Skrifter udgivne af Videnskabsselskabet i Christiania

— % at

RS SR

vu ravnene one Ke eh EN ENT dette Ara nn ma å
aa a ne EE us "å

dar ee Dee

å
Le a
N
RAR
N Se SE
Canari

PA Be eh og

RES
+
Ca

Ce cs

er ER N

GUETTA ES
Kenn

nn u A.
Gomer

SA

LÅN

i > f 2
j Us
ADS
7 si
5) | casa) CL
I À |) ÆN | 5
| Å 8:
Ae A| i
A VW N
ù AY sl)
Ur A AA BI
PSI A Vara] (3
er Ma ||
h .
‘ |
N »
el LY ay
Ÿ J a; Du
eS ¥ , »
E \ R
L Ÿ Le
s
| »
av ts
>
»
>

Or

MON
| tt ul

Skrifter

Videnskabs Selskabet i Christiania

1903

I. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse

(Med 11 Plancher og 67 Textfigurer)

KE

Christiania
I Kommission hos Jacob Dybwad
A, W. Brøggers Bogtrykkeri
1904

Skrifter

udgivne af

Videnskabs-Selskabet 1 Christiania

1 JOD LIBRARY

NEW YORK
BOTANICAL
DER GARDEN

I. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse

(Med 11 Plancher og 67 Textfigurer)

Christiania
I Kommission hos Jacob Dybwad
A. W. Brøggers Bogtrykkeri

1904

11.

IBRARY

NEW ) ORK
TANICAL
Indhold. PO ARDEN
Side
Theodor Frølich. Studier over Diabetes mellitus i barnealderen . 1— 140
Jens Holmboe. Planterester i norske torvmyrer. (Med 5 tavler og ;
29 tekstillustrationer) . 2 NE AG I—227
R. E. Fridtz. FRE i ister og Mandals Te ons m BI 220
Carl Stermer. Sur quelques résultats obtenus dans la théorie des
intégrales définies les plus générales à 7 dimensions contenant des
paramètres , eee tee N (ae
Carl Størmer. Ein Brief von Niels Henrik Abel an Edmund Jacob
Külp Be 2 EG es eme En ae 1— 8
GJE: Parser Penden ter og Trondertyper. (Med 4 Plancher) . I— 46
P. A. Øyen. Tapes-niveauet paa Jæderen undersøgt sommeren 1900 I — 100
J. H. L. Vogt. Die Silikatschmelzlösungen mit besonderer Rücksicht
auf die Mineralbildung und die Schmelzpunkt-Erniedrigung. 1. (Mit 2
Tafeln und 24 Figuren im Text) . De a 1—162
S. Laache. La réciprocité dans la pathologie 3 Mr 120
Johan Kiær. Revision der mittelsilurischen Feliolitiden anal neue Be
tråge zur Stammesgeschichte derselben. (Mit 14 Abbildungen) Tune
Olav Johan-Olsen. Mykologiske undersogelser over sop paa furu-
spinderens larve (Gastropacha Pini), I... , , I— 24

Studier

Over

Diabetes mellitus
murnealderen

af

Theodor Frølich.

Videnskabsselskabets Skrifter. I. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 1903. No. 1.

EEE FE —

Christiania.
I kommission hos Jacob Dybwad.
A. W. Brøggers bogtrykkeri,
1903

Fremlagt i den math,-naturv, Klasses Møde 7. Nov. 1902
af Prof, Dr. Johannesen.

Forord.

I løbet af aarene 1899—1902 er de i dette arbeide nedlagte under-
søgelser udført paa rigshospitalets afdeling for barnesygdomme.

Til afdelingens overlæge, hr. professor dr. med. Axel Johannessen,
frembærer jeg herved min ærbødigste tak for den interesse, hvormed
han har fulgt mit arbeide, samt for den store imødekommenhed, han
har vist, ved at overlade mig afdelingens patienter til materiale for
mine undersøgelser.

Ved velvillighed fra hr. professor dr. med. Pouissons side er jeg
bleven sat istand til at udføre enkelte, mere vidtløftige analyser paa
universitetets pharmakologiske institut, ligesom hr. professor dr. med.
Torup har givet mig værdifulde raad i anledning af de analyser af
kosten, som har været nødvendige for mine undersøgelser.

Ogsaa til disse to herrer vil jeg ved denne anledning aflægge min
bedste tak.

Kristiania i mars 1902.

Side
T-Indledning . 07 58. = SPP RA NNN RE I
Hyppighed i barnealderen. G
Herdet EET
Trauma og infektion ,

Pankreasdiabetes .

Det maligne forløb af den infantile diabetes.

2
2

3

He Ja’ 3

Den rene form af diabetes! vs er Se se oe 5
5

Mir Undersøgelsesmethoder EPER AEE 7
Den diætetiske plan 7
Analyser af kosten. 8

Maaline op) veining.. af kosten ENES NNN

Urin-op afføringsanalyser : «JAER el OL

nr Kliniske undersøgelser og forsee. a TE ERE
Patient 12 BA, Hospitalsopholdet 9/,=8/3 1809 CR NUE
Dietenton værten ek Ser CRE SE ete Cee EL

Sukkerudskillelsen og diuresen . er: å 2
De kvælstofholdige urinbestanddeles indbyrdes forhold . . . . . . . . . 20

Kvælstofomsætningen le 5 in AE 25
Tarmresorptionen . - 29
RESUME SE NE el Po ee RE RNA
Patient I. R.A. Tidsrummet 15/, 99—13/, 1900 . . så 29
Toleransprøver . å . Kode 32

Overgang til den svære form . rn
Den lette op den svære form afidiahetes ERE 86
SCID OSE Å Kuer Sek ar ren 6. el COST EU ST
Acetonuriens forhold ved overgangen til den svære form . . . . . . . . 43
Undersogelser over virkningen af bicarbonas natricus
Resumé ER TR EE de
Patient LR A" Tidsrummet 1/25/1000 UP Re 50

Alkalibehandlingen

Pneumon op begyndende Koma! IEEE Let dl, 51

Komacylindce, 2 ues: mat oe 5 ee sr EN

Patient I. R.A. Tidsrummet !%/, 1900—1*/, 1901

DELEN. io 46 ara à rov sofa OA;
Subjektyetsymptomend re a u enste eee
Urinundersøgelser . . . . . . . . SR

Den tiltagende udvikling af acidosen

Detletaleskoma a5) ae Ne Le ee

SE ee die ee art

RE ee Bl DEE

Patient II. S. W. Hospitalsopholdet 8/;—2%/; 1899
IDV CEL THÉ Asta Had ee PG ac
Sukkerudskillelsen og diuresen . . : 2 . . . . . .
De kvælstofholdige urinbestanddeles indbyrdes forhold

Kvælstofomsætningen
rrmresorpuonene SR ele re ee

HI ØSE Neue ne @

Patient II. S. W. Tidsrummet °/, 1899—27/; 1900

Jernkloridreaktionens forsvinden ved streng diæt

pia leransproven. mør He Feet ere tel
Paradoks tolerans . , .

AeIdosen ed

Overgang til den svære form .

Urinundersøgelser efter overgangen til den svære form. .

CRUE tr EN CT RE AO

Patient II. S. W. Tidsrummet 15/,—?3/,, 1900.

Den tiltagende udvikling af acidosen
Det letale koma

NESS SE EE EO

Patient III. P. J. Hospitalsopholdet ?5/,—3/; 1899.

DEE hs Aa AN AE SE TR OS TT an
De kvælstofholdige urinbestanddeles indbyrdes forhold
Kvælstofomsætningen . ...

(armresorpuonenie ee see uel =

RESUME ur ae ker een ae ee EC

Sektor ua,

Patient IV. K. S. Hospitalsopholdet °/,,—?3/,, 1901

Diæten og vægten

Sukkerudskillelsen og diuresen . .
jevælstotomsælmngen EE ee le ee
De kvælstofholdige urinbestanddeles indbyrdes forhold

UNCIGOSENEA ec) waite see an Aer

Stevan) Fea manet 0 Cu

Forsøg med streng diet . . .
Bepyndenderkoman Kae, sta. as
ØSE ye heran

DefviteretorloD «Nkr ul 2 ch st les å

Sektion

Side
Patient V. A.J. Hospitalsopholdet 11/,—15/, 1902... 0 113
Urinundersøpelseri. 1 te tree ee We, ae ate Ran Om mere

RESUMES es me KS een ee EE ER CHE

IV. Om behandlingen af den infantile diabetes. ......... 118
Almindelige principer for den diætetiske behandling , . . . . . . . . . , . 119
Dep spærelebeandn EEE EE
Alkalipehandlingen sju d Sats SO

Spiselister 2 san sit nS myke fe RC CS Sed IEEE

Tabel over de ved beregningen af kostens sammensætning anvendte procentiske
VÆrdere "Ta sa ML: re A ena Petre EE

Bitteraturfortegnese MS RE CR Ne To Ce CNT Red

FR ar

I. Indledning.

I den righoldige litteratur, der foreligger om diabetes mellitus, finder
man ikke meget, der kan bidrage til at kaste lys over denne sygdoms
optræden og forløb i barnealderen.

De forfattere, der har beskjæftiget sig med dette kapitel af diabetes,
har væsentlig indskrænket sig til at meddele korte sygehistorier, ledsaget
af mere eller mindre ufuldstændige oplysninger om urinens forhold, samt
nogle ord om den slette prognose, sygdommen frembyder i barne-
alderen.

Andre har sammenstillet en række kasuistiske meddelelser fra for-
skjellige forfattere og heraf udledet enkelte, særlig i ætiologisk henseende
eiendommelige forhold.

Endelig foreligger der dels i journallitteraturen (Baginsky, Wegeli),
dels i haandbøger (Naunym) enkelte mere i detail gaaende undersøgelser
over stofskiftet i kortere perioder af sygdommen med dertil knyttede
bemerkninger om behandlingen og prognosen.

I løbet af aarene 1899 til 1902 har jeg paa rigshospitalets afdeling
for barnesygdomme havt anledning til at iagttage fem tilfælde af denne
sygdom hos børn; hos tre af dem har jeg desuden kunnet følge syg-
dommens forløb ogsaa efter udskrivelsen fra hospitalet. Da jeg i den
anledning har gjort en række undersøgelser over sygdommens udvikling
og forløb i barnealderen, vil jeg forsoge at give en samlet fremstilling
af disse forhold og paapege, hvad der særlig har været af interesse.

Da tilfældenes antal er for lidet til at uddrage almindelige slutninger
om sygdommens hyppighed, forekomst inden de forskjellige aldere o. s.
v., skal jeg til belysning heraf benytte mig af de ovenfor omtalte sam-
menstillinger.

Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. KL 1908. No 1. 1

Hyppighed i
barnealderen,

ITereditet,

2 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Allerede hos X%/21, der har samlet 111 tilfælde fra forskjellige for-
fattere, finder vi paapeget, at diabetes ikke er nogen ren sjeldenhed i
barnealderen, og at den vistnok er adskillig hyppigere, end det fremgaar
af litteraturen, da mange tilfælde lettelig oversees. Det er især i den
senere barnealder, at sygdommen synes at optræde nogenlunde hyppig,
ihvorvel den ogsaa er iagttaget lige ned til spædbarnsalderen. <Avi/z?
nævner et tilfælde hos et 7 maaneder gammelt barn, der er beskrevet
af Rossbach.

Ogsaa Stern fandt blandt 117 tilfælde 6 born under 1 aar, hvoraf
hos det yngste sukker blev paavist i urinen nogle dage efter fødselen;
hos Wegeli* findes 3 tilfælde under 1 aar, hvoraf de to var 3 maaneder
gamle.

Af samtlige disse kasuistiske meddelelser fremgaar det merkelige
forhold, at man i barnealderen ikke finder sygdommen overveiende hyp-
pigere blandt gutter end piger, saaledes som vi er vant til at se omtalt
fra alle hold, naar det gjælder voksne.

Medens blandt diabetikere af alle aldersklasser forholdet mellem
mænd og kvinder angives at være som:3:1 (Seegen®, Rumpf®), 2.6:1
(v. Noorden"), ca. 2:1 (Dickinson®) o.s.v., finder vi et ganske andet
forhold hos børn. XKilz fandt 57 piger og 45 gutter, Wegeli 48 piger
og 47 gutter, Sterm 47 piger og 31 gutter.

Om disse tal end ikke synes at kunne give noget holdepunkt i
ætiologisk henseende for den infantile diabetes's vedkommende, saa er
dog modsætningsforholdet ganske eiendommeligt og maa vel nærmest
tydes i den retning, at der i barnealderen med dennes lige livsvilkaar
for begge kjøn maa foreligge en fælles aarsag (hereditet), hvis virkninger
træder mere tilbage i den ældre alder, hvor netop de forskjellige livs-
vilkaar muligens spiller den væsentligste rolle.

At »hereditære forhold« eller et »medfødt anlæg« i virkeligheden
ogsaa er af en overveiende betydning i ætiologisk henseende, fremgaar
med sikkerhed af de talrige erfaringer i den retning, som man finder
hos alle forfattere, der har behandlet et stort diabetesklientel.

1 Æ, Külz: Diabetes mellitus und insipidus i Gerhardt: Handbuch der Kinderkrankheiten,
Bd. III, I Hälfte. S. 269 0, f. Tübingen 1878.

Gen 8.0278

Stern: Diabetes mellitus bei Kindern. Inaugural-Dissertation. Berlin 1889.

Wegeli: Casuistische Beiträge zur Kenntniss des Diabetes mellitus im Kindesalter.
Archiv für Kinderheilkunde. Bd. XIX. S. 1. 1896,

F. Seegen: Der Diabetes mellitus auf Grundlage zahlreicher Beobachtungen. Berlin
1893. S. 130.

6 Rumpf i E. Külz: Klinische Erfahrungen über Diabetes mellitus. S. 243. Jena 1899,
v. Noorden: Die Zuckerkrankheit und ihre Behandlung. Berlin 1898. S. 41.

Cit, efter Külz: Li c. 28572976:

ur eo»

=

på

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 3

For det første ser man ikke sjelden, at diabetes optræder hos børn,
hvis forældre eller nærmeste slægtninge har havt denne sygdom, og
for det andet finder man meget ofte flere børn inden samme familie,
der alle før eller senere angribes af diabetes. X%/21 nævner 5 patienter,
hvis soskende har eller har havt diabetes; Seegen? omtaler en familie,
hvor moderen og en datter var døde af diabetes; snart efter blev ogsaa
3 andre af børnene angrebne og døde inden kort tid. Ligeledes nævner
han, at han kjender familier, hvori han har seet og behandlet diabetes i
tre generationer.

Foruden disse, som det synes, sikre kjendsgjerninger i den infantile Trauma og

diabetes's ætiologi maa man ogsaa indrømme enkelte leilighedsaarsager
en vis betydning for opstaaelsen af diabetes; jeg vil i saa henseende
kun nævne traumer, især af hovedet, samt forudgaaende infektioner.

Alle andre aarsager, der er mere eller mindre fælles for alle aldere,
vilde det føre for vidt at gaa ind paa; kun vil jeg i korthed omtale den
rolle, pankreaslidelser synes at spille.

infektion.

Da man ud fra Lancereaux's kliniske samt Merings og Minkow- Pankreas-

skis experimentelle studier over pankreaslidelsernes forhold til diabetes
mellitus mere og mere havde faaet øiet opladt for den betydning, dette
organ har i ætiologisk henseende, særlig ved den hos børn hyppigst
optrædende diabéte maigre, viste det sig, at man i flere om end langt
fra i alle tilfælde fandt pankreas pathologisk forandret ved obduktioner.

Meningerne er imidlertid paa dette punkt meget delte, og der fore-
ligger flere obduktioner, ogsaa af diabéte maigre, hvor man hverken
makro- eller mikroskopisk kan paavise nogen pankreaslidelse. Vistnok
er det saa, at man, som ogsaa fremhævet af ZLancereaux*, klinisk kan
skjelne mellem en diabète gras og en diabète maigre, men i alle tilfælde
at ville gjøre denne sidste til en pankreasdiabetes eller som Baumel+
erklære for alle former af diabetes, at »le pancréas est toujours en
cause«, kan der med vor nuværende pathologisk-anatomiske viden ikke
være tale om.

Jeg tror, at aarsagen til det rapide forløb og den daarlige prognose
ved den infantile diabetes maa søges i ganske andre omstændigheder
end i en tilgrundegaaende pankreas.

Hvad dernæst selve udtrykket diabete maigre angaar, saa forekom-
mer det mig, at selve afmagringen ikke spiller den rolle, som dette ud-
ge 0,58, 277:

Stegen: Lic; S. 105.
Lancereaux: Le diabète maigre et le diabète gras, L’Union médicale 1880, No. 16.
S. 205,

+ Baumel: Le diabète sucré chez une enfant de 6 mois(guérison). Congrès international
de médecine, Paris 1900. Separataftryk. S. 4.

on.»

diabetes.

Diabète
maigre,

Obduktioner,

À THEODOR FROLICH. M.-N. Kl.

tryk synes at involvere. Man maa selvfølgelig medgive, at patienterne
henimod slutningen af sin, vel at merke kroniske, sygdom afmagres
ganske betydelig; men saavel udseendet som vægten kan dog meget
længe holde sig godt, saafremt sygdommen diagnosticeres i tide og be-
handlingen ledes rationelt.

At de positive obduktionsfund ikke er særlig talrige, fremgaar af
følgende forfatteres undersogelser :

Af Heubner‘ er beskrevet et tilfælde med sektion, hvor pankreas
var normal.

I Wegelis? sammenstilling findes 5 gange omtalt pankreasforan-
dringer, medens der i 15 tilfælde enten ikke er angivet noget om pan-
kreas, eller denne er angivet at være normal.

Bogoras® har omtalt 3 tilfælde med sektion, hvoraf det ene med
normal pankreas, et med pankreasatrofi og et med pankreas adiposum.

Hos v. Noorden* findes omtalt et dødeligt tilfælde med normal
pankreas.

Blandt de af Rumpf, Aldehof og Sandmeyer® beskrevne 692 til-
fælde finder vi omtalt en sektion med normal pankreas hos et 9 aar
gammelt barn.

Naunyn® omtaler to tillælde med normal pankreas, et tilfælde med
en smal og bleg pankreas samt et med tydelig lappedelt pankreas. :

Baumel" nævner, at han har seet et tilfælde med ren pankreas-
atrofi,

Seifert® omtaler et tilfælde hos en 17 aar gammel gut, hvis pan-
kreas veiede 25 gr. og viste en atrofi af parenchymcellerne, samt et
tilfælde hos en 6 aar gammel pige, hvis pankreas veiede 12 gr. og viste
en tydelig granulær atrofi.

Positive sektionsfund hos barn er ogsaa beskrevet af Caplick,
v. Faksch, Noltenius, Hansemann, Dieckhoff o. fl."

å

Heubner: Ein Fall von Diabetes mellitus im Kindesalter, Jahrbuch für Kinderheil-
kunde. Bd. 15. 1880. S. 153 0. f.

Wege: IL. Ic RS ARTE

Bogoras: Zur Kenntniss der Zuckerkrankheit im Kindesalter, Archiv für Kinderheil-
kunde, Bd. 27. 1899, S. 251 og 265.

v. Noorden: L.c. S. 59.

PR. Kris OLIS AZI

ÿ Naunyn: Der Diabetes mellitus i Nothnagels »Specielle Pathologie und Therapiec.
Bd. VII, I Hälfte, Wien 1898. S. 458 o. f.

Baumel: L.c. S. 2.

Seifert: Casuistische Beiträge zur pathologischen Anatomie des Kindesalters, Jahrbuch
für Kinderheilkunde. 1898, Bd. 48 S. 12.

Cit. efter Oser: Die Erkrankungen des Pankreas i Nothnagels »Sp. Path, und Th,«
Bd, XVIII, Th, II. Wien 1898. S. 55 o. f,

to

u

på

1003. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 5

Som det fremgaar af de her citerede tilfælde, er det meget langt
fra, at enhver infantil diabetes skyldes en pankreaslidelse. At ville tage
sin tilflugt til funktionelle forandringer der, hvor man intet pathologisk-
anatomisk kan paavise, er blot at gribe forstyrrende ind i det gode
spor, hvori forskningen over pankreasdiabetes er kommet.

De mange tilfælde af diabetes med negativt sektionsfund har ledet Den »rene
form« af dia-

Naunyn til at opstille en »ren form« af diabetes, hvor man hverken jeg

intra vitam eller post mortem finder noget holdepunkt for en organisk
lidelse. Denne »rene form« forekommer overveiende hyppig i barne-
alderen og frembyder ogsaa som følge deraf en daarlig prognose. Kli-
nisk lader den sig kun vanskelig skjelne fra en pankreasdiabetes, med-
mindre man skulde kunne paavise de ved denne sidste af og til optræ-
dende symptomer fra tarmtraktus (Hirsc/feld).
For at komme paa det rene med aarsagen til det eiendommelige Det maligne

: Å : l fd
forhold, at den infantile diabetes saagodtsom uden undtagelse frembyder a

infantile dia-
et malignt forløb, sammenlignet med diabetes i den ældre alder, tror betes,
jeg, man for endel maa søge forklaringen i de fysiologiske forskjellig-

heder, der karakteriserer den i vækst værende organisme i modsætning

til den fuldt udviklede organisme — over 25—30 aar —, den alder, der

danner grænsen i prognostisk henseende.

Fra fysiologien ved vi, at det for ernæringen nødvendige antal
kalorier pr. kg. legemsvægt er i stadig aftagende fra spædbarnalderen
opover til den voksne alder, og at dette for en væsentlig del er betinget
i størrelsen af legemsoverfladen, idet denne er større pr. kg. legemsvægt,
jo mindre individet er (Ruduer). Herved vil en mindre organisme ud-
sættes for et forholsvis betydeligere varmetab end en større og derfor
trænge mere forbrændingsmateriale pr. kg. legemsvægt.

En anden mere uvæsentlig forskjel mellem den unge og den gamle
organisme er, at den første stadig skal øge legemets cellemængde
(vækst), medens den sidste kun skal bevare, hvad der engang er bygget op.

Disse to faktorer, og særlig den første, maa være af væsentlig be-
tydning for forklaringen af det maligne forløb, diabetes har hos barn.

Jo større behovet for forbrændingsmateriale, eggehvide, kulhydrater
og fedt, er, desto mere maa det føles, naar det ene af disse paa grund
af forandringer i det normale stofskifte er sat ud af betragtning.

Den kalorimængde, der gaar tabt ved, at kulhydrater ikke kan om-
sættes, vil kunne repræsentere betydelige værdier. Gaar man ud fra, at
et barn omkring ıoaars alderen trænger 220—250 gr. kulhydrater pr.

! Rubner: Ueber den Einfluss der Körpergrösse auf Stoff- und Kraftwechsel, Zeitschrift
für Biologie. Bd, XIX, 1883. S. 535.

6 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

døgn (Camererl), saa repræsenterer det 880—1000 kalorier. For en
diabetespatient af denne alder, hvis assimilationsevne ligger lavt — ca.
50 gr. kulhydrater —, gaar der herved tabt en betydelig del af hans
energiforraad. Da saaledes kulhydraterne i den daglige kost udgjør en
væsentlig del af vort forbrændingsmateriale, og da som ovenfor nævnt
varmetabet pr. kg. legemsvægt formedelst ovérfladeforholdene er saa
væsentlig forskjellig hos børn og voksne, maa dette tab føles stærkere
hos barnet.

Barnet er derved ligesom den voksne henvist til at dække behovet
ved eggehvide og fedt, baade næringsfedt og legemsfedt, men ogsaa
dette sidste angribes af ovennævnte grund stærkere hos barnet end hos
den voksne, der desuden som regel har mere fedt disponibelt.

Rumpf* betoner ogsaa dette forhold under gjennemgaaelsen af dia-
betes’s forløb i de forskjellige aldere, idet han siger: »Während in der
Norm das kindliche und jugendliche Alter einen grossen Teil der Nah-
rung und unter ihnen besonders viel Amylaceen zum Aufbau des Kör-
pers und zur Anhåufung von Fett verwendet, ist bei jugendlichen
Diabetikern die Beschrånkung der Amylaceenverwertung und weiterhin
der Abfluss von Nahrungsmaterial aus dem Körpervorrat direkt von
einer Beschrånkung der normalen Entwicklung und der normalen Anhåu-
fung von Reservekråften gefolgt. Je jugendlicher das Individuum ist,
um so mehr muss sich dieser Mangel bemerkbar machen.«

At de her paapegede forhold er af en meget væsentlig betydning,
kan der vel ikke være tvil om, og skulde man med nogen berettigelse
opstille diabetes i barnealderen som en egen form, saa maatte det vel
netop ske paa basis af disse betragtninger; heldigere, tror jeg imidlertid,
det er at henføre disse dunkle tilfælde i barnealderen til den af Naunym
opstillede »rene form« af diabetes, naar man blot altid er sig bevidst, at
udsigterne for den unge diabetiker i ingen henseende kan sammenlignes
med de udsigter, der byder sig for den noget ældre, ca. 50-aarige, ofte
velnærede diabetiker, der med en let diætindskrænkning kan leve i
mange aar.

1 Camerer: Der Stolfwechsel des Kindes etc. 2den udgave, 1896. S. 60.
Kuler CS EPA:

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS 1 BARNEALDEREN. 7

II. Undersøgelsesmethoder.

Efter disse korte indledende bemerkninger, gjennem hvilke jeg har
søgt at fremdrage enkelte træk af ætiologisk og prognostisk interesse,
vil jeg gaa over til at paapege de punkter, hvorpaa mine egne under-
søgelser særlig har været rettet.

Oprindelig var det min hensigt at bringe paa det rene, hvordan
man helst burde gaa frem, naar man skulde indlede en diætetisk behand-
ling af en nylig diagnosticeret diabetes hos et barn. De herhen hørende
spørgsmaal har imidlertid ført andre med sig, hvorved jeg er kommen
ind paa flere sider af denne sygdom, saaledes særlig forholdene ved
kvælstofomsætningen, tarmresorptionen, acidosen, dennes betydning for
ammoniakudskillelsen gjennem urinen o. s. v., og har herunder gjort en
række iagttagelser, der ligeoverfor den infantile diabetes ikke er uden
interesse.

Den diætetiske plan, hvorefter jeg er gaaet frem, har bestaaet i, at
patienterne gjennem et tidsrum af 2—3 uger lidt efter lidt er bleven
frataget kulhydraterne i næringen; samtidig hermed er det ved daglig
at forøge kostens fedtmængde bleven forsøgt at lære patienterne til at
spise meget fedt, der jo i fremtiden bliver enhver diabetespatients
væsentligste næringsmiddel ved siden af eggehvide. Det anvendte fedt
har væsentlig været givet som smør, fløde og i den første del af kuren
som melk. Naar det herved er lykkedes at bringe glykosurien til at
svinde, har det næste spørgsmaal været at finde den ønskeligste form
for den videre diætetiske behandling.

Under denne meget forsigtige, men, som det synes, heldige frem-
gangsmaade er der daglig bleven gjort bestemmelse af urinens sukker-
mængde samt af totalkvælstof., urinstofkvælstof- og ammoniakkvælstof-
mængden. Ved siden heraf er dels Gerhardts reaktion, dels kvalitative
og kvantitative acetonbestemmelser bleven foretaget til kontrol af den
anvendte diæt.

For hver patient er der tillige i en kortere periode gjort under-
søgelser over tarmens resorptionsforhold ved bestemmelser af kvælstof-

og fedtmængden i fæces,

Den diæ-
tetiske plan.

8 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Saavidt muligt er ogsaa patienterne bleven fulgt efter udskrivelsen
fra hospitalet, og deres behandling har været ledet paa grundlag af
daglige og ugentlige urinundersøgelser.

Ogsaa denne ambulatoriske behandling gjennem et længere tidsrum
har givet anledning til mange kliniske observationer, der ikke er uden
interesse.

For at opnaa et mere samlet billede af sygdomsforløbet har jeg
valgt at gjennemgaa hver enkelt patient for sig og har herunder forsøgt
at fremholde de punkter, der karakteriserer de enkelte perioder af syg-
dommen. Det vil derved blive anledning til mere i detail at komme
ind paa de forskjellige sider af denne og nærmere at gjøre rede for
opfatningen desangaaende.

Til slutning vil jeg saa forsøge at trække op hovedlinierne i den
diætetiske behandling.

Analyser af Forat de under behandlingen foretagne undersøgelser skuide blive

kosten. saa noiagtige som muligt, har jeg i den udstrækning, som tiden har
tilladt, analyseret den paa hospitalet anvendte kost samt delvis prøver
af den daglige kost i patienternes hjem. Jeg har i den anledning taget
en prøve af de forskjellige retter for hver dag i ugen, og ved at analy-
sere disse (væsentlig kvælstofværdierne) gjennem flere uger har jeg faaet
en række parallelbestemmelser, der stemmer saa godt overens, at man
maa kunne gaa ud fra, at hospitalsmadens sammensætning er nogenlunde
konstant. Til grund for de anvendte tal ligger middelværdierne af alle
disse analyser, Analyserne er udført i den færdiglavede mad, som den
serveres til middag. Kulhydraterne og delvis fedtmængden er beregnet
ud fra fødens oprindelige sammensætning, efterat der ved veininger og
maalinger i kjøkkenet er bragt paa det rene, hvor stor svindingen har
været under tilberedningen for hver ret.

Den omstændighed, at kosten fra uge til uge viser en saa konstant
sammensætning, forklares let derved, at al mad tilberedes efter maal og
vægt af raaprodukterne, der som regel stammer fra samme kilde.

For at give et indblik i, hvor smaa variationerne er, skal jeg anføre
nogle af de herhen hørende analyser.

Som det fremgaar af tabellen, er der en paafaldende overensstem-
melse mellem analyserne fra de forskjellige uger for den tilberedte mads
vedkommende, ja værdierne ligger hinanden tildels nærmere end de til
sammenligning opførte værdier fra flere analyser af raat, renskaaret
oksekjød og kalvekjød.

Brodanalyser. Det paa rigshospitalet anvendte brød er bleven særskilt analyseret,
og de anvendte værdier for sammensætningen er middeltal af flere analyser.

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 9

Tabel I.

Kvælstofanalyser af den i rigshospitalets kjokken
tilberedte mad etc.

SG | % nee % ae | %, N ren!
Bygvælling . . . . . .. 052 | 056 | 054 | 0.54
Kogt ferskt kjød. . . . . 485 | 4592 | 52 4.86
RS ISUpDpe. 5 1.420 | 0.45 0.14 0.13 0.14
MÉREDOIEr, .,. ©... + . 035 «16 1d å
FREIE ON 0.48 0.49 0.47 0.48
bdboller ++ .+. . . « | 1.96 1.94 Sn GE
Kjgdbollesauce, . . . . . | 0.30 0.30 03222720530
MICK 2.01 | 1.80 2.10 2.007 AN 197
Boetmaktel + : 4+. | 3.10 3.80 Sole |) = BH)
vea eee | 0.53 0.53 0.49 0.52
Fosse 1.20 1.02 1.20 1.14
Melkegrød . . . . . . .| 0.66 0.65 0.60 | 0.64
Melkepap... . . . 050 0.56 054277053
Breed | 0.58 0.65 0.65 | 061
Salt Lact a 20.3. % | 5.33 5.00 4.94 | 5.10
SHU De 0.19 0.19 0.19 0.19
Bose... 200030 | 28 | 2.9
er. I: 0.40 0.14 008 | 0:

Kvælstofanalyser af renskaaret oksekjød og kalvekjød.

| I | Il | III | IV | V | VI Middelværdi

IL SET LEE EN FEE AG SERRE VG ME SEE
Oksekjød | 3.20 3.68 3.80 3.65 3.40 3.60 Ee
Kalvekjod | 3.50 3.50 3.40 3.30 3.80 3.30 3.47

For rugbrødets og hvedekagens vedkommende er analyserne udført
af cand. med. E. Hellesen paa universitetets fysiologiske laboratorium,
og med hans velvillige tilladelse meddeles herved resultaterne.

Hvedebrødet har jeg analyseret selv, men da jeg ikke har udført
bestemmelser af fedt, cellulose og mineralbestanddele, har jeg hertil
benyttet mig af de af Hammarsten angivne værdier,

Maaling og
veining af
kosten.

10 THEODOR FRØLICH. M.-N. KI.

Rugbrød (Hellesen):

Mandit. CUS KEN ewe eee Or /D

Totalkvælstof . . . . . . — 110% (eggehvide 6.88 9)
Raafedt (etherextrakt)j. . . = 0.15%

Plantetrevler (cellulose) . . = 1.55 %

Mineralbestanddele . . . . = 173%

Opløselige kulhydrater . . = 51.24 % (differens).

Hvedekage (Hellesen):

Vand zen LTR 509 9/0
Totalkvalstof, 2 9.22% 2 — 91.33 9/6 (eggehvide S5 100]
Raafedt (etherextrakt) . . . = 3.89%
Plantetrevler (cellulose) . . = 1.10%
Mineralbestanddele . . . . = 1.03 %

Opløselige kulhydrater . . = 49.98 Yo (differens).

Hvedebrød (egen analyse):

Vand AA EE == BGN

Miotalkvælstor NE so Escen video maa)
Bedr gee rae EE ør GO ED
klantetrevlere C ON nee ASLE
Mineralbestanddele sen 010

Opleselige kulhydrater . . = 31.80 (differens).

Til beregning af den mad, patienterne har nydt i sit hjem, er delvis
benyttet analyser, som jeg selv har udfort, delvis er værdierne hentet
fra König's kemi over næringsmidlernes sammensætning>.

I den ved arbeidets slutning opførte tabel vil man finde en forteg-
nelse over de benyttede værdier.

Al mad er veiet og maalt af afdelingens oversygepleierske og i
hjemmet af patienternes mødre; der er herunder gaaet frem med den
største nøiagtighed. Al kjødmad og usammensat mad er veiet i raa
tilstand uden ben, eller hvor disse enkelte gange har været veiet med
kjødet, er benenes vægt efter tilberedningen trukket fra raavægten.

Har patienten til et maaltid ikke spist hele den afveiede mængde,
har resten altid været serveret først ved næste maaltid, saa man aldrig
har behøvet at trække vægten af tilberedt mad fra vægten af den i raa
tilstand veiede.

1 Hammarsten: Lärobok i fysiologisk kemi, 1889. S. 429.
? König: Chemie der menschlichen Nahrungs- und Genussmittel, Berlin 1589,

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. II

Afdelingens sammenlavede mad er saavel analyseret som veiet i
tilberedt stand.

Patienterne selv har altid været veiet under de samme betingelser i
løbet af hospitalsopholdet, nemlig hver morgen efter vandladningen og
før frokosten.

Urinen har været samlet fra kl. 8 morgen til samme klokkeslet næste
dag saaledes, at den sidste vandladning før frokosten er regnet med til
det forløbne døgns urin. Den har været opbevaret paa et kjøligt sted,
om sommeren enten paa is (paa hospitalet) eller i et koldt rum, omgivet
af rindende vand (i hjemmene). Hver morgen har jeg maalt urinmængden
i nøiagtige maalecylindere; alle analyser er udført i prøver af den samlede
og vel blandede dognmengde.

Afføringerne er samlet i kortere og længere perioder, fra 1—3 uger.
Til afgrænsning af perioden har jeg benyttet trækul og en gang melk,
Hos en patient er der ikke foretaget afgrænsning, men da perioden
varede i 6 dage, tillader forsøget dog, at man drager slutninger af de
fundne værdier. Afforingerne er som regel først veiet fugtige umiddel-
bart efter defækationen, derefter er de tørret over vandbad, delvis under
tilsætning af alkoholl, og endelig i tørreskab ved 105° C. indtil konstant
vægt. For at binde ammoniaken er der til afføringen før tørringen
bleven sat fortyndet saltsyre. I den pulveriserede og tørrede afføring
er der foretaget kvælstofbestemmelser efter Kjeldahls methode og fedt-
bestemmelser ved extraktion i Soxhlets apparat. Under fedtbestemmel-
serne har jeg efter prof. dr. E. Poulssons velvillige raad udrevet afførin-
gerne foruden med sand ogsaa med kul, for herved at hindre farve-
stoffene fra at extraheres sammen med fedtet. Enkelte afføringer inde-
holdt saa meget fedt, at de ikke lod sig pulverisere, hvorfor jeg maatte
ngie mig med at knade dem saalænge, at blandingen var nøiagtig; til
yderligere sikkerhed blev der foretaget parallelanalyser saavel i disse
som i de pulveriserede afføringer.

De ved urinundersøgelserne anvendte methoder har været følgende:
Den specifike vægt er maalt ved hjælp af aræometere med inddeling
fra 1000 til 1020, respektive fra 1020 til 1040; ved specifik vægt over
1040 har jeg anvendt et større aræometer, med inddeling fra 1000 til 1050.

Reaktionen er prøvet ved hjælp af lakmuspapir.

Totalkvælstofbestemmelserne er udført efter Kjeldahls methode i 5
ccm. urin, den overdestillerede ammoniak er opsamlet i 1/4 normal
svovlsyre.

1 Poda: Eine neue Methode der Trocknung des Kothes, Zeitschr, für physiol. Chemie,
Bd 25 SN 355,

Urinen.

Afføringerne.

Kvælstof- og
fedtbestem-

melserne i af-
foringerne,

Urin-

analyserne,

12 THEODOR FROLICH. M.-N. KI.

Urinstofkvælstofbestemmelserne er udført efter Mörner-Sjöqvists me-

thode, ligeledes altid i 5 ccm. urin.

Ammoniakkvælstoffet er bestemt efter Schlössings methode i 20 ccm.
urin. Ogsaa her er paa en enkelt undtagelse nær anvendt 1/4 normal
svovlsyre og lud. Titreringen er foretaget efter to dages henstand under
glasklokken. Sukkerbestemmelserne er den hele tid udfort efter Knapp’s
methode med svovlvandstofopløsning som indikator. Knapp's vædske
er altid paa forhaand bleven stillet paa en druesukkeropløsning af nøi-
agtig kjendt styrke.

Til den kvalitative paavisning af acetedikesyre er anvendt Gerhardts
reaktion; jernkloridopløsningen er bleven tilsat draabevis, indtil farven
ikke blev mørkere. Et optrædende phosphatbundfald er bleven filtreret
fra og ny jernkloridopløsning tilsat. Til betegnelse af reaktionens styrke
har jeg anvendt udtrykkene svag, middels, stærk og intens, eftersom
farvenuancerne har vekslet fra lyserød, rød, rødbrun til brunsort.

Acetonet er delvis paavist kvalitativt, delvis kvantitativt. Til den
kvalitative paavisning har jeg af en afmaalt mængde urin, hvortil var
sat svovlsyre, afdestilleret 20 ccm. og delt denne portion i to; i den ene
er bleven gjort Liebens reaktion med natronlud og iod-iodkaliumopløs-
ning, i den anden Legals reaktion med frisk tillavet nitroprussidna-
triumopløsning, natronlud og edikesyre.

Den kvantitative bestemmelse af acetonet er udført efter Messingers
methode ved titrering med iod-iodkaliumopløsning og thiosulfat.

Samtlige anvendte normalopløsninger har jeg fremstillet og prøvet selv.

Mit materiale omfatter som nævnt fem patienter, der alle har ligget
paa rigshospitalets afdeling for barnesygdomme. En af patienterne døde
under hospitalsopholdet (koma diabeticum); tre har har været behandlet
efter udskrivelsen fra hospitalet og er senere døde i koma diabeticum.
Den femte laa kun paa hospitalet i 4 dage, og hendes videre skjæbne

er mig ubekjendt.

SOGN, u

1903. No. I. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 13

HI. Kliniske undersøgelser og forsøg.

Patient I. R. A. Hospitalsopholdet %/2—8/s 1899.

Gut R. A., 111/2 aar, indkom paa rigshospitalets afdeling for barne-
sygdomme °/2 1899 og udskreves i bedring %3 1899. Af journalen hid-
sættes: Faderen er frisk, men noget nervøs, af frisk slægt, hvori der
ikke er forekommet diabetes eller sindssygdomme. Moderen er frisk og
af frisk slægt, hvori heller ingen af de nævnte lidelser vides at være
forekommet.

Patienten har fire friske søskende, alle yngre end han selv. En
broder er død af meningitis tuberculosa. Patienten selv har havt skar-
lagensfeber som ganske liden, senere mæslinger, kighoste, difteri og flere
gange angina follicularis. Han har hyppig, siden han var ganske
liden, havt et kløende udslet over hele kroppen; dette har lignet nesle-
udslet. I høst var han omtrent som »en fisk« over hele kroppen.

For 14 dage siden blev han forkjølet og begyndte samtidig at
tørste saa stærkt, at han har drukket flere liter vand daglig, delvis ogsaa
melk. Samtidig er vandladningen bleven rigeligere, saa han har maattet
staa op om natten flere gange og har fyldt møbelet inden morgenen.
Han har hele tiden følt sig sulten og har spist mere og mere, særlig
kjødboller, fiskeboller, frugt og søde sager.

I den sidste uge nogen afmagring. Han har klaget over mathed,
men forresten følt sig vel. Afføringen har været træg.

Status præsens. Patienten er stor for sin alder, i almindelig huld.
P. 80. R. 24. Tungen ren. Ved lunger og hiertet fuldstændig normale
forhold. Underlivet giver overalt tympanitisk perkussionslyd; ingen
smerter eller ømfindtlighed. Urinen er lys gul, klar, sur, specifik vægt
1045, indeholder ikke albumin, giver med Trommers prøve stærk sukker-
reaktion. Vægt 28.7 kg. Patienten var afebril under hele opholdet og
befandt sig i enhver henseende vel, naar undtages, at han *%> havde
noget hovedpine og en enkelt brækning. Afføringen holdt sig træg.

Ved udskrivelsen fra hospitalet var patientens urin sukkerfri; han

befandt sig vel og veiede 32.3 kg.

Journal,

14

THEODOR FROLICH.

M.-N. KI. :

Tabel II.

Patient I.

Tabellarisk fremstilling af urin-

| Kosten |
Datum | Aibu- |Kvæl- | Fedt Perens I kosten Kalorier| Uriomzngde_|
1899 mini |stofi| å |drater| bol i Kalorier isto = ne Dag | nog he
gram | gram | gram |i gram| gram i urine | nar | ee

x U EEE MEN | PTS
1011-11 3700 | 1040
11—12 | 115.7) 18,93) 134.0] 3114 29975 | 21293 710 | 230 | 3780 | 1040
12-13 | 1184| 21.36 | 1325 269.6 | 2893.1] 17825] 588 | 3130 | 5180 | 1037
13-14 | 199.3] 1933| 1474| 309.0 | 3189:2| 17755) 598 | 3480 | 5280 | 1038
14-15 1212| 1918) 1465| 9850 30279 17950 611 | 2370 | 4390 | 1039
15—16 | 1299| 2057 146.2) 2528 | | 99287| 16930) 57.6 | 2900 | 4400 | 1039

| | ;

16—17 | 1598 2527 2025 1928. 3328.1| 24105) 820 | 7300 | 4200 | 1038
17—18 | 1426) 2264 2067 136.1. 3065.9| 22648 775 | 1980 3440 | 1040
18—19 | 106.8 16.92 129.7, 1126 21054 | 15154) 519 | 100 | 9360 | 1048
19—20 1509 2521 1926 1306 31.2| 31637 9581.5 864 | EN | 3160 | 1047
3021 | 1504 2395| 2674 | 1085| 429) 35486| 33759 113.6 | 1550 | 2800 EL
21-9 1013 1641 1645| 44.4) 156) 29364) 20478| 620 | 1030 | 2000 | 1036
2998 1306 20.86 277.1) 408| 254 3457.6) 33043) 111.1 | 8401 1570 | 1088
939% | 959| 1535 1936| 174 195 2013| 3359 775 500 | 1900 | 1082
2495 1249 9071 1957| 96| 16 93827) 92987) 74.7) 620 | 1590 | 1030
95-96 | 1575) 9521 2707| 135| 91.5 33691) 33076| 1074 1090 | 1520 | 1029
26-27 |1336| 21.40 3570| 134) 156 40321) 39628) 1266 | 210 | 1600 | 1033
97-98 | 1275| 9042 | 2077 164 312 2740.0) 97021 | 883 | Re
IA 1345 2155 2962) 49) 78 33508) 38556 1068 | eee | BEIDE
1-2 [1403| 245 9743| 52 78) 32021 | 31642) 1005 | En | 1330
9-3 1575/2201 4329| 100) 195 47673 | 47673) 1499 | 240 | 1040 | 1031
34 | 110.6] 17.69 9529| 19 003132 98132| 899| SO 1160 | 1031
4—5 728| 11.65 2123 16 00! 2279.4. o9794| 724 | Boy th me aan
5—6 | 103.7| 1658| 2149| 938 39 2169| 2546.9) 788 | eee en
6-7 11103) 17.65) 2665 53 17 30313) 30843 928 | 3290 | 990 | 1097
7-8 | 199.7] 90.75| 4905 42| 39| 4486.9 44869 1389 ao | 1420 | 1028

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 15

R. A.
undersøgelserne etc. 10/2 99—8/3 99,
ONE NG | å
Total- Urin- | Ammo- ee Sue A ke | Ar |Vegt
Reak-| kvæl- | 0), | niak- |kvælstofjkvælstofl — — || ton- |Albu- foring ke.
tion stof | stof kvælstof a Le total-| Procent | Ban reak- reak- min
gram | gram | Sram | Lvælstof Å SRI 4
sur | 20.98 | 16.58| 2.39 79.02 | 11.39 | 5.20 | 199.4 | stark ds 9 |
— | 9275 | 2011| 159 | 8840 | 6.99 | 560 | 2117 | — za 300
Most | 1740] 145 | 8571 | 7.14| 490 | 2538 | — |sterk| — | 2 | 30.3
= | mist, | 9218} 111 630 | 3326| — | | a |
— | 184 | misl. | 123 667 | 6.5 | EE wenn
— | 9033 | 169%} 193 | 8338 | 605 | 685 | 3014 | — | — | 9 | 994
| | le
— | 9587 | 22.34 | 29 8635 | 1136 | 53 | 293.8 | — | —.| 9 | 294
— | 2500 | a119| 360 | 8476 | 1440 | 568 | 1954| — |sterk | — | 1 | 999
— | 19.16 | 1520| misl. | 77.55 | 640 | 1489| ——|sterk| — | 1 | aoe
= | 9300 | 1990| 260 | 86.52 | 1130| as | 1542} - | | — | 1 | 294
— | 1981 | 1662| 257 | 8400 | 1297| 23 | 1158 | - SA 807
— | 4512 | 1092] 302 | 7222 0129 230 | 450! — == AE da 0
— | 1297| 857| 329 | 6606 | 2535 | 238 | 374 | — | + | a | 997
— | 975 | 706| 256 | 7244 | 2627 | 153 | 184 | — ST NG
— | 1532 | 1192| 282 | 7780 | 1847 | 145 | 217) — | — | o | 302
= | 4844 | 1050| 196 | 7812 | 937| 100 | 150| — | =} 1 1.908
17.04 | 1349| 272 | 79.15 | 15.90 | 1.00 | 169 | - |, os pes:
— | 1366 | 1093| 188 | 8001 | 1375 | 076 | 994) — | — || @ | 306
— | 1297 | misl. | 158 | | 1218 | 0.58 | 615] — — | 1 | 314
— 4527 | 1294) 17 | 8479 | 11.60 | 0.70 | 924 | — olor (1315
| miel | x, |
— | 1299 | 10.42| 157 | 8021 | 1210 | 0.00 | Ole = sare 818
— | 4408 | mist | 198 | 1793 | 0.00; 0 | — “| 4 | sta
_ | 936] 766! 1.30 | 8184 13.88 0.00 are ee lat | 805
— 1019} 8419. 097 | | P| pene fat | — | o | sas
— | 1275 | 998) 069 78.21 | 543 0.00 | 0 | ENG ad
— | 11.73 | mis. | 224 | 19.08 | 0.09 | 0 | — |stærk | — | 3 | 323

I Igaar eftermiddag en brækning. Hovedpine.

-

Diæten,

16 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Hvad der forøvrigt er at merke ved patienten, vil fremgaa af
tabel no. II.

Som man vil se af sygehistorien, er patienten af en frisk slægt,
hvori der ikke har forekommet diabetes, arthritis, adipocitas, sindsyg-
domme eller nogen lidelse, der kan tænkes at staa i sammenhæng med
denne sygdom. Faderens nervøsitet kan neppe tillægges nogen vægt,
men derimod maa man vel i de hudlidelser, som patienten selv har
havt, urticaria og en slags ichthyosis, se et udtryk for en nervøs dis-
position. Uden nogen forudgaaende kjendt aarsag er patienten pludselig
14 dage før indkomsten paa hospitalet begyndt at spise og drikke be-
tydelig mere end tidligere, og dette har senere tiltaget.

Det ser saaledes ud, som om man her havde for sig en i sin be-
gyndelse akut diabetes af den »rene+ form og som følge deraf med en
slet prognose.

Imidlertid var sygdommen bleven diagnosticeret saavidt tidlig, at

man maatte kunne vente sig nogen bedring af en rationel hospitals-
behandling.

Til at begynde med sattes patienten paa den diæt, han selv ønskede,
forat man kunde faa anledning til at iagttage, hvordan han var vant
til at spise, for derefter at rette den følgende diæt samt for at se,
hvordan sukkerudskillelsen og acidosen artede sig under disse forhold.

Den forordnede diæt vil fremgaa af spiselisten i slutten af arbeidet,
kostens sammensætning, kaloriske værdi o. 1. findes angivet i foran-
staaende tabel (no. Il), hvis nærmere enkeltheder senere skal blive
forklaret.

Patienten viser sig allerede ved indkomsten at have en god appetit,
udenat han egentlig føler nogen stærk hunger, idet han de første fem
døgn, medens han spiser efter eget forgodtbefindende, allerede nyder
adskillig mere end et voksent menneske under rolige forhold paa et
sygehus.

Kostens kaloriske værdi repræsenterer ikke mindre end ca. 3000
kalorier pr. døgn, hvoraf imidlertid vel trediedelen gaar tilspilde gjennem
urinsukkeret, og dog bliver der tilbage ca. 60 kalorier pr. kg. legems-
vægt pr. døgn.

For at reducere kulhydraterne blev først poteter og brød lidt efter
lidt formindsket i kosten samtidig med, at melkemængden blev øget,
hvorved der tillige opnaaedes at tilføre patienten meget fedt; da patienten
saa havde lært sig til at spise meget smør og fløde, blev ogsaa melken
reduceret, hvorved han tilslut stod paa ren fedt-kjødkost sammen med
lidt alkohol,

6

vvs

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 17

Det er herved lykkedes at faa patienten uden besvær til at spise
200—300 gr. fedt og endnu mere pr. døgn, hvilke store mængder han ogsaa,
som det senere vil fremgaa af analyserne af afføringen, har nyttiggjort
meget godt.

Under denne diæt lod det sig gjøre den hele tid at holde fødens
kaloriværdi paa en høide, der ingen dag kommer under den for patien-
tens legemsvægt nødvendige (ca. 50 kalorier pr. kg. legemsvægt pr.
døgn — Camerer).

Den dag, da sukkerudskillelsen er størst (13—14—11), har han faaet
over 3100 kalorier, der med fradrag af urinsukkerets kaloriske værdi
dog udgjør ca. 60 kalorier pr. kg. legemsvægt. Ogsaa den dag, da han
har spist mindst (18—19—II), udgjør fødens minus urinsukkerets kalo-
riske værdi mere end behovet for hans legemsvægt.

Det kan synes, som om kosten i dette tilfælde har været vel rigelig,
og at der er bleven sat for store fordringer til patientens tarmtraktus.
Det viste sig imidlertid, at han uden besvær klarede denne rigelige kost,
og at han kun en gang havde en brækning; denne syntes forresten at
have sin grund i den omstændighed, at han den dag til middag havde
nydt en meget betydelig mængde rødvin (400 cem.).

Sammenligner man endelig diæten med de under behandlingen op- Vægten.
naaede resultater for vægtens vedkommende, saa viser det sig, at denne
selv under den periode, hvori patientens urin bliver sukkerfri, stiger fra
28.7 til 31.5 kg. med smaa variationer de enkelte dage for end yder-
ligere at tiltage i den efterfølgende tid. Den samlede vægtforøgelse
under hele hospitalsopholdet udgjør ikke mindre end 3.6 kg.

Som det fremgaar af tabellen, har patienten nydt en del alkohol i
form af rødvin nærmest for derved at lette nydelsen af de store fedt-
mængder, men ogsaa fordi man i alkohol har et for diabetikere meget
godt næringsmiddel, idet 1 gr. alkohol iflg. v. Noorden! repræsenterer
7 kalorier.

Hertil kommer desuden, at alkohol til en vis grad har betydning
som et tonikum; de her nævnte virkninger af alkohol gjør, at det er
meget brugt ved behandlingen af diabetes særlig hos ældre folk, men
ogsaa hos børn i de mere fremskredne stadier af sygdommen.

En af hovedbetingelserne for at kunne bedømme, hvor langt et Sukkerudskil-
lelsen og di-

diabetestilfælde er fremskredet, er at kjende patientens assimilationsevne
uresen,

9: evnen til at omsætte fødens kulhydrater.

1 7, Noorden: L. c. S. 184 og 185.

Vid,-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No, 1

18 THEODOR FROLICH. M.-N. Kl.

Assimilations- For at opnaa dette soger man altid at bestemme patientens tolerans

evne og
tolerans.

ligeoverfor kulhydrater, idet man med ordet tolerans udtrykker forholdet
mellem kostens kulhydrater og urinens sukkermængde. Naar f. eks. en
patient paa en kulhydratrig kost udskiller lidet sukker, saa siger man,
at hans tolerans ligeoverfor kulhydrater er stor, hvilket igjen er betinget
i en god assimilationsevne.

Til en foreløbig bestemmelse af toleransens størrelse kan man gaa
frem paa to maader.

Enten kan man i tre døgn lade patienten staa paa en en konstant
diæt med kjendt kulhydratmængde og saa bestemme glykosuriens
størrelse i sidste døgn. Forholdet mellem kostens kulhydrater og urin-
sukkerets mængde angiver da toleransens størrelse.

Eller man kan først ved nogen tids streng diæt forsøge at bringe
glykosurien til at svinde og saa bestemme den mængde kulhydrater,
patienten kan nyde, uden at der atter kommer glykosuri.

Som indledning til behandlingen anvender man gjerne den første
maade, til kontrol af det endelige resultat den sidste maade.

Toleransens størrelse er foruden af tilfældets form i høi grad af-
hængig af den forudgaaende diæt.

En patient, der har nydt kulhydrater uden indskrænkning, vil saa-
ledes omtrent altid ved første undersøgelse frembyde en liden tolerans,
medens en patient, hvis foregaaende diæt har været kulhydratfattig, ofte
vil frembyde en stor tolerans.

Vor patient giver et ganske godt eksempel paa begge disse forhold.
Den anden dag af hospitalsopholdet (11—12 II) udskiller han nemlig 212
gr. sukker, medens han har spist 311.4 gr. kulhydrater; dette er betinget
i, at han før indkomsten, lige efterat hans sygdom var bleven erkjendt,
havde indskrænket sin nydelse af kulhydrater betydelig. Fjerde dag
(13—14 II) derimod, efterat han paa hospitalet havde faaet lov til at
spise saameget, han vilde, udskiller han 333 gr. sukker, medens han
blot havde spist 309 gr. kulhydrater. De fire dages uindskrænkede brug
af kulhydrater havde været nok til at ødelægge den tolerans, han paa
forhaand havde oparbeidet sig.

Dette viser imidlertid, at der hos denne patient kan være haab om
en betydelig bedring af toleransen, naar blot hans assimilationsevne
skaanes i nogen grad.

Det vil være indlysende, af hvilken betydning disse undersøgelser
over toleransen er for prognosen.

Glykosuriens absolute størrelse er ved indkomsten paa hospitalet
meget betydelig, idet den holder sig omkring 300 gram. Denne store

1903. No. I. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 19

glykosuri sammen med en daarlig tolerans vedvarer saavel de første
dage, mens diæten er fri, som senerehen, da der daglig gjøres en for-
sigtig indskrænkning i mængden af kulhydraterne. Hvor liden toleransen
er, fremgaar deraf, at lige indtil 21/2 overstiger mængden af urinsukkeret
betydelig kulhydraterne i kosten.

At en del af kulhydraterne virkelig omsættes, er utvilsomt, men
hvor stor denne del er, kan vanskelig bringes paa det rene, da urin-
sukkeret ogsaa maa forudsættes at stamme fra den i organismen om-
satte eggehvide.

De høie totalkvælstoftal, fra 19 til 26 gr. i døgnet, antyder en Glykosurien
livlig eggehvideomsætning, og hvis man med Minkowski! regner, at EE
der til ı gr. kvælstof i urinen svarer 2.8 gr. sukker med sin oprindelse |
fra eggehviden, saa repræsenterer det over 60 gr. sukker pr. døgn, som
er dannet i organismen under eggehvidespaltningen. Muligens er der
ogsaa dannet endnu mere sukker af eggehvide end den efter denne be-
regning antydede mængde, idet der theoretisk kan tænkes, at der til
hvert gram kvælstof svarer 6—7 gr. sukker (Minkowski, v. Mering,
Rumpf o. a.)..

Patienten har saaledes i virkeligheden havt en betydelig storre
mængde sukker at omsætte end den mængde, som angives af kostens
kulhydrater; men hvor stor rolle hver af disse kilder til glykosurien
spiller ligeoverfor den samlede sukkermængde i urinen, lader sig ikke
afgjore.

Man kan saaledes ikke med sikkerhed angive, hvor stor toleransen
ligeoverfor kulhydrater er under disse forhold,. men af de forste dages
undersogelser fremgaar det utvilsomt, at ogsaa en del af kostens kul-
hydrater omsættes.

Fra %/2 er patientens kost praktisk talt kulhydratfri, idet den kun
indeholder de høist ubetydelige mængder, der findes i fløde, smør, rødvin
og eg; men alligevel holder sukkeret i urinen sig endnu 7 dage, saa
patientens urin først bliver sukkerfri ?/3.

Efterat dette var opnaaet, blev det næste spørgsmaal at hæve pa-
tientens assimilationsevne, saa at derved toleransen for kulhydrater kunde
blive størrre. I den anledning sattes han foreløbig paa streng diæt, der
som nævnt bidrager til at øge toleransen. :

Anvendelsen af streng diæt under disse omstændigheder kunde ske,

Den strenge
uden at man behovede at have nogen frygt for et muligt koma, da den diet

1 Minkowski: Untersuchungen über den Diabetes mellitus nach Exstirpation des Pankreas,
Archiv fir exp. Path, und Pharm, Bd, 31. S. 97. 1893.

Diuresen,

Urinstof-
dannelsen.

20 THEODOR FRØLICH. M.-N. KI.

tidligere tilstedeværende betydelige acidose nu var i raskt aftagende (cfr.
urinens ammoniakmængder) trods overgangen til streng diæt.

Patienten forbliver derfor paa en kulhydratfri diæt lige til udskri-
velsen fra hospitalet (ogsaa efter denne tid), naar undtages, at han 5/3
faar 100 gr. melk og 30 gr. franskbrød med tilsammen ca. 24 gr. kul-
hydrater som prøve paa toleransen. Resultatet af denne undersøgelse er,
at hans urin indeholder en" ikke kvantitativ bestemmelig mængde sukker,
idet Trommers prøve kun gav en yderst svag positiv reaktion.

Diuresen naar ikke under hele hospitalsopholdet nogen betydelig
høide, idet den største døgnmængde er 5280 ccm.

Det er imidlertid en omstændighed ved denne patients diurese, der
er af adskillig interesse, nemlig dens absolute overensstemmelse med
glykosurien, idet den hvert døgn nøiagtig følger denne i alle dens
svingninger.

Hvad forholdet mellem dag- og naturinen angaar, saa viser det sig
gjennemgaaende, at mængden af dagurinen er større end af naturinen,
saalænge glykosurien er stor, derimod bliver forholdet vekslende, efterat
glykosurien begynder at aftage.

De kvælstofholdige urinbestanddeles indbyrdes forhold.

Den menneskelige urins væsentligste kvælstofforbindelser udgjøres af
urinstof, urinsyre, hippursyre, kreatinin respektive kreatin samt ammo-
niak. Det er foruden totalkvælstoffet væsentlig urinstoffet og ammo-
niaken, der interesserer os ved diabetes mellitus.

Hos normale mennesker paa almindelig blandet kost udgjør urin-
stofkvælstoffet 86%, ammoniakkveelstoffet 3 Yo og de øvrige kvælstof-
holdige bestanddele 11% af totalkvælstoffet!. Ifølge Neumeisters?
fremstilling dannes urinstoffet i leveren derved, at der fra de forskjellige
organer tilføres leveren ammoniumlaktat fra eggehvidespaltningen; dette
forbrændes i leveren til ammoniumkarbonat, hvoraf synthetisk dannes
urinstof. En forandring i disse forhold kan finde sted derved, at der
lægges beslag paa ammoniaken, førend urinstofdannelsen foregaar, idet
der under særlige omstændigheder (f. ex. øget syreproduktion i orga-
nismen) kan trænges alkali for at neutralisere tilstedeværende syrer. Hos

kjødædende dyr er en betydelig ammoniakudskillelse fysiologisk, idet den

1 Neumeister: Lehrbuch der physiologischen Chemie, Jena 1897. S, 670.
2 L, c. S. 660 og 661.

1903. No. I. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 21

sure føde kræver en del af organismens ammoniak for at neutraliseres
(Æallervorden)\.
Hos mennesket har Coranda? paavist, at ammoniakmængden i urinen Ammoniak-
> å Iskillels
var større ved kjøddiæt end ved blandet kost og plantekost (forholdet Ke VET
ved forskjellig
ZAIKIT.O: 1). kost.
Forholdet mellem totalkvælstof og ammoniakkvælstof fandt imidlertid
Gumlich® omtrent ligt ved al slags næring.

Stor interesse vakte ammoniakens forhold i urinen, da Hallervorden4 Ammoniak-
udskillelsen
; k NE . ved patho-
stande og særlig ved visse former af diabetes mellitus. Han’ fandt hos logiske til-

paaviste foroget ammoniakudskillelse ved forskjellige pathologiske til-

en diabetiker indtil 5.96 gr. ammoniak i et døgn? og søgte aarsagen Stande.
hertil i udskillelsen af store syremængder; da han ikke kunde paavise
nogen parallelisme mellem den udskilte ammoniak og urinens kjendte
syrer (P2 Os), antog han, at der ved diabetes maatte forefindes andre,
hidtil ukjendte syrer.

Senere optog Siadelmann® spørgsmaalet og fandt hos en patient
indtil 12.24 gr. ammoniak paa et enkelt døgn. Han bestemte i 5 døgn
summen af syrer og baser i urinen og fandt en betydelig overvægt for
de sidstes vedkommende, hvoraf han sluttede, at der i urinen maatte
findes en syre, som det ikke havde lykkedes ham at bestemme; ved
gjentagne forsøg paa at finde denne opnaaede han at fremstille et
zinksalt, som han antog for en krotonsyreforbindelse.

Hermed var den mulige aarsag til de store ammoniakmængder hos
diabetespatienter allerede kommen langt paa vei til at erkjendes.

Den nærmere bestemmelse af den formodede syres natur lykkedes £-oxysmer-
endelig Minkowski? og Külz®, idet disse to forskere samtidig erkjendte *'“
den som f-oxysmorsyre.

1 Hallervorden: Ueber das Verhalten des Ammoniaks im Organismus und seine Be-
ziehung zur Harnstoffbildung, Archiv f exp. Path. und Pharmak, 1879. Bd, X. S. 125.

2 Coranda: Ueber das Verhalten des Ammoniaks im menschlichen Organismus, Ar-
chiv für exp, Path. und Pharmak. Bd. XII. S. 76, 1880.

3 Gumlich: Ueber die Ausscheidung des Stickstoffs im Harn. Zeitschrift für physio-
logische Chemie, 1893. Bd. XVII, S. 10,

4 Hallervorden: Ueber Ausscheidung von Ammoniak im Urin bei pathologischen Zu-
ständen. Archiv für exper, Path, und Pharmak, Bd. XII. S 237 o. f. 1880.

5 Hallervorden: L.c. S. 267 o. f.

6 Stadelmann: Ueber die Ursachen der pathologischen Ammoniakausscheidung beim
Diabetes mellitus und das Coma diabeticum, Archiv für exper, Path. und Pharmak,
Bd. XVII. S. 419. 1883.

7 Minkowski: Ueber das Vorkommen von Oxybuttersåure im Harn bei Diabetes mellitus,
Ein Beitrag zur Lehre vom Coma diabeticum. Archiv für exper, Path, und Pharmak,
Bd, XVIII. S. 35. 1884.

8 Küls: Ueber eine neue linksdrehende Säure (Pseudooxybuttersäure). Ein Beitrag zur

Kenntniss der Zuckerruhr, Zeitschrift für Biologie, Bd. XX. S. 165. 1884. (Neue
Folge Bd, II),

22 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Det fremgaar heraf, at der ved diabetes foreligger to grunde til at
finde store mængder ammoniak i urinen, for det første tilstedeværelsen
af B-oxysmørsyre, der er et af de mange udtryk for det pathologiske
stofskifte ved diabetes mellitus, og for det andet den fysiologiske for-
øgelse, der er betinget i den rigelige anvendelse af animalsk (sur) næring.
Ved denne sidste øges som nævnt den absolute mængde ammoniak,
medens derimod forholdet mellem totalkvælstof og ammoniakkvælstof
forbliver omtrent det samme (Gumlich).

Totalkvælstof Naar man derfor i en længere periode undersøger saavel total- som

og Ammo-
niakkvælstof,

ammoniakkvælstoffet, vil man af de fundne værdier kunne drage nogen-
lunde sikre slutninger angaaende betydningen af de store ammoniak-
mængder, om saadanne forefindes.

Hos vor patient kan man adskille 3 perioder i forholdet mellem
disse to kvælstofværdier.

Med undtagelse af den første dag, hvor ammoniakudskillelsen er
temmelig betydelig, sandsynligvis betinget i patientens tidligere, væsentlig
animalske næring, er værdierne i den første tid vistnok noget høie, men
dog indenfor grænsen af de værdier, man maa vente ved en saa egge-
hvidrig kost. Specielt ligger forholdet mellem total- og ammoniak-
kvælstoffet meget nær det normale.

Samtidig med, at reduktionen af kulhydraterne bliver mere betydelig,
begynder ammoniakmængden at stige og naar meget snart (17—18 II)
den største værdi — 3.6 gr. ammoniakkvælstof, svarende til 4.37 gr.
ammoniak — under hele forsøget.

Da man i urinens ammoniakmængde har et maal for udskillelsen af
B-oxysmørsyre, acetedikesyre og aceton, de forbindelser, der ligger tilgrund
for den stofskifteanomali, der af Maunyn er kaldt acidose, maa de her
fundne ammoniakværdier tyde paa, at denne tilstand nu er under ud-
vikling; men da forholdet til totalkvælstoffet ikke ligger høiere end 14.490,
har acidosen endnu ikke naaet nogen hoi grad. v. Noorden) angiver,
at 10—15—20 9 tyder paa faren for en truende koma.

Under den fortsatte reduktion af kulhydraterne stiger imidlertid am-
moniakens relative værdi end yderligere og naar (23—24 II) 26.27 %
samtidig med, at kulhydraterne saagodtsom helt er fjernet fra kosten.

Tager man i betragtning, at det normale forhold er 3, saa er
dette en svær forøgelse, der af mange vilde ansees som en absolut in-
dikation for enten atter at give kulhydrater af frygt for den strenge

1 y, Noorden; L.c. S. 92.

1903. No. I. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 23

diæts betydning for udviklingen af et koma eller at instituere alkali-
behandling for ved alkalier at neutralisere virkningen af de tilstede-
værende syreforbindelser. Som regel bør man ikke gaa over til streng
diæt under disse forhold uden at indlede alkalibehandling, hvilket her
dog ikke blev gjort, da ammoniaken allerede næste dag begyndte at af-
tage i mængde, og patientens alméntilstand var udmerket god med til-
tagende vægt.

Under den fortsatte strenge diæt indtræder saaledes det merkelige
forhold, at ammoniakmængden synker for endelig den næstsidste dag
saavel absolut som relativt at ligge indenfor grænsen af det fysiologiske.

Hvordan den pludselige stigning sidste dag skal forklares, er det
vanskeligt at udtale sig om, men alle undersøgelser paa dette omraade
(Hallervorden, Stadelmann o. fl.) gaar ud paa, at der altid finder sted
variationer i ammoniakmængderne, hvortil der ikke kan paavises nogen
sikker aarsag.

Da ammoniakudskillelsens størrelse som nævnt er et temmelig sik- Ammoniak-
kert udtryk for den tilstedeværende acidose, kan man af ovenstaaende""=nsden som
undersøgelser drage den slutning, at patienten har udskilt betydelige ;cidosen.
mængder f-oxysmørsyre, acetedikesyre og aceton, hvorfor ogsaa den
stærke jernkloridreaktion og acetonreaktion taler. Naar man paa den
anden side betænker, at disse stoffes optræden i organismen og udskil-
lelse gjennem urinen i høi grad er afhængig af en streng diæt (cfr-
senere), saa er det ikke uden en vis interesse, at ammoniakudskillelsen
og som følge deraf ogsaa acidosen hos denne patient aftager under
overgangen til streng diæt. Den sandsynligste aarsag til dette merkelige
forhold maa vel være, at patientens organisme, samtidig som dens
evne til at omsætte kulhydrater er bleven bedre, ogsaa i det hele taget
raader over et stofskifte, der mere og mere nærmer sig til det fysiolo-
giske, og saaledes formaar at omsætte de dannede syreprodukter iste-
denfor blot at neutralisere dem ved hjælp af sin ammoniak og øvrige
alkaliforbindelser. Ogsaa denne omstændighéd er et godt holdepunkt i
prognostisk henseende, da man neppe ved en diabetes af den svære form
vil kunne faa se et saadant forløb af ammoniakudskillelsen.

Det er imidlertid ikke blot ammoniakudskillelsen, der her berettigede Ammoniak-
os til at stille en foreløbig god prognose, men ogsaa forløbet af jern- "ængden og
kloridreaktionen var i saa henseende af megen betydning, idet denne es
aftog i intensitet for tilsidst at blive svag. Denne parallelisme mellem
ammoniakudskillelsen og jernkloridreaktionen er et smukt eksempel paa
denne sidstes værdi som en klinisk god methode,

24 THEODOR FRØLICH, M.-N. KI.

Ammoniak- Efter den korte fremstilling, jeg i begyndelsen af dette kapitel gav
mængden og

urinstof-
udskillelsen. denne patient havde fundet sted en betydelig nedsættelse i urinstof-

af forholdet mellem urinstof og ammoniak, skulde man vente, at der hos

mængden, svarende til de stærkt forøgede ammoniakværdier; dette viser
sig imidlertid ikke at være tilfældet, ialfald for en større del af under-
søgelsesperioden.

Som nævnt repræsenterer summen af disse to forbindelsers procentiske
værdier omtrent 89% af totalkvælstoffet, et tal, der vistnok ogsaa fysio-
logisk kan variere noget; men naar summen af disse to kommer op
imod 99 % af totalkvaelstoffet! som hos denne patient enkelte dage (17
—ı8— II), saa synes det, som om det ikke altid alene kan være urinstof-
dannelsen, der lider ved, at ammoniaken bindes til de tilstedeværende
syrer, ihvorvel en anden antagelse vilde stemme meget daarlig overens
med, hvad vi fra fysiologien ved om disse forhold.

Af tabellen fremgaar, at saalænge ammoniakværdierne blot er noget
forhøiede, holder urinstofværdierne sig meget nær op imod det normale,
og en paatagelig nedgang finder man først, efterat ammoniakforøgelsen
naar op til 20—25 % af totalkvælstoffet; men til gjengjæld holder de
formindskede urinstofværdier sig ogsaa efter denne tid trods nedgangen
i ammoniaken.

Om dette skal tydes derhen, at leveren og dens urinstofdannende
funktion lider under denne stofskifteanomali, og at det tager nogen tid,
førend leveren atter begynder at funktionere normalt efter dette sit
»entgiftungs«-arbeide, tør jeg ikke udtale mig om, og endnu mindre tør
man foreløbig slutte noget om de øvrige kvælstofforbindelsers forhold til
ammoniaken, saalænge vort kjendskab til disse forbindelsers fysiologi er
saa ufuldstændigt, som det nu er.

At disse forhold skulde skyldes feil ved de noget komplicerede
urinstofanalyser, anser jeg som udelukket, da jeg hver gang, der kunde
foreligge mistanke om et uheld ved analysen, enten gjorde denne om
igjen eller opførte den som mislykket, naar tiden ikke tillod at udføre

en ny analyse.

1 Det samme er tidligere fundet af dr. E. Bødtker ved diabetes hos et barn og findes
anført i hans arbeide: Beitrag zur Kenntniss des Eiweissabbaues im menschlichen
Organismus, Bergen 1896, S. 40—41 (tabel),

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 25

Kvælstofomsætningen.

Opfatningerne angaaende eggehvidestoffenes omsætning ved diabetes
mellitus har i tidernes løb undergaaet adskillige forandringer. Fra de
hos ældre forfattere ofte omtalte store urinstofværdier, der er fundet i
urinen ved denne sygdom, har man sluttet til muligheden af en forøget
eggehvideomsætning som et særkjende for diabetes, uden at man i be-
gyndelsen var paa det rene med, at dette skyldtes dels patienternes
tigelige eggehvidekost, dels en kalorisk utilstrækkelig næring med deraf
følgende øget tab af eggehvide. Eftérat imidlertid de herhen hørende
undersøgelser er bleven foretaget med nøiagtig hensyntagen til de ved
saadanne forsøg strengt nødvendige kauteler (v. Voorden!, Weintraud®,
Finkelstein og Borchardt®, Lauritzen*, Pautz? o. a.), er opfatningen
temmelig enstemmig i dette sporgsmaal og finder hos Maunyn® i hans
store værk om diabetes sit udtryk i følgende sætninger: »denn es ist
erwiesen, dass der Diabetische, sofern er keinen Zucker ausscheidet und
auch bei Zuckerausscheidung, sofern er die erforderlichen Calorien in
einer fir ihn angreifbaren Nahrungsform erhålt, absolut keine gesteigerte
Zersetzung der Nitrogenkörper zeigt; dass vielmehr, wo gesteigerte
Eiweisszersetzung vorkommt, dies lediglich Folge eines Stoffwechsel-
deficits ist.«

Hele spørgsmaalet synes saaledes nu at være meget klart, idet
enhver negativ kvælstofomsætning hos en diabetiker skyldes utilstrækkelig
næring i lighed med, hvad der ogsaa er tilfældet hos friske folk i
underernæring.

Der er imidlertid fra enkelte hold fremkommet undersøgelser, der synes
at antyde muligheden af, at der selv hos diabetikere paa en kvantitativt
tilstrækkelig kost kan finde sted et ganske betydeligt kvælstoftab.

Saaledes finder vi hos Wegeli? beskrevet et tilfælde, hvor en 11

aar gammel patient i en periode paa 35 dage udskilte mere kvælstof i

Mu Noordem» 1L. ce. S. 87.

Weintraud: Untersuchungen über den Stoffwechsel im Diabetes mellitus und zur
diätetischen Therapie der Krankheit. Bibliotheca medica. DI, Heft I. 1893.
Finkelstein und Borchardt: Beitrag zur Lehre vom Stoffwechsel der Zuckerkranken,
Deutsche med, Wochenschrift, 1893. No. 41. S. 989.

4 Lauritzen: Kliniske undersøgelser over kvælstofudskilningens forhold til den diætetiske
behandling ved Diabetes mellitus, Kjøbenhavn 1897.

Pauts: Zur Kenntniss des Stoffwechsels Zuckerruhrkranker. Zeitschrift für Biologie,
1895. Neue Folge Bd, 14, die ganze Reihe Bd, 32. S. 197 o. f.

Naunyn: L.c. S. 422.

Wegen: Io cc S. 57

12

e

a

+ ©

Kvælstofdefi-
cit ved stor
glykosuri,

26 THEODOR FRØLICH. M.-N. KI.

urinen end svarende til kostens kvælstof; selv anfører han dog som en
mangel ved forsøget, at kostens kvælstoftal var beregnede middelværdier
og ikke beroede paa analyser. Føden var den hele tid kvantitativt
tilstrækkelig. Ligeledes findes der hos X%/:1 beskrevet et tilfælde af
Sandmeyer?, hvor der hos en 12 aar gammel gut var en betydelig
negativ omsætning, trods kosten gjennemsnitlig indeholdt 63.9 kalorier
pr. kg. legemsvægt.

Det er visselig ingen tilfældighed, at begge disse patienter er børn
i 11—12 aars alderen, meget mere tror jeg, at man ved fortsatte, lang-
varige undersøgelser af stofskiftet hos børn med diabetes muligens vil
kunne finde tilsvarende forhold hos flere patienter.

Saaledes finder vi hos vor patient, at han i den første tid, medens
sukkerudskillelsen er stor, trods en rigelig ernæring og, som det af det
følgende vil fremgaa, en god tarmresorption udskiller betydelig mere
kvælstof, end han optager. Den samlede kvælstofindtægt fra 1/2 til *1/2
udgjør 213.39 gram; i denne tid udskiller han gjennem urinen 219.77
gram?. Rigtignok har jeg i denne periode ikke gjort analyser af affø-
ringens kvælstof, men af analyserne fra ?/3 til %3 af hans faeces frem-
gaar, at ca. 9.5 % af kvælstofforbindelserne ikke resorberes af tarmen.
Overfores denne procent paa den første periode, hvad der vistnok paa
grund af kostens forskjellige sammensætning i de to perioder ikke er
ganske korrekt, saa udgjer hans kvælstofudgift gjennem fæces 20.27 gr.
kvælstof. Stiller man disse tal sammen, faar man følgende udtryk for

kvælstofomsætningen i disse 10 dage:

Fødens kvælstof Urinens kvælstof Afføringens kvælstof
(beregnet)
213.39 gr. 219.77 gr. 20.27 gr. —=— 26.65 gr.
FEMME ME Ke —
240.04 gr.

Dette udgjør pr. døgn en kvælstofdeficit = 2.665 gr.

Ligeoverfor dette forsøg kan der vistnok reises indvendinger, idet
der kan paapeges enkelte unøiagtigheder; men disse er dog for smaa
til at forklare en saa betydelig deficit som den her fundne.

Imod forsøgets absolute exakthed taler for det første, at der i
kosten et par dage indgaar kvælstof, der ikke skriver sig fra eggehvide,

1 Kule: Klinische Erfahrungen über Diabetes mellitus; udgivet af Rumpf, Aldehoff og
Sandmeyer. Jena 1899. S. 447 og 448.

2 Smlen, W, Pautz: L, c. S, 240.

3 Totalkvælstoffet 13—14—II er sat til 25.1 gram; dette tal er beregnet, idet jeg har
gaaet ud fra, at forholdet mellem totalkvælstof og de to øvrige kvælstofforbindelser
denne dag er det samme som den foregaaende.

1903. No. I. «STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 27

men fra de i buljong indeholdte extraktivstoffe. For at regulere denne
feil er dette kvælstof regnet med saavel i den samlede kvælstofindtægt
som i urinens totalkvælstof; herved bliver kvælstofindtægten noget større
end svarende til den nydte eggehvide.

For det andet er der ikke hver dag gjort analyse af melkens kvæl-
stof, hvilket burde have fundet sted ved en saa udstrakt anvendelse af
dette næringsmiddel, men til gjengjæld er den paa afdelingen anvendte
melk overmaade konstant i sin sammensætning (cfr. patient IV, hvor der
er gjort daglige analyser), da den er blandingsmelk fra flere kjør.

Af andre indvendinger kan nævnes, at der ikke i denne periode er
gjort afføringsanalyser; men hertil maa bemerkes, at af de senere ana-
lyser kan man ialfald slutte saa meget, at resorptionen er god, hvorfor
kaloriberegningen ikke kan afvige meget fra det rette forhold. Denne
sidste omstændighed i forbindelse med forsøgets langvarighed synes at
give sikkerhed for, at der hos denne patient trods en kalorisk mere end
tilstrækkelig næring har fundet sted et kvælstoftab i den periode, hvori
sukkerudskillelsen var stor.

Hvori aarsagen til dette misforhold i kvælstofomsætningen skal
søges, kan ikke med sikkerhed afgjøres.

Imidlertid vil det sees, at i den følgende periode, efterat glykosurien
er gaaet betydelig ned, antager kvælstofomsætningen en ganske anden
karakter med afsætning af kvælstof i organismen. At aarsagen derfor
maa søges i den store sukkerudskillelse, muligens i forbindelse med en
øget sukkerdannelse af eggehviden, ligger det noksaa nær at antage;
herfor taler ogsaa forholdet mellem fødens kulhydrater og urinsukkeret,
idet patienten har udskilt 124.4 gr. sukker mere, end han har nydt
kulhydrater.

Nogen underernæring som aarsag kan der neppe være tale om ved
denne rigelige diæt i forbindelse med den gode tarmresorption.

I den følgende periode fra 21/2 til ?/s, i hvilken sukkerudskillelsen er Kvælstof-
liden, er som nævnt kvælstofomsætningen en ganske anden. 1 denne KN
tid er der i føden indført 184.36 gr. kvælstof og i urinen udskilt 125.54. å
Beregnes ogsaa her, at der med afføringen er udskilt 9.5 Yo af den
samlede indtægt, faar vi følgende udtryk for kvælstofomsætningen i

disse 9 dage:

Fødens kvælstof Urinens kvælstof Afføringens kvælstof
(beregnet)

184.36 gr. 125.54 gr. + 17.51 gr. = + 41.31 gr.

Dette udgjør pr. døgn en kvælstofafsætning = + 4.59 gr.

Analyse af
afforingerne,

Kvælstof-

28 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

I denne periode har patienten spist 165.6 gr. kulhydrater og udskilt
180.03 gr. sukker, alfsaa en overvægt for det sidstes vedkommende paa
14.43 gr.

sige 1.8 kg.

Samtidig har han øget sin vægt fra 20.7 til 31.5, det vil

Resultatet af denne periode staar saaledes i fuld overensstemmelse
med, hvad der er fremhævet af de tidligere nævnte forfattere, at en
diabetiker i lighed med et normalt individ kan bevare sin legemsegge-
hvide, naar han holdes paa en diæt, der dækker det fysiologiske behov,
og sukkerudskillelsen holdes inden rimelige grænser.

Endelig har jeg de sidste 6 døgn gjort analyser af patientens affø-
ringer, der imidlertid ikke blev afgrænset ved forsøgets begyndelse og
slutning; dog maa den lange tid (6 døgn) og patientens rigelige udtem-
melse sidste dag kunne opveie manglerne, sammenlignet med de al-
mindelig anvendte 1—2daglige forsøg med nøiagtig afgrænsning. Resul-

taterne af disse analyser vil fremgaa af følgende tabel:

Tabel III. Patient I. R. A.
Analyse af afforinger %/3—®/3 99.
Datum | Antal aff, | Fugtig vægt | Ter vægt Kvælstof Fedt

= == NE = = = a I —
N 9 196.0 gr. | 43.63 gr.| 4.260 gr. | 11.990 gr.
34" > 1 67.0 er. | 17.00 gr.| 0.613 gr. | 9.605 gr
AES ame 129.0 gr. | 26.44 gr. | 0.865 gr. | 16.920 gr
5-6 , 0

6—7 „ 0

7-38 , à 388.0 gr. | 137.87 gr.| 4.360 gr. | 97.290 gr.
en 7 780.0 gr. | 224.94 gr. | 10.098 gr. 135.805 gr.

I denne sidste periode, i hvilken patientens urin er helt sukkerfri,

retention ved stiller kvælstofstofskiftet sig, som følger:

aglykosuri,

Fodens kvælstof Urinens kvælstof Afloringens kvælstof

106.33 gr. 68.06 gr. 10.098 gr. =- 28.172 gr.
Dette udgjør pr. døgn en kvælstofafsætning = + 4.70 gr.

Hertil svarer en tiltagen i vægt med 0.8 kg.

2

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 29

Hvad endelig resorptionsforholdene i tarmen angaar, saa fremgaar
det af tabellen sammenlignet med den tidligere tabel over næringen, at
disse er meget gode, Patienten har i kosten erholdt 106.33 gr. kvælstof
og udskilt gjennem afforingen 10.098 gr., hvilket svarer til, at 90.5 %o
af eggehvidestoffene er resorberet. Samtidig har han spist 1800 gr.
fedt og udskilt gjennem afføringerne 135.805 gr., hvilket svarer til, at af
fedt er 92.5 % resorberet.

Det samlede resultat af undersøgelserne over kvælstofomsætningen
hos denne patient bliver saaledes, at der udskilles mere kvælstof, end
der optages, saalænge sukkerudskillelsen er stor, trods en rigelig ernæring

og trods en god tarmresorption, medens derimod ved aftagende glykosuri

Tarmresorp-
tionen,

og end mere efter dennes fuldstændige ophør forholdet bliver helt om- :

vendt, idet der foregaar en usædvanlig rig kvælstofafsætning.

Patienten er en gut paa 11 aar, der i nogen tid har lidt af diabetes,
og som ved indkomsten paa rigshospitalet er noget afmagret. Tole-
ransen for kulhydrater, der ved indkomsten er nogenlunde god, aftager
i den første tid, medens diæten er fri; samtidig er Gerhardts reaktion
stærk. Under langsom fjernelse af kulhydraterne fra kosten bliver hans
urin efter ca. 3 uger sukkerfri, uden at den vedvarende betydelige
acidose (store mængder ammoniak) foraarsager nogen foruroligende
symptomer; ved fortsat kulhydratfri diæt aftager ammoniakudskillelsen,
og Gerhardts reaktion bliver svag, samtidig som vægten og almen-
befindendet kommer betydelig op.

Patienten udskrives derfor i bedring.

Sygdommens videre forløb skal fremstilles i det følgende.

Efterat patienten var udskrevet fra hospitalet, fortsattes behandlingen
i hjemmet, hvorunder der med kortere og længere mellemrum stadig
foretoges de nødvendige undersøgelser til bedømmelsen af sygdommens
udvikling.

Alle forholdsregler med tilberedningen og afveiningen af maden
samt urinens opsamling blev herunder paa det nøiagtigste overholdt af
patientens moder lige til hans død.

Den nødvendige indsigt i disse forhold havde hun erhvervet sig ved
daglige besøg hos patienten paa hospitalet.

Af tabel no. IV fremgaar sygdommens forløb og resultaterne af de
undersøgelser, der blev foretaget i det første aar efter hjemkomsten fra
hospitalet.

Resumé,

M.-N. Kl.

30 THEODOR FROLICH.
Tabel IV. Patient I. R. A.

Tabellarisk fremstilling af sygdommens forløb %3 99—31/3 1900.

Urinen
Sukker =
Datum ER ER Vægt Anmerkninger
vo bn væ =<
=|, falta Balle
g r Sl E 2 2
& å 2 5 2 3
= 7) a oO a <
15-3-99 || 900 | 1031 0 + 33.2 || 8/,—15/, strengdiæt. Velbefin-
i | dende. Aff, i orden.
93-3 11106011081) 0 | 0 — 33.75 | 15/,—23/, streng diæt med ca,
| 150 gr. apelsin pr. dag, En-
| kelte dage 30 gr. brød.

29-3 800|1031| 0 0 = 34.05 || 23/,—29/, streng diet med ca.

| 150 gr. apelsin pr. dag.

5-4 | 900) 1032] 0 0 — | sterk || 35.85 ?9/3—5/, do. do. Velbefin-
dende, 8

160 | 1030) spor | spor | svag | = | 5/4 —11/, streng diæt, 11/, Al,

12-4 750 | 1030 0 svag stærk || 85.25 me 60 gram rugbred.

19-4 1000|1030| 0 0 — | stærk || 85.7 ||12/,—19/, do. do, 18/, kl. 8

| morgen 20 gram rugbrød,

26-4 71011030, 0 0 — | middels | 35.7 |1°/,—26/, do, do, + 23/, 10
gr. sukker, °*|, 15 gr. suk-

| ker, 25], 17 gr. sukker.

3-5 800 1030 0 0 — | svag | 35.65 | °°/,—/, do. do. + 27/, 90
| gr. sukker,?%/, 30 gr. cho-
| kolade,

10-5 650 0 0 — 35.75 || 3%/,—10/, do. do. + 7/, 10 gr.
hvedemel, %/;—/; 10 er.
kavringer,

18-5 900 0 0 — 35.90 |10/;—1$/; do. do, + ca. 10

| gr. kulhydrater pr. dag.

95-5 750 — 36.30 | !5/;—25/,; do. do, + ca, 10
gr. kulh, pr. dag,

1-6 0 0 = 36.10 || 25/,—1/, do. do. + ca, 20 gr.

| kulh. pr. dag, S1/, Æ 8
| morgen 80 gr. rugbred.

7-6 0 0 a 35.95 ||1/,—7/, streng diet + ca. 20

gr. kulh, pr. dag,

14-6 900 | 0 0 = 34.00 ||7/,—14/, do. do. Velbefin-
| | dende,

21-6 750 {oo 0 = 35.3 ||14/,—2'/, do. do. + ca. 20

| gr. kulh. pr. dag,

98-6 500 0 0 — 35.3 |?1/3—2%;5 do. do. + ca, 20

| gr. kulh, pr. dag.

6-7 1250 | 0 0 — 33.8 |2?%/3—%/; do. do, Har havt
| Otitis media carrh, Befinder
| sig nu vel,

8-8 0 0 = 6/,—8/, do. do. Reiser paa

| landet, Faar spise som for,

9-9 770 | 1028, 0.54 |4158 | — 36.9 ||Har paa landet overskredet di-

æten noget (bær). Sergodtud.

16-9 400 | 1036 | 1.66 | 6.64 | — 9/5—16/9 streng diet + Ber.
kulh, pr. dag.

23-9 930 | 1029| spor | spor| — 372 ||!6/5—2%/, streng diet.

30-9 540 1035| 0.64 | 3.456 — 87.5 ||23/,—?°/, do. do.

7-10 680 | 1030| 0.31 | 2.108 — 30/,—7/,, Streng diæt.

15-10 810|1028| 0 O | antydn 37.0 | 7/19—*%/10 do. do.

21-10 || 66011035| 1.9 |1254 | — 15/ ,—?1/,, do. ‘do, + 95 gr
kulh, hver anden dag,

28-10 620 | 1080) 0 0 — 86.5 |?'/10—2%10 streng diæt,

1903. No. 1.

STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN.

31
Urinen
vo
Sukker Å
Datum © = > ® Vægt Anmerkninger
Be 3 | 8
= KG 8 E 2 2
al 2 Eule 3
A u 3) Oo <a <

4-11-99| 660|1028| 0 0 — 28/,0—*/ı, do. do. + 25 gr.
kulh. hver anden dag, senest
Sia.

5/41—8/11, do. do. + 95 gr.
11-11 230 | 1028 | 0.71 | 1.633| . 363 kulb. %/,1—19/,, Streng
530 | 1024) 0 0 E x diæt, 10/,, Æ. & m. 100
gr. bred,
18-11 500 |1027| 0 0 — 36.8 ||!1/;,—18/,, streng diet + 30
gr. kulh. pr, dag, Ingen tørst,
| ikke træt. Aff. hver dag.

24-11 640 | 1036| 1.53 | 9.792| — 18/,,—24/,, do. do. + 30 gr.
kulh, pr. dag.

1-12 820 | 1025| spor | spor | — 36.7 ||?t/,,-—2%/,, do. do. 29/,,—

1/,2 streng diet,
9-12 820 | 1015| 0 | 0 — llin—"/1> streng diet + 20
gr. kulh, pr. dag.
16-12 530 | 1028 | 0.49 | 2.597 — 37.4 ||°/12— "5/19 streng diet + 15
| gr. kulh. pr, dag, Har havt
tandpine,
23-12 750 | 1026 | spor | spor | — 16/,,—23/,, streng diæt,
30-12 400 | 1032 o> 23/,,—%0/,, streng diet + 25
gr, kulh. pr. dag.

2 70 |1036 | 0.934 | 0.653 | — 30/5 —1°/, streng diet; 10
11-14-1900! 399 1084| 0 | 0 | = BEE or ul
19-1 530 | 1037 | 1.7 9.01 = |10/, —19/, streng diet + 95

Ee: kulh, pr. dag.

25-1 620 | 1036 | 1.14 | 7.068| — 80.251 1%/,—°°/, streng dict.

30-1 920 | 1031 | 2.64 (2428 | — | svag | 35.0 |25/,—39/, streng diet. Zgaar
(9) stærk ængstelse forme-
delst ulykkeshændelsei familien.

3-2 920 | 1041 | 416 3827 | — 348 || 9°/,—%/, streng diet. Cardial-
giske smerter; gul hudfarve,
aff, graalig, Urinen mørk.

5-2 680 |1032| 0 0 + Spist lidet, Urinen merk, giver
galdefarvestofreaktion, Det:
Karlsbadervand, Appl. Om-
slag.

6-2 900 |1025| 0 0 + | middels Brækning igaar. Urinen intens
brun. 9 aff, graa.

7-2 52011028 | 0 0 — Brækning. P.70. Urinen stærk
galdefarvestofreakt, Aff, graa,

8-2 600 |1028| 0 0 + Brækning. Spiser lidet. 1 aff.
graa, Stærk galdefarvestof-
reaktion,

9-3 620 | 1025! 0 0 == P. 68. Stærk galdefarvestof-
reaktion, 3 aff, graa, Frem-
deles gul hudfarve.

10-2 990 | 1029 0 0 — Faar lov at spise mere, Be-

| finder sig bedre,

12-2 1310 | 1025 | 0.36 14.716 = Urinen lysere, Idag en brun
aff, Galdefarvestofreaktionen
svagere,

14-2 1820 | 1037 | 413 75.16 | — 10/,—14/, streng diæt + 25
gr, kulh. Urinen lys, Vel-
befindende.

15-2 1280 1032 | 2.0 (25.60 a 34.5 ||[14/,—15/, do. do, Har faaet
kulh, som melk, /nst: streng
diet med kun 70 gr. egge-

| hvide pr. dag.

16-2 1450 1036 | 2.85 41.32 =

Tolerans-
prøver.

32 THEODOR FRØLICH, M.-N. Kl.

| Urinen
| | Sukker =
Datum || = aaa Ö Vegt Anmerkninger
ER bn | om
18 |) IE AIRE QE fees
|| & < ° = 5 3
Kae | a | © < 4 |
| | I

17-2-1900 | 1180| 1031, 225 126.55 | — Er noget afmagret. Befinder sig

|| | ie | vel; noget kvalm, Ingen hoste,

18-2 1210) 1027 | 1.7 120.57 —- | Aff. i orden,

19-2 90011028 | 1.25 111.25 | — | Urinen indeholder ikke albumin,

20-2 840 | 1028 | 1.05 | 8.82 — | middels |

91-9 1050 | 1033 | 3.36 135.28 94.0 | Var igaar i theatret, sent tilsengs.

99-2, 710 | 1029} 0.64 | 4.54 == ||

93-2 770 | 1028) 0.71 | 5467) — 348 |

24-92 690 | 1030 | 0.66 | 4.55 — |

26-2 650 1031! 0 0 — Foretog igaar en længere skitur.

27-2 630 | 1029 | 1.00 | 6.3 = |

98-2 660 | 1031| 1.66 |10.95 | — | svag Inst: Fra 1/,—4/ strengeste

| det (fedt — gronsager —

| alkohol).
1-3 660 | 1036 | 2.6 117.16 a svag || 35.2 | Ved gjentagne undersøgelser af
lungerne findes intet abnormt.

2 3 630 | 1025 | 0.56 | 3.53 a

3-3 500 | 1037 | 3.1 115.5 — | svag || 354 ||

4-3 300|1044 | 24 |72 | + |

5-3 | 550 | 1040| 493 | 93.96 | — | |4/3—3/3 25 gr. kulh, som rug-

| | brød, Foretog igaar en skitur.

8-3 | 780|1028 | 1.03 | 8.03 | antydn. | middels | 37.1 | °/;—8/, streng diet + 95 gr.

| | kulh. som rugbrød.

13-3 970 | 1036| 2.4 123.28 | — 35.8 |*/3—13/3 do. do. Ser mindre
godt ud. Vil helst ikke spise
brød.

18-3 510 | 1040| 4.27 |21.77 | — à 13/,—17/, streng diet, 17/,
—18/, strengeste diæt,

23-3 870 | 1040! 3.16 | 27.49 | aut dn. | stærk | 36.2 || 1$/,—23/, streng diæt.

27-3 840 1045| 4.14 | 34.77 | svag |0.470 gr. 23/,—27/, do. do.

28-3 920|1040| 3.54 | 32.57 | svag 36.0 |?7/3—2%/3 do. do. Urinen
indeholder fremdeles ikke
albumin.

31-3 | 82011043 | 6.33 |51.90 | svag | 28/,—31/, do. do. + 50 gr.

| | rugbrød °0/,.

Hovedinteressen ved denne periode knytter sig til den tid, i hvilken
sygdommen gik over fra den lette form til den saakaldte svære form
med en kontinuerlig sukkerudskillelse, der ikke kunde bringes til at
svinde ved nogen diætetisk behandling.

Under den første tid af denne periode sattes patienten paa streng
diæt i fire å fem uger, i hvilken tid hans urin forblev sukkerfri; herunder
blev Gerhardts reaktion meget snart negativ. Vægten steg raskt.

For at gjøre en prøve paa patientens tolerans ligeoverfor kulhydrater
lod jeg ham 11/4 kl. 8 morgen faa 60 gr. rugbrød til frokost, hvorefter
urinen opsamledes i to portioner, den første fra kl. 8 morgen til kl. 2
middag, den anden fra dette klokkeslet til kl. 8 næste morgen. I den

J

1903. No. r.

STUD, OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 33

forste kunde der paavises et svagt spor af sukker; i den anden fandtes
der ikke sukker.

Patientens tolerans for kulhydrater var saaledes betydelig storre end
tidligere, hvorfor han fik et tillæg til den strenge diæt af 15—20 gr.
kulhydrater pr. dag, en tilladelse, som han kun delvis benyttede sig af.

For sikkerheds skyld prøvede jeg ogsaa hans tolerans for sukker
med det resultat, at han i tre dage (*%-%/1y) kunde nyde 10, 15 resp. 17
gr. sukker, uden at der optraadte glykosuri.

Det kunde synes rimeligt, at patienten efter disse prøver havde
faaet noget større frihed ligeoverfor brugen af kulhydrater, men dertil
forelaa der ikke nogen grund.

Selv ønskede han ikke at faa mere, den til stadighed negative acet-
edikesyrereaktion nødvendiggjorde ikke noget tillæg, og, hvad der er det
væsentlige, man bør hos barn aldrig helt ud gjøre brug af toleransen,
da man derved let resikerer, at denne bliver mindre, selvfølgelig under
forudsætning af, at der ikke ellers foreligger indikation for en rigeligere
kulhydrattilførsel.

Den 1/6 prøves atter hans tolerans, denne gang med 80 gr. rugbrød,
som han nyder, uden at det er muligt at paavise sukker i urinen. Han
faar derfor i tillæg til den strenge diæt 25—30 gr. kulhydrater pr. dag,
men benytter sig fremdeles ikke helt ud af den givne tilladelse, idet han
kun nyder ca. 20 gr. pr. dag. I løbet af juni maaned faar han en let
otitis media, der foraarsager nogen tilbagegang i vægten, men merkelig
nok forbliver hans sygdom forøvrigt upaavirket af denne komplikation.

Under et ophold paa landet i august maaned begaar han nogle
smaa diætfeil, idet han nyder en del bær mere end tilladt, men alligevel
tiltager han atter i vægt.

Urinundersøgelsen %/9 viser en sukkermængde af vel 4 gr., der holder
sig den følgende uge under brugen af 25 gr. kulhydrater pr. dag, men
som efter 4 ugers streng diæt atter forsvinder (15/10). Disse 4 uger har
imidlertid ikke været tilstrækkelig til at forhindre, at der atter optræder
glykosuri trods en ‘forsigtig brug af kulhydrater — 25 gr. hver anden
dag —, hvorfor han igjen sættes paa streng diet en uge. Den 1/1
prøves hans tolerans, idet han denne dag faar 100 gr. rugbrød til fro-
kost, hvorefter han kun udskiller 1.6 gr. sukker; efter denne prøve lader
jeg ham faa 30 gr. kulhydrater pr. dag, hvilket imidlertid har tilfølge,
at han 4/11 udskiller ca. 10 gr. sukker. I det hele taget synes der efter
hans hjemkomst fra landet at være indtraadt en forandring i sygdommen
saaledes, at sukkerudskillelsen vanskeligere lader sig paavirke end tidligere;

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1908. No, 1 3

Diabetes og
psykisk
trauma,

34 THEODOR FRØLICH. M.-N. KI.

dette gjør sig gjældende gjennem hele december maaned, hvorfor jeg
sætter ham paa streng diæt i de første ti dage af januar maaned 1900
for derefter atter at prøve hans tolerans; dette gjøres 1/1 og resulterer
i, at han efter 120 gr. rugbrød kun udskiller 0.65 gr. sukker i løbet af
de første sex timer og senere intet. Med denne udmerkede tolerans
skulde det synes, som om sygdommen fremdeles vilde arte sig nogenlunde
let; men glykosuriens vekslen den sidste tid i forbindelse med den
temmelig hurtig nedadgaaende vægt (1/1 1900 34.1 kg.) lod formode,
at man nu stod ligeoverfor en væsentlig forandring i forløbet, som heller
ikke lod længe vente paa sig,

At tilfældets art ikke lader sig bedømme af toleransen alene, men
at andre omstændigheder maa tages i betragtning, fremgaar med stor
tydelighed paa dette tidspunkt hos vor patient; kun det mest indgaaende
kjendskab til patienten muliggjør under disse forhold en nogenlunde
sikker prognose. Netop denne vanskelighed i bedømmelsen af pro-
gnosen pointeres skarpt bl. a. af Naunyn? i hans omtale af den lette form
af diabetes.

Paa grund af denne forværrelse tillodes patienten derfor kun at nyde
25 gr. kulhydr. pr. dag, men. selv herunder og ved den paafølgende
strenge diæt fra 1/1 til */1 optræder glykosuri, som 994 stiger til 24.3

‘gr. Aarsagen til denne pludselige stigning ligger ikke i nogen diætfeil,

Diabetes og
icterus catar-
rhalis.

men maa for en del sikkerlig søges i den omstændighed, at patienten
dagen forud var bleven i høi grad forskræmt og ængstelig ved at finde
en paarørende ligge med brukket ben udenfor gadedøren. Pludselige
forværrelser i glykosurien paa grund af psykiske aarsager nævnes hyppig
i litteraturen; saaledes har Zeschemacher? beskrevet et tilfælde hos et
barn, der efter at være bleven bidt af en hund pludselig udskilte 3 %/o
sukker under en periode, hvor dets urin ellers var sukkerfri.

Det er imidlertid vistnok ikke det psykiske trauma, der har spillet
den væsentligste rolle her; thi patienten faar et par dage senere en
icterus catarrhalis (flere søskende fik sygdommen samtidig), som vel
allerede har været under udvikling, da denne forøgelse i sukkerudskil-
lelsen indtraadte. Det synes ikke urimeligt at antage, at denne sygdom
i sit prodromalstadium kan have en uheldig indflydelse paa en tilstede-
værende diabetes; under selve sygdommen derimod, som forløb med
daarligt alménbefindende og stærke kardialgiske smerter, bliver patientens
urin helt sukkerfri, hvilket vel for en væsentlig del maa tilskrives den

1 Naunyn: L, c. S. 349.

”

2 Teschemacher: Cit, efter Naunyn: S. 140.

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS 1 BARNEALDEREN. 35

omstændighed, at patienten saagodtsom intet spiste. Segweiral har
ogsaa iagttaget et barn, hos hvem sukkeret svandt under et anfald
af icterus.

Samtidig med, at han atter begynder at tage næring til sig, stiger
diuresen betydelig, ligesom et tillæg af 25 gr. kulhydrater til den strenge
diæt bevirker en sukkerudskillelse af 75 gr. Da dette syntes at tyde

paa, at der foregik en rigelig udskillelse ogsaa af det fra eggehvide- Glykosurien
ved indskræn-

keteggehvide-
diæt, idet han kun tillodes at spise ca. 70 gr. eggehvide pr. dag. Dette kost.

omsætningen stammende sukker, sattes patienten paa en strengere

har tilfølge en sukcessiv nedgang i glykosurien, der kun en enkelt dag
(®y2) naar en større høide, efterat han dagen i forveien havde tilbragt
en anstrengende aften i theateret.

Da det synes umuligt at faa hans urin helt sukkerfri, gjør jeg et Glykosurien
ved legems-

forsøg med at indskyde en dag med stærkere legemsbevægelse, idet han ren

2/2 tillodes at foretage en længere skitur; følgen heraf er, at han den
dag omsætter saa meget kulhydrater, at hans urin bliver sukkerfri. Den
gunstige indflydelse af en moderat anvendelse af motion gjør sig her
tydelig gjældende. Allerede Azi/z* har gjort opmerksom paa den heldige
indflydelse, motion har paa sukkerudskillelsen saavel under den lette
form af diabetes, hvor han saa en betydelig formindskelse af glykosurien
under legemligt arbeide, som ogsaa under den svære form, hvor han?
opnaaede »at formindske udskillelsen ogsaa af det af albuminater dannede
sukker« ved stærk legemsbevægelse.

Da det fremdeles, trods vedholdende streng diæt og anvendelse af Overgang til
den svære

enkelte dage med strengeste diæt, hvorunder patienten blot faar nyde ee

fedt, gronsager og alkohol, ikke lykkedes at gjore hans urin sukkerfri,
— heller ikke en skitur 4/3 over denne gang nogen heldig indflydelse
paa glykosurien —, maatte tilfældet nu med sikkerhed ansees for at til-
hgre den svere form. Samtidig hermed begynder Gerhardts reaktion
at blive positiv, en enkelt bestemmelse af aceton i urinen udviser 0.470
gr. pr. døgn, udseendet bliver daarligere, hvorfor jeg fandt det rigtig
atter at give patienten kulhydrater i tillæg til den tidligere diæt. Hvordan
hans sygdom i sit videre forløb arter sig, skal senere omtales.

1 Sequeira: Diabetes in a child aged three years, almost complete disappearence of the
sugar during an attack of jaundice. Lancet 15de juli 1890. Cit. efter Jahrbuch f.
Kinderheilk, Bd. 51. II, I. H. 5. S. 599.

2 Küls: Beiträge zur Pathologie und Therapie des Diabetes mellitus. Marburg 1874.
S. 179 0. f.

8 Külz: Beiträge zur Pathologie und Therapie des Diabetes mellitus und insipidus II,

Marburg 1875. S. 177 0. £.

Den lette og

36 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Efter saaledes at have fulgt patienten i et helt aar og herunder at
have forsøgt at samle flest mulige iagttagelser til bedømmelsen af hans
sygdom stod det klart for mig, at tilfældet vilde forløbe som en typisk
ondartet infantil diabetes. I det forløbne aar havde patienten hele tiden
befundet sig meget vel, havde uden vanskelighed overholdt diæten, del-
taget i sine kameraters leg, delvis holdt vedlige sine skolekundskaber
og i det hele ført en tilværelse som de fleste andre friske gutter. At
den kommende tid i saa henseende vilde blive ganske anderledes, kunde
der ikke være tvil om. Hovedøiemedet med behandlingen det første
aar havde været at søge om muligt at opretholde det præg af tilsyne-
ladende godartethed, som sygdommen den hele tid frembød, og som
særlig i begyndelsen tillod muligheden af at anse den som hørende tii
den lette form. Den opgave, som fremtiden stillede til behandlingen,
var i første række at modarbeide den eventualitet, der er saa mange
diabetikeres omtrent visse skjæbne — det diabetiske koma.

Før jeg gaar videre i gjennemgaaelsen af sygdommens forløb, skal

den svære jeg med nogle ord omtale forholdet mellem den lette og den saakaldte

form af dia-
betesmellitus,

svære form af diabetes.

Det er Seegen!, der i 60-aarene først har opstillet disse to former
af diabetes, idet han til den lette form regnede de tilfælde, hvor sukker-
udskillelsen kun fandt sted, naar patienten havde nydt kulhydrater, men
svandt, naar disse fjernedes fra kosten, medens han til den svære form
regnede de tilfælde, hvor sukkerudskillelsen holdt sig, selv om næringen
ikke indeholdt »et atom« kulhydrater. Denne inddeling har man frem-
deles i det store og hele bibeholdt, men til en vis grad har man
maattet modificere den, idet man ikke sjelden kan se tilfælde, der, be-
dømt efter toleransen ligeoverfor kulhydrater, maa regnes til den lette
form, i sit videre forløb opføre sig som hørende til den svære form og
omvendt. Dette har saaledes været tilfældet med vor patient, der
gjennem flere maaneder syntes at lide af en let form i Seegens forstand,
men alligevel tilslut viste sig at have den svære form, eller hvis diabetes
med andre ord gik over fra den lette til den svære form.

Disse tilfælde bliver saaledes nærmest at anse som en middelform
eller blandingsform, hvilket imidlertid Seegen? ikke vilde anerkjende;
derimod medgav han muligheden af en overgang fra den ene til den
anden form, hvilket han nødvendigvis maatte gjøre, naar han kun vilde

1 Cit, efter Seegen: Der Diabetes mellitus auf Grundlage zablreicher Beobachtungen,
Berlin 1893. S. 100,
2 Seeger: L. c. S, 102,

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 37

anerkjende toleransen ligeoverfor kulhydrater som det eneste skjelne-
merke.

Hvor god denne inddeling saaledes end er til i korthed at karak-
terisere en forhaandenværende diabetes, saa lider den dog af samme
feil som franskmændenes inddeling i diabète gras og diabète maigre —
man kan umulig indordne ethvert tilfælde af sygdommen under en af
disse former.

Denne inddeling har derfor ogsaa mødt adskillig modstand, saaledes
allerede fra Azz}, der udtrykkelig gjør opmerksom paa, at patienter
kan lide af den lette form, uden at det er muligt at gjøre deres urin
sukkerfri ved streng diæt; derimod har han hverken selv seet eller i
litteraturen kunnet finde noget tilfælde, der bevisligen har gaaet over
fra den ene til den anden form.

Den rette løsning af dette spørgsmaal ligger visselig i den opfatning,
som v. Voorden? o. a. gjør gjældende, at forskjellen mellem de to former
kun er kvantitativ, idet den lette form kan gaa over i den svære, hvilket
jo ogsaa Seegen medgiver paa basis af sin ovennævnte definition af
forskjellen mellem de to former.

Der kræves derfor ganske anderledes sikre kauteler end nogle be-
stemmelser af toleransen for at afgjøre dette spørgsmaal, hvilket ogsaa
udtrykkelig fremhæves af Naunyn® i hans omtale af den lette form af
diabetes. Han paapeger nemlig, hvorledes det er karakteristisk for de
tilsyneladende lette tilfælde, at den i begyndelsen gode tolerans snart
bliver daarligere og kun kan opretholdes ved en meget energisk be-
handling; endvidere nævner han alderens afgjørende betydning samt den
nedadgaaende vægt som meget væsentlige momenter. En anden merke-
lighed ved vægten har jeg fundet saavel hos denne som hos andre
patienter, nemlig dens tilbøielighed til store variationer inden korte tids-
rum (cfr. tabel no. IV).

Tager man alle disse forhold i betragtning, tror jeg, man som regel
inden ikke ret lang tid vil komme til klarhed over tilfældets art, og
specielt i barnealderen bør man lægge al mulig vægt paa alle momenter
forat ikke prognosen skal berede overraskelser, der desværre som regel,
vil gaa i retning af skuffelser.

Paa grund af de forandringer, der var indtraadt i sygdommens acidose
forløb, fandt jeg det nødvendigt at forsøge at faa et indblik i, hvordan

1 Kiil: Beiträge zur Pathologie und Therapie des Diabetes mellitus. Marburg 1874.
Se 21172

2 uv, Noorden: L. c. S. 69 og 70.

3 Naunyn: L, c. S. 349 og 350.

38 THEODOR FRØLICH. M.-N. KI.

patienten forholdt sig ligeoverfor de ved denne sygdom, særlig i dens
svære former optrædende forbindelser, B-oxysmgrsyre, acetedikesyre og
aceton. Disses rolle i diabetes mellitus har altid været omfattet med
megen interesse saavel af kemikere som af klinikere; de udgjør den
gruppe af forbindelser, som ligger til grund for den stofskifteanomali,
der af Maunyn er betegnet som acidose.

Neppe noget kapitel af pathologien har været gjort til gjenstand
for saa mange undersøgelser som dette, og af de talrige arbeider over
dette spørgsmaal kan her kun de vigtigste omtales.

Allerede i 1857 blev der af Petters! hos en diabetisk kvinde, der
døde i koma, med sandsynlighed paavist aceton i urinen og blodet, og
i 1860 paaviste Xaw/ich1 det med sikkerhed hos flere diabetikere. I 1865
fandt Gerhardt) den senere saa bekjendte jernkloridreaktion, som han
selv tilskrev tilstedeværelsen af æthyldiacetsyre, men som af v. Faksch®
o. a. med sikkerhed paavistes at bero paa acetedikesyrens optræden i
urinen.

En mere bestemt retning tog disse undersøgelser, da Hallervorden
og Stadelmann fremkom med sine før omtalte undersøgelser over am-
moniakens forhold ved diabetes mellitus. Den af Stadelmann paaviste
syre ledede ham til allerede den gang at anbefale brugen af store doser
alkalier ved truende koma.

Medens de to nævnte forskere paa grundlag af sine undersøgelser
over ammoniakens forhold med sikkerhed havde paavist, at urinen hos
diabetikere kunde indeholde en hidtil i urinen ikke kjendt syre, lykkedes
det Minkowski og Külz at karakterisere denne syre som B-oxysmor-
syre. Minkowski* fremstillede den af diabetesurin samt analyserede
den og ansaa f-oxysmørsyren som et forstadium til acetonet; endvidere
satte han den i forbindelse med komaets frembrud og optog Stadelmanns
forslag om alkalibehandling. Han fandt ogsaa, at urinen kunde holde
sig sur trods store doser natron. Xilz* fandt syren, idet han iagttog,
at den udgjærede urin var venstredreiende. Han bestemte syren som
B-oxysmørsyre og paaviste dens tilstedeværelse i alle de tilfælde af den

svære form, hvor urinen samtidig gav positiv jernkloridreaktion. I den

»

Cit. efter Naunyn: L. c. S. 198 og 199,

v. Jaksch: Ueber das Vorkommen der Acetessigsäure im Harn, Zeitschrift für physio-
logische Chemie, Bd. 7. 1883. S. 487.

Minkowski: Ueber das Vorkommen von Oxybuttersäure im Harn bei Diabetes mellitus.
Ein Beitrag zur Lehre vom Coma diabeticum. Archiv f. exp, Path. und Phar, B, 18,
S. 35. 1884.

Kils: Ueber eine neue linksdrehende Säure (Pseudooxybuttersåure). Ein Beitrag zur
Kenntniss der Zuckerruhr, Zeitschrift für Biologie. Bd. 20, 1884. S. 165. (Neue
Folge. Bd, 2).

to

ow

>

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 30

lette form fandt han den ikke. Senere gav X%#/21 en oversigt over sin
fremstillingsmaade for syren samt paaviste dannelsen af a-krotonsyren
ved destillation af den 8-oxysmorsyreholdige urin med svovlsyre.

Af megen interesse i klinisk henseende er de undersøgelser, der
samtidig foretoges al Eöstein, Faenicke 0. a. Ebstein? udtaler bestemt,
at en ved overgang til antidiabetisk diæt optrædende og i styrke til-
tagende jernkloridreaktion opfordrer til forsigtighed; han gaar altid
sukcessivt tilværks med indskrænkningen af kulhydrater, naar denne
reaktion er tilstede, og hvis den bliver intens, giver han atter mere kul-
hydrater; aarsagen hertil ser han i aceton og beslægtede legemer. I
lignende retning gaar Jaenickes* udtalelser, idet han iagttog en del tilfælde
af koma 'og mors ved overgang til streng diæt (efter 3 døgn), ligesom
han iagttog, at der under disse omstændigheder kunde optræde en be-
tydelig hovedpine, der svandt, naar denne diæt seponeredes. Han ud-
taler ogsaa*, at den absolute kjøddiæt er aarsagen til optræden af acet-
edikesyreæthylætheren i urinen, der svandt ved blandet kost; han advarer
derfor mod streng diæt.

Wolpe® kunde ikke i alle tilfælde finde overensstemmelse mellem
B-oxysmorsyremængden og ammoniakmængden, hvorfor han antog mulig-
heden af, at der fandtes endnu flere syrer ved diabetes mellitus end de
hidtil paaviste. Det lykkedes ham ved alkalier at reducere ammoniak-
mængden i urinen til minimale værdier (0.102 p. d.).

Af de her anførte experimentelle og kliniske undersøgelser frem-
gaar, at det allerede temmelig tidlig var bragt paa det rene, at disse
stoffes optræden i urinen altid varslede muligheden af et koma; hvilket
af dem man i saa henseende skulde tillægge størst betydning, var man
ikke enig om og kunde vanskelig blive det, saalænge man stod uklar
ligeoverfor spørgsmaalet om aarsagerne til deres optræden og om den
maade, hvorpaa de dannedes i organismen.

Man har indtil den aller sidste tid anseet disse stoffe som produkter

af eggehvidens omsætning i organismen, men været uenig om, hvilke

1 Kile: Beiträge zur Kenntniss der activen 8-Oxybuttersäure. Zeitschrift für Biologie.

Bd. 23. 1887. S. 329. (Neue Folge. Bd, 5).

Ebstein: Weiteres über Diabetes mellitus; insbesondere über die Complicationen mit

Typhus abdominalis. Deutsches Archiv für klinische Medicin, 1881. Bd. 30, H. ı

Og 25'S) À

3 Faenicke: Beiträge zur sogenannten Acetonämie bei Diabetes mellitus. Deutsches Archiv
für klinische Medicin, 1881. Bd. 30, H. 1 og 2. S, 108.

4 Faenicke: L. c. S. 135.

5 Wolpe: Untersuchungen über die Oxybuttersäure des diabetischen Harnes, Archiv für
exp. Path, und Phar, 1886, Bd. 21. S. 138.

12

40 THEODOR FROLICH. M.-N. KI.

særegenheder ved eggehvideomsætningen der betingede deres optræden.
Paa afgjorelsen af dette spørgsmaal har derfor de senere tiders under-
søgelser for en væsentlig del været rettet.

v. Mering! udtaler sig derhen, at oxysmørsyre og aceton muligens
er produkter af de kulhydrater, der dannes under eggehvidehenfald
(phloridzindiabetes).

Ligeledes antyder Minkowski?” muligheden af deres dannelse af
eggehvidemolekylets kvælstoffrie rest. v. Engel fandt hos sunde indi-
vider gjennemsnitlig 0.006 til 0.018 gr. aceton pro die, hvilken mængde
øgedes betydelig ved eggehvidekost. Naar der omsættes rigelig egge-
hvide, ligegyldig enten paa grund af overernæring eller paa grund af
pathologisk henfald, stiger acetonmængden.

v. Noorden* har tidligere forfægtet, at naar der optraadte store
mængder aceton og acetedikesyre i urinen, var det en følge af, at
legemseggehvide gik tilgrunde enten paa grund af underernæring, hunger
eller som følge af en forgiftning, at disse stoffe altsaa var produkter af
legemseggehviden, ikke næringseggehviden. Dette har han imidlertid
opgivet efter Weintrauds, Hirschfelds, og Rosenfelds undersøgelser, der
godtgjorde rigelig acetonudskillelse samtidig med kvælstofbalance. De
nævnte forfatteres samt Geelmuydens undersøgelser har i det hele taget
bragt adskillig mere klarhed over spørgsmaalet.

Hirschfeld® gjorde saaledes en række forsøg over acetonuri hos
ikke-diabetikere og kom til det resultat, at aceton optræder i urinen ved
udelukkende eggehvide-fedtnæring, men saasnart der desuden gives kul-
hydrater, forhindres dannelsen af aceton, eller det dannede aceton om-
sættes. I lette tilfælde af diabetes forløber acetonurien som hos sunde.

En betydelig acetonuri hos en diabetiker anser han for et meget
slet prognostikum.

Weintraud® anser alle tre stoffe for intermediære produkter af det
normale stofskifte, der hos sunde ikke kommer til udskillelse, fordi de

-

v. Mering: Ueber Diabetes mellitus, Zeitschrift für klinische Medicin, 1889. B. 16.
S. 441,

Minkowski: Untersuchungen über den Diabetes mellitus nach Exstirpation des Pankreas,
Archiv für exp. Path, und Pharm, 1893. Bd. 31. S. 85.

v. Engel: Ueber die Mengenverhältnisse des Acetons unter physiologischen und patho-
logischen Verhältnissen. Zeitschrift für klinische Medicin, 1892. Bd. 20. S, 514.
v. Noorden: L.c. S. 95 og 96.

Hirschfeld: Die Bedeutung der Acetonurie für die Prognose des Diabetes. Deutsche
medicinische Wochenschrift. 1893. No. 38. S. 914.

Weintraud: Ueber die Ausscheidung von Aceton, Diacetsäure und #-Oxybuttersäure
beim Diabetes mellitus, Archiv für exp, Path, und Pharm, 1884. Bd. 34. S. 169,

ao - ov

>

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 41

oxyderes; deres optræden hos diabetikere skulde da skyldes enten en
oxydationsforstyrrelse eller en kvalitativ forandring af stofskiftet ved
denne sygdom, betinget i et pathologisk forløb af samme; disse pro-
dukter skulde saa udskilles, fordi deres oxydation er forhindret. Han
paaviste med sikkerhed fuldstændig kvælstofligevægt ved rigelig udskil-
lelse af B-oxysmorsyre, acetedikesyre og aceton.

I 1895 offentliggjorde Hirschfeld! mere udførlig de undersøgelser,
der laa til grund for hans tidligere meddelelser, og heraf fremgaar det
med absolut tydelighed, hvordan kulhydraterne maa tillægges den over-
veiende betydning ligeoverfor spørgsmaalet om acetonuriens optræden.
Han udtaler?: »nicht in Folge des Hungers und des Zerfalls an Körper-
eiweiss, sondern nur in Folge des Fehlens der Kohlehydrate bei der
Ernåhrung erfolgt die Bildung von Aceton« Om den pathologiske
acetonuri udtaler han?: »kun hos diabetikere med den svære form fore-
kommer en pathologisk acetonuri, pathologisk i den forstand, at den hos
sunde individer under de samme omstændigheder ikke optreder«.

En noget anden retning tog imidlertid opfatningen af dette spørgs-
maal, da Geelmuyden* i 1897 fremsatte den anskuelse, at disse stoffe
ikke behøvede at være simple spaltningsprodukter af de i organismen
tilstedeværende modersubstanser, men muligens kunde skylde synthetiske
processer sin opstaaen. Han fandt, at acetonmængden i urinen tiltog
betydelig ved hunger, ren fedtnæring eller blandet eggehvide-fedtnæring
med meget fedt, hvorfor omsætning af fedt i legemet synes at være den
væsentligste aarsag til acetonuri; ligesaa synes acetonurien ved hunger
at tyde paa, at omsætning af legemsfedt og næringsfedt i denne hen-
seende forholder sig ens. Med hensyn til kulhydraternes rolle kom han
til de samme resultater som Hirschfeld, at de var istand til at under-
trykke acetonurien, naar de gaves indtil en vis mængde (ca. 150 gr.
hos sunde).

Paa grund af de forholdsvis gode og sikre methoder, man har til
paavisning og bestemmelse af acetonet, er man saaledes naaet temmelig
langt i retning af at erkjende dets forhold i organismen; herunder er
man imidlertid tillige kommen til klarhed over, at acetonet saavel hos

sunde som diabetikere staar i intim forbindelse med acetedikesyre og

1 Hirschfeld: Beobachtungen über die Acetonurie und das Coma diabeticum, Zeit-
schrift für klinische Medicin. 1895. Bd. 28. S. 176 og 1897. Bd. 31. S. 212,

2 Hirschfeld: Bd. 28. S. 199.

3 Hirschfeld: Bd. 31. S. 277.

4 Geelmuyden: Ueber Aceton als Stoffwechselprodukt, Zeitschrift für physiologische
Chemie. 1897. Bd. 23. S. 431,

42 THEODOR FRØLICH. M.-N. KI

B-oxysmorsyre, og at denne sidste er den af de tre substanser, der
ligeoverfor den ved diabetes optrædende acidose spiller den væsent-
ligste rolle.

Den endelige paavisning af denne B-oxysmorsyrens prædominerende
rolle synes i den sidste tid at være lykkedes Magnus-Levy paa en
overbevisende maade.

Hans første arbeide! i denne retning gik ud paa at bestemme
mængden af den ved diabetes før og under komaet producerede B-oxy-
smørsyre. Hertil valgte han den efter hans mening eneste sikre methode,
nemlig at bestemme urinens samtlige syrer og baser, at omregne disse
efter deres æquivalentforhold med en fælles base (Na) som enhed og af
det fundne overskud af baser at beregne mængden af 8-oxysmorsyre.
Denne beregnede mængde sammenlignede han desuden med de ved
renfremstilling af syren fundne værdier. |

Han paaviste paa denne maade for det første, at summen af syrer
og baser med udelukkelse af ammoniaken stemte nogenlunde overens,
saaledes at den resterende ammoniak alene gav et godt udtryk for den
tilstedeværende f-oxysmørsyres mængde.

Endvidere lykkedes det ham at paavise saa store mængder B-oxy-
smørsyre under koma (indtil 160 gr. p. d.), som der theoretisk krævedes
for at bevirke en letal syreforgiftning. Saa store mængder udskilles kun,
naar organismen tilføres tilstrækkelig natron til at mætte syren og gjøre
den »harnfähig«. Endvidere fastslog han, at der i koma som regel
ikke foregik noget pathologisk henfald af eggehvide. Med hensyn til
B-oxysmørsyrens dannelse af eggehvide fandt han saa store mængder
af syren i enkelte tilfælde, at den neppe kunde forklares som opstaaet
af eggehvidens spaltningsprodukter, hvorfor han ogsaa støttede den af
Geelmuyden fremsatte anskuelse om en synthetisk dannelse af fedt,
udenat han dog tør drage sikre slutninger desangaaende paa grundlag
af, hvad der hidtil foreligger af kjendsgjerninger.

Til slutning udtaler han, at alle vigtige forstyrrelser ved stofskiftet
i diabetes lader sig føre tilbage til organismens udygtighed til at om-
sætte kulhydratmolekylet normalt.

Senere er det lykkedes samme forfatter? at udvinde 8-oxysmørsyren
kvantitativt af urin samt at faa den krystalliseret. Han fremhæver atter

! Magnus-Levy: Die Oxybuttersäure und ihre Beziehungen zum Coma diabeticum, Archiv
für exp. Path. und Pharm, 1899. Bd. 42. S. 149.

2 Magnus-Levy: Untersuchungen über die Acidosis im Diabetes mellitus und die Såure-
intoxication im Coma diabeticum, Archiv für exp, Path, und Pharm, 1901. Bd. 44.
S. 359,

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 43

den konstante forekomst af syren i svære tilfælde af diabetes og ser i
den trods store natrondoser sure urin et udtryk for de betydelige
mængder f-oxysmorsyre, der kan udskilles under koma. Ogsaa udenfor
koma bevirker natron en forøgelse af syren i urinen, samtidig som am-
moniaken aftager. Ogsaa acetonudskillelsen tiltager under brug af natron,
et udtryk for, at aceton i urinen er præformeret som acetedikesyre, der
ligesom 8-oxysmørsyren bliver delagtig i natronets »ausschwemmende«
virkning.

Med hensyn til syrens dannelse fastholder han fremdeles sin me-
ning om en synthetisk opstaaen fra de høiere fedtsyrer.

Som allerede nævnt forelaa der ikke længer nogen tvil om, at pa-
tienten nu led af den svære form af diabetes med tegn paa en begyn-
dende acidose.

I den anledning fandt jeg det paakrævet at anstille en længere
forsøgsrække med daglige undersøgelser af de herhen hørende forhold.
Der blev derfor foretaget kvantitative bestemmelser af ammoniakmængden
og acetonet hver dag, medens der til bedømmelse af acetedikesyrens
mængde gjordes Gerhardts reaktion. B-oxysmorsyren undersøgtes ved
at polarisere den udgjærede urin; saafremt der da findes en tydelig drei-
ning til venstre, vil dette tale i retning af, at der findes B-oxysmorsyre,
særlig hvis det samtidig kan lykkes at fremstille «-krotonsyre ved de-
stillation med svovlsyre; en svag venstredreining kan nemlig foraarsages
af kreatinin, urinsyre, parrede glykuronsyrer 0. m. Enkelte dage sammen-
lignedes ogsaa resultatet af polarisationen af den ugjærede urin med
den titrimetrisk bestemte sukkerprocent, da en differens mellem disse
to værdier ogsaa kan benyttes til at paavise tilstedeværende B-oxy-
smørsyre.

Som det af tabel no. V vil fremgaa, viser der sig allerede de første
dage en betydelig acetonuri, der ligger langt over det normale; dette
er for en del betinget i den fedtrige og kulhydratfattige kost, der
imidlertid hos et friskt menneske neppe vilde lede til en saa betydelig
acetonuri (0.2—0.36 gr. p. d.). Den væsentligste aarsag til acetonurien
hos denne patient maa derfor være at søge i organismens mangelfulde
evne til at omsætte kulhydrater, hvilket ogsaa med tydelighed fremgaar
af forholdet mellem de nydte kulhydrater og glykosurien, idet patienten
udskiller meget mere sukker end svarende til kulhydraterne i kosten. I
prognostisk henseende kunde denne acetonuri synes noksaa kjedelig, saa-
fremt man ikke i de øvrige undersøgelser havde holdepunkter for, at
der endnu ikke forelaa nogen faretruende acidose. Herfor taler nemlig

Acetonuriens
forhold ved
overgangen til
den svære
form.

44 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Tabel V. Patient I
Tabellarisk fremstilling af

Urinen

Kosten
Kvælstof Sukker
Datum = å 8 2 % 2 | p = .
5 ~ ANS = > = = ENE SAME
= 3 = > & å 3 © E : ° g
< [es 2 = = 7) å = = US ©
|
|
1-2 IV00.| 74.4) 153.7| 36.4 | 11.9 | 680 | 1043 sur | 8.282 0.499| 6.03| 5.0 |3400
2-3 | 93.1| 1649| 385 14.9 || 940 | 1038 sur | 4911| 0.115) 2.73| 6.7 |62.98
3-4 | 81.9] 1554| 386 | 13.6 | 820 | 1040 sur | 5.127| 0.215) 4.19| 6.7 [54.94
4-5 79.1) 141.7) 40.0 | 13.2 || 940 | 1041 sur 8.554 0.345 | 4.04) 6.5 |61.1
5-6 73.7| 153.6| 40.9 | 12.7 | 1080 | 1040 | sur |19.179| 0.642) 5.27 49 |529
6-7 79.4, 163.5| 41.0 | 13.6 | 950 | 1039 sur | 7.714 0.565| 738| 48 |45.6
7-8 77.7) 162.8| 41.0 | 13.7 || 690 | 1041 sur | 8.480| 0.639| 7.53 | 4.1 |9283
8-9 778| 154.3) 40.9 | 13.3 | 770 | 1089 | sur | 4.797] 0.472| 9.85| 5.7 |439
9-10 101.7| 331.2| 41.3 | 17.2 | 920 | 1040 sur | 8,822) 0.917 | 10.39| 3.28 | 29.2
10-11 94.9 | 303.6| 13.3 | 15.2 | 840 | 1040 | sur 6.585! 0.862 | 13.10 | 3.33 | 27.7
11-12 89.2| 223.4! 11.4 | 14.3 | 1020 | 1041 sur 6.569| 0.821 | 12.49) 6.8 | 69.4
12-13 | 89.9| 232.4| 11.3 | 144 | 960 | 1040 sur 8.736| 1.041 | 11.92 | 4.47 |42.9
13-14 83.8 | 228.6 | 13.1 | 13.4 | 1080 | 1039 sur 10.508 1.549 | 14.74 | 3.42 | 36.9
14-15 69.4| 176.2| 11.3 | 11.1 || 1370 | 1042 sur 8.343. 0.791 9.48 | 5.86 | 80.3
16-17 || Fra 16/, ca, 75 gr. albumin || 1050 | 1035 sur 6.541) 0.808 | 12.35: 3.39 | 35.6
17-18 | ca. 200 gr. fedt 1030 | 1037 | sur 9.805) 0.577| 5.88) 7.00 | 72.1
18-19 ca. 25 gr. kulhydr. | 950 | 1037 sur 7.714| 0.864 | 11.20 4.80 | 45.6
19-20 | 830 | 1032 sur | 6.972) 0.726 | 10.41 470 | 39.0
20-91 1120 | 1037 sur | 8859| 1.215 | 13.72 5.07 | 56.8
91-99 920 | 1037 sur | 5.924) 0.966 | 16.31 | 3.80 | 34.96
29-23 1130 | 1037 | sur 9.650 1.641 | 17.00 | 3.80 | 42.9
23-24 900 | 1041 sur 5.544| 0.945 | 17.04 | 5.80 | 52.2
94-95 1240 | 1038 sur 5.902) 0.651 | 11.08 | 5.47 | 67.8
95-26 | Streng diæt med: 1200 | 1035 sur 9.324, 1.176 12.61 | 2,46 | 29.5
26-27 ca. 90 gr. albumin 1240 | 1081 | sur 11.631! 1.562 | 13.43 | 1.80 | 22.3
97-28 ca. 300 gr. fedt 940 | 1030 sur 8.751| 1.529 | 17.47 | 1.30 | 12.3
28-29 indtil 3/5 840 | 1029 sur 7.232 | 1.22 110.3
29-30 840 | 1031 sur | 7.114 1.514 21.28 | 1.88 |15.8
30 IV-1 V | 680 | 1030 | sur | 4.569) 1.142 | 24.99 | 1.28 | 87
1-2 860 | 1030 |svag alkal.| 6.501| 0.948 | 1458| 1.30 | 11.2
9-3 1050 | 1024 | svag sur | 6.321 | 0.65 | 6.8
3-4 Strengeste diet: flæsk, fløde,| 1000 | 1026 | neutral | 7.700| 1592 | 20.67 | 0.40 | 4.00
buljong |
4-5 Streng diæt 1200 | 1034 | svag sur |11.420 1.827 | 16.00 | 2.70 |32.4
5-6 Do. do. + 2 gr. kulhydr.| 1050 | 1030 | neutral | 7.864 0.808 | 10.27 | 2.32 | 24.36
6-7 Streng diæt 1170 | 1034 | neutral | 9.992) 1.208 | 12.09 | 2.22 | 95.97
7-8 Do. do, + 20 gr. kulbydr.| 1040 | 1036 | amfoter | 6.261) 0.692| 11.05 | 3.76 | 39.1
8-9 Streng diæt 1130 | 1036 | svag sur! 3.480| 0.178| 5.11 | 5.00 |56.5
9-10 Do. do. 1050 | 1035 | svag sur | 4.631| 0.221) 4.77| 4.88 |51.24
10-11 Do, do. + gr. kulhydr.| 960 | 1039 | svag sur | 5.578| 0.336 | 6.02| 5.90 | 56.6
11-12 |\\Streng diæt, 1030 | 1037 sur 2,853| 0.09 | 3.15| 7.60 | 78.3
12-13 Do. do, + 25gr. kulhydr,| 1400 ! 1036 sur 4,312 | 7.00 198.0

1903. No. 1.

STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN.

45

R. A.

sygdommens forløb 1/1 00—13/5 oo.

Jernklorid-
reaktion

middels
negativ
antydning
svag
svag
middels
middels
svag
stærk
stærk
middels
stærk
stærk

antydning

stærk
svag
stærk
stærk
stærk
stærk
stærk
middels
stærk
stærk
stærk
stærk
stærk
stærk
stærk
intens
intens
stærk

stærk
intens
stærk
stærk

svag
stærk
stærk

antydning
svag

Polarimetriske og andre à Å

= urinundersøgelser nmerkninger

EE

< >

0 36.0 | Gjæret og polariseret + 0 | Det.: Karlsbadervand 150-950 p. d.

1 — - - +0

1 36.2 — - — +0

1 == — +0|Ser mindre godt ud, Befinder sig vel.

1 35.7 — - — +0

1

1 Polariseret + 4.1—4.2.

1 35.2 | Polariseret + 5.7 Ser daarlig ud, men befinder sig vel.

2 | Sep.: Bred,

0 35.3

1 Indeholder ikke albumin

0 Indeholder ikke albumin

0 35.1 Stærk tørst (14/,), drikker idag mere end ellers.
Er bleg og gusten, men befinder sig vel,

il

1 39.8 Ingen tørst.

1

1 36.0

løse

0 36.2

0 Læggekramper.

1

1 35.7 Huden i den senere tid noget tør.

1

0 Inst.: Sengeleie.

1 Polariseret + 1.8

1

0

1 Indeholder ikke albumin

9 Polariseret + 0,8—0.9

1 Polariseret + 1.3 1/,—2/,, Bic, natr, 20 gram,

0 Polariseret + 0.5—0.6 | 2/,—%/,. Bic. natr. 20 gram.

1 Polariseret + 0 3/,—4/,, Sep.: Bic. natr. Staar op.

0 4/,—§/.. Bic. natr, 15 gram p. d,

0

0 36.3 6/,. Sep.: Bic. natr. Det : Citr, natr. 10 gr. p. d.

9 Velbefindende. Ser bedre ud, Intet at finde
ved pulmones,

1

1 36.0

1 Stærk tørst.

2 Indeholder ikke albumin | Stærk terst.

1 36.6 Ikke tørst.

46 THEODOR FRØLICH. M.-N. KI.

den omstændighed, at jernkloridreaktionen holder sig svag, hvorfor der
ikke kan foregaa nogen rigelig acetedikesyreudskillelse; endvidere er
det ved fem polarimetriske bestemmelser ikke muligt at paavise B-oxy-
smørsyre. I overensstemmelse hermed findes heller ingen forøgelse af
ammoniaken, hverken absolut eller relativt; denne omstændighed taler
imod, at der foreligger nogen fare for en syreforgiftning, da ammoniak-
mængden er den bedste indikator for de tilstedeværende syrerl,

En betydelig acetonuri uden samtidig stor udskillelse af acetedike-
syre (negativ Gerhardts reaktion) og p-oxysmorsyre er vistnok ingen
hyppig forekomst ved diabetes; stor acetedikesyreudskillelse uden sam-
tidig 6-oxysmorsyreudskillelse er allerede paavist af Münzer og Strasser?,
saa man maa antage, at disse stoffes optræden i urinen kan arte sig
forskjellig, selv om de i kemisk henseende er nøie forbundne.

Acetonurien Denne betydelige acetonuri uden tilsvarende forøgelse af de øvrige
afhængig af

kostens fedt- ; å ;
mængde, Væsentlig rolle, særlig de store fedtmængder, der ifølge Geelmuyden

acetonlegemer og ammoniaken lod formode, at diæten her spillede en

udøver en stor indflydelse paa den acetonuri, der kan fremkaldes hos
ikke diabetikere.

For at undersøge dette forhold øgedes fedtet %/4 til over 300 gr.,
hvilket havde tilfølge, at acetonurien steg fra 0.331 gr. til 0.431 gr. for
end yderligere at tiltage, da kulhydraterne den følgende dag reduceredes
fra ca. 40 gr. til ca. 13 gr. Under den fortsatte brug af denne diæt,
dog med noget mindre fedtmængder, steg acetonurien til 0.702 gr.
(23—4/1), men faldt igjen ned til 0.469 gr. (1415/14), da fedtmængden
den dag reduceredes til ca. 176 gr.

Det fremgaar heraf, at acetonurien ogsaa i et gravt tilfælde af dia-
betes i væsentlig grad synes at være afhængig af fedtet i kosten, selv
om den primært er betinget i den mangelfulde kulhydratomsætning.

Samtidig med denne forøgelse af acetonurien indtræder der en
betydelig acetedikesyreudskillelse, der giver sig udslag i en stærk jern-
kloridreaktion; denne følger i sit forløb acetonurien forsaavidt, som den
ogsaa 19/4 viser en brat nedgang.

Samme parallelisme viser ogsaa ammoniakudskillelsen.

Da man har ment, at en væsentlig del af acetonet er præformeret
som acetedikesyre i urinen, ligger denne parallelisme, som ogsaa er
paavist af andre, meget nær, idet den i virkeligheden skyldes acetedike-
syren, der i sin egenskab af syre har indflydelse paa ammoniaken.

1 Magnus-Levy: L, c. Bd. 42. S. 198 og 199.
? Münzer und Strasser: Untersuchungen über die Bedeutung der Acetessigsäure für den
Diab. mellit. Archiv f, exp. Path. und Pharm, 1893. Bd. 32. S. 372.

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 47

Fra 16/4 sættes patienten paa en diet, der indeholder ca. 75 gr.
albumin, 200 gr. fedt og 25 gr. kulhydrater pr. dag.

Herunder holder acetonurien sig fremdeles stor og med betydelige
svingninger fra dag til dag; en fjernelse af kulhydraterne fra %/4 har
ingen paaviselig forøgelse af acetonurien til følge, naar undtages, at der
de to første dage finder sted en liden stigning, der imidlertid ikke
holder sig.

Sammen med den store acetonuri holder jernkloridreaktionen sig Acetonuri og
stærk, ligesom ammoniakudskillelsen fremdeles er stor og til en vis grad ammoniak-
følger svingningerne i acetonurien, idet høie ammoniakværdier flere dage eden
falder sammen med stor acetonuri. Nogen absolut overensstemmelse
kan man ikke vente, da organismen kun benytter sig af ammoniaken,
forsaavidt der ikke er fixe alkalier tilstrækkelige til at binde de dannede
syrer. De relative ammoniakværdier holder sig store den hele tid.

I det hele tyder alt i retning af, at acidosen er under udvikling.
Polarisationen 274 viser fremdeles ingen p-oxysmørsyre, men 1/5 er der
en differens paa 0.4 mellem den ved polarisation og titrering fundne
sukkerprocent: denne dag udgjør ammoniakkveelstoffet 24.99 % af total-
kveelstoffet.

Samtidig hermed var der begyndt at vise sig enkelte subjektive
symptomer hos patienten, der tidligere ikke havde været tilstede. Saa-
ledes havde han af og til klaget over tørst, en enkelt gang havt lægge-
kramper, og huden var begyndt at føles tør.

Fra patientens side forelaa der ingen klager over den strenge diæt,
og appetiten var fremdeles god trods den ensidige kost, hvorfor jeg af
hensyn til patientens tolerans fortsatte med streng diæt hele forsøget ud
med undtagelse af enkelte dage.

Da imidlertid acidosen var i saa rask udvikling, kunde anvendelsen
af streng diæt muligens være forbunden med nogen resiko; men alligevel
fortsatte jeg dermed, da jeg anser kulhydraternes nytte ligeoverfor
acidosen for kun at være en forbigaaende vinding ved en saa slet
tolerans.

Isteden derfor fandt jeg nu tiden at være inde for anvendelsen af Undersøgel-
alkalibehandlingen til bekjæmpelse af acidosens virkninger. nate ae

Patienten fik i den anledning 20 gr. bic. natric. 1/, og 7/5. Følgerne picarb, natr.
heraf viste sig meget snart i urinen, idet denne allerede forste dag bliver
alkalisk, hvoraf man kan slutte, at der endnu ikke foregaar nogen særlig
stor syreproduktion; thi under de omstændigheder kræves der langt storre
doser af natron for at gjøre urinen alkalisk; ja ved en rigelig acidose

kan det endog være umuligt at opnaa dette.

Resumé,

Diuresen,

48 THEODOR FROLICH. M.-N. Kl.

Samtidig med, at urinen bliver alkalisk, aftager ammoniaken baade
absolut og relativt, medens Gerhardts reaktion bliver intens, og aceton-
urien stiger stærkt.

Denne forøgede udskillelse af acetonlegemerne har Magnus-Levy
tillagt stor betydning; den skal bero paa, at natron gjør disse stoffe
»harnfähig« og derved udøver en »ausschwemmende« virkning.

Weintraud! fandt en forøgelse af acetonet til det dobbelte efter 20
gr. melkesurt natron med en samtidig formindskelse af ammoniaken.

Polarisationen viste denne dag (1 %;) ingen ß-oxysmorsyreudskil-
lelse, hvilket jeg ansaa for et godt tegn.

Ogsaa den følgende dag (?/s) fik patienten 20 gr. natron med paa-
følgende stigning af acetonurien og intens jernkloridreaktion, medens
urinen denne dag holdt sig sur.

Dette maa sandsynligvis bero paa en daarlig tarmresorption, hvorved
natronet ikke har kunnet virke hurtig nok. Muligens kan det ogsaa
være en følge af, at der denne dag har fundet sted en §-oxysmorsyre-
udskillelse, der har krævet større doser af natron, Polarisationsbestem-
melsen kan tale herfor, om end denne ikke tyder paa nogen stor udskil-
lelse af B-oxysmorsyre.

Forsøgsvis seponeres natron næste dag, og straks stiger ammoniak-
mængden, hvilket den dog ogsaa gjør den næste dag, da patienten faar
15 gr. natron (43/5); sandsynligvis er dette betinget i den slette tarm-
resorption, hvorved natronvirkningen ikke kommer til sin ret samme
dag; herfor taler ogsaa urinens reaktion, som først bliver neutral anden
dag efter anvendelsen af natron.

Efter disse prøver synes der saaledes endnu ikke at være nogen
grund til at frygte acidosen, hvorfor patienten blot forordnedes 10 gr.
citr. natric. p. d. (Han foretrak dette præparat fremfor bic. natr.). I
tillæg til diæten fik han 25 gr. kulhydrater pr. dag.

Herunder aftager atter acetonurien, jernkloridreaktionen gaar tilbage
i styrke, og ammoniaken gaar saa betydelig ned, at værdierne enkelte
dage ligger langt under det normale. Dette er dog for en væsentlig
del betinget i, at kvælstofomsætningen i sin helhed ligger nede, sand-
synligvis ogsaa en følge af daarlig tarmresorption.

Af tabel V fremgaar der ogsaa en del andre forhold ved sygdom-
mens forløb, der fortjener opmerksomhed.

Diuresen holder sig fremdeles inden grænserne af det normale, og
nogen nævneværdig tørst er endnu ikke optraadt. Rigtignok klager

1 Weintraud: L.c. Bd. 34. S. 177.

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 49

patienten enkelte dage herover, men tørsten er langt fra noget plagsomt
symptom. Appetiten er god, men nogen hungerfornemmelse udover
den fysiologiske føler patienten ikke. Han har vænnet sig til at kunne
spise meget fedt, og det klarer han den hele tid uden at besværes
deraf. Noget savn efter kulhydrater føler han aldrig.
Glykosurien er bleven permanent og lader sig ikke bringe til at Glykosurien
svinde, om den end tydelig paavirkes af diæten. og eggehvide-
Toleransen for kulhydrater er bleven saa slet, at han 1/4 udskiller er
8o gr. sukker, uagtet han de foregaaende fem dage kun har nydt ca.
12 gr. kulhydrater pr. dag. Det maa derfor antages, at urinsukkeret for
en væsentlig del skriver sig fra de i organismen af eggehvide dannede
kulhydrater, og dog tyder ikke urinens totalkvælstof paa nogen stor
kvælstofomsætning eller noget henfald af eggehvide. Forholdet mellem
urinens kvælstof og urinsukkeret er imidlertid endnu saa lidet udredet,
at jeg neppe tor drage nogen slutninger af de her anforte undersogelser,
særlig da kostens kvælstofværdier for en væsentlig del i denne forsøgs-
række er beregnede værdier og ikke beror paa egne analyser.
Hvad forholdet mellem kvælstof og urinsukker i sin almindelighed
angaar, saa fandt Minkowski! ved forsøg paa pankreasdiabetiske hunde,
at der ved udelukkende kjødnæring var et konstant forhold mellem disse
to i urinen, saa at der til 1 gr. kvælstof svarede 2.8 gr. sukker. Han
nævner imidlertid, at der i virkeligheden theoretisk kan tænkes at finde
sted en langt betydeligere sukkerproduktion af eggehvide, hvis man gaar
ud fra, at albuminets samlede kulstofgehalt med fradrag af den mængde,
der udskilles som urinstof, finder anvendelse ved sukkerdannelsen. 1 gr.
kvælstof vilde i saa fald svare til 6—7 gr. sukker.
v. Mering? har ogsaa ved phloridzindiabetes fundet, at der maa
foregaa en betydelig sukkerproduktion af eggehvide (20 gr. eggehvide
svarende til 17 gr. sukker).
Rumpf? fandt forholdet mellem kvælstof i urinen og sukker indtil Glykosurien

1:12.2, hvoraf han slutter, at man maa søge hen til en anden kilde for 98 edt
sukkerdannelsen end blot til albumin, og nævner da fedtet som den rs
mulige modersubstans.

En saadan antagelse kunde ogsaa ligge nær hos vor patient, der

ved en tilsyneladende god kvælstofbalance, under brug af minimale

1 Minkowski: Untersuchungen über den Diabetes mellitus nach Exstirpation des Pankreas.
Archiv für exp. Path, und Pharm. 1893. Bd. 31. S. 97.

2 y. Mering: Ueber Diabetes mellitus. Zeitschrift für klin, Medicin. 1889. Bd. 16.
S, 431,0. £

3 Rumpf: Eiweissumsetzung und Zuckerausscheidung. Deutsche med, Wochenschrift,
1900, No. 40. S. 639.

Vid-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1903. No. 1. 4

Tarmens for-
hold.

50 THEODOR FRØLICH.

M.-N. Kl.

mængder kulhydrater og svære fedtmængder frembyder en ret betydelig
glykosuri.

Foruden disse eiendommelige forhold ved glykosurien er der imid-
lertid ogsaa andre omstændigheder, der i denne periode tiltrækker sig
opmerksomheden. Gjennemgaaende faar man indtryk af, at patientens
tarmtraktus har begyndt at lide, sandsynligvis som følge af den ensidige
diæt, der hos de fleste diabetikere tilslut vil volde vanskeligheder. Af-
føringen er meget vekslende, som regel træg og nødvendiggjør derfor
brugen af karlsbadervand. At tarmresorptionen er daarlig, synes ogsaa
værdierne for totalkvælstoffet at tyde paa, idet disse veksler betydelig
fra dag til dag og i det hele taget holder sig lave, hvilket dog ogsaa
delvis kan være betinget i, at de rigelige fedtmængder sparer eggehviden.

Vægten viser fremdeles stærke svingninger, men holder sig dog
nogenlunde paa samme høide; ved sidste veining er vægten endog 0.6
kg. høiere end ved første.

Ved gjentagne undersøgelser af urinen findes ikke albuminuri.

Patientens udseende har forandret sig, idet han er bleven bleg og
gusten med tør hud og et slapt ansigtsudtryk. Den begyndende afmag-
ring viser sig særlig paa kroppen og underekstremiteterne, hvis musku-
latur er slap.

Resultatet af denne periodes undersøgelser sammenholdt med patien-
tens almentilstand bliver derfor, at det fremdeles gaar nedover, og at

udsigterne for et terminalt koma stedse bliver større.

Patient I. R. A. Tidsrummet 185—%7 1900.

Paa grund af resultaterne af de sidst gjennemgaaede undersøgelser
havde jeg fundet det paakrævet at instituere alkalibehandlingen til
stadigt brug.

Alkalibehand- Da de fleste patienter kun ugjerne nyder saa vidt store doser natron

lingen.

pr. dag, bør man i det længste vente med anvendelsen deraf, Saalænge
der ikke forelaa en sikkert paaviselig acidose gjennem et længere tids-
rum, fandt jeg ingen grund til at forordne natron kun af hensyn til en
stærk jernkloridreaktion. Da derimod acidosen i foregaaende periode
udviklede sig til et permanent symptom, der traadte frem fuldt paa siden
af glykosurien, og da acetonurien mere og mere gik over til at blive
pathologisk, idet den som følge af den daarlige assimilationsevne ikke
lod sig paavirke af kulhydrater, troede jeg, at tiden var inde for en
stadig brug af natron.

Hensigten med natronbehandlingen maa være at faa tilført patienten
et alkaliforraad, tilstrækkelig til at binde de dannede syrer og derved

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 51

faa dem udskilt gjennem urinen, førend de kan udøve en specifik syre-
virkning paa organismen. Man maa med andre ord erstatte den paa
grund af de tilstedeværende syrer opstaaede alkalimangel. Maalet for
doseringen var derfor at gjøre patientens urin alkalisk resp. neutral og
at bringe ammoniakmængden ned til normen; thi først naar syrerne er
mættet saaledes, at organismens ammoniakforbindelser ikke angribes
udover det fysiologiske, er der nok alkali forhaanden.

Den mængde natron, som krævedes hertil, lod jeg patienten herefter
bruge, men passede samtidig paa ved kontrol af urinens reaktion, am-
moniakmængde samt jernkloridreaktionen, naar tiden for at forøge doserne
var inde, Erfaring viser nemlig, at en i tide indledet alkalibehandling
muligens kan forhindre et komas indtræden, medens derimod et allerede
indtraadt koma vanskeligere lader sig paavirke.

Patienten forordnedes derfor 10 gr. citr. natricus p. d.; samtidig
paalagde jeg ham at nyde 50 gr. kulhydrater pr. dag; men han angav
selv, at han befandt sig bedre ved ikke at bruge kulhydrater, hvorfor
han i den følgende tid kun enkelte dage spiste det angivne kvantum.

Herunder holdt urinen sig neutral (se tabel VI), ammoniakmængden
viste sig ved undersøgelse %6 oo ikke at overstige 0.5 gr., ligesom jern-
kloridreaktionen holdt sig af middels styrke.

Patienten saa imidlertid daarlig ud, havde enkelte gange lægge-
kramper samt spiste lidet.

Tilstanden holdt sig omtrent uforandret, indtil jeg */6 blev over- Pneumoni og
begyndende

rasket ved en betydelig forøgelse af diuresen, intens jernkloridreaktion Å
oma,

trods den store diurese samt en paatagelig nedgang i sukkermængden.

Samtidig erfarede jeg, at patienten i 3 dage ikke havde faaet natron,
da forraadet var sluppet op.

Tillige havde han i nogle dage klaget over øresmerter, dagen forud
havt en brækning samt tørstede stærkt. Der forordnedes derfor straks
25 gr. bic. natr. p. d. samt tillæg af melk og andre kulhydratholdige
næringsmidler; endvidere fik han alkohol i form af cognac og lagdes
tilsengs.

Samme dags aften (2%) havde han et frostanfald og fik hold i høire
side, var noget uklar og havde gjentagne gange læggekramper. Ved
fysikalsk undersøgelse af lungerne fandtes der ganske svag krepiteren og
blæsen omkring høire papilla mammæ. Der forelaa saaledes sikre tegn

paa en let pneumoni.
Ved siden heraf frembød patientens tilstand billedet af et let eller

rettere et begyndende koma.

52 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.
Tabel VI. Patient I.
Tabellarisk fremstilling af syg-
Kosten Urinen
A I Kvælstof 2 Py Sukker
Datum E 3 8 à Ei å å = = HE E ë
s|s|l#|alélilhoé.) EEA FV E
Sealers EE | fa a Sia på ed 22)
18-5 00 13701036 middels 5.6| 76.7
99-5 1310/1038) neutral middels 41| 53.7
96-5 : 1120/1037) neutral middels 6.0| 67.2
30-5 || Streng diet M0 1100011036, neutral | middels |0.915/4.1| 41.0
8-6 ee af kul- | 92011037 neutral 0.42 middels /0.390 6.7] 61.6
14-6 ee 1460 1034| alkalisk stærk |0.981/5.0) 73.0
19-6 y à 10801034 neutral middels 10.449 6.2] 66.96
96-6 97011037| alkalisk middels 5.8) 514
98-29-6 || 29.0| 70.0! 6.0! 4.6 2000/1027 sur 19.04 4.06 |33.7| intens 1.8) 36.0
29-30 60.0| 58.0| 70.0| 9.5 3620/1028) alkalisk |19.77 6.08 |30,8| intens 9.6| 94.1
30-6—1-7 || 50.01100.0) 86.0! 7.9 |420011027| alkalisk | 17.93 4.41 |24.6) intens 2.5| 105.0
1-2-7 41.0| 95.0| 84.0| 6.6 14260 1025! alkalisk | 16.10 3.95 24.5| intens 2.3) 97.98
9-3 27.01107.0| 90.0} 4.3 4620|1027| svag all. | 17.78 14.61 |25.9| intens 9.4) 110.9
3-4 1822011095! alkalisk | 12.62 13.49 |27.7| intens 2.01 64.4
4-5 45.0| 80.0| 80.0| 7.2 3680/1025) alkalisk | 13.65 13.99 |29.3| intens 2.6! 95.7
5-6 56.01170.0| 64.0| 9.0 3600/1023| alkalisk | 12.35 13.72 |30.1| intens 2.3) 82,8
6-7 41.0/150.0! 55.0! 6.6 3440/1025| alkalisk | 12.28 13.67 |29.9| intens 2:1| 729
7-8 56.01210.01140.0| 9.0 |3280/1029! alkalisk | 8.95 [2.47 |27.6| intens 83.1 101.7
8-9 62.0/222.01131.0) 9.9 330011030) alkalisk | 7.85 [2.77 |35.3| intens 3.1 102.3
9-10 46.01168.0123.0| 7.3 3220/1029| alkalisk | 7.66 13.09 140.3| intens 2.8) 902
10-11 | 52.01105.0| 75.0 10.75 3340 1029| alkalisk | 9.82 13.57 |86.8| intens 3.3 110.2
11-12 70.01158.0| 76.0|11.2 1432011098] alkalisk | 12.09 18.63 180.0| intens 2,8; 120.96
12-13 57.0| 95.0| 92.0) 9.1 13400/1024] neutral 9.52 13.15 38.1 intens 22] 748
13-14 57.01157.0/102.0| 9.1 13800/1030| neutral | 12.94 [4.32 (85.8) intens 24 912
14-15 60.0/164.0104.0| 9.5 4060/1028 sur 11.65 3.19 27.4| intens 2.7 109.6
15-16 83.0 182.0) 128.013.3 5300/1027 sur 18.18 |4.17 |22.9| intens ‚3.0| 159.0
16-17 | 52.01126.0 72.0| 8.3 3680/1027 sur 12.88 13.99 130.9| intens 95| 92.0
17-18 | 80.01180.0,108.0 12.8 4620/1026! sur 11.97 [3.80 31.7 intens 2.8) 129.4
18-19 44.0120.0 88.0! 8.8 3050/1026 sur 7.89 (2.79 /35.4| intens 2.83 85.4
19-20 | 65.0|157.01106.0| 10,4 3500 1027| svag sur 3.37 intens 3.1| 108.5
20-21 116.0/124.0 106.0/18.5 |3500|1026| svag sur | 7.59 13.19 142.0| intens 9.7 945
21-22 88.0/161.0! 83.0/14.0 13450 1027 sur 8.45 [2.84 |33.6| intens
99-93 | 80,0 126.0, 78.0|12.8 4100/1027 sur 9.18 12.08 |22.7| intens 3.6 147.6
93-24 65.0/112.0| 66.010.4 1348011027 sur 9.01 11.64 118.2| intens 3.1] 107.9
94-95 74.0 150.0) 71.0 11.8 4320/1029 sur 14.21 11.36 | 9.6| intens 14,1! 177.1
95-96 54.01113.0! 75.0! 8.6 (2850/1095! svag sur | 6.38 10.95 149) intens 3.1, 884
| | | |
18-8 00 | 12600) 1035, sur 10.37 |1.46 |14.1| stark 3.6| 93.6

a ee =

su ee ee

tt ln RS. nes.

1903. No. oe

STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN.

53

R A:
dommens forløb 18/5 00—13/s oo.

'

Vegt

___ © © © Oo Go RO C0 +

32.

34.

Anmerkninger til urinen

Anmerkninger fra journalen

Spor af albumin. Enkelte
rundceller og komacylindre.
Do, do.

Talrige komacylindre, Al-
bumin. Enkelte rundceller.

Spor af albumin,
Spor af albumin,

Spor af albumin,

Spor af albumin,
Ikke albumin,

Spor af albumin. Enkelte
rundceller, Ikke cylindre.

Ikke albumin,
Spor af albumin, Enkelte
rundceller og komacylindre.

Ikke albumin.

Spor af albumin.

Spor af albumin,

Cont.: Citr, natr. 10 gr. p. d.

Havde iforgaars læggekramper. Bleg. Liden appetit.

Ser bedre ud, Har havt bedre appetit.
Har befundet sig bedre ved ikke at spise kulhydrater, hvorfor han

kun enkelte dage har nydt ca, % gr.
Har i 3 dage ikke faaet natron, Øresmerter i de sidste dage.

Igaar en brekning, Torstede stærkt. Ikke hovedpine, Der. :
Pic. natr. 25 gr. p.d. Det.: Melk, poteter, kjæx, cognac. Conf.:
Sengeleie,

Igaar frostanfald og hold i høire side, Faar ikke puste. Noget

uklar efter søvn. Læggekramper. P. 128. R. dyb, besværet.
Hoster. Omkring høire papille muligens krepiteren og svag
blæsen. Acetonlugt, Dez,: Emulsio camph.

Sovet lidt inat. Tp. idagmorges 37.8. Befinder sig bedre, Dyb
respiration. P.96. 1aff, efter natronklyster, 1 brækning. Uklar.

Tp. 39.0—37.6. Idag klarere; mere madlyst, Tørster mindre,
Resp. ikke fuldt saa dyb.

Tp. 37.8—37.8 P. 80. 1 brækning. Er noget uklar, ser mat ud,
Tg. fugtigere. Omkring høire papille krepiteren, Resp. 24, mid-
dels dyb, Pulsen om eftermiddagen 116, liden,

Tp. 38.9—37.1. Sovet godt inat. Er kvikkere, Hoster mere.

Tp. 37.2—37.4. P. 80. Sovet godt. 1 aff. efter klyster. Cont,:
Citr. natr, 30 gr. p. d.

Tp. 36.4—37.0. Sovet godt. Tørster mindre. Hosterikke. Resp.
mindre dyb,

Tp. 36.4—37.0. En brækning. Velbefindende.

Tp. 37.1—37.2. Q aff. efter klyster, Cont.: Citr. natr, 40 gr. p. d.

1 brækning, Velbefindende,

1 aff, Er oppe. Humøret godt. Cont,: Citr. natr. 30 gr. p. à.

0 aff.

1 aff. efter klyster. Velbefindende,

Tp. 39.3—36.4. Igaaraftes ildebefindende med brækning og dyb
respiration, Efter 5 draaber opium og klyster, bedring. Idag
velbefindende,

[gaar aftes smerter i epigastriet, ledsaget af to brækninger. Efter
5 draaber opium bedring. Er slap. Zer.: Karlsbadervand.
Fremdeles mavesmerter, 1 aff. efter klyster. Smerterne kommer

efter brugen af natron,

1 aff. efter klyster.

1 aff. efter klyster, Mavesmerter. Dez.: Tr. opii gtt. 10 efter behov.

1 aff. efter klyster. Tr, opii gtt. 10,

Cont,: Citr. natr. 35 gr. p. d.

Ser godt ud, Torster mindre,

9 aff., hvoraf 1 spontan. Er bleven

mager,

9 aff. Cont.: Citr. natr. 45 gr. p. d.

1 aff.

9 aff.

9 aff.

9 aff. Ser godt ud, Hoster ikke, Intet ved pulmones, Mave-

smerterne svundne, siden natron blev givet i flere portioner
med opium efter.

3 aff. Mindre træt, Tørster mindre. Reiser paa landet med samme
diet og 45 gr. Citr, natr. p. d.

Urinen nedsendt fra landet. Befinder sig vel.

Ingen smerter,

Urinens
forhold,

54 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Der var udtalt døsighed, saa patienten kun vanskelig reagerede paa
tiltale. Respirationen var dyb, bar tydelig præget af lufthunger, ikke
særlig frekvent. Han var urolig, klagede i vaagen tilstand over lægge-
kramper og tørst, svedede lidet, hostede en del, Af munden tydelig
acetonlugt. Pulsen var frekvent og liden.

At der samtidig med pneumonien var et koma under udvikling,
synes derfor utvilsomt. Dette bekræftes end yderligere, naar man ser
hen til de foretagne urinundersøgelser.

Komaets optræden under disse forhold lader sig let forklare. Alle-
rede i længere tid havde der foreligget tydelige tegn paa, at acidosen
var i tiltagende, men dens virkninger var neutraliseret ved brugen af
alkalier. I tre døgn havde patienten undladt at tage natron, hvorved
syrevirkningen kom til fuld udvikling.

Under disse for et komas frembrud meget gunstige omstændigheder
angribes patienten af en akut infektionssygdom, en af de hyppigere aar-
sager til udbruddet af et koma.

Urinundersøgelserne 2/6 havde som nævnt straks ledet tanken hen
paa et muligt komaanfald, og dette bestyrkedes yderligere ved resultatet
af ammoniakbestemmelsen for denne dag; urinen viste sig at indeholde
4.06 gr. ammoniakkvælstof — over 33 % af totalkvælstoffet var udskilt
som ammoniak. Den næste dag steg mængden til 6.08 gr., svarende til
7.38 gr. ammoniak, en ganske overordentlig stor ammoniakmængde for
en patient af denne alder.

Derefter sank værdierne lidt efter lidt ned til 4.0 gr. og senere (8/7)
til 2.5 gr.

Dette er et ganske paatageligt udslag af alkalivirkningen, kun er
det eiendommeligt, at ammoniakmængden ikke sank mere, naar urinen
blev alkalisk saa snart.

En lignende observation finder vi hos Maunyn1, der ogsaa hos en
ung diabetiker fandt 4—6 gr. ammoniak pr. dag samtidig med, at urinen
var alkalisk, Han forklarer forholdet derhen, at »die Såurequelle in den
Organen so reichlich fliesst, dass gegen sie der Alkalistrom aus dem
Blute in die Gewebe hin nicht mehr aufkommte. Man opnaar med andre
ord at alkalinisere blodet, men ikke vævene i tilstrækkelig grad.

Imidlertid stiger atter urinens ammoniakmængde fra %7 og kommer
over 4.0 gr. pr. dag 13—4/7; samtidig bliver urinen sur. Dette er sand-

synligvis betinget i en forøget udskillelse af 8-oxysmersyre, idet dennes

1 Naunyn; L.c. S. 329,

1903. No. I. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 55

udskillelse gjennem urinen altid følger nogen tid efter den forøgede
produktion (Magnus-Levy)!.

Patienten, som var bleven adskillig bedre, befinder sig atter uvel
(77) med brækning og forbigaaende dyb respiration, hvilket dog snart
giver sig.

De samtidig optrædende, stærke, koliklignende mavesmerter kom i
tilslutning til de tider paa dagen, da patienten fik natron, saa de sand-
synligvis var en folge af de store doser af dette medikament. De
bedredes hurtig under brug af opium.

Urinen forblev sur trods en forøgelse af natrondoserne (citr. natr.)
til 45 gr. p. d., sandsynligvis en folge af vedvarende stærk syreproduk-
tion. Det kan neppe bero paa mangelfuld tarmresorption af natronet,
da dette jo umiddelbart forud meget hurtig var gaaet over fra tarmen.
Imidlertid lykkedes det endelig fra #/7 at bringe ammoniakmængden
ned, saa der ?6/7 ikke udskiltes mere end 0.95 gr. p. d.

Af disse undersøgelser fremgaar, at det ikke altid er tilstrækkelig at
opnaa, at patientens urin bliver alkalisk, man maa ogsaa sikre sig, at
ammoniakmængden samtidig gaar ned.

Desværre tillod ikke tiden mig i denne periode at gjøre bestem-
melser af aceton og B-oxysmorsyre, men at disse to forbindelser har
været udskilt i rigelig mængde, er der ingen tvil om efter de anstillede
ammoniakundersogelser. Jernkloridreaktionen optraadte ogsaa med en
intensitet, som man sjelden ser, idet dens farve stærkt nærmede sig
til sort.

Urinen frembød imidlertid flere ting af interesse i denne periode.
Der optraadte saaledes meget snart spor af albumin samt rundceller og
cylindre. At nyrerne lider med ved diabetes, er et forhold, der i den
senere tid har tiltrukket sig mere og mere opmerksomhed, saa man til
og med har opstillet en renal diabetes som en egen form af sygdommen,
som jeg imidlertid her ikke skal gaa nærmere ind paa.

Forekomsten af cylindre under koma diabeticum finder vi allerede
omtalt af Æbstein? i 1881; han paaviste i urinen under koma brede,
tykke, korte, for det meste granulerede cylindre. Uden at han tillægger
dem den betydning, som senere forskere har gjort, har han dog utvilsomt
havt for sig de senere saakaldte komacylindre (Aldehoff og Kiilg), da

hans beskrivelse i enhver henseende passer paa disse.

1 Magnus-Levy: L.c. Bd. 42. S. 192 og 232,
2 Ebstein: Ueber Drüsenepithelnekrose beim Diabetes mellitus mit besonderer Berück-
sichtigung des diabetischen Coma. Deutsches Archiv für klin, Medicin. 1881, Bd, 28,

S. 143 (se s. 147).

Koma-
cylindre.

56 THEODOR FRØLICH, M.-N. KI.

At disse cylindre er et for det diabetiske koma specifikt symptom
af særlig betydning, er fremholdt af Sandmeyer!, Rumpf?, Nebelthau® o. a.

Aldehoff* giver en nøiagtig beskrivelse af disse cylindre, idet han
karakteriserer dem som meget fint konturerede, blege, stærkt granu-
lerede, korte og brede, ofte ligesom afbrudte, sjelden belagt med andre
nyreelementer. Urinens albumingehalt staar ikke i forhold til antallet
af cylindre. Han fremholder, at han har kunnet paavise dem i alle
tilfælde af rent diabetisk koma. Efter hans beskrivelse er det ikke
vanskeligt at gjenkjende de specifike komacylindre, og deres optræden
hos denne patient svarede aldeles til den af A/dehoff givne beskrivelse.
De forsvandt fuldstændig, da patienten atter var kommen sig, medens
derimod den minimale albuminmængde fremdeles holdt sig. Jeg tror
efter mine erfaringer fra denne patient og flere andre, at man med rette
tilskriver dette fund en vis betydning, idet man især ved et begyndende
koma har et godt holdepunkt for diagnosen i paavisningen af disse
cylindre.

Regen ator Kortelig skal jeg ogsaa paapege en anden, ret iøinefaldende omstæn-

udskillelsen djghed ved urinen i denne periode. Totalkvælstoffet, som i slutningen

BO ar forrige periode opviste meget smaa værdier, stiger her pludselig op
til mellem 15 og 20 gr. p. d., falder ned til ca. 10 gr. under den folgende
tid, hvor patienten befinder sig vel, for igjen at vise en liden stigning,
samtidig med at patienten atter bliver daarlig. Sammenholdt med de
smaa kvælstofværdier i kosten, der imidlertid alle kun er beregnede tal
og forsaavidt ikke kan ansees for mere end tilnærmelsesvis nøiagtige,
viser urinens kvælstof en svær overvægt.

Da der imidlertid her foreligger flere aarsager til at forklare dette
forhold, feberen, en betydelig sukkerudskillelse med deraf følgende kalorisk
underernæring, tvilsomme resorptionsforhold i tarmen o. s. v., bliver det
hele forsøg for urent til deraf at kunne drage slutninger angaaende det
saakaldte eggehvidehenfald under koma.

Glykosurien Et andet forhold, som ogsaa trænger en nærmere redegjorelse, er
under koma, den tilsyneladende gode tolerans for kulhydrater enkelte dage af denne

periode, sammenlignet med den foregaaende tid. Det viser sig nemlig,

! Sandmeyer: Verhandlungen des Congresses für innere Medicin, Zehnter Congress,
Wiesbaden 1891. S. 341 og 345.

? Rumpf: Ueber Diabetes mellitus, Berliner klin. Wochenschrift, 1895. No. 31. S.
669 og No. 32. S. 700,

3 Nebelthau: Demonstration i aerztlicher Verein zu Marburg ı6de Mai 1896. Ref. i
Berliner klin. Wochenschrift. 1896. No. 34. S. 771.

4 Aldehoff i Külz: Klinische Erfahrungen über Diabetes mellitus etc. Jena 1899,
S. 458—460.

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 57

at patienten trods en relativt kulhydratrig kost kun udskiller ubetydelig
mere sukker end i tiden fra 15/5 til *% eller ialfald ikke saa meget, som
man efter det givne tillæg af kulhydrater skulde vente. Forklaringen
hertil maa sikkerlig søges i den omstændighed, at sukkerudskillelsen
under koma hyppig viser en nedgang.

Under den sidste del af forsøget forandres dog forholdet, idet gly-
kosurien stiger betydelig, — den korte tids brug af kulhydrater har for-
værret den tilstedeværende tolerans.

Vægten gik ned før komaet fra 37.0 kg. til 35.0 kg. i løbet af 12 Vægten under
dage, senere gik den ned til 32.7 kg. i tiden fra %/6 til 21/5; tilsammen ae
udgjør det et vægttab af 4.3 kg. paa 5 à 6 uger.

Alle undersogelser i dette tidsrum peger bestemt i retning af en
meget grav diabetes, der naarsomhelst kan ventes at endei koma. Ved
hjelp af store natrondoser har det lykkedes at afværge komaet denne
gang, men den store acidose i rask udvikling synes at nodvendiggjore
brugen - af endnu større doser, hvilket vil blive forbundet med megen
vanskelighed.

Af hensyn til patientens appetit og ernæringstilstand maa diæten
blive friere ligeoverfor brugen af kulhydrater, hvilket vil forværre glykos-
urien og muligens medfore andre diabetessymptomer, hvorfor patienten
hidtil har været forskaanet.

26/7 reiser patienten paa landet, hvor han skal vedblive med den
samme diæt samt tage 45 gr. natron p. d.

En urinundersøgelse foretagen under landopholdet viser ingen for-
andring i tilstanden, særlig ingen foruroligende symptomer paa nogen for-

værrelse af acidosen.

Patient I. R. A. Tidsrummet 18/9 1900—13 1901.

I den periode, der nu folger, foregik der en stadig og jevn for-
værrelse i hele sygdommens udvikling. I den første tid var hans be-
findende endnu nogenlunde godt, men det gik dog stadig nedover, og
særlig mod slutten saa han meget daarlig ud paa grund af den betyde-
lige afmagring.

Der frembød sig i denne tid ofte vanskeligheder med at faa pa-
tienten til at spise den forordnede mængde kulhydrater, da han altid
befandt sig subjektivt bedre ved streng diæt end ved brugen af selv
smaa mængder kulhydrater. Hans udseende var ogsaa bedre, jo mindre
kulhydrater han nød.

De kulhydrater, han fik, gaves væsentlig som frugt og melk.

58 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Tabel VII. Patient I.

Tabellarisk oversigt over syg-

Kosten | Urinen

| Kvælstf | o| , Sukker
Se asc | ee
en | å EN EEE as! biol Sue ee
5 © IE a PATES ARS EE 2 g
= 5 A > & a | 8 © = Es] © 8
< Bi @ |M | à a | 4 | E CaP eel ie EUS
13-9 00 | 4940 | 1032 | sur intens| 5.0 | 212.0
|
21-9 44.0 | 100.0| 155.0| 7.0| 2880 | 1036 | sur | intens| 5.4 | 155.5
99-9 34.0] 128.0) 84.0) 5.4 | 3120 | 1033 | sur | 10.92| 2,30 | 91.1 |intens| 5.0 | 156.0
93-9 || 83.0! 121.0} 72.0 | 13.3 || 2200 | 1034 | sur | 9.55| 1.89 198 |intens| 43 94.6
25-9 87.0| 152.0| 70.0 | 13.8) 3420 | 1030 | sur | 13.65| 2.39 |17.5 |intens| 3.2 | 109.4
26-9 62.5| 265.0| 60.0 | 10.0 2650 | 1033 | sur 2,13 |intens| 3.5 92.8
27-9 | 34.0| 116.0| 38.0| 5.4 1710 | 1031 | sur | 8.62) 2.21 |95.6 |intens| 25 | 428
| | | |
98-9 || 65.0| 140.0| 240| 10.4, 2450 | 1033 | sur | 12.52| 2.66 | 91.9 | intens| 3.9 95.6
29-9 47.0| 146.0| 16.0| 7.5 2240 | 1030 | sur | 10.5 | intens| 32 | 71.7
30-9 29.0| 106.0| 16.0| 4.6, 2280 | 1030 | sur intens| 25 57.0
2-10 00| 35.0| 1220| 14.0| 5.6| 2240 | 1035 | sur | 9.56| 3.14 | 32.8 |intens| 42 94.1
3-10 | 50.0! 100.0 6.0} 8.0| 1590 | 1034 | sur | 7.01 intens| 3.8 60,4
4-10 | 83.0] 110.0] 3.0] 13.3| 2280 | 1034 | sur | 11.65| 2.95 | 95.3 |intens | 3.8 86.6
5-10 47.0| 110.0) 34.0) 7.5| 2650 | 1034 | sur | 12.79 | 9,50 119,5 | intens| 3.9 | 103.4
6-10 59.0 | 128.0| 30.0! 9.4| 2650 | 1033 | sur | 10.57| 9.04 | 19,3 | intens| 3.8 | 100.7
8-10 67.0 | 236.0| 47.0 | 10.7 || 2300 | 1038 | sur | 10.14| 2.49 |924.5 |intens| 45 | 1035
9-10 85.0| 176.0! 20.0 | 13.6 || 2600 | 1036 | sur | 17.29! 1.77 |10.2]intens| 45 | 117.0
10-10 62.5| 92.0) 30.0! 10.0| 2700 | 1036 | sur | 10.39) 1.65 | 15.9 | stærk| 42 | 113.4
11-10 75.0 | 163.0| 38.0 | 12.0 | 3180 | 1036 | sur 2,06 intens
19-10 62.5| 150.0| 38.0 | 10.0| 2450 | 1034 | sur | intens| 42 | 102.9
26-10 82.0 | 193.0| 40.0} 13.1 || 2600 | 1036 | sur 1.96 intens| 5.0 | 130.0
29-10 110.0; 85.0! 10.0| 17.6| 2750 | 1035 | sur intens| 3.6 99.0
9-11 72.0! 127.0) 38.0} 11.5| 2450 | 1035 | sur intens | 3.9 95.6
16-11 40.0; 126.0| 38.0; 6.41 3300 | 1034 | sur | 9.93| 1.73 |17.4 | stærk | 5.0 | 165.0
23-11 50.0! 150.0! 71.0! 80) 1920 | 1035 | sur | 6.85| 9.95 32.8 |intens| 3.6 69.1
28-11 93.0| 120.0| 65.0| 14.9 2750 | 1037 | sur | 10.78 | 3.80 |35.3 |intens| 4.1 | 1128
5-12 | 120.0! 60.0 || 8860 | 1037 | sur | 11.99| 3.94 |329 |intens| 5.0 | 168.0
13-12 62.5 | 120.0 65.0 | 10.0 4080 | 1032 | sur | 15.14| 4.71 |31.1 |intens| 3.8 | 155.0
17-12 72.0 | 145.0 105,0 | 11.5| 2880 | 1035 | sur | 10.89| 3.02 127.7 |intens| 4.2 | 120.9
21-12 | 83.0) 177.0) 120.0| 18.3 | 4000 | 1033 | sur | 16.24) 3.43 |21.1|stærk | 4.1 | 1640
| |
29-12 | 110.0, 70.0 | 120.0) 17.6), 2880 | 1035 | sur | 18.10} 2.02 15.4 | stærk | 5.0 | 144.0
8-1 01| 40.0) 120.0 195,0 | 6.4| 2900 | 1037 | sur | 7.71| 9.08 |96.9 | stærk | 6.2 | 179.8
15-1 | 86.0! 175.0 | 240.0 | 13.8) 4900 | 1035 | sur 9,74 stærk | 5.5 | 269,5
19-1 62.5 | 170.0 | 140.0 | 10.0) 5500 | 1035 | sur | 16.56 | 5.01 |30.3 | sterk | 5.6 | 308.0
95-1 109.0 | 1034 | sur | 15.12] 3.78 | 25.0] stærk | 5.3 | 424.0

170.0 | 135.0, 17.5, 8000
| | || |
Wale er |

31-1 | 120.0 | 170.0 200.0 | 19.2, 6050 1036 | sur | 18.63 | 3.92 | 21.0 | stærk

ins ne. de

nie.

1903.

No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 59

R. A.

dommens forløb 13/9 00—31/1 or.

Af-

Anmerkninger til

urinundersøgelserne

Uddrag af journalen

. [Vægt
fering
34.2
1
1
1
1
1
1
1
1
1
0
3
2
0
1
0
0
4
3
t | 340)
1
1 | 33.7
9 | 332
2
fi
Å 31.0
1
0
2
0
0
31.3

Ikke albumin

Ikke albumin

Ikke albumin

Ikke albumin

Ikke albumin

Ikke albumin

Spor af albumin

|
|

Befundet sig vel paa landet. Spist ca, 70 gr. kulhydr. pr. dag
Tørster fremdeles, Har brugt 30—40 gr. citr, natr,'p. d. Cont.:
35 gr. p. d.

Diuresen været stor, indtil 5800 pr. døgn, Spist adskillige kulh,,
især frugt. Er bleg. Der: Citr, natr. 30—40 gr. p. d.

Torster stærkt. Beder om mindre kulhydrater.

Koliklignende smerter i maven; lindring efter opium, 2et,; Vin,
casc, sagr, c. min, V.

Ingen smerter,

Liden appetit. Vil ikke spise kulhydrater i tilstrækkelig mængde,

Fik igaar aftes 9 theskeer vin. casc, sagradæ,

Har befundet sig bedre under den sidste, kulhydratfattige diæt end
for under brug af kulhydrater.

Er kvikkere, mindre træt, Ser bedre ud. Ingen koliksmerter,
Mindre tørst. Der: Melk,

Det.: Melk 1/, liter, brød 90 gr. p. d.
Befinder sig vel, naar undtages lidt hovedpine om morgenen, Ser
godt ud. Hoster ikke. Intet abnormt ved pulmones.

Spist mere kulb. i den senere tid, Befundet sig vel. Ser godt ud,

| Hari 3 dage kun faaet ca, 10 gr. kulhydrater, væsentlig i fløde,

Har faaet ca, 40 gr. kulh, p. d. Noget træt. Gaar paa skolen
enkelte timer,
Har spist omtr, som igaar,

Gaar ikke paa skolen,

Det,: Bic. natr, 60 gr. p. d.
Ser mager og daarlig ud, Smerter i tenderne, forresten velbefin-
dende, Liden appetit.

Nat til 25/,, talrige brækninger, efterfulgt af læggekramper. Senere
velbefindende,

Betydelig afmagring. Hyppig hordeolum. Torster, spiser bedre,
Hoster ikke,

| Har havt to furunkler paa høire laar; nu i svinden.

Er slap. Torster meget; vil helst have melk og brød. Er kjed af
at lade maden maale og veie, Holder sig helst inde. Betydelig
afmagring, En furunkel ved anus,

Diæten,

Subjektive
symptomer,

Urinunder-
søgelserne.

Diuresen,

Glykosurien.

Acidosen,

60 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

---

I det hele taget var hans appetit meget vekslende, for en del af-
hængig af de kardialgiske smerter, der fulgte med brugen af natron.

I tabel nr. VII har jeg udregnet kostens sammensætning saa vidt
nøiagtig som muligt for de dage, paa hvilke undersøgelserne er fore-
taget, forat man kan faa et indtryk af den anvendte diæt,

I begyndelsen lod det sig let gjøre at opretholde ernæringen uden
brug af større mængder kulhydrater, men lidt efter lidt blev det nød-
vendigt at øge disse for at holde appetiten nogenlunde oppe. Det vil
fremgaa af tabellen, hvordan denne forøgelse sukcessivt fandt sted. Af
og til blev der fremdeles indskudt korte perioder med streng diæt, hvilke
altid ledsagedes af mindre tørst, mindre diurese og subjektivt velbefin-
dende. Virkningen af disse perioder var i hoi grad paafaldende og gav
sig ogsaa udslag i et bedre humør. Der iagttoges aldrig nogen ulemper
deraf i form af hovedpine e. 1.

Af de almindelige diabetessymptomer var ingen i særlig grad frem-
trædende, specielt ikke polyfagi. Derimod led han den hele tid noget
af torst, men den plagede ham aldrig; han kunde saaledes let undvære
vand om natten i laengere tid.

Af andre symptomer var det især leggekramper, der plagede ham
mest, Disse optraadte ofte om natten og kunde være meget smerte-
fulde. Af og til klagede han over hovedpine samt neuralgiforme smerter
i over- og underkjæven, der føltes som tandpine,

Enkelte gange optraadte der en let furunkulose, der dog aldrig an-
tog nogen grav form, men gik tilbage inden kort tid.

Ved gjentagne undersøgelser af lungerne fandtes altid normale
forhold.

Paa denne maade forholdt sygdommen sig fra september 1900 til
januar 1901; i denne maaned begyndte dog allerede forværrelsen at
skride hurtigere frem, tiltog saa meget raskt i februar, hvorefter det letale
koma indtraf meget snart.

Urinundersøgelserne i dette tidsrum (1/9 oo—*!/1 01) viser ogsaa
tydelig sygdommens progression.

Diuresen er hele tiden stor, stiger lidt efter lidt og naar endelig
25/1 or 8000 ccm., omtrent fjerdeparten af hans legemsvægt.

Glykosurien holder sig ogsaa stor, noget vekslende efter brugen af
kulhydrater, men selv under streng diæt udskiller han 60—8o gr. pr.
døgn. Ogsaa glykosurien stiger stærkt mod slutten og naar 1 or
424 gr.

Acidosen er meget stor og viser den samme progression. Am-

moniakmængden beløber sig den første tid til 2 å 3 gr. pr. døgn og

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 61

udgjør 20—25 % af totalkvælstoffet; senere stiger den til mellem 5 og
6 gr. (4 or) pr. døgn, svarende til over 30 % af totalkvælstoffet.
Hvor stor denne ammoniakudskillelse i virkeligheden er, fremgaar end
tydeligere, naar man ser hen til de store doser natron, patienten brugte
den hele tid. Den omstændighed, at urinen holder sig sur tiltrods for
disse alkalimængder, giver ogsaa et begreb om den syreproduktion, der
nu foregaar hos patienten.

Gerhardts reaktion holder sig ogsaa intens den meste tid; at den
til slutning blot karakteriseres som stærk, er betinget i diuresens størrelse.

Urinen holder sig albuminfri lige indtil 3/1 o1, da der kunde paa-
vises et svagt spor. Cylindre forekommer ikke den hele tid.

Ogsaa urinen giver os saaledes sikre holdepunkter for en snarlig
forværrelse.

Fra denne tid (Vs or) gaar det ogsaa meget raskt nedover, indtil Dentiltagende
udvikling af

patienten dør i koma 1%, or.
acidosen,

I denne periode finder der sted en række forandringer i patientens
alméntilstand, som er ganske eiendommelige, idet der optræder flere
anfald af ildebefindende, ledsaget af hovedpine, dosighed, kvalme og
tildels brækning, afvekslende med enkelte dage, paa hvilke han befinder
sig meget vel. Under hvert af disse anfald saa det ud, som om komaet
skulde komme, idet døsigheden kunde være meget udtalt.

Imidlertid bliver alméntilstanden daarligere for hvert anfald, afmag-
ringen tiltager stærkt, og patientens udseende bliver tilslut elendigt.

Til en begyndelse faar han (cfr. tabel nr. VIII) daglig 60 gr. natron,
der dog ikke paa langt nær er tilstrækkeligt under disse forhold; denne
dose maatte end yderligere mindskes, da det forvoldte patienten for
meget besvær at tage saa meget. Tilslut faar han blot 30 gr. p. d.;
men fra 3/3 maatte ogsaa denne dose seponeres, hvorefter han selv syntes,
at han følte sig meget bedre.

Denne bedring er dog forbigaaende, idet der sex dage senere atter
optræder begyndende symptomer paa koma, der medfører mors inden
3 døgn.

Om end natrondoserne hele tiden har været for smaa (urinen holder
sig sur, ammoniakmængden er stor), saa synes det dog, som om alkali-
behandlingen har forhalet komaets indtræden; og i hvert fald fortjener
det at bemerkes, at komaet kommer 6 døgn, efterat natronet er bleven
seponeret,

Diuresen holder sig i denne periode stor med en samtidig hoi
specifik vegt. Henimod slutten stiger diuresen et enkelt dogn til den

62

THEODOR FROLICH. M.-N. Kl.

Tabel VIII.

Patient I.
Tabellarisk fremstilling af syg-

Datum |

E
E
| 2
| $
1901 |
31-1—1-11| 56.0
1—2-11| 50.0
2-3 500
3— || 880
4—5 || 78.0)
5—6 | 70.0
6-7 || 67.0)
7-8 | 70.0
||
8-9 | 625)
10—11 195.0
11—12 |135.0
19—13 | 40.0
13—14 | 62.5)
1415 | 45.0)
15—16| |
16—17 | 75.0
17—18 | 50.0
18—19 | 50.0
19-20
20—91 |
21—92
22—93 | 70.0
23—24 | 30.0
24—95 | 70.0
25-96 | 30.0
96 —97
27-98 | 45.0
28-I1 1-11]
1—2-11| 40.0
2-3 | 67.0
3-4 || 625
4-5
5-6
6-7 |100.0
7-8 | 90.0
9-10
10—11
11-12

Kulhydr.

Fedt

120.0
125.0
170.0

115.0
135.0
145.0

165.0) 170.0)
180.0) 160.0)
170.0, 170.0

160.0 170.0
160.0, 150.0

160.0!
170.0

200.0
240.0

220.0, 210.0)
130.0) 100.0
150.0 200.0)
50.0 125.0

125.0
110.0) 150.0
50.0, 140.0)
100.0, 150.0

135.0, 100.0

50.0, 90.0

80.0 100.0

70.0! 70.0
100.0

110.0 150.0
|

40.0 110.0
100.0 150.0

100.0 120.0

2-300
220.0 180.0
180.0 160.0

II 1
| Urinen
|| Kvælstof RIVE | & Sukker
| ELISE | å Zr
SN ses) seen
Sle) FE «| Å ) 3281686).
EJ EN gl S| SAINTES Set
M | à u |, | HH | = & « Q “| O
ma
9.0| 4480) 1036 | sur | 17.87) 3.84 | 21.5 | intens 5.38) 3.3) 147.8
8.0), 4720 1034 | sur) 13.55 4.13 30.5) intens | 5.84 43.00)
8.0 5160 1032) sur 14.81) 3.79 | 95.5 | stærk | 4.43 |
| | i
14.0! 5130| 1034 | sur 14.00 4.22 | 30.1 | intens | 5.29 51.8) 3.2) 164.2
19.5 5170| 1035 | sur | 14.84) 4.25 286 | stærk | 4.90 2,5 199.3
11.2) 5500 1036 | sur 3.27 sterk | 8.17 | 3.8! 209.0
10.7 | 5760| 1036 | sur | 10.48, 2.42 | 93.1 |middels| 2.88 13.8) 3.6) 207.4
12) 1970) 1034 | sur, 8.70 1.65 | 18.9 |middels 2.34 10.4 4.1) 203.8
10.0 7700 1032 | sur | 16.17! 2.70 | 16.7 |middels| 4.80 21.6 3.8 292.6
20.0, 7150 1035 | sur el 9.38 | 16.9] stark | 5.39 | 3.8] 271.7
21.6! 8160 1033 | sur | 16.56! 1.99 | 12.0] middels 5.57 3.2 961.1
6.4 7590) 1033 | sur | 12.75, 3.32 |26.0| stærk | 5,70 19.1 4.1) 811.9
10.0! 7150! 1034 | sur | 12.01! 2.50 120.9| sterk | 5.57 9.3) 3.6] 957.4
7.2) 5800 1033 | sur | 12.18 3.05 | 25.0 |middels 407 9.9 3.4) 197.2
8320! 1033 | sur | 14.56 2.62 | 18.0 |middels| 2.90 15.8 3.5) 291.2
12.0 9600 1033 | sur 17.47 252 | 14.4 middels 4.20 22.1) 3.8) 364.8
8.0 7320 1031 sur | 14.86, 2.56 | 17.2 |middels | 5.00 3.5| 256.2
8.0 | 6820 1032 | sur 16.71 2.86 17.1 |middels | 5.20 4.1, 279.6
|
6960! 1031 | sur | 11.21 1.71 15,3 |middels| 3.00 4.1 285.4
| 8450! 1034 | sur | 13.01! 2.22 | 17.1 |middels| 4.04 45 380.3
|
| 6000| 1035 | sur | 11.34, 1.68 | 148 Imiddels| 4.38 4.4 264.0
11.2|| 5500! 1036 | sur | 13.86) 3.18 122.9 | stærk | 4.96 8.8) 3.0 165.0
4.8 | 3300 1032| sur| 8,70) 2.95|33.9| stærk | 2.70| 93.1] 3.4) 112.2
11.2|| 5950| 1036 | sur | 13.74) 4.06 | 99.5) stærk | 3.64) 48.2) 4.8) 985.6
4.8 || 2520| 1037 | sur | 7.06) 2.56 | 36.2 | intens | 2.53) 12.3) 4.1) 103.3
3960! 1035 | sur | 8.87| 2.70 | 80.4) sterk | 2.97) 22.6) 4.1) 162.4
7.2|| 3700| 1032| sur | 8.29) 3.56 | 42.9| stærk | 2.77) 35.9) 3.9) 144.3
4080! 1031 | sur| 8.85) 3.28 | 37.1 | intens | 3.87) 27.7) 3.6] 146.8
6.4 || 4680| 1036 | sur | 13.76! 4.42 | 32.1) stærk | 3.96) 36.5) 3.5) 163.8
10.7 || 9000| 1084 | sur | 18.27| 3.47 | 19.0 |middels! 3.37, 17.1| 3.5) 315.0
10.0 || 7000| 1034 | sur | 12.74) 2,82 | 22.1 | middels| 3.50) 9.8] 4.2] 294.0
8160! 1034 | sur | 15.42| 3.71 | 24.1 |middels| 4,18) 40.8) 6.7| 546.7
11160} 1033 | sur | 20.31) 4.49 |22.1| stærk | 6.81) 59.5) 5.9) 658.4
16.0 || 9900| 1031 | sur | 15.94) 4.16|926.1| svag | 4.85) 18.8) 5.6) 554.4
14.4|| 7590 1031 | sur | 13.82) 3.59 | 26.0 | middels | 5.00 5.0) 379.5
3840, 1033 | sur | 12.90| 3.83 | 29.7 | intens | 5.10 4.0 153.6
2100 1031 | sur 6.62| 1.95|929.5| stærk | 2,89 13.6
690 1025 | sur 1.74, 0.35 | 20.1 | middels 0,48 3.1
|

TE EE EE

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN.

63

BA,

dommens forløb 31/1 o1—12/3 or.

|
Anmerkninger til urin-

Uddrag af journalen

undersøgelserne
nl |
|
— | — —
Albumin, Talrige komacylindre. | Cont.: Bic. natr. 60 gr. p. d.
Albumin. Talrige komacylindre, || Hovedpine,
Albumin, Nyder en del alkohol, væsentlig som cognac til maden, Faar 1.5
liter melk hver dag.
Albumin, Igaar hovedpine og kvalme, Idag en brækning. Inat intet drukket
mellem kl, 11 og Kl, 8.
Albumin, Hovedpinen bedre. Liden lyst paa mad, Gaar lidt ude,
Albumin,

Spor afalbumin. Enkelte koma-
cylindre, ogsaarundcellecylindre,
Neppe albumin,

Neppe albumin,
Ikke albumin eller cylindre.

Spor af albumin,
Spor af albumin.
Spor af albumin,
Albumin,

Albumin,

Neppe albumin,

Neppe albumin.

Albumin, Den udgjærede urin
hoiredreiende, 6

Spor af albumin, Den udgjærede
urin høiredreiende. |

Neppe albumin, Ingen cylindre, |

Neppe albumin,
Albumin,
Albumin, Talrige komacylindre. |
Albumin, Komacylindre. Enkelte
rundceller.

Albumin. Talrige komacylindre. |
Do. do |

Spiser og drikker meget.

| Er slap. Smerter i maven,

Do, do. |
Do. do, |
Do. do. |
Do, do.
Albumin, Ikke cylindre, |
Albumin. Komacylindre. |
Do. do. |
Albumin, Ikke cylindre,
Albumin, Ikke cylindre,
Albumin. Overmaade talrige ko-
macylindre,
Do, do,
Albumin, Ikke cylindre,

| Befinder sig uvel.

Cont.: Bic. natr. 40 gr. p. d.

Befinder sig bedre end tidligere.
kramper om natten.

Gaar mere ud, Fremdeles lægge-

Ser bleg og mager ud. Hoster ikke.

Vægt 30.4 kg.

Liden madlyst, torster stærkt,

Idag brækning og ildebefindende. Ligger tilsengs, lidt desig,
rolig, ikke dyb.

Har væsentlig kun spist kulbydrater. Idag bedre.

Klager over stærke, kardialgilignende smerter.

Ser daarlig ud, Smerter. Slap, Aarker intet,

Befinder sig idag vel. Været ude en længere tur,

Resp.

Torster,

Befinder sig fuldstændig vel. Har spist meget.

Spist meget. Klager over at maatte bruge natron,
30 gr. P. å.

Smerter i cardia idag; lindres ved opium,
men kan ikke. Ligger tilsengs.

Tilstanden som igaar. Dosig; ikke dyb respiration. Torster mindre,
Ser elendig ud,

Er bedre, Sovet rolig.
varighed, Tørster ikke,

Smerter i epigastriet.
idag.

Idag bedre.

Cont.: Pic. natr.

Er desig, vil brække sig,

Idag et anfald af hjerteklap af 15 min,s
Staar op.

Mat og træt. Ikke hovedpine, En brækning

En rigelig afføring efter klyster.

Ligger tilsengs. Er nervøs.

Har spist meget, Er fremdeles slap og daarlig.

Er idag døsig. Klager stadig over brugen af natron.

Befinder sig idag bedre, Gangen stiv. Yderlig mager.
blank. P. god. Sep.: Bic. natr.

Befinder sig vel, klager ikke over maven,

Befinder sig vel. Har spadseret meget ude. Ingen mavesmerler,
efterat natron blev seponeret, Afføringen bedre.

Tungen rød,

Velbefindende. Er meget ude, Spiser meget. Afloringen i orden,
Velbefindende,
Velbefindende, Er idag ude i besøg.

Igaar 3 brækninger. lgaaraftes dyb respiration fra kl. 8 til 12
Dosig. Smerter i maven, Idag bedre.

11/,. Kl. 9 aften igaar koma med dyb respiration og voldsom luft-
hunger. Tilstanden idag uforandret, dog af og til klarere, P. 132.
R. 30—40 dyb. Urinen delvis i sengen. Mors **/, kl. 1.15
morgen,

64 THEODOR FRØLICH. M.-N. Ki.

enorme mængde af over 11 liter, hvilket selv hos voksne hører til sjel-
denhederne.

Ogsaa glykosurien er den hele tid stor. I nogen grad følger den
variationerne i kosten, men synes i det hele taget at forløbe regelløst.
Den største iagttagne mængde er 658.4 gr. paa et døgn. Glykosurien
er stadig 2—3 gange større end svarende til kostens kulhydrater, hvorfor
eggehviden i høi grad maa have bidraget til sukkerudskillelsen.

Den væsentligste interesse ved dette tidsrum knytter sig til de
iagttagelser, som er gjort angaaende acidosen.

Min hensigt med at undersøge de herhen hørende forhold hver dag
var at paavise overensstemmelser mellem patientens alméntilstand og de
ved urinundersøgelserne fundne ammoniakmængder, idet bestemmelsen
af ammoniaken er den for klinikeren letteste methode til at bedømme
acidosens udvikling. I nogen grad paavirkes resultaterne af disse be-
stemmelser af den samtidige natronbrug, idet natronets resorption vistnok
har foregaaet noget uregelmæssig, ligesom doserne ikke var de samme
den hele tid.

Ved siden heraf blev der ogsaa gjort bestemmelser af acetonurien
og B-oxysmørsyren, men ogsaa disses udskillelse er, som tidligere paa-
peget, afhængig af natronbrugen.

B-oxysmørsyren er velvillig bestemt! af dr. med. Geelmuyden paa
universitetets fysiologiske institut.

Det fremgaar af disse undersøgelser, at ialfald udskillelsen af aceton-
legemerne er meget vekslende; om der ogsaa i deres dannelse foregaar
periodiske svingninger, lader sig ikke afgjøre.

Den første periode af ildebefindende med døsighed o. s. v. strakte
sig fra 1/2 til og med 5/2. Herunder brugte patienten 60 gr. bic. natr.
p. d. I denne tid finder vi urinens ammoniakmængder store — mellem
4 og 5 gr. pr. dag —; ammoniakkveelstoffet udgjør 25—-30 % af total-
kvælstoffet. f-oxysmørsyreudskillelsen gaar op til 52 gr. paa et døgn.
I urinen paavises albumin og komacylindre. Der har saaledes i denne
tid fundet sted en rigelig udskillelse af acetonlegemer og en dermed
parallelt forløbende forandring i nyrernes funktionsevne.

Fra 5/2 til 19/2 befinder patienten sig vel, gaar lidt ude og har god
appetit. I denne tid bruger han 40 gr. bic. natr. p. d. Tiltrods herfor
er ammoniakudskillelsen i denne tid betydelig mindre; samtidig er jern-

I Af urinen afmaaltes to portioner, hver paa 100 ccm, som begge tilsattes gjær og
henstod ved 35° C., indtil den ene portion ikke længer gav sukkerreaktion, Den anden
fortyndedes til sit oprindelige volum, filtreredes og polariseredes, Ved beregningen
benyttedes Magnus-Levys dreiningskoefficient, 24.12.

1903. No. I. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 65

kloridreaktionen svagere og ß-oxysmorsyreudskillelsen ikke saa stor som
før. I urinen forsvinder cylindrene, og albuminurien bliver mindre. I
denne tid er saaledes udskillelsen af acetonlegemerne aftaget, og nyrer-
nes funktion er bleven bedre.

Fra 13/2 til 19/2 optræder atter en kort periode af ildebefindende,
der ledsages af en øget ammoniakudskillelse, særlig i forhold til total-
kvælstoffet. Acetonlegemerne holder sig imidlertid som før. Albumin-
urien er stærkere.

Fra 16/2 til */2 befinder han sig atter vel. Ogsaa i denne tid er
der en aftagen af ammoniakudskillelsen; jernkloridreaktionen er hele
tiden kun middels, og den udgjærede urin er høiredreiende. Albumin-
urien er mindre.

Fra 22/2 til ?/3 er han hele tiden meget daarlig, i hei grad slap og
ofte døsig. Hertil svarer en udpræget forandring ogsaa i urinen. Am-
moniakmængden er den hele tid stor, og særlig er ammoniakkvælstoffet
stærkt forøget i forhold til totalkvælstoffet (indtil 42.090). Gerhardts
reaktion veksler mellem stærk og intens, f-oxysmørsyreudskillelsen er
atter begyndt og er enkelte dage meget stor. I urinen findes talrige
komacylindre. Der er saaledes atter en øget udskillelse af acetonlegemer
og nedsat funktionsevne hos nyrerne.

2/3 seponeres natron helt. Herpaa følger nogle dage med velbefin-
dende, en forbigaaende aftagen af ammoniakudskillelsen og p-oxysmør-
syreudskillelsen, ligesom cylindrene atter forsvinder; men allerede fra 4/s
øges igjen saavel ammoniakmængden som f-oxysmørsyremængden; der-
imod holder hans velbefindende sig, indtil han pludselig falder i koma
%3; dette ledsages af intens jernkloridreaktion og en masseudskillelse af
cylindre.

En samlet oversigt over disse undersøgelser resulterer i, at patienten
under brugen af natron gjennemgaar en række perioder af udtalt ilde-
befindende, ledsaget af øget udskillelse af acetonlegemer, øget ammoniak-
udskillelse samt af cylindruri og albuminuri, vekslende med perioder af
velbefindende, ledsaget af en aftagen af de nævnte urinbestanddele.

At dette eiendommelige forhold maa være betinget i en periodisk
optrædende forværrelse af acidosen, ligger det nær at antage; og denne
forværrelse maa igjen bero paa enten en forøget dannelse af aceton-
legemer eller en nedsat evne til at omsætte dem.

Endvidere finder vi, at det kun er, medens patienten endnu bruger
natron, at disse periodiske forværrelser gaar tilbage; den umiddelbart
efter ophøret med natron følgende periode med daarligt alménbefindende
og de ledsagende urinforandringer ender i koma.

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 1. 5

Det letale
koma,

Sektion,

Resumé.

66 THEODOR FRØLICH, M-N. Kl.

Sygdommens og acidosens forløb i hele dette tidsrum viser sig
saaledes for en væsentlig del afhængig af alkalibehandlingen. Saalænge
organismen har tilstrækkelig alkali til at mætte syrerne, udskilles disse,
men naar alkaliforraadet slipper op, forhindres udskillelsen, og syrevirk-
ningen gjør sig gjældende (Magnus-Levy).

Disse undersøgelser er forsaavidt theoretisk af ikke liden interesse;
noget anderledes stiller forholdet sig imidlertid, naar man ser hen til
den praktiske nytte af alkalibehandlingen under disse forhold. Havde
man gjort patienten nogen tjeneste ved at tilføre ham alkalier i doser
op til 100—200 gram? Dette maa absolut besvares benægtende.

Vi har nemlig seet, hvordan sygdommen nu havde naaet saa vidt,
at alméntilstanden var elendig, afmagringen excessiv, glykosurien omtrent
upaavirkelig for enhver diæt og acidosen som følge deraf overordentlig
stor, Endvidere har vi seet, at den stadige brug af natron var patienten
ubehagelig (kardialgiske smerter). |

Under saadanne omstændigheder synes det lidet rimeligt at gjøre
noget forsøg paa at tilføre patienten per os, subkutant og per rectum
ca. 200 gr. bic. natr., forat han kanske under meget besvær skal kunne
leve endnu nogle uger. Længere kan det nemlig ved et tilfælde som
dette ikke være muligt at holde patienten i live, dertil er acidosen

for stor.

nyet alkalibehandling, da komaet begyndte. Dette forløb som et typisk
koma diabeticum.

Ved partiel sekizon fandtes pankreas af almindelig størrelse, konsi-
stens og vægt. Nyrerne viste nogen fedtdegeneration. Lungerne var
overalt luftholdige, ingen antydning til tuberkulose. Hjertet var slapt.
Ventrikelen var stor, dilateret. I leveren nogen fedtdegeneration.

Mikroskopisk frembød pankreas fuldstændig normale forhold (dr.
P. Bull).

Efter at have fulgt patienten i to aar faar man det indtryk, at syg-
dommen er et typisk tilfælde af den »rene form« af diabetes mellitus
hos et barn. Sektionen bestyrker dette.

Ved en saavidt muligt rationel behandling opnaar han at leve i to
aar fra sygdommens begyndelse, i hvilken tid han, bortseet fra de sidste
uger, befinder sig gjennemgaaende vel. Efter forløbet af et aar faar han
en let pneumoni, der ledsages af et begyndende koma; dette gaar til-
bage under natronbehandling. Henimod slutten trues han i længere tid
af et koma, der imidlertid først bryder ud, efterat natronbehandlingen
var seponeret,

Af disse grunde gjordes derfor heller intet forsøg i retning af for-

u

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 67

I det hele taget viser det sig let at gjennemføre diæten, særlig volder
kulhydraternes indskrænkning ingen vanskelighed.

Toleransen for kulhydrater holder sig god et helt aar ved hjælp af
indskudte perioder af streng diæt; efter denne tid aftager toleransen,
delvis som følge af en komplicerende icterus catarrhalis.

Acidosen naar til sine tider en betydelig høide, men tiltrods herfor
befinder han sig vel, dog under brug af stedse stigende doser af natron.

Der foreligger ikke den hele tid tegn paa lungetuberkulose.

Nyrerne funktionerer i det hele taget godt, indtil der under det
første begyndende koma indtræder en let albuminuri og cylindruri, der
imidlertid atter svinder.

Afføringen holder sig i orden, og tarmresorptionen er gjennem-
gaaende god.

Der optræder hyppige anfald af kardialgiske smerter, hvorunder han
befinder sig uvel; disse synes at staa i forbindelse med den udstrakte
anvendele af natron; de forsvinder helt, da natron seponeres.

Henimod slutten er enhver diætetisk behandling omtrent uden nytte,
og specielt er glykosurien upaavirkelig for ethvert forsøg i saa henseende.

Mors indtræder i typisk koma diabeticum.

Patient II. :S. W. Hospitalsopholdet 7—2% 1899,

Pige S. W., 14 aar, indkom paa rigshospitalets afdeling for barne-
sygdomme 18/5 99 og udskreves atter %/5 99 til Ullevold lazaret som
lidende af difteri. Af journalen hidsættes: Patientens fader var under
opvæksten svagelig og har som voksen flere gange havt lungebetændelse.
Som ung fik han altid, naar han var træt, en eiendommelig skjælven i
benene. Ogsaa hans moder og en søster plagedes jevnlig af lignende
skjælven, særlig ved træthed og sindsbevægelser. Faderens familie paa
mødrene side er en helt igjennem nervøs familie. Patientens fader var
for vel 10 aar siden biberius, men er senere bleven afholdsmand. En
søster af faderen døde ung af tæring, hans moder havde som gammel
apoplexia cerebri. Faderens fader var stærk og frisk, døde af kraft i
halsen. Veneriske sygdomme benegtes, ligesom andre nervøse lidelser
end de ovennævnte ikke er forekommet i faderens familie; ei heller
diabetes.

Patientens moder er frisk og af frisk slægt.

Patienten har 8 søskende, der lever og er friske; hun havde en
tvillingsøster, der døde 3 mndr. gammel,

Journal.

68 THEODOR FRØLICH. M.-N. Ki.

Som liden har patienten havt skarlagensfeber og meeslinger. For 6
aar siden flyttede hun til Kristiania, hvor hun senere har boet. I de
sidste aar har hun ikke havt andre sygdomme end hyppige forkjølelser
med snue og ondt i halsen samt svulne tonsiller og glandelhævelse i
regio submaxillaris.

Hun var liden af vækst indtil sommeren 1898, da hun pludselig
begyndte at vokse hurtig og i løbet af sommeren og høsten naaede sin
nuværende høide. Hun spiste da mere end tidligere, hvilket omgivel-
serne troede kom af den stærke vækst. Udover høsten begyndte hun
at skrante. Før jul laa hun tilsengs af forkjølelse et par dage, ligesaa i
januar 99 (angina).

I løbet af januar og februar bemerkedes, at appetiten blev ufor-
holdsmæssig stærk; naar hun forsøgte at spise mindre, fik hun hoved-
pine, der atter bedredes, naar hun fik mad.

I begyndelsen af marts merkedes tiltagende mathed, afmagring og
tørst. Af læge diagnosticeredes da sukkersyge; hun sattes paa »diabetes-
diæt« og fik arsenikpiller.

Hun har senere tørstet mindre, men jevnt aftaget i vægt, ligesom
kræfterne er bleven mindre, hvorfor lægen forordnede sengeleie; i den
anledning blev hun indlagt paa hospitalet.

Hun har altid taalt maden godt. Afføringen har i den sidste tid
været træg. Vandladningen var tidligere sparsom og sjelden, i den
senere tid rigelig og hyppig.

Hun har altid været urolig om natten, gik tidligere ofte i søvne.
Ingen nattesved, ingen pavor nocturnus.

Hun har ikke været udsat for noget trauma.

Status præsens. Patienten er noget mager med let rødlig cyanose
i ansigtet. Hun klager over mathed, men befinder sig forøvrigt vel.
Puls 96, uregelmæssig. Resp. 20, regelmæssig. Tp. 37.7" C.

Tungen fugtig, hvidlig belagt. Glandelsvulst i venstre regio sub-
maxillaris. Intet exanthem, intet oedem. Huden er i planta pedis og
vola manus fugtig og kold, forøvrigt tør.

Livlige patellarreflexer.

Ved hjertet intet abnormt. Over lungerne sonor perkussionslyd og
vesikulært aandedræt. Leverdæmpning fra 5te icr. til costalbuen,

Urinen lys gul, klar, sp. v. 1040, sur, giver ikke albuminreaktion,
svag indikanreaktion, indeholder 6.090 sukker, giver positiv Gerhardts
reaktion og stærk acetonreaktion. Vægt 32.3 kg.

2/5, Urinmængde 3620 ccm., sp. v. 1040; urinen indeholder 253
gr. sukker; Gerhardts reaktion positiv, acetonreaktionen middels stærk,

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 69

21/5, Urinmængde 1608 ccm. Vægt 31.7 kg.

8/5. Tp. 36.8—38.3. Rubor og svulst af begge tonsiller, paa
venstre tonsille graagrønlige prikker. Urinmængde i sidste døgn 4500
ccm,; urinens sp. vegt 1041, sur; urinen indeholder 8.0 % sukker, 362.7
gram; Gerhardts reaktion svag. Ikke albumin. Urinen indeholder i
sidste døgn 2.17 gr. ammoniakkvælstof.

24/5. Tp. 39.5—37.5. I kultur fra belægget i halsen paavistes
difteribaciller. Patienten udskreves til Ullevold.

Patienten indlagdes atter paa afdelingen 77 99 og udskreves i
bedring 29/7 99. Af journalen hidsættes: Efter et ophold paa Ullevold
lazaret indlagdes patienten idag paa afdelingen. Hun er noget afmagret,
men forøvrigt er tilstanden som ved overflytningen til Ullevold (5).

Urinen fra 7/7 99 kl. 11 fm. til % kl. 8 fm.: 4800 ccm., sp. vægt
1040, sur. Acetonreaktion middels stærk, Gerhardts reaktion udtalt
positiv. Indeholder ikke albumin; 348 gr. sukker.

Under hele opholdet befandt patienten sig vel, naar undtages, at
hun 2/, havde en rigelig brækning. Afføringen i det hele taget noget
træg. Hun var hele tiden afebril.

Hun udskreves 2%7 i bedring; vægten var da 33.7 kg., og urinen
var sukkerfri.

Hvad der forøvrigt er af interesse ved hendes sygdom under hospi-
talsopholdet, vil fremgaa af tabel IX.

Som man af journalen ser, er patienten en pige i I4aars-alderen, i
hvis slægt der er adskillig nervøs belastning, ligesom hun selv var af et
nervøst, ængsteligt temperament og lidet udviklet. Hendes fader har
været biberius i den tid, hun blev født, medens der om moderen ikke
foreligger nogen oplysning af denne art.

Bortseet fra de almindelige børnesygdomme har patienten tidligere
ikke havt nogen anden sygdom end de hyppige anfald af angina, der
ogsaa gik forud for udbruddet af hendes diabetes.

Opvæksten har været præget af en vis uregelmæssighed i udviklingen
(væksten), idet hun fra at have været liden for sin alder pludselig vokser
raskt sommeren 1808, i hvilken tid hendes appetit er ualmindelig god.
Den nuværende sygdom synes at datere sig fra januar 1899, altsaa hen-
imod et halvt aar før indkomsten paa hospitalet, og begyndte med
stærkt udtalte diabetessymptomer.

Tilfældet viser sig saaledes som en akut begyndende diabetes hos
en patient, der er af en nervøst belastet slægt, og hvis fader var biberius.

Fremgangsmaaden ved behandlingen paa hospitalet var den samme
som hos patient I, idet hun til at begynde med sattes paa uindskrænket

Resumé,

70

THEODOR FRØLICH.

M.-N. Kl,

Tabel IX.

Patient II.
Tabellarisk fremstilling af syg-

Kosten
5 2 | 2 EE TE MERS Dr) & a| 3 2 22 Så
9 |< | E | PB |E JE hund sine SIA) E | å | Se | ae
| | | | |

8—9-VII | 120.3 19.00 191.0 267.9 83651, 1485.7 476 27904950 104 sur 25.99 19.75| 3.47
9-10 |127.7,20.30 167.2) 196.5) 28849 1537.7, 49372903810 1041 sur | 21.60\mislyk,| 3.20
10-11 | 118.3 18,93) 1688| 1689 9747.4) 17679 57.7 0000910100 sur |1833 1243| 2.85
11-12 || 181.4, 98,78) 322.1) 179.9) 4474.0| 3356.5 10829090 25401086 sur 21.06 16.36 2.97
12-13 —|197.8 31.37 241.8 1928| 3850.) 2406.6 78.120004990100 sur |9481 misyk. 3.54
1314 | 153.8, 24.34 964.6 159.1) 3743.4, 9732.8, 9081708640 1041 sur 12249) 1784) 357
14-15 119.9] 19:07 2162) 848 9819.7 29286) 753 1602360080 sur | 15.03, 9.91) 2.97
15-16 || 84.6 13.44) 190.6 70.3 24075 1983.1 64.4), 500030 1098) sur 11449 853| 313
16—17 | 875 18942134 43.7 9509.4 2166.9 | 70.111000 1770108%| sur |19.89| 8.05 |mistyk
17—18 1055 16.82] 216.2 55.3 9669.8) 9447 773106011965 1089 sur |19.52| 6.88] 3.08
18-19 | 524 835 158.1) 365 1835.01 15973 50.5 2017501089 sur |1176 759| 2.69
19—20 | 148.5 23.76 314.6. 32.3 3946.1| 3740.7. 116.2 1839 19801088 sur |1178 748| 9.77
20—21 || 105.4) 16.86|214.7| 29.5 23498 93149) 7191000010 1088 sur |16.18| 10.18 | 2.81
91-29 | 9292/1475 9098! 11.2 2375.1| 92488 694) 204710 1030] sur |1841| 849| 3.35
9993 | 901114421729) 1.3 1988.3) 1895.6| 587 472 1990/9781 sur |1025 538| 256
3-4 | 791112661467 1.1) 1692.9 16622| 51.4) 200 97011007] sur | 9.08 5.64| 1.90
2495 | 852113639663 3.51 2840.4) 28216 85.0| 65041530 1030| sur | 964 66L| 171
25—26 | 66.3110.60 272.1 7.9) 2043.9 2943.9| 886 100 18701050 sur 110.99) 6.68| 2.16
96-97 | 98.6|15.75 2925| 11.1) 9573.6, 35736 | 77012209 20701019 neutral] 8.69 6.09| 1.30
2798 | 783|1252|1904| 10.8 2187.8) 21878 | 64.5] 660 15704055 neutral 11.91] 824| 1.54
28—99 | 89.8| 14.35] 176.7] 18.4|2121.0 2121.0| 629] 870118101019Ineutral| 10.01 7.73| 1.52

1903. No. 1.

STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 71

S. W.
dommens forlob 5/1 99—2% 99.

Urinen
Urin- |Ammo-| Sukker a
. 1 © pel
Aa aw å | LE a 8 | Afføring EE Anmerkninger fra journalen
i Seen
Procent af total-| © hy on |< VA
kvælstof ECS) de x Rt
79.14 | 18:35 [9:90 458.4) stærk |stærk | 0 312 |Urinen indeholder ikke albumin,
14.81 | 8,62) 328.4| stærk | stærk 1 31.2
6781 | 15.54 |83 | 238.9) sterk 2 | 306
77.68 | 14.10 | 7.7 | 272.6) stærk | stærk 0 31.0 || Det.: Ol. ricini c. maj. vesp,
14.27 Le 325.1 stærk 0 30.8 |Igaar eftermiddag en brækning, hvori
å | rigelige madrester. Velbefindende,
79.57 | 15.92 | 5.4 | 246.5) stærk | stærk 0 30.1 |Ingen aff, trods ol. ricini. Det: Ol.
| 6.0 | | ricini c. maj, vesp.
65.93 | 19.76 | 5/9 | 127.1) stærk 1 rigelig | 30.9 |15/,. Kl. 8 m, kulmixtur,
| |
58.86 | 21.60 | 5.1 1083 stærk 0 30.8
62.50 4.9 | 86.7 stærk 0 30.9
5495 | 24.20 a 54.9| stærk | stærk 0 31.6 | Urinen fremdeles ikke albumin,
64.58 | 22.91 |3.3 | 57.8} stærk | middels 1 31.6 |1 rigelig afføring efter klyster, hvori kul
fra 15/7.
63.50 | 235 |25 | 50.1|stærk |sterk | 0 | 322 ie
62.60 | 17.36 | 2.85) 57.3) stærk 0 32.5
63.38 | 24.98 | 1.80} 30.8} stærk 4 lose | 32.4 ||Det.: Bicarb. natr, 1.0 bih, Kulmixtur
22/, kl. 8 m,
52.48 | 24.97 | 1.75) 21.4) sterk 0 32.3
62.46 | 21.04 |0.77| 7.5) stærk 9 32.3 || Afføring no. 2 sort.
68.90 | 17.74 |0.30| 4.6] stærk 0 32,2
60.78 | 19.65 |0.00! 0 | stærk | stærk 2 | 33.2 |Urinen ikke albumin. Det.: Rødvin
200 ccm.
70.10 | 14.96 |0.00| 0 | middels 2 33.4 |Befinder sig vel. Cont,: Rødvin 100
ccm, p. d.
73.50 | 13.70 |0.00| 0 | middels | middels 1 33.9
77.20 | 15.18 |0.00| 0 | middels | middels 1 33.7

Diæten,

72 THEODOR FRØLICH. å M.-N. KI.

diæt, hvorefter der lidt efter lidt gjordes indskrænkninger i kulhydraterne,
medens fedtet jevnt øgedes.

Kostens sammensætning, urinundersøgelserne, afføringernes forhold
(tarmresorptionen) samt patientens vægt vil fremgaa af foranstaaende
tabel (IX); den anvendte diæt findes anført i spiselisterne ved slutten af
arbeidet.

Der blev ved samtlige undersøgelser taget de samme kauteler som
for foregaaende patients vedkommende.

Patienten havde ved indkomsten en god appetit, uden at der forelaa
nogen polyfagi. Hun kunde uden vanskelighed bringes til at nyde store
mængder af fedt, ligesom hun ikke følte noget savn efter kulhydrater,
da disse formindskedes i kosten.

I løbet af 14 dage blev alle kulhydrater fjernet, hvorefter hun i 3—4
dage stod paa streng diæt og senere kun erholdt smaa mængder af
kulhydrater som melk og fløde.

Paa grund af kostens store fedt- og eggehvidemængde var dens
kaloriske værdi stor, indtil over 4000 kalorier paa et døgn, saaledes at
hun selv med fradrag af de kalorier, der gik tilspilde gjennem urin-
sukkeret, den hele tid havde mere end tilstrækkeligt for sin alder og
vægt (51 kalorier).

Den første dag af opholdet, paa hvilken hun udskilte 458.4 gr.
sukker, fik hun alligevel 47.6 kalorier pr. kg. legemsvægt, og senerehen
kom hun ingen dag lavere end til 50.3 kalorier.

Jeg har ved kaloriberegningen ikke trukket fra de kalorier, der re-
præsenteres af det i afføringerne indeholdte fedt og albumin, hvilket jeg
heller ikke gjorde hos patient I, da tarmresorptionen hos begge to var
udmerket god, saa disse kalorier i den overmaade rigelige kost ikke vilde
spille nogen væsentlig rolle.

Svarende til de daglige variationer, som altid findes i disse pa-
tienters alméntilstand, særlig i den første tid af et hospitalsophold, var
appetiten noget vekslende til at begynde med. Som følge heraf blev
kostens eggehvidemængde noget vekslende fra dag til dag; men da
man ikke bør benytte for megen tvang i diæten, udover hvad kulhy-
draternes fjernelse kræver, afstod jeg ogsaa hos denne patient fra at
soge at regulere dette.

Ved den gradvise overgang til streng diæt viste der sig heller ikke
hos denne patient nogen ulemper; bortseet fra en brækning (1/7) kla-
gede hun aldrig over noget, der kunde tyde paa, at ventrikelen led ved
denne ensidige kost. Derimod havde hun under hele hospitalsopholdet

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 73

en meget haardnakket obstruktion, hvoraf hun ogsaa tidligere havde

været plaget; den ensidige kost var saaledes ikke eneste aarsag hertil.
Svarende til den rigelige ernæring var ogsaa den opnaaede vægt- Vægten.

forøgelse god. I den periode paa 17 dage, i hvilken hun stadig ud-

skilte sukker (tilsammen ca. 2.5 kg.), tiltog hun i vægt 1.0 kg., medens hun

paa de sidste fire dage tiltog 1.5 kg., tilsammen 2.5 kg. Dette var et

i prognostisk henseende meget godt resultat.

Allerede første dag viser det sig, at patientens tolerans ligeoverfor Sukkerudskil-
lelsen og
diuresen.

kulhydrater er yderst slet, idet hun denne dag udskiller 458.4 gr. sukker
eller 191.2 gr. mere end svarende til kostens kulhydrater.

En saa slet tolerans forklares derved, at patienten forud for hospi-
talsopholdet ikke har været under behandling, ligesom den nylig gjen-
nemgaaede difteri sikkerlig har forværret hendes sygdom i denne hen-
seende.

Den store glykosuri og den betydelige overvægt af urinsukkeret
over kostens kulhydrater holder sig flere dage; først 17-18/7 er værdierne
lige store, men saa indtræder atter det samme forhold og vedvarer, lige
indtil urinen bliver helt sukkerfri. I denne tid har hun derfor udskilt
som sukker ikke alene den største del af de nydte kulhydrater, men
ogsaa en væsentlig del af de fra eggehvideomsætningen stammende kul-
hydrater. Disses indflydelse paa glykosurien synes tydelig at gjøre sig
gjældende i tiden 11-14/7, idet sukkerudskillelsen i disse dage atter til-
tager, tiltrods for at kostens kulhydratmængde er omtrent uforandret;
derimod har hun i disse dage nydt meget albumin, en dag opimod
200 gr.

Uagtet toleransen i disse to uger er gjennemgaaende slet, viser det
sig dog, at den bedres fra dag til dag under den sukcessive fjernelse af
kulhydraterne, idet urinsukkerets overvægt over kostens kulhydrater er 1
stadig aftagende. Organismens mangelfulde evne til at omsætte kul-
hydraterne ophjælpes, jo mere denne funktion skaanes.

Af følgende tabel vil det fremgaa, hvordan den i begyndelsen store
differens mellem urinsukkeret og kostens kulhydrater jevnt aftager pr.
dag, naar undtages de tre dage (!!-14/,), da patienten nød de store

mængder eggehvide.

Datum, Kostens kulhydrater. Urinsukker. Differens.
89 267.2 458.4 191.2
9—10 196.5 328.4 131.9
10—11 168.9 238.9 70.0
11—12 179.2 272.6 93.4

12—13 192.8 325.1 132.

©

74 THEODOR FRØLICH. | KNE Sl,

Datum. Kostens kulhydrater, Urinsukker. Differens,
13—14 159.1 946.5 87.4;
14—15 84.8 127.4 42.3
15—16 70.3 103.5 39.9
16—17 43.7 86.7 5.0
17—18 55.3 549 +04

Denne hurtige aftagen i differensen mellem urinsukkeret og kostens
kulhydrater er et forhold af megen interesse. At reduktionen af disse
sidste maa øve en direkte indflydelse paa den del af urinsukkeret, der
stammer fra kulhydraterne, er klart; men den stadig aftagende differens
synes at tyde paa, at denne indflydelse ogsaa strækker sig videre. Dette
kan vanskelig forklares anderledes, end at den sukcessive aflastning af
evnen til at omsætte kulhydrater bevirker en forandring ogsaa i den del
af kulhydratomsætningen, der har sit udspring fra eggehvidestoffene.

Efterat glykosurien var bragt ned til ca. 50 gr., holder den sig paa
denne høide endnu i nogle dage for endelig fra *1-2%/7 at aftage hurtig,
og da patienten i 3 dage havde været paa streng diæt, bliver hendes
urin sukkerfri.

De sidste fire dage indeholder urinen fremdeles ikke sukker, tiltrods
for at patienten faar smaa mængder kulhydrater.

Det er saaledes endelig lykkedes at faa bragt assimilationsevnen saa
vidt op, at hun ialfald kan omsætte 13 gr. kulhydrater.

Da Gerhardts reaktion stadig var i aftagende, samtidig med at kul-
hydraterne blev fjernet fra kosten, fandt jeg at burde fortsætte med den
strenge diæt for derved end yderligere at øge hendes tolerans for kul-
hydrater.

At det skulde lykkes at faa denne patients urin helt sukkerfri, havde
jeg til at begynde med lidet haab om paa grund af den slette tolerans.
Imidlertid ansaa jeg den ovenfor paapegede aftagen i differensen mellem
urinsukkeret og kostens kulhydrater for en meget heldig omstændighed.

Jeg tror derfor, man bør være opmerksom paa dette forhold, da
det muligens paa et tidligt stadium kan tjene som rettesnor i prognostisk
henseende, særlig i de tilfælde, hvor man ikke tør instituere en hurtig
overgang til streng diæt.

For bedømmelsen af dette forhold vil det dog være at foretrække,
at patienten den hele tid staar paa konstant eggehvidekost, da resulta-
terne derved vil blive mere ensartede.

Heller ikke hos denne patient naaede diuresen nogen større høide,
idet den største urinmængde pr. døgn beløb sig til 4950 ccm. Saalænge
glykosurien var stor, oversteg dagurinen betydelig naturinen i mængde;

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 75

senere var forholdet vekslende, indtil urinen blev sukkerfri, fra hvilken
tid diuresen var størst om natten.

Foruden denne forskjel i diuresen mellem dag og nat viste ogsaa
sukkerprocenten og den absolute sukkermængde saadanne svingninger,
idet der paa et døgn kunde være en differens af over 200 mellem
dag og nat.

Denne ujevne sukkerudskillelse viser nødvendigheden af altid at be-
stemme sukkeret i den samlede døgnmængde og ikke, som saa ofte
sker, i en tilfældig urinprøve fra en enkelt vandladning.

Diuresen og glykosurien følger hverandre ogsaa hos denne patient
med stor overensstemmelse.

Allerede fra første dag viser der sig hos denne patient en stor am- De kvælstof-

= Å . holdige urin-
moniakmængde; hun frembyder med andre ord lige fra indkomsten tegn etc
paa en betydelig acidose. a

Disse store ammoniakværdier er delvis betinget i den »sure« diæt, Totalkvælstof
hvilket fremgaar af forholdet mellem total- og ammoniakkvælstoffet, idet og ammoniak-
det sidste trods de store absolute værdier endnu kun udgjør 14 % af det >
forste; dette forhold er nogenlunde konstant hele den forste tid, baade
absolut og relativt.

Under indskrænkningen af kulhydraterne sker der imidlertid en for-
andring heri, idet de absolute værdier fremdeles holder sig paa omtrent
den samme høide, medens derimod ammoniakkvælstoffet stiger jevnt i
forhold til totalkvælstoffet og udgjør 2/7 25 Yo af dette.

Denne paatagelige forandring i det indbyrdes forhold mellem disse
to sammen med de absolute ammoniakmængder var aarsag i, at pa-
tienten fra 22/7 fik 5 gr. bic. natr. p. d.

Dette havde tilfølge en betydelig nedgang i ammoniakmængden,
ligesom urinens reaktion meget snart blev neutral. Denne hurtige virk-
ning af en saa liden natrondose talte imod, at der forelaa nogen stor
syreproduktion.

Ogsaa i Gerhardts reaktion havde vi et holdepunkt herfor, zdet
denne aftog i intensitet trods den strenge diæt og alkalibehandlingen.
Vi har tidligere havt anledning til at iagttage denne sidstes virkninger
ligeoverfor udskillelsen af acetonlegemerne, hvorfor jernkloridreaktionens
aftagen under disse forhold maa ansees for et gunstigt prognostikum.

Uden at det havde medført nogen fare for patienten, kunde man
derfor vistnok ogsaa i dette tilfælde have undladt brugen af alkalier.

Forholdet mellem urinstofdannelsen og de pathologiske syrers beslag. Ammoniak-
mængden og
urinstof-
udskillelsen,

læggelse af ammoniaken træder hos denne patient tydelig frem, idet der

Kvælstof-
)msætningen.

76 THEODOR FRØLICH. M.-N. KI.

til de høie værdier for ammoniakkvælstoffet svarer en nedsættelse af
urinstofkvælstoffet.

Hos patient I fremtraadte denne virkning, først efterat ammoniak-
mængden var bleven meget stor, men holdt sig til gjengjæld, ogsaa
nogen tid efterat acidosen var begyndt at gaa tilbage. Tillige viste
det sig, at summen af urinstofkvælstof- og ammoniakkvælstofprocenten
var større end normalt flere dage af forsøget. Jeg antydede derfor
muligheden af, at foruden urinstoffet ogsaa andre af organismens kvæl-
stofforbindelser kunde lide under dette pathologiske stofskifte.

Hos denne patient stiller forholdet sig noget anderledes. De under
hele denne periode optrædende store ammoniakmængder bevirker en
stadig nedsættelse af urinstofkvælstoffet, der enkelte dage kun repræ-
senterer noget over 50 af totalkvælstoffet. At derfor urinstofdannelsen
i høi grad er paavirket, synes utvilsomt.

I modsætning til foregaaende patient er derimod summen af disse
to værdier ikke over det normale (ca. 89% af totalkvalstoffet), men
omkring 80 0/0.

At forklare denne forskjel hos de to patienter ser jeg mig ikke
istand til, men jeg har ikke villet undlade at fremhæve den, da dette
forhold udgjør et spørgsmaal blandt de mange angaaende kvælstofom-
sætningen ved diabetes, hvis tydning er meget uklar.

Medens kvælstofudskillelsen gjennem urinen hos patient I var meget
større end kvælstofindtægten, saalænge glykosurien var stor, viste det
sig i dette tilfælde, at hun, ogsaa medens glykosurien var stor, for-
maaede at afsætte kvælstof i organismen.

Af tabellen vil sees, at hun i tiden 8-15/7 har nydt 161.79 gr. kvæl-
stof, medens hun i samme tidsrum har udskilt 149.24 gr. kvælstof i
urinen.

Heller ikke hos denne patient er der i dette tidsrum gjort analyser
af afføringernes kvælstof, hvilket derimod er gjort i tiden 1—/, og efter
disse analyser viser det sig, at hendes tarmresorption er udmerket god,
idet hun kun udskiller med afføringerne 4.4/0 af det nydte kvælstof.
Uden at begaa nogen stor feil kan man overføre denne procent paa
perioden %/7 til 15/7. Dette er, som tidligere paapeget, ikke korrekt, men
jeg var nødt til at indrette mig paa denne maade, da forsøg paa at
give hende kul til afgrænsning af afføringerne i den første periode var
mislykket, en gang derved, at kullet ikke viste sig i afføringen tilstræk-
kelig tydelig, og en gang derved, at kulmixturen foraarsagede kvalme.
Først 15/7 gik det i orden med forsøget.

1903. No. I. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 77

Overforer man den angivne procent paa perioden $—-15/7, saa finder
vi, at hun i dette tidsrum gjennem afføringerne har udskilt en beregnet
mængde af kvælstof = 7.12 gr.

Stilles disse tal sammen, faar vi følgende udtryk for kvælstofomsæt-
ningen:

Fødens kvælstof Urinens kvælstof Afføringens kvælstof
(beregnet)
8/7 —_lo/q 161.79 gr. 149.24 gr. Fe) Fee
ee
156.36 gr.

Dette udgjør en overvægt af 5.43 gr. kvælstof i føden for hele
perioden eller 0.78 gr. pr. døgn.

Der foreligger saaledes hos denne patient trods den store glykosuri
— hun har udskilt 748.5 gr. sukker mere end svarende til kostens kul-
hydrater — en positiv kvælstofomsætning.

Imod nøiagtigheden af dette forsøg taler foruden de tidligere nævnte
feilkilder ogsaa den omstændighed, at hun en dag har havt en rigelig
brækning. Desuden er det tvilsomt, om hun i denne periode, hvor hun
har spist saa store mængder af albumin, har havt en saa god tarm-
resorption, som forudsat. For fedtets vedkommende har den sikkerlig
været god, da fedtresorptionen i den følgende periode trods ligesaa store
mængder i næringen var god, og da tør man vel ogsaa slutte til det
samme for albuminets vedkommende.

I den følgende periode 1-%/ finder vi forholdet endnu gunstigere.
Her er der gjort ordentlig afgrænsning af afføringerne med trækul, og i
den samlede afføring er der gjort kvælstofanalyser. Der gjordes to
parallelanalyser, som stemte overens meget nøiagtig, idet den ene gav
4.74 gr., den anden 4.80 gr. kvælstof i den samlede portion.

Sammenstiller vi kvælstofstofskiftet i denne periode, faar vi følgende
resultat:

Fødens kvælstof Urinens kvælstof Afføringens kvælstof
Io 2/7 107.02 gr. 93.03 gr. 4.77 gr.
—————mm
97.80 gr.

Dette udgjør en overvægt af 10.12 gr. kvælstof i føden for hele
perioden eller 1.44 gr. pr. døgn.

Svarende til denne positive kvælstofomsætning har hun i denne
periode øget 1.5 kg. i legemsvægt, ligesom sukkerudskillelsen har været
liden; ikke destomindre har hun ogsaa i denne periode udskilt mere
sukker (162.3 gr.) end svarende til kostens kulhydrater.

I den sidste periode *-%/ finder vi en for patienten endnu bedre
kvælstofomsætning, hvilket vil fremgaa af følgende sammenstilling:

Tarm-
resorptionen,

78 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Fødens kvælstof Urinens kvælstof Afføringens kvælstof

(beregnet)
22/7 29/7 03.93 gr. 69.82 gr. 4.13 gr.
I ——— —————— ——— ==

73-95 gr.

Dette udgjør en overvægt af 19.98 gr. kvælstof i føden for hele
perioden eller 2.85 gr. pr. døgn. I denne periode er vægten øget
1.3 kg.

En samlet oversigt over kvælstofomsætningen hos denne patient
giver saaledes et andet resultat end hos patient no. 1.

Trods en overordentlig betydelig sukkerudskillelse under den første
del af hospitalsopholdet formaar hun at afsætte 0.78 gr. kvælstof pr.
døgn. De to første dage er urinkvælstoffet i overvægt over fødens
kvælstof, men da dette fra fjerde dag øges betydelig, bliver resultatet,
at hun i løbet af første uge dog afsætter kvælstof. Dette sker imidlertid
under brugen af en i forhold til hendes vægt meget rigelig diæt, hvis
kaloriske værdi langt overstiger den for denne alder og vægt nødvendige
hos friske. Under den fortsatte nedgang i glykosurien og under en
diæt, hvis kaloriske værdi fremdeles er meget stor, men som indeholder
adskillig mindre albumin, bliver kvælstofomsætningen stadig bedre og
bedre, saa hun i den følgende periode afsætter betydelig mere kvælstof
pr. døgn. Efterat urinen endelig er bleven sukkerfri, bedres forholdet
end yderligere, saa hun tilslut afsætter 2.85 gr. kvælstof pr. døgn.

Da den kaloriværdi, hvorover patienten raader, har været omtrent
den samme i hver periode, og da man af den gode resorption i den
midterste periode maa kunne slutte til, at denne ogsaa har været god i
de to andre, saa synes patienten forsaavidt den hele tid at have været
under de samme betingelser. Det, som skiller mellem de tre perioder,
er glykosurien, og det viser sig da, at denne udøver en paatagelig ind-
flydelse paa kvælstofomsætningen, saaledes at jo mindre glykosurien
bliver, des bedre bliver kvælstofomsætningen, selv om patienten den hele
tid befinder sig paa en diæt, hvis kaloriske værdi er konstant.

For at komme: til sikkerhed om, at de store næringsmængder virke-
lig nyttiggjordes af patienten, foretog jeg i tiden mellem 1/7 og 22/7
analyser af afføringerne.

15/7 før frokosten fik hun trækul som mixtur, der viste sig i afførin-
gen 3 døgn efter; fra denne afføring opsamledes de følgende, indtil det
kul, hun fik 2/7 før frokosten, viste sig. Alt i alt havde hun 6 afførin-
ger i denne tid. Disse samledes og tørredes under et. Den samlede
tørvægt var 122.0 gr. Den fugtige vægt blev ikke taget, da afførin-
gerne delvis maatte hjælpes paa ved klyster.

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 79

I 122 gr. tørsubstans fandtes 4.77 gr. kvælstof og 30.0 gr. fedt. Da
patienten i denne periode nød 107.92 gr. kvælstof og udskilte med affø-
ringerne 4.77 gr., saa har hun resorberet mindst 05.5 % af de nydte
kvælstofholdige næringsmidler; da hun i samme tid nød 1545.4 gr. fedt
og udskilte med afføringen 39.0 gr., saa har hun resorberet mindst 97.4
% af de nydte fedtstoffe. Dette maa ansees som en udmerket god
resorption, særlig ved en saa rigelig kost.

Patienten er en ca. 14 aar gammel pige, der ved indkomsten paa
hospitalet lider af en diabetes med stor sukkerudskillelse, ledsaget af en
betydelig acidose. Hun er adskillig afmagret og frembyder under den
første tid paa hospitalet en meget slet tolerans for kulhydrater. Under
en forsigtig reduktion af kulhydraterne i kosten bliver urinen sukkerfri i
løbet af 21/2 uge, efterat alle kulhydrater er fjernet; herunder tiltager
acidosen, hvorfor hun forordnedes natron, som har en paatagelig virkning
paa ammoniakudskillelsen. Samtidig med at urinen bliver sukkerfri,
aftager Gerhardts reaktion og acetonreaktionen i styrke. Alménbefin-
dendet og vægten bedres saa betydelig, at man foreløbig kan stille en
god prognose. Hun udskrives i bedring med paabud om at bruge natron
— 5 gr. p. d. — indtil videre samt at fortsætte med streng diæt i
4 uger.

Sygdommens videre forløb skal fremstilles i det følgende afsnit.

Patient II. S. W. Tidsrummet 9/9 1899—27 1900.

Efter udskrivelsen fra hospitalet stod patienten paa streng diæt
indtil %. Medio august blev hendes urin undersøgt med det resultat,
at den fremdeles var sukkerfri, ligesom jernkloridreaktionen var negativ.

Den omstændighed, at acetedikesyreudskillelsen aftager respektive
ophører under overgangen fra en kulhydratholdig til en kulhydratfri
diæt, har vi nu havt anledning til at iagttage hos to patienter; da dette
forhold danner en undtagelse fra, hvad vi ellers er vant til at finde ved
kulhydraternes fjernelse fra kosten, fortjener det en nærmere omtale.

Vi ved fra før af, at betingelserne for fremkomsten af en acetonuri
er, at der ikke omsættes kulhydrater i organismen; dette kan man hos
friske individer opnaa ved at fjerne disse fra kosten. Hos mange
diabetikere kommer acetonurien selv ved kulhydratholdig kost, fordi de
har mistet evnen til at omsætte kulhydrater.

Rigelig fedt i kosten synes i begge tilfælde at øge acetonurien.

Paa den anden side ved vi, at aceton er et led i den gruppe af
forbindelser, der benævnes acetonlegemer, samt at disse stoffe som regel

Resumé.

Jernklorid-
reaktionens
forsvinden
ved streng
diæt,

80 THEODOR FRØLICH, M.-N. Kl.

optræder samtidig i urinen; særlig synes dette at gjælde acetedikesyren
og acetonet, idet man ved positiv jernkloridreaktion vistnok altid vil
finde en forøget acetonuri.

I god overensstemmelse med disse kjendsgjerninger er det derfor,
at man hos begge disse patienter ved indkomsten paa hospitalet fandt
en stærk jernkloridreaktion; dette var nemlig i en periode, hvor kul-
hydratomsetningen laa saa nede, at alle kulhydrater i kosten tilsyne-
ladende udskiltes gjennem urinen, og hvor samtidig ogsaa de fra egge-
hviden stammende kulhydrater for en væsentlig del syntes at udskilles
som sukker.

Hvilke forandringer foregaar der nu i organismen under den sukces-
sive fjernelse af kulhydraterne, og hvordan kan disse forandringer
bevirke, at acetedikesyreudskillelsen aftager respektive ophører under
overgangen til streng diæt?

Som allerede gjentagne gange fremhævet opnaar man ved kulhy-
draternes fjernelse at bedre assimilationsevnen, hvorved disse delvis kan
omsættes i organismen istedenfor at udskilles som sukker. Som det
fremgik af differensen mellem urinsukkeret og kostens kulhydrater hos
patient II, opnaar man imidlertid samtidig ogsaa at paavirke den del af
kulhydratstofskiftet, der skriver sig fra eggehvideomsætningen, saaledes
at de fra eggehviden stammende kulhydrater omsættes istedenfor at ud-
skilles som sukker.

Dette vil i særlig grad være tilfældet ved de former af diabetes,
der foreløbig opfører sig som lette, medens ved de svære former ogsaa
denne del af kulhydratomsætningen vedvarende kommer til at lide.

Nu ved vi fra Hirschfeld's* experimenter over acetonuri hos friske,
at den ved kjød-fedtdiæt fremkaldte acetonuri kan bringes til at aftage
ved at øge eggehviden i den ellers uforandrede kost.

Eggehvide og kulhydrater har saaledes om end i ulige grad samme
virkning paa acetonurien, forskjellen er nærmest kvantitativ.

Den fælles aarsag til kulhydraternes og eggehvidens overensstem-
mende virkning paa acetonurien maa derfor nærmest søges i den unktion
af eggehvideomsætningen, der fører til dannelsen af kulhydrater; og de
kulhydrater, der tilføres stofskiftet paa denne maade, maa ligeoverfor
acetonurien kunne sidestilles med kostens kulhydrater.

Netop i denne del af kulhydratstofskiftet, mener jeg, ligger forkla-
ringen til det eiendommelige forhold, at acetedikesyreudskillelsen (paavist
ved Gerhardts reaktion) kan aftage respektive ophøre ved overgangen

1 Hirschfeld: Die Bedeutung der Acetonurie für die Prognose des Diabetes, Deutsche
med, Wochenschrift, 1893, Nr 38, S, 914.

1903. Not. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 81

til streng diæt. Det er den ved overgang til streng diæt bevirkede
gjenoprettelse af en del af kulhydratstofskiftet (den fra albuminet stam-
mende), der udøver denne indflydelse paa acetedikesyreudskillelsen.

Denne aftagen af Gerhardts reaktion bliver derfor et overmaade

godt prognostisk holdepunkt, som jeg tror man bør tillægge stor vægt.

I de tilfælde af den svære form af diabetes, som jeg har havt an-
ledning til at se, er dette ikke forekommet, hvilket jo let forklares ved
den omstændighed, at ogsaa denne del af kulhydratomsætningen ved-
varende lider hos saadanne patienter.

Da som nævnt Gerhardts reaktion hos denne patient holdt sig
negativ 14 dage efter udskrivelsen fra hospitalet, fortsattes den strenge
diæt endnu nogen tid, og ved undersøgelse %/9 (se tabel no. X) viste
det sig, at urinen fremdeles var sukkerfri, ligesom jernkloridreaktionen
var negativ. For at prøve hendes tolerans efter denne strenge diæt faar
hun 12/9 30 gr. rugbrød til frokost, hvorefter urinen forbliver sukkerfri; den
følgende dag faar hun ikke kulhydrater, men faar saa atter 14/9 50 gr.
rugbrød til frokost, hvorefter urinen fremdeles er sukkerfri. Hun for-
ordnedes derfor 50 gr. rugbrød til frokost hver dag indtil videre, hvilket
resulterede i, at hun 23/9 havde ca. 4 gr. sukker i urinen. Fra nu af til-
lodes hun at spise 50 gr. hver anden dag med den følge, at urinen ved
3 ganges undersøgelser efter dage, paa hvilke hun ikke havde faaet
brød, fremdeles (2/10) er sukkerfri disse dage, medens hun derimod 1/11
har ca. 4 gr. sukker i urinen efter nydelsen af 50 gr. brød.

Hendes tolerans synes saaledes at have holdt sig nogenlunde ufor-
andret, hvorfor hun fremdeles holdes paa samme diæt. Imidlertid viser
det sig, at hun 25/11 udskiller over 10 gr. sukker, hvorfor hun i nogle
dage sættes paa streng diæt, uden at imidlertid sukkeret forsvinder fra
urinen (1/12). Ved fornyet tilladelse til hver anden dag at faa 50 gr.
brød stiger glykosurien (1912) til over 20 gr., og en paafølgende fjorten
dages periode med streng diæt bringer ikke sukkeret til at forsvinde.
Efter fire dages brug af kulhydrater og en dags streng diæt indeholder
urinen %/12 atter over 20 gr. sukker. Da denne hurtige nedgang i tole-
ransen var mig noget paafaldende, særlig da jeg var sikker paa, at hun
ikke med vilje begik diætoverskridelser, undersøgte jeg nærmere hendes
daglige kost, hvorved jeg fik mistanke til en norsk cervelatpølse, hvoraf
hun nød temmelig betydelige mængder. Denne viste sig ved under-
søgelse at indeholde adskillig kulhydrater, idet den ved stivelsereaktion
farvedes dybt blaa over hele snitfladen i samtlige snit.

Vid,-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No, 1. 6

Tolerans-
prover.

82 THEODOR FROLICH. M.-N. Ki.

Tabel X. Patient Il.
Tabellarisk fremstilling af syg-
|
| Urinen
|
Sukker å
Datum å £ a Eg 3 Vegt Anmerkninger
NE NTE så =
a > er =) {= ©
Ele PE DIE RE
| à 7 på a oO = <
| |
9-9 99| 640} 1030, sur | 0 0 | 35.8 | Streng diæt i 5 uger, siden 2?/..
| | | | Har brugt bic, natr. 5.0 gr. p. d.

13-9 | 1025 sur | 0 0 a | | 12/, kl, 8 morgen 30 gr. rugbred,

| || Sep.: Bic, natric.

15-9 1028, sur | 0 0 — | 14/, kl. 8 morgen 50 gr. rugbrod.
| | | | Urinen indeh. ikke albumin.

23-9 6101033 sur | 0.62) 3.78 — | | 15/9—23/, 50 gr. rugbrød hver

| | ° || morgen. Urinen rig paa urater,

30-9 630 11025 sur | 0 0 — | 23/,—30/, 50 gr. rugbrød hver

| | | | | anden morgen; ikke 29/,.

14-10 670 | 1023 0 0 | = | | 30/,—147,, do. do.; ikke 13/,,.

29-10 660 | 1030 0 0 = | | 14/19—27/19 do. do.; ikke 28/, 9.

| | Urinen indeh, ikke albumin,

11-11 620 | 1087 0.57| 3.53) — | || 29/,,—11/,, do, do., senest10/,,.

| | Aff. i orden, Hovedpine af og til.

25-11 550 | 1040 119 11040 — | 39.0 || 1/,,—?5/,, do. do., senest24/,,.

| | | Ingen tørst. Velbefindende.

1-12 600 | 1035) sur | 1.23| 738) — | | 27 1—91, streng diet,

10-12 620 1040 3.26 | 20.21) — Was Ero OA nes GDS in
| | | | brød om morgenen, de andre
|| heres | | | dage streng diæt,

20-12 880 1039 1.96 17.25) — | || 10/9—19/,, streng diæt.

23-12 900 | 1033 | 1.00) 9.00 — | 20/,,—73/,, streng diæt.

28-12 | 940 1040 2.30 | 21.62) — | | 23/9 —?%/\» 50 gr. rugbrød hver
|| | | |- morgen, ?7/,, streng diæt,

5-1 00! 950 1035 0.78| 741| — | | 28/,,—5/, streng diæt,

11-1 | 1040 1089 sur | 2.70 28.10) svag |middels | 5/,—11/, streng diæt.

16-1 ‚1100 1039 sur | 2.45 | 26.95] antydn. | middels | 11/,—16/, do, do. Cont.: Streng
| | | | diet indtil videre.

17-1 | 1150/1088] sur | 2.29 95.53) svag | | Urinen indeh, ikke albumin,

18-1 1000 1039) sur | 2,00 |20.00| svag | Velbefindende. Spiser godt. Dez.:

| Pic. natr. 4.0 gr. P. de

19-1 |1070|1041| sur | 2.50126.75 svag

20-1 1180 1040 neutr. | 2.60 30.68 svag

99-1 1020 1039 alkal. | 1.40 14.28) middels | | Det.: Die, natr. 5.0 gr. p. d.

93-1 ‚1080 1039 alkal. | 1.50 16.20 middels) stærk | 425 | Befinder sig vel ved streng diæt,

24-1 1070 1086 alkal. | 1.10 11.77] middels |

25-1 1070 1040) alkal. | 1.80 19.26 svag |

26-1 1100 1034! alkal. | 1.25 13.75) svag |

97-1 1250 | 1033} alkal. | 1.50 18.75| svag |

28-1 141050 | 1032) alkal.| 0,83 8.71| svag |middels,

29-1 | 960 1031| alkal.| 0.39 3.74) svag

30-1 910 | 1028) alkal, | O | O |middels | 29/,—$0/, strengeste diet, Cont.:
| | Streng diæt,

1903. No. 1.

STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 83

SW.
dommens forløb % 99—!?/s 1900.
Urinen
Sukker 8
Datum Å IE = roe $s Vægt Anmerkninger
he) x | 8 =] 52 å
= > & a g er ©
8 : 3 ° S ES ©
EE ES ETNE
a |
31-1 1900 || 1040 | 1031| alkal. | 0.36! 3.74! middels stærk | Befinder sig vel.
1-2 1380 | 1034| alkal. | 1.36 | 18.77| svag ||
9-9 1100 | 1036| alkal. | 1.34 | 14.74) svag Urinen indeholdt i sidste dogn 1.880
| gr. ammoniak,
3-2 1230 | 1036) alkal. | 1.53 | 18,82) middels
4-9 1380 | 1036! alkal. | 1.90 | 26.22| middels stærk Urinen indeholdt i sidste døgn 1,553
| | gr, ammoniak.
5-9 1350 | 1036) alkal. 1.58 | 21.33) stærk | Inst.: Streng diet med ikke over
| | 90 gr. albumin pr. dag.
6-2 1300 | 1035) alkal. | 2.60 | 33.80) stark | Det.: Bic. natr, 10 gr. p. d. Am-
| moniak: 9,37 gr.
7-2 1370 | 1037| alkal. | 2.26 | 30.96| middels
8-2 1240 | 1038| alkal. | 2.00 | 24.80) stærk |
9-2 11110 | 1032] alkal. | 0.53 | 5.88| stark | stark || 8/2—9/, strengeste diæt, Ammo-
| | || niak: 1.863 gr.
10-2 11100 | 1032 alkal, | 0.68) 7.48) stærk | Det.: Pic. natr. 15 gr. p. d.
11-2 1200 | 1036) alkal, | 1.60 | 19.20) stærk |
12-2 1150 | 1037 alkal. | 1.64 | 18.86| stærk | ||
13-2 860 | 1031! alkal. | 0.29 | 92.49] stærk | 12/,—13/, strengeste diet, Idag
| menstruation. Def: 50 gr. rug-
| bred hver morgen.
19-2 1170 | 1041| alkal. | 2.56 | 29.95) stærk | 43.0 | 13/,—19/, 50 gr. rugbrød hver
| morgen, Aff. bedre,
94-2 1010 | 1044! alkal. | 2.98 | 30.09) stark | intens | 19/,—24/, do. do. Befinder sig
| vel. Urinen ikke albumin,
26-2 ‚1250 | 1036| alkal. 1.33) 16.63] stærk |24/,—26/, streng diæt, Urinen
gjæret og polariseret: ingen ven-
| stredreining,
9-3 760 | 1031) alkal. | spor | spor| sterk 26/,—28/, streng diet, !/, stren-
| geste dict, 5
kl, 8-2|| 315} 1031) 1. LOM bale | 2/3—%/3 streng diet; 3/, AL
Se 2-8! 750 | 1028 AG spor, spor middels | morgen 50 gr. rugbred.
| |
16-3 1010 | 1038| alkal. | 2.30 | 93.93) stærk | | 3/3—16/, 50 gr. rugbrød hver
morgen. 10/, menstruation,
93-3 910| 1035) sur | 1.00) 9,10) stark | stærk | 16/,—23/, streng diæt.
97-3 1200 | 1031| neutr.| 0.67) 8,04) stærk | 1.86 gr. 23/,—26/, streng diet; 26/, stren-
geste diet.
31-3 1320 | 1036) alkal. | stærk | 1.16 28/,—31/, 50 gr. rugbrød hver
| || morgen.
1-4 1100 | 1032) alkal. | 3 16 | 34.76 stærk | 1.12 31/,—1/, 50 gr. brød.
4-4 1270 | 1035) alkal. | 3.12 | 39.62| stærk 44.2 || 1/,—4/, 50 gr. rugbrød hver mor-
gen. Ser udmerket godt ud.
Hoster ikke.
13-4 1220 | 1036| alkal. | 1.70 | 20.74) stærk 4/,—12/, do. do, 12/,—13/,
streng diet, %/, menstruation,
19-4 1110 | 1040| alkal. | 2.54 98,19) stærk | 13/,—18/, streng diæt, 18/, —19/,
| 50 gr. rugbrød,
27-4 1360 | 1038) alkal. 3.70 | 50.32 stærk 19/,—27/, 50 gr. rugbrød hver
| morgen,
3-5 1120 | 1031| alkal, 1.11 12.43 intens 27/,—?/, streng diæt, 2/,—3/,
strengeste diæt,
12-5 1250 | 1033| alkal. | 2,44 | 30.50| stærk 3/;—12/, 50 gr. rugbrød hver

morgen, ®/, menstruation,

Glykosurien
ved streng
diæt,

Paradoks

tolerans,

84 THEODOR FRØLICH. M:N. Kl.

Mod sin vilje havde saaledes patienten i længere tid nydt adskillig
mere kulhydrater, end hun havde lov til, og dette forklarer den hurtige
nedgang i toleransen.

Af hvor stor betydning denne overskridelse har været for sygdom-
mens videre forløb, er det vanskeligt at have nogen mening om; men i
hvert fald kan man — særlig hos børn — ikke ustraffet i længere tid
overskride toleransgrænsen. At denne omstændighed derfor i nogen
grad maa være skyld i, at urinen fra nu af ikke kan gjøres sukkerfri
under brugen af streng diæt, kan der vel ikke være tvil om.

For at forsøge dette sættes hun foreløbig paa streng diæt i 4 uger,
men udskiller herunder indtil 30 gr. sukker pr. døgn, dog med nedgang
i den sidste del af denne tid; for at gjøre et yderligere forsøg paa at
faa hendes urin sukkerfri indskydes ®/ı 00 en dag med strengeste diæt
(fedt — grønsager — alkohol), der resulterer i, at hun denne dag ikke
udskiller sukker. Anvendelsen af en enkelt dag med strengeste diæt
viste sig saaledes ogsaa her nyttig.

Da man nødig bør opgive haabet om at opnaa nogen tids sukker-
frihed, og da der hos denne patient ikke forelaa nogen grund til at op-
høre med den strenge diæt, fortsattes denne endnu med indskydelse af
enkelte dage med strengeste diæt indtil 192, uden at det dog lykkedes at
gjøre hendes urin sukkerfri nogen dag.

Fra 13/2 til 9 faar hun atter 50 gram rugbrød pr. dag, men nu
stiger glykosurien alligevel ikke høiere, end den var tidligere paa streng
diæt enkelte dage (30 gr.), hvilket synes at belyse ganske godt nytten
af længere tids streng diæt, selv efterat sygdommen er gaaet over i den
svære form.

For endnu en gang at prøve hendes tolerans umiddelbart efter en
periode af streng diæt institueres en saadan indtil */3, hvilken dag hun
faar 50 gr. rugbrød til frokost.

Den følgende dag viser urinundersøgelsen det noget overraskende
resultat, at hun fremdeles kun udskiller 3 å 4 gr. efter en saadan prøve,
samt at urinen efter kl. 2 samme dag er omtrent sukkerfri. Hun frem-
byder saaledes det eiendommelige forhold, at hun har en noksaa god
tolerans for kulhydrater, samtidig som det ikke er muligt at faa hendes
urin sukkerfri paa strengeste diæt; Vaunyn! benævner dette »paradoks
tolerans for kulhydrater« og anser ikke tilfælde af denne art for at tilhøre
den lette form af diabetes trods den gode tolerans.

Fra nu af faar hun atter kulhydrater nogen tid, da der var begyndt
at vise sig tegn paa en tiltagende acidose; i den paafølgende tid indtil 2/5

1 Naunyn, L,c, S. 147,

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS 1 BARNEALDEREN. 85

lader jeg hende faa 50 gr. brød pr. dag i ca. 14 dage, afvekslende med
kortere perioder med streng diæt. I denne tid viser det sig, at, for hver
gang hun faar kulhydrater, stiger glykosurien, ligesom virkningen paa
glykosurien af de strenge perioder bliver mindre og mindre. Selv efter
en dags strengeste diæt (2/5) udskiller hun over 12 gr. sukker; men denne
dag har dog tilfølge, at hun i den paafølgende uge faar en noget bedre
tolerans end i ugen 19-27, der ikke var indledet med en dags stren-
geste diæt.

I hele det gjennemgaaede tidsrum fra %9 99 til 1 1900 gaar aci-
dosen nogenlunde parallelt med sygdommens udvikling forresten. Til at
begynde med er jernkloridreaktionen negativ, hvorfor det hidtil anvendte
natron seponeredes fra 1/9.

Samtidig med at toleransen for kulhydrater aftager, begynder der at
vise sig tegn til, at acidosen er i udvikling, idet jernkloridreaktionen fra
begyndelsen af januar 1900 viser sig positiv, dog kun svagt udtalt. Den
viser sig for første gang, efterat hun trods 14 dages streng diæt udskiller
28.1 gr. sukker, hvis oprindelse delvis maa skrive sig fra eggehvide,
hvilket allerede tyder paa en noget dyberegaaende anomali i kulhydrat-
omsætningen. At den strenge diæt ikke her kan ansees som eneste aar-
sag til reaktionens fremkomst, maa man kunne slutte deraf, at hun tidligere
har staaet paa streng diæt i meget længere tid, uden at jernkloridreak-
tionen er kommet; man maa derfor uden tvil søge forklaringen delvis i
det tidligere paapegede forhold ved kulhydratomsætningen.

Acidosen holder sig imidlertid noksaa liden hele den første maaned,
efterat sygdommen er gaaet over til den svære form, idet jernkloridreak-
tionen stadig er lidet udtalt. Hun faar alligevel natron, 4—5 gram pro
die, for sikkerheds skyld, hvilket allerede er nok til at gjøre urinen alkalisk,
hvorfor dosen foreløbig ikke øges. For at komme til vished om, at
natronet virkelig udøvede den paaregnede virkning paa syrerne, gjordes
der mellem ?/2 og %2 1900 4 ammoniakbestemmelser, der imidlertid alle
viste store værdier, hvilket tydede paa, at heller ikke hos denne patient
natron helt kunde forhindre syrernes beslaglæggelse af ammoniaken, selv
om den alkaliske urin syntes at tale i den retning. Natrondosen øgedes
derfor til 10 gram og senere til 15 gram pro die, hvilket imidlertid ikke
forhindrede, at urinen en enkelt gang var sur og en gang var neutral, en
omstændighed, der tydede paa en tiltagende acidose. Paa grund heraf
foretoges 3 acetonbestemmelser, der alle viste en betydelig acetonuri.

Naar man tager de her paapegede forhold ved kulhydrattoleransen,
glykosurien og acidosen i betragtning, saa synes der ikke at være tvil
om, at hun stod paa overgangen til den svære form. Naar det efter saa

Acidosen,

Overgang: til
den svære
form,

Urinunder-
sogelser efter
overgangen

til den svære

form,

Glykosurien,

86 THEODOR FROLICH. M.-N. Kl,

lang tids gjennemfert streng diæt ikke var muligt at faa hendes urin
sukkerfri, kunde man ikke vente, at det overhovedet vilde lykkes. Imid-
lertid var sygdommen endnu ikke saa langt fremskreden, at jeg havde
nogen frygt for et snarligt koma, om end for fremtiden behandlingen i
første række maatte have et saadant for øie.

Hvad der særlig bidrog til, at jeg foreløbig turde se tilfældet nogen-
lunde gunstig an, var den jevne og stærke stigning i vægten, hvilket ogsaa
gav sig udtryk i et friskt udseende, trods hun voksede meget stærkt. Der
forelaa ingen diabetessymptomer udenfor de, der fremgik af urinunder-
søgelserne, specielt ingen tørst eller hunger. Heller ikke i urinen var der
ved mikroskopisk undersøgelse noget pathologisk at finde, ligesom der
ved gjentagne undersøgelser ikke fandtes albuminuri.

Det viser sig saaledes ogsaa hos denne patient, hvor godartet syg-
dommen kan forløbe selv i den yngre alder, og hvor lidet patientens
alméntilstand behøver at afficeres, naar der kun overholdes en nogenlunde
rimelig diæt. Selve diæten var heller ikke hos denne patient vanskelig at
gjennemføre, og jeg er overbevist om, at hun aldrig gjorde forsøg paa at
overtræde de givne paabud. Naar hun blot fik 50 gr. brød til frokost,
følte hun intet savn efter kulhydrater; hun foretrak den hele tid at faa
disse i form af brød til frokost. Ved hjælp af blomkaal og andre grøn-
sager følte hun sig altid tilfredsstillet, hvad middagen angik, og noget
brødsurrogat var der ligesaalidt hos hende som hos den første patient
tale om at anvende.

Af hensyn til resultaterne af de tre ammoniakbestemmelser og de
senere acetonbestemmelser (*73—1/1) fandt jeg det rigtig atter at foretage
en daglig undersøgelse af disse forhold, særlig da dette kunde have inter-
esse ligeoverfor forholdet mellem natrontherapien og ammoniakudskillelsen.

I tiden fra 19 til 2/6 foretoges derfor daglige bestemmelser af sukker,
totalkvælstof, ammoniakkvælstof, aceton samt jernkloridreaktionens styrke
ved forskjellig diæt dels med dels uden anvendelse af natron. Resul-
taterne af disse undersøgelser vil fremgaa af tabel no. XI.

Glykosurien har i hele denne periode karakteren af at tilhøre den
svære form. Efter i 6 dage at have nydt 50 gr. rugbrød (25—30 gr.
kulhydrater) pr. dag udskiller hun 175 ca. 40 gr. sukker i urinen; men
det lykkes ikke ved en uges streng diæt efterfulgt af en dags (*%/)
strengeste diæt at bringe sukkeret længer ned end til 21 gr.; ved et
derpaa folgende tilleg af 50 gr. rugbrød stiger glykosurien til ca. 45
gr. daglig. Dette tyder paa en daarlig tolerans for kulhydrater; men paa
den anden side viste der sig ogsaa i den uge, hun havde streng diæt,
enkelte dage med op til 40 gr.s sukkerudskillelse; at der saaledes endnu

1903. No. I. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 87

Tabel XI. Patient II. S. W.
Tabellarisk fremstilling af sygdommens forløb 16/5—21/6 1900.

Urinen
Sukker | 3 sa : Fu Br
Datum | || a |. a 3232| 23 Anmerkninger
al Sess es > |o2| 93 el
= = 5 = as R| © ©
[= “= |o | & = ee ee ee
Weal RAS RER ERS
10 PS la |e leo | § a | ae | <
| | gr. EI | gr.
16—17-5 1360110341 alk, | 3.1) 42.2 1.02 stærk | 1.34!) 12/;—17/, 50 gr. rugbrød hver
N | morgen, Cont.: Pic. natr,
I5 gr. p. d.

17-18 1430/1034 alk, | 2.5) 35.8] 11.61 0.71) stærk | 1.6 17/;—18/, 50 gr. rugbrød.
18—19 |1400/1033 alk, | 1.8 25,9] 12.15) 1.40| stærk | 1.29] Inst: Streng diet indtil 24/,.
19—20 |138011032| alk. | 1.9 26.9} 13.43} 1.84! intens | 1.32
20—21 1390/1033) alk, | 2.1] 29.2) 13.04 1.87 intens | 1.34
21-22 1380/1036) alk. | 2.0| 27.6| 14.78} 1.98) intens | 1.28
29-93 1380/1036) alk, | 2.9 40.0) 15.65) 1.91) intens | 1.37
23-94 1380/1036 all. |2.5 34.5) 15.46) 1.86) intens | 1.40
24—95 132011033 alk. | 1.6 21.1] 13.21) 2.01! intens | 1,27| 24/,—25/, strengeste diæt,
25—96 111801034 alk. |2.0 93.6) 10.82 1.86 intens | 1.12) 25/,—26/; streng diæt.
26—27 1450/1035) alk. | 3.3) 47.9 12.99 9.93) stærk | 1.08] Det.: 50 gr. rugbred hver mor-
ae Sep. hie,

97—98 12401037 alk. | 3.5| 43.4) 11.54) 1.97| stærk | 1.19
28-29 1123011037 "9 | 3.3) 40.6) 10.59) 1.83) middels 1.71| Urinen indeh. ikke albumin

| alk, eller cylindre,

29—30 12601038 17 | 3.5) 44.1) 12.08 2.54) middels | 1.77

30—31 1480/1036} all. | 3.1| 45.9) 11.50| 2.45] intens |3.20| 2°/,. Der: Bic, natr, 25 gr.
| fh GE

31-5—1-61330|1029| alk. | 1.6, 21.3| 9.68) 3.07) intens | 8.55| 31/;—1/, strengeste diet.

1—2-6 |1220/1028| all. | 1.7| 20.7 1.82| intens | 2.61| Det.: 50 gr. rugbred hver mor-
| gen indtil ®/,.

—
on

5 18.0 | 0.79) intens | 2,15) Velbefindende. Har spadseret
| meget i den sidste tid,

7—8-6 120011030 all. |

8—9-6 12801022 alk. 0.4 5.1 | 0.83! intens | 1.99) %/;—"/, strengeste dict,

19— 20-6 1340/1028! alk. | 13 174 | intens | 2.07| °/,—?°/, 50 gr. rugbrød hver
| | | morgen,

26—27-6 1113011029) alk. | 0.6! 6.8 | intens | 2.64) 25/,—?7/, streng diet, Reiser

| paa landet,

Ammoniak-
udskillelsen,

Jernklorid-
reaktionen,

88 THEODOR FRØLICH. M.-N. KI.

er nogen tolerans for kulhydrater igjen, synes utvilsomt. Dette bestyrkes
ogsaa tydelig derved, at hun 1/6 faar 50 gr. rugbrød med den følge, at
glykosurien den dag er mindre end den foregaaende med strengeste diæt.
Dette toleransforsøg illustrerer nytten af de indskudte dage med strengeste
diæt paa en meget slaaende maade. Den opnaaede virkning paa tole-
ransen synes ogsaa at strække sig udover et længere tidsrum; thi efter ı
uges brug af kulhydrater er glykosurien %6 blot 18 gr.; der indskydes
atter et døgn med strengeste diæt, i hvilket det lykkes at bringe glykos-
urien ned til 5.1 gr., hvorefter hun i 10 dage atter faar kulhydrater,
uden at glykosurien den sidste dag stiger høiere end til 17.4 gr.

Anvendelsen af disse dage med strengeste diæt er et middel i be-
kjæmpelsen af glykosurien, som man altid har glæde af; dog viser det
sig ofte, at man som hos denne patient bør anvende flere dage i løbet af
et kortere tidsrum, da effekten derved summerer sig. Andre benytter sig
af de saakaldte hungerdøgn, i hvilke patienten intet nyder; men da virk-
ningen paa glykosurien omtrent bliver den samme, enten man anvender
absolut hunger eller patienten tillades at nyde fedt, grønsager og alkohol,
er det mere skaansomt at tillade nydelsen af disse sidste (v. Noorden).

Under brugen af 15 gr. bicarb. natr. p. d. havde det ved de tidligere
foretagne ammoniakbestemmelser vist sig, at ammoniakudskillelsen alligevel
holdt sig høi. Imidlertid har den fortsatte brug af natron bevirket, at
mængden er gaaet ned, saa hun 19% blot udskiller 0.71 gr. ammo-
niakkvælstof. Fra 19 institueres streng diæt, og samtidig stiger ammo-
niakmængden raskt for meget snart at naa over den dobbelte værdi; efter
en uges streng diæt er ammoniakudskillelsen steget til 2.44 gr. med en
kvælstofmængde, der svarer til over 15 Yo af totalkvælstoffet. Sammen
med ammoniaken tiltager ogsaa acetedikesyreudskillelsen under overgangen
til streng diæt, idet jernkloridreaktionen straks bliver intens.

En tilsvarende forøgelse af acetonurien lader sig ikke paavise, men
den holder sig hele tiden høi.

Fra 25/5 seponeres natron, samtidig med at hun atter faar kulhydrater.
De 50 gr. brød pr. dag har sandsynligvis liden indflydelse paa acidosen,
naar kulhydratomsætningen er saa slet som hos denne patient; imidlertid
ser vi, at jernkloridreaktionen straks aftager, hvilket antyder en hurtig
formindskelse af acetedikesyreudskillelsen; muligens dette for en del kan
tilskrives kulhydraterne, men jeg er mere tilbøielig til at antage, at det
skyldes den omstændighed, at natronet seponeres, idet derved natronets
»ausschwemmende« virkning opherer. Den aftagende Gerhardts reaktion
er saaledes intet gunstigt tegn under disse omstændigheder, ligesaalidt som
dens raske tiltagen under de første dage af alkalibehandlingen behøver

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 89

at indebære nogen fare. Dette sidste forhold er vel værd at lægge merke
til, da man ellers let vil kunne lade sig afskrække fra at fortsætte en ind-
ledet streng diæt, kombineret med alkalibehandling, fordi denne sidste
bevirker en tiltagen af reaktionens intensitet.

At der her ikke forelaa nogen virkning af kulhydraterne paa acidosen,
kan man se af de vedvarende høie ammoniaktal, som til og med stiger,
fordi natronet seponeres. Merkelig nok holder urinen sig alkalisk under
hele den tid, da patienten staar paa streng diæt, atter et udtryk for, at
alkalibehandlingen ikke altid kan kontroleres blot paa grundlag af urinens
reaktion.

Fra %/5 gives atter natron, 25 gr. p. d., med den følge, at acetonurien
og acetedikesyreudskillelsen stiger raskt, medens derimod ammoniakens
aftagen først kommer tilsyne to dage 'senere. Dette maa sandsynligvis
forklares gjennem den af Naunyn hævdede opfatning, at det tager tid,
forend alkalivirkningen kan gjøre sig gjældende paa selve produktions-
stedet for de dannede syrer, medens udskillelsen af de i blodet cirku-
lerende stoffe hurtig paavirkes ved dettes alkaliniseren.

Da ammoniakkvælstoffet meget snart sank ned til henimod normen,
blev patienten foreløbig sat paa en dose af 25 gr. p. d.

Patientens sygdom var nu i virkeligheden meget langt fremskreden,
saa jeg kun ugjerne tillod hende at reise paa landet; men af hensyn til
hendes absolute ønske i saa henseende gav jeg tilladelse dertil.

Unë#%%,landopholdet forordnes hun følgende diet: 14 dage streng
diæt + 50 gr. rugbrød hver dag med tillæg af 200 gr. bær; derefter to
dages strengeste diæt og saa atter 14 dage med 50 gr. brød og 200 gr.
bær i tillæg til diæten.

Paa grundlag af de her gjennemgaaede undersøgelser kan man med
nogenlunde sikkerhed opgjøre sig en mening om patientens udsigter for
fremtiden.

Vi har seet, hvordan det stadig er gaaet nedover med kulhydrat-
omsætningen, saa det er bleven vanskeligere og vanskeligere at opretholde
hendes tolerans; endvidere har vi fulgt acidosens gradvise udvikling og
seet, hvordan den nu allerede har naaet en betydelig høide.

Paafaldende har det været, at alméntilstanden har holdt sig saa god,
men det skyldes for en væsentlig del, at hun var flink til at overholde
diæten, saa glykosurien endnu ikke havde naaet den høide, at næringens
kaloriske værdi derved blev synderlig forringet.

Der har ikke været iagttaget komplikationer fra lungerne eller huden.

Resumé.

90 THEODOR FRØLICH, M.-N. KI.

Tabel XII. Patient II.
Tabellarisk fremstilling af syg-

Urinen
A = Sukker ë 3
Datum NEA 8 ee 24 | Sa | Aceton 0XY-
£ ae = = & 2 = 4.2 | smør-
8 å 3 5 3 3 oR | ox syre
= Ba A UE I EM eee u: |
5 a på a Ö n° |< < gr | gr
19-7-00 1050 | 1032 | alkal. | 0.48 5.04 middels
15-8 1575 | 1031 | neutral) 2,20 | 34.65 intens
15-9 1150 | 1033 |neutral| 2.8 32.20 intens
19-9 1110 | 1027 |neutral| 0.85 | 9.44 | intens
1-10 | 1700} 1034 | sur | 30 | 51.00 | intens
|
9-10 1430 | 1030 | alkal, | 2,0 28.60 1.90 | intens
10-10 | 1475 | 1080 | alkal. | 18 | 96.55 | intens
16-10 2400 | 1030 | neutral; 2.8 67.20 | 9.41 | 2.52 | intens
17-10 | ca. 4000 | | intens
| |
| |
18-10 | 4050 1028 | neutral} 3.1 | 195.55 | 18.14| 2.84 |intens
| |
19-10 | 3800 | 1033 |neutral| 3.3 | 125.40 | 17.02! 3.26 |intens| 10.49 | 44,46
|| |
20-10 | 3750 | 1034 | neutral} 3.9 | 146.25 | 16.54) 92.95 intens| 5.85 | 28.88
21-10 | 4500 1035 sur 36 |162.0 | 19.53} 3.39 |intens| 13.68 | 37.80
29-10 4050 | 1035 sur 3.3 |133.65 | 17.86| 2.76 |intens| 10.98 | 33.62
MER
23-10 | 2800 1033 | sur | 3.7 |103.60 | 12.54| 2.11 intens| 888 | 23.24
| |
|
|

No. 1.

1903. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. O1
S. W.
dommens forløb */1 1900—%3/10 1900.
Anmerkninger
Bicarb,
natr,
Diæten Uddrag af journalen

gr.

25 |27/5—17/; 50 gr. rugbrød | Velbefindende,
hver dag. 17/,—19/,
strengeste diæt,

25 |19/ —15/, 50 gr. rugbrød| Været frisk paa landet. Bleven mager. Vægt 44.2 kg.
hver dag.

25 15/,—15/, do, do. Havde parotitis i slutten af august, Senere velbe-
findende, Menses i orden. Urinen indeh, spor
af albumin.

25 16/,—17/, strengeste diæt.| Vægt 43.5 kg.

17/,—19/, streng diæt.

25 19/,—30/, 50 gr. rugbrød | Fremdeles afmagring. Hostet ca. 1 uge. Over høire
hver dag. 30/,—1/,, 50 fossa supraspinata enkelte knatrelyd, Det.: Heroin
gr. rugbrød og en del frugt. 0.005 t. p. d.

25 1/10—%/10 50 gr. rugbrød | Hoster fremdeles. Været træt og mat, Afmagring.
hver dag. %/,9—/19 streng Fysikalia som 1/,,.
diæt,

25 ||9/,,—10/,, 95 gr. rugbrød.

40 19/19—19/;9 90 gr. rugbred. | 15/,,. Hoster mindre, Dosig, sover meget. Hoved-
157, 5—15/19 2 liter melk, pine, Slap. Emmen lugt af munden. Resp. 36,
frugt og brød, dyb. P. 140, blød. Det.: Melk, frugt, cognac.

Idag (1%/,,) mindre desig, Resp. 28, mindre dyb.
P. 198. Emmen lugt af munden. Tp. 37.7. 1
brækning. Sengeleie.

40 16/,,—17/,, 2 liter melk,| Urolig inat. Er betydelig injiceret. Emmen lugt af
brød. munden. Hostet mindre, P,120,god. Resp. 24,

dyb. Desig. 1 brekning, Tp. 37.6. Appl.:
Klyster,

40 17/,0—!8/,0 1.5 liter melk, Sovet godt inat, Ser bedre ud. Ikke injiceret. Ikke

brød, frugt. hovedpine. Torster mindre. Emmen lugt af mun-
den, P.116, god. Resp, 99, ikke dyb. 1 bræk-
ning,

= 18/10—1°/10 do. do, Sovet godt. Hoster ikke. P. 108-112. Resp, 24,
ikke dyb. Staar op.

= 19/10—°°/10 do. do. Betydelig bedre. Resp. 29, normal. P. 120. Har
siddet oppe en stund igaar, Træt.

40 20/,,—21/,, do. do. Fremdeles bedring.

40 21/, 0— 22/0 do. do. Inat kl. 1/,3 pludselig omtaaget, udpræget dyb respi-

| ration, stennende, Er desig, uklar. P. 160, liden.
R. 94, dyb. Tørst. Kjolige extremiteter. Blik-
ket uroligt, Pupillerne smaa, Ikke afføring paa 3
døgn. 2%/,,y kl. 2 middag: Voldsom lufthunger,
anfaldsvis. P.198. Resp. 24, dyb. Kl. 7 aften:
Roligere.
40

22/5 9—75/,9 1 liter melk,

Fra kl, 1/,8 inat meget omtaaget, dyb respiration.
P. 148, liden, Resp. 28. ?%/,, kl. 2,30 middag:
Bevidstlos, Resp. 32, dyb. P. utelbar, KI, 3.20:
Mors.

Begyndende
tuberculosis
pulmonum,

Den til-
tagende ud-
vikling af
acidosen,

92 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Patient II. S. W. Tidsrummet 19/8—/10 1900.

Under opholdet paa landet befandt patienten sig vel den hele tid.
Ved brugen af 50 gr. brød pr. dag holdt glykosurien sig omtrent som
tidligere, idet hun ved hjemkomsten 1°/s (se tab. no. XII) udskilte 34.65
gr. sukker den første dag. Paafaldende var det imidlertid, at hun var
bleven mager, og hun veiede heller ikke mere end 44.2 kg., den samme
vægt som i april.

Under fortsat brug af samme diæt indtil 19/9 viste hendes glykosuri
sig fremdeles uforandret, men vægten var gaaet end yderligere ned, idet
hun 19/9 veiede 43.5 kg. Samtidig var Gerhardts reaktion bleven intens,
og der begyndte at vise sig spor af albumin i urinen. Under kulhydratfri
diæt fra 16/9 til 19/9 gik hendes glykosuri kun ned til 9.5 gr.

Hertil kom, at urinen trods brugen af 25 gr. natron pr. dag holdt sig
afvekslende neutral og sur.

I begyndelsen af oktober begyndte hun at hoste, ligesom afmagringen
tiltog. Der hørtes knatrelyd over høire lungetop, saa der sandsynligvis
var en begyndende lungetuberkulose i udvikling!. Alt dette sammenholdt
med, at Gerhardts reaktion tiltog i styrke, saa dens farve var brunsort,
gjorde tilstanden meget kritisk.

15/10 begyndte patienten at blive dosig og klagede over hovedpine.
Der var nogen acetonlugt af munden, ligesom respirationen var dyb og
pulsen daarlig.

Urinen viser sig den følgende dag trods brugen af 40 gr. natron
neutral, og ammoniakkvælstoffet er 2.5 gr. eller over 26% af total-
kveelstoffet.

Uden at der bliver noget typisk koma, holder tilstanden sig ufor-
andret med udtalt desighed og en til sine tider meget dyb respiration i
3 dage. Dette maa opfattes som et begyndende koma, der imidlertid
foreløbig gik tilbage. Hun kom sig saavidt, at hun °%Yıo kunde sidde
oppe en stund, ihvorvel hun følte sig meget mat.

Trods brugen af 40 gr. natron hver dag lykkedes det imidlertid ikke
at faa ammoniaken ned, ligesom urinen nærmede sig mere og mere til at
blive sur, hvorfor der var liden grund til at haabe, at bedringen vilde ved-
vare. Desværre var det ikke muligt at faa hende til at tage mere natron,
i saa fald vilde muligens den opnaaede bedring være bleven af længere
varighed.

De foretagne acetonbestemmelser viser en svær acetonuri, der stiger

indtil 13.68 gr. (20 21/10), en mængde, som man kun sjelden har anledning

1 Det lykkedes ikke at paavise tuberkelbaciller,

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 03

til at iagttage. Svarende hertil blev der ogsaa af dr. med. Geelmuyden
fundet en betydelig udskillelse af -oxysmørsyre.

21/10 befandt patienten sig subjektivt vel, naar undtages nogen mathed;
derimod var resultaterne af urinundersøgelserne denne dag saa ugunstige
som vel muligt, hvilket foruden i ammoniak-, aceton- og B-oxysmørsyre-
bestemmelserne ogsaa fik sit udtryk i den sure reaktion trods brugen af
40 gr. natron.

I løbet af natten til 22/10 begynder atter udviklingen af et koma, der
tiltager i styrke udover dagen med voldsomme anfald af lufthunger og
tiltagende døsighed; den paafølgende nat er hun stærkt omtaaget, og */10
middag indtræder bevidstløshed, der ender med mors kl. 3.20 em.

Her har saaledes acidosen været i rask udvikling fra 19/10, indtil mors
indtraadte. Til at begynde med ser det ud, som om alkalibehandlingen
vil kunne opholde komaet, men acidosen udvikler sig saa hurtig, at den
anvendelige natrondose ikke strækker til.

Ogsaa hos denne patient viser det sig saaledes, at alkalibehandlingen
har sin absolute begrænsning, naar acidosen er naaet saa vidt, at komaet
kommer som en direkte følge af syrelorgiftningen, uden at det skyldes en
tilfældig komplikation.

Patienten er en pige i 14 aars alderen, hvis diabetes til at begynde
med ser meget alvorlig ud, men som under en langvarig streng diæt lader
sig føre tilbage til en let form. Under denne behandling tiltager patienten i
huld og kræfter, hendes tolerans for kulhydrater bedres betydelig, og de
kliniske tegn paa den tidligere tilstedeværende acidose forsvinder.

Tilstanden holder sig god 1/2 aar, men efter den tid forværres tole-
ransen for kulhydrater, hvorefter tilfældet gaar over til den grave form,
og samtidig viser der sig en begyndende acidose. Tiltrods herfor trives
patienten endnu godt i 4—5 maaneder og lægger paa sig i vægt. Under
stadig forværrelse af toleransen skrider acidosen raskt fremad og nødven-
diggjør en stadig alkalibehandling. Efter et aars forløb frembyder hun
billedet af en meget grav diabetes med begyndende afmagring, hvortil der
slutter sig en lungelidelse, der sandsynligvis er af tuberkules natur, om
det end ikke lykkes at paavise tuberkelbaciller.

Nogen tid senere indtræder en pludselig forværrelse i hele sygdoms-
billedet, og under en hurtig tiltagende acidose, der giver sig tilkjende ved
en kolossal acetonuri, indtræder koma diabeticum, der ender med mors.

Sygdommens varighed beløb sig saaledes til henimod 2 aar, i hvilken
tid hun befandt sig meget vel, naar undtages de to maaneder, der gik
forud for hospitalsopholdet.

Det letale
koma.

Resumé,

Journal,

Resume,

94 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Sektion blev nægtet. Sygdommens udvikling tydede paa, at til-
fældet maatte henregnes til den »rene form« af diabetes mellitus.

Patient III. P. J. Hospitalsopholdet %/1—3/5 1899.

Pige P. J., 31/2 aar, indkom paa rigshospitalets afdeling for barne-
sygdomme ?°/4 1899 og døde sammesteds 3/5 kl. 111/2 aften.

Af journalen hidsættes: Faderen er frisk og har fire friske søskende.
Hans fader er død af brystsygdom, en broder af tæring.

Moderen har tidligere altid været frisk, men er i det sidste aar bleven
noget nerves. Hendes fader lever, 80 aar gammel; siden 50 aars alderen
har han havt tremor i hænderne, saa han ikke har kunnet arbeide; er
ellers frisk. Hendes moder er død af hjerteslag.

Moderen har havt 3 dødfødte barn med normale fødsler indimellem.
Tre søskende af patienten lever og er friske; en er død af scarlatina.
Patienten har havt rakit som liden samt i to aars alderen kighoste.

Sommeren 98 begyndte hun at klage over smerter under brystet.
Udover høsten blev hun mat og træt; moderen henvendte sig til læge,
der erklærede, at hun led af blodmangel (urinen blev ikke undersøgt).
For omtrent en maaned siden merkede moderen, at barnet tørstede stærkt
og drak vand hele dagen, medens vandladningen samtidig blev rigeligere
og urinen lys, Appetiten var god, men ikke bedre end tidligere. Hun
har — særlig den sidste maaned — magret af og er bleven saa mat, at
hun for det meste vil ligge. Er søvnig. Ingen kløe. Afføringen har
været i orden.

Status præsens. Patienten er mager og bleg med et lidende ansigts-
udtryk. Der er acetonlugt af munden. Puls 120. Resp. 16. Tungen
er tør, belagt i sidepartierne. Paa thorax sees tydelig rosenkrans. Ictus
cordis i 4de intercostalrum, indad for mamillarlinjen. Hjertedæmpning fra
4de costa og venstre sternalrand. Rene hjertelyd. Over lungernes for-
og bagflade er der sonor perkussionslyd og vesikulært aandedræt. Lever-
dæmpning fra 6te costa til costalbuen.

Underlivet er bledt, uømfindtligt, giver overalt tympanitisk perkus-
sionslyd. Paa nates sees en del smaa opklorede papler. Urinen er lys
gul, klar, sur, indeholder ikke albumin, giver tydelig sukkerreaktion.
Mikroskopisk sees enkelte rundceller.

Vægt 11.5 kg. Under hele hospitalsopholdet var temperaturen normal.

Af journalen fremgaar det, at patienten er en pige i 32 aars alderen,
i hvis familie der ikke tidligere er forekommet diabetes, medens derimod
en nervøs belastning synes fremtrædende i moderens familie. Dennes

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN 95

fader har i 30 aar lidt af en saa udpræget tremor, at han ikke har kunnet
arbeide; moderen selv har i de sidste aar været nervøs, ligesom hun
ogsaa ved samtale gjorde et udtalt nervøst, noget ængsteligt indtryk.
Aarsagen til de tre fødsler med dødfødt barn lod sig ikke bringe paa
det rene.

Patienten selv har tidligere i det hele taget været frisk, indtil hun
%/4 aar før indkomsten paa hospitalet begyndte at klage over mavesmerter;
allerede ved denne tid havde hun god appetit, der stod i misforhold til
hendes trivsel, men desværre blev urinen den gang ikke undersøgt, saa
nogen sikkerhed for sygdommens begyndelse har vi ikke. Sandsynligvis
er den vel begyndt udover høsten 98 for saa at tage en hurtig fart en
maaned før indlæggelsen.

Fra denne tid af har tørsten øget stærkt, vandladningen er bleven
rigelig, ligesom afmagringen har været saa betydelig, at hun ved indlæg-
gelsen blot veiede 11.5 kg., en i forhold til hendes alder altfor lav vægt.

Sygdommens udvikling den sidste maaned tydede paa en meget
grav form.

Der forelaa i anamnesen ingen holdepunkter til forklaring af sygdom-
mens aarsag, saa man maatte gaa ud fra, at det var et tilfælde af den
»rene form« af diabetes.

Der blev med denne patient gaaet frem paa samme maade som med
de to første, men desværre blev der ikke anledning til at følge sygdom-
men længe, idet hun døde i koma diabeticum efter en uges forløb.

Diæten, resultatet af urinundersøgelserne osv. vil fremgaa af tabel
no. XIII a og b. Spiseseddelen er opført ved slutten af arbeidet.

Ved indkomsten paa hospitalet viser det sig, at patienten har en god
appetit, idet hun spiser tilstrækkelig til, at kostens kaloriske værdi med
fradrag af de kalorier, der gaar tilspilde gjennem urinsukkeret, vilde dække
behovet selv for et friskt barn af samme vægt.

Denne gode appetit holder sig de fire første dage, men pludselig den
femte dag faar hun modvilje mod maden, særlig vil hun ikke spise brød.
Den lille kulhydratmængde i kosten denne dag (3/1—1/5) jer saaledes ikke
betinget i en med hensigt foretagen indskrænkning af kulhydraterne, men
er en følge af patientens mangel paa appetit. For at opveie dette tab
lod vi hende denne dag drikke saa meget melk som muligt, men alligevel
kom hun paa en betydelig underernæring.

Den følgende dag spiser hun fremdeles daarlig trods vore forsøg paa
at faa hende til at spise. Denne appetitmangel var vistnok en forløber
for komaet, der indfandt sig dagen efter.

Diæten,

96

THEODOR FROLICH.

Tab. XIII a.

Tabellarisk fremstilling

| Kosten
g ge |3 2 EE
| u 6 3 >35 ° gr) 5
Datum | ENER 3 8 % a
NES EG EEE 8 5 a | BERE
VE | à | 2 HSE g a|$|41|å |S
zw ENE BE ER £ 5 | + l'ENS
1899 |< | 3 |e |e | 2 PEER = | ø erw
96-97-4 || 386) 5.34) 69.7|104.0 19139) 8454 735| $70 — 1380 | 1938 | sur | 6:78 | 597
|
9798 | 435| 729 679 |116.7 19883 7578| 659 = 460 | joa, — | 996 | 748
28-29 |547| 868! 71.2| 108.6 131.7] 979.1] 83.7) 1040 — 1790 | 1031 | — | 563 | 3.89
29:30 1699| 11.13 868 131.4) 16326 10377 887| 253) = 3080 | 4097 | |1040% 8.72
30-4—1-5| 63.6| 10.18 | 40.1| 55.2| 860.0) 133.1| 11.4| 2250 =3390 | 1088 | — |1246
12 |583| 844 824| 955) 1089.4 9320! 79.7| 82° — 1900 | 1083 | — | 9.58 | 7.14
2-3 33| 052) 35| 50 490 — 1140 | 1088 | — | 791

1 Heri medregnet endel urin, der gik tilspilde under afføringen, men opsamledes og maaltes.
2 Beregnet minimalværdi, fremkommen ved at summere urinstofkvælstoffet og ammoniakkvælstoffet,

Tab. XIII b.

Analyse af afføringerne ?7/s—*/5 99.
LS rs

Kvælstof gr.
Fugtig td
Datum Antal vægt Tør vægt i aff, hver LOEN SA Rett er
er lede affø-
gr. F dag A
ring
97-98 -4. 2 42.0 3.89 0.24
| 98-29 9 89.0 12.99 0.78
29/80 9 4.58 10.2
30-4—1-5 0
1-2 0
9-3 2 177.0 43.10 3.54
Sum 6 308.0 59.98 4.56 4.58 10.2

reas. No: 1.

STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 07

P.J. 3/2 aar.
m. m. under hospitalsopholdet %/1—3/5 99.

224 82 Sukker Å
BE a — 8
Er EE or
Eie å EA u = bo
Peele. 5 |. 22 | å a || å
Bee 2 | å les 8 | FV
GENE | oO | SK | 4 | = |<
| = ae ==
75 6.5 89.7 | stærk | stærk | spor | 8
75.1 Sor ode ke ec
6914 | 29.7 | 50 | 860| — | — | > | 2
47 | 145.1| — | intens » 0
5.26 | |
197 | gag | 1773| — | - | > | 0
74.5 | 217| $48 | 384 intens — | spor | 0
||
Il
211| 454 | 368 |intens| — | spor | 2
|
Vid.-Selsk. Skrifter. M-N Kl. 1903. No, 1.

Anmerkninger

Urinen indeholder enkelte rundceller,

Er vanskelig at faa til at spise, især brød,
Det.: Mere melk.

2/,. Idag to brækninger. Har intet nydt
idag, Dosig. Resp. dyb. Det,: Bic.
natr. 15, Hydratocarb, mgn. 5 p. d.

3/;. Igaar middag udtalt dyb resp. Desig
inat. Idag bevidstles, Puls 160. Resp.
50, dyb. Mors kl, $12 aften.

98 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Havde denne patient umiddelbart efter indkomsten paa hospitalet
været sat paa streng diæt, vilde man sikkerlig deri have seet aarsagen
til komaets udbrud. Da dette nu indfandt sig uden nogen leiligheds-
aarsag, maa det skyldes den omstændighed, at acidosen havde naaet en
svær høide.

Glykosurien. Glykosurien taler ogsaa for, at vi her har at gjøre med en meget
grav form af diabetes, idet sukkermængden i urinen enkelte dage over-
stiger kostens kulhydrater betydelig, ja en dag er over 3 gange saa stor.

De kvælstof- De to første dage finder vi en nedsættelse af urinstofkvælstoffet
holdige urin-
bestanddeles
indbyrdes ca. 17 %0; svarende hertil finder vi denne dag en betydelig øget ammo-

med ca, 10% under normen, hvilket tredie dag end yderligere ages til

forhold. niakudskillelse, idet ammoniakkvælstoffet udgjør 29.7 Yo af totalkvæl-
stoffet. Summen af de to kvælstofforbindelser udgjør 98.8 % af total-
kvælstoffet.

Heller ikke hos denne patient finder vi saaledes en saa stor reduk-
tion i urinstoffet, som der theoretisk skulde ventes.

I døgnet mellem %% og 1/5 naar ammoniakudskillelsen sin største
høide — 2.99 gr. —, en svær forøgelse hos et saa lidet barn; den
holder sig høi ogsaa de sidste døgn og paavirkes kun lidet af natron.

De her fundne ammoniakværdier er imidlertid ikke absolut paalide-
lige, da de er bestemt ved titrering med hel normal svovlsyre og natron-
lud istedenfor med kvart normal.

Kvælstof- Den største interesse ved denne patient knytter sig til de foretagne
omsætningen. yndersøgelser over kvælstofomsætningen.

Disse er foretaget i tidsrummet 27/4 til 3. Afforingerne er af-
grænset ved forsøgets begyndelse; i sidste døgn havde hun to afføringer;
efter disse blev der appliceret to klysterer, uden at der kom exkrementer
med dem. Ved sektion fandtes der i ventrikelen melkekoagler og apelsin-
rester fra sidste dag (?/5), som ikke hører med til forsøget. I tarmene
fandtes en del exkrementer, der saaledes ikke er kommen med blandt de
analyserede afføringer.

Sammenligner vi værdierne for kvælstofindtægt og udgift i denne

periode, faar vi følgende udtryk for kvælstofomsætningen:

Kvælstof i kosten Kvælstof i urinen Kvælstof i afføringerne
27/4—3/5 46.24 gr. 55.94 4.58 == — 14.28 gr.
ll [|
60.52.

Dette udgjør en kveelstofdeficit = 2.38 gr. pr. døgn.
Ogsaa her er den fundne differens saa stor, at de smaa feilkilder,

der findes ved forsøget, maa kunne sættes ud af betragtning, særlig da

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 99

den væsentligste feil er, at kvælstofmængden i afføringerne er noget
for liden.

Heller ikke hos denne patient lader denne eiendommelige kvælstof-
omsætning sig forklare ved mangelfuld ernæring eller daarlig tarmresorp-
tion. Det synes ikke umuligt, at den er et udtryk for, at ogsaa egge-
hvideomsætningen for en væsentlig del bidrager til vedligeholdelsen af
en saa stor glykosuri.

Hvor stor kvælstofudskillelsen i virkeligheden er, kan man se deraf,
at hun en enkelt dag udskiller over 1 gr. kvælstof pr. kg. legemsvægt.

Hvad glykosurien angaar, saa udskiller hun 170.1 gr. sukker mere
end svarende til kostens kulhydrater i disse sex dage 9: 28.3 gr. pr. døgn.

Tarmresorptionen er i dette tidsrum god. Af den samlede kvælstof-
mængde i kosten gjenfindes i fæces 9.000, heri ogsaa medregnet tar-
mens kvælstof. Af fedtet i kosten gjenfindes blot 2.9 %0 i fæces, hvilket
angiver en udmerket god fedtresorption.

Resultatet af samtlige her gjennemgaaede undersøgelser, sammen-
holdt med de daglige kvalitative reaktioner paa acetedikesyre og aceton,
giver os billedet af en usædvanlig grav diabetes. Sandsynligvis har
sygdommen fra første stund havt et akut forløb og er desuden bleven
saa sent diagnosticeret, at acidosen allerede ved indkomsten paa hospi-
talet er meget betydelig.

Uden nogen indtrædende leilighedsaarsag faar patienten et typisk
koma diabeticum, der meget snart ender med mors.

Sektionen (dr. Fin Holmsen) viste en let enteritis follicularis samt
degeneratio adiposa renum.

Pankreas veiede 18 gr., var 11 cm. lang og 21/2 resp. 11/2 cm. bred;
hverken ved makroskopisk eller mikroskopisk undersøgelse kunde der
paavises noget abnormt.

Patient IV. K. S. Hospitalsopholdet %10—/11 1901.

Gut K. S., 2712 aar, indkom paa rigshospitalets afdeling for barne-
sygdomme */10 or og udskreves *%/11 or i bedring. Af journalen hid-
sættes:

Faderen er i det hele taget ikke stærk, men lider ikke af nogen
bestemt sygdom. Hans fader døde af nyresygdom, hans moder lever
og er frisk.

I familien er ikke forekommet noget tilfælde af diabetes, sinds-
sygdom eller arthritis.

Tarmresorp-
tionen,

Resumé,

Sektion,

Journal,

Resumé,

100 THEODOR FROLICH. M.-N. Ki.

Moderen lider af dyspeptiske besværligheder, men er forresten frisk.

Hendes forældre lever og er friske. I familien kjendes intet tilfælde
af diabetes, sindssygdom eller arthritis.

Patienten er eneste barn, er født i ret tid; fødselen forløb normalt.
Han har altid været frisk, indtil han i juli maaned 1900 gjennemgik en
let bronkit, ledsaget af feber og tørst, uden at dog urinen blev under-
søgt. Senere har han været frisk, indtil han i august maaned iaar be-
gyndte at drikke meget, hvilket har vedvaret og muligens tiltaget noget.
Samtidig begyndte han at spise meget, dog afvekslende med liden
appetit. Han er bleven mager og noget slap. Læberne er bleven tørre.
I de sidste 8 dage har han tabt sig mest. Vandladningen har den hele
tid været hyppig og rigelig; dog har han kunnet holde sig tør. Han
har helst villet spise kjød, sukker og brød, derimod nødig melk og
melkemad. Af og til har han klaget over smerter i maven, ellers ingen
klager. Afføringen har været i orden, muligens noget træg. Han har
ikke hostet, ikke havt kløe.

I de sidste 8 dage har appetiten været liden. Under maaltiderne
har han ofte havt brydninger, af og til ogsaa brækninger.

Status præsens. Patienten er bleg og mager, vel udviklet for sin
alder. Tungen er ren, stærkt rødfarvet med store papiller, fugtig.
Temperatur 37.4 Huden er noget tør. Intet oedem eller exanthem.
Hovedet er stort med store tubera frontalia et parietalia. Pupillerne er
lige store, reagerer godt for lys. Ved hjertet og lungerne intet abnormt
at paavise. Milten gaar noget foran costalbuen; underlivet er blødt og
uømfindtligt. Vægt 11.1 kg.

Hvad der forøvrigt er af interesse ved journalen, vil fremgaa af
tabel nr. XIV og XV.

Patienten er en gut i 21/2 aars alderen, i hvis familie der ikke tid-
ligere er forekommet noget tilfælde af diabetes.

Naar undtages en temmelig udtalt rakit samt en let bronkit et aar
før indkomsten paa hospitalet, har han tidligere altid været frisk. Uden
at der foreligger nogen paaviselig aarsag, synes hans sygdom at være
begyndt vel en maaned før indkomsten paa hospitalet med stærkt ud-
talte diabetessymptomer, hvorved hans alméntilstand er bleven adskillig
medtaget. Denne akute begyndelse i forbindelse med den hurtige udvik-
ling tyder paa en grav diabetes, der i mangel af nogen paaviselig aarsag
maa henregnes til den rene form.

Behandlingen af denne patient blev ledet som hos de foregaaende.
For at opnaa den størst mulige nøiagtighed af undersøgelserne over
kvælstofstofskiftet blev der hver dag gjort kvælstofanalyser af de nærings»

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. IOI

midler, der indeholder større mængder af kvælstof. Dette lod sig ikke
gjøre for eggenes vedkommende; for at beregne disse saa nøiagtig som
muligt blev de altid veiet med fradrag af skallets vægt, og til bereg-
ningen af kvælstofmængden benyttedes den af Hammarsten angivne
værdi = 1.95 Yo kvælstof.

Da det anvendte oksekjod den hele tid viste sig at være meget
magert, benyttede jeg til beregning af dets fedtmængde det af König
angivne tal for magert oksekjød = 1.7 % fedt.

De hos denne patient foretagne undersøgelser over kvælstofstof-
skiftet strækker sig over et tidsrum af 19 dage, hvilken tid medgik for
at bringe hans glykosuri til at svinde. I hele denne periode er der
gjort analyser af afforingerne saavel for kvælstoffets som for fedtets
vedkommende.

Samtlige undersøgelser er fremstillet i to tabeller, af hvilke den ene
omfatter tidsrummet fra indkomsten paa hospitalet, indtil patientens urin
blev sukkerfri, den anden fra dette tidspunkt indtil udskrivelsen.

Kostens sammensætning vil fremgaa af disse tabeller; spisesedlerne
er anført ved slutten af arbeidet.

Denne patient frembyder ved indkomsten paa hospitalet nogen
vanskelighed med hensyn paa ernæringen, idet han til stadighed, særlig
ved nydelsen af brød, faar vomituritioner, hvorunder han er meget nær
ved at brække op maden. Af denne grund er der de første dage store
variationer i næringsmængderne, hvilket dog udjevnes nogenlunde, efterat
pleiersken har lært barnet bedre at kjende. Fra 1/10 er det derfor ingen
vanskelighed at holde patienten paa en konstant diæt i en uge, hvilket
gjordes for at iagttage glykosuriens størrelse under disse forhold, Efterat
dette 17/10 er bragt paa det rene, reduceres kulhydraterne daglig, indtil
patienten de to sidste dage faar en praktisk talt kulhydratfri diæt. De
smaa mængder af kulhydrater disse to dage indeholdes i blomkaal; de
spiller ingen rolle ligeoverfor glykosurien, da blomkaalen er kogt i to
vand, forend den gives patienten, hvorved den væsentligste del af kul-
hydraterne er bleven opløst i vandet.

De store fedtmængder, som patienten nød den hele tid, indeholdtes
væsentlig i smør, som han uden vanskelighed spiste sammen med kjød
og blomkaal.

Kostens albuminmængde er i det hele taget vel stor; men skal man
kunne tilfredsstille saa smaa patienter, er denne indrømmelse uundgaaelig;
savnet efter kulhydraterne vilde ellers blive for stört. Ved en saa grav

form som hos denne patient er imidlertid disse store albuminmængder

Diæten,

102 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.
Tabel XIV. Patient IV.

Tabellarisk fremstilling af urin-

| Kosten Urinen
7 =
Am En |
vu x
| | 3 585% & Sr
Datum | 2 53 a8 | & a 25
|| et = x ee © =} 8 SG 5
2.8 3 By) Se BBS ENE ENE
5 2 A en Fe u = > hr) 2 = E 1, ©
8 =: a ue) 2 7 Q 3 2 A
å = 3 = = = 3 ic | & a g = E= ra
4 [aa mS 4 mS = Lt u å & a E
3-4-10 01 86.0 6.25) 43.8 | 76.1 | 871.1| 505.8| 45.6 | 11001 1042 | sur 0.289
|

4-5 |/86.3) 13.60 | 103.7 | 140.7 | 1895.0) 1239.0 | 112.6 | 2000 | 1043 | sur | 9.98

5-6 | 66.1] 10.41 | 78.1 | 80.2| 1326.2) 9442 83,6 | 1350 | 1042 | sur |8.99 | 0.626 6.96

6-7 |19.9| 3.15| 19.6 | 25.5| 368.3) 2724| 24.3 | 590 | 1042 | sur |5.82 | 0.899 15.4
7-8 1479| 7.60| 75.1 | 56.6|1126.9| 937.5| 844 | 745 | 1043 | sur |5.77 | 0.857 | 14.8

8-9 |50.8| 8.07| 82.7 | 59.4|1220.9| 992.9| 91.9 | 1030 | 1042 | sur |727 | 1.118 | 15.4
9-10 |/62.5) 9.92|112.0 | 64.9 |1563.9| 1275.3 | 117.0 | 11002] 1042 | sur |6.93 | 1.148 | 16.6

10-11 60.0, 940) 96.6 | 54.3| 1367.0 1112.8) 101.1 | 1000%| 1041 | sur |7.79 | 1.310] 168
11-12 562 891| 766 | 542/1165.0| 9088| 86.5 | 1060 | 1043 | sur |7.88 | 1.402 17.8
12-18 |570 9.06! 76.3 | 542111655 8746| 81.7 | 1650 | 1036 | TÅ (821 | 1.973] 15.5
svag

13-14 570 9.06| 75.5 | 54.2|1158.0) 9047| 83.8 | 1670 | 1029 alkal, 0:73 | 0.447 6.64

14-15 157.8 9.20) 853 | 54.3) 1259.9) 1027.5| 942 | 1570 1027 | alkal. 6.23 | 0.297| 4.77
15-16 |71.1 11.28) 99.0 | 64:6|1477.0| 1300.7 | 118.2 | 17204) 1023 | alkal. 542 | 0.120| 2.21

16-17 568 9.08| 848 | 542 1243.7 1051.3| 95.6 | 1805 | 1021 | alkal. |5.231 | 0.095 | 1.82

17-18 |55.8 8837| 847 | 49.0|12174 1047.9, 93.5 | 1590 | 1023 alkal. | 6.010 | 0.150 | 2.49
18-19 |57.7| 9.18| 85.3 43.4 |1207.8, 1095.7| 98.7 | 1520 | 1022 alkal. | 6.032 | 0.106| 1.76
19-20 56.8 9,05 | 98.8 | 85.5 |1250.8 1157.4 | 102.4 | 1460 | 1021 | alkal. | 5.702 | 0.138 | 2.42
20-21 46.38 7.37| 904 | 29,4 | 1122.4 1077.3 | 95.3 | 1250 | 1021 | alkal. | 5.670 | 0.158| 2.79
| |
|

85.3 | 735 | 1025 | alkal. | 4.824 | 0.105) 2.18

5.8| 990.0, 990.0 |
5.9 en 1080.1 sn 1055 | 1021 oe 5.319 | 0.149) 2.80

| | | I

Per

i ee NNN AA NN

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 103

K. S.
undersøgelserne etc. 3/10 01—/10 or.
|
| © |
Sukker EG så IBicarb,
— 3 E Bs 5 Bel natr, | Anmerkninger fra journalen
= See gl es 2 |_|
Melos’ |e | FO | isle
MS) 2 < a | er. |< | > ||
ut | a på 2 =
=a Fa
Se i |
8.1 | 89.1! svag |0.397 E Rue | 111 1En del urin tilspilde,
I. ny |
8.0 160.0) middels | 0.517 1 11.0, %/,0 kl. 1/,8 morgen kul. Torster meget. Sovet
urolig. Puls 139, liden. Resp. 20.
: Polariseret | Ne å x
6.9 | 93.2) middels | 1.194 70% | 2 11.3 Afforing no, 2 kulfarvet. Hele frokosten 5/,,
rl | | opbrækket; denne mad ikke medregnet i
| | kosten, Ildebefindende. Kvalm, ikke døsig.
| : | P. 132. Resp, 20.
4.5 | 93.5! middels 0.740 es 1 11.2 Vil nødig spise, brydninger under maaltidet. Er
\ Ve | slap, ikke desig. P. 108, liden,
6.2 | 46.2) sterk | 0.825 | 1 11.1 Befinder sig idag meget bedre. Sovetgodt. Ingen
| ' | | brydninger, P. 104, god.
54 | 556) sterk 1.396. Pa 0 | 10.8.
A \Polariseret|) "Ca. 20 ccm. urin gaaet tilspilde; disse er med-
Ped stark | 1.588 6.4 %/, 0 102 regnet i de 1100 ccm,
6.2 | 62.0 stærk 1.431 5.80 0 11.0 3Ca, 40 ccm, urin gaaet tilspilde; medregnet,
5.9 | 62.5 stærk | 1.606 2.44 1 10,5 En rigelig afforing (275 gr.) efter klyster.
4.3 |70.95| intens ed 6.77 | 20 | 4 | 10.7)
3.7 | 61.8 | intens 2209 852 | 9 |3 10.8 Afforingerne lose,
3.5 |5495| intens | 1.712] 581 | 90 |3 10.9 Do. do. Urinen indeholder phosphater.
9.5 |43.0 | middels 1.029 1.38 | 20 |6 111.0 Do. do. 4Ca, 75 ccm, urin tilspilde; medregnet.
| Frokosten igaar for en væsentlig del op-
| | brækket,
2.6 | 46.9 | middels 0.999 2.17 | 20 | 6 11.0 Do. do. Det.: Subn. bismuth. 0.60 t. p. d.
26 |41.3 | middels |1,073| 413 | 20 |0|112
181974 | stærk |0691 593 | 20 | 1 1111
1.56 92,8 | stærk |0.809 3.94 | 20 |2 11.3,
0.88} 11.0 | stærk |0.906 9.25 20 | O | 11.3) Urinen siden !°/,, bundfald af phosphater. Ikke
| | albumin den hele tid,
0 | 0 | intens | 0.810 | 20 | 0} 11.6]
0 | 0 intens | 1,138 | 20 |1|114/23/,, kl. 1/,8 morgen kul, der viste sig i af-
føringen ?%/,,; afføring indtil da opsamlet.

104 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

af en væsentlig betydning for glykosurien, hvilket senere vil fremgaa
med stor tydelighed.

Den kaloriske værdi af kosten i denne periode er mere end til-
strækkelig, idet patienten den hele tid med undtagelse af to dage faar
over 80 kalorier pr. kg. legemsvægt pr. døgn, efterat de kalorier, der

Vægten, gaar tabt gjennem urinsukkeret, er fratrukket. Selv med denne rigelige
ernæring lykkes det dog ikke at øge patientens vægt med mere end
0.3 kg., hvilken forøgelse væsentlig falder paa den sidste uge, da glykos-
urien var gaaet ned respektive var ophørt.

Under denne diæt holdt afføringen sig noget træg med undtagelse
af 4 døgn; denne forbigaaende diarrhoe kom umiddelbart, efterat patien-
ten havde begyndt at faa natron, der sandsynligvis har virket noget
laxerende.

Sukkerud- Patientens tolerans viser sig de første tre dage at være meget
en daarlig, idet han disse dage udskiller over 40 gr. sukker mere end
svarende til kostens kulhydrater; dertil kommer, at glykosurien i og for
sig ogsaa er meget stor i forhold til patientens vægt, idet gjennemsnits-
mængden for disse tre dage er 114.1 gr. sukker pr. døgn eller over 1 %o
af legemsvægten. 65-710 faar han af hensyn til de omtalte vomituri-
tioner lidet mad med den følge, at glykosurien gaar betydelig ned og
ikke overstiger kostens kulhydrater, ligesom toleransen tydelig paavirkes
ogsaa de to følgende dage. Fra 1/10 sættes han paa en konstant kul-
hydratmængde pr. dag (54 gr.), og herunder stiger først glykosurien for
senere jevnt at aftage. At han 1516/10 fik 64 gr. kulhydrater, var be-
tinget i den omstændighed, at han havde en brækning efter frokosten

15/10, hvorfor han fik lidt tilleg til kosten senere paa dagen.

Det viser sig saaledes, at han med ca. 50 gr. kulhydrater pr. døgn
formaar at omsætte en del sukker eller ialfald ikke gaar tilbage i tole-
rans. Fra 1710 reduceres kulhydraterne, hvorunder den heldige ind-
flydelse paa toleransen kommer end mere tilsyne, idet der de tre sidste
dage omsættes over 10 gr. sukker pr. døgn.

Allerede det første døgn med streng diæt resulterer i, at urinen
bliver helt sukkerfri.

I det hele taget viser det sig saaledes hos denne patient, at glykos-
urien let lader sig paavirke ved indskrænkning af kulhydraterne, at den
ikke har tendens til at stige, naar kulhydraterne i kosten ikke overskrider
50 gr. pr. døgn, men at derimod større mængder har en meget skadelig
virkning paa glykosurien.

Det her iagttagne forløb af glykosurien skulde tyde paa, at denne
vilde forholde sig let i den første tid, og at man ved nogen tids streng

1903. No. ı. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 105

diæt skulde kunne opnaa en endnu bedre tolerans end i det gjennem-
gaaede tidsrum.

Diuresen er i høi grad vekslende den hele tid, hvilket maa tilskrives
den omstændighed, at patientens tørst varierede meget fra dag til dag.
Den pludselige forøgelse i diuresen fra 12/3 hænger sammen med, at der
krævedes meget vand for at faa patienten til at tage 20 gr. natron p. d.

I den periode paa 19 dage, der hos denne patient gik med for at Kvælstof-
gjøre hans urin sukkerfri, spiste han gjennemsnitlig 50 gr. eggehvide og Sa
80 gr. fedt pr. døgn. Samtidig hermed var glykosurien ikke i det hele
taget væsentlig større end kostens kulhydratmængde, hvorved den
kaloriske værdi af næringen den hele tid blev tilstrækkelig for hans
legemsvægt. Dette fremgaar af de kaloriske værdier, der er udregnet
pr. kg. legemsvægt efter fradrag af de kalorier, der er gaaet tabt gjen-
nem urinsukkeret.

Hertil kommer, at tarmresorptionen har været god, idet han i den
hele periode har nydt 166.73 gr. kvælstof, medens afføringerne kun
indeholdt 8.36 gr.

Sammenstilles værdien for kvælstofindtægten med den samlede ud-

gift gjennem urin og fæces, faar vi følgende udtryk for kvælstofomsæt-

ningen:
Indtægt Udgift
Urin Fæces
4/49 3/19 166.73 gr. 125.8 gr. 8.36 gr. == -| 32.57 gr.
ho [1
134.16 gr.

For den hele periode viser saaledes kvælstofomsætningen et over-
skud — 32.57 gr., hvilket pr. døgn udgjør 1.71 gr.

Saa gunstig stiller imidlertid ikke forholdet sig, dersom vi betragter
den første del af perioden (*-1%/10) — da glykosurien var stor — for sig.
Forudsættes samme tarmresorption i disse sex dage som i den hele

periode, faaes følgende udtryk for kvælstofomsætningen:

Indtægt Udgift
Urin Fæces (beregnet)
4/10—19/10 52.75 gr. 44.76 gr. 2.64 gr. = + 5.35 gr.
47.40 gr.

Dette svarer til en kvælstofafsætning af 0.89 gr. pr. døgn.

Heraf synes det at fremgaa, hvordan kvælstofomsætningen bedres,
eftersom glykosurien aftager.

Forholdet mellem totalkvælstof og ammoniakkvælstof er til at be-De kvælstof-
gynde med normalt, men fra 970 stiger det sidste i mængde og holder ee
sig omkring 16% af totalkvælstoffet indtil 19/10. Denne forøgelse falder indbyrdes

sammen med en periode af subjektivt ildebefindende, kvalme, hurtig puls forhold.

Acidosen,

106 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

og almindelig slaphed hos patienten, hvortil der i diæten ikke kan paa-
vises nogen aarsag. Fra l?/10 forordnes derfor 20 gr. natron pr. døgn,
hvorefter ammoniakmængden straks aftager.

Den første dag af hospitalsopholdet viser urinen kun en svag jern-
kloridreaktion, men indeholder desuagtet en betydelig mængde (0.327 gr.)
aceton. Sammenligningen mellem den ved titrering bestemte og den
ved polarisation fundne sukkermængde tyder ikke paa, at der i urinen
forekommer p-oxysmørsyre, ligesom ammoniakmængden som nævnt laa
indenfor grænsen af det fysiologiske.

Det eneste holdepunkt for tilstedeværelsen af en acidose bliver
saaledes acetonurien. Imidlertid forværres disse forhold lidt efter lidt
samtidig med den indtrædende forværrelse i patientens alméntilstand,
saa jernkloridreaktionen 110 er bleven stærk, acetonmængden er
stegen til 1.606 gr. og ammoniakkvælstoffet til 1.402 gr. Svarende
hertil er der ogsaa indtraadt en betydelig udskillelse af 8-oxysmorsyre.
Denne er under hele opholdet velvillig bestemt af dr. med. Geelmuyden!
paa universitetets fysiologiske institut.

Acidosens optræden her maa tydeligvis ansees som et udtryk for
organismens mangelfulde evne til at omsætte kulhydrater, da man ved
en saa kulhydratrig kost som denne (i forhold til patientens alder) neppe
vil kunne vente saa store mængder af de respektive syreprodukter, for-
udsat en god assimilationsevne.

Det er under disse omstændigheder altid vanskeligt at afgjore,
hvorvidt man skal instituere streng diæt eller ikke.

Gjør man det imidlertid ikke, saa opnaar man kun at forværre
patientens assimilationsevne med den følge, at acidosen ogsaa tiltager,
med andre ord man vinder intet ved at lade være. Kan man derimod
ved streng diæt ophjælpe assimilationsevnen, vil ogsaa acidosen bedres.
Hvor vanskeligt valget saaledes end kan være, bør forsøget dog gjøres
og da for sikkerheds skyld under brug af natron. Denne patient for-
ordnedes derfor fra 1?/10 20 gr. natron p. d. med den følge, at ammo-
niakmængden gik ned, medens derimod acetonurien, acetedikesyreudskil-
jelsen og B-oxysmorsyreudskillelsen steg betydelig de første dage, en
følge af natronets »ausschwemmende« virkning.

Efter denne paatagelige virkning af natronet iværksattes overgangen
til streng diæt med den følge, at acetonurien atter gik ned (fra 15/10) og

1 Bestemmelsen af #-oxysmersyren skeede ved først at afmaale to portioner urin paa 1co
ccm.; begge tilsattes gjær og henstod ved ca. 35° C,, indtil den ene portion ikke
længer gav sukkerreaktion. Den anden portion fortyndedes til sit oprindelige volum

under tilsætning af 5 ccm, conc, svovlsyre, filtreredes og polariseredes under benyttelse
af Magnus-Levys dreiningskoefficient, 24.12,

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 107

jernkloridreaktionen aftog ligesom udskillelsen af 8-oxysmørsyre. Lige
indtil sidste dag af dette forsøg holdt imidlertid alle værdier sig
endnu store.

De absolute værdier for @-oxysmersyren kan man ifølge dr. med.
Geelmuydens velvillige meddelelse neppe anse som korrekte, da methoden
til dens bestemmelse ikke er fri for feilkilder; seet i sammenhæng med
de for acetonurien fundne værdier har dog de udførte bestemmelser sin
store interesse som bidrag til at fuldstændiggjøre billedet af disse vigtige
stofskifteprodukters optræden i urinen.

Hos denne patient har det saaledes ogsaa lykkedes — rigtignok
under samtidig optræden af en betydelig acidose — at fjerne sukkeret
fra urinen, hvorfor tilfældet forsaavidt maa henregnes til de lette; da
imidlertid sukkerets forsvinden under overgang til streng diæt ikke er
noget sikkert kriterium paa, at et tilfælde er let i barnealderen, maatte
man være forberedt paa, at sygdommen ogsaa hos denne patient snart
vilde vise sin sande karakter.

Resultatet af analyserne af afføringen i denne periode vil fremgaa
af følgende tabel:

Datum Samlet vægt Tør vægt Kvælstofmængde Fedtmængde

#4/10—%/10 1250 gr. 183 gr. 8.36 gr. 47.8 gr.

Da patienten i denne periode har nydt 166.73 gr. kvælstof, er
saaledes ca. 95/0 af kvælstofforbindelserne resorberet, og da han har
nydt 1599.5 gr. fedt, er ca. 97 % af fedtet resorberet. Ogsaa hos denne
patient viser det sig saaledes at være en god tarmresorption.

Efterat behandlingen foreløbig havde resulteret i, at glykosurien var
ophørt, sattes patienten paa streng diæt indtil videre. Kosten indeholdt
fra nu af 40—70 gr. albumin og 90—140 gr. fedt pr. dag samt de smaa
mængder af kulhydrater, der findes i blomkaal. Den kaloriske værdi
(cfr. tabel XV) udgjorde 90—130 kalorier pr. kg. legemsvægt.

Herunder er urinen delvis sukkerfri, delvis indeholder den ubetyde-
lige mængder af sukker, der ikke kvantitativt kunde bestemmes. Naar
undtages enkelte dage, optraadte den lette glykosuri gjennemgaaende
paa de dage, da kosten var eggehviderig, medens den manglende
glykosuri faldt sammen med de dage, kosten indeholdt lidet eggehvide.
Det synes saaledes, som om sukkerudskillelsen var afhængig af kostens
albuminmængde, og at denne maatte være under 40 gr. pr. dag, forat
de fra eggehviden stammende kulhydrater skulde kunne omsættes fuld-
stændig. Denne omstændighed viser nødvendigheden af at kontrolere
ogsaa kostens eggehvidemængde ved visse former af diabetes. Hos denne
patient var det ikke muligt at indskrænke eggehviden i længere tid til

Tarmresorp-
tionen.

Forsøg med
streng diæt.

108 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.
Tabel XV. Patient IV.
Tabellarisk fremstilling af urin-
Kosten Urinen
| Zi a Er ve
| mn BS ü Cs bo bp ke) =
Datum || 2 253 SE 8 3 = Se
| 2 5 5 5 \582| 56 | 2 | = | Reaktion ES ES
| E | & = 2 sera So | & | & = |941|..8
2 8 3 = As) © 5 iS iy 8 . Ss = 8 RS
eee ENE å |2* |
23-94-10) 43.4) 6.93) 944! 5.9 |1080.0 1080.0] 93.911355 | 1019) ir | 5:46 0.15 | 27
24-25 || 43.2) 6.92} 943| 59 | 1078.3) 1078.3) 93.8 1055!) 1021 | alkal. | 5.85 0.13 | 22
|
25—96 1484 7.74 | 1146| 6.2 |1989.6| 1289.6| 114.1|1250 | 1018! alkal. | 5.78,0.26 | 45
26—97 | 474) 7.58 | 114.7| 6.2 |1286.5| 1986.5) 113.3] 1090 | 1020 | alkal. | 5.36. 0.24 | 4.5
27-98 |489| 7.83] 1146| 6.2 |1291.7 1291.7| 112.3 1130 | 1019| alkal. | 4781016 | 33
28—29 60.7 | 9.72| 124.9, 6.3 |1436.3| 1436.3| 123.811200 |1017 alkal. | 6.45 0.19 | 29
29—30 | 59.2| 9.46| 1934| 6.2 |1415.8|1415.8| 122.0 | 1270 | 1020| alkal. | 6.42 0.10 | 15
30—31 | 59.4! 9.51) 1850| 6.3 | 1481.9] 1431.9] 193.4| 985|1020| alkal. | 7.72 0.35| 45
31-10-1-11| 61.9| 9.90| 127.0| 6.4 |1461.1| 1461.1] 125.9| 845 |1022| alkal. |78110.24 | 3.1
1— 2 1596| 9.53| 124.1| 62 | 1493.9) 1493.9) 122.8| 775 1020| alkal, | 7.81|0.20 | 2.6
2— 3 161.6| 9.83| 125.1| 6.3 |1441.8| 1441.8] 125.9| 830|1023| alkal. |7.67|017| 22
3—4 1,475 7.59| 105.4) 6.1 | 1199.9} 1199.9] 104.3| 760 |1023| alkal. |7.18|0.58 | 8.1
4—5 |524| 887] 107.1| 6.2 | 1236.3] 1236.3 107.5||1040 |1018| alkal. |6.55 10.13 | 19
5— 6 |524| 838| 108.4| 6.2 |1948.4| 1948.4) 109.5| 785 |1021| alkal. | 6.98 10.26 | 3.7
6—7 | 67.2110.75| 127.3| 6.4 |1485.7| 1485.7| 130.3| 93511020| alkal. | 8.25 |0.28 | 34
7— 8 66.5 110.64 | 196.7) 6.4 | 1477.2| 1477.2| 129.0| 695 | 1025| amfoter | 7.44 |0.40 | 54
|
8—9 || 64.1/10.25| 127.4| 6.4 |1473.9|1473.9| 128.1| 635|1027| sur 8.1310.58 | 71
9—10 || 61.4| 9.81 | 195.4) 6.3 | 1443.8] 1443.8) 126.6| 910|1021| sur 7.58 | 0.53 | 7.0
10—11 63.6 |10.18 | 196.8) 6.4 | 1466.2) 1466.2) 198.6) 9101023! alkal. | 8.79 0.38 | 43
11—12 62.3 | 9.96 | 126.5| 6.4 |1458.1|1434.3| 194.7 | 710 1028| amfoter | 7.55|0.47 | 62
12—13 140.3| 6.44 | 1423| 6.9 |1516.9|1486.9| 128.2), 1195 | 1021 | svag alk. | 7.01 |misl.
13—14 | 67.8 10.84 | 125.5 | 37.4 |1598.5| 1429.4| 123.21 1875 | 1019| alkal. | 8.93 10.30 | 3.4
14—15 | 69.6 |11.14 | 125.8| 37.4 |1608.6| 1459.0| 126.3| 1350 | 1025 | alkal. | 8.130.335 | 43
15—16 || 79.6 |12.68| 140.8| 31.2 | 1763.7| 1605.5| 143.3| 1610 | 1028 | alkal. | 9.5810.82 | 86
16—17 55.8 | 8.88 | 130.4| 30.8 | 1567.8| 1412.8) 126.1| 1455 | 1029 | sur 7.64 | 0.87 | 11.4
17-18 |27.8|494| 98.0 40.0 | 535.1! 112.0) 9.912150 |1031| amfoter | 9.18|0.53 | 5.8
18—19 44.6 | 7.00| 62.8| 79.3 |1092.0| 783.7| 68.1|1835|1030| alkal. | 7.19| 0.064 0.9
19—20 | 57.9| 9.14! 955| 60.7 113744111210) 97.9|1670|1031 | alkal. |7.13|0.03 | 04
20—21 59.0 | 9.33 109.8| 59.0 | 1504.9) 1287.6! 11491515 1098| alkal. 8.69|027 | 3.1
21—92 |432|683| 882| 54.7 | 1221.7] 1027.3) 90.9|1185|1032| alkal. | 6.721017 | 25
99-93 | 43.0| 6.79| 87.9| 54.7 |1218.0| 1062.2| 94.011520 | 1025 | alkal. | 883/011 | 1.2

re >

1903. No. 1. STED: Aue DISBRTES MELLITUS I BARNEALDEREN. 100

K. S.
undersøgelserne etc, 73/10 o01—11 or.
| |
Sukker © | & |Bicarb f ;
zen = å = = natric, Vægt| Anmerkninger fra journalen
= Så | 5 |êe| Sul Å
MS [57 | < |e | e |<
= - ==] en ———

antydning sterk | 1.338) 15.18! 20 | 0 11.5

— | sterk |0.948| 15.09 20 | 1 11.5 | 1165 ccm, urin tilspilde med afføringen; er

| || medregnet,

== stærk |0.645| 9.25 20 11.3 |

— sterk | 1.193 90 11.35

— stærk | 0.724) 10.85 20 11.5
antydning sterk | 0,910 10.92 20 11.6 |

— stærk |0.946 394 20 11.6

= stærk |0.712| 5.02| 20 11.6

En stærk |0.602 5.24 10 11.6
antydning sterk | 0.606) 5.12 10 11.6

= sterk | 0.847) 8.63) 10 11.45

— stærk |0.581 5.02) 10 11.5

— stærk |0.633| 4.89) 10 11.5
antydning midd. |0.566| 7.22 10

stærk |1.010| 6.55) 10

sterk 10.762) 6.19 5 1145| Urinen hele tiden indtil idag bundfald af phos-
pbater.
stærk |0.723| 4.70| 5 11.5 | Urinen klar.

11.4 |
11.4 |
11.5 |
11.6 |
11.6

sterk |0.788| 5.64 10
å 5,82) intens | 1.012) 4.40| 10
0.65 | 7.31| intens | 1.695| 10.80 15

À 41.25 stærk | 1.252) 5.06! 15

ca, 0.2
ca, 0,4 midd. |0.859| 8.37 5
ca på

36.45 intens | 1.805| 7.99) 15 11.55
| 15 112 |
37.83 intens | 9.919] 12.95 15 112 |

P-BREBrOrTOrmO HOKHOOKHOODOPK-=PNNO
—
—
EN

2,2
2.7
“A 38.64! intens | 2.842] 16.10)
2.
48 103.2) intens | 4,579| 14.62) 30 11.3 | Er idag slap og døsig. Puls 100—108, bled,
Resp. noget dyb og besværet. En rigelig
breekning,
Hele frokosten brækket op. Den her
beregnede kost spist senere paa dagen,
4.1 75.2 | intens | 3.088) | 80 | 1 |411.5 | Er idag noget kvikkere. Resp. besværet, ikke
| | særlig dyb, En rigelig brækning.
Frokosten ogsaa idag brækket op, ikke
medregnet. Har foruden de 90 gr. natron
| | faaet 10 til frokost.

61.8 | intens | 1.895) 20 |0|11.45| Befinder sig vel. Ingen brækning. 50 ccm.
urin tilspilde; er medregnet.
3.5 |53.0 | intens | 1.416 1 152 MZ
40 147.4 |stærk | 1.429 15 | 0 113
2.5 |38.0 | sterk | 0.915 10 | 1 | 11.3 |

Acidosen.

110 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

det ønskelige minimum, da hans trang til næring var stor, og da han
paa grund af sin alder ikke kunde bringes til at forstaa nødvendigheden
heraf. Resultatet af denne overernæring med eggehvide er ogsaa, at
han 412/11 udskiller 5.8 gr. sukker, der næste dag stiger til 7.3 gr. Et
tillæg af 37 gr. kulhydrater til den tidligere kost resulterer i en sukker-
udskillelse af 41.2 gr., hvilket tyder paa en meget minimal assimilations-
evne, idet dette tal omtrent svarer til summen af de nydte kulhydrater
og den tidligere tilstedeværende sukkermængde i urinen (summen af
disse to = 45 gr.)

Det er et ganske eiendommeligt forhold, at toleransen efter saa lang
tids streng diæt er betydelig daarligere end før dennes begyndelse.
Sygdommen maa derfor i denne periode have været i progression trods
anvendelsen af streng diæt. Muligens den rige albuminkost kan tilskri-
ves skylden, da der forøvrigt ikke forelaa nogen aarsag til denne frem-
adskriden.

Den slette tolerans holder sig i flere dage og viser endog i døgnet
1—-18/11 en betydelig forværrelse, idet han i dette døgn nyder 40 gr.
kulhydrater og udskiller 103 gr. sukker. Denne forværrelse falder sam-
men med en forbigaaende tiltagen af acidosen, der lod frygte udbruddet
af et koma. Imidlertid indtræder der fra denne dag atter en pludselig
og uforklarlig forandring i hans kulhydratstofskifte, idet toleransen bedres
slig, at han sidste dag *-%/11 nyder 55 gr. kulhydrater og blot udskiller
38 gr. sukker. At give endog en tilnærmelsesvis forklaring af dette
merkelige forhold ser jeg mig ikke istand til, men jeg vil atter pege paa
den samtidige forværrelse resp. bedring i acidosens udvikling som et
udtryk for den til en vis grad nøie sammenhæng mellem de to stof-
skifteanomalier, der karakteriserer denne sygdom.

Acidosen, der umiddelbart efter indkomsten begyndte at tiltage, holdt
sig ogsaa i hele denne periode stor. Acetonmængden varierer mellem
0.6 og 1.3 gr. p. d., jernkloridreaktionen er den hele tid stark, og
B-oxysmørsyreudskillelsen er betydelig. Under den rigelige brug af
natron holder ammoniakværdierne sig lave, og urinen er alkalisk, men
ved at formindske natrondosen til 15 — resp. 10 resp. 5 gram bliver
urinen sur (6113), og ammoniaken stiger absolut og relativt (819/11),
hvorfor natrondosen atter øges.

Indtil døgnet 1-11 er der ingen merkbar tiltagen af acidosen,
ligesom 10 gr. natron viser sig tilstrækkelig til at gjøre urinen alkalisk,
samtidig med at ammoniakmængden ikke er i nogen henseende foruro-
ligende. I dette døgn optræder imidlertid forværrelsen i glykosurien,
jernkloridreaktionen bliver intens, acetonurien tiltager for end yderligere

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. III

at stige de følgende døgn. 1916/11 sker der ogsaa en pludselig forøgelse
i B-oysmorsyreudskillelsen og ammoniakmængden, og den følgende dag
bliver patienten slap. Dette tiltager mere, saa patienten 19/11 frembyder
billedet af et begyndende koma.

Denne dag udskiller han 4.579 gr. aceton, hvilket er en overmaade
stor acetonuri for et saa lidet barn; af B-oxysmorsyre udskiller han 14.6
gr., eller over ı gr. pr. kg. legemsvægt, og jernkloridreaktionen gav en
brun-sort farve. Paa grund heraf øges natrondosen atter til 30 gram.
Den følgende dag gaar alle symptomer tilbage, ligesom ogsaa urinen
viser en paatagelig forandring med en nedgang i ammoniakmængden
fra 0.53 gr. til 0.06 gr. og i acetonurien fra 4.5 gr. til 3.1 gr. Det
synes, som om den øgede natrontilforsel her har været af en meget
væsentlig betydning for komaets tilbagegang.

De paafølgende dage befinder patienten sig i enhver henseende vel.
Dette velbefindende falder sammen med den tidligere omtalte bedring af
toleransen og en paatagelig tilbagegang i acetonurien og acetedikesyre-
udskillelsen.

Endnu en omstændighed ved denne patient fortjener en nærmere
omtale, nemlig vægtens forhold under hele denne periode. Ved en saa
rigelig kost sammen med en god tarmresorption og længere tids mang-
lende sukkerudskillelse skulde man vente en betydelig forøgelse af vægten.
Det viser sig imidlertid, at den samlede vægtsforøgelse blot udgjør 0.2
kg. under hele hospitalsopholdet, rigtignok med en mellemliggende for-
øgelse enkelte dage af op til 0.5 kg.

Den høieste vægt, patienten naaede, var 11.6 kg., hvilket han veiede
allerede 72/10, den første dag, urinen var sukkerfri.

Under store variationer, en enkelt dag ned til 11.3 kg., naaede han
denne vægt gjentagne gange indtil 14/11, men fra den dag faldt vægten
hurtig ned til 11.2 kg. umiddelbart før det truende koma. Efter dettes
overstaaen stiger den et par dage, men falder saa atter og naar ved
udskrivelsen fra hospitalet ikke høiere end til 11.3 kg.

Disse store variationer sammen med en saa liden total vægtforøgelse
maa ansees som et daarligt prognostikum, naar ernæringen den hele tid
har været saa rigelig.

Efter de nu gjennemgaaede undersøgelser maa tilfældet karakteri-
seres som staaende paa overgangen til den grave form.

Toleransen ligeoverfor kulhydrater, der fra først af var daarlig,
bedres noget under overgangen til streng diæt, men forværres saa be-
tydelig under brugen af denne, for efter et tillæg af kulhydrater til den
strenge diæt atter at bedres, Denne forværrelse af toleransen gjælder

Begyndende
koma,

Vægten,

Resume,

Det videre
forløb.

112

THEODOR FRØLICH.

M.-N. Kl.

ikke blot ligeoverfor de nydte kulhydrater, men ogsaa ligeoverfor de fra

eggehvideomsætningen stammende, idet urinen som regel ikke er sukker-

fri, naar kostens eggehvidemængde overstiger 40—50 gr.
En infantil diabetes, hvis glykosuri forholder sig paa denne maade,

maa man henregne til den grave form, selv om der er en nogenlunde

god tolerans tilstede.

Acidosens forløb taler ogsaa absolut i retning af en grav diabetes,
idet den betydelige acetonuri antyder en daarlig kulhydratomsætning,
ligesom det truende koma viser, hvor langt acidosen er naaet i udvikling.

Naar der til dette føies de paapegede forhold ved vægten, har man
tilstrækkelige holdepunkter til at karakterisere tilfældet som gravt.

Patienten blev udskrevet */11 fra hospitalet, hvorefter han blev

undersøgt hver uge indtil videre.
Efter hjemkomsten fra hospitalet blev patienten sat paa en diæt be-
100 gr. renskaaret kjød,

staaende af 50 gr. hvedebrød, 500 ccm. melk,

2 eg, 80 gr. smør samt 100 gr. grønsager pr. dag. Den første uge fik
han 65 gr. hvedebrød- istedenfor 50, og fra 712 fik han i tillæg 100 gr.

frugt (æbler) pr. dag.

Ved siden heraf forordnedes han foreløbig 10 gr. bic. natricus p. d.
Resultaterne af undersøgelserne de første to maaneder vil fremgaa

af følgende tabel:

Tabel XVI.

Patient IV. K.S.

Tabellarisk fremstilling af sygdommens forløb 30/11 or—1% 02.
3 | Sukker | 4 2
= Era Fe i
Datum : 8 E E = 3 : EE Aceton| Vægt er
15 5 3 2 © | 8s ES
D DE a Gye | cz EE gr. gr.
30-11-01 | 1150 | 1035 | neutral 5.0 | 57.5 | 0.181 | svag 0.535 | 11.45| 10
7-12-01 | 940 | 1034 sur 4.1 | 88.5 | 0.279 | middels | 0.649 | 11.8 10
14-12-01 | 700 | 1035 | alkalisk 34 | 238 | svag 0.295 | 11.8 | 10
21-12-01 | 630 | 1033 | alkalisk 3.8 | 23.9 | 0.110| svag 0.231 | 11.6 10
28-12-01 | 1025 | 1039 sur 5.0 | 51.3 | 0.556| middels | 1.941 | 11.4 5
5-1-02 | 1070 | 1034 sur 3.0 | 32.1 | 0.562| middels | 0.737 | 11.8 5
12-1-02|| 860 | 1035 | alkalisk | 3.7 | 31.8 | 0.090| stærk | 0.614| 12.0 | 10
19-1-02|| 960 | 1037 | svag sur | 45 | 43.2 | 0.319] sterk | 0.993| 12.25| 10

I den ovennævnte diæt indeholdtes der ca. 55 gr.

kulhydrater, som

patienten fik pr. dag, naar undtages den forste uge, da han fik nærmere

65 gr.

Resultatet af undersøgelsen efter en uges ophold i hjemmet er, at
toleransen for kulhydrater er daarlig, af hvilken grund indskrænkningen

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 113

i kulhydraterne foretoges. Jernkloridreaktionen er imidlertid aftaget,
acetonurien er gaaet ned, og vægten er øget noget.

Lidt efter lidt bedres imidlertid toleransen saaledes, at han ?1/j2 kun
udskiller 24 gr. sukker; samtidig er acetonurien gaaet meget tilbage, og
urinen viser sig alkalisk efter brugen af 10 gr. natron. Denne dose ind-
skrænkes derfor til 5 gr. Ved den paafølgende undersøgelse viser der
sig en paatagelig forværrelse saavel af toleransen som acidosen, hvilket
skyldes den omstændighed, at patienten i julen havde begaaet flere diæt-
overskridelser.

Det er ikke uden interesse at se, hvor hurtig en feil i denne hen-
seende virker paa hele alméntilstanden med en deraf følgende nedgang
i vægt, ligesom patientens udseende var afgjort daarligere. Forværrelsen
i toleransen kommer tydelig tilsyne ogsaa i den enorme forøgelse af
acetonurien og i den tiltagende styrke af jernkloridreaktionen.

Ved atter at overholde diæten nøiagtig bedres igjen tilstanden,
særlig hvad vægten angaar, idet denne stiger jevnt, indtil han 19/1 veier
12.25 kg.

Imidlertid har han gaaet tilbage i tolerans, saa det sandsynligvis
bliver nødvendigt at forsøge nogen tids streng diæt for at ophjælpe
denne.

Heller ikke denne patient har, siden han blev skrevet ud fra hospi-
talet, frembudt nogen af de almindelige diabetessymptomer; derimod
har han den hele tid befundet sig udmerket vel og har udviklet sig paa-
faldende hurtig i legemlig og aandelig henseende.

Hvad hans videre skjæbne angaar, tør man vel sikkert stille i ud-
sigt, at ogsaa han inden ikke ret lang tid vil bukke under for det den
infantile diabetes næsten altid ledsagende koma diabeticum!,

Patient V. A. J. Hospitalsopholdet 11/3 02—1% 02.

Pige A. J., 12 aar, indkom paa rigshospitalets afdeling for barne-
sygdomme "/3 02 og udskreves 15/3 02 uhelbredet efter forældrenes
absolute forlangende. Af journalen hidsættes:

1 Tilstanden forværredes stadig med aftagende tolerans, tiltagende glykosuri og acetonuri,
men dog med bibehold af en god ernæringstilstand. 14/, o2 fik patienten en let
bronkit, !7/, optraadte der flere anfald af dyb respiration, hyppige brækninger og om-
taaget sensorium; denne tilstand holdt sig, indtil patienten under let bevidstløshed døde
21/, 02 kl, 7 morgen. Sektion (dr. ?. Bull) viste en let, purulent bronkit, Leveren var
af almindelig konsistens og farve. Milten af almindelig størrelse, I nyrerne nogen
fedtdegeneration, Pankreas veiede 13.5 gr., var 9.5 cm, lang, bredden af caput pan-
creatis var resp. 2.5 og 1.5 cm, Ved mikroskopisk undersøgelse kunde intet patholo-
gisk paavises,

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N, KL 1903. No.1 8

Journal,

Sektion,

Resumé,

ft4 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Faderen er frisk; hans forældre er døde af ukjendt aarsag; 5
søskende lever og er friske.

Moderen er frisk; hendes forældre er døde af ukjendt aarsag; 5
søskende lever og er friske.

I familien kjendes intet tilfælde af diabetes, nervesygdomme, sinds-
sygdomme e. I.

Af patientens 7 søskende er en død som liden, de andre lever og er
friske. Patientens udvikling som lidet barn forløb normalt; hun var altid
frisk, har ikke havt nogen barnesygdomme. Fra sommeren 1901 be-
gyndte hun at faa hyppige brækninger baade efter maaltiderne og ellers,
dag og nat; hun har brækket sig omtrent hver dag indtil nu. Samtidig
begyndte hun at spise paafaldende meget, tørstede stærkt og lod hyppig
vandet. Udover høsten tog kræfterne af, hun blev mat og træt, og
efter julen 1901 begyndte hun at afmagres. Af og til har hun maattet
ligge en dag. Hele tiden har hun klaget over smerter i benene ved
gang; dette har tiltaget i den senere tid. Let hoste af og til.

Afføringen har været afvekslende haard og løs.

Status præsens. Patienten er i høieste grad afmagret; muskulaturen
er slap og daarlig. Ansigtet noget opdunset, huden injiceret. Paa ex-
tremiteterne er huden flækket, marmoreret af blaalig-rød farve, tør,
afskallende.

Puls 148, regelmæssig. Resp. 20. Tungen er tør i midtpartiet,
glinsende og rød. Paa halsen føles en del glandler.

Pupillerne er lige store, reagerer godt for lys. Ingen ødemer.

Patellarreflexerne mangler paa begge sider.

Over begge lungers for- og bagflade er der sonor perkussionslyd og
vesikulær respiration; i høire fossa supra- og infraclavicularis er inspiriet
let svækket og exspiriet lidt forstærket.

Ictus cordis føles i 3die intercostalrum i mamillarlinjen. Hjertelydene
er rene. 2den pulmonaltone er accentueret.

Leverdæmpning fra 5te intercostalrum til costalbuen.

Urinblæren sees og føles udspændt; den rækker næsten til navlen.

Urinen er lys gul, med en let fnokket uklarhed, sur, af specifik
vægt 1035, indeholder ikke albumin, giver stærk sukkerreaktion og stærk
positiv Gerhardts jernkloridreaktion. Vægt 21.45 kg.

Patienten er en pige i 12 aars alderen, der har havt diabetes i
henved 3/4 aar, uden at sygdommen har været diagnosticeret, hvorfor
hun ved indkomsten paa hospitalet frembyder et udtalt billede af den

grave form af sygdommen med en excessiv afmagring. Nogen aarsag

til hendes diabetes kan ikke paavises hverken i retning af hereditære
forhold eller en leilighedsaarsag.

Sygdommen har været forbundet med udtalte diabetessymptomer,
polyfagi, polydipsi, polyuri, afmagring samt tør hud og tør tunge, op-
hævede patellarreflexer og endelig tiltagende af kræftelse.

Hun blev efter indkomsten paa hospitalet sat paa almindelig diæt
et døgn og derefter forordnet en foreløbig diæt, bestaaende af 150 gr.
rugbrød, 120 gr. smør, 1 liter melk og 200 gr. oksekjød.

Imidlertid var patienten lige fra indkomsten yderlig nedtrykket og
mismodig, saa hun vanskelig lod sig overtale til at spise, hvad hun
skulde, hvilket ogsaa blev af mindre betydning, da hun allerede 2 dage
efter indkomsten frembød tydelige symptomer paa et begyndende koma;
efterat dette var overstaaet, blev hun af forældrene forlangt udskrevet,
fordi hendes hjemlængsel var »uudholdelig«.

Da der imidlertid i disse tre til fire døgn frembød sig adskillige ting
af interesse, har jeg troet ogsaa at burde tage denne patient med.

ıste degn. Fra indkomsten (ls) kl. 11 form. til 12/3 kl. 8 morgen
opsamledes den første døgnurin, hvis undersøgelse gav følgende resultat:
Urinmengde 3890 ccm., sp. vægt 1035. Urinen er sur, Gerhardts
reaktion stærk; den indeholder 9.53 gr. totalkvælstof, 2.59 gr. ammoniak-
kvælstof, 4.007 gr. aceton og 202.3 gr. sukker (hun havde nydt 196 gr.
kulhydrater). Urinen indeholdt endvidere et fint spor af albumin, enkelte
rundceller, urater og oxalater.

I dette døgn befandt patienten sig vel, naar undtages, at hun var
yderst ulykkelig over at være borte fra hjemmet.

2det døgn. Fra 1/3 til 13/3 nød patienten den ovennævnte diæt
(hvori 131 gr. kulhydrater, 92 gr. albumin og 139 gr. fedt), men aftog i
dette døgn i vægt, saa hun 19/38 morgen veiede 21.0 kg.

Urinen i dette døgn viste følgende forhold: Mængde 3340 ccm.,
sp. V. 1035, sur, Gerhardts reaktion stærk. Urinen indeholder 11.0 gr.
totalkvælstof, 3.68 gr. ammoniakkvælstof, 4.486 gr. aceton, 143.6 gr.
sukker. Ved Hellers prøve paavistes et fint spor af albumin, og mikro-
skopisk saaes (13/3 morgen) enkelte (en—to i hvert synsfælt) komacylindre.

Ogsaa i dette døgn befandt patienten sig nogenlunde vel.

3die døgn. 1 løbet af formiddagen 1/3 optraadte der imidlertid
brækninger, smerter i epigastriet, tiltagende døsighed og udtalt dyb
respiration — 36 i minutet. Kl. 2 em. frembød hun saaledes billedet af
et begyndende koma. Hun forordnedes 5 gr. bic. natr. hver halve time
samt fik 15 gr. i klyster, endvidere cognac, selters, vand og kamfer. I
løbet af dette døgn fik hun saaledes 100 gr. bic. natr., hvoraf en del

Diæten,

Urinunder-
søgelser.

Resumé,

116 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

opbrækkedes. Urinen kl. 2 indeholdt en masse komacylindre (15—20 i
hvert synsfælt). Kl. 5 em. var hun i bedring, respirationen 20, ikke dyb.

Urinen i dette døgn (1973—1%3) viste følgende forhold: Mengde
2490 cem., sur (trods 100 gr. natron), Gerhardts reaktion intens. Urinen
indeholdt 7.15 gr. totalkvælstof, 1.87 gr. ammoniakkvælstof, 7.346 gr.
aceton, 37.4 gr. sukker. I morgenurinen 14/3 atter kun enkelte koma-
cylindre. Hun befandt sig denne dag vel. Respirationen var normal.
Hun havde øget i vægt 0.9 kg.

4de døgn. Fra "/ til 193 var urinmængden 3105 ccm.; urinen var
sur, gav intens Gerhardts reaktion, indeholdt 7.55 gr. totalkvælstof, 2.14
gr. ammoniakkvælstof, 11.287 gr. aceton, 38.2 gr. sukker. Mikroskopisk
fandtes ingen komacylindre, ligesom albuminet var svundet.

Hun havde øget i vægt 2.0 kg., men der var ogsaa tydelige øde-
mer i ansigtet og paa truncus, Hun befandt sig vel 193 ved udskrivelsen.
I det forløbne døgn havde hun faaet 70 gr. natron.

Denne patient frembyder saaledes et overmaade karakteristisk exempel
paa den af Magnus-Levy skildrede natronvirkning, indledet i tide ved et
begyndende koma, hvorfor jeg i korthed skal rekapitulere det væsent-
ligste af de foretagne undersøgelser.

Allerede 13/3 om morgenen viste det sig, at acidosen var tiltaget fra
foregaaende døgn, ligesom der fandtes enkelte komacylindre, og i løbet
af formiddagen kom de første kliniske symptomer paa et begyndende
koma, hvorfor der institueredes alkalibehandling. Komacylindrene tiltog
i løbet af formiddagen voldsomt i antal. Det lykkedes at give hende
100 gr. natron, der imidlertid ikke var tilstrækkeligt til at gjøre urinen
alkalisk, medens derimod ammoniakkvælstoffet gik ned fra 3.68 gr. til
1.87 gr., og acetonudskillelsen steg fra 4.5 gr. til 7.3 gr. Herunder gik
komaet tilbage. I det paafølgende døgn stiger acetonurien til 11.3 gr.;
men tiltrods for den paatagelige virkning af natronet paa de pathologiske
syrer, er urinen sur den hele tid, hvoraf man kan slutte, at der har
fundet sted en voldsom syreproduktion. Uden det tilførte forraad af
alkali kunde organismen neppe have befriet sig for disse syrer, som
derved vilde kunne have bevirket en letal forgiftning.

Havde der været anledning til fremdeles at undersøge hendes urin,
vilde acetonurien sandsynligvis være bleven endnu større, idet der var
retineret en betydelig mængde vand i hendes organisme. Hun havde i
døgnet 19-14/3 drukket 3.5 liter vand og 7 flasker selters, medens diu-
resen kun var 2.5 liter, og i det paafølgende døgn drukket 3 liter vand
og 4 flasker selters med en diurese paa 3 liter. Den saaledes retinerede

vandmængde gav sig udslag i en vægtforøgelse af 2.9 kg. (hun havde

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 117

omtrent ikke nydt nogen næring), ved hvis paafølgende udskillelse store
mængder af acetonlegemer maatte gaa over i urinen.

Patientens udskrivelse tillod desværre ikke at foretage denne under-
søgelse, der vilde have været af megen interesse ligesom hendes videre
skjæbne forøvrigt.

Saa meget kan man imidlertid sikkert udtale, at der ikke vil gaa
lang tid hen, førend det terminale koma maa indfinde sig.

118 THEODOR FRØLICH. M.-N. KI.

IV. Om behandlingen af den infantile diabetes.

Naar jeg til slutning skal forsøge at give en fremstilling af prin-
ciperne for behandlingen af diabetes i barnealderen, kan dette kun ske
i store træk med speciel hensyntagen til de forhold, hvorpaa mine egne
undersøgelser har været rettet, det vil sige den diætetiske behandling og
de forholdsregler, som det under dennes gjennemførelse kan blive nød-
vendigt at træffe.

Enhver diabetesbehandling er i hovedsagen diætetisk og bør i alle
tilfælde baseres paa et gjennem indgaaende undersogelser erhvervet
kjendskab til sygdommens udvikling og gang hos patienten. Og dog
— selv under denne forudsætning — vil der kunne indtræffe vanskelig-
heder, ligeoverfor hvilke man staar meget tvilraadig, særlig ved den
infantile diabetes.

Det vigtigste og for denne sygdom mest karakteristiske symptom
er glykosurien, hvorfor behandlingen i forste række maa rettes mod
dette symptom.

Hovedopgaven bliver derfor først og fremst at reducere glykosurien
saa meget som muligt eller at bringe den helt til at svinde. Dette bør
imidlertid kun ske uden skade for patientens ernæringstilstand eller helst
med forøgelse af hans vægt, idet man samtidig søger at undgaa farerne
ved acidosen.

Naar man til en begyndelse har opnaaet dette, maa man i, det
videre forløb søge at opretholde den af glykosuriens svinden betingede
bedring i toleransen, fremdeles med tilbørlig hensyntagen til ernærings-
tilstanden og acidosen.

Naar jeg saa udtrykkelig fremhæver disse to sidste omstændigheder,
saa trænger det en noget nærmere forklaring.

Ligeoverfor ernæringen kan det ikke altid undgaaes, at patienten
taber noget i vægt under overgangen til den strenge diæt, men dette
maa aldrig drives for vidt, da patienterne som regel allerede ved
behandlingens begyndelse frembyder en daarlig ernæringstilstand. Det

bliver derfor nødvendigt i hvert tilfælde at overveie, hvor langt man tør

1903. No. I. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 119

lade vægttabet gaa for at opnaa den store fordel at gjare patientens
urin sukkerfri.

Hvad acidosen angaar, kan det som regel ikke undgaaes, at denne
i nogen grad kommer til udvikling, men dette maa gjennem ammoniak-
bestemmelser og ved Gerhardts reaktion daglig kontroleres.

For at kunne gjennemføre de her antydede indikationer, kræves der
et nøiagtigt kjendskab til den diætetiske behandling i sin almindelighed
og særlig til dens anvendelse under forhold, hvor det ene af organismens
tre hovednæringsmidler — kulhydraterne — spiller en saa væsentlig
rolle som under diabetes.

Jeg vil derfor til at begynde med kortelig omtale den almindelige
diabetesdiæt og de fordringer, man maa sætte til denne, specielt med

barnealderen for øie.

Som allerede nævnt i indledningen, kræver barnets organisme en Almindelige

kalorisk forholdsvis rigeligere ernæring end den voksnes. Dette er be- principer for
den diætetiske

tinget i den store overflade, som barnets legeme frembyder i forhold til belandi

legemsvægten.

Saaledes opstiller Camerer! følgende gjennemsnitsværdier for den
kalorimængde, som kosten bør indeholde i barnealderen, beregnet for
vedkommende alders vægt:

Aar 2—4 5—7 8—10 11—14
Vægt 12.7 16.6 DAS BHO) Ch SV.
Kalorier 957 1140 1320 1650

Beregner man af denne tabel det nodvendige antal kalorier pr. kg.
legemsvægt pr. døgn, finder man følgende tal:

Til en legemsvægt af 12.7 kg. kræves ca. 75 kalorier pr. kg. legemsvægt

== 16.6 - — ca 69 — ==
—— 22.3 - — casg — =
—:— SOME == ca. 51 = ——

Hos et friskt barn kræves der altsaa de her angivne kalorimængder,
der skal fordeles paa eggehvide, fedt og kulhydrater i næringen.
Camerer? har endvidere udregnet, at af de nødvendige kalorier skal
gjennemsnitlig hos barn over 4 aar 60 % dækkes af kulhydraterne, 2
% af fedtet og 1700 af eggehviden i kosten.

Heraf fremgaar, hvilken væsentlig rolle kulhydraterne spiller ogsaa

i barnets ernæring.

£ Camerer» L,c, S. 108.
2 Camerer: L.c. S. 112 og 113.

Fedtets
betydning.

120 THEODOR FROLICH.

M.-N. KI.

De her angivne fordringer til kostens kaloriske værdi gjælder det
derfor at opfylde, naar man skal opretholde ernæringstilstanden hos et
barn, lidende af diabetes.

Hertil kommer imidlertid ogsaa den omstændighed, at de kalorier,
der gaar tabt for organismen gjennem glykosurien, maa erstattes. Dette
tab kan ved en stor sukkerudskillelse repræsentere betydelige værdier;
saaledes vil f. ex. 100 gr. sukker i urinen, en mængde, vi gjentagne
gange har iagttaget hos de her gjennemgaaede patienter, svare til over
400 kalorier.

Naar man paa den anden side for at fjerne glykosurien maa und-
være resp. indskrænke brugen af kulhydrater i kosten til et minimum,
opstaar den vanskelighed at erstatte kulhydraterne med et for ernæringen
tjenligt og for glykosurien indifferent næringsmiddel. Vi er i saa hen-
seende henvist til fedtet, som med sin store kaloriske værdi forbinder
den egenskab at være betydningsløst ligeoverfor glykosurien (cfr. dog
pat. I side 49).

Man kan ikke stærkt nok fremholde fedtets betydning under dia-
betesbehandlingen, da man uden en udstrakt anvendelse af dette føde-
middel umulig kan bevare patienternes ernæringstilstand, særlig ved de
hos barn optrædende grave former. Da man ikke i tilstrækkelig grad
var opmerksom paa dette forhold, blev den i tidligere tid meget an-
vendte, strenge kjøddiæt i virkeligheden en underernæring.

Det er derfor nødvendigt for hver enkelt patients vedkommende at
angive, hvormeget fedt han skal spise pr. dag, samt at overbevise sig
om, at denne forordning virkelig overholdes. Kjendskabet til det dag-
lige fedtforbrugs størrelse er i enhver henseende ligesaa vigtigt som
kontrolen med de nydte kulhydraters mængde.

Den kaloriske værdi af 1 gr. fedt er 9.3 kalorier, og da man uden
stor vanskelighed kan lære de fleste barn til at spise 100 gr. fedt og
mere pr. dag, opnaar vi ved dette næringsmiddel at tilføre dem over
900 kalorier pr. dag. Hos noget større barn har vi seet, hvordan de i
kortere tid har kunnet spise indtil 300 gr. pr. dag, der er bleven godt
udnyttet af tarmen og ikke har forvoldt besvær fra ventrikelens side.

Hvorvidt den rigelige fedtdiæt ogsaa har sine ulemper slig, at heller
ikke fedt er et helt ud indifferent næringsmiddel ved diabetes, har jeg
allerede berørt (side 41) i anledning af spørgsmaalet om acidosens op-
komst. De af Geelmuyden fremsatte anskuelser i denne henseende, der
ogsaa fra andet hold har vundet tilslutning, vil muligens komme til at
øve indflydelse ogsaa paa den uindskrænkede brug af dette nærings-
middel.

1903. No. I. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. I2I

Ved siden af fedt er eggehvide diabetikerens andet hovednærings-
middel.

Da eggehvide er en uundværlig bestanddel af føden, og da man i
eggehvideomsætningen har en væsentlig faktor til bedømmelse af fødens
tilstrækkelighed, er det indlysende, hvilken rolle ogsaa dette nærings-
middel spiller i diabetesdiæten. Hertil kommer imidlertid ogsaa den
omstændighed, at mængden af den tilførte eggehvide i mange tilfælde
er af stor betydning ligeoverfor glykosurien.

Det daglige kvantum af eggehvide maa være tilstrækkeligt til at
bevare organismen for eggehvidetab 9: patienten maa holdes paa kvæl-
stofligevægt, da enhver underernæring medfører skade for en organisme,
der allerede paa forhaand er sat under saa ugunstige betingelser som
de, der følger af sygdommens eget pathologiske stofskifte.

Paa den anden side maa der advares mod en for eggehviderig kost,
for det første fordi patienten derved har vanskelighed for at klare de
fedtmængder, som han under ingen omstændighed kan undvære. Men
hertil kommer ogsaa, at, hvad der tilføres for meget af eggehvide, virker
direkte skadelig paa glykosurien i de tilfælde, hvor patienten har tabt
evnen til at omsætte de fra eggehviden stammende kulhydrater (cfr.
pat. I side 49, pat. II side 85, pat. IV side 107).

Af disse grunde spiller kontrolen med diætens eggehvidemængde
ogsaa en stor rolle og er ligesaa vigtig som reguleringen af kulhydraterne.

Hvad den praktiske gjennemførelse af denne diæt (den strenge diæt)
angaar, hvor man alene er henvist til brugen af de fedt- og eggehvide-
holdige næringsmidler, saa medfører den ikke saa store vanskeligheder,
som det kunde synes. Dette har vi flere gange havt anledning til at
iagttage hos vore patienter.

I det hele taget er det min erfaring, at barn langt lettere under-
kaster sig de besværligheder, der er forbundne med denne diæt, end
voksne. Det er imidlertid en absolut nødvendighed, at lægen veileder
moderen, saa der kan skaffes variation i kosten, og at han ikke blot
nøier sig med at forordne et vist kvantum kjød, eg og smør pr. dag.
Hvis man som hos disse patienter indleder behandlingen med et hospi-
talsophold, kan moderen herunder faa anledning til at sætte sig ganske
grundig ind i diæten.

Jeg skal i korthed nævne de vigtigste næringsmidler, der hører til
denne gruppe, samt paapege de forskjellige maader at anvende dem paa.

Smør indeholder ca. 85% fedt, hvorved 100 gr. repræsenterer ca.
800 kalorier. Dette kvantum kan man som regel anvende hos de fleste
barn pr. dag, naar det fordeles jevnt over hele dagen, Som koldt smør

Eggehvidens
betydning.

Den strenge
diæt,

Smor,

Bacon,

Fløde.

Eg.

Melk,

122 THEODOR FRØLICH.

M.-N. KI.

spises det gjerne til al slags kjodmad, selv om denne er tilberedt med
rigelig smørsauce (stegt — smeltet). Al slags sauce maa tilberedes med
meget smør. Til de forskjellige slags grønsager (blomkaal, bønner osv.),
der er tilladt at nyde under den strenge diæt, kan sættes betydelige
mængder smør.

Fedt i form af bacon (ca. 76% fedt) og skinke (ca. 360 fedt)
spises gjerne af barn. Af det første spiste to af patienterne gjennem
flere uger betydelige mængder til hver frokost.

Fløde er ogsaa af de næringsmidler, der trods en rigelig fedtgehalt
gjerne spises af barn. En god fløde indeholder 20—25 0 fedt, hvorved
100 ccm. repræsenterer ca. 200 kalorier. Fordelen ved denne fedt-
mængde er saa stor, at de samtidig tilførte 3—4 gr. kulhydrater ikke
spiller nogen rolle. Fløde kan anvendes foruden i ren tilstand i stor
udstrækning til saucer, mayonnaise samt til grønsager og i kaffe og the.

Eg indeholder ca. 1209 eggehvide og 119 fedt. To eg veier
gjennemsnitlig 100 gr. og repræsenterer saaledes 150 kalorier. Eg spiser
barn gjerne under alle former, kogte, stegte, som omelet, til eggedosis
osv., saa de kan gives i mange variationer. Blommen som tilsætning
til buljong er med sin høie fedtprocent af stort værd.

Melk hører paa grund af sin relativt betydelige kulhydratmængde
ikke herhen, men skal alligevel i korthed omtales. Under overgangen
til streng diæt kan man med stor fordel anvende melk, da savnet efter
andre kulhydrater derved bliver mindre, og da melken sammen med en
ikke stor kulhydratmængde (5 %/0) indeholder 3.5 % fedt, som kan for-
øges ved flødetilsætning.

Jeg vil i forbigaaende nævne, at man ogsaa har fremstillet forskjel-
lige slags diabetikermelk, der dog ligesom alle andre kunstige præparater
kun fortjener liden anvendelse hos barn.

Hvad de eggehvideholdige næringsmidler angaar, er deres betydning
i diabetesdiæten større, jo mere fedt de tillige indeholder.

De hovedsagelige repræsentanter for denne gruppe næringsmidler er
kjød, fisk og eg.

Anvendelsen af eg har jeg tidligere omtalt, og tilberedelsen af kjød
og fisk kræver ingen nærmere gjennemgaaelse, ligesom man af disse har
saa mange sorter, at variationer i diæten let lader sig iværksætte.

Angaaende indikationerne for anvendelsen af den strenge diæt skal
jeg senere komme tilbage dertil.

Efter denne gjennemgaaelse af fedtets resp. eggehvidens betydning
i diabetesbehandlingen skal jeg gaa over til at omtale kulhydraterne.

RS EEE en.

1902. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 123
ae ae! D e eS

Da sukkerudskillelsen gjennem urinen er det for sygdommen mest Kulhydrater-
karakteristiske symptom, og da glykosurien i forste række er afhængig à
af fodens kulhydrater, bliver kjendskabet til disse et af de væsentligste
punkter i diabetesbehandlingen.

Om man endnu ikke har nogen fuld forstaaelse af sygdommens
væsen, de pathologiske forhold ved kulhydratstofskiftet, saa synes dog
saameget at være bragt paa det rene, at glykosurien er beroende paa
en mangelfuld spaltning (oxydation) af kulhydratmolekylet i organismen
med deraf følgende hyperglykæmi.

Denne blodets udover det fysiologiske øgede sukkermængde bevirker
en udskillelse af sukker gjennem urinen som et udtryk for, at organismen
søger at frigjøre sig for de skadelige virkninger af en pathologisk sam-
mensætning af blodet.

Under disse omstændigheder bliver det behandlingens opgave at
søge at formindske tilførselen af kulhydrater i den udstrækning, hvori
dette kan ske uden skade for patienten. Det bliver derfor en uafviselig
fordring, at man til enhver tid har kundskab om mængden af de kul-
hydrater, patienten kan nyde, hvilket forudsætter kjendskab til fødemid-
lernes sammensætning ogsaa for kulhydraternes vedkommende, saa disse
kan angives i gram.

Af de kulhydratholdige næringsmidler er det brødet, der spiller den
største rolle, da det er det vanskeligste at undvære af alle.

De forskjellige brødsorter indeholder fra 50—60 % kulhydrater, — Brød.
væsentlig i form af stivelse.

Hvor den daglig tilladte mængde af kulhydrater er liden, vil barn
som regel foretrække at faa alt i form af brød, hvilket ogsaa er fordel-
agtigt af hensyn til det samtidige smørforbrug. Med 50 gr. rugbrød pr.
dag er de meget tilfredse, og under brugen af denne mængde har jeg
saa godt som aldrig hørt nogen klage. Stivelse hører til de kulhydrater,
hvis indflydelse paa glykosurien er størst (i modsætning til lævulose og
melkesukker).

Foruden de almindelige brødsorter er der fremstillet en hel del brød-
surrogater for diabetikere, der imidlertid alle har den feil, at de med en
noget mindre kulhydratmængde forbinder den mangel at smage mindre
godt, hvorfor patienten i regelen foretrækker velsmagende brød i mindre
mængder. Dertil kommer den omstændighed, at patienten paa grund af
den stadige reklame bibringes den tro, at disse brødsurrogater er
»uskadelige«.

Poteter med en kulhydratmængde af 20—22 %o falder det meget

Poteter,
lettere at undvære for barn, Da deres anvendelse heller ikke muliggjør

Frugt.

Gronsager.

124 THEODOR FROLICH. M.-N. Kl.

et saa stort samtidigt fedtforbrug som brødets, kan de lettere undværes
ogsaa af den grund. Man maa dog erindre, at der ofte udvises for stor
strenghed i tilladelsen til at nyde poteter, hvilket er galt af den grund,
at de med et stort volum forener den egenskab, at de er forholdsvis
kulhydratfattige. En middels stor potet veier blot ca. 50 gram, saa man
meget let kan imødekomme ønsket om at faa poteter hos en patient,
hvis tilladte kulhydratmængde pr. døgn er 50—60 gram.

De forskjellige frugtsorter med en kulhydratmængde, der sjelden
overstiger 10—12 %, er af de kulhydratholdige spiser, som man ofte
med fordel kan anvende hos barn, Med sin ringe sukkermængde, der
for en væsentlig del bestaar af det for mange diabetikere mindre skade-
lige lævulose, forener de den fordel at have en let afførende virkning,
der under den ofte ensidige kost kan være af megen betydning. Kan
man derfor i den daglige kulhydrattilforsel tage med 100—150 gr. frugt,
skaffer man en behagelig variation, der tillige ofte er til fordel for
patienten.

Af de øvrige kulhydratholdige næringsmidler skal jeg tilslut kun
nævne grønsager, der bør anvises en stor plads i diabetesdiæten. Grøn-
sager indeholder kun smaa mængder af kulhydrater, der tillige for en
væsentlig del hører til de for glykosurien mindre skadelige, hvorfor man
for fleres vedkommende kan give dem selv under streng diæt.

Hertil kommer den omstændighed, at de i høi grad bidrager til at
gjøre kosten afvekslende, og hvad der er det væsentligste, man kan
ved grønsager tilføre en stor mængde fedt som smør. Naar man først
har lært barn til at spise grønsager, bliver de overmaade glade i dem
og føler intet savn efter poteter.

Ved hjælp af de her gjennemgaaede kulhydratholdige næringsmidler
vil man altid kunne tilfredsstille patienternes behov samt selv under en
meget indskrænket kulhydratholdig diæt skaffe en passende afveksling.
Men for at kunne opnaa dette maa lægen tillige i de mindste enkelt-
heder veilede moderen og ikke blot nøie sig med schematiske forholds-
regler, der som regel kun har lidet værd.

Under disse forudsætninger er diætens gjennemførelse ingenlunde
det vanskeligste ved behandlingen af diabetes hos barn, saaledes som
det har været sagt, selv under lange perioder af streng diæt; hvad der
er det vanskelige, er at bygge sine diætforskrifter paa grundlag af de
indikationer, som glykosurien giver.

Førend jeg gaar over til den mere specielle behandling, vil jeg i
korthed forklare, hvad jeg mener med udtrykkene streng diæt og stren-
geste diæt.

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 125

Ved det første udtryk forstaaes en diæt, under hvilken kosten kun Den strenge
indeholder fedt, eggehvide samt enkelte kulhydratfattige grønsager. dit.
Denne diæt kan end yderligere skjærpes derved, at den tilladte egge-
hvidemængde indskrænkes betydelig.

Ved udtrykket strengeste diæt forstaaes en kost, under hvilken pen stren-
ogsaa eggehvidemængden er indskrænket til et minimum, saa kosten $este diæt.
væsentlig bestaar af fedt, grønsager, buljong samt lidt rødvin.

Istedenfor at anvende de meget benyttede »hungerdggn« har jeg
fundet det mere skaansomt at tillade nydelsen af disse næringsmidler,
der hverken gjennem kulhydrater eller eggehvide kan udøve nogen
skadelig virkning paa glykosurien.

Som tidligere nævnt maa vor første opgave ved behandlingen af Den specielle
diabetes være at faa glykosurien til at svinde for derved at bedre Pehandling.
patientens assimilationsevne.

Dette kan ske paa to maader. Enten kan man lidt efter lidt i
løbet af længere tid fjerne kulbydraterne fra kosten, indtil patienten
tilslut kommer paa streng diæt, eller man kan i løbet af nogle faa dage
iværksætte denne overgang til streng diæt.

Denne sidste fremgangsmaade er ved den infantile diabetes i mange
tilfælde ikke uden fare. Patienterne er nemlig paa forhaand allerede saa
slet ernæret, at den hurtige reduktion af kulhydraterne ikke kan ske
uden en betydelig forværrelse af ernæringstilstanden, idet den nødvendige
forøgelse i kostens fedtmængde vanskelig kan finde sted, førend patien-
terne lidt efter lidt har vænnet sig til at spise fedt. Hertil kommer, at
patienterne allerede fra første stund ofte frembyder tegn paa en betyde-
lig acidose, hvis størrelse man absolut maa kjende, førend man gaar
over til streng diæt. Særlig hos patienter, hvis urin giver en intens
jernkloridreaktion og indeholder meget ammoniak, bør man derfor nødig
gjøre brug af denne fremgangsmaade.

Under den sukcessive fjernelse af kulhydraterne derimod faar man
et ganske andet kjendskab til patienterne og kan langt lettere
undgaa underernæringen, hvorfor denne fremgangsmaade er meget at
foretrække. I begge tilfælde bør den indledende behandling ske paa
sygehus.

Planen i behandlingen bliver, at man først skaffer sig klarhed over
patientens tolerans for kulhydrater, idet man i nogle dage sætter ham
paa en diæt, hvis sammensætning er nøiagtig kjendt. I denne tid bør
mængden af kulhydrater pr. dag være den samme, forat der skal ske
mindst mulige forandringer i toleransen. Samtidig bør man ved ammo-

126 THEODOR FRØLICH. M.-N. KI.

moniakanalyser; Gerhardts reaktion og acetonbestemmelser skaffe sig
kundskab om storrelsen af en mulig tilstedeværende acidose.

Er toleransen paa denne maade bragt paa det rene, foretager man
en gradvis reduktion af kulhydraterne, idet man først fjerner brød og
poteter, og samtidig lærer man patienten til at spise fedt for at kunne
dække det tab, der forvoldes ved kulhydraternes fjernelse. Dette op-
naar man ved anvendelsen af smør, fløde samt melk, der som nævnt
letter savnet efter de øvrige kulhydrater. Den daglige reduktion bør
ikke overskride 40—50 gram. Idet man herunder nøiagtig følger aci-
dosens gang, har man anledning til at kontrolere, hvorvidt en yderligere
reduktion af kulhydraterne lige indtil streng diæt bør forsøges eller ikke.

Som tidligere fremhævet bør man i den anledning gaa saa vidt som
muligt, idet hensigten jo er at bedre toleransen, hvilket kun kan opnaaes
ved længere tids streng dieet; og opnaar man ikke at bedre toleransen,
vil man som regel heller ikke opnaa noget ligeoverfor acidosen, der i
første række er afhængig af toleransen.

Den frygt, man under disse omstændigheder har for at gaa over til
streng diæt, synes derfor at bero paa en gal forudsætning, da de kul-
hydrater, der ikke omsættes, vanskelig kan tænkes at øve nogen virk-
ning paa acidosen. Af hensyn til denne atter at øge kulhydraterne er
derfor til lidet gavn for patienten.

Hele dette ræsonnement forudsætter imidlertid, at patienten under
behandlingen ikke er bleven underernæret, thi dette i forbindelse med
en tilstedeværende acidose er visselig et yderst farligt moment i retning
af komaets frembrud. I dette forhold, tror jeg, man derfor maa søge
aarsagen til de i tidligere tid hyppig indtrædende komaanfald ved over-
gang til streng diæt, der i virkeligheden var en underernæring paa grund
af manglende fedt.

I den omstændighed, at en tilstedeværende acidose kan gaa fuld-
stændig tilbage under overgangen til streng diæt (cfr. pat. I og II), ser
jeg ogsaa et godt holdepunkt for den her fremsatte mening.

Den nytte, man undertiden ser af at øge kulhydraterne, naar aci-
dosen truer med at fremkalde et koma, kan imidlertid ikke benægtes.
Den lader sig dog forklare derved, at man under indskrænkningen af
kulhydraterne allerede har opnaaet at bedre toleransen saa vidt meget,
at et tillæg af kulhydrater under disse omstændigheder kan øve virkning
paa acidosen. Dette er imidlertid en rent forbigaaende vinding, der vil
resultere i en forværrelse af toleransen med dens følger for acidosen, da
man ikke kan vente nogen varig bedring af toleransen uden efter længere
tids streng diæt.

1903. No. I. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 127

Da man saaledes i det længste bør tilstræbe at faa sukkeret helt
bort af urinen, og da dette som regel ikke lykkes hos barn uden over-
gang til streng diæt, maa dette forsøg som regel gjøres.

Inden man imidlertid skrider dertil, maa graden af den tilstede-
værende acidose afgjøre, hvorvidt dette kan ske uden videre, eller om
overgangen til streng diæt bør ledsages af alkalibehandling.

Det er Gerhardts reaktion og ammoniakmængden, som for klinikeren
her bliver det afgjørende, da aceton- og -oxysmørsyrebestemmelserne
som regel ikke lader sig udføre paa en klinisk afdeling.

I dette spørgsmaal at opstille nogen almindelig regel lader sig ikke
gjøre, men i de fleste tilfælde vil dog de to nævnte undersøgelser kunne
give god veiledning.

Viser Gerhardts reaktion sig ved daglige undersøgelser ikke at
overskride, hvad jeg har karakteriseret som stærk (rødbrun), synes der
ikke at være nogen grund til at frygte acidosen. Er ammoniakmængden
ikke over 2—3 gr. pr. dag, samt viser den ingen tendens til stigning
udover dette, har det ialfald hos vore to første patienter vist sig, at alt
kan gaa godt. Imidlertid tror jeg, man nødig bør lade den gaa over 3
gram pr. dag uden at anvende natron. Selv om ammoniakkvælstoffet
hos disse to patienter udgjorde over 24% af totalkvælstoffet, bør man
som regel ikke lade det gaa saa høit uden at forordne natron. Viser
imidlertid baade Gerhardts reaktion og ammoniaken sig at være i afta-
gende, kan man trygt undlade brugen af natron.

De her nævnte værdier vil jeg anse som de høiest tilladelige og
ved en yderligere tiltagen anbefale øieblikkelig at instituere alkali-
behandling.

Forat denne imidlertid skal være tilstrækkelig, maa den have tilfølge
en paatagelig nedgang i ammoniakmængden som et udtryk for, at orga-
nismens forraad af fixe alkalier atter er bleven stort nok til, at urinstof-
dannelsen kan foregaa normalt. Da vi har seet, at urinens alkaliske
reaktion ikke i alle tilfælde er et sikkert kriterium paa en tilstrækkelig
alkalivirkning (se side 54), maa denne altid kontroleres ved ammoniak-
analyser.

En tiltagen i intensitet af Gerhardts reaktion under alkalibehandlin-
gen behøver ikke at opfattes som et udtryk for en tiltagende acidose,
da natron bevirker en forøget udskillelse af acetedikesyre, aceton og
B-oxysmorsyre, hvilket maa give sig tilkjende i jernkloridreaktionen.

Under de her nævnte forudsætninger vil man neppe resikere nogen
fare ved at sætte patienten paa streng diæt; herom hersker der over-
ensstemmelse blandt de fleste forfattere paa dette omraade.

128 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

Den videre behandling vil nu arte sig forskjellig, alt eftersom det
lykkes at fjerne sukkeret eller ikke.

Man bør i hvert fald holde patienten paa streng diet i 4—5 uger
(om nødvendigt under alkalibehandling), men er hans urin inden den tid
ikke bleven sukkerfri, maa tilfældet ansees som tilhørende den grave
form, hvorom mere senere.

Forsvinder derimod sukkeret paa streng diæt (om nødvendigt ved
anvendelse ogsaa af enkelte dage med strengeste diæt), bør patienten
fortsætte med denne diæt i 5—6 uger for derved at øge sin assimila-
tionsevne.

Resultatet heraf vil som regel være, at denne bedres, og hvad der
saaledes er opnaaet, maa man søge at bevare.

I den anledning anstiller man prøver over patientens tolerans (se
side 18, 32 og 33), og er denne fundet, bør man foreløbig give patienten
et tillæg af kulhydrater til den strenge diæt, svarende til 1/2 eller ?/3 af
den mængde, han kunde nyde uden at udskille sukker.

Man bør hos barn ikke give mere af den grund, at toleransen ved
at udnyttes helt let forværres.

Under stadig kontrol af urinen og vægten samt acidosen forbliver
nu patienten indtil videre paa denne diæt, der dog med nogle ugers
mellemrum bør afløses af 2—3 dages streng diæt og I å 2 gange om
aaret af perioder paa 1—2 ugers streng diæt. Paa denne maade vil
toleransen meget længe kunne holde sig god, men man kan hos barn
gaa ud fra som sikkert, at der omsider atter vil indfinde sig glykosuri
enten paa grund af diætfeil, interkurrente sygdomme o. s. v. eller som
et udslag af sygdommens tendens til progression.

Er dette tidspunkt kommet, maa der atter for en længere tid insti-
tueres streng diæt, som enten vil resultere i, at glykosurien svinder, men
denne gang efterladende sig en daarligere tolerans, eller tilfældet vil
efter kortere eller længere tid vise sig at være gaaet over til den svære
form, saa glykosurien vedvarer trods anvendelsen af streng diæt med
indskrænkning ogsaa af eggehviden i kosten.

En saadan forværrelse vil som regel meget snart ledsages af en
aftagende vægt og en tiltagende acidose, hvis denne, hvad ikke altid er
tilfældet, har været tilstede før. Har den tidligere manglet, vil den nu
meget snart komme.

Imidlertid bør man fremdeles være meget forsigtig i tilladelsen til
at nyde kulhydrater, men bør ikke helt tage dem bort, da man af hen-
syn til patientens appetit vanskelig kan undvære dem. Ogsaa under
disse omstændigheder bør der indskydes kortere og længere perioder

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 129

«med streng diæt, efterfulgt af toleransbestemmelser. Man søger da om
muligt at finde den mængde kulhydrater, som kan nydes i længere tid
uden at øge glykosurien (cfr. pat. IV, der i flere uger nød 50 gr. pr.
dag uden forværrelse).

Før eller senere kommer dog et tidspunkt, da glykosurien kun
vanskelig lader sig paavirke, idet den — trods alle forsøg paa at for-
mindske den — til stadighed er større end svarende til kostens kul-
hydrater. Under de omstændigheder viser ogsaa acidosen sig som regel
at være tiltaget stærkt, saa man finder flere gram ammoniak og aceton
i urinen samt Gerhardts reaktion afvekslende stærk og intens. Hertil
kommer en stærk afmagring samt begyndende tørst og stor diurese,

Ligeoverfor glykosurien maa man under disse forhold nøie sig med
at passe paa, at patienten til en vis grad bruger maadehold i nydelsen
af kulhydrater, ikke nyder over 150 gr. pr. dag; ethvert forsøg paa i
længere tid at indskrænke disse vil som regel strande paa, at appetiten
lider derved og umuliggjør brugen af tilstrækkelige mængder fedt og
eggehvide. Hvad man saaledes kan udrette ligeoverfor glykosurien, er
temmelig lidet; men derimod kan man til en vis grad bekjæmpe aci-
dosen, ihvorvel ogsaa therapien i saa henseende har sin bestemte
begrænsning.

Dette er begrundet i den omstændighed, at man allerede i lang tid
har været nødt til at bruge natron i store doser (cfr. pat. I), 20—30—40
gr. p. d., for at hindre komaets frembrud. Herunder hardet gjerne vist
sig, at det er bleven mere og mere vanskeligt at opnaa den tilsigtede
virkning, idet organismens produktion af acetonlegemer stadig tiltager;
tilslut vil denne naa en saadan høide, at patienten overhovedet ikke kan
neutralisere deres virkning, da dertil kræves natrondoser langt større
end de, man kan tage pr. dag. Er dette tidspunkt kommet, staar lægen
magtesløs ligeoverfor behandlingen.

Førend jeg afslutter kapitlet om behandlingen af diabetes, vil jeg i
korthed resumere, hvad alkalitherapien har bragt os af hjælp, samt an-
give de nærmere indikationer for dens anvendelse.

Af de erfaringer, jeg har gjort hos de her gjennemgaaede patienter,
fremgaar det tydelig, at alkalibehandlingen ikke er noget specifikum
mod acidosen ved diabetes, men at den i første række er en ren symp-
tomatisk behandling, hvis resultater i høi grad er afhængig af den ud-
viklingsgrad, acidosen har naaet.

Det maa derfor fra første stund pointeres, at det ikke er i de
sværeste tilfælde af diabetes med en langt fremskreden acidose, at alkali-

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 1. 9

Alkalibe-
handlingen.

130 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

therapiens vigtigste indikationer maa soges, om den ogsaa her kan
bidrage noget til at forhale et komas frembrud.

Sin storste betydning har denne behandling i de tidligere stadier af
sygdommen, hvor acidosen endnu ikke har naaet de hoieste grader, men
hvor den alligevel kan medfore et koma paa grund af en forbigaaende
forværrelse eller andre mere tilfældig indtrædende omstændigheder.

En saadan forbigaaende forværrelse har vi havt anledning til at
iagttage hos de to første patienter ved indkomsten paa hospitalet; for-
værrelsen var i disse tilfælde betinget i det forudgaaende misbrug af
kulhydrater, men gik tilbage under den diætetiske behandling. Ogsaa
anvendelsen af streng diæt kan betinge en tiltagen af acidosen af mere
forbigaaende art, selv om kosten er kvantitativt tilstrækkelig.

Af tilfældige omstændigheder, der kan udløse et koma, førend
acidosen har naaet de høieste grader, vil jeg nævne den underernæring,
der ofte er en følge af en for hurtig overgang til streng diæt, samt
komplicerende sygdomme, særlig infektioner, traumer o. s. v. Hos patient
I var en pneumoni det udløsende moment i en periode af sygdommen,
hvor endnu ikke acidosen havde naaet sin største høide.

Under de her givne forudsætninger vil en i tide indledet alkali-
behandling kunne forhindre, at komaet overhovedet kommer til udvik-
ling. Dette bliver saaledes en profylaktisk anvendelse af natron, hvis
berettigelse man vanskelig kan benegte.

Men selv om komaet allerede er i sin begyndelse, uden at der har
været anvendt natron, kan en energisk alkalibehandling bringe patienten
paa fode igjen, saa sandt acidosen ikke er for langt naaet. Herpaa
foreligger exempler i litteraturen (cfr. ogsaa patient V). Under disse
omstændigheder har det sin berettigelse at anvende natron saavel per os
som subkutant, da det gjælder at oversvømme organismen med alkalier
for at paaskynde udskillelsen af acetonlegemerne.

Ogsaa i disse tilfælde kan natronets gunstige virkninger neppe
betviles.

Endelig har vi den tredie indikation i de tilfælde af den grave form,
hvor acidosen er i jevnt tiltagende, men hvor dens virkninger neutrali-
seres ved stedse stigende doser af natron, indtil det tidspunkt naaes, at
dosernes størrelse umuliggjøres derved, at ventrikelen lider. Hos vore
patienter har vi seet, at udover 80 gr. p. d. var det umuligt at komme.

Kan man imidlertid med denne dose ikke opnaa at neutralisere
syrevirkningen, saa er dermed acidosen naaet til en saadan udvikling,
at det kun er et tidsspørgsmaal, naar det letale koma maa komme,
hvorfor man heller ikke under disse omstændigheder bør besvære pa-

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 131

tienterne med subkutane indsprøitninger af store mængder. Virkningen
maa ifølge sygdommens natur blive rent forbigaaende.

Udover hvad jeg her har fremhævet, tror jeg ikke, man kan udrette
noget med alkalibehandlingen, men at den indenfor denne ramme kan
yde store tjenester, maa ansees som sikkert.

Med hensyn til størrelsen af de nødvendige doser saa maa disse
bestemmes paa grundlag af urinens ammoniakmængde og reaktion. Den
dose, der bringer ammoniakmængden ned til mellem 0.5 og 1.0 gr. p. d.,
er tilstrækkelig. Som regel vil urinens overgang fra sur til alkalisk
reaktion være et godt kriterium, men virkningen bør dog kontroleres
ved ammoniakbestemmelser.

Staar man ligeoverfor et tilfælde af koma diabeticum, hvor man
har grund til at haabe paa, at patienten atter kan komme sig, maa man
understøtte alkalitherapien ved at stimulere patienten og ved en rigelig
diurese at befordre acetonlegemernes udskillelse. I førstnævnte henseende
maa man gjøre brug af de almindelige stimulantia (kamfer, kaffe osv.),
men særlig bør man anvende alkohol, da det tillige har betydning for
ernæringen.

For at befordre udskillelsen bør man anvende rigelige drikke, især
selters og melk. |

Tillige maa man sørge for ordentlig tarmudtømmelse ved anvendelse
af klyster, hvortil hensigtsmæssig sættes bicarb. natric. for ogsaa ad
denne vei at tilføre organismen alkalier.

Per os tages natron bedst opløst i vand eller selters.

132 THEODOR FRØLICH. M.-N. KI.

Spiselister.

Patient I. R. A.

{1-12-II-99. Rugbrød 160 gr., hvedebrød 60 gr., hvedekage 80 gr.,
melk 1250 ccm., melkepap 600 ccm., poteter 40 gr., pandekage 40 gr.,
apelsin 200 gr., 2 eg med skall 120 gr., fiskeboller 180 gr., sauce 60 ccm.,
buljong 150 ccm., smør 65 gr., the 150 ccm., vand 1700 ccm. 12-13-II.
Rugbrød 110 gr., hvedekage 125 gr., poteter 50 gr., melk 2000 ccm.,
apelsiner 340 gr., æbler 105 gr., 2 eg 120 gr., kjødboller 115 gr., sauce
30 ccm., oksesteg (5.0 % kvælstof*) 20 gr., buljong 700 ccm., smør 35 gr.,
the 300 ccm., vand 2000 cem. 13-14-II. Rugbrød 50 gr., hvedekage
50 gr., sukker 22 gr. (95 % kulhydrater — König), melk 2550 ccm.,
risgrød 350 gr., æbler 185 gr., apelsiner 200 gr., tør chocolade 25 gr., fiske-
boller 50 gr., 2 eg 100 gr., smør 37 gr., the 300 ccm., vand 1900 ccm.
14-15-II. Rugbrød 35 gr., hvedebrød 15 gr., hvedekage 40 gr., melk
2 200 ccm., apelsiner 160 gr., vindruer 145 gr., tør chocolade 85 gr., erte-
suppe (0.32 % kvælstof?, 18 % kulhydrater?, 0.5 0 fedt) 160 ccm.,
poteter 100 gr., fiskeboller 70 gr., sauce 30 ccm., I eg 55 gr., Smør 40 gr.,
afkogt torsk 40 gr., rogn-lever (1.9 % kvælstof?, 3.7 °/o fedt [König])
70 gr., the 300 ccm., vand 1400 ccm. 15-16-II. Rugbrød 75 gr.,
hvedebrød 20 gr., hvedekage 50 gr., melk 2150 ccm., chocolade 15 gr.
vindruer 130 gr., bygsuppe (0.04 % kvælstof?, 14 %o kulhydrater*)
300 ccm., afkogt torsk 70 gr., 3 eg 150 gr., Smør 60 gr., somatose 20 gr.,
the 300 ccm., vand 1630 ccm. 16-17-II. Rugbrød 40 gr., hvedebrød
65 gr, melk 2750 ccm, renskaaret oksekjod 200 gr, 2 eg 105 gr.
smør 100 gr., somatose 4 gr., the 300 ccm., vand 2150 ccm. 17-18-II.
Hvedebrød 70 gr., melk 1950 ccm., fløde 30 ccm., renskaaret oksekjød
230 gr., 2 eg 05 gr., SMØr 130 gr., somatose IO gr., vand 1300 ccm.

1 Hos patient I er samtlige eg veiet med skal og beregnet derefter.
2 Speciel analyse,
3 Beregnet efter den opgivne tilberedning.

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 133

18-19-II. Hvedebrod 45 gr., melk 1750 ccm., fløde 30 ccm,, renskaaret
oksekjød 110 gr., 2 eg 100 gr., smor 55 gr., somatose 10 gr., vand
I 000 ccm. 19-20-II. Hvedebrod 55 gr., melk 1650 ccm. flode
235 ccm., kalvesteg (4.9 % kvælstofl, 0.32 %0 fedt [König]) 190 gr.
3 eg 145 gr., Smør 85 gr., somatose Io gr., buljong 350 ccm., rødvin?
400 ccm., selters 550 ccm., vand 1150 ccm, 20-21-II. Hvedebrød 55 gr.,
melk goo ccm., fløde 550 ccm., kalvesteg (4.9 % kvalstofl, 0.82 %o fedt
[König]) 140 gr, 3 eg 140 gr., smør 115 gr., renskaaret grisekotelet®
110 gr., schweitzerost 20 gr., somatose IO gr., rødvin 550 ccm., selters
1300 ccm., vand 350 ccm, 21-22-II. Melk 500 ccm., fløde 300 ccm.,
skinke 35 gr., 3 eg 160 gr., smør 55 gr., schweitzerost 5 gr., renskaaret
faarekotelet 190 gr., blomkaal 60 gr., somatose IO gr., rødvin 200 ccm.,
vand 200 cem., selters 750 ccm. 22-23-II. Melk 300 ccm., fløde 360 ccm.,
stegt rype (5.6 % kvælstoft, 1.5 %0 fedt) 170 gr., flesk 15 gr., skinke
40 gr., 5 eg 250 gr., Smør 165 gr., blomkaal 60 gr., rødvin 325 ccm.
somatose 10 gr., selters 900 ccm. 23-24-II. Fløde 250 ccm., grisekotelet
(raa) 60 gr., faarekotelet (raa) 80 gr., 7 eg 360 gr., smør 100 gr., skinke
45 gr., somatose Io gr., rødvin 250 ccm., selters 1050 ccm., vand 50 ccm.
24-25-II. Fløde 90 ccm., laks 200 gr., skinke 35 gr, 10 eg 470 gr.
smør 111 gr., kalvelevert 60 gr., buljong 200 ccm., somatose 10 gr.,
selters 1300 ccm., rødvin 20 ccm., vand 120 ccm. 25-26-II. Fløde
100 ccm., oksekjød 180 gr., faarekotelet (raa) 260 gr., 7 eg 380 gr.,
skinke 45 gr., Smør 205 gr., somatose IO gr., rødvin 275 ccm., selters
1250 ccm., vand 25 ccm. 26-27-II. Fløde 100 ccm., oksekjød 130 gr.,
faarekotelet 170 gr., faarefedt® 70 gr., skinke 40 gr., 8 eg 430 gr., smør
240 gr., blomkaal 30 gr, rødvin 200 ccm., somatose 10 gr., selters
1625 ccm., vand 100 ccm. 27-28-II. Fløde 100 ccm., grisekotelet (raa)
240 gr., faarekotelet (raa) 115 gr., 8 eg 400 gr., Smør 150 gr., somatose
10 gr., rødvin 400 ccm, selters 600 ccm. 28-II—1-III. Oksekjød 170 gr.,
kalvekotelet (raa) 180 gr., grisekotelet (raa) 120 gr., skinke 35 gr., flesk
50 gr., 3 eg 160 gr., smør 240 gr., rødvin 100 ccm., selters 1 710 ccm.,
vand 50 ccm. 1-2-III. Oksekjød 250 gr., grisekotelet (raa) 230 gr.,
skinke 40 gr., 4 eg 240 gr., smør 245 gr., rødvin 100 ccm., selters
1050 cem., vand 150 ccm. 2-3-III. Oksekjød 200 gr., kalvekotelet (raa)
200 gr., skinke 60 gr., flesk 60 gr., 4 eg 230 gr., Smør 380 gr., rødvin
250 cem., selters 800 ccm., vand 270 ccm. 3-4-III. Oksekjød 180 gr.,
kalvekotelet (raa) 230 gr., flesk 55 gr., smør 210 gr., 2 eg 120 gr.
selters 1 400 ccm. 4-5-III. Oksekjød 130 gr., kalvekotelet (raa) 190 gr..
smør 230 gr., selters 100 ccm. 5-6-III. Melk 100 ccm., hvedebrød 30 gr.,
oksekjød 175 gr., kalvekotelet (raa) 110 gr., grisekotelet (raa) 100 gr.,

1 Speciel analyse.

2 2.56 °/, kulhydrater, 7.3 °/, alkohol (König).

3 Samtlige koteletter er veiet i renskaaret tilstand,

* 17.7 °/, albumin, 2.39 °/, fedt, 5.5 °/, kulhydrater (König).
5 87.9 °/, fedt (König),

134 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

smør 210 gr., 2 eg I15 gr. rødvin 50 gr., selters 1000 ccm,, vand
so ccm. 6-7-III. Oksekjød 150 gr., grisekotelet (raa) 270 gr., skinke
65 gr., flesk 50 gr., smør 210 gr, rødvin 150 cem., selters I 000 ccm.,
vand 250 ccm. 7-8-III. Oksekjød 375 gr., grisekotelet (raa) 190 gr.
flesk 40 gr., smør 420 gr., rødvin 50 ccm,, selters 1 100 ccm.

Patient II. S. W.

8-9-VII 99. Hvedebrød 270 gr., melk 2400 ccm., fiskeboller 125 gr.,
I eg med skal 60 gr., smør 110 gr., vand 1700 ccm. 9-10-VII. Hvede-
brød 130 gr., melk 2200 ccm., kjødboller 300 gr., sauce 30 ccm., I eg
60 gr., smør 55 gr., vand 1700 ccm. 10-11-VII. Hvedebrod 100 gr.
melk 1900 ccm,, kjødboller 340 gr., sauce 60 gr., I eg 45 gr., smør
63 gr., vand 1300cem. 11-12-VII. Hvedebrød 120 gr., melk 2 300 ccm,
oksekjød (3.2 % kvælstof) 430 gr., 1 eg 50 gr., smør 250 gr., vand
1700 ccm. 12-13-VIL Hvedebrød 100 gr., melk 2800 ccm., oksekjød
(3.68 %o kvælstof) 410 gr., smør 142 gr., kaffe 50 gr., vand 1600 ccm.
13-14-VII. Hvedebrød 50 gr., melk 2500 ccm., fløde 200 ccm., kalve-
kotelet (renskaaret) 235 gr., 1 eg 60 gr., smør 140 gr., kaffe 700 ccm.,
selters 1650 ccm., vand 300 ccm. 14-15-VII. Hvedebrød 50 gr., melk
950 ccm., fløde 300 ccm., oksekjød (3.8 % kvælstof) 300 gr., smør 125 gr.,
kaffe 710 ccm., selters 315 ccm., vand 250 ccm. 15-16-VII. Hvedebrød
40 gr., melk 800 ccm., fløde 250 ccm., kalvekotelet (renskaaret, 3.5 %o
kvælstof) 200 gr., smør 120 gr., kaffe 800 ccm., selters 600 ccm., vand
100 ccm. 16-17-VII. Hvedebrød 30gr., melk 400 ccm., fløde 200 ccm,,
kalvekotelet (renskaaret, 3.5 % kvælstof) 75 gr., oksekjød (3.65 Yo kvæl-
stof) 200 gr., Smør 170 gr., kaffe 700 ccm., selters 850 ccm., vand 200
ccm. 17-18-VII. Hvedebrød 30 gr., melk 500 ccm., fløde 400 ccm.,
kalvekotelet (renskaaret, 3.5 °/o kvælstof) 320 gr., smør 120 gr., kaffe
800 ccm., selters 1060 ccm., vand 200 ccm. 18-19-VIL Hvedebrød
20 gr., melk 300 ccm., fløde 300 ccm., kalvekotelet (renskaaret, 3.5 %0
kvælstof) 130 gr., smør 95 gr, kaffe 1000 ccm., selters 1000 ccm.
19-20- VII. Fløde 300 ccm., kalvekotelet (renskaaret, 3.4 °/o kvælstof)
440 gr., kjødkager 330 gr., smør 280 gr., kaffe 800 ccm., selters 1450
ccm., vand 200 ccm. 20-21-VII. Fløde 300 ccm., kalvekotelet (ren-
skaaret, 3.3 % kvælstof) 270 gr., kjødkager 300 gr., smør 140 gr., kaffe
goo ccm. selters 1000 ccm,, püllnavand 300 ccm., vand 350 ccm.
21-22-VII. Fløde 290 ccm., kalvekotelet (renskaaret, 3.3 °/o kvælstof)
180 gr., oksekjød (3.4 Yo kvælstof) 200 gr., smør 155 gr., kaffe 1000
cem., selters 500 ccm., vand 350 ccm. 22-23-VII. Oksekjed (3.6 %
kvælstof) 180 gr., kalvekotelet (renskaaret, 3.8 Yo kvælstof) 200 gr.
smør 180 gr., kaffe 700 ccm., selters 650 ccm., vand 200 ccm.
23-24-VII. Kalvekotelet (renskaaret, 3.3 % kvælstof) 375 gr., smør 150
gr., kaffe 600 ccm., selters 1000 ccm., vand 300 ccm. 24-25-VII.
Melk 60 ccm., kalvekotelet (renskaaret, 3.3 Yo kvælstof) 110 gr., spege-

1903. No. 1. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 135

kjed! (3.5 % kvælstof) 250 gr., spegeflesk? (0.42 %o kvælstof) 190 gr.,
smør 75 gr., kaffe 950 ccm., selters 1650 ccm. 25-26-VII. Melk 50ccm.,
kalvekotelet (renskaaret, 3.3 %o kvælstof) 190 gr., spegekjød (3.5 %o
kvælstof) 90 gr., spegeflesk (0.42 % kveelstof) 165 gr., smør 120 gr.,
rødvin 200 ccm., selters 200 ccm., vand 1300 ccm., kaffe 850 ccm.
26-27-VII. Melk 175 ccm., spegekjød (3.5 % kvælstof) 400 gr., spege-
flesk (0.42 Yo kvælstof) 200 gr., rødvin 100 ccm., selters 1550 ccm.,
vand 300 ccm., kaffe 800 ccm. 27-28-VII. Melk 155 ccm., faarekotelet
(renskaaret, 3.2 % kvælstof) 240 gr., spegekjød (3.5 Yo kvælstof) 100
gr., spegeflesk (0.42 % kvælstof) 80 gr., smør 105 gr., rødvin 100 ccm.,
kaffe 800 ccm., selters 1 250 ccm., vand 200 ccm. 28-29-VII. Melk 200
ccm, faarekotelet (renskaaret, 3.1 kvælstof) 390 gr., spegekjød (3.5 %
kvælstof) 25 gr., spegeflesk (0.42 %o kvælstof) 10 gr., smør 160 gr.
rødvin 100 ccm., kaffe 800 ccm., selters 450 ccm., vand 350 ccm.

Patient IP

26-27-IV-99. Hvedebrød 135 gr., melk 300 cem., salt fisk (3.0 %o
kvælstof) 30 gr., havrevælling 200 ccm., smør 65 gr., vand 1550 ccm.
27-28-IV. Melk 930 ccm., hvedebrød 135 gr., kjødsuppe 300 ccm.
smør 40 gr. vand 1400 ccm. 28-29-IV. Hvedebrød 150 gr., melk
550 ccm., kjødkage 50 gr., smør 55 gr,, somatose 20 gr., vand 2200
ccm. 29-30-IV. Hvedebrød 205 gr., melk 350 ccm., kjødkage 120 gr.,
smør. 75 gr., somatose 30 gr., vand 1300 ccm. 30-IV—ı-V. Hvedebrød
15 gr., melk 800 ccm., kjødkage 50 gr., sauce 30 ccm., smør 5 gr.,
somatose 20 gr., sanatogen 15 gr., 1 apelsin 80 gr. vand 2700 ccm.
1-2-V. Melk 500 ccm., oksekjød 100 gr., smør 70 gr., sanatogen 15
gr., vand 1100 ccm. 2-3-V. Melk 100 ccm., vand 850 ccm.

Patient IV. KS:

3-4-X. Hvedebrod 40 gr., melk 800 ccm., poteter 25 gr., fiske-
boller go gr., sauce 45 ccm., smør Io gr. 4-5-X. Hvedebrød 55 gr.
melk 2200 cem. (0.52 % kvælstof), ferskt kjød (5.15 % kvælstof) 10 gr.,
‚pandekage 70 gr., smør 20 gr. 5-6-X. Melk (0.54 % N) 1600 cem., okse-
kjød (3.43 Vo N) 50 gr., smør 25 gr. 6-7-X. Hvedebrod 20 gr., melk
(0.52 % N) 300 ccm., oksekjød (3.66 % N) 35 gr., smør 10 gr. 7-8-X.
Hvedebrød 35 gr., kavring? (1.45 % N) 10 gr., melk (0.51 % N) 600 ccm,,
oksekjød (3.7 °/o N) 50 gr, 2 eg uden skal 100 gr.4, smør 50 gr.

1 8.3 0/, fedt (König).

2 91.6 °/, fedt (König).

3 77 jo kulhydrater.

4 Samtlige eg veiet med fradrag af skallets vægt.

136 THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

8-9-X. Hvedebrod 55 gr., melk (0.53 % N) 600 ccm., oksekjød (3.42 %
N) 65 gr., 2 eg 90 gr., smør 60 gr. 9-10-X. Hvedebrød 65 gr., melk
(0.52 Yo N) 600 cem., oksekjød (3.7 % N) go gr., 3 eg 121 gr., smør
go gr. 10-11-X, Hvedebrod 45 gr., melk (0.52 % N) 600 ccm., okse-
kjød (3.66 % N) go gr., eg 112 gr., smør 73 gr. 11-12-X. Hvedebrød
45 gr., melk (0.5 % N) 600 cem., oksekjød (3.42 Yo N) 90 gr., eg 108 gr.,
smør 50 gr. 12-13-X. Hvedebrod 45 gr., melk (0.53 %o N) 600 ccm.
oksekjød (3.4 Yo N) go gr., eg 105 gr., smør 50 gr. 13-14-X. Hvede-
brød 45 gr., melk (0.51 % N) 600 ccm., oksekjød (3.7 Yo N) go gr., eg
98 gr., smør 50 gr. 14-15-X. Hvedebrød 45 gr, melk (0.49 %o N)
600 ccm., oksekjød (3.7 °/o N) 90 gr., eg 110 gr., smør 60 gr. 15-16-X.
Hvedebrød 45 gr., melk (0.51 %0 N) 800 ccm., oksekjød (3.4 Yo N) go gr.,
eg 173 gr., Smør 60 gr. 16-17-X. Hvedebrod 45 gr., melk (0.51 °/o N)
600 ccm., oksekjød (3.51 % N) 90 gr., eg 105 gr., smør 60 gr. 17-18-X.
Hvedebrød 35 gr. melk (0.51 % N) 600 cem., oksekjød (3.51 %o N)
go gr., eg 104 gr., smør 60 gr. 18-19-X. Hvedebrgd 20 gr., melk
(0.52 % N) 600 ccm., oksekjød (3.69 % N) go gr., blomkaal 45 gr.
eg 110 gr., smør 60 gr. 19-20-X. Melk (0.52 % N) 600 ccm., okse-
kjød (3.6 % N) 90 gr., blomkaal 100 gr., eg I1O gr., smør 70 gr.
20-21-X. Melk (0.51 % N) 300 ccm., oksekjød (3.6 % N) 90 gr.
blomkaal 140 gr., eg 07 gr., smør 80 gr. 21-22-X. Oksekjød (3.5 Yo N)
go gr., blomkaal 100 gr., eg 150 gr., smør 80 gr. 22-23-X. Oksekjod
(3.4 Vo N) 100 gr., blomkaal 100 gr., eg 151 gr., smør go gr. 23-24-X.
Oksekjød (3.4 % N) 100 gr., blomkaal 100 gr., eg 151 gr., smør 90 gr.
24-25-X. Oksekjød (3.4 % N) 100 gr., blomkaal 100 gr., eg 150 gr., SMØr
90 gr. 25-26-X. Oksekjød (3.6 % N) 100 gr., blomkaal 100 gr., eg 181
gr., smør 110 gr. 26-27-X. Oksekjød (3.42 Yo N) 100 gr., blomkaal 100
gr., eg 182 gr., smør 110 gr. 27-28-X. Oksekjød (3.69 % N) 100 gr.,
blomkaal 100 gr., eg 181 gr. smør 110 gr. 28-29-X. Oksekjod
(3.60 % N) 150 gr., blomkaal 100 gr., eg 189 gr., smør 120 gr. 29-30-X.
Oksekjød (3.6 % N) 150 gr., blomkaal 100 gr., eg 176 gr., smør 120 gr.
30-31-X. Oksekjod (3.46 % N) 150 gr., blomkaal 100 gr., eg 189 gr.
smør 120 gr. 31-N—r-XI. Oksekjød (3.45 Yo N) 150 gr., blomkaal
100 gr., eg 210 gr., smør 120 gr. 1-2-XI. Oksekjød (3.55 % N) 150 gr.,
blomkaal 100 gr., eg 183 gr, smør 120 gr. 2-3-XI. Oksekjod
(3.64 % N) 150 gr., blomkaal 100 gr, eg 192 gr., smør 120 gr,
3-4-XI. Oksekjed (3.59 Yo N) 100 gr., blomkaal 100 gr., eg 175 gr,
smør 100 gr. 4-5-XI. Oksekjød (4.06 % N) 100 gr., blomkaal 100 gr.,
eg 191 gr. smør 100 gr. 5-6-XI. ksekjød (3.83 % N) 100 gr.
blomkaal 100 gr., eg 203 gr., smør 100 gr. 6-7-XI. Oksekjød (3.98 Yo N)
150 gr., blomkaal 100 gr., eg 213 gr., Smør 120 gr. 7-8-XI. Oksekjød
(3.98 % N) 150 gr., blomkaal 100 gr., eg 207 gr., smør 120 gr. 8-9-XI.
Oksekjod (3.63 % N) 150 gr., blomkaal 100 gr., eg 214 gr., Smør 120 gr.
9-10-XI. Oksekjød (3.59 Yo N) 150 gr., blomkaal 100 gr., eg 195 gr.
smør 120 gr. 10-11-XI. Oksekjod (3.66 % N) 150 gr., blomkaal 100 gr.,
eg 208 gr., smør 120 gr. 11-12-XI. Oksekjød (3.55 Yo N) 150 gr,

1903. No.1 STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 137

blomkaal 100 gr., eg 205 gr., Smør 120 gr. 12-13-XI. Blomkaal 100
gr., eg 207 gr, smør 130 gr. 13-14-XI. Hvedebrød 60 gr., oksekjød
(3.75 Yo N) 150 gr., blomkaal 100 gr., eg 190 gr., Smør 120 gr. 14-15-XI.
Hvedebrød 60 gr., oksekjød (3.92 Yo N) 150 gr., blomkaal 100 gr., eg
193 gr., Smør 120 gr. 15-16-XI, Melk (0.54 % N) 500 ccm., oksekjød
(3.96 % N) 150 gr., blomkaal 100 gr, eg 175 gr., Smør 120 gr.
16-17-XI. Melk (0.54 Yo N) 500 cem., oksekjød (3.87 Yo N) 100 gr.,
blomkaal 100 gr., eg 86 gr., smør 120 gr. 17-18-XI. [Melk (0.53 % N)
600 ccm. eg 40 gr., smør 20 gr... Melk (0.53 % N) 800 ccm.
18-19-XI. [Melk (0.5 % N) 500 ccm,, eg 53 gr., smør 30 gr.]. Hvede-
brød 25 gr., melk (0.5 9 N) 1300 ccm., blomkaal 25 gr., smør 20 gr.
19-20-XI. Melk (0.51 % N) 1200 ccm., oksekjød (3.69 Yo N) 50 gr.,
eg 55 gr., smør 55 gr. 20-21-XI. Melk (0.52 % N) 1100 ccm., okse-
kjød (3.92 % N) 50 gr., eg 63 gr., smør 75 gr., blomkaal 70 gr.
21-22-XI. Melk (0.52 % N) 1000 ccm., eg 60 gr., smør 55 gr., blom-
kaal go gr. 22-23-XI. Melk (0.52 % N) 1000 ccm., eg 58 gr., smør
55 gr., blomkaal 90 gr.

Tabel
over de ved beregningen af kostens sammensætning anvendte procentiske værdier.
2 ae be | alt
& | 3 el NEO on. | este rst]
jer} me |e | Sj |
Oksekjod, renskaaret |22.19 154 3.00
JEG, Self SS Rugbrødeg 2. 6.9 | 0.15|51.2 | 1.10
Svinekjød, renskaar.! 20.95, 6.8 3.24 | Hvedebrød .,...... 9.1 | 1.021518 | 1.45
Kalvekjød, renskaar. (21.69, 5.12! 3.47 || Hvedekage6 ...... 8.3 | 3.9 | 50.0 |1.33
Faarekjød, renskaar, 20.00| 5.77! 820 Potetene 2.00 | 20.6! | 0.32
SITES RSR 24.74 36.45 3.96 |Pandekage......... 7.13 | 13.6 | 30.03) 1.14
Flesk (Bacon)...... 9.72| 75.81 1160) Melle, 3.31| 3.5 | 5.02) 0.52
Kjodkager......... 12.3 | 7.3 | 6.03 | 1.97|Melkepap ......... 3.31| 0.83] 8.53) 0.53
SAUCE. neeltes 8.02 | 1.8* | 0.31 | Risgrød ........... 3.81 | 2.03) 17.03) 0.61
Kjødboller ..... .. 12.0 |114 | 6.05 | 1.92 |Flede............ 3.72| 20 | 3.52] 0.59
LAST Ge 91.6 | 12.7 | 3.5 | Havrevælling ...... 95 | 1.33) 9.33) 0.40
Afkogt torsk ...... 18.1 ee Ol Bultongee eee 0.36
Fiskeboller ........ 688 £21 50 AN Se 1491 852) 0.7210.19
SE 2 ec Oeaineee | 8.0 | 8.53 | 6.23 | 0.48||Kjedsuppe ........ | 0.14
Eg med skal?...... 10.6 | 93 | 0.4 | 1.7 ||Schweitzerost! ..... 295 | 29.75} 1.5 | 4.61
Eg uden skal?..... 422 10701050 MS Apes | 55!
Chocolade?........ ‚10.0 | 25 None. | 13.0!
Somatose4:.... ... 80.0 198 Vindroer seen tck 16.3!
Sanatogend ........ 91.2 (14.3 ||Blomkaal* ,....... 25 | 0.3 | 45 104

König: Chemie der menschlichen Nahrungs- und Genussmittel. Berlin 1889.
Hammarsten: Lärobok i fysiologisk kemi, 1889. S. 429.

Beregnet efter tilberedningen.

Leyden: Handbuch der Ernährungstherapie und Diatetik. 1897. Bd. ı, Abth, I, S. go,
Therapeut. Monatshefte. 1899. S. 487.

Analyse af dr, Z. Hellesen, udført paa universitetets fysiologiske institut,

su> op».

Anm, Hvor intet andet er bemerket, er værdierne middeltal af egne analyser,

THEODOR FRØLICH. M.-N. Kl.

10.

12,

22.

Litteraturfortegnelse.

Baumel: Le diabète sucré chez une enfant de 6 mois (guérison), Congrès inter-
national de médecine, Paris 1900, Separataftryk.

Bogoras: Zur Kenntniss der Zuckerkrankheit im Kindesalter. Archiv f, Kinderheilk,
Bd. XXVII. 1899.

Bødtker: Beitrag zur Kenntniss des Eiweissabbaues im menschlichen Organismus,
Bergen 1896,

Camerer: Der Stoffwechsel des Kindes etc. 2den udgave 1396,

Coranda: Ueber das Verhalten des Ammoniaks im menschlichen Organismus. Archiv
f. exper. Path. und Pharmak, Bd. XII. 1880,

Ebstein: Ueber Drüsenepithelnekrose beim Diab. mell. mit besonderer Berücksichti-
gung des diab, Coma, Deutsches Archiv f. klin, Medicin, Bd. XXVIII. 1881,

Ebstein: Weiteres über Diab. mell., insbesondere über die Complicationen mit
Typhus abdominalis, Deutsches Archiv f. klin. Medicin. Bd. XXX, 1881.

v. Engel: Ueber die Mengenverhältnisse des Acetons unter physiologischen und
pathologischen Verhältnissen. Zeitschr. f. klin. Medicin. Bd, XX. 1892.

Finkelstein und Borchardt: Beitrag zur Lehre vom Stoffwechsel der Zuckerkranken,
Deutsche med. Wochenschrift. 1893.

Geelmuyden: Ueber Aceton als Stoffwechselprodukt. Zeitschr. f. physiol, Chemie.
Bd. XXIII. 1897.

Gumlich: Ueber die Ausscheidung des Stickstoffs im Harn. Zeitschr, f, physiol.
Chemie. Bd. XVII. 1893.

Hallervorden: Ueber das Verhalten des Ammoniaks im Organismus und seine Bezieh-
ung zur Harnstoffbildung. Archiv f, exper. Path, und Pharmak. Bd. X, 1879.

—»— Ueber Ausscheidung von Ammoniak im Urin bei pathologischen Zuständen.
Archiv f. exper, Path, und Pharmak, Bd. XII. 1880.

Hammarsten: Lärobok i fysiologisk kemi, 1889.

Heubner: Ein Fall von Diab, mell. im Kindesalter. Jahrbuch f. Kinderheilkunde,
Bd. XV. 1880,

Hirschfeld: Die Bedeutung der Acetonurie für die Prognose des Diabetes. Deutsche
med, Wochenschrift. 1893.

—»— Beobachtungen über die Acetonurie und das Coma diabeticum, Zeitschr,
f. klin, Medicin, Bd, XXVIII. 1895 og Bd, XXXI 1897.

Jaenicke: Beitråge zur sogenannten Acetonämie bei Diab. mell, Deutsches Archiv
f. klin. Medicin. Bd, XXX. 1881,

v. Jaksch: Ueber das Vorkommen der Acetessigsäure im Harn. Zeitschr, f. physiol.
Chemie. Bd. VII. 1883.

Külz: Beiträge zur Pathologie und Therapie des Diab. mell, Marburg 1874.

—»— Beiträge zur Pathologie und Therapie des Diab. mell, und insipidus II. Mar-
burg 1875.

—»— Diabetes mellitus und insipidus i Gerhardt: Handbuch der Kinderkrankheiten.
Bd, lll. Hälfte I. Tübingen 1878.

—»— Ueber eine neue linksdrehende Säure (Pseudooxybuttersäure), Ein Beitrag zur
Kenntniss der Zuckerruhr, Zeitschr. f. Biologie. Bd. XX. 1884, (Neue
Folge. Bd, II),

—»— Beiträge zur Kenntniss der activen #-Oxybuttersäure, Zeitschr, f. Biologie,
Bd, XXII, 1887. (Neue Folge. Bd, V).

—»— Klinische Erfahrungen über Diabetes mellitus, Jena 1899.

1903. No. I. STUD. OVER DIABETES MELLITUS I BARNEALDEREN. 139

26.
27,
28.

29.
30.

31.
32.
33.

34.

44.
45.

49.

50.

51.

52.

53.

54.

König: Chemie der menschlichen Nahrungs- und Genussmittel. Berlin 1889,

Lanceraux: Le diabète maigre et le diabète gras. L'Union médicale. 1880,

Lauritzen: Kliniske undersogelser over kvælstofudskilningens forhold til den diætetiske
behandling ved Diab. mell, Kjøbenhavn 1897.

Leyden: Handbuch der Ernährungstherapie und Diåtetik. 1897.

Magnus Levy: Die Oxybuttersäure und ihre Beziehungen zum Coma diabeticum,
Archiv f. exper, Path, und Pharmak, Bd. XLII. 1899.

—»— Untersuchungen über die Acidosis im Diab. mell. und die Säureintoxication
im Coma diabeticum, Archiv f, exper. Path, und Pharmak. Bd. XLIV. 1901.

v. Mering: Ueber Diabetes mellitus. Zeitschr. f, klin, Medicin. Bd. XVI. 1889.

Minkowski: Ueber das Vorkommen von Oxybuttersåure im Harn bei Diab, mell,
Ein Beitrag zur Lehre vom Coma diabeticum. Archiv für exper. Path. und
Pharmak. Bd. XVII, 1884.

—»— Untersuchungen über den Diab, mell, nach Exstirpation des Pankreas. Archiv
für exper, Path, und Pharmak, Bd. XXXI. 1893.

Münzer und Strasser: Untersuchungen über die Bedeutung der Acetessigsäure für
den Diab, mell. Archiv für exper. Path, und Pharmak. Bd, XXXII 1893.

Naunyn: Der Diabetes mellitus i Nothnagel: Specielle Pathologie und Therapie.
Bd. VII. Hälfte I. Wien 1898.

Nebelthau: Demonstration i »Aerztlicher Verein zu Marburg« ı6de Mai 1896. Ref,
i Berl. klin. Wochenschrift. 1896.

Neumeister: Lehrbuch der physiologischen Chemie, Jena 1897.

v. Noorden: Die Zuckerkrankheit und ihre Behandlung. Berlin 1898.

Oser: Die Erkrankungen des Pankreas i Nothnagel: Specielle Pathologie und The-
rapie. Bd, XVIII, Theil II, Wien 1898.

Pautz: Zur Kenntniss des Stoffwechsels Zuckerruhrkranker, Zeitschr. f. Biologie,
Bd, XXXII. 1895. (Neue Folge Bd. XIV),

Yoda; Eine neue Methode der Trocknung des Kothes. Zeitschr. f. physiol, Chemie,
Bd. XXV., 1898.

Rubner: Ueber den Einfluss der Körpergrösse auf Stoff- und Kraftwechsel, Zeitschr.
f. Biologie, Bd. XIX, 1883.

Rumpf: Ueber Diabetes mellitus. Berl, klin. Wochenschrift. 1895.

—»— Eiweissumsetzung und Zuckerbildung, Deutsche med. Wochenschrift. 1900,

Sandmeyer: Verhandlungen des Congresses für innere Medicin. Zehnter Congress,
Wiesbaden 1891.

Seegen: Der Diabetes mellitus auf Grundlage zahlreicher Beobachtungen. Berlin 1393.

Sequeira: Diabetes in a child aged three years, almost complete disappearence of
the sugar during an attack of jaundice, Ref. i Jahrbuch f. Kinderheilk. Bd.LI.

Stadelmann: Ueber die Ursachen der pathologischen Ammoniakausscheidung beim
Diab. mell, und des Coma diabeticum. Archiv f. exper, Path. und Pharmak,
Bd. XVII. 1883.

Stern: Diabetes mellitus bei Kindern. Inauguraldissertation, Berlin 1880,

Wegeli: Casuistische Beiträge zur Kenntniss des Diab. mell. im Kindesalter, Archiv
für Kinderheilk, Bd. XIX, 1896,

Weintraud: Untersuchungen über den Stoffwechsel im Diab, mell, und zur diäte-
tischen Therapie der Krankheit. Bibliotheca medica. DI. Heft I. 1893.

—»— Ueber die Ausscheidung von Aceton, Diacetsäure und #-Oxybuttersäure beim
Diab. mell. Archiv f. exper. Path, und Pharmak. Bd. XXXIV, 1894.

Wolpe: Untersuchungen über die Oxybuttersäure des diabetischen Harnes. Archiv
für exper, Path, und Pharmak. Bd. XXI, 1886,

Side 4,
» 22,
» 22,
» 30,
2375
eee
vår,
» 40,
» 64,
» 80,

Trykfeil.

linje 4 og 20 f. n. staar: Seifert skal være: Seiffert

19 f, 0. » eggehvidrig —»—
SE ne: » en P —»—
15 f. n. » carrh —r—
0 fn. » momenter —»—
8 f. n. » regel, —)—
(pe » acidose —r—
Tan, » Weintraud —»—
18 f. o, » acetonurien —»—
9 f. n. » unktion —»—

Trykt den 28de januar 1903,

eggehviderig

et

catarrh,

momenter,

regel

udgaar (til marginen)
Weintrand

acetonet

funktion

Jens Holmboe:

Bläntérester i norske torvmyrer.

Plamlerester

Norske torvmyrer.

Et bidrag til
den norske vegetations historie
efter den sidste istid.

Af

Jens Holmboe.

Med 5 tavler og 29 tekstillustrationer,

Videnskabsselskabets Skrifter. I. Mathem.-naturv, Klasse. 1903. No. 2.

Kristiania.
I commission hos Jacob Dybwad.
A. W. Broggers bogtrykkeri.
1903.

Fremlagt i Math.-naturv, Klasses Mode den 26de September 1902 af Prof. Dr. N. Wille. A

NE

&

à:

å å Å

t

oe A
7

=P en |

Forord:

Det her fremlagte arbeide er udbyttet af mine undersøgelser over
norske torvmyrer i de fire sommere 1899—1902.

Med understøttelse af stipendier fra Kristiania Universitet bereiste
jeg i 1899 de indre dele af Smaalenene, 1900 de lavere strøg paa begge
sider af Kristianiafjorden, 1901 dele af Oplandene samt kystdistrikterne
fra Nedenæs til Stavanger og 1902 kyststrækningen fra Bodø til grændsen
mod Rusland.

Under et ophold i Stockholm jan.—febr. 1900 studerede jeg under
stadig veiledning af dr. Gunnar Andersson den af ham anvendte
arbeidsmethode, som jeg senere med mindre modifikationer har benyttet.
Den største del af de ret omfattende laboratoriearbeider er udførte i
Universitetets botaniske laboratorium i Kristiania, hvis hjælpemidler
prof. dr. N. Wille godhedsfuldt har stillet til min raadighed. Ved
fossilernes bestemmelse har jeg i stor udstrækning benyttet til sammen-
ligning det botaniske musæums betydelige samling af recente frø, som
for den væsentligste del er bragt tilveie af afdøde prof. Axel Blytt
og lærer O. Præstrud.

Som det let vil sees, har jeg ved stoffets ordning i hovedtrækkene
fulgt samme princip som Gunnar Andersson i hans for Skandi-
naviens plantegeografi saa vigtige »Studier öfver Finlands torfmossar och
fossila kvartärflora«.

Den største del af afhandlingen blev i april 1902 indleveret til det
akademiske kollegium som besvarelse af den opstillede prisopgave:
»Der forlanges en stratigrafisk-palæontologisk undersøgelse af vore torv-
myrer«. Den 2den september samme aar blev afhandlingen tilkjendt
H. K. H. Kronprindsens guldmedalje. Senere er tilføiet endnu en som-
mers iagttagelser, ligesom enkelte afsnit er noget omarbeidede og
udvidede.

Afhandlingens trykning blev paabegyndt i midten af januar 1903;
den senere udkomne literatur har jeg alene undtagelsesvis kunnet benytte.

De medfølgende plancher er for den største del tegnede efter mine
præparater af frk. Sigfrid Bergh.

Naar afhandlingen nu offentliggjøres, sker det med en levende følelse
af, hvor overordentlig meget der endnu staar tilbage at udrede inden

det store arbeidsfelt, som den behandler. Mellem de faa faste holde-
punkter, som det har lykkedes at vinde, staar der tilbage store huller,
der maa udfyldes, før det foreløbige maal kan naaes: en paa palæon-
tologiske iagttagelser grundet kundskab om hovedtrækkene i vor
vegetations historie.

Samtidig føler jeg en dyb trang til at udtale min store tak-
nemmelighed ligeoverfor dem, der har hjulpet og veiledet mig under
mit arbeide:

til min høit ærede lærer, prof. dr. N. Wille, som først henledede
min opmærksomhed paa opgaven og senere paa mange maader har vist
arbeidet sin interesse;

til prof. dr. G. Lagerheim, som overlod mig arbeidsplads i »Stock-
holms Högskolas botaniska institut;

til prof. dr. A. G. Nathorst for adgang til at benytte det svenske
»Riksmuseum’s« rige fossilsamlinger til sammenligning;

til de høit anseede fagmænd dr. Gunnar Andersson og dr. R.
Sernander, som med stor elskværdighed har givet mig mange nyttige
raad og anvisninger ud af sin rige erfaring;

til dr. K. Bohlin, dr. O. Borge, docent dr. H. H. Gran, apotheker
C. Jensen, landtbruksinspektor Aug. Lyttkens, lærer Joh. Tide-
mand-Ruud, amanuensis Carl Skottsberg, konservator Embr.
Strand og amanuensis P. A. Øyen, som har hjulpet mig at bestemme
de fundne fossiler;

til direktionerne for de »Bergenske«, »Nordenfjeldske« og »Vester-
aalske« dampskibsselskaber, som har tilstaaet mig fri reise paa sine skibe;

og ikke mindst til de mange rundt omkring i landet, som ved
gjæstfrihed eller ved oplysninger af forskjellig art har fremmet mit arbeide,
men som det vilde føre altfor vidt her at opregne.

Den botaniske have, Kristiania, mai 1903.

Jens Holmboe.

Indholdsfortegnelse.

I. Indledning i re 5 I
A. Ældre Me soucie af ee torvmyrer I
B. Den anvendte undersøgelsesmethode 4

a. Arbeidet i marken , ES ENE 4
b. Laboratoriearbeider. . . . 3 : 6
C. Aldersbestemmelse i ene til varer rued 7
a. Niveauforandringer i det sydlige Norge efter den sidste istid . 8

b. Niveauforandringer i det nordlige Norge efter den sidste istid. . . , 11

II. Torvmyrerne og deres bygning . . . . . . . . . io for iden SEE)
A. Nogle bemærkninger om torvmyrernes Fora Se

B. Oversigt over torvmyrernes fossilforende jordarter, . . . 18

a. Jordarter, dannede ved afleiring i aabent vand . . . . 19

b. Jordarter, dannede paa vaade steder ved delvis Ko eder 2 Mage
væksten i oprindekg stlling (Roxy) ren
(C, Iti Ape aS DyCla Allies Cf ENN, 5 5 6 oo oro 6 6 ORD
a. Torvmyrer, dannede ved aftagende fugtighed, Tilgroning af tjern . . 32
b. Torvmyrer, dannede ved tiltagende fugtighed. Forsumpning . . . . 35

c. Torvmyrer, dannede ved vekselvis tiltagende og aftagende fugtighed.
Stubbelag.. . .. PE ot a <n Ul dt Gerth. Da
D, Beskrivelse af Aie Banen. 5 dot 6 6 eH 6) oe Beto IR

fae Myrer ved Arekilen/paa Kixrkeoen rare
Ze Søndre V'olmerøsdnye da 50
PHomesnyriskees ee EST
HENSvartemyrarRakketd 6 6 oO 6 mG ao eee SA
5. Vaalemyr i Stange. . . A 605, Asta Or
6. Myrer ved Hillestadvand i ae Er Ms bier ut 9000
Gy VOOR EE NE G6 vo M 0 0 oOo D 04
lee UE OS vo a 6 a on oe 4 0 oo 68
Oy RMC NBC ER MMS QI CONS ne poo oo 6 dob oO oo eG YA
10. Myr ved Lønetjern paa Vegarsheien «1. 1. 1 « 74
11. Hellemyr i Vanse . . . DESAY ee ae 10 7
12. Torvbakmyr ved Frøiland i Fat AE sa te ror fele MO MG * (84
ie AS UO 5 9 8 0 eee 80
14. Profil ved Skeie i Klep . . . EN sy ess chs es ‘OI
15. Brondmyr ved Stangeland i Klép, re ee jo. 100
16, Myr ved Rønvik i Bodin . .. tet “os. TOT
17. Heselvmyr paa Langøen i Venn COR. 0103
Top ebrouleveds Ramsaa paar Anger een. 106

TO ee lyre DA ISO vu eve eee sic se fe), ee là 100

III, Oversigt over Norges fossile kvarterflora
A.

MENT

Sop (Fungi)

Alger (Algae) .

Moser (Muscineae) .
Karsporeplanter (Peridophyta) .
Nogenfroede (Gymnospermae)
Dækfroede (Angiospermae)
Monocotyledones

Dicotyledones

Tillæg, Dyrelevninger i be ne

IV. Torvmyrernes vidnesbyrd om den norske nasse iistanies

mQomPUNE>

Indvandringsveie .
Dvergbirkezonen .
Birkezonen .
Ruruzonenes en
Ekezonen

Granzonen .
Lyngzonen .

Overblik over imetels pers

Literaturfortegnelse .

Register .

Forklaring til tavlerne ;

I. Indledning.

A. Ældre undersøgelser af norske torvmyrer.

SE oplysninger om vore torvmyrers planteindhold træffer man
ikke sjelden i det 17de og 18de aarhundredes topografiske literatur,
lige fra Peder Claussøn's dage. Hyppigst nævnes forekomsten af træ-
rester, og navnlig synes furu og ek at have tiltrukket sig opmærk-
somhed. De fleste angivelser er imidlertid holdt i almindelige udtryk,
og bestemmelserne er ofte lidet betryggende. De oplysninger af værd,
som jeg har kunnet finde, er indtagne paa forskjellige steder nedenfor i
dette arbeide. Ingen forfatter har i denne retning frembragt noget saa
betydeligt, at han særlig fortjener at fremhæves.

De tidligste undersøgelser af norske torvmyrer ved videnskabsmænd,
hvoriblandt J. C. Fabricius og B. M. Keilhau, havde ligeledes en rent
leilighedsvis karakter. Vigtigere er F. C. Schübeler’s undersøgelser
over torvmyrerne paa Jæderen og Karmøen i 1854, der nærmere om-
tales nedenfor; han sammenlignede disse myrer med de ved Japetus
Steenstrup’s grundlæggende undersøgelser klassiske myrer, Vidnesdam-
og Lillemose i Danmark.

I 1864 foretog P. Chr. Asbjørnsen med offentlig understøttelse en
udenlandsreise for at studere torvdriften, og efter hjemkomsten ansattes
han som bestyrer af de offentlige undersøgelser og foranstaltninger, sig-
tende til en forbedret behandling af torven. I denne virksomhed, som
han indehavde til 1876, foretog han reiser rundt omkring i landet. Hans
undersøgelser gik væsentlig i praktisk retning, og han har her indlagt
sig betydelig fortjeneste. Myrernes planteindhold skjænkede han der-
imod kun liden opmærksomhed. I sin bog om »Torv og Torvdrift«
(1868) siger han udtrykkelig, at det ikke er ham bekjendt, »at man

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903, No. 2, 1

2 JENS HOLMBOE, M.-N. KI.

nogetsteds i vore Torvmoser har iagttaget en saadan bestemt Orden og
Regelmæssighed i de forekommende Skovvexlinger, som Prof. Steen-
strup har iagttaget i Danmark«1.

I begyndelsen af 1870-aarene begyndte Axel Blytt sine torvmyr-
undersøgelser paa reiser i det vestenfjeldske Norge; senere udstrakte
han undersøgelserne til at omfatte ogsaa andre dele af landet, navnlig
trakterne omkring Kristianiafjorden. Mere end nogen anden har han
gjort de norske torvmyrer videnskabelig bekjendte. — Karplanternes
nuværende udbredelse i Norge havde ledet ham til at antage vekslende
tørre og fugtige perioder efter Istiden. Disse perioder maatte have efter-
ladt spor i torvmyrerne, og at paavise disse var hovedformaalet ved
hans undersogelser. Derimod lagde han forholdsvis liden vægt paa
detailbestemmelse af myrernes planterester og nævner ialt blot 14 arts-
bestemte karplanter. Resultaterne af sine undersøgelser nedlagde han i
en række større og mindre skrifter, blandt hvilke »Forsøg til en
Theori om Indvandringen af Norges Flora under vexlende
regnfulde og tørre Tider« (1875) og »lagttagelser over det
sydøstlige Norges Torvmyre« (1882) mest direkte behandler torv-
myrerne. Det turde være overflødigt paa dette sted at give noget ud-
førligt referat af Blytt’s undersøgelser; dertil er de altfor vel bekjendte
gjennem hans egne arbeider. Kun skal fremhæves som et hovedresultat,
at han antager de i torven ofte optrædende stubbelag dannede under
perioder med tørt klimat, at han anser de i rækkefølge ovenfra tilsvarende
stubbelag i de forskjellige myrer for at være samtidige, og at han lægger
dem til grund for en periodeinddeling af kvartærtiden. Længere frem i
dette arbeide — i afsnittet om torvmyrernes bygning — vil jeg nær-
mere redegjøre for de grunde, hvorfor jeg ikke kan betragte rigtigheden
af hans opfatning af stubbelagene som bevist. — Blandt Blytt's øvrige
arbeider indeholder »Om to kalktufdannelser i Gudbrandsdalen«
fra 1892 vigtige bidrag til kundskaben om vor fossile kvartærflora. Her
opføres ialt 24 i tuflagene forekommende karplanter samt desuden et par
moser og lavarter; for fleres vedkommende betegnes dog bestemmelsen
som usikker.

I 1889 begyndte G. E. Stangeland paa foranstaltning af »Norges
geologiske undersogelse« sine praktiske torvmyrundersøgelser i Smaa-
lenene, og paa reiser saa godt som hver sommer senere har han befaret
store dele af det sydlige Norge, mod nord til Trondhjemsfjorden. Han
har udgivet fuldstændige torvmyrkarter med detailleret beskrivelse over

LETE Diels

1903. No.2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 3

rektangelkartbladene »Sarpsborge (1891), »Nannestad« (1892) og
»Tønsberg« (1897); i sin bog »Om Torvmyrer i Norge og deres
Tilgodegjorelse«, hvoraf to bind er udkomne (1896 og 1897), beskriver
han desuden en række torvmyrer langs vestkysten fra Lister til Trønde-
lagen. Bogen indeholder endvidere en udførlig fremstilling af torv-
myrernes dyrkning og anvendelse til brændtorv, torvstrø, gjødselblanding
og komposter. Undersøgelsernes hovedformaal har afgjort været af praktisk
art; men ved siden af de nævnte afsnit indeholder bogen tillige beskri-
velser af de forskjellige torvarter samt kortere kapitler om »Planteresterne
i Myren« og »Torvmyrernes geologiske Alder«. Han opfører her ialt
26 karplanter som fundne i myrerne. Om træarternes rækkefølge siger
han: »Birken forekommer ogsaa hos os dybest og i stor Mængde, Asp
er sjelden paavist. Derover staar Egestubber, og over eller lidt høiere
end disse staar Furestubber. Fure- og Egeresterne staar hos os i om-
vendt Orden mod i Danmark, eller de ere ikke skarpt adskilte. Or
findes sammen med Birk ogsaa til større Dybde. Da Bøgen ikke har
nogen fremtrædende Plads her i Landet, vil den neppe kunne findes
uden i enkelte Myrer i Strøget Tønsberg—Larvik. Dens Frø, som skal
holde sig godt i Myrjord, har jeg ikke truffet. Maaske Granen, hvoraf
der er fundet Kongler i øverste Myrlag indtil 4 Decimeter under Over-
fladen, hos os kunde danne den 4de Periode«!. Stubbelagene i torv-
myrerne skyldes efter Stangeland's opfatning hovedsagelig lokale for-
hold. — I tre smaaskrifter, »Undersogelse af Myrprover« (1897,
1898, 1900), meddeler han fossillister fra torvmyrer i forskjellige lands-
dele; disse indeholder dog mest de almindeligste arter og giver ingen
oplysning om lagfølgen.

Omkring aar 1890 bereiste Adolf Dal store dele af Østerdalen og
Foldalen og undersøgte stubbelagenes forekomst i torvmyrerne. Han
har ikke selv offentliggjort sine resultater; disse omtales derimod i forbi-
gaaende i et par arbeider af Blytt, som i dem fandt støtte for sin
theori?. Vigtige er hans iagttagelser over skoggrændsens synkning paa
Hardangervidden og Dovre?. Hans senere arbeider har saa godt som
udelukkende gaaet i praktisk retning.

I en afhandling »Undersogelse af nogle torvprover« (1894)
opfører E. Ryan 4 fanerogamer og 15 moser, som han har paavist i
45 af Stangeland indsamlede torvprøver fra det sydøstlige Norge.
De fleste prøver bestod af hvidmosetorv, og hovedvægten har været

' Loc. II, p. 190—197.
2 A. Blytt, To kalktufforekomster, p. 31—32. — Klimatvexlinger, p. 32.
3 A, Dal, Om skoggrænsens synkning, — Fra en reise paa Hardangervidden 1893.

4 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

lagt paa bestemmelsen af de Sphagnum-arter, hvoraf denne bestaar.
Stubbelagene antager Ryan dannede ved sammensynkning af torven,
hvorved trærne er komne til at staa i vand.

Spredte og leilighedsvise oplysninger om vore torvmyrer eller om
forekomsten af plantelevninger i andre af kvarteertidens jordafleiringer
meddeles desuden af flere andre norske og svenske videnskabsmænd.
Blandt disse kan nævnes M. Sars, Th. Kjerulf, A. Helland, N. Wille,
A. T. Gløersen, A. Hamberg, H. Reusch, Gunnar Andersson,
K. O. Bjørlykke, A. M. Hansen, W. C. Brøgger, R. Sernander
m. fl. Om deres skrifter maa henvises til den vedføiede literaturforteg-
nelse; resultaterne af deres undersøgelser vil blive omtalt paa forskjellige
steder i den følgende fremstilling.

B. Den anvendte undersøgelsesmethode.

Som allerede i forordet nævnt, har jeg ved mine torvmyrunder-
søgelser hovedsagelig fulgt den arbeidsmethode, som er udviklet af svenske
videnskabsmænd, navnlig A. G. Nathorst og Gunnar Andersson},
I enkelte punkter har jeg dog fundet det hensigtsmæssigt at gaa frem
paa en noget anden maade end de nævnte forskere. Dels forat mulig-
gjøre en sikrere bedømmelse af arbeidets resultater, dels fordi de vundne
erfaringer muligens i nogen grad kunde komme andre til nytte, har jeg
ikke villet undlade at meddele nogle korte oplysninger om den anvendte
undersøgelsesmethode. Talrige enkeltheder, der findes omtalte i Gunnar
Anderssons netop citerede afhandlinger, har jeg fundet det unødven-
digt at medtage.

a. Arbeidet i marken.

Undersøgelsernes hovedopgave har været at indsamle flest mulige
fossiler fra de forskjellige afsnit af den senglaciale og den postglaciale
tid. Dette opnaaes som regel bedst i forholdsvis smaa torvmyrer, der
ligger i lukkede bækkener, helst i et noget kuperet landskab, omgivne

1 Se den sidstnævnte forfatters fortrinlige fremstilling: Våxtpal, undersökn, af torf-
mossar. — Om slamning af torf, — Om konservering af kvartåra växtlämningar, —
Metod för botan. undersökn, af olika torfslag,

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 5

af smaa bakker og bergknauser. Her er fossilerne gjerne talrigst, vand-
tilførselen mest oversigtlig og lagfølgen derfor lettest at tyde. Hvor
man i lagfølgen møder afvigende forhold, der tyder paa vekslinger i fug-
tighed under myrens dannelse, maa det nøie undersøges, om disse lader
sig forklare ved myrbækkenets form eller nedslagsomraadets orografiske
beskaffenhed.

Overalt, hvor der ikke ved brændtorvdrift eller paa anden maade
var blottet gode profiler, er myrernes bygning undersøgt ved gravning.
Der er saavidt muligt foretaget gravning paa flere — indtil 10 — steder
i hver myr; i enkelte myrer er der tillige boret med myrbor. Ved at
bruge myrbor alene er der fare for, at ganske tynde lag kan oversees,
ligesom fossiler fra forskjellige lag let vil kunne forblandes; blade og
andre skjøre fossiler kommer desuden sjelden hele op med borprøven.
Naar man skal grave, er det bedst at give hullet en rektangulær form;
med en længde af ca. 2 m. og en bredde af 0,8—1 m. naar man i
regelen uden vanskelighed henved 3 m. under overfladen; skal man
dybere ned, maa hullet gjøres større. De rigeste fossilfund gjøres sæd-
vanlig i ikke for stor afstand fra det faste land; paa grund af myrernes
transgression (hvorom mere i et følgende afsnit) mangler dog ofte de
fossilrige bundlag i det egentlige randbælte.

Efterat det friske myrsnit er tilstrækkelig renset, undersøges beskaf-
fenheden af hvert enkelt lag, og disses mægtighed maales. Fra øverst
til nederst udskjæres dernæst en eller flere sammenhængende rækker af
prøver, der hver er af en spadebreddes længde og bredde. Proverne
gjennemplukkes omhyggelig, hvad der lettest sker ved at kløve dem
langs de vandrette spaltningsflader. I stor udstrækning har jeg des-
uden foretaget slemning i feltet; hertil er med fordel anvendt sold af
samme form, som zoologerne bruger til udvaskning af mudder fra hav-
bunden (maskevidde 1,4 og 2 mm.). En saadan foreløbig indsamling af
fossiler giver i løbet af nogle timer et ganske godt indblik i afleiringens
karakter, som kan være til stor nytte ved feltarbeidets fortsættelse. Man
paatræffer desuden gjerne ved denne grove slemning af store prøver
(20—50 dm.3) enkelte sparsomt forekommende større fossiler, som mangler
i de hjembragte prøver.

De til nærmere undersøgelse i laboratoriet bestemte prøver udskjæres
med en ren kniv af det indre af store torvstykker. For at muliggjøre
en sammenligning mellem de enkelte arters talrighed i de forskjellige
prøver, bør disse helst have samme størrelse; som en hensigtsmæssig
størrelse er jeg bleven staaende ved 1 dm Proverne forsendes bedst i
glasserede stentøikrukker, overbundne med oljelærred. For at hindre

6 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

dem fra at mugne, bør de forinden gjennemvædes med fortyndet alko-
hol. Ved omhyggelig indpakning af krukkerne i smaa, solide trækasser,
o—r2 i hver kasse, er disse altid komne vel frem, tiltrods for de mange
primitive transportmaader i vort lands uveisomme trakter.

b. Laboratoriearbeider.

En frisk prøve af gytje, torv eller ler lader sig kun ufuldstændig
slemme; de enkelte dele hænger fast sammen, og prøven lader sig
vanskelig udrøre. Efter den af Gunnar Andersson indforte forud-
gaaende behandling med fortyndet salpetersyre gaar slemningen hurtig
og let. Med nogle mindre modifikationer, der tager sigte paa en sam-
tidig makroskopisk og mikroskopisk undersøgelse, har jeg fundet denne
methode særdeles hensigtsmæssig.

Prøverne opbrydes forsigtig i mindre stykker og hensættes i et cylin-
drisk glaskar i sterkt fortyndet HNOs, der staar et par cm. over torv-
stykkerne. Medens Gunnar Andersson anvender 33 % syre, for-
tynder jeg helst salpetersyren til 10 à 15 %o, hvorved der opnaaes en
langsommere og jevnere virkning. Under jevnlig omrøring med en glas-
stav henstaar prøven efter omstændighederne i indtil 4 å 5 døgn, indtil
torvprøven udgjør en jevn, tyktflydende, vællingagtig masse. Der til-
sættes nu mere vand (filtreret!) og røres godt omkring i karret. Karret
sættes saa i fuldstændig ro etpar timer; frø og blade flyder op paa
overfladen, medens de faste torvbestanddele langsomt synker tilbunds,
de groveste og tyngste først, senere efterhaanden de lettere. Bundfaldets
øverste lag udgjøres af et fint, brunt slam, der for en stor del bestaar af
kitinskal af lavere dyriske organismer, pollenkorn, diatoméer, lavere grøn-
alger m. m. Med en pipette tages to prøver af dette slam; den ene
underkastes uden videre mikroskopisk undersogelse, den anden først
efter behandling med kogende salpetersyre eller kongevand med paa-
følgende udvaskning. Fordelene ved den her angivne fremgangsmaade
er navnlig, at man selv i en paa diatoméer o.a. mikrofossiler fattig jord-
art faar sammentrængt mange i en liden, let oversigtlig prøve, samt at
behandlingen af de til makroskopisk og mikroskopisk undersøgelse be-
stemte prøver saalænge kan foretages under ét.

Resten af det bundfældte torvslam samt de opflydte plantedele
slemmes dernæst hver for sig paa den af Gunnar Andersson be-
skrevne maadel, De af mig benyttede slemmekar ligner ganske det af

! Gunnar Andersson, Om konservering af kvartära växtlämningar, p. 403, flg.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER, 7

ham afbildede, naar undtages, at de — for lettere at kunne holdes rene
— kun har to tuber, en nær bunden, hvorigjennem vandet ledes ind,
og en nogle cm. nedenfor randen, der er bestemt til vandets aflob.

De udpræparerede fossiler opbevares i tilkorkede glasror, bedst flad-
bundede. »prøveglas«, der er fyldt til randen med Hantzsch’s vædske
(en blanding af vand, alkohol og glycerin), hvortil jeg efter prof.
G. Lagerheim’s raad har sat nogle smaa krystaller thymol.

C. Aldersbestemmelse i forhold til landets niveau-
forandringer.

Naar man ad palæontologisk vei skal udrede vegetationens historie i
et land, da er det en af de forste og nodvendigste forudsætninger, at
man med tilstrækkelig noiagtighed kan bestemme de fossile plantelev-
ningers geologiske alder.

Den tidsmaaler, som for den populære betragtning fremstiller sig
som den nærmestliggende, nemlig de dækkende myrlags megtighed,
har vist sig fuldstændig uanvendelig og er forlængst forladt af alle, der
beskjæftiger sig med hidhørende undersggelser. Fossiler fra den arktiske
tid træffes ofte paa mindre dyb end langt yngre planterester fra en tid,
da allerede eken og andre kuldskjære løvtrær var indvandrede. Myrer-
nes tilvækst afhænger af saa mange uligeartede forhold, som vi endnu
kun delvis kan bedømme, at enhver aldersbestemmelse paa grundlag
heraf? maa blive meget usikker.

Efter Blytt's theori om stubbelagenes samtidighed i de forskjellige
myrer kunde man bestemme et fossils alder ved blot at tælle, af hvor
mange vekslende lag af torv og træstubber det dækkedes. Denne
fremgangsmaade anvendes fremdeles af R. Sernander og hans elever.
Dersom den var fuldt paalidelig, vilde den jo i mange tilfælde være
meget bekvem; men paa grund af de vægtige indvendinger, der er
blevne reiste mod theorien, nødes man indtil videre til at se sig om
efter en anden rettesnor ved aldersbestemmelsen.

En saadan har man i landets niveauforandringer. Finder man
plantelevninger i primært leie i eller under marine afleiringer, vil man,
naar landet befinder sig i stigning, med fuld vished kunne fastsætte som

1 Cfr. f. eks, A, M. Hansen, Menneskeslægtens ælde, p. 284.

8 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

vedkommende plantes minimumsalder i trakten den tid, der er med-
gaaet til landets hævning fra findestedet til nuværende havflade. Paa
samme vis kan man finde maximumsalderen for ferskvandsdannelser
nedenfor den marine grændse, naar de ikke dækkes af marine lag. Og
hvor man i et sammenhængende profil finder en jevn og gradvis over-
gang fra saltvandsafleiringer nederst til brakvandsdannelser og videre til
ferskvandsgytje eller -torv, da kan man fastsætte, at de plantelevninger,
der indeholdes i brakvandsafleiringerne, netop har en alder, der svarer
til landets hævning til stedets høide.

Denne fremgangsmaade har været almindelig anvendt ved de senere
aars plantepalæontologiske undersøgelser over Skandinaviens kvartær-
afleiringer og har i væsentlig grad bidraget til at bringe objektiv fasthed
ind i tidsbestemmelserne. Vigtigheden for plantegeografien af at studere
de marine dannelser blev for første gang med fuld klarhed fremholdt af
R. Sernander i 18891. Ogsaa ved mine undersøgelser har jeg lagt
særskilt vægt paa at udlede aldersbestemmelserne ved hjælp af landets
niveauforandringer.

Det bliver derfor nødvendigt her at indskyde en sammentrængt
oversigt over vort lands niveauforandringer i den senglaciale og post-
glaciale tid. For det sydlige Norges vedkommende er W. C. Brøgger's
nylig udkomne verk? i hovedsag lagt til grund for fremstillingen; op-
lysningerne om det nordlige Norges niveauforandringer er et uddrag af
en afhandling af nærværende forfatter 3.

a. Niveauforandringer i det sydlige Norge efter den sidste istid.

Allerede længe, og navnlig efter B. M. Keilhau's (1838), M. Sars's
(1865) og Th. Kjerulf’s undersøgelser, har det været bekjendt, at de
løse jordlag i forskjellige dele af landet op til betydelig høide over
havet indeholder skal af marine mollusker. Denne kjendsgjerning har
altid været betragtet som et sikkert bevis for, at havet efter Istiden hos
os har staaet langt høiere end nu, med andre ord, at en omfattende
stigning af landet har fundet sted. Endvidere har havet ved marine
terrasser og strandlinier, tildels indskaarne i fast fjeld, efterladt spor efter
ældre niveauer.

Medens man tidligere gjerne henlagde den høieste havstand omtrent
til tiden for den sidste nedisnings kulmination, turde det nu ved Brøg-

1 R, Sernander, Våxtlemn, i Skandinav, marina bildningar, p. 190.

2 W, C, Brøgger, Nivaforandr, i Kristianiafeltet,
3 Jens Holmboe, Skjælbanker og lerlag ved Norges nordl, kyst.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER, 9

ger's undersøgelser være godtgjort, at den i det sydøstlige Norge først
indtraf, efterat isranden fra »raerne« i Smaalenene og Jarlsberg havde
trukket sig tilbage til morænerækken foran sydenden af de store op-
landske sjøer Mjøsen, Hurdalsvand, Randstjord, Spirillen osv., og efterat
adskillige boreale, ja endog enkelte lusitaniske dyreformer havde ind-
vandret til vore kyster. Ved tiden for den sidste nedisnings maximum
maa landet endog antages at have ligget høiere end nu; men allerede
under raernes dannelse begyndte det at synke, og sænkningen fortsatte
under isens tilbagerykning og afsættelsen af de følgende morænerækker
(ved Aas og Kristiania). Under denne senglaciale sænkning af-
sattes først yoldialeret, der hos os kun er fundet udenfor raerne, og
senere arca- og portlandialer. Det høiarktiske yoldialer, der antages
at være samtidigt med radannelsen, er ifølge Brøgger en grundvands-
dannelse; de yngre arca- og portlandialerlag, der hyppig dækker yoldia-
leret og indeholder en noget sydligere, men dog fremdeles arktisk fauna,
maa derimod antages at være afsat i dybere vand.

For at vise havets stand ved den senglaciale sænknings maximum
anføres efter Brøgger følgende bestemmelser af den marine grændse i
forskjellige dele af det sydlige Norge:

NS EIRE 165 mor hi Asker ee 2120 maosh.
remake en +++ 168 - = = Holmestrand |. 0.0160 = -
MESErNæS 2... . ca.ı175 - = = Botne og Vaale, . . 160 - - -
Skjeberg 1. . . ca. 140 - - = Tjølling . . . .120—130 - - -
Dose. Ca. 100 - == SERRE ca 120, >
NÆSonden in. , 0. . 187 = INCE à 6 5 ON
Kristiania (Holmen- Kristianssand S.. . . 70 - -
GE) 5 2150 02 Jæderen (indre del) 70—75 - - -
——aGrefsen).. . . „217 = = = Romsdalen (Gjermunds-
Romerike (Hauer- RES) ee a) OO =
Sæten ee - Ca. 240) = == Kristianssund N.. .ca. 75 - - -
Norderhov . . . ca. 230 - - - LEONA EME nn. rose = =

Fra det ved disse talstorrelser betegnede niveau har landet efter
afsættelsen af den »epiglaciale« morænerække paany hævet sig til den
nuværende havflade, Tallene viser, at hævningen ikke har været lige
stor overalt, men størst i de centrale landsdele og stadig mindre mod
kysternel. Under denne lange hævningsperiode er størstedelen af vore

1 Smign. De Geer’s isobasekarter (Skandinav. geograf. utveckl,, 2. Kartor, tavle 2—4) og
for det nordlige Norge Rekstad's og Vogt's kart (Søndre Helgelands kvartærgeologi,
fig. 15, p. 82).

10 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

udstrakte marine kvartærafleiringer dannede. Paa dybere vand bund-
fældtes ler og sand, medens strandgrus og skjælbanker afsattes i litoral-
zonen. Ved sit fossilindhold bærer afleiringerne vidnesbyrd om dyre-
livets præg til tider, der lader sig bestemme ved havets stand i de for-
skjellige niveauer, og man sættes derigjennem istand til at studere, hvor-
ledes klimatet skridt for skridt blev mildere under stigningsperioden.
Efter Brøgger's undersøgelser kjender vi nu ganske godt stigningens
forløb ved Kristianiafjorden og i de nærmest tilstødende trakter; for hele
vor lange vestkysts vedkommende maa derimod kundskaben endnu siges
at være høist mangelfuld. — Man pleiede tidligere at gaa ud fra, at
niveauforandringerne i de forskjellige landsdele var samtidige, og at
landets stigning overalt til hver enkelt tid var forholdsvis nogenlunde
lige langt fremskreden. Brøgger har imidlertid vist, at dette neppe er
rigtigt. Saaledes synes stigningen i Smaalenene at være begyndt, medens
endnu landet sank i omegnen af Kristiania, ligesom ogsaa stigningen
var forholdsvis længere fremskreden i Smaalenene end ved Kristiania-
fjordens indre del ved tiden for de lavere og laveste myabankers dan-
nelse. Mine iagttagelser paa Jæderen (Brøndmyr i Klep) gjør det videre
sandsynligt, at her omkring ?/3 af den samlede stigning var tilendebragt
paa en tid, da der endnu herskede et arktisk klimat, medens allerede
østersen og adskillige andre lusitaniske mollusker var indvandrede, før
den samme stigningsgrad var naaet ved Kristiania !.

Allerede længe har det ved svenske, danske og finske geologers
undersøgelser været bekjendt, at store dele af det baltiske omraade har
været rammet af en postglacial sænkning, der har afbrudt landets stig-
ning. Land, der engang var hævet over havets niveau, sænkedes paany
under havfladen for saa igjen at stige til den nuværende høide. Over
sænkningsperiodens, litorinatidens, klimatforhold, flora og fauna foreligger
indgaaende undersøgelser.

Ogsaa for Norge har enkelte svenske forskere antaget en tilsvarende,
postglacial sænkning; men de har her væsentlig kun bygget paa analogi-
slutninger. Som almindelig fremholdt af norske geologer, saasom
A. Blytt, A. M. Hansen, H. Reusch og W. C. Brøgger, er nemlig
de profiler fra Norges vestkyst, hvortil man har støttet en saadan op-
fatning, lidet overbevisende”. De nedenfor beskrevne profiler fra Jæderen

og Vesteraalen er de eneste i vort land, hvor man hidtil har paavist sikre

1 Smlgn. nedenfor i afsnittet »Beskrivelse af udvalgte torvmyrere.

? A. Blytt, Klimatvexl. under kvartærtiden, p. 38.—A.M, Hansen, Menneskeslægtens
ælde, p. 276. — Skandinaviens stigning, p. 87—88.—H, Reusch, Optegn, fra Vær-
dalen, p. 7. — W. C. Brøgger, Nivåforandringer i Kristianiafeltet, p, 625 —635.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. I I

land- eller ferskvandsafleiringer, der er dækkede af utvivlsomme marine
lag i oprindeligt leie. — I et af A. Hamberg beskrevet profil, der var
bleven blottet ved skredet i Værdalen, fandt han paa et begrændset om-
raade under 3,4 m. ler med postglaciale mollusker et 0,05 m. mægtigt
»torvlag«, der bl. a. indeholdt rester af alm og hassel!. Det kan imid-
lertid ikke efter beskrivelsen ansees godtgjort, at torvlaget er en virkelig
supramarin dannelse; heller ikke kan det betragtes som udelukket, at
det overliggende lerlag er kommet paa sin plads ved en udglidning.
Der er flere omstændigheder, der taler for denne sidste mulighed, hvad
allerede Hamberg antyder. — Det af Helland? beskrevne plantelag
i en terrasse foran Gravenvand i Hardanger er udentvivl, som af ham
fremholdt, afsat i salt vand og giver ingen støtte for antagelsen af en
sænkning. — Nylig har Brøgger? udtalt, at det hidtil foreliggende
materiale af iagttagelser ikke tillader en endelig afgjørelse af, hvorvidt
den postglaciale stigning ogsaa hos os har været afbrudt ved en eller
flere oscillationer. For Kristianiafeltets vedkommende kommer han til
det resultat, at der under tapestiden »ikke bliver plads for nogen post-
glacial sænkning«.

At imidlertid en postglacial sænkning, der fuldstændig synes
at svare til den baltiske litorinasænkning, har berørt Norges sydvestlige
kyst under den varmeste del af den postglaciale tid, har jeg allerede i
1901 i en foreløbig meddelelse* godtgjort paa grundlag af et profil ved
Skeie paa Jæderen, der vil blive udførlig beskrevet paa et andet sted i
dette arbeide. Landet har her før sænkningen ligget mindst saa høit
som nu og er bleven sænket mindst 8 à 9 m,, før det paany steg til
den nuværende høide.

b. Niveauforandringer i det nordlige Norge efter den sidste istid.

Hvor høit havet stod i det nordlige Norge ved tiden for den sidste
nedisnings maximum, er endnu fuldstændig ukjendt. Saavel ved Bodø
som Tromsø er der fundet yoldialer lige ved havets nuværende niveau.
Da dette ler maa antages afsat paa forholdsvis ringe dyb og dets fauna
efter sin sammensætning er afgjort ældre end den, der i de samme
trakter findes opbevaret i skjælbanker og lerlag i betydelig større høide

1 A, Hamberg, En profil från Værdalen, p. 511—518.

? A, Helland, Stign. v. Hardangerfjord, p. 120—125.

3 W, €. Brøgger, Nivåforandr, i Kristianiafeltet, p. 625—638.

‘ Jens Holmboe, Postglac, sænkn, af Norges sydvestl. kyst, p. 337—341.

12 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

over havet, har sandsynligvis ogsaa her en sænkning fundet sted i den
senglaciale tid, medens der endnu herskede et rent høiarktisk klimat
ved Nordlands kyst.

Som navnlig A. M. Hansen har udredet, viser de øverste strand-
linier og marine terrasser i det nordlige Norge grændserne for landets
senglaciale nedsynkning. Forskjellige forskere har bestemt disse strand-
liniers høide o. h. paa et stort antal punkter ved Nordlands og Fin-
markens kyst. Overalt viser det sig at være et gjennemgaaende træk,
at de ligger høiest inde i landet og gradvis lavere ud mod den ydre
kyst. Faa meter nedenfor de øverste strandlinier i Ranen (75 og 113
m. o. h.) har J. Rekstad fundet ler med Portlandia arctica, Macoma
calcaria, etc. Det fremgaar heraf, at klimatet fremdeles har været rent
arktisk, dengang denne del af kysten laa dybest nedsunket. Som frem-
holdt af J. Rekstad og J. H. L. Vogt maa niveauet ved tiden for
sænkningens maximum længe have holdt sig uforandret. Saavidt man
af et enkelt fund kan slutte, er klimatet allerede under denne stilstand
blevet paaviselig mildere; thi over yoldialeret ved den ene af de netop
nævnte forekomster i Ranen har Rekstad fundet ler med Zirphaea
crispata.

Og under den paafolgende stigning synes klimatets bedring at have
skredet temmelig raskt fremad. Inden 1/3 af stigningen var tilendebragt,
havde de første lusitaniske arter indvandret til Søndre Helgelands kyst.
I Tromsø amt er de første lusitaniske mollusker fundne ved ca. 50 % af
den senglaciale marine grændse. I de lavere liggende skjælbanker bliver
ved hele den undersøgte kyststrækning de lusitaniske og sydlig boreale
arter stadig mere fremherskende.

Ogsaa i Vesteraalen lykkedes det mig at paavise, at der i den
varmeste del af den postglaciale tid har fundet sted en sænkning af
landet. Under en 4—6 m. mægtig strandvold af lagdelt sand og fjære-
sten er der ved Ramsaa paa Andøen en torvmyr, som atter hviler paa
saltvandsafleiringer af ler og sand. Ved sænkningens begyndelse kan
landet ikke have ligget lavere end nu; thi de i ferskvand dannede lag
af gytje og torv under strandvolden ligger kun et par meter over den
nuværende havflade. Ved sænkningens maximum maa landet derimod
have været nedsunket til en dybde af mindst 9 å 10 m., hvad der er
strandvoldens høide over havet. Strandvolden, der maa være afsat i
selve sænkningstiden, indeholder en molluskfauna af et tydelig mere
sydligt præg end den, der i nutiden lever ved den samme del af kysten.

Ogsaa dette profil vil blive nærmere beskrevet paa et andet sted i denne

1903. No.2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 13

afhandling. Overensstemmelsen med forholdene ved Skeie paa Jæderen
er, som det vil sees, paafaldende stor.

Udenfor Vesteraalen er den postglaciale sænkning endnu ikke paa-
vist ved Norges nordlige kyst. Et udpræget strandlinieniveau, som kan
følges langs store dele af kysten, og hvis høide i de forskjellige egne
veksler mellem 8 og 42 m., ansees af W. Ramsay at danne grændsen
for en saadan nedsynkning af landet. Men, som han selv fremhæver,

mangler endnu afgjørende beviser for rigtigheden af denne opfatning.

Man kjender hidtil ikke i Norge planteførende dannelser i den sen-
glaciale sænknings afleiringer eller dækkede af disse. Alle hidtil paa-
viste forekomster af plantefossiler nedenfor den marine grændse er af-
satte, efterat landets senglaciale stigning var begyndt.

14 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

I. Torvmyrerne og deres bygning.

A. Nogle bemærkninger om torvmyrernes forekomst.

En jevn og stadig tilgang af tilstrækkeligt vand er en hoved-
betingelse for dannelsen af de jordafleiringer, som vi kalder torvmyrer.
Som følge heraf er det et karakteristisk træk, at myrerne fremkommer
paa slige steder, hvor vandet samler sig, nemlig i forsænkningerne i
landskabet.

Disse kan være af den forskjelligste art. Eftersom aflobets »terskel-
hgide« er høiere end forsænkningens bund eller ikke, bliver forsænk-
ningen skaalformet (lukket) eller dalformet (aaben), hvad der er af den
største betydning for vandstandens regulering. Af stor vigtighed er
tillige bundens beskaffenhed; alt eftersom denne bestaar af fast fjeld, ler,
sand eller grovere grus, har den en forskjellig evne til at holde fugtig-
heden tilbage. Ikke uden betydning er endvidere bækkenets størrelse.
I ganske smaa bækkener er fugtigheden mere afhængig af tilfældigheder
og derfor mere ujevn end i de noget større. For at der skal kunne
opstaa veludviklede torvmyrer, udkræves i almindelighed nogenlunde
store forsænkninger. Nærmest som kuriosum kan dog nævnes, at jeg
selv i jættegryder af ca. 1 meters bredde og dybde i de nøgne klipper
ud mod havet paa Hvaløerne har seet virkelige myrdannelser med ægte
startorv. Meget ofte, dog langtfra altid, vil man finde, at myrernes
tilvækst foregaar raskere i store end i smaa bækkener.

I forbindelse med de nævnte forhold har vandtilgangens størrelse
og stadighed samt klimatets fugtighed og varme afgjørende betydning
for torvmyrernes opkomst og senere udvikling. Dog maa det her frem-
hæves, at vi endnu kun meget ufuldstændig kjender de nærmere om-
stændigheder ved de forskjellige faktorers indflydelse paa myrernes
dannelse og tilvækst.

Der gives neppe nogen større del af Norge, hvor torvmyrer ganske
mangler; de findes saavel i landets nordligste som sydligste trakter, fra
havets niveau til høit over trægrændsen paa fjeldene. Efter skjøns-
mæssigt overslag af A, Helland? indtager de 3.7 °/o af landets samlede

1 A, Helland, Jordbunden i Norge, p. 451.

1903. No. 2. SKE T RER. 15
N PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER

overflade. Rektangelkartbladet »Tonsberg« er den i denne henseende
nøiagtigst undersøgte landsdel; ifølge G. E. Stangeland! optager
torvmyrerne her 1.03 % af hele landskabets areal. Dette tal giver
maaske et korrekt billede for de lavere dele af Østlandet; men for
andre omraader vil det ikke passe. I andre dele af landet er landskabets
reliefforhold og klimat mere gunstige for myrdannelsen.

I aastrakterne østenfjelds opfylder gjerne vaade hvidmosemyrer
rummene mellem de opragende aaser og koller; herved fremkommer
mangesteds sammenhængende, indtil milelange, forgrenede systemer af
myrlændt terræn (smlgn. navne som »Endelausmyrerne«), Myrer af
denne type gjenfindes i det nordlige Norge i det indre Sydvarangers
svagt bølgede barskogslandskab.

Den brede, flade dalbund i de østlandske dalfører bestaar ofte af
tørre sandmoer, undertiden af stor udstrækning. I gamle, forladte elve-
leier, evjer og andre forsænkninger samler der sig gjerne vand, der
giver anledning til dannelse af myrer; fra elvene skilles de gjerne ved
banker af sand og grus, undertiden ogsaa af rygge og knauser af fast
fjeld. Disse myrer er sjelden synderlig gamle; ældre myrer træffer man
i forsænkninger i de høiere liggende terrasser og sidedale.

Vestentjelds er dalene steile og trange og levner kun liden plads til
torvmyrer. Saa godt som kun i de ydre kysttrakter, hvor »Strand-
fladen«? som en lav brem ligger foran den brat opstigende kyst fra
Lister og Jæderen til de nordligste landsdele, byder landskabet tilstræk-
keligt fladerum til en rigere udvikling af torvmyrer. Lister og Jaderen ®
samt et stort antal ligeledes til Strandfladen hørende halvøer og øer i
Bergens, Trondhjems og Tromsø stifter hører til de torvrigeste dele af
landet. Paa Lister og Jæderen ligger de fleste og betydeligste torvmyrer
enten i de flade, grunde forsænkninger, som dannes af slettens svagt
bølgede overflade, eller ogsaa ligger de i laguner bag de gamle strand-
volde af sand, grus og fjæresten, som strækker sig langs kysten og op-
dæmmer hele rækker af myr- og ferskvandsansamlinger.

Særlig paa de store øer paa udsiden af Lofoten og Vesteraalen,
f. eks. Vestvaagø, Langø og Andø, er Strandfladen stærkt fremtrædende.
Modsætningen mellem Strandfladen og landskabets alpeformer er mange-

1 G, E, Stangeland, Torvm. i Norge, Il, p. 192.

Cfr. H. Reusch, Strandfladen, et nyt trek i Norges geografi.

Efter A, M. Hansen (Strandflaten, p. 1—2) hører Lister og Jæderen ikke med til
Strandfladen; derimod har J. H. L. Vogt (Søndre Helgeland, p. 43) sluttet sig til

Reusch's opfatning. For det her foreliggende spørgsmaal er denne meningsforskjel
uden betydning.

16 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

steds overordentlig skarp og maa nødvendig tiltrække sig enhver reisendes
opmærksomhed. Til Strandfladens mest karakteristiske træk hører ogsaa
her forekomsten af torvmyrer; saagodtsom alle nævneværdige myrer ligger
paa strandfladeplateauet (fig. 1). Ogsaa her holdes mange lavtliggende
torvmyrer opdæmmede af gamle strandvolde; det samme er i Øst-
finmarken bl. a. tilfældet med den store Vadsømyr.

I Lofoten og andensteds i det nordlige Norge, hvor der har været
en stærk, lokal bræerosion, vil man ofte finde botnernes skaalformede
bund udfyldt af mindre myrer. De smaa morænerygge, der pleier at
ligge foran botnerne, tjener til at holde fugtigheden opdæmmet.

Fig. 1. Strandfladeparti med torvmyr. Bo i Vesteraalen.
Ude i havet sees tilhøire den hoie Gaukværø, bekjendt som sjømærke.
(Fot. af forf.)

Fjeldvidderne er rige paa torvmyrer. Saavel paa Dovre som
Hardangervidden fylder større og mindre myrstrækninger de talrige
kulper og fladbundede forsænkninger. I den egentlige høifjeldsregion
er dog myrernes dybde næsten altid ganske ubetydelig (A. Dal).

Hvor der er tilstrækkeligt vandtilsig, kan torvmyrer ogsaa dannes
paa svagt skraanende underlag uden opdæmning. Et fra gammel tid
bekjendt eksempel herpaa er de store Heimdalsmyrer ved Trondhjem,
der er studerede af Asbjørnsen og Kjerulfl. I det raa og fugtige
havklimat ved Nordlands kyster er saadanne myrer langt talrigere end

i de øvrige dele af vort land, og de kan her ofte opnaa betydelig

I Asbjørnsen og Kjerulf, Heimdalsmyrene,

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 17

størrelse og mægtighed. Hovedmængden af de myrer, der i Vesteraalen
er gjenstand for brændtorvdrift, ligger paa skraanende flader med frit
afløb for vandet. Forat vise, hvor stærk skraaningen undertiden kan
være, kan nævnes, at jeg nær Stokmarknæs paa Hadseløen saa en
indtil mere end 2 m. mægtig myr, der laa direkte paa en 15—20° skraa-
nende fjeldhylde, og som fortsatte lige ud til dennes rand, hvor den
endte med et brat stup. Disse myrer bestaar næsten altid af startorv
eller fedtorv, som optil gaar over i hvidmosetorv. I deres vegetation
er Scirpus caespitosus overalt fremtrædende, og dens trevler findes dybt
i torven. Foruden havets nærhed begunstiger udentvivl disse egnes
korte sommer dannelsen af slige torvmyrer. I den korte tid, fra tælen
løsner om vaaren til frosten atter indfinder sig, formaar ikke sol og vind
at udtørre det jevnt tilsigende smeltevand.

Torvmyrer, der lidt under overfladen er frosne aaret rundt, har
H. Reusch beskrevet fra lavlandet ved Varangerfjorden! og Adolf Dal
fra Dovre?. I den kolde sommer 1902 traf jeg i august maaned tæle i
myrerne adskillige steder i Tromsø amt og Østfinmarken, selv i de
laveste egne; fleresteds maatte der bruges øks for at naa ned til bunden.
Som fremholdt af begge de nævnte forfattere synes det kun at være
hvidmosemyrer, der er frosne paa denne tid af aaret.

Myrernes form og størrelse retter sig efter det bækken, hvori de er
dannede. Under sin tilvækst kan de dog vokse, idet de breder sig udover
bækkenets kanter, jo fladere dette er, desto mere. (»Transgression«).
Hvor flere myrer kun adskilles ved lave banker, kan de paa denne
maade efterhaanden vokse sammen. Det hører til sjeldenhederne, at en
myr er større end 1500 a 2000 maal (1 maal = 1000 m.2). Den
største kjendte myr i det sydlige Norge ligger mellem Bud og Hustad
nordenfor Molde; den anslaaes af Stangeland til ca. 25000 maal3.
Endnu større torvmyrer findes i den nordlige del af landet, f. eks. paa
Andøen i Vesteraalen*.

Torvmyrerne er sjelden mere end 6 à 7 m. dybe. Dog har Stange-
land undtagelsesvis fundet dybder indtil 9.5 m. (Kappemyr ved Lyse-
kloster nær Bergen)?. En ældre angivelse af Asbjornsen®, at Ormosen

1 H, Reusch, Det nordl, Norges geologi, p. 85. — Evig frossen jord i Norge, p. 344—46.
2 A. Dal, Frossen jordbund,

3 Stangeland, Torvm, i Norge, II, p. 84.

4 H, Reusch, Fra Andøen, p. 276—277. — A. Helland, Lofoten og Vesteraalen, p. 533.
5 Stangeland, Torvm, i Norge, II, p. 68.

6 Jf, A. Blytt, Indvandr, af Norg, F1, p. 318.

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 2. 2

18 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

i Id ved Fredrikshald skulde være hele 13,8 m. (44 fod) dyb, er neppe
paalidelig. Hverken A. Blytt! eller senere nærværende forf. har i
denne myr nogensteds paatruffet større dybder end netop det halve, 6,9
m. — A. Blytt har vist, at de lavest liggende torvmyrer i alminde-
lighed er meget grunde, og at man stadig møder dybere myrer, efter-
hvert som man stiger over havet indtil den marine grændse.

B. Oversigt over torvmyrernes fossilførende jordarter.

Ved Hampus von Post’s? banebrydende undersøgelser har studiet
af de organogene jordarter faaet fast grundlag. Han viste, at det til-
syneladende kaotiske virvar af former lod sig indordne under et faatal
naturlige hovedgrupper, hver med sin særskilte dannelsesmaade. Von
Post’s resultater er i hovedsag blevne bekræftede ved de senere under-
søgelser. Af skandinaviske forskere paa dette omraade maa særlig
nævnes P. E. Miller? og Gunnar Andersson“, der i væsentlige
punkter har udvidet vor kundskab om disse jordarters tilblivelse. Nylig
har ogsaa C. Wesenberg-Lund? leveret vigtige bidrag til forstaaelsen
af flere af de i aabent vand bundfældte jordarter.

Det indblik i jordafleiringernes natur, som herved er blevet muligt,
har havt den største betydning for den kvartære plantepalæontologi. Af
myrjordens beskaffenhed har man lært at se, hvilke plantesamfund der
indtog pladsen ved tiden for deres dannelse, og blev derved sat istand
til bedre at bedømme betydningen af de enkelte fossilfund.

I den norske torvmyrliteratur har temmelig uligeartede synsmaader
gjort sig gjældende m. h. t. jordarternes inddeling og benævning. Man
har dels gaaet ud fra udseendet, den fysiske beskaffenhed, planteindhold
eller dannelsessted, dels den praktiske anvendelse. — Kun ved at lægge
jordarternes dannelsesmaade til grund for inddelingen turde det være
muligt at opnaa en naturlig begrændsning af de enkelte typer. I den
oversigt over de vigtigste hidtil i vore torvmyrer paatrufne jordarter,
som nedenfor meddeles, er disse derfor for den største del tagne i samme
begrændsning som hos de svenske forfattere, navnlig Gunnar Anders-
son. En udførligere beskrivelse af de enkelte jordarter har jeg i de

A. Blytt, Sydøstl. Norg, Torvm,, p. 18.

H, v. Post, Stud, öfv. nutid, koprogena jordbildn. og andre arbeider.
3 P, E, Müller, Studier over Skovjord,

i Gunnar Andersson, Finlands torfmossar og flere skrifter.

5 C, Wesenberg-Lund, Søkalk, Bønnemalm og Søgytje, etc,

1
2

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 19

fleste tilfælde troet at kunne udelade, da der af de fleste findes fortrin-
lige beskrivelser i den nævnte forfatters »Studier öfver Finlands torf-
mossar«, hvortil i saa henseende henvises. Hvor det norske sprog
mangler ord, der fuldstændig dækker de svenske navne, er disse søgt
erstattede ved oversættelser.

Det vil sees, at her er valgt en anden gruppering af jordarterne
end hos Gunnar Andersson. Ligesom hos R. Sernander! er be-

grebet »torv« taget i en noget snevrere begrændsning.

a. Jordarter, dannede ved afleiring i aabent vand.

Det i naturen forekommende vand er aldrig fuldstændig rent, men
indeholder altid i større eller mindre mængde faste og opløste, organiske
og uorganiske bestanddele samt lavere dyre- og planteorganismer af
forskjellig art.

I ethvert bækken med aabent vand foregaar der en bundfældning
af det svævende materiale; dette giver anledning til dannelsen af en hel
del forskjellige jordarter, hvoraf de vigtigste nedenfor noget nærmere
skal omtales. Saavel beskaffenheden som mængden af det afleirede
materiale kan veksle stærkt og er nøie afhængig af forskjellige geografiske
og lokale forhold. Af betydning er i denne henseende navnlig bækkenets
beliggenhed og høide over havet, dets størrelse og dybde, vandets kemiske
beskaffenhed, vandtilførselens art og størrelse, jordbundens geologiske
beskaffenhed, vandets og dets omgivelsers dyre- og planteliv m. m.

Hvor forskjellige end de saaledes dannede jordarter i flere retninger
er, saa fremgaar det dog af flere omstændigheder, at de er nær beslæg-
tede og bør stilles ved siden af hverandre. Først maa her nævnes det
genetiske moment, som ligger i den fælles dannelsesmaade. Videre, at
de i torvmyrernes lagfølge spiller en indbyrdes tilsvarende rolle, og at
de her delvis kan erstatte hverandre”. Regelmæssig optræder de sam-
men, enten veksellagrede eller i blanding; ved denne blanding frem-
kommer en jevn række overgangsformer mellem de typiske jordarter,
hvorved grændserne mellem dem udviskes. Af øvrige ligheder kan
nævnes, at de gjerne er mere eller mindre tydelig lagdelte (smlgn. dog
myrdynd, pag. 26), og at de især indeholder levninger af planter og
dyr, der lever i vand.

Foruden af de i vand levende organismer indeholder de dog tillige
rester af landplanter, der af vinden eller med det tilflydende vand føres

1 R, Sernander, Våra torfmossar, p. 6.
2 Se afsnittet »Torvmyrernes udvikling og lagfolge«, p. 32, flg,

M.-N. Kl.

20 JENS HOLMBOE.

ud i bassinet og synker tilbunds. Gytje og myrdynd er sædvanlig
rigest paa plantefossiler. Talrigst er disse levninger nedenfor bratte

skrænter og nær bækkenes mundinger.

Sand og ler. Det rindende vand udvasker af jordbunden dens finere
uorganiske bestanddele — for en stor del direkte eller indirekte resul-
tatet af isbræernes skuring under deres fremadskridende bevægelse —
og fører det medbragte materiale som slam med paa sin vei mod
havet. Ved afleiring af dette slam dannes de overordentlig udbredte og
praktisk vigtige jordarter sand og ler.

Sand- og lerlagene er i sine renere former dannede paa steder, hvor
det lavere organiske liv paa grund af de hydrografiske forhold er fat-
tigt, eller ogsaa hvor afsætningen af det anorganiske slam er saa stor,
at de organiske produkter kommer til at udgjøre en forsvindende del af
det samlede afleirede materiale. — De senglaciale lerlag bestaar for den
væsentligste del af slam fra bræelvene fra den tid, da den sidste store
landis havde sin afsmeltningsperiode. De postglaciale lerafleiringer er
derimod hovedsagelig først afsatte, efterat landet var hævet saa høit, at
det senglaciale ler paany begyndte at udvaskes af elvenel.

Ikke alle bække og elve fører samme slags eller lige meget slam;
saavel mængden ‘som beskaffenheden retter sig efter de lokale forhold
og veksler desuden med nedbøren fra dag til dag. I de dele af Norge,
hvor grundfjeldets bergarter raader, har L. Schmelck sædvanlig fundet
20—50 g. faste stoffe pr. m.? i indsjø- og elvevand?. Særlig er bræ-
elvene rige paa slam, der gjør vandet graat og mudret; A. Helland®
og P. A. Øyent har i Nordfjord og Jotunheimen oftest fundet 70—90
g. slam pr. m3 i bræelve. Under bræernes afsmeltning og efter regn
stiger slammængden til flere hundrede, ja i et enkelt tilfælde — Memuru-
elven juli 1891 — til 1391 g. pr. m.?

Naar bækkene og de stride fjeldelve løber ud i roligere bassiner
som indsjøer og fjorde eller i sagteflydende elve, synker det medbragte
slam langsomt tilbunds og afleires. Først bundfældes de mere grov-
kornede bestanddele som sand, senere efterhaanden det mere finsmuld-
rede slam som ler. Ligesom der i elveslammet gives bestanddele af
forskjellig grovhed, saaledes bliver ofte ogsaa grændsen mellem sand og
ler temmelig vilkaarlig. Der optræder i naturen en række blandings-

1 Cfr, Brøgger, Nivaforandr, i Kristianiaf., p. 633.

2 L. Schmelck, Vort drikkevand, p. 5.

3 A, Helland, Om Gehalten af Slam i Bræelve, p. 204 flg.
4 P, A, Øyen, Slammængden i Bræelve, p. 341.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 21

og mellemformer, og i mange tilfælde vil først en kvantitativ slemnings-
analyse kunne afgjøre, om en jordart bør betegnes som lerholdigt sand
eller sandholdigt ler.

Sammen med slammet fører det rindende vand frø, blade og andre
planterester. Disse afsættes for en del paa bunden og indleires i sand-
og lerlagene. Ved teglværkerne i Kristianiadalen træffer man endog
undertiden store træstammer i lerlagene, ofte med rødder og grene
nogenlunde i behold. For en del er dette stammer, som i ældre tid af
elvene er ført ud paa fjorden, og som her vandtrukne er sunkne tilbunds
og indleirede i leret. I andre tilfælde kan det sees, at de ved udglid-
ninger og skred er komne ned i lerlagene, der da viser en forstyrret
lagfølge; disse sidste staar undertiden skraat eller næsten opret i leret.

Sand og ler, der er afsat i smaa bækkener, er som regel temmelig
rige paa fossiler; men fossilernes antal aftager hurtig, jo længere fra
land afleiringen har fundet sted. Ved slemning af store kvantiteter gjør
man dog ofte rige fund, selv i sand og ler, der ved første øiekast synes
ganske at mangle fossilindhold.

Ler og sand afleires saavel i ferskt som salt vand. Hvorvidt en
afleiring er af marin eller lacustrin oprindelse, afgjøres sikrest ved hjælp
af dens fossiler, navnlig mollusker, foraminiferer og diatoméer.

De marine lerlag er udbredt over store dele af slettedistrikterne
i det sydlige Norge, hvorom navnlig kan henvises til Th. Kjerulfs
karter. Efter alderen inddeles de i senglacialt ler, der væsentlig falder
sammen med Kjerulf’s »mergeller«, og postglacialt ler, Kjerulf’s
»muslingeler«. Nylig har W. C. Brøgger gjennemført en detailleret
palæontologisk inddeling af lerlagenel.

Blandt ferskvandslererne, der endnu er lidet studerede i vort
land, maa mærkes flomler, som navnlig i flomtider afleires i elvenes
bagevjer og paa oversvømmede strækninger. Undertiden kan denne
lerart være meget fossilrig; men da den gjerne optræder paa stærkt ud-
satte steder, opnaar den sjelden høi alder. — Glaciale ferskvandslerer,
lig dem, der gjennem A. G. Nathorst’s undersøgelser er blevne be-
kjendte fra Sydsverige, kjendes endnu ikke i Norge. Paa Lister har jeg
dog fundet ferskvandsler med levninger af Betula nana, der i alder turde
nærme sig det sydsvenske »dryasler«.

Marin sand med plantelevninger er paavist paa en række steder
langs kysten, især i den sydvestlige del af landet. De hidtil undersøgte
afleiringer er alle af postglacial alder.

1 W, C, Brøgger, Nivåforandr, i Kristianiaf,

22 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

I ferskt vand afsat sand er ofte rig paa planterester.

Gytje. I ferskt saavel som i salt vand driver planktonet, et eien-
dommeligt samfund af lavtstaaende dyr og planter, frit og viljeløst om-
kring med strømmene. Over planktonets forekomst i norske indsjøer
har i de senere aar H. Huitfeldt-Kaas anstillet indgaaende under-
søgelser. Han har fundet, at planktonet trives bedst i grunde sjøer og
tjern med liden vandtilførsel og roligt vand. Saavel arter som individer
optræder her talrigst; dette gjælder baade dyr og planter}.

I slige sjøer er det ogsaa, at gytjen dannes rigeligst og i sin mest
typiske form. Ekskrementer og andre affaldsprodukter af det dyriske
planktons liv afsættes efterhaanden paa bunden; navnlig er crustacéerne
i denne henseende af betydning. Efter døden synker ogsaa de faste
skal og skeletdele af planktonets dyr og planter langsomt tilbunds.
Kiselskal af diatoméer, kitinrester af crustacéer, insekter og andre j
vandet levende smaadyr udgjør ofte en stor del af gytjen?. Langt
sparsommere forekommer bestembare rester af planktonets grønalger,
oftest desmidiéer og hydrodictyacéer. Paafaldende er det, at peridi-
néerne fuldstændig synes at mangle i de fossile gytjer, medens enkelte
arter til sine tider i store mængder findes i vore sjøers plankton3.
Heller ikke i recente gytjer har C. Wesenberg-Lund fundet et eneste
ekspl. af disse organismer; alt tyder paa, at deres cellulosepanser hurtig
opløsest. Ogsaa myxophycéerne synes at være fuldstændig forsvundne;
idetmindste findes aldrig bestembare levninger af dem.

Ogsaa sjøbundens plantevækst tager del i gytjedannelsen. De døde
stængel- og bladdele af de høiere vandplanter opslides og opløses ved
bølgeslagets og de forskjellige smaaorganismers forenede angreb og af-
léires paa bunden. Ofte indeholder gytjerne smaadele af høiere planter
i mængde, særlig af hudvævene og de mekaniske vævsystemer. Medens
disse sjelden er saavidt store og kjendelige, at de kan bestemmes, findes
som regel tillige vel vedligeholdte, makroskopisk bestembare dele af
vandplanter, især frø, blade og rodstokke. Af diatoméer, characéer og
andre paa bunden levende alger findes gjerne rige levninger.

Den jordart, der bliver det samlede produkt af denne bundfældning
af uligeartet materiale, er det vi kalder gytje. Det er en blød, seig, i

H. Huitfeldt-Kaas, Plankton in norweg. Binnenseen,

C, Wesenberg-Lund, Ferskvandsfaunaens Kitin- og Kisellevninger i Tørvelagene,
Om sommeren optræder saaledes Ceratium hirundinella O, F. Müll, i saa stor
mængde i planktonet, at den kan danne »vandblomst« og udgjøre indtil 8/4 af den
samlede planktonmængde. (H. Huitfeldt-Kaas, Die limnet. Peridin, in norw,
Binnens,, p. 4 og 7).

4 Ç, Wesenberg-Lund, Søkalk, Bønnemalm, Søgytje, p. 113. |

1903. No: 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER, 23

vaad tilstand ofte næsten geléagtig jordart; farven er gjerne grongraa,
ofte med et gulgrønt eller olivengrønt skjær, sjeldnere brun eller brunrød.
Ofte er gytjen stærkt lagdelt (»papirgytje«), hvad der synes at vidne om
en regelmæssig periodicitet i dens afleiring. Den tanke ligger nær, at
dette kunde staa i forbindelse med den i den senere tid paaviste aarlige
periodicitet i planktonets optræden, og at saaledes hvert skikt i gytjen
repræsenterede et aars afsætning. Dette fremsættes dog blot som en
formodning.

De forskjellige elementer i gytjens sammensætning er ikke altid til-
stede i samme forhold. Eftersom den ene eller den anden hoved-
bestanddel er den kvantitativt overveiende, fremkommer der en række
varieteter, der dels indbyrdes er nøie forbundne ved mellemformer, dels
ogsaa forbinder den typiske gytje med de øvrige i aabent vand bund-
fældte jordarter. Jo større del af gytjen udgjøres af planktonaffald,
desto renere siges den at være. — De fleste eller maaske alle gytjer er
mere eller mindre forurensede med anorganisk slam.

At give en nærmere beskrivelse af de forskjellige varieteter turde
her være mindre paakrævet. Nylig har C. Wesenberg-Lundl i et
værdifuldt arbeide om danske indsjøafleiringer opstillet tre typer af
recente gytjer: 1. diatomégytje, 2. myxophycégytje? og 3.
kitingytje. Af disse tør no. 2 være vanskelig at erkjende i fossil til-
stand; de to øvrige har jeg derimod ofte seet i mere eller mindre
udprægede former i norske sjøer og torvmyrer. Den reneste diatomé-
gytje er den saakaldte diatoméjord.eller kiselguhr, som hos os
H. Reusch har beskrevet fra flere forekomster i Fjeldvandet ved Sandnæs,
og som ogsaa findes paa flere andre steder i den sydvestlige del af
landet.

Gytjen kaldes paa Hedemarken af torvarbeiderne »lever«. (Smlgn.
det tyske Lebertorf).

Sjøkalk (svensk bleke). I bækkener med stærkt kalkholdigt vand
kan under visse forhold ganske mægtige lag af kulsur kalk paa forskjellig
vis afleires paa sjøbunden. For en væsentlig del er kalken ad kemisk
eller mekanisk vei frigjort af døde molluskskal, dels stammer den ogsaa
fra de kalkskorper, der udskilles ved forskjellige algers og høiere plan-

ters livsvirksomhed, og som af bølgeslaget løsrives og hensmuldres.

1 C, Wesenberg-Lund, Søkalk, Bønnemalm, Søgytje, p. 109—110.

? Han skriver »Cyanophycegytje«; navnet Cyanophyceae Sachs maa af prioritetshensyn
vige for Myxophyceae Stizenb. (1860),

3 H, Reusch, Fjeldgrund og jordarter ved Stavanger, p. 103 flg,

24 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Maaske udfældes en del af kalken direkte af vandet!. Disse ulige
dannelsesmaader kan paa de forskjellige steder enten virke hver for sig
eller ogsaa, hvad der turde være det almindeligste, i forening.

Den saaledes dannede »sjokalk« er oftest temmelig stærkt forurenset
med tilblandede gytje- og lerbestanddele; rene former synes hos os at
være sjeldne. Th. Kjerulf?” omtaler forekomsten af sjøkalkafleiringer
fra flere steder paa Ringerike, Hadeland, Toten, Hedemarken og Øster-
dalen; ved Rognstad paa Toten var laget, der væsentlig bestod af skjæl-
masse, ca. 2,5 m. mægtigt og indeholdt 98% kulsur kalk. Paa de
fleste steder fandtes kalklaget i bunden af tjern og myrer.

Fleresteds i Stange og Løiten paa Hedemarken har jeg fundet sjø-
kalk i bunden af torvmyrerne, og efter modtagne meddelelser fra lokal-
kjendte folk er disse afleiringer almindelige deromkring. Den her fore-
kommende sjøkalk er en klidagtig, skiktløs eller noget skiktet, jordart
af hvid til graagul farve, der i tør tilstand falder hen som et kridhvidt
pulver. Den bruser sterkt for syre og bestaar for den allerstørste del
af rent kalkslam. Sjøkalken indeholder talrige skal af ferskvands-
mollusker, især snegle, men er fattig paa makroskopiske plantefossiler.
I intet tilfælde har jeg fundet en større mægtighed end 0,5 å 0,6 m.
(Vaalemyr i Stange).

Driftafleiringer. Til alle aarstider, dog især om vaaren og høsten,
fører det rindende vand med sig store mængder af planteaffald. De
fleste plantedele kan være med i denne transport, rødder, rodstokke,
stængler, stammer, grene, kviste og blade, videre frugter og frø i
mængde. Mange af disse holder sig flydende i længere tid; andre, der
har en specifik vægt høiere end vandet, kan flyde ved hjælp af »flottorer«
af forskjellig art. Særskilt kan nævnes, at forskjellige bær- og sten-
‘ frugter, hvis frø er tungere end vand, kan flyde ved hjælp af frugt-
kjødet; dette gjælder bl. a. Juniperus, Rubus og Sorbus. Nylig har R.
Sernander foretaget omfattende studier over denne transport; fra hans
fremstilling 3 er ovenstaaende notitser hentede.

Endel af »driften« skylles af strømmen op paa land, hvor bølgerne
ordner materialet i lange, voldlignende banker af indtil flere decimeters
mægtighed. Men en ikke uvæsentlig del synker før eller senere tilbunds,
naar planteresterne er helt gjennemtrukne af vand. I rolige bugter af

1 Cfr, C. Wesenberg-Lund’s udførlige fremstilling (Søkalk, Bonnemalm, Søgytje,
p. 7—78).

2 Th. Kjerulf, Om Mergels Forekomst, p. 61—63. — Cfr. Th. Buchholz, Beskr, over
Grans Præstegjeld, p. 99.

3 KR, Sernander, Skandinav, vegetat, spridningsbiologi, p. 48—224,

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 25

vore indsjøer og tjern vil man ofte over store strækninger finde bunden
dækket af hele lag af nedsunkne plantedele, der gjerne er særdeles godt
vedligeholdte.

Ved saadan afleiring fremkommer den jordart, der af Gunnar
Andersson! er beskreven under navn af »svämtorf«. Da imidlertid
denne ikke er en torvart i den her anvendte begrændsning af dette be-
greb, har jeg foretrukket Sernander’s betegnelse.

Rene driftafleiringer træffes sjelden i torvmyrerne; desto almindeligere
er overgangsformer til de øvrige i aabent vand bundfældte jordarter,
navnlig gytje og myrdynd.

Tangjord. Til de vigtigste blandt havets driftafleiringer hører de
volde af opkastet tang, som bølgerne lægger op paa stranden ved høi-
vandsgrændsen. Enhver, der lige efter en storm har vandret langs en
ubeskyttet strand ved Norges vestkyst, vil have faaet et indtryk af,
hvilke store mængder af tang der kan skylles iland, og hvor vældig
den kraft er, som river dem løs fra deres undersjøiske voksepladse.
Hvor tangmasserne skylles ind i lagunesjøer eller andre strandsumpe,
vil de ofte beskyttes mod fuldstændig forraadnelse og efterhaanden kunne
danne hele lag. Den herved dannede jordart er en friskt brun, fed,
lagdelt masse, som ved tørring skrumper stærkt sammen og smuldrer
hen. Naar landet er steget lidt, kan der efterhaanden udvikle sig torv-
myrer i de samme forsænkninger; saaledes har jeg paa Andøen i Vester-
aalen fundet indtil 0,25 m. mægtige lag »tangjord« i bunden af lavtlig-
gende torvmyrer (3—4 m. o. h.). Tangmassen synes her at bestaa af
Fucus og Ascophyllum, men paa grund af resternes opbevaringstilstand
er en nærmere bestemmelse neppe mulig.

Myrdynd. Med vandtilsig fra bredderne tilføres der indsjøer og tjern
opløste humussyrer, der af regnvandet er udvaskede af halvt formuldede
plantedele. I stillestaaende vandsamlinger, der omgives af løvskog eller
anden humusrig jordbund, opsamles syrerne efterhaanden i mængde,
hvorved vandet bliver mere eller mindre brunfarvet. Humussyrerne ud-
- fælder de i vandet opløste kalk- og jernforbindelser og giver derved
anledning til dannelsen af den jordart, som H. von Post? har beskrevet
under det fra det svenske folkesprog hentede navn »dy«. Dette navn
er senere af Gunnar Andersson ombyttet med »dytorf«, Paa norsk

1 G, Andersson, Finl, torfmoss,, p. 21.

H. v. Post, Stud. öfv. nutidens koprogena bildn., p. 18 flg. — The formation of peat-
mosses, p. 284— 286,

3 G, Andersson, Sv. våxtv, hist, 2 uppl., p. 8. — Finl, torfmoss., p. 9 flg.

26 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

mangler denne jordart et eget navn; den vil i det følgende blive be-
tegnet som »myrdynde,

I sin rene form er dette en strukturløs, muldagtig masse af i frisk
tilstand rødbrun farve; ved tilgang af luft sortner den i løbet af faa
sekunder. I modsætning til de øvrige i aabent vand bundfældte jord-
arter er den fuldstændig uskiktet. Seet under mikroskopet viser den sig
gjerne mere eller mindre grynagtig sammenklumpet. En ikke uvæsentlig
del af myrdyndet udgjør kitindele af leddyr og orme; disse er gjerne
vel vedligeholdte, men oftest temmelig fragmentariske og vanskelige at
bestemme”. Videre indeholdes smaadele af plantevæv, især hudvæv og
mekanisk væv, pollenkorn, lavere alger, m. m. Ogsaa paa makrosko-
piske plantelevninger er denne jordart ofte rig; ikke sjelden er den saa
opfyldt af liggende træstammer — men aldrig stubber paa rod —, grene,
kviste, kongler, nødder og andet skogaffald, at disse udgjør en betydelig
del af den hele afleiring. Slige former af myrdynd er det, som i vor
praktiske torvliteratur gaar under navn af »skogmyrtorv«?,

Myrdynd er i de norske torvmyrer en meget udbredt jordart; den
anvendes i stor udstrækning til brændtorv.

Oredynd. Langs bredderne af sjøer og tjern danner ofte svartor
(Alnus glutinosa) sammen med andre trær og buske, f. eks. troldhæg
(Rhamnus Frangula), tætte sumpkrat. Store dele af aaret staar trærne
helt i vand. Den mørke dyndbund mellem stammerne mangler næsten
vegetation. I det grunde vand foregaar en myrdynddannelse, som i
meget ligner den sædvanlige længere ude paa større dyb. Dog med-
fører den tidvise tørlægning væsentlige modifikationer. De tilblandede
plantedele formuldes fuldstændigere, og massen synker sterkere sammen.

Saaledes dannes den jordart, der kan kaldes oredynd (svensk »al-
torf«), og som forekommer i et stort antal af de undersøgte torvmyrer.
Det er en sort, muldagtig, helt igjennem ensartet masse, der saa godt
som fuldstændig mangler andre makroskopisk kjendelige plantedele end
indvoksede rødder af svartor; ved slemning finder man gjerne tillige
enkelte frugter af samme træ, frugtstene af Rhamnus samt især nogle
smaa, eiendommelige, sorte, kuglerunde sopdannelser (Cenococcwm geo-
philum).

Oredynd kan mest passende opføres her ved siden af myrdynd;
de typiske former af disse to jordarter er forbundne ved de jevneste
overgange.

1 C. Wesenberg-Lund, Ferskv. Faunaens Kitin og Kisellevn, i Torvelagene.
? P, Chr. Asbjørnsen, Torv og Torvdrift, p. 26. — Stangeland, Torvm, i Norge,
I, p. 31 flg.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 27

b. Jordarter, dannede paa vaade steder ved delvis konservering af
plantevæksten i oprindelig stilling. (Torv).

Paa tørt land gaar vegetationen efter døden hurtig tilgrunde. Under
indvirkning af luftens surstof samt lavere klorofylfri organismer af for-
skjellig art omdannes de organiske stoffe til vand, kulsyre og ammoniak.
Selv paa steder, hvor vegetationen er særdeles frodig, og der aarlig
dannes store mængder af organisk materiale, udgjør de organogene
jordlag et lidet mægtigt dække ovenpaa den mineralske undergrund.

Anderledes er forholdet paa vaade steder, hvor grundvandet omtrent
staar i høide med jordoverfladen eller endnu lidt høiere. Vandet be-
skytter her planteresterne mod de ødelæggende faktorers angreb, og
navnlig er dette tilfældet, hvor vandet indeholder humussyrer i større
eller mindre mængde. Ved saadan afleiring, fortsat gjennem længere
tidsrum, fremkommer de jordarter, som man kalder torv.

Ikke alle plantedele modstaar lige godt formuldningsprocesserne.
Bedst holder de cellevæv sig, der har forkislede, forvedede eller for-
korkede vægge, hvorimod de væsentlig af cellulose opbyggede dele
långt lettere gaar tilgrunde!, Bedst udsigt til at opbevares i større
mængde har fremdeles de plantedele, der allerede i levende live har havt
sin plads i grundvandets niveau eller ubetydelig høiere. Det bliver
derfor hovedsagelig rødder, rodstokke og basale stængeldele eller andre
m. h. t. voksemaaden hermed analoge organer, der i større udstrækning
kan komme til at danne torv.

De egentlige torvarter har sin oprindelse fra artfattige sumpplante-
samfund? af forskjellig slags, først og fremst rørsumpe, kjær og mose-
myrer. Paa grund af disse plantesamfunds tætte bevoksning beholder
de plantedele, der opbygger torven, i mere eller mindre fremtrædende
grad sin oprindelige stilling. Heraf betinges den eiendommelige struktur
med lodretstaaende trevler, som udmærker de hidhørende jordarter.

De forskjellige sumpplantesamfund stiller ulige krav til jordbundens
fugtighed, og de tilsvarende torvarter giver derfor værdifulde oplysninger
om disse forhold paa stedet, dengang afleiringen dannedes. — Kun som
en rent underordnet tilblanding indeholder torven rester af de omgivende
plantesamfunds vegetation. Dels derfor og dels paa grund af de fleste
torvdannende planters store geografiske udbredelse kan de egentlige

1 Om disse vigtige, men endnu ufuldstændig kjendte forhold, se navnlig Gunnar
Andersson, Finl, torfmoss,, p. 77—88.

2 Begrebet taget i samme begrændsning som hos E, Warming (Plantesamfund
p. 134, flg.).

28 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

torvarter kun i undtagelsestilfælde give vink af betydning om afleirings-
tidens klimat.

Mosetorv. Saavel paa grund af sin bygning som forekomst er
mange mosearter fortrinlig skikkede til at opbevares fossile. Fremfor
andre planter har de havt betydning for torvdannelsen.

Mosetorven er næsten altid meget fattig paa levninger af fanero-
game planter, og naar saadanne forekommer, tilhører de som oftest
almindelige myrplanter. En palæontologisk undersøgelse af disse torv-
arter giver derfor lidet udbytte, og de har af den grund hidtil været
lidet studerede hos os. Paa grund af mosetorvarternes store udbredelse
i vort land og deres økonomiske betydning vilde imidlertid et indgaaende
studium af dem være særdeles ønskeligt; herved vilde uden tvivl kunne
opnaaes resultater af saavel videnskabeligt som praktisk værd.

Af de hidhørende torvarter er hvidmosetorven den vigtigste;
den bestaar af grenstykker og hele skud af forskjellige hvidmosearter
(Sphagnum). Den udgjør i frisk tilstand en brunfarvet, løst svampet
masse, trækker sig ved tørring forholdsvis lidet sammen og er da meget
let. Forskjellige Sphagnum-arter deltager i torvdannelsen, nogle paa
tørrere, andre paa vaadere steder; efter E. Ryan’s undersøgelser turde
i det søndenfjeldske Norge Sph. fuscum, Sph. cuspidatum og Sph.
medium være de vigtigstel. Af fanerogame myrplanter indeholder hvid-
mosetorven hyppigst blade og stængler af Andromeda og Oxycoccus
samt i trevler opløste tuer af Æriophorum vaginatum. Torv, der er
rig paa disse sidste strylignende trevlebundter, kaldes paa Lister og
Jæderen »kaletorv« (kale = stry). Hvor Eriophorum-trevlerne udgjør
den væsentligste del af torvmassen, fremkommer den torvart, som Gun-
nar Andersson? har kaldt »fibertorf«. I Norge har jeg hidtil ikke
seet saa udprægede former heraf, at der er grund til at opstille dem
som en særskilt torvart.

Paa grund af sin store vandsugningsevne egner hvidmosetorven sig
bedre til torvstrø end de øvrige torvarter.

Fedtorv er en karakteristisk torvart, der er almindelig udbredt i
de norske torvmyrer; en stor del af den »braendtorv«, der tilvirkes i
vort land, bestaar af fedtorv. Om dens dannelsesmaade hersker endnu
stor usikkerhed. Gunnar Andersson var tidligere nærmest tilbøielig
til at opfatte den som et langt fremskredent omdannelsesprodukt af visse
former af hvidmosetorv?; senere har han, omend med tvivl, henført den

1 E. Ryan, Unders. af torvprøver, p. 118—120,
? Gunnar Andersson, Finl, torfmoss,, p. 23.

pr

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 29

til myrdyndgruppen!. I flere henseender indtager fedtorven en mellem-
stilling mellem disse jordarter. Den er en fast, brunsort torv af fed
konsistens, tæt gjennemsat af lodrette rodtrevler af Eriophorum-arter
samt Scirpus caespitosus. Af fanerogame planterester indeholder den
forøvrigt faa eller ingen. Heller ikke den mikroskopiske undersøgelse
bidrager synderlig til forstaaelsen af dens oprindelse. — Iethvertfald
delvis identisk med fedtorven er Stangeland’s »bjørnskjægtorv«, der
er meget hyppig paa Jæderen?; de rodtrevler, der gjennemsætter fed-
torven, synes her oftere end paa Østlandet at bestaa af bjørnskjæg-
rødder (Scirpus caespitosus) samt tildels rødder af blaatop (Molinia
coerulea).

Paa meget vaade steder eller helt nedsænket i vand vokser Ambly-
stegium-arterne ofte i mængde, og ikke sjelden danner de her torvlag,
der dog som oftest kun bliver lidet mægtige. Meget ofte er denne
torvart forurenset med gytje. Ogsaa paa norsk maa den mest passende
kunne benævnes med det af R. Tolf givne navn, brunmosetorv.

Ogsaa andre mosearter optræder undertiden torvdannende. Flere-
steds paa Østlandet, især i Smaalenene, har jeg seet mindre torvlag af
bjørnemose (Polytrichum commune) i frisk vækst. — Ifølge H. Reusch®
synes endvidere Rhacomitrum lanuginosum at kunne danne torv i den
nordlige del af landet.

Karplantetorv. Under dette navn sammenfatter Gunnar Anders-
son en række torvarter, der er dannede af rødder, rodstokke, stængler
og andre vegetative dele af forskjellige, i de fleste tilfælde monokotyle-
done sumpplanter. Ligesom de enkelte arter i rørsumpe og kjær snart
vokser for sig selv i ren bestand, snart flere sammen, saaledes er ogsaa
de hidhørende torvarter, der i sine typiske former er temmelig ulige,
ved blandingsformer nøie forbundne med hverandre. Nogle af de vig-
tigste skal her opføres.

Sneldetorv. De glindsende, brunsorte rodstokke af Equisetum —
udentvivl i de aller fleste tilfælde Æ. limosum (s. 1.) — paatræffes meget
ofte som en lidet fremtrædende tilblanding i torv af forskjellig slags.
Langt sjeldnere er de saa talrige, at der kan blive tale om en egen
sneldetorv. Helt typisk har jeg kun seet denne torvart en enkelt gang,
nemlig ved sydenden af Borrevand i Jarlsberg, hvor den danner lag af
indtil 0,5 meters mægtighed.

1 Gunnar Andersson och Gunnar Dillner, Olika torfslags brånslevårde, p. 16.
2 G, E. Stangeland, Torvm, i Norge, I, p. 29.
3 Hans Reusch, Eigentümliche Wachtumsform einer Moos-art, p. 573—574+

30 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Sivtorv er en almindelig torvart, der bestaar af de grove rod-
stokke og rodder af Scirpus lacustris. Ogsaa andre Scirpus-arter kan
leilighedsvis optræde torvdannende, f. eks. den nærstaaende S. Taber-
naemontani, der vokser ved brakt vand!. — Forholdsvis sjelden træffer
man sivtorven ren; som regel indeholder den i større eller mindre
mængde tillige dele af andre sumpplanter og er desuden meget ofte til-
blandet med gytje.

Rørtorv bestaar af de samme dele af tagrør (Phragmites communis)
og er maaske endnu mere udbredt end sivtorven. Den har ved en
overfladisk undersøgelse stor lighed med denne torvart.

Startorv, væsentlig bestaaende af rodstokke og tæt sammenfiltrede
rødder af forskjellige Carex-arter, er ogsaa hos os en meget almindelig
torvart. Navnlig vestenfjelds synes den at have bidraget ikke lidet til
myrernes dannelse. Blandt de talrige Carex-arter, som findes i vort
land, er der udentvivl kun ganske faa, der danner torv i større udstræk-
ning. Navnlig ©. ampullacea og C. filiformis samt en eller flere arter
af Carices distigmaticae turde være af stor betydning. I mindre udstræk-
ning har C. stellulata og tildels ©. Pseudocyperus medvirket; af den
sidstnævnte har jeg seet ganske betydelige torvlag fleresteds i de lavere
dele af Smaalenene og Jarlsberg. U. vesicaria, der i Finland skal være
en vigtig torvdannende art”, er hos os af forholdsvis underordnet betyd-
ning. — Overgangsformer til myrdynd og oredynd er almindelige.
Medens de renere startorv-former forslaar lidet som brændsel, anvendes
slige overgangsformer i stor udstrækning til brændtorv.

Lyngtorv er en fast, mørkt sortbrun torvart, der for den over-
veiende største del bestaar af kviste og blade af lyngagtige planter.
Helt ren har jeg ikke seet den; overalt har den indeholdt endel fedtorv-
materiale. Calluna vulgaris spiller hovedrollen ved dannelsen af denne
torvart; sammen med den medvirker Andromeda polifolia, Oxycoccus
palustris, Vaccinium Vitis idaea, Empetrum nigrum o. a. — Allerede
Grisebach har iagttaget, at røslyngen i Nordtyskland i fremtrædende
grad bidrager til torvdannelsen?, hvad ogsaa senere undersøgelser for
dette lands vedkommende har bekræftet. I Skandinavien har den
egentlige lyngtorv været lidet kjendt, og Blytt hævder bestemt, at
Calluna i Norge ikke har spillet nogen stor rolle ved torvdannelsen*.
For den østlige del af landet har denne udtalelse udentvivl fuld gyldig-

Om bjørnskjægtorv, der indeholder rodtrevler af S, caespitosus, smlgn, ovenfor, p. 29.
Gunnar Andersson, Finl, torfmoss,, p. 15.

A. Grisebach, Emsmooren.

A, Blytt, Sydestl, Norg. Torvm,, p. 5.

> © De

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 31

hed. Forholdet er her ganske som i Sverige og Finland, hvor Calluna
vulgaris kun undtagelsesvis forekommer fossil og blot i subrecente
afleiringer. Som vist paa et andet sted i dette arbeide optræder røs-
lyngen i det sydvestlige Norge langt hyppigere fossil end i de østligere
skandinaviske lande, og fleresteds paa Lister og Jæderen danner den
torvlag af betydning. — Lyngtorv kræver mindre fugtighed til sin dan-
nelse end de øvrige her beskrevne torvarter.

Flere andre karplanter end de ovenfor nævnte kan leilighedsvis
danne torv; men de er dog alle af mindre betydning. Nævnes kan, at
jeg har seet virkelige torvlag, dannede af sverdlilje (Iris Pseudacorus)
paa Tjømø og ved Kristiania, bukkeblad (Menyanthes trifoliata) flere-
steds, rome (Narthecium ossifragum) i myrer ved Deletjern paa Linne-
kleppen i Rakkestad og ved Kobberlund i Id samt fleresteds paa Jæderen,

etc. I alle tilfælde har dog mægtigheden været ubetydelig.

C. Torvmyrernes udvikling og lagfølge.

Alle torvmyrernes jordarter trænger fugtighed til sin dannelse, men
ikke alle lige meget. Medens nogle alene afleires i aabent — dybere
eller grundere — vand, dannes andre i mere eller mindre vaade kjær
og sumpe. Til hver enkelt jordart svarer en temmelig nøie bestemt
grad af fugtighed paa afleiringsstedet, og det afhænger først og fremst
af den i hvert enkelt bækken tilstedeværende fugtighedsgrad, hvilken
jordart der i et givet tilfælde dannes.

Af samme grund skifter beskaffenheden af de jordarter, der afleires
i et bækken, efterhvert som fugtigheden i dette gjennem tidernes løb
forandres ved forrykning af forholdet mellem jordoverfladen og grund-
vandets niveau. Torvmyrernes lagfølge giver en tro afspeiling af de
fugtighedsforandringer, der har fundet sted under deres dannelsestid,
Ikke i alle myrer eller alle steder i samme myr gjennemløbes alle grader
mellem yderpunkterne aabent vand og fast mark; myrdannelsen kan
begynde og slutte (ialtfald foreløbig) ved hvilkensomhelst fugtighedsgrad
inden disse grændser.

Foruden af fugtighedsforholdene afhænger det især af jordbundens
og det tilgjængelige vands kemiske beskaffenhed og de deraf betingede
ernæringsforhold, hvilke torvdannende plantesamfund der efterhaanden
optræder i et bækken!. Herom er dog endnu lidet sikkert bekjendt.

A Cfr, P. Graebner, Nihrstoffkonzentration und Pflanzendecke, — Wie bilden sich
Wald, Wiese und Moor?

22 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

I to retninger kan den gradvise, gjennem aartusinder fortsatte, fug-
tighedsforandring i et bækken gaa: fugtigheden kan aftage eller den kan
tiltage. Heraf betinges to typisk vidt forskjellige former for myrdan-
nelse, hver med sin særegne lagfølge. Mere eller mindre udpræget lader
de fleste myrer sig henføre til den ene eller til den anden af disse hoved-
typer, der nedenfor noget nærmere skal skildres hver for sig. Ved siden
af de to hovedtyper gives der en talrig gruppe af myrer, ved hvis dan-
nelse fugtigheden vekselvis har tiltaget og aftaget, hvad der fremkalder
tilsvarende forandringer i deres lagfølge.

Den sædvanlige inddeling af torvmyrerne, som kun tager hensyn til
myrernes nuværende øverste lag og den for tiden raadende plantevækst
paa deres overflade (f. eks. »hvidmosemyr«, »graesmyr«) er vistnok meget
bekvem, og kan i mange tilfælde være berettiget, saaledes hvor talen er
om myrernes anvendelse som dyrkningsland eller deres betydning for
landskabets karakter og vegetation; men den giver ingen oplysning om
deres udviklingshistorie.

a. Torvmyrer, dannede ved aftagende fugtighed. Tilgroning af tjern.

Det er fra gammel tid en velkjendt sag, som allerede omtales af
flere forfattere omkring midten af det 18de aarhundrede!, at mange
torvmyrer er dannede ved tilgroning af indsjøer og tjern. Paa bække-
nets bund afsættes efterhaanden ler, gytje, myrdynd og andre jordarter,
der dannes ved bundfældning af vandets uorganiske slam eller affald fra
dets fritsvævende og paa bunden voksende vandplanter? og dyr. Tilslut
bliver vandet saa grundt, at sumpplanter? kan fæste rod; først rykker
de arter ud fra bredderne, der vokser paa dybest vand, senere efter-
haanden de øvrige gradvis mindre fugtighedselskende. Med sine nedre
dele danner de torv, den ene udenfor og ovenpaa den anden, indtil
myroverfladen har hævet sig saa høit over grundvandets niveau (»vokset
sig saa tor«), at torvdannelsen standser og skog og lyngmark kan ud-
brede ‚sig, hvor engang vandliljer og Potamogeton har vokset. De
koncentriske vegetationsbælter omkring et sammenvoksende tjern giver
et billede af de plantesamfund, som har opbygget den omgivende myr.
De centrale bælter svarer til de dybeste, de perifere til de øverste lag

(fig. 2).

1 Se Danmarks og Norges Oeconomiske Magazin, Bd. VI, 1762,

2 Disse begreber tagne i samme begrændsning som hos Warming (Plantesamfund, p.
134). Med vandplanter forstaaes her alle de, hvis assimilationsorganer er nedsænkede
i eller flyder paa vand, med sumpplanter alle, som er rodfæstede i vand eller vandrig
jordbund, men hvis løvskud ialtfald væsentlig hæves over vandfladen,

1903. No. 2. PSH I NORSKE TORVMYRER. 33

Ligesom i vore nabolande er torvmyrer af denne type almindelige
i det sydlige Norge; de findes i alle de trakter, hvor jeg hidtil har havt
anledning til at studere torvmyrernes bygning. Det er som oftest for-
holdsvis smaa myrer, der ligger i lukkede forsænkninger i landskabet.
Allerede en flygtig undersøgelse af myrbækkenets afløbsforhold vil i de
fleste tilfælde give et tydeligt vink om, hvorvidt en myr er dannet paa
denne maade, Skjønt de forskjellige hidhørende torvmyrer kan fremvise
adskillige uligheder i enkelthederne, udgjør de dog tilsammen en sær-
deles vel begrændset type.

Myrbækkenets bund bestaar hos disse torvmyrer i de overveiende
fleste tilfælde af ler, der forovrigt kan være af forskjellig oprindelse:
moræneler, marint ler, indsjøler. Langt sjeldnere har jeg fundet sand
eller fast fjeld, det sidste som regel kun over mindre dele af myrbunden.

Disse myrers dannelse indledes saa godt som altid med, at der af-
sættes et lag gytje af større eller mindre mægtighed. Undertiden er
gytjelaget blot nogle faa cm. mægtigt, som oftest 0,2 å 0,5 m.; i sjeld-

=

WN neem pre TT E>
MN, conse

‘NI all

Hvidmosetore

vand IM
DD

re Sivtoro

Gviye

Fig, 2. Skematisk profil gjennem et tjern, der gror til, og gjennem den omgivende myr.

nere tilfælde og da i regelen midt i bækkenet kan man finde gytjelag
paa indtil 3 m. (f. eks. myr ved Lønetjern paa Vegarsheien). Ved
landets stigning afsondres ofte fjordbugter fra havet og forvandles til
ferskvandsbækkener; i disse foregaar der ofte en rig gytjeafsætning,
allerede inden forbindelsen med havet helt er afskaaret. I de lavere
distrikter paa begge sider af Kristianiafjorden er der mange torvmyrer,
som i sin bund har gytjelag med levninger af saltvands- eller brak-
vandsorganismer. — I de kalkrige trakter paa Hedemarken erstattes
gytjelaget ofte af sjøkalk (f. eks. myr ved Dyri i Løiten), eller der gaar
en sjøkalkafsætning forud for gytjens afleiring (f. eks. Vaalemyr i Stange).

Myrdannelsen kan fra nu af fortsætte væsentlig i to forskjellige
retninger. I det ene tilfælde overleires gytjen af en karplantetorv, i det
andet tilfælde af myrdynd. Det første sker, naar vandet vedblivende
holder sig rent, det andet, naar der fra omgivelserne tilføres større
mængder af humussyrer, som farver vandet brunt.

De første sumpplanter, der indfinder sig, er sjøsiv (Scirpus lacustris)
og tagrør (Phragmites communis), som begge kan vokse paa indtil over
2 meters dyb. Med sine tæt sammenvævede rodstokke og rødder

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1908. No. 2. 3

34 JENS HOLMBOE. M.-N, Kl.

danner de torv, enten sammen eller hver for sig. Der afsættes frem-
deles gytje i det rolige vand mellem sivene, og efterhvert som vandet
herved og ved torvdannelsen opgrundes, banes veien for flere sump-
planter, hvoraf levninger kan paavises i sivtorvens og rørtorvens øvre
del. De vigtigste blandt disse er elvesnelde (Equisetum limosum), sværd-
lilje (Iris Pseudacorus), vandgro (Alisma Plantago) o. fl. — Efterhaanden
begynder stadig flere stararter (Cartces) at indfinde sig, fulgt af bukke-
blad (Menyanthes trifoliata), myrhat (Comarum palustre), melkerod
(Peucedanum palustre) og mange flere. De grovere sumprør fortrænges,
og torvafleiringen skifter karakter, idet den gaar over i en startorv.
Vegetationen udvikler sig til en kjærvegetation, og myren befinder sig
paa »lavmose«-stadiet. — Efterhvert som myrvandet bliver rigere paa
humussyrer, begynder mosearter, først og fremst hvidmose (Sphagnum),
at optræde; efterhaanden bliver de talrigere, fortrænger kjærvegeta-
tionen og bliver selv herskende. Hvidmosernes stængel er omgivet af
et barklag, som bestaar af store, tomme celler med aabne huller i væg-
gene; slige celler udgjør ogsaa den største del af bladene. Paa grund
af denne eiendommelige bygning opsuger disse moser vandet kapillært,
hvorved grundvandet kan hæves og torvdannelsen fortsættes indtil flere
meter over det naturlige afløbs høide (»høimoser«). Blandt Sphagnum-
arterne lever nogle faa høiere planter, hvoriblandt bladlyng (Andromeda
polifolia), tranebær (Oxycoccus palustris), Scheuchzeria palustris, 0. a.;
rester af disse findes gjerne i hvidmosetorven, men udgjør dog altid en
lidet fremtrædende del af denne. — Naar myren har vokset sig mere
tør, begynder risagtige smaabuske at indfinde sig: pors (Myrica Gale),
skintryte (Vaccinium uliginosum), krækling (Empetrum nigrum); senere:
røslyng (Calluna vulgaris), klokkelyng (Erica Tetralix) og de første
trær, furu (Pinus silvestris), birk (Betula alba) og gran (Picea excelsa).
De første trær er smaa og forkrøblede; de har korte naale og smale
aarsringe. Efterhaanden som fugtigheden fremdeles aftager, afsluttes
torvdannelsen, trærne og lyngen bliver talrigere, og vegetationen udvikles
til naaleskog eller lyngmark.

En udvikling, der temmelig nøie stemmer overens med den her
beskrevne, er tidligere gjentagende skildret af forskjellige forfattere,
saaledes R. Hult!, E. Warming?, Gunnar Andersson, Alb.
Nilsson‘ m. fl. I næste afsnit vil findes beskrevne en række eksempler

R. Hult, Blekinges vegetation, p. 234—235.

E. Warming, Plantesamfund, p. 311.

Gunnar Andersson, Finl, torfmoss., p. 33—35.

Alb. Nilsson, Sv, växtsamhäll, utvecklhist,, p, 100— 101,

= eo Yb

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 35

paa typen; som særlig typisk kan f. eks. nævnes Holtanmyr i Tjølling.
Ikke altid er udviklingsrækken saa fuldstændig, som her skildret. Ofte
mangler et eller flere led i rækken over hele myrbækkenet eller dele
deraf. Saaledes kan startorvlaget mangle og hvidmosetorv umiddelbart
følge over sivtorv-, resp. rørtorvlaget, der da gjerne er stærkt myr-
dyndholdigt (f. eks. myr ved Bydal i Holt). I andre tilfælde kan -et
lag myrdynd eller oredynd indskydes mellem sivtorven og den over-
leirende startorv (f. eks. Hellemyr paa Lister).

Navnlig i mindre bækkener, der omgives af en frodig skogvegeta-
tion eller ogsaa i rolige bugter af større bækkener, kan humussyre-
gehalten i vandet allerede paa et tidligt stadium tiltage saa stærkt, at
større mængder af myrdynd afsættes paa bunden af det aabne vand.
Særlig synes ekeskog og granskog at befordre en rigelig udfældning af
myrdynd!. Myrdynd indtager gjerne en fremtrædende plads i lagfølgen
i de myrer, der er dannede ved, at slige tjern gror igjen; i de fleste
tilfælde følger det umiddelbart over gytjelaget. Sjelden mangler gytjen
fuldstændig, og myrdyndlaget hviler da direkte paa bækkenets bund (f.
eks. Hornæsmyr i Skjeberg). — Omkring de brune myrtjern, hvor myr-
dyndet udfældes, naar hvidmosen lige ud til vandkanten. Saavel sump-
rør- som stargræsformationerne mangler i de fleste tilfælde fuldstændig.
Den ensidig fremvoksende moserand strækker sig udover vandfladen
som et sammenhængende, gyngende tæppe (»hængemyr«). Ofte kan
vind og bølgeslag løsrive dele af dette, der da som smaa »flydende
ger« driver omkring i tjernet?. Det nærmere forløb herved er beskrevet
af R. Hult’, — I myrer, dannede ved gjenvoksning af slige myrtjern,
følger et lag hvidmosetorv ovenpaa myrdyndlaget, ofte forbundet med
dette ved blandingsformer.

b. Torvmyrer, dannede ved tiltagende fugtighed. Forsumpning.

Som allerede A. Blytt har fremhævet, hviler mange af vore torv-
myrer paa gammel skogbund*. Hvor der engang har vokset skog paa

1 Se Gunnar Andersson och Gunnar Dillner, Olika torfslags bränslevärde, p. 15.

? Udtrykket »flydende o« har lenge været anvendt i vor literatur om disse dannelser,
saaledes allerede i 1762 i en anonym afhandling om »Torv-Mosernes egentlige Væsen
og Nature (p. 317) i Danmarks og Norges oeconomiske Magazin, Her omtales en
saadan »ø« i et vand ved Tjørsvaag nær Flekkefjord, — At slige ger stundom opnaar
betydelige dimensioner, fremgaar af en eiendommelig anvendelse af dem, som Yngvar
Nielsen omtaler fra Gaasviken i Setskogen (Akershus amt) og Hakasundet i Rom-
skogen (Smaalenenes amt), Man har her nyttiggjort slige øer i veibygningens tjeneste
og lagt broer over dem, (Reisehaandbog over Norge, 9 Udg., p. 34 og 35).

3 R. Hult, Blekinges vegetation, p. 238.

4 A, Blytt, Indvandr, af Norg. FI,, p. 313.

36 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

fast mark, er der nu vaad myr. Dette maa nødvendig bero paa en
forsumpning, d. v. s. grundvandets niveau maa paa en eller anden maade
være løftet over den oprindelige høide.

Vi ved, at endog en ganske ubetydelig stigning af grundvandet, f.
eks. blot faa centimeter, er tilstrækkelig til at bevirke en gjennem-
gribende forandring af et steds vegetation; den bestaaende plantevækst
gaar tilgrunde og erstattes af en mere fugtighedselskende!. I høiere
grad end de fleste trær er furuen ømfindtlig for fugtighedsforandringer?.

En saadan forsumpning kan a priori tænkes fremkaldt af forskjellige
aarsager. Blytt søgte grunden i klimatiske ændringer (se nærmere
nedenfor); det er imidlertid fuldt sikkert, at ogsaa lokalt virkende aar-
sager kan føre til samme resultat. Nogle eksempler herpaa skal anføres.

I Dalarne og svensk Norrland har A. N. Lundström?, R. Tolf?
og Alb. Nilsson* fundet udstrakte forsumpninger af naaleskog, frem-
kaldt ved hvidmosearternes vækst. »Disse moser har en stor evne til
at brede sig udover forskjelligt terræn og hindre vandets afløb, selv der,
hvor man paa grund af markens hældning skulde tro, at en forsumpning
ikke var mulig«®. Ganske tilsvarende forhold har jeg seet mange steder
i Norge, i Smaalenene, Nordmarken ved Kristiania, Romerike og flere-
steds. — Bjørnemose (Polytrichum commune) kan virke paa samme
maade, Furumyr, en liden vaad skogmyr ved Store Torp i Rakkestad,
er i løbet af en menneskealder dannet ved, at en liden banke af bjørne-
mose har vokset op tversover det smale afløb og holdt fugtigheden til-
bage. Følgen blev, at trærne døde ud, medens samtidig et metertykt
lag af løs hvidmose og bjørnemose er vokset op og befinder sig i den
frodigste vækst. Nogle af trærne staar fremdeles paa rod, men de er
døde og helt overvoksede af lav; andre er faldt ned og er allerede be-
gravede i myren.

Ved de uafladelige forandringer, som de løse jordlag paa grund af
erosionen er udsatte for, maa det kunne bevirkes, at grundvandet stiger
i et bækken. Ofte ligger afløbet saaledes til, at allerede en ganske
ubetydelig udglidning fra siderne maa komme til at opdæmme megen
fugtighed. En omstyrtet træstamme, der stænger afløbet, maa have en
lignende virkning.

Disse aarsager vil overalt kunne være tilstede; alt tyder paa, at
navnlig hvidmoserne giver anledning til udstrakte forsumpninger. Ved

LE, Warming, Plantesamfund, p. 300,

? R. Tolf, Försumpn, af skogsmark i öfre Dalarne, p. 261—280,
3 À, N. Lundström, Våra skogar och skogsfrågorna, p. 19.

4 Alb, Nilsson, Norrbottens myrar och försumpade skogar.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 37

siden af dem skal nævnes et par faktorer, hvis betydning er indskræn-
ket til enkelte landsdele.

I de dele af vort land, der har været berørt af den postglaciale
landsænkning, opdæmmer mangesteds de under denne dannede strand-
volde indsjøer og tjern paa steder, som før sænkningen har været tørre.
Dette har mangesteds havt tilfølge, at der har dannet sig vaade myrer
paa steder, hvor der tidligere voksede skog. Det nu udtappede Skeie-
vand paa Jæderen! var for den postglaciale sækning meget grundt; men
ved en under sænkningsperioden foran vandet opkastet strandvold hævedes
vandstanden flere meter. Paa den del af de lave bredder, som herved
blev sat under vand, staar der nu talrige træstubber?.

I de distrikter, hvor bæveren forekommer i større antal, er dette
dyrs dæmninger sikkert ikke ganske uden betydning for skogenes for-
sumpning. Herom skriver R. Collett: »Hvor bæverne har nedsat sig
ved mindre elveløb eller bække, bliver ofte dæmninger opforte til vand-
standens regulering, saaledes at hytterne hverken bliver oversvømmede
eller ligger paa det tørre. Disse dæmninger bygges saa faste, at det
koster adskilligt arbeide at nedrive dem, hvad der undertiden kan være
nødvendigt for flødningens skyld, eller naar de har sat en engmark
under vand. En saadan dæmning, som jeg undersøgte ved Kjøruldvand
i Treungen i juli 1895, var bygget for nogle aar siden foran en skov-
sump, hvorigjennem rislede en liden bæk; vandføringen var saa ube-
tydelig, at bækken neppe havde over et par tommers tykkelse. Hvor
der før var neppe en vandpyt, var nu en liden sø af et par maals stør-
relse. Dæmningen, der var bleven færdigbygget i løbet af 3 uger, havde
paa midten en høide af omtrent 3 meter; længden var 14 meter. Den
var saa fast bygget af jord og kviste, at »den kunde kjøres med
hest og vogn«; dens største tversnit var omtr. 2 meter. Rundt bred-
derne af den lille kunstige sø ragede endnu store og smaa oretrær
(Alnus), som den høie vandstand havde dræbt, med sine tørre stammer
op af vandet«®. Det bemærkes, at bæveren tidligere var langt mere
udbredt i Norge end nu.

Endelig maa her nævnes menneskets forstyrrende indflydelse paa
torvmyrernes naturlige lagfølge. Ved brændtorvdrift og opdyrknings-
arbeider tørlægges ofte vaade myrer, og ved dambygning og vasdrage-
nes kanalisering sættes mangesteds strækninger af fast mark under vand.

Mægtige torvlag er i mange myrer dannede efter menneskets indvan-

1 Om Skeievandet henvises til den udførlige beskrivelse paa et andet sted i dette arbeide,
? Smlgn. H. Reusch, Fjeldgrund og jordarter ved Stavanger, p. 101,
3 R. Collett, Bæverens levemaade og øvrige optræden i Norge, p. 7.

38 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

dring; saaledes har N. Wille i Aasmyren i Aas fundet grene med
mærker efter øksehug indtil 2,7 m, under overfladen!. Grunde, som jeg
andensteds nærmere har udviklet, gjør det sandsynligt, at der i mindst
1000 aar har været skaaret torv til brændsel i norske torvmyrer? I de
fra gammel tid bebyggede dele af vort land maa derfor utvivlsomt
grunden til mange uregelmæssigheder i myrernes lagbygning søges I
menneskets virksomhed.

De torvmyrer, der paa den ene eller anden vis er dannede ved en
forsumpning, har alle det tilfælles, at de planterester, der nedenfra opad
findes i de ulige niveauer, repræsenterer plantesamfund med stigende
fugtighedsgrad. I de overveiende fleste tilfælde bestaar disse torvmyrer
hovedsagelig af hvidmosetorv; dog gives ogsaa lignende myrer af
startorv.

Naar torven har vokset saa høit, at den ikke længere formaar at
hæve fugtigheden tilstrækkelig, aftager torvdannelsen, overfladen udtørres,
‘og lyngvækster og skog udbreder sig paany.

Torvmyrer, dannede paa denne maade, er meget almindelige i det
sydlige Norge; ofte bliver de meget store. De kan hvile paa underlag
af den forskjelligste beskaffenhed, men udvikles maaske især i grund-
fjeldstrakter.

c. Torvmyrer, dannede ved vekselvis tiltagende og aftagende
fugtighed. Stubbelag.

Ved sine klassiske undersøgelser over de danske »skovmoser« fandt
Japetus Steenstrup træstubber i flere niveauer®. Faa aar senere
gjenfandt F. C. Schibeler samme forhold i Norge. Paa en reise
sommeren 1854 iagttog han mange steder paa Jæderen og Karmøen, at
stubberne laa »i ordentlige Lag over hverandre, saaledes at der mellem
ethvert af disse har dannet sig et Lag af Tørv, der paa enkelte Steder
kan gaa op til en Tykkelse af indtil tre Fod«. Han forklarer dette
saaledes, at disse egne fordum har været dækkede af skoge, »som have
afløst hverandre i flere mere eller mindre regelmæssige Perioder, sand-
synligvis paa den Maade, at en større eller mindre Deel af et Distrikt i
en lang Aarrække har været bedækket af Skov og derpaa i en ligesaa

lang eller maaske endnu længere Tid igjen har været skovlos«* Schü-

1 Jens Holmboe, Granens Indvandring i Norge, p. 15.

? Jens Holmboe, Brændtorvdrift i Norge og paa Island i Middelalderen, p. 471.

3 Jap. Steenstrup, Skovmoserne Vidnesdam og Lillemose, p. 92—93. (1842).

4 F, C, Schübeler, Torvmoserne paa Karmøen og Jæderen, p, 33. — Cfr. Culturpfl,
Norw,, p. 58.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 39

beler’s undersøgelser var vistnok lidet omfattende og synes altid at
have været lidet kjendte. Hans udtalelser er dog klare og tydelige, og
da han er den første, der har paavist adskilte stubbelag i norske torv-
myrer og har sat disse i forbindelse med perioder af vekslende natur-
forhold, fortjener de ikke desto mindre at erindres.

Omkring 20 aar senere blev stubbelagenes forekomst nærmere under-
sogt af A. Blytt!. Han fandt, at træstubber paa rod — ledsaget af
stammer, grene og andet skogaffald — mere eller mindre tydeligt frem-
hævede fra de mellemliggende torvlag optræder lagvis i talrige norske
torvmyrer. Ved at undersøge et stort antal torvmyrer paa Vestlandet
og i det sydøstlige Norge troede han at finde et bestemt forhold mellem
myrernes høide over havet og stubbelagenes antal, saaledes at:

myrer fra o— 30 o. h. indeholder 1 torvlag og o stubbelag,

— = 30— 60 - = — I — > i SANTE
— = 50—150' - - — 2 — SJ — ,
— - 150—350' - - — 2 — - 2 — ,
— over 350° - - — 3 — = ON,
— — »endnu høiere oppe«« — Ae a = LE

Da nu havet, ræsonnerer han, ved slutningen af istiden laa 600 fod
høiere end nu og siden langsomt og jevnt har trukket sig tilbage, maa
de høiest liggende myrer være de ældste, de lavere liggende stadig
gradvis yngre. Herigjennem lededes han til den antagelse, at de m. h.
t. rækkefølgen ovenfra tilsvarende stubbelag var samtidige, og at de
vekslende lag af torv og stubber var dannede under de vekslende fug-
tige og tørre perioder, som hans undersøgelser over karplanternes ud-
bredelse i Norge havde bragt ham til at antage, — Om denne Blytt’s
tolkning af stubbelagene har der været ført en vidtløftig diskussion, hvor
forskjellige forskere har taget standpunkt for og imod.

De vekslende lag af stubber og torv beviser udentvivl med fuld
sikkerhed, at vedkommende torvmyrer til sine tider har været skog-
klædte, til andre ikke. Og der er al grund til at antage, at dette
iethvertfald hovedsagelig skyldes vekslinger i myroverfladens fugtighed.
Det gjælder da at afgjøre, om det er nødvendigt at antage periodiske
forandringer i nedbørforholdene, eller om ikke den samme veksellagring
kunde tænkes fremkaldt af altid tilstedeværende lokale aarsager.

Vistnok tør det ansees som godtgjort, at der i almindelighed er
flest stubbelag i myrer, der ligger ved eller over den marine grændse.

1 A, Blytt, Indvandr, af Norg. Fl, p. 312, flg. — Cfr, en række senere arbeider af
samme forf,

40 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Men nogen saa streng regelmæssighed, som Blytt angiver og hans
theori med nodvendighed fordrer, kan ingenlunde indrømmes at være
tilstede. Som Gunnar Andersson har paavistl, viser Blytt’s egne
iagttagelser?, at foruden de myrer, der indeholder det af theorien for-
langte antal, er der mange, hvor antallet er større eller mindre. Vistnok
kan der reises tvivl om rigtigheden af Andersson's fortolkning af
enkelte af Blytt’s i stærkt sammentrængt form meddelte iagttagelser;
men herved ændres ikke resultatet i væsentlig grad, og i hovedsag maa
hans gruppering indrømmes at være berettiget. At stubbelagenes antal
til en vis grad tiltager med høiden over havet, er forøvrigt i sig selv

Fig. 3. Afdækket lag af furustubber. Hellemyr i Vanse,
(Fot. af forf.).

intet bevis for theoriens rigtighed. Jo høiere en myr ligger, desto ældre
vil den ofte være, og desto større anledning vil ogsaa lokale aarsager
kunne have havt til at gjøre sig gjældende.

At bestemme stubbelagenes antal i en myr er ingenlunde altid en
let sag, og ikke sjelden er det umuligt. Der gives vistnok mange myrer
med stærkt udprægede, vel adskilte stubbelag; men i de fleste tilfælde
staar stubberne temmelig uregelmæssig i torven og samler sig kun
utydelig om bestemte niveauer. Ved anlægget af den nye jernbane
Kristiania—Gjøvik blev der blottet meget smukke profiler gjennem to
myrer med vekslende lag af torv og stubber. I begge disse myrer har

! Gunnar Andersson, Kvartår, klimatvåxl,, p. 524—538.

9

2 A. Blvtt, Sydestl. Norg. Torvm., p. 14—35.

1903. No72: PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. AT

jeg nøiagtig udmaalt stubbernes stilling i snittene og afsat dem paa
profiltegninger! (Fig. 4. Om man her ved boring skulde bestemme
lagenes antal, vilde resultatet ganske komme til at bero paa et subjek-
tivt skjøn.

Inden man kan fastslaa, at stubbelagene i de forskjellige torvmyrer
er samtidige, udkræves med nødvendighed en grundig palæontologisk
detailundersøgelse af et antal myrer med vel adskilte lag. Torven, der
omslutter stubbelagene, er saa godt som altid fattig paa fanerogame fos-
siler og indeholder næsten udelukkende arter med stor udbredelse. Det
er derfor vanskeligt med de nu brugelige methoder at faa sikre holde-
punkter; maaske vilde en undersøgelse af moserne kunne føre til vig-

tige resultater.

Fig. 4. Profil gjennem Tuemyr i Nitedal,
g. 4 8] y EG SR

Af direkte iagttagelser kjender man forskjellige [>] JE

Lag af grene

ovenfor, p. 36 flg.). Samtlige disse maa lige fuldt De smaa cirkler betegner
stammer af birk,

ikke klimatiske aarsager, der tildels i stor udstræk-

ning fører til forsumpning af fast mark (smlgn.

kunne virke i et bækken, hvor der allerede tidligere

har dannet sig myr. Og saafremt der paa dennes overflade vokser skog,
maa der ved forsumpningen dannes stubbelag. — En anden maade,
hvorpaa stubbelag idetmindste leilighedsvis maa kunne fremkomme, er
beskreven af E. Ryan?. Ved sammensynkning af myrernes dybere,
bløde lag sænkes myroverfladen under grundvandets niveau, hvorved
trærne gaar tilgrunde og torvens vækst paaskyndes. I omegnen af Fred-
riksstad har han seet furutrær staa i skaalformede forsænkninger i

myrerne med vand langt op over rodpartiet.

! Jens Holmboe, To torvmyrproliler, p. 66. Tavle 2, fig, 1—2.
? E. Ryan, Unders, af torvprøver, p, 120—121,

42 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Spørgsmaalet om aarsagerne til stubbelagenes dannelse kan endnu
neppe betragtes som endelig løst. Hvad der hidtil er bekjendt om
stubbelagenes forekomst i de norske torvmyrer, giver efter min opfatning
ikke tilstrækkelig grund til at antage periodisk tilbagevendende vekslinger
i klimatets fugtighed. Samtidig viser iagttagelserne, at stubbelag godt

Fig. 5 a. Kartskitse, der viser beliggenheden af de udførlig beskrevne myrer.
Sydlige Del,

1. Arekilen. 2. Søndre Volmerødmyr. 3. Hornæsmyr. 4. Svartemyr. 5. Vaalemyr. 6. Jonasmyr.
7. Gjervaagmyr 8. Holtanmyr. 9. Myr ved Lisletjern. 10. Myr ved Lonetjern, 11. Hellemyr.
12. Torvbakmyr. 13. Fristadmyr. 14. Skeie, 15. Brøndmyr.

kan opstaa af lokale aarsager. Det kan dog neppe ansees som ude-
lukket, at klimatiske ændringer i nogen grad kan have medvirket ved
deres dannelse,

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 43

D. Beskrivelse af udvalgte torvmyrer.

I dette afsnit beskrives nogle af de torvmyrer, som jeg har under-
søgt paa mine reiser i somrene 1899—1902. For ikke at optage plads
med unødige gjentagelser beskrives kun et udvalg af de med hensyn til

Fig. 5 b. Kartskitse, der viser beliggenheden af de udførlig beskrevne myrer.
Nordlige del,
16. Myr ved Rønvik. 17. Heselvmyr. 18. Ramsaa. 19. Myr paa Risø.

fossilindhold mest instruktive myrer.

Hensigten med en saavidt udførlig fremstilling af iagttagelserne er
at give læseren materiale ihænde til at bedømme berettigelsen af de
slutninger, der vil blive dragne i afhandlingens sidste afsnit.

Overalt hvor det har ladt sig gjøre, er lagfølgen studeret paa flere
steder i hver myr; hvor de forskjellige profiler har været lige, beskrives
af hensyn til pladsen kun det ene.

Beliggenheden af de beskrevne torvmyrer vil sees af vedføiede over-
sigtskart (fig. 5 a—b); de er her betegnede med samme nummer som i
teksten,

44 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

I. Myrer ved Arekilen paa Kirkeøen.

Kirkeøen er den største af Hvaløerne; i den sydlige del af denne
ø, nogle hundrede meter fra havet, ligger tjernet Arekilen.

Arekilen modtager sit vigtigste tilløb gjennem en bæk til sit nord-
vestlige hjørne; afløbet foregaar fra den sydvestlige ende gjennem en stor
grøft eller rende, der gjennemløber et lavt sandparti og falder ud i en
bugt af havet. Tjernets vandflade ligger efter nivellement kun ca. 0,3 m.
over almindelig høivandstand i havet, og ved springflod om høsten
gaar der ofte saltvand ind i tjernet. Udenfor denne forbindelsestid, der
kan vare nogle dage, maa vandet kaldes ferskt, og der findes kun fersk-
vandsfisk — karudser og aal — i Arekilen. Tjernet er meget grundt; i
tørre somre stikker bundvegetationen næsten overalt op over vandskorpen.
Jeg fandt paa de fleste steder en dybde af 0,3—0,4 m.; ved tjernets nord-
ende gaar dybden op til ı m. Bunden bestaar af en meget blød,
vællingagtig, grøngraa gytje; en prøve af denne, der optoges 10 m.
fra land midt paa tjernets vestside, indeholdt følgende planterester:

Karplanter. Cocconeis Pediculus. r.

Pinus silvestris. Naale, bark, pol- | Navicula Lyra var. elliptica. r.

len, i mængde. marin.
Picea excelsa. Naale, sparsomt. N. radiosa. r.
Potamogeton natans. 4 frugtstene. | Anomoeoneis sculpta. p. marin.
Ruppia maritima. 99 frugter. Stauroneis Phoenicenteron. p.
Najas marina. 137 fro. Pinnularia borealis. r.
Carey Pseudocyperus. 5 frugter. Gomphonema acminatum. p.
Betula alba. Næver, blade, spar- | G. constrictum. r.

somt, | Cymbella aspera. r.
Nymphaea alba. 29 frø. C. eymbiformis. pP.

Epithemia Sorex. r.

Alger. Rhopalodia gibberula. p.
Paralia sulcata. p. marin. Rh. gibba. r.
Rhabdonema minutum. r. marin. Nitzschia spectabilis. r. marin.
Tabellaria flocculosa. p. Surirella fastuosa. r. marin.
T. fenestrata. r. Campylodiscus Olypeus. p. brakv.

Achnanthes brevipes. p. marin.

Naar dele af tjernets bund om sommeren torlægges, opstaar der en
styg stank af forraadnede organiske stoffe, og man har heri søgt grun-
den til de koldfeberepidemier, som fra tid til anden har optraadt paa
gent, Af hensyn hertil og tillige for at indvinde dyrkbart land har en

1 Cfr. Fr. Vogt, Indber, om den i Hvaloernes Præstegjæld herskende Koldfebersygdom,
p. 505—519.

D |

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 45

udtørring af tjernet været planlagt; Storthinget bevilgede for nogle aar
siden et bidrag hertil, men de 16 grundeiere har ikke kunnet enes om
fordelingen af de overskydende omkostninger. — Bundvegetationen er
temmelig aaben og bestaar af gruppevis voksende characéer, Utricularia-
og Potamogeton-arter, Najas marina m. fl.; Ceratophyllum demersum,
der i 1842 bemærkedes af H. Printz, er ikke senere gjenfunden.

Tjernets omgivelser er paa alle kanter sumpige og myrlændte. Ud
mod det aabne vand staar der et bredt og frodigt bælte af mere end
mandshøi Phragmites communis, der ogsaa vokser i enkelte isolerede
grupper ude i tjernet I rolige bugter vokser Scirpus lacustris, Sc.
Tabernaemontani og Sc. maritimus, og især paa syd- og østsiden danner
Almus glutinosa og Myrica Gale sumpkrat lige ud til tjernranden,
Mellem krattene er der aabnere partier med græsmyrer; her vokser
Carices, Typha latifolia (i mængde), Scirpus caespitosus, Heleocharis
palustris, Eriophorum angustifolium, Herminium Monorchis, Orchis lati-
folia, Epipactis palustris, Microstylis monophyllos, Iaparis Loeseln,
Pedicularis palustris etc. etc. Nedenfor Bøbakke vokser T’rifolium
fragiferum i mængde. Ved undersøgelser af M. N. Blytt (1827), H.
Printz (1842), R. Collett (1865) m. fl. er Arekilen bleven bekjendt som
voksested for mange sjeldne sydlige vand- og sumpplanter 1.

I august 1900 foretog jeg gravninger i myrerne ved Arekilen;
myrerne var meget vaade, og kun nedenfor Lekvold samt paa »Vass-

engen« ved Lamenæs fik jeg brugbare profiler.

Sumpig eng ved tjernets nordvestlige hjørne, nedenfor Lekvold.
Heide o. h, ca. 1,5 m,

Vegetationen bestaar her især af Heleocharis palustris, Eriophorum
angustifolium og Agrostis alba i nogenlunde tæt bevoksning med spredt-
stillede ekspl. af Mentha arvensis, Pedicularis palustris m. fl. — Bunden
bestaar af fin, noget muldblandet flomsand med iblandede rester af
tagrør og andre planter. Planteresterne findes væsentlig i et lag mellem
0,3 Og 0,4 m. under overfladen og danner tildels en slags uren, lagdelt
rørtorv. Her fandtes:

Karplanter. | Potamogeton natans. 3 frugtstene.
Pinus silvestris. Naale og pollen, | Ruppia maritima. 87 frugter.
i mængde. Najas marina. 3 frø.
Alisma Plantago. 10 delfrugter. Carex filiformis. 1 frugt.

1 Cfr, navnlig R, Collett, Zoolog,-botan, Observ, fra Hvaløerne,
g

46 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.
Carex Pseudocyperus. 38 frugter. | Synedra undulata. r. marin,
C. ampullacea. 6 frugter. | Achnanthes brevipes. r. marin.
Scirpus maritimus. 9 nødder. | Diploneis interrupta. r. marin.
Sc. lacustris. Rodstokke. | D. Entomon. p. marin.
Phragmites communis, Rodstokke, | Navicula Lyra var. elliptica. p.
Nymphaea alba. 16 frø. marin.
Comarum palustre. 1 smaangd. | N. radiosa. r.
Hippuris vulgaris. 28 frugter. N. viridula var. slesvicensis. r. |
Empetrum nigrum. 3 frø. brakv. |
Stauroneis Phoenicenteron. r.
Alger. Trachyneis aspera var, genwina.

Actinoptychus undulatus. r. marin.
Auliscus sculptus. r. marin.

Biddulphia antediluviana. r. marin.
Rhabdonema arcuatum. r. marin.
Rh. mnutum. p. marin.
Tabellaria flocculosa. r.

Grammatophora marina. r. marin.

| Epithemia Musculus.

r. marin.
Gomphonema acuminatum. r.
G. constrictum. r.
r. marin.
Rhopalodia gibberula. r.
Campylodiscus Clypeus. p. brakv.

Dictyocha Fibula. r. marin.

Laengere nedtil bliver sanden finere og mere lerholdig; den er her

fattigere paa makroskopiske fossiler, men indeholder talrige marine dia-

toméer og flagellater.

Karplanter.

Pinus silvestris. Pollen, rigeligt.

Ruppia maritima. 2 frugter.
Scirpus maritimus. 1 nød.

Betula alba. 5 frugter.

Alger.

Paralia sulcata. p. marin.

Actinoptychus undulatus. p. marin.

Auliscus sculptus. r. marin.

Chaetoceras (cfr. constrictum). r.
marin.

Ch. diadema. r. marin.

Ch. (cfr. Wighami).

Biddulphia aurita.

B. antediluviana.

r. marin.
p. marin.
r. marin,
Rhabdonema arcuatum. c. marin.

Rh. adriaticum. p. marin.

Grammatophora serpentina. p.
marin.
G. marina. p. marin.

Plagiogramma Gregoryanım, +.

marin.
Synedra undulata. p. marin.
Achnanthes brevipes. r. marin.

Cocconeis Scutellum. p. marin.
Caloneis brevis. p. marin.
C. Liber var. genuina.
C. L. var. bicuneata.
Diploneis interrupta.
D. Entomon.

Lyra var. elliptica. c.

p. marin.
r. marin.
r. marin.
p. marin.
Nawicula

marin.
N. Hennedyi. p. marin.
Trachyneis aspera var. genwina. p.

marin,

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 47

T. a. var. pulchella. r. marin. Dictyocha Fibula. p. marin.
Scoliopleura tumida. p. marin. D. Speculum. r. marin.
Epithemia Musculus. p. marin. Gymnaster Pentasterias. r. marin.

Surirella fastuosa. p. marin.

„Vass-engen‘ nedenfor Lamenæs. (Fig. 6).
Høide o. h, ca, 2,5 m.

Ved tjernets sydende, nær dets udløb, ligger »Vass-engen«, en vaad
græsmyr eller myrslaat. Vegetationen bestaar af Carex panicea, C. vul-
garis, Heleocharis palustris og Triglochin palustre, samtlige i mængde;
mellem dem vokser spredt Phragmites communis (liden og steril), Coma-
rum palustre, Lythrum Salicaria, Scirpus Tabernaemontani, Sc. mari-

Gytje.

timus (gruppevis), Herminium Monorchis m. fl. I vand-
fyldte grofter vokser Nymphaea alba (s. s.), Hippuris

Startorv.

vulgaris, Sparganium *neglectum og Glyceria fluitans.°?8
Der optoges 3 profiler, A, B og C, i en afstand 0,42
af henholdsvis 50, 100 og 150 m. fra tjernranden; ,,

overalt er lagfolgen og fossilerne de samme, dog af- å Sand.

2 en
tager myrens dybde, efterhvert som man fjerner sig

fra tjernet. Ved C er dybden kun 0,4 m. Blot det fips Bey Lastelgen‘
Vass-engen,

midterste profil B skal nærmere beskrives; nedfra
opad er lagfølgen her følgende.

Marin sand med Cardium edule, Mytilus edulis og Litorina
litorea. Rig paa levninger af marine planter; her fandtes:

Karplanter. Actinoptychus undulatus. r. marin.

Pinus silvestris. Pollen, 1 frø. Biddulphia aurita. p. marin.

Picea excelsa. Naale, sparsomt. B. antediluviana. p. marin.

Potamogeton natans. 1 frugtsten. Rhabdonema arcuatum. p. marin.

Ruppia maritima. Ca. 175 frugter Grammatophora marina. p. marin.

Najas marina. 14 frø Achnanthes brevipes. r. marin.

Nymphaea alba. 2 frø. Diploneis didyma. p. marin.
Empetrum nigrum. 1 frø Navicula Lyra var. elliptica. r.

marin.
Alger. Scoliopleura tumida. r. marin.
Paralia sulcata. r. marin. Campylodiscus Olypeus. c. brakv.

Sandblandet gytje, ca. 0,2 m. Brakvandsdiatoméer som Campylo-
discus Clypeus tager her overhaand over de rent marine former. Ruppia
og Najas optræder i størst mængde i dette lag, der forøvrigt indeholder:

48 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Karplanter. Biddulphia antediluviana. r. marin.
Pinus silvestris. 1 frø. Rhabdonema arcuatum. r. marin.

Potamogeton natans. 2 frugtstene, | Rh. minutum. r. marin.

Ruppia maritima. Frugter i stor | Grammatophora marin. r. marin.

mængde. Achnanthes brevipes. r. marin.
Najas marina. Fre i stor mængde. | Navicula radiosa. r.

|
Carex Pseudocyperus. 11 frugter. | N. oblonga. r.

Scirpus maritimus. 2 nødder. | N. rhynchocephala. r.
Nymphaea alba. 31 frø. | N. tuscula. r.
Hippuris vulgaris. 8 frugter. Anomoeoneis sculpta. c. brakv.

Empetrum nigrum. 2 fra. | Mastogloia Smithii. r. brakv.

Lycopus europaeus. 1 delfrugt. Nitzschia spectabilis. r. marin.

Alger. Campylodiscus Clypeus. c. brakv.

Paralia sulcata. r. marin.

Rørtorv, ca. 0,2 m. Fremdeles er brakvandsdiatoméerne talrigst.
Karplanter. Alger.

Pinus silvestris. 1 frø. Rhabdonema arcuatum. r. marin.
Potamogeton natans. 8 frugtstene. | Fragilaria construens. c.
Ruppia maritima. 89 frugter, især | Diploneis interrupta. r. marin.

i lagets nedre del. Navicula Lyra var. elliptica. 1.
Najas marina. 125 frø. marin.
Carex Pseudocyperus. Talrige N. tuscula. r.

frugter. Anomoeoneis sculpta. p. brakv.
Phragmites communis. Rodstokke. | Stauroneis Phoenicenteron. r.
Nymphaea alba. 64 frø. Pinnularia Cardinals. p.
Comarum palustre. 11 smaanødder. | Mastogloia Smithü. r. brakv.
Hippuris vulgaris. 25 frugter. Gomphonema acuminatum. r.
Empetrum nigrum. 11 frø. Cymbella aspera. r.

Lycopus europaeus. 34 delfrugter. | Amphora ovalis. r.
Menyanthes trifoliata. 1 frø. 7pithemia Zebra. p.
Nitzschia spectabilis. p. brakv.

Campylodiscus Clypeus. c. brakv.

Startorv, 0,2 à 0,25 m. Torven er dannet af Carex Pseudocy-
perus; rig paa sumpplanter som Comarum og Lycopus. Af marine
former findes blot sparsomme levninger.

Karplanter. Najas marina. 3 frø.
Juniperus communis. 1 frø. Carex Pseudocyperus. Frugter 1
Potamogeton natans. 4 frugtstene. stor mængde.

Ruppia maritima. 3 frugter. | C. ampullacea. 1 frugt.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 49

Nymphaea alba. 17 frø. Lycopus europaeus. 79 delfrugter.
Comarum palustre. 216 smaanedder. Solanum Dulcamara. 1 frø.
Hippuris vulgaris. 9 frugter.

Sumpeng nedenfor Bøbakke.
Høide o. h, ca, 2 m,
Her gjenfandtes samme lagfolge som paa »Vass-engen«. Gytjen er
her renere, men fattigere paa fossiler. Kun af gytjen slemmedes en

prøve, der indeholdt:

Karplanter. Phragmites communis. Rodstokke.

Ruppia maritima. 67 frugter. Betula alba. 1 frugt.

Najas marina. 2 frø. Alnus glutinosa. 1 frugt.
Carex Pseudocyperus. 7 frugter. | Menyanthes trifoliata. 2 frø.

Scirpus maritimus. 1 nød.

Dengang havet stod 2 å 3 m. høiere end nu, laa Arekilen ved
bunden af en smal, dybt indgaaende havbugt, paa samme maade som
nu f. eks. Hundebunden ved bunden af Torsnæskilen øst for Fredriks-
stad, og forbindelsen med havet gik netop over det sted, hvor nu
» Vass-engen« ligger. Ved landets stigning er Arekilen stadig bleven
mere isoleret fra havet og har gjennemgaaet en gradvis udvikling fra
havbugt til ferskvandssjø. Sanden, der danner bundlaget i »Vass-engen«,
indeholder en rent marin diatomévegetation, der vidner om helt salt
vand. Men efterhaanden blev vandet ferskere; lag for lag optræder
flere brak- og ferskvandsformer, medens samtidig saltvandsformerne aftager
saavel i arts- som individantal:

Absolut antal former Procentvis antal former

Diatoméer i » Vass-engen« |
Marine Brakv. Ferskv. Marine Brakv, Ferskv.
TET OK es = | © = = = =
ROOMS EN. de ous 3 | 4 8 20 27 53
Clemente a yee. s | 3 4 50 21 29
Sand ene st SG 10 | I | - 91 9 -
|

Endog overst i gytjen paa bunden af tjernet findes talrige frugter
af Ruppia; men nu synes denne ikke længere at findes levende i Are-
kilen. Endnu er dog ikke tjernet kommet fuldstændig udenfor det salte
vands indflydelse, og der vokser fremdeles omkring tjernet flere hav-
strandsplanter (smlgn. ovenfor, p. 43—44). — Sognepræst Davidsen

Vid.-Selsk. Skritter. M.-N. Kl. 1908. No. 2, 4

50 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

har velvillig meddelt, at der i jorden ved Arekilen er fundet rester af et
jernanker, samt at der endnu staar gamle jernringe til at fortøie baade
i en fjeldknaus ved tjernet. Fund som disse taler for en aaben forbin-
delse med havet i en forholdsvis meget nær tid. — Forholdene ved
Arekilen er af ganske stor interesse; en lignende udvikling som den, der
her foregaar i nutiden for vore øine, har tidligere talrige bækkener nedenfor
den marine grændse gjennemgaaet.

De grunde myrlag, der har dannet sig under tjernets tilgroning, inde-
holder talrige plantefossiler. Det viser sig, at der i tjernet har vokset en
rig vandplantevegetation med de samme sydlige arter som nu, dengang
det aabne vand strakte sig mindst 150 m. indover det nuværende

» Vass-engen«.

2. Søndre Volmerødmyr i Id.

Heide o, h. ca, 210 m,

Skjønt fattig paa fossiler fortjener dog denne myr i korthed at be-
skrives, da den er en af de faa myrer, hvor jeg har fundet gran fossil.

Den ligger midt inde paa det skogklædte høideplateau mellem Ør-
sjøen og Bogsjøen i Id og er en af de meget talrige smaamyrer, der her
udfylder forsænkningerne i det svagt kuperede grundfjeldslandskab. Myren
omgives af naaleskog og lave bergknauser. Den ligger i en indelukket
forsænkning og har gjennem en sidlændt dalsænkning af et par hundrede
meters længde afløb østover til elven Elja, der kommer fra Elsjøen.

Myren er en vaad og tuet hvidmosemyr i frisk vækst. Paa tuerne
vokser Hriophorum vaginatum, Scirpus caespitosus, Rubus Chamaemorus
m. fl. i mængde, samt desuden, især langs bredderne smaa, forkuede
ekspl. af furu, gran og birk.

Bunden bestaar af et fint, lyst ler, hvori diatoméer ikke kunde paa-
vises. Her fandtes blot:

Karplanter. Moser.

Phragmites communis. Stængel- Amblystegium sp. Sparsomt.
stykker.

Derover 0,13 m. sand med talrige indvoksede rodtrevler, men uden
bestembare planterester.
Derover 0,71 m. myrdynd, nedtil med enkelte grove sandkorn.

1903. Nos2: PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER, Si
Karplanter. bestembare stykker af never og
birkeblade.

Quercus Robur. Bladfragmenter.

Pinus silvestris. Pollenkorn.
Picea excelsa. Talrige naale, der i |
enkelte lag udgjor en betydelig |

Alger.

del af myrmassen. Storre og

a
à : | ular ap.
mindre grene og kviste. 5 vel Pinnularia lata. p

vedligeholdte kongler. —Gran- |

resterne mangler i lagets neder- | Sop.

ste del. | Cenococcum geophilum. Temmelig
Carex stellulata. 2 frugter. sparsomt.
Heleocharis palustris. 1 nod.
Betula odorata. 5 rakleskjæl, 3 Galledannelse.

frugter. Desuden ikke nærmere | Cfr. Erineum axillare.

Øverst 0,3 m. hvidmosetorv.

Karplanter. Carex stellulata. 62 frugter.

Pinus silvestris. 1 frø, 15 kongler, Sop.

2 par naale, pollen. , ,
: e Le Cenococcum geophilum. Temmelig
Picea excelsa. 2 naale.

sparsomt.
Betula alba. Bladstykker.

Da myren ligger over stedets marine grændse, maa det vand, hvori
myrbundens ler- og sandlag er afsatte, have været ferskt. Af vandets
plantevækst er kun Phragmites og Amblystegium opbevaret. Senere har
myren udviklet sig af et grundt skogtjern med rig myrdynddannelse.

De sparsomme fossiler i myrens bundlag oplyser kun lidet om dens
alder. 0,7—0,8 m. under myroverfladen er der enkelte levninger af ek.
Noget høiere, ned til 0,68 m. under overfladen, indeholder myren usæd-
vanlig rige rester af gran.

3. Hornæsmyr i Skjeberg.
Heide o, h, 25 m,

Hornæsmyr, ogsaa kaldet »Risemyr«, tilhører gaarden Kaarhornæs i
Skjeberg. Myren ligger i en lukket forsænkning og omgives paa alle
kanter af sandbakker med furuskog. Myren er af langstrakt form, ca. 40

1 If, Blytt, lagttag. ov. sydestl, Norg, Torvm,, p. 14. — Hermed stemmer mine maa-
linger overens,

52 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

maal stor, og ligger i nord-sydlig retning. Fra begge ender har den afløb
gjennem smaa bække.

Kun nordenden befinder sig nu nogenlunde i sin naturlige tilstand;
dog er myren ogsaa her paa grund af grøftning noget tørrere end før.
Her vokser hvidmosearter, Eriophorum vaginatum, Comarum palustre,
Agrostis alba, Carex stellulata, Juncus filiformis, Rubus Chamaemorus
m. fl. samt endel furu, birk og gran. Hele myrens sydlige halvdel er
opdyrket til ager, og et bredt midtparti ligger brak, efterat det øverste
lag til en dybde af en halv meter er bortkjørt til torvstrø.

Myrens bund bestaar af ler, hvori kun faa fossiler fandtes:

Karplanter. | Carex stellulata. 3 frugter.
Pinus silvestris. 2 sammenhæn- | Betula (cfr. verrucosa). Bladfrag-
gende naale. Sa

Ruppia maritima. 1 frugt.

Derover 0,8 m. myrdynd med talrige fossiler.

Karplanter. Peucedanum palustre. 2 delfrugter.
Care stell 2 tracer Solanum Dulcamara. 1 frø.
vw p VALLE LU. 5 . |
| Galeopsis (cfr. Tetrahit). 1 delfrugt.

Sparganium ramosum. 1 frugt.
_ Menyanthes trifoliata. 1 frø.

Calla palustris. 52 frø.
Cfr. Montia fontana. 1 frø.
Comarum palustre. 13 smaanødder.

Bidens tripartita. 28 frugter.
B. cernua. Talrige frugter.

|
Ranunculus repens. 2 smaanødder.

Derover 0,5 m. myrdyndholdigt oredynd, rigt paa fossiler.

Comarum palustre. Talrige smaa-
Karplanter.

nødder.
Pinus silvestris. Pollen. Rubus fruticosus (s.1.). 1 frugtsten.
Scirpus silvatteus. 1 ned. Rhamnus Frangula. 2 frugtstene.
Calla palustris. 80 fre. Peucedanum palustre. 3 delfrugter.

Betula (cfr. verrucosa). 1 rakleskjæl. | Solanum Dulcamara. 1 frø.
Almus glutinosa. Grenstykker. Menyanthes trifoliata. 35 frø.
Viola palustris. 2 kapselklapper. | Bidens tripartita. 3 frugter.

12 frø. B. cernua. 22 frugter.

Derover 0,4 m. hvidmosetorv, nedtil myrdyndholdig.

Karplanter. Calla palustris. 1 frø.
Pinus silvestris. Pollen. Betula alba. 11 frugter, 1 rakle-
Carex ampullacea. Talrige frugter. skjæl, næver.

1903. No. 2. PLANTERESTER 1 NORSKE TORVMYRER. 5

| Go

Almus glutinosa. 2 frugter. Rhamnus Frangula. 2 frugtstene.

Comarum palustre. 53 smaa- Peucedanum palustre. 1 delfrugt.
nødder. Oxycoccus palustris. Blade.

Rubus idaeus. 4 frugtstene. G'aleopsis (cfr. Tetrahit). 1 delfrugt.

Viola palustris. 3 kapselklapper, | Menyanthes trifoliata. Talrige frø.
20 frø.

Derover følger over et strøg af myrens nordlige del et 0,1 m. mæg-
tigt sandlag; dette er temmelig ujevnt og uregelmæssigt og gjør nærmest
indtryk af at være udskyllet fra de nærliggende sandbakker. Diatoméer
fandtes ikke, derimod følgende makroskopiske fossiler:

Karplanter. | Batrachium sp. 1 smaanod.

Pinus silvestris. 2 sammenhæn- | Menyanthes trifoliata. 2 frø.

gende naale.
Picea excelsa. Naale. Sop.
Betula alba. 1 frugt. Cenococcum geophilum. Sparsomt.

Øverst 0,2 å 0,25 m. formuldet torv.

Karplanter. Comarum palustre. 1 smaanod.
Picea excelsa. 3 frø, naale. Menyanthes trifoliata. 9 frø.

Ved pløining af den opdyrkede del har man stødt paa nogle faa
furustubber; men der kan neppe tales om noget egentligt stubbelag, hvad
Blytt angiver!. Enkelte stubber bar mærke af, at træet var fældt med
øks. (If. velvillig meddelelse af myrens eier, gaardbruger Johan
Jacobsen).

Myren har udviklet sig af en havbugt, hvori Ruppia har vokset, og
som senere er bleven adskilt fra havet og forvandlet til et ferskvands-
bækken. I dette har der foregaaet en rig myrdyndafsætning, hvorved
bækkenet blev udgrundet og opfyldt, saaat efterhaanden svartor og paa
de tørreste steder senere endog furu har kunnet vokse. Tilslut er myr-
dannelsen afsluttet med et lag hvidmosetorv. — Sandlaget er efter al
sandsynlighed ved en lokal oversvømmelse udvasket fra bredderne; i det
grunde vand paa det oversvømmede omraade har Batrachium levet.

Leret i myrens bund samt myrdynd-, oredynd- og hvidmoselagene
er afsatte, efterat en rig og frodig ekevegetation med sydlige arter som
Calla palustris, Rubus fruticosus, Bidens tripartita og B. cernua var
indvandret til trakten. Af ek fandt jeg ingen rester i de undersøgte
profiler; men dette maa bero paa en tilfældighed, da eieren ved gravning

1 À, Blytt, Sydostl. Norg, Torvm., p. 14.

54 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

af grøfter har paatruffet 4—5 ekestammer samt nødder af ek og hassel
umiddelbart over leret. — Granen optræder i sandlaget, ca. 0,3 m. under

myrens overflade.

4. Svartemyr i Rakkestad. (Fig. 7).
Høide o. h. ca, 145 m,

Svartemyr er en liden torvmyr paa gaarden Nordre Krok i Degernæs
anneks til Rakkestad. Den ligger i en afsides skoggrænd, omgivet af
vidtstrakte naaleskoge.

Myren er af langstrakt form og ligger i en lukket, nord—sydgaaende
forsænkning. Der er ubetydeligt tilløb af vand; afløbet gaar mod syd

gjennem en liden bæk.

Fig. 7. Svartemyr i Rakkestad,
(Fot. af fort.)

For mere end 20 aar siden blev myrens sydlige del udgrøftet og
skal derved være sunket sammen henimod 1 meter. Denne del har
senere enkelte aar været harvet og tilsaaet med havre. Nu er over-
fladen tør og dækket af en sparsom vegetation af lyng- og ugræs-
planter. En teig langs myrens sydøstlige bred er opdyrket til ager.

Myrens nordlige halvdel viser endnu udseendet før udgrøftningen.
Vegetationen bestaar her af hvidmose med Drosera rotundifolia, Carex
irrigua, Malaxis paludosa, m. fl. samt store tuer af myruld (Æriophorum
angustifolium, E. vaginatum og E. alpinum). Paa vaade, dyndede

1903. No. 2.

PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER.

55

partier mellem tuerne gror Rhynchospora alba og Drosera intermedia i

mængde.

Spredt omkring paa de tørrere steder vokser smaa furutrær.

I juli 1899 og juni 1901 optog jeg flere profiler i den udgrøftede

del af Svartemyr.
skrives her underét.

Lagfølgen er overalt den samme, og profilerne be-

Myrens bund bestaar af blødt, uskiktet, ensfarvet hvidgraat ler, der

let udrøres i vand og ved tørring bliver fast og stenhaardt.

Leret inde-

holder skalstykker af Mytilus samt følgende plantefossiler:

Karplanter.

Juniperus communis. 1 frø.
Potamogeton natans. 82 frugtstene.

Zannichellia polycarpa. 78 frugter.

Carex filiformis. 10 frugter.
C. ampullacea. 37 frugter.
Scirpus lacustris. 10 nødder.

Betula odorata. 39 frugter. 4 rakle-
skjel.
B. nana.
Nymphaea alba.
Comarum palustre.

1 rakleskjæl.
12 frø.

6 smaanødder. |

Empetrum nigrum. 1 frø.
Myriophyllum spicatum. Blade, 19

delfrugter.

Hippuris vulgaris. 2 frugter.

Cicuta virosa. 6 delfrugter.
Vaccinium Vitis idaea f. pumila. 1

blad.

Menyanthes trifoliata. 15 fro.
Sop.
Cenococcum geophilum. Meget spar-
somt.
Alger.
Rhabdonema arcuatum. p. marin.
Grammatophora maria. +. marin.
Diploneis Smithui. r. marin.

Cymbella cymbiformis. r.
Gomphonema constrictum. r.

Nitzschia navicularıs. p. marin.

Derover falger 0,2 m. stærkt skiktet gytje, der tildels er veksellagret

med tynde lerlag.

Karplamter.
Potamogeton natans. Frugtstene i
stor mængde.
Phragmites communis. Rodstokke.
2 frugter.
I nød.

Blade,

Carex ampullacea.

Scirpus lacustris.

Betula odorata.
ter.

22 frug-
Betula nana X odorata. 2 rakle-

skjæl, 1 frugt.
Nymphaea alba. Fro i mængde.

Comarum palustre. 1 smaanød. |

Gytjen er rig paa fossiler.

Hippuris vulgaris. 2 frugter.

Myriophyllum spicatum. Blade og
delfrugter i stor mængde.

Cicuta virosa. 1 delfrugt.

Vaccinium Vitis idaea f. pumila.
4—5 blade,

Menyanthes trifoliata. 9 frø.

Alger.

Cosmarium Botrytis. r.

| Pediastrum Boryanum var. granu-

lata. +,

56 JENS HOLMBOE.

M.-N. Kl.

Pinnularia Cardinals. p.
Cymbella Ehrenbergü.. p.
C. lanceolata. r.

C. aspera. r.

Encyonema ventricosum. r.
Insekter.

Donacia crassipes. 1 dækvinge.

Derover 0,1 myrdyndholdig sivtorv med talrige fossiler :

Karplanter.
Pinus silvestris. Pollen, sparsomt.
Alisma Plantago. 1 delfrugt.
Potamogeton natans. 3 frugtstene.
Rodstokke.

29 frugter.

Phragmites communis.
Carex filiformis.
C. ampullacea. Frugter i stor
mængde.
Scirpus lacustris.
nødder.

Rodstokke, 12

Salix aurita. Blade.

Betula odorata. 10 frugter.

Nymphaea alba. 5 frø.

Comarum palustre. 25 smaanødder.
Myriophyllum spicatum. 8 del-
frugter.

8 delfrugter.

Frø i

Cicuta virosa.
Menyanthes trifoliata.
mængde.

Alger.

Cosmarium Botrytis. r.

Derover 1,25—1,45 m. oredynd med faa fossiler.

Karplanter.

Pinus silvestris. Pollen i stor

mængde gjennem hele laget.
Carex filiformis. Nedtil talrige

frugter.
Alnus glutinosa. Pinder og rødder.
Quercus Robur. En stamme om-
trent midt i laget, ca. 0,8 m.
under myroverfladen.

Betula alba.
Comarum palustre. Nederst 32 smaa-

Næver, 1 frugt.

nødder.
Menyanthes trifoliata. Nedtil tal-

rige frø.

Sop.
Cenococcum geophilum. Temmelig
talrig.

Øverst 0,25—0,3 m. tør hvidmosetorv med yderst faa fossiler.

Karplanter.

Pinus silvestris. Pollen.

Picea excelsa. Naale, ı kongle.

Sop.

Plasmodiophora Almi. Rødder af or,
misdannede af denne slimsop.

Leret i bunden af Svartemyr er den høiest beliggende planteførende

marine afleiring, der hidtil kjendes i Norge; myren ligger ved ca. 83 %o
af den senglaciale marine grændse, som ifølge Brogger! i denne del
af Rakkestad naar op til ca. 175 m. o. h.

1903. No.2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 57

Paa samme maade som saa mange lavere liggende myrer er Svarte-
myr opstaaet af en gammel havbugt, der ved landets stigning blev afson-
dret fra havet og omdannet til ferskvandssjø. Samtidig med adskillelsen
fra havet ophørte der at afleires ler, og istedet derfor begyndte en gytje-
afsætning. Medens lerlaget indeholder en marin diatomévegetation og
af høiere brakvandsplanter Zannichellia polycarpa, indeholder gytjen
udelukkende ferskvandsformer:

Absolut antal former | Procentvis antal former
Diatoméer i Svartemyr | ra
Marine | Ferskv, | Marine Ferskv,
=== — | — — ===
(CSA tls ich toe . | 5 | 100
Utah, Geoeaee eas 4 2 67 | 33

Ved afsætning af gytje, sivtorv, oredynd og hvidmosetorv er bæk-
kenet paa sædvanlig maade efterhaanden blevet opfyldt og myren
dannet.

Alle plantepalæontologiske zoner yngre end Dryas-zonen er repræ-
senterede i Svartemyr, Derimod lykkedes det ikke at paavise en Dryas-
zone med helt arktiske former, uagtet leret blev undersøgt saa dybt det
od sig gjøre — indtil ca. 1 m. under dets overflade —, og skjønt store
portioner (ialt ca. 220 1.) blev omhyggelig slemmet, dels paa stedet ved
begge besøg, dels i laboratoriet. — Allerede i lerets øvre del er der lev-
ninger af birk (Betula odorata) og sammen med den en typisk birke-
vegetation, hvor dværgbirken (Betula nana) udgjør det nordligste ele-
ment. Den i gytjen opbevarede plantevækst har et lignende præg, men
ved tiden for sivtorvens dannelse havde den omgivende vegetation mod-
taget en vigtig tilvækst, idet furuen var indvandret. Myrens øvre lag
er fattige paa fossiler; men ogsaa begge de yngste vegetationszoner har
dog efterladt sig spor, ekezonen ved en ekestamme midt i oredyndlaget

og granzonen ved granlevninger i hvidmosetorven,

1 W. C, Brøgger, Nivåforandr. i Kristianiaf., p. 239.

58 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

5. Vaalemyr i Stange. (Fig. 8).
Heide o. h. 215 å 216 m,

I denne myr, der ligger paa gaarden Husehagens grund lige ved
Stange jernbanestation paa Hedemarken, har Stange kommune siden
begyndelsen af 1880-aarene drevet en mindre brændtorvfabrik. I de til
bunden udgravede schakter er der god anledning til at studere myrens
bygning.

Myren ligger i en lukket, fladbundet forsænkning i det svagt bølgede
slettelandskab. I den sydlige ende ligger tjernet Vaaletjern, der har
afløb østover til Starelven i Romedal. Ved udgrøftning i anledning af
torvdriften er tjernets vandstand sænket omtrent 1 meter. Myrens over-
flade er nu tør og dens naturlige vegetation bortdøet. Fleresteds vokser

der op ungskog, andre steder begynder ugræs-
D Hvidmose- formationer at indfinde sig (Rumex aceto-
sella, Senecio vulgaris etc.). I de gamle schak-

03 hp
se ) ter, der delvis staar under vand, vokser vand-
RIR planter: Utricularia, Callitriche, medens myr-
RIIS ulden gror, hvor schakterne er halvt fyldt
Fedtorv. med torvaffald.
Myren omgives af blandet lov- og naale-
skog samt dyrket land.
8 RK Myrbunden bestaar af fast ler med talrige
is I] I) Rortorv. stene af en knytnæves størrelse eller større;
Le == SA paa enkelte af stenene saaes glaciale skurings-
Sjøkalk. Striber. Enkelte steder stikker fast fjeld frem.
Trods omfattende slemninger saavel i feltet
2,05

som senere af hjembragte prøver fandtes ikke
andre makroskopiske eller mikroskopiske fos-
siler end ovenfra indvoksede rodtrevler.

De an Valen, Derover følger et lag sjøkalk, der i kulper
og forsænkninger af myrbunden naar en mægtighed af indtil 0,5 å 0,6
m., men som paa andre steder kiler ud, saa at gytjen kommer til at
hvile næsten direkte paa leret. Sjøkalken er usædvanlig ren, men inde-
holder dog paa de fleste steder endel rodstokke af tagrør m. m., der
tildels danner tynde lag. Indeholder talrige skal af ferskvandsmollusker,

men er forøvrigt fattig paa fossiler.

Karplanter. | Betula odorata. Frugter og rakle-
Pinus silvestris. Flere stammer, skjæl, sparsomt.
bark, 2 frø, pollen. B. verrucosa. Ligesaa.

Potamogeton natans. 1 frugtsten.

1903. No. 2.

PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER.

Sop.

Cenococcum geophilum. Meget spar- |
somt. |

Derover følger et gytjelag, 0,03—0,15 m. mægtigt.

siler.

Karplanter.

Pinus silvestris. Bark, 2 kongler, |

talrige fro, naale, pollen i stor |
mængde.

Juniperus communis. 2 naale.

Potamogeton natans.

Najas marina. 12 frø.

IO frugtstene.

Carex Pseudocyperus. 4 frugter.
Cladium Mariscus. 1 nød.

Almus sp.
Betula odorata.

I knop.
Blade, rakleskjæl |
og frugter i største mængde.

B. verrucosa. Ligesaa.
Corylus Avellana. Under torvstik- |
ningen har arbeiderne under-
tiden fundet nodder i mængde
i dette lag. Jeg saa ingen. |

Spiraea Ulmaria. 1 smaafrugt.

Comarum palustre.
nødder.

Talrige smaa-
Rubus idaeus. 4 frugtstene.

Hippuris vulgaris. 4 frugter. |

Mollusker.

Limnea stagnalis. Talrige skal.

L. ovata. Skal i stor mængde.

Rigt paa fos-

Viola (cfr. palustris). 1 frø.
Empetrum nigrum, 1 frø.

| Andromeda polifolia. 5 frø.
Solanum Dulcamara. 1 frø.

Lycopus europaeus. 3 delfrugter.
Menyanthes trifoliata. 2 frø.

Alger.
Cosmarium Meneghinii. c.
C. granatum. p.
C. Turpinü. p.
Melosira distans. p.
Eunotia Arcus. r.
Pinnularia viridis. r.

Mollusker.

Limnea ovata,

L. peregra.
Planorbis dispar.
P. glaber.
Pisidium obtusale.

Derover 0,15 nedtil stærkt gytjeholdig rertorv.

Karplanter.
Pinus silvestris. Liggende stam- |
mer, bark, talrige naale (tildels
meget lange — indtil 72 mm.),

7 frø, pollen i stor mængde.
Potamogeton natans. 3 frugtstene.

Careæ Pseudocyperus. 2 frugter. |

Betula

frugter i mængde

odorata. Rakleskjæl og

Spiraea Ulmaria.

B. verrucosa. Rakleskjæl og frug-
ter i stor mængde.
8 frugter.

Rakleskjæl i

Almus incana.

Populus tremula.

mængde.
Ulmus montana. 2 frugter.
Nymphaea alba. 2 frø.

1 smaafrugt.

60 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Comarum palustre. Smaanødder, Alger.
sparsomt. Docidium Baculum. Sparsomt.
Hippuris vulgaris. 1 frugt.
Derover følger 1,0—1,1 m. fedtorv, som leverer det hovedsagelige
materiale til brændtorvdriften. Fattig paa fossiler.

Karplanter. Sop.

Pinus silvestris. Kviste. I lagets | Cenococcum geophilum. Talrig.
midtre og øvre del staar enkelte
stubber paa rod; en af disse
maalte 0,45 m. i tversnit. |

Øverst 0,3 m. formuldet og tør hvidmosetorv uden nævneværdige
fossiler.

Leret i myrens bund er udentvivl moræneler af samme slags, som
W.C.Brogger! har beskrevet fra en række steder i trakterne omkring
Mjøsen. Heller ikke han har paatruffet fossiler deri.

Allerede dengang, da den umiddelbart paa moræneleret hvilende
sjøkalk blev afleiret, var furuen indvandret. Gytjen og rørtorven inde-
holder rige levninger af en vegetation, der tilhører ekezonen eller maaske
snarere furuzonens senere, milde, artrige del. Alle de fundne karplanter
kjendes i Sverige fra furuzonen. Vegetationens sammensætning angiver
imidlertid et adskillig varmere klimat end Hedemarkens nuværende;
flere af de fundne arter vokser ikke nu længere paa Hedemarken, men
først i betydelig sydligere egne (Najas marina, Cladium Mariscus, Lyco-
pus europaeus), eller de er der yderst sjeldne (Carex Pseudocyperus).

6. Myrer ved Hillestadvand i Jarlsberg.
Heide o. h. 39 m.?

Gjennem den indre del af det nordlige Jarlsberg løber Vestfoselvens
vasdrag i nordvestlig retning. I det kuperede landskab danner elven en
hel række mindre indsjøer, blandt hvilke Hillestadvandet (1,82 km?) i
Hof og Botne er en af de høiest liggende og største. Vandets bredder
er fordetmeste lave, og navnlig mod øst og sydøst omgives det af et
fladt, myrlændt forland, der ved flom for en stor del oversvømmes og

ved almindelig vandstand blot hæver sig omkring 1 meter over vand-

1 W, C, Brøgger, Nivåforandr. i Kristianiaf., p. 190,

? Ifølge A, Helland (Jordb, i Jarlsb, og Laurv. Amt, p. 40 og 117) er høiden 47 m.,
men ved nivellement i anledning af jernbaneanlægget Tønsberg—Eidsfos er lavvands-
heiden i Hillestadvandet bestemt til blot 38,5 m. o. h. (Velvillig meddelt af hr. inge-
nier N. Thv. C, Lie.)

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 61

fladen. Allerede paa afstand kan disse strækninger sees at være dannede
ved opfyldning af sjøbækkenets randparti.

Paa flere steder foretog jeg her gravninger. Overalt viste bunden
sig at bestaa af ler, der tildels ligger lige op i dagen, tildels er dækket
af mere eller mindre mægtige myrlag. Kun følgende punkter skal noget
nærmere omtales; de ligger samtlige i Hillestad anneks til Botne.

Jonasmyr paa Hillestad. (Fig. 9).

Denne lille myr ligger i en grund og flad-
bundet forsænkning i leret nedenfor Hillestad
kirke og tilhører gaarden af samme navn.
Kun en lav og ubetydelig banke af opskyllet
sand skiller den fra vandet. Myren er ud-
grøftet og dyrket som ager — byg, havre —

Sivtorv.

og eng, men selv i nogenlunde tørre somre

er avlingen af ringe værd. — Jeg optog 3 pro-
filer med en indbyrdes afstand af ca. 40 m.;

da lagfølgen overalt var den samme, beskrives
de her underét.
Bunden bestaar af lagdelt ler, øverst fint

veksellagret med papirtynde sand- og gytjelag.
Rig paa fossiler.

Gytje.

Fig. 9. Lagfølgen i Jonasmyr.

Karplanter. A. incana. 12 frugter.

Pinus silvestris. 2 frø. Corylus Avellana. 1 nød.
Alisma Plantago. 5 delfrugter. Nymphaea alba. 9 fro.
Potamogeton natans. 4 frugtstene. | Nuphar luteum. 4 fro.
Ruppia maritima. 6 frugter. Spiraea Ulmaria. 1 smaafrugt.
Najas marina. 124 frø. Rubus idaeus. 3 frugtstene.
Carex Pseudocyperus. 1 frugt. Sorbus aucuparia. 1 frø.
C. ampullacea. 4 frugter. Prunus Padus. 3 frugtstene.
Scirpus maritimus. 2 nødder. Tilia parvifolia. 83 kapsler.
Sc. lacustris. 258 nødder. Ceratophyllum demersum. 3 frugter.
Iris Pseudacorus. 1 frø. Lycopus europaeus. 2 delfrugter.
Betula alba. 63 frugter, rakleskjæl.

Idetmindste en stor del af disse Alger.

tilhører B. odorata. Melosira Juergensü. p. brakv.
Alnus glutinosa. 80 frugter. Chaetoceras sp. (spore). r. marin.

62 JENS HOLMBOE.

Tabellaria fenestrata. r.
Tetracyclus lacustris. P.
Meridion circulare. P.
Synedra capitata. +.
Eunotia praerupta. r.
Achnanthes lanceolata. r.
Cocconeis Pediculus. r.
Caloneis formosa. p. marin.
Diploneis didyma. r. marin.
Navicula cuspidata. r.

N. fraudulenta. r. marin.
N. Semen. r.

N. rhynchocephala. r.

N. peregrina. p. marin.
Anomoeoneis sculpta. r. brakv.

Stauroneis Phoenicenteron. r.

Derover 0,12—0,2 m. gytje med talrige rester af siv.

fossiler:

Karplanter.

Pinus silvestris. 1 frø.

M.-N. Kl.

Pinnularia streptoraphe. p.
Mastogloia Smith. p. brakv.

Gomphonema constrictum. r.

Cymbella cymbiformis. r.
C. Cistula. r.
C. aspera. r.

Amphora ovalis. r.

| Epithemia twgida. p.
E. Sorex, p.

| Rhopalodia gibberula. p.
Rh. gibba. p.
Nitzschia punctata. p. marin.

|

| N. circumsuta. r. marin.
| N. spectabilis. p.

|

Campylodiscus Clypeus. r. brakv.

| ©. Echineis. p. brakv.

Rig paa

Synedra capitata. r.
S. Acus. p.

Potamogeton natans. 16 frugtstene, | Eunotia praerupta. P.
|

Scirpus lacustris, Rodstokke, stæng- | E. Tetraodon. r.

ler, over 4500 nødder.

Betula alba. 5 frugter.
Almus glutinosa. 3 frugter.
Nymphaea alba. 47 frø.

Nuphar luteum. Talrige rodstokke,

147 frø.
Comarum palustre.
Tilia parvifolia. 4 kapsler.
Hippuris vulgarts. 1 frugt.
Peucedanum palustre.

Menyanthes trifoliata. 1 frø.

Alger.
Tabellaria fenestrata. p.
Tetracyclus lacustris. p.
Meridion circulare. r.

14 smaangdder,

Cocconeis Pediculus. r.
Diploneis finnica. r.
Navicula Pseudobacillum. r.
N. radiosa. p.
Stauroneis Phoenicenteron. pP.
Pinnularia mesolepta. r.

| P. borealis. r.

| P. Curdinalis. r.

P. viridis. p.

1 delfrugt. | P. nobilis. r.

Gomphonema acuminatum. p.
G. constrictum. r.

Cymbella cymbiformis. p.

C. lanceolata. r.

Encyonema caespitosum. Tr.
Amphora ovalis. r.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 63

Epithemia Zebra. p. | Rhopalodia gibba. p.
E. Sorex. r. | Nitzschia spectabilis. r.

Øverst 1,45—1,92 m. sivtorv, der i sin øvre del er stærkt formuldet.
Fattig paa fossiler:

Karplanter. | Tetracyclus lacustris. r.
Carex filiformis. 2 frugter. | Lunotia praerupta f. inflata. p.
Scirpus lacustris, Rodstokke i | — — f. bidens. p.
mængde, 7 nødder. Navicula Semen. p.
Lycopus europaeus. 1 delfrugt. | Stawroneis Phoenicenteron. r.
Menyanthes trifohiata. 7 frø. | Pinnularia borealis. r.

P. Cardinalis. p.
Alger. P. viridis. r.

Tabellaria fenestrata. r. P. streptoraphe. p.

Vaad lermark nedenfor Hillestad.

Nordenfor Jonasmyr naar leret op i dagen. Paa et parti, hvor
vegetationen hovedsageligt udgjøres af Lythrum Salicaria og Mentha
arvensis i aaben bevoksning, bestaar dets øvre del af flomler. Jeg fore-
tog gravninger paa adskillige steder, men naaede paa grund af frem-
trengende vand ikke dybere end 0,6 m. Grundvandet stod blot faa cm.
under overfladen. Omtrent 0.5 m. under overfladen indsamledes folgende
fossiler.

Karplanter. Ranunculus sp. Smaafrugter.
Scirpus lacustris. Rodstokke. Menyanthes trifoliata. 9 fro.

Tollemyr paa Løken.

Denne myr ligger ved den nordøstlige ende af Hillestadvandet. Her
skal tidligere have vokset furuskog; for nogle aar siden blev denne bort-
ryddet og myren opdyrket. (Fururester iagttoges sparsomt i torvens
øvre lag). Et par aar bar myren ganske god avling, men nu er vege-
tationen gaaet over i en sumpeng, der væsentlig dannes af Molinia coe-
rulea, Phragmites communis, Carices, Succisa pratensis og Cirsium pa-
lustre med bundvegetation af hvidmose, — Lagbygningen er folgende.

Bunden bestaar af et øverst noget gytjeholdigt ler.

Karplanter. Scurpus lacustris. 29 nødder.

Potamogeton natans. 4 frugtstene. Betula alba. 2 frugter.

Ruppia maritima. 3 frugter. Alnus glutinosa, 2 frugter.

Najas marina. 2 frø.

64 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Rhopalodia gibberula. r.
Nitzschia circumsuta. r. marin.

Nuphar luteum. 3 frø. | Epithemia turgida.- p.
Rubus idaeus. 1 frugtsten.

Alger. Campylodiscus Clypeus. r. brakv.
Diploneis didyma. p. marin. Cymatopleura elliptica. r.

Derover torv af Scirpus lacustris og Equisetum limosum og øverst
hvidmosetorv. — Profilet, hvis samlede dybde var 2,04 m., var meget
fattigt paa fossiler. Blot leret blev nærmere undersøgt.

Saavel i Jonasmyr som i Tollemyr er der paavist marine lerlag i
myrernes bund. Det er derved godtgjort, at de i disse lerlag opbevarede
talrige fossiler stammer fra en tid, da landet i disse egne laa mindst
39 å 40 m. lavere end nu, og en fjordarm fra nord gjennem Vestfos-
elvens dalføre trængte ind til de indre dele af Jarlsberg. I den i leret
opbevarede diatomévegetation er de rent marine former i forhold til
ferskvands- og brakvandsformerne lidet fremtrædende. Det er derfor
sandsynligt, at leret er afsat i vand af forholdsvis liden saltholdighed,
rimeligvis i en grund brakvandsbugt. I det umiddelbart over leret hvi-
lende gytjelag er de marine former helt forsvundne, hvorimod man her

møder en vegetation med talrige lacustrine diatoméer.

Absolut antal former Procentvis antal former
Diatoméer i Jonasmyr. | BE Finger ita
|| Marine Brakv. | Ferskv. | Marine Brakv. Ferskv.
= — — — = I = === = =
CHERE ait ican soe | 27 | 100
(Se Re > | 7 | 5 22 | 21 15 64

Den rige vegetation, hvoraf levninger findes i de marine lerlag i
myrerne ved Hillestadvandet, er en typisk ekevegetation. Den karak-
teriseres af sydlige arter som Tilia parvifolia, Lycopus europaeus, Cerato-
phyllum demersum, Najas marina o. Å. Af interesse er endvidere fore-

komsten af Alnus incana.

7. Gjervaagmyr paa Tjømø. (Fig. 10).
Heide o. h, 18 m,!

I den nordlige del af Tjømø, ved gaarden Gjervaag, ligger den lille

Gjervaagmyr. Den ligger i en forsænkning mellem skogbevoksede
bakker og bergknauser og støder kun mod syd til dyrket mark.

! Stangeland (Torvm. i Norge, Il, p. 147) setter høiden til ca, 25 m., hvad der uden
tvivl er formeget.

1903. No. 2.

PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER.

65

Myren er tidligere undersøgt af G. E, Stangeland}; enkelte træk i

nedenstaaende fremstilling

er hentede fra hans beskrivelse.

Myren har sit afløb mod sydvest over fast fjeld til en dybde af

Ca, I

meter under overfladen.

Da myren paa sine steder er indtil

3,5 m. dyb, og da der tillige fra flere kanter er adskilligt tilsig af vand,

viser allerede myrbundens
af et aabent vand,

Oredynd.

na AUS

es
SSN SEIEN

Sivtorv.

Gytje.

Fig. 10, Lagfølgen i Gjervaagmyr.

reliefforhold, at myren maa have udviklet sig

Den nordlige del af myren, som endnu
er udyrket, er temmelig sumpig. Her vokser
Carices og Myrica samt paa dyndede partier
Heleocharis palustris, Rhynchospora alba, Dro-
sera intermedia m. m. Især langs kanterne
staar smaa, forkrøblede myrformer af gran og
furu. Myrens sydlige del er delvis udgrøftet,
I de
dybere lag er der fremdeles meget vand. Den

sydlige bugt af myren blev 1899 flaahakket

hvorved overfladen er nogenlunde tør.

og tilsaaet med rug; mellem agefteigene vokser
der en xerophil ugræsvegetation af Rumex
Acetosella (i mængde), Potentilla Tormentilla,
Molinia coerulea m. m. med indblandede smaa-
buske af Betula alba, Rubus idaeus og R.
fruticosus.

Profil A.

I den opdyrkede del af myren fandtes følgende lagbygning.

Bunden bestaar af fint,

fedt ler af graaagtig farve. Rigt paa fossiler.

Karplanter. Almus glutinosa. 9 frugter.

Pinus silvestris. Pollen, rigeligt. | Nymphaea alba. 16 frø.
Alisma Plantago. 1 delfrugt. Lycopus europaeus. 1 delfrugt.
Potamogeton natans. 21 frugtstene. Menyanthes trifoliata. 1 frø.
Ruppia maritima. 94 frugter.
Carex Pseudocyperus. 17 frugter. | Alger.
C. ampullacea. 4 frugter. | Melosira sulcata. cc. marin.
Betula verrucosa. Rakleskjel og | Rhabdonema arcuatum. r. marin.

frugter. Rh. minutum. r. marin.
B. odorata. Ligesaa. | Synedra undulata, x. marin.

1 Stangeland, Torvm. i Norge, II, p. 146—147.

Vid-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl.

on

1908, No. 2.

66 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.
Diploneis didyma. p. marin. | N. Hennedyi. r. marin.
Navicula Lyra var. elliptica. c. Scoliopleura tumida. p. marin.
marin. . Campylodiscus Echineis. r. brakv.
- var, Ehrenbergu. | Dictyocha Fibula, r. marin.
p. marin.

Derover 0,4 m. lagdelt, grøngraa gytje, der optil stadig mere bliver
opfyldt af sivrester og gaar over til en sivtorv. I gytjen er der talrige
blade og frø af vandplanter.

Karplanter. Sop.

Pinus silvestris. Pollen, sparsomt. Cenococcum geophilum. Meget spar-

Alisma Plantago. 2 delfrugter. somt.

Potamogeton natans. 74 frugtstene,
blade.

Ruppia maritima. 128 frugter. |

| Alger.
Melosira sulcata. p. marin.
Biddulphia antediluviana. r. marin.

Carex Pseudocyperus. 198 frugter.
Tabelluria fenestrata. r.

C. ampullacea. 40 frugter. aoe
Diploneis interrupta. r. marin.

Betula alba. 57 frugter. i
Almus glutinosa. 23 frugter. D. didyma. r. marin.

Nymphaea alba. Rodstokke, 46 fro. Navicula Lyra var, elliptica. Pp:

Comarum palustre. 2 smaanødder. RENE

Tilia parvifolia. 4 kapsler.
Acer platanoides. 1 frugt.

N. americana, +.
| N. radiosa. r.
Peucedanum palustre. 3 delfrugter. Stauroneis P hoenienieron, 2
Lycopus europaeus. 7 delfrugter. Gomphonema acuminatum. r.
Cymbella aspera. p.
Pinnularia Cardinalis. p.

| P. mobilis. r.

Campylodiscus Clypeus. p. brakv.

Fraxinus excelsior. 2 frugter.
Aspidium Thelypteris. Bladstykker,
talrige løse sporangier.

Derover o0,1—0,2 m, sivtorv!.

Karplanter. Iris Pseudacorus. 1 frø.

Potamogeton natans. 4 frugtstene. | Betula verrucosa. Rakleskjæl og

Ruppia maritima. 2 frugter. frugter.

Carex Pseudocyperus. 16 frugter, Almus glutinosa. 5 frugter.
C. ampullacea. 13 frugter. Nymphaea alba. 9 frø.
Scirpus lacustris. Rodstokke etc. Fewcedamum palustre. 1 delfrugt.

i mængde. Menyanthes trifoliata. ı frø.

Phragmites communis. Rodstokke.

' Den slemmede prøve er blot 1/, saa stor som de øvrige prover,

dise... å

i

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 6
903

Derover 1,5 m. oredynd, der nederst indeholder lidt mose. Rig
paa birkenæver samt pinder og kviste af svartor. Optil bliver laget
mere muldagtigt og indeholder her starrester; dets øverste del bør maaske
betegnes som muldblandet startorv.

Karplanter. | Rhamnus Frangula. 16 frugtstene.

Pinus silvestris. Pollen, sparsomt Peucedanum palustre. 1 delfrugt.

Carex filiformis. 147 frugter.
C. Pseudocyperus. 2 frugter. Sop.
Betula alba. Næver, frugter.

Menyanthes trifoliata. 186 frø.

4 i Cenococcum geophilum. Temmelig
Almus glutinosa. Grene, kviste,

sparsomt.
rødder, bark, frugter. |
Comarum palustre. 115 smaanød- Alger.
der. | Pinnularia Cardinalis. r.
Profil B.

Lige ved myrens østre kant, ca. 30 m. fra profil A, er der bort-
kjørt endel myrjord til gjødselblanding. Herved er der blottet et 1 m.
dybt snit gjennem myrens øvre lag, der ogsaa her bestaar af oredynd.
Følgende fossiler fandtes.

fladen ligger der en stor eke-

Kurplanier: stamme med toppen fra land.
Picea excelsa. Naale. 1 kongle | Corylus Avellana. 1 nød 0,6 m.

0,4 m. under overfladen, | under overfl. Eieren har tid-
Carex filiformis. 2 frugter. |
Betula alba. 3 frugter. | Myrica Gale. Blade.

ligere fundet flere.

Quercus Robur. 0,6m. under over- | Menyanthes trifoliata. 2 frø.

Dengang da havet i denne egn stod ca, 20 m. høiere end nu, dannede
det en grund vig i den forsænkning, hvor Gjervaagmyr ligger. I det
rolige vand levede en rent marin diatomévegetation, og paa bunden
voksede Ruppia i mængde. Efterhvert som landet steg, blev forbin-
delsen med havet mindre, og vandets saltholdighed aftog. Efterhaanden
optraadte ferskvandsplanter som Nymphaea alba og Alisma Plantago,
og der afsattes lag af gytje paa bækkenets bund. Endnu var ikke for-
bindelsen med havet helt afbrudt; fremdeles levede Ruppia paa bunden,
og sammen med den fandtes der marine diatoméer. Men efterhaanden
aftog disse saavel med hensyn til arts- som individantal; samtidig op-
traadte der stadig flere ferskvandsformer, indtil bækkenet tilslut dannede
et lukket ferskvandstjern.

68 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

= —

"Absolut antal former Procentvis antal former
Diatoméer i Gjervaagmyr || i =
| Marine Brakv, Ferskv, | Marine Brakv, Ferskv,
|
ur a = = — I = | = Ti. å px
Oredynd 1 03 REE i - | - | I | - - ‚100
SIVEOFV. Fup crs ee: | = G | r | 3 = | 5
| |
Gytje, se lteter 5 I | 8 | 36 Ve yl ey’
| |
De Ne | 9 | I | - | 90 Tod Ul :
I | |

Tjernet groede til, og sivtorvlaget dannedes; sumpplanter indtog det
forrige tjerns plads, Snart gik vegetationen over i et sumpkrat af Alnus
glutinosa, Rhamnus Frangula o. fl. med Carex filiformis, Menyanthes
og Comarum i feltskiktet. Tilslut gav denne vegetation plads for Cari-
ces (C. filiformis m. fl.), og myren udviklede sig til en stargræsmyr.

I den tid, da myrens marine lag afsattes, voksede lind, løn og ask
med flere af ekezonens karakterplanter i egnens skoge. I den øverste
del af oredyndet er der paavist en granzone.

8. Holtanmyr i Tjølling. (Fig. 11).

Heide o. h, ca, 15 m,

Mellem bergknauser og smaa skogklædte aasrygge i nærheden af
Kjærringvik i Tjølling ligger det lille Holtan-
tjern. Tjernet ligger i en grydeformet for-
sænkning og omgives paa alle kanter af myr,

a især paa østsiden. Afløbet foregaar mod øst
mosetorv. gjennem en stor grøft; da man for nogle aar
siden gjorde denne dybere, sank vandstanden
i tjernet, og der dannede sig i myren en lang,
dyb revne, ca. 20 m. fra tjernets rand og par-
allelt med denne. Tjernet siges at være indtil

Startorv. 13 m. dybt. Langs bredderne vokser et bælte

af Scirpus lacustris, og noget længere ude sees

Sivtorv. Nuphar og Nymphaea; men allerede faa meter

fra land bliver dybden for stor. Af fisk fore-

kommer aal i mængde,

Paa nordsiden af tjernet er en myrteig
fra gammel tid opdyrket til ager og'eng; den
er ganske godt udgrøftet og giver god avling.

Fig. 11. Lagfølgen i Holtanmyr.

PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 69

Ud mod periferien er myren her meget grund, saa at man tildels naar
bunden, naar man pløier; men henimod tjernet tiltager dybden raskt.
Mellem tjernet og det opdyrkede parti er myren efter vandstandens sænk-
ning tør; her vokser Calluna, Empetrum, Vaccinium uliginosum, Molinia,
Cornus suecica m. fl. samt smaa trær af gran, furu og birk. Længere
mod syd, hvor myroverfladen er mere sumpig, er der krat af Almus
glutinosa med undervegetation af Vaccinium uliginosum, Cornus suecica
m. fl.

Paa den opdyrkede teig foretog jeg gravninger paa 5 steder med
indbyrdes afstand fra 20—100 m. Lagfolgen var overalt i hovedsag den
samme, hvorfor profilerne beskrives underét.

Bunden bestaar af seigt, rent »blaaler« uden tilblanding af sand. Ved
slemning fandtes endel skal af Corbula gibba samt ganske smaa skal-

stykker af Mytilus edulis. Faa makroskopiske plantefossiler.

Karplanter. |

Betula alba.
Nymphaea alba.
Ruppia maritima.

Synedra undulata. r. marin.

3 frugter. r. marin.

I frø.

Diploneis didyma.
Navicula Lyra var. elliptica. c. ma-
4 frugter. rin.

a — var. Ehrenbergü. r.

Alger. marin.
Paralia sulcata. cc. marin. Scoliopleura tumida. r. marin.
Rhabdonema arcuatum. r. marin. | Amphora arenaria. r. marin.

Derover 0,3 m. graagrøn, skiktet gytje, der optil indeholder adskil-
lige rester af siv og uden skarp grændse gaar over i en sivtorv.

Karplanter.
Pinus silvestris. Pollen, rigeligt.
Potamogeton natans.
Ruppia maritima. 334 frugter.
Carex Pseudocyperus. 17 frugter.
Rodstokke,

4 frugter.

Scirpus lacustris.
Alnus glutinosa.

Corylus Avellana. 2 nødder.
Nymphaea alba. 15 fro.
Rhamnus Frangula. 1 frugtsten.

Menyanthes trifoliata. 2 fre.

93 frugtstene. |

| .
Trachyneis aspera.

| Dictyocha Fibula.

Alger.
Paralia sulcata. cc. marin.
Diploneis didyma. p. marin.

Navieula Lyra var. elliptica. c. ma-
rin.
— — var. Ehrenbergü. p.
marin.

Anomoeoneis sculpta. r. brakv.

| À. serians. r.

p. marin.
Amphora arenaria. p. marin.

r. marin.

Derover ca. 0.25 m. gytjeblandet sivtorv med talrige plantelevninger.

70

JENS HOLMBOE.

M.-N. Kl.

Karplamler.
Pollen, rigeligt.
135 frugt-

Pinus silvestris.

Potamogeton natans.
stene.

172 frugter.

433 frugter.
Rodstokke, 4

Ruppia maritima.

Carex Pseudocyperus.

Seirpus lacustris.
nødder.

56 frø.
2 frø.

Calla palustris.
Iris Pseudacorus.
Betula alba.
Alnus glutinosa.
Corylus Avellana.
Nymphaea alba. Talrige rodstokke,

Blade.
37 frugter.
1 nød,

2 frugter.

134 frø.
Comarum palustre. 123 smaa-
nødder.
Sorbus aucuparia. ı frø.
Hippuris vulgaris. 1 frugt.

2 frugtstene.

Rhamnus Frangula.

Acer platamoides. 1 frugt.

Cicuta virosa. 1 delfrugt.

| Cymbella aspera.
OC. cymbiformis. r.

14 delfrugter.
I frugt.

Lycopus europaeus.
Fraxinus excelsior.

Menyanthes trifoliata. 3 frø.

Alger.

Paralia sulcata. p. marin.

Synedra undulata, r. marin.
Navicula Lyra var. elliptica. p. ma-
rin.

— var. Ehrenbergu. r.
marin.
Anomoeoneis sculpta. r. brakv
Stauroneis Phoenicenteron. r.
Pinnularia Cardinalis. p.

P. viridis. r.
Le

Epithemia turgida.
if

te
E. Argus.
Campylodiscus Olypeus. p. brakv.

C. Echineis.

r. brakv.

Derover 0,4 m. startorv, hovedsagelig dannet af Carex Pseudocy-

perus.

Karplanter.

Pinus silvestris.
Potamogeton natans.
Ruppia maritima.
Carex filiformis.

C. Pseudocyperus.
C. ampullacea.

Scirpus lacustris.
3 nedder,

Pollen, rigeligt.
12 frugtstene.
17 frugter.
I frugt.
88 frugter.
I frugt.
II nødder.
S. silvaticus.
Calla palustris. 1 frø.
Betula alba.
Almus glutinosa.
Nymphaea alba.
Comarum palustre. 26 smaanodder.

5 frugter.
17 frugter.
13 frø.

Rubus idaeus. 6 frugtstene.

Prunus Padus. 1 frugtsten.
Rhamnus Frangula. 1 frugtsten.
Cicuta virosa. 1 delfrugt.

Peucedanum palustre. x delfrugt.

Menyanthes trifoliata. 92 frø.
Sop.

Cenococcum geophilum. Sparsomt.
Alger.

Paralia sulcata. p. marin.

Navicula Lyra var. elliptica. p. ma-
rin,

1002... No. 2: PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. I
3 =

Navicula Lyra var. Ehrenberg. p. | Trachyneis aspera. r. marin.
marin. | Campylodiscus Clypeus. r. brakv.

Derover 1,0—1,2 m. stærkt formuldet hvidmosetorv med næsten
ukjendelig Sphagnum. Fattig paa fossiler. Øverst indeholder torven

lyngrødder.

Karplanter. | Alger.
Potamogeton natans. 2 frugtstene. | Paralia sulcata. p. marin.
Seirpus lacustris. 3 nødder. | Navicula Lyra var. ellaptica. p.
Nymphaea alba. 1 frø. marin.

Rubus idaeus. 15 frugtstene. |
Menyanthes trifoliata. 1 frø. |

Undersggelsen viser, at Holtanmyr har gjennemgaaet den sædvan-
lige udvikling fra aabent vand til lyngbevokset myr. I de dybere lag
forekommer rester af vandplanter i mængde, og gytjelaget er afsat i
aabent vand, Under tjernets tilgroning har der efterhaanden udviklet
sig siv-, stargræs- og hvidmoseformationer, og tilslut — maaske forst efter
tjernets sænkning — har lyngplanter og naaletrær udbredt sig. — Fra
bunden af aftager vandplanterne jevnt op gjennem lagene, men fore-
kommer dog paafaldende rigeligt selv høit oppe i lagfølgen; saa høit
som i hvidmosetorvens nederste del fandtes frugter af Potamogeton
natans og Scirpus lacustris, rigtignok yderst sparsomt. Dette vidner
om en usædvanlig stor fugtighed under torvlagenes dannelse. I samme
retning taler et faa millimeter mægtigt, meget ujevnt og uregelmæssigt
lag af gytje, der i et af profilerne blev paatruffet øverst i starlaget.
Disse forhold forklares naturligst ved at antage hyppige oversvømmelser
af tjernet, hvad der let lader sig tænke i det indelukkede sjøbækken.

Absolut antal former | Procentvis antal former
Diatoméer i Holtanmyr |
|| Marine | Brakv. | Ferskv. | Marine Brakv. | Ferskv.
| = 2 =
— 1 = — =
Hvidmosetorv. . . . . . || 2 - | - 100 - | -
Startorveee ea | 4 | I | - 80 20 | -
| |
Sivtonve sr ie å 4 3 7 29 | ar | 50
EG Ta EE | I I 78 II II

ir ee 8 : : mo :

72 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

I leret i bunden af Holtanmyr er diatomévegetationen rent marin;
de marine former aftager jevnt opad gjennem lagfølgen, samtidig med
at der i gytjen og navnlig i sivtorven kommer stadig flere brak- og
ferskvandsformer til. Endnu nederst i hvidmosetorven, ca, I m. under
overfladen, er fundet 2 marine diatoméer; først ved dannelsen af dette
lag synes saaledes forbindelsen med havet at være definitivt afbrudt.
Ogsaa Ruppia er funden saa høit som i startorven. — At ferskvands-
diatoméer ikke er fundne i startorven og hvidmosetorven (se tabellen),
kunde maaske synes at tyde paa en postglacial sænkning af landet; men
tallene er altfor smaa til at tillade en saadan negativ slutning.

Som allerede nævnt, fandt jeg Corbula gibba i leret i myrens bund.
Da denne musling ifølge Brøgger er en af de for Isocardialeret mere
karakteristiske mollusker, der dog ogsaa findes i de nærmest ældre og
yngre lerlag, har myrens dannelse sandsynligvis begyndt paa Isocardia-
lerets tid. Saadant ler er tidligere paavist fleresteds i Tjølling af
W. C. Brøgger.

Den rige vegetation af kuldskjære løvtrær og andre sydlige planter,
der opbevares i Holtanmyrs marine lag, tilhører udentvivl ekezonen.

9. Myr ved Lisletjern
paa Bydal i Holt ved Tvedestrand. (Ca. 30 m. o. h.)?.

Da kun meget lidet er bekjendt om vegetationen i denne del af
landet under den varmeste del af den postglaciale tid, skal denne myr
her i korthed omtales, uagtet det ikke lykkedes at naa myrens bund,
og profilet saaledes er ufuldstændigt. Der strømmede saa meget vand
til, at gravningen maatte afbrydes.

Myren ligger mellem fjeldknauser i et helt indelukket bassin. Det
eneste afløb, der kun ligger lidet lavere end myroverfladen, dannes af
en trang fjeldkloft. Myren er opstaaet ved tilgroning af et tjern, hvoraf
en rest endnu er tilbage. Dens overflade er nu for størstedelen op-
dyrket.

Dybest fandt jeg en mørk gytje af mægtighed 0,4 (+?) m. Inde-
holder sand og glimmerblade samt talrige plantefossiler, især blade.

Karplanter. Alisma Plantago. 4 delfrugter.
Equisetum limosum. Ledskiver. Potamogeton natans. Bladstykker,
Pinus silvestris. 1 fro, 6 frugtstene.

i W, C, Brøgger, Nivåforandr, i Kristianiafeltet, p. 485—486.
2 If, velvillig meddelt opgave fra »Norges Geografiske Opmaaling«,

1903. No. 2.

PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER.

73

Sparganium sp. 1 frugt.
Carex ampullacea.
C. vesicaria. Ligesaa.
C. filiformis.
Salix (cfr. aurita). Blade i mængde.
Betula odorata.

skjel.

4 frugter.

Ca. 15 frugter. |

Meridion constrictum. r.
Eunotia pectinalis var.ventricosa. p.
E. praerupta. p.

| E. robusta var. Tetraodon. p.

Frugter og rakle-

B.verrucosa. Frugter og rakleskjæl |

i mængde. Blade.
Almus glutinosa. Ca. 20 frugter.
Blade.

Ca. 30 frø.

Quercus Robur.
Nymphaea alba.
Nuphar luteum. 3 frø, bladar.
Viola (cfr. palustris). 2 frø.
Rhamnus Frangula.

Tilia parvifolia.

2 frugtstene.
Flere kapsler.
Comarum palustre. Ca. 20 smaa-

nødder.
Rubus idaeus. 2 frugtstene,
Spiraea Ulmaria, 18 smaafrugter.
7 frø.

6 frø.

Lysimachia thyrsiflora.
Menyanthes trifoliata.
Alger.

Tabellaria fenestrata. c.
T. floceulosa. c.

var. Diadema. P.
Pinnularia appendieulata. p.
P. interrupta var. stauroneifor-
mis. ft.

. mesolepta var. Polyonca. r.

P. borealis. r.
P. viridis. r.
P. nobilis. r.

Nawieula Rotaeana. r.

N. radiosa. r.

Neidium Iridis. p.

Stauroneis anceps var. amphice-
phala. r.

| S. Phoenicenteron. P.

Ge

Vanheurckia rhomboides. r.
Gomphonema acuminatum. P.
constrictum. Pp.

Cymbella amphicephala. p.

OC. cuspidata. r.

Dyrelevninger.

Fryganidehuse og billevinger.

Uden skarp grændse gaar gytjen optil over i en 0,9 m. mægtig,

stærkt gytjeholdig sivtorv, dannet af Scirpus lacustris med nogen til-

blanding af Phragmites communis og Equisetum limosum.

siler.

Karplanter.

Equisetum limosum. Rodstokke og
ledskiver.
Pinus silvestris. Naale. Pollen i
mængde.
Alisma Plantago. 1 delfrugt.
Phragmites communis.

Carex filiformis. Frugter i mængde.

Rodstokke. |

Talrige fos-

| ©. Pseudocyperus. Frugter, enkeltvis.

C. ampullacea. Talrige frugter.
Rodstokke.

I frø.

Scirpus lacustris.
Iris Pseudacorus.
Betula alba.

i mængde.

Rakleskjæl og frugter

Almus glutinosa. 2 hunrakler, nogle

frugter.

74 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Viola (cfr. palustris). 1 kapselklap, | Hunotia praerupta med var. bi-
4 fro. gibba. p.
Rhamnus Frangula. ı stenfrugt. | Æ. robusta med var. Tetraodon. c.
Peucedanum palustre. 2 delfrugter. | Pinnularia viridis. p.
Comarum palustre. 3 smaanødder. | P. streptoraphe. r.
Spiraea Ulmaria. 1 smaafrugt. | P. nobilis. r.
Navicula Rotaeana. r.
N. radiosa. r.

Lysimachia thyrsiflora. 6 frø.
Lycopus europaeus. 2 delfrugter.
Menyanthestrifoliata. Frøimængde. | Anomoeoneis Follis. r.

Stauroneis Phoenicenteron. p.

Alger. | Gomphonema acuminatum. pP.
Tabellaria fenestrata. p. G. constrictum. r.
T. flocculosa. p. | Cymbella cuspidata. r.

Derover 2,4 m. frisk mosetorv, dannet af Sphagnum og Hypnum.
Fattig paa fossiler.

Karplanter. Menyanthes trifoliata. Frø.

Carex filiformis. Frugter.

EN ; levni ?
Eriophorum vaginatum. Trevle- eu

bundter. Carabus glabratus. 1 expl. 2 m.
Betula alba. Kviste. under overfladen.

10. Myr ved Lønetjern paa Vegarsheien. (Fig. 12).

Heide o. h, ca. 72 m,!

Denne lille myr ligger paa gaarden Voje paa Vegarsheien i Nedenæs
amt. Den ligger mellem bratte bergknauser og bakker i et lidet, helt
indelukket bassin, hvis eneste afløb er en trang bergkløft; gjennem denne
løber vandet mod nord ud i en bugt af Ubergvandet. De omgivende
bakker bestaar hovedsagelig af løst morænemateriale. Ved to frem-
springende odder deles bassinet i to omtrent lige store halvdele; den
østlige af disse udfyldes af det vakre Lønetjern, der kun levner plads
til en smal myrrand rundt bredderne. Den vestlige del, der ligger nær-
mest udløbet, er nu næsten fuldstændig tilvokset med myr, og kun i
den sydlige bugt staar der en grund og ubetydelig tjernpyt tilbage.
De to halvdele er forbundne ved et trangere løb.

Tidligere laa afløbets terskelhøide omtrent i niveau med myrover-
fladen; men for 3—4 aar siden blev det gjort 1,5 m. dybere. Herved

1 If, velvillig meddelt opgave fra »Norges Geografiske Opmaalinge.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 75

sænkedes vandstanden i tjernet i tilsvarende grad, og myren, der tid-
ligere var meget blød, sank stærkt sammen. Langs land fremkom der
rundt myren og tjernet dybe revner, parallelt med bredderne, tildels i
flere rader. For at paaskynde udtapningen og gjøre myren dyrkbar blev
overfladen delvis udgroftet. Endnu er den dog temmelig sumpig, og
vegetationen har i hovedsag beholdt sin tidligere karakter. — Ved grav-
ning af en saadan grøft fandt eieren, gaardbruger Ole Voje, lige ved
afløbet, 1,5 m. under overfladen, flere stammer og grene af løvtrær, der
bar tydelige mærker efter bævertænder. En saadan gren, der var
bleven opbevaret, skjænkede han til Universitetets samling.

Myrens nuværende vegetation bestaar for en væsentlig del af hvid-
mosearter med rigelig indstrøede fanerogame myrplanter: Drosera (alle
3 arter i mængde), Wenyanthes, Pedicularis palustris, Comarum, Peuce-

AC NN
| — "nu

IN | 2197 ji 4

z |

NN Hvidmosetorv. ‘se
ne IM] sivtorv. Fig, 12. Snit gjennem den vestlige del af myren

== Gyie ved Lønetjern.

danum, Eriophorum angustifolium, E. vaginatum, E. alpinum, Scheuch-
zeria, Carex ampullacea, Malaxis paludosa m. fl. Paa tørrere partier
gror Erica, Calluna, Vaccinium uliginosum, Rubus Chamaemorus, My-
rica, furu, gran, birk, etc.

I den vestlige halvdel af myren blev der boret paa adskillige steder,
hvorved bækkenets dybde og bundens beskaffenhed blev udredet. Dy-
best er den sydlige bugt, hvor bund ikke naaedes med den samlede
borlængde (6,4 m.); ellers er dybden 4—6 m. med steil opstigning mod
land. (Se profil fig. 12). Bunden bestaar paa de fleste steder af grus i
den søndre bugt samt nordenfor tjernet af ler. I de dybe revner og
grøfter er der god anledning til at studere lagfølgen, der i en spræk
paa nordsiden af tjernet viste sig at være følgende.

Dybest fin, graahvid, noget sandblandet ler, hvor blot følgende
fossiler fandtes.

76 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Karplamter. | T. flocculosa. r.
Potamogeton natans. 1 frugtsten. | Denticula tenuis. r.
Carex sp. (ex sect. Distigmaticae). | Navicula Lyra var. elliptica. r.
7 frugter. marin.
Betula odorata. 2 rakleskjæl. Stauroneis anceps. Tr.
Algen. | Vanheurckia rhomboides. p-

Tabellaria fenestrata. r. CORBIN ANEMONE a

Derover et gytjelag, paa dette sted 0,7 m., i andre dele af myren
flere meter mægtigt. Gytjen er i sin helhed horizontalt skiktet, nedtil
olivengron og ren, optil noget mørkere og mere muldagtig; den er en
mellemform mellem diatomé- og kitingytjel. — Lagets nedre og øvre
halvdel undersøgtes særskilt; i gytjens nedre del fandtes:

Karplanter. | P. viridis. p.
Filices. Løse sporangier, sparsomt. P. streptoraphe. r.
Tsoétes lacustris. Sporer i stor | Navicula radiosa. c.
mængde. | N. cincta. p.
Pinus silvestris. 1 kongle, naale, Neidium Iridis. r.
bark, pollen. | Stauroneis anceps. p-
Juniperus communis. 2 naale. | S. Phoenicenteron. p.
Potamogeton natans. Frugtstene i Vanheurckia rhomboides. p.
mængde. Gomphonema acuminatum. €.
Betula alba. 3 rakleskjæl, 3 frugter. | G. constrictum. Pp.
Nymphaea alba. 17 frø. |: Cymbella cuspidata. r.
Menyanthes trifoliata. 2 fro. | C. cymbiformis. p.

C. aspera. r.
Alger. Encyonema ventricosum. P.
| Epithemia Zebra. r.

Tabellarıa fenestrata. p. i ;
Surirella splendida. p.

T. flocculosa. r. |
Eunotia Arcus. c. é
E. pectinalis. c. Dyrelevninger.

E. robusta var. Tetraodon. c. Crustaceae. Kitindele.

Achnanthidium flexellum. p. Piscicola sp. Kapsler.
Pinnularia mesolepta. p. Spongilla lacustris. Temmelig
P. bicapitata. p. | talrige kiselnaale.

P. hemiptera. c. |

i Smlgn, ovenf. p. 23.

1903. No 2% PLANTERESTER 1 NORSKE TORVMYRER. 77

I den øvre del af gytjelaget fandtes følgende arter:
Karplanter. | Alger.
Isoötes lacustris. Sporer, temmelig Tabellaria fenestrata. p.
sparsomt. T. floceulosa. p.
Pinus silvestris. 3 vel vedligeholdte | Æunotia Arcus. p.
kongler, 18 frø uden vinger, /. praerupta var. bigibba. r.
talrige naale og barkstykker, | E. major var. bidens. r.

pollenkorn i mængde. | E. robusta var. Diadema. p.
Potamogeton natans. Frugteri E. var. Tetraodon. p.
mængde. | Pinnularia hemiptera. p.

Carex filiformis. 7 frugter. | Navicula radiosa. p.

Scirpus lacustris. 1 nod, N. cincta. r.

Betula odorata. Rakleskjæl og Stauroneis anceps med var. amphi-
frugter i mængde. cephala. p.

B. verrucosa. Rakleskjæl og frug- | S. Phoenicenteron. p.
ter. Neidium Iridis. r.

Alnus glutinosa. ı hunrakle, 4 Anomoeoneis sertans. P.
frugter. A. Follis. p.

Nymphaea alba. Frø i mængde, Vanheurckia rhomboides. p.
bladar. Gomphonema acuminatum. pP.

Nuphar luteum. Ca. 30 frø. G. constrietum. p.

Viola (cfr. palustris). 1 frø. Encyonema ventricosum. p.

Comarum palustre. 1 smaanød.
Rubus idaeus. 1 frugtsten.
Rhamnus Frangula. 2 frugtstene.

Dyrelevninger.
Frygamider. Talrige hylstre, byg-
gede af sandkorn og glimmer-
| blade,
Piscicola sp. Kapsler, temmelig

Lycopus europaeus. 1 delfrugt.
Menyanthes trifoliata. 6 frø.

sparsomt.
Derover 0.4 stærkt moseblandet sivtorv, fattig paa fossiler.

Karplanter. Menyanthes trifoliata. Frø, spar-
|

Scirpus lacustris. Rodstokke. | somt.

Allerøverst 0,2 m. frisk hvidmosetorv uden nævneværdige fossiler.

At den marine Navicula Lyra forekommer i leret i myrens bund,
viser, at dette lerlag var afsat, dengang havet i denne landsdel stod mindst
72 m. høiere end nu, d. v. s. ikke langt fra den senglaciale marine grændsel.

1 Af Navicula Lyra iagttoges ialt 5—6 expl.; da leret blev slemmet med særlig stor
forsigtighed, tør det ansees som udelukket, at disse er indkomne i prøven udenfra,

78 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Den rigelige forekomst af ferskvandsdiatoméer i leret taler for, at dette
er dannet i en nogenlunde indelukket bugt med brakt vand.

Absolut antal former | Procentvis antal former

Diatoméer i myren ved
Lonetjern

|
Marine Ferskv, Marine | Ferskv.
Gytje (øvre del). . . . . | - | 20 || - | 100
| |
Gytje (nedre del) . . . . | - | 25 | 100
|| | ||
LS LE NS | I | Cl 14 86

Allerede dengang, da leret dannedes, var birken indvandret, og det
varede ikke lenge, inden ogsaa furuen optraadte. Allerede i den
nederste del af gytjen moder man rigelige furulevninger, og disse bliver
optil stadig talrigere. Sammen med furuen indeholder gytjen en typisk
furuvegetation. En tydelig ekezone er ikke paavist; dog har gytjens
øvre del afgjort et varmere præg end den nedre, hvad der let vil sees
ved en sammenligning af de meddelte fossillister. Gytjens øvre del bør

maaske helst henføres til furuzonens senere, varmere del.

11. Hellemyr i Vanse.

Høide o. h. 12—15 m.

Mellem Farsund og Flekkefjord skyder det flade Listerland som
et bredt forland ud mod det aabne hav!. Det yderste punkt er odden
ved Gunnarshaug med Lister fyr. Slettelandet er indtil 4 km. bredt og
skiller sig skarpt fra de kuperede lyngheie indenfor. Den lave slette
naar kun paa meget faa steder over 20 m. o. h. og er i almindelighed
adskillig lavere. Den bestaar i sin helhed af løs sand og grus, der til-
dels er noget lerblandet i forsænkningerne. Over hele sletten ligger der
strøet smaa og store flytblokke, tildels af overordentlig størrelse; navnlig
er disse talrige i den vestlige del omkring Gunnarshaug og Langager.
Mod havet begrændses sletten af en aasformet ryg af samme slags
materiale. Yderst mod havet er der paa en række steder gamle og nye
klitter af flyvesand, bevokset med marehalm. — Størstedelen af det
indenfor liggende sletteland bestaar af en stor og flad forsænkning, der
paa de fleste steder er temmelig sumpig og kun i liden udstrækning er
opdyrket. Mod vest indtages den af stenede lyngmarker og grunde

1 Smign. H. Reusch’s beskrivelse i N. G. U, Aarbog 1900, p. 89—94.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORNER. 79

tjern og sumpe med tagrør og siv, i midten af den store Hellemyr,
mod øst af det grunde Neseimvand.

Hellemyr er den største torvmyr i denne del af landet. Den er efter
Stangeland's maaling 3,3 km. lang, 1,9 km. bred og har et flade-
indhold af 27 250 ar.

Gjennem lange aarrækker har Hellemyr forsynet størstedelen af den
tætboende befolkning paa Listerland med brændsel; gjentagne gange er
vandstanden ved udgravning bleven sænket, og omtrent over hele myren
er de øvre lag til større eller mindre dybde bortkjørt. Dybest har
man naaet i myrens vestlige del. I de talrige torvgrave og torvtak er
der god anledning til at studere myrens bygning. Da de øvre lag i saa
stor udstrækning er bortkjørt, lader der sig dog neppe nogensteds op-
tage noget fuldstændigt profil fra øverst til nederst. De allerøverste lag
maa undersøges i gjenstaaende torvbanker; en af disse, udenfor gaarden
Midhassel, skal efter sigende gaa helt op til myrens oprindelige over-
flade. Den rager lidt over 2 m. over stedets nuværende overflade, men
synes at være sunket endel sammen. Myren er saaledes sandsynligvis
her udgravet til en dybde af ca. 3 m.

Myrens nuværende overflade er ujevn. Overalt møder man gamle
og nye torvgrave og torvtak, de ældre mere eller mindre forfaldne og
gjensunkne. Paa de tørrere partier, f. eks. gamle torvbanker, vokser Cal-
luna og Erica, Vaccinium uliginosum, Empetrum, Eriophorum vagi-
natum i store tuer, enkelte steder Gentiana Pneumonanthe, m. fl. I
torvgravene, der for en stor del staar under vand, vokser Potamogeton
polygonifolius, Spargania, Eriophorum angustifolium, Ranunculus Flam-
mula, etc. — Store flader dækkes af løst torvsmulder, som frost og tørke
har løsnet fra underlaget (»daumuld«), I den tørre aarstid føres dette
overfladelag af vinden henover myren og lægger sig ligesom snefanner i
alle ujevnheder. »Daumulden« mangler i almindelighed enhver vegeta-
tion; hvor den er saavidt fugtig, at muldflugten i nogen grad hæmmes,
breder dog ofte lyngen sig ud, hvorved mulden kan vækstbindes.
Fleresteds saaes slige flader tæt beklædt med smaa kimplanter af Cal-
luna. Langs de tarvelige veie, der for torvkjørselens skyld er lagt ud
over myren, vandrer enkelte xerophile ugræsplanter ud paa »daumuld«-
felterne, først og fremst den paa slige steder sjelden manglende Rumex
Acetosella.

Hellemyr er tidligere i praktisk henseende undersogt af G. E. Stange-
land, til hvis detaillerede beskrivelse henvises!. Gunnar Andersson’s

1 G, E, Stangeland, Torvm, i Norge, Il, p. 9—20.

80 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

vigtige fund af Najas flexilis i prøver fra denne myrl, indsamlede af
Stangeland, gjorde en palæontologisk udredning af lagbygningen
meget ønskelig. Under et ophold paa Lister i juli 1901 foretog jeg
derfor ganske omfattende gravninger i Hellemyr.

Myrens bund bestaar af en svagt bølget flade af sand og grus samt
større og mindre stene. Langs kanterne er bunden nu afdækket og til-
dels taget under dyrkning. Jeg fandt ingen fossiler i bundlaget; men
flere personer, der har arbeidet med torvskjæring i myren, angav her at
have stødt paa saltvandsskjæl.

Derover følger et lag gytje, der i myrbundens forsænkninger opnaar
en mægtighed af indtil 1,1 m., men som paa andre steder kiler ud til
ganske tynde lag eller endog ofte helt mangler. Rigest fandt jeg gytjen
udviklet paa et sted udenfor Nordhassel, der kaldtes »Tjodna«, og hvor
der indtil for noget over en menneskealder siden i vaade tider skal have
staaet aabent vand, men som nu er udgravet, — I gytjen fandtes føl-
gende fossiler.

Karplanter. Empetrum nigrum. 3 frø.

Equisetum limosum. Ledskiver. Menyanthes trifoliata. 1 frø.

Potamogeton natans. Talrige frugt-

stene. Sop.
P. praelongus. Ligesaa. Cenococcum geophilum. Meget spar-
Najas flexilis. Talrige frø. | somt.
Scirpus lacustris. 1 nod.
Betula alba. 1 frugt. Alger.

Batrachium sp. 1 smaanød. Å Fr
Diploneis elliptica var. ladogensis. p.
Nymphaea alba. 2 frø. å . :
à Gomphonema acuminatum. r.
Comarum palustre. 5 smaanødder. |

Hippuris vulgaris. 1 frugt. ES
Myriophyllum alterniflorum. 2 del- TE SEN.

frugter. | Piscicola sp. Kapsler.

Derover følger 0,2—2 m. rørtorv, der ligeledes opnaar størst mæg-
tighed i myrbundens forsænkninger. I den vestlige del af myren er
dette lag nu afdækket og anvendes til brændtorv. Rørtorven er ofte
nedtil tilblandet med ler- og gytjeslam.

Karplanter. | Potamogeton natans. Frugtstene i
Equisetum limosum. Rodstokke, | stor mængde.
ledskiver. | P. praelongus. 1 frugtsten.
|

Pinus silvestris. Bark. Nayas flexilis. Talrige frø.

i Gunnar Andersson, Sy, växtv. hist, 2 uppl., p. 43.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 81

Scirpus lacustris. 8 nødder. | Menyanthes trifoliata. 1 frø.
Nymphaea alba. Rodstokke, talrige |
frø. |

Derover folger et lag myrdynd, der optil gradvis og uden skarpt
skille gaar over i oredynd; mægtighed indtil 2 m. Dette er Stange-
land’s »Skovmyrlag«. — Følgende fossiler fandtes:

Karplanter. Alnus glutinosa. Grene og redder,
Pinus silvestris. Bark, kviste, kong- as ed TEN
4 frugter.
Nymphaea alba. 1 frø.
Comarum palustre. 3 Smaanødder.
Calluna vulgaris. Kviste, sparsomt.

Menyanthes trifoliata. 17 frø.

ler, rigeligt pollen.

Carex Pseudocyperus. 3 frugter.

C. ampullacea. 11 frugter.

Iris Pseudacorus. Fro i mængde
overalt i dette lag.

Betula odorata. Rakleskjæl og frug- Sop.
ter i mængde.

en Reel op frugter, Cenococcum geophilum. I mængde.

sparsomt.

Over oredyndlaget, paa grændsen mellem dette og den høiere lig-
gende startorv, staar der over hele myren et stærkt udpræget stubbelag
med mægtige stubber og stammer af furu samt tildels, saaledes nedenfor
Maberg og Ore paa nordsiden, ek. Henimod kanterne, hvor de dybere
lag paa grund af transgressionen mangler, staar stubbelaget direkte paa
myrens bund. Over store strækninger er det afdækket ved, at de øvre
lag er bortkjørte. (Se fig. 3, side 40).

Derover indtil 0,5 m. startorv med følgende fossiler:

Karplanter. Viola (cfr. palustris). 1 frø.

Empetrum nigrum. Kviste, frø.

Oxycoccus palustris. Stængler, blade.

Vaccinium Vitis idaea. Blade.

Andromeda polifolia. Stængler,
blade.

Calluna vulgaris. Grene og smaa-

Pinus silvestris. Bark, kviste,
kongler.

Carex ampullacea. Frugter i
mængde.

Eriophorum vaginatum. Trevler.

Scheuchzeria palustris. 5 frø.

Betula odorata. 1 rakleskjæl, 6
frugter.

Alnus glutinosa. 1 frugt.

Comarum palustre. Smaanødder,

kviste.
Menyanthes trifoliata. Frø i
mængde, overalt.

temm. talrigt.
Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1908. No. 2, 6

82 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Især i gjenstaaende torvbanker, men tildels ogsaa i selve myrfladen,
overleires startorven af fedtorv af indtil over 1 meters mægtighed. Over
store strøg af myren, saaledes udenfor Østhassel, er laget mangesteds
saa opfyldt af lyngrester, at det maa kaldes lyngtorv!.

Karplanter. | Oxycoccus palustris. Stængler og

Pinus silvestris. Bark, kviste. | blade.

Scheuchzeria palustris. Talrige fro, | Vaccintum Votes idaea. Blade.

Betula odorata. En hel, sammen- | Andromeda polifolia. Stængler og

hængende hunrakle. blade i mængde.

Calluna vulgaris. Grene og kviste

Myrica Gale. Blade.

Viola (cfr. palustris). 1 frø. | ne
| Menyanthes trifoliata. Fro i

mængde.

Comarum palustre. 9 smaanødder. |
Empetrum nigrum. Kviste og blade |
i maengde, |

Allerøverst gaar fedtorven over i tør og sammensunken, ren hvid-
mosetorv uden fossiler af betydning. Dette lag er kun bevaret i et par
af de høieste torvbanker.

De forskjellige lag er ikke overalt udviklede til lige stor mægtighed.
Der hersker gjerne et modsætningsforhold mellem de enkelte lag, saa-
ledes at de øvre lag er mægtigst, hvor de dybere kiler ud, og omvendt.
— Den største gjenstaaende dybde har myren henimod nordkanten, uden-
for Maberg; den er her ifølge Stangeland indtil 4,5 m. dyb.

Paa sædvanlig maade har Hellemyr dannet sig ved tilgroning af et
vandfyldt bækken. Efterhaanden er der afsat gytje, rørtorv, myrdynd
og oredynd, indtil overfladen blev saa tør, at der kunde vokse skog.
Da saa senere fugtigheden atter var begyndt at tiltage, fortrængtes skog-
trærne, og der dannedes lag af startorv, fedtorv, lyngtorv og hvidmose-
torv.

Planteresterne i myrens dybeste lag tilhører sandsynligvis ekezonen.
Allerede i den øverste del af oredyndlaget begynder røslyngen at op-
træde, og høiere oppe i lagfølgen bliver dens levninger stadig talrigere,
indtil den i fedtorvlaget i stor udstrækning selv danner torv.

H. Reusch har fremsat den opfatning, at den senglaciale marine
grændse paa Lister blot ligger 9 à 10 m. o. h.; kun til denne høide
har han kunnet paavise havets virkning paa landets form og grusets

! Smign. p. 30.

1903. No.2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 83

beskaffenhed1, Dersom dette var rigtigt, skulde Hellemyr ligge ovenfor
den marine grændse. De grunde, hvortil Reusch støtter sin anskuelse,
kan imidlertid ikke indrømmes at være afgjørende; sansynligvis har
havet her ligesom paa de øvrige dele af vor sydlige og sydvestlige kyst
engang staaet adskillig høiere, og salt vand fyldt det bækken, hvori
Hellemyr nu ligger. Vistnok har det ikke trods megen søgning lykkedes
mig at paavise marine fossiler af nogen art i bunden af myren eller paa
høiere liggende steder i nærheden?; men en skjælforekomst, som jeg
fandt ved Langager, faa km. fra Hellemyr, 7 å 8 m. o. h., den eneste
hidtil kjendte paa Listerland, taler stærkt for en høiere beliggenhed af
den marine grændse.

Midt ude paa den stenede slette mellem Langager og Gunnars-
haug, paa et sted, hvor sletten er udyrket og anvendes til beitesmark,
fandt jeg følgende profil:

Øverst 0,5 m. graabrun sand uden fossiler.

Derunder 0,05 —0,08 m. skjælsand, med talrige hele og knuste skjæl.

Derunder blaagraa sand uden skjæl.

I skjælsandlaget fandtes følgende arter, der velvilligst er bestemte
af amanuensis P. A. Øyen:

Cardium edule L. Lusitanisk. | Onoba striata Mont. Boreal.

Abra alba Wood. Lusitanisk. | Alvania sp.

Macoma baltica L. Boreal. Bittium reticulatum Da Costa.

Gibbula cineraria L. Boreal. | Lusitanisk,

Litorina litorea L. (incl. L. rudis | Nassa reticulata L. Lusitanisk.
Maton3). Boreal. | Utriculus sp.

L. obtusata L. Boreal. |

Navnlig Cardiwm forekommer i stor mængde; det er ubetinget
den, der giver faunaen præg.

Forekomsten, der aabenbart er en ren stranddannelse, indeholder
med Brøgger's betegnelsesmaade 5 boreale og 4 lusitaniske arter og
har saaledes en afgjort sydlig karakter. Efter Øyen's rige erfaring paa
dette omraade maa den henføres til de øverste Tapes-banker.

Skulde man paa dette — vistnok mangelfulde — grundlag efter
analogier fra de dele af vor kyst, hvor niveauforandringerne er bedre
kjendte, vove en skjønsmæssig bestemmelse af den marine grændse paa

1 H, Reusch, Listerlandet, p. 93.

? Torvarbeidernes angivelser om fund af saltvandsskjæl i bunden af Hellemyr (smlgn.
ovenfor) tør vel ikke tillægges afgjørende betydning.

3 Cfr, W. C. Brøgger, Nivåforandr,, p. 254.

84 JENS HOLMBOË. M.-N. Kl,

Lister, vilde man snarere komme til tal som 30 å 40 m. end de af
Reusch antagne 9 å 10 m. Den af Reusch beskrevne, skarpt frem-
trædende grændselinie i den sidstnævnte høide turde tilsvare et langt
senere trin i landets niveauforandringer.

12. Torvbakmyr ved Frøiland i Vanse.

Heide o, h. ca, 40 m.

Denne lille torvmyr ligger i en indelukket forsænkning mellem udyr-
kede, lyngbevoksede bakker og heier indenfor det flade Listerland.

Til en dybde af noget over 1 m. under overfladen blev vandet for
16 aar siden bortskaffet ved gjennemskjæring af en foranliggende grus-
banke; siden den tid har der i myren været skaaret adskillig brændtorv
til Froilandsgaardene. Over den største del af myren er nu al torv
bortskaaret til den nævnte dybde, og kun langs vestsiden staar der en
mindre rest tilbage. Den blottede myrtomt staar for en stor del under
vand; paa de noget tørrere partier gror myruld og Carex-arter. Myr-
overfladen er efter udgrøftningen tør og bevokset med lyngplanter (Cal-
luna, Erica, Vaccinium uliginosum).

Myrens bund bestaar af graat, seigt, stenet ler med endel tilblandet
grov sand. Ligesom de omgivende heier er myrbunden oversaaet med
kantede, større og mindre stene. Af fossiler fandtes i leret følgende:

Karplanter. Tetracyclus emarginatus. c.
Potamogeton sp. (liden). 1 frugt- | Pabellaria fenestrata. c.
sten, T. flocculosa. c.

Meridion circulare. r.
Fragilaria mutabilis. p.
Eunotia pectinalis. p.
Pinnularia mesolepta. p.
P. viridis. r.

Sop. Navicula radiosa. r.

Scirpus lacustris. 1 nød.
Batrachium sp. 27 smaanodder.
Myriophyllum sp. 22 delfrugter.
Empetrum nigrum. 27 frø.

G'omphonema parvulum. P.
G. acuminatum. P.

Cenococcum geophilum. Meget

sparsomt.
G. subclavatum. P.
Alger. @. constrictum. r.
Cyclotella Kützingiana. r. Encyonema ventricosum. c.

Derover 0,05—0,4 m. gytje, der optil er stærkt tilblandet med rester
af Scirpus lacustris, Equisetum og Carices, saaat dens allerøverste del

1903. No. 2.

PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER, 85

enkelte steder maa betegnes som en blandet siv- og startorv.

Rig paa

fossiler, men forholdsvis fattig paa arter.

Karplanter.

Potamogeton natans. Stenfrugter i
mængde.

Carex filiformis. Frugter i mængde.

C. ampullacea.

Betula nana.

Ligesaa.

I 'den nederste del
af laget fandtes 3 blade, hvoraf
særlig ét er smukt og vel ved-
ligeholdt (tavle III, fig. 37).

Nymphaea alba.
og frø.

Batrachium sp.

Comarum palustre.

Talrige rodstokke

I nød.

6 nødder.
Cicuta virosa. Delfrugter i mængde.
Empetrum nigrum. Frø, sparsomt.

Menyanthes trifoliata. Frø i stør-
ste mængde,
Sop.
Cenococcum geophilum. Sparsomt.

Alger.

Melosira distans. p.
Tabellaria fenestrata. p.

T. flocculosa. p.

Eunotia Arcus. p.

E. praerupta. p.

E. Triodon. r.

Pinnularia mesolepta. r.

P. nobilis. r.

P. viridis. p.

Stauroneis Phoenicenteron. p.
Gomphonema acuminatum. p.
G. constrictum. p.

Cymbella cuspidata. r.
Encyonema ventricosum. p.
Epithemia Zebra. p.

Derover 0,65—2,0 m. myrdynd, der optil gradvis gaar over i ore-

dynd.

levende vegetation.

Dette dækkes kun af et nogle cm. tykt lag lyngjord med den

Den nedre del af myrdyndlaget indeholder af fossiler kun:

Karplanter.

Pinus silvestris. Bark og enkelte

mindre stammer.

Betula alba.
Menyanthes trifoliata.

Stammer og næver.
Frø.

Længere oppe kommer flere arter til:

Karplanter.
Carex filiformis.
Rhynchospora sp. 11 frugter.
Bladstykker.
Kviste, rødder,

3 frugter.

Salix sp.
Alnus glutinosa.
1 hunrakle, frugter.

Betula alba. Rakleskjæl, frugter.

Corylus Avellana. Ved torvskjærin-
gen har man ofte stødt paa nød-
der i mængde i dette lag. Jeg
fandt talrige nødder, dels nede
i laget, dels i de optagne og

Af 41 til

formen bestembare nødder til-

tørrede torvstykker.

86 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

hører 16 den lange og 25 den | Cicuta virosa. 1 delfrugt.
runde form. Oxalis Acetosella. 5 frø.
Quercus Robur. Dels sammen med | Viola sp. (storfrøet type). 10 frø.
hasselnødderne, men især endnu | Rubus idaeus. 1 frugtsten.
lidt høiere i laget, fandtes lev- | Menyanthes trifoliata. 1 frø.
ninger af ek i overordentlig rig-
dom. Store ekestammer saaes i Sop.
torvvæggene 0,5—0,8 m. under | Plasmodiophora Almi. Sparsomt.
den nuværende overflade. Andre | Cenococcum geophilum. Sparsomt.
er helt udgravede og bortkjørte;
adskillige ligger dog tilbage paa Alger.
myrtomten. En af disse foto- | Tabellaria flocculosa. r.
graferedes (fig. 25). Videre | Pinnularia lata. p.
fandtes kviste, blade, knopper | Diploneis elliptica. r.
og løse knopskjæl, nødder og | Vanheurckia rhomboides. r.
skaale, Gomphonema acuminatum. r.

Nymphaea alba. 2 frø.

Den allerøverste del af oredyndlaget er atter fossilfattig: orerødder,
Cenococcum; øverst lyngrødder.

De i ler- og gytjelagene opbevarede planterester kan vanskelig til-
høre en yngre zone end birkezonen. Furuen optræder nederst i myr-
dyndlaget, eken længere oppe i samme lag. Lyngresterne aller øverst i
lagfølgen angiver den sidste forandring af egnens plantevækst.

Det er muligt, at myren ligger over den marine grændse (smlgn. oven-
for p. 83—84). lethvertfald godtgjør det her beskrevne profil, at havet
paa Lister ikke har staaet saa høit som 40 m. over den nuværende hav-
flade, efterat dvergbirken (Betula nana) havde trukket sig tilbage fra lav-
landet i den sydligste del af landet.

13. Fristadmyr i Ogne. (Fig. 13).
Heide o. h. 8 m,

Myren ligger lige ved husene paa Fristad og overskjæres af den
gamle kystvei over Jæderen, Den ligger i et fladt, aabent bækken inden-
for »Sjerinden«! og har mod NO. aabent afløb til Kvasseimelven, der
løber lige indtil myren.

Myren har tidligere i sin helhed været opdyrket; men efterhaanden
er den største del bleven bortskaaret til brændtorv, hvortil den er ud-

1 Smlgn, nedenfor, p. gt.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 87

mærket skikket. Myrtomten er en sumpig eng med stararter, myruld
og mose og anvendes til slaattemark. Ved torvskjæringen er der blottet
et fortrinligt, sammenhængende profil, 320 m. langt; et andet snit er
45 m. langt. Overalt viste lagfølgen sig i hovedsag at være den samme;
bundlagene kunde ikke naaes paa grund af vand.

Myrens bund bestaar, efter hvad der opgives, af grus og sand.

Derover 0,7—0,9 m. rørtorv med tilblandet anorganisk slam. Fattig
paa fossiler.

Torv.

Sand.

Torv.

Fig. 13. Profil fra Fristadmyr i Ogne,
(Fot. af forf.)

Karplanter. | Alger.
Pinus silvestris. Pollen. Tabellaria fenestrata. p.

Viola (cfr. Riviniana). 9 frø. | Synedra Ula. r.

Sop.
Cenococcum geophilum. Meget spar- |

|
somt. |

Derover 0,6—0,8 m. temmelig stærkt sammenpresset torv, af tildels
vanskelig bestembar oprindelse. Den synes paa de fleste steder nedtil
at maatte betegnes som oredynd, der optil gaar over i startorv.

I oredyndet fandtes:

Karplanter. | C. filiformis. 2 frugter.
Carex stellulata. 6 frugter. | Betula alba. Næver.

88 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Almus glutinosa. Rødder og grene. | Viola (cfr. palustris). 7 frø.
Corylus Avellana. Nødder; der- | Rhamnus Frangula. 1 frugtsten.
iblandt 4 af den runde og 2 af | Lycopus europaeus. 1 delfrugt.

den lange form.

Polygonum sp. 3 nødder. Sop.
Ranunculus sp. 2 smaangdder. Cenococcum geophilum. I mængde.
Comarum palustre. 19 smaangdder.

I startorven fandtes:

Karplamter. Pinnularia borealis (stor form). r.

Pinus silvestris. Enkelte, fordet- | P. viridis. p.

meste ganske smaa, stubber. P. — ver. fallax. p.
Carex filiformis. 2 frugter. P. streptoraphe. p.

C. sp. (flere arter). Frugter uden | P. nobiles. p.
utriculus i stor mængde. Tor- | P. microstawron. r.
ven er tæt gjennemsat af rod- | Navicula cincta. r.

trevler og fibre af Carices. N. radiosa. r.
Corylus Avellana. Et par smaa- | Diploneis elliptica. p.
stykker af nøddeskal. D. ovalis. r.

Quercus Robur. Rødder og stubber. | Stauroneis Phoenicenteron. r.
Cymbella naviculiformis. p.

Alger. C. cuspidata. p.
Tabellaria flocculosa. r. C. aspera. p.
Eunotia gracilis. p. Encyonema ventricosum. r.
E. praerupta. p. Rhopalodia gibberula. p.

Paa de steder, hvor det overliggende sandlag naar dybest ned, be-
staar torvlaget optil af mose med levninger af

Karplamter. Calluna vulgaris. Kviste.

Carex filiformis. Frugter i mængde. Andromeda polifolia. —Kviste og

Myrica Gale. Blade. løse blade. iR
Comarum palustre. Smaangdder i | Menyanthes trifoliata. Fro i
mængde. mængde.

Derover følger et sandlag, som tidligere har dækket hele myren.
Gjennem hele profilets længde er dette særdeles jevnt; mægtigheden
bevæger sig mellem 0,25 og 0,4 m. Sandlagets øvre rand er saa godt som
overalt horizontal, den nedre derimod fleresteds noget bugtet. Sandlaget
er i sin hele udstrækning tydelig horizontalt skiktet med stærkt frem-

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 89

trædende mørke længdestriber, der skyldes tilblandet slam. (Se fig. 13).
Saavel i torven nærmest over som under sandlaget er der tilblandet lidt
sand; men grændsen mellem lagene er dog fuldstændig skarp. Af sten
saaes kun enkelte ganske smaa, af indtil en potets størrelse. Under
torvskjæringen angiver eieren, gaardbruger R. E. Fristad, flere gange
at have paatruffet »skjæl af samme slags, som nu findes i fjærene; men
trods megen søgning fandt jeg ingen. Af fossiler fandtes:

Karplanter. Sop.

Carex ampullacea. 1 frugt. Cenococcum geophilum. Temmelig
C. filiformis. Ligesaa. sparsomt.
C. sp. (flere arter). Talrige frugter

uden utriculus. Alger.
Alisma Plantago. 1 delfrugt. Cocconeis Placentula. r.
Betula alba. 2 frugter. Pinnularia lata. r.
Polygonum sp. Talrige nødder. P. Brebissonii var. diminuta. r.
Caryophyllaceae. Talrige frø (flere | P. viridis var. fallax. p.

arter). Navicula digito-radiata. p. marin
Comarum palustre. 5 smaanødder. og brakv.
Myriophyllum sp. 1 delfrugt. Diploneis elliptica. r.
Galeopsis (cfr. Tetrahit). 5 del- Rhopalodia gibba. r.

frugter. Hantzschia amphioxys (stor form). c.
Menyanthes trifoliata. Ca. 35 frø.

Derover 0,2 m. startorv med faa fossiler:

Karplanter. Alger.

Carex sp. Trevler og rodder, 30 Pinnularia borealis. p.

frugter uden utriculus, | P. lata. p.
"tola (cfr. palustris). 1 frø. P. brevicostata. p.
Oxycoccus palustris. 1 frø. P. streptoraphe. p.

Stauroneis Phoenicenteron. r.

Sop. Epithemia Zebra. r.

Cenococcum geophilum. Meget spar- |

somt.

Over dette torvlag følger et tyndt, ujevnt sandlag, der fleresteds
mangler, ca. 0,03 m. mægtigt, samt øverst 0,1 m. græstorv med levende
vegetation.

90 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Hovedinteressen ved denne myr knytter sig til sandlaget midt i
lagfølgen. Skyldes laget en gammel sandflugt, eller er det afsat i salt-
vand under den postglaciale sænkning? Allerede ved sine torvmyr-
undersøgelser paa Jæderen i begyndelsen af 1870-aarene har A. Blytt
iagttaget sandlaget i Fristadmyr og fremkastet dette spørgsmaal, som
han dog ikke forsøger at besvarel, Sandlagets jevne udbredelse over
hele myren, dets mægtighed og navnlig den stærkt fremtrædende lag-
deling taler for det sidste alternativ; en yderligere støtte har denne tyd-
ning faaet ved fundet af den marine Navicula digito-radiata, der fore-
kom temmelig talrigt i sandlaget. Vistnok kan det neppe ansees som
udelukket, at enkelte saltvandsdiatoméer med flyvesand kunde trans-
porteres indover landet; men det er neppe rimeligt, at en enkelt art
isaafald skulde optræde i saavidt stor mængde. Sammenholder man de
forskjellige omstændigheder, maa det derfor ansees som overveiende
sandsynligt, at sandlaget under den postglaciale sænkningsperiode er
afsat i en indelukket bugt med salt eller maaske snarere brakt vand.

Absolut antal former | Procentvis antal former
Diatoméer i Svartemyr Er | FE

DE Ferskv, Re Ferskv.

og brakv. | og brakv.
SANTO ae oes | - | 6 - 100
Sandee EL Le | I | 7 12,5 87,5
SEM IA el || = | 19 = 100

| | |

Oredynda me. Be | = 2 = =
Rartorya Eee re - 2 | - 100

Torvmyrer, der dækkes af sandlag, er ikke sjeldne paa Jæderen.
Straks søndenfor Fristadmyr og kun adskilt fra denne ved en lav sand-
banke ligger Kvalbeinmyr, der ligger ca. 1 m. høiere. Hele denne
myr dækkes af et tydelig skiktet sandlag af mægtighed 0,3—0,4 m.;
sanden er kalkholdig og bruser stærkt for salpetersyre. Diatoméer kunde
ikke her paavises. Den underliggende startorv stod ved mit besøg under
vand og kunde blot ufuldstændig undersøges. En medbragt prøve af
startorven indeholdt:

1 A. Blytt, Indvandr, af Norg. Flora, p. 334, note.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. or

Karplanter. Heleocharis sp. 3 nødder.
Carex sp. 28 nødder uden utri- | Calluna vulgaris. Kviste.
culus. Menyanthes trifoliata. 1 frø.

Andre sanddækkede torvmyrer har jeg seet ved Nygaard i Var-
haug samt ved Bore i Klep; det er mig meddelt, at lignende torvmyrer
findes fleresteds i Sole. En saadan myr har ogsaa Stangeland be-
skrevet fra Stulen paa Karmoent, Sandens oprindelse maa i hvert
enkelt tilfælde udredes ved særskilt undersøgelse.

14. Profil ved Skeie i Klep2

Langs store strækninger af Jæderens kyst løber der omtrent parallelt
med den nuværende strand, men som regel i nogen afstand fra denne, en

mere eller mindre skarpt udpræget strandvold af grus og rullede fjære-

Fig. 14. Kanalen ved Skeie. Gytjelaget ligger omtrent i høide med kanalens bund.
(Fot. af fort.)

stene. »Sjørinden« — som denne strandvold af befolkningen kaldes —
er gjerne høiere end det nærmest indenfor liggende land og opdæmmer
derfor mangesteds myrstrækninger og mindre sjøer. Ved Vig og Skeie
syd for Orre kirke i Klep, hvor Sjørinden er noget over 200 m. bred og

1 G. E. Stangeland, Torvm, i Norge, Il, p. 59—60.
? En sammentrængt beskrivelse af dette profil er tidligere givet i en foreløbig meddelelse,
Om en postglacial sænkning af Norges sydvestlige kyst, p. 338—341.

92 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

opnaar en høide af indtil 8,5 m.

o. h., opdæmmede den tidligere det
temmelig store, men overalt ganske
grunde Skeievand, hvis høide over
havfladen var 6 m. Over den for-
anliggende strandvold havde vandet
to afløb, af hvilke det søndre ved
Skeie i 1885—1887 blev uddybet til
en kanal, hvis bund laa 3 å 4 m.

Skeievandels tidligere niveau

under Skeievandets overflade. (Fig. 14).
Herved blev vandet fuldstændig tør-
lagt, og der blev indvundet 3500 ar
godt agerland, væsentlig bestaaende af
gytje, samt 1840 ar sandbund.

Ved kanalens gravning traf man,
efter at have gjennemgravet et flere
meter mægtigt gruslag, et lag af fast
sammenpresset »torve, der var til ad-
skilligt hinder ved arbeidet. Dette
paafaldende fund blev dog ikke videre
paaagtet og nævnes, saavidt bekjendt,
i den tidligere literatur blot med faa

Snit gjennem den postglaciale strandvold ved Skeie.

ord af Stangeland, som imidlertid
ikke havde seet prøver af »torvlaget«.

Fig, 15.

Han antyder som en mulighed, at man
her kunde staa ligeoverfor en afleiring,
ældre end den sidste nedisning!.

Ved min undersøgelse i august
N 1901 af de ved gravningen blottede
profiler fandtes folgende forhold. (Se
profil, fig. 15).

Med en mægtig-
hed af indtil 5,4 m.
hviler strandvolden paa
det underliggende gyt-

Fjæresten
Fersk-
vands-

gytje

Å
&
n

iveait

20 30 40 50

S
È
4
Ÿ
S
N
8
I

jelag; mægtigst er den

10

paa midten. Fra øverst

1 G. E, Stangeland, Torvm. i Norge, II, p. 198.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 93

til nederst bestaar den af brun sand og standrullede fjærestene. Stenene
er fordetmeste forholdsvis smaa, af størrelse som en potet eller knyttet
næve; men mange er dog ogsaa langt større. Ved kanalens gravning
stødte man endog paa nogle, der maatte sprænges med dynamit for at
kunne flyttes. Kanalens vægge er nu helt græsbundne samt nedtil sten-
satte, men ved talrige gravninger viste strandvolden overalt samme karak-

Fig. 16. Profil fra en strandvold ved Kvasseim i Ogne.
(Fot. af forf.)

ter. For at vise dens indre bygning gjengives her et fotografi fra et
snit i en lignende strandvold ved Kvasseim i Ogne. (Fig. 16).
Af fossiler fandtes kun

Ruppia maritima. Enkelte frugter,
i den dybeste del af strandvolden.

94 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Under strandvolden strækker der sig gjennem hele kanalens længde,
over 200 m., et lag af ferskvandsgytje, hvis mægtighed veksler mellem
0,4 og 0,7 m. Gytjelaget er ogsaa paa to steder i nærheden ved brønd-
gravning paatruffet i samme dybde, efterat man har gjennemgravet et
flere meter mægtigt gruslag, nemlig dels nogle hundrede meter længere
mod nord i nærheden af Skeievandets andet tidligere udløb ved Vig},
dels et snes meter længere mod syd ved den sydligste af Skeiegaardene.
— Gytjen er ved det store tryk overordentlig stærkt sammenpresset;
den tørrer hurtig i luften og faar da nærmest udseende af skifrig kul.
Paa mange steder danner gytjelaget umiddelbart kanalens bund, men
Skjønt
16 aar er gaaet, siden det sammentrykkende lag blev fjernet, og skjønt

ofte er det dog nu dækket af endel nedskyllet sand og bækkegrus.

der den hele tid har staaet vand i kanalen, er dog gytjen i kanalbunden
ikke derved bleven opblødt, men tvertom yderligere hærdnet, idet det
jernholdige vand har afsat en rustskorpe paa overfladen. Gytjen er paa
enkelte steder noget sandblandet, paa andre steder veksellagret med
tynde lag af sand. Flere steder, navnlig mod øst, gaar den optil over
i rørtorv, og enkelte steder er den noget tilblandet med mose. Disse
uligheder er dog mindre væsentlige, og gytjelaget udgjør, saavidt det
er tilgjængeligt, et i enhver henseende i hovedsag ensartet lag. Gytjen
er paa de fleste steder temmelig rig paa fossiler.

Karplanter.

Nymphaea alba. Frø enkeltvis.

Potamogeton natans. Temmelig Comarum palustre. Smaanødder i

sparsomt. Frugter, blade. mængde.
P. sp. Talrige frugter. Hippuris vulgaris. Frugter, temm.
Najas marina. Fre i stor mængde talrigt.

(ikke overalt). Myriophyllum alterniflorum. Del-
N. flexilis. Frø enkeltvis. frugter sparsomt.
Carex ampullacea. 4—5 frugter med | M. spicatum f. muricata. 15 del-

utriculus; hid hører sandsynlig- frugter.

vis ogsaa talrige nøgne nødder. | Viola (cfr. Riviniana). Fro i
Scurpus lacustris. 3 nødder. mængde, 1 kapselklap.
Phragmites communis. Rodstokke. | Menyanthes trifoliata. Talrige frø.
Salix sp. Bladstykker. Lycopus europaeus. 32 delfrugter.
Corylus Avellana. 2 brudstykker

af en nød. Sop.

Ceratophyllum demersum. 1 frugt.
Le]

I Stangeland, I, c.

Cenococcum geophilum. I mængde.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER, 95

Alger. C. Silicula f. genuina. r.

Neidium Iridis. r.

Tabellaria fenestrata. r.

Meridion circulare (med hvilespo- | Stauroneis Phoenicenteron. p.

rer). r. | Gomphonema acuminatum. r.
M. constrictum. r. G. constrictum. r.
Synedra Ulna. p. Cymbella Ehrenbergü. r.
Cocconeis Pediculus. p. C. naviculiformis. r.
Pinnularia lata. p. | ©. Cistula. r.
viridis. D. | C. aspera. p.
P. nobilis. c. Encyonema ventricosum. r.
Navicula Semen. p. | Amphora ovalis. r,
N. rhynchocephala. p. | Epithemia Sorex. p.
N. Tuscula. r. E. Zebra. p.
Caloneis amphisbaena. pP. | E. turgida. c.

Under gytjelaget er der et vanskelig tilgjængeligt lag grov, blaa
sand, hvor folgende fossiler fandtes.

Alger. N. Tuscula. r.
Fragilaria mutabilis. r Cymbella cuspidata, r.
Caloneis amphisbaena. r. Amphora ovalis. r.

Navicula rhynchocephala. r.

Den gamle sjøbund indenfor strandvolden bestaar for den største del
af et mægtigt gytjelag, der har krævet et meget betydeligt opdyrknings-
arbeide, men som nu udgjør et godt og frugtbart agerland. Langs
kanterne, især i grunde bugter, blev ved udtapningen tørlagt strækninger
med fin sand; der opstod herved en mindre sandflugtl, som dog nu
forlængst er dæmpet ved beplantning med marehalm og strandrug.

I de gravede kanaler og mindre grøfter kan lagfølgen let studeres.

Bækkenets bund bestaar, hvor den kunde naaes, af grov, tildels
grusblandet sand.

Derover følger et lag af frisk og ren gytje, der danner en direkte
fortsættelse af det sammenpressede gytjelag under strandvolden, og som
ogsaa ved sit fossilindhold viser stor overensstemmelse med dette. Mæg-
tigheden af dette nedre lag gaar op til 1,4 m. Ogsaa her indeholder
gytjen rige levninger af en varm og frodig ferskvandsvegetation, hvor
navnlig Najas-arterne indtager en fremtrædende plads. Her fandtes:

1 Se Y. Nielsen, Reisehaandbog over Norge, 9. udg., p. 209.

96

JENS HOLMBOE,

Karplanter.

Alisma Plantago. 1 delfrugt.

Potamogeton natans. Frugter i stor
mængde.

P. sp. (flere arter). Frugter, tem-

melig talrigt.

Najas marina. Fre i største

mængde.
N. flexilis. Frø i stor mængde.
Carex Pseudocyperus. Frugter, en-
keltvis.

C. filiformis. 1 frugt.
Cladium Mariscus.
Scirpus lacustris.
nødder.
Iris Pseudacorus.
Betula alba.
Nymphaea alba.
i mængde.
Nuphar luteum. Frø, sparsomt.
Smaanødder,

11 nødder.
Rodstokke, 24

2 frø.
3 frugter.

Rodstokke. Frø

Comarum palustre.
sparsomt.

Myriophyllum spicatum. Delfrugter,
temm. sparsomt.

M. spicatum f. muricata. 12 del-
frugter.

Hippuris vulgaris. Frugter, enkelt-
vis.

”iola (cfr. Riviniana).

Kapselklapper.

Fro, temm.
sparsomt.
Tilia parvifolia. 1 kapsel.
Andromeda polifolta.
Menyanthes trifoliata.
Lycopus europaeus.
sparsomt.

I frø.
Talrige frø.
Delfrugter,

Sop.
Cenococcum geophilum. Ganske
talrig.

Alger.

Cyclotella Comta var. radiosa. P.
Tabellaria fenestrata. p.

| Denticula tenuis. r.

Fragilaria construens. p.
Eunotia robusta var. Diadema. r.
Achnanthes lanceolata. p.
Cocconeis Pediculus. p.
Pinnularia lata. p.

P. viridis. p.
P. nobilis. p.
Navicula radiosa. c.

N. scutelloides. r.

N. Tuscula. r.

Caloneis Silicula f. genwina. p.
Neidium Iridis. p.

N. dubium. +.

Diploneis elliptica. p.

D. finnica. p.

Stauroneis Phoenicenteron. p.
Anomoeoneis sculpta. r. brakt vand.
Mastogloia Smithii var. lacustris. p.
Gomphonema acuminatum. P.
@. constrictum. fr.

Cymbella amphicephala. r.

C. cuspidata. p.

C. aspera. r.

Amphora ovalis. p.

Epithemia Sorex. c.

E. Zebra. c.

E. Argus. r.

E. turgida. c.

Rhopalodia gibba. p.

Rh. gibberula. p-

Surirella biseriata. p.

Dyrelevninger.

Cervus elaphus. Ved hovedkana-
lens gravning fandt arbeiderne

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 67
midt ude paa vandbunden et Andreas Scheie laa skelettet i
hjorteskelet, der af landbrugs- | dette lag; men da lagfolgen over
ingenior A. Grimnes blev ind- | dette var forstyrret, er det ikke
sendt til universitetet. Ifølge vel- | udelukket, at skelettetkan stamme
villig meddelelse fra gaardbr. | fra en senere tid!.

Over dette gytjelag følger et tydelig vandret skiktet sandlag, der
med vekslende mægtighed fra faa millimeter til ca. 0,2 m. kunde paa-
vises over store dele af sjøbunden. Enkelte steder lykkedes det dog
ikke at gjenfinde det. Mægtigst er sandlaget henimod strandvolden; det
kunde her sees, at det danner en umiddelbar fortsættelse af denne
og af det mægtige sandlag, som optræder langs Skeievandets gamle
bred, og som øverst leverer materiale til den tidligere nævnte sandflugt.
Sanden er tildels blandet og veksellagret med gytje. Af fossiler fandtes:

Karplanter. Crambe maritima. 1 frugt.

Y 27" AIR aM "SU 2
Potamogeton natans. Frugter, Ceratophyllum demersum. 2 frugter.

temm. sparsomt. Menyanthes trifoliata. Frø, spar-

Najas marina. Frø, i mængde. SEE
Ruppia maritima. Frugter, enkelt-
23 Alger.

Scirpus lacustris. Nødder, enkelt- | Grammatophora serpentina. p.
vis. marin. À
Corylus Avellana. Brudstykke af | Diploneis Crabro. r. marin.

en nød. D. Bomboides. r. marin,
Atriplex (cfr. litoralis). 7 nødder. | Cymbella aspera. r.
Nymphaea alba. Frø, sparsomt. Nitzschia scalaris. r. marin.

Over sandlaget følger atter et gytjelag, der viser stor ydre lighed
med det nedre. Ligesom i dette aftager fossilernes talrighed raskt, efter-
hvert som man fjerner sig fra bredderne. Over den største del af den
gamle sjøbund naar dette lag helt op i dagen; men nær bredderne
dækkes det delvis af et mere eller mindre mægtigt recent sandlag, der
dels er udvasket af strandvolden, dels flyvesand. Over enkelte partier
er gytjen stærkt blandet med rester af tagrør og siv og gaar her tildels
optil over i virkelig sivtorv med talrige rhizomdele og nødder af Scir-
pus lacustris. Mægtigheden af det øvre gytjelag gaar op til henimod
1 m. Følgende fossiler fandtes.

1 Cfr, H, Reusch, Fjeldgrund og jordarter ved Stavanger, p. ror,
Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1093. No. 2. 7

98 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Karplanter. N, viridula. +.
N. Tuscula. r.
Caloneis Silicula. p.

Pinus silvestris. ı frø.

Potamogeton natans. 15 frugtstene.

P. sp. 10 frugtstene. Neidium Iridis. r.

Tris Pseudacorus. Frø, enkeltvis. Diploneis elliptica. r.

D. finnica. p.

Betula alba. Næver, sparsomt. ;
Stauroneis Phoenicenteron. r.

Nymphaea alba. Frø, enkeltvis.

Nuphar luteum. Frø, enkeltvis. Mastogloia Smithi var. lacustris. r.

Ranunculus sp. 1 smaanød Gomphonema acuminatum. +.

Ya nan 21119.
Comarum palustre. 2 smaanødder. Cymbella cuspidata. p.

Hippuris vulgaris. 1 frugt. C. aspera. P.

mean 22099 49.
Ceratophyllum demersum. Frugter | #Reyonema ventricosum. r.

i stor mængde, deriblandt ad- Amphora ovalis. r.
Epithemia Sorex. p.
E. Zebra. p.

E. Argus. r.

skillige med hornene i behold.
Menyanthes trifoliata. Fro, spar-

somt.
E. turgida. +.

Alger. Surirella biseriata. r.

Eunotia robusta var. Tetraodon. r. ,
Dyrelevninger.

Pinnularia lata. p.
P. distinguenda. r. Fryganidehuse, byggede af sand-
P. nobilis. p. korn.

Navicula Bacillum. r.

Absolut antal former Procentvis antal former

| |

Diatoméer ved Skeie, |

Marine Brakv, Ferskv, || Marine Brakv. Ferskv.
Kanalen: |Vandbunden:
Øvre gytje - - 23 - - 100
| |

Strandvold Sand | 4 - I 80 - | 20
Presset gytje | Nedre gytje - I 44 - 2 98
Sand - - 6 - - 100

Sandlaget i profilets bund blev kun lidet undersøgt. De eneste fos-
siler, som jeg her kunde paavise, var 6 arter ferskvandsdiatoméer, der
alle forekom meget sparsomt. Disse tillader ingen sikker slutning med
hensyn til lagets oprindelse, hvad der dog er af mindre betydning for
profilets tolkning.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 99

Gytjen under strandvolden og det dermed sammenhængende nedre
gytjelag paa vandbunden er helt sikkert en ferskvandsdannelse. Begge
steder indeholder gytjen rige levninger af en varm og frodig vegetation
af vand- og sumpplanter, tildels arter, der som Najas marina, Cla-
dium, Carex Pseudocyperus og Ceratophyllum nu ikke findes paa Jæderen,
men først i langt sydligere, henholdsvis østligere trakter. Med en enkelt
undtagelse, Anomoeoneis sculptal, der lever i brakt vand, er de talrige
diatoméer udelukkende ferskvandsformer.

At strandvolden er en marin dannelse, fremgaar med fuld vished af
de topografiske forhold, dens indre bygning og fossilindhold. Det
samme gjælder sandlaget ude paa vandbunden, der af marine fossiler
indeholder Ruppia og Crambe samt 4 saltvandsdiatoméer.

Den øvre gytje er atter afsat i ferskt vand. Den indeholder af
diatoméer kun ferskvandsformer og viser ogsaa forøvrigt i sit fossilind-
hold stor overensstemmelse med den nedre. Ligesom denne indeholder
den en sydlig vandplantevegetation, hvor dog delvis andre arter er mest
fremtrædende.

Gjennem hele profilets længde, der skridt for skridt kunde studeres
i en længde af flere hundrede meter, møder man overalt det samme
forhold. En utvivlsom ferskvandsdannelse, der indeholder talrige lev-
ninger af en vegetation med et varmere præg end Jæderens nuværende,
dækkes af marine lag i oprindeligt leie. Tydningen kan ikke være tvivl-
som; profilet berettiger til følgende slutninger:

I. Norges sydvestlige kyst har været berørt af en postglacial sænk-
ning, der fuldstændig synes at svare til Litorinasænkningen i Østersjø-
landene.

2. Ved tiden omkring og nærmest før maximum af denne sænk-
ning var klimatet i denne del af landet mildere end nu.

3. »Sjorinden« er, idetmindste paa denne del af Jæderen, en strand-
vold, der er dannet under denne sænkningsperiode.

Om sænkningens omfang giver profilet følgende oplysninger. Landet
kan før sænkningens begyndelse ikke have ligget synderlig lavere end
nu; thi ferskvandsgytjen under strandvolden ligger blot ca. 2 m. over
den nuværende havflade. Ved sænkningens maximum maa strandvoldens
høieste punkt, der nu ligger ca. 8,5 m. o. h., have ligget under hav-
fladen. Den samlede sænkning maa derfor have udgjort mindst 8 å 9 m.,
rimeligvis noget mere, hvad flere omstændigheder synes at antyde.

I Undtagelsesvis kan ogsaa denne art forekomme i ferskvand; jeg har saaledes paa Bygdø
ved Kristiania fundet den levende i en ferskvandsdam sammen med blaagrønne alger.

100 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

15. Brøndmyr paa Stangeland i Klep.

Heide o, h, ca. 22 m,

Sammen med gaardbruger G. E. Stangeland undersøgte jeg
flygtig denne lille myr, der ligger lige ved husene paa hans gaard. Da
de medbragte prøver efter min hjemkomst viste sig at indeholde arktiske
planterester, skal forekomsten i korthed beskrives.

Myren ligger i en indelukket forsænkning mellem banker af sand
og grus. Dens overflade var tidligere vaad, men for adskillige aar siden
blev myren udtappet og tørlagt. De øvre lag blev derefter bortskaaret
som brændtorv og myren opdyrket. Ved mit besøg dyrkedes der
poteter.

I bundlaget, der bestaar af grov, optil gytjeblandet sand, fandtes
følgende fossiler:

Batrachium sp. Talrige smaanød-
der.
Myriophyllum spicatum. Delfrugter

Karplanter.

Potamogeton natans. Frugter i stor
mængde.

P. sp. Ligesaa. i mængde,

Zannichellia polycarpa. 3 frugter.

Heleocharis sp. 5 nødder.

Salix herbacea. Talrige blade.

Betula nana. Talrige blade (de
fleste istykker) og rakleskjæl, 1

Empetrum nigrum. Ca. 25 fro.
Menyanthes trifoliata. 2 fro.

Alger.

Cymbella Ehrenbergü. p.
frugt.

Derover 0,1—0,2 m. gytje med følgende fossiler.

Karplanter. Alger.

Potamogeton natans. Frugter, Tabellaria fenestrata. p.

temm. talrigt. | Cocconeis Pediculus. r.
P. sp. Nogle faa frugter. Pinnularia hemiptera. c.
Carex ampullacea. 10 frugter samt | P. nobilis. c,

talrige løse nødder. Stauroneis Phoenicenteron. r.
Betula odorata. 1 frugt. | Gomphonema acuminatum. +.
Batrachium sp. 5 smaanodder. Cymbella Ehrenbergü. r.
Comarum palustre. ı smaangd. C. cuspidata. r.
Myriophyllum spicatum. 8 del- Epithemia Zebra. r.

frugter.
Empetrum nigrum. 1 fro, Dyrelevninger.

Menyanthes trifoliata. Talrige frø. | Chironomus sp. Larvehoveder.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. IOI

Derover 0,3—0,4 m. brunmosetorv, fattig paa fossiler.
Karplanter.

Comarum palustre. Smaanødder.
Menyanthes trifoliata. Frø.

Derover nu muldjord.

Vegetationen i sandlaget har en udpræget arktisk sammensætning.
Mangler end i de slemmede prøver de egentlig høiarktiske typeformer
som Dryas octopetala og Salix polaris, saa viser dog den rigelige fore-
komst af Salix herbacea og Betula nana, at der maa have raadet et
arktisk klima, dengang da sandlaget blev dannet. Det fortjener at frem-
hæves, at der af begge de nævnte arter kun fandtes ganske smaa blade
(maximumslængde for den første 7, for den anden 6 mm.); disse viser stor
lighed med de nu i høifjeldet levende former og er tydelig forskjellige
fra exemplarer fra lavere trakter. Med undtagelse af Potamogeton natans,
der i Sverige først optræder i birkezonen, kjendes alle de fundne arter
i dette land fra Dryaszonen, og flere af arterne, f. eks. Zannichellia po-
lycarpa, Batrachium sp. og Myriophyllum spicatum hører til denne zones
karakterformer.

Der turde efter det her anførte være god grund til at henføre sand-
laget til den senere del af den arktiske tid, tiden nærmest før birkens
indvandring. Af dette træ møder man de første levninger i gytjelaget.
Myren viser, at havet henimod slutningen af den arktiske tid ved denne
del af vor kyst ikke har staaet mere end høist 20 å 22 m. over den nu-
værende havflade. Da den marine grændse paa Jæderen af P. A. Øyen
er bestemtitil 66 å 70 m. o. h.1, synes mindst ca. ?/3 af den samlede
stigning her at have været tilendebragt ved dette tidlige tidspunkt.

Man vil maaske indvende, at de fundne arktiske planterester kunde
stamme fra en reliktforekomst af arktiske planter og saaledes være af
yngre alder. Herimod taler den fuldstændige mangel af sydligere former
og endmere de fossile blades konstant smaa dimensioner, der bestemt
tyder hen paa et arktisk klimat.

16. Myr ved Rønvik i Bodin.
Høide o, h. 19 å 20 m,

Bodø by er anlagt paa randen af en stor marin lerterrasse, hvis
gjennemsnitlige høide kan sættes til 15 å 20 m. o, h. Leret, der ifølge

1 W, C. Brøgger, Nivåforandr. i Kristianiaf., p. 109.

102 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

undersøgelser af A. Strahan og W. C. Brøgger er et yoldialer med
rent høiarktisk faunal, opnaar en betydelig mægtighed (ved Rønvik asyl
11 m.) og hviler direkte paa den isskurede fjeldoverflade. Den svagt
bølgede terrasseflade indtages for den største del af udstrakte myrstræk-
ninger, der for det meste har frit afløb til Bodøelven. Dannelsen af disse
myrstrækninger, der tildels er indtil 4 m. dybe, synes at være indledet
derved, at endel lukkede mindre forsænkninger i lersletten groede til og
fyldtes af myr. Efterhaanden har saa de paa denne maade dannede
smaamyrer ved transgression bredt sig ud over terrassefladen og flydt
sammen, saa at de tilslut kom til at danne et sammenhængende myr-
system,

I en saadan kulpformet forsænkning lige ved gaardsbrugets byg-
ninger paa det nyanlagte Rønvik sindssygeasyl havde myren følgende
lagbygning.

I bunden seigt, marint blaaler, der bruser svagt for syre. I sin
øverste del indeholder leret enkelte expl. af Litorina litorea. Af plante-
levninger fandtes foruden ovenfra indvoksede rodtrevler kun et enkelt
frø af Menyanthes trifoliata.

Derover et ca. 0,2 m. mægtigt, vandret skiktet sandlag, der er noget
tilblandet med lerslam. Fossiler fandtes ikke heri.

Derover 0,5—0,6 m. friskt brunt, i luften hurtig sortnende myrdynd
med følgende fossiler:

Karplanter. | Prunus Padus. 1 frugtsten.

Betula odorata. Ca. 20 frugter. Hippuris vulgaris. Enkelte frugter.

Spiraea Ulmaria. Talrige del-
frugter.

Menyanthes trifoliata. Fre, en-
keltvis.

Rubus idaeus. Temmelig talrige
frugtstene.

Øverst 1,2 å 1,5 m. startorv, hvori fandtes:

Karplanter. Viola palustris. Fro, enkeltvis.
Comarum palustre. Temm. talrige Menyanthes trifoliata. Temm, tal-

smaangdder. rige frø.

Et godt holdepunkt ved bedømmelsen af disse planteresters alder
har man i de skjælbanker, der i forskjellig høide fra 12—20 m. o. h. ligger
paa den samme terrasse og paa sine steder danner selve Bodømyrens

1 Cfr, Jens Holmboe, Skjælbanker og lerlag ved Norg, nordl, kyst.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 103

bund, Nogle af disse banker har jeg andensteds nærmere beskrevet1.
Den øverste skjælbanke ved Rønvik ligger meget nær i samme høide
o. h. som det netop beskrevne torvmyrprofil og kun et par hundrede
meter derfra. Ved sin fauna, der er rig paa boreale og lusitaniske for-
mer og har et afgjort varmere præg end den nulevende molluskfauna
ved den samme del af kysten, viser disse banker sig at være dannede
i den varmeste del af den postglaciale tid.

17. Heselvmyr paa Langøen i Vesteraalen.

Høide o, h, 13 m,

Langøen er den største af Vesteraalens ger. Medens Strandfladen
er stærkt fremtrædende paa vestsiden ud mod havet og danner et bredt,
veldyrket og tæt befolket forland, er øens indre opfyldt af indtil 691 m.
høie fjelde med skarpt skaarne alpeformer.

Fra sydvest skjærer Eidsfjorden ind mellem fjeldene, bekjendt
for sit rige sildefiske. Inderst i Melfjord, en af dens arme paa nord
siden, ligger den lille Heselvmyr i en bræeroderet botn ved foden af
Laksetind. Myren holdes opdæmmet af en liden endemoræne, der
skiller den fra det lille Skolptjern. Afløbets terskelhøide ligger omtrent
en halv meter under myroverfladen. Henover myren løber der en tem-
melig strid liden bæk, som navnlig i flomtider fører adskillig grus og
sand med sig; at den har gjort saa ogsaa i ældre tider, kan sees af, at
torven fra øverst til nederst er mere eller mindre forurenset af sand og
bækkegrus.

Der har i Heselvmyr nu og da været skaaret endel brændtorv af
mindre god beskaffenhed, paa grund af sandtilblandingen.

Myroverfladen er vaad og bevokset med hvidmose, Scirpus caespi-
tosus, Eriophorum angustifolium, Rubus Chamaemorus, etc.

Bunden bestaar af seigt, blaat, sandblandet moræneler af mægtighed
mindst 0,8 m. Leret glitrer af smaa glimmerblade og indeholder talrige
større og mindre, skarpkantede blokke. Talrige ferskvandsdiatoméer

fandtes.
Karplanter. Menyanthes trifoliata. Ligesaa.
Sparganium sp. 2 nødder.
Comarum palustre. Smaanødder, Alger.
enkeltvis. Tabellaria fenestrata. c.

Empetrum nigrum. Nogle fro. T. flocculosa. c.

1 Jens Holmboe, Skjælbanker og lerlag ved Norg. nordl, kyst,

104

JENS HOLMBOE.

M.-N. KI.

Fragilaria construens. c.

Eunotia praerupta var. genwina og
bigibba. P.

Pinnularia appendiculata. p.

P. mesolepta. p.

P. divergens. r.

P. viridis. r.

P. v. var. fallax. ur.

Navicula radiosa. r.

Stauroneis anceps.. p.

S. a. var. amphicephala. p.
Gomphonema acuminatum. c.
G. subelavatum. c.

| G. constrictum. r.

Cymbella navieuliformis. r.

C. cymbiformis. r.

Svampe.

Spongilla lacustris. p.
Ephydatia Mülleri. p.

Derover 0,2 m. slimet, tyndtflydende gytje med talrige fossiler:

Karplanter.
Sparganium sp. 2 nødder.
Potamogeton sp. 7 nødder.

Carex (ampullacea?). 6 nødder.
Betula odorata.

og frugter.
B. nana. 4 frugter.
Comarum palustre. 2 smaanødder.

6 frugter.
Myriophyllum alterniflorwm.

Hippuris vulgaris.

Del-
frugter i stor mængde.

Empetrum nigrum. 2 frø.

Menyanthes trifoliata. Talrige frø.

Alger.

Euastrum ansatum. r.

E. pectinatum. r.
Staurastrum paradoxum. p.
Melosira distans. p.
Tabellaria fenestrata. c.

T. floceulosa. c.

Meridion constrictum. r.

Talrige rakleskjæl |

Synedra Acus. r.
Eunotia praerupta (flere former). c.
Pinnularia borealis. r.

P. mesolepta. r.

P. divergens. p.

P. mesogongyla. r.
P. viridis. ce.
P. streptoraphe. p.

Navicula cuspidata. r.

N. radiosa. p.

Stauroneis Phoenicenteron. r.
S. anceps. p.

Gomphonema acuminatum. p.
@.
G. constrictum. r.
Epithemia Zebra. r.

subelavatum. p.

Surirella robusta. c.

Svampe.

Spongilla lacustris. pP.
Ephydatia Mülleri. r.

Derover 0,25 m. lagdelt, fast presset startorv, hvori fandtes:

Karplanter.
Betula odorata. 2 rakleskjæl, 3

frugter.

Spiraea Ulmaria.
Comarum palustre.
Rubus saxatilis.

6 delfrugter.
6 smaanødder.
ı frugtsten,

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 105
Viola palustris. Ca. 30 frø. P. divergens. p.
Menyanthes trifoliata. 5 frø. P. viridis. c.
P. v. var. fallax. p.
Alger. Stauroneis Phoenicenteron. p.
Tabellaria flocculosa. +. Gomphonema constrictum. tr.

Eunotia lunaris. p.
E. praerupta. c. (flere former).

Pinnularia borealis. r.

P-
r.

Cymbella aspera.
Epithemia Zebra.

Derover 0,2—0,3 m. grov, stenblandet sand; sandlaget er ikke tyde-

lig skiktet og gaar uden skarp begrændsning over i de tilstødende lag.

I sandet fandtes:

Karplanter.

Betula odorata.
skjæl.

3 frugter, 1 rakle-

Spiraea Ulmaria.
Viola palustris.

2 delfrugter.
Talrige frø.

Menyanthes trifoliata. Ca. 20 frø.
Alger.

Melosira Roeseana. p.

Tabellaria fenestrata. p.

T. flocculosa. r.

Meridion constrictum. r.

Synedra Acus. c.
Eunotia praerupta.
mer).

c. (flere for-

Derover 1,0—1,2 m. temmelig
omtrent midt i dette lag, indeholdt:

Karplanter.

2 frø.
3 rakleskjæl, et

Juniperus communis.
Betula odorata.

par frugter.
Viola palustris. Ca, 10 fro.

Menyanthes trifoliata. 2 fro.

Overst 0,75 m. hvidmosetorv.

Pinnularia divergens.
P. viridis. p.
Stauroneis Phoenicenteron.

p.

p.
Vanheurckia rhomboides. r.

Gomphonema acuminatum. r.

G. subelavatum. p.
G. constrictum. p.
Cymbella aspera. p.

Epithemia Zebra f. proboscidea. p.

Sop.
Cenococcum geophilum. Temmelig

sparsomt.

uren startorv; en prøve, der toges

Alger.
| Tabellaria fenestrata. r.
Eunotia praerupta. p.
Pinnularia dwergens. P.

P. viridis, p.
Vanheurckia rhomboides. r.

Anomoeoneis serians. EC.

106 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

I den botn, hvori myren ligger, har den ovenfor omtalte moræne
engang holdt et lidet tjern opdæmmet, og ved tilgroning af dette er
myren dannet. Dette fremgaar af myrens lagbygning. Umiddelbart
over myrbundens moræneler er der gytje med levninger af planter, der
maa have levet i aabent vand (Potamogeton, Myriophyllum). Senere
har der i myrbækkenet dannet sig startorv og hvidmosetorv.

Det eiendommeligste træk i myrens lagfølge er forekomsten af et
sandlag, der deler startorven i en øvre og en nedre del. Det var beret-
ningen om dette lag, som førte mig til stedet, da jeg ventede muligens
i sandlaget at finde vidnesbyrd om en oscillation i landets stigning. En
nærmere undersøgelse gav dog ingen støtte for en saadan antagelse.
Lagets uregelmæssige begrændsning og hele dets beskaffenhed taler af-
gjort for, at det er dannet under en oversvømmelse af den fjeldbæk,
som fra de steilt opstigende bergskrænter styrter ned over myren. Ma-
rine fossiler manglede fuldstændig i sandlaget, som derimod indeholdt
en ganske rig vegetation af ferskvandsdiatoméer.

Allerede i gytjen lige over de glaciale lag i myrens bund fandtes
rige levninger af birk.

18. Profil ved Ramsaa paa Andøen.

Saavel langs Andøens østlige som vestlige kyst løber der lange
rækker af marine strandvolde, opbyggede af sand og rullet fjæregrus 1,
Paa østsiden er strandvoldsystemet særlig smukt udviklet hele den 16—18
km. lange strækning fra Dverberg kirke til Breivik; strandvoldene op-
dæmmer her betydelige myrstrækninger, maaske de største i landet, og
flere smaa, udprægede lagunesjøer. Ved Ramsaa skjærer et par smaa-
elve gjennem strandvoldene, der her er 50—100 m. brede og naar en
høide af 9—10 m. o. h. I elvemælerne er der god anledning til at
studere deres indre bygning. De viser sig for den væsentligste del at
bestaa af lagdelt marin sand, I overfladen er de paa sine steder om-
leirede af vinden og faar derved tildels udseende af flyvesandsklitter.
Men at man alligevel har med virkelige strandvolde at gjøre, fremgaar
med fuld tydelighed af følgende omstændigheder. De følger i sit løb
overalt nøie havstrandens retning, ogsaa hvor denne danner bugter
og næs; deres overflade er horizontal og fremviser paa udsiden lange,
skarpt fremtrædende gamle strandlinier. Overalt er deres indre bygning
tydelig lagdelt med vekslende, vandrette lag af finere og grovere mate-

! Cfr, H, Reusch, Fra Andeen, p, 276.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 107

riale. Ligeledes indeholder de mængder af strandrullede stenblokke og
kulstykker samt pimpsten og saltvandsskjæl.

Fleresteds var der anledning til at iagttage en slags recent sand-
stensdannelse, som tildels fandt sted i temmelig stor udstrækning.
Hvor der fra overfladens vegetationsdække med det nedsivende vand
førtes jernforbindelser ned i sandlagene, blev disses korn sammenkittede
til en brunfarvet bergart (tyskernes »Ortstein«), der i fugtig tilstand har
en ganske stor fasthed, men ved tørring smuldrer hen.

Den levende vegetation paa strandvoldenes overflade danner i almin-
delighed et nogenlunde sammenhængende tæppe, hvori følgende arter er
de mest fremtrædende: Festuca rubra, Salix glauca (lave, matteformede
buske), Polygonum viviparum, Dryas octopetala (store matter) og Arcto-
staphylos alpina (ligesaa); mere sparsomt forekommer Rubus saxatilis,
Lotus corniculatus, Campanula rotundifolia (en morkblomstret form) m.
fl. Hvor sanden er losere og mere har karakter af flyvesand, optræder
Elymus arenarius (i stor mængde) og Juncus balticus.

Der hvor Ramsaaelven, den samme lille elv, i hvis leie Tellef
Dahll i 1868 fandt de første jurafossiler i fast fjeld, gjennemskjærer den
storste strandvold, var lagbygningen folgende.

I bunden seigt, blaat, marint ler, hvori det ikke lykkedes at finde
hverken makroskopiske eller mikroskopiske fossiler. Dette lag kommer
forst frem i dagen lidt længere oppe ved elven; nede i fjæren træffes
det 0,6—1 m. under overfladen,

Derover fin, lagdelt havsand, indeholdende store mængder af strand-
rullet sten. I dette lag fandtes:

Karplanter. Hippuris vulgaris. Nogle frugter.

Ruppia maritima. 1 frugt. Empetrum nigrum. Frø, enkeltvis.
Carex sp. (Ex sect. Distigmaticae).

Talrige frugter med og uden Alger.
utriculus. Cymbella aspera. p.

Comarum palustre. Smaangdder i

mængde.

Derover 0,2—025 m. lagdelt, stærkt sammenpresset gytje, der nedtil
er sandholdig og tildels veksellagret med fine sandskikt. I gytjen fandtes
følgende fossiler:

Karplanter. | Potamogeton sp. Frugtstene.

Equisetum limosum. Rodstokke. Carex ampullacea. 1 frugt.

108

JENS HOLMBOE.

M.-N. Kl.

Heleocharis sp. Nødder.

Comarum palustre. Smaanødder, i
stor mængde,

Montia fontana. Frø.

Viola palustris. Frø.

Hippuris vulgaris. Temmelig tal-
rige frugter.

Myriophyllum alterniflorum. Del-
frugter.

Empetrum nigrum. Frø, enkeltvis.

Menyanthes trifoliata. Ligesaa.
Desuden pollenkorn af lyng-

planter samt løsrevne spirallister

fra kar eller trakeider.
Moser.

Sphagnum sp. Talrige blade og

sporer.

Alger.

Cosmarium ochthodes. p.
C. Botrytis. p.

C. Turpinü. p.

C. Meneghimii. r.
Xanthidium fasciculatum. p.
Euastrum ansatum. r.

E. pectinatum. r.

E. oblongum. r.

E. binale. p.

Melosira distans. r.
Cyclotella Kuetzingiana. r.
Encyonema ventricosum. r.

Derover 0,3—0,4 m. mørk, ligeledes lagdelt torv, hvori fandtes:

Karplanter.

Carex sp. (Samme art som i gyt-

jen). Talrige nødder.
Betula odorata. Grene. |
Comarum palustre. Smaanødder,
temmelig sparsomt.

Menyanthes trifoliata. Talrige frø.

Alger.
Tabellaria flocculosa. r. |
Meridion circulare. p.
Synedra Ulna. r.

Derover strandvolden, som paa dette sted er 4—6 m. mægtig.
indre bygning er nærmere beskrevet ovenfor.

Pinnularia viridis var. fallax. r.
Navicula tuscula. p.

Navicula Lyra var. elliptica (flere

expl.). marin.

Cymbella cymbiformis. r.
C. aspera. r.

Epithemia Zebra. p.
Rhopalodia gibba. r.

Svampe,

Spongilla lacustris. r.

Dens
Den indeholder talrige

havskjæl, der for en stor del bærer mærke af at have rullet i stranden;

jeg indsamlede ialt 22 arterl, hvoraf efter W. C. Brogger’s inddeling

5 arktiske, 15 boreale og 2 lusitaniske.

1 En fortegnelse over disse er meddelt i mit arbeide »Skjælbanker og lerlag ved Norges

nordlige kyste.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 109

Paa det her beskrevne punkt er strandvoldens høide o. h. ca. 9 m.,
og gytjelaget ligger 2,5 m. over havfladen.

Profilet kunde følges langs elven i en længde af ca. 90 m.; overalt
var forholdene ganske de samme, og det maa ansees som helt sikkert,

at de forskjellige lag befinder sig i sin oprindelige stilling.

Der kan ikke herske tvivl om, at de lag af gytje og torv, som
dækkes af strandvolden, er afleirede i ferskt vand. I begge disse lag er
der opbevaret ganske rige levninger af saavel fanerogame som krypto-
game ferskvandsplanter, og kun øverst i torven fandtes der nogle faa
exemplarer af en marin diatomé, Navicula Lyra. Disse maa enten
stamme fra den tid, da det salte vand under den begyndende sænkning
trængte ind i og fyldte myrens ferskvandsbækken, eller ogsaa maa de
være vaskede ud af den i saltvand dannede strandvold ovenfor.

Som allerede nærmere paavist i et tidligere afsnit!, godtgjør profilet
ved Ramsaa, at der har fundet sted en sænkning ved denne del af kysten
i den varmeste del af den postglaciale tid.

Gytjen og torven indeholder talrige rester af den vegetation, som
nærmest forud for sænkningstiden voksede i egnen. Det fortjener særlig
at fremhæves, at det ikke i de store slemmede prøver lykkedes at finde
det mindste spor efter furu; selv pollenkorn, som næsten altid er tilstede
i jordafleiringer, der er dannede i nærheden af dette træs voksepladse,
manglede fuldstændig i slemningsprøverne. Der synes saaledes at være
grund til at antage, at furuen dengang ligesom nu manglede i de nær-
meste omgivelser. Det eneste træ, hvoraf rester fandtes, er birk, og
alle de øvrige paaviste arter tilhører birkezonen.

19. Myr paa Rise.
Høide o, h, 6,5 m,

Lige ud mod det aabne hav, ret ud for Kvalsund i Tromsø amt,
ligger Rise, en blot 1,2 km? stor à saagodtsom uden trævegetation.
Kun i lune bergkløfter vokser der enkelte indtil mandshøie birkebuske.
Øen bestaar af grundfjeldsbergarter; dens overflade er kuperet med af-
rundede bergknauser. I forsænkningerne mellem disse er der adskillige,
fordetmeste ganske grunde smaamyrer, hvor øens beboere henter et
tarveligt brændsel.

En af disse myrer, hvor der netop ved mit besøg blev skaaret torv,
skal her beskrives. Den er kun 40 m. lang og 30 m. bred og ligger

1 Smlgn, ovenfor, pag. 12.

I IO

JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

i en skaalformet forsænkning i det faste fjeld. Myroverfladen er tem-
melig tor; dens vegetation bestaar af hvidmoser og lavarter samt Æm-

petrum nigrum (i stor mængde), Rubus Chamaemorus og Arctostaphylos

alpina.

4 dm. under overfladen var der endnu den 2gde juli 1902 et tykt

tælelag, som var til betydeligt hinder for torvskjæringen.
Nærmest bunden er der 0,25 m. mørk, lidet skiktet gytje, hvori

fandtes:

Karplanter.

Sparganum (cfr. affine). Talrige
frugter, tildels med det ydre,
kjødfulde lag i behold.

Eriophorum (cfr. vaginatum). 1 nød.

Saha reticulata (). 1 blad.

Betula odorata. Rakleskjæl, frugter,
næver.

Spiraea Ulmaria. 1 smaafrugt.

Comarum palustre. Temmelig tal-
rige smaanødder.

Hippuris vulgaris. Frugter i stor
mængde.

Myriophyllum alterniflorum. 12 del-

frugter.

Ca. 30 frø.
1 frø.

Empetrum nigrum.
Menyanthes trifoliata.

Alger.

Euastrum ansatum. r.
Cosmarium Meneghinii. c.
Pinnularia lata. r.

Sop.

Cenococcum geophilum. Sparsomt.

Dyrelevninger.
Spongilla lacustris. r.
Fryganidehylstre, byggede af rod-

trevler.
Kitinrester af crustacéer, i mængde.

Derover 0,9 m. mosetorv, som nederst nærmest har karakter af brun-

mosetorv, men optil gradvis gaar over til hvidmosetorv.

Midt i laget

laa der en 0,18 m. tyk birkestamme; desuden saaes enkelte frugter af

en distigmatisk Carex.

Overst er der lyngrodder.

I NO. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. III
903

II. Oversigt over Norges fossile kvartærflora.

Nedenstaaende systematisk ordnede oversigt er udarbeidet paa grund-
lag af den foreliggende literatur og egne iagttagelser. Den optager alle
de arter, der hidtil med sikkerhed er fundne i vort lands kvartære af-
leiringer (torvmyr, kalktuf, ler, sand). Hvor bestemmelserne ikke er
fuldt sikre, er enten dette særskilt fremhævet, eller ogsaa er vedkom-
mende angivelse helt udeladt,

I et tillæg indtages nogle bemærkninger om de fundne dyrelevninger.

Foruden de her optagne arter har jeg ved mine undersøgelser stødt
paa nogle, som det af mangel paa fossilt og recent sammenlignings-
materiale ikke har lykkedes at bestemme. Af disse er dog de fleste
fundne meget sparsomt, og som regel foreligger de kun i enkelte exem-
plarer. Der er saaledes god grund til at vente, at fortsatte undersøgelser
— navnlig om de udstrækkes til at omfatte flere landsdele — vil kunne
gjøre artslisten adskillig fyldigere.

Oplysningerne om de fundne arters forekomst som fossile i Sverige
og Finland er hovedsagelig hentede fra Gunnar Andersson’s skrifter,
særlig »Svenska våxtverldens historia« og »Studier öfver Finlands torf-
mossar och fossila kvartärflora«. Notitserne om karplanternes nuværende
udbredelse i Norge er for den største del sammenstillede efter M. N.
Blytt's og A. Blytt's »Norges Flora« samt flere skrifter af den sidst-
nævnte forfatter.

Hvad der forøvrigt skyldes andres undersøgelser, er overalt særskilt
angivet.

A. Sop.
(Fungi).

De fleste soparters væv er let forgjængelige; forholdsvis sjelden
lykkes det derfor at bestemme de soplevninger, der opbevares i vore
torvmyrer.

Ikke sjelden findes fossile birkeblade samt straa og bladskeder af
Phragmites communis angrebne af snyltesop; men trods velvillig hjælp

112 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

af de anseede mykologer professor dr. G. Lagerheim og amanuensis
Tycho Vestergren har de ikke kunnet bestemmes.

For tiden kan blot følgende arter angives som sikkert fossile.

Plasmodiophora Alni (Woron.) H. Møller.

Denne lavtstaaende sopart, der af Warming og J. Schroeter hen-
føres til myxomyceterne, fremkalder koralformede misdannelser af de
fine rodgrene hos svartoren (Alnus glutinosa). Den er i det sydlige
Norge meget almindelig paa levende trær og træffes ofte fossil, især i
oredynd. Den vides ikke tidligere angivet for Norge. — Bestemmelsen
skyldes professor G. Lagerheim.

Cenococcum geophilum Fr.

De smaa sorte, glansløse, kugleformede dannelser, som først af
C. A. Weber er henført til denne endnu meget mangelfuldt kjendte sop!,
hører til torvmyrernes almindeligste fossiler. Oftest findes de i oredynd,
men træffes ogsaa i myrdynd og de fleste andre i aabent vand bund-
fældte jordarter. Kuglernes diameter veksler mellem 0,5 og 3,5 mm.
De er ikke altid helt kuglerunde, men ofte mere eller mindre fladtrykte;
en sjelden gang finder man to sammenvoksede kugler. Ogsaa i Sverige
og Finland er denne sop meget almindelig som fossil. Den kjendes ikke
levende i Norge.

Polyporus igniarius (L.) Fr.

Sammen med gaardbruger G. E. Stangeland fandt jeg dele af et
frugtlegeme i startorv i en myr ved Skaseim i Klep, Jæderen; laget til-
hører ekezonen. I Sverige er den allerede i 1863 funden fossil i en torv-
myr i Medevi socken, Östergötland (H. v. Post?), senere ogsaa anden-
steds i dette land samt i Karelen i Finland. Som levende er den almin-
delig i det sydlige Norge, mod nord til Saltdalen (Schübeler).

Peltigera canina (L.) Th. Fr.
A. Blytt har fundet aftryk af thallus sparsomt i furutuffen ved
Leine. Som levende er den almindelig udbredt.

1 Smlgn. Gunnar Andersson's udførligere beskrivelse, Finl. torfmoss,, p. 139—140.
2 H, v. Post, Fynd af en fossil svamp,

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 113

B. Alger.
(Algae).
Silicoflagellata.

Disse lavtstaaende alger er forsynede med et regelmæssig formet
ydre skelet af hule kiselstave. De er saaledes udmærket skikkede til at
opbevares fossile, og allerede gjennem Chr. Ehrenberg’s undersøgelser
kjender man et stort antal hidhørende former fra tertiære og kvartære
afleiringer.

Dictyocha Fibula Ehrenb.

Af denne kosmopolitiske art har E. Lemmermann afbildet en
række forskjellige former, der dog indbyrdes er forbundne ved mellem-
former; flere af disse, men særlig var. longispina Lemm, (l. c. fig. 26)
forekommer ikke sjelden fossile i norske saltvandslerer: Arekilen, Gjer-
vaagmyr, Holtanmyr.

Levende: I plankton ved Norges kyster (Gran, Jørgensen).

Distephanus Speculum (Ehrenb.) Haeckel. Ad. Borgert,
Ueb. die Dictyochiden, tab. XXXIII, fig. 1—12.
Fossil: Arekilen i marin sand.

Levende: I plankton ved Norges vestkyst (Jørgensen).

Peridiniales.

Gymnaster Pentasterias (Ehrenb.) Schütt, Sulla formazione
scheletrica intracellulare di un Dinoflagellato, p. 19, tab. III fig. 1—10.
Som Fr. Schiutt har vist i den citerede afhandling, er denne peri-
diné forsynet med et indre skelet, bestaaende af to stjerneformede dan-
nelser af kiselsyre. Allerede Ehrenberg kjendte disse og ansaa dem
som nær beslægtede med Dictyocha, om hvem de meget minder.
Fossil: Arekilen i marine dannelser.

Levende: I plankton ved Norges vestkyst (Jørgensen).

Bacillariales.

Diatoméernes kiselpanser gjør dem fremfor andre planter fortrinlig
skikkede til at opbevares fossile; de fleste arter kan lige sikkert bestem-
mes fossile som levende. Dog mangler gjerne de mest tyndskallede

LE, Lemmermann, Silicoflagellatae, tab, X, fig. 24—28, tab, XI, fig. 1—2.
Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1908. No. 2. 8

{14 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

former i kvartærafleiringerne, eller de opbevares som usikre brudstykker.
Af slægten Chaetoceras er kun de tykvæggede hvilesporer fundne.

Gjennem P. T. Cleve's omfattende undersogelser! har disse alger i
de sidste aar faaet stor betydning for studiet af Sveriges og Finlands
kvartære geologi. De fleste arter er meget omfindtlige for vekslinger
af saltholdigheden i det omgivende vand og derfor nøie knyttede til vand
med nogenlunde bestemt saltgehalt. Sammensætningen af den i et jordlag
opbevarede diatomévegetation kan saaledes give værdifulde oplysninger
om det vands beskaffenhed, hvori vedkommende afleiring er dannet.
Bringes dette i forbindelse med stedets høide over havet, kan man her-
ved ofte fastsætte afleiringens geologiske alder.

Methoden maa anvendes med kritik. Sjelden finder man i recente
eller fossile afleiringer udelukkende saltvandsformer. De senere aars
undersøgelser af bundprøver og plankton fra havet udenfor vore kyster
har vist, at der selv i det salteste vand kan paatræfles talrige ferskvands-
former, der af elvene er førte tilhavs. I bundprover, tagne lige udenfor
mundingen af elve og bække, kan de endog være næsten eneraadende,
Naar man i en afleiring ikke finder andre diatoméer end nogle faa fersk-
vandsformer, er det ikke derfor sikkert, at den er afsat i ferskt vand.
Omvendt maa det ved en sparsom tilblanding af saltvandsformer neden-
for den marine grændse altid nærmere overveies, om ikke disse kunde
være udvaskede af en ældre dannelse og sekundært afleirede.

De fleste diatoméer, saavel ferskvands- som saltvandsformer, har i
nutiden en meget vidtstrakt udbredelse, og et stort antal er kosmopoli-
tiske. De enkelte arters nuværende udbredelse i Skandinavien er endnu
ikke tilstrækkelig kjendt; særlig gjælder dette de marine bundformer.
Arter, der hidtil kun er fundne i de bedst undersøgte, nordlige lands-
dele, kan meget godt ogsaa forekomme i sydligere trakter. Kun med
stor forsigtighed kan derfor for tiden slutninger om ældre tiders klimat-
forhold drages af afleiringernes diatoméer.

For nogle arters vedkommende er dog den nuværende og tidligere
udbredelse aabenbart forskjellig. Særlig gjælder dette Pinnularia strepto-
raphe, Navicula Semen, Anomoeoneis serians og A. Follis, der samtlige
er almindelige i det sydlige Skandinaviens postglaciale afleiringer, som
levende derimod kun fundne i Finmarken (P. T. Cleve) og Luleå Lapp-
mark (Astrid Cleve). Selv om de skulde vise sig ogsaa at leve i de
sydlige dele af landet, kan de vanskelig her være saa hyppige som tid-
ligere, Pinnularia Cardinalis, der ligeledes er almindelig i postglaciale

1 Offentliggjorte i en række arbeider af forskjellige svenske og finske geologer.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 115

afleiringer i det sydlige Norge, Sverige og Finland, er ikke funden levende
i hele Skandinavien og er en sydlig art. Dens forekomst i ferskvands-
dannelser ved Arekilen, I å 2 m. o. h., viser, at den endnu har levet i
Norge i subrecent tid.

I den fortegnelse over de hidtil i Norge paaviste fossile diatoméer,
der nedenfor meddeles, er medtaget nogle faa arter, som P. T. Cleve
har fundet i kiselguhr fra Stavanger (ialt 7 arter), og H. H. Gran i ler
fra Præsterud i Furnæs paa Hedemarken (2 arter)”. Ligeledes er med-
taget de arter, som jeg har fundet i nogle gytjeprøver, der i sin tid
blev overladt mig til undersøgelse af afdøde landbrugskemiker F. H. W e-
renskiold, Disse sidstnævnte prøver stammer fra følgende steder:
Aasmyren i Aas (april 1885), Lysakermyren ved Kristiania (1896), myr

i Hurum (1899), myr ved Tvedestrand, Flekkefjord (1899), Stavanger,
Vossestranden.

Hvor ikke andet udtrykkelig er anført, er oplysningerne om de en-
kelte arters nuværende udbredelse i Norge hentede fra mit arbeide
»Undersøgelser over norske ferskvandsdiatoméer«, I—II, samt utrykte op-
tegnelser.

Melosira distans (Ehr.) Kitz. Ferskvand.
Fossil: Lysaker (p), Sandermyren (r), Tuemyr (p), Vaalemyr (p),
Præsterud i Furnæs (Gran), Torvbakmyr (p), Heselvmyr (p), Ramsaa (r).
Levende: Almindelig i norske indsjøers plankton.

M. Roeseana Rabenh. Ferskvand..
Fossil: Heselvmyr (p).
Levende: Temm. sjelden.

M. Juergensii Ag. Brakvand.
Fossil: Jonasmyr (p).
Levende: Norges vestkyst (Jørgenlsen).

Paralia sulcata (Ehrenb.) CI. Saltvand.

Fossil: Arekilen (p), Gjervaagmyr (cc), Holtanmyr (cc), Holke-
kilen (p).

Levende: Norges vestkyst (Jørgensen).

Cyclotella Comta (Ehr.) Kütz. var. radiosa Grun. Fersk-
vand.

Fossil: Skeie (p).
Levende: Almindelig planktonform.

1 P, T, Cleve, Synopsis of the naviculoid diatoms, I—II,
2 W, C, Brøgger, Niväforandr, i Kristianiaf,, p. 191,

116 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.
Cyclotella Meneghiniana Kütz. Ferskvand.

Fossil: Vossestranden (r).

Levende: Hidtil kun funden i Jarlsberg.

C. Kützingiana Thwaites. Ferskvand.
Fossil: Torvbakmyr (r), Stavanger (r), Ramsaa (fr).

Levende; Almindelig planktonform.

Actinoptychus undulatus (Ehr.) Ralfs. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p).
Levende: Almindelig.

Auliscus sculptus W. Sm. Saltvand.
Fossil: Arekilen (r).
Levende: Kristianiafjorden.

Chaetoceras! cfr. constrictum Gran. Saltvand.
Fossil: Arekilen (r).
Levende: Neritisk planktonart, alm. ved Norges sydlige kyst.

Ch. Diadema (Ehrenb.) Gran. Saltvand.
Fossil: Arekilen (r).
Levende: Vidt udbredt planktonform.

Ch. cfr. Wighami Brightw. Saltvand.
Fossil: Arckilen (r).
Levende: Som foregaaende. Kystform.

Biddulphia aurita (Lyngb.) Bréb. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p), Holkekilen (r).

Levende: Temmelig almindelig. Til Finmarken (Cleve).

B. antediluviana (Ehrenb.) V. H. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p), Gjervaagmyr (r).
Levende: Ukjendt.

Tetracyclus lacustris Ralfs. Ferskvand.
Fossil: Jonasmyr (p).
Levende: Almindelig østenfjelds, maaske især i fjeldtrakter.

T. emarginatus (Ehrenb.) W. Sm. Ferskvand.
Fossil: Torvbakmyr (c).

Levende: Som foregaaende, men sjeldnere.

1 Arterne af denne slægt er godhedsfuldt bestemte af docent dr, H. H. Gran, som ogsaa
har meddelt oplysningerne om deres nuværende forekomst.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 117

Rhabdonema arcuatum (Ag.) Kütz. Saltvand.
Fossil: Arekilen (c), Svartemyr, Gjervaagmyr (r), Holtanmyr (r).
Levende: Almindelig.

Rh. adriaticum Kütz. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p).
Levende: Almindelig.

Rh. minutum Kütz. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p), Gjervaagmyr (r), Holkekilen (p).
Levende: Neppe sjelden.

Tabellaria fenestrata (Lyngb.) Kütz. Ferskvand.

Fossil: Arekilen (r), Aasmyren (c), Lysaker (r), Sandermyren (r),
Tuemyr (p), Jonasmyr (p), Gjervaagmyr (r), myr ved Lisletjern (c), Løne-
tjern (p), Torvbakmyr (c), Flekkefjord (p), Fristadmyr (p), Skeie (p),
Brøndmyr (p), Stavanger (c), Heselvmyr (c).

Levende: Meget almindelig.

T. Rocculosa (Roth) Kütz. «Ferskvand.

Fossil: Arekilen (p), Aasmyren (c), Hurum (p), Sandermyren (r),
Tuemyr (r), Lisletjern (c), Lønetjern (p), Torvbakmyr (c), Flekkefjord (p),
Fristadmyr (r), Stavanger (r), Heselvmyr (c), Ramsaa (r).

Levende: Meget almindelig gjennem hele landet.

Grammatophora serpentina (Ralfs) Ehrenb. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p), Skeie (p).
Levende: Almindelig.
G. marina (Lyngb.) Kütz. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p), Svartemyr, Holkekilen (r).
Levende: Almindelig.

Denticula tenuis Kütz. Ferskvand.
Fossil: Lønetjern (r), Skeie (r).
Levende: Jarlsberg.

Meridion circulare (Bail.) Ag. Ferskvand.
Er ogsaa funden med hvilesporer.
Fossil: Jonasmyr (p), Torvbakmyr (r), Skeie (r), Vossestranden (r);
Ramsaa (p).
Levende: Meget almindelig gjennem hele landet.

M. constrictum Ralfs. Ferskvand,
Sandsynligvis kun en varietet af foregaaende.

118 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Fossil: Lisletjern (r), Skeie (r), Heselvmyr (p).
Levende: Udbredelse som foregaaende, men sjeldnere.

Diatoma hiemale (Lyngb.) Heib. Ferskvand.
Fossil: Tuemyr (r), Vossestranden (r).
Levende: Meget almindelig lige til Finmarken; stiger i det sydlige
Norge høit op i fjeldene.

Plagiogramma Gregoryanum Grev. Saltvand.
Fossil: Arekilen (r).

Levende: Neppe sjelden; til Finmarken (Cleve).

Fragilaria mutabilis (W. Sm.) Grun. Ferskvand.
Fossil: Tuemyr (r), Torvbakmyr (p), Skeie (r).
Levende: Almindelig i det sydlige Norge.

F. construens (Ehrenb.) Grun. Ferskvand.
Fossil: Arekilen (c), Skeie (p), Heselvmyr (c).
Levende: Sjelden; hidtil kun funden i Jarlsberg og paa Jæderen.

Synedra Ulna (Nitzsch) Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Tuemyr (r), Fristad (r), Skeie (p), Ramsaa (r).
Levende: Almindelig.

S. Acus Kütz. Ferskvand.

Fossil: Jonasmyr (p), Heselvmyr (r).
Levende: Almindelig.

S. capitata Ehrenb. Ferskvand.

Fossil: Jonasmyr (p).

Levende: Temmelig sjelden, i den sydlige del af landet.
S. crystallina (Lyngb.) Kütz. Saltvand,

Fossil: Holkekilen (p).

Levende: Almindelig.

S. undulata (Bail) Greg. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p), Gjervaagmyr (r), Holtanmyr (r), Holkekilen (p).
Levende: Kristianiafjorden.

Eunotia Arcus Ehrenb, Ferskvand.

Fossil: Tuemyr (r), Vaalemyr (p), Lonetjern (c), Torvbakmyr (p).
Levende: Temmelig sjelden.

E. major (W. Sm.) Rabenh. var. bidens V.H. Ferskvand.
Fossil: Lonetjern (r), Flekkefjord (r).
Levende: Temmelig sjelden.

1903. No»2: PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 119

Eunotia gracilis (Ehrenb.) Rabenh. Ferskvand.
Fossil: Hurum (p), Fristadmyr (p).
Levende: Neppe sjelden.

E. pectinalis (Dillw.?) Rabenh. Ferskvand.
Fossil: Lonetjern (c), Torvbakmyr (p).
Levende: Almindelig.

var. ventricosa (Ehrenb.) Grun. Ferskvand.
Fossil: Lisletjern (p).
Levende: Temmelig almindelig.

E. praerupta Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Hurum (p), Jonasmyr (p), Lisletjern (p), Torvbakmyr (p),
Fristadmyr (p), Stavanger (p), Heselvmyr (c), Vadsomyr (p).
Levende: Under forskjellige former almindelig udbredt.

var. inflata Grun. Ferskvand.
Fossil: Jonasmyr (p), Vossestranden (p).
Levende: Ikke sjelden.

var. bidens Grun. Ferskvand.
Fossil: Jonasmyr (p).
Levende: Neppe sjelden.

var. bigibba Kütz. Ferskvand.
Fossil: Hurum (p), Lisletjern (p), Lonetjern (r), Heselvmyr (p).
Levende: Temmelig sjelden.

E. robusta Ralfs var. Tetraodon (Ehrenb.) V. H. Fersk-
vand.
Fossil: Hurum (p), Jonasmyr (r), Lisletjern (c), Lonetjern (c), Skeie (r).
Levende: Temmelig sjelden.

var. Diadema (Ehrenb.) Ralfs. Ferskvand.
Fossil: Lisletjern (p), Lonetjern (p), Flekkefjord (r), Skeie (r).
Levende: Ikke sjelden.

var. Hendecaodon Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Flekkefjord (r).
Er ikke funden levende i Norge.

E. Triodon (Ehrenb.). Ferskvand.
Fossil: Torvbakmyr (r), Flekkefjord (r).
Levende: Hidtil kun funden i landets sydvestlige del.

JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Eunotia lunaris (Ehrenb.) Grun. Ferskvand.
Fossil: Lysaker (c).
Levende: Almindelig.

E. Hemicyclus Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Flekkefjord (r).
Levende: Ukjendt.

Achnanthes brevipes Ag. Salt og brakt vand.
Fossil: Arekilen (p), Holkekilen (r).
Levende: Kristianiafjorden.

A. lanceolata Bréb. Ferskvand.
Fossil: Jonasmyr (r), Skeie (p).
Levende: Jarlsberg.

Achnanthidium flexellum (Kütz.) Bréb. Ferskvand.
Fossil: Tuemyr (r), Lønetjern (p), Stavanger (r).
Levende: Almindelig i det sydlige Norge.

Cocconeis Pediculus Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Arekilen (r), Jonasmyr (r), Skeie (p).
Levende: Meget almindelig. Lever paa vandplanter.

C. Placentula Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Fristadmyr (r).
Levende: Som foregaaende.

C. Scutellum Ehrenb. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p).
Levende: Meget almindelig paa større alger.

Pinnularia appendiculata Ag. Ferskvand. -
Fossil: Tuemyr (r), Lisletjern (p), Flekkefjord (p), Heselvmyr (p).
Levende: Temmelig almindelig.

P. interrupta W. Sm. Ferskvand.
Fossil: Flekkefjord (p).
Levende: Temmelig almindelig.

var. biceps (Greg.) Cl. Ferskvand.
Fossil: Lønetjern (p).
Levende: Neppe sjelden.

var. stauroneiformis CI. Ferskvand.
Fossil: Lisletjern (r).
Levende; Almindelig.

1903. No, 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER, 121

Pinnularia mesolepta Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Jonasmyr (r), Lønetjern (p), Torvbakmyr (p), Heselvmyr (p).
Levende: Temmelig almindelig.

var. Polyonca Breb.
Fossil: Lisletjern (r).
Ikke funden levende i Norge.

P. Microstauron Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Fristadmyr (r).
Levende: Gudbrandsdalen, Finmarken (Cleve).

P. Brébissonii Kütz. var. diminuta V. H. Ferskvand.
Fossil: Fristadmyr (r).
Levende: Ukjendt. Hovedarten paa Dovre og i Finmarken (Cleve)

P. Legumen Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Stavanger (Cleve).
Levende: Ukjendt.

P. divergens W. Sm. Ferskvand.
Fossil: Hurum (p), Heselvmyr (p), Vadsømyr (r).
Levende: Temmelig sjelden.

P. borealis Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Arekilen (r), Jonasmyr (r), Lisletjern (r), Fristadmyr (r), Hes-
elvmyr (r), Vadsømyr (r).
Levende: Almindelig overalt, dog sjelden i mængde.

P. lata Bréb. Ferskvand.
Fossil: Søndre Volmerødmyr (p), Torvbakmyr (p), Fristadmyr (p),
Skeie (p), Vossestranden (c), myr paa Risø (r).
Levende: Almindelig.

P. stauroptera Grun. Ferskvand.
Fossil: Stavanger (Cleve).
Levende: Ukjendt.

P. subsolaris Grun. Ferskvand.
Fossil: Stavanger (Cleve).
Levende: Kristiania, Aas.

P. mesogongyla Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Heselvmyr (r).
Levende: Dovre, Finmarken (Cleve), Gudbrandsdalen.

122 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Pinnularia hemiptera Kütz. Ferskvand.
Fossil: Lonetjern (c), Brondmyr (c), Stavanger (r).
Levende: Temmelig almindelig; til Finmarken (Cleve).

P. brevicostata Cl. Ferskvand.
Fossil: Fristadmyr (p).
Levende: Ukjendt.

P. major Kitz. Ferskvand.
Fossil: Stavanger (r).
Levende: Ukjendt.

var. linearis Cl. Ferskvand.
Fossil: Stavanger (Cleve).
Levende: Ukjendt.

P. viridis Nitzsch. Ferskvand.

Fossil: Lysaker (p), Tuemyr (r), Vaalemyr (r), Jonasmyr (p), Holtan-
myr (r), Lisletjern (p), Lønetjern (p), Torvbakmyr (r), Flekkefjord (c),
Fristadmyr (p), Skeie (p), Stavanger (r), Heselvmyr (p), Vadsømyr (p).

Levende: Overalt meget almindelig; til Finmarken (Cleve).

var. fallax Cl. Ferskvand.

Fossil: Tuemyr (r), Torvbakmyr (p), Fristadmyr (p), Brøndmyr (p),
Heselvmyr (r), Ramsaa (r).

Levende: Almindelig overalt.

P. nobilis Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Jonasmyr (r), Gjervaagmyr (r), Lisletjern (r), Torvbakmyr (r),
Fristadmyr (p), Skeie (c), Brøndmyr (c), Vossestranden (r).
Levende: Temmelig almindelig. Til Finmarken (Cleve).

P. streptoraphe Cl. Ferskvand.
Fossil: Jonasmyr (p), Lisletjern (r), Lonetjern (r), Fristadmyr (p),
Heselvmyr (p).
Levende: Ukjendt.
P. Cardinalis Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Arekilen (p), Svartemyr (p), Jonasmyr (p), Gjervaagmyr (p),
Holtanmyr (p).
Levende: Ukjendt.
Navicula cuspidata Kütz. Ferskvand.
Saavel sædvanlige skaller som de saakaldte craticulardannelser er
fundne fossile.
Fossil: Jonasmyr (r), Heselvmyr (r).
Levende: Ikke sjelden i de sydlige lavlandsdistrikter.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER.

—
| ©
[#2]

Navicula Rotaeana Rabenh. Ferskvand.
Fossil: Lisletjern (r).
Levende: Temmelig almindelig.

N. americana Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Gjervaagmyr (r).
Levende: Ukjendt.

N. Bacillum Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Skeie (r).
Levende: Ukjendt.

N. Pseudobacillum Grun. Ferskvand.
Fossil: Jonasmyr (r).
Levende: Ikke sjelden i det sydlige Norge.

N. Semen Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Jonasmyr (p), Skeie (p).
Levende: Ukjendt.

N. rhynchocephala Kütz. Ferskvand.
Fossil: Arekilen (r), Jonasmyr (r), Skeie (p).
Levende: Ikke sjelden gjennem hele landet; til Finmarken (Cleve).

N. viridula Kütz. Ferskvand.
Fossil: Skeie (r).
Levende: Ikke sjelden.

var. slesvicensis Grun. Brakvand.
Fossil: Arekilen (r).
Levende: Holmestrand,

N. cincta Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Lønetjern (p), Fristadmyr (r).
Levende: Temmelig almindelig.

N. radiosa Kütz. Ferskvand.

Fossil: Lysaker (r), Sandermyren (r), Tuemyr (r), Jonasmyr (p),
Gjervaagmyr (r), Lisletjern (r), Lønetjern (c), Torvbakmyr (r), Fristadmyr
(r), Skeie (c), Heselvmyr (p).

Levende: Meget almindelig gjennem hele landet.

N. peregrina Ehrenb. Brakvand.
Fossil: Jonasmyr (p), Holkekilen (r).
Levende: Sjelden.

124 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Navicula Tuscula Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Arekilen (r), Skeie (r), Ramsaa (p).
Levende: Temmelig almindelig.

N. digito-radiata Greg. Salt og brakt vand.
Fossil: Fristadmyr (p).
Levende: Ukjendt,

N. oblonga Kütz. Ferskvand.
Fossil: Arekilen (r), Tuemyr (r).
Levende: Temmelig almindelig i det sydlige Norge.

N. scutelloides W. Sm. Ferskvand.
Fossil: Skeie (r).

Levende: Paa vandplanter, sjelden: Hærsjøen i, Ullensaker.

N. fraudulenta A. S. Saltvand.
Fossil: Jonasmyr (r).
Levende: Ukjendt.

N. Hennedyi W. Sm. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p), Gjervaagmyr (r).
Levende: Sandsynligvis almindelig. Finmarken (Cleve).

N. Lyra Ehrenb. Saltvand.
var. elliptica A. S.
Fossil: Arekilen (c), Gjervaagmyr (c), Holtanmyr (c), Holkekilen (p),
Lonetjern (r), Ramsaa (r).
Levende: Almindelig.

var. Ehrenbergii CI.
Fossil: Gjervaagmyr (p), Holtanmyr (p), Holkekilen (p).
Levende: Almindelig.

Caloneis Silicula Ehrenb. f. genuina CI. Ferskvand.
Fossil: Skeie (p).
Levende: Almindelig.

C. Liber W. Sm. f. genuina CI. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p).
Levende: Almindelig til Finmarken (Cleve).

var. bicuneata (Grun.) Cl. Saltvand.
Fossil: Arekilen (r).

Levende: Som foregaaende.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 125
Caloneis formosa Greg. Salt og brakt vand.
Fossil: Jonasmyr (p).
Levende: Sandsynligvis almindelig.

C. amphisbaena Bory. Ferskvand.
Fossil: Skeie (p).
Levende: Finmarken (Cleve).

C. brevis Grev. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p).

Levende: Sandsynligvis almindelig.

Neidium Iridis Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Lisletjern (p), Lonetjern (r), Skeie (p).
Levende: Almindelig i det sydlige Norge.

N. dubium (Ehrenb.) Cl. Ferskvand.
Fossil: Skeie (r).
Levende: Temmelig almindelig.

Diploneis interrupta Kütz. Brakvand.
Fossil: Arekilen (r), Gjervaagmyr (r), Holkekilen (r).
Levende: Almindelig, til Finmarken (Cleve).

D. Entomon (Ehrenb.) A. S. Saltvand,
Fossil: Arekilen (p).
Levende: Som foregaaende,

D. Bomboides A. S. Saltvand.
Fossil: Skeie (r).
Levende: Neppe sjelden.
D. Didyma Ehrenb. Salt og brakt vand.
Fossil: Arekilen (p), Jonasmyr (r), Tollemyr (p), Gjervaagmyr (p),
Holtanmyr (p), Holkekilen (p).
Levende: Almindelig, til Finmarken (Cleve).

D. elliptica Kütz. Ferskvand.
Fossil: Torvbakmyr (r), Skeie (p), Fristadmyr (p).
Levende: Almindelig.

var. ladogensis Cl. Ferskvand.
Fossil: Hellemyr (p).
Levende: Ukjendt.

D. ovalis Hilse, Ferskvand.
Fossil: Fristadmyr (r).
Levende: Almindelig,

126 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Diploneis Finnica Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Jonasmyr (r), Skeie (p).
Levende: Kristiania, Ullensaker, Gudbrandsdalen.
D. Smithii Breb. Salt og brakt vand.
Fossil: Svartemyr.
Levende: Sandsynligvis almindelig. Til Finmarken (Cleve).

D. Crabro Ehrenb. Saltvand.
Fossil: Skeie (r).
Levende: Almindelig.

Stauroneis anceps Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Lonetjern (p), Heselvmyr (p).
Levende: Almindelig.

var. amphicephala (Kütz.) Cl. Ferskvand.
Fossil: Lisletjern (r), Lønetjern (p), Heselvmyr (p).
Levende: Almindelig.

S. Phoenicenteron (Nitzsch) Ehrenb. Ferskvand.

Fossil: Arekilen (p), Jonasmyr (p), Gjervaagmyr (r), Lisletjern (p),
Lonetjern (p), Torvbakmyr (p), Flekkefjord (p), Fristadmyr (r), Skeie (p),
Brondmyr (r), Heselvmyr (r), Vadsomyr (r).

Levende: Almindelig, lige til Finmarken (Cleve).

Trachyneis aspera Ehrenb. Saltvand.
f. genuina Cl. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p), Holtanmyr (p), Holkekilen (r).
Levende: Sandsynligvis almindelig.

var. pulchella W. Sm. Saltvand.
Fossil: Arekilen (r).
Levende: Til Finmarken (Cleve).

Anomoeoneis sculpta Ehrenb. Brakvand,
Fossil: Arekilen (c), Jonasmyr (r), Holtanmyr (r), Holkekilen (p),
Skeie (r).
Levende: Kristianiafjorden.
A. serians Bréb. Ferskvand.
Fossil: Holtanmyr (r), Tvedestrand (c), Lønetjern (p), Flekkefjord
(c), Heselvmyr (c), Vadsømyr (p).
Levende: Skjærsvaag i Finmarken (Cleve).
A. Follis Ehrenb. Ferskvand.

Fossil: Lisletjern (r), Lønetjern (p), Flekkefjord (p), Stavanger (r).
Er ikke funden levende i Norge.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 127

Vanheurckia rhomboides (Ehrenb.) Bréb. Ferskvand.
Fossil: Hurum (p), Præsterud i Furnæs (Gran), Lisletjern (r), Lone-
tjern (p), Torvbakmyr (r), Flekkefjord (c), Stavanger (p), Heselvmyr fr).
Levende: Almindelig i det sydlige Norge.

var. saxonica (Rabenh.). Ferskvand.
Fossil: Flekkefjord (c).

Levende: Især vestenfjelds, almindelig.

var. amphipleuroides Grun. Ferskvand.
Fossil: Tuemyr (r), Stavanger (p).
Levende: Ukjendt.

Amphipleura pellucida (Ehrenb.) Kitz. Ferskvand.
Fossil: Tuemyr.
Levende: Temmelig almindelig i det sydlige Norge.

Pleurosigma balticum W. Sm. Saltvand.
Fossil: Holkekilen (p).

Levende: Temmelig almindelig.

Scoliopleura tumida (Bréb.) Rabenh.
Fossil: Arekilen (p), Gjervaagmyr (p).
Levende: Almindelig.

Mastogloia Smithii Thwaites. Brakvand.
Fossil: Arekilen (r), Jonasmyr (p).
Levende: Ukjendt.

var. lacustris Grun. Ferskvand.
Fossil: Skeie (p).
Levende: Drammen.

Gomphonema parvulum Kütz. Ferskvand.
Fossil: Torvbakmyr (p).
Levende: Temmelig almindelig.

G. acuminatum Ehrenb. Ferskvand.

Fossil: Arekilen (p), Lysaker (r), Jonasmyr (p), Lisletjern (p), Lonc-
tjern (c), Hellemyr (r), Torvbakmyr (p), Flekkefjord (r), Skeie (p), Brønd-
myr (r), Heselvmyr (c).

Levende: Meget almindelig, især fæstet paa traadalger.

G. subclavatum Grun. Ferskvand.

Fossil: Lysaker (r), Tuemyr (r), Torvbakmyr (p), Heselvmyr (c).
Levende: Almindelig i det sydlige Norge.

128 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Gomphonema constrictum Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Arekilen (r), Svartemyr (r), Jonasmyr (r), Lisletjern (p), Løne-
tjern (p), Torvbakmyr (p), Skeie (r), Heselvmyr (r).
Levende: Som foregaaende.

Cymbella amphicephala Nägeli. Ferskvand.
Fossil: Lisletjern (r), Skeie (r).

Levende: Som foregaaende.

C. naviculiformis Auersw. Ferskvand.
Fossil: Fristadmyr (r), Skeie (r), Heselvmyr (r).
Levende: Neppe sjelden.

C. aequalis W. Sm. Ferskvand.

Fossil: Stavanger (Cleve).
Levende: Dovre (Cleve).

C. cuspidata Kütz. Ferskvand.

Fossil: Lisletjern (r), Lønetjern (r), Torvbakmyr (r), Fristadmyr (p),
Skeie (p), Brøndmyr (r), Vadsomyr (r).

Levende: Temmelig almindelig.

C. Ehrenbergii Kütz. Ferskvand.

Fossil: Svartemyr (p), Skeie (r), Brøndmyr (p).

Levende: Ikke sjelden.

C. cymbiformis (Kütz.) Bréb. Ferskvand.

Fossil: Arekilen (p), Svartemyr (r), Sandermyren (r), Tuemyr (r),
Jonasmyr (p), Holtanmyr (r), Lønetjern (p), Flekkefjord (p), Skeie (p),
Stavanger (r), Heselvmyr (r), Ramsaa (r).

Levende: Meget almindelig.

C. Cistula (Hempr.) Kirchn. Ferskvand.
Fossil: Tuemyr (r), Jonasmyr (r), Skeie (r), Stavanger (Cleve).
Levende: Almindelig.
C. helvetica Kütz. Ferskvand.
Fossil: Stavanger (Cleve).
Levende: Sandsynligvis almindelig, til Finmarken (Cleve).
C. aspera (Ehrenb.) Cl. Ferskvand.

Fossil: Arekilen (r), Svartemyr (r), Tuemyr (r), Jonasmyr (r), Holtan-
myr (r), Lønetjern (r), Fristadmyr (p), Skeie (p), Heselvmyr (p), Ramsaa (p).

Levende: Almindelig, især i lavlandet.

C. lanceolata (Ehrenb.) Kirchn. Ferskvand.

Fossil: Svartemyr (r), Jonasmyr (r).

Levende: Ikke sjelden.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 129

Encyonema prostratum (Berk.) Ralfs. Ferskvand.
Fossil: Flekkefjord (r).
Levende: Drammen.
E. ventricosum (Ag.) Grun. Ferskvand.
Fossil: Svartemyr (r), Jonasmyr (r), Lønetjern (p), Torvbakmyr (c),
Fristadmyr (r), Skeie (r), Stavanger (p), Ramsaa (r), Vadsømyr (r).
Levende: Meget almindelig; stiger høit tilfjelds.

Amphora ovalis (Bréb.) Kutz. Ferskvand.
Fossil: Arekilen (r), Jonasmyr (r), Skeie (p), Vossestranden (r).
Levende: Almindelig i det sydlige Norge.

A. arenaria Donk. Saltvand.
Fossil: Holtanmyr (p).
Levende: Sandsynligvis ikke sjelden.

Epithemia turgida (Ehrenb.) Kütz. Ferskvand.
Fossil: Tuemyr (r), Jonasmyr (p), Tollemyr (p), Holtanmyr (r),
Skeie (c).
Levende: Ikke sjelden.
E. Sorex Kütz. Ferskvand.
Fossil: Arekilen (r), Jonasmyr (p), Skeie (c).
Levende: Ikke sjelden.

E. Argus (Ehrenb.) Kütz. Ferskvand.
Fossil: Holtanmyr (r), Skeie (r).
Levende: Temmelig almindelig.

E. Zebra (Ehrenb.) Kütz. Ferskvand.
Fossil: Arekilen (p), Jonasmyr (p), Lønetjern (r), Torvbakmyr (p),

Fristadmyr (r), Skeie (c), Brondmyr (r), Heselvmyr (r), Ramsaa (p).
Levende: Almindelig i det sydlige Norge.
f. proboscidea (Kütz.) Grun.

Fossil: Heselvmyr (p).
Levende: Sammen med den typiske form,

Rhopalodia Musculus (Kütz.) O. Müll. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p), Lysaker (r).
Levende: Sandsynligvis almindelig.

Rh. gibberula (Kütz.) O. Müll. Ferskt og brakt vand.
Fossil: Arekilen (p), Jonasmyr (p), Tollemyr (r), Holkekilen (r), Fri-
stadmyr (p), Skeie (r).
Levende: Sjelden, i de sydlige lavlandsdistrikter.
Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 2. 9

130 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Rhopalodia gibba (Ehrenb.) O. Müll. Ferskvand.
Fossil: Arekilen (r), Tuemyr (r), Jonasmyr (p), Fristadmyr (r), Skeie
(p), Ramsaa (r).
Levende: Almindelig i det sydlige Norge, ofte i mængde.

Nitzschia navicularis (Bréb.) Grun. Saltvand.
Fossil: Svartemyr (p).
Levende: Neppe sjelden.

N. punctata (Sm.) Grun. Brakvand.
Fossil: Jonasmyr (p).
Levende: Temmelig almindelig.

N. circumsuta (Bail.) Grun. Brakvand.
Fossil: Jonasmyr (r), Tollemyr (r).
Levende: Som foregaaende.

N. scalaris W. Sm. Brakvand.
Fossil: Skeie (r).
Levende: Temmelig almindelig.

N. spectabilis (Ehrenb.) Ralfs. Brakvand.
Fossil: Arekilen (p), Jonasmyr (p).
Levende: Almindelig.

N. amphioxys (Ehrenb.) Grun. Ferskt og brakt vand.
Fossil: Fristadmyr (c).
Levende: Neppe sjelden.

Cymatopleura elliptica (Bréb.) W. Sm. Ferskvand.
Fossil: Tollemyr (r).
Levende: Temmelig almindelig.

Surirella fastuosa Ehrenb. Saltvand.
Fossil: Arekilen (p).
Levende: Norges vestkyst, ikke sjelden (Jørgensen).

S. splendida (Ehrenb.) Kütz. Ferskvand.
Fossil: Lønetjern (p).
Levende: Almindelig.

S. robusta Ehrenb. Ferskvand.
Fossil: Heselvmyr (c).
Levende: Temmelig sjelden.
S. biseriata (Ehrenb.) Bréb. Ferskvand,
Fossil: Skeie (p).
Levende: Temmelig sjelden.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 131

Campylodiscus Clypeus Ehrenb. Brakvand.
Fossil: Arekilen (c), Jonasmyr (r), Tollemyr (r), Gjervaagmyr (p),
Holtanmyr (p).
Levende: Almindelig i det sydlige Norge.

C. Echineis Ehrenb. Brakvand.
Fossil: Jonasmyr (p), Gjervaagmyr (r), Holtanmyr (r).
Levende: Som foregaaende.!

Phaeophyceae.

Slet vedligeholdte rester af grove tangarter har jeg gjentagne gange
paatruffet i marine afleiringer, i størst mængde i Kuformyr ved Ramsaa
paa Andøen (3—4 m. o. h.), hvor de danner hele lag. Ifølge professor dr.
N. Wille, der godhedsfuldt har undersøgt mine herfra medbragte prøver,
tilhører disse tangarter rimeligvis slægterne Fucus og Ascophyllum samt
maaske Laminaria.

Chlorophyceae.

I afleiringer af gytje og sjokalk træffer man ofte rigelige levninger
af gronalger, især desmidiéer og characéer. Desmidiéernes cellulose-
membraner bevares meget godt, og deres skulptur er i regelen vel ved-
ligeholdt. Saa godt som altid er de to halvceller løsnede fra hinanden.
Characéresterne er talrigst i sjokalk; man finder dels løse oosporer, dels
rørformede kalkafstøbninger af stammen.

Ved en specialundersøgelse over torvmyrernes fossile chlorophycéer
vilde ganske sikkert et stort antal former kunne bestemmes. Her kan
kun ganske faa arter optages, der velvilligst er bestemte af professor dr.
N. Wille, docent dr. Knut Bohlin samt dr. O. Borge.

Docidium Baculum Bréb.
Fossil: Vaalemyr.
Levende: I landets sydlige del, mod nord til Bergen og Kristiania
(Nordstedt, Wille).
Cosmarium Meneghinii Bréb.
Fossil: Vaalemyr, Ramsaa (r), myr paa Risø (c).
Levende: Sandsynligvis almindelig gjennem hele landet. Fra Kri-
stianssand (Nordstedt) til Maasø i Vestfinmarken (Borge).

1 Smlgn. C. Wesenberg-Lund, Søkalk, Bønnemalm, Søgytje. p. 60, fig. 3.

132 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Cosmarium Botrytis Menegh.
Fossil: Svartemyr, Ramsaa (p).
Levende: Almindelig fra Smaalenene og Kristiania (Wille) til Maasø
i Vestfinmarken (Borge). Stiger paa Hardangervidden til ca. 1000 m.
o. h. (Wille).

C. ochthodes Nordst.
Fossil: Tuemyr i furuzonen, Ramsaa (p).
Levende: Fra Smaalenene (Wille) til Maasø (Borge).

C. granatum Ralfs.
Fossil: Myr ved Brække nær Røros i furuzonen if. R. Sernander
(det. G. Lagerheim). Vaalemyr.
Levende: Fra Kristianssand (Nordstedt) til Maasø (Borge).

C. Turpinii Bréb.
Fossil: Vaalemyr, Ramsaa (p).
Levende: Finshø paa Dovre (Nordstedt).

Xanthidium fasciculatum Ehrenb.
Fossil: Ramsaa (p).
Levende: Almindelig udbredt.

Euastrum ansatum Ehrenb.
Fossil: Heselvmyr i birkezonen, Ramsaa (r), myr paa Risø (r).
Levende: Fra Kristianssand (Nordstedt) til Vestfinmarken (Borge).

E. pectinatum Bréb.
Fossil: Heselvmyr i birkezonen, Ramsaa (r).
Levende: Som foregaaende.

E. oblongum (Grev.) Ralfs.
Fossil: Ramsaa (r).
Levende: Almindelig udbredt.

E. binale Ralfs.
Fossil: Ramsaa (r).
Levende: Som foregaaende.

Staurastrum paradoxum Meyen.
Fossil: Heselvmyr i birkezonen.
Levende: Som foregaaende.

S. proboscideum (Bréb.) Arch. 8 altum Boldt.
Fossil: Tuemyr i furuzonen.
Levende: Ikke funden i Norge.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 133

Botryococcus Braunii Kiitz.
Fossil: Indsjøler ved Aursundsjøen i furuzonen if. R. Sernander
(det. G. Lagerheim).
Levende: En almindelig og vidt udbredt planktonalge.

Pediastrum Boryanum (Turp.) Menegh. var. granulata
(Kütz.) A. Br.
Fossil: Svartemyr.
Levende: Fra Smaalenene til Gudbrandsdalen (Wille).

Characeae. I adskillige torvmyrer, i størst mængde i myrerne
ved Arekilen og Dyri i Løiten samt i Vaalemyr og Holtanmyr, er der
fundet levninger af flere arter, der dog endnu ikke er nærmere bestemte.

Rhodophyceae.

Paa mange steder langs det nordlige Norges kyst er der fundet
fossile Lithothamnier over havets nuværende overflade, og undertiden er
de saa talrige, at de danner hele lag eller banker. De findes dog kun
sjelden saa vel vedligeholdte, at de med sikkerhed kan bestemmes.

Lithothamnion fruticulosum (Kitz.) Fos],

Til denne art henfører slægtens monograf, M. Foslie!, endel exem-
plarer fra skjælbanker under en myr ved Bodø nogle fod over havet.
Exemplarer fra Tromsø, Herø i Helgeland og øen Garten udenfor Trond-
hjemsfjorden tilhører maaske samme art.

Som levende er arten funden mangesteds fra Trondhjemsfjorden til
Østfinmarken og har desuden en vidstrakt udbredelse ved Europas og
Nordamerikas kyster (Foslie).

C. Moser.

(Muscineae).

Ovenfor (pag. 28—29) er nærmere gjort rede for mosernes store
betydning for torvdannelsen og deres massevise forekomst i torvmyrerne.
Vistnok spiller et faatal arter hovedrollen ved torvens dannelse; men der
forekommer dog utvivlsomt ogsaa hos os i mindre mængde et betragte-
ligt antal arter fossile. Denne del af vor fossile kvartærflora er imid-

1 M, Foslie, The Norwegian forms of Lithothamnion, p. 157—159.

134 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

lertid hidtil aldeles utilstrækkelig undersøgt. Væsentlig efter E. Ryan's
undersogelser! meddeles her en fortegnelse over de hidtil fundne arter.

Sphagnum cymbifolium (Ehrh.) Hedw.
Fossil: Myrer ved Haraldstad i Tune, Berger brug i Eidsvold og
Moserød ved Sandefjord (Ryan).
Levende?: Almindelig gjennem hele landet, især i det sydlige.

S. medium Limpr.

Fossil: Flaatemyr i Hakedal, Sviemyr i Næs paa Romerike, Frilset-
og Svangerudmyr i Eidsvold, Svindsmyr ved Sandefjord. »Da den fandtes
i mange af de undersøgte torvprøver ligefra bundlagprøver og opover,
ser det ud til, at den har været ganske almindelig i fortidsfloraen«.
(Ryan).

Levende: Sandsynligvis almindelig.

S. teres (Schimp.) Angstr.
Fossil: I hvidmosetorv 4 m. dybt i Frilsetmyr i Kidsvold (Ryan).
Levende: Almindelig gjennem hele landet fra Sætersdalen (Bryhn)

til Gjesvær ved Nordkap (Kjellman).

S. squarrosum Crome.
Fossil: Borgemyr og Hommelmyr i Nes (Ryan),
Levende: En af vore almindeligste og mest udbredte hvidmosearter.

S. fuscum (Schimp.) Klinggr.

Fossil: Vagestadmyr i Smaalenene, myr paa Viste i Tune, Stubbe-
rudmyr i Østre Aker, Flaatemyr i Hakedal, Præstemosen i Skedsmo,
Præstemosen i Nannestad, Støvnermosen og myr ved Stendansen i Ullens-
aker, Sviemyr, Hausbraatmyr og Rulstadmyr i Næs, Stokkemyr i Stokke
(Ryan). Sandermyren i Maridalen ?,

Levende: Almindelig udbredt; stiger i Sætersdalen 1000 m. o. h.
(Bryhn).

S. tenellum Bridel. S. molluscum Bruch, Ryan, I. c.
Fossil: Hausbraatmyr i Næs og Frilsetmyr i Eidsvold, indtil 4,5 m.
dybt (Ryan).
Levende: Denne lille, spæde art forekommer spredt paa en række
steder fra Mandal til Alten, men er neppe almindelig (Hartman).

1 E, Ryan, Unders, af nogle torvprøver.
2 Sphagnacéernes nuværende udbredelse væsentlig efter K, F, Dusén.
3 Velvilligst bestemt af apotheker C, Jensen, Hvalse,

1903. No. 2. PLANTERESTER 1 NORSKE TORVMYRER, 135

Sphagnum recurvum Palisot de Beauvois.
Fossil: Vagestadmyr i Smaalenene, Præstemosen i Nannestad, Svie-
myr i Næs (Ryan). Kun funden 0,5—ı m. dybt.
Levende: Meget almindelig paa vaade myrer gjennem hele landet.
S. laxifolium C. Müll. S. cuspidatum Ehrh., Ryan, |. c.
Fossil: Myr ved Finstad i Næs, Svangerudmyr i Eidsvold, Mosserød-
myr ved Sandefjord (Ryan).
Levende: Almindelig paa meget sumpige myrer (Ryan).

Mnium punctatum (L.) Hedw.
Fossil: Sparsomt i furutuf ved Leine (Blytt).
Levende: Almindelig.
Webera nutans (Schreb.) Hedw.
Fossil: Vagestadmyr i Smaalenene, Stubberudmyr i Østre Aker
(Ryan).
Levende: Meget almindelig.

Polytrichum strictum Banks.
Fossil: I torv, dannet af Sphagnum fuscum i Vagestadmyr i Smaa-
lenene (Ryan) og Sandermyren i Maridalent,
Levende: Meget almindelig.
Amblystegium cordifolium (Hedw.) De N.
Fossil: Sparsomt i Stubberudmyr i Østre Aker (Ryan).
Levende: Almindelig.
A. giganteum (Schimp.) De N.
Fossil: Hommelmyr i Næs og myr ved Jesseim i Ullensaker (Ryan).
Levende: Almindelig; til Østfinmarken (Hart man).
A. Schreberi (Willd.).
Fossil: Vagestadmyr i Smaalenene, Hommelmyr og Sviemyr i Næs
(Ryan).
Levende: Meget almindelig.
A. stramineum (Dicks.) De N.
Fossil: Borgemyr i Næs, Mosserødmyr ved Sandefjord (Ryan).
Levende: Almindelig.
A. trifarium (W. M.) De N.
Fossil: I gytje i en myr ved Hakkloa i Nordmarken og i Aklang-
myr paa Holeia, Ringerike (Blytt).
Levende: Neppe sjelden.

1 Bestemt af apotheker C. Jensen,

136 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Amblystegium falcatum (Brid.).
Fossil: I mængde i birke- og furutuf ved Leine (Blytt).
Levende: Især paa kalk. Mod nord til Bardodalen (Blytt).

A. uncinatum Hedw.
Fossil: Myr ved Haraldstad i Tune (Ryan).
Levende: Meget almindelig.

Eurhynchium rusciforme (Weis.) Br. et Sch.
Fossil: Værdalen i torv med alm og hassel (A. Hamberg; det.
R. Tolf).
Levende: Sydlige Norge, mod nord til Salten.

Homalia trichomanoides Br. et Sch.
Fossil: Værdalen i ler med alm (A. Hamberg; det. R. Tolf).
Levende: Almindelig.

D Karsporeplanter.
(Pteridophyta).

Aspidium Thelypteris Sw.
Af denne art har jeg fundet større og mindre bladstykker samt
talrige løse sporangier.
Fossil: Jonasmyr og Gjervaagmyr i ekezonen.
Levende: Paa myrer og ved bredden af tjern i den sydøstlige del
af landet,

Equisetum limosum L. (coll.).

Rodstokke af elvesnelde findes i torv af forskjellig art og kan under-
tiden endog selv danne torv (smlgn. pag. 29). De levende rodstokke
vokser dybt ned i torven; man kan finde dem indtil over I m. under
myroverfladen. Herved bliver aldersbestemmelsen let usikker. I gytje
findes ofte ledskiver i mængde.

Det er muligt, at undtagelsesvis ogsaa enkelte af de øvrige arter
forekommer paa samme maade; men det kan ikke være tvivlsomt, at
den overveiende største del af det indsamlede materiale tilhører denne
art. De to underarter Æ. *limosum L. og E. *fluviatile L. kan ikke
adskilles paa rodstokkene; den førstnævnte er nu langt almindeligere end
den anden.

1903. No. 2. PLANTERESTER 1 NORSKE TORVMYRER. 137

Fossil: I et et stort antal torvmyrer, saavel vestenfjelds som østen-
fjelds. Mod nord til Ramsaa paa Andøen. Er hidtil funden i furuzonen,
ekezonen, granzonen og lyngzonen.

Levende: Almindelig ved bredden af indsjøer og tjern gjennem
hele landet, mod nord til Østfinmarken; paa fjeldene omtrent til birke-

grændsen.

[Z. palustre L.
Med tvivl henfører Gunnar Andersson rodstokke fra en myr
ved Turtegrø i Lyster til denne art.]

E. hiemale L.
Fossil: Ledstykker i mængde i birketuffen ved Nedre Dal (Blytt).
Levende: Almindelig gjennem hele landet til Østfinmarken.

E. variegatum Schleich.
Fossil: Ledstykker dybest i birketuffen ved Leine (Blytt).
Levende: Almindelig i fjeldtrakter.

Isoétes lacustris (L.) Dur.
Af Jsoëtes er hidtil kun makrosporerne fundne fossile. Disses over-
flade er svagt bølget eller vortet, hvorfor de maa henføres til denne art.
Fossil: I stor mængde i gytje fra furuzonen ved Lønetjern paa
Vegarsheien.
Levende: I stille vand ikke sjelden gjennem hele landet til Øst-
finmarken.

E. Nøgenfrøede.
(Gymnospermae).

Juniperus communis L.

Naale og frø samt dele af rødder og stammer opbevares i torv-
myrerne,

Eneren vokser jo omtrent udelukkende paa torre steder; sandsyn-
ligvis derfor træffes den forholdsvis sjelden fossil. De faa og sparsomme
fossilfund giver neppe noget fyldestgjørende billede af dens udbredelse
og hyppighed under kvartærtiden. I Sverige optræder den allerede i
Dryaszonen.

Fossil: Krokevatssæter paa Hardangervidden (Wille), Tornæsmyr i
Frænen og myr mellem Bud og Hustad i Romsdalen (Stangeland).

JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

| -
|
co

Svartemyr, Heselvmyr og myr ved Langenæs i Vesteraalen i birkezonen,
myr ved Lønetjern og Husehagen i furuzonen, Arekilen i granzonen.
Levende: Meget almindelig gjennem hele landet; paa fjeldene til

vidjegrændsen.

Pinus silvestris L. Fig. 3 (pag. 40).

Blandt vore torvmyrers fanerogame fossiler er der neppe nogen,
som ved sin almindelige og massevise forekomst og store dimensioner
indtager en saa fremtrædende plads som furuen. Allerede meget tidlig
melder den topografiske literatur om fund af fururester i torvmyrerne.

Rødder, stammer, grene, bark, naale, kongler, frø og pollen er fundne
fossile i Norge. I de lavere dele af landet gives der neppe mange myrer,
hvor fururester helt mangler.

Furuen leverer de vigtigste bidrag til torvmyrernes saakaldte »stubbe-
lag«!; stubberne, der undertiden er saa talrige, at de næsten opfylder
myrmassen, kan i tværsnit maale indtil 110 cm. (myr ved Braastein-
vand i Høiland, Jæderen). Stubberne er saa godt som altid paa-
faldende tvært afbrukne, og ved forvitring er brudfladen yderligere til-
jevnet, hvorved der fremkommer et eiendommeligt system af afrundede
kamme og grydeformede forsænkninger, omtrent som fjeldformerne i et
bræeroderet alpelandskab. Dette er først beskrevet og afbildet af Gun-
nar Andersson?; selv har jeg seet samme forhold i talrige myrer i
forskjellige dele af Norge. Ved undersøgelse af et meget stort antal
stubber har jeg ingen sammenhæng fundet mellem denne struktur og
vedens bygning; kamme og egge gaar lige ofte langs efter som tværs-
over aarringenes retning. Det er sandsynligt, at størstedelen af stubbe-
lagenes trær var døde, dengang bruddet fandt sted; thi friske furutrær,
der vokser i løs jordbund, tager oftest rødderne med i faldet, og naar
de brækkes ovenfor rodpartiet, bliver bruddet splintret med indtil flere
meter lange splinter. — For at vise, hvilke dimensioner de fossile furu-
stammer kan opnaa, hidsættes følgende maal af en stamme, der laa i
kiselguhr ved sydenden af den lille sjø Dybingen i Høiland: Længde —
14,1 m., tykkelse øverst — 25, nederst — 49 cm.; rod og top manglede.
— Veden i stubber og stammer af furu, der har ligget i torvmyrerne,
er ofte meget vel vedligeholdt; tilfjelds og i Vestlandets skogbare kyst-
egne anvendes saadan ved i stor udstrekning til brændsel og trævirke3,

1 Smlgn, ovenfor, pag. 38 flg.
? Gunnar Andersson, Finl, torfmoss., p. 113, fig. 18 a—b,
3 F. C, Schübeler, Culturpfl. Norw., pag. 58.

1903. No. 2. PLANTERESTER 1 NORSKE TORVMYRER. 130

Ja i et tilfælde vides samme materiale endog anvendt til at arbeide
kværnkalle, hvortil jo udkræves ikke liden styrkel.

Af fossile furunaale foreligger et ganske betydeligt materiale; de er
som regel vel vedligeholdte og hænger ofte parvis sammen. I alminde-
lighed er de i myrerne fundne naale forholdsvis korte; i Sandermyren
ved Kristiania fandt jeg saaledes en gjennemsnitlig længde af 22 mm.
(minimum 15 mm.) Til sammenligning kan anføres, at furunaalenes
længde i Norge efter Schiibeler's talrige maalinger varierer mellem
20 og 83 mm. Ved Kristiania er den sædvanlige længde 40 å 50 mm.
Den tanke ligger nær, at disse korte naale kunde tilhøre f. lapponica
Fr., der bl. a. netop karakteriseres herved, og at de saaledes kunde vidne
om et koldere klimat; men da de korte naale hyppig træffes sammen
med lange samt rester af ek og andre sydlige arter, kan dette ikke vel
være muligt. Langt sandsynligere er det, at de tilhører en af de kort-
naalede former, der almindelig vokser paa myrer; flere af disse, f. eks.
var. turfosa Woerlein, har naale, hvis længde ikke overstiger 25 mm.
Anderledes er forholdet med de naaleaftryk, som Blytt har fundet i
kalktufferne ved Leine og Dal. Medens de furunaale, der fandtes sammen
med Dryas, blot var ca. 30 mm. lange, maalte de, der fandtes i den
yngre furutuf, 40—50 mm. De trær, hvorfra disse naale stammer, har
neppe vokset paa vaade myrer, men rimeligvis paa bakkerne omkring
tufforekomsterne, og det turde derfor være fuldt berettiget med Blytt
at søge grunden til de yngre naales større længde i bedrede klimatiske
forhold.

Ofte finder man kongler og løse kongleskjæl; konglerne er under-
tiden stærkt afslidte, men som regel ganske godt konserverede. Efter
konglernes og skjællenes form har man opstillet flere former af furuen4;
undertiden er det fossile materiale tilstrækkeligt til at gjenkjende disse.
Saaledes tilhører konglerne fra Søndre Volmerødmyr f. genuina Heer,
som karakteriseres ved æg-kegleformede kongler, hvis apofyser selv paa
den frie side ikke rager længere frem, end de er brede. Saavel under-
formerne plana Christ med skarpt tværkjølede, lidet fremtrædende apo-
fyser som gibba Christ, hvis apofyser har en bred, stump, tværs-
gaaende pukkel og er stærkere fremtrædende, findes repræsenterede.
Den førstnævnte, der ogsaa nu er almindeligst, forekommer i størst
mængde. En lignende variabilitet træffer man i Norge ogsaa i nutiden

G. E, Stangeland, Torvm, i Norge, II, p. 57.

F. C, Schübeler, Viridar, Norv,, I, p. 381.

Ascherson u. Graebner, Mitteleurop. Flora, I, p. 222.
Ascherson u. Graebner, Mitteleurop. Flora, I, p. 221, 223.

» on.

140 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

hos furukonglerne, selv i samme skog, hvor livsvilkaarene synes ganske
ligel, — Ligesom de fossile naale er ogsaa konglerne som oftest for-
holdsvis smaa; længden veksler i de undersøgte tilfælde mellem 29 og
46 mm., bredden mellem 18 og 25 mm. I furutuf fra Gudbrandsdalen
er længden ifølge Blytt 40 mm., bredden 25—30 mm. I Mellemeuropa
veksler længden mellem 25 og 70 mm. og bredden mellem 20 og 35 mm.

Løse frø findes ofte, med eller som regel uden frøvinge.

I overensstemmelse med furuens rigelige udvikling af blomsterstøv
træffes dette næsten konstant i alle afleiringer, der er dannede efter
furuens indvandringstid.

Fossil: Almindelig gjennem hele landet, selv i de nu nøgne kyst-
egne ud mod havet fra Lister, Jæderen og Karmøen (Schiibeler) til
landets nordligste dele. I stor mængde i kalktufferne ved Leine og
Nedre Dal i Gudbrandsdalen (Blytt). Medens furuen i nutiden i det
arktiske Norge saagodtsom udelukkende findes i de indre fjord- og dal-
distrikter, har der været en tid, da den var almindelig udbredt ogsaa
langt ude i øbæltet, idetmindste over store dele af Nordlands og Tromsø
amter samt Vestfinmarken, hvor man mangesteds ved torvskjæringen
støder paa furustubber i torvmyrerne. I geografisk orden skal her med-
deles de oplysninger, som jeg har kunnet samle om furuens fossile fore-
komst i den del af landet, der ligger nord for Saltenfjord.

Nordlands amt.

Omegnen af Bode. Stammer og stubber af furu er her meget almindelige og frem-
graves ofte ved torvstikningen, Som specielle findesteder kan nævnes Saltstrømmen, Bode-
myren, Renvik asyl, Myklebostad 1}, mil nordfor Bodø samt Arne udenfor Saltenfjord,
(Velv. medd, af dr. Holter, landbrugsskolebestyrer L. P. Nilssen og distriktslæge Schjørn
samt egne iagttagelser). I hele Bodin staar nu efter sigende kun én forkrøblet furu,

Steigen. Furustubber er fundne ved Aalstad og andensteds i dette herred, hvor nu
treet ganske mangler. (Velv. medd, af landbrugsskolebestyrer L, P. Nilssen),

Hammere prestegaard, Furustubber er fundne i en myr. Her vokser nu ingen
furu, (Velv, meddelt af dr. Holter),

Digermulen i Vaagan, »Her forekommer fururødder i myrene«, (A. Helland, Lo-
foten og Vesteraalen, p. 445).

Kleven i Sortland. Man har fundet en mindst 5 m, lang og 0,4 m, tyk furustamme
midt i torvlaget i en myr, ca, 1,5 m, under overfladen. Naar undtages lidt forkrøblet furu
i Blokdalen (Helland), vokser træet ikke nu længer i trakten; den sidste større furu hug-
gedes i 1830-aarene paa gaarden Bø.

Tromsø amt.
Harstad i Trondenæs. »I torvmyrene finder man furustammer i en dybde af 1,9 m.,
midt paa øen endnu enkelte levende buske paa myren, og i mandsminde har der været
hugget tykke stammer (1875)« (Norman, Norg, arkt. fl. I, 2, p. 1027).

1 Schübeler, Viridar. Norveg,, I, p. 381.
? Ascherson u. Graebner, Mitteleurop. Flora, I, p. 221, 223.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. I41

Bjarke. I myrerne er der rodder af anselige furutrær. (A. Helland, Tromsø amt,
II, p. 99).

Zbbestad, Der er fururødder i myrerne. (Helland, Tromsø amt, II, p. 114).

Berg paa Senjenøens udside. Fururødder er fundne i myrerne. (Helland, Tromsø
amt, II, p. 159).

Tromsesundet, Ligesaa, (Helland, ibid,, p. 264).

Skjerve. Ligesaa. (Helland, ibid., p. 328).

Finmarkens amt.

Aare, udenfor Altenfjord. »Aarøen har i gamle Dage været bevoxet med svær Furu-
skov.-- — Nu findes der kun en enkelt vantreven Furubusk, men rundt om i Torvmyrene
ligger der halvbrændte Rødder og Stammer.« (Axel Hagemann, Altenskoven, p. 4).

»Fururødder skal ogsaa findes paa Sere og ved Neverfjord i s. for Hammerfest. «
(H. Reusch, Det nordlige Norges geologi, p. 86).

Inge. »Chr. Sommerfelt berichtet, dass auf der unter 71° 5’ N, B. 41° 45! O. L.
v. F., ungefähr 6 geographische Meilen nördlich von Hammerfest und 8 geographische
Meilen WSW vom Nordcap liegenden Insel Ingø, die den gewaltigen Stürmen des Eis-
meeres völlig exponirt ist, beim Torfstechen, tief unten im Moore oft Wurzeln und
grössere oder kleinere Stammenden einer Pinusart gefunden werden, die, soviel man jetzt
erkennen kann, zu Pinus silvestris L. gehört zu haben scheinen. Ich habe im Augen-
blicke des Schreibens ein solches Stück vor mir liegen, welches in einem dortigen,
wenigstens 50 Fuss über dem Meere, liegenden Torfmoore, 4--6 Fuss tief im Torf steckend,
gefunden worden ist. Ich kann auf 2 norwegische Zolle [= 52 mm.] 19 Jahrringe
daran erkennen. Auf dieser Insel, deren gesammte Baumvegetation gegenwärtig nur
aus kriechenden Defula nana und spärlichen verknüppelten Salices besteht, wuchsen in
längst verschwundener Vorzeit Kiefern, die ungeachtet der, wenigstens jetzt dort herr-
schenden höchst ungünstigen Vegetationsverhältnisse, sich so rasch entwickeln konnten, wie
hier angegeben.« (Schübeler, Culturpfl, Norw. 1862, p. 177).

Vadse. I torven har man fundet rodder af furu, (Th. M. Fries, Bot, resa i Öst-
Finmarken 1857, p. 18). Å

»Paa Varangerhalvøens sydside, mindst saa langt mod øst som forbi Vadsø, er der
efter hr, Nielsen's meddelelser hist og her fururødder i myrene,« (H, Reusch, Det
nordlige Norges geologi, p. 86. — Cfr. Norman, Norg. arkt. fl, I, 2, p. 1030).

Kirkenes i Sydvaranger. Stubber af furu træffes ikke sjelden i torvmyrerne, (Velv.
medd, af handelsmand H. Figenschou, sen.),

Kautokeino, Levninger af furu findes »rundt om i Myr og Tjern fra Grændsen og
helt op til Sulsovobme,« Nu vokser her kun birk. (Axel Hagemann, Altenskoven
p. 3).

Tilfjelds findes furuen i myrerne ofte høit over den nuværende furu-
grændse, tildels endog over birkegrændsen. I sammentrængt form skal
her meddeles en oversigt over de høiest liggende hidtil kjendte fore-

komster i det sydlige Norge:

142 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.
Høide
lagttager over havet Anmærkninger
(meter)
Folgefonnens plateau, ovenfor | Grisebach! 1255 | Stammer og rodder i myr.
Aga
Gloersen? ca, 1270 | Rodder,
Nordmandslaagen, Hardanger- Rekstad® ca, 1300 | Stubber i en myr sydvest
vidden for sjøen.
A. Dal4 1350 | Store stubber i myr.
Laagliberget, Numedal A. Dal4 1160 | Omvæltede stammer,
Hallaskarsæter, Hardanger- Brøgger, Wille® 1005 | 7 steder ved birkegrændsen,
vidden
Frisæt sæter, Veigaadalen A. Dal* 1165 | Store stammer.
Sandvadet samt fl, st. mell. A. Dali 1020
Frisæt sr. og S. samt ved
Fljodal sr. nord for S.
Sjursløken, Maursæt, Hol, Fet | Wille5, Dal+ Rødder og stammer i myr.
og Garen i Syssendal, Eid-
fjord
Syssenvand, Syssendal Dal? 1000 | Store, retvoksne stammer i
myr,
Ustavand, Hardangervidden Dal+4 1000 | Store stammer.
Raggen sæter, Hallingskarven Dal# 1260 | Stor, retvokset stamme,
Smeddalen, Lærdal Lindblom 6 1171 | Rødder og stammer,
Nystuen, Fillefjeld H. Ruge? 982 | Redder og stubber af store
trær,
Store Utledalen, Aardal A. Blytt® 942 | Store stammer i myr.
Guridalen, Utledal A. Blytt® gıı | Store stammer,
Skogadalsbøen, Utledal Anonym? 1193 | En ca. 9,4 m, lang, nederst
0,7 m, tyk stamme i en myr.
Benyttes til bro over Gjert-
vaselven,
Ovenfor Ringodden sæter, For- A. Blytt® Henv.940 | Tykke stammer i myr.
tun
Ovenfor Faaberg, Justedalen A. Blytt 8 1020 | Store stubber.
Buvand, Jotunheimen Schibeler10 Mange store stammer.
Langsodalen v. Vinstervandene Schübeler!® | ca, 1068 | Store stammer.
Ruten, Nordre Fron Schübeler!® |ca.1413 | Tykke stammer.
Fokstuen, Dovre A. Dal?! 1005 | Talrige store stubber og
stammer i myr. Kongler.
Mellem Fokstuen og Jerkin G, Schøning !? Mange indtil 15 m. lange
stammer,
Store Saattelsjø, Foldalen A. Dal‘! 1180 | Stammer i dynd v. bredden,

e 1 © n >» w © »

9 »Aftenposten« no, 638, 8/9 1899.
10 F, C, Schiibeler, Virid. Norv. I, p. 376 samt haandskrevne tilføielser i »Die Pflan-

zenw, Norwegensc,

11 A, Dal, Skoggrænsens synkning, p. 177.
12 G, Schøning, Reise igjenn, det nordl. Guldbrandsdalen, p. 567.

A. Grisebach, Vegetat.charact, v. Hardanger, p. 21.
A. T. Gløersen, Vestlands-Granen, p. 114.
Velvillig mundtlig meddelelse.

A. Dal, Reise paa Hardangervidden, p. 59—61.

N. Wille, Bot. Reise paa Hardangervidden, p. 45—46.
A. E. Lindblom, Vandring i Norrige sommaren 1839, p. 269—270,
Hermann Ruge, Skoug-Plantnings Fornødenhed, p. 133.

A. Blytt, Vegetationsforh. v. Sognefjorden, p. 32—33.

Ca, 300 m, over trægrænd-
sen,

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 143

Som levende er furuen udbredt gjennem hele landet, mod nord til
Alten, Porsanger og Sydvaranger, i den sydlige del til noget over 900
m. o. h. I de ydre kystegne mangler den eller forekommer sparsomt.

Picea excelsa Link. Tavle 1, fig. 1—4.

Ganske modsat hvad der er forholdet med furuen, hører granen til
vort lands sjeldneste plantefossiler. De ældre angivelser om fund af
granrester i norske torvmyrer og andre kvartærafleiringer er enten helt
upaalidelige (saaledes E. Pontoppidan og Christopher Hammer),
eller de gjælder sekundært indleiede stammer (C. Lindman, M. Jo-
hansen)!. Først i den sidste b
tid er granen med visshed fun-
den fossil i Norge.

Af granen opbevares de
samme dele som af furuen; dog
træffer man oftest smaakviste
med eller uden naale, løse bar-
naale samt kongler. Stubber paa
rod synes at være meget sjeldne.
Fossilt pollen har jeg endnu ikke
med sikkerhed fundet. Medens
fururester er talrigst i hvidmose-
torv og fedtorv, findes levninger
af gran hyppigst i myrdynd,
gytje og tildels ler. Navnlig i
myrdynd, der er afsat i grunde
skogbækkener, kan kviste og
naale af gran forekomme saa
rigeligt, at de udgjør en betyde-
lig del af dyndmassen (svensk

»grandy<).

De fossile grannaale, sen Fig. 17. Fossile grankongler fra Sondre
jeg hidtil har fundet, har været Volmeredmyr i Id
forholdsvis korte (5—16 mm.); til sammenligning anføres, at længden i
Norge if. Schübeler veksler mellem 5 og 28 mm.?, i Mellemeuropa
if. Koehne mellem 15 og 25 mm.,?, Ogsaa bredde, tykkelse og til-

spidsning varierer hos saavel recente som fossile naale; de sidste er dels

1 Smlgn. Jens Holmboe, Granens Indvandr, i Norge, p. 13—15.
2 F, C. Schübeler, Viridar, Norv,, I, p. 403.
3 E. Koehne, Deutsche Dendrologie, p. 22.

144 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

jevnt og skarpt tilspidsede, dels braadspidsede, sjeldnere afrundet butte.
Ofte, dog ikke altid, er de butte og braadspidsede naale mere bøiede
end de jevnt tilspidsede.

De fossile kongler er 58—94 mm. lange og 17—25 mm. brede.
Som bekjendt varierer kongleskjællenes form betydelig, idet de snart er
afrundede og snart har en udtrukken, udelt eller kløvet spids. Hisinger!,
Schübeler?, Kihlman?, o. a. har afbildet hele formserier af kongle-
'skjæl hos den nulevende skandinaviske gran. Det er af en viss interesse,
at flere af de mest udprægede blandt disse er fundne fossile paa en af
de ældste forekomster i det sydlige Norge, nemlig Søndre Volmerød-
myr i Id.

Som fossil danner granen den yngste plantepalæontologiske zone i
torvmyrerne i Finland, Sverige og det sydøstlige Norge. Den er hos
os funden i Aasmyren i Aas (H. Fougner, N. Wille), Furumyr og
Svartemyr i Rakkestad, Søndre Volmerødmyr i Id samt Gjervaagmyr
paa Tjømø. Desuden findes den fleresteds subrecent i myrernes aller-
øverste lag, 0,1—0,2 m. under overfladen, samt i gytje paa bunden af
indsjøer og tjern*. Det eneste kjendte findested nordenfjelds er Vær-
dalen, hvor R. Sernander har fundet talrige kongler ned til 0,8 m.
under overfladen i et lag flomsand, der dækker et torvlag med en varm,
postglacial flora.

Som levende er den et af de mest fremtrædende skogtrær i det
østenfjeldske Norge samt i flere af de indre nordenfjeldske dalfører. Paa
Vestlandet samt nordenfor polarkredsen forekommer den kun sparsomt
paa isolerede lokaliteter, mod nord til Coalbmejavrre i Sydvaranger.
Paa de nordligste voksesteder optræder den som en noget afvigende
form, f. obovata Ledeb.

Langs hele Norges nordlige kyst, fra Lofoten og Vesteraalen til
Østfinmarken, træffer man overalt stammer af naaletrær i lavtliggende
torvmyrer. Ofte kan stammerne være saa talrige, at de har betydning
for befolkningen som brændemateriale. De findes kun ude ved den aabne
havkyst og er især almindelige paa den ydre side af skjærgaardens

1 E, Hisinger, Några ord om de i Skand. förek, form, af Granen, p. 49, flg.
2 Schiibeler, Viridar, Norv., I, p. 403, etc.

3 0. A. Kihlman, Pflanzenbiolog, Stud, aus Russ, Lappland, Tab, 14.

4 Se nærmere Jens Holmboe, Granens Indvandr, i Norge, p. 15—17.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 145

øer. (Fig. 19). De synes altid at ligge direkte paa myrens bund og kan
dækkes af torvlag af indtil 1,5 å 2 meters mægtighed. De forekommer
kun i de aller laveste myrer og vides ikke at være fundne i større høide
end 10 å 12 m.o. h., oftest endnu lavere. Det er særdeles paafaldende,
at man i disse myrer aldrig finder stubber paa rod, der jo ellers er de

Fig. 18. Stykke af en fossil træstamme med huller efter boremuslinger fra Myre paa
Andøen, Omtrent halv naturlig størrelse.

mest iøinefaldende levninger efter naaletrær. Heller ikke har jeg i den
omgivende torv fundet mindste spor af barnaale eller pollenkorn af
naaletrær. Dette taler afgjort for, at man har at gjøre med gammelt
drivtømmer, hidbragt
med havstrømme under

en høiere havstand, hvad
Th. M. Fries allerede i
1865 har fremholdt.
Yderligere beviser for
rigtigheden af denne op-
fatning afgiver ofte selve
stammernes beskaffen-
hed. Begge ender lige-
som mulige fremsprin-
gende grenstumper er
tilrundede, barken altid
afslidt. Ofte er veden
mere eller mindre gjen-

å Fig. 19. Findesteder for fossilt drivtømmer ved Norges
nemhullet af boremuslin- nordlige kyst.

ger (Fig. 18).

Det lader sig neppe afgjøre med sikkerhed, hvilken art dette fossile
drivtømmer tilhører. Carl Lindman, som har undersøgt prøver deraf
fra Risø og Musvær i Tromsø amt samt Ingø i Vestfinmarken, henfører

1 Th, M. Fries, En botanisk resa i Finmarken 1864, p. 54—55. (Bot. not. 1865).
Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. Kl. 1903. No. 2. 10

146 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

dem dels til Picea (excelsa Link), dels til Zarix (americana Michx.)!.
Til en af disse slægter horer ogsaa alle de prover, som jeg har med-
bragt fra forskjellige steder paa kyststrækningen Vesteraalen—Vardo
og undersogt anatomisk. Men nærmere spørgsmaalets løsning er det
vanskeligt at komme, da de nævnte to indbyrdes forholdsvis fjernt-
staaende slægter, uagtet det betydelige arbeide, som ældre og nyere
forskere har anvendt derpaa, ikke sikkert lader sig adskille efter’ vedens

Fig. 20, Fossil træstamme med mærker efter boremusling i en marin sandterrasse ved
Svartnæs nær Vardø, Stammen ligger endnu i oprindeligt leie tværs over elven,
(Fot. af forf.)

bygning. De skjelnemærker, som man tidligere opstillede, har ikke vist
sig konstante. Herom kan navnlig henvises til ©. G. Petersen's
fremstilling ?.

Efter angivelser af Th. M. Fries, Carl Lindman, M. Johansen
og Amund Helland samt mine egne reiseoptegnelser er der fundet
gammelt drivtømmer i bunden af torvmyrerne paa følgende steder3:
Vero i Lofoten (He.); Bo (J., He, Ho.), Hadsel (He.) og Andøen

1 Carl Lindman, Drifved, p. 101—102,

? O. G, Petersen, Diagnostisk Vedanatomi, p. 19—22.

3 Th, M. Fries, En botanisk resa i Finmarken 1864, p. 54—55. — Carl Lindman,
Drifved, p. 101—102. — M, Johansen, Landets stigning, p. 220—221, — Amund
Helland, Lofoten og Vesteraalen. — Jens Holmboe, Skjælbanker og lerlag. —
Ved hvert findested er iagttagerens forbogstaver tilføiet.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 147

fleresteds (Ho.) i Vesteraalen; Musvær (L.), Risø (L., Ho.), Rebbenæso
(Ho.), Kvalø (Ho.), Vannø (Ho.) og Skaarø (Ho.) i Tromsø amt; Ingø
(F., L.), Magerø (F.) og fastlandet ved Vardø (Ho.) i Finmarken. Stam-
merne kan blive indtil 8 å 10 m. lange og 0,6 å I m. tykke.

F. Dækfrøede.
(Angiospermae).
Monocotyledones.

Sparganium ramosum Huds. (coll.).

Af Sparganium træffes frugter temmelig ofte i torvmyrerne, dels
med, dels uden det ydre, svampede lag. S. ramosum er den eneste art,
som hidtil med fuld sikkerhed har kunnet bestemmes; fra de øvrige
kjendes den let ved de 8—10 skarpt fremtrædende længderibber paa
frugtstenen.

Fossil: Hornæsmyr i ekezonen.

Levende: Ikke sjelden i de sydlige, lavere dele af landet, mod nord
til Vikten.

[S. cfr. affine Schnitzl.
Frugter, der rimeligvis tilhører denne art, har jeg oftere fundet i
afleiringer af forskjellig alder, mod nord til Risø i Tromsø amt.
Levende: Udbredt gjennem hele landet, nordenfor Vesteraalen
dog sjelden.]

Zostera marina L.

Allerede i 1779 nævner J. C. Fabricius, at han i bundlaget af en
myr paa Ørlandet har fundet rester af lange, smalle blade, som tydelig
kunde sees at tilhøre denne art!. Paa sin reise langs kysten i 1836
opsøgte B. M. Keilhau og Chr. Boeck den nævnte lokalitet; de
gjenfandt de samme bladrester, men erklærer, at de ikke tilhører Zostera?.
I »muslingler« ved Berg nær Kragerø (ca. 38 m. o. h.) fandt M. Sars

1 Fabricius, Reise nach Norwegen, p. 269.

IE:
? B, M. Keilhau, Landjordens stigning, p. 239.

148 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

talrige blade, der efter beskrivelsen sandsynligvis har tilhørt denne
plantel; med visshed kan dog dette ikke nu afgjøres.

Naar bortsees fra disse ældre, tvivlsomme angivelser, foreligger
hidtil kun et eneste fuldt sikkert fund af fossil Zostera i Norge, nemlig
ved Aarungen i Aas, hvor N. Wille 1891—92 fandt talrige rodstokke
og blade af Zostera i ler sammen med Ostraea edulis og andre post-
glaciale mollusker; hgiden over havet er henimod 40 m.?.

Som levende er planten udbredt langs Norges kyster lige til Øst-
finmarken ; nordenfor Tromsø er den meget sjelden (Norman).

Potamogeton.

Stenfrugter med og uden det ydre, kjødede lag hører til de alminde-
ligste fossiler i afleiringer af gytje og ler; ofte kan de findes i stor
mængde. Medens de smaafrugtede arter vanskelig lader sig adskille i
fossil stand, kan P. natans L. og P. praelongus Wulfen let kjendes
paa frugterne; foruden af disse har jeg ogsaa indsamlet fossilt materiale
af flere andre arter, der endnu ikke er sikkert bestemte.

P. natans L. Tavle 1, fig. 5—6.

Uden sammenligning den hyppigst forekommende art. Ogsaa vel
vedligeholdte blade samt stængelstykker med paasiddende optrevlede
rester af bladstilke og skeder er gjentagne gange fundne fossile.

Frugterne store, fladtrykte, skjævt ægformede, med but ryg.

Fossil: I birkezonen og yngre zoner i et meget stort antal torvmyrer
i forskjellige landsdele.

Levende: Meget almindelig gjennem hele landet.

P. praelongus Wulfen.

Frugterne meget store, stærkt fladtrykte, med en vingeformet kjøl
paa rygsiden.

Fossil: Hellemyr i ekezonen.

Levende: Spredt gjennem hele landet til Alten og Sydvaranger,
dog overalt sjelden.

Ruppia maritima L.
De let kjendelige frugter er almindelige i marine ler- og gytje-
afleiringer i det sydlige Norge og er et af de sikreste ledefossiler
for disse.

! M. Sars, Foss. Dyrelevn, fra Quartærperiod., p. 79.
2 N, Wille, Om et subfossilt Fund af Zostera marina,

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 149

Paa grund af sin tyngde synker de modne frugter straks tilbunds!;
udentvivl afleires de i de fleste tilfælde paa selve voksestedet. Hvor
man i et lag træffer store mængder af vel vedligeholdte frugter, kan
man derfor danne sig begreb ikke alene om vandets saltholdighed, men
ogsaa vandstandens omtrentlige høide ved tiden for afleiringens dannelse.

Ved adskillelsen af de tre underarter, hvori man har delt denne
kollektive art, er frugternes form og længden af deres skafter af betyd-
ning. Det foreliggende, righoldige materiale af fossile Rwppia-frugter
tillader i flere tilfælde bestemmelse af underarterne. I andre tilfælde,
hvor materialet er mindre godt vedligeholdt eller kun indeholder lidet
udprægede former, maa det kollektive navn benyttes.

R. *spiralis (L.) Dum. Tavle 2, fig. 17—18.

Frugterne skjævt ægformede, næsten oprette. Skafterne forholdsvis
korte, 3—6 gange saa lange som frugterne. Griffel og skaft staar i
samme linie.

Fossil: Arekilen i granzonen, Gjervaagmyr og Holtanmyr i ekezonen.

Levende: Sjelden; mod nord til Buksnæs i Lofoten (Norman).

R. *rostellata Koch. Tavle 2, fig. 14— 16.

Frugterne halvmaaneformede, med tydeligt næb, stillede paa tværs.
Skafterne 5—9 gange længere end frugterne. Griffel og skaft staar ikke
i samme linie.

Fossil: Arekilen og Holkekilen i granzonen, Gjervaagmyr og Holtan-
myr i ekezonen.

Levende: Almindeligere end foregaaende; mod nord til Lødingen
paa Hindøen (Norman).

Foruden paa de ovenfor nævnte steder er R. maritima L. funden
fossil i Hillestadmyr i Andebo og Sundenetjernmyr paa Tjømø (Stange-
land), Husermyr paa Asmalø i granzonen, Jonasmyr og Tollemyr i
Botne samt Skeie i Klep i ekezonen. Det nordligste findested er Ramsaa
paa Andøen, hvor en enkelt frugt blev funden i marin sand under en
postglacial strandvold.

I myren ved Arekilen fandt jeg to sammenvoksede frugter af en
Ruppia, der er afbildet paa tavle 2 (fig. 19). Som det vil sees, bærer
samme skaft to frugter, der vender rygsiden mod hinanden, En saadan
sammenvoksning maa være meget sjelden; thi blandt flere tusinde frugter
har jeg kun seet denne ene. Penzig omtaler ikke denne abnormitet,
og heller ikke ellers kan jeg finde den omtalt i literaturen.

I C, Raunkiær, Danske Blomsterplanter, p. 114.

150 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Zannichellia polycarpa Nolte. Tavle 1, fig. 7.

Stenfrugterne er svagt bøiede, jevntykke, ved begge ender afrundede.
Langs ryggen bærer de en række fine smaatagger.

Denne art er i de skandinaviske kvartærafleiringer væsentlig knyttet
til to adskilte perioder, dels Ancylussjøens ældste tid, d. v. s. Dryas-
og birkevegetationens tid, dels tiden for den postglaciale sænknings
maximum !. De to hidtil kjendte norske forekomster tilhører begge den
første af disse perioder.

Fig. 21. Najas marina's udbredelse i Norge som levende (@) og fossil (+).

Navnlig i de nordligste dele af dens udbredelsesomraade lever arten
næsten altid i brakvand; undertiden, f. eks. i Slotsdammene i Kristiania,
forekommer den dog i helt ferskt vand. Dens frugter er derfor neppe
noget helt afgjørende bevis for en afleirings marine oprindelse.

Fossil: Svartemyr i birkezonen, Brøndmyr sammen med arktiske
planter.

Levende: Spredt paa en række steder langs kysten fra Fredrikshald
til Elvenæs i Sydvaranger; almindeligst ved Kristianiatjorden, ellers sjelden.

1 Gunnar Andersson, Om några våxtfossil från Gottland, p. 39—41. — Sv. växtv,
hist, p. 58.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 151

Najas marina L. Fig. 2ı.

Ligesom i Sverige og Finland har denne art ogsaa i Norge under
den varmeste del af den postglaciale tid været mere udbredt og gaaet
adskillig længere mod nord end nu.

Den opbevares som fossil ved sine tykskallede, modstandskraftige
frø; navnlig ved mikroskopisk undersøgelse kjendes disse let paa skallets
eiendommelige skulptur, der er nøiagtig beskreven af P. Magnus! og
H. Lindberg”. Froets størrelse og form varierer betydelig; de tre
af Gunnar Andersson opstillede former, f. typica, f. ovata og
f. microcarpa, er alle fundne fossile i Norge. Disse former kan under-
tiden være temmelig udprægede; men da de er forbundne ved mellem-
former og i almindelighed findes sammen, har de neppe stort systematisk
værd. Størsteparten af det indsamlede materiale bestaar af overgangs-
former mellem f. typica og f. ovata.

I Skandinavien lever denne art nu kun i salt og brakt vand, i
sydligere trakter derimod tillige i ferskvand. Som paavist af Gunnar
Andersson har den tidligere ogsaa i Sverige vokset i ferskt vand3;
det samme er tilfældet hos os, idet den nemlig i Vaalemyr i Stange
samt ved Skeie i Klep er funden i ferskvandsafleiringer.

Fossil er den funden i furuzonens seneste, varmeste del samt i eke-
og granzonerne: Arekilen, Vaalemyr, Jonasmyr, Tollemyr, Skeie.

Levende: Meget sjelden ved sydkysten fra Hvaløerne til Kristians-
sand: Arekilen paa Kirkeøen, Tromø ved Arendal, Justø og Osterø ved
Lillesand, Strømmevand ved Kristianssand.

N. flexilis (Willd.) R. et S. Tavle 1, fig. 8.

De smaa spoleformede, glindsende frø er særdeles karakteristiske
og lette at kjende.

I Sverige har Gunnar Andersson fundet denne art fossil i to
lerafleiringer fra Vesslö og Råkneby nær Kalmar, der af N. O. Holst
henføres til Ancylustidens mellemste del*. Den er ligeledes funden
mellem Ladoga og den finske bugt 5.

Gunnar Andersson har ogsaa opdaget den første fossile fore-
komst i Norge; han fandt frøene i prøver fra Hellemyr paa Lister,

P. Magnus, Beitr. z. Kenntniss der Gatt. Naas p. 42 —45.

H. Lindberg, De i Finland förek. arterna af slagtet Mayas.

Gunnar Andersson, Om Naas marinas tidigare utbredn. under kvartärtiden,

N. O. Holst, Östersjöns och Bottniska vikens postglaciala geologi, p. 63 og 65.
Gunnar Andersson, Finl, torfmossar, p. 108. — Lindberg, De i Finl. förek, artern,
af Naas, p. 4.

em > we DS -

152 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

indsamlede af Stangeland). I Hellemyr gjenfandt jeg denne art i
mængde. Arten er ligeledes yderst talrig i den nedre gytje i profilet
ved Skeie, saavel under strandvolden som ude paa Skeievandets gamle
bund; derimod synes den fuldstændig at mangle i det overliggende
marine sandlag og høiere i profilet?. Ved at gjennemgaa en samling
plantefossiler fra Jæderen, som G. E, Stangeland velvilligst stillede til
min raadighed, fandt jeg ikke mindre end tre nye lokaliteter: Skaseim-
myr i Klep, hvor den forekommer i mængde i kiselguhr sammen med
Potamogeton natans, Kjellinglandmyr med Scirpus lacustris, Potamogeton
natans og Nymphaea alba, samt bunden af Øksnevadtjern. Alle de
sidstnævnte findesteder ligger ligesom det nedenfor nævnte Grudevand
indenfor Figgenelvens vasdrag; men de staar kun delvis ved vandløb i
direkte forbindelse med hverandre; Skaseimmyr og Kjellinglandmyr
ligger begge ved det nu udtappede Skaseimvand.

De meddelte iagttagelser, der er indsamlede paa en flygtig reise,
viser, at Najas flexilis tidligere har været temmelig udbredt i det sydligste
Norge. Paa en kyststrækning af over 100 km. er den funden fossil paa
5 steder, beliggende i 3 forskjellige vasdrag. I flere af de undersøgte
gytjer forekommer den i stor mængde; udentvivl har den engang havt
betydning for vandvegetationens karakter. De norske forekomster paa
Lister og Jæderen synes at være adskillig yngre end de svenske.
I Skeievandet er den først gaaet tilgrunde, dengang det salte vand
under den postglaciale sænkning trængte ind i det ferskvandsbækken,
hvori den levede.

Najas flexilis er egentlig en amerikansk plante. Den er almindelig
udbredt over store dele af Nordamerika og findes kun paa ganske faa,
langt adskilte punkter i det vestlige Europa. Endnu i 1820-aarene
kjendte man kun to voksesteder i Pommern og Brandenburg; senere er
den funden paa nogle steder i Irland, Skotland, Nordtyskland, Rusland
og Finland. I Skandinavien opdagedes den først i 1849 i sjøen Heder-
viken nær Braheberg i Upland; men ved sjøens tørlægning omkring
1880 blev den her udryddet. I 1881 blev den funden i Ringsjön i
Skaane; den her voksende form afviger ved noget mindre frø og er af
opdageren beskreven som f. microcarpa Hj. Nilss.3. I Finland er den
funden levende paa to langt adskilte voksesteder, Welikaja-guba i Onega
og Vesijårvi i Tavastland *.

1 Gunnar Andersson, Sv, växtv. hist,, 2 uppl., p. 43.

2 Smlgn. ovenfor pag. 94—96.

3 N. Hjalmar Nilsson, Naas flexilis (Willd.) Rostk. & Schmidt och dess förekomst
i Sverige.

4 H. Lindberg, I. c

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 153

I Norge blev den i 1897 opdaget i Grudevand i Klep og Hognestad-
vand i Time paa Jæderen af E. Jørgensenl; senere er den samme-
steds samlet af flere botanikere. Sommeren 1901 havde jeg anledning
til at undersøge voksestedet i Grudevand. Planten vokser her paa et
begrændset omraade paa noget over 2 meters dyb sammen med [soétes
og Myriophyllum; den lader til at trives godt og sætter rigelig frugt.
Stedet ligger udenfor strømløbet, men ellers ikke særlig beskyttet; bunden
bestaar af sandblandet gytje.

Scheuchzeria palustris L. Tavle 1, fig. 9.

Denne art opbevares hovedsagelig ved sine store, tykskallede frø.
Disse er ovale, i tværsnit runde, og har paa den ene side en noget
fremspringende kjøl. Ved spiringen sprænges frøskallet i to klapper?,
der ofte findes adskilte i torven. Sammen med frøene findes undertiden
rhizomdele med paasiddende optrevlede bladrester, der efter al sand-
synlighed tilhører samme plante.

Treffes oftest i hvidmosetorv og fedtorv.

Fossil: Sandermyren i Maridalen i furuzonen, Hellemyr paa Lister
i lyngzonen.

Levende: Hist og her paa vaade hvidmosemyrer i den sydlige del
af landet; sjeldnere nordover til Lofoten og Ofoten.

Alisma Plantago L.
Delfrugter træffes temmelig ofte i gytje og ler, men i almindelighed
forholdsvis sparsomt.
Fossil: Svartemyr i furuzonen, Jonasmyr, Gjervaagmyr, myr ved
Lisletjern, Fristadmyr og Skeie i ekezonen, Arekilen i granzonen.
Levende: Almindelig i den sydøstlige del af landet, sjeldnere norden-
fjelds; til Overhalden i Namdalen.

Phragmites communis Trin.

Ovenfor er omtalt, hvilke dele af denne art der opbevares i torv-
myrerne; den er en af vore vigtigste torvdannende karplanter 3.

Fossil: I talrige torvmyrer, saavel vestenfjelds som østentjelds. Mod
nord til Myre paa Andøen. Ligesom i Sverige optræder den ogsaa hos
os allerede i birkezonen (Svartemyr).

Levende: Almindelig i det sydlige Norge, sjeldnere i det nordlige
til Steigen; Østfinmarken. Stiger paa fjeldene til og over bartrærnes
grændse.

1 E. Jorgensen, Nogle for vor flora nye planter, p. 3.
? C. Raunkiær, Danske Blomsterplanter, I, p. 24.
3 Smign. p. 30.

154 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl,

Carex.

Flere stararter medvirker i stor udstrækning til dannelsen af torvi.
Det er væsentlig rodstokke og andre vegetative dele, der udgjør torvens
hovedmasse; kun hvor der tillige findes frugter med utriculus, vil en
sikker artsbestemmelse i regelen være mulig. Sandsynligvis vil med
tiden et ganske stort antal arter af denne slægt vise sig at forekomme
fossile i vore torvmyrer; for tiden kan kun følgende med sikkerhed
opføres :

C. ampullacea Good. C. rostrata With.
Utriculus med talrige nerver, stærkt, næsten kugleformig opblæst,
pludselig sammensnevret til et smalt og jevnbredt, dybt kløvet næb.
Fossil: Meget almindelig i de norske torvmyrer. Optræder i Torv-
bakmyr allerede i dvergbirkezonen, i Svartemyr i birkezonen.
Levende: Meget almindelig gjennem hele landet til Østfinmarken.

C. vesicaria L.
Utriculus med talrige nerver, opblæst, kegleformet, jevnt og gradvis
sammensnevret til et langt udtrukket, dybt kløvet næb.
Fossil: Hidtil kun funden i myren ved Lisletjern i Holt i ekezonen.
Levende: Som foregaaende.

C. Pseudocyperus L. Fig. 22.

Utriculus fastbygget, med talrige nerver, skjævt æg-lancetformet,
jevnt afsmalnende til et langt udtrukket, dybt kløvet næb.

Fossil: Almindelig i ekezonen i det sydlige Norge, i Vaalemyr
allerede i furuzonens senere del. Følgende lokaliteter kjendes: Hillestad-
myr og Skjæggerudmyr i Andebo, Store Midtmyr og Store Engdammen
i Kodal, Præstmyr i Ramnæs, Sundenetjernmyr og Gjervaagmyr paa
Tjømø, Bjønnumsdammen og myr ved Fævang i Sandeherred, Kolbo-
myr og Storemyr ved Ebru i Løiten, Ranklevmyr i Elverum, Tjørvemyr,
myr ved Suland og myr ved Vanse kirke paa Lister, Nordre Taarlands-
myr i Haa, Lonamyr ved Øksnevad og Skaseimmyr i Klep (Stange-
land). Arekilen, Husermyr paa Asmalø, myrer ved Husehagen og
Aasterud i Stange, myr ved Kjensrudtjern i Østre Bærum, Jonasmyr,
Holtanmyr, Holkekilen, myr ved Lisletjern, Hellemyr, Skeie. — Af stor
interesse er R. Sernander's fund af denne art i et torvlag ved Værdals-
skredet, det eneste sted nordenfjelds, hvor den hidtil er paavist. Naar
den af G. E. Stangeland? angives for fire torvmyrer paa Vega i

1 Smlgn. ovenfor, p. 30.
2 G. E. Stangeland, Undersøgelse af Myrprøver. 1898, p. 182.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 155

Helgeland, skyldes dette nemlig en feilagtig bestemmelse; med Stange-
land’s velvillige tilladelse har jeg undersøgt frugterne herfra og fundet,
at de tilhører en anden art.

Levende: Sjelden og kun i den laveste sydøstlige del af landet.

C. filiformis L. C. lasiocarpa Ehrh.

Utriculus tyk og fastbygget, ægformet, nedtil oftest mere eller
mindre opsvulmet, optil afsmalnende til et kort og bredt, kløvet næb.
Frugtens form varierer
adskillig, men arten er
dog altid let kjendelig.
Undertiden sees spor
efter frugtens haarklæd-
ning.

Denne art træffes
paafaldende ofte i torv-
myrerne og synes tid-
ligere at have været
meget almindelig.

Fossil er den af
Stangeland og forf.
funden i henved 50
torvmyrer i det syd-
lige Norge. Den findes
baade østenfjelds og
vestenfjelds og optræ-
der i Torvbakmyr alle-
rede i dvergbirkezonen,

Levende: Alminde-

E 5 Fig. 22. Kart over Carex Pseudocyperus’ udbredelse i
lig gjennem hele landet Norge som fossil (+) og levende (@).

til Østfinmarken.

C. stellulata Good. (. echinata Auct., non Murr. Tavle 1,
fig. 13.

Utriculus noget fladtrykt, med en flad og en konveks side, fra en
bredt æg-hjerteformet grund sammensnevret til et forlænget, skarpkantet,
totandet næb. _

Er ikke tidligere angivet som fossil i Skandinavien.

Fossil: Hornæsmyr, Gjervaagmyr og Fristadmyr i ekezonen, Søn-
dre Volmerødmyr i granzonen. Valestrand, i prøve samlet af Gunnar
Andersson. Kuformyr paa Andøen, 3 m. o. h.

Levende: Almindelig gjennem hele landet til Østfinmarken.

156 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Cladium Mariscus L. Tavle 1, fig. 12. — Tekstfig. 23.

Af denne art opbevares nødderne. Disse er omvendt ægformede,
3,0—3,5 mm. lange, i tværsnit runde; ved grunden har de en tre-
delt »fode.

Ligesom i det sydlige Sverige optræder Cladium hos os i furuens
tid; ogsaa i Norge har den tidligere havt en langt større udbredelse end
i nutiden.

Fossil: Storemyr ved Havsaas i Kodal, Kleppestemmen i Klep
(Stangeland); Vaalemyr i furuzonen, Holtanmyr og Skeie i ekezonen.
Skaseimvand i Klep (Stangeland).

Fig. 23. Cladium Mariscus's udbredelse i Norge som levende (@) og fossil (+).

Levende: Vokser kun paa et eneste sted, nemlig ved et lidet tjern
nær Straysvandet ved Kristianssand, hvor den er opdaget af R. Fridtz.
Her sætter den enkelte aar moden frugt (ifølge expl. i Universitetets
herbarium).

Eriophorum vaginatum L.
Bundtformig optrevlede rester af det vegetative system træffes
hyppig i hvidmosetorv. Arten optræder først i furuzonen.
Fossil: Af Blytt, Stangeland og forf. funden i et stort antal
torvmyrer i forskjellige dele af landet.
Levende: Almindelig paa myrer gjennem hele landet til Øst-
finmarken.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 157

Scirpus silvaticus L.

Nodderne er ca. 1 mm. lange, trekantede, lyse af farve; de findes
undertiden sparsomt i torvmyrerne. De børsteformige blomsterdækblade
er gjerne i behold.

Fossil: Hornæsmyr og Holtanmyr i ekezonen.

Levende: Almindelig i lavlandet søndenfjelds; mod nord til Sparbo
og Stod i Indherred (Norman).

S. maritimus L.

Nodderne er ca. 3 mm. lange, bredt omvendt æg-hjerteformede, paa
den ene side flade eller lidt konkave, paa den anden jevnt, afrundet
kjølet-hvælvede; farven er mørkebrun eller sort. Findes i ler og gytje,
der er afsat i salt eller brakt vand.

Fossil: Jonasmyr i ekezonen, Arekilen i granzonen.

Levende: Almindelig ved strandkanter i det sydlige Norge; mod
nord til Ørlandet.

S. lacustris Tavle 1, fig. 10—11.

Nødderne omtrent 2 mm. lange, bredt—smalt omvendt ægformede,
paa den ene side flade, paa den anden med en stærkt fremspringende
bredt hvælvet kjøl, der henimod spidsen er pukkelformig udvidet; farven
er mat graa—graabrun. Ofte opbevares tillige de 6 smaapiggede børster,
der som et blomsterdække omgiver nøddernes grund.

I gytje og sivtorv er disse nødder meget almindelige og findes
undertiden i stor mængde; eksempelvis kan nævnes, at 1 liter gytje fra
Jonasmyr indeholdt ikke mindre end 2180 nødder.

Desuden opbevares rodstokke og stængler, der mangesteds danner
hele torvlag!.

Fossil: I talrige myrer i forskjellige landsdele; i Torvbakmyr allerede
i dvergbirkezonen, i Svartemyr i birkezonen. — Angives allerede af
Blytt for Norge.

Levende: Almindelig i sjøer og tjern i det sydlige Norge. Sjelden
nordenfjelds, mod nord til Vikten.

S. caespitosus L.

Optrevlede rester af rødder og de tueformig sammenpakkede over-
jordiske skud træffes paa Jæderen ikke sjelden i fedtorv (Stangeland,
forf.). Hidtil kun funden i lyngzonen.

Levende: Meget almindelig lige til Østfinmarken.

I Smlgn, pag. 30.

158 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Heleocharis.

Nødder træffes ikke sjelden i gytje og karplantetorv, dog aldrig i
mængde. Griffelens nedre, opsvulmede del forbliver ved modningen
siddende paa nødden, hvorved denne let kjendes fra de øvrige cypera-
céer. Slægtens to hos os mest udbredte arter, H. palustris R. Br. og
H. uniglumis Koch, lader sig neppe med sikkerhed adskille efter nød-
dens form.

Fossil: I ikke faa torvmyrer, i Brøndmyr allerede i dvergbirkezonen.

Levende: Begge de nævnte arter er almindelige i den største del af
landet og gaar mod nord til Østfinmarken.

Rhynchospora.
Nødder er fundne en enkelt gang. Da blomsterdækkets børster
mangler, kan arten ikke bestemmes.
Fossil: Torvbakmyr i ekezonen.
Levende: Især i kysttrakterne i den sydlige del af landet.

Iris Pseudacorus L.

Saavel de sædvanlige store, skiveformede frø som de halvkugle-
formede, der udfylder pladsen øverst og nederst i kapselens rum, er
fundne fossile i Norge.

Hos os er arten hidtil kun funden i ekezonen, medens den i Sverige
og Finland allerede optræder i furuzonen.

Fossil: Jonasmyr, Gjervaagmyr, Holtanmyr, myr ved Lisletjern,
Hellemyr, Skeie. I Hellemyr er den allerede funden af Stangeland.

Levende: Temmelig almindelig i den sydlige, lavere del af landet;
sjeldnere nordenfjelds, mod nord til Lofoten (Norman).

Calla palustris L.

De store tykskallede frø opbevares i myrdynd og oredynd. De er
ribbede paa langs, med tværrynkede ribber, og har paa den ene side en
fremspringende kjøl.

Fossil: Hornæsmyr og Holtanmyr i ekezonen.

Levende: Almindelig i landets sydøstlige del; mod nord til nedre
Gudbrandsdalen, mod vest til Flekkefjord.

Dicotyledones.
Myrica Gale L.

Blade samt mindre kviste er oftere fundne i ringe dybde i hvid-
mosetorv. Undertiden sees rester af de gule, harpiksholdige kjertler,

1903. No. 2. PLANTERESTER 1 NORSKE TORVMYRER. 159

der stikker stærkt af mod de sorte blade. Hidtil kun funden i lag af
ung alder.

Fossil: Østre Torlandsmyr i Haa (Stangeland); Gjervaagmyr i
granzonen, Hellemyr og Fristadmyr i lyngzonen.

Levende: Almindelig i de lavere dele af landet, især langs kysten;
mod nord til Bjarkø i Tromsø amt.

Populus tremula L.

Den del, der oftest træffes fossil, er de smaa mørktglindsende, dybt
fligede rakleskjæl. Saadanne er fundne i Vaalemyr og myr ved Dyri
i furuzonen samt i Jonasmyr i ekezonen. Stangeland angiver at
have fundet mindre stammer i Hellemyr paa Lister, og jeg har seet
slige, med mærker efter bævertænder, fra myren ved Lønetjern paa
Vegarsheien. — Blytt har fundet blade i mængde i birketuf ved Leine
og Dal i Gudbrandsdalen, ved Leine desuden sparsommere i furutuf,

Som levende er aspen almindelig gjennem hele landet.

Salix caprea L.
Blytt har fundet blade i mængde i birketufferne ved Dal og Leine.
Som levende almindelig gjennem hele landet til Østfinmarken; den
stiger i det sydlige Norge til og over naaletrærnes grændse.

S. aurita L.

Blade, tilhørende artgruppen S. caprea, S. aurita og S. cinerea,
er meget almindelige i torvmyrerne; men den nærmere artsbestemmelse
er temmelig vanskelig. — Blot følgende lokaliteter kan opføres som
sikre: Svartemyr i furuzonen!, myr ved Lisletjern i ekezonen,

Levende: Almindelig i de lavere dele af landet, mod nord til Rødø
i Helgeland (Norman).

[S. hastata L.

Et par blade fra birketuffen ved Leine synes if. Blytt at tilhøre
denne art.

Levende: Almindelig paa fjeldene gjennem hele landet.]

S. arbuscula L.
Flere blade i Dryastuf ved Leine (Blytt).
Levende: Hist og her i fjeldtrakter i det sydlige Norge, i det nord-
lige ogsaa i lavere egne.
[S. nigricans Sm.
I birketuffen ved Dal fandt Blytt blade, der sandsynligvis tilhører
denne art.

1 Velvilligst bestemt af dr. Gunnar Andersson,

160 JENS HOLMBOE, M.-N. KI.

Levende: Almindelig gjennem hele landet, til og over birke-

graendsen.]

Salix glauca L.

Blade, der fuldstændig stemmer overens med recente, er if. Blytt
ikke sjeldne i birketuffen ved Leine,

Levende: Almindelig i fjeldtrakter gjennem hele landet.

S. herbacea L. Tavle 2, fig. 20—21.

Meget smaa blade af denne art fandtes i mængde i sandlaget i
bunden af Brøndmyr i Klep. De største blade er 7 mm. lange, hvad
der afgjort tyder paa et arktisk klimat; hvor planten undtagelsesvis
vokser i sydligere, resp. lavere, egne, optræder den under frodige,
luksurierende former med indtil 20 å 25 mm. lange blade. — Alle blade
er fint, men tydelig tandede; det maa derfor ansees som sikkert, at de
tilhører denne art og ikke S. polaris Wahlenb., der i Sveriges Dryas-
zone er den hyppigste af de to.

Levende: Meget almindelig paa fjeldene gjennem hele landet, sjelden
nedenfor naaletrærnes grændse. Dog stiger den undtagelsesvis, selv i
den sydlige del af landet, ned til havets niveau.

S. reticulata L.

Blytt har fundet to blade i »Dryastuf« ved Leine. — Ved Brei-
tvedt teglverk i Østre Aker (165 m. o. h.) har K. O. Bjørlykke i
marint ler sammen med Mytilus edulis L., Macoma baltica L. og
Anomia ephippium L. fundet aftryk af to blade, som han henfører til
denne art. Skjønt jeg ikke har havt anledning til at undersøge de
nævnte aftryk, kan jeg dog ikke tilbageholde den bemærkning, at løse
bladaftryk i ler af S. reticulata let maa kunne forveksles med andre
arter, saasom flere Salices, Arctostaphylos alpina (L.) Spreng., o. fl. —
Rimeligvis til denne art hører videre et blad fra birkezonen i en myr
paa Risø i Tromsø amt. |

Levende: Almindelig i fjeldtrakter gjennem hele landet; i det nord-
lige Norge, fra Ranen af, stiger den ned til havet.

Corylus Avellana L.

Ved skjæring af brændtorv og gravning af grofter træffes hassel-
nødder meget ofte i de norske torvmyrer; paa grund af skallets faste
bygning bevares de sædvanlig i let kjendelig tilstand.

Tidlig møder man i literaturen spredte oplysninger om fund af
hasselnødder i de løse jordlag, navnlig i torvmyrer. Allerede B. C. de
Fine beretter i sin aar 1745 forfattede beskrivelse over Stavanger amt,

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 161

at man paa Jæderen gjentagne gange har fundet hasselnødder samt bark,
næver, kul og forskjelligt husgeraad i en favns dybde ved torvskjæring
og opdyrkning af ny jord!. Det synes forøvrigt at fremgaa af hans
fremstilling, at han opfatter de nævnte fund som spor efter en gammel
bebyggelse.

Spredt omkring i literaturen omtales der endel fund af fossile hassel-
nødder i norske torvmyrer og andre kvartærafleiringer; men angivelserne
giver intet fuldstændigt billede af fundenes hyppighed. I Sverige har
som bekjendt sammenlignende studier over hasselens tidligere og nu-
værende udbredelse ført til vigtige resultater angaaende klimatets for-
andringer i den postglaciale tid, Jeg har derfor lagt særskilt vægt paa
at samle saa mange oplysninger som muligt om de fossile hassel-
nødders forekomst. Efter samraad med dr. Gunnar Andersson i
Stockholm anmodede jeg i juni 1900 gjennem en notits i de fleste norske
aviser folk, der kjendte slige fund, om at sende mig meddelelse derom
med oplysninger om de nærmere omstændigheder ved forekomsten. Som
følge af denne opfordring modtog jeg fra forskjellige dele af det sydlige
Norge uventet talrige oplysninger, der med stor imødekommenhed blev
indsendte, mange ledsagede af prøver.

Schübeler har paavist, at der i Norge af hasselen optræder to
forskjellige former, hvoraf den ene udmærker sig ved korte og runde,
den anden ved mere aflange nødder. Ved dyrkning gjennem 4 genera-
tioner har han fundet begge former fuldt konstante. Videre har han
fundet, at saavel den aflange som den runde form forekommer fossile i
torvmyrerne, og drager deraf den slutning, at de begge er oprindelig
vildtvoksende i landet. Den form, der bærer runde nødder, er den
almindeligst udbredte og gaar i Norge ifølge Schübeler længst mod
nord?. Gunnar Andersson har gjenfundet begge former i Sveriges
kvartærafleiringer;, den runde, som ogsaa der er den almindeligste, kalder
han f. silvestris Hort., den lange f. oblonga?. Ved maaling af længde
og bredde hos ca. 250 fossile hasselnødder fra torvmyrer i forskjellige
dele af det sydlige Norge og ved at sammenligne disse med et betyde-
ligt, recent materiale har jeg fundet de to af Schiibeler beskrevne former
særdeles udprægede. Til f. silvestris har jeg henført de nødder, hvis
længde divideret med bredden giver en lavere værdi end 1,15, til f. oblonga
de nødder, hvor længde-breddeforholdet har en høiere værdi. Mellem-

1 B, C, de Fine, Beskr, over Stavanger Amt, p. 110.

2 F,C, Schübeler, Culturpfl, Norw., p. 74; Pflanzenw, Norw,, p. 209; Virid, Norv,,
I, på SIT.

3 Gunnar Andersson, Hasseln i Sverige, p. 155, flg,

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N, KL 1903. No. 2. 11

162 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

former, om hvis bestemmelse man kan være i tvivl, findes vistnok, men
er ikke synderlig almindelige; kun ca. 12 % af de maalte nødder har et
længde-breddeforhold beliggende mellem 1,1 og 1,2, og selv blandt disse
viser de fleste sig tydelig ved sit udseende at tilhøre den ene eller den
anden af Schübeler’s former. Jeg har derfor ikke fundet grund til
ligesom Gunnar Andersson at opstille en selvstændig mellemform
(f. ovata Willd.); det turde falde vel saa vanskeligt at adskille denne
fra de to hovedformer som disse indbyrdes.

De udførte maalinger har vist, at længden, bredden og længde-
breddeforholdet hos de fossile norske hasselnødder varierer paa følgende

maade:
f. silvestris Hort, E oblonga G. Ands.
Længde (I)
INA Bo ee eee 9 mm. 13 mm,
gjennemsnitlig . . . . . . 14,5 — 17,3 —
Mens as 6 Boo ao 7 — 23 —
Bredde (b)
HALLE Oro de 12 mm, 10 mm,
gjennemsnitlig . . . . . . 14,8 — 12,8 —
MEANS G46 eee 18 — To ES

Forholdet mellem længde

I
og bredde (5)

eg ne oc 0,75 1,16
gjennemsnitlig . . . . . . 0,98 1,35
MAXIMUM ee 1,15 1,73

Formen med runde nødder er i mit materiale ligesom i Sverige
afgjort den hyppigste, idet 55 % af de indsamlede nødder har et længde-
breddeforhold lavere end 1,1, og kun 33 9% høiere end 1,2. Forgvrigt
pleier begge former ogsaa hos os oftest at optræde sammen, selv ved
de ældste (f. eks. Bakke teglværk) og nordligste (Inderøen, Levanger)
forekomster.

Oftest og i størst mængde forekommer hasselnødderne i myrdynd
og oredynd. Til sine tider kan de ligge saa tæt, at man kan øse dem
op i spadevis. Noget sjeldnere træffes de i gytje og andre i aabent
vand afsatte jordarter, derimod meget sjelden og altid kun i liden mængde

i hvidmosetorv og anden egentlig torv.

1903. No. 2. PLANTERESTER 1 NORSKE TORVMYRER. 163

Andre dele af hasselen end nødderne er hidtil ikke med sikkerhed
fundne fossile i Norge. Veden kan kun bestemmes ved hjælp af mikro-
skop. Ofte fortæller torvarbeiderne, at de har fundet rødder af hassel
i myrerne; men ved nærmere undersøgelse har disse altid vist sig at til-
høre andre træarter. Det turde dog være sandsynligt, at fossile grene
og rødder af hassel vil vise sig at forekomme ogsaa hos os.

Forekomster af fossil hassel i Norge. Fig. 24.

Paa grundlag af den foreliggende literatur og egne undersøgelser
skal nedenfor meddeles en oversigt over de hidtil bekjendte fossile hassel-
fund i vort land. De skriftlige meddelelser, som jeg har modtaget, har
tiltrængt adskillig sigtning; andenhaands meddelelser er saaledes overalt
ladet ude af betragtning, ligesaa de af de øvrige, der ikke ledsagedes af
enten prøver eller saa nøiagtig og paalidelig beskrivelse, at forveksling
maatte ansees udelukket. Det bemærkes, at blandt de prøver, jeg har
modtaget, har hver eneste indeholdt virkelige hasselnødder.

Smaalenenes amt.

Nordre Volmerødmyr i Id. Ved opdyrkningsarbeide for nogle aar
siden fandt eieren nødder af ek og hassel samt kongler af furu og gran.
(Velvillig meddelt af gaardbruger Peder Volmerød).

Ørmosen i Id. 189 m. o. h. Hasselnødder nær myrens kant i et
stubbelag under 2—2,5 m. hvidmosetorv. (A. Blytt).

Fredrikshalds omegn. Hasselngdder er ikke sjeldne i myrerne her-
omkring. (0. A. Dietz, brev 15/6 1900).

Risummyr ved Fredrikssten fæstning. Talrige hasselnødder i »bo-
realte stubbelag. (A. Blytt).

Hesthaugmyr ved Fredrikshald. Hasselngdder nær myrens bund,
henimod 1,5 m. under overfladen. (A. Blytt).

Landkasmyr ved Svinesund. Hasselnødder i stor mængde nær bun-
den, ca. 3,5 m. under overfladen. (A. Blytt; A. Møller, brev 1/6
1900).

Postmyr ved Huseby i Onsø. Hasselnodder er fundne ved grøfte-
gravning 0,8 m. under overfladen. (Otto Bjørneby, brev 1% 1900).

Akershus amt.

Storemyr i Fron ved Drøbak. Hasselnødder i torven. (A. Blytt).

Aasmyren i Aas. Hasselnødder er nær vestkanten fundne i mængde
lige til bunden, 3,6 m. under overfladen sammen med ask og ek. (A. Blytt,
N. Wille).

KI.

M.-N.

JENS HOLMBOE.

164

Hasselens udbredelse i Norge

som fossil og levende,

e Fossilfund.

Yderste nuværende
nordgrændse

/

und

N

N
0; > „Klimatiske“ nordgrændse

DAR,

Fig. 24.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 165

Stubberudmyr i Østre Aker. »Hassel if. J. Bruun.« (A. Blytts op:
tegnelser).

Etterstad i Østre Aker. Hasselnodder er fundne i et postglacialt
skjællag 38—40 m. o. h. sammen med Ostraea edulis, Litorina litorea,
etc. (P. A. Øyen i W. C. Brøgger, Nivåforandr. i Kristianiaf.).

Ensjø teglværk ved Kristiania. Ca. 50 m. o. h. Kviste, bark og
blade af birk samt enkelte hasselnødder er fundne i postglacialt ler
sammen med Nassa reticulata. (Bjørlykke, Geol. kart over Kristiania,
p. 72 og 81).

Frognersetermyr i Vestre Aker. Hasselnødder, fundne i bundlaget
af A. Blytt, opbevares paa det botaniske musæum.

Myr ved Kjensrudtjern i Østre Bærum. Temm. talrige hasselnødder
i myrdynd sammen med Rhamnus Frangula og Carex Pseudocyperus.
Ekezonen. (Jens Holmboe).

Stabæk i Østre Bærum. Fossile hasselnødder herfra, samlede af
À. Blytt, opbevares paa det botaniske musæum.

Tønneberg myr i Høland. 123 m. o. h. Hasselnadder og ek ved
myrens bund. (A. Blytt).

Brenni og Furuset i Ullensaker. Hasselnødder er fundne i stor
mængde ved gravning af grøfter i torvmyrer, der nu er opdyrkede. (Velv.
meddelt af gaardbruger K. Viste).

Hedemarkens amt.

Rud i Mo, Nordre Odalen. Hasselnsdder er fundne ı m. dybt »i
et jordlag i en myrlændt sump.« Hassel vides ikke nu at vokse
i nærheden. (Hans H. Rud, brev H/6 1900).

Vaalemyr i Stange. Hasselnødder i gytjen. (Smlgn. ovenfor, p. 59).

Myr ved Fokhol i Stange. Hasselnødder er fundne ved grøftegrav-
ning. (Velv. meddelt af gaardbr. Jens Gjensbak).

Myr ved Urderhaugen paa Aasterud i Stange. Efter myrens ud-
grøftning for ca. 8 aar siden er den sunket stærkt sammen, og de øvre
lag er nu formuldede. 1,5 m. under overfladen møder man brun gytje
med talrige ferskvandsmollusker samt hasselnødder (sparsomt), furunaale,
Carex Pseudocyperus m. m. Dengang grøfterne blev gravede, fandt man
nødder i mængde. (Jens Holmboe).

Jesnæs i Furnes. Hasselngdder i en myr. (Velv. meddelt af gaard-
bruger Baard Olsen).

Arnebergmyr i Romedal, Hasselnødder, fundne i sjøkalk nær myrens
bund af N. Bryhn, opbevares paa det botaniske musæum.

166 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Ode-Kroksti i Løiten. Talrige hasselnødder er fundne ved gravning
af grøfter i myrer. (Velv. medd. af gaardbruger Baard Olsen).

Rustad i Løiten. Masser af hasselnødder er fundne ved gravning
ca. 1,5 m. dybt i en myr. (Velv. meddelt af kontrolassistent Rustad).

Østre Sveen i Løiten. Hasselnødder er fundne ved gravning af
grøfter i en nu opdyrket myr ca. 1,2 m. under overfladen. (K. O. Sveen,
brev 1?/6 1900).

Ved Ebru og Tobru i Løiten, midt inde i de vidtstrakte skogstræk-
ninger mellem Elverum og Løiten, er hasselnødder fundne i mængde i
flere torvmyrer paa 1 meters dyb eller mere. (Ifølge samstemmende
udsagn af flere arbeidere, der her har gravet grøfter).

Syringmyr ved Sætermoen i Elverum. 240 m.o.h. »Hasselnødder
i stor mængde helt igjennem det 3/4 m. mægtige torvlag. Ingen has-
sel paa stedet nu. (If. Adolf Dal).« (A. Blytt's optegnelser).

Storhofsæter i Elverum. Hasselnødder er fundne ved gravning i en
myr 1,2 m. under overfladen. Stedet omgives helt af granskog og ligger
temmelig høit. »Fundet vakte en særlig opmærksomhed, da hassel
aldrig saavidt kjendt har vokset her.« (Chr. Opsal, brev 18/6
1900).

Flatten i Elverum. Umiddelbart ved forrige lokalitet. Hasselnødder
fundne 0,6 m. dybt i en myr. (D. s.).

Alfheim i Elverum. Hasselnodder er fundne 0,3 m. dybt i en
myr. »Stedet omgives kun af furuskog. Saavidt os bekjendt har
der aldrig her i dalen vokset hassel.« (D. s.)

Haakedalen i Aamot. Hasselnødder er fundne i en myr. »Hassel
findes nu neppe i Glommendalen før Solør.« (Velv. medd. af
overlærer O. Ny huus).

Brufaldet i Aamot. Adskillige hasselnødder blev for nogle aar siden
fundne i en myr vest for gaarden; de laa ca. 1,2 m. dybt. »Hassel
findes ikke nu mere i trakten.« (Velv. meddelt af landbrugslærer
O. Kjendlie).

Melhagen i Aamot. Ved opdyrkning af en myr fandtes flere haand-
fulde hasselnødder 0,9 m. under overfladen. Hassel vokser ikke nu
mere i nærheden, naar undtages 2 à 3 isolerede steder en
halv mil fra myren. (H. Alme, brev 1/6 1900).

Dansarbakken i Osen (450 å 500 m. o. h.). Ved optagning af en
grøft ca. %/4 alen under overfladen har en mand ved navn Syverin
Persen Blikberget fundet »en hel næve fuld« af hasselnødder. Le-
vende hassel findes ikke paa lang vei. (0. Nyhuus i Indber.
til det akadem. kollegium ?1/2 1903).

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 167

Messelt i Storelvedalen. »Hasselnødder i en myr. — — Vokser
nu neppe i hele Østerdalen. (If. O. Evenstad).« (A. Blytt's
optegnelser).

Kristans amt.

Myr ved Morstad i Gran. 2 hasselnødder er fundne ved grøftning
af en myr. (Jens Holmboe).

Ribamyr paa Helgum i Gran. Ca. 310 m. o. h. Hasselnødder i
store mængder 0,5—ı m. under overfladen. (Thv. Gaarder, brev 15/7
1900).

Uldsrud i Kolbu, Vestre Toten. Ved grøftegravning i et myrstykke
i gaardens udmark træffes »hyppig hasselnødder, ofte i store hobe, paa
en dybde af omkring 0,8 m.« Hasselnødder er ogsaa fundne fleresteds
i den nærliggende Sørlimark. Lige ved Kolbu kirke vokser der nogle
hasselbuske; ellers findes ikke saadanne »paa miles afstand.«
(J. Anneksstad, brev 16/8 1900).

Vardal tremassefabrik. Hasselnodder er fundne 2 m. dybt i en
fabriken tilhørende torvmyr. (A. Bergan, brev 18/6 1900).

Myr i Biri. »Hassel 3—4' dybt. Nu findes ingen hassel mere
paa stedet.« (A. Blytt's optegnelser).

Østre Gausdal. »Med Skrivelse af 27de Januar 1863 har P. Bo i
Gausdal sendt et Stykke Tørv med Hasselnadder i fra en Myr ved
Bygdeveien paa det høieste Punct mellem Gausdal og Øier, 1360’ —
429 m. — over Havet. Tørvstykket er taget i en Dybde af 4’ under
Overfladen. Hassel findes nu ikke førend langt nede i Dalen
og der enda temmelig sjelden. I dette Stykke findes baade den
runde og den lange Varietet af Hasselnødden.« (F. C. Schibeler,
haandskreven tilføielse i Culturpfl. Norw. — Cfr. Pflanzenw. Norw., p. 200). —
Antagelig i samme myr er hasselnødder ogsaa fundne sommeren 1901.
(Velv. meddelt af fiskeristipendiat H. Huitfeldt-Kaas).

Fonstadbakken i Follebu, Østre Gausdal. Hasselnødder er fundne
ved brændtorvskjæring »i en liden myr oppe paa høiden et stykke
ovenfor husmandspladsen Øverste Fonstadbakken« ca. 1,5 m. under over-
fladen. »Omkring den lille myr findes sentvoksende granskog. Jeg er
sikker paa, at myren ligger høit over de steder, hvor der nu
vokser hasselnødder. De vokser i Follebu og Rudsbygden, men
kun i »Nerbygden«.« (K. Fonstad, brev % 1900).

Grimsrud i Bægnadalen. Hasselnødder er fundne i mængde i en
liden myr. (E. Grimsrud, brev 1/6 1900).

168 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Buskeruds amt.

Ekeberg i Lier. Ved gravning af grofter har man fundet hassel-
nødder i mængde 1,5—2 m. dybt i flere myrer. (P. Gregersen, brev
1/6 1900).

Rød i Hurum. Talrige hasselnødder er fundne i grøftedybde i en
myr. (Velv. medd. af gaardbruger Frants Michaelsen).

Jarlsberg og Laurviks amt.

Galleberg jernbanestation i Sande. Ved jernbanens anlæg fandtes
hasselnødder i isocardialer sammen med Mytilus edulis, Cardium echi-
natum og Isocardia cor 36 m. o. h., 1/4 km. nordenfor stationen. (W.
C. Brøgger, Nivåforandr. i Kristianiaf., p. 480).

Jonasmyr i Botne. 38,5 m. o. h. En hasselnød fandtes i marint
ler i myrens bund. (Smlgn, ovenfor, pag. 61).

Brekkekleven i Vaale. Hasselnødder og furukongler blev i 1878
fundne i marint ler 43 m. o. h. sammen med delfinskeletter, (A. Hel-
land i G. A. Guldberg, Bidr. til Kundsk. om Delphinus albirostris
J. E. Gray, p. 2.— Cfr. A. Helland, Jordbunden i Jarlsb. og Laurv. amt,
puten)

Bakke teglværk i Fon anneks til Ramnæs. 35 m.o.h. 15 hele
nødder, deriblandt 10 tilhørende den lange og 2 den korte form, fandtes
sammen med ek i et lag af planterester paa grændsen mellem senglacialt
arcaler og overliggende postglacialt ler med overveiende boreale og lusi-
taniske mollusker. (P. A: Øyen i W. C. Brøgger, Kristianiaf. nivä-
forandr., p. 386).

Strandmyr i Andebu. Hasselnødder forekommer i bundlaget nær
land i myrens søndre del. (Stangeland, Torvm. i Norge, II, p. 117).

Storgaden, Tønsberg. Ved gravningsarbeide paa en tomt traf man
vaaren 1899 ca. 3 m. under gadens niveau et torvlag, der indeholdt
store mængder af hasselnødder, frugtstene af Rubus tdaeus, m. m.
(A. F. Gjersøe, brev % 1900).

Brendsrodmyr ved Tønsberg. Furukongler og hasselnødder er
fundne blandt gruset i bunden. (A. Blytt).

Stokke. Fossile hasselnødder herfra, samlede af N. Bryhn, opbe-
vares paa det botaniske musæum.

Gjervaagmyr paa Tjømø. Hasselnodder i granzonen, (Smlgn. oven-
for, pag. 67). Ogsaa fundne nær myrens bund, i ekezonen. (G. E.
Stangeland).

Eienemyr paa Tjømø. Talrige hasselnødder er if. eieren fundne
ved gravning efter brændtorv 1,2 m, under overfladen sammen med

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 169

stammer af ek og birk. Jeg fandt et skal blandt de opkastede torv-
stykker. (Jens Holmboe).

Holtanmyr i Tjølling. 15 m.o.h. Hasselnødder i marin gytje og
sivtorv. Ekezonen. (Smlgn. pag. 60—70).

Bratsberg amt.

Ljosmyr i Lunde, Telemarken. Hasselnødder fandtes vinteren 1900
i mængde 1 m. dybt i hvidmosetorv. (0. T. Kaasa, brev % 1900).

Tangentjern ved Langesund. Hasselnadder fandtes i mængde fra
overfladen til bunden af den lille I m. dybe myr »Tangentjerne paa
aasen ovenfor byen. (Prof. N. Wille og forf. 18/6 1900).

Lister og Mandals amt.

Kadland i Holme. Over en skjælbanke med Ostraea edulis, Car-
dium edule, Tapes decussatus, Litorina litorea, Mya arenaria, m. fl., ved
Mandalselven o—1,6 m. o. h. er der et plantelag med blade og nodder
af hassel samt blade og grene af ek, birk, asp og or, naale og kongler
af furu, ekenodder, etc. Laget er if. Rasch »skarpt begrændset baade
oventil og nedentil; det indeholder intet andet end Blade, som ere tæt
sammenpakkede og kunne udtages i store Kager«. Det overleires af et
3 m. mægtigt sandlag samt derover et tyndt lag af rullesten og muld.
(H. Rasch, Naturhistoriske Notitser, p. 300. — Keilhau, Landjordens
Stigning, p. 188. — Cfr. W. C. Brøgger, Niväforandr. i Kristianiaf.,
p. 536—537, hvor skjælforekomsten henføres til de lavere tapesbanker).

Hellemyr i Vanse. Hasselnødder er oftere paatrufne ved torvskjæ-
ringen. Stangeland har fundet nødder ved myrbunden henimod den
sydvestre kant. (Torvm. i Norge, II, p. 12).

Frøilandsstemmen ved Frøiland i Vanse. Ved udgrøftningen af
denne nu opdyrkede myr, fandt man gjentagne gange hasselnødder og
ekestammer. (Jens Holmboe).

Torvbakmyr ved Frøiland i Vanse. Hasselnødder fandtes i mængde
i myrdynd- og oredyndlagene. Jeg indsamlede talrige, dels in situ, dels
paa de opkastede og tørrede torvstykker i stakkene. Smign. ovenfor,

p. 85).
Stavanger amt.

Fristadmyr i Ogne. Hasselnodder fandtes i mængde i oredynd
sammen med ek. (Smlgn. ovenfor p. 88).

Rolighedsmyr ved Fristad i Ogne. Hasselnadder og ekestammer er
ofte fundne i myren, især i de dybere lag. (Velv. meddelt af gaard-
bruger R. E. Fristad).

170 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Horr i Varhaug. Hasselnodder paatræffes ofte ved torvstikning i
myrerne heromkring. (Velv. meddelt af gaardbruger Jon J. Horr).

Næsheim i Haa. Ved gravning i en myr fandtes hasselnødder i
haugevis sammen med rødder af furu og ek. (P. H. Poulsson, brev
13/6 1900).

Østre Kviamyr i Haa. Hasselnødder er fundne 2 m. dybt. (Stange-
land, Unders. af Myrprøver 1898, p. 181).

Stenslandsstemmen i Time. (Stangeland).

Skeie i Klep. Hasselnødder fandtes meget sparsomt i gytjen under
strandvolden. (Smlgn. ovenfor pag. 94).

Midtmyr ved Pollestad i Klep. Hasselnødder er meget almindelige.

Strandmyr ved Øvre Øksnevad i Klep. Hasselnodder forekommer
. sammen med stubber og grene af ek i myrens bundlag. (Stangeland,
Torvm. i Norge, II, p. 30).

Skaseimmyr i Klep. Hasselnødder er fundne i oredyndlaget. (Velv.
meddelt af gaardbruger G. E. Stangeland).

Hana- og Vatnemyrerne i Høiland. Ved kanalisering af disse myrer
fandt man hasselnødder 2 m. dybt. (Peder A. Vathne, brev 1/9 og
4/10 1900).

Mellem Enetangen og Svartemyr i Høiland fandt jeg hasselnødder
sammen med rester af ek i kiselguhr.

Malde paa Jæderen. En fossil hasselnød herfra, indsendt af A. Ir-
gens, opbevares paa Universitetets botaniske musæum uden nærmere
betegnelse.

Reveim i Malde. Hasselnødder er fundne i en myr. (Eilif Peters-
sen, brev ?/10 1900).

Lindanger i Skjold, Ryfylke. Hasselnødder findes i mængde i en
dybde af 1 meter eller mere i Myrstølsmyren. (Erik Eriksen, brev
2/1 1900).

Langemyr paa Karmøen. »Hasselnødder skal være fundne i Skov-
myrlaget.« (Stangeland, Torvm. i Norge, II, p. 55).

Søndre Bergenhus amt.

Graven i Hardanger. Hasselnødder er fundne sammen med furu i
en terrasse foran Gravenvand 9,4 m. o. h. Terrassens høieste punkt er
16,5 m. o.h. (A. Helland, Stigning af Landet ved Hardangerfjord,
p. 122).

Kappemyr ved Lysekloster. »Fra Bunden til 4 Meters Dybde optog
Boret Hasselnødskal.« (Stangeland, Torvm. i Norge, II, p. 69).

1903. No 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 171

Hop i Fane. Hasselnødder findes i mængde i en myr 0,6—ı m.
under overfladen. (Velv. meddelt af frk. Alida Lampe).

Austreim i Lindaas. I en myr ved navn »Løkjena« har man ved
brændtorvskjæring fundet hasselnødder i et lag af birke- og ekerødder
dybt nede i myrmassen. (Magne Martinussen, brev %/9 1900).

Lerøen i Lindaas. Hasselnødder er fundne ved torvskjæring i en

myr. (D. s.)

Romsdals amt.

»Det er almindeligt i Romsdals Amt at finde Hasselnødder paa
Bunden af Myrene«. (A. M. Hansen, Hvorledes Norge blev til, p. 33).

Giske og Vigra udenfor Søndmøre. Hasselnødder findes paa bunden
af torvmyrerne, omkring 2 m. under overfladen. Høiere oppe staar lag
af furustubber. (Ole Lund, brev 17/6 1900).

Legernæs i Vestnæs, Romsdalen. I en myr i udmarken har man
fundet hasselnødder ca. 1,5 m. dybt, midt i myrens dybde. I myrens
undergrund, der bestaar af ler, fandtes »smaa skjæl, saadanne som
almindelig findes i fjeren«. (Chr. B. Legernæs, brev 1/7 1900). Myren
angives at ligge 100 m. o-h. Det fortjener nærmere undersøgelse, om
myren virkelig hviler paa marint underlag.

Dalsæt i Veø. Hasselnsdder er fundne under opdyrkning af myr.
(Velv. meddelt af amanuensis E. A. Dalsæt).

[Gulmyr i Bud. »Skovmyrlaget indeholder mange smaa Rødder af
Birk, Ener, Or og Hassel samt enkelte større Furerødder«. (Stange-
land, Torvm. i Norge, II, p. 86). — Det kan ikke sees, at hassel-
rødderne er anatomisk undersøgt, hvorfor angivelsen trænger til at
kontrolleres.]

Rimstadmyr i Tingvold. Hasselnsdder er fundne ca. 1,6 m. dybt.
(Ditløv Rimstad, brev 18/6 1900).

Skarsmyr paa Liabø i Halse. Ved gravning efter brændtorv er
fundet talrige hasselnødder i en dybde af 1,5 m. (Ole I. Liabø, brev

6/1 1900).

Søndre Trondhjems amt.

Kimomyr i Rissen. Hasselnsdder er paatrufne ved torvskjæring.
(I. Kemoe, brev 16/6 1900).

Nordre Trondhjems amt.

Meraker. Ved gravning af grøfter i en høitliggende myr har man
fundet hasselnødder. (Velv. meddelt af prof. W. C. Brøgger).

172 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Værdalen. 3 nødder af'den runde form fandtes i plantelaget i det
ved skredet i Værdalen i 1893 blottede profil) (Gunnar Andersson
i A. Hamberg, Profil från Værdalen, p. 514).

R. Sernander har fundet lignende nødder i Prestegaardsmyren
sammesteds og i et andet profil fra skredets vægge. (Vegetation och
niväförändr. p. 454—455).

Grevskotmyr, Levanger. Hasselnødder er fundne i mængde ca. I
m. dybt. (Karl Sivertsen, brev % 1900).

Lundsaunet, Inderøen. »Sommeren 1879 blev der paa Gaarden
Lundsaunet paa Inderøen (400° = 125 M. o. H.) i en Dybde af 4‘
(= 1,25 M.) under Overfladen, under Udskjæring af Brændtorv, fundet
meget skarpt udprægede runde og lange Hasselnødder, som blev mig
sendte.« (F.C. Schübeler, haandskreven tilføielse i Die Pflanzenw. Norw.).

Five i Stod. Under torvstikning i en myr paa Fivefjeldet i Kvam
anneks til Stod har man fundet hasselnødder i en dybde af 1—2 m.
(E. Five, brev 2/7 1900).

Nordlands amt.

Hasselnødder er fundne paa flere steder, hvor busken ikke nu vokser.
(W. C. Brøgger, Norges geologi, p. 28).

Rønvik i Bodin. Under de store myrdyrkningsarbeider ved det
nyanlagte Rønvik sindssygeasyl har man fundet hasselnødder i grøfte-
dybde i en myr lige ovenfor asylet. (Velv. meddelt af opsynsmand
Anth. Strauman). Hassel vokser ikke nu længere i trakten.

Samtlige her opførte forekomster er afmærkede paa den vedføiede
kartskitse (fig. 24). Her er desuden grændsen for hasselens nuværende
udbredelse indtegnet med saavidt stor detailnøiagtighed, som det fortiden
paa grundlag af de større floristiske værker, et stort antal lokalfloraer
og botaniske reisebeskrivelser samt egne optegnelser lader sig gjøre.

Til en rigtig forstaaelse af kartet er nogle bemærkninger nødven-
dige. Den indtegnede grændselinie viser den aller yderste grændse for
hasselens udbredelse, for en stor del dannet af sparsomme relikt-
forekomster i solvarme urer og sydskraaninger. Det er ikke med denne
grændselinie, at man maa sammenligne den af fossilfundene angivne
tidligere udbredelse, naar man vil bedømme, hvor meget temperaturen
har sunket siden den tid, da klimatforholdene tillod hasselen at trænge
længst frem mod nord i Skandinavien. Thi kan end hasselen i varme
sommere selv paa de længst mod nord fremskudte voksesteder (saasom
Steigen) sætte moden frugt, fører den dog her i nutiden en temmelig

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 173

tarvelig tilværelse, tilbagetrængt til særlig gunstige lokaliteter, og formaar
knapt ved selvsaaning at holde stammen vedlige, langt mindre at sprede
sig ud over det omgivende terræn. Snarere maa man sammenholde den
tidligere udbredelse med den adskillig sydligere beliggende »klimatiske«
nordgrændse, hvor hasselen ophører at være dygtig til konkurrance med
de øvrige trær og buske i skog- og kratformationerne. Saa har ogsaa
Gunnar Andersson gjort i sit netop udkomne, overmaade værdifulde
arbeide »Hasseln i Sverige«, hvor han paa grundlag af et meget rigt
materiale af fossilfund og reliktforekomster anslaar temperaturens synk-
ning til ca. 2,4” C. Men nogenlunde nøiagtig at indtegne hasselens
klimatiske nordgrændse i Norge paa et kart er fortiden neppe muligt;
dertil er iagttagelserne i naturen endnu for faa. Denne grændse har
ogsaa i vort stærkt kuperede land et betydeligt mere uregelmæssig
bugtet lab, end den efter Anderssons fremstilling synes at have i det
fladere Mellemsverige. For dog at give et begreb om dens omtrentlige
beliggenhed i trakterne omkring Kristianiafjorden er den her paa kartet
skitsemæssig antydet.

Endog helt udenfor den paa kartet afmærkede yderste nuværende
grændse kjendes der endel fund af fossile hasselnødder. F.C. Schiibeler
omtaler. allerede 1873—75 et saadant fra Østre Gausdal, og senere er
flere komne til fra Gausdal, Odalen, Løiten, Elverum, Aamot, Osen og
Storelvedalen samt Bodø; særlig forekomsterne ved Dansarbakken i
Osen og Messelt i Storelvedalen ligger et godt stykke udenfor grændsen.
Og i det brede bælte søndenfor og vestenfor denne grændse, hvor
hasselen nu helt eller næsten mangler, saavel i Østlandets vidtstrakte
barskogstrakter som i de afskogede, veirhaarde kystegne vestenfjelds,
viser de talrige fossilfund, at hasselen engang har været almindelig
udbredt, hvad A. Blytt har fremholdt saa tidlig som i 18761.

Ligesom i Sverige optræder de ældste levninger af hassel ogsaa hos
os i den yngre del af furuzonen. I marine afleiringer er hasselnødder
hidtil kun fundne i ekezonen og granzonen; forekomsterne ved Brekke-
kleven og Bakke teglværk i Jarlsberg maa antages at stamme fra den
tid, da henholdsvis ca. 73 og 67—68 % af den samlede stigning var
tilendebragt?.

Betula alba L.
Birkenæver hører til de norske torvmyrers almindeligste og lettest
kjendelige fossiler; fund deraf nævnes allerede i B, C. de Fine's

1 A. Blytt, Indvandr, af Norg. Fl., p. 323.
2 W. C. Brøgger, Niväforandr, i Kristianiaf,, p. 388. \

174 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

beskrivelse over Stavanger amt (1745) og andensteds i vor ældre topo-
grafiske literatur.

Foruden næver forekommer rodder, stammer, ved, grene, blade,
rakler, rakleskjæl samt frugter med og uden vinger fossile i Norge;
rester af en eller anden art træffes i de allerfleste myrer. Paa de i torv-
myrerne opbevarede stammer er veddelene i de fleste tilfælde temmelig
stærkt oplost; ofte er veden næsten fuldstændig forsvunden, medens den
omgivende næver er vel vedligeholdt og med sin lyse farve stikker a
mod torven, Derimod har jeg i en marin sandafleiring ved Filtvedt, 3 m.
under den nuværende overflade og 5 m.o.h., seet store, vandret liggende
birkestammer med forholdsvis vel vedligeholdt ved. Den største stamme
var ikke mindre end 11,1 m. lang; den maalte ved rodhalsen 68 cm.
og i den yderste ende 34 cm. i diameter. Ved bunden af Skotnæsmyr
i Buksnæs, Lofoten, har jeg fundet en meget stor »valbirk«-kubbel,

Af den kollektive art B. alba L. findes der i Norge som bekjendt
et stort antal former, hvis systematiske værd og indbyrdes slægtskab
endnu ikke paa langt nær er udredet, men som sædvanlig fordeles paa
de to arter eller formgrupper B. *verrucosa Ehrh. og B. *odorata
Bechst. Selv naar man har et stort levende materiale til sin raadighed,
er det ofte vanskeligt at trække grændsen mellem disse arter, der er
forbundne ved mellemformer af delvis hybrid natur. Og hvor der kun
foreligger fragmentariske fossile rester, vil en helt sikker bestemmelse i
de fleste tilfælde være umulig.

Lettest turde bladene kunne bestemmes; især i gytje og myrdynd
kan disse ofte findes i stor mængde. Men som alle torvmyrernes blad-
rester er de yderst skjøre og vanskelige at konservere, og trods anvendt
forsigtighed vil man gjerne ved hjemkomsten finde bladenes karak-
teristiske rand og spids beskadiget. Og under feltarbeidet har man sjelden
tid og sammenligningsmateriale nok til en betryggende bestemmelse.

Fra rakleskjællenes form og frugtvingernes bredde har man hentet
vigtige karakterer til adskillelsen af de to arter. Jeg har udført et stort
antal maalinger og skitser af fossile rakleskjæl og frugter og sammen-
lignet disse saavel med literaturen som med herbariemateriale og levende
planter. Resultatet er, at endel skjæl og frugter med sikkerhed har
kunnet bestemmes, medens den overveiende største del maatte lægges
tilside som mere eller mindre tvivlsomme. Som fremholdt af Gunnar
Andersson maa derfor i mange tilfælde kollektivnavnet benyttes.

' Smlgn, F, C, Schübeler, Virid, Norv, I, p. 466.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 175

B. *verrucosa Ehrh. Tavle 3, fig. 24—26.

Fossil: Gjervaagmyr, Hornæsmyr, Jonasmyr og myr ved Lisletjern
i ekezonen; Husehagenmyr og myr ved Lønetjern i furuzonen; Hellemyr
i lyngzonen. Et fragmentarisk blad fra furutuffen ved Leine tilhører if.
Blytt sandsynligvis denne art.

Levende: Almindelig i den sydlige, lavere del af landet.

B. *odorata Bechst. Tavle 3, fig. 27—28.

Fossil: Meget almindelig i norske torvmyrer, hvor den ligesom i
Gudbrandsdalens kalktuffer ved sin optræden karakteriserer birkezonen.
Til denne art hører sandsynligvis nogle birkerester, der er fundne i høit-
liggende fjeldtrakter over den nuværende birkegrændse, nemlig ved Hanse-
bodlægret, Krokevatssæter (1160 m. o. h.) og Valdalen paa Hardangervidden
(Wille) og ved Turtegrø i Lyster, 913 m. 0. h. (Gunnar Andersson).

Levende: Almindelig gjennem hele landet, i det sydlige paa fjeldene
til 1100 m. o. h.

B. nana L. X odorata Bechst. Tavle 3, fig. 29—31.

Et par rakleskjæl og frugter, der er fundne i birkezonen i Svarte-
myr sammen med de formodede stamarter, tilhører efter al sandsynlighed
denne hybrid. Ogsaa i vore nabolande er denne gjentagne gange funden
i tilsvarende afleiringer.

Levende: Ikke sjelden, hvor stamarterne vokser sammen.

B. nana L. Tavle 3, fig. 32—38.

Af dvergbirken opbevares blade, rakleskjæl og frugter. For vore
torvmyrers ældste planteførende lag er den det mest karakteristiske fossil.

Fossil: Hansebodlægret paa Hardangervidden i birkezonen. (Wille).
Klobbenmyr paa Frøiland i Time (Stangeland). Torvbakmyr og
Brøndmyr i dvergbirkezonen, Svartemyr i birkezonen; Storemyr paa And-
øen og Vadsømyr i Østfinmarken sammen med rester af birk.

Levende: Almindelig tilfjelds og i de høiere aastrakter; ellers sjelden.

Alnus glutinosa (L.) Gaertn.

Rødder, stubber, stammer, bark og grene er almindelige i myrerne,
navnlig i oredynd.

Bladene, der let kjendes paa nervaturen og den udrandede spids, har
jeg flere gange fundet ved spaltning af frisk optagne torvstykker; men
det har hidtil ikke lykkedes at konservere dem hele.

Medens hunrakleskjællene hos birken ved frugtmodningen falder af,
forbliver de hos Almus fast forbundne med raklens akse. Rakler med
skjællene helt i behold eller delvis afslidte i spidsen træffes almindelig
fossile.

176 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Fra svartortrær, der luder ud over sjø- og elvebredder, strøes der
om vinteren og tidlig paa vaaren store mængder af frugter udover
vandfladen!. Efter kortere eller længere tids forløb synker en stor del
af disse tilbunds og indleires i bundens afleiringer. Om lignende forhold
i en svunden tid vidner det store antal fossile frugter, som ved slemning
af fossile gytje- og myrdyndprøver kommer for dagen. — Frugternes
form varierer adskillig og retter sig til en viss grad efter pladsforholdene
mellem rakleskjællene; ikke desto mindre er de dog altid lette at kjende.
De vigtigste frugtformer er afbildede af Gunnar Andersson?

Fossil: Almindelig i eke- og granzonen; i myren ved Lønetjern paa
Vegarsheien allerede i furuzonen.

Levende: Almindelig i den sydlige, lavere del af landet; mod nord
til Snaasen.

Alnus incana (L.) Willd.

Stammer, stubber, rødder, blade, han- og hunrakler samt frugter
er fundne i norske torvmyrer; hvor der er frugter tilstede, bestemmes
arten sikrest og lettest.

Fossil: Værdalsprofilet i »torv« (Hamberg); Turtegrø i Lyster i
en myr 913 m. o. h. (Gunnar Andersson). Indsjeler ved Aursund-
sjø i furuzonen (R. Sernander). Vaalemyr i furuzonens yngre del,
Jonasmyr i ekezonen i marint ler 38,5 m. o.h. — Etpar brudstykker af
blade fra den ældste del af birketuffen ved Leine henføres af Blytt
med »cfr.« til denne art.

Levende: Almindelig gjennem den største del af landet fra havet
næsten til birkegrændsen; kun i de sydligste dele af Smaalenene og
Kristianssands stift samt i de ydre kystegne i Bergens stift er den
sjelden eller mangler.

Quercus Robur L.

Af eken indeholder torvmyrerne stubber, stammer, grene, blade,
knopskjæl samt nødder med og uden skaale.

Sjelden eller aldrig er resterne saa fuldstændige, at man med fuld
sikkerhed kan afgjøre, hvilken af de to nærstaaende arter Q. pedunculata
Ehrh. og @. sessiliflora Sm. der foreligger. Disse slaaes derfor her
sammen under det linnæiske kollektivnavn Q. Robur. Der er dog grund
til at antage, at den førstnævnte ogsaa som fossil er den overveiende
almindeligste. I en liden myr ved Stabæk nær Kristiania fandt
A. Blytt ekestammer med rødlig ved, som han formodede tilhørte

R. Sernander, Skand, vegetat. spridningsbiologi, p. 150.
Gunnar Andersson, Finl. torfmoss., tafl, I, fig. 7—9.

1
2

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 177

Q. sessiliflorat. Ved at gjennemtrænges af det brune myrvand under-
gaar imidlertid træstammerne saa store farveforandringer, at en arts-
bestemmelse udelukkende paa grundlag af vedens farve nødvendig maa
blive meget usikker og ikke kan opretholdes.

Stubber paa rod er forholdsvis sjeldne, dels fordi eken i faldet som
regel tager roden med sig, dels fordi de færreste torvmyrer nogensinde
har været saa tørre, at der har kunnet vokse ek paa deres overflade.
De allerfleste ekerester er fra land faldt eller blæst ud paa myren; man
finder dem hyppigst nær bredderne, og stammerne ligger næsten altid
med toppen fra land. Brudfladen har paa ekestubber aldrig det udseende,
der ovenfor er omtalt hos furuen; paa grund af sin haardhed forvitrer
veden lidet, hvorfor bruddet holder sig friskt med tvært afbrukne fliser.
Den fossile ekeved er som regel saa vel vedligeholdt, at den er fuldt
anvendelig til nyttegjenstande. I Smaalenene, Romerike og Hedemarken
er den meget efterspurgt til ljaastikker (»sandstikker«), og vestenfjelds,
paa Lister og Jæderen, hvor der er liden tilgang paa trævirke, anvendes
den desuden til grindstolper, smaa broer m. m., ja undtagelsesvis endog
til bygningstømmer. Ofte kan man finde fossile ekestammer af store
dimensioner; nogle exempler herpaa skal anføres:

Myrens navn. Lengde. Sterste tværmaal.
Ketenmyo Esters or. = 73 cm.
= NT RS RTE 575 cm. JR =
Torvbakmyr, — ...... 556 — 82 —
— ae BAER 409 — 91 —
= — re euere 578 — 42 —
Myr v. Pollestad, Klep. . . . . — 92 —

Det bemærkes, at barken og de yderste lag af veden i de fleste
tilfælde har manglet, hvorfor de opførte tværmaal er mindre end stam-
mernes sande tykkelse. Ligeledes mangler et større eller mindre parti
af toppen. Den længste stamme i Hellemyr var endnu 5 m. over
rodhalsen 34 cm. tyk. Den tykkeste stamme i Torvbakmyr blev fotogra-
feret. (Fig. 25).

Af blade træffes større og mindre stykker; hele blade er forholdsvis
sjeldne. Knopskjæl samt nødder og noddeskaaler kan undertiden være
meget talrige, især i myrdynd.

Som allerede Blytt har paavist, er fossil ek meget udbredt i det
sydlige Norge, selv i de nu skogbare kysttrakter og langt inde i Øst-
landets naaleskoge, hvor træet nu enten er ganske uddget eller kun

1 A, Blytt, Indvandr. af Norg. Fl., p. 350.
Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 2. 12

178 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

vokser paa særlig gunstige steder. Nedenfor skal gives en oversigt over
de hidtil bekjendte fund.

Søndre Volmerødmyr i Id. Blade. (Smign. pag. 51).

Nordre Volmerødmyr i Id. Nodder. (Velv. medd. af gaardbr.

P. Volmerød).
Tronsholtet ved Bogsjø i Id, En stamme. (Velv. medd, af gaard-

bruger Josef Torgalsbøen).
Nybøle i Id. En stamme i bunden af et tjern. (If. den samme).
Myr ved Hagelumd i Id. En stor stamme 1,2 m. under overfladen.

(Velv. meddelt af arbeidsformand Jens Rognlien).
Myr ved Braaten i Id. Et par smaa stammer 1 m. under overfladen.

Fig. 25. Fossil ekestamme, opgravet af myren. Torvbakmyr i Vanse.
(Fot. af forf.)

Moltemyr paa Hvaløernes præstegaard. (Velv. medd. af sogne-
præst Davidsen).

Myr paa Singleøen. En stamme. (Velv. medd. af gaardbr. Olaves
Branstorp).

Hornæsmyr i Skjeberg. 4—5 stammer. (Smlgn. pag. 54).

Myr ved Skjevik i Skjeberg. En stamme.

Gunhildmyr i Skjeberg. En stor stamme. (Velv. medd. af gaard-
bruger Edv. P. Haugsten).

Myr ved Vesttorp i Rokke. Stammer.

Stordamsmyr i Glemminge. (A. Blytt).

Myr ved Store Torp i Rakkestad. (Velv. medd. af brugseier J. E. Torp).

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 179

Søndre Laaby i Rakkestad. En stamme er funden i plogdybde i
en myr; en anden ligger i en bæk ved gaarden. (Velv. meddelt af
gaardbruger Hans Laa by).

Svartemyr i Rakkestad. En stamme. (Smlgn. pag. 56).

Rødenæs. »Ek voxer i R. kun i etpar exemplarer i Opsalskoven,
men forhen synes hele præstegjeldet at have været bevoxet med eketræer,
der allevegne graves op af myrene. (J. H. H. Brochmann in litt.) «
(A. Blytt's optegnelser).

Aasmyren i Aas. En stubbe ca. 3,6 m. under overfladen, paa
myrens bund. (N. Wille i Jens Holmboe, Granens Indv. i Norge).

Stubberudmyr i Østre Aker. »Ek if. J. Bruun.« (A. Blytt’s
optegnelser).

Svenengens teglværk ved Kristiania. En stamme, funden i Isocardialer
12—20 m. o. h., opbevares i Univ. mineralog. institut.

Stabæk i Østre Bærum. A. Blytt har fundet stammer samt talrige
nødder i en myr.

Tønneberg myr i Høland. (A. Blytt).

Urskog. »Ekestammer er fundne dybt i Jorden paa forskjellige
Steder.« (Anders Heyerdahl).

Støvnermosen ved Hauersæter i Ullensaker. Talrige ekestammer.
(Velv. meddelt af skydsskaffer Vesteng).

Stokstad i Ullensaker. Ligesaa. (If. den samme).

Vestengen i Ullensaker. Ligesaa. (If. den samme).

Brenni i Ullensaker. Enkelte stammer i en nu opdyrket myr.
(Velv. meddelt af gaardbruger K. Viste).

Rød i Hurum. Ekestammer er fundne i grøftedybde i en myr.
(Velv. meddelt af gaardbruger Frants Michaelsen).

Bakke teglværk i Ramnæs. 1 nøddeskaal i marint ler 35 m. o. h.
(W. C. Brøgger, Nivåforandr. i Kristianiaf.).

Sande. Et stykke fossil ekeved herfra opbevares paa det botaniske
musæum.

Gjervaagmyr paa Tjømø. En stamme. (Smlgn. pag. 67).

Eienemyr paa Tjømø. Mindre stammer og grene.

Myr ved Lisletjern paa Bydal i Holt. Blade. (Smlgn. pag. 73).

Myr ved Bukketjern paa Augland i Fjære. Stammer.

Kadland i Holme. Blade og grene. (H. Rasch, smlgn. pag. 169).
Store stammer. (A. Helland).

Myr ved Vanse kirke. Flere stammer. (Stangeland).

I A. Heyerdahl, Urskogs Beskrivelse, p. 25.

180 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Hellemyr i Vanse. Stubber og stammer. (Smign. pag. 81).

Torvbakmyr i Vanse. Stammer, blade, nødder m. m. (Smign.
pag. 86).

Myr ved Ore i Vanse. En mægtig stamme.

Myr ved Moen i Vanse. Stammer. (Velv. meddelt af Daniel
Jonsen).

Mellem Østhassel og Neseim i Vanse. Stammer i en myr.

Frøilandsstemmen i Vanse. Ligesaa.

Kvavigmyr i Lyngdal. Stubber. (Stangeland).

Myr ved Rodatjern ved Fuglestad i Ogne. Rødder.

Myr ved Fristad i Ogne. Rødder.

Rolighedsmyr ved Fristad i Ogne. Stammer.

Holemyr ved Hobberstad i Haa, Stubber paa rod paa myrens
bund ca. 2 m. under overfladen. (A. Blytt).

Østre Taarlandsmyr i Haa. (Stangeland).

Pollestad i Klep. Ekestammer træffes hyppig i myrerne heromkring.
(Velv. medd. af gaardbruger A. Scheie).

Strandmyr i Klep. Stubber og grene. (Stangeland).

Kleppestemmen i Klep. Talrige stubber. (Stangeland).

Lendemyr ved Lea i Høiland. Stubber. (Stangeland).

Mellem Enetangen og Svartemyr i Høiland. Stammer og blade i
kiselguhr.

Florø. Et stykke fossil ekeved herfra opbevares paa Universitetets
botaniske musæum.

Som levende er eken almindelig udbredt i de sydøstlige lavlands-
distrikter samt langs vestkysten mod nord til Tingvold paa Nordmøre.

Ulmus montana Sm.
Grene og frugter er fundne fossile i Norge.
Fossil: Værdalen i »torv« af usikker alder (Hamberg). Vaalemyr
i furuzonen.
Levende: Temmelig almindelig i den lavere del af landet, mod nord
til Gildeskaal og Beieren. (Norman).

[Atriplex cfr. litoralis L.
Store, glindsende frø af en Atriplex er fundne i marin sand ved
Skeie; sandsynligvis foreligger denne art.
Levende: Strandkanter, mod nord til Hasvik i Vestfinmarken. (Nor-
man); vestenfjelds meget sjelden.]

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 181

Montia fontana L.

Frø, der sandsynligvis tilhører denne artl, men som jeg ikke med
fuld sikkerhed tør bestemme, er fleresteds fundne i liden mængde, saa-
ledes ved Arekilen samt i Hornæsmyr og Jonasmyr i ekezonen. Det
eneste helt sikre findested, som fortiden kan opføres, er Ramsaa paa
Anden.

Levende: Temmelig almindelig gjennem hele landet.

Nymphaea alba L. (coll.).

Rodstokke og frø samt brudstykker af blade er meget almindelige
i alle afleiringer, der er afsatte i sjoer og tjern.

Begge de to underarter N. *alba Presl og N. *candida Presl er
fundne fossile; den sidste har større og mere cylindrisk formede frø end
den første. Ofte kan disse underarter let bestemmes efter frøenes karak-
terer; men i mange tilfælde bliver den nærmere bestemmelse uviss.

Fossil: Meget almindelig i det sydlige Norge; optræder allerede i
dvergbirkezonen (i Torvbakmyr) og birkezonen (i Svartemyr).

Levende: Almindelig gjennem hele landet til Senjen.

Nuphar luteum (L.) Sm.

Ogsaa af denne art er saavel rodstokke som frø fundne fossile, dog
langt sjeldnere end af foregaaende. Frøene er meget store, afrundet
kegleformede.

Fossil: Hillestadmyr i Andebo, Jammermyr ved Gjerstad i Kodal,
Sortetjernmyr i Elverum, myr ved Vanse kirke og myr ved Suland paa
Lister, Nordre Taarlandsmyr i Haa, Bergstjernmyr i Løiten, Stenslands-
stemmen i Time, Skaseimvand i Klep (Stangeland). Myr ved Løne-
tjern i furuzonen; Jonasmyr, Tollemyr, myr ved Lisletjern samt Skeie
i ekezonen.

Levende: Temmelig almindelig i de lavere dele af landet, mod
nord til Saltdalen.

Ceratophyllum demersum L. Tavle 4, fig. 40. Tekstfig. 26.

Af denne art opbevares de store, let kjendelige frugter. Disse er

ovale og bærer en fast bygget griffel samt ved grunden to lange, nedad-
rettede torne.

Fossil: Skjæggerudmyr i Andebo (Stangeland). Jonasmyr i Botne

sparsomt i ekezonen samt i mængde under den postglaciale sænknings

marine dannelser ved Skeie paa Jæderen.

2 Smlgn, Gunnar Andersson, Finl, torfmoss., p. 106,

182 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl,

Levende: Naar undtages et langt isoleret voksested paa Dønnæsø i
Helgeland, er arten kun funden nogle faa steder i de lavtliggende trakter
ved Kristianiafjorden.

Ranunculus repens L.
Kun smaanødder er fundne.
Sandsynligvis opbevares ogsaa flere af slægtens arter paa samme
maade.
Fossil: Hornæsmyr i ekezonen.
Levende: Almindelig lige til Østfinmarken.

Batrachium. Tavle 4, fig. 30.
Smaanødder træfles ganske ofte i gytje og ler i større eller mindre
mængde; de kjendes let ved sin paatværs rynkede overflade. Da

Fig. 26. Kart over Ceratophyllum demersum’s udbredelse i Norge som fossil (+) og
levende (Ø). En forekomst i Helgeland er ikke indtegnet.
nødderne er ganske ens hos alle norske former, er artsbestemmelse neppe
mulig. De træffes i afleiringer af alle aldre og findes i Brondmyr paa
Jæderen i mængde allerede i dvergbirkezonen. Maaske foreligger i dette
tilfælde B. *eradicatum Lest. der gaar længst mod nord og stiger
høiest tilfjelds af alle norske arter.

Thalictrum flavum L.
Nødderne, der af R. Herlin angives at være fundne i Finland},
forekommer ogsaa fossile i Norge.
Fossil: Jonasmyr i ekezonen.
Levende: Temmelig almindelig gjennem hele landet.

1 R, Herlin, Paläont-växtgeogr. stud, i Norra Satakunta, p. 45.

1903. No. 2. PLANTERESTER 1 NORSKE TORVMYRER. 183

Crambe maritima L. Tavle 4, fig. 41. — Tekstfig. 27.
Skulpens øvre, kuglerunde, nødagtige led er fundet i marin sand
ved Skeie paa Jæderen. Dette fund, der hidtil er det eneste i Skandi-
navien, tilhører ekezonen.
Levende: Meget sjelden ved strandkanter og hidtil med sikkerhed
kun funden ved den ydre del af Kristianiafjorden.

[Ribes cfr. rubrum L. (coll.).

Et ufuldstændigt blad fra birketuffen ved Leine henføres af Blytt
med tvivl til denne art.

Levende: Under flere former almindelig gjennem hele landet. Til
birkegrændsen.]

Fig. 27. Kart over Crambe maritima’s udbredelse i Norge som fossil (+) og levende (9).

Sorbus aucuparia L.
Kun frøene er hidtil fundne fossile.
Fossil: Jonasmyr, Holtanmyr og Holkekilen i ekezonen.
Levende: Almindelig gjennem hele landet.

[Cotoneaster vulgaris Lindl.
Et blad i dryastuffen ved Leine henføres af Blytt med tvivl til
denne art,
Som levende er den almindelig østenfjelds, langt sjeldnere i det
vestentjeldske Norge; mod nord til Overhalden. Skjønt hyppigst i lav-
landsdistrikterne stiger den undertiden høit over birkegrændsen.]

Rubus idaeus L.
Frugtstene træffes ofte i gytje og myrdynd,
Naar bringebærbusken er saa paafaldende almindelig i postglaciale
ferskvandsafleiringer, da er grunden udentvivl, at den hyppig vokser ved

184 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

smaabække, og at disse fører dens frugter med sig. At saa sker, har
jeg i Jarlsberg direkte kunnet iagttage.

Fossil: Værdalen med alm og hassel (Hamberg). Vaalemyr
og myr ved Lønetjern i furuzonen; Hornæsmyr, Jonasmyr, Tollemyr,
Holtanmyr, myr ved Lisletjern og Torvbakmyr i ekezonen. Myr ved
Rønvik sammen med rester af birk.

Levende: Almindelig gjennem hele landet; til og over birke-
grændsen.

Rubus fruticosus L. (coll.).

Kun en enkelt frugtsten er hidtil funden. Den ligner foregaaende
art, men er betydelig større og har en noget forskjellig skulptur. De
talrige sortfrugtede Rubi, der af Linné sammenfattedes under oven-
staaende kollektivnavn, kan ikke adskilles efter frugterne.

Fossil: Hornæsmyr i Skjeberg i ekezonen.

Levende: Almindelig i kysttrakterne i det sønden- og vestenfjeldske
Norge.

R. saxatilis L.

Ogsaa af denne art er kun en enkelt frugtsten funden.

Fossil: Heselvmyr i birkezonen.

Levende: Almindelig gjennem hele landet til Nordkap og Øst-
finmarken.

R. Chamaemorus L.

Multebærets frugtstene hører mærkelig nok til vore torvmyrers aller
sjeldneste fossiler. Kun ved Langenæs i Vesteraalen har jeg fundet
dem sparsomt sammen med rester af birk og ener i hvidmosetorv indtil
0,5 m. under overfladen. De eneste kjendte fossilfund i Sverige (Asele
i svensk Lappland, R. Tolf) og Finland (Jämijärvi?, R. Herlin) er
ligeledes af meget ung alder.

Levende: Almindelig paa torvmyrer gjennem hele landet.

Comarum palustre L.

Smaanødder er almindelige i afleiringer af den forskjelligste art;
maaske er de talrigst i startorv. De ligner meget enkelte Potentilla-
og Fragaria-arter, og det er neppe udelukket, at et eller andet fund
kan tilhøre en af disse. Ogsaa stammedele er fundne (f. eks. i en myr
ved Stokmarknæs).

Fossil: I talrige torvmyrer saavel i den nordlige som sydlige del
af landet. Den optræder i Torvbakmyr allerede i dvergbirkezonen, i
Svartemyr i birkezonen.

Levende; Almindelig gjennem hele landet.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 185

[Sibbaldia procumbens L.
I en myr ved Turtegrø i Lyster har Gunnar Andersson fundet
smaanødder, som han med tvivl henfører til denne art.
Levende: Almindelig paa fjeldene gjennem hele landet. ]

Dryas octopetala L.

I kalktuffen ved Leine optræder Dryas efter Blytt's undersøgelser
sammen med furu i et niveau høiere end birken; han har her fundet
talrige bladaftryk. Gunnar Andersson har fundet et enkelt blad
sammen med alm og or i ler fra Værdalen.

Som levende er arten i fjeldtrakter almindelig gjennem hele landet,
i Nordland og Finmarken ogsaa i lavere egne. Dog stiger den selv i
det sydlige Norge undtagelsesvis ned til havet.

Geum rivale L.
Smaafrugter er fundne fossile i Værdalen sammen med alm og
hassel. (Gunnar Andersson).
Levende: Almindelig gjennem hele landet.

Spiraea Ulmaria L.
Af denne art opbevares de spiralvredne smaafrugter.
Fossil: Vaalemyr i furuzonen, Jonasmyr og myr ved Lisletjern
i ekezonen; myr paa Riso, Heselvmyr og myr ved Rønvik sammen med
rester af birk.

Levende: Almindelig gjennem hele landet.

Prunus Padus L. Tavle 4, fig. 42.
Frugtstene er et par gange fundne sparsomt i gytje og myrdynd.
Desuden har Blytt fundet et blad i birketuffen ved Nedre Dal.
Fossil: Jonasmyr og Holtanmyr i ekezonen; myr ved Rønvik
sammen med rester af birk.
Levende: Almindelig gjennem hele landet.

Oxalis Acetosella L. Tavle 4, fig. 44.

Frøene er fundne fossile en enkelt gang, nemlig i myrdynd fra
ekezonen i Torvbakmyr paa Lister. De er temmelig store, flade, bredt
elliptiske ogler dybt og regelmæssigt furede paa langs.

Levende: Almindelig gjennem den største del af landet; mod nord
til Tromsø.

Empetrum nigrum L. Tavle 5, fig. 46—47.
Denne art optræder fossil paa to forskjellige maader. Dels opbevares

hele planten i lyngtorv tilnærmelsesvis i sin oprindelige stilling, ofte med

186 JENS HOLMBOE. M.-N. KI,

blade, ja endog frugter i behold; dels indleires frugtstene sekundært i
gytje, myrdynd o. 1. paa bunden af vandfyldte bækkener.

Fossil: Næsheimmyr i Haa, Klobbenmyr paa Freiland i Time,
Strandmyr ved Øksnevad i Klep, Sortemyr ved Skjæveland i Høiland
(Stangeland). Torvbakmyr og Brøndmyr i dvergbirkezonen, Svarte-
myr, Heselvmyr, Storemyr ved Dverberg kirke, myr ved Ramsaa
og paa Risø i birkezonen, Vaalemyr i furuzonen, Arekilen og Hellemyr
i ekezonen.

Levende: Meget almindelig gjennem hele landet; den stiger fra
havet lige til snegrændsen.

Acer platanoides L.

Oftest træffes vingefrugter fossile; bedst vedligeholdes deres tykkeste
og solideste del omkring frøet, men undtagelsesvis kan ogsaa største-
delen af vingen være i behold.

Fossil: Gjervaagmyr og Holtanmyr i ekezonen. I det planteforende
lag ved Kadland i Holme nær Mandal (cfr. pag. 169) har Th. Resvoll
ogsaa fundet blade af lon!.

Levende: Almindelig i de sydlige, laveste dele af landet; mod
nord til Storelvedalen og Voss.

Rhamnus Frangula L.

De store, fladtrykte frugtstene træffes ofte fossile, især i myrdynd
og oredynd.

Fossil: Myr ved Lønetjern i furuzonen; Hornæsmyr, myr ved
Kjensrud i Bærum, Gjervaagmyr, Holtanmyr, myr ved Lisletjern, Fristad-
myr i ekezonen,

Levende: Almindelig i den sydlige, lavere del af landet, mod nord
til Namdalen.

Tilia parvifolia Ehrh.
Frugter samt dele af det til blomsterstandens stilk fastvoksede
støtteblad opbevares i gytje og myrdynd.
Fossil: Jonasmyr, Gjervaagmyr, myr ved Lisletjern, Skeie (ekezonen).
Levende: Dens nuværende udbredelse i landet falder i hovedsag
sammen med ekens; mod nord til Søndmøre.

Viola.
Frø samt klapper af kapsler træffes ofte fossile i større eller mindre
mængde, maaske især i myrdynd og oredynd. En helt sikker arts-

1 A, Helland, Lister og Mandals amt, I, p. 59.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 187

bestemmelse er neppe mulig; dog lader det indsamlede materiale sig let
efter størrelsen fordele i to grupper.

Frø af den storfrøede type er forholdsvis sjeldne; de er hidtil fundne
ved Bakke teglværk i Jarlsberg, i Torvbakmyr og Fristadmyr samt ved
Skeie, overalt i ekezonen. Til denne type hører af norske arter:
V. Riviniana Rchb., V. mirabilis L., V. hirta L. og V.collina Bess.;
blandt disse er maaske V. Riviniana den, der hyppigst opbevares.

Til den smaafrøede type hører alle de øvrige norske arter. Disse
frø er som fossile ulige almindeligere; de optræder allerede i furuzonen,
saaledes i Vaalemyr og ved Lønetjern. Særlig er de almindelige i det
nordlige Norge, hvor de ofte i stor mængde findes i startorv og fedtorv
sammen med levninger af birk. Udentvivl foreligger i de overveiende
tilfælde V. palustris L. (coll., incl. V. epipsila Ledeb.).

Myriophyllum spicatum L. Tavle 4, fig. 43.

Af hovedarten er kun delfrugter fundne fossile, af f. squamosa
Læstad. tillige de smaa, tykke nedre stængelblade. Sammen med de
typiske delfrugter har jeg i gytje ved Skeie fundet saadanne af
f. muricata Ahlfvengr.; disse bærer paa ryggen og i kanten lave, men
kraftige, rette eller bøiede smaatorne. Denne form, der i Sverige har
en ganske vidtstrakt udbredelse, er i Norge endnu ikke funden levende.
Den vides ikke tidligere funden fossil i Skandinavien.

Fossil: hovedarten i Torvbakmyr og Brøndmyr (dvergbirkezonen) samt
Skeie (ekezonen); f. squamosa i Svartemyr (birkezonen); f. muricata ved
Skeie (ekezonen).

Levende: hovedarten forekommer saavel i landets sydlige som nord-

ligste dele, men er overalt sjelden; f. squamosa i fjeldtrakter.

M. alterniflorum DC.

Kun delfrugterne er fundne af denne art; de er adskillig mindre og
slankere end hos foregaaende.

Fossil: Hellemyr og myr ved Suland paa Lister, Haalandsmyr i
Haa, Braudstemmen i Klep, myr ved Karbuvandet og ved Gulbrandsdals-
heien paa Vega, Helgeland (Stangeland). Heselvmyr, myr ved
Ramsaa og paa Risø i birkezonen. Hellemyr og Skeie i ekezonen,
Arekilen i granzonen.

Levende: Temmelig almindelig gjennem hele landet.

Hippuris vulgaris L.
Frugtstenene træffes temmelig almindelig i afleiringer af forskjellig
alder.

188 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Fossil: Storemyr ved Ebru i Leiten, Hellemyr paa Lister, Skaseim-
vand i Klep (Stangeland). Svartemyr i birkezonen; Vaalemyr i
furuzonen; Arekilen, Jonasmyr, Holtanmyr, Holkekilen, Hellemyr og
Skeie i ekezonen. I det nordlige Norge meget almindelig sammen med
rester af birk, saaledes i myr ved Ronvik, Skotnæsmyr i Buksnæs, myr
ved Stokmarknæs paa Hadseløen, Heselvmyr paa Langøen, myrer ved
Myre og Ramsaa paa Andøen samt paa Risø i Tromsø amt.

Levende: Gjennem hele landet; paa fjeldene til birkegrændsen.

Cornus suecica L.

En frugtsten blev funden i startorv 0,8 m. under overfladen i Vadsø-
myr sammen med rester af Betula nana, Vaccinium uliginosum, Carices
distigmaticae, flere diatoméer, etc. — Fra Sverige anfører Gunnar An-
dersson kun et enkelt usikkert fund ved Grebbe i Bohuslån.

Levende: Almindelig gjennem hele landet til Nordkap og Syd-
varanger. Kun i de laveste distrikter ved Kristianiafjorden er den sjelden
eller mangler.

Cicuta virosa L.

De meget karakteristiske delfrugter træffes ikke sjelden fossile og
optræder allerede i dvergbirkezonens afleiringer.

I Gudbrandsdalen, hvor den fleresteds vokser i mængde, henlægger
sagnet dens indvandring til en langt senere tid. Traditionen vil nemlig
vide, at den blev indført af skotterne paa deres tog i 1612. »Men at
dette kun er Noget, som Hadet har tillagt dem, behøver vel neppe
at tilføies«1.

Fossil: Hillestadmyr i Andebo, Tjørvemyr og myr ved Vanse kirke
paa Lister (Stangeland). Værdalen (R. Sernander). Torvbakmyr i
dvergbirkezonen, Svartemyr i birkezonen, Holtanmyr og myr ved Borre-
vand i Jarlsberg i ekezonen.

Levende: Hist og her, mod nord til Værdalsøren; almindeligst
søndenfjelds.

Peucedanum palustre (L.) Moench.
De store, flade delfrugter træffes ofte i afleiringer af forskjellig
beskaffenhed, dog sjelden i mængde.
Fossil: Hornæsmyr, Jonasmyr, Gjervaagmyr, Holtanmyr, myr ved
Lisletjern, overalt i ekezonen.
Levende: Almindelig i den sydøstlige del af landet, vestenfjelds
meget sjelden.

1 H, PP. S. Krag, Sagn, samlede i Gudbrandsdalen om Slaget ved Kringlen den 26de
August 1612, p. 54. Christiania 1838.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER, 189

Andromeda polifolia L.

Især i hvidmosetorv opbevares meget almindelig større og mindre
stængelstykker med grene og blade; de sidste er ofte stærkt tilbage-
rullede i randen. Ogsaa de smaa skjævt ægformede frø er gjentagne
gange fundne.

Fossil: I talrige torvmyrer saavel i den nordlige som sydlige del
af landet. Optræder i det sydlige Norge i furuzonen, i Nordland (f. eks.
i Storemyr paa Andøen) ogsaa i birkezonen.

Levende: Meget almindelig gjennem hele landet.

[Arctostaphylos Uva ursi (L.) Spreng.
Blytt har fundet et usikkert bladaftryk i dryastuffen ved Leine.
Som levende er arten almindelig gjennem hele landet.]

Vaccinium Vitis idaea L.

I torvmyrerne opbevares blade samt undertiden stykker af stængler
og grene. Ogsaa frø af Vacciniwm-arter er fundne enkeltvis, men disse
kan neppe artsbestemmes.

Smaa blade fra dryastuffen ved Leine (Blytt) samt birkezonen i
Svartemyr tilhører mere eller mindre udprægede former af var. pumila
Lge. I yngre afleiringer er bladene langt større.

Foruden paa de nævnte steder er arten funden fossil i furutuf ved
Leine og Dal (Blytt) samt i birkezonen i en myr ved Gravdal i Buks-
næs og i lyngzonen i Hellemyr.

Levende: Meget almindelig gjennem hele landet til høit over vidje-
grændsen.

V. uliginosum L.

Blytt har fundet et blad i birketuffen ved Nedre Dal. Blade an-
gives ligeledes af Stangeland at være fundne i myrernes øvre lag;
jeg har kun fundet dem en enkelt gang, nemlig i Vadsømyr (i birke-
zonen), hvor de forekom i stor mængde.

Levende: Meget almindelig gjennem hele landet.

Oxycoccus palustris Pers.

Blade og frø samt lange, traadfine stængler er meget almindelige i
hvidmosetorv og fedtorv. I alle tilfælde, hvor materialet har muliggjort
nærmere bestemmelse, foreligger 0. *microcarpus Turcz.

Fossil: Talrige torvmyrer; optræder i furuzonen.

Levende: Almindelig gjennem hele landet.

Calluna vulgaris L. Tavle 4, fig. 45.
Større og mindre grenstykker med paasiddende blade og tildels

kapsler er almindelige i torvmyrerne paa Lister og Jæderen og danner

190 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

her endog torv (smlgn. pag. 30). De faa og sparsomme fossilfund, der
er gjort paa Østlandet, er alle meget usikre; sandsynligvis er vedkom-
mende torvprøver forurensede med recent lyngl.
Folsil: Hellemyr, Fristadmyr og Kvalbeinmyr i lyngzonen.
Levende: Meget almindelig gjennem hele landet.

Lysimachia thyrsiflora L.
Froene er fundne i gytje og rortorv.
Fossil: Myr ved Lisletjern og Arekilen (ekezonen, resp. granzonen).
Levende: Temmelig almindelig i landets lavere dele; mod nord til

Maalselven og Sydvaranger (Norman).

Fraxinus excelsior L.

Stubber og rodder samt frugter forekommer undertiden i ekezonens
afleiringer.

Fossil: Aasmyren (Blytt, Wille). Prover af fossil askeved herfra
samt fra Stabæk i Östre Bærum (A. Blytt) opbevares paa det botaniske
museum. Gjervaagmyr og Holtanmyr.

Levende: Almindelig i de lavere egne sondenfjelds; mod nord til

Værdalen.

Menyanthes trifoliata L.

Frøene, der er store og runde, har et tykt og glindsende skal; naar
de tages ud af den friske torv, er de lyst brune, men sortner hurtig i
luften. De er overordentlig almindelige i torv af den forskjelligste slags
og forekommer ofte i stor mængde, maaske især i startorv. Der er
neppe mange torvmyrer i de undersøgte dele af landet, hvor disse iøine-
faldende fossiler mangler. Arten optræder allerede i dvergbirkezonen.

Levende: Almindelig gjennem hele landet.

Galeopsis cfr. Tetrahit L. Tavle 5, fig. 48.

Delfrugter, tilhørende en af arterne G. Tetrahit L. eller G. speciosa
Mill. er fleresteds fundne fossile. Ifølge velvillig meddelelse fra landt-
bruksinspektor Aug. Lyttkens i Stockholm kan disse arters frugter
neppe adskilles; men da den sidstnævnte efter sin nuværende forekomst
at dømme maa være indført med kulturen, kan der neppe være tvivl
om, at de fossile frugter tilhører G. Tetrahit. Denne er ikke tidligere i
Skandinavien angiven som fossil; dr. Gunnar Andersson har imid-
lertid havt den godhed at oplyse, at de samme frugter gjentagne gange
er fundne i svenske torvmyrer, men ikke tidligere er identificerede.

1 Smlign, E, Ryan, Unders. af ngl, Torvprøver, p. 105.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER, 191

Fossil: Hornesmyr og Fristadmyr i ekezonen; Kuformyr paa And-
gen i marin tangjord, ca. 3 m. o. h.

Levende: Under flere former meget almindelig gjennem hele landet
til over birkegrændsen. Foruden paa dyrkede steder vokser den i skog
og urer samt paa strandkanter.

Stachys silvatica L.
Delfrugter er et par gange paatrufne.
Fossil: Værdalen med alm og hassel (Gunnar Andersson). Bakke
teglværk i Jarlsberg i ekezonen (Jens Holmboel),
Levende: Almindelig gjennem hele landet.

Lycopus europaeus L.

Af denne art er hidtil kun de smaa karakteristiske delfrugter fundne.
I karplantetorv og gytje fra ekezonen i det sydlige Norge er disse tem-
melig almindelige. Arten forekommer fossil ogsaa nordenfor sit nuværende
udbredelsesomraade, saaledes paa Hedemarken.

Fossil: Værdalen (R. Sernander), Vaalemyr og myr ved Løne-
tjern i furuzonen; Jonasmyr, Gjervaaagmyr, Holtanmyr, Arekilen, myr
ved Lisletjern, Fristadmyr og Skeie i ekezonen.

Levende: Temmelig almindelig i de laveste dele af landet; langs
vestkysten mod nord til Stjørdalen,

Solanum Dulcamara L.
Frøene, der er rundagtige og skiveformede med fint vortet overflade,
er et par gange fundne i liden mængde.
Fossil: Husehagenmyr i furuzonen, Arekilen og Hornæsmyr i eke-
zonen.
Levende: Søndenfjelds almindelig, vestenfjelds meget sjelden; norden-
fjelds i lavlandet hist og her, mod nord til Ranen.

Linnaea borealis L.
Blytt har fundet et blad i furutuffen ved Nedre Dal.
Levende: Almindelig gjennem hele landet.

Bidens cernua L. Tavle 5, fig. 49.
Frugten smalt omvendt kileformet med indbuede kanter; den bærer
optil 4 (sj. 3) tagger, der er forsynede med modhager.
I Skandinavien er denne art tidligere kun funden fossil en enkelt
gang, nemlig i Isosuo mosse paa Karelska nåset i Finland, hvor den
forekommer sparsomt i myrdynd?,

1 W, C, Brøgger, Niväforandr. i Kristianiaf,, p. 387.
? H. Lindberg, Bot, unders, af Isosuo-mosse, p, 132 og 141,

192 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Fossil: Hornæsmyr, i mængde i ekezonen.
Levende: Temmelig sjelden og kun funden i den laveste, sydostlige

del af landet.

Bidens tripartita L. Tavle 5, fig. 50.

Frugten bredt omvendt kileformet med udbuede kanter; den er
mere fladtrykt og fastere bygget end hos foregaaende art. Den bærer
2 (sj. 3) tagger, der er forsynede med grove modhager.

Denne art er i Sydsverige to gange funden fossil i lag, som Gun-
nar Andersson med ? henfører til ekezonen, idet han bemærker, at
aldersbestemmelsen er høist usikker, og at de fundne frugter maaske er
af ganske recent oprindelse.

Fossil: Sammen med foregaaende i ekezonen i Hornæsmyr.

Levende: Almindelig i det sydlige Norge; mod nord til Værdalen.

Tillæg. Dyrelevninger i torvmyrerne.

Ved sit berømte arbeide „Om dei Norge forekommende fossile
Dyrelevninger fra Quartærperioden* (1865) gav M. Sars det første
palæontologiske grundlag til vor faunas historie. Efter den tid er vor
kundskab paa dette omraade bleven betydelig udvidet ved flere vigtige
skrifter, navnlig af R. Collettl, G. A. Guldberg?, Hans Kiær? og
W. C. Brøgger*.

Efter udgivelsen af Brøgger's værk kjendes nu molluskernes fore-
komst som fossile i Norge bedre end nogen anden del af vor fossile
fauna og flora. Men naar undtages denne dyregruppe tilligemed andre
skaldækte lavere sjødyr, der opbevares i marine lerlag og skjælbanker,
samt delvis fiskene, har undersøgelserne hidtil havt en mere tilfældig
karakter.

Under mine torvmyrundersøgelser har jeg stadig taget vare paa de
bestembare dyrelevninger, som jeg har stødt paa. Levningerne kan være
af forskjellig art; man finder dels de haarde dele af dyrene selv, dels
mærker efter deres angreb paa plantedele. Knokler af hvirveldyr træffes

1 R. Collett, De i Norge hidtil fundne fossile Fiske fra de glac, og postgl, Aflejr. —
Bem. vedr. Norg. Pattedyr 1882—97.

? G. A, Guldberg, Bidr. til kundsk. om Delphinus albirostris. — Om subfossile og
forhist, Knokkelf. af Pattedyr i Norge,

3 H, Kiær, Synops. of the Norweg. marine Thalamophora, p. 52, fig.

4 W, C. Brøgger, Nivåfor, i Kristianiafeltet.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 193

i de norske torvmyrer langt sjeldnere end i Skaane og Danmark; de
hidtil gjorte fund er sammenstillede i de netop citerede afhandlinger af
G. A. Guldberg og KR. Collett. I størst mængde findes rester af
insekter, særlig biller. Kun en mindre del af mine samlinger er endnu
bestemt af specialister; det er derfor ikke meget, som for tiden derom
kan meddeles.

Rhizopoder.

Disse lavtstaaende organismers fossile forekomst i Norge er endnu
saa godt som ukjendt. G.Lagerheim, som i svenske kvartærafleiringer
har kunnet paavise et betydeligt antal arter, anfører som fundne i en
prøve brunmosetorv fra furuzonen i en myr ved Brække nær Røros de
to arter Trimema acinus og Lecquereuæia spiralis}.

Svampe.

Kiselnaale af ferskvandssvampe er almindelige i gytje og ler i bun-
den af torvmyrerne. De træffes i afleiringer af forskjellig alder, lige fra
birkezonen til nutiden, og er lige almindelige i den nordlige som sydlige
del af landet. Følgende arter turde være de hyppigste:

Spongilla lacustris Auct. P.Girod, Les Éponges des Eaux
douces d'Europe, tab. XV, fig. 1.
Naalene er jevne, svagt buede, sylformig tilspidsede mod begge
ender.
S. fragilis Leidy. Girod, 1. c., tab. XV, fig. 3.
Naalene er mindre, oftest næsten rette, med smaatornet overflade.

Ephydatia Muelleri Lieberkühn. Girod, |. c., tab. XVI,
fig. 6.
Naalene er korte, rette, i begge ender stjerneformig udvidede.
Alle tre arter horer ifolge P. Girod til de i hele Europa mest ud-
bredte. Kun den førstnævnte er noteret i mine ældre optegnelser, da
jeg tidligere manglede hjælpemidler til at bestemme de ovrige.

Mollusker.

Skal af muslinger og snegle forekommer foruden i marine afleiringer
tillige i ferskvandsdannelser, navnlig i sjokalk og kalktuf?, tildels ogsaa
i gytje og myrdynd. Mit materiale af fossile ferskvandsmollusker er
undersøgt af lærer Joh. Tidemand-Ruud i Kragerø, som derom vel-
villigst har meddelt følgende:

TJ Vegetation och niveauföråndringar, p. 435.

? Efter bestemmelse af Birgithe Esmark opfører A. Blytt 7 arter landsnegle fra
kalktufferne i Gudbrandsdalen. (To kalktufforekomster, p. 14).

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 2. 13

194 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

»Der fandtes i de foreliggende prøver ialt 3 eller 4 Limnaeer, 4
Planorbis-arter og 1 å 2 Pisidier. Der forekommer ingen ubekjendte
eller sjeldne arter. Heller ingen af de for Norge særegne arter; bemær-
<elsesværdig er den totale mangel paa Planorbis albus og dens mange
slægtninge.

Linnaea stagnalis L.

Fossil: Arnebergmyr i Romedal i sjøkalk (N. Bryhn); Vaalemyr
og myr ved Dyri i Løiten i sjøkalk (furuzonen); Aasterud i Stange i
myrdynd (ekezonen).

Levende: Rigt bevoksede, helst større vandsamlinger. Hele Europa
til 67° 49" N. Br.; forekommer hos os især paa Østlandet.

L. ovata Drap.

Bemærkelsesværdigt er, at eksemplarerne er saa overordentlig lige.
Nutildags er arten meget variabel, og der findes alle mulige overgange
til saavel L. auricularia som L. peregra.

Fossil: I stor mængde paa samme steder som foregaaende art.

Levende: Hele Europa til 70° 10’ paa alle mulige lokaliteter.

L. peregra Müll.
Fossil: Vaalemyr i furuzonen.
Levende: Især ved strandbredder, sjelden paa dybere vand. Hele
Europa til 70° 25‘.
L. cfr. glabra Müll.
Bestemmelsen er usikker, men sandsynlig.
Fossil; Myr ved Dyri i furuzonen.
Levende: I diker og myrhul indtil det sydlige Norge; en af vore

sjeldnere Limnaeer.

Planorbis cristatus Mil).
Fossil: Myr ved Dyri i furuzonen, Aasterud i ekezonen.
Levende: I stillestaaende vand, især paa Lemna; gaar mod nord

til det sydlige Norge.

P. glaber Jeffreys.
Den eneste repræsentant for den nu almindeligste gruppe af Plan-
orbis.
Fossil: Vaalemyr i furuzonen.
Levende: Paa grundere vand, mod nord til 67° 49‘.

P. dispar Westerlund.
Fossil: Vaalemyr i furuzonen, Aasterud i ekezonen.
Levende: Blandt siv. Mellem- og Nordeuropa.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 195

Planorbis complanatus L.
En af vore sjeldnere arter.
Fossil: Myr ved Dyri i furuzonen,
Levende: Indtil det sydlige Norge; jeg har altid fundet den blandt
raadnende siv.

Pisidium obtusale Pfeiff.
Den almindeligste art paa sand- og dyndbund.
Fossil: Vaalemyr i furuzonen.
Levende: Hele Europa til 67° 49".

P. cfr. nitidum Jenn.
Kun brudstykker samt nogle usikre unge individer.
Fossil: Aasterud i ekezonen.
Levende: Overordentlig hyppig.«

Krebsdyr.

Kitindele af smaakrebs udgjør ofte en betydelig del af visse gytje-
arter; professor G. O. Sars, som godhedsfuldt har gjennemseet et par
typiske prøver, har deriblandt fundet levninger af slægterne Alona og
Acroporus!, der begge i nutiden er almindelig udbredte i ferskvand
gjennem hele landet,

Midder.

Paa de i torvmyrerne opbevarede blade sees undertiden galle-
dannelser. En saadan paa oreblade fra granzonen i Søndre Volmerødmyr
tilhører sandsynligvis den af v. Schlechtendal? som Erineum azillare
beskrevne, der fremkaldes af en Phytoptus-art. De af denne fremkaldte
eiendommelige haardannelser kunde tydelig skjelnes. Velvilligst bestemt
af professor dr. G. Lagerheim.

Insekter.

Vinger, brystskjold, laar og andre dele af biller er meget alminde-
lige i torvmyrerne og træffes i jordarter af forskjellig oprindelse. Des-
uden findes ofte hoveder af myrer samt af myggelarver (Chironomus),
de første især i myrdynd, de sidste i gytje. I gytje opbevares hyppig
de af sandkorn eller plantedele sammenkittede rørformige hylstre, der
har tjent til bolig for vaarfluelarver (Phryganider). I Søndre Volmerød-

1 Smlgn. Jens Holmboe, To torvmyrprofiler, p.63, hvor et fossilt hovedskjold af Alona
fra Tuemyr i Nitedalen er afbildet.
? D, H.R. v. Schlechtendal, Die Gallbild, d, deutsch, Gefåsspfl,, p. 11.

196 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

myr har jeg fundet grene af gran med tydelige barkbillegange og i
Torvbakmyr hasselnødder, gjennemborede af insektlarver, efter al sand-
synlighed larven af Balaninus Nucum L. (»noddemark«). Af biller
indeholder materialet udentvivl talrige arter, der maa kunne bestemmes;
vingernes fineste skulptur og farver er sædvanlig udmærket vedligeholdt.
Kun nogle faa arter er hidtil bestemte af amanuensis C, Skottsberg i
Stockholm og cand. philos. Embr. Strand i Kristiania.

Carabus glabratus Payk.

To sammenhængende dækvinger, brystskjold, samt dele af extremi-
teterne fandtes i hvidmosetorv 2 m. under overfladen i myren ved Lisle-
tjern i Holt (ekezonen).

Levende: Almindelig tilfjelds og i de nordlige landsdele, men fore-
kommer tillige, om end sjelden, i det sydlige og sydøstlige Norge (if.
Strand).

Donacia discolor Panz.
En dækvinge i fedtorv i Sandermyren i Maridalen (furuzonen).
Levende: Sjelden.

D. crassipes Gyll.
En dækvinge i gytje i Svartemyr (birkezonen).
Levende: Forekommer gjennem hele Skandinavien.

Fiske.

Kun halvt hensmuldrede ryghvirvler er et par gange fundne spar-

somt i gytje.
Pattedyr.
Castor Fiber L.

Grene, der viser tydelige mærker efter bæverens tænder, er fundne
i gytje i myren ved Lønetjern paa Vegarsheien. I Nedenæs amts skog-
trakter har bæveren i nutiden sin vigtigste udbredelse i Norge, og de
nærmeste kolonier ligger mindre end 1 mil fra Lønetjern. — R. Collett
omtaler et ganske lignende fund fra Øfstaas i Vestre Toten, udenfor

bæverens nuværende omraade 1.

1 R. Collett, Bæveren i Norge, p. 91.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 197

IV. Torvmyrernes vidnesbyrd om den norske
vegetations historie.

Skjønt der endnu ikke foreligger tilstrækkeligt palæontologisk
materiale til en nogenlunde fyldig skildring af den norske vegetations
indvandringshistorie, vil jeg dog i det følgende forsøge at give en kort
oversigt over de vigtigste hovedtræk. En saadan fremstilling vil tillige
tjene til at vise, hvor ufuldstændig vor kundskab paa dette omraade
fremdeles er.

Der vil kun blive taget hensyn til de høiere planter (fanerogamer
og karsporeplanter).

Den i forrige afsnit meddelte fortegnelse over de fundne fossiler
omfatter go sikkert bestemte arter af de nævnte plantegrupper. Heraf
er ikke mindre end 35 trær og buske (deri medregnet risagtige smaa-
buske samt »halvbuske«). Af de tiloversblevne 55 urtagtige planter
lever 11 nedsænkede i ferskt eller brakt vand og 2i saltvand. Omtrent
35 er sumpplanter, 2 er havstrandsplanter, og 5 vokser i skog og eng.
Til sammenligning kan nævnes, at Norges nulevende flora bestaar af
noget over 1000 arter, der maa antages at være indvandrede uden men-
neskets medvirkning!. Kun henved 9 % af disse er hidtil fundne
fossile. Den storste del af de fundne arter tilhorer hydrofile og mesofile
plantesamfund, og kun faa er udprægede xerofyter. Dette er jo for-
øvrigt ganske naturligt, da afleiringerne er dannede i vand og paa
vaade steder. Samme forhold er fundet i de øvrige lande, hvor torv-
myrerne er undersøgte.

Det bliver saaledes væsentlig kun om fortidens skoge samt vand-
og sumpplantesamfund, at torvmyrerne kan give oplysninger. Vil man
forsøge at udrede de øvrige plantesamfunds udviklingshistorie, maa
man i almindelighed undvære den støtte, som de palæontologiske under-
søgelser giver.

For oversigtens skyld følges den sædvanlige inddeling af kvartær-
tiden i palæontologiske niveauer eller »zoner«, der benævnes efter deres
mest karakteristiske fossil. Zonerne begrændses nedad ved de dybest-

1 I dette antal er ikke medregnet slægterne Rosa, Rubus og Hieracium, Arterne er
tagne i vid begrændsning, og sikre bastarder er ikke medregnede,

198 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

liggende rester af vedkommende ledefossil, optil ved de dybestliggende
af det nærmest yngre. De kommer saaledes til at omfatte tidsafstanden
mellem de for vegetationens karakter vigtigste arters indvandring. Tal-
rige arter har holdt sig gjennem to eller flere zoner, ja mange af
de tidligst indvandrede er fremdeles almindelig udbredte over hele
landet. Andre har ikke kunnet udholde klimatets forandringer og har
derfor trukket sig tilbage til de for dem gunstigste pladse. I Vestlandets
kysttrakter har den ældste og den yngste zone en fra det øvrige Skandi-
navien forskjellig karakter, hvorfor et par nye navne synes nødvendige.

Udentvivl vil mange arter ved fortsatte undersøgelser blive fundne
i ældre zoner, end det hidtil har lykkedes mig at paavise dem.

A. Indvandringsveie.

Flere forfattere har drøftet det spørgsmaal, hvorvidt nogen del af
den norske flora har levet i vort land siden den præ- (eller inter-) glaciale
tid; da fossilfundene intet oplyser herom, vil jeg ikke i dette arbeide
komme til at behandle dette for Skandinaviens plantegeografi betydnings-
fulde spørgsmaal. I ethvert fald tør man gaa ud fra, at de overveiende
fleste arter er indvandrede, efterat den store landis havde begyndt at
trække sig tilbage.

Som af Blytt fremholdt kan det ikke være tvivlsomt, at hoved-
mængden af Norges flora er indvandret til vort land over Sverige fra
sydøst og øst. Dette fremgaar ikke alene af landenes beliggenhed,
men er ogsaa tildels direkte palæontologisk godtgjort, idet et betydeligt
antal planter og deriblandt flere af de mest udbredte er fundne fossile
i ældre afleiringer i det sydlige og østlige Sverige end i Norge. Paa
samme maade som A. T. Gløersen har paavist for granens ved-
kommende, maa de fleste arter antages at have overskredet rigsgrændsen
søndenfor Faksefjeld; længere mod nord stiller fjeldkjæden betydelige
hindringer iveien. For at opnaa et overblik over den indvandrings-
strøm, som under de forskjellige dele af den senglaciale og postglaciale
tid har passeret denne hovedport til det sydlige Norges lavlandsdistrikter,
har jeg derfor undersøgt nogle torvmyrer i Smaalenene og Jarlsberg i
ulige høide over havet. Som et lidet bidrag til bestemmelsen af de

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 199

forskjellige arters minimumsalder i landets sydøstlige hjørne skal her i

tabellarisk form meddeles en oversigt over de i disse myrers marine

bundafleiringer opbevarede fossiler.

Fossile karplanter i Smaalenenes og Jarlsbergs marine

afleiringer.

Navn.

Høiestliggende kjendte findested i forhold til
den senglaciale marine grændse,

: Omtrentlig
Absolut heide
å procent af Sted,
(eme) stedets M. G.

Ip

Juniperus communis
Potamogeton natans.
Zannichellia polycarpa
Carex ampullacea .

UC. filiformis .

Scirpus lacustris .
Betula “odorata .
Nymphaea alba.
Comarum palustre
Empetrum nigrum

Myriophyllum spicatum .

Hippuris vulgaris.

Cicuta virosa . ;
Vaccinium Vitis idaea
Menyanthes trifoliata .

IE

Corylus Avellana
Quercus Robur
Rubus idaeus
Stachys silvatica
Pinus silvestris.
Ruppia maritima .
Najas marina...
Alisma Plantago .

Senglaciale afleiringer.

ca. 145 83 Svartemyr

Postglaciale afleiringer.

35 32—33 | Bakke teglverk

39 25 Jonasmyr

JENS HOLMBOE.

M.-N. KI.

Navn.

Høiestliggende kjendte findested i forhold til
den senglaciale marines grændse,

Carex Pseudocyperus .

Scirpus maritimus
Iris Pseudacorus .
Populus tremula
Alnus glutinosa .
A. incana....
Montia fontana
Nuphar luteum .

Ceratophyllum demersum

Sorbus aucuparia .
Spiraea Ulmaria .
Prunus Padus . .
Tilia parvifolia

Lycopus europaeus
Zostera marina. .
Carex stellulata. .

Phragmites communis

Betula *verrucosa.
Acer platanoides .

Peucedanum palustre

Fraxinus excelsior
Cladium Mariscus
Scirpus silvaticus .

Heleocharis palustris

Calla palustris . .

.

Rhamnus Frangula .

Picea excelsa

Lysimachia thyrsiflora

Solanum Dulcamara

.

\ Omtrentlig
Absolut høide procent af Sted,
(i meter). stedets M. G,

‘ 39 25 Jonasmyr

.| henved 40 22 Aarungen
te 25 18 Hornæsmyr

18 15 Gjervaagmyr

Re 15 12 Holtanmyr

: 2 2 Arekilen

Det vil let sees, at denne tabel er

meget ufuldstændig; adskillige

arter saasom Pinus silvestris og Populus tremula kan med sikkerhed

ventes at ville findes i marine afleiringer i betydelig større høide

over havet.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 201

A. Blytt og Gunnar Andersson har begge udtalt den anskuelse,
at den norske »Ilex-flora« er indvandret til det vestlige Norge gjennem
Sydsverige og rundt Kristianiafjorden. Nylig har imidlertid R. Ser-
nander fremholdt, som det synes med god grund, at dette element at
vor flora meget godt kan have indvandret fra sydvest over havet. Hans
omfattende studier over planternes frøspredning i nutiden har ført ham
til den opfatning, at en havarm af Skagerraks bredde ikke danner nogen
uovervindelig hindring for planternes vandringer!. Ikke én af de arter,
der paa den skandinaviske halvø kun vokser ved Norges vestkyst, er
med sikkerhed funden fossil østenfjelds eller i Sverige; den eneste
angivelse, der foreligger i literaturen, nemlig Blytt's af Quercus sessili-
flora fra Stabæk ved Kristiania, er altfor usikker til at kunne tages i
betragtning?. Som nedenfor nærmere udviklet haves der positive
palæontologiske grunde til at antage, at Calluna vulgaris, en af
Vestlandsvegetationens mest karakteristiske arter, er indvandret til det
sydvestlige Norge over havet. —Og den indtager ingen særstilling; ogsaa
flere andre arter, hvoriblandt Najas flexilis og Crambe maritima, er i
Norge hidtil kun fundne fossile paa Lister og Jæderen.

Ved flere leiligheder har A. Blytt og J. M. Norman af plante-
geografiske grunde udtalt den opfatning, at et antal af vore arktiske
planter er indvandrede til Finmarken fra nordøst. Hvad der af de
nævnte forfattere er anført, taler stærkt til fordel for denne theori. Det
er dog endnu ikke palæontologisk undersøgt, i hvilken udstrækning
denne indvandringsvei har været benyttet.

B. Dvergbirkezonen.

I 1870 opdagede A. G. Nathorst levninger af arktiske planter,
Dryas octopetala, Salix polaris, S. reticulata, Betula nana, m. fl. i
ferskvandsler ved Alnarp i Skaane®, og senere er en lignende vegetation
af ham og andre forskere paavist umiddelbart over istidsafleiringer paa
et stort antal steder i Sverige, Danmark, Finland og store dele af
Mellemeuropa lige til grændserne for det store nedisningsomraade.

1 R. Sernander, Skand, vegetat, spridningsbiologi, p. 414, flg.

2 Smlgn. ovenfor, pag. 176—177.

3 A, G. Nathorst, Om några arktiska växtlemningar i en sötvattenslera vid Alnarp
i Skåne,

202 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

En saadan »Dryas-zone« kjendes endnu ikke i Norge; vistnok er
Dryas octopetala, som har givet zonen navn, funden et par steder
i norske kvartærafleiringer, men hidtil kun i yngre lag, sammen med
furu og alm.

Ved de sidste aars undersøgelser er det dog godtgjort, at en
udpræget arktisk vegetation har vokset nær isranden i lavlandet i det
sydligste Norge paa en tid, da afsmeltningen af den sidste landis var
lidet fremskreden. Beviset herfor giver de ovenfor beskrevne profiler
fra Torvbakmyr i Vanse og Brøndmyr i Klep. I bundlagene af
begge disse torvmyrer — i den første i og direkte ovenpaa moræneler,
i den anden i sand af mere uviss oprindelse — er der paavist levninger
af en vegetation, som viser stor lighed med den yngre del af den svenske
Dryas-zone. Nylig har desuden G. E. Stangeland yderst kortfattet
omtalt en forekomst i Klobbenmyr paa Frøiland i Time), der sand-
synligvis maa sammenstilles med. de netop nævnte torvmyrer; men
da han intet oplyser om lagfølgen, kan dette ikke med sikkerhed
afgjøres.

De fundne plantelevninger vidner om en fattig vegetation. Af trær
eller større buske er ingen fundne, og af smaabuske forekommer kun:

Betula nana (dvergbirk),
Salix herbacea (fjeldmopil) og
Empetrum nigrum (krækling).

Gunnar Andersson har gjort opmærksom paa, at vand- og
sumpvegetationen i Sverige har holdt sig med forholdsvis smaa for-
andringer lige siden istiden”. Ganske samme forhold gjælder ogsaa hos
os; allerede i denne fjerne tid var flere af vore almindeligste og mest
udbredte vandplanter og sumpplanter indvandrede:

Potamogeton natans, Batrachium sp. (hvid vandsoleie),
Zannichellia polycarpa (i brakvand), | Comarum palustre (myrhat),

Carex ampullacea, Myriophyllum spicatum,

C. filiformis, Cicuta virosa (selsnæpe) og
Scirpus lacustris (sjosiv), Menyanthes trifoliata (bukkeblad).

Nymphaea alba (hvid vandlilje),

Dvergbirkezonens flora synes at vise størst lighed med den vegeta-
tion, der i nutiden findes i den øvre del af vidjebæltet paa vore fjelde,
og som først i det arktiske Norge stiger ned til havets niveau. De
fleste af dens arter er fundne fossile i den svenske Dryas-zone; Carex

1 G, E. Stangeland, Undersøgelse af Myrprøver, 1900, p. 231.
? Gunnar Andersson, Sv, växtv. hist, 2 uppl., p. 29.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 203

ampullacea og Cicuta virosa er maaske de arter, der har det mindst
nordlige præg.

Dvergbirken er funden paa alle hidtil kjendte forekomster og er
zonens mest karakteristiske fossil.

Som Brøgger har forudsagt, er den arktiske vegetation kun funden
fossil udenfor »raerne«, den lange række af endemoræner fra Stavanger
til Fredrikshald), Torvbakmyr ligger sandsynligvis over stedets marine
grændse; det bækken, hvori Brøndmyr ligger, er derimod først hævet
over havfladen, efterat ca. ?/3 af stedets samlede stigning var tilende-
bragt. Sandsynligvis er forekomsten i Brøndmyr den ældste; her er de
arktiske former talrigst, og her vidner bladenes smaa dimensioner om
et udpræget arktisk klimat.

C. Birkezonen.

Fjeldbirken (Betula *odorata) er vort haardføreste træ, der paa de
fleste steder danner trægrændsen paa de norske fjelde. Ligesom i Sverige
har den ogsaa hos os dannet de første, forkrøblede skoge; den trængte
frem, saasnart det blev muligt for en trævegetation at vokse.

Til det sydøstlige Norge har birken antagelig naaet frem omkring
tiden for den senglaciale sænknings maximum. I Svartemyr i Rakke-
stad har jeg fundet birkelevninger i saltvandsler ved ca. 83 % og ved
Lønetjern paa Vegarsheien ved ca. 70 % af den marine grændse.
Vegetationen havde ved denne tid et afgjort nordligt præg. Dverg-
birken holdt sig idetmindste en tid; hvor den traf sammen med fjeld-
birken, opstod der ligesom i nutidens subalpine birkelier hybride mellem-
former.

Omtrent samtidig med birken indvandrede flere trær og buske,
hvoraf blade er fundne, dels i kalktufferne i Gudbrandsdalen (Blytt),

dels i torvmyrernes afleiringer fra denne tid:

Populus tremula (asp), Juniperus communis (ener),
Salix caprea (silje), Vaccinium Vitis idaea (tytebær) og
S. glauca, V. uliginosum (skintryte).

Prunus Padus (hæg),

1 W. C. Brøgger, Niväforandr, i Kristianiaf., p. 648,

204 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Vandvegetationen beholdt i hovedsag samme sammensætning som
tidligere; Potamogeton natans og Nymphaea alba synes at have været
blandt de mest fremtrædende arter. Af nye arter møder man:

Equisetum hiemale (skavgræs),
Phragmites communis (tagrør) og
Hippuris vulgaris (hestehale).

Saadan som birkezonen viser sig paa de faa hidtil kjendte forekomster
i det sydlige Norge, stemmer den nøie overens med de tilsvarende
svenske afleiringer. Arterne er som oftest de samme. Ligesom de
samtidige skjælbanker i Kristianiafeltet, Smaalenenes Mya-banker, vidner
de om et raat og koldt, men dog ikke længere rent arktisk klimat,
omtrent som nutildags i kysttrakterne i det nordligste Norge (»boreo-
arktisk»).

Den vegetation, hvoraf rester er opbevaret i de fleste af Strand-
fladens torvmyrer ved Nordlands kyst, viser i sin sammensætning stor
overensstemmelse med birkezonens i det sydlige Skandinavien. Men at
de nævnte rester er langt yngre, kan allerede skjønnes deraf, at Strand-
fladen sjelden naar op til større høide end 15 å 20 m. over havfladen,
i hvilket niveau skjælbankerne indeholder en forholdsvis varm fauna,
der .vidner om en udpræget postglacial alder. Disse myrer, der ofte
indtager betydelige fladestrækninger, er for den største del dannede paa
mere eller mindre skraanende flader med frit afløb for vandet og er
derfor næsten altid meget fattige paa bestembare plantefossiler. Stam-
mer og stubber af fjeldbirk (Betula *odorata) træffes dog næsten altid
lige til bunden, selv om myrernes mægtighed kan gaa op til mere end
5 m. (Stokmarknæs paa Hadseløen), og ofte er birkestubberne rodfæstede
i selve undergrunden. I Heselvmyr paa Langøen fandtes rigelige lev-
ninger af birk lige ned til myrbundens moræneler. Sammen med birke-
resterne finder man gjerne blade af Andromeda polifolia og Oxycoccus
*mierocarpus, frø af Viola palustris og Menyanthes trifoliata, nogle faa
nødder af Carices, o. 1, Og hvor man paa Strandfladeplateauet mere
undtagelsesvis træffer fossilrigere ferskvandsafleiringer, indeholder gjerne
ogsaa disse rester af en lignende vegetation. Foruden fjeldbirken finder
man af trær og buske
Juniperus communis (ener),
Betula nana (dvergbirk)

samt af risagtige smaabuske
Empetrum nigrum (krækling),
Vaccinium Vitis idaea (tytebær),

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. . 205

Vaccinium uliginosum (skintryte),
Oxycoccus *microcarpus (tranebær) og
Andromeda polifolia (bladlyng).
Som henhorende til birkeskogens undervegetation kan endvidere
nævnes
Rubus saxatilis (teiebær),
Cornus suecica (skrubbær) og
Galeopsis Tetrahit (hvasdaa).
Blandt vandplanterne er foruden
Potamogeton natans og andre, smaafrugtede arter af
samme slægt
Myriophyllum alterniflorum og
Sparganium (cfr. affine)
de mest fremtrædende.
Af sumpplanter, som dels vokser ved vandbredder og dels paa
vaade hvidmosemyrer, maa fremhæves

Equisetum limosum (elvesnelde), Rubus Chamaemorus (multebær),
Carex ampullacea (sennegræs), Spiraea Ulmaria (mjodurt),
Phragmites communis (tagror), Hippuris vulgaris (hestehale),
Montia fontana, Viola palustris (myrviol) og
Comarum palustre (myrhat), Menyanthes trifoliata (bukkeblad).

Blandt disse er Rubus Chamaemorus i Norge kun funden fossil ved
Langenæs i Øksnæs; Phragmites communis er funden fossil i Vester-
aalen, medens den som levende mangler mellem Steigen og Øst-
finmarken.

Det helhedsbillede, som disse temmelig fattige planterester giver,
tyder paa en vegetation, der i det væsentlige havde et lignende præg
som den nulevende i den samme del af landet.

D. Furuzonen.

Efterhvert som klimatet blev mildere, indvandrede stadig flere
sydlige arter. Snart optraadte furuen (Pinus silvestris), vort ældste
skogdannende naaletræ; gjennem lange tidsrum kom den til at udgjøre
grundbestanden i de norske skoge.

Sammen med furuen indvandrede et stort antal af vore alminde-
ligste og mest udbredte planter, deriblandt flere af vore vigtigste trær
og buske:

206 JENS HOLMBOE. — M.-N. Kl.

Betula *verrucosa (lavlandsbirk), Corylus Avellana (hassel),
Almus incana (graaor), Ulmus montana (alm) og
A. glutinosa (svartor), Rhamnus Frangula (brakall).

Som Gunnar Andersson og R. Sernander har paavist, er de
to norske Almus-arter indvandrede til Skandinavien ad helt forskjellig
vei, nemlig A. incana fra øst og A. glutinosa fra sydl. Ligesom
i Sverige optraadte de begge i det sydestlige Norge i furuzonens
yngre del.

Af smaabuske og risagtige planter, der dels vokser i skogbunden
og dels paa vaade myrer, indvandrede til det sydlige Norge:

Rubus idaeus (bringebær), Oxycoccus *microcarpus (trane-
Linnaea borealis, bær) og
Solanum Dulcamara (søtvider), Andromeda polifolia (bladlyng).

Blandt de under denne tid nytilkomne vandplanter maa frem-
hæves :

Isoëtes lacustris (brasengræs) og

Nuphar luteum (gul vandlilje).
Noget senere indvandrede:

Najas marina.

Sammen med de tidligere indvandrede sumpplanter voksede følgende

arter langs bredden af indsjøer og tjern:
Alisma Plantago (vandgro),
Spiraea Ulmaria (mjødurt)

samt senere:
Carex Pseudocyperus,
Cladium Mariscus og
Lycopus ewropaeus (klourt).

Af nye myrplanter optraadte:

Eriophorum vaginatum og
Scheuchzeria palustris.

Som allerede berørt har furuzonen efter alt at dømme strakt sig
gjennem lange tidsrum. Herunder har vegetationen gradvis gjennem-
gaaet en betydelig forandring. Medens i de ældste af furuzonens
afleiringer, saasom Blytt's »Dryastuf« fra Leine i Gudbrandsdalen,
Dryas octopetala, Salix reticulata og S. arbuscula findes sammen med
furuen, og haardføre arter af Salix og Betula er de vigtigste løvtrær,
indeholder de yngre afleiringer rige levninger af svartor, alm og hassel

1 Smlgn, nærmere Gunnar Andersson, Stud. öfv. sv, våxt. utbr. och invandr, I.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 207

samt vand- og sumpplanter som Najas marina, Carex Pseudocyperus
og Cladium Mariscus.

Ogsaa i det nordlige Norge er der paavist en furuzone, hvis vegeta-
tion dog endnu er meget ufuldstændig kjendt. I den varmeste del af
den postglaciale tid havde furuen en betydelig storre udbredelse end
nu saavel paa Finmarkens indre fjeldvidder (A. Hagemann) som ude
i skjærgaarden fra Vega (0. E. Holmboe), Dønnø, Solvær og Lurø
(J. Rekstad) paa Helgeland til Ingo sydvest for Nordkap (Chr. Som-
merfelt)!. Dog synes den ikke at have naaet ud til de ydre ger i
Lofoten og Vesteraalen. I en afleiring ved Bodø, der maa henregnes
til furuzonen, fandtes rester af

Rubus idaeus (bringebær) og
Prunus Padus (hæg),
som ikke hidtil i det nordlige Norge er fundne i ældre afleiringer.

E. Ekezonen.

Efterhvert som klimatet blev mildere, indvandrede der flere kuld-
skjære løvtrær, og der kom en tid, da disse indtog en langt mere frem-
trædende plads i det sydlige Norges skoge end nu. Størst betydning
for vegetationens udseende fik ekens indvandring; allerede Jap. Steen-
strup kaldte det varmeste afsnit af den postglaciale tid i Danmark
»Egeperioden«.

Af betydning for fastsættelsen af ekens alder i det sydøstlige Norge
er navnlig den ovenfor omtalte forekomst ved Bakke teglværk i Jarls-
berg, hvor rester af ek er fundne i et planteforende lag under Ostraea-
ler 35 m. o. h.?. Som fremholdt af W. C. Brøgger viser dette fund,
at eken var indvandret til denne del af landet, inden den sidste tredjedel
af landets samlede stigning havde fundet sted”.

Omtrent samtidig med eken indvandrede:

Fraxinus excelsior (ask), | Tika parvifolia (lind) samt maaske

Acer platanoides (lon) og | Sorbus aucuparia (rogn).

1 Smlgn. ovenfor, pag. 140—141.
2 Smlgn, ovenfor, pag. 179.
3 W, C, Brøgger, Nivaforandr, i Kristianiafeltet, p. 388,

208 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

Først i ekezonen har jeg truffet levninger af disse trær; blandt disse
turde dog rognen ogsaa i vort land have en høiere alder.

Af løvskogens undervegetation er følgende arter opbevarede:
Rubus fruticosus (bjørnebær), Stachys silvatica (skogsvinerod),
Oxalis Acetosella (gjøkesyre), Viola sp. (flere violarter)
Galeopsis Tetrahit (hvasdaa), |
samt flere ovenfor omtalte planter.

Af nye vandplanter optraadte følgende i indsjøer og tjern:

Potamogeton praelongus,
Najas fleæilis (paa Lister og Jæderen) samt
Ceratophyllum demersum.

Blandt sumpplanter fra denne tid maa følgende fremhæves:

Aspidium Thelypteris, | Calla palustris (myrkongle),
Myrica Gale (pors), Ranunculus repens (krybsoleie),
Sparganium ramosum, Thalictrum flavum (frøstjerne),
Carex vesicaria, Peucedanum palustre (melkerod),
C. stellulata, | Lysimachia thyrsiflora,

Scirpus silvaticus, Bidens tripartita og

Tris Pseudacorus (sverdlilje), | B. cernua.

Af nedsænkede saltvandsarter er folgende fundne fossile:
Zostera marina (bændeltang),
Ruppia *spiralis og
R. *rostellata.

Desuden er to havstrandsplanter opbevarede i marine afleiringer:
Scirpus maritumus og
Crambe maritima (strandkaal),

En stor del af de her opførte arter forekommer i Sverige allerede
i furuzonens yngre afleiringer; til Norge synes de — saavidt man kan
dømme efter de hidtil studerede profiler — først at være indvandrede
samtidig med eken. Specielt har Calla palustris baade som fossil og
levende i Norge en betydelig mere sydlig karakter end i vore nabo-
lande mod øst.

Lidt efter lidt blev de sydlige arter talrigere og almindeligere, og
der kom en tid, da vegetationen i det sydlige Norge havde et betydelig
varmere præg end i nutiden. Den varmeste tid indtraf, da landet
ved Kristianiatjordens ydre og midtre del laa omtrent 30—20 m. lavere
end nu, paa Vestlandet omkring og nærmest før den postglaciale
sænknings maximum. Hermed stemmer det godt, at rester af ek efter

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 209

Brøgger's undersøgelser er almindelige i Jsocardia-leret i Kristiania-
dalen 1.

Ek, lind, ask og hassel voksede da i mængde i et bredt bælte
udenom deres nuværende normale omraade i det sydlige Norge og
dannede udentvivl mangesteds skoge af betydelig udstrækning. I skog-
Eunden voksede en mellemeuropæisk løvskogsvegetation (Blytt's boreale
og subboreale planter). I vand- og sumpvegetationen spillede Najas-
arterne, Carex Pseudocyperus, Cladium Mariscus, Ceratophyllum demer-

Fig. 28. Granens udbredelse i Europa,
Udarbeidet med benyttelse af Köppen's kart over dens forekomst i Rusland samt Will-
komm's, Hartman's, Blytt's og Gløersen's angivelser.

sum og Lycopus europaeus en fremtrædende rolle; størstedelen af disse
gik ogsaa betydelig længere mod nord end nu?,

Flere arter, der nu mangler vestenfjelds og i Skandinavien har en
udpræget østlig udbredelse, voksede dengang betydelig længere mod
vest end i nutiden (f. eks. Carex Pseudocyperus og Ceratophyllum
demersum).

1 W, C, Brøgger, Nivåforandr, i Kristianiaf,, p. 472—473.
2 Smign, kartskitserne, fig, 21, 22, 23, 24, 26 og 27.

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1903. No. 2, 14

210 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

F. Granzonen,

Som bekjendt er det ved de senere aars undersøgelser af A. T.
Gløersen, A. G. Nathorst, R. Sernander og flere forskere godt-
gjort, at granen først i en geologisk meget sen tid er indvandret til vor
halvø. Granens hele nuværende udbredelse viser, at den er et østligt
træ; tyngdepunktet i dens udbredelsesomraade ligger i Sibirien og Rus-
land. I Mellemeuropa var den i interglacial tid! et almindeligt skogtræ
og var mod nord udbredt til Danmark (N. Hartz); men under istiden
blev den ganske for-
trængt fra Europa nor- 5 : 6 2
denfor Alperne, og forst

Fv Granzone

i en sen, postglacial

Ek
tid, efterat ekevegeta- a8
tionen havde naaet sin Via. Furuzone
storste udbredelse, har Tee AE

den paany trængt frem
fra øst.

Ældst er den i
Finland, hvor den af
Gunnar Andersson
o. a. er funden fossil
paa et stort antal ste-
der. Den forekommer
her endog enkeltvis i

ekezonens tidligere del.
Fig. 29. Skematisk profil gjennem 4 torvmyrer i

det sydestlige Norge,

og ældste fossile gran- a, Svartemyr i Rakkestad, 4, Søndre Volmerød-

myr i Id, c. Gjervaagmyr paa Tjøme. ad, Furu-
myr i Rakkestad,

I Sverige er de fleste

fund gjort i de nordlige
og østlige dele af lan-
det; fundenes alder og hyppighed aftager raskt mod syd og vest, og
det sydligste hidtil kjendte findested ligger i det nordlige Smaaland
(R. Tolf). I Skaane og Danmark er granen trods ivrig sogen ikke
en eneste gang paavist fossil i afleiringer yngre end den sidste istid,
skjønt myrerne her er lige godt undersøgte som længere mod nord.
Undersøgelserne har vist, at granen ogsaa i det sydøstlige Norge

— egnene ved Kristianiafjorden — danner den yngste zone i torv-

1 Baade ıste og 2den interglacialtid efter Keilhack’s inddeling.

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 211

myrernel, Det samme er if. R. Sernander tilfeeldet i Værdalen?.
Under klimatets fremadskridende afkjøling, og vel i væsentlig grad
begunstiget deraf, har den trængt frem og udbredt sig paa furuens
bekostning, saaat den nu over store omraader er det vigtigste skogtræ.
I marine afleiringer er granrester hidtil ikke fundne i større høide end
2& 3m. o. h., men tør dog ventes noget høiere.

Omend granen, som det af ovenstaaende vil fremgaa, maa antages
at være forholdsvis meget sent indvandret til Skandinavien og specielt
til Norge, kan den dog godt have en menneskelig talt meget respektabel
absolut alder i vort land. Vi kjender endnu meget lidet til de
geologiske perioders varighed i aar, og navnlig Blytt har fremholdt,
at granen med sin langsomme vandring maa have brugt lange aarrækker
til at naa frem til sine yderste voksepladse i Norge. Det er muligt, at
den allerede kjendtes af broncealderens nordboer; thi i flere helleristninger
i Bohuslån er der afbildet trær, som ifølge R. Sernander og H. Con-
wentz rimeligvis fremstiller gran*. Blandt trækar fra Romertiden,
fundne i Norge, har endvidere den sidstnævnte forfatter fundet ét, der
er arbeidet af granved ©.

Alt tyder paa, at granen endnu ikke har naaet en saa stor
udbredelse i vort land, som klimatforholdene muliggjør. Ved men-
neskets forstyrrende indgreb er i de sidste aarhundreder dens fortsatte
udbredelse i høi grad vanskeliggjort 6.

Ingen art er hidtil funden fossil i granzonen, som ikke tillige findes
i ældre afleiringer; granzonens flora bestaar af et udvalg blandt de mere
haardføre af ekezonens arter.

G. Lyngzonen.

Til Vestlandets ydre kysttrakter har granen endnu ikke naaet frem,
og der kan derfor her selvsagt ikke blive tale om nogen »granzone< i
egentlig forstand. Imidlertid har vegetationen her i løbet af de sidste

1 Se Jens Holmboe, Granens Indvandr. i Norge.

? R. Sernander, Vegetation och niväförändr,, p. 455.

3 A, Blytt, To kalktufforekomster, p. 23—24.

* R, Sernander, Vegetation och niväförändr,, p. 465. — H. Conwentz, Die Eibe in
der Vorzeit der skandinavischen Länder, p, 6,

5 Conwentz, |, c,

5 Se navnlig J, A. Krag, Bidr, til det norske Skovvæsens Historie, p. 8, etc,

212 JENS HOLMBOE. M.-N. Kl.

aartusinder gjennemgaaet en forandring af ikke mindre indgribende art
end i de østlandske skogdistrikter.

Det har allerede længe været almindelig bekjendt, at der engang
har vokset stor og væksterlig skog i de nu skogbare kystegne fra Lister
og Jæderen til de nordligste landsdelel, Overalt, selv ude i skjær-
gaarden, opgraver man af torvmyrerne stubber og stammer af furu og
ek, ofte af mægtige dimensioner; men ogsaa udenfor torvmyrerne kan
man paa Jæderen ikke sjelden i de faste jordlag paavise spor efter træ-
rødder, der er helt bortraadnede, men hvis hulrum er udfyldt med
mørktfarvede jernforbindelser, fin sand og ler o. 1.2.

Det er for tiden neppe muligt sikkert at afgjøre, naar Vestlandets
afskogning fandt sted. Peder Claussøn's skildring viser, at forholdene
paa hans tid (1599) var omtrent som nu: »Saa er oc nogen anden
Pladzer ude ved Haffsiden, som er Lister, Jederen, Karmesund etc. som
iche er Schouff paa, oc haffuer dog for et Hundret Aar eller thou
Hundret veret Schouff noch«?. Ganske paa samme maade vil man
ogsaa i nutiden vide, at der for 150 aar siden fandtes store tømmer-
furuer paa Grude i Klep*; dette viser, hvor farligt det er at stole
paa traditionen, naar det gjælder at bedømme tidsafstande. Vistnok
fremgaar det af historiske vidnesbyrd, at der endnu i sagatiden fandtes
skog i enkelte nu skogløse strøg paa Vestlandet®; men der er neppe
grund til at antage, at den største del af skogen er forsvunden efter
den tid. At der i stenalderen fandtes mere skog end nu ude ved hav-
kysten, synes at fremgaa af den store mængde trækul, som er funden
sammen med stenaldersgjenstande ved Bore kirke paa Jæderen og ved
Vespestad paa Bømmeløen 6. Sandsynligheden taler for, at skogen paa
Vestlandet har havt sin største udbredelse og frodigste udvikling i den
varmeste del af den postglaciale tid.

Efterhvert som skogen svandt, udbredte lyngen sig. Røslyngen
(Calluna vulgaris) er almindelig udbredt over den største del af Europa
og mangler kun i de sydligste og østligste dele af vor verdensdel. Den
har i Rusland en udpræget nordvestlig udbredelse og mangler ganske i

Allerede Peder Claussen anfører (1599) som bevis herfor »dj mange Roder, som
mand opgraffuer aff Jorden, saavelsom Stubber, naar mand graffuer Thørreffe, (Om
Skouffue oc Thræ i Norrige, p. 126).

2 M, A. Grude, Om Skovkultur, p. 8.

3 Peder Claussøn, |, c., p. 126.

4 Boye Strøm, Stavanger Amt, p. 232.

5 Olaf Trygveson’s saga i Fornmanna Sögur, Kap. 261. Olaf den Hellige's saga,
sammest., Kap. 43. — Cfr. A. Blytt, Indv. af Norg. Fl,, p. 320.

6 Gabr. Gustafson, En stenalders boplads paa Jederen, — H. Schetelig, Et bosted
fra stenalderen paa Bommeloen,

I a Nos 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 213
903 3

de østlige og sydlige delel. Den forekommer ogsaa paa Azorerne,
Færøerne og Island samt i det nordøstlige Nordamerika. Røslyngen
har i Europa en afgjort vestlig udbredelse; i størst mængde forekommer
den ved den europæiske Atlanterhavskyst. I Danmark, Nordtyskland
og andensteds er Calluna den vigtigste hedeplante 2.

I Vesttyskland og Danmark opbevares Calluna ofte i torvmyrerne,
endog i betydelig dybde; i Schleswig-Holstein optraadte den allerede
samtidig med furuen?, og i Danmark har nylig N. Hartz paavist den
fleresteds i senglaciale afleiringer sammen med arktiske planter*. Paa
Jylland var lyngheden efter G. F. L. Sarauw’s undersøgelser over jord-
bundens beskaffenhed under gamle gravhøie udviklet omtrent i sin
nuværende skikkelse i stenalderen og broncealderen5. I hele Sverige og
det østlige Norge foreligger der ikke et eneste sikkert fund af fossil
røslyng ældre end ung granzone®. Som ovenfor vist optraadte røs-
lyngen i det sydvestlige Norge før den postglaciale sænknings maximum,
og i de yngre torvmyrer er den ikke sjelden selv i dybtliggende lag
og danner tildels torv. (Smlgn. pag. 30 og 189). Den danner her den
yngste zone i torvmyrerne.

Ved at sammenholde disse enkeltheder ledes man til den antagelse,
at røslyngen i Norge er ældst i de sydvestlige kystegne, og at den
herfra henimod nutiden har udbredt sig til de øvrige dele af landet.
Da det efter Brøgger's undersøgelser er tvivlsomt, om der i det syd-
vestlige Norge har været isfrit land under den sidste nedisning, synes
det rimeligst, at den i postglacial tid er indvandret over havet. At
røslyngen virkelig formaar at vandre over et havstykke af lignende
bredde som Skagerrak mellem Jylland og Norges sydspids, har War-
ming direkte iagttaget; han omtaler et tilfælde, hvor store mængder
af frø og frugter netop af Calluna med vinden blev førte tværs over
Kattegat fra Sverige til Jylland (mindst 120 km.)”. Ja Grisebach
nævner endog røslyngen som den eneste blomsterplante, der maa antages
at have vandret over Atlanterhavet fra Europa til Nordamerikas østkyst,
hvor den som en sjeldenhed findes paa nogle faa steder paa New-
Foundland og i de nærmestliggende stater 3.

Fr. Th. Köppen, Geogr. Verb. d. Holzgew. des europ, Russlands. I, p. 538—543.
P. Graebner, Die Heide Norddeutschlands.

R. v. Fischer-Benzon, Die Moore der Provinz Schleswig-Holstein, p. 59.

N, Hartz, Danmarks senglaciale Flora og Fauna,

G, F, L. Sarauw, Lyngheden i Oldtiden,

Gunnar Andersson, Sv. växtv, hist, 2 uppl., p. 119.

E. Warming, Grønlands Vegetation, p. 207.

A. Grisebach, Die Vegetation der Erde. Zweite Auflage, I, p. 230.

= op.

oa ao u

214 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

Over store dele af Vestlandet er nu røslyngen den vigtigste for-
mationsdannende plante saavel paa flad som skraanende mark. Mere
end nogen anden art giver den Vestlandsnaturen et fattigt, ens-
formigt præg.

Lyngzonen vestenfjelds er i det væsentlige samtidig med granzonen
i det sydøstlige Norge.

H. Overblik over klimatets ændringer.

Tilslut skal i faa ord sammenfattes, hvad de undersøgte torvmyrer
oplyser om klimatets ændringer under deres dannelsestid.

Jeg har kun fundet bekræftet, hvad der længe har været vel kjendt:
Efter ra-tidens arktiske klimat steg temperaturen gradvis gjennem de
paafølgende perioder, indtil klimatet omkring tiden for den postglaciale
sænknings maximum var betydelig mildere end i nutiden (den aarlige
middeltemperatur antagelig 2 à 3° C. høiere). Fra dette tidspunkt begyndte
temperaturen atter langsomt at synke, indtil forholdene blev som nu.

Flere end denne ene, mægtige klimatsvingning, hvis virkninger
gjorde sig gjældende over hele Nordeuropa lige op til Spitsbergen og
Frantz Josephs Land, har jeg ikke kunnet paavise. Dog tør jeg ikke
benægte muligheden af, at flere oscillationer som af enkelte forskere
antaget kan have fundet sted; dertil er de undersøgte profiler endnu
for faa. Heller ikke W. C. Brøgger har imidlertid ved sine omfattende
studier over skjælbankernes og lerlagenes fauna i det sydlige Norge
fundet tegn til mere end en enkelt klimatsvingning.

Efterhvert som klimatet bedredes, indvandrede: 1. dvergbirk,
2. fjeldbirk, 3. furu og 4. ek og trængte frem mod nord. Fra de yderste
grændser, som de paa den varmeste tid havde naaet, blev fjeldbirken,
furuen og eken drevne tilbage, da varmen atter aftog, medens samtidig
under temperaturens synkning (og begunstiget af denne) 5. granen og
6. røslyngen udbredte sig, den første fra øst, den sidste fra vest.

1903. No 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 215

Literaturfortegnelse.

Gunnar Andersson, Studier öfver torfmossar i södra Skåne (K, V. A. B. 15, III, 1889).
— Om Najas marinas tidigare utbredning under kvartårtiden, (B. N. 1890). — Växt-
paleontologiska undersökningar af svenska torfmossar, 1 og 2, (K. V. A, B, 18, III,
1892). — Några ord om granens invandring i Sverige. (G. F. F. 14. 1892). —
Om metoden för växtpaleontologiska undersökningar af torfmossar (G. F.F. 14. 1892).
— Om slamning af torf, (G. F. F. 14. 1892). — Om de våxtgeografiska och växt-
paleontologiska stöden för antagandet af klimatväxlingar under kvartårtiden. (G. F,
F. 14. 1892). — Studier öfver svenska växtarters utbredning och invandringsvägar, 1.
Alnus glutinosa (L.) J. Gærtn. och Alnus incana (L.) Willd. (B. N. 1893). — Om
senglaciala och postglaciala aflagringar i mellersta Norrland, (G, F. F. 16, 1894). —

Om några våxtfossil från Gottland, (G. F. F. 17. 1895). — Svenska växtvärldens
historia i korthet framstålld. Andra tillökada upplagan. Stockholm 1896, — Studier
öfver Finlands torfmossar och fossila kvartårflora. Helsingfors 1898. — Hasseln i

Sverige fordom och nu. En geologiskt-våxtgeografisk undersökning belysande frågan
om klimatets föråndring sedan Liforinatiden, (Sver. geol, unders, Ser, C a, Nio 3.
Stockholm 1902).

Gunnar Andersson och Gunnar Dillner, Om olika torfslags bränslevärde (Bih, till
Jernkontorets annaler 1901).

P. Chr. Asbjørnsen, Torv og Torvdrift. Chria, 1868.

P, Chr. Asbjørnsen og Th. Kjerulf, Heimdalsmyrene (Norsk Landmandsbog 1868),

Paul Ascherson und Paul Graebner, Synopsis der mitteleuropåischen Flora. I.
Leipzig 1898.

K. O. Bjørlykke, Postglaciale plantefossiler (Naturen 1893). — Geologisk kart med
beskrivelse over Kristiania by (N. G, U, 25. 1898), — Glaciale plantefossiler (Na-
turen 1900).

Axel Blytt, Om Vegetationsforholdene ved Sognefjorden (N. M. f. N. 16. 1869). —
Forsøg til en Theori om Indvandringen af Norges Flora under vexlende regnfulde og
tørre Tider, (N. M. f. N. 21. 1876). — Die Theorie der wechselnden kontinentalen
und insularen Klimate, (Engler's Bot. Jahrb, 2. 1881). — lagttagelser over det syd-
østlige Norges Torvmyre, (C. V. S. F. 1882, No, 6), — Om Planternes Udbredelse,
(Forh, v. Skand. Naturf, 13. Møde i Kristiania 1886), — Om to kalktufdannelser i
Gudbrandsdalen med bemærkninger om vore fjelddales postglaciale geologi. (C. V. S.
F, 1892, No, 4). — Zur Geschichte der Nordeuropäischen, besonders Norwegischen
Flora, (Engler's Bot. Jahrb, 17. 1893). — Om de fytogeografiske og fytopalæonto-
logiske grunde forat antage klimatvexlinger under kvartærtiden. (C. V. S. F, 1893,
No. 5).

M. N. Blytt og A. Blytt, Norges Flora eller Beskrivelser over de i Norge vildtvoxende
Karplanter tilligemed Angivelse af deres Udbredelse, I—II med Tillæg, Chria,
1861—1876,

216 JENS HOLMBOE. M.-N. KI.

O, Borge, Subfossila sötvattensalger från Gotland, (B. N. 1892). — Chlorophyllophycéer
från Norska Finmarken. (K. V. A. B. 17,111 1892). — Nachtrag zur subfossilen
Desmidieenflora Gotlands, (B. N. 1896).

W. C. Brøgger, Norges geologi, (Norge i det nittende aarhundrede, Kria. 1900), —

Om de senglaciale og postglaciale nivåforandringer i Kristianiafeltet, (Molluskfaunan). :

(N. G. U. 31. 1900—1901).

Th. Buchholz, Medicinsk-topografisk Beskrivelse over Grans Prestegjeld. (Beretn. om
Sundhedstilst. i Norge 1857).

P. T, Cleve, Svenska och Norska Diatomacéer, (K. V. A. Ö, 1868). — Synopsis of the
naviculoid Diatoms, I-II. (K. V. A. H., 26, No. 2, 1894, 27, No. 3, 1895).

R. Collett, Zoologisk-botaniske Observationer fra Hvaloerne, (N. M. f. N. 15). — Dei
Norge hidtil fundne Fiske fra de glaciale og postglaciale Aflejringer. (N. M. f. N. 23.
1877). — Bæverens levemaade og ovrige optræden i Norge (Naturen 1898). — Be-
mærkninger vedrørende Norges Pattedyrfauna 1882—07. (N. M. f. N, 36. 1898).

Adolf Dal, Om skoggrænsens synkning. (Naturen 1893). — Fra en reise paa Hardanger-

vidden 1893. (Naturen 1894). -— Frossen jordbund, (Naturen 1896).

Danmarks og Norges oeconomiske Magazin, Bd. VI. Kiøbenhavn 1762.

K. F. Dusén, Om sphagnacéernas utbredning i Skandinavien. Upsala 1887.

Nils Ekholm, Om klimatets åndringar i geologisk och historisk tid samt deras orsaker,
(Ymer 1899).

C, Elberling, Undersøgelser over nogle danske Kalktufdannelser. (Vid. Medd, fra d.
naturh, For. 1870).

J. C. Fabricius, Reise nach Norwegen. Hamburg 1779.

B. C. de Fine, Beskrivelse over Stavanger Amt. Forfattet 1745. (Norske Magazin III,
Chria, 1870).

R, v. Fischer-Benzon, Die Moore der Provinz Schleswig-Holstein, (Abh. hg, v, Natur-
wiss, Verein in Hamburg, Bd. XI. 1891).

M. Foslie, The Norwegian Forms of Lithothamnion, (Norske Vid. Selsk. Skr. 1894,
Trondhjem 1895).

Th. M, Fries, Skildring af en botanisk resa i Öst-Finmarken 1857. (B. N, 1858).

Peder Claussøn Friis, Samlede Skrifter, udg. af Dr. Gustav Storm, Kria, 1881.

Gerard De Geer, Om Skandinaviens niväförändringar under kvartårperioden, (G. F. F,
10, 1888 og 12, 1890), — Om Skandinaviens geografiska utveckling efter istiden.
Stockholm 1896.

P. Girod, Les Éponges des Eaux douces d'Europe, (Le Micrographe Préparateur, VIII,
Paris 1899).

A. T. Gløersen, Nogle Ord om Vestlandets Afskovning. (Tidsskr, for Landm, 1876). —
Vestlands-Granen og dens Indvandringsveie. (Forstforen, Aarbog 1884). — Gran ved
Fæmundsøen og i tilgrænsende Trakter, (ibid. 1885).

Paul Graebner, Nährstoffkonzentration und Pflanzendecke, ihre Veränderungen durch
Klima und menschliche Thätigkeit. (Naturw. Wochenschr, N. Folge, Bd. I, Jena 1901).
— Wie bilden sich Wald, Wiese und Moor? (Gartenflora. Bd. 50. Berlin 1901). —
Die Heide Norddeutschlands und die sich anschliessenden Formationen in biologischer
Betrachtung. (Engler u. Drude, Die Vegetation der Erde, Bd, 5, Leipzig 1901).

A. Grisebach, Ueber die Bildung des Torfs in den Emsmooren aus deren unveränderter
Pflanzendecke, Göttingen 1846. — Über den Vegetationscharacter von Hardanger in
Bergens Stift. (Arch, f. Nat. gesch. X Jahrg. ı Bd. 1844).

M. A. Grude, Om Skovkultur eller Plantning og Saaning af Skov m. v. Sandnæs 1898,

G. A. Guldberg, Bidrag til kundskab om Delphinus albirostris J. E. Gray. (C. V. S. F,
1882, No. 3). — Om subfossile og forhistoriske knokkelfund af pattedyr i Norge.
(N. M. f. N. 30. 1886),

Gabriel G'ustafson, En stenaldersboplads paa Jederen, (Berg. Mus, Aarb. 1899).

Axel Hamberg, Om en profil från skredet i Værdalen, (G. F. F. 15. 1893).

A. M. Hansen, Menneskeslægtens ælde. Kria, 1894—98. — Om »strandflaten«. (A. f.
M, o. N. 17. 1895). — Skandinaviens stigning. (N. G. U. 28. 1900). — Hvorledes
Norge blev til. (Frem. Kjøbenhavn 1900).

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 217

Amund Helland, Om en Stigning af Landet ved Hardangerfjorden i en geologisk sær-
deles nær Tid. (G. F. F. 2. 1874—75). — Om Gehalten af Slam i Bræelve, (ibid.).
— Jordbunden i Norge, (N..G. U. 9. 1893). — Jordbunden i Jarlsberg og Larviks
amt. (N. G. U. 16. 1894). — Lofoten og Vesteraalen, (N. G. U. 23. 1897). —
Norges land og folk, Topografisk-statistisk beskrivelse over Lister og Mandals amt.
Kristiania 1903.

Herman Hedström, Om hasselns forntida och nutida utbredning i Sverige. (G. F.
F, 15. 1893).

Rafael Herlin, Paleontologisk-våxtgeografiska studier i norra Satakunta. (Vet. Medd, af
geogr. För. i Finland, 1896).

Anders Heyerdahl, Urskogs Beskrivelse. Kria. 1882,

E. Hisinger, Några ord om de i Skandinavien förekommande formerna af Granen
(Picea excelsa). (B. N. 1867).

Jens Holmboe, Undersøgelser over norske ferskvandsdiatoméer, I—II. (A. f. M. o.
N. 22, 1899 og 23, 1900). — To torvmyrprofiler fra Kristiania omegn. (G. F. F. 22,
1900), — Granens Indvandring i Norge, (Tidsskr, f. Skogbrug 1901). — Torvmyrernes
vidnesbyrd om ældre tiders plantevækst, (N. M. f. N. 37. 1901). — Om en post-

glacial sænkning af Norges sydvestlige kyst. (N. M. f. N. 39. 1901). — Nogle Op-
lysninger om Brændtorvdrift i Norge og paa Island i Middelalderen. (Tidsskr. f. d,
norske Landbrug 1902). — Om faunaen i nogle skjælbanker og lerlag ved Norges

nordlige kyst. (N. G. U. Aarbog. 1904. No. 1).

N. O. Holst, Om Östersjöns och Bottniska vikens postglaciala geologi. Stockholm 1899.

Hartvig Huitfeldt-Kaas, Plankton in norwegischen Binnenseen, (Biolog. Centralbl.
18, 1898). — Die limnetischen Peridineen in norwegischen Binnenseen, (C. V.S.
S. 1900. M.-N. Kl. No. 2).

R. Hult, Blekinges vegetation, (Med. af Soc, pro Fauna et Flora Fennica. 12, 1885),

M. Johansen, Landets stigning. (Naturen 1891).

E. Jørgensen, Nogle for vor flora nye planter. (Berg. Mus. Aarb. 1899).

B, M. Keilhau, Undersøgelser om hvorvidt i Norge, saaledes som i Sverrig, findes tegn
til en Fremstigning af Landjorden i den nyere og nyeste geologiske Tid, (N. M. f.
N. 1. 1838).

A, Osw. Kihlman, Pflanzenbiologische Studien aus Russisch Lappland, (Act. Societ, pro
Fauna et Flora Fennica, 4. 1890).

Hans Kiær, Synopsis of the Norwegian marine Thalamophora. (Rep. on Norw. fishery
and marine investigations. 1. Kria. 1900).

Knut Kjellmark, Om den forna förekomsten af Trapa natans i norra Nerike. (G. Fe
F. 21. 1899).

Th, Kjerulf, Beskrivelse over Jordbunden i Hadeland, (Polyteknisk Tidsskr. 9, 1862). —
Om Mergels Forekomst. (Norsk Landmandsbog 1870).

E. Koehne, Deutsche Dendrologie. Stuttgart 1893.

Fr, Th. Köppen, Geographische Verbreitung der Holzgewåchse des europåischen Russlands
und des Kaukasus, I—IT St. Petersburg 1888—89.

H. P. S. Krag, Sagn, samlede i Gudbrandsdalen om Slaget ved Kringlen den 26de August
1612. Chria. 1838.

J. A. Krag, Bidrag til det norske Skovvæsens Historie indtil 1814. Kria. 1880.

G, Lagerheim, Om lämningar af Rhizopoder, Heliozoer och Tintinnider i Sveriges och
Finlands lakustrina kvartåraflagringar. (G. F. F. 23. 1901). — Bidrag till kånnedomen
om kärlkryptogamernas forna utbredning i Sverige och Finland, (G. F. F. 24. 1902).

E. Lemmermann, Silicoflagellatae. (Ber. deutsch, bot, Ges. 1901).

Harald Lindberg, En rik torffyndighet i Jorois socken, Savolaks, (Finska Mosskulturfür,
ärsber. 1900). — Botanisk undersökning af Isosuo-mosse i Sakkola socken, (ibid. 1898).
— Finska Torfmossar, I. (Finska Mosskulturfür, ärsbok 1900). — De i Finland före-
kommande arterna af slågtet Najas.

A. E. Lindblom, Vandring i Norrige sommaren 1839. (K. V. A. H. 1839).

Carl Lindman, Om Drifved och andra af hafsströmmar uppkastade naturföremål vid
Norges kuster. Göteborg 1883.

218 JENS HOLMBOE. M.-N. KI,

A, N, Lundström, Om vara skogar och skogsfragorna, (Heimdals folkskrifter, N:r 24.
Stockholm 1895).

P. Magnus, Beitråge zur Kenntniss der Gattung Najas L. Berlin 1870.

P. E. Müller, Studier over Skovjord, (Tidsskr. f. Skovbrug, 3 og 7, 1878 og 1884).

A. G. Nathorst, Om några arktiska våxtlåmningar i en sötvattenslera vid Alnarp i Skåne,
(Lunds Univ. Årsskr. 7. 1870). — Föredrag i botanik på Kongl. Vetenskaps-Akade-
miens högtidsdag 1887. Stockholm 1887. — Ueber den gegenwärtigen Standpunkt
unserer Kenntniss von dem Vorkommen fossiler Glacialpflanzen, (K. V. A. B. 17, III,
1891). — Om en fossilförande leraflagring vid Skattmansö i Uppland, (G. F. F. 15.
1893). — Sveriges geologi. Stockholm 1894.

Yngvar Nielsen, Den faste bebyggelse i Norge fra 600 til 1000 meters høide over havet
og dennes forhold til vore skoves udtynding, (Den norske turistforenings årbog 1879).
— Reisehaandbog over Norge, gde Udgave, Kristiania 1899.

Alb. Nilsson, Om Norrbottens myrar och försumpade skogar. (Tidskr. f. skogshushålln,
1897). — Några drag ur de svenska växtsamhällenas utvecklingshistoria, (B. N. 1899).
— Sydsvenska Ljunghedar, (Tidskr, f. skogshushälln, 1901).

N. Hjalmar Nilsson, Najas flexilis (Willd.) Rostk, et Schmidt och dess förekomst i
Sverige. (B. N. 1881).

J. M. Norman, Norges arktiske flora, III, Kristiania 1894— 1901,

Hampus v. Post, Studier öfver nutidens koprogena jordbildningar, gyttja, dy, torf och
mylla. (K. V. A. H. 4. 1861). — Fynd af en fossil svamp, (B. N. 1865). — The
formation of peatmosses, (Bull. geol. Inst. of Upsala. 1. 1893).

H. Rasch, Naturhistoriske Notitser fra en Reise i Sommeren 1833 i Forening med stud,
jur. Chr. Platou. (M. f. N. 12, 1836).

C, Raunkiær, De danske Blomsterplanters Naturhistorie. I. Kjøbenhavn 1895—99.

J. Rekstad, Skoggrænsens og sneliniens større høide tidligere i det sydlige Norge. (N. G.
U, Aarbog 1903. No. 5). Udkommen, efterat ark 9 allerede var under trykning,

H, Reusch, Fjeldgrund og jordarter ved Stavanger. (Naturen 1888). — Det nordlige
Norges geologi. Kristiania 1891. — Strandfladen, et nyt træk i Norges geografi. (N. G.

U. 14. 1894). — Fra Andeen. (Naturen 1896). — Ueber eine eigentümliche
Wachstumsform einer Moosart, (Engler’s Bot, Jahrb, 22). — Nogle optegnelser fra
Værdalen, (N. G. U, 32. 1901), — Listerlandet. (ibid.). — Evig frosen jord ji

Norge. (Naturen 1901).

Hermann Ruge, Om Skovplantnings Fornodenhed. (Maanedl, Afhandl, t. Forbedr, i
Husholdningen, Chria, 1762—63).

E. Ryan, Undersogelse af nogle torvprover. (N. G. U. 14. 1894).

G. F. L. Sarauw, Lyngheden i Oldtiden. (Aarb, f. nord. Oldkynd. og Historie, 1808).

M. Sars, Om de i Norge forekommende fossile Dyrelevninger fra Quarterperioden, Uni-
versitetsprogram, Chria, 1865.

M. Sars og Th, Kjerulf, Jagttagelser over den postpliocene eller glaciale Formation i
en Deel af det sydlige Norge. Universitetsprogram. Chria, 1860.

H. Schetelig, Et bosted fra stenalderen paa Bømmeløen. (Berg, Mus. Aarb, 1901).

D, H. R. v. Schlechtendal, Die Gallbildungen (Zoocecidien) der deutschen Gefässpflanzen.
(Jahresber. d. Vereins f. Naturkunde zu Zwickau 1890, Zwickau 1891).

L, Schmelck, Vort drikkevand, (Tidsskr. f. prakt, medicin 1890).

Aug, Schulz, Ueber die Entwicklungsgeschichte der gegenwärtigen phanerogamen Flora
und Pflanzendecke der skandinavischen Halbinsel und der benachbarten schwedischen
und norwegischen Inseln, (Abh. d, naturf, Ges, zu Halle, B, 12, 1900).

F. €, Schübeler, Torvmoserne paa Karmeen og Jæderen og de i samme fundne Lev-
ninger af Trævegetation, sammenlignede med Torvmoserne i Danmark, saaledes som
disse ere beskrevne af Steenstrup og Vaupell. (Bilag 6 til Beretning om Selskabet for
Norges Vels Tilstand og Virksomhed i Aaret 1854). — Die Culturpflanzen Norwegens.

Universitetsprogram, Chria, 1862, — Viridarium norvegicum, Norges Væxtrige, Et
Bidrag til Nordeuropas Natur- og Culturhistorie, I—IllI, Universitetsprogram, Chria,
1885—89.

F. Schütt, Sulla formazione scheletrica intracellulare di un Dinoflagellato,

1903. No. 2. PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER. 219

G, Schøning, Reise igjennem det nordlige Gudbrandsdalen i Aaret 1775. (Budstikken,
Chria, 1820).

Rutger Sernander, Om våxtlåmningar i Skandinaviens marina bildningar. (B. N. 1889). —
Die Einwanderung der Fichte in Skandinavien. (Engler’s Bot. Jahrb, 15. 1892), — Studier
öfver den gotländska vegetationens utvecklingshistoria. Upsala 1894. — Den skandi-
naviska växtvärldens utvecklingshistoria, Grundlinjer till förelåsningar. Upsala 1895. —
Om Litorina-tidens klimat och vegetation. (G. F, F. 15. 1893). — Några ord med
anledning af Gunnar Andersson, Svenska växtvärldens historia. (B. N. 1896). — Våra
torfmossar, (Verdandis småskrifter. Nr. 64. Stockholm 1897). — Zur Kenntniss der
quartären Såugethier-Fauna Schwedens. (Bull. of the Geol, Inst, of Upsala. Bd, 3.
1897). — Om en förmodad postglacial sänkning af sydvästra Finland, (G. F. F. 21.

1899). — Sveriges våxtvårld i nutid och forntid, (Ljus. Stockholm 1900), — Den
skandinaviska vegetations spridningsbiologi, Upsala 1901. — Bidrag till den väst-
skandinaviska vegetationens historia i relation till nivåföråndringarna. (G. F, F, 24.
1902).

Rutger Sernander und Knut Kjellmark, Eine Torfmooruntersuchung aus dem nörd-
lichen Nerike, (Bull, of the Geol, Inst. of Upsala, Bd, 2. 1895).

G, E. Stangeland, Torvmyrer inden Kartbladet »Sarpsborgse Omraade, (N, G, U, 3.
1891). — Torvmyrer inden Kartbladet »Nannestads« Omraade, (N. G. U, 8. 1892). —
Om Torvmyrer i Norge og deres Tilgodegjørelse. I—-II. (N. G. U, 20, 1896 og 24.
1897). — Undersogelse af Myrprover, [I—III], (Tidsskr. f. d. norske Landbrug, 1897,
1898, 1900). — Nogle Bemærkninger. (Sammesteds 1902).

Japetus Steenstrup, Skovmoserne Vidnesdam- og Lillemose. (Danske Vid, Selsk,
naturv, Afh, 9. 1842).

Boye Strøm, Topografisk-statistisk Beskrivelse over Stavanger Amt, Kria, 1888.

R. Tolf, Granlåmningar i svenska torfmossar. (K. V. A. B. 19,117. 1893). — Försump-
ning af skogsmark i öfre Dalarne. (Sv. Mosskulturf, tidskr. 1897).

Fr, Vogt, Indberetning til Amtmanden i Smaalenene om den i Hvaløernes Præstegjeld
herskende Koldfebersygdom for Tidsrummet fra 12/, til 13/, 1856. (Norsk Mag. f.
Lægev. 2 R. 10. 1856).

J. H. L. Vogt, Søndre Helgeland, (N. G. U. 29. 1900),

Eug. Warming, Om Grønlands Vegetation, (Meddelelser om Grønland, 12, Kjøben-
havn 1888). — Plantesamfund, Kjøbenhavn 1895.

C, Wesenberg-Lund, Om Ferskvandsfaunaens Kitin- og Kisellevninger i Tørvelagene.
(Medd. fr. dansk geol. Foren. 3. 1896). — Studier over Søkalk, Bønnemalm og
Søgytje i danske Indsøer. (ibid. 7. 1901).

N. Wille, Botanisk Reise paa Hardangervidden 1877. (N. M. f. N. 25). — Om et sub-
fossilt Fund af Zostera marina. (G. F. F, 16, 1894).

P. A, Oyen, Slammængden i bræelve. (Naturen 1893).

| D
Ny
O

JENS HOLMBOE.

M.-N. Kl.

Register.

Aabent vand, 19.

* Aasmyren i Aas, 115.

Aasterud i Stange, myr ved, 154, 165.

Aastrakter, 15.

Acer platanoides, 186.

Achnanthes brevipes, 120. À. lanceolata 120,

Achnanthidium flexellum, 120.

Acroporus, 195.

Actinoptychus undulatus, 116.

Aldersbestemmelse, 7.

Alfheim i Elverum, myr ved, 166,

Algae, Alger, 113.

Alisma Plantago, 153.

Alnus glutinosa, 175.

Alona, 195.

Altorf, 26.

Amblystegium cordifolium, 135. A. falcatum,
136. A. giganteum, 135. A. Schreberi, 135.
A. stramineum, 135. A. trifarium, 135.
A. uncinatum, 136.

Amblystegium-torv, 29.

Amphipleura pellucida, 127.

Amphora arenaria, 129. À. ovalis, 129.

Andersson, Gunnar, 4.

Andromeda polifolia, 189.

Andøen, 146.

Angiospermae, 147.

Anomoeoneis Follis, 114, 126. A,
126. À, serians, 114, 126,

Antal fossile karplanter, 197.

Arctostaphylos Uva ursi, 189.

Arekilen, Hvaløerne, 44.

Arnebergmyr i Romedal, 165.

Arnø i Salten, 140,

Asbjørnsen, P, C., 1.

Ascophyllum, 25, 131.

Aspidium Thelypteris, 136.

Atriplex litoralis, 180.

Auliscus sculptus, 116.

A, incana, 176.

sculpta,

Bacillariales, 113.

Balaninus Nucum, 196.

Batrachium *eradicatum, 182,

Beliggenhed, de udforlig beskrevne myrers,
42, 43.

Beskrivelse af udvalgte myrer, 43.

Betula alba, 173. PB. nana, 175. D. nana
x odorata, 175. B. *odorata, 175. 8.
*verrucosa, 175.

Biddulphia antediluviana, 116.
116,

Bidens cernua, 191.
Biri, myr i, 167.
Birkezonen, 203.
Bjørlykke, K. O., 4.
Bjørnemose, 29, 36.
Bjørnskjægtorv, 29.
Bleke, 23.

Blytt, A., 2.
Bodomyr, 140,
Bore i Klep, myr ved, 91.
Botner, 16.

Botryococcus Braunii, 133.
Braasteinvand i Høiland, 138.
Brenni i Ullensaker, myr ved, 165.
Brufaldet i Aamot, myr ved, 166.
Brunmosetorv, 29.

Bræelve, 20,

Brændtorv, 28.

Brændtorvdriftens alder, 38.
Brøgger, W. C., 4.

Brøndmyr i Klep, 100.
Bundfældning, 19.

Bydal i Holt, myr ved, 72.
Bækkener, 14.

Bæverens dæmninger, 37.

Bø i Vesteraalen, 146.

Bøbakke, Hvaloerne, 49.

B, aurita,

B. tripartita, 192.

1903. No. 2.

PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER.

221

Calla palustris, 158.

Calluna vulgaris, 30, 189, 212.

Caloneis amphisbaena, 125. C brevis, 125.
C. formosa, 125. C.Liber, 124. C, Sili-
eula, 124.

Campylodiscus Clypeus, 131. C. Echineis, 131.

Carabus glabratus, 196.

Carex ampullacea, 30, 154.
go. C. echinala, 155.
155. C. lastocarpa,
eyperus, 30, 155.
vesicaria, 30, 154.

Castor Fiber, 196.

Cenococcum geophilum, 112,

Ceratophyllum demersum, 181.

Chaetoceras constrictum, 116.
116, C. Wighami, 116.

Characeae, 131, 133.

Chironomus, 195.

Chlorophyceae, 131.

Cicuta virosa, 188.

Cladium Mariscus, 156.

Claussøn, Peder, 1.

Coceoneis Pediculus, 120,
C. Scutellum, 120.

Comarum palustre, 184.

Cornus suecica, 188.

Corylus Avellana, 160,

Cosmarium Botrytis, 132.
C, Meneghinii, 131.
C. Turpinii, 132.

Cotoneaster vulgaris, 183.

Crambe maritima. 183.

Cyanophyce-gytje, 23.

Cyclotella Comta, 115. C, Kuetzingiana, 116.
C, Meneghiniana, 116.

Cymatopleura elliptica, 130.

Cymbella aequalis, 128. C. amphicephala,
128. C. aspera, 128. C. Cistula, 128.
C, cuspidata, 128. C. Cymbiformis, 128,
C. Ehrenbergii, 128. C. helvetica, 128,
C. lanceolata, 128. C. naviculiformis, 128.

C, distigmaticae,
C. filiformis, 30,
155. C. Pseudo-
C. rostrata, 154. C.
C. stellulata, 30, 155.

C. Diadema,

C, Placentula, 120,

C, granatum, 132.
C, ochthodes, 132.

Dal, Adolf, 3.

Dalformede forsænkninger, 14,

Dalfører, 15.

Dansarbakken i Osen, 166.

Denticula tenuis, 117.

Desmidiéer, 131.

Diatoma hiemale, 118.

Diatoméer, fossile, 113.

Diatomégytje, diatoméjord, 23.

Dicotyledones, 158.

Dictyocha Fibula, 113.

Diploneis Bomboides, 125. D, Crabro, 126,
D, Didyma, 125. D. elliptica, 125. D.

125. DEG 126, WD;
125. D, (0vaks, 125 2.

Entomon,
interrupta,
Smithiz, 126,

Distephanus Speculum, 113.

Docidium Baculum, 131.

Donacia crassipes, 196, D, discolor, 196.

Driftafleiringer, 24,

Drivtommer, fossilt, 144, flg.

Dryas octopetala, 185,

Dryasler, 21.

Dvergbirkezonen, 201,

Dy, dytorf, 25.

Dybde, myrernes, 17,

Dybingen i Hoiland, 138.

Dyrelevninger, 192,

Dyri i Løiten, myr ved, 159.

Dækfrøede, 147.

Ebru i Leiten, myr ved, 166,

Ekezonen, 207.

Empetrum nigrum, 185.

Encyonema prostratum, 120, EZ, ventricosum,
129.

Ephydatia Muelleri, 193.

Epithemia Argus, 129. E, Sorex, 129. E.
turgida, 129. E, Zebra, 129,

Equisetum *fluviatile, 136. E. hiemale, 137.
E. limosum, 29, 136. Æ. palustre, 137.
E. variegatum, 137.

Erineum axillare, 195.

Eriophorum vaginatum, 23, 156,

Erosion, 36,

Euastrum ansatum,
E. oblongum, 132,

Eunotia Arcus, 118.

132, Æ, binale, 132.
E. petinatum, 132.
E. gracilis, 119. E.

Hemityclus, 120, E. lunaris, 120. E,
major, 118. Æ, pectinalis, 119. E, prae-

rupta, 119,
119.
Eurhynchium ruseiforme, 136.

E, robusta, 119, E, Triodon,

Fabricius, J. C,, 1.

Fedtorv, 28,

Feltarbeider, 4.

Ferskvandsler, 21.

Fiske, 196.

Fjeldvidder, 16.

Flatten i Elverum, myr ved, 166,
Flekkefjord, myr ved, 115,
Flomler, 21,

Flydende, 8, 35.

Fokhol i Stange, myr ved, 165.
Fonstadbakken i Østre Gausdal, 167,
Forekomst, myrernes, 14.

Form, myrernes, 17.

Forsendelse af prøver, 5.

222

JENS HOLMBOE.

M.-N. KI.

Forsumpning, 35.

Forsænkninger, 14.

Fragaria, 184.

Fragilaria construens, 118, F, mutabilis, 118,
Fraxinus excelsior, 190.

Fredrikshald, myrer ved, 163.
Fristadmyr i Ogne, 86,
Frognersætermyr i Vestre Aker, 165.
Frosne myrer, 17.

Fucus, 25, 131.

Fungi, 111,

Furumyr i Rakkestad, 36, 144.
Furusæt i Ullensaker, myrer ved, 165.
Furuzonen, 205.

Galeopsis speciosa, 190.

Geum rivale, 185.

Gjervaagmyr paa Tjøme, 64.

Gløersen, A, T,, 4.

Gomphonema atuminatum,

128. G. parvulum,
subclavatum, 127.

Grammatophora marina, 117.
117.

Granzonen, 210,

Gravning, 5.,

Grændse, marine, 9, 12.

Græsmyr, 32.

Gymnaster Pentasterias, 113.

Gymnospermae, 137.

Gytje, 22.

G. Tetrahit, 190.

12/7, NG.
127 210

con-
strictum,

G. serpentina,

Haakedalen i Aamot, myr i, 166.
Hamberg, A., 4.

Hammerø i Salten, 140.

Hansen, A, M,, 4.

Heleocharis palustris, 158. H.uniglumis, 158.
Helland, A,, 4.

Hellemyr i Vanse, 78.

Heselvmyr paa Langøen, 103,
Hilkestadvand i Jarlsberg, myrer ved, 60,
Hippuris vulgaris, 187.

Historie, den norske vegetations, 197.
Holkekilen i Tjølling, myr ved, 149, 154.
Holtanmyr i Tjølling, 68.

Homalia trichomanoides, 136.

Hornæsmyr i Skjeberg, 51.

Hurum, myr i, 115.

Husermyr paa Asmalø, Hvaløerne, 149, 154.
Hvidmosearternes vækst, 36.
Hvidmosemyrer, 32.

Hvidmosetorv, 28,

Hængemyr, 35.

Høimoser, 34.

Tiex-flora, 201,
Indvandringsveie, 198.

Insekter, 195.

Interglacialt floraelement, 198,
Iris Pseudacorus, 31, 158
Isoötes lacustris, 137.

Jesnæs i Furnæs, myr ved, 165.
Jonasmyr i Botne, 61.

Jordarter, torvmyrernes, 18.
Juniperus communis, 137.

Kaletorv, 28.

Karplantetorv, 20.

Karsporeplanter, 136.

Keilhau, B. M,, 1.

Kirkenæs i Sydvaranger, myr ved, 141.
Kiselguhr, 23.

Kitingytje, 23.

Kjellinglandmyr i Klep, 152.
Kjensrudtjern i Østre Bærum, 154, 165.
Kjerulf, Th., 4.

Kleven i Sortland, myr ved, 140.
Klimatiske ændringer, 36, 214.
Krebsdyr, 195.

Kuformyr paa Andøen, 155.
Kvalbeinmyr i Ogne, 90,

Kvalø i Tromsø amt, 147.
Kvartærflora, Norges fossile, 111,
Kvasseim i Ogne, strandvold ved, 93.

Laboratoriearbeider, 6.

Lagdelte jordarter, 19.

Lagfølge, torvmyrernes, 31.

Lamenæs paa Hvaløerne, myr ved, 47.

Laminaria, 131.

Langager, tapesbanke ved, 83.

Langenæs i Vesteraalen, myrer ved, 138, 184.

Larix americana, 146.

Lavmoser, 34.

Lebertorf, 23.

Lecquereuxia spiralis, 193.

Lekvold paa Hvaløerne, sumpeng ved, 45.

Ler, 20, Lerlag, marine, 21,

Lever, 23.

Limnaea glabra, 194, L, ovata, 194. L. per-
egra, 194. L, stagnalis, 194.

Linnaea borealis, 191.

Lisletjern i Holt, myr ved, 72.

Lithothamnion fruticulosum, 133.

Lokale aarsager, 36.

Lukkede bækkener, 14.

Lycopus europaeus, 191.

Lyngtorv, 30.

Lyngzonen, 211,

Lysakermyren i Østre Bærum, 115.

Lysimachia thyrsiflora, 190.

Lønetjern paa Vegarsheien, myr ved, 74.

1903. No. 2.

PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER.

223

Mastogloia Smithii, 127.

Maximumsalder, 8,

Melhagen i Aamot, myr ved, 166.

Melosira distans, 115. M. Fuergensti, 115.
M. Roeseana, 115.

Menneskets indflydelse paa myrernes lag-
følge, 37.

Menyanthes trifoliata, 31, 190.

Mergeller, 21.

Meridion circulare, 117. M. constrictum, 117.

Messelt i Storelvedalen, myr ved, 167.

Midder, 195.

Minimumsalder, 8.

Mnium punctatum, 135.

Molinia coerulea, 29.

Mollusker, 193.

Monocotyledones, 147.

Montia fontana, 181,

Morstad i Gran, myr ved, 167.

Moser 133.

Mosetorv, 28.

Muscineae, 133.

Muslingler, 21.

Myklebostad ved Bodø, myr ved, 140,

Myrdynd, 25.

Myre paa Andøen, myr ved, 153.

Myrica Gale, 158.

Myriophyllum alterniflorum, 187.
catum, 187.

Myrsnit, 5.

Myxophycé-gytje, 23.

M. spi-

Najas flexilis, 151. N. marina, 151.

Narthecium ossifragum, 31.

Navicula americana, 123. N. Bacillum, 123.
N, cincta, 123. N. cuspidata, 122. N,
digito-radiata, 124. N. fraudulenta, 124.
N. Hennedyi, 124. N. Lyra, 124. N. ob-
longa, 124. N. peregrina, 123, N. Pseudo-
bacillum, 123. N,radiosa, 123. N,rhyn-
chocephala, 123. N. Rotaeana, 123. N,
Semen, 114, 123. N. scutelloides, 124,
N. Tuseula, 124. N. viridula, 123.

Neidium dubium, 125. N. Iridis, 125.

Niteschia amphioxys, 130. N, circumsuta,
130. N. navicularis, 130. N. punctata,
130. N, scalaris, 130. N. spectabilis, 130,

Niveauforandringer, 7.

Nordestlig indvandring, 201.

Nuphar luteum, 181.

Nygaard i Varhaug, myr ved, 91.

Nymphaea alba, 181. N. *candida, 181.

Nøgenfrøede, 137. *

Opbevaring af fossiler, 7.
Oredynd, 26,

Ortstein, 107.

Oxalis Acetosella, 185.

Oxycoscus *microcarpus, 189,
189.

O. palustris,

Papirgytje, 23.

Paralia sulcata, 115.

Pattedyr, 196,

Pediastrum Boryanum, 133.

Peltigera canina, 112.

Peridiniales, 113,

Peucedanum palustre, 188,

Phaeophyceae, 131.

Phragmites communis, 30, 153.

Phryganider, 195.

Phytoptus, 195.

Picea excelsa, 143, 146.

Pinnularia appendiculata, 120,
121. P. Brebissonii, 121. P. brevicostata,
122. P. Cardinalis, 114, 122. P. diver-
gens, 121. P. hemiptera, P. inter-
rupta, 120. P. lata, ı21, P, Legumen,
121, P, major, ı22. P. mesogongyla, 121,
P. mesolepta, 121. P. Microstauron, 121,
P, nobilis, 122. P, stauroptera, 121. P.
streptoraphe, 114, 122.
P, viridis, 122.

Pinus silvestris, 138.

Pisidium nitidum, 195.

P. borealis,

122,

P, subsolaris, 121.

P. obtusale, 195.

Plagiogramma Gregoryanum, 118.

Plankton, 22.

Planorbis complanatus, 195. P. cristatus, 194.
P, dispar, 194. P. glaber, 194.

Planteaffald, 24.

Plasmodiophora Alni, 112,

Pleurosigma balticum, 127.

Polyporus igniarius, 112,

Polytrichum commune, 29, 36.
135.

Populus tremula, 159.

Postmyr i Onsø, 163.

Potamogeton natans, 148, P. praelongus, 148.

Potentilla, 184.

Prunus Padus, 185.

Præglacialt floraelement, 198.

Præsterud i Furnæs, ler fra, 115.

Prøver, 5.

Pteridophyta, 136.

P, strictum,

Quercus pedunculata, 176.
Q. sessiliflora, 176.

Q. Robur, 176.

Ramsaa paa Andøen, profil ved, 106,
Ranunculus repens, 182,

Rebbenæsø i Tromsø amt, 147.
Reusch, H,, 4.

224

JENS HOLMBOE.

M.-N. Kl.

Rhabdonema adriaticum, 117. Rh. arcuatum,
117. Rh, minutum, 117. '

Rhacomitrium lanuginosum, 29.

Rhamnus Frangula, 186.

Rhizopoder, 193.

Rhodophyceae, 133.

Rhopalodia gibba, 130.
Rh. Musculus, 129.

Rhynchospora, 158.

Ribamyr i Gran, 167.

Ribes rubrum, 183.

Riso, myr paa, 109,

Rubus Chamaemorus, 184. R, fruticosus, 184.
RK, idaeus, 183. À. saxatilis, 184.

Rud i Nordre Odalen, myr ved, 165.

Ruppia maritima, 148. R. *rostellata, 149.
À, *spiralis, 149.

Rustad i Løiten, myr ved, 166,

Ryan, E,, 3.

Rønvik i Bodin, myr ved, 101,

Rørtorv, 30.

Rh, gibberula, 129.

Salix arbuscula, 159. S. aurita, 159. S.
Caprea, 159. S. glauca, 160. S. hastata,
159. S. herbacea, 160, S. nigricans, 159.
S, reticulata, 160,

Saltstrømmen, myrer ved, 140,

Sand, 20,

Sandermyr i Maridalen, 134, 135, 139.

Sandsten, recent, 107.

Sars, M., 4.

Scheu hzeria palustris, 153.

Schübeler, F. C,, 1.

Scirpus caespitosus, 29, 157.
30, 157. S. maritimus 157.
157.

Scoliopleura tumida, 127.

Sernander, R., 4.

Sibbaldia procumbens, 185.

Silicoflagellata, 113.

Sivtorv, 30.

Sjokalk, 23.

Sjørinden, 91.

Skaalformede bækkener, 14.

Skaarø i Tromsø amt, 147.

Skaseimmyr i Klep, 112, 152.

Skeie i Klep, profil ved, 37, 91.

Skogmyrtorv, 26.

Skraanende flader, 16.

Slam, 20,

Slemmekar, slemning, 5, 6.

Sneldetorv, 29.

Solanum Dulcamara, 191,

Sold (til slemning), 5.

Sole, myrer i, 91,

Sop, 111,

S. lacustris,
S. silvaticus,

Sorbus aucuparia, 183.

Sparganium affine, 147. S. ramosum, 147.

Sphagnum cuspidatum, 135. S. cymbifolium,
134. S, fuscum, 134. S. laxifolium, 135.
S. medium, 134. S. molluscum, 134. S.
recurvum, 135. S, squarrosum, 134. S.
tenellum, 124. S. teres, 134.

Sphagnum-torv, 28.

Spiraea Ulmaria, 185.

Spongilla fragilis, 193. S. lacustris, 193.

Stabæk i Østre Bærum, myr ved, 165.

Stachys silvatica, 191,

Stangeland, G. E., 2.

Startorv, 30.

Staurastrum paradoxum,
boscideum, 132.

Stauroneis anceps, 126.
126,

Stavanger, myr ved, 115.

Steenstrup, Jap., I.

Steigen, myr i, 140.

Stigning, landets, 9, 12,

Storhofsæter i Elverum, myr ved, 166,

Strandfladen, 15.

Strandvolde, marine, 37.

Stubberudmyr i Østre Aker, 165.

Stubbelagenes dannelse, 38. Deres brugbar-
hed som aldersbestemmelse, 7.

Størrelse, torvmyrernes, 17.

Sumpkrat, 26. Sumpplantesamfund, 27.

Surirella biseriata, 130. S. fastuosa, 130.
S. robusta, 130. S. splendida, 130.

Svampe, 193.

Svartemyr i Rakkestad, 54.

Sveen, Ostre i Loiten, myr ved, 166.

Svämtorf, 25.

Sydvestlig indvandring, 201.

Sydestlig indvandring, 198.

Synedra Acus, 118. S. capitata,
«rystallina, 118. S. Ulna, 118.
lata, 118.

Syringmyr i Elverum, 166,

Sænkning, postglacial, 10, 12. Do., senglacial,
oppe:

NI Sør

S, Phoenicenteron,

118.5.
S. undu-

Tabellaria fenestrata, 117. T, flocculosa, 117.

Tagror, 30,

Tangjord, 25.

Terskelhøide, 14.

Tetracyclus emarginatus, 116,
116,

Thalictrum flavum, 132.

Tilgroning af tjern, 32.

Tilia parvifolia, 186.

Tobru i Loiten, myr ved, 166.

T. lacustris,

Tollemyr i Botne, 63.

1903. No. 2.

PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER.

225

Topografisk literatur, 1.
Torv, 27.

Torvbakmyr i Vanse, 84.
Torvstrø, 28,

Trachyneis aspera, 126,
Transgression, 17.

Trinema acinus, 193.
Træstamme, omstyrtet, 36,
Tuemyr i Nitedal, 41,
Tvedestrand, myr ved, 115.

Udvikling, torvmyrernes, 31.

Uldsrud i Vestre Toten, myr ved, 167.
Ulmus montana, 180.
Undersøgelsesmethode, 4.

Vaalemyr i Stange, 58.

Vaccinium uliginosum, 189. V. Vitis idaea,
189.

Vadsømyr, 16, 188, 189,

Valestrand paa Osterøen ved Bergen, 155.

Vanheurckia rhomboides, 127.

Vanne i Tromsø amt, 147.

Vardal træmassefabrik, myr ved, 167.
Vardø, 147.

Vass-engen ved Arekilen, Hvaløerne, 47.
Veksellagring, 19.

Viola collina, 187. V. epipsila, 187. V.

hirta, 187, V. mirabilis, 187. V. pa-
lustris, 187. V. Riviniana, 187.
Volmerødmyr, nordre, i Id, 163. V,, søn-

dre, 50,
Vossestranden, myr ved, 115,

Webera nutans, 135.
Wille, N., 4.

Xanthidium fasciculatum, 132.
Zannichellia polycarpa, 150.
Zone, palæontologisk, 197.

Zostera marina, 147.

Øde-Kroksti i Løiten, myrer ved, 166.
Øksnevadtjern i Klep, 152,

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903, No. 2.

226 JENS HOLMBOE, M.-N. KI.

Forklaring til tavlerne.

Tavle 1.

Fig, 1. Picea excelsa. Frø fra Gjervaagmyr,

Fig, 2—4. Samme, Naale fra Søndre Volmerødmyr.

Fig. 5—6. Potamogeton natans. Frugter fra Hellemyr med og uden det ydre kjed-
fulde lag.

Fig. 7. Zannichellia polycarpa. Frugt fra Brondmyr,

Fig. 8. Najas flexilis, Frø fra Skeie.

Fig. 9. Scheuchseria palustris. Frø fra Hellemyr.

Fig, 10—11. Scirpus laeustris. Kort og lang nød fra Hellemyr.

Fig. 12. Cladium Mariscus, Nød fra Skeie,

Fig, 13. Carex stellulata. Frugt fra Søndre Volmerødmyr. Gjennem utriculus skimtes
nødden.

Tavle 2.

Fig. 14. Ruppia *rostellata. Frugt fra Gjervaagmyr.

Fig. 15—16. Samme. Frugter fra Arekilen,

Fig. 17—18. A. *spiralis. Frugter fra Arekilen.

Fig. 19. »R, maritima«. Dobbelfrugt fra Arekilen,

Fig. 20—21, Salix herbacea, Blade fra Brøndmyr.

Fig, 22—23. Polygonum cfr, Persicaria. Linseformet og trekantet frugt fra Fristadmyr,

Tavle 3.

Fig, 24—25. Betula *verrucosa, Rakleskjæl og frugt fra Gjervaagmyr.
Fig. 26. Samme, Frugt fra Jonasmyr.

Fig. 27. 2. *odorata, Rakleskjæl fra Gjervaagmyr.

Fig. 28. Samme, Frugt fra Svartemyr,

Fig. 29—31. 2. nana X odorata, Frugt og rakleskjæl fra Svartemyr.
Fig, 32. 2. nana. Frugt fra Brøndmyr.

Fig. 33—34. Samme, Rakleskjæl fra Brøndmyr.

Fig, 35. Samme. Længdesnit gjennem et rakleskjæl,

Fig, 36. Samme, Blad fra en raklestilk. Brøndmyr.

Fig. 37. Samme, Blad fra Torvbakmyr,

Fig. 38. Samme, Blad fra Brøndmyr.

I = No:2: PLANTERESTER I NORSKE TORVMYRER.
903

Fig.
Fig.
Fig.
Fig,
Fig.
Fig.
Fig.

Fig.
Fig.
Fig.
Fig.

42.
43.
44.
45.

46—

48.
49.
50.

Tavle 4.

Batrachium sp. Smaanød fra Brondmyr,

Ceratophyllum demersum. Frugt fra Skeie.

Crambe maritima, Skulpe fra Skeie,

Prunus Padus, Frugtsten fra Jonasmyr,

Myriophyllum spicatum f. muricata, Delfrugt fra Skeie,
Oxalis Acetosella, Frø fra Torvbakmyr,

Calluna vulgaris, Kvist fra Hellemyr,

Tavle 5.

47. Empetrum nigrum, Blad fra Hellemyr, seet fra over- og undersiden,

Galeopsis cfr. Tetrahit, Delfrugt fra Fristadmyr,
Bidens cernua. Frugt fra Hornæsmyr.
B. tripartita. Do, Do.

Trykt den tode juni 1903,

Pre Je Jr ei Bir. 2 p LE ny | SF be
sal "4 F i | FUN F à N veer
Len En

Le. >.
Be ,
JE en Due
|
os
aa
a ey |
EA i
N» DO
lari rente: Ap ver =
på . E
B Bang u ‚7
RATE Ty
i ab jar *
, u _ Kle
0 her” = | OP
* i LEA
Aa JR Der ie. 5
i Le , et"
{ syne
i i vi
LIE pa u La
| « ev 7
) så eed

la.

Vid. Selsk. Skr.I. M:N.KI 1903 N° 2. Tavle I.

Karta Lt kontoret, Chr.o

S.Bergh del. 14,89, 1213) JHolmboe del. (571011

14. Picea excelsa. 5 6 Potamogeton natans. 7 Zannichellia polycarpa.
8.Najas flexilis. 9 Scheuchzeria palustris. 10-11 Seirpus lacustris.

12. Clactium Mariscus. 13.Carex stellulata.

Vid Selsk. Skr.I.M-N.K1.1903 Ne 2. Tavle 2.

J.Holmboe del.(20-21) S Bergh det.(ceter) Karta Lt kontoret. Chr.a

1416 Ruppia Trostellata. 17-18. Rispira lis. 19.R.maritima. 20-21 Salix
herbacea. 22-23.Pol rgonum cfr Persicaria.

Vid Selsk Skr.I M-N.K1.1903 No 2. Tavle 3.

S.Bergh det.(2432). J Holmboe det. (33-38). Kort-a Lt kontoret, Chr.a

24-26. Betula verrucosa. 27-28.B. odorata. 29-31.B.nana x odorata. 32-38 Bnana.

Vid. Selsk. Skr LM:N.KL.1903 N°2. Tavle 4.

Karte Lt kontoret Chr.a

J.Holmboe del. (39-45) S.Bergh del.(ceter)

39. Batrachium sp. 40. eraloph rllum demersum. 41.Crambe maritima.
42. Prunus Padus. 43. Myri ophyllum spicatum.f: muricata. 44. 0xalis

acetosella. 45. Calluna vulgaris.

veu:

NA ag

0
"+
.

Vid. Selsk.Skr.I. M:N.KL.1903 N° 2. Tavle 5.

In’
;

J.Holmboe del.(46-47) S.Bergh det.(ceter)

Karts Lt kontoret, Chr.a

46-47. Empetrum nigrum. 4S. Galeopsis clr: Tetrahit. 49. Bidens

cernua. 50. B.tripartita.

Undersovelser over floraen

paa

kysten af Lister og Mandals amt
af

R. E. Fridtz.

Videnskabsselskabets Skrifter. I. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 1903. No. 3.

Christiania.
I kommission hos Jacob Dybwad.
A. W, Brøggers bogtrykkeri.

1903.

Indledning.

D. kysten af Lister og Mandals amt indtager en særstilling derved,

at den udgjør den allersydligste del af Norge, synes dette maatte kunne
berettige den til, at man henvender en særlig opmærksomhed paa dens
botaniske forhold; thi hvor ikke andre naturforhold træder hindrende
iveien, pleier jo fylden og afvekslingen af et steds vegetation i høi grad
være afhængig af den bredegrad, hvorpaa det ligger. Men foruden ved
sin sydlige beliggenhed danner amtet, der kileformigt skjærer sig ind i
landet, ogsaa en naturlig midtstilling mellem det østenfjeldske og vesten-
fjeldske Norge, ligesom ogsaa dets eiendommelige klimatiske forhold maa
antages at udøve sin indflydelse paa plantevæksten. Det er derfor
naturligt, at denne landsdel flere gange har været gjenstand for under-
søgelser saavel af norske som| svenske botanikere, hvis værdifulde bidrag
til belysning af egnens flora har gjort denne specielt for kystrandens
vedkommende til en af de bedst kjendte i landet. Dette vort kjendskab
er dog ikke af gammel dato; thi de allerførste oplysninger, vi har om
floraen inden nogen del af amtet, skriver sig først fra 1804, saa al vor
viden herom er erhvervet i det forløbne aarhundrede.

Jeg har derfor antaget, at det kunde være af interesse, naar jeg
samtidig med offentliggjørelsen af endel observationer, som jeg i en læn-
gere aarrække har havt anledning til at foretage, ogsaa benyttede anled-
ningen til at samle, hvad der i aarhundredet er bragt for dagen for denne
landsdels vedkommende.

Hvad mine egne bidrag angaar, skal jeg forudskikke nogle bemærk-
ninger. Ogsaa for mit vedkommende har undersøgelserne indskrænket
sig til amtets kyststrækning, og kun i sjeldnere tilfælder har jeg havt
anledning til at medtage oplysninger fra punkter, der fjerner sig mere
end 10 kilometer fra stranden. Af de paa mine reiser gjorte iagttagelser
er en del tidligere bekjendt fra A. Blytts »tillæg til Norges flora« og

Vid,-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl, 1908. No. 3. 1

A R. E. FRIDTZ, M.-N. Kl.

samme forfatters: »Nye bidrag til kundskaben om karplanternes udbredelse i
Norge«; men flere hundrede nye voksesteder for i trakten sjeldnere optræ-
dende planter, der er bemærkede i tidligere eller senere tid, vil i det
følgende kunne meddeles.

Jeg har ligeledes paa grundlag af noteringer, som stadig har været
udført, forsøgt at foretage optællinger af de forekommende plantearter
inden begrændsede omraader og sammenstille deres resultater. Da baade
mængden af de oplysninger, jeg har havt til min raadighed, har været
forskjellig og fordelingen paa de enkelte distrikter ujevn, kan der være
delte meninger om deres værdi. Dog antager jeg, at de i en henseende
altid vil have betydning, nemlig som udtryk for, hvad man for tiden ved
om vegetationens udbredelse paa kyststrækningen.

Da øernes og strandkanternes flora i det sydlige Norge opviser ikke
saa faa eiendommeligheder, har jeg paa mine ekskursioner gjerne viet den
noget større opmærksomhed end den, der i almindelighed bliver den
tildel, og har saaledes været istand til at fremsætte nedenfor endel fakta,
der, naar undersøgelserne er skredet videre frem, maatte kunne forfleres,
og hvoraf slutninger muligvis vil kunne drages vedkommende kystplanternes
indvandring, spredning eller andre forhold. Selv har jeg havt den følelse
af oplysningernes utilstrækkelighed, at jeg kun meget sjelden har vovet
at drage nogen lærdom af dem, og vil haabe, at hvor dette er skeet,
slutningerne ikke maa være altfor forhastede. Med hensyn til arts-
begrændsning og nomenklatur har jeg i det hele taget fulgt Blytts Norges.
Flora. Herved er vundet, at arterne er anført og optalt under de samme
navne, hvormed de af mig selv og andre er noteret. Da en stor del af
optegnelserne skriver sig fra en tid, da flere slægter f. eks. Hieracium,
Alchemilla, Rosa, Sorbus og Euphrasia ikke var saa udstykket i underarter
som nu, har jeg ogsaa af den grund været nødt til at anvende de ældre
kollektive navne. Det kan vel heller ikke nægtes, at endel af de i den
senere tid opstillede mange underarter er saa usikkert afgrændset og slet
beskrevet, at de neppe vil have lang levedygtighed; man kvier sig i
længden ved at tilføie den, der har opstillet formen, den tort stadig at
henvende sig til ham for at faa vide, hvad han har ment. At udrede
udbredelsen af disse former faar blive det kommende aarhundredes sag.

En stor del af dette arbeide har i længere tid ligget færdigt og bliver
nu udgivet i en adskillig forkortet form. Det var fra først af min hensigt
ved hver redegjørelse for en plantes udbredelse i distriktet samtidig at
meddele de fakta, hvorpaa disse udtalelser grundede sig; men det viste
sig,
fandt mig nodt til for en hel del planters vedkommende at anvende de

at afhandlingen derved antog et altfor voluminøst omfang, hvorfor jeg

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT, 5

ikke meget oplysende udtryk »almindelig« og »sjelden« uden nærmere
begrundelse. Jeg maa dog indrømme, at dette neppe har været nogen
forbedring; thi naar man fra et saa stort omraade ikke har mere end et
par snes notater og forøvrigt kun et mere eller mindre levende personligt
indtryk at holde sig til, er det saa sin sag at udtale en bestemt dom om
en plantes større eller mindre hyppighed, naar man ikke paa samme tid
giver læseren anledning til selv at kunne danne sig sin egen mening.
Ligeledes har jeg seet mig nødt til at udelade et par afsnit om strand-
floraens variationer og om kystfloraens indvandring, da disse sidste ting
ikke specielt vedkom floraen i Lister og Mandals amt, men i ligesaa høi
grad den øvrige kyststrækning. Paa den anden side har jeg under om-
skrivningen faaet anledning til at foretage endel rettelser og tilføielser.
Hvis man derfor skulde finde nogen uoverensstemmelse i ordlyden mellem
»Fridtz’s manuskript«, der er bleven citeret i en indenlandsk og et par
udenlandske afhandlinger, skyldes dette ikke nogen unøiagtighed fra ved-
kommende forfatteres side, men har sin grund i den ovenfor nævnte
omarbeidelse.

Litteratur.

Blytt, Axel: Norges Flora eller Beskrivelse over de i Norge vildtvoksende Karplanter,
II & III. 1874—76.
—»— —p— Nye Bidrag til Kundskaben om Karplanternes Udbredelse i Norge. (Chr,
Vid.selsk. Forh, Bidrag I. 1882 No. 1, II. 1886 No, 7, Ill. 1892 No. 3,
IV. 1897 No. 2).
—»— —»— Essay on the immigration of the norvegian flora during alternating dry
and rainy periods. K.nia 1876.
Blytt, M. N,: Norges Flora eller Beskrivelse over de i Norge vildtvoksende Karplanter,

I. 1861.
—»— —»— Botaniske Optegnelser paa en Reise Sommeren 1826. (Mag. f. Naturv. IX).
—»— —»— Indberetning om en botanisk Reise i Sommeren 1833. (Mag, f. Naturv. XII).
Dahl, Ove: Brevetfra norske botanikere til prof. Hornemann, (Arch. f. Math, og Nat. 17).
—»— —»— Biskop Gunnerus" virksomhed fornemmelig som botaniker. I. (Kgl. N.

Vid.selsk. Skr. 1888),

Faye, Andreas: Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie. K.nia 1867.

Hartman, C. 7.: Handbok i Skandinaviens Flora. ııte Udg. Stockh. 1879.

Helland, Amund: Jordbunden i Norge, K.nia 1893.

Holmboe, Fens: Nogle ugræsplanters indvandring i Norge. (Nyt Mag. f. Nat, B. XXXVIII).

Murbeck, Sv.: Några anteckningar till floran på Norges sydvestra och södra kust. (Bot.
Notiser, 1885).

Mohn, H,: Klima-Tabeller for Norge, I—IV. (Vidensk,selsk. Skr. 1895—98).

Wikström, $. E.: Arsberattelse om framstegen i botanik för år 1826.

Wittrock, V.: Om fanerogam- och thallogam-vegetationen i Skandinaviens Ilex-region,
(Bot. Notiser. 1868).

Geologisk oversigtskart over det sydlige Norge, (Den geologiske undersøgelse. 1878).

Forkortelser.
Bl. eller Blytt = professor M, N, Blytt.
A, Bl = professor Axel Blytt.
BL. N. Fl. = "Blytt: Norges flora,
(E.) efter et plantenavn — at arten er optagen i stiftsprovst Engelharts fortegnelse.
H. Sk, Fl, = Hartman: Skandinaviens flora, ııte udg.
(!) efter et personnavn — at jeg selv senere har fundet en plante paa et forud angivet

findested, Hvor intet er bemærket, har jeg selv opdaget planten paa
vedkommende voksested,

Forfatternavne er forkortet paa samme maade, som sædvanligt finder sted i botaniske
haandbøger; andre forkortelser antages at ville forstaaes af sammen-
hængen.

Historiske oplysninger.

Ke etstcekningen af Lister og Mandals amt horer til de egne af vort
land, der i floristisk henseende vistnok kan siges at være med blandt de
bedst undersøgte, idet ikke saa faa mere fremragende botanikere i aarenes
løb har viet denne del af landet sin opmærksomhed; men da trakten er
udstrakt og terrainet kuperet, medens samfærselsmidlerne især i tidligere
tider ofte har ladet meget tilbage at ønske, har de botaniske udflugter
særlig udgaaet fra byerne som centrer, og undersøgelsens intensitet
har aftaget langt mere i de ydre kredse end afstanden fra byerne tiltog.
Der er derfor endnu store strækninger, som enten slet ikke eller kun
yderst overfladisk er besøgt af nogen botaniker. Det maa dog medgives,
at der især i det sidst forløbne aarhundrede er anvendt et ikke ringe
arbeide paa udforskningen af egnens plantevækst, og resultaterne vil
vistnok af mange, med norske forhold for øie, befindes at være noksaa
betydelige.

Jeg skulde have ønsket at kunne levere en sammenhængende over-
sigt over, hvorledes kjendskabet til floraen inden distriktet fra første
begyndelse har udviklet sig; men med den litteratur, der har staaet til
min raadighed, har det ikke været mig muligt at gjøre dette uden for
det sidst forløbne aarhundredes vedkommende. Det er ikke usandsynligt,
at bogkyndige folk fra bibliotekerne endnu kunde bringe vigtige ting frem
til belysning af dette spørgsmaal, noget som bestyrkes ved de mange
interessante fakta angaaende norske botaniske forhold, som hr. konservator
O. Dahl bragte for lyset ved undersøgelser i Kjøbenhavns biblioteker, og
som jeg ved udarbeidelsen af denne afhandling stadig har været saa heldig
at kunne benytte. Dog er den ældre botaniske litteratur næsten altid
sparsom, naar det gjælder lokalangivelser. Den tids botanikere studerede
planterne væsentlig for deres medicinske eller økonomiske nyttes skyld;
at studere deres udbredelse var der neppe tale om før efter Linnés tid.

8 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

En bestemmelse som, at planten fandtes »i vore riger« eller »i Norge,
var for de ældre botanikere fuldt tilstrækkelig. Det er først i vort
aarhundrede, efterat der var bleven spørgsmaal om planternes nedstam-
ning, indvandring, deres formserier og tilpasning efter ydre naturforhold
og lignende ting, at udlandets forskere har villet vide noget nærmere om
beliggenheden, antallet og beskaffenheden af de lokaliteter, hvorpaa de
forskjellige planteformer optræder. Man vil derfor finde ældre opregninger
af planter i Norge, hvor der ikke engang er noteret, fra hvilken kant af
landet de skriver sig, eller planten betegnes udenvidere som »almindelig«
i landet, uagtet deres viden om dens udbredelse i de fleste tilfælde vistnok
var meget mangelfuld.

Da en sammenhængende udredning for de ældre tiders vedkommende
ikke kan præsteres, hidsættes her endel oplysninger, som jeg er kommen
over.

Allerede tidligt blev naturhistoriske studier drevet inden distriktet;
thi dette havde da en mand, der foruden anden litterær virksomhed ogsaa
befattede sig med naturhistorien, nemlig Peder Clausen, der virkede
som sognepræst i Undal og provst i Listers provsti fra 1566 til sin død
1614. Han er mest bekjendt ved sin oversættelse af Snorre Sturlasons
kongesagaer, men har ogsaa foruden en Norges og omliggende øers
naturlige beskrivelse« efterladt sig et botanisk skrift over »Urter, blomster
og planter«, som skal have befundet sig paa Vandse præstegaard, men
senere tilligemed en del andre af hans skrifter antagelig er ødelagt ved
en ildebrand (i Kjøbenhavn?) og er ikke bleven udgiven i trykken. Da
Peder Clausen ikke sad inde med synderlige kundskaber i plantelæren,
har dette skrift vistnok indeholdt lidet af videnskabeligt værd, noget der
ogsaa bestyrkes ved samtidiges udtalelser og ved hvad han har skrevet
over dette thema i sin Norgesbeskrivelse; men som skrevet af en i denne
landsdel bosiddende mand, maa man beklage dets ødelæggelse, da det
muligvis kunde have indeholdt et eller andet vedrørende egnens flora
eller datidens kjendskab til samme.

Den første virkelige botaniker, der vides at have besøgt amtet og
overhovedet at have botaniseret i Norge, er Otto Sperling, der i 1622
reiste over fjeldene fra Stavanger til Lister i følge med rigskansler Jens
Bjelke for at besøge denne i hans hjem paa Onsø gaard i Smaalenene.
Hvorvidt han paa denne reise har faaet anledning til at anstille botaniske
jagttagelser, vides ikke; i ethvert fald tyder intet i en i den nærmest
paafølgende tid forfattet norsk plantefortegnelse paa, at for landsdelen
karakteristiske planter har været kjendt. Det samme er tilfældet med
den senere af Jonas Ramus i 1689 forfattede planteliste, der forøvrigt

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 9

vidner om et ikke ringe kjendskab til landets vegetation. Samtidig med
biskop Gunnerus i Throndhjem, der saa levende interesserede sig for
naturstudiet, havde ogsaa Kr.sands stift i biskop Dr. Jens Christian
Spidberg en mand, der var besjælet af den samme iver. Han blev
1721 stiftsprovst i Kr.sand, 1759 biskop og døde 1762. Han siger selv,
at han i Kr.sands stift har observeret ,omnia ad historiam naturalem
spectantia“ og senere ordnet det indsamlede materiale til en norsk
naturhistorie. Men der synes at hvile en uheldig skjæbne over alle
naturhistorier, der kunde have interesse for distriktet; thi ved ildebranden
i Kr.sand 1734 mistede han alle sine manuskripter og samlinger samt
et bibliotek paa 6000 bind. Blandt manuskripterne var ogsaa en beskri-
velse over Kr.sands kjøbstad. »Han havde intet tilbage uden hvad
hukommelsen kunde bevare, og hvad han siden havde observeret.« Den
lærde Gram skrev til Norges statholder grev Rantzau, at provst Spidberg,
som var den eneste norske, der var bekvem til at skrive Norges natur-
historie, burde, hvis han ikke var præst, have en pension for at reise hele
Norge igjennem paa langs og tvers og i alle kroge gjøre observationer.«

Det var paa Spidbergs tid, at Linné (død 1778) udfoldede sin virk-
somhed, der havde en saa indgribende indflydelse paa botanikens stilling
rundt om i Europa og gjorde denne videnskab i særlig grad populær;
ogsaa i Norge lagde flere sig efter botaniske studier, især blandt præsterne,
som ialmindelighed opmuntredes dertil af autoriteterne i Kjøbenhavn.
Som botaniske professorer i Kjøbenhavn virkede ogsaa i denne tid og til
aarhundredets slut flere berømte mænd, der i sin videnskab stod paa
høide med sin tid, af hvilke kun skal nævnes Oeder og Vahl. Den første
paabegyndte udgivelsen af Flora damica, der ogsaa omfattede norske
planter, og hvis udgivelse ikke alene gav anledning til botaniske reiser i
Norge, udveksling af breve og planter og stiftelse af personlige bekjendt-
skaber mellem botanikens dyrkere i de to lande, men ogsaa gjorde, at
Norges flora blev mere og mere gjenstand for opmærksomhed.

Hvad det her omhandlede distrikt angaar, kan det dog ikke siges at
være bleven synderlig paaagtet. Det vides, at professor Oeder i 1757
bereiste Kr.sands stift paa søsiden, samt Hekfjeld og Telemarken. Han
har altsaa botaniseret inden amtets grændser, men jeg kjender ikke nær-
mere til, hverken hvor han har opholdt sig, eller hvilket udbytte han har
havt. I de af ham udgivne fascikler af Flora damica kan det ikke sees,
at nogen af de i trakten optrædende karakteristiske arter har været funden,
eller at noget hensyn er taget til dens vegetation.

Man ser saaledes, at der svæver et fuldstændigt mørke over, hvad
der er udrettet i distriktet indtil det nittende aarhundredes begyndelse,

10 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

idet de gjorte indsamlinger og antegnelser dels er ødelagte og dels
muligvis begravne i bibliotekerne.

Forst fra det nævnte tidspunkt er kundskaben om de botaniserende
og deres udbytte for amtets vedkommende fyldigere, og som grundlægger
af vor viden om dets vegetation maa vi betragte H. Engelhart. Denne
mand var født 1775 og virkede fra 1803—22 som residerende kapellan
og senere som sognepræst og konstitueret stiftsprovst i Kr.sand. Han
var en af Vahls elever og sad inde med betydelige botaniske kundskaber.
Under sin virksomhed i Kr.sand streifede han flittig omkring i byens
omegn, ligesom han ogsaa sees at have foretaget botaniske ekskursioner
i det indre af Lister og Mandals amt. Efter de sparsomme oplysninger,
som nu haves, synes de sidstnævnte at have bragt mindre udbytte og har
antageligvis indskrænket sig til kortvarige reiser i Bjelland og Aaseral.
For Kr.sands omegns vedkommende haves fyldigere oplysninger. Hr.
konservator O. Dahl har som tidligere bemærket under et ophold i
Kjøbenhavn i den botaniske haves bibliotek fundet en række breve fra
ældre norske botanikere til professor Hornemann; blandt disse findes
ogsaa et og andet vedrørende Lister og Mandals amt. Ligeledes har han
i det herværende botaniske musæum fundet to fortegnelser over Kr.sands
omegns planter, der er de første, der vides at være optagen over amtets
flora. I et brev fra Engelhart til Hornemann, dateret 15de februar 1808,
opregner han 33 sjeldnere fanerogamer fra Kr.sand og nævner desuden,
at der findes 18 Carices. Idethele siger han at have fundet 500 planter
her; dette maa være opgivet med et rundt tal, da ved optælling af
arterne i hans to fortegnelser artsantallet viser sig at være 485, efterat et
par aabenbare usandsynligheder er rettet. Dette tal stemmer ogsaa med,
hvad Flor bemærker 1813, at Engelharts herbarium talte 471 arter fra
Kr.sands omegn. Af de omtalte plantefortegnelser har den ene over-
skriften »Planter fundne ey længere end 1 Miil fra Christiansand« og er
undertegnet »3 Nov. 1819. H. Engelhart«, den anden »Fortegnelse over
nogle af Christiansands Omegns Planter samlede og overleverede til
Directionen for det kongelige Selskab for Norges Vel af H. Engelhart,
resid. capel. Marts 1811«. Disse to fortegnelser er af O. Dahl sammen-
dragne, og det er denne bearbeidelse, jeg i denne beretning har benyttet.
Som alle ældre optegnelser indeholder ogsaa disse vistnok en del unøiag-
tigheder, grundet paa feilagtige bestemmelser, men man maa forbauses
over den overlegne dygtighed og store omhu, fortegnelsen vidner om.
Man kan vel trygt sige, at det er faa egne i Norge, hvorover der selv
nu, et hundrede aar efter, kan leveres i den grad fuldstændige og nøiagtige
plantefortegnelser, som den Engelhart fremlagde over Kr,sands flora.

1903. No. 3 FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. II

Ligeledes er det paafaldende, at en enkelt mand med datidens hjælpe-
midler har været istand til ved siden af sine mange embedsforretninger
at kunne faa udforsket distriktet saapas nøie. Man skulde tro, at hans
undersøgelser muligvis kan have støttet sig til og være bygget paa ældre
overleveringer fra Spidberg eller andre; men som tidligere meddelt har
det ikke været muligt at bringe noget saadant for dagen. En samtidig
hjælper har han dog havt i daværende skolelærer i Kr.sand Klungeland,
der senere blev klokker i Oslo. Baade han og en anden kollega Baun
blev af Engelhart undervist i botanik, vistnok i den hensigt at gjøre
istand herbarier over omegnens planter. Flor, der roser Klungelands
plantekjendskab, beretter, at denne fik solgt 25 herbarier, hvert indehol-
dende 450 arter, hvoraf 5 stykker til selskabet for Norges vel. Ogsaa
han streifede meget om paa ekskursioner i omegnen og har bragt for
lyset mange af distriktets sjeldnere planter. Man vil derfor finde hans
navn mange gange nævnt saavel hos Hornemann som i BI. N. Fl. som
hjemmelsmand for forekomsten af ved Kr.sand fundne planter. Mærke-
ligere er det, at Engelhart næsten ikke er nævnt og i det hele synes at
være lidet kjendt blandt efterslægtens botanikere. Professor M. N. Blytt,
der som yngre mand i 1829 foretog en stipendiereise til disse trakter,
synes ikke at have havt det ringeste kjendskab til, hvad der var gjort
tidligere, uden hvad der var angivet hos Hornemann; han fik, efterat
reisen var foretaget, anledning til at gjennemgaa Klungelands herbarium
og har deraf optegnet endel plantefindesteder som tillæg til sin reise-
indberetning. Engelhart var i 1822 vistnok allerede forflyttet til Danmark,
men at hans virksomhed alt da skulde være glemt, er besynderligt. At
Blytt, da første bind af N. Fl. blev skrevet, heller ikke ansaa Engelhart
som opdager af flerheden af de fra Kr.sand omtalte sjeldnere arter, kan
sees dels deraf, at kun Klungelands navn er nævnt og dels af udtryk som
»Klungeland, der botaniserede sammen med en provst Engelhart« og
lignende. I de senere to bind, der blev udgivne af professor A. Blytt
efter faderens optegnelser, er flere af de ældre fund feilagtig tillagt
faderen.

Det vil heraf forstaaes, at det nu er vanskeligt, ja umuligt at faa rede
paa, hvem af de to der først har opdaget planten i distriktet eller paa
vedkommende lokalitet. Klungelands datter, som jeg har talt med om
sagen, var heller ikke istand til at give nærmere oplysninger. Det kan
maaske tænkes, at Engelhart, der var bekjendt for sin store distraktion,
af sine samtidige er bleven anseet som en mindre paalidelig hjemmels-
mand, og at man derfor heller valgte en, til hvis udtalelser man ikke
havde nogen grund at nære mistro. Naar jeg i efterfølgende fortegnelse

12 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

anvender (E) eller (Engelhart), vil jeg dermed kun have udtalt, at planten
findes optagen i Engelharts fortegnelser; (Klungeland), naar planten eller
dens voksested er opgivet i hans herbarium, eller at jeg har fundet
udtrykkelig oplysning om, at han er finderen.

Aaret 1812 besøgtes Kr.sand af kandidat, senere professor Chr. Smith;
da det var sent paa høsten, reiste han væsentlig for at studere fucus-
arterne. Han undersøgte egnen sammen med Engelhart og Klungeland
og blev af dem vist endel af de sjeldnere planter i egnen. I forening
med Klungeland foretoges ekskursioner til de omliggende ger.

Ogsaa i Mandal dreves i denne tid botaniske undersøgelser af da-
værende distriktskirurg i Mandal J. A. Wolff, der senere blev forflyttet
til Kr.sand. I et brev til professor Hornemann nævner han ca. 60
sjeldnere planter, som han har truffet i Mandals omegn, hvoraf vistnok
Centaurea Phrygia, Teuerium Scorodonia og maaske ogsaa Salsola Kali
var nye for Norges flora. Mens han opholdt sig i Kr.sand (1837—67),
befattede han sig lidet med botaniske studier. Ffter hans død havde jeg
anledning til at gjennemgaa hans herbarium, men det var i daarlig forfat-
ning, bestod væsentlig af ufuldstændige planter, vildtvoksende og dyrkede,
inden- og udenlandske om hinanden; da det var uden angivelse af vokse-
steder, gav det saaledes ingen oplysninger om distriktets flora. Det findes
nu indlemmet i Kr.sands kathedralskoles herbarium.

De manglende underretninger, man havde angaaende det sydlige
Norges plantevækst, havde ogsaa vakt opmærksomhed i Sverige. Magistrene
Ahnfelt og Lindblom foretog derfor i aaret 1826 med understøttelse af
det svenske kongelige videnskabsakademi en reise til disse egne for at
bringe lys i sagen. Deres reise, der strakte sig over en større del af det
sydlige Norge, berørte flere gange amtet, især dettes indre og nordligste
del. De tiltraadte reisen med temmelig store forventninger om at finde
en hel del repræsentanter for den alpine tyske og skotske flora, men de
blev i saa henseende skuffet, thi de paatraf i amtets indre blot saadanne
ting, der findes overalt i landets fjeldtrakter. De ankom til Kr.sand den
ıode juni og sees at have botaniseret langs Topdalsfjorden uden at have
stødt paa andre planter, der interesserede dem, end Digitalis purpurea.
Dels paa grund af de paa denne ekskursion gjorte erfaringer, og dels
fordi egnen som følge af den tørre sommer overalt var afsviet, opgav de
sin opgjorte reiseplan at drage langs hele kysten til Stavanger, men reiste
isteden straks til indlandsbygderne, hvor de botaniserede i Sætersdalen,
Aaseral, Kvinesdal og Stavanger amt. Paa tilbagereisen om høsten fulgte
de landeveien fra Stavanger til Kr.sand og kom saaledes atter ind i de
her omhandlede strøg. Da det alt var i slutten af september, kan deres

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 13

udbytte her ikke ventes at have været synderlig stort. Fra Lene i
Lyngdal nævnes Teucrum Scorodonia. Derfra reiste de tilsøs til
Spangereid, hvorfra der opregnes 15 planter: Teucrum Scorodonta,
Hypericum pulchrum, Hedera Helix, Sorbus Aria og hybrida, Ilex,
Alchemilla alpina, Digitalis, Gentiana pnewnonanthe, Silene maritima,
Haloscias scotica, Senecio Jacobea, Rhodiola rosea, Brachypodium sil-
vaticum og Luzula maxima. Ved Mandal sees de at have fundet
Bulliarda aquatica og Elatine hydropiper, samt paa ballast Glaucium
luteum, Chenopodium Vulvaria og Senebiera Coronopus. Taxus baccata
fandtes ved Lone i Søgne og Polystichum Oreopteris og Aspidiwm acu-
leatum (angulare?) ved det sidste skydsskifte vestenfor Kr.sand (Brænd-
aasen i Grebstad). Kun de to sidstnævnte og de tre ballastplanter fra
Mandal kan ansees som nyfundne for distriktet, de ovrige var funden for.
Det vigtigste udbytte af deres reise, der varede i 31/2 maaned, er de
oplysninger, den bringer fra de indre dele af det sydlige Norge.

Samme aar, 1826, blev disse egne ogsaa undersøgte af en norsk
botaniker, kandidat og senere professor M. N. Blytt. Han søgte saavidt
muligt at undgaa at berøre de samme steder, hvor Ahnfelt og Lindblom
en maaneds tid i forveien havde botaniseret, forat trakten kunde blive
grundigere undersogt. I omtrent tre uger botaniseredes ved Kr.sand og
Mandal, i Lyngdal og paa Lister. En beretning om reisen er indtaget i
Magasin for naturvidenskaberne for 1829: Botaniske optegnelser paa en
reise i sommeren 1829 af M. Blytt. Han meddeler her en fortegnelse
over de paa kysten fundne familier med deres artsantal, og herunder
nævnes ogsaa specielt endel sjeldnere arter; i et anhang har han desuden
med nærmere angivne voksesteder optegnet endel planter, som fandtes i
Klungelands herbarium. De iagttagne fanerogamers antal beløb sig til
465 arter. Lægges hertil de i Klungelands herbarium forefundne planter,
. som han ikke selv havde iagttaget, og ligeledes karkryptogamerne, hvoraf
kun faa er nævnt, vilde Blytt i 1830 kunne have forfattet en fortegnelse
over trakten, der havde indbefattet omtrent 500 arter. Tallet kan ikke
nøiagtigt opgives, uden hvis man havde anledning til at konferere med
Blytts originale optegnelser. Dette er det samme antal, som Engelhart i
sit brev til Hornemann 1808 angiver at have fundet alene ved Kr.sand.
Man ser saaledes, at i den første menneskealder af forrige aarhundrede er
kundskaben om egnens flora lidet øget. Paa den anden side er netop
ved de to sidstnævnte reiser en solidere grund lagt for senere under-
søgelser, derved at reisernes udbytte er gjort tilgjængeligt for det interes-
serede publikum gjennem offentliggjørelse.

14 R. E. FRIDTZ.

M.-N. Kl.

Sommeren 1833 træffer vi atter M. N. Blytt i Kr.sand paa reise til
Stavanger. Han fik paa en ekskursion anledning til at gjøre en og anden
iagttagelse, væsentlig vedrørende former af Ranunculus flammula, Viola
canina, Lathyrus pratensis og Luzula campestris. Som ny plante for
Norge fandtes paa denne tur Pyrola media. (Mag. f. Nat. 1836).

Samme sommer foretog ogsaa H. Rasch en zoologisk reise langs
vestkysten. I beretningen om denne reise, der findes i Mag. f. Nat. 12,
pag. 285, finder man ogsaa et par botaniske optegnelser fra Oxø, Lister
og øerne ved Ny Hellesund i Søgne. Blandt de interessantere planter
fra det sidstænvnte sted kan anføres: Laserpitiwm latifolium, Conval-
laria polygonatum, T'eucrium Scorodonia, Sedum rupestre og Valeria-
nella olitoria. Han nævner ligeledes, at han ved gaarden Kadland i
Holme har undersøgt et 3 fod mægtigt lag af subfossile plantelevninger,
væsentlig bestaaende af vel vedligeholdte blade af Eg, Hassel, Birk, Asp
og Or (J. c. pag. 300).

Der hengaar nu flere aar, inden man atter hører om botaniske reiser
paa disse kanter eller plantefund derfra. I Öfversigt af Kungl. Vetenskaps-
Akademiens handlingar årg. 9 findes en »Ofversigt af de af Mag. Andersson
till Sverge öfverskickade våkstsamlingar, gjorde under hans resa med
fregatten »Eugenie« høsten 1851 och våren 1852«. Her sees, at Mag.
Andersson den nævnte høst gjorde planteindsamlinger i omegnen af Far-
sund, men da det var sent paa aaret, kunde han kun faa fat paa planter,
hvis blomstringstid endnu; ikke var forbi. De fra Farsund indsamlede
arter udgjør kun 20 af de almindelige vestlandsplanter; dog fandt han
den i dette distrikt ikke tidligere bemærkede Ærica cinerea.

Af langt større betydning er de to reiser, der foretoges i 1861 og
1865 af hr. professor V. Wittrock, og hvorom underretning findes i
Botaniska Notiser for 1868: »Om fanerogam- och thallogamvegetationen
i Skandinaviens Ilex-region«, Paa disse reiser, af hvilke den senere ogsaa
strakte sig udenfor amtet, har han botaniseret paa Flekkerø, i Søgne og
de udenfor liggende øer, paa Skjernø, ved Mandal og paa Lister og har
derved bragt et meget værdifuldt bidrag til udredningen af denne landsdels
vegetationsforhold. I den i hans afhandling opstillede plantefortegnelse er
for kysten af Lister og Mandals amt optaget 583 arter fanerogamer og
bregner. Her bliver paavist en hel del planter, der ikke tidligere var
noteret for distriktet, hvoriblandt de to for Norges flora nye vækster
Centaurea decipiens og Elatine hexandra; den sidste var rigtignok tid-
ligere af Engelhart funden ved Kr.sand, uden at noget var publiceret
derom. Afhandlingen, hvortil henvises, indeholder desuden en udforlig
redegjørelse for ilexregionens eiendommeligheder.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 15

I syttiaarene blev Kr.sand, Mandal og andre steder paa kysten gjen-
tagne gange besøgt af Dr. Rob. Hartman fra Gefle. Hans reiser fore-
toges væsentlig i bryologisk øiemed, da han paa den tid indsamlede
moser til sit ekssikkatværk; men han interesserede sig ogsaa for fanerogam-
vegetationen, og forfatteren heraf vil altid mindes ham med taknemme-
lighed for den beredvillighed, hvormed han ved saa mange leiligheder
siden har ydet mig hjælp og veiledning.

Omtrent samtidig aflagde lektor Lindeberg sammen med hr. marine-
maler E. Skari et kortere besøg i trakten for at studere Hieracierne.
Vedholdende regnveir var til stor hinder for undersøgelserne, hvorfor
ogsaa opholdet af den grund blev kortere end oprindeligt paatænkt. Et
mindre godt udbytte, end forventet, var vel ogsaa en medvirkende
grund.

I 1884 blev denne del af kysten atter gjenstand for undersøgelse af
en af broderlandets dygtigste botanikere hr. docent S. Murbeck. Paa sin
reise, der ogsaa omfattede Jæderen og nogle strøg i Bergens stift, an-
vendte han tiden fra 27de juni til 2ode juli til at botanisere ved Kr.sand,
Mandal, Farsund og Lister. Herved blev egnens flora forøget med en
interessant art, Trifolium micranthum, der ogsaa var ny for Norge, des-
uden en hel del nye voksesteder for sjeldnere arter og former, samt
endelig, hvad der ikke er af mindst interesse, blev endel af traktens
kritiske planteformer underkastet en nøiere udredning. Beretning om
reisens udbytte findes i Botaniska Notiser for 1885: »Några anteckningar
till floran på Norges sydvestra och södra kust«, hvortil henvises.

Professor Axel Blytt opholdt sig ogsaa flere gange i Kr.sand paa
kortere besøg, hvorunder der gjordes ekskursioner i omegnen. Paa de
fleste af disse havde jeg anledning til at deltage, hvoriblandt til Vennesla
og Vaagsbygden i Oddernes. Paa det sidste sted fandtes den for trakten
nye Geum intermedium. I 1894 foretog han en længere tur til Kr.sand
og Lister, fra hvilke steder han har leveret oplysninger i Videnskabs-
selskabets skrifter: »Nye bidrag til kundskaben om karplanternes ud-
bredelse i Norge«. Hr. kand. real. B. Kaalaas har flere gange besøgt
amtet med bryologiske studier som formaal, men han har ogsaa havt
blikket fæstet paa de høiere planter, og man vil i den efterfølgende special-
fortegnelse ofte finde hans navn ved lokalitetsangivelserne, Af nye planter
for distriktet, som han først er bleven opmærksom paa, skal her kun
nævnes Hymenophyllum unilaterale, Allium scorodoprasum, Chrysosple-
nium oppositifolium og Asplenium viride.

Hr. fiskeriinspektør Landmark, der paa sine reiser rundt omkring i

16 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl,

landet har bragt saa mange interessante ting for dagen, har ogsaa besøgt
det her omhandlede strøg, hvorfra flere fund findes hos A. Blytt 1. c.

I det i botanisk henseende lidet undersøgte Vennesla har hr. lærer
A. Røskeland, der er bosat sammesteds, i de senere aar botaniseret
flittigt og med gode resultater. Vicia cassubica og Lycopodium compla-
natum er blandt andre først af ham paavist inden distriktet.

Man vil fremdeles i specialfortegnelsen oftere støde paa andre navne,
der viser, at vedkommende herrer har botaniseret i egnen. For enkeltes
vedkommende har det ikke været mig muligt at skaffe nærmere under-
retning om tiden for deres besøg eller udbyttet af deres undersøgelser;
dog har vistnok de fleste gjort sine iagttagelser paa gjennemreise eller
leilighedsvis ved kortere besøg paa stedet. Jeg skal her kun nævne
d’hrr. bot, gartner N. Moe, professor Schiibeler, Dr. Preuss, Chr. Sommer-
feldt; Dr. Paijkull, lærerne Storaker og Nesheim, stud. Hannaas, over-
lærerne Dietrichsen og Munthe-Kaas, cand. jur. Ott, skoleinspektør Beer,
bureauchef Thomle, frk. Hanne Tønseth, cand. real. Nissen og Størmer
med flere. Det er ikke faa ting af interesse, der herved er bragt for
dagen.

Endelig turde her være stedet, hvis noget skal bemærkes om mine
egne undersøgelser i egnen. Indtil 1880 har jeg været bosat i Kr.sand,
og færdedes i den tid i mine fristunder rundt i skov og mark dels som
fisker og dels som botaniker. Jeg var autodidakt i faget, og hensigten
var mere den selv at lære planterne at kjende end tanken paa at yde
noget bidrag til kundskaben om egnens fora. Imidlertid begyndte jeg
tidligt at opskrive voksestederne for de planter, som jeg sjeldnere stødte
paa; men dette skete uden nogen plan, saaat de vækster, jeg dengang
ansaa for almindelige, blev fuldstændig negligeret. Det kunde naturligvis
ikke undgaaes, at mange af disse tidligere notater paa grund af manglende
kundskaber blev feilagtige eller unøiagtige, hvorfor jeg ved benyttelsen
har maattet underkaste dem kritik. Senere har jeg foruden at notere
voksestederne for de sjeldnere arter stadig i et forud færdiglavet skema
sat et mærke for de planter, der er iagttaget inden et begrændset omraade,
et sogn, en ø eller et mindre distrikt. Jeg har derfor til efterfølgende
plantearbeide kunnet benytte omkring seksti saadanne specialfortegnelser.

I 1875 foretog jeg en reise til Mandal, hvor der væsentlig botani-
seredes i Halsaa, og tog derfra til Vandse og Spind. Paa grund af
sygdom maatte jeg vende tilbage tidligere end paatænkt, men fik dog
allerede da ikke faa antegnelser med hjem. I 1881 foretoges en stipendie-
reise i selskab med hr. kand. real. Kaalaas, hvor der blev botaniseret
ved Kr.sand, Mandal, Lister, Fedde, Flekkefjord og Hitterø. Det næste

1903. No. 3.

FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 17

aar, 1882, besøgtes atter Lister, Austad, Lyngdal, Kvinesdal og Hitterø.
I 1893 foretoges i selskab med hr. lærer O. Prestrud en undersøgelse af
Randøsund, Flekkere, Søgne, S. Undal og Spangereid. Endelig har jeg
i 1901 atter havt anledning til at botanisere ved Kr.sand, Lister, Lyngdal,
Herred, Austad og Spind. Paa denne tur blev jeg ledsaget af hr. stud.
med. Rangsæter. En stor del af de paa disse reiser gjorte iagttagelser er
tidligere bekjendtgjorte dels i tillægget til BI. N. Fl. og dels i de af prof.
A. Blytt udgivne »Nye bidrag«, særlig det første.

Geografisk oversigt.

Kysten af Lister og Mandals amt beskriver med tilhørende øer og
holmer en regelmæssig bue, hvis østligste punkt ligger paa en brede af
58° 9‘, de sydligste øer mellem Søgne og Lindesnes under 57° 58", og
det østligste punkt ved Sireaaens udløb befinder sig paa en brede af
58° 17. Paa strækningen vestenfor Farsund, hvor Listerhalvøen danner
en fremspringende del udenfor buen, mangler kyststrækningen den udenfor-
liggende skjærgaard, der fra østgrændsen har fulgt kysten. Kun paa et
enkelt sted beskyttes dens vestlige del af de store høie øer Hitterø og
Andabelø. Seiler man fra Farsund østover, vil man derimod finde den
for den norske kyst karakteristiske omrandning af øer, holmer og skjær.
Disse er dog sammenlignet med andre steder hverken mange eller store,
ligesom de heller ikke gaa længer ud fra land end høist 6—8 kilometer.

Kystbuens ydre begrændsningslinje er omtrent 70 kilometer lang, en
længde, der vistnok vilde mer end fordobles, om man fulgte kystens ind-
skjæringer og maalte strandens virkelige længde. Disse indskjæringer, der
er særdeles talrige, har ikke samme karakter østenfor og vestenfor Lin-
desnes. Østenfor er de med undtagelse af Kr.sandsfjorden ganske smaa,
kun et par kilometer lange, og hvad formen angaar indbyrdes saa for-
skjellige, at man neppe skal kunne finde noget fælles træk, der paa en
oplysende maade kan karakterisere dem. De vestlige fjorde er derimod
af langt betydeligere udstrækning; af form er de lange og smale og om-
gives paa siderne i regelen af høiere fjelde og blive miniaturudgaver af
Bergens- og Ryfylkefjordene. De selv og deres forgreninger afskjærer af
landet en række karakteristiske større halvøer; de vigtigste af disse fjorde
er Grønfjord, Lenefjord, Rosfjord, Lyngdalsfjord, Oftefjord, Framvaren,
Feddefjord og Flekkefjord.

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1903. No. 3. 2

18 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

Som et blik paa amtskartet vil vise, er med undtagelse af det syd-
lige Lister dalbunden i de større dale og trakterne omkring mundingerne
af de betydeligste elve, paa hvilke steder flade bygder findes, alt det
øvrige at betragte som et sammenhængende fjeldparti, der i alle retninger,
dog særlig i retningen fra nord til syd, er gjennembrudt af talrige større
og mindre dale. Fjeldpartiet har sin største høide i vest, og denne aftager
i regelen, saavel naar man bevæger sig mod øst som ned mod søen.
Selve kystfjeldene og øerne er lave; kun Hitterø hæver sig til en høide
af 275 meter, og kun paa Flekkefjordskanten vil man finde fjeld, der fra
stranden rager op til 300 meter; østligere overstiger høiden sjelden 100 m.
ved kysten og 200 m. inde i landet. Flere betydelige dalfører aabner
sig paa denne del af kysten; af disse, hvis hovedretning gaar fra nord
mod syd, kan nævnes: Topdal, Torrisdal, Søgnedalen, Mandalsdal, Undal,
Lyngdal, Kvinesdal og Siredal paa grændsen af Stavanger amt; gjennem
samtlige strømmer elve af samme navn som dalene. Ved elvenes udløb
findes sædvanlig fladere strækninger af større eller mindre udstrækning,
der i tidernes løb er dannet af det af elvene medførte materiale. Paa
disse flader samt i dalbundene findes størstedelen af den opdyrkede jord,
og her bor hovedmassen af befolkningen. Resten, der for en stor del
helt eller delvis er henvist til at søge sin næring af søen, bor, som vor
kystbefolkning i det hele, spredt omkring paa strande og øer, hvor man
ofte vil se hver eneste dyrkbar plet taget i brug; idethele tør jord-
bruget i disse egne staa paa et høiere trin, end man ialmindelighed fore-
stiller sig.

Da en sammenhængende og mere indgaaende oversigt over distriktets
topografi paa grund af terrainets skiftende beskaffenhed vilde optage en
uforholdsmæssig stor plads, har jeg ikke villet forsøge paa at levere en
saadan, særlig da der om ikke saa ret lang tid fra kyndigere haand kan
ventes en beskrivelse over amtet. Forat belyse naturforholdene paa de
lokaliteter, hvis navne i det følgende oftest forekommer, har jeg dog
ment, at en kort orientering inden hvert sogn turde være paa sin plads.

Tvedt hovedsogn (annekset Birkenes er, da det tilhører Nedenes
amt, ikke medtaget) er beliggende ved bunden af Topdalsfjord, der danner
den indre del af Kr.sandsfjorden; dens allerinderste gren kaldes ogsaa
Aalefjærfjord. Sognet har et fladeindhold af 112 km.? og gjennemstrømmes
i sin østlige del i en længde af omtrent 13 kilometer af Topdalselven,
der løber gjennem den brede og veldyrkede Topdal. Ved elvens udløb
er dannet betydelige sandsletter, hvor Carex arenaria, Eryngium mariti-
mum og andre sandplanter findes. Fra bunden af Aalefjærtjorden gaar en

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 19

opdyrket og beboet sidedal parallel med hoveddalføret; ellers optages
sognet mest af de til disse dale stødende fjeldpartier.

Søndenfor Tvedt ligger Randosund, der er anneks til Oddernes og
danner en halvø mellem Kvaasefjord paa grændsen mellem amterne og
Topdalsfjord. Det er et af de mindste sogne i denne del af landet; men
det har paa grund af sin beliggenhed og de mange smaafjorde en for-
holdsvis lang strandlinje. Sognet er opfyldt af lave skovklædte aaser, der
synes at strække sig i alle retninger, og som derfor efterlader mellem sig
smaa dale og sletter og plads til en hel del smaavande. De betydeligste
af disse er Drangsvandene (ogsaa benævnt Strømsvandene), der nu ved en
kanal er sat i forbindelse med søen, og hvis omgivelser har leveret flere
interessante bidrag til distriktets flora.

Følger vi kysten videre mod vest, kommer vi til Oddernes med
Kristianssands byterritorium. Dette sidste, der har et fladeindhold af
omtrent 20 km.?, deler Oddernes i to dele, hvoraf den paa den østlige
side af Torrisdalselven beliggende del almindelig benævnes Lundsiden,
den paa vestsiden af byterritoriet og fjorden Vaagsbygden. Af grunde,
som senere skal angives, har jeg i det efterfølgende ikke altid været
istand til at holde de to distrikter Kr.sand og Oddernes ud fra hinanden
ved opgivelsen af findesteder for planter. — Den del af Oddernes, der
udgjør den østlige part, bestaar af en forholdsvis stor slette mellem
Otteraaens nedre løb og Topdalsfjorden, samt af selve hoveddalføret,
Torrisdal, med paa begge sider af dette liggende fjeldstrækninger. De
paa østsiden beliggende Skraastadfjelde hører blandt de høieste paa disse
kanter (260 m.). Vaagsbygden, der er af mindre udstrækning, bestaar af
et fjeldparti med en hel del myrer og smaavande og en flad opdyrket
rand langs fjorden, blandt hvis gaarde Tjos i botanisk henseende først og
fremst maa nævnes. Udenfor denne del af sognet ligger en gruppe oer,
hvoriblandt Flekkerø, der er en af kyststrækningens største øer og finde-
sted for ikke saa faa sjeldnere planter. Kr.sands territorium bestaar af
en liden sidedal, der løber parallel med Torrisdalen fra nord mod syd,
og som ved Krossen deler sig i to grene; den ene, hvorigjennem jern-
banelinjen til Sætersdal gaar, træffer Otteraaens dalføre ved Strai i Odder-
nes; den anden gren gaar mod nordvest ind i Grebstad sogn. Paa siderne
befinder sig mere eller mindre skovbevoksede heier, der i almindelighed
har en noksaa fattig vegetation. Af disse bør her nævnes Baneheien
nærmest nord for Kr.sand; denne var for en menneskealder siden nøgen
og træbar, men den staar nu dækket med frodig skov, der er fremkaldt
ved plantning og fredning. Neppe nogensteds i landet har de bestræbelser,
der er gjort til omegnens forskjønnelse, vist saa paatagelige resultater.

20 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

Vennesla ligger nordenfor Oddernes og gjennemskjæres i sin hele
længde af Otteraaens dalføre. Naar undtages i sognets nordligste del
findes ingen betydeligere tverdale. Paa begge sider er dalen begrændset
af temmelig bratte fjelde, i hvis lier og styrtninger en ganske interessant
vegetation er at finde. Sognet var, ligesom ogsaa Grebstad og Holme,
ikke oprindelig bestemt at medtages i denne afhandling og har derfor
ikke fra min side været underkastet nogen nøiere undersøgelse; da jeg
imidlertid har adskillige oplysninger derfra, er disse bleven anført paa
vedkommende sted.

Grebstad ligner i flere henseender Vennesla, da ogsaa dette sogn
bestaar af en hoveddal, Søgnedalen, med vidtstrakte fjelde paa begge
sider; dog er omgivelserne her langt mer sterile og minder meget om
flere partier i amtets indre dele.

Det søndenfor liggende hovedsogn Søgne støder til søen. To betyde-
ligere dale gjennemskjærer sognet, nemlig Lundeelvens og den nederste
del af Søgneelvens dalføre; mellem de to elves nedre løb strækker sig
en betydelig slette, der er opdyrket og forholdsvis tæt bebygget. Mellem
hovedelven og Lundeelvens mange tverdale strækker sig lave fjeld- og
skovstrækninger, der synes at være fattige paa plantearter, forsaavidt de
er bleven undersøgt. Kysten er meget indskaaren og omgiven af mange
mindre ver. Den betydeligste af fjordene er Tryfjorden, der skjærer sig
ind i sognets vestlige del og er omgiven af bratte fjelde. Af øerne kan
nævnes Ny Hellesundsoerne: Monesø, Kabelø, Hellesø, samt Songvaar-
og Udvaarøerne som de bedst undersøgte. Søgne er fattigere paa ind-
søer og tjern end de omliggende egne.

De her omtalte strækninger sammenfattes i det følgende oftere under
navnet »Kr.sands omegn«; den er ikke alene den bedst undersøgte, men
ogsaa den paa planter rigeste del af amtet. Til »Mandals omegn« har
jeg henregnet de derpaa følgende sogne, naar man følger kysten vestover,
nemlig Hartmark, Halsaa, Søndre Undal og Spangereid, samt det norden-
for Halsaa liggende Holme.

Hartmark og Halsaa indtager en over 20 kilometer lang og omtrent
5 kilometer bred strimmel af kysten med tilhørende oer. Hartmark ud-
gjør den mindre østlige del, Halsaa den vestlige. Kysten er ogsaa paa
dette strøg indskaaret af mindre fjorde, af hvilke den største er Skougs-
fjord lidt vestenfor Mandal. Blandt øerne maa særlig nævnes Skjernø,
der er en af de største i amtet. Midtpartiet i Halsaa sogn dannes af den
nederste del af Mandalsdalen, der længst ude mod søen ved elvens udløb
gaar over i en betydelig sandslette. Fjeldene inden sognet er samtlige
af ringe høide, og paa flere steder, især langs søen, temmelig skovfattige

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 21

og nøgne og gjør et mindre indbydende indtryk paa den, der nærmer
sig fra søen af; ikke destomindre hører strandklipperne fra Mandal
østover blandt de for botanikeren interessanteste steder paa kysten. Det
lille Hartmark sogn ligner Halsaa, hvad naturbeskaffenhed angaar; dog er
en betydelig del af arealet optaget af et par større indsøer.

Holme nordenfor Halsaa gjennemskjæres i sin hele længde af Mandals-
elven, og de paa dalens sider beliggende fjelde gjennemfures atter af
flere sidedale. Da heller ikke dette sogn direkte berører seen, var det,
som tidligere omtalt, ikke oprindelig tænkt at skulle medtages, hvorfor
det ved undersøgelsen af trakten er bleven negligeret.

Søndre Undal støder mod vest til Halsaa. Fra søen trænger to
temmelig dybe fjorde ind i sognet, Snigfjorden og Syrdalsfjorden. I den
første af disse udmunder Undalselven, der løber midt gjennem sognet.
Fjeldene paa dalens sider naar i dets nordlige del en høide af 300 meter
og derover; denne forholdsvis ringe høide er dog tilstrækkelig til at
bevirke, at fjeldvidderne allerede her begynder at antage det høifjeldsagtige
udseende, som især længere vestover bliver endnu mere iøinefaldende.
Ogsaa i Syrdalsfjorden udmunder en elv, der kommer fra det over 5
kilometer lange Tarvand, der er en af de største indsøer paa denne
del af kysten.

Forlader vi Undal og reiser vestover, vil vi bemærke, at kysten fra
nu af faar en anden karakter derved, at fjordene, som hidtil har været
ubetydelige, afløses af trange, dybe indskjæringer, der trænger sig næsten
et par mil ind i landet; herved dannes, som tidligere berørt, en række
halvøer, der omsluttes saaledes af fjordene og deres forgreninger, at de
kun ved smale eid staar i forbindelse med fastlandet.

Den østligste af disse større halvøer er Lindesneshalvøen, der udgjør
en stor del af Spangereid sogn. Halvøen begrændses paa østsiden af det
aabne hav, men paa vestsiden skilles den fra Austadhalvøen ved den 14
kilometer lange Gronfjord, der atter ved et trangt sund, Jaasund, staar i
forbindelse med den smale indsøagtige Lenefjord, der i nordlig retning
trænger 10 kilometer ind i landet. Mellem Lenefjordens sydende og en
mod nord gaaende bugt paa halvøens vestside har man det lave sandede
Spangereid, hvorefter sognet har sit navn. Halvøen, hvis sydligste spids
er Lindesnes, er bjergfuld og frembyder lidet af botanisk interesse, hvor-
imod selve eidet har sine eiendommeligheder.

Den næste halvø Austad ligger mellem den før nævnte Grønfjord
med Lenefjord og den 10 kilometer lange Rosfjord, paa hvis østlige side
ogsaa sognet har en smal strimmel. Halvøen er som de andre opfyldt af
fjelde, ganske lave aaser, der ofte er dækket af lovskov, saa hele egnen

22 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

faar et meget venligt udseende. Udenfor sydspidsen ligger Ræve med
strandstedet Korshavn. Med Austad begynder »Farsunds omegn«; hertil
har jeg henregnet sognene Austad, Spind, Lyngdal, Herred og Vandse.

Den halve, hvorpaa Spind ligger, befinder sig mellem Rosfjorden og
Lyngdalsfjorden. Begge fjorde nærme sig hinanden, saa deres inderste
ender blot adskilles ved et lavt, omtrent to kilometer bredt eid mellem
gaardene Kvavig og Rosfjord. Denne halvø knibes atter næsten af paa
midten ved Spindsfjorden, der, idet den trænger ind mod nord, næsten
møder en sydover gaaende bugt af Lyngdalsfjord. Saavel med hensyn
til overfladens beskaffenhed, som naturforhold og plantevækst har Spind
megen lighed med Austad; dog er det mere kuperet og har større rigdom
paa tjern og indsøer.

Lyngdal sogn ligger inderst inde i fjorden af samme navn; foruden
denne ligger bundene af to tidligere nævnte fjorde, Rosfjord og Lenefjord,
indenfor sognets grændser. Ikke alene hoveddalen Lyngdal, men ogsaa
flere mindre dalfører aabner sig og sender sine elve ud ved Lyngdals-
fjordens bund. Her finder vi atter en af disse store sandige sletter, der
før er omtalt ved elvemundingerne. Den er kun delvis opdyrket.

Lyngdals nabosogn Herred ligger nordenfor Vandse og bestaar af
distrikterne rundt Oftefjord, der er en gren af Lyngdalsfjord. Den syd-
vestlige del af sognet danner en stor halvø mellem Oftefjord og Fram-
varen, medens den nordlige væsentlig udgjøres af fjeldpartierne mellem
Feddefjorden og Drangsfjorden. Ved denne sidste fjord, der er en arm
af Oftefjord, naar fjeldene en høide af over 400 meter.

Vandse. Endelig kommer vi til den største af halvøerne, Lister-
halvøen, der for en del er af en ganske anden bygning end hele det
øvrige kystbelte. Den er paa vest- og sydsiden omgiven af det aabne
hav, hvorimod den paa østsiden adskilles fra Spinds- og Herredhalvøerne
ved en række fjorde og sund: Farsund, Krøsnessund, Kjørefjord, Helvig-
fjord og Framvaren. Denne sidste, der ved en kanal er sat i forbindelse
med Helvigfjorden, gaar omtrent en mil ind i landet i nordlig retning.
Framvaren skilles ved det lave, blot to kilometer brede Listeid, der for-
binder halvøen med fastlandet, fra Eidsfjorden, der skjærer sig ind i østlig
retning fra Listerfjorden. Med undtagelse af den 5 kilometer lange Lunde-
vaag, som skjærer sig ind i landet lidt søndenfor Farsund, er indbugtnin-
gerne paa halvøen aabne og har ikke den sædvanlige fjordkarakter.
Halvøens nordlige del samt dens sydvestspids bestaar af lave fjeldpartier,
der i det hele ligner de tilstødende trakter, men er langt mere skovbare.
Halvøens sydlige del optages af en omtrent 15 kilometer lang og 5
kilometer bred slette, »det flade Lister, der følger sydkysten og danner

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 23

en af landets eiendommeligste egne, der kun i Jæderen finder sit side-
stykke. Sletten er opbygget af sand, grus og rullesten, der for største
delen er dækket med myrer, lyngmarker og opdyrkede marker. Langs
kysten løber en strandvold, der i lighed med raerne i Smaalenene har
opdæmmet bag sig en række større og mindre indsøer og myrer, hvoraf
flere for at skaffe sig udlob kun ad omveie har fundet anledning til at
gjennembryde volden. Idet vi bevæger os fra øst mod vest, træffer vi
Kraagenesvand, Hanangervand, Neseimvand, Hellemyren, Nordhasselvand
og Slævdalsvand for at nævne de vigtigste: samtlige ligger kun faa meter
over havet. Udenfor volden nærmest søen dannes stranden af et næsten
sammenhængende flyvesandbelte, der strækker sig fra Lushavn til Vest-
hassel. Herfra og vestover bestaar stranden af stenblokker og rullesten,
der i det hele taget blir større og større, eftersom man kommer længere
vestover. Flyvesanden kan paa flere steder opvise mere eller mindre
fremtrædende dynedannelser; i regelen gaar den lidt efter lidt over i flade
eller belgede lyngmarker eller i sjeldnere tilfælder i myrer. At under
saadanne forhold plantevæksten maa faa et fra de øvrige kysttrakter for-
skjelligt præg, er indlysende; man vil her finde mange ligheder med
floraen paa Jæderen og paa tilsvarende steder i Jylland og Nordtyskland.
Vandse sogn indbefatter hele halvøen med undtagelse af Farsunds distrikt,
desuden et lidet areal nordenfor Listeid samt den sydvestlige del af
Herredhalvøen. Her ligger den store ø »Øen«. — Farsunds territorium
bestaar af byens grund, strandstederne Egvaag og Lushavn samt gaardene
Sunde og Huseby.

Endelig staar tilbage » Flekkefjords omegn«, der indbefatter sognene
Fedde og Kvinesdal, Nes og Hittero. Fedde ligger paa begge sider af
Feddefjorden, der danner fortsættelsen af Listerfjord og gaar i nordostlig
retning ca. 16 km. ind i landet. Gjennem sognet leber Fedde- eller
Gylandselven, ved hvis udløb i fjorden flere sjeldnere planter er funden.
Hvor Fedde i øst støder til Nabosognet Kvinesdal, begynder et udstrakt
fjeldparti, der breder sig nordover paa Kvinas vestside; indenfor Feddes
grændse ligger her kyststrækningens høieste fjeld, Frøitlandsfjeldet, der
naar en høide af 530 meter. Det er imidlertid kun svage spor til en
begyndende fjeldvegetation, disse høider viser, tiltrods for deres høifjelds-
agtige udseende. Ovenfor Fedde paa begge sider af Kvina ligger hoved-
sognet Kvinesdal (Liknes), der ligner Fedde, baade hvad naturforhold og
plantevækst betræffer. I heistrækningerne paa begge sider af hoveddalen
naar fjeldene ofte op til en høide af 400 meter.

Nes vestenfor Fedde danner ogsaa en stor fjeldmark, der næsten
kløves i to ved en forsænkning, der gaar fra nord mod syd, og som

24 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

dannes af en dybt ind i landet under forskjellige navne, Stolsfjord, Flekke-
fjord og Grisefjord, gaaende fjord, samt en række vande. Et af disse,
Logevand, skilles fra det store Lundevand, der danner grændsen mod
Stavanger amt, ved det omtrent 3 kilometer brede Flikeid. Lidt østenfor
Grisefjord ligger Sælurdvandet omgivet af høie og tildels bratte fjelde;
dette vand er den største indsø i den her omhandlede del af amtet.

Endelig nogle ord om det vestligste sogn Hitterø. Dette bestaar for-
uden af øen af samme navn ogsaa af den sydligste del af den store halvø,
der ligger mellem Sireaaen og Lundevandet i vest og Flekkefjorden i
øst. Ogsaa her møder øiet de samme bratte fjelde som i de indenfor
liggende bygder, men deres heide er her ude ved søen mindre. Hitterøen
er dog den heieste af alle de oer, man træffer langs amtets kyst, idet
dens fjelde stiger til 275 meter. Paa de lavere beliggende steder er øen
mere frodig end de fleste andre nærliggende trakter.

Klimatiske forhold.

Man skulde antage, at en kyststrækning af ikke større udstrækning
end den her omhandlede, der ligger ved den samme havarm, under den
samme bredegrad, og hvor høideforholdene langs hele linjen ikke er
væsentlig forskjellige, i klimatisk henseende ingen væsentlige variationer
kunde frembyde. I det hele og store taget gjør den vel heller ikke det,
thi klimaet maa betragtes som et ordinært kystklima med middelvarme
somre og milde vintre; fæster man derimod opmærksomheden ved de
enkelte punkter, viser det sig dog, at klimaet slet ikke er saa ensartet,
som man skulde vente. En af aarsagerne hertil maa søges i kystens
bøining ved Lindesnes, hvorved strækningen vestenfor blir anderledes
situeret end den østligere del, der kommer til at ligge mere i ly for
havluftens og de herskende vindes paavirkninger. Ogsaa mangelen af
skjærgaard paa den førstnævnte strækning vil virke i samme retning.
Endelig kan paapeges, at kystfjeldenes noget større høide i de vestlige
trakter ikke kan undlade at ove sin indflydelse paa fugtigheden, regn-
mængden og sneforholdene i deres nærhed. Ikke mange steder paa vor
kyst vil det være saa ioinefaldende som her, at naar flere mindre afvigelser
fra de normale klimatiske forhold indtræffer samtidig paa en lokalitet, kan
disse hver for sig ubetydelige faktorer, naar de virker samlede, være
tilstrækkelige til at paatrykke stedets plantevækst et præg, der er for-

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 25

skjelligt fra det raadende. Man finder ofte tilsyneladende ens beliggende
lokaliteter, hvor der ingen grund er til at tro, at jordbunden det ene sted
skulde være bedre eller slettere end paa det andet, at danne store mod-
sætninger, baade hvad plantedækkets rigdom og frodighed betræffer, og
hvortil aarsagen kun kan soges i sammenstod af heldige eller mindre
heldige klimatiske paavirkninger.

Der er af det metcorologiske institut i en længere aarrække foran-
staltet meteorologiske iagttagelser paa følgende steder i amtet: Eg ved
Kr.sand, Oksø, Mandal, Lister, Bjelland samt desuden paa den ganske
nær grændsen inden Stavanger amt liggende station Soggendal. Naar
undtages Bjelland, der ligger i det indre af amtet og altsaa i en trakt,
der ikke er behandlet i dette arbeide, ligger alle stationerne nær havet
og i ringe høide, nemlig kun 8 til 22 meter. Af institutets publikationer
hidsættes endel fakta, der turde have interesse som bidrag til bedøm-
melsen af de vilkaar, hvorunder egnens planteverden befinder sig.

Nedborsmengden! er overalt størst i vintermaanederne; i sommer-
maanederne vil man atter finde den dobbelt saa stor i juli, august og
september, som den er i april, mai og juni. Den aarlige normale nedbørs-
høide udgjør for de nævnte stationer:

Soggendal...... 318 mm.
Mandal 1326 »
OKSSP AA TEE, 993 »
Po: 1246 »
Bjelland 1166 »

Dette er gjennemsnitstal; den kan derfor naturligvis i regnfulde aar
være meget større. Den var saaledes i 1891 i Mandal 1906 mm., Okso
1 318 mm., Eg 1758 mm. I 1877 maaltes i Soggendal 1 768 mm. — Det
vil af disse tal sees, at nedbørsmængden er meget rigelig og kun er
større i de mest regnfulde strøg i Bergens stift. Til sammenligning kan
anføres, at Bergen har en aarlig normal nedbørsmængde af 1 856 mm.,
Aalesund 1 106 mm. og Florø 1942. Saa liden som i Kristiania, i hvis
omegn der falder ca. 600 mm., har intet sted i amtet havt selv i de
allertørreste aar.

Luftens fugtighed, baade den relative og den absolute, er som be-
kjendt af indgribende betydning for planteverdenen, saa at ikke saa faa
planters optræden eller mangel paa et punkt udelukkende kan skyldes
den. Folk, som færdes i disse trakter, medbringer ofte et indtryk af, at
luften her er fugtig og raa; saadanne subjektive indtryk er vel ofte vild-

1 Nedbørshøiden i Norge (Norsk Tekno, Tidsskr.)

26 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

ledende, men at det for disse trakters vedkommende virkelig forholder
sig saaledes, viser resultaterne af de meteorologiske iagttagelser!. Af de
53 stationer i landet, hvorfra her meddelelser gives, sees de tre, der
ligger inden amtet, at høre til dem, hvor luftens fugtighedsgrad er størst.
Som medium for aaret har ved Eg, Oksø og Mandal vanddampen i luften
et tryk henholdsvis af 6.58, 6.54 og 6.31 mm. Men ogsaa med hensyn
til relativ fugtighed staar de nævnte stationer blandt de første i rækken,
da Eg og Oksø i denne henseende kun overgaaes af Røst i Lofoten, den
mest pelagiske ø i Norge. For Mandals vedkommende er vel procenten
noget mindre, men dog ogsaa her betydelig. Paa det sidstnævnte sted
er mai den maaned, da den relative fugtighed er mindst, for de andre to
steder juni.

Vindforholdene er ikke saa enkle at fremstille, som man kunde være
tilbøielig til at antage; dette viser sig maaske bedst derved, at de hyp-
pigste vinde er meget forskjellige selv paa nærliggende steder langs
kysten. Da det vilde føre for vidt at gaa nærmere ind paa dette van-
skelige emne, skal jeg hidsætte de for amtets stationer hyppigste vinde i
sommermaanederne og forøvrigt henvise til de originale meddelelser:

Apr. Mai | Juni | Juli Aug, Sept.
Bør ae: O oO NV NV NV NV
Oksø er ms; as as NO SV SV SV SV SV
Mandal: este peter es NO NO SV V V SV
Dinde Me Ce Vi Å V V V V V
EST SN se es NV NV NV NV NV NV

Det vil heraf sees, at vindretningen er mere foranderlig ostenfor
Lindesnes end vestenfor. Med hensyn til vindenes hyppighed er der
heller ikke saa liden forskjel i de enkelte dele af distriktet. Medens der
af 1000 dage ved Eg, Bjelland og Mandal har været vindstille i hen-
holdsvis 343, 356 og 255 dage, har ved Lindesnes og paa Lister kun 74
‘og 68 dage det samme fundet sted, ja Oksø har ikke mere end 15 vind-
stille dage at opvise.

Endelig staar tilbage at nævne den af de meteorologiske foreteelser,
hvoraf plantevæksten i de fleste tilfælde er mest afhængig, nemlig tem-
peraturen. Ikke alene har voksestedernes aarlige middeltemperatur sin

I A, Mohn: Klima-Tabeller for Norge. II. (Vid.sk.selsk. Skrift. 1897).

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 27

store betydning, men i endnu høiere grad varmens fordeling paa de for-
skjellige aarstider, ligesom ogsaa de temperaturmaksima og minima, der
kan opstaa, ofte er bestemmende for, om en planteart skal være eller
ikke være. Efter sammendrag fra de tidligere nævnte kilder meddeles
nedenfor en tabel for fem af de inden distriktet beliggende stationer over
aarstidernes middeltemperatur, saaledes, at der ved vaar forstaaes maane-
derne marts, april og mai, ved sommer juni, juli og august, ved høst
sept., oct. og november samt ved vinter dec., januar og februar. I de
sidste rubriker er anført stedernes aarlige middeltemperatur og endelig de
høieste og laveste temperaturer, som inden en længere aarrække er iagt-
taget paa stedet.

2 © TY un
Stationer & 5 E E | E å E
ER se 4.8 14.9 7.1 | —0,8 6.5 CE |) Ny)
DIRES ES PER 4.6 14.6 8.3 as | 69 28.0 | — 20.0
Mandal i 2. å 5.2 15.0 8.3 0,1 7.0 | 30.3 | — 20.3
MINGeSNES. 0... 0008 4.9 14.4 8.4 0.8 7.1 25.5 | — 16.5
LEE SN 5.2 14.1 8.2 | 0.9 7.1 24.7 | — 15.4

Af tabellen viser det sig, at for de fire nærmest havet beliggende
stationer er varmens fordeling paa aarstiderne næsten fuldstændig den
samme; ligeledes vil man se, at middeltemperaturen for vinteren, naar
man derved forstaar aarets tre koldeste maaneder, paa samtlige fire sta-
tioner er høiere end 0”. Man maa derfor med sikkerhed kunne gaa ud
fra, at begge dele ogsaa finder sted paa de mellemliggende punkter. For
Egs vedkommende er der allerede antydninger til et begyndende indlands-
klima, idet den midlere vintertemperatur synker under 0° og aarets am-
plitude bliver større. Vi maa derfor tænke os vinterisothermen for o°, i
samme betydning som ovenfor, at løbe parallel med kysten og afskjære
et ganske smalt belte bestaaende af øerne og spidserne af halvøerne, og
indenfor dette belte et andet, der berører fjordbundene, hvor varme-
forholdene idethele maa stemme overens med de for Eg angivne. Frem-
deles er det rimeligt, at i de strøg, der ligger indenfor det sidstnævnte og
længst fjernet fra havet, varmefordelingen nærmer sig endnu noget mere til
indlandets; dog synker vinterens middeltemperatur neppe nogensteds i
det beskrevne distrikt under — 2°,

28 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

Oversigt over planternes udbredelse paa
de forskjellige lokaliteter.

Heierne.

Tidligere er gjort opmærksom paa, at en stor del af det her behand-
lede omraade optages af fjeldmasser, der i regelen er ganske lave, men
tiltager i høide, eftersom man kommer vestover. Kun inde i fjordbundene
hæver landet sig noget mere uden dog nogensinde at erholde karakteren
af høifjeld. Store arealer af disse fjeldstrækninger kommer ind under
begrebet heier, naar ordet bruges i den sædvanlige betydning om afrun-
dede, skovbare fjeld, der er dannet af haardere bergarter og derfor man-
gengang er ganske snaue. De danner ofte ovenpaa store fjeldmarker,
hvor lyngstrækningerne kun er afbrudt af heimyrer og mindre eller
større fjeldvand. I distriktet selv forbinder man med begrebet hei ikke
altid tanken paa træløshed og skovbarhed; ordet betyder i det hele taget
kun udyrkede og ubeboede fjeldpartier, der meget vel kan være dækket
med skov. Trælese strækninger vil dog i regelen findes øverst paa alle
fjeld, der ikke har høiere i nærheden, som kan give beskyttelse; thi det
vestlandske haarde stormveir er ligesaa farligt for plantevæksten som
polartrakternes kulde og sne.

Bergarten i disse heier kan være forskjellig; den kan bestaa af gneis,
granit eller gabro, som, da deres kemiske sammensætning er forskjellig,
ikke vil give de samme forvitringsprodukter. De er dog her i distriktet
hinanden lige deri, at de næringsemner, de bringe planterne, er meget faa,
og naar hertil kommer, at de alle omtrent lige vanskeligt opsmuldres, vil
dette kunne forklare, at jeg meget sjelden har kunnet paavise eiendom-
meligheder ved vegetationen, som jeg udelukkende har turdet skrive paa
bergartens regning. Jeg skulde dog tro, at artsantallet er størst, hvor
gneisen raader, mindst paa gabroen. Denne regel har dog mange und-
tagelser; saaledes staar Hitterø, der bestaar af gabro, hvad rigdom paa
arter angaar, betragteligt over Nes, hvor grunden hovedsagelig er gneis.
Hellerikke individantallet, frodigheden, har jeg fundet at staa i noget direkte
afhængighedsforhold til de optrædende bergarter; de andre naturforhold
synes at veie endnu mere. Hvad gneisen angaar, har lagenes stilling en
stor betydning; hvor disse ligger parallel med overfladen, er fjeldet i
regelen snaut, hvorimod vegetationen ofte er meget rig paa saadanne

steder, hvor lagene er overskaarne,

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 29

Heierne tiltager i udstrekning og hyppighed mod vest, og her er
ogsaa det meste snaufjeld at finde. Man maa dog ikke forestille sig
heierne i dette strøg som rene ørkener. Fjeldet er kun undtagelsesvis i
den grad slet eller afrundet og poleret, som man ikke saa sjelden finder
i tilsvarende heier i Bergens eller Throndhjems stift. Overfladen er i re-
gelen ujevn af større eller mindre fordybninger eller forhøininger og til-
lige gjennemfuret af sprækker og smaadale, hvis sider kan være hele eller
sonderrevne, skraanende eller bratte. Klippeblokke og store stene ligger
ogsaa ofte spredt omkring. Dette gjør, at der selv i de mest sterile
heier altid findes pletter hist og her, hvor planter kan vokse, ja at man
ofte i heierne kan træffe en og anden, som man ikke havde ventet at
støde paa. Fordybningerne i grunden kan være fyldt med sand, grus,
muld, torv eller vand, ligesom ogsaa hele fjeldgrunden kan være dækket
af mere eller mindre tykke grus- eller torvlag. Vi faar altsaa i heierne
at skjelne mellem de tørre heiflader og skraaninger, heimyrene og hei-
vandene, der hver især har sin fattige, men for dem eiendommelige
plantevækst.

Heiernes tørre flader, der enten kan være horizontale eller skraa-
nende, er sjelden nøgne, men bedækkes gjerne af et tæppe af skorpe- og
bladlaver, eller hvor disse allerede har forberedt bunden, af et lignende
tæppe af graaagtige mos- og lavarter, Cladonia og Stereocaulonarter,
Racomitrium languinosum og canescens, hvori man vil bemærke mørke
pletter af Grimmia eller Andrewa, en og anden Dicranumtue eller de
gulgrønne grene af Hypnum Schreberi. Dette dække skjuler ikke blot
det nøgne fjeld, men breder sig ud over hele vidden, hvis denne er
gruset og har en passelig tørhed. Findes der en, omend aldrig saa liden,
vaad plet, forsvinder hele selskabet og giver plads enten for et friskt
grønt mosdække eller for rødlige eller blaagrønne Sphagnumpuder. Den
fanerogame plantevækst er paa disse heiflader meget ensformig. Hvor
der findes det ringeste jordsmon, er Calluna vulgaris den plante, der
bemægtiger sig marken og bliver ofte aldeles eneraadende ikke alene paa
de tørre steder, men ogsaa paa myrene, En stor del af heierne fortjener
derfor benævnelsen lyngheier. Er fjeldgrunden paa saadanne steder blottet,
kan man i fjeldridserne træffe en tue af Festuca ovina, et par straa af
Aira flexuosa, Vaccinium vitis idea, Empetrum nigrum, Antennaria
dioica og lignende; ja man kan paa saadanne steder mellem lavarterne
slumpe til at treffe Æuphrasia gracilis, Spergula vernalis eller Gna-
phalium silvaticum; men disse arter er dog ikke saa almindelige, at de
sætter noget præg paa vegetationen. Paa selve lyngmarkerne træffer

man enkeltstaaende planter med lange mellemrum, Potentilla Tormentilla,

30 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

Myrtillus nigra, Equisetum silvaticum, en og anden forkrøblet furu- eller
enerbusk, Vacciniwn vitis idea, Empetrum og nogle faa lignende.
Under brattere opstigende fjeldknauser finder man ofte i heierne større
eller mindre grusbakker, bedækkede med spredte stenblokker. Hvis ikke
lyngen ogsaa har taget dem i besiddelse, vil man her, hvis fugtigheds- og
jordbundsforholdene tillader det, finde en lidt mere afvekslende plantevæxt,
idet foruden flere af de tidligere nævnte planter, ogsaa andre, der er lidt
mere fordringsfulde slutter sig til. Blandt dem, der næsten altid vil findes
paa saadanne steder i heierne, kan nævnes Pteris aquilina, Veronica
officinalis, Fragaria vesca, Hieracium Pilosella, Hypochæris radicata,
nu og da Molinia cerulea, Polygala, Lotus, Anthoxantum og en og
anden af de almindeligste græsarter. Forkreblede buske af furu, ener,
rogn eller asp optræder ogsaa enkeltvis nu og da, ligesom man ikke saa
sjelden finder Digitalis purpurea i disse omgivelser. Ved sin friskere
grønne farve vil slige steder give sig tilkjende paa længere afstand; øges
deres antal, og optræder krat og træer i rigeligere mængde, forsvinder
heikarakteren, og overgang dannes til de skovbevoksede aaser, hvorpaa
især amtets østlige del frembyder saamange eksempler.

Endnu bør omtales en i heierne oftere optrædende dannelse, der
staar paa grændsen mellem myr og tørt land, og som fremkommer der-
ved, at jordbunden er grund, men ujevn og stundom noget tuet. Ved
regnveir fyldes fordybningerne med vand, men efter kort tids forløb er
atter det hele ganske tørt. Paa saadanne steder vil man finde lyng-
formationens vækster sammen med vand- og myrplanter i den inderligste
forening. Lyngen pleier ogsaa her at være den dominerende, men iblandt
den vil man finde tuer af Eriophorum vaginatum og angustifolia, Scir-
pus palustris, Molinia cerulea, Vaccinium uliginosum, Erica Tetralix,
Rhyncospora alba, Orchis maculata, Narthecium ossifragum for at
nævne de mest iøinefaldende. Myrplanterne optræder altid paa saadanne
steder spredt, uden for nogen enkelts vedkommende at danne tættere
bevoksninger, og det samme gjør de faa andre vækster, man her vil
træffe paa. Stederne er yderst ensformige, og kun som en undtagelse
træffer man nogen sjeldnere plante paa disse lyngmyrer, som optager en
ikke ubetydelig del af heiernes areal. Blir fugtigheden større, gaar de
over til heimyrer, der nedenfor skal omtales.

Heimyrer. Under denne betegnelse har jeg indbefattet de myr-
strækninger, der befinder sig i omgivelser, som de ovenfor beskrevne.
Høiden over havet kan være hoist forskjellig, men deres udseende og
plantevækst synes ikke synderligt at være afhængig deraf, da kun paa
faa punkter høiden over havet er saa stor, at den kan udøve nogen |

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 31

paatagelig virkning. Naar her skjelnes mellem heimyrer og lavlands-
myrer, er det kun for at fæste opmærksomheden paa de to ekstreme
former af den samme dannelse, der naturligvis er forbundne ved alle
mulige overgange. De paa fjeldvidderne liggende myrer er som oftest flade,
af lige stor udstrækning i længde og i brede og indesluttende fjeldvand
og tjern af lignende form. De er næsten udelukkende Sphagnummyrer
med forholdsvis samme tarvelige flora som omgivelserne, men indeholder
dog altid en og anden for vestlandet eiendommelig plante. Hovedmassen
af den fanerogame vegetation, der efter myrens fugtighedsforhold eller af
andre aarsager kan være mere eller mindre rigelig, dannes af Calluna
vulgaris, Erica Tetralix, Eriophorum vaginatum og angustifolium,
Seirpus cespitosus, Andromeda polyfolia, Menyanthes trifoliata, Oxycoc-
cus palustris, Myrtillus uliginosa, Myrica gale, Drosera rotundifolia.
Paa de vaadeste steder vil man ogsaa gjerne finde Drosera inter-
media, Lycopodium inundatum, Rhyncospora alba og fusca, mens
Narthecium ossifragum, Blechnum spicant og Orchis maculata holder
sig ved myrbrederne. Paa en flerhed af disse myrer vil man gjerne
ogsaa finde en og anden forkrøblet fodhei busk af furu, Salix cinerea
eller repens, og ligeledes ofte tuer af Juncus squarrosus og filiformis
paa lidt tørrere steder. Som en særegenhed for denne slags myrer maa
paapeges den store fattigdom, de viser paa græsarter og Carexarter.

Af en noget anden beskaffenhed er de myrer, der dannes i smaa-
dalene, derved at den bæk, der følger dem, hindres i sit løb; herved
fremkommer lange smale myrer og smaavande af lignende form, ofte
begge dele forenede, idet der i smaavandenes øvre og nedre ende er
myrstrækninger. Man finder heller ikke saa sjelden hele rækker af tjern
adskilte ved myrpartier. Da disse gjerne paa begge sider er beskyttet
ved fjeldskrænter, vil de ialmindelighed have en noget frodigere vegetation
end de først omtalte; græsvæksten er rigere, og de selv og deres omgi-
velser byder mere afveksling, omend artsantallet ogsaa her er ringe. Af
planter, som vi her kan gjøre regning paa at finde, skal nævnes Carex
ampullacea, canescens, stellulata, wrigua, Øederi og filiformis, Molinia
cærulea, Aira cæspitosa, Equisetum fluviatile, Orchis maculata, Galium
palustre og Ranunculus flammula, foruden alle de ovenfor nævnte. Hvor
myren støder til fjeldet, findes gjerne en grøn rand dannet af de fleste
i heierne forekommende planter, og af ikke tidligere opregnede Caltha
palustris, Carex panicea og vulgaris. Smaa busker af birk, asp eller
furu vil ligeledes ofte være at finde under fjeldsiden. — Naar senere
myrene i de frugtbarere strøg skal omtales, vil det vise sig, at forskjellen,

32 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

mellem dem og heimyrene væsentlig bestaar i de førstnævntes rigere
vegetation.

Heivandene, Indsoer og tjern i heierne har det tilfælles med fjeld-
vandene over hele landet, at vegetationen ved deres breder og paa deres
bund er meget fattig. Kyststrækningens heier er i regelen vel forsynet
med vandsamlinger; i smaadalene ligger de ofte i række forenede ved en
bæk og adskilte ved mellemliggende myrstrækninger, og oppe paa hei-
fladerne som runde kulper midt i myrene. De større indsøer har i
regelen renere breder og kun nogen plantevækst i de grundere bugter.
Paa bunden vokser Jsoëles echinospora og ude i vandet Potamogeton
natans, Lobelia Dortmanna, Menyanthes trifoliata, Carex ampullacea,
Equisetum fluviatile, Myriophyllum alternifolia, Utricularia intermedia,
der næsten altid er steril, samt Sparganiumarter. De nævnte planter er
alle funden i fjeldvandene, men findes ikke ofte alle samlede i samme
vand, saaledes som tilfældet gjerne er i slettelandets indsøer; ofte er
bunden fuldstændigt blottet for høiere planter, ja tilsyneladende for al
vegetation. Brederne er, hvis de bestaar af fjeld, ofte aldeles nøgne;
er det myrbreder, er de bevokste med de almindelige myrplanter, saasom
Myrica gale, Molinia, Aira cæspitosa, Rhyncosporaarterne, Comarum
palustre, Juncus filiformis, Carex stellulata, irrigua og canescens og
Menyanthes trifoliata; er de endelig sandige eller grusede, vil man
kunne finde Ranunculus flammula, Juncus articulatus, buffonius og
supinus og lignende. Netop de samme planter vil man ogsaa finde i og
ved de mange sagteflydende smaabække, der gjennemskjærer myrene,
ofte taber sig i disse, og atter samler sig ved myrens nedre ende. De
øvrige vandlob i heierne savner næsten helt og holdent bundvegetation,
hvorimod der gjerne paa deres breder er en smal grøn rand, hvor de
ovenfor nævnte myrplanter findes noget tættere samlet.

Man vil af denne kortfattede oversigt se, at de egentlige heier op-
viser et meget ringe artsantal af xerophile planter, at man paa heimyrene
vil finde et ikke saa lidet antal repræsentanter for den hydrophile atlan-
tiske flora, men at ingen af de for distriktet særegne arter tilhører disse
formationer.

[057
ww

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT.

Skovene.

Østenfor Lindesnes optager skovene en betydelig del af arealet,
hvorimod de vestenfor bliver mere og mere sparsomme. Medens for
Kr.sands omegn 67 % af arealet er skovland, synker tallet for Mandals
til 26 %o, for Farsunds til 12 % og for Flekkefjords til 14 %. Tallene
er sammendraget efter A. Helland: »Jordbunden i Norge«. Man ser
heraf, at skovene i de østlige egne af amtet optager 5 gange saa stor
del af arealet som i de vestlige, og at formindskelsen aftager jevnt vest-
over. For Farsunds omegns vedkommende trykker det fuldstændigt skov-
bare Vandse sogn procenttallet lavere end det vestligere liggende Flekke-
fjords omraade; medtages ikke dette sogn i beregningen, vil for det øvrige
distrikts vedkommende skoven optage omtrent 16 %o af arealet. Da som
tidligere berørt formindskelsen af skovarealerne i den vestlige del af amtet
for en stor del kommer af, at fjeldene vestenfor Lindesnes næsten ganske
har ophort at bære skov, idet denne blot findes i dalene, vil man, hvis
man ikke kommer udenfor dem, ikke altid saa tydeligt mærke den vold-
somme forringelse i skovbestanden. Sammenligner man skovenes udbre-
delse i distriktet med tallene for fordelingen af de øvrige plantearter, vil
man finde en mærkelig overensstemmelse, der viser, at der maa være en
forbindelse mellem dem.

Ensartede skove vil man i regelen kun finde, hvor jordbunden er
ensartet, paa flade moer, bredere dalsider og svagt skraanende fjeldsider;
men af saadanne lokaliteter af større udstrækning findes inden omraadet
ikke saa ret mange. I hele distriktet er overfladen meget ujevn; dale og
smaasletter, fjelde og knauser med bratte eller skraanende sider veksler
uafladeligt med myrpletter, bækkefar og grusbakker, der samtlige kan
være stillede mod alle fire verdenshjørner. Ligeledes vil man ofte inden
snevre omraader finde jordbundens fugtighed at gjennemløbe alle grader
fra den vaadeste til den tørreste. Er nu saadanne strøg bevokste med
træer, vil det ikke forundre inde i skovene at finde ensartetheden afbrudt
og at møde talrige kombinationer af skovtræerne og de dem ledsagende
planter.

Artsantallet af de planter, som vokser i skovbunden af de mere
ublandede skove, er mindre betydeligt, og deres hovedmasse bestaar af
ganske de samme arter, som træffes overalt i det søndenfjeldske Norge i
skove af lignende sammensætning. Sees hen til de forskjellige arters
hyppighed, vil man dog finde denne ikke lidet forskjellig, naar man sam-
menligner disse skove med øst- eller vestlandets. Udredelsen heraf er

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 3. 3

34 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

ikke let og kan ikke gjøres med faa ord, hvorfor jeg maa henvise til,
hvad der kan være bemærket under vedkommende arter i den specielle
fortegnelse. Her skal kun nævnes den hyppige optræden af Blechnum
spicant og forekomsten af Hedera Helix, Pyrola media, Galium saxatile
og Polysticum Oreopteris.

Langt tydeligere end i de rene furu-, ege- og birkeskove viser disse
skovtrakters eiendommeligheder sig i den plantevækst, der findes paa de
af skoven indesluttede myrer, skovtjern, bækkebreder, fjeldklofter og af-
satser, og i endnu høiere grad i de skovbedækkede lier og urer. Inden
disse behandles, skal først nogle ord anføres om de træsorter, hvoraf
skovene her bestaar.

Skovdannende træer er i distriktet furu, gran, birk og eg og til en
vis grad ogsaa asp, hassel og svartor.

Furuen er som skovtræ overalt det mest udbredte og det, som tager
tiltakke med den tarveligste jordbund og de mest ugunstige klimatiske
forhold. Paa sandmoerne er den saaledes det eneste træ, der er istand
til at danne skov; kun i de vestligste strøg kan man undertiden se birk
paa saadanne steder. I amtets østlige del vil man finde den i tætte
bevoksninger ikke alene nede ved strandene, men ogsaa ofte ude paa
gerne, hvor den dog i regelen blot vil træffes som spredte buske. I de
indenfor liggende strøg finder man den snart sagt paa alleslags jordbund,
paa sandmoer, myrer, fjeldskraaninger, lier og dalsider.

Granen findes i de indre trakter i amtets østlige del, men spiller
overalt en lidet fremtrædende rolle. Kun i Vennesla vil man træffe saa
meget gran blandet med furuskoven, at det falder i øinene, men intet
sted i den mængde, at den formaar at øve nogen indflydelse paa den
øvrige vegetation. Der er ting, som tyder paa, at den tidligere har havt
en større udbredelse end nu.

Birken er det træ, som næst efter furuen er det almindeligste. Rene
birkeskove er dog meget sjeldne og træffes helst vestenfor Lindesnes.
Den forekommer næsten altid spredt i furuskoven, paa fladere strøg
enkeltvis, men er i lier og paa fjeldskraaninger mere fremtrædende, men
blandet med andre løvtrær. Over en stor del af heiernes nedre skraa-
ninger er den buskagtig og danner krat. Nærmest soen finder man
Betula odorata, længere fjernet fra denne Betula verrucosa, som dog
neppe noget sted er saa hyppig som den førstnævnte. I særlig grad
haardføre for storm og hav synes de paa denne strækning forekommende
birkevarieteter ikke at være.

Egen findes skovdannende mest i amtets østlige del, hvor den ofte
kan opnaa en anseelig størrelse. Almindeligt finder man den dog mest

1903. No. 3- FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 35

som kratskov, med et eller andet sterre træ spredt blandt de andre.
Heller ikke disse skove pleier at være ublandede; de er nemlig næsten
altid indsprængt med furu, birk og asp. De rene egebevoksninger, som
især findes i Kr.sands omegn, er yderst fattige paa andre planter, der
formelig synes at sky dem; en enkelt tue af Potentilla tormentilla, en
Succisa pratensis og nogle græsstraa er ofte alt det grønne, man opdager
paa den ellers nøgne jordbund. I regelen er vel alle rene bevoksninger,
enten det nu er af lyng, skovtræer, blaabær og lignende, fattige paa arter,
men for egens vedkommende synes det i særlig grad at være tilfældet.
Af langt mere botanisk interesse er de stærkere blandede egekrat, der er
at finde paa strandklipper, i lier og urer og ofte som en smal kant følger
fjeldenes fod, De træer, man her kan finde blandet med egen, er furu,
birk, asp, rogn, ener og hassel og paa særlig gunstige lokaliteter ogsaa
ask, løn, lind, æbletræ, hæg, slaape, hvidtorn, asald med flere. De to
egearter findes over hele distriktet, dog saaledes at Quercus pedunculata
er den almindeligste.

Aspen findes næsten overalt spredt iblandt furuskoven, men kan dog,
særlig i amtets østligste del, forekomme i saa stor mængde dels som krat
og dels som grupper af større træer, at den næsten kan siges at være
skovdannende. Efter stærk hugst eller skovbrand i furuskovene vil den
ofte i flere aar fuldstændigt optage marken, men kvæles dog efter en
tids forløb derved, at furuen ved sin stærkere høidevækst over-
skygger den.

I de samme trakter vil man paa de lavere liggende myrer ogsaa ofte
finde udstrakte tætte bevoksninger af svartor, mere eller mindre blandet
med graapil, der begge i denne del af landet kan opnaa en størrelse, der
ikke ofte paatræffes andetsteds.

Endelig indtager hassel en ikke uvæsentlig plads mellem skovtræerne;
man vil her som ellers hovedsagelig finde den paa dalsiderne, i lier og
urer; men de strøg, hvor den hyppigst forekommer, f. eks. i Kr.sands og
Mandals omegn, vil man kunne finde den næsten overalt, ligesaavel paa
myrer og ved vandbreder, digekanter og enge som paa de tørreste urer
og veikanter. Den tilbøielighed til at danne skove, som den viser
flere steder i Bergens stift, kommer dog ikke her saa tydeligt frem.
Bevoksningerne er gjerne blandet med andre løvtræer og er, især naar
de er aabne og findes paa heldende grund, voksested for en mængde
andre plantearter. Mandalsdalen er sandsynligvis den del af amtet, hvor
den forekommer i størst mængde.

Ingen af de tidligere nævnte træsorter, rogn, asald, ask, løn, lind,
pil, selje, hæg, slaape, kristtorn, barlind, benved, æbletræ, hvidtorn eller

6 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

Or

alm, optræder i saa stor mængde samlet, at de nogensinde kan siges at
danne skove. Rognen er af disse den almindeligste og vokser paa lig-
nende steder som hasselen. Alle de andre er forholdsvis sjelden og vil
enten træffes enkeltvis i skovene eller indbyrdes og sammen med de
skovdannende træer danne blandede skove eller krat, hvori de selv udgjør
en væsentlig bestanddel. Særlig vil man finde dem i urerne og paa
kystklipperne. Den plantevækst, som findes i deres selskab, vil senere
blive omtalt. Om løvtræerne i sin helhed kan bemærkes, at de her i
distriktet overveiende antager form af buske, medens større enstammede
træer mere hører til undtagelserne.

Skovbevokste fjeld forekommer i langt større udstrækning i de
østlige end i de vestlige dele af amtet, hvor der gjerne kun findes skov
i lierne og paa fjeldenes nedre partier. I de østlige egne pleier ogsaa
de øverste flader at være træløse, hvis fjeldene har nogen større høide
eller er i særlig grad udsat for stormens virkninger. De vil dog straks,
selv i sine øvre partier, adskille sig fra de vestlandske heier derved, at
selv den mindste smaadal eller afsats, hvor der findes noget ly for vinden,
er bevokset med træer eller krat, under hvis beskyttelse andre arter ogsaa
kan trives. Ogsaa mosvegetationen i skovbunden er paa grund af skygge
og jevnere fugtighed mere udviklet. Paa fjeldhylder, og hvor skoven er
mere aaben, især i fjeldenes lavere partier, vil man ofte finde smaa
græsvolde, der, hvis de ligger i solen, og fugtigheden er passende, ved
sin friske grønne farve og frodige plantevækst danner en behagelig afveks-
ling i skovens ensformighed. Furu med noget iblandet asp, birk og ener
danner ialmindelighed skovbestanden i fjeldene, og jo mere ujevn deres
overflade er, jo mere fremtrædende bliver de tilblandede træer; paa
lavere fjeld og især nær kysten vil man kunne finde egen som det domi-
nerende træ, medens furuen træder tilbage. En for denne slags skove
eiendommelig vegetation kan neppe paavises. I furuskovene gjenfindes
de for disse skove almindeligt optrædende arter; lyngen, der ellers er
den eneraadende paa fjeldene, træder her tilbage og giver ofte plads for
Myrtillus nigra. Er skoven aabnere, finder man myr- eller engplanter
og i de mindre kløfter eller paa afsatser en eller anden repræsentant for
urernes og liernes flora; disse kan ogsaa træffes enkeltvis nede i selve
skovbunden. Endelig har man i fjeldrevnerne paa varme solaabne steder
især i egeskovene en hel del af de vækster, der ogsaa ellers pleier at
pryde fjeldsiderne f. eks. arter af Sedum, Veronica, Viola, Scleranthus,
Poa, Festuca, Polypodium, Woodsia, Hypericum, Asplenium, Epilobium,
Geranium og lignende. Da opregningen saaledes væsentlig vil blive en
gjentagelse af arter, der nævnes fra andre lokaliteter, skal her kun med-

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 37

tages nogle faa, som man ved at færdes gjennem fjeldskoven neppe kan
undgaa at treffe. Paa lidt fugtige steder har man Molinia cærulea,
Carex leporina og pilulifera, Juncus squarrosus, Narthecium og Blech-
num, sjeldnere Carex remota; paa tørre steder Hyperichum pulchrum
og montanum, Carex pallescens, Digitalis, Arnica, Platanthera chlorantha,
Sedumarterne, Calamagrostis epigejos, Hypochæris radicata, Jasione
montana, Lonicera periclymenum, Hedera Helix, Rosa cinnamomea og
i de vestligere strøg Teucrium scorodonia. Kystklippernes skov skal
omtales nærmere, naar strandenes flora beskrives.

Moerne. De terrasser, der saavel i dalforerne som andetsteds hæver
sig den ene ovenfor den anden, danner store vandrette flader, som dels
er opdyrket og bærer agre og enge, men som for største delen er nøgne
lyngmarker eller er bevokste med skov. Denne er i regelen furuskov;
kun en enkelt birk vil man træffe i furuens selskab. Bundvegetationen
paa disse furumoer er gjerne yderst sparsom; staar skoven spredt, er
bunden som oftest overalt bevokset med lyng; staar den tæt, vil man
finde den bestrøet med furunaale, men forøvrigt ganske nøgen eller i det
høieste bedækket med mos og lav. Lyngmoer, hvorpaa ingen skov findes,
er mere fattige paa planter end de mest sterile heier. Ligger de nær
havet, kan de dog indeholde en eller anden sjeldnere strandplante.

Skovmyrene kan ligesom heimyrene dels være større eller mindre
flader og dels langstrakte sumpstrækninger i dalene; men de adskiller sig
fra heimyrene ved, at de ligger midt inde i skovene og omkrandses af
disse. I myrkanten sees ofte furuskoven at vige for løvtræer eller at være
stærkt opblandet med saadanne; idethele er paa myrene furu og birk
næsten altid blandet med sortor, selje og graapil, hvorimod egen ikke ofte
træffes paa saadanne steder. Det samme gjælder ogsaa for de talrige
fugtige myr- og græsflækker, som man hvert øieblik træffer paa inde i
skoven. Til skovbundens almindelige planter, som i regelen alle ynder
fugtighed, kommer hertil foruden heimyrenes ogsaa en hel del andre
myrplanter. Græsarterne og Carexarterne, som paa heimyrene indtog en
tilbagetrukken stilling, optræder her meget rigeligt; arter af Azra, Festuca,
Nardus, Molinia, Glyceria danner hist og her tuer eller grønsvær; Carex
vulgaris, irrigua, Oederi, stellulata mangler sjelden, medens Carex pauci-
flora, dioica, limosa og flava er mindre almindelige. Bregnearterne op-
træder ogsaa især ved myrbrederne i et ganske stort individantal. For-
øvrigt skal jeg her indskrænke mig til kun at nævne de for strøget mest
eiendommelige: Carex leporina, pulicaris og pilulifera, Drosera inter-
media, Erica Tetraha, Juncus squarrosus, Lycopodium imundatum,
Malaxis paludosa, Narthecium ossifragum, Orchis latifolia, Pedicularis

38 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

silvatica, Peucedanum palustre, Rhyncospora alba og fusca, Selaginella
spinulosa, Scheuchzeria palustris, Veronica seutellata, Viola palustris,
Gentiana pneumonanthe, Blechnum spicant, Salix repens og Crepis
paludosa, samt desuden en eller anden af li- eller engvegetationens arter,
der nu og da kan findes paa torrere pletter i myrene, især hvis træer
ogsaa er tilstede.

Skovtjern er uadskillelig forbunden med skovmyrene og findes paa
de fleste steder meget hyppigt fra ganske smaa vandkulper i bækkene til
sterre vande. Deres egen bundvegetation er ligesom heivandenes fattig,
men vandplanterne er dog alligevel i skovtjernene langt fyldigere reprae-
senteret. Ude paa vandet sees de svømmende blade og blomster af
Nymphea alba, Nuphar luteum og Potamogeton natans og rufescens,
og paa bunden vil man finde /soetes lacustris og echinospora, Littorella
lacustris, Myriophyllum alternifolium, Hippuris vulgaris, Callitriche- og
Sparganium-arter, Utricularia minor og intermedia, Eleocharis palustris
og Glyceria fluitans. Ved brederne, der kan vere meget forskjellige,
eftersom de bestaar af myr, grus og stene eller fast fjeld, optraeder
Alisma plantago, Equisetum fluviatile, Juncusarter, Carex ampullacea,
vesicaria, filiformis, canescens, stellulata, limosa, irrigua, Phragmites
communis, Naumburgia, Scirpusarterne, Eriophorum gracile, vaginatum
og amgustifolium, Ranunculus reptans, samt desuden de fleste af de
tidligere opregnede myrplanter. Ved brederne af saadanne skovtjern er
ogsaa Cladium Mariscus, Eleocharis multicaulis og Aira uliginosa fun-
den. Ikke sjelden træffer man ved brederne af skovvandene slaatteenge,
der er mere eller mindre bedækket af krat-, myr- eller græsvegetation.
Paa tørrere steder bliver brederne bevokste med træer eller buske især
bestaaende af furu, birk, sortor, selje og graapil, og deres omgivelser
danner da ofte tiltrækningspunkter baade for botanikeren og turisten. De
i skovene i alle retninger flydende smaabække har neppe nogen for dem
særegen vegetation, det skulde da være den hyppige optræden af Po-
tamogeton polygonifolius.

Urer og lier.

Fjeldskar, urer og lier hører overalt i landet til de steder, der ud-
mærker sig ved en rigere og frodigere plantevækst end omgivelserne.
Dette er naturligvis ogsaa tilfældet i vort distrikt. Paa grund af fjeldenes
ringe høide og i regelen afrundede former vil ikke nogetsteds de mægtige
urer kunne danne sig, som man møder i heifjeldslandskaber f. eks. ved

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 39

fjordene i Bergens stift. Urerne i den her omtalte del af landet har for-
holdsvis ringe høide og udstrækning og er som regel bedækkede med
løvskov; nøgne urer findes oftest i de vestligste strøg, men ogsaa her
pleier de helt eller delvis at være skovbevokste. En stor del af urerne
er dannet ved bækkenes arbeide i de større fjeldskar; herved er materialet
bleven fordelt, saaat de større klippeblokke og det finere grus gjerne er
bleven ført hver for sig; sædvanligt finder man det finere sand og grus
øverst eller nærmest fjeldvæggen, men det modsatte kan ogsaa en gang
imellem finde sted. Da jordbunden somoftest er rig paa plantenæring og
fugtigheden vedligeholdes ved stadig vandtilførsel, vil urerne, hvis stil-
lingen mod solen er den rette og de er beskyttede for de farligste vinde,
høre til de af naturen mest begunstigede steder. Ogsaa for liernes ved-
kommende gjælder væsentlig det samme. Den skov, der findes paa disse
steder, er meget blandet, idet furuen træder tilbage og løvtræerne gjerne
fuldstændig har overtaget; hassel, birk og egearterne er de hyppigste;
men desuden forekommer ask, alm, løn, lind, hæg, graaor, rogn, asald,
eller idethele alle de træsorter, som distriktet eier. I ly af trævegetationen
finder man ofte en rig buskvegetation, dannet af Mubus- og Rosaarter,
Cotoneaster, Viburnum, Rhamnus frangula, Hedera og Lonicera, og
endelig i bunden, i fjeldklofter og paa aabnere pletter den øvrige for en
stor del ogsaa andetstedsfra kjendte karakteristiske flora. Her vil man
finde Asperula odorata, Festuca gigantea, Stachys silvatica, Melica nutans,
Hypericum quadrangulum og perforatum, Lactuca muralis, Lampsana
communis, Carex pallescens, muricata og digitata, Vicia silvatica, Luzula
pilosa, Convallaria majalis og polygonatum, Actea spicata, Torilis an-
thriscus, Orobus tuberosus og niger, Adoxa moschatellina, Arabis hirsuta,
Arenaria trinervia, Circwa alpina, Clinopodium vulgare, Galeopsis tetrahit,
Geranium robertianum, Humulus lupulus og lignende; men desuden vil
man treffe ikke saa ganske faa for distriktet mere eiendommelige eller
sjeldnere planter, hvoriblandt skal nævnes: Alliwm ursinum, Carex divulsa,
Cephalanthera ensifolia, Epipactis latifolia, Dentaria bulbifera, Festuca
silvatica, Brachypodium silvaticum, Hypericum montanum og pulchrum,
Aspidium angulare og aculeatum, Polystichum Oreopteris, Hedera Helix,
Lonicera periclymenum, Luzula maxima, Melica uniflora, Petasites alba,
Rubus thyrsoideus, Primula acaulis, Sanicula europea, Mercurialis per-
ennis, Vicia cassubica og Orobus, Teucrium Scorodonia, Centaurea
phrygia. — Endel af de sidstnævnte planter er i lier og urer saa almin-
delige, at de paatrykker floraen et eget præg, medens andre, der paa
lignende lokaliteter i andre landsdele meget ofte er at finde, her optræder
meget sparsomt, f. eks. Lathyrus silvestris, Origanum vulgare, Orobus

40 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

vernus, Paris quadrifolia, Torilis anthriscus, Asplenium ruta muraria
og viridis, Arabis hirsuta, Turritis glabra med flere.

Den indlandske livegetation, der repræsenteres ved planter som (e-
ranium silvaticun, Milium effusum, Struthiopteris, Convallaria verti-
eillata, Aconitum septentrionale, Stellaria nemorum, Mulgedium alpinum,
Campanula latifolia og Cirsium heterophyllum, mangler næsten ganske
i distriktet. — Naar undtages Aconitum og Mulgedtum findes de hid-
hørende planter inden distriktet, men de forekommer spredt og sparsomt
og træder aldrig sammen for at danne den mægtige planteformation, der
spiller saa stor rolle i lierne i de centrale dele af landet.

Sammenligner man en ur eller li i den østlige del af kyststrækningen
med en tilsvarende i den vestlige, vil man finde, at den første er langt
rigere paa arter. En ikke ringe del af de opregnede planter mangler i
amtets vestligste bygder, eller optræder, om de findes, kun paa meget
faa voksesteder. Hver enkelt ur indeholder derfor ikke mere end en
brøkdel af de arter, som findes i omegnen; i en større ur i det østlige,
som f. eks. Skraastaduren i Oddernes, vil man derimod finde næsten alle
de omnævnte planter samlet paa et sted. Af planter, som træffes i de
vestlige lier, men ikke i de østlige, kan nævnes T'eucrium Scorodomia,
Vicia Orobus og Mercurialis perenmis.

Luzula maæimd træffes i indlandet gjerne øverst i fjeldskarene paa
skyggefulde steder, hvor sneen bliver længe liggende, medens den paa
strandklipperne ude ved søen vokser uden nogen beskyttelse. Det høiere
snedække om vinteren erstatter her kystens milde vinterklima. Om ikke
fuldt saa tydeligt, finder dette forhold sted ogsaa med Digitalis purpurea,
Festuca silvatica og Polystichum Oreopteris.

I de i lierne liggende slaatter, hvor skovbunden dannes af eng, vil
man finde elementer af den almindelige engvegetation opblandet med li-
og skovplanter, ligesom for skovenes vedkommende ikke saa sjelden flere
eller færre planter, der i regelen har sit tilhold i lierne, kan træffes
voksende paa skovbunden.

Det flade land.

Hertil er henført alt, hvad der ikke kan henregnes til fjeld, fjeld-
myrer eller skov; fremdeles er ikke medtaget strandkanterne, da disse
omtales særskilt. I intet af de omraader, hvori distriktet her er delt, ud-
gjør de med sand, ler eller grus dækkede partier saa meget som en
tiendedel af arcalct, og heraf bestaar igjen størstedelen af udyrkede moer

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 41

og myrer. Saaledes udgjør for Kr.sands omegn agerlandet kun 1 % og
engen 3.6 % af arealet, for Mandals 1.8 %o ager og 5.6 % eng, for
Farsunds omegn 2.1 90 ager og 4 9 eng, og for Flekkefjords henholdsvis
1.2 % og 2.4 %. Sammenlignet med andre af de mere gunstigt belig-
gende bygder langs Norges kyst er de opdyrkede strækninger meget
smaa, især er agrene af lidet omfang og meget spredte.

Agrene. Den mindre fremskudte plads, som agrene indtager inden
distriktet, har vistnok bidraget til, at de i disse sædvanligt forekommende
ugræsplanter baade er faa og for flere arters vedkommende sjeldne.
Heller ikke vil man her finde dem udenfor agrene, som saa ofte finder
sted, hvor de har let for at sprede sig. Ikke faa arter, som andetsteds er
stationære, optræder ber kun sporadisk. Deres antal er i de senere aar
snarere aftaget end tiltaget, noget der skyldes omhyggeligere rensning af
saakornet. Chrysanthemum segetum, Bromus secalinus, Agrostemma Gi-
thago, Centaurea cyanus, Raphanus Raphanistrum, Anchusa arvensis,
Linum usitalissimum, Lolium temulentum, Avena fatua, intermedia og
strigosa er samtlige nu for tiden forholdsvis sjeldne, men maa tidligere
have været hyppigere. Derimod synes Fagopyrum tataricum at være
blandt dem, der holder paa at udbrede sig. Som almindelige arter kan
nevnes Sinapis arvensis, Brassica oleracea, Spergula arvensis, Galeopsis
tetrahit og versicolor, Viola arvensis, Polygonum convolvulus, persicaria
og lapathifolium, Fumaria officinalis og Rumexarterne. Af disse kan
Spergula arvensis, Galeopsis tetrahit, Rumex- og Polygonumarterne
ansees for at vere naturaliserede, da de hyppigt findes ogsaa udenfor
agrene. Fumaria muralis og Avena strigosa tilhører fortrinsvis amtets
vestlige bygder.

Engene. Engenes sammensetning veksler her som overalt, eftersom
jordbunden, fugtigheden eller beliggenheden er forskjellig; ogsaa dyrk-
ningen har meget at sige i denne retning. Det vil derfor i en kortere
oversigt vanskelig lade sig gjore at kunne give en træffende beskrivelse
af hver enkelt af de talrige engtyper og de overgange, der findes mellem
dem indbyrdes. Jeg skal her kun indskrænke mig til at nævne eksempler
paa de arter, der udmerker engene i dette distrikt, og berore enkelte
punkter, hvori de adskiller sig fra engene andetsteds.

Hovedmassen af græsarter og urter, der danner engbunden, er for en
stor del den samme over hele landet, og forskjellen stikker væsentlig i
arternes ulige fordeling, forekomsten af et mindre antal nye og fraværelsen
af ligeledes et mindre antal, der træffes paa de ovrige steder. I denne
del af landet vil man saaledes blandt græsarterne temmelig snart mærke
den hyppige optræden af Lolium perenne, Cynosurus cristatus, Molinia

42 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

cerulea, Alopecurus pratensis, Holcus lanatus og mollis, mens Briza
media, Poa compressa og alpina og Catabrosa aquatica er meget sjeldent
forekommende. Af Carexarter moder man stadigt Carex leporina og
pilulifera, hvorimod Carex hirta, disticha, ericetorum og præcox, der i
det sydlige Norge ikke sjeldent træffes i engene, her næsten maa betragtes
som rariteter. Med de øvrige familier forholder det sig paa samme
maade. Som sjeldne arter maa ansees Arenaria serpyllifolia, Chryso-
splenium alternifolium, Draba verna, Gagea lutea, Heracleum australe,
Linum catharticum, Medicago lupulina, Parnassia palustris, Potentilla
norvegica og verna, Saxifraga granulata, Tragopogon pratense, Tussilago
farfara, Galium Mollugo og boreale, Campanula persicifolia. Disse og
endnu flere arter træffes vistnok nu og da, men alle kun paa faa vokse-
steder og i ringe mængde. Ligesaa hyppigt og for fleres vedkommende
endnu oftere vil man paa engene her træffe Orchis mascula, Centaurea
nigra og decipiens, Trifolium minus og procumbens, Airopsis precoa,
Galium saxatile, Jasione montana, Hypericum pulchrum, Ranunculus
bulbosus, Teesdalia nudicaulis, Scorzonera humilis, Centaurea Phrygia,
Allium scorodophrasum, Vicia lathyroides, Tulipa silvestris, Epilobium
obscurum, Geranium columbinum og molle.

Af planter indfert med græsfrø paa kunstig eng kan nævnes Rud-
beckia, Arabis arenosa, Papaver Rhoeas, Thlaspi alpestre, Farsetia
incana, Lepidiumarterne og flere af de engukrud, der fortiden holder paa
at udbrede sig ogsaa andetsteds i landet.

Myrer og vande, der befinder sig paa fladlandet, er som oftest helt
eller delvis omgivet af dyrkede marker. Vandene indeholder vesentlig
de samme plantearter som skovtjernene; men da de gjerne ligger mere
aabent og har frugtbarere breder, har de i regelen en endnu rigere vege-
tation end disse. Bunden kan vere grøn af Littorella lacustris, Isoetes
lacustris og echinospora, Pilularia globulifera, Subularia aquatica og
Juncusarter. Fremdeles findes her Potamogeton pectinatus, natans og
perfoliatus, Typha, Scirpus lacustris, Phragmites, Bidens tripartita og
cernua, Bulliarda aquatica, Hippuris vulgaris, Iris, Juncusarter, Lobelia
Dortmana, Eleocharis palustris og pauciflorus, Menthaformer, Nymphaea
og Nuphar, Ranunculus flammula og reptans, Utricularia vulgaris,
intermedia og minor. Ved brederne findes ogsaa de græs- og Carex-
arter, der er omtalt under skovtjernene.

Engene gaar ofte umerkeligt over til myrer, idet naar fugtigheden
tiltager, lidt efter lidt flere myrplanter kommer til, og de græsarter, der
bedst taaler fugtighed, faar overhaand. Til græsarterne slutter sig ogsaa
tuer af Carex- og Juncusarter, f. eks. J. effusus, conglomeratus, filiformis

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 43

og articulatus. Her kan man ogsaa søge Gentiana pneumonanthe, Or-
chis maculata, Malaxis paludosa, Parnassia palustris og Pedicularis
silvatica og palustris samt største delen af skovmyrenes planter. Men
foruden disse engmyrer findes i lavlandet ogsaa torvmyrer, hvor bund-
vegetationen dannes af et Sphagnumdække, der er afbrudt af lyng- eller
græspartier. Naar de er afgroftede, er ofte store dele af overfladen
næsten uden al vegetation; denne er da kun at finde paa myrbrederne, i
grøfterne og i torvtagene og bestaar af de almindeligste myrplanter.
Nogen skarp grændse mellem fladlandets myrer og skovmyrene eller
mellem de sidst omtalte indsøer og skovvandene kan ikke drages; thi
ogsaa de fritliggende vande og myrer er i regelen omrandede eller spredt
bevokste med træer, især or og pil, og har hovedmassen af planter fælles.

Paa Lister findes de mest udstrakte lavlandsmyrer; da de er næsten
fuldstændig træløse, faar de en vis lighed med heimyrene, en lighed, der
øges derved, at de over store strækninger er bedækket med lyng. Men
de indeholder dog adskillige planter og er trods sit lidet indbydende ud-
seende langt rigere paa arter end heimyrene. Af mærkeligere vækster
kan nævnes Radiola linoides, Gentiana pneumonanthe, Pilularia globu-
lifera, Rumex hydrolapathum, Cicuta virosa, Lemna minor og Bidens
cernud.

Strandene.

Ved siden af fjeldskarenes og liernes flora er strandvegetationen ube-
tinget den mest interessante ikke alene i denne del af landet, men i det
hele taget paa alle eller de fleste kyststrækninger i Norge. Vistnok har
man for længe siden havt øie for den planterigdom, der findes paa
strandene selv eller i deres nærhed, men disse har dog for det sydlige
Norges vedkommende neppe været gjenstand for den opmærksomhed,
som de udentvivl fortjener. Især er for de almindeligste planter som-
oftest de betingelser, hvorunder de optræder paa kysten, allermindst
kjendt, da der som regel tages meget lidet hensyn til dem. Oplysninger
om en plantes evne til at leve og indrette sig under de eiendommelige
naturforhold, som strande, nes og øer frembyder, maa dog antages at
kunne faa betydning, naar dens naturhistorie skal skrives. Da fremdeles
ved strandene havstrømmene stadig tilfører floraen nye arter og vel især
nye individer af allerede før indflyttede arter, maa man antage, at en
ikke ringe del af strandvegetationen er indvandret i forholdsvis sen tid;
et nøiere kjendskab til strand- og kystfloraen turde derfor komme til at

44 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

bidrage til opklaring af endnu uløste spørgsmaal vedrørende tiden og
veien for floraens indvandring. I den specielle plantefortegnelse har jeg
fremsat en og anden bemærkning om de enkelte arters forekomst eller
fraværelse ved strandene, men som tidligere berørt, er de optegnelser,
jeg har gjort, baade for faatallige og mangelfulde til deraf at kunne drage
slutninger hverken i den ene eller anden retning.

Seet fra søen synes landet at være fuldstændigt goldt og nøgent;
man opdager paa de afrundede graa fjeld ikke en eneste grøn plet; alt
er graat i graat. Kommer man landet nærmere, vil man dog finde, at de
ikke er saa aldeles blottet for vegetation, som det paa afstand har ud-
seende af. Uden nærmere kjendskab til forholdene vil man ogsaa faa
det samme indtryk af vore høifjeld; ogsaa de ser paa afstand meget uind-
bydende ud, medens de paa nærmere hold ofte kan opvise en meget rig
plantevækst. Selv ude paa nøgne holmer langt ude i søen har jeg
kunnet optegne 50—100 fanerogame arter.

Strandene dannes dels af fast fjeld, dels af løse masser, sand, grus,
sten, ler og dynd. Den del,'som bestaar af løst materiale, indtager dog
kun en brøkdel af den lange strandlinje; den betydeligste del af stranden
fremkommer ved, at fjeldet gaar lige ud i søen. For plantevæksten er
det af overmaade stor betydning, ikke alene af hvilket materiale stranden
er dannet, men ogsaa hvordan overfladens form er, og hvilken beskaf-
fenhed, heldning mod horisonten og retning mod havet eller de herskende
vinde den har. Strandene maa derfor frembyde en mangfoldighed af
vekslende lokaliteter, der atter forøges, naar man betænker den rolle,
som deres fugtighedsforhold og mere eller mindre beskyttede beliggenhed
spiller.

Fjeldene ved søen er meget ofte fuldstændig lig de heier, der træffes
indenfor; jo længere de ligger ude i havet, jo mere afrundet og afskuret
pleier de at være. Den væsentligste del af deres vegetation er ogsaa
den samme som indlandsheiernes; man vil saaledes se, at lyngen, kræk-
lingen og lignende heiplanter har en meget stor udbredelse. Paa de mod
søen vendende sider er dog lyngen ikke saa fremtrædende som ellers;
thi man vil her gjerne se store nøgne flader, der ofte ikke engang er
bevokste med mos eller lav. Men findes der paa disse snaufjeld den
mindste revne, afsats eller fordybning i fjeldsiden, vil denne altid være
optaget af enkeltvis eller gruppevis voksende strandplanter, f. eks. Armeria
maritima, Plantago maritima, Agrostis alba, Festuca ovina og rubra,
Atriplex hastata, Sagina procumbens, Silene maritima, Sedum anglicum
og acre, Arctostaphylos uva wrsi og lignende. I fjeldsprækker i saa-
danne nøgne klipper er ogsaa Asplenium adianthun nigrum, Breynii og

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 45

ruta muraria, Cochlearia danica, Allium oleraceum, Rhodiola rosea og
Sagina saxatilis funden. Ligger fjeldet ikke altfor udsat for havet; vil
man næsten altid bemærke smaa forkreblede buske af furu, asp, birk eller
rogn, ofte med sine grene presset mod fjeldet, og som har fundet plads
for sine rødder i sprækker saa ubetydelige, at de kun paa nært hold kan
opdages.

Disse øde og plantefattige strande og strandheier optager en meget
stor del af kystlinjen og giver denne paa lange stykker et graat og goldt
udseende. Hvad der derimod ikke altid viser sig tydeligt, før man be-
finder sig lige i nærheden, er de kløfter, skar, afsatser og fordybninger,
der med længere eller kortere mellemrum ligesom skjuler sig i fjeldmassen
og kun paa nært hold forraader sig ved sin friske grønne farve. De er
ofte fyldt med sand og jord, og omend deres udstrækning ikke er mange
kvadratmeter, har de dog ikke saa faa planter at opvise. Ligeledes vil
man ogsaa mellem de stene, der somoftest findes ved klippernes fod,
finde det sparsomme grus optaget af strandplanter. Man kan derfor ved
at følge en tilsyneladende aldeles blankskuret kyst et kortere stykke
mærke sig flere plantearter end paa steder, hvor efter det ydre at dømme
floraen skulde være langt rigere. De planter, som holder til her, er væ-
sentlig de samme, som ogsaa findes paa bare fjeld i de indenfor liggende
strøg. Af mere haardføre strandplanter bør her nævnes Cochlearia
officinalis, Elymus arenarius, Potentilla anserina, Juncus Gerardi,
tlaux maritima, Triticum repens, Rumex crispus og Sonchus arvensis.

Er bergarten saaledes beskaffen, at den lettere forvitrer, vil disse
ujevnheder blive baade hyppigere og af betydeligere storrelse; man vil
træffe bredere fjeldskar, delvis fyldt med sterre grusmasser, afsatser, der
bærer smaa græsvolde, og ved foden af klipperne mangengang en rand
af lost materiale, sand eller stenblokker. Befinder saadanne steder sig i
skygge eller inde i fjordbundene, vil skovene, szerlig furuskoven, faa over-
haand, og man har lier, der i alt væsentligt ligner de fjernere fra kysten
liggende skovlier. Hvis de derimod vender mod solen, vil de, der ligger
yderst ude mod havet, gjerne være bedækket med lavere krat, medens
de, der ligger paa lunere steder, i regelen er optagen af rigt blandet løv-
skov af omtrent samme sammensætning som den, vi kjender fra indlandets
urer. Ogsaa hele den øvrige plantevækst faar et lignende preg, men
udmærker sig dog ved adskillige for strandregionen særegne arter. De
omtalte krat bestaar væsentligst af Betula odorata, Populus tremula,
Prunus spinosa, Cratægus monogyna, Pyrus Malus, Coryllus avellana
Sorbus aucuparia, aria og hybrida, Almus glutinosa, Quercus pedun-
culata, hvortil kommer Rosa canina og villosa, Rubus fruticosus, Radula

46 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

og coryllifolius samt endelig lex aquifolia, Det er netop paa saadanne
med krat eller blandet løvskov bedækkede strandklipper, at Zlex i denne
del af landet hovedsagelig forekommer, og jeg har derfor i dette arbeide
flere gange betegnet den vegetation, der ledsager den, som Jlexforma-
tionen. Som saadanne planter kan nævnes: Circæa intermedia og lute-
tiana, Carex muricata, divulsa og punctata, Agrimonia Eupatoria og
odorata, Airopsis precox, Teucrium scorodonia, Stellaria Holostea, He-
dera Helix, Lonicera Periclymenum, Convallaria polygonatum, Bunium
flexuosum, Centaurea nigra, Geranium sanguineum og columbinum,
Vicia Orobus, Orchis mascula, Hypericum pulchrum, Luzula maæima,
Teesdalia nudicaulis, Jasione montana, Anthyllis vulneraria, Hypochæris
radicata, Digitalis purpurea og Cirsium lanceolatum.

Af de her opregnede planter og ligeledes nogle, der senere kommer
til at nævnes, vil altid en del følge Ilex, uden at nogen af dem her i
distriktet har fuldstændig den samme udbredelse som den, og endnu
mindre for manges vedkommende, om man betragter hele dens udbredelses-
omraade i det vestlige Norge. Enten gaar de, som tilfældet er med Digi-
talis, langt længere ind i landet, eller er de endnu mere bunden til
strandkanterne, ligesom de allerfleste paa langt nær ikke følger den til
yderpunkterne for dens udbredelse. Findes nogen virkelig Zlexformation,
med Jlex som ledende plante, maa den søges vestligere; thi uagtet
planten endnu ikke her i distriktet har naaet sin østgrændse, maa for-
mationen her ansees at være opløst og tilblandet en hel del fremmede
elementer.

Mærker man sig de punkter, hvor J/e er funden, vil man se, at de
inden dette omraade samtlige ligger i et belte yderst ved kysten, hvor
vintermaanedernes (december, januar og februar) middeltemperatur er
høiere end o°, og det samme er sandsynligvis ogsaa tilfældet paa de
andre steder inden dens udbredelsesomraade. Er den muligvis fundet
paa et eller andet punkt, hvor dette ikke finder sted, maa det antages,
at et rigeligt beskyttende snedække om vinteren opveier eller raader bod
paa de manglende varmegrader. Ligeledes er det paa den anden side
rimeligt, at paa steder, hvor varmeforholdene ingen hindring lægger i veien
for dens trivsel, ugunstige sneforhold kan bevirke dens bortebliven, hvori
aarsagen turde ligge til de mange, som det ofte synes umotiverede, afbry-
delser i dens optræden. I denne noget uklare betydning maa navnet
Ilexformationen opfattes, naar det nogle gange forekommer i dette arbeide,
da jeg paa grund af manglende oversigt over de forhold, hvorunder Ilex
forekommer i Bergens stift, ikke ser mig istand til at lægge noget bestemt
indhold i begrebet. Desværre er det gaaet ligedan med et par andre

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 47

plantesamfund, som jeg havde ønsket nærmere at kunne have begrændset
og udredet.

Hvis den her nævnte formation befinder sig paa de umiddelbart mod
søen vendende sider af strandklipperne, stiger den kun ganske faa meter
i høiden; ovenfor vil man finde de sædvanlige ensformige fjeld. Men man
vil ogsaa kunne træffe den i lier og skar lidt længere inde, dog neppe
over et par kilometer fra søen; her gaar den i regelen lidt om end ikke
meget høiere op paa fjeldene. En og anden ur- eller liplante vil komme
til, f. eks. Lathyrus silvestris, Melica wniflora, Mercurialis perennis,
Primula acaulis, Rubus thyrsoideus, Festuca silvatica, Allium ursinum,
Carex remota og Epipactis latifolia, medens Carex punctata og glauca,
Geranium columbinum og nogle andre enten slet ikke eller meget sjelden
fjerner sig fra stranden.

Tidligere er berørt, at der ved foden af strandklipperne, særlig hvor
disse er af løsere beskaffenhed og styrter sig brattere ned, meget ofte
findes en med sten, sand eller grus bedækket rand, der kan være sam-
menhængende paa længere stykker eller ideligt afbrudt ved fremspringende
odder for at fortsætte paa den anden side. Nærmest fjeldet ligger gjerne
større stene, smaa urer eller bakker, og mellem disse og søen en stenet
eller sandet mere eller mindre græsbevokset flade, af meget forskjellig
brede, der ofte kun heløber sig til et par meter. Inderst ved fjeldvæggen
mellem stenene vil løvtræer, særlig Alnus glutinosa, tilligemed Rosa-
arterne og Rubus fruticosus danne smaa krat, hvori flere af de ovenfor
opregnede planter træffes; paa saadanne steder er saaledes Agrimonia
eupatoria og odorata, Carex punctata, divulsa og muricata fortrinsvis
funden. Ligeledes er Carex vulpina og distans med flere truffen paa
den nedenforliggende flade, hvor desuden de samme græsarter og strand-
planter findes som paa strandengene.

Strandenge findes, hvor større eller mindre dale eller kløfter aabner
sig ud mod søen, samt paa de nys nævnte rande, der her og der befinder
sig ved foden af kystfjeldene. Ogsaa af strandenge findes alle mulige
former, der vilde gjøre en udførligere beskrivelse meget vidtløftig. Som
hovedtyper kan maaske tages de tørre sandige enge, der ude ved søen
pludselig afbrydes af en smal sandig eller stenet strand, og de vaade, der
langsomt hæver sig ind mod land, og hvis nederste rand er sumpig, idet
den vandes dels af søvand og dels af det ovenfra nedsivende grundvand;
endelig kan nævnes de ikke sjelden triangelformede græsvolde, der meget
brat stuper ned mod søen, hvor de ender i større eller mindre skrænter.
Da forskjellen mellem flod og fjære overalt paa denne del af kysten er
meget liden, ser man her meget lidet til de andetsteds saa hyppige

48 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl,

strandenge, der afvekslende ligger over og under vand, ligesom man
ogsaa mærker lidet eller intet til de betydelige forstyrrelser i strandlinjen
og dens vegetation, som man af den grund ofte finder andetsteds.

De tørre strandenge vil man gjerne finde bedækket med et tæt kort
græstæppe, der bestaar af de samme bestanddele som tilsvarende enge
længere inde i landet, men er isprængt med strandplanter, f. eks. Armeria
maritima, Plantago maritima, Elymus arenaria, Potentilla anserina og
Viola tricolor. Her vil man ogsaa ofte finde Airopsis precox og nede i
strandkanten Geraniwm robertianum og undertiden G. pratense, Glaux
maritima, Haloscias scoticum, Vicia cracca og angustifolia, Idethele er
artsantallet lidet, og kun et faatal af distriktets sjeldnere planter er at
finde paa disse lokaliteter.

I modsætning hertil er paa de mere fugtige strandenge vegetationen
gjerne meget frodig. Nederst ved vandet finder man gjerne en rand af
strandvækster, der kan opnaa en usædvanlig størrelse paa grund af den
rigelige næring, der baade tilflyder dem ovenfra og af den forraadnede
tang, hvori de har sine rødder. Her træffer man Carex maritima, salina
og vulgaris, Phragmites communis, Baldingera arundinacea, Triticum
repens, Atriplex hastata og Babingtonii, Cochlearia officinalis, Eleocharis
uniglumis, Juncus Gerardi og filiformis, Agrostis stolonifera, Lythrum
salicaria, Aster tripolium, Iris pseudacorus, Glyceria maritima, Rumex
crispus, Valeriana sambucifolia, Angelica litoralis, Euphorbia palustris
og Triglochin maritimum. Ovenfor denne rand træffes foruden en hel
del af de almindelige græsarter og sumpplanter ogsaa strandplanter som
Scirpus rufus og pauciflorus, Erythrea litoralis, Odontites litoralis,
Mentha aquatica, Valerianella olitoria, Pedicularis silvatica, Sagina
maritima, Thalictrum flavum og Salicornia herbacea. Ovenfor dette
mere sumpige belte antager engen, eftersom den bliver terrere, mere og
mere udseende af almindelige enge. Her vil man kunne træffe Sangui-
sorba officinalis, Bunium flexuosum, Orchis mascula, Platanthera bifolia,
Bellis perennis, Trifolium minus og procumbens, Ervum hirsutum og
tetraspermum og samtlige tidligere opregnede engplanter. Paa lunere
steder vil man i strandkanten ikke sjeldent træffe buske eller træer især

af svartor, birk, eg eller furu.
Sandstrande findes i regelen ved mundingerne af de større elve;

her kan de opnaa en ikke ubetydelig udstrækning, hvorpaa sandpartierne
udenfor Topdals-, Søgne-, Mandals-, Undals- og Lyngdalselven afgiver
eksempler. En undtagelse danner grændseelven Sireaa, der falder ud i
søen gjennem en fjeldport uden det sædvanlige delta. Den udenforlig-
gende store Siregrund viser dog, at ogsaa denne elv har ført betydelige

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT, 4
D)

sandmasser med, men at havet udenfor har været saa dybt eller dets
kraft for voldsom til, at noget delta har kunnet faa tid til at danne sig.
Et andet sted, hvor sandstrande forekommer i stor udstrækning, er paa
Lister, hvor paa en længde af omtrent en mil stranden dannes af flyve-
sand. Desuden forekommer her som andetsteds langs kysten mindre
partier, hvor stranden dannes af sand eller grus. Sanden kan være finere
eller grovere, gaa over til grus, smaastene, brudstykker eller rullestene
fra en erts størrelse til klippeblokker, den kan være løs og optræde som
flyvesand eller være fast og sammenkittet. Disse forskjellige former af
sanden eller gruset har stor indflydelse paa strandens plantedække, idet
en ganske ubetydelig forandring i grusets beskaffenhed kan gjøre den ene
plet til en have, den anden til en ørken. Man maa i strandegnene heller
ikke lade sig skuffe af beskaffenheden af det øverste lag, da jordbunden
. ofte et par centimeter i dybden kan være en ganske anden, end hvad
man efter det ydre skulde tro. — For botanikeren har saadanne sand-
afleiringer ikke alene interesse derved, at flere eiendommelige sandelskende
arter slutter sig til de i trakten almindeligt forekommende, men ogsaa ved
det store antal former, hvorunder de sidste optræder, naar de maa søge
sin næring i sanden. I det her behandlede distrikt findes blandt andre
følgende arter med egne sandformer: Viola tricolor og camina, Festuca
rubra, Galium verum, Triticum repens, Salix repens, Jasione montana,
Taraxacum officinale, Agrostis stolonifera, Ewphrasia officinalis, flere
Hieraciumarter og Pimpinella saxifraga. Det er hovedsagelig disse
afvigende former, der giver strandvegetationen et uvant udseende. Naar
undtages paa Lister, er det kun nu og da, at sjeldnere sandplanter op-
træder paa de andre sandfelter i amtet. Carex arenaria er af disse den
almindeligste, Psamma arenaria er funden i Sogne og ved Mandal, La-
thyrus maritimus i Søgne og Eryngum maritimum i Topdal.

Lister. Intetsteds i distriktet findes dog sandfloraen saa udviklet
som paa Listers strande og sandstrækninger. Langs landets sydkyst
strækker sig et flyvesandbelte, der med sin sandflugt og dynedannelser
kun har faa sidestykker i Norge, men desto flere i Jylland og Nord-
tyskland. Fra disse sidstnævnte lande haves udførlige beskrivelser af
floraen fra flyvesanden, hvoraf ikke saa lidet vil kunne overføres paa for-
holdene her. Blandt de planter, som træffes paa den mere eller mindre
bundne flyvesand, kan nævnes Tyriticum junceum, Psamma arenaria,
Carex arenaria, Lathyrus maritimus, Corynephorus canescens, Thalictrum
minus, Eryngium maritimum, Salsola Kali, Cakile maritima og Juncus
balticus foruden sandformer af de ovenfor nævnte almindeligere planter.

Vestenfor, hvor stranden i et vist belte bliver mere stenet, vil man træffe
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1908. No. 8. 4

50 R. E. FRIDTZ,

M.-N. Kl.

Draba incana, Carex incurva, Botrychium lunaria og Polygonum Raji.
Er sanden vaadere, ser man Batrachum sceleratum, Radiola linoides,
Sagina nodosa og Juncus alpinus. Ved de smaa vandløb og i brakvands-
pytter Hydrocotyle vulgaris, Potamogeton pusillus, perfoliatus, gramineus,
natans og polygonifolius, Batrachum peltatum og Elatime hexandra.
Paa de nær stranden liggende myrer Malaæis paludosa, Peplis portula, Lo-
belia Dortmanna, Pilularia globulifera, Ara uliginosa, Catabrosa aqua-
tica og Glyceria aquatica.

Ved en lang vold adskilles disse strandstrækninger fra en række
bagenforliggende myrer og vande, der tidligere er omtalt; herpaa følger
strøg, der dels indtages af opdyrket land og dels af lave trælese heier
afvekslende med myrstrækninger. Paa grund af landets fladhed gjør
havets indflydelse sig gjeldende over næsten hele halvøen, saa at uagtet
de her omhandlede enge og myrer kan ligge indtil en mils vei fra søen,
har de ialmindelighed karakteren af strandenge og strandmyrer, hvorpaa
ogsaa forekomsten af en og anden strandplante tyder. Halvøens nordlige
del er opfyldt med lavere fjeld, der styrter sig brat ned i fjorden bagen-
for. Ogsaa her er vegetationen anderledes end den paa kysten sædvanlige
og minder ikke saa lidet om enkelte fjorde i Bergens stift. Fjeldet dækkes
paa sine steder paa skraaningen ned mod seen af guirlander af Saxifraga
oppositifolia, der, naar undtages ved Flekkefjord, ikke er truffen saa
langt mod syd. Fremdeles sees her Selaginella spinulosa, Festuca ovina
f. vivipara, Alchemilla alpina, Rhodiola rosea og endel vestlandske mos-
arter. Forgjæves har jeg søgt Hymenophyllum unilaterale, som af hr.
Kaalaas er funden paa den modsatte side af Helvigfjorden. Man vil
naturligvis paa Lister ogsaa finde de fleste af de for distriktet eiendom-
melige eng- og myrplanter, T'eucrium, Sanguisorba, Centaurea, Vicia
Orobus, Gentiana pneumonanthe og andre; derimod er li-, ur- og skov-
formationerne sparsomt repræsenterede. Af distriktets fjeldvækster findes
en stor del paa Lister, thi foruden de nylig nævnte har man ogsaa Carex
incurva, Juncus alpinus, Gymnadenia albida, Draba incana og Saxifraga
oppositifolia. Endelig kan her bemærkes, at paa Lister er det eneste
bekjendte voksested for Rumex hydrolapathum.

Indsøer med brakvand er meget sjelden at støde paa i denne lands-
del; de betydeligste er Gillsvand i Oddernes og Drangsvandene i Randø-
sund, men ellers er de indskrænket til mindre vandpytter mellem strand-
klipperne. Hvis saltgehalten ikke er for stor, er vegetationen gjerne
rigere baade paa bunden og ved brederne, end hvor vandet er ferskt.
Scirpus Tabernæmontani, der træder istedetfor Sc. lacustris, Typha lati-
folia, Najas marina, Potamogeton pectinatus, gramineus, pusillus og

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 51

perfoliatus, Limosella aquatica samt flere arter Characeer er hovedsagelig
her funden i brakvand.

Eiendommelige er de smaa laguner, der er fremkommen ved, at sand-
flugten har tilstoppet Aasenbækken paa Lister, saa at den ikke naar
havet, men løber ud i dem. Selv har de intet aflob, men vil, da de
ligger saa lavt, ved høivande fyldes med søvand. Da jeg sidst besøgte
stedet, var deres vand stærkt kalkholdigt, saa at Potamogetonarterne var
overtrukket med et tykt lag, som jeg først troede var sand, men som
ved analyse viste sig at være næsten ren kulsur kalk. Saavel i lagunerne
som i bækken findes flere i trakten sjeldnere planter, som man ikke skulde
vente midt i sanden, f. eks. Batrachium peltatum, Pilularia globulifera
og de ovenfor nævnte Potamogetonarter.

Øerne.

Fra Farsund til amtets estgrendse strækker sig langs kysten en række
øer, der om end ikke saa talrige eller saa store som mange andre steder
i landet, dog har en ikke ringe betydning som beskyttelse for den inden-
forliggende kyst. Samtlige oer er bjergfulde med forholdsvis smaa op-
dyrkede pletter. Fjeldenes høide er i regelen ringe og lavere end kyst-
fjeldenes, og deres geologiske bygning og naturlige forhold er ganske de
samme som landets indenfor; dette gjælder især de større øer samt saa-
danne, der kun ved trange sund er adskilt fra fastlandet. Man vil derfor
paa eerne finde igjen fuldkommen lignende lokaliteter som paa land, un-
dertiden med samme plantevækst, men ogsaa, især paa de ydre øer,
optagen af en, der er ganske forskjellig fra den, man finder paa tilsva-
rende steder inde i landet. I almindelighed vil dog øernes flora i det
hele falde sammen med strandenes, ja for de mindre øers vedkommende
kunde man betragte hele øen som bare strand, da havets virkning spores
længere ind paa øerne, end det i regelen gjør andetsteds.

Det er mest blot de større øer, der er beboet og opdyrket; de fleste
anvendes kun som havnegang for kreaturene, især for faar. Tidligt om
vaaren slippes store mængder af de sidstnævnte ud paa holmerne og
smaagerne, og de faar nu sommeren over nære sig, som de bedst kan,
vistnok ofte for en stor del af tang. Man vil derfor mangen gang finde
saadanne øer og holmer i den grad afgnavede, at der bogstaveligt ikke
findes saa store stumper igjen af græsarter og halvgræs, at de kan be-
stemmes. Denne beitning aar efter aar har vistnok havt en ikke ringe

52 R. E. FRIDTZ.

M.-N. Kl.
betydning for sammensætningen af deres vegetation, da kun fleraarige
planter har nogen udsigt til at holde sig; de enaarige bliver afspist gang
efter gang, uden at de faar anledning til at sætte frø. Ligger de desuden
i særlig grad ubeskyttede, saa planterne ogsaa har havstormene og ugun-
stige sneforhold om vinteren at kjæmpe med, kan vegetationen være i
høi grad sparsom. Hvor ikke snaufjeldet stikker frem, bliver lyngen
ganske dominerende; hist og her i fjeldsprækker sees Festuca ovina,
Aira flexuosa og Nardus stricta og af blomstrende planter Campanula
rotundifolia, Arctostaphylos officinalis, Empetrum nigrum, Hieracium
pilosella, Vaccinium og Myrtillusarterne. Nede i stranden vil man finde
Potentilla anserina, Armeria maritima, Elymus arenarius, Agrostis alba,
Atriplex hastata, Silene maritima og rupestris, Sedum acre og anglicum.
Artsantallet har paa mindre ubeboede ger, hvor optelling har fundet
sted, gjerne dreiet sig om 50—150 arter, og af disse har ofte en eller
anden art været særegen for gen, idet den har manglet paa de omliggende.
Herpaa er i den specielle fortegnelse nævnt flere eksempler.

Er øen beboet, vil sædvanligt enkelte dele af den være fredet, og
her vil man da ofte finde steder, som for botanikeren er ret indbydende.
Med Jlex aquifolium følger gjerne en hel del andre planter, og arts-
antallet kan paa selv mindre øer gaa op til 200—300 arter.

Paa øerne har jeg ialt optegnet 452 arter, som med sikkerhed fundne;
dette tal vil dog ved nærmere undersøgelse ikke saa lidet kunne forøges.
En eiendommelighed, der forøvrigt ikke er saa vanskelig at forklare, er
den store lighed, der findes mellem samtlige øers vegetation, og den der
er tilstede i amtets vestlige del, i Flekkefjords omegn. Ikke alene er
artsantallet omtrent det samme, men ogsaa familierne og det antal arter,
hvormed hver af disse optræder. Dette maa skrive sig fra, at de vestlige
egnes flora er mere insulær end de østlige, eller at havklimaets virkning
i den vestlige del af distriktet strækker sig længere ind i landet end
østenfor Lindesnes.

Skovens optræden paa øerne er ikke saa let at gjøre rede for, da
jeg flere gange har iagttaget, at af to smaaøer, der laa ved siden af hin-
anden, har den ene været bedækket med frodig furuskov, medens den
anden har været fuldstændig træbar. I det hele findes skov kun paa de
større øer og dem, der ligger lige inde under land. Paa de øvrige findes
i regelen kun mindre krat af levskov eller enkeltstaaende forkrøblede
buske. Her som paa fastlandet følges skovtræerne af en hel del andre
planter, der vanskelig kan trives uden deres beskyttelse; som saadanne
kunde nævnes adskillige engplanter.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 53

Et mindre antal planter er kun iagttaget paa øer; blandt disse kan
anføres Ophrys myodes, Lathyrus silvestris, Myrrhis odorata, Chryso-
splenium oppositifolium og Corydalis claviculata. Derimod vil et betyde-
ligt antal især af flexformationens vækster fortrinsvis være at finde paa
gerne.

Et forhold fra øerne, der fortjener opmærksomhed, er den leiligheds-
vise optræden af planter, der ellers maa søges paa de mest beskyttede
steder i skove og lier, paa aabne strandbreder. Af saadanne er noteret
Allium ursinum, Carex remota, Arenaria trinervia, Scrophularia nodosa,
Luzula maxima og Taxus baccata. Det er ogsaa noksaa paafaldende, at
de fleste af disse er udprægede skyggeplanter; det maa derfor antages,
at den fugtige havluft er istand til at regulere planternes fordunstning, saa
at den bliver den samme som under et beskyttende løvtag.

Vegetationens sammensætning.

Oprindelige planter. Det vil af fortegnelsen og det tidligere anførte
sees, at hovedmassen af distriktets planter bestaar af vækster, der ikke
alene er almindelige over en stor del af vort land, men ogsaa forekommer
rigeligt i de tilstødende dele af Nordeuropa. Da de ofte findes i alle
høider over havet og paa de mest forskjelligartede lokaliteter, maa de
antages at være tidligt indvandret og forlængst akklimatiseret. Men for-
uden dem har egnen ogsaa endel arter, der enten ikke findes udenfor de
her optrukne grændser eller her synes at have centrum for sin udbredelse
i landet. Cladium mariscus, Petasites alba, Lycopodium chamecyparis-
sus, Trifolium micranthum, Sarothamnus scoparius og Rumex hydro-
lapathum er ikke med sikkerhed fundet andetsteds, og Rosa rubiginosa,
Teucrium scorodonia, Arabis arenosa, Corynephorus canescens, Sangui-
sorba officinalis og Cephalanthera ensifolia turde have sine fleste vokse-
steder her. Af disse optræder forevrigt kun T'eucrium og Sanguisorba
i nogen større mængde, medens de andre kun findes paa et enkelt eller
et mindre antal voksesteder. Flere ting, som jeg ikke her nærmere skal
gaa ind paa, synes at tale for, at Cladium mariscus er en reliktplante;
om det samme er tilfældet med nogen af de andre, er det vanskeligt at
danne sig nogen mening.

Et langt større bidrag til floraen bringer østlandets kystvækster, der
vistnok befinder sig paa vandring vestover, uden at ligevægt endnu er
indtraadt. Det er deres tilstedeværelse, der for en stor del bidrager til,
at de østlige egne af amtet kan fremvise saa stort artsantal, Flere har

54 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

sin vestgrændse i amtet; men regelen er, at de ophører at vise sig ved
kysten paa et længere stykke, for atter at dukke op paa Jæderen eller
i fjordbundene i Ryfylke eller Bergens stift. Det er ikke alene planter
fra skovene, lierne og urerne, der maa antages at være indkommen denne
vei, men ogsaa mange strand- og vandplanter. Uagtet man skulde tro,
at klimaet i de indre dele af amtet maatte være mere stemmende med
det, der raader i de egne, hvor disse planter væsentligst har sit tilhold,
vil man dog her finde dem forholdsvis nær kysten; grunden tør muligvis
være, at de paa sin vandring endnu ikke er kommen længer.

Det mest iøinefaldende element i egnens vegetation maa vel de tal-
rige vestlandske kystplanter siges at være. Disse har sin væsentlige ud-
bredelse i Bergens stift og træder ind i amtet vestenfra og har gjerne
inden dette paa et eller andet punkt sin estgrændse. Deres udbredelse
er meget forskjellig; thi medens enkelte som Digitalis purpurea, Erica
Tetralix, Hypericum pulchrum, Rhyncospora fusca, Narthecium ossi-
fragum findes overalt og gaar langt baade indenfor og udenfor det her
behandlede strøgs grændser, har andre f. eks. Hymenophyllum, Asplenium
adianthum nigrum, Sorbus Meinichii, Bunium fleæuosum og flere kun
fremskudte pionerstationer inden omraadet. Da disse planter ved flere
leiligheder tidligere er omtalt og opregnet, skal her kun bemærkes, at det
er over 60 arter, som amtet har fælles med vestkysten, men som sjeldent
paatræffes østenfor. — Af agerukrud, der vistnok er indvandret vestenfra,
kan nævnes Avena strigosa og Fumaria muralis.

Indførte planter. Endelig staar tilbage at omtale de talrige planter,
der er indført i forholdsvis sen tid ved kulturen og samfærslen. Thi for-
uden de vækster, der i lang tid, maaske aartusinder, har ophoidt sig i
trakten, indeholder fortegnelsen ogsaa et stort antal, der er indkommen
senere, og hvis videre udbredelse maatte kunne følges, dersom man havde
opmærksomheden tilbørligt henvendt paa dem. Hertil hører først de
tidligere omtalte ager- og engukrud, hvoraf kun en ringe del er akklima-
tiseret og utvivlsomt atter vilde forsvinde, hvis agre og enge blev over-
ladt til sig selv. Af disse maa dog enkelte antages at have havt tilhold
i egnen, saalænge agerbrug har været drevet, medens andre først i de
seneste aar er bemærket som borgere af floraen. De forskjellige tids-
perioder har sine ukrudsplanter, der veksler efter de steder, hvorfra saa-
kornet skriver sig. Hvad dette amt angaar, maa sammensætningen af
ukrudsfloraen i det sidst forløbne aarhundrede ikke saa lidet have for-
andret sig.

Statens vei- og jernbanevæsen har offentligt været beskyldt for at
udsprede nye ugræsplanter ved at besaa skrænter og skjæringer med

1903. No. 3 FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 55

udenlandsk urent græsfrø. Naar undtages ved Kr.sand, hvor Berteroa
incana af denne grund er bleven mere udbredt, end den var i forveien,
kjender jeg neppe noget exempel paa, at nye ugræsplanter er bleven
indført paa denne maade inden omraadet.

En anden kilde til udbredelsen af nye planter er haverne. I ældre
tider var antallet af de i haverne dyrkede blomster og urter paa langt
nær ikke saa stort som nutildags, og bestod for en stor del af arter, der
ikke længere er moderne, og som derfor nu for tiden sjelden eller aldrig
mere findes dyrket. Disse gamle haveplanter har en og anden gang for-
vildet sig, og de viser ofte en mærkelig evne til at kunne holde stand
paa en lokalitet i aarrækker eller at udbrede sig videre. I modsætning
hertil synes de moderne havevækster at have liden tilbøielighed til at for-
vilde sig, og er de en og anden gang kommen udenfor sine enemærker,
er den første vinter tilstrækkelig til at dræbe dem. Af saadanne i distriktet
fundne havevækster kan anføres: Anethum graveolens, Ægopodium poda-
graria, Tanacetum vulgare, Malva moschata, Saponaria officinalis, Myr-
rhis odorata, Levisticum paludapifolium, Lilium martagon, Muscari
hotryioides, Tulipa silvestris, Ornithogalum umbellatum, Campanula glo-
merata og ranunculoides, Ribes rubrum, Oenothera biennis, Sedum spu-
rium, Papaver somniferum, Sambucus nigra og racemosa og sandsynligvis
ogsaa Prunus avium, Ribes grossularia og nigrum.

En anden kilde til udspredelse af nye vækster er mollebrugene; men
denne kilde er neppe hidtil viet den tilberlige opmærksomhed. Fer
formalingen bliver kornet befriet for ugræsfre og andre forurensninger ved
hjzlp af blæsemaskiner. Dette affald bliver enten kastet i mollebækken,
paakjørt nærliggende jorder som gjødningsstof eller malet og blandet med
klid til kreaturfoder. Kommer sligt affald i jorden, vil man ofte det føl-
gende aar finde en broget vrimmel af fremmede vækster, saa man kan
tro sig hensat paa en ballastplads. Ogsaa her viser det sig, at flerheden
af de indførte nye planter meget snart bukker under i kampen med de
naturaliserede planter og klimaet, saa efter et aars forløb er der kun meget
faa tilbage. Der kan dog ingen tvivl være om, at der paa denne maade
i aarenes løb er indført ikke ganske faa planter. Et bevis herfor haves
fra møllerne ved Kristiania. Ved de mindre møller paa landet males i
regelen kun hjemmeavlet korn, ligesom de oite mangler indretninger til
at rense kornet med; man vil derfor i deres nærhed kun træffe almindelige
indenlandske ukrudsplanter. I 1893 fandtes en stor mængde fremmede
planter omkring Grims møller ved Kr.sand, især den øvre; men da jeg
et par aar senere besøgte stedet, var de fleste forsvunden. I de seneste

56 R. E. FRIDTZ.

M.-N. KI.
aar sees hr. Hannaas atter at have fundet igjen en og anden, der paany
har indfundet sig.

Endelig maa nævnes de egentlige ballastplanter, det er saadanne
vækster, der er indført fra udlandet med ballast. De findes dels paa de
faste ballastpladse ved byerne, dels hvor indført materiale er anvendt ved
grusning af veie, brygger eller havneanlæg. I Lister og Mandals amt
findes fast ballastplads egentlig kun ved Malmø ved Mandal; den har
været i brug i hundrede aar og maaske længer, og der har i aarenes løb
taarnet sig op en kjæmpemæssig haug, der til sine tider, især naar skibs-
farten har floreret, har pranget med vækster fra alle verdenshjørner. Da
jeg sidste gang besøgte stedet, synes den at være lidet brugt, og af de
mange fremmede vækster var kun yderst faa tilbage. Ved Kr.sand har
havnens dybde tilladt, at ballast er bleven kastet i søen; der har derfor
kun været ballastplanter at finde paa havnetomterne, der væsentlig benyt-
tedes som trælasttomter eller skibsværfter. Paa disse anvendtes tidligere
ikke sjelden fremmed sand til fyld eller grusning, og udenlandsk frø
spredtes tilfældigt ved skibenes losning eller istandsættelse. I senere aar
bliver ballast henlagt paa en liden plads paa Oddere. For Farsund er
næsten ingen ballastplanter optegnet. Ved mit sidste besøg der bemær-
kedes, at ballastjord var henlagt paa en liden holme, Gaaseholmen; men
af fremmede planter, der efter sigende tidligere skal have befundet sig
der, saaes næsten intet spor. Heller ikke ved Flekkefjord er optegnet
mere end nogle ganske faa planter af denne slags; de er funden spredt
paa steder langs fjorden. Nogen ballastplads har jeg ikke bemærket.
Udenfor byerne kan enkelte ballastplanter findes nær strandstederne,
f. eks. ved Høllen i Søgne, Egvaag ved Farsund og lignende steder.

De planter, som paa denne maade indføres, skriver sig snart sagt fra
alle lande, og de bestaar dels af planter, der allerede i forveien findes i
egnen, og dels af fremmede. Hvad de første angaar, er det ofte andre
former end dem, som tilhører stedet; som eksempler herpaa kan nævnes
Chenopodium album, Artemisia vulgaris, Cirsium arvense, Polygonwn
lapathifolium og lignende, der findes paa alle ballastpladse i en mængde
varieteter. Disse planter synes ogsaa overalt inden kort tid at faa over-
taget i den grad, at de kvæler de andre, selv om disse skulde synes at
have betingelser for at holde sig paa stedet. Man vil derfor finde, at de
fremmede arter, der findes det ene aar, gjerne det næste er bukket under.
Kun ganske enkelte arter formaar at holde sig en længere aarrække, og
endnu færre er istand til at udbrede sig videre. Man vil saaledes ved
Mandal, hvor sikkerlig i aarenes løb hundreder af fremmede vækster har
havt anledning til at spredes, kun notere nogle ganske faa, der kan paa-

1903. No. 3. ee EINE ERr OG nn BUT. DER - Br

vises at være kommen fra ballastpladsen. Af disse kan nævnes Linaria
striata, der optegnedes af Blytt 1829, og endnu kan findes paa enge
temmelig langt fra ballastpladsen, Matricaria discoidea, Ononis procur-
rens, Mercurialis annua, Medicago falcata, Melilotusarterne med flere.
Det er gjerne de samme arter, man finder igjen paa ballastpladsene
landet rundt.

Oversigt over planternes udbredelse inden hvert
enkelt sogn.

Om inddelingen.

I det følgende er, som tidligere berørt, planternes opregning og op-
tælling foretaget for hvert sogns vedkommende, og disse er atter henførte
til fire større omraader, eftersom de grupperer sig om distriktets fire
byer. Jeg har ikke været blind for, at denne inddeling af distriktet er
i høi grad kunstig, da plantearternes udbredelse intet har at skaffe med
sognegrændserne, og om end byanlæggene har øvet en ikke ringe ind-
flydelse paa vegetationen i deres omgivelse, gaar dog ikke denne ind-
flydelse i den retning, at den skulde være skikket til at danne nogen
inddelingsgrund. Naar jeg desuagtet har valgt denne inddeling, er det
skeet, fordi jeg ikke har været istand til at opstille en bedre, og fordi
den ogsaa har sine fordele. For det første har man her at gjøre med
bestemt afgrændsede landstrækninger af et ikke større fladeindhold, end
at de med de fordringer, der fortiden stilles til angivelser af denne art,
maa antages i det hele at være tilfredsstillende for dem, der kan komme
til at faa anvendelse for dem. Benytter man derimod en anden inddeling,
der maaske kunde være begrundet i naturforholdenes forskjellighed eller
i planternes egen forekomst, vil der paa det forelobige stadium, plante-
undersøgelsen endnu befinder sig, let opstaa usikkerhed og ubestemthed.
Dernæst har i det foreliggende tilfælde sognenes nordlige grændselinjer
netop afskaaret en kystrand omtrent af den brede, som det har været
hensigten at behandle. Hvad endelig det angaar at samle sognene til
større omraader med byerne som centrer, er jeg derved bleven istand til
at benytte tidligere optegnelser, hvori lokaliteterne ofte kun er bestemt
ved, at navnet paa den by, i hvis nærhed planterne er bemærket, er
angivet. I de fleste tilfælder vil disse findesteder ligge indenfor den

58 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

kreds, jeg har henregnet til byens omegn, saaat angivelserne vedrørende
artsantal og andre forhold for disse større omraaders vedkommende vinder
betydeligt i korrekthed ved brugen af denne inddeling.

For at opnaa en mere naturlig deling af distriktet kunde man ville
drage en grændselinje over Lindesnes. Man fik da kysten delt i to halv-
dele, hvoraf den vestlige blev at betragte som en fortsættelse af vestlandet,
medens den anden halvdel sluttede sig nærmere til strøget østenfor. For-
delene herved er opnaaet derved, at skjellet mellem Mandals og Farsunds
omraader befinder sig straks vestenfor Lindesnes. Forøvrigt vil det senere
vises, at den største mængde repræsentanter for de vestlandsplanter, der
er funden inden amtet, begynder at vise sig langt østenfor Lindesnes.

Ogsaa Kr.sandsfjorden maatte kunne benyttes som en naturlig mærke-
linje, da kun et meget lidet antal atlantiske former findes østenfor denne,
og ikke faa østlandske arter atter her har sin vestgrændse. Da den
imidlertid ligger saa nær amtsgrændsen, har jeg i dette arbeide ikke
fundet det praktisk at lade den afslutte noget eget distrikt.

Tvedt er i botanisk henseende mindre vel undersøgt, idet kun trak-
terne ved Topdalsfjorden, en del af hoveddalføret samt de fjeldpartier,
der støder til Oddernes og Vennesla, har været befarede. Det viser sig
desuden ved sammenstillingen af arterne, at en hel del ellers overalt al-
mindelige planter ikke er medtagne. Der er ikke nogen tvivl om, at
størstedelen af disse findes i sognet, men under optegnelserne er bleven
negligerede eller overseede. Det observerede antal fanerogamer og
bregner beløber sig til 325 arter, et tal, der betydelig vil forøges ved
fremtidige iagttagelser. Jordbunden i hoveddalen er meget sandig, og
vegetationen i det hele taget ensformig. Langt mere afvekslende er den
i fjeldpartierne, der her i sognet væsentlig bestaar af gneis; smaa kalk-
partier findes ogsaa paa et par steder, ligesom jeg har været tilbeielig til
at tilskrive kalkholdighed i jordbunden forekomsten af flere rigere plante-
oaser, uden at dog dette paa anden maade har været konstateret. Af
planter, som ikke er funden andetsteds i amtet end her, kan nævnes
Eupatorium cannabinum og Eriophorum latifolium, og af andre sjeldnere
vækster kan nævnes Laserpitium latifolium, Bellis perennis, Campanula
glomerata, Teesdalia nudicaulis, Scirpus multicaulis, Malaxis paludosa.

Randesund frembyder især for vand- og strandplanter en mængde
gunstige lokaliteter, hvorfor det ikke kan forundre, at man, uagtet sognets
ringe sterrelse og ensformighed i flere retninger, her kan finde et betyde-
ligt antal høiere planter, Mine optegnelser viser, at 429 arter er bekjendt

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 59

herfra. Af disse er Calamagrostis lanceolata og stricta, Najas marina
og Ophrys myodes ikke bemærket paa andre steder i amtet. Af mere
bemærkelsesværdige planter, der findes her, men ogsaa er funden sparsomt
andetsteds i distriktet, kan nævnes Bellis perenmis, Ranunculus bulbosus,
Arabis arenosa, Impatiens noli tangere, Agrimonia odorata, Valertanella
olitoria, Stachys ambigua, Geranium columbinum, Carex vulpina og
punctata, Neottia nidus avis og Potamogeton pectinatus.

Af botanikere, om hvem det vides, at de har foretaget undersøgelser
i sognet, kan nævnes Engelhart, Klungeland, Chr. Smith, M. N. Blytt,
A. Blytt, Moe og R. Hartman.

Oddernes og Kr.sands bymark er uden sammenligning den bedst
undersøgte del af det her omhandlede distrikt, da næsten samtlige herrer,
der har botaniseret i denne del af landet, i kortere eller længere tid har
opholdt sig i Kr.sand og derfra foretaget udflugter til de nærmeste om-
givelser. Det kan derfor antages, at ikke saa ret mange planter efter
den ældre artsbegrændsning har kunnet unddrage sig deres opmærksom-
hed. Det beror dog ikke alene paa den grundigere undersøgelse, naar
Oddernes med hensyn til artsantallet af vildtvoksende planter staar først
i rækken af samtlige sogne inden omraadet. Optællingen af de i Oddernes
fundne arter viser det anselige tal af 593 fanerogamer og bregner og for
Kr.sand af 684 arter. Ved disse tal er dog en bemærkning at gjøre. Jeg
har vistnok saavel ved optællingerne som i efterfølgende plantefortegnelse
søgt at holde de to omraader Oddernes og Kr.sands bymark ud fra
hinanden, men dette har ikke altid saa let ladet sig gjøre, da mange, især
blandt de ældre botanikere, kun har benævnt den lokalitet, hvor de har
fundet denne eller hin plante, med udtrykket «ved Kr.sand», uden at de
derved vil have sagt, at den forekom netop paa byterritoriet. Omend
enkelte af disse voksesteder vistnok maa søges indenfor en cirkel med en
hel dagsreises radius, maa man dog antage, at den store flerhed af dem
ligger indenfor Oddernes grændser. Antallet af planter, der er bemærket
for Kr.sand, maa derfor være for stort, medens det for Oddernes bliver
for lidet. Ved at optælle arterne for begge distrikter underet, faar man
tallet 806, der saavidt skjønnes ikke kan være saa langt fra det rette.
Selv om man fra dette tal vil trække en del usikre planter eller en og
anden af de tilfældigt forvildede, bliver der dog saamange tilbage, at faa
punkter i Norge af tilsvarende udstrækning skal kunne opvise noget
lignende. Begge distrikter er nemlig tilsammen neppe over 90 km.?, da
hele Oddernes præstegjæld kun udgjer 140 km?. Blandt de mange
planter, som ikke er funden andetsteds i amtet, kan nævnes Scorzonera

60 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

humilis, Ajuga reptans, Carex silvatica og paniculata, Gewm intermedium,
Myosurus minimus, Asplenium viride, Orchis morio, Epipactis palustris,
Tragopogon pratense, Rhamnus cathartica, Petasites officinalis, Cladium
Mariscus, Lycopodium Chamecyparissus og Trifolium micranthum. Af
disse er de tre sidstnævnte heller ikke funden andetsteds i Norge. Af
andre sjeldnere planter i distriktet skal kun nævnes Corea distans, vulpina
og punctata, Eleocharis multicaulis, Origanum vulgare, Tulipa silvestris,
Cephalanthera ensifolia, Petasites alba, Valerianella olitoria, Geranium
columbinum og molle, Schedonorus Benekeni, Elatine hydropiper og
hexandra og mange flere.

Aarsagerne til denne rige vegetation maa søges i egnens heldige
beliggenhed og rigdom paa forskjelligartede lokaliteter. Som man af de
vedføiede klimatiske optegnelser vil se, er klimaet ved den nordre og
søndre ende af sognet ikke ubetydeligt forskjelligt; medens paa Oksø og
Flekkerø naturforholdene er saadanne, at Zlexformationen fuldt ud kan
udvikle sig, viser tallene, at allerede ved Eg findes et langt mere ud-
præget indlandsklima, der begunstiger andre plantegruppers trivsel, noget
der længere oppe i dalen i endnu høiere grad maa gjøre sig gjældende.
Bjergarten er over største delen af sognet gneis og kun paa mindre par-
tier granit; desuden træder grovkornede kalksten- eller marmorgange frem
ved Sødal, Eg, Ravnedalen, Krosseuren og flere andre steder. Disse har
vel i regelen ikke stor udstrækning, men hvor de forekommer, viser de en
iøinefaldende virkning paa plantevæksten. Fremdeles har en større bys
nærhed ogsaa bidraget sit til, at i tidens løb adskillige baade udenlandske
og indenlandske planter er bleven udspredt i omegnen. Paa Flekkere er
noteret 327 arter.

Søgne er i sin sydlige del ganske godt undersøgt, da ikke saa faa
af de foran nævnte botanikere ogsaa har besøgt dette sogn. De ydre
lavere dele af sognet slutter sig, hvad vegetationen angaar, nær til
Randøsund og de ydre strøg af Oddernes, særlig Flekkere. Af de talrige
til Søgne hørende øer har ogsaa en flerhed været overfaret; deres vege-
tation er ikke meget rig, men frembyder alligevel adskillige ting, der
fortjener opmærksomhed. De indre mod Grebstad grændsende fjeldpartier
er derimod lidet kjendt; de er for største delen skovbevokste, men synes
at være forholdsvis fattige paa plantearter. Af sjeldnere planter fra Søgne
skal anføres Psamma arenaria, Carex vulpina og punctata, Juncus
compressus, Valerianella olitoria, Laserpitium latifolium, Hydrocotyle
vulgaris, Rhodiola rosea, Agrimonia odorata, Lathyrus maritimus, Cory-
dalis claviculata, Den sidste har her sit eneste bekjendte voksested inden

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 61

amtet. Antallet af de i Sogne fundne hoiere planter beleber sig til
422 arter.

Grebstad og nabosognet Vennesla, der ligger nordenfor Sogne og
Oddernes, berører ikke kysten og var af den grund, som tidligere berørt,
fra først af ikke bestemt til at medtages i denne oversigt. De har derfor
ikke fra min side været gjenstand for nogen mere planmæssig under-
søgelse, ligesom heller ikke altid voksestederne er noteret uden for de
mindre sædvanlige planters vedkommende. Heller ikke andre botanikere
kan sees at have indberettet noget fra disse sogne. Det eneste, jeg
kjender til, er, at professor A. Blytt i selskab med forfatteren har fore-
taget et par kortere ture til Vennesla, hvor ogsaa i de senere aar hr. lærer
Røskeland driver undersøgelser. Da sognene imidlertid ikke befinder sig
ret mange kilometer fra søen, har jeg medtaget de oplysninger, jeg har
havt forhaanden. Med hensyn til planterigdom overgaar Vennesla betyde-
ligt Grebstad. Det sidstnævnte sogn er vistnok et af de strøg, der er
allerfattigst paa planter i distriktet, og har stor lighed med flere egne af
amtets indre. Vennesla, og da særligt de sydlige strøg, hvor gneisen er
raadende, synes at kunne maale sig med de bedre trakter, skjønt arts-
antallet paa grund af fraværelsen af de talrige kystplanter neppe kan blive
saa stort som i nabosognene.

Jeg kjender fra Grebstad 295 og fra Vennesla 371 arter. Eiendom-
melige for Vennesla er Vicia cassubica, Utricularia ochroleuca, Goodyera
repens, Equisetum hiemale og Lycopodium complanatum; desuden findes
her: Aspidium lobatum, Schedonorus Benekeni, Eleocharis multicaulis,
Corallorhiza innata, Petasites alba, Monotropa hirsuta, Bulliarda aqua-
tica, m. fl.

I Grebstad er paatruffen Adowa moschatellina, Orobus vernus, Carex
vaginata og Petasites alba.

I den af de her omtalte sogne dannede Kr.sands omegn, finder vi
det største artsantal af planter paa den beskrevne del af kysten, nemlig
867 forskjellige arter. I intet af de fire større omraader indtager grund-
fjeldet saa stor del af fjeldgrunden som her, nemlig omtrent 70 90.
Granit findes væsentlig kun i Grebstad og den nordre del af Vennesla,
og den betydeligste del af distriktets furuskov er knyttet til den; den
indtager de resterende 30 0/0.

Mandals omegn har i det hele, hvad vegetation angaar, meget til-
fælles med Kr.sands, dog vil man allerede her mærke, at flere af de for
østlandet eiendommelige planter, som endnu fandtes ved Kr.sand, her er

62 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

ophort, samtidig med at adskillige af de i vestligere egne almindelige
begynder at vise sig. Der er inden dette omraade bemærket 659 plante-
arter. I modsætning til, hvad der finder sted i Kr.sands omegn, er i
fjeldene her graniten omtrent eneraadende, idet den udgjør omtrent 92 %o,
medens grundfjeldets areal kun beløber sig til 8 %, hvoraf den største
del findes i

Hartmark. Dette er det mindste af sognene og indbefatter forholds-
vis meget dyrket mark, hvorfor vegetationen bliver noget ensformig, men
slutter sig nær til hovedsognets. Fra Hartmark er kjendt 331 arter.

Halsaa hører blandt de bedst undersøgte sogne, da de, som har
botaniseret paa kysten, sjelden har gaaet Mandal forbi. Trakten har en
mængde forskjelligartede lokaliteter at byde paa og en særdeles rig vege-
tation. I artsantal kommer Halsaa som nummer to i distriktet med 613
arter og overgaaes kun af Oddernes med Kr.sand. Vel er en ikke ringe
del af disse ballastplanter, som i aarenes lob er funden nær og paa ballast-
pladsen ved Mandal, og hvoraf flere forlængst atter er forsvundne; men
selv med fradrag af disse vil sognet alligevel hævde sin plads i rækken.
Af bemærkelsesværdige planter fra Halsaa kan nævnes Corynephorus
canescens, Psamma arenaria, Triticum junceum, Carex incurva, Conval-
laria multiflora, Neottia nidus avis, Acorus calamus, Elatine hexandra,
Rosa rubiginosa, Radiola linoides, Bunium flexuosum, Centunculus mi-
nimus og Centaurea phrygia. Teucrium scorodonia begynder her at
blive almindelig. Som det sees, findes endel sandplanter her, men de
store sandfeldter ved Mandal er dog langtfra saa rige som tilsvarende
steder paa Lister.

Holme berører ikke søen, da Halsaa og Hartmark ligger som en
smal rand langs kysten. Sognet er ikke synderligt godt undersøgt; det
er derfor meget faa oplysninger, jeg har kunnet erholde derfra, og mine
egne reiser har kun udstrakt sig til den sydligste del af Mandalsdalen,
ligesom ekskursionerne her heller ikke. har været mange. Hoveddalen
synes dog paa flere punkter at være ganske frodig, saa det nu kjendte
artsantal i sognet, 255, vil kunne betydeligt forøges, men vil dog neppe
naa det tal, som de tilstødende kyststrog kan opvise. Flere kystplanter
synes i Holme at fjerne sig mere fra havet, end ellers pleier at være
regelen. Af sjeldnere planter kan nævnes Stachys ambigua og Cen-
taurea phrygia.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 63

S. Undal. For dette sogn gjælder det meste af, hvad der er bemærket
om Holme. Sognet støder vistnok til søen, men kystlinjen er ikke lang,
hvorfor det i det hele faar karakter af et indlandslandskab. Ganske bety-
delige flader er opdyrket i den sydlige del, medens store skove og hei-
strækninger opfylder den nordlige. Vegetationen synes paa disse store,
ensartede strækninger at være meget ensformig, men det skyldes væsentlig
kun en mindre indgaaende undersøgelse, naar det derfra kjendte antal
planter ikke kan opgives til mere end 281 arter; thi kun de nærmest
søen liggende trakter har været befaret i botaniske øiemed.

Langt større opmærksomhed har været henvendt paa annekssognet
Spangereid, der som Norges sydligste parti flere gange har været gjen-
stand for undersøgelse. Allerede Ahnfelt og Lindblom botaniserede her
i 1826. Det interessanteste parti i sognet er selve eidet med nærmeste
omgivelser. Naturen her minder i flere henseender om Lister. Her op-
træder for første gang Sanguisorba officinalis, der senere bliver saa
almindelig. I strandkanterne er bemærket Salsola Kali og Chenopodina
maritima, hvoraf den sidste ikke er iagttaget andetsteds i amtet. Dette
er ogsaa tilfældet med Asplenium adianthum nigrum, der paa strand-
klipperne i nærheden her naar det østligste punkt i sin udbredelse.
Selve den halve, hvorpaa Lindesnes ligger, er for en stor del opfyldt med
myrer og heier, der neppe har noget synderligt af botanisk interesse at
byde paa. Paa myrene sees Gentiana pneumonanthe ikke sjelden, samt
den her i amtet sparsomme Parnassia palustris. Ved selve Neset op-
treder Rhodiola rosea meget almindeligt paa klipperne. Af andre planter,
der findes i sognet, kan nævnes Sorbus Meinichii, Carex vulpina, Bunium
flexuosum, Asplenium ruta muraria, for ikke atter at opregne tidligere
vestlandsplanter, der nu begynder at blive almindelige. I Spangereid er
fundet 356 arter fanerogamer og karkryptogamer.

Farsunds omegn indbefatter strækninger af meget uligeartet beskaf-
fenhed, idet man foruden de ellers almindelige af mindre eller større
fjeldpartier opfyldte bygder her ogsaa har betydelige vidder, der er
flade og dækket med sand og grus; saadanne findes i Lyngdal, men
særlig paa Lister. Ved siden af de i de foregaaende distrikter optrædende
bergarter, gneis og granit, viser sig her en ny, idet Egersunds gabrofelt
har sin østgrændse inden omraadets enemærker. Forholdet mellem berg-
arterne stiller sig saaledes, at grundfjeldet optager omtrent 20 %o, graniten
45 % og gabroen 35 % af fjeldgrunden. De skovbare heier begynder
at gjøre sig mere gjældende, hvorfor en mærkbar forringelse i skov- og

64 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

skyggeplanternes antal kommer tilsyne. Paa den anden side bliver de
mere udprægede vestlandsplanter hyppigere, ligesom ogsaa det flade
Lister paa sine sandstrande, torvmyrer og i sine vandsamlinger har en
rig og for omraadet eiendommelig vegetation at opvise. Artsantallet inden
omraadet naar dog ikke de for de to østligere distrikter noterede tal; i
Farsunds omegn er nemlig kun bemærket 555 arter. Heri kan dog ikke
som for de to andre omraaders vedkommende noget fradrag gjøres for
ballastplanter eller andre indførte eller forvildede vækster, da disse her er
saa faa, at det i en almindelig oversigt hverken vil gjøre fra eller til, om
man tager dem med.

Austad og Spind slutter sig saavel med hensyn til naturforhold som
plantevækst nær til Spangereid. Bergarten er overalt her granit, som her
mangesteds kan opvise en særdeles frodig vegetation, og faa steder vil
man finde de til /lex knyttede planter optræde i saa rene grupper som
her. Blandt sjeldnere arter, der forekommer i disse sogne, kan nævnes
Circea lutetiana, Cicuta virosa, Campanula latifolia, Malaxis paludosa,
Geranium columbinum, Cephalanthera ensifolia, Acer platamoides paa
sin vestgrændse, Iris pseudacorus, Sorbus fennica og scandica. Her
begynder Vicia Orobus, der vestligere er ganske hyppig, først at vise sig.
Antallet af planter fundne i Austad udgjør 356, i Spind 317. Den til
Austad hørende ø, Reve, har en om ikke just artsrig, saa dog meget
tiltrækkende vegetation.

Lyngdal og Herred, hovedsognene henholdsvis til Austad og Spind,
ligger indenfor fjordbundene, og deres plantevækst har noget mere ind-
landspræg over sig end i deres annekser. De hører begge, især Lyngdal,
til de mindre godt udforskede partier. Lyngdal er vistnok bleven bereist
af flere botanikere, men de har samtlige havt lidet at optegne fra sognet.
Det samme har ogsaa været tilfældet for mit vedkommende; paa de
steder, jeg har havt anledning til at komme, og som samtlige befinder
sig i kortere afstand fra kysten, har jeg fundet vegetationen meget ens-
formig og sammensat af de mest almindelige ting. Fra Lyngdal kjendes
267 og fra Herred 311 arter høiere planter. I Lyngdal er bergarten
væsentlig granit; paa østsiden af Lyngdalselven findes gneis og i den
vestlige del af sognet gabro. Herred bestaar i sin nordlige del væsentlig
af gneis, medens den sydlige dannes af gabro.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 65

Vandse er det sogn inden Farsunds omegn, der baade er det bedst
undersøgte, og som er rigest paa planter, idet man herfra kjender 523
arter. Sognets nordlige del optages for en stor del af afrundede skov-
bare aaser, hvor bergarten hovedsagelig er gabro og søndenfor denne et
belte med grundfjeld. Fanerogamvegetationen i denne del frembyder
mindre af interesse i forhold til det flade Listers mange eiendommelig-
heder. Da disse lokaliteter andetsteds vil blive nærmere omhandlet, hid-
sættes her kun endel af de planter, man her træffer paa: Psamma are-
maria, Triticum junceum, Thalictrum minus, Corynephorus camescens,
Lathyrus maritimus, Radiola linoides, Eryngium maritimum, Salsola
Kali, Carex arenaria er samtlige ganske almindeligt udbredte; men ogsaa
andre som Juncus balticus, Allium scorodoprasum, Rumex hydrolapathum,
Polygonum Raji, Bidens cernua, Catabrosa aquatica, Glyceria aquatica,
Batrachium peltatum, Draba incana, Lepigonum marinum, Stellaria
crassifolia og Holostea, Botrychum Lunaria, Malaxis paludosa, Carex
incurva, Hymenophyllum unilaterale, Cicuta virosa og Pilularia globuli-
fera bidrager til at give disse tilsyneladende kjedelige trakter tiltrækning
for botanikeren.

Flekkefjords omegn. I denne del af distriktet indtager atter graniten
en overveiende del af fjeldgrunden, nemlig omtrent 66 0, medens 21 %o
er grundfjeld og resten 13 %o gabro. Naar undtages enkelte gabrofelter,
synes bergarterne i regelen at være meget sterile. Det samlede antal
planter udgjør kun 489 arter, af hvilke Hitterø leverer en betydelig
kontingent. Da vegetationen i store træk er den samme som i Farsunds
omegn, skriver det ringere artsantal sig ogsaa for en del deraf, at en stor
del af Listers strandflora mangler, uden at nye plantesamfund i tilsvarende
mængde træder i deres sted. De svage antydninger til en fjeldflora, f. eks.
Lycopodium alpinum, Allosurus crispus, Arctostaphylos alpina, Saxi-
fraga oppositifolia, Festuca ovina f. vivipara, Selaginella spinulosa og
Rhodiola rosea, der allerede østligere har vist sig ved enkeltvis optræden
af en eller anden af disse planter, bliver i distriktets indre dele mere
bemærkbare, men er for smaa til at meddele floraen erstatning for, hvad
den mangler i andre retninger. Ligesom i Farsunds omegn vil ogsaa her
heiernes skovbarhed bevirke, at en mængde af skovtræernes ledsagere er
sjeldne eller ofte ganske mangler.

Kvinesdal er et af de mindst noiagtigt undersøgte sogne paa hele
kysten. De haarde granitklipper, som opfylder sognet, kan ikke danne
passende lokaliteter for de kjælnere kystplanter, hvortil vistnok ogsaa
klimaet bidrager sit. Paa den anden side udebliver, som ovenfor berort,
næsten ganske den tribut af fjeldplanter, som de skulde ventes at bringe

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1903. No. 3. 5

66 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

floraen. Lycopodium alpinum og Arctostaphylos alpina findes paa fjeld-
toppene; nede i dalen skal af de mindre hyppigt optrædende planter
nævnes Torilis anthriscus. De optegnede arter belober sig til 240, dog
vil tallet ved nøiere undersøgelse findes at være betydeligt større.

Fedde har det samme mindre indbydende udseende for botanikeren
som hovedsognet, idet de udstrakte tørre graa lyngheier viser liden af-
veksling i vegetationen. Kystklipperne styrter sig i regelen brat ned mod
søen uden at give plads for nogen flad strandkant, og strandfloraen er af
den grund ikke synderligt udviklet, men den bidrager dog til, at arts-
antallet her bliver større end i Kvinesdal, nemlig 305 kjendte arter. Ved
Gylandselvens udløb vokser Ælatine hexandra og Limosella aquatica og
er i det hele taget et af de frodigste steder i sognet. Bergarten har paa
de undersøgte partier dels været gneis og dels granit.

Nes, eller som det i denne opsats oftere er benævnt »Flekkefjord«,
er dækket af grundfjeld med undtagelse af et granitparti omkring byen
Flekkefjord. Jeg har oftere hørt disse egne prise som de vakreste paa
kysten i hele den sydlige del af Norge og vistnok medrette; den mere
storslagne natur virker forfriskende paa den reisende, naar han i længere
tid blot har havt sydlandets uendelighed af uanseelige aaser for aie.
Ligeledes vil den frodighed, vegetationen ofte viser i kyststrøgene her-
omkring, falde i øinene; men botanikeren bliver skuffet, hvis han venter
at finde en tilsvarende artsrigdom. Det i sognet bemærkede antal planter
beløber sig nemlig kun til 331 arter, uagtet den omstændighed, at det
har en by i sin midte, har bidraget til, at en del af de planter, som
spredes ved menneskenes samfærsel, er kommen til i tidernes løb. Ogsaa
her finder man udstrakte træløse heier, hvor kun lyngen og dens ledsagere
har slaaet sig ned. Af planter, der findes her, kan nævnes: Allosurus
crispus, Hymenophyllum unilaterale, Campanula cerevicaria og glomerata,
Symphytum asperrimum, Monotropa hirsuta, Saxifraga oppositifoha,
Stellaria nemorum, Mercurialis perennis og Origanum vulgare.

Hitterø, der som før nævnt foruden øen af samme navn ogsaa ind-
befatter et stykke af fastlandet, bestaar næsten udelukkende af gabro.
Hvor denne let forvitrer, f. eks. flere steder paa øen, kan derved frem-
komme i hei grad frodige smaapartier. I botanisk henseende ligner
Hitterø særdeles meget de østenfor Farsund liggende kyststrøg Spind,
Austad og Spangereid, og sognet har det høieste antal i Flekkefjords
omegn fundne planter, nemlig 346 arter. Af disse kan mærkes Origanum
vulgare, Mercurialis perennis, Lathyrus silvestris, Sarothamnus europæus,
Stellaria Holostea, Chrysosplenium alternifolium og oppositifolium.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT, 67

Speciel plantefortegnelse.

Equisetaceæ DC.

1. Equisetum arvense L. (E). Denne plante er her som ellers andet-
steds i landet meget almindelig; den forekommer dog mindre hyppigt i
distriktets yderste kyststrækning. Jeg har saaledes ikke optegnet den paa
nogen af de mindre eller langt ude i havet liggende øer eller idetheletaget
i havets umiddelbare nærhed. Den forekommer sparsomt paa Flekkere i
Oddernes, Monesø og Hellesø i Søgne samt paa Hitterø.

B ramosum Rupr. sjelden, Oddernes: Skraastad.

2. E. pratense Ehrh. er kun bemærket i amtets allerøstligste del og
ligesom foregaaende aldrig ude ved havet. Jeg har seet den i Tvedt:
Kjevig, Knarrestad og Donnestad. I nogle af mine første optegnelser har
jeg noteret den for Flekkerø i Oddernes, samt for Søgne. Det har dog
ved mine seneste besøg paa disse steder ikke lykkedes at finde den igjen.

3. E. silvaticum L. Almindelig.

4. E. palustre L. Den kan ikke sees at være bemærket andre steder
end Oddernæs: Ugland i Vaagsbygden, samt ved Mandal og paa Hitterø.

f. polystachyon WC. Vandse: Gunnarhaug (A. Bl.).

5. E. fluviatile L. og

B limosum L. er meget almindelige i diger og bække og ved vand-
bredder; dog synes ogsaa denne art at mangle paa de mindre øer, selv om
passende lokaliteter er forhaanden. Nogen streng sondring mellem de to
former har jeg ikke kunnet foretage; blandt dem, som jeg har henregnet
til f. fluviatile, ved jeg intetsteds i amtet at have bemærket saa regelmæs-
sigt og stærkt forgrenede eksemplarer som de, man nu og da kan finde
i det østlige Norge.

6. E. hiemale L. er kun bemærket paa et eneste sted i distriktet,
nemlig ved Græslien i Vennesla. I Vennesla er ogsaa dens stadige led-
sager Lycopodium complanatum funden; dog synes de ikke her at vokse
sammen, som saa ofte er tilfældet.

68 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

Polypodiaceæ R. Br.

7. Polypodium vulgare L. (E). Almindelig overalt i streget. Den
synes at være den haardføreste af de bregner, der vokser her; thi den
findes stadig paa strandklipperne, ofte paa de for havluften mest udsatte
steder lige ned til søen.

f. auritum Willd. Holme: Sodeland i skoven.

8. P. Phegopteris L. (E) og

9. P. Dryopteris L. (E) forekommer gjerne i hverandres selskab
paa noget beskyttede steder selv ude paa de yderste holmer. Undertiden
f. eks. ved Spangereid har jeg seet dem vokse lige nede i stranden.

10. Woodsia tlvensis R. Br. (E) er temmelig sjelden; den paatræffes
især i varme urer og paa solbeskinnede fjeldvægge. Skyggeformer findes
neppe i denne del af landet. De optegnede specielle voksesteder er:
Randøsund: Fidje, mellem Kongshavn og Stangenes; Vennesla: flere steder;
Oddernes: Strai, Mosby, Ugland; Kr.sand: Krosseuren, Dalene, Lange-
myr; Grebstad: Nodelands ødegaard; Mandal; S. Undal: Valle 100 m.,
Hovstel; Holme; Spangereid: Dragaasen lige ved stranden 2 m. o. h.,
nordenfor Torvand; Fedde; Nes. Paa det sidstnævnte sted forekom mellem
hovedarten en glattere form, der meget ligner W. hyperborea R. Br., lige-
ledes findes en kortfliget form sammen med hovedarten ved Græslien i
Vennesla. Naar undtages voksestederne Fidje og Dragaasen er alle de
øvrige beliggende en til flere kilometer fjernet fra kysten.

11. Aspidium Lonchitis Sw. Inden Lister og Mandals amts grændser
har jeg fundet den ved Hamkol i Aaseral. Eksemplarer af en Aspidium
fra Gillskoven i Oddernes er tidligere saavel af prof. A. Blytt som af mig
selv henførte til denne art (knfr. A. Blytt: Nye bidrag til kundsk. om kar-
planternes udbr. i Norge i Chr. Vid.selsk. Forh. 1882 No. 1 s. 2); men
de viser sig ved nærmere undersøgelse at tilhøre den nedenfor nævnte
form af A. lobatum Sw.

12. A. angulare Kit. Sjelden, mellem lovskov paa skyggefulde
steder. Vennesla: Kvaresten, mellem Vigeland og Dalene i Tvedt; Odder-
nes: Gill; Kr.sand: Gurpedal; Fedde: i et brat fjeldskar paa Frøitlands-
heien ovenfor gaarden Raastad.

13. Å. lobatum Sw. Paa lignende steder som foregaaende, men
endnu sjeldnere. Vennesla: Vigeland (Røskeland); Oddernes: Gillskoven,
hvor den forekommer i selskab med Schedonorus Benekeni og Carex
silvatica.

f. simplex (= var. Plukenetii Luerss. Rab. Crypt. Fl. III. 336).

Oddernes: Gillskoven sammen med hovedarten.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 69

14. Polystichum cristatum Roth. (E) opføres i Engelharts første
fortegnelse over planter funden ved Kr.sand. Den er saavidt vides ikke
senere gjenfunden i amtet. En forveksling med P. spinulosum tør muligvis
foreligge.

15. P. Oreopteris Ehrh. Planten findes ikke optagen hverken i Engel-
harts eller Blytts fortegnelser, men siges i BI. N. Fl. og Hn. Skand. Fl. at
forekomme fra Lillesand og vestover langs kysten uden nærmere angivelse
af voksesteder. Ahnf. og Lindbl. nævner, at de har fundet den ved det
nærmeste skydsskifte vestenfor Kr.sand (sandsynligvis ved Brændaasen i
Grebstad), ligesom ogsaa Wittr. opfører den som sjelden i distriktet. Denne
erfaring har ogsaa jeg gjort, idet jeg kun har noteret den for følgende
lokaliteter: Oddernes: Øvre Gill, en ur ved Grovand; Vennesla: Græslien
og flere steder mellem Vigeland og Aalefjær i Tvedt; Grebstad: Gjervold-
stad; S. Undal: nordenfor Vigeland. Samtlige steder er beliggende 2—10
km. fra søen. Jeg har ikke faaet det indtryk, at denne plante skulde være
hyppigere ved kysten end i det indre af amtet, heller det omvendte. Den
optræder saaledes i mængde i Aaseral, samt udenfor amtet i Bygland og
Valle i Sætersdal, samt Seljord i Telemarken.

16. P. Filiz mas Roth. (E) er meget almindelig. Eni en ur mellem
Grovand og Gill i Oddernes funden form, der endnu ikke er nøiere under-
søgt, synes ved sin habitus og smaa sporehobe at danne en overgang mellem
P. Filiz mas og P. Oreopteris. Da den vokste i selskab med disse to
arter, tør den muligvis være en hybrid; kun en enkelt rodstok bemærkedes.

17. P. spinulosum DC. (E) og

18. P. dilatatum DC. er almindeligt udbredte saavel i det indre som
langs kysten, hvor de ofte gaar lige ned i fjæren.

19. P. rigidum DOC. tvivlsom; se Bl. N. Fl.

20. Cystopteris fragilis Bernh. (E) forekommer langs hele kysten
spredt og ingenlunde almindelig. Den synes at sky strandklipperne og
er ikke eller kun meget sparsomt iagttaget paa smaaøerne. Det eneste
sted, hvor jeg har seet den umiddelbart i strandkanten, er ved Dragaasen
i Spangereid, hvor den vokste under store stene.

21. Asplenium Filix femina Bernh. (E) er en af de alleralmindeligste
bregner i distriktet. Af dens mange former findes i herbariet

B fissidens Döll. Oddernes: Linnebøkilen paa Flekkerø; Søgne:
Udvaare.
y multidentata Doll. f. furcata. Grebstad: Stokkeland.
22. A. Trichomanes L. (E). Almindelig udbredt, dog er den meget

sjeldnere end ellers i de rundt Farsund beliggende sogne.

70 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

23. <A. viride Huds. Kr.sand: Eg paa kalkholdige bergvægge spar-
somt (Kaalaas)!

24. Å. Breynü Retz. er ligeledes en meget sparsomt forekommende
bregne, der paa de tre steder, hvor jeg har bemærket den, altid vokste
paa strandklipperne. Randøsund: Haanes, faa meter over havet; Søgne:
Monese og Spangereid: Gjeraasen 5 meter over havet. Paa det første og
sidste sted fandtes A. Trichomanes og A. septentrionale i nærheden, hvor-
imod paa Monesø ingen af dem saaes i dens umiddelbare naboskab.

25. A. septentrionale Hoffm. (E) findes langs hele kysten og fore-
kommer ofte paa strandklipperne sammen med Å. Trichomanes. Et par
kilometer inde i landet synes den ikke at være saa hyppig som nær kysten.

26. A. ruta muraria L. (E) er, som man paa forhaand kan formode,
i disse kalkfattige streg meget sparsom. Følgende voksesteder kjendes:
Kr.sand: Krosseuren paa kalksten, Odderø paa lasaretmuren; Mandal
(Wolff); Halsaa: Homsvig (Kaalaas); Spangereid: Ramsland paa granit;
Kvinesdal; Nes; Hitterø. Blandt eksemplarerne fra Ramsland fandtes nogle,
der svarer til beskrivelsen af

f. pseudo-germanicum Heufl.

27. A. Adianthum nigrum L. Denne vestlandsplante lykkedes det
mig sommeren 1893 at finde paa Gjeraasen i Spangereid, hvor den vokste
i en mod syd vendende fjeldsprække 6 meter over havet og et snes meter
fra stranden sammen med Verbascum Thapsus, Jasione montana og Hypo-
cheris radicata. Voksestedet bliver plantens syd- og østgrændse i Norge;
den var hidtil ikke bemærket østligere end nær Sandnes ved Stavanger.

28. Pteris aquilina L. (E) udgjør en næsten aldrig manglende be-
standdel af heiernes og skovenes flora, aldrig saasnart man fjerner sig lidt
fra stranden. Som egentlig strandplante optræder den neppe; udsat for
paavirkning af havluften bliver den gjerne forkrøblet, hvorimod den paa
passende steder i skovene opnaar en størrelse, hvortil man vanskelig andet-
steds finder sidestykke.

29. Blechnum spicant L. (E) forekommer rigeligt over hele distriktet,
og danner i forening med Erica Tetralix, Carex stellulata, Narthecium ossi-
fragum, Nardus stricta og Triodia decumbens, i hvis selskab den stadig
forekommer, et af de plantesamfund, der giver egnens flora sit eiendom-
melige præg. Hvorvel den fortrinsvis ynder fugtige og skyggefulde løv-
skove og bredderne af smaabække, træffer man den maaske ligesaa hyppig
paa smaaøernes nøgne fjeld og paa de tørre furumoer.

30. Allosurus crispus Bernh. Opføres hos Engelhart fra Aaseral
ligesom BI. (1. c.) bemærker, at han har seet den i Klungelands herbarium
sammesteds fra. I amtets kysttrakter er den først senere funden og kun

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 71

i dets vestligste del: Nes: Grundevig (Kaalaas)!, Seluren; Vandse: Øina
(Kaalaas)! Paa disse voksesteder findes den kun nogle faa meter over
havet; paa de tilgrændsende høiere fjelde har jeg derimod aldrig seet den.

31. Struthiopteris germanica Willd. I skov meget sjelden; jeg har
kun fundet den inderst inde i Topdalsfjorden ved amtets østgrændse, nemlig
ved Kjevig i Tvedt. Fruktificerende eksemplarer kar jeg ikke kunnet
finde.

32. Hymenophyllum Wilsoni Hook. fandtes af Kaalaas sommeren
1881 ved Flekkefjord paaa vestsiden af Grisefjord, hvor den vokste et
godt stykke fra søen og temmelig høit, samt i Vandse paa Øina nær Far-
sund. Paa det sidstnævnte sted, hvor arten har sin østgrændse i Norge,
vokser den paa overrislede lodrette strandklipper lige nede ved søen.

Ophioglosseæ R. Br.

33. Botrychium Lunaria Sw. (E) synes i distriktet kun at forekomme
som strandplante. Mandal: paa flyvesandfeltet (Wittr.), Skougsfjord ved
stranden paa græsbundne steder (Kaalaas)! Vandse: Kviljo og Nordhassel
i stor mængde mellem smaasten ved stranden, som den som et meterbredt
belte følger lange stykker. Allerede BI. I. c. angiver den som voksende
»i strandsand paa Lister«. Flekkefjord: Ekenes (Kaalaas). — I det syd-
lige Norge har jeg seet B. Lunaria optræde som strandplante ogsaa ved
Helgeraa ved Skiensfjorden samt ved Tønsberg; i Tromsø amt paa flere
steder ved Reisenfjorden.

34. B. boreale Milde. Et eksemplar af en Botrychium, der desværre
ikke er bleven opbevaret, blev af Kaalaas fundet i Vandse i en ur nær
Framvaren og af mig med tvivl bestemt til denne art. Det tør dog mu-
ligvis blot have været en af foregaaende arts mange former.

Rhizocarpeæ B.
35. Pilularia globulifera L. (E). Kr.sand: Møllevand (E. Kl. Bl.)!
Et eksemplar har jeg fundet drivende i Topdalsfjorden, der maa skrive
sig fra en ukjendt lokalitet paa de kanter. Vandse: Aasen, Rørtjern ved
Egvaag, samt et lidet tjern nær veien mellem Hanangervand og Kraage-
nes vand.

f. natans (Mérat). En steril form med bløde lange blade og lang-
strakte led i bladene er funden med hovedformen paa voksestederne i
Vandse.

Isoéteæ Rich.
36. Isoötes lacustris L. Denne art, der gjerne forekommer paa dy-
bere vand, er langt sjeldnere end den følgende; dog er den vistnok oftere

72 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

bleven overseet. Følgende voksesteder kjendes: Vennesla (Røskeland);
Tvedt: Farvand; Grebstad: Store Kilandstjern; Vandse: Neseimvand;
Lyngdal: i elven ved Bergsager. Formen fra Grebstad vokste meget dybt
og havde over 40 cm. lange blade.

37. J. echinospora Dur. (E). Baade Blytt og Engelhart optager i
sine fortegnelser J. lacustris med tilfeielserne »hist og her« og »ikke sjel-
den«; men da ingen af dem adskilte de to arter, har jeg antaget, at deres
bemærkninger refererer sig til denne art, som jeg har fundet at være den
hyppigste, idet jeg har optegnet den for følgende steder: Kr.sand: Mølle-
vand; Oddernes: Torrisdalselv ved nedre Lund; Vennesla: Vigeland og
Grovene, ligeledes i Torrisdalselven; Mandalselven ved Mandal og ved
Sodeland i Holme; Vandse; Fedde; Kvinesdal: Øie samt ved Flekkefjord.
Ogsaa i amtets indre dele findes denne art f. eks. i Aaseral paa flere ste-
der; den findes ogsaa paa Lysheien i Bygland i Sætersdal i tjernene til
en høide af over 800 m.

Lycopodiaceæ DC.

38. Lycopodium Selago L. (E). Spredt over hele strækningen, men
kan neppe siges at være saa almindelig her som paa mange andre steder
i landet. Skjønt den her som ellers væsentlig har tilhold i furuskovene,
forekommer den dog undertiden ganske nær seen f. eks. Randøsund:
Stølekilen; Søgne: Labbeholmen. I trakterne nærmest Lindesnes har jeg
ikke bemærket den.

39. L. inundatum L. (E). Ved myrlændte breder af tjern og ind-
søer. Tvedt: Dalene; Kr.sand: Møllevand, Hellestjern; Oddernes: Gro-
vand; Vennesla: Moseid (Røskeland); Mandal; Spind; Austad: Halestad-
vand; Herred: Gautland; Vandse: Hauge (A. Bl.)! Rørtjern, Listeid. Den
findes ogsaa i Aaseral og Sætersdalen.

40. L. annotinum L. (BE). Almindelig i omegnen af Kr.sand; men
som udpræget skovplante synes den at sky oerne og strandregionen.
Nær stranden har jeg dog seet den ved Stølekilen i Randøsund. Den
mangler i optegnelserne fra alle steder mellem S. Undal og Flekkefjord.

41. L. alpinum L. er kun funden paa toppen af de høiere fjelde i
amtets vestligste kyststrøg. Flekkefjord: Tjørsvaag, Simonskirken (Kaal-
aas)!; Kvinesdal: Froitlandsheien. Eksemplarerne fra de to førstnævnte
voksesteder har brede flade grene og lange aksstilke (kfr. L. sabinæfolium
Willd. i Rab. Crypt. Fl. III 841). Den af Engelhart optegnede plante
L. alpinum fra Kr.sand antager jeg maa være L. complanatum eller L.
chamecyparissus, da det ikke er meget sandsynligt, at den ægte L. alpi-
num skulde findes der.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 73

Anm. I Ove Dahl: »Breve fra norske botanikere« s. 9 mangler slægts-
navnet Lycopodium i fortegnelsen og muligens ogsaa artsnavnene ,,silvati-
cum“ og ,fluviatile“ efter det foranstaaende slægtsnavn Equisetum. De
to sidstnævnte arter er saa almindelige, at det er høist usandsynligt, at
E. ikke skulde have bemærket dem.

42. L. complanatum L. er meget sjelden i amtet. Jeg har seet et
eksemplar samlet i Søgne af afdøde lærer Storaker. Det eneste for tiden
kjendte voksested er Vennesla, hvor den er funden af Røskeland.

43. L. chamæcyparissus A. Br. Et sterilt eksemplar paategnet
Kr.sand findes i universitetets norske herbarium. I senere tid har den ikke
været gjenfunden.

44. L. clavatum L. (E) er den almindeligste af Lycopodiumarterne;
i de vestligste dele af distriktet vil man ofte finde den i lyngheierne, hvor
den vokser paa samme maade som paa høifjeldet.

45. Selaginella spinulosa A. Br. Ogsaa denne plante, der egentlig
tilhører høifjeldet, optræder her i strøget som strandplante eller ganske
nær søen. Den er kun bemærket nogle faa steder og temmelig sparsomt.
Halsaa: Rækevig ved stranden (Kaalaas); Vandse: Listeid, Duvoldstranden,
Vig ved Framvaren mellem moser paa fjeldsiderne; Herred: Gautland paa
myr; Hittere (Kaalaas)!

Gramineæ Juss.

46. Alopecurus pratensis L. (E). Paa dyrket mark noksaa almin-
delig; dog er den paa øerne samt paa strækningen mellem Mandal og
Farsund mindre hyppig. Uagtet dens store udbredelse, vil man neppe
nogensteds i disse trakter træffe den paa udyrkede steder; dette synes at
tale for, at den maaske engang i tiden er indført ved kulturen.

47. A. geniculatus L. (E) har omtrent samme udbredelse som fore-
gaaende og synes ligesom denne at mangle eller være sjelden i trakterne
omkring Lindesnes.

48. A. fulvus Sm. Dr. Rob. Hartman viste mig et eksemplar af
denne græsart, som han havde fundet i Oddernes ved Nedre Kongsgaard;
selv har jeg ogsaa i mine ældre optegnelser noteret den for Kr.sand og
Nedre Lund i Oddernes. Da jeg desværre ingen eksemplarer har fra
noget af de nævnte voksesteder og senere trods megen eftersøgning ikke
har kunnet finde planten igjen hverken her eller andetsteds i distriktet,
har jeg havt tvivl om bestemmelsens rigtighed. En som det synes altid
steril græsart med meget lange tynde blade, der i Kr.sands omegn findes
i sagte flydende bække, er efter al sandsynlighed en form af denne eller

7A R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

foregaaende art, Habituelt ligner den fuldkommen flydende former af
A. fulvus.

49. À. agrestis L. er kun funden ved Mandal paa ballast.

50. Phleum pratense L. (E). Almindelig paa dyrket mark samt ved
veikanter; den er ikke noteret for de mindre øer udenfor Søgne. Ogsaa
denne plante er rimeligvis indført ved kulturen.

f. nodosum L. Kr.sand (Engelh.); Oddernes: Gill; Søgne: Hal-
landsvig (Prestrud); Holme: Sodeland; S. Undal: nordenfor Tarvand.

51. P. arenarium L. Mandal paa ballast (Wittr.).

52. Phalaris arundinacea L. forekommer ved diger og bække; den
er bemærket og optegnet for hele det beskrevne omraade, men kan neppe
siges at være almindelig uden paa enkelte punkter f. eks. ved Kr.sand og
paa Lister.

f. colorata. Mandalselven ved Ormestad, hvorhen den antagelig
var udkommen fra en nærliggende have; dog fandtes den, da jeg besøgte
stedet, i større mængde i elven end i haven.

53. P. canariensis L. er oftere paatruffen paa affaldsdynger ved
Kr.sand, ved Høllen i Søgne samt ved Mandal.

54. Holcus lanatus L. Denne græsart er meget almindelig paa enge
overalt i distriktet. Paa Skjerne ved Mandal og Songvaarø i Søgne fore-
kom den i fjeldsprækker, der var i hei grad udsat for det aabne havs ind-
virkning. Den mangler i Engelharts fortegnelser.

55. H. mollis L. (E). Mandal og Farø ved Farsund (Bl. 1826). Den
findes ligesom foregaaende art overalt i distriktet i urer og lier; især vil
man aldrig søge den forgjæves ved kanten af løvskov, hvor denne støder
til marker og enge. Den findes ofte i selskab med Trifolium medium.

56. Anthoxantum odoratum L. er en af de mest udbredte græs-
arter og forekommer paa alle lokaliteter. Den er funden omend sparsomt
ved strandene ude paa de yderste ser.

57. Milum effusum L. (BE). Temmelig sjelden. Oddernes: Tjos
(Engelh.), Brøvig, Strai, Blokkedal; Randesund: mellem Rodenes og Tors-
vig; Grebstad : Bukskindsdal; Mandal (Bl. Kaalaas); Holme: Birkenes; Spind:
Haavigen. Den maa paa disse kanter eftersoges i skyggefulde fugtige
lier, dog har jeg et par gange seet den ubeskyttet ganske nær søen.

58. Setaria viridis P. B. indføres tilfældig og forsvinder snart igjen.
Kr.sand: Junkers løkke indført med græsfrø 1878, trælasttomter ved hav-
nen, Odderø paa ballast; Mandal paa ballast 1882.

59. S. glauca P. B. Fandtes 1880 indført med ballast ved Kr.sand.

60. Panicum crus galli L. Flere aar bemærket ved Mandal paa
ballastpladsen, senest 1882.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 75

61. P. miliaceum L. optraadte i syttiaarene som et besværligt ukrud
i haverne i Kr.sand, hvori græsarten oprindelig var indført som prydgræs.

62. Catabrosa aquatica PB. er en sjelden plante i distriktet; jeg
har kun bemærket den paa Lister, hvor den kan noteres for Vera, Tjørve,
Nordhasselneset og Rørtjern.

63. Agrostis spica venti L. (E). Sjelden. Tvedt: Hamre; Odder-
nes: Gill (Klungl.), Jægersberg; Kr.sand: i gaderne (A. Bl.)!, bag brygge-
riet; Mandal; Flekkefjord. Naar undtages ved Hamre, hvor den har ud-
seende af at være fuldstændig vildtvoksende, er den vistnok paa alle de
øvrige steder kun tilfældig indført med udenlandsk korn eller græsfrø. I
Sætersdalen er den forøvrigt paa sine steder temmelig hyppig paa tørre
sandige jorder.

64. A. vulgaris With. (E). Meget almindelig paa enge, naar disse
ikke befinde sig umiddelbart ved strandene eller ude paa de mindre øer
og holmer.

v. aristata Schrad. Oddernes: Flekkere. Eksemplarerne har som
de af Murbeck beskrevne en kraftig knæbøiet snerp, men stemmer ogsaa
overens med den af samme forfatter opstillede var. setulosa, da de nedre
inderagner er overalt rigelig beklædt med stive børster.

En slank skyggeform af A. vulgaris findes ikke saa sjelden mellem
krat ved havstrandene; uagtet dens paafaldende ydre, har jeg ingen karak-
terer af nogen betydning fundet, der skulde skille den fra hovedformen.

65. A. stolonifera L. (E) mangler i en og anden af optegnelserne;
men dette skriver sig snarere fra, at den er overseet eller negligeret, end
af at den skulde mangle nogensteds. Som andetsteds i landet optræder
den ogsaa her under talrige former, som jeg af mangel paa tilstrækkeligt
materiale ikke er istand til at udrede. Nogle af de mest ieinefaldende
hidsættes.

v. maritima Lam. er meget almindelig langs strandkanterne, hvor
den mangesteds fortrænger alle andre græsarter. Den findes i fjæren saa-
vel paa fugtige strandenge som paa fjeldgrund, ligesom den træffes paa
alle smaaøer og holmer. Efter de forskjellige lokaliteter varierer den
meget i størrelse og udseende.

v. arenaria L. En form med lang rodstok, talrige udløbere, op-
pustede skeder og tæt sammentrængt top er medbragt fra Haugestranden
i Vandse. Mindre udprægede former findes mangesteds.

v. viridula Ands. findes i herbariet fra Randøsund: Ødegaard;
Vandse: nær kirken samt ved Husebystranden; Flekkefjord.

v. lævigata Bl. Kr.sand.

66. A. canina L. (E). Paa myrer, i fugtige fjeldsprækker og ved

76 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl,

strandkanter. Den er langt mindre hyppig end de foregaaende arter.
Ogsaa den mangler i flere fortegnelser, men antages i lighed med fore-
gaaende art oftere at være overseet.

v. montana Bl. Kr.sand.

v. pallida Bl. Kr.sand.

v. mutica Gaud. Kr.sand (Murb.).

67. Å. canina L X stolonifera L. Er funden i furulunden ved
Mandal af Murbeck 1884.

68. Calamagrostis Epigejos Roth. er i disse egne den almindeligst
forekommende Calamagrostisart. Den er udbredt fra de yderste øer til
fjeldbygderne i amtets indre dele og findes paa alle lokaliteter, saavel
tørre som fugtige; man kan saaledes finde den baade i vandpytter paa
stranden af holmerne og oppe i de tørre lyngheier i det indre. Det tør
muligvis være denne art, Engelhart under navnet Arundo riparia opfører
for Kr.sands omegn.

v. glauca Hn. Kr.sand (if. Hn.). Jeg har ikke kunnet adskille denne
form fra hovedarten.

69. C. elata Bl. Oddernes: sparsomt i fugtigt orekrat paa Nedre
Lund.

70. ©. pulchella Saut. Kr.sand (BI. det. A. BL). Eksemplarer fra
Randøsund: Ødegaarden ved Dversnes bør muligens føres hid.

71. C. gracilescens Bl. Sjelden og usikker. Vennesla: Ravnaas;
Spind: ved Vigvand.

72. OC. phragmitoides Hn. Hist og her langs hele kyststrækningen,
men ikke almindelig. Oddernes: Mellem Gill og Grovand (maaske ogsaa
ved Strai, Ørebækvand og Mosby, hvor Calamagrostisarter er bemærket,
men af mangel paa medbragt materiale ikke er bleven tilstrækkeligt under-
søgt); Kr.sand: Eg; Søgne: Kabelø, Monesø, Hellesø, Klepstad; Grebstad:
Geirvoldstad; Hartmark; Holme: Fuskeland; Halsaa: Hjorteland.

v. rariflora Bl. Flekkefjord: Nueland.

73. ©. lanceolata Roth. (E). Randesund: Strømsvand sjelden (if.
Engelh.).

74. C. stricta P. B. (E) findes paa samme sted som foregaaende (if.
Engelh.).

75. Phragmites communis Trin. (E.) Synes i disse egne ikke saa
ofte at forekomme ved salt vand som paa østlandet og er vistnok i det
hele sjeldnere; fra øerne er den saaledes ikke antegnet.

76. Corynephorus canescens P. B. (E). I Engelharts fortegnelse
opføres Aira canescens blandt Kr.sands omegns planter uden nærmere
angivelse af voksested. Det er ikke usandsynligt, at den paa den tid kan

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 77

have vokset indenfor selve byens grændser paa de store dengang endnu
ikke bebyggede sandige tomter. Senere var den ikke bleven bemærket
i landet, og Bl. optager den med tvivl i N. Fl. Paa en ekskursion til
Lister, som foretoges i selskab med cand. Kaalaas sommeren 1881, bemær-
kede vi den i mængde paa bunden flyvesand paa stranden mellem Kviljo
og Neset, og da opmærksomheden først var henledet paa den, gjenfandt
jeg den ved hovedveien nær Neseimvand ligeledes i Vandse, samt nær
reberbanen i Mandal. Senere er den bemærket andre steder paa Lister:
Tjørve (Murb. A. Bl.) samt et stykke fra seen nær Hanangervand (A. Bl.).
I 1901 bemærkede jeg den ved Voldmoen samt flere steder paa stran-
den mellem Lushavn og Huseby. Den fandtes her voksende saavel i nøgen
sand som mellem lyng; paa Huseby paa tør eng lige ved gaarden.

77. Aira cespitosa L. (E). Meget almindelig paa fugtige enge. Paa
udyrkede steder er den noget sjeldnere og mangler paa flere af de min-
dre ger. Den optræder under flere former; saaledes vil man i de med
løvskov bedækkede lier og urer ofte træffe en luksurierende form, der
vistnok er den samme, der findes paa lignende steder paa høifjeldet mel-
lem Aconitum, Milium, Convallaria verticellata, Myosotis silvatica og
Geranium silvaticum og lignende planter. I disse lavere egne er dens
selskab et ganske andet.

v. ochroleuca. Oddernes: Gill; Flekkefjord: i en bæk paa fjeldet
Simonskirken.

78. Å. flexuosa L. (E) er meget almindelig over hele distriktet
saavel ude ved havet som i det indre. Tilligemed Agrostis alba danner
den næsten udelukkende græsvegetationen paa de ydre tørre holmer og
smaaaøer, ligesom den ogsaa udgjør en meget væsentlig del af heiernes
græsvegetation.

v. montana L. hist og her sammen med hovedformen.

79. À. uliginosa Weihe. I Kr.sands omegn, hvor denne græs-
art oftere optræder, har jeg fundet den paa grusede indsøbreder, der en
tid af aaret staar under vand. Følgende voksesteder kjendes: Kr.sand:
Mollevand (Bl.)!; Oddernes: Fiskaavand, Vollevand, Fiskevand ved Strai;
Tvedt: Hemmingvand: Vennesla: Sagvand; Grebstad: Kvislevand; Lister:
Houge (A. Bl.), Hanangervand. Ved det sidste sted fandt jeg den i en
myrsump, det eneste voksested jeg kjender af denne beskaffenhed. Jeg
har ikke paa noget af de mange steder, jeg har havt anledning til at
observere planten, truffet overgangsformer til A. flexuosa. Den sidste
vokser ofte paa de samme lokaliteter i dens selskab, men har ved efter-
syn vist sig i alle henseender typisk. Hvis vandstanden om høsten efter

af blomstringen holder sig lav — noget som forøvrigt i disse egne meget

78 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

sjelden hænder — saaat planten ikke oversvømmes, udvikler rodbladene
sig og bliver meget lange; de er da heller ikke mere traadformede, men
flade, omtrent 2 mm. brede samt friskere grønne end tidligere paa
sommeren. Det oplyste tør være grunden til den uoverensstemmelse, der
raader blandt enkelte forfattere angaaende denne plantes blade.

80. Airopsis precox Fr. Denne græsart vil paa grund af sin ringe
størrelse, og dels ogsaa fordi den allerede er visnet paa den tid af
sommeren, man sædvanlig har anledning til at botanisere, let oversees
og angivelserne angaaende dens forekomst derfor blive mangelfulde.
Den synes udelukkende at holde til nær søen; paa et par steder er
den tagen umiddelbart paa strandklipperne. Blytt betegner den i sine
optegnelser som »almindelig«, i N. Fl. som »temmelig almindelig«.
Jeg har snarere faaet det indtryk, at den i strøget østenfor Lindesnes er
forholdsvis sjelden, medens den vestenfor optræder mere hyppigt, særlig
paa Lister og i det hele i Farsunds omegn. Af voksesteder i amtets øst-
lige del er optegnet: Oddernes: Koholmen, Gimle, Gill; Randøsund:
Kongshavn, Ødegaarden ved Dversnes; Søgne: Aarhus, Songvaarø fl. st,
Udvaarø, Borø; Spangereid: Dragaasen. Paa flere af disse steder er den
kun bemærket i et ringe antal eksemplarer. Kun paa et eneste sted,
nemlig ved Sævig i Spind, har jeg seet den som bestanddel af den vest-
landske livegetation; den vokste nemlig her sammen med Ulmus montana,
Tilia, Melica uniflora, Primula acaulis, Stachys silvatica, Campanula
latifolia og lignende vækster.

81. Psamma arenaria R. & S. Foruden paa de to fra ældre tid
kjendte voksesteder, Sanden vestenfor Mandal og Lister, hvor der paa
begge steder findes i stor mængde, har jeg seet nogle tuer af den i Søgne
paa strandsanden ved Søgneelvens udløb. Paa de to sidstnævnte steder
vokser den i selskab med Lathyrus maritimus, paa alle tre med Carex
arenaria.

82. Avena fatua L. Meget sjelden som ukrud i havreagre. Kr.sand;
Mandal; Nes: Bjørnø.

83. A. elatior L. (E). Denne græsart er hyppigere i amtets vest-
lige dele end i dets østlige. Den er funden ved Kr.sand af Engelhart.
Selv har jeg ikke truffet den før i Halsaa ved Mandal; Spangereid: Lindal
og Flatebø ved Lindesnes. Ved Farsund blir den almindeligere og er
noteret for de omkringliggende sogne Vandse, Spind, Austad og Lyngdal.
Vestligere har jeg ikke seet den andetsteds end paa Hitterø. Den er be-
mærket paa eng, i krat og ved strandbreder.

84. A. pubescens L. (E) er hyppigere end foregaaende art; den paa-
traeffes særlig paa græsbevokste afsatser paa strandklipperne, hvor Ieæ

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 70

på

aquifolium og dens ledsagere har tilhold. Den er dog ogsaa at finde paa
solbakker i de indre dele af det omhandlede distrikt.

85. 4A. strigosa Schreb. Denne ukrudsplante har antagelig tyngde-
punktet for sin udbredelse i denne del af landet, idet den er funden i
havreagrene over hele distriktet, dog mindre hyppig i omegnen af Kr.sand
eller østenfor Lindesnes. Af voksesteder her kan nævnes: Kr.sand:
Grim; Oddernes: Gill; Søgne: Kabelø; Halsaa; S. Undal: Valle. Vesten-
for Lindesnes er den optegnet for samtlige sogne. Den ansees for et
meget slemt ukrud, da den modnes tidligere end den dyrkede havre,
saaat frøene falder til jorden, før denne skjæres. Den bliver derfor van-
skelig at udrydde. I aarene 1875 og 81 udgjorde den i enkelte agre paa
Lister hovedmassen af sæden. I 1901 bemærkede jeg kun enkelte straa
hist og her i agrene.

86. A. intermedia Lindgr. I lighed med foregaaende findes ogsaa
denne art som ukrud i havreagrene, men ikke paa langt nær saa hyppigt.
Jeg har bemærket den i Oddernes: Flekkerø; Spind: Sævig; Vandse:
Midthassel; Fedde. Intetsteds forekom den i mængde, kun spredte straa
hist og her i agrene.

87. Triodia decumbens P. B. (E) er almindelig udbredt paa snart
sagt alle lokaliteter; den synes dog særlig at ynde tørre enge nær
kysterne. Som bestanddel af vegetationen i lier og urer erindrer jeg ikke
at have seet den andetsteds end i den her behandlede del af amtet. Paa
vaade steder nær strandene finder man en og anden gang toppen mere
sammensat, end hvad der ellers pleier at finde sted.

88. Poa annua L. (E). Meget almindelig paa dyrket mark, ved
veie og huse, idetheletaget overalt, hvor kjørene færdes. Ogsaa i denne
del af landet kan man tydelig se, hvorledes den i skovene følger kreatur-
veiene og af husdyrene stadig udspredes. Ogsaa paa havstrandene kan
den næsten altid træffes. Nogle af dens strandformer ligner habituelt
meget P. pratensis, andre Glyceria maritima, men den bibeholder altid
sin rent grønne farve. Paa de ydre øer og holmer er den sjeldnere.

89. Poa alpina L. Oddernes: ved Topdalsfjorden, Linnebøkilen
paa Flekkerø; Vandse: Husebystranden. Overalt er den funden sparsomt
paa strandklipperne. Ogsaa paa andre steder af kysten har jeg observe-
ret Poaformer, der muligvis turde høre hid; men flere af dem er vistnok
intet andet end P. pratensis, hvis strandformer ofte kan blive forvildende
lig P. alpina. Hvad der har bestyrket mig i mine tvivl er, at P. alpina
synes at mangle ogsaa i amtets indre dele; i Aaseral saa jeg den ikke,
ligesom det heller ikke er mig bekjendt, at den er funden andetsteds.

80 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

90. P. trivialis L. (E.). Almindelig især i frodige enge; den mangler
i optegnelserne fra flere af øerne.

91. P. compressa L. Forekommer paa solrige steder, særlig hvor
underlaget er skifrigt, i amtets østlige del. Alle voksesteder er beliggende
ganske nær søen. Da denne plante ynder kalkholdigt underlag, tør dens
næsten udelukkende forekomst paa strandkanterne tilskrives deres rigdom
paa kalk fra forvitrede muslingskaller. Optegnede voksesteder er Randø-
sund: Torsvig, Fidjekilen, Lynge; Oddernes: Flekkere (Wittr.)!, Egstø;
Mandal (Wittr.); Flekkefjord: Tørrepladsen (Kaalaas)!, Tjørsvaag.

92. P. Langeana Rchb. Meget sjelden og som den foregaaende
paa kalkholdigt underlag ved Kr.sand: Grim, Odderø.

93. P. nemoralis Wb. (E.) er meget almindelig og danner et væsentlig
element i liernes græsvækst; den optræder her som andetsteds under en
mængde forskjellige former.

94. P. pratensis L. (E.) er den almindeligste Poaart, der efter de
lokaliteter, hvorpaa den findes, i lighed med foregaaende antager en
mængde ofte meget karakteristiske former. Da jeg under ekskursionerne
ikke har kunnet vie dem den opmærksomhed, som de sandsynligvis for-
tjener, indeholder optegnelserne ikke tilstrækkeligt til derpaa at kunne
bygge noget om deres optræden og udbredelse. I det indsamlede mate-
riale findes foruden endel strandformer:

v. angustifolia fra Bukskindsdal i Grebstad. Denne form er alle-
rede af Engelhart angivet for Kr.sands omegn.

v. hiantha Læst. Kr.sand.

v. latifolia, humilis fra flere steder ved Mandal.

v. subcærulea Bl. Kr.sand.

95. Glyceria fluitans W. (E.) findes langs hele kysten i alle soer
og vandløb; man finder den hyppigt i de lavere beliggende torvmyrer,
hvorimod den i de lidt høiere liggende er sparsommere.

v. vivipard. Austad i en myr nær Halestadvand.

96. G. maritima W. forekommer paa strandkanterne, men ikke syn-
derlig almindeligt. Kr.sand: Odderø; Oddernes: Oxo, Flekkerø; Søgne:
Varholmen; Mandal; Spangereid; Vandse: Kjørefjord og flere steder paa
Lister; Hitterø.

97. G. distans W. er vistnok kun tilfældig indført, da den kun er
paatruffet et par gange ved Kr.sand og Mandal inde i selve byerne. Den
er med et (?) noteret for Lister.

98. G. procumbens W. Malmø ved Mandal paa ballast (Landmark).

99. G. aquatica W. er kun bemærket i Vandse paa et sumpigt sted
inderst inde i Lundevaagen nær Voldmoen, kun nogle faa meter fra søen.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 81

100. Briza media L. (E.). Denne græsart er kun bemærket spar-
somt i amtets østligste del. Randøsund: Dversnes (Engelh.), Dversnes-
tangen, Frigstad; Oddernes: Fiskaa, Flekkero; Kr.sand: Krossen. Naar
undtages det sidstnævnte voksested, ligger alle de andre meget nær søen.

101. Melica uniflora Retz. er udbredt over hele kyststrækningen,
men følger løvskoven, saaat den mangler, hvor denne mangler. Af denne
grund vil man oftere bemærke den i de østligere dele af amtet end i de
vestligere. Foruden ved Kr.sand, hvor den findes paa mange steder og
allerede er iagttaget af Bl., er den funden paa Flekkerø; Søgne; Mandal
(Bl.); Spangereid: Svenvigen; Austad: mellem Høiland og Askeland;
Spind: Sævig, Haavigen, Naudland, Varden; Vandse: Lindland; Hitterø
(Nesheim)!

102. M. nutans L. (E.). Almindelig paa lignende steder som fore-
gaaende, men er ikke saaledes bunden til skoven som denne.

103. Molinia cærulea Moench. (E.) er i denne del af det sydlige
Norge langt hyppigere forekommende end paa østlandet, hvor den sjelden
findes uden paa myrer; her sees den paa alle lokaliteter, ofte ved vei-
kanter og andre meget tørre steder. Toppens farve varierer fra hvid til
sort; en saadan meget mørkfarvet form, der vokste nær Halestadvand i
Austad, havde tiltrukket sig de omkringboendes opmærksomhed og blev
mig forevist som en mærkelighed. Ogsaa hvad størrelse betræffer, ud-
mærker den sig ofte i trakterne heromkring, især eksemplarer, der findes
ved brederne af smaatjernene.

v. vivipara Bl. er bemærket af Bl. »paa myrene i den sydlige del
af Kr.sands stifte. Jeg har kun seet den i Oddernes ved en myr nær
Gillsvand samt i S. Undal ved Hovstel.

104. Dactylis glomerata L. (E.) er en meget almindelig plante, der
findes saavel blandt livegetationen som paa engene. Ogsaa som strand-
plante er den oftere bemærket.

v. vwipara. Flekkefjord: Tjørsvaag.

v. lævigata Fr. Den findes if. Wittrock paa Ydre Flekkere i Od-
dernes, Høllen i Søgne samt ved Mandal.

105. Cynosurus cristatus L. (E.). Denne græsart er maaske ikke
saa almindelig i distriktet, som jeg tidligere har antaget, og er hyppigst
bemærket i de østlige dele. Af specielle voksesteder er følgende samlede:
Vennesla: Kvaresten; Oddernes: Nedre Lund, Voie, Flekkerø; Rande-
sund: mellem Kongshavn og Stangenes, ved Fidjekilen, Dversnes; Søgne:
Lunde (Bl.), Høllen, Kabelo, Indre Bastø; Grebstad; Mandal; Vandse:
Fare ved Farsund (BI.)!, Hassel (A. Bl.); Austad: Reve.

106. Festuca ovina L. (E.). Paa de mange tørre sand- og heistræk-

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. No. 3. 1908. 6

82 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

ninger danner denne græsart et væsentligt led i græsvegetationen og findes
paa saadanne steder stadigt i selskab med Aaa flexuosa og Nardus
stricta; den er sikkerlig nok den plante, der, naar mos- og lavarter und-
tages, bedst formaar at udnytte de tarvelige vegetationsbetingelser, som
de blanke fjeldflader ofte har at byde paa.

v. glauca Fr. B maritima Ands. ligger i herbariet fra Kr.sand.

v. vivipara forekommer kun i de vestlige dele af amtet fra Mandal
af og vokser gjerne paa torvmyrene. Jeg har bemærket den ved Mandal,
mange steder paa Lister samt paa Hittero, Ved Elle i Vandse vokser
den ogsaa paa tørre fjeld.

107. F. duriuscula L. (E.). Kr.sand; Tvedt: Hamresanden. .

108, F. dumetorum L. Blandt de talrige strandformer af F. rubra
har jeg ofte paatruffet former, der idetheletaget stemmer med beskrivel-
serne af F. dumetorum og duriuscula; jeg har dog paa grund af mang-
lende kjendskab til disse arter i de fleste tilfælder ikke kunnet bestemme
dem og kan derfor intet udtale om deres udbredelse.

109. F. rubra L. (E.) er en meget almindelig udbredt græsart, der
under en mængde former findes paa de mest forskjelligartede lokaliteter.

v. arenaria Fr. er ikke sjelden paa strandbrederne ved Kr.sand
og Farsund og findes rimeligvis langs hele kysten.

110. F. silvatica Vill. (E.). Ifølge BI. N. Fl. fandtes denne plante
for første gang i Norge af Klungeland ved Tjos i Oddernes, og da den
findes opført i Engelharts første fortegnelse, maa dette være skeet før
aaret 1808. Om denne plantes forekomst i Norge har botanikerne des-
uagtet længe været i uvidenhed, thi Wikström meddeler i sin » Årsberit-
telse om framstegen i Botanik för år 1826«, at Ahnfelt og Lindblom det
nævnte aar (1826) fandt planten som ny for Norge ved Ørevand i Aase-
ral. Den har senere vist sig at have en noksaa stor udbredelse i landets
sydligste dele. Fra det her behandlede omraade kan følgende voksesteder
opgives: Tvedt: en li ovenfor Hemmingvand; Randøsund: inderst ved
bunden af Fidjekilen, Dversnes 5 m. o. h., Drangsaasen, Lyngø (Moe);
Kr.sand: nedre Egevand, Langemyr; Oddernes: Tjos (Klungl.)!, Gill, Øre-
bæk i mængde; Vennesla: Heisel, Kvaresten, mellem Vigeland og Dalene
i Tvedt, Græslien; Grebstad: Bukskindsdal; Mandal: Tofte (Kaalaas);
Holme: Haugefos (Landm.), Sodeland; S. Undal: Valle; Vandse: Vig ved
Framvaren; Spangereid: Kisteskaarheien; Austad: mellem Høiland og
Askeland; Lyngdal; Herred: ved stranden mellem Sande og Saltnes. Den
synes at aftage i hyppighed mod vest; i størst mængde er den bemærket
i fjeldpartiet mellem Otteraaen og Segneelven. Kun paa et par steder

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 83

ved fjordbundene har jeg fundet .den voksende lige nede ved søen, ellers
findes den helst i skyggefulde lier og urer i fjeldtrakterne.

111. À. elatior L. (E.). Findes næsten overalt paa engene, sjeldnere
andetsteds.

112. À. gigantea Vill. forekommer i skyggefulde lier næsten altid i
selskab med F. silvatica, men sjeldnere end denne, Findes disse to arter
sammen i en ur, har gjerne F. gigantea taget plads nederst i uren og
F. silvatica høiere oppe. Den er bemærket paa følgende steder: Kr.sand:
Krosseuren; Oddernes: Gill, Skraastad, Strai, Mosby; Vennesla: Heisel;
Hartmark (Prestrud); Holme: Haugefos (Landm.), Birkenes; Vandse: Vig
ved Framvaren. De fleste af disse voksesteder ligger 5—10 kilometer
fjernede fra kysten.

113. Bromus secalinus L. (E.). Ugræs i agre, hvor den vistnok i
tidligere tider har været almindeligere end nu i lighed med flerheden af
agerukrud. Jeg har bemærket den ved Kr.sand: Grim; Oddernes: Jægers-
berg; Flekkefjord.

114. B. mollis L. (E.) er meget udbredt i distriktet; den findes ofte
paa tørre heier og ude paa holmerne i skjærgaarden, men den er da
meget forkrøblet, knapt fingerhøi med et eller to smaaaks i toppen.

115. B. hordaceus L. Former med næsten glatte smaaaks fra Hogs-
vand og Fidjekilen i Randøsund samt Ravnaas i Vennesla har jeg været
i tvivl om, hvorvidt de bør føres til denne eller foregaaende art. Ganske
typiske er de ikke; men da saadanne er fundne paa kysten af Stavanger
amt, er det ikke usandsynligt, at arten ogsaa findes her.

116. B. commutatus Schrad. (E.). Denne Bromusart er optaget i
Engelharts første fortegnelse som funden ved Kr.sand, men findes ikke
hos Bl. hverken i hans egne optegnelser 1829 eller blandt de planter, han
havde seet i Klungelands herbarium. Heller ikke har han optegnet den i
N. Fl. Imidlertid gjenfandt jeg planten i 1882 i Oddernes ved Jægers-
berg, hvor den, saavidt bemærkedes, forekom meget sparsomt. Da der er
et møllebrug i nærheden, er der mulighed for, at den kan være udspredt
derfra med udenlandsk korn uden at have været stationær paa stedet i
længere tid. Jeg kjender heller ikke til, om den fremdeles holder sig
paa det sted, hvor den opdagedes.

117. B. arvensis L. (E). Meget sjelden og overalt tilfældig indført
med korn ved møller eller paa ballastpladser. Kr.sand: strandtomter ved
havnen 1882, ved bækken bag Kr.sands bryggeri, hvor den havde holdt
sig fra 1881 til 1893, Grim 1882, Jægersberg ved møllen 1879; Mandal
(Bl.): Gismerø 1881; Flekkefjord 1881.

84 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

118. B. patulus K. M. fandtes 1893 ved Grims øvre mølle ved
Kr.sand indført tilligemed en hel del andre fremmede planter.

119. Schedonorus Benekeni Lge. findes sparsomt i en trang liden
fjelddal i Gillskoven i Oddernes sammen med den ikke andetsteds i amtet
fundne Carex silvatica samt med Aspidium lobatum og Cardamine sil-
vatica; i større mængde findes den i en lignende dal ved Murtevand paa
grændsen mellem Oddernes, Tvedt og Vennesla sogne. Paa det først-
nævnte voksested fandtes stene og fjeldsider bevoksede med Hypnum
molluscum, der kan tyde paa, at underlaget maa være kalkholdigt, og dette
er heller ikke usandsynligt for den anden lokalitets vedkommende.

120. S.inermis Leyss. (E.). Den findes opført for Kr.sand af Engel-
hart, men er ikke senere gjenfunden.

121. S. tectorwm Fr. Kr.sand: Grims øvre mølle 1882, Gasværket
1900 (Hannaas).

122. Brachypodium silvaticum P. B. (E). Findes i urer og paa skov-
bevoksede fjeldsider, hvor den særlig i de mest østlig beliggende strøg
sjelden mangler paa passende lokaliteter. Nær søen forekommer den kun
i fjordbundene. Følgende voksesteder kjendes: Randøsund: inderst inde
i Fidjekilen, Dversnes, ur ved Dolsvold; Kr.sand: Ravnedalen, Krosseuren;
Oddernes: Fiskaaskoven (Klungl.), Ugland, Flekkerø; Tvedt; Vennesla:
Græslien, flere steder i skovene mellem Vennesla og Tvedt, Ravnaas,
Heisel; Søgne: Tangvald; Grebstad: Gjervoldstad, Stokkeland; Halsaa:
Hjorteland, Rægevig, Ime, Tregde lige nede i stranden; Holme: Sodeland
flere steder; Hartmark (Prestrud); S. Undal: Vigeland, Hovstøl; Spanger-
eid: Vaanedølen, Kisteskaarheien, Svenvigen, Reme; Vandse: Vig ved
Framvaren (Kaalaas); Herred: Tosaas; Flekkefjord, Den forekommer altid
i selskab med Triticum caninum, Asperula odorata, Melica uniflora og
lignende planter tilhørende livegetationen.

123. Lolium perenne L. (E.). Paa enge, saavel naturlige som kun-
stige, hist og her over hele omraadet. I strandkanten har jeg bemærket
den ved Fidjekilen i Randøsund samt ved Farsund.

v. tenue. Kr.sand; Mandal: paa en eng ved Skougsfjord (Kaalaas).

124. L. linicolum L. er kun engang bemærket paa en trælasttomt
ved Kr.sand.

125. L. multifiorum Lam. Mandal (Murb.); Gaaseholmen ved
Farsund.

126. L. temulentum L. (E). er neppe nogen stationær plante paa
disse kanter, men indføres nu og da med saakornet, for efter kortere tids
forløb atter at forsvinde. Det er forøvrigt kun faa gange, jeg har stødt
paa den her i distriktet. Kr.sand: ved havnen, Odderø; Oddernes: Nedre

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 85

Lund; Halsaa: Frivold; Flekkefjord. Paa øerne i den nærmest tilgrænd-
sende del af Nedenes amt forekom den i 1882 i stor mængde i enkelte
agre. Den var kjendt af almuen, som kunde fortælle om forgiftningstil-
fælde foraarsagede ved nydelsen af mel, hvori den var iblandet.

v. arvense Sm. og

v. leptocheton A. Br. er begge bemærkede ved Kr.sand.

127. Triticum junceum L. Kun i flyvesand. Mandal og Lister (Bl).
Paa det forste sted har jeg ikke gjenfundet den, hvorimod den paa Lister
findes i stor maengde i sanden mellem Houge og Vesthassel i selskab med
Lathyrus maritimus, Carex arenaria og Psamma arenaria.

128. T. repens L. (E.). Meget almindelig.

v. aristatum. (E.). Kr.sand!

v. litorale. Hist og her paa strandkanterne, hvor der synes at
være alle mulige overgange mellem den og hovedformen. Hertil maa
vistnok ogsaa henføres eksemplarer hjembragte fra Listers strandkanter,
der udmærker sig ved meget robuste straa og sammensatte aks.

129. T. caninum L. forekommer i skyggefulde lier og urer over
hele distriktet, meget ofte i selskab med Brachypodium silvaticum, men
almindeligere end denne. Hvor løvskov findes, gaar den ofte med denne
lige ned til strandkanterne, men mangler altid paa skovbare steder.

v. biflorum. Randesund: Korsvigkilen, hvor jeg har fundet den
mellem stenene i stranden.

130. Elymus arenarius L. (E.) er temmelig almindelig langs stran-
dene; dog har jeg faaet indtryk af, at den er sjeldnere vestenfor Lin-
desnes.

131. Hordeum murinum L. er af Bl. funden ved Kr.sand og Mandal.
Senere er den, saavidt vides, ikke gjenfunden.

132. Nardus stricta L. (E.) findes overalt i distriktet, og danner
enkelte steder i heierne og paa flere smaaøer sammen med Aira flexuosa
og lignende, som tidligere nævnt, hovedmassen af græsvegetationen.

Cyperaceæ DC.

133. Carex dioica L. (E). Denne ellers i Norge saa almindelige
art er idetheletaget paa denne del af kysten noksaa sjelden. Den findes
paa Hitterø, men er ellers ikke optegnet for nogen af øerne, ligesom den
heller ikke kan sees at være noteret for nogen af de nærmest strandregio-
nen undersøgte strækninger. Indenfor fjordbundene bliver den hyppigere;
i størst mængde har jeg seet den i Lyngdal.

134. OC. pulicaris L. (E). Da denne art heller ikke er saa almindelig
i disse trakter, som man gjerne antager, nedtegnes her de kjendte vokse-

86 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

steder: Tvedt; Randøsund: Strømme, Fidje, Dversnes; Vennesla: Heisel
(Prestrud); Oddernes: Flekkerø (Wittr.)!; flere steder ved Skudevig vokser
den lige nede ved seen; Kr.sand: Grim (Engelh.), Klappene, Oddere;
Søgne (Wittr.): Aarhus; Mandal; Holme: Birkenes; S. Undal; Farsund:
flere steder ved Lundevaagen; Fedde: Raastad; Flekkefjord. De fleste af
disse voksesteder ligger ganske nær søen.

135. OC. pauciflora Lightf. (E) har jeg kun bemærket paa faa steder,
et par gange i selskab med C. dioica. Randesund: Romstel; Grebstad:
myr ved Bervand; S. Undal: Hovstøl; Lyngdal ganske almindelig i enkelte
trakter; Flekkefjord.

136. OC. incurva Lightf. Mandal (Bl. N. F1); Vandse: i sand paa
Listers strandkanter i mængde paa et par steder.

137. OC. arenaria (E). I Engelharts fortegnelse findes den opført for
Kr.sand med tilføielsen »ikke i mængde«; Blytt fandt den ved Mandal og
paa Lister. De kjendte voksesteder er: Tvedt: Kjevig, Hamresanden;
Søgne: flere steder (Wittr.), Holen, Aarhus, Kabele; Halsaa: Mandal i
største mængde paa sanden, Tregde. Den sees ved Mandal ofte adskillige
meter oppe i fjeldene, ligesom den ogsaa findes paa eng inde i Furulunden,
et godt stykke fra søen. S. Undal: ved udløbet af Undalselv; Spangereid:
Eidet, Reme; Vandse: Listers strandkanter; den optræder her i stor mængde,
idet den følger halvoens sydkyst, og fjerner sig flere gange 1—2 kilo-
meter fra stranden. Lyngdal: inderst ved bunden af Lyngdalsfjorden.

138. OC. disticha Huds, angives i Bl. N. Fl. som almindelig paa
kysten af Kr.sands stift; dette kan neppe synes at være tilfældet i det
her omhandlede omraade, idet jeg kun har bemærket den meget sparsomt
i amtets østligste del. Randøsund: Kongshavn; Oddernes: Voie, Ugland,
Flekkerø i Linnebokilen. Allesteds forekom den ganske nær seen.

139. C. vulpina L. forekommer sparsomt ved strandkanterne i amtets
østlige del sammen med C. punctata, Valerianella og andre sjeldnere
planter. Randøsund: Dversnes; Oddernes: Flekkerø ved Linnebøkilen,
Koholmen. Paa det sidste sted vokser den mærkelig nok paa samme
maade, som N. Bryhn i sin beretning om Jæderens flora omtaler dersteds
fra, nemlig i jettegryder ved strandkanten; der findes nemlig en hel del
saadanne, over 30 stykker, og i et par af dem saa jeg den vokse, som
om den var plantet i blomsterpotter. Søgne: Hellersø; Spangereid: Reme.

v. nemorosa kchb. er if. BI. N. Fl. funden af Klungeland ved Kr.sand.
Alle de af mig bemærkede eksemplarer af C. vulpina har jeg troet at
maatte henføre til hovedarten.

140. OC. divulsa Good. er af Murbeck funden ved Kr.sand og Mandal.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 87

Selv har jeg bemærket den i Randøsund: Romstøl; Oddernes: Flekkerø;
Kr.sand: Odderø. Paa samtlige steder vokste den nær strandene.

141. C. muricata L. (E) er i disse kalkfattige egne sjelden, hyppigst
nær søen. Randøsund: mellem Kongshavn og Stangenes, Romstøl, Dversnes;
Oddernes: Koholmen, Holskoven, Flekkerø; Kr.sand: ved Gravene, Oddero;
Søgne: Tangvald (Prestrud), Monesø, Hallandvig; Mandal (Bl.)!; Vandse:
Høiland, Lindland, Engø, Egvaag; Herred: Tosaas; Austad: Rævø; Fedde
og Hitterø. Den vokser ofte i selskab med sjeldnere kystplanter.

142. OC. virens Lam. Paa lignende steder som foregaaende. Oddernes:
Koholmen, Flekkerø; Mandal: Kjørvedal (Prestrud); Austad: Rævø. De
tre arter synes at flyde over i hinanden, ligesom jeg ogsaa har seet dem
nærme sig til C. vulpina, i hvis selskab jeg et par gange har paatruffet
dem. I nærværende fortegnelse har jeg til ©. muricata henført alle former
med nærstaaende usammensatte aks, til 0. virens dem med spredte usam-
mensatte aks og endelig til C. divulsa dem, der har de nedre aks sammen-
satte. Ikke usandsynligt er enkelte af hybrid herkomst, men jeg mangler
desværre tilstrækkeligt materiale til deres nøiere granskning.

C. paniculata L. (E). Et eksemplar fundet af Klungeland ved Kr.sand
befinder sig i Universitetets norske herbarium.

v. simplex. En af mig ved Kr.sand paa Oddere i nærheden af
lasarettet funden Carexform er af A. Blytt, Rob. Hartman og andre, til
hvem jeg har forevist den, bestemt til denne varietet af C. paniculata.
Jeg er imidlertid nu af den anskuelse, at det maa være form af C. divulsa;
til støtte herfor kan ogsaa tjene, at den er fundet paa et meget tørt sted,
medens C. paniculata vel altid findes paa fugtige.

Anm. C. lagopina og C. atrata anføres af Engelhart som fundne
ved Kr.sand. Forekomsten af disse høifjeldsplanter i denne egn har fore-
kommet mig saa usandsynlig, at jeg har troet ikke at burde. opføre dem
blandt distriktets planter.

144. OC. leporina L. (E) er en af de aller hyppigst forekommende
Carexarter i distriktet.

145. OC. stellulata Good. (BE). Intetsteds i landet har jeg saa ofte
stødt paa denne Carexart, som i de østlige dele af Lister og Mandals amt.
Foruden paa myrer og i fugtige enge vil man ikke saa sjelden se den
vokse ogsaa paa tørre steder. Paa de ydre øer er den almindelig.

146. O. elongata L. Overmodne eksemplarer, der bemærkedes ved
Øie i Kvinesdal, blev paa stedet bestemte til denne art; senere har jeg
dog næret tvivl om bestemmelsens rigtighed; men da de fundne planter
ikke blev opbevarede, kan dens forekomst i amtet ikke fastslaaes. Den
anbefales til botanikernes opmærksomhed.

88 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

147. OC. canescens L. (E.) er meget almindelig paa alle myrer og
fugtige steder, der ikke ligger altfor nær stranden. Paa øerne og langs
strandkanterne mangler den eller er sjelden. Fra følgende øer er den
noteret: en holme ved Ødegaard i Randøsund, Flekkerø, Skjernø ved
Mandal, Monesø i Ny Hellesund og Hitterø. Den varierer noget; blandt
andet har jeg ved Kr.sand seet den med dobbelt sammensatte aks.

148. (©. remota L. (E.). Sjelden paa skyggefulde sumpige steder i
løvskoven. Kr.sand: Eg; Oddernes: Gill, Skraastad; Tvedt: Boen; Greb-
stad: flere steder ved Stokkeland; Holme: Birkenes; Vandse: Selegrod;
Spind: Sævig. Mærkelig nok optræder den som strandplante paa øerne
Kabelo og Hellesø i Søgne. Paa det første sted vokste den umiddelbart
i stranden sammen med Carex arenaria, Rhodiola rosea, Halianthus
peploides, Cakile maritima og Luzula maxima. Den saaes ogsaa vest-
ligere paa samme o i en fjeldkløft et par meter over havet.

149. OC. acuta L. er af Engelhart opgivet for Kr.sands omegn. Selv
har jeg ikke seet den inden amtet, men da den findes paa kysten af
Nedenes amt, er det ikke urimeligt, at den ogsaa kan findes her.

150. C. vulgaris Fr. er meget almindelig paa snart sagt alle slags
lokaliteter, myrer, vandsamlinger, vaade og tørre enge, i fjeldkløfter og
paa strandbreder. Paa Lister indsamledes eksemplarer, der vokste i tør
flyvesand. Af former kan nævnes:

v. anomala Bl. Kr.sand: ved Stampetjern.

v. polygama. Søgne: Aarhus; Holme: Sodeland.

v. chlorostachya Rchb. En form, der foruden at have denne
varietets kjendemærker ogsaa udmærker sig ved androgyne hunaks og et
meget langstilket hanaks, fandtes sparsomt ved breden af Skeisvand ovenfor
Aalefjær i Tvedt.

151. C. juncella Fr. og

152. C. cæspitosa L. (E.) er begge optegnede og indsamlede fra
forskjellige steder; men jeg tør i flere tilfælder ikke stole paa bestemmel-
sernes rigtighed. C. juncella er vistnok almindeligt udbredt saavel ude
ved kysten som længere inde i landet. Hvorvidt derimod en her fore-
kommende i store tuer optrædende Carexart skal henføres til C. cæspitosa,
er mere tvivlsomt, da den afviger fra den typiske ved mere robuste straa,
blegere farvede bladskeder ved roden og et par andre ting. Desværre
har jeg indsamlet utilstrækkeligt materiale til at kunne ytre noget om
udbredelsen af de herhen hørende arter.

153. OC. salina Wg. Voksesteder er optegnet langs hele kyststræk-
ningen, uden at planten kan siges at være almindelig; de iagttagne vokse-
steder meddeles her: Tvedt: Hamre, Føreid; Randesund: Torsvig, Stele-

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 89

kilen, Romstel, Dversnes, Kongshavn; Oddernes: Flekkerø (Wittr.), saasom
ved Linnebokilen og Mæbø, Ugland, Kongsgaard; Søgne: Aarhus (Wittr.)!,
Kabelo; Hartmark; Spangereid: ved sydsiden af Lenefjord; Vandse:
Lunde; Herred: Drange, Ofte; Spind: Haavigen; Nes og Hitterø.

154. C. aquatilis Wg. er af Ahnfelt og Lindblom funden ved
brederne af Otteraaen (ved Hornes?). Jeg har i et lidet herbarium seet
toppen af et eksemplar af denne art, der efter finderens sigende skulde
være fundet i et dige ved Skraastad i Oddernes. Uagtet eftersøgning der
i nærheden har det ikke været mig muligt at finde den.

155. C. maritima Müll. (E.). Paa samme slags voksesteder som
C. salina og ofte i selskab med den, men sjeldnere. Randøsund: Støle-
kilen, Kongshavn; Oddernes: Ugland, Voie, Mæbø paa Flekkerø; Søgne:
Lunde (Bl.), Aarhus, Torve; Halsaa og Hartmark; S. Undal: ved Undals-
elvens udløb; Vandse: ved stranden nedenfor Sunde, Lunde; Herred:
Drange, Ofte; Spind: Haavigen; Hitterø.

156. C. ericetorum Poll. er kun bemærket ved Kr.sand: Eg, Grim;
Oddernes: Sødal. Da jeg sjelden har havt anledning til at iagttage vaar-
planterne, tør den muligvis ogsaa findes andetsteds paa kysten, da den
let senere paa sommeren kan oversees.

157. C. montana L. (E.). Denne plante, der ikke vides at være
fundet nogensteds i Norge, opgives i Engelharts fortegnelse som funden
ved Kr.sand. Da hans opgivender ved saa mange andre leiligheder har
vist sig paalidelige, turde den maaske findes i trakten og anbefales til de
botaniserendes opmærksomhed.

158. OC. precox Jacq. (E.). Blytt opgiver dens forekomst »fra Mandal
og østover« i N. F1, og Engelhart har fundet den ved Kr.sand. Selv
har jeg ikke seet den, vistnok af samme grund, som er angivet under
C. ericetorum.

159. C. pilulifera L. (E.) er paa heierne, særlig de nærmest søen
beliggende, mere almindelig, end jeg ellers har bemærket den 1 landet.
Selv paa de nøgne strandklipper trives den godt; den optræder som oftest
i selskab med C. leporina.

160. C. flava L. (E.). Hovedarten er meget sjelden og er kun
bemærket nogle faa steder. Kr.sand: Klappene; Vennesla: Heisel; Fedde
og Nes.

v. lepidocarpa Tausch. Efter min mening typisk er den fundet i
Oddernes: ved Gillsvand; Randøsund: Fidje; Grebstad: Stokkeland, Gjer-
voldstad; Holme: Birkenes; Flekkefjord: ved Grisefjord. Desuden fore-
kommer, særlig i Kr.sands omegn, meget hyppigt former, som jeg ikke

90 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

har kunnet afgjere, om de herer hid eller kun er former af folgende art,
til hvilken de uden grændse synes et overgaa.

161. C. Oederi Ehrh. er den paa vaade steder vistnok hyppigst
forekommende Carexart. Naar undtages for enkelte af de mindre gers
vedkommende, savnes den ikke i nogen af de fortegnelser, jeg har optaget.
Den findes, men ikke som regel, ogsaa nede ved havstrandene, men er
da gjerne forkrøblet og liden af vækst.

v. oedocarpa hist og her blandt hovedformen.

162. C. punctata Gaud. Efter at jeg var bleven opmærksom paa,
at ©. punctata foruden paa det fra tidligere tid kjendte af Bl. opdagede
eneste voksested ved Arendal ogsaa fandtes spredt paa forskjellige steder
paa kysten af Nedenes amt, begyndte jeg at søge den ogsaa i de her
behandlede egne; resultatet var, at det lykkedes mig at paavise den paa
flere punkter i amtets østlige trakter. Randøsund: Fidjebugten, Dversnes;
Flekkerø: Linnebøkilen; Søgne: Hellese. Saavel her som paa samtlige
inden Nedenes amt beliggende voksesteder, har jeg kun truffet den ved
strandkanterne, neppe høiere end ı meter over havet og 5—6 meter
fjernet fra stranden.

163. OC. distans L. findes paa kyststrækningen kun som strandplante,
men træfles paa fugtigere lokaliteter end den foregaaende. Den blev for
første gang fundet i distriktet paa Flekkere af Wittrock. Her har jeg
senere selv samlet den ved Mæbe og ved Linnebøkilen; desuden har jeg
truffet den i Spangereid ved Svennevig. Paa de to førstnævnte steder
vokste den i selskab med C. vulpina; ved Svennevig med C. vulpina,
Triglochin maritima, Plantago maritima og Agrostis alba.

Anm. 1. Bl. angiver (l. c.) at have seet C. distans i Klungelands
herbarium samlet ved Aaslands kirke i Aaseral. En feiltagelse maa vistnok
her paa en eller anden maade have fundet sted, da det er meget lidet
rimeligt, at den skulde vokse her. Saavidt mig bekjendt, er den intetsteds
i Norge fundet udenfor strandregionen.

Anm. 2. Carex binervis Sm. har jeg mærkelig nok ikke observeret
inden amtets grændser, uagtet den findes straks østenfor i Ulvøsund i
Nedenes som vestenfor i Stavanger amt. Der er al sandsynlighed for, at
den ved nærmere befaring vil paatræffes.

164. C. Hornschuchiana H. For flere aar siden har ieg noteret
denne plante for Straiskoven i Oddernes med (?) uden at medtage noget
til nærmere undersøgelse, da den var afblomstret. Da jeg senere aldrig
har stødt paa den hverken der eller andetsteds, er der mulighed for, at
det kun har været opretstaaende eksemplarer af ©. flava-lepidocarpa. Der

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. or

vilde forøvrigt intet paafaldende være i, at den vokste i Kr.sandstrakten,
hvor saamange andre til samme planteformation hørende arter findes.

165. OC. vaginata Tausch. forekommer i fjeldtrakterne nogle mil fra
kysten. Det eneste sted, jeg i det her omhandlede omraade har seet den,
er ved Stokkeland i Grebstad sammen med C. remota.

166. OC. panicea L. (E.). Skyr de ydre eer og de for havluften mest
udsatte steder paa kysten, men er ellers en af de alleralmindeligste Carex-
arter i trakten.

167. C. pallescens L. (E.). Denne art træffes her som andetsteds i
landet helst i frodige lunde og lier, men findes dog ogsaa særdeles vel
udviklet og ofte i kjæmpemæssige eksemplarer i distriktets tørre lyng-
heier ofte lige ned til søen. Paa de ydre øer og smaaholmer findes den
dog ikke.

168. C. limosa L. (E) er temmelig sjelden paa meget bløde myrer.
Af voksesteder er optegnet: Randøsund: Bjørnestad; Kr.sand: Grotjern;
Oddernes: nær Straisvand; Spangereid: Høiland ved Lindesnes; Vandse:
Rørtjern; Austad: Austadtjern, tjern nær Høiland; Spind: Bækkevig,
mellem Naudland og Sævig, nær Spind kirke; Lyngdal. Ingen af vokse-
stederne ligger umiddelbart ved søen.

169. ©. irrigua Sm. Træffes vistnok hyppigere end foregaaende
art, men er heller ikke videre almindelig. Følgende voksesteder er opteg-
nede: Randøsund: Rømstøl; Kr.sand: Dalene, Bellevue; Oddernes: mellem
Gill og Hemmingvand; Vennesla: Grovene; Mandal (Kaalaas): Skjerne;
Fedde; Flekkefjord; Hitterø. Mellem Mandal og Fedde er ingen vokse-
steder optegnede.

170. C. capillaris L. (E.). Engelhart noterer den blandt de planter,
han har fundet ved Kr.sand; uagtet jeg selv ikke har fundet den i distriktet,
anser jeg dog dens forekomst her som meget sandsynlig. Som med saa
mange andre af denne forskers opgivender, hvis rigtighed allerede er
konstateret, vil det vistnok ogsaa i fremtiden ske med dette.

171. ©. silvatica Huds. er kun bemærket i Gillskoven i Oddernes,
hvor den forekommer sparsomt paa et begrændset voksested (paa kalk?)
sammen med Aspidium lobatum og Schedonorus Benekent.

172. C. digitata L. (E.). Jeg har kun optegnet den for voksesteder
østenfor Lindesnes. Ved Kr.sand er den forholdsvis almindelig; desuden
er den funden i Grebstad, Hartmark, Halsaa, Holme og Spangereid. Den
er intetsteds iagttaget umiddelbart ved kysten.

173. C. filiformis L. (E.). Almindelig ved tjern og myrbække; dog
er den sjelden i det ydre kystbelte. Den forekommer paa de fleste steder
i selskab med C. ampullacea.

92 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

174. 0. glauca Scop. (E.) træffes meget sparsomt og altid i nærheden
af strandkanterne. Oddernes: Koholmen; Kr.sand: Kolsdal; Halsaa: tørre
strandklipper østenfor Mandal.

175. OC. hirta L. (E.) hører ligeledes til de sjeldnere arter i denne
del af landet, idet den kun er iagttaget ved Oddernes: Nedre Kongsgaard;
Kr.sand: tomter ved havnen, Grim; Mandal. Overalt er den fundet paa
tørre steder.

176. GC. vesicaria L. (E.). Denne art synes som saa mange andre
Carexarter at forekomme hyppigst i de østlige strøg; naar undtages for
Kr.sands og Mandals omegn, hvorfra flere voksesteder haves, har jeg kun
bemærket den sparsomt i Lyngdal i Lyngdalselven ved Bergsager. Den
synes i denne del af landet at sky Sphagnummyrenes tjern og bække og
helst at findes ved diger i enge og andre frugtbarere steder.

177. C. ampullacea Good. (E.). Almindelig i diger, paa myrer og
ved vandbreder helst i nogen afstand fra kysten; naar undtages paa Hitterø,
er den ikke bemærket paa nogen af de øer, jeg har besøgt.

v. pendulina Bl. Mandal (Kaalaas).

178. Rhyncospora alba Good. (E.) er en særdeles almindelig plante
paa næsten hver eneste vaad myr i distriktet; som strandplante har jeg
dog ikke seet den.

179. À. fusca Roem. (E) er aldrig truffet uden i selskab med fore-
gaaende, men er sjeldnere end denne; dog er den udbredt langs hele
kysten. Den vokser altid paa hængemyr og nærmere ude ved vand-
kanterne end À. alba. Følgende voksesteder er noteret: Tvedt: Grovand,
Dalene, Murtevand; Oddernes: Fiskevand, Straisvand; Kr.sand: Grotjern,
Kolsdal; Randøsund: mellem Bjørnestad og Eftevaag, myr østenfor Bjørne-
stad; Vennesla: Vigeland (Røskeland)!; Søgne: Hellesø (Prestrud); Mandal
(Kaalaas); Hartmark; Austad: Hagestadvand; Lyngdal: mellem Herdal
og Oftedal; Farsund: Egvaag; Vandse: Frøislivand; Flekkefjord (!): Rauli-
vand (A. Bl.).

180. Scirpus rufus Lk. Paa fugtige græsbevokste strandkanter.
Randøsund: Korsvigkilen, Stølekilen; Oddernes: Koholmen, Voie, Flekkerø;
Søgne; Mandal: Skougsfjord; Spangereid; Vandse: stranden nedenfor
Lunde; Flekkefjord (Bl.).

181. S. compressus Pers. (E.). I Engelharts fortegnelse er Schoenus
compressus optegnet som voksende ved stranden paa Koholmen i Oddernes.
Da Sc. rufus mangler i fortegnelsen, og denne findes netop ved Koholmen,
har antagelig en forveksling af disse to arter fundet sted. Til støtte herfor
taler ogsaa, at Bl. som efterskrift til sine optegnelser (Mag. f. Nat. 1828
p. 281) opregner endel planter, han har seet i Klungelands herbarium, og

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 93

nævner, at blandt disse ligger Schoenus rufus fra Koholmen. Paa den
anden side er i senere tid Sc. compressus funden ved Grimstad, og det
turde saaledes ikke være umuligt, at den ogsaa fandtes inden dette omraade,
der har saamange andre planter tilfælles med de tilstodende kyststræk-
ninger.

182. S. parvulus Roem. Dens forekomst inden distriktet er usikker.
Sammen med Æleocharis acicularis har jeg flere steder især nær elve-
mundingerne f. eks. i Otteraaen ved Nedre Lund, Kvisla ved Mandal, ved
udløbet af Undalselv samt ved Aasen paa Lister fundet en plante, der
enten var steril eller blot havde antydning til aks paa den tid, da den
førstnævntes frugter alt var modne. Da jeg ikke har havt anledning til
senere paa høsten at skaffe bedre materiale til undersøgelse, og de to
arter i yngre tilstand er hinanden meget lige, har jeg ikke med sikkerhed
kunnet bestemme dem; dog synes særlig den paa Lister fundne plante
virkelig at være S. parvulus. Arten anbefales til nærmere observation.

183. S. pauciflorus Lightf. (E.). Ikke almindelig paa fugtige steder.
Randøsund: Kongshavn; Oddernes: mellem Strai og Aktjern; Søgne:
Aarhus; Vandse: Vig ved Framvaren; Flekkefjord: vestsiden af Grisefjord.
Paa de fleste af disse steder vokser den i brakvand.

184. S. cæspitosus L. (E.). Almindelig myrplante selv ude paa øerne
og smaaholmerne.

v. vivipara vokste paa en nær stranden beliggende myrbakke ved
Kjære paa Flekkerø.

185. S. lacustris L. (E.) er i disse trakter ikke almindelig. Den
findes særlig i de lavere liggende indsøer og tjern, dog aldrig i brakvand.
Tvedt: Hemmingvand; Randøsund: Dolsvold; Oddernes: Straisvand;
Mandal: tjern ved Hoven (Prestrud); S. Undal: i elven; Spind: Sævigvand,
et tjern nær Spind kirke; Vandse: Rørtjern.

186. S. T'abernæmontani Gmel. Denne art er oftere at paatræffe
end den foregaaende, men forekommer næsten udelukkende i brakvand.
Randøsund: Strømme, Hogsvand; Tvedt: Justvig, ved Topdalselvens udlob;
Oddernes: Gill; Mandal: Heststad, Skjepstad; Hartmark: bugten ved Osnes;
Spangereid: Svennevig. Det er maaske denne art, Engelhart mener, naar
han nævner S. lacustris fra Justnes og Strømsvand. Eksemplarer af denne
eller foregaaende art er ogsaa bemærket i stor mængde i flere vande paa
Lister, uden at jeg senere har havt anledning til nærmere at undersøge dem.

187. S. maritimus L. (E.). Hist og her langs hele kysten. Tvedt,
Randøsund, Oddernes, Søgne, Hartmark, Halsaa, Spangereid, Nes og
Hittere. Ingensteds i Farsunds omegn har jeg bemærket den.

94 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

188. S. silvaticus L. (E.). Sjelden og kun bemærket i amtets østligste
del. Randøsund: Dversnes; Kr.sand: Grim (Engelh.), Eg; Tvedt: Justvig;
Oddernes: Gill; Søgne: Hollen. Vestenfor har jeg ingen voksesteder.

189. Eleocharis palustris R. Br. (E.). Almindelig ved breder af
indsøer og skogtjern. Den forekommer ogsaa meget frodig ude paa øerne
i vandpytter, der i uveir fyldes med søvand.

190. E. multicaulis Sm. (E.). Den findes under navnet Scirpus
multiculmis opført i Engelharts fortegnelse for Kr.sands omegn uden
nærmere angivelse af voksested. Efterat den var funden paa Jæderen af
N. Bryhn, har jeg ofte søgt efter den i de her omhandlede trakter, men
uden resultat, indtil det sommeren 1901 lykkedes at gjenfinde den paa
tre forskjellige steder ved Kr.sand, nemlig Oddernes: Aktjern ved Strai;
Tvedt: Farvandet og Vennesla: Sagvandet. Paa samtlige steder forekom
den ganske sparsomt paa mudret bund et stykke ude i vandet, længere
ude, end de andre arter pleier findes. Da den af denne grund i sommere
med almindelig vandstand er let at overse og vanskelig at faa fat i, tør
den muligvis i den sydligste del af landet være mere udbredt, end man
fortiden antager. En stor del af de observerede planter havde de nederste
blomster i akset topskydende.

191. E. uniglumis Koch er optegnet fra strandkanterne langs hele
kysten. De former, der findes inde i landet, har jeg ikke altid kunnet
adskille fra EH. palustris, hvorfor mine optegnelser angaaende denne art
ikke altid er paalidelige.

192. E. acicularis R. Br. (E.). I elve og bække især nær deres
udløb og ofte i store mængder. Engelhart angiver den for Grim ved
Kr.sand. Ved Nedre Kongsgaard i Oddernes vokser den i strandkanten i
søvand. Længere inde i landet er den sjeldnere; dog findes den flere
steder ved brederne af Otteraaen i Vennesla.

193. Eriophorum alpinum L. (E.) er som alle egentlige fjeldplanter
meget sjelden i denne del af landet. Tvedt: et lidet tjern nær Grovand;
Kr.sand (Bl.); Oddernes: Sedals myre (Engelh.).

194. Æ. vaginatum L. (E.) og

195. E. angustifolium Roth. (E.) er begge meget almindelige over
hele omraadet.

196. E. latifolium Hop. er kun iagttaget i amtets allerøstligste del
paa et par myrer ved Grovand i Tvedt.

197. E. gracile Koch. Meget sjelden. Randesund: Drangsvand
(Moe). Den vokste tidligere i mængde paa myren ved Grotjern ved
Kr.sand, men er nu paa grund af tjernets opdæmning muligvis for-

svunden.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 95

198. Cladium mariscus R. Br. Planten er ikke optagen i Engelharts
fortegnelse, men synes tidligere at være funden ved Kr.sand (kfr. BI. N. F1.).
Jeg har gjenfundet den ved et ganske lidet tjern nær Straisvandets østlige
ende. Den findes her paa to sider af tjernet. Enkelte aar synes den slet
ikke eller meget sparsomt at udvikle blomstrende stengler, mens i andre
disse forekommer rigeligt. Stedets omgivelser er noksaa fattige paa planter,
og det har ikke lykkedes mig at finde den andetsteds hverken ved Strais-
vandet eller tjernene i nærheden. I Sommeren 1901, da jeg atter efter
mange aars forløb besøgte stedet, fandtes den at have holdt sig uforandret;
i denne varme og tørre sommer fandtes blomstrende eksemplarer i mængde.

Alismaceæ R. Br.

199. Triglochin maritimum L. (E.). Almindelig ved strandkanterne
langs hele kysten.

200. T. palustre L. (E.). Paa myrer, ved breden og tjern og vande,
undertiden ogsaa i havstranden, vil man sjelden forgjæves søge denne art;
dog mangler den paa flere af gerne, vistnok mest fordi der ikke findes
passende lokaliteter for den.

201. Scheuchzeria palustris L. (E.) er sjelden i kyststrøget. Kr.sand:
Kolsdal (Engelh.), Grotjern; Tvedt: Dalene; Vennesla: Vigeland; Oddernes:
Straisvand; Grebstad: Kabretjern; Austad: Austadtjern; Flekkefjord (Nes-
heim). I amtets indre dele antages den at være almindelig.

202. Alisma plantago L. (E.). Ved breden af elve, indsøer og i
diger temmelig almindelig ved Kr.sand, Fra Mandal af begynder den at
blive sjeldnere, og vestenfor Lindesnes har jeg ikke bemærket den; heller
ikke paa øerne pleier den at forekomme.

203. Sagitaria sagitifolia L. Blade af en plante, der muligvis hører
hid, er if. Bl. N. Fl. funden ved Kr.sand.

Juncaceæ Ag.

204. Juncus conglomeratus L. (E.) er paa disse kanter langt hyp-
pigere end paa østlandet. Den forekommer meget almindelig paa fugtige
og sumpige steder. Selv ude paa de ydre smaaøer trives den særdeles
godt i de efter uveir gjenstaaende salte smaa vandpytter paa strand-
klipperne; heller ikke paa heimyrene søger man den nogensinde forgjæves.

205. J. effusus L. (E.). Ogsaa denne art findes i næsten samtlige
planteoptegnelser; dog er den noget sjeldnere end foregaaende og ynder
mere lune steder. Hvor den har været observeret paa gerne, har
den gjerne været forkrøblet og med sammentrængt top, ikke ulig fore-
gaaende art.

96 R. E. FRIDTZ. v SAMEN KE

206. J. balticus W. er af Bl. funden paa Lister, men kan der neppe
være synderlig almindelig, da jeg paa mine ekskursioner aldrig har truffet
paa den.

207. J. filiformis L. (E.). Findes overalt paa sumpige steder. Paa
græsbevokste strandbreder er paa et par steder, nemlig ved Stangenes-
bugten i Randøsund og paa Flekkerø, paatruffet en form, hvoraf jeg
desværre har forsømt at medtage eksemplarer; den adskiller sig fra den
sædvanlige foruden ved det eiendommelige voksested ved lav vækst, neppe
over 20 cm., og store vakkert brandgule frugter. Den anbefales til
botaniserendes nærmere opmærksomhed.

208. J. articulatus L. (E.). Under flere former almindelig udbredt
særlig paa torvmyrene.

209. J. alpinus Vill. er en af de fjeldplanter, der optræder paa
kysten som strandplante og følger elvenes breder indover landet. Naar
undtages ved de større fjeldvande, pleier den ganske eller delvis at mangle
i indenfor kystbeltet liggende strøg.

210. J. atricapillus Drej. Jeg har paa forskjellige steder af kysten
fra Kr.sand til Flekkefjord optegnet og indsamlet Juncusformer, der af
prof. A. Blytt er henførte til denne art. Da mine eksemplarer i flere
retninger ikke stemmer med udenlandske, har jeg for de flestes vedkom-
mende været i tvivl om bestemmelsens rigtighed. Eksemplarer fra Lister
og Flekkefjord stemmer bedst med beskrivelserne.

211. J. supinus Moench. (E.). Ved brederne af elve, indsøer og
tjern meget almindelig.

v. nigritellus Koch. Lister paa sand.

v. fluitans (E.) er i bække og vandsamlinger almindeligere end
hovedformen og findes selv ude paa de ydre smaager.

v. subverticillata Wullf. Vennesla: Saurkilen.

212. J. squarrosus L. (E.). Paa græsbundne vaade steder næsten
altid i selskab med Narthecium ossifragum, Erica Tetralix og Blechnum
spicant. I Flekkefjords omegn er den neppe saa almindelig som ostligere.
Saavel paa Flekkerø som nær Sande i Herred har jeg noteret den i
strandkanten; dog synes den helst at findes paa mere sterile lokaliteter.

213. J. compressus Jacq. er meget sjelden. Kr.sand: ved Natmands-
bækken ret overfor Kr.sands mekaniske værksted en enkelt tue; den er
desuden for flere aar siden optegnet med (?) for Kr.sand, uden at jeg nu
erindrer voksestedet. Søgne: Varholmen, en liden holme udenfor Høllen.

214. J. Gerardi Fr. Langs strandkanterne meget almindelig; jeg
ved ikke nogensteds ellers at have seet saa frodige eksemplarer af denne
art som i de vestlige dele af distriktet.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 97

215. J. buffonius L. (E.) forekommer overalt paa fugtige steder;
ved strandkanterne findes den saavel ved fersk som salt vand. Den er
med hensyn til størrelse og udseende meget varierende.

v. fasciculata Koch. Lister i strandsanden; S. Undal: ved Tarvand.

216. Luzula pilosa Willd. (E.). I de østlige dele af distriktet fore-
kommer den hyppig især paa beskygget mosbevokset fjeldgrund; i de
vestligere dele er den sjeldnere, ligesaa ude i kystbeltet. Den vokser i
selve stranden ved Kjørefjord i Vandse.

217. L. maxima Desv. (E.) er optegnet for alle dele af distriktet.
Ude paa øerne og den yderste kystrand vil man finde den paa lavtlig-
gende ofte aabne og ubeskyttede steder; paa Kabelø i Søgne vokser den
endog i selve fjæren som strandplante sammen med Atriplices og lignende.
Fjerner man sig lidt længere fra havet, træffer man den kun paa skygge-
fulde steder nærmest under fjeldvæggene eller i mørke fjeldskar og kløfter.

v. congesta Fr. Mandal; Vandse: Selegrod (Murb.).

218. L. campestris DC. (E.). Meget almindelig og optrædende i
flere former.

v. pallescens Bl. i skovene ved Kr.sand.

v. multiflora. Hidhorende former er ikke sjeldne i distriktet ; typiske
eksemplarer har jeg fra Kr.sand og Monesø i Søgne. Den forekommer
særlig paa grusede steder, men neppe paa engene, hvor derimod en
anden varietet findes, der er omtalt af Bl., men neppe nogensteds udfør-
ligere beskreven.

219. Narthecium ossifragum Huds. (E.) findes almindeligt udbredt
over hele omraadet særlig paa torv- og heimyrene og ved deres breder.
Den bidrager med Ærica Tetralix meget til at oplive mange af de golde
fjeldstrækninger.

Liliaceæ Juss.

220. Tulipa silvestris L. Kr.sand: mellem Klappene og Ravne-
dalen i mængde paa en eng, Krossen i og udenfor en forhenværende
have; Oddernes: Tjos paa en eng sammen med andre fra haven udspredte
vækster, Lundsiden paa eng. Planten, der tidligere har været dyrket og
overalt er forvildet, gjenfandtes tidligere aar efter aar paa flere af de opteg-
nede findesteder; om den endnu holder sig der, har jeg ingen kjendskab til.

221. Ornithogalum umbellatum L. (E.). Den noteres for Kr.sands
omegn allerede af Engelhart, som bemærker om den, at den formodentlig
er udkommen fra haver. Følgende voksesteder kjendes : Kr.sand: Klappene

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1903. No. 8. 7

98 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

paa eng, Baneheien nær Øvre Færgested; Oddernes : Gimle (Hannaas), Tjos i
selskab med foregaaende art, Hanevig; Vandse: Farø ved Farsund (Hannaas).

222. Gagea lutea L. (E.) forekommer kun i de østligste dele af
distriktet. Tvedt: Justvigdal; Oddernes: Tjos, Flekkerø (Engelh.), Gill,
Holskoven; Kr.sand : Eg; Grebstad : Bukskindsdal. Vestligere har jeg ikke
seet den; dog tør dens tidlige blomstringstid og bortdøen have bevirket,
at den er bleven overseet.

223. Allium ursinum L. (E.) er ikke almindelig; den forekommer
gjerne paa skyggefulde steder. Randøsund: Rande (Engelh.); Oddernes :
Gill, ved Fiskaavand i mængde; Grebstad : Riget, Bukskindsdal; Søgne:
Hellesø ved Ny Hellesund (Prestrud), Hellersø (en af Songvaarøerne);
Halsaa: Tufte; Herred: mellem Sande og Saltnes under træer nær stranden;
Vandse : Faro ved Farsund (BI.); Hitterø. Paa den træløse Hellersø fand-
tes den under en stenheller lige ved søen og et par meter over havet i
selskab med Corydalis claviculata.

224. A. scorodoprasum L. Bemærkedes 1880 af Kaalaas i Vandse
paa en eng ved Sundestranden mellem Kjørefjord og Farsund, hvor den
ogsaa fandtes det følgende aar og ligeledes i 1901, da jeg atter besøgte
stedet. Den findes ogsaa i en eng ved Hauge i samme sogn. Antegnel-
sen i A, Blytt: Nye Bidrag (Kr.ania Vidsk.-Selsk. Forh. 1886), at jeg
skal have fundet planten ved Flekkefjord, beror paa en misforstaaelse ;
ingen andre end de to nævnte findesteder er mig bekjendt.

225. À. arenarium L. opgives i BI. N. Fl. som forekommende i de
lavere egne i Kr.sands stift. Jeg kjender kun to voksesteder inden amtet :
Kr.sand: Klappene; Mandal (Bl.).

226. A. oleraceum L. (E.). Paa strandklipper temmelig almindelig
rundt Kr.sandsfjorden samt i Søgne. Vestligere har jeg kun bemærket
den ved Omland i Halsaa og paa Hitterø.

v. complanatum Fr. Wittrock har fundet den i Oddernes paa Flek-
kerø, jeg selv paa Odderø ved Kr.sand.

227. Lilium Martagon L. Oddernes: paa en engbakke nær
husene paa Tjos, hvorhen den maa være kommen fra haven, hvor den
vel engang har været dyrket.

228. Muscari botryoides L. Paa enge i amtets østlige del. Odder-
nes: Koholmen, Tjos; Kr.sand: Grim. Forvildet som de foregaaende.

229. Narcissus poëticus L. vokser paa en eng ved Smedmyren ved
Kr.sand. Jeg erindrer som barn at have plukket den her, og den fandtes
fremdeles paa samme sted, da jeg i 1893 besøgte egnen; den har saale-
des holdt sig paa samme plet i over 30 aar.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 99

Smilaceæ R. Br.

230. Paris quadrifolia L.(E.). I skyggefulde løvskove gjennem hele
distriktet, men temmelig sparsom. Den træffes i regelen først, naar man
fjerner sig et par kilometer fra kysten, og savnes paa øerne. Paa de
større tør den dog findes; jeg har saaledes optegnet den for Hitterø.

231. Convallaria verticillata L.(E.). Den vokser paa lignende lokali-
teter som foregaaende og ofte i dens selskab og synes ligesom den at sky
strandregionen. Den er bemærket paa følgende steder: Tvedt: ved Murte-
vandene; Oddernes: Gill (Engelh.), Kongsgaard, Strai; Kr.sand: mellem
Kr.sand og Lunde (Bl.), Langemyr; Grebstad: ved Farvandet, Stokkeland
overalt i urene, Gjervoldstad; Søgne: en ur østenfor Tangvald i mængde
(Prestrud); Mandal (Bl.); Holme: Fuskeland, Birkenes; Lyngdal (Bl.); Nes
og Hittere.

232. C. polygonatum L. (E.). Paa tørre solvarme fjeld hyppig i
Kr.sands omegn og idethele i de østlige dele af kyststrækningen, hvor
den ofte findes paa strandklipperne og ude paa øerne. Fra Mandal af
begynder den at blive sjeldnere; jeg har seet den i Austad, Vandse,
Fedde og Nes.

233. C. multiflora L. er funden af Bl. ved Mandal, men er, saavidt
vides, ikke senere bemærket i distriktet.

234. C. majalis L. (E.). Almindelig.

235. Majanthemum bifolium DC.(E.). Ogsaa af denne art har jeg
faaet det indtryk, at den er almindeligst i amtets østlige del. I strand-
regionen og ude paa øerne er den sjelden, ligeledes i de mere skovfattige
bygder. Den er optegnet fra øerne Moneso og Hellesø i Søgne samt

Flekkerø.
Irideæ R. Br.

236. Iris pseudacorus L. (E.). I diger og ved vandbreder; den
synes i denne landsdel fortrinsvis at findes ved søen og i brakvand, over-
hovedet i havets nærhed. Tvedt: Justvig; Oddernes: Kongsgaard i søen,
Flekkerø ved Lindebø og Kjære, Tjos, Gillsvand; Randøsund: Torsvig og
Lyngø i søen, Ødegaarden ved Dversnes paa stranden; Grebstad: Rosse-
vandets søndre ende; Søgne: i elven ved Lunde, Kabelø og Monesø ved
stranden; Mandal; Austad: Austadtjern; Spind: Sævigvand; Vandse. Vest-
ligere har jeg ikke seet den.

Orchideæ R. Br.

237. Malawis paludosa Sw.(E.). Meget sjelden i Sphagnummyrene.
Tvedt: Foss (Klungeland); Kr.sand: sparsomt i en liden myr ved veien

100 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

nær Kolsdal; Austad: myren ved Austadtjern; Farsund: Rørtjern ved Eg-
vaag; Herred: Gautland. Antegnelsen i A. Blytt: Nye bidrag (Kr.ania
Vidsk.-Selsk. Forh. 1882) »Lister: Lyngdal (Fridtz)« beror paa en eller
anden misforstaaelse eller skrivfeil.

238. Corallorhiza innata R.Br. (E.). Kr.sand: Kjærrene sjelden
(Engelh.); ogsaa i Bl. N. Fl. nævnes den som voksende ved Kr.sand;
Vennesla: Vennesla (Røskeland).

239. Orchis morio L. Ifølge A. Bl. ligger et eksemplar af denne
plante i universitetets herbarium paategnet »Kr.sand ?« samlet af Finken-
hagen. Desuden opgives den af flere af de ældre botanikere, Engelhart,
Klungeland, Preuss, M. N. Bl. og flere som funden ved Kr.sand og
Mandal. Prof. A. Bl. har imidlertid bestemt alle de eksemplarer, der befin-
der sig i universitetets herbarium fra disse egne, til at være 0. mascula.
Selv har jeg heller ikke trods megen eftersøgning kunnet finde den. Paa
strandenge ved Nedre Kongsgaard i Oddernes findes en liden Orchis med
kuglerunde knoller og faablomstret aks, men da den mangler de karak-
teristiske grønne striber paa dækbladene, kan den ikke ansees for andet
end en forkrøblet form af 0. mascula. Da den ægte 0. morio vokser ved
Grimstad, hvis plantevækst i mange stykker ligner Kr.sands, tør man ikke
benægte muligheden af, at den har været at finde eller endnu findes her.

240. 0. mascula L. Særlig paa udyrket græsmark meget alminde-
lig i Kr.sands omegn, ofte lige nede ved søen. Vestenfor maa den være
sparsommere, da jeg kun har noteret den for Mandal, Vandse og Flekke-
fjord; dog er den vistnok ofte forbigaaet, da den blomstrer tidligt og
snart visner. Planten, der i disse tragter altid har uplettede blade, vari-
erer med lysrøde og hvide blomster, samt med mange og faa blomster i
akset.

241. 0. latifolia L. er funden af Klungeland ved Kr.sand og af BI.
paa Lister, Eksemplarer af en afblomstret Orchis, der tilhører en af
arterne i denne gruppe, har jeg fundet i Herred paa en myr ved Gautland.

242. 0. maculata L. (E.). Den er her som andetsteds i landet den
almindeligste Orchisart. Den er noget sjeldnere i de vestlige strøg; paa
de mindre øer findes den ikke, hvorimod den er optegnet for de større.

v. concolor Bl. Ved Bukskindsdal i Grebstad har jeg fundet nogle faa
eksemplarer af en Orchis, der udmærkede sig ved aflange udelte knoller,
uplettede blade og hvide blomster, men som forøvrigt i bladenes form og
i ydre habitus stemmer med 0. maculata. Da jeg ikke ved noget andet
sted at stille den, føres den hid.

v. succigera Bl. Kr.sand: Bydalen.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. IOI

243. Platanthera bifolia Rchb. (E.). Paa enge, helst naturlige græs-
volde paa øerne og langs kysten. Jeg har neppe truffet den stort mere
end et par kilometer fjernet fra søen; inderst i fjordene f. eks. ved Kr.sand
er den meget sjelden. Af vestligere beliggende voksesteder kan nævnes:
Austad: Rævø i selskab med følgende, mellem Høiland og Askeland;
Vandse: Spindsodden, Fjellestad; Lyngdal: Herdal; Hittere.

v. densiflora. Kr.sand, Flekkefjord (BI.).

244. P. montana Rchb. Optræder i modsætning til foregaaende
oftere som indlandsform. Den er meget almindeligere end foregaaende
art og findes i de vestlige trakter ogsaa ude ved søen. Paa Hitterø og paa
Ræve i Austad har jeg seet begge arter vokse sammen; i Randøsund er
kun P. bifolia, i Herred, Lyngdal, Spind, Fedde og Kvinesdal kun P. mon-
tana optegnet.

245. Peristylis albidus Lindl. (E.) er meget sjelden. Kr.sand:
Grim (Engelh., Klungel.); selv har jeg fundet den sparsomt paa kalkhol-
digt underlag i Ravnedalen; da denne ligger paa gaarden Grims grund,
er voksestedet maaske det samme som Engelharts, Mandal (Wolff);
Vandse: Levold sammen med Platanthera montana; Flekkefjord; Hittere:
Aaensire (Hanna Tønseth). De eksemplarer, jeg har seet fra landets syd-
lige del, skiller sig fra de i de nordlige landsdele forekommende ved
mere tæt- og smaablomstret aks og grønnere blomster.

246. Ophrys Myodes L. (E.). Findes opført i Engelharts fortegnelse
fra Kr.sand uden nærmere angivet voksested. Randesund (N. Moe if. Bl.
N. FI).

247. Neotia nidus avis Rich. Randøsund: Kjeaasen (N. Moe); Man-
dal (Wittr.).

248. Listera ovata R. Br. er funden ved Mandal af Wolff ifølge
Wikströms ärsberättelse og Bl. Disse tre sidstnævnte planter maa være
meget sjeldne, da det ikke har lykkedes mig at støde paa nogen af dem
paa mine ekskursioner.

249. L. cordata R. Br. er ligeledes meget sjelden. Vennesla: gaar-
den Vennesla (Røskeland); Mandal: Furulunden.

250. Epipactis palustris Crantz. (E.). Angives i Engelharts forteg-
nelse for Grim ved Kr.sand. Ifølge BI. N. Fl. er den funden ved Kr.sand
af Klungeland.

251. LE. latifolia All. Kr.sand: Grim (Klungel.), Ravnedal, Eg vesten-
for sindssygeasylet, Krosseuren; Mandal (Wolff); Fedde. Ved Kr.sand
forekommer den udelukkende paa eller i nærheden af grovkornede mar-
morgange; ved Fedde bemærkede jeg ikke kalksten i nærheden. Den

102 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

optræder oftest i selskab med andre af egnens sjeldnere planter f. eks.
Festuca gigantea og silvatica, Geranium silvaticum og Primula acaulis.

252. Goodyera repens R. Br. er funden i Vennesla af lærer Røske-
land.

253. Cephalanthera ensifolia Rich. (E.). Denne sjeldne plante er
først fundet af Klungeland i Fiskaaskoven i Oddernes i begyndelsen af
aarhundredet. Uagtet Blytt i sin oftere citerede afhandling bemærker, at
han har seet planten i Klungelands herbarium og selv var i besiddelse af
et rigtignok noget defekt eksemplar fra samme voksested, vovede han
mærkelig nok ikke at optage planten som norsk i N. Fl. Under mit
ophold i Kr.sand gjenfandt jeg den i omegnen, men paa et nyt vokse-
sted nemlig fjeldet »Den omvendte baad« i Oddernes, hvor den vokste
sparsomt paa en afsats nær fjeldets top omtrent 200 meter over havet.
Jeg har ogsaa seet planten i et herbarium, der var indsamlet af eleverne
ved den nu nedlagte Søgne lærerskole; der var intet voksested angivet,
men det er sandsynligt, at den er indsamlet et eller andet sted i nærhe-
den af skolen, der holdtes i Lunde'i Søgne. Senere er den ifølge A. Bl.
funden i Halsaa ved Mandal (Blichfeldt), ligesom jeg selv har samlet den
ved Sævig i Spind, hvor den vokste i løvskov paa stærkt heldende
terrain.

Potameæ Juss.

254. Potamogeton natans L. (E.). Almindelig i indsøer og tjern,
mindre hyppig i bække f. eks. paa Lister.

255. LP. polygonifolius Pourr. I diger og bække og grunde viger
af indsøer og tjern; den vokser i regelen altid paa grundere vand end
foregaaende. Vestenfor Lister, hvor den findes paa mange steder, turde
den være sjeldnere, da jeg kun har den optegnet for Flekkefjord og Hit-
terø. Nær stranden og paa de mindre øer synes den at mangle.

256. P. rufescens Schrad. (E.). Angives i Bl. N. Fl. at være
almindelig i Kr.sands stift. I den her omhandlede del har jeg bemærket
den paa følgende steder: Kr.sand: Grimsbækken; Oddernes: Tjern ved
Strai; Randøsund: Bjørnestadtjern; Austad: Austadtjern; Vandse: Aasen.
Desuden er paa flere steder fundet unge blade, der enten hører hid eller
til følgende art.

257. P. gramineus L. (E.). Denne art findes antegnet hos Engel-
hart for Strømsvandet i Randøsund. Jeg har søgt den her, men ikke
fundet den; derimod har jeg bemærket den i en bæk ved Aasen samt
ved Rørtjern i Vandse.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT, 103

258. P. perfoliatus L.(E.). Randøsund: Strømsvand (Engelh.),
Timenes; i Mandalselven nær Mandal; i bækkene paa Lister, saaledes i
lagunerne ved udløbet af Aasenbækken.

259. P. pusillus L. Den opgives først for amtet af Wittrock.
Selv har jeg paatruffet den i Randøsund: Bjørnestadtjern; Oddernes: i
Otteraaen ved Nedre Lund; i Mandalselven nær byen; Austad; Vandse:
Lundemyren og flere steder i bækkene paa Lister.

260. P. pectinatus L. (E.). Meget sjelden i brakvand. Randesund:
Strømme (Klungel.), Timenes; Mandal: Skougsfjord. De fire sidstopregnede
arter synes som overhovedet Potamogetonarterne i det hele fortrinsvis at
findes i kystbeltet; i amtets indre dele har jeg kun seet P. natans, poly-
gomifolius og rufescens, der ogsaa er de almindeligste ude ved kysten.

Najadeæ Link.

261. Najas marina L. (E.). Den er funden af Klungeland og senere
af Chr. Smith i Strømsvand i Randøsund. Jeg har flere gange søgt efter
den paa dette sted, men har ikke kunnet gjenfinde den. Da Strømsvan-
dene senere ved en dybere kanal er sat i forbindelse med søen, er vand-
standsforholdene anderledes nu end før i tiden, hvorfor den muligvis nu
tør være forsvunden. Paa Juste i Østre Moland i Nedenes amt, omtrent
to mil udenfor amtsgrændsen, forekom den ved mit besøg der endnu i stor
mængde.

Zosteraceæ Juss.

262. Zostera marina L. (E.). Almindelig.

263. Ruppia rostellata Koch. I grunde bugter med mudret bund
temmelig sjelden. Kr.sand (Klungel. if. Bl.): Hanevig; Søgne: Lunde (BI.
Wittr.), Borø; Halsaa: Frivold, Skjepstad; Hartmark: Osnes; Spangereid:
Svennevig; Vandse: Kjørefjord (Kaalaas)!; Lyngdal: Dybvig; Hitterø.

264. R. spiralis L. Forekommer i regelen paa noget dybere vand
end foregaaende, men er dog ogsaa flere gange fundet i selskab med den.
Kr.sand (Bl.): Hanevigbugten; Søgne: Bore, Rise; Mandal: Skjepstad;
Spangereid: Lindal; Vandse (Kaalaas): Øina ved Farsund; Lyngdal: Dyb-
vig; Flekkefjord.

Anm. Engelhart opfører Ruppia maritima som forekommende ved
Strømmevand i Randøsund og ved Vigebugten i Oddernes.
Da denne indbefatter begge de foregaaende to arter, kan det
ikke afgjøres, hvilken af disse der menes.

265. Zannichellia major Boen. findes ved Kr.sand (Schlegel if. Hn. Sc.
Filweds) 12):

104 R. E. FRIDTZ. | M.-N. KI.

Aroideæ Juss.

266. Calla palustris L. (E.) er i distriktet temmelig sjelden. Kr.sand
(Bl.): Kolsdal; Oddernes: Holskoven; Grebstad: i Rossevandets søndre ende;
Randesund: Dversnes; Halsaa: Skjernø (Wittr.)!, Heststad; Austad: Au-
stadtjern; Spind: Bækkevigen; Farsund; Hitterø.

267. Acorus calamus L. er funden af Bl. ved Mandal.

Lemnaceæ Duby.

268. Lemna minor L. (E.). Denne paa østlandet saa almindelige
plante er kun iagttaget paa to voksesteder inden det heromhandlede felt,
nemlig ved Dversnes i Randøsund og i en liden sump nær Vera i Vandse.
Paa det sidstnævte sted er den senere af Landmark funden blomstrende.

Typhaceæ DC.

269. Typha latifolia L. Sjelden. Oddernes: Justnes (N. Moe);
Randøsund: Hogsvand i selskab med følgende art; Mandal (Bl.)!; Vandse:
Vera (Landmark), Rørtjern. Samtlige voksesteder ligger nær søen og kun
faa meter over havets niveau. Ved Mandal vokste den lige ved stran-
den i vandpytter fyldt med søvand mellem Mandal og Kleven.

270. T. angustifolia L. er endnu sjeldnere end foregaaende og kun
funden i Kr.sands omegn. Randesund: Strømsvand (N. Moe)! Hogsvand.
De i BI. N. Fl. nævnte voksesteder Strømsvand og Nedre Drangsvand er
samme lokalitet.

271. Sparganium ramosum Huds. (E.). I diger og bække med sagte
rindende vand. Randøsund: Mellem Kongshavn og Stangenes, Hogsvand,
Dversnes; Kr.sand (Bl.) flere steder; Oddernes flere steder, blandt andre
ogsaa paa Flekkerø; Søgne: elven ved Lunde; Mandal (Bl.): Skjernø
(Wittr.)!, ovenfor Heststad; Farsund (Bl.); Spind: Bækkevigen; Hitterø.
Paa alle de mindre øer og ved strandene mangler den. Alt, hvad jeg
inden distriktet har bemærket af denne art, tilhører formen S. neglectum
Beeb., der ogsaa andetsteds i landet er den hyppigste eller maaske eneste
forekommende.

272. S. fluitans L. er optegnet flere steder ved Kr.sand; Randø-
sund: Kongshavn; Søgne i brakvand; Hartmark; Halsaa: Dybbovand;
Holme: i Mandalselven; S, Undal; Austad.

273. S. speirocephalum Neum. angives i A. Blytt: »Haandbog i
Norges flora« fra Vennesla og Mandal.

Anm. Engelhart opgiver, at Sp. natans findes ved Kr.sand. Selv
har jeg ogsaa engang ved Papirmøllevand i Oddernes iagt-

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT, 105

taget en Sparganiumform, som jeg paa grund af dens sammen-
satte aksstilling troede at maatte henføre til Sp. natans; men
da denne kun er funden i de allerøstligste dele af landet, er det
rimeligt, at baade de af Engelhart og de af mig fundne planter
tilhører den ovenfor anførte art. Eksemplarerne fra Oddernes
var meget lidet udviklet, og det har ved gjentagne senere besøg
paa stedet ikke været mig muligt at finde den igjen.

274. 8. simplex Fr. Typisk har jeg seet denne art ved Kr.sand,
Skjernø ved Mandal, Spangereid nær Lindesnes fyr og paa Lister.

275. SS. affine Sch. Kr.sand, Søgne og Mandal. Baade denne og
de foregaaende arter er desuden optegnet for en hel del andre vokse-
steder, men dels har de observerede eksemplarer været lidet udviklet, og
dels har mit kjendskab til arterne været mangelfuldt. Jeg har derfor her
kun medtaget de notater, til hvis rigtighed jeg selv nærede tiltro.

276. S. minimum Fr. i vandpytter i torvmyrene eller i mere eller
mindre stillestaaende vand. Randesund: Dversnes, Romstel; Kr.sand:
Kolsdalstjern; Oddernes: Gillsvand Flekkerø; Tvedt: tjern nær Hemming-
vand; Søgne: Hellesø (Prestrud); Halsaa: Skjernø; Vandse: paa Lister
og i omegnen af Farsund er den noksaa almindelig; Flekkefjord (Nesheim) !

Cupressineæ Rich.

277. Juniperus communis L. (E.) er meget almindelig i distriktet;
dog er den ikke bemærket paa de langt ude i havet liggende øer Hel-
lersø og Songvaarø i Søgne, ligesom den oftere mangler paa de mindre
holmer. Nær havet træffles den ofte smukt pyramideformet, men synes
aldrig at opnaa nogen betydeligere størrelse her paa kysten.

Abietineæ Rich.

278. Pimus silvestris L. (E.). I hele distriktet er furuen det domi-
nerende skovtræ, idet granen mangler eller kun forekommer spredt. Hvor
furuen ikke findes, for eks. paa enkelte øer og myrer, paa store dele af
Lister samt paa enkelte kystheier, sees den af gjenstaaende stubber tid-
ligere at have vokset og er antagelig udryddet ved menneskets indgriben.
Paa øerne trives den dog mindre godt; selv paa de største optræder den
sparsomt og ofte blot som halvmeterhøie buske. Paa den længst ude i
havet af mig besogte Hellerso i Søgne bemærkedes kun en enkelt 1/4
meter hei busk, der tilligemed de til fjeldet nedtrykte tuer af Salix repens
var de eneste egentlige træer paa øen.

279. P. Abies L. Begynder først at vise sig 10—20 kilometer
fra søen. I selve kyststrøget forekommer den flere steder plantet og

106 - R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

synes at trives ganske bra. Vildtvoksende paatræffes i kysttrakterne nu
og da et enkelt træ i furuskovene. Af saadanne steder har jeg noteret:
Randøsund: Dversnes; Oddernes: Grovand, Strai; Grebstad: nær Kvisle-
vand. Efter opgivende skal man ogsaa ved Flekkefjord kunne finde et
og andet vildtvoksende træ; plantet er den paa disse kanter ikke sjelden.
Fjerner man sig som nævnt en mils vei fra kysten, begynder den plud-
selig at optræde i større mængde og blive en væsentlig bestanddel af
skovene.

280. P. Larix L. I plantningerne ved Kr.sand vil man flere ste-
der kunne paatræffe den selvsaaet; det samme turde være tilfældet med
nogle ældre større træer, som jeg har seet i en ur ved fjeldet Graaman-
den nær Krossen ved Kr.sand, hvor den neppe nogensinde er bleven
plantet.

Taxineæ Rich.

281. Taxus baccata L. (E.) forekommer spredt østenfor Lindesnes,
men er ikke almindelig. Randøsund: ved et vand mellem Dolsvold og
Eftevaag; Oddernes: Hanevig (Engelh.), Skraastad, Tjos, Flekkerø; Greb-
stad: ved Farvandet og Ødegaardstjern; paa det sidste sted saaes flere
temmelig store trær, der med sine lange lige nede fra roden udgaaende
grene gjorde den lille fjelddal, hvori de befandt sig, næsten ufremkomme-
lig; Søgne: Hellese (Prestrud); Mandal; S. Undal: paa en fjeldvidde oven-
for Hovstel, omtrent 190 meter over havet, saaes et enkelt tre meter
heit træ. Den træffes gjerne paa lune steder i skovene, men jeg har
ogsaa ved Stendalsfjorden paa Flekkerø seet en hel del halvmeterhøie
buske vokse lige i strandkanten sammen med Euphorbia palustris.

Callitrichaceæ Lindl.

282. Callitriche stagnalis L. Udbredt i diger og stillestaaende vand-
samlinger langs hele kysten. Randøsund: Bjørnestad; Oddernes: Kongs-
gaard, Flekkero; Søgne: Høllen (Wittr.), en holme udenfor Udvaarøerne;
Grebstad; Halsaa: nær Mandal, Skjernø; Holme: Sodeland; S. Undal;
Spangereid: Ramsland, Svennevig; Vandse: Vera; Spind; Austad; Lyng-
dal; Kvinesdal; Flekkefjord; Hitterø.

v. serpyllifolia. Mandal (Murb.).

283. C. verna Kutzg. Flere voksesteder er optegnet for Mandals
omegn og for Lister, hvoraf muligvis nogle tilhører C. polymorpha. I
kystbeltet i amtets østligste del har jeg ikke bemærket den.

284. C. hamulata Kutzg. er temmelig sjelden og forekommer gjerne
paa dyberg vand især i de større elve. Flere af de noterede vokse-

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 107

steder er beliggende saa nær elvenes udløb, at planten har vokset i brakvand.
Om den fortrinsvis ynder dette, tør jeg ikke afgjøre, da jeg forlidet kjen-
der dens udbredelse i de indre bygder. Den er paatruffen i Otteraaen
ved Kr.sand; Mandalselv ved Mandal og Sodeland i Holme; Vandse: Vera;
Austad; Spind; Fedde i nærheden af Gylandselvens udløb; Kvinesdal.

285. C. polymorpha Lünnr. Som ovenfor berørt har jeg paa Lister
fundet eksemplarer af en Callitriche, som jeg dengang ikke vidste om
den burde føres til C. verna eller polymorpha. Da planten forekom mig
for ung til at bestemmes, blev eksemplarer ikke medtagen. Habituelt
ligner den mest C. polymorpha. Hvis den overhovedet findes i distrik-
tet, maa den i ethvert fald være meget sjelden.

Anm. I Engelharts fortegnelse II er to ikke navngivne Callitriche-
— arter angiven som forekommende ved Kr.sand.

Myricaceæ Rich.

286. Myrica Gale L. (E.). Paa myrer og ved vandbreder temmelig
almindelig. Den mangler dog gjerne paa mindre øer, selv om passende
lokaliteter skulde synes at være tilstede; heller ikke erindrer jeg nogen-
sinde at have seet den paa fugtige steder ved havstrandene. Paa de
høiere liggende myrer i heierne kan den paa sine steder optræde i mængde
som forholdsvis store buske. Bn form med dybt tandede blade er iagt-
taget ved Mandal.

Betulaceæ Bartl.

287. Betula verrucosa Ehrh. og

288. B. odorata Bechst. (E.) findes i næsten samtlige fortegnelser,
der er optaget inden distriktet. Dog vilde en nøiere udredning af deres
forekomst, end jeg ser mig istand til at give, havt sin interesse. De to
arter vokser i almindelighed om hinanden, saa at det ikke altid er saa let at
kjende dem paa afstand og danne sig en formening om, hvilken er den over-
veiende, og paa den anden side har jeg ikke altid havt opmærksomheden til-
strækkelig henvendt paa dem. B. odorata synes dog overalt at maatte siges
at være den overveiende art og, som man efter dens hyppighed paa høifjeldet
kan vente, ogsaa den, der viser sig mest haardfør ligeoverfor havets indvirkning.
Findes en birk paa et for storm og hav udsat sted, er det altid en B. odorata.
Dog søger man den ofte forgjæves paa holmer og smaaøer; thi paa saadanne
steder formaar furu, ener, graapil og rogn bedre at opholde livet end den.
De paa strandklipperne i det nordlige Norge forekommende yderst haard-
føre birkeformer er neppe de samme som de, der findes i den sydlige

108 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

del af landet, uagtet de habituelt er meget lige. Det er indenfor dette
ydre belte, B. verrucosa optræder, og den synes at tiltage i hyppighed
indover. lallefald gjælder dette østenfor Lindesnes for de første 20 kilo-
meters vedkommende. Ved bunden af fjordene indenfor Farsund bemær-
kedes den lige nede ved søen.

289. B. nana L. findes ifølge Blytt 2 til 3 mil nordenfor Kr.sand
og ifølge Engelhart i Bjelland, antagelig i omtrent samme afstand nordenfor
Mandal; det er ikke usandsynligt, at den nærmer sig kysten endnu mere
i amtets vestligste del. Selv har jeg ikke bemærket den i det her om-
handlede strøg, ligesom jeg har troet at finde den mindre hyppig i amtets
indre dele end andetsteds i landet.

290. Alnus incana DC. ligner meget Betula verrucosa i sin ud-
bredelse inden distriktet, men er langt sjeldnere end denne. Den findes
gjerne som enkelte spredte individer, og først omtrent ti kilometer inde i
dalene begynder den at blive almindeligere. Vestenfor Mandal har jeg
ikke noteret den. Som eksempel paa dens sparsomme forekomst i amtets
vestlige del kan anføres, at en snedker paa Lister fortalte, at han havde
hørt, at der nordenfor Listeid skulde findes to slags or, »men det troede
han ikke noget paa«. Det tør dog være sandt alligevel, uagtet det har
undgaaet min opmærksomhed. Af voksesteder kan nævnes: Tvedt: Dønne-
stad, Boen i mængde; Vennesla; Oddernes: Skraastad, Egstø, Sødal,
Flekkere; Kr.sand: ved veien til Eg; Søgne (Wittr.): Aarhus, Indre Bastø;
Grebstad: fra Brændaasen op efter langs Søgneelven ikke sjelden; Holme:
ved veien langs Mandalselven. Kun paa Flekkere og Indre Bastø er den
funden ude ved havet.

v. lobata Wittr. ved Søgne præstegaard (Wittr.).

291. Å. glutinosa Gærtn. (E.) er overalt i distriktet meget almin-
delig og naar ofte paa disse kanter en betydelig størrelse.

Cupuliferæ Rich.

292. Fagus silvatica L. Opgives for Aabel i Tvedt af v. Buch;
saavidt vides, er den aldrig senere bemærket hverken der eller andetsteds
i nærheden. Ved Kr.sand forekommer den plantet.

293. Quercus pedunculata Ehrh. og

294. Q. sessiliflora Sm. Om disse to arter gjælder for en del, hvad
der er sagt om Betula-arterne. De er begge optegnet for samtlige sogne
i den her behandlede del af amtet, og de forekommer ofte i hverandres
selskab, ofte i mængde og skovdannende; Q. pedunculata er dog den
hyppigste, Egekrattene er dog langt mere udbredte end de egentlige

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 109

skove; dette skriver sig dels deraf, at træerne af klimatiske grunde, f. eks.
paa smaaøerne og strandklipperne, ikke vil trives, dels fordi de stadig
nedhugges for barkens og vedens skyld, længe før de har erholdt nogen
størrelse, Barkeflekningen er dog i de senere aar næstén ganske ophert.
Paa strandklipperne træffer man sjelden egen før i en høide af et snes
meter, men den kan dog ogsaa følge klipperifterne lige ned til søen. Over-
gangsformer mellem arterne synes ikke saa ganske sjelden at optræde
især med hensyn til bladenes form og bladstilkenes længde; derimod har
jeg kun et par gange fundet mellemformer med hensyn til frugtstilkene.
En varietet med helrandede blade, sandsynligvis af Q. sessiliflora, er
funden paa Indre Flekkerø i Oddernes.

295. Coryllus Avellana L. (E.) er meget almindelig forekommende,
i de vestlige strøg gjerne paa mere lune steder, i de østlige ogsaa paa
smaager og andre veirhaarde lokaliteter. Den danner i modsætning til
egene ofte ly for sjeldnere planter, mens egeskovene i botanisk henseende
gjerne er meget trivielle. Formen med langstrakte nødder er, som det
synes, almindeligere her end paa østlandet.

Ulmaceæ Mirb.

296. Ulmus montana Sm. (E.). I lier, paa fjeldskraaninger og i lune
kløfter. En og anden gang gaar den lige ned til søen. Den vokser
ofte i selskab med Coryllus Avellana, men er sjeldnere end denne. Paa
de længst ude beliggende mindre øer har jeg ikke bemærket den.

Urticaceæ Endl.

297. Urtica dioica L. (E.) forekommer over hele distriktet dels som
ukrudsplante nær beboede steder og dels i skyggefulde urer og lier, ofte
langt fra bebyggelse. Den paa de sidstnævnte steder forekommende form
adskiller sig fra den førstnævnte ved renere grøn farve, noget smalere
blade og færre brændhaar. Den nede i bygderne antagelig senere ind-
førte form synes at beholde sin habitus, selv om den vokser i skygge;
forskjelligheden kan saaledes neppe helt ud være beroende paa lysfor-
holdene.

268. U. urens L. (E.). Som ukrud i haver og nær udhusene paa
gaardene udbredt over hele egnen, men temmelig sjelden. Paa Spangereid
er den meget almindelig; den forekommer her flere steder som strand-
plante sammen med Atriplex. Herfra er den formodentlig med tang
bragt ud over potetagre og brakmarker, hvor den dannede store sammen-
hængende tepper. Den er som de fleste ægte ukrudsplanter meget ustadig

110 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

i sin optræden, saa at den ofte ikke er at finde paa et sted, hvor den
faa aar i forveien har været tilstede i mængde.

Cannabineæ Endl.

299. Cannabis satwa L. Nu og da forvildet. Kr.sand nær havnen;
Mandal: i en ager, samt nær ballastpladsen ved Malmø.

300. Humulus Lupulus L. I urer og krat samt ved stengjerder
hist og her over hele distriktet. I vildmarken er den kun paatruffen et
par gange; i regelen vokser den altid nær beboede steder. Hvorvidt den
er oprindelig vildtvoksende i denne del af landet, tør jeg ikke have nogen
mening om; voksestedernes beliggenhed turde maaske heller tyde paa, at
det modsatte er tilfældet.

Salicinæ Rich.

301. Salix pentandra L. er kun engang bemærket i nærheden at
Mandal ved et gjerde mellem to eiendomme. Den er her sandsynligvis
engang plantet. Et par træer havde omtr. 20 cm. tykke stammer.

302. S. triandra L. Nogle spredte eksemplarer ved Mandal synes
efter bladene at dømme at høre hid. Rakler bemærkedes ikke. Da vokse-
stederne var forholdsvis tørre, kan de neppe ansees for oprindelige, saa
ogsaa denne art maa ansees for indført.

303. 9. fragilis L. (E.). Som andetsteds i landet findes den hist
og her ved byer og gaarde. Kr.sand og Oddernes flere steder; Søgne:
Bore; Mandal; Spangereid: Ramsland ved Lindesnes; Lyngdal; Flekke-
fjord: Lindland. :

304. S. alba L. Store gamle trær forekom for en del aar siden i
og i nærheden af Kr.sand: i »Pilestrædet«, ved Natmandsbækken nær det
mekaniske værksted med flere steder; nu er de fleste af dem vistnok ned-
blæste eller bortskaffede.

305. S. viridis Fr. Oddernes: Flekkero; Søgne: Høllen; Lister
(Wittr.).

306. S. caprea L. (E.) og

307. SS. cinerea L. er begge meget almindelige i disse trakter, baade
i det egentlige strand- og obelte som længere inde paa heierne. S. ca-
prea forlanger noget gunstigere situerede lokaliteter, men kan desuagtet
undertiden træffes ude paa smaaøerne. SS. cinerea er den af lavlandets
pilearter, der næst efter S. repens taaler havluften bedst; man vil derfor
paa smaaholmerne ofte finde en eller anden forkrøblet graapil. Den kan
paa saadanne steder antage et udseende, der meget minder om $. glauca

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. TAU

paa heifjeldet; den bliver meget knudret, og bladene ser paa grund af
den stærke haarbeklædning ganske graahvide ud. Denne form, der i sin
mest udprægede skikkelse let kunde tages for en egen art, gaar uden
grændser over i hovedformen.

308. S. aurita L. findes i spredte eksemplarer langs hele kyst-
strækningen, maaske hyppigst ved Farsund; da jeg i optegnelserne oftere
har sammenblandet den med foregaaende art, tør jeg intet videre anføre
om dens udbredelse.

309. S. vagans Ands. Kun en eneste liden busk er funden paa
Frøitlandsheien i Fedde.

310. S. repens L. (E.) er en af egnens hyppigste planter, der især
findes paa sandig jordbund, oftere paa udyrket end paa dyrket mark.
Ligesaa vil man finde den baade paa fugtige myrer og strandbreder som
paa de allertørreste steder i heierne; paa flyvesandhaugene langs Listers
kyst træffer man den ligeledes i mængde.

v. fusca Sm. Kr.sand (Engelh.).

v. arenaria paa sandige strandbreder, især hyppig paa Lister. Des-
uden forekommer en mængde varieteter saavel med hensyn til bladenes
størrelse, form og beklædning som med hensyn til grenenes længde og
retning.

311. S. nigricans Sm. Ved Kr.sand har jeg engang paatruffet et
par buske, som jeg, uagtet rakler manglede, tror at høre hid, skjønt jeg
senere uden resultat har eftersøgt den i distriktet. Da jeg væsentlig kun
har havt anledning til at botanisere i disse trakter saa sent paa sommeren,
at Salixarterne alt forlængst har afkastet sine rakler, er kjendskabet til
denne slægts udbredelse blevet meget mangelfuldt, særlig da ogsaa en hel
del af mine ældre optegnelser trænger til at korrigeres.

312. S. glauca L. Opgives i BI. N. Fl. at være funden ved Kr.sand.
Hvad jeg selv har seet i distriktet af glaucalignende pilebusker, har ved
nærmere eftersyn vist sig at være S. cinerea. S. glauca findes sparsomt
længere inde i amtet.

313. S.viminalis L. Sjelden. Kr.sand plantet; Oddernes: Flekkerø
(Wittr.)!; Mandal: ved Malmø. Den er overalt plantet eller forvildet.

314. S. purpurea L. Jeg har kun seet et par buske ved Kr.sand,
der sandsynlig engang har været plantet.

315. S. ambigua Ehrh. (= 5. aurita X repens). Kr.sand (Bl.):
Grim, Stampetjern. De af mig bemærkede former er jeg mest tilbøielig
til at antage er hybrider mellem S. cinerea og S. repens; de nærmer sig
mest til den sidste. Hvorvidt de store former af S. repens med alenhøie
oprette grene og graa silkehaarede blade, der nu og da forekommer især

112 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

i strandbeltet, ogsaa er af hybrid oprindelse, har jeg af mangel paa rakler
ikke kunnet afgjøre. Lignende former har jeg ogsaa seet ved breden af
Byglandsfjord i Sætersdal.

316. S. Smithiana Willd. (= S. caprea X viminalis). Kr.sand
(Lindeb. if. BI. N. Fl.).

317. S. babylomica L. Kr.sand (if. Schübeler).

318. Populus tremula L. er meget almindelig overalt i distriktet,
ofte sammen med furuen, især opefter fjeldsiderne.

Salsolaceæ Mog.

319. Chenopodium polyspermum L. Sjelden og overalt indført.
Kr.sand (Bl.): Odderø nær stranden; Tvedt: Justvig i en ager; Vennesla:
Hundsfos (Røskeland).

320. Ch. Vulvaria L. Fandtes af Ahnf. og Lindbl. paa ballastplad-
sen ved Mandal 1826; ifølge Bl. findes den ved Mandal »hist og her.
Selv har jeg ogsaa i 1882 samlet den paa ballastpladsen, hvorimod jeg
i 1895 søgte den forgjæves.

321. Ch. album L. (E.). Af denne art forekommer talrige former
som besværligt ukrud i haver og agre; engang iblandt findes den ogsaa i
strandkanterne.

v. viride. Kr.sand (Engelh.)!

322. Ch. glaucum L. Mandal i gaderne (1876); ved Kr.sand blev
den ogsaa for endel aar siden tilfældig indført, men var det følgende aar
atter forsvunden.

323. Ch. rubrum L. er kun et par gange paatruffen inden distriktet.
Kr.sand: Odderø; Søgne: Høllen nede paa bryggerne, 1893. Paa det
sidste sted sagdes den at være indkommen med ballast fra Frankrig.

324. Ch. bonus Henricus L. (E). Kr.sand (Bl.)!; Mandal paa
ballast.

325. Ch. murale L. Bemærkedes 1882 paa ballastpladsen ved
Mandal, hvor ogsaa Murbeck har fundet den; i 1893 var den forsvunden
herfra, men gjenfandtes i mængde paa et nærliggende skibsværft ved
elven.

326. Ch. opulifolium Schrad. Ogsaa denne art har jeg samlet ved
Mandal i potetagre nær ballastpladsen, hvorfra den maa være udkommen.

327. Oh. fieifolium Sm. fandtes 1880 paa ballast ved Kr.sand. Samt-
lige Chenopodiumarter, C. album iberegnet, maa i denne del af landet
ansees for at være indførte i en forholdsvis sen tid.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 113

328. Atriplex hortensis L. udkommer undertiden med rusk fra haver;
jeg har et par gange paatruffet formen med blodrøde blade ved Kr.sand,
men allerede det følgende aar fundet den at være forsvunden. Den grøn-
bladede form har ved Kristiania holdt sig flere aar itræk paa samme sted.

329. A. Babingtonii Woods. findes antagelig langs hele kysten.
Jeg har seet den fra Kr.sand, Mandal og Lister; paa det sidste sted har
ogsaa A. Bl. bemærket den paa flere steder. Da jeg ikke har været
istand til at adskille den i yngre tilstand fra følgende art, tør jeg intet
sikkert udtale om dens udbredelse.

v. canescens Hn. Flekkefjord.

330. À. hastata L. følger under flere former stranden i distriktet.

v. deltoidea. Randøsund: i krat ved bunden af Fidjekilen nær
stranden.

v. salina Wallr. Lister paa flere steder.

331. A. patula L. (E.). Forekommer over hele distriktet, især ved
udhusbygninger, giødselhauge og andre saltholdige steder; derimod har
jeg ikke iagttaget den saa ofte ved strandene som paa østlandet.

332. À. litoralis L. er meget sjelden og giver paa flere steder ind-
tryk af at være indført. Kr.sand: Odderø; Oddernes: Flekkerø; Søgne:
Hallandvig; Mandal; Spangereid: Reme. Paa det sidstnævnte sted samt
paa Flekkerø tør den muligvis være oprindelig vildtvoksende.

333. A. prostrata B. Af denne art har jeg kun eksemplarer fra
Lister, og disse tilhører formen parvifolia Moq. Tand. Ved nærmere
undersøgelser tør den dog vise sig at være meget almindeligere, da jeg
ogsaa andetsteds paa kysten har fundet former, der turde høre hid.

334. Salicornia herbacea L. (E.) er meget sjelden paa kysten og er
kun iagttaget østenfor Lindesnes. Randøsund: Lyngø (Engelh.), Korsvig,
Dversnes; Søgne: Rise; Spangereid.

335. Chenopodina maritima Mog. Det eneste sted, jeg har seet
denne plante, er paa Spangereid, hvor den vokste sparsomt i selskab med
følgende art.

336. Salsola Kali L. Mandal: For flere aar siden fandt jeg et par
eksemplarer paa sanden ved Mandal, men har ved senere besøg paa stedet
ikke kunnet finde den igjen, saaat den antagelig er forsvunden derfra;
ligeledes har jeg engang fundet ct enkelt eksemplar paa ballastpladsen;
Spangereid: sparsomt paa eidet; Vandse: Lister i stor mængde (BI.)!
baade haaret og glat (A. BI.).

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1908. No, 3. 8

114 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

Polygoneæ Juss.

337. Rumex obtusifolius L. forekommer overalt i egnen nær beboede
steder, ved huse, veikanter og lignende, helst i nærheden af byerne; paa
steder i naturtilstanden ved jeg ikke at have bemærket den.

338. À. crispus L. (E.). Denne er i de nærmest kysten beliggende
strøg den almindeligste af de større Rumexarter, ligesom den heller neppe
nogensteds mangler i strandfloraen; lidt længere inde i landet tør den
være sjeldnere. Overgangsformer til R. microcarpus Bryhn er af Mur-
beck bemærket paa strandklipperne paa Lister.

339. R. conspersus Hn. (= R. domesticus X obtusifolius). Murbeck
angiver denne form at være hyppig ved Farsund; selv har jeg fundet den
i Vandse nær Hauge, i Lyngdal ved Kvavig samt ved Nedre Lund i
Oddernes. Paa samtlige steder vokste den sammen med stamarterne; paa
det sidste sted fandtes ogsaa R. crispus.

340. R. maritimus L. (E.) opgives i Engelharts fortegnelse at vokse
ved Kr.sand, hvor den, saavidt mig bekjendt, ikke senere er iagttaget.

341. À. domesticus Hn. Findes som ukrud i agre og enge og for-
ovrigt nær beboede steder. Den findes ofte i selskab med R. obtusifolius,
men er almindeligere end denne. Den er optaget i næsten alle plante-
fortegnelser ogsaa for øerne; i strandkanterne ved jeg ikke at have seet
den. Paa enkelte steder i de inderste bygder er den næsten eneraadende.

342. R. acutus L. (= R. crispus X obtusifolius) er inden distriktet
først funden af Murbeck ved Farsund. Her er den senere 1881 af Kaalaas
og mig bemærket i selskab med stamarterne. ;

343. R. propinquus Aresch. (= R. crispus X domesticus) er lige-
ledes først paavist af Murbeck, der har fundet den ved Mandal og Far-
sund, samt mellem Farsund og Mosvold. Selv har jeg ikke bemærket den.

344. R. hippolapathum Fr. I et dige ved Gill i Oddernes har jeg
flere aar itræk iagttaget rodblade af en Rumex, som vistnok hører hid.
Bladenes form lignede fuldstændig den hos R. hippolapathum, men det
lykkedes mig aldrig at finde den med blomst eller frugt. Ogsaa i Bl.
N. Fl. nævnes planten med tvivl for Kr.sand efter ufuldstændige eksem-
plarer. At den skulde findes her uden at blomstre, synes dog underligt.

345. À. hydrolapathum Huds. Professor Blytt har ifølge N. Fl.
paa Abildsnesø ved Flekkefjord indsamlet unge eksemplarer af en Rumex,
som han havde formodning om hørte til denne art. I forening med cand.
Kaalaas har jeg i 1881 undersøgt stedet, uden at vi bemærkede den.
Derimod har jeg senere været saa heldig at finde den ved Vera paa Lister;
den vokser i en liden sump sammen med Cicuta virosa, Bidens cernua

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT, 115

og Lemna minor, der samtlige er meget sjeldne planter i amtet. Pro-
fessor A. Blytt gjenfandt den for faa aar siden paa samme sted, der altsaa
er plantens eneste for tiden kjendte voksested i Norge.

346. R. acetosa L. (E.) findes overalt paa heist forskjelligartede
lokaliteter, selv ude paa smaaholmerne findes den omend i meget for-
krøblede eksemplarer.

347. R. acetosella L. (E.). I fjeldsprækker paa heierne, paa strand-
klipperne og i det hele taget paa alle tørre lokaliteter. Ligeledes finder
man ofte en af dens former paa grusede steder ved indsøbreder og
paa afdækkede steder paa torvmyrene. Den findes i samtlige plante-
fortegnelser.

348. Polygonum aviculare L. (E.) er almindelig under talrige former
saavel ved strandkanterne som inde i landet.

v. angustissimum L. Kr.sand.

v. erectum Lge? Oddernes: Mæbe paa Flekkerø. Desuden vil
man i nærheden af byerne og særlig paa ballastpladsene finde en hel del
indførte udenlandske former, der ofte er meget forskjellige fra de her i
landet optrædende.

349. P. Raji Bab. Vandse: Austhalsstranden paa Lister, hvor den
vokste sparsomt mellem store stene i stranden. Eksemplarerne herfra har
større lighed med engelske end med de i Finmarken forekommende.
Andetsteds er ofte iagttaget Polygonumformer, der habituelt meget ligner
P. Raji, men de har altid ved nærmere undersøgelse vist sig at tilhøre
foregaaende art. Den til denne førte varietet v. erectum har noget ud-
skydende frugter og turde derfor muligens være en opretstaaende form
af P. Raji.

350. P. hydropiper L. Temmelig almindelig i diger og paa sumpige
steder, men synes at mangle i havstrandene og paa smaaserne, selv om
passende lokaliteter er forhaanden.

351. P. minus Huds. Denne plante, der hidtil ikke har været
iagttaget sondenfor Tvedestrand, findes dog flere steder i distriktet.
Oddernes: Mæbø paa Flekkerø paa en sumpig strandkant; Søgne:
Hallersø nær Sognvaar fyr, hvor den vokste i vandpytter; Spangereid:
paa eidet i gamle torvegrave. Samtlige steder er beliggende ved det
aabne hav og enten i havets niveau eller kun faa meter høiere. Saavidt
min erfaring rækker, foretrækker den paa østlandet lunere steder. Med
hensyn til de fundne former har jeg intet særegent kunnet iagttage; ved
Spangereid vokser den oprette og den ved roden forgrenede form om
hinanden.

116 R. E. FRIDTZ.

M.-N. Ki.

352. P. persicaria L. (E.). Ikke sjelden og næsten udelukkende
forekommende i agre; dog vil man i heierne ved Kr.sand undertiden
træffe en meget liden form af denne art voksende paa bløde torvmyre.

353. P. lapathifolium L. Under mange former nær beboede steder,
i agre, haver og undertiden paa strandbrederne; den er i det hele taget
almindeligere end foregaaende.

v. incanum Gr. Oddernes: Nedre Lund.

v. nodosum Gr. Foruden paa ballastpladsene ved Kr.sand og Mandal
findes den ogsaa nu og da i agrene; saaledes har jeg et enkelt aar seet
den i stor mængde som agerukrud paa Lister, men ved et senere besøg
havde den overalt givet plads for hovedformen. Dens optræden skyldes
vistnok udsæd af udenlandsk korn.

354. P. amphibium L. er meget sjelden i denne del af landet.
Jeg har kun fundet den i Spangereid paa de stenede breder af et lidet
tjern paa eidet, samt paa Lister nær Vandse kirke. Paa det førstnævnte
sted optraadte den som f. terrestris, paa det sidstnævnte som f. natans.
I 1901 fandtes den paa ballast paa Odderø ved Kr.sand.

355. P. viviparum L. (E.). Forekommer paa spredte steder langs
kysten og er ganske sjelden. Opnoterede voksesteder er Randøsund:
Strømme; Oddernes: Gill (Engelh.)!, Strai; Halsaa; Lister; Hitterø.

356. P. Bistorta L. Om denne plante bemærkes i Bl. N. Fl., at
den af Moe er funden flere steder ved Kr.sand og af ham antages at
være oprindelig vildtvoksende der. Jeg har selv kun bemærket den ved
Tjos i Oddernes og i Furulunden ved Mandal. Det selskab, hvori den
paa begge steder befandt sig, gav mig det bestemte indtryk, at den paa
begge disse steder var udkommen fra haver; ved Tjos vokste den nemlig
sammen med Tulipa silvestris og Lilium Martagon, ved Mandal sammen
med Hieracium aurantiacum 8 sativum. Jeg har dog aldrig seet, at nu
for tiden nogen af disse arter er gjenstand for dyrkning i denne del
af landet.

357. P. Convolvulus L. (E.) er temmelig almindelig som ukrud i
agrene; en og anden gang træffes den ogsaa nede ved strandene, men er
ikke optegnet for nogen af smaaøerne.

358. P. dumetorum L. Blytt har fundet den ved Mandal, ligesom
jeg selv har seet et eksemplar, der skal være fundet ved Kr.sand.

359. Fagopyrum esculentum M. er kun et par gange bemærket.
Kr.sand: Grimsmoen som ukrud i ager; Mandal: paa ballastpladsen.

360. F. tataricum Gertn. Denne ukrudplante har stadig vundet
større og større udbredelse. For en snes aar siden var den i Lister og
Mandals amt saa sjelden, at jeg kun kjendte den fra nogle faa specielle

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 117

voksesteder. Da jeg senere besogte egnen, fandtes den ostenfor Lindesnes
i næsten hver eneste større ager. Vestenfor Lindesnes mangler den i alle
fortegnelser undtagen fra Vandse, hvor den er funden paa Lindland. Dog
er der vel ingen tvivl om, at den ogsaa har naaet de vestligere belig-
gende bygder, skjønt landmændene nu har faaet øinene mere op for
dens skadelighed.

Daphnoideæ Vent.

361. Daphne Mezereum L. er tidligere opgivet for Kr.sand af Moe.
Jeg har kun seet en enkelt Busk ved Gill i Oddernes. Da planten fra
gammel tid har været dyrket i haver, kan det af mig observerede eksem-
plar muligvis blot være forvildet Den forekommer dog vildtvoksende
høiere oppe i Otteraaens dalføre.

Plantagineæ Vent.

362. Littorella lacustris L. (E.). I Kr.sands omegn, hvorfra Engelh.
noterer den for Møllevand og Fiskaavand, synes den at være almindelig
paa bunden af indsøer, tjern og sagteflydende elve. Ellers har jeg kun
bemærket den paa Lister samt ved Flekkefjord.

363. Plantago major L. (E.) er meget almindelig, dog har jeg ikke
optegnet den for de mindre og ydre øer. En dvergform lig den, der
forekommer paa hoifjeldet og i de nordlige landsdele, paatræffes stundom
ogsaa paa strandene i sydligere egne. Her i amtet har jeg bemærket
den i en bugt østenfor Aarhus i Søgne.

364. P. media L. er kun funden i nærheden af Kr.sand og der
vistnok tilfældig indført. Kr.sand: paa enge nær det mekaniske værksted;
Oddernes: Jægersberg.

365. P. lanceolata L. (E.) er den almindeligste af Plantagoarterne og
er funden paa alle lokaliteter.

366. P. maritima L. (E.). Vokser overalt langs stranden paa
fugtige steder. I amtets vestlige streg findes den dog ofte temmelig
langt fra søen. Saaledes har jeg fundet den ved Liknes præstegaard i
Kvinesdal, samt i heien mellem Fedde og Flekkefjord. Bl. bemærkede
den i Lyngdal 1/4 mil inde i landet og over hele Lister. Den følges
gjerne paa disse streiftog ind i landet af Armeria maritima. I de østlige
dele af amtet har jeg kun seet den i strandkantens umiddelbare nærhed.

v. dentata Fl. d. er ikke sjelden sammen med hovedarten og paa
flere steder hyppigere end denne,

118 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

367. P. coronopus L. Fandtes i 1875 i mængde ved Farsund nær
havnen spredt paa flere steder, men var ved mit sidste besøg der sporløst
forsvunden. Den var antagelig indkommen med ballast.

Plumbagineæ Vent.

368. Armeria maritima Walld. (E) og

369. À. elongata H. er i ældre optegnelser noterede hver for sig;
men da jeg nu ikke formaar at holde dem ud fra hinanden, behandles de
her underet. Deres former træffes almindeligt paa strandklipperne langs
hele kysten og gaar desuden ligesom Plantago maritima ikke sjelden et
par kilometer ind i landet. Ved Kr.sand vokser den paa fjeldet »Den
omvendte baad« omtrent 200 meter over havet. Af andre steder, hvor
jeg har truffet den længere inde i landet, kan nævnes Ime ved Mandal
paa eng, paa halvøen mellem Mandal og Kleven samt ved Gaarden Tom-
stad i Vandse. Paa øerne og smaaholmerne bidrager planten tilligemed
dens stadige ledsager Elymus arenarius og Potentilla anserina til at
oplive de nøgne strande.

Valerianeæ DC.

370. Valeriana sambucifolia Mik. (E.) er almindelig udbredt i
distriktet. Denne plante, der over hele landet følger lovskoven og i
varme skyggefulde lier og urer naar sin fulde udvikling, er mærkelig nok
en af de for storm og havluft haardføreste. Den mangler sjelden paa
nogen holme eller ø ude i skjærgaarden, hvor den omend forkrøblet kan
findes i fjeldsprækkerne lige ned til søen. Kystformerne er meget for-
anderlige og nærmer sig med hensyn til bladform meget V. officinalis,
ligesom jeg ved Flekkefjord har seet en form, der ved sin ringe størrelse,
sine faa bladpar og udelte bladplade slaaende ligner V. dioica.

371. Valerianella olitoria Moench. (E.). Meget sjelden paa strand-
kanterne. Kr.sand (Wolff); Oddernes: Koholmen (Klungl.); Randøsund:
Lyngø, Korsvig; Søgne: oer ved Ny Hellesund (Rasch). Vestligere har
jeg ikke iagttaget den.

Dipsaceæ Juss.

372. Knautia arvensis Coult. (E.) er paa bakker og i enge temme-

lig almindelig langs hele kysten; paa øerne vil man ogsaa næsten altid
finde den.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 119

373. Succisa pratensis Moench. (E.). Ligesom foregaaende alminde-
lig udbredt; den er en af de faa planter, som særlig synes at ynde ege-
skovene. Varieteter med hvide eller røde blomster træffes nu og da.

Composite Vaill.

374. Petasites officinalis Moench. er ikke opfort i Engelharts for-
tegnelse, men findes blandt de planter, Blytt omtaler at have seet fra
Kr.sand i Klungelands herbarium. I N. Fl. angives den at forekomme
ved Kr.sand og paa Flekkerø. Selv har jeg ikke nogensteds paatruffet
den inden distriktet.

375. P. alba Gærtn. (E.). Voksestederne for denne plante, der
her har sit eneste kjendte udbredningsfelt i Norge, ligger samtlige i
Kr.sands omegn. Af disse kan følgende opgives: Oddernes: Tjos,
(Klungel.), Voie (Engelh.), Brøvig (Engelh.), Møvig, Skraastad (Engelh.)!,
en dal mellem Gurpedal og Fiskaavand, Mosbø (Hannaas); Kr.sand: Blokke-
dal (Engelh.); her har jeg senere fundet den i mængde baade ovenfor og
nedenfor pladsen, og den betragtedes af folkene der som et yderst
besværligt ukrud paa grund af dens vidtforgrenede rodstokke; de kaldte
den »hestehov«. Fremdeles findes den i fjeldet ovenfor Klappene, ligesom
Hannaas har fundet den paa Eg if. A. Bl.; Grebstad: Riget ved Gurpedal,
ved Bukstenvandets nordende, et sted vestenfor fjeldet Bukstenen; Ven-
nesla: ved hovedveien 2 kilometer nordenfor Mosby, Kvaresten. Den
forekommer gierne i lier under bratte fjeld paa fugtige og i regelen meget
skyggefulde steder og blomstrer meget tidligt paa vaaren, saasnart sneen
er borte, samtidig med Almus incana. Det høiest beliggende voksested
er omtrent 100 meter over havet; de andre mellem 5 og 50 meter. Paa
i det mindste tre af voksestederne, Brøvig, Blokkedal og Skraastad, har
den været at finde helt siden aarhundredets begyndelse.

376. Tussilago Farfara L. Allerede tidligere har man været
opmærksom paa, at denne overalt ellers saa almindelige plante fuldstændig
manglede i denne del af landet. Engelhart bemærker saaledes udtrykkelig
i sin fortegnelse, noget som han ellers ikke pleier at gjøre om manglende
planter, at »den findes ikke ved Kr.sand«. Vistnok er planten en noksaa
udpræget indlandsplante, der flere steder i landet skyr kysttrakterne, men
man har dog vanskeligt for at tro, at klima, jordbund eller andre natur-
forhold saa fuldstændigt skulde have hindret den i at leve og udbrede sig
i disse trakter, særlig da en flerhed af de steder, hvor den her i amtet
er iagttaget, ligger ved strandene. Det ligger da nær at antage, at den
under sin stræben efter at udbrede sig videre endnu ikke har naaet saa

120 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

langt. Den synes dog nu at være i anmarsch, idet den i den sidste men-
neskealder er begyndt at dukke op paa forskjellige steder. Det første
sted, hvor den saavidt mig bekjendt viste sig inden distriktet, var paa en
bakke paa gaarden Ugland nær Strai i Oddernes; her fandtes den for
første gang sparsomt i 1876 og skylder muligvis veianlægget sin frem-
komst. I 1901 fandtes den fremdeles paa samme sted og havde da
udbredt sig noget videre. Samtidig bemærkedes den langs jernbanelinjen
ovenfor Mosby nær tunnellerne og inde i skoven mellem Strai og Aktjern
ved en kreaturvei; paa disse steder er den utvivlsomt indført i de aller-
seneste aar, paa det førstnævnte sandsynligvis under jernbaneanlægget.
Ved Kr.sand findes den paa Oddere paa ballast, ligeledes nykommen.
Af andre voksesteder i amtet, som jeg kjender til, kan endnu nævnes:
Mandal: paa ballasthaugen (1882); S. Undal: Morkedal ved stranden
(1875); Vandse: Husebystranden. Til de to sidste voksesteder tør den
være indvandret søveien, ellers er der overalt overveiende sandsynlighed
for, at mennesket har været den vigtigste befordrer af dens udbredelse.

377. Eupatorium cannabinum L. er kun funden i amtets aller-
østligste del. Tvedt: den østlige bred af Farvand. Ved Skeisvand ved
Aalefjær i samme sogn har jeg fundet et lostliggende eksemplar, der
vistnok maa skrive sig fra et sted i nærheden.

378. Solidago virgaurea L. (E.). Meget almindelig.

379. Erigeron acre L. (E.). Naar undtages paa Lister, hvor den
ikke er sjelden paa sandhaugene langs strandkanterne, har jeg kun
bemærket den paa eng ved Jægersberg i Oddernes, samt sparsomt
ved Mandal paa sandige steder.

380. E. canadense L. Mandal 1882; Kr.sand. Paa begge steder
er den indført med ballast.

381. Tripolium vulgare Nees. (E.). Temmelig almindelig paa
strandkanterne især i amtets østlige del.

382. Bellis perennis L. (E.). Denne art har jeg kun paatruffet i
Kr.sands omegn. Tvedt: Justvig; Oddernes: Hanevig, Oksø; Kr.sand:
St. Hansheien. Desuden har jeg ved Kr.sand et par gange fundet den
forvildet fra haver. Den vildtvoksende plante, som jeg saavel her som
paa kysten af Nedenes amt altid har fundet ude paa øerne eller i nær-
heden af søen, adskiller sig ved flere kjendetegn fra den form, som
dyrkes i haverne. Den er af en lysere og renere grøn farve, roden er
tynd (enaarig?), den blomstrende stengel høiere og slankere og kurven
har aldrig mere end en rad tungeformige randkroner. Indplantes den i
haver i Kr.sand, trives den godt sammé aar, den er indplantet, men
pleier det næste aar at være forsvunden paa enkelte individer nær.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 121

Dens naturlige voksesteder er lidt vaade enge, der er bedækkede med
kort græs.

383. Pulicaria dysenterica Gertn. er ifolge Bl. N. Fl. funden ved
Kr.sand af cand. med. Preus.

384. Bidens tripartita L. (E.) er ikke almindelig. Kr.sand og
Oddernes flere steder; Randøsund: Frigstad; Søgne; Mandal; Holme:
Sodeland; Lyngdal; Vandse: Lister (Bl.)!; Kvinesdal: i præstegaardens
have og et stykke nedenfor ved elven. Paa Lister har jeg seet meget
store eksemplarer af kornets høide vokse som ukrud i agre; ellers findes
den her som andetsteds ved vandbreder og andre sumpige steder. Den
er sjeldnere i de vestlige end i de østlige trakter.

385. Bidens cernua L. er kun iagttaget i Vandse. Her har jeg
fundet den i en liden sump sammen med Ceuta virosa, Rumex hydro-
lapathum og Lemna minor i nærheden af gaarden Vera, samt ved
Tjørve nær stranden. Forekomsten af saamange i distriktet sjeldnere
planter paa det førstnævnte af disse voksesteder, der er en plet ikke
større end et stuegulv, gjør det sandsynligt, at de samtlige er indførte til
stedet af trækfugle, der efter ankomsten fra syden har slaaet sig ned paa
den første vandsump, de har faaet øie paa.

386. Gnaphalium silvaticum L. (E.) aftager i hyppighed, eftersom
man kommer vestover; af vestlige voksesteder er noteret: Spangereid:
Lindesnes; Vandse (Kaalaas); Fedde; Flekkefjord. Den er ikke funden
paa nogen af øerne og kun et par steder nær strandbrederne f. eks.
inderst inde i Topdalsfjorden ved Aalefjær.

387. G. uliginosum L. (E.) findes paa sumpige steder hist og her
over hele distriktet og er langt hyppigere end foregaaende.

388. Antennaria dioica Gærtn. (E.) forekommer overalt paa tørre
steder. De former, der har været henførte til A. hyperborea og f. corym-
bosa er ligesaa hyppige ber som paa hoifjeldet og i de arktiske dele
af landet.

389. Filago minima Fr. (E.) er meget sjelden. Kr.sand (BL);
Oddernes: Kongsgaard (Klungel.). Fra Søgne har jeg seet eksemplarer
indsamlede af elever ved den nu nedlagte Søgne lærerskole; Mandal (BI.)!
Naar undtages paa det sidstnævnte voksested, har jeg ikke selv fundet
den inden amtet, men derimod oftere i de tilstødende kyststrækninger af
Nedenes amt, hvor den synes at være hyppigere. Den findes der særlig
paa tørre bakker ude paa skovbare øer og ellers i det hele nær kysten
og kun faa meter over havet.

390. Artemisia Absinthium L. Kr.sand: Grims øvre mølle indført
med korn 1893 og 95; Oddernes: Oksø i nærheden af fyret.

122 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

391. Å. pontica L. forekom tidligere forvildet omkring Kr.sands
kirke; i 1893 iagttoges den ved Grims øvre mølle sammen med fore-
gaaende og en hel del andre indførte fremmede planter.

392. A. campestris L. Mandal paa ballastpladsen og de tilstødende
marker (Wittr.)! Denne plante, der i Norge udelukkende er bunden til
kalken og de løse skifere, er mærkelig nok en af de faa ballastplanter,
der har holdt sig paa stedet i flere aar, og som synes at ville udbrede
sig videre, uagtet underlaget ved Mandal ikke er af den slags, som man
skulde tro planten særlig yndede.

393. À. vulgaris L. (E.) er temmelig sjelden, men findes hist og
her langs hele kysten; den er ikke optegnet for nogen af øerne, selv
ikke de større, og med undtagelse af ballastpladsene kun sjelden i nær-
heden af strandene. Den er vistnok en af de planter, der forholdsvis
nylig er indvandret og nu holder paa at udbrede sig.

394. Tanacetum vulgare L. Er ikke meget hyppig forekommende
i egnen. Kr.sand: ved Møllevand; Oddernes: Tjos; Søgne: Lone;
Mandal; Vandse; Kvinesdal. Jeg tvivler paa, at denne art er oprindelig
vildtvoksende i distriktet, og er tilbøielig til at tro, at den paa samtlige
voksesteder er udkommen fra haver.

395. Chrysanthemum Leucanthemum L. (E.) findes i mængde paa
enge og solbeskinnede fjeldskraaninger selv ude paa de mindre øer.

v. coronopifolium Hn. Oddernes: Flekkerø (Wittr.); Randosund:
Støle (Prestrud)!.

v. flosculosa Aspegr. Kr.sand: Veien til Klappene (Murb.).

396. Ch. Parthenium Pers. er ifølge BI.N. Fl. funden ved Kr.sand
af Moe.

307. Ch. segetum L. (E.). Denne ugræsplante maa tidligere have
været almindeligere i disse trakter end nu, da Bl. angiver den som hyp-
pigere paa strækningen ostenfra til Lindesnes end andensteds i landet.
Nu maa den siges at være meget sjelden. Jeg kan kun angive den fra
følgende voksesteder: Oddernes: Nedre Lund; Halsaa: Tufte, Frivold;
Hartmark; Spangereid: nær Lindesnes; Vandse: Bryne (Wittr.); Flekke-
fjord. Paa Nedre Lund vokste den i eng, paa alle de andre steder der-
jmod som ukrud i agrene.

398. Matricaria Chamomilla L. er meget sjelden og vistnok overalt
tilfældig indført. Kr.sand (1880); Søgne: Høllen ved bryggerne (1893);
Mandal (Bl.): paa ballastpladsen, Kleven (1881); Flekkefjord (Bl., Seland).
Den synes ikke at holde sig længe paa de steder, den engang viser sig.

399. M. inodora L. (E.). Almindelig over hele omraadet, naar
undtages paa de ydre øer, hvor følgende form afløser den.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER Ole ENE AMT. kgs

400. M. maritima L. Mere eller mindre udprægede former folger
hele kystranden.

v. borealis Hn. Murbeck har ved Tjorve paa Lister og ved Farsund
fundet former, som lignede den.

401. M. discoidea DC. Er til forskjellige tider indført til distriktet
med ballast. Kr.sand (Røskeland 1900); Mandal (1881); Søgne: Høllen
ved bryggerne i selskab med M. Chamomilla (1893).

402. Anthemis arvensis L. (E.). Forekommer spredt over hele
distriktet, men er sjeldnere i strandregionen; den er ikke optegnet for
andre øer end Hitterø.

403. 4. Cotula L. er først optegnet for Kr.sand af Bl. Her har
jeg ogsaa selv seet den paa Oddere ved et veianlæg, hvortil der
vistnok var bleven benyttet ballastgrus som veifyld. Mandal paa ballast-
haugen.

404. À. tinctoria L. Nævnes ikke i Engelharts fortegnelse, men
fandtes ifølge Bl. i Klungelands herbarium. Den er ogsaa tidligere funden
ved Farsund (Bl.) og paa Lister (Lund). Selv har jeg seet den paa føl-
gende steder: Kr.sand: Klappene, Junkers løkke, Cramers løkke; Odder-
nes: Tjos, Ugland, Gill; Vandse: Lundemyren paa Lister. Overalt er
den funden i kunstig eng. Fremdeles er den af Landmark funden i
Lyngdal og af Røskeland ved Grovene i Vennesla. Den synes ikke her
i amtet at have den tendens til at udbrede sig videre som paa østlandets
skiferklipper.

405. Achillea ptarmica L. (E.). Kan ikke siges at være nogen
synderlig almindelig plante her i egnen, hvorfor dens findesteder her
opregnes. Kr.sand: Grimsmoen, Kolsdal; Oddernes: Kongsgaard, Tjos,
Flekkerø; Randøsund: Fidje; Vennesla: Ravnaas; Søgne: Monesø;
Mandal; Spind; Vandse: Gaaseholmen ved Farsund paa ballast. Vestligere
har jeg ikke iagttaget den.

406. A. nobilis L. Kr.sand: Grims øvre mølle (1893) indført
med korn.

407. A. millefolium L. (E.). Meget almindelig, men mangler dog
paa steder, der i særlig grad er udsat for havluften, saaledes paa flere af
de ydre øer.

408. Arnica montana L. (E.). Naar undtages paa smaaøerne, findes
den ellers overalt i distriktet. Paa naturlige engbakker danner den med
Digitalis purpurea, Hypochæris radicata, Erica Tetralix og Hypericum
pulchrum, i hvis selskab den ofte forekommer, et af traktens mest
karakteristiske planteselskaber.

124 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

409. Senecio vulgaris L. (E.). Almindelig paa dyrkede marker og
nær beboede steder, dog neppe saa hyppig som paa østlandet. Paa
steder fjernede fra kulturen ved jeg ikke at have seet den.

410. S. silvaticus L. Denne art er almindeligere i amtets østlige
end dets vestlige dele; den træffes paa alle lokaliteter, i agre, paa enge,
ved strandbrederne og i vildmarken og er mangesteds hyppigere end
foregaaende.

411. S. viscosus L. (E.). I Kr.sands og Mandals omegn vil den
oftere kunne paatræffes. At Engelhart i sin fortegnelse optager denne
art og ikke den foregaaende, der dog er langt almindeligere, er paa-
faldende; man skulde tro, at en forveksling havde fundet sted. Blytt
optager dog 1826 begge arter. Planten hører til dem, der mere og mere
udbreder sig i landet, og ogsaa i dette distrikt sees den stadig at dukke
op paa nye steder. Da jeg ikke har tilstrækkeligt materiale fra de seneste
aar, er jeg ikke istand til nærmere at redegjøre for dens udbredelse for
oieblikket.

412. S. Jacobea L. (E.). I skjærgaarden og paa de nærmest havet
liggende heier er den meget almindelig, men aftager, eftersom man fjerner
sig fra kysten. I de indre dele af de længst indtrængende fjorde, f. eks.
ved Kr.sand og Flekkefjord, er den saaledes sjelden; men man vil dog
ogsaa for denne plantes vedkommende finde, at den i lighed med lignende
kystplanter trænger længere ind i landet i de vestligere bygder end i
de østlige.

v. eradiatus. Sparsomt ved Kr.sand.

413. S. aquaticus Huds. er meget sjelden. Den er ifølge BI. N. Fl.
funden ved Mandal af Berggren. Selv har jeg kun bemærket den paa
Nedre Lund i Oddernes.

414. Cirsium lanceolatum Scop. Medens denne tidsel ellers i landet
fortrinsvis findes nær beboede steder og ofte giver indtryk af at være
indført med kulturen, optræder den her i egnen næsten udelukkende paa
udyrkede steder i solvarme urer og tørre heier og er særlig langs kysten
en stadig ledsager af de der optrædende sjeldnere vækster. Den er heller
ikke sjelden nede i strandkanterne.

415. OC. palustre Scop. (E.) er et almindeligt ager- og engukrud, der
findes selv paa de langt ude i havet beliggende smaaøer.

v. albiflora. Herred: Sande nær stranden.

416. C. heterophyllum All. (E.). I de længst mod øst liggende
kyststrøg synes den ganske at mangle. I Kr.sandstrakten har jeg saaledes
kun bemærket den i Grebstad: ved Bydalstjern, Bukstensdal, begge steder

beliggende omtrent 5 kilometer fra den inderste vig af Kr.sandsfjorden.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 125

I Randøsund, Oddernes og Søgne er den ikke iagttaget. Fra Mandal af
begynder den at vise sig almindeligere og er noteret for de fleste sogne
langs kysten. Hitterø er den eneste ø, hvorfra den er opskrevet. Mellem
Mandal og Kleven er iagttaget en form, der ved sine ualmindelig dybt
indskaarne blade og korte kurvstilke er meget ioinefaldende.

417. Cirsium arvense Scop. (E.) paatræffes som ukrudsplante hoved-
sagelig ner byerne og sterre gaarde. Den findes udbredt under talrige
former, hvortil der dog under mine noteringer er taget lidet hensyn. Af
saadanne kan nævnes

v. incanum. Kr.sand. Jeg har faaet det indtryk, at den væsentlig
findes i amtets østligste strøg.

v. horridum. Kr.sand.

v. ferox. Kr.sand, Mandal, Farsund og Lister.

Paa mange steder kan det tydelig mærkes, at den i nyere tid er
indkommen med ballast, særlig maaske de mere tornede former.

418. OC. acaule All. forekom 1882 ved Mandal paa ballast, men er
ikke senere bemærket.

419. Carduus crispus L. Denne art mangler næsten ganske i det
her omhandlede strøg, idet jeg kun har seet den ved Kvaresten i Ven-
nesla samt ved Mandal. Paa det sidstnævnte sted vokste den ikke meget
langt fra ballastpladsen og er sandsynligvis udkommen derfra. I amtets
indre dele saavelsom i Sætersdalen forekommer den enkeltvis hist og her.
Ogsaa denne plante er antagelig ved begyndelsen af sin indvandring
i trakten.

420. C. acanthoides L. er ifølge Bl. N. Fl. funden ved Kr.sand af
Klungeland og ved Mandal af Bl. Senere har Wittr. fundet den paa
sidstnævnte sted paa ballast, I mine notater finder jeg den opført for
Mandal (1875) paa ballast; Kr.sand: Grims øvre mølle (1893), Grims nedre
mølle (1895). Det vil heraf sees, at den er indført hertil ved ballast eller
forurensninger i korn fra møllebrugene.

421. C. nutans L. Indfores nu og da paa samme maade som fore-
gaaende. Kr.sand: Grims øvre mølle (1893) sammen med denne, ved
veien til Ravnedal (1893); Mandal: ved et sagbrug nær elven (1893);
Farsund (A. Bl.).

422. OC. defloratus L. Et par eksemplarer fandtes (1882) ved
stranden ner Hartmark kirke.

423. OC. multiflorus Gaud. er funden af Murbeck ved Malmo i
Mandal.

424. Centaurea jacea L. (E.)

425. OC. decipiens Thuil og

126 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

426. C. nigra L. er optegnet fra talrige voksesteder langs amtets
kyst; men udbredelsen af de til disse tre arter hørende former turde
dog endnu trænge til grundigere at udredes. Thi foruden at optræde i
talrige varieteter synes disse nærstaaende arter let at danne bastardformer.
Hos de af mig fundne og som hybride anseede eksemplarer har jeg
altid fundet flere eller færre vel udviklede frugter, der udentvivl er istand
til at forplante formen videre. Det er heller ikke usandsynligt, at disse
former atter ved krydsning med stamarterne endnu kan forøge antallet
af de fra grundtyperne afvigende individer. Dette tør være aarsagen til,
at man ofte blandt talrige eksemplarer neppe er istand til at finde to,
der er hinanden ganske lige hverken i habituel henseende eller med
hensyn til bladenes form, kurvbladskjællenes farve og udseende eller
kronernes form. Angaaende frugtbørsterne kan oplyses, at jeg i en og
samme kurv et par gange har fundet frugter med meget lange haar,
medens andre fuldstændig har manglet dem. C. nigra synes at være den
mindst variable af arterne.

427. C. jacea L. X nigra L. tror jeg at have fundet i de vestlige
dele af amtet: Austad, Farsund og Fedde.

428. OC. jacea L. X decipiens Th. Tregde ved Mandal. Mellem-
former mellem C. nigra og C. decipiens forekommer ogsaa, uden at jeg
forstaar, hvor de bør føres hen.

429. C. montana L. N. Bryhn nævner, at han har seet den ved
Kr.sand, ligesom jeg selv engang har seet den paa Nedre Lund i Oddernes
udenfor et havegjærde.

430. OC. phrygia L. Meget sjelden. Oddernes: Gill sparsomt;
Mandal (Wolff, Bl., Thomle); Halsaa: Heststad, ved veien til Mandals
badehus; Holme: Fuskeland i mængde paa et indskrænket voksested.
Naar Wikström i sin aarsberetning for 1826 siger (s. 275), at Ahnfelt og
Lindblom i det nævnte aar fandt ©. phrygia som ny for nordens flora
paa Hjelmeland i Ryfylke, er dette feilagtigt, da planten tidligere var
funden i Norge; dette kan man ogsaa se s. 279 i samme afhandling,
hvor der nævnes, at den var funden ved Mandal af Wolf. Den nævnes
allerede i dennes brev til Hornemann, der er dateret 1820.

431. C. orientalis L: og

432. C. diffusa Lam. fandtes 1893 ved Grims øvre mølle ved
Kr.sand, hvor de maa være indført med korn fra sortehavslandene.

433. (©. Scabiosa L. (E.) er kun bemærket sparsomt paa nogle
ganske faa steder. Kr.sand: Grim; Oddernes: Egstø; Mandal. Den er

antagelig indfort med græsfrø.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 127

434. OC. solstitialis L. Fandtes for endel aar siden i Kr.sand paa
et værft ved havnen, hvor den maatte være indkommen med korn
eller ballast.

435. C. cyanus L. (E.). Optraadte tidligere i stor mængde i agrene
ved Kr.sand; før kunde disse være ganske blaa af den, men med det
fremadskridende agerbrug trænges den mere og mere tilbage. Fortiden
findes den vistnok over hele distriktet, men synes overalt at være meget
sparsom.

436. Lappa tomentosa Lam. Meget sjelden. Mandal: Malmø nær
ballastpladsen; Flekkefjord: Kido (Kaalaas)!

437. L. minor DC. (E.). Forekommer især nær byerne og ved
større husklynger paa landet og er som saa mange af egnens planter
hyppigere i amtets østlige end i dets vestlige del. Udbredes væsentlig
ved husdyrenes hjælp.

438. Lappa intermedia Lge. Sjelden i lier paa begge sider af
Torrisdalselven: Eg ved Kr.sand; Skraastad i Oddernes og Heisel i
Vennesla. Jeg har altid syntes, at den paa de nævnte steder fundne
form i alle dele stemte med beskrivelsen af L. intermedia, hvorimod
professor A. Blytt mente, at den burde henføres til den af ham beskrevne
L. minor var. purpurascens. Men da denne beskrives som »grovere end
hovedformen og med rødlig anløbne kurvblade og stængler«, passer dette
ikke paa den ved Kr.sand forekommende plante, der udmærker sig netop
ved sin høie, spæde vækst og sin rent grønne farve.

439. Cicorium intybus L. Kr.sand (Bl.): Junkers løkke, Smedien,
Krossen; Mandal; Vandse: Gunnarhaug paa Lister. Paa alle voksesteder
er kun bemærket et enkelt eller ganske faa eksemplarer.

440. Lampsana communis L. (E.) er ikke sjelden i de med lovskov
bevoksede urer og lier langs hele kysten. Paa de mindre oer er den
ikke bemærket. Den forekommer næsten altid i selskab med Lactuca
muralis.

441. Hypocheris maculata L. (E.). Almindelig paa enge særlig
paa noget tørre solvarme naturlige græsvolde; paa fjeldene nær strandene
vil man især finde den i høide af 20—50 meter over havet; den træffes
omend sjeldnere ude paa smaaøerne.

442. H. radicata L. (E.) vil man finde paa ganske lignende lokali-
teter som foregaaende art og næsten altid i dens selskab; dog vil man
ogsaa ofte især paa strandklipperne træffe den i fjeldsprækker og ved
veikanter. Den er i det hele mindre hyppig end foregaaende og bliver
sjeldnere, straks man fjerner sig nogle faa kilometer fra søen; i flere for-
tegnelser over planter i de indre dele af distriktet er den ikke anført.

128 R. E. FRIDTZ, M.-N. Kl.

443. Scorzonera humilis L. synes ved Kr.sand at danne en fra de
øvrige voksesteder i landet isoleret koloni, idet den, saavidt vides, ikke er
bemærket hverken i Nedenes eller Bratsberg amter. Oddernes: Skraastad
paa fugtig eng, Mosby. Paa begge steder sparsomt.

v. angustifolia Horn. Kr.sand: paa en tør eng nær Mellevand. Er
vistnok kun en ubetydelig form frembragt ved det tørrere voksested.

444. Tragopogon pratense L. har jeg ligeledes kun paatruffet ved
Kr.sand: Øvre færgested, bag Kr.sands bryggeri, Oddere. Antagelig
indført med græsfrø.

445. Leontodon autumnale L. (E.) er overalt meget almindelig.

v. Taraxaci Hn. Former, der har stor lighed med høifjeldsformen,
træffes ikke saa ganske sjelden selv i amtets laveste egne.

v. pratensis Koch. Malmø ved Mandal ikke langt fra ballastpladsen,
hvorfra den sandsynligvis er udkommen.

446. Taraxacum officinale Web. (E.). Almindelig paa de mest
forskjelligartede lokaliteter. I selskab med foregaaende art træffer man
den ofte nede i strandene, hvor den kan antage eiendommelige former.
Saaledes findes i strandsanden paa Lister en liden form med hele
ovale blade.

447. T. corniculatum Kit. er muligvis paa grund af dens tidlige
blomstringstid en og anden gang bleven overseet, men den maa i ethvert
fald være meget sjelden; thi jeg har kun bemærket den i en tør bakke
ved broen over Natmandsbækken ved Kr.sand. Den er med tvivl optegnet
for Oddernes.

448. Lactuca muralis L. (E.) findes gjennem hele distriktet overalt,
hvor der er løvskov. Den gaar flere steder lige ned til stranden, men
mangler paa de fleste mindre øer.

449. Sonchus oleraceus L. er temmelig sparsom ved huse, i haver
og potetagre helst i nærheden af byerne. Kr.sand: flere steder; Odder-
nes: Flekkere; Søgne: Monesø; Mandal; Lyngdal; Vandse; Fedde;
Kvinesdal; Flekkefjord.

450. S. asper Vill. Forekommer paa lignende steder som fore-
gaaende art og gjerne i dens selskab; dog er den maaske noget sjeldnere.
Oddernes: Flekkerø; Kr.sand: Grim; Søgne: Moneso; Spangereid:
Flatebo, Reme; Vandse; Fedde; Flekkefjord.

451. S. arvensis L. (E.). Meget almindelig baade som ugræs i
agrene og som strandplante; den er ikke noteret for de mindre øer.

452. Crepis tectorum L. (E.). Den er optagen i Engelharts for-
tegnelse over planter ved Kr.sand, og i BI. N. Fl. angives, »at den ei er

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 129

almindelig i Kr.sands stift fra Tvedestrand til Jæderen«. Selv har jeg
aldrig bemærket den i den her behandlede del af amtet.

453. GC. biennis L. har jeg paatruffet et par gange i enkelte eksem-
plarer som ukrud i agre. Tvedt: Ve; Oddernes: Ugland.

454. OC. virens L. er ligeledes fundet en enkelt gang nær Ledet ved
Kr.sand i nogle faa eksemplarer.

455. ©. paludosa Moench (E.). I de havkanten nærmest liggende
trakter er den forholdsvis meget sjelden; den er saaledes ikke optegnet
for nogen af gerne, Almindelig bliver den først et par kilometer fra
kysten især paa sumpige steder i løvskoven.

456. Hieracium pilosella L. (E.). Meget almindelig ogsaa paa
strandklipperne.

v. Peleterianum Mer. findes sammen med hovedarten og er mange-
steds almindeligere end denne.

457. H. auricula L. (E.). Taaler havluften mindre godt end fore-
gaaende, hvorfor den synes at mangle paa mange smaaøer; længere ind
i landet er den ganske hyppig.

458. H. aurantiacum L. f. sativum er funden i Furulunden ved
Mandal paa eng (Dr. Ellefsen, Thomle)!

f. glaucescens, der forekommer hist og her i amtets indre trakter,
har jeg seet i Øvrebø, der ligger noget udenfor den del af amtet, der
her behandles; det er dog ikke usandsynligt, at den ogsaa turde findes
inden omraadet.

459. H. cymosum L. er af Lindeberg ifølge BI. N. Fl. funden ved
Kr.sand, hvor det dog ikke trods megen segen i sin tid har Iykkedes
mig at gjenfinde den. Naar de to sidstnævnte arter, der sandsynligvis
er tilfældig indforte med græsfrø, sættes ud af betragtning, synes mærkelig
nok ingen andre repræsentanter for gruppen Püloselloideæ Koch at findes
i distriktet end H. pilosella og auricula.

460. H. Schmidt Tausch. Ganske almindelig; selv ude paa Song-
vaarøerne i Søgne saaes forkrøblede eksemplarer.

461. H. saxifragum Fr. Ifølge BI. N. Fl. er den af marinemaler
Skari samlet ved Farsund. Selv har jeg seet den paa Lister og ved
Mandal, hvor den tidligere var bemærket af Wittrock.

v. hispidissima Fr. Oddernes: Flekkere (Wittr.).

462. H. norvegicum Fr. findes ifølge Bl. N. Fl. »østenfra til Kr sand«
samt ved Farsund (Skari). Jeg har seet den i Randosund: Stolekilen ;
Kr.sand: Odderø; Søgne: Monesø; Grebstad: Stokkeland.

v. rufescens Fr. findes ligeledes ifølge BI.N.FI. østenfra til Kr.sand.
Maaske hører et par af de under hovedarten anførte voksesteder hid.

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1903, No. 3, 9

130 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

463. H. onosmoides Fr. er af Bl. funden ved Kr.sand, Eksemplarer,
der antagelig hører hid, fandtes paa Hellesø i Søgne.

464. H. murorum L. (E.). Talrige former, der tilhører eller grup-
perer sig om denne art, findes meget almindelig i det undersøgte distrikt.
Dels paa grund af manglende kjendskab til denne vanskelige formserie,
dels af utilstrækkeligt materiale, har jeg ikke nærmere kunnet udrede
dens udbredelse.

465. H. vulgatum Fr. er ligeledes almindelig; forøvrigt gjælder om
denne art, hvad der er bemærket om den foregaaende.

466. H. cesium Fr. Kr.sand og Flekkefjord.

467. H. rigidum Hn. Randøsund: Romstel; Søgne: Kabelo. Den
er ogsaa ifølge Bl. N. Fl. funden af Skari ved Mandalskleven (Kleven?).

468. H. melanocephalum Lindeb. nævnes i A. Blytt: Nye bidrag
1897 at forekomme med lyse kurvblade ved Listeid i Vandse.

469. H. corymbosum Fr. er af Wittr. funden nær Vandse præste-
gaard; selv har jeg seet den paa gaarden Lindland i Vandse.

470. H. umbellatum L. (E.). Er noteret fra alle kanter af distriktet,
hvor den optræder paa næsten alle mulige lokaliteter. Det har fore-
kommet mig, at skjærmene i regelen har færre kurve end hos de østlandske
former, samt at bladene er mere mat grønne.

Anm. Paa grund af ringe kjendskab til arterne i denne slægt, er dens
former dels bleven overseet, dels negligeret, ligesom de notater,
der er gjort, ofte ikke er videre paalidelige; det er derfor lidet,
jeg har kunnet anføre om arternes udbredelse. Forevrigt har
lector Lindeberg udtalt om trakten, at han fandt den fattig
paa Hieraciumformer og lidet interessant.

471. Galinsoga parviflora Car. er paatruffen et par gange indført

med ballast. Kr.sand: Odderø (1880); Mandal (1882).

472. Calendula officinalis L. Jeg har seet den ved Kr.sand, ud-
kommen med rusk fra haver, samt ved Mandal indført ved græsfrø
eller ballast.

473. Rudbeckia hirta L. Ogsaa i dette amt er denne fremmede
ukrudsplante et par gange bemærket. (Oddernes: nogle faa eksemplarer
fandtes i en eng ved Lindebøkilen paa Flekkerø (1893); Vennesla: Gro-
vene (Røskeland 1900); Vandse: Skeime paa Lister (1894) et eksem-
plar (A. Bl.).

474. Inula graveolens Desf. forekom et par aar efter hinanden ved
Kr.sand som ugræs i haven paa Carl Johans minde.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 131

Campanulaceæ Bartl.

475. Jasione montana L. (E.). Almindelig paa solvarme steder,
især tørre enge og strandklipper, ofte ude paa de ydre smaaøer. Strand-
formerne danner en overgang til eller tilhører

v. litoralis Tr. Den er af Wittrock tidligere optegnet for stranden
ved Hauge, Huseby og Kviljo paa Lister, hvorfra jeg ogsaa selv har
medbragt typiske eksemplarer. A. Bl. bemærker om den: »Lister i
mængde paa bunden flyvesand og blandt lyng nær søen, oftest med lysere
blaa blomster saasom nedenfor Hauge, ved Tjørve og andre steder.« Det
er denne lysblomstrede form, jeg har antaget for at være den ægte
v. litoralis, medens alle mørkblomstrede er i optegnelserne henførte til
hovedarten.

476. Campanula cerevicaria L. er ifølge Bl. funden ved Flekkefjord
af Nesheim.

477. OC. glomerata L. I enge meget sjelden. Tvedt: Boen; Odder-
nes: Tjos; Flekkefjord: nær byen ved en veikant. Paa en gaard i Tvedt,
hvor den dyrkedes i haven, sagde folkene, at de havde indplantet den
fra marken; det er saaledes sandsynligt, at den indføres med græsfrø.

478. OC. rapunculoides L. Paatræffes nu og da, men altid nær
beboede steder. Kr.sand: var tidligere et besværligt ugræs i mange af
byens haver, hvor den vel engang har været dyrket, Eg, Bellevue,
Krossen paa engene; Oddernes: Nedre Gill, Mæbø paa Flekkero. Her
forekom den 1893 i stor mængde i et hasselkrat tilsyneladende fuld-
stændig vildtvoksende; Mandal (Wittr.)!; Flekkefjord (Nesheim if. Bl.
N. Fl).

479. ©. Trachelium L. (E.) forekommer i krat i det nærmest havet
liggende belte og paa de større ser. I amtets østlige del findes den i
mængde i Randøsund og paa Flekkerø, men mangler ganske ved bunden
af Kr.sandsfjorden. I Randøsund er den allerede funden af Engelhart
ved Dversnes. Vestligere bliver den sjeldnere. Jeg har kun optegnet
den for Mandal: Tufte, Tregde; Lister: Egvaag; Nes; Hitterø. Den
optræder neppe længere end 1—2 kilometer fjernet fra stranden eller i
større høide over havet end 30 meter.

480. C. latifolia L. (E.) er ligesom de planter, der ellers her i
landet gjerne pleier vokse i dens selskab: Milium effusum, Cirsium
heterophyllum, Geranium silvaticum, Stellaria nemorum med flere, ganske
sjelden i denne del af landet. Randøsund: Dversnes (Engelh.)!; Odder-
nes: Prestø i Torrisdal, Gillskoven; Grebstad: Bukstendal; Vennesla:
Heisel; Spangereid: Svennevig, Flatebø ved Lindesnes; Spind: Sævig,

132 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

Haavigen; Vandse. Vestligere er den ikke noteret. Ved Haavigen i
Spind vokser lys- og mørkeblaa blomstrende former i hverandres selskab.
Alle de vestligere voksesteder er beliggende ganske nær søen og i ringe
høide over havet.

481. OC. persicifolia L. er ifølge BI. N. Fl. funden ved Kr.sand;
den maa være meget sjelden, da jeg aldrig har bemærket den i amtet.

482. OC. rotundifolia L. (E.). En af de alleralmindeligste planter
saavel ude paa eerne som længere inde i landet.

v. parviflora A. Bl. Farsund (Murb.).

Rubiaceæ Juss.

483. Galium boreale L. (E.) hører til de sjeldneste vækster i denne
del af landet. Kr.sand: Eg, Sandvigen; Oddernes: Kongsgaard; Vandse
(Kaalaas); Hitterø.

484. G. palustre L. (E.). Yderst almindelig paa sumpige steder
ogsaa inde paa de ydre holmer og smaaøer. En eiendommelig form med
opretstaaende stengler er fundet i Vandse og ved et tjern nær Hovstøl i
S. Undal.

Anm. I Engelharts fortegnelse opføres for Kr.sand Galium sylvati-
cum. Da denne art ifølge Lange: Danmarks flora ikke er
funden nordligere end i Slesvig, antages Engelharts plante at
referere sig til G. Mollugo L. y umbrosum Lge., hvormed
forvekslinger tidligere ogsaa har fundet sted i Danmark. (Kfr.
O. Dahl: Breve p. 9 og Lange: Haandbog III p. 114).

485. G. Mollugo L. (E.). Denne plante har i de allerseneste aar
udbredt sig meget i det sydlige Norge, hvor den udspredes med græsfrø.
Ogsaa i Lister og Mandals amt har jeg nogle gange stødt paa den.
Oddernes: Kongsgaard; Hartmark; Lyngdal: Moen; Flekkefjord.

v. erectum Huds. Kr.sand; Vennesla: Kjonsvold (Røskeland).

486. G. verum L. (E.) forekommer mere eller mindre hyppig langs
hele kysten; den er dog ikke bemærket paa de mindre ger.

v. litorale. Paa sandige strandbreder paa Lister; den har mer lysgule
blomster end hovedformen.

v. ochroleucum Fr. Oddernes: Sødal.

487. @. Mollugo L. X verum L. Ved Moen i Lyngdal bemær-
kedes mellem stamarterne to mellemformer, den ene en f. submollugo,
den anden en f. subverum, der utvivlsomt var af hybrid natur. Det
samme er vistnok ogsaa tilfældet med den ovenfor under navnet v. ochro-

leucum fra Sødal i Oddernes optagne form,

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 133

488. G. saxatile L. (E.). Træffes nærmere og fjernere fra kysten
gjennem hele omraadet, men synes at være noget lunefuld i sin optræden.
Saaledes synes den paa enkelte af øerne at mangle eller være meget
sjelden, medens den paa andre findes i stor mængde. I det indre af
distriktet forekommer den nu og dai furuskovene. Mest almindelig synes
den at være i Farsunds omegn.

489. @. uliginosum L. (E.) er af mig kun bemærket paa ganske
faa steder. Randøsund: Fidje, Dversnes; Kr.sand; Vennesla: Heisel;
Mandal; Vandse.

490. G. Aparine L. (E.). Almindelig som ukrudplante i agre, ved
udhuse, grushauge og lignende steder; men den findes ogsaa meget
udbredt som strandplante selv paa de yderste øer i skjærgaarden.

v. confertum Westerl. findes ifølge Murb. paa stenede strandkanter
ved Farsund.

491. G. spurium L. Engang fundet i en ager ved Fedde, antagelig
indfort ved fremmed korn.

492. Asperula odorata L. forekommer i mørke skyggefulde lier og
fjeldskar næsten udelukkende i levskov, men den er ikke almindelig.
Den findes paa Hitterø, men er ellers ikke opskrevet for nogen af øerne.
I Randøsund har jeg et par steder seet den vokse paa tørre solbeskinnede
veikanter; den maa paa disse flekker antagelig have holdt sig siden en
tid tilbage, da stederne har været skovbevokste, hvilket ikke har fundet
sted i sidste menneskealder.

403. Sherardia arvensis L. Kr.sand: Grims øvre mølle (Kaalaas)!
Jeg søgte den i 1893, men den var da sandsynligvis udryddet.

Lobeliaceæ Bartl.

494. Lobelia Dortmanna L. (E.) vil man finde ved brederne af
næsten hver eneste indsø eller tjern langs kysten; den er ogsaa funden
paa de større øer, hvor der findes passende vandsamlinger, saaledes paa
Flekkerø, Skjernø og Hitterø.

v. ramosa Murb. Mollevand ved Kr.sand (Murb.). Foruden paa
dette sted har jeg ogsaa samlet den ved Støletjern i Randøsund. Den
synes de forskjellige aar ikke at være lige meget forgrenet, og paa begge
steder saaes den ved mellemformer at flyde sammen med hovedarten.

Caprifoliaceæ Rich.
495. Linnea borealis L. (E.). Baade Bl. og Wittr. angiver mærke-
lig nok, at denne plante mangler i distriktet, uagtet den især i de østlige

134 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

dele af amtet ikke er saa ganske sjelden Tvedt: Kostol; Oddernes:
Hanevig, Skraastad, Strai, Eiet, Topdalstø, Justnes; Kr.sand: Odderø,
Krossen, Dalene; Randøsund: Strømme; Vennesla: Sagvand; Mandal;
Fedde; Flekkefjord. Paa de steder, den forekommer, er den gjerne tilstede
i stor mængde.

496. Lonicera Xylosteum L. er ifølge BI. N. Fl. funden ved Kr.sand,
der betegnes som artens vestgrændse i Norge. Selv har jeg ikke været
saa heldig nogensinde at støde paa den.

497. L. periclymenum L. (E.) udgjør en aldrig manglende bestand-
del af floraen i urer og fjeldlier og findes derfor opført i næsten samtlige
plantefortegnelser, der er gjort i distriktet. Ude ved havet findes den i
fjeldskorter, hvor der er lidt ly, selv ude paa smaaoerne; paa saadanne
steder er den sædvanlig nedliggende. Den optræder ofte i selskab med
Tlex aquifoliwm, men er langt mere haardfør end denne. Dens iøine-
faldende blomster og stærke duft gjør, at den er i særlig grad udsat for
angreb af alslags insekter, hvoraf vistnok enkelte er den til nytte under
befrugtningen, men som forstørstedelen kun synes at lægge an paa dens
udryddelse ved at søndergnave dens blomster og blade eller indsnøre
dem i deres spind. Man maa i regelen søge længe, inden man finder en
ubeskadiget gren til et herbarieeksemplar.

498. Viburnum Opulus L. (E.). Vokser gjerne i selskab med
Acer, Sorbus Aria og hybrida, Crategus og Fraxinus og findes i
regelen der, hvor disse forekommer.

499. Sambucus nigra L. Denne busk er optegnet paa følgende
steder: Oddernes: Øvre Strai; Mandal: Skjerne (Wittr.); Halsaa; Vandse:
Høiland; Austad: Rævø; Spind: Haavigen; Lyngdal: Bergsager; Herred:
Gautland i en ur. Paa de fleste af disse steder findes den ikke synderlig
langt fra gaardenes husbygninger, og hvor jeg har truffet den tilsyne-
ladende i vildmarken, har jeg et par gange truffet levninger af grundmure
efter tidligere bebyggelse. En flerhed af de iagttagne buske er dog
sikkerlig selvsaaede. Blomsterne staar overalt her i stor anseelse som
middel mod forkjølelse.

500. S. racemosa L. forekommer paa lignende steder og under
samme forhold som foregaaende, men den er sjeldnere og kun paatruffen
ved Kr.sand: Oddere, trælasttomter søndenfor byen, hvor den sand-
synligvis nu er udryddet; Oddernes: i skoven ved Øvre Strai.

Oleaceæ Lindl.

501. Fraxinus excelsior L. (E.). Almindelig udbredt paa steder,
der ligge nogenlunde i ly. Ved strandene sees den kun inderst inde i

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 135

fjordene og mangler paa de ydre oer og andre for storm og havluft
udsatte steder.

Gentianeæ Lindl.

502. Gentiana pneumonanthe L. er temmelig sjelden i myrer, særlig
torvmyrer, og fugtige enge. Oddernes: Tjos (Moe)!; S. Undal; Spangereid:
Lindesnes (Lindeb.), Heiland, Fladebø, Vaage; Farsund (Bl.); Vandse:
Kviljo (Bl), Vandse præstegaard, Lundemyren, Nordhassel, Egvaag, Listeid,
Vonnamyr ved Helvig (Landm.); Flekkefjord (Bl.): Tjørsvaag, Nueland.
»Paa heiene ved Sireaaens udløb, især i masser paa østsiden, varierende
med lysere blaa blomster« (Landm. if. A. Bl.). Som det sees, befinder
hovedmassen af voksesteder sig vestenfor Lindesnes.

503. G. campestris L. (E.). Denne art er heller ikke nogen
almindelig plante i disse trakter. Jeg kjender følgende voksesteder:
Kr.sand: Klappene, Grim; Oddernes: Straiskoven; S. Undal: ved Tar-
vandet; Spangereid: Svennevig, heien nordenfor eidet; Austad: Reve;
Vandse: flere steder; Nes; Hitterø. Naar undtages i Austad og Vandse,
hvor den er bemærket lige ved strandkanten, er den paa de øvrige
voksesteder funden nogle kilometer fra søen. Angaaende dens former
hidsættes

*G. germanica Froel. Kjorefjord og Kraagenesvand paa Lister
(Murb.); hid hører ogsaa eksemplarerne fra de ovennævnte voksesteder i
S. Undal og Spangereid.

*G. suecica Froel. MHertil hører planter fra Kr.sand, Austad samt
fra Høiland, Levold og Aasen i Vandse. Til hvilken af underarterne de
paa de øvrige voksesteder fundne former skal henregnes, kan jeg paa
grund af manglende materiale ikke fortiden afgjøre.

504. G. uliginosa Willd. Ifølge A. Blytt: Nye bidrag 1897 No. 2
er den funden af M. N. Blytt ved Kr.sand. Selv har jeg ikke stødt paa
den inden distriktet, men derimod paa et par steder ved Ulvesund i
Nedenes ikke mange kilometer fra amtsgrændsen. Den vokser her paa
fugtige med kort græs bevoksede steder lige nede i fjæren.

505. G. amarella L. Kr.sand. (Bl. N. Fl.). Maaske refererer dette
voksested sig til foregaaende art, saaat den ikke er funden i distriktet.

506. Erythrea linearifolia Pers. Kun bemærket i omegnen af
Kr.sand, Tvedt: Justvig; Oddernes: Voie.

507. E. pulchella Fr. Angives i BI. N. Fl. at være udbredt langs
kysten østenfra til Kr.sand, men det er mig ikke bekjendt, at den er
funden inden amtet.

136 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

508. Menyanthes trifoliata L. (E.) er noget sjeldnere paa øerne,
vel væsentlig af mangel paa passende lokaliteter, men er ellers meget
almindelig paa myrer og ved vandbreder.

Labiatæ Juss.

509. Mentha arvensis L. I og ved kanten af agre, samt hist og
her ved diger og vandbreder. Spredt over hele distriktet.

B parietariæfolia Bl. Kr.sand (Bl.).

y riparia Fr. Kr.sand: Fiskevand; Lister paa flere steder sammen
med hovedformen.

0 subgentilis Bl. Oddernes: Egste, Skraastad.

510. M. aquatica L. Ved Randesund: Dversnes; Oddernes:
Flekkere; Mandal; Vandse og Flekkefjord har jeg paatruffet former, der
paa grund af, at de ved indsamlingstiden var forlidet udviklede, ikke har
kunnet henføres til nogen af underafdelingerne.

a capitata Fr. findes neppe i distriktet. Ved Kr.sand har jeg rigtig-
nok mellem de andre former fundet enkelte individer, der i toppen bærer
et enkelt hoved uden bladdusk, og som prof. A. Blytt var tilbøielig til
at føre hid; men da de som nævnt kun optræder enkeltvis og desuden
er habituelt forskjellige fra svenske eksemplarer, tror jeg, den rettest
henhorer under formerne Å el. y, blandt hvilke de vokser.

B subspicata Aresch. I fjeldsprækker og paa fugtige steder lige nede
i strandkanterne. Tvedt: Kjevig, Justvig; Randesund: Torsvig; Odder-
nes: Øvre Kongsgaard; Søgne: Risø; Spangereid: Lindesnes nær fyret;
Herred: Tosaas; Flekkefjord: Løvig.

y verticillata Aresch. paa lignende steder som foregaaende form, men
ved indsø og bækkebreder. Tvedt: Hemmingvand; Oddernes: Hanevig,
Rossevand; Halsaa: Heststad.

511. M. gentilis L. Tvedt: Dalene (Røskeland); Oddernes: mellem
Moen og Prestvigen (Murb.), Mosby; Kr.sand: som ugræs i haver; Flekke-
fjord: i en gammel have (Størmer if. A. BI). Hid bør muligvis ogsaa
de under M. arvensis å subgentilis opførte former føres. Den i
haverne saavel paa landet som i byerne dyrkede »krusemynte« har jeg i
de fleste tilfælde troet at maatte henføre til M. arvensis. Dog har jeg
ogsaa seet, at M. aquatica har været indplantet i haver paa steder, hvor
den forekom paa stranden i nærheden.

Anm. Ifølge O. Dahl antyder allerede Engelhart forekomsten af to

Menthaarter ved Kr.sand.

512. Lycopus ewopæus L. (E.). Almindelig ved breden af indsøer

og tjern, men ogsaa ved strandbrederne selv ude paa de ydre ger.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 137

513. Salvia silvestris L. Kr.sand: Grim (Hannaas if. A. Bl.).

514. $. pratensis L. anføres med (?) for Lunde i Søgne.

515. $. verticillata L. Fandtes 1893 ved Grims øvre mølle ved
Kr.sand; senere er den funden »ved Grim« af Hannaas formodentlig paa
samme sted. Den indføres vistnok altid med udenlandsk korn; thi uden-
for amtet har jeg ligeledes kun bemærket den ved møllebrug, nemlig ved
Fosbæk mølle ved Lillesand og ved møllerne ved Lysakerelven nær
Kristiania.

516. Glechoma hederaceum L. (E.) er i det hele meget sjelden
i amtet. Randesund: Kjellevigen; Oddernes: Voie, Kongsgaard, Justvig-
dal, Gill; Søgne: Lone; Mandal (Bl.): i hotellets have, hvor den vokste
særdeles frodig og aldeles skjulte havemuren, sagdes den at være ind-
plantet fra Spangereid. I det sidstnævnte sogn bemærkede jeg den ved
Ramsland; Vandse: nær Farsund, Aamdal; Austad; Fedde; Flekkefjord;
Hitterø.

517. Teuerium Scorodonia L. Ifelge Bl. N. Fl. skal arten findes
fra Kr.sand til Flekkefjord, ligesom ogsaa Murb. har seet den paa et sted
østenfor Kr.sand. Dette maa være en pionerstation, thi østenfor Aalaug
og Hellesundsøerne i Søgne er den saavidt mig bekjendt ikke i senere
tider funden. Men fra Aalaug begynder den pludselig at optræde i
mængde og fortsætter paa denne maade vestover til amtets vestgrændse
og endnu et stykke udenfor den saavel paa strandklipperne nede ved
søen som i urer længere inde i landet. Hvor langt den fjerner sig fra
søen, kjender jeg ikke til; i Mandalsdalen har jeg seet den 15 kilometer
fra stranden. Den er ikke optegnet for andre øer end Hellesundsøerne i
Søgne (Rasch), Rævø i Austad, Engø i Vandse og Hitterø.

518. Ajuga pyramidalis L. (E.) er ganske almindelig især i den
østlige del af amtet ogsaa ude paa øerne; den er ligeledes ganske hyppig
ved Flekkefjord, hvorimod den mellem Mandal og det sidstnævnte sted
er langt sjeldnere.

v. glabrata Hn. Kr.sand: Grim; Oddernes: Hamreheien, Justnes.
Den vokser helst i bakker.

519. À. reptans L. (E.). Hvor jeg har seet den, har den vokset
ved veikanter. Kr.sand: Grim (Klungel.), Krossen; Oddernes: Bjørndalen,
Kongsgaard.

520. Ballota nigra L. er ifølge BI.N. Fl. af Moe funden ved Kr.sand.

521. B. ruderalis Sw. Mandal paa Ballast.

522. Stachys silvatica L. (E.) i noget skyggefulde lier og urer
ganske almindelig. Den følger løvskoven og er borte, hvor denne mangler;
den bliver derfor sjeldnere i det egentlige strandbelte.

138 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

523. S. palustris L. (E.) er ligeledes udbredt over hele distriktet,
men er mindre hyppig end foregaaende. En og anden gang, f. eks. paa
Flekkere og ved Fidjekilen i Randøsund, findes den ved selve hav-
stranden; paa øerne er den sjeldnere.

524. S. ambigua Sm. Randøsund: ved stranden inderst i Fidjekilen
sammen med stamarterne; Holme: Fuskeland i selskab med Centaurea
phrygia; Vandse: Selegrod (Kaalaas)!

525. S. annua L. Jeg har engang fundet den paa ballastpladsen
ved Mandal, hvor den senere er forsvunden.

526. S. arvensis L. Mandal (Bl.).

527. Lamium album L. (E.) er kun bemærket ved Kr.sand og
Mandal, fra hvilke steder den allerede er angivet af BI.

528. L. purpureum L. Udbredt som ukrud over hele strækningen,
men er ikke saa almindelig som paa østlandet.

529. L. dissectum With. er optegnet for Kr.sand og Mandal, men
forekommer kun i faatallige eksemplarer og gjør indtryk af nylig at
være indført.

530. L. intermedium Fr. Vennesla: Hundsfos (Roskeland).

531. L. amplexicaule L. (E.). Sjelden. Kr.sand: ugræs i byens
haver, Grim; Søgne: Monesø, Hellese; Mandal (Wolff).

532. Galeopsis Tetrahit L. (E.) findes under flere forskjellige former
almindelig som ukrud især i agrene. Den samme form, som andetsteds i
landet forekommer i urerne, findes ogsaa her paa tilsvarende steder.
Ogsaa ved strandene træffes den oftere, men mangler paa de mindre
ger; den er optegnet for Udvaare i Søgne.

533. G. speciosa Mill. Næsten altid som agerukrud; i de østlige
dele af amtet er den forholdsvis sjelden, sandsynligvis fordi man der om-
hyggeligere renser sædekornet. Fra Mandal og vestover bliver den langt
hyppigere og findes i alle fortegnelser herfra. Hverken paa strand-
kanterne eller de mindre øer er den bemærket.

v. sulphurea Jord. To eksemplarer fandtes 1893 i en ager ved
Frigstad i Randøsund.

534. @.ladanum L. Meget sjelden. Kr.sand (Klungel. if. BI. N. Fl.;
den forekommer ikke i Engelharts fortegnelse). Her har jeg ogsaa fundet
den ved Kr.sands bryggeri og paa Odderø. I mine ældre optegnelser er
den noteret for Flekkefjord og Hitterø; men da jeg mangler eksemplarer
og ikke længere erindrer at have fundet den der, tør angivelsen bero paa
en feilskrift.

535. Calamintha acinos Clairv. er meget sjelden. Kr.sand (Bl.):
Grims øvre mølle, Jægersberg (S. Wolff). Ved Grim var den utvivlsomt

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 139

indført, og da der paa det sidstnævnte sted ogsaa findes møllebrug i
nærheden, er den neppe paa dette sted heller oprindelig vildtvoksende.

536. Clinopodium vulgare L. (E.). I urer og lier hyppig gjennem
hele distriktet; hvor løvskov eller krat findes, følger den ofte dette helt
ned i strandkanter og er derfor ofte truffet i selskab med sjeldnere
strandplanter.

537. Origanum vulgare L. Naar undtages ved Skraastad i Odder-
nes har jeg ikke bemærket den nogensteds ved kysten før ved Farsund.
Her findes den ved Selegrod i Vandse og Jersdal i Herred; vestligere
findes den paa flere steder ved Flekkefjord og paa Hitterø.

538. Thymus serpyllum L. Wittr. har fundet den ved Mandal
paa ballast.

539. Prunella vulgaris L. (E.) findes i alle specialfortegnelser.

540. Scutellaria galericulata L. (E.). Forekommer ved strand-
breder baade ved ferskt og salt vand. Den foretrækker i regelen vaade
steder; men man kan paa øerne og strandklipperne ofte finde den paa
fuldkommen tør jordbund, endog i stenurer. Hvor stranden bestaar af
mindre rullesten, mangler den næsten aldrig.

Asperifolia L.

541. Echium vulgare L. (E.). Tvedt: Bakken; Oddernes: Sødal,
Stemmen; Kr.sand: Grim (1897 Hannaas), Odderø, ved Mollevand;
Søgne: Hollen (Wittr.)!, Mandal (Wolff)!, Farsund: Lindholmen (Ott);
Flekkefjord (Bl., Nesheim): østre side af Søilandstjern. Paa flere af de
steder, jeg har bemærket den, var underlaget kalksten eller kalkholdigt
(murgrus, skjælsand); ved Mandal og Høllen fik jeg det indtryk, at den
var tilfældig indført.

542. Lathospermum arvense L. (E.) findes nævnt blandt de planter,
som Bl. opgiver at have seet fra Kr.sand i Klungelands herbarium paa
sin første reise i disse egne (Mag. f. Naturv. 1829, p. 281). Selv har jeg
senere seet den ved Grim samt ved Kr.sands bryggeri, hvorhen den var
bragt ved græsfrø eller korn og neppe er stationær.

543. Myosotis palustris With. Forekom tidligere ved Kr.sand
nedenfor Grimsbroen i selskab med Bulliarda aquatica og Veronica
Beccabunga; men da ved et senere besøg stedet saaes at være bedækket
med affald fra bryggeriet, er nu sandsynligvis alle tre planter forsvundne.

544. M. lingulata Sch. Hist og her langs kysten og ofte paa selve
strandkanterne og i deres umiddelbare nærhed. Paa øerne, hvor den
f. eks. paa Oksø og Flekkerø er truffen paa meget veirhaarde steder,

140 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

bliver den meget liden, t—5 cm. hei og med faa blomster i klasen. I de
indenfor strandbeltet liggende strøg synes den at være langt sjeldnere.

545. M. silvatica Hoffm. I et skyggefuldt krat ved Heisel i Ven-
nesla, faa meter over havet, meget sparsomt (Prestrud)!

546. M. hispida Schlecht. Randøsund: Dolsvold; Oddernes: Ko-
holmen, Holskoven; Kr.sand: Ledhaven, Sandvigen; Mandal. Overalt paa
tørre engbakker.

547. M. arvensis All. (E.) er den almindeligste af Myosotisarterne
og findes overalt, hvor der er ager eller eng. I Farsunds omegn synes
den at være sparsommere end ellers.

548. M. stricta L. er kun iagttaget ved Kr.sand, hvor jeg har fundet
den i Ledhaven, Røskeland ved Dalene.

549. M. versicolor Pers. Af denne plante, der ifølge Bl. er funden
ved Kr.sand af Kaptein J. Broch, har det kun lykkedes mig at finde to
smaa eksemplarer ved Kolsdalen.

550. Borago offieinalis L. er ifølge A. Bl. funden ved Skovly nær
Hundsfos i Vennesla af provst Chr. Sommerfelt.

551. Anchusa officinalis L. (E.). Sjelden ved Kr.sand: Ledet, bag
Kr.sands bryggeri, og Mandal.

552. Å. arvensis Bieb. (E.). Østenfor Lindesnes er denne plante
meget sjelden. Jeg har kun fundet den i Tvedt: Aabel; Kr.sand: nær
det mekaniske værksted; Mandal. Vestenfor er den ganske almindelig,
især paa Lister. Den forekommer overalt som ukrud i agrene.

553. Cynoglossum officinale L. (E.). Anføres i Engelharts for-
tegnelse for Kr.sand. Jeg har kun seet den ved Mandal paa ballast.

554. Symphytum officinale L. opgives af Bl. som voksende ved
Kr.sand, hvor jeg ogsaa selv har seet den paa en strandtomt ved
havnen.

555. S. asperrimum Sims. Flekkefjord: Svege paa en eng (1881).

556. Nonnea rosea M. & B. Bemerkedes første gang 1878
ved Kr.sand i seminariets have og forekom da i stor mængde. Ved
rensning af haven blev den tilsyneladende udryddet; thi jeg bemærkede
den ikke det følgende aar mere paa dette sted, hvorimod et par eksem-
plarer saaes i en have i nærheden. Eksemplarer fra Røskeland samlet i
1898 og 1900 viser, at den fremdeles holder sig paa stedet. I 1882
fandtes den paa ballasthaugen ved Mandal.

557. Echinospermum Lappula Lehm. Kr.sand: Grims mølle, bag
bryggeriet, trælasttomter ved havnen; overalt tilfældig indført. Roske-
land har i 1900 ogsaa samlet den ved Kr.sand.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. I4I

558. E. deflecum Lehm. Angives i Hn. Sk. Fl. at være udbredt
østenfra til Kr.sand. Jeg ved ikke om, at den er fundet inden amtets
kysstrøg.

559. Asperugo procumbens L. (E.). Kr.sand (Engelh.); Mandal
(BI. N. F1). Paa det sidste sted har jeg kun seet den paa ballastpladsen.

Convolvulaceæ Venl.

560. Convolvulus arvensis L. er kun bemærket ved Kr.sand og
Mandal (Bl.)! Paa det første sted er den i haverne et meget brydsomt
ugræs, da den paa grund af sin sprøde rodstok er næsten umulig at faa
udryddet, hvor den engang har faaet indpas.

561. C. sepium L. (E.). Hist og her langs kysten ved strand-
kanterne. Randosund: Dversnes; Kr.sand: trælasttomter ved havnen;
Oddernes: Flekkerø; Søgne: strandtomter vestenfor Høllen, Kabelo; Man-
dal; Spangereid: Lindal; Flekkefjord: Tørrepladsen, Løvig; Hitterø. Da
den altid forekommer ved strandkanterne, maa den være indvandret
søveien. |

562. Polemonium ceruleum L. Sparsomt i furulunden ved Mandal,
sandsynligvis udkommen fra haver, hvor den en og anden gang findes
dyrket.

Solanaceæ Bartl.

563. Solanum dulcamara L. (E.) er temmelig sjelden og forekommer
i denne del af landet næsten udelukkende paa strandkanter. Vestenfor
Mandal har jeg ikke optegnet den. Tvedt: Justvig; Randøsund: ved
bunden af Fidjekilen, Dversnes; Oddernes: Jægersberg i nærheden af
møllerne, hvorfra den muligvis skriver sig, Nesodden og Kjære paa
Flekkere; Vennesla: i stor mængde i urerne ved Ravnaas og Heisel;
Søgne: Anfindnes (Prestrud), Hallandvig; Mandal (BI.)!

564. S. nigrum L. (E.). Som ukrud i haver og potetagre samt
paa ballast, kun bemærket ved Kr.sand og Mandal (Bl.)! Paa det første
sted var den tidligere meget udbredt i haverne inde i byen og i om-
egnens agre, ved Mandal har jeg kun seet den paa ballast. Jeg har
blandt almuen paa disse kanter flere gange hørt den mening udtalt, at
denne plante fremkommer det følgende aar paa potetagrene derved, at
potetæblerne falder til jorden og spirer, og at den, naar den har saaet
sig paa denne maade tre aar irad, atter bliver til virkelige poteter.

Anm. Ved Flekkefjord har jeg iagttaget unge eksemplarer af en

Solanum, der muligvis tilhører en af de nærstaaende arter,
men de var forlidet udviklede til at kunne bestemmes.

142 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

565. 8. Lycopersicum L. Vokste i aarene 1881 og 82 paa ballast-
pladsen ved Mandal og i Igor paa Oddere ved Kr.sand, ligeledes
paa ballast.

566. Hyoscyamus niger L. (E.). Først funden ved Kr.sand af
Engelhart, og ifølge BI. N. Fl. findes den fra Mandal og østover. Det
eneste sted, hvor jeg har iagttaget den, er ved Kr.sand, hvor den er
bleven funden sparsomt ved Ledet, paa en trælasttomt ved byens vest-
side, samt nær Kr.sands mekaniske værksted.

v. agrestis Fr. forekom 1879 i et par eksemplarer som ukrud i haven
udenfor Carl Johans minde i Kr.sand.

Scrophulariaceæ Lindl.

567. Verbascum nigrum L. (E.). Hist og her sædvanlig i tørre
mod syd vendende lier og urer. Oddernes: Kirkegaarden (Engelhart),
Skraastad; Søgne: Toftenes (Prestrud); Spangereid: Svennevig, en ur
nordenfor kirken; Austad: Høiland, Ræve; Vandse: Lindland, Vetteland,
Sunde; Flekkefjord; Hittero: Kirkehavn, Som det sees, har jeg truffet
den oftere i det vestlige end i de østlige strøg af amtet.

568. V. Thapsus L. (E). Paa lignende steder som foregaaende,
men noget hyppigere end denne. Tvedt (Engelhart); Oddernes og
Kr.sand: flere steder; Randøsund: mellem Romstel og Dolsvold, Rossa;
Vennesla: Ravnaas; Søgne: en ur østenfor Tangvand (Prestrud), Halland-
vig; Grebstad: Gjervoldstad; Hartmark; Halsaa: ur ved Skjepstad i
mængde; Spangereid: Gjeraasen, Reme; Austad: Børevand; Herred:
Tosaas, Drange; Kvinesdal: Øie; Fedde: Raastad; Flekkefjord: Birkøen,
Flikeid, Nueland; Hitterø.

569. V. Thapsus L. X migrum L. Paa Hitterø vokste mellem
stamarterne et eksemplar, der tydeligvis var bastard mellem dem. Det
var desværre forlængst afblomstret, saaat blot nogle faa kroner kunde
undersoges. Habituelt lignede den mest V. nigrum, men adskiltes fra
denne ved mere lodne blade og gulhaarede støvtraade.

570. V. Lychnites L. Fandtes sparsomt ved Grims øvre mølle ved
Kr.sand 1892.

571. Scrophularia nodosa L. Almindelig i urer og krat langs hele
kysten; skjønt den ofte findes paa lune steder nede ved søen, var det
dog eiendommeligt at finde den rigtignok i forkrøblede eksemplarer paa
en liden holme udenfor Dversnestangen i Randøsund, hvor den intet
havde til beskyttelse.

572. Linaria vulgaris Mill. Almindelig.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 143

573. L. repens Ait. hører til de faa ballastplanter, der, naar de først
er indkommen paa et sted, holder sig og udbreder sig videre. Dette har
ogsaa været tilfældet ved Mandal. Den findes fortiden ikke alene paa
ballastpladsen, men ogsaa i enge og potetagre i nærheden. Jeg har ogsaa
seet den ved elven ret overfor dens oprindelige voksested, ved Skindsnes
samt paa et par steder ved veien henimod Ime.

574. Limosella aquatica L. Kr.sand: i elven ved nedre Lund ret
overfor byen; Søgne: Songvaarø i vandpytter mellem strandklipperne, en
liden holme, Vestre fisket, paa lignende steder; Mandalselven nær byen;
Fedde: i Gylandselven nær dens udløb.

575. Digitalis purpurea L. (E.) er udbredt langs hele kyststræk-
ningen, men er ikke altid lige hyppig. I det hele synes den at være
sjeldnere i de østlige dele af amtet end i de vestlige; jeg har saaledes
ikke bemærket den i Grebstad eller Randesunds sogn, og paa Flekkero
var den ganske sjelden. Længere mod vest bliver den, som antydet,
mere almindelig og findes selv ude paa de fra kysten længst fjernede
øer, f. eks. Hellersø, Songvaarø og Udvaarø i Søgne. Den ynder dog
helst varmere steder og bringer afveksling i lyngheiernes ensformighed i
distriktets indre partier. Hvor langt den gaar ind i landet, kan ikke
opgives; jeg har seet den i Aaseral 100 kilometer fra kysten, I Kr.sands
omegn synes den nufortiden ikke at være saa hyppigt forekommende
som tidligere; i alle fald er den bleven borte i de senere aar paa flere
lokaliteter, hvor den har været at finde ikke saa ganske sparsomt.

v. albiflora. Kronen hvid med eller uden purpurfarvede pletter, hele
væksten lysere grøn. Oddernes: Gill. Af frøene af en saadan ved
Kr.sand forekommende hvidblomstret form har professor Schübeler ved
dyrkning i den botaniske have kun faaet rødblomstrede planter (Schibeler:
Viridarum norvegicum).

576. Antirrhinum Orontium L. skal ifølge A. Bl. befinde sig i
Moe's herbarium samlet ved Kr.sand.

577. Veronica hederefolia L. fandtes i ottiaarene paa ballast ved
Mandal.

578. V. agrestis L. (E.). I BI. N. Fl. opgives den at vokse langs
kysten østenfra til Flekkefjord. Jeg har kun bemærket den ved Smedjen
ved Kr.sand, ved Mandal samt Skjoldnes i Vandse.

579. V. persica Poir. fandtes i flere somre voksende paa en trælast-
tomt i Kr.sand.

580. V. arvensis L. (E.) har jeg kun bemærket paa følgende vokse-
steder: Randøsund: sparsomt paa strandklipperne ved Dversnes; Kr.sand:
Smedjen, Ledhaven; Vennesla; Mandal; Austad: Rævø; Farsund. Den

144 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

er paa grund af sin ringe størrelse og tidlige blomstringstid vistnok
ofte overseet.

581. V. serpyllifolia L. (E.). Denne art er langtfra saa hyppig i
distriktet som andetsteds i landet. I strandbeltet og paa øerne mangler
den næsten fuldstændig. Som sædvanligt findes den i kreaturveiene,
hvoraf man kan se, paa hvilken maade den udbreder sig.

582. V. spicata L. Kr.sand: Vollevand (Munthe-Kaas if. BI. N. Fl.).
Selv har jeg hverken fundet den der eller andetsteds i amtet.

583. V. officinalis L. (E.). Yderst almindelig paa de fleste steder,
ogsaa meget hyppig i egeskovene.

v. glabrata Fristedt. Flekkefjord: i Seluren.

584. V. chamædrys L. (E.). I det egentlige strandbelte mindre
. hyppig end ellers; ligeledes kan lange strækninger af heiernes lyngmarker
gjennemstreifes, uden at man støder paa den.

585. V. scutellata L. (E.). Dens voksesteder er noget uregelmæssig
fordelt; flest haves fra Kr.sand, Lyngdal og Lister. Forovrigt er den
ikke sjelden.

v. villosa Bl. En ikke navngiven varietet, der sandsynligvis er
denne, anføres i Engelharts fortegnelse som funden ved breden af Mølle-
vand ved Kr.sand. Selv har jeg paa flere steder i Kr.sands omegn fundet
den særlig paa saadanne lokaliteter, der en større del af sommeren har
ligget tørre; jeg har saaledes flere gange fundet den ved kanten af vand-
samlinger, hvor hovedformen har vokset nærmere vandet.

v. radicans. Kr.sand.

586. Veronica Beccabunga L. Kr.sand: ved Grimsbroen, nu maaske
udryddet.

587. Euphrasia officinalis L. (E). Almindelig under flere former.
Da de fleste optegnelser allerede var gjort, forinden opmærksomheden
var vakt for mangfoldigheden af Euphrasiaformerne, og det indsamlede
materiale er meget utilstrækkeligt, kan jeg ikke fortiden angive noget om
deres udbredelse inden omraadet.

588. E. gracilis Fr. findes optegnet for næsten samtlige sogne i
distriktet. I nærheden af Kr.sand synes den at være noget sjeldnere, da
jeg kun har seet den ved Strai, Kolsdal og Fedje i Randesund, Vest-
ligere er den noksaa almindelig paa kystheierne og tørre moer og græs-
volde. Hvorledes dens udbredelse er i amtets indre dele, savner jeg
kundskab om; at den ikke udelukkende følger kysten, som A. Bl. i
N. Fl. synes at have antaget, kan sees deraf, at jeg i Aaseral, omtrent
100 kilometer inde i landet, har indsamlet eksemplarer af den, der er

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 145

godkjendte af specialister. Ligesaa har jeg ved Bygland i Sætersdal fundet
den paa flere steder og fuldt typisk.

589. Odontites rubra Pers. Meget sjelden. Kr.sand: paa en eng
ved Møllevandets nordre ende ved Krossen; Mandal paa ballast.

590. 0. litoralis Fr. (E.). Paa fugtige af søen af og til oversvøm-
mede strandenge, ligeledes temmelig sjelden. Randøsund: mellem Fidje
og bunden af Fidjekilen flere steder i mængde, Dversnes, Romstøl,
Korsvig; Oddernes: Andøen, Voie, Tjos, Flekkere; Mandal; Spangereid:
Reme; Lister (Bl.). Den synes saaledes at aftage i hyppighed vestover.

591. Rhinanthus major Ehrh. Østenfor Lindesnes er denne art
ganske sjelden, ja synes paa enkelte steder ganske at mangle. Vestligere
er den hyppigere, dog saaledes at den optræder i vekslende mængde de
forskjellige sommere. I strandbeltet og paa øerne er den ikke iagttaget
undtagen paa Hitterø.

592. Rh. minor R. (E.). Overalt, hvor der findes græsvold.

593. Pedicularis palustris L. (E.) findes paa myrene langs kysten,
men er ikke saa hyppig som paa østlandet; den bliver ofte her lav og
nedtrykt med lange nedliggende grene fra roden og kommer til skuffende
at ligne følgende art.

594. P. silvatica L. vokser ligeledes paa myrer, især hvor der er
skov, men den kan ogsaa, især i de vestlige trakter, findes paa enge og
tørrere steder; den forekommer ogsaa nu og da paa lave strandenge, der
til sine tider oversvømmes af søen. I Farsunds omegn er den mindre
hyppig end i de østligere strøg.

v. albiflora. Kr.sand: Langemyr i mængde i en skovmyr,

595. Melampyrum pratense L. mangler kun paa de ydre smaaøer,
hvor der ikke findes skov.

v. albidum Bl. Her og der blandt hovedformen.

596. M. silvaticum L. (E.) er sjeldnere end foregaaende ude i
skjærgaarden, men ellers almindelig.

Lentibulariaceæ Lindl.

597. Pingwieula vulgaris L. (E.). Er kun bemærket paa de større
ger Flekkerø og Hitterø og er ligeledes sjelden i strandbeltet. Nogle faa
kilometer fra kysten træffer man den meget almindeligt paa myrene.

598. Utricularia vulgaris L. I Bl. N. Fl. bemærkes, at arten er
angivet for Kr.sand, Mandal, Lister og Lyngdal, men at bestemmelsen er
usikker, saa at planterne fra disse voksesteder muligens kan tilhøre U.
neglecta. Jeg har optegnet den fra Mandal: Jaabæk; Holme: i Mandals-
elven; Austad: Austadtjern; Vandse: Lunde, en myr nær Prestvandet.

Vid.-Selsk, Skrifter. I. M.-N. Kl. 1908. No,3. 10

146 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

Da ogsaa jeg flere gange har maattet bestemme planten efter sterile
eksemplarer, finder ogsaa her samme usikkerhed sted. Jeg har dog troet
at maatte henføre, hvad jeg har seet, til U. vulgaris.

599. U. intermedia Hayne findes meget almindeligt i denne del af
landet, men sees yderst sjelden med blomster. Endel voksesteder hidsættes.
Oddernes: Straisvand, Holskoven; Vennesla: mange steder; Kr.sand:
Grotjern; Søgne: i elven nær Lunde; Hartmark: Osnes; Mandal; Holme;
Austad; Spind; Lyngdal; Lister; Flekkefjord.

600. U. ochroleuca R. Hn. er kun bemærket blomstrende paa et
eneste sted i distriktet, nemlig ved Rugenes i Vennesla sammen med U.
intermedia. Den tør muligvis være mere hyppig i trakten, da den i
steril tilstand let kan henføres til en af de andre arter.

601. U. minor L. (E.). Findes optegnet for omtrent de samme
voksesteder som U, intermedia; den synes at være sjeldnere end denne
i den østlige del af amtet, men almindeligere i den vestlige.

Primulaceæ Vent.

602. Primula officinalis Jacq. (E.). Oddernes: Tjos, Andø, Flekkerø;
overalt sparsomt paa strandenge. Den er ifølge BI. N. Fl. ogsaa funden
ved Mandal og Flekkefjord. Ved Tjos fandtes mellem hovedarten et par
eksemplarer med rødbrune kroner.

603. P. elatior Jacq. (E.) findes opført i Engelharts fortegnelse som
funden ved Kr.sand, ligesom ogsaa Wolff ifølge BI. N. Fl. har observeret
den ved Mandal. Saavidt mig bekjendt er den ikke senere gjenfunden.

604. P. acaulis Jacq. (E.). Paatræffes hist og her langs kysten i
krat og i lier. Den synes ikke at trænge mere end nogle ganske faa
kilometer ind i landet; thi medens den saaledes paa Flekkerø er ganske
hyppig optrædende, har jeg ved bunden af Kr.sandsfjorden kun iagttaget
den ved Eg, i Ravnedalen og i Krosseuren. Det samme er tilfældet i
amtets vestlige del; den findes paa Hittero, men neppe ved Flekkefjord.
Ved Kr.sand findes den udelukkende paa de der optrædende grovkornede
marmorgange i selskab med Epipactis latifolia. Det er ikke usandsynligt,
at dens tilstedeværelse paa flere af de øvrige voksesteder ogsaa skyldes
jordbundens kalkgehalt; de er nemlig ofte saaledes beliggende, at dennes
forekomst let kan tænkes at være opstaaet ved forvitrede skaller af mus-
linger eller andre sødyr.

605. Glaux maritima L. (E.). Almindelig ved strandkanterne.

606. Lysimachia thyrsiflora L. (E.). Vestenfor Lindesnes er den
optegnet i næsten alle lister, men synes østenfor at være noget sjeldnere.
Den er noteret for øerne Monesø i Søgne, Skjerne og Hittere.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 147

607. L. vulgaris L. (E.). Almindelig.

608. L. numularia L. (E.). Har i flere aar været at finde i Kr.sand
paa en trælasttomt nær havnen.

609. Trientalis europea L. (E.). Mangler i kystbeltet og paa de
øer, hvor der ikke findes skov, og ligeledes af samme grund over store
strækninger i heierne, men er ellers almindelig.

610. Centunculus minimus L. (E.) er sjelden, men vistnok paa grund
af sin ringe størrelse oftere overseet. Kr.sand: Knarrevigen (Engelh.);
Mandal (Bl.): Skougsfjord; Lister: Gunnarhaug (A. Bl.); Flekkefjord: Vest-
siden af Grisefjord (Kaalaas) !

611. Anagallis arvensis L. Meget sjelden og kun tilfældigt fore-
kommende. Kr.sand: et par gange bemærket som ukrud i byens haver;
Mandal: som ugræs i agre (Sommerfelt ifølge Bl. N. Fl.), paa ballast-
pladsen; Farsund.

612. A. cærulea Schreb. Mandal: paa ballastpladsen.

Ericaceæ DC.

613. Vaccinium Myrtillus L. Overmaade almindelig; den findes
ogsaa paa de træløse øer og holmer, hvor der er lidt ly for vinden.

614. V. uliginosum L. (E.) er i det hele almindeligere end paa øst-
landet, men er ikke saa haardfør ligeoverfor havluften som foregaaende.

615. V. vitis idea L. (E.). Paa de tørre heier baade nær søen,
men især lidt længere inde i landet, danner den ofte massevegetation;
enkelte smaager har jeg dog besøgt, hvor den ikke findes. Tyttebær
med hvide frugter er funden i Lyngdal (ifølge Schübeler: Virid. norv.
uddraget af Topogr. Journ. for Norge B. 6 p. 168).

616. Oxycoccus palustris Pers. (E.). Da jeg ved mine ældre
undersøgelser og optegnelser ikke har adskilt denne art fra den følgende,
er jeg ikke istand til at udtale mig om hver enkelt arts udbredelse. Den
har voksesteder i mængde langs hele kysten, men er desuagtet sjeldnere
her end paa de fleste andre steder i landet.

617. 0. microcarpus Tur. har jeg seet i Kr.sands omegn, i Rande-
sund, Søgne og Grebstad; rimeligvis forekommer den andetsteds ogsaa.

618. Arctostaphylos alpina Spreng. findes kun paa fjeldtoppene i
den allervestligste del af distriktet. Flekkefjord: toppen af Nuelandsnuten,
heien ved Seluren, Simonskirken; Fedde: Frøitlandsheien. Den angives i
BI. N. Fl. fra Lister af at vokse lige ned til søen; dette har jeg aldrig
havt anledning til at iagttage.

619. A. wa ursi Spreng. (E.). Meget almindelig paa tørre heier,
ogsaa ude paa gerne.

148 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

620. Andromeda polyfolia L. (E.) er ikke bemærket paa øerne eller
i strandregionen, men først i en afstand af et par kilometer fra kysten.

621. Erica Tetralix L.(E.). Er paa lidt fugtige steder saavel inde
i landet som paa strandklipperne og ude paa øerne meget almindelig.

622. E. cinerea L. Magister Andersson har 1851 samlet den i
Farsunds omegn og sendt eksemplarer af den til Sverige (Öfvers. af Kongl.
Vetensk. Ak. Handl. Årg. 9). Saavidt vides, er den ikke senere bemærket
i disse trakter.

623. Calluna vulgaris Salisb. (E.). Almindelig overalt og paa
store strækninger i amtets vestlige partier fuldstændig dominerende.

Hypopityaceæ Klotsch.

624. Pyrola minor L. (E.). Paa øerne og i de nærmest søen lig-
gende dele af distriktet mangler saavel denne som de øvrige Pyrolaarter.
Af voksesteder nær seen kan nævnes Randøsund: Romstel, Fidje;
Oddernes og Kr.sand paa flere steder; Mandal; Austad: mellem Heiland
og Askeland; Vandse: Øen; Flekkefjord.

625. P. media Sw. ligner i sin udbredelse meget den foregaaende
art, Randøsund; Kr.sand (Bl.); Oddernes: Strai, Holskoven; Vennesla;
Mandal; Flekkefjord. Jeg kjender ingen voksesteder i strøget mellem de
to sidstnævnte byer.

626. P. rotundifolia L. (E.). I furuskov meget sjelden. Oddernes:
Jægersberg, Vollevand; Kr.sand (Bl.); Vennesla: Egeland (Røskeland).

627. P. chlorantha Sw. er ligeledes meget sjelden. Kr.sand (Klungel.);
Randøsund: Frigstad; Vennesla: Græslien (Reskeland if. A. Bl.).

628. P. uniflora L. (E.). Tvedt: Foreid; Oddernes: mellem Gill
og Justnes (Engelh.); Vennesla: Moseid (Røskeland); Mandal: Furulunden.
Paa de to førstnævnte voksesteder findes den lige ved strandkanten.

629. P. secunda L. er den almindeligste af Pyrolaarterne, men den
er ikke lige hyppig overalt. Medens jeg har mange voksesteder baade
østenfor og vestenfor, haves kun et par notater for den store strækning
mellem Mandal og Flekkefjord. Denne trakt er meget fattig paa Pyrola-
arter, da heller ingen anden art er noteret herfra undtagen P. minor, der
er seet et par gange.

630. Monotropa hirsuta Horn. er ifølge A. Bl. funden af ham og
Størmer i løvskov ved Osstad ved Flekkefjord; jeg har ogsaa seet
eksemplarer samlet af Røskeland ved Moseid i Vennesla.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 149

Umbelliferæ Juss.

631. Hydrocotyle vulgaris L. Sjelden paa lave fugtige steder nær
seen. Søgne: Moneso; Vandse: Kviljo (Bl.), Hanangervand, Hauge (A.Bl.),
Aasan, Rørtjern. Paa Monesø vokser den underligt nok i en fugtig sprække
i en brat hei, 20 meter over havet og omtrent 50 meter fra stranden; jeg
har ellers kun seet den paa myrer og ved digekanter.

632. Eryngium maritimum L. Paa sandige strandbredder. Tvedt:
Fugle, der er en lav sandtange ved Topdalselvens udløb; Lister: Hauge-
stranden, Kviljo, mellem Kviljo og Vesthassel.

633. Sanicula europea L. (E.). I skyggefulde urer og krat ganske
almindelig i Kr.sands omegn, men som det synes noget sparsommere
vestenfor. Af voksesteder vestenfor Mandal kan nævnes: Spangereid;
Austad: mellem Høiland og Askeland; Spind: Varden; Vandse; Herred:
Tosaas; Flekkefjord. Den er iagttaget paa øerne Hellesø i Søgne og
Flekkerø.

634. Conium maculatum L. (E.) opføres for Kr.sand i Engelharts
første plantefortegnelse, men den er af mig ikke bemærket før i 1901, da
jeg fandt den paa ballast i Odderø.

635. Aegopodium podagraria L. Findes særlig ved gamle »herre-
gaarde«, hvor den vistnok engang i tiden har været dyrket. Kr.sand:
Smedjen, Krossen; Oddernes: Gill, Kongsgaard; Farsund: Egvaag; Vandse:
præstegaarden (Wittr.); Flekkefjord: paa kirkegaarden.

636. Carum carvi L. (E.) er temmelig sjelden især i de vestlige
strøg og mangler næsten ganske nær søen og paa øerne. Den findes paa
Flekkerø.

637. Pimpinella saxifraga L. (E.). Er i disse trakter en yderst
almindelig plante i fjeldsprækker og paa tørre græsbakker; den træffes
dog kun undtagelsesvis paa skjærgaardens ydre smaaøer. Paa flyvesand-
felterne ved Mandal og paa Lister optræder en af dens former meget
hyppigt i selskab med Salix repens, Galium verum, Elymus, Psamma are-
naria, Triticum junceum og lignende.

v. dissecta. Kr.sand (Engelh.).

638. Haloscias scoticum Fr. (E.) er almindelig strandplante, der
ogsaa træffes ude paa de ydre øer.

639. Aethusa cynapium L. Især som ugræs i haver, mindre hyppig.
Kr.sand og Oddernes: flere steder; Søgne: Monesø; Mandal; S. Undal;
Vandse; Fedde; Flekkefjord.

640. Cicuta virosa L. har jeg kun bemærket paa to steder i distriktet,
nemlig i en sump ved Vera paa Lister, hvor den vokste sammen med

150 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

andre sjeldnere planter: Bidens cernua, Lemna minor og Rumex hydrola-
pathum, samt ved et lidet tjern nær Spind kirke sammen med Scirpus
lacustris.

641. Peucedanum palustre Moench. er udbredt over hele omraadet,
men er sjeldnere paa gerne. Paa Skjerne og Flekkerø findes den.

642. Heracleum australe Hn, (E.). Vestenfor Lindesnes er denne
art opfort i næsten samtlige specielle fortegnelser, hvorimod den ostenfor
er sjelden. De eneste kjendte voksesteder her er Randøsund: Strømme;
Kr.sand: Kolsdal; Oddernes; Mandal.

643. Pastinaca sativa L. er paatruffet enkeltvis et par gange ved
Kr.sand, hvor den var udkommen med rusk fra haver. I disse forekommer
den ogsaa nu og da selvsaaet.

v. silvestris har jeg fundet paa ballast ved Mandal; det er samme
form, som findes paa ballastpladserne ved Kr.ania og Fredrikstad.

644. Levisticum paludapifolium Rehb. Mandal (Wolf). I et brev
til professor Hornemann i Kjebenhavn bemærker Wolff om den, at den
er forvildet fra haven (©. Dahl: Breve p. 44); Vandse: Bryne (Wittr.).

645. Angelica silvestris L. (E). Almindelig, ogsaa paa smaagerne.

646. A. litoralis Fr. Ikke ganske sjelden langs kysten; men da
den er bleven sammenblandet med foregaaende, er flere af de opskrevne
voksesteder urigtige.

647. Laserpitium latifolium L. (E.). Denne plante er kun bemær-
ket i amtets østligste del. Birkenes: Svaland (Engelh.); Voksestedet
ligger udenfor amtsgrændsen i Nedenes amt. Tvedt: Lomsland (Klungel.),
Kostøl. Den vokser her i et skovbevokset fjeldskar, der ligger paa
gaarden Kostøls grund, ikke paa Aalefjær, som jeg tidligere feilagtiguhar
paaskrevet eksikkater derfra. Søgne: Ny Hellesundsøerne (Rasch). Paa
dette voksested har jeg ved besøg paa stedet ikke kunnet gjenfinde den.

648. Daucus Carota L. er fundet sparsomt paa enge ved Kr.sand:
nær Kr.sands mekaniske værksted, samt paa en bordtomt ved havnen.

649. Anethum graveolens L. Bl. fandt den paa sin reise 1826 ved
Kr.sand og bemærker om den, at den sandsynligvis er forvildet. Jeg har
kun seet den som ukrud i haver inde i byen, hvor den engang indkommen
er vanskelig at faa udryddet igjen.

650. Torilis Anthriscus Gmel. Meget sjelden, mellem krat. Randø-
sund: mellem Kongshavn og Stangenes, i en ur inderst i Fidjekilen,
strandklipper mellem Romstel og Dolsvold; Oddernes: Skraastad; Mandal
(Bl.); S. Undal: Høgsaa; mellem Mandal og Lyngdal (Bl.); Lister (Wittr.);
Kvinesdal: Øie. Samtlige voksesteder, hvor jeg har iagttaget den, ligger

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 15 I

neppe 10 meter over havet og er for en del beliggende umiddelbart ved
stranden.

651. Myrrhis odorata Scop. Randesund: Lyngø; Kr.sand flere
steder (Moe).

652. Anthriscus silvestris Hoffm. Overalt, hvor jordbunden ikke
er altfor mager; den træffes derfor sjeldnere i lyngheierne, paa tørre
holmer og smaaøer i skjærgaarden og enkelte af de mest sterile strand-
klipper.

Anm. I Engelharts fortegnelse er planten ikke optaget, hvorimod der
nævnes to andre umbellater, Sclinum silvestre og Chæro-
phyllum; et af disse navne antager jeg skal forstaaes om
Anthriscus silvestris. Navnet Selinum silvestre har været
brugt om to arter, i Fl. danica om Peucedanum palustre og
af Linné om Selinum lineare Schum. Da den sidste ikke er
funden i Norge, og Peucedanum palustre heller ikke er op-
tagen i fortegnelsen, er det rimeligt, at det andet navn
Chærophyllum angaar Anthriscus silvestris og Selinum silvestre
skal være Peucedanum. At Engelhart ikke skulde have kjendt
og medtaget to saa almindelige arter, er lidet rimeligt.

653. Chærophyllum bulbosum L. angives i Hn. Sk. Fl. at være
funden ved Kr.sand. Her maa henvises til ovenstaaende bemærkning.

654. Scandix pecten L. Et par eksemplarer er fundet ved Grim
nær Kr.sand (Kaalaas)!; Mandal paa ballast.

655. Bunium flexuosum Stokes. Bl. N. Fl. angiver udbredelsen af
denne atlantiske plante fra Jæderen og nordover, Hartman i Sk. Fl. deri-
mod fra Lindesnes og Eitland (Dr. Paijkull if. stud. G. Peters). Da jeg
ikke selv nogensinde havde bemærket den i de vestlige dele af amtet,
nærede jeg nogen tvivl om rigtigheden af det sidstnævnte opgivende.
Dog maa nu østgrændsen for dens udbredelse flyttes endnu længere mod
øst, da det i 1893 lykkedes mig at finde arten østenfor Mandal, hvor den
paa et strøg synes ikke at være ganske sjelden. Findestederne er i
Halsaa: Tufte, Omland og Tregde; den vokser her mellem krat i høider
fra havets niveau til omtrent 30 meter, og fra strandkanten til en kilo-
meter ind i landet.

656. Coriandrum sativum L. fandtes 1901 paa ballast paa Odderø
ved Kr.sand.

Cornaceæ Lindl.

657. Cornus suecica L. (E.) er meget almindelig og findes ogsaa
ude paa øerne,

ty

R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

Crassulaceæ DC.

658. Bulliarda aquatica DC. (E.). Sjelden i distriktet. Den findes
opført i Engelharts første fortegnelse over planter ved Kr.sand med til-
foielsen: »findes kun her ved Mollevandet«. I Bl. N. Fl. opgives Chr.
Smith som den, der har fundet planten ved Kr.sand; dette er kun forsaa-
vidt rigtigt, som Smith i 1812, da han botaniserede paa stedet i selskab
med Engelhart og Klungeland, af dem blev forevist planten paa en
ekskursion (kfr. O. Dahl: Breve p. 61); Mandal (Bl.). Selv har jeg for-
uden ved Møllevand, hvor den endnu findes, samlet den i Kongsgaard-
bækken i Oddernes, i Sauerkilen i Vennesla og i Mandalselven nær Sode-
land i Holme. Røskeland har fundet den i Venneslafjorden (ifølge A. Bl.).

659. Sedum Telephium L. (E.). Almindelig ogsaa paa de mindre oer.

660. S. annuwm L. er funden hist og her langs kysten, men
temmelig sparsom; den er hyppigere i de østlige strøg end i de vestlige
og mangler i de fleste fortegnelser fra øerne.

661. S. anglicum Huds. (E.) udgjør en væsentlig bestanddel af strand-
klippernes og øernes flora, men er maaske i det indenfor liggende belte
noget mindre hyppig.

662. S. acre L. (E.). Er paa enkelte punkter i det vestlige strøg
og paa øerne noget mindre hyppig end foregaaende, men ellers al-
mindelig.

663. S. sexangulare DC. opgives i Bl. N. Fl. med tvivl for
Kr.sand.

664. $S. rupestre L. (E.). Forekommer meget sparsomt og udelukkende
paa strandklipper. Oddernes: Nedre Kongsgaard; Hartmark; Halsaa:
Rægevig (Kaalaas)!, Tregde. Intetsteds har jeg seet den mere end 10
meter over havet.

665. S. spurium L. har jeg fundet forvildet paa en trælasttomt ved
Kr.sand, samt i Oddernes ved Nedre Lund paa en brat fjeldvæg nedenfor
et havegjærde.

666. Rhodiola rosea L. TI amtets østlige del optræder denne fjeld-
plante udelukkende paa strandklipper lige ved søen, særlig paa steder,
der vende ud mod det aabne hav. Qstenfor Kr.sandsfjorden har jeg ikke
bemærket den, hvorimod den vestenfor er funden paa følgende steder:
Oddernes: Oksø, Mæbø paa Flekkerø; Søgne: Kabelø, Monesø, Hellesø,
Hellersø og Songvaarø almindelig, Udvaarø; Halsaa: i stranden mellem
Mandal og Kleven, Skjernø; Spangereid: Lindesnes (Bl.). Her har jeg først
bemærket den paa fjeld, som er fjernet saa langt som et par hundrede
meter fra søen, noget der vestligere ikke saa sjeldent indtræffer; Vandse

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 153

(Kaalaas): Sigervold, Knudstad ved Listeid; Flekkefjord paa mange steder.
Paa de høiere fjelde har jeg aldrig truffet den inden det her behandlede
omraade; samtlige opregnede voksesteder befinder sig kun nogle faa meter
over havet.

667. Sempervivum tectorum L. er ifølge Bl. N. Fl. funden ved
Kr.sand (Lockmann) og Mandal (Bl. Thomle); paa det sidstnævnte sted
skal den vokse paa klipper inde i byen, for Kr.sands vedkommende har
jeg hørt Kongsgaard angivet som voksested. Selv har jeg trods efter-
søgning ikke fundet den.

Saxifragaceæ DC.

668. Saxifraga oppositifolia L. Meget sjelden og kun bemerket i
amtets vestlige del. Flekkefjord: Seluren ved Egenes; Vandse: ved
Duvoldstranden i mængde. Den er ved Flekkefjord fundet blomstrende
i marts maaned.

669. S. granulata L. (E.) er kun bemærket i de østlige dele af amtet
og neppe mere end 3 kilometer fra søen. Tvedt; Oddernes: Koholmen;
Kr.sand: Eg, Grim, Ledet, Bellevue; Randøsund: Korsvig.

670. $S. sponhemica Gmel. Oddernes: Gimle (Hannaas ifølge A. Bl.).

671. Chrysosplenium alternifolium L. (E). er meget sjelden.
Oddernes: Strai (Klungel.), Preste; Vandse: Knudstad ved Listeid i en
fjeldkloft mellem krat; Hittero (Kaalaas)! Den ter paa grund af sin
tidlige udvikling en og anden gang være overseet.

672. OC. oppositifolium L. Det eneste sted, hvor den er iagttaget
inden distriktet, er paa Hitterø, hvor den vokste i fjeldkløfter (if. Kaalaas).

Ribesiaceæ Endl.

673. Ribes Grossularia L. I urer og krat, hvor den paa flere steder
synes at være oprindeligt vildvoksende, paa andre derimod tilfældig for-
vildet. Tvedt: Aalefjær; Vennesla: Grovene; Oddernes: Skraastad,
Blokkedal, Flekkerø; Kr.sand: Krossen; Randøsund: Kongshavn, Fidje,
Romstel, Holte; Søgne: Kabelo, Moneso; Halsaa: Skjepstad; Holme:
Fuskeland; Vandse: Husebystranden; Fedde; Flekkefjord: ved garveriet.

674. R. rubrum L. Randøsund: Mellem Kongshavn og Stangenes,
Dversnes; Oddernes: Nedre Lund; Søgne: Rise; Mandal med hvide bær
(Wittr.); Flekkefjord. Den forekommer altid i nærheden af beboede steder
og har overalt udseende af at være forvildet.

675. R. nigrum L. Er af mig kun bemærket ved Papirmøllevand
i Oddernes, hvor nogle faa buske fandtes paa de stenede strandbreder,
Den er tidligere funden ved Kr.sand af Klungeland,

154 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

Ranunculaceæ Juss.

676. Thalictrum minus L. Forekommer hyppig i flyvesandfeltet
paa Lister, men savnes paa lignende lokaliteter ved Mandal og i Søgne.
Paa gaarden Hauge i Vandse er bemærket meget frodige eksemplarer
voksende i eng.

677. Th. flavum L. (E.) er kun bemærket i amtets østligste del og er
ogsaa der sjelden. Randøsund: Dversnes (Engelh.); Oddernes: paa en
strandkant paa østsiden af Flekkerø; Mandal: Kleven (if. BI. N. Fl.).

678. Anemone nemorosa L. (E.). Mangler paa de mindre ver og er
sjelden i strandbeltet og i de skovbare strækninger af distriktet; ellers er
den almindelig.

679. A. ranunculoides L. er ifølge Horneman funden ved Kr.sand,
men er, saavidt jeg ved, ikke senere paatruffen af nogen.

680. A. Hepatica L. (E.) findes ganske almindeligt i løvskoven i
amtets østlige del, hvor den nu og da kan træffes nede ved strandkan-
terne. Den er ogsaa funden paa øerne Lynge i Randøsund og Flekkero.
Vestligere begynder den at blive sjeldnere, men jeg har den dog optegnet
for alle sogne rundt Mandal. Vestenfor Høgsaa i S. Undal er den ikke
noteret.

681. Myosurus minimus L. (E). Den er funden ved Kr.sand (af
Bl.?) og i Oddernes ved Indre Flekkerø af Klungeland eller Engelhart.
Det har aldrig lykkedes mig at træffe paa denne vækst inden det her
omhandlede strøg af Landet, hvorfor jeg antager, at den maa være meget
sjelden; imidlertid tør den dog være overseet, da jeg i almindelighed ikke
har havt anledning til at botanisere uden i midtén og slutten af sommeren,
og da er denne tidlige vaarplante allerede visnet.

682. Ranunculus flammula L. (E.). Denne art optræder overalt i
distriktet og ofte med smukke opretstaaende former, der har tiltrukket sig
tidligere botaniserendes opmærksomhed.

v. radicans. Ved nu og da oversvømmede vandbreder.

683. R. reptans L. (E.) Kr.sand (Bl.): Møllevand; Vennesla:
paa elvebrederne ved Ravnaas, Vigeland, Grovene og andre steder;
Søgne: ved Søgneelven nær Aarhus. Den er ogsaa noteret for en hel
del andre steder, som ikke her er medtaget, da den muligvis kan være
forvekslet med foregaaendes var. radicans, der overalt er langt hyppigere
og ofte vokser i dens selskab. Engelhart har optaget den, men bemærker
om den i sin anden fortegnelse : »aldeles ikke andet end en varietet af
flammula«. Det er derfor ikke sikkert, at han har kjendt og havt for sie
den rette art.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 155

684. R. bulbosus L. (E.). Paa tørre enge meget sjelden og blot i
omegnen af Kr.sand (Klungeland, Moe): Grim, Ledhaven, Krossen; Randø-
sund: Dversøen; Oddernes: Egsto, Oddernes præstegaard, Hanevig.

685. R. repens L. (E.). Naar undtages paa de ydre oer i skjær-
gaarden findes den meget hyppigt overalt i distriktet.

686. R. arvensis L. Kr.sand: Grim (Hannaas ifølge A. Bl.).

687. R. acer L. (E.) findes her under flere og mindre haarede for-
mer; paa de yderste holmer og smaaøer er den mere sparsom, men ellers
yderst almindelig selv paa meget veirhaarde steder.

688. R. auricomus L. (E.). Denne art, som er udbredt langs hele
Norges kyst til de nordligste landsdele, og som findes selv paa Nordkap,
er i det her omhandlede omraade ganske sjelden og synes, hvor den fore-
kommer, ikke rigtig at trives. Jeg ved saaledes her i amtet aldrig at
have seet den med vel udviklede kronblade; enten mangler de ganske,
eller der findes to eller tre, mens resten er rudimentære. Den er alminde-
ligere i de østlige end vestlige strøg, og man træffer den heller lidt inde
i landet end ved strandene. Hillesø er den eneste o, hvorfra den er
optegnet.

689. Batrachium sceleratum Fr. Meget sjelden og altid nær hav-
strandene. Kr.sand (Bl.); Søgne (Prestrud); Mandal; Lister paa flere
steder.

690. B. peltatum Fr. Lister: Aasen (Wittr.). Jeg har senere selv
fundet den sammesteds, hvor den vokser i en bæk, hvori næsten alle di-
striktets Potamogetonarter var at finde; vandet syntes at være kalkholdigt.

691. B. circinatum Siebt. Et eksemplar i universitetets herbarium
samlet af Klungeland ved Kr.sand antages af A. Bl. i N. Fl. at tilhøre
denne art.

692. Ficaria ranunculoides Moench (E.). Almindelig i amtets øst-
lige del, men sjeldnere vestover. Jeg har seet den nede ved stranden
ved Fidje i Randøsund, men den mangler sædvanlig i strandbeltet og paa
øerne.

693. Caltha palustris L. (E.). Almindelig.

694. Aquilegia vulgaris L. (E.). Sjelden, ved beboede steder og
neppe oprindelig vildtvoksende. Tvedt: Kostøl; Randøsund: Lyngeen
(Engelh.); Oddernes: Gill; Kr.sand: Krossen, Klappene; Vennesla: i heien
ved Lonerne ovenfor Kvarresten; Søgne: Høllen; Halsaa: Rægevig; Hart-
mark; Hitterø.

695. Actea spicata L. (E.). I skyggefulde lier og urer temmelig
sjelden. Randøsund: Rodenes, Dversnes; Oddernes: Strai (Engelh.), Gill;
Kr.sand: Kolsdal, Krossen; Vennesla; Ravnaas, Heisel, Grovene, Græslien;

156 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

Søgne: Holmen; Grebstad: Stokkeland; Hartmark: Kjørvedal (Prestrud);
Halsaa: Tregde; S. Undal: Høgsaa; Holme: Fuskeland; Austad: mellem
Høiland og Askeland; Vandse: Selegrod; Hitterø. Denne sidste er den
eneste ø, hvorfra den er noteret.

Berberideæ Vent.

696. Berberis vulgaris L. Randøsund: Presto; Oddernes: Koholmen;
Kr.sand: Krosseuren, Suledal; Mandal (BI), Vandse (Wittr.). Den antages
paa det sidstnævnte sted oprindelig at have været plantet. Fra Kr.sand
har jeg ogsaa faaet det indtryk, at den kun er forvildet. Den forekommer
i regelen kun som enkelte spredte buske.

Papaveraceæ Juss.

697. Chelidonium majus L. er meget sjelden i distriktet. Oddernes:
Justvigdal; Kr.sand (Munthe-Kaas): Odderø; Mandal: i gaderne, Skjernø
(Wittr.); S. Undal: Morkedal. Paa samtlige steder vokser den kun nogle
faa meter over havet og er vistnok overalt tilfældig indført.

698. Glaucum luteum Scop. fandtes 1826 af Almf. og Lindbl. ved
Mandal paa ballast; den er, saavidt vides, ikke senere fundet i distriktet.

Anm. En udenlandsk rødblomstret Glauciumart, antagelig G. cornicu-

latum Curt., bemærkedes ligeledes paa ballast ved Mandal i
1882, men kun et eneste eksemplar.

699. Papaver Rhoeas L. Meget sjelden. Kr.sand: Klappene, Grim,
Bellevue; Søgne: Høllen ved bryggerne; Mandal; Farsund. Paa de to
sidstnævnte steder var den utvivlsomt indkommen med ballast. Ved
Kr.sand har jeg flere gange iagttaget, at naar jorden oprodes ved grøfte-
gravning eller veianlæg, fremkommer undertiden denne plante det følgende
aar paa sandhaugene for det derpaa følgende atter at forsvinde. Om
frøet ligger i jorden, eller om veiarbeiderne fører det med sig, tør jeg
ikke afgjore. Noget lignende har jeg seet i Danmark, hvor paa lyng-
hederne i Jylland, hvor grus var taget til fyld paa jernbanelinjen, enkelte
steder var røde af Papaver dubium; den var sandsynligvis fremkommen
her af samme grund som ovenfor berørt.

700. P. dubium L. Kr.sand (Bl. Preuss); Oddernes: Nedre Lund i
eng; Mandal: paa ballastpladsen og i nærliggende potetagre.

701. P. argemone L. (E.). Den findes i universitetets herbarium fra
Kr.sand ifølge BI. N. Fl.; Mandal: paa ballast.

702. P. somniferum L. Hist og her, gjerne kun i faa eksemplarer
som ukrud i agre og enge. Kr.sand: Bellevue, Ledet; Søgne: Høllen
(Wittr.); Halsaa: Hoven (Prestrud); Spangereid: i potetagre nær kirken;

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 157

Vandse; Farsund: Sunde; Kvinesdal: Liknes. Overalt er den tilfældig
indført fra haver eller med græsfrø eller ballast; den holder sig neppe
længe paa de steder, hvor den indføres, undtagen paa steder, hvor den
slipper at kjæmpe med stedlige arter, f. eks. i haver. Her kan den blive
et yderst besværligt ukrud.

Fumariaceæ DC.

703. Corydalis claviculata DC. Kun sparsomt bemærket paa den
langt ude i søen beliggende Hellersø, hørende til Songvaarøerne i Søgne.
Den vokste her under en udoverludende berghelle, det eneste beskyttede
sted paa øen, sammen med Allium ursinum. Stedet ligger kun et par
meter over havet og ganske nær stranden. Da Allium ursinum ikke, og
vel neppe heller C. claviculata, pleier at vokse paa saadanne lokaliteter,
turde begge være indplantede ved fugle, der har søgt ly under berg-
hammeren.

704. OC. fabacea Pers. (E.). Oddernes: Tjos, Flekkere.

705. Fumaria officinalis L. (E.). Ikke synderlig almindelig i agrene.
Den er dog bemærket i alle distriktets omraader, men er ikke alle aar
lige hyppig, noget der er tilfældet med flerheden af agerens ukrudsplanter.

706. F. muralis Sonder. Denne art tør muligvis have tyngdepunk-
tet for sit udbredelsesomraade her i distriktet, da en hel del voksesteder er
bemærket, efterat jeg først blev opmærksom paa, at den fandtes paa
disse kanter. Kr.sand: eksemplarer indsamlede 1871 ligger i herbariet
uden nærmere angivelse af lokalitet; Mandal flere steder; Hartmark: nær
kirken, Osnes; Vandse: Faro ved Farsund (Hannaas ifølge A. Bl.), Kviljo
(Røskeland 1900), Hassel, Listeid, Sunde i stranden sammen med Elymus
og Carex maritima; Spind: Sævig; Herred: Sande; Hitterø.

707. F. capreolata Fr. Mandal paa ballast; ogsaa et andet sted
ved Mandal er fundet en Fumaria, der synes at høre hid, men eksempla-
rerne var for unge til at kunne bestemmes.

Anm. Det sidst udtalte gjælder ogsaa for mangfoldige andre til-

fælder, hvor Fumariaarter har været observerede uden blomster
eller frugter; kun i de tilfælder, hvor jeg har været sikker paa

bestemmelsens rigtighed, er f. eks. F. muralis noteret; den vil
derfor sikkerlig kunne paatræffes andre steder.

Araliaceæ Juss.

708. Hedera Helix L. forekommer ganske almindelig langs kysten i
et belte, der kun har en brede af nogle faa kilometer. Naar undtages i
en have i Kr.sand, hvor den var plantet, har jeg kun seet blomstrende

158 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

eksemplarer umiddelbart paa strandklipperne eller i deres nærmeste om-
givelser. I varme, tørre fjeldkløfter, der vender mod syd, synes den at
trives bedst. I Kr.sands omegn findes den ogsaa ofte i noget fugtige,
skyggefulde egeskove, krybende i skovbunden og bedækkende større flader.
Denne form, der aldrig findes blomstrende, og som har store tynde, mere
fligede blade, samt vidjeagtige stengler, der neppe naar en fingers tykkelse,
opfattes af almuen som en »egen sort«. Den skal ikke taale omplantning
og være tilbøielig til at fryse bort om vinteren, naar den bliver indplantet
i have eller paa kirkegaarde. Det største eksemplar af planten, maaske
det største i landet, som jeg har seet og hørt tale om, fandtes i en have
i Mandal og findes der vel endnu. For 20 aar siden, da træet blev maalt,
havde den i tversnit ovale stamme et største tversnit af 20 cm., medens
grenene fuldstændig bedækkede den lille klippe, ved hvis fod træet var
plantet. I kløfter paa strandklipperne vestenfor Mandal har jeg ligeledes
iagttaget flere blomstrende eksemplarer, hvis stamme havde et tversnit af
10 cm. Intet andet sted paa kysten har jeg truffet saa store eksemplarer.
I Farsunds omegn er den sjeldnere end i de andre omraader.

709. Adoxa moschatellina L. (E.). Denne tidlige vaarplante er
rimeligvis oftere bleven overseet; men alt tyder paa, at den er meget
sjelden; jeg har kun bemærket den i den østlige del af amtet. Oddernes:
Strai (Engelh.), Gill, Skraastad, Tjos, Sødal, Flekkere ved Mæbø; Greb-
stad: nær Farvandet, Bukstensdal, Gurpedal. Naar undtages voksestedet
paa Flekkerø, er alle de andre 5—8 kilometer fjernede fra seen, og deres
høide overstiger neppe 50 m. Den er overalt funden i selskab med
Urtica dioica.

Cruciferæ Adans.

710. Nasturtium palustre DC. Temmelig sjelden. Kr.sand: Kols-
dal; Halsaa: Tregde; Lyngdal (Bl.); Vandse: Vesthassel, Husebystranden;
Kvinesdal: Øie; Flekkefjord: Kidø. Samtlige voksesteder befinder sig kun
i faa meters høide over havet.

711. N. silvestre R. Br. Mandal (Wittr.): foruden paa ballastpladsen
har jeg ogsaa bemærket den ved et sagbrug paa den vestlige bred af
Mandalselven nær dens udløb; Flekkefjord (BI.).

712. N. Armoracia Fr. er et par gange bemærket i Oddernes og
ved Kr.sand udkommen med rusk fra haver.

713. N. officinale R. Br. opgives for Kr.sand i Engelharts forteg-
nelse, men er ikke senere gjenfunden; da planten ikke er funden i Norge,
henledes opmærksomheden paa den.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 159

714. Barbarea vulgaris R. Rr. Denne ukrudsplante, der er saa
dominerende mange steder i det østlige Norge, har endnu ikke faaet tid
til at udbrede sig i de her omskrevne trakter, uagtet den vides et par
gange at have været indfert med græsfrø. Oddernes: Nedre Lund;
Kr.sand (Preuss)!; Spangereid; Flekkefjord.

715. B. stricta Fr. Denne art, der er næsten ligesaa sjelden som
foregaaende, har jeg næsten udelukkende bemærket paa strandkanterne.
Randøsund; Oddernes; Kr.sand; Søgne; Grebstad; Mandal. Vestligere har
jeg ikke noteret den.

716. Turritis glabra L. (E.). For denne plante kjendes kun nogle
ganske faa voksesteder. Oddernes: Skraastad (Engelh.); Kr.sand (BI. N.
Fl.); Hartmark; Mandal.

717. Arabis hirsuta Scop. er ligeledes meget sjelden i denne del af
landet. Kr.sand: Ravnedalen; Randøsund: sparsomt paa strandklipperne
ved Dolsvold; Mandal (Bl.); Vandse: Selegrod, Husebystranden (?).

718. A. Thaliana L. (E.). Ved sin tidlige blomstring og bortdøen
vistnok oftere overseet. Den er optegnet for samtlige sogne i Kr.sands
omegn; fremdeles findes den ved Mandal, Flekkefjord og paa Hitterø, der
er den eneste ø, hvorfra den er noteret. Ved Dolsvold i Randøsund findes
den paa stranden sammen med foregaaende.

719. À. arenosa Scop. Kun i amtets østlige del. Oddernes: præste-
gaarden, hvor den første gang observeredes 1871, paa søndre side af
hovedveien mellem Nedre Lund og Oddernes kirke 1873, Strai 1874.
Kr.sand: Langemyr, Dalene 1874. I de senere aar er den ogsaa fundet i
Vennesla: Damsgaard, Vigeland, Vennesla og Drivenes (Røskeland); Randø-
sund: Strømme (Hannaas); Mandal paa dyrket eng (Landmark). Den er
sandsynligvis indført med græsfrø, men holder sig i flere aar, naar den
engang er indkommen. Kun en eneste gang har jeg seet den i udmark;
da der paa samme sted fandtes nogle havrestraa og et par eksemplarer
af Agrostemna Githago, turde den være bragt did ved hestefoder.

720. Cardamime pratensis L. (E.). Paatr&ffes paa fugtige enge over
hele distriktet saavel inde i landet som ude paa øerne. Vestenfor Mandal
er de noterede voksesteder mindre talrige; men dette tør have sin grund
i, at optegnelserne der i regelen er foretagne senere paa sommeren, saa
den har havt lettere for at unddrage sig opmærksomheden.

721. OC. amara L. Bl. har fundet den ved Mandal; jeg har seet den
ved Præstebækken i Oddernes.

722. O. impatiens L. er funden af Bl. ved Kr.sand.

723. OC. silvatica Link. Meget sjelden paa skyggefulde steder.
Oddernes: Gill; Kr.sand: Ravneheien, Gurpedalen; Vennesla: Vigeland

160 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

(Røskeland); Grebstad: Frydenlund, Bukstendal; Vandse: Selegrod; Flekke-
fjord.
v. ambigua Hn.(?). I bunden af dybe fjeldkløfter paa Songvaarø i
Søgne.

724. OC. hirsuta L. Kr.sand (Klungel.); Oddernes: Flekkerø (Wittr.);
Vennesla: Vigeland (Røskeland).

‘725. Dentaria bulbifera L. (E.). I frodige lier i amtets østlige del.
Tvedt: Justvigdal; Randøsund: Rodenes, Dversnes; Oddernes: Tjos
(Engelh.)!, Skraastad, Holskoven; Kr.sand: Dalene (Roskeland), Kjærrene
(Engelh.)!, Krosseuren, Ravneheien; Grebstad; Mandal: Hjorteland. Vest-
ligere har jeg ikke noteret den; samtlige voksesteder befinder sig to til
flere kilometer fra seen.

726. Berteroa incana DC. Har været meget sjelden; men har i
de senere aar her som andetsteds udbredt sig videre; den er vistnok
overalt indfort med græsfrø. Ældre voksesteder er Oddernes: Nedre
Lund (c. 1870); Kr.sand: Grims øvre mølle 1893; Mandal (Bl. 1826);
Flekkefjord: Tjørsvaag (1881). I 1901 fandtes den ved Kr.sand i stor
mængde ved jernbanetomterne og langs jernbanelinjen mellem stationen
og Ledhaven, ved Krossen samt et enkelt eksemplar ved Vigeland sta-
tion i Vennesla. Ved Vigeland er den tidligere (i 1897) funden af Røske-
land. Da den ikke tidligere har været at finde paa disse steder, kan det
ansees som sikkert, at den er indkommen ved jernbaneanlægget.

727. Draba verna L. (E). Paa grund af sin lidenhed og tidlige
fremkomst vistnok ofte overseet. Jeg har bemærket den flere steder ved
Kr.sand og Oddernes, og Bl. har fundet den ved Mandal. De i dette
strøg forekommende former er større og kraftigere, end hvor jeg ellers
har iagttaget, den.

728. D. incana L. er kun bemærket paa Lister ved strandkanterne,
hvor den findes i selskab med Botrychium Lunaria paa steder, der er be-
dækkede med smaa rullestene. Jeg har her seet den ved Kviljo og
Nordhassel. Den optrædende form har et ganske besynderligt udseende,
da stengelen neppe vokser frem over bladrosetten ved grunden, saaat hele
planten ofte er kuglerund. Om denne form bør betragtes som en egen
varietet, en forma nidificans, om den skyldes insektstik eller muligens blot
er en følge af de ekstraordinære klimatiske forhold, hvorunder den her
befinder sig, har jeg endnu ikke kommet efter. Draba incana har ogsaa
andetsteds i landet tendens til at slaa sig ned ved strandkanterne, ikke
alene i det nordlige Norge, hvor den paa saadanne steder er meget
almindelig, men ogsaa hist og her langs kysten ned til Jæderen. Paa de
høiere fjelde i distriktet har jeg aldrig observeret den.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 161

729. Cochlearia officinalis L. (E.) danner en hyppigt forekommende
bestanddel af strandfloraen ogsaa ude paa de ydre øer og holmer.

730. ©. anglica L. En form fra stranden vestenfor Mæbø paa
Flekkerø har jeg paa grund af dens robuste udseende og store aflange
skulper troet at maatte føre hid.

731. OC. damica L. Meget sjelden paa mure og fjeld ved stranden.
Randosund: Stokken sparsomt; Oddernes: Galgebergtangen paa murene af
et gammelt batteri, Oxø (Hannaas), Flekkerø (Wittr.); Kr.sand (Klungel.);
Mandal (Bl.).

732. Thlaspi arvense L. (E.). Uagtet denne art er optegnet for
alle sogne langs kysten, maa den dog siges at være noksaa sjelden, og
paa langt nær ikke saa almindeligt udbredt som i mange andre egne af
landet. Den findes udelukkende som agerukrud og sjelden i større
mængde.

733. Th. alpestre L. Vennesla: Kirkegaarden (Røskeland 1896);
Kr.sand: Eg (Nissen).

734. Teesdalia nudicaulis R. Br. (E.), Som saamange tidlige vaar-
planter er den vistnok ofte bleven overseet, da jeg kun har fundet den paa
nogle ganske faa steder. Bl. omtaler den i sin reiseindberetning som »ikke
sjelden« i egnen. Følgende voksesteder kjendes: Tvedt: Kostel; Odder-
nes: Gimle, Bjørndalen, Koholmen; Søgne: Lunde (Bl.), Hellen; Mandal (Bl.).

735. Cakile maritima Scop. Paa sandige strandbreder. Randøsund:
Dversnes; Oddernes: Flekkerø; Kr.sand: Sandvigen et eksemplar 1875,
Oddere paa ballast; Søgne: Høllen, Kabelo, Monesø; Mandal: flere steder;
Spangereid: Reme; Vandse: ikke sjelden paa Lister; Flekkefjord: Svege.
Den holder sig i amtet helst ved den yderste kystrand, men mangler
eller er meget sjelden ved bunden af fjordene.

v. latifolia Poir. Søgne: Aarhus (Wittr.).

736. Hesperis matronalis L. Meget sjelden. Kr.sand: i skoven
(Moe), bag Kr.sands bryggeri; Mandal; Farsund (Wittr.); Flekkefjord: under
fjeldet ved Nesvolden.

737. Sisymbrium Sophia L. (E.). Paa de faa lokaliteter, hvorpaa
den er bemærket, er den vistnok altid tilfældig indført. Kr.sand (Engelh,,
Bl.): en trælasttomt i byen, Odderø; Mandal (Bl.)!

738. S. officinale Scop. (E.). Noget hyppigere end foregaaende.
Kr.sand: Trælasttomterne ved havnen, Skaaren; Oddernes: Koholmen;
Mandal (Bl.)!; Farsund: i gaderne, Sunde.

739. S. Loeselm L. indført med udenlandsk korn ved Grims øvre
mølle ved Kr.sand (1893).

740. S. pannonicum Jacq. Kr.sand (Reskeland 1900).
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1908. No. 8. 11

162 R. E. FRIDTZ.

M.-N. Kl.

741. Erysimum hieracifolium L. I Mandal, hvor allerede Bl. (1826)
har bemærket den, vokser den paa fjeld inde i byen og i potetagre i
nærheden. Jeg har ellers ikke iagttaget den noget andet sted inden di-
striktet; men den forekommer straks udenfor grændsen i Nedenes paa et
par steder.

742. E. cheiranthoides L. (E.). Lagre, men ikke hyppigt. Vennesla:
Hundsfos (Røskeland), Ravnaas; Oddernes: Mosbø, Skraastad (Engelh.);
Kr.sand: Led, Grim, Krossen, Langemyr; Mandal (Bl.)!; Hartmark;
Holme: i stor mængde i en ager nær kirken; Lyngdal (Bl.); Fedde;
Flekkefjord.

743. Camelina foetida Fr. (E.). Kr.sand (Engelh.); Mandal: paa
ballastpladsen. |

744. C. silvestris Wallr. I agre, meget sjelden. Kr.sand: Grim;
Oddernes: Ugland; Vennesla (Røskeland).

745. OC. sativa Rchb, Eksemplarer, der bedre passer til beskrivelsen
af C. sativa Rchb. end til foregaaende art, er fundet paa trælasttomterne
ved Kr.sand, ved Grims møller samt paa ballastpladsen ved Mandal; den
synes i modsætning til de foregaaende arter at holde sig i flere aar paa
et sted, naar den først er indført, medens disse snart forsvinder igjen.

746. Capsella bursa pastoris Moench. (E.). Yderst almindelig, dog
mindre hyppig i skjærgaarden og det yderste strandbelte.

747. Lepidium ruderale L. Kr.sand: Oddere, bordtomter i byen;
Vennesla (Røskeland); Mandal (Bl.)!; Fedde; Flekkefjord (Bl.). Er overalt
indført med korn eller ballast.

748. L. virginicum L. Vennesla: Hundsfos, hvor den bemærkedes
1892 paa en udyrket veikant af A. Røskeland og endnu holder sig,
Monen (1897) paa kunstig eng (Røskeland). Den er ogsaa funden i
Hornnes i Sætersdalen.

749. L. Draba L. Kr.sand: Grims øvre mølle (1894), Grim (Hannaas
1898); er muligens samme lokalitet som den forstnævnte.

750. L. perforatum L. Kr.sand: Grims øvre mølle i selskab med
foregaaende (1894); senere er den af Røskeland funden ved Dalene.

751. L. campestre R. Br. (E.). Meget sjelden i egnen. Kr.sand
(Engelh., Bl.): Grim, bag Kr.sands bryggeri; Oddernes: Kongsgaard paa
eng (1875); Mandal: paa ballastpladsen. Ved Kr.sand har jeg seet den
holde sig paa samme sted mindst 15 aar; ved Mandal er den sandsynlig-
vis forsvunden, da jeg ved mit sidste besøg der (1895) ikke kunde finde
den igjen.

752. Senebiera Coronopus Poir. Mandal: paa ballastpladsen,

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 163

753. S. didyma Pers. Sammen med foregaaende paa ballast ved
Mandal. Farsund: ved stranden lidt søndenfor byen; kunde 1901 ikke
gjenfindes.

754. Isatis tinctoria L. fandtes 1894 sammen med flere andre frem-
mede planter ved Grims øvre mølle ved Kr.sand.

755. Brassica campestris L. (E.). Almindelig ugræsplante overalt i
agrene. Mangler gjerne paa øerne, da der som oftest heller ingen agre
findes.

756. B. napus L. Enkelte spredte eksemplarer er bemærket i agre
ved Kr.sand.

757. B. nigra Koch. Var tidligere stadigt at finde paa ballast-
pladsen ved Mandal.

758. Sinapis arvensis L. (E.). Overalt, hvor der findes agre; ved
byerne ogsaa paa andre lokaliteter.

759. S. alba L. optræder ligeledes en og anden gang som ukrud i
agre. Oddernes: Skraastad; Hitterø paa flere steder 1881.

760. Diplotaxis muralis DC. Mandal: paa ballastpladsen.

761. D. tennifolia DC. Forekommer ligeledes ved Mandal, hvor
den allerede 1826 bemærkedes af Ahnf. og Lindbl.; den vokser sammen
med foregaaende og har nu tilligemed denne udbredt sig over en større
strækning og findes navnlig som ukrud i potetagrene ved Malmø; Vandse:
enkeltvis mellem strandstenene ved Vesthassel; Kr.sand: Odderø paa
ballast (1901), sparsomt.

762. Raphanus Raphanistrum L. (E.). Hist og her som agerukrud,
men ikke almindelig; den synes i de senere aar paa de fleste steder at
være forsvunden.

763. À. sativus L. er et par gange truffet sparsomt paa agre ved
Grim ved Kr.sand.

764. Subularia aquatica L. (E.). Temmelig sjelden især ved bre-
derne af de større elve. Vennesla: i Otteraaen, ved Kvaresten, Ravnaas
og Grovene; Kr.sand: Møllevand (Engelh.), Grimsbækken; Mandal: flere
steder ved Mandalselvens nedre løb; Vandse: i flere bække paa Lister;
Fedde: Gylandselven. De fleste voksesteder ligger ganske nær elvenes
udleb,

765. Bunias orientalis L. Kr.sand: almindinger paa byens vestside,
ved bækken bag Kr.sands bryggeri, Grims øvre mølle. Den indførtes
paa det førstnævnte sted 1875, paa de andre senere. Oddernes: Mosbø
1898 og havde da holdt sig paa stedet i flere aar (Gunnstveit).

164 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

Recedaceæ DC.

766. Reseda lutea L. Kr.sand: Grim ved øvre mølle (1893);
Mandal: paa den vestlige elvebred nær elvens udløb. Eksemplarer, samlet
ved Kr.sand af Røskeland 1900, viser, at planten fremdeles holder sig der.

767. R. luteola L. forekommer indført med ballast; Mandal paa
ballastpladsen; Farsund: Gaaseholmen; Flekkefjord.

Nymphæaceæ Salisb.

768. Nymphæa alba L. (E.). Findes næsten overalt, hvor større
vandsamlinger forekommer; dens mindre hyppige forekomst paa øerne
skyldes vistnok kun mangelen paa passende lokaliteter.

769. Nuphar luteum Sm. (E.) almindelig udbredt paa de samme
steder som foregaaende, i hvis selskab den meget ofte findes.

Droseraceæ DC.

770. Drosera rotundifolia L. (E.). Meget almindelig paa sphagnum-
myrer og dyndede steder. Paa skjærgaardens øer mangler den ofte; dog
er den optegnet for Songvaarø, Udvaaro og Saatø i Søgne.

771. D. longifolia L. (E.) er langt sjeldnere end de to andre Drosera-
arter; den findes oftere paa de indre høiere beliggende myrer end paa de
lavere ude ved søen. Tved: nær Grovand; Oddernes og Kr.sand; Greb-
stad; Mandal (Kaalaas); Vandse: ikke sjelden paa myrene paa Lister;
Flekkefjord.

772. D. intermedia Hayne maa i de fleste strøg siges at være den
almindeligste art i egnen. Den findes næsten altid paa brederne af ind-
søer og tjern. Hvor arterne vokser i hverandres selskab, holder den sig
i et belte nærmere vandbreden end de andre. Paa gerne er den
sjelden.

773. Parnassia palustris L. er en meget sjelden plante i distriktet
og kun kjendt fra ganske faa voksesteder. Spangereid: myr mellem Hei-
land og Vaage ved Lindesnes; Lister (Bl.): Roørtjern; Flekkefjord:
Tjørsvaag.

Violaceæ Juss.
774. Viola palustris L. (E.). Almindelig, ogsaa paa de ydre
smaaøer.
775. V. epipsila Ledeb. findes i almindelighed først et par kilometer
fra søen og er sjeldnere end foregaaende, men findes optegnet fra alle
dele inden distriktet.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 165

776. V. arenaria DC. Selv har jeg ikke iagttaget denne art inden
omraadet, hvis ikke muligvis eksemplarer fra de sandede marker nær
reberbanen ved Kr.sand skulde høre hid. Af mangel paa materiale kan
jeg ikke afgjøre det. Den er funden i Søgne og ved Mandal af Wittr.

777. V. silvatica Fr. udbredt overalt paa kyststrækningen og flere-
steds den eneste form; den er heller ikke sjelden paa øerne og i strand-
beltet og varierer meget i størrelse og udseende. Den er en af heiernes
tidligste vaarplanter.

778. F. canina L. (E.) er i de østlige dele af amtet sjeldnere end
foregaaende; den findes ofte i egeskovene, sjeldnere paa engene. Vesten-
for Mandal bliver den hyppigere, og paa Lister findes den i mængde.

779. V. camina L. X silvatica Fr. er af Murb. funden i selskab med
stamarterne ved Kr.sand.

780. V. tricolor L. (E,). Særdeles almindelig især paa tørre san-
dige enge og i smaa revner i strandklipperne selv ude paa de ydre ger
i skjærgaarden; men her er den ofte meget forkrøblet. Sandformer paa-
træffes i strandsanden paa Lister, ligesom hvid- og gulblomstrede former
er hyppige. Ved Kr.sand er haveformer et par gange fundet forvildede;
blomsternes størrelse har da været som de vildtvoksendes, men kron-
bladenes dybe violette farve og fløielsagtige udseende havde holdt sig.

781. V. arvensis Mur. (E.). Meget almindelig som agerukrud.

Portulacaceæ Lindl.

782. Montia fontama L. (E.). Findes i næsten samtlige fortegnelser,
men kan neppe siges at være almindelig. Den forekommer ogsaa paa
gerne.

783. M. rivularis Gmel. er en tvivlsom plante for distriktet, da de
store former fra Kr.sand og Mandal, som jeg troede hørte hid, sandsynlig-
vis blot er en luksurierende form af foregaaende.

Paronychiæ Bartl.

784. Scleranthus annuus L. Naar undtages for de ydre mindre
øers vedkommende, savnes den ikke i nogen af mine optegnelser.

785. Sc. perennis L. er sjeldnere end den foregaaende. Kr.sand:
Baneheien; Oddernes: flere steder, blandt andre paa Flekkero; Søgne
(Wittr.) flere steder; Hartmark; Mandal; Vandse. Vestligere har jeg ikke
noteret den.

Alsinaceæ Bartl.
786. Lepigonum rubrum Fr. Tørre steder, strandklipper, veikanter
og undertiden solrige steder i heierne. Kr.sand: Oddere, Baneheien,

166 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

Klappene; Oddernes; Vennesla: Græslien (Røskeland); Mandal: ved veien
mellem Ime og byen, Frivold paa stranden; Hartmark; Spangereid: Torv-
myr paa eidet, Ramsland; Vandse og Farsund: mange steder; Spind:
Haavigen og Spindsodden; Lyngdal: paa sandige strandbreder (Landm.);
Flekkefjord. Odderø er den eneste o, hvorpaa jeg har fundet den.

v. radicans Presl.: Kvinesdal: Øie.

787. L. caninum Leffl. (E.). Kun ved strandbreder. Randøsund:
Romstøl, Dversnes; Oddernes: Koholmen, Flekkero; Søgne: flere steder;
Mandal; S. Undal; Austad: Lundegaard; Farsund: Egvaag; Hitterø.

788. L. marinum Wahlb.

v. fascicularis Lönnr. er inden amtets grændser kun observeret ved
Pene paa Lister.

789. Spergula arvensis L. Forekommer meget almindelig som ukrud
især i agre og haver; for de mindre øer er den ikke optegnet, ligesom
jeg i denne del af landet ikke erindrer at have seet den ved havstranden;
derimod vil man paa grusede indsøbreder oftere paatræffe den.

790. Sp. vernalis Willd. I heier og paa tørre sandmoer kun be-
mærket i amtets østlige del. Tvedt: Boen (Landm.); Oddernes: Strai,
Eiet; Kr.sand (Bl.): Dueheien, Kolsdal, Klappene, de øverste heier ved
Gurpedal. Den synes ikke i denne del af landet at forekomme paa
strandklipper.

791. Sagina stricta Fr. Meget sjelden paa strandbrederne. Oddernes:
Mæbe paa Flekkere; Mandal; Spangereid; Farsund.

792. S. procumbens L. (E.). Saavel i heierne som paa strandkan-
terne og øerne, selv de yderste i skjærgaarden, meget almindelig.

793. S. subulata Wimm. Oddernes: Hamreheien; Randøsund:
Kongshavn, bugten søndenfor Stangenes; Søgne: Songvaare meget al-
mindelig, Varholmen, Vestre fisket, Udvaarø, N. Kjeø sparsom, Saatø;
Mandal; Spangereid: Dragaasen, Reme; Austad: Rævø; Spind: mellem
Spindsodden og Sævig; Farsund: Sunde; Vandse (Kaalaas): Husebystranden,
Lunde, Listeid; Hitterø. Den viser sig inden amtet som en ægte kyst-
plante, der ikke fjerner sig synderlig fra havet og fortrinsvis findes paa
strandklipperne og de ydre øer.

Anm. En form, som jeg endnu ikke har havt anledning til nærmere
at undersøge, er funden paa Husebystranden i Vandse; den
har 4- og 5-delte blomster, lange og korte blomsterstilke paa
samme plante og tør muligvis være hybrid af de to sidst-

opførte arter. Normale eksemplarer af de to formodede
stamarter fandtes ogsaa paa stedet.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 167

794. Sagina nodosa Fenzl. Ogsaa denne art er udelukkende iagt-
taget paa strandkanterne, hvor den idethele optræder sparsomt. Randø-
sund: inderst i bugten ved Stangenes, Støle paa eng; Oddernes: Mæbø
paa Flekkerø, sammen med Sagina stritcta og Cochlearia anglica; Mandal
sparsomt; Vandse: temmelig almindelig paa Listers strandkanter.

v. moniliformis Lge. Lister, sammen med hovedformen.

795. Halianthus peploides Fr. (E). Østenfor Mandal, hvor der ikke
findes sandige strandbreder i nogen større udstrækning, er den noksaa
sjelden. Den er bemærket i Oddernes: Nedre Kongsgaard, mellem Eiet
og Justnes; Kr.sand: Oddere muligvis med ballast; Søgne: Høllen, paa
strandbrederne ved Søgneelvens udleb, Kabelø; ved Mandal findes den i
mængde, ligesaa paa Lister. Den er optegnet for Fedde og Hittere, men
bemærkedes ikke i bugten ved Flekkefjord.

796. Arenaria trinervia L. (E.). Følgende voksesteder er optegnet:
Tvedt: Justvig; Randesund: mellem Torsvig og Strømme, Fidje, Dvers-
nes; Oddernes: Galgebergtangen, Strai; Søgne: vestenfor Aarhus mellem
stene i stranden, Songvaarø, Udvaarø, Vestre fisket; Mandal: Skjerne;
Spangereid: Reme; Kvinesdal: Øie; Hitterø. Dens sædvanlige voksesteder
er i skyggefulde krat; men ogsaa i Jarlsb. og Laurv. amt har jeg engang
imellem bemærket den ved strandkanterne.

797. 4. serpyllifolia L. (E.) er ikke almindelig i denne del af landet.
Oddernes: Sødal, Flekkero; Kr.sand: Ledet, jernbanetomterne tidligere i
mængde; Søgne: Monesø; Mandal (Bl.)!; Spangereid; Farsund: Lindland;
vestligere er den ikke noteret. De fleste voksesteder ligger nær søen;
men som egentlig strandplante har jeg aldrig bemærket den.

798. Stellaria nemorum L. er som tidligere omtalt meget sjelden i
denne landsdel. Oddernes: Gillskoven; Grebstad: Bukstendal; Flekkefjord:
Grundevig (Kaalaas)! Den sidstnævnte lokalitet ligger ganske nær kysten,
men er omgiven af høie fjeld; planten vokser her sammen med Cotoneaster
og Origanum.

799. S. media Vill. (E). Almindelig overalt ogsaa ved strandene
og ude paa øerne.

800. S. Holostea L. Selv har jeg kun engang truffet denne plante
i distriktet i stranden ved Egvaag nær Farsund; men jeg har seet
eksemplarer af den samlet paa et ikke nærmere betegnet voksested ved
Farsund, samt fra Hitterø.

801. S. graminea L. (E.) mangler paa flere holmer og smaager og
er sjelden i heierne, men er forøvrigt yderst almindelig.

802. 8. uliginosa Murr. (E.). Noksaa sjelden. Oddernes: Kongs-
gaard; Kr.sand: Grimsmyren, Kolsdal, Sandvigen; Mandal; Vandse: flere

168 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

steder paa Lister; ved Egvaag nær Farsund findes den ved havstranden;
Fedde; Hittere, der er den eneste ø, hvorpaa jeg har bemærket den.

803. 8. crassifolia Ehrh. Vandse: ved strandbreden nær Nordhassel
paa Lister; er det eneste sted, hvorfra den er kjendt i egnen.

804. Cerastium arvense L. er kun bemærket i Kr.sands omegn,
hvor den allerede før 1826 er iagttaget af Klungeland. Kr.sand: Grim,
Klappene (før 1875), paa sandige jorder ved Sandvigen. Den angives i
A. Blytt. Nye bidrag 1898 at vokse i Egelunden og mange andre steder
(Hannaas). Vennesla: Kvarresten, Neset (Røskeland 1899); Oddernes:
Nedre Lund (Klungel.). Ved Sandvigen og Klappene har den været sta-
tionær i mange aar og giver indtryk af at være vildtvoksende, da de
tørre marker, hvorpaa den vokser, neppe har været optagne eller til-
saaede med græsfrø i menneskealdre; men den er vel her som alle andre
steder tilfældig indfort.

805. C. vulgatum L. Naar undtages furuskovene, hvor den er
temmelig sjelden, findes den paa næsten alle lokaliteter, ogsaa ude paa
øerne.

806. C. viscosum L. er funden af Bl. ved Mandal.

807. GC. semidecandrum L. er sandsynligvis oftere bleven overseet,
men synes at være sjelden og kun at forekomme i amtets østlige partier.
Oddernes: Koholmen; Kr.sand: Krossen; Søgne: Høllen (Wittr.), Lunde;
Mandal.

v. dolosum Murb. strandklipper paa Lister (Murb.).

Silenaceæ Lindl.

808. Silene inflata Sm. (E.). I det nærmest stranden liggende belte
er denne art iallefald østenfor Lindesnes ganske sjelden. Den er ikke be-
mærket paa andre oer end Hitterø. Vestenfor Lindesnes og ligeledes et
lidet stykke inde i landet bliver den hyppigere, men er neppe nogen-
steds saa almindelig som paa østlandet.

809. S. maritima With. (E.). Almindelig forekommende strand-
plante, der dog paa Farsundskanten fjerner sig adskilligt fra strandene.

810. S. nutans L. (E.) er kun bemærket paa ganske faa steder.
Kr.sand: Eg; Oddernes: Sødal (Engelh.)!, Egsto; Mandal (Bl.)!; Hart-
mark; Holme: Sodeland; Farsund (BI.)! Den holder især til i krat, der
er noget fjernet fra søen.

Anm. I Engelharts fortegnelse II opføres S. acaulis for Sødal i

Oddernes; dette maa bero paa en feiltagelse i en eller anden

retning, da denne fjeldplante først begynder at vise sig mange
mil længere inde i landet.

1903. No. 3. FLORAEN 1 LISTER OG MANDALS AMT. 169

811. S. anglica L. er ifølge BI. N. Fl. af Klungeland og BI. funden
som agerukrud ved Kr.sand.

812. S. Armeria L. Denne art er ligeledes fundet af Bl. som ugræs
i haverne ved Kr.sand, Mandal og Farsund og antages at være forvildet.
Selv har jeg ikke nogensinde bemærket denne eller foregaaende art, hvor-
for de muligvis i senere aar atter er forsvundne.

813. S. rupestris L. (E.). Meget almindelig plante paa tørre klipper,
saavel paa strandklipperne som længer inde paa heierne. Den mangler
dog paa de fleste mindre og langt fra land fjernede øer.

814. Agrostemna Githago L. Som alle agerukrud er ogsaa denne
art meget lunefuld i sin optræden, idet den enkelte aar kan forekomme i
mængde paa et sted, medens den til andre tider ikke er til at opdage.
Den er funden paa følgende steder: Vennesla; Kr.sand: Grim, Langemyr;
Oddernes: Fiskaa, Strai, Nedre Lund; Søgne; S. Undal; Spind; Lyngdal;
Vandse; Flekkefjord (Bl.): ved en mølle; Hitterø. Den har tidligere uden-
tvivl været meget almindeligere end nu.

815. Lychmis flos cuculi L. (E.). Temmelig almindelig, da den
findes i næsten alle plantelister undtagen for de mindre eer.

816. Viscaria vulgaris Roehl. (E.) er ligesom foregaaende sjeldnere
paa strandene og de mindre øer, men er ellers almindelig.

817. Melandrium noctiflorum Fr. Kr.sand: paa en trælasttomt ved
byen, Grim. Den er paa begge steder tilfældig indført.

818. M. vespertinum Fr. (E.). Meget sjelden paa enge og sikkerlig
de faa gange, den er paatruffen, indført med græsfrø. Kr.sand: en trælast-
tomt, Skaaren, Grim, Dalene, Krossen; Mandal (Bl.)! Farsund (1901).

819. M. diurnum Fr. (E). Nær stranden og paa gerne er arten
meget sjelden og synes fleresteds ganske at mangle; derimod er den meget
almindelig et par kilometer fra søen især paa lavereliggende steder.

820. Dianthus deltoideus L. (E.). Sjelden paa tørre græsvolde,
især i den østlige del af amtet. Randøsund: Fidje, Romstel, Dversnes;
Oddernes og Kr.sand flere steder; Vennesla: Vigeland (Røskeland);
Søgne: Monesø; Mandal; Vandse: Husebystranden; Hittere. De fleste
voksesteder ligger nær kysten,

821. Gypsophila Vaccaria Sibth. Vennesla: Græslien sparsomt;
Spind: Naudland. Paa begge steder vokste den sammen med almindelig
havre samt andre ugræsplanter; den tør derfor muligvis indføres med
havre ogsaa andetsteds, hvor den viser sig her i landet.

822. Saponaria officinalis L. Kr.sand: »temmelig almindelig paa
agrene ved veien til Tjos«. (Moe ifølge Bl. N. Fl.). Selv har jeg ikke
bemærket den nogetsteds paa disse kanter før i 1901, da den bemærkedes

170 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

paa et par steder paa jernbanetomterne, samt paa ballast paa Odderø.
Paa det førstnævnte sted antages den at være udkommen i senere tid
fra den nærliggende kirkegaard. Halsaa: Valand; Hartmark; Kvinesdal:
Liknes; Flekkefjord. Den sees endnu nu og da dyrket paa landet i
haverne, hvorfra den paa samtlige voksesteder er udkommen.

Malvaceæ Juss.

823. Malva moschata L. Meget sjelden. Oddernes: Tjos; Flekke-
fjord.

824. M. silvestris L. Kr.sand (Bl.); Mandal; Flekkefjord (Dietrichson
å 1816 ING 1810)

825. M. litoralis Deth. Nogle faa eksemplarer fandtes 1882 paa
sandige jorder ved Mandal ved veien til Kleven. Det er ikke usandsyn-
ligt, at den kan skrive sig fra ballastpladsen, uagtet denne ligger et godt
stykke fra findestedet.

826. M. vulgaris Trag. (E.). Kr.sand. Her var den før i tiden
meget almindelig paa de dengang talrige ubebyggede tomter inde i byen;
men med den tættere bebyggelse er vel nu de fleste findesteder borte.
I 1880 bemærkedes den ved Smedjen og udenfor Karl Johans minde.
Foruden ved Kr.sand har jeg inden amtet kun seet den ved Mandal.

827. M. borealis Wallm. er ikke bemærket andetsteds end ved
Mandal.

Tiliaceæ Juss.

828. Tilia parvifolia Ehrh. (E.) er meget hyppig paa lune steder
saavel østenfor som vestenfor Lindesnes og findes gjerne i selskab med
Cratægus, Sorbus aria og hybrida, Rhamnus frangula, Pyrus, Fraxinus og
andre kjælne træsorter. Naar den findes ved strandene og øerne, giver
den ofte ly for de sjeldnere kystplanter.

Hypericaceæ Lindl.

829. Hypericum pulchrum L. (E.) findes paa solrige steder overalt
i trakten og bidrager ofte til at bringe afveksling i heiernes ensformige
vegetation. Paa øer, hvor der findes lidt krat, vil man neppe nogensinde
søge den forgjæves.

830. H. montanum L. (E). I frodige lier særlig i amtets østlige
del. Tvedt: Lømsland (Klungel.), en ur ved Grovand, Kostøl; Randø-
sund: Rossa, Dversnestangen; Oddernes: Skraastad (Klungel.)!, Eiet, Strai ;
Kr.sand: Eg, Krosseuren; Vennesla: Græslien, Ravnaas i mængde, Omdal
(Røskeland), Heisel; Grebstad: nær Farvandet; Halsaa: mellem Tregde og

1903. No. 3 FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 17 I

Egebræk; Austad: Rævø; Vandse: Selegrod, Vetteland; Flekkefjord: øst-
siden af Grisefjord. Neppe noget af voksestederne ligger mere end 50
meter over havet.

831. H. quadrangulum L. (E). Meget almindelig ogsaa paa smaa-
øerne og nede ved strandene.

832. H. perforatum L. (E.) savnes ligesom foregaaende sjelden i
nogen plantefortegnelse.

Elatinaceæ Lind].

833. Elatine hydropiper L. (E.). Oddernes: i Torrisdalselven ved
Nedre Lund, ?Gillsvandet (Engelh.). Paa det førstnævnte voksested
fandtes den i selskab med Elatine hexandra, Limosella aquatica, Subularia
aquatica og flere. Kr.sand: ? Møllevand (Engelh.); Vennesla: Vennesla-
fjorden (Røskeland).

834. E. hexandra DC. I Engelharts første fortegnelse opføres
#Blatine . ++. cor. 3 pet. cal. 3 pet. cap. 3 loc. flore roseo« for Melle-
vand og Bollevand (— Vollevand?) ved Kr.sand. I hans anden fortegnelse
opføres kun E. hydropiper for Møllevand og Gillsvand. Da beskrivelsen
passer paa E. hexandra, er det rimeligt, at de to sidste voksesteder hører
hid og ikke til foregaaende art, som Engelhart isaafald ikke har kjendt.
Røskeland har i de senere aar gjenfundet planten i Møllevand og desuden
i Papirmøllevand i Oddernes. Selv har jeg ved Kr.sand kun bemærket
den i Torrisdalselven ved Nedre Lund i selskab med foregaaende. Mandal:
i Kvisla, der er en gren af Mandalselven (Wittr.)!; Vandse: Bækken ved
Aasen; Fedde: Gylandselven nær dens udløb.

Aceraceæ L.

385. Acer platanoides L. forekommer i lier og urer i amtets østlige
del, sædvanlig kun et og andet træ spredt blandt de øvrige løvtræer;
kun paa enkelte punkter kan den siges at være almindelig. Den er gjerne
et tegn paa gunstige naturforhold paa det sted, hvor den vokser, og findes
derfor ofte i selskab med andre ømtaalige arter. Tvedt: ved Grovand;
Randøsund: ved Stangenesbugten, Dolsvold, Dversnes; Vennesla: Græs-
lien, Heisel; Oddernes og Kr.sand mange steder, Flekkerø; Søgne: Node-
land (Prestrud); Grebstad: temmelig almindelig i urerne ved Stokkeland
og Gjervoldstad; Hartmark: Lid, Kjørvedal; Halsaa: Tufte; Holme:
Fuskeland; S. Undal: ved Tarvand, mellem Vigeland og Høgsaa, Høgsaa
flere steder; Spangereid: Fladebø, Høiland ved Lindesnes store trær,
Svennevig; Lyngdal: Bergsager; Austad; Spind: Sævig. Dette er det
vestligste sted, jeg har bemærket den; ogsaa Bl. sætter i N. Fl. dens

D

V7

R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

vestgrændse ved Lyngdal. Uagtet den flere steder nærmer sig stærkt
kysten, har jeg dog aldrig seet den i urer og skar ved strandkanterne.

836. 4A. pseudoplatanus L. plantes nu og da især i nærheden af
byerne. Tilsyneladende vildtvoksende trær vil man finde ved Mandal og
i Austad, men især i Spind. — Størstedelen af disse er vistnok plantede,
men engang imellem ser man ogsaa selvsaaede trær f. eks. ved Sævig i Spind,
I en vig mellem Spindsodden og Sævig fandtes et lidet ungt træ i en
liden fjeldsprække saa lavt, at det maatte være overskyllet ved lidt høiere
vandstand; dette synes at tyde paa, at vingefrugterne kan udbredes
søveien. Det er ikke usandsynligt, at træet vil sprede sig mere og mere
paa disse kanter.

Polygalaceæ Lindl.

837. Pylygala vulgaris L. (E.) er almindelig særlig paa tørre steder
baade paa smaaøerne og paa heierne i det indre.

838. P. depressa Wend. Denne art forekommer, om end meget
sparsomt, inden distriktet; jeg har saaledes seet den paa lyngmarker i
Tvedt. Den er ogsaa tidligere noteret for flere andre steder i den østlige
del af amtet; men jeg tør ikke udtale noget om dens udbredelse, da jeg
ikke er sikker paa optegnelsernes rigtighed. De vestenfor Lindesnes
ganske hyppigt optrædende nedliggende, blegblomstrede Polygalaformer
turde muligvis alle høre hid, men de stemmer ikke ganske med beskri-
velsen. Arten tiltrænger nøiere undersøgelse.

Ilicineæ Brogn.

830. Ilex aquifolium L. (E.). Arten optræder paa denne del af
kysten som en ægte kystplante, der kun undtagelsesvis trænger saa langt
som en kilometer ind i landet og ligesaa sjelden findes ved bunden af
fjordene. De fleste andre af de vækster, man sædvanlig henregner til
Ilexformationen, fjerner sig adskilligt længere fra kysten og det aabne hav.
Følgende voksesteder er optegnet: Randøsund: Strømme (Engelh.),
Romstøl, Dversnes; — den mangler ganske i Tvedt, den største del af
Oddernes, Kr.sands bymark, Vennesla og Grebstad —, Oddernes: Oxo
(Rasch), Flekkerø, Holskoven; Søgne: hyppig paa oerne (undtagen de
yderste) og ved stranden saa langt ind som til Naadeland; Hartmark til
bunden af fjorden; Mandals omegn flere steder; Holme: Sodeland; S.
Undal: omkring Tarvandet (Prestrud), Høgsaa; Spangereid; Austad: Bore-
vand, mellem Høiland og Askeland; Spind: Sævig, Haavigen, Bækkevig,
Vigvand; Vandse; Flekkefjord: Svege, Drangseid, Grundevig. I Flekke-
fjords omegn er den ikke saa almindelig som ostligere.

min

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 17

>

v. heterophyllum. Oddernes: Indre Flekkere; Søgne: Saatø; Spind:
Bækkevig.

840. Rhamnus frangula L. (E). I lier og krat almindelig udbredt.
Den findes paa de fleste lidt større øer og ofte paa lune steder lige ned
til søen. I lierne ved Høgsaa i S. Undal bemærkedes den 120 meter
over havet.

841. Rh. carthartica L. er af Bl. funden ved Kr.sand, men vides
aldrig senere at være gjenfunden.

Empetreæ Nutt.

842. Empetrum nigrum L. (E.). Meget almindelig i heierne ogsaa
paa øerne og i strandbeltet.

Euphorbiaceæ R. Br.

843. Euphorbia palustris L. (E.). Hist og her paa strandkanterne
i amtets østlige del. Randesund: Dversø (Engelh.), Dversnestangen,
Kongshavn; Oddernes: Hanevig, Flekkerø (Wittr.); her findes den ved
Meebo, Stendalsfjorden og Nesodden i mængde; Søgne (Storaker). Vesten-
for har jeg ikke seet den eller hørt, at nogen har fundet den.

844. E. Helioscopia L. (E.). Som ukrud i haver og paa agre kun
paa enkelte steder almindelig. Tvedt; Oddernes og Kr.sand ikke sjelden,
Flekkere; Søgne: Monese; Mandal: Malmø; Holme; Spangereid: ved
Lindesnes; Farsund; Flekkefjord; Hitterø. Den er meget hyppigere
østenfor Lindesnes end vestenfor.

845. E. exigua L. (E). Anferes af Engelhart blandt planter
voksende ved Kr.sand.

846. E. peplus L. Paa lignende steder som næstforegaaende, men
sjeldnere. Tvedt: Boen (Landm.); Kr.sand (Klungel.): flere steder!; Man-
dal (Bl.): paa ballast!; Spangereid: i en have nær kirken; Flekkefjord:
som ugræs i haver (A. Bl.)!, potetagre nær byen, Sanden.

847. E. Esula L. Kr.sand: Grims øvre mølle (1893).

848. Mercurialis perennis L. Ved Kr.sand, hvor den er funden af
Klungeland, maa den være sjelden, da, saavidt vides, ingen senere har
iagttaget den der. Den er heller ikke bemærket nogensteds ellers paa
kysten, undtagen i den allervestligste del; her er den funden ved Flekke-
fjord af Beer. Selv har jeg ogsaa senere fundet den flere steder ved
Flekkefjord samt paa Hitterø.

849. M. annua L. Indføres med ballast og pleier holde sig i
længere tid paa de steder, den indkommer. Kr.sand: ved havnen; Man-

174 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

dal (Bl, R. Hartman)! paa ballastpladsen og i potetagre i nærheden;
Flekkefjord (Størmer if. A. Bl.).

Geraniaceæ DC.

850. Geranium sanguineum L. (E.). Paa solaabne steder, næsten
udelukkende paa strandklipperne. Randøsund: flere steder meget rige-
ligt; Oddernes: Hamreheien, Koholmen, Flekkere, Mosbø, der er det
eneste sted i nogen afstand fra søen, jeg erindrer at have seet den;
Mandal; Spangereid: Reme, Svennevig; Austad; Vandse: flere steder ved
strandene paa Lister; Hittere. Den er neppe funden høiere over havet
end 50 meter.

851. G. pratense L. Meget sjelden og kun optrædende som strand-
plante. Oddernes: Flekkerø paa Nesodden; Vandse: Pene paa Lister.

852. G. silvaticum L. (E.). I amtets østlige strøg er den meget
sjelden. Jeg har her kun fundet den i Oddernes: Gill, Skraastad; Kr.sand:
Eg. I BI. N. Fl. angives den som forekommende mellem Kr.sand og
Mandal. Vestenfor Lindesnes synes den at blive hyppigere og mere
at nærme sig kysten. Den er optegnet for Spind; Vandse: Sigersvold;
Austad; Herred: Tosaas; Fedde: Raustad; Flekkefjord: Tjørsvaag;
Hitters,

853. G. Robertianum L. (E.). er den almindeligste af Geranium-
arterne og savnes aldrig i urer og fjeldsprækker. Den findes selv ude
paa skjærgaardens mindre ger f. eks. Songvaarø og Udvaarøerne i Søgne.
Paa det sidstnævnte sted vokste den ude mod det aabne hav mellem
rullestenene i stranden i selskab med Elymus arenarius.

854. G. lucidum L. opgives i BI. N. Fl. at være funden ved Kr.sand,
men er ikke senere bemærket.

855. G. molle L. (E.). Sjelden; paa tørre marker nær kysten.
Kr.sand (Engelh., Bl, A. Bl.): Ledhaven, Oddere; Oddernes: Holskoven;
Mandal (Murb.). Ved Mandal bemærkedes den af Kaalaas og mig paa
Malmø nær ballastpladsen. Neppe noget af de af mig bekjendte vokse-
steder ligger mere end 10 meter over havet.

856. G. pusillum L. (E.). Forekommer oftest som ugræsplante i
haver, og ligeledes udenfor strandsiddernes smaahuse og er sandsynligvis
en plante, der er indført i egnen i en forholdsvis sen tid. Jeg har ikke
noteret noget voksested vestligere end Mandal. Her findes den i stor
mængde paa markerne omkring ballastpladsen, i Søgne er den funden
ved Høllen (Wittr.) og paa Monesø og er i Kr.sands nærmeste omegn
ikke saa ganske sjelden.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 175

857. F. dissectum L. Meget sjelden og kun tilfældigt indført.
Kr.sand: strandtomter ved havnen; Mandal paa ballast.

858. G. columbinum L. forekommer sparsomt paa klipper ved
stranden. Randesund: mellem Romstel og Dolsvold; Kr.sand: Odderø
ved lasarettet; Austad: Indre Revo; Flekkefjord: Tjorsvaag (Kaalaas)!

859. Erodium cicutarium IV Her. (E.). Sparsomt paa brakmarker
eller som ukrud i haver. Oddernes; Kr.sand; Mandal; Spangereid; Vandse:
Tjørve; Nes; Hitterø.

Linaceæ Lindl.

860. Linum catharticum L. (E.). Naar undtages i Kr.sands omegn,
hvor den er noteret paa flere steder, er denne art temmelig sjelden paa
kyststrækningen. Tvedt: Justvig; Oddernes: Presto, Flekkerø; Randø-
sund: Kongshavn (Prestrud) Romstel, Dversnes; Mandal; S. Undal:
Høgsaa; Vandse: en meget liden form, kun 1—2 cm. høi, fandtes paa
fugtig sand i nærheden af Rørtjern; Austad: Rævø paa strandbreden;
Hitterø.

861. L. usitatissimum L. Ved Kr.sand er den flere gange bemær-
ket som ukrud i agrene, hvor den undertiden kan forekomme i stor
mængde, samt i byens udkanter. I Randøsund har jeg seet den ved
Frigstad og ved Mandal paa Gismerø. Den dyrkes neppe nogensteds i
dette strøg.

862. Radiola linoides Roth. Søgne: Torve (Wittr.); Mandal (BI,
Wittr.): Skougsfjord paa et par steder, Risørbank paa sand; Vandse (Bl.):
Hananger (Wittr.). Paa Lister har jeg bemærket den mange steder og
paa de mest forskjelligartede lokaliteter, ved vei- og digekanter, paa
saudige strandbreder og rundt omkring paa torvmyrene.

Oxalidaceæ Lindl.

863. Oxalis acetosella L. (E.) findes i næsten alle fortegnelser; den
mangler dog paa saadanne steder, hvor der ikke findes skov eller krat;
ellers er den almindelig baade i furu- og egeskovene.

v. liliacina Lge. Er ikke altid bleven noteret, men findes ikke sjelden
sammen med hovedarten iallefald i amtets østlige del; ogsaa den rosen-
røde varietet er bemærket.

Balsaminaceæ Lindl.

864. Impatiens noli tangere L. (E.). Randøsund: Strømme (Engelh.).
Ogsaa i BI, N. Fl, opgives den at være seet sparsomt ved Kr.sand.

176 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

Onagraceæ Lindl.

865. Epilobium angustifolium L. (E.). I Kr.sands omegn er denne
ellers i landet yderst almindelige art meget sjelden, idet jeg kun har be-
mærket den ved Strai, Kolsdal og Flekkerø i Oddernes. Vestligere er
den opført i alle plantefortegnelser, uden at den nogensteds kan siges at
være dominerende. I søens nærhed findes den ikke.

866. E. montanum L. (E.). Meget almindelig, ogsaa paa strand-
klipperne og øerne.

867. E. collinum Gmel. Da jeg paa mine tidligere reiser ikke har
adskilt denne art fra foregaaende og mangler eksemplarer, tør jeg ikke
udtale andet om dens udbredelse end, at den findes i Farsunds omegn,
og er østenfor Lindesnes ligesaa hyppig som den foregaaende. Den
træffes helst i tørre, solvarme fjeldklefter, mens E. montanum synes at
foretrække mere skyggefulde steder.

868. E. tetragonum L. (E.). Opgives fra ældre tid som funden
ved Kr.sand af Bl. og Klungeland. Senere har man ført samtlige vokse-
steder for denne art her som andetsteds til E. obscurum Schreb., idet
den ægte E. tetragonum ikke skal findes i Norge. Jeg har ved Kr.sand fundet
tre herhen hørende former; den ene, der vokste paa en bordtomt inde i
byen, har skarpt firkantet stengel, og sammenlignet med det ringe ma-
teriale, jeg har havt til min raadighed, synes jeg, den stemmer bedst med
beskrivelsen af E. tetragonum. Den anden form, der er funden i diger
mellem Krossen og Kvislevand, har to striber langs stengelen og stemmer
ogsaa habituelt med bergenske eksemplarer af E. virgatum. Endelig har
jeg fundet en tredie form paa flere steder i Oddernes; den er mere grenet,
har but firkantet stengel og synes at vokse paa vaadere steder end de
førstnævnte former. E. obscurum findes ifølge Murbeck paa flere steder
i Oddernes, samt ved Mandal.

869. E. obscurum Schreb. X palustre L. Oddernes præstegaard i
bækken mellem chausseen og skogbrynet (Murb.).

870. E. palustre L. (E.). Ganske almindelig langs hele kyststræk-
ningen, ogsaa paa øerne.

871. E. montanum L. X palustre L. Er af Murbeck funden ved
Klop (= Klappene?) nær Kr.sand.

872. Oenothera biennis L. Forvildet ved Kr.sand (Moe). I park-
anlægget udenfor jernbanestationen findes en forvildet Oenothera, sand-
synligvis denne art; Mandal.

873. Circea alpina L. (E.). I de nærmest kysten beliggende trakter
er denne plante temmelig sparsomt forekommende; heller ikke er den

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 177

anmærket for andre oer end Hittere. Længere inde er den adskilligt
hyppigere, men er neppe nogensteds almindelig.

874. OC. intermedia Ehrh. Sjelden; jeg har kun bemærket den i
krat nær søen og kun faa meter over havet. Randøsund: i en fjeldkloft
nær stranden mellem Romstøl og Dolsvold; Kr.sand (Bl.); Mandal; Far-
sund (Bl.); Herred: Tosaas; Hitterø.

875. OC. lutetiana L. (E.). Paa lignende steder som foregaaende,
men er ogsaa funden paa steder noget fjernere fra søen. Tvedt: Just-
vigdal; Oddernes: Skraastad; Kr.sand (Bl.), Randøsund: Strømme (Engelh.),
inderst i Fidjekilen; Mandal (Bl.); Spind: nær Vigvand, Naudland; Far-
sund (Bl.).

Halorageæ R. Br.

876. Hippuris vulgaris L. (E.). Følgende voksesteder kjendes:
Oddernes: Fiskaavand (Engelh.); Mæbe paa Flekkere i et dige; Kr.sand
(Bl.); Søgne: Songvaarø, Saate; Grebstad: et tjern søndenfor Haslebolien
omtrent 5 kilometer fra søen; Mandal: Skjernø;- Spangereid: Flatebø;
Vandse: Rørtjern, Lundemyren; Austad: Austadtjern, Halestadvand; Flekke-
fjord. Den synes i denne del af landet fortrinsvis at vokse paa øerne og
ganske nær søen, hvor den flere gange er fundet i de med søvand blan-
dede pytter ved stranden. Det høieste iagttagne voksested er neppe
mere end 50 meter over havet.

877. Myriophyllum alternifolium DC. forekommer over hele distrik-
tet hist og her; den er ikke noteret for øerne, ligesom den ofte mangler i
tjernene paa heierne.

878. M. verticillatum L. (E.) anføres hos Engelhart som funden i
Oddernes i Oddernes bæk (= Præstebækken?). Selv har jeg kun seet
den i Vandse ved Vera.

Lythraceæ Lindl.

879. Lythrum salicaria L. (E.). Ved strandbreder baade ved
fersk og salt vand, hyppigst nær kysten,

880. Peplis portula L. (E.). Meget sjelden paa fugtige steder.
Kr.sand: Mellevand (Engelh.)! Ogsaa Bl. nævner, at han har seet den
fra dette sted i Klungelands herbarium; Oddernes: Straiskoven; Vandse:
Rørtjern, Præstevandets øvre ende,

Pomaceæ Lindl.
881. Pyrus Malus L. findes optegnet i næsten samtlige fortegnelser
og forekommer især hyppigt i krat mellem strandklipperne, hvor den ofte
Vid.-Selsk. Skrifter, I. M.-N. Kl, 1903. No, 3. 12

178 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

giver ly for sjeldnere vækster. Træerne er i regelen smaa, og frugt sees
sjelden.

882. Sorbus aucuparia L. (E.). Almindelig. Uagtet rognen paa
fjeldene og i de nordligste landsdele hører til de mest haardføre af lov-
træerne, synes den i disse sydlige egne paa langt nær ikke saa godt at
taale havets indvirkning; paa de mest fremskudte strandklipper og paa
smaaøerne vil den derfor enten ganske mangle eller findes meget for-
krøblet.

883. S. hybrida L. (E.). Forekommer i lier og krat ogsaa ude paa
oerne, hvis overhovedet trævækst findes. Den er muligvis ikke fuldt saa
hyppig fjernere fra kysten, men maa overalt siges at være noksaa almin-
delig. Engelhart har i sin fortegnelse tilfoiet den bemærkning om den,
»at dette var det eneste frugttræ, bønderne i gamle dage plantede ved
sine huse«. Forsaavidt jeg har havt opmærksomheden henvendt herpaa,
ved jeg aldrig at have truffet den voksende under saadanne forhold, at
den kunde tænkes engang at have været plantet, saa denne brug maa
forlængst være forladt.

884. S. intermedia Ehrh. forekommer spredt og enkeltvis i Far-
sunds omegn. I statens planteskole paa Kjørefjord har jeg seet eksem-
plarer fra omegnen indplantet. Selv har jeg fundet den sparsomt ved
Holvig i Austad. Bladenes behaaring og dens sparsomme forekomst kunde
muligvis tyde paa, at træerne er hybrider af S. hybrida og S. aria.

885. S. Meinichii Lindb. Til denne art har jeg henført et par
trær fra Nedre Lund i Oddernes samt to trær, der voksede i en ur, Vaane-
dølen, i Spangereid. Eksemplarerne fra det sidstnævnte sted synes dog
med hensyn til bladenes consistens og bedækning paa undersiden at staa
S. hybrida nærmere end S. Meinichii, som jeg har samlet paa Bømmele
og Mostere i Bergens stift. Planten er muligvis en hybrid af S. aucuparia
og S. hybrida, en forma subhybrida, medens træerne fra Oddernes, der
nærmer sig særdeles meget til S. aucuparia, i saa tilfælde blev forma sub-
aucuparia, Den bergenske plante indtager en midtstilling mellem de to
her omtalte. Mærkelig nok vokste en anden udpræget atlantisk plante,
Asplenium adianthum nigrum, paa Spangereid ikke ret langt fra de om-
handlede trær; ogsaa i Bergens stift følges disse to planter paa Mere
steder.

886. 8. aria Crantz. (E.) er meget almindelig i trakten, men synes
at foretrække tørrere og varmere lokaliteter end S. hybrida, hvorfor man
traeffer den sidste oftere ude paa øerne; ellers pleier de ofte at forekomme
i hinandens selskab.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 179

887. Crategus monogyna Jacq. (E.). Denne art findes meget ofte
i krat og urer især nær strandene og paa de større øer. Den vokser
gjerne i selskab med Pyrus Malus, Rubusarterne, Rosa canina og paa
strandklipperne tillige med Ilex aquifolium og Prunus spinosa. Disse dan-
ner ofte næsten ugjennemtrængelige krat, hvori andre af formationens
sjeldnere planter gjerne er at finde.

v. denudata findes ifølge Engelhart ved Kr.sand.

888. C. oxyacantha L. (E.). Jeg har seet et par buske nær Od-
dernes præstegaard, hvor de maa være plantet eller er kommen ved et
tilfælde.

889. Cotoneaster vulgaris Lindl. (E.) findes meget sparsomt i urer
og krat. Randesund: Torsvig, Fidje; Oddernes: Strai (Engelh.), Flekkerø;
Kr.sand: Krossen; Vennesla: Grovene, Ravnaas; Søgne: Moneso; Greb-
stad: Stokkeland; Halsaa: Tregde; S. Undal; Spangereid: Vaanedølen,
Svennevig; Vandse; Farsund: Lundevaagen ved stranden; Herred: Tos-
aas; Nes; Hitterø. Intet af Voksestederne antages at ligge høiere end
50 meter over havet.

Rosaceæ Juss.

890. Sanguisorba officinalis L. Denne art tilhører amtets vestlige
dele. Dens østgrændse er, naar voksestedet ved Skien sættes ud af be-
tragtning, ved Spangereid, hvorfra den straks begynder at blive noksaa
almindelig; den saaes saaledes oftere fra Lindland langs Lenefjorden ude-
lukkende voksende langs stranden. Vestenfor har jeg seet den fjerne sig
lidt mere fra søen og har fundet den almindelig paa strandengene til
amtets vestgrændse.

891. Alchemilla vulgaris L. (E.) har tidligere været anseet for
sjeldnere i distriktet, end den i virkeligheden er. Østenfor Lindesnes vil
man oftere støde paa den, hvorimod den vestligere er mindre hyppig.
Den mangler paa flere af de mindre ser og ynder lidet strandbeltet. Da
arten endnu ikke var opdelt i de mange underarter paa den tid, da jeg
væsentlig botaniserede i egnen, har jeg ikke kunnet have opmærksomheden
henvendt paa deres forekomst; dog synes efter det foreliggende sparsomme
materiale flere af disse at optræde.

f. alpestris Schmidt: Spind: Sævig; Vandse: Sundestranden, Elle,
Høiland.

f. suberenata Bus. Dalene i Tvedt.

f. glomerulans Bus. Vennesla.

f. pubescens Lam. Kr.sand (Røskeland).

180 R. E. FRIDTZ, M.-N. KI.

892. A. fissa W. & Gr. Under navnet À. vulgaris v. hybrida findes
i Engelharts fortegnelse en form anført fra Kr.sand; det er ikke saa
usandsynligt, at arten, der er hybrid mellem A. vulgaris og alpina, turde
forekomme her, da begge stamarter findes. Den skal tidligere kun en
gang være funden i Norge, nemlig af Wahlberg paa Dovre.

893. 4. alpina L. (E.) tilhører de vestlige trakter, idet den plud-
selig begynder at vise sig ganske almindelig paa Lindesneshalveen og
vestenfor findes paa de mest forskjelligartede lokaliteter ofte lige ned til
soen. Desuden forekommer en koloni ved Kr.sand: Møllevand (Klungl.,
Engelh.), Møllevandskleven, Baneheien, Krossen (Engelh.), Suledal, ved
veien mellem Byen og Eg. Hverken mellem Kr.sand og Lindesnes eller
i de tilstødende bygder i Nedenes har jeg nogensinde bemærket den.

894. Agrimonia Eupatoria L. (E.). Holder til i dette strøg næsten
udelukkende ved strandkanterne, hvor den vokser nederst i urerne og paa
fjeldafsatser. Den er i det hele taget sjelden. Randøsund: Fidje, mellem
Romstel og Dolsvold, Dversnes, Lynge (Bl.), Prestø, Haanes; Oddernes:
Koholmen, Flekkerø ved Kjære; Søgne: vestenfor Hollen (Prestrud), Rise
paa et par steder; Mandal: Kleven, Tregde, Skjepstad; Spangereid: Gjer-
aasen, under en ur i heien nordenfor kirken; Austad: Lundegaard. Intet
af voksestederne ligger høiere end 5 meter over havet.

895. A. odorata Mill. Denne art findes paa lignende lokaliteter
som foregaaende, i hvis selskab den flere gange er funden; den synes at
være ligesaa bunden til strandkanterne som denne. Planten, der ikke tid-
ligere var iagttaget inden amtet, fandtes sommeren 1893 paa følgende
steder: Randøsund: mellem Stangenes og Kongshavn 10 meter over havet,
Romstøl ved stranden i havets niveau, Dversnes (2 m.); Oddernes: Skude-
vig paa Flekkerø (2 m.); Søgne: Klepstad, Anfindnes (Prestrud); Halsaa:
Tregde paa strandklipperne (1 m.) mellem Kjige og Frivold (2 m.);
S. Undal: i en ur nordenfor Tarvandet (Prestrud). Det sidstnævnte sted
er beliggende omtrent 4 kilometer fra søen, men høiden over havet kan
ikke være stor. Naar undtages et voksested i Telemarken, er dette sted
det fra havet længst bortliggende, hvor planten er funden her i landet.
Jeg har flere gange noteret de vækster, i hvis selskab den vokste; heraf
kan anføres, at den paa fire lokaliteter vokste sammen med Carex muri-
cata og paa tre med Prunus spinosa, Valeriana sambucifolia, Lonicera og
Pimpinella saxifraga.

896. Rosa rubiginosa L. Er ifølge Bl. N. Fl. almindelig langs veien
mellem Lyngdal og Mandal (Schübeler). Af specielle voksesteder, som
jeg ved om, skal nævnes: Vennesla: Hundsfos (Røskeland); Oddernes:
Øvre Kongsgaard; Mandal: Mones i Halsaa (Wittr.), mellem Jaabæk og

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 181

Tufte, Skjepstad hyppig i en ur. Ved Mandal er den fuldstændigt vildt-
voksende; hvorvidt den er det ved Kr.sand, er tvivlsomt.

197. R. canina L. (E.), Almindelig under en mængde former.
Ialmindelighed har jeg ikke paa stedet været istand til at bestemme hid-
hørende underarter og varieteter, ligesom heller ikke tilstrækkeligt mate-
riale har været medbragt; formernes udbredelse i trakten kan derfor ikke
udredes. Af hvad jeg har noteret eller indsamlet og været istand til at
bestemme, hidsættes :

f. genwina, typica, nitens Desv. Kr.sand.

f. genuina, dumalis Bechst. Kr.sand.

. pubescens Bl. Kr.sand.

. corüfolia Fr. Kr.sand.

. multispina Hn, Flekkefjord.

. mitis Scheuchz. Kr.sand: Baneheien.

. dumetorum Thuil. Kr.sand: Eg, Grini; Søgne: Kjeo (Wittr.).
. dum. collina Jacq. Kr.sand.

. dum. mitigata. Kvinesdal.

. tomentella Lam. Kr.sand.

. Reuteri Good. Kr.sand.

808. R. villosa L. (E.). Er ligesaa udbredt som foregaaende, dog
neppe saa almindelig paa smaaserne. Om dens former gjælder det samme,

Th Sb Se re

som er udtalt under foregaaende art.

R. tomentosa Sm. Kr.sand; Spind; Flekkefjord (Bl.). Eksemplarerne
fra det sidstnævnte sted er ifølge A. Bl. godkjendte af Crépin.

f. mitigata. Flekkefjord.

R. pomifera Herm. Lister.

R. fallax A. Bl. Kr.sand.

899. R. cinnamomea L. (E.). De ikke talrige voksesteder for denne
art ligger næsten alle i terre heier og i nogen afstand fra strandbeltet.
Randøsund: Torsvig; Vennesla: Kvaresten (A. Bl.)!; Kr.sand: Kolsdal,
Gurpedal, Krossen; Grebstad: Nodeland. I den øvrige del af kyststræk-
ningen har jeg ikke bemærket den før ved Flekkefjord, hvor den ogsaa
tidligere er funden af Blytt. Selv har jeg paa disse kanter kun seet den
ved Lovig i Nes, samt i Sogndal lidt indenfor grændsen af Stavanger amt.

900. Rubus ideus L. (E.). Overalt i trakten meget almindelig ved
gjærder, i urer og fjeldskorter saavel ved stranden og ude paa øerne som
inde i landet. Med gule bær har jeg fundet den ved Eiet i Oddernes.

got. À. suberectus Ands. Denne art er mere udpræget indlands-
plante end de andre former af fruticosusgruppen. Dette viser sig ikke
alene derved, at den trænger langt op i dalene, saaledes i Lister og Man-

182 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

dals amt til Aaseral, men ogsaa derved, at den i strandregionen, hvor de
andre arter fortrinsvis findes, mangler ganske eller kun undtagelsesvis er
tilstede. Jeg har saaledes ikke bemærket den paa nogen af øerne und-
tagen ved Mæbø paa Flekkerø, hvor der paa et beskyttet sted fandtes et
par buske. I Farsunds omegn har jeg ogsaa paa et par steder seet den
nær stranden, ligesom ogsaa andetsteds en og anden gang inde ved fjord-
bundene. Fjerner man sig 8—10 kilometer fra kysten, er den omtrent
eneraadende.

902. R. fissus Limdl. Er vistnok ofte overseet. Kr.sand (Moe);
Oddernes: Mæbø paa Flekkere; Mandal (Murb.); Austad; Vandse: mellem
Lunde og Fjellestad (Murb.). Overgangsformer til foregaaende findes ifølge
BI. N. Fl. ved Flekkefjord og Mandal.

903. R. sulcatus Vest. Kr.sand (Moe)! Den er ogsaa optegnet for
nogle andre steder; men da jeg ikke tør garantere bestemmelsernes korrekt-
hed, medtages de ikke.

904. R.fruticosus L. (E.) er meget hyppig, men holder sig i mod-
sætning til R. suberectus netop i kystens umiddelbare nærbed og fjerner
sig kun nogle faa kilometer fra denne. Hvor langt den gaar ind i landet,
kan jeg efter de oplysninger, jeg er i besiddelse af, ikke fastsætte. Jeg
har fundet den ved Heisel i Vennesla omtrent 6 kilometer fra bunden af
Kr.sandsfjorden og i Holme mindst 10 kilometer fra søen. Vest for Lin-
desnes og særlig ved Flekkefjord viser de rødblomstrede former sig hyp-
pigere; af disse er enkelte med sikkerhed at henføre til 8 silvaticus
Aresch., medens andre kun ved blomstens farve har kunnet skilles fra den
over hele amtet forekommende a litoralis Aresch.

905. À. thyrsoideus Wimm. Denne smukke art findes her, som vel
paa de fleste steder i landet, temmelig sparsomt og gjerne kun enkeltvis
eller faa individer samlede paa hver lokalitet. Ogsaa den holder sig
ganske nær kysten og er kun undtagelsesvis engang funden saa langt
som 10 kilometer inde i landet. De kjendte voksesteder i amtet er:
Tvedt: Aalefjær, nær Farvandet, Justvig; Randøsund: mellem Dolsvold og
Romstol (15 m.), Dversnes, Lyngo; Oddernes: Justnes, Lindebø paa Flek-
kerø; Kr.sand (Moe): Klappene, Bellevue, Kjærrene; Søgne: lidt vesten-
for Høllen, Riso; Halsaa (Kaalaas): Tregde, Frivold. Vestligere har jeg
ikke bemærket den, hvorimod A. Blytt har fundet den ved Flekkefjord:
Sælurdvand ved veien til Glendrange.

906. R. Lindebergu Müll. Kun en eneste gang har jeg stødt paa
denne art indenfor amtets grændser, nemlig i nærheden af Grovand i
Tvedt. Da den i de nærliggende dele af Nedenes amt ikke er saa ganske
sjelden og der viser sig i lighed med de fleste Rubusarter at være en

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 183

udpræget kystplante, er det eiendommeligt, at den paa sit vestligste vokse-
sted fjerner sig saa langt fra søen som 3 kilometer.

907. R. Radula Whe. I amtets østlige del er den ved kysten og
paa øerne ganske almindelig; vestenfor Mandal bliver den sjeldnere og er
ikke iagttaget vestenfor Lindesnes. Den fjerner sig neppe nogetsteds i
amtet saa langt som 5 kilometer fra søen, ligesom den altid kun forekom-
mer i ringe høide over havet. Det vestligste sted, jeg har bemærket den,
er i stranden ved Reme i Spangereid. I BI. N. Fl. nævnes, at der ved
Kr.sand er funden en form, der muligvis tilhører R. rudis. Naar undtages
stammens og bladstilkenes stærkere eller svagere bevæbning, har jeg fun-
det karaktererne hos R. Radula meget konstante og dens variationer be-
standig at kunne tilskrives eiendommeligheder ved lokaliteten, at den har
været for fugtig, for skyggefuld eller lignende. Dens sure bær modnes
ved Kr.sand meget sent paa høsten og kommer neppe hver sommer til
fuld udvikling, men indeholder altid mange smaafrugter,

908. À. coryllifolius Sm. forekommer i Lister og Mandals amt meget
sparsomt og spredt, medens den paa de nærliggende strandbreder og øer
i Nedenes amt er talrigt repræsenteret, baade hvad former og individer
angaar. Den er funden i Tvedt: Føreid; Oddernes: Jægersberg, Volle-
vand; Kr.sand (Moe): Grothelleren; Mandal; Spangereid: under heien
nordenfor kirken; Austad: ved Børevand; Farsund: Egvaag. Vestligere
har jeg ikke bemærket den. De inden amtet fundne former tilhører for
største delen R. Wahlbergii og R. nemorosus, hvis bestemmelsen er rigtig.

909. À. cæsius L. (E.) findes i Engelharts fortegnelse over planter
ved Kr.sand.

910. R. saxatilis L. Naar undtages paa de ydre ger og holmer, er
arten ellers almindelig.

git. À. Chamæmorus L. (E). Følgende voksesteder kjendes:
Randøsund: Frigstad, Romstel; Oddernes: Strai, Gill; Kr.sand: Gurpedal.
I de vestlige dele af amtet er den optegnet for Fedde og Kvinesdal. Jeg
har kun en gang iagttaget den med frugt, men da var paa hver plante
kun en eller to smaafrugter udviklede; ialmindelighed mangler blomsterne
frugtknude.

912. Geum rivale L. (E.). Paa enge og i skyggefulde lier meget
almindelig; den ynder ikke strandene og er kun optegnet for de
Større ger,

913. G. intermedium Ehrh. Oddernes: Ugland i Vaagsbygden
(A. BI)!

914. G. urbanum L. (E.). Ganske hyppig i krat, ogsaa paa strand-
kanter og øer, hvor saadant findes.

184 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

915. G. japonicum Thunb. Ifølge Murbeck findes denne art »i nær-
heden af Mandal, 1/4 mil nordenfor byen ved den høiere elvebred straks
nedenfor Ormestadbækkens udleb«.

916. Comarum palustre L. (E.). Sjelden i heimyrene nærmest søen
og paa øerne, men ellers almindelig; den er optegnet for Flekkerø, Mo-
nesø i Søgne og Hitterø.

917. Potentilla Anserina L. (E.) forekommer i disse trakter næsten
udelukkende som strandplante, men er som saadan meget hyppig og findes
selv ude paa de ydre øer f. eks. Oksø, Songvaar- og Udvaarøerne i
Søgne. I Kr.sands omegn er den en og anden gang fundet udenfor
stranden; men jeg har ikke noteret den for de sognes vedkommende, der
ikke støder til havet.

v. argentea A. Bl. Hist og her blandt hovedarten i Randøsund og
ved Kr.sand, sandsynligvis ogsaa andre steder.

918. P. norvegica L. er meget sjelden i disse trakter og vistnok
altid tilfældig indført med græsfrø eller paa anden maade. Kr.sand: Led-
haven, Grimsmoen; Oddernes: Ugland; Vennesla (Røskeland); Søgne:
Monesø; Farsund (Kaalaas); Vandse: Lindland.

919. P. argentea L. (E.). I amtets østlige del er den ganske al-
mindelig, men begynder temmelig snart, eftersom man kommer mod vest,
at blive sjeldnere. Især er den sparsom paa øerne. Af vestlige vokse-
steder kan nævnes: Spangereid: ved Lindesnes; Lister; Fedde; Flekke-
fjord (Bl.)! Hitterø.

920. P. verna L. Klungeland har ved Kr.sand ifølge Bl. N. Fl.
indsamlet en plante, der enten tilhører denne art eller P. opaca L. Jeg
har ikke selv bemærket den, hvorimod jeg engang har seet P. opaca som
ukrud i en drivbænk hos en gartner i Kr.sand.

921. P. tormentilla L. (E.). Er her i trakten maaske almindeligere
end andensteds i landet; den træffes paa lyngmoerne og i heierne, men
ogsaa paa myrene og er en hyppig bundplante i egeskovene.

922. Fragaria vesca L. (E.). Almindelig.

923. F. elatior Ehrh. Forvildet ved Tjorsvaag nær Flekkefjord.

924. Spirea ulmaria L. (E.). Almindelig.

925. Sp. salicifolia L. Findes en og anden gang forvildet. Odder-
nes: Øvre Strai ved elvebreden, Tjos.

Drupaceæ DC.
926. Prunus spinosa L. (E.). Denne art optræder her i amtet
udelukkende i strandbeltet og er neppe observeret saa langt som en kilo-
meter borte fra søen. Folger man kysten ostenfra, træffer man den

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 185

ganske hyppigt i Randøsund; i Oddernes, der ligger længere inde i
fjorden, er den derimod sparsommere og kun optegnet for Øvre Kongs-
gaard, Hamreheien og Tjos. Paa Flekkere findes den ved Skudevig og
i Søgne paa øerne Monesø og Hellesø. Ved Mandal har jeg seet den
paa Skjerne og ved Tregde og i Spangereid ved Svennevig. Vestenfor
Lindesnes er den kun noteret for Austad: Rævo; Farsund: Lushavn (if.
Ott.); Hitterø. — Voksestederne ligger for det meste i havets niveau;
neppe noget mere end 20 meter over havet. De sjeldnere kystplanter
synes ofte at forekomme i dens selskab, f. eks. Ilex aquifolium; men den
er endnu mere bunden til strandkanterne end kristtornen. Frugter er
meget sjelden at se. |

927. P. avium L. har omtrent samme udbredelse som foregaaende,
men er sjeldnere og har ikke i den grad karakter af en kystplante. Den
findes altid i lune urer lidt fjernet fra stranden. Tvedt: Kostøl; Randø-
sund: Dversnestangen, Torsvig; Oddernes: Kongsgaard; Kr.sand (Bl.):
Krossen; Søgne: Hoven (Prestrud). Vestligere er den optegnet for
Mandal, Spind, Vandse og Hitterø. For flere voksesteders vedkommende,
især for saadanne, der ligger i nærheden af tættere bebyggelse, er der
mulighed for, at den kan have været plantet eller i senere tid tilfældig
udkommen; men den findes ogsaa i næsten utilgjængelige urer, hvor neppe
andre end fugle kan have bragt den hen.

928. P. Padus L. (E.). Arten er i amtets østlige del meget alminde-
lig. Vestligere er den ofte paa lange strækninger ude ved kysten meget
sparsom. Det var saaledes efter en uges botaniseren i Søgne, at nogle
trær opdagedes af Prestrud i en ur ved Tangvald. Paa øerne synes den
i regelen at mangle, da den kun er optegnet for Hitterø.

Papilionaceæ L.

929. Ononis procurrens Wallr. Paa ballasthaugen ved Malmø i
Mandal, hvor den først bemærkedes af Bl. 1826, vokste den endnu i
1895. Ogsaa ved Kr.sand har Bl. fundet den, men her er den ikke, saa-
vidt jeg ved, senere gjenfunden.

930. 0. hircina Jacq. (E.). Allerede Engelhart har fundet den ved
Kr.sand og Nesheim ved Flekkefjord. Selv har jeg engang ved Kr.sand
truffet et enkelt eksemplar, der aabenbart var indført med græsfrø.

931. Anthyllis vulneraria L. (E.). Forekommer især paa strand-
klipper og er temmelig sjelden. Randøsund: Vaboen, Fidje, Dversnes-
tangen; Kr.sand: Odderø, Lindebakken; Oddernes: Flekkere; Søgne:
Aarhus, Høllen; Hartmark; Halsaa: Skjepstad; Austad: Rævø; Vandse:
Selegrod, Gaasholmen, Engø; Fedde; Nes; Hitterø,

186 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

932. Medicago sativa L. Vennesla: Hundsfos (Røskeland 1897).
933. M. falcata L. Meget sjelden. Kr.sand (Klungel.): Grims øvre
mølle (1894), Grim (Hannaas 1897); Flekkefjord (1881). Indført med korn
eller græsfrø.

034. M. lupulina L. Ogsaa denne art er meget sjelden og gjør
indtryk af at være indført i senere tid. Oddernes: Jægersberg; Kr.sand:
bag Kr.sands bryggeri, Grim, ved det mekaniske værksted; Søgne: Høllen;
Mandal; Vandse; Flekkefjord.

935. M. denticulata Willd. Mandal paa ballast.

936. Melilotus officinalis Willd. (E.). Findes en og anden gang i
nærheden af byerne. Kr.sand (Engelh.): Kr.sands bryggeri, Grims øvre
mølle, Odderø; Oddernes: Jægersberg; Søgne: Høllen; Mandal paa ballast;
Farsund: Sunde, et enkelt eksemplar i en eng; Flekkefjord. Paa en fler-
hed af sine voksesteder forekom den i selskab med Medicago lupulina.

037. M. arvensis Wall». Kr.sand: Grims øvre mølle (1894), Grim
(Hannaas 1897); Mandal: paa og i nærheden af ballastpladsen (Wittr.) !

938. M. alba Lam. Paa lignende steder som foregaaende, Kr.sand:
Retranchementet (1877), Grims øvre mølle (1894), bag Kr.sands) bryggeri;
Mandal paa ballast.

939. Trifolium agrarium L. Et par eksemplarer er engang funden
i en eng ved Krossen, sandsynligvis indført med græsfrø.

940. T. procumbens Sm. (E.). I nærheden af kysten temmelig
sjelden paa engene. Randesund: Frigstad kirkegaard, søndenfor Kongs-
havn, mellem Dolsvold og Romstel; Oddernes: Tjos, Flekkerø; Kr.sand
(Bl.): Klappene, Odderø; Mandal paa ballast; Austad: Rævø paa en
strandeng; Hitterø.

v. humilis Hn. Oddernes: Flekkerø; Søgne: Høllen (Wittr.).

941. T. minus Sm. Paa lignende steder som foregaaende og lige-
ledes noksaa sparsom; den synes dog at gaa længere ind i landet end
T. procumbens. Randesund: Frigstad; Oddernes: Skraastad, Ugland i
Vaagsbygden (Munthe-Kaas), Strai, Mæbø paa Flekkerø; Kr.sand: Ledet,
Grim; Mandal; Farsund (Kaalaas); Vandse: Lindland; Austad: Revo;
Flekkefjord (Nesheim): vestsiden af Grisefjord.

942. T. micranthum Viv. er af Murbeck funden sparsomt paa græs-
bevokste steder paa strandklipperne vestenfor Kr.sand.

943. T. fragiferum L. Mandal (Bl). Her fandt jeg den i 1882
paa ballastpladsen; Vandse: Aasen (Wittr.).

944. T. repens L. (E.). Meget almindelig; selv paa holmerne i den
ydre skjærgaard kan man finde den.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 187

945. T. hybridum L. Ved Kr.sand og Mandal er den funden paa
flere steder; men ellers træffes den ikke saa ofte, uagtet den har udbredt
sig meget i de senere aar. Af steder, hvor den er optegnet, kan nævnes
Vennesla, Søgne, Austad og Hitterø.

046. T. arvense L. hører ligeledes til de sjeldnere planter i denne
del af landet og træffes som saa mange af disse næsten udelukkende i
kystbeltet. Randesund: Frigstad, paa strandklipperne mellem Dolsvold
og Romstel; Oddernes: præstegaarden, Egsto, ved stranden nær Mæbø
paa Flekkerø; Kr.sand: Oddere, Sandvigen; Mandal; Farsund (Kaalaas)!;
Austad: Ræve.

947. T. medium L. er i det hele taget ikke almindelig og er lige-
ledes oftest at træffe i det nærmest kysten liggende belte. Her er den i
de vestlige trakter ganske sjelden, idet den kun er bemærket ved Mandal
(Kaalaas); Austad: Lundegaard, Revo; Hitterø. Voksende nede i selve
stranden kan man finde den paa Flekkere og paa flere steder i Rande-
sund.

948. T. pratense L. er kun at finde paa opdyrkede steder, hvorfor
den i regelen mangler paa holmerne og smaaøerne.

949. Lotus corniculatus L. (E.). Almindelig ogsaa paa strandklipper
og smaaøer, hvis golde flader den ofte bidrager til at oplive.

v. crassifolius Pers. Mandal (Wittr.).

950. L. tenuifolius Reich. Mandal: i nærheden af ballastpladsen
(Murb.); Kr.sand: Odderø (Røskeland).

951. Astragalus glycophyllus L. er ifølge Bl. N. Fl. af Klungeland
funden ved Kr.sand; den er, saavidt vides, ikke senere bemærket i amtet.

952. Orobus vernus L. (E.). Meget sjelden og kun fundet i amtets
østligste del paa lune steder i urer, 5—10 kilometer fra havet. Randø-
sund: ved Strømmevand (Engelb.); Vennesla: Heisel; Oddernes: Gill,
Strai; Grebstad: Bukstendal.

953. 0. tuberosus L. (E.). Almindelig.

v. tenuifolius herb. n. Oddernes: Ugland.

954. O. niger L. (E.). Sjelden. Tvedt: Aalefjær; . Randøsund:
Strømmevand (Engelh.), Dversnes, faa meter over havet; Oddernes: Sødal,
Gill; Kr.sand: Grim, Hanevig; Vennesla: Græslien (Røskeland); Søgne:
Tangvald. Vestligere har jeg fundet den paa Hittero.

955. Lathyrus pratensis L. (E). Almindelig i enge og krat ogsaa
ved strandbrederne og paa øerne.

956. L. Aphaca L. fandtes i 1882 ved Mandal paa ballastpladsen.

957. L. hirsutus L. Et par eksemplarer er fundne paa samme sted
som foregaaende.

188 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

058. L. maritimus Fr. Paa tuer i flyvesand. Søgne: sparsomt
paa sanden nedenfor Aarhus; Vandse: Lister, hist og her paa sandhaugene
ved stranden (Bl., Murb.)!

v. acutifolius Bab. Murbeck er tilbøielig til at henføre den paa
Lister forekommende plante til denne varietet.

959. L. silvestris L. Inden amtets grændser har jeg kun fundet den
paa Hitterø, hvor den senere flere gange er gjenfunden.

060. Pisum arvense L. og

961. P. sativum L. har ikke været saa sjeldne at finde som ukrud
i agre i Oddernes og ved Kr.sand. Ingen af arterne er gjenstand for
dyrkning i egnen, undtagen former af P. arvense i haverne.

962. Vicia silvatica L. (E.). I skyggefulde lier og urer temmelig
sparsomt. Randesund: Torsvig; Oddernes: Gill (Engelh.); Vennesla:
Kvaresten (A. Bl.)!, Græslien; Kr.sand: Eg, Krosseuren; Grebstad: en ur
ligeoverfor Gjervoldstad, Stokkeland; Hartmark: Kjorvedal (Prestrud);
Mandal: mellem Tregde og Egebræk; S. Undal: Høgsaa; Austad: Revo;
Vandse: Sunde; Flekkefjord; Hitterø. Flere af voksestederne er beliggende
i urer ganske nær søen.

963. V. Orobus DC. Forekommer kun i amtets vestlige del, hvor
den helst vokser paa solvarme lyngbakker i nærheden af kysten. Det
østligste sted, jeg har seet den, er paa Rævø i Austad. Vestenfor findes
den mere og mindre hyppigt i Spind, Vandse, Herred og Hitterø. Dens
blomstringstid paa øerne synes at være meget afhængig af dens høide
over havet; idet voksestedets beliggenhed nogle faa meter høiere bevirker
en flere dage senere blomstringstid.

964. V. cassubica L. Vennesla: Græslien (Reskeland).

965. V. cracca L. (E.). Meget hyppig paa de mest forskjellige
lokaliteter; paa strandkanterne mangler den sjelden.

966. V. villosa Roth. Inden amtets grændser har jeg kun fundet
et par eksemplarer af denne art ved Grim nær Kr.sand. Den tilhørte
den stærkt haarede form.

967. V. sepium L. (E.). Naar undtages i furuskovene og paa
heierne, meget almindelig.

968. V. sativa L. (E.). Foruden dyrket findes den langs hele kysten
nu og da selvsaaet i agrene.

969. V. Faba L. Er engang ved Kr.sand fundet som ukrud i en
ager. Den dyrkes neppe nu nogetsteds i amtet.

970. V. angustifolia Roth. (E.). Meget sjelden paa stenede eller
grusede strandkanter. Randosund: Ronen; Oddernes: Hamreheien;
Kr.sand (Klouman): Grim; Mandal paa ballast; Vandse: paa en strand-

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 189

kant nær Farsund, paa en dæmpet sanddyne nedenfor Hauge et eksem-
plar blandt Calluna (A. Bl.), Kidholmen (Hannaas).

971. V. lathyroides L. Denne lille plante tør muligvis flere gange
være overseet. Kr.sand: Ledet (Engelh.)!, Grim, Oddere, Bellevue
(Hannaas); Mandal: Malmø, et eksemplar (Kaalaas); Vandse: Voldmoen
(Hannaas). Planten er overalt funden paa tørre sandige enge og synes,
eftersom dyrkningen skrider frem, at tabe terrain.

972. Ervum hirsutum L. (E.). Meget sjelden. Kr.sand: Grim;
Oddernes: Bollevandet (= Vollevand?) (Engelh.); Mandal (BL); Austad:
Revo; Vandse: Engø; Flekkefjord (Dietrichsen): Sanden; Hitterø.

973. E. tetraspermum L. (E.). Er i krat og paa tørre steder i
amtets østlige del hyppigere end foregaaende, men synes at mangle
vestenfor Lindesnes. Randøsund: Strømme, Torsvig, Dversnes, Lyngø;
Oddernes: Bollevand (= Vollev.?) (Engelh.), Jægersberg, Koholmen,
Flekkerø; Kr.sand (Bl.); Søgne: Høllen; Mandal paa ballast (Murb.); S.
Undal: Høgsaa.

974. Sarothamnus scoparius Koch. Oddernes: i en tør lynghei
mellem Koholmen og Kongsgaard; Mandal paa ballast i tidligere tid
(Lexow if. A. Bl.); Hitterø: »Nær Sireaaens udløb i mængde mellem
Kliktetjeld og Tele, enkeltvis ved Borefjord, Midtbø« (Landm.), Hitterø
(Hanne Tønseth).

190

R. E. FRIDTZ.

Tab.

Arternes

forekomst inden hvert sogn.

M.-N. Kl.

Hitterø,

Kr.sand. Mandal. | Farsund, Fl,fjord.
= Arter, a gl | å 4 = pi ee | =
SEE HEGE GET EE EEE
BIE IS lé lee Eks lé |? |S)S) 2) ssl 51€ 88
H|mIO M |u lo le El IE | iwi | A| se lui [ela
ee
Equisetaceæ :
1 || Equisetum arvense L....\- | - | -|-|-|-1\. Lee NEA EN EURE Se
2 — pratense Ehrh.|| - - -
3 — Soi te ON Eske Eee EN ee EEE EEE EEE
4 — palustre L. .. - - -
5 — Stuviarste De MENE | ENE ENE ENE EE EEE EE ENE
6 — hiemale L.... -
Polypodiaceæ.
7 || Polypodium vulgare L...|- = = |= |-}=]-l}=)-]-]-]-]/-]-]-]-]- =] =] -
8 — IT rae Taleo We ES ol alle Pairs EEE EEE
9 —- Dresser EN EEE EE EE EEE EE EEE
10 | Woodsia ilvensis R. Br. . halle Sie SE ve RE
11 | Aspidium Lonchitis Sw... -
12 — angulare Kil... - = 5
13 — lobatum Sw... - 2
14 | Polystichum cristatum R. . (-)
15 — Oreopteris DC.|| - = Sr a
16 — VERA GY OTA (Ce Eee EE EEE EE EE EE EEE
17 — spinulosum DCM - | - 1-11 NE ee EEE EEE
18 .— dilatatum Sm. - ei
19 — rigidum DC, . (-)
20 || Cystopteris fragilis Bernh. = | SAME EEE EEE EE
21 Aszlenium Fine enina Bas | = | - |. (2-2 SEE EN EEE EE EEE E
22 = grichomanes L...|\ = | Sel See ESA EEE EEE EE
23 — viride Huds, .. -
24 — Dreynii Retz... 5 - 3
25 — septentrionale Sw, oss |} > SES EEE EEE ET EE
26 — Ruta muraria L, = = å = B =
27 — Adianthum
nigrumL..... F
CRM Aer aquiinuil. ek se EEE EE EE EEE EEE EN EEE
29 Brechnum spicant Roth. ..|- = | - | - SN NI EN EE EEE
30 | Allosurus crispus Bernh. . - 5:
31 | Struthiopteris germanica W.|\ -
32 || Hymenophyllum Wilsonii
ke ©. - =
Ophioglosseæ:
33 5 =

34

is: Lunaria Sw. .
— boreale Milde, .

1903. No. 3.

FLORAEN I LISTER

OG

MANDALS AMT,

191

Kr.sand. Mandal, Farsund, Fl.fjord,
ae} : 3
: ME SME) x
a 51851 1343 Slelslgieg|s| |e 18
å S i | 3 © || D A ; 8
=[S|5/53/8|2|8|8 sls E| TEIE EIS SVEIS) |
blelv|u|blolalé|2|=|b |<le|a| 5 | Es |E|= ls lg ls
>| I|9 | «| a| | 0 lis || Al | AILS 1s lle | o | vd | =
E|m|olmIin|1o|>|M IT lE wind | |H > |w ls |e la lo
Rhizocarpeæ:

Pilularia globulifera _L. .

Isoéteæ:

Tsoétes lacustris L..,....
.— echinospora Dur...

Lycopodiaceæ :

Lycopodium=Selago L. . ..
— inundatum L, .

— annotinum L, .

— alpinum L. ..

— complanatum L,

— — chameæcyparissus
LE SOS

— clavatum L. ..
Selaginella spinulosa A. Br,

Gramineæ :
Alopecurus pratensis L. . .
— geniculatus L. ,

= fulvus Sm.
— agrestis L.. ..
Phleum pratense L. . ...

— arenarium L...
Phalaris arundinacea L..
= canariensis L, .
Holcus lanatus L, . . ++
=D EE
Anthoxanthum odoratum L.
Milium efusum L. ....
Setaria viridis P. B. ...
=: plaua P. B.
Panicum grus galli L...
— miliaceum L...
Catabrosa aquatica P. B. .
Agrostis spica venti L.. .
— vulgaris With, .
— stolonifera L...
— — canina L....
— — canina L. X
stolonifera L...
Calamagrostis Epigejos R.
— elata Bl...
— pulchella Saut .

No.

102

R. E. FRIDTZ.

Arter,

75
76
77

79
So!

87
88

94
95

100)

101
102
103
104
105
106
10%
108
109
110
111
112
113
114
115
116

CalamagrostisgracilescensBl,
— phragmitoidesHn
— lanceolata Koth. .
— stricta Hn. . ..
Phragmites” communis Tr.
Corynephorus canescens PB.

Aira cæspitosa L. .....
— flexuosa L.......
— uliginosa W. & B, .

Airopsis prærox Fr... ..

Psamma arenaria R.& S.
Avena fatua L. ......
PANIERS SG oa
— pubescens L...--
— strigosa Schreb....
— intermedia Lindg. .
Triodia decumbens P.B . .

Poa annua Lviv. vr
= dø dl no oo à © .
SEF LUEGIS ee otis å
— compressa E..... .

— Langeana Rch.....
— nemoralis Wb.....
— pratensisL.....--
Glyceria fluitans Wg... >
— maritima Wg...
— distans Wg. .
— procumbens. . . :
— aquatica Sm. .

Brisa media L.......
Melica uniflora Reis. . ..
— nutans L......

Molinia cærulea M.. ..
Dactylis glomerata L. . ..
Cynosurus cristatus L. . .
Festuca ovina VERS
— duriuscula L...
— dumetorum L...
— TUbra do ke ee
— silvatica Vill... .
— GE ae 5 6. 5 8
— gigantea Vill...
Bromus secalinus L.....
— mollis La...
— hordaceus L....
— commutatus Sch. .

Tvedt.
Randosund,
Oddernes.
Kr.sand,
Søgne,
Grebstad,
Vennesla.
Hartmark.
Halsaa.
Holme.

S. Undal.
Spangereid.
Austad,
Lyngdal,
Herred.
Vandse.
Fedde.
Nes.
Hitterø,

| Kvinesdal,

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 193

Kr.sand. Mandal. Farsund. Fl.fjord,
Auen, él) lelele =? Mg
EE EEE EN EEE ENE F|LIg
ZIVisl/Sl sla lslelsliElisle EIRE RE)
ESS we |S 1x ls | g | 5 |S |
gl lo |&|3 5 |> im lm 18 lu |& m | |&
v MTT ele Fr NGT PET
117 Bromus arvensis L. .. = es | - 2
18) — patulus K.M... =
119|| Schedonorus Benekeni Lg. .|| - -
120 — inermis Leyss. -
121 — tectorum Fr. . =
122|Brachypodium silvatieumRSA - | -|-|-|-|-|-1-1-1-1-1-1.- = lh - -
123| Lolium perenne L...... SA = PO | | = SEE EE IEA ENE EE ER EE
124| — temulentum L.... = |
125| — dinicolum L..... -
126| — multifiorum Lam. . - 1% -
Triticum junceum L. ... - 3
— AUGE EN EE EN ll EEE EN ===, =] Sana eq YS
— Emanuele EEE SN EE SE] AE Sed ref ||
Elymus arenarius L....| - | - | - - Ef oe SEE EEE ES EE EE
Hordeum murinum L... - -
\| Nardus stricta L,..... = eine EE RE EE re BNP EEE ME
Cyperaceæ :
Carex dioica L....... -J-]- za Sal | - RE - ille 4 =

PLATES Dun. | == PN =) = SEE - aa -

— pauciflora Lightf. . - = - - - >

| — incurva Lightf. . .|| | = - |

El arenaria L...; .|| - | call - -|- - - -
138| — disticha Huds.... Eulen ~
129 — vulpina L...... - | - | (-)} - - -
4o| — divulsa Good, ... - |- - =
All — muricata L..... Salze en > Sen - å le
pol — virens Lam.....| Sale = - -

— paniculata L....| (-)

Ss leporinag L. :": + .. Pee Vi 2 [ee RS EPS, EN (Need PAS AU ee | NE Nee | co el iy
an Good, | = | = | =} = ES ES ES EN ENE
Mo —— elongata l...... | -

== DAG OG DS Mt ME ES EE ES CN ES SE EA EE oe al le EN SE ek ek

remote Di ...... || - Se We - - | - 3
me aeuia La (-)

Go) — vulgaris Fr..... KEENE EN EEE EN EEE EN ee EE EN EEE
EN — juncella Fr. .. .. - NS

5211| — cespilosa L .... (-) :

[5 — salina Wg...... EN EE Ale: - SAUS PR
54! — aguatilis Weg... .| (-)

155| — maritima Müll, . .| rie 3 3 Eve Se EE
1560| — ericetorum Poll... - | -

257 — montana L......| (-)

MGS — precox Facg..... É

| SETTE - | EE | =!) EE GE EE NE EE EE EEE .
60! — fAaval........ - - - -|-

| SÅ ØL AE I ES We EN ESA PENE ET IE NE NE EN EN EE | ET ES PO EN

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1908, No, 3. 13

No.

194

Arter.

R. E. FRIDTZ.

Randøsund
Kr.sand,
Grebstad,
Vennesla,

Tvedt.
| Hartmark.

Mandal,
es ©
AH ||

Carex punctata Gaud, ..
== NSH Euer
— AHornsthuchiana H.
— vaginata Tausch. .
SAGE Go OG
— + pallescens L. . ....
—— 4 MOS. Lot. 1:
— "zrrigha Fp. . «6
SN sr >
— silvatica: Huds...
Ed GATE TE RONA ON
— fiiformis L.....
— - glauca Stop, ....
== Marta TR ee.
— wesicaria L.....
— ampullacea Good, .

Rhyncospora alba Vahl. . .

— Jusca R&S..

Scirpus rufus Wg......
— compressus Pers. .
— parvulus R& Sch.
— pauciflorus Lgf.
GO Ne
— Macustris Dev are

— Tabernemontani GC.

— | maritimus L, . ++
— silvaticus L, ...
Eleocharis palustris R, Br.
— multicaulis Sm,
— uniglumis Koch.

— acicularis R. Br.
Eriophorum alpinum L. .
— vaginatum L. .

— angustifolium À,

— latifolium H, .

— gracile Koch, .
Cladium Mariscus R.Br..

Alismaceæ :

Triglochin maritimum L..
TT LL. .

201| Scheuchzeria palustris L..

Alisma plantago L.....

203| Sagittaria sagittifolia L.. .

Juncaceæ:

204 Juncus conglomeratus L, .

Spangereid,

Austad,
Kvinesdal,

Fedde.

Nes,

Lyngdal.
Herred.
Vandse.

Spind.
Hitterø,

|
| 1903. No, 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT.

| =

Oerne.

Hitterø,

Kr.sand. Mandal, Farsund.
Arter. Fe elles SE. Lis
| at 2 : zg c = $ = Euler: 3 5 he E LE 3
| EEE EE EEE EE EEE
| = pi fase [6 Q par © 3 Ss © 3 a | © >» | oO s |A| =
| e|8&lo | |» Jo |> | | [Tja Ja < | |A|» [os
T =
os Zuncus effusus L. . . ... ILE ENS ec | rae | (= Eee NE
bob| — Jalticus Willd. .. -
0 ce Cr SE Se | ES RE | LE SN EN LS
==" PR OS ESS RON RC ES ee st et i om ECS et EN CN LE
— alpinus Vill. ... = 5 -
— aatricapillus Dre... (-) (-)
TES EB RMI ON ou Se EEE ON a | A ENG
— squarrosus L....| - SE NE SS ONE EE LS
— — compressus Facq. . DES
— Gerardi Fr... .. caen ac VE SS om l= = | =
= LOTS TE ee EE EE EE SS SN ES CN I
Dora pilosa Willd....|- | = =) =) = |=- || = | - SE Se
17 mn Dess | = | = | = | = | = | = | 22 EMEA -|-
A rs DC EN = | = 1 - | = f= = | a ese sos he | ate ls fs las
ns ee de € ONE ON ON CA EN IE LE EN CN SES A CN CS ME
k Liliaceæ:
220 Tulipa silvestris L. .... Sulz
ar Ornithogalum umbellatumL. SALE
po2| Gagea luteaL........| - = =
223 Allium ursinum L..... - - 2 | à = = 5 ==
224| — Scorodoprasum L. . =
225 — arenarium L.... SPE KE - -
261 — oleraceum L. ...| ner EN =
7 Lilium Martagon L. ... -
8 Muscari botryoides L. . .. SHE
20| Narcissus poeticus L, . . .| =
|
Smilaceæ :
zoll Paris guadrifolia L.....| - | -|-|-|-|- |] - - - nn
31) Convallaria verticillata L.| - liess EHE
32 — polygonatum Lj} - | - | - | - | - |- - - =
33 — multi flora L, . (-)
34 = ad de ee ee EN NES ONE ME se
35 Majanthemum bifolia DC.) - | - | - -|-/-|-|-|-|-|-|-|- | -|-|-
Irideæ:
mb {ris Pseudacorus L. ..+ 1 - | - | - - - a -
Orchidex:
237 Malaxis paludosa Sw... .|| - 2 - ME
238 Corallorhiza innata R, Pr. (-) å
239| Orchis Morio L...... (-)
240| — ve Sa NN ENER ENE ENE - på
ban — J/atifolia L..... - -|-
242] — maculata L..... ENES ESN Fa el ee lle a Ws

196 R. E. FRIDTZ. M.-N. KI.

Kr.sand, Mandal. Farsund, Fl.fjord.
be iS role
o I : ke} | ie
2 Arter, E Se EE =|$|.|- a =
EEE EEE EE EE ETE EEE EE
SIE Else eee ee ae Es ee:
E|ælo|g|a|olslam|almls|alg|A |a| late le
th
243| Platanthera bifolia Rehb. . Ship ee el = å 3
244 — montana Kehb.| - | - | - | - | - = 5 a EN EM NEA
248| Peristylis albidus Lindi. = 2 s
246| Ophrys myodes L...... >
247| Listera ovata R.Br..... å
248 — cordata RBr.... 2 å
249| Epipactis palustris Cr. . . %
250 LOU GI LAN ATT. ane = = S
251 Veotia nidus avis Rich. . 2 -
252| Goodyera repens R.Br... -
253| Cephalanthera ensifolia L. - (-) = 2
|
Potameæ: |
253|Potamogeton natans L,..\)- | -|-|-|-|-|_|-1-1.- à | ee Sa PE
255 — RICE TRIE BE ee Wea SUES Sed ES Eie El | NOUS
256 — rufescens Schr, . Sm RES 2 | - =
25% — — gramineus L, . 2 = -
258 — perfoliatus L.. = - | -
259 — pusillus L.... SALS 2 4 5
260 — pectinatus L... L =
Najadeæ:
261| Najas marina L...... 2
Zosteraceæ:
262|| Zostera marina L..... SEE lee: EM Sale EEE å
263| Ruppia rostellata Koch, . . - = | = 2 - =
264) — SpiralisL...... OI == = - =
265| Zannichellia major B. . . (-)
Aroideæ:
266| Calla palustris L...... NESE - al CARE
267| Acorus calamus VERRAT IRRE (-)
Lemnaceæ:
268| Lemna minor L...... å -
Typhaceæ:
260| Zypha latifolia L...... HE = =
270 — angustifolia L... =
271 Sparganiumramosum Huds| - | - | - | - | - = = Sue
272 a ftustans L.... = -|- -
273 — speirocephalum
MG å a + 4 3 2 (-)
274 — affine Sch... . å =
275 — simplex Fr... = à -
276 — minimum Fr. .|- | - | -|- | - „N: =

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 197

| Kr.sand. Mandal. Farsund, Fl.fjord,
| |
» vo
5 Sal. alle: lo Wes 5
Fr Foi Sie he EE lel. så
| Ss|s|S EIE EEG EE HEHE | #8 )s| 18
| SE ENE EEE Eie EN EEE EE EEE
| SISO [S(O Ole ie Sela lola) alo lS lols |e ale
E— |
A ||
Cupressineæ :
Brill Juniperus communis L. .| - | - | _ | - | - | - |. fe NSA Es EN PC ON PA et es
[
Abietineæ:
MENNENE NE EE EG
yo) — Abies L....... EEE le EE - ICE)
Sol — Larix L....... - - (-)|(-)}(-)
|
| Taxineæ : |
1281| Zaxus baccata L...... = |e le - = 3
Callitrichaceæ:
2\| Callitriche stagnalis L. . . = Mye sa | Al NER NS Me EE SE = SE Nie
283 — verna Kiitzg,. - () (-)
|284 — hamulata Kützg. - SANE - SS
285 — polymorpha Lr, -
|
| Myricaceæ:
EE 2105 | he) | TESE EE EE = a:
| Betulaceæ:
VE
287 Betula verrucosa Ehrn. . | - | - | _ | _ | | CPE PEN OU PEN OU El ESA ee Il LE ean ee |
3 CE RONDE Ge EMEA EU A PEU EE ENE SEE ENE See SIS dll
tua VÉRINS a (-) (-)
pi Alnus incana DC. ....| - U lee Apr = -
REE EN EE oi ail. NE EEE EEE iil} =
| Cupuliferæ:
1292 Fagus silvatica L. .... (-)
D3| Quercus pedunculata E, .| - | - | _ | _ | _ | _ | _ ale NE de ES ESS PS Se ES All 2
re Sn. | = | - | |: eh han = SRE Sei
Do Corylus avellana L. . ..| - | _ | _| |__| PN. ae IE ENE ENES PACE EN |e
| Ulmaceæ:
bos eimussmuntiana (St. =|. ||. Alle DE es Nh ene Ke EE EE et ES
| Urticaceæ:
207 Urtica dioica L. ss SEE ee eee dl AM HE NENNE EEE EEE
298] — BREST ESS ae EA E aies ae ELEN - £
| Cannabineæ:
| |
299| Cannabis sativa L..... = -
B00 Humulus Lupulus L, . , NENNE = - she - - | - | «| -[-[-

No,

R. E. FRIDTZ.

Arter,

| Tvedt.

| Randosund,
|| Oddernes.

Kr.sand,

Kr.sand,

: Søgne,

Grebstad,

Mandal,

M.-N. Kl.

Farsund.

Vennesla.

Hartmark.

Halsaa.

Spangereid.

S, Undal.
Austad,

Lyngdal.
Herred.

Vandse.
Spind,

Kvinesdal,
Fedde.
Nes.

Fl.fjord.

Salicinæ:

Salix pentandra L
— ftriandraL......
Skage Lar
— alba L

— ie see
— vagans Ands.....
— repens... 5.0;
— nigricans Sm.....
— glauca L..
— viminalislL......
— purpurea L. .....
— ambigua Ehrh....
— Smithiana Willd...
— babylonica L.....
Populus tremula L.....

Salsolaceæ:

Chenopodium polyspermum L
— wulvaria L...
= ban ne
— glaucuml....
— bonus Henricus L
— murale L....
— opulifolium Sch,
— ficifolium Sm. .
— rubrum L....

Atriplex hortensis L. ...

— Pabingtonii W..
— hastata L.....
TE
— I Zttoralis L. .-
— prostrata BL...

Salicornia herbacea L. . .

Chenopodina maritima M.

Salsoja AGIT 0. . |.

Polygoneæ :

Rumex obtusifolius L...
— | crispus L. . >. ..
— conspersus Hn...
— maritimus L....

— domesticus Hn...

Hittero,

1903. No. 3.

FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 199
Kr.sand. Mandal, Farsund, Fl.fjord,
I : Ü
3 å J 3
Arter. a F | CIRE . = : &
ane 18 | lle : . FV 5
SETENE PIETET EEE EE EEE EEE
d ED |% | mlo lee | | = aS KEN MEN ce aire de
> a | T = Q per uo œ 3 © 3 a || = | © io] all = à CHI =)
RIM |O |M | no |» [HIT EH In ww ls | O2 Er > lulk le |Zz |E
GSE å ss à

propinguus Aresch.
hippolapathum Fr.
hydrolapathum H.
acetosa Li i
acetosella L.....

SI| Polygonum aviculare L. .

Lai Bab, ...
hydropiper L..
minus Huds. ..
Persicaria L..
lapathifolium L.
amphibium L..
*viviparum L..
JA tr Le ee
Convolvulus L.
dumetorum L. .

9 Fagopyrum esculentum M.

tatarıcum G.

Daphnoideæ:
Daphne Mezereum L....

Plantagineæ:

3| Plantago major L....

Ge ERA

lanceolata L...

maritima L...
coronopus L...

Plumbagineæ:

S| Armeria maritima Willd. .

elongata H.....

Valerianeæ :

D\Valeriana sambucifolia M.
Valerianella olitoria M. .

Dipsaceæ :

Knautia arvensis C. , ...
3| Succisa pratensis M. . ..

Compositæ :
4\| Petasites officinalis M...

alba Gærtn, . ..

200 R. E. FRIDTZ. M.-N. Kl.

Kr.sand. Mandal. Farsund, Fl.fjord.
all
2 a Elg] lslsls #181 .|=|.|,| VE
»|8|818/2|818|8|8|8 | 18|3|83 |8|;|2|e Ss
SES SEIGE le Els als EEE SES EE
>| s I|2O|-«- | | = || | | © .lalz2!>|e|s Vale |o | SIZE
BR I4IOIM (MIO IP | IH|H|nlnl< IN |E|P lols |e | |
Tussilago Farfara L. . .. - | - - - =
Eupatorium cannabinum L.|| -
Erigeron acre L...... - 2
— canadense L. .. - -
Tripolium vulgare N. .. Pre - - = =
Bellis perennis L...... = -|-
Pulicaria dysenterica G. . (-)
Solidago virgamea LENS | CE) = IE EE ENE ES CN ES EEE ES
Bidens tripartite L.... za ne | ES - = - =
—MIcernua Ls -
Gnaphalium silvaticum L.| - | - | - | -|- = “ll =) | = -|- -|-

— uliginosum L. SNE EE EE EEE GENE al | SØLE - | -
Antennaria dioica G....|-\- | -|- | -|- | = | - | = =.» Nee Flle | MEN == |
Filago minima Fr. .... Sa -

Artemisia Absinthium L. - | -

= pontica L.... -

= campestris L, . 5

== vulgaris L... SSE ih | =, || 4 ll = AEA EEG
Tanacetum vulgare L.... SS ILS = R =
Chrysanthemum Leucanth, Lal >= | ENE = ENE JE IEEE EE EEG

— Parthenium Pers. -

Sept Does. = -|- = =
Matricaria chamomilla L. Blue - =

= inpdoracLé «NIS ee EE EEE ENE TENNE en = || = | ©

== maritima L. . SE - = - | - R -

— discoidea DC. | = ale =
Anthemis arvensis L. . . .|| - | - | - | = | - nl - Zu en = |A

= cotula L.. .. «|| 2 -
— tinctoria L... SH - =
Achillea Ptarmica IL... så eet EMS - = = ls =
+ OU EEE = |
== rillefoium Li] NEMNE NE NENNE EN EN eee 237 En ea ca
Arnica montana L. ... + ses SE EN A NEA EN EEE EN EE ESS CR
Senecio vulgaris L. .... AE EE a See |S ll = Wc i] = NENNE EE
— | silvations Lå 001 2 SA = VESKEN EN ENE NERE EEE En ze Er zz |
— viscosus L..... SNE - - |
— — FJacobæa L..... A Is les Sl EN EN N ES I le
— aguaticus Huds. .| 2 +} |
Cirsiun lanceolatum Se. :|| -. | -.\ NI I SO |
_ palustre Se... EE EEE SEE EN ENE CE |
— heterophyllum All, 5 «ll ie 5 HS] = SAIS - | ME
— arvense Sc... . .|| = be eles me nz KR -|-
— canule All. = . =. | € 1
Carduus crispus L. . :.. | - = |
— acanthoides L. . a å
— nutans L. . , .. = & - |
— defloratus Li. . å

arne

1903. No. 3° FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 201
Mandal. Farsund. Fl.fjord,
T A "I 2 pe
Arter. ela ses | ena SE Å a o
karen se. 3 = a 21168 3 5 TD 3 cat ONE i a 8 Q
53 3 5 |& 2 å 2 Ela SEE M EE ee = a ue NS
seere Fe |e dees | tre es NS ey Ue Eee ae ee
Sl1æølol|m 13 5 |> Is |E|E|ø|a|<|A ls le lois [ela |e

— decipiens Thuil,
— NESTE. Loss 0
— jaca L. X
oa OC
— jaeal X
decipiens T...
— montana I...
— Va at PE
— orientalis L..
— diffusa Lam...
— Scabiosal....
— solstitialis...
== SCE Aono
Lappa tomentosa Lam. . .'
=" CET CTY DC...
— intermedia Lge...
Cicorium intybus lL... ..
Lapsana communis L...
Hypocheris maculata L..
_ radicata L...
Seorzonera humilis L, . ..
Tragopogon pratense L,.
Leontodon autumnale L..
Taraxacum officinale W.

Lactuca muralis L.....
Sonchus oleraceus L....
—asper Vill. ....
— arvmsisL.....
Crepis tectorum L.....
— biennis L......
SECO Eee
— paludosa M, ...,
Hieracium pilosella L. . .
— auricula L,. .|
— aurantiacum L,|
— eymosum L...
— Sechmidtii Tausch
— saxifragum Fr.
— norvegicum Fr,
— onosmoides Fr.
— murorum L, ..
— vulgatum Fr. .
— cesium Fr,...

— corniculatum Kit, |

== rigidum Hn, .

202 R. E. FRIDTZ.
Kr.sand, Mandal.
I
3 Sch : 3
Zz Arter, 5 å 2 3 AE Ss
= dg ee rer : .
s|Elsjelslg SES EE |
PIES Ele elslalsle|—|s
E|ælolæ|å|o|>|= [alt lu la
468| Hreractum melanocephalum
Lö
469 = corymbosum Fr.
47 = umbellatum L. .| - |-|- |- | - | -|- | -I-[- | - | -
471| Galinsoga parviflora C.. = =
472|| Calendula officinalis L. .. - =
473] Rudbeckia hirta I..... - =
474|Znula graveolens Desf. . . =
Campanulaceæ:
475|| Fasione montana L. .. .\- | -|- |- | - | - | -|-|-|-|- | -
476| Campanula cerevicaria L,
477 — glomerata L. . .|| - -
478 — rapunculoides L. ae 2
479 — Trachelium L. Sal = =
480 == latifolia L... - |- -|- =
481 — persicifolia L, . -
482 = rotundifolia 1.1 -|-|-|-|-|-|-1-|-1-1-1.-
Rubiaceæ: |
483| Galium borealeL...... less =
HI Sa PT el elle ENE
485 — Mollugo L..... | å
AEE TE AP ES EE EN
487 — MollugoL.X verum
Es
488| — saxatile L....-|| - iad ME = | ese cael eee fae
48 — uliginosum L... - AE = a
49 — Abarine l..... OÙ] RES nl | 19 SSE o Woe
491 — spurium L. 44 ..
492|| Asperula odorata L. .. ..| - | -|-|- | - | -|-|-|-|- | - | -
493| Sherardia arvensis L. .. -
Caprifoliaceæ:
494|| Linnea borealis L.....| = | - | - | - |- = -
495|| Zonicera Xylosteum L, . . -
ago p Berschhmenum'Z.| = | = | = | = (zo EN ee ON NE
no Rehernum OpulusL....| = | = | EE | = EN) EE EEE
498|| Sambucus nigra L. .... 5 E
499 — racemosa L... ==
Lobeliaceæ:
BOO Coca Doximanmta do 1 Le [Lee IEEE
Oleaceæ:
sor|Fraxznus excelsior Lai | - | - | - | - | 2 fe = he V=

M.-N. Kl.

Farsund,

-|a p =
ge) Gels | a) A
s || | |
BE SN 2-3
m a
LD | |> |

Kvinesdal,

Fl.fjord.

Hitterø.

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 203

Kr.sand. Mandal. Farsund. Flfjord,

N E | 3
ales 5 T | å =
ala Pou (pel ag HE | — 5
EI NS DAS IN FAIR — | 1 å

.|&léls|.lslmlslslels|sls ls ls |$ Us 3 ||@
FEET ET EEE EN EEE EE 5
EE EE EE EE ETEN EE EEE EEE
sIselel|& el ole |siel|aAlas|alse l'es loue |=
SI|ælol|mig|1ol>|=|El|Æ|aøl|a|gt|A |E|> [ws |a| |

==

Gentianeæ:

Gentiana pneumonanthe L, - = = |e =
— campestris L... -|- SEE IN &
— uliginosa W... (-)
— amarella L.... (-)

Erythræa linearifolia P. .| - -

— pulchella Fr... (-)
Menyanthes trifoliata L. | -|-|-|-|-|-|-|-|1-|-|-|-|-|1-|1-|1-[-1-1-1-
Ajuga pyramsdalis L. . . | - | - | -|-|-|-1- = = Fs (es ER ale
—sereprans L. .:.. = lhe

Labiatæ:
Mentha arvensis L. . . . || - rl We ls - SAME = = ale
Sm aguatea L..:..|-|=- | = | = 2 | = = =
— gentilis L.....|- -|- 2 =
Lycopus europæus L....| - | - | - | - | - | - |- 3 N el EE EE al å
Salvia silvestris L..... -
Ballota nigra L...... >

— pratensis L..... : -
— verticailata L.... 2
Glechoma hederaceum L. . Ee a hers = - SA = = lic
Teucrium Scorodonia L. . = Sse | ett SA | ie = emia aed || oo =
— ruderalis Sw. . .. -
Stachys silvatita L. ... | -|-|.|-|-|-|-N-|-1-1.-
— palustris L. .... Sete EEE EEE EEE EE
— ambigua Sm.... = = =

— arvensis L..... -
Lamium album L..... - -
— purpureum L.. SR RP ES = Zelle, 5 Se
— dissectum W. .. = -
— intermedium Fr. å
= amplexicaule L. Se VE = =
Galeopsis Tetrahit L. . . . - SEE EA NE NS SS Weer SMS EN NES El GE
— RPEERUSIBPU SIE sees SENSE EEE EEE EE EEE
= ladanum L. . .. - - -
Calamintha acincs Cl...
Clinopodium vulgare L. «| - | - RS Er EE le = NE | EI EE
Origanum vulgare L. . ..
Thymus serpyllum Fr... =
Prunella vulgaris I. . ..| - | - las Kerle REA ETES ET ne
Scutellaria galericulata L.| - | - See ENTER SME ea AS =

Asperifolia:

Echium vulgare L....|- -|- - = Å
Lithospermum arvense L. , -

„E.

FRIDTZ.

M.-N. KI.

Arter, |

Tvedt.

Randøsund,

Kr.sand,

Oddernes.
Kr.sand,
Søgne

Grebstad,

Vennesla.

Hartmark.

Halsaa.

Holme

S, Undal.

Spangereid,

Austad,

Farsund.

Lyngdal.

Herred.

Vandse.
Spind,

Kvinesdal,
Fedde.
Nes.

Fl.fjord.

Oerne,

Hitterø,

567

569

sf
571

572
573
574

Myosotis palustris W. ..,
lingulata Sch. .

silvatica Ht. ...
hispida Sch... .
arvensis All....
GUHA Th or då
versicolor Pers, .
Borago officinalis L....
Anchusa officinalis IL...
arvensis Bieb. . . .|| -
Cynoglossum officinale L,
Symphytum officinale L,.

asperrimum Sims,
Nonnea rosea M. B....
Echinospermum deflexum Lh
Lappula Lh,
Asperugo procumbens L. .

Convolvulaceæ:

Convolvulus arvensis L..
sepium L...
Polemonium ceruleum L. ,

Solanaceæ:

Solanum dulcamara L. . .|| -
; nigrumL.....
Lycopersicum L. .
Hyoscyamus niger L....|

Scrophulariaceæ:

Verbascum nigrum L...
Thapsus L...
Thapsus L. X

nigrum L...|
Lychnites L,.
Scrophularia nodosa L. , .|| -
Linaria vulgaris Mill. . .\| -
repens Alt... , .|
Limosella aquatica L....
Digitalis purpurea L. . .|| -
Antirrhinum Orontium L.
Veronica hederæfolia L. .

GEREHSIL. aa
persica Poir,..
arvensis Le...
serpyllifolia L. .| -

1903: No. 3.

FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT,

Kr.sand. Mandal. Farsund. Fl.fjord,
= ee] =
Arter, Eee: ll oA eel leh alles 2
Slelel(el PISS lc" als |Alels|ale|e 83
4 SR | O0 IM lu dB |» | IE IE Io ln |< IA |5|> low M |e | x
Veronica spicata L. .... (-)
— ie SE ed NE SEE Se Eee ee Na PE krave Ao
— AST REG TG ee ee ee EN EEE EEE EE EEE
— SO ee et Me ES RS SS = = Ne = =
— Beccabunga L,. . 3
De TER VILLEN Te Nel es M EN | Et alle lc. EEE
— gracilis Fr... SALES se or | AE PS en ee ME
Odontites rubra Pers. . .. - =
— litoralis Fr, . .. EE = x = å
1 Ahinanthus major Ehrh. . Selle = le a | a at lle. JE lec
— HS SSE EE Ne EN EE EE EE EE EE EE EEE EG |
Pedicularis palustris L.. ae ILES SIGE A Set er Nele oc
— silvatica L... EE NE ESA EN De NE = el: ai
Te oe eee BA EN EE ee EEE EEE NS ll.
— GRACE TO TENN AS EM EN ENE SEN EE een CA SE D A lc,
Lentibulariaceæ:
Re DEN AN EE EN EE PA EE ER EE EP | SES ES LR ll el):
98 Utricularia vulgaris L.. e le nie å
intermedia H. , å % SINSEN lie ls ln SALE
— ochroleuca R,Hn. -
— minor Lo... Ale Sil EURE lee BRL = à,
Primulaceæ:
Primula officinalis $.... a3 = a x
— elatior Facq.... =
— acaulis Facq... SIS SEE = || oles eal es
Glaux maritima l..... et AIDER hee 5 MEN II EN | 418 |
ur bhyrsifjora L.-S |.) - | a) = |= = fled at = ls a] 2 tee | atl a See
— FOTS ER od EN ke Se KE es ER AE ET Er EE nie c
— numularia L. -
Mtsentalss europæa L.:..|-|-|-|-|-|- | =] = |- = ed | est | APS LS å
o| Centunculus minimus L. . = = = - >
Anagallis arvensis L.... £ = =
— cærulea Sch... -
Ericaceæ:
PT rAllus L..\- | ==) =) = | = | sie) = | == SEN SE NE 1-10 | Sl
sesam PAROI CE! EEE === SNE Se ENE NE EV LE
— ease = | | =) SVEEN NE EEE NE == SNE
Oxycoccus palustris P. .1- | - | -|-|-|-:|-|-1|.- ANSE Se | A En il
| — microcarpus T.| - | - | -| - | -|- |. E
18| Arctostaphylos alpina Sp. . iles
= TG SD: -,| = | = = EE EE EEE EE NENNE l-|-|-|-1-
Andromeda polyfolia L, .| - |- | - |\-|- | - | - || - er RE |e = 3 4
Erica Tetralix L, ..... SERA REA EN SSE EEE En de ed LA SES SO lee lie. |

oO.

R. E. FRIDTZ.

Arter.

Kr.sand.

Tvedt.
Randøsund.

Oddernes.
Kr.sand.
Søgne,

|| Grebstad,

| Vennesla.
Hartmark.

Mandal,

Holme.
S. Undal.

Halsaa,

M.-N. Kl.

Farsund.

Spangereid.
Austad.

Lyngdal.
Herred,

622
623

624
625
626
627
628
629
630)

658
659

Brica cinerea Lore...
Calluna vulgaris S....

Hypopityaceæ :

Pyrola minor L.......
— media. SW een
— rotundifoliaL....

— chlorantha Sw....
— wnifloraL......
— secunda L......
Monotropa hirsuta H...

Umbelliferæ:

Hydrocotyle vulgaris L..
Eryngium maritimum L.
Sanicula europea L....
Conium maculatum L...
Aegopodium podagraria L.
Carum carve: Li 220
Pimpinella saxifraga L..
Haloscias scoticum Fr...
Aethusa cynapium L. . ..
Cicuta virosa L, . ....
Peucedanum palustre M. .
Heracleum australe Hn. .
Pastinaca sativa L.....
Levisticum paludapifoliumK
Angelica silvestris L. ...

— — liloralis Fr....
Laserpitium latifolium L.
Daucus Carota L. .. ...
Anethum graveolens L, ..
Torilis AnthriscusG....
Myrrhis odorata Sc... ..
Anthriscus silvestris H..
Chærophyllum bulbosum L.
Seandge Becten La. =...»
Bunium flexuosum St...
Coriandrum sativum L..

Cornaceæ :

Cornus suecica L. . . . ..

Crassulaceæ :
Bulliarda aquatica DC, .

‘Sedum Telephium L.. ...

Cerne.

Kvinesdal.
Hitterø,

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT.

207

Kr.sand.

Mandal.

=—

Farsund,

Arter,

Tvedt,
Randøsund,
Oddernes.
Kr.sand,
Søgne,
Grebstad,
Hartmark.

Holme.

Halsaa,

S. Undal,

Spangereid,

Austad,

Lyngdal.
Herred.

Vandse.
Spind,

Kvinesdal,
Fedde.

Fl,fjord.

Hittere.

Oerne,

Sedum annuum L..... Solo i
b1ı — anglicum Huds... = ne SE
3 == dd SNP EN li
63| — sexangulare DC. .|| — (-)
64 — rupestre L..... - = =
Sn spurium L..... DAS
66| Rhodiola rosea L...... - I(-) | - -
67| Sempervivum tectorum L, -|-

| Vennesla,

Saxifragaceæ:

SI Saxifraga oppositifolia L.
— granulata L. .| - | - | - | -
— sponhemiza Gm, =
1 Chrysosplenium alterni-

folium L, -
— oppositifolium L.

:
|

Ribesiaceæ:

7: Ribes Grossularia L. ...| - | - | - | - | - ae
Te eo. . SUE - 5

Ranunculaceæ:

76| Thalictrum minus L....
7 — flavum L. >. SPE
I Anemone nemorosa L. .. | - | -|-|-|-|-|.-1.
— ranunculoides L. (}
— EE GE EE EN EN CN ES ES
Myosurus minimus L... -
Ranunculus flammula L. | \-|-|\-|- | -|- || -
— reptans L. .. = SSH 4
— bulbosus L.. AEE
— FEB ea] = 2 SEERNE

— arvensis L.. 7
— de DER POI EN EE EEE
— auricomus L, ur Se TE =
Batrachium sceleratum Fr. (-) | -
— peltatum Fr. .|
— circinatum S, (-)
2|| Ficaria ranunculoides M. Er on ee) EE >
Bal Caltha palustris L. ....| - | -|-|[-|-|-1-1\-
4|| Aquilegia vulgaris L...| - Zaun ahs
Bi Actea spicata ZI, .....| - | -|-|-1-|-1-1|1-

DT OU fw nn — OG

Os

Berberideæ:

Elderberis vulgaris Ll... .. = | <b

R. E. FRIDTZ.

Hitterø,

Mandal, Farsund. fjord. |
S Arte seh le sites Je oe |
2 | Arter. 5 å de FE a E EU CAMES =
es u £ Ses U © || I lo .
| AA AE A EEE EE
ss) u a | & | © 3 o AI | o
EAS MAO [> lala (elo lala | JG le
Papaveraceæ :
697||\Chelidonitum majus L. . ..| - | - - = =
698| Giaucium luteum Se... . ©
699| Papaver Khoeas L..... DE = 7
700 — dubiumL..... =
701 — argemone L.... = 3
7022| — somniferum L.. - | - - = - -
Fumariaceæ:
703||Corydalis clavieulata DC. . G
704| — fabacea Pers... 216)
7095| Fumaria officinalis L... Sa £ å
706 — muralis Sond. . . = (Ic GPS
707 — capreolata Fr, . . 2
Araliaceæ:
708| Hedera Helix Z......- S =o |p LE = ZEN EG CAES
709 Adoxa moschatellina L. .. = À

Cruciferæ:

Nasturtium palustre DC.
— silvestre R. Br.

— Armoracia Fr.

= officinale À Br.
Barbarea vulgaris À. Br.
— TE ee
ZurrilisglabraL......
Arabis hirsuta S.....
— Thaliana I. ...
=" SAFENOSA) Se le
Cardamine pratensis L..
— amaraæ LU,

— impatiens L:.

— silvatica Link

— hirsuta Les.
Dentaria bulbifera L...
Berteroa incana DC...
Draba verna L. . .....
— incana L....--
Co hlearia officinalis L..
-- anglica L. . ..

-— aanıca La
Thlaspi arvense L. +++
— adlpestre Li...

| Zeesdalia nudicaulis R.Br.

| Cakile maritima Seu +++ +

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 209

Farsund.

Arter,

Randosund,
Øerne,

Ed
Tvedt,
Re
Søgne,
Grebstad,
Vennesla,
Hartmark.
Halsaa.

| Holme,

|| S, Undal.

|| Spangereid.
Austad.
Lyngdal.
Herred.
Kvinesdal.

Vandse.
Spind.
Hitters.

73 Hesperis matronalis L.. = - -
137 Sisymbrium Sophia L... E
— officinale Sc... re = =
== PR TT Le", =
— pannonicum Facg. =

— cheiranthoides L. = see = te Ales

— silvestris Wallr. . SE 3

— sativa Rech. .. ai =
ea TORTI ga) EN as |S Re cae hs ed RS ENTRE
741 Lepidium ruderale L... = ; = 2.7
— virginicum L.. F
— Draba L. ... s
— perforatum L.. à
— campestre R.Br. dn Ki å
752|Senebiera Coronopus Poir. >
— didyma Pers... z | På
Isatis tinctoria L 5

754
755| Brassica campestris L. . .| - | - | - | - | - MENE EN RE MON ON EN EE MON EEE NC PEN)
156 == FE NE =
757i) — nigra Koch... >
7158| Sinapis arvensis L..... les ae lpn us SEN PA SE RS ES > -|- | -|-
75 aan | = JE
760| Diplotaxis muralis DC. . =
761 — tenuifolia DC. , | - - = =
62) Raphanus raphanistrum L. - | - |
3 — Gb SE | -
64 Subularia aquatica L. . .. -|- - || = = -
5 Bunias orientalis L. .... 0

Resedaceæ: |

| — Zuteola L...... | = - =

Nymphaceæ: |
mea a LE... || - | = EE Spo cS nel. EU ER | PP EE
Q| Nuphar luteum L..... AREAS DES SR en | DES ER DE a MENE

Droseraceæ:

Drosera rotundifolia L..|-|-|-|-|-|-|-|- | - att | roan ek [Wee IE TS APE NE
ı — longifolia L...| - Zn ON ON RE = culte å
ma) — intermedia H..|- - - | -|\- -|-|-|-I1-|)-|-|-|-|-|=-|- NOIR
73 Parnassia palustris L. .. | | = - å

Violaceæ:
AES GENENE NE EU RSA EU ENES PEER PEN ENE

Vid.-Selsk, Skrifter. I. M.-N. Kl. 1908. No, 3. 14

210 R. E. FRIDTZ.

SO en TE
Kr.sand. Mandal. Farsund, Fl.fjord.
| 5 å ; [ 3
2 Arter. å à |. FEE i 3 me > :
| J/€lelelelElelslslelslgislsigigielele| 18)
| a|le|l2lslasjsle|=s|2|E|5 al | 2 Bure ee ONE
galge ee los |es el) 7 | sis IEEE ENE
| Glew lolMianlOle |E IE IE In laws [Ale |e a | mH |G |x
775|| Viola epipsila Lb. ..... 3 ES PE EEE =
7706| — arenaria DC. . ... (-) x 2
| Re EN SMET et a eh ze 5 = [t= |=) | es
EI “canting ete mes allt = ERE EN LEE la sn else NS oo a(n
779| — canina L, X silvatica
Fr. 7
780| — Zriolor L. ..... EN RCE ES I Au CS EE EE ae DCR EI LS ER RE RE
781] — arvensis Mur. ... RARE aaa: |
Portulacaceæ :
782| Montia fontana L..... = ITS = 3 å 2 17 rein
783| — rivularıs Gm... = 5
Paronychiæ: |
|
784|| Scleranthus annuus L... SER LS Sem SES OA De Da > DR RES UE
785 == perennis L. . . = - Ham ee
Alsinaceæ:
786|| Lepigonum rubrum Fr. . lige SA SE SE ERIE 3
787 — caninum Lf. . cle = 7 Ellen 3 5
788 — marinum W. . 5
80 iSperguim arvensis AGS SS EEE SEE = EMS NE 7
790) — vernalis W. . . .|| = SRI |
791|| Sagina stricta Fr. . . . .. = F = =
792| — procumbens L.... SE NI EIRE SIENNE MIN ea ea
7931 — subulata W.....| | = - 2 NE er (A a | Allan 3
794| — nodosa Fnal, . ++ «|| EN) ha 2 5
795|| Halianthus peploides Fr. .|| = le Ren hese - - = >
706| Arenaria trinervia L...| = | - | - 5 - | = 5 (RE =
797 = serpyllifolia L. . ane ET = 3 å |
798|| Stellaria nemorum L. . . «|| = 7 7
FEE media PE SE Po Et RS
Soo} — Holostea Le... > =
801 — examine Loss en a aa za le SAD RSS ae
8o2| — uliginosa M... =|iNis = AN 7 ;
803 — crassifolia Ehrh.|| FI
804 Cerastium arvense L, . .. len = 5
805 — N | st ES SSS ETS EN I as A AN ENG E |)
So6 — viscosum L... =
807 — semidecandrum L. = all Eike 4
Silenaceæ:
808) Silene inflata Sm. . ++. .|| - LU 2 ME SE EE EE EEE ENE EEE
8og| — maritima W....|-)-|-|-|- -|- EN | es | eee | CN eet | ES ||
810| — mutans L...... rs EEE =
Sııl — anglica L....-. - |

1003. No. SE FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT, 211
ed
Kr.sand. Mandal. Farsund. Fl.fjord.
: = Å Ü
2 : . rd ze
Arter, El a z 3 d å 3 3 Le Å = å
a | eal 2 FR 7: ; ; © Tel 2 ; a
ISIS IS S IS EN EEE EE EEE EEE
Sioa]. 2 || © 3 5 = |S =
e|2j0 1212152 lim | js los JE | aim JA | le |
2 = Fe SEE he PR

Silene Armeria L......
on rupestris ZL, . 3.

A| Agrostemma Githago L..
815] Zychnis flos cucuii L. ...
816) Viscaria vulgaris R. ...
817| Melandrium noctiflorum F.
SrS — vespertinum Fr.
819 — diurnum Fr, .
820| Dianthus deltoideus L.. .
Gypsophila Vaccaria Siebth.
| Saponaria officinalis L. |

Malvaceæ:

i Malva moschata L,...
psestivestrzs L. 1. . .|

VE

—— borealis

Tiliaceæ :

Hypericaceæ:

Hypericum pulchrum L..
— montanum L. .
— quadrangulum L.
— perforatum L..

Elatinaceæ:

Elatine hydropiper L. . ..
— hexandra DC...

Il

— ditoralis Deth. . . |
— vulgaris T.....|

Aceraceæ:

Acer platanoides L. . ...
— pseudoplatanus L. ..

|
À

Polygalaceæ:
Polygala vulgaris L....
338 — depressa W....
Ilicineæ :

30| Zex aquifolium L.....
40 Rhamnus frangula Ll...

41 - cathartica L...

(-)

No,

N

>

R. E. FRIDTZ.

Arter,

Spangereid.
Austad,

Kvinesdal,

Randosund,
Oddernes.
Grebstad.
Vennesla.
Hartmark.
Holme,

S. Undal.
Lyngdal,
Herred.
Vandse.
Spind,

Halsaa.

Empetreæ:

Empetrum nigrum L. . ..

Euphorbiaceæ:

Euphorbia palustris L, ...
— Helioscopia L. ..
PKI gue RE
= Des Lin. oh:
— Pula LP E

Mercurialis annua L, . . .|

— perennis L...

Geraniaceæ :

Gerantum sanguineum L,
— pratense Le:
— silvaticum L. .
== Robertianum L.
— lucidum L, . ..
— NIE ae
= pusillum L...
— dissectum L. ..
— columbinum L,
Erodium cicutarium TH. .

Linaceæ:

Linum catharticum L...
— usitatissimum L. .
Radiola linoides R.....

Oxalidaceæ :

Oxalis acetosella L.,...

Balsaminaceæ :

Impatiens noli tangere L.

Onagraceæ :

Epilobium angustifolium L.
= montanum L..
— collinum Gm..
- tetragonum L. .
— obscurum S. X

palustre Le...
— palustre Le...
— montanum L.X
palustre L. ...

| Tvedt.
| Sogne,

|
|
|

-

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 213

~ Kr.sand. Mandal. Farsund. Fl.fjord.

å ni |

À
å 4 2
rg : |
Arter. cle else |" à a | o
Fa eis SER SE ES En SR Al ae 5 ||
S/S sie PE EEE EE Sis (sls ne ENE RÅ
Dm |ols|é|2|alEls|ée SS) a) LS |T ES | |. IS
ENES gode NE A LENS So een - EN EU à |E
> TT | KE © = © S |,8 o å a || = > | O œ Alle oO Zz =
R|m|O|Mluld |>P|IE|IE IE lu lu PSA ale lu MR |
|
Onothera biennis L. . ... Ca =
ace apna Les GPS - = | =| == å : 3 ke al Welle
— intermedia E.... = (-) = HE 7
er lnlerrana 2. 2...| =. | - le = Bae 7

Halorageæ: |

76 Hippuris vulgaris L..... EN ER = eel | = 3 Å
77 Myrioph. alternifolium DC, - Ze ER RENE EN ER EEE Nee LE
| — verticillatum L. . = | | ki

Lythraceæ:'

Q| Lythrum salicaria L. ... ile el agra (a fa å ee Har WE pale SENG
Ol Peplis portula I... .... Sel i

Pomacex:

LL TT IN == se de laa te Peace | els, [cs tS ENN EEG
ete Ec ia. Tiss | EEE Mere] RE EE ives sea ee fee | eer NE EEE EEE
:— hybrida L ET RE mel) ce ENES heel soiled RES A PRE A || ll m

— intermedia E.... - =
Eee Meinichi 0... . | =
Ö ==" LE eg A lee eee | SPE NE EE EEE EE
87| Crategus monogyna %... ENE ENEEIER EEE SJ ske NUE
— oxyacanthaL.,. = |
Cotoneaster vulgaris LI, .|| SAUENE NES EE å le SALE ul ie

Rosaceæ:

JO! Sangutsorba officinalis L. | ll Sn) EN TE SARA TS
lAlchemilla vulgaris L... - | - | - | - SE cal EE EN SEN [ee = Et |
2 ssa WE G..

3 — alpine L..... = en et A PSS) | EA ae Ne

|| Agrimonia Eupatoria 7... .|| SIE = - SA = | || -

| — odorata Mill. . . =F |i > = = 5

| Rosa rubiginosa L..... ze p= - -

| — canina L....... EEE EN EE SEE ILE RS Ue ae
EE ENE EN SETENE EEE NE EEE IE ENE
— cinnamomea L.... = z Sale | Å

| Rubus ideus L....... EE EN ES a RESONANCE Alfa ETES Ne SR PELLE
— suberectus Ands. . .| - NE CAR ER ER ED RON PS = Se pee) | ex Leo Oa) PS =
eu yissus Ldt ..,..| -/-| hee = =
SG 2... «|| - | [RR
Gr uttosasD. LC] | = | = CA ME (EE RE AU ee GA M NS EE GR
— thyrsoideus W. .. .| - | - | - | - |-- = | | = a
— LindebergiiM.... le
TA. | | = | + | =| = MS 3 | | =

— coryllifolius Sm. . .|| - RE = le |
SAR Je ove te | il | | | | il

R. E. FRIDTZ.

Kr.sand. Farsund.
ones: cer
2 || Arter. | E Få 2 = a å = 3 le A 3
s 3831815 HAE MA 818 8]2|8
RE || ENG EEE ENE
IH Isa jo IS Ja Jo IP IA I AIT Ina |< | A IE le Io)“
910] Rubus saxatilis L. .... ER NE NE EEA SEA ee Wik =
911] — chamamorus IL... UE
9121 Geum rivale L....... ss EE SENSE EEE ac -
O13| — zntermedium E. . . > |
914| — wurbanum L..... See GE SN SN el. ME EE
915] — japonicum Th ... =
9161| Comarum palustre L. .. . SA kad Re EE EEE EN EEE EE im Sl Srli=
gı7| Potentilla Anserina L... Gey) ales «I -|- SE SA EEE
918 — norvegica L. .. SEE 5 3
919 — argentea L. ES | EE SEE -
920 — Aba gå å 0 =
921 — Tormentilla L. Nele 1 NENNE Me ee ee
922|| Fragaria vesta L, . . ... EE Se EE NE EN EEE EE ES
923 — Manor...
924|| Spirea ulmaria L..... IEEE EEE SN EE EEE RE EE
925] — salicifolia L, . .. .| 7
Drupaceæ:
926| Prunus spinosa L, NE : | = = =
927 — av == | 2 = - -
9281 PE Padus SEE TE VO RE ae Ar Be ed a ae a ze cr
|
Papilionaceæ:
929|| Ononis procurrens W.. . . = 3
930| — — hirena Facg.... =
9311 Anthyllis vulneraria L. . .| JENS SE PENIS - Ch] Sy
932| Medicago sativa L..... 7
O8 — | falcata Lo. =
934 = lupulina L.... = Falles = å
935| — denticulata W.. =
936| Melzlotus officinalis W.. . ual lee = =
937 — arvensis W. . .| = å
938 = alba Lam. .... = &
939| 7rifolium agrarium L.. -
940 — procumbens Sm. PER Å A å
941 — minus Sm... .| == JP = = =
942 — micranthum V. -
943 — Sragiferum L. =
944 — TEDERS Le.» s Meare) (oe Vee JE NER Re ers. SEE
945 — hybridum L. . . ll Ed All Al alles =
946 — pratense L. ..| QI RSI SE ee EN ee
947 — medium... . Ale ee = 3
948 -- arvense L.... HENRI = se =
949| Lotus corniculatus L. . . .|| ES LE EN ES Fee Eee EE EE == ENE
9501| — zenuifolius R.... «| - -
95 || Astragalus glycophyllos L. || -

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 215
Kr.sand. Mandal. Farsund. Fl.fjord.
; Sie: Bee
Arter, = a | gle = 3 , = 5
EEE EEE al sole ENE ENST | ©
EØS ES SS VE le Ji [Sle AE > | Sig élZz |
Orobus vernus L. ..... å |e SS
== GSE ae ES ee POS er 16 2 et ed sa Dias Hi
== GS AS OR ste Ce | oF | Allis
Lathyrus pratensis L... sy SEN EE al eal le - | - || - SAMME Fae | ie
— Aphacal..... -
— hirsutus Le... -
— maritimus Fr. . - -
— silvestris Bab. . Å =
sum arvense L...... 2
— sativumL..... . les
Vicia silvatica L...... Salad MENE EEE - = = molle
— Orobus DC..... = |'- - = 5
— cassubita !. 2... -
ES cracca Lu . ws we EEE re ECS ate ASS EC ESS EE EEE EEE EEE
— villosa K. . . .. 5: =
==" AGE FEE ES EEE EE ES EEE EEE EN ENGE
== MA OH - = - | - - Se
== LEAT OER Pace -
— angustifolia À. SAUE - - +
— lathyroides L....|| 1 = - -
72 Ervum hirsutumL..... le - = Belle alll ic
— tetraspermum L. Sipe SiS - - =
4\| Sarothamnus scoparius K. - - =
4

M.-N. KI.

R. E. FRIDTZ.

216

I

OsnRRD=GQAADM"

OF

(om

ND =

“ou

i
I
y
r
F
€
6 |G i I T 19 KG 19 16 I y
Ce DOI NE Cp LEE OA
SE BE dd RTE
ea ES Ate Wie de EE ea la
6 |G |- SN ET NE ES gd ECP
er] Or | EF | OF GS | ST |6 | SF oO 6 |
aka WE IG MIE TN WO I Moe NN
OG | 16 | LG | OG | OF | PE | TG | TE | GE | OG | €6
97 | 96 | GP | GE | 66 | GG | 86 | OG | TE | FE | SE
(COM COPINE EE 2 EE A AE
I T F I = 6 på 6 = & a
- - - - = I - I - - -
- - - - - ° - 6 - - -
OF ISI | ST | SF | GE | SE | TL | SE | TE | FE | TT
Ue le SG ON AO CE
Te) IRIS) él) all
| b CA iH : >, i
SN
| 3 | Sk >
| ‘P10L MOI | *punsie sy

| ‘prosasueds

| Hoo ie
IL -
6-9
IE | 6
G T
TG | LI
GE | &&
G 6
< |!
eb Ey
€ g
w| mx
a 2
2|5
mi
‘IEPUEM

3
I
'g
I
I
6 | EE ?
8 |ar|o le |9 |11 |9
Sl I NE NA AE
gle ere lo; | ele
1 le: |e je |s.|e
ar | Sr | sr | or | er | cr | oF
¢ lige ale ee cer
36 || 29 | ce | 06 | 65 | av | LY
#6 | LL | ee | ce | OG | ao | se
sg |9 [ele le ls
Mg le re ml
- I - - - I -
ar | es | or | Gr | av | gr | or
8 lo |r |ej» |e |s
ml |[<lolelrlo
En EN AE APR EEE PES
D a ag = Qu 5
= B | 24188
P|
2 | ar la
| pursay
|

6 |G
LIT
9 |G
I -
I -
I -
iE -
L |6
9 |
FT
vhs
F |G
mim
Bro)

a

gr | FT
e |%
Pi 3 4
= | à
a a
© ”
>

Å

|
|
|

Sn
“" wauyay |

* maurssasdny
++ Doaonydkg
** D9DDUUOT
ot paps
* *020042180Z
tt DIPDØN
tt paupjoy
1 Dapupl)
ESPN
* + * 2200NNUG
“8 D20DNVI
‘* moopaunp
* * MJDDUSYP
* * Daondodh)
“* Daun)
2301podoohT
“nr 299730ST

* * Dad.woozuyg

22880b0nydp
Daonvpodkjor
* D22j2smb;,

ane

‘2USOS 3)[2 HUD IP AOJ DUJONIUEJ uapur JO[[P}UPSHIY “Zz 'geL

1903. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS

HRS
==

30

tt How GI

N +1 60 OO et GIGI © OD

NM ei a HNO: Mae aA
=

7
6
1
1
6

NMR 10 MO ı HET GI OÙ D CO 1 HN HH
=

å

9

SV OTK AK OBO ı MM Tel Heer 1
oe å
AK OÙ GO mi ATION Mi RNA >> M im me
—
zen Om ea Han MG Om rv GAR SE QI Q —
19 == >
nn GUE) OD tt GY Bananen ı 1 1 OD
5 =
NARR DNA dm DD ı ©
— er) = a
PSI MN GN +1 10 ! MONNA «QI eS 1 19 Le] 2
a — =
NE ee BE = IE EIER OO OR GUI 1 + GR [no
5 _
EE ern COCO) AN N SV SV Rn
OL OMNIA Où M D oa Nm NT THU ON M © OO EF EH EH ©
1 Le] I vi a
————————— I ——————————————————————
Sa OOM AK 1D Ot 1 OÙ BN 10 MW SA GIO Ht 8 HM SH
— > Ar) = u
SST GETS ao EST ARD GI Ft ©
5 =
NN HD!!! ISIN = ON mm © m1 st ©
a == =

SUR NIET © GO ! MINA © mi HH mi = © CO A GI

a nN
INN NIR Nats GI = GI DO = ON 4 ADA: +16
cn —

CD et 10 © 4 GI GI 19 GI D mi DONNER DO DD NHTn © © 4
awe D QI == SI

en [| mm SIMD IH MAMA
= nl -_ —
Nr HE OÙ Ai AAA D OÙ AA AMAOA' §' A
-
Ss HAN: DOı ME GT GN AAO A NDD
— — —

INR mi M D SH BAARD OO V= A s+ M
— — GI —
QI NNDS SIAN RDD Oe HOW ees S
= e Don Gi
=
EN ES se EE + 69 wt GY GTS NH D ri C0 vi ri ON AIT ©

il

7

mm HD ı m i NG Ir NE ne =
> te. es... AASE an RESULT
De arr Ag er: ESP
GL GN ED SEN NO NE EN
ETTE PETE ET Dee
GE Ss 8 gere suse 5 SS JG SJØS Se SIES
MmeSSegSSRSESESTSERESBPEISSS JS ee Psy
MB SSHSISSSESSFESSPESSES SSRs PSs ss
Bosses ee esse set à © Ses SS ef oss
BESSSSESSISTES SZ SSSSÄSISE SSE
OS SETSSSTISSIS SIE SS SSSESTRES SE

> iS > = 5
BSQSHSSSESRARRERSORASSSYYORR

Fumariace®. . .

Papaveracee .
Araliaceæ

Ranunculaceæ . .

Saxifragaceæ . . |
Berberideæ

Crassulace@ ...
Ribesiaceæ

Hypopityacee. .
Umbellifera . . .
Cornacee

Lentibulariacee .
Primulacee . .
Hricace@.....

218 R. E. FRIDTZ, M.-N. KI.
å QIN+SADN&QNSNANVS+SAYNQNNNANN-ADO+r4A+HAHTANQARSNnHDBÅIGS
ung || 10 SI = oo S|E
mr me San nn sv SO EEE EEE CS
= 2
QO «H
X DEEP
å “ay Dim em OR tm 0 ı OÙ md ei ON SH di 1 WH Me ob |)
=
= IH On)
LT I OS AR IE TO) EN ONE SST er GN OE SEE
: ‘ =
= x I
= TAN GR QqsSo DØ NRS 19
PPP =
VE ats : u ae
enr SRE EE DÉCO ET SEE EE
a LES + 2 a
| "Tor sms li
Is
“purds SH GO ME D TAN! GI D! I ws ino No IE
|
ses | =
fo] "ospur | EURO SES A I EN UT LTE 'oargazgı|n
S =
5 å À
= = = == —
3 pan | aan ı HTro ı Ha ı ı HH TAT +: 0 OM NX
En or)
ep3uk | DO 1 Na ı TH DD mi : QK UE SNS EEE
| a
= Mt GI GI SH mi X Oo HF ı QI ON GI mt JH" gant © O0 © 10 | oO
ejsn | = — 710
peysny | ; 8
man ail BAAHOAAT AP AH! NN IMEC NM SAAD HIS
G : S
‘proroSued SE SIE SETS Sr tm ON mi IS Pk ger NG
I Ss =
; hr VD ehem © ı em GVD et DD si D | m
= Iepun 'S = a
= |
Po ee |}
= er | HG SH 1! — HD + ei ON ! se En Se MS
vesrepz | H ST GI M © 61 61 © CHAK ? EU GI m GT mt GT © mi ! D EI 1 HM D LE
| ©
"spreunaepy DO GI AMA AM NEAS =
= 01: Jr MAE Kr be ar)
£ ERRETDDCEEEEEDEL CCE EEE BO SIE
+ = — = — La) 3
"epsauua À Ha Tem Sa D NO SES mips Hom TR
oo
; DPD GT DO PR Dt WH rae «SI ØRS lin
eySqol - Du Kerl
å “au$es SEV 60 Se Sr ST SIND CE Se GW se Ses
— —
5 er =
å ‘pues ‘ry an Be TET ET
MA D
MA )
*SOUI2PPO AL een DA SENERE EE ER LE
‘punsopury SOUTIEN ON SH (cet GO OUEST IEEE tem AS et OS = 10 Nee 2 |&
19 AMM OO HAH IQ et ON © © Go « ON 00 1 ol
Br | oe %
PE ERE å SST TE DØREN
EN 5 IS SPE -
. pe de Be RE Se - 8 - à I TE ES
3 | RSR RES re SES TS SET AAR ANS RES ER, © CES
= BEL S er Ses SES 8 ç à RSS Sess ESS gs
= “BSSSTFSSSSSRSESSSsFueeeSessssasSgss
& SIE À © DS SO SSS FS se SHE Es È 88 S $ © à
GI = NOS ST FS es 8B Ss SS RSIS es SS Bey eS
å SBESSRESESESSESSEREESS SSSHSSESESES ERR
= ices OS Lol Ss SS RS RES Sols SON ISERE ss 0e SES
| ESSSSSSSISES SESS SSESSSSSSERS SEF
SESRAFAAIDSSUSRNASRRBSKRSTUIAKAÄR

1093. No. 3. FLORAEN I LISTER OG MANDALS AMT. 21

Tab. 3. Oversigt over antallet af familier og arter.

Familier. | Arter.
Sogne. ==; - | = =
Crypt. | Phanero- Sa Crypt Phanero | Sees
|| vasc. game, | vasc gamæ
—— LS | | —— —
ha ee VE & | 2 | 2 305 325
|

Randesund. ........ 3 | & | 7 19 410 429

Gddernes sat | A en 85 97 566 593

M nd ne | 5 82 87 | 95 659 684

Spelet Su 75 | 78 19 | 403 499

so ee | 4 | 68 | 67 19 276 295

Wenneslal, made. | 4 Gen A 27 344 371

Kr.sands omegn. ..... Bel 92 38 |, 829 867

| |

Hartmark, . 22.000. 4 | 69 7 || 17 314 331

FE nl nu. 4 80 84 99 591 613

Ji PR 7. 4 61 65 17 238 255

SARA en A ig | 38 62 65 | 18 263 281

Spangereid. ........ 3 69 72 | 18 338 356

Mandals omegn...... 5 81 86 | 97 632 659

LIFE SNS 3 70 73 ine 2106339 356

AE Ale See font os price 60 ei | 950 267

OE eS Sd 3 65 es Ni 294 | 311

ae dre en x | 6 79 85 | 26 | 497 523

pp ee un 8 69 72 | 17 300 317

Farsunds omegn 6 si s | % 529 | 555

ENTER A LM mea eus etes 2 | 58 60 14 226 240
| I

Tore APS 4 63 67 | 20 285 305

io FE 4 | 7% 78 29 409 431
| ll

Ft | 4 70 a | 9 395 346

Pietbenords omegn. . . | 4 78 -| 92 | 96 463 489

å 3 gs 429 | 452

=== === === L————— == = = ===;

ee 6 ose wo | 6 a7 | ga fl as 934 979
| I

Trykt ı0, marts 1904.

Sur quelques résultats
obtenus dans la théorie des intégrales
définies les plus générales à m dimensions

contenant des paramètres.

Carl Størmer.

(Videnskabs-Selskabets Skrifter. I. Math.-Naturvid. Klasse. 1903. No. 4.)

Christiania.
En commission chez Jacob Dybwad.
Imprimerie de A. W. Brøgger.

1903.

2

Indleveret i den Math.-Naturv. Klasses Mode 29de Mai 1903.

2)

zur, os
"LI DE Teles DUT DR

Sur quelques résultats obtenus dans la théorie des
intégrales définies les plus générales à n dimen-
sions contenant des paramètres.

À Par

Carl Størmer.

Br essayant de rendre rigoureuse la déduction des résultats obtenus
par M. Kr. Birkeland relativement à la solution des équations maxwel-
liennes!, j'ai été conduit à faire l’application d’une méthode de Cauchy
pour résoudre des équations linéaires aux dérivées partielles correspon-
dant aux conditions initiales données?.

Cependant, n'ayant vu nulle part une exposition de cette méthode,
rigoureuse dans le sens moderne du mot, j'ai dû entreprendre une série
de recherches sur les intégrales définies å m dimensions contenant des
paramètres. Ces recherches seront exposées avec plus de détails dans
un mémoire ultérieur; je vais seulement donner ici un court résumé des
premiers résultats obtenus.

Il était nécessaire de traiter des intégrales définies sextuples; mais
comme la complication n’était pas essentiellement plus grande pour les
intégrales å n dimensions, j’ai traité ce cas général.

Comme point de départ, j'ai pris les recherches fondamentales de
M. Camille Jordan? exposées entre autres dans son: Cours d'Analyse
de l'École polytechnique I, II et II.

1 Solution générale des équations de Maxwell pour un milieu conducteur, homogène et
isotrope, Archives de Genève 1895.

2 Mémoire sur l'intégration des équations linéaires aux differences partielles et à coeffi-
cients constants, Journal de l’École royale polytechnique, Cahier XIX, 1823, et aussi
Camille Jordan: Cours d'Analyse Ill (1887), p. 384 (»Problème de Cauchyx).

3 Remarques sur les intégrales définies, Journal de Mathématiques pures et appliquées.
1892.

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1903. No 4.

4 | CARL STORMER. M.-N. KI.

D'abord j'ai complete en certains points les recherches de M. Jordan
et ensuite j'ai appliqué les deux théorèmes de la moyenne aux intégrales
définies å m dimensions.

Des résultats obtenus j'ai tiré des théorèmes d'existence pour de
grandes classes d’intégrales définies généralisées.

Cela fait, j'ai esquissé les traits fondamentaux de la théorie des inté-
grales les plus générales contenant analytiquement un paramètre k.

J'ai cherché dans quelles conditions l’intégrale elle-même est une
fonction analytique de ce paramètre et j'ai étudié son prolongement
analytique et ses coupures. Enfin j’ai traité un problème analogue à un
problème sur les séries de puissances, posé pour la première fois par
Abel! et résolu par lui dans son remarquable théorème sur la continuité
de la série de puissances?. La méthode d'Abel s’applique en effet aussi
à ces intégrales å m dimensions et j'ai ainsi réussi à trouver trois cas
très-généraux où on a, pour les intégrales générales, des théorèmes com-
plètement analogues au théorème d’Abel sur les séries.

A l’aide de ces résultats, j'ai réussi à rendre rigoureuse une indi-
cation de Cauchy relative aux intégrales å n dimensions contenant
un paramètre, indication qui a une de la ressemblance avec certaines
méthodes pour chercher la valeur d’une série, méthodes dont Abel parle
dans une lettre à Holmboe®.

J'ai ensuite tiré parti des résultats ainsi obtenus pour traiter dans leur
plus grande généralité les intégrales de Fourier pour des fonctions à n
variables, En suivant, pour étudier ces intégrales, une méthode de Cauchy,
j'ai démontré une série de théorèmes qui peuvent être très-utiles, je crois,
dans leurs applications à la physique mathématique. Comme corollaires
de ces recherches j'ai retrouvé les résultats de Weierstrass4 relatifs à la
représentation des fonctions continues par des fonctions analytiques et j'ai
généralisé ces résultats en les étendant aux fonctions de » variables réelles.

Enfin, j'ai appliqué mes résultats å la méthode de Cauchy, déjà men-
tionnée; et j'ai réussi à la rendre rigoureuse. De plus, ces considérations
permettent de tirer des conclusions très-intéressantes sur la nature ana-
lytique des solutions des équations aux dérivées partielles, auxquelles la
méthode peut s’appliquer.

! Lettre å Holmboe, Œuvres Complötes, Edit. Sylow et Lie, T, II, p. 257 et 258.

2 Recherches sur la serie du binôme, Journal de Crelle T. I, 1826 et édit. Sylow et Lie,
T. I, p. 223 (Théorème IV),

SUG.

Math. u. Naturw, Mitt, aus den Sitzungsb. der Königl, Preuss, Acad, d, Wiss, zu Berlin

1885.

1903. No. 4. SUR QUELQUES RÉSULTATS ETC. 5

Comme application, j’ai ensuite considéré le système d'équations de
Maxwell, traité par M. Birkeland et j'ai réussi à démontrer sous quelles
conditions le résultat de Birkeland est exact.

Il découle de la méthode même, que ce résultat est valable dans un
domaine plus grand qu’il n’est nécessaire pour les applications aux phéno-
mènes physiques.

L'application aux équations de Maxwell sera exposée dans un autre
mémoire qui paraîtra dans les Archives de Genève.

1. Théorèmes généraux sur les intégrales å n dimensions. Pre-
mier et second théorème de la moyenne. Théorèmes d’existence.

Dans ce qui suit, nous conservons les notations de M. Camille Jordan
(Cours d'Analyse I) et nous supposons connus les principaux résultats
obtenus par lui. Rappelons la notation de l'intégrale par excès et de
l'intégrale par défaut:

Soient &, ...%», n Variables réelles assujetties à appartenir å un
domaine parfait, borné et mesurable Æ et soit f (x,,...2,) une fonc-
tion réelle, qui a une valeur finie et bien déterminée pour tout système
2 ...%, appartenant à Æ et qui est bornee dans Æ et sur sa fron-
tiere. Decomposons Æ en domaines élémentaires mesurables e,, e,,...
et désignons par M, et m; le maximum et le minimum de f (x; ...x,)
dans er. Cela posé, considérons les sommes

S = > Me
et
S = XM

Alors, d’après un théorème fondamental de M. Darbouxt, si l’on fait
varier la décomposition en éléments, de telle sorte que les diamètres de
ces éléments tendent vers zéro, les sommes S et s tendront vers des
limites fixes, et ces limites sont appelées respectivement Z'intégrale par
excès et l'intégrale par défaut de la fonction f (x,...%,) dans E, et
sont désignées par des notations

(D
SEE cot) GE
E

et

1 Annales de l'École Normale (2) 4, p. 64 (1876). Voir aussi l’Zncyclopedie der Mathe-
matischen Wissenschaften, Theil I, Band II, p. 96,

6 CARL STORMER. M.-N. KI.

Dans le cas où l'intégrale par excès est égale à l'intégrale par défaut,
la fonction f(x, ...%,) est dite znZegradle dans le domaine Æ et Ja valeur
commune des deux intégrales constitue l'intégrale dans le sens ordinaire
du mot et on la désigne par la notation

Sf... tn) de

Comme chez M. Jordan, on étend aisément ces définitions au cas
où le domaine D n’a pas une étendue mesurablel.

Relativement à ces intégrales générales, il y a une proposition qui
joue un rôle préponderant dans nos recherches. C’est un théorème
énoncé par M. Jordan et relatif au calcul d’une pareille intégrale par inté-
grations successives. M. Jordan l’a démontré pour des intégrales doubles
seulement, mais il ajoute qu’un raisonnement tout pareil suffit pour le
démontrer dans le cas général. Ce théorème, que nous désignerons dans
ce qui suit sous le nom de théorème de M. Jordan, peut s'énoncer ainsi:

Théorème de M. Jordan.

Soient
Ada Fitte (eg: Gog UN apr aa UP

n variables réelles (s + 5 =n) assujettées à appartenir à un domaine
borné, parfait et mesurable E, et soit

Plan, Las ++ Xn Yr» Vas ++ Un)
une fonction réelle, bien déterminée et bornée dans E et sur sa fron-
tiere.

Les points x1, ... x, appartenant à E forment en soi un ensemble
borné, que nous appellerons D. Cet ensemble peut être mesurable ou
non. Soll |, Ë,, ...Ë, un de ses points. Les valeurs de y,, ... y, qui
associées a E1, ...&, donnent des points de E forment aussi un ensemble

borné que nous allons désigner par Eg. Posons

(CU
„6 Gu ++ I Vas + Yo) de = JE, Es, ++ Eg
(2), .
SPEL En ++ Ess Yar ++ Yo) de = Jj (Es, Sa, ++ Eg
E
Alors J(E,, ... Ej) et j (E15 ...E,) seront des fonctions bornées et

bien déterminées dans D, selon le théorème de M. Darboux, complété

I Cours d'Analyse I, (1893), p. 35.

1903. No. 4. SUR QUELQUES RÉSULTATS ETC. 7

par M. Jordan). Par la même raison nous pouvons déterminer, dans
D, les intégrales par excès et par défaut de ces fonctions. Posons

(1)

ST... E)de = In
(2)

SIE... E) de = In
D.

SJ, .. E)de = In

(2),
5 Wl (Shc oe US TER
Alors, st nous posons, pour abréger,

(1)
8 na aan, 2 Yoae — MG

(2),
S fa cba die vhs ase ode S76

le théorème de M. Fordan est constitué d’abord par les inégalités:

DEN Ey ae Reedy

L = Ing ly ma
avec as
ly I ly
Tog = Lio J
Ensuite, si la fonction f (x,, ... Xs, Yi, +++ Yo) est intégrable

dans E, cela donne:
I = Zu = Typ — Toy = Toa,
en désignant par I l'intégrale

SFr HD Ur Ude

ce qui fait voir que cette intégrale peut être calculée par deux intégra-
tions successives. En appliquant le même théorème sur les intégrales
partielles, on étendra de proche en proche cette proposition de manière
que I pourra être calculé par un nombre quelconque (I n) d’integra-

tions successives.
Il n’y a pas lieu ici de donner la démonstration? du théorème de

M. Jordan. Cela sera réservé pour le mémoire ultérieur.

1 Cours d’ Analyse I (1893), p. 35.
2 Cette démonstration se fait d’ailleurs exactement de la même manière que pour le cas

où n = 2, conformément aux indications de M, Jordan (I. c.).

8 CARL STØRMER. M.-N. Kl.

Parmi les nombreuses applications de ce théorème, citons seulement
la conséquence suivante, dont nous aurons besoin plus tard et qui découle
des égalités

ly = hp

et ly = I»
å savoir que:

Le fait que f (a4, ... %y Yi, +++ Yo) est intégrable dans E en-
traine pour le domaine D l’integrabilite de chacune des deux fonctions
JB: Ear +++ Eg) LI (ss Ear --- Ee

Cela posé, rappelons comment M. Jordan introduit la notion d"znté-
grale définie généralisée pour le cas où la fonction à intégrer ne reste
pas bornée dans le domaine d'intégration, ou bien dans le cas où le do-
maine n’est pas borné, |

Considérons d’abord le cas d'un domaine borné. Soient comme au-

paravant æ,, ... Zn, n Variables réelles assujetties à appartenir au domaine
E, supposé borné, mesurable et parfait. Soit f (x,, ... æ,) une fonction
réelle, finie et bien déterminée pour tout point æ, ... 2, å l'éntérieur

de E et dornee dans chaque domaine E’, intérieur à Æ et sans point
commun avec la frontière de Æ. Nous pouvons à priori supposer que
la fonction est bien définie et bornée pour tout point à l’intérieur de Æ.
En effet, s’il y avait un nombre fini ou infini de points à l’intérieur
de E, pour lesquels f(x, ... x,) ne serait pas bien définie et bornée, on
pourrait prendre comme nouvelle frontière de Æ l’ensemble des points
de l’ancienne frontière et des points d’exception à l’intérieur de Æ?, Cela
posé, supposons qu’il existe une limite finie The jouissant de la propriété
que, quelque petit que soit le nombre positif d, on peut assigner un autre
nombre positif &, tel que

(5) (J)
IT —8 fy... m)del<a

(7 = 1 ou = 2, selon que l'intégrale est prise par excès ou par défaut)

x

pour chaque domaine parfait et mesurable Z’ à l’intérieur de E et sans point
commun avec la frontière de Æ, pourvu que l’écart maximum des points
de la frontière de E’ å la frontièrel de Æ reste moindre que eg. Alors
I” est prise pour définition de l'intégrale définie généralisée de f(x, ...x,)
dans Æ et on écrit, par convention,

1 On pourrait aussi remplacer cette condition par celle que l'étendue de HW’ diffère de
l’étendue de Æ d'une quantité <Eÿ-

? Jordan, Cours d'Analyse II (1894) p. 76.

1903. No. 4. SUR.QUELQUES RESULTATS ETC. 9

G) G)
LIST ME ee Ml der
E
M. Jordan a démontré que la condition nécessaire et suffisante pour
existence de cette intégrale définie généralisée est la suivante:
Quelque petit que soit le nombre positif å, il doit être possible d'y
faire correspondre un autre nombre positif &,, tel que l'on ait

(7)
LS fen ae

pour tout domaine parfait et mesurable A, intérieur à E, sans point
commun avec la frontière de E, et tel que l'étendue de 4 reste moindre
que 83, et cela doit avoir lieu indépendamment de la forme et de
la position de A à l’intérieur de E.

En d’autres termes, il faut et il suffit que le module de l'intégrale

(9)
SELG Gy) de
A

tende vers zéro avec l'étendue de 4 et cela uniformément å Vintérieur
de E.

Dans le cas où le domaine d'intégration Æ n’est plus borné, il faudrait
encore, comme on le sait, un passage à la limite pour définir l'intégrale.
Suivons toujours M. Jordan!:

Soit £” un domaine borné parfait et mesurable quelconque, dont
tous les points appartiennent à X; supposons que la fonction f(x,, ...4,)
admette dans Æ" une intégrale définie généralisée, les points exceptionnels
de EL’, où f(x; ... Zn) cesse d’être bien déterminée ou cesse d’être finie
étant comme auparavant classés parmi les points de la frontière de E”,
et, désignons par r’ l'écart minimum des points de Æ, n’appartenant pas
a EF, å un point fixe, le point (0, 0, ...0) par exemple. Alors, s’il
existe une limite 1” telle que pour tout nombre positif å donné d’avance,
on peut faire correspondre un nombre positif ry de manière que

G) (9)

|I — 8 fløy, ... % dele
Fa
pour tout domaine #” appartenant à Æ pour lequel
nn
; ae KD 4
c'est cette limite Z qu’on entend par la notation

5
s fane ACTE

I Cours d’Analyse Il (1894), p. 81,

10 CARL STØRMER. M.-N. Kl.

Ces définitions admises, je vais citer quelques théorèmes généraux
auxquels je suis parvenu.

D'abord le premier théorème de la moyenne, bien connu pour des
fonctions intégrables, s'étend sans difficulté aux intégrales par excès et

par défaut. On a en effet

Théorème 1.

\

Soient n variables réelles x,, ... x, assujetties à appartenir à un
domaine E parfait, borné et mesurable, et soient w(&,, ...a,) et
P(X, ++. En) deux fonctions réelles de x, ...xn bien définies et bornées
dans E et sur sa frontière;

supposons que la fonction p(&,, ... Xn) ne Soit negative pour aucun
point de E;

alors Vintégrale

(J)
5 W (ey, ++ mm) pes --: Dy) de
ne sortira pas de l'intervalle compris entre

(3)
M.S ol, «=o Dy) de
E
et

(7)
m.S pris...) de
E

où M et m sont le maximum et le minimum de W(x;, ... x.) dans E,

On étend ce théorème, convenablement modifié, aux intégrales définies
généralisées. Mais n’ayant pas besoin de cela, nous nous abstiendrons de
citer de résultats à cet égard.

Le second théorème de la moyenne, dû à M. Bonnet}, admet aussi
des généralisations très-utiles aux intégrales å n dimensions.

En effet, en appliquant le théorème de M. Jordan et en utilisant
comme M. Bonnet un important lemme d’Abel?, je suis parvenu au
théorème suivant:

Théorème 2.

x

Soient n variables réelles x1, æ,, ... Xn assujetties à appartenir à
un domaine E parfait, borné et mesurable, et soit y une quantité non

négative déterminée par l'équation

Port tort... +22 «Ze Zu);

1 Voir l'Encyclopædie der Mathematischen Wissenschaften Theil I, Band Il, Heft I, p. 98.
2 Voir p. ex. Emile Picard, 7raité d'Analyse I 1891, p. 201,

1903. No. 4. SUR QUELQUES RÉSULTATS ETC. II

soient vr, et ry le minimum et le maximum de r dans le domaine E et
soit r, une valeur quelconque de v (telle que x,, ... x, appartiennent
à E) dans l’intervalle

Ta a
soit enfin Eg le domaine comprenant les points de E pour lesquels
== re.
Cela posé, soit F(x,, ... Xn) une fonction réelle, bornée et intégrable

dans E, et soit w(r) un fonction de r non-croissante quand r croît de
Va à 15; de plus supposons wir) positive et fonction continue de +.

Alors la valeur de l'intégrale

Syr. Fin. Do nie

ne sortira pas de l'intervalle:

A.w/(ra), B.w(r,)
où A et B sont le minimum et le maximum de Vintégrale

SE, ane oe Un) de
Fe
quand TE varie de ra à Ty.

Si l’on suppose que la fonction w(r) ait une dérivée qui reste bornée
dans l'intervalle (r,, 7»), ce second théorème de la moyenne peut-être
établi par une formule d'intégration par parties,

Comme d’autre part cette formule est utile pour établir l'existence
de certaines intégrales définies généralisées å m dimensions, nous allons
la citer et en tirer les conséquences.

En effet, on a le

Théorème 3.

Soient n variables réelles x, æ,, ... Xn assujetties à appartenir à
un domaine E borné, parfait et mesurable, et soit | l'ensemble des valeurs
de x, (à une dimension), qui appartiennent à E. Soit & une valeur
de x, appartenant à I et soient a et b le minimum et le maximum de x;

dans I (il n'est pas supposé que x, atteigne a et b).

1 Comme dans le cas d'intégrale å une dimension, traité par Weierstrass, Voir /’Ency-
clopædie der Math. Wiss, Theil I, Band II, Heft I, p. 99.

12 CARL STØRMER. M.-N. Kl.

Cela posé, soit F'(x,, ...x,) une fonction réelle, bornée et inté-
grable dans E, et soit w(x,) une fonction de x,, réelle, bornée et admet-
tant une dérivée ıy (x,) intégrable et également réelle et bornée, cela
pour tout point x, dans l'intervalle

a<a <b

Alors, en désignant par Ex l'ensemble des points de E pour lesquels

on a la formule

Sy). Fa. De w 0) .S Fa, .. 2%) de +

l

=a) vo . (8 IB Cane eat )de)| dé
§
où l'intégrale 8, peut être prise soit par excès, soit par défaut.

De ce théorème, j'ai tiré divers théorèmes d’existence d’integrales
définies généralisées. En effet je suis parvenu au théorème suivant:

Théorème 4.

Soient n variables réelles x, Ly, ... Xn assujelties à appartenir à
un domaine E, borné, parfait et mesurable. Soient a et b le minimum
et le maximum de x, dans E et soit ıy(x,) une fonction réelle et bornée
de x, admettant une dérivée réelle et bornée dans Vintervalle

vn, =— bd

Soit enfin F (x,, .... %,) une fonction réelle bornée et intégrable
dans chaque domaine E' intérieur à E et sans point commun avec la
frontière de E. Cela posé, l'existence de l'intégrale définie généralisée

ME Gas a 1) Oe
E
entraine l'existence de Vintégrale définie généralisée
S we (er, cr) de
E

St de plus, W (x1) ne change de signe qu'un nombre fini m— 1 de
fois dans l'intervalle (a, b) on aura l'inégalité suivante

|Sw(e,) F(x, ...æ)de| < 2muM
E

1903. No. 4. SUR QUELQUES RESULTATS ETC. 13

où u est le maximum de |W(x,)| dans E et où M est le maximum de
IS FW, ...zx,)de|
=
quand Kk" varie de toutes les manières possibles, en appartenant toujours
à E.

On en tire immédiatement diverses conséquences relatives à l'existence
des intégrales de la forme

Sw, (1) - Va (5) --- Valon). Fl, .. Zu) de
E

Les deux cas suivants, où l’on a des intégrales de la forme

a; do an

IS Wino om RER oe Sa AEE
E
et
S cos a (1 — Cy) . COS ag (T2 — Cg). . . COS an (tu — Cy) F'(x,... X.) de
E

sont surtout utiles dans les applications.

2. Intégrales par excès et par défaut d'une fonction de m vari-
ables réelles, contenant analytiquement un paramètre. Premier cas,
où le domaine d'intégration est borné et la fonction à intégrer
également.

Ces recherches préliminaires faites, j’ai ensuite esquissé les fondements
d’une théorie des intégrales par excès et par défaut à n dimensions con-
tenant analytiquement un paramètre, ‚Je suis d’abord parvenu au résultat
suivant:

Théorème 5.

Soient n variables réelles %,, %y, ... Xn assujetties à appartenir à
un domaine E borné, parfait et mesurable, et soit k une variable com-
plexe. ®

Supposons que, dans le plan de la variable complexe k, il existe un
cercle c, de centre x et de rayon r,>>0 jouissant de cette propriété qu'à

tout système %,, ... Xn à l’intérieur de E ou sur sa frontière, corres-
aye , , . a” pe
pond un élément analytique en k, Py 2, ...æn (k | x), défint à l’intérieur
du cercle c, par la serie
Leo] (x, .... Xn) v
DA . (k—»x) (1)

qui pour toute valeur de k å l'intérieur de c, est uniformément
convergente par rapport à X1, ... Ly, et où le module du coefficient

14 CARL STØRMER. M.-N. Kl.

A wa pour toute valeur de v et pour tout systeme &, ...%, ne
dépasse pas une limite fixe, indépendante de x, ... Xn, ces variables
étant supposées avoir toutes les valeurs appartenant à E.

Entre ces diverses series (1) correspondant aux divers systèmes x, ...&n,
on ne suppose au contraire aucun lien, de sorte qu'elles peuvent, pour des
systèmes différents de x1, ... x, représenter des fonctions analytiques de
k entièrement différentes

Cela posé, on aura d’abord

Å RE A, (2; nt a Ip) +4. A," (x,, sear. Ln) (i=y—1).

v

où A, (Si: - Gp») € A, (71, +. + Zu) sont des fonctions de x,, ... In
réelles et bornees dans E et sur sa frontière, et cela pour toute valeur
particulière de l’indice v.

De plus, l'ensemble des éléments analytiques Py x, (k |») con-
stitue une fonction F'(x,, ... tn, k) définie jusqu'ici pour k à l’intérieur

de c, et pour x, ...%, appartenant à E, et qui peut s'écrire:

FENG 220) — TRUE, ee eal RE ea ae)

où Fy (ts, ++ . tn) et Fy (21, ... Xn) sont des fonctions réelles et
bornees de x,, ...%n dans E et sur sa frontière et cela pour toute
valeur de k à l’intérieur de c,. |

D'après le théorème de M. Darboux cité dans le paragraphe précé-
dent, chacune des fonctions A,, A", Fr et Fr" admet donc dans E une
intégrale par excès et une intégrale par défaut. Posons alors pour

abréger:

OE SER (9)
8 A, (aj, de AB 2 an) de— 1,
E E

et

(3) VEG BR
S Ex (xy, - de ER SE (215: de SER Walde
E E E

Alors on aura

(9) (9)
SR cl = I, . (k— a)” (2)
E

I Mg

et cette integrale sera une fonction analytique de k régulière à linte-
rieur de c,, et définie par l'élément analytique au second membre de
l'équation (2).

I, nn

1903. No. 4. SUR QUELQUES RESULTATS ETC. 15

En appelant cette fonction analytique I(k), on aura de plus pour
tout point k à l’intérieur de c,:

am I(k) D am F(x,, ...2n, k)

m = N JE de (3)

et pour tout chemin d'intégration x, rectifiable et de longueur finie et
situé à l’intérieur de c,:

| rœax = 8” ( [ren 8) ar) de (4)

T T

Par ce théorème, l'intégrale

S F(x,,... 2, k) de
E

donne ainsi naissance a une fonction analytique /(k) associée à l’en-
semble des éléments analytiques P,,
définie tout d’abord seulement à l’intérieur du cercle c,. Mais il peut

bien arriver que /(k) ait un domaine d'existence plus grand. Conside-

Ton (4 | x) et comme ceux-ci

rons tout d’abord le prolongement analytique de l’élément “0... cn (E |,
Il est possible que la fonction analytique définie par cet élément admette
un prolongement analytique en dehors du cercle c,. En tout cas, il

existe un domaine ere „ tel que tout point de ce domaine peut être

«À
joint au centre du cercle c, par une courbe le long de laquelle le pro-

longement analytique est possible. Ce domaine K, ,, comprend par

++ Ån
hypothèse l’intérieur du cercle c,.

Soit K le domaine commun å tous les K, correspondant à

tous les systèmes x, ...2, qui appartiennent à pe K dépend alors
seulement du domaine d'intégration et non des variables x, ...æ,. En
tout cas, Å comprend, d’après l’hypothèse, l’intérieur du cercle c,.

Cela posé, j’ai démontré gue la fonction analytique I (k), représentée

à l’intérieur du cercle c, par l'intégrale
(3)
iS) ENG ae er eae
E

admet un prolongement analytique partout dans K et quelle sera dans
ce domaine également représentée par cette intégrale, de sorte que les
formules (3) et (4) subsistent partout dans K. Il est sous-entendu alors,
que les branches I (k) et Æ'(x, ...2,, k) se correspondent, étant définies
par prolongement analytique le long d’une méme courbe, et cela pour
fontesysteme a, - .. An de LE.

16 CARL STØRMER. M.-N. KI.

3. Prolongement aualytique en-dehors du domaine K. Coupures
artificielles et essentielles de l'intégrale.
Par ce qui précède, la fonction analytique /(k) de k définie par
l'intégrale
(J)
SAU ae did Wate
E

peut être prolongée analytiquement partout à l’intérieur du domaine K,
et il est essentiel de remarquer gue ce domaine K dépend seulement du
domaine d'intégration E. Il est possible que la frontière de K soit
pour la fonction /(k) une coupure essentielle, dont tous les points sont
singuliers et au travers de laquelle le prolongement analytique est im-
possible. Mais, d’un autre côté, c'est un phénomène bien connu! de la
théorie des intégrales à une dimension que la frontière de K est pure-
ment artificielle et que par conséquent la fonction /(k) existe encore
en dehors de K et admet un prolongement analytique à travers la fron-
tiere de X, tandis que l'intégrale définie cesse alors d’avoir de sens.

C'est ce qui arrive souvent, quand Æ peut-être déformé sans que
l'intégrale change de valeur; en effet, AK dépendant seulement de E, il
peut arriver que la déformation de Æ entraine une déformation corres-
pondante de K.

Par exemple, dans la théorie des intégrales complexes a une dimen-
sion, contenant un paramètre, le théorème de Cauchy entraine que la
ligne d’integration peut-être déformée sans que l’integrale change de
valeur, et c’est cette circonstance méme qui sert de base aux méthodes
de M. Goursat dans son mémoire précédemment cité.

Dans l'étude de la fonction analytique /(k) en dehors de K, le
théoréme fondamental et bien connu que deux fonctions analytiques ne
peuvent pas avoir les mémes valeurs le long d’un segment de courbe
de longueur finie, située dans un domaine de régularité commun des deux
fonctions, sans étre identiques dans tout leur domaine d’existence, joue

aussi un rôle prépondérant.

4. Cas où le domaine d'intégration est borné, parfait et mesu-
rable, mais où la fonction à intégrer n’est pas partout finie et bien
définie. Intégrales définies généralisées et intégrales singulières.

J'ai ensuite étendu les considérations des paragraphes précédents au
cas où la définition originale de l'intégrale ne s'applique plus, la fonction

I Voir p. ex. le mémoire de M, Goursat: Sur une classe de fonctions représentées par
des intégrales définies, Acta mathematica T, 1,

1903. No. 4. SUR QUELQUES RÉSULTATS ETC. 17

à intégrer ne restant plus bornée et bien définie pour tout point æ,...,
de Æ. J'ai considéré d’abord le cas où il existe une intégrale définie
généralisée dans le sens de M. Jordan.

Considérons en effet le cas où les hypothèses sont les mêmes que
dans le théorème 5, sauf qu’on ne fait aucune hypothèse sur l’existence
des développements de la forme (1) dans le cas où &, . . . æ, est un
système appartenant à la frontière de E.

Cependant, nous supposons que pour tout domaine borné parfait et
mesurable #” à l’intérieur de X et sans point commun avec sa frontière,
toutes les hypothèses du théorème 5 sont vérifiées.

De plus, nous supposons que l'intégrale définie généralisée

(5)
S F(a,,... Zu, k) de
E

dans le sens de M. Jordan, existe pour toute valeur de Å à l’intérieur de
c, et que cette intégrale est une fonction de k bornée dans tout domaine
o intérieur à c, et sans point commun avec sa circonférence.

Enfin, l'intégrale définie généralisée ci-dessus étant définie comme
dans le paragraphe 1, on suppose que

(j)
SEE (Ge an de
E’

tend vers cette intégrale définie généralisée untformément par rapport a
k dans tout le domaine ø ou, en d’autres termes, que la quantité 5
figurant dans cette définition, sera, pour tout point k appartenant å
indépendante de k.

Sous ces conditions, j’ai demontré que l'intégrale définie généralisée
est une fonction analytique de k régulière partout à l’intérieur de c,.
Dans cette démonstration, j'ai d’abord développé l'intégrale en une série
infinie d’integrales partielles et ensuite j'ai appliqué le théorème de
Weierstrassl sur les séries de fonctions analytiques uniformément
convergentes et aussi les recherches de M. Painlevé dans sa thése?.
J'ai ensuite démontré que l'existence de l'intégrale définie généralisée

(ÿ

SF (Tr, ... Ga, hk) de
E

entraine l'existence de l’intégrale définie généralisée

1 Voir p. ex, /'Encyclopædie der Mathem. Wiss. Band Il, 2, Heft 1, p. 21,
2 Voir Annales de la Faculté des Sciences de Toulouse 1888.

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 4. 2

18 CARL STØRMER. M.-N. KI.

COMORES TN)
2 ST

pour tout point k å l’intérieur de c,, et de plus que si l’on désigne par
I (å) la fonction analytique représentée par la première intégrale, la
seconde représentera la m’ieme dérivée de Z(k), de sorte qu’on ausa
am « 0) am 358-5 7
TB) = ma THERE Xn, k) Fe

A

om — gg ohm

a l’intérieur de c,.

De méme, on généralise la formule (4) du paragraphe 2.

Toutes les considérations sur le prolongement analytique en dehors
de c, etc. peuvent être répétées ici.

Dans le cas où l'intégrale définie généralisée n’existe pas, il peut
arriver que l’on obtienne une limite bien déterminée pour l’integrale

0)
S F(x,,...æ, k) de
E

si l’on fait tendre E” vers E d'une manière particulière. Nous appelle-
rons avec Cauchy! l'intégrale ainsi définie :ntégrale définie singulière.
A cette définition est alors liée cette manière particulière, dans laquelle
on fait tendre 1’ vers E,

Pour les intégrales singulières, j'ai établi tous les théorèmes corres-
pondants aux théorèmes précédemment cités et relatifs aux intégrales
ordinaires. Mais il n’y a pas lieu de les reproduire ici.

Enfin, dans le cas d'un domaine E infiniment grand, on peut par
un nouveau passage à la limite? définir les intégrales définies et j’ai pour

ces nouvelles intégrales

OY TINGS Goa Pa ale
E

développé une théorie correspondante,

5. Valeurs de l'intégrale et de la fonction analytique corres-
pondante, quand Æ tend vers un point sur la frontière de K.
Théorèmes analogues au second théorème d'Abel sur les séries de
puissances.

Pour fixer les idées, supposons que les hypothèses sont les mêmes
que dans les paragraphes 2 et 3. Alors nous avons vu que la fonction
analytique I (4) représentée à l’intérieur de c, par l’integrale

1 Journal de VEcole Royale Polytechnique, Cahier XIX, 1823 et aussi 2"Zncyclopædie der
Math. Wiss. Theil I, Band II, Heft 1, p. 102.
? Camille Jordan, Cours d'Analyse I 1894, p. 81,

1903. No. 4. SUR QUELQUES RÉSULTATS ETC, 19

Sr NE
serait représentée par cette même intégrale partout à l’intérieur du
domaine K.

Ici se présente naturellement la question de savoir comment sera
la représentation quand Å tend vers un point sur la frontière de X, en
suivant un chemin donné.

C'est un problème parfaitement analogue au probleme d’Abel sur
les séries de puissances!, problème résolu par son second théorème sur
ces séries?

Pour fixer les idées, supposons alors que å tende vers un point #,
de la frontière de K, en suivant un chemin I rectifiable et de longueur
finie, situé à l’intérieur de K et aboutissant en %,.

Supposons que la fonction F'(x,, ... æ,, ki) (c’est a dire la branche
que nous considérons) tende vers la valeur bien déterminée Æ'(x,, ... 2n),
quand % tend vers le point k, en suivant le chemin /, et cela pour
tout système de points æ, ...%, à l’intérieur de E.

Supposons de plus que l'intégrale

0)
Sea de
E

définie, soit comme intégrale définie généralisée, soit comme intégrale
définie singulière, existe et a la valeur J,.

Le problème est alors de décider si la fonction analytique I (hk),
représentée à l’intérieur de K par l'intégrale

(j)

ISSO TO Sa Hoe, Rz
E

tend vers la valeur I,, quand k tend vers la valeur k,, en sutvant le
chemin I.

Jai d'abord, à l’aide de la notion de convergence uniforme, établi
les conditions générales pour que lim. I (4) = I,. Ensuite, en me ser-
vant d’un lemme d’Abel, aussi simple que fécond®, j'ai établi, dans trois
cas généraux, l’exactitude de cette formule lim. I (4) = J,.

Les théorèmes ainsi trouvés constituent des analogies parfaites au
second théorème d’Abel sur les séries de puissances. Comme les énoncés

1 Voir p. ex, sa lettre à Holmboe du 16 janvier 1826. Œuvres complètes éd. Sylow et
Lie II, p. 258.

2 Voir Œuvres complètes Ed. Sylow et Lie I, p. 223, Théorème IV.

3 ibid, p. 222, Théorème III.

20 CARL STORMER. M.-N. KI.

de ces théorèmes sont un peu longs et comme nous n’avons besoin que
d’un seul d’entre eux, je me bornerai à citer celui-ci:

Théorème 6.

\

Soient n variables réelles x, ... x, assujetties à appartenir à un
domaine E. Supposons que tout domaine Kk" constitué par tous les points
LZ, ... au de E, dont les coordonnées ne dépassent pas un nombre fixe
est parfait, borné et mesurable.

Supposons de plus que dans E les variables x, ... x, acquièrent des
valeurs plus grandes que tout nombre donné, tandis que Ly, 1» %oygs +: En
restent moindres en valeur absolue qu'un nombre fixe. (1 Ze<n)

Cela posé, soit F(x,, ... æ,) une fonction réelle de x, ... Xn, tnté-
grable dans tout domaine E' et admettant dans E une intégrale définie
généralisée

8 ONS 3 a) Che

Soit d'un autre côté v une quantité non-négative, définie par l'égalité

P= oi + wt... + 2%
et soit w(r, k) une fonction de r et d'une variable réelle ou complexe k
ayant les propriétés suivantes:

19 Pour toute valeur non-négative de r et pour toute valeur de k
sur un segment de courbe |, rectifiable et de longueur finie, dans
le plan de la variable complexe k, w(r, k) est reelle, positive et
moindre qu'un nombre fixe À, indépendant de r et de k.

29 Pour toute valeur de k sur la courbe |, elle est une fonction
continue et non croissante de r, quand yr croît de o à l'infini.

30 Dans tout intervalle o =r Fr, où r est fini, w(r, k) tend
uniformément vers 1 quand k tend vers l'extrémité k, de la

courbe |, en suivant toujours |.

Sous ces conditions, l'existence de l'intégrale définie généralisée

8 Fu Fret) de
entraine l'existence de l'intégrale définie généralisée
8 vær, kh). Flag»... Zu) de
pour k sur la courbe |, et de plus, si k tend vers k, en suivant |, on aura

lim S r, &) FY vu. Uy le) = SF jo. d
Jim (3 y (r, À) (2, m4) de) på (2, %n) de

1903. No. 4. SUR QUELQUES RÉSULTATS ETC. 21

Comme cas particulier très-utile, on aura celui où

_ A272
3 ;

vr, k) =e ;

nous allons y revenir dans l’application aux integrales de Fourier.

6. Application aux intégrales de Fourier a m dimensions. Re-
presentation des fonctions réelles par des fonctions analytiques.
Resultats de Weierstrass.

Par cette théorie des intégrales les plus générales contenant analy-
tiquement zz paramètre, on est conduit aisément au cas le plus général,
celui où la fonction à intégrer contient plusieurs paramètres. Alors, en
se servant du théorème 6, on peut rendre rigoureuse une indication de
Cauchy! pour étudier le cas où l'intégrale est même une fonction dis-
continue ou non-analytique des paramètres?.

Pour éviter trop d'abstraction, nous ne ferons voir cette méthode
que dans son application aux intégrales de Fourier.

Soient en effet n variables réelles A,, A,, ... À,, assujetties å appar-
tenir å un domaine #, borné, parfait et mesurable, et soit f (A,, Ay... An)
une fonction réelle de 41, ... A„, bien déterminée pour tout point Å, ... Å,

intérieur a Æ, et bornée et intégrable pour tout domaine parfait et mesu-
rable HE’, intérieur à Æ et sans point commun avec la frontière de Æ.
De plus, supposons que l'intégrale définie généralisée

SAR An An) UE
E

existe et a par consequent une valeur finie et bien déterminée.

Cela posé, soient n autres variables réelles @,, «&,, ... «, assujetties
à recevoir toutes les valeurs réelles possibles et désignons par D le
domaine infiniment grand constitué par tous les points a, ...a, D est

en d’autre termes, l’espace à n dimensions.

Soit encore r une quantité non-négative définie par la relation
Ra 2 2 2
UC PO 0304

et soit w(r, k) une fonction de r et d’une variable réelle ou complexe k
définie comme dans le théorème 6.

Soit enfin ED le domaine à 2n dimensions constitué par l’ensemble
HÉSAVAIEUES A or. Ann 45) cn Ons

ı Journal de l'école Royale Polytechnique, Cahier XIX p. 511 (1823).
2 Cela m'a conduit à une nouvelle théorie des intégrales et des séries divergentes, théorie
diflérente de celle de M. Borel,

22 CARL STØRMER. M.-N. Ki.

Considérons alors l'intégrale de Fourier:

I S (As) „en (en — An) à

(2x)" xp

FØL . . An).de ti=V57

définie comme intégrale définie généralisée.

En général, cette intégrale n'aura pas de sens, si on attribue å
f (4...) trop de généralité Mais cela n’empéche pas, que l’inté-
grale suivante:

ao LA a a Un A D
S wir, ke (æi 16 e er BERRY ne
ait un sens parfaitement déterminé quand on choisit (r, k) d’une manière
convenable.
En effet, à l’aide des théorèmes qui précèdent, j'ai réussi à établir
le théorème suivant:

Théorème 7.

Les hypotheses sur D, E et sur la fonction f(1,,... dn) étant comme
on vient de le dire, l'intégrale définie généralisée

hr ao AE an(ænAn)i
«EC ea GE

ie erg:

(27)" gn
existe pour toutes les valeurs finies, réelles ou complexes de x, ...Xn
quand k a une valeur telle que k? a sa partie réelle positive.

Dans chaque domaine C (situé dans le plan de la variable com-
plexe k), où k? a sa partie réelle positive et qui est compris entre les
bissectrices des angles droits formés par l'axe réel et l’axe imaginaire,
et qui est enfin sans point commun avec ces bissectrices, l'intégrale
représente une fonction analytique de k régulière. et uniforme.

Considérons le cas où le domaine C en question est situé à droite
de l'axe imaginaire. En appelant 1(k) la fonction analytique représentée
par l'intégrale, on aura donc

kr: La tg NS
Une > ser ge JE å
(2x)" xD
partout dans le domaine C.
Mais on peut effectuer l'intégration par rapport à a,, ay ... Gm
et j'ai établi alors, que la fonction I(k) peut être prolongée analytique-

ment partout dans le plan sauf jusqu'à l'origine qui est le seul

fi. M) de

1 Voir p, ex. le mémoire de Cauchy précédemment cité, p. 512,

1903. No. 4. SUR QUELQUES RESULTATS ETC. 23

point singulier de I(k) a distance finie. I(k) sera de plus une
fonction uniforme.

Enfin, pour tout point k, autre que k =o, I(k) sera aussi, con-
sidérée comme fonction de x, ...,, une fonction entière transcen-
dante de ces variables.

Au lieu de l'intégrale de Fourier, qui n'existe pas en général, nous
considérerons dès maintenant cette fonction analytique I (k).

Cela posé, faisons tendre k vers Lorigine en suivant toujours l’axe
réel positif. Fai alors établi avec toute rigueur la propriété fondamen-
tale suivante, indiquée par Cauchy} sans démonstration suffisante:

10052 Te point ln = 245 ko = Los 0 hn = Ty est en dehors, du
domaine E, on aura:
lim Z(4) =o
k=o
20 Std, =%,, ... dn =, est à l’intérieur de E et si f (Ay... dn)
est continue au point x, ...%, on aura

I A (end Er)

k=o
Dans le cas où ©, ...æ, est sur la frontière de E et dans le cas
où f(y... dn) mest pas continue au point x, ...&n, les méthodes suivies

permettent de trouver les limites, quand elles existent, mats je n'ai pas
encore fini ces recherches.

Enfin, dans le cas où l'intégrale de Fourier

I ala, —A,)i an(xn—An)i
e NE PD .

f (Ay +++ An) de

existe, le théorème 6 etc. suffit pour établir que lim I(k) = I,; en com-

— Ro

binant cela avec le résultat précédent on voit donc que
Lo =f (3, Las... . Bn)

quand f(A, ...4,) est continue au point &, ...%n, ce point étant à l’in-
térieur de E.

Par là, la théorie des intégrales de Fourier se réduit à établir
dans quels cas ces intégrales existent. En effet, si I, existe, sa valeur
est donnée par ce qui précède.

La substitution à l'intégrale de Fourier de la fonction analytique I (å)
est, je crois, d’une certaine importance dans l’application à la physique

ı Journal de l'École Royale Polytechnique, Cahier XIX, p. 512.

24 CARL STØRMER. M.-N. Ki.

mathématique, quand il s'agit s'établir les résultats avec rigueur et de
faire les hypothèses les moins restrictives sur la nature analytique des
fonctions qu'on considère. Dans mon mémoire sur les équations max-
welliennes, j'espère que je ferai ressortir bien nettement cette méthode.

Enfin, il y a lieu de mentionner ici un théorème då à Weierstrass
et relatif à la représentation des fonctions réelles et continues par des
fonctions analytiques! En effet, j’ai étendu le résultat de Weierstrass
aux fonctions de n variables réelles, et en déduisant ce résultat des inté-
grales de Fourier, j'ai remarqué une liaison interessante entre ces inté-
grales et les recherches de Weierstrass.

En effet, à l’aide de la méthode suivie, on trouve d’abord que si la
fonction f (4,,...24,) est unzformement continue dans un domaine E’
parfait, mesurable, situé à l’intérieur de Æ et sans point commun avec
la frontière de Æ, la fonction analytique I (Æ) aura la propriété suivante:

Quelque petit que soit le nombre positif 0, on peut y faire corres-
pondre une valeur positive ky indépendante de x,, Ly,... 4, et telle que

| I (kg) — f(a «++ €n) | 8

pour tout point x,...x, du domaine E.

Comme d’autre part I (Æ), pour toute valeur de Å autre que zéro,
est une fonction entiére transcendante de &,, 4, ...4», on peut, en
arrétant le développement en série å un terme suffisamment éloigné,

déterminer un polynöme
TE EE cinta 0 22)

dont le degré et les coefficients ne dépendent que de ks, c’est-à-dire que
de d, et qui aura cette proprieté, que

| I (ks) — P3(a,, PATES Ln) | <0

pour chaque point æ, ... 4, de E’ et la série pour I (ks) étant uni-
formément convergente dans Æ", on peut supposer que ce polynôme est
le même pour tous les points æ, ... a de E’,

Par conséquent, on aura

[Ca PA ee

partout dans Æ", d’où on tire aisément le

Théorème 8.

\

Soient n variables réelles x,,...x, assujetties à appartenir à un
domaine E, borné, parfait et mesurable, et soit f(x, ...2,) une fonction

! Voir I, c,, dans l'introduction,

1903. No. 4. SUR QUELQUES RÉSULTATS ETC. 25

réelle de %,,...%n, bornée et bien déterminée partout dans E. Soit
enfin E' un domaine borné, parfait et mesurable, à l’intérieur de E et
sans point commun avec sa frontière.

Alors si la fonction f(x,, ...x,) est uniformément continue
dans E’ et sur sa frontière, elle peut être développée en série de poly-
nömes:

Å Le]
Ego ESS OASE
v=1

valable et uniformément convergente partout dans E' et sur sa frontière,

chaque terme (),(&,, ... xy) étant un polynôme en &,.... An.

Les applications à la methode de Cauchy pour la résolution des
équations aux dérivées partielles, mentionnée dans l'introduction, sont

passées ici sous silence faute de place.

Mai 1903.

Imprimé le 21 juillet 1903

å
t
» V
»
i
i
A?
3
'
i
'
?
1
À
;
r
-
I
=
’
-

Ein Brief

von

Niels Henrik Abel

an

Edmund Jacob Külp

herausgegeben von

Carl Størmer.

(Videnskabs-Selskabets Skrifter. I. Mathem.-naturv. Klasse. 1903. No. 5).

Christiania.

In Kommission bei Jacob Dybwad.
A. W. Brøggers Buchdruckerei
1903.

Ein Brief von Niels Henrik Abel
an Edmund Jacob Külp.

DE nachfolgenden, bisher unbekannten Brief Adels veröffentliche
ich hier mit gütiger Erlaubniss seines Besitzers, des Herrn Professor Dr.
¥. Schneider in Darmstadt. Nach dem Wunsch des Besitzers wird der
Brief gleichzeitig in Crelles Journal veröffentlicht.

Diesem Brief bin ich auf folgende Weise auf die Spur gekommen:

In seinem Brief an Holmboe, datiert Paris, den 24. Oktober 1826
schreibt Adel unter Anderem:

Be me Heute habe ich an einen Mathematiker Külp! in Darm-
stadt geschrieben, welcher Erläuterungen zu einigen Stellen in meinen
Abhandlungen verlangt hat. Also eine schriftliche Bekanntschaft. . . .«

1 Über den Lebenslauf von Edmund Jacob Kulp hat mir Professor Schneider gütigst
einige Nachrichten gegeben, von denen hier folgendes mitgeteilt wird: Æ%/p ist am
16. April 1801 in Nordheim geboren und lebte von seinem 8.—ı3. Jahre im Hause
eines Onkels in Elbing. In Brüssel wollte er die französische Sprache erlernen und
sich für den Militärstand vorbereiten. Sein Lehrer Quetelet steigerte in ihm die Liebe
zu den mathömatischen Wissenschaften; in den verschiedensten Fächern erwarb er sich
Preise, der in der Mathematik wurde ihm mit einer Lorbeerkrone überreicht.

Den Plan, Militar zu werden, hatte ÆX#/p bei seiner Rückkehr in die Heimat auf-
gegeben; er besuchte noch ein Jahr die hohe Schule in Heidelberg und empfing 1324
zu Giessen die philosophische Doktorwürde,

Im Jahre 1827 übernahm er dann eine Lehrstelle an der Realschule zu Darmstadt,
später wurde er Professor an der neu begründeten »höheren Gewerbeschule« und 1346
Director dieser Anstalt, der Vorläuferin der jetzigen Technischen Hochschule. Seinen
unermüdlichen Bestrebungen gelang es, trotz der geringfügigen zur Verfügung stehenden
Mittel — vollständig freilich erst im Jahre 1859 — der Anstalt die Einrichtungen einer
polytechnischen Schule zu geben.

Das vierbändige »Zehrbuch der Experimentalphysik« (1854), das Aülp für seine
Schüler abfaszte, hat sich eines trefflichen Rufs zu erfreuen gehabt, nicht minder auch
seine Bearbeitung des Francoeurschen Lehrbuchs der höheren Analysis. Gestorben ist
Külp am 18. Juli 1862 in Darmstadt.

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. No. 5.

4 C. STORMER. M.-N. Kl.

Bei meiner Tätigkeit als Mitarbeiter der Festschrift zum 100-jåhrigen
Geburtstag Adels, merkte ich mir diese Stelle um später bei Gelegenheit
Nachförschungen anzustellen, um möglicherweise den verlorenen Brief an
Külp wiederzufinden. Als Professor Dr. Friedrich Engel an der Abel-
feier in Christiania teilnahm, machte ich ihn auf diese Stelle aufmerksam
und forderte ihn auf, in Darmstadt Untersuchungen anzustellen, um mög-
licherweise einen von Azlp’s Nachkommen zu finden. Auf Veranlassung
von Professor Engel hat dann Professor Dr. Georg Scheffers in Darmstadt
mit Hülfe seines dortigen Kollegen Professor Dingeldey, die richtige Spur
gefunden. Der Brief befand sich im Besitz des Professor Dr. 7 Schneider,
der mit einer Enkelin jenes Alp verheiratet ist.

Der Brief enthält, wie man sieht, nur Erläuterungen zu Adels Be-
weis für die Unmöglichkeit der algebraischen Auflösung einer allgemeinen
Gleichung von höherem Grade als dem vierten, und einen notwendigen
Zusatz zu seiner kleinen Abhandlung » Auflösung einer mechanischen Auf-
gabe«. (Crelles Journal Bd. I, S. 65—84 und S. 153— 157).

Um den Brief diplomatarisch genau wiederzugeben, habe ich, zusam-
men mit Herrn Universitåtsbibliothekar A. Ajær, den Text mit einer
Photographie des Originalbriefes kollationiert.

Carl Stermer.

1903. No. 5. EIN BRIEF VON NIELS HENRIK ABEL. 5

Paris le 1 Novembre 1826.

In einem Briefe, denn [sic] ich von Herrn Geheimrath Crelle emp-
fangen habe schreibt er mir dass Sie von Ihm Erläuterung einiger
Stellen in meinen Abhandlungen verlangt haben. Der Herr Geheimrath
bittet mich ihnen diese Erläuterungen zu geben. Das thue ich mit
grösstem Vergnügen, und danke ihnen dass Sie mich auf das aufmerksam
gemacht haben was in meinen Abhandlungen weniger deutlich ist. —

Die erste Schvierigkeit [sic] [die] Sie gefunden haben rührt von einem
Druckfehler her: Seite 751 L. 6 von unten steht:

»Es sey z. B.
ENN Ay \"
(yar) E

Ay r Ai VE
< 47 = Ale

»so folgt daraus:

Es soll heissen:
so folgt daraus:

ee) a

Wenn man nämlich den beiden Seiten der Gleichung (1) die durch

AIRES
( : ) ausgedruckte Verwandlung unterwirft so erhålt man

Am
AN rer (Ap AH
e Am He Am

dass heisst die Gleichung (2)

p- 75 et 76 ist bewiesen dass eine Function v die eine Anzahl Werte
hat die kleiner als p ist nicht verändert wird [durch] eine beliebige
wiederkehrende Verwandlung vom Grade p. Nun sind

ee) (pe eae

und

Byde...na pa Ben

zwei solche wiederkehrende Verwandlungen vom Grade p wenn p die

Zahl der Zeiger ist; folglich wird der Werth von v durch diese Vewand-
wandlungen [sic] nicht verändert, wenn man sie nacheinander operirt.

I Dieser Druckfehler ist in Bd, IS. 77 der Gesamtausgabe von Adels Werken von Z. Sylow
und S. Zie bereits berichtigt.

6 C. STORMER. M.-N. Kl.

Nun bedeuten nach der Definition diese zwei Verwandlungen auf einmal
dass man erst

Var Ups Ly, Lår +++ Ley Ly

in

Ta» Ly, CAR Les DUT Lys La
und nachher

Lg, Ly, Lå, Los ++. Lys Ly
in

Lys Ly, Lør Lår +++ Le, Ly

verwandelt welches offenbar dasselbe ist als auf einmal

La» vB, Ty) LS ... Te Ty

Ly, Las Uy, Lå, +++ Le, Ly
zu verwandeln. -

Die Grössen æg, ... Le, Ly behalten also ihren Platz und nur die
drei Grössen #,, æg, %, werden permutirt nämlich

La» vgs Ly,
in
Va Man Eg

Diese Verwandlung wird aber durch

or
rab
ausgedruckt. Folglich wird die Function v durch diese Verwandlung
nicht veråndert. u. s. w.

Dass Seite 80 w nicht gleich 2 oder 3 seyn kann wird folgender-
maassen bewiesen:

2. Es sey u = 2, so ist v, +v, eine Function die nicht verändert
wird wenn man die 4 Grössen x,, 43, %,, X, auf allen [sic] möglichen

Weisen unter einander vertiiuscht[!. Die Function v, +v, hat also die
Form (a) also

vi + Va =P (24)
vi + ve hat also fünf Werthe nämlich
p (Xs), Po), — (as), pl.) p(&;).
Ebenso hat man auch

Vi. Vo =f (4)

1903. No. 5. EIN BRIEF VON NIELS HENRIK ABEL.

est

und also
(2—04) (2—v.)=2? — p (®1).2 +f (7,) (= 2)
wo z eine wilkürliche Grösse.
Nun aber ist
(e—v,) ¢— v4) (e — 9) €—%4) € — 0)
= nee DE pe" tp. 2—p(=K)

wo p, p’ etc sy[m]metrische Functionen von &,, %,, X3) &,, æ, sind.
Daraus folgt dass ÅR theilbar mit R ist. Dass [!] heisst

R'=RB.S=(2, — gm) .2+f@)).8
wenn man hier x, in %3, 23, æ,, ©; verwandelt so behält A’ denselben
Wert also Å durch den fünf Grössen

4 — 9 (0).2+f@)(=

theilbar; A’ aber ist nur eine Function vom fünften Grade nach z, also
müssen nothwendig wenigstens zvei[!] der Functionen 9,; 03; :::. 0s
einen gemein[sjchaftlichen Factor haben. Das heisst es müssen z. B. die
zwei Gleichungen

2 —plr).2+f(m)=o 2— g(x.).2+f(%2)=0
eine gemeinschaftliche Wurzel haben. Diese Gleichungen geben aber
pa — Pla)
aber weil 22 — p{x;).2+f(x;)==(2—v,)(2—v;) so ist auch dieser
Werth von z ein Werth von v also z. B.

- : 2,

vi = I 2 =P (84, %
Føle ( 1 2)

Diese Gleichung ist aber Ene denn die Grösse rechter Hand hat

nothwendig zehn verschiedene Werthe, nåmlich

A (x1, ©); 0 (ay, 3); 0 (x, 2,); 0 (x, ws)

E 0 (@,, Ly); A(X, Ly); 0 (@,, Xz)
9 (85, 2,); O(a, %;)
6 (x4, %;)

und v, soll nicht mehr als 5 haben. also kann u nicht 2 seyn etc.

8 C. STØRMER. EIN BRIEF VON N. H. ABEL. M.-N. KI. 1903. No 5.

Der Satz p. 77 soll heissen
»Die Zahl der verschiedenen Werthe einer Function von
»n Grössen kann entweder gar nicht bis unter die grösste Prim-
»zahl die nicht grösser als n ist vermindert werden oder nur bis
»auf 2 oder re.

Wenn man in der Gleichung (1) pag. 155 rechter Hand statt 2, x
setzt was offenbar erlaubt ist so hat man

pps I ca [. fF @ 20%

IT o (x — a)!" Jo (a — 2)"

und also wenn man ¢ statt fa setzt

LS sin. næ [. oa [. og
PR 6 o (2 — a)!=" Jo (a — x)"

Es muss bemerkt werden dass n positiv und kleiner als ı seyn muss

denn sonnst werden. die Integrale unendlich —

Ihr ergebenster

N. Abel.
Dem Herrn Alp
Wohlgeboren

Gedruckt am 2. Mai 1903,

Tronderkranier og Irøndertyper

C.F. Larsen.
(Med 4 Plancher).

(Videnskabs-Selskabets Skrifter. I. Math.-Naturv. Klasse. 1903. No 6.)

—— 85 —

Christiania.
I Kommission hos Jacob Dybwad.

A. W. Brøggers Bogtrykkeri.
1903.

»

SCHEN
Poe
) + te TN
Vo
es
| » fie
u wh)

~
US
LA
Ba
si.
Freml
agt til Trykning Iste Mai 1908, |
å

Or 7 À Då =
| | De DEAN | |
à

m: EG

Tronderkranier og Trondertyper.

I.

Kranier.
(Studie fra det anatomiske Instituts Kraniesamling),

Vea tidligere Anledning)! har jeg paapeget, at der blandt de i det
anatomiske Instituts Samling indlemmede Kranier fra Trondhjem (fra
c. Aar 1500) forekommer forskjellige Typer. Af disse har jeg dengang
fornemmelig omhandlet den brachycephale, lavskallede og lavansigtede
Form og sammenstillet denne med andre lignende Kranieformer fra andre
Dele af Landet.

I den anførte Afhandling har jeg foruden denne brachycephale
Gruppe tillige omtalt en dolichocephal, som nærmest maa antages ens-
artet med den norrøn-germanske dolichocephale Type, og en anden
mestendels mesocephal, med mere rhomboidalt Skallegjennemsnit. Der
anførtes derved, at det overveiende Antal af de trønderske Kranier ud-
mærkede sig ved forholdsvis stærkt udprægede Issebuler.

Det er de to sidstnævnte Former, som nærmest har været Gjenstand
for de her refererede Undersøgelser. Som sammenhørende dermed har
jeg ogsaa i Korthed behandlet Spørgsmaalet om de typiske Forhold
hos de i Samlingen opbevarede Kranier fra den ældre Jernalder (fra
c. Aar 500).

De undersøgte Kranier af den norrøn-germanske Form skiller sig
i to lidt forskjellige, dog i hinanden overgaaende Grupper, de &iledannede
og de elliptiske. Ferstnevnte Gruppe er i Trondhjemsfundet den for-
herskende. Disse Kranier er lange, noget lave, udpræget dolichocephale,
har udprægede Issebuler, et langt, ofte opad bredt Baghoved, smal

1 »Norske Kranietypere, (Vidensks, Skrifter 1901).
Vid -Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1903. No. 6, 1

2 C. F. LARSEN. M.-N. KI.

Pande med temmelig fremtrædende Pandehuler, middels store Super-
ciliarvulster, smalt, ofte ikke meget langt, dog udtalt leptoprosopt Over-
ansigt, smal Basis. De giver idethele Billedet af den germanske Doli-
chocephal, men skiller sig noget fra denne ved stærkere Fremtræden af
Issebulerne og ved mindre skarpt afskaarne Tindingpartier, idet disse
i sit bagre Parti hyppig buler sig frem. (S. Tab. 1, No. 3—7, PI. 1,
No. 2 og 3, »Norske Kranietyper«, Pl. 1, No. 2).

Den elliptiske Form adskiller sig fra den kiledannede ved den jevne
Runding af Issebenene, ingen eller utydelige Issebuler, men frembyder
forresten ikke typiske Forskjelligheder fra den kiledannede. (Tab. 1,
Nor os FRESNO ENO)

De kuneat-rhomboidale (den rhomboidale Form selvfølgelig afskaaret
ved Pandebegrændsningen) Kranier har almindelig udtalt Præg af at
være kvindelige, dog tør kanske enkelte være mandlige. De udmærker
sig ved en stærk Tilsmalnen forover og bagover fra det stærkt frem-
trædende bagre Midtparti med sine udstaaende Issebuler, bredeste Tvær-
snit ofte relativ langt fortil (Basis tilsvarende kortere). Bredden er
gjennemsnitlig større end for den kuneate og elliptiske Gruppe, ikke
ganske faa har brachycephal Kefalindex. Overansigtsindex leptoprosop,
men noget lavere end for den nævnte Gruppe. Lignende Kranier fore-
kommer ogsaa i andre middelalderske Fund, men mere enkeltvis spredt.
(Tab. 1, No. 8—11, Pl. 1, No. 3, Pl. 2, No. 2).

Med Hensyn til den relative Hyppighed af de forskjellige Former
kan af Kraniesamlingen kun sluttes, at de 3 nævnte Former, den ellip-
tiske, den kuneate og den rhomboidale, findes i relativt betydeligere
Antal, medens den brachycephale er forholdsvis faatallig. Sammenligning
med den levende Befolknings Kranier leder til den Antagelse, at den
elliptiske nu tør være den hyppigste blandt Mænd, men at moderat
fremstaaende Issebuler er meget almindeligt og betinger en Overgang
til den kuneate Form, Endvidere, at den rhomboidale (kuneat-rhomboidale)
sjelden findes hos mandlige Individer. Vedføiede Tabel viser de vigtigste
Maal for endel Kranier af de nævnte Grupper, samtlige benyttede ved
Beregningen af Indices (Tab. 2). Det er for hver enkelt af Formerne
ikke ret mange, men det er vanskeligt i dette Fund at opdrive hertil
mere skikkede Exemplarer, dels paa Grund af ofte mindre tydelig ud-
præget Form, dels paa Grund af talrige Defekter.

Med Hensyn til Kranier af den brachycephale Gruppe henvises til
»Norske Kranietyper«s Tabel, hvor Maalene for nogle af dem er opførte.
Paa her vedføiede Tab. 2 er fra denne Afhandlings Tab. S. 21 op-
taget Middelmaal og Middelindices for den mesobrachycephale Gruppe.

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRØNDER I YPER. 3

Desværre er af de ikke ret mange brachycephale Kranier (c. 12 %)
kun faa saavidt vel bevarede, at de med større Udbytte kan studeres i
sine Enkeltheder. Fornemmelig er det et Savn, at Ansigtsdelene kun
findes hos de færreste. *

Mest synes at tale for, at de udprægede Brachycephaler (hos hvilke
Blandingsfænomener vel mere kan udelukkes) har havt en temmelig
ensdannet lav Hovedskal, elliptisk-ovoid med brataffaldende Baghoved,
dog tydelig fremstaaende Baghovedtuberositet, lav, temmelig brat Pande,
lidet fremstaaende Issebuler. Det er dog kun nogle faa, hos hvilke
denne Form er udtalt tilstede, men hos disse er den meget nær over-
ensstemmende.

Men om de alle er af samme Type (med Blandingsformer), eller de
tilhører forskjellige Typer, derom kan fra det foreliggende Material neppe
sluttes noget bestemt!. Nogle af dem synes at nærme sig de noget
høigradige Mesocephaler af den rhomboidale Form (s. det her PI 2
afbildede Kr. No. 378), endel har sammen med en afrundet ovoid forreste
Del et temmelig spidst fremstaaende Baghoved (s. »Norske Kranietyper«
PI. 3, No. 8 og 9).

Som udpræget Exemplar af brachycephal Form er her PI. 2, No. 3
afbildet et, sandsynligvis kvindeligt, Kranium i norma verticalis. Det
vil sees, at dets Form slutter sig nær til det i »Norske Kranietyper«
Pl. 3, No. 9 afbildede Kraniums. Saavel i Skalle- som i Ansigtsform
synes flere af de trønderske brachycephale Kranier at komme de vest-
landske temmelig nær.

Blandt de paa Tab. 1 opførte Kranier forekommer et, som har et
eiendommeligt Udseende (No. 1). Det er i sine Hovedforhold i det
væsentlige overensstemmende med de dolichocephale elliptiske Kranier,
men i sin Habitus ligesom visende hen til en længst forgangen Tid og
til en mere oprindelig Type. Efter Maalene har det alle Tegn paa den
stærkt dolichocephale germanske Type. Men dets Skalleform er udpræget
neanderthaloid med meget lavt, stærkt skraanende Forhoved og kolossale
Superciliarvulster. Det staar isoleret i den hele Kraniesamling, og jeg
ved heller ikke, at jeg nogetsteds inden den levende Befolkning har
truffet en tilsvarende Form. Efter den Afbildning, som Quatrefages &
Hamy (Crania ethnica) har givet af Blumenbachs Batavus genuinus,
er det temmelig nær overensstemmende med dette, Paa den anden Side

er der en saa tydelig Overgang til de øvrige dolichocephale Trønder-

1 Om to brachycephale Typer i den trønderske Befolkning s. nedenfor,

À C. F. LARSEN. M.-N. Kl.

kranier, at Slægtskabet maa være utvivlsomt, og at det i sin Helhed
maa stilles sammen med disse.

Det kunde være fristende at benytte dette som Tegn paa, at
Trønderbefolkningens Dolichocephaler stammer fra den nuværende hol-
landske Kyst (det Blumenbachske Kranium fandtes som bekjendt paa
Øen Marken i Zuydersøen). Sagen er dog ikke saa ligetil. Typen
Batavus genuinus er senere funden paa de mest forskjellige Steder i
Europa, endog mod Asiens Grændser, medens det paa den anden Side
ikke er lykkes at finde flere Exemplarer i Holland, trods Blumenbachs
Angivelse, at denne Kranieform var almindelig paa Øerne ved Zuyder-
soens Udløb. I England er et lignende fundet og afbildet af Davis.
Imidlertid tør det her nævnte trønderske Kranium for den norske
Antropologi have saameget større Interesse, som det vel tør ansees for
sikkert, at Friserkysten har afgivet væsentlige Bidrag til Norges Befolk-
ning. Det kunde saaledes ogsaa stille sig som meget rimeligt i dette
Kranium at se repræsenteret en Oldform, som atavistisk er optraadt i

relativt sene tider.

De Eiendommeligheder hos de trønderske Dolichocephaler, som
skiller dem noget fra Kranier af dette Slags fra andre Landsdele, tør
vel antages at have været tilstede fra ældre Tider og at have bevaret
sig fra den trønderske Stammes tidligste Dage. Man finder dem i
Virkeligheden allerede hos Samlingens Kranier fra den ældre Jernalder,
som samtlige er fundne i det nordlige Norge.

Af saadanne har Samlingen 5 fra Bygderne paa Østsiden af Vest-
fjorden i Nordland (Lødingen og Steigen). Fundene er af Arkæologer
antaget at være fra Tiden omkring Aar 500 af vor Tidsregning.

To af disse Kranier er paa det nærmeste fuldstændig bevaret, et
mangler det meste af den ene Sidehalvdel, medens den anden er næsten
ubeskadiget. Af det femte Kranium findes kun en Del af Skallen, der
dog er tilstrækkelig til Erkjendelse af Typen.

De norske Kranier fra ældre Jernalder er tidligere maalt og beskrevet
af Barth‘, som er kommet til det Resultat, at de henhører under den af
ham beskrevne »Vikingtype« (hans Fællesbenævnelse for en Gruppe af
dolichocephale Kranier, ogsaa forekommende i senere Perioder). Kranierne
for den nævnte Tid udmærker sig særligt ved stærkere fremtrædende

Issebuler, der dog ogsaa senere ikke sjelden findes. Han stiller den ved

1 „Norronaskaller«,

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRONDERTYPER. 5

Siden af Eckers »Hügelgräber« som en ældre Form af »Vikingtypen«,
idet han derved sætter Issebulerne som det karakteriserende Mærke.
Egentlig er det dog kun de to Offersøkranier, som har denne Form mere
udpræget. Kraniet fra Myklebostad kalder Barth »Vikingskalle med
Stenaldersansigt«, en Kombination, som han forøvrigt ogsaa gjenfinder
hos et par af Samlingens middelalderske Kranier. Ogsaa Arbo har
villet finde Eckers »Hügelgräber« igjen i Kranierne fra ældre Jernalder.

Fra min Opfatning ligger det meget fjernt at se dem paa denne
Maade, Jeg er ganske enig med Barth i at henfore dem under den
dolichocephale norrøn-germanske Typeform og kanske tildels som Varianter.
Men efter det nu foreliggende Material af Trønderkranier (som tidligere
ikke fandtes) vil de neppe kunne generaliseres som Repræsentanter
for nogen særegen ældre Jernaldersgruppe. Efter Offentliggjørelse af
G. Retziuss Værk over svenske ældre Kranier tør det vel ogsaa være
lidet berettiget at antage nogen saadan. Hvad Sammenstillingen med
Eckers »Hügelgräber« angaar, da er denne som bekjendt ikke opstillet
paa fuldt bestemte Maader som afgrændset Type. Han opstiller dog
endel Mærker, af hvilke, saavidt jeg har opfattet ham, ikke netop de
fremstaaende Issebuler er det afgjørende. Afbildningerne af Æ.s » Hügel-
gräber« har temmelig forskjellig Form, tildels er de endog udpræget
brachycephale. Efter hans Opgave har den en temmelig høi mesocephal
Middelindex.

De fleste af de nordlandske Jernalderskranier staar de trønderske
Middelalderskranier meget nær. Kun et enkelt staar mere isoleret fra
disse, nemlig Kraniet fra Steigen. Dette forøvrigt smukke og kraftigt
udprægede Hoved peger dog efter sine Maal noget hen mod de meso-
brachycephale Trønderkranier, men med stærk Heldning mod de trøn-
derske Dolichocephaler. Som Eiendommelighed i typisk Henseende kan
nævnes det brede og lave Overansigt (meget lav Processus alveolaris)
og den noget store Skallebredde (dog neppe i og for sig at lægge
Vægt paa). Det har kort Baghoved, medens samtlige øvrige udmærker
sig ved sin med det dolichocephale Trønderkranium overensstemmende
stærke Fremstaaen af Occipitaltuberositeten. De andre Kranier har dels
(Offersøkranierne) en kuneat-rhomboidal Form med stærkt fremstaaende
Issebuler, dels (Myklebostadkr. og sandsynlig Skallebrudstykket) et mere
elliptisk Gjennemsnit. De førstnævnte stemmer i alt væsentligt med
Trønderkranierne af lignende Form, kun har de et Par Eiendommelig-
heder, som nedenfor nærmere skal nævnes.

Kraniet fra Myklebostad danner ligesom et Mellemled mellem de
kuneate og de elliptiske Kranier, dog mest heldende mod sidstnævnte

6 C, F. LARSEN. M.-N. KI.

Form, Issebulerne er smaa, men dog kjendelige, Baghovedet relativt
lidt kortere end hos Offersøkranierne. Bart finder, at Ansigtet stærkt
minder om det i Samlingen opbevarede Kranium fra Stenalderen, karak-
teriserer det som »Vikingskalle med Stenaldersansigt«, en Kombination,
som han tror at have fundet ogsaa hos enkelte andre Kranier. Jeg kan
ikke se nogen saadan udpræget Lighed. Ansigtsformerne er dog noget
eiendommelige; men lignende synes at kunne forekomme baade blandt
nulevende Trøndere og kan ogsaa antydningsvis findes hos et Par af de
trønderske Middelalderskranier.

Det femte Kranium (Brudstykket fra Offersø) er noget deformt
(skjævt), men hører temmelig tydelig sammen med de elliptiske Trønder-
kranier. Et af de middelalderske Kranier har væsentlig samme Former,
ligetil Skjævheden. (Tab. ı, No. 2, Pl. 2, No. 1).

Nogle Eiendommeligheder har, som ovenfor nævnt, imidlertid Jern-
alderskranierne, men det kan jo ikke netop vides, om disse er mere
tilfældige, eller om de har udmærket den Tids dolichocephale Type i
Almindelighed. Som saadan kan nævnes en stærkt udtalt firkantet
Form af Øienhulens ydre Omkreds (fremtrædende hos samtlige, ogsaa
hos Kraniet fra Steigen), dernæst den brede Gane hos Offersokranierne
(noget af denne Form sees dog ogsaa hos middelalderske Kranier) og
foruden de ovenfor nævnte Egenheder en om et af Samlingens Lappe-
kranier noget mindende Form af Forhovedet hos Kraniet fra Myklebostad.
Dog vil disse Former neppe for Tiden kunne nærmere værdsættes i
typisk Retning!,

I ethvert Tilfælde synes der at være et temmelig nært Slægtskab
mellem de middelalderske (og nyere) Trønderkranier og de nordlandske
Jernalderskranier. Mest nærliggende bliver det udentvivl at anse dem
som Trøndertyper, og at de saaledes henhøre under en delvis lokal
Befolkningsgruppe. Det er ikke usandsynligt, at ogsaa i Oldtiden den
samme Befolkningsgruppe har været udbredt i alle Landskaber nordenfor
Dovre, Dette udelukker ikke, at der dengang kan være forekommet
særegne Varianter af Trøndertyper i nordlandske Egne. Maaske der
ogsaa i Tidernes Løb er foregaaet Forandringer i Typepræget. Selv
en Sammenligning mellem Kranierne fra 1500 og Nutidsbefolkningens

Kranier frembyder ikke utydeligt Forskjelligheder.

1 Den firkantede Øienhule sees ikke sjelden, om end mindre udpræget hos de middel-
alderske Trønderkranier, vel ogsaa undertiden hos andre Kranier af norrøn-germ, Type,

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRONDERTYPER. 7
Tabel 1.
Trønderkranier.

Nod | I 2 3 4 5 6 7 | 8 9 TONET
Samlingens No. ..| 475 | 511 | 402 | 423 | 466 | 5021 | 424 | 417 | 523 | 526 378

Kraniets største |
LRDAUE.. 2... 197 | 185 194 | 202 | 188 196 | 179 | 189 | 184 | 184 | 179
Største Bredde..... 135 | 141 | 138 | 141 | (137) | 146 | 136 | 136 | 142 | 136 | 142
RECRUE re 7348 gs 2402| 126 137 | 124 | 126 | 135 | — | 128
Ansigtsbredde ..... 137 | (134) | 134 | — | (125) | (132) | 125 | 125 | 128 | 130 | 126
Overansigtshøide ...| 79 70 Tom 69 71 Ta 722 168% 1168, Os
Pandebredde....... 98 | 100 93 | 103 | 94 105 97 92 93 93 93
Issebredde....... Pez 7230173501129, 11136 139 | 132 | 135 | 141 | 136 | 136
Basislængde........ DIS LOO! 4 1x2) || ra or 103 | 101 | 100 | 98 — | Tor
Øienhulebredde ....| 41 42 40 | 46 43 39 At FEN 25: 42 | 39
Øienhulehøide ,....| 34 35 38 26110 33 30 36 38 34 34 32
Næsens Høide ..... 57| 49 | 59| 49 | 48 48 | 49| 51 | 56| 49| 49
Næsens Bredde ....| 27 | 24 23 | 21 24 27 24 | 27 | 24 | 24.| 24
Ganens Længde....| 56 58 54 | 54 57 56 48 Ga | Go AQ) |) 47
Ganens Bredde..... 40 42 39 39 42 24 33 36 36 36 36

Indices:

Længdebredde .. ..| 68,5| 76,2 | 71,1| 69,8| 72,8 | 74,4 | 75:9| 71,9| 77,5 | 73,9 | 79.8
Længdehøide .. ... 68,5| 72,9 | 69,5 | 69,2 | 67,0 | 69,8 | 69,2 | 66,6] 73,6] — | 71,5
Overansigt.... .... 58,3| 52,9 | 58,8) — | 55,2 | (53:6)| 58,4 | 57,5 | 53,1) 52,3 | 51,5
SE UA cic tis c:cie = 6 82,9| 83,3 | 95,0] 78,2] 74,4 | 76,9 | 67,8 | 88,3 | 82,9 | 80,9 | 82,0
Nase. no... 47,3| 48,4 | 38,9 | 42,8| 50,0 | 56,2 | 50,0 | 52,9 | 42,8 | 48,9 | 48,9
Gane... ......... 71,4| 76,4 | 72,2 | 75,9 | 73,7 | 75,0 | 68,7 | 69,6 | 69,9 | 73,4 | 73,4
1 Optaget efter »N, Kranietyper«. Hoidemaalet, som paa dette Sted er sat lidt for lavt,

er her korrigeret,

8 C. F. LARSEN. M.-N. KI.

Tabel 2.
Beregnede Middelmaal og Middelindices for trønderske Typer.

Trønderske Kranier.

| | K Maal for den
Ra): uneat-rhom-
Kuneat-elliptisk | boidale Brachycephal | norron-germ,
| Dolichocephal. | Kvindekranier. Type! ar
| cephal.?
Antal HAE Antal
Største Lengde.......... 6 195 5 182 188 193
=m Bredde santa trois 6 139 5 138 146 140
IPC CARS ALES PR 6 134 4 128 128 128
Ansigtsbredde............ GET 5 126 137 133
Overansigtshøide ......... Å FE] 5 69 67 75
Bandebredde en ae 6 98 5 93 102 99
Issebredde mn ce tarts 6 131 5 136 146 132
Basislenpde ere tt 6 108 4 100 100 102
Øienhulebredde .......... 6 41 5 41 41 43
Øienhulehøide ........... 6 34 Se 34 31 35
Næsens Hoide........... @ 51 5) 150 50 52
Næsens Bredde .......... 6) 24 5 24 25 25
Ganens Længde ae. 6 155 5 49 51 55
GanenssBreddew,tsrcstvelserets 6 39 5 34 44 44
Indices: 3
Længdebredde ........... 71,3 95,8 79,5 72,5
Længdehøide ..... ...... 68,7 70,3 69,1 66,2
Overansigteec ye serene 57,6 54,7 50,3 56,1
EINBRUCH Se ere cce 82,0 84,4 82,6 84,5
NÆS ansvar oo ticle. 8 47,0 48,4 50,7 48,7
CAN ne coton tats ‘ 70,4 69,9 84,3 73,3
2.

Nuværende Befolkning i Trøndelagen.
(Bidrag til en typologisk Analyse).

Forrige Aar (1901) foretog jeg en Undersogelse af de antro-
pologiske Forhold i den sydlige Del af Trendelagen med nærmeste
Hensigt at komme til Kundskab om, hvorvidt der inden den nuværende
Befolkning forekom en Type, som kunde antages at repræsentere endel

1 cfr. »Norske Kranietyper«, S. 21.
>

2 cfr. »Norske Kranietypere, S, 21.
3 beregnet af samtlige Specialmaal,

a

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRØNDERTYPER. 9

lavskallede brachycephale (eller høigradig mesocephale) Kranier, der
findes blandt det anatomiske Instituts Samling af Trønderkranier fra
Middelalderen. En kort Beretning om Resultaterne af denne Under-
søgelse er trykt som Tillæg til den i Chr.a Videnskabsselskabs Skrifter
for 1901 optagne Afhandling »Norske Kranietyper«.

Indeværende Aars Sommer (1902) er de antropologiske Undersøgelser
i de trønderske Distrikter fortsat efter noget udvidet Plan. Som nærmeste
Hensigt forelaa derved at opsøge den dolichocephale Kranieform, af
hvilke den nævnte Kraniesamling indeholder et større Antal Exemplarer
(se ovenfor), og at søge dens typiske Forhold og dens Udbredning blandt
den nulevende Befolkning saavidt mulig bestemt, dernæst selvfølgelig at
fortsætte Undersøgelsen af den brachycephale Types Forekomst og
nærmere Beskaffenhed, og endelig at opsøge den rhomboidale Form,
forsaavidt angik Forholdet hos mandlige Kranier. Forøvrigt var det
min Hensigt at vinde Oversigt over de forskjellige antropologiske For-
hold inden det hele Stift, saavidt som Anledning dertil gaves.

Idet jeg her fremlægger en kort Bearbeidelse af de iaar foretagne
Optegnelser, finder jeg det nødvendigt at forudskikke nogle Data af den
tidligere refererede, saaledes at begge Undersøgelsers Resultater kan sees
i Sammenhæng og navnlig Tallene lettere sammenlignes. I Forløbet af
Fremstillingen vil ligeledes dette paa nogle Punkter mere specielt ske
gjennem enkelte nye Sammenstillinger af Tallene fra første Undersøgelse.

Ved Bearbeidelse af Optegnelserne fra 1901 opførtes som tilhørende
en blond brachycephal Type 13 Individer, der antages at være mere
udprægede Repræsentanter for denne Type. Hos disse fandtes:

Middelkefalindex . . . . 83,8 (reduceret 81,8)
Hovedets Middellængde . 191 Mm.
Bion Bredde. . . . 1600 4
Overansigtsindex . . . . 46,8 (reduceret ved Fradrag fra Breddemaalet
af 6 Mm. 49,2).
Ansigtets Middelbredde
(over Kindbuerne) . . 14,3
Overansigtets Middelhøide 67
Pandens Middelbredde . . 11,2.

For den forøvrigt almindelig forekommende mørkhaarede Befolkning
er anført følgende tilsvarende Middelmaal og Middelindices.

Orkedalen og Meldalen. Af 22 undersøgte Individer 17 morkhaarede.

Middelkefalinden såle 5 2070

10 C. F. LARSEN. M.-N .Kl.

Hovedets Middellængde . . . . . 195 Mm.
Do. — bredde Es

Singsaas (Øvre Guldal). Af 12 undersøgte 7 morkhaarede,

Middelkefalindex SNP
Hovedets Middellængde . . . . . . 198
Do. = Bredde Fe

Fordelt i andre Bygder 23 mørkhaarede.

Viddekealnes O0
Hovedets Middellængde . . . . . . 194

Do. == I bredde 55
Overansesnder 107
Ansigtets Middelbredde . . . . . . 141
Overansigtets Middelhgide. . . . . 69

Pandens Middelbredde. . . . . . . 10,9.

Som Resumé er opført:

1. Om det indre sydøstlige Bassin af Fjorden forekommer i forholdsvis
større Udbredning en oftest blond brachycephal (meso-brachycephal)
Befolkningstype, som er væsentlig forskjellig fra den blonde norrøn-
germaniske Type, og som i meget nærmer sig den paa Sydvest-
kysten almindelig udbredte lyse Brachycephal.

iS)

I de sydligere og vestlige Bygder tilhorer Befolkningen mestendels
den brunette Typus, som her i det hele optræder ligeartet, men
for en stor Del med Tilblandinger, vel mest af den overalt mere

sparsomt forekommende norrøn-germaniske Type.

Efter ovenanførte Plan blev Undersøgelsen i 1902 udstrakt til flere
Distrikter i Stiftets to nordlige Amter og dertil enkelte i Nordmøre.
Romsdalen blev fuldstændig udenfor den, idet Materialet herfra ikke var
tilgjængeligt paa de militære Samlingspladse, hvor Undersøgelser fore-
toges. Der kunde dog ikke medtages ethvert enkelt Thinglagl, men
Undersøgelsen blev mestendels ordnet saaledes, at der undersøgtes Indi-
vider fra et Antal af Distrikter, der var saaledes beliggende, at de med
Sandsynlighed kunde ansees for repræsentative, saaledes at mellemliggende

1 Som ved alle Undersøgelser af dette Slags inden militære Afdelinger faldt det hen-
sigtsmæssigt at undersøge Materialet /h/nglagsvis. Thinglagsinddelingen er en civilretslig
Inddeling, som paa det nærmeste svarer til Herredsinddelingen,

1903. No. 6. | TRONDERKRANIER OG TRONDERTYPER. 11

Distrikter kunde bringes ind under samme Befolkningsforhold som de
nærmest omgivende, der var undersøgte. Det, som tilsigtedes, var heller
ikke nogen detailleret Granskning af de enkelte Distrikter, men paa den
ene Side et Overblik over Befolkningsforholdene, — paa den anden Side,
og som det væsentligste, nærmere Undersøgelse af de forskjellige Typer,
der forefandtes. Det detaillerede Forhold maatte henstaa til senere, og
det vilde da antagelig med forholdsvis Lethed kunne udredes.

Ialt undersøgtes 220 Individer, samtlige mandlige, i Alder mellem
23 og 30 Aar. Med den i 1901 foretagne vil der saaledes for den
samlede Undersøgelse komme ca. 340 Individer, hvortil kommer 34 i
1901 kursorisk undersøgte for det søndre Kystdistrikt. Til de statistiske
Sammenstillinger er af de i 1902 undersøgte udskudt et mindre Antal,
idet, som almindelig er Tilfældet, endel Individer paa Grund af hertil
mindre brugbare Optegnelser ikke medtoges.

De Distrikter (Thinglag), som i 1902 gjordes til Gjenstand for
Undersøgelse, var følgende:

Nedre Stjørdalen Ørlandet
Selbu og Tydalen | Frøien
Horg ) Guldal Aafjorden
Singsaas Bjørnør
Børsen og Børseskogn Inderøen
Orkedalen Værdalen
Soknedal Snaasen
Surndal og Rindal Overhalden.
Kvernes

I 1901 var Undersøgelsen foretaget i:

Stjørdalen og Meraker Støren

Selbo Singsaas

Horg Børsen og Børseskogn
Bynæsset og Leinstranden Orkedalen

Strinden | Røraas med Landsogn.

Aasen og Frosten |

* *

Der er i begge Aar gaaet frem efter samme Schema, Maalingerne
har maattet indskrænkes til Hoved- og Ansigtsmaal for Længde og

1 Ved en Inkurie under Undersøgelsen blev Skillet mellem Singsaas og Orkedalen ikke
fuldt bestemt afmærket, Det er saaledes muligt, at der herved er indløbet en liden,
forresten isaafald uvæsentlig Uneiagtighed,

12 C. F. LARSEN. M.-N. Kl.

Bredde og Maal for mindste Pandebredde!. Haarfarve og Øienfarve er
optegnet, desuden Pandens, Næsens og Hagens Form, Hovedets og
Ansigtets almindelige Dannelse, dertil for hvert enkelt Individ Typepræget,
som det fremtræder af det samlede Billede, mere rent eller blandet.
Videre har jeg ikke seet mig istand til at gaa, da dette vilde lagt Hin-
dring iveien for den Masseundersøgelse, som for Hensigten var paakrævet.

De statistiske Sammenstillinger for de enkelte Distrikter vil for de
flestes Vedkommende kun faa et betinget Værd, hvad Typefordelingen
angaar, da det undersøgte Antal fordetmeste har været forlidet til, at
sikrere Slutninger i det enkelte deraf kan trækkes. Stiller man Forholdet
inden Distrikterne sammen, vil der fremgaa et tydeligere Billede af de
ved Beregningerne fremkomne Tals Fordeling paa større Kredse. Nedenfor
anføres summariske Beregninger vedkommende Kefal- og Ansigtsindex
for de enkelte Thinglag, paa et Par Steder med Sammenslag af Nabo-
bygder. Senere vil den mere typologiske Sammenstilling af Trønder-
befolkningen følge.

Tabel 3.
Middel af Kefalindex for enkelte Thinglag.

Antal

1902. | Undersøgte. | inde
Kvernes veske J8 JA SETE 20 80,4
Sundal SLEEP 14 79,1
Rindal) sia A RS EE ee 21 79,0
Orkedal 5. 5... 55005 à CR EEE ee 6 77:0
Soknedal ........0.. 0% GENE. 14 78,8
SINESAAS sr ee ea pe EEE 9 79,0
Selbu att Sul oe SE UE de LE 14 80,0
Horei(cgiStøren PR RE EE ee 6 80,8
Børsen og Berseskopne 2 SEE 5 81,9
NedreiStjørdalen. 5 20 GSE. IO 80,2
Værdalen».+ Go SJ à Lo de ER I I 78,0
Inderøen' A ses 2 2 OE 10 79,9
SDAASEN. US es Ge TR ER 10 82,2
Oyernalden.. Gs AUS NE 10 80,2
BJØIDØE ie 20 to SEE 10 80,7
afordens ce tics) etre 3) RE > 10 80,7
ØrlandetiogsyPFreien. GSE 26 82,5

1 Maalingerne er foretagne paa samme Maade begge Aar (og i Overensstemmelse med
Maalingerne paa Skeletkranier). Kraniets Længde er maalt fra G/abella til det mest
fremspringende Punkt af Baghovedet, Breddemaalet, hvor Skallen var bredest, almindelig

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRØNDERTYPER. 13

tal

1901. ee bade
farkedalrog Meldal NAN TELE 21 795
EN EN PE DE oe je NN An en 13 79,9
Belhrimed* Tydalen JE 00 Gen: N dt 16 80,3
Horg, Bynæsset, Leinstranden og Støren, Strinden 8 80,2
Børsen og Børseskogn . . . . . . . . Moto å 3 792
Stjørdalen med. Meraker RO a å 18 81,5
Hasenseg Prosten Lad fa ash. DAS CRE 9 77,7
brag se medi MAnGSOPI eel“ lens 2 ee + + en 17 80,2

Efter disse Tal kan antages, at Kystdistrikterne og Egnene om den
sydlig østlige Del af Trondhjemsfjorden gjennemsnitlig vil vise en (efter
Maal paa levende) svagt brachycephal Middelindex. Samme Forhold
sees for Overhalden (Namdalen) og Snaasen (og 1901 for Røraasdistriktet).
Forøvrigt sees Index mesocephal.

Middel af Overansigtsindex

efter Undersøgelsen 1902.

Overansigtsindex er beregnet for alle Distrikter, hvorfra nogenlunde
tilstrækkeligt Material forelaa. De direkte efter Maalene beregnede
Indices er reducerede ved Fratrækning af 6 Mm. fra Breddemaalet, hvilken
antages omtrent at svare til Bedækningernes Tykkelse (3 Mm. for hver
Side), dog kanske er lidt knap. Det er samme Fradrag, som er gjort
ved Beregning af Maalene for 1901.

Denne Reduktion gjør Tallet gjennemsnitlig 2,3 Enheder høiere.
Dette Fradrag er gjort for hvert enkelt Tal, som er opført i 3die Række.

lidt ovenfor og bagenfor Øregangen, Pandebredden mellem nederste Del af Linea
semicircularis paa begge Sider, Ansigtsbredden mellem mest udstaaende Punkter af
Kindbuen, Ansigtshøiden fra Su/ura naso-frontalis til nedre Rand af Proc. alveolaris, Ved
sidstnævnte Maaling er det nedre Punkt fixeret udvendig paa Overlæben, da jeg helst
vilde undgaa Anbringelsen af Instrumentet inde i Munden,

Samtlige Maalinger er udført med Virchows Krumpasser og det til hans Apparat
hørende Centimetermaal,

Alle Maal (og Middelmaal) er for den levende Befolkning opført uden Reduktion
til Skeletforhold, Hvor Reduktion er opført, er dette tydelig betegnet.

14 C. F. LARSEN. M.-N. Kl.

Tabel 4.
Antal, Index, a

ndex.
KYEMES NE LE CE RMC NT NI 20 50,3 52,6
SHOES ne ve eek - 14 50,91 53,1
Roda PETER ENT EEE EE 21 52,5 54,3
Soknedal i a: sey le tete RER NE 14 52,9 55,2
SINPSAAS hy. cle fs) se ie Le Ok. 10 52,0 54,3
SElDUM ee ee De el en Se a oc 13 51,08 Gere]
Stjørdalen. u... we. SEE Aa 10 50,0 52.3
Værdalenu- LME CR ae Rec II 50,8 53,1
Inde En INE vr he EE 3 10 51,7 54,0
Oxerhalden EN EEE 9 49,4 51,7
Bee OP ENON 6 5 5G 6 o np ne 14 50,5 52,8
Orlandet op Freaen PME eee 26 49,6 51,9

Overansigtsindex er saaledes gjennemsnitlig omkring 51, reduceret
omkring 53. Sammenstilling med Tab. for Kefalindex viser, at den
lavere Ansigtsindex temmelig regelmæssigt findes sammen med den
høiere Kefalindex. Hoieste Ansigtsindex findes i /ndlandsöygderne i
Søndre Trondhjems Amt og Indereen, laveste i Kystdistrikterne norden-
for Trondhjemsfjorden og i Stjørdalen.

De midlere Indices er selvfølgelig ikke betinget af en med Hensyn
til Kefalindex ligeartet Befolkning. De viser sig, som ventelig var, overalt
beroende paa Blanding af tildels høist forskjellige Maalsforhold, svarende
til dolichomeso- og brachycephal Index. Men det relative Forhold af Index-
grupperne er forskjellig inden de forskjellige enkelte Distrikter.

At opstille Fællesindices for det hele Stift vilde, selv med et større
Material, blive lidet grundet, da Befolkningen i de forskjellige Dele af
dette er sammensat paa forskjellig Maade. Om man dog vilde forsøge
dette med et tilstrækkelig stort Material til Raadighed, saa turde det
vel, efter hvad hidtil foreligger, kunne antages, at en Middelkefalindex
vilde vise høigradig Mesocephali, svarende til middels Skeletmesocephali.
Ansigtsindex vilde sandsynlig gjennemsnitlig være udtalt leptoprosop.

1 Det er sandsynligt, at nogle af de først undersøgte af Surndalskontingenten er maalt
med relativt lidt lav Ansigtshoide, Da det neppe kan antages at have nævneværdig
Indflydelse, er ved Beregningen samtlige medtaget. Maaske dog Midlet derved er lidt
formindsket, Imidlertid maa ogsaa mærkes, at Rindal er Indlandsbygd, medens Surndal
delvis er Fjordbygd,

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRØNDERTYPER. 15

Vedføiede Tabeller (Tab. 5, a og b, Tab. 6) giver Oplysning om
forskjellige Forhold vedkommende de fra de enkelte Distrikter undersøgte
Individer. De vedrører: 1. Antal af Dolicho-, Meso- og Brachycephaler.
2. Haarfarve og Øienfarve. 3. Brachycephalernes Antal i hvert Distrikt
i deres Forhold med Hensyn til Haar- og Øienfarve,

Tabellerne viser, at de mesocephale Kranier forekom i et betydelig
overveiende Antal, rene Dolichocephaler forholdsvis sjelden. Procentvis
beregnet vil der for de forskjellige Indexklasser falde 7,1, 43,8 og 48,8 0/0
beregnet efter Maal paa levende, efter den reducerede Indexberegning,
15,6, 60,6 og 23,6 %. Heraf fremgaar, at der forekommer et forholdsvis
stort Antal mere høigradige Skeletmesocephaler. Det relativt største
Antal reducerede Dolichocephaler fandtes i Surndal, Rindal og Orkedalen,
derimod ingen i Freien, Selbo, Bersen (og Berseskogn). Relativ stort
Antal reducerede Brachycephaler fandtes paa Ørlandet, i Freien, Aa-
fjorden, Overhalden og Snaasen. Ganske manglende var de kun i
Orkedalen (hvorfra det hele Antal dog var lidet)!.

Haarfarven var lysblond i ca. 27 %o, morkblond i ca. 39 %, mørk
i ca. 41 %. Den lysblonde forekom hyppigst paa Ørlandet (hos over
Halvparten af de Undersøgte), dernæst i Bjørner og Snaasen. Mørk
fandtes hyppigst i Kvernes, Surndal, Værdalen, Inderøen (efter Under-
søgelsen i 1901 ogsaa hyppig i Orkedalen).

Øienfarven var overalt overveiende hyppigst blaa, almindelig mellem-
blaa, sjelden mørkblaa. Brun Øienfarve forekom yderst sjelden (Kvernes,
Værdalen, Surndalen). Blanding af brun og blaa var lidt -hyppigere,
dog ogsaa sjelden.

Efter Tabellen over Brachycephalerne er omtrent ligemange med
lys, blond og mørk Haarfarve, et noget mindre Antal er mørkblonde.
De fleste mørkhaarede Brachycephaler fandtes i Kvernes, de fleste lys-
blonde paa Ørlandet, i Bjørner, Overhalden, Singsaas (hvor dog maaske

idethele mørkere Farve er mere raadende, cfr. 1901).

I Af de i 1901 herfra undersøgte Individer var et Par Skeletbrachycephaler.

16 C. F. LARSEN. M.-N. Kl.

Tabel 5 a.
1902.

Kefalindex, Haarfarve, Øienfarve.

= Kefalindex. KE = Haarfarve, = | Qienfarve.
MON < De. | Mc. | BrcÀ De. | Me. | Bre < ae EE E ; | å
» | Me. | De. à À 72 3 2 ao les &
Kvernes ...... 20) 1 6) ara 2 | Tal IAE) Pr 3 | 16 a ran Jade
Frøen... dep 6| o | o 6| o | 204 Gr er 623
Ørlandet ..... 2010 © |) 9 | sol 27) aol esa 20 a0) 521 24.1220) 225) IE
Aafjorden..... 10170174 (|) 2 CPU 2 Oly 274116
Bjerner.. .... NC) ae |} ai x GI TIO) te) ea)
Overhalden ...| 10] 1 3 6] 2 4| 4] 10) 4 5 1 | 10] 7| 2 I
Snaasen ...... 10! 1 5 4] 2 4| 4 9| 5 4| o ORG ES io
Inderøen ..... 10| 021.0 al US) se 764210172 ea eo
Værdalen ..... 11| o| 8 SE EEA EO al
Stjørdalen. .... 10| o | 6 Ar 6| 3 8] 1 5 2 Zee o
Selbu og Tydal| 14) o | 8 al oll se SE AEG
Horg og Støren| 9| 1 2 6] 1 6| 2 OPA al gi 9} 9| o| o
Sinpsaas ør dar 10| ı 4 Gi] 5 my 2 201 Bel 4) some
Soknedal ..... 14) 2 | 6 Gill 2 oe EN OC ES LE eo er
Orkedal ...... Z\\ An 92 3] 2 5| o zu le Zul BEN LG
Børsen og Børse-
skogn ...-e.| D| © I 4| o 4| I SI 1 I 3 SI 50040
Surndal og Rin-
dal SS Saleen ol z22| ga SSE gaa
Sum..|211| 14 | 95 | 102] 33 |128| 50 [207] 62 | 61 | 84 1173] 127 | 33 | 13
Procent af det | |
hele Antal.. | 6,6 | 45,0| 48,3| 15,6| 60,6| 23,6 29,9| 29,4! 40,5 73,4| 19,1| 7,5

1903. No. 6. TRØNDERKRANIER OG TRONDERTYPER. 17

Tabel 5 b.

1901.
Kefalindex, Haarfarve, Øienfarve.

| | | |

TRE
. || Kefalindex. | Kefalindex || . || Haarfarve. Å Qienfarve,
À = | reduceret. Il =
Thinglag, sete | aT | VE Sarg EE :
< |< lo Blt al € |< gd og) =
| 1 | Gr | ENE NE
De. | Mc. | Bre.| De. | Me. | Brei | ke 2 2 2 = m mA å
| |
Stjerdalen og |
Meraker ....| 18/ o | 7 | 11 201 07 Se er | LS CON D 1
Selbu og Ty- |
dalene... Je eee onl) 2 1G Sn an ei LG Frot ane
Horg, Strinden, |
Bynæsset,
Leinstranden,
Flaa .......) 15] 1 | 410 r|ıı | 3| 15) 41 6| 5] 15) 10 | 4 | 1
Aasen og Fro-
Berges «5.0%. I Bale sallee ee Jar lea 9! 6] o | 3
SHDPEAAS å ess. 13! 1 TI SN BAY SSE NG ti 9g
Bars tcl Lai) nr | ro} 6.|| 2 |ır | 4 | 201 Fe) -4 ro
Orkedalen ...| 21] 3 gl 9] 5 | 14] 2 3 |- 2-1 16
Sum, |109| 9 | 48 | 51 || 22 | 63 | 24 112 31 | 29 | 52 58 220 NOR
5 || | |
Procent af det| | |
hele Antal.. || 8,2 | 44,0] 47,71 20,1| 57,7| 22,0 27,6| 25,8| 46,4| 72,4] 15,5] 12,0
Tabel 6.

Brachycephaler opstillede efter Haarfarven.
(Antal som for Tab. 5 opført).

1902.

| |

Reduc. med ||

Efter Maal. Alficheder |

Thinglag. Fan SE EE |

Sel En IE")
LOTS ne 1 | 210 Eu 04 A
ON SRE OO nee I 21 4| 0 ZA ZEN ©,
Gr Et GE GE | 5 | o 5 3.00
FRAN OLOEN sh. sce cose « el LR 02 I Peal | ee
HEG PMP 4 | Te ae au 20:0 0
Overhalden ........ Ay Ar | 25 | On ex
SET OG rue I Sulo
Inderøen..... éd or o| ol 4 Ou}! Op) ox
Værdalen......... 0) |! 0, 13 ©} MØ lier

Stjørdalen ee .oste ove o| 2] 141 o| 2] 02| + rubest. Haarf, ? + rubest. Haarf,
BEBE nn aaa sans oral 0 1 I
Horg og Støren ..... 2! 2|2 One Te EX
SNE ho 3 2 | o 2 o|o
EREneHaleen ll (2a kas EL
PDrkelalen rn... al oz DAN OR LO
Borsen og Borseskogn | o RE 0: Peto | Oa
Surndal og Rindal,.. 5 I | 3 3 ı| 0
Sum..|| 31 | 29 |40" | 21 | 15 | 132 ||! +-2 ubest,Haarf, 2 + 1 ubest, Haarf,

Vid.-Selsk. Skritter. I. M.-N. Kl. 1903. No. 6. 2

18 C. F. LARSEN. M.-N. KI.

1901.
Reduc. med
Efter Maal. Eee
Thinglag, | ruge pe
ee Eee |
SENSE GE JE
4 = a H = pr
Stjørdalen og Meraker| 3 | 6 2| 2 4 2
Selbu og Tydalen....|| I I 5 | o Oo 2
Aasen og Frosten....| © I 2 | o I 2
Singsaas este taie e ke 3 I I I o I
Orkedalen neue. I o| 8| o | o 2
Røros ee ces 2 I CIN I 2 | med Landsogn,
Horg, Støren, Strinden,
Bynæsset, Leinstran-
DENE, ren ee: 3 4 3 I I I
Sum. || 13 | 14 | 24 SE 7 | we

Videre fremlægges tabellariske Opstillinger af Maalene for de
enkelte undersegte Individer. (Tab. 7—12). Et lidet Antal er, mest paa
Grund af utilstrækkelige Opgaver, ikke optaget i disse Tabeller, som
omfatter 186 undersøgte Individer. Adskillelsen mellem mørkhaarede og
blonde er foretaget af Hensyn til den Rolle, som den forskjellige
Habitus viser sig at have i typisk Henseende!,

Den vedføiede grafiske Fremstilling (Pl. 3) viser Procentantal af
undersøgte Individer fordelt paa de forskjellige Enheder af Kraniets
Længdebreddeindex, særskilt for mørkhaarede og blonde.

Ved Opstillingen af Materialet i tabellarisk Form har jeg valgt at
inddele det i 3 Klasser: Dolichocephaler (og Mesocephaler) med Index
under 78, Mesocephaler med Index 78 og 79 og Brachycephaler fra
Index 80. Det ringe Antal Dolichocephaler gjorde det uhensigtsmæssigt
at opføre disse særskilt.

For de enkelte Tabellers Vedkommende er opført Middelindices og
Middelmaal. Til nærmere Oversigt opføres her en Sammenligningstabel
over Middeltallene. (Tabel 13).

Kurverne angiver, hvorledes baade i det hele og for de to Under-
grupper (Kurve 2) det største Antal samler sig paa Indices 78 til 80,
endvidere (cfr. Tab. 5), hvorledes Brachycephalerne i Antal staar yderst
lidet tilbage for de samlede Grupper af Dolicho- og Mesocephaler, medens
de ægte Brachycephaler (Index fra 82) kun naar op til et forholdsvis
lidet Antal.

Samles begge Grupper til en enkelt, saa findes Høidepunktet paa Index
79 (17,2 %), dernæst kommer Index 80 (15,5 %0) og Index 78 (13,4 9).

! Hensyn til Typekarakter er selvfølgelig udelukket,

1903. No. 6. TRØNDERKRANIER OG TRØNDERTYPER. 19

Hvad Forskjellen mellem Kurverne for blonde og mørkhaarede
angaar, da er det Hovedforhold væsentlig at lægge Vægt paa, at de
blondes Kurve fra 82 af paa alle Punkter ligger høiere end de mørk-
haaredes!,

En nærmere Sammenligning med, hvad nedenfor er omhandlet an-
gaaende de typiske Forhold hos Tronderbefolkningen, vil oplyse om, at
begge Kurver ligetil 80 eller maaske 81 væsentlig er dannet gjennem
Material af nær samme typiske Beskaffenhed, henhørende under den
trønderske dolicho-mesocephale Hovedtype (og dennes Blandingsmodifika-
tioner), medens Resten, den brachycephale Del, vedrører Typer af anden
Art, sandsynligvis en mørkhaaret og en blond. Dog tør det være ikke
usandsynligt, at en brachycephal Virkning kan spores ogsaa længer til-
bage i Indexrækken.

Den opførte Fortegnelse for Middel af Ansigtsindices (Side 20) viser
et Forhold, som udentvivl er af Betydning, nemlig at de blondes Indices
(paa enkelte Undtagelser nær) ligger ikke lidet lavere end de mork-
haaredes, Heri kunde sees Udtryk for en typisk Eiendommelighed,
nærmest grundende sig paa Indvirkning af den blonde Brachycephal
(se nedenfor) paa Middelforholdet af Ansigtsindices. Antallet er dog
sparsomt, og Resultaterne maa opfattes derefter.

Middelindices for Overansigtet, henfort til de forskjellige
Kefalindices.

Kraniets Lengdebreddeindex:
GOT Sy 1700 FON CMS 2287

og lavere og høiere.
Overansigtsindex:
a) Hos mørkhaarede 52,2 40,1! 51,6 52,4 51,7 52,0 53,0 49,1
Antal ont Frees II 5 I I I I 15 12 5 7

Bjeklos blonde. 2: 50,0 51,1 15215 50,9 508 5040 518 488
Ata ee 12 7 de oy ti 75) 14 16

Ved Reduktion til Skeletmaal vil for første Række laveste Middel-
index blive 51,4, høieste 55,3, for anden Række 51,1 og 54,8.

i Om der skulde være tilbage enkelte Ukorrektheder i de talrige Beregninger, hvilket kan
være muligt, saa vil de neppe have Betydning for Resultatet.

20 C. F. LARSEN.

M.-N. Kl.

Mørkhaarede Dolichocephaler

Tabel 7.

(indtil Index 77,9).

1 Se den vedk. Ansigtsmaalet Side 14

anførte Bemærkning.

BER ë |å EE

3 SSE EE

a Thinglag. RSR OI EN = 2

=| gå (ma eee | 2 E 2

© SLÅ &

SEHE ot oo ood a oo 201 143 71,0 | 136 70 51,4 | zu
2 N nid Deal Der u 197 150 76,1 141 74 52,4 | 107
3 ||Surndal! og Rindal 197775 40 68 46,5 | 122
4 =D OPENC 200! | 148 | 74,0 | 137 | 75 | 547 | 103
5 A OE OG 204 | 152 | 74.5 | 139 73 52,5 | 109
6 å 1 ES 196 151 77,0 | 135 70 51,8 | 102
7 — Gnd. pe NOUNS 196 151 77,0 | 143 69 48,3 | 114
8 — . 200 152 | 76,2 | 137 72 2,51 UN
9 TON Me ve 196 149 | 76,0 | 140 71 50,7 | 104
10 | Soknedal 201 150 | 74,1 | 129 67 51,9 | 110
II = le SL Safe oo 203 155 76,3 | 141 75 53,1 109
12 = Pils OA bg EN le 204 | 151 | 74,0 | 128 73 57.0 | 106
137 |Sınpsaası Eee ved ie 199 154 7753 | 140 70 | 50,0 | 107
LAU Orlaudelersre re 184 143) 77732 65 49,2 | 100
15 SV | os oo a a 201 149 | 74,6 | 136 68 50,0 | 105
NON ærdalEn nn er CE 203 154 75,8 |. 140 68 48,5 | 113
Middelmaal og Middelindices | 199,3 | 150,2 | 75.3 | 137,1 | 70,5 | 51,2 | 108,2
Reduceret til Skeletforhold | — = 73:3, || — — 535 | —

1903. No. 6. TRØNDERKRANIER OG TRØNDERTYPER. 21
Tabel 8.
Mørkhaarede Mesocephaler
(Index 78,0 til 79,9).

i ln =

3 ee ee. |. Ne | Mar lire

4 Thinglag. Suds] sa 53 |58| 9 | 4

4 See AE ee

CONS Wy

SRE ES ce peep citer terse. ie 0 194 155 79,9 | 140 68 48,5 | 110
2 =D ra ee Ot ro CE 208 | 163 | 78,3 | 153 71 46,4 | 114
3 = SE OUR RON 196 | 154 | 78,5 | 143 70 48,9 | 113
4 SA SPC ee, are 193 151 78,2 | 135 77 56,3 | 104
5 |Surndal (og Rindal) . . . . . . 188 ISO | 79,7. | 137 66 48,1 | 108
6 ET Te EO 192 152 | 79,1 | 140 73 52,1 | 110
7 == Fade Se 205 160 78,2 | 136 75 551 | 105
8 = . 196 | 155 | 79,3 | 127 | 79 | 57,4 | 103
9 == MEN A RE NC 191 150 | 78,5 | 134 68 50,7 | 107
10 NS see D 187 147 WSO) | 127 65 51,1 | 100
11 NN CRE AE 196 | 155 | 79,0 | 140 75 51,3 | 110
Soknedal OC 196 156 | 796 | 133 74 57,8 | 113
251 | SE 5 we mF er de eue nie 200 | 159 | 79,5 | 140 79 55.0 | 106
14 MEN TERN 207 163 78,7 | 141 75 53,1 | 109
LEGS TES EEE en 199 159 | 79,8 | 135 72 533 | 119
15 11 =o NOR ML LT 196 154 78,4 | 142 76 PG Ev
GN = SED SK SES 206 164 | 79,6 | 150 71 47,3 | 109
Bl SE Eten EG 188 149 | 79,2 | 141 66 46,8 —
6 er ee 183 146 | 79,7 | 135 75 55,5 | 106
201 iVærdalen fes es pels he 193 151 78,2 | 134 70 52,3 | 108
A) NEC am SG m 191 150 | 78,5 | 146 72 49,3 | III
22 = iva done bo 040 G 192 153 | 79,6 | a) 76 55,4 | 107
Middelmaal og Middelindices , 195.0 | 153,9| 78,7 | 139,0| 72,3 | 52,1 | 108,7
Reduceret ul Skeletforhold — — 76,7 — — 544 | —

C. F. LARSEN. M.-N. Kl.

Tabel 9.
Mørkhaarede Brachycephaler.

IE 2 |2 3
s | 28 | 5.9! Fe eee | ais
a Thinglag. FR] ER | à | EG | SE | © 3
- | 9,5: ee See Be ee
| | © © a
WSUS Geo 6 a fo 6 Oe OO 194 162 | 83,5 | 145 68 46,8 | 115
2 TA Søte Sota Å 190 160 | 85,2 | 142 70 49,2 | 112
3 = dodo © BOB 196 157 80,1 | 145 70 48,2 | 111
4 EA a COUT OO 185 151 81,2 | 139 | 69 49,6 | 107
5 —I rot io oa (ti oO oo 188 154 81,9 | 139 76 54,6 | 105
6 he Er de 191 161 | 84,2 | 150 71 47,3 | 114
7 = of 646 D OMC ole å 192 154 | 80,2 | 138 78 56,5 | 106
8 PP SN Kerr ed 196 | 160 | 81,6 | 146 71 48,6 | 111
SIMS AKG bath a ce DE Sn tos 185 153: | 82,7 | 135 80 59,2 | 102
AN OMS pore ove. OO GEO 201 161 80,1 | 142 73 51,4 | 109
Surndal (og Rindal). . . . . 183 150 | 81,9 | 132 68 51,5 | 108
wean Vase oat 199 160 | 80,7 | 139 77 55,3 | 108
I M Sar 191 154 | 80,6 | 136 75 55,1 | 109
Orkedalee EE aero 187 1522| 87.220732 69 52,2 | 103
—) lot) 6-060. ol 0 a ford 196 158 | 80,6 | 144 71 49,3 | 117
SORTENT 8 188 | 154 | 81,9 | 137 | 68 49,6 | 102
nd OO SA Ra Bo are 187 150 | 80,2 | 135 77 577 | 107
ST ETEN GE be å 188 157 | 83,4 | 136 69 50,7 | 107
Børsen (og Børseskogn). . . . . 203 | 166 | 819 | 143 74 51,6 112
= 5 184 | 149 | 80,9 | 130 69 53.0 | 105
Ae hike ER dere 192 166 | 86,4 | 141 70 49,6 | 107
Horg ss Suge ite 195 157 | 80,5 | 143 67 46,1 | 107
Dat Enr Gronks 192 | 158 | 81,2 | 136 70 51,4 | 110
SUR EE CRE en 194 161 82,9 | 144 73 50,6 | 114
EN LÉO NDS LT OS cor gta 199 160 80,4 | 140 73 52,1 | 105
PD BG Whee er 194 156 80,4 | 140 74 53:3 || mm
oe ONO ere sd og > 197 | 158 | 80,2 | 143 70 48,9 | 103
Stjørdal ae esse. ona SRG 148 80,0 | 128 66 51,7 | 101
Verdal Sn GRETE 195 | 159 | 81,5 | 145 74 51,3 | 114
TA Scam Saco cle 190 | 152 | 80,0 | 139 78 56,1 | 112
A OS LS 55, 0 187 155 | 82,8 | 143 73 51,0 | 103
Inderaene EE. 197. SS Sten |e rqo. 74 1652,82 nz
ae MV PO JO PE fied) n't 202 167 82,6 | 147 75 51,0 | 109
NME MONO EH ee 194 158 | 81,4 | 137 78 56,9 | 107
DE een 200 163 | 81,5 | 149 80 53,6 | ııı
ÉMIS ER SL, 8 6 à 6 0 190 | 158 | 83,1 | 140 73 52.207110
NOT EEE DATE a och 193 159 | 82,3 | 149 80 53,6 | 112
NO Do 200 | 160 | 80,0 | 150 68 45,7 | 109
(Overhalden as SG ENE 192 | 160 | 83,8 | 150 73 48,3 | 120
Middelmaal og Middelindices . .|| 192,4 158,7| 82,0 | 141,0| 72,6 | 51,4 | 109,1
Reduceret til Skeletforhold , . .| — — 80,0 | — = Pail

1903. No. 6. TRØNDERKRANIER OG TRØNDERTYPER. 23

Tabel 10.

Blonde Dolichocephaler
(indtil Index 77,9).

' 1 uv

na Pa 2 ” 2 TD

S Se [So | à [eg Es] |

4 rate ER EE] å (GE les) | 2

- GÅ EE] Å SES | |

Ö fo) =

1 |Surndal og Rindal . . . . . . 200 155 Ths || GE Ga Seine || Toe
2 Sep oe BE 195 | 149 | 76,4 | 133 | 65 | 48,8 | 110
3 age) aura fa ois 195 | 154 | 76,3 | 138 68 49,2 | 110
4 à NES Be 205 153 746 | 141 | 74 52,4 | 109
5 le CHR NE: 198 | 152 | 76,4 | 135 73 55,3 | 105
BESDEnEedal MEAN 197 154 71 | 141 77 54:5 | 107
i PE EE 193 149 77.2 | 134 74 552 | 109
BuiSingsdas. nn es + ++ =|] 200 | 145 | 72,5 | 138 | 70 | 50,7 | 107
Bullstjerdalen. 0 ro. AER von rar 72. | 510. 103
TovlInderøen .-. >. 2 4. eater 203 156 76,8 141 74 52,4. || 222
Ir = Tee Sao ee 2020 SO 72 SO 7 47,3 | 105
AA IMærdalent + 0... is au 193 149 | 771 | 136 68 50,0 | 103
LE SN ET CE MERE 202 | 157 | 77,7 | 146 | 73 | 50,0] 110
mA AAtorden 4. 21 3 kite 0200 153 76,5 | 136 74 53,6 | 110
15 == SD OE 195 150 | 76,9 | 140 69 AO NUR
16 ee Groene 196 | 148 | 75,5 | 130 73 56,1 | 106
7 He RS 4... à dre net ons 209 | 159 | 76,0 | 149 | 74 | 49,6 | 124
Ban Overkalden sac des oc 199 | 145 | 72,8 | 149 71 46,9 | 113
19 ØSE SP = Ee 204 | 156 | 76,3 | 141 7 | 475 | 109
Middelmaal og Middelindices . .|| 198,4| 151,7| 76,4 | 139,5 | 71,5 | 51,2 | 109,2
|Reduceret til Skeletforhold — — 7144| — = 53,0 ==:

Tabel 11.
Blonde Mesocephaler
(Index 78 til 79,9).

| 1 à ©

y res ARE An

2 : su | oo | »# | wo | as | % 2

4 Thinglag, 2 2 ao 3 ST a 3 5

= Be a SANS EN ae

| | o |0 à

BAETEIDESHAR 5 Ae vi SENDE 203 162 | 79,6 | 148 70 472 | 112
2 |Surndal (og Rindal) .. . . . .|| 195 154 | 78,9 | 138 68 49,2 | Ilo
3 == ro! ru 0 198 157 78,1 | 121 74 BYN NTT
4 ==" ae møt se 192 ISI 78,1 | 136 70 51,4 | 110
5 FE EE BA Gee 197 155 78,6 | 129 68 52,6 | 101
ok LE 195 156 | 79,4 | 140 69 49,2 | 102
7 Eee danker pel 188 150 | 470,70 31 67 5ER | ier:
i 7%. 4.00 VE 195 | 155 | 794 | 140 | 74 | 52,8 | 113
9 == HN TE Oy Se 197 1640 |) AOL TAT 77 54,6 | 107
10 TR RAT An 196 154 78,5 | 142 66 46,6 | 113
malliBørseskognv. 1 KG | 189 149 | 78,8 | 137 72 52,5 | 109
20 NE SSE 197 | 157 | 79,1 | 140 75 53,5 | 107
NAS IEEE så Sar See 187 | 147 | 78,5 | 134 73 54,4 96
TAU Selbu de dj. Ge sent rer 208 | 165 | 79,3 | 149 79 53,1 | 115
PULL SE FEST. . . || 206 162 | 78,5 | 144 73 50,6 | 115
Ses ee Re 189 | 150 | 79,3 | 140 | 69 50,0 | 120
17 TENG ON 191 152 79,5 | 140 72 PUES GO|

24 C. F. LARSEN. M.-N. Kl.
| å å g
|| lo. CAS = 2 D
S | oo | | nes le | à | B
a || Thinglag, EEE | am | EB | S a
|| FEN EE EEE 3
= MH |MAa = 22 2s og 6
| © © Ss
TRUSTE Br ee | 198 | ı55 | 78,2 | 146 73 50,0 | 109
19 || Værdalen . . . | 195 155 79,4 | 144 71 50,0 | 110
20 | — | 195 | 153 | 784 | 139 | 75 | 53,8 | 112
21 =D EE NE | 196 155 | 79,0 | 139 73 52,5 | 112
22 SP Aye søtt 198 155 | 78,2 | 145 80 SR ON AMP
234 Inderoen A ne EEE EN RON EE
24 EJ MT 192 150 78,1 | 139 71 51,1 105
20 Erdande EE 198 157 79,5 | 149 69 46,3 | 108
26 SH ET 193 | 154 | 794 | 147 | 74 | 50,3 | 119
27 EE GSE Gd å å Samo 204 162 79,4 | ı51 78 | 51,6) 1714
28. 7 193 | 154 | 797 | 137 | 73 | 53,2 | 108
29 er M DE Gr OG 191 T502 178,501, 139 77 55,8 | 105
RONA AIO ENS hor er 197 154 | 78,1 | 140 71 50,7 | 108
30} BJerner SY SES ESN SEE 194 | 154 | 79,3 | 138 | 71 51,4 | 111
32 || Overhalden 192 1522 1279,1010. 140 77 55,0 | 107
33 A LANCE Ne PCIe 200 | 159 | 70,5 | 144 72 50,0 | 114
34 |Snaasen . «|| 189 | 150 | 79,3 | 136 75 55,1 | 109
35 te chs oo) TR. eeo 2751 79,8 | 141 67 47,5 | 110
Middelmaal og Middelindices 106,042 FOO 139,7 72,30 by | OG,
Reduceret til Skeletforhold — — 76,9 | — — 540 | —
Blonde Brachycephaler.
à % a
5 CR | NESEN NG
4 | Thinglag. ME ENES NS Vee EE SEE
i a3 [ge | 3 [85 52 8 | 2
| | | © © =
1 ||Kvernes. . 191 153 80,1 | 139 72 51,7 | 110
2 EE AE 193 | 156 | 80,8 | 144 | 69 | 47,9 | 109
3 ee SG JEG 187 161 86,0 | 149 67 44,9 | 114
4 | Surndal (og Rindal) . . . . . . 191 153 | 80,1 | 135 73 54,8 ! 104
5 = ety SY Sree à 197 | 165 | 83,7 | 147 | 68 | 46,9 | 113
6 meer) CUP TITRE 191 | 158 | 82,6 | 140 | 73 | 52,1 | 109
7 = 197 160 | 81,2 | 141 7x 50,3| 112
8 — 189 155 | 82,6 | 134 66 49,2 | 108
9 NTE Carte 185 156 84,3 | 135 62 45,9 | 113
Fom\Orkedall 2.0. u EPER 200 160 80,0 | 143 72 50,3 | III
11 || Soknedal 196 157 | 80,1 | 141 77 54,6 | 107
12 — NO Dent acs .e 202 162 | 80,1 | 144 78 54,1 | 109
13 = Me PCE Ol 0.70 å 188 160 85,1 | 141 70 49,6 | 110
14 | Børsen (og Borseskogn) . . . 189 154 | 81,4 | 132 67 50,7 | 106
VER ISINPEAAS ar .|| 192 154. | 80,2 | 136 66 48,5 | 109
16 RE NE I 190 | 155 | 8r,5 | 130 | 69 | 530 | 110
17 TRS OP AOR oe Eh co EE Lo 193 159 81.3 | 140 76 54,2 | 107
18 TV Aa Å sg € 187 NEG! |, 80,2. 32 70 53,0 | 103
19 ee RER 196 163 83,1 | 146 75 51,3 | 108
20 | Horg 201 161 So,t | 143 70 48,9 | 114
DH NT AE AA den 197 160 | 81,2 | 140 72 51,4 | 110
22 ||| "ee CE LE 193 160 82,9 | 142 73 51,4 | 110
DA == 198 160 80,8 | 143 66 46,1 | 115
20 SEN 186 156 | 83,8 | 139 73 | 52,5 | 118
2sstjørdalen. . 1. de 189 | 158 | 83,5 | 149 | 75 50,3 | 124
26 =: EMI 191 162 | 84.8 | 152 65 42,7 | 115
AVM RACIAUGEL 8s) ho. 1.6 EG 187 156) | 83,221 0735 66 48,8 | 105

! Høieste fundne Index 89,1 (Overhalden) forekommer blandt de i Tab, ikke optagne(s, S. 18).

1903. No. 6. TRØNDERKRANIER OG TRØNDERTYPER. 25
| iS . En
les lag pal 3
- — — © A o — a
e Eee 5 toe nz å 2
4 Thinglag. se leg| 9 | SB | ET | 3 3
= ee er nee) EN LE
| oF Ne =æ
VEE |
28 || Ørlandet N 1021582 52.28 rAd G7 legos | cr
29 = ALES #0 188 156 82,9 | 133 81 60,9 | 107
30 = i nae 189 | 159 | 84,1 | 140 | 65 46,4 | 114
| — Punie 191 | 155 Bd | 144 | 65 | 45,0 | 114
32 — Nr: 199 | 165 | 82,9 | 142 | 76 | 53,5 | 104
33 — Alt 191 153 80,1 | 144 69 47,9 | 116
34 = . 196 | 160 | 81,6 | 153 | 73 | 47,7 | 112
35 — Å 191 158 82,7 | 139 77 56,1 | 105
36 = Er Boken Fe 193 166 86,0 | 147 76 51,7 | 109
BEANEXIBIEN.. . 2 + 20 191 155 81,1 | 141 70 49,6 106
38 | — A A 189 155 82,0 | 136 74 54,4 | 105
39 = å = 190 | 154 | 81,0 | 135 71 52,5 | 102
40 | — x ¢ 189 155 82,0 | 141 73 SAMI TE
at | — : Å 193 | 168 | 85,4 | 148 76 GA MG
42| — . F Tae 191 157 | 82,1 | 144 75 52,0 | 120
43 || Aafjord, : 5 187 150 | 80,2 | 137 76 Cr GE
an) - 2 190 1020 85520) 5 66 43,6 | 112
45 Sy LEE 3 194 157 80,9 | 141 70 49,6 | 108
46 ||Bjørner. . . . 3 202 166 |. 82,1 | 152 75 49,4 | 115
47 = Je MERE 192 158 | 82,8 | 149 WB 48,9 | 116
48 |Overhalden . . . . NE 197 162 | 82,1 | 146 72 49,3 | III
49 = : - . .|| 192 | 160 | 83,8 139 | 70 | 50,3 | 102
50 — : 5 195 157 80,5 | 145 68 46,8 | 115
SI — 2 Å 194 | 159 | 81,9 | 140 70 50,0 | 108
52 |Snaasen . . å 190 160 | 84,2 | 142 69 48,6 | 115
53 — : Å 199 | 167 | 83,9 | 146 | 76 | 52,1 | 112
54 — R å 186 159 85.4 | 143 69 48,2 | 120
55 = c 190 157 82,6 | 142 73 51,4 | 116
Middelmaal og Middelindex . . || 192,3 | 158,2| 82,2 | 141,7| 71.0 | 50,1 | 110,8
Reduceret til Skeletforhold . . „| — — 80,2 — — 52,4 —
Tabel 13.
Sammenstilling af Middelmaal og Middelindices
for de enkelte Grupper Tab, 7—12.
ras 1 ' ©
SEL FO) SI 3
oa) go | wee es 3
Bu) See Eee | 2
MA | MAL, = SO Oude ll =
© © &
Mørkhaarede Dolichocephaler . . . || 199,3 | 150,2 | 75,3 | 137,1 | 70,5 | 51,2 | 108,2
Do. Mesocephaler . . || 195,0 | 153,9 | 78,8 | 139,0 | 72,3 | 52,1 | 108,8
Do. Brachycephaler 192,4 | 158,7 | 82,0 | 141,0 | 72,6 | 51,4 | 100,1
Blonde Dolichocephaler 198,4 | 151,7 | 76,4 | 139,5 | 71,5 | 51,2 | 107,5
Do, Mesocephaler . 195,1 | 154,2 | 78,9 | 139,7 | 72,3 | 51,7 | 109,2
Do. Brachycephaler 192,3 | 158,3 | 82,2 | 141,7 | 71,0 | 50,1 | 110,8

26 C. F. LARSEN. M.-N. Kl.

Særskilte Trøndertyper.

Saavel af de i det foregaaende fremstillede Maalingsresultater som
af den umiddelbare Iagttagelse fremgaar med temmelig stor Bestemthed,
at Befolkningen i Trøndelagen i det store taget skiller sig i to Hoved-
grupper, af hvilke den ene nærmest er mesocephal med Overgang til
Dolichocephali, den anden brachycephal, den første forekommende i
overveiende Flertal, den sidstnævnte paa de færreste Steder fremtrædende
talrigt, mestendels spredt mellem de dolicho-mesocephale Befolkninger
og for en stor Del saaledes indsprængt i og blandet med disse, at den
vanskelig bestemtere kan udskilles. Den dolicho-mesocephale Gruppe
optræder dels som mørkhaaret, dels og vel omtrent ligesaa hyppigt som
mørkblond, sjeldnere som lysblond. Trods ikke liden Blanding er dog
dens Typepræg ialmindelighed tydelig udtalt.

Ved Siden af disse herskende Typer optræder i ringere Antal. mere
ubestemte Former, maaske, frembragte under andre Indflydelser, som kan
have gjort sig gjældende. Der kunde saaledes maaske være Tale om Dolicho-
cephaler af noget afvigende Totalform, maaske en anden Varietet af
samme Gruppe som Trøndergruppen. Dette tør dog være usikkert. En
anden Indflydelse synes navnlig i enkelte Kystegne, men ogsaa ellers
at gaa 1 Retning af stærkere Brachycephali, forbundet med mere brunet
Habitus. Til dette Punkt skal jeg senere komme tilbage.

Før den nærmere Omhandling af Typeforholdene maa der gjøres et
Forbehold med Hensyn til nogle i det følgende gjentagne Gange fore-
kommende Betegnelser, dels saadanne, som er grundede paa Størrelsen
af Kefalindex, dels nogle, som slutter sig til den mere eller mindre lyse
eller mørke Habitus. Naar Benævnelserne dolicho-, meso-, brachycephal
er benyttet relativt til Typerne, saa er derved ikke forudsat en typisk
Adskillelse efter Kefalindex, idet jeg meget mere er af den Mening, at
der med Hensyn til denne findes meget labile Grændser for de enkelte
Typer. Benævnelserne vil ialmindelighed kun udtrykke det hyppigste
Forhold, efter Omstændighederne repræsenteret ved Middeltal eller relativ
Hyppighed,

Det samme gjælder Angivelse af Haarfarven som almindeligt Type-
tegn. Angivelsen af »blond« eller »mørk« som saadant er at betragte
saaledes, at den gjælder det almindelige Forhold, hvorfra Undtagelser
vistnok kan forekomme.

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRØNDERTYPER. 27

1. Den blonde Brachycephal.
(Tabel 14, a og b).

Blonde Brachycephaler af en Form og et Præg, som ved den første
Undersøgelse i 1901 foranledigede, at de udsondredes i en egen Type-
gruppe, blev dengang kun konstateret i Distrikterne om Trondhjems-
fjordens sydøstlige Vinkel og enkeltvis i nærliggende Indlandstrakter.

I min Beretning for 19012 skildres Typens mest fremtrædende
Eiendommeligheder saaledes:

»Større eller mindre Brachycephali (reduceret til Skeletforhold over-
gaaende til Mesocephali), forholdsvis bredt Forhoved (fremhvælvede
Tindingpartier), Panden hvælvet i Vertikallinien. Overansigtet bredt,
lavt, Processus alveolaris lav, det hele Ansigt stærkt tilsmalnende nedad
mod den spidse Hage, ret eller svagere buklet Næse, tildels med ud-
staaende Spids (en forøvrigt her almindelig Form), Profil udpræget
ortognat, Haarfarven oftest lysblond eller mørkere blond, Øienfarven
almindelig lysere blaa, i et Tilfælde lysgraalig (lysere Blanding af blaat
og brunt).«

Der gjordes ogsaa herved opmærksom paa de mange Variationer.

Ved Undersøgelsen i 1902, der udstraktes til et større Omraade,
fandtes lignende Individer i omtrent alle Dele af Stiftet, i de fleste
enkelte Distrikter dog kun i relativt lidet Antal, men i visse Kredse,
fornemmelig de før nævnte sydøstlige Distrikter og den større Del af
Kystdistrikterne, meget hyppigere. Denne Type syntes fornemmelig at
at fremtræde i Blandinger, saaledes at Antallet af de Individer, som har
kunnet benyttes til Sammenstilling ved begge Undersøgelser, har været
forholdsvis lidet. Ved sidste Undersøgelse var dette Antal tilfældigvis
netop det samme som ved første (13), de fleste dog fra andre Kanter
end de først sammenstillede, idet der i 1902 ikke blev Anledning til at
undersøge et større Antal af Stjørdalsbefolkningen, medens Kystbefolk-
ningen var forholdsvis stærkt repræsenteret.

Som af vedføiede Tabeller for 1901 og 1902 (særskilt for hver
Undersøgelse) sees, bevæger Kefalindex sig mestendels mellem 81 og 85,
kun i et enkelt Tilfælde er den under 81 og i et Tilfælde 90. Skalle-
bredden er forholdsvis betydelig, Længden heller ikke saa liden. Ansigts-
index lav, rækker dog i Middel ved Reduktion til Skeletmaal over 50.
Pandebredden temmelig stor.

! Norske Kranietyper S. 46.

28 C. F. LARSEN. M.-N. KI.

Hvorlangt man (og specielt for Trøndelagen) tør gaa ved Opstilling
af den blonde brachycephale Særtype, kan vistnok tildels frembyde nogen
Tvivl. Der forekommer mange blandt de blonde brachycephale Individer,
som i andre Henseender ikke viser bestemtere typisk Særpræg, men
mere synes at maatte tydes som Overgangsformer. Dog antager jeg,
at jeg ved Opstilling af helt eller relativt typiske Individer heller har
optaget for faa end for mange (selvfølgelig ikke derfor udelukket, at
enkelte af de optagne kunde været strøgne).

Talt er i Tabellerne af blonde Individer med brachycephal Kefalindex
opført 55 (Tab. 12). Beregningen af de for disse optagne Maal giver
Middeltal, som nærmer sig de for den typiske blonde Brachycephal
fundne, men dog heller lidt over mod de blonde Dolichocephalers
Middeltal. Det vil sees, at de i enkelte Rubrikker skiller sig ud fra de
brunette Brachycephalers Tal.

Imidlertid forekommer den blonde Brachycephal Side om Side og
som det synes hyppig blandet med den blonde Dolichocephal, og der
kan blive Tale om Overgangsforhold, som kan frembyde særlige Van-
skeligheder. Hvorledes dette Punkt skal anskues, kan være Gjenstand
for forskjellig Tolkning. Det er dog vel ogsaa muligt, endog kanske
sandsynligt, at der ikke alene findes Indvirkning af den ene Gruppes
Kranieforhold paa den andens, men at der inden samme Gruppe kan
forekomme Individer med meget forskjellig Kranieindex. Transforma-
tioner i denne Henseende er vel heller ikke udelukket.

For Tabellerne over de zypiske blonde Brachycephaler er udtaget de
Individer, som ved Kombination af de typiske Mærker syntes at kunne
henføres til Typen som relativt renere Exemplarer.

Nogen Usikkerhed i denne Henseende kan for Tiden ikke undgaaes.
Men det er heller ikke Detaillerne, som her har kunnet være Hoved-
sagen, Maalet har nærmest været Paavisning af Typens Existents og
dens karakteristiske Kranieforhold som saadan.

I det enkelte vil almindeligvis kunne findes særlig Støtte for Be-
dømmelsen i en lav Ansigtsindex forbundet med høi Kefalindex. Dog
tør det være uvist, om man kan anse den af og til og paa enkelte
Steder hyppigere (s. »Örlandet«, Tab. 12) større Ansigtshøide for at
falde udenfor Typegrændsen.

Hvad Haarfarven angaar, saa vil det vel ikke kunne ansees ude-
lukket, at denne Type kan optræde ogsaa med mørk Haarfarve (ved
eller uden Blanding!) medens dog den blonde Farve maa ansees for

1 2 med mørkere Haarfarve er optaget i Tab, for 1901.

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRØNDERTYPER. 29

typisk. Med Hensyn til Sporgsmaalet om en egen mork brachycephal
Type har dette selvfølgelig Betydning.

Middelmaalene er i begge Tabellens Afsnit mærkelig overensstem-
mende, Ansigtsmaalene vilde maaske være endmere stemmende, dersom
ikke, hvad jeg er tilbøielig til at formode, Ansigtshøiden i 1901 er maalt
lidt knap, medens, hvad allerede i Beretningen om denne Undersøgelse
er berørt, Skallebredden muligens er sat lidt høi.

Særligt fortjener Opmærksomhed, at baade Antallet af blonde
brachycephale Individer var større end Antallet af de brunette Brachy-
cephaler, og at de viste høiere Grader af Brachycephali, dernæst, at
inden Massen af blonde Individer (af alle Indexgrupper) den brachy-
cephale Kranieform var den overveiende hyppigste og især forekom hos
de lysblonde, ikke alene i de lavere Grader af Brachycephali, der ikke
holder sig ved Reduktion til Skeletmaal, men ogsaa i de høiere Grader
i stort Antal.

Som af foranstaaende Oversigtstabel No. 5 a sees, er Antallet af
de optegnede lysblonde ialt 62, af mørkblonde 61. Af de førstnævnte
er 29 brachycephale med tilsvarende Tal for Skeletbrachycephaler 21 og
15. Antallet af mørkhaarede er 84 med 40 Brachycephaler, hvoraf kun
13 Skeletbrachycephaler. Tallene er ikke fuldstændig sammenpassende,
forsaavidt at der er opført nogle færre i Rubrikkerne for Haarfarve end
i de for Indices. De angive dog Hovedforholdet.

Den i det foregaaende omhandlede Type vil efter min Opfatning
staa i samme Hovedgruppe som den vestlandske Brachycephal!. Det
er vel ogsaa al Sandsynlighed for, at den ellers i Landet, vistnok saa-
godtsom overalt, men tildels i ringere Mængde, forekommende blonde
brachycephale Befolkning hører ind under samme Gruppe, dog saaledes,
at Typen ikke fremtræder ganske ensartet paa de forskjellige Steder.
I denne Henseende kan jeg ogsaa henvise til de Undersøgelser af
middelalderske Kranier, som jeg tidligere har refereret, i hvilke der for
Vestlandet, det østlige Kystdistrikt og Trøndelagen opstilles tre forskjel-
lige Former. Videre Undersøgelser blandt norske Befolkninger vil maaske
lære, at der i Virkeligheden bliver Tale om en Fællestype med lokale
-Modifikationer.

1 Cfr, »Om Jædertypen«, Chr,a Vidsk. Forhandlinger 1900,

30 C. F. LARSEN. M.-N. Kl.

Tabel 14 a.

Blonde Brachycephaler (Særtype)
1901.
(Optaget efter »Norske Kranietyper«, Side 48).

|

D 2 =
. ee leg . | Beg | b seal | aed

© DEE = ao | ay 3 2

2 Thinglag. SRE | à |geleel| = |e

= AE RE I =

Ö | Ö a
ruliMeraker MS JIS 191 155 | 81,1 | 140 61 43,5 | 109
2 se ee Se aa cane eee 185 149 80,5 | 141 72 51,0 —
Hegre: gun ee eet ttae 199 | 166 | 83.4 | 148 | 79 | 53,3 | 115
4 Nedre (Stjerda ee 191 159 | 83,2 | 142 71 50,0 | 125
5 = Se 80 157 | 87,20] A142 65 45,7 | 115
6 |/Strinden €, 42 Gores Sue 203 160 | 78,8 | 136 66 48,5 | 110
Horg røde Hed -.. 110200 160 80,0 | 136 71 52,221 LO
SN Eemstranden re soni tema tenne 204 165 | 80,8 | 147 68 46,2 | III
gu Bynæsset Per ob wo G ue 5 191 163 85,3 | 146 68 46,5 | 110
10 NAN NT RE RS 189 | 160 | 84,6 | 142 69 48,5 | 111
13) lETOSten TE SR Re RER 190 158 83,1 141 64 45,3 105
129 SE u me are CE CRE Ig! 166 | 86,9 | 148 60 40,5 | 109
8 Røros Je EEE 202 167 82,6 | 152 62 40,7 | 117
Middelmaal og Indices . . . . . 191 160 | 83.8 | 143 | 67,3 | 46,6 | 112
Reduceret til Skeletmaal . . . .|| — — 81,8 | — — 48,9 | —
Tabel 14 b.
Blonde Brachycephaler (Særtype)
1902.

ETO Ja | RUES 3
* | wise 20 Do | 153 3
o os | Us = ao | ‘a Ÿ x ©
4 Bye Sels ls ill | 2
EV åå den Par SEERNE

| OF HS a
r Stjørdal. OP . . || 189 158 83,0 | 149 75 50,3 | 124
N MERE ne Cou TOK 162. | 83,7. era O2 PS TE
gMHorg 1 9 SEE 193 160 82,9 | 142 73 51,4 | 110
EEE AE à LOB 160 | 80,8 | 143 66 46,1 | 115
5 Singsaas, JE 196 163 83,1 | 146 75 By) ears
6. || Soknedal AA ky ors eae 188 | 160 | 85,1 | 141 | 70 | 49,6 | 110
7h Suradal 7 1.0 2 PRE 197 165 | 83,7 | 147 68 46,1 | 113
8 Vår Å ER 197 | 160 | 81,2 | 141 71 50,4 | 112
CHINESE CREER RE 189 155 82,0 | 136 74 54,4 | 105
Tau rlandet: "AS CO PNR 191 | 155 | 81,1 | 144 | 65 451 | 114
TN == EEE 196 | 160 | 81,6 | 153 73 47:7 | 112
D) als AUTRE 189 | 155 | 82,0 | 141 73 51,7 | 112
Men Oyxerhalden 22. ee .|| 185 165 | 89,1 | 147 70 476 | 114

| Middelmaal og Middelindex . . „|| 192,2| 159,8| 83,1 | 144,7| 70,6 | 48,7 | 113

|Reduceret til Skeletforhold , , .|| — — 81,2 — _ 51,0 —

Haarfarve og Oienfarve: Lysblond 6, merkblond 7, blaa Øine 11, blaabrune 2,

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRØNDERTYPER. 31

Den trønderske Mesocephal.
(Tab, 15).

Denne Benævnelse benyttes, fordi den langt overveiende Del af de
undersøgte Individer, som kan henføres under Gruppen, er mesocephal
og kun et forholdsvis lidet Antal har dolichocephal eller brachycephal
Index. Hvor denne Type forekommer mest udpræget og med stærkere
numerisk Overvægt, er ogsaa Middelkefalindex saavel hos det levende
Individ som efter Skeletkraniets Maal mesocephal i midlere eller
høiere Grad.

Ved Typens Opstilling er fornemmelig gaaet ud fra Kraniets Form
og dennes Samstemmighed med de tidligere beskrevne dolichocephale
til mesocephale Skeletkranier. Undersøgelsen hos levende har dertil
maattet medtage som væsentligt Led Ansigtspræget. Herved er Type-
grændsen tildels rykket ind paa det brachycephale Omraade, dog under
Tanke om mulig Indvirkning af andre Typer.

Det vil erindres, at Skeletkranierne nærmest viser hen til den norrøn-
germanske Dolichocephal, men at de dog udmærker sig ved Eiendomme-
ligheder, som stiller dem lidt forskjellig fra denne, og at navnlig Formen
af Kraniets Sidepartier med de stærkere fremstaaende Issebuler tildels
adskiller den fra det almindelige østlandske dolichocephale Kranium af
samme Type. Nøiagtigt at paavise dette hos levende Individer med
stærk Haarvæxt falder selvfølgelig vanskeligt. Man maatte da ialfald
have foretaget en stor Mængde Enkeltmaalinger, og dertil har jeg ved
denne Undersøgelse ikke havt Anledning. Det Resultat, hvortil jeg er
kommet, er, at der hos den levende trønderske Mesocephal i mange
Tilfælde forekommer tydelig udprægede Issebuler, medens dog tillige et
stort Antal nærmest havde en elliptisk Hovedform af det Slags, som
blandt Skeletkranierne fandtes hos Kranierne No. 475 og 511 og —
mindre udpræget — hos Jernalderskraniet fra Myklebostad.

Den trønderske Mesocephal saaes at være den overveiende Bestanddel
af Befolkningen i det hele, saavidt den foretagne Undersøgelse kunde
vise. Den forekom overalt, ogsaa hvor den blonde Brachycephal var
stærkere udbredt, og ogsaa her ofte i stor Udstrækning. Trønderne i
sin mest karakteristiske Form tilhører utvivlsomt denne Type.

Den viser idethele, og specielt med Udgang fra Kranieformen, væsentlig
Overensstemmelse med den norrøn-germanske Befolkning, som den fore-
kommer paa andre Steder i Landet (og andetsteds). Men enkelte Eien-
dommeligheder kunde lede til Antagelsen af, at den (og da særlig den
mørkhaarede Trønder) i visse Maader er at betragte som en Varietet,

32 C. F. LARSEN. M.-N. KI.

eller at den muligens er modificeret ved tidligere eller senere Paavirk-
ninger. Som ved den foretagne Sammenstillen af et Antal Individer
med tydeligere fremtrædende Typepræg sees, kan den antages at have
en Middelkefalindex hos levende Mænd af c. 78 (kanske heller nogle
Tiendedele lavere), dog med i det enkelte høiere Indices, ligetil brachy-
cephale. Index vil antagelig ligge lidt høiere end f. Ex. den østlandske
Dolichocephals, hvis Middelindex, naar kun de mere karakteristiske
Individer medtages, neppe vil overstige 76—77 1.

Med Hensyn til Tabellen bemærkes, at det opførte Antal selvfølgelig
kun er en Brøkdel af det, som kunde have været benyttet, om samtlige
blandt de undersøgte Individer var medtagne. Aarsagen til, at dette
ikke vel kunde ske, var, at jeg fra først af ikke var begyndt at betegne
de herhen hørende Individer som Repræsentanter for Trøndertypen,
uagtet dette efter min senere Erfaring vilde være skeet. Ved at opføre
typisk prægede Individer har jeg derfor fundet helst at burde holde mig
til bestemtere Angivelse af Typepræget i Forbindelse med de optegnede
Formeiendommeligheder. Man kan imidlertid gaa ud fra, at den aller-
største Del af de paa Tab. 7—12 opførte dolicho- og mesocephale
Individer har været af denne Type, men muligens tildels noget blandede.

Det er saaledes ikke Meningen, at selv det her opstillede forholdsvis
ringe Antal af mere typisk udseende Individer overalt frembyder kun
rene Former. Tvertimod taler mere for, at der blandt dem forekommer
Blandingsformer. Herved at trække en bestemtere Grændse ligger dog
over, hvad der for Tiden kan gjøres. Skulde man i denne Henseende
benytte Ansigtsindex, for hvilket, som af hele denne Fremstilling vil
fremgaa, meget kunde tale, saa vilde mindst 7 Individer af det samlede
Antal (21 med tilføiet Ansigtsmaal), altsaa omtrent 1/3, maatte udskydes
som Blandingselementer. Dersom man beregner Middel af Ansigtsindex
for denne Tabels 7 Individer med relativt lavt Ansigt, saa faaes 47,7
med Middelmaal 144 og 69, Kefalindex mellem 73 og 80,5. Beregnes
paa samme Maade for den anden Gruppe paa 14 Individer, faaes 53,5
med Maal 138 og 74, Kefalindex mellem 73,6 og 81,5. For den hele
Serie er, som af Tabellen sees, Ansigtsindex 51,7. Det kan ikke nægtes,
at Tallene tyder paa Tilblandinger inden førstnævnte Række. Jeg har
dog bibeholdt Tabellen som en Sammenstilling af Individer, der har det
almindelige trenderske Typepreg, som jeg har opfattet det, stærkere
udtalt. Den er ogsaa muligens et Bidrag til Erkjendelsen af, hvor ind-

1 Det tør dog være et Spørgsmaal, om ikke ogsaa den blonde norrøn-germ, Type kan
optræde med brachycephal (eller høigradig mesocephal) Index,

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRONDERTYPER. 33

gaaende Typeblandingen kan være, uden at Fællespræget i høiere
Grad lider.

Skulde man forsøge en Karakteristik af den trønderske Mesocephal,
maatte det efter mit Skjøn blive omtrent paa følgende Maade:

Ualmindelig Legemshøide, kraftig Bygning, Brystvidde og Skulder-
bredde betydelig, ogsaa i Forhold til Høiden (derved tildels adskillende
sig fra den østlandske Dolichocephal, som vel ofte har Høiden, men
hvis Overkrop hyppig er forholdsvis svagere), Hovedet af sædvanlig
Størrelse, undertiden kanske noget lidet i Forhold til Kroppens Udvik-
ling, dog forekommer ogsaa ikke ganske sjelden temmelig store Hoveder.
Panden er høi, ofte med temmelig store Buler, mindre Superciliarvulster,
skraaner undertiden noget stærkere bagover, men er hyppigere temmelig
ret opstigende eller svagt skraanende. Bredeste Gjennemsnit af Hoved-
skallen almindelig over nedre Del af Tindingebenet lidt bagenfor og
ovenfor Øregangen. Kefalindex er hos det større Antal mesocephal,
findes sjeldnere dolichocephal, men kan hos det levende Individ ogsaa
optræde brachycephal. Overansigtsindex er gjennemsnitlig omkring 52
(svarende til 54 efter Skeletmaal), Ansigtet i det hele smalt, giver paa
Grund af den høie Pande og ofte noget lange Hage Indtryk af at være
langt og stort. Øinene horizontalt stillede, Næsen oftest temmelig ret,
tildels med svag Bukling, ikke sjelden lidt brak. Ansigtets Former er
regelmæssige. Især inden den mørkhaarede Trønderbefolkning sees
oftere tiltalende Ansigter, afrundede og regelmæssige Former, ikke
sjelden tilspidset Hage (forskjellig fra den hos den norrgn-germanske
Type almindeligere brede og stærke Hageform).

Hvad Haarfarven angaar, da vil den gjennemsnitlig falde mørkere
end for den nævnte Type sædvanligt. Som af Tab. 5 a sees, var An-
tallet af mørkhaarede blandt de undersøgte Individer 40 90, hvoraf den
overveiende Del faldt paa den her omhandlede Type. Forholdsvis stort
Antal af mørkhaarede forekom i Nordmørsdistrikterne Surndal, Rindal
og Kvernes, dog ogsaa mange i Søndre Trondhjems Amt. Den om-
fatter et noget mindre Antal mørkblonde og et end mindre lysblonde
(den Tab. 15 opførte Række af Gruppen indeholder relativt færre mørk-
haarede, end der vilde have været Tilfældet, dersom der kunde have
været benyttet et større Antal, navnlig fra de mørkhaarede Bygder).

Den mørke Haarfarve er næsten altid af en eiendommelig Farve-
nuance, svagt brunlig, ofte ogsaa med et svagt graaligt Skjær i Haar-

Vid,-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1908. No. 6. 3

34 C. F. LARSEN. M.-N. Kl.

spidserne. Sjelden forekommer rent sort Haar, og det tør da kanske
oftest være Tale om en Type af andet Slags. Skjægfarven er næsten
altid brunlig, lysere eller mørkere, gaaende fra gulbrunt til brunsort.

Mellem den mørkblonde og den mørke Haarfarve sees talrige Over-
gange. Der kan herved særligt nævnes, at den askefarvede Nuance
forekommer i begge Klasser.

Med den mørke Haarfarve følger sjelden tydelig udpræget mørkere
Hudfarve, navnlig sees ikke ikke (ialfald sjelden) det voxfarvede Anstrøg,
som ofte er tydeligt hos de fleste Individer med rent sort Haarvæxt1.

Øienfarven sees kun i enkelte Tilfælde brun eller blandet brunblaa.
Den er hos det langt overveiende Antal blaa, middelsmørk eller noget

lysere (s. Tab. 5, a og b).

Tabel 15.
Trøndersk mesocephal Type.
1902.

A | rep RE g

S gets) à |e lbs] x | 3

A Thinglag. Eu | 29 3 as ex | 3 8

- SÅ Så 2 535283 |3

(PEN SE SEN &

Ra IKSVELNEST Ron whee levy ec ee . || 203 162 79,6 | 148 70 47,2 | 112
BA Rindal le 193 150 er LEE 74 54,5 | 106
SE oe en RCE 205 | 153 | 74,6 | 141 | 74. | 52,4 | 109
4 == ee Le CRE 205 152 76,0 | 137 72 52,5 | III
5 U AT ROE Dents doe a-å 187 147 78,1 | 127 65 | 51,5 | 100
6 || Soknedal . . . . . SE 74,0 | 128 73 | 57,0 | 106
HS ewe arn ola et 195 | 157 | 80,5 | 143 67 46,8 | 107
BANANE er: 192 153 79,6 | 137 76 55,4 | 107
9 OO En 191 150 78,5 | 146 72 | 49,3 | III
10 EE 200 163 81,5 | 149 80 53,69 DEE
II AN ie rot DIRE 194 154 | 79,3 | 139 68 | 48,9 | 98
12 OR ERE 191 155 81,1 | 140 74 52,8 | 117
13 — 203 156 | 76,8 | 141 74 Cyr ee 63
ran Veexddlem 14 «JIS 190 152 80,0 | 139 78 56,1 | 112
15 PMT moat oc 6 oS 196 155 79,0 | 139 73 52,5 | 112
ro: Dverhalden me Ad Sy 2en 156 | 76,3 | 141 | 67 |-47,5 | 109
17 — Spot os id ie M PEU 199 | 145 | 72,8) 149 | 7X 476 | 113
18 tg Me ee ore 200 159 79,5 | 144 72 50,0 | II4
19 MAN . | 195 | 157 | 80,5 | 145 | 68 | 46,8 |, 115
201|Snaasen ju NE 195 149 | 76,4 — — OR
21 Er SE 189 | 150 | 78,8 | 136 75 54,4 | 109
22 se OO a se nor 158 | 78,2 — _ — 116
23 EE EE 209 154 73,6 | 146 77 52,7 | 117
Middelmaal og Indices . . . . . 197,3 | 153,8| 77,7 | 140,4| 72,2 | 51,7 | 109
Reduceret til Skeletmaal. |: — 7571 — — 54,01, 2

Haarfarve og Oienfarve: l.ysblonde 3, mørkblonde 12, merkhaarede 8. Blaa Øine
18, blaabrune 3, brune 2,

! Ved min Undersøgelse i 1901 havde jeg ikke kunnet erkjende den væsentlige Slægts-
enhed af den mørkhaarede og den lyshaarede Dolicho-Mesocephal. Det er Undersøgelsen

1903. No. 6. TRØNDERKRANIER OG TRONDERTYPER. 35

De brachycephale Indvirkninger. En mørkhaaret
Brachycephal.

Ovenfor er antydet en Tanke om, at der foruden de to omhandlede
Hovedtyper tillige maaske forekom en tredie, en mørkhaaret Brachycephal.

Med større Sikkerhed at isolere en saadan vil dog vel falde vanske-
ligt, og jeg har ikke gjennem mit Material kunnet gjøre det. I det
høieste vil jeg kunne tale om en mulig brachycephal Indflydelse af
dette Slags.

De mørkhaarede Brachycephaler (som efter Maal paa levende fandtes
i omtrent 40 % af samtlige Brachycephaler) viste efter Reduktion til
Skeletmaal kun 13 %o, idet saaledes det langt overveiende Antal faldt
paa Enhederne 81 og 82. Antallet af dem, som faldt paa 82 og der-
over, var lidet, men viste Forhold, som i flere Henseender nærmede sig
til den blonde Brachycephals, medens der dog ogsaa var Forskjelligheder,
som talte mod, at de kunde indordnes under denne Særtype. Typepræget
var forskjelligt. Spørgsmaalet stiller sig saaledes noget indviklet. Der
kunde tales om /ndvirkning af den blonde brachycephale Type paa den
merke Trendertype, kanske om en Transformation af denne eller om
en egen merkhaaret nærmest eller delvis brachycephal Type.

Den brachycephale mørkhaarede Befolkning med /ndex So—82 (altsaa
egentlig høigradige Mesocephaler) nærmer sig stærkt, ogsaa i Forholdet
af Ansigtsindex, den mørkhaarede trønderske Mesocephal (cfr. Tab. 8
og 9). Det synes aabenbart, at dens vigtigste Element er den typiske
Trønder. Hvad den blonde af samme Indices angaar, da er Forholdet
mindre klart i denne Henseende, da den blonde Brachycephal udentvivl
hyppig forekommer paa dette Indexomraade (vistnok oftest i Blandings-
former). Men at brachycephale Indflydelser kan have gjort sig gjældende
ogsaa for førstnævnte Klasse, kan være høist sandsynligt.

Man har tildels tænkt sig, at de trønderske Befolkninger skulde
være stærkt paavirkede gjennem Blanding med indvandrede tyske Berg-
værksarbeidere. Det maatte vel mest gjælde Rørosegnen og den
sydøstlige Del af Stiftet!. Maaske kunde ogsaa her spores nogen saadan
Indvirkning, men langt kan den ialfald neppe række, og det vilde uden-
tvivl være ganske ugrundet, om man i dette vilde søge en Aarsag til

i 1902, som i Forbindelse med det nærmere Kraniestudium i denne Henseende har
Opfatningen, Jeg maa dog fremdeles fastholde Muligheden af særlige Typeindvirk-
ninger ogsaa med Hensyn til Farvenuancerne (s. ndf.).

1 Grubedriften i Orkedalen (Meldal) i 17. Aarh, kan efter Æ. Steren »Meldalen osv,s
(s. S. 44) ikke antages at have havt mærkbar saadan Virkning.

36 C. F. LARSEN. M.-N. Kl.

den stærke Udbredning af mork Habitus i Trondhjems Stift. Der synes
heller ikke at være væsentlig typisk Forskjel paa den morke Tronder i
de forskjellige Egne. I den sydvestlige Del af Nordmere kunde man
kanske med nogen Grund tænke paa Virkning fra den nærliggende By
Christiansund, i hvilken færdes adskillige Sofolk fra fremmede Lande,
særlig Middelhavsegne. Indvirkning fra Stiftsstaden Trondhjem turde
være lidet at regne med.

Den større Del af den mørkhaarede Trønderbefolkning synes dog,
som før nævnt, baade paa Grund af sine Skeletformer og sine Overgange
i Retning af den typiske Dolichocephal at maatte henføres under den
mesocephale Trøndertype, og det gjælder sandsynligvis ogsaa en stor
Del af de mørkhaarede Brachycephaler, regnet efter Maal paa levende.

I nedenstaaende Sammenstilling sees angivet Maalsforhold for et
Antal mørkhaarede Individer i flere vidt fra hinanden beliggende Di-
strikter, saaledes som de fremgaa af det her benyttede Material.

= 2 20 | - È a & = 3
4 < AS || 5 55 | Sa | 4 e
Er at ads NN | | © © as
ete toto) Ao. ded I I 194 155 79.9 | 142 71 49,9 | 110
2 || Surndal og Rindal . . . .|| 19 194 150 | 77,8 | 137 71 51,89 | 107
3 | Soknedal (med Singsaas, |

| Orkedal, Selbu, Borsen). | 14 194 | 154 79,3 | 138 72 52,9 | 107

4 | Verdalen og Indereen . .|| 10 | 194 | 155 | 79,9 | 141 | 73 651,9 | 109,9

Samtlige Middelmaal dreier sig saaledes om de mesocephale Forhold,
de laveste for Grupperne 2 og 3, netop Grupper, hvori det idethele er
Grund til at antage Trondertypen bedst repræsenteret. Videre er at
bemærke Forholdet i Kvernes (ogsaa paa andet Sted omhandlet), idet
her viser sig Tegn til en Afvigelse i Ansigtsformen i Retning af
Bredansigt.

Fra de nordlige Kystdistrikter kan ikke opstilles noget nævneværdigt
Antal til Sammenligning, da udpræget mørkhaarede Individer sjelden
forekommer. Fra disse Distrikter (Overkalden iberegnet) har jeg kun
kunnet samle 4 Individer af dette Slags. De viser i Middel følgende
Tal, som selvfølgelig ikke har større Værd, men kun kan give en let
Antydning:

191 — 153,7 — 80,1 — 143 — 70 — 49,1 — 112 — altsaa i Ret-
ning af Kvernesgruppens Tal, noget skjærpet ved lidt større Kefalindex

1903. No. 6. | TRONDERKRANIER OG TRONDERTYPER. An

og lavere Ansigtsindex, forovrigt meget lignende Maalene for den blonde
Brachycephal, som her har et af sine Hjemsteder.

Antallet af Brachycephaler fordelt paa de forskjellige Kranieindices
er vel ikke saa stort, at bestemtere Slutninger kan gjøres med Hensyn
til det relative Forhold inden den mørkhaarede og blonde Gruppe, men
efterfølgende Sammenstilling af Middelmaal tør dog have nogen Interesse,

AGE SRE SE ee 80 81 82 83
| Anta lee. ee: 15 12 5 4
Morkh. ..... Kraniets Længde . 193,7 191,8 192,2 191,0
| » Bredde .. 156,2 155,8 158,6 159,2
ADEME eee vr 14 10 14 7
Blonde ..- | Kraniets Længde . 194,5 192,8 192,3 192,2
| » Bredde .. 156,6 157,1 158,5 160,0

For Indices over 83 var Antallet for lidet til, at det kunde benyttes
til Sammenligning.

I øverste Række (mørkh.) er saaledes for Klasserne 80, 81 og 83
saavel Længde som Bredde mindre end i nedre (blonde). For Index
82 er Længde og Bredde omtrent den samme. Der kan derefter
formodes, at ialfald i de førstnævnte Klasser Kraniets Heide (som des-
værre ikke er særskilt maalt) vil falde gjennemsnitlig større for de mørk-
haarede, medens blandt de blonde den mere lavskallede brachycephale
Særtype er den raadende.

Jeg skal kun tilføie et par korte orienterende Bemærkninger angaa-
ende den mørkhaarede Befolkning i Norge og dens Sammensætning,
saavidt den for Tiden kan bedømmes.

Den naar for Landet neppe op til mere end gjennemsnitlig omkring
20 % (dog meget forskjellig fordelt, hyppigst i den sydlige Del af
Trondhjems Stift og i flere af de indre Fjordbygder i Bergens Stift), af
hvilket Antal den mindre Del viser rent sort Haarfarve, den meget større
brunsort eller graasort. Det overveiende Antal maa udentvivl henføres
til den norrøn-germanske Folketype, endel er sandsynligvis Blandings-
former, medens den lille Kontingent med rent sort Haar (ganske faa

38 C. F. LARSEN. M.-N. Kl.

Procent) turde oftest have sin Oprindelse i fremmede Tilblandinger, tildels
fra sydligere Egne, dels muligens fra England. Der synes dog i denne
Mangfoldighed at kunne udskilles en mere ensartet Type, oftest meso-
cephal eller brachycephal, med en temmelig udpræget Hovedform og
forøvrigt udmærkende sig ved sin stærkt opstigende flade Pande
uden Superciliarvulster, sine horizontalt forløbende rette Øienbryn, sin
fintformede spidst tilløbende Hage og sin mørkere, voxfarvede Hud (cfr.
N. Kranietyper, S. 42 o. fl}. Den sees meget hyppigt i Hovedstaden
og udentvivl ogsaa i andre større Byer, findes ogsaa i Landsbygderne.
I Trøndelagen har jeg ikke seet den tydelig repræsenteret i Bygderne,
men den kan derfor være tilstede og have virket. Kun et enkelt af de
undersøgte Individer (Mesocephal) syntes at tilhøre denne Type.

Naar jeg har søgt at sætte den nulevende trønderske Befolknings
Kranieformer i Forbindelse med Kranieforholdene, som de fremtræder
hos de ældre Kranier, da er dette dog ikke lykkedes fuldtud. Forøvrigt
vil jo ogsaa de mindre fremtrædende Formeiendommeligheder hos de
levende Individer være mindre tydelige, og forsaavidt vil disse kunne
frembyde en Ensartethed, som i nogen Grad vilde ophæves ved Skelet-
kraniets Tegn paa typiske Forskjelligheder. Dog synes der i Virkelig-
heden ogsaa at være nogen Forskjel paa Kranierne nu og for 500 Aar
siden, saaledes, at Kefalindex hos de dolicho-mesocephale mandlige
Skeletkranier gjennemsnitlig er lavere, end den viser sig hos den nu-
levende Befolkning. Medens den hos de gamle forholdsvis talrige karak-
teristiske Dolichocephaler holder sig nede paa c. 74 til 76, gaar den nu
op til et sandsynligt Middel, beregnet efter Skeletforhold, af c. 76—772.
Aarsagen kan være Tilblanding eller kanske Udviklingsforandringer af
ubestemt Beskaffenhed. Det tør vel ogsaa kunne ansees som nærliggende,
at de sidste Aarhundreders Befolkning har afveget fra den tidligere paa
Grund af Tilstrømning af nye Elementer efter Middelalderens store Pest-
epidemier. Det samme Forhold sees forøvrigt ogsaa for andre Egne i
Norge, saaledes ganske tydeligt ved Sammenligning af de gamle Oslo-
kranier (cfr. Barth »Norrønaskaller«) med Kranierne hos den nuværende
Hovedstadsbefolkning, som for en større Del er indvandret fra mest

I Leilighedsvis sees lignende Former i Forbindelse med lysere Haarfarve,

? Jeg skal benytte Leiligheden til at korrigere en forøvrigt uvigtig Bemærkning, som
forekommer i »Norske Kranietyper« (S. 11) vedrørende Trøndernes Haarfarve refereret
til Skeletkraniernes Form, Nogen saadan Relation kan jeg efter fortsat Undersøgelse

af Befolkningen ikke for Tiden finde udforlig, Det er da heller ikke paa nævnte Sted
fremkommet anderledes end som en let Gisning,

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRONDERTYPER. 39

gstlandske Egne. Man finder endnu Spor af det gamle Maximum paa
73 (Skeletmaal), men tillige et langt større Antal end i tidligere Tid paa
de høiere Indices.

Under Omtalen af de ældre trønderske Kranier anførtes, at en stor
Del af disse (mestendels mesocephale, tildels ogsaa brachycephale) havde
en rhomboidal Form, stærkt fremstaaende Issebuler og udtalt Tilspids-
ning forover og bagover, idet der formodedes, at de fleste saadanne
Kranier var kvindelige, og at denne Form som kvindelig nærmest
svarede til den kuneate mandlige.

Ved Undersøgelserne blandt Befolkningen var det ogsaa min Hensigt
at komme efter, om rhomboidaltformede Kranier forekom blandt dennes
mandlige Del. Dette iagttoges dog ikke i noget større Omfang. Den
almindelige Form var her som anført den elliptisk kuneate, og enkelte
rhomboidale Kranier, som iagttoges, var neppe alle af samme Type, mest
var det kortere Kranier med høiere Kefalindex, Heraf kunde saaledes
intet positivt sluttes, men Antagelsen af den nævnte Form som nærmest
kvindelig maatte styrkes. Særlige Undersøgelser i denne Retning havde
jeg dog ikke Anledning til at anstille.

Af den Batavus genuinus lignende Form, som er nævnt ved Om-
talen af de ældre Kranier, forekom intet udpræget Exemplar. Enkelte
af de undersøgte Individer havde i Ansigtsprofil Lighed med det ældre
Jernalderskranium fra Myklebostad og forsaavidt ogsaa med det ovenfor
nævnte,

Til Losning af Sporgsmaalet om en Deling af den brachycephale
Gruppe giver de ældre Kranier intet bestemtere Bidrag. Vistnok er de
brachycephale og høigradig mesocephale Kranier tildels af forskjellig
Kranieform, men til en Udredning af dette Sporgsmaal strækker ikke
deres Antal.

Geografisk Udbredning af de forskjellige Typer.

Der vil af, hvad her er angivet om Forholdet af Kefalindex, Ansigts-
index og, Haarfarve inden de enkelte Distrikters Kontingent, nogenlunde
kunne udledes, hvorledes de to vigtigste trønderske Folkegrupper, den blonde
Brachycephal og den trønderske Mesocephal, er fordelt inden de Dele af
Stiftet, som har været Gjenstand for denne Undersøgelse. Den blonde
Brachycephal forekommer almindelig talt i større Mængde, hvor Kefal-
index er høiere og Ansigtsindex lavere, Haarfarven lysere, den trønderske
Hovedtype er hyppigere, hvor den modsatte Kombination findes.

Naar jeg videre i Korthed omtaler den geografiske Udbredning, er

40 C. F. LARSEN. M.-N. KI.

det paa Grund af det sparsomme Material i denne Retning selvfølgelig
med stærkt Forbehold og egentlig kun antydningsvis.

Saavidt min Erfaring strækker, maa Kystdistriktet nordenfor Trond-
hjemsfjorden (med Øerne ved dens Indløb) og Kyststrækningen ved
Fjordens sydøstlige Hjørne med tilstødende Dalfører (Stjørdalen og tildels
Guldalen) antages at være den blonde Brachycephals Hovedsæde (s. Kart
Pl. 41). Som Centra, hvori den trønderske Mesocephal er relativ talrigst
og renest udviklet, kan nævnes det sydlige Nordmøre, indre Bygder i
S. Trondhjems Amt og de nordre Fjordbygder (Indherred), medens i
den nordlige Indlandsbygd Smaasen et relativt stort Antal blonde Brachy-
cephaler kunde tyde paa andre Indvirkninger, maaske fra Namdalen.

Forekomst af den sjeldnere iagttagne mørke Brachycephal falder
sammen med Forekomsten af den mesocephale Trøndertype og findes
saaledes fornemmelig paa dennes ovenfor nævnte særlige Forekomststeder.

Forholdet i Selöudalføret har tildels været anseet for eiendom-
meligt. Man har her villet finde to forskjellige »Racer« og udskilt
en mørkere, hyppigere forekommende i Dalførets øvre Del, Tydalen,
og en lysere, mere almindelig i Hovedbygden Selbu. Man har ogsaa
troet, at der kunde spores Paavirkning af Finner (Lapper), som har sit
Opholdssted i Tydalsfjeldene. Selv har jeg ikke ved de to foretagne
antropologiske Undersøgelser af Selbygger og heller ikke ved lagttagelse
under et Udskrivningsmøde kunnet finde, at Befolkningen her skiller sig
fra de andre Trønderbefolkninger i typisk Henseende. Hos den mand-
lige Befolkning har jeg heller ikke seet noget, som mindede om
Finnetilblanding, hvorimod Ardo hos Kvinderne hyppig vil have seet
skjævtstillede Øine, hvilke han fører tilbage til denne Aarsag.

Med de to »Racer« vil det dog paa en Maade kunne have sin Rig-
tighed her som omtrent overalt i Trøndelagen. Det er ikke usandsynligt,
at der vil kunne paavises hyppigere Forekomster af blonde Brachyce-
phaler i Selbu Hovedbygd, som grændser til Distrikter, hvor saadanne
forholdsvis er hyppige, medens 7ydalen helt eller delvis kan tænkes
befolket gjennem mørke Individer fra Øvre Guldal. Der gaar herfra
befarede Fjeldveie over til Tydalsdalføret. Jeg har ogsaa faaet et Ind-
tryk af nogen Tilblanding af blond brachycephal Natur i Selbu, men i
sin Helhed synes dog Befolkningen her at være mere ublandet meso-
cephal Trønder end f. Ex. i Sidedalføret Stjørdalen.

Angaaende et primært Sæde for den trønderske Hovedtype, da kan
man neppe opstille nogen mere bestemt Formodning. Inden Søndre

1 Paa Kartet er angivet større Hyppighed af blonde brachycephale Individer uden særskilt
Hensyn til Typeforhold, hvilket dog væsentlig vil falde sammen,

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRONDERTYPER. 41

Trondhjems Amt turde noget tale for sydlige Nordmorsegne og Orke-
dalen som større Centra, i det nordre Amt for Indherredsbygderne.

Noget tydeligere stiller det sig for den blonde Brachycephal, om
man gaar ud fra dens større Koncentration paa de ovenfor nævnte
Steder. Sandsynlighed kunde da tale for, at denne Type tidligst har
besat de to Lokaliteter, hvor den fremdeles træffes hyppigst. Mest
kunde kanske tænkes paa Ørlandet som første Bosted, og en Analogi
med den vestlandske Brachycephals Bosteder vilde herved være ganske
nærliggende.

Min Undersøgelsesrække indbefatter ikke Nordmøres sydligste Ind-
landsbygder. Sundalsfjordens Omgivelser og Sundal kunde ikke med-
tages, da disse Distrikter er tillagt en militær Afdeling, hvilken jeg
ikke havde Anledning til at besøge. Saavidt jeg kjender disse Egne
fra tidligere Reiser, maa jeg antage, at Hovedbefolkningen her væsentlig
er den norrøngermanske Dolicho-mesocephal, i Forhold til den egentlige
Trønderbefolkning maaske mere fremtrædende med den blonde Dolicho-
cephals Form og Habitus. Dette Forhold gjælder sandsynligvis ogsaa
for en stor Del Sundals Fortsættelse Opdal, som dog tillige kommuni-
cerer med Orkedalsdalføret.

Nordover slutter Undersøgelsen med Overhalden (Namdalen). Her
forekom saavel den mesocephale som den brachycephale Type omtrent
i Overensstemmelse med Forholdet i Kystdistriktet nordenfor Trond-
hjemsfjorden. Hvorledes det forholder sig længer nordover, kjender jeg
ikke nærmere til; men der kan vel ikke være Tvivl om, at en ligeartet
Kystbefolkning vil findes ogsaa der (om særskilt Indlandsbefolkning vil
i disse Egne lidet være Tale, da Dalførerne mest er smaa og korte og
udentvivl fra først af har modtaget sin Befolkning fra Kysten).

Det tør ogsaa være sandsynligt, at Nordlands Befolkning idethele
er af samme typiske Beskaffenhed som Befolkningen i Trøndelagens
Kystegne, dog hist og her noget stærkere opblandet med Indvandrere
fra sydligere Egne.

Af særlig Betydning for Norges Antropologi er Trønderbefolknin-
gens Fortsættelse ned gjennem de østlandske Dalfører, Gudbrandsdalen
og Østerdalen.

Gudbrandsdalens Befolkning maa nærmest antages at stamme fra
Romsdalen, Sundalen og Opdal og har et fra den særlige Trønderbe-
folkning noget forskjelligt Præg. Den østlige sydgaaende Gren af
Trønderne findes i det nordlige Østerdalen, hvorhen Guldal og vel ogsaa
Orkedal (over Kvikne) i gammel Tid har sendt Kolonister. Senere er
Trøndere efterhaanden gaaet sydover langs Renaelven, og Glommen,

42 C. F. LARSEN. M.-N. Kl.

idet de mere og mere er blandet med sørfra, kanske ogsaa tildels østfra,
kommende Indvandrere.

Ligetil Elverum er Efterkommere af Trønderbefolkning nu vistnok
stærkt udbredt. Ogsaa paa Hedemarken og i de sydligere Egne sees
hyppig Individer, som kan lede Tanken hen paa Trønderslægtskab.
Imidlertid vil bestemt Adskillelse fra lokale Typer neppe være mulig.

Trønderbefolkningens Betydning inden Norges Befolkningsforhold
er saaledes meget udstrakt og kanske større end nogen anden i Landet
forekommende lokal Befolkningsgruppes. Trods de Forandringer, som
den i Aarhundredernes Løb kan have undergaaet, staar den endnu med
udprægede typiske Eiendommeligheder.

Naar jeg her har sammenstillet disse Undersøgelser til en Udsigt
over de antropologiske Forhold i Trøndelagen, da tør jeg haabe, at de
trods sin Ufuldstændighed dog vil kunne yde et Bidrag til Kundskaben
om vore Folketyper inden en vidtstrakt Kreds af Landets Befolkninger.
Mit Bidrag kan dog kun være at anse som en Indledning til et nærmere
Studium af denne centrale Gruppe, Undersøgelsen nærmest som en
typologisk Rekognoscering. Fortsatte Undersøgelser i denne Retning
maatte ikke alene gjælde de mindre Befolkningskredse inden Trønde-
lagens Omraadel, men ogsaa gaa langt udover dette og stilles i For-
bindelse med lignende i andre Landsdele og i andre Lande, hvorfra
Indvandringer særlig kan have fundet Sted.

Resumé.

1. Trøndelagens Befolkning omfatter som Hovedbestanddele en
dolicho- til mesocephal og en høigradig mesocephal til brachycephal
Gruppe.

2. Den dolicho-mesocephale Befolkningsgruppe er væsentlig ens-
artet og kan henføres under den norrøn-germanske Type. Den meso-
brachycephale Befolkning optræder almindeligt som en blond Særtype,
der viser Ligheder med den vestlandske blonde Brachycephal, men der
forekommer tillige mørkhaarede Brachycephaler med andet Præg.

3. Den dolicho-mesocephale Type forekommer overalt i Trondhjems
Stift og danner den overveiende Del af Befolkningen. Mest udpræget

I Cfr, senere omtalte Afhandling af Z. Steren.

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRØNDERTYPER. 43

synes den at være i centrale Distrikter inden Søndre Trondhjems Amt,
i det sydlige Nordmøre og i Indherred.

4. Den blonde meso-brachycephale Type forekommer i størst
Mængde og mest udpræget i de sydøstlige Fjorddistrikter og i endel
Kystdistrikter. Den morkhaarede Brachycephal forekommer spredt,
noget talrigere paa de ovenfor (under 3) nævnte Steder.

5. Blandingsformer findes i alle Distrikter, dog i forskjellig Grad.

Tidligere antropologiske Meddelelser vedkommende
Trondhjems Stift.

I.

Skriftet »Norges Land og Folk« indeholder under »Beskrivelse over
Søndre Trondhjems Amt« (iste Del) en kort Udsigt over dette Amts
Antropologi, forfattet »væsentlig paa Grundlag af Meddelelser fra
C. Arbos.

Der anføres her, at Trønderbefolkningen danner et af Landets større
Befolkningsafsnit, og at den ligesom den norske Befolkning overalt be-
staar af dolicho-, meso- og brachycephale Individer, de sidste talrigst i
Kystdistrikterne, de første i de indre Fjordegne. Mesocephaler findes
mest udbredt i de Egne, som er beliggende mellem Fjordbundene og
Kysten. Forfatteren antager nogen typisk Forskjel mellem den egentlige
Trønderbefolkning og Nordmørsbefolkningen. Mit Material strækker ikke
til at paavise bestemtere Forholdet af de forskjellige Indexklassers geo-
grafiske Udbredning saaledes, at jeg kan skjelne mellem Udbredning af
Dolicho- og Mesocephaler. Men jeg tror neppe, at den opstillede Regel
vil kunne findes overalt. Det er nu ogsaa et Spørgsmaal, om Meso-
cephalerne fornemmelig kan betragtes som Blandingsformer.

Hvad Forskjellen mellem Nordmørsbefolkningen og Befolkningen i
Ss. Trondhjems Amt angaar, da tror jeg neppe, at der almindelig er
nogen udpræget typisk Forskjel undtagen forsaavidt, at Typefordeling
og relativt Antal inden de forskjellige Typer kan være noget forskjelligt,
kanske ogsaa den forskjellige Levevis kan have givet Befolkningerne
noget forskjelligt Præg. Men da den blonde Brachycephal som nævnt
er hyppigere paa Kysten end de fleste Steder i Indlandet, vil dette selv-
følgelig i høi Grad kunne præge Kystbefolkningen. Det gjælder da

44 C. F. LARSEN. M.-N. KI.

ogsaa og vel mest de gamle Nordmorsdistrikter nordenfor Trondhjems-
fjorden. Dog maa jeg gjøre noget Forbehold med Hensyn til den syd-
ligste Del af Nordmør. Der tør her (Sundal) maaske findes nogen
Forskjel. Hovedtyperne kan være de samme, men den særlige Udvikling
noget forskjellig. Sundølen og Gudbrandsdølen har ikke ganske samme
Præg som Guldølen og Østerdølen. Saavel Arbo som jeg har konstateret
Sundølens og Gudbrandsdølens Fællespræg.

I sit interessante Skrift »Meldalen i det 19de Aarhundrede« (Tids-
skrift for den norske Lægeforening No. 8 1901) har praktiserende Læge
i Meldalen, Æ. Støren, givet en kort Beretning om endel af ham i denne
Bygd foretagne antropologiske Undersogelser. Han har ialt undersøgt
194 Individer af forskjellig Alder, deriblandt endel Kvinder. Af ren
Meldalsslægt var 143.

Forfatteren opfører her en Gruppering efter Øienfarve og Haar (170
Ind.), efter hvilken sees, at det lidt overveiende Antal var blonde, af
disse dog faa lysblonde. Da hans Nuancebetegnelser ikke stemmer med
de af mig brugte, kan der ikke gjøres nogen nøiagtig Sammenstilling
med disse; dog synes at fremgaa, at den hos mig benævnte mørkhaarede
Gruppe vil udgjøre 30 à 40 90.

For de undersøgte 194 Individer har han opstillet Kefalindices i
Kurver, som viser Procentforholdet for de forskjellige Enheder. Han
har to saadanne Kurver, en, som viser Forholdet inden de 143 Individer
»af ren Meldalsslegt« (blandt hvilke endel fra Aarhundredets første
Halvdel), og en for samtlige undersøgte!. Begge er omtrent samstem-
mende?. De har sit Toppunkt paa 79—80, en lavere Spids paa 76—77
og en høiere paa 82—83. Forfatteren antager, at der ved disse tre
Spidser angives Tilstedeværelse af 3 forskjellige Typer.

Sammenlignes disse Kurver med de af mig optrukne Kurver for
186 Individer fra forskjellige Kanter af Trondhjems Stift, saa vil følgende
mærkelige Resultat findes: Min Kurve for de mørkhaarede har den
samme høieste Spids paa 80, men mangler de to Sidespidser, medens
Kurven for de blonde har de to sidste Spidser netop paa samme Index-
gruppe som Kurverne fra Meldalen og en Antydning for Index 76.
Ganske tilfældigt kan dette neppe være. Det vilde kunne tydes derhen,
at den sidste Spids i Meldalskurven vedrører den blonde brachycephale
Befolkning. Trekker man op en Kurve af begge Klasser sammen, saa
findes Spidserne ikke der. Dog skal jeg indrømme Muligheden, men

1 Forf, oplyser, at der i senere Tid er indvandret ikke saa faa fra Nabobygderne og
tildels fra Gudbrandsdalen,

2 Sammenstilling i to forskjellige Serier vilde her have været af særlig Interesse,

1903. No. 6. TRONDERKRANIER OG TRØNDERTYPER. 45

ikke Sandsynligheden for, at Spidsantydning er mere tilfældig, medens
sidste Spids med forholdsvis Lethed kan tydes.

Dog er det lidet rimeligt, at der her kan være Tale om tre udtalte
Typer. For min Del vil jeg heller holde mig til to.

Den blonde Befolkning bestaar, som i min Afhandling paavist, af to Grup-
per, den blonde trønderske Dolicho-Mesocephal og den blonde Brachycephal.
Den førstnævnte kan vel neppe adskilles fra den mørke Mesocephal som
egen Type (om der end kanske tildels kan være nogen Forskjel). Vil
det nu vise sig, at den søgte Kurvespids regelmæssig forekommer, er
konstant, saa turde den kunne tilskrives en relativt større Hyppighed af
den blonde Dolichocephal paa Index 761. Den anden Spids er antagelig
kombineret Virkning af Trøndertypen og den blonde Brachycephal,
medens den sidste Spids vistnok væsentlig er bevirket ved den større
Hyppighed af denne, som her har sin Middelindex og maaske sin største
Frekvents. Om man end ikke altid tør se saa udtalte Beviser for Typefor-
skjel i flere Kurvespidser, saa har dog Forholdet stor analytisk Interesse.
I dette Tilfælde viser det hen til, at der i en Indlandsbygd midt inde
i Søndre Trondhjems Amt forekommer et forholdsvis større Antal blonde
Brachycephaler.

Sammenstillingen har en speciel statistisk Interesse derved, at den
viser, hvorledes et forholdsvis lidet Material dog kan give Resultater,
som tydelig anviser Hovedforhold.

1 Det træffer ogsaa saaledes, at Middelindex af de mest karakteristiske Skeletkranier falder
paa den tilsvarende Index 74.

46 C. F. LARSEN. M.-N. KI. 1903. No. 6.

Til Plancherne.

PL 1.
1. Elliptisk Trønderkranium af særegen Form (Datavus genuinus). Tab, 1, No. 1.
2, Kuneat Mandskranium, Tab, 1, No, 3.

3. Rhomboidalt Kvindekranium, Tab, 1, No. 9.

PI 2:
4. Elliptisk Mandskranium, Tab, 1, No, 2.
5. Brachycephalt rhomboidalt Kvindekranium, Tab, 1, No, 11,
6. Brachycephalt ovoid-elliptisk Tronderkranium,
7. Mandligt Kranium fra ældre Jernalder (Offerse).
8. Do, do, (Myklebostad).
PIS:

Grafisk Fremstilling af Antal undersogte Individer for de forskjellige Enheder af

Kefalindex, procentvis beregnet, særskilt for blonde og mørkhaarede.

Pl. 4.

Oversigtskart over Nordre og Søndre Trondhjems Amt og Nordmøre (de i Texten

nævnte Stedsbetegnelser er paaført Kartet),

Trykt den 15de Juli 1908,

CHR.A VII

CHR. Å VID. SELSK. SKR. I. M.N. KL. 1903. NO. 6

CHR.A VII

19

18

17

16

15

lee

«RA VID. SELSK. SKR. I. M-N. KL. 1903. NO. 6

CHR.A VID. SELSK. SKR. I. M.N. KL. 1903. NO. 6.

Procenttal for de enkelte Indices (Tab. 7-12)

: mörkhaarede ----- blonde.
72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84

DE ls ie)

17
16
15
14
13
12
1%

10

>
>
-
P. i
I

bé

CHR.A VID. SELSK. SKR.

I. M.N. KL.

1903. NO. 6.

Ted AE

Kart

over

TRONDHJEM STIFT.

x —
Maalestok

j vw » 3» 40 km.

2222 Stærkere Forekomst af blonde med
brachycephal. Index.

.
22% ana

Stjördalen

EE VE. 17 Sr

Tapes-niveauet

paa

Jæderen

undersøgt sommeren 1900
af

P. A. Øyen.

Videnskabs-Selskabets Skrifter. I. Math.-Naturvid. Klasse. 1903. No. 7

Christiania.
I kommission hos Jacob Dybwad.
A. W. Brøggers bogtrykkeri.

1903.

Fremlagt til Trykning i Aarsmødet den 1ste Mai 1903.

Tapes-niveauet paa Jæderen.

De ved Tapes decussatus, Lin. karakteriserede niveau, der danner
en udpræget horizont i det sydlige Skandinaviens postglaciale historie,
har hidtil ikke været kjendt paa Jæderen.

Naar vore tre nabolandes geologer har kunnet bestemme dette niveau
som grænsen for en særskilt indsynkning af landpladen, saa er dette et
skridt, hvortil vi for vort eget lands vedkommende endnu ikke har kunnet
naa, idet vi altid har været nødt til at lade det henstaa uafgjort, om
dette niveau kun markerer et bestemt afsnit i vort lands stigningshistorie,
eller om det ogsaa her som i vore nabolande afmærker maximum for en
særskilt sænkning.

Det er ikke hensigten ved nærværende anledning hverken at søge
en forklaring til Jæderens eiendommelige orografiske forhold eller at ud-
rede dannelsen af de der optrædende, udstrakte og mægtige, løse jord-
lag; heller ikke er det hensigten at følge denne landsdels istidshistorie,
hvor interessant det end kunde være at undersøge dennes forskjellige
afsnit. Men vi gaar med en gang over til at betragte forhold, der ligger
vor egen tid langt nærmere, ja geologisk talt meget nær.

Jæderkysten.

Naar man reiser langs den lave Jæderkyst, kan man allerede fra
dampskibsdækket faa et indblik i de særegne orografiske forhold, som
det kan være godt at fæste i erindringen og beholde som ledetraad, naar
man kommer ind paa de udstrakte, bølgende vidder. Man ser det lave
land hæve sig fra stranden indover i mere eller mindre terrasseformede
trin, medens langt i baggrunden det høiere klippelandskab stiger op.
Forholdsvis ganske nær ud mod havet udpræger sig en lav terrasse, der

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1903. No. 7. 1

4 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

i omtrent samme niveau folges lange strækninger. Hvad der imidlertid
paa mange steder springer langt mere i oinene, er denne terrasses brat
opstigende bagvæg, der som en udpræget brink hyppig hæver sig i den
dobbelte høide og ligeledes ofte afsluttes opad i nogenlunde samme
niveau. Overfladen stiger dels mere jevnt, dels i et mere undulerende,
kuperet terræn.

Tapes-terrassen.

Ved nærværende anledning er det ovennævnte, forholdsvis lave og
temmelig sammenhængende terrasse, der har en mere umiddelbar
interesse.

Vest for Stavanger, i Randeberg og Reveim, udmærker denne strand-
linje sig endog paa en saa fremtrædende maade, at bønderne har givet
den et eget navn »sjorin« (= sjøranden, en gammel strandkant), idet en
række strandvolde optræder, tildels med en mængde større og mindre,
»friskjolda« blokke. Der siges paa flere steder at være fundet musling-
skaller og sneglehuse oppe paa denne gamle »sjerin«, men mine under-
søgelser viste ialfald, at de som regel ikke er let tilgjængelige, og at det
vistnok maa være ved rydning, tag af brønde og gravning af grøfter,
nævnte levninger af søorganismer er draget frem; det giver dog haab
om, at en mere indgaaende detailundersøgelse kan høste endel udbytte.

Lavere og høiere terrasser.

Den her nævnte, mere udprægede strandlinje er imidlertid ikke den
eneste paa Jæderen, idet man kan paavise saavel lavere som høiere ter-
rasser, mærker efter gamle havstande. Dels for kun at anføre nogle
eksempler, men dels ogsaa for at vinde udgangspunkt for en sammen-
ligning med hensyn til enkelte geodynamiske forhold, skal jeg ganske
kort berøre nogle faa saadanne forekomster, endskjønt behandlingen af
de høiere terrasser egentlig ligger udenfor nærværende arbeides ramme.

Aneroidmaaling.

Da de høidetal, hvorom her er spørgsmaal, imidlertid er bestemt
ved hjælp af aneroidbarometer, skal jeg først ved nogle faa eksempler
belyse dettes variation, ved de sommeren 1900 paa forskjellige steder
bestemte korrektioner, for at den værd, man kan tillægge disse maalinger,
lettere kan bedømmes og sammenlignes med fremtidige iagttagelser.

Tre af disse eksempler er hentet fra det trondhjemske, nemlig fra
de to mest udprægede linjer lige over for Ilsviken (Trondhjem) og fra

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 5

Støren jernbanestation; resten er fra Jæderen. Korrektionen ved Nærbø
jernbanestation er med ens værdi bestemt ved tre af hinanden uafhæn-

gige, til forskjellige tider udførte observationer. Tallene betegner h. o.

h. i meter.
Sted: Aneroid, Nivellement. Korrektion,
Ilsviken, 9. linje . . 182,6 177,8 — 4,8
== A LD 2 164,7 161,1 — 3,6
Støren DS... 0 5 69,5 64,4 — 51
Varhaug jbst. . . . 49,7 43,9 — 5,8
Nærbønbst 1. 33,9 30,7 — 3,2
Bilepsibser |. os. 2: 27,8 26,0 — 1,8

Naar undtages enkelte, helt anomale tilfælde, har korrektionen i
havets niveau vist sig ved gjentagne observationer paa en række for-
skjellige steder at være lig nul; saaledes ved Kregemyr, Kvernviken,
Malle, Somme, Obrestad, Husvegstranden, Ogne.

Malletuva etc.

Terrasser af forskjellig alder.
x

Med hensyn til optræden af forskjellige terrassetrin er omgivelserne
af Malletuen i Reveim det interessanteste omraade, der hidtil er paa-
truffet i Jaederens nordlige del.

Selve Malletuvas top, eller rettere toppe, dannes af barfjeld, meget
sterkt forvitret, men viser dog tydelig afrundede former, saaet med store
blokke, hvoraf enkelte med indtil en tre-fire meters gjennemsnit. Toppen
stiger med et rundt tal til ca. 100 m. o. h. Omtrent syv meter lavere
maaltes høiden af et pas mellem to af toppene til 92,9 m. o. h. Paa
passets udside, ud mod den aabne fjord, laa en mængde større blokke
af en halv til en meters størrelse; de mindede noget om residualblokke,
men dannede ingen egentlig strandvold og var blandet med mere skarp-
kantede blokke. Paa den indre side af passet fandtes et par meter lavere
en mindre forekomst af smaa rullesten, tildels opblandet med noget
skarpere materiale; heller ikke her kunde paavises nogen egentlig strand-
kant. Noget lavere, i en høide af 77,5 m, o. h., saaes i en raset skraa-
ning i løst materiale et leret rullestensgrus, en vasket og omleiret moræne-
masse, hvor vistnok saavel fluvioglaciale som marine kræfter har gjort
sig gjældende. Her er ikke stedet til nærmere at udvikle de grunde,
hvorfor jeg antager, vi staar lige over for fænomener af interglacial art;
dette vil blive gjort ved en anden leilighed samtidig med behandlingen

6 P. A. ØYEN. M.-N. KI.

af tilsvarende fænomener fra forskjellige andre steder inden Jæderens
omraade.

Paa den sydlige og vestlige side af Malletuva optræder saa i en
høide af 69,5 m. o. h. en udpræget terrasse, der efter aneroidbarometrets
udvisende at dømme laa fuldstændig i samme niveau saavel i syd som i
vest med flere hundrede meters afstand mellem observationspunkterne,
Høiden af denne terrasse bestemte jeg allerede sommeren 1899. Og det
anførte tal er resultatet af flere, meget nøie overensstemmende maalinger.
Den her bestemte linje er den til terrassedannelsen svarende marine
grænse og ligger her som sædvanlig noget høiere end selve terrassen,
der med en forholdsvis vid og jevnt skraanende flade falder af mod den
ydre kant. Denne gaar derpaa temmelig brat ned til næste terrassetrin
og har sit eget, skarpt udprægede evorsionssystem, der med en gang
ophører ved næste terrasses indre kant i en høide af 38,1 m. o. h., fundet
ved to ngiagtig overensstemmende maalinger. Syd for Malle, under
Ullenhaug, saaes en tydelig terrasse, der skjønt ikke maalt vistnok i
niveau svarer omtrent til den her anførte brydningskant; ligesaa udpræger
sig i tilsvarende høide en terrasse over paa den anden side af Hafsfjorden
i nerheden af Tananger kapel. Af interesse er, at man i sydvest for
Randeberg kirke, mellem denne og Viste, finder en næsten horizontal,
temmelig vid flade i et niveau, der svarer noget nær til den netop be-
stemte terrassehøide, idet denne flade fandtes at ligge i en høide af 36,2
m. o. h., rigtignok kun bestemt ved en enkelt maaling. Det er sandsyn-
ligt, at det samme niveau, eller et tilsvarende, ogsaa vil findes afmærket
ved stranddannelser paa adskillige andre steder inden det foreliggende
omraade, naar først undersøgelsen rækker at fremfinde dem; i forbigaa-
ende skal jeg kun henlede opmærksomheden paa de vidt udstrakte flader
om Nærbø og Varhaug jernbanestationer, som ogsaa falder ind omtrent
i dette niveau.

I den skraaning, der mod nordvest afgrænser den ovenfor nævnte
flade mellem Randeberg kirke og Viste, har man anledning til at faa et
indblik i dennes indre bygning, idet vekslende lag af fin sand og fint,
vandslidt grus med større, rullede sten indiblandt, ja tildels endog af-
rundede blokke, her stikker frem i dagen. Denne fem til seks meter
høie terrasseskrænt forlober over en længere strækning, helt fra Rande-
berg kirke til henimod Vistvik, paa en saa regelmæssig maade, at den
til og med har tiltrukket sig topografernes opmærksomhed, idet den
nemlig paa rektangelkartet er betegnet med bakkeskrafering. Denne
terrasseskrænt gaar ned til en udpræget terrasse, med temmelig bred og
noget skraanende flade, hvis indre kant ligger i en høide af ca. 30 m.

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA J/EDEREN, 7

o. h. og den ydre, mere markerede kant i en høide af 26,8 m. o. h.
Denne falder saa af mod det myrlændte terran foran.

Vistnok omtrent svarende til dette niveau er en udpræget strand-
vold med temmelig vid laguneagtig fordybning indenfor, som man træffer
paa den modsatte, sydøstlige kant af den ovennævnte flade mellem Rande-
berg kirke og Viste. Den gamle lagune er nu udvokset med en torv-
myr og støder indad mod fast fjeld, som gjorde det umuligt at bestemme
den tilsvarende marine grænse. Men overfladen af selve strandvolden
maaltes til 23,7 m. o. h. Paa dette sted havde strandvolden en bredde
af omtrent 50 m. og lagunen indenfor omtrent samme bredde. Denne
strandvolds indre bygning kom meget smukt tilsyne i flere grustag, som
lagde den blot i hele dens mægtighed, fire til fem meter; den viste sig
at bestaa af tæt pakket og tydelig laget rullestensgrus, hvor indtil hoved-
stort materiale var i høi grad fremtrædende i det mindre.

Lige mod foden af denne strandvold støtter sig en gammel strand-
kant, der saavel her som paa den anden side af den dalagtige forsænk-
ning fra Visteviken op mod Bergsagelvarden maaltes til 20,9 m. o. h.
Denne stranddannelse kan spores rundt hele forsænkningen, men især
meget pent langs de to langsider i nordvest og sydøst, og antager paa
sine steder karakteren af en strandflade saaet med blokke.

Inden et ganske snevert omraade er saaledes her i høiden 30—20
meter over den nuværende havstand paavist ikke mindre end tre skarpt
udprægede strandlinjeniveauer, Uden netop at ville forsøge paa med de
foreliggende sparsomme maalinger at følge dette fænomen ud over en
videre strækning skal dog i forbigaaende opmærksomheden henledes paa
et par tilsvarende terrassehøider.

Saaledes fandtes paa Hafsfjordens vestside, ved bunden af denne,
nær Sømme, en strandlinje i fast fjeld, som efter middel af tre, rigtignok
ikke særdeles gode aneroidbestemmelser havde en høide af 20,2 m.0. h.
Det faste fjeld udgjøres her af vekslende lag af glimmerskifer og en
meget uren marmor; de tydelig udprægede skikter stryger NV—SØ med
fald mod sydvest. Den indgravede strandlinje derimod løber paa om-
handlede sted omtrent i N—S og gaar saaledes helt skraat over lagene;
den sees til og med uden afhængighed af disse at bøie om sydsiden af
den lille kolle, som paa denne maade i øst og syd krandses af linjen.
I strandlinjens ydre kant ligger talrige større og mindre blokke, og paa
selve strandfladen saaes enkelte ganske betydelige blokke, deriblandt en
med henimod seks meters tversnit. Strandlinjen er helt skaaret i fast
fjeld, der stikker frem saavel i den ydre som indre kant. Der saaes i
den ydre kant etsteds endnu halvparten af en stranddannet jettegryde

8 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

med et tversnit af henimod fire decimeter og en dybde af henimod tre;
desuden saaes i nærheden raat udformet og meget vitret roche reniforme.
Denne karakteristiske form for stranderosion i fast fjeld sporedes ogsaa
i mindre god udvikling og meget forvitret tilstand i strandlinjens indre
kant og bagvæg. Med hensyn til de store fritliggende blokke bør man
mærke sig, at saadanne meget hyppig forekommer her overalt, og at de
særlig gjør sig i høi grad gjældende langs de gamle strandlinjer, har
vistnok sin grund i bortskyllen af det finere materiale, hvorved det gro-
vere residualmateriale bliver tilbage.

Ved Husvegstranden (Varhaug) gaar den gamle hovedvei mellem
Stavanger og Ekersund langs den ydre kant af en større flade saaet med
sten og blokke. Denne brink har en høide af 18,0 m, o. h. Omtrent
fire meter over denne gamle søbund finder man en tydelig afsats, en
gammel strandlinje i løst materiale, i en høide af 22,3 m. o. h.

Vi ser saaledes, at Jæderen ingenlunde er saa blottet for høiere lig-
gende terrasser, som ofte antaget. Der optræder til og med flere for-
skjellige niveauer, og der er ingen tvil om, at en indgaaende detail-
undersøgelse vil kunne fremfinde endnu flere, end jeg ved mine forholds-
vis spredte og kortvarige ekskursioner inden dette omraade har kunnet
gjøre. Ligeledes vil det være af særlig betydning ved nivellement at
følge disse forskjellige trin i sammenhæng, da vistnok paa den maade
vigtige bidrag vil kunne leveres med hensyn paa kjendskabet til land-
pladens hævningsforhold.

Det ligger udenfor nærværende afhandlings ramme at give en frem-
stilling af de grunde, der har bragt mig til at antage den ved Malletuva
bestemte 69,5 m. o. h. liggende marine grænse som grænsen for land-
pladens største indsynkning paa dette sted efter den sidste nedisning.
Dette skulde saaledes svare til, hvad De Geer har betegnet som den
»senglaciale« marine grænse. Dette trin, som jeg har kunnet efterspore
paa flere forskjellige steder inden det her omhandlede omraade, viser sig
imidlertid selv inden disse forholdsvis snevre grænser ikke overalt at til-
høre samme horizontalniveau. Heri gjenspeiler sig det samme fænomen,
som allerede for længe siden er paavist paa mange forskjellige steder,
at i nævnte tidsrum landpladen maa have hævet sig i forskjellig grad
paa forskjellige steder. Paa dette grundlag har jo De Geer opkonstrueret
de saakaldte isobaser.

Den fauna, som det sommeren 1900 lykkedes mig at fremfinde helt
i nærheden af den høieste marine grænse nær Kristiania, viser imidlertid
en karakter saa forskjellig fra den fauna, som det samme sommer lyk-

kedes mig at efterspore paa en række forskjellige steder i det trond-

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 9

hjemske temmelig høit op, at vistnok ikke blot forskjellen i breddegrad
er tilstrækkelig til at forklare forholdet. Andre faktorer maa ogsaa tages
med i betragtning, saaledes den vekslende slamtilførsel, men fremfor alt
de lokale forholds begunstigelse af reliktfaunaer. Vi kan dog selv med
disse forskjellige hensyn for øie ikke godt betragte isobaserne inden de
to nævnte omraader som helt synchrone. Men lige saa lidt som iso-
baserne selv er at betragte som synchrone kurver, lige saa lidt er vistnok
de tilsvarende hævningsenheder at betragte som isochrone størrelser.

Da det endnu ikke har lykkedes mig at fremfinde den fauna, der
svarer til den paa Jæderen ovenfor nævnte marine grænse, vil af det nu
udviklede med lethed forstaaes, at det heller ikke helt direkte lader sig
gjøre at bestemme vedkommende grænses alder, saalænge de marine
afleiringer i vort lands sydlige del er fulgt saa lidet i sammenhæng, som
tilfældet endnu er. Vi kan dog paa mere indirekte maade komme spørgs-
maalets løsning ganske nær ind paa livet.

At man saa fra den efterfølgende tid møder en hel række forskjellige
terrassetrin, behøver paa ingen maade at hentyde til nogen mere kata-
strofeagtig eller til nogen i særdeles høi grad ujevn bevægelse af landpladen.
Dette behøver vistnok ikke at have været tilfældet selv, hvor det gjælder
indskjæringen af strandlinjer i fast fjeld!, og derfor endnu mindre, hvor
det gjælder udformningen af terrasser i løst materiale, enten nu dette sker
ved mere erosive kræfter, erosionsterrasser, eller ved mere opbyggende,
akkumulationsterrasser.

Skaldynger.

Førend vi imidlertid naar ned til den i begyndelsen af nærværende
afhandling nævnte, forholdsvis lave og temmelig sammenhængende strand-
linje, stoder vi paa et par meget interessante dannelser, skaldynger?,
eller som tilsvarende ophobninger fra en hel række forskjellige steder er
beskrevet under navn af kjyekkenmeddinger®, rebuts de cuisine*, en be-
nævnelse, der efter at være indført af danske forskere har fundet en meget
udstrakt anvendelse i den archæologiske literatur. Millers betegnelse
er dog meget at foretrække, da de ophobninger, det her gjælder, saavel
ifølge sit indhold som ifølge sin dannelse vistnok kun i høist uegentlig
forstand kan sammenlignes med en nutids kjøkkenmødding, uden for saa
vidt det gjælder blot egenskaben af at være affaldsdynger?®. Benævnelsen
skaldynger, shell-mounds®, amas de coquilles, er derimod meget træf-
fende, og der vil fra navnets side ingen grund foreligge til forveksling
med de naturlige ophobninger af muslingskaller og sneglehuse, da disse
dannelser jo allerede har sin hævdede betegnelse.

10 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

Opdagelsen af de danske skaldynger vakte jo i sin tid stor opsigt,
og der blev enddog nedsat en speciel kommission, bestaaende af Forch-
hammer, Steenstrup og Worsaae, for at undersøge disse mærkelige for-
hold, og denne komité nedlagde saa resultatet af sine forskninger i en
række afhandlinger®, der gav stødet til, at opmærksomheden mere ret-
tedes hen paa den slags mindesmærker efter en gammel beboelse.

Og lignende skaldynger kjendes derfor nu fra nær sagt alle verdens
kanter, og hvad der i nærværende forbindelse er af større betydning, fra
forskjellige tidsaldere — for kun at nævne et par, nemlig den saakaldte
»svarta jorden« fra Björkön, Mälaren, en dynge fra jernalderens slutning,
og Samsingerbanken med sine rester af okse, faar, ged og svin fra
broncealderen eller stenalderens slutning”, foruden de egentlig saa be-
kjendte danske skaldynger fra en noget tidligere tid. De Nadaillac,
hvis arbeide i dette punkt forresten er blot refererende, har vistnok med
hensyn til de danske skaldyngers alder megen ret i sin bemærkning
»C’est la une question difficile å resoudre« 10.

For Norges vedkommende er vort kjendskab til lignende dannelser
endnu meget lidet; thi hvad Ryghl skrev for en aarrække tilbage,
»den eneste affaldsdynge fra stenalderen, som hidtil er truffet i Norge
(ved Stenkjær inderst i Trondhjemsfjorden), indeholdt udelukkende old-
sager af den arktiske gruppe», gjaldt endnu forrige aar.

Da jeg denne sommer, 1900, var ifærd med at fortsætte mine under-
søgelser af Jæderens glaciale og marine dannelser, aflagde jeg et par be-
søg ved Stavanger museum, væsentlig for at se, om der muligens kunde
foreligge noget af interesse for min specielle opgave. Skuffet som jeg
blev med hensyn til dette, fik dog det sidste besøg en indirekte betyd-
ning derved, at hr. konservator Helliesen ved denne anledning gjorde
mig opmærksom paa et par »kjokkenme@ddingfund«, han netop havde
hjembragt fra Sømme og Kvernviken. At hr. Helliesen udelukkende
havde heftet sig ved sagens rent archæologiske side, fremgik tydelig
saavel af selve samlingerne som af den fremstilling, han gav af sine
undersøgelser; senere har jeg paa anmodning forsynet ham med opgave
saavel over den i disse skaldynger opbevarede rest af molluskskaller som
over skaldyngernes høide over havet. Jeg var saa heldig at træffe netop
de samme bønder, som ogsaa havde gjort hr. Helliesen opmærksom paa
forekomsten af disse to skaldynger, hvorfor det med sikkerhed kan siges,
at det er de samme steder, jeg har besøgt, noget som ogsaa fremgik
deraf, at jeg forefandt begge de omtalte dynger gjennemgravet og gjen-
nemsøgt paa en saadan maade, at mit udbytte i archæologisk henseende
blev meget lidet,

1903. No. Te TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. QE

Paa den anden side var det heller ikke den archæologiske under-
sogelse, der for mig havde den mest umiddelbare interesse; thi allerede
fra forst af gjaldt det som hovedopgaven for mig at udrede forholdet
mellem disse skaldyngers alder og alderen af de tilgrænsende terrasser,
hvilket jeg efter den i skaldyngerne opbevarede levning af hin tids mol-
luskfauna og efter mit ved et par tidligere reiser paa Jæderen i 1895 og
1899 erhvervede kjendskab til de marine dannelser inden dette omraade
ikke ansaa for helt umuligt. Med den korte tid, som stod til min raa-
dighed, blev det derfor nødvendigt at koncentrere arbeidet til netop
dette punkt.

Skaldyngen ved Kvernviken.

Skaldyngen ved Kvernviken ligger vel et hundrede meter fra Haa-
landsvand paa nordvestsiden af den vei, som fra Kvernviken fører forbi
Haalandsvandets nordende. I nærheden af vandets nordvestlige hjørne
hæver sig en liden kuppe af fast fjeld, der i sydlig retning danner et
lidet fremspring af en sterkt kruset og foldet fyllit. Dette fremspring
har langs fjeldkuppens sydøstlige side en længde af ti meter, skyder
omtrent tre meter frem og hæver sig omtrent tre meter over grunden.
Dette »klippskjul« 2 har sikkert nok i sin tid været den hjemlige arne
for de folk, der gjorde sig tilgode med de østers, hvis skaller i rigelig
mængde findes rundt om. Som resultat af to fuldstændig overensstem-
mende maalinger fandtes her overfladen at have en høide af 18,6 m. o.
h. Den egentlige skaldynge ligger foran fremspringet og strækker sig
nogle faa meter ned over skraaningen, netop paa den maade som til-
fældet vilde være, naar beboerne paa den mest letvindte maade søgte at
fjerne affaldet fra sine maaltider.

Skaldyngen bestod væsentlig af molluskskaller og graasort muld.
Der hvor endnu lidt af den oprindelige banke var levnet urørt, saaes
denne høist uregelmæssig oplagt med stuvet lagbygning. Skallernes for-
holdsvis betydelige og jevne størrelse tyder paa, at der af forbrugerne
har fundet en udplukning sted.

Der synes kun at have været fire arter, som har været gjenstand
for nyttefangst, nemlig:

Ostrea edulis, L. Meget rigelig tilstede i store eksemplarer, indtil 125
mm.

Cardium edule, L. Sparsom, men i store eksemplarer, indtil 45 mm.

Patella vulgata, L. Noksaa hyppig, tildels store eksemplarer, indtil 50
mm.

Littorina littorea, L. Meget rigelig tilstede, hyppig 30—35 mm.

12 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

Desuden fandtes nogle faa benstumper, hvoraf endel ikke lod sig
bestemme; et par har professor Leche, Stockholm, godhedsfuldt bestemt
som tilhørende svin (venstre naviculare) og Lens eller svemmefugl (nedre
Jemurende). Endvidere fandtes en landsnegl, Clausilia sp. (dubia-
plicatula).

Hvad der imidlertid er af betydelig interesse, er i denne skaldynge
fundet af udpræget slagaffald af flint, hvorved en nøgle er givet til be-
stemmelse af bankens alder. Hid hører ogsaa fundet af ovalt formede
stene, der sandsynligvis har været brugt som slagstene, noget som ogsaa
deres størrelse hentyder paa. Nu og da forefindes sammen med de øvrige
sager ogsaa ganske almindelige strandstene; disse har rimeligvis oprin-
delig været afseet til et eller andet brug, og saa derpaa som uskikkede
er de senere kastet væk.

Skaldyngen ved Sømme.

Skaldyngen ved Sømme ligger mellem de sydligste og midterste
Sømmegaarde lige i nærheden af den i det foregaaende omtalte strand-
linje i fast fjeld paa dette sted. Dyngen ligger her mod syd og kun et
par meter lavere end strandlinjen, altsaa 18,2 m. o. h. Den bestod af
sammenstuvede skjæl i en brunsort muld — det hele oplagt mellem flere
store stene i den ovennævnte strandlinjes ydre kant. Skjællenes forholds-
. vis jevne og betydelige størrelse tydede her som ved Kvernviken paa,
at der ved forbruget har fundet et udpluk sted. Tre arter synes her at
have udgjort ialfald hovedfangsten:

Ostrea edulis, L. Rigelig tilstede i decimeterstore eksemplarer og i
eksemplarer henimod denne størrelse.

Cardium edule, L. Denne art synes her at være den talrigste. Den
forekommer meget hyppig med sammenklappede
skaller, og hvad der her er et træk at lægge
mærke til, er det særegne forhold, at der ofte findes
sammenklappede skaller af mindre individer inde-
sluttet i større, et fænomen, der rimeligvis maa
føres tilbage til en af forbrugerne bestemt udført
handling. Størrelsen naar her op til 50 mm. med
mange mellem 40—50 mm.

Littorina litlorea, L. Rigelig tilstede, tildels i noget mindre eksemplarer,
men ogsaa her ret hyppig i størrelsen 30—35 mm.

Desuden fandtes nogle faa benstumper, hvoraf endel ikke kunde be-

stemmes; et par er af professor Leche bestemt som tilhørende svin

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 13

(processus condyloideus mandibulae) og faar (undre molar 3). Endvidere
fandtes ogsaa her endel, indtil decimeterstore strandstene, hvilke rime-
ligvis helst bør betragtes paa samme maade som lignende i dyngen ved
Kvernviken.

Skaldynger i Danmark.

Siden Steenstrup og Worsaae i 1851 fremviste deres fund fra
skaldynger eller de dengang benævnte estersbanker i Danmark, har
disse stadig været gjenstand for en alt mere og mere indgaaende under-
søgelse, der efterhaanden har skaffet et ganske godt indblik i hin fjerne
tids saa vel marine som terrestre, saa vel vertebrate som evertebrate
fauna.

Og endskjønt kjendskabet til vore skaldyngers faunistiske indhold
endnu er lidet, turde det dog være berettiget allerede nu at trække en
sammenligning paa grundlag af enkelte karakteristiske hovedtræk.

Dette gjælder da først de forholdsvis faa arter af mollusker, der
fortrinsvis har tjent skaldyngefolket til næring. Steenstrup angav
Ostrea edulis, Cardium edule, Mytilus edulis, Littorina, littorea og Nassa
reticulata som de egentlige hovedformer i skaldyngerne .

Idet saa videre til grund for sammenligningen lægges en kortere
fremstilling, »Dyrelevninger fra ældre og yngre stenalders bopladser« I,
skal vi se lidt nærmere paa de enkelte arters forekomst.

Sammenligning mellem danske og norske skaldynger.

Ostrea edulis, L. findes i mængde i skaldyngerne ved Meilgaard,
Fannerupgaard, Hadsund Kro, Havelse!6, Eriksholm!?, Dragerup skov 8,
Dragerup 1%, desuden omend ikke fuldt saa rigelig ved Christiansminde,
Visborg Bjergbakke, Ørum Aa, Strolille?°, Haderslev?!, Ekernfarde?2,
Som vi ovenfor saa, findes den i mængde i skaldyngerne ved Kvernviken
og Sømme.

Mytilus edulis, L. findes i mængde i skaldyngerne ved Meilgaard,
Eriksholm®, Dragerup skov*, Havelse®, desuden om end ikke saa rige-
lig ved Fannerupgaard, Ørum Aa, Hadsund Kro, Christiansminde, Vis-
borg Bjergbakke, Strolille®, Arreso?7, At denne art er saa vidt almin-
delig i de danske skaldynger, skriver sig ganske naturlig derfra, at den
har været tilstede i rigelig mængde langs kysten paa skaldyngefolkets
tid; den kjendes der fossil paa mange steder og er endnu levende i stor
mængde i fjordene langs den danske kyst”. Maerkelig nok er den endnu
ikke fremfundet i vore skaldynger; dette tør have sin grund i en mindre

14 P. A, ØYEN. M.-N. Kl.

fuldstændig undersøgelse, men muligens ogsaa i selve denne arts udbre-
delsesforhold. Thii en større prøve, der medbragtes fra Kregemyrbanken,
som var meget rig saavel paa arter som individer, og som i dannelses-
tid vistnok omtrentlig svarer til skaldyngernes, fandtes kun et par smaa
brudstykker af Mytilus edulis, og i det nuværende littoralbelte syntes
hverken ved Kvernviken eller Sømme denne art at være tilstede i synder-
lig stort antal.

Cardium edule, L. findes i mængde i skaldyngerne ved Meilgaard
(52 mm.), Fannerupgaard, Visborg Bjergbakke, Havelse”, Strølille*,
Arrefjord®!, Dragerup skov3?, desuden om end ikke saa rigelig ved Had-
sund Kro, @rum Aa, Christiansminde, Arreso%. Denne art forekommer
i stor mængde i skaldyngen ved Sømme, mere sparsom i skaldyngen
ved Kvernviken, men paa begge steder i eksemplarer, der ikke staar
meget tilbage for de danske med hensyn til størrelse.

Patella vulgata, L. synes at forekomme yderst sjelden i de danske
skaldynger; idetmindste angives den kun fra skaldyngen ved Bulbjerg*4.
Den fandtes ikke i skaldyngen ved Sømme, men derimod noksaa hyppig
og i store eksemplarer i skaldyngen ved Kvernviken. Ligesom vi oven-
for saa, at blaaskjællenes forekomst i skaldyngerne staar i nøie sammen-
hæng med artens udbredelsesforhold, skal vi se, at det samme gjælder
for knæskjællets vedkommende. Patella vulgata mangler i fortegnelsen
over de fossile former saavel fra det nordlige Sjælland 3 som i de danske
kartbladsbeskrivelser: Hindsholm?%, Skagen, Hirshals, Fredrikshavn,
Hjøring og Løkken37, Læso og Anholt%, Bogense*®, Sejrø, Nykjobing,
Kalundborg og Holbæk, Levende angives den kun fra stranden ved
Bulbjerg#l; desuden nogle døde eksemplarer (47 mm.) fra Hirtshals,
Af mere speciel interesse i nærværende tilfælde er dens forekomst i den
ovenfor nævnte banke ved Kregemyr. I det nuværende strandbelte
findes den i mængde saavel ved Kvernviken som i nærheden af
Kregemyr.

Littorina littorea, L. findes i mængde i skaldyngerne ved Meilgaard
(34 mm), Fannerupgaard, Hadsund Kro, Ørum Aa, Stralille#, Eriks-
holm#, Dragerup skov#°, Dragerup*6, Havelse{?, Arresg#. Den fandtes
i mængde i skaldyngerne ved Kvernviken og Sømme.

Nassa reticulata, L. synes i de danske skaldynger at være forholds-
vis hyppig tilstede, saaledes ved Meilgaard, Fannerupgaard, Visborg
Bjergbakke, Ørum Aa, Havelse#, Arreso 50, Dragerup skov?1; dette staar
vistnok i nøie sammenhæng med, at den fra en mængde steder kjendes
som subfossil®?. Den er endnu ikke fremfundet i vore skaldynger, hvilket
muligens skriver sig fra den mindre fuldstændige undersøgelse; thi ukjendt

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 15

har den sandsynligvis ikke været for vore skaldyngefolk, idet den nemlig
i Kregemyrbanken er fundet at være ikke saa ganske sjelden.

Foruden disse seks hovedarter er i de danske skaldynger ogsaa
fundet endel andre, som endnu mangler hos os. Af disse bør først og
fremst nævnes de tre Tapesarier: T. decussatus, L., T. pullastra, Mont.
og T. aureus, Gmel. Da disse tre arter i nærværende forbindelse gjør
krav paa en mere speciel opmærksomhed, vil det være berettiget at
kaste et kort blik paa deres udbredelse i forhold til deres forekomst i
skaldyngerne.

Tapes decussatus, L. forekommer om end sparsomt i skaldyngerne
ved Meilgaard, Fannerupgaard, Hadsund Kro, Ørum Aa, Tengslemark?»,
Skuldelev-Aasen*4, Der angives ogsaa fund af Tapes fra Dragerup skov >,
uden at arten er angivet. Nogen særdeles udstrakt forekomst synes denne
art saaledes ikke at have. Ser vi lidt paa dens udbredelse som fossil,
vil vi imidlertid finde en særdeles tilfredsstillende overensstemmelse. I
det nordlige Sjælland finder vi den blandt 81 tildels temmelig rige fore-
komster af fossile mollusker angivet kun fra en eneste og der ogsaa kun
i ringe antal®®, Inden kartbladet Samsø findes den blandt 24 lokaliteter
angivet fra seks, og fra et par af disse til og med kun i et eksemplar?”,
Inden kartbladene Kjøbenhavn og Roskilde med ialt omkring et hundrede
lokaliteter angives den kun fra tre steder, og fra hvert kun med et
eksemplar, et par af disse endog forsynet med et spørgsmaalstegn*,
Kartbladet Hindsholm®? med over firti fossillokaliteter har den kun paa
tre steder og meget sparsom, fra det ene saaledes kun et eksemplar.
Inden kartbladene Skagen etc. med en hel række fossilforekomster an-
gives den kun fra et par steder og som sparsom®, men til gjengjæld
fra det ene sted, Gaardbo, i særlig smukt udviklede eksemplarer (86 mm.)®,
hvilket er mere end af Petersen angivet®?. Kartbladet Bogense med sine
26 fossilforekomster har den kun fra en eneste og der ogsaa som sjelden 63,
Kartbladene Sejrø etc. har den kun som sjelden i fragmenter fra Bog-
nes® og et enkelt eksemplar fra Munkesø”. Fra Kartbladene Læsø og
Anholt gjøres specielt opmærksom paa »mangelen af tapesarterne 66.
Der gjøres udtrykkelig opmærksom paa, at den kun findes som subfossil
ved de danske kyster®?,

Tapes pullastra, Mont. forekommer sparsom i skaldyngerne ved
Meilgaard, Ørum Aa, Skuldelev-Aasen®, Subfossil kjendes den i Dan-
mark flere steder, men levende kun fra Limfjorden®. Inden det nordost-
lige Sjælland angives den blandt de 81 fossilforekomster kun fra to steder™,
Af de 24 lokaliteter inden kartbladet Samsø angives kun fire at inde-
holde denne art og det til og med dels kun meget sparsomt, dels kun

16 P. A. ØYEN. M.-N. KI.

som fragmenter”. Inden kartbladene Kjøbenhavn og Roskildes hundrede
forekomster af fossile mollusker findes den anført kun fra syv”, Kart-
bladet Hindsholm med over firti fossilfindesteder angiver den fra seks,
men ogsaa paa disse for det meste meget sjelden eller kun som frag-
menter 3, kun fra Romsø angives den i smukt udviklede former 4. Inden
kartbladene Skagen etc. findes den imidlertid paa ikke saa ganske faa
steder”, Kartbladet Bogense har den blandt sine 26 lokaliteter blot fra
tre og ved et par af disse kun i et enkelt eksemplar“, Inden kartbla-
dene Sejrø etc. har man den fra fem findesteder””, Men inden kart-
bladene Læsø og Anholt mangler den helt ®,

Tapes aureus, Gmel. forekommer sparsom i skaldyngerne ved Meil-
gaard, Fannerupgaard, Ørum Aa, Skuldelev-Aasen”, Tengslemark*,
Den findes nu ikke længere levende ved den danske kyst, men optræder
kun som subfossil$!. Inden det nordostlige Sjælland angives den blandt
de 81 fossilfindesteder som forekommende paa 21 steder”, et meget stort
antal sammenlignet med findesteder for de to øvrige tapesarter. Blandt
de 24 lokaliteter inden kartbladet Samsø finder man denne art angivet
fra elleve. Af de hundrede fossilforekomster inden kartbladene Kjøben-
havn og Roskilde angives den fra 21 steder®4, Kartbladet Hindsholm
med mere end firti findesteder for fossile mollusker angiver den fra 24
forskjellige lokaliteter, fremhæver den som meget almindelig? og ud-
hæver strøget mellem Romsø og Bogø som findested for store og vel
udviklede eksemplarer®”. Kartbladene Skagen etc. angiver den fra en
hel række forekomster®. Kartbladet Bogense med 26 fossilfindesteder
opfører den fra ikke mindre end tolv af disse®. Inden kartbladene Sejrø
etc. anføres den som forekommende paa ti lokaliteter”. Men inden
kartbladene Læsø og Anholt mangler den ligesom de to foregaaende
tapesarter®1,

Medens vi altsaa, som allerede ovenfor fremhævet, tør se en vis
sammenhæng mellem den forholdsvis sparsomme optræden af 7. decussatus
i skaldyngerne og dens indskrænkede udbredelse som subfossil, synes
ikke en lignende betragtningsmaade at kunne gjøres gjældende med hen-
syn til de to øvrige tapesarters forekomst i skaldyngerne og udbredelse
i subfossil tilstand. 7. pullastra har saaledes ikke den udbredelse i skal-
dyngerne som 7. decussatus, skjønt denne sidste er mindre udbredt som
subfossil i de naturlig forekommende afleiringer. Endnu sterkere springer
dette i øinene med hensyn til 7. aureus, der heller ikke har den udbre-
delse i skaldyngerne som 7. decussatus, men derimod i subfossil tilstand
forekommer langt hyppigere end begge de øvrige tapesarter. Den frem-
trædende forskjel i disse arters udbredelse i de to tilfælde turde foruden

1903. No. fe TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. Å

i forhold af rent økologisk natur være at søge i bathymetriske, idet
T. decussatus som en ren littoralform har været lettest tilgjængelig.

I de danske skaldynger er tillige paa ganske faa steder og mere
som undtagelser fremfundet følgende arter: Cyprina islandica, L., Mon-
tacuta bidentata, Mont., Scrobicularia piperata, Bell, Macoma balthica,
L., Cardium exiguum, Gmel.”, Hydrobia ulvæ, Penn., Rissoa inconspi-
cua, Ald.®, Rissoa (Rissostomia) membranacea, var. octona%, Bittium
reticulatum, da Costa, Littorina obtusata, L., Aporrhais pes pelecani, L.,
Polytropa lapillus, L., Buccinum undatum, L. Man tør vistnok gaa ud
fra, at de fleste af disse er kommet ind i dyngerne paa en mere tilfældig
maade, men ikke desto mindre har de sin interesse som repræsentanter
fra en nogenlunde samtidig fauna. Dette staar sikkert nok i meget nøie
sammenhæng med det forhold, at flere skaldynger netop findes paa
grænsen af diluviet og saltvandsalluviet® og »er leiret ovenpaa strand-
sand og grus med skallevninger«"%; i ethvert tilfælde kan man vistnok
slutte, »at naturlige skallag med en tilsvarende fauna ikke kunne være
langt borte«%. Og noget tilsvarende til, hvad der udtales om skaldyngen
ved Havelse, at »materialet — — er, hvad skallerne angaar, rimeligvis
hentet fra en stor østersbanke, der findes ved foden af kjøkkenmøddingen<*,
gjælder sikkerlig i mange andre tilfælder.

I de danske skaldynger er desuden som bekjendt fundet en hel del
vertebratrester. Hunden (Canis familiaris) og Kronhjorten (Cervus
elaphus) synes at have været meget almindelige. Af mennesket selv er
i disse dynger kun fundet et eneste fingerled. Desuden er paavist ræv,
skogmaar, otter, vildkat, vandrotte, ringsæl, graasæl, ekorn, bjørn, vild-
svin, tamsvin, hest, raadyr, faar, gjed, okse, tamokse. Af fugle er paa-
vist stokand, krikand, dykand, lom, stormmaage, havmaage, ringdue,
pibesvane, krage, og af fiske laks, gjedde, aal, torsk, flyndre. Som fund
af mere speciel interesse kan nævnes rester af sangsvanen fra ikke mindre
end seks forskjellige steder og af geirfuglen fra et. Desuden er paa et
par steder fundet levninger af Phoca groenlandica; denne er ellers ikke
kjendt i Danmark, men forekommer som en stor sjeldenhed ved Eng-
lands kyst; ved det nordlige Norges kyst findes den hyppig, skjønt dens
egentlige hjem langs Atlanterhavets østside er længere nord, men gaar
ved Amerikas kyst temmelig langt mod syd; den er kjendt fra nogle
faa steder i de svenske istidsafleiringer. 3

Det springer med en gang i øinene, hvor meget rigere de danske
skaldynger tilsyneladende er paa benlevninger end vore; imidlertid vilde
det være feilagtigt at bedømme disse sidste efter det resultat, som mine
undersøgelser i saa henseende gav, da dyngerne ved mit besøg, som

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1908. No. 7. 9

18 P. A. ØYEN. M.-N. Kl,

ovenfor nævnt, allerede var gjennemsøgt og berøvet de gjenstande, hvor-
til der knyttede sig speciel archæologisk interesse.

De norske skaldyngers afsætningsalder.

Der kunde kanske ogsaa reises spørgsmaal, om de fra skaldyngerne
ved Kvernviken og Sømme anførte benrester oprindelig tilhører disse
dynger, eller om de muligens er kommet ind senere ved en mere til-
fældig anledning. Dette er naturligvis meget vanskeligt at afgjøre, end-
skjønt benenes udseende tyder paa, at de befinder sig paa oprindeligt
leiested.

Et andet spørgsmaal er saa, om hele dyngen paa hvert sted er
dannet under et og samme tidsafsnit af væsentlig samme folk, eller om
dyngerne er paavokset til forskjellige tider under forskjellige folks op-
hold paa stedet. Dette bliver et rent archæologisk spørgsmaal og har
ikke den mere umiddelbare interesse i nærværende tilfælde, hvor det kun
gjælder at efterspore sammenhængen mellem de i skaldyngerne opbe-
varede rester af mollusker og de tilsvarende arter i de tilgrænsende
marine afleiringer for paa den maade at kunne bestemme alderen, geo-
logisk talt, af ialfald den del af skaldyngerne, som i dette tilfælde i et-
hvert fald er at betragte som den ældste og dermed som tilhørende det
afsnit, hvortil der her knytter sig en mere umiddelbar interesse.

De danske skaldyngers geologiske alder.

Allerede Steenstrup var i 1851 inde paa den tanke at trække en
saadan sammenligning; thi idet han omtaler fundet af Tapes decussatus
ved Mariager, siger han tillige, at disse lag har dannet en del af den
fjordbund, hvorpaa urindvaanerne fiskede sine østers??.

Det var denne betragtningsmaade, der ogsaa gav Petersens under-
søgelser paa dette omraade den vide og vigtige betydning, dels ved
en karakteristik af de for tapeslagene ledende former og dels ved den
direkte sammenligning af disse med skaldyngernes molluskfauna. »Overalt,«
siger han, »hvor jeg har set disse lag, fandt jeg, at deres fauna var om-
trent den samme, og de karakteristiske former vare fapesarterne, estersen
og den typiske Cardium exiguum; ved Mariager kom tillige Pecten varius
og enkelte arter af slægterne Parthenia og Odostomia tile 10, og han fort-
sætter videre: »overalt ved de kjøkkenmøddinger, hvor jeg har haft tid
og lejlighed dertil, er det lykkedes mig at paavise i umiddelbar nærhed
tilstedeværelsen af lag, som de ovennævnte f. ex. ved Fannerup, Havelse
og ved den lille opdyngning paa Romsø ved Odensefjorden, i nærheden
af den omtalte østersbanke, og ved undersøgelse af kjøkkenmøddingerne

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 19

paa de nævnte steder har jeg fundet foruden østers ogsaa levninger af
alle de tre nævnte tapesarter, omend ikke altid alle tre arter i samme
mødding, og jeg har ikke i disse kunnet finde arter af havmollusker,
der ikke ogsaa fandtes i de nævnte lag; jeg maa derfor, ligesom pro-
fessor Steenstrup synes tilbøjelig til, hævde i hvert fald en delvis sam-
tidighed i dannelsestiden for de omtalte lag og kjøkkenmøddingerne« 101,

De danske skaldyngers archæologiske stilling.

Idet vi saaledes ser de danske skaldyngers dannelse henført til et
nogenlunde bestemt geologisk tidsafsnit, skal vi ogsaa kaste et blik paa
deres archæologiske stilling, førend vi gaar over til en mere direkte
sammenligning med vore norske, og førend vi gaar over til en mere
speciel behandling af disse i geologisk og archæologisk henseende.

Archæologiske perioder.

Der synes at være grund til at antage, at der forud for stenalderen
gik en tid, da kun brugen af træredskaber var kjendt1®, altsaa en »For-
Stenalder« 103,

Imidlertid er det først med stenalderens eolithiske del, at vort kjend-
skab til menneskets optræden begynder; disse tertiære rester er dog
endnu gjenstand for en diskussion, som ligger helt udenfor nærværende
afhandlings ramme.

Det er først til det palæolithiske eller archæolithiske 10 menneske,
at der knytter sig en særegen interesse fra et kvartærgeologisk syns-
punkt. Imidlertid er det paa sin plads allerede her at minde om, hvad
Boyd-Dawkins saavel med hensyn til historikeren som med hensyn til
palæontologen udtaler: »neither has contributed anything towards the
solution of the problem of his origin« !%, Ligesaa bør her mindes den
alsidige og klare kritik, som Hoernes giver af de ældste palæolithiske
menneskerester 106,

De Mortillet forsøgte at give en »Classification des Diverses Périodes
de l’Age de la Pierre« 107, en inddeling, som imidlertid ikke synes at have
trængt igjennem. Allerede Carl Vogt fremhævede, at man burde gaa
til tidsbestemmelsen paa samme maade som i geologien, bortse fra den
absolute kronologi, men søge at fastsætte de enkelte afsnits relative alder !®,
Imidlertid viser De Mortillet saavel ved sine »conclusions chronologiques«
som ved sine »conclusions generales«1®, hvor lidet sikker og nøgtern
en anthropologisk-archæologisk betragtningsmaade endnu ofte er.

Penck kom jo til det resultat, at det palæolithiske menneske havde
holdt til i Europa saavel i glacial som interglacial tid 110, hvorimod James

20 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

Geikie satte det som interglacialt!1, Ramsay bemærker imidlertid: »it
seems to me much more probable that he did live here before the Glacial
Epoch began, and that he retired to the south before the advancing
glacier ice-sheets»112, Imidlertid har man i stenaldersfundet ved
Schweizersbild et udmærket eksempel paa, hvor mange vanskeligheder
man har at kjæmpe med ved bestemmelsen af saadanne funds alder,
idet en indgaaende undersøgelsell? nemlig her har vist, at selv det
palæolithiske menneske i dette tilfælde ikke stod saa lavt, som man ofte
er vant til at forestille sigll4, at senere paa samme sted i den neolithiske
tid to helt forskjellige menneskeraser til forskjellige tider havde sit til-
hold», og at det hele var yngre end Rheingletscherens sidste tilbage-
rykning 46 og saaledes postglacialtll”, Der synes dog selv i Nord-
tyskland at være fundet spor af det interglaciale menneske, nemlig i grus-
taget ved Schilling, Posen 1,

Man finder Dupont, Muller!2°, Monteliusl*! og med disse for-
skere en række andre inddele den palæolithiske tid i mammuttiden og
rentiden, en inddeling, som vistnok i det store og hele maa betegnes
som ganske træffende.

Boyd Dawkins gjør opmærksom paa en »enormous lapse of time«
mellem den palæolithiske og neolithiske tid!??, og James Geikie siger,
at »there is no gradation — no insensible passage from the latest Palæo-
lithic into the oldest Neolithic stage«!”. Ikke desto mindre er i Skandi-
navien paa flere steder fundet levninger, der vistnok maa henføres enten
til dette tidsrum eller til et tilsvarende afsnit i udviklingen.

Zinck lagde en betydelig vegt paa de saakaldte »flintflækker»; thi
»netop deri,« siger han, »at de ligesaavel findes i stenalderens grave som
i de ældgamle gruslag ved floderne, ligesaavel ved pælebygningerne som
i kjøkkenmøddingerne, ligger der et vink om, at de ligesom udgjøre den
røde traad, der gaaer igjennem den hele fabrikation, og at der under
deres simple form skjuler sig et væsentligt moment, hvoraf den senere
udvikling i konsten er betinget« 124,

Montelius omtalte paa naturforskermødet i Kjøbenhavn 1873 fundet
af saakaldte »spydspidsemner« fra en torvmyr i Bohuslån og gjorde op-
mærksom paa den store lighed, som disse havde med tilsvarende flinte-
sager fra Vesteuropas ældste stenalder!?5; senere er fra samme omraade
beskrevet en række lignendel!*, Montelius har gjentagne gange frem-
hævet disse grovt slagne og aldeles uslebne flintsager!??, som ifølge den
archæologiske udvikling skulde være at sammenstille med Mellem- og
Vesteuropas ældre stenalder!®, en anskuelse, som blev hævdet ogsaa i

hans forelæsning ved Kristiania universitet 23. november forrige aar, 1900.

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 21

De danske skaldyngers archæologiske alder.

I de danske skaldynger er der ogsaa gjort talrige fund af raat for-
mede flinteredskaber, grovt slagne og uslebne. Dette eiendommelige for-
hold har det vistnok været, som gjorde, at Montelius regnede »kjøkken-
moddingtiden« som en tredje afdeling af den palæolithiske tid ved siden
af de to forudgaaende!”.

Japetus Steenstrup hævder imidlertid, at »Le Danemark ne parait
pas avoir été peuplé avant la fin de la période du renne. Notre plus
ancien age de pierre, l’âge des kjøkkenmøddings, correspond au commence-
ment de d’äge de la pierre polie dans le Midi de l’Europe« 18°, Boyd
Dawkins bemærker ogsaa, at skaldyngerne ikke synes »to mark a phase
preceding the Neolithic culture in northern Europe« 131,

Medens imidlertid Steenstrup paa den ene side fremhæver skarpt
forskjellen mellem kystfundene og skaldyngernel”, sætter han paa den
anden side disse sidstes dannelsestid som tilhørende det samme afsnit,
hvori ogsaa de mærkværdige dolmenbyggere levedel!%, en anskuelse
antaget ogsaa af Boyd Dawkinsl% Worsaae derimod antog skal-
dyngernes dannelse som et mellemled mellem den palæolithiske og neo-
lithiske tid og ansaa dolmenbyggerne som tilhørende et udpræget senere
afsnit 1, en anskuelse, der for skaldyngernes vedkommende til en tid
ogsaa synes at være delt af Monteliusl%, og for megalithernes ved-
kommende deles af denne forsker 137, selv efter at han med hensyn til
skaldyngerne er naaet til den opfatning, at »ils constituent, en Scan-
dinavie, la première phase de l’époque néolithique» 19. Overensstemmende
med den under nr, 137 & 138 udtalte antagelse var ogsaa den frem-
stilling, Montelius gav af dette forhold i den allerede ovenfor nævnte
forelæsning i november 1900.

At opfatte de egentlige skaldynger af den ægte, ældre type som
tilhørende et første afsnit af den neolithiske tid synes nu meget almindelig
anerkjendt. Til det allerede for en saadan anskuelse anførte kan føies,
at Sophus Miller ved et par anledninger 13% 140 har udtalt sig ganske
bestemt i lignende retning, ligesaa John Lubbock! og A, Müller!#.

At Retzius i en mere populær fremstilling opfører skaldyngerne
som et mellemled mellem ældre og yngre stenalder1#, tør veie mindre,
og at Hoernes henfører skaldyngerne til en egen mesolithisk 14 afdeling,
er vistnok mere en formel klassification, da denne forsker forresten støtter
sig til den nu gjængse opfatning af disse forhold, som ogsaa støttes af
de anatomiske særegenheder 145: 146,

At der paa det nu nævnte grundlag i Skandinavien og da mere
specielt for Danmarks vedkommende er gjort et skille mellem en ældre

22 P. A. ØYEN. M.-N. Kl,

stenalder, skaldyngernes, og en yngre stenalder, stengravenes 147, er saa-
ledes et forhold, der særlig maa erindres lige over for den hævdede ind-
deling af stenalderen i en palæolithisk og en neolithisk afdeling.

Fra Skandinaviens ældre stenalder har man foruden de egentlige
skaldynger ogsaa de saakaldte kystfund 45; men Lubbock har vistnok
ret, naar han betoner, at »the »Coastfinds«, however, belong, probably,
to different classes«1#9, et forhold saavel Steenstrup, som Monte-
lius!! ogsaa har gjort opmærksom paa.

Sverige mangler rigtignok skaldynger fra denne tidl”, men har
dog vist sig i besiddelse af i udvikling tilsvarende flinteredskaber 153,
saaledes fra Brastahed 4, Tjörn1%, Kullens fyr (Skåne) 13 m. o. h, 156
m, fl. st. Som allerede ovenfor fremhævet har endel af de saaledes i
Sverige fundne flinteredskaber megen lighed med Vesteuropas palæo-
lithiske, for kun at nævne fundet ved Krabberødl%7 foruden 28 lignende
redskaber fra forskjellige steder i Bohuslån1%, Paa den anden side maa
vistnok en hel del af de i svenske kyststrøg fundne flintspaan og flint-
kjerner henføres netop til skaldyngernes tid.

Den norske stenalder.

Vort lands stenalder har indtil for ganske nylig, paa en enkelt und-
tagelse nær, kun været bestemt som henhørende til den yngre gruppe af
den skandinaviske stenalder 159,

Allerede flere decennier tilbage har nu flinteaffald været kjendt fra
flere steder paa Jæderen 160 saavel gjennem Rygh’s!*! som Nicolaysen’s!®
undersøgelser. Senere er flinteverksteder beskrevet saavel fra Lister163
som fra Jaederen 164,

Men en grovt huggen flintemeisel fra Vanse synes at være det eneste,
som har henledet tanken paa et udviklingstrin svarende til de danske
skaldyngers 165,

Et par senere gjorte bopladsfund har heller ikke bragt nogen for-
andring heri.

Det første af disse er et af Rygh undersøgt ved Narverød i Sem,
Jarlsberg og Laurviks amt. Her fandtes under et ganske tyndt lag græs-
torv paa den lave strandbred en mængde flinteaffald i en afstand af kun
tre til fire meter fra den nuværende strandkant; det ansees af Ryg h som
en stenalders boplads, men uden nærmere bestemmelse af tid 166,

Det andet er Gustafson’s paavisning af en stenalders boplads paa
Holeheien i Klep, Jæderen, men ogsaa her uden nærmere bestemmelse af
tid!67, Og professor Gustafson har meddelt mig, at der endnu ikke
er gjort noget skille mellem forskjellige tidsfaser af stenalderen paa Jæderen,

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 23

og hvad der i nærværende forbindelse har en mere umiddelbar interesse,
at der ingen stenaldersfund kjendes fra dybere geologiske lag inden dette
omraade.

Med hensyn til selve den absolute tidsbestemmelse af vor stenalder
turde det vistnok endnu gjælde, hvad Rygh udtalte for en aarrække
tilbage: »det er endnu ikke muligt endog blot tilnærmelsesvis at angive,
hvor langt stenalderens begyndelse hos os gaar tilbage i tiden, eller med
andre ord, naar vort land har faaet sin første befolkning. Tiden for
stenalderens ophør kan heller ikke bestemmes nøiere« 1,

Stenalderens og skaldyngernes absolute alder.

Der har dog været gjort flere forsøg og antagelser med hensyn til
en saadan tidsbestemmelse; vi skal kun se paa nogle faa.

Morlot kom ved sine betragtninger over gruskeglen ved Tiniére til
det resultat, at stenalderen var at henlægge til et tidsrum, der ligger
mellem 4700—7000 aar tilbage, Gillieron, der undersøgte forholdene
ved Pont de Thiéle, fandt, at 6000—7000 aar tilbage i tiden var allerede
Schweiz beboet af det neolithiske menneske!, Disse tal er saa senere
gaaet over i litteraturen. En alder af 7000 aar for de danske skaldynger
antages af Müller!“!, Joly!®, Hoernes!%,

I den allerede ovenfor nævnte forelæsning ved vort universitet forrige
aar paaviste Montelius en direkte forbindelse mellem Skandinavien,
England og Nordfrankrige for de saakaldte »hällkistor«, henlagde de
saakaldte »gänggrifter« til midten af det tredje aartusinde f. Chr. og de
saakaldte »stendöser« til ca. 3000 aar f. Chr. Skaldyngerne blev altsaa
ældre. For Norges vedkommende fik man saaledes en stenalders-
bebyggelse »fra mindst 3000 aar før Kristi fødsel: 174,

Med hensyn til disse aldersbestemmelser er det imidlertid paa sin
plads at erindre Müllers udtalelse: »En forsigtig tilbageholdenhed maa
derimod iagttages overfor spørgsmaalet om, hvornaar den ældre sten-
alder begyndte, og hvorlænge den varede. For hele stenalderen kan der
ingen anden chronologisk bestemmelse gives end, at denne periode ligger
forud for bronzealderens begyndelse — — — og at den, efter de talrige
efterladte minder at dømme, maa antages at have havt en betydelig
varighed «1,

Stenalderen i Danmark og Sverige under Tapes-tiden.
Vi saa allerede ovenfor, at skaldyngerne i Danmark med hensyn
til dannelsestid blev paralleliseret med tapeslagene. De Geer antog
dette allerede i sin afhandling om »Skandinaviens niveauforandringer«

24 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

og sidestillede videre i tid med disse Østersøens littorinadannelserl”6,
Ved et par senere anledninger finder vi saavel De Geer! som Us-
sing! uden videre gaa ud fra denne forudsætning. Carl Wibling
beskrev kystfund fra stenalderen i Blekinge!” og fandt nogle bopladser
ligge i en høide over havet svarende til den høieste grænse for littori-
nahavet 150,

Opfatningen af vegetationsforholdenes udvikling i forhold til de
archæologiske tidsafsnit synes at være høist ulig — man sammenligne
f. ex. den af Hoernes!% og Montelius!® givne fremstilling. Det er
imidlertid interessant, at saavel furu som ek og bøg er fundet at mødes
i et og samme stenaldersniveau i Danmark 18,

Stenaldersfolket synes at være indvandret saavel til Danmark 15 som
til Sverigel% omtrent paa den tid, som svarer til littorinasænkningens
maximum eller muligens lidt før. Ved Store Vorbjerg fandtes saaledes
en nøie forbindelse mellem skaldyngens beliggenhed og den tilsvarende
strandkant 2,7 m. o. h.1%, Stenaldersfolket paa Eskilsø har vistnok be-
nyttet sig af østerslagene lige vedl%, og »adskillige kjøkkenmøddinger
fra stenalderen indeholdende skaldyr fra østerslagene findes langs det
hævede saltvandsalluvium«1%,

Müller har meddelt et kart af A. P. Madsen, hvorpaa den gamle
kystlinje er optrukket; man ser skaldynger gruppere sig langs denne
linje med østersbanker udenfor 59,

Ekhoff synes ogsaa at have været inde paa en lignende tanke for
Sveriges vedkommende: »den medföljande kartan visar, att af Qvilles
femton fasta minnesmårken från stenåldern tolf stycken ligga på ett af-
stand af omkring 1/5 mil från den nu varande stranden; intet ligger
kusten nårmare. En linie, som sammanbinder dessa tolf fornlemningar,
följer temligen noggrant den nu varande strandkonturen i alla dess bugter.
Denna omståndighet kan naturligtvis bero på en tillfållighet, men kan
äfven vara en antydan om, att den nu varande yttersta, omkring 1/5 mil
breda strandremsan vid tiden för i fråga varande minnesmårkens tillkomst
helt och hållet eller till någon del låg under hafvets yta«1%, Om Tjörn,
heder det, »kunna vi emellertid endast draga den slutsatsen, att en höj-
ning af landet efter tillkomsten af stenålderns minnesmårken varit möjlig.
Frågan, om en föråndring i hafvets och landets nivå-förhållanden verk-
ligen egt rum efter i fråga varande kulturperiod, år naturligen dermed ej
afgjord«19, Og videre meddeles: »fornlemningarne från sten- och brons-
åldrarna hafva på Orust samma låge i förhållande till hafvets nu varande

nivå som motsvarande minnesmärken i ofvan nåmnda härad« 19,

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 25

Stenalderen i Danmark og Sverige i den senere
hævningsperiode.

Stenalderens folk har imidlertid levet langt ind i den derpaa følgende
hævningsperiode saavel i Danmark! som i Sverige, hvor Ekhoff gjør
opmærksom paa, at »stenålderns lemningar deremot tråffas aldrig under
en viss höjd öfver hafvets nu varande nivä«!%, en høide af 18 meter,
som De Geer anslaar til ca. 70% af P. G.1% eller »inemot en tredjedel«1%5
af det hele beløb.

Det er interessant at sammenligne, hvad der nu i det foregaaende
er fremstillet, med hvad Japetus Steenstrup skrev endnu saa sent
som 1886: »Die grössere oder geringere Höhe der Anhåufungen über
der Meeresfläche kann also keineswegs — — — ein Masstab fir die
Grösse einer seit der Anhåufung der Kjökkenmöddinger vorgegangenen
Landhebung seine 197,

Imidlertid var det allerede i 1872 af Lubbock antaget, at grunden
til de saakaldte kystfunds forekomst i betydelig afstand fra den nuvæ-
rende kystlinje var den senere stedfundne stigning af landet1%.

Geologiske, biologiske og hydrografiske forandringer
i neolithisk tid.

Naar Evans for fire decennier siden anstillede sine betragtninger
over de palæolithiske og neolithiske tidsrum 199 og paaviste, at selv efter
menneskets fremtræden betydelige geologiske forandringer har fundet
sted 200, saa er dette tanker, som har baaret rig frugt. Lubbock paa-
viste, at der siden menneskets optræden maatte have fundet betydelige
forandringer sted med hensyn til det vestlige Europas fauna 201,

Evans antog dog, at landoverfladen under den neolithiske tid i det
store og hele havde antaget sin nuværende form?, og benyttede sig
derfor ogsaa som betegnelse for den neolithiske periode af synonymet
»Surface Period«?®, Men Lyell paaviste ogsaa her, at betydelige for-
andringer maatte have fundet sted, idet han ved at sammenligne Ostrea,
Cardium, Mytilus og Littorina i skaldyngerne med de levende ved den
nuværende kyst fandt, at det salte vand maatte have havt en friere ad-
gang til de danske have under den neolithiske tid end i nutiden?%,
Dette stemmer ogsaa med Jessens antagelse?”, Petersen lader det
derimod uafgjort, om det er forandringen i saltmængde eller i temperatur
eller i begge i forening tilligemed andre hydrografiske momenter, som
har bevirket denne faunas forsvinden?%,

26 P. A. ØYEN, M.-N. Kl.

Den naturvidenskabelige forskningsmethode i
archæologien.

Ligesom vi ovenfor saa Vogt henvise til den geologiske fremgangs-
maade, hvor det gjaldt archæologiske tidsbestemmelser, saaledes finder
vi paa et forholdsvis tidligt tidspunkt Nilsson fremhæve, at man hverken
i saga eller historie kan vinde kjendskab til landets første indbyggere,
men istedet anbefales den komparative, naturvidenskabelige forsknings-
methode, »leta sig fram till kunnskap om förhållanden som varit genom
att jemföra dem med förhållanden som äro« 207,

Nilsson lader forresten saavel stenalderens tid som folkestamme
ubestemt?%, Holmberg antog for de tre skandinaviske perioder tre
i race, dannelse, levesæt, religion og begravelsesmaade adskilte folk?0,
Spørgsmaalet henstod dog uafgjort; thi i 1872 siger Montelius, at man
kan ikke afgjøre selv, hvilket folk det er, som har levet her under bronce-
alderen 210,

Boyd Dawkins antog imidlertid, at »the progress of civilisation
in Europe has been continuous from the neolithic age down to the pre-
sent time«?1, og byggede denne antagelse paa tilstedeværelsen af de
samme husdyr og kulturplanter og paa udviklingen af folkets kunstsans,
sprog, overtro etc.?1?,

Arbo fandt ogsaa, at f. ex. Svelvikkraniet var meget overensstem-
mende med de senere og nuværende nordmænds?!?, Og i den før nævnte
forelæsning syntes Montelius ogsaa nærmest at helde til den anskuelse,
at folkestammen endnu var den samme som under den neolithiske tid,

og nævnte som støtte herfor bl. a. forskjellige anatomiske træk.

Det „arktiske‘“ spørgsmaal i Skandinavien.

Imidlertid maa vi erindre, »at der i Norge og Sverige allerede i sten-
alderen har været to forskjellige folkestammer«?1, idet nemlig »lapperne
er indvandrede til Norden, inden de lærte at kjende brugen af metaller,
altsaa har levet en del af sin stenalder i Skandinavien« 215, hvorfor vi
ved siden af vore almindelige stenaldersfund ogsaa finder saadanne, der
tilhører den saakaldte »arktiske gruppe«?1% I denne forbindelse kan det
ogsaa være paa sin plads at minde om nogle mærkværdige forekomster
paa høitjeldet?”. De herhen hørende spørgsmaal kan vistnok ikke endnu
paa langt nær siges løst, og helt nylig anser Gustafson det heldigt, »at

det lappiske spørgsmaal atter optages til behandling «?!9,

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 27

Et nyt verk om de danske skaldynger.

Netop under udarbeidelsen af denne fremstilling har det lykkedes
mig at faa fat i et referat?!” af et nylig udkommet, større verk om de
danske skaldynger?%. Da dette ikke har været mig tilgjængeligt, maa
jeg lade mig nøie med at benytte nævnte referat. Vi faar her en række
ny, interessante oplysninger. Antallet af vertebrater i skaldyngerne er
bragt op helt til 72 foruden husdyrene?” Der er gjort et skarpt skille
mellem de ældre skaldynger med rester kun af et husdyr, hunden?” og
de yngre skaldynger, hvori foruden rester af hund ogsaa findes rester af
okse, svin og faar samt redskabstyper, der kjendes fra de megalithiske
grave, dysserne 2.

Overraskende og af stor betydning er de oplysninger, som disse ny
undersøgelser skaffer med hensyn til opbevaringsmaaden af selve det
ældre, neolithiske menneske: »In sieben der acht untersuchten Abfalls-
haufen fanden sich Menschenknochen, in der Regel jedoch nur in geringer
Zahl und zerstreut. Bloss zwei der älteren Haufen enthielten je ein
menschliches Skelett« 224,

Før vi forlader dette afsnit, skal vi kun være opmærksom paa, at
forsigtighed maa vises ved herhen hørende fund — for kun at nævne et
eksempel, det af Torell anførte stenredskab fra tre meters dybde i
yoldialer fra Halland; Torell ansaa det forresten selv for usandsynligt,
at nævnte gjenstand befandt sig paa oprindeligt sted?%,

Nye oplysninger om de norske skaldynger.

Vi har allerede i det foregaaende trukket sammenligning mellem den
i de danske skaldynger og i vore opbevarede molluskfauna. Endvidere
trak vi paa grundlag af det foreliggende materiale, som for vore skal-
dyngers vedkommende var meget sparsomt, en sammenligning mellem
de opbevarede vertebratrester. Sammenligningen kan imidlertid nu paa
dette punkt føres noget videre, idet konservator Helliesen har med-
delt professor Brøgger om fund af torsk, svartbag, geirfugl, otter, graa-
sæl, kronhjort samt nogle stykker af et menneskecranium i skaldyngen
ved Kvernviken? og om fund af svin, gjed, okse og hvali skaldyngen
ved Sømme, dog med den bemærkning, at benene muligens ikke til-
hører dyngen oprindelig, men er nedgravet senere 227,

Med hensyn til skaldyngen ved Kvernviken ser vi, at der er vundet
ikke saa lidet til en overensstemmelse med de danske.

Og med hensyn til den sparsomme forekomst af ben i skaldyngen
ved Sømme bør vi kun erindre, at dette ikke er noget absolut enestaa-

28 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

ende tilfælde, idet man nemlig ogsaa i Danmark kjender skaldynger, der
udmærker sig ved den fuldstændige mangel paa benrester, saaledes i
Dragerup skov?,

Allerede ovenfor saa vi, at de stensager, som fandtes i skaldyngen
ved Kvernviken, tydede hen paa et tidligere trin, ligeledes de i skaldyngen
ved Sømme, om end meget svagt. Ogsaa paa dette punkt faar man
mere positive oplysninger i de af Helliesen til Brøgger givne med-
delelser, idet skaldyngen ved Kvernviken oplyses at have indeholdt flere
raat tilhuggede og uslebne flinteredskaber®®; i skaldyngen ved Somme
fandtes ingen oldsager?30,

Alderen af skaldyngerne ved Kvernviken og Sømme.

Karakteren af de molluskskaller, der findes opbevaret i disse to skal-
dynger, tyder paa, at dyngernes dannelse i tid falder omtrent sammen;
at mærke er, at de ogsaa ligger i nær samme høide over havet, hvilket
vistnok ikke er ganske tilfældigt, men staar i nøie forbindelse med strand-
linjens beliggenhed i hin fjerne tid.

At rester af hund endnu mangler fra begge disse skaldynger, kan
man efter de foreliggende undersøgelser vistnok ikke opfatte som nogen
antydning om, at vort ældre, neolithiske stenaldersfolk ikke har havt
hunden som husdyr. At deri begge dynger er fundet rester af andre
husdyr, svarende til den yngre skaldyngetypes i Danmark, antyder, at
disse steder under stenalderen enten har været beboet under en over-
gangstid eller gjentagne gange, til forskjellige tider i lighed med forhol-
dene ved Schweizersbild, hvis man ikke skulde antage de nævnte ben-
rester som yngre og af mere tilfældig art, hvilket ovenfor blev betragtet
som mindre sandsynligt og vistnok ikke behøver at have været tilfældet.

Sammenligning af molluskfaunaen i Kregemyrbanken og
de to jæderske skaldynger.

Idet vi nu gaar over til en mere detaljeret undersøgelse af vore skal-
dyngers geologiske og archæologiske forhold, skal vi indlede denne med
en sammenligning af den i disse dynger og i den nærliggende Krege-
myrbanke opbevarede molluskfauna. Som allerede i det foregaaende
berørt antyder saavel i skaldyngen ved Kvernviken som i skaldyngen
ved Sømme molluskskallernes forholdsvis jevne og betydelige størrelse, at
der forud for forbruget har fundet sted et udpluk, saaledes at kun de
største og som fødemiddel mest skikkede individer er indsamlet og med-
bragt til bestemmelsesstedet,

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 29

Ostrea edulis, L. var jo rigelig tilstede i begge de nævnte skal-
dynger, naaede i dyngen ved Kvernviken en størrelse af ca. 11/4 dm. og
i dyngen ved Sømme ca. ı dm. Denne art gjenfandtes ogsaa i Krege-
myrbanken meget almindelig, tildels i hele eksemplarer, men for det
meste meget opsmuldret. Størrelsen gik op til henimod en decimeter,
og varieteten var den samme som i de to anførte skaldynger.

Cardium edule, L. var som allerede ovenfor bemærket sparsom i
skaldyngen ved Kvernviken, men fandtes til gjengjæld i store eksem-
plarer; i dyngen ved Sømme forekom den derimod i mængde og tildels
i endnu større eksemplarer. Denne art optraadte i meget stor mængde
i Kregemyrbanken, og hvad der er af endnu større interesse: vi gjen-
finder i det rige materiale netop den samme varietet af arten, som vi
kjender fra de to skaldynger. Om vi tager for os det temmelig store
materiale fra skaldyngen ved Sømme, vil vi se, at det ikke blot er den
samme form, vi gjenfinder, som i ovennævnte banke, men ligheden strækker
sig endog saa langt som til at omfatte selve ribbernes bygning, ja til og
med detaljerne ved de bladagtige tagger, hvormed disse er forsynet; især
er ligheden meget fremtrædende for de større eksemplarers vedkommende,
som jo fortrinsvis findes repræsenteret i skaldyngen. Vi kan til og med
‚tage et venstreskal fra dyngen ved Kvernviken og lægge sammen med
et høireskal af 45 mm. længde fra Kregemyrbanken, og vi vil se disse
passe meget godt; rigtignok ser vi tydelig, at de ikke har tilhørt samme
individ, men overensstemmelsen er meget stor,

Patella vulgata, L. fandtes ikke i skaldyngen ved Sømme, men
derimod noksaa hyppig og i store eksemplarer i dyngen ved Kvernviken,
Det er interessant at se lidt nærmere paa de forskjellige varieteter, hvori
denne art optræder, da vi gjenfinder de samme i den nærliggende Kregemyr-
banke. Man kunde for at undgaa sammenblanding være tilbøielig til i
stedet for det gamle artsnavn vwlgata at antage det af Jeffreys fore-
slaaede polymorpha?", Thi P. vulgata, L. passer vistnok nærmest paa
var. depressa, Jeffreys, en varietet, som igjen hos Forbes & Hanley 2
betegnes som P. athletica, Bean, og af Kobelt?% opføres som P. tarentina,
Lamarck. Den af Forbes & Hanley som vulgata?> betegnede
varietet er meget nærstaaende, men udmærker sig ved den jevne rand.
P. caerulea, der af Kobelt? opføres som egen art, er vistnok, som
Jeffreys angiver, kun at betragte som en varietet af P. vulgata s. poly-
morpha. I skaldyngen ved Kvernviken er gjenfundet saavel den høi-
spirede varietet med skarpere ribber som den mere lavspirede med
svagere og mere uregelmæssige ribber. De tilsvarende varieteter fandtes

ogsaa i banken ved Kregemyr med tilsvarende overgangsformer, hvilke

30 P. A. ØYEN. M.-N. Kl,

Jeffreys antager betinget af de bathymetriske forhold?%, Interessant
er, at Jeffreys har kunnet opstille en var. intermedia, der forbinder
hans var. depressa med P. vulgata, L. Der er saaledes saavel i banken
ved Kregemyr som i skaldyngen ved Kvernviken paavist tilstedeværelsen
af P. vulgata, var. depressa, Jeffreys, P. vulgata F. & H. og P. caerulea,
L. Men desuden er i banken ved Kregemyr fundet brudstykker og i
skaldyngen ved Kvernviken et stort, smukt eksemplar af nok en varietet»
som vistnok staar var. caerulea meget nær. Denne, var. maxima, er
oval, næsten glat, 1. 50 mm.

Littorina littorea, L. var i begge de omhandlede skaldynger rigelig
tilstede, hyppig 30—35 mm. For sammenligningens skyld har jeg sammen-
stillet de i banken ved Kregemyr opplukkede 213 eksemplarer af denne
art i grupper ordnet efter individernes størrelse.

L. 5—10 mm. 2 eksemplarer

L, 10—15 mm. 10 »
L. 15—20 mm. 33 >
L. 20—25 mm. 01 >
L. 25—30 mm, 65 >
L. 30—35 mm. II »
ES mme »

At der er forholdsvis faa eksemplarer under 15 mm., tør ialfald delvis
have sin grund i den maade, hvorpaa opplukningen fandt sted, hvorved
de smaa individer ikke er kommet med i tabellen i det forhold, hvori de
i virkeligheden er tilstede i banken. Men bortseet fra disse to grupper
finder vi alligevel, at der er en tiltagen i antal indtil størrelsesgruppen
20—25 mm. med maximum, hvorefter antallet inden de enkelte grupper
meget hurtig progressivt aftager. Naar vi saa erindrer, at størrelsen af
denne art i skaldyngerne hyppig var 30—35 mm., springer den udson-
dring, som maa have fundet sted, meget skarpt i ginene. Det er i
banken ved Kregemyr den typiske Z. littorea, L., man har for sig, og
der er her rig anledning til at studere den udvikling af formen, som finder
sted med alderen og individernes tiltagen i størrelse. Denne forandring
i form er især meget fremtrædende med hensyn til den indbugtning, som
finder sted af sidste vindings øvre del, hvis gjennemsnit derfor hos de
ældre individer faar den karakteristisk konkave form istedetfor den hos
unge individer skarpt konvekse. Med denne forandring gaar ogsaa haand
i haand en anden, nemlig udviklingen af en tydelig mundkanal ved mun-
dingens øvre del; hos ældre individer kan denne kanal til'sine tider blive
meget udtrukket, skarpt fremtrædende og som følge deraf give varieteten

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 31

et meget bestemt præg. Hvad der imidlertid i denne forbindelse er af
en mere umiddelbar interesse, er den omstændighed, at vi hos de talrige
eksemplarer fra skaldyngerne ved Somme og Kvernviken har anledning
til at iagttage en fuldstændig tilsvarende udvikling i form, saavel af sidste
vinding som af mundkanal og varietetens form forøvrig, som den vi
ovenfor fandt hos arten i banken ved Kregemyr.

Ifølge den sammenligning, som vi nu har anstillet mellem den i skal-
dyngerne ved Sømme og Kvernviken og i banken ved Kregemyr op-
bevarede molluskfauna, og efter de resultater, hvortil denne sammenligning
har ført, er det vistnok med god grund, vi trækker den slutning, at de
stenaldersfolk, som har efterladt de nævnte skaldynger, for en stor del
hentede sin næring fra kysten af et hav, hvis fauna meget nær stemmede
med den i Kregemyrbanken opbevarede, Det bliver derfor en mere
speciel og meget interessant undersøgelse at søge at bestemme hin bankes
geologiske stilling, hvilket maa gjøres dels ad geologisk og palæontologisk,
dels ad mere zoologisk vei.

Den i sammenhæng med Kregemyrbanken staaende
depressionsterrasse.

Vi skal derpaa gaa over til at betragte noget mere i detail den for-
holdsvis lave, men for en stor del nogenlunde sammenhængende strand-
linje, som allerede i det foregaaende leilighedsvis er nævnt som ganske
godt markeret langs en større del af Jæderens kyst.

I den nordlige del af Jæderen finder vi paa det topografiske rekt-
angelkart rundt Sandebugten og ved Bø, mellem Børaunet og Einar-
pynten, skraferet en linje, som jeg med den erfaring, jeg har fra andre
steder inden det her omhandlede omraade, skulde være tilbøielig til at
antage, ialfald for en del, som tilhørende netop den strandlinje, hvorom
der her er spørgsmaal, endskjønt jeg naturligvis ikke med sikkerhed kan
paastaa dette, da jeg ikke selv har havt anledning til at undersøge for-
holdet og kartet selv er uden høideangivelse; forresten findes angivet
11 m. for Sande, der synes at ligge ganske nær den nævnte linje.

Lidt længere syd har man i nærheden af Vistvik den allerede i det
foregaaende omhandlede Kregemyr. Den laveste del af Kregemyr ligger
ca. 4 m. o. h. En ganske svag stigning bringer den øvre del af myren
op til 6 m. o. h. Kregemyr selv ligger i en virkelig klippelagune,
hvis klippebarrieres laveste punkt ud mod havet er et pas i en høide af
6 m. o. h. Det laveste havniveau, der kan bringe saltvand ind i lagunen
og derved afgive betingelsen for tilstedeværelsen af en havfauna, er saa-

P. A. ØYEN. M.-N. KI.

32

ledes mere end seks meter over det nuværende. Den forholdsvis rige
fauna af egte saltvandsdyr, som man finder repræsenteret i Krege-
myrbanken, tyder imidlertid paa, at der ikke alene har været tilgang af
saltvand, men at udvekslingen endog har været meget rask, hvorfor hav-
fladen paa den tid vistnok ikke har befundet sig blot en, men sand-
synligvis flere meter høiere end nævnte pas, saa at ogsaa andre dele af
klippebarrieren har ligget under vand.

Naar man tager hensyn til, hvor vanskeligt det hidtil har vist sig
at opdrive postglaciale skjælbanker paa Jæderen, indser man tilfulde,
hvilken betydning nævnte barriere har havt for opbevarelsen af Krege-
myrbanken, idet denne saaledes under landets senere stigning har været
beskyttet mod de indvæltende havbølgers ødelæggende virkning, medens
kanske en flerhed af tilsvarende banker samtidig er fuldstændig ødelagt.

I nordøstlig retning for Kregemyr kan man i dennes umiddelbare
fortsættelse følge et grovt strandmateriale, der naar op til en høide af 9
m. 0. h. Opad gaar det over i en strandvold med indtil meterstore
blokke, hvis øvre grænse ikke lod sig nøiagtig bestemme, men muligens
op under Einæsvarden mod nord gik endnu noget høiere. Dette be-
kræftes endnu mere ved nøiagtigere bestemmelser af strandlinjens belig-
genhed noget længere syd. Og da en kontinuerlig rækkefølge i de marine
littoraldannelser her er fulgt, kan vi vistnok med god grund antage denne
strandlinje som svarende til havfladens stand under Kregemyrbankens
afsætning.

Syd for Viste, mellem disse gaarde og Visteviken, gjenfandtes den
tilsvarende strandlinje, der her maaltes at have en høide af 13,4 m.o.h.
I strandlinjens indre kant sees her flere havdannede jettegryder, blandt
andet en halv med en meters diameter. Desuden fandtes ogsaa en noget
større havdannet hule, 8—10 m. lang, 5—6 m. bred og 3—4 m. høi. Lidt
høiere end strandlinjen havde terrænet her et steds udseende, som om en
skaldynge skulde danne undergrunden; en mindre forsøgsgravning i den
dybe, brunsorte muld førte dog ikke til noget resultat.

Paa sydsiden af Visteviken, fra Kvernviken ud mod Smiodden,
træder den saakaldte »sjorin« meget smukt frem. I nærheden af Kvern-
viken kunde her det strandskiktede materiale, med vekslende lag af grovere
grus og grov sand, følges op til en høide af 17,5 m. 0. h. Da imidlertid
selve strandlinjen paa dette sted ligger noget lavere, er det rimeligvis
mærkerne efter mere voldsomt indbrydende stormbølger, man i denne
høide har anledning til at studere, hvilket antydes saavel ved materialets
udseende som ved afleiringernes stratigrafiske og topografiske forhold
forøvrig.

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 33

Interessant er det at sammenligne den her fundne høide med de for
skaldyngerne ved Sømme og Kvernviken bestemte; vi ser, at stenalders-
folket har ikke med hensyn til boplads paa disse steder trukket sig
længere end høist nødvendig tilbage fra datidens strandkant.

Ude ved Smiodden var strandlinjefænomenet udviklet paa en saa
skarpt fremtrædende maade, at det lykkedes at erholde en meget god
bestemmelse af høiden. Fra den nuværende strandkant hæver terrænet
sig forholdsvis hurtig, paa en afstand af omtrent 30 m. op til en for-
holdsvis jevn og meget udpræget” strandflade af vel hundrede meters
bredde, og hvis høide maaltes til 6,2 m. o. h. Omtrent midt inde paa
denne flade skulde der ved gravning af en meterdyb grøft være fundet
havskjæl. Denne strandflade afsluttes saa indad af en 6—7 m. bred og
ca. meterhøi lagunevold, der snor sig langs fladens indre kant, foran det
bagenfor svagt opstigende terræn. Lagunevoldens høide maaltes til 9,3
m. ©. h, Man bør i denne forbindelse ikke glemme at sammenligne den
høide, hvortil det grove strandmateriale bag Kregemyrbanken gik op,
med høiden af den her nævnte lagunevold, da der vistnok er en meget
nøie sammenhæng med hensyn til dannelsestid og afsætningsforhold for-
øvrig. Vi vinder derved et nyt og sikrere udgangspunkt for bestem-
melsen af Kregemyrbankens geologiske stilling. Thi paa den svagt
stigende, halv andet hundrede meter brede flade bag den nævnte lagune-
vold ved Smiodden har man rig anledning til at studere en fuldstændig
kontinuerlig rækkefølge af marine littoraldannelser, begyndende med grund-
vandsafsætninger med noget finere materiale lige bag lagunevolden og
fortsættende i en gradvis udvikling, indtil det hele afsluttes opad med
en egte littoraldannelse, en strandvold, hvis indre kant ligger 13,4 m. o.
h. som resultat af to fuldstændig overensstemmende maalinger. Maalin-
gerne paa nordsiden og sydsiden af Visteviken stemmer saaledes meget
godt overens.

Bagenfor denne strandvold ved Smiodden hæver terrænet sig frem-
deles ganske svagt ind mod det faste fjeld, og henimod en snes meter
indover fladen fra strandvoldens indre kant ser man endnu fin sand
skyllet indover, et fænomen, der vistnok finder sin naturlige forklaring
paa samme maade som de ovenfor nævnte afleiringer i nærheden af
Kvernviken.

Paa Malletuvas nordlige skraaning, ret mod Reveim kirke, paa syd-
siden af den store myr, nær Tverberget, fandtes en tydelig strandvold
med indtil en halv meter store, rullede blokke, almindelig dog noget
mindre. Den indre kant af denne strandvold laa i en høide af 13,4
m. o. h.

Vid.-Selsk. Skrifter. M-N. Kl. No. 7. 3

34 P. A. ØYEN.

M.-N. Kl.

I Malletuvas sydlige skraaning ned mod Hafsfjorden, mellem Malle
og Skydepladsen, altsaa paa samme sted, hvorfra der allerede i det fore-
gaaende er anført to terrasser i høiderne 69,5 og 38,1 m. o. h., kunde
ogsaa over en længere strækning følges en meget udpræget strandvold
tilhørende et lavere niveau. Paa grund af de store blokke, med et gjen-
nemsnit af indtil 3—4 meter, som for en stor del udgjør denne strand-
vold sammen med tætpakkede større rullestene, og paa grund af dens
bygning forøvrig kunde man være tilbøielig til at anse denne strandvold
som tilhørende en anden orden end de nu ovenfor anførte — man kunde
f. eks. tænke paa en gammel ishavsstrand med udpræget, senere om-
vandlet drivismateriale. Men den egentlige forklaring er vistnok at søge
i den omstændighed, at en moræne, rig paa store blokke, gjennem et
længere tidsrum har været udsat for havbølgernes udvaskende kraft netop
i dette niveau. Thi ligesom vii det foregaaende saa den øverste terrasses
ydre afheld have sit eget begrænsede evorsionssystem, der med en gang
ophørte ved næste terrasses indre kant i en høide af 38,1 m. o. h., saa-
ledes finder vi ogsaa denne sidste, jevnt skraanende terrasseflade have
sit eget skarpt begrænsede evorsionssystem, der med en gang afsluttes
ved næste niveau, den indre, opad afsluttende kant af netop ovenfor
nævnte store strandvold, i en høide af 18,0 m. o. h. som middel af to
maalinger, der gav respektive 17,4 og 18,5 m. o. h. Den ydre kant at
denne strandvold laa i en høide af 12,3 m. o. h., hvorfra saa en skraa-
ning af mere eller mindre tæt pakkede rullesten med lyng imellem strakte
sig helt ned til den recente, skarpt fremtrædende erosionsterrasse, der
fra tanglinjen hævede sig med en udpræget, omtrent ti meter bred strand-
flade ganske svagt, vel omtrent en meter, og afsluttedes med en meter-
høi bagvæg. Saa iøinefaldende denne store strandvold end er, viser den
sig ved en nærmere undersøgelse ikke særdeles skikket til en nøiagtig
bestemmelse af den til dannelsestiden svarende havgrænse, som forresten
ofte tilfældet er med littoraldannelser, der bestaar af saa grovt materiale.
Strandvoldens øvre del, op mod den indre kant kan kun i en mere
uegentlig forstand betegnes som saadan; thi det hele giver indtryk af,
at fænomenet her er det samme som allerede anført ved de til dette
niveau svarende, høiest liggende littoraldannelser i nærheden af Kvern-
viken, ligesom ogsaa overensstemmelsen mellem høidezifrene er meget
god, især naar hensyn tages til den lidt vekslende barometervariation
under maalingerne ved Malle. Naar man saa kommer ned paa den
egentlige strandvold, er det af de allerede ovenfor anførte grunde van-
skeligt at bestemme det absolute niveau. Naar jeg derfor i dette tilfælde
har valgt at bestemme den ydre kant, saa er det for derved at opnaa

1903. No. Fi TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 35

den fordel, som ligger i at have et bestemt niveau at gaa tilbage til for
sammenligningens skyld. En sammenligning af forholdene og en sam-
menligning af de fundne tal vil dog i dette tilfælde med lethed og sik-
kerhed overbevise os om, at vi ogsaa her befinder os lige over for mær-
kerne efter havets indvirkning netop i den niveaulinje, som ovenfor blev
paavist at være den begrænsende for havets stand under Kregemyrbankens
afsætning.

Paavisningen af terrasseafheld med skarpt begrænsede evorsions-
systemer er et topografisk træk af meget stor betydning, idet man ved
at føre fænomenet tilbage til de genetiske forhold er istand til at indføre
et relativt tidsbegreb endog paa mangfoldige steder, der ellers trodser
ethvert saadant forsøg. Fuld klarhed over dette fænomen fik jeg først
ved mine undersøgelser i Guldalen forrige Sommer, 1900. Siden har jeg
prøvet det paa en række forskjellige steder og fundet, at resultaterne er
over forventning gunstige.

Sommeren 1895 havde jeg anledning til at se endel littoraldannelser,
som vistnok ogsaa nærmest er at henføre til det nu omhandlede niveau,
i egnen om Jæderens Rev, saavel mod nord i retning af Bore som mod
syd i retning af Orre og omkring dette sidstnævnte sted. Undersogelsen
var imidlertid ikke særdeles indgaaende, og jeg besad dengang heller
ikke de nødvendige forudsætninger til at studere og udnytte de detaljer,
det i denne forbindelse kommer an paa, og da jeg ikke senere har havt
anledning til at undersøge stedet, er derfor ovennævnte, noget usikre
antagelse kun bygget paa mine mangelfulde optegnelser og paa den
erindring, jeg endnu har om forholdene.

Længere i syd, syd for Haaelven, anstillede jeg imidlertid sidste
sommer, 1900, en mere indgaaende undersøgelse af de herhen hørende
forhold. Fra Haaelven, forbi Obrestad fyr og gaard mod syd til hen-
imod Grødeland kan man her følge en nær sammenhængende littoral-
dannelse, strandvolde og terrasser. Disse trader paa denne strækning
mange steder smukt frem, dog neppe nogen steds tydeligere end rundt
den lille bugt med baadhavn mellem Obrestad fyr og Obrestad gaard.
Lige ved baadhavnen har man en henimod tredive meter bred, recent
sandstrand. Derpaå følger en forholdsvis vid, græsbevokset flade, svagt
og jevnt stigende, som en egte strandfladedannelse af omkring halvandet
hundrede meters bredde, hvis indre kant ligger omtrent 4 m. 6. h. Her-
fra hæver sig derpaa den egentlige terrasse, hvis ydre afheld har en
bredde paa omtrent 25 meter, hvilket ogsaa er bredden af selve terrasse-
fladen. Denne var opdyrket og bevokset med frodig græsvekst; efter
hvad der kunde sees i grøfter, maatte det senere dannede lag af torv

36 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

og muld mindst sættes til omkring en meter. Den indre kant traadte
her meget skarpt frem, og under særdeles gunstige veirforhold med ufor-
andret barometerstand blev dennes høide bestemt til 16,7 m. o. h. som
resultat af fire af hinanden uafhængige og fuldstændig overensstemmende
maalinger. Traekkes herfra den for det senere dannede jordlag ovenfor
angivne mægtighed, saa faar man for selve terrassen en høide af 15,7
m. o. h. Endskjønt vistnok endel af denne terrasses materiale er oplagt,
viser forholdene, at man her har for sig en erosionsterrasse, Om man
tager dette med i beregningen og anstiller en sammenligning med de
ovenfor bestemte høider fra Viste, Smiodden og Malletuva, antydes imid-
lertid, at den negative strandlinjeforskydning ikke har været fuldstændig
ens inden det omhandlede omraade, da der vistnok ikke kan være den
ringeste tvil om, at man i alle disse tilfælde har med en og samme gamle
niveaulinje at gjøre.

At denne forskydning af strandlinjen imidlertid har været af en vis
lovmæssig art, faar man et vink om allerede ved næste maaling i syd,
i nærheden af Varhaug jernbanestation. Ved Husvegstranden har
man nemlig her paa samme sted som den i det foregaaende omtalte
gamle strandlinje og store rullestensflade ogsaa en noget lavere strand-
linje i en høide af 13,7 m.o.h. Husvegstranden er et udmerket eksempel
paa en kystrand udsat for en fremtrædende stranderosion; og man følger
her en lang, sammenhængende række af littoraldannelser tilhørende samme
geologiske niveau, der tidligere er fulgt langs Jæderens strand i nord.

Allerede fra dampskibsdækket giver strækningen fra Ogne til Eker-
sund indtrykket af en eiendommelig smaatakket overflade, detailformer i
den ellers i det store og hele undulerende landplade, tydende paa en
betydelig denudation, efter at de store træk i landskabet var sat, og dette
indtryk af et smaaruklet terræn formindskes ikke, naar man har anled-
ning til at stifte et nøiere bekjendtskab med selve denne egn. Men i
fordybningerne inde mellem disse smaa klippekupper findes paa mang-
foldige steder oplagt dels egte morænegrus og dels afleiringer af
fluviog lacial art; disse ofte meget forskjelligartede masser af grus og sand
er saa senere paa mange steder af havbølgerne bearbeidet til strandgrus
og oplagt i terrasser og strandvolde af forskjellig høide.

I nærheden af Holmesanden, Ogne, ligger saaledes ved Skjæggestenen
nær Vardemyren et egte, blokkeførende morænegrus op til klippevæggen,
og i umiddelbar forbindelse med denne bundmoræne kommer lige i
nærheden en egte fluvioglacial afsætning; den saaledes opstaaede banke
af løst materiale er saa inde mod fjeldvæggen lige i fortsættelsen
i retning mod Ogne kirke omdannet til en tydelig fremtrædende

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 37

terrasse, der bestaar af et egte littoralmateriale, vadsket grus og sand,
snart finere, snart mere grovkornet. Det øverste lag af dette strand-
materiale er tildels meget opvitret og noget muldblandet, et fænomen af
vistnok mere sekundær art, idet terrassefladen nemlig er dækket af tre
— fire decimeter muldjord og torv, hvoraf saa nedsivende vand kan
have medført endel, der saa har udfyldt mellemrummet mellem strand-
stenene i det øvre lag. Som resultat af to uafhængige, men helt overens-
stemmende maalinger fandtes høiden af denne terrasse at være 10,7 m.
o. h. maalt ved den indre kant paa et for muldjord og torv afdækket
sted. Paa denne terrasse fandtes paa strandgrusets overflade og tildels
stikkende ned i selve sanden og gruset en hel del smaa flintestykker.
Disse viste sig for det meste at bestaa af slagaffald, hvor de karak-
teristiske slagbuler ofte traadte meget iginefaldende frem; men blandt dette
meget righoldige flintmateriale fandtes ogsaa ret hyppig smaa, zirlige og
meget typiske flintflekker, slagflekker af den for en vis afdeling af sten-
alderen saa karakteristiske form. Dette flinteaffald med ledsagende flint-
flekker fandtes her kun paa strandmaterialets overflade under det overlig-
gende 3—4 dm. mægtige lag af muldjord og torv, men derimod aldrig i
dette muld- og torvlag selv og heller aldrig paa dette lags overflade.
Ligesom det nævnte flintemateriales beskaffenhed anviser det en bestemt
archæologisk stilling, ser man altsaa, at det ligeledes knytter sig til et
bestemt geologisk niveau.

I nærheden, lige paa Ogneelvens sydside, fandtes i samme høide
en tilsvarende gammel stranddannelse, og paa denne fandtes lignende
flintemateriale omend ikke i saa stor mængde som paa terrassen ved Holme-
sanden.

Det ved disse to punkter her i Ogne bestemte niveau sees at præge
en smuk begrænsning i terrænets relief.

Gaardbruger Johan Hiorth meddelte mig, at han havde fulgt denne
flintezone, med rigelig flint under torven paa grusets overflade, flere kilo-
meter rundt den gamle Ognebugt, som han forestillede sig havde været
en lun og rig fiskebugt, netop skikket til opholdssted for et af fiskeri
levende stenaldersfolk.

Det samme niveau udpræger sig ogsaa ved tilsvarende terrasser paa
flere andre steder i omegnen. Saaledes sees ved Bø, Ogne, paa nord-
siden af Bjaarvandet en tydelig terrasse, der vistnok hører til denne række.
Og i nærheden af Helvik jernbanestation sees flere tydelige terrasser, som
vistnok ogsaa hører hid.

Fjordpartierne i omegnen af Ekersund synes derimod ikke at have
været særlig gunstige for udformningen af dette terrasseniveau; thi de

38 P. A. ØVEN. M.-N. KI.

spredt liggende forekomster af sand og grus i lavere niveauer er her som
regel af en meget uregelmæssig karakter og er vistnok mere at betragte
som svagt omvandlede glaciale masser end som egentlige terrasser. Muli-
gens kunde det ogsaa lykkes en mere indgaaende undersøgelse her at
fremfinde forekomster, der med større sikkerhed kunde henføres til dette

niveau.

Tapes-niveauet som et depressionsniveau.

Den i forbindelse med Kregemyrbanken staaende strandlinje er nu
over store dele af Jæderens kystrand fulgt saaledes i sammenhæng, at
man derved faar et godt overblik saavel over dens rent topografiske
forhold som med hensyn til enkelte geodynamiske fænomener. Af disse
turde muligens den kjendsgjerning, at man her staar lige over for et
depresssionsniveau, være den, som for vort lands vedkommende for øie-
blikket indebærer i sig den største interesse.

Beviserne for, at det er et egte depressionsniveau, man her har for
sig, er mange.

Kregemyrs klippelagune beviser naturligvis i saa henseende intet med
sikkerhed. Men de i forbindelse med denne staaende akkumulations-
forhold, ligesom ogsaa omegnens beskaffenhed forøvrigt lader sig natur-
ligst forklare ved en synken af kystranden. Det er tilstrækkeligt i denne
forbindelse kun at minde om det særegne forhold, at selve Kregemyr-
bankens finere, fossilførende materiale med ganske svag stigning hæver
sig op netop i høide med klippebarrierens laveste pas, hvorefter terrænet
øieblikkelig faar en sterkere stigning samtidig med optræden af grovere,
egte littoralt materiale. Desuden tyder terrasserne i den tilstødende omegn,
ligesom den udprægede littoralerosion i strandlinjen ved Viste i samme
retning. Ingen af de her opregnede fænomener er imidlertid tvingende
beviser for, at en sænkning af landpladen har fundet sted, endskjønt man
paa stedet faar et uvilkaarligt indtryk af, at saa har været tilfældet.

Naar man derimod kommer over paa sydsiden af Visteviken, faar
man imidlertid sikre beviser ihænde for, at det her omhandlede strand-
linjeniveau er udformet under en sænkning af landpladen med derpaa
følgende stigning, og disse beviser forfleres saavel i art som antal ved
den videre undersøgelse længere mod syd.

De afleiringer, som man mellem Kvernviken og Smiodden træffer i
noget høiere niveau end selve strandlinjen, som mærke efter de op-
skvulpende paalandsbølger, tyder jo paa, at man her befinder sig lige
over for et bestemt maximalniveau, der kun mere undtagelsesvis, paa
grund af indtræffende anomale forhold har været overskredet. Og netop

Gs EEE Ga VE EEE

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 39

det samme fænomen, som man her møder i form af akkumulation,
træffer man paa sydsiden af Malletuva i form af stranderosion i den
indre brydende kant, der danner afslutningen opad for den der optrædende
store strandvold, der hører til tapes-niveauet.

Har man end ikke endda faaet fat paa det tvingende bevis for positiv
strandlinjeforskydning, saa faar man et saadant ved studiet af den
udprægede lagunevold og de i forbindelse med denne staaende littoral-
dannelser, en udpræget snoende lagune og en kontiunerlig række af
strandafsætninger, i nærheden af Smiodden.

At man her træffer lagunefænomenet, er vistnok afgjørende. I nu-
tiden ser man det jo aktuelt langs den nordtyske kyst, og aarsagen er
her almindelig anerkjendt. Langs vor kyst søger vi dette fænomen for-
gjæves. Men om vi følger Jæderens kyst fra Tungenæs fyr i nord til
Ogne i syd, saa finder vi ikke mindre end omtrent tyve større og mindre
indsøer, der optræder paa en saadan maade bagenfor den saakaldte
»sjorin«, at de vistnok med sikkerhed maa betragtes som lagunesøer;
naar dertil kommer, at der findes en flerhed af torvmyrer, der vistnok
ikke er andet end gjengroede søer, saa ser man, hvor almindeligt fæno-
menet her i grunden er. Naar vi nu erindrer, at den langs Jæderens
rand optrædende »sjørin« netop er enten terrasser eller strandvolde eller
lagunevolde tilhørende netop det i sammenhæng med Kregemyrbanken
staaende niveau, saa fremgaar heraf, hvor almindelig udbredt lagune-
fænomenet maa have været paa denne kyststrækning i tiden for denne
bankes afsætning og nævnte strandlinjes dannelse.

De Geer, der vistnok er den forsker, som inden det nordeuropæiske
omraade har gjort mest for at udvikle kjendskabet til de kvartære dan-
nelsers topografi og anvende dette ved studiet af de rent geologiske for-
hold, sees ogsaa at ofre lagunefænomenet den opmærksomhed, dette for,
tjener ved studiet af den positive forskyvning af en strandlinje, enten
denne er af marin art, »senglacial«?7 og »postglacial« 238, eller af lakustrin
karakter som ved ancylussjøen?% og de nuværende indsøer?%, Og De
Geer tilfoier i anledning den recente strandvold med lagune indenfor
ved sydenden af Stora Le: »Liksom måhånda flertalet lagunebarrierer,
synes denna hafva uppkommit under en positiv strandförskjutning och
småningom tillvuxit i höjd, i samma mån som vattnet stigit, samt sålunda
blifvit genom lagunen skild från stranden« 241.

Vi slap den systematiske undersøgelse i nærheden af Smiodden og
støder saa videre i syd paa den tydelige strandvold i Malletuvas nordlige
skraaning. Denne strandvold skaffer vistnok ikke noget direkte bevis for
positiv strandlinjeforskyvning, endskjønt ogsaa her udvaskningens art paa

40 P. A. ØYEN. M.-N. KI.

stedet giver et ganske bestemt indtryk i saa henseende, hvilket let lader
sig forklare efter det nu sikkert vundne resultat.

Dernæst støder vi paa den store strandvold paa sydsiden af Malle-
tuva. En saadan almindelig strandvold er naturligvis i og for sig ikke
noget bevis mere foren forskyvning af strandlinjen den ene vei end den
anden. Men hvad en strandvold som den her omhandlede angaar, saa
synes den med sikkerhed at angive, at kystranden paa dette sted gjennem
en lang tidsperiode i nær samme niveau har været udsat for havbølgernes
arbeide, hvorved det finere materiale efterhaanden er blevet udvadsket og
bortført, medens større residualblokke i rigelig mængde er anhobet og
ladet tilbage. Ud fra den kundskab, vi nu har til vort lands geologiske
og biologiske forhold i den seneste kvartære tid, kan vi ikke hente nogen
støtte for antagelsen af en saadan langvarig stilstand af strandlinjen.
Men ved en sænkning af landpladen til et niveau, der ifølge bestemmelser
paa omgivende steder har været stor nok til at sænke selve den store
strandvold ned under havets niveauflade, og en derpaa følgende stigning
vil den netop under havspeilet neddykkede strandvold foruden gjennem
den tid, hvori bevægelsen skifter fra positiv til negativ, gjentagne gange
i relativt nær paa hinanden følgende tider blive udsat for strandevorsionens
arbeide, og man faar paa den maade en naturlig og utvungen forklaring
paa et fænomen, som man ellers vilde have let for at mistyde, men som
altsaa nu viser sig at staa i bedste samklang med det allerede paa anden
maade erhvervede resultat.

Vi forbigaar nu den lange række af lagunevolde og lagunesøer, som
vi nu videre mod syd til henimod Obrestad fyr finder udviklet i typiske
former og stort antal, da jeg allerede ovenfor har henvist til dette fæno-
men og paavist dets generelle betydning.

Syd for Haaelven forandrer kystranden tildels i ikke ringe grad sin
karakter. Der optræder saaledes i omegnen af Obrestad fyr udprægede
terrassedannelser, dels erosionsterrasser og dels abrasionsterrasser, tildels
ogsaa akkumulationsterrasser, alle tre begreber benyttet med den af De
Geer fastsatte betydning? Disse tre terrassebegreber tilfredsstiller
igrunden paa en heldig maade den fordring, man bør stille til adskillelsen
mellem de forskjellige former af dette fænomen; dog maa man ved be-
stemmelsen i hvert enkelt tilfælde ved at gaa ud fra det homonyme stille
sig klart for øie, hvad der er af homoplastisk, men altsaa i dette tilfælde
af heterogenetisk art, saa man i geodynamisk henseende kun indfører
analoge værdier, idet jeg da benytter disse begreber i den af Penck

foreslaaede, fra biomorfologien til geomorfologien overførte betydning ?#,

1903. No. 7- TEES NEVER PAA JÆDEREN. 41

Nu er det vistnok saa, at terrasser tilhørende enhver af disse tre
grupper kan dannes ikke blot under en stilstand af strandlinjen, men
ogsaa under saavel en negativ som positiv forskyvning af samme. Og
dog findes der saavel af erosionsterrassen som abrasionsterrassen og
akkumulationsterrassen enkelte ret karakteristiske varieteter, som kan
paavises kun at komme til udvikling ved en positiv forskyvning af strand-
linjen; her at udvikle dette i sine detaljer vilde føre for langt. Men det
er forsaavidt interessant at lægge mærke til, hvilken rolle disse forskjel-
ligartede fænomener har spillet i udviklingen af den kvartære topografi
ved bestemmelsen af positivt forskjøvne strandlinjer, saavel af marin art,
»senglaciale« 244 og »postglaciale« 245, som af lakustrin karakter ved an-
cylussjgen™46 og de nuværende indsjøer?4”.

I omegnen af Obrestad fyr findes som allerede ovenfor nævnt en hel
række udprægede terrassedannelser, der fra den nuværende strandkant
gaar op til det i sammenhæng fulgte niveau langs Jæderstranden. Ter-
rasserne følges her for den største del i kontinuerlig sammenhæng, væsentlig
som en erosionsterrasse, der paa flere steder danner en meget bestemt
overgangstype til abrasionsterrassen, saa det i høi grad mindede om den
beskrivelse, De Geer giver fra Curland: »Det marina området åter var
i hög grad utjemnadt och abraderadt samt begrånsades uppåt vid alla
framskjutande uddar af en markerad abrasionsterrass, hvilken inåt vikar och
skyddade bugter fortsattes af tydliga vallar«*%. Og hvad samme forsker
samtidig meddeler om det supramarine omraade i Curland, at det var
»oregelbundet småkuperadt, ofta fåradt af erosionsdalar«*, gjorde sig
ogsaa i høi grad gjældende, saa snart man her i omegnen af Obrestad
kom over den her omhandlede strandlinje.

Som allerede i det foregaaende anført er vistnok terrassen inde i
bugten ved baadhavnen sydøst for Obrestad fyr for en mindre del at be-
tragte som en akkumulationsterrasse, der imidlertid her bestaar i en afsæt-
ning af fin sand, som her inde i den lune bugt vistnok har været afsat
helt op i vandspeilet i lighed med, hvad der finder sted ved den nuvæ-
rende sandstrand paa stedet, og saaledes ligesaa godt som en erosions-
terrasse afmærker det høieste strandniveau paa afsætningstiden. Men for
den største del dannes ogsaa her strandlinjen af en udpræget erosions-
terrasse, netop af den for en positiv strandlinjeforskyvning særegne
varietet. Og her i den forholdsvis dybt indgaaende, lune vik har vistnok
ikke blot akkumulationen kunnet foregaa under rolige forhold, jevnt og
uforstyrret, men da bølgerne blev brudt af de til begge sider udenfor
fremstikkende nas, kunde ogsaa stranderosionen i ro uhindret udforme

42 P. A. ØYEN. M.-N. KI.

sine udprægede typer og nøiagtig afmærke sænkningens maximumsniveau.
Enkelte smaa residualblokke ligger igjen langs den indre kant.

Erosionsterrassen tegner sig ved Obrestad fyr paa en meget smuk
maade mod den bagenfor temmelig brat opstigende bakkeskraaning, hvis
brink vistnok ligger i den tredobbelte terrassehøide. Inde i den ved baad-
bavnen indgaaende bugt tegner terrassen sig om muligt paa en endnu
mere fremtrædende maade mod den her i omtrent den dobbelte terrasse-
høide opstigende bakkeskraaning. I denne gjenfindes, hvad De Geer har
betegnet som »landskulptur«?2%0, et feenomen, der optræder ganske almin-
delig, hvor strandlinjen har været udsat for en positiv forskyvning, enten
denne har fundet sted i ældre tid, »senglacialt« 251, eller i nyere, »post-
glacialt «2,

Det har jo til og med i ganske ny tid været paastaaet af Reusch,
at landets stigning siden istiden »for Jæderens og Listers og det mellem-
liggende landstrøgs vedkommende« kun har været »omtrent 8 m. eller,
med et rundt tal sagt, omkring 10 m. over middelvandstand«, Efter
hvad der er meddelt i det foregaaende, skulde det vel ikke engang have
været nødvendigt at fremdrage denne udtalelse; men naar man staar lige
over for denne terrasse i bugten ved Obrestads baadhavn, bliver man for-
undret over, at selv denne linje, som jo forresten ligger høiere end 8—10
meter, skulde have været tillagt en glacial alder. Selve terrassens karakter
er en anden end den, vi støder paa hos vore ældre terrasser.

Foruden den af De Geer som «landskulptur« betegnede erosionsform
finder man i den af morænegrus bestaaende bakkeskraaning over terrassen
i bugten ved Obrestad ogsaa en anden heist eiendommelig erosionsform,
der fremtræder som i regelen smaa, men ogsaa tildels noget større, uregel-
mæssige rifler, der igjen sammensætter sig i længere, mere eller mindre
sammenhængende, noget uregelmæssig bugtende rækker med omtrent
horizontalt forløb, hvorved partierne mellem de nedskaarne erosionsdale
faar et udseende paa afstand, som om de var opbygget af talrige brudte,
men i det store og hele noget uregelmæssig svævende lag; der har dog
ikke kunnet paavises nogen direkte sammenhæng med morænegrusets
struktur. Denne særegne erosionsform opherte pludselig ved den indre
kant af terrassen, og selv paa steder, hvor der ikke var nogen nævne-
værdig forskjel i heldningen af dennes forside og den ovenfor opstigende
bakkeskraaning, var dog denne eiendommelige overfladeform skarpt be-
grænset nedad af selve terrasseniveauet og staar derfor sikkerlig i den
mest umiddelbare forbindelse med selve erosionsterrassens dannelse. For
at erholde en fast betegnelse for en paa denne maade eroderet overflade
vil jeg benævne den »mill surface.

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 43

Husvegstranden, Varhaug, er et udmerket eksempel paa en kystrand
med udpræget erosionsterrasse tilhørende den nu omhandlede strandlinje-
horizont. Selve abrasionsfladen ligger lidt lavere og svarer omtrent til
det lavere niveau i havnen ved Obrestad, men gaar svagt skraanende op
til en heide, der nærmer sig sterkt selve strandlinjen. Den over erosions-
terrassen opstigende bakkeskraaning i morænegrus viser helt igjennem de
samme karakteristiske træk som ved Obrestad og med noksaa pent ud-
viklet «mill surface». Å

I denne forbindelse kan det muligens være værdt at gjøre opmærk-
som paa, at jeg inden denne egn, nemlig mellem Haaland og Opstad est
for Nærbø jernbanestation, har fundet »»ill surfaces meget typisk udviklet
i et helt andet niveau, men ogsaa her i den opstigende bakkeskraaning
fra et littoralt terræn foran, hvor abrasionsterrasse, lagunevolde og strand-
grus med sikkerhed angav en positiv forskyvning af strandlinjen i en endnu
længere tilbageliggende tid, sandsynligvis den største nedsynkning af land-
pladen paa dette sted efter den sidste istid; men her nærmere at rede-
gjøre for disse forhold ligger udenfor nærværende afhandlings ramme.

De i omegnen af Ogne optrædende terrasser leverer ikke noget bin-
dende bevis for en positiv forskyvning af strandlinjen, men tilhører jo
samme horizont som de nu i det foregaaende langs Jæderens vestrand i
sammenhæng fulgte strandvolde, lagunevolde, akkumulationsterrasser, abra-
sionsterrasser med »landskulptur«, erosionsterrasser og «mill surface».

Da nu beviset er leveret for, at Tapes-niveauet paa Jæderen er et
depressionsniveau, kan det have sin interesse at minde om, »at man ved
udgravning af Skeievandet i Klep gjennem »sjørinden« — en rullestens-
grusbanke langs stranden — paatraf et 2—3 decimeter tykt myrlag til en
dybde af 4—5 meter i grusbanken. Under brøndgravning paa gaarden
Vig, nogle hundrede meter længere nord paa samme grusbanke, er det
samme torvlag paatruffet omtrent til samme dybde i grusbanken. Det
ligger kun 2—3 meter over havet og synes ikke at staa i forbindelse med
det paa bunden af det udtørrede vand forekommende myrlag?54.

Desuden har hr. amanuensis Fridtz meddelt mig, at han for en læn-
gere aarrække tilbage, da udflugtsparken Ravndalen i nærheden af Kristi-
anssand var under anlæg, havde gjort en iagttagelse i samme retning. I
en henimod halvanden meter dyb grøft havde han mærket sig følgende
profil: øverst var omtrent en halv meter muld og muldagtig torvmyr, der
nederst i et haandbredt lag førte talrige hasselnødder; derunder kom et
lag af omtrent en tredjedel meters mægtighed, som bestod af sand og fint
grus, rigt havskjælførende, og derunder fulgte saa atter, ned til grøftens

44 P. A. OYEN. M.-N. KI.

bund, et myragtigt lag med talrige hasselnedder, synligt i omtrent en halv
meters mægtighed, men i grøftens bund endnu fortsættende videre ned.

Tapes-terrassens uligeformede hævning.

Om vi nu for oversigtens skyld sammenstiller de i det foregaaende
erholdte tal, der angiver den senere hævning af den inden Jæderens om-
raade under en positiv forskyvning af strandlinjen udformede Tapes-terrasse,
saa faar vi følgende:

Tapes-niveauet ved Sande (Tungenæs) ca. 11 m.o.h.

— » Kregemyr (Vistvik) ca. 12 m. o. h.
—»— » Viste 13,4 m. 0. h.
—»— » Smiodden (Kvernevik) 13,4 m. o. h.
—»— » Malletuvas nordside 13,4 m. 0. h,
—»— » Malletuvas sydside ca. 13,5 m. o. h,
== » Obrestad fyr 15.7.0200
_— » Husvegstranden 1337) fra Ex lek
—»— » Ogne 10,7 m. o. h.

I forhold til det store omraade, hvorover de er spredt, er jo ikke dette
mange maalinger, og især er det en stor ulempe, at der mangler hoide-
angivelser fra det udstrakte midtre parti, inden hvilket flerheden af de
storre lagunesjoer er beliggende. Her er endnu et stort felt aabent for
undersøgelser. Og fuld klarhed over forholdene inden det interessante
Jæderomraade vil man vistnok ikke faa, før en systematisk kartlægning
har fundet sted.

Imidlertid er de udførte maalinger saavidt mange og viser med hensyn
til Tapes-terrassens høideforhold et saavidt regelmæssigt træk, at der
vistnok allerede nu kan trækkes den sikre slutning, at medens den nord-
lige og sydlige del af den jæderske kystrand har hævet sig omtrent ligelig
siden tiden for Tapes-niveauets sænkningsmaximum, eller med et rundt
tal omtrent 11 meter, har den midtre del af denne kystrand i forhold til
de perifere dele i nord og syd i samme tidsrum hævet sig omtrent i for-
holdet 3:2, eller med et rundt tal omtrent 16 meter.

Det er ikke udelukket, at en fremtidig, mere indgaaende detail-
undersøgelse kan finde forholdet lidt anderledes, men de store træk i den
epeirogenetiske bevægelse i nævnte tidsrum inden denne kystrand turde
dog hermed være fastslaaet.

Landpladens beliggenhed før Tapes-niveauets sænk-
ningsperiode.
Hvor heit denne kystrand laa forud for strandlinjens positive for-
skyvning under Tapes-tiden, har vi intet kjendskab til, og heller ikke ved

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 45

vi, naar denne positive forskyvning tog sin begyndelse. Flere forhold
synes dog at tyde hen til, at paa denne tid landet her laa mindst ligesaa
høit som i nutiden.

Det har nemlig ikke endnu lykkedes at finde rester eller spor af de
erosionsterrasser eller andre littorale fænomener, som man i tilfælde, landet
havde staaet i et lavere niveau end i nutiden, skulde være berettiget til
at vente opbevaret paa særlig beskyttede steder. Derimod synes dybde-
forholdene udenfor kysten enkelte steder at antyde, at landpladen her har
ligget noget høiere. Det i en høide af 2—3 m. o. h. liggende torvlag
under lagunevolden ved Skeie og Vig viser saaledes, at den gamle strand-
linje ikke kan have ligget saa meget som et par meter over den nu-
værende.

Littoraldannelser lavere end Tapes-niveauet.

Der findes inden den jæderske kystrand paa flere steder forskjellige
littoraldannelser, dels i form af terrasser og dels i form af strandvolde,
lavere end Tapes-niveauets strandlinje, men de bærer overalt præget af
at være dannet under den efterfølgende tid.

Et stykke nord for Kvernviken findes saaledes en liden strandvold i
en høide af 7—8 m. o. h. Langs den ny vei mellem Malle og Sande
paa Hafsfjordens østlige side saaes flere steder i grustag og skjæringer
snit i typisk bundmoræne, men paa sine steder var gruset vasket og
sammen med sand strandskiktet, svarende i høide til den store strandvold
paa sydsiden af Malletuva og tilstede i flere lavere niveauer. Og ved
Sømme ved Hafsfjordens vestlige side laa en stor strandvold med indtil
tre meter store blokke i en høide af ca. 5 m. o. h.

Den lave brydningskant i en høide af 4 m. o. h. ved baadhavnen
sydøst for Obrestad fyr repræsenteres i niveau ud til siderne af store
strandvolde, især mellem fyret og baadhavnen, inden hvilken strækning
store blokke langs næssene danner en svær strandvold, tildels temmelig
bred som hele næs af udvaskede morænemasser. Lignende forhold som
ved Obrestad gjenfindes ogsaa tildels ved Husvegstranden, hvor en svær
blokkestrandvold i den nuværende strandkant gaar op i høide med det
lavere niveau ved Obrestad.

Kregemyrbankens molluskfauna.

Vi gaar derpaa over til at betragte noget nøiere den i Krege-
myrbanken opbevarede molluskfauna. Med hensyn paa denne har jeg paa-
begyndt en mere indgaaende statistisk-analytisk undersøgelse, men da det
endnu tør vare en tid, førend resultaterne af denne kan fremlægges, skal

46 P. A. OYEN. M.-N. Kl.

jeg ved denne anledning indskrænke mig til at omtale forekomsten af
nogle enkelte mere fremtrædende karaktertyper.

Ved den systematiske ordning og artsbetegnelsen har jeg fulgt Kodelf's
Prodromus etc. 1888.

Purpura lapillus, Lin. forekom noksaa almindelig i den normale
form. Den forekommer i Tapes-banken ved Hallen (Barkevik). Ligesaa
findes den i saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel?% og sparsomt
levende ved Hirtshals og Fredrikshavn®®® samt levende langs den norske
kyst paa en dybde af o—20 meter”,

Nassa reticulata, Lin. Der fandtes af denne art en kortere og tykkere
form (længde 25 mm., diameter 15 mm.) og en længere og slankere form
(længde 30 mm, diameter 14 mm.), begge imidlertid forbundet ved over-
gangsformer. Den forekom i Tapes-banken ved Hallen (Barkevik). Og den
findes i saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel”, Den er almindelig
i de mere lukkede farvande i Danmark; i Kattegat er derimod store levende
individer næsten sjeldenheder®®®, I Kattegat holder den sig til sandbund
paa 2—20 m. dyb?%, Sars angiver dens forekomst ved det vestlige og
sydlige Norges kyst til o—40 m. dyb?6,

Cerithium (Bittium) reticulatum, da Costa forekom i den normale
form. Der fandtes i Tapes-banken ved Hallen (Barkevik). Og den findes
i saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel 2%, Levende er den almindelig
i Limfjorden, men ikke hyppig i Kattegat, og holder sig mest til tang-
vegetationen paa dybder fra faa fod til ca. 10 favne*, Sars angiver
den fra det sydlige og vestlige Norge som forekommende paa o—140
m. dyb 64,

Littorina littorea, Lin., hvis vigtigste forhold er omtalt allerede i det
foregaaende, forekom meget talrig. Den fandtes i Tapes-banken ved Hallen
(Barkevik). Og den findes i saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel*6,
Petersen fandt den almindelig. ved den danske kyst, men i Kattegat er
den fundet levende kun paa faa steder og, med undtagelse af en enkelt
gang, altid paa 2—3 favne vand?%, Den angives af Sars som levende
ved Norges kyst paa o—6 m. dyb°67,

Littorina littorea, var. (!). Der fandtes et enkelt meget smukt
eksemplar af en udpræget spids, konisk form med meget svagt frem-
trædende suturer, hvorved den koniske form træder endnu tydeligere frem.
Der findes en fin spiralstribning og gjentaget paa denne en med lupe
synlig, endnu finere saavel paa spiralerne selv som i furerne. Der findes
kun en svag antydning til vekstrifler med svage furer. Længden er 13
mm. og diameteren 10 mm, Munden udgjør omtrent halvparten af hele
længden; den er oval, forsynet med en tydelig kanal ved den øvre del,

ni

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. — 47

men har derimod en lidet fremtrædende læbe. Paa sidste vinding udpræger
sig tre smale, rødbrune baand spiralformet. Der fandtes desuden ogsaa et
par noget slidte eksemplarer tilhørende samme artsvarietet og af omtrent
samme størrelse.

Littorina sp. (1). Der fandtes et enkelt eksemplar svarende til den af
Forbes og Hanley?% som Littorina patula afbildede, dog noget mindre
end denne, nemlig 10 mm., men tilkjendegiver sig tydelig som Littorina
littorea ved den fine spiralstribning, har lidt tykkere skal og tilløb til
kanal-dannelse ved den øvre del af mundaabningen; den er altsaa at op-
fatte som en varietet af Littorina littorea, som da danner en overgang til
Littorina patula eller Littorina tenebrosa. Der fandtes et enkelt eksemplar,
der stod endnu nærmere Littorima littorea. Litlorina littorea er ellers
meget typisk paa dette sted.

Littorina sp. (1). Der fandtes endel ganske smaa eksemplarer, hvoraf
et par viser antydning til spiralfuring og minder om Littorina patula, men
er sikkert at betragte som Littorina tenebrosa; ellers er de fundne eksem-
plarer glatte, idet den almindelig forekommende form er den af Forbes
og Hanley som Littorina tenebrosa albildede, dog med noget kortere
spir. Der findes ogsaa endel ganske smaa eksemplarer, der er glatte og
med sidste vinding meget trind, hvorved profilprojektionen faar en meget
konvex form, idet ogsaa spiret er meget lavt; denne varietet er altsaa paa
sin vis en diametralt modsat varzetet af Littorina tenebrosa i analogi med
Littorina fabalis som varietet af Littorina obtusata. Selv Forbes og
Hanley, der opstiller Littorina patula Feffr. og Littorina tenebrosa Mont,
som to særskilte arter, er alligevel tilbøielige til at anse dem kun som
varieteter af en og samme art?®, og de siger udtrykkelig om Littorina
tenebrosa, at der af den er to varieteter, »the one ridged, the other smooth,
that pass unperceptibly into each other«?"1, og de betragter den sidst-
nævnte som den normale form??, Jeffreys anser Littorina patula og
Littorina tenebrosa som varieteter af Littorina rudis, Maton?"3; det samme
gjør ogsaa Kobelt?# Det er dog interessant, at man her har varieteten
Littorina tenebrosa, som af Petersen er skrabet paa ca. 20 m. ved
Stevns og Moen?®, Grieg angiver i Bukkenfjorden Littorina rudis, Maton
som yderst almindelig, men angiver ikke varietet og ikke dybde?%,

Littorina obtusata, Lin, Denne art forekommer i Kregemyrbanken
meget almindelig. Hovedtypen svarer til den af Forbes og Hanley som
Littorina littoralis, Lin. beskrevne?" og afbildede?%; af denne fandtes
86 eksemplarer med en maximumlængde af 16 mm., medens Kobelt
angiver længden for denne art til 12—15 mm.?®. Desuden fandtes 10
eksemplarer, der danner overgangsformer til en egen varietet med fladt

48 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

apex uden spir, men forholdsvis dyb sutur, hvorved vindingerne træder
tydelig frem; af denne varietet fandtes et enkelt eksemplar, hvor den
sidste vinding traadte tydelig frem; nu kunde rigtignok et enkelt eksemplar
lede tanken hen paa en monstrøsitet, men overgangsformerne viser dog
tydelig formforandringen. Der fandtes ogsaa brudstykker af 10 eksemplarer,
der i form suksessivt fører over i den mere afrundede, yngre form. Den
afrundede form, hvor især sidste vinding ikke har det skarpt kantede ud-
seende, har som regel en meget trind sidste vinding, hvorved profil-
projektionen ofte faar en meget konveks form; peristomaet bliver derved
ofte mere udtrukket med forholdsvis videre og mere aaben apertura, medens
apex som regel er fladt uden spir; af denne varietet, der vistnok kun er
at betragte som yngre individer af foregaaende, fandtes ogsaa 10 eksemplarer.
Desuden optræder Littorina obtusata i formen Littorina fabalis, Turton,
som Jeffreys®, Kobelt? og Petersen vistnok gjør ret i at hen-
fore til Littorina obtusata som yngre former eller varieteter; jeg har
saaledes f. ex. et 10 mm. langt eksemplar med forholdsvis tykt skal og
fuldstændig fabalis-karakter, med trind sidste vinding og lav afrundet apex
med lidt opspringende spir, karakterer som især træder tydelig frem hos
enkelte ganske unge eksemplarer; cfr. f. ex. den af Forbes og Hanley
som Littorina fabalis albildede form?%, Littorina obtusata forekom ogsaa i
Tapes-banken ved Hallen (Barkevik). Ligeledes findes den i saltvands-
alluviet i det nordlige Vendsyssel? Den findes i Kattegat levende paa
Læsøgrundene*, og varieteten fabalis er meget almindelig i de danske,
mere lukkede farvande?, Sars angiver den levende langs Norges kyst
til Vestfinmarken paa et dyb af o—6 m.*%,

Lacuna divaricata, Fabr, fandtes ikke sjelden, men forekomsten til-
hører i sin helhed betragtet den korte, lille form, og rent undtagelsesvis
fandtes en maximumlængde af 6 mm. Endskjent enkelte eksemplarer
saaledes i udseende minder ikke saa lidet om Zacuna pallidula, saa er det
dog en sikker divaricata-type. I Tapes-banken ved Hallen (Barkevik)
fandtes et eksemplar af den normale form med længde 8 mm. Da man
saaledes her imidlertid kun har med et enkelt eksemplar at gjøre, kan
man vistnok for saa vidt gaa ud fra, at uoverensstemmelsen ogsaa kan
vere af kun tilsyneladende art. Thi i Turritella-ler ved Aafosstranden
(Skien) fandt jeg den længere, normale form sammen med den lille, semi-
globulære form paa en saadan maade, at man vistnok er berettiget til at
antage individer af sidstnævte som unge eksemplarer af førstnævnte form;
det tør ogsaa være, at under særegne hydrografiske forhold de karak-
terer, som ellers er egne for unge individer, ogsaa kan bibeholdes hos
ældre. I universitetets samlinger fra Kirkeøerne (Hvaleerne), Om-

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 49

dalsstrand og Sperbakken (Skien), Kristianssund og Fornæs (Sto) kan
man, for kun at tage nogle faa eksempler, se, at det samme maa have
været tilfældet. Den forekommer i saltvands-alluviet i det nordlige Vend-
syssel?%, uden at her imidlertid varieteten nærmere angives. Levende er
den ganske almindelig ved den danske kyst?®, og Sars angiver den fra
Norges kyst paa o—20 m. dybde?%,

Trochus (Gibbula) cineraria, Lin. forekommer i den normale form
og af almindelig størrelse. Den fandtes i Tapes-banken ved Hallen (Barke-
vik). Ligesaa findes den i saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel?91,
Den er almindelig levende ved den danske kyst, foretrækker sandbund og
dybder mellem ca. 8 m. og ca. 20 m.*”, Den angives ved den norske
kyst levende til Vestfinmarken fra o—120 m. dybde?%,

Tectura virginea, Müll. forekom i den forholdsvis brede, lave varietet,
af længde 12 mm. Den fandtes ogsaa i Tapes-banken ved Hallen (Barkevik).
Ligeledes forekommer den i saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel ?%.
Levende er den almindelig i det sydvestlige Kattegat, men ellers spredt,
findes paa sandbund og blandet bund mellem ca. 14 og 30 m. dybde?%,
Den angives fra den norske kyst paa o—200 m.2%,

Patella vulgata, Lin. hvis forekomst i Kregemyrbanken er omtalt
allerede i det foregaaende, fandtes ogsaa i Tapes-banken ved Hallen (Barke-
vik). Den eiendommelig sjeldne forekomst af denne art i Danmark saavel
i subfossil som levende tilstand er ogsaa omtalt i det foregaaende. Ved
den norske kyst angives den levende til Lofoten paa o—6 m. dyb?%,

Saxicava rugosa, Lin., hvoraf her paa stedet kun opplukkedes et
par smaa, hele eksemplarer, fandtes ogsaa i Tapes-banken ved Hallen
(Barkevik). Den findes i saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel 2%.
Levende er den almindelig i Kattegat og foretrækker blandet bund og
dybder mellem ca. 10 m. og ca. 60 m.2%, Den angives levende ved
Norges kyst paa et dyb af o—80 m.300,

Mactra subtruncata, Mont., hvoraf her fandtes et enkelt helt eksemplar
af længde 15 mm., er endnu ikke fundet i Tapes-banken ved Hallen (Barke-
vik). Denne tilsyneladende uoverensstemmelse haves for det første derved,
at den findes i saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel 1, Men hoved-
forklaringen finder vi dog i de bathymetriske forhold; thi denne art er en
grundvandsform, der trives ganske almindelig ved den danske kyst, men
holder sig mellem ca. 6 m. og ca. 24 m.3, og den angives af Sars at
leve ved den norske kyst til Vestfinmarken mellem 10 m. og 120 m. dybde 36,
Forekomsten af denne art i Kregemyrbanken staar altsaa i bedste samklang
men det tidligere paa anden maade opnaaede resultat, at denne banke maa
betragtes som en grundvandsdannelse dannet paa 6—8 m. dyb, men der-

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl, No, 7. 4

50 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

imod ikke som nogen egte littoral dannelse. Paa den anden siden staar
det forhold, at denne art ikke findes i Tapes-banken ved Hallen, i bedste
samklang med denne bankes egte littorale karakter.

Scrobicularia piperata, Gmel. forekommer i indtil 32 mm. lange eksem-
plarer af forresten normal form. Denne art fandtes ogsaa i den normale
type af længde indtil 33 mm. i Tapes-banken ved Hallen (Barkevik). Den
findes ligeledes i saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel3%, Levende
har man den om end ikke særdeles talrig fra den danske kyst og Bo-
huslen?®, Sars angiver den levende ved Norges sydlige og syvestlige
kyst paa o—10 m. dyb3%,

Tellina (Macoma) balthica, Lin. forekommer som forma typica, G.
O. Sars, med en længde af op til 19 mm. I Tapes-banken ved Hallen
(Barkevik) fandtes den ogsaa i den samme ovale forma typica (rotundato-
trigona) med en længde op til 16 mm. Den angives ogsaa uden nærmere
varietetsbetegnelse fra saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel?0?, Levende
er den almindelig ved den danske kyst3, Sars angiver den fra vor
kyst paa dybde o—20 m.3%,

Tellina exigua, Poli fandtes i typisk udviklede former; et ungt helt
eksemplar af 10 mm. længde viste en noget mere langstrakt form end selve
hovedtypen. Den er ikke fremfundet i Tapes-banken ved Hallen (Barkevik).
Denne vistnok mere tilsyneladende end reelle uoverensstemmelse med
hensyn til den geologiske forekomst af denne art finder en forklaring ved
oplysningen om, at den i Kattegat er meget sjelden og holder sig ude-
lukkende paa sandbund®!%, Den forekommer ogsaa i saltvands-alluviet i
det nordlige Vendsyssel*!!, Den angives af Sars som levende ved den
norske kyst til Vestfinmarken paa dybder o—20 m.3,

Tellina (Macoma) fabula, Gron. Der fandtes af denne art et helt
eksemplar af længde 12 mm., som staar meget nær den hos Martini &
Chemnitz albildede3'”. Den er endnu ikke gjenfundet i Tapes-banken ved
Hallen (Barkevik). Men denne tilsyneladende uoverensstemmelse vil her,
ligesom tilfældet var med hensyn til forekomstmaaden af Mactra subtrun-
cata, hæves ved en lignende betragtningsmaade. Thi for det første findes
den nemlig i saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel*!4; men hoved-
forklaringen har vi ogsaa her at sage i de bathymetriske forhold. Tellina
fabula er nemlig ogsaa en grundvandsform, der forekommer noksaa almin-
delig ved den danske kyst, hvor den ynder ren eller kun svagt blandet
sandbund og lever paa mellem ca. 6 og ca. 24 m. dyb3%, Af Sars
angives den levende ved det vestlige Norges kyst til Lofoten paa 20—60
m, dyb?316,

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET. PAA JÆDEREN. nr:

Tapes pullastra, Mont. fandtes rigtignok kun i et par brudstykker, men
disse var dog sikkert bestembare. Denne art forekom ligeledes i den
typiske form af længde indtil 50 mm. i Tapes-banken ved Hallen (Barke-
vik). Jeffreys angiver, at »it is usually littoral, living in muddy gravel
or sand, and is seldom found below 7 or 8 fathoms«317, Og Sars an-
giver den levende ved vor kyst til Vestfinmarken paa o—20 m. dyb318,
Dens forekomst i Danmark saavel i levende som subfossil tilstand er allerede
omtalt i det foregaaende.

Tapes aureus, Gmel. Der fandtes af denne art flere brudstykker og
et helt eksemplar med samklappede skaller af længde 33 mm., medens
enkelte brudstykker tyder paa noget større eksemplarer. Den forekom
ikke sjelden, men i noget mindre former, længde indtil 26 mm., af forresten
normal type i Tapes-banken ved Hallen (Barkevik). Ligesaa findes den i
saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel?!” Den findes nu kun som
subfossil i Danmark 20; forresten er denne arts forekomstmaade i Danmark
mere udførlig behandlet i det foregaaende. Jeffreys angiver denne arts
bathymetriske forekomstgrænse som 10—20 m.%1, Og i Clew Bay f. ex.
findes den »from three to ten fathoms«%, Sars angiver den som levende
ved det sydlige og vestlige Norges kyst paa o—20 m, dyb3%,

Cardium edule, Lin. Denne art optraadte her saa hyppig, at den
hele forekomst, for saa vidt det gjælder et enkelt, mere i det ydre fauni-
stisk fremtrædende præg, gjerne kunde betegnes som en cardiumbanke. Paa
den korte tid, som stod til min raadighed, opplukkedes ikke mindre end
48 hele eksemplarer med samklappede skaller; desuden samledes af enkelte
skaller 261, hvoraf 134, eller 51 procent, viste sig at være høireskaller,
medens resten, 127 skaller, eller 49 procent, var venstreskaller. Idet
længden lægges til grund, kan saavel de hele eksemplarer som de enkelte
skaller indordnes i grupper:

Hele eksemplarer:

Længde 10—15 mm. Antal 1. Procent 2.
» 15—20 mm. ey » 25.
» 20—25 mm. DT: » 25.
» 25—30 mm. » 19. » 40.
» 30—35 mm. må 3. » 6.
» 35—40 mm. » I. »

Enkelte skaller:

Høire Venstre
—T— SS ——
Antal Procent Antal Procent
Længde 5—10 mm. 5 4 I I

» 10—15 mm. 19 14 12 9

52 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

Længde 15—20 mm. 41 au 44 35
» 20—25 mm. 31 23 33 26
» 25—30 mm. 27 20 28 22
» 30—35 mm. 10 7 9 7
» 45 mm. I I

Denne sidste liste er interessant, idet den viser en temmelig nøie over-
ensstemmelse saavel mellem de to grupper, som i disse indbyrdes.

Begge lister viser, at en længde af 30 mm. her danner et meget skarpt
skille. At der findes en forholdsvis liden procent under 15 mm., tør bero
paa udplukningens art.

Saavel en sammenligning af de forskjellige grupper som en sammen-
ligning inden disse af de 357 enkelte skaller viser tydelig, at skjævheden
tiltager med størrelsen.

De ganske smaa eksemplarer minder i ydre form ofte om Cardium
nodosum, Turton; de er til og med ofte rigt forsynet med bladformede
tagger paa ribberne, men viser sig dog at være sikre edule-former.

For sammenligningens skyld hidsættes resultatet af en lignende gruppe-
undersøgelse af Tapes-banken ved Hallen (Barkevik):

Høireskaller Venstreskaller
A —— — —————
Antal Procent Antal Procent
Længde 5—10 mm. 3 5 I I
» 10—15 mm. 2 3 3 4
» I5—20 mm. 4 6 4 6
» 20—25 mm. 9 14 8 12
« 25—30 mm. 9 14 II 16
» 30—35 mm. 7 iit 13 19
» 35—40 mm. 19 29 19 28
» 40—45 mm. 8 12 9 13
» 45—50 mm. 3 5 I I
> ca. 50 mm. I I

Ved at trække en sammenligning mellem disse rækker, springer en
fremtrædende forskjel i øinene. Medens saaledes i Kregemyrbanken an-
tallet af skaller med størrelsen 15—30 mm. udgjør 90% for de hele
eksemplarers vedkommende og 79 % for de enkelte skallers vedkommende,
og medens størrelsen i denne banke rent undtagelsesvis naar over 35 mm.,
finder man i Tapes-banken ved Hallen (Barkevik) størrelsen 15—30 mm.
repræsenteret kun med 34 %, medens størrelsen 25—40 mm. repræsenteres
af 59%, og der findes her ikke mindre end 45 9, som i længde overstiger
35 mm.

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 53

Forresten er denne arts eiendommeligheder i Kregemyrbanken allerede
. omtalt i det foregaaende. Den forekommer ogsaa i saltvands-alluviet i det

nordlige Vendsyssel? Petersen gjør ogsaa opmærksom paa denne arts
sterke variation; ved de danske kyster holder den sig som en regel inden-
for 2 m. vand, men bliver i Østersøen mindre og gaar der dybere #5,
Grieg angiver den som hyppig i Bukkenfjorden paa grundt vand?%, Den
er en littoral form, der findes ved den norske kyst til Vestfinmarken paa
o—10 m. dyb**, Og overensstemmende hermed er det vistnok ogsaa,
at den er noget mindre paa lidt dybere vand som i det her omhandlede
tilfælde ved Kregemyrbanken sammenlignet med Tapes-banken ved Hallen
(Barkevik).

Lucina borealis, Lin. forekom noksaa hyppig i hele eksemplarer med
sammenklappede skaller af en længde indtil 32 mm. og høide indtil 31
mm. Den forekom ogsaa hyppig i Tapes-banken ved Hallen (Barkevik) i
den normale form af en længde indtil 35 mm. I Osterfjorden (Bergen) er
den efter Friele meget almindelig paa grundt vand af ca. 10 m. dyb®®,
og hvad der stemmer meget godt overens med artens størrelse i Krege-
myrbanken som en grundvandsdannelse og Hallenbanken som en littoral-
dannelse er Frieles angivelse, at strandformen i Osterfjorden naar en længde
af 34—37 mm. og en høide af 32—35 mm., medens man dybere ned har
en mindre form®29, Den forekommer i saltvands-alluviet i det nordlige
Vendsyssel, Ved den danske kyst lever den kun paa blandet bund
mellem ca. 20 m. og ca. 40 m.31, Sars angiver den ved den norske kyst
levende paa O—120 m. dyb3,

Mytilus edulis, Lin. fandtes kun i et par smaa brudstykker og et
enkelt helt, ganske lidet eksemplar. Forresten er denne arts optræden
omtalt allerede i det foregaaende. Den forekom ogsaa i Tapes-banken ved
Hallen (Barkevik). Den findes i saltvands-alluviet i det nordlige Vend-
syssel?%, I Kattegat gaar den ud til 6—10 m. dyb3*, Den findes langs
den norske kyst paa o—20 m. dyb3%,

Ostrea edulis, Lin. er tilstede i noksaa rigelig mængde, for det meste
meget smuldrende, men ogsaa tildels i henimod decimeterstore, hele
eksemplarer. Denne arts optræden er forresten allerede omtalt i det fore-
gaaende. Den er almindelig i Tapes-banken ved Hallen (Barkevik). Den
forekommer i saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel?%, Den er nu
sjelden i de danske farvande indenfor Skagen, men forekommer dog paa
ca. 24 m. dyb3%, Ifølge Sars findes den levende ved vor sydlige og
vestlige kyst paa 6—80 m. dyb3%,

Om vi kaster et blik tilbage paa disse enkelte, spredte træk i mol-
luskfaunaens optræden, saa er det iøinefaldende, at Tapes decussatus, Lin.

54 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

mangler i Kregemyrbanken trods dennes nøie overensstemmelse med
Hallenbanken, der viste sig som en egte Tapes-banke. Dette kan imidlertid
forklares at have sin grund i de bathymetriske forhold. Thi Tapes decus-
satus er nemlig en egte littoralform. Som saadan findes den endnu ganske
sparsomt ved vor sydvestlige kyst. Grieg fandt Tapes decussatus ved
Gaasholmen (Nordfjord)?®?, og Friele fandt den almindelig i stranden ved
Lysekloster i størrelsen 42 mm.3 og i stranden ved Bukken indtil 641/2
mm. lang og 44 mm. hei?1, Sars angiver den rigtignok fra vor vestkyst
som levende paa o—20 m. dyb?*, og i de danske have forekommer den
kun som subfossil?#, saa deraf ingen sikker slutning kan trækkes; men
artens almindelige udbredelse er den strengt littorale.

Endskjønt Littorina rudis, Maton endnu lever ved vor vestkyst,
er denne strengt littorale form, der af Sars angives som levende langs
hele Norges kyst3%, ikke fundet i Kregemyrbanken, men karakteristisk er,
at her er fundet en varietet af arten, som lever paa noget dybere vand,
saaledes som i det foregaaende fremstillet.

Hvad der allerede før er naaet ved den topografisk-geologiske under-
søgelse, nemlig at Kregemyrbanken har den tilsvarende strandlinje i noget
større høide, saaledes at den maa betragtes som en grundvandsdannelse,
bekræftes saaledes af det forhold, at de egte strandformer ikke indgaar
som led i dens faunistiske sammensætning. Men vi har ogsaa i det fore-
gaaende allerede seet flere positive beviser for Kregemyrbankens afsætning
paa noget dybere vand deri, at flere grundvandsformer, der ikke optræder
som strengt littorale, er repræsenterede i banken, saaledes Tellina fabula,
Gron. og Ostrea edulis, Lin. Desuden har man i forekomsten af Mactra
subtruncata, Mont. et positivt bevis i samme retning; thi denne art fandtes
af M. Sars ved Drøbak paa mellem 30 og 36 m. dyb og ved Bollærene
paa mellem 16 og 20 m. dyb3% og af Friele ved Laxevaag paa 40 m.
dyb347,

Den mærkelige forekomstmaade af Lacuna divaricata, Fabr. er ogsaa
egnet til at paakalde opmærksomheden. Som allerede før omtalt tilhører
forekomsten i sin helhed den lille, semiglobulære form, der vistnok er at
betragte enten som unge eksemplarer af hovedformen, eller hvor denne
mere embryonale type har fæstnet sig, som en egen varietet. Denne
staar vistnok meget nær den som Lacuna puteolus, Turton betegnede
form, der kanske mere træffende kunde betegnes som Lacuna intermedia 48.
Den som Lacuna puteolus betegnede art er vistnok noget tvilsom som
selvstændig betragtet*, endskjont Sars angiver den fra vor syd- og vest-
kyst som levende paa 10—20 m, dyb%5%0, men da muligens som en varie-
tet, thi den angives som meget sjelden), Lacuna puteolus som egen

PS

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 55

art er ialfald ikke noteret af Friele fra Bergens omegn, hvor saavel
Lacuna divaricata i forskjellige varieteter som Lacuna pallidula var al-
mindelige**?; heller ikke er den opført af Grieg hverken fra Sognesøen,
hvor saavel Lacuna divaricata®®® som Lacuna pallidula**4 var alminde-
lige, eller fra Ytre Nordfjord og Bukkenfjord3%, hvor paa begge steder
Lacuna divaricata var almindelig forekommende. Lacuna puteolus er
heller ikke anført fra saltvands-alluviet i det nordlige Vendsyssel3%, skjønt
der forekommer saavel Lacuna divaricata som Lacuna pallidula?, og
den er heller ikke endnu anført fra vore postglaciale afleiringer. Men
forholder det sig saa, at det er fæstnede embryonalformer eller unger af
Lacuna divaricata, som har været antaget for at være denne art, saa er
for det her foreliggende spørgsmaals besvarelse den kjendsgjerning ikke
mindre interessant, at arten under denne form eller i denne varietet kun
optræder paa et dyb af 10—20 m., men aldrig som en egte littoral form.

Tapes-arternes forekomstmaade i Kregemyrbanken er ligeledes egnet
til særlig opmærksomhed. Mangelen af Tapes decussatus som en egte
littoralform er allerede ovenfor paapeget. Tilstedeværelsen af Tapes pullastra
og Tapes aureus staar i god overensstemmelse med disse arters bathyme-
triske forhold og den for Kregemyrbanken paa anden maade paaviste
afsætningsdybde. At Tapes edulis, Chemn. ikke er fundet i Kregemyr-
banken, kunde ved første øiekast synes mærkeligt; men vi vil finde til-
fredsstillende forklaring. For det første maa vi mærke, at Tapes-arterne
synes at holde noksaa nøie paa sine bathymetriske grænser; thi Apellöf
fandt f. ex. ikke en eneste Tapes ved sine skrabninger hverken i Herlø-
fjorden eller Osterfjorden3%, Sars angiver imidlertid Tapes edulis
levende ved vor sydlige og vestlige kyst paa 10—80 m. dyb*®!, og efter
dette altsaa nedenfor den før fundne bathymetriske grænse for Kregemyr-
bankens afsætningsniveau. Grieg fandt Tapes edulis ikke sjelden i Ytre
Nordfjord *, og den norske nordhavsekspedition fandt den, men ingen
andre Tapes-arter i Sognesøen?”, hvor den ogsaa gjenfandtes af Grieg
ret hyppig paa grundt vand? uden at ledsages af andre Tapes-arter; i
Bergens omegn fandt Friele den mere sjelden% sammen med de tre
andre af vore Tapes-arter, og Grieg fandt den i Bukkenfjord uden at led-
sages af disse%6, Men Tapes edulis kjendes ikke hverken fra saltvands-
alluviet i det nordlige Vendsyssel? eller som levende i de danske far-
vande%8, men derimod er subfossile skaller af denne art skrabet udenfor
den danske kyst369,

Derimod fandtes Tapes edulis i Tapes-banken ved Hallen (Barkevik).
Og hvad der her var af betydelig interesse, var forholdet mellem denne
art og den nærstaaende Tapes aureus. Ved studiet af det temmelig rig-

56 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

holdige materiale, som jeg medbragte fra denne banke, lykkedes det at
opstille en hel overgangsserie mellem disse to arter. Denne omstændighed
gjør ogsaa, at jeg ikke direkte tør benægte muligheden af, at enkelte af
de i Kregemyrbanken fundne brudstykker muligens kan tilhøre Tapes
edulis, men jeg har heller ikke vovet at henføre dem til denne art, da
det, som foreligger af sikkert bestembare rester, altsammen tilhører Tapes
aureus.

For at belyse det ved ovennævnte overgangsserie i Tapes-banken ved .
Hallen fundne forhold mellem Tapes aureus og Tapes edulis vedføies
resultatet af den der anstillede undersøgelse, der i fem led giver den hele
række:

1. Tapes aureus, Gmel. forma typica (!) i noget smaa eksemplarer
af længde indtil 26 mm,

2. Tapes aureus, forma intermedia (\), hos hvilken der allerede spores
tegn til en overgang til en edulis-lignende type, idet den dorsalt frem-
skydende kant bliver mindre skarpt fremtrædende. Længde indtil 29 mm.

3. Tapes intermedia (!), hos hvilken forandringen er skredet endnu
noget længere frem, saaledes at denne varietet i form staar omtrent midt
imellem Tapes aureus og Tapes edulis. Længde indtil 29 mm.

4. Tapes edulis, forma intermedia (!) nærmer sig i hei grad til
Tapes edulis, men indebærer endnu noget af aureus-preget. Længde
indtil 29 mm. |

Det er vistnok muligt, at disse intermediære former helst burde hen-
regnes til Tapes aureus. Men de tyder dog paa en kontinuerlig række
mellem disse to former. Og det er vel sandsynligt, at Tapes edulis paa
sin side, lige saa vel som Tapes aureus paa sin, er udsat for perturbationer,
hvorved i det mindste en tilsyneladende sammensmeltning til intermediære
varieteter kommer istand, selv om det reelle grundlag mangler, hvilket ad
rent geologisk vei vistnok vanskelig kan afgjøres.

5. Tapes edulis, Chemn. forma typica (!) forekommer i en forholdsvis
lang og smal form, længde 34 mm. og heide 21 mm.

Oversigt over resultaterne.

Vi har nu fulgt Tapes-niveauet paa Jæderen ved hjælp af de for-
skjellige littorale fænomener, har bestemt dets beliggenhed i forhold til
den nuværende strandlinje og har tillige fulgt den tilsvarende strandlinje i
dens saavel positive som negative bevægelse. Ved en sammenligning af
molluskfaunaen i marine banker og skaldynger tilhørende den ældre del af
den neolithiske stenalder har det lykkedes at bestemme denne og dermed

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 57

vort lands forste beboelse som omtrent samtidig med Tapes-tidens maxi-
mum af strandlinjens positive forskyvning. Ved en geologisk bestemmelse
af den tilsvarende strandlinje samt ved en palæontologisk og zoologisk
undersøgelse af fossilførende grundvandsafsætninger fra denne tid har det
endvidere lykkedes ved sammenligning med afleiringer inden vort eget land
at henføre disse til egte Tapes-afsætninger og dermed at bestemme deres
geologiske alder. Og ved at trække sammenligningen videre har det ogsaa
lykkedes at erholde en tilknytning til vore skandinaviske nabolandes for-
hold ikke blot i geologisk henseende, men ogsaa i archæologisk.

58 P. A. ØYEN. M.-N: KI.

Indhold.

Side
Indlednun es ER EE NA ESN Aland ESA dt el
Tæderkystn HE . ; = eda ; 3
Mapes-terrassen er le een OOS EGON de Aono. |<!
Laverelop høeeterssene ee celine monaco ad
Aneroidmaalme ee PT eo os fa ele cie Lee DUR 4
Malletuva etc. (terrasser af forskjellig aider) M Se ee cle t'est cc a)
Skaldynger. . . . Oyo eGR TO AONE ao LD IT Ordnern Bones 9
Skaldyngen ved Kvernvilen RUE ES 5 te : He sheen MT
Skaldyngen ved Somme 2 ne Ts te he SRE QU or 5 12
Skaldynger Danmark co 2 ee Sans Guo lash aa å ris A 13
Sammenligning mellem danske og norske ee Me oa re don rs 13
De norske skaldyngers afsætningsalder. . . . 2 . . . . . . . Ad molo oS «ds ko
Defdanskelskaldyngersøpeoloeskeader zu eei momen iilc nit mn een 18

De danske skaldyngersjarchæolonske rstilling RC CT man
FA TeHeæolopiskempenoder ee CU eee Hou foreta HE)
Deldanskelskaldyngersarchæologiske alder, HAR

Denmmorskeistenalderr. oo on con 3 Oe DES ao la ced å å bes 22
Stenalderens og skaldyngernes absolute Ses sete ee ECR OP CR co a, OES
Stenalderen i Danmark og Sverige under Tapes-tiden , . . . . . . 2 . . . . eyo. £283
Stenalderen i Danmark og Sverige i den senere hævningsperiode . . . . . . . gene 25
Geologiske, biologiske og hydrografiske forandringer i neolithisk tid. . . . . . . . . 25
Den naturvidenskabelige forskningsmethode i archæologien . . . . , . . . . . . . . 26
Det arktiske spørgsmaal i Skandinavien . . . . . . . . . . DO Date oo wd ova. 28
Et nyt verk om de danske skaldynger. . . . . . DO M I dt oa MDN mont SET
Nye oplysninger om de norske skaldynger . . . . . . . . . . MIO Tan ce le 27
Alderen af skaldyngerne ved Kvernviken og Sømme ...... Ne re 28
Sammenligning af molluskfaunaen i Kregemyrbanken og de to Fe skaldynger . . 28
Den i sammenhæng med Kregemyrbanken staaende depressionsterrasse, . . . . . . . 31
Tapes-mvyeauet (kom et (depressionsnvea ee
Tapes-terrassens uligeformede hævning . . . . . . . bd CN oe rd TT
Landpladens beliggenhed før Tapes-niveauets PE ringe PER Ce cate N!
Pittoraldannelser-Javere end Tapes-myreate TC TE as
Kregemyrbankens molluskfaunar. SANNES 45

Oversigt ‘over resultatene? Ka ET. RS 1)

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 50

Efterskrift.

De i det foregaaende meddelte resultater er i det væsentligste indvun-
det ved de undersøgelser, jeg anstillede paa Jæderen sommeren 1900, og
sammenstillet i bearbeidet form i løbet af den paafølgende vinter. Jeg
maa dog bemærke, at heller ikke de to sommerreiser 1895 og 1899 har
været ganske uden betydning for nærværende opgaves løsning. Bear-
beidelsen blev imidlertid af forskjellige grunde henlagt, og at den nu efter
to — tre aars forløb igjen trækkes frem til offentliggjørelse, sker egentlig paa
foranledning af hr. professor dr. Brøgger, der gjentagne gange har op-
fordret mig til at udgive den i trykken. Afhandlingen blev heller ikke
dengang egentlig fuldendt; thi det var min hensigt til den i det fore-
gaaende meddelte knappe bearbeidelse af undersøgelsens resultater at føie
endel bemærkninger af mere generel art. Jeg har dog ikke kunnet be-
kvemme ‘mig til at omarbeide afhandlingen, og de generelle bemærkninger,
som dengang kanske kunde have været paa sin plads, synes mig nu dels
noget forældede, dels mindre paakrævede og i ethvert fald ikke netop
for øieblikket egnede til offentliggjørelse, saa meget mere som jeg nemlig
nu er naaet saa vidt langt med den mere specielle bearbeidelse af Tapes-
niveauet saavel i Kristianiatrakten som i Trondhjemsfjordens omgivelser, at
det forhaabentlig ikke vil vare saa længe, inden jeg kan fremlægge en
mere generel bearbeidelse af dette i vor postglaciale geologi saa interes-
sante niveau.

I stedet har jeg valgt at vedføie nærværende efterskrift, hvori der da
vil blive anledning til at henlede opmærksomheden paa enkelte nyere
arbeider paa her omhandlede omraade, ligesom ogsaa enkelte spredte be-
mærkninger vil kunne gjøres angaaende fænomener, iagttagelser og anskuel-
ser, som staar i sammenhæng med foreliggende emne. Imidlertid maa jeg
gjøre opmærksom paa, at jeg i de to sidste aar har været optaget med
undersøgelser inden andre omraader, saa jeg ikke har havt anledning til
paany at besøge Jæderen, endskjønt dette havde været meget at ønske,
før nærværende afhandling blev udgivet; hvad der i det efterfølgende

60 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

videre meddeles om Jæderen, er altsaa grundet paa undersogelser, som
jeg har anstillet i de tre ovenfor nævnte aar.

Vi saa menneskets indvandring i Mellem- og Vesteuropa blive antaget
dels som præglacial, dels som interglacial Og selv Howorth? ved-
kjender sig en anskuelse fuldt overensstemmende med Ramsay's gamle, at
menneskets første optræden er præglacial, og betragter den palæolithiske
tid som præglacial, den neolithiske som postglacial. Geikie ansaa det
palæolithiske menneske som tihørende den sidste interglacialtid og det
neolithiske som postglacialt#! Den hiatus, som archæologerne har antaget
mellem palæolithisk og neolithisk kultur, er saaledes ialfald tilsyneladende
søgt forklaret fra forskjellige geologiske synspunkter. Imidlertid turde det
være meget tvilsomt, om selv for Europas vedkommende en saadan hiatus
er af reel art. Men som Brabrook udtrykker det: »The interval between
the Paleolithic and Neolithic periods rests in the — condition of incertitude.
That by some means, and somewhere on the face of the globe, the one
périod gradually passed into the other we can not but believe. That the
transition between them may have involved innumerable degrees is also
highly probable. Where and when and how each step was taken we do
not know at present, and possibly never shall know. The problem is not
satisfactorily solved by the} production of paleolithic implements resembling
neolithic forms, or neolithic implements resembling paleolithic forms, inasmuch
as between the one period and the other an interval of time involving
geological and other changes has to be accounted for«%®, I virkeligheden
er der ogsaa nylig i Sydfrankrige og andre steder opdaget en »transitional
culture«, f. ex. af Laville (Bull. et Mém. de la Soc. d’ Anthropologie de
Paris, sér. V, t. II, 1901, p. 206), der i Seinedalen opdagede to lag, som
han har betegnet som »infra-neolithic«®#, Men vi gjør vistnok rettest
i, ialfald ved denne anledning, at folge den grundsætning, som John Evans
for snart et halvt aarhundrede siden udtalte: »How great was the lapse
of time that separated the primeval race whose relics are here found fossi-
lized, from the earliest occupants of the country to whom history or tradition
can point, I will not stay longer to speculate upon« 34, Imidlertid maa
vi med den erfaring, vi nu i det foregaaende har hestet fra Jæderen, give
denne forsker fuldstændig ret, naar han 1859 iet brev til Joseph Prestwich
skriver: »On this neutral territory between Paleontology and Archeology
a wide field is opened for investigation, which must eventually lead to a
great extension of our knowledge of the history of primeval Man«®®,

Montelius hævdede vistnok i den i det foregaaende nævnte fore-
læsning ved vort universitet, at den sammenlignende oldtidsforskning benytter
naturvidenskabelige grundprinciper i sin granskning, men der skal ikke

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 61

noget særdeles indgaaende kjendskab til den archæologiske literatur til for
at se, at ialfald meget ofte og inden mange grene af denne videnskab for-
lades det naturvidenskabelige princip ikke blot ved undersogelsen i marken,
men ogsaa ved fundenes bearbeidelse. Heraf folger naturligvis meget ofte
en usikkerhed af en for naturvidenskaben ukjendt art. Det vil kanske i denne
forbindelse, for kun at tage et enkelt eksempel, være nok at henvise til
indholdet af det referat, Seger giver af Kossinna’s afhandling »Die indo-
germanische Frage archæologisch beantwortet« #6.

Som vi allerede har seet i det foregaaende, hævdede Worsaae, at
de danske skaldynger udgjorde et mellemled mellem den palæolithiske og
neolithiske tid, medens Steenstrup ansaa dem samtidige med begyn-
delsen af den neolithiske stenalder i Mellemeuropa. Og det har i virke-
ligheden heller aldrig paa grundlag af disse Iykkedes at faa en »mellem-
stenalder«37 almindelig anerkjendt. Zinck betragtede baade skaldyngerne
og kystfundene i Danmark som neolithiske?®. Og efter at have inddelt
stenalderen i mammuttiden, rentiden og den neolithiske tid, siger Miiller
om den sidste periode: «Um viele Jahrtausende jünger als die beiden
vorhergehenden, gehört sie, was das Relief des Bodens, die Vertheilung von
Land und Meer, was Klima, Vegetation und Thierwelt anbetrifft, vollständig
dem heutigen Stand der Dinge an. Zu den ältesten Ueberbleibseln dieser
Periode, die wir vielleicht bis 5000 Jahre vor unserer Zeitrechnung zurück-
verlegen dürfen, gehören die in der Nähe des Meeres gelegenen Stationen
der sogenannten Kjökkenmöddinger — — in Dänemark«3®, Alligevel
finder man Montelius henfore de danske skaldynger som et tredje led
ved siden af mammutens og rensdyrets periode til den gamle stenalder
og samtidig udtale om de bekjendte uslebne og grovt tilslagne stenred-
skaber fra visse dele af Skandinavien: »Deras stora likhet med arbetena
från qvartær-perioden, den omständigheten att de äro mycket groft till-
slagna och alldeles oslipade, samt det förhällandet, att de aldrig blifvit
funna i kjökkenmöddingar eller tillsammans med fornsaker från vår vanliga
stenålder; allt detta synes mig dock tala för den åsigten, att de åtminstone
åro åldre ån gånggrifterna och stendösarne, samt således samtida med, om
icke äldre än lemningarna från vår äldre stenålder, »Kjökkenmöddingarnas«
tida30, Rigtignok har Montelius i den paafølgende tid helt skiftet
mening med hensyn til de danske skaldyngers dannelsestid og archæolo-
giske stilling; fra at danne det yngste led af den palæolithiske tid er de
nu for ham blevet det ældste led i den neolithiske?.

I vor oldsagssamling ved universitetet findes ogsaa endel stenredskaber,
som man kunde være tilbøielig til at henføre til dette ældste afsnit, det
mellem den palæolithiske og neolithiske tid endnu lidet kjendte mellem-

62 P. A. ØYEN. M.-N. KI.

rum. Dette er især tilfældet med nr. 3851, et palæolithlignende flintered-
skab, en »britisk« økse af ca. 2,5 dm. længde fra Ogne i Klep, Jæderen.
Nr. 12877 er et flinteredskab af en længere og smalere form af samme
tidstype fundet ved Skibtvedt kirke. Derpaa følger fire flinteøkser af dels
tyndere form (nr. 15434 og 15435) fra Smaalenene (?), dels mindre fuld-
endt formet (nr. 11490 fra Foldvik, Brunlanes, og nr. 11456 fra Finstad,
Edsberg). Desuden har man en gruppe af samme type fra Haugane, Berg
(Smaalenene). Paa disse faa fund at bygge antagelsen af en befolkning
ældre end de gamle skaldynger fra Tapes-tiden gaar dog ikke an, saa
meget mere som der ingensomhelst oplysninger foreligger med hensyn til
disse redskabers geologiske forekomst. Det kan meget godt være og er
vistnok indtil videre det mest sandsynlige, at disse helt uslebne redskaber
har tilhørt de først indvandrede skaldyngefolk, muligens noget før Tapes-
sænkningens maximum. Thi efter, hvad Nathorst meddeler i sin » Jordens
historia«, skulde Nilsson allerede i 1838 have seet flintredskaber under
torv, der laa under den postglaciale Gäravall i Skåne, og »stenälderns
menniska invandrat till Sverige redan före eller åtminstone under den post-
glaciala sänkningen«, da eken var indvandret. Og paa en postglacial
strandvold ved Alnarp, Skaane, samlede Nathorst i sin ungdom saavel
flintskjerver som kjerner®?. De Geer kommer ogsaa til det resultat, at
»den neolitiska stenåldern inom Skandinavien börjat ungefår vid eller möj-
ligen redan före den postglaciala sänkningens maximum %,

Man kjender enkelte oldsagfund fra ler, som skulde have en endnu
større ælde, f. ex. fra Sverige, ja der findes ogsaa anført enkelte fra
Norge3%, men man kan ialfald ikke for øieblikket bygge nogen slutning
paa disse angivelser; thi vi har allerede i det foregaaende seet tvil reist
lige over for enkelte af de svenske fund, og med hensyn til de angivelig
norske har jeg ikke kunnet bringe noget ud ved mine studier i oldsag-
samlingen, og fundangivelsen har fra et geologisk synspunkt ikke stort værd,
ligesom fundenes archæologiske stilling heller ikke er nøiere praciseret.

Ved at gaa ud fra den af Edward Forbes i sin tid opstillede grund-
sætning, at »the climatic variations of the Past are reflected in the fauna
and flora of the Present« søgte Axel Blytt at forklare indvandringen af
de forskjellige xerofile og hygrofile floragrupper i vort land ved at antage
vekslende tørre og fugtige perioder3%, en anskuelse, denne forsker søgte
at hævde i en lang række arbeider af plantegeografisk og geologisk ind-
hold. Og som Blytt selv siger: »theorien om de vexlende perioder i
klimatet spreder lys ogsaa over fjelddalenes og de nordlige landsdeles
geologi. Hvor man færdes i vort land, ser man sporene af hine omslag
i klimatet. Vi ser dem i strandlinier og seter, i kyst- og indlandsterrasser,

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 63

saavel i erosions- som i akkumulationsterrasserne, i vexlingen af torv og
stubbelag, af kalktuf og ler, overhovedet i vexellagringen i formationerne,
i udbredelsen af dyr og planter; der findes ikke etlandskab i dal og fjeld,
ved kyst og i indland, i syd og i nord, hvorpaa ikke hine mægtige natur-
begivenheder har sat sit stempel«3%. Som bekjendt gik jo Blytt meget
længere, men var tillige meget forsigtig, betragter sin hypothese som et
»forsøg«37, der synes ham at fortjene at blive prøvet?%; til andre tider
synes han kanske at tillægge den noget mere vegt*®, Og for saa vidt
det gjælder vort lands plantegeografi og vor floras indvandring, er vistnok
Blytts arbeide at betragte som banebrydende og hans »forsøg« særdeles
egnet som en »working hypothesis«. Her vil ogsaa Gunnar Anders-
sons angreb3% falde helt magtesløst, og hans fremgangsmaade synes heller
ikke i nærmere kredse overalt at være modtaget med bifald®, Blytt
siger selv, at han ikke kan vedkjende sig Anderssons »forbedrede« ud-
gave af hans arbeider3**; men alligevel finder Andersson det passende
ganske nylig at komme med nogle mindre heldig anbragte yttringer3%,
Andersson, som allerede 1892 kan komme med følgende udtalelser: »De
Geers postglaciala landsånkning — — — har dock funnits och spelat sin
ej obetydliga rol, åfven vid fördelningen af Kristianiatraktens växtvärld« 3%
og videre »hela denna sånkning intråffat i södra Sverige — ånda upp till
Kristiania« 9%, burde virkelig være en af de sidste til at nedsætte andres
arbeide; jeg gjør vistnok rettest i ikke at sige et eneste ord om Anders-
sons mærkværdige slutninger angaaende Skandinaviens stigning og de for-
skjellige stigningsniveauers floristiske eiendommeligheder3%: men enhver,
som er lidt fortrolig med vor halvøs postglaciale geologi, vil der finde
meget af langt mere tvilsom værd end Blytt's hypotheser. Blytt blev
staaende ved følgende gruppeinddeling: 1) Nutiden (skog paa myrene).
2) Subatlantisk periode (torv, bøg). 3) Subboreal periode (stubbelag). 4)
Atlantisk periode (torv, ek). 5) Boreal periode (stubbelag). 6) Infraboreal
periode (torv, furu). 7) Subarktisk periode (stubbelag). 8) Subglacial
periode (torv, birk). 9) Arktisk periode (dryasler)39,

For den archæologiske sammenlignings skyld skal vedføies en over-
sigt over den palæolithiske tid efter Mortillet®®, Boyd Dawkins*9 og
Hoernes4;

Chelléen (St. Acheul) River-drift-men Preglacial (varm, fugtig)

Moustérien | (kold, fugtig)
Solutréen Cave-men Glacial (mild)
Magdalenien (kold, ter).

»River-drift men«, som den langt ældre, levede i England og Frank-
rige længe for de paa et høiere kulturtrin staaende »Cave-menx, af hvilke

64 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

Magdalenien (Rock-shelter men) er den yngste gruppe, omtrent samtidig
med mammutens uddeen og den palæolithiske stenkulturs forfald, men led-
saget af en benkulturs opblomstren og i direkte sammenhæng med rens-
dyrets og huleboernes tidsalder. Skematisk og mindre tilfredstillende vil
jo altid denne inddeling forblive, idet hensyn ikke er taget til kvartær-
tidens betydelige og gjentagne klimatiske oscillationer. Og man maa her
være enig med Nathorst i at beklage, at en stor del af de archæologer,
der befatter sig med disse spørgsmaal, savner »det geologiske og zoolo-
giske grundlag«, som er nødvendigt for deres løsning #1,
Folkeindvandringsspørgsmaalet i Skandinavien og mere specielt for
Norges vedkommende søgtes ved flere anledninger 402: 403. 404: 405 Jost af
Hansen fra saavel geologisk som archæologisk, ethnologisk, anthropolo-
gisk, geografisk og historisk synspunkt; men hvad Larsen senere har ud-
talt om mere nøkterne betragtningsmaader, lader sig vistnok med fuld ret
anvende lige over for den her fremsatte løsning, nemlig at »det er uden-
tvivl langt frem, for man kan indlade sig paa disse spekulationer« 4%, For
at kunne følge Hansens folkeindvandringshypothese maa man først orien-
tere sig med hensyn til de anvendte betegnelser for de geologiske afsnit,
som afviger betydelig fra Blytts tidligere brugte inddeling. Hansen
betegner som epiglacialt det stadium af istiden, da isranden stod ved den
nedre ende af de store østlandske indsjøer og rak frem til den vestlandske
indsjørække; samtidig dannes den høitliggende epiglaciale strandlinje med
tilhørende terrasser. Derpaa fulgte den boreale periode med bræafsmelt-
ning, landhævning og ekens indvandring. Derpaa fulgte den subglaciale
periode med stans i bræens afsmeltning, dannelse af den subglaciale strand-
linje (ca. 40 % af den epiglaciale), med en central brærest langs bræskillet,
med opdæmmede setesjøer og en postglacial fauna. Derpaa fulgte den
subboreale periode med bræafsmeltning og landhævning. Derpaa fulgte
den atlantiske periode med en stans i bræens afsmeltning, dannelse af den
atlantiske terrasse (ca. 10%) og en ganske liden brærest ved bræskillet.
Derpaa fulgte igjen en landhævning, til stans i det nuværende niveau.
Hansen antager nu, at den ældste indvandring i Norge er interglacial,
tilhørende den palæolithiske gruppe og af en kortskallet, førarisk race af
samme stamme og tid som de danske kjøkkenmøddingfolk, Men hermed
kan man sammenligne, hvad han skrev for ikke mere end ca. 10 aar
siden: »For Norges og Sveriges vedkommende er dermed givet, at kun
én indvandringstid kan antages, og at denne ikke er kommet før efter
istiden, er sikkert« 40°, og naar man saa erindrer, at i begge tilfælde væ-
sentlig det samme grundlag har tjent til støtte for de udledede slutninger,
saa er allerede dette i og for sig nok til at vække mistillid til hypothesens

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 65

berettigelse. Hansen antog videre, at indvandringen i Danmark havde
fundet sted i den epiglaciale og boreale tid408. 49, For Norges vedkom-
mende blev stenalderen henlagt til at omfatte boreal, subglacial og sub-
boreal tid og broncealderen den atlantiske tid med paafelgende hævnings-
periode, medens den recente strandlinje har holdt sig gjennem jernalderen
og den historiske tid#10, Nu har Hansen derimod vendt slutningerne
derhen, at det skulde være en langskallet race af arisk herkomst og til-
hørende den neolithiske gruppe, som begyndte sin indvandring til Norge
i boreal tid og fortsatte i subglacial. En sammenligning af de her udledede
slutninger med den fremstilling, som jeg i det foregaaende har givet af
den ældste, sikkert paaviste folkeindvandring i vort land, viser saaledes en
stor uoverensstemmelse, der vil være meget paafaldende for enhver, der
har søgt at orientere sig med hensyn til det her foreliggende spørgsmaal,
dets nuværende stilling og mulige løsning.

Den første opdagelse af de danske skaldynger som archæologiske af-
sætninger synes at være gjort af godsbesidder Dahlsgaard allerede 1831,
idet han da i de saakaldte østersbanker tillige fandt stenredskaber. Steen-
strup skulde ogsaa allerede forholdsvis tidlig, ialfald 1837, have erkjendt
skaldyngernes betydning 41! 412. 418, Som allerede i det foregaaende med-
delt blev jo de danske skaldynger senere, især fra 1851 af, ivrig studerede
og deres betydning i archæologisk henseende ivrig diskuteret. Denne
diskussion stansede i 1863 med, at de stridende parter henviste til kom-
mende undersøgelser; men ved den internationale, archæologiske kongres
i Kjøbenhavn 1869 var spørgsmaalet igjen paa dagsordenen, og i en
mundtlig diskussion hævdede her Steenstrup og Worsaae sine for-
skjellige standpunkter44, Diskussionen har efterhaanden antaget andre
former, og nye spørgsmaal har efterhaanden reist sig ved siden af de
gamle; men samtidig har ogsaa interessen for mere indgaaende under-
søgelser og trangen til disse vokset sig større og har her afsat et betyd-
ningsfuldt mindesmærke i det tidligere under Nr. 220 anførte verk »Affalds-
dynger fra Stenalderen i Danmark undersøgte for Nationalmuseet, 19000.
I dette verk er nu ikke mindre end otte skaldynger undersøgt paa en
meget indgaaende maade, hvis resultater vistnok fortjener at mærkes ogsaa
i kredse, hvor nævnte store verk ikke kan naa hen.

Ertebelle-dyngen, ældre neolithiske periode, tilhører i sin helhed
periodens første del; men ophobningen er blevet noget forøget og stedet
først endelig forladt, efter at de yngre redskabsformer var kommet i brug.
Hovedmassen udgjøres af Ostrea edulis (L = 160 mm.), dernæst kommer
Cardium edule (L = 61 mm.), Mytilus edulis (sterkt medtaget), Littorina
littorea (L = 26 mm.), Nassa reticulata (L = 29 mm.) og mere tilfældig

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1908. No 7. 5

66 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

Tapes decussatus,Tapes pullastra, Tapes aureus, Pecten varius, Tectura
virginea, Trochus cinerarius, Littorina rudis, Buccinum undatum og
Cerithium. Desuden fandtes benrester af gjedde, aal, torsk, flyndre, abor,
geirfugl, alke, graagaas, stokand, pibeand, havmaage, pibesvane, sangsvane,
tiur, graasæl, urokse, tamokse, raadyr, kronhjort (Cervus elaphus), mus,
vildsvin, grævling, rev, ulv, tamhund, vildkat, pindsvin, m. fl. Af samtlige
kullevninger udgjorde ek det aldeles overveiende antal; desuden fandtes
Ulmus montana, Betula, Populus tremula, Alnus glutinosa, Corylus
Avellana, Salix, men ingen naaletræer.

Aamelle-dyngen, ældre neolithiske periode, med en mængde af Ostrea
edulis (L = 130 mm), Cardium edule (L = 45—50 mm.), Mytilus edulis
(L=3o mm.), Littorina littorea (L=38 mm.) og desuden mere sjelden
Tapes aureus, Nassa reticulata, Littorina obtusala, Buccinum undatum ;
ganske enkeltvis fandtes Tapes decussatus. Desuden fandtes levninger af
sangsvane, tiur, tamhund, ulv, rev, vildsvin, kronhjort. Indblandet i senere
tid er hest, faar, tamokse. Levninger fandtes af ek, birk, asp, hassel.

Havne-dyngen, ældre neolithiske periode, paa nordsiden af Mariager-
fjord, med mængder af Ostrea edulis (L=140 mm.), Cardium edule (L
— 49 mm.), desuden Mytilus edulis og Littorina littorea (L = 30 mm.)
samt mere sjelden Zellina balthica, Tapes aureus, Tapes decussatus, Nassa
reticulata, Buccinum undatum og mere tilfældig indblandet Montacuta,
Cerithium, Odostomia. Desuden fandtes levninger af sangsvane, geirfugl,
vildsvin, ræv, tamhund, kronhjort. Indblandet i senere tid er hest, faar
eller gjed, tamokse. Levninger fandtes af ek, birk, pil, alm, svartor.

Faareveile-dyngen, ældre neolithiske periode, bestaar væsentlig af
Ostrea edulis (L= ı30 mm), Cardium edule (L=46 mm), Mytilus
edulis (L=83 mm.), Littorina littorea (L — 30 mm.) og mere sjelden
Cardium exiguum, Tapes pullastra, Tapes aureus, Scrobicularia plana,
Nassa reticulata, Cerithium reticulatum, Littorina obtusata. Desuden
fandtes benrester af bæver, vildkat, ræv, tamhund, vildsvin, kronhjort og
senere indblandet tamokse. Levninger fandtes af ek, birk, alm, hassel,
svartor, asp.

Klintese-dyngen, ældre neolithiske periode, hovedsagelig bestaaende
af Ostrea edulis (L—100 mm.), Cardium edule (L= 38 mm.), Mytilus
edulis, Littorina littorea og desuden Cardium exiguum, Nassa reticulata.
Benrester fandtes af sangsvane, ederfugl, graagaas, geirfugl, bæver, ræv,
tamhund, vildsvin, kronhjort, og indblandet i senere tid er hest, faar eller
gjed. Dertil fandtes levninger af ek, birk, asp.

Ørum Aa-dyngen, yngre neolithiske periode, bestod af Ostrea edulis,
Cardium edule (L = 47 mm.), Mytilus edulis, Tapes decussatus (L = 55

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 67

mm.), Tapes aureus (L= 28 mm.), Tapes pullastra (L = 36 mm.), Tellina
baltica, Montacuta bidentata, Nassa reticulata, Purpura lapillus, Littorina
littorea (L=30 mm), Trochus cinerarius, Littorina obtusata, Hydrobia
sp, Rissoa sp. Desuden er fundet benrester af sangsvane, graagaas, tiur,
ræv, tamhund, ulv, bjørn, tamsvin, kronhjort, faar, tamokse, og senere ind-
blandet er hest. Levninger fandtes af ek, hassel, bøk, samt aftryk af
hvedekorn.

Aalborg-dyngen, yngre neolithiske periode, bestod af Ostrea edulis
(L= 110 mm.), Cardium edule (L=35 mm.), Mytilus edulis, Tapes
aureus, Nassa reticulata, Buccinum undatum, Littorina littorea (L = 30
mm.). Benrester fandtes af sangsvane, tamhund, vildsvin, tamsvin, kron-
hjort, faar, tamokse. Levninger fandtes af asp, ek, hassel, birk. Desuden.
fandtes aftryk af byg og hvede.

Leire Aa-dyngen, yngre neolithiske periode, bestod af Ostrea edulis
(L=90 mm), Cardium edule (L—38 mm.), Mytilus edulis (L= 70
mm.), Nassa reticulata (L= 22 mm.), Littorina littorea (L=25 mm.)
Benrester fandtes af graagaas, ræv, tamhund, tamsvin, kronhjort, faar, tam-
okse, hare. Kulrester fandtes af ek, pil, hassel, ask. Desuden fandtes
aftryk af hvedekorn.

Af skaldyngemennesket selv fandtes et par fuldstændige skeletter i
Ertebølle-dyngen og et helt skelet i Aamølle-dyngen. Desuden fandtes
menneskeknokler ganske enkeltvis og spredt i dyngerne ved Havnø, Faare-
veile, Klintesø, Ørum aa, Leire aa, men ikke i Aalborg-dyngen. Hoved-
skallen var imidlertid i samtlige tilfælde saa ødelagt, at ingen maal her
kunde naaes.

Fra vort eget land er nu af Helliesen beskrevet en »affaldsdynge fra
ældre stenalder»#5 nær Kvernviken. Idet jeg med hensyn til beliggenhed
og geologiske forhold henviser til min allerede i det foregaaende givne
beskrivelse af denne skaldynge, skal jeg her kun tilføie, at Helliesen i
denne dynge har fundet benrester af torsk (Gadus mohrrun), svartbag
(Lanus marinus), lomvi (Uria troile), geirfugl (Alca impennis), tamhund
(Canis familiaris) af størrelse godt stemmende med den forherskende
race (C. familiaris palustris) i Danmarks stenalder, oter (Lutra vulgaris),
graasæl (Halichoerus grypus), kronhjort (Cervus elaphus), menneske
(Homo sapiens). Desuden er fundet kulrester af hassel. Af oldsager
fandtes nogle meget primitive og uslebne gjenstande af flint, hvoraf en
pilspids og resten simple spaltere.

Skaldyngen ved Sømme har jeg allerede i det foregaaende redegjort
for med hensyn til beliggenhed og med hensyn paa de tilsvarende geo-
logiske forhold. Helliesen har senere beskrevet den fra et archæologisk

68 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

synspunkt#5; der fandtes ben af en torskeart, to hvalknokler, ben af tamt
svin, gjed og okse, derimod ingen oldsager, der kunde angive den tids-
periode, under hvilken dyngen blev dannet.

Endvidere har Helliesen beskrevet en skaldynge fra Haga (Sole,
Jæderen)#7. Der er paa dette sted egentlig tre skaldynger, der ligger paa
dyrket mark i en høide af 21 m. o.h. Muligens har disse tidligere dannet
en sammenhængende dynge, der senere ved rydning og bebyggelse er
delt i flere partier. Dyngen bestaar af tæt pakkede store aabnede esters-
skaller, enkelte pecten-skaller og mytilus-skaller, ligesom der fandtes en
enkelt Littorina littorea. Desuden fandtes benrester af haa (Acanthias
vulgaris), svin (Sus scrofa domesticus), faar (Qvis aries) eller gjed (Ca-
pra hircus), okse (Bos taurus domesticus). Helliesen siger: »da jeg
ingen redskaber fandt hverken af flint eller andet materiale, kan dyngens
alder vanskelig bestemmes« #18,

Desuden har Helliesen fra Haga-dyngens nabolag beskrevet nok en
skaldynge, nemlig i nærheden af Meling#:; den er gjennemsøgt paa flere
steder, uden at der er gjort andre fund end aabnede estersskaller. Dyngens
høide over havet er ikke angivet i den trykte beskrivelse, men hr.
Helliesen har meddelt mig, at høiden her er den samme som ved Haga-
dyngen, nemlig 21 m. o. h.

En sammenligning af de danske og norske skaldynger paa grundlag
af de nu vundne erfaringer giver et godt indblik i det indbyrdes forhold.
I det foregaaende har jeg bestemt alderen, geologisk talt, af Kvernvik-
dyngen og Sømme-dyngen. Forholdene med hensyn til høide over havet
viser efter min mening, at ogsaa de to sidstnævnte dynger, ved Haga og
Meling, hører til samme gruppe, endskjønt det naturligvis ikke kan udtales
med absolut sikkerhed, saa længe jeg ikke ved disse to dynger har havt
anledning til at føre det palæontologiske bevis.

Som vi har havt anledning til at se flere steder i det foregaaende,
kan nemlig et saadant bevis føres med megen sikkerhed. Ved skaldyngen
nær Vile (Salling) kan man saaledes af den hyppige forekomst af Tapes
decussatus se, at denne art maa have været gjenstand for fangst samtidig
med skaldyngedannelsen42°, Og det samme niveau med Tapes decussatus
blev ogsaa af De Geer sat som samtidigt med skaldyngedannelsen #?1,

»Det første hovedafsnit af Danmarks forhistoriske tid henhører saaledes
under den almindelige stenalder. Fra dennes ældste del, forud for den
nuværende jordperiode, den palæolithiske eller qvartære tid, er der hidtil
ingen minder fremdraget i Danmark, og vort lands stenalder falder saaledes
alene under den neolithiske eller recente tid«#?, Denne Sophus Müllers
anskuelse stemmer jo ikke med f. ex. Undsets, at skaldyngerne er »den

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 69

yngste og yderste udløber af den navnlig i Vesteuropa saa vel kjendte
ældre stenalder«*; men de tilhører dog et forholdsvis tidligere trin 44,
»The evidence appears to show that the Danish shell-mounds represent a
definite period in the history of that country, and are probably referable
to the early part of the Neolithic Stone Age«*, Og denne anskuelse har
de nyere undersøgelser tjent til at bekræfte; thi Sophus Miiller udtaler,
at »mere end raa og lav var den ældre stenalders kultur uudviklet, be-
grænset og eiendommelig. Den tilhører et eget tidsafsnit og tillige, saa-
vidt sikre iagttagelser endnu række, det første afsnit af menneskets til-
værelse i Danmark« 496, I det foregaaende har vi seet, at de fra Jæderen
kjendte skaldynger alle laa saa nær strandlinjen for det der optrædende
Tapes-niveau, som det vel kunde lade sig forene med en mere fast be-
boelse paa en tid, da havet indtog denne stilling, og i Danmark finder
man ogsaa, at de ældste skaldynger alle har ligget umiddelbart ved den
daværende strandkant*, altsaa i samme geologiske niveau. Thi i Dan-
mark ved man nu ogsaa med sikkerhed, at »indvandringen er sket sam-
tidig med (eller mulig før?) Littorina-sænkningens maksimum« 4%, I Sverige
har man ingen skaldynger fra denne tid*, men flinteredskaber svarende
til disse findes jo, som i det foregaaende allerede omtalt, paa flere
steder. Ja endog saa langt øst som ved Ladoga har man archæologiske
fund, der bedst lader sig bringe i samklang med indvandring omtrent under
den »postglaciale« sænkningsperiode #1,

Miller har jo ved et par tidligere anledninger betragtet skaldyngerne
som tiherende Danmarks ældre stenalder* #3, medens stengravene blev
regnet som den yngre##, og som vi nu har seet er denne forskers be-
tragtningsmaade bekræftet ved de nyere undersøgelser. Det er imidlertid
af interesse, at der i Vesteuropa er fundet dannelser, der svarer til de
ældste danske skaldynger, og at disse dannelser der er fundet at indlede
den neolithiske tidsalder##, Herved forklares ogsaa, at der i Sverige er truffet
enkelte flinteredskaber svarende til Mellem- og Vesteuropas ældre sten-
alder 436, som f. ex. beskrevet fra Brastahed 437, Krabberöd #8, m. fl. steder
fra Bohuslån4%9, saaledes ogsaa fra Tjörn, dels af den ældste, skandinaviske
type#0, dels af saadanne, der svarer til de danske skaldyngers*. Paa
denne maade vinder vi ogsaa en fuld forstaaelse med hensyn til fore-
komsten af de allerede i det foregaaende omtalte fund af lignende red-
skaber i vort eget land, som jeg der antog for levninger efter de først
indvandrede skaldyngefolk.

Ved sine studier over det forhistoriske menneske og dets forhold til
Vesteuropas nuværende befolkning kom Macnamara til det resultat, at
den primitive Vesteuropæer i flere mere eller mindre adskilte grupper var

70 P. A. ØYEN. M.-N. KI.

den eneraadende i Europa ved begyndelsen af den neolithiske tidsalder #2;
derpaa kom i tidlig neolithisk tid den langskallede proto-ariske gruppe,
hvis myther, religion, sprogrødder og racekarakter har holdt sig4#, og
endvidere finder man i neolithisk tid paa forskjellige steder, saaledes f. ex.
i Danmark og de baltiske provinser, en bredskallet brachycephal stamme #4,
saa man altsaa inden stenalderens slutning har med tre forskjellige racer
at gjøre, og det antages, at Skandinaviens og Nordtysklands blonde, lang-
skallede folk har bosat sig her allerede i neolithisk tid##5, Denne anskuelse
syntes ogsaa Montelius i den flere gange før anførte forelæsning nær-
mest at helde til. Andre igjen, f. ex. Arbo, antager, at ny indvandringer
har fundet sted##6, Retzius paaviste, at man ikke blot i Sveriges neoli-
thiske tid finder saavel den brachycephale som den dolichocephale type
repræsenteret #7, men ogsaa blandt Europas palæolithiske befolkning, hvor
man til og med finder den dolichocephale som den ældste##, Opfatningen
af den skandinaviske brachycephal vil man saaledes finde noget forskjellig;
men her i Norge har man nu vænnet sig til at antage den kortskallede
type som førarisk og den langskallede som arisk”, Arbo antog den
brachycephale kysttype som Norges ældste befolkning, der fra Jæderen
som et brachycephalt focus har udbredt sig østover og nordover langs
kysten, kun paa et par steder (Skienstrakten og Midthordland) afbrudt af
en senere dolichocephal indblandning, der senere tager overvegten i Norden
paa en saadan maade, at alle vore sent befolkede dale næsten udelukkende
har en dolichocephal befolkning4%, Larsen har ogsaa paa Vestlandet
fundet en sterkt brachycephal »Jædertype« og ved siden af den en
mesocephal #1, Hvad de nyere undersøgelser har lært os, stadfæster
altsaa, hvad Virchow udtalte om Danmarks befolkning allerede for en
menneskealder siden, at »in der That schon zur Steinzeit die Ahnen der
jetzigen Bevölkerung im Lande gewohnt haben« #2,

Den tilsyneladende mærkelige udbredelse af det »brachycephale« sten-
aldersfolk i vort land kunde lede tanken hen paa dette folks transmarine
herkomst, saaledes som antaget af A rbo 453454, Montelius#®, Bregger*%
og Helliesen for Jæderens vedkommende, og jeg vil ikke benægte,
at der allerede saa tidlig som i neolithisk tid kan have fundet kommu-
nikation sted mellem Jylland og Jæderen, eller endog, som Helliesen
antager, fundet en forbindelse sted med Skotland. Men paafaldende
er det, at skaldynger fra den ældre stenalders befolkning endnu ikke
kjendes fra det nordlige Vendsyssel4%, Desuden har udbredelsen af vort
lands ældste stenaldersredskaber ogsaa givet os et vink om, at ind-
vandringen kan have fundet sted ad land,

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 71

Naar Arbo antager, at stenaldersfolket har søgt Jæderen særlig, fordi
»Jæderen er det eneste sted hertillands, hvor flinten forekommer i naturen« 460,
saa har denne forsker her bygget paa en ligefrem feilagtig grundvold,
utilladelig selv fra archæologisk-anthropologisk synspunkt; thi Rygh of-
fentliggjorde i 1874 en afhandling om »Forekomst af raa flint i Norge« #1,
og her gjør Rygh den bemærkning, at man tidligere troede, at flintesager

Norge og i det nordlige Sverige skulde være indført fra Danmark og
Skaane, men at denne opfatning forandredes efter 1861 fra archæologisk
standpunkt, da man nemlig flere steder paa Jæderen fandt flinteverksteder.
Desuden meddeltes ved samme leilighed endel oplysninger af Tellef
Dahll om flintens forekomst, som foruden fra Jæderen ogsaa angives paa
Karmøen og Jomfruland; især fremhæves paa Jæderen flint som en kon-
stant bestanddel af grusmasserne i Haa og Klep helt fra overfladen til to
— tre hundrede fods dybde. Det største flintestykke, nær Orre kirke,
var ca. 12 tommer i diameter. Flintboller er der fundet i en afstand af
1 mil fra seen og 700 f. o. h. i en ulaget morænemasse ved Mosvandet
ved foden af Synesvarden*%, Senere er flint fundet paa adskillige andre
steder af vor kyststrækning, og selv her inde i omegnen af Kristiania har
det i de senere aar paa flere steder lykkedes mig at fremfinde flin-
teknoller.

Og det viser sig ogsaa i virkeligheden, at allerede forholdsvis tidlig
har der været gjort ret mange fund af flinteredskaber langs en stor del
af vor kyststrækning; her skal kun anføres nogle faa eksempler. Et af de
mærkeligste er det store fund, som i 1824 blev gjort paa Grepstad, Søkelven,
hvor der ca. en alen dybt i myrjord blev fundet atten forskjellige tilhugne
stenredskaber, de fleste af flint465. Slebne flinteredskaber er fundet i
Hemnæs4% og ved Bodo4%, Større interesse end de enkelte fund har
dog de saakaldte flinteverksteder, der foruden fra Lister og Jæderen 46,
ogsaa kjendes f. ex. fra Pilskog (Hareidlandet) #5? og muligens Husholmen
(Szevtun) 468, samt det tidligere omtalte fra Narverød. Paa Jæderen har
man saaledes flinteverksteder ved Grude (Klep)4%:40, paa Solestranden 4%
og nær Tuvgaarden (Klep)*”? for kun at nævne nogle eksempler; og fra
Lister kjendes lignende fra Næsheim og Haarknipmoen*”,

Flinteverksteder findes ganske vist fra forskjellige afsnit af stenalderen,
men tyder dog paa en mere fast bosættelse, og det ligger derfor nær for
haanden i forbindelse med disse at se lidt nærmere paa de stenredskaber,
vi hos os har fra det afsnit af stenalderen, hvorfra vi i skaldyngerne har
nok et andet slags minder om en mere fast bosiddende befolkning. I vort
universitets oldsamling findes nogle faa, helt uslebne flinteredskaber, der
fuldstændig ligner de smaa, trekantede økser eller meisler, som er saa

72 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

karakteristiske for de danske skaldynger af den ældste type. Nr. 7985
er et saadant flinteredskab fra Sigersvold i Vanse (Lister). Nr. 11660 er
et lignende fra Mulerud i Spydeberg. Nr. 15097 er af samme type og
angives fundet paa Jæderen. Nr. 15224 tilhører samme gruppe og er
fundet ved Thorshaug (Kristiania), noget tvilsomt forresten om paa op-
rindeligt leiested. Nr. 19550 er en mere udpræget meisel, men forresten
sikkert tilhørende samme gruppe, fra Strand (Ryfylke). Desuden er ganske
nylig indkommet til oldsamlingen en trekantet, raat tilslagen, noget meisel-
agtig okse af fuldstændig samme gruppe fra Svinere i Grue. Og flinte-
redskaber af denne gruppe fandtes ogsaa i skaldyngen ved Kvernviken 4%4,
Vi har altsaa her nogle faa løsrevne blade af en lang historie, som sammen-
føiede imidlertid giver os et indblik i vort skaldyngefolks kultur, i dets
geografiske udbredelse og i dets vandringer. Disse sidste stilles i klarere
lys sammenholdt med de svenske og danske forekomster af samme red-
skabstype.

Den følgende tid har jeg kun ofret nogle helt streiftogmæssige studier,
men dog nok til at faa et bestemt indtryk af, at man her befinder sig
inden et usædvanligt rigt og meget interessant omraade. Og man vil her
vistnok ikke ved mere indgaaende studier mangle materiale til at kunne
følge en mere sammenhængende udvikling. Jeg skal her kun anføre et
par eksempler. Fra Kjenne (Onsø, Smaalenene) har man saaledes en bred
retmeisel af flint, bredegget og sleben kun paa bredsidernes nedre del4®,
og fra Svinøre (Grue), i nærheden af findestedet for det ovenfor nævnte
redskab af ældre type, haves fund af flere slagmeisler, tildels ganske svagt
slebet. Fra Nøstvet (Nordby, Aas) har man et større verkstedsfund, der
efter opgivende fra oldsagsamlingen har en heide af ca. 60 m.o.h. Nos-
tvetfundet har endnu ikke bragt en eneste flinteøkse, men derimod flinte-
affald; materialet i de talrige økser af tildels gammel type er dels for-
skjellige skifere og sandstene, dels ogsaa andre bergarter. Naar flintemangel
her har været anført som en væsentlig grund til andre materialers anven-
delse, saa kan vel dette til en vis grad have været tilfældet; men de
hyppige fund af slibestene og den omstændighed, at økserne som regel er
mere eller mindre slebet, viser, at man staar lige over for en ny kulturs
opblomstren, og samtidig er det interessant at lægge mærke til, at den
gamle kultur med det udviklede herredømme over flinteslaget er i forfald,
saaledes som flinteaffaldet med dets slagbuler tydelig bærer præget af.
Paa dette grundlag at benægte en delvis samtidighed af de to kulturer
gaar dog ikke an; inden det enkelte strøg og inden de engere kredse kan
nemlig udviklingen under folkenes forskjelligartede behov og under de
vekslende forholds indflydelse have faaet et temmelig uensartet præg selv

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 73

i tider, der om end ikke netop samtidige dog med hensyn til tid ikke
behover at staa hinanden saa særdeles fjernt. De temmelig rige fund ved
Haltorp og Giltvet i Spydeberg, for hvilke imidlertid ingen opgave over
hoiden foreligger, staar saavel med hensyn til de fundne redskabers be-
skaffenhed som med hensyn til flinteaffaldets udseende i klasse med Nøstvet-
fundet; det samme er tilfældet med flere fund i de tilgrænsende dele af
Askim. Der er til oldsamlingen ogsaa indbragt et fund af flinteaffald fra
Skøien i Vestre Aker, men uden nogen nærmere oplysninger.

Nu er vi naaet saa langt, at vi kan faa et klarere blik paa den i det
foregaaende omtalte mærkelige forekomst af flinteflekker og flinteaffald paa
Tapes-terrassens umiddelbare overflade under et forholdsvis mægtigt
muldlag, saadan som denne forekomst optraadte ved Ogne. Afsætningen
af dette flintemateriale maatte have fundet sted paa den nøgne, af bølge-
skvulpet vaskede terrasseflade og saaledes være samtidig med dannelsen
af Jæderens til Tapes-niveauet knyttede skaldynger. Senere har altsaa
dannelsen af det forholdsvis mægtige muldlag fundet sted. Man kjender
ogsaa lignende forekomst af flint under torv og muld, men paa den umid-
delbare overflade af grus- og sandafleiring, f. ex. fra Grude (Klep)*% og
Tecklebo (Bohuslän) 417.

Men jeg har paa Jæderen ogsaa fundet flintesager dels knyttet til selve
overfladelaget og dels indesluttet i det sædvanlige torv- og muldlag; dette
flintemateriale har imidlertid som regel et helt andet udseende. Man gjen-
finder her det samme træk, som det jeg ovenfor omtalte fra Kristiania-
fjordens omgivelser som tegn paa en kulturveksling. Det vilde imidlertid
føre udenfor rammen for denne afhandling at gaa ind paa de hidrørende
enkeltheder i detail, da dette bedst lader sig forene med bearbeidelsen af
de lavere terrasseniveauer paa Jæderen, som jeg ogsaa har paabegyndt.
Jeg skal her kun anføre, at det har lykkedes mig at udsondre et i
geologisk-archæologisk henseende yngre niveau af den neolithiske tidsalder,
men da oldsamlingens materiale er sammenbragt uden hensyn paa et
saadant skille, og desværre ældre og nyere sager saaledes er blandet om
hverandre, har dennes temmelig righoldige samling ikke kunnet benyttes
for denne opgaves løsning. Dette er ogsaa en væsentlig grund, hvorfor
jeg lader den specielle behandling af dette spørgsmaal henstaa, indtil jeg
om mulig selv kan faa anledning til at foretage de til dette spørgsmaals
afgjørelse nødvendige undersøgelser.

Allerede for længere tid tilbage har man kjendt en affaldsdynge fra
stenalderen i nærheden af Stenkjær, men denne indeholdt udelukkende
oldsager af den arktiske gruppe*®. Jeg besøgte i 1901 det her omhand-
lede sted, men marken var da opdyrket, og der var ingen levninger at

74 P. A. ØYEN. M.-N. KI.

se af den tidligere affaldsdynge. Ved at henvende mig til hr. apotheker
Høegh har imidlertid denne med megen velvilje tilstillet mig følgende
oplysninger: »det var sammen med hr. overlærer Rygh, jeg i 1871 ud-
gravede kjøkkenmøddingen ved Hegge; vi fandt der en tverøks af ben,
brukket i to dele, og videre fandtes ben af hund, hest, ren og elg samt
fugle- og fiskeben sammen med store mængder blaaskjæl og buhunde
(store og smaa) samt i mindre mængde østers og kuskjæl«. Ziegler be-
skriver dyngen fra nordre Stenkjærhaug*” og angiver heiden til 95 f. o. h.48°.
Desuden beskriver Ziegler ogsaa en liden dynge bestaaende af skjæl,
aske og kul lige bag byens huse i en heide af 30 f. o. h.48!. Her bør
ogsaa nævnes Dahll's fund nær Valeberg i en heide af 60 f. o. h. og
tilhørende det yngre afsnit af stenalderen482. Men en formodet affalds-
dynge ved sydenden af Øgderen (Nordby) viste sig at være en naturlig
skjelbanke 48, Affaldsdynger af helt anden art og af ganske ny oprindelse
omtales af Reusch fra Andgen 44,

Som allerede ovenfor bemærket lykkedes det mig ikke at gjøre noget
archæologisk fund ved Hegge (Stenkjær). Men derimod gjorde jeg i nær-
heden af den ikke særdeles fjernt derfra liggende Egge skole et fund, der
ikke var uden interesse, idet tanken derved ledes hen paa virkelige skal-
dynger. Findestedet ligger i høide med en udpræget terrasse, der ifølge
min aneroidmaaling laa i en høide af 45 m. o. h. I en sort muldagtig
jord fandtes her Cardium edule saa talrig i brudstykker og i hele skaller,
at det kunde henlede tanken paa en skaldynge; formen er den normale,
hos de mindre eksemplarer en mere rundagtig, hos de middelstore en
midlere formtype og hos de større eksemplarer den sædvanlige, lidt
skjæve, tydelig usymmetriske cardiumform (L = 39 mm., H = 31 mm).
Mytilus edulis forekom noksaa almindelig i brudstykker tilhørende en
normal form af almindelig størrelse. Macoma baltica var sjelden, men
fandtes i en liden (L = 15 mm.) ellers normal form (forma typica, rotun-
dato-trigona). Littorina littorea fandtes ogsaa forholdsvis sjelden, men i
en normal form, glat, med fremtrædende mundkanal og tydelig indbugtning
af sidste vinding (L = 24 mm. Skjællenes sorte muldbelæg bidrager ogsaa
til at fremkalde en vis lighed med en skaldyngeafsætning; men da
ellers ingen ting af bestemt archæologisk karakter her er fremfundet, faar
den archæologiske betydning af fundet indtil videre staa ved sit værd —
tilbage er ialfald den palæontologisk-geologiske, der i dette tilfælde har
en om mulig lige saa stor interesse. I nærheden af Madserud (vestre Aker)
har jeg ogsaa fundet talrige østersskaller i en sort muld, nær grænsen for
det i Kristianiatrakten optrædende Tapes-niveau,

ml

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 75

For at man paa det her omhandlede omraade skal kunne gjøre regning
paa at yde noget reelt bidrag til de forskjellige spørgsmaals løsning ved
en behandling ud fra geologiske synsmaader, er det vistnok nødvendigt
strengt at fastholde det empirisk naturvidenskabelige princip. Og skjønt
en behandling af den art, som Hollender har givet i »Om Sveriges
nivåföråndringar efter månniskans invandring«*% kan være interessant nok
i og for sig, vil man vistnok paa den maade vanskelig kunne bidrage til
at fremme vor reelle viden; thi dette sker ikke ved betragtning af vil-
kaarlige middelværdier, ved benyttelse af generaliserende zoneinddelinger
eller ved paa en mere eller mindre vilkaarlig maade at søge de indtræ-
dende uoverensstemmelser hævet. Det har for min betragtningsmaade af
disse ting været mig en tilfredsstillelse at se Kirchhoff offentliggjøre en
kritik af »G. et A. de Mortillet: Le préhistorique. Origine et antiquité de
l'homme, 1900, som meget nær samstemmer med den, jeg allerede paa
et tidligere standpunkt gav i det foregaaende *%.

Den af De Geer paaviste »postglaciale« sænkning* er jo efter-
haanden blevet eftervist paa en række forskjellige steder inden Sverige*®,
Danmark #9 og Finland4%, Der er endog fremfundet torvlag overleiret
dels af strandvolde, dels af andre havafleiringer saavel i Sverige som
Danmark 492: 493. 494- 495. 496: 497 og Finland#8, Disse gjentagne niveau-
forandringer synes at have været mest udprægede i hævningsomraadets
periferiske dele, Thi medens den »postglaciale« sænkning i det sydlige
Sverige beløb sig til mindst 27 m.5, meddeler De Geer om Bohuslän,
at der »mellan de senglaciala och de postglaciala lagren icke tråffats några
supramarina eller ofvan hafsytan uppkomna bildningar«3; men tiltrods
herfor er dog en sænkning af mindre omfang paavist ved hjælp af vekslende
littorale og dybere vands afsætninger°®, For Norges vedkommende søgtes
»en minimigråns för ifrågavarande sänkninge bestemt paa grundlag af
Hellands fund ved Gravens vand3%, skjønt Helland selv intet udtaler
om nogen sænkning, men kun taler om »den sidste stigning af landet,
ja udtrykker det endnu tydeligere i følgende: »planteresterne med de i
samme liggende smaastene maa ligesom det øvrige materiale i terrassen
af elven være ført ud i havet — — — senere er det blevet bedækket
med sand og sten, som elven har ført ud«°%; dette tilfælde er for saa
vidt paa en vis maade analogt med, hvad jeg ved en tidligere anledning
har beskrevet fra Bakke teglverk i Ramnæs?%, Hamberg antog i sin
tid at have fundet bevis for, at »en sånkning motsvarande den svenska
Litorina-sänkningen« havde fundet sted i Værdalen?%, men medgav dog,
at beviset muligens ikke var absolut tvingende?0. 508, hvilket f. ex. heller
ikke Brøgger anser det at være3, Blytt talte i sin tid om den »post

76 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

glaciale sænkning«1% om »det postglaciale hav« >", om den »postglaciale
grændse«?® og om »den postglaciale oversvommelse« 513, men siger, at
»for Norges vedkommende er beviset vel endnu ikke leveret«, og det hele
indskrænker sig vistnok for ham, for saa vidt det gjælder det her omhand-
lede fænomen, til, at dette bliver »indpasset« i theorien®!4, Hansen siger
i 1891, at man i Norge intet sikkert bevis har for, at der har fundet en
sænkning sted under den subglaciale periode, men at man heller ikke
bestemt kan benegte muligheden af en saadan®!®; i 1894 derimod fremhæver
han for Norges vedkommende det konstante niveau i subglacial tid kun
som en enkelt fase i den almindelige hævning i postglacial tid og betragter
sænkningen i det sydlige Sverige kun som et lokalt fænomen knyttet til
hævningsomraadets periferi516, Brøgger syntes tilbøielig til at antage
»en liden sænkning under afsætningen af isocardialeret« ved Drammen,
men tilføier umiddelbart efter, at »noget absolut bevis for, at denne tydning
— — — er rigtig, kan ikke siges at foreligge« 517, og noget bevis for en
postglacial sænkning i Glommendalen, mellem Sarpsborg og Fredrikstad
findes heller ikke5!8, og resultatet kan sammenfattes i, »at der under tapes-
tiden ikke blir plads for nogen postglacial sænkning i Kristianiafeltet« 519,
Som allerede i det foregaaende omtalt er det ikke min hensigt ved denne
anledning at optage til behandling Tapes-niveauet i sin almindelighed; men
jeg har dog ikke kunnet undlade at fremdrage grundtrækkene i udvik-
lingen af kjendskabet til den »postglaciale« sænkning ikke blot for Skan-
dinavien i sin almindelighed, men ogsaa mere specielt for vort eget lands
vedkommende. Af den i det foregaaende meddelte fremstilling viser det
sig, at paa et par steder allerede i længere tid et enkelt fænomen har
været kjendt, som udnyttet paa en systematisk maade kunde have bevist
sænkningen ogsaa for vort eget lands vedkommende. Nu er det imidlertid
først senere og paa en mere indirekte maade, jeg har kunnet benytte
disse to torvforekomster som nok et bevis for Tapes-niveauets depression,
efter at denne allerede var bevist, dels ved udgangspunkt i de rent
palæontologiske forhold og dels ved en systematisk udnyttelse af de
topografisk-geologiske karaktertræk. Jeg maa tilstaa, at det har været mig
en tilfredsstillelse at se Richthofen i nyeste udgave af sin »Führer für
Forschungsreisende« (1901, Pag. 346—368) fremstille udviklingen af for-
holdene ved strandlinjedannelsen og kjendemærkerne paa en positiv og
negativ forskyvning af selve strandlinjen paa en maade, der i det væsent-
ligste stemmer overens med den ledetraad og med de anskuelser om disse
forhold, som for mig har været bestemmende ved den undersøgelse, hvis
resultater er meddelt i det foregaaende, og hvorved, vistnok for første
gang, et bevis er leveret for, at ogsaa vort eget land har været udsat for

—

|

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 77

den samme sænkning under Zapes-tiden, som allerede tidligere er paavist
i vore nabolande. Denne sænknings geografiske omfang ligger det udenfor
nærværende afhandlings ramme at følge videre. Senere har Holmboe
sommeren 1901 undersøgt det allerede før omtalte torvlag under strand-
volden ved det tidligere Skeievand og der fundet rester af en sydlig
vegetation, i fuld overensstemmelse med, hvad jeg i det foregaaende har
udviklet; og naar for ham den »postglaciale sænkninge har været »mindst
8 å 9 meter«, saa fremgaar deraf, at depressionsgrænsen ikke har været
bestemt og saaledes heller intet nyt er vundet for kjendskabet til dette
afsnit i vort lands geologiske historie, og Holmboe siger selv om denne
sænkning: »at den er identisk med Litorinasænkningen, er meget sand-
synligt, men kan dog ikke betragtes som afgjørende bevist« 520: 521, Det
er saaledes heller ikke helt stemmende med de virkelige forhold, naar
resultatet af denne Holmboes undersøgelse fremstilles som »die erste in
Norwegen sicher festgestellte postglaciale Landsenkung«®?.

Medens det synes, som om Tapes-niveauets oscillation bliver mindre
fremtrædende, naar man fra de perifere dele af hævningsomraadet gaar ind
mod de mere centrale, saa finder man samtidig Tapes-strandlinjen hævet i
alt høiere og høiere niveau; men erfaringen fra Jæderen har lært, at man
maa vogte sig for at betragte dette forhold som absolut generelt. Imid-
lertid er det af interesse, at forholdene inden Jæderens hævningsomraade
har ladet en ganske enkel lovmæssighed skimte igjennem. Ligeledes maa
man vogte sig for at trække den generelle slutning, at Tapes-niveauets
strandlinje indtog den høieste positive stilling »samtidigt inom hela det
sånkta omrädet«, saaledes som Munthe gjor®8; thi den epeirogenetiske
bevægelse er vistnok ikke saa enkel, men foregaar ikke desto mindre efter
bestemte love.

For oversigtens skyld til en belysning af forholdet mellem de paa
Jæderen iagttagne værdier for Tapes-strandlinjens høide. over den nuvæ-
rende og de ellers i Skandinavien og Finland maalte værdier af denne
strandlinjes høide skal vedføies nogle ganske faa gjennemsnitsværdier,
nemlig fra Odense ca. 0 m.5%, i det nordostlige Sjælland 3,1— 5,3 m. 529-526-627,
i det nordlige Vendsyssel 13,6—15 m.?*, Gåravallen i Skaane 3—3,6 m.5®,
paa Gotland 14,6—24 m.3%, ved St. Petersburg 4 m.531, paa Ösel ca,
20 m.%, i Stockholmstrakten 50—60 m.3%, ved den botniske bugt 90
m. 34, ved Torekow (Skaane) 11,8 m.?, inden Hallands lån 12—15 m.3%,
inden Bohuslån ca. 31 m. (2) 537, For vort eget lands vedkommende skal
jeg af allerede anførte grunde ikke gaa nærmere ind paa dette spørgsmaal,
men kun i forbigaaende gjøre opmærksom paa, at naar her ofte anføres

værdier af den postglaciale grænse, som paa ingen maade kan betragtes

78 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

tilhørende det nu fra vore nabolande udhævede niveau, saa skriver dette
sig dels derfra, at de forskjellige horizonter inden dette afsnit af vort lands
geologiske historie ikke har været skilt skarpt ud fra hinanden, og dels
derfra, at begrebet »postglacial« har været opfattet paa forskjellig maade.
Kjerulf angav f. ex. »postglaciale« niveauer i høiden 75 og 176 m. o. h.5%,
Blytt taler om »hele den postglaciale stigning« paa en saadan maade,
at dermed vistnok er forbundet et endnu videre begreb, nemlig hele det
tidsrum, som ligger efter afsmeltningen af den sidste indlandsis i den syd-
lige del af vort land, og det er i anførselstegn, Blytt sætter »postglacial«
(ordet taget iG. de Geer’s mening)**. Hansen forbinder med begrebet
»postglacial« tiden efter den »deuteroglaciale-epiglaciale« periode*4, Vogt
satte »det postglaciale stadium« ved 80 m. 0. h. med en temperatur som den
i det nordlige Norge nuværende®#, Brøgger setter »grensen mellem den
senglaciale tids afslutning og begyndelsen af den karakteristisk postglaciale
tid i Kristianiafeltet ved en stigning af ca. 50—60°/o af den samlede
stigning — nærmere kan vi for tiden ikke komme denne bestemmelse 4%.
Som man ser, oprulles her et meget heterogent billede.

At vort land forud for Tapes-niveauets depression har ligget høiere
end nu, antages af Blytt som en mulighed5#. Hansen’s og Brøgger's
opfatning af forholdet er fremstillet i det foregaaende. Og det er »möjligt«,
at Bohuslän »icke blifvit så mycket höjd, att den kommit öfver hafsytan«4°,
Men længere syd er det ikke blot over det nuværende havniveau, man
finder torvdannelser og gamle flodleier begravet under Tapes-tidens marine
afleiringer. Man kjender f. ex. fra Vendsyssel torvlag lavere end det
nuværende havniveau, som antyder, at landet her engang efter den sen-
glaciale hævning maa have ligget mindst 2 m. høiere end nu?*%, og fra Sejrø
haves ogsaa beretninger om torvlag paa havbunden®#?. De gamle flod-
dale, som f. ex. Odense aa's rende, hvis dyb paa sine steder overstiger
11,3 m.2%, og Nivaa, hvis submarine leie antyder, at landet maa have
ligget mindst 7,5 m. høiere end nu, er paa sin side ogsaa tydelige
beviser. Hvad her direkte er iagttaget, giver overalt minimumsværdier,
og det er paa anden maade ved fund af submarine littoralbanker gjort
sandsynligt, at ialfald dele af den danske kyst muligens har ligget ca. 20 m.
høiere end nu?%, og i Holland, Schleswig samt det sydbaltiske omraade
viser submarine torvlag og floddale, at disse egne engang i postglacial tid
har ligget mindst 30 m. høiere end nu 1,

Vender vi os til Jæderen, saa viser kystkartet en høist eiendommelig
submarin konfiguration. Langs Jæderens kyst løber nemlig en udpræget
rand, der fra ganske grundt vand ved land gaar ned til 5—8 m. og over-
stiger ikke 10 m. dyb; derefter tiltager dybden forholdsvis raskt. Mellem

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 79

20—45 m. dyb møder man igjen en bred, udpræget rand, hvor især
dybden 30—45 m. er forherskende. Derpaa sænker havbunden sig hurtig,
uden trinvise affald, ned til dybder paa 150, 200 og 250 m. De her
nævnte tre dybdezoner spores ogsaa paa strækningen fra Ekersund til
henimod Lister, men den steile kyst gjør, at de to randzoner her ikke
bliver paa langt nær saa brede og heller ikke saa skarpt udprægede.
Derimod kranses igjen Lister paa en udpræget maade af de samme tre
zoner, en littoralzone paa 3—6 m., ikke overstigende 10 m. dyb, derpaa
en randzone af 20—45 m. dybde, og derefter et forholdsvis brat affald
uden trin til dybder paa 150, 200 og 250 m. Trækker vi her en sammen-
ligning med de i det foregaaende beskrevne stranddannelser, der tilhører
Tapes-niveauet, ser vi i den udprægede littoralzone en recent strandlinje
med tilhørende terrasser. Og derpaa møder vi i niveauet 20—30 m. dyb
nok en strandlinje med tilhørende terrasser; da vi for tiden intet nøiere
kjendskab har til denne strandlinjes geologiske forhold, kan vi naturligvis
heller ikke trække nogen bestemt slutning med hensyn til dens betydning,
men saavel de i det foregaaende opnaaede resultater med hensyn paa
kjendskabet til Jæderkystens beliggenhed forud for Tapes-niveauets depres-
sion som denne kyststræknings submarine topografi og de slutninger, man
kan trække ved sammenligning med andre dele af det skandinaviske hæv-
ningsomraade, lægger det nær for haanden at antage denne strandlinje for
tilhørende denne forud for Tapes-tiden gaaende periode.

Denne hævningsperiode forud for Tapes-tiden svarer til Blytt's bo-
reale55?: 5%, under hvilken hassel, ek etc. indvandrede til Skandinavien 554,
og i overensstemmelse hermed har man f. ex. fundet ek i torvmyr ved
Falsterbo oversvømmet under Littorinaseenkningen®°, og paa Gotland be-
gravet under denne sænknings afleiringer 5%. Under den atlantiske periode
med et varmt, fugtigt klima spreder eken sig? og er f. ex i omegnen
af Ladoga meget almindelig under den postglaciale senknings maximum 58,
ligesom ogsaa hassel under denne periode opnaar en vid, nordlig udbre-
delse, der antyder et mildere klima end nutidens 559: 560, Denne atlantiske 561
eller marine3 periode svarer saaledes til ekeperioden i Danmark, og om-
kring midten af denne falder den postglaciale sænknings maximum5®3- 564,
og i den senere del af den atlantiske periode har man den tidligere kjendte,
yngre stenalder 5%,

Under den følgende tid, den subboreale periode, synes det varme,
men mere tørre klimat at have holdt sig 566- 567. 568, Oo under dette varme
klima gjennem den atlantiske og subboreale periode har vistnok vegeta-
tionsforholdene i vort land været helt andre end nu, idet store dele af
vore nøgne høifjeldsvidder dengang var bevokset med tildels frodig skog.

80 P. A. ØYEN. M.-N. Ki.

Jeg har ved en tidligere leilighed?% leveret en oversigt over de vigtigste
herhen hørende fund og henviser derfor til denne, idet blot skal tilføies,
at der sommeren 1899 ikke langt fra Skogadalsbøen i et myrhul fandtes
et stort furutræ, ca. 30 fod langt og ved roden 70 cm. i diameter, i en
høide af ca. 3800 f. 0. h. med kun dvergbirk som nuværende trævege-
tation”,

Berettigelsen af Blytt’s subboreale og subatlantiske periode har været
sterkt angrebet. Endskjont vistnok forholdet her endnu ikke kan betragtes
som helt udredet, synes dog imidlertid fra et plantegeografisk synspunkt
berettigelsen af at opstille en subboreal og en subatlantisk artgruppe at
gjøre sig mere og mere gjeldende®™™. Sernander?® og Hedström??
synes f. ex. heller ikke at kunne paa en naturlig maade forklare sine iagt-
tagelser uden ved at antage almindelige klimaforandringer overensstem-
mende med disse to af Blytt angivne klimatgrupper. Disse to grupper
skulde saaledes begge tilhøre Littorina-tidens negative facies?",

I subboreal og subatlantisk tid tør man vistnok gaa ud fra, at saavel
bøk som gran har trængt seierrige frem®®, efter at de sandsynligvis begge
var indvandret under den atlantiske periode?"6 5%. Blytt syntes, især
for den sidstes vedkommende, tilbøielig til at sætte indvandringstiden noget
tidligere, boreal58; men undersøgelsen og diskussionen af disse to træsor-
ters indvandringsveie og indvandringstid har dog anvist dem plads i det
store og hele taget efter eken,>79 0901 081. 582.) D88- DEL

Men det er ikke blot i plantegeografisk henseende, man bliver nødt
til at antage en saadan klimatveksling i den tid, der falder efter Tapes-
tiden. Ved at studere vore heifjeldsegnes bræafleiringer har det lykkedes
mig direkte at paavise, at en saadan klimatveksling maa have fundet sted.
Da det er min hensigt at redegjøre for disse forhold i et specielt arbeide,
skal jeg her kun nævne, at det sidste sommer, 1902, lykkedes mig at
paavise, at der i Jotunheimen efter det store brædækkes afsmeltning maa
gjennem et særdeles langt tidsrum have hersket et forholdsvis mildt klima
med liden bræstand, hvorefter bræerne igjen har gaaet langt frem, og at
denne brævariation er af en ganske anden orden end den sekulær-periodiske,
som man nu har anledning til at studere. Og da faunaen ved vor kyst
viser, at der efter den sidste nedisning kun har indtruffet en eneste periode
med et udpræget, meget mildere klima end nutidens, følger deraf direkte,
at de herhen hørende faunistiske og glaciologiske fænomener maa være
samtidige, eller med andre ord, at Tapes-niveauets faunistiske forhold kan
paavises at have sin klimatologiske ekvivalent i vort høifjelds glaciolo-
giske.

1903. No. 7.

TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 81

I en senere periode har Jotunheimens bræer igjen rykket langt frem,
ødelagt Tapes-tidens elveterrasser, eroderet et 2—3 dm. tykt muldlag med
underliggende grusafsætninger og lagt morænevolde op foran sig af en helt
anden orden end de senere recessionsmoræner og moræner af sekulær-
periodisk art. Denne skarpt udprægede fremrykning af. bræerne maa
naturligvis staa i sammenhæng med et fremtrædende omslag i de klima-
tiske forhold. Om den har fundet sted i en tør periode med lavere tem-
peratur eller i en fugtig periode med høiere temperatur, er endnu ikke af-
gjort, men det er ikke udelukket, at en fremtidig, mere indgaaende detail-
undersøgelse vil kunne kaste lys ogsaa over dette spørgsmaal. I ethvert
fald svarer dette til, hvad der tidligere er fundet ad plantegeografisk vei,
at man efter den atlantiske periode engang har havt en koldere®®, Nu
tør det imidlertid være, at den subboreale periode har holdt sig forholdsvis
varm?% eller i ethvert fald mindre strengt kontinental? medens der
under den subatlantiske periode herskede et strengere klima? At dette
staar i forbindelse med nedbørforholdene, er vistnok afgjort; thi henimod
nutiden mildnes de klimatiske forhold*%, idet nutiden er mere tør, end til-
fældet var under den subatlantiske periode? 591. 592. 593 og man har
derfor nu igjen trævekst paa det subatlantiske torvlag 594 5%,

I vort lands molluskfauna finder vi ogsaa bevis for, at der efter Tapes-
tiden er indtraadt strengere klimatiske forhold; men derimod har det ikke
ved studiet af denne været muligt hidtil at paavise en gjentagen veksling.
Dette er imidlertid analogt med, at der heller ikke i vore kalktuffer er
fundet spor efter den subatlantiske periodes afsætninger paa anden maade
end som en helt siden den subboreale periodes begyndelse fortsat muld-
dannelse5% 597,

Derimod har vi allerede ovenfor seet, at vore glaciologiske forhold
giver en nøgle til forstaaelsen ogsaa af disse senere perioders klimatveks-
linger. Og jeg har allerede ved flere tidligere anledninger®® 599- 600 gjort
opmærksom paa, at vore bræers forandringer i senere tid vistnok ikke er
saa meget resultatet af en veksling i temperaturen som meget mere be-
grundet i en forandring af nedbørforholdene, hvilket ogsaa den eiendom-
melige variationsfase fra vest mod øst synes at antyde601, Herved ledes
vi da ganske naturlig til at se en sammenhæng mellem nutidens sekulær-
periodiske vekslinger i vore bræers stand og de vekslinger, som har gjort
sig gjældende i mere geologiske afsnit af vort lands postglaciale historie,
og endskjønt de sidstnævnte vistnok tilhører en ganske anden orden end
de førnævnte, tilsyneladende mere ubetydelige forandringer, tør det nok
være, at det iverksatte, mere systematiske studium af disse sidste ogsaa

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1908. No. 7. 6

82 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

vil bidrage til i sin tid at kaste et klarere lys over vort lands kvartær-
geologiske forhold.

Vi har seet, at der er en god overensstemmelse mellem de resultater
som den plantegeografiske og plantegeologiske forskning har bragt, og de
resultater, der er opnaaet ved et mere indgaaende studium af vort lands
faunistiske, epeirogenetiske og glaciologiske forhold i de senere afsnit af
dets geologiske historie. De enkelte, mindre uoverensstemmelser er, som
vi har seet, vistnok mere af rent tilsyneladende karakter og finder sin
fulde forklaring, naar man gjenkalder i erindringen, at ikke alle fænomener
er istand til i hvert enkelt tilfælde og til enhver tid at gjøre sig lige mærk-
bart gjældende, hvorved ofte indtrykket af en vis uregelmæssighed ikke
let kan undgaaes.

Jeg husker godt, hvorledes professor Blytt's fremstilling af vor floras
indvandring fængslede min interesse i de første aar, jeg hørte hans fore-
læsninger. Senere blev min interesse for disse theoretiske betragtninger
mindre; thi jeg kunde ikke tilegne mig den opfatning, at bevisførelsen
overalt var tvingende, efter at jeg selv ved selvstændigt arbeide havde
streifet enkelte punkter af theorien. Det arbeide, jeg først som professor
Blytt's assistent og senere mere paa egen haand udførte ved de to
gudbrandsdalske kalktufforekomster, aabnede imidlertid mit blik for en ud-
præget veksling i vort lands postglaciale landafsætninger. Men hermed
var igrunden intet andet vundet end, at der for mig fremstillede sig en
vis stedlig hiatus, hvor intet tvingende bindeled forbandt de terrestre og
marine dannelser. Og det er først efter et temmelig indgaaende studium
af disse sidste og efter, at jeg forrige sommer var saa heldig at kunne paa-
vise Tapes-tidens klimatologiske ekvivalent i vort høifjeld, at jeg har været
istand til at bringe en tilfredsstillende fremstilling af sammenhængen mellem
de botaniske iagttagelser paa den ene side og de zoologiske og epeiro-
genetiske paa den anden; det er at haabe, at den fremtidige forskning
ogsaa vil rydde tilside de forholdsvis mindre vanskeligheder, som endnu
stiller sig hindrende iveien for en klar og sand opfatning af dette mærkelige
og yderst interessante forhold,

Vi har nu fulgt den biologiske og geologiske sammenhæng fra den
boreale periode op til nutiden, og vi har nu seet, at en sammenstilling af
de kjendsgjerninger, der hver paa sin vis skulde tjene til at klarne vort
blik paa fortidens og nutidens forhold, virkelig for det her omhandlede
afsnits vedkommende har fremstillet for os en periodisk veksling af klimatet
i overensstemmelse med den af Blytt i sin tid paa rent plantegeografiske
og plantegeologiske grunde byggede theori. Det ligger helt udenfor nær-
værende afhandlings ramme at følge sammenhængen længere tilbage, men

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 83

forhaabentlig vil jeg senere kunne faa anledning dertil ved behandlingen
af vort lands ældre, marine afleiringer. Det vilde vistnok ikke hverken for
en zoolog eller for en geolog have været muligt, ialfald ikke i nogen rimelig
fremtid, at opnaa et saa klart blik paa forholdene, som Blytt ved blindt
at stole paa de geobotaniske fænomener var istand til at erhverve sig paa
en saadan maade, at hans systematiske fremstilling af de klimatologiske
forhold, for saa vidt den vedrører de yngre afsnit af vort lands, og dermed
Skandinaviens, geologiske historie, virkelig fremstiller sig som tvingende
efter at være belyst fra forskjellige zoologiske og geologiske synspunkter,
som imidlertid først en senere tid har bragt. Naar Blytt uden at kjende
disse alligevel ved en sammenstilling af de plantegeografiske fænomener,
af torvmyrenes lagdannelser og kalktuffenes vekslende zoner var istand til
at give en vistnok temmelig korrekt fremstilling 602-603-604 af forholdene, saa
har dette sin grund i, at planteveksten paa en fremtrædende maade gjen-
speiler ikke blot de store klimatologiske forandringer, som det ogsaa ved
studiet af den marine fauna er muligt at efterspore, men ogsaa de midlere.
Imidlertid har vi ogsaa mindre forandringer, som det endnu først ved
glaciologiens hjælp har været muligt at følge; men at glaciologien ikke
har været istand til alene at løse spørgsmaalet om de større og midlere
forandringer i klimatet, har vistnok sin grund deri, at den, for saa vidt det
gjælder disse noget ældre afsnit, udelukkende beskjæftiger sig med geo-
logiske strukturfænomener eller geomorfologiske former, som tidens tand lidt
efter lidt udvisker, saa tydningen bliver vanskeligere.

Svarende til den skandinaviske Tapes-tid synes de afleiringer at være,
som man paa Spitzbergen finder med Cyprina islandica, Mytilus edulis
og Littorina littorea, da disse arter ikke der findes recente®%; men ellers
maa man vistnok være noget forsigtig med at generalisere denne mildere
periode for polartrakternes vedkommende 60,

Vi har allerede i det foregaaende havt anledning til at se endel alders-
bestemmelser for de danske skaldynger. Men naar vi samtidig ser Rygh's
noget usikre bedømmelse af vor stenalders saavel stilling som ælde 07, og
naar Montelius udtaler, at det absolute tidspunkt ikke kan bestemmes,
men kun, at en hei, relativ alder er sikker®8, saa giver jo dette ialfald
anledning til at betragte de anførte aldersbestemmelser som mindre sikre.

Imidlertid har Ekholm søgt at besvare sporgsmaalet om Tapes-
niveauets alder fra et astronomisk udgangspunkt: »Smaller climatic varia-
tions have occurred owing to purely astronomical causes. Among these,
that due to the variation of the obliquity of the ecliptic has left obvious
traces in the geological history of the earth during the post-glacial time
— a space of time of about fifty thousand years. Owing to this cause,

84 Pp, A. ØYEN. M.-N. Kl.

about nine thousand years ago there was a warm summer period in the
Arctic and northern regions, and since that time the summers have become
gradually cooler. This deterioration of our climate will continue during the
next ten thousand years. The amplitude of this variation amounts to some
4° C. at 60° N,«69, Og Ekholm selv sætter efter de paa denne maade
fundne temperatur- og aldersbestemmelser ekeperioden til at ligge mellem
7000—11000 aar tilbage i tiden®!%. Overensstemmelsen mellem de ad
archæologisk, geologisk og astronomisk vei erholdte værdier for Tapes-
niveauets alder er for saa vidt saa god, som man af en bestemmelse af den
art kan vente, og vi ser derfor ogsaa f. ex. Brøgger antage Ekholms
aldersbestemmelse for det skandinaviske Tapes-niveau og for den til dette
svarende ældre skaldyngetid61, Men naar vi saa samtidig ser Ekholm’s
beregningsmaade fore til at antage®® den store istids slutning at falde ca.
50000 aar tilbage i tiden, saa kan det ikke negtes, at dette bidrager til at
svække tilliden selv til denne tilsyneladende exakte bestemmelse — be-
nytter vi derfor om denne udtrykket »sandsynlig«, saa har vi vistnok
sagt saa meget til dens fordel, som vi for tiden kan.

Førend vi endelig forlader de jæderske skaldynger, skal jeg kun nævne,
at jeg allerede ved en tidligere anledning har givet endel foreløbige med-
delelser om disse mærkværdige dannelser®!8, og disse meddelelser er senere
af Helland udnyttet ved beskrivelsen af hidhørende forhold i Lister og
Mandals amt®!4,

Men som nu allerede i det foregaaende vist har stenalderen fortsat i
lange tider og under forskjellige faser, efter at de gamle skaldynger paa
Jæderen var dannet. Ved Næsheim og paa Haarknipmoen (Lister) fandt
Lorange flinteverksteder kun »nogle faa fod« over havet, saaledes at
forholdet mellem land og hav maa have været det samme i hele den tid,
der er forlobet fra stenalderen til vore dage®!®, Og professor Gustafson
har meddelt mig, at paa Jæderen findes flintesager paa adskillige steder i
ganske ubetydelig høide over havet og temmelig nær den nuværende vand-
linje; det laveste findested ligger ved Bru bro paa en lav grusvold, der
skiller havet fra Bruvandet (Ogne). Forholdene inden vort lands sydøst-
lige del og inden de tilgrænsende dele af Sverige er allerede omtalt i det
foregaaende, og her kan forresten henvises til De Geers behandling af
disse616 617,

Det kan forresten selv for dette afsnits vedkommende ikke være
ganske ubetydelige tidsrum, hvorom der er spørgsmaal; thi at der ved
overgangen fra den neolithiske tid til broncealderen har fundet hele folke-
vandringer sted, er vistnok meget sandsynligt, idet Macnamara antager,

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 85

at Europa da gjennemstreifedes af et asiatisk folkeslag med karakteristisk
mongolske trækfls,

Desuden møder vi ved denne tid en helt ny art af mindesmærker,
helleristningerne. Rigtignok antog Arnesen disse som tilhørende sten-
alderen5!, og Holmberg antog dem for at tilhøre jernalderen 6; men
den almindelige opfatning synes nu at være den, at de skriver sig fra
broncealderen 621-622.623.624,

Af det forhold, at de smaalenske helleristninger ikke fandtes i lavere
niveau end 70—75 f. o. h. og desuden optraadte i størst mængde netop
i dette niveau, trak Rygh i sin tid den slutning, at havet paa den tid,
disse indhuggedes, havde staaet henimod 22 m. høiere en nu®; paa ven
Bru ved Stavanger fandtes derimod helleristninger i en høide af 3,8—4,4
m. 0. h.%%6, og heraf sluttede Rygh videre, at Smaalenene havde hævet
sig sterkere siden helleristningernes tid end det vestlige Norge. Den
foregaaende udvikling har nu lært os, at vi ingen slutning om en ulige-
formet hævning af jordskorpen kan gjøre af disse iagttagelser. Dette
belyses end yderligere ved senere fund paa Jæderen. Helliesen beskrev
nemlig helleristninger ved Meling (Hetland) saavel i høiderne 12 m.
o. h.6 og 9 m. o. h.% som i heiderne 5 m. o. h.6 og 4 m. o. h.6,
og ligeledes fandtes helleristning ved nedre Tasta i samme sogn, uden at
høiden her er angivet6, ja der findes endog ved Revheim (Haaland)
helleristninger i høiderne 18 og 23 m. o. h,®8, Heraf sees, at hellerist-
ningerne, idetmindste paa Jæderen, ikke er knyttet til noget saa bestemt
markeret niveau, at det er muligt deraf at slutte sig til havspeilets stand i
hin periode.

Og i Bohuslån findes faste oldtidslevninger fra broncealderen i det
ytterste strandbelte kun nogle faa fod over havet®%#, og broncealderens
grave paa Tjörn viser, at der landet ikke har steget noget siden den tid 6%;
paa Orust findes ogsaa mange grave fra broncealderen tæt ved stranden
umiddelbart over det nuværende havniveau®®, De Geer slutter derfor
ogsaa, at den nuværende strandlinje har holdt sig i omtrent samme stilling
i de vel 2000 aar, som er hengaaet siden broncealderens slutning 6,

Brugen af jern gaar vistnok langt tilbage i tiden; thi man finder hen-
tydet dertil allerede hos Homer®8 Og den germaniske stamme har
vistnok været jernbrugende, saa længe man kan følge den; thi hos goterne
var ogsaa jern samtidigt med folkets historie og erindringen om bronce
næsten udslettet®®, Kvadene i den ældre Edda og gudesagnene i den
yngre viser, at jern var almindelig kjendt og brugt; i Grimnismål omtales
jernpustere under solhestenes bover, og i Völuspå omtales jernskoven;

86 A. P. ØYEN. M.-N. Kl.

jøtunkvinder kaldes oftere jårnvidjur; Mjölner er af jern; Geirrød kaster en
gloende jernbolt efter Thor, og Skrymer binder madposen med jernbaand 640

Vi følger saaledes vor egen stamme gjennem jernets tidsalder med
det nuværende forhold mellem land og hav i vort lands sydlige del; men
idet vi naar broncens tidsalder, bliver saavel begrebet om stammeslegt-
skabet som kjendskabet til vort lands epeirogenetiske forhold mere uklart.
Medens man i den tilgrænsende del af Bohuslän, som allerede tidligere
omtalt, har troet at kunne fastsætte forholdet mellem land og hav ved
broncealderens begyndelse, 2000 aar f. Chr.6, er dette forhold endnu
ikke klargjort for vort lands sydøstlige del. Paa Jæderen gaar vi endnu
længere tilbage uden at spore nogen synderlig forandring i havets stand;
og derved forklares ogsaa dannelsen af den recente, meget udprægede
strandlinje langs denne lave kyst; thi i løbet af mere end 4000 aar kan
havets fraadende bølger og denningernes rullen æde langt i ler og sand
og grus. I den tid, som gaar forud herfor, ved vi, at der paa Jæderens
lave strand har dannet sig vekslende lag af flyvesand og muld; men vi
kjender ikke til, hvorledes landpladen gjennem tidernes løb under foran-
dring i stenalderskulturen har forandret sin stilling, om det er skeet i jevne
drag eller i oscillerende svingning. Med klarere blik ser vi for saa vidt
paa det ældste afsnit, om der end ogsaa her endnu er mange ting, der
fordrer nøiere granskning. Som tillæg til, hvad der er meddelt i det fore-
gaaende, kan her føies, at skaldyngen ved Kvernviken ligger paa et 4 cm.
tykt muldlag®?, skaldyngen ved Haga paa et 8 cm. tykt lerblandet jord-
lag 6 og skaldyngen ved Meling paa et lag af aurlignende muld 64; disse
muldagtige lag, som kanske blot er rester af meget mægtigere afsætninger,
vilde naturligvis trænge længere tid til sin dannelse, end en kontinuerlig
stigning af landet i dette tilfælde vilde have skaffet.

Men det er ikke blot i den sydlige del af vort land, at den nuværende
strandlinje i lange tider har indtaget omtrent samme stilling; lignende har
ogsaa forholdet været i de tilgrænsende dele af vore nabolande. Og i
denne tid har f. ex. Mya arenaria, L. indvandret til vor kyst. Denne
dyreform findes ikke subfossil paa Sjælland, men optræder kun som re-
cent, Ved Nabstjert (Vendsyssel) fandtes Mya arenaria 300 m. fra
kysten, omtrent i havets niveau6, men findes dog opført blandt saltvands-
alluviets fossiler647; dette er vistnok et tilfælde, som svarer til, at Mün-
ster anfører den som fossil fra Smedholmen (Brevik) ®48. Ved den svenske
kyst, hvor Mya arenaria nu er meget almindelig, er den heller aldrig
fundet subfossil64, Med hensyn til forekomsten af Mya arenaria inden
den sydlige del af vort eget land klargjorde jeg denne nogenlunde alle-
rede ved mine undersøgelser i omegnen af Helgeraaen sommeren 1898.

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 87

Angaaende resultatet af disse undersogelser har jeg allerede ved en tid-
ligere anledning givet en foreløbig meddelelse, og jeg paaviste her, at
denne dyreform f. ex. maatte være indvandret til denne egn efter den
tid, da havets niveauflade laa en meter høiere end i nutiden. Forekomsten
af Tapes decussatus og Mya arenaria ved Kaddeland (Mandal) 551: 652, skal
jeg ikke nærmere diskutere ved denne anledning, da der endnu mangler
den nødvendige detailundersøgelse af denne mærkelige forekomst. En
ganske lav banke paa Tromøen (Arendal) tyder ogsaa paa, at Mya are-
naria maa være indvandret i ganske ny tid6, ligesom ogsaa Brøgger
ved Valle kom til lignende resultat654.

Vi har nu i det foregaaende søgt at følge den geologiske udvikling i
et meget begrænset tidsafsnit, inden en meget begrænset del af vort lands
sydvestlige egn og søgt at sætte de der opdagede fænomener dels i en
genetisk forbindelse indbyrdes og dels i organisk sammenhæng med for-
holdene inden de tilstødende trakter. Er end derved enkelte spørgsmaal
løst, saa er imidlertid ved de anstillede undersøgelser nye spørgsmaal
reist, og de opgaver, vinu paa den maade overskuer, er flere end de, der
forelaa ved undersøgelsens begyndelse. Det kunde kanske for saa vidt
synes haabløst nogensinde at naa et tilfredsstillende resultat. Men ved at
gaa detailundersøgelsens møisommelige vei vil det uden tvil lykkes at
føie sten til sten, indtil bygningen staar færdig; aldrig vil dette kunne naaes
ved i tanken at reise arkitektonisk formede luftslotte, der vil falde som
korthuse i fremtiden, ligesom de har gjort det i fortiden. Skal man end
kanske endnu komme til at staa ved mangt et veiskille, saa er valget af
vei vistnok kun et; men maaden at arbeide paa kan skifte gjennem tidernes
løb, og arbeidet er ikke for hver generation det samme.

88

P. A. ØYEN. M..N. Kl.

SPI ANE YS >

Literaturhenvisninger.

Oyen: Skilbotn, et bidrag til kundskaben om stranderosion,

Sophus Müller: Vor Oldtid, 1897, Pag. 11.

Steenstrup: Menneskeslægtens tidligste Optreden i Europa, 1862, Pag. 10. 11, 12.
Montelius: Les Temps préhistoriques en Suède, 1895, Pag. 9.

Rygh: Norske Oldsager.

Lyell: The Antiquity of Man, London 1863, Pag. 13.

Joly: L'Homme avant les métaux, 1888, Pag, 90—96.

Oversigt over det Kgl, danske Vid, Selsk, Forh. 1848, 1851, 1853, 1854, 1855.
Montelius: Sveriges Forntid, text, 1874, Pag. 42. 43.

De Nadaillac: Les premiers hommes. Tome premier, 1881, Pag, 270.

. Rygh: Norske Oldsager,

Retzius: Om de åldsta spåren af menniskans tillvaro på vår jord, 1873, Pag. 52.
Förh. Skand, Naturf. 6 möte, Stockholm 1851, Pag. 417.

Japetus Steenstrup: Kjékken-Méddinger, Eine gedrångte Darstellung dieser Monumente
sehr alter Kulturstadien, 1886, Pag. 7.

. Aarb, for Nord. Oldk. og Hist, 1888, Pag. 310—322,

Geol. Antikvar. Undersøgelser, Pag. 31— 32.
Danmarks geol, unders. R, I. Nr. 8, Pag. 89 —go.

lach bape ox
se kage 93:

Danmarks geol. unders. Nr, 2, Pag. 80.

. C. G. Joh. Petersen: De skalbærende molluskers udbredningsforhold etc. Pag. 121.

LC bags 121:

. Danmarks geol, unders. R. I, Nr. 8, Pag, 89.

He Pape OT,

Geol, Antikvar. Undersøgelser, Pag, 31—32.

Danmarks geol. unders, Nr. 2, Pag. 80,

L. c, Pag. 63. i

C. G. Joh. Petersen: De skalbærende mollusker etc. Pag. 126.

. Geol. Antikvar, Undersøgelser, Pag, 31—32.

. Danmarks geol. unders. Nr. 2, Pag. 80.
Pic Bay. 58.

. Danmarks geol. unders. KR, I. Nr. 8, Pag. 91.
. Danmarks geol. unders. Nr. 2, Pag. 63.

C. G. Joh. Petersen: De skalbærende mollusker etc. Pag. 115.
Danmarks geol, unders, Nr. 2, Pag. 102.
Danmarks geol, unders. R. I, Nr. 2, Pag. 56-57.

L
}

1903. No. 7. TAPÉS-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 89

Nr. 3, Pag. 307—308.
Nr. 4, Pag. 31.

37. Danmarks geol, unders.

38. Danmarks geol, unders,

39. Danmarks geol, unders. Nr. 7, Pag. 80—81,

40. Danmarks geol. unders, R. I. Nr. 8, Pag. 86—126,

41. C, G. Joh, Petersen: De skalbærende mollusker etc. Pag. 115.

42. C. G, Joh, Petersen: Det videnskabelige udbytte af kanonbaaden »Hauchs« togter
1883—86, Pag. 123. R

43. Danmarks geol, unders, Nr. 2, Pag, 80.

44. Danmarks geol, unders, Ri: I. Nr, 8, Pag. 89—90.

meee, c. Pag, 91,

AO. c. Pag, 93.

47. Geol. Antikvar. Undersogelser, Pag. 31—32.

48. Danmarks geol, unders. Nr. 2, Pag. 63.

49. Geol, Antikvar, Undersogelser, Pag. 31 —32,;

50. Danmarks geol, unders. Nr. 2, Pag. 63.

51, Danmarks geol, unders. R, I. Nr, 8, Pag. 91.

52. C. G, Joh, Petersen: De skalbærende mollusker etc. Pag. 108.

RAA

53. Danmarks geol. unders, R, I. Nr. 8, Pag. 108,

54. Danmarks geol. unders. R. I, Nr. 6, Pag. 61.

55. Danmarks geol, unders. R, I, Nr. 8, Pag. 91.

56. Danmarks geol, unders, Nr. 2.

57. Danmarks geol, unders, R. I, Nr. 5

58. Danmarks geol, unders, R. I. Nr. 6

59. Danmarks geol, unders, R. I, Nr. 2.

60. Danmarks geol. unders, R. I. Nr. 3, Pag. 276. 284.

Bra L.c. Pag: 276.

62. C. G. Joh. Petersen: Kanonbaaden »Hauchs« togter, Pag. 82.
63. Danmarks geol, unders, R. I, Nr. 7.

64. Danmarks geol, unders, R, I, Nr. 8, Pag. 96,

65. L.c, Pag. 123.

66. Danmarks geol, unders. R, I. Nr. 4, Pag. 32.

67. €. G. Joh, Petersen: Kanonbaaden »Hauchs« togter, Pag. 82.
68, Danmarks geol, unders. R. I. Nr. 6, Pag. 61.

69. C, G, Joh. Petersen: Kanonbaaden »Hauchs« togter, Pag. 82.
70. Danmarks geol. unders, Nr. 2.

71. Danmarks geol, unders, R, I. Nr. 5.
72. Danmarks geol. unders, R, I. Nr. 6.
73. Danmarks geol. unders, R. I, Nr. 2.

Waew is, cc. “Pap. 53,
75. Danmarks geol. unders,
76. Danmarks geol, unders,

R. I. Nr, 3, Pag. 273. 274. 275. 276. 284. 295. 301. 303.
R.
77. Danmarks geol. unders, R,
R
R

Nr. 7.

Nr, 8.

Nr, 4, Pag. 32.

79. Danmarks geol. unders, R. I. Nr, 6, Pag. 61.

80, Danmarks geol, unders, KR, I, Nr, 8, Pag. 108,

81, C. G, Joh. Petersen: Kanonbaaden »Hauchs« togter, Pag. 82.

82. Danmarks geol, unders, Nr, 2,

83. Danmarks geol, unders, R. I, Nr.

84. Danmarks geol, unders, R, I, Nr.

85. Danmarks geol, unders, R, I. Nr.

Bose. c. Pag. 56. 57,

BL. c. Pag, 53.

88. Danmarks geol, unders. R. I. Nr. 3, Pag. 275. 276. 283. 284. 289. 293. 294. 295.
297. 299. 300. 301, 303. 306,

89. Danmarks geol, unders. R. I. Nr.

90. Danmarks geol. unders, R, I. Nr.

78. Danmarks geol, unders,

ad? a ls

oe

D

90 P. A. ØYEN. M.-N. KI.
91. Danmarks geol, unders, R. I, Nr. 4, Pag. 32.

92. Danmarks geol. unders, R. I. Nr. 8, Pag. 108.

93. L. c. Pag. 108,

94. L. c. Pag. 108,

95. Danmarks geol, unders. Nr. 2, Pag. 78.

100,
101,
102.
103.
104.
105.
106,
107.
108,
109,
110,
UT.
112,

113,

114.
115.
116,
nas
118,

119.
120,
121.
122.
123.
124.
125.
126,

127.
128.
129.
130,
131.
132.
133.
134.
135.
136,
137.
138.
139.
140,
141.
142.

JEG Par: 182:

Danmarks geol, unders. R, I, Nr. 6, Pag, 62.

. Danmarks geol. unders. Nr. 2, Pag. 83.
. Oversigt over det kgl, danske Vid, Selsk, Forh, 1851, Pag. 188, 189.

C, G, Joh. Petersen: De skalbærende mollusker etc. Pag. 55.

L. c. Pag. 56.

Caspari: Die Urgeschichte der Menschheit, B. I,, Pag. 254.

Steenstrup: Menneskeslægtens tidligste Optræden i Europa, 1862, Pag. 8.
Lubbock: Pre-Historic Times, Ed, 3, 1872, Pag. 75.

Boyd Dawkins: Cave-Hunting, 1874, Pag. 426.

Hoernes: Die Urgeschichte des Menschen, 1892, Pag. 193—198.

Congr. Int. d’Anthrop. et d’ Archéol. Préhist. Bruxelles 1872.

Vogt: Vorlesungen über den Menschen, B, II, Pag. 146.

De Mortillet: Le préhistorique, Antiquité de l’homme. Paris 1885, Pag. 627—629.
Arch, für Anthropologie, B. 15 (1884), Pag. 225—226.

Geikie: The Great Ice Age, 1804, Pag. 689—690.

A. C. Ramsay: The physical Geology and Geography of Great Britain, Ed. 5, 1878.
Pag. 546—547.

Neue Denkschriften der allg. schweiz. Gesellschaft für die gesammten Naturwissenchaf-
ten, B. 35. Zürich 1896.

L. c. Pag. 249.

Ic, Rap. 2098.

I. ec. Pag. 176:

L. c. Pag. 239.

Schriften der physikalisch-ökonomischen Gesellschaft zu Königsberg, Jahrg. 40. 1890,
Sitzungsbericht, Pag. 16— 18,

Dupont: L’homme pendant l’age de la pierre, Pag. 66.

A, Müller: Die ältesten Spuren des Menschen in Europa, 1871.

Montelius: Sveriges Forntid. Text.

Boyd Dawkins: Early Man in Britain, 1880, Pag. 280.

Geikie: The Great Ice Age, 1894, Pag. 628.

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1867, Pag. 353.

Forh. Skand, Naturforsk. 11. Møde, Kjøbenhavn 1873, Pag. 624—625.

Bidrag till kånnedom om Göteborgs och Bohusläns fornminnen och historia, B. 3.
1886, Pag. 238.

Montelius: Sveriges forntid. Text. Pag. 33.

Montelius: Les Temps préhistoriques en Suède, 1895, Pag. 8.

Montelius: Sveriges forntid, Text, 1874. Pag. 37.

Bull, du Congrès Int. d’Archéologie préhistorique å Copenhague en 1869, Pag. 150.
Boyd Dawkins: Early Man in Britain, 1880, Pag. 305.

Steenstrup: Menneskeslægtens tidligste Optræden i Europa, 1862, Pag. 10— 12,
Revue d’Anthropologie, Paris 1887, Pag. 318—320,

Boyd Dawkins: Early Man in Britain, 1880, Pag. 305.

Revue d’Anthropologie, Paris 1887, Pag. 318—320,

Montelius: Die Kultur Schwedens in vorchristlicher Zeit, 1885, Pag. 8.

Montelius: Les Temps préhistoriques en Suède, 1895, Pag. 10.

Ipc Pas 11.

Sophus Müller: Ordning af Danmarks Oldsager, Pag, 1.

Sophus Miiller: Vor Oldtid, 1897, Pag. 46.

Lubbock: Pre-Historic Times, Ed, 3, 1872, Pag. 248.

A. Miller: Die åltesten Spuren des Menschen in Europa, 1871, Pag. 38.

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. gl

143.
144.
145.
146,
147.
145.
149.
150.
ISI.
152.
153.
154.

155.
156.

157.

153.
159.
160,
161,
162,
163.
164.
165.
166,
167.
168.
166.
170,
171.
172.
173.
174.
175.
176.
177.
178.
179.
180,
181.
182,
183.
184.
185.
186,
187.
188,
189,
190,

191.
192.
193.
194.
195.

Retzius: Om de åldsta spåren af menniskans tillvaro på vår jord, 1973, Pag, 124.
Hoernes; Die Urgeschichte des Menschen, 1892, Pag. 231. 286.

Huxley: Zeugnisse für die Stellung des Menschen in der Natur, 1863, Pag, 177.
Huxley: Man’s Place in Nature, 1894, Pag. 207.

Sophus Müller: Vor Oldtid, 1897, Pag. 46.

Steenstrup: Menneskeslægtens tidligste Optreden i Europa, 1862, Pag, 1o—12,
Lubbock: Pre-Historic Times, Ed, 3, Pag. 105.

Steenstrup: Menneskeslægtens tidligste Optræden i Europa, 1862, Pag. 10—12,
Montelius: Sveriges Forntid, Text, Pag. 54. 58.

Montelius: Les Temps préhistoriques en Suède, 1895, Pag. 10.

Ec. Pag, ro.

Bidrag till kånnedom om Göteborgs och Bohusläns fornminnen och historia, B, II,
H, I—Ill, Pag. 373. 374.

fac. Bb; UE Pag, 531. 532.

Geol, Fören, Stockholm Förh. B. 23, 1901, P. 255.

Bidrag till kännedom om Göteborgs och Bohusläns fornminnen och historia, B. III,
Pag. 238.

ec, Pay. 238,

Chr. Vid,-Selsk, Forh, 1876, Pag. 10.

ec. Bag. 7:

Universitetsannaler, Kristiania, VI, Pag. 299.

Nicolaysen: Norske Fornlevninger, 1862 —1866, Pag. 789.

Foreningen til norske fortidsmindesmerkers bevaring, aarsberetning for 1877, Pag. 93.
Chr. Vid.-Selsk, Forh. 1876, Pag. 7.

ic, bag. 10;

Kristiania universitets oldsagssamlings protokol, Nr. 19137.

Bergens museums aarbog 1899, Nr, 1.

Rygh: Norske Oldsager.

Lubbock: Pre-Historic Times, Ed. 3, Pag. 392.

L, c. Pag. 394.

Müller: Die åltesten Spuren des Menschen in Europa, 1871, Pag. 38.

Joly: L'Homme avant les Métaux, Pag. 94.

Hoernes: Die Urgeschichte des Menschen, Pag. 231.

Morgenbladet 29 november 1900,

Sophus Müller: Vor Oldtid, 1897, Pag. 41.

Sveriges geol. undersökn, Ser, C, Nr, 98, Pag. 64.

De Geer: Skandinaviens geografiska utveckling efter istiden, 1896, Pag. 125.
Geol, Féren, Férh, Stockholm, B. 14, Pag. 205.

Ymer, 1899.

Centralblatt für Anthropologie, Ethnologie und Urgeschichte, 1900, Pag. 295.
Hoernes: Die Urgeschichte des Menschen, Pag. 226.

Montelius: Les Temps préhistoriques en Suède, Pag. 7—8.

Danmarks geol, unders, R. I. Nr. 3, Pag. 286—287.

peke Pag, 311.

Nathorst: Sveriges Geologi, 1894, Pag. 309.

Danmarks geol, unders. R. I, Nr. 5, Pag. 73.

Danmarks geol. unders. R. I, Nr, 6, Pag. 70.

Ac Par. 78,

Sophus Müller: Vor Oldtid, 1897, Pag. 17.

Bidrag till kånnedom om Göteborgs och Bohusläns fornminnen och historia, B. II,
H, I-III, Pag. 119.

L. c. Pag. 294.

L. c. B. III, Pag. 149.

Danmarks geol, unders, R, I, Nr. 3, Pag. 311.

Bidrag till kånnedom om Göteborgs och Bohusläns fornminnen och historia, B, III, Pag. 149.
Sveriges geol. unders, Ser, C, Nr, 98, Pag, 65.

242.
243.
244.
245.

P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

. De Geer: Skandinaviens geografiska utveckling efter istiden, 1896, Pag. 140,

Steenstrup: Kjökken-Möddinger. Eine gedrängte Darstellung dieser Monumente sehr
alter Kulturstadien, 1886, Pag. 5.

Lubbock: Pre-Historic Times, Ed, III, Pag. 105.

Archaeologia, Soc, of Antiqu. London, Vol. 38, Pag. 306,

L. c. Pag. 280.

Lubbock: Pre-Historic Times, Ed. III, Pag. 311,

. Evans: The Ancient Stone Implements of Great Britain, 1872, Pag, 617.
ae Cosh ariel 2

Lyell: The Antiquity of Man. London 1863, Pag. 13.
Danmarks geol. unders, R. I, Nr. 4, Pag. 32.

C, G. Joh. Petersen: Kanonbaaden »Hauchs« togter, Pag. 462.
Förh, skand, naturforsk, III möte, Stockholm 1842, Pag. 132.
Nilsson: Skandinaviska Nordens Ur-Invänare, Pag. 85.

. Holmberg: Skandinaviens Hällristningar, 1848, Pag. 6—7.

Montelius: Sveriges Forntid, Atlas, Pag. 24.

Boyd Dawkins: Early Man in Britain, 1880, Pag. 341.

L. c. Pag. 340,

Revue d’Anthropologie, Ser. II, T. V, Pag. 497 flg.

Foreningen til norske fortidsm, bevaring. Aarsberetn. 1877, Pag. 146.
L. c. Pag. 108.

ln © ERE HOS:

Bergens museums aarbog 1894—95, Nr. IV.

L. c. 1899, Nr. I, Pag. 16,

Centralblatt fiir Anthropologie, Ethnologie und Urgeschichte, Jahrg. VI, 1901, Pag.
108—11I 1.

. A. P, Madsen, Sophus Müller, Carl Neergaard, C, G. Joh. Petersen, E. Rostrup,

K. J. V. Steenstrup, Herluf Winge: Affaldsdynger fra Stenalderen i Danmark, under-
søgte for Nationalmuseet, 1900,
Centralblatt für Anthropologie, Ethnologie und Urgeschichte, Jahrg, VI, 1901, Pag. 110,

LC: Bags uro:
Hi Co Pass io:

[Ac Pan: 56 Con
Congrès international d’anthropologie & d’archéologie préhistoriques. Stockholm 1574,
Pag. 865.

. Norges geol. unders. Nr. 31. Pag. 449. 450.

L, c. Pag. 450.
Danmarks geol. unders, R. I, Nr, 8, Pag. 91.

. Norges geol, unders, Nr, 31, Pag. 449. 450.

L. c. Pag. 450.
Jeffreys: British Conchology, Vol. III, Pag. 240.

. Forbes & Hanley: History of British Mollusca, PI, 61. F. 7. 8.
. Kobelt: Prodromus Faunae Molluscorum Testaceorum maria europaea inhabitantium,

Pag. 271.

Forbes & Hanley: History of British Mollusca, Pl. 61. F, 5. 6.
Kobelt: Prod, Faun. Moll, Test. Pag. 270.

Jeffreys: British Conchology, Vol, III, Pag. 240,

Geol, Féren, Förh, Stockholm, B, 16, Pag. 641. 645.

L. c. B. 16, Pag. 650.

. L. c. B. 15, Pag. 386. B. 16. Pag. 648.

L. c. B. 15, Pag. 383. 384.

Ne NB. 15, Pag. 384,

L. c. B. 16, Pag. 640. B. 15, Pag. 383. Sveriges geol, unders. S. C.N. 98, Pag. 11,
Penck: Die Geomorphologie als genetische Wissenschaft, Pag. 3.

Geol, Fören, Fürh. Stockholm, B, 16, Pag. 640. 641. 646.

L. c. B, 16, Pag. 640, 650.

1903. No. 7. Å TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 93

246.
247.
248.
249.
250.
251.
252.
253.
254.
255.
256.
257.
258.
259.
260.
261.
262,
263.
264.
265.
266,
267.
268,
269.
270.
271.
22.
273.
274.
275.

276.

277.
278.

279.
280.
281.
282.
283.
284.
295.
286,
237.
288.
289.
290,
291.
292.
293.
294.
295.
296.
297.
298.
299.
300,
301,

B. 16, Pag. 640. 648. B. 15, Pag. 386.
B. 15, Pag. 383.
B. 16, Pag. 646,
B. 16, Pag. 646.
B. Pag. 640,
B. 16, Pag. 641.
B

less

L. c. B. 16, Pag. 650.

Naturen, 1895, Pag. 227.

Norges geol, unders. Nr. 24, Pag. 198, 199.

Danmarks geol. unders, R. I. Nr, 3, Pag, 308.
Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 104.

G, O, Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 362.
Danmarks geol. unders. R, I, Nr. 3, Pag. 308.
Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 107.

L, c. Pag. 108.

G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 362.
Danmarks geol, unders. R. I, Nr. 3, Pag. 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 97.

G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag, 350.
Danmarks geol. unders. R. I. Nr, 3. Pag, 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 86,

G, O, Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 358.

Forbes & Hanley: History of British Mollusca, Pl. 35, Fig. 6.
L. c. Pl. 84, Fig. 11 & 12.

L. c. Vol, III, Pag. 41.

L. c. Vol, III, Pag. 40.

L. c. Vol, III, Pag. 40.

Jeffreys: British Conchology, Vol. Ill. Pag. 365.
Kobelt: Prod, Faun, Moll. Test. Pag. 167. 168,
Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 87.
Stavanger Museums aarsberetning, 1896, Pag. 44.
Forbes & Hanley: History of British Mollusca, Vol. III, Pag. 45.
L. c. Pl. 84, Fig. 3 & 4.

Kobelt: Prod, Faun, Moll, Test. Pag. 168,

Jeffreys: British Conchology, Vol, III, Pag. 357.
Kobelt: Prod. Faun. Moll, Test. Pag. 168.

Petersen: De skalbærende mollusker etc. Pag. 87.
Forbes & Hanley: History of British Mollusca, PI, 86, Fig. 2 & 3.
Danmarks geol. unders. R, I. Nr, 3, Pag. 307.
Petersen : De skalbærende mollusker etc. Pag. 86.

L. c. Bag. 87.

G. O, Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 358.
Danmarks geol, unders, R. I. Nr. 3, Pag. 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 87. 88.
G. O, Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 358.
Danmarks geol. unders, R, I. Nr. 3, Pag. 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc. Pag. 111, 112.
G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 358.
Danmarks geol. unders. R, I. Nr. 3. Pag. 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc. Pag. 114,

G, O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag, 357.

L. c, Pag. 357.

Danmarks geol, unders. R, I. Nr. 3, Pag. 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 158, 159.
G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 356:
Danmarks geol, unders. R. I. Nr. 3. Pag. 307.

P. A. ØYEN. M.-N.

302.
303.
304.
305.
306.
307.
308.
309.
310,
311.
312.
313.
314.
315.
316.
317.
318.
319.
320.
321.
322.
322.

324.
325.
326.
327.
328.
329.
330.
331.
332.
333:
334.
335.
336.
337:
338.
339.
340.
341.
342.
343:
344.
345:
346.
347-
348.
349.
350.

351.

352.
353:
354.
355.
356.
357-

Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 153.
G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 354.
Danmarks geol. unders, R, I. Nr. 3, Pag. 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 147.
G, O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 354.
Danmarks geol. unders, R, I, Nr. 3. Pag. 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 147. 148.
G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 355.
Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 150.
Danmarks geol. unders. R. I, Nr. 3. Pag. 307.

G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag, 355.
Martini & Chemnitz: System, Conch. Cab, B. 10, Abth, 4, Tf. 29, Fig, 11.
Danmarks geol. unders, R. I, Nr. 3, Pag. 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc. Pag. 149.
G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 355.
Jeffreys: British Conchology, Vol, II, Pag. 357.

G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 354.
Danmarks geol. unders, R. I. Nr. 3. Pag. 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 142.
Jeffreys: British Conchology, Vol, II. Pag. 351.
Forbes & Hanley: History of British Mollusca, Vol, I. Pag. 394.
G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 354.
Danmarks geol, unders. R. I, Nr. 3. Pag. 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc. Pag. 136, 137.
Stavanger museums aarsberetning, 1896, Pag. 40.
G, O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 353.
Forh, Vid.-Selsk. Christiania, 1873, Pag. 292. 293.
L, c. Pag. 292. 293.

Danmarks geol. unders. R. I, Nr. 3. Pag. 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc. Pag. 139.
G. O, Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 354.
Danmarks geol, unders. R. I. Nr. 3. Pag. 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag, 126.
G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 352.
Danmarks geol. unders, R. I. Nr. 3. Pag. 307.
Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 119, 120,
G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag, 352.
Bergens museums aarbog, 1897, Nr. 16, Pag. 16.
Forh. i Vid.-Selsk, Christiania, 1873, Pag. 304.

kn Ge Ee roe

G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 354.
Petersen: De skalbærende mollusker etc., Pag. 142.
Stavanger museums aarsberetning, 1896, Pag. 44.
G, O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 358.

Nyt Mag. for Naturv, B. 17, Pag, 197.

Forh, Vid.-Selsk. Christiania, 1873, Pag. 292.
Kobelt: Prod. Faun. Moll, Test. Pag. 171.
Petersen: De skalbærende mollusker etc. Pag. 88.
G. O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag, 358.

L. c. Pag. 169.

Forh, Vid.-Selsk. Christiania, 1873, Pag. 304.
Bergens museums aarbog, 1897, Nr. 16, Pag. 20.
L. c. 1896, Nr. 10, Pag, 18,

L, c. 1897, Nr. 16, Pag. 20.

Stavanger museums aarsberetning, 1896, Pag. 44.
Danmarks geol. unders. R, I, Nr. 3. Pag. 307.

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 95

358. L. c. Pag. 307.

359. Bergens museums aarbog, 1894—95, Nr. 11, Pag. 9.

360. L. c. 1896, Nr. 13, Pag. 8—0.

361. G, O. Sars: Norges arktiske fauna, Pag. 354.

362. Bergens museums aarbog, 1897, Nr. 16, Pag. 16.

363. L. c. 1896, Nr. 10, Pag. 4.

364. L. c. 1896, Nr. 10, Pag. 13.

365. Forh, Vid.-Selsk. Christiania 1873, Pag. 295.

366. Stavanger museums aarsberetning, 1896, Pag. 41.

367. Danmarks geo!, unders, R. I, Nr, 3. Pag. 307.

368, Petersen: De skalbærende mollusker etc, Pag. 142. 143.

Bape, c. Pag, 142. 143.

370. The American Geologist, 1901, Vol, 28, Pag. 265.

371. James Geikie: Fragments of Earth Lore, 1893, Pag. 120.

372. Rep. of the Brit. Ass, for the Adv. of Sc, 1898, pp. 999— 1010. Cfr. Annual Report,
Smithsonian Institution, 1898, Pag, 626.

373. Nature, 1902, Pag. 256.

374. Archaeologia, Soc, of Antiqu. of London, Vol. 38, Pag. 306.

375. Philos. Trans, of the Roy. Soc. of London, Vol, 150, Pag. 312.

376. Internationales Centralblatt für Anthropologie etc, Jahrg. VIII, 1903, Pag, 117—120,

377. Sophus Müller: Vor Oldtid, 1897, Pag. 46

378. Aarboger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1867, Pag. 351.

379. A. Müller: Die ältesten Spuren des Menschen in Europa, 1871, Pag. 38.

380. Montelius: Sveriges Forntid. Text. 1874, Pag. 36—37.

381, Montelius: Les Temps préhistoriques en Suède, 1895, Pag. 11.

382. Nathorst: Sveriges geologi, 1894, Pag. 300.

383. Sveriges geol. undersökn. Ser. C, Nr, 98, Pag. 65.

384. Archiv for Mathem, og Naturv. B. 15, Pag, 61—62.

385. Blytt: On variations of climate in the course of time, Pag. 6—9.

386. Blytt: To Kalktufdannelser i Gudbrandsdalen, Pag. 50.

387. Naturen, 1890, Pag. 33.

388. Geol. Fören. Föreh. Stockholm, B. 12, Pag. 35.

389. Arch. f. Math, og Naturv. B. 14, Pag. 219.

390. Geol. Fören. Förh. Stockholm B. 14, Pag. 509—538.

391. Bot. Not. 1896, Pag. 128,

392. Vid.-Selsk, Forh. Christiania, 1893, Nr. 5, Pag. 36.

393. Geologisches Centralblatt, B. II, 1902, Pag. 277.

394. Geol. Fören. Förh, Stockholm, B. 14, Pag. 529.

Bon: c. B. 14, Pag. 533:

396. L. c. B. 14, Pag. 530—533.

397. Vid.-Selsk, Forh, Christiania, 1892, Nr. 4, Pag. 49—50.

398. Congr. Int. d’Anthrop. et d’Archéol, Préhist. Bruxelles 1872.

399. Boyd Dawkins: Early Man in Britain, 1880, Pag. 199—244.

400. Hoernes: Die Urgeschichte des Menschen, 1892, Pag. 184— 202,

401, Naturen, 1894, Pag. 260,

402. Arch, for Mathem, og Naturv. B. 15, Pag. 41—77-

403. Det norske geografiske selskabs aarbog, 1890—91, Pag. 23—47-

404. Norges geol. unders. aarbog, 1894—95, Pag. 43—53.

405. Norges geol, unders. aarbog, 1901, Pag, 28—32.

406. Nyt Mag. for Naturv., B. 40, Pag, 115.

407. Det norske geografiske selskabs aarbog, 1890—g1!, Pag. 32.

408. Arch, for Mathem, og Naturv. B. 15, Pag. 60—61.

409. Det norske geografiske selskabs aarbog, 1890—91, Pag. 33.

410, Arch, for Mathem. og Naturv. B, 15, Pag, 67.

411. Sørensen: Wer ist der Entdecker der Abfallhaufen (Kjökkenmöddinge) aus dem
Steinalter? (1899).

96 P. A. ØYEN. M.-N. KI.

412. Litken: Japetus Steenstrup, sein Leben und seine Thätigkeit, Vid.-Selsk. 1897.

413. Archiv f. Anthropologie, B. 27, Pag. 141. 142.

414. Naturen, 1886, Pag. 153.

415. Stavanger museums aarberetning for 1900, Pag, 57—60, 96.

416. Stavanger museums aarshefte for 1901, Pag, 78.

417. L. c. 1901, Pag. 64—65.

418. L. c. 1901, Pag, 65.

419. L. c. 1901, Pag. 62.

420. Affaldsdynger fra Stenalderen i Danmark, undersogte for Nationalmuseet, 1900, Pag. 81,

421. De Geer: Skandinaviens geografiska utveckling efter istiden, Pag. 125,

422. Sophus Müller: Ordning af Danmarks Oldsager, Pag. 1,

423. Naturen, 1886, Pag. 153.

424. Montelius: Die Kultur Schwedens in vorchristlicher Zeit, Pag. 8.

425. Lubbock: Pre-Historic Times, 1872, Pag. 248.

426. Affaldsdynger fra Stenalderen i Danmark, undersøgte for Nationalmuseet, 1900, Pag. 174.

127 Inge. PA er 72:

428. Danmarks geol. unders. R. I. Nr, 3, Pag. 311.

429. Montelius: Les Temps préhistoriques en Suède, 1895, Pag, 10,

430. L. c. Pag. 10.

431. G. De Geer: Kvartåra nivåföråndringar etc., Geol, Fören. Förh, Stockholm, B, 16,
Pag. 654.

432. Sophus Müller: Ordning af Danmarks Oldsager, Pag. 1.

433. Sophus Miller; Vor Oldtid, 1897, Pag. 46.

434. L. c. Pag. 46.

435. Affaldsdynger fra Stenalderen i Danmark etc. Pag. 174.

436. Montelius: Les Temps préhistoriques eu Suède, 1895, Pag. 8.

437. Bidrag till kånnedom om Göteborgs och Bohusläns fornminnen och historia, B. Il,
"H, I-III, Pag. 373. 374.

438. L. c. B. III, 1886, Pag, 238.

439. L. c. Pag. 238.

440. L. c, B, III, 1884, Pag. 531. 532.

441. L. c. Pag. 532.

442. Archiv für Anthropologie, B. 27. 1901, Pag, 370. 371.

Zus Luc hag ane 372.

444. L. c. Pag. 372.

445. L. c. Pag. 374.

446. Vid.-Selsk, Forh, Christiania, 1901, Oversigt, Pag. 55.

447. Gustaf Retzius: Crania Suecica Antiqua, 1899, Pag, 31. 42.

448. L. c. Pag. 42.

449. Nyt Mag. for Naturv. B, 40, Pag. 113 — 114,

450. Kristiania Vid.-Selsk. Skrifter, 1895, Nr. 6, Pag. 60—62.

451. Kristiania Vid.-Selsk. Forh. 1900, Nr. 4, Pag. 19.

452. Archiv für Anthropologie, B. 4, 1870, Pag. 55 —91.

453. Kristiania Vid.-Selsk, Skrifter, 1895, Nr. 6, Pag. 60.

454. Kristiania Vid.-Selsk. Forh, 1901, Oversigt, Pag. 56.

455. Montelius: Foredrag ved Kristiania universitet, november 1900,

456. Brøgger: Senglaciale og postglaciale niveauforandringer i Kristianiafeltet, Pag. 452.

457. Stavanger museums aarsberetning, 1900, Pag. 60,

458. L, c. Pag. 60,

459. Danmarks geol. unders. R. I, Nr. 3, Pag, 310.

460. Kristiania Vid,-Selsk, Skrifter, 1895, Nr. 6, Pag. 5.

461, Foreningen til norske fortidsmindesmerkers bevaring, aarsberetning for 1874, Pag.

180—181,
4621110 Bap. IST.
463. Urda, B. I, 1837, Pag. 187.

Foreningen til norske fortidsmind, bevaring, aarsberetning for 1875, Pag. 69.

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 97

Hoss L. c. Pag. 87.

466. Kristiania Vid.-Selsk, Forh, 1876, Pag. 7.

467. Foreningen til norske fortidsmind. bevaring, aarsberetning for 1874, Pag. 86—87.

468. L. c 1875, Pag. 87.

469. Nicolaysen: Norske Fornlevninger, 1862—66, Pag. 780.

470. Foreningen til norske fortidsmind, bevaring, aarsberetning for 1874, Pag. 85. 86.

471. L. c. Pag. 85. 86.

472. L. c. Pag. 86.

473. L. c. 1877, Pag. 93.

474. Stavanger museums aarsberetning, 1900, Pag. 59. 60.

475. Foreningen til norske fortidsmind, bevaring, aarsberetning, 1875, Pag. 75.

476. Nicolaysen: Norske Fornlevninger, 1862—66, Pag. 789.

477. Bidrag till kånnedom om Göteborgs och Bohusläns fornminnen och historia, B. I,
H, I-III, Pag. 143. 229.

478. Rygh: Norske Oldsager.

479. Foreningen til norske fortidsmind. bevaring, aarsberetning for 1871, Pag, 8—9

480. L. c. 1873.

Bst L. c. 1873.

482. L. c. 1875, Pag. 226—227.

483. L. c. 1874, Pag. 188.

484. Naturen, 1896, Pag. 279—281.

485. Geol. Füren. Förh. Stockholm, B. 23, 1901, Pag. 231—274-

486. Geographische Zeitschrift, VII, 1901, Pag. 533.

487. Sveriges geol. undersökning, Ser. C, Nr. 52, 1882.

488. Sveriges geol, undersökning, Ser. C, Nr. 98, Pag. 50 flg.

489. Rerdam: Saltvandsalluviet i det nordostlige Sjælland, Pag. 9.

490. Geol, Fören. Förh. Stockholm, B. 17, Pag. 21.

491. Sveriges geol, undersökning, Ser, C. Nr. 98, Pag. 52 flg.

492. Rørdam: Saltvandsalluviet i det nordostlige Sjælland, Pag. 10, 42, 53, 61.

493. Danmarks geol. unders. R, I, Nr. 2, Pag. 44 - 56.

BOA eG. Cc. ROG Nr VS.

ages I. c, Ro 1. Nr 6;

496. L. c. R. I, Nr. 7, Pag. 59—80.

497. L. c. R. I. Nr. 8, Pag. 95, 109 —120.

498. Geol. Fören. Förh, Stockholm, B. 17, Pag. 21 flg.

499. L. c. B. 16, Pag. 655.

500. Sveriges geol. undersökning, Ser. C, Nr. 52, Pag. 6.

501. De Geer: Kartbladet Strömstad, 1902, Pag. 57.

502. L. c. Pag. 58—60.

503. Sveriges geol. undersökning, Ser, C, Nr. 98, Pag. 59.

504. Geol, Fören. Förh, Stockholm, 1874, B. II, Separat, Pag. 4.

505. Brøgger: Senglaciale og postglaciale nivåforandringer i Kristianiafeltet, Pag. 376—388.

506, Geol. Fören, Férh, Stockholm, B. 15, Pag. 517.

507. L. c. Pag. 518.

508. Norges geol, undersogelse, Nr, 21, Pag. 43.

509. Brogger: Senglaciale og postglaciale niväforandringer i Kristianiafeltet, Pag. 626,

510. Kristiania Vid.-Selsk. Forh, 1893, Nr. 5, Pag. 7. 8.

Bir. L..c. Pag. 8.

512. L. c. Pag. 9.

613. E. c. Pag. 10.

514 L. c. Pag. 38—40.

515. Archiv for Mathem, og Naturv. B. 15, Pag. 26.

516. The Journal of Geology, 1894, Pag. 136— 137.

517. Brogger: Senglaciale og postglaciale niväforandringer i Kristianiafeltet, Pag. 477. 478.

518, L, c. Pag. 635—636.

519. L.c, Pag. 633.
Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 7. 7

98 P. A. ØYEN. M.-N. Kl.

520, Nyt Mag. for Naturv. B. 30, Pag. 337—341.

521. L, c. B. 40, Pag, 104.

522. Geologisches Centralblatt, B, II, 1902, Pag. 40.

523. Munthe: De yngste skedena af jordens utvecklingshistoria, Pag. 19.
524. Danmarks geol. unders. R. I, Nr. 2, Pag. 72.

525. Rordam: Saltvandsalluviet i det nordostlige Sjælland, Pag. 25—27.
526. Geol, Fören. Förh, Stockholm, B. 14, Pag. 201—207.

527. L. c. B, 14, Pag. 371—374-

528. Danmarks geol, unders. R. I, Nr. 3, Pag. 280.

529. Sveriges geol. unders. Ser. C, Nr. 98, Pag. 55.

530. L.c Pag. 57.

531. Geol. Fören. Fürh. Stochholm, B. 16, Pag. 650.

532. L.c. Pag. 650.

533. De Geer: Stockholmstraktens geologi, Sep. 1897, Pag, 18.

534. Geographische Zeitschrift, 7. Jahrg. 1901, Pag. 487.

535. Sveriges geol, unders. Ser. C, Nr. 98, Pag. 54.

536, L..c. (Ser, IG Nr, 131, Pag, 30—31,

537. De Geer: Kartbladet Strömstad, 1902, Pag. 59.

538. Kjerulf: Udsigt over det sydlige Norges geologi, Pag. 3.

539. Kristiania Vid.-Selsk. Forh. 1892, Nr. 4, Pag. 44.

540. L. c. 1893, Nr. 5, Pag. 7—8.

541. The Journal of Geology, 1894, Pag. 136.

542. Det norske geografiske selskabs aarbog, 1891—92, Pag. 49.

543. Brøgger: Senglaciale og postglaciale nivåforandringer i Kristianiafeltet, Pag. 355.
544. Kristiania Vid.-Selsk. Forh, 1893, Nr. 5, Pag. 30.

545. De Geer: Kartbladet Strömstad, 1902, Pag. 57.

546. Danmarks geol. unders. R. I. Nr. 3, Pag. 257.

5472 To RUNA hare

548. L, c. R. I. Nr. 2, Pag, 71.

549. Rørdam: Saltvandsalluviet i det nordostlige Sjælland, Pag. 131.
550. Sveriges geol, unders. Ser. C. Nr. 98, Pag. 63.

551. Geol, Fören. Förh. Stockholm, B. 15, Pag. 386.

552. Kristiania Vid.-Selsk. Forh, 1893, Nr. 5, Pag. 39.

553. Geol, Fören. Förh, Stockholm, B. 15, Pag. 358.

554. Kristiania Vid.-Selsk. Forh, 1893, Nr. 5, Pag. 38. 39.

555. Geol, Fören. Förh. Stockholm, B, 15, Pag. 358.

556. L. c. B. 15, Pag. 124—125.

557. Sernander: Den skandinaviska våxtvårldens utvecklingshistoria, Pag. 18.
558. Geol. Fören, Förh, Stockholm, B. 16, Pag. 653.

559. Meddel, från botaniska föreningen i Stockholm, Nr. 3, Pag. 108.
560, Sveriges geol, undersökning, Ser. C, Nr. 134, Pag. 24.

561. Blytt: To Kalktufdannnelser i Gudbrandsdalen, Pag. 49.

562. Rordam: Saltvandsalluviet i det nordostlige Sjælland, Pag. 120.
563. Geol, Fören, Förh, Stockholm, B. 14, Pag. 265.

BGA. Lc. B. 15, Par. 358.

565. Bull. of the Geol. Inst. of Upsala, Nr. 6, Vol, III, Pag. 335 — 336.
566. Meddel. frän botaniska föreningen i Stockholm, Nr. 3, Pag. 110.
567. Sveriges geol. undersökning, Ser. C, Nr. 134, Pag. 31.

568. Sernander: Den skandinaviska växtvärldens utvecklingshistoria, Pag. 10.
569. Bergens museums aarbog, 1894—95, Nr. IV, Pag. 13—14.

570. Aftenposten, 1899, Nr. 638.

571. Geol, Fören, Förh, Stockholm, B, 15, Pag. 375.

572. Bot. Centralblatt, B. 45, Nr. 11,

573. Sveriges geol, undersökning, Ser. C, Nr. 134, Pag. 31.

574. Geol. Fören. Förh. Stockholm, B. 15, Pag. 358.

ETL lete. (B. 115, JPag. 375.

1903. No. 7. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. 99

576.
577:
578.
579.
580.
581.
582.
583.
534.
585.
536,
587.
588.
589.
590.
591.
592.
593.
594.
595.
596.
597.
598.
599.
600,
601.
602.
603.
604.
605,

606,
607.
608.
609.
610.
611.
612,
613.
614.
615.
616,
617.
618.
619.
620.
621,
622,
623.
624.
625.
626,
627.
628,
629,
630,

L. c. B. 14, Pag. 263. 268. 260.

Sernander: Den skandinaviska växtvärldens utvecklingshistoria, Pag. 18—19.
Blytt: To Kalktufdannelser i Gudbrandsdalen, Pag. 23—24.

Geol, Fören, Förh, Stockholm, B, 14, Pag. 176—188,

To, cB; 14, Pag. 267,

L. c. B. 14, Pag. 363—370.

L. c. B. 15, Pag. 531—532.

Sveriges geol. undersökning, Ser. C, Nr. 134, Pag. 32.

Sernander: Den skandinaviska växtvärldens utvecklingshistoria, Pag. 18—19. =
Geol, Fören. Förh. Stockholm, B. 15, Pag. 376.

Sernander: Den skandinaviska växtvärldens utvecklingshistoria, Pag. 19.
Blytt: To Kalktufdannelser i Gudbrandsdalen, Pag, 44—46.

Sernander: Den skandinaviska växtvärldens utvecklingshistoria, Pag. 19.
Ve Pag, 19:

Blytt: On Variations of Climate in the Course of Time, Pag. 0.

Blytt: To Kalktufdannelser i Gudbrandsdalen, Pag, 8. 25. 49.

Kristiania Vid.-Selsk. Forh. 1893, Nr. 5, Pag. 14.

Geol, Fören, Förh, Stockholm, B, 15, Pag. 376.

Blytt: On Variations of Climate in the Course of Time, Pag. 9.

Blytt: To Kalktufdannelser i Gudbrandsdalen, Pag. 49.

ae. Pag: 49:

Kristiania Vid.-Selsk, Forh, 1893, Nr. 5, Pag. 14.

Øyen: Isbræstudier i Jotunheimen, Pag. 58.

Bergens museums aarbog, 1894—95, Nr. 4, Pag. 19.

Øyen: Bidrag til vore bræegnes geografi, Pag. 227.

Øyen: Variations of Norwegian Glaciers, Pag. 115—116.

Blytt: On Variations of Climate in the Course of Time, Pag. 9.

Blytt: To Kalktufdannelser i Gudbrandsdalen, Pag. 8. 21—30. 49.
Kristiania Vid,-Selsk. Forh. 1893, Nr. 5, Pag. 13— 14.

Quart, Journ. of the Royal Meteorological Society, London, Vol. XXVII, 1901, Nr.
117, Pag. 36.

The Glacialists’ Magazine, Vol. I, Nr. 4, Pag. 95.

Rygh: Norske Oldsager.

Montelius: Les Temps préhistoriques en Suède, 1895, Pag. 8.

Quart, Journ, Roy. Meteorol, Soc, London, Vol. 27, Nr. 117, Pag. 60.

Le Pag 40.

Brøgger: Senglaciale og postglaciale nivåforandringer i Kristianiafeltet, Pag. 622—623.
Quart. Journ. Roy. Meteorol. Soc. London, Vol, 27, Nr. 117, Pag. 44—45.
Brøgger: Senglaciale og postglaciale nivåforandringer i Kristianiafeltet, Pag. 450—452.
Helland: Lister og Mandals amt, Hefte 1, 1903, Pag. 68—70.

Foreningen til norske fortidsmindesmerkers bevaring, aarberetning 1877, Pag. 93.
Sveriges geol, unders, Ser, C, Nr. 98, Pag. 65.

De Geer; Skandinaviens geogr. utveckl, efter istiden, Pag, 140.

Archiv für Anthropologie, B, 27 (1901), Pag. 372.

Kristiania Vid.-Selsk. Forh, 1873, Pag. 450.

Holmberg: Skandinaviens Hällristningar, 1848, Pag. 15.

Kristiania Vid.-Selsk, Forh, 1873, Pag. 460.

Rygh: Norske Oldsager,

Hoernes: Die Urgeschichte des Menschen, 1892, Pag. 388.

Montelius:, Les Temps préhistoriques en Suède, 1895, Pag. 110—111,
Kristiania Vid,-Selsk, Forh. 1873, Pag. 457.

L, c. Pag. 458.

L, c. Pag. 458.

Stavanger museums aarsberetning for 1900, Pag, 35. 36.

Pee Par, 34.

L. ec; Pag. 34.

P. A, ØYEN. TAPES-NIVEAUET PAA JÆDEREN. M.-N. KI. 1903. No. 7.

100

631. Lic. Pages.

632. L. c. Pag. 42.

633. Stavanger museums aarshefte for 1901, Pag. 48.

634. Bidrag till kånnedom om Göteborgs och Bohusläns fornminnen och historia, B. II,
H, IN, Pag. 119—120,

635. L. c. B. II, H. Ill], Pag. 293.

636. L. c. B. III, Pag. 149.

637. De Geer: Skandinaviens geografiska utveckling efter istiden, Pag. 145.

638. Hoernes: Die Urgeschichte des Menschen, 1892, Pag. 326.

639. P. A. Munch: Samlede Afhandlinger ved G. Storm, I (1873), Pag. 202.

640. L. c. Pag. 201—202.

641. Brøgger: Senglaciale og postglaciale nivåforandringer i Kristianiafeltet, Pag. 623.

642. Stavanger museums aarsberetning for 1900, Pag. 57.

643. Stavanger museums aarsberetning for 1901, Pag. 64.

644. L. c. Rag. 62,

645. Rordam: Saltvandsalluviet i det nordostlige Sjælland, Pag. 10-11, 71. 88—89, 91.
108,

646, Danmarks geol, unders, R. I. Nr. 3, Pag. 279.

647. L. c. Pag. 307.

648. Brogger: Senglaciale og postglaciale nivaforandringer i Kristianiafeltet, Pag. 605.

649. De Geer: Kartbladet Strémstad, 1902, Pag. 61.

650. Brogger: Senglaciale og postglaciale niväforandringer i Kristaniafeltet, Pag. 606.

651. L. c. Pag. 536—537. 607.

652. Helland: Lister og Mandals amt, Pag. 59—60.

653. Brøgger: Senglaciale og postglaciale nivåforandringer i Kristianiafeltet, Pag. 534—536:

654. L. c. Pag, 606,

Trykt den 24de Juli 1903.

Die Silikatschmelzlosungen

mit besonderer Rücksicht auf

die Mineralbildung und die Schmelzpunkt-Erniedrigung.

lb
Uber die Mineralbildung in

Silikatschmelzlösungen

Von

J. H. L. Vogt.
Mit 2 Tafeln und 24 Figuren im Text.

(Videnskabs-Selskabets Skrifter. I. Math-naturv. Klasse. 1903, No. 8)

Udgivet for Fridtjof Nansens Fond.

Christiania.
In Kommission bei Jacob Dybwad.
A. W. Brøggers Buchdruckerei.

1903.

Vorgelegt in der Sitzung der Gesellschaft 5. December 1902.

Vorwort.

DE der ersten Themata, welches mein besonderes Interesse auf
sich zog, als ich nach absolviertem Bergexamen an der Universität
zu Christiania anfing, mich mit selbstandiger wissenschaftlicher Arbeit
zu beschåftigen, war das Studium der krystallisierten Silikatschmelzen
(Schlacken), besonders das Studium der Abhängigkeit der Mineralbildung
von der chemischen Zusammensetzung der Schmelzen. Hierüber ver-
öffentlichte ich in den 80-er Jahren mehrere Abhandlungen (s. Literatur-
hinweis S. 1); die eigentliche Hauptarbeit »Studier over Slagger« (1884)
wurde wåhrend eines Aufenthalts in Stockholm ausgeführt, wo ich
Mineralogie und Geologie unter der Leitung von Dr. W. C. Brøgger
(zu der Zeit Professor an Stockholms Hochschule) und Metallurgie bei
Prof. R. Åkerman (an Stockholms Bergschule oder Bergakademie)
studierte.

Gleichzeitig wie ich in Stockholm mit meinen mineralogischen und
chemischen Studien über die Schlacken beschåftigt war, nahm Prof.
R. Åkerman sehr umfangreiche und wertvolle kalorimetrische Unter-
suchungen über die Silikatschmelzen vor (s. seine Abhandlung in »Jern-
kontorets Annaler«, 1886). Als seine Arbeit abgeschlossen war, stellte
er sein ausgedehntes Material, mehrere Hundert synthetisch dargestellte
Silikatschmelzen umfassend, deren »totale Schmelzwärme« bestimmt war,
zu meiner Verfügung.

Am Ende der 80-er Jahre fing ich an, meine eigenen mineralogischen
und chemischen sowie Äkermans kalorimetrische Resultate zusammenzu-
arbeiten. Meine Aufmerksamkeit wurde gleich darauf gelenkt, dass die
»Individualisationsgrenzene der Mineralien (s. Tafel I und II in dieser
Arbeit) und die maximalen Erniedrigungen der »totalen Schmelzwärme«,
2: der Erstarrungstemperatur (s. die Tafeln in Teil II), mit einander
identisch sind. Die betreffenden Tafeln wurden von mir schon im Jahre

IV

1888 fertig gezeichnet und später bei meinen Universitäts-Vorlesungen
benutzt; auch wurde etwas von dem Manuskript zu der geplanten Ab-
handlung fertig geschrieben, — und dieses alte Manuskript habe ich
jetzt in ganz grosser Ausdehnung benutzen können; — dann wurde aber
meine Zeit durch andere Arbeiten so stark in Anspruch genommen,
dass ich genötigt war, die Silikatschmelzlösungen vorläufig beiseite zu
legen.

In mehr als zehn Jahren lagen dann diese meine alten Studien still
und tot — verborgen, aber nicht vergessen, — bis ich 1901 beschloss,
wieder zu der wissenschaftlichen Liebe meiner ersten Jugend zurückzu-
kehren.

— Zum Ausführen der bei meinen fortgesetzten Studien nötigen
pyrometrischen Versuche habe ich von dem »Fridtjof Nansens Fond«
eine pekuniäre Unterstützung bekommen; hierfür bringe ich der Direktion
des »Fonds« meinen aufrichtigen Dank.

Ebenso danke ich meinen Assistenten am metallurgischen Labora-
torium der Universität, R. Storen (1902) und E. A. Dalset (1903) für
ihre liebenswürdige Hülfe bei der Austührung der vielen und lang-
wierigen pyrometrischen Untersuchungen.

— Die Resultate, zu denen ich durch meine Studien gelangt bin,
habe ich durch eine Reihe Vorträge und vorläufige Mitteilungen referiert,
nämlich in:

Chemiker-Verein zu Christiania, am 17ten Febr. 1902; s. Referat
in Teknisk Tidsskrift, Christiania, vom 2oten Febr. 1902 und in der
Chemiker-Zeitung, Cöthen, vom ı2ten März 1902.

»Om silikatsmelteløsninger og deres smeltepunktsnedszttelse« (2:
»Ueber Silikatschmelzlösungen und deren Schmelzpunkt-Erniedrigung<);
in Geol. Fören. Förh., Märzheft 1902. — In dieser Abhandlung wurde
auf Grundlage der Beobachtungen nachgewiesen, dass die für die gewöhn-
lichen Salzlösungen in Betreff der Krystallisation geltenden chemisch-
physikalischen Gesetze (s. diese Arbeit, S. 101—103) auch auf die
Silikatschmelzlösungen übergeführt werden können.

Ferner mehrere Vorträge, im Geologischen Verein zu Christiania
Mai 1902, in der Gesellschaft der Wissenschaften zu Christiania, am
26ten Sept. 1902 und später, und im Chemiker-Verein zu Christiania, am
13ten Okt. 1902, s. Referat in Teknisk Tidsskrift vom 6ten Nov. 1902
und in der Chemiker-Zeitung vom 26ten Nov. 1902 (s. auch Geologisches
Centralblatt, vom 15ten März 1903).

Auf dem V. Internationalen Kongress für angewandte Chemie, Berlin
Juni 1903, hielt ich vor der Sektion für Berg- und Hüttenwesen einen

Eee

V

Vortrag mit dem Titel »Die Theorie der Silikatschmelzlösungen«; siehe
Referat in der Zeitschrift für Elektrochemie, Nr. 43, 1903 und in den
noch nicht veröffentlichten Kongress-Verhandlungen.

Meine Arbeit, sowohl Teil I als Teil II, wurde in der Sitzung der
Gesellschaft der Wissenschaften zu Christiania am sten Dec. 1902 vor-
gelegt; aus zufälligen Gründen ist der Druck von Teil I erst Nov.
1903 fertig geworden; der Druck von Teil II, über die Schmelzpunkt-
Erniedrigung der gemischten Silikatschmelzlösungen, wird bald anfangen.

— Indem jetzt der Druck des ersten Teils meiner Arbeit abge-
schlossen ist, habe ich ein Gefühl, dass meine Studien nach vielen Rich-
tungen hin ziemlich fragmentarisch sind. Niemand weiss besser als ich
selber, wie viele — und auch wie mühsame — einschlägige Versuche
und Untersuchungen noch nötig sind und wie zahlreich die Probleme
sind, welche sich nur durch fortgesetzte Versuche lösen lassen.

Gleichzeitig hege ich jedoch die Hoffnung, dass meine Arbeit einen
Beitrag, dazu liefern wird, dass die physikalische Chemie auf mehreren
Gebieten, sowohl innerhalb der Petrographie als auch der Metallurgie,
zukünftig mehr gewürdigt wird, als es bisher der Fall gewesen ist. Die
Gesetze der Mineralbildung wie auch der Schmelzbarkeit der gemischten
Silikatschmelzlösungen lassen sich nur auf Grundlage der physikalischen
Chemie feststellen.

Christiania, Nov. 1903.

Johan H. L. Vogt.

Inhaltsverzeichniss.

Seite

MONO atc, CR REC Ju rene ins cents ee M ROUEN

Einleitung, tente Übersicht HR OEL CRE RATE AE ONCE in AE . I
Übersicht über die durch Auskrystallisation aus Eat eg dargestellten

Mineralieny. AEE NE . 2
Über die graphischen Darstellungen zur Brlenentune ar aut der Zusammensetzung

der Silikatschmelzlösungen beruhenden Individualisation der Silikatmineralien . 7

Die Individualisationsgrenze, in Bezug auf Aciditätsgrad, zwischen den Olivin-(Ortho-
silikat-) und Melilithmineralien einerseits und den Metasilikatmineralien andrerseits 24
Die Individualisationsgrenzen zwischen den Metasilikatmineralien unter einander... 28
Beiträge zur Kenntnis der morphotropischen Einwirkung der (Mg, Fe)-, Ca- und Mn-
Silikate in der Pyroxengruppe. . 0 37
Beiträge zur Kenntnis der drei polymeren X- Metasilikatreihen, RSiOg, RO PAC AO
besonders über die künstlichen RS/O4-Mineralien (CaSiO3, 22S703, MgSiOs

Hede UNE Sul: CA
Die D Halal ee cie er en Mg, Fe, Mn- må den Zn,Be-Orthosilikaten . 47
Ergånzende Beitråge zur Kenntnis der Melilithgruppe, besonders über die Zusammen-

setzung des Åkermanitsilikats .........2..... SE. ae EG
Die Individualisationsgrenze zwischen den Olivin- and den Melilith- Me ar ls

Die Individualisationsgrenze zwischen den Melilithmineralien und Anorthit
Uber die Individualisationsbedingungen des Spinells (und des Korunds). . . . . . . 78
Bei schneller Abkühlung entstandene labile Mischkrystalle (und Doppelsalze), Monti-

cellit, Ca-führender Spinell, Ca-führender Biotit . . . . . . . . . . . . ecw Gy
Uber die Löslichkeit von Sulphid (XS) in Silikatschmelzen . . . . . . . . . . . . 96
Krystallisationsfolge und Krystallisationsgleichzeitigkeit . . . . . . . . . = Or

Theoretische Ubersicht S. 101; über einzelne Mineralien S. 107—130; Rückblick
S. 130; Über die Beziehung er den Schmelzpunkten- der Mineralien und der
Krystallisationsfolge S. 138; Uber die Krystallisationsfolge zweier oder noch
mehrerer isomorphen (und morphotropen) Glieder derselben Mineralreihe S. 143;
über Rosenbusch's Såtze S. 159.

L

Ueber die Mineralbildung in Silikatschmelzlösungen,
besonders iiber die Abhångigkeit der Mineralbildung von der
Zusammensetzung der Lösungen.

Wir geben zuerst eine Zusammenstellung der wichtigsten mineralsynthetischen Studien,
namentlich der Uebersichtsarbeiten :

A. Gurlt, Uebersicht der pyrogeneten künstlichen Mineralien, namentlich der krystal-
lisirten Hüttenerzeugnisse, Freiberg, 1857.

K, C, v. Leonhard. Hütten-Erzeugnisse und andere auf künstlichem Wege gebildete
Mineralien als Stützpunkte geologischer Hypothesen, Stuttgart, 1858.

C, W.C, Fuchs, Die künstlich dargestellten Mineralien. Haarlem, 1872.

A, Daubrée, Études synthétiques de géologie expérimentale, Paris, 1879.

F, Fouqué et Michel Lévy. Synthèse des minéraux et des roches, Paris, 1882.

L. Bourgeois, Reproduction artificielle des minéraux. Paris, 1884.

A. Lagorio, Ueber die Natur der Glasbasis, sowie der Krystallisationsvorgänge im
eruptiven Magma. Tscherm. Min. und petrogr. Mitth, B. 8, 1887.

J. Morozewicz, Experimentelle Untersuchungen über die Bildung der Minerale im
Magma. Ebenda, B, 18, 1898.

Ausfihrliche Zusammenstellungen, wo auch die neuere Literatur berücksichtigt ist, finden
sich unter anderem in: C, Doelter, Allgemeine chemische Mineralogie, 1890. — F. Zirkel.
Lehrbuch der Petrographie, Leipzig, 1893. B. I, S. 437—453. — R. Brauns, Chemische
Mineralogie, Leipzig, 1896.

Meine eigenen einschlågigen Arbeiten sind die folgenden:

J.H.L. Vogt. Studier over Slagger. Bih, till k. svenska Vet.-Akad, Handlingar, 1884
(S. 1—302, auf norwegisch geschrieben, mit einem ausführlichen Referat auf deutsch, Unten
als Studien über Schlacken citirt), — Ein Auszug dieser Arbeit, unter dem Titel Om slaggers af
sammansättningen beroende krystallisations-förhällanden, wurde in Jernkontorets Annaler,
1885 (S. 1—129) gedruckt. — Om kunstig dannelse af glimmer. Forh, i Videnskabsselskabet
i Kristiania, for 1887; No, 6 (S. 1—42; vorgelesen in der Sitzung am 4ten Febr. 1887 und
in der Naturforscherversamml., Kristiania, Juli 1886). — Einige Bemerkungen über die Zu-
sammensetzung der krystallisirten Schlacken. Berg- und hüttenmännische Zeitung, 1888,
S. 1—11.

Beitråge zur Kenntniss der Gesetze der Mineralbildung in Schmelzmassen und in den
neovulkanischen Ergussgesteinen, I (deutch geschrieben, im Archiv for Mathematik og Natur-
videnskab, Kristiania, B. 13—14, 1888—90; Sonderabzug 1892, S, 1—273. Unten als
Mineralbildung in Schmelzmassen citirt),

Vid.-Selsk. Skrifter, I. M.-N. KL 1903. No. 8. 1

D

J. H. L, VOGT. M.-N. Kl.

Das Hauptresultat meiner Studien über Schlacken (1884) war kurz,
dass die Mineralbildung in Silikatschmelzflüssen (bei gewöhnlichem Druck
und ohne Gegenwart von Wasser, Kohlensäure, Flusssäure u.s.w.) durch
die chemische Zusammensetzung der ganzen Schmelzmasse bedingt wird:
»Die Mineralbildung im Schmelzfluss hängt ganz principiell von der chemi-
schen Zusammensetzung der Durchschnittsmasse ab, die Mineralien gehen
hervor als Producte der chemischen Affinitäts-Wirkungen der vorherr-
schenden Bestandtheile (oder die Mineralbildung beruht auf chemischen
Massenwirkungen.)«! — Ferner wurde hervorgehoben, dass die bei der
Erstarrung von Silikatschmelzen möglichen Schwankungen in den phy-
sikalischen Bedingungen, wie etwas längere oder kurzere Abkühlungszeit?,
etwas höhere oder niedrigere Erhitzung, u.s.w., — im Gegensatz zu der
zu der Zeit herrschenden Auffassung — »nur einen innerhalb enger Grenzen
sekundär modificirenden Einfluss auf die Mineralbildung« ausüben.

Das generelle Resultat, zu dem ich durch meine Arbeit (1884) gelang,
ist späterhin durch die Untersuchungen von Lagorio (1887) und Moro-
zewicz (1898), dann auch durch meine eigenen fortgesetzten Studien, be-
stätigt worden.

Unten werden wir die chemischen Bedingungen für die Bildung einer
Reihe Mineralien in Silikatschmelzen näher in den Einzelheiten feststellen;
und dann werden wir in einem später folgenden Abschnitt die Natur der
Silikatschmelzlösungen und die chemisch-physikalischen Gesetze für die
Mineralbildung in denselben zu erörtern versuchen.

Uebersicht über die durch Auskrystallisation aus Silikat-

schmelzlösungen dargestellten Mineralien.

Wir beschäftigen uns hier nur mit Auskrystallisation, bei gewöhn-
lichem Druck, aus »trockenen« Silikatschmelzen, 9: ohne Gegenwart von

Wasserdampf, Kohlensäure, Flusssäure u. s. w und ohne besondere

1 Citat nach Studien über Schlacken, S, 298. — Statt »chemische Affinitäts Wirkungen«
sollte es lieber »chemische Gleichgewichtszustände« gehiessen haben,
Selbstverständlich wird hier vorausgesetzt, dass die Abkühlung jedenfalls so lange dauert,
dass eine Krystallisation Statt finden muss,

Diese letzteren sind bekanntlich, nach dem Vorschlag von Elie de Beaumont und
St.-Claire Deville als »agents minéralisateurs« oder Mineralisatoren bezeichnet worden;
diese Ausdrücke haben jedoch, wie Morozewicz (I. c.) mit Recht betont, »keinen streng
wissenschaftlichen Sinn«, und es wäre das beste »sie gänzlich aus unserer Wissen-
schaft zu streichen«. — In vielen Fällen übt 7. B. die Flusssäure, wie Morozewicz
nachgewiesen hat, eine katalytische Wirkung aus; in anderen Fällen beeinflussen diese

2

sogenannten Mineralisatoren die Löslichkeitseigenschaften oder die chemischen Gleich-

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 3

Lösungsmittel, wie Borsåure, Wolframsåure, Molybdånsåure, Chloriden

u, S.

a.

aus

w.1
Silikate.

Orthosilikate.

Glieder der OlZtvin-Reihe, nämlich Forsterit, eigentlicher Olivin,
Fayalit, Knebelit, Tephroit, u.s. w., RrS:04, wo R = Mg, Fe, Mn,
gelegentlich mit etwas Ca; ferner Zn-haltiger Olivin, (R, Zn)aS?Os;
eine besondere Untergruppe bilden die Monticellit-Mineralien?,
RCaSiOs, wo 1 R:1 Ca, nämlich eigentlicher Monticellit MgCaSi0x4,
Eisen-Monticellit ÆeCaSiO,, Mangan-Monticellit (Glaukochroit)
MnCaSiQ4; dann giebt es auch Olivinmineralien (Ca, R)2S104 mit
etwas mer Ca als À.

. Glieder der Willemit-Reihe, (Zn, Fe)aS7O:.

Metasilikate.

Glieder der Pyroxen-Reihe, R.SixO; nebst R(Az,Fe)SiOg und
MAL, Fe) Si, Og (woM= Na, Li u. s.w.), nämlich Hypersthen-Enstatit;
monokliner Augit mit Akmit3, Wollastonit; ein neues »Babingtonit-
ähnliches« Mineral*; Babingtonit und Rhodonit.

. Glieder der kexagonalen (? trigonalen), bisher nicht in der Natur

beobachteten RS7O,-Reihe?, wo À = Ca, Zn, ziemlich sicher auch
Sr, Ba, Pb.

. Monoklines (? triklines), bisher nicht in der Natur beobachtetes

MgSi0,° (und ? FeSiO,).

Magnesiaglimmer, Biotit® (K,Na),(Mg, Fe, Ca),(Al),S?;0,,, häufig
ein wenig Æ/, statt 0. Andere Glimmermineralien sind bisher nicht
»trockenen« Silikatschmelzen erhalten.

gewichtszustände der Lösungen; besonders gilt dies, wie von S, Arrhenius (Geol,
Fören, Förh, B. 22, 1900) erörtert worden ist, dem in den Eruptivmagmen aufgelösten
Wasser, — Das Wort »Magma« benutze ich unten nur für die Eruptivmagmen, und
nicht für die gewöhnlichen wasserfreien Silikatschmelzfliisse,

Bezüglich der Literatur siehe die oben citirten Uebersichtsarbeiten; hier sind nur einige,
zum Theil kürzlich erschienene, zum Theil früher weniger berücksichtigte Abhandlungen
angegeben,

Ueber diese siehe unten,

Ueber die künstliche Darstellung von Akmit, VaFeSi,0,, siehe H. Bäckström, Bull,
soc, min, Paris, 1893, B. 16, S. 130; ferner mehrere Studien von C, Doelter, N. Jahrb.
f. Min., 1884; 1897, I.

Siehe Studien über Schlacken, S, 240 — 243.

Siehe unten,

Glimmer in Schlacken wurde schon von Mitscherlich (1822—23) beschrieben; seine

J. H. L. VOGT. . MN. Kl.

Glieder der Melilith-Reihe, Äkermanit-Melilith-Gehlenit!; (Ca, x), 5304 9

= (Ga, (ASA ON

Unter den Feldspåthen: Anorthit, CaAl,Si,O,, Labrador, Oligoklas

(bisher nicht Albit, Anorthoklas, Orthoklas), dann auch besondere Anor-
thite (und Labradore), wo Ca durch Sø, Ba und P% ersetzt ist.”

und

Leucit, (K,Na)AlSi,O,, dann auch neue Glieder, wo 47 durch Fe
(Æ,Na) durch Zz ersetzt sind.

Nephelin, (Na,k)AISiO, oder (Na,,K,), Al, Si On.

Hauyn, Nosean, Sodalith, Lagoriolith.3

Sillimanit, Al, SiO...

Cordierit, (Mg,Fe), Al, SizO 5.

Tridymit, SiO,.

Granat, R,(Al,,Fe,)Si:0,,; die Auskrystallisation dieses Minerals

aus trockenen Silikatschmelzen ist gelegentlich von mehreren Forschern t

beobachtet worden; in der Regel erhält man aber durch Umschmelzung

von

Granat andere Mineralien, und ein Granat von der Zusammensetzung

Ca,Al,Si,0,, ist nie aus Silikatschmelzlösungen dargestellt worden.’

i

=

as

Titanate, Silikotitanate.

Perowskit, CaTiO,.
Titanit®, Ca SiTiO,.

Beobachtung wurde lange bezweifelt, dann von mir (1884) bestätigt, — Ueber die
Synthese von Glimmer siehe meine oben citirte Abhandlung iiber Glimmer (1886
— 87), ferner Studien von P. Hautefeuille et P, de Saint-Gilles (C. R,, Febr, 1887),
K.v.Chrustschoff (Tscherm, Min, petrogr. Mitth. 1888) und mehreren späteren For-
schern.

Siehe hierüber unten. i

FouquéundMichel-Lévy (l.c.)— A. Stelzner und H, Schulze (Ueber die Um-
wandlung der Destillationsgefåsse der Zinköfen in Zinkspinell und Tridymit. Jahrb,
f. d. Berg- und Hittenw. im Königr. Sachsen, 1881) erwähnen auch einen entspre-
chenden Zn-Plagioklas,

Ueber die Hauyn-Sodalith-Reihe wie auch iiber Sillimanit, Cordierit, Tridymit und
Korund siehe die sehr interessanten und ausführlichen Untersuchungen von Moroze-
wicz (bei der Darstellung von Hauyn-Nosean-Sodalith wurde NaCl, bezw. Na,SO,
zugesetzt).

Siehe hierüber unten,

In dem gebrannten Portlandcement glaubt man eine Reihe Verbindungen nachgewiesen
zu haben, so: CaSiO,, Ca,SiO,, Ca,Si0,, nCa,SiO,. 9CaAl,O,, nCa,SiO,. 3CaAl,0,;,
Cay (Al, Fe), SisO,,, vielleicht noch mehrere; die Feststellung der Formeln ist doch
in den meisten Fällen höchst problematisch,

Ueber Perowskit und Titanit siehe namentlich L, Bourgeois, Reproduction, par voie
ignée, d’un certain nombre d’espèces minérales, appartenant aux familles des silicates,
des titanates et des carbonates. Paris, 1883.

1903. No. 8." MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 5

Oxyde, Aluminate, Ferrate.

Glieder der Zisenglanz-Korund-Reihe, 42,03, Fe, 03, FeTiO, (und

KO. 72,03):

Glieder der Magnetit-Spinell-Reihe, RR, 0,, wo R = Mg, Feymn, Zn,Ca!

und R, = Fe,,Aly,CY,,Mns.

Hausmannit, Mn,0,.
Cuprit, Cu,0.

Sulphide.
Glieder der Oldhamit-Manganblende-Zinkblende-Troilit?-Reihe, RS,

wo R = Ca,Mn,Zn,Fe, vielleicht auch mit az.

Phosphate, Silikophosphate.

Apatit.3
Ferner in den Thomasschlacken mehrere neue Phosphate und Phos-

phat-Silikate 4, mit empirischen Formeln:

3Ca,P,0,.Ca,SiO, oder
4Ca,P,0,.Ca,SiO,, hexagonal (und wahrscheinlich der

Apatit-Reihe angehörend).

o mo

u

a

4Ca,P,0,.3Ca3Si0,, monoklin.
Ca, P,0,y, rhombisch,

Metalle und Metalloide.

Kupfer? (und Silber, Gold).
Diamant, Graphit.

Ueber Ca-haltigen Spinell, (R,ca)A7,0,, siehe unten,

Siehe Mineralbildung in Schmelzmassen, S. 239— 263.

Ueber die Aussonderung von Apatit in Schlacken siehe Mineralbildung in Schmelz-
massen, S, 263—271. Es ist möglich, dass das Glied Ca (Ci, Fe), der Apatitconstitu-
tion in dem in Silikatschmelzflüssen auskrystallisirten Apatit durch ein Silikat CaSrO,
— oder (Cl, Fl), durch S10, — ersetzt ist.

H.Bücking und G. Linck, Stahl und Eisen, 1887, — I. E. Stead and C. H. Rids-
dale, mit Appendix von H. A. Miers, The Journal of the Iron and Steel Institute,
1887 I; Journ, of the Chemical Soc. 1887; nebst anderen Arbeiten.

Ueber die Auskrystallisation von metallischem Kupfer aus (coloidaler ? Lösung in) Silikat-
schmelzen siehe Mineralbildung in Schmelzmassen, S. 237—239.

Ueber die Darstellung von Diamant aus Silikatschmelzen siehe J. Friedlander (Verh,
d. Ver, z. Beförd. d, Gewerbfleisses, Berlin, 1898) und R. v. Hasslinger (Monatshefte
f. Chemie, 23 und Vortrag in der Versamml, deutscher Naturforscher u. s. w. zu Karls-
bad, Herbst 1902), — In hoch erhitzten Hohofenschlacken (Temperatur im Ofen etwa
16000 oder darüber) findet man gelegentlich auskrystallisirtes Graphit; dies zeigt, dass
Silikatschmelze bei hoher Temperatur etwas Kohle auflösen mag. Graphit ist auch
mehrmals durch synthetische Versuche bei Erstarrung aus Silikatschmelzen erhalten
worden.

6 Vs 28h ie, SMO M.-N. Kl.

Diejenigen Mineralien, welche aus »trockenen« Silikatschmelzen bei
gewöhnlichem Druck krystallisiren, zeichnen sich durchgängig durch eine
sehr einfache Zusammensetzung aus. Besonders verweisen wir auf die-
jenigen Mineralien, welche sich am leichtesten und am gewöhnlichsten
bilden, wie R,S70, (Olivin), R., 570, (Willemit), die vielen R,S7, O,-Minera-
lien, die neuen RSzO,-Verbindungen, (Ca,r),Si,0,, — (Ca,R); Al,Sti,O; 95
CaAl,S1,0,,KAlSi,0,, AL SIO RO RON GAO SS

Diejenigen generellen Resultate, welche sich hieraus ergeben mögen,
werden unten besprochen.

Unter Mineralien, welche bisher mic4t — trotz zahlreichen und miihe-
samen Versuchen — durch Abkühlung von trockenen Silikatschmelzen er-
halten worden sind, nennen wir namentlich:

Quarz,

die Alkalifeldspäthe (Orthoklas — Anorthoklas — Albit),

die Mineralien der Amphibol-Reihe,

Muscovit,

ferner auch nicht die Mineralien der Skapolith-Reihe(?),1

Vesuvian,

Epidot, Zoisit,

Andalusit, Disthen, Staurolith,

Turmalin, Axinit, u. s. w. y

Mehrere dieser sind freilich durch andere Arbeitsmethoden, welche
ihre Entstehung in der Natur erleuchten, dargestellt worden, aber nicht
durch Erstarrung aus Silikatschmelzen (bei gewöhnlichem Druck und ohne
Gegenwart von besonderen Lösungsmitteln). — Bezüglich einiger dieser
Mineralien, so besonders der Mineralien der Amphibol-Reihe, liegen so
viele Hunderte oder Tausende von negativen Versuchen vor, dass man
wohl ziemlich sicher den Schluss ziehen darf, dass die Bildung dieser

! Eine Angabe von L, Bourgeois (Reproduction par voie ignée etc., 1883), dass er bei
einem Schmelzversuch Meionit bekam, betrachte ich als sehr fraglich. — C. Doelter (N,
Jahrb, für Min,, 1897, I) erwähnt, dass er bei einigen Schmelzversuchen Meionit (nicht
dagegen Marialith) erhalten hat; es ist doch nicht ausgeschlossen, dass das betreffende
Mineral nicht der Skapolith-, sondern der Melilith-Reihe angehört hat, Doelter äussert
sich hierüber nicht mit der genügenden Stringenz; beispielweise spricht er (S. 3) von
den »künstlichen Skapolithen (Melilith, Meionit, Sarkolith)« — rechnet also hier Melilith
zu den Skapolithen; — ferner: »Die Mineralien der Skapolithgruppe bilden sich aus
Schmelzflüssen sehr häufig, und man bekommt in vielen Fällen Meionit oder auch
melilithartige Bildungen,« — Bei meinen Untersuchungen habe ich hundertmal Mine-
ralien der Melilith-Reihe, kein einziges Mal dagegen ein Mineral der Skapolith-Reihe
wahrgenommen,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLOSUNGEN. i

Mineralien auf feurig-fliissigem Wege (bei gewöhnlichem Druck und ohne
Gegenwart von Wasser u.s.w.) überhaupt nicht möglich ist.

Ueber die graphischen Darstellungen zur Erleuchtung der
auf der Zusammensetzung der Silikatschmelzlésungen
beruhenden Individualisation der Silikatmineralien.

(Hierzu Tafel I und II),

In Betreff der Ca- und Mg-,Fe-(und Mn-) Silikatschmelze gab ich
in meinen Studien iiber Schlacken (1884) ein graphisches Schema?, um
die Beziehung zwischen Mineralbildung und Zusammensetzung der Schmelz-
flüsse zu erleuchten. Bei unseren unten folgenden Erörterungen über die
Gesetze der Mineralbildung und die Schmelzpunkt-Erniedrigung der Silikat-
lösungen gebrauchen wir dieses Schema — zwar fallen die maximalen
Schmelepunkt-Erniedrigungen (die eutektischen Punkte) mit den Grenzen
der Individualisationsfelder zusammen, — ich werde deswegen das
Schema (Tafel I) hier wiederholen, indem ich es doch gleichzeitig durch
zahlreiche neue Beobachtungen ergänzt und präcisirt habe. Daneben
habe ich ein entsprechendes Schema (Tafel II) für die Bildung der Mine-
ralien (Anorthit und Äkermanit-Melilith-Gehlenit) in den Ca-4/,-Silikat-
schmelzen ausgearbeitet.

Die Silicirungsstufe (oder der Aciditätsgrad) ist auf dem Ordinat und
das Verhältniss Ca: Mg,Fe (oder Ca: Mg,Fe,mn) bei Tafel I, bezw.
Ca: Al, (oder Ca,mg,Mn,Nas : Al,) bei Tafel II auf der Abscisse ab-
gesetzt.

1 Unter anderem erinnern wir daran, dass man durch Umschmelzen von Amphibol immer
Pyroxen bekommt. — C, Doelter (N. Jahrb, f. Min., 1897, I) betont, dass bei seinen
einschlågigen Versuchen, wenn dieselben bei einer höheren Temperatur angestellt wurden,
immer Augit resultierte; bei niedriger Temperatur (500—700°) bildete sich dagegen,
aus Schmelzen mit Borax oder Chloriden, ein Mineral, das er mit Amphibol identifici-
ren zu können glaubt. — Ueber die Synthese von Hornblende auf hydatopyrogenetem
Wege (monatelanges Erhitzen auf 5500 der Bestandtheile mit Wasser, in einer Glasbirne)
siehe K. v. Chrustschoff, N, Jahrb, f. Min, 1891, II.

Dieses Schema, das ich in Jernkortorets Annaler (1885) etwas erweiterte, ist späterhin
in mehreren Zeitschriften und Lehrbüchern abgedruckt worden (von R. Åkerman in
Jernkontorets Annaler 1886, und in Stahl und Eisen, 1886; von E. Hussak in
Oesterreich, Zeitsch, f. Berg- und Hüttenw. 1886; von C. Dürre in Zeitschr, d.
Vereins deutscher Ingenieure, 1888; von Hans Freiherr v. Jüptner in Forstschritte
im Eisenhüttenlaboratorium, 1896, Grundzüge der Siderologie, I, 1900, und andere
Stellen),

»

8 J. H. L. VOGT. M.-N. Kl.

Innerhalb der Pyroxengruppe — oder im allgemeinen, wenn wir
auch das hexoganale Ca-Metasilikat und das mono- oder trikline Mg-
Metasilikat (und Fe-Metasilikat?) berücksichtigen, innerhalb der aus Silikat-
schmelzlösungen auskrystallisirenden Metasilikatmineralien — ersetzen
Mg und Fe! einander: bei überwiegend Mg, Fe entsteht rhombischer
Pyroxen (bezw. die neuen MgSiO,- und FeSiO,-Mineralien); bei mittleren
Verhältnissen zwischen Ca und Mg, Fe resultiert monokliner Pyroxen,
und bei überwiegend Ca hexagonales CaSi0, (bezw. Wollastonit). Eben-
falls üben Mg und Fe in den mehr basischen Schmelzflüssen denselben
mineralbildenden Einfluss aus, indem überwiegend Mg, Fe die Entstehung
von Olivin, überwiegend Ca dagegen die Entstehung von einem Mililith-
mineral (bezw. Anorthit) bewirkt. Auch bei der Bildung von Spinell und
Biotit spielen Mg und Fe dieselbe Rolle, im Gegensatz zu Ca. — Aus
diesen Gründen vereinigen wir, bei der Besprechung der Ca-, Mg- und
Fe-Silikatflüsse, Mg und Fe stöchiometrisch mit einander und stellen die
Summe (Mg, Fe) Ca gegenüber. — In den basischen und an 42,0,
einigermassen armen Silikatschmelzen, wo es sich um die Bildung entweder
von Olivinmineral oder von Melilithmineral handelt, addieren wir Mn
zu Mg und Fe, indem Mn die Entstehung von Olivinmineral befördert,
In den etwas saureren Schmelzflüssen dagegen funktioniert 7» anders.
Viel Mn bewirkt die Bildung von triklinem Pyroxen, was wir unten durch
besondere graphische Darstellung (Fig 2 und 3) erleuchten; diese Mn-
reichen Metasilikat-Schmelzflüsse können wir aber nicht auf der Tafel I
mitnehmen. — Die meisten unserer Ca-, Mg- und Fe-Metasilikatschmelzen
führen nur einen ganz unwesentlichen Mm-Gehalt, der bei überwiegend
Ca und bei mittleren Verhältnissen zwischen Ca und Mg, Fe zusammen
mit Mg, Fe combiniert ist; siehe hierüber unter dem Abschnitt über die
Individualisationsgrenzen der Metasilikatmineralien unter einander. In den
Metasilikatschmelzen mit überwiegend Mg, Fe gegen Ca wäre ein kleiner
Mn-Gehalt zusammen mit Ca zu halten, indem Mr hier jedenfalls mehr
die Entstehung von monoklinem als von rhombischem Pyroxen befördern
würde; in der That spielt dies doch bei unseren Untersuchungen keine
Rolle, indem die einschlägigen Schmelzflüsse beinahe ganz frei von
Mn sind.

Die Silictrungssiufe oder den Aciditåtsgrad (Aciditatscoéfficient) be-
rechnen wir in der üblichen Weise, indem wir die Orthosilikate mit dem
Ausdruck, Aciditätsgrad = ı, und die Metasilikate — 2 bezeichnen; also:

1 Fe in Oxydul, also als Ze,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN.

(R=K, Na |(R=Ca, Mg,|(R = Al, Fe, | Aciditäts-
| u. S.W.) u.s.w.) U. S. W. | grad
Orthosilikat . . .. Re S20), R,Si0, Ron 1.00
Metasilikat .... RSZ RSiO, RAST 2 00

Im folgenden berechnen wir den Aciditåtsgrad, der mit dem alten
Begriff »Sauerstoffverhältnisse, das von der von Berzelius herrüh-
renden dualistischen Auffassung stammte, zusammenfållt, mit zwei Deci-
malen. Beispiel: |

Analyse Quotientwerthe
AB 0 SO Re cet «++ 0.7947
10 » Al,03 ADS OCIS 0,0978
DR CAO ala aereeta.ne 10:1029
TON EME OEM EIRE 0.2477 ? 0.8016
1073, Na OT... + 01010

0.7947 5703. Berechnung des Aciditåtsgrades: 2 X 0.7947: (0.8016 + 3 X 0.0978) = 1.46.

Besonders betonen wir, dass wir hier 42,0, mit RO als Basen (oder
Al, mit R als Kationen) zusammenfassen.

Vorläufig benutzen wir den Aciditätsgrad nur als einen mathematischen
Rechnungsausdruck. In einem folgenden Abschnitt werden wir zu be-
weisen versuchen, dass dieser Rechnungsausdruck uns jedenfalls eine
approximative Vorstellung über die in den Silikatschmelzlösungen statt
findenden Gleichgewichtszustände giebt, — dies jedoch nur unter der
Voraussetzung, dass die 42,03- (oder Fe,0,)-Menge nicht so hoch ist,
dass Mineralien wie Korund (bezw. Eisenglanz) oder Spinell (bezw. Mag-
nelit) sich individualisiren müssen, Hierüber mehr unten.

— Bezüglich der Genauigkeit der quantitativen Bestimmung des Aciditätsgrades werden
wir daran erinnern, dass man bei den Zahlenwerthen der gewöhnlichen quantitativen Silikat-
analysen selten eine Genauigkeit mehr als + 0,15 oder + 0.20 ©}, behaupten darf; häufig
sind die Abweichungen von den richtigen Werthen noch etwas grösser. — Welchen Einfluss
diese unvermeidlichen Analysenfehler auf die Bestimmung des Aciditätsgrades ausüben,
erleuchten wir beispiel weise durch die Analyse No. 134, von Aciditätsgrad 1.419: bei + 0,20 0/,
S70, und — 0,20 % jeder der Basen (4/,0,, CaO, MgO, MnO, FeO) — also hier in
Summe — 1.00 9 — erhalten wir Aciditätsgrad 1.450; und bei + 0.40 % SiO, und
— 0,40 jeder der Basen bekommen wir 1,484; also eine Abweichung von bezw. 0.031 und
0,065. — Das heisst, selbst bei gut ausgefiihrten Silikatanalysen beträgt die Unsicherheit in
der Bestimmung des Aciditätsgrades etwa + 0,02 oder + 0,03; bei vielen unserer im fol-
genden benutzten Analysen darf man aber nicht eine Genauigkeit von mehr als + 0.05
annehmen, und gelegentlich mögen wohl auch die Fehler bis zu + 008 à + 0,10 steigen,
— Wir dürfen somit keine theoretischen Schlüsse aus dem zweiten Decimal der Aciditäts-
bestimmungen ziehen,

Bei einigen der aus meinen früheren Arbeiten abgedruckten Analysen ist der Acidi-
tätsgrad mit Benutzung der alten Atomgewichte (Sø = 28, Mg = 40 u.s.w.) berechnet
worden; hierdurch mag gelegentlich ein Fehler bis zu + 0.02 eintreten. Bei denjenigen

10 J. H. 1.IVOGT. M.-N. KI.

Analysen, die in der Nahe der Grenze zwischen den verschiedenen Individualisationsfeldern
liegen, ist die Berechnung überall mit Benutzung der neuen Atomgewichte (S7 = 28.4, Mg
— 24.36 u.s.w.) revidirt worden,

Bei der hier gewählten graphischen Darstellungsmethode wird jede
Schmelzmasse durch einen Punkt repräsentirt, der durch den Aciditäts-
Ordinat und die Metallverhältniss-Abscisse (bei Tafel I Ca: Mg,Fe oder

Ca: Mg,Fe,Mn und bei Tafel II Ca: 42,) bestimmt wird.

Beispiel: bei der Analyse No, 134 beträgt der Aciditätsgrad 1.42, und das Verhältniss Ca:
Mg,Fe, Mn ist = 0.35:0.65; das Schmelzproduct ist somit auf Tafel I auf dem Kreuz-
punkt zwischen Ordinat 1.42 und Abscisse 0,35 Ca: 0.65 Mg,Fe,Mm zu finden,

Jedes Schmelzproduct — also auf den graphischen Darstellungen,
jeder Punkt — wird nach seinem mineralogischen Charakter bezeichnet.

Wo die Zusammensetzung des sich ausscheidenden Minerals identisch
oder beinahe identisch mit derjenigen des ganzen Schmelzproducts ist,
ist die ganze Masse zu Mineral auskrystallisirt, ohne oder beinahe ohne
Glasrest, und nur mit vereinzelten Glaseinschlüssen. Auch in zahlreichen
anderen Schmelzproducten begegnen wir nur einem einzigen Silikatmineral,
Dann giebt es aber auch viele Schmelzproducte, mit zwez Silikatmine-
ralien; zwar lässt sich hier, wie wir in einem besonderen Abschnitt über
die Krystallisationsfolge besprechen werden, im allgemeinen eine de-
stimmte Krystallisationsfolge nachweisen. — Mein Zweck mit den gra-
phischen Darstellungen Tafel I und II ist, die chemischen Bedingungen
für die Individualisation der Mineralien anzugeben; deswegen richtet
sich die mineralogische Bezeichnung derjenigen Schmelzproducte, welche
zwei (in einigen Fällen selbst drei) Silikatmineralien enthalten, nur nach
dem zuerst ausgeschiedenen Mineral, selbst wenn das später auskrystallisirte
Mineral, wie es oftmals der Fall ist, in reichlicherer Menge vorhanden
ist. — Gerade an der Grenze zwischen zwei Individualisationsfeldern (das
heisst, in der nächsten Nähe des eutektischen Punktes) ist gelegentlich
eine gleichzeitige Krystallisation zweier Silikatmineralien constatirt worden,

In den meine Untersuchung umfassenden Ca- und Meg,Fe, mn-
Sılikatschmelgflüssen (Tafel I) — in der Regel mit etwas, doch nicht mit
sehr beträchtlichen Mengen von Thonerde, dagegen beinahe durchgängig
ohne Eisenoxyd — handelt es sich um der Krystallisation folgender
Mineralien:

Olivinmineral (einschliesslich Monticellit);

Melilithmineral (Gehlenit — Melilith — Åkermanit);

rhombischer Pyroxen (einschlisslich der neuen MgSzO, und 7 FeSiO,-
Verbindungen);

monokliner Pyroxen;

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. I I

hexogonales Ca-Metasilikat (bezw. Wollastonit).

Alle diese sind jedes für sich bezeichnet worden. Ferner:

Magnesiaglimmer, der in einigen Fällen — und zwar in Fluorid-
haltigen Schmelzlösungen — zuerst auskrystallisirt ist (siehe die Analysen
No. 114— 122); diese sind nicht auf der graphischen Darstellung, welche
nur die Fluorid-freien Silikatschmelzen umfasst, eingezeichnet;

Spinell, und zwar derart, dass dies Mineral überall fruer als die
Silikatmineralien auskrystallisirt ist; diese Schmelzproducte bezeichnen
wir durch den Charakter des Silikatminerals, nebst einer besonderen
Marke (einem Ring);

die stark Sz0,-reichen Schmelzflüsse sind mehr oder minder als
»Email« erstarrt.!

Die von mir untersuchten Ca-4/,-Silikatschmelze — mit wechselnden,
doch meist ganz niedrigen Gehalten von Mg,Fe,Mn, und alle nur mit
einer Spur Na, X — führen bis zu so viel A/, wie 1Ca:142,, aber
nicht noch mehr A/,; Korund ist deswegen hier nie ausgeschieden
worden. — Bezüglich der graphischen Darstellung (Tafel II) verweisen
wir auf den Abschnitt über die Individualisationsgrenze zwischen den
Mililithmineralien und Anorthit.

Die von mir mineralogisch untersuchten Silikatschmelzproducte sind
zum grossen Theil Schlacken der Technik, hauptsächlich Hohofen-
schlacken, ferner Schlacken von Bessemer-, Martin- und Frisch-Processen,
von Kupfer-, Blei-, Nickelhütten u.s.w. — Die meisten der Analysen
(nämlich ca. 85) sind an der Bergschule zu Stockholm, einige (nämlich
18) am metallurgischen Laboratorium der Universität zu Kristiania aus-
geführt worden; viele sind auch aus der Literatur entnommen oder mir
privat zur Verfügung gestellt. — Unter den gesammten Schlackenanaly-
sen, in Anzahl etwa 180 , die ich in dieser Arbeit abgedruckt und be-
nutzt habe, stammen über die Hälfte von namhaften Analytikern, darunter
sehr viele von dem kürzlich verstorbenen Lektor C. G. Särnström in
Stockholm; unter den übrigen müssen einige als Schüleranalysen bezeichnet
werden, und diese benutze ich nur, um eine annähernde Vorstellung über
die Zusammensetzung zu geben.

1 Hierüber verweise ich auf den Abschnitt über »Email-Schlacken« in Studien über
Schlacken, S. 215— 225; siehe auch die Angaben auf Tafel I, — Die »Email-Structura
beruht auf der Ausscheidung eines submikroskopisch feinen Minerals, dessen Natur nicht
festgestellt ist,

12 Ja HE VOGT M.-N. Kl
No. | SiO, |AZ,0,| CaO | MgO | MnO |FeO| CaS | Sum EE
1al 59.91| 426| 28.67 | 1.50 | 0.66 |314| 1.50 | 99.64 |9.76
1b| 58.80| 4.50| 2889 | 290| 048 | 288 98.45 |2.56
9 | 55.70|10.95| 2725 | 297| 049 | 190 98.49 | 2.08
3 |55.41|1152| 2810 | 189 Spur | 3.08 100.00 | 1.97
21 5497| 940| 2930 | 115 6.58 100.70 | 1.96
5150.64 383| 3810 | 682| o18 047 0.33 | 100.07 173
6148.87| 793| 3812 | 0.40) 326091 99.49 | 1.68
714820| 841| 3767 | 074| 9293 |097| 0.83 | 99.05 1.64
8148.16| 447| 3939 | 622 | 153 | 0.64 100.41 | 1.58
914787! 537| 3736 | 778| 037 | 0.72 99.87 | 1.53
10 | 53:69 37.33 | 898 100.00 | 2.00
11 | 50.99 47.89 98.88 | 1.97
12 |5592| 235| 3246 | 443| 3.04 | 1.16 99.36 | 2.28
13 1535 | 22 | 354 | 26 | 36 |26 99.9 |210
14 | 55.55 95.93 | 18.52 100.00 | 2.00
15al 61.16| 443| 9283 | 1025 | 049 | 1.98 100.44 | 2:50
15b| 6152| 5,68 1753 | 1263 | 038 | 175 99.49 | 2:49
16 1586 | 37 | 253 | 70 | 26 |96 99.8 |242
17 15780! 148| 2760 | 955 | 147 | 113 99.03 | 2.38
18 |5974| 1.66| 20.49 | 1425 | 113 | 157 98.84 || 2.46
19 |5828| 158| 2180 | 1524 | 0.77 | 130 98.97 |2.30
90 | 58.31! 1.84! 2195 | 1519 | 1.09 | 103 99.41 |2:97
21 15769! 288| 2663 | 950! 255 | 0.92 100.27 |2.27
29 |5610| 5.90| 2178| 721| 630 | 270 99.29 |221
93 |57.20| 4.79| 24.70 | 10.89 | 0:82 | 163 100.03 | 2.45
24 |5574| 230! 1967 | 1457 | 5.66 |1.15| 0.34 | 99.43 212
25 | 5630! 3.09| 2290 | 1382 | 319 | 199 99.89 | 210
96 | 55.60! 5.86| 2490 | 11.07 | 1.09 | 1.30 99.82 || 2.00
97 |50.64| 252| 16.79 | 797 | 92011 | 238 97.71 |1.94
98 |57.26| 233| 93.66 | 1393 | 1.73 | 1.66 99.87 |219
29 | 5581| 2.69| 2406 | 13.01 | 040'| 327 99.24 | 2.09
30 |55.25| 571| 27.60 | 7.01 | 316 | 127 100.00 | 2.05
31 15337| 5412| 3071| 950! 1.41 | 0.95 101.06 | 1.88
32 | 54.70| 1.54| 23.56 | 1537 | 1.66 | 0.08 non 100.00 | 1.98
33 |56.73| 7.04| 18.80 | 1643 | 0-10 | 0.48 99.58 | 1.97
34 15468 | 479| 93.70 | 1387 | 0.97 | 1.85 99.88 || 1.94
35 || 54.001 537] 27.75 | 867 | 0.91 | 2.06 Fe 99.80 | 1.94
36 | 55.2 |102 | 1515 | 72 | 10.35 |04 98.5 |1.91
37 | 54:50) 4.90| 2110 | 16.00 | 2.98 | 120 99.98 | 1.88
38 | 4905! 1.21| 20.20 | 17.12 5.61 See 99.39 | 1.80
391515 | 46 | 253 | 124 | 26 |38 100.2 |1.78
40 |5085| 1.33| 29.16 | 1204| 5.13 | 116 99.70 | 1.78
AM |53.57| 645| 2212 | 1642 | 057 | 0.68 99.81 | 1.77
49 |5317| 5.27| 2075 | 1770 | 247 | 043 99.79 | 1.76
43 |52.17| 3.83! 2441 | 1675 | 1.76 | 0.68 99.60 11.73

mans dite st

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 13

fan = , Tanså, 1824, C. À. Dellwik.

1b| FS + f Schweden. L. Zethelius.

9 || & EL Björnhyttan, 1879, Schweden. C. G. Särnström.

3 | 499) ) Von Harz.J.Fr.L. Hausmann. Studien des Göttingischen
4 | S$ EQ |f Vereins Bergmännischer Freunde. 6. 1854.

5 © = «| Forsbacka, 1871, Schweden, O. Alstrômer.

GI EE &|\ Sayner Hütte. C. Schnabel. Pogg. Ann. 84, 1851.

7 || 2 J (von Vogt mikroskopisch untersucht).

8 || 5 4S) Söderfors, 1880. Schweden. N. P. Curtz.

9 rs Edsken, Schweden. C. G. Dahlerus.

10 | Vogt, Schmelzversuch. 1 Hex. CaSiO,, 2 Augit.

11 | C. Doelter. N. Jahrb, f. M. 1886, I. Synthese. — Anal. derKrystalle.
12 || Hohofenschlacken | Högfors, 1874, Schweden, I. G. Clason.
13 mit Wollastonit Tanså, 1872, Schweden. B. Santesson.

14 | Vogt. Schmelzversuch. Augit.
| Mattsbo. 1849. G. O. Ørn.
| Ringshytten. E. Bergman.

16 Wikmanshyttan, 1867. B. Wijkander. (Fig. 17.)
17 Seglingberg. 1873. T. Bergendal.
18 |) Avesta, 1866; alle Emaille an der Oberfläche.
19 drei mit Ohne Email.
20 grossen Augitkrystallen| Ohne Email.

Seglingberg, 1873. O. Lamm.

Pfeilhammer, Deutschl. Atkinson, Freiberg Bergacad.

Hasselfors, 1884. G. G. Sårnström.

Nas, Dalarne, 1875. K. A. Lagerkvist.

Seglingberg, 1878. C. G. Sårnström.

Sunnemo, 1866. C. G. Sårnström.

it Augit und Rhodonit. Hofors, 1851. C.E. Carlsson.

Jenback, Tiroll. Kobell, N. Jahrb. f. M. 1845) Leon-

Schisshyttan, Schwed. Schiöllberg, do. 1853] hard

) Olsberg, Rammelsberg, do. 1853 Fiittener-
Westphalen, Percy, do. Brit. Assoc. 1847 | zeugnisse.

Gammelbo, Schwed. Erdmann, do. +1.15 £,0] 1858

Carlsdal, do. C. W. Wahlman,
Sunnemo, 1866. Schweden. H. Lundin.

Löfsjöen, 1854, Schwed. C. G. Sårnström. +0.51 K,0.

Haft, Kårnthen. 1884. C. G. Sårnström,

Mokårnshyttan, 1867, Schweden. I. S. Edén.

Niekelschmelz. Scheeeberg. G. v. Rath, Sitzungsber.
niederrhein. Ges. 18771

Långshyttan, 1861, Schweden. C. G. Lindegren.

Dådran, 1830, Schweden. A. Lenhardtson.

| Gammelstilla, 1865, Schweden. Th, Lindberg.

| Uddeholm, 1866, Schweden. R. Klingberg.

Löfsjön, Schweden. T. Rooth.

von schwedischen Hohofen
(ausgenommen No. 22)

Lo
=
= Hohofenschlacken mit Augit,

bo
«I

Hohofenschlacken mit Augit

1 + 1.17 BaO, Analyse Freiberg Bergacad,

No.| 810, |42,0,| CaO | MgO | MnO mo CaS | Sum EE
Jen | |
= | RES |
44 | 50.20! 3.86| 27.22 | 10.88 | 5.44 | 1.80 99.40 | 1.72
45 | 52.11 | 3.44| 19.99 | 19.83 | 3.53 | 0.80 99.70 | 1.71
46 | 52.65) 8.54| 20.65 | 15.75 | 0.59 | 0.64 98.80) 1.71
47 | 50.20! 8.10| 32.30 | 5.34 | 251 | 0.79 99.24 | 1.69
48 | 50.20| 4.11| 22.20 | 16.61 | 3.28 | 2.75 99.15 | 1.65
49 || 49.91| 5.02) 23.63 | 17.34 | Sp. | 0.40) 0.57 |100.45| 1.57
50 | 50.10! 7.75) 23.80 | 16.34 | 148 | 0.50 99.97 | 1.54
51 | 47.70| 5.80, 3071 | 887 | 5.67 | 054 0.50 | 9979| 1.56
52 | 47.56| 5.48| 3296 | 8.65 | 5.06 | 0.38 1.08 |10047| 1.54
53 | 48.32) 3.68) 12.06 | 1.23 30.35 er 97.29 | 2.08
54 || 47.54| 3.90 15.59 | 0.96 28.98 C0 |100.00 | 1.96
55 | 56.77| 5.30 12.20 | 22.75 | 1.63 | 1.66 7,0, | 10031 | 1.92
56alf52.30| 16.68 6.60 | 13.26 1.06 9.42 | 100.89 | (1.57)
56b153.07| 4.12) 2.85 | 33.75 0.94 6.08 (1.55)
57 |53.90| 171| 1.86 21.69 | 19.93 99.09 | 2.70
58 | 47.34) 3.52| 045 | 0.03 | 39.42 | 9.06 99.82 | 1.99
59 | 45.61| 2.58| 241 | 465 | 17.07 |27.93 100.25 || 1.75
60a| 44.72; 2.45) 1.89 25 198 | 2,0, ca.1.70
60b| 42.85| 3.94 0.70 | Sp. | 36.83 |15.62| 0.015 | 99.96 | 1.65
61 | 44.23] 2.29) 1.19 | Sp. | 37 29 ca.1.50
62 | 46.89 40.57 | 12.54 1.50
63 || 49.60| 8.67| 32.60 | 7.72 | 0.49 | 0.64 99.72 | 1.57
Gal 47.72| 3.37| 37.59 | 8.73 | 1.75 | 050 99.59| 1.55
64b| 46.91 | 4.23| 34.64 | 9.83 | 3.54 | 0.80 cas | 9995| 1.49
65 | 46.32| 457| 3405 | 10.25 | 2.68 | 0.52] 0.76 | 99.15| 1.48
66 | 46.86| 6.92, 33.37 | 9.70 | 1.11 | 0.89| 0.96 | 9881 | 1.46
67 | 46.01 | 4.34, 32.93 | 1146 | 4.72 | 0.87 100.33| 1.42
68 |45.92| 6.50, 3185 | 782 | 5.31 | 2.85 99.75 | 1.42
69a OG 4.64| 35.25 | 10.32 | 3.25 | 0.73| 0.38 |100.27| 1.39
69b44.21| 4.94] 36.24 | 1116 | 2.39 | 1.14 0.38 |100.01 | 1.33
70 | 43.51 | 3.92| 40.82 | 580 | 3.92 | 0.78 0.63 | 99.12] 1.38
71 | 45.15] 5.14| 36.85 | 10.26 | 2.24 | 0.29 99.93 | 1.37
72 | 46.50 | 12.90! 32.07 | 6.75 | 0.58 | 0.90 99.70 | 1.36
73alf42.44| 438| 98.37 | 11.87 | 9.21 | 0.30| 1.89 | 9867| 1.32
73b|\43.17| 3.43| 37.89 | ca. 9 5.85 | Spur ca.1.33
74 | 43.85| 8.34 35.00 | 7.81 | 243 | 0.90 98.33 | 1.39
75 | 42.31| 5.95 | 29.57 | 10.58 | 9.50 | 0.40| 0.34 | 9958| 1.96
76 | 36.71 | 11.81 | 33.46 | 10.12 | 6.60 | 0571 3.211 1(102.47)1 0.95

176, Ist MnS.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN.

Hohofenchla-

cken mit

Augit

Mit Augit und Å kermanit.
A. Tamm. Cf. No. 63.

| Söderfors,

Bångbro, 1879, Schweden. C. G. Dahlerus.

Nås, Dalarne, 1877, Schweden. Th. Andrée.

Mokärnhyttan, 1866, Schweden. C. G. Sårnström.

Bångbro, 1879, Schweden. C. G. Särnstrôm.

1879, Schweden. C. G. Sårnström.

Philipsburg, New-Jersey, G. J. Brush. Amer. Journ. 39.
+ 1.42 K,0, 2.16 Na,0.

Gustafsfors, 1879. Schweden. C. G. Sårnström.

Bångbro, 1871, Schweden.

Vigsnås. 1885. Norw. C. Stabell.

+ 0.29 Cu,
0.22Fe,0,.

rn mit |

54 Fe-Ca-Augit Dillenburg, Nassau. Rammelsberg. Leon-
| hard Hüttenerz.

55 | Hohofenschlacke mit Enstatit. Von Svartnås, Schwed. C, Carlson.

56a Morozewicz, Tscherm. Mitth. 1898, 'S. 111. a. Die ganze

56b Schmelzmasse,! enthält Magnet., Oliv., Enst., Augit u. s. w.
b. Analyse des Enstatits.

57 |) § | Sandviken, 1883. C. Riiber.

58 |=5 | Långshyttan, 1884. C. G. Särnstrôm. Sr

59 DE! Fagersta, 1902. R. Stören. chlacxen
567, Krystallations-

60a|ö 1 © >| Sandviken, 1883. E. Knutsen. (Fig.13) | folge:

60b|| 22%) Westanfors, 1874. A. Tamm, (Fig 15) I Rhodan
gg | II Mn-Fayalit.

el nS { Domnarfvet, 1883. C. Andresen (Fig. 11). I Mn-Fayalit.

ya | II Rhodonit.

62 | Vogt. Schmelzversuch. Åkermanit.

63 al Degerfors, 1879. C. G. Särnstrôm.

64a) 5 § |H|Sandviken, 1870. (Akermanit und Augit gleichzeitig).
='o |£ Gå Els

64b| 2% a Sandviken, 1885. J. Ericson.

65 | =< | 8| Hofors, 1867. I. H. Forsmann.

66 | & = : Löfsjöen, 1871. E. Barnekow.

67 | 2-5 | | Sandviken 1885 J. Ericson.

68 | 2.2 | 8} Molnebo 1866. J. Edberg.

69a| 2 |Z|f Nykroppa, R. Stören a) die ganze Schmelzmasse.

69b cz GJ 1900” C. Bugge b) Anal. der Krystalle,

70 | 2% |-*|Forsbacka, 1879. Isäus & Lejonhjelm.3 (Fig 16).

TL | 8e 3 | Langshyttan, 1884. C. G. Särnström.

12,1 8 E | Längshyttan, 1879. C. G. Dahlerus.

73a| 2_- |2|f Sandviken, 1885. a) die ganze Schmelzmasse.

73b| 2S {| Cc. O. B. Damm? b) Anal. der Krystalle.

74| 28 | Domnarfvet, 1879. C. G. Sårnström.

75 + & | Dådran, 1872. J. G. Clason.

76 Schisshyttan. H. Holmsen.

1 56a. + 0.56 £,0, 1.01 Na,0.

2 69 und 73. Ueber Alkali, siehe unten,
3 70. + 0.28 K,0, 0.16 Na,0.

16 J. H. L. VOGT M.-N. Kl.
No. | Si0,|42,0,| CaO MgO | MnO | Fe0| CaS | Sum {ee
«1
77 |45.59| 11.88| 38.20 | 0.91 111| 1.76 | 99.45 (1.43
78 [43.2 |120 | 352 | 40 42 98.6 |127
79 | 42.06| 12.93 3253 | 1.06 | 2.96 | 494 1.03 | 9950 |120
80 |40.6 | 16.8 | 322 10.4 100.0 11.12
SI 139.60) 12.60 42.04 430 |Spur| 1.46 | 100.00 |112
89 [39.52 15.11, 3252 | 3.49 | 289 |202 215 | 9876 |111
83 140.3 |140 | 350 | 57 | 19 |16 95.5 |110
84 3791| 13.01 3143 | 724 | 279 |093| 3.65 | 9956 |1.08
85 [38.41 | 1419) 3075 | 146 | Spur | 2.65) 092 | 100.13 |1.05
86 | 38.76 14.48 35.68 | 6.84 | 0.23 |1.18 098 | 99.26 |1.04
87 |38.34| 2122) 2920 | 244 198) 0.04 | (94.32) |1.03
88 |37.63| 12.78 33.46 | 6.64 | 264 |391 068 | 99.66 |101
89 38:05 1411) 35.70 | 7.61 | 040 | 127) 0.82 | 99.81 |0.99
90 [36.6 |184 | 346 | 48 20 98.6 0.95:
91 |36.37| 15.36| 38.09 | 5.51 1.85 2.32 | 101.50 |0.94
92 134.96! 15.60| 38.13 | 2.56 | 3.52 | 100! 243 | 99.54 |0.89
93 | 41.66| 10.57| 4170 | 0.51 | Spur | 1.98! 399 | 9981 |1.27
94 3945| 10.70| 3642 | 234 | 195 |6.04 105 | 9974 |114
95 [3554| 9.10| 3405 | 5.36 | 1037 | 011) 475 | 9998 |1.03
96 |38.68| 1736 | 3945 | 112 | 0.06 | 0.85 3.09 | 100.61 |1.08
97 3648 7.81) 3796 | 1197 | 274 | 2.00, 2.401 | 99.96 10.98
98 37.60 12.26 40.11 | 9.33 | Spur 99.30 | 0.94
| Fe,0, | TiO,
99a| 36.47 | 13.00 42.18 | 0.89 | 222 | 2.93] 0.23 | 100.82 |0.97
99b| 32.55 | 12.49| 42.03 | 3.86 | 1.48 | 467| 0.56 | 100.62 |0.79
100 |37.96| 9.46| 34.75 | 1277 | 0.38 | 2.65 100.04 | 0.97
101 1383 |130 | 453 | 34 | mo CaS |1000 1.00
102a| 3432 | 1211| 4219 | 282 | 417 | 026) 3.33 | 100.66 |0.91
102b 35.58 | 17.33) 36.33 | 749 | 2.30 | 0.27| 0.59 | 99.89 \0.86
103 |34.85 19.32 4165 | 230 | 031 | 0.26 98.69 |0.85
104 |3292|97.81| 1735 | 5:57 | 267 99.97 10.71
105 |28.32| 24.24 4012 | 2.79 | 0.07 0.27, 3.38 | 100.09 0.62
106 | 30.08 | 15.13 35.46 | 1233 | 059 | 047) 5.72 | 99.78 |0.72
107 |35.10|27.35| 28.14 | 7.04 | 024 | 0.75] (Viel) | (98.62) 0.79
108 | 31.40 | 22.32) 30.92 | 10.02 | 0.96 | 0.03) 3.85 | 100.79 |0.71
109 |28.59| 22.32| 36.76 | 7.78 | 0:50 | 0.37] 3.25 | 100.21 |0.61

1797:

Ist Fe, S.

1903.

No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLOSUNGEN. 17

La Providence. Percy.
Dowlais, England. Berthier.
Wednesbury-Oak, Engl. Percy.

+ 269 K,0.
Dudley, England. Berthier.
Königshiitte, Schlesien. Karsten.
Dudley. Percy. + 1.60 X, O.
Weiks, England. Berthier.
Dudley. Percy. + 2.60 K,0.
Bettingen, Deutschl. Bothe.t
Dudley. Percy. + 1.11 X,0.
Zizenhausen, Deutsch. Leonhard.
Dudley. Percy. + 1.92 K,0.
Dudley. Percy. + 1.85 K,0.
Jason, Frankr. Berthier. å 2.2 K,0.

Heinrichshiitte, Deutschl. B. Kerl.
+ 2 CaSO,.
Hörde, Deutschl. B. Kerl. + 2.04 X, 0.
Dowlais, 1879. J. J. de Elia. + 0.62 24 O
Oberhausen, Deutschl. A. Ledebur. me flay
An der Berliner Bergacademie analysiert.
Fletscher furnace. Pennsylv. L. M. Lindberg.
Königin-Maria-Hitte, Sachsen. J. C. Andresen. I opt.
pos. Melil. II Glimmer.
Sainte-Nazaire, Frankr. F. Fouqué. Bull. soc. min. 1886.
Opt. pos. Melil.

Mine-

Mineralbildung,

Pyrogenete

Vogt,

flückte, aber unreine Krystalle.

Gurlt,
Hintze, Handb. d. Min. 1897.

Siehe Leonhard, Hittenerzeugnisse,
lien, 1857.

1858.
— Mehrere der Analysen beziehen sich

1892.
© aufausgep

SU ra
S
5

2

32
>

2

u.s.w., mit einem Melilithmineral (meist Melilith)

Hochofenschlacken von England, Frankreich, Deutschland,

Bull. soc. min. 1900. 99 a. + 2.44 Na,0, 0.46 X,0. 99b. + 2.35
Na,0, 0,63 X,0.
Bodlånder. N. Jahrb. f. Min. 1892, I. + 0.64 Na, 0, 1.53 K,0.
Vogt. Schmelzversuch. Glas mit Melilith.
Dowlais, England. 1879. K. A. Lagerkvist. + 0.32 X,0,
| 1.14 Na,0.
Govan, Schottland, 1886. E. Sjöstedt.
| Finedon. C. G. Sårnström.
Ausgepflückte Krystal- Holzhausen, Hessen, Bunsen*
) le von Gehlenit (unrein). Dawes bei Oldbury, Percy.’
Coldness bei Glasgow, 1879. P. S. Lindner.
6.5 %0 Spinell.

Linthorpe bei Middlesbro, 1866. S. Svedberg.
2.0 % Spinell.

Clarence bei Middlesbro, 1879. P. Johnsson,®
3 %o Spinell.

Almond, England. Bauermann.? Iron & Steel,

1886. 5 % Spinell.

[i x isolirter, opt. pos. Melilithe. Schmelzversuch von F, Fouqué.

Melilithmineral.

Hochofenschlacken, mit einem
Spinell und
Gehlenit

—

1 85. + 2.27 K,0, 0.38 Fe,0,,01 P. * 87. + 1.10 £,0. 5 98. Analyse der
Krystalle. * 104. + 3.05 4,0, 11.30 Wa,O. 5105. + 0.64 K,0, 0.26 CaSO,.

® 108.

+ 0.12 4,0, 0.17 Na,0. 7 109. + 0.21 X,0, 0.40 Na,0,

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1908. No.8, 2

18 TED 12. VOGT: M.-N. KI
No.| Si0, |41,0,| Ca0 | MgO | MnO |Fe0| CaS | Sum SE
110 | 43.37 | 29.31 1548 | 825 | 238 | 0.50 99.29 | 1.05
111 | 39.68 2412! 3033 | 317 | 0181034! 0.74 | 99.66 | 0.98
112 | 320 | 83 | 36.7 | 28 18.7 100.0 | 0.86
113 318 | 83 | 327 2.9 29 6 99.8 | 0.86
114 [38.3 | 13.0 | 45.3 3.4 100.0 | 1.00
| S20, | 42,0, CaO | MgO| ZnO | FeO | K,0,Na,O| Cu | S
115 | 46.62 | 8.75 |21.12 | 943 | 0.86 | 8.29 | ca. 0.08
116a| 45.50 | 9.35 |17.94 119.41 | 1.651 811 | ca4 0.23
116b! 43.98 | 13.66 |18.28 | 10.07 | 2.759 10.05 | ca.2.5 | 0.30 |0.21
117 143.24 | 8.16 |20.02 |12.64 | 1.08 110.85 | ca35 | 0.06
118 14217 | 9.22 |15.61 |18.28 | 1.70 | 6.59 | ca5 0.17 |0.19
119 | 40.85 | 9.55 |13.29 |12.20 | 1.43 |17.74 | ca.4 0.29
120 |41.45 | 9.05 |16.81 |17.43 10.54 3 0.11
121 149.20 11.30 | 2.29 [22.98 | 1.40 | 5.924| ca.13 | 0.27
Fe,0, K,0 Na,0| Fl
122 39.11 |18.09 | 0.83 |20.19 | 217 | 8.55 793 1.74 |1.05
SiO, | Ag 03 | CaO | MgO | MnO | FeO Sum |Acid.
193 |53.20| 715 | 17.40 | 2039 | 0.49 | 0.82 99.45 | 1.68
194 |59.10| 5.74 | 13.40 | 923.34 | 2.76 | 1.16 98.50 | 1.66
195 |50.20| 411 | 22.20 | 16.61 | 3.28 | 9.75 99.15 | 1.65
196 |52.32| 5.77 | 15.05 | 2439 | 1.53 | 0.81 99.87 | 1.62
197 |49.77| 2.86 | 18.40 | 21.81 | 5.85 | 0.81 99.50 | 1.58
198 |48.90 | 10.00 | 22.70 | 15.24 | 1.09 | 1.16 99.09 | 1.53
ZnO | Etwas
129 |49.03 | 10.09 | 13.38 | 19.11 | 0.40 | 5.93 || Alkali, ie
130 |47.23| 6.58 | 12.75 | 19.81 | 1.64 | 6.06 || Cu,S 48
MnO
131 |48.95| 7.75 | 21.55 | 1818 | 0.91 | 0.77 98.11 11.50
132 4850! 3.40 | 20.14 | 23.79 | 0.85 | 2.60 99.28 |1.47
133 |47.00| 2.40 | 26.75 | 1810 | 4.46 | 0.45 100.19 | 1.45
134 |46.72| 436 | 19.10 | 18.37 | 11.16 | 0.70 100.41 | 1.42
135 |47.16| 583 | 21.79 | 2218 | 214 |0.77| Bad | 99.87 |1.36
136 |40.91| 7.84 | 843] 2.67 | 35.65 |0.50| 1.40 | 100.80 | 1.36
137 14440! 892 | 2435 | 1141 | 8.59 |103| CaS | 98.70 |1.33
138 |43.78| 3.71 | 2417 | 16.11 | 9.11 |2.44| 0.09 | 99.44 |1.32
139 |44.68| 3.99 | 27.39 | 17.86 | 5.62 | 0.43 99.97 1.31
140 \43.99| 3.91 | 24.06 | 2176 | 490 | 1.30 99.92 | 1.95
141 |42.83| 3.84 | 28.80 | 17.45 | 5.44 | 148 99.84 | 1.23
142 |42.90| 9.97 | 26.35 | 1226 | 7.32 | 0.77 97.57 |1.12
143 |43.80| 5.92 | 27.27 | 90.70 | 2.00 |0.52| 0.056 | 100.28 | 1.20
144 |48.80| 9.91 | 27.67 | 17.96 | 0.56 |Spur 100.00 | 1.18
145 |41.99| 5.21 | 31.35 | 18.40 | 0.73 |0.36| 0.52 | 99.62 |1.17
146 |41.45| 3.69 | 31.60 | 19.96 | 2.30 | 0.40 99.40 | 1.14
147 41.20) 448 | 98.79 | 22.02 | 2.80 | 0.47 | 99.84 | 1.11
148 |36.86| 9.85 | 29.45 | 20.24 043 [0.49 | 70, | 9956 |0.91
149 |46.11| 4.80 | 22.71 19.98 | 1.34 2925 | 9240 | 99.59
150 |40.25| 7.34 | 12.91 | 26.90 | 1.43 [240 | 8.55 | 100.03

4 121. Hierin 0.5—1 % 7,03.

1 115. + 042 m0, 116. + 0.20 MnO,

3 190.

+ 2.78 K,0, 1.50 Na,0.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 19

a

| |
Glasige Hochofenschlacken, Demidoff, Russland, 1879. T.W.T. Olan.
mit Melilith und Anorthit. Lake Superior. P. Larsson.

Vogt. Schmelzversuche. Ein wenig Fe,O,. (Fig. 10). I Melilith,

ee
mu
eo
N rt Nu

113 |f II Magnetit, III Olivin.

114 | Vogt. Schmelzversuch. Glas mit Melilith.

115 nas Garpenberg, Schweden. A.A.Bachke.) + ,

116a | Schlacken. Neben | . C. F. Davidsson. SE

116b | 720 ein ganz we-| 5 | S. Carlswärd. so

117 || nig#e,0,. InNo. 729 | Betriebsanalyse. © 0,5

118 | | 115-190, vielleicht > = | O. Sandstad. es =

119 || auch in No. 114,| 49 J) O. Sandstad. in

120 |} ein wenig Fluor. RTE Rammelsberg. Berlin Akad. 1889.

191 Isolirter Glimmer. Kafveltorp. Vogt, Mineralbildung.
Synthetisch dargest. Glimmer. K. v. Chrustschoff. Tscherm.

122 |) Mitth. 1887.

123 | Gammelkroppa, 1884. C. G. Sårnström.

124 | Svartnäs, 1867. uo

125 Séderfors, 1879. —

196 Grönsinka, 1884. =a

197 Harnäs, 1879, =

128 Finshyttan, 1879. —

—
bo
©

) Kupferrohschlacken | E. Knutsen.
|f von Kafveltorp, 1886 f C. Stabell.

Krystallisationsfolge:
I Olivin, II Augit
(eteren oft reichlich)

5
E
=
©
=
o
DR
3
&
5
|:9
3
oO
zg
MSR
131 2 =| Hammarby, 1879. C. G. Särnström.
132 23% Carlsdal, 1879. C. A. Thorild.
133 ST Vestanfors, 1874. A. Tamm, + 0.62 £,0, 0.41 Na,0.
134 |=| Vestanfors, 1879. C. G. Dahlerus.
135 |6*t) Nykroppa, 1879. ==
136 |A| Sunnemo. A. Pihlgrenn. + 2,80 K,0, 0.60 Na,0.
137 21 Vordernberg, Steyermark. 1884. C. G. Särnström.
138 | 453 | Fliken, 1877. C. Sandahl.
139 | | Söderfors, 1877. R. Bergvall.
140 5,9| Tobo, 1864. G. Bergh.
141 |2%| Söderfors, 1877. P. W. Moen.
142 |E Vordernberg, 1884. G. C. Sårnström.
143 |S | Carlsdal, 1862. I. F. Lundberg. + 0.013 P,0,.
144 © Egeland, Norwegen, 1881. O. Sandstad.
145 | Hagfors, 1833. S. R. Wibel.
146 |9 Foo, 1879. CG, Sarnustrom:
147 |S | Tobo, 1865. K. R. Winquist.
148 9 | Bethlehem, Pennsylv. 1876. W. Hesslin. Zuerst 1/2 0/0 Spinell.
149 3 TiO, _führendeHochofen:| Bollsta, 1872. O. Magni.
150 i= sehiaekens mit Olivin f Lindefors,Taberg,1867. I.E. Eklund,

ı 111 + 0.84 K,0, 062 Na,0.

20 J. H. L. VOGT. M.-N. KI.

rg
No. | SiO, 4hOs| CaO | MgO | MnO | Fe0 | MnS | Sum es

| JE
151 | 34.30| 0.78 | 33.72 | 4:68 | 0.86 25.64 99.98 | 1.03
159a| ( 38.80} 2.12 | 31.30 | 410 | 19.54 | 5.58 99.15 | 1.02
152b| | 31.30} 5.92 | 33.40 | 0.98 | 15.91 | 8.64 99.58 0.90
153 | 36.5 | 3.5 33.8 | 10.0 | 11.5 0.5 | 3.8 98.5 | 1.08
154 | 31.80) 5.33 | 24.59 | 5.57 | 29.86 |Spur | 3.72 | 100.87 | 0.92
155 | 33.70 | 3.50 | 31.80 | 13.85 16.20 | 99.06 | 0.99

Tabelle zur Beleuchtung der Zusammensetzung der Akerman'schen Schmelzserien.
Ca-Mg-Silikate.

No. Si0,| 42,03 | CaO |MgO|MnO | FeO) Sum | Ca: Mg
3.00— ( 208 |620| 0.4 |35.6 | 1.3 | 0106 ‚100.0 0.953 : 0.047
Silikat (294 (65.1 | 06 1195 |139 | 0.1 0.8 1000 | 0.50: 0.50
250— f 991 57.7 | 04 [39.7 | 1.5 ! 0.1 |0.6 |100.0 | 0.95:0.05
Silikat | 243 61.0 | 06 219 115.6 | 0.1 0.8 100.0 | 0.50:0.50
5 250 521 | 04 |45.0 | 1.7 | 0.2 06 |100.0 10.949 : 0.051
200— | 280 155.5 | 0.7 195.0 179 | 0.1 08 |100.0 | 0.50 :0.50
ilikat | 969 1585 | 09 | 79 131.7 |1.0 |100.0 0.153: 0.847
150— | 270 4494 045 15180 1.95 0.19 0.67 100.00! 0.95 : 0.50
150 | 981 1484 | 0.8 |290 1208 | 0.1 09 |100.0 | 0.50: 0.50
ilikat | 989 |49.51| 0.90 |21.46|27.05, 0.07 1.01) 100.00 0.362 : 0.638

Ca-Mn-Silikate.
| | Bern

No. SiO,| 42,03 |Na,O|CaO Mg0\Mn0 = Ca: Mn
200— 1302 Isosı 038 | 041 Isis] 1.34/11.97056) 0:80:020
Silikat | 307 45.89 0.05 | 0.52 | 0.20 53.12 0.28 2 0.00 : 0.995

: Ca Al; -Silikate.
oe å —

Si0,| 41,05 |Na,0 | Ca0 |MgO|MnO| FeO) Ca: Al,

ier SME | | a
1.00 (347 3669 6.99 | 0.04 53.43 2.01 | 0.19 0.65) 0.94:0.06
Silikat 4 352 38.92 1847 | 0.11 40.29 152 | 0.14 0.55 | 0.81 : 0.19
356 40.93 98.34 | 0.16 28.92 1.09 | 0.10 | 0.46 | 0.67 : 0 33
070 | 329 30.27, 1650 | 0.09 50.46 191 0.18) 0.59) 0.86 :0.14
N | 364 32.55) 30.09 | 0.17 |35.25) 1.34 0.13| 0.47 | 0.70: 0.30
ilikat | 367 3464 42.47 | 0.25 |21.40| 0.81 | 0.08 | 0.35) 0.50 : 0.50
0.50 — fe (25.64 33.17 | 0.19 (38.91 1.48 0.14| 0.47| 0.70: 0.30
Silikat | 372 |27.46| 47.11 | 0.27 |23.82| 0.19 | 0.09 | 0.34| 0.50 : 0.50

1 In FeO ein wenig 72,0, einbegriffen.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 21

tet | | = Gässjö, Schweden. 1859. D. A. Kruhs. (Fig. 7).

159a 5 || Basische Martinschlacken, + 1.60 7°,0,,0.155,0. og PO).

152b | 525 |f Denain, Frankreich.1885.+ 1.40, Fe,030. 15 S,1.88P, Då

153 å FG Hochofenschlacken; I. W. Severt.

154 LL Schisshyttan, C. Borchgrevink.

155 | | (Å £ Hochofenschl. Easton. C. T. Jackson. Amer. Journ.
= Sc 117. 1951855:

Ferner sind zahlreiche synthetisch dargestellte Schmelzprodukte, aus
eingewogener Kieselsåure, Thonerde, Kalk, Magnesia u.s. w., untersucht
worden. Wie in der Einleitung erwähnt, stellte R. Äkerman schon
in der Mitte der 80-er Jahre die zahlreichen, bei seinen Untersuchungen
über die totale Schmelzwärme erhaltenen, Schmelzprodukte! zu meiner
Verfügung; eine Reihe synthetischer Untersuchungen habe ich auch
selber ausgeführt, zum Teil mit gleichzeitiger Bestimmung einerseits
der calorischen Constanten und andrerseits der auskrystallisierten Mine-
ralien. — Bei allen diesen Schmelzversuchen repräsentieren die aus der
Einwäge berechneten Analysen ziemlich genau die wirkliche Zusam-
mensetzung; die Ungenauigkeit bei der Bestimmung des Aciditätgrades
darf hier selten so viel wie + 0.03 betragen.

— Die Aökiiklungsseit ist bei den von mir untersuchten Schmelz-
produkten durchgängig sehr kurz gewesen..

Bei den Äkerman’schen Schmelzversuchen handelt es sich, für den-
jenigen Teil, der ins Calorimeter eingegossen wurde, nur um einige
(5—8) Minuten vom Schmelzfluss bis zur Abkühlung auf Stubentemperatur,
— und für denjenigen Teil, der in dem Tiegel erkaltet wurde, um eine
Abkühlungszeit von etwa einer Stunde.

Bei einer Reihe von mir (beim Schmelzen in Tiegel, mit Einwäge
15—25 kg.) vorgenommener synthetischer Darstellungen von Augit,
hexagonalem Ca-Metasilikat + Augit, Akermanit, Melilith und Anor-
thit, mit gleichzeitiger Bestimmung der calorischen Constanten, betrug
die Abkühlung, von 1340° oder 1300° herab bis zu 1000°, zufolge Able-
sung mit Le Chateliers Pyrometer, rund eine Stunde (55, 64, 77 Minuten
u.s. w., etwas verschieden je nach der Grösse der Einwäge und der
latenten Schmelzwärme). Bei einigen anderen von mir ausgeführten
Schmelzversuchen war die Abkühlung noch etwas kürzer,

! In allem habe ich von diesen ca, go mikroskopische Präparate verfertigen lassen,

22 J: ed VOGT: M.-N. Kl.

Bei den von mir untersuchten Schlacken der Technik hat die Ab-
kühlung, vom Anfange der Krystallisation bis zum Abschluss derselben,
meist eine Stunde, bald etwas mehr, bald etwas weniger gedauert; bei-
spielsweise betrug die Abkühlung einiger »Schlackensteine«, zufolge der
von mir oder meinen Assistenten ausgeführten Bestimmungen mit Le

Chateliers Pyrometer:

Schlacke von: Abkühlungszeit innerhalb des Intervalles:
Björneborg . . . . . 1100°—950° 37 Minuten
Degerfors . . . . . 1150°—950° 46 —
Röros .. + sete =. 1050 Bor 80 —
Bredsjö . . . . . . 1200°—900° 86 —
Finshyttan . . . . . 1210°—1000° 86 —

Wir geben hier (S.12—20) eine Zusammenstellung derjenigen Schlacken-
analysen, welche in dieser Arbeit benutzt worden sind; (einige Analysen
sind auch unten an Ort und Stelle eingeflochten). Die meisten, doch
bei weitem nicht alle, dieser Analysen sind meinen früheren Abhandlun-
gen (von 1884 und 1892) entnommen; hier finden sich noch eine ganze
Reihe Analysen, welche ich es nicht nötig gefunden habe hier noch-
mals abzudrucken.!

Ferner geben wir einen kurzen Auszug (S. 20) der Zusammenset-
zung der synthetisch dargestellten Schmelzprodukte (in allem ca. 190) von
den Äkerman’schen Versuchsserien?, namentlich um die kleinen Beimen-
gungen fremder Basen (von FeO, Na,O u.s.w.) anzugeben. — Die Num-
merirung dieser Schmelzprodukte fange ich mit 200 an; alle Numeros mit
einer höheren Zahl beziehen sich somit auf diese Versuchsreihen.

Die meisten aller dieser Schlacken und synthetisch dargestellten
Schmelzprodukte sind in mineralogischer Beziehung in meinen früheren
Arbeiten (von 1884 und 1892) — einige auch in den Abhandlungen an-
derer Forscher, die an Ort und Stelle citiert sind — beschrieben worden.
Bezüglich der mineralogischen Bestimmungen verweisen wir auf diese
älteren Arbeiten; hier beschäftigen wir uns mit den Resultaten der bishe-
rigen mineralogischen Bestimmungen, um die Gesetze der Mineralbil-
dung festzustellen.

I Einige von diesen Analysen sind auf der Tafel I durch Punkte (ohne begleitende
Zahlen-No,) angegeben.

2 Daneben wurde von Akerman die totale Schmelzwärme von ca. 80 Schlacken der
Technik bestimmt.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 27

Die graphische Darstellung (Tafel I) über die Mineralindividualisa-
tion in den Ca-, Mg, Fe-Silikatschmelzflüssen umfasst in allem ca. 205
Schmelzversuche und quantitativ analysierte Schlacken. In der That
ist aber das mir zu Verfügung stehende Beobachtungsmaterial noch be-
deutend grösser, indem ich in den letzten ı8 Jahren! viele Hunderte,
oder wohl lieber, mehrere Tausende Proben von krystallisierten Schlacken
untersucht habe, deren chemische Zusammensetzung man annähernd, oft
mit einer Genauigkeit von nur ein oder ein Paar Procent, aus der Be-
schickung berechnen konnte.

Durch alle diese Untersuchungen hat sich — ohne irgend eine einzige
Ausnahme — ergeben, dass die Individualisation der hier vorliegenden
Mineralien durch die chemische Zusammensetzung des ganzen Schmelz-
flusses bestimmt wird, — gleichgültig, ob die Schmelzfitisse ursprüng-
lich etwas mehr oder minder über den Schmelzpunkt erhitzt waren, und
ob die Abkühlung etwas kürzer oder länger dauerte.

Auch ist mir aus den Untersuchungen anderer Forscher keine sicher
festgestellte Beobachtung bekannt, die gegen dieses Resultat streitet.
Freilich findet man gelegentlich Angaben, dass z. B. Olivin in Metasilikat-
oder Augit in Orthosilikat-Mischungen sich individualisiert haben sollten;
diese Angaben beruhen aber nur auf Schätzungen über die chemische
Zusammensetzung des Schmelzflusses, und nicht auf quantitativen Ana-
lysen; sie entbehren somit die entscheidende Beweiskraft.

— Die unten folgenden Bestimmungen der »Individualisationsgren-
zen« gelten nur für die »trockenen« Silikatschmelzen, bei einem Druck
von etwa einer Atmosphäre und bei verhältnismässig schneller Ab-
kühlung.

Die hier gewonnenen Resultate dürfen selbstverständlich nicht sans
phrase auf die Eruptivmagmen übertragen werden, indem hier viele neue
Momente zukommen, welche die Löslichkeits-Erscheinungen beeinflussen ;
so namentlich die Gegenwart von Wasser, Kohlensäure, Fluorid-Chlorid
u.s.w., welche stark in die Chemie des Magmas hineingreifen; ferner
der enorm hohe Druck, der ‚ziemlich sicher eine nötige Bedingung für

1 Durchschnittlich habe ich mich in diesen fahren mindestens 2—3 Wochen jährlich
an verschiedenen Hüttenwerken (in Norwegen, Schweden, Deutschland, Oestreich,
Frankreich u.s.w.) aufgehalten, zum Studium verschiedener Probleme; stets habe ich
mich hierbei auch mit meinem alten Lieblingsstudium, den krystallisierten Schlacken,
beschäftigt, Namentlich habe ich Hunderte von Schlacken mit Olivin (incl. Fayalit,
Mn, Fe-Olivin), Gehlenit-Melilith-Äkermanit, Augit und Rhodonit makroskopisch unter-
sucht; ferner zahlreiche mit hexagonalem Ca-Metasilikat, einige mit Glimmer, aber mit
rhombischem Pyroxen nur ganz wenige, — Viele von diesen letzterwähnten, nicht
quantitativ analysierten Schlacken habe ich auch mikroskopisch studiert.

24 J. H. L. VOGT. M.-N. KI.

die Entstehung mehrerer Silikatmoleküle ist, und der auch die Lage
des eutektischen Punktes zwischen den Mineralien etwas — doch wahr-
scheinlicher Weise nicht sehr wesentlich — verschiebt; dann auch die
langsame Abkühlung u. s. w.

Die Theorie der Szlikatschmelzlösungen dürfen wir jedoch, wie wir
unten näher erörten werden, im Princip auch auf die Eruptivmagmen
übertragen, In beiden Fällen beruht die Individualisation der Mineralien
auf denselben chemisch-physikalischen Gesetzen. Diese lassen sich experi-
mentell aus den Silikatschmelzen ableiten, und dann können wir sie, mit
der nötigen Berücksichtigung der etwas veränderten physikalischen und
chemischen Bedingungen, auf die Eruptivmagmen überführen.

Die Individualisationsgrenze, in Bezug auf Aciditätsgrad,
zwischen den Olivin- (Orthosilikat-) und Melilithmineralien
einerseits und den Metasilikatmineralien andrerseits,

Sowohl in Betreff der Olivin- wie der Melilithmineralien liegen sehr
zahlreiche Beobachtungen über die Bildung derselben in Schmelzflüssen
von Aciditätsgrad unterhalb 1.40 vor; ferner sind diese Mineralien in den
folgenden, noch etwas saureren Schmelzprodukten swerst individualisiert
worden.

Olivin: Aciditätsgrad 1.42, 1.45, 1.47, 1.48, 1.50, 1.50, ca.
1.50, 21.52,7..7.53,, 1.58,,,1.02,, TION OG und Oo:

Siehe die Analysen No, 123—134, 61 und einige der Åkerman'schen Schmelzserien;
in den meisten der obigen Fålle ist ein Pyroxenmineral (Augit, bezw. Rhodonit) später als
Olivin ausgeschieden worden; siehe den Abschnitt über die Krystallisationsfolge,

Melilithmineral, und zwar in den meisten Fällen Akermanit: Acidi-
tatserad: 1.42, 1.42, 1.435 71.46, Teas. 7249, SO, RE SO STR}
1.50, 1.50, 1.50, 1.55 und 1.58.

Siehe die Analysen No, 62 - 68, 77 und einige der Äkerman’schen Schmelzserien.
In den meisten der obigen Fälle ist Augit später als Äkermanit individualisiert, — Durch
eine Verwechselung von Präparaten wurde in meiner Arbeit Mineralbildung in Schmelzmas-
sen (1892, S. 64) unrichtig angegeben, dass in den 1.50-Silikaten der Äkerman’schen
Schmelzmassen mit überwiegend Ca sich hexagonales Ca-Metasilikat ausgeschieden hätte;
in der That findet sich hier das tetragonale 1.50-Ca-Silikat, Åkermanit.

Andrerseits ist ein Metasilikatmineral — je nach dem Verhältnis
(Mg, Fe): Ca: Mn Enstatit-Hypersthen, Augit, hexagon. Ca-Metasilikat
bezw. Wollastonit und Rhodonit — in so weit basischen Schmelzmassen
wie die folgenden zuerst individualisiert worden:

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 25

Enstatit: (No. 56 a, Aciditätsgrad etwas mehr als 1.57, wahrschein-
lich ca. 1.65; siehe Bemerkung unten).

Augit: Aciditatsgrad. 1.78, 1.78, 1.77, 1.76, 1.73, 1.72, 1-71,
mm 1.69, 1.65, 1575) 7.54.

Hexagonales Ca-Metasilikat, bezw. Wollastonit: 1.73, 1.68, 1.64,
me, 1.534,

Rhodonit: 1.75, ca. 1.70, 1.65.

Siehe die Analysen No, 56a, 39—50, 5—9 und 59—60b. — In dem Morozewicz's
Arbeit S, 111 entnommenen Schmelzprodukt No, 56a, von Aciditätsgrad 1.57, ist ein wenig
Magnetit (und Hämanit) ausgeschieden; am Anfange der Krystallisation des Enstatits hatte
die Schmelzmasse wahrscheinlich einen etwas höheren Aciditätsgrad, etwa 1.65.

In No. 51, 52 und 64a? von Aciditåtsgrad 1.54, 1.56 und 1.53, sind
Akermanit und Augit gleichzeitig krystallisiert (siehe hierüber unter dem
Abschnitt über Krystallisationsfolge und Krystallisationsgleichzeitigkeit).

Aus den obigen, ganz zahlreichen Beobachtungen geht hervor, dass
die Individualisationsgrenze in Stlikatschmelzflüssen (ohne Fe,O, und
mit einer zwischen 0.5 und 10 %0 wechselnden Al,O,-Menge) zwischen
den Olivin- und Melilithmineralien einerseits und den Metasilikatmine-
ralien andrerseits ungefähr bei dem Aciditätsgrad 1.60 liegt, nämlich
höher als 1.50, nicht aber so hoch wie 1.70 (42,0, als Base gerechnet).

Die Grenze wird unzweifelhaft je nach den verschiedenen Mineralien,
welche auskrystallisieren mögen, etwas wechseln; dann wird die Grenze
auch von der Höhe der 42,0,- (und 72,0,-) Menge beeinflusst werden.
— Bei der Erörterung dieser Fragen muss erinnert werden, dass die Be-
stimmungen des Aciditätsgrades, der unvermeidlichen Analysenfehler
wegen, in der Regel nicht im zweiten Decimal ganz exact sein dürften
(6.18. 9).

Die Individualisationsgrenze scheint am nächsten bei den folgenden
Werten zu liegen:

Zwischen eigentlichem Olivin und Augit bei Aciditätsgrad 1.6 à 1.65.
Zwischen Monticellit? (MgCaSiO,) und Augit bei . . 1.55—1.60.
Zwischen Knebelit (Mr-Olivin) und Rhodonit 1.55 oder 1.55— 1.60.

-

Zwei alte Analysen (Mineralbild in Schmelzmassen, No, 91 und 96, vom Jahre bezw.
1853 und ca, 1860), von Aciditätsgrad bezw. 1.47 und 1,44 sind nicht berücksichtigt,
weil sie ziemlich sicher zu wenig S/O, ergeben. — Dies sind überhaupt die beiden
einzigen alten Analysen, die ich ausser Betracht gesetzt habe,

Durch ein Versehen ist No. 64a in der Analysen-Tabelle von No, 51 und 52 getrennt.
Wie wir unten näher erörtern werden, bildet sich häufig bei sehr schneller Abkühlung
von basischen Schmelzmassen mit mittleren Verhältnissen zwischen Mg und Ca nicht
Mg,SiO,, sondern MgCaSiQ,. — Bezüglich der Individualisationsgrenze zwischen
diesem und Augit siehe besonders die Analysen No, 50, 51 und 128,

eo

26 J. H. L. VOGT. M.-N. Kl.

Zwischen dem 42,-freien Melilith-Endglied, Äkermanit einerseits und
Augit nebst dem hexagonalen Ca-Metasilikat andrerseits, wahr-
scheinlich am nächsten bei «4 HINE

— Dem Aciditåtsgrad 1.60 entsprechen 70 Gewichtsprocent Augit
(CaMgSi,O,): 30 Gew.prc. Olivin (MgSi0,); dies repräsentiert, wie wir
unten nåher erörtern werden, das eutektische Gemenge zwischen Augit
und Olivin. — Weil die Individualisationsgrenze nicht ganz exact be-
stimmt worden ist, wird auch die procentische Berechnung des eu-
tektischen Gemisches Augit: Olivin mit einer Fehlerquelle verknüpft; die
Unsicherheit beträgt doch höchstens + 5 0/0.

Etwas 42,0, (oder Fe,0,) in dem Schmelzfluss veranlasst die Ent-
stehung des A/,-haltigen Pyroxenmoleküls, RA/,S7O,; hierdurch wird
folglich die Menge des in Lösung sich befindenden Pyroxenmoleküls ver-
grössert. — Indem wir bei der Berechnung des Aciditätsgrads 42,0,
als »Base« (oder A/, als Kation) nehmen, muss die Individualitionsgrenze
zwischen Augit und Olivin in Æ4/,-führenden Schmelzflüssen etwas
niedriger liegen, als in A/,-freien Schmelzflüssen.

— Der Individualisationsgrenze bei Aciditätsgrad 1.65 zwischen
Augit (CaMgSi,O,) und Äkermanit ((Ca, Mg),St,0,,) entsprechen 69
Gewichtsprocent Äkermanit: 31 Gew. pet. Augit (beide thonerdefrei
vorausgesetzt); diese Bestimmung des eutektischen Gemisches zwischen
diesen Mineralien ist doch nicht sehr genau. — Weil es keinen Wesens-
unterschied zwischen den Schmelzpunkten des Äkermanits und des
Meliliths giebt, mögen wir — indem wir auf einen unten folgenden
Abschnitt über die Beziehung zwischen der Lage des eutektischen Punk-
tes und den Schmelzpunkten der Mineralien verweisen — den Schluss
ziehen, dass der eutektische Punkt oder die Individualisationsgrenze zwi-
schen Augit und den Thonerde-führenden Melilith-Gliedern ebenfalls bei
etwa 69 0 Melilithmineral: 31 Augitmineral liegen muss. — In den inter-
mediären Al,-führenden (Ca,wg)-Silikatschmelzen bildet sich nicht das
Al,-freie Melilith-Endglied Äkermanit, sondern dagegen ein A!,-führendes
Melilithmineral. Die Folge hiervon ist, dass die Individualisationsgrenze
zwischen Augitmineral einerseits und Melilithmineral andrerseits in den
Al,-führenden Schmelzflüssen bei einem niedrigeren Aciditätsgrad liegen
muss als in den 42,-freien Schmelzflüssen.

In den basischen und intermediären R-Silikatschmelzflüssen — ohne
Fluorid, Chlorid, Wasser u.s.w., — wo R= Mg,Fe,Mn,Ca nebst Ba,Sr,Zn
— individualisieren sich, je nach dem Aciditätsgrade,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 27

teils Metasilikate, nåmlich, wie wir unten näher nachweisen werden,
der Reihen RSZO, und RRSi,0,,

teils Orthosilikate, RSZO,, nämlich Mineralien der Olivin- und der
Willemit-Reihen,

und teils Åkermanit, Ca,S,0,, oder (Ca,r), Sis Oo.

Das Ca-Orthosilikat, Ca,S:0,, fehlt dagegen oder ist jedenfalls
nicht stabil; bekanntlich ist weder reiner Ca-Olivin noch eine hiermit
dimorphe Verbindung mit Sicherheit nachgewiesen (hierüber mehr unten),
A priori möchte man in den intermediären Ca-Silikatschmelzen, z. B.
von Aciditätsgrad 1.25—1.50, ein Ca-Orthosilikat erwarten; statt dessen
bekommen wir aber Äkermanit, Ca, 503019. — Dieser lässt sich formal
auffassen als:

Ca, Si0,. 2 CaSi0,, also als 1 Orthosilikat plus 2 Metasilikate.

Teils krystallisieren also die Ortho- und die Metasilikate jede für
sich, teils treten sie — nåmlich in den intermediåren Schmelzlösungen
mit überwiegend Ca — zusammen zu einem besonderen Mineral, das in
formeller Beziehung als eine Verbindung von Orthosilikat und Metasilikat
betrachtet werden kann.

Die hypothetische Kieselsåure, A,S7,0,,, von welcher das Äker-
manit-Silikat abzuleiten ist, habe ich früher als Pyrokieselsäure! be-
zeichnet,

Silikate der hypothetischen, ebenfalls zwischen Ortho- und Metakie-
selsäure liegenden Kieselsåure H,Sz,0, — von P. Groth? als Diortho-
kieselsåure und von S. L. Penfield mit C. H. Warren? als Metakiesel-
säure bezeichnet — bilden sich nicht in den 4/,- und Fe,-freien R-Sili-
katschmelzflüssen, jedenfalls nicht wo À = Me,Fe,Mn,Ca.

Cordierit, von Formel Mg,4A2,5i;0,s oder vielleicht Mg, Al, 52,0, 3;
der sich, wie namentlich von Morozewicz (l. c.) erforscht ist, ge-
legentlich in den intermediåren Mg- und A/,-reichen Schmelzflüssen
bildet, ist möglicherweise von dieser letzterwähnten Säure abzuleiten,
Mg ,Al,Si,O,, dürfte nämlich als ein Salz der Säure 4. H,S7,0, auf-
gefasst werden,

1 Mineralbildung in Schmelzmassen, S. 160— 164; hier habe ich auch versucht, die Con-
stitutionsformen der Äkermanit- und der Gehlenit-Silikate aufzustellen,

2 Tabellarische Uebersicht der Mineralien,

3 Zeits. f, Kryst, Min, 1900, 32. S. 239,

28 J. H. L. VOGT. M.-N. KI.

Die Individualisationsgrenzen zwischen den Metasilikat-
mineralien (rhombischem Pyroxen nebst dimorphen Gliedern,
monoklinem Pyroxen, hexagonalem Ca-Metasilikat nebst
Wollastonit, Rhodonit) unter einander.

Hexagonales Ca-Metasilikat nebst Wollastonit gegen monoklinen
Pyroxen, und monokliner Pyroxen gegen rhombischen
Pyroxen nebst dimorphen Gliedern.

Unsere Beobachtungen hierüber beziehen sich auf Schmelzmassen
mit Aciditätsgrad zwischen ca. 1.65 und ca. 2.50; die 4/,0,-Menge der
Schmelzmassen ist wechselnd, innerhalb o und ıı %; in den meisten
Fällen handelt es sich um 3-6 % 42,03. Fe,O, fehlt völlig; die Alkali-
menge ist durchgängig sehr klein.

a) Hexagonales Ca-Metasilikat, CaSiO,, nebst Wollastonit, gegen
monoklinen Pyroxen.

In Schmelzmassen mit ganz überwiegend Ca krystallisiert hexagonales
Ca-Metasilikat, bezw. Wollastonit, das letztere Mineral jedoch nur ganz
ausnahmsweise! (No. 12, 13); bei etwas mehr Mg,Fe gegen Ca erhalten
wir dagegen monoklinen Pxroxen. Weil ein untergeordneter Gehalt von
Mn ziemlich sicher mehr die Bildung von monoklinem Pyroxen als von
hexagonalem Ca-Metasilikat befördert, addieren wir die Mn-Menge der
Schmelzmasse zu deren Mg,Fe-Menge und berechnen das Verhältnis
Ca: Mg,Fe,vm; bei den meisten unserer Analysen ist nicht nur die Mm,-
sonderen auch die /e-Menge ganz niedrig; das Verhältnis lässt sich
somit in den meisten Fällen als Ca: Mg, rem ausdrücken.

Die relativ Ca-ärmsten und andrerseits Mg,re,Mn-reichsten unserer
Schmelzmassen, wo hexagonales Ca-Metasilikat, bezw. Wollastonit, sich

— allein oder zuerst — individualisiert hat, sind die folgenden:
No. Ca: Mg,re,Mn | Acid.-grad | % 42,0,
1b | 0.81 : 0.19 2.56 4.50
4 | 0.81 : 0.19 1.96 9.40
132 | 0.805:0.195 2.10 22
5 | 0.795 : 0.205 1.73 3.83
252 | 0:795:0.207 2.00 0.5
Fe 0.79 : 0.21 1.58 4.47
9 0.765 : 0.235 1.53 5.37
12? 0.755 : 0.245 2198 ND
10 0.75 : 0.25 2/00" || 100

1 Siehe den Abschnitt über Wollastonit in meiner Abhandlung (1892) Mineralbildung
in Schmelzmassen, ferner den Abschnitt Bildung von Wollastonit in Fabrikgläsern in
Morozewicz’s oben citierter Abhandlung (1898), — Wollastonit ist auch von anderen
Forschern in sehr langsam abgekühltem Fabrikglas nachgewiesen worden,

In No, 12 und 13 ist Wollastonit, in den übrigen hexagonales Ca-Metasilikat gebildet
worden,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 29

Andrerseits ist Augit — allein oder zuerst — individualisiert in:
No. Ca: Mg,Fe,Mn | Acid.-grad | Yo 42,03

471 0.763 : 0.237 1.69 8.10
16 0.68 : 0.32 9.42 ou

30 | 0.68 : 0.32 2.05 Sal
31 0.67 : 0.33 1.83 DA
35 | 0.66 : 0.34 1.94 | 5.37
17 0.66 : 0.34 2.38 1.48
21 0.655 : 0.345 9.97 9.88
22 | 0.64 : 0.36 ON 5.20
40 0.62 : 0.38 1.78 1133)
44 0.62 : 0 38 1279 3.86

Auch verweisen wir auf die zwei Schmelzprodukte No. 51 und 52
(Ca: Mg,r,Mn = 0.73:0.27; 0.725 :0.275; Acid.-grad = 1.56, 1.54; 9%
Al,04 = 5.80, 5.48), mit Augit und Åkermanit.

Die Individualisationsgrenze, bei Gegenwart von einer niedrigen 42, O,-
Menge, liegt somit bei 0.75 å 0.70 Ca: 0.25 à 0.30 Mg,Fe,Mm, also bei
.2.5—3 Ca: I Mg,reMn. — Ziemlich sicher wird die Grenze durch die
Al,O,-Menge bis zu einem gewissen Grade beeinflusst werden, indem
a priori angenommen werden muss, dass 4/,0,, das in das Augitmole-
kül, — und zwar als RA/,SiO,, — hineingehen kann, in den Grenz-
gebieten die Augitbildung mehr als die CaS:0,-Bildung befördern muss;
bei ganz niedriger 4/,0,-Menge liegt die Grenze vielleicht bei ca. 070
Ca: 0.30 Mg,r,mn; bei höherer 4/,0,-Menge dagegen eher bei ca. 0.75
Ca: 0.25 Mg,Fe,Mn.

6) Monokliner Pyroxen gegen rhombischen Pyroxen (nebst dimor-
phen Gliedern).

Bei der Berechnung des Verhältnisses zwischen Ca und Mg, Fe setzen
wir die winzige Mn-Menge der Analysen ausser Betracht.

Die relativ Ca-ärmsten und somit auch Mg,Fe-reichsten unserer
Schmelzmassen, wo monokliner Pyroxen sich ausgeschieden hat, sind:

Se — _—— ——

No. | Ca: Mg, re Acid.-grad | % 42,0,
33 0.445 : 0.555 1.97 7.04
38 0.415 : 0.585 1.807 ot
35 0.41 : 0.59 1.71 | 3.44

No. | Ca:Femg |Acid.-grad | % 42,0,
54 0.405 : 0.595 1.96 3.90
53 0.32 : 0.68 2.08 | 3.68

1 Es wäre möglich, dass die CaO-Menge in dieser Analyse ein wenig zu hoch oder die
(Mg,Fe,Mn)O ein wenig zu niedrig ausgefallen wäre,

30 J. H. L. VOGT. M.-N. KI.

Rhombischer Pyroxen dagegen krystallisiert zuerst bei:

No. | Ca: Mg, Fe | Acid-grad % 41,0;
55 0.27 : 0.73 1.92 5.30
Morozewicz 56 a 0.255 : 0.745 (1.57) 16.68
261 0.25 : 0.75 2.00 0.9

Bei schneller Abkühlung liegt also die Individualisationsgrenze zwi-
schen dem monoklinen und dem rhombischen Pyroxen bei etwa 0.3
Ca:07 Mg,Fe — Weil wir hier nicht viele Beobachtungen zur Verfü-
gung haben, mag die Bestimmung dieser Individualisationsgrenze nicht
sehr detailliert sein.

Das in der Natur auftretende Ca-Metasilikat, nämlich Wollastonit,
enthält bekanntlich häufig bis etwa 2 % MgO0 nebst FeO und MnO,
nämlich, zufolge der in Zinizes Handb. d. Min, zusammengestellten Ana-
lysen, jedenfalls so viel wie 0.045 Mg,Fe,Mn:0.955 Ca, gelegentlich viel-
leicht noch etwas mehr Æ/e,7e,Mn.1 — Auch kann das künstliche hexa-
gonale Ca-Metasilikat in sich etwas Mg, ze,1m aufnehmen; so sind zwei 2.00-
Silikatschmelzmassen der Äkerman’schen Serien (No. 250 und 252) mit
Ca: Mg,Fe,Mn = 0.94 : 0.06, bezw. 0.793 : 0.207 zu dem hexagonalen
Mineral, nur mit winzigen Spuren von einem Glasrest hinauskrystallisiert.
In dem letzterwähnten Schmelzprodukt (No. 252), mit hexagonalen Kry-
stallen von etwa 5 mm. Länge, beträgt die Glasmenge jedenfalls nicht
so viel wie ein Paar Procent; das ausgeschiedene Mineral ist somit in
Bezug auf Zusammensetzung beinahe identisch mit der ganzen Schmelz-
masse; 9: das hexagonale Ca-Metasilikat kann jedenfalls so viel Mg, fr,Mn
wie nach dem Verhältnis ca. 0.85 Ca:0.15 Mg,re,Mn führen.

Der monokline Pyroxen besteht bekanntlich hauptsächlich aus
Ca(Mg,Fe)St,O,, mit (Mg,Fe)(Al,,Fe,)SiO, und Na(Al,Fe)Si,O,; hierzu
gesellt sich gelegentlich, den Untersuchungen von C. Doelter? und
A. Merian? zufolge, einerseits etwas (Mg,Fe),Si,0,, andrerseits etwas
Ca,S?,0, und Ca(A/,,Fe,)SiO,, vielleicht auch andere Ca-Silikate. —
In Diopsid-Hedenbergit ist bekanntlich das Verhältnis Ca : Mg,Fe = 1;
wegen der Beimischung von (Mg,Fe)(Al,,Fe,)SiO,, untergeordnet auch

1 Wir stellen hier ausser Betracht zwei sehr alte, wahrscheinlich auf unreinem Material
ausgeführte Wollastonit-Analysen, die ziemlich viel MgO, nebst 7,03, Al,0, und
Mn,O, ergeben,

? Tschermaks Min, petrogr. Mitth. 1877, 1879, 1882. N, Jahrb. f. Min, 1884.

3 N, Jahrb. f. Min, 1885, Ill B.B.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLOSUNGEN. 31

von (Mg,Fe),Si,O,, führen doch die meisten aus Eruptivmagmen aus-
krystallisierten monoklinen Pyroxene entschieden mehr Mg, Fe als Ca. So
giebt eine Analyse von monoklinem Pyroxen von Diabas aus Halleberg
in Schweden, zufolge Merian, so viel wie 0.784 Mg,Fe:0.216 (a,Na,,K,
(bei verhältnismässig wenig 4/,0, und Fe,0,); Merian betont aus-
drücklich, dass dieser Augit nicht mechanisch von rhombischem Pyroxen
verunreinigt war. Insofern ich weiss, ist dieser Halleberg-Augit überhaupt
der relativ Mg,/e-reichste, der bisher sicher untersucht worden ist; es
giebt aber mehrere mit einer beinahe so hohen relativen Mg,/e-Menge.
— Andrerseits giebt es aus Eruptivmagmen auskrystallisierte monokline
Pyroxene, die so viel Ca(Al,,Fe,)SiO, und Ca,Si,0, führen, dass das
Verhältnis Ca: Mg,Fe = 0,57:0.43 beträgt (Merians Analyse von
Augit aus Leucitophyr von Rieden; Doelters Analyse von Pico da
Cruz, Kap Verde).

Unter den Äkerman’schen C. -Mg-2.00-Schmelzprodukten ist nicht
nur dasjenige (No. 260) mit ı Ca: ı Mg (also von der Normalzusam-
mensetzung, CaMgSr,0,, des Diopsids), sondern auch dasjenige (No. 259)
mit 0.6 Ca: 0.4 Mg (also von Zusammensetzung 4 CaMgSi,0,. 1 0a, 51,0)
. gänzlich als monokliner Pyroxen krystallisiert, ohne oder nur mit einem
winzigen Glasrest. —

— Der rhombische Pyroxen fuhrt bekanntlich beinahe immer ein
wenig Ca, doch in geringer Menge. So zeigen unter den Hundert in
Hintze's Handb. d. Min. zusammengestellten Enstatit-Hypersthen-Ana-
lysen nur eine mindere Zahl so viel CaO wie 3 % oder darüber, und
unter diesen letzteren stammt ziemlich sicher in den meisten Fällen die
scheinbar reichliche Ca-Menge aus beigemengtem Augit; beispielsweise
ist dies der Fall mit den drei von Merian untersuchten Hypersthenen,
mit bezw. 1.90, 3.14 und 4.04 % (a0. Die maximale bisher sicher
beobachtete Ca-Menge in dem rhombischen Pyroxen lässt sich nicht fest-
stellen; sie scheint bei etwa 0.06—0.08 Ca: 0.94—0.92 Mg,Fe, jedenfalls
nicht höher als o.1 Ca:0.9 Mg,Fe zu fallen. — Sehr instruktiv ist ein
Schmelzversuch von Morozewicz: aus einer Schmelzmasse (No. 56a)
mit Ca: Mg,Fe = 0.255 : 0.745 krystallisierte Enstatit (No. 56b) mit
Ca: Mg,Fe = 0.055 : 0.945.

Die obigen Resultate werden wir graphisch (Fig. 1) erleuchten:

die obere Linie stellt die auf dem Ca: Mg,Fe-Verhältnis (bei schneller
Abkühlung) beruhenden Invidualisationsbedingungen in Metasilikat-
Schmelzflüssen dar;

die untere Linie repräsentiert das Ca: Mg,/e-Verhältnis in den drei

[57

2 J. H. L. VOGT. M.-N. Kl.

— —

Mineralien: rhombischem Pyroxen, monoklinem Pyroxen und hexagona-
lem Ca-Metasilikat (bezw. Wollastonit).
Bei schneller Abkühlung von Metasilikat-Schmelzen krystallisiert,
je nach dem Ca-Mg,Fe-Verhaltnis
Fig. 1.

Hexagonales Ca-Metasilikat Rhombischer Pyroxen
(bezw. Wollastonit). Augit. (bezw. polymorphe Glieder),

40 Ca 0,9 28 97 20 Q5 04 0,3 DE u 0,0 Ca
0,0 Of 22 23 04 0,5 9,6 07 08 09 20
Mg, Fe Mg, Fo
D.-H
Ca-Metasil, Augit, Rhomb.
(bezw. Wollast.) Pyroxen,
=

Zusammensetzung der Mineralien.

D,—H. = Zusammensetzung von Diopsid-Hedenbergit,

Bei den Schlussfolgerungen, die man aus diesen zwei graphischen
Linien ziehen darf, mag erinnert werden, dass hier keine Riicksicht auf
den Einfluss der Thonerde und des Eisenoxyds genommen worden ist;
so führen die Mg, e-reichsten Augite neben Ca(Mg,Fe)Si,0, nicht nur
(Mg, Fe), Si,0,, sondern auch (Mg,Fe)(Al,,Fe,)SzO,. — Die morpho-
trope Einwirkung der verschiedenen Ca- und Mg, Fe-Silikate innerhalb der
Pyroxengruppe besprechen wir in einem bald folgenden Abschnitt,

Rhombischer und monokliner Pyroxen gegen Rhodonit.

a) Rhombischer Pyroxen gegen Rhodonit. In den sich der Zusam-
mensetzung (Fe, Mn)Si0, nåhernden Bessemer- und Martinschlacken von
den sauren Processen (s. die Analysen No. 57—60 b, mit wenig 42,09,
CaO, Mg0, und ohne 72,0, und Mn,O,) krystallisiert zahlreichen Beob-
achtungen zufolge Rhodonit nicht nur bei überwiegender Mr-Menge (siehe
z. B. No. 58 und 60 b) und bei ungefähr gleich viel Mr und Fe oder Mn
und Æe,mg (siehe z. B. No. 57 und 60a), sondern auch bei etwas mehr
Fe oder Fe,mg als Mn (s. No. 59).

60b

||
No. Mn: Fe, mg | Mn: Fe,Mg,Ca
57 | 0.595:0.475 | —0495:0.505
Oda | m | 045-055

0.324 : 0.676 | 0.307 : 0.693

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 33

In No. 60b, mit rund 2%e,mg zu 1 Mn oder etwas über 2 Fe, Ag, Ca
zu ıMn, ist mehr als die Hälfte der ganzen Schlackenmasse als Rhodonit,
in schwärzlich-braunen, über cm.-grossen Individuen, auskrystallisiert; der
Rest ist als ein schmutzig-braunes Glas erstarrt.

Bei den schwedischen Bessemer- und Martinwerken habe ich Hun-
derte von Rhodonit-Schlacken gesehen und zwar derart, dass die Farbe
des Rhodonits, welches Mineral gern ganz grosse, leicht erkennbare und
immer nach demselben Typus? entwickelte Krystalle bildet, mit stei-
gender #e-Menge immer dunkler oder schwärzlich-brauner wird; nie
aber habe ich, obwohl ich meine Aufmerksamkeit besonders darauf
gerichtet habe, Hypersthen gefunden. Teils hieraus und teils aus dem
Ergebnis, dass sich Rhodonit in No. 60b in sehr reichlicher Menge
gebildet hat, ziehe ich den Schluss, dass die Individualisationsgrenze des
Rhodonits noch nicht bei 2Fe,mg:1Mn erreicht ist; eher liegt sie bei
etwa 3Æe,mg:1Mn, vielleicht selbst bei einer etwas noch höheren Fe, Mg-
Menge. — Und die chemische Bedingung für die Individualisation des
Hypersthens in /e-Mn-Metasilikatschmelzmassen ist: ganz überwiegend
Fe oder Fe,mg zu wenig Mn.

6) Monokliner Pyroxen gegen Rhodonit. Die gewöhnlichen Augit-
Hochofenschlacken (No. 15—52) führen beinahe immer ein oder einige
% MnO; die manganreichsten (No. 52, 40, 44, 24, 51, 22, 36) enthalten
so, neben Ca und Mg, re in ungefähr gleicher Menge: 5.06, 5.13, 5.44,
5.66, 5.67, 6.30 und 10.35 % MnO. Der letztgenannten Analyse ent-
spricht 0.24 Mn: 0.76 Ca, Mg, Fe.

Die Untersuchung einer Reihe Mn-Ca-Metasilikatschmelzprodukte
(nur mit einer winzigen Menge von 4/,0,, FeO, MgO und Na,0;
No. 302—307, s. S. 20) der Äkerman’schen Schmelzserien ergiebt: _

Mn- Ca Metasilivate:

Akerm. Ge |
No.

CCXXIV | 307 0.995 : 0.005 | Rhodonit; grosse Individuen.
13 306 0.8 : 0.2 Rhodonit; kleinere Individuen.
14 304 0.6 : 0.4 Rhodonit.?
15 303 0.4 : 0.6 Augit, nebst ein wenig Glas.

! Die Analyse wurde für diese Arbeit von meinem jetzigen Assistenten, R, Støren, schr
sorgfältig ausgeführt, (Herbst 1902.)

2 Siehe Fig. 4 in Mineralbildung in Schmelzmassen,

3 Ob hier neben Rhodonit auch ein wenig Augit vorhanden ist, konnte nicht entschieden
werden,

Vid.-Selsk. Skrifter, M.-N. Kl. 1903. No. 8. 3

34 To. be war,

M.-N. Ki.

Der Augit in No. 303 ist nach folgenden Kriterien bestimmt: Die
Querschnitte des Minerals sind typische Augit-Querschnitte, von oo P
begrenzt; Spaltbarkeit nach =P; Auslöschung nach den Pinakoïden.
Die Längenschnitte zeigen bis 35—40° schiefe Auslöschung. Inferenz-
farben und Aussehen wie bei dem gewöhnlichen monoklinen Augit.

In der Schlacke No, 27,1 von Aciditätsgrad 1.94, mit 2.52 0/0 42,0,
und 0.355 Mn : 0.375 Ca : 0.27 Mg, Fe, bestehen -einige Teile aus
Rhodonit-Sphärolith nebst Glas, andere Teile überwiegend aus mono-
klinem Augit, nebst etwas Rhodonit und Glas. — Die Individualisations-
grenze zwischen Rhodonit einerseits und Augit andrerseits, in Schmelz-
massen mit Ca und Mg, Fe ungefahr in gleicher Menge, mag somit
nicht sehr weit von dem Verhältnis 0.35 Mn: 0.65 Ca, (Mg, Fe) entfernt

liegen.

Der natürlich vorkommende Rhodonit, (Mn, R),S7,0,, wo R = Ca,
Fe, Mg, Zn, enthält oftmals eine ganz beträchtliche Menge von Ca und
Fe, Mg, ferner auch von Zn, und zwar gelegentlich etwas mehr R als
Mn. So führt der von M. Weibull? untersuchte sogenannte Eisen-
rhodonit von Silfberget in Schweden 0.435 Mn: 0.565 Fe, Ca, Mg. Ein
Rhodonit von Campiglia führt zufolge G. v. Rath? 0.485 Mn : 0.515
Ca, Fe,Mg, und von Rézbanya zufolge Sipöcz* nur 0.40 Mn : 0.60 Ca, Fe, Mg.

Andrerseits enthält der monokline Pyroxen oftmals einige Procent
MnO; so führt der von G. Flink? untersuchte, (#e,0,-freie und 42,0,-
arme) Schefferit und Eisenschefferit von Längban, der sich nach Flink
sowohl geometrisch wie optisch, der morphotropischen Einwirkung des
Mn-Silikats wegen, stark dem triklinen Rhodonit nähert, jedoch noch
monoklin ist, bezw. 6.20, 6.62 und 8.39 % MnO; oder bezw. 0.10 Mn :
0.90 Ca, Mg, Fe; 0.12 Mn: 0.88 Ca, Mg, Fe; 0.125 Mn : 0.875 Ca, Mg, Fe.
— Andere monokline Pyroxene führen: 6.47 Yo MnO oder 0.11 Mn: 0.89
Ca, Fe, me (Manganhedenbergit von Silfberget, nach Weibull); 7.14,
7.94, 8.52 und 9.04°o MnO (s. Hintzes Handb. d. Min.); der letzt-
genannte (von Campiglia, von G. vom Rath untersucht) ergiebt 0.16
Mn : 0.84 Fe, Ca, mg. Dazu kommt noch der Z#0-haltige Jeffersonit von
Franklin, New Jersey, mit 7.00—10 20% MnO. — Aus dieser kurzen
Zusammenstellung folgt, dass 42,0,- und Fe,O,-armes Pyroxenmineral

1 Siehe Beschreibung in Studien über Schlacken, S, 34—36 und Mineralbildung in
Schmelzmassen, S, 87.

2 Öfvers, af Vetensk, Akad, Handl. 1884, Stockholm,

3 Zeitsch. d. deutsch, geol, Ges, 1868,

4 Tscherm, Mitth, 1873.

5 Ofvers, af Vetensk. Akad. Förh. Stockholm 1885, Zeitschr, f. Kryst. Min, 11,

a

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 35

noch bei dem Verhältnis ca. 0.15 Mn: 0.85 Ca, (Mg, Fe) monoklin, da-
gegen schon bei etwa c.4 Mn: 0.6 Ca, Fe, mg oder Fe, Mg, ca triklin kry-
stallisiert.

Der natürlich vorkommende rhombische Pyroxen enthålt håufig
0.5—1.50% MnO; unter den Hundert Analysen in Hintzes Handb.
der Min, zeigen ferner einige Analysen 2, 3.30 und selbst 5.20 und
5.58 % MnO; diese zwei letzteren Analysen, entsprechend bezw. 0.083
Mn : 0.917 Mg, Fe und 0.095 Mn : 0.905 Mg, Fe, möchten doch wohl
einer Bestätigung bedürfen; und es ist wohl fraglich, ob der rhombische
Pyroxen mehr Mr als nach dem Verhältnis etwa 0.05 Mn : 0.95 Mg, Fe
enthalten kann.

Die obigen Resultate werden wir graphisch erleuchten, indem wir
dieselbe Darstellungsmethode wie auf S. 32 benutzen. — Die Voraus-
setzung ist, dass die Schmelzmassen frei von Fe,O, und arm an 42,0,
sind, und dass somit die chemischen Bedingungen für die Individualisation
von Babingtonit ausgeschlossen sind.

a) Rhombischer Pyroxen gegen Rhodonit (Fig. 2). — Als Abscisse
benutzen wir das Verhältnis Mu: Fe, Mg, ca, mit ganz wenig Ca gegen
Fe, Mg; in der That beziehen sich unsere Beobachtungen auf Schmelz-
massen mit wenig Mg im Verhältnis zu Ze; wir könnten somit Mn:
Fe, Mg, Ca schreiben.

Bei schneller Abkühlung von Metasilikat-Schmelzen krystallisiert
je nach dem Mn: Fe, mg, Ca-Verhältnis.

Fig. 2.
oo VE — — — ——
Rhomb,
Rhodonit. Pyroxen,

ZOWn 0,9 28 07 06 05 0,4 03 02 OL 0,0 Mn
| ME DE RE En GA [tl Pe
0,0 ar 0.2 0,3 0,4 25 0,6 07 08 0,9 40
Fe, My, Ca Fe,My, Ca

353 | | | men

Rhodonit, Rhomb,

Pyroxen,
_— spp tz ln EEE Ä——— — > ÄÄ—/200

Zusammensetzung der Mineralien,

Us
ON

PE VOGT: M.-N. Kl.

6) Monokliner Augit gegen Rhodonit (Fig. 3). — Als Abscisse
benutzen wir das Verhältnis Mn : Ca(Mg, Fe), wo Ca ungefähr in gleicher
oder etwas grösserer Menge als Mg, Fe vertreten ist.

Bei schneller Abkühlung von Metasilikat-Schmelzen krystallisiert
je nach dem Mn: Ca(Mg,Fe)-Verhältnis.

Fig. 3.

meme
Monokliner
Rhodonit, Pyroxen,

EEE | | |

40 Mn 0,9 08 07 0,6 0,5 0,4 0,3 0,2 0,1 0,0 Mn
| | | I | | DS
0,2 0,3 O4 05 00 0,7 28

00 777 09 40
Ca(Mg, Fe Ca (Mg, Fe
8; 8

Vo | | us
Rhodonit. Augit,

Zusammensetzung der Mineralien,
Sch. = Schefferit, J. = Jeffersonit.

In den geschmolzenen Gemischen von CaSiO, und MnSiO, bildet
sich je nach dem Verhältnis zwischen Ca und Mn:

1. bei überwiegend Ca; hexagonales Ca-Metasilikat, (Ca, x)SzO,; ;

2. bei etwas mehr Ca als Mn, so bei 0.6 Ca; 0.4 Mn; monokliner
Pyroxen, also ein neues Glied der Pyroxengruppe; leider sind die
erhaltenen Individuen so klein, dass sie sich einer eingehenden mine-
ralogischen Untersuchung entziehen;

3. bei überwiegend Mr, wie auch schon bei ungefähr gleich viel Mn
und Ca; Rhodonit.

Wie wir in einem später folgenden Abschnitt näher erörtern werden,
sind die Individualisationsgrenzen zwischen den Metasilikaten unter ein-
ander identisch mit den eutektischen Punkten zwischen den verschiedenen
Mischkrystallen, die eine »diskontinuirliche Mischungsreihe« bilden; die
»offenen Räume« zwischen den zu verschiedenen Krystallsystemen ge-
hörigen : Mischkrystallen scheinen doch ganz klein zu sein (siehe die

untere Linie der drei graphischen Darstellungen Fig. 1—3). — Hieraus

1903. No.8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 37

folgt, dass die Individualisationsgrenzen einigermassen in der Mitte
zwischen den äusseren Grenzen der zu den verschiedenen Krystallsystemen
gehörigen Mischkrystallen liegen müssen.

Beitråge zur Kenntnis der morphotropischen Einwirkung
der (Mg, Fe)-, Ca- und Mn-Silikate in der Pyroxengruppe.

Bekanntlich wurde in der ersten Hälfte der 80*-Jahre von W. C.
Brøgger und bald nachher — und zwar unabhängig von ihm —
von C. Hintze betont,! dass die Pyroxengruppe, wie auch die Amphi-
bolgruppe, eine morphotropische Reihe bildet; innerhalb der Pyroxen-
gruppe wird das rhombische, das monokline und das trikline System
bezw. durch (Mg, Fe)-, Ca-? und Mn-Silikat bedingt. — Im Gegensatz
hierzu steht die ältere Auffassung von einer Isotrimorphie (oder Homöotri-
morphie) der verschiedenen Silikate.

Als ein wichtiges Moment für die Erklärung der Pyroxengruppe
durch Morphotropie und somit nicht durch Isotrimorphie spricht, wie
ich schon in meinen Studien über Schlacken (1884) — und zwar im
Anschluss an Brøggers Darstellung der Morphotropie-Lehre — hervor-
gehoben habe,

dass der mineralogische Charakter der aus Metasilikatschmelzen bei
schneller Abkühlung auskrystallisierenden Pyroxenmineralien, wie oben
erleuchtet ist, durch das Verhältnis (Mg, Fe): Ca: Mn in dem Schmelz-
fluss bedingt wird. |

Die obigen Zusammenstellungen über die Individualisationsgrenzen
wie auch über die Zusammensetzung der verschiedenen Pyroxene erlau-
ben uns eine Vorstellung zu bilden über die morphotropische Intensität
der verschiedenen Silikate:

Der rhombische Pyroxen mag nur verhältnismässig wenig Ca-Silikat
oder Mn-Silikat in sich aufnehmen und bildet sich nur in Schmelz-
massen mit verhältnismässig wenig Ca-Silikat oder Mn-Silikat; zwar
scheint der rhombische Pyroxen mehr Ca als Mn aufnehmen zu können
(nämlich bis zu etwa 0.1 Ca : 0.9 Mg, Fe, dagegen nur bis zu etwa 0.05

1 Siehe Literaturübersicht von Brøgger, in Zeitsch, f. Kryst, Min., B. 16, 1890; Vor-
wort S. XV.

2 Die Na,- (und Z7,,-K,-)Silikate wirken in derselben Richtung wie Ca-Silikat; hierüber
habe ich aber keine neuen Beobachtungen zuzufügen, und deswegen werden wir uns
hier nicht mit der morphotropischen Wirkung der Alkalisilikate beschåftigen.

38 J.-H. L. VOGT. M.-N. Kl.

Mn : 0.95 Mg, Fe); und die Individualisationsgrenze liegt entschieden
höher in Mg,Fe-Schmelzmassen mit Ca als mit Mn (so krystallisiert
rhombischer Pyroxen in A,-armen Schmelzen noch bei ungefähr
0.3 Ca : 0.7 Mg, Fe, während andrerseits in Schmelzen mit 0.3 Mn : 0.7
Mg, Fe nicht rhombischer Pyroyen, sondern Rhodonit individualisiert
wird);

der monokline Pyroxen mag viel mehr M»-Silikat enthalten können,
als es mit dem rhombischen Pyroxen der Fall ist (nämlich der mono-
kline Pyroxen mindestens 0.16 Mn : 0.84 Ca (Mg, Fe), der rhombische
Pyroxen den bisherigen Analysen zufolge nicht mehr als etwa 0.05 Mz:
0.95 Mg, Fe); und der monokline Pyroxen bildet sich in relativ Mr-
reicheren Schmelzen, als der rhombische (die Individualisationsgrenze
zwischen Augit und Rhodonit liegt bei etwa 0.35 Mn: 0.65 Ca(Mg,Fe);
zwischen rhombischem Hypersthen und Rhodonit, dagegen niedriger als
0.3 Mn :0.7 Mg, Fe, eher bei etwa 0.2—0.25 Mn :0.8—0.75 Mg, Fe);

der Fe,-freie und an Al, arme Rhodonit mag selbst etwas mehr
Ca-, bezw. Mg,Fe-Silikat als Mn-Silikat in sich aufnehmen; und die
Individualisationsgrenze liegt, wie gerade erwähnt, gegen rhombischen
Pyroxen niedriger als gegen Augit.

Alle diese Thatsachen erklären sich ungezwungen durch die aus der
Morphotropie logisch folgende Konsequenz, nämlich dass je weniger
symmetrisch ein Molekül wirkt, je intensiver muss unter sonst gleichen
Bedingungen sein morphotropischer Einfluss werden:

das in rhombischer Richtung wirkende Meg, Fe-Silikat ist sehr
empfindlich sowohl dem monoklin wirkenden Ca-Silikat wie dem triklin
wirkenden Mx-Silikat gegenüber, und zwar rock empfindlicher dem tri-
klinen Mn-Silikat als dem monoklinen Ca-Silikat gegenüber (deswegen
mag der rhombische Pyroxen weniger Mm-Silikat als Ca-Silikat auf-
nehmen, und die Individualisationsgrenze liegt niedriger gegenüber Rho-
donit als gegenüber Augit);

das monokline Ca-Silikat ist nicht so empfindlich wie das rhom-
bische Mg, Fe-Silikat dem triklinen Mx-Silikat gegenüber (deswegen mag
Augit mehr M»-Silikat enthalten, als es bei dem rhombischen Pyroxen
möglich ist, und die Individualisationsgrenze gegen Mn-Silikat liegt
höher zwischen Augit und Rhodonit als zwischen dem rhombischen
Pyroxen und Rhodonit);

und endlich mag das in trikliner Richtung wirkende Mz-Silikat be-
trächtliche Mengen sowohl von Ca-Silikat wie von Mg, Fe-Silikat in sich
aufnehmen, und zwar, ohne Veränderung des Krystallsystems, noch mehr
von Mg, Fe-Silikat als von Ca-Silikat.

1903. No.8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 39

— Bei der Besprechung der Beziehung zwischen dem monoklinen
Pyroxen und dem triklinen Rhodonit erinnern wir daran, dass die Er-
klärung der Pyroxengruppe durch Morphotropie einen schönen Stütz-
punkt dadurch erhalten hat, dass G. Flink (l. c.) bei seinen Unter-
suchungen über den Schefferit nachgewiesen hat, dass der monokline
Pyroxen durch eine nennenswerthe Beimischung von Mn-Silikat sich
geometrisch wie auch optisch dem triklinen Rhodonit nåhert, doch noch
mit Beibehalt des triklinen Systems.

Wollte man die morphotropische Wirkung innerhalb der Pyroxen-
gruppe in den Einzelnheiten feststellen, so müsste man sich nicht
mit den etwas schwebenden Ausdrücken Mg, Fe-Silikat, Ca-Silikat und
Mn-Silikat begnügen, sondern die morphotropische Intensität jedes
der einzelnen Silikate erforschen: Mg,S7,0,, Fe,Si,0,, CaMgSz,0,,
ERA | 6a,.92,0,, 1 Me AZ, 5:05, Fe Al, Si0,, \€@ Aly S7O,,
NaAISi,0,, KAlSi,O,, LiAlSi,O,, samt hier überall Fe statt 42,
ferner von Mn,Si,0,, MnMgSi,O,, MnFeSi,O,, MnCaSi,O,, u.s. w
u.s. w.1

Zur Zeit fehlt es doch an Material, um eine solche detaillierte Unter-

suchung vorzunehmen.

Noch giebt es innerhalb der Pyroxengruppe viele offene Fragen, so
unter anderen in Betreff des Wollastonits, der sich typologisch und
minerogenetisch nicht unwesentlich von den anderen Gliedern der
Pyroxengruppe entfernt, und in Betreff des Babingtonits.

Dieser letztere enthålt freilich immer Mz — nämlich den bisheri-
gen, meist ziemlich alten Analysen zufolge zwischen 1.15 und 10,16 0/0
MnO (oder 2.39% MnO + 10.91 % Mn,O,), — aber zufolge einiger
Analysen weniger Mn als der noch monoklin krystallisierende Schefferit.
— Dieser scheinbare Widerspruch gegen die Morphotropie erklart sich
ziemlich sicher daraus, dass Mn in dem Babingtonit nicht in das Meta-
silikat RRSZ,O,, sondern in ein anderes (Æe,-fihrendes?) Silikat hin-
eingeht, und dass diese verschiedenartigen Silikate durch verschiedene
morphotropische Intensität gekennzeichnet werden. — Nähere theore-
tische Betrachtungen hierüber sind zur Zeit unnütz, indem eine moderne
Monographie über den Babingtonit noch fehlt.

1 Wollte man eine erschöpfende Untersuchung durchführen, müsste man — unter Be-
rücksichtigung der 77-haltenden Pyroxene und der besonders von Brøgger erforschten
Mineralien Rosenbuschit, Lävenit, Wöhlerit, Johnstrupit u. s. w. — auch die morpho-
tropische Einwirkung noch vieler anderen Verbindungen erforschen,

40 J. H. L. VOGT. M.-N. KI.

Auch das von mir! untersuchte neue künstliche, trikline »Babing-
tonit-ähnliche« Mineral, das in geometrischer Beziehung eine Zwischen-
stufe zwischen Augit und Babingtonit einnimmt, und das optisch sich
dem Babingtonit nähert, enthält zufolge Löthrohrprobe etwas Mangan;
von den spärlichen und winzigen Krystallen (2—3 mm. lang, 0.5 mm.
dick) giebt es doch leider nicht genügendes Material zu einer quantita-
tiven Analyse.

Beiträge zur Kenntnis der drei polymeren R-Metasilikat-
reihen, RSiO,, R,80,0;, R,Si,O,,, besonders über die künst-
lichen RSiO,-Mineralien (CaSiO,, ZnSiO,, MgSiO, u. s. w.),

Aus der Thatsache, dass der in der Natur auftretende Diopsid-
Hedenbergit die Zusammensetzung CaRSi,0,, wo Ca:R genau = I
(R = Mg, Fe), während Tremolith-Aktinolith die Zusammensetzung
Ca R,5i1 019, wo Ca:R=1:3, besitzt, ferner, weil aus geschmolzener
Hornblende ein Pyroxenmineral entsteht, hat G. Tschermak? bekannt-
lich schon längst den Schluss gezogen, dass den Amphibolen ein grös-
seres Krystallmolekül zukommt, und zwar ein doppelt so grosses als den
Pyroxenen. Die Normalformeln der A/,- und Fe,-freien Glieder der
zwei Gruppen wären somit:

Il

Pyroxengruppe % 21.2. SEO,
I

Amphibolgruppe ys 1.12 RG Se 0,9:

Hierzu gesellen sich bekanntlich fiir die Pyroxengruppe noch die

Glieder R(Al, Fe), Si0, samt R(AL, Fe) Si, O, (Formel NaFeSi, 0, für
Aegirin-Akmit und ZiFeSi,O, für Spodumen), — also in allen Fällen
ein Molekül mit 0,.3

Im Gegensatz zu dieser in der späteren Zeit von den meisten Mine-
ralogen acceptierten Deutung vertritt F. W. Clarke‘ die Auffassung,
dass das Pyroxen-Molekiil grésser als das Amphibol-Molekiil sein sollte;
er schreibt die Formel so:

-

Studien über Schlacken, 1884, S. 240—243.

Tscherm. Min, Mitth. 1871, und spätere Arbeiten,

3 In den Babingtonit sollte, den bisherigen ziemlich alten Analysen zufolge, neben
RgSi,O, auch ein Silikat Fe,S#,0, oder AFe,Si;O,, eingehen; dies, wie auch die
Annahme von einer in ganz untergeordneter Menge gelegentlich in die Augite ein-
gehenden Verbindung Æ(4/, Fe)aS?,O,, möchte doch wohl einer Bestätigung bedürfen,

4 The Constitution of the Silikates, U.S. Geol. Surv. Bull. No, 125, 1895.

wo

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 41

EVÉOXED RME ET et R«(Si0,), (SO)

Amphibol je vee Ce, À (5:0,)(5% 04);
also Pyroxen. 12... 25575044
Amphibol 19 1.2 25200,

Andrerseits betrachtet J. W. Retgers! die Pyroxene teils als ein-
fache Silikate (MgSiO,, FeSiO,, MnSiO,, CaSiO,) und teils als
Doppelsilikate; zu den letzteren rechnet er nicht nur Diopsid-Hedenbergit
(CaMgSi,0, — CaFeSi,O,), sondern auch Bustamit und Pajsbergit?
(CaMnSi,O,, Ca(Mn, Fe, Mg, Zn) Si,0,).

— Bezüglich der Grösse des sich in Silikatlösung befindenden
Diopsid-Molekiils wie auch bezüglich der Grösse des aufgelösten Olivin-,
Anorthit- und Melilith-Moleküls verweise ich auf einen unten folgenden
Abschnitt, wo ich — durch die Untersuchung über die molekularen
Schmelzpunkt-Erniedrigungen — zu dem Resultat komme, dass die
Molekularformeln der betreffenden aufgelösten Silikate bezw. CaMgSi,O,,
Mg,Si0,, CaAl,Si,0, und (Ca, r),Si30,5 — (Ca,r)s Al,Si,0,, sind.
Die Molekularformel des gelösten Diopsids ist somit mit derjenigen Formel
identisch, die Tschermak für den festen Diopsid schon längst aufge-
stellt hat. Hieraus ist man freilich nicht berechtigt den Schluss zu ziehen,
dass die Molekularformel des festen Diopsids mit Sicherheit RRSi,0;
sein sollte, indem die Möglichkeit einer Verånderung der Molekulargrösse
beim Übergang von der löslichen zu der festen Phase nicht ‘ausge-
schlossen ist; eine solche Verånderung ist jedoch nicht wahrscheinlich.
Der Nachweis der Molekulargrösse des gelösten Diopsids mag somit
als ein Stützpunkt — freilich nicht als ein entscheidender Beweis — für
die Richtigkeit der Tschermak’schen Diopsid-Formel dienen.

Einen neuen Beitrag zur Kenntnis der Polymerisation der Meta-
silikate bekommt man dadurch, dass es ausser den Pyroxen- und den
Amphibol-Metasilikatreihen noch eine dritte Metasilikatreihe giebt, die
man’ aus den unten entwickelten Gründen als RS10, auffassen darf.

Die durch schnelle Abkühlung aus Silikatschmelzfluss (bei gewöhn-
lichem Druck und ohne Gegenwart von 77,0, Fluorid u. s. w.) sich

1 Zeitsch, f. phys. Chemie, 1895, 16, S. 614--617.

2 Bezüglich des letzteren ist jedoch zu bemerken, dass man bei dem Bustamit oder
Pajsbergit keinem konstanten Verhältnis 1 Ca:ı Mn oder 1Ca:1(Mn,R) begegnet; es
giebt nämlich zwischen Mn,Si,0, und MnFeSi,O, eine kontinuierliche Reihe von
Zwischengliedern, und gelegentlich führen die Rhodonite (oder Bustamite, Fowlerite),
wie wir oben erwähnt haben, selbst noch mehr Ca,Ze,Mg als Mn.

j. HL. VOGT: M.-N. KI.

42

individualisierenden Mineralien zeichnen sich, wie schon oben (S. 6)
hervorgehoben ist, durchgängig durch eine sehr einfache Zusammen-
setzung aus; so zeigen die am leichtesten und am gewöhnlichsten aus
Silikatschmelzfluss auskrystallisierenden Mineralien empirische Formeln
wie: R,5:0, (R= Mg,Fe,Mn u.s.w.); R,S:0, (R SA MgSi0,,
FeSiO,, CaSiO,, ZnSiO,, RR Si, Og — R(Al, Fe), S10; — R(Al, Fe) Si,0;,
Ca, Si3019 — Ca,Al,Si,0,9, CaAl,Si, Og, Al,SiO,, CaTiO,, 41,03,
Fe,0,, RAl,O,, FeFe,0,, C#,0, RS u.s.w.

Diesen gegeniiber könnte man (s. S. 6) eine ganze Anzahl, beson-
ders in den 7iefen-Eruptivgesteinen zu Hause gehörende Mineralien oder
Mineralgruppen von mehr komplicierter Zusammensetzung entgegenstellen,
deren synthetische Darstellung durch Abkühlung aus Silikatschmelzfluss
bei gewöhnlichem Druck bisher nicht gelungen ist, und ziemlich sicher
auch nicht gelingen kann.

Dies berechtigt zu dem generellen Schluss, dass

bei schneller Abkühlung, unter gewöhnlichem Druck, von Silikat-
schmelzlösungen nur Mineralien von einfacher Konstitution entstehen.

Die Berechtigung dieses Schlusses wird, wie wir unten näher nach-
weisen werden, dadurch bekräftigt — obwohl nicht bewiesen —, dass
sich durch das Studium der molekularen Schmelzpunkt-Erniedrigung für
die Mineralien Olivin, Diopsid, Melilith und Anorthit durchgängig die
mindest mögliche Molekularformel ergiebt (bezw. Mg,SiO,, CaMgSi,O,,
Ca, St3019 — Ca;41,52,0,,, CaAl,S2,0,)

Der Aufbau eines komplicierteren Silikatmoleküls bedarf eines höheren
Druckes oder längerer Abkühlungszeit oder Einwirkung von aufgelöstem
H,O u.s.w. oder alle diese Faktoren zusammen.

— Unter der Voraussetzung, dass die 42,- und Æe,-freien Pyroxene
nach der Molekularformel RRSi,O, gebaut sind, wäre als Konsequenz
der obigen Erörterung zu erwarten, dass in denjenigen Fällen, wo die
Formel sich halbieren lässt, bei schneller Abkühlung sich neue Mineralien
von einer noch einfacheren Molekularformel (RS:O, statt R,S7,0,)
individualisieren müssen. /n der That erhalten wir auch neue Mineralien,
bei dem Ca-Metasilikat und dem Mg-Metasilikat, ziemlich sicher auch bei
dem Fe-Metasilikat, ferner bei den Metasilikaten mit Zn, (Sr, Ba und Por).
In gemischten Metasilikatschmelzen, mit sei Basen in gleicher Menge, wie
CaMgSi,0,, CaFeSi,0,, MnCaSi,0,, MnFeSi,O, u.s.w., sind dagegen
nie neue polymorphe Mineralien erhalten worden; hier krystallisiert immer
ein Glied der Pyroxengruppe. — Besonders lenken wir die Aufmerk-
samkeit darauf, dass Hunderte oder Tausende von synthetischen Experi-

menten und Schlackenuntersuchungen mit Schmelzmassen genau oder

En a i is

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 43

annähernd von der Zusammensetzung CaMgSi,0, oder CaFeSi,0, aus-
geführt sind; nie aber ist hier eine polymorphe Varietät beobachtet
worden. Gehen wir dagegen zu den Ca-Metasilikatschmelzen (mit ganz
wenig Mg, Fe, Mn), so krystallisiert hier bei schneller Abkühlung in überaus
den meisten Fällen das hexagonale Ca-Metasilikat (CaS:03); nur in ein
Paar Fällen ist Wollastonit erhalten worden.? —

Andrerseits scheint in den Mg-Silikatschmelzmassen sich Enstatit am
häufigsten und die polymorphe Varietät nur selten zu individualisieren.?
— Unserer Auffassung zufolge wäre a priori auch ein neues Mn-
Metasilikat, MnSiO,, zu erwarten; ein solches ist aber bisher nicht
entdeckt worden. Es sind jedoch bisher nicht viele synthetische Unter-
suchungen über die Mn-Metasilikatschmelzen ausgeführt worden; meine
eigenen Studien beziehen sich hauptsächlich auf Schlacken, die neben Mn
immer reichliche Mengen von Ze enthalten.

— In dieser Verbindung erinnern wir auch daran, dass innerhalb
der anderen aus Silikatschmelzfluss erhaltenen Mineralgruppen (Olivin,
Äkermanit-Gehlenit, Plagioklas, Sillimanit, Leucit, Nephelin, Spinell-
Magnetit, Korund-Eisenglanz u, s. w.) nie neue dimorphe Mineralien er-
halten worden sind; dies spricht dafür, dass die Molekularformel dieser
Mineralien, in Übereinstimmung mit der üblichen Auffassung, dem
mindest möglichen Molekül entspricht.

Zur Analogie erwähnen wir auch die Monosulphide (und Arsenide),
unter denen es bekanntlich zwei Reihen giebt: a) eine kubische (hexakis-
tetraëdrische) Reihe, nämlich Zinkblende, Manganblende, Troilit, Eisen-

-

Weshalb sich in den Ca-Metasilikat-Schlacken beinahe immer das hexagonale Ca-Meta-
silikat, dagegen in einigen Fällen Wollastonit bildet, ist nicht entschieden worden;
vielleicht (??) beruht es auf einer längeren Abkühlungszeit in den letzterwähnten Fällen. —
Wollastonit ist gelegentlich (s. S. 28) in sehr langsam erkalteten Fabrikgläsern kon-
statiert worden; in den relativ schnell abgekühlten Schlacken bekommt man dagegen
beinahe immer das hexagonale Ca-Metasilikat.

Zur Analogie erinnern wir daran, dass rhombischer Pyroxen in den Eruptivgesteinen
viel häufiger ist als Wollastonit; der letztere nimmt in der Pyroxengruppe krystallo-
graphisch wie auch minerogenetisch eine isolierte Stellung ein, während der rhombische
Pyroxen sich nahe an den monoklinen anschliesst, Å

Wie wir unten nachweisen werden, nehmen die Monticellit-Mineralien, nåmlich der
eigentliche Monticellit, MgCaSiO,, der Glaucochroit oder Mn-Monticellit, MnCasiO,,
und der Æ-Monticellit, ÆCaSiO,, in Betreff der geometrischen Konstanten eine iso-
lierte Stellung innerhalb der Olivingruppe ein. — Diese besondere Monticellit-Unter-
gruppe, RCaS:0,, wo R= Mg, Mn, Fe, innerhalb der Olivingruppe ist leicht zu erklåren,
wenn das Olivinmolekül ÆRS:O, ist. Wäre dagegen das Olivinmolekül polymerisiert,
2. B. zu X,Si,0, oder, wie Clarke (l. c.) annimmt, selbst zu R,S7,0,,, wäre eine
besondere Monticellit-Untergruppe, mit genau 1Æ:1Ca, ziemlich unnatürlich, indem
man dann eine Suite fester stöchiometrischer Verhältnisse zwischen Å und Ca voraussetzen
müsste,

"2

PG

44 J. H. L. VOGT. M.-N. Kl.

nickelkies u. s. w., und b) eine trigonale (ditrigonal pyramidale) Reihe,
nämlich Wurtzit, Greenockit, Millerit, Nickelin u. s. w. — P. Groth!
erklärt den Unterschied zwischen diesen zwei Reihen durch Polymerie,
indem er die erste Reihe als RS, die zweite als R,S,, bezw. R,As,
oder À,S6, auffasst. Einen neuen Stützpunkt für diese Annahme finden
wir darin, dass Monosulphide, wie beispielsweise Zinksulphid, die in
beide Reihen eingehen mögen, durch schnelle Auskrystallisation aus
Silikatlösung immer regulär krystallisieren;? die reguläre Reihe sollte
folglich das mindest mögliche Molekül (AS) haben.

Die hexagonale (trigonale?) RSiO,-Gruppe, CaSiO,,(SrSiO;,
BaSi0,, PbSiO,?), ZuSiO;.

Hexagonales Ca-Metasilikat, CaSiO;.

Siehe Abschnitt Hexagonales Kalksilikat und Wollastonit, S. 56—71 in meiner Arbeit
Mineralbildung in Schmelzmassen,

Geschichtliches: Schon längst wurde in Ca-reichen und mässig sauren Hochofen-
schlacken, von Koch (1822), C, Schnabel, (1851), C. Rammelsberg (1851), I. Fr. L.
Hausmann (1854). A. Gurlt (1857) und K. C. v. Leonhard (1858). ein hexagonales
Mineral gefunden, das als »Kieselschmelz«, »Kalk-Nephelin« bezw. »Kalk-Beryli« bezeichnet
wurde, In meinen Studien über Schlacken, 1884, wies ich nach, dass dieses Mineral sich
sehr oft in den Ca-Silikatschmelzmassen von mässiger Acidität bildet; ich hatte aber nicht
Material zu einer ganz sicheren Bestimmung seiner Zusammensetzung, kam jedoch zu dem
Resultat, dass die Zusammensetzung entweder genau oder annähernd CaS/O, war. — Durch
synthetische Experimente stellte L. Bourgeois? ein CaS/O,-Mineral dar, und ich konnte
bald nachher, während eines Studienaufenthaltes in Paris (Frühling 1885) nachweisen, dass
dieses mit dem hexagonalen Schlackenmineral identisch war. — Später wurde es auch von
C, Doelter (1886) synthetisch erforscht,

Das Mineral erscheint in sechsseitigen, tafelförmigen oder kurz pris-
matischen Säulen (coP.OP), die in Drusenräumen oftmals eine Grösse
von 5—10 mm. erreichen. An solchen Krystallen habe ich Säulenwinkel
= 120° und Säule zu Basis-Winkel = 909 gemessen. Schnitte + OP
sind unter gekreuzten Nicols ganz dunkel; in konvergent-polarisiertem
Lichte sieht man ein Kreuz, das sich in vielen Schnitten beim Drehen
des Präparats nicht ändert; in anderen Schnitten dagegen beobachtet
man, wie auch von Doelter betont, eine ganz kleine Öffnung. Es wäre
somit möglich, dass das Mineral optisch zweiachsig wäre, mit spitzem
Bissectrix | OP und Winkel zwischen den optischen Achsen minimal
klein. Die einfachste Erklärung ist doch, wie auch von Doelter hervor-
gehoben, dass es optisch einachsig ist, und dass es gelegentlich eine

Tabellarische Übersicht der Mineralien, 1898.

Siehe hierüber den unten folgenden Abschnitt, über die Löslichkeit der Monosulphide
in Silikatschmelzlösungen.

Reproduction, par voie ignée, d'un certain nombre d'espèces minérales appartenant aux
familles des silicates, des titanates et des carbonates, Paris, 1883.

&

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 45

optische Anomalie zeigt. Besonders spricht hierfur, dass die skelett-
förmigen Aufbaurichtungen in der OP-Ebene konstant drei einander
unter 609 schneidenden und mit einander gleichwertigen Achsen folgen;
auch habe ich mehrmals eine flache, aber nicht messbare hexagonale
Pyramide beobachtet.

Ob das Mineral hexagonal oder trigonal krystallisiert, ist noch nicht
entschieden; der Kürze wegen bezeichne ich es als »hexagonales Ca-
Metasilikat«, ohne hiermit zu behaupten, dass es nicht trigonal sein kann.

Der Charakter der Doppelbrechung ist positiv.

Die Inferenzfarben sind sehr lebhaft (hochrot, dunkel himmelblau,
grün u. s. w. der dritten Ordnung).

Das specifische Gewicht von reinem CaSzO, (ohne Mg, Fe) habe
ich zu 2.86 bestimmt. Frühere Untersuchungen haben ergeben: 2.89
(Schnabel); 2.38, 2.90, 2.905 (Doelter). — Das sp. Gew. des Wolla-
stonits wird auf 2.8—2.9 angegeben. — Die beiden polymorphen Ver-
bindungen haben somit ziemlich genau dasselbe sp. Gew.; welche der
beiden die schwerste ist, ist nicht entschieden. Je mehr das Molekül
polymerisiert ist, je höher pflegt das sp. Gew. zu sein;? a priori wäre
somit zu vermuten, dass Wollastonit ein wenig schwerer als die hexa-
gonale Form sein sollte.

Der Schmelzpunkt ist für beide Mineralien gleich oder beinahe
gleich (1220—1225°).

Hausmann (1854), der den »Kieselschmelz« als einen »Kalk-
Smaragd« betrachtete, erwähnt eine Pyramide mit Winkel 77° ı 50“
gegen die Hauptachse; es scheint mir jedoch nicht berechtigt, auf Grund-
lage dieser alten Messung eine Berechnung des Achsenverhältnisses zu
basieren.

Im Anschluss an seine Untersuchung über CaSzO, hat L. Bourgeois
(Il. c.) sich auch mit der Synthese von S7S:0,, BaSiO, und PbSi0,
beschäftigt. Zufolge seiner Darstellung nebst einigen Beobachtungen,
die ich 1885 während eines Studienaufenthalts am Collège de France an
seinem Originalmaterial gemacht habe, ergiebt sich:

1 CaSiQ, wurde durch Schmelzung in Tiegel (Einwäge ca, 5 Kg.) aus Carrara-Marmor
und Quarz dargestellt, Die direkte Ablesung mit Benutzung der Westphal'schen
Waage (nach Justirung) ergab 2.844; das Produkt bestand aus CaSiO, mit ca, 5 pCt,
Glas, das einige winzige und sehr spårliche Luftblasen enthielt; rechnen wir das
sp. Gew, des Glases, inkl, der Luftblasen, zu 2.5, wird das sp. Gew, des Minerales
— 2962

2 Dies ist nur eine Regel und kein Gesetz,

46 TORMIEAVOCT:

M.-N. KI.

Das erhaltene S7SzO, ist optisch einachsig; das Krystallsystem
(tetragonal oder hexagonal) konnte nicht festgestellt werden. Weil es
aber wie CaSzO, optisch positiv ist und auch sonst diesem sehr ähnelt,
darf man ziemlich sicher annehmen, dass es mit diesem isomorph ist.

BaSiO und P4$S:0, scheinen ebenfalls optisch einachsig zu sein.
P&Si0, erwies sich als optisch positiv, mit schwachen Interferenzfarben,

Hexagonales Zn-Metasilikat, ZnSiO,.

In ihrer Arbeit »Über die Umwandlung der Destillationsgefässe der
Zinköfen in Zinkspinell und Tridymit«! erwähnen A. Stelzner und
H. Schulze ein hexagonal krystallisierendes Zinksilikat, das als ein
» Willemit-artiges Zinksilikat« bezeichnet wurde. Die mitgeteilte Analyse
des Minerals ergiebt:

Gefunden Als ZnSiO3 berechnet
SEO Eee, pee ree eee 42.50
LEO DEN sn a ERBE 57.50
HERO SN PR ONE
SUMMA 00 77 100.00

Das Mineral kann somit nicht Willemit, Zr, SzO,, sein, sondern ent-
spricht genau der Formel ZzSz0,. — Dies. ist wohl auch die Ursache,
dass die zwei sächsischen Forscher das Mineral nicht als Willemit be-
stimmt haben, sondern als ein »Willemit-artiges Zinksilikat«.,

Die einzigen weiteren mineralogischen Angaben, welche Stelzner
und Schulze für dieses Mineral geben, sind, dass es lebhafte Inter-
ferenzfarben besitzt, und dass es überaus schwer schmelzbar ist; der
optische Charakter wurde nicht bestimmt.

Die monokline oder trikline RSiO,-Gruppe, MgSiO, (und FeSiO,2).

MgSi0,. Hierüber verweise ich auf den Abschnitt Enstatit und
eine dimorphe, mono- oder asymetrische Mg SiO,-Varietät, S. 71—78 in
meiner Arbeit Mineralbildung in Schmelzmassen, denen ich keine neuen
Beobachtungen zuzufügen habe. — Von diesem neuen MgS:0,-Mineral
wissen wir, dass die Zusammensetzung 1Mg0 : 15:0, ist; dass es mono-
oder triklin ist, und dass es keine Ähnlichkeit mit den Pyroxenen zeigt;
es ist somit irreleitend, wenn es früher von französischen Forschern als
»Mg-Pyroxen« bezeichnet worden ist. — Auch scheint ein mit dem
obigen analoges neues /eSzO0,-Mineral zu existieren; siehe hierüber meine
oben citierte Arbeit.

1 Jahrb, für das Berg- und Hüttenwesen im Königreich Sachsen auf das Jahr 1881,

—— roll

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 47

— Aus dem obigen folgt, dass es drei Metasilikatreihen giebt, die
ziemlich sicher durch Polymerie erklärt werden müssen, nåmlich
Ey St 047
BRIST OG
Ste
Die letztere Reihe zerfallt in zwei Gruppen, nåmlich
1) eine hexagonale (trigonale?) Gruppe, CaSz0,, ZnSi0, (und S7Sz0,,
- BaSi0,, PbSiO,?) und
2) eine monokline oder trikline? Gruppe, MgSzO, (und FeS:O,?).
P. Groth (Tabellarische Ubers. d. Min., 1898, S. 142) ist geneigt,
das hexagonale oder trigonale CaSzO, in die trigonale Ilmenitgruppe
(FeTiO,, MgTiO,, MnTi0.) zu stellen. Hiergegen spricht jedoch erstens,
wie Groth auch bemerkt, dass Ca7%0, nicht in dieser Gruppe zu
Hause gehört. Zweitens muss hervorgehoben werden, dass es von RS20,
zwei Gruppen giebt, einerseits mit Ca, Zn (und Sr, Ba, Por) und an-
drerseits mit Mg (und Fe). Sollte CaSzO, mit (Fe, Mg, Mn) 770, iso-
morph sein, so müsste dasselbe auch von MgS:0, angenommen werden;
das letztere ist aber nicht der Fall.

— Der obige Beitrag zur Kenntnis der Metasilikate ist ziemlich
lückenhaft; so sind die Individualisationsgrenzen nicht überall genügend
detailliert bestimmt, und die mineralogische Untersuchung der neuen
RSi0,-Mineralien ist ganz fragmentarisch. Fortgesetzte synthetische
Studien wären sehr wünschenswert; hierzu habe ich aber bisher keine
Zeit gefunden, und die Hauptaufgabe dieser Arbeit ist nicht mineralo-
gische Beiträge zu liefern, sondern die physikalisch-chemische Lösungs-
theorie auf das Gebiet der Silikatschmelzlösungen zu überführen.

Die Individualisationsgrenze zwischen den Mg,Fe, Mn-
und den Zn, Be-Orthosilikaten,
nämlich zwischen Zn-haltigem Olivin, (R,Zn), SiO,, einerseits und
andrerseits Willemit-Troostit, (Zn, 2), Si0,.

Der natürlich vorkommende Zn-haltige Olivin, nämlich der soge-
nannte Roepperit, (#e,Mn,Mg,Zn),SiO,, von Stirling in New Jersey,
enthålt zufolge Roepper (s. Hintze's Handb. d. Min.) 10.96, 10.70,
10.66 % ZnO, oder bezw. 0.132 Zn : 0.868 Fe,Mn,Mg; 0.131 Zn:
0.869 Fe Mn, Mg; 0.131 Zn: 0.869 Fe, Mn, Mg. — Aus den Schlacken
der Technik kennt man (siehe Studien über Schlacken, S. 73—76) Zn-

48 J. H. L. VOGT. M.-N. KI.

haltigen Fayalit, (Fe,Z»),520,, mit einer noch etwas höheren Zu-Menge,
nämlich jedenfalls bis zu 0.225 Zn : 0.775 Fe oder Fe, mg; eine noch
höhere Zn- (oder Zn, Be-) Menge in einem Olivinmineral ist meines
Wissens bisher nicht nachgewiesen worden.

In den Fe- und Zn-Orthosilikat-Schmelzmassen 1 krystallisiert dieser
Zn-haltige Fayalit jedenfalls bei einer so hohen Zr-Menge wie bis zu
0,27 Zn: 0.73 Fe, Mg, ziemlich sicher auch bei einer noch etwas höheren
Zn-Menge.

— Unter den Willemitmineralien (Willemit-Troostit, Phenakit, Dioptas)
führt der Troostit, (Zr, ag, Mn, Fe) Si0,, gelegentlich Mn,Mg,Fe in ganz
nennenswerter Menge, so, den bisherigen Analysen zufolge (s. Hintzes
Handb. d. Min.) bis zu 12.59% MnO, 1.14% MgO, 0.62 %/o FeO bei
57.83 Yo ZnO; diesem entspricht 0.232 Mn, Mg, Fe: 0.768 Zn.

Aus Silikatschmelzen auskrystallisierten Willemit kenne ich nur in
einer an Zn, Pb und Cu, reichen Schlacke, die in Mineralbildung in
Schmelzmassen, S. 235—236, beschrieben ist. Bis zu welchem Gehalt
von Mg, Fe, Mn in den Schmelzmassen sich der Willemit individualisieren
mag, ist nicht untersucht worden.

— Die obigen, freilich sehr spärlichen, Beobachtungen erleuchten
wir, nach derselben Darstellungsmethode wie an Fig. 1—3, graphisch
(Fig. 4, Seite 49), indem wir als Abscisse das Verhältnis Zr : Fe, Mg, Mn

wählen.

— Zur Vervollständigung verweisen wir auf W. C. Broggers
theoretische Erörterung? von dem — in chemischer Beziehung gerade
in der Mitte zwischen Mn-Olivin, Mr,SzO,, und Phenakit, Be,Si0,,
stehenden — triklinen Mineral Trimerit, MnBeSi0,, welches in pseudo-
'hexagonalen Drillingen auftritt, und welches die morphotrope Verbin-
dung zwischen einerseits den Olivin- und andrerseits den Willemit-
Phenakit-Mineralien vermittelt. —

Es wäre in theoretisch-mineralogischer Beziehung sehr interessant
nachzuforschen, ob sich aus Orthosilikatschmelzmassen von der Zusam-

1 Siehe A. W, Stelzner, Zinkspinell-haltige Fayalitschlacken der Freiberger Hütten-
werke, N, Jahrb, für Min. Geol, Pal, 1882, I, und meine Arbeit Mineralbildung in
Schmelzmassen, S. 33, 202, 247; hier sind viele Analysen zusammengestellt. — In den
betreffenden Schlacken, die ein wenig Al,0,, 7403, RS u, s. w. führen, ist auskrystalli-
siert: (Zr, Fe)S; Zn-Spinell; Magnetit; Zr-Fayalit. Durch die Auskrystallisation von
Zn-Sulphid und Z#-Spinell wird die beim Anfang der Individualisation des Z#-Fayalits
vorhandene Zn-Menge etwas herabgedrückt; hierauf ist bei der obigen Bestimmung der
Individualisationsgrenze Rücksicht genommen,

Über die morphotropischen Beziehungen des Pinakiolith und des Trimerit zu verwandten
Mineralien, Z, f. Kryst. Min, XVIII, 1890,

5

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 49

Bei schneller Abkühlung von Orthosilikat-Schmelzmassen krystallisiert
je nach dem Zn: Fe, Mg, Mn-Verhältnis.
Fig. 4.

Willemit, Olivin.

Willemit, Olivin,

ee à 1 Ä——Z———————————— —

Zusammensetzung der Mineralien.

(T = Trimerit.)

mensetzung 1 Zn, Be: 1 Fe, Mg, Mn Trimerit-Mineralien darstellen liesse;
zu einer solchen synthetischen Untersuchung habe ich aber leider bisher

keine Zeit gefunden.

Ergånzende Beitråge zur Kenntnis der Melilithgruppe,
besonders iiber die Zusammensetzung des Åkermanitsilikats.

In meiner Arbeit »Mineralbildung in Schmelzmassen« kam ich zu dem
Resultat, dass die in den Ca-reichen, basischen und A/,- oder Al,, Fe,-
führenden Silikatschmelzmassen — wie auch in A/,, Fe,-freien Schmelz-
massen von etwas höherem Aciditätsgrade — sich individualisierenden
tetragonalen Mineralien eine gemeinschaftliche isomorphe Mineralgruppe
bilden, mit den zwei äusseren Gliedern einerseits Gehlenit, und andrer-
seits das neue Mineral Äkermanit; die Zwischenglieder lassen sich als
Mischungen von Gehlenitsilikat, (Ca, x), (423,7,)S,0;9 und Äkermanit-
silikat, (Ca, x), Si,O0, ,, auffassen. — R = Mg, Fe, Mn, Na, u.s.w.

Die Argumente für diesen Schluss waren kurz, dass die vorliegenden
Mineralien eine kontinuierliche Reihe bilden, in Bezug auf

die chemische Zusammensetzung (siehe hierüber mehr unten);

die optischen Eigenschaften;

das specifische Gewicht;

ferner ist die Spaltbarkeit überall dieselbe;

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 8. 4

50 J. H. L. VOGT. M.-N. Kl.

die aus Schmelzfluss krystallisierenden tetragonalen Mineralien zeigen
eine typologische Persistenz;
in minerogenetischer Beziehung gehören sie zusammen;
und man beobachtet gelegentlich einen zonalen Aufbau der ver-
schiedenen Mineralien (Melilith und Akermanit).!
— Das Achsenverhältnis beträgt:
Äkermanit (Mosst)rannahernd =~... - - I : CA, 0,45 ?

{ nach Kaiser schwankend { I : 0.45001

innerhalb der Grenzen 1 :0.47635

Melilith (DesJEloiseaus ire oes en 130.4548
(BotheSchlacke) MALMEN I : 0.4666

(siehe Gurlt, Schlacke) . . .. 1:0.4769

Gehlenit: (DesKElonseauxs ar .. 1:0.4006

E. Kaiser? hat kürzlich nachgewiesen, dass die Melilithe vom Vesuv
ein nicht unwesentliches Schwanken des Achsenverhältnisses zeigen,
und zieht hieraus — unter Hinweis auf das Mischungsgesetz von Gehlenit-
Åkermanit-Silikat — den Schluss, dass »in dem am Vesuv vorkom-
menden Melilithe krystallographisch verschiedene, somit wohl auch
höchstwahrscheinlich chemisch verschiedenartige Substanzen vorliegen«.

Meine Auffassung der Gehlenit-Melilith-Äkermanit-Mineralien als
eine Mischung der zwei extremen Glieder ist von mehreren späteren
Forschern (siehe die Lehrbücher von Groth und anderen) angenommen,
dann aber auch von G. Bodländert bestritten worden. Deswegen werde
ich die Frage, auf Grundlage neuer ergänzender Untersuchungen, noch-
mals behandeln. ;

Aus den oben angeführten Griinden betrachte ich es als festgestellt,
dass die vorliegenden Mineralien einer gemeinschaftlichen Gruppe ange-
hören; die Zusammensetzung des dasischen Endgliedes, also des Gehle-
nitsilikats, ist schon früher bekannt; die erste Aufgabe ist somit die
Zusammensetzung des sauren Endgliedes, also des von mir genannten
Akermanitsilikats,® sicher anzugeben. — Hierzu dient uns folgendes:

1 Siehe hieriiber Mineralbildung in Schmelzmassen, S. 123—126,.ferner unten, Fig. 16;
im letzterwahnten Falle ist zuerst der relativ saure (!) Akermanit und später ein mehr
basisches Melilithmineral gebildet worden, Siehe auch H, Rosenbusch, iiber den
Euktolith (Citat unten),

Diese Bestimmung ist wenig genau,

Zeitsch. f. Kryst. Min. 31, 1899, S. 24.

Neues Jahrb, für Min. Geol. Pal, 1892, I, S. 53; cfr. Antwort von mir ebenda, 1892,
II, S. 73, und Abhandlung von Bodlånder ebenda, 1893, I, S. 15.

Als Akermanit bezeichne ich nicht nur das reine Endglied, (Ca,X),S7,0,, sondern
auch die an diesem Silikat sehr reichen Glieder.

e

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 51

ı) Bei einem Schmelzversuch von mir (No. 62), mit eingewogenen
Mengen (ca. 25 kg.) von reiner Kieselsäure, Carraramarmor (Blanc P)
und Furuli-Dolomitmarmor (letzterer analysiert, genau CaMgC,O,, mit
nur ca. 0.06 % FeO und ohne 42,0,), im Verhältnis R, 573 0,9, wo 0.7
Ca : 0.3 Mg, krystallisierte Åkermanit in 2—4 mm. grossen Krystallen;
in den kleinen Drusenråumen sitzen zahlreiche tetragonale, von Basis
und Säule begrenzte Krystalle. — Beinahe die ganze Masse, nur mit
kleinen Glasresten, ist zu dem Mineral auskrystallisiert. — Die Ausgangs-
bestandteile sind so rein als möglich gewählt; absolut chemisch frei von
Thonerde sind sie freilich nicht; der 42, O,-Gehalt wird aber höchstens
etwa 0.05—0.1 % betragen. — Die Zusammensetzung des Minerals ist
somit (Ca,Mz)y 57309 5.

2) In einer Reihe von Äkerman vorgenommenen Schmelzversuchen
(No. 270—279, s. S. 20), von Aciditåtsgrad 1.50, mit überwiegend Ca
nebst etwas Mg, nur mit Spuren von #e,Mn und 0.6—0.7 Yo 42,03,
ist der tetragonale Äkermanit (optisch positiv; e—w = -++ 0.005—0.007)
in sehr reichlicher Menge und in ziemlich grossen Individuen (bis 4 mm.
und darüber) auskrystallisiert. So unter anderem in den folgenden
Schmelzprodukten, die alle verhältnismässig grosse Krystalle zeigen:

Akerm. No. Acid.-

a gag | 104203 | Ca: Mg | Si: Aly : Cain

CLXX | 276| 1.50 0.60 0.750 : 0.250|| 1.000 : 0.0077 : 1.317
GEX 277 1.50 0.62 0.714 : 0.286| 1.000 : 0.0079 : 1.317
CAIN 278 || 1.50 0.64 0.692 : 0.318 || 1.000 : 0.0081 : 1.316
XXXIX | 279 | 1.50 0.70 0.667 : 0.333 || 1.000 : 0.0088 : 1.315

Die Zusammensetzung der Schmelzflüsse ist aus den zum Schmelzen eingewogenen
Gemischen berechnet; die Fehlerquellen sind ganz minimal.

In den Präparaten dieser Schmelzmassen sieht man, dass beinahe
die ganze Masse als Äkermanit auskrystallisiert ist, nur mit minimalen
Glaseinschlüssen oder Glasresten. Dieses Glas beträgt in mehreren Prä-
paraten nach Ermessen nur ein oder ein Paar Prozent; 2: die Zusam-
mensetzung des auskrystallisierten Minerals ist entweder genau R, 52,0, ,
(Acid.-grad 1.50, entsprechend Sz ; À = 1:1.333), oder weicht nur eine
Winzigkeit davon ab.

Nach der unten folgenden Erörterung darf angenommen werden,
dass in den obigen Fällen, der kleinen 42, O,-Menge (0.6—0.7 1/0) wegen,
sich nicht das reine Äkermanit-Endglied, R,S7,0,, gebildet hat, sondern

52 J. Hy L. VOGT. M.-N. KI.

dagegen ein Glied (von Aciditätsgrad 1.47 und mit 0.7 % 4/,0,) aus
etwa 4o Teilen Äkerm.-Sil. zu 1 Teil Gehl:-Sil. bestehend. Die Rest-
masse, nach der Auskrystallisation des Minerals, sollte somit etwas saurer
als 1.50 sein; hiermit stimmt, dass hie und da in einem Paar der Präpa-
rate in winziger Menge ein Mineral später als der Äkermanit gebildet
ist, das mit Augit identisch zu sein scheint. Dieses Mineral No. 2 ist
doch in so spärlichen und kleinen Krystallen vorhanden, dass dessen
mineralogische Bestimmung nicht ganz sicher ist.

3) Der Äkermanit krystallisiert in Ca-reichen Schmelzmassen, mit
niedriger A/,-Menge und innerhalb der Aciditätsgrenzen herab bis zu
1.25 a 1.30 und hinauf bis zu ca. 1.60 (s. die Analysen No. 62—73);
hierdurch erhalten wir eine annähernde Vorstellung über die Zusammen-
setzung des Minerals.

4) Im hiesigen Laboratorium ist eine Äkermanitschlacke (No. 69 a)
von Nykroppa Hochofen (1900) in Schweden und die in den Drusen-
räumen derselben Schlacke frei entwickelten Akermanitkrystalle (No. 69b)
analysiert worden. — Die Schlacke enthålt zufolge mikroskopischer
Untersuchung ca. 60% Åkermanit, in bis 1 cm. grossen Krystallen;
spåter ist ein ganz wenig Augit auskrystallisiert (siehe hierüber unten),
und zum Schluss ist die Restmasse als Glas erstarrt; daneben findet sich
auch ein wenig Monosulphid, RS.

Hochofenschlacke von Nykroppa, 1900, Schweden.

Zusammensetzung Zusammensetzung
der ganzen des auskrystallisierten
Schmelzmasse. Akermanits
F No. 69a. No. 69b.
SØ 45.45 44.21
AIO 4.64 4.24
FeO. 0.73 1.14
MnO 3:25 2.39
CaO 35.25 36.24
MgO . 10.32 11.16
Na,0 . (0.25) (0.25)
CaS 0.38 0.38
Summa 100.27 100.01
Acid.-grad 1.39 1.33

Diese zwei Analysen sind, unter meiner besonderen Kontrolle ausgeführte Examens-
analysen! zweier meiner besten Schüler, No. 69a von meinem jetzigen (1902) Assistenten
R, Støren, No, 69b von C, Bugge.

1 Die wichtigste Kontrolle bei diesen Examensanalysen liegt darin, dass die Einwågungen
zu den Analysen von den Censoren vorgenommen wurden; die Kandidaten bekamen

—_— 4

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 53

— Besondere Alkalibestimmungen wurden nicht ausgeführt; Erfahrung hat aber gelehrt,
dass die schwedischen Hochofenschlacken (aus Alkali-freien Erzen) bei Holzkohlenbetrieb
in der Regel 0.25 °/, Alkali führen; ein minimaler Fehler spielt für uns keine Rolle, —
Die Schwefelbestimmung wurde nur in No. 69a vorgenommen; zufolge mikroskopischer
Untersuchung führen die ausgeschiedenen Krystalle beinahe genau so viel Sulphid wie die
ganze Schlacke, Das Monosulphid besteht in der That aus (Ca,m)S, jedoch mit einer
ganz unwesentlichen Manganmenge; es ist nur als CaS berechnet; die zwei S-Bestimmungen
ergaben bezw. 0,165 und 0.175 % S, — Die Analyse No, 69b wurde von den in den
Drusenräumen frei ausgeschiedenen und mit einer Pincette abgebrochenen Krystallen, von
Breite bis 10 mm. und Dicke etwa 0.5 mm,, ausgeführt; es gelang nicht, diese Krystalle
absolut rein zu erhalten, indem sie nach Ermessen mit etwa 3°/, Glas, nebst ein ganz
wenig Sulphid vermischt sind; diese Verunreinigung beeinflusst jedoch die Berechnung der
Formel nur ganz wenig, indem das Glas, zufolge der nahen Übereinstimmung der ganzen
Schmelzmasse und der ausgeschiedenen Krystalle, nur ganz wenig von der Zusammensetzung
der Krystalle abweichen mag. Zu den drei Analysen der Krystalle wurden bezw, 1,25, 1.3
und 1,7 gr. eingewogen,

Aus meiner Arbeit »Mineralbildung in Schmelzmassen« (1892, S. 142)
entnehmen wir die folgenden zwei Analysen, No. 73a von der ganzen
Schlacke und 73b von den in derselben ausgeschiedenen Äkermanit-

krystallen.
Hochofenschlacke von Sandviken, 1885, Schweden.
Zusammensetzung Zusammensetzung
der ganzen des auskrystallisierten
Schmelzmasse. Akermanits.

No. 73 a. | No. 73b.

00 PE 42.44 43.17

Meter 4.38 3.43

GS NL a. 0.30 Spur

NEG SG 9.21 5.85

10) 1 Le 28.37 37.89

LO! NG 11.87 (ca. 9?)

INGO! or (0.25) (0.25)

Cis 2 Nile ar tu 1.89 (Etwas)

Summa 98.67
Aedeerad . . … . 1.32
Beide Analysen sind von C. Damm ausgefihrt worden, — Die ausgepflückten Âker-

manitkrystalle enthielten ein Paar Prozent Verunreinigungen von Glas und Sulphid. Zu
der Analyse der Krystalle (No. 73 b) konnte nur ca. 0,5 gr. Substanz benutzt werden; teils

den Stoff, ohne die Einwägung zu kennen. — Jede Analyse ist Mittel aus zwei, bezw.
drei gut übereinstimmenden Bestimmungen:
No. 69 a No, 69b
Si0, . . . . 45.60 45.30 44.28 44.27 44.07

Og 67004605 423 14,25

54 PE VOGT. M.-N. Kl.

aus diesem Grunde und teils, weil die 4/gO-Bestimmung halb verunglückte, hat die Analyse
keinen entscheidenden Wert; deswegen habe ich die Analyse No. 69b (von einer anderen,
aber mineralogisch entsprechenden Schmelzmasse) ausführen lassen, — Über Na,O siehe
oben, S. 53.

Aus der Analyse No. 69b bestimmen wir durch Extrapolation die
Zusammensetzung des Åkermanitsilikats, indem wir das Gehlenitsilikat

abziehen.
3 Abzüglich Rest für
ng für Che Åkermanit-
nitsilikat silikat
STO 44.21 Si - 0.7319 0.0828 0.6491
VALE O ame ee 4.24 Al, - 0.0414 0.0414
OE Tue 1.14 Fe - 0.0159
MR OS ER 2.39 Mn - 0.0337 Q
(GIO 5. Er 36.24 Ca - 0.647115 0.1242 0.8530
MEO AN EN 11.16 Mg - 0.2765 >
Near OM 0.25 Na,- 0.0040
aS 0:38
Summa 100.01

Also nach Abzug des Gehl.-Silikats Sz: R= 1 : 1.314 (oder Acid.-
grad 1.522), während die Formel R,S7,0,, Si: R—=1: 1.333 (oder Acid.
grad 1.500) verlangt.

Bei — 0.32 0/4 S:0, und + 0.32 °/, CaO (oder + 0.23 °/, 20) würde man genau
157 :1.333 Å erhalten; in der That führen die Krystalle ein Paar Procent Verunreinigung
von Acid. grad ca, 1.55 oder 157 : ca. 13 À; die Analyse der chemisch reinen Krystalle
sollte somit nach Abzug der Verunreinigungen 157: 1.32 Å entsprechen, was sich noch
mehr dem theoretischen Resultat nähert,

Eine entsprechende Berechnung der (nicht ganz vollständigen) Ana-
lyse No. 73 b giebt nach Abzug des Gehl.-Silikats 1 Sz: 1.367 À, also
ein ganz wenig zu viel R.

Die Analyse No. 69 b ergiebt das folgende Verhältnis zwischen den
zwei Silikaten:

1.5021 Äkerm.-Sil.: 0.2484 Gehl.-Sil.
oder 0.858 — : 0.142 —

Und die Analyse No. 73 b:

1.5317 Äkerm.-Sil.: 0.2016 Gehl.-Sil.
oder 0.884 — Jon —
also ein von dem obigen ein wenig verschiedenes Verhältnis.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 55

— Namentlich durch die Untersuchung der synthetisch dargestellten
Ca-mg 1.50-Silikate und durch die Analyse No. 69b betrachte ich es
als festgestellt, dass die Zusammensetzung des Åkermanitsilikats genau

(Ca,R), 51309, ist.

Wir geben jetzt eine Zusammenstellung des aus den bisherigen
Analysen von Akermanit, Melilith und Gehlenit berechneten Verhåltnisses
Si: Al, Fe, : R, wo R = Ca,mg,Fe,Mn,Na,, K,-

Die arabischen Zahlen verweisen auf die Analysen in dieser Arbeit; die römischen

auf die Analysen bezw. von Melilith und Gehlenit in Hintzes Handb, d. Min, wo die
nötigen Litteraturcitate zu finden sind,

Åkermanit.
| Acid.-grad SEA RR |
62 1.50 | I :0.00 : 1.333 Vogt, Schmelzvers., s. S. 51.
276—279 1.50 I : 0,008 : 1.317 | Akermans Schmelzv., s. S.51.
No. 73b 1.33 1:0.049:1.37 Damm, s. S. 52.
No. 69b 1:38 i SOHO) 8 ay re 5.8.03:

Melilith.
Acid.-
| grad Sø: Al, ,Fe, SR

IV 720.13 20.151. 1.14 v. Kobell

V 1.13 220.,1909:1.17 || Damour

VI 1.15 | 170.181: 1.19 Nå Bo d-

VII 1.14 | 1:0.194: 1.17 ||> län-

VIII 1.1] I :0.189: 1.24 | der.

II Tao eles OMUQA 1.21 Woes di Damour
- III | 1.05 1.20.2315 1:24 Bove. Damour

Melilith aus Schlacken.

XVII (81)| 1.15 :0.190:1.24 | Karsten
XIV (84)| 1.03 10205 1.521 Me rev
XVIII (85) | 1.03 :0.220:1.28 | Bothe
XIII (86)| 1.02 30-220: esi Percy

XII (89)| 0.98
XIX (100) | 0.97
XVI (90)| 0.92
XX (98)| 0.94
99 a 0.97
99 b (0.79

02202003 00 MRC Rev

Jo.178 23.53, Bodlander

: 0.290 : 1.30 Berthier

:0.193:1.54 ||Fou- Synthesen,

:0.230: 1.41 |? qué À Bull. soc. min. (Sp. Gew. 2.95)
0.267 21-74) | Tome XXIII, 1900(Sp. G. 2.99)

et di ei ei ed ed tt ei ei bd

56 T'AIL'NOGT: M.N. Kl.
Gehlenit.
Acid.-
grad SZ Aly, Fey R
X 0.75 0.335: 1.66 | Oravicza. Bei v. er
Randzone.
V 0.75 ee 5 Kühn
IV 0173. MAT OMIS Oo E Damour
VI 0.71 I OZ 35 1651 = Kühn
III O7 1044 se = v. Kobell
VIII 0700 Ww RHA) ES Lemberg
IX 0.67 | 1:0.435:1.70 | Oravicza. Kern, cfr. No. X
I 0.67 TOG SK = Fuchs
VII 0.66 | 1 04755062 Q Rammelsberg, Mineral-
5 chemie.
II 0.65 TO AEG a Thomson
XI(105)| 0.63 1 : 0.505 : 1.70 | Gehlenit von Schlacke, Percy

Die von Stelzner veröffentlichte Analyse von Melilith, aus Melilithbasalt von Hoch-
bohl isoliert, ergebend Acid.-grad 1.34 und 157: 0,148 Al,,Fe,: 1.04 À, setzte ich ausser
Betracht, indem das Analysenmaterial ziemlich unrein war (sp. Gew. 2.99); die Analyse
wurde nicht zur Feststellung der Formel, sondern zur Identificirung des Minerals ausgeführt,
— Unter den Analysen des natürlichen Gehlenits ist eine getrennte Bestimmung von 720
und 72,03 in No, I—VI und VIII nicht ausgeführt worden; ich habe hier vorausgesetzt,
dass die eine Hälfte des Eisens als 70, die andere als 730, vorhanden ist; dies ist freilich
willkürlich; der Fehler wird aber nicht beträchtlich, indem die Eisenmenge verhåltnis-
måssig niedrig ist, — Die Melilithanalyse No, VIII und såmtliche Gehlenitanalysen ergeben
etwas 7,0. — Die von mir veröffentlichten Analysen nicht von ausgepflückten — doch
immer mehr oder minder unreinen — Krystallen von Melilith oder Gehlenit, sondern von
den ganzen Schlackenmassen, werden selbstverståndlich nicht mitgenommen,

Zum Vergleich geben wir eine Ubersicht der Zusammensetzung der
Melilithreihe, unter der Voraussetzung, dass diese aus Gemischen von
Åkermanit- und Gehlenitsilikat besteht.

PN Si: Alm :R
1.0 Åkermanitsilikat : 0.0 Gehlenitsilikat 1.500 | I : 0.000 : 1.333
0.9 » » HOT » » 1.381 I : 0.034 : 1.344
0.8 » » 0.2 » » 1.274 M O:O At 3 Me
0.7 » » : 0.3 » » 1.174 I : O.I II : 1.370
0.6 » » : 0.4 » » 1.083 TOMES Oe NRA
0.5 » » ON » » 1.000 I : 0.200: 1.400
0.4 » » +00 > » 0.923 | 1:0.250: 1.417
0.3 » » NOM » » 0.848 | I : 0.304: 1.434
0.2 » » : 0,8 » » 0.786 I : 0.364: 1.454
0.1 > » 209 » » 0.724 | 1:0.429: 1.475
0.0 » » IG) » » 0.667 | 1 : 0.500: 1.500

|
|
i”

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 57

Bei der Beurteilung der obigen Melilith- und Gehlenit-Analysen muss
bedacht werden,
und Gehlenit, welche

Mineralien bekanntlich sehr leicht von Säuren aufgeschlossen werden,

dass der matirlick vorkommende Melilith

und welche somit auch von dem überall infiltrierenden Kohlensäure-
haltigem Wasser leicht angegriffen werden, wohl ohne Ausnahme mehr
oder minder verwittert sind;

dass die künstlichen, aus Schlacken oder synthetischen Versuchen
herstammenden Krystalle beinahe ohne Ausnahme mehr oder minder
mit Verunreinigungen mechanisch vermengt sind.

Die meisten der obigen Analysen erlauben somit keine mathematisch
scharfe Berechnung der chemischen Zusammensetzung. — Trotzdem
geben die Analysen uns, namentlich wenn wir sie em d/oc betrachten,
ganz gute Erläuterungen.

So sieht man gleich, dass die A/,-Menge bei abnehmender Aciditåt
steigt, und zwar ganz beträchtlich; ferner steigt auch, im grossen ganzen
gerechnet, die R-Menge.

Die am meisten basischen Analysen des Geslenits (von Acid.-grad
0.71—0.65) nähern sich dem Verhältnis 1572 : 0.5 Al,,7, : 1.5 R — so
ergeben die sieben Analysen des natürlichen Gehlenits No. VI, III, VII,
IX, I, VII und II durchschnittlich Acid.-grad 0.68 und 1.52 : 0.47 Al, Fey :
1.53 R; — teils hieraus und teils aus den synthetischen Versuchen von
Fouqué et Michel Levy! und von L. Bourgeois? muss man die
schon längst für Gehlenit (oder für das Gehlenit-Endglied) aufgestellte
Formel (Ca,r), (Al,,re,)Si,O,, als unzweifelhaft betrachten. — Die
drei Analysen No. X, V und IV des natürlich vorkommenden Gehlenits
sind wahrscheinlich als Gehlenit-Sil. mit etwas Äkermanit-Sil. aufzufassen,
und zwar als 0.8—0.9 Gel.-Sil. : 0.2—0.1 Äkerm.-Sil.

— Unter den Analysen des künstlichen Meliliths zeigen — ausser
den zwei Äkermanit-Analysen No. 69b und 73 b — zwei eine sehr gute

Übereinstimmung mit der berechneten Zusammensetzung; nämlich:

Gefunden Berechnet
——— ———T—="
Acid.- À Acid.- ;
grad Sør Al, Fo, ER grad SZ: Al, Fry OR
Nogsonlkercey). . 0.98 |1:0.220: 1.38 | 0.98 | 1:0.215:1.405
No. gga (Fouqué) .| 0.97 |1:0.230: 1.41 0.97 | 1:0224: 1.407
1 Synthèse des minéraux et des roches. 1882,

2 Reprod, par voie ignée etc., 1, c., 1883.

58 MEN VOGT. M.-N. Kl.

Bei den anderen Analysen des kiinstlichen Meliliths ist dagegen die
Abweichung grösser, und zwar findet man namentlich bald etwas zu
viel und bald etwas zu wenig ÅR. — Es ist hier berechtigt, die folgende
Argumentation geltend zu machen: die Verunreinigungen der aus höchst
verschiedenen Schlacken und synthetischen Experimenten herstammenden
Melilithkrystalle werden bald einen Überschuss von Sz, bald von Al,
und bald von À ergeben; wenn wir eine genügende Anzahl Analysen in
Betracht nehmen, dürften aber diese Verunreinigungen einander einiger-
massen aufheben. Es ist somit æ prior zu erwarten, dass der Durch-
schnitt vieler Analysen der Schlacken-Melilithkrystalle ungefähr die wirk-
liche Zusammensetzung geben muss. — Wir berechnen fir sich den
Durchschnitt der vorliegenden Schlacken-Melilithkrystalle, in der ersten
Kolonne ohne und in der zweiten Kolonne mit der Analyse No. 99b
(Acid.-grad. 0.79), welche letztere scheinbar an der Grenze zwischen
Melilith und Gehlenit steht:

Melilithe aus Schlacken.

Gefunden Berechnet
u nn]
Acid.- : Acid.- ;
grad St: Alg reg : R grad St: Alg Fag : K
Pure [ohne N No. at oo) || 1k BOLO) S 1.37 1.00 | 1:0.200: 1.400
Seblacken-| mit No.99b| 098 | 1:0.221:1.405 | 0.98 | 1:0.215: 1.405

Weil die Durchschnittszusammensetzung aus 9, bezw. 10 Analysen
berechnet ist, darf man — aus den oben angeführten Gründen — der
guten Übereinstimmung hier einen wissenschaftlichen Wert beimessen.

Teils hieraus und teils aus der guten Übereinstimmung der zwei
Analysen No. 89 und 99a betrachte ich es als festgestellt, dass die
Schlacken-Melilithkrystalle aus Gemischen von Åkerm.- und Gehl.-Sil.
bestehen.

Die Analysen der »atärlichen Melilithe ergeben ein wenig mehr
Al,,Fe, und andrerseits etwas weniger Å, als unsere Mischungstheorie
verlangt, und zwar auch, als es bei den künstlichen der Fall! ist. —
Entweder muss somit, wie Bodländer behauptet, meine Mischungstheorie
unrichtig sein, oder die bisherigen Analysen des natürlichen Meliliths
erlauben keine ganz exakte Berechnung der Formel, indem das Mineral

1 Dass das künstliche und das natürliche Mineral derselben Mineralspecies angehören,
ergiebt sich unzweifelhaft aus der Übereinstimmung in Bezug auf Achsenverhältnis (cfr.
Bothes Messing, S. 50), sp. Gew., optische Eigenschaften u. s, w,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 50

immer ein wenig zersetzt ist. Ich glaube, dass diese letztere Erklärung
das richtige trifft. Besonders werde ich diesbezüglich hervorheben, dass
der Melilith selbst durch sehr schwache Säuren angegriffen wird, und
zwar muss man davon ausgehen können, dass durch Einwirkung von
Kohlensäure- und Sauerstoff-haltigem Wasser vorzugsweise ein wenig
Ca,Mg,Fe,Na,,K, in Lösung fortgeführt wird, ferner auch, dass ein
wenig ZeO zu Fe,O, oxydiert wird. Es darf somit @ priori ange-
nommen werden, dass die Analysen des natürlichen, immer ein wenig
zersetzten Meliliths durchgängig etwas zu viel A/,,7, und besonders
etwas zu wenig R aufweisen müssen. Selbst eine ganz kleine Verände-
rung würde genügen, um eine Übereinstimmung mit unserer Mischungs-
theorie hervorzubringen.?

Die meisten Analysen des Mililiths nähern sich dem Aciditåtsgrad
1.00, was unserer Mischungstheorie zufolge genau 1 Teil Akerm.-Sil.

1 Diese Annahme findet einen Stützpunkt durch die Analysen der Umwandlungsprodukte
des Gehlenits (s. Hintzes Handb. d. Min,, S. 310, No. XVI—XX),

Die drei wahrscheinlich besten der bisherigen Analysen des natürlichen Meliliths sind
die von Bodländer ausgeführten (No. VI—VIII). Sein Analysenmaterial bestand aus
Krystallen von Durchmesser etwa 6 mm und Dicke 3 mm; diese waren von einer Ver-
witterungszone überzogen, die mit dem Messer abgekratzt wurde; später wurde das
Material von Augit u, s. w. durch Behandlung mit einer schweren Flüssigkeit gereinigt.
— Wenn man bedenkt, wie äusserst leicht der Melilith angegriffen wird, und dass die
betreffenden Krystalle an der Oberfläche zersetzt waren, fühle ich mich nicht davon
überzeugt, dass der Kern der kleinen Krystalle absolut frisch war, — Auch geben die
Analysen keine kontinuierliche Serie, nämlich: specifisches Gewicht 2.917, 2.932, 2.945;
Acid.-grad 1.15, 1.14, 1.11 und zu 157 bezw. 0.181, 0.194, 0.189 Aly, Fe, und 1,19, 1.17,
1.24 Å, Das sowohl in Betreff des specifischen Gewichts wie auch des Aciditäts-
grades in der Mitte stehende Analysenmaterial zeigt somit etwas mehr A/,,r., und
andrerseits etwas weniger Å als die zwei am Ende der Reihe stehenden Analysen,
was sich wohl mit keiner Mischungstheorie in Einklang bringen lässt. — Und das von
Bodländer analysierte Hüttenprodukt (No. XIX, 100) ergiebt 157 : 0,175 Aly : 1.53 À,
also 4, ungefähr wie bei den von ihm analysierten natürlichen Melilithe, dagegen viel
mehr X. — Diese vier Analysen erlauben somit nach meiner Auffassung keine absolut
exakte Berechnung der Formel,

13

Bodlånder spricht, obwobl mit allem Vorbehalt, die Vermutung aus, »dass die

II
optisch zegativen Melilithe Metasilikate der Formel S/O, wären, die mit dem Alumi-

IT IIT
nat Å Å, 0, isomorph gemischt sind, während bei den fositiven Melilithen das Alumi-

TI III II
nat %,%,0, isomorphe Beimengung zum Silikat À 5703 iste, — Dieser Annahme, also

von zwei getrennten Mischungsreihen, kann ich jedoch gar nicht beitreten. — Seine erste
Annahme, von AS/O, und RR,O,, entspricht für den Normal-Gehlenit R,RS730),,
also der längst bekannten ‚Formel; die S/0,-reicheren, optisch negativen Glieder der
Melilithreihe lassen sich doch nicht von &,,57,0,, mit Beimischung von AS/O, oder
RR,O, derivieren. — Und eine Berechnung der Analysen No, 276—279, 73b, 69 b
und gga der optisch positiven Glieder, welche alle sehr gut mit der Mischung von
R,Si,0,, und Ay%,Si,O,, übereinstimmen, zeigt, dass eine Annahme von Æ5:0, und
RyR,0, gar nicht berechtigt ist.

60 Jj. He lee VOGT. M.-N. KI.

zu 1 Teil Gehl.-Sil. entsprechen sollte; die Formel des »Normal-Meliliths«
wäre somit R,A/, Sz, 0, 9.

Zusammenfassung :

Ein tetragonales, genau mit dem sauren Endglied, R,S7,0, „, über-
einstimmendes Mineral ist synthetisch dargestellt worden;

die zwei Analysen von ausgepfliickten Akermanitkrystallen stimmen
vorzüglich mit unserer Mischungstheorie überein;

die Zusammensetzung des Normal-Gehlenits ist R,A/,S7,O,,; und
mehrere etwas saurere Gehlenite lassen sich als Mischungen von über-
wiegend Gel.-Sil. mit etwas Akerm.-Sil. auffassen;

zwei Analysen von kiinstlichem Melilith stimmen sehr gut mit unserer
Mischungstheorie; dasselbe gilt auch dem Durchschnitt von g (oder 10)
Analysen von kiinstlichem Melilith;

die bisherigen Analysen des natiirlichen Meliliths ergeben ein wenig
mehr 4/,,#, und besonders etwas weniger R, als unsere Mischungs-
theorie verlangt; dies darf aber dadurch erklärt werden, dass der Melilith,
der sehr leicht selbst von schwachen Säuren angegriffen wird, durch die
Verwitterungsagencien (besonders von Kohlensäure-haltigem Wasser) ein
ganz wenig Ca, Mg, Fe Na,,K, abgegeben hat, während andrerseits etwas
FeO zu Fe,0, oxydiert worden ist.

Weil das Achsenverhåltnis von Akermanit nicht genau, des Mangels
an guten Flachen wegen, bestimmt worden ist, lassen sich die geome-
trischen Konstanten nicht zu einer eingehenden Untersuchung der Iso-
morphie benutzen.

Specifisches Gewicht
(bezüglich der Literaturhinweise siehe Hintzes Handb. d. Min.).

Akermanit-Endglied, (Ca,mg), 530,19, mit 0.7 Ca: 03 Mg (also
mit verhältnismässig sehr viel Mg; No. 62), zufolge Bestimmung von
mir: 2.921.

Akermanit, zufolge Bestimmung von mir: 2.924 (No. 69b); 2.941
(No. 73 b); No. 69b = 0.86 Akerm.-Sil. : 0.14 Gehl.-Sil.; No. 73b =
0.88 : 0.12. — Alle beide mit ziemlich viel Mg und Mn,re; No. 73b,
der am reichsten an Mr,re ist, ist auch der schwerere der beiden.

Melilith: 2.87—2.91 (Des-Cloiseaux); 2.908 (Bothe, No. XVIII,
85); 2.919 (Percy); alle diese ziemlich alten Bestimmungen beziehen
sich auf Schlacken-Melilithe, die håufig Luftblasen enthalten; die Angaben
sind deswegen wahrscheinlich ein ganz wenig zu niedrig, und miissen

somit vielleicht ausser Betracht gesetzt werden, 2.91 (Fouqué, No. XX,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 61

98; ebenfalls künstlicher Melilith). 2.90 und 2.95 (Damour, bezw. No. V
und II, III; Vesuv, Capi di Bove). 2.917 2.932 2.945 (Bodländer No.
VI- VIII; siehe Note S. 59). 2.95 (Fouqué, No. gga, künstlich),
2.96 (Bodlånder, No. XIX, 100; künstlich). 2.99 (Stelzner, No. I;
Melilith aus Melilithbasalt, Hochbohl).

Zwischenglied zwischen Melilith und Gehlenit: 2.99 (Fouqué, No.
99 b, kiinstlich).

Gehlenit: 3.01, 3.01 (Janovsky bei v. Zepharovich, No. X, XI,
von Oravicza); 3.011—3.007 (Breithaupt).

Das sp. Gew. steigt somit bei den Melilithmineralien — in ähnlicher
Weise wie z. B. bei den Plagioklasen, Skapolithen u. s. w. — mit der
Basisität. Dann wird das sp. Gew. auch durch die Ersetzung von AZ,
durch 72, und von Ca durch Fe, Mn, Mg und Na,,K, beeinflusst: je
mehr fe, oder Fe,Mn und Mg! je schwerer, während Na,,K, wahr-
scheinlich eine kleine Abnahme des sp, Gew. bewirkt. —

Die Resultate stellen wir tabellarisch zusammen:

E a Ex I
as a
=e Fe
Äkermanit-Endglied. . 2.921
Åkermanit . . . . . . 2.924, 2.941
MEME eek eo 2.90, 2.91, 2.917—2.945, 2.95, 2.96,2.95, 2.99
Zwischenglied Mel.-Gel. 2.99
CONS, ROM 3.01, 3.01, 3.011— 3.067

Zu einer detaillierten Bestimmung des Einflusses jedes der vielen
verschiedenen Bestandteile gebraucht man neues, und ganz einwurffreies
Material.

Uber den Charakter der Doppelbrechung:

Das reine Åkermanit-Endglied (No. 62, 276—279) wie auch der
kiinstliche Âkermanit (also Mischungen mit überwiegend Äkermanit-Sil,
nebst ein wenig Gehlenit-Sil., so das tetragonale Mineral beispielsweise
n No. 64—74) sind zufolge meiner Untersu chungen immer optisch positiv:

1 Innerhalb der Ortho- und Metasilikat-Reihen bewirkt Mg durchgängig ein höheres
sp. Gew. als Ca. — Mg, SiO, ist schwerer als MgCaSiO4; Mg,Si,O, schwerer als Mg CaSi,0,
und dieser wiederum schwerer als Ca,S7,0, (Wollastonit, — wie auch schwerer als
CaSiO,, hexag. Ca-Metasilikat), Siehe hierüber eine Zusammenstellung in meiner Arbeit
Malmröstning og Skjærstenssmeltning, 1897, S. 50,

62 J, H. L. VOGT.

M.-N. Kl.

der naturliche wie auch der künstliche Gehlenit sind zufolge der
bisherigen Untersuchungen immer optisch negativ;

der natürliche Melilith wurde früher immer als optisch zegativ ange-
geben; in der letzten Zeit haben doch mehrere Forscher auch opt. positive,
in Eruptivgesteinen auftretende Melilithe nachgewiesen; 1

unter den künstlichen Melilithen (oder Melilithmineralien mit mittleren
Mischungsverhältnissen zwischen Äkerm.- und Gehl.-Sil.) sind einige opt.
negativ, so beispielsweise in No. 111, 112, 113, in der Randzone in
No. 70 (Fig. 16), weiter viele von mir mikroskopisch, aber nicht chemisch
untersuchte Schlacken, ferner die von Bourgeois synthetisch darge-
stellten Melilithe; andere künstliche Melilithe sind dagegen opt. positiv,
so beispielsweise in No. 97, 98, 99a, 99b, 100;

dann giebt es auch mehrere Melilithe, bezw. Zonen innerhalb der
zonal aufgebauten Melilithe, die optisch zsotrop — oder richtiger, für
einige Strahlen optisch isotrop oder beinahe optisch isotrop — sind.

Die Doppelbrechung ist durchgängig sehr klein (s. Mineralbildung
in Schmelzmassen, S. 147).

In dieser gerade erwähnten Arbeit hob ich hervor, dass der Cha-
rakter der Doppelbrechung wie auch die Höhe derselben von dem
Mischungsverhältnis zwischen Åkerm.- und Gehl-Sil. abhängig war;
durch die späteren Untersuchungen hat sich ergeben, dass dies freilich
ein Faktor — wohl gar ein Hauptfaktor — ist, dass es jedoch
auch andere Faktoren, namentlich chemischer Natur, giebt, welche die
Doppelbrechung beeinflussen. So mag etwas A/, durch Fe, und etwas
Ca durch Mg,Fe,Mn,Na,,K, ersetzt werden; es giebt somit innerhalb
der Melilithgruppe — im Gegensatz dazu, was innerhalb der Plagioklas-
gruppe der Fall ist — eine lange Reihe Grund-Verbindungen, und jede
dieser mag ihre specifische Wirkung auf die Doppelbrechung ausüben,
Zur Feststellung der Einzelheiten hier bedarf man eines viel grösseren
Observationsmaterials als dasjenige, das bisher vorliegt.

1 »Grösstenteils positiv ist der Melilith im Alnöit von Mannheim, N, Y.c (C.H, Smyth,
Am. Journ, Sc. 1893, 46, S. 104). — Zufolge H, Rosenbusch (Ueber Euktolith,
Sitzungsber. d. preuss. Akad, d, Wissensch, zu Berlin, 1899) »bestehen alle grösseren
Melilithe (in dem Euktolith) aus drei koncentrischen Teilen: einem streng idiomorphen
Kern mit optisch positivem Charakter bei äusserst schwacher Doppelbrechung, einer
anscheinend isotropen Hülle von ebenfalls idiomorpher Begrenzung und einer äusseren,
unregelmässig begrenzten Schale mit optisch negativem Charakter und etwas deutlicherer
Doppelbrechung« (also dieselbe Reihenfolge wie in No, 70, s. Fig. 16). — Siehe auch
Untersuchungen von W, C. Brøgger & H, Bäckström und von G. Tschermak,

2 (Zusatz unter dem Druck) — Zum Vergleich verweise ich auf das Resultat, zu dem
C. Hlawatsch in seiner eben erschienenen Untersuchung über Vesuvian (Tscherm.

1993. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 63

— Die zwei Analysenpaare No. 69a, b und No. 73a, b erlauben uns
einen Schluss über die Abhängigkeit der Zusammensetzung des sich aus-
scheidenden Melilithminerals von der Zusammensetzung des Schmelz-
flusses, zu ziehen. — Um dies zu erörtern, geben wir eine Zusammen-
stellung des Aciditätsgrades und des SZ : 42, : R-Verhältnisses der ganzen
Schmelzmassen, der nächstliegenden Äkerm.-Sil. : Gehl.-Sil.-Mischungen

und der erhaltenen Krystalle:

Die Schmelsmassen.

| SG | Si: AL :R
NOMOGE dar as ss) 1.39 |1:0.0605 : 1.26
Nomad bl ste 1321 o:001011052

Die Zusammensetzung der Äkerm.-Sil. : Gehl.-Sil.-Mischungen.
0.9 Äkerm.-Sil. : 0.1 Gehl.-Sil. | 1.381 | 1:0.034: 1.344

0.85 » DOM 1.325 |1:0:053 : 1.351
1.274 |1:0.071: 1.357

0.8 » NO: » »

Die erhaltenen Krystalle.

I :0.049: 1.37

ROMOG ENE kl ur: 1.33
OO 72.20.3932

NORD. 0. 1.33

Die Schmelzmasse : No. 69a ergiebt, verglichen mit dem nächst-
liegenden Glied des berechneten Åkerm.-Gehl.-Gemisches, einen Uber-
schuss nicht nur von A/,, sondern auch von Sz (oder vom Aciditätsgrad);
es ist somit hier ein Mineral mit einer etwas niedrigeren Menge
sowohl von Sz als von AZ, wie in der Schmelzmasse zu erwarten; dies
tritt in der That auch ein (45.45%o 520, und 4.64% A/,O, in der
Schmelzmasse; 44.21 % SzO, und 4.24 % 42,0, in dem ausgeschiedenen
Mineral).

Die Schmelzmasse No. 73a dagegen zeigt, verglichen mit dem
nächstliegenden Äkerm.-Gehl.-Gemische (0.85 Åkerm. :0.15 Gehl.), etwas
zu viel A/,, aber andrerseits zu wenig Sz; in Übereinstimmung hiermit

hat sich hier ein Mineral ausgeschieden, mit weniger A/, als in der

Min, petrogr, Mitth, XXI, 1902, H. 2) kommt: Aus alledem glaubt der Verfasser
(C. H.) den Schluss ziehen zu müssen, dass der Vesuvian nicht als Mischung nur eines
positiven und eines negativen Endgliedes anzusehen ist, sondern dass mehrere negative
und vielleicht auch mehr als ein positives vorhanden ist.

64 J. H. L. VOGT. M.-N. KI.

Schmelzmasse (3.43 % 42,0, im Mineral gegen 4.38 Yo in der Schmelz-
masse), aber andrerseits mit einem Zuwachs des Aciditätsgrades oder
der Si-Menge (von 42.44%0 SzO, in der Schmelzmasse zu 43.17 % im
Mineral).

Das heisst, die Zusammensetzung des sich ausscheidenden Melilith-
minerals beruht nicht ausschliesslich auf dem Aciditätsgrad oder der Sz-
Menge der Schmelzmasse, sondern wird durch das gesamte Verhältnis
St: Al,,re, : R geregelt.

In Analogie hiermit darf auch angenommen werden, dass die Zusam-
mensetzung der sich in den Eruptivmagmen ausgeschiedenen Plagioklase
nicht, wie es öfter in den petrographischen Studien vorausgesetzt wird,
ausschliesslich durch den Aciditåtsgrad, sondern durch das gesamte Ver-
hältnis Sz: Al, : Ca: Na,,x, bestimmt wird.

Aus den früheren Untersuchungen teils von Bourgeois (l. c., 1883)
und teils von mir (s. namentlich Mineralbild. in Schmelzmassen, S. 143—
145) ergiebt sich, dass die Bildung der Melilithmineralien freilich durch
eine reichliche Ca-Menge in dem Schmelzfluss bedingt wird, dass aber
ein ganz reiner Ca-Melilith (1Ca,4/,5i,0,9 : 1Ca,Si,0,,) — ohne
Mg,Fe,Mn,Na,,K, — nicht zu existieren scheint; für die Entstehung des
Meliliths scheint es nötig zu sein, dass jedenfalls etwas Ca durch
Mg,Fe,Mn,Na,,K, ersetzt wird; jedenfalls ist es sicher, dass eine mehr
oder minder untergeordnete Menge dieser letzteren Elemente die Bildung
des Meliliths in hohem Grade befördert, — In Verbindung hiermit erin-
nern wir daran, dass die sämtlichen bisherigen Analysen des natürlichen
Meliliths einen nicht unwesentlichen Gehalt von Mg nebst Fe und Va, ,K,
ergeben.

Die Äkerman’schen Ca-Al,-Orthosilikatschmelzprodukte No. 12 und 5,
von Zusammensetzung annåhernd wie Melilith (No. 12 mit 142, : 7.5 Ca,
No. 5 mit 142, : 6Ca) und mit ganz wenig Mg,re,Na,, nämlich 1 Mg,re,Na, :
15 Ca, zeigen Melilith, meist in ziemlich kleinen skelettförmigen Kry-
stallchen, im Glas, welches letztere ganz reichlich vorhanden ist.

Um gute Melilithkrystalle zu erzielen, schmolz ich zusammen — in
Tiegel mit Einwägung ca. 20 kg. — S:0,,4/,0,, CaO und MgO in
Proportionen wie bei Normalmelilith, also nach Formel 12, Ad, Si,0, 9:
IR, Si3 09, und mit 1 Mg: 842 CaO (No. 100). Trotzdem aber die
Abkiihlung — wie bei meinen anderen Pyrometerversuchen — von 1350
herab bis zu 950° etwa 11/2 Stunden dauerte, bekam ich nicht eine durch-
gängig krystalline Masse, sondern ein Glas nur mit etwa ein Zehntel
Melilith, in skelettförmig aufgebauten Krystallen. — Um grosse Krystalle

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 65

ohne oder beinahe ohne Glas zu erhalten ist noch etwas mehr Mg nötig;
zufolge Erfahrung von den Schlacken mindestens etwa 1449 : 5Ca. —
Auch die Bildung von Åkermanit und Gehlenit gelingt am besten, wenn
etwas Ca durch Mg oder Mg, Fe Mn,Na,,K, ersetzt wird.

— In den an Ca sehr reichen, aber andrerseits an Mg, Fe, Mn,Na,,K,
einigermassen armen Orthosilikatschmelzen mit einer niedrigen A/,-Menge
(No. 156, 347, 349, 350, 351) hat sich in dem Glas, neben dem Melilith,
in ganz untergeordneter Menge auch ein anderes Mineral gebildet, das
sehr lebhafte Interferenzfarben ergiebt, und das rhombisch zu krystalli-
sieren scheint; die Individuen sind aber so klein, dass das Mineral
sich nicht sicher bestimmen lässt. Vielleicht (?) ist es ein Ca-Olivin,
(Ca, ng) 4 SiO,

Aus den zwei Analysenpaaren No. 69a, 73 a und 69b, 73 b (reprä-
sentierend: a) die Zusammensetzung der Schmelzfliisse, b) diejenige des
auskrystallisierten Melilithminerals) ersehen wir, dass die Mn-Menge bei
der Auskrystallisation der Melilithmineralien in relativ untergeordneter
Menge von dem Mineral aufgenommen wird; die Schmelzflüsse führen
bezw. 1Ca : 0.073 Mn und ıCa :0.25 Mn, das ausgeschiedene Mineral
dagegen bezw. 1Ca : 0.052 Mn und ıCa : 0.12 Mn, — also eine relative
Abnahme der Mn-Menge zu etwa der Hälfte. — No. 69 ergiebt ungefähr
dasselbe Verhältnis zwischen Ca und Mg in dem ausgeschiedenen Mineral
wie im Schmelzfluss (nämlich im Schmelzfluss 1 Ca : 0.41 Mg; im Mineral
1Ca : 0.44 Mg). In No. 73, mit sehr viel Mg im Schmelzfluss (nämlich
hier ıCa : 0.58 Mg), ist dagegen die Mg-Menge im ausgeschiedenen
Mineral relativ gesunken.

Die Individualisationsgrenze zwischen den Olivin- und den
Melilith-Mineralien.

Meine Beobachtungen hierüber beziehen sich auf Schmelzmassen —
selbstverständlich von Aciditätsgrad höchstens etwa 1.55 — mit wech-
selnder, meist mässig niedriger 4/,-Menge und beinahe immer ohne Ze,
(und ohne Mn,); die Alkalimenge ist durchgängig sehr klein, in der
Regel unterhalb ı Pct.

Zur Feststellung der Individualisationsgrenze stellen wir zusammen
einerseits die relativ Ca-reichsten und Mg,Fe,Mn-ärmsten Schmelzmassen,
wo Olivin zuerst krystallisiert hat, und andrerseits die relativ Ca-ärmsten

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1908. No.8, 5

66 J. H. L. VOGT. M.-N. Kl.

und Mg,Fe,Mn-reichsten Schmelzmassen, wo ein Melilithmineral zuerst
individualisiert worden ist,

Olivin ist in den folgenden Schmelzmassen auskrystallisiert, und
zwar teils allein und teils derart, dass zuerst Olivin und später ein
anderes Silikatmineral (Augit, Melilith) gebildet worden ist.

No, PE | % 42,0,

Ga: Mg mn, Fe 4

grad
128 1.53 10.00 0.54 : 0.46
131 1.50 7:75 0.46 : 0.54
133 1.45 2.40 0.48 : 0.52
137 1.33 8.92 0.51 : 0.49
139 1.31 3.99 0.48 : 0.52
141 1.23 3.84 0.49 : 0.51
142 1.21 9.97 0.53 : 0.47
143 1.20 5.92 0.47: 0.53
144 1.18 9.91 0.52 : 0.48
145 1.17 5.21 0.55 : 0.45
146 1.14 3.69 0.51 : 0.49
147 Ba 4.48 0.46 : 0 54
148? 0.91 9.85 0.50 : 0.50
cfr. 1133 | 0.86 8.3 0.55 : 0.45

Für die folgenden fünf Schmelzmassen — alle mit ziemlich wenig 42,
und von Aciditätsgrad ungefähr 1, also Si : (Ca,R), ziemlich genau 1 —
ist, wie wir spåter nåher erörtern werden, nachgewiesen worden, dass
das ausgeschiedene Olivinmineral aus Monticellit (RCaS:0,) besteht:

No | = 1% A1,0, | Ca: Mg,um,re
151 1.03 0.78 0.55 : 0.45
el 1.02 2.12 0.55 : 0.45
152b 0.90 5.92 0.62 : 0.38
154 0.92 5.33 0.44 : 0.56
Dose OT 3.50 0.57 : 0.43

1 Die Æe-Menge ist durchgängig und die Mn-Menge in den meisten Fällen ganz klein,
verglichen mit der Mg-Menge.

? In No. 148 ist zuerst (früher als Olivin) ca, !/, °/, Spinell auskrystallisiert; hierdurch
wird jedoch das Verhältnis Ca: Mg,Fe,Yn beim Anfange der Olivin-Individualisation nur
ganz unwesentlich beeinflusst.

® Schmelzversuch von mir, ungefähr von derselben Zusammensetzung wie No, 113, jedoch
mit etwas mehr Ca und weniger Fe,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 67

Andrerseits krystallisiert ein Melilithmineral — allein oder zuerst —
in folgenden Schmelzmassen:

No, u % Al,O, | Cal: Mg,mn,Fe
Åkermans 1.50 0.70 0.67 : 0.33
Schmelz- 1.50 0.64 0.69 : 0.31
versuche 1.25 0.70 0.079033 =
64 1.49 4.23 0.074035 å
65 1.48 4.57 0.67 : 0.33 5
67 1.42 4.34 0.58 : 0.42 ov
69 a 1.39 4.64 0.66 : 0.34
73a 1.32 4.38 0.54 : 0.46
75 1.26 5.05 0.57 : 0.43
110 1.05 29.31 0.53:0.47 Melilith & Anorthit.
95 1.03 9.10 0.69 : 0.31
88 1.01 12.78 0.70 : 0.30 | 3
76 0.95 11.81 0.64 : 0.36 =
112 0.86 8.3 0.66 : 0.34 | =
113 0.86 8.3 0.60 : 0.40
1062 0.72 15.13 0.66 : 034 =
108? 0.71 22.32 0.68 : 0.32 | =
1042 0.71 27.81 0.64 : 0.36 5

Wie es a priori erwartet werden dirfte, und wie es sich auch
durch die obigen Zusammenstellungen beståtigt, wird die Individuali-
sationsgrenze zwischen den Olivinmineralien einerseits und den Melilith-
mineralien andrerseits 1) durch das Verhältnis Ca: Mg, Mu,Fe bedingt;
2) dann aber auch durch die A/,- oder A/,,7e,-Menge der Schmelzmasse
beeinflusst.

In Schmelzmassen, welche eine fur die Bildung der Melilithmineralien
geniigende 4/,,7,-Menge führen, nämlich

in 1.5—1.35 Silikatschmelzen . . . 0—4 % 4/,0,
» 1.35—1.2 — . + + 4—8 » —
» 1.2—1.0 — + à B—I13 % —
D 1.0—0.7 == SAS 13—20 » =

liegt die Individualisationsgrenze ungefåhr beim Verhåltnis 0.55 Ca:
0.45 Mg,mn,re, oder vielleicht bei einer ganz wenig höheren Ca- und
niedrigeren JZ,

pg
Ce]

‚Mn,Fe-Menge, also kurz bei 1Mg,mn,re: 1.2 à 1.3 Ca. —

1 In Ca ist in einigen Fällen ein ganz wenig Va,,K, einbegriffen,

2 Enthält ein wenig Spinell, früher als das Melilithmineral auskrystallisiert; im Anfange
der Melilithbildung war somit die Mg,Fe,4n-Menge etwas kleiner als nach dem in der
Tabelle angegebenen Ca : Mg,Fe,Mn-Verhåltnis.

68 j. H. L. VOGT. M.-N. KI.

Das Verhältnis lässt sich aus den vorliegenden Beobachtungen nicht ganz
scharf ablesen; unzweifelhaft liegt es aber — in Schmelzmassen mit den
obigen 4/,0,-Gehalten — bei ıMg,Mn,Fe zu ein wenig mehr als 1Ca.
Bei einem Überschuss von A/, wird die Grenze etwas verschoben,
wahrscheinlich auf ungefähr 0.5 Ca:0.5 Mg (cfr. No. 110, von Acid.-
grad 1.05; 29.31 %o A/,O, und 0.53 Ca : 0.47 Mg; bei einer niedri-
geren 42,0,-Menge wäre hier Olivin zu erwarten; in der That ist aber
die Schmelzmasse zu Glas mit etwas Melilith nebst Anorthit erstarrt).
— Die Ursache hierzu muss auf folgendem beruhen: In einer Ca-Mg-Al,-
Orthosilikatschmelzlösung wird die Menge von dem sich in Lösung
befindenden Olivin durch einen Überschuss von A/, etwas zurückge-
drängt, die Menge des sich in Lösung befindenden Melilithminerals
dagegen befördert; der eutektische Punkt — und somit auch die Indi-
vidualisationsgrenze — bleiben hierdurch, wie wir später näher erörtern
werden, beinahe konstant, wenn wir das quantitative Verhältnis zwischen
den zwei Mineralien als Abscisse benutzen, dagegen nicht unwesentlich
verändert, wenn wir das Ca : Mg-Verhältnis als Abscisse wählen.
Andrerseits wird der Individualisation des Meliliths durch einen
Unterschuss von AZ, in der Schmelzmasse entgegengewirkt, oder die
Individualisation des Olivins wird hierdurch befördert; beispielsweise ist

so Olivin in folgenden Schmelzmassen erhalten worden.

Acid.-
ET % 42,03 | Ca: Mg,Mn,Fe
No. 145 ali) HA 0.55 : 0.45
» 155 1.01 3.50 0.57.20.45
> 152 bi), 0.90 5.92 0.62 : 0.38

Bei einer Menge von 8—13 % 42,0, in der Schmelzmasse müsste
sich bei diesen Ca: Mg, Mn,um,Fe-Verhältnissen, ‘jedenfalls in den zwei
letzteren Proben, nicht Olivin, sondern Melilith gebildet haben.

Ferner erwähnen wir einige an A/, ganz arme Schmelzprodukte
der Äkerman’schen Schmelzversuche.

Ca- Mn-1.00 - Siltkat.

Ä Acid.-
age No. grad % 42,03 Ca : Mn
I | =
27 | 318 | 1.00 0.09 0.12 : 0.88
eo 0.31 0.60 : 0.40

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 69

Ca-Mg-1.00-Silikat.

Åk Acid.- i de
Sen No. | grad |% 42,03 Ca : Mg
LXXI | 287 | 1.00 | 0.4 | 0.50 : 0.50
XXXV | 286000 MO | 0.8 | 0.67 : 0.33

In No. 318 ist die ganze Masse, nur mit einem winzigen Glasrest,
zu Olivin, in 5 bis 10 mm. grossen Individuen erstarrt; die Zusammen-
setzung des Olivins ist somit hier (M,ca),SiO,, wo 1Ca : 748 Mn. —
In den drei anderen Schmelzprodukten, mit bezw. 30a : 2Mn, 1Ca : 1 Mg,
und 20a : 1 Mg, ist ebenfalls die ganze oder beinahe die ganze Masse zu
einem Olivinmineral, das in ziemlich kleinen Individuen auftritt, auskry-
stallisiert, mit Kennzeichen: rhombische Auslöschung; Krystallwinkel und
Interferenzfarben wie für Olivin und Zusammensetzung genau Ortho-
silikat.

— In mässig basischen A/,-freien oder an AZ, ganz armen Schmelz-
massen (mit unterhalb 1 % A/,O,) mag sich bei überwiegendem Ca neben
etwas Mg,Mn,Fe bei schneller Abkühlung je nach der Zusammensetzung
des Schmelzflusses individualisieren,

entweder Äkermanit (Ca,2), S2,0,,, oder ein Ca-reicher Olivin,
(Ca,x),S?O,. Reiner Ca-Olivin, Ca,SiO,, scheint nicht zu existieren
(oder er ist, wie wir in einem unten folgenden Abschnitt näher be-
sprechen werden, von sehr labiler Natur).

Wir verweisen namentlich auf die folgenden Beobachtungen:

Äkermanit krystallisiert nicht nur in den Ca-reichen 1.50-Silikat-
schmelzen, sondern auch in 1.25-Silikatschmelzfluss (No. 345) bei 0.7 %
Al,O, und 6.67 Ca: 3.33 Mg (oder 2Ca: ıMg); hier hat sich gebildet:
zuerst Åkermanit und später ein Olivinmineral (04,x), S:O,.

Und dieses letztere Mineral ist auch in den obigen drei 1.00-Silikat-
schmelzmassen No. 315, 287, 286, mit 30a : 2Mn, 1Ca : ıMg und 20a:
ıMg, erhalten worden. — Besonders betonen wir, dass beim Verhältnis
2Ca : ıMg Olivin in einer reinen Orthosilikatschelzmasse (Acid. 1.00)
krystallisiert; Äkermanit dagegen nicht nur in 1.50-, sondern auch in einer

soweit basischen Schmelzmasse wie 1.25-Silikat.

Die Individualisationsgrenze zwischen den Melilithmineralien
und Anorthit (nebst anderen basischen Plagioklasen),
Hierzu Tafel II.

Die Melilithmineralien führen viel mehr Ca im Verhältnis zu AZ, als
Anorthit, nämlich:

70 AY OC M.-N. KI.

1.5 Silikat. Åkermanit 104: 042,
Tom Melilith 7Ca : 141, | Anorthit 1Ca: 142,
0.67 » Gehlenit 30a: 142,

Als »Melilith« ist hier die Normal-Mischung, 1 Äkermanit-Sil.: 1 Gehlenit-Sil.,
(Ca,n);Al3Si;039, aufgeführt worden, mit 7Ca,r : 1429 oder 0.875 Ca, : 0.125 Als; zufolge
der älteren Formel (Ca,r),4/:5/,0,49 wäre das Verhältnis 6Ca,r : 14% oder 0.857 Car:
0.143 Al,; bei Anorthit dagegen 0,5 Ca : 0,5 Aly.

A priori ist somit zu erwarten, dass sich in den basischen Ca-A2,-
Silikatschmelzen die Melilithmineralien in den relativ Ca-, der Anorthit
dagegen in den relativ A/,-reichen Mischungen individualisieren müssen,
und zwar derart, dass die Individualisationsgrenze Ca : Al, auf den ver-
schiedenen Aciditåtsstufen, dem wechselnden (a-A/,-Verhältnis in den
Melilithmineralien von verschiedener Silicierungsstufe zufolge, etwas ver-
schoben werden muss, Ferner muss sich auch ein magmatischer Gehalt
von Mg, Fe, Mn geltend machen; diese Metalle gehen leicht, obwohl nie
in überwiegender Menge, in die Melilithmineralien, dagegen nicht in den
Anorthit hinein; in dem Grenzgebiet zwischen den zwei Individualisa-
tionsfeldern müssen sie somit die Bildung der Melilithmineralien befördern,
folglich auch der Bildung des Anorthits entgegenwirken. — Diese unsere
Voraussetzungen werden sehr schön durch die unten folgenden Beob-
achtungen bestätigt.

Ferner ist auch anzunehmen, dass ein ÂVa-Gehalt in den etwas
saureren Silikatschmelzflüssen, wo es sich um die Bildung von Bytownit-
Labradorit-Andesin handelt, die Individualisation des Plagioklases begün-
stigen wird; ich habe aber keine Beobachtungen zur Verifikation dieser
Annahme.

— Wir werden uns zuerst mit den Äkerman’schen Ca-Al,-Schmelz-
serien, von Aciditåtsgrad bezw. 1.5, 1.0, 0.7 und 0.5, beschäftigen, indem
wir bemerken, dass die Gehalte von MgO, FeO, MnO und Na,0 hier
iiberall sehr klein sind (s. No. 347—372, S. 20), und dass die Schmelz-
produkte sehr schnell abgekühlt sind! und zwar alle ziemlich genau
gleich schnell; die physikalischen Bedingungen sind also überall beinahe
identisch gewesen.

Die quantitative Menge des Melilithminerals, bezw. des Anorthits, ist bei der Unter-
suchung der mikroskopischen Präparate nach Ermessen angegeben worden; diese Prozent-

werte beanspruchen selbstverständlich keine Genauigkeit; sie geben jedoch eine für unseren
Zweck genügende Vorstellung über die Menge des auskrystallisierten Minerals.

1 Die mikroskopischen Präparate sind aus den im Tiegel erstarrten Schmelzprodukten,
mit Abkühlungszeit, herab bis zu 100°, von ungefähr einer halben Stunde, verferligt,

1903. No. 8.

MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN.

1.50-Ca- Al, -Silikat.

hans No. |% 42,0,| Ca: Al, |

CXXXVII | 270 0.45 | 0.997 : 0.003 | Akermanit. Grosse Krystalle
CXC] 334 3.17 |0.968 :0.032| » Etwas Glas | Kleinere
381 3851 4.99 |0.95 :0.05 » Etwas Glas } Krystalle
CXC 335 7.13 |0.92 :0.08 |Glas mit etwas Åkermanit
CLXXXVIII | 337 12.2300 KOR OE OM Reines Glas,

CLXXXVI | 339 104107726022 ohne Aus-

CLXXXIV | 341 21.00 |O7I :0.29 sonderung.

CLXXXIII | 342 23.39 10.67 :0.33 |Glas mit winzigen, spärlichen

Anorthitkrystallen.

Auch haben wir

ein Paar Proben von 1.25 und 1.20-Silikat.

1.25- und 1.20-Silikat.

| No. 520, | 42,03 Cab MgO
1.25 Sil| 345 | 42.6 | 0.7 fro 14.7 lÂkermanit (spåter Olivin)
1.20 » | 346 | 45.5 | 20.012576 | 1.1 Glas mit ca. 25 % Anorthit
1.00- Ca- Al, - Silikat.
beg | Ne |%Ar,0,| Ce; Al,
CCXXXI| 3472 6.99 | 0.94: 0.06 |) Melilith mit etwas
6 349? 9.84 | 0.91 : 0.09 Glas (mindestens
12 350? 12.38 | 0.88 : 0.12 |) ein Drittel Glas).
RE Aue 14.64 | 0.86: 0.14 | Melilith; etwas Glas.
4 352 18.47 | 0.81: 0.19 | Glas mit ca. 5 % Melil., in
winzigen Krystallen.
3 353 21.63 | 0.77 : 0.23 | Glas mit ca, 2%0 Anorthit pees
cleine
2 354 23.00 0.75 : 0.25 » ROBE » her
10 355 25.44 0.71 : 0.29 EE stalle
II 356 28.34 | 0.67 :0.33 | » » -10- » y Zum Teil
ossere
CXCII 357 31.94 | 0.60:040 | » » -20- » \ Krystalle
XII 358 33.39 | 0.56 : 0.44 | 60—8090 Anorthit; Rest Glas

1 No. 38 (385), wo

später als Âkermanit auch ein ganz wenig Augit(?) ausgeschieden
ist, führt ziemlich viel Mg, nämlich ıCa: 0.44 Mg; in den anderen ist dagegen die
Mg-Menge ganz niedrig,

2 In diesen Ca-reichen Orthosilikatschmelzen ist in ganz geringer Menge auch ein anderes,
nicht bestimmbares Mineral auskrystallisiert (s. S. 65).

sa
LS]

J. H. L. VOGT. M.-N. KI.

In dem letzten Schmelzprodukt, das sich nicht weit von der Zusammensetzung des
Anorthits (Ca: Al, =0.5:0,5) entfernt, erreichen die Anorthittafeln eine Grösse bis zu
2 à 3 mm.

— Bei einem Schmelzversuch von mir, bei Mischen von CaO, 42,0, und S70, im
Verhältnis CaO : 47,0, : 25/09, krystallisierte — beim Einwägen ca. 20 Kg. und Abküh-
lungszeit von 1300 bis 10000 etwa ı!/, Stunde — Anorthit in bis 5—8 mm grossen
Krystallen.

0.70- Ca- Al,- Silikat.

No. | % 42,03 | Ca: Al,

|
CCXXVII 359 16.50 | 0.86 : 0.14 | Gehlenit mit etwas Glas.
CCXXVIII | 360 20.87 | 0.81 : 0.19 | Grosse Gehlenitkryst.; sehr
wenig Glas.

CCXXIX 361 24.48 | 0.77 : 0.23 || Glas mit ca. 10—159/0Gehlenit
CCXXXVI | 362 27.51 0731027 | >. Oo = IO TEE >
CCXXX 363 28.84 | 0.71: 0.29

CCXXXVII | 364 30.09 | 0.70: 0.30 |

» » = 5 = »

Reines Glas, ohne Aus-
sonderungen.

CCXXXII | 365 32.30 | 0.67 : 0.33
CCXXXIII | 366 36.70 | 0.60 : 0.40
CCXXXV | 367 42.47 | 0.50 : 0.50 | Ca. 60% Anorthit, grosse
Kryst. Rest Glas.

Die Gehlenitkrystalle in No. 360 erreichen eine Grösse bis zu 3—5 mm, und die
Anorthitkrystalle in No. 367 bis zu 2—3 mm.

0.50-Ca- Al,-Silikat.

ee No. |% 42,03 | Ca: Al,

CCXXXIX | 369 35.66 | 0.67 : 0.33 | Ca. 40% Gehlenit; Rest Glas.
CCXL 370 38.33 | 0.63 : 0.37 | Glas mit ca. 5 % Gehlenit.
GERIET 371 40.61 | 0.60: 0.40 | Reines Glas.

CCXLVI 372 47.11 0.50: 0.50 | Spinell, Anorthit (?); Glas.

Unter allen hier aufgeführten Schmelzprodukten führt nur das letztere (No. 372)
Spinell, und zwar nach Ermessen ca. 10 0/,; dann in untergeordneter Menge ein in kleinen
Tafeln auftretendes Mineral, das ziemlich sicher als Anorthit bestimmt worden ist,

‘Zur besseren Übersicht benutzen wir eine graphische Darstellung
(Fig. 5), indem wir das Verhältnis Ca; Al, auf der Abscisse absetzen,
Die Kurven geben die Menge des auskrystallisierten Minerals (Melilith-
mineral bezw. Anorthit) an und liefern gleichzeitig auch ein Bild von
der Grösse der Mineralindividuen. Das Ca: A/,-Verhältnis des Melilith-
minerals bei 1.50-Silikat (1Ca :o Aé,), bei 1.00-Silikat (0.875 Ca: 0.125
Al,) und bei 0.70-Silikat (0.765 Ca : 0.235 4/,) wird durch ein Kreuz
bezeichnet. — Diejenigen Schmelzprodukte, die völlig oder beinahe völlig

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 73

Graphisches Bild zur Erleuchtung der Erstarrung bei sehr schneller
Abkühlung von Ca-A/,-Silikatschmelzmassen von Aciditätsgrad
1.50, 1.00, 0.70, 0.50.

Åkermanit Fig. 5.
Glas
rå Glas Glas Glas Gla: Glas Glas
1,50-Silikat å
40 Ca. 0,9Ca 0,80a 0,7Ca 0,6 Ga 0,5 Ca.
oA, Oral, 02N 93h, 04 Al, aA,

Anorthit

- Glas GI
1.00-Silikat Var =
10 0,3 0,4
Melilith
Glas Glas

Glas Glas Glas :
0,70-Silikat 7 Lo SI Anorthit

a3

Gehlenit
> FEES “Gina de

0,50-Silikat Z Sp.

0,3 2, Gs

(Sp. = Spinell.)

zu Glas erstarrt sind, werden durch »Glas« mit fetten Buchstaben ange-
deutet; etwas Glas wird mit feinen Buchstaben bezeichnet.

Wir bekommen somit, besonders ausgeprägt bei den 1.00- und den
0.70-Silikaten, indem wir von den Ca,x-reichen zu den A/,-reichen Stufen
(die letzteren mit 104 : 142,) übergehen, folgende Reihe:

zuerst Melilithmineral in ganz reichlicher Menge und in mässig
grossen Individuen;

dann Glas mit immer kleinerer Menge von Melilithmineral und in
kleineren Individuen;

auf einer gewissen Zwischenstufe (bei schneller Abkühlung) Glas
ohne irgend welche Aussonderung, weder von Melilithmineral noch von
Anorthit, oder nur mit einer minimalen Menge von Mineral, in winzigen
Individuen;

74 TH VOGT. M.-N. Kl.

dann Glas mit Anorthit, in immer reichlicheren Mengen und grös-
seren Individuen;

zum Schluss überwiegend Anorthit.

Die Ursache der »Erstarrung« zu Glas auf den Zwischenstufen
werden wir in einem unten folgenden Abschnitt näher erörtern; hier
geben wir nur ein kurzes Referat: auf den Zwischenstufen, wo die
Schmelzflüsse aus zn» einander gelöstem Melilith und Anorthit bestehen,
erhalten wir eine sehr beträchtliche Erniedrigung des Schmelzpunktes;
bei der Abkühlung werden die Schmelzflüsse sehr viskos, und zwar hat
diese Viskosität bei der in der Nähe des eutektischen Punktes liegenden,
sehr niedrigen Krystallisationstemperatur ein so überaus hohes Maass
erreicht, dass hier bei schneller Abkühlung keine Krystallisation statt-
finden kann; die Schmelzlösung geht deswegen nach und nach in eine
unterkühlte »feste Lösung«, das heisst in Glas über.

— Aus der obigen Übersicht sehen wir ferner, dass die Individuali-
sationsgrenze zwischen Melilithmineral und Anorthit bei sinkender Acidität,
wenn wir als Abscisse das Ca: A/,-Verhaltnis benutzen, sich immer
mehr und mehr nach der A/,-Seite verschiebt. Beispielsweise krystallisiert
bei dem Verhältnis 0.75 Ca : 0.25 Al,:

ine 0o-Silikat weenie ane Amorthit
- 0.70- » Be ee Gehlenit:

und in 1.00-Silikat entsteht Anorthit schon bei 0.77 Ca : 0.23 Al,;
in 0.50-Silikat dagegen Gehlenit noch bei 0.63 : 0.27 Ad,.

Die Ursache dieser Verschiebung beruht unzweifelhaft darauf, dass
die A/,-Menge in dem sich ausscheidenden Melilithmineral mit abnehmen-
der Acidität sehr erheblich steigt (von 0.0 42, : ıCa in Äkermanit bis
zu 0.25 Al, : 0.75 Ca in Gehlenit).

— Bisher haben wir uns hier mit Ca-42,-Silikatschmelzmassen be-
schåftigt, die neben Ca nur ganz untergeordnete Mengen von Mg, Fe, Mn
führen. Ist der Gehalt der letzteren grösser, wird die Tendenz zur
Bildung der Melilithmineralien befördert, 9: die Individualisation der
Melilithmineralien mag in Schmelzmassen mit einer mässigen Mg, Fe, Mn-
Menge in etwas Ca- oder Ca,mg,fe,Mn-årmeren und andrerseits A/,-
reicheren Schmelzmassen stattfinden, als wenn die Meg,Fe,Mn-Menge
ganz klein ist.

Zur Erleuchtung verweisen wir auf die zwei Schmelzmassen No. 110
und 111. (Siehe Tabelle S. 75.)

Beide sind Gläser, worin sowohl ein wenig Melilithmineral wie auch
ein wenig Anorthit auskrystallisiert sind, in No. 110 entschieden mehr

Melilithmineral als Anorthit, in No. 111 ungefähr gleich viel von beiden.

1903. No.8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÜSUNGEN. 75

No. 110 No. 111

VEST SE RS a? 43.37 39.68
SAO ny eerie 29.31 24.12
DO es a a 15.48 30.33

WHO} me eres 8.25 A
Eero NE. 2.88 0.52
Ncideerad 0.0.0. 1.05 0.98
(COLE THE 5m oO ot 0702050
Ca,Mg,Fe,Mn : Al, . . . | 0.64: 0.36 072 1027
Ca: Mg,rmn . . . . || 0.53:0.47 | 0.86:0.14

— Die Mikrolithen des Melilithminerals in No. 110 (siehe Fig. 32,
S. 117 in meiner Arbeit »Studien über Schlacken«) sind soweit gross,
dass es sich bestimmen lässt, dass das Mineral opt. einachsig und tetra-
gonal ist; die Interferenzfarben sind sehr niedrig; die Doppelbrechung
ist negativ; die Bestimmung als Melilithmineral also unzweifelhaft.

In den Meg, Fe, Mn-armen Ca-A/,-Orthosilikatschmelzen liegt die
Individualisationsgrenze zwischen Melilith und Anorthit bei ungefähr
0.8 Ca : 0.2 Al, (zwischen 0.81 Ca: 0.19 Al, und 0.77 Ca: 0.23 Al,);
bei Gegenwart von etwa 31/20/0 (Mg,r,mm)O (No. 111) dagegen mag
Melilith sich ausscheiden noch bei 0.73 Ca,Mg,Fe,Mn : 0.27 Al, (oder
0.70 Ca : 0.30 Al,), und bei 11% (Mg,7,am)O (No. 110) selbst bei
0.64 Ca,Mg,Fe,Mn : 036 Al, (oder 0.49 Ca: 0.51 42,, also bei gleich
viel Ca und 42,).

Die Ursache hierzu beruht unzweifelhaft darauf, dass die sich in
Lösung befindende quantitative Menge des Meliliths durch einen nennens-
werten Gehalt von Mg,Mn,Fe im Schmelzfluss befördert wird, während
andrerseits die Menge des gelösten Anorthits hierdurch zurückgedrängt
wird; der eutektische Punkt oder die Individualisationsgrenze wird hier-
durch, wenn wir als Abscisse das Ca : Al,-Verhältnis benutzen, zu
Gunsten der Melilithbildung verschoben (cfr. S. 68).

— Die hier gewonnene Erfahrung über die chemischen Bedingungen
für die Auskrystallisation von Melilith und Anorthit können wir auch
auf die Petrographie übertragen. — So unterscheiden sich die Melilith-
basalte wie auch die an Melilith reichen Nephelinbasalte und der Euk-
tolith (s. z. B. die Analysen No. 380—387 in Osann Tabellen!) von
den Plagioklasbasalten, namentlich durch eine verhältnismässig miedrige
Al,O,- und eine sehr hohe MgO-Menge (in den erstgenannten Gesteinen
5.78—7.24, meist ca, 6.5 % 42,03; 19.96—26.88, meist ca. 23 Yo MgO);

1 Tscherm. Min, petrogr. Mitth. XX, 1901.

76 THE AVOCT: M.-N. Kl.

die CaO-Menge ist in den Plagioklas- wie auch in den Melilithbasalten
mässig niedrig; dasselbe gilt auch den Alkaligehalten.! In den Plagi-
oklasbasalt-Magmen begegnen wir — wegen der Ca,Na,-Menge, der
hohen A/,-Menge und der relativ niedrigen Mg, Fe-Menge, welche
letzteren grösstenteils zu Olivin und Augit konsumiert werden — die
chemischen Bedingungen für die Existenz des sich in Lösung befinden-
den Plagioklases; in den Melilithbasalt-Magmen — namentlich der niedri-
geren A/,- und höheren M7g-Menge wegen — dagegen die chemischen
Bedingungen für die Existenz des Meliliths. Dies lässt sich sehr leicht
durch eine detaillierte Berechnung z. B. des von A. W. Stelzner? unter-
suchten Melilithbasaltes von Hochbohl bestätigen. — Als Konsequenz
dieser Erörterung folgt, dass der Melilith der Melilithbasalte sich durch
eine nennenswerte Mg-Menge auszeichnen muss; in der That ergiebt die
von Stelzner veröffentliche Analyse des — freilich etwas unreinen —
Meliliths des Melilithbasaltes von Hochbohl neben 27.47 % CaO, 2.65 %o
Na,0 und 0.33 % X,O nicht weniger als 8.60 % MgO (und etwas F20*),
also 0.28 Mg : 0.72 Ca,Na,,K,-

Teils zur Erleichterung der Übersicht über die chemischen Bedin-
gungen (bei schneller Abkühlung) für die sich in den Ca-A/,-Silikat-
schmelzen individualisierenden Mineralien und teils zum Vergleich mit
dem graphischen Schema, welches wir später über die totale Schmelz-
wärme (und Erniedrigung der Schmelztemperatur der gemischten Lösungen)
derselben Silikatschmelzen geben werden, benutzen wir auch hier eine
graphische Darstellung (Tafel II), mit dem Aciditätsgrad als Ordinat
und dem Metallverhältnis Ca,Na,,Mg,Mn,Fe : Al,,Fe, als Abscisse. — Bei
der Berechnung des Aciditätsgrades rechnen wir die ganze (4/,,r#,)O,-
Menge zu den Basen (s. S. 9); dies giebt freilich in den Fällen, wo Spinell
oder Korund (bezw. Magnetit oder Eisenglanz) sich ausgeschieden haben,
wie wir im nächsten Abschnitt besprechen werden, ein nicht ganz rich-
tiges Bild in Betreff des chemischen Gleichgewichtszustandes der Silikat-
schmelzflüsse.

Auf der Tafel II sind diejenigen Schmelzmassen, wo ein Silikat-
mineral (Melilithmineral, Anorthit, hexagonales Metasilikat) in reichlicher

! Nebenbei bemerke ich, dass die Melilithbasalte sich durchgängig durch eine verhältnis-

mässig hohe 770,-Menge auszeichnen, Diese 770,-Menge — wie auch die ganz hohe
MgO-Menge — deutet eine magmatische Spaltung in derselben Richtung wie zu den
— durchgängig an MgO reichen — Titan-Eisenerzaussonderungen in den Gabbro-

gesteinen an; hiermit stimmt auch die hohe Cr,0,-Menge in den Melilithbasalten (hier
gern 1.2—2.5 0/, Cr209).
2 Neues Jahrb. f. Min. Geol, Pal. 1882, Il, BB.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. GJE

Menge auskrystallisiert ist, durch einen Punkt (.), neben der No. der
Analyse angegeben. Die bei schneller Abkiihlung völlig zu Glas erstarrten
Schmelzen werden durch ein Kreuz (x) bezeichnet; und diejenigen mit
überwiegend Glas nebst etwas Mineral durch Punkt und Kreuz (-x),
neben der No. der Analyse. — Diejenigen Schmelzmassen, wo Spinell
ausgeschieden ist, sind durch einen Ring um die Silikatmineral-Marke
bezeichnet.

Diese graphische Darstellung eilt den Ca-A/,-Schmelzmassen mit
einer mässig niedrigen Mg,Fe,Mn-Menge. Die Gehalte von Fe, und
Na,K sind beinahe überall verschwindend klein.

Die dick aufgezogene Linie bezeichnet die nach den Mischungen
von Äkermanit- und Gehlenit-Silikat berechneten Zusammensetzungen
der Melilithreihe. — Wie aus der Tafel II sehr schön hervorgeht,
gruppieren sich diejenigen Schmelzmassen, aus denen die Melilithmine-
ralien ausgeschieden sind, sehr markiert um die beiden Seiten dieser
schräg verlaufenden »Normallinie« der aus der Mischungstheorie berech-
neten Zusammensetzung der verschiedenen Glieder der Melilithreihe; dies
ist in der That ein kräftiger Stützpunkt für die Richtigkeit der Mischungs-
theorie.

Durch gelbe, bezw. blaue Farbe sind die Individualisationsfelder
(bei schneller Abkühlung) bezw. der Melilithmineralien und des Anorthits
angegeben worden; und durch die punktiert aufgezogenen Linien sind
die Gläser mit einer ganz niedrigen Menge von einem der zwei Mineralien,
ferner auch Glas mit einer etwas reichlicheren Anorthit-Menge bezeichnet
worden. — Diejenigen Schmelzmassen, welche zu dieser letzterwähnten
Untersuchung benutzt sind, stammen alle aus den Äkerman’schen Schmelz-
serien, wo die Abkühlung durchgängig sehr schnell war (siehe oben) und
zwar überall ungefähr gleich schnell,

Als Resultat ergiebt sich, dass diese letzterwähnten, die Erstarrungs-
produkte erleuchtenden Linien konzentrisch um den Anorthit-Punkt (Acid.-
grad = 1, und ICa : 142,) und ungefähr parallel der Normallinie der
Mehlithreihe verlaufen.

‚ Granat, von Formel R,R,S:,0;,, wo R, = Al,,Fe,,Cr,, also
Orthosilikat mit Verhältnis 0.75 À : 0.25 R,, ist nur ein Paar Mal durch
Auskrystallisation (bei gewöhnlichem Druck und ohne besondere Lösungs-
mittel) aus Silikatschmelzfluss erhalten worden.! In der Regel zerfällt

1 Siehe Mineralbildung in Schmelzmassen S, 186— 188, wo mehrere Untersuchungen von
A. Gorgeu, F, Fouqué und Michel Lévy, L. Bourgeois, E, Hussak und
anderen citiert sind,

78 TA AVOGT: M.-N. Kl.

der Granat bei der Umschmelzung, zufolge der Experimente von Des
Cloizeaux, Bourgeois, Doelter und Hussak u. s. w.l, in andere
Mineralien, besonders in Melilith und Anorthit, ferner, bei genügender
Gegenwart von Mg, Fe, u. s. w., daneben auch in Spinell, Magnetit,
Eisenglanz u. s. w. — Hiermit stimmt auch meine eigene Erfahrung; so
ergiebt sich, dass in Orthosilikatschmelzen annähernd von dem Verhältnis
0.75 Ca : 0.25 Al, und bei ganz niedriger Mg, Mn, Fe-Menge zuerst
Anorthit krystallisiert; bei 0.75 Ca,Mg,Mn,Fe : 0.25 Al,, bei einer nennens-
werten Mg,Mn,Fe-Menge, dagegen zuerst Melilith; bei einer noch grös-
seren Mg, Mn,Fe-Menge oder bei Gegenwart von Fe, sind ferner auch
Spinell-Magnetit oder Korund-Eisenglanz zu erwarten.

Aus der im nächsten Hauptabschnitt folgenden Erörterung über die
Schmelztemperatur-Erniedrigung der gemischten Silikatlösungen ergiebt
sich, dass unter den Ca-A/,-Orthosilikatschmelzen eine ganz beträcht-
liche Schmelztemperatur-Erniedrigung (zwischen Melilith und Anorthit)
gerade in der Nähe von dem Verhältnis 0.75 Ca: 0.25 Ad, liegt. Hieraus
ziehen wir den Schluss, dass Orthosilikatschmelzen von diesem Ca : Al,-
Verhältnis (also von der Zusammensetzung wie geschmolzener Ca-Al,-
Granat) bei gewöhnlichem Druck aus in einander gelöstem Melilith und
Anorthit bestehen; aufgelöste Granat-Substanz ist aber in diesen Lösun-

gen nicht vorhanden gewesen.

Über die Individualisationsbedingungen des Spinells (und
des Korunds).

In meinen früheren einschlägigen Arbeiten (1884, 1890) habe ich
mich mit den Individualisationsbedingungen des Spinells in Silikatschmelz-
fluss beschäftigt; späterhin ist dasselbe Problem, wie auch die Bedingungen
für die Krystallisation des Korunds, sehr eingehend von Morozewicz
(1. c. 1898), der auch eine sehr interessante und erschöpfende historische
Übersicht der früheren Untersuchungen giebt, erforscht worden, und es
ist ihm gelungen, sehr wichtige Thatsachen festzustellen.” — Gegen seine
theoretische Erklärung habe ich doch vieles einzuwenden, namentlich
weil er die Ausdrücke »Sättigung« und »Übersättigung« in einer Weise
benutzt, die chi mit der Bedeutung dieser Begriffe in der modernen
Chemie zusammentällt. Teils aus diesem Grunde und teils, weil ein

1 Siehe Literaturcitat in meiner eben citierten Arbeit.
2 Auch verweise ich auf eine Abhandlung von I. H, Pratt: On the Separation of Alumina
from Molten Magmas, and the Formation of Corundum. Amer. Journ. of Sc. 1899.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÜSUNGEN. 79

Vergleich zwischen dem von ihm und dem früher von mir zusammen-
gestellten, ganz ausführlichen Observationsmaterial eine interessante Er-
läuterung giebt, werden wir hier die Frage aufs neue behandeln.

Wir geben zuerst eine Zusammenstellung von Analysen und fangen
mit meinen eigenen Untersuchungen an.

Nach Vogt: Zusammensetzung einiger Schmelzmassen, wo Spinell aus-

krystallisiert ist.

160 161 162 163 164 106 165

SOL DE 28.74 24.92 27.01 27.64 26,46 30.08 27.53
0 à à 25.03 23.47 20,13 22.93 23.44 15.13 22,23
ON oe 27.40 35.32 38.93 35.06 33.50 35.46 34.30
AMO) =) ae 13.75 13.23 11,09 12.95 13.34 12,33 13.00
MMO. - … . 0,59
JE) A 0.47
Ca x (2.00) (2.00) (2.00) (2.00) (2.00) 5.72 (2.00)

Sum | (97.52) | (98.94) | (99.16) | (100.58) | (98.74) | 99.78 | (97.06)
%/, Spinell . . | 17.68 17.40 10,82 9.04 8.18 | ca.6.5 6,07

Zusammensetzung derselben Schmelzmassen, zack der Auskrystallisation
des Spinells (auf 100 %0 berechnet).

160 b 161 b 162 b 163 b 164 b 106 b 165 b
LEH EE 36.9 31.3 31.3 30.9 29.9 34.3 30.3
Os ae 17.5 14.6 15.1 18.4 19.8 12.0 19.6
GO.... 33.1 42.6 43.2 39.1 37.8 40.5 37-7
PO = 12.5 11.5 10,4 11.6 12.5 12.0 12.4
MRO EE 0.7
TE OM ve ES 0.5
EEE |
Sum | 100,0 100,0 100.0 ‚00,0 100,0 100,0 | 100,0

| .
Zusammensetzung von Schmelzmassen, | Dieselben Schmelzmassen mach der

wo Spinell auskrystallisiert ist, Auskrystallisation des Spinells.

og 108 107 148 109 b 108 b 107 b 148
OS toe 28.59 31.40 35.10 36.86 31.1 33.8 37 38.5
AUS RR 22.32 22.32 27.35 9.85 20.4 21.7 27.4 9.9
GO JE 36.76 30,92 26.14 28,45 40,0 33.3 27.6 29.7
EOE . 7.78 10,02 7.04 20.24 6.9 9.9 6,8 20,9
AO, Nes 0,50 0,96 0.24 0.43 EA a: 0.3 0.5
0 =: ie 0.37 0.03 0,75 0.49 0.4 f 0,8 0,5
LMAO NN 0.21 0.12 0,2 0.1
NE... 0,40 0,17 0,4 0,2
COST ios eu. 3.25 3.85 (2.00)| (1.00)

100.0 | 100,0

Sum 100,18 99.79 | (98.62)| (97.32)|| 100,0 100.1
9/5 Spinell . . || ca. 5 ca, 3 ca, 2 | Ca, 0.5

80 PAHLTSEVOGT: M.-N. KI.

Die Analysen No. 160—165 sind einer Abhandlung von W, Muirhead, in Iron,
15. Okt. 1880 (Berg- und Hüttenmännische Zeit. 1881, S. 53) entnommen; die Menge des
Sulphids ist hier nicht angegeben; schätzungsweise habe ich in allen diesen Analysen 2 °/,
CaO zur Bildung des Sulphids abgerechnet. Ebenfalls, zufolge mikroskopischer Unter-
suchung, in No. 107; in No, 148, wo die Sulphidmenge weniger ist, dagegen nur 1 %. —
Über die Zusammensetzung des Spinells, in vielen Fällen (Mg,ca)Al,0,, siehe unten, —
Bei den von mir untersuchten Schmelzprodukten ist der Spinell durch vorsichtige Beha-d-
lung mit AC, HF (oder X40) isoliert worden; der Spinell wird hierdurch etwas ange-
griffen, jedoch nur ganz wenig. — Die in den letzteren Kolonnen berechneten Zusammen-
setzungen der Schmelzmassen, bei dem Aufhören der Spinell-Krystallisation, beanspruchen
keine absolute Genauigkeit, indem wohl hier mehrorts Fehler von 0.5 °/,, gelegentlich, wo
die Sulphidmenge nur nach Ermessen aufgeführt ist, selbst bis ı °/, eintreten können, Noch
grössere Fehler sind aber ausgeschlossen. — Auch in der Schmelzmasse No. 372, S. 72,
ist Spinell auskrystallisiert,

Die Krystallisationsfolge ist zufolge der mikroskopischen Unter-
suchung: zuerst Sulphid, dann Spinell, und später Silikatmineral (Melilith-
Gehlenit, bezw. Olivin). Um die Zusammensetzung der Schmelzflüsse
am Schluss der Spinell-Bildung zu erhalten, haben wir somit die Menge
des Sulphids und Spinells von der Gesamtzusammensetzung abzuziehen,
und dann den Rest auf 100 0/0 zu berechnen.

In den Schmelzmassen No. 107, 108, 106 (alle mit viel mehr Ca als
Mg), die ich mikroskopisch untersucht habe, ist ein Melilithmineral (nach
dem Spinell) in sehr reichlicher Menge auskrystallisiert und später ein
wenig Olivin. — In No. 148 (mit ungefähr gleich viel Mg und Ca)
dagegen ist Olivin (nach dem Spinell) gebildet worden; der Rest ist zu
Glas erstarrt. Diese Beobachtungen über die Bildung der zwei Silikat-
mineralien stimmen mit unserer oben gewonnenen Erfahrung über die
Individualisationsgrenze zwischen Melilith und Olivin überein.

Zur ferneren Beleuchtung geben wir eine Zusammenstellung einer
Reihe von basischen und verhältnismässig sowohl an AZ, wie an Mg, Fe, Mn
reichen Schmelzmassen, wo Spinell #2c4t gebildet worden ist.

Silikatschmelzmassen, wo Spinell ct auskrystallisiert ist.

Krystallisation: zuerst ein Melilithmineral (in vielen Fällen später teils
Augit, teils Olivin).

No, 66 68 72 74 76 94 95 97
Acid.-grad . 1.46 1.42 1.36 1.32 0,95 1,14 1.03 0,98
% 5203. . | 46.9 45.9 46.5 43.9 36.7 39.5 35.5 36.5

- Al,03 . 6.9 6.5 12.9 8.3 11.8 10.7 9.1 7.8
= 1G2008: 33.4 31.9 32.1 35.0 33.5 36.4 34.1 37-3
= EOS 9.7 7.8 6,8 7.8 10.1 2.3 5.4 11.3
- (Fe, Mn)O 2.0 8.2 1,5 3.3 1 8.0 10,5 4.7

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLOSUNGEN. 81

Krystallisation: zuerst Olivin (in vielen Fållen später |Glas mit ein wenig
| teils Augit, teils ein Melilithmineral), Melilithu.Anorthit,
| re

No. | 128 129 136 137 142 144 110 III
air ] CH | T |
Acid,-grad | 1.53 1.52 1.36 1,33 1,21 1,18 1,05 0,98
fy SO» . 48.9 49.0 40.9 44.4 42.9 43.3 43.4 39.7
- Al,O, 10,0 10,1 7.8 89 10,0 9.9 29.3 24.1
3 KEN 2247 13.4 8.4 24.4 26.4 27.7 15.5 30.3
- MgO. Thee 19,1 2.7 11,4 12.3 18,0 8.3 3.2
- (Fe,Mn)O 2.3 5.9 36.2 9.6 8.1 0,6 2.9 0.5
Zusammensetzung von Schlacken, wo Zn-Spinell ausgeschieden ist.
Freiberg Vigsnäs Oker
No. 166 No. 167 No. 168
SAO), 20—30 ca, 35 20—25
417,0: 1.3—4.3 4—7 8—12
Fe,0, 0.25—0.30 0.6 0.6—1
FeO 40—50 40—45 37—45
Zino: 1o—18 5—8 8—12
MgO. 0.8—1.5
etwas etwas
CaO st es 3—4
% Zn-Spinell . | ca. 0.5 1.7—1.8 3.5—3.7

Die Schlacken enthalten ferner etwas 790, BaO, Alkali, Sulphid u. s. w

Zufolge der Untersuchung von A. W. Stelzner! über die Freiberger
Schlacken ist die Zusammensetzung des hier ausgeschiedenen Zinkspinells:
(Zn,re)(Al,,Fe)O;- 10Zn : 7Fe und
15A/, : 2Fe,, eine andere Analyse 32n : 2Fe und 442, : 1Fe,. — Hier-

Eine Analyse giebt annahernd

mit analog ist auch die Zusammensetzung der von mir untersuchten
Zinkspinelle von Vigsnäs und Oker. — In allen diesen Schlacken ist
die Krystallisationsfolge: zuerst (Zn,re)S; dann Zx-Spinell; später Zx-
haltiger Fayalit und Magnetit.

1 Zinkspinell-haltige Fayalitschlacken der Freiberger Hittenwerke.
Geol, Pal. 1882, I.

Neues Jahrb. f. Min,

Vid.-Selsk. Skrifter, M.-N. Kl. 1903. No, 8 6

82 j. H. L. VOGT. M.-N. Kl.

Nach Morozewicz: Zusammenselzung einiger Schmelzmassen, wo Korund,
bezw. Spinell auskrystallisiert ist (die No nach Morozewicz).

fa 2a 3a ya 5a 6a 7a Sa
SiO3 . . „|| 27.0 37.2 39.4 32.4 26.0 25.2 37.8 45.1
Al203 + . «|| 549 43-7 40.7 48.3 41,8 47-3 35-9 28,6
Fe,0,,720 . 3.0 2.9 2.2 4.9 9.2 7 3.6 3.7
UO Lies Spur Spur Spur Spur 0,6 Spur Spur Spur
GN No 4.3 4.1 5.6 FE 12.4 9.7 5.6 6,6
MORENE ©: 0.4 0,5 0.8 0.7 4.9 5.2 9.5 7.8
HOME ee: 2.6 5.0 3.9 1.8 1.0 0.9 1.8 22
NazO ..... 7,2 6.9 7.6 4.7 3.8 3.6 5.1 5.8
Sum || 99.4 100.3 99.2 99.9 99.7 99.6 99.6 99.8
Gebil-(Korund|| 30.0 16.6 11,4 21.2 1.5 1.4
det 0/9(Spinell 5.7 26.4 35.0 25.8 | 6.8

Zusammensetzung derselben Schmelzmassen, zach der Ausscheidung des
Spinells und Korunds.

1b 2b 3b 4b | 5b 6b 7b | 8b
SAC = Gu ech ac 38.9 44.4 44.4 44.4 36.2 40,0 51.1 48.5
ADO se 35.9 32.3 32.9 32.4 33.2 35.3 26.0 26.2
Fe 03, FO . 4.3 3.5 2.5 4.0 5.5 2.1 2,2 3.1
MRON . s 0,4
BGO. en ne 6.3 4.9 6.3 gr | Tann 25 7.6 (à.
WE OM UE 0,5 0,6 0.9 0.6 08 0,2 3.7 6.5
KEIO ae 3,7 6.0 4.4 2.5 1.3 1,3 2.5 2.4
Ne OMR 10.4 8.3 8.6 6.4 5.3 5.7 6.9 6.2
Sum 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0

14 | 15 | 16

KO 6,52 5.24 3.64!
SOS EEE SL 39.92 43.86 65.41
Alo Og HEN 33.70 30.80 20,43
Fe,0, + FeO. . 3.20
CaO FEE 17.37 10,90
MEO år chi iy se Spur
Ko OE 0.54
W250. Moer 2.87 6.02 10,28

Sum 100,38 100,56 99.58

1 Nebst etwas Sillimanit,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLOSUNGEN. 83

Die Molekularverhältnisse (4,0 + Na, O + CaO) : 47,0, : SiO, —
oder die Quotientwerte (X,,Va, Ca) : Al, : Si — der Schmelzflüsse zach
der Ausscheidung des Spinells und Korunds (in No. 16 auch des Silli-
manits) betragen zufolge Morozewicz:

(X,,Na,,Ca) : AL, : Si | (K,,Nas,Ca) : Al, : Si
1b (OHS) 8 Dans) | 7b TETE TS
2b ODIN 8b Tig gare
3b Cie) Be 2 14 OS,
4b COL 253 15 bo Deer
5b Se DR Le) 16 BO Eg IE
6b Ts 2 7162

Man bemerke, dass Mg,Fe nicht zu X,,Na,,Ca und Fe, nicht zu AZ, mitgerechnet ist.

Morozewicz hebt besonders hervor, dass das Verhältnis (A, , Na,,Ca):
Al, in allen diesen wie auch in einer Reihe anderer von ihm unter-
suchten Silikatschmelzmassen, zack der Beendigung der Spinell- und
Korund-Krystallisation, ziemlich genau g/ezch 1:1 ist, und ferner, dass
dasselbe Verhältnis, 1 (X,,Va, Ca): 1 Al,, für zahlreiche, sehr ausgebreitete,
gesteinbildende Silikate (Feldspäthe, Nephelin, Leucit, Minerale der
Hauyn- und Sodalithgruppe, Glimmer u. s. w.) kennzeichnend ist; nur
in seltenen Fällen, (z. B. im Melilith, Granat) ist es kleiner als 1, niemals
aber grösser.

Die Hauptresultate seiner sehr umfangreichen Untersuchungen, unter
denen wir hier nur die wichtigsten referiert haben, stellt er in einer Reihe
von Sätzen zusammen, von denen wir hier einige abdrucken:

»1. Als mit Thonerde gesättigte Silikatmagmen müssen wir die-
jenigen bezeichnen, in welchen das Verhältnis der zu den Alumosilikaten
gehörenden Basen zur Thonerde gleich eins ist. — 2. Gesättigte Alumo-
silikatmagmen von gemischtem Typus: (A,,Na,,Ca)O . 41,0, .nSiO,,
wo 2 = 2—13, sind bei hoher Temperatur fähig, Thonerde zu lösen und
übersättigte Lösungen zu bilden. — 3. Reine Natronalumosilikatmagmen
lösen Thonerde in sehr grossen Mengen auf, die Kalkmagmen in kleinen
und reine Kalimagmen sind bei denselben Bedingungen gar nicht fähig,
überschüssige Thonerde aufzulösen. — 4. Übersättigte Alumosilikatmagmen,
sowohl gemischte wie auch einfache, mit der allgemeinen Zusammen-
setzung MeO.mAl,O, .nSiO, (Me = K,,Na,,Ca; n = 2—13) scheiden
bei der Krystallisation den ganzen Überschuss von Thonerde (m —1) in
Korundform aus, wenn sie gleichzeitig keine bedeutenden Mengen von

84 jp denne, OG. M.-N. Kl.

Magnesia und Eisenoxydul enthalten und wenn z nicht grösser als 6 ist;
in Spinellform (oder Spinell- und Korund-), wenn sie mehr als 0.5 %o
Magnesia und Eisenoxydul enthalten; endlich in Sillimanitform (oder
Sillimanit- und Korund-), wenn z grösser als 6 ist und wenn Magnesia
nichtzenthalteneist EEE 7. Die Sätze 4 und 5 sind bloss für die-
jenigen Schmelzen völlig richtig, in welchen gleichzeitig neben Korund
(resp. Spinell) keine thonerdefreien Silikate (Olivin) in grosser Menge
enthalten sind, oder solche, die Thonerde in sehr unbestimmten Mengen
(Augite) und mit Alumosilikaten gemeine Basen (CaO,Na,0) enthalten;
die Menge des ausgeschiedenen Korunds und Spinells in den Schmelzen,
die gleichzeitig Augit und Olivin enthalten, lässt sich daher nach der
obigen Gleichung . . . . nicht ausrechnen, weil sich in diesen Fällen ein
Teil der Ca0,MgO und anderer Basen an der Bildung der oben-
genannten Silikate beteiligt... . .. «

Morozewicz bezeichnet hier Silikatschmelzfliisse wie MaA/Si0,,
KAISi,0,, CaAl,Si,0,, NaAlSi,0,, KAISi, Os u.s.w. — also mit
ıNa,,K,,Ca: 142, — als mit »Thonerde gesättigte Silikatmagmen«,
die bei hoher Temperatur fähig sind »Thonerde zu lösen« und »über-
sättigte Lösungen« zu bilden; und diese »übersättigten Alumosikatmagmen«
scheiden bei der Krystallisation den ganzen Überschuss von Thonerde aus.

Es handelt sich jedoch hier nicht um »gesättigte« oder »übersättigte«
Lösungen in dem gewöhnlichen physikalisch-chemischen Sinne dieser
Begriffe. Vielmehr sind die Lösungen (in einander) von 42,0, und
MeO.Al,O,.nSiO, bei genügend hoher Temperatur nicht mal als
»gesättigte — und noch weniger als »übersättigt« — zu betrachten;
MeO.Al,O,.nSiO, mag mit unbegrenzten Mengen von 4/,0, zusam-
mengeschmolzen werden, vorausgesetzt, dass die Temperatur genügend
hoch ist. Oder mit anderen Worten, Silikat und Thonerde, bezw. Alu-
minat sind (bei genügend hoher Temperatur) völlig in einander löslich. —
Erfahrung hierüber hat man in den letzteren Jahren durch die ausge-
dehnten Untersuchungen von H. Moissan und Dr. Goldschmidt
(Essen) — die letzteren über die Reduktion durch Aluminium, das zu
Al,O, oxydiert wird — gewonnen.

Die theoretische Erklärung von Morozewicz’s Versuchen liegt nach
meinen Untersuchungen darin — wenn wir der Einfachheit wegen uns
nur mit der Bildung des Korunds (und nicht des Spinells, bezw. des
Sillimanits) beschäftigen, — dass die betreffenden Schmelzmassen aus
Lösungen von Al,O, und MeO. 41,0, .nSiO, (CaAl, Si, Og, NaAlSi, Og
u. Ss. w.) in einander bestehen. Deswegen krystallisiert 42,0, so lange,

bis das Verhältnis 1Me : 142, in dem restierenden Schmelzfluss erreicht

—

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 85

ist, oder vielmehr, beinahe erreicht ist.1 In Schmelzmassen mit genügend
Mg konstituiert sich nicht 4/,0,, sondern Mg42,04.

Auf Grundlage dieser Betrachtungsweise gehen wir jetzt zu nåherer
Besprechung der von mir untersuchten Spinell-führenden Melilithschlacken
über. Sowohl vor wie nach der Spinell-Bildung führen diese Schmelz-
massen erheblich weniger A/, als nach dem Verhältnis 1Ca : ı dl, —
nach der Spinell-Bildung wechselt das Verhältnis in den vorliegenden

_ Schmelzmassen innerhalb der Grenzen ıCa : 1/6 Al, und 1Ca : beinahe

We Al,; — das Verhältnis 1Ca : 142, hat also hier nichts zu bedeuten,
was darauf beruhen muss, dass dasjenige Silikatmineral, das sich hier
nach dem Spinell bilden muss, nicht Anorthit, sondern Melilith-Gehlenit
(gelegentlich auch Olivin) ist. In der That zeigt die Schmelzmasse
No. 107 b (nach der Auskrystallisation des Spinells) etwas mehr A/, als
das Verhältnis Sz : Al, : (Ca,mg) bei dem nächst liegenden Melilith-
Gehlenit-Mineral; No. 160 b ist mit einer aus 0.35 Äkermanit- und 0.65
Gehlenit-Silikat bestehenden Melilithmischung beinahe identisch; bei den
übrigen dagegen begegnen wir überall etwas weniger A/, als bei den
nächst liegenden Melilith-Silikatmischungen; der Unterschied ist aber
nicht sehr erheblich, und die Schmelzmassen berechnen sich ungezwungen
als Material zu einer Mischung aus überwiegend Melilith-Gehlenit nebst
etwas Olivin. In der That haben wir auch bei mehreren dieser Schmelz-
produkte die folgende Krystallisationsfolge festgestellt: nach der Spinell-
Bildung zuerst viel Melilith-Gehlenit, und später etwas Olivin. — Bei
No. 148 b, mit ein ganz wenig mehr Mg,re,am als Ca, ist zuerst Olivin
auskrystallisiert; die Restmasse ist, der schnellen Abkühlung wegen, zu
Glas erstarrt; bei etwas langsamerer Abkühlung müsste sich hier, später
als Olivin, auch ein Melilithmineral konstituiert haben,

Alle die hier zuletzt besprochenen Silikatschmelzmassen führen also
(vor dem Anfang der Spinell-Bildung), neben ganz reichlich MgO, einen
Überschuss von Al,O, über diejenige Menge, welche zu der Konstitution
derjenigen Silikate, welche sich individualisieren möchten, nötig ist. Hierin
suchen wir die Ursache zu der Spinellbildung.

Besprechen wir zum Vergleich diejenigen verhältnismässig basischen
Ca-Mg-Al,-Silikatschmelzmassen (s. S. 80—81), wo Spinell sich zc/et indi-
vidualisiert hat, so ergiebt sich, dass dieselben #ernen Uberschuss von

Thonerde über diejenige Menge führen, welche von den auskrystal-

1 Wie wir in einem folgenden Hauptabschnitt näher besprechen werden, liegt der eutek-
tische Punkt zwischen dem sehr schwerschmelsbaren Korund (oder Spinell) und den
relativ leichtschmelabaren Silikaten, Anorthit, Albit, Nephelin u, s. w. ganz in der Nähe
der letzterwähnten Mineralien.

86 RÉAL VO CT M.-N. Kl,

lisierenden Silikatmineralien (Melilithmineral, 4/,0,-fuhrendem Augit,
Anorthit) in Beschlag genommen wird; es hat sich deswegen hier kein
Spinellmineral individualisiert. Aus den entsprechenden Gründen bekom-
men wir kein Spinell in den von mir untersuchten 4/,0,-führenden
Metasilikatschlacken, indem das ausgeschiedene Silikat die Thonerde
in sich aufnimmt. — Man wird vielleicht darüber staunen, dass sich
kein Spinell in den zwei an 42,0, sehr reichen und an Mg0 måssigreichen
Schmelzmassen No. 111 und 110 gebildet hat, da wir in entsprechen-
den, aber etwas Thonerde-drmeren Schmelzmassen Spinell gefunden
haben. Zufolge der mikroskopischen Untersuchungen ist in diesen zwei
Schmelzen neben Melilithmineral auch Anorthit individualisiert worden;
das heisst, die Thonerdemenge ist hier für die Silikat-Bildung konsumiert
worden.

— Die Spinell-Bildung ist jedoch nicht nur von dem Thonerdeüber-
schuss (über die für die Konstitution der Silikatmineralien nötige Menge),
sondern auch von der Natur der »Base«, abhängig.

Um dies zu erörtern, genügt es, die obigen Analysen (S. 81) der
Zn-Spinell haltenden Schlacken mit einer Reihe von Analysen zu ver-
gleichen, wo die ZnO-Menge durch FeO oder MgO ersetzt ist. Es ergiebt
sich, dass sich in solchen (FeO- oder MgO-führenden) Schlacken, wenn
die Schmelzmassen nur einige Prozent Thonerde enthalten, Spinell ct
gebildet haben würde. Die Individualisation des Spinellminerals in den
betreffenden ZrO-führenden, aber an A/,O, mässig armen Schlacken
beruht somit auf einer besonders starken Tendenz des Zinks, in Aluminat
einzugehen.

Als Resultat der obigen Erörterung folgt:

Spinell und Korund bilden sich in Silikatschmelzflüssen, welche einen
Überschuss von Thonerde über diejenige Menge führen, welche zu der
. Konstitution der sich individualisierenden Silikatmineralien nötig ist; die
Bildung des Spinells verlangt daneben eine hinreichende Menge von Mg,
Zn u. s. w. (Zn geht besonders leicht in Aluminat hinein),

Die Thonerde in der sich noch im Schmelzfluss befindenden Schmelz-
masse verteilt sich somit einerseits auf das Aluminat (bezw. freies 4/,0;)
und andrerseits auf diejenigen Silikatmineralien, welche bei der Abküh-
lung auskrystallisieren mögen;

2: die hier besprochenen Schmelzflüsse (oder Schmelzlösungen)
führen einerseits aufgelöstes Aluminat (bezw. 4/,0,) und andrerseits
aufgelöste Silikatmoleküle, von den sich individualisierenden Mineralien
(Anorthit, Nephelin, Leucit, Melilith, Olivin u, s, w.); eine fernere Rest-

1903. No. 8, MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 87

masse, die als besonderes Lösungsmittel funktionieren möchte, giebt
es nicht;

2: die betreffenden Schmelzlösungen bestehen aus zz einander gelöstem
Aluminat (bezw. freiem A/,0,) und Silikat, und zwar von denjenigen
Mineralien, die bei der Abkühlung auskrystallisieren müssen.

Zu derselben generellen Deutung der Natur der Silikatschmelz-
lösungen kommen wir auch später, durch eine mehr allgemein gültige
Arbeitsmethode, nämlich bezüglich der Schmelzpunkt-Erniedrigung der
gemischten Silikatlösungen. — Dass wir hier durch das Studium der
Bildung von Spinell, bezw. von Korund, denselben Schluss erhalten haben
können, beruht darauf, dass der eutektische Punkt zwischen dem sehr
schwerschmelzbaren Spinell, bezw. Korund, einerseits und andrerseits den
verhältnismässig leichtschmelzbaren Silikatmineralien (Feldspath, Nephelin,
Melilith u. s. w.), wie wir später näher erörtern werden, ganz in der
Nähe der letzteren liegt. Bei der Abkühlung wird somit beinahe die
ganze Menge von dem sich in Lösung befindenden Aluminat (bezw.
freiem A/,O,) auskrystallisieren, ee die Krystallisation der Silikatmine-
ralien anfängt.

Aus Morozewicz’s Untersuchungen ziehen wir ferner den Schluss,
dass freie Thonerde (oder sich in Lösung befindendes Korund) in Silikat-
schmelzlösungen mit Ca,Na,,K, nur dann existieren kann, wenn ein
Überschuss von 4/,0, über das für die A/,-reichsten Ca,Na,,K,-
Silikate (Anorthit-Albit, Nephelin, Leucit) nötige 4/,0,-Menge, vorhan-

den ist.

Das obige Resultat dürfen wir nicht in den Einzelheiten auf 72,0,
übertragen, indem Fe, nicht so stark wie A/, zur Bildung der Silikat-
moleküle (von Anorthit-Albit u. s. w.) in Beschlag genommen wird. —
Aus demselben Grund bildet sich Magnetit (bei Gegenwart von Fe,0,
und #20) viel leichter als Spinell (bei Gegenwart von A/,O, und
MgO,FeO,ZnO); hierüber verweisen wir auf den Abschnitt über die
Krystallisationsfolge zwischen Magnetit und Olivin.

Bei schneller Abkühlung entstandene labile Mischkrystalle
(und Doppelsalze).

Wir stellen hier zuerst zusammen eine Reihe Thatsachen über bei
schneller Abkühlung erhaltene Mischkrystalle (und Doppelsalze), die Ver-

bindungen führen, welche bei /angsamerer Abkühlung nicht hineingehen.

88 Jet Lae VOGT. M.-N. Kl.

Ca-haltiger Spinell, (Mg,ca)Al, O,.

Der bei schneller Abkühlung von Ca-Mg-Al,-Silikatschmelzen aus-
krystallisierte Spinell enthält in einigen Fällen einen beträchtlichen Ca-
Gehalt. So zeigen zufolge W. Muirhead (l. c. S. 80) eine Reihe Ana-
lysen der von den Schlacken No. 160— 165 isolierten Spinelle folgende
Zusammensetzung:

1620 | .160€ | 161c | 165@ 164c1 1630

40, - «|| 65:88 169084. 68.11 | 68.72| 68020 74
M2O..... ||: gro 2203| 23.411. 31.28‘. 37.0811, 26
CaO | 12.08 9.39 8.48 — — —

Summa 100.00 | 100.00 | 100.00 | 100.00 | 100.00 | 100.00

Die Analysen, die Muirhead mit Summa 100,00 °/, aufführt, sind offenbar nicht
ganz genau; bei No. 160 c giebt es auch einen Druckfehler von 2 ®/,; es ist doch unleug-
bar, dass sie der Formel £4/,0, entsprechen, wo X teils = Mg,ca, teils = Mg allein,

In einigen Fällen ist also ein gewöhnlicher Spinell, Mg42,0,, aus-
krystallisiert, in anderen dagegen ein Ca-führender Spinell, (Mg, ca) Al,O,.
Selbst in diesen letzteren ist doch Mg relativ viel stärker als Ca in den
Spinell koncentriert worden; beispielsweise führt so die ganze Schmelz-
masse No. 161 2.63 Ca : 1Mg, der ausgeschiedene Spinell dagegen
0.54 Ca: ıMg; Mg ist also hier im Verhältnis zu Ca 4.9-mal so stark
in den Spinell angereichert worden. In No. 160 und 162 ist die relative
Mg-Anreicherung in den Spinell noch grösser, nämlich bezw. 5.2- und
7.8-mal so gross,

Dies zeigt, dass die Spinell-Individualisation principaliter auf der Mg-
Menge beruht, und dass Ca nur in relativ untergeordneter Menge auf-
genommen worden ist.

In dem sehr schnell abgekühlten Schmelzprodukt No. CCXLVI
(No. 372, S. 72) der Äkerman’schen Schmelzserien (von Aciditätsgrad
0.50; 1Ca,Mg,Mn,re : tAl,; mit 47.11 Yo Al,O,, 23.82 % CaO, 0.91 Yo
MgO, 0.09% MnO, 0.34°%o FeO) ist nach Ermessen ca. ı10%o Spinell
gebildet worden; weil die Spinell-Menge ganz reichlich, die (Mg, Mn, Fe)O-
Menge der Schmelzmasse dagegen sehr niedrig ist, muss auch hier etwas
Ca von dem Spinell aufgenommen worden sein.

Im Gegensatz hierzu führen die von Morozewicz (l. c.) analysierten,
aus Silikatschmelzflüssen, die ebenfalls eine nennenswerte Ca-Menge führen,
bei einer viel längeren Abkühlungszeit als in den obigen Fällen aus-
krystallisierten Spinelle, (Mg,re) (42,,r,)0,, keine Spur von Ca. Und

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 89

in den natürlichen, in Eruptivgesteinen, die gelegentlich selbst etwas
mehr Ca als Mg Fe enthalten, ausgeschiedenen wie auch in anderer
Weise, z. B. durch Kontaktmetamorphose in Kalkstein gebildeten Spinelle
ist Ca meines Wissens überhaupt nie sicher nachgewiesen worden!

Dass das reine Ca-Aluminat, Ca42, 04, isomorph mit dem gewöhn-
ichen Spinell ist, wurde schon im Jahre 1848 von Ebelmen? nach-
gewiesen, indem er durch Schmelzung der konstituierenden Bestandteile
in Borsäure einen reinen Kalkspinell, C44/,0,, darstellte, 3

Mg-, Fe- und Mn-Monticellit, MgCaSi0,, FeCaSi0,, MnCaSiO,, und
andere Ca-führende Olivinmineralien, (R,ca)SiO,, (Ca,r)Si0,,
wo R = Mg, Fe, Mn.

In meiner Arbeit »Mineralbildung in Schmelzmassen« (S. 9—23)
habe ich nachgewiesen, dass das in Silikatschmelzfliissen annåhernd
von der Zusammensetzung RCaSiO, bei schneller Abkühlung ausge-
schiedene Olivinmineral in vielen Fällen nicht ein gewöhnlicher Olivin,
R,Si0,, ist, sondern dagegen ein Monticellit-Olivin, RCaS:0,, mit Ver-
hältnis zwischen À und Ca genau (oder beinahe genau ?) = 1; dabei
bilden sich gelegentlich auch andere Ca-haltige Olivine, (R,ca), 520, und
selbst (Ca,r), S:0,.

Zur nåheren Erörterung geben wir zuerst eine Tabelle (S. 90) über

die geometrischen Konstanten einiger Mineralien der Olivin-Reihe.

Bezüglich der Messungen von Forsterit und Fayalit siehe namentlich: M. Bauer,
Neues Jahrb. f. Min. 1887, I. S. L. Penfield, Americ, Journ. of Sc. 1885, B. 30.
H. Laspeyres, Z. f. Kryst. Min,, 1883, B. 7; die Angabe für den Fayalit ist der von
Laspeyres berechnete Durchschnitt älterer Messungen von Mitscherlich, Miller,
Bothe und Sokolow; der von Laspeyres gemessene (Fe.Mn),S’O, enthält 37e : ı Un.
— C. Thaddéeff, Z. f. Kryst. Min., 1896, B. 26. — Über Tephroit: G. Flink, Bih.
till sv. Vetensk.-Akad. Handl., 1888, B. 13; A. und Hj. Sjogren, Geol, Fören. Förh.
1883, B.6. — Über Monticellit: G. v. Rath, Poggendorfs Ann, 1871, Erg. B. 5; Brooke,
Phil, Mag. 1831; weil die letztere Messung sehr alt ist, ist das Achsenverhältnis nicht
mitgenommen, — Über Glaucochroit (oder Mangan-Monticellit) S. L. Penfield and C, H.
Warren, Amer, Journ, of Sc, 1899, B. 8; die Bestimmung der c-Achse ist wenig exakt;
deswegen habe ich die c-Achse petit drucken lassen.

-

Unter den zahlreichen, in den Handbüchern von Dana, Rammelsberg u. s. w. ver-
öffentlichten Analysen von Spinell, nebst Pleonast, Gahnit, Jacobsit u. s. w., zeigen zwei
Analysen eine kleine Menge CaO (bezw. 0,27 und 0.42 °/, CaO), die doch ziemlich
sicher von Verunreinigung herrührt, r

Ann, de physique et de chimie, T, XXII, 1848,

Nebenbei bemerken wir, dass die Verbindung CaFe,O, nicht zu der Spinellgruppe,
sondern vielleicht zu der Chrysoberyllgruppe gehört (s. H. Bauerman, The Journal
of the Iron and Steel Institute, 1887, I, S. 234—235; mehrere andere Literaturhinweise
sind in »Mineralbildung in Schmelzmassen«, S. 214 angeführt.)

1

90 J. H. L. VOGT. | M.-N. KI.

Forsterit, Mg,S20, (mit 1.570/, 70). Bauer a 9 1488" 58 0.4648 : 1 : 0.585

Penfield 13045 | 81736 | 0.4584: 1 : 0.570!

Fayalit, Fe,Si0, > „ „s Laspeyres |130°27 | 81° 30%, | 04615 15050
| Vogt 130° 38 | 81°274 | 0.4506 : 1 : 0.580

Fe,mnFayalit, (Fe,mn), Si0, Laspeyres |131° 0 | 80°38 | 0.4559 : 1 :0.589

{ Flink 130726 | 80°25 | 0.4621 71.0.5098
Hj. Sjogren | 13036 | 80° 121 | 0.4600 : 1 : 0.593

Tephroit, (Mn,mz), S:0,

v. Rath 133° 64 | 8157 104337: 1:05%
Brooke 132 54 | 82°

Mn-Monticellit, MnCaSi0, Penfield ie 28 0.440 : 1 : 0,566
Fe-Monticellit, (Fe,#e)CaSiO, 151. Vogt| 132°49#| 81°414 | 0.4366 : 1 : 0.578

Monticellit, (Mg,z)CaSi0,

Mn,re-Monticellit, (Mu,z)CaSiO, |S |
No. 152. å Vogt 81° 42’
Mn,azg-Monticellit, (Mn,ar)CaSiO, |2
cfr. No. 154. Vogt STORES

Fe,Mn-Monticellit. No. 155. Jackson 132° 40 | 81°

Bekanntlich bilden die Zwischenglieder — (Mg, re), Si0,,(Mg,Fe),Si0,,
(Fe,Mg),SiO,, (Fe,ag),SiO, — zwischen Forsterit und Fayalit, weder in
Bezug auf das specifische Gewicht (Thadd&eff) noch auf die geometri-
schen Konstanten (Bauer, Thaddéeff) eine kontinuierliche Reihe; viel-
mehr zeigen die gerade in der Mitte stehenden Zwischenglieder eine
etwas grössere a-Achse und ebenfalls eine etwas grössere c-Achse als die
zwei Endglieder.

In Betreff meiner eigenen Messungen bemerke ich:

Der von einer Schlacke von Fahlun (ohne MgO, und nur mit 0,54 °/, MnO, 0.68 °/,
CaO, siehe »Studien über Schlacken«, S. 45—46) stammende Fayalit, dessen Achsenver-
hältnis in der obigen Tabelle aufgeführt ist, erlaubte eine sehr genaue Messung,

Der Eisen-Monticelllt, (Ze,n,)CaSiO,, aus der Schlacke No. 151 (Fig. 7b), gab vor-
zügliche Werte; die Fehler der Winkelbestimmungen betragen, nach Messung zweier Kry-
stalle, höchstens 1,5—2’ (s. Mineralbildung in Schmelzmassen, S. 11—13). Das ganze
Schmelzprodukt führt mindestens So, eher etwa 85 Pre. Monticellitmineral, Rest etwas Mag-
netit nebst Melilith und Spuren von Glas; bezüglich der Krystallisationsfolge siehe unten
(Fig. 7b). Weil der ganz überwiegende Teil des Schmelzproduktes (mit ein wenig mehr Ca
als Fe,Mg,Mn) als Monticellit auskrystallisiert ist, darf man den Schluss ziehen, dass das
Verhältnis Ca: 7e,Mg.Mn in diesem Mineral annähernd dasselbe ist wie in dem ganzen Schmelz-
produkt; also entweder genau ı oder nahe an ı, Hiermit stimmt, dass zum Schluss etwas
Melilith gebildet ist,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 91

. Der An,re-Monticellit, No, 152, (Martinschlacke von Denain, Frankreich) erlaubte,
(siehe Mineralbild, in Schmelzmassen, S. 13—15) nach Messung 3 Krystalle, für den Winkel
2Po: 2Pœ, eine Genauigkeit + ca, 5’; der Winkel c P: cP liess sich nicht messen, —
Die Schlacke, die annähernd dieselbe Zusammensetzung wie No. ı52 a und b hat (mit ein
wenig mehr Ca als Mn,re,ug), besteht aus ca. 70 °/, Monticellit-Mineral; Rest Glas; weil
somit auch hier der überwiegende Teil als Monticellit-Mineral auskrystallisiert ist, dürfen
wir in Betreff des Verhältnisses Ca: Å in dem Mineral denselben Schluss wie im vorigen
Falle ziehen,

Der Mn,m-Monticellit (cfr, No, 154) stammt aus einer Schlacke von Schisshyttan
(s. Mineralbild, in Schmelzmassen, S, 15—17), ungefähr von derselben Zusammensetzung wie
No. 154; in Drusenräumen sitzen Krystalle sowohl von Melilith wie von dem Monticellit-
Mineral; und zwar ist das letztere zufolge mikroskopischer Untersuchung in sehr reichlicher
Menge gebildet worden; 9: er muss neben #/7#,w, reichliche Mengen von Ca enthalten, —
Die Messungen an 4 Krystallen sind nicht sehr genau; die 9 besten Ablesungen für den
Winkel 2Pc:2Pe schwankten zwischen 81° 51’ und 82° 8’, mit wahrscheinlichem Mittel
819 55’; der geringeren Genauigkeit wegen habe ich dieses Resultat in der obigen Tabelle
petit drucken lassen. — Der Winkel oo P: P liess sich nicht messen.

Bezüglich des von D. C. T. Jackson aus einer Hochofenschlacke von Easton, Penn-
sylvanien, untersuchten Minerals, das man als 7%, Mn-Monticellit bezeichnen kann, siehe
Amer. Journ, of Sc., Ser. II, B, 19, £855.! — Die Messung ist von J. D. Dana ausgeführt.

Der in der Natur — in Vesuv-Blöcken und in kontaktmetamorphem
Kalkstein zu Monzoni und zu Magnet Cove in Arkansas? — auftretende
Monticellit, (Mg, r).Ca.SiO,, mit 1ıMg,re : 1ıCa? wie auch der kürzlich
von Penfield und Warren untersuchte Mangan-Monticellit, oder Glauco-
chroit, MnCaS:O,, weicht in Betreff der geometrischen Konstanten nicht
unwesentlich von den gewöhnlichen Olivin-Mineralien ab; so beträgt der
Unterschied zwischen (Mg, z)0aSi0, und (Mg,r),SiO, in dem oP: 00 P-
Winkel beinahe 3° und in dem 2Pœ:2P%-Winkel ungefähr 10. Dies
muss auf einer sehr starken morphotropischen Einwirkung des Ca-Silikats
beruhen.

Der von mir gemessene Æ2,mg;-Monticellit (No. 151) zeigt in Betreff
des Achsenverhältnisses eine sehr nahe Übereinstimmung mit dem natür-
lichen Mg,re-Monticellit. Oben ist nachgewiesen worden, dass das Ver-
hältnis Fe,mg : Ca in diesem künstlichen Monticellit jedenfalls annähernd

! In der Analyse wurde das Eisen als 7,0, und das Mangan als 230, aufgeführt;
dies ist jedoch eine Unmöglichkeit, indem in Hochofenschlacken nur 720 und MnO
vorliegen, die Analyse habe ich deswegen umgerechnet (No. 155). — Die ganze Schlacke
führt ein wenig mehr Ca als Ze,Mn; und ein ganz wenig mehr Ze als Mm.

Über die Fundstellen des Monticellits siehe P. v. Sustschinsky, Zeits. f, Kryst. Min.,

37, 1902, S. 64.

3 Die vier bisherigen Analysen des Monticellits (s. Hintze’s Handb. d. Min.) ergeben:
I 1ıCa: 1.000 Mø,Fe; Il 1Ca:0.92 Mg,re; (Rammelsberg); III 1Ca: 1.02 Mg,Fe;
IV ıCa: 1.01 Mg,re (v. Rath); überall mit ganz wenig Ze. Die allgemein geltende
Auffassung, nämlich dass das Verhältnis ıCa : 1 Mg,re ist, darf somit völlig berechtigt
sein, — Einen wichtigen Stützpunkt für die Auffassung des Monticellits als A.Ca.SiO,
liefert die Analyse Warrens von dem kürzlich entdeckten Glaucochroit (oder Mangan-
Monticellit), mit Ca: Mn = 1.

n

92 J. He I. VOGT. M.-N. KI.

gleich 1 sein muss; wegen der nahen geometrischen Ubereinstimmung
mit dem natürlichen Monticellit darf angenommen werden, dass das Ver-
håltnis R : Ca genau gleich 1 ist. — Derselbe Schluss darf, aus ähnlichen
Griinden, auch beziiglich des Monticellit-Minerals in No. 152, 154 und
155 gezogen werden. — Der von Jackson und Dana erforschte
Fe, Mn-Monticellit (No. 155) ergiebt, in Übereinstimmung mit den anderen
Monticellit-Mineralien, einen sehr grossen coP:coP-Winkel, dagegen
einen verhältnismässig niedrigeren 2P oo: 2P oo -Winkel; diesbezüglich
sei bemerkt, dass der 2P 00: 2P -Winkel bei einem Fe,Mn-Fayalit mit
ungefähr gleich viel Ze und Mn zufolge Interpolation ungefähr bei 80° 40°
oder 80° 45’ liegen muss; der Unterschied zwischen (Fe,Mn),SziO, und
(Fe, Mn)CaSi0, ist somit auch in dieser Zone, der Einwirkung des Ca-
Silikats wegen, nicht unwesentlich.

In anderen, an Ca wie auch an Mg oder Mg,mn,re reichen, basi-
schen Schlacken ist nicht ein Monticellit-Olivin, sondern ein gewöhnlicher

Olivin entstanden. So ergeben einige Messungen an Olivin von Hoch-

ofenschlacken:
»P:»oP | 2Pc:2Po
=
Niznig-Tagil på 130° 7 80° 56°
Dalsbruk } IEEE 130° 5 80° 54"
MoboyNorr46)) Vogt HEN 130° 27" 81° 5

Siehe: P. W, von Jereméjew, Künstlicher Olivin. Verh, d. k. russ, min, Ges,
St, Petersburg, B. 15, 1879; Ref, in Zeits, f, Kryst. Min. B. 4, 1880, — Beide stammen
aus Hochofenschlacken, die hier, wie immer sonst, eine beträchtliche Ca-Menge geführt
haben müssen,

— Die von mir gemessenen Krystalle aus der Schlacke No, 146 erlaubten keine sehr
genaue Messung; deswegen sind die Resultate petit gedruckt. Diese letzteren Krystalle
stammen aus einer Schmelzmasse von Aciditätsgrad 1.14, mit nur 3.69 %/, Al,0,, kein
Fe yO, und 0.51 Ca: 0,49 Mg,Un,Re.

Die zwei von Jereméjew gemessenen Krystalle zeigen eine vor-
zügliche Übereinstimmung mit dem Forsterit; weil Ca einen sehr beträcht-
lichen Einfluss auf das Achsenverhältnis der Olivinmineralien ausübt,
darf man den Schluss ziehen, dass die vorliegenden Krystalle Ca-frei —
oder jedenfalls beinahe Ca-frei -- gewesen sind. — Auch der von mir
gemessene Olivin aus No. 146 entfernt sich sehr weit von dem Monti-
cellit, steht aber dem Forsterit sehr nahe oder ist mit diesem ganz

identisch,

1993. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 93

— In den sehr zahlreichen von mir untersuchten basischen und
Mg, Mn, Fe-reichen Silikatschmelzen zeigt der Forsterit, der gewöhnliche
Olivin, der Fayalit und der Mr-Fe-layalit eine auffallende typologische
Persistenz, nämlich eine fafelförmige, häufig sogar eine dünn tafelförmige
Entwickelung nach co Poo, ferner beinahe immer mit æP und 2P «,
bisweilen auch mit anderen Flächen. — Im Gegensatz hierzu zeichne”
die von mir untersuchten Monticellit-Olivine sich freilich auch durch die
selben Fiächen aus; die Krystalle sind aber nicht tafelformig nach P co
sondern s/abfôrmig nach der Brachyachse.

— Einige Orthosilikat-Schmelzprodukte (mit einer winzigen Menge
von 42,0, und ohne /’e,0,), mit wechselndem Verhältnis teils zwischen
Mn und Ca und teils zwischen Mg und Ca, der Äkerman’schen Schmelz-
serien sind schon oben (S. 68—69) erwähnt.

Die Schmelzmasse No. 318, (Mmn,ca),S:0,, mit 1Ca: 7.3 Mn, ist
beinahe völlig, nur mit einem winzigen Glasrest, zu Olivin, in 5—10 mm.
grossen Individuen, erstarrt; die Zusammensetzung des Olivinminerals ist
somit hier (M,Ca),S20,, mit 1Ca : 7—8 Mn. — Ferner sind auch andere
Ca-haltige Olivinmineralien erhalten worden, so:

No. 287. CaMgSi0, — (Monticellit).
No. 315. (Ca,Mn),S:0,, mit 30a : 2Mn;
No. 286. (Ca, Me), Si0,, mit 20a : 1 Mg.

Die zwei letztgenannten ergeben sogar mehr Ca als Mn oder Me.

Ob ein reiner Ca-Olivin, Ca,SzO,, dargestellt worden ist oder sich
darstellen lässt, ist noch eine offene Frage.

H. Le-Chatelier! giebt an, dass er ein »péridot calcaire« durch
Schmelzung von S20, und 2Ca0 in CaCZ, reproduciert habe, ohne jedoch
eine detaillierte Beschreibung beizufügen; ebenfalls glaubt er dieselbe
Verbindung in Portlandcement angetroffen zu haben? Aus seiner ganz
kurzen Beschreibung kann man jedoch nicht mit Sicherheit den Schluss
ziehen, dass das betreffende Mineral in der That aus Ca,S20, besteht,
und dass es mit Olivin isomorph ist; es wäre möglich, dass statt Ca, S70,
Äkermanit, Ca, Si,0,,, also ein Mineral mit einer etwas höheren Sz0,-
Menge, erhalten wäre.

1 Recherches expérimentales sur la constitution des ciments et la théorie de leur prise,
Comptes rendus, 1882, t. XCIV, Pag. 867.

? Die in Portlandcement (s. S. 4) — nicht sicher? — festgestellte Verbindung Ca,S:O,
ist gelegentlich von einigen Forschern, die sich mit dem Studium des Portlandcements
beschäftigt haben, nicht als ein normales Orthosilikat (Ca, S70,), sondern als ein
basisches Metasilikat (Ca,0 = SiO,) aufgefasst worden; diese Hypothese scheint mir
jedoch ganz willkürlich zu sein,

94 TH EXVOGT. M.-N. Kl.

— In dieser Verbindung lenke ich die Aufmerksamkeit auf eine, namentlich in der
älteren Litteratur! mehrmals besprochene Erscheinung, nämlich dass basische und an Ca
sehr reiche, dagegen an A/,,Mg,Mn und Fe arme Hochofenschlacken — also von der Zu-
sammensetzung annähernd Ca,Si0, — nach der Erstarrung völlig »zerfallens, Ich habe
nicht Zeit gehabt diese Erscheinung, die ich persönlich zweimal wahrgenommen habe, mine-
ralogisch und chemisch zu studieren; ich werde mich deswegen hier auf eine ganz kurze
und vorläufige Besprechung beschränken, — Die betreffenden Schlacken geben bei der
Erstarrung eine krystallinische Masse; nach kürzerer oder längerer Zeit, nach einigen Stunden
oder einigen Tagen, zerfallen sie aber zu einem lockeren Pulver, Die CaO-Menge war in
den von mir beobachteten Fällen völlig aufgeschlossen oder in Silikatverbindung aufge-
nommen; die Erscheinung beruht somit nicht, wie man gelegentlich früher vermutet hat,
darauf, dass freies CaO sich mit 7,0 gelöscht hat.” Eher dürfte die Erklärung folgende
sein: weil die betreffenden »zerfallenden« Schlacken annähernd von der Zusammensetzung
CasSiO, sind, ist a prior? die Bildung eines Minerals Ca,S70, anzunehmen; dies mass aber
von labiler Natur sein, und geht nach einer Zeit in eine andere Modifikation über,

Die natürlichen, aus Eruptivgesteinen — oft mit einer reichlichen
Ca-Menge — auskrystallisierten oder in anderer Weise in der Natur
gebildeten Olivinmineralien zeigen, selbstverständlich hier Monticellit ab-
gerechnet, in überaus den meisten Fällen nicht mal eine Spur Ca; nur in
dem Tephroit ist gelegentlich eine kleine Menge Ca nachgewiesen worden.
Unter den Hunderten Analysen von Forsterit, eigentlichem Olivin, Hyalo-
siderit, Hortonolith, Fayalit, Roepperit u. s. w. ergeben ein Paar Analysen
eine Spur und andere 0.06, 0.12 bis 1.43 % CaO, was doch vielleicht
durch Verunreinigung erklärt werden darf; dasselbe gilt ziemlich sicher
auch einer von 1853 stammenden Analyse von Olivin aus einer cap-
verdischen Lava, mit 5.12 % CaO, ferner auch einer von K. Oebbeke?
ausgeführten Analyse von Olivin, angeblich mit 14.09 %o CaO.

Ca-führender Biotit.

Der in den Kafveltorp Rohschlacken, (No. 115—120, mit 41—46 Yo
S70,, 8—14%0 Al,O,, 6—18 Vo FeO, 13—20%/0 CaO, 10—18 % MgO,
ein Paar % &,O + Na,0 samt ein wenig Fluor) auskrystallisierte
Biotit führt (zufolge einer Analyse von mir, No. 121, siehe Mineralbild.
im Sehmelzm., 5.91) GNR eee egy eee

Siche unter anderem: B. Platz, Über die Ursache des Zerfallens kalkreicher Hoch-
ofenschlacken, Stahl und Eisen, 1892, S. 7.

In alten Tagen hat man die Deutung gelegentlich darin gesucht, dass aufgelöstes Sulphid,
CaS, sich oxydiert haben sollte; hierdurch erklärt sich doch nicht das eigentümliche
»Zerfallenc, — Einerseits giebt es zahlreiche, an CaS überaus reiche Schlacken, die
nicht zerfallen; und andrerseits habe ich bei einem schwedischen Hochofen (Björne-
borg, 1902) eine Ca-reiche, »zerfallende« Schlacke gesehen, die nur ganz wenig CaS
enthielt,

3 Inaug.-Dissert, Würzburg, 1877. Zu der Analyse wurden nur 20 Milligramm eingewogen;
das Verhältnis Si: À, weicht nicht unwesentlich von 1 ab; auf diese Analyse darf
somit kein nennenswertes Gewicht gelegt werden,

ww

Hs ———_——

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 95

Und ein von K. v. Chrustschoff! synthetisch (aus einem Schmelz-
fluss mit 10.5 % CaO gegen 12% MgO und 8% FeO) dargestellter
Set enthält (Analyse No. 122). . . 2 . . . . .. » 0.83 %0.Ca0

Im Gegensatz hierzu führt der in den Eruptivgesteinen auskrystalli-
sierte Biotit im allgemeinen kein Ca; in einigen Biotiten ist doch ein

ganz wenig Ca nachgewiesen worden,

Zusammenfassung.

1. Der in Silikatschmelzen bei sehr schneller Abkühlung (von Dauer
etwa eine Stunde oder darunter) auskrystallisierte Spinell enthålt oftmals
eine ganz beträchtliche Ca-Menge (Formel (Mg,ca)Al,O,, mit 1 Mg selbst
bis zu 0.54 Ca); der durch langsamere Abkühlung von Ca-führenden
Schmelzmassen erhaltene Spinell ist dagegen frei von Ca (Morozewicz),
und in dem natürlichen Spinell ist Ca nie sicher nachgewiesen worden. —
Künstlich ist ein Spinell-Mineral Ca42, 0, dargestellt worden (Ebelmen).

2. Das in basischen Silikatschmelzmassen mit ungefähr gleich viel
Ca wie R(R = Mg,Mn,Fe) bei schneller Erstarrung ausgeschiedene
Olivinmineral ist in vielen Fällen ein Monticellit-Olivin, RCaSiO,, mit
Verhältnis zwischen À und Ca genau gleich 1 (oder nur annähernd
gleich 1°); ferner sind bei schneller Erstarrung auch andere Ca-haltige
Olivine nachgewiesen, nämlich (R,ca), S20, mit einer.niedrigen Ca-Menge
wie auch (Ca,x),S20,, mit etwas mehr Ca als À. — In anderen Fällen
— wohl bei etwas langsamerer Abkühlung — krystallisiert dagegen aus
basischeren und Ca-führenden Silikatschmelzmassen nicht ein Ca-haltiger,
sondern ein Ca-freier Olivin, R,SzO,.

Der in den Eruptivgesteinen auftretende Olivin ist, den bisherigen
Untersuchungen zufolge, immer frei von Ca, selbst wenn der Olivin in
ziemlich Ca-reichen Magmen individualisiert worden ist. Auch sind die

in anderer Weise gebildeten natürlichen eigentlichen Olivinmineralien

durchgängig oder beinahe durchgängig frei von Ca (nur in Tephroit ist
gelegentlich ein ganz wenig Ca beobachtet worden). — Dann giebt es
in der Natur eine besondere Untergruppe von Olivinmineralien, nämlich
die Monticellite, von Zusammensetzung RCaSiO, (R: Ca genau = 1);
diese sind aber bisher nie durch Auskrystallisation aus Silikatmagmen
wahrgenommen worden, sondern sind Kontaktmineralien in Kalksteinen.

Reiner Ca-Olivin, Ca,S?O,, ist bisher nicht mit Sicherheit darge-
stellt worden; vielleicht (?) ist diese Verbindung von sehr labiler Natur,
nämlich existenzfähig bei höherer, nicht aber bei gewöhnlicher Temperatur,

t Tscherm, Mio, petrogr, Mitth, 1888,

96 PME VOGT. M.-N. Kl.

‚3. Der aus Fluor-haltigen Silikatschmelzen auskrystallisierte Biotzt
enthält, den bisherigen zwei Analysen zufolge, etwas Ca; der in den

Eruptivgesteinen auftretende Biotit ist dagegen meist völlig Ca-frei.

Es ergiebt sich somit, dass man bei schneller Abkühlung häufig
Mischkrystalle (und Doppelsalze) von einer anderen Zusammensetzung
bekommt, als bei /angsamer Abkühlung.

Einer analogen Erscheinung begegnet man bekanntlich bei den aus
den gewöhnlichen Lösungen von Salzen u. s. w. sich ausscheidenden
Körpern. Die Erklärung, ist darin zu suchen, dass sich zuerst Körper
von Zadiler Natur bilden; wir citieren hierüber nach W. Ostwald:!
Es ist »ein allgemeines Gesetz, ... dass bei allen Vorgängen nicht
gleich der beständigste Zustand erreicht wird, sondern der nächstliegende
oder der unter den möglichen Zuständen wenigst beständige«.

— Die bei schneller Erstarrung von Ca-, bezw. Mg-Metasilikat ent-
standenen, neuen, polymorphen Formen (s. S. 4o—47) sind wahrscheinlich
auch von labiler Natur, im Verhältnis zu Wollastonit, bezw. zu Enstatit.

Über die Löslichkeit von Sulphid (RS) in Silikatschmelzen.

Bekanntlich mag Silikatschmelze etwas Sulphid auflösen, und zwar
existiert dies Sulphid, wie von vielen älteren Metallurgen angenommen
und wie von mir in Studien über Schlacken? (1884) festgestellt wurde,
als Monosulphid, RS,3 wo R = Ca,Mn,Fe,Zn,ug u. s. w.* Teils weil
die Fähigkeit der Silikatschmelze Sulphid aufzulösen von geologischer
Seite gelegentlich nicht nur bezweifelt, sondern sogar bestritten worden
ist,” tells um diese Löslichkeit etwas näher zu erleuchten, werden

wir sie zuerst durch ein Paar wohl bekannte metallurgische Beispiele

»

Grundlinien der anorganischen Chemie, 1900, S, 215.

Siehe auch den Abschnitt über Monosulphid in »Mineralbild, in Schmelzmassen« (S. 239
— 263),

Siehe S, 5, 43—44. i

Gelegentlich ist früher vermutet worden, dass das Sulphid in besondere Sulphosilikate
eingehen sollte; dies ist aber nicht richtig; siehe hierüber eine kritische Besprechung
älterer Arbeiten von B, Kerl (1861), J. Percy (1861, 1864), A. E. Arnold (1878)
und C, Rammelsberg (1887) in meiner Arbeit »Mineralbildung in Schmelzmassen«
S. 261— 263,

F. Posepny schreibt sogar; »Man traut seinen Augen kaum, denn es wird hier von
Chemikern eine chemische Unmöglichkeit bebauptet, die Existenz von Schwefelmetallen
im Magma« (Vortrag auf dem Chicago-Kongress August 1893; Citat aus seiner Arbeit
Über die Genesis der Erzlagerstätten, Wien, 1895, S. 196). — Auch von Petrographen
von Fach ist die Auflösung von Sulphid in Silikatmagma bisweilen bezweifelt worden,

to

= &

er

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 97

illustrieren, und dann später hieran einige theoretische Bemerkungen
anknüpfen,

Bei dem Hochofenprozess verteilt sich der Schwefel oder das Sulphid
bekanntlich teils als RS, nämlich (#e,Mr)S, das in dem geschmolzenen
Roheisen, und teils als RS, nämlich (Ca,Mn,Fe)S, das in der Silikat-
schlacke aufgelöst wird. Und zwar geht um so weniger RS ins Roh-
eisen und somit umgekehrt um so mehr RS in die Schlacke, a) je mehr
basisch die Schlacke, bei gleichem Verhältnis der Basen unter einander,
ist; b) je reicher sie an Ca und besonders an Mr ist; c) je höher die
Temperatur ist. — Die Menge des von der Schlacke aufgelösten Sul-
phids steigt gelegentlich, nämlich in hoch erhitzten und gleichzeitig sehr
basischen Ca- oder Mn-reichen Schlacken, auf etwa 6—7% RS, ent- —
sprechend 2.5—3%o S; in Ausnahmefällen vielleicht selbst auf etwa
BES ca, 3.5,0/0 5.

— Bei dem Schmelzen in Kupferwerken, Bleiwerken u. s. w. auf
sogenanntem »Stein«, 9: Sulphidprodukt (ZeS, NiS,CoS, PbS, ZnS, Cu, S,
Ag,S u.s. w.) erhalt man bekanntlich zwei Produkte, namlich einerseits
den »Stein« (Kupferstein, Bleistein u. s. w.) und andrerseits die Schlacke
(Silikatschlacke). Der Stein löst ein ganz wenig Silikat auf, im allge-
meinen freilich nur einen kleinen Bruchteil von einem Prozent;! und die
Schlacke löst in sich etwas Sulphid, RS. Daneben werden gern einige
der durch die Schlackendecke hindurchsinkenden »Steintropfen« (s, Fig. 9)
mechanisch von der Silikatschlacke zuriickgehalten, was aber fiir unsere
Untersuchung ohne Bedeutung ist. — Wie ich in meiner Arbeit »Mineral-
bildung in Schmelzmassen« (S. 242—249) nachgewiesen habe, steigt die
in der Schlacke aufgelöste RS-Menge a) mit der Basicitåt der Schlacke;
b) mit deren Fe- und besonders deren Zn-Menge; und c) mit der Tem-
peratur. — Wir gelangen somit hier zu demselben generellen Resultat
wie bei dem Hochofenprozess: die in dem geschmolzenen Silikat aufge-
löste Sulphidmenge steigt mit der Temperatur und mit der Basicität der
Schlacke.? — In basischen und Zn-reichen Schlacken von dem Stein-
Schmelzen beträgt, bei Ofen-Temperatur 1300—1500°, die in dem Silikat
aufgelôste RS-Menge (Å hier namentlich Zr) meist ungefähr 6—8 9,
entsprechend 30 S; gelegentlich steigt die S-Menge auf 3.5—4 %. —

1 Zufolge meiner persönlichen Erfahrung wie auch zufolge der Erfahrung von Hütten-
Chemikern an Kupferwerken, mit denen ich hierüber konferiert habe, gibt jeder »Stein«
(Robstein, Kupferstein u. s.w.) beim Auflösen in Säuren, selbst wenn die Trennung
zwischen Stein und Schlacke sehr gut ausfällt, einen kleinen Rest von Silikat,

2 In den Hochofenschlacken hat man nie eine nennenswerte Z#-Menge und bei ordinärem

Betrieb nur eine ganz kleine #2-Menge; umgekehrt ist M in den Schlacken von den
»Stein«-Schmelzen in der Regel nicht vertreten,

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 8. 4

98 TH MT VOGT, M.-N. Kl.

In Zn-freien, aber an Fe sehr reichen und gleichzeitig basischen Schlacken
beträgt die aufgelöste RS-Menge (Å hier namentlich Fe) meist 2.5—3 %o;
in sauren Schlacken ist die aufgelöste AS-Menge noch viel kleiner,1 —
In Schlacken von Schmelzen auf Kupferstein (20u,S.FeS) habe ich in
den Schlacken aufgelöstes Cx,S nicht nachweisen können; die Löslich-
keit von Cz,S in Silikatschmelzen muss somit (bei gewöhnlichem Druck
und Temperatur 1300—1500°) nur winzig sein; jedenfalls ist sie erheblich
kleiner als von ZnS, MnS und FeS.

Bei der Erstarrung von Silikatschlacken, welche RS aufgelöst halten,
krystallisiert das Monosulphid in isotropen, sowohl zufolge der Isotropie
als zufolge des Aufbaus nach drei gleichwertigen und senkrecht auf
einander stehenden Achsen, dem regulären Krystallsystem angehörigen
Mineralien, die mit Oldhamit (CaS), Manganblende (MS), Troilit (Fes)
und Zinkblende (ZnS) identisch sind, und die somit zu der regulären
Reihe der Monosulphide? gerechnet werden müssen (siehe hierüber oben,
S. 5, 43—44). — Dies Monosulphid erscheint in der Regel als Krystalliten
(»Globuliten«, »Longuliten« u. s. w.), die oft sehr schön aufgebaut sind.

Die beste Erläuterung über die Morphologie dieser RS-Krystallite
bekommt man durch die musterhafte Beschreibung und zutreffenden
Zeichnungen von H. Vogelsang in seiner bekannten Arbeit »Die
Krystalliten«® (S. 24—43 und Tafel II, III, IV a); die von ihm unter-
suchten Ausscheidungen in der Hochofenschlacke von der Friedrich-
Wilhelmshütte bei Siegburg bestehen in der Tat aus MnS oder
(Mn,ca)S. Freilich missverstand Vogelsang gänzlich die Natur dieser
Krystallite, indem er sie als Silikat, in einem embryonalen Zustand
zwischen Glas und Krystallsubstanz auffasste; seine morphologische Dar-
stellung ist aber trotzdem musterhaft.

— Bei ser schneller Abkühlung wird das sich in Lösung befindende
Monosulphid nicht krystallinisch ausgeschieden, sondern das RS-haltige
Silikat erstarrt als ein opakes, wenig durchsichtiges oder, bei nennenswerter
RS-Menge, undurchsichtiges oder nur schwach durchscheinendes Glas.

Unter den zahlreichen Beobachtungen hierüber, die mir zur Ver-
fügung stehen, erwähne ich eine basische, M»-führende Schlacke mit

Eine Reihe Analysen finden sich in meiner Arbeit »Mineralbildung in Schmelzmassen«,
S. 239— 263.

Zufolge W. Müller (Centralblatt für Min, u. s. w., 1900, S, 178—179) sind, ausser
CaS, auch SrS und 3aS regulär; er rechnet übrigens diese Sulphide zu der Bleiglanz-
Reihe, während ich — wegen der Zusammen-Krystallisation von CaS mit MnS, ZnS
und FeS — CaS zu der Zinkblende-Manganblende-Reihe hingeführt habe,

Bonn, 1875.

vw

oa

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 99

etwa 2 % MnS: in den inneren Teilen, wo die Abkühlung relativ langsam
vor sich ging, begegnen wir den gewöhnlichen grünen MnS-Krystalliten, 1
die in einem lichten Glase (nebst etwas Melilithmineral) liegen; die äussere
sehr schnell erstarrte Rinde dagegen besteht aus einer schmutzigen,
gelbgrauen oder gelbgrünen, beinahe undurchsichtigen Masse, hie und
da mit einigen lichten Glasstreifen, mit auskrystallisiertem MnS.

Wie H. v. Jüptner kürzlich? erörtert hat, kann man für die Ver-
teilung des Sulphids beim Hochofenprozess (und Martin- samt Bessemer-
Thomes-Prozess) teils in das flüssige Eisen und teils in die flüssige Silikat-
lösung Nernst’s bekanntes Verteilungsgesetz beim heterogenen Gleich-
gewicht anwenden: in zwei angrenzenden Gebieten oder Phasen müssen
die Koncentrationen jedes Stoffes, der in beiden Gebieten löslich ist,
bei konstant gehaltener Temperatur in einem konstanten Verhältnis
stehen (das Gesetz hat in dieser Form nur seine Gültigkeit, wenn der
gelöste Stoff, also hier das Sulphid, in beiden Lösungsmitteln das gleiche
Molekulargewicht besitzt). — Ferner hat v. Jüptner den Teilungs-

koefficienten
RS in der Silikatlösung

RS in der Metallüsung

bei wechselnder Zusammensetzung einerseits der Silikatlösung und andrer-
seits der Metallösung, quantitativ bestimmt. Die Uberfuhrung des Teilungs-
gesetzes auf das vorliegende Gebiet wird dadurch etwas beeinflusst, dass
die Zusammensetzung des in den zwei Phasen aufgelösten Sulphids in
vielen Fällen etwas verschieden ist, nämlich im Eisen (#e,Mn)S, in den
Hochofenschlacken (Ca,Mn)S oder gelegentlich (Ca, Mn,re,mg)S-.

— Bei dem »Stein«-Schmelzen handelt es sich ebenfalls um ein
heterogenes Gleichgewicht, nämlich zwischen dem flüssigen Sulphid und
dem flüssigen Silikat, welche (bei gewöhnlichem Druck und Temperatur
ca. 1 100—1500*) nur bis 24 einem gewissen Grade in einander löslich sind
(wie z. B. Wasser und Äther). Bei dem »Stein«Schmelzen (in Halbhoch-
öfen u. s. w.) ist die Mischung zwischen dem schmelzenden Silikat und
dem schmelzenden Sulphid sehr intim; es darf deswegen angenommen
werden, dass hier die maximale oder beinahe die maximale Löslichkeit
der einen Phase in der anderen erreicht ist. — Die Löslichkeit der

1 Die charakteristisch grüne Farbe der gleichzeitig Mr- und S-führenden Schlacken beruht
bekanntlich auf dem auskrystallisierten Mangansulphid, MS oder (Mn,R)S.

2 Stahl und Eisen, 1902, I.

3 Bei der Überführung der chemisch-physikalischen Gesetze betreffs zweier in einander
begrenzt löslichen Flüssigkeiten auf das hier vorliegende Gebiet muss übrigens erinnert
werden, dass das in der Schlacke aufgelöste Sulphid in vielen Fällen nicht identisch

100 JAH L. VOGT: M.-N. KI.

Silikate in dem Sulphid ist bei den hier vorliegenden physikalischen
Bedingungen sehr gering; die Löslichkeit einiger der Sulphide — und
zwar namentlich des Ca-,Mn- und Zr-Monosulphids — in den Silikaten,
besonders in den basischen Silikaten, ist dagegen ganz betråchtlich. Die
Sättigung bei einer Temperatur von ungefähr 1500” in basischen Silikat-
schmelzen scheint für ZnS oder MnS bei etwa 7—0%0, für CaS, FeS
und besonders für MgS bei noch niedrigeren Werten zu liegen; die
Löslichkeit von Cu,S (und P4S, Ag,S, NiS) ist ganz minimal.

Zwischen der Löslichkeit der verschiedenen Silikate, Aluminate und
Ferrate in einander und der Löslichkeit von Sulphid in Silikat, bezw.
von Silikat in Sulphid, gibt es (bei gewöhnlichem Druck und Tempe-
ratur etwa 1500°) einen prinzipiellen Unterschied:

die erstgenannten sind (bei einer Temperatur oberhalb der Krystalli-
sationstemperatur) — insofern bisher bekannt ohne eine einzige Aus-
nahme — unbegrenzt in einander löslich;

zwischen den zwei letztgenannten flüssigen Phasen (Sulphid: Silikat)
gibt es dagegen eine begrenzte Löslichkeit.

Wie wir in einem bald folgenden Abschnitt näher besprechen werden,
krystallisiert das in Silikatschmelzfluss aufgelöste Monosulphid noch früher
als die Silikatmineralien und selbst noch früher als der Spinell, 2: die Lös-
lichkeit des Sulphids in Silikat ist bei einer Temperatur von etwa 1100°
(oder etwas oberhalb, bezw. unterhalb 1100°) minimal. Die Löslichkeit
mehrerer der Sulphide (CaS,MnS,ZnS,FeS) nimmt aber, zufolge der
oben besprochenen metallurgischen Erfahrung, mit steigender Temperatur
sehr stark zu.

In dieser Verbindung citieren wir nach W. Nernst, Theoretische
Chemie:! »Was den Einfluss der Temperatur anlangt, so steigen
bisweilen die gegenseitigen Löslichkeiten (zweier Flüssigkeiten) mit der
Temperatur; es kann dann vorkommen, wie es bei Wasser und Phenol
der Fall ist, dass die Zusammensetzung der beiden Lösungen sich immer

mit der Zusammensetzung des »Steins« ist. — Die gewöhnlichen »Rohsteine« bestehen
aus (72,C#,,Pb...)S, häufig mit ein wenig ZS (und daneben etwas in dem »Stein«
aufgelöstes Metall, 72,72 u, s. w.); das in dem Silikat aufgelöste Sulphid ist dagegen
Fes, (Fe,zn) S, oder, bei reichlicher Z#-Menge, selbst (Zr,Fe)S.

In seiner oben erwähnten Abhandlung (1902) versucht v. Jüptner auch den Teilungs-
koefficienten (Sulphid oder S in der Schlacke: Sulphid oder S im Stein) zwischen
Sulphid und Silikat zu bestimmen; dies lässt sich jedoch nicht durchführen, Es handelt
sich nämlich hier nicht um einen Stoff, der sich auf zwei Lösungsmittel verteilt, sondern
um die gegenseitige Löslichkeit zweier Flüssigkeiten,

1 Zweite Auflage, 1898, S. 454.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. IOI

mehr nähert, bis sie die gleiche wird, d. h. vollkommene Mischbarkeit
eintritt«.

Dies scheint unter den in den basischen Eruptivmagmen stattfinden-
den Bedingungen (hoher Temperatur, enorm hohem Druck, Gegenwart
von aufgelöstem Wasser, u. s. w.) der Fall zu sein, Man begegnet näm-
lich in den Gabbrogesteinen håufig magmatischen Kies-Aussonderungen!
— Pyrrhotin-Gabbro, -Norit u. s. w. — mit allen möglichen Zwischen-
stufen zwischen Sulphid, namentlich Nickel-Magnetkies, und Silikat, so mit
I, 5, 10, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90, 95 bis 99 oder 100°/o Sulphid,
Rest Silikate des Gabbros, Falls Sulphid und Silikat hier degrenst in
einander löslich gewesen waren, wire hier keine kontinuierliche Serie,
sondern ein Sprung — zwischen an Sulphid mässig armem Silikat und
an Silikat mässig armem Sulphid — zu erwarten.

Zufolge der oben erwähnten, alt bekannten metallurgischen Erfah-
rungen ist Sulphid (Monosulphid) unter sonst gleichen Bedingungen, so
namentlich bei derselben Temperatur, viel leichter löslich in Jasischen
als in sauren Silikatschmelzen. Einer hiermit entsprechenden Erscheinung
begegnen wir auch bei den Eruptivgesteinen, indem die basischen (zum
Beispiel Gabbro, Diabas, Diorit, Basalt? u. s. w.) durchschnittlich gerech-
net viel reicher an Sulphid sind als die sauren (zum Beispiel Granit,
Quarzporphyr, Liparit u. s. w.). Bei der magmatischen Spaltung in ein
basisches und ein saures Eruptiv (bezw. Gabbro- und Granitmagma)
wird das Sulphid, dem Teilungsgesetze zufolge, grösstenteils in das
basische Magma gehen.

Krystallisationsfolge und Krystallisationsgleichzeitigkeit.

Wir schicken eine kurze theoretische Erörterung voraus.?
Wie ich im nächsten Hauptabschnitt durch Beobachtungen beweisen
werde,* und wie man schon & priori annehmen durfte,? kann man die

-

Siehe hierüber mehrere Arbeiten von mir, in Zeits, für praktische Geologie, 1893, 1894,

1898, 1900—01.

2 Unter den basischen sind jedoch die Peridoiite meist ganz arm an Sulphid (auch ist
die Löslichkeit von Sulphid in den an Mg sehr reichen Silikatschmelzen ganz gering).

3 Diese nehme ich deswegen mit, weil diese Arbeit wahrscheinlich von mehreren gelesen

wird, die mit den Grundsätzen der physikalisch-chemischen Lösungstheorie nicht genü-

gend vertraut sind.

Siehe auch meine vorläufige Mitteilung in Febr.-März 1902.

5 Unter anderem verweise ich auf die theoretische Erörterung »Schmelzpunkte und Aus-

scheidungsfolge von Mineralien«, von dem physikalischen Chemiker W, Meyerhoffer,

in Zeits, f, Kryst. Min., Maiheft 1902,

>

102 TH L. VOGT. M.-N. KI.

für die gewöhnlichen Salzlösungen und Metallösungen (Legierungen) gel-
tenden Lösungsgesetze auch auf die Silikatschmelzlösungen! übertragen.
Zur Deutung der Krystallisationsvorgänge benutzen wir die in
der physikalischen Chemie gebräuchliche graphische Darstellungsmethode
(Fig. 6a). Wir beschränken uns auf die Besprechung von Lösungen
welche nur aus 2 Lösungskomponenten — in gegenseitiger Lösung —

bestehen.
a und 5 seien zwei Körper (gleichgültig ob gewöhnliche Salze,
Metalle, Silikate u. s. w.), die mit einander keine doppelte Umsetzung
eingehen können, und

Fig, 6a.

die mit einander weder
ein Doppelsalz noch eine
isomorphe Mischung bil-
den? — Auf der Ascisse
ist das quantitative (pro-
zentische) Verhältnis 2:
und auf dem Ordinat die
Temperatur abgesetzt.

Ta sei der Schmelz-
punkt von a und 7%
von à.

In einer Mischung von
a und 6 tritt — wie bei
den gewöhnlichen Kälte-

AR u mischungen von Salzen

je __, — eine Schmelzpunkt-
Erniedrigung ein. 7% sei

der eutektische (9: leicht schmelzbare) Punkt? Die Krystallisation (der
Übergang von der flüssigen zu der festen Phase) von a wird durch die
Kurve 7a—7% und von å durch die Kurve 7%—7% erleuchtet; diese
Kurven nähern sich geraden Linien, und werden hier als solche ange-
geben.

1 Ich bemerke, dass ich im nächsten Hauptabschnitt beweisen werde, dass die Silikat-
schmelzlösungen nicht kolloidale Lösungen sind,

2 Bezüglich der Krystallisationsvorgånge bei Komponenten, die mit einander Mischkrystalle
bilden, verweise ich auf das unten folgende Referat von Bakhuis Roozebooms
einschlägigen Untersuchungen,

In Schmelzlösungen, welche aus zwei in einander gelösten Silikatmineralien (wie Olivin,
Augit, Melilith, Anorthit u. s. w.) bestehen, liegt der eutektische Punkt, wie wir im
nächsten Hauptabschnitt näher besprechen werden, meist ein Paar Hundert Grad
niedriger, als der Schmelzpunkt der Mineralien; in einigen Mineralkombinationen gar
vier Hundert Grad niedriger als derjenige des schwerschmelzbaren Minerals,

eo

1903. No.8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 103

Wir denken uns eine anfangs oberhalb des Schmelzpunkts erhitzte
Mischung (gegenseitige Lösung) von a und 4, beispielsweise von 80 %o
a: 20% 6. Wenn diese Lösung zu 739 abgekühlt ist, fängt æ an sich
auszuscheiden (vorläufig setzen wir die Übersättigung ausser Betracht).
“Bei der Aussonderung von etwas a, wächst die prozentische Menge
von 5 in der Lösung; die Krystallisationstemperatur von a wird da-
durch herabgesetzt. — Bei fortschreitender Abkühlung (siehe die Pfeil-
richtung an Fig. 6a) scheidet sich a auf dem Kurven-Intervall 750
bis 7, aus, bis der eutektische Punkt 7% erreicht wird; und dann
krystallisieren beide Körper (4 und der restierende Teil, ae, von a)
gleichzeitig aus.

Hätte die Lösung a + 5 ursprünglich einen Überschuss (im Ver-
hältnis zu dem eutektischen Punkt) von å geführt, wäre zuerst à ausge-
schieden, und später, am eutektischen Punkt, die eutektische Mischung
von @ und dem restierenden Teil, d., von #. Die Zusammensetzung
dieser Mischung (ae + de) ist, bei demselben Druck, konstant.

Dasjenige Mineral, das im Überschuss, im Verhältnis zu dem eutek-
tischen Punkt, vorhanden ist, krystallisiert zuerst (Citat nach mir, März
1902); oder, in anderem Wortlaut ausgedrückt:

Massgebend für die Reihenfolge der Ausscheidung sind nicht die
Schmelztemperaturen, sondern die Zusammensetzung der Schmelze, ver-
glichen mit der des eutektischen Gemisches (Citat nach Meyerhoffer,
Mai 1902).

1 Die Zusammensetzung des eutektischen Gemisches wird durch Veränderung des Drucks
nur wenig beeinflusst, — Als Beispiel erwähne ich folgendes, dessen Einzelheiten in
einer späteren Arbeit näher erörtert werden. Schon seit Jahren hat J. J. H. Teall
die Annahme ausgesprochen, dass der Schriftgranit, der struktuellen Analogie mit den
eutektischen Legierungen zufolge, eine eutektische Mischung, zwischen Feldspath und
Quarz, sein möchte; dass diese Annahme richtig ist, habe ich dadurch bewiesen, dass
die Zusammensetzung des Schriftgranits, von Granitpegmatitgängen, bei derselben Art
von Feldspath, zufolge einer Reihe quantitativer Analysen, konstant ist, nämlich:
74.25 °/, Feldspath (Orthoklas oder Mikroklin): 25.75 °/, Quarz (mit einer Genauigkeit
von + 1,5—29/,). Demselben quantitativen Verhältnis begegnen wir auch in den
eutektischen Feldspath-Quarz-Mischungen in den Gang- und Deckengesteinen; die eutek-
tische Feldspath-Quarz-Mischung ist somit — so genau, wie es durch die Analysen
entschieden werden kann — dieselbe, in Tiefen-, Gang- und Deckengesteinen, also in
Gesteinen, die unter einem wechselnden Druck erstarrt sind; 9: die eutektische Mischung
wird nur ganz wenig von dem Druck beeinflusst.

Der Schriftgranit ist selbstverständlich ein Krystallisationsendprodukt.

E. Baur (Zeitschr, f. phys, Chemie, 1903) kommt unter anderem zu dem Resultat,
dass »eutektische Punkte bei der Erstarrung wasserhaltiger Magmen im allgemeinen keine
Rolle spielen, sondern nur bei denjenigen der Ergussgesteine (Laven)«. — Hierin bin
ich nicht einig; auch in den Graniten, die aus wasserhaltigen Magmen entstanden sind,
finden wir eutektische Mischungen, und dies steht im besten Einklange mit der ganzen
Lösungs- oder Krystallisations-Theorie,

104 SH TI VOGT. M.-N. Kl,

— In der Tat muss aber auch die Übersättigung berücksichtigt
werden.

a krystallisiert (bei dem oben erwähnten Beispiel) nicht genau bei
Ts, sondern erst so weit unterhalb 739, dass der nötige Grad von
Untersättigung erreicht ist (bei Ta, #a = Übersättigung von a). —
Und wenn die Lösung, nach Ausscheidung der hinreichenden Menge
von a, bis zu dem eutektischen Punkt abgekühlt ist, mag a sich, bei
fortgesetzter Abkühlung, noch kontinuierlich ausscheiden (s. Fig. 6a);
‘eine Übersättigung von a ist hier ausgeschlossen, indem etwas a schon
krystallin (in der festen Phase) vorliegt; diese Krystalle fungieren als
sogenannte »Bodenkörper«. Die Ausscheidung von 5 kann aber erst
anfangen (bei 7%), wenn die Lösung, während kontinuierlicher Ausschei-
dung von a, so weit unterhalb des eutektischen Punkts abgekühlt ist,
dass die Lösung genügend reichlich an 5 übersättigt ist.

Dann krystallisiert aber die gange sich in Übersättigung befindende
Menge von å aus. — Bei der Aussonderung der Mineralien wird Wärme
frei — die latente Schmelzwärme der Silikatmineralien beträgt, wie wir
später erwähnen werden, meist rund 100 Gram-Calorien pr. Gram Sub-
stanz (etwas wechselnd für die verschiedenen Mineralien); — bei einer
plötzlichen oder schnellen Auskrystallisation der sich in Übersättigung
befindenden Menge des Minerals 46 mag somit die Temperatur der Lösung
etwas gehoben werden. Die Folge hiervon ist, dass die Lösung, während
der Aussonderung der übersättigten #-Menge,l wrgesättigt an æ wird.

1 Während der Aussonderung der übersättigten #-Menge mag etwas von a in Lösung
gehen können, oder »resorbiert« werden. Bei meinen Untersuchungen über die Schmelz-
produkte bin ich doch auf keine Beobachtungen gestossen, die ich als Resorptions-
erscheinuugen erklären könnte; bei mehreren Mineralien sind doch die bei der schnellen
Abkühlung entstandenen Krystallskelette so winzig, dass eine Resorption sich dem
mikroskopischen Studium entziehen würde,

— Die zuerst ausgeschiedenen Krystalle (a) in den Eruptivgesteinen, z. B. die Quarz-
»Einsprenglinge« der Quarzporphyre, unterliegen bekanntlich sehr häufig der magmati-
schen Resorption, welche darauf beruht, dass der Gleichgewichtszustand zwischen der
festen und der flüssigen Phase verschoben wird: während der Aussonderung von a ist
die Lösung genau mit a gesättigt; dann mag aber ein Moment eintreten, wo die Lösung
an a ungesättigt wird; etwas von der festen Phase a muss dann in Lösung gehen, Dieses
ungesättigte Stadium von a mag vielleicht in einigen Fällen durch die eben besprochene
Übersättigungs-Erscheinung (von 4) verursacht werden, indem die Temperatur der
Lösung durch die Aussonderung der übersättigten #-Menge etwas erhöht wird, Auch
mag es durch eine Veränderung der Natur der Lösung bewirkt werden; hierbei denke
ich namentlich an das mit der Abkühlung fortschreitende Entweichen der ursprünglich
in dem Magma aufgelösten Menge von Wasser, Kohlensäure u, s, w. — Bezüglich der
magmatischen Resorption verweise ich auf einige Bemerkungen hierüber in der oben
citierten Abhandlung von E, Baur, ferner zu einer unten folgenden Erörterung über
die Mischkrystalle.

1903. No.8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 105

Und die gleichzeitige Aussonderung von a und # wird erst stattfinden
können, wenn die Lösung, graphisch ausgedrückt, zurück zu dem eutek-
tischen Punkt 7. gekommen ist.

Zu näherer Beleuchtung der Beziehungen zwischen den verschiedenen
ungesättigten und übersättigten Stadien von a und 4 reproduciere ich
die hierüber von Meyer-
hoffer (l. c.) gegebene De
graphische Darstellung
(Fig. 6b). Ta

— Wenn die für
die Ausscheidung nötigen

Th

Ungesättigt an
a und 6

Ubersättigungen bei den sättigt an 6; sättigt an a;
zwei Körpern a und 5 Eee
P übersättigt an a übersättigt an 6

enügend weit von ein-

genug x
N

> såttigt an a und 6 ~~

ander entfernt liegen, mag
der Fall eintreten können,
dass man in Lösungen,

welche annåhernd die-
selbe Zusammensetzung
wie diejenige des eutek- ma 100 % B
Been Gemistheskpbe-40|| Le. ie 0) 12 oe A EEE
sitzen, eine umgekehrte

Krystallisationsfolge bekommt. Beispiel: für die Auskrystallisation von 4
sei eine schwache, von a dagegen eine starke Übersättigung nötig; in
einer Lösung mit etwas mehr a als 4, als in der eutektischen Mischung
der beiden, mag dann 5 zuerst krystallisieren, trotzdem hier z, wenn
die Übersättigung nicht berücksichtigt wurde, zuerst krystallisieren sollte,
und in der Tat auch zuerst krystallisiert, wenn die a-Menge etwas
grösser ist. — Einen solchen Fall habe ich jedoch bei meinen Unter-
suchungen über die Silikatschmelzprodukte nie konstatieren können; theo-
retisch ist er aber denkbar, und vielleicht spielt dies gelegentlich eine
Rolle in Eruptivgesteinen.

— Unter denjenigen Resultaten, zu denen ich im nächsten Haupt-
abschnitte gelange, entnehme ich gleich folgendes:

I, Die maximale Schmelzpunkt-Erniedrigung in der gegenseitigen
Lösung zweier Silikatmineralien fällt mit den oben genannten »Indivi-
dualisationsgrenzen« derselben Mineralien zusammen; die Individuali-
sationsgrenze ist folglich mit dem eutektischen Punkt identisch.

2. Bei zwei Mineralien (mit annähernd denselben Molekulargewichten)
liegt der eutektische Punkt, wenn die Schmelzpunkte der zwei Mineralien

106 JH. VOGT. M.-N. Kl.

weit von einander entfernt sind, am nächsten dem Mineral mit dem
niedrigsten Schmelzpunkte (cfr. Fig. 6a);

und bei zwei Mineralien mit ungefähr gleich hohen Schmelzpunkten
liegt der eutektische Punkt annähernd in der Mitte beider Mineralien
(cfr. Fig. 6b).

—— In Lösungen, welche aus drei oder noch mehreren Lösungs-
komponenten bestehen, werden die Krystallisationsvorgänge etwas kom-
plizierter; die Prinzipien bleiben aber dieselben.

Die Bestimmung der Krystallisationsfolge in unseren Schmelzpro-
dukten basiert sich auf folgendes:

1. Die Krystalle (oder Krystallskelette) des zuerst ausgeschiedenen
Minerals (a) liegen als feste Körper, einigermassen regelmässig über die
ganze Lösung zerstreut! Bei der Aussonderung des nächstfolgenden
Minerals (4) werden die Krystalle von a teils umschlossen und teils dienen
sie, wenn sie grösser sind, als Stütz- oder Ansatzpunkte für die Krystalle
von 6 (siehe z. B. Fig. 11 — 16).

Wenn die Krystallisation von æ noch, mit Beibehalt der krystallo-
graphischen Orientierung, fortgesetzt wird, nachdem die Aussonderung
von 5 schon angefangen hat, wird der zuerst ausgeschiedene, mit idio-
morpher Kontur versehene Teil der an æ angewachsenen Krystalle von
6, mehr oder minder durch die weitere Aussonderung von a bedeckt oder
umhüllt werden (s. z. B. Fig. 13, 14, 15b und 16). Der in dem äusseren
a-Krystall von a umschlossene #-Krystall oder der peripherisch in @ hinein-
steckende Teil des 4-Krystalls ist dann &/ter als der innere Kern von a,
dagegen jünger als die Hülle von a. — Diese Krystalle von 46 mögen
gegen a eine gute idiomorphe Kontur zeigen; die Bildung derselben
fand aber erst statt, nachdem schon mehr oder minder von a ausge-
schieden war.

Ich hebe dies deswegen hervor, weil die von einigen Petrographen
oft ganz einseitig benutzte Grundlage für die Bestimmung der Krystalli-
sationsfolge, nämlich nur nach der Idiomorphie und Allotriomorphie
der Krystalle, in vielen Fällen, wie oben erleuchtet (cfr. Fig. 13, 14,
15 b und 16), zu unrichtigen Schlüssen führt;2 wie unter anderem früher

! Der Unterschied in Bezug auf das spezifische Gewicht zwischen den Krystallen und
der Lösung ist meist ziemlich gering; weil dazu kommt, dass die Viscosität der Lösung
verhältnismässig gross ist, und dass die Abkühlung bei meinen Versuchen ziemlich
schnell vor sich ging, habe ich nirgends ein Hinuntersinken der relativ schweren oder
ein Hinaufschwimmen der relativ leichten Körper beobachtet.

2 Nach meiner Meinung sind ziemlich viele der petrographischen Behauptungen über die
Krystallisationsfolge in den Eruptivgesteinen teils fraglich und teils unrichtig.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 107

auch von F. Zirkel! und H. Rosenbusch? betont ist, muss — und
zwar in erster Linie — die »gegenseitige Umschliessung« berücksichtigt
werden.

2. In den schnell abgekühlten Teilen unserer Schmelzprodukte
gelangt häufig nur Mineral æ oder ein Teil desselben zur Ausscheidung,
indem à (wie auch c u. s. w.) im Glase (oder in der festen Lösung), der
kurzen Krystallisationszeit wegen, stecken geblieben ist. In den /ang-
samer abgekühlten Teilen der Schmelzprodukte, besonders in den inneren
Teilen derselben, ist dagegen auch 5 (wie auch c u. s. w.) auskrystal-
lisiert.

Bei einer Serie Untersuchungen teils von den schnell und teils von
den langsam abgekühlten Partien derselben Schmelzprodukte, ergibt
sich, dass dasjenige Mineral, das sich als ezzziges Mineral in dem Glase
findet, identisch mit demjenigen ist, das man in den langsamer abge-
kühlten Partien auf der oben erwähnten Grundlage als das zuerst aus-
geschiedene Mineral bestimmen mag.

— Die Bestimmung der Krystallisationsfolge, nach der Untersuchung
des sich in dem schnell abgekühlten Glase ausgeschiedenen Minerals, mag
mit der bei den physikalisch-chemischen Untersuchungen gebräuchlichen
Arbeitsmethode, nämlich Abfiltrieren nach einer fraktionierten Krystalli-
sation, verglichen werden,

Apatit.

Unter den zahlreichen von mir untersuchten Schlacken? habe ich
Apatit nur in einer einzigen mit Sicherheit nachgewiesen, nämlich in
einer Bleiofenschlacke von Mechernich (von Zusammensetzung ca. 35 %o
SiO,, 25 % FeO, 20% CaO, etwas Al,O,, MgO, MnO u. s. w. nebst
1—20/0 P,O,, siehe »Mineralbildung in Schmelzmassen«, S. 265—268);
der Apatit ist hier /rüker als das Silikatmineral (Olivin) ausgeschieden.
Wir begegnen somit hier derselben Krystallisationsfolge wie in den
Eruptivgesteinen. — In vielen Fällen ist das Phosphat in den schnell
abgekühlten Silikatschmelzen nicht zur Auskrystallisation gekommen,
sondern im Glase (oder in der festen Lösung) stecken geblieben; bei-
spielsweise bestehen so die Schlacken No. 152 a & b (mit 1—1.9%2P,0;)

1 Lehrbuch der Petrographie I, 1893, S 727.

2 Elemente der Gesteinslehre, 1901, S. 40 und Mikrosk, Phys. d, Gesteine,

3 Mit dem Studium von Thomasschlacken habe ich mich nicht beschäftigt; wie oben
(S. 5) erwähnt, bilden sich hier zum Teil Verbindungen zwischen Silikat und Phosphat.

108 J. Hi. Ee VOGT: M.-N. KI.

zufolge mikroskopischer Untersuchung nur aus Olivin (Monticellit), das
nach Ermessen etwa 70 °/o der ganzen Masse ausmacht, und einem lichten, .
durchsichtigen Glase, welches unter anderem die ganze Phosphatmenge
enthält.

Monosulphid.

Das in dem schmelzenden Silikat aufgelöste Monosulphid krystalli-
siert — wenn die Abkühlung so weit langsam vor sich geht, dass eine
Krystallisation überhaupt stattfindet (s. S. 98—99) — immer zuerst, und
zwar nicht nur früher als die Silikatmineralien, sondern auch früher
als eventuell vorhandener Spinell. Das letztere ergibt sich daraus, dass
die Monosulphid-Krystalle in den von mir untersuchten Schlacken häufig
von den Spinell-Oktaëdern völlig umschlossen sind.

Zur Analogie verweise ich darauf, dass wir derselben Krystallisations-
folge — zuerst Sulphid, später Spinell, dann Silikatmineral — auch in
Eruptivgesteinen, mit einer relativ niedrigen Sulphid-Menge,! begegnen. —
In Kies-Aussonderungen mit einer sehr reichlichen Sulphidmenge finden
wir dagegen eine andere Krystallisationsfolge? (zuerst Silikatmineral wie
Olivin, Augit oder Plagioklas, später Magnetkies).

— Wie oben erwähnt (s. S. 97— 100), steigt die Löslichkeit des Sul-
phids in Silikatschmelzen sehr erheblich mit der Temperatur; bei niedriger
Temperatur der Schmelzen ist die Löslichkeit auf eine Winzigkeit ein-
geschränkt. In entsprechender Weise scheint es sich auch mit der Lös-
lichkeit von Phosphat (Apatit) in Silikatschmelzen zu verhalten. — Aus
diesem Grunde krystallisiert bei der Abkühlung von Silikatschmelzen,
wie auch von Eruptivmagmen, das aufgelöste Sulphid, wie auch das
Phosphat, noch früher als die Silikatmineralien, das Sulphid selbst auch
früher als der Spinell in den Silikatschmelzen.? — Der Schmelzpunkt-
Erniedrigung wegen beginnt der Spinell in den von mir untersuchten
Spinell-führenden Schlacken (mit meist 2—10%o Spinell) bei etwa 12009
zu krystallisieren. In den an Spinell ser reichen Magmen krystallisiert
der Spinell bei einer viel höheren Temperatur, und in solchen Schmelzen
mag der Spinell wahrscheinlich noch früher als das Sulphid krystalli-

sieren.

! Bezüglich der Krystallisation von Sulphid (Schwefelkies) früher als Spinell verweise ich
beispielsweise auf meine Beschreibung des Ilmenitnorits zu Ekersund-Soggendal (Geol,
Fören. Förh. 1891, S. 496; Zeitschr, f. prakt. Geol. 1900, S, 238); C. F. Kolderup,
Petrographische Beschreibung der Gabbrogesteine zu Lofoten und Vesteraalen, Bergens
Museums Aarbog, 1898; und andere Arbeiten,

2 Siehe Zeitschr, f. prakt. Geol. 1893, S. 138 und andere Arbeiten von mir,

3 Es fehlen mir Beobachtungen über die Krystallisationsfolge zwischen Apatit und Spinell
in den Silikatschmelzen.

1903. No.8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 109

Spinell,

In allen von mir untersuchten Spinell-führenden Silikatschmelzen
(s. S. 72, 78—87) ist der Spinell fröhker als die Silikatmineralien — und
zwar bei meinen Untersuchungen namentlich Mineralien der Olivin- und
der Melilith-Reihen, bisweilen auch Anorthit — auskrystallisiert. Dies
ergibt sich daraus, dass die Spinellkrystalle, die gelegentlich eine Grösse
bis zu 0.4 mm. erreichen, und die am ôftesten in zierlichen Oktaëdern,
mit gut entwickelten Flächen und Kanten auftreten, mit Beibehalt der
idiomorphen Kontur in den Krystallen von Melilith, Olivin u. s. w. ein-
gebettet liegen. Bisweilen beobachtet man eine Anhäufung der Spinell-
Oktaëder gerade in den centralen Teilen der Krystalle der Silikatmine-
ralien. — Aus der mikroskopischen Untersuchung der Dünnschliffe scheint
es hervorzugehen, dass die im Glase zwischen den Krystallen der Silikat-
mineralien (Olivin oder Melilith) liegenden Spinell-Oktaéder dieselbe
Grösse besitzen wie die innerhalb der Silikatmineral-Krystalle eingebet-
teten; man möchte somit geneigt sein anzunehmen, dass die Krystalli-
sation des Spinells völlig abgeschlossen war, ehe die Krystallisation des
Olivins, bezw. des Meliliths, begann. Dies darf jedoch nicht mit Sicherheit
behauptet werden, indem ein ganz geringes fortgesetztes Wachstum der
noch frei in der Lösung herumschwimmenden Spinellkrystalle, nach
dem Anfang der Krystallisation der Silikatmineralien, durch das mikro-
skopische Studium der Dünnschliffe nicht entschieden werden kann.

In den Zr-Spinell-führenden Fayalitschlacken (s. S. 81) — mit Mine-
ralien: Zinkblende (Zn,r)S, Zn-Spinell (Zn,re)(Al,,re,)O,, Zn-haltiger
Fayalit (Æ2,zn),,$:0, und Magnetit — zeigt der Zn-Spinell bisweilen
einen zonalen Aufbau, indem er aus oktaëdrischen Spinell-Schichten von
etwas wechselnder Farbe, somit auch von etwas wechselnder Zusammen-
setzung, besteht. — In einigen dieser Schlacken, so z. B. in der Roh-
schlacke von Vigsnäs (No. 167, S. 81), begegnen wir auch einem zonalen
Aufbau zwischen Spinell und Magnetit, nämlich derart, dass der Spinell
den Kern und der Magnetit die Hülle bildet; der Spinell tritt hier meist
in gut entwickelten Oktaëdern auf, der — in ganz geringer Menge vor-
handene — Magnetit dagegen in Skeletten, nach den drei regulären
Achsen, welche Skelette von den Ecken der Spinell-Oktaëder ausge-
wachsen sind (siehe »Mineralbildung in Schmelzmassen«, S. 208—209
und Tafel II, Fig. ı6e, ebenda). — Dieser zonale Aufbau, von Mag-
netit (jünger) und Spinell (älter), erscheint nur bei denjenigen Individuen,
welche in dem Glase (oder in der Grundmasse) zwischen den Fayalit-
krystallen liegen; bei den als Einschlüsse innerhalb der Fayalitkrystalle

[10 Joe LS VOGT:

M.-N. KI.

auftretenden Spinellen fehlt dagegen die Magnetit-Hülle völlig. Zuerst
ist also Spinell ausgeschieden, dann Fayalit, zum Schluss Magnetit, und
zwar dieser letztere zonal an Spinell angewachsen.

Magnetit und Silikatmineral.

In Augit-, oder im allgemeinen in Metasilikat-Schmelzen, mit nur
etwa 0.2—0.5 % Fe,O, neben 10—20°/o0 FeO, habe ich nie Magnetit
beobachtet; die kleine in der Lösung vorhandene /e,0,-Menge ist hier
zur Bildung des Silikatminerals konsumiert worden (s. S. 87); es blieb
somit hier nichts zu Magnetit übrig.

Magnetit und Olivin.
Wir beschreiben zuerst eine Reihe Schmelzprodukte und geben
nachher eine Zusammenfassung.

A. Krystallisationsfolge (bei ganz wenig Magnetit): 1 Olivin (Fayalit),
2 Magnetit.

In einer Reihe basischer und Æ720-reicher Rohschlacken von »Stein«-
Schmelzen u. s. w., am ôftesten mit 26—35% Sz0,, 40—60% FeO,
einige % 4/,0,, CaO, MgO, ZnO u.s. w., aber nur 0.1—1 % Fe,0,,1
ist Olivinmineral (Fayalit) in sehr reichlicher Menge ausgeschieden, und
zwar ist der Olivin hier, wenn wir von Monosulphid und eventuell vor-
handenem Zn-Spinell absehen, durch-
gängig das guerst auskrystallisierte
Mineral. Die kleine Fe,0,-Menge
ist bald im Glase stecken geblieben,
bald hat sich zack dem Olivin ein
ganz wenig Magnetit gebildet.

Eine Serie Dünnschliffe zeigen
die an Fig. 7a links illustrierte
Erscheinung: porphyrisch ausge-

schiedene Olivinkrystalle in einer

Fayallt- Ê
Fayalitkrystalle (7) 1, Fayalit, 2. in der schmutzigen, grauschwarzen Glas-

in einem dunkeln, Glasbasis Magnetit basis, in welcher die kleine Fe, O;-

Fe, 0,-haltigen Glase, ausgeschieden, - 2
Rohschlacke von Kragere Nickelwerk. Menge koncentriert worden ist. —
Fayalit ganz licht punktiert, Gelegentlich findet man lokal in

! Bezüglich der #2,0,-Menge dieser Schlacken siehe eine Reihe quantitativer Bestim-
mungen von mir, in »Mineralbildung in Schmelzmassen«, S. 204—207; beispielsweise
nenne ich die folgenden Werte in den basischen Rohschlacken: 0.15, 0,15, 0.20,
0.25—0.30, 0.0, 0,0—1, 0.0—1 0/, Fe,O, (hierin auch die gelegentlich in Z#-Spinell
steckende kleine Z2,0,-Menge einbegriffen),

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 111

denselben Dünnschliffen auch Partien, wo der Magnetit in dem Glase zur
Entwickelung gelangt ist (s. Fig. 7 a, rechts), und zwar zeigen die Olivin-
krystalle, die keine Einschlusse von Magnetit führen, diesen kleinen
Magnetiten gegenüber eine idiomorphe Kontur.

Also hier: zuerst Ausscheidung von Olivin in reichlicher Menge,
später Krystallisation von der spärlich vorhandenen Magnetit-Quantität,
und zum Schluss Erstarrung der restierenden Lösung als Glas.

B. Krystallisationsfolge (bei Magnetit in relativ geringer Menge):
1 Olivin, 2 Magnetit und fortgesetste Krystallisation von Olivin.

Wir beschreiben ein Paar sehr instruktive Schmelzprodukte.

a. Die schon oben erwähnte Fe,a/-Monticellit-Schlacke (Fig. 7 b)
von Gässjö (Analyse No. ı51, s. auch S. 90) besteht nach Ermessen aus
etwa 80—85 % Monticellit, einigen, nämlich
ungefähr 4°%o Magnetit, und Rest Melilith
(intensiv zeisiggelb; opt. negativ; schwach
pleochroitisch; mit etwas A/, durch Fe,
ersetzt) nebst ein ganz wenig Glas.

Zuerst ist der Monticellit-Olivin, in
grossen, messbaren Krystallen ausgeschieden
(über die Winkel-Messungen der in den

Drusenräumen ausgeschiedenen Monticellit-
Krystalle s. S. 90); innerhalb dieser grossen

Monticellit-Krystalle finden sich keine Ein- Krystallisationsfolge: ı Olivin (Mon-
schlüsse von Magnetit. — Rings herum um ticellit) in grossen Krystallen (durch
feine Punktierung angegeben); 2 Rand-
zone von Olivin und Magnetit. 3 zum
wir einer ziemlich schmalen Randzone, be- Schluss Magnetit und Melilith (letz-
tere farblos bezeichnet),
Schlacke von Gåssjö(AnalyseNo.151).

diese grossen Monticellit-Krystalle begegnen

stehend aus Magnetit und Subindividuen
von Monticellit, — im Verhältnis 1 Teil
Magnetit zu etwa 3 oder 4 Teilen Monticellit, — der letztere in der-
selben krystallographischen (und optischen) Orientierung wie in den
Haupt- oder Kernkrystallen; die Grenze zwischen der Randzone und den
Kernkrystallen ist scharf. — In der Randzone sind der Magnetit und
die Monticellit-Subindividuen poikilitisch zusammengewachsen, wie an
Fig. 7 b erleuchtet ist; keines von den zwei Mineralien zeigt gegen
das andere eine konstante idiomorphe Kontur; hieraus wie auch aus der
intimen Zusammenwachsung der zwei Mineralien folgt, dass alle beide
gleichzeitig ausgeschieden sind. — Die Bildung des Magnetits dauerte
noch fort, nachdem die Krystallisation der Monticellit-Subindividuen ab-
geschlossen war; wir finden nåmlich håufig an der åusseren Kante der

112 J. H. L. VOGT. M.-N. Kl.

schmalen Randzone verhältnismässig grössere, ausserhalb der Randzone
hinausragende Magnetitkrystalle; auch liegen eine Reihe Magnetitkrystalle
innerhalb des zum Schluss ausgeschiedenen Meliliths, der, neben ein ganz
wenig Glas, den Mesostasis bildet.

Wir können somit hier die folgenden Krystallisationsstadien unter-
scheiden: zuerst nur Monticellit; dann Monticellit und Magnetit gleich-
zeitig und zwar im Verhältnis ı Teil Magnetit zu etwa 3—4 Teilen
Monticellit; später fortgesetzte Aussonderung von Magnetit (ohne Monti-
cellit) und Krystallisation von Melilith.

b. In einer Schweissofenschlacke (Fig. 8) von Kloster (1851), die
aus rund 80%o Fayalit, 10% Magnetit und ı0%o eines lichtgelben,
eisenführenden Glases besteht, begann die Krystallisation mit der Ausson-
derung von Fayalit, in grossen, meist 1.5—2 cm. langen und 0.5—1 mm.
breiten Individuen, die tafelformig nach P entwickelt und sonst
von oP und 2P begrenzt sind. Häufig bilden mehrere annähernd

DE parallele Fayalit-Tafeln, wie an Fig. 8
å beleuchtet ist, einen gemeinschaft-
lichen Krystallstock. — Zwischen
diesen grossen Fayalit-Tafeln be-
gegnen wir Magnetit, in zierlichen,
nach den drei regulären Achsen auf-
gebauten Krystallskeletten, Dieser
Magnetit tritt ausschliesslich in den
Zwischenräumen zwischen den gros-

sen Fayalit-Tafeln auf, fehlt aber
völlig in den inneren Teilen dersel-

Schnitt #coPco Schnitt 1 coP co
Krystallisationsfolge: 1 Fayalit, in grossen ben; nur stecken die Magnetit-

Tafeln (durch feine Punktierung angegeben); Skelette gelegentlich eine Winzigkeit
2 Magnetit, nebst fortgesetztem Wachstum

von Fayalit Zum Schluss Glas (farblos in die Seitenflächen der Sossen

bezeichnet). Fayalit-Tafeln hinein; >: die Magnetit-
Schweissofenschlacke von Kloster Eisen- :
mer Bildung hatte angefangen, vor dem

endlichen Abschluss der Aussonde-
rung der grossen Fayalit-Tafeln. — Ferner beobachtet man zwischen
diesen grossen Tafeln, und zwar in derselben krystallographischen und
optischen Orientierung, zahlreiche, aber ganz kleine tafelförmige Sub-
individuen von Fayalit, durch welche die Magnetitskelette hindurchsetzen;
gegen diese Fayalit-Subindividuen zeigen die Oktaëderchen der Magnetit-
Krystallskelette häufig eine gute idiomorphe Kontur, und das umgekehrte,
nämlich idiomorphe Kontur der Fayalit-Subindividuen gegen den Magnetit,
habe ich hier nirgends beobachtet; die zum Schluss auskrystallisierten

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 113

Fayalit-Subindividuen sind jedoch so dünn und fein, dass eine idiomorphe
Kontur derselben gegen den Magnetit sich dem mikroskopischen Studium
entziehen würde.

Also: zuerst Aussonderung von Fayalit, dann Krystallisation von
Magnetit, dabei auch fortgesetzte Ausscheidung von Fayalit, zum Schluss
in kleinen Subindividuen.

— Wir lenken die Aufmerksamkeit darauf, dass die nach dem Anfang
der Magnetit-Bildung fortgesetzte Aussonderung des Olivinminerals in den
beiden obigen Fållen in der Weise vor sich ging, dass das in den
späteren Krystallisationsstadien ausgeschiedene Olivinmineral dieselbe
krystallographische Orientierung bekam, wie die nächst angrenzenden
Individuen des zuerst ausgeschiedenen Olivins. — Derselben Erscheinung
begegnen wir sehr oft in unseren Schmelzprodukten.

— Der durch die zwei zuletzt besprochenen Beispiele erleuchtete
Krystallisationsvorgang, nämlich zuerst Olivin, später Magnetit mit fort-
gesetzter Aussonderung des Olivins, wiederholt sich in vielen unserer
Schmelzprodukte, mit einer nennenswerten, doch noch relativ niedrigen
Magnetit-Menge, nämlich nach Ermessen mit etwa 3—12 9 Magnetit. —
Ich erwähne nur noch ein Beispiel (Rohschlacke von Evje Nickelwerk,
1902): zuerst verhältnismässig grosse, porphyrisch ausgeschiedene Olivin-
oder Fayalit-Krystalle, (#e,M7g),S?O,, in den centralen Teilen durch-
gängig ohne Magnetit, dagegen in der Peripherie häufig eine Menge
von Magnetit-Oktaëdern, die gelegentlich ein klein wenig in die grossen,
porphyrischen Olivinkrystalle hinein stecken. Dann eine Grundmasse,
aus Magnetit — teils in Oktaédern und teils in einem ganz feinen Skelett-
aufbau nach den drei Achsen —, kleinen Olivinskeletten und etwas Glas
bestehend. Oft zeigt der Magnetit in dieser Grundmasse eine idiomorphe
Kontur gegen die Olivinskelette; ob auch das umgekehrte der Fall ist,
konnte nicht entschieden werden, Also hier: zuerst Aussonderung von
Olivin in grössen Krystallen; dann Anfang der Bildung von Magnetit
in einigermassen grossen Krystallen; später fortgesetzte Aussonderung
beider Mineralien, und zwar nach einer Zeit, nämlich als die Viskosität
der Lösung zunahm, nur in ganz kleinen und feinen Skeletten; und zum
Schluss, als die Viskosität sehr gross wurde, Erstarrung der Restmasse
zu Glas,

Krystallisationsfolge (bei Magnetit in reichlicher Menge): ı Magnetit,
2 Olivin und fortgesetste Krystallisation von Magnetit.

In einer Reihe Magnetit-Fayalit-Schlacken und synthetisch darge-
stellter Schmelzprodukte, die mindestens etwa 15—20 % Magnetit, Rest
Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl, 1908, No. 8. 5

114 fi H. L. VocT. M.-N. Kl.

Fayalit (nebst etwas Glas) führen, beobachtet man konstant, dass die
Krystallisation mit der Aussonderung von Magnetit beginnt.

Als Beispiel nehmen wir eine Flammofenschlacke (Fig. 9), von
Mansfeld, mit grossen, skelettförmigen Magnetitkrystallen in den Drusen-
räumen. Die Schlacke besteht aus etwa
20 Gewichtsprozent Magnetit, ferner Fayalit
in sehr reichlicher Menge, und etwas Glas;
zerstreut über die ganze Schlackenmasse
finden wir daneben auch eine Unmenge
von kleinen, mechanisch von der schmel-
zenden Schlacke mitgerissenen Kügelchen
von Kupferstein. 1 — Diese Kügelchen liegen

zum grossen Teil als Einschlüsse in den

grossen Magnetitkrystallen, 9: der sich aus-

scheidende Magnetit hat sich an den in

Krystallisationsfolge: 1 Magnetit,
2 Fayalit und gleichzeitig fortgesetzte der Lösung zerstreuten Kigelchen abge-

Anssongertng vr ene lagert, oder diese haben die Ansatzpunkte

Die drei dunkel schraffierten, kleinen _ i , ER ;
Zirkel sind Kügelchen von Kupfer- für die Magnetit-Krystallisation geleistet,

stein, — Diese Magnetitkrystalle werden rings
Flammofenschlacke von Mansfeld

Kr herum von Fayalit umschlossen, und zwar

zeigen sie dem Fayalit gegenüber an den
meisten Stellen eine scharfe idiomorphe Kontur. Die Ausscheidung von
Magnetit war somit ganz weit fortgeschritten, ehe die Krystallisation
des Fayalits anfing. Dass die Krystallisation des Magnetits noch fort-
dauerte, nachdem diejenige des Fayalits angefangen hatte, folgt daraus,
dass kleinere Magnetitkrystalle gelegentlich im Zwischenraume zwischen
den Fayalitkrystallen auftreten. 3
Das letztere ist in anderen analogen Schmelzprodukten gelegentlich
ganz ausgeprägt, so beispielsweise in einer Martinschlacke von Degerfors,
mit etwa 25% Magnetit: hier zuerst Ausscheidung von Magnetit, in
ganz grossen Skeletten; dann Beginn der Krystallisation des Olivins, in
schmalen Tafeln; und im Glase zwischen diesen Tafeln eine Unmenge
von ganz kleinen Magnetitkrystallen, die man mit einer »zweiten Magnetit-
Generation« vergleichen könnte.
Zusammenfassung:

in Schmelzmassen mit überwiegend Olivin neben wenig Magnetit,
beginnt die Krystallisation von Olivin früher als diejenige von Magnetit;

2 Diese in der Schlacke herumschwimmenden Kügelchen von Kupferstein (Cu,S.n.FeS)
dürfen nicht mit dem in dem Silikat aufgelösten Monosulphid verwechselt werden

(s. S. 97).

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 115

bei einer etwas reichlicheren Menge von Magnetit beginnt dagegen
umgekehrt die Krystallisation von Magnetit früher als diejenige von
Olivin;

in beiden Fållen gelangen wir aber, wenn die Abkiihlung geniigend
langsam vor sich geht, — so dass diejenigen Verbindungen, welche in
einem verhåltnismåssig spåten Stadium zur Krystallisation gelangen
sollen, auch auskrystallisieren können und nicht im Glase stecken
bleiben, — zu einer Stufe, wo Olivin und Magnetit neben einander aus-
geschieden werden.

Dasjenige quantitative Verhältnis zwischen Magnetit und Olivin,
welches für die Krystallisationsfolge entscheidend ist, liegt bei ı Teil
Magnetit zu etwa 3, 4 oder 5 Teilen Olivin (bei mehr Magnetit zuerst
dieses Mineral; bei mehr Olivin zuerst dieses). Dieses quantitative Ver-
hältnis wird doch unzweifelhaft von der chemischen Zusammensetzung
des Olivinminerals (eigentlichem Olivin, Fayalit u. s. w.) bis zu einem
wesentlichen Grade abhängig sein.

Magnetit und Melilith.

Auch hier wiederholt sich dieselbe Krystallisationsbeziehung: dei äber-
wiegend Melilith zuerst dieses Mineral; bei einer etwas reichlicheren
Menge von Magnetit dagegen umgekehrt zuerst Magnetit.

Ich finde es überflüssig, diejenigen Schmelzprodukte, welche diese
letztere Krystallisationsfolge ergeben, in
den Einzelheiten zu beschreiben; dagegen
werde ich ein Schmelzprodukt, wo die
Krystallisation mit der Aussonderung von
Melilith begann, etwas eingehender be-
sprechen.

Das betreffende Schmelzprodukt!(Ana-
lyse No. 112, Fig. 10) besteht nach Er-
messen aus etwa 60—65 % Melilith (opt.

negativ), in bis ı a 1.5 mm. grossen Kry-

stallen; einigen, vielleicht 5 % Magnetit; Ohne Bezeichnung ist Melilith; das
schwarze ist Magnetit; in der Grund-

é ; masse daneben auch Fayalit.
wahrscheinlich auch ein ganz wenig Glad, — Schmelzversuch, Analyse No. 112.

Rest Fayalit, in ganz kleinen Krystallen,

Wie an Fig. 10 erleuchtet, ist der innere Teil der porphyrischen Melilith-

1 Die drei Schmelzversuche, No, 112 (ca. 0,66 Ca : 0,34 Fe,Mg), No. 113 (ca. 0.60 Ca:
0,40 Feng) und »cfr, No, 1134 (s. S. 66, ca, 0,55 Ca : 0.45 Fe,m) wurden von mir
vorgenommen, um die Individualisationsgrenze zwischen Melilith und Olivin (Fayalit)
zu bestimmen; in den zwei erstgenannten krystallisierte Melilith früher als Olivin, in

116 Ib, Tells, Wore

M.-N. KI.

krystalle völlig frei von Einschliissen; dann folgen aber zonal angeordnete
Reihen von Magnetit-Einschlussen. Bei den grösseren Melilithkrystallen
beobachtet man zwei solche Reihen von Magnetit-Einschliissen, Wir
werden den Verlauf der Krystallisation der grossen Melilithkrystalle von
Anfang bis zu Ende verfolgen: zuerst nur Melilith; dann eine innere Mag-
netit-Einschluss-Zone; darauf eine schmale Melilith-Zone, ohne Magnetit-
Einschlüsse; dann wiederum eine Zone mit vielen Magnetit-Einschlüssen;
darauf nochmals eine schmale Melilith-Zone ohne Magnetit, und zum
Schluss die åussere Schale der Melilithkrystalle, wo die Magnetitkrystalle der
Grundmasse in die Melilithkrystalle hineingreifen, — In den kleineren
Melilithkrystallen gehen die Magnetit-Einschluss-Zonen zum Teil in ein-
ander über. — Die Grundmasse, zwischen den porphyrischen Melilith-
krystallen, besteht aus Magnetit (in ganz reichlicher Menge) und Fayalit
(vielleicht auch ein wenig Glas), — und zwar begann hier die Krystalli-
sation des Magnetits früher als diejenige des Fayalits.

Beziiglich der Deutung dieser wzederholten Perioden, teils von Mag-
netit und teils von Melilith, verweisen wir auf einen unten folgenden

theoretischen Abschnitt.

Rhodonit und Olivin (Fe-reicher Tephroit oder Mn-reicher Fayalit).

Zur Vertiigung stehen mir eine Reihe Präparate von Bessemer- und
Martinschlacken, von der Zusammensetzung 41—46 % S:0, (Acid.-grad
1.50—1.75), und sehr reichliche Mengen von MnO und FeO neben ganz
wenig 42,03, CaO und MgO (siehe Analysen No. 59—61; auch habe
ich Diinnschliffe einiger nicht analysierten Schlacken von ungefahr der-
selben Zusammensetzung). — Einige von den analysierten Schlacken
zeigen weniger, andere mehr Sz0, als die entscheidende Individualisations-
grenze zwischen den beiden Mineralien; in Übereinstimmung hiermit
begegnen wir in einigen der Schmelzprodukte, (nämlich in den relativ
basischen), der Krystallisationsfolge: 1 Fayalit,! 2 Rhodonit; in anderen,
nämlich in den etwas saureren, dagegen umgekehrt: ı Rhodonit, 2 Fayalit.

A. Krystallisationsfolge: 1 Fayalıt, 2 Rhodonit.

Die Schlacke No. 61 (Acid.-grad 1.50), wo in den Drusenräumen
über cm.-grosse Krystalle von Fayalit ausgeschieden sind, besteht zufolge

dem letztgenannten dagegen umgekehrt. -- In allen drei Fällen wurde bei dem Ein-
schmelzen etwas 720 zu 72,0, oxydiert, wodurch etwas Magnetit entstand. Hierdurch
werden die obigen Verhältnisse zwischen Ca und Ze,y, ein wenig verschoben, jedoch
nicht sehr wesentlich,

Der Kürze wegen schreibe ich hier Fayalit, statt 7e-reicher Tephroit oder J/n-reicher
Fayalit,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 117

Untersuchung der Dünnschliffe aus rund 30—35 % Fayalit, 50—55 %/0
Rhodonit nebst ein ganz wenig Glas (daneben auch ein ganz wenig
schwarzes Erzmineral, Magnetit oder Hausmannit, das jünger als der
Fayalit ist). In den mikroskopischen Dünnschliffen ergibt sich (s. Fig. 11,
S. 118), dass die Rhodonitkrystalle, die durchgängig kleiner als die Fayalit-
krystalle sind, an diesen letzteren angewachsen sind. Der Rhodonit ist
somit jünger als der Fayalitt — An den meisten Stellen zeigen die
Fayalitkrystalle eine scharfe idiomorphe Kontur gegen die Rhodonit-
krystalle; es dürfte jedoch möglich sein, dass die Rhodonitkrystalle hie
und da eine Winzigkeit in die Fayalitkrystalle hinein stecken; sicher lässt
sich dies nicht entscheiden, indem der Fayalit etwas skelettförmig auf-
gebaut ist, wodurch die mikroskopische Untersuchung erschwert wird,
Wir müssen uns somit auf die Konklusion beschränken, dass die Bildung
des Fayalits entweder völlig oder beinahe völlig abgeschlossen war, ehe
die Ausscheidung des Rhodonits anfing.

B. Krystallisationsfolge: 1 Rhodonit, 2 Fayalit.

In den Drusenräumen der zwei Schlacken No. 60a und 60 b (Acid.-
grad bezw. 1.70 und 1.65) sitzen ı—2 cm. grosse Rhodonitkrystalle
(die Krystalle in No. 60b sind früher von mir goniometrisch gemessen,
siehe »Mineralbildung in Schmelzmassen«, S. 83, No. 1). Beide Schlacken
bestehen zufolge mikroskopischer Untersuchung nach Ermessen aus rund
50% Rhodonit, 10%0 Fayalit, der Rest aus einem schmutzig-braunen
Glase (in No. 60a daneben auch ein ganz wenig von demselben Erz-
mineral wie in No. 61).

In einer nicht analysierten Schlacke (Fig. ı2, rechts) von Sandviken
(annähernd von derselben Zusammensetzung wie 60a), ist der Rhodonit
zonal aufgebaut, indem er aus einem grossen Kern mit einer schmalen
Hülle, von derselben krystallographischen Orientierung, besteht; die
Auslöschungsschiefe ist ein ganz wenig verschieden im Kern und in der
Hülle. Diese letztere zeigt etwas lebhaftere Interferenzfarben als der
Kern, ferner eine viel stärkere braungelbe Farbe; weil die Farbe des
Rhodonits (von hochrot bei ganz kleiner Eisenmenge bis zu dunkel-
braun bei hoher Eisenmenge) von dessen Eisengehalt abhängt, mag die
braungelbe Hülle Æe-reicher als der lichtgelbe Kern sein. Zuerst ist
somit ein relativ M-reicher und Æe-armer, zum Schluss, als die Lösung
an Mn vermindert und andrerseits an Fe angereichert war, dagegen ein
relativ M»-armer und Ze-reicher Rhodonit ausgeschieden worden.

Während im vorigen Falle (No. 61, Fig. 11) relativ kleine Rhodonit-
krystalle an den grossen Fayalitkrystallen angewachsen sitzen, begegnen

118 if

H. L. VOGT. M.-N. Kl.

wir hier (No. 60a, b; Fig. 12) gerade dem umgekehrten, nåmlich kleinen,

in No. 60b gar winzig kleinen Fayalitkrystallen, die an den grossen

Rhodonitkrystallen angewachsen sitzen,

Fig. 11.

Krystallisationsfolge: 1 Olivin (Fayalit); Krystallisationsfolge: 1 Rhodonit; 2 Olivin

2 Rhodonit.
Martinschlacke von Domnarfvet,
Analyse No. 61.

Der Olivin (Fayalit) ist farblos

(Fayalit).
Bessemerschlacken von schwedischen Eisen-
werken; No. 12 links von Westanfors, Ana-
lyse No, 60 b; No. 12 rechts von Sandviken,
ziemlich genau von derselben Zusammen-

setzung.

bezeichnet; die Spaltrisse und der Skelettaufbau sind

nicht eingezeichnet. — Der Rhodonit ist licht punktiert und mit eingezeichneten Spaltrissen,

— Das dunkle ist Glas

In einigen dieser Schmelzprodukte, so in Fig. ı2 rechts, zeigen die

grossen, gut entwickelten Rhodonitkrystalle eine scharfe idiomorphe

Kontur gegen die an denselben angewachsenen kleinen Fayalitkrystalle.

Fig. 13.

Krystallisationsfolge: 1 Rhodonit,
2 Olivin (Fayalit) mit fortgesetzter
Ausscheidung von Rhodonit.
Die Bezeichnungen wie die der
Fig, 11—12,
Bessemerschlacke von Sandviken,
Analyse No. 60a.

In anderen der Schlacken stecken die an-
gewachsenen Fayalitkrystalle ein wenig in
die Rhodonitkrystalle hinein; siehe hierüber
Fig. 13, wo ich einen extremen Fall ab-
gezeichnet habe. Zwischen den grossen
Rhodonitkrystallen begegnen wir hier (Fig.
13) auch kleineren Rhodonitkrystallen, die
sowohl an den grossen Rhodonitkrystallen
wie an den eben besprochenen Fayalit-
krystallen angewachsen sitzen und zwar
derart, dass die Olivinkrystalle häufig gegen
diese kleinen Rhodonitkrystalle idiomorphe
Kontur zeigen. Also in diesem letzterwähn-
ten Falle: zuerst Ausscheidung von etwas
Rhodonit in grossen Krystallen, dann Anfang

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 119

der Ausscheidung von Fayalit, daneben auch fortgesetztes Wachstum der
zuerst ausgeschiedenen grossen Rhodonitkrystalle wie auch Aussonde-
rung von kleineren Rhodonitkrystallen, in selbståndigen Individuen.

— Die Schlacke No. 59 (Acid.-grad 1.75) besteht nur aus Rhodonit,
in einer Menge von etwa 70, und Glas, Der Fayalit ist hier nicht —
der schnellen Abkühlung wegen — zur Entwickelung gekommen, trotz-
dem die Restmasse nach der Aussonderung der reichlichen Rhodonit-
Menge genügend basisch für die Fayalit-Krystallisation war.

Augit und Olivin.
Krystallisationsfolge: 1 Olivin, 2 Augit.

In den verhåltnismåssig S20,-reichsten derjenigen Schmelzprodukte,
wo Olivin zuerst auskrystallisiert ist, findet sich konstant — in denjenigen
Teilen der Schmelzprodukte, wo die Abkiihlung nicht allzu schnell vor
sich ging — auch Augit, später als der Olivin gebildet. — Die Krystal-
lisationsfolge ist in den meisten der vorliegenden Schmelzprodukte
bestimmt worden, 1) sowohl dadurch, dass die Olivin-Krystalle oder
-Krystallskelette den Ansatzpunkt fiir die Augitkrystalle bilden oder in
diesen letzteren eingeschlossen liegen, 2) als auch dadurch, dass in den
schnell abgekühlten Partien nur der Olivin zur Individualisation gekom-
men ist,

Die Olivin-Krystalle oder -Krystallskelette zeigen idiomorphe Kontur
gegen den Augit; das umgekehrte ist hier nirgends beobachtet worden.
Eine Fortsetzung der Olivin-Ausscheidung, nach dem Anfang der Augit-
krystallisation, kann bei den von mir untersuchten Proben nicht’ beob-
achtet werden; vielmehr scheint es, dass die Krystallisation hier durch-
gängig in zwei getrennten Perioden vor sich ging: zuerst nur Olivin;
später nur Augit. Sicher darf dies jedoch nicht behauptet werden, indem
ein kleines fortgesetztes Wachstum der Olivin-Krystalle oder -Krystall- °
skelette, nach dem Anfang der Augitkrystallisation, sich dem mikros-
kopischen Studium entziehen wiirde. — In den unten zusammengestellten
Schlacken ist die Menge des Augits, in den langsam abgekiihlten Partien,
meist erheblich grösser als diejenige des Olivins; so finden wir håufig

|

No, 123 124 125 126 127 128 129 | 132

——— u EEE =

eee 9/0 SøOg | 53.2 | 52.1 | 50.2 | 52.3 | 49.8 | 48.9 | 49.0 | 48.9 | 48.5
elz-
Be V Acid.-grad 1.68 | 1.66| 1.65| 1.621 1.58) 1,53 1,52 1.50 1.47

0/, Olivin tå. 2 | 68.5 | 08.3 | ca. 3 | 08.5 | 08. 10| 68.12 | 10 | ca. 15

Acid,-grad nach Olivin| ca. 1.70| ca. 1.71] ca, 1.07| ca. 1.66! ca. 1.62] ca. 1.61 |ca. 1.59 (3)| ca. 1.58 ca. 1.59 (3)

120 Å TAHLNOGT. M -N. KI.

40—50 oder 60% Augit. Der Rest ist zu Glas erstarrt, und zwar darf
es ziemlich sicher angenommen werden, dass die Tonerdemenge in
diesem Glase koncentriert worden ist.

In der beistehenden Tabelle sind zusammengestellt:

das SzO,-Prozent und der Aciditätsgrad (mit 4/,0, als »Base«
gerechnet!) der ursprünglichen Schmelzlösung;

die Menge des ausgeschiedenen Olivins, zufolge Ermessen in den
mikroskopischen Präparaten;

der berechnete Aciditätsgrad der restierenden Lösung, am Ende
der Olivin- und somit auch am Anfang der Augit-Krystallisation.

Den einzelnen Bestimmungen in dieser letzteren Kolonne darf man
keinen entscheidenden Wert beilegen: erstens ist der Aciditätsgrad der
ganzen Schmelzprodukte, der unvermeidlichen Analysenfehler wegen
(s. S. 9), immer mit einer Fehlerquelle verknüpft, die gern + 0.03 oder
etwas darüber beträgt (die Analysen No. 129 und 132 sind Schüler-
analysen). Zweitens ist hier vorausgesetzt, dass die ganze Olivin-Menge
auskrystallisiert war vor dem Anfang der Augit-Individualisation. Und
drittens ist die Bestimmung der auskrystallisierten Olivin-Menge nur
nach Augenmass selbstverständlich ziemlich unsicher; weil die Olivin-
Menge in den obigen Fällen durchgängig ziemlich gering ist, mag doch

! Diese Berechnungsmethode, mit 47,0, als »Basec — oder 42, als Kation — gibt im
vorliegenden Falle jedenfalls eine annähernde Vorsteilung über das quantitative Ver-
hältnis zwischen der Menge von Ortho- und von Meta-Silikat in der Schmelzlösung. —
Ich werde hier nicht auf die Frage bezüglich der Stellung der Tonerde in den Silikat-
mineralien und in den Silikatschmelzlösungen im allgemeinen eingehen, sondern nur auf
folgendes aufmerksam machen: wir haben genügendes Beobachtungsmaterial betreffs
Schmelzprodukte ohne oder nur mit einer kleinen Al,O,-Menge (s. S. 24—25), um
entscheiden zu können, dass die Individualisationsgrenze zwischen Olivin und Augit
beim Aciditätsgrad ungefähr 1.6 oder 1.65 liegt; 9: das eutektische Gemenge zwischen
den zwei Mineralien besteht aus ca. 30 Gew.prozent Olivin : 70 Gew.prozent Augit
(Diopsid); die Unsicherheit bei dieser Bestimmung beträgt etwa + 5 Pzt., siehe hier-
über im nächsten Hauptabschnitt. — In Schmelzen, wo die chemische Zusammensetzung,
— und damit auch der Schmelzpunkt, die latente Schmelzwärme und das Molekular-
gewicht (welche letztere Faktoren in van’t Hoffs Formel für die Schmelzpunkt-Ernie-
drigung, woraus sich annähernd die Lage des eutektischen Punktes berechnen lässt,
eingehen) — des Augitminerals ein wenig verändert wird, wird auch das eutektische
Verhältnis Olivin : Augitmineral etwas verschoben, doch nur ziemlich wenig, Das
heisst, auch in Ca-Mg-Schmelzen mit etwas 47,0, muss das eutektische Gemenge aus
ungefähr 30 °/, Olivin : 70 0/, Augit bestehen, Der Rechnungsausdruck »Aciditäts-
grad« muss somit, um die Individualisationsgrenze zwischen Olivin und Augit zu er-
leuchten, derselbe sein — bei etwa 1.60 oder 1.65, — sowohl in den 4/,0,-freien als
in den 4/,0,-führenden Schmelzen. Dies erhalten wir, wenn wir bei der Berechnung des
Aciditätsgrades A/,O, als »Base« auflassen; hätten wir dagegen hier 4/,0, als »Säure«
aufgeführt, wären wir zu ganz absurden Resultaten gekommen, z. B, dass Olivin sich
in 2—2.5-Silikatschmelzen individualisieren könnte.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 121

der Fehler bei der Bestimmung der Olivin-Menge keinen sehr betråcht-
lichen Einfluss ausüben.

Trotz der an die einzelnen Bestimmungen in der letzteren Kolonne
geknüpften Unsicherheit, darf man doch aus dieser Kolonne den Schluss
ziehen, dass die Krystallisation des Olivins in den basischen und Mg-
oder Mg,um,Fe- reichen Schmelzflüssen (mit 3—10% 4/,0, und ohne
Fe,0,) so lange dauert, bis die restierende Lösung einen Aciditätsgrad
von etwa 1.65 (42,0, als Base gerechnet) erreicht hat.

— Schmelzprodukte mit Krystallisationsfolge ı Augit, 2 Olivin habe ich nicht unter-
sucht; diejenigen meiner Schmelzen, welche dieses Resultat ergeben müssten (nämlich bei
Aciditätsgrad 1.7—1.85 und etwas mehr Mg,Fe als Ca) sind so schnell erstarrt, dass das
Mineral No, 2 nicht zur Entwickelung gekommen ist,

Melilithmineral und Olivin.

In einer Reihe basischer und A/,-führender Ca-Mg-Silikatschmelzen,
mit mittleren Verhältnissen zwischen Ca und Mg,un,Fe begegnen wir,
je nach der Zusammensetzung der Schmelzen in Beziehung zu der Indi-
vidualisationsgrenze (oder dem eutektischen Punkte), der Krystallisations-
folge teils ı Olivin, 2 Melilithmineral und teils ı Melilithmineral, 2 Olivin.
— Auch hier ist die Krystallisationsfolge in vielen Fällen durch das
alleinige Auftreten des zuerst krystallisierenden Minerals in den schnell
abgekühlten Partien verificiert worden. — 5

Bezüglich der Krystallisationsfolge der vorliegenden zwei Mineralien
verweise ich auf einen Abschnitt hierüber, in meiner früheren Arbeit
»Mineralbildung in Schmelzmassen«, S. 126—131 mit Fig. 12—13 in
jenem Werke; hier gebe ich nur eine kurze Zusammenstellung nebst

einigen ergänzenden Beschreibungen.

A. Mehlithmineral allein. Fangen wir mit denjenigen Schmelzen
an, die überwiegend Ca neben wenig Mg,r,Mn führen, so finden wir
hier nur Melilithmineral, nebst etwas Glas, indem die kleine Mg, re Mn-
Menge für die Konstitution des Melilithminerals in Beschlag genommen
ist (cfr. S. 64—65).

B. Krystallisationsfolge: ı Melilithmineral, 2 Olivin (siehe Fig. 12 in
»Mineralbildung in Schmelzmassenc).

Durch die mikroskopische Untersuchung der Dünnschliffe der (in der
Tabelle S. 122 zusammengestellten) Schmelzprodukte ergibt sich, dass
die Krystallisation des — durchgängig in sehr reichlicher Menge vor-
handenen — Melilithminerals im allgemeinen beinahe, doch nicht völlig
abgeschlossen war vor dem Anfang der Olivinkrystallisation.

122 TM VOGT. M.-N. Kl.

Zusammensetzung der ganzen Schmelz-| Aus-

lösung. krystal-
GE lisiert
No. | grad |°/0 SEO, 40,0,|Ca: Mg, am, No. 1. |
6 ca. 50 0/0 Åkermanit;
345 1.25 42.6 0.7 372233 ee ca. 30% Olivin.
cfr. 97 !|ca. 1.00 | ca. 37 | ca. 80 | 0.65 :0.35 = E és
76 | 0:95 | 36.7 118 | 065:036 || 4 |x & 22
1122 | 0.86 32.0 8.3 0.66 : 0.34 i, 2 2 o mO
2 Å EAST
ee 0.86 31.8 8.3 0.60 0.40 DE 5 - 8 B
107 0.79 35.1 27.4 073:027 127 lela,
1062 10:72 30.1 DENT 0.66 : 0.34 || À 2 „2 5
1083 | 0.71 31.4 22.3 0.68 : 0.32 SEE

Die Restmasse ist überall zu Glas erstarrt.

Zur näheren Erörterung beschreiben wir eine, freilich nicht ana-
lysierte Hochofenschlacke von Bredsjö (April 1903), die besonderes
Interesse darbietet. — Die betreffende Schlacke (von Aciditåtsgrad ca.
1.3, mit ungetähr 60/0 42,0, und mit etwas mehr Ca als Mg,re), die in

den Drusenråumen tafelförmige Meli-

Fig. 14. : 5
DEG lithmineral-Krystalle (von einer Breite

Melilith,

bis 3—5 mm. und Dicke 1/2—1 mm.)
führt, besteht nach Ermessen aus etwa
75% Melilithmineral, 5—100% Olivin;
Rest Glas. — Durch die mikrosko-
pische Untersuchung der Dinnschliffe
(Fig. 14) ergibt sich, dass das Melilith-
mineral zonal aufgebaut ist, nåmlich
mit einem grossen Kern von Åkermanit

(optisch positiv, mit rein grauen Inter-
Zonaler Aufbau von Åkermanit (zuerst)
und Melilith (zum Schluss); Krystalli- à
sation des Olivins nach der Bildung des SanZ schmalen Zonen, zuerst von einem
Akermanits, und gleichzeitig mit der- isotropen Melilithglied und an der
jenigen des Meliliths,

Hochofenschlacke von Bredsjö Eisen-

werk, April 1903. lith, mit der wohlbekannten tiefblauen

ferenzfarben) und dann mit äusseren,

Peripherie von dem gewöhnlichen Meli-

1 Diese Schlacke ist an demselben Tage wie No, 97, jedoch bei »reinem Betriebe«, also
mit einer ganz niedrigen /eO-Menge, gefallen; die Zusammensetzung ist sonst beinahe
wie ın 97.

In No, 112 und 113 auch etwas Magnetit; über No. 112 s. S, 115—116, Fig, 10,

In No. 106— 108 zuerst etwas Spinell; später Gehlenit,

CO

iss)
we

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLOSUNGEN. I

Interferenzfarbe; dieser äussere Saum ist übrigens so fein und schmal,
dass dessen optischer Charakter sich nicht bestimmen liess. Einen ganz
entsprechenden zonalen Aufbau, zuerst von dem relativ sauren Äker-
manit und später von immer basischeren Melilithgliedern, werden wir
auch unten (Fig. 16) besprechen. — Die auf einem relativ späten Kry-
stallisationsstadium in der Schlacke Fig. 14 ausgeschiedenen Olivin-
krystalle stecken ein ganz wenig in die tetragonalen Krystalle hinein,
nämlich gerade so weit wie bis zu der Grenze zwischen dem Äkermanit-
Kern und der optisch isotropen Melilith-Randzone. Also: zuerst ist
Äkermanit in reichlicher Menge auskrystallisiert; dann fing die Krystal-
lisation des Olivins an, und gleichzeitig wuchsen die tetragonalen Krystalle
weiter, nämlich durch Ablagerung von Melilithmineral von etwas mehr

basischer Zusammensetzung.

C. Gleichzeitige Krystallisation von Olivin und Melilithmineral.

In einigen Schmelzmassen, die genau oder beinahe genau an der
Individualisationsgrenze zwischen Olivin und Melilithmineral liegen —
so in Orthosilikatschmelzen mit 8—13 % 42,0, und ungefähr 0.55 Ca :
0.45 Mg,Mn,Fe, — begegnen wir einer gleichzeitigen Krystallisation beider
Minerale. — Als Beispiel nehmen wir eine Hochofenschlacke von Schiss-
hyttan (annähernd von der Zusammensetzung wie No, 154), wo wir in
den Drusenräumen ganz grosse Krystalle sowohl von Melilith als von
Olivin (Monticellit-Olivin, s. Tabelle S. 90 und S. 91) finden, und zwar
derart, dass die Olivinkrystalle bald an den Melilithkrystallen ange-
wachsen sitzen, bald umgekehrt die Melilithkrystalle an den Olivin-
krystallen. U.d.M. zeigen sich bald Olivinkrystalle in Melilithkrystallen
eingeschlossen, bald ist das umgekehrte der Fall, und bald stossen die
zwei Mineralien ohne irgend welche gesetzmässige Begrenzung an ein-
ander. Diese Erscheinungen lassen sich nur dadurch erklären, dass die
Individualisation beider Mineralien gleichzeitig stattgefunden hat.

D. Krystallisationsfolge: 1 Olivin, 2 Melilithmineral (siehe Fig. 13 in
»Mineralbildung in Schmelzmassen-).
(Hierzu die Tabelle S, 124.)
Es lässt sich entscheiden, dass die Bildung des Olivins in diesen
Schmelzmassen abgeschlossen oder beinahe abgeschlossen war vor dem
Anfang der Bildung des Melilithminerals.

E. Olivin allein. Eine Reihe basischer, A/,-führender Schmelz-
produkte mit überwiegend Mg,um,re neben relativ wenig Ca besteht
nur aus Olivin und Glas; der in der Lösung in verhältnismässig geringer

124 MAT VOGT: M.-N. Kl,

| Zusammensetzung der ganzen Schmelz-

fan Auskrystal-
| id lisiert
Acid.- :

No. A % SiO,| 90 Al,O, Ca : Mg,um Fe No. 1.
143 1.20 43.8 5.9 0.47 : 0.53 |ca. 20%0 Oli-) Ziemlich
144 1.18 43.8 9.9 0.52:0:48 |- — vin | we
145 TG 42.0 5.2 o56c10 440) RER | med
147 TALT 41.2 4.5 0.46 :0.54 | - 30-50 - J etwas Glas

Monticellit; M tit.
RE): EE } Melilith (Fig. 7b).
\ Monticellit. Spur

154 0.92 31.8 5.3 0.44 : 0.56 Melilith

. 50% Olivin.
cfr.1131| 0.91 32 8.3 0.55 : 0.45 \ Tee at

Menge hineingehende Melilith-Bestandteil ist hier, der schnellen Abküh-
lung wegen, im Glase (oder in der festen Lösung) stecken geblieben.

Melilithmineral und Augit (siehe hierüber »Mineralbildung in Schmelz-
massen«, S. 131— 134).
A. Melilithmineral (Akermanit) allein.

Zuerst erwähnen wir einige Schlacken, wo nur Melilithmineral (Äker-

manit) ausgeschieden ist:

Zusammensetzung der ganzen Schmelz-
masse.

Acid.- 2
grad %o Si 0,

Cake Mg,Mn,Fe

0/0 Al,O,

66 1.46 | 46.86 6,924 0609021
2 1.435 | 47.00 | 10.90 | 0.65 : 0.35
74 1.32 43.85 8.349 07210028

In allen drei Fällen ist etwa 50—60 % Äkermanit, in mehreren
mm, grossen Krystallen gebildet worden; die Restmasse ist als ein
klares, durchsichtiges Glas erstarrt; hätte die Abkühlung etwas länger
gedauert, wäre später Augit zu erwarten.

1 Siehe Anmerkung S. 115.
2 Hochofenschlacke von Hällsjö, Schweden,

No.

62

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN.

125

B. Krystallisationsfolge: 1 Melilithmineral (Akermanit), 2 Augit.

Zusammensetzung der ganzen Schmelz.
masse.

aor 0 SiO, lo Al, O, (Ca : Meg,atn,Fe
TS ee | 49.60 8.67 0.74: mr
1.48 | 46.32 4.57 0071022
1.42 45:92 6.50 0.65 : 0.35
1.39 | 45:45 | 4.64 | 0.67 :0.33
73811 43.51 3.02 0.78 : 0.22

Bei dieser wie auch bei

Auskrystal- |

lisiert
No. 1.
ca. 15% Åker- ca. 50% Augit
Etwas Glas,
- 60 - manit | ca. 2% Augit
Viel Glas.
- 60 - — ca. 10% Augit
Viel Glas,
- 60 - — Ica. 10% Augit
Viel Glas.
I Äkerm., IT Melilith & Augit.

anderen Schlacken von ziemlich genau

Gerselben chemischen Zusammensetzung lässt sich nachweisen, dass die

Krystallisation des Melilithminerals im all-
gemeinen nicht völlig fertig abgeschlossen
war, ehe die Krystallisation des Augits
begann. — Beispielsweise erwähnen wir
eine Hochofenschlacke von Degersfors (Mai
1902), deren Abkühlungskurve ich be-
stimmt habe (siehe hierüber im nächsten
Hauptabschnitte).
mensetzung derselben ist:

Die chemische Zusam-
Aciditåtsgrad
ca. 1.55—1.60; ca. 4% 4/,03, und ca.
2 Ca : 1Mg,mn,Fe —
sieht man 5 mm, und darüber grosse

In Drusenråumen

Krystalle sowohl von Åkermanit als von
Augit. U. d. M. ergibt sich, dass die
Schlacke aus etwa 10 % Akermanit,
sehr viel Augit* nebst etwas Glas besteht.
Wie an Fig. 15a ersichtlich, sitzen die
Augitkrystalle an den Äkermanitkrystallen
die Krystallisation

angewachsen; fing

Fig. 15 a.

Glas

Krystallisationsfolge: 1 Akermanit,
2 Augit, doch derart, dass die Kry-
stallisation des Akermanits nicht ab-
geschlossen war vor dem Anfang der
Augitbildung.
Åkermanit ist farblos und ohne Spalt-
risse bezeichnet; Augit ist licht punk-
tiert (in der oberen Hålfte Schnitte
+ c, in der unteren Hälfte Schnitte
1:c); das dunkel punktierte ist Glas,
Hochofenschlacke von Degerfors,
Mai 1902.

1 Wie oben (S. 9) erwåhnt, beansprucht die Bestimmung des Aciditåtsgrades keine grös-
sere Genauigkeit als etwa + 0.03 oder 0.05; wahrscheinlich betrågt der Aciditåtsgrad
bei No, 62 nicht 1.57, sondern ein wenig darunter, wie etwa 1.53; und bei No, 70

vielleicht ein wenig mehr als 1.40.

126 M.-N. KI.

ME VOGT.

folglich mit der Individualisation von Åkermanit an. Bei sehr starker
Vergrösserung beobachtet man ferner, dass die Augitkrystalle håufig ein
ganz wenig in die Åkermanitkrystalle hinein ragen (siehe Fig. ı5b),

Fig. 15b. Den die Krystallisation von Augit fing
an, nachdem der Akermanit schon zu
einem wesentlichen Teil ausgeschieden
war; nach dem Beginn der Augit-
bildung wurde aber die Individualisation
des Äkermanits fortgesetzt.

Ein besonderes Interesse knüpft
sich an No. 70,1 Fig. 16, wo wir einem
ähnlichen zonalen Aufbau des Melilith-
minerals wie an Fig. 14 begegnen. —
Der Kern der Krystalle besteht aus

Äkermanit (opt. positiv); dann folgt ein ganz schmaler optisch isotroper

Dieselbe Schlacke wie Fig. ı5a, nur
bei stärkerer Vergrösserung gezeichnet.

Saum und zum Schluss eine Hülle von Melilith (opt. negativ; mit den
bekannten himmelblauen Interferenzfarben). — In Fig. 14 ist Olivin, hier
(Fig. 16) dagegen Augit spåter als der Åkermanit-Kern auskrystallisiert,
und zwar ragen hier die stabförmigen Augitkrystalle gerade bis zu der
ganz schmalen, optisch isotropen Grenzzone zwischen dem opt. posi-

tiven Åkermanit-Kern und der opt. negativen Melilith-Hülle hinein.
Fig. 16.

Zuerst ist also hier Âkermanit aus-
geschieden worden; dann fing die Aus-
sonderung von Augit an, und gleich-
zeitig wuchsen die tetragonalen Krystalle
weiter durch Ablagerung von immer
basischeren Melilithgliedern.

Åkermanit

C. Akermanit und Augit ziemlich

Zonaler Aufbau von Åkermanit (zuerst)
und Melilith (zum Schluss); Krystalli-
sation des Augits nach der Bildung des
Åkermanits, und gleichzeitig mit der-
jenigen des Meliliths. — An der Grenze
zwischen dem opt. positiven Åkermanit

genau gleichzeilig auskrystallisiert.

die

gerade an der Individualisationsgrenze

In mehreren Schmelzmassen,

(oder dem eutektischen Punkte) zwischen
Äkermanit und Augit liegen, begegnen
wir einer gleichzeitigen Krystallisation
beider Mineralien.

(dunkel punktiert) und dem opt. nega-
tiven Melilith (licht punktiert) ist ein
ganz schmaler opt. isotroper Saum,
Hochofenschlacke von Forsbacka
Eisenwerk, No. 70.

1 Siehe ausführliche Beschreibung in »Mineralbild, in Schmelzmassena, S, 123 —125 und

Tafel I, Fig, 10 a, b, c.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 127

So finden wir in den Drusenräumen einer Schlacke von Sandviken,
1884 (von Zusammensetzung ziemlich genau wie No. 63) grosse Krystalle
sowohl von Äkermanit als von Augit (die ersteren bis über 2 cm. und
die letzteren bis 2 cm. gross, siehe »Studien über Schlacken«, S. 132, 238),
ohne dass hier eine Andeutung zu irgend einer bestimmten Krystalli-
sationsfolge nachzuweisen ist. Und in No. 52, die aus Augit nebst
Äkermanit, beide freilich in kleinen, doch sicher bestimmbaren Kryställ-
chen, nebst etwas Glas besteht, bilden die zwei Mineralien ein inniges,

Gleichzeitige Krystallisation von Äkermanit und Augit.

Zusammensetzung der ganzen Schmelz-

| masse,
Acid.- :

No. SE % SiO, %42, 0, Ca: Mg, Mn,
Ba ewes Onl 477 © 5.80 073-027
52 1.54 47.56 5.48 0.72 : 0.28
63 1750804772 27 0.74 1027

oft sphärolitisch entwickeltes Gemenge; keines der zwei Mineralien zeigt
eine konstante idiomorphe Kontur gegen das andere, — bald steckt
ein Åkermanitkrystal in einen Augitkrystall hinein, bald umgekehrt, —
was sich nur dadurch erklåren låsst, dass die zwei Mineralien gleich-
zeitig entstanden sind. — In entsprechender Weise auch bei No. 51
und 63.

Melilith und Glimmer.

Krystallisationsfolge: 1 Melilith, 2 Glimmer (Biotit). Diese Kry-
stallisationsfolge ist in einer Hochofenschlacke (No. 97) von der Königin
Maria-Hütte in Sachsen nachgewiesen worden: suerst sind etwa 85—90 90
der ganzen Masse als Melilithminerel (opt. positiv, mit einer schwachen
Andeutung zu zonalem Aufbau) in 2—3 mm. grossen Krystallen ausge-
schieden worden, und spåter Glimmer. Wir verweisen hierüber auf
meine früheren ausführlichen Beschreibungen (Studien über Schlacken,
S. 118—120, Fig. 33; Künstliche Bildung von Glimmer, S. 25—29, Fig. 6;
Mineralbildung in Schmelzmassen, S. 134).

Hexagonales Ca-Metasilikat und Augit.
Es handelt sich hier um Kombination zweier Silikate, die mit ein-
ander Mischkrystalle bilden und zwar, wie wir unten nachweisen werden,
Mischkrystalle des Erstarrungstypus V nach Bakhuis Roozebooms

128 J. H. L. VOGT. M.-N. Kl.

Einteilung. Auch dieser Typus wird durch das Vorhandensein eines
eutektischen Punkts (Fig. 18, V, E) gekennzeichnet; die Kombination
mag deswegen hier besprochen werden,

Die individualisationsgrenze zwischen den zwei Mineralien liegt
(s. S. 29), in 4/,-freien oder -armen Metasilikatschmelzen, ungefähr beim
Metallverhältnis 0.7 Ca : 0.3 Mg,re; bei etwas mehr Mg, in der ur-
sprünglichen Lösung ist die Krystallisationsfolge ı Augit, 2 hex. Ca-
Metasilikat, bei mehr Ca dagegen umgekehrt ı hex. Ca-Metasilikat,
2 Augit, zu erwarten.

Als Beispiel der letzterwähnten Krystallisationsfolge nehmen wir
einen unten besprochenen Schmelzversuch (No. 10) von mir (mit Be-
stimmung der Abkühlungskurve), von RS:0,, wo R = 3Ca : 1Mg,
oder 0.75 Ca : 0.25 Mg. — Das Schmelzprodukt besteht aus ungefähr
gleich viel beider Mineralien, oder vielleicht ein ganz wenig mehr von
dem hex. Ca-Metasilikat als vom Augit; daneben ein ganz wenig Glas.
Zuerst ist das hex, Ca-Metasilikat, (Ca,172)S7O,, und später der Augit,
CaMgSi,O,.nCaCaSi,O, (wo m einigermassen klein sein muss) ausge-
schieden. Ferner lässt sich hier, in entsprechender Weise wie an Fig. 13
— 16, nachweisen, dass die Krystallisation des hex. Ca-Metasilikats nicht
abgeschlossen war vor dem Anfange der Augitbildung.

Augit und Sphärolithe.

Krystallisationsfolge: 1 Augit, 2 Sphärolithe (die letzteren vielleicht
eutektische Gemenge von Augit und dem hex. Ca-Metasilikat).

In Drusenräumen der Schlacke No. 16
(von Aciditätsgrad 2.42 und mit 0.64 Ca:
0.36 Mg,Fe,Mn) sitzen über cm.-lange Augit-
krystalle, die der mikroskopischen Unter-
suchung zufolge aus Augitskeletten (siehe
Studien über Schlacken, Fig. ı und Fig. 17
in dieser Arbeit) aufgebaut sind. Ein
Präparat | c geschliffen (Fig. 17) zeigt,
dass diese Skelettstäbe, die optisch gleich
orientiert sind, scharf von den Flächen

Krystallisstionsfolge: 1 Augit, oP, mit Po und co Poo (die letzteren

2 Sphårolith, Das farblos bezeich- 4 Å
nete sind Augit-Skelettstibe; das Wenig hervortretend) begrenzt sind, und
gestrichelte ist Sphårolith. dass ein Drittel oder zwischen einem
Schnitt | c eines Augitkrystalls, von Drittel und der Hälfte der grossen Kry-

einer Hochofenschlacke von Wikmans-
hyttan Eisenwerk, No, 16, stalle (oder Krystallstöcke) aus diesem

1903. No.8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 129

Augit besteht. Die Zwischenmasse zwischen den schön idiomorph ent-
wickelten Augitstäben besteht, neben ein wenig Glas, aus Sphärolithen,
die jedoch so fein sind, dass sie sich einer sicheren mineralogischen
Bestimmung entziehen.

Die ursprüngliche Lösung besteht — indem wir von dem A/,-Silikat
absehen — hauptsächlich aus CaMgSi,0; und nCaSiO, (in Mg ein
wenig Ze und Mn einbegriffen). Bei der Aussonderung des Augits kon-
zentriert sich in diesen, den für den Erstarrungstypus V geltenden
Gesetzen zufolge, das CaMgSi,O,-Silikat, während nur relativ wenig
CaSiO,- (oder Ca,Si,0,-)Silikat hier hineingeht. In der Mutterlauge
wird somit während der Augit-Krystallisation die CaS70,-Menge ange-
reichert, und in einem gewissen Stadium muss die eutektische Grenze
gegen das hex. Ca-Metasilikat eintreten. — Die zum Schluss, zwischen
den Augitståbchen, ausgeschiedenen Sphärolithe bestehen wahrscheinlich
aus der eutektischen Mischung Augit: hex. Ca-Metasilikat; durch das
mikroskopische Studium lässt sich dies freilich nicht beweisen, indem die
Sphärolithe so winzig sind.

— Sphärolithische Bildungen sind bei den schnell abgekühlten Silikat-
schmelzen, und zwar namentlich bei den Metasilikaten, ziemlich allgemein,
Wir finden solche auch in Schmelzen, welche in chemischer Beziehung
genau oder beinahe genau mit irgend einem Mineral (Augit, hex. Ca-
Metasilikat u. s. w.) identisch sind; es wäre somit verfehlt anzunehmen,
dass jede sphärolitische Bildung eine eutektische Mischung sei.

Rhombischer und monokliner Pyroxen.

Diese Kombination dürfte ebenfalls zu Bakhuis Roozeboms Er-
starrungstypus V gehören; siehe hierüber im nächsten Hauptabschnitt.

Die Individualisationsgrenze zwischen dem rhombischen und dem
monoklinen Pyroxen liegt beim Verhältnis ca. 0.3 Ca: 0.7 Mg,Fe; bei
etwas mehr Cz in der Schmelzmasse ist ı Augit, 2 Enstatit-Hypersthen
zu erwarten; bei etwas weniger Ca dagegen umgekehrt ı Enstatit-
Hypersthen, 2 Augit. — Die erstgenannte Krystallisationsfolge habe
ich nicht beobachtet — überhaupt habe ich nur ein Paar Metasilikat-
schmelzmassen mit etwa 2- oder 3mal so viel Mg,Fe als Ca unter-
sucht, — die letztgenannte Krystallisationsfolge dagegen habe ich in
zwei Metasilikatschmelzen, mit mehr Mg als das für die Individuali-
sationsgrenze entscheidende Ca : Mg-Verhältnis, wahrgenommen, nämlich
in No, 261 und 262 (siehe »Mineralbildung in Schmelzmassen«, S. 75).
— Morozewicz (l. c, S. 112) hat später für das Schmelzprodukt

Vid.-Selsk. Skrifter, M.-N. Kl. 1908 No. 8, 9

130 j. H. L. VOGT.

M.-N. Kl.

No. 56a dieselbe Krystallisationsfolge beschrieben; ich citiere hierüber
nach ihm: »So lange das Magma (No. 56a) magnesiareich und mit dem
Metasilikat MgSzO, »übersättigt« war (9: MgSi:O, in überwiegender
Menge im Verhältnis zu dem eutektischen Gemenge enthielt; Bemerkung
von Vogt), schied sich Enstatit aus ihm aus; nach einer Zeit aber fing
es, als aus der Lösung überschüssiges MgS7O, entfernt war, sich mit
Kalk zu bereichern an, und als das Verhältnis MgO : CaO bedeutend
kleiner als 3 geworden war, begann monokliner Augit, der sich auf den
rhombischen Krystallen ablagerte ....., auszukrystallisieren«.

Morozewicz hat den aus der Schmelze ausgeschiedenen Enstatit
isoliert und analysiert (Anal. No. 56 b); das Mg,re : Ca-Verhåltnis
betrågt:

in der ganzen Schmelzlösung 0. 0:745 UME ke OSE
n(dem! Ersatt OA PMO OS KG

Das Mg-Silikat ist somit in dem Enstatit sehr stark konzentriert
worden. — In dieser Untersuchung von Morozewicz haben wir jeden-
falls einen Anhaltspunkt für das Aufziehen des einen Schenkels der die
Kombination Augit : Enstatit repräsentierenden Individualisationskurven;
über die Erstarrungskurven der zwei Kombinationen hex. Ca-Metasilikat :
Augit und Augit : Enstatit-Hypersthen verweise ich auf den nächsten
Hauptabschnitt.

Rückblick. — Die obigen Untersuchungen über die Krystallisations-
vorgänge in Silikatschmelzen, welche als gegenseitige Lösungen zweier
Lösungskomponenten (zweier Silikate unter einander oder Silkat plus
Magnetit u. s. w.) aufzufassen sind, ergeben, dass die für die Krystallisa-
tionsfolge in den gewöhnlichen Salz- und Metall-Lösungen (Legierungen)
geltenden chemisch-physikalischen Gesetze auch auf die Silikatschmelz-
jösungen! überführt werden können:

Die Krystallisationsfolge hängt von der Beziehung zwischen der
ursprünglichen Lösung und dem — mit der /ndividualisationsgrenze
identischen — eutektischen Gemische ab, indem dasjenige Mineral, das

1 Ich habe genügendes petrographisches Beobachtungsmaterial gesammelt, um nachweisen
zu können, dass dieselben Gesetze auch für die Zruptivmagmen gelten; es ist meine
Absicht, falls ich Zeit dazu finden werde, später auf dieses Thema zurückzukommen, —
Beispiel: die Krystallisationsfolge zwischen den Feldspäthen einerseits und Quarz andrer-
seits ist von der Zusammensetzung der ganzen Lösung im Verhältnis zu dem eutek-
tischen Punkt Feldspath : Quarz abhängig: bei mehr Quarz in der Lösung fängt die
Krystallisation von Quarz früher als diejenige von Feldspath an; bei mehr Feldspatb
in der Lösung, beginnt dagegen Feldspath früher als Quarz zu krystallisieren,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 131

in der ursprünglichen Lösung im Überschuss, im Verhältnis zu dem
eutektischen Gemenge vorhanden ist, suerst krystallisiert; die Krystalli-
sation des sweiten Minerals fängt später an, nämlich nachdem der eutek-
tische Punkt erreicht (oder überschritten) worden ist.

Die Krystallisationsfolge ist namentlich bei den Kombinationen
Magnetit : Olivin, Magnetit : Melilith, Rhodonit : Olivin (Mn-Fe-Fayalit),
Melilithmineral : Olivin, ferner auch bei Olivin : Augit, Melilithmineral :
Augit, hexagonales Ca-Metasilikat : Augit, u. s. w. erforscht worden,
Und dass die Individualisationsgrenze mit dem eutektischen Punkt iden-
tisch ist, werden wir im nächsten Hauptabschnitt durch das Studium
namentlich der Kombinationen hexagonales Ca-Metasilikat : Augit, Olivin :
Augit, Melilithmineral (Äkermanit) : Augit, Melilithmineral : Olivin und
Melilithmineral : Anorthit beweisen.

— Aus unseren Schmelzprodukten lernen wir ferner, dass die nach
dem Anfang der Ausscheidung des zweiten Minerals (4) fortgesetzte Aus-
krystallisation des erst-krystallisierenden Minerals (a) in zahlreichen Fällen
(s. z. B. Fig. 7 b, 8, 14, 15 b, 16) in der Weise vor sich geht, dass der
bei der fortgesetzten Aussonderung ausgeschiedene Teil von a dieselbe
krystallographische Orientierung behålt, wie der zuerst, vor dem Anfang
von à ausgeschiedene Teil von a.! — Wenn die Viskosität der restieren-
den Lösung zu stark zugenommen hat, verhält es sich jedoch hiermit
bei unseren Schmelzprodukten in anderer Weise, indem sich dann neue,
kleinere Individuen von a bilden können (diese könnte man mit den
Individuen der sogenannten »zweiten Generation« oder »zweiten Konsoli-
dation« der Porphyrgesteine? vergleichen).

— In der modernen physikalischen Chemie hat man den früher so
scharf betonten Unterschied zwischen dem »gelösten Körper« und dem
»Lösungsmittel« aufgegeben, und man spricht jetzt von »gegenseitigen

1 Auch dies kann man in vielen Fällen auf die Zruptivmagmen übertragen. Beispiel:
man findet nicht selten Feldspath- und Schriftgranit-Individuen, die in dem einen Teil
nur aus Feldspath, in dem anderen dagegen aus Schriftgranit bestehen, und zwar der-
art, dass der Feldspath des Schriftgranits dieselbe krystallographe Orientierung zeigt
wie bei dem nur aus Feldspath bestehenden Teil. Erklärung: zuerst krystallisierte, in
einer aus Feldspath nebst etwas Quarz bestehenden Lösung, nur Feldspath, nämlich
so lange, bis der eutektische Punkt erreicht war; von da ab krystallisierten Feldspath
und Quarz (die eutektische Mischung) gleichzeitig und zwar derart, dass der Feldspath
des Schriftgranits die krystallographische Orientierung des zuerst ausgeschiedenen Feld-
spaths behielt,

2 In dieser Verbindung erwähne ich, dass ich H, Rosenbusch’s Deutung des Wesens
der Porphyrstruktur gar nicht beitreten kann, — Den Unterschied der Individgrösse
zwischen den sogenannten »Einsprenglingene und den Grundmassemineralien der por-
phyrisch entwickelten Eruptivgesteine sucht Rosenbusch bekanntlich dadurch zu er-
klären, dass »die Einsprenglinge . . . .. die Bildungen der intratellurischen Periode

132 1. HE: Voct,

M.-N. Kl.

Lösungen«; auch dies kann man auf die Silikatschmelzlösungen, wie auch

auf die Eruptivmagmen, übertragen. — Beispielsweise besteht eine inter-
mediäre Ca-Mg-Silikatschmelze aus CaMgSi,0, und Mg,Si0,, die in
einander gelöst sind, ein separates Lösungsmittel existiert nicht. — Die in

der petrographischen Literatur stattgefundene Diskussion, an der nament-
lich J. J. H. Teall und A. Lagorio, ferner auch viele andere (darunter
auch ich selber) Teil genommen haben, nämlich was in den Eruptiv-
magmen als »aufgelöstes« (»dissolved«) und was als »Lösungsmittel«
(»dissolver«) aufzufassen sei, führt zu keinem Resultat, indem die Frage
unrichtig gestellt ist.

— Oben haben wir uns hauptsächlich mit Silikatschmelzen beschäf-
tigt, die nur aus zwei Komponenten in gegenseitiger Lösung bestehen;
noch fehlen aber viele Versuchsreihen, z. B. über die Individualisations-
grenze zwischen den Feldspäthen, Nephelin, Leucit u. s. w. einerseits
und den Mg,Fe-Ca-Silikaten, wie namentlich den Pyroxenen, andrerseits.

Der rationelle Arbeitsweg für die experimentelle Petrographie ist,
zuerst die Individualisationsgrenze aller Kombinationen, aus zwez der

sind, die Grundmasse (dagegen) aus den Bildungen der Effusionsperiode besteht«.
Gegen eine solche Trennung in zwei besondere Krystallisationsperioden hat bekanntlich
F, Zirkel (Lehrb. d. Petrographie, I 1893, S. 737 und folg.) polemisiert; ihm hat
sich unter anderen L. V, Pirsson (On the phenocrysts of intrusive rocks, Amer,
Journ, of Sc, VII, 1899) angeschlossen, Auch die »Einsprenglinge« können zn situ
gebildet sein.

Die zuerst sich ausscheidenden Krystalle eines Minerals (4) können, wenn der Unter-
schied zwischen der ursprünglichen Lösung und der nächst liegenden eutektischen
Grenze einigermassen bedeutend ist, selbst wenn die Abkühlung relativ schnell vor
sich geht, im allgemeinen eine nicht ganz unwesentliche Grösse erreicht haben, ehe die
Lösung bis zur eutektischen Grenze abgekühlt wurde, In diesem Stadium können
die Krystalle von a noch fortwährend wachsen, nämlich so lange, wie bis zu 6 zu dem
nötigen Grade übersättigt ist. — Die Viskosität steigt bekanntlich bei abnehmender
Temperatur und zwar ganz stark. Trotz der Viskosität können die Krystalle 4, cu. s w.,
wenn die Abkühlung sehr langsam vor sich geht (wie in Tiefen-Eruptivgesteinen), ganz
gross ausfallen; bei relativ schneller Abkühlung werden dagegen die zuletzt krystalli-
sierenden Mineralien, also die Mineralien der Grundmasse, der hohen Viskosität wegen
sich nur in kleinen Individuen ausscheiden können. — Die Grundmasse besteht in
vielen Fällen aus einer eütektischen Mischung, welche folglich bei einer relativ niedrigen
Temperatur, also bei einer sehr hohen Viskosität, erstarrt sind. Und die Glasbasis
ist ebenfalls in vielen Fällen eine eutektische Mischung, welche der schnellen Abküh-
lung wegen zu einer festen Lösung erstarrt ist; selbstverständlich mag die Abkühlung in
vielen Fällen so schnell vor sich gegangen sein, dass die Glasbasis zu einer festen
Lösung erstarrte, noch ehe sie bis zu dem eutektischen Punkt abgekühlt war.

Auch bei den schnell erstarrten Silikatschmelzen (s, z. B. Fig. 7a, 10 und 14) wie
auch bei den schnell erstarrten Legierungen ist porphyrische Struktur öfter zu erkennen,

Über die Ursache zu dem chemisch-mineralogischen Unterschied der Mischkrystall-
Mineralien, 7. B. der Feldspäthe, in der sogenannten »ersten und zweiten Generation«
oder »ersten und zweiten Konsolidation«, verweise ich auf die Besprechung später in
diesem Abschnitte,

1903. No.8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 133

mehr verbreiteten gesteinbildenden Mineralien festzustellen und dann
zu den Kombinationen dreier oder noch mehrerer Mineralien iiberzu-
gehen. Ich glaube, dass dies sicherer und schneller zum Ziel fuhren
wird, als wenn man gleich zu Versuchen schreitet, wo man mit einer
ganzen Anzahl von Komponenten arbeitet. 1

Wir gehen jetzt zur Besprechung der Frage über, ob die für die
Auskrystallisation der Mineralien nötige Ubersåttigung in unseren,
immer verhältnismässig schnell abgekühlten, Silikatschmelzen so bedeu-
tend ist, dass sie einen merkbaren Einfluss auf die Krystallisationsvorgånge
ausiibt.

Die pyrometrische Technik ist noch (1903) nicht so hoch ent-
wickelt, dass man das Mass der Ubersåttigung, in åhnlicher Weise
wie bei den gewöhnlichen chemisch-physikalischen Untersuchungen der
Salzlösungen, direkt bestimmen kann, 9: man kann nicht mit der nötigen
Sicherheit durch Pyrometer ablesen, ob die Krystallisation, indem wir
auf die Bezeichnungen an Fig. 6a verweisen, von æ bei 739 oder Tia,
oder von à bei 7% oder 7%, beginnt, und Versuche mit »Impfung mit
Bodenkörpern« scheinen mir nicht mit der nötigen Genauigkeit zum
Ziele führen zu können.

Wir können dagegen einen anderen Arbeitsweg einschlagen, indem
wir in den schon erkalteten Schmelzprodukten erforschen, ob die Kry-
stallisation des Minerals 5 zuerst beginnt (bei 7% auf Fig. 6a), wenn &
in nennenswerter oder nachweisbarer Menge übersättigt worden ist. —
Wenn die für die Krystallisation von 4 nötige Übersättigung beträchtlich
ist, muss sich dies in folgender Weise kund geben:

1) Es wird zuerst vom Mineral a, vor dem Anfang von 0, mehr
ausgeschieden, als eine Berechnung, basiert auf der Zusammensetzung
der ursprünglichen Lösung und der Zusammensetzung der eutektischen
Mischung, ergeben sollte (oder graphisch ausgedrückt, cfr. Fig. 6a, wir
erhalten von a, vor dem Anfang von Ö, nicht nur die Strecke 739—7%,
sondern daneben auch die Strecke 7;— 7%).

I In dieser Verbindung bemerke ich, dass ich die beiden Abhandlungen von K, Petrasch,
Beiträge zur experimentellen Petrographie (N. Jahrb, für Min., BB. XVII, 1903) und
von M. Schweig, Untersuchungen über die Differentiation der Magmen (Inaug.-Diss.,
ebenda) bekam, gerade als dieser Bogen in den Druck gehen sollte; auf die in
diesen Abhandlungen gewonnenen Resultate kann ich somit hier keine Rücksicht
nehmen. — Schweig betont zum Schluss die Bedeutung des Studiums der eutekti-
schen Mineralgemische; es ist ihm offenbar entgangen, dass ich schon ein Jahr früher,
als er seine Abhandlung zum Druck einlieferte, eine vorläufige Mitteilung über meine
Untersuchungen hierüber veröffentlichte,

134 joe. VOGT. ; M.-N. Kl.

2) Wenn à zu krystallisieren beginnt, bekommen wir auf einmal eine
beträchtliche Menge von diesem Mineral, nämlich die ganze sich in Uber-
sättigung befindende (metastabile) #-Menge. Durch die bei der Auskry-
stallisation der übersättigten 4-Menge entwickelte Wärme! wird die Lösung
während einer kurzen Zeit ungesättigt an à werden, 9: die Krystallisation
von a wird während einer Weile gehemmt. Die Krystallisations/o/ge,
von 6 nach a, wird hierdurch ganz stark ausgeprägt, auf Kosten der
Krystallisationsgleichzeitigkeit.

Das Resultat meiner Untersuchungen ist, dass die Übersättigung eine
wichtige Rolle bei den Krystallisationsvorgängen in den Silikatschmele-
lösungen spielt.

Diesen Schluss stütze ich auf folgendes:

In zahlreichen, aus zwei Komponenten bestehenden Schmelzproduk-
ten, welche in chemischer Beziehung nicht fern von dem eutektischen
Gemische der betreffenden Mineralien liegen, begegnen wir mehr von
dem zuerst allein krystallisierenden Mineral, als es zufolge der Lage des
eutektischen Punkts erwartet werden sollte,

Als Beispiel nehmen wir die Rhodonit-Fayalit-Schlacken No. 60a,
60 b und 61.

Die Individualisationsgrenze zwischen Rhodonit und Fayalit liegt
beim Aciditätsgrad 1.55—1.60 (siehe S. 25) — Dem Acid.-grad 1.55
entsprechen 61 Gew.prozent Rhodonit : 39 Gew.prz. Fayalit, und dem
Acid.-grad 1.60 66 Rhodonit : 34 Fayalit; rechnen wir den eutektischen
Punkt zu 64% Rhodonit : 36% Fayalit, so ist der Fehler jedenfalls
so klein, dass er fir die nåchstfolgende Berechnung ausser Betracht
gesetzt werden kann.

Die drei Analysen, No. 60a, 60 b und 61 (mit bezw. 44.72, 42.85
und 41.25 % SzO,, und alle mit ungefähr gleich wenig 4,0; und
CaO; Rest MnO + FeO) berechnen? sich als Material zu:

1 F, Zirkel (Lehrb. d. Petrographie, 1893, I, S. 754, 760) erwähnt, dass mehrere
Forscher (Kopp, Scacchi, Palmieri und Guarini) gelegentlich bei den Laven,
während des »Uberganges aus dem amorphen in den ganz oder teilweise krystallisierten
Zustande, eine 7emperaturerhöhung beobachtet haben, — Er glaubt dies durch eine
Verminderung des Drucks erklåren zu können, welcher Erklårung ich jedoch nicht bei-
treten kann; durch die Verminderung des Drucks werden freilich die Schmelzpunkte
der Mineralien etwas vermindert; ich kann jedoch nicht einsehen, dass hiermit eine
Zufuhr von Wårme, welche eine Temperaturerhöhung bewirken könnte, verkniipft sein
sollte, — Eher möchte ich daran denken, dass die obige Beobachtung auf einer momen-
tanen oder beinahe momentanen Krystallisation eines sich in Übersättigung befindenden
Minerals beruhen könnte; hierdurch wird etwas latente Wärme frei, welche eine Tem-
peraturerhöhung der ganzen Lava bewirken könnte, — Diese Meinung betrachte ich nur
als eine Arbeitshypothese, die einer zukünftigen Prüfung wert ist.

Den in mehreren der Schmelzprodukte in ganz kleiner Menge vorhandenen Magnetit
oder Hausmannit setzen wir ausser Betracht.

1

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 135

No. 60a ungefähr 76 Rhodonit : 24 Fayalit
» ob — 71 — : 29 —
» 61 — 56 — : 44 =

Hätte keine Übersättigung für das Mineral 4 am eutektischen Punkt
stattgefunden, sollten sich zuerst, ehe die gleichzeitige Aussonderung am
eutektischen Punkt begann, ausgeschieden haben:

in No. 60a ungefähr 33.3 % Rhodonit
- » 60b — TOURS =
- » 61 -: 12.5 - Fayalit

In der Tat begegnen wir aber in den zwei erstgenannten Schmelz-
produkten viel mehr Rhodonit vor dem Anfang der Fayalit-Krystalli-
sation, als diese Werte; und in dem letztgenannten Schmelzprodukt
andrerseits zuerst viel mehr Fayalit, nämlich:

in No. 60a mindestens 4000 Rhodonit
- » 60b etwa 40 - —
AE ON etwa 30 - Fayalit

Ferner ist in den zwei erstgenannten Schmelzprodukten, nach dem
Anfang der Krystallisation des Fayalits, nur ziemlich wenig Rhodonit
ausgeschieden; und andrerseits in No. 61, nach dem Anfang der Rhodonit-
Krystallisation, nur ziemlich wenig Fayalit.

Zu demselben Resultat gelangen wir auch durch die Untersuchung
einer Reihe anderer Kombinationen, wie Olivin plus Melilith, Augit plus
Melilith (Akermanit), u. s. w.

In dieser Verbindung erwähne ich, dass ich seit ein Paar Jahren, ohne an die Über-
såttigung zu denken, versuchte, aus der Krystallisationsfolge die eutektische Mischung zu
berechnen, indem ich von analysierten Schmelzprodukten ausging, wo ich die Menge des
zuerst auskrystallisierten Minerals so genau wie möglich schätzte. Diese versuchsweise aus-
geführten Berechnungen gaben durchgängig das folgende Resultat: in Schmelzprodukten, die
aus den zwei Mineralien 7 und »z bestanden, und wo zuerst m ausgeschieden war, bekam
ich als die angenommene eutektische Mischung ein m + 7 mit relativ viel #; wo aber #
zuerst ausgeschieden war, dagegen mit relativ viel 72; also nicht übereinstimmende Werte, —
Anfangs erschien mir dies als ein Rätsel oder als ein Widerspruch gegen die Lösungstheorie;
die Erklärung ist jedoch ganz einfach, nämlich dass das Fundament für diese Berechnung
des eutektischen Gemisches unhaltbar ist, indem auch die Übersättigung berücksichtigt
werden muss,

— In den meisten unserer Schmelzprodukte ist die Krystallisations-
folge sehr ausgeprägt; häufig kann man auch eine Krystallisations-
gleichzeitigkeit — oder jedenfalls eine fortgesetzte Aussonderung von
Mineral a, nachdem die Krystallisation von Mineral 4 schon angefangen

136 Wo TRIG Te, VOGI

M.-N. KI.

hat — nachweisen, In anderen Fällen dagegen ergibt die mikroskopi-
sche Untersuchung: Krystallisation zuerst nur von 4, dann nur von 4,
und zum Schluss Erstarrung der restierenden Lösung zu Glas; also in
diesen Fallen keine gleichzeitige Krystallisation, und kein Wachstum
von a, nach dem Beginn von å. — Dies darf ebenfalls durch die Uber-
sättigung von à erklärt werden: zuerst ist, um es graphisch auszudrücken
(s. Fig. 6a) a nicht bis zu Ze, sondern bis zu 7%, ausgeschieden; dann
krystallisierte die übersättigte Z-Menge, und dann — möglicherweise
zuerst nach einer, unter dem Mikroskop nicht nachweisbaren, fortge-
setzten Krystallisation von a und 5 -— erstarrte die Rest-Lösung, der
hohen Viskosität wegen, zu Glas.

Dieses Glas ist eine »äübersättigte feste Lösung; hierüber verweise
ich auf die vorläufige Besprechung oben (S. 74) und auf ein Kapitel
im nächsten Hauptabschnitt: »Weshalb ist Glas eine feste Lösung?«

— Es wird im allgemeinen sehr schwierig sein, durch das mikro-
skopische Studium der Dünnschliffe eine momentane oder beinahe momen-
tane Aussonderung der übersättigten Menge eines Minerals festzustellen.
Ich glaube jedoch, dass ein solcher Nachweis sich in einem unserer
Schmelzprodukte durchführen lässt, nämlich bei den oben beschriebenen
Melilithkrystallen mit zonalen Magnetit-Einschlüssen . (s. Fig. 10). —
Hätte die Übersättigung hier keine Rolle gespielt, so müssten nach einer
so weit reichlichen Aussonderung von Melilith allein, dass die eutek-
tische Grenze gegen Magnetit erreicht war, alle beide Mineralien gleich-
zeitig krystallisieren; in der Tat finden wir aber eine Reihe nach ein-
ander folgender zonaler Schichten: nach Melilith allein zuerst Magnetit
in reichlicher Menge, dann Melilith allein, darauf reichlich Magnetit, und
eine nochmalige Wiederholung dieser Wechsel. Dies dürfte darauf be-
ruhen, dass die Lösung sich in der nächsten Nähe des eutektischen
Gemisches zwischen den zwei Mineralien befunden hat, und dass eine
kleine Übersättigung sich wiederholt geltend gemacht hat: durch die
Aussonderung von Melilith ist die eutektische Grenze gegen Magnetit
zuerst ein ganz wenig überschritten worden, mit dem Resultat, dass sich
die übersättigte Magnetit-Menge ausschied, und dass die Melilith-Krystalli-
sation einen Augenblick, der Temperatur-Erhöhung wegen, aufhörte
(oder jedenfalls lokal aufhörte); "dann ist wahrscheinlich, durch die fort-
gesetzte Aussonderung von Magnetit, eine ganz kleine Übersättigung von
Melilith eingetreten, woraus folgt, dass einen Augenblick nur Melilith
zur Krystallisation kam, mit Aufhören der Magnetit-Bildung; dann noch-
mals eine kleine Übersättigung von Magnetit, — und ferner mehrere

1903. No.8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 137

nach einander folgende ganz kleine Ubersittigungs-Perioden, bald von
dem einen und bald von dem anderen Mineral. 1

— Ein Vergleich zwischen den Sz/katschmelzlösungen einerseits und
den schnell abgekühlten Metallschmelzlösungen (Legierungen) andrerseits
mag in mehreren Richtungen ganz interessant sein,

Wie früher namentlich von J. J. H. Teall? betont worden, zeigt die
Grundmasse der Legierungen, zufolge der metallographischen Photo-
graphien der geätzten Metallschliffe, im allgemeinen eine, wie ich es nennen
möchte, »Zutekt-Struktur«, und zwar begegnet man hier am ôftesten
einer Struktur-Form, die man mit der mikropegmatitischen (oder grano-
phyrischen) Struktur der Petrographie identificieren kann — diese möchte
ich als die »#ypische Eutekt-Struktur« bezeichnen, — ferner auch mikro-
aplitischen, mikrofelsitischen und mikrosphärolitischen Struktur-Formen.

Dieselben eutektischen Struktur-Formen finden wir somit sowohl in
den schnell abgekühlten Legierungen einerseits als in vielen /angsam
abgekühlten Eruptivgesteinen — sowohl in Gang-, Decken- als Tiefen-
gesteinen — andrerseits; hieraus folgt, dass die »Eutekt-Struktur«, wenn
die nötigen Bedingungen vorhanden sind, unabhängig von der Dauer
der Abkühlung ist.

— Bei den Legierungen lässt sich die Menge des zuerst allein aus-
krystallisierenden Minerals aus der Zusammensetzung der ursprünglichen
Lösung im Verhältnis zu der Lage des eutektischen Punktes ziemlich
genau berechnen. Hierüber verweise ich auf einen Vortrag? »Die Metal-
lographie im Dienste der Hüttenkunde« von Professor E. Heyn. Dieser
benutzte dieselbe Berechnungsmethode für die Legierungen, wie die-
jenige, die ich oben (s. S. 135) für die schnell erstarrten Silikatschmelzen
versucht hatte; der Unterschied ist aber, dass sie bei den Legierungen
zu einer genauen (oder jedenfalls ziemlich genauen) Bestimmung des
eutektischen Gemenges führt; bei den schnell erstarrten Silikatschmelzen
dagegen im allgemeinen nicht, — indem die Übersättigung bei den
letzteren eine beträchtliche Rolle spielt. Hieraus ist es berechtigt, den

1 Diese sich mehrmals wiederholende Übersättigung von zwei Mineralien (a und 4) muss
gelegentlich auch bei der Erstarrung der Eruptivmagmen eintreten können. So dürfen
die nach einander folgenden konzentrischen Kalotten — mit Ausscheidungsfolge a, 4,
a, b, a, b, gelegentlich noch öfter wiederholt, — in kugeligen Aussonderungen (z. B. des
corsikanischen Kugeldiorits) in ähnlicher Weise wie die oben besprochene Ausschei-
dungsfolge Melilith, Magnetit, Melilith, Magnetit u, s, w. erklärt werden,

Siehe namentlich seine Presidential Address, »On the Evolution of Petrological Ideas«,
Quart, Journ. of Geol., 1901, :
3 Auf dem V, internationalen Kongress für angewandte Chemie, Berlin Juni 1903,

138 RESTE AVOGT: M.-N. KI.

Schluss zu ziehen, dass die Übersättigung bei der Krystallisation der
Legierungen im allgemeinen ziemlich gering ist.

— In dieser Verbindung werde ich betonen, dass die Krystallisation
eines, aus zwei oder noch mehreren Komponenten bestehenden, eutek-
tischen Gemisches sich nicht notwendiger Weise durch eine »Eutekt-
Struktur«e — wie die pegmatitischen oder mikropegmatitischen, mikro-
aplitischen, mikrofelsitischen und mikrosphärolithischen Struktur-Formen —
Ausschlag geben muss. Die Krystallisation eines eutektischen Gemisches
muss nämlich auch in der Weise vor sich gehen können, dass die zuerst,
vor dem Erreichen des eutektischen Gemisches, ausgeschiedenen Kry-
stalle von @ noch weiter wachsen, und dass @ nicht mit æ verwachsene
Individuen bildet. Wenn das bei dem Abkühlen eines Eruptivmagmas
zum Schluss resultierende eutektische Gemisch nicht aus 2, sondern aus
3 oder noch mehreren Komponenten, a, 6, ¢ (wie auch Å u. s. w.)
besteht, kann dieser Krystallisationsvorgang, nämlich das Weiterwachsen
der schon vorliegenden Krystalle von æ und 5 (bei einer aus vielen
Komponenten zusammengesetzten eutektischen Mischung daneben auch
von € u.s. w.) wohl in der Regel eintreten,

Ich betrachte es als eine logische Konsequenz der Lösungstheorie,
dass bei dem Abkühlen der Eruptivgesteine — wenn dieselben nicht
so schnell abgekühlt werden, dass die Mutterlauge schon zu Glas erstarrt,
ehe die eutektische Grenze erreicht wird — nach einer mehr oder minder
fortgeschrittenen Krystallisation immer ein Stadium eintreten muss, wo
eine aus 2 oder noch mehreren Komponenten bestehende eutektische
Mischung vorliegt. Weshalb die Erstarrung der letzteren in einigen
Fällen zu einer »Eutekt-Struktur« führt, in anderen Fällen dagegen nicht,
ist aber noch eine offene Frage.

Über die Beziehung zwischen den Schmelzpunkten der Mineralien und der
Krystallisationsfolge.

Bekanntlich ist im Laufe der späteren Jahrzehnte von vielen Petro-
graphen behauptet worden, dass eine Beziehung zwischen den Schmelz-
punkten der Mineralien und der Krystallisationsfolge bei der Erstarrung
der Eruptivgesteine stattfinden muss. Diesen Schluss hat man nament-
lich darauf basiert, dass die am schwersten schmelzbaren Mineralien,
wie beispielsweise Spinell, Olivin, Enstatit u. s. w. in grossen Zügen —
obwohl nicht immer — zu den zwerst krystallisierenden und die am
leichtesten schmelzbaren, wie beispielsweise Nephelin, Melilith, zum Teil
auch Plagioklas, in grossen Zügen zu den szxletzt krystallisierenden

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 139

Mineralien gehören. Einige Forscher sind in das Extrem verfallen, dass
sie eine Regel für »Krystallisationsfolge nach abnehmender Schmelzbar-
keit« aufgestellt haben;! andrerseits haben andere Forscher jede Bezie-
hung zwischen den Schmelzpunkten der Mineralien und der Krystalli-
sationsfolge verneint.?

Ich finde es überflüssig, die überaus zahlreichen einschlägigen Ab-
handlungen im Laufe der späteren Jahrzehnte zu citieren — nur erwähne
ich die vorzügliche, kurze und klare Darstellung von R. Bunsen? im
Anfange der 6o-er Jahre — oder auf die Geschichte dieser Frage
‚näher einzugehen; dagegen werde ich den Inhalt einer kürzlich stattge-
fundenen Diskussion über das vorliegende Thema in der deutschen Fach-
literatur* ganz kurz referieren.

In einer vor ein Paar Jahren erschienenen Abhandlung — freilich
nicht über die Krystallisationsfolge von verschiedenen Mineralien, sondern
von den (nachstehend besprochenen) verschiedenen Gliedern der Misch-

1 F. Fouqué et A. Michel-Lévy (Synthèse des minéraux et des roches, Paris, 1882,
S. 51) äussern sich hierüber folgendermassen: .... »Le principe qui nous paraît avoir
présidé à la formation des roches ignées, consiste dans ce fait que les minéraux se
sont consolidés suivant l’ordre de leurs fusibilités respectives.«

F. Zirkel (Lehrb, d. Petrographie, 1893 I, S, 728) schreibt hierüber: »Die Erstar-
rungsfolge steht in gar keiner Verbindung mit dem Grad der Schmelzbarkeit des zur
Erstarrung gelangenden Minerals: ein Mineral kann aus dem geschmolzenen Silikat-
magma bei den allerverschiedensten Temperaturen — niemals natürlich oberhalb seines
eigenen Schmelzpunkts — auskrystallisieren. Die Temperatur, bei welcher ein Körper
für sich erstarrt, ist eben niemals diejenige, bei welcher er aus seinen Lösungen in

Fro

anderen Körpern fest wirde,

Und H, Rosenbusch (Elemente der Gesteinslehre, 1901, S. 41): »Dass die Reihen-

folge der Aussonderungen keine Funktion der Schmelzpunkte sei, hat schon Bunsen
dargethan und ergibt sich aus ...... der nach R. Cusack zusammengestellten
Tabelle wichtiger gesteinsbildender Mineralien nach abnehmenden Schmelzpunkten«,
Zeitschr. d. deutschen geol. Ges. 1861, XIII,
Auch verweise ich auf eine Reihe anderer Arbeiten aus den allerletzten Jahren, wo
dieselbe Frage behandelt ist, von: J. Joly, On the Order of the Formation of the
Silicates in Igneous Rocks (Rep. British Ass, 1900, S, 730), Theory of the Order of
Formation of Silicates in Igneous Rocks (Sc. Proc. Royal Dublin Soc, IX, 1900—o1,
S. 298, siehe auch ebenda, S. 378); Mémoire sur l’ordre de formation des silicates dans
les roches ignées (Comptes rend, du congrès géol, intern, VII, Paris, rgor, II). — W. J.
Sollas, The Order of Consilidation of the Mineral Compounds of Ieneous Rocks
(Geol. Mag. 1900, S. 295). — J. A. Cunningham, A Contribution to the Theory
of the Order of Crystallisation of Minerals in Igneous Rocks (Sc. Proc, Royal Dublin Soc.
IX, 1901, S. 383). — €, E, Stromeyer, über die Bildung der Mineralien im Granit
(Mem. and Proc. Manchester Lit. and Phil. Soc. 44, 1900, S. 1). -— J. J. H. Teall,
The Evolution of Petrological Ideas (President, Address, Quart. Journ, Geol. Soc. 1901),
— F. Loewinson-Lessing, Zur Frage über die Krystallisationsfolge im Magma
(Centralbl. f, Min. Geol. Pal. 1900, S, 288). — Daneben mehrere Arbeiten von
C, Doelter, Ueber gegenseitige Löslichkeit geschmolzener Mineralien, und Ueber einige
petrogenetische Fragen (Centralbl. f. Min, Geol, Pal. 1902. S. 199, 545), und von
mehreren anderen,

= ©

140 jewels VOGT: M.-N. KI.

krystalle — stellte F. Becke,! auf Grundlage einer Reihe Beobachtungen
bezüglich der Zonalstruktur der Mineralien, den folgenden Satz auf:

In isomorphen Mischkrystallen der Erstarrungsgesteine sind, wofern
Zonenstruktur beobachtet wird, die schwerer schmelsbaren Komponenten
im Kern, die leichter schmelsbaren in der Hülle eingereichert.

Hiergegen ist namentlich von R. Brauns? polemisiert, indem er
zu der Anschauung gelangt, dass »die Löslichkeit einer Verbindung im
Magma von ihrem Schmelzpunkt nicht abhängt, und die Ausscheidung
einer Verbindung aus dem Magma von deren Schmelzpunkt nur inso-
fern beeinflusst wird, als die Ausscheidung nicht bei einer über dem
Schmelzpunkt liegenden Temperatur erfolgen kann; die Ausscheidung
mehrerer Verbindungen erfolgt nicht proportional ihrem Schmelzpunkt,
sondern ist abhängig von der Temperatur des Magmas, dem Druck
und dem Mengenverhältnis der gelösten Stoffe und kann sich mit diesen
verschieben«.

Der erste Teil dieses Satzes, nåmlich dass die Löslichkeit einer
Verbindung im Magma von ihrem Schmelzpunkt unabhängig sei, ist
jedoch nicht richtig; im Gegenteil, de Schmelzpunkte der Mineralien haben
einen sehr wichtigen Einfluss auf die Lage des eutektischen Punkts und
damit auch auf deren gegenseüige Löslichheit und die Krystallisations-
folge.

Durch meine Untersuchungen bin ich zuerst rein empirisch zu dem
Resultat gekommen, dass der eutektische Punkt zwischen zwei Mineralien
mit annähernd gleich hohen Schmelzpunkten ungefähr zz der Mitte der
beiden Mineralien liegt, und zwischen zwei Mineralien mit eit von
einander entfernten Schmelzpunkten am nächsten dem Mineral mit dem
niedrigsten Schmelzpunkte (s. die zwei Sätze, S. 105—106, und ein im
nächsten Hauptabschnitt folgendes Kapitel, über die Abhängigkeit der
Lage des eutektischen Punkts von den Schmelzpunkten).

Später finde ich, dass sich dasselbe Resultat auch generell aus van’t
Hoffs Formel für die molekulare Schmelzpunkt-Erniedrigung ableiten
lässt. Diese Formel? lautet bekanntlich:

to

Ths

LT == 10 0198. =

1 Ueber Zonenstruktur der Krystalle in Erstarrungsgesteinen. Tscherm, Min, petrogr.
Mitth, 17, 1898.

2 Ueber Beziehungen zwischen dem Schmelzpunkt von Mineralien, ihrer Zonenstructur
und Ausscheidungsfolge in Ergussgesteinen. Tscherm. Min. petr, Mitth, 17, 1898.

3 Die Formel gilt in dieser Form nur für verdünnte Lösungen; annähernd doch auch
für konzentrierte,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN.

141

In diese Formel gehen hinein:
die Schmelzpunkte der Mineralien, in absoluter Temperatur (von
— 273° gemessen), und zwar in zweiter Potenz;

das Molekulargewicht (und der Dissociationsgrad);
die latente Schmelzwärme. x

Weil die Temperatur in sweiter Potenz hineingeht, hat dieser Faktor
den prädominierenden Einfluss auf die Lage des eutektischen Punkts
und, wenn das Molekulargewicht (und der Dissociationsgrad) wie auch
die latente Schmelzwarme! der zwei Komponenten annähernd gleich
sind, wird die Lage des eutektischen Punkts und somit auch die Kry-
stallisationsfolge von den Schmelzpunkten entschieden.

Meine wichtigsten einschlägigen Beobachtungen stelle ich hier zu-
sammen,

Schmelzpunkte der Mineralien:

0 ca. 1400” | Anorthit ca. 1132” oder 1190" (Doelter)
Hex. Ca-Metasilikat ca. 1220° | Åkermanit .... ca. 1150°
Biopsidl....... CA nz 00 IE We lilith sie. cee ca. 1050°

Lage des eutektischen Punkts :

ca. 55 Gew.pzt. Diopsid : 45 Gew.pzt. hex, Ca-Metasilikat

ca. 65 — Melilith : ca. 35 — Anorthit
ca. 70 — Augit : 30 — Olivin
ca. 74 — Melilith : 6 — Olivin,

Also durchgångig eine weitere Verschiebung des eutektischen Punkts
in der Richtung nach dem am /echtesten schmelzbaren Mineral, je grösser
der Schmelzpunkt-Unterschied wird.

Der eutektische Punkt zwischen Orthoklas (mit einem ziemlich niedri-
gen /Va-Gehalt) und Quarz liegt ziemlich genau bei

74.25 Gew.pzt. Orthoklas : 25.75 Gew.przt. Quarz,

somit viel näher Orthoklas als Quarz.

Dies steht im besten Einklange mit der obigen Erörterung, indem
Orthoklas (sowohl zufolge Doelter als Cusack mit Schmelzpunkt
1150° à 1200°) viel leichter schmelzbar als Quarz (mit Schmelzpunkt
etwa 1700—1800°) ist.

Zur Analogie nehmen wir auch ein Paar Bestimmungen über die

eutektische Lage zwischen Metallen :

1 Die latente Schmelzwärme steigt ebenfalls in grossen Zügen mit dem Schmelzpunkt der
Mineralien; sie geht aber in die Formel nur in erster Potenz hinein,

142 MAN VOGT: M.-N. Kl.

87 Gew.pzt. Blei : 13 Gew.pzt. Antimon!
96 — Blei : 4 — Silber!
97.7 — Martensit: 2.3 — Graphit?

Die Schmelzpunkte sind: von Blei 326°, von Antimon 631°, von Silber 954°; Mare
tensit ist eine feste Lösung von Eisen mit im Maximum 2°/, C.; der Schmelzpunkt des
Eisens ist 16000; der Graphit heisst »unschmelzbar« 9: sein Schmelzpunkt liegt sehr hoch,
wahrscheinlich höher als 3500°,

Aus diesen Erfahrungen von den Legierungen darf es berechtigt
sein, den Schluss zu ziehen, dass der eutektische Punkt zwischen zwei
Mineralien, deren Schmelzpunkte ser bedeutend von einander abweichen
(wie beispielsweise Spinell oder Korund gegen Melilith, Nephelin, Anor-
thit) bei z. B. 99, 98 oder 97 Pzt. von dem leicht schmelzbaren gegen nur
1, 2 oder 3 Pzt. von dem sehr schwer schmelzbaren Mineral liegt. — Direkte
Beobachtungen, die Schmelzpunkt-Erniedrigungen solcher Kombinationen
betreffend, sind bisher nicht ausgeführt. Die Untersuchungen von mir
wie auch von Morozewicz und anderen Forschern über die Krystalli-
sationsfolge (s. S. 78—87) genügen jedoch um festzustellen, dass der
Spinell oder der Korund in Schmelzen, die nur ein oder einige Pzt.
Spinell oder Korund gegen mehr als 95 Pzt. von einem leicht schmelz-
baren Silikatmineral führen, zuerst krystallisiert; 9: der eutektische Punkt
liegt in der allernächsten Nähe des leicht schmelzbaren Minerals.

— Diese Erörterung hat eine dedeutende Tragweite für die Er-
klärung der Krystallisationsvorgänge in den Eruptivgesteinen:

wenn ein sekr schwer schmelzbares Mineral selbst in relativ unter-
geordneter Menge in einem Magma vorhanden ist, muss dieses Mineral
zuerst krystallisieren;

bei einer spärlichen Beimengung eines »zässig schwer schmelzbaren
Minerals — nämlich in geringerer Menge als bis zum Erreichen des eutek-
tischen Punkts, — muss aber dieses Mineral zuerst auf einem späteren
Stadium zu krystallisieren anfangen (Beispiel: der Quarz in den Quarz-
gabbros, Quarzsyeniten und den nicht zu S7O,-reichen Graniten).

— Durch den in den Magmen stattfindenden hohen Druck werden
die Schmelzpunkte der Mineralien verschoben und zwar, zufolge der
von G. Tammann in seinem kürzlich erschienenen Werk »Kristallisieren
und Schmelzen«,* gelieferten theoretischen Erörterung, durchgängig
erhöht. — Aus der Analogie mit der durch Druck hervorgerufenen

1 Citiert nach Heyn (1. c.).

2 Siehe H. W. Bakhuis Roozeboom, Eisen und Stahl vom Standpunkte der Phasen-
lehre, Zeitschr. f, phys. Chemie, 34, 1900.

3 Leipzig, 1903.

1903. No.8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 143

Erhöhung! des Schmelzpunktes einer Reihe organischer Verbindungen
darf angenommen werden, dass die Schmelzpunkte der Mineralien mit
dem Druck doch nicht sehr wesentlich steigen. Die Erhöhung wird
etwas verschieden bei den verschiedenen Mineralien sein; a priori ist
jedoch zu erwarten, dass die bei gewöhnlichem Druck geltende Schmelz-
punkt-Reihe der Mineralien auch bei einem Druck z. B. von 1000 Atmo-
sphären = ca. 31/2 Kilom. Magmahöhe oder von 2000 Atmosphären =
ca, 7 Kilom. Magmahöhe jedenfalls in grossen Zügen bestehen bleibt;
nur bei Mineralien, wo der Schmelzpunkt-Unterschied bei gewöhnlichem
Druck verhältnismässig gering ist, dürfte die Schmelzpunkt-Reihe bei
hohem Druck verändert werden.

Dies findet eine Bestätigung dadurch, dass die bei gewöhnlichem
Druck ziemlich schwer schmelzbaren Mineralien, wie z. B. Spinell, Olivin
und Enstatit, auch in den Eruptivgesteinen zuerst krystallisieren, wenn
sie in einigermassen reichlicher Menge vorhanden sind, Und bei den
Olivin- und Melilith-Mischkrystallen begegnen wir, wie wir bald erörtern
werden, derjenigen Krystallisationsfolge zwischen den verschiedenen
Komponenten, welche man aus den Schmelzpunkten bei gewöhnlichem
Druck erwarten sollte; 9: diejenigen Komponenten, welche bei gewöhn-
lichem Druck schwerer schmelzbar sind, sind es auch bei Aöherem
Druck. Oben haben wir erwähnt, dass die — zum wesentlichen Teil auf
den Schmelzpunkten beruhende — Lage des eutektischen Gemisches
Feldspath : Quarz bei rund 3 Feldspath : ı Quarz fällt, also da, wo es
zufolge der Schmelzpunkte bei gewöhnlichem Druck erwartet werden
sollte; hieraus folgt, dass Quarz auch bei oem Druck viel schwerer
schmelzbar als Feldspath ist.

Über die Krystallisationsfolge zweier oder noch mehrerer isomorphen (und
morphotropen) Glieder derselben Mineralreihe.

Zonalstruktur der Mischkrystalle; »erste und zweite Generation« der
Mischkrystalle.

Bisher haben wir uns in diesem Abschnitte über die Krystallisations-
folge mit Mineralien beschäftigt, die mit einander keine Verbindung
eingehen, und für welche somit die S. 102—107 referierten chemisch-
physikalischen Gesetze gelten.” Jetzt gehen wir zu einer — freilich nur

1 Dieselbe beträgt zufolge Angaben in Tammanns Werk beim Druck 2000 Atmo-
sphären meist etwa 40—75°, häufig etwas darunter, selten etwas darüber,

2 Nur nebenbei haben wir einige Kombinationen zwischen Augit und hex, Ca-Metasilikat,
u,s. w,, besprochen, welche denselben Gesetzen gehorchen, obwohl mit einer Modifi-
fikation (Erstarrungstypus V),

144

TJEN VOGT. M.-N. Kl.

ganz vorlåufigen — Besprechung von Kombinationen von Komponenten

über, die mit einander Mischkrystalle bilden.
Die für die Krystallisation der Mischkrystalle geltenden Gesetze sind

erst in den allerletzten Jahren erforscht worden, namentlich von H. W.

Bakhuis Roozeboom in seiner grundlegenden Arbeit »Erstarrungs-

punkte der Mischkrystalle zweier Stoffe«!, wo auf theoretischem Wege die

Fig. 18,

N

Erstarrungstypen homogener Schmelzen zweier
Komponenten, deren Erstarrung nur Mischkry-
stalle liefern, abgeleitet werden. Seine Resultate
sind kurz:

Ist die Mischungsreihe im festen Zustande
kontinuierlich, so sind die drei Typen möglich:

I. Die Erstarrungspunkte oder Mischungen
liegen zwischen den Erstarrungspunkten der Kom-
ponenten.

II, Die Erstarrungskurve weist ein Maxi-
mum, bezw. III ein Minimum auf. — Die
Mischungen, deren Erstarrung im Maximum oder
Minimum stattfindet, erstarren homogen.

Ist die Mischungsreihe »zZerdrochen, so sind
zwei Typen möglich:

IV. Die Erstarrungskurve weist einen Knick
auf bei einer Umwandlungstemperatur (X), ge-
legen zwischen den Erstarrungspunkten der
Komponenten.

V. Die Erstarrungskurve besteht aus zwei
Teilen, welche von den Erstarrungspunkten der
Komponenten sich ausdehnen bis zu einem nie-
driger gelegenen eutektischen Punkt (E).

Wenn die beiden Komponenten zu verschie-
denen Krystallarten erstarren, sind nur die Typen
IV und V möglich,

Bei allen Typen gilt die Regel: die Schmelze
hat im Vergleich mit den Mischkrystallen einen
grösseren Gehalt an demjenigen Bestandteil,
durch dessen Zusatz die Erstarrungstemperatur

erniedrigt wird.

+

1 Zeitschr, f, phys, Chemie, 33, 1899.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 145

Die fünf Typen erleuchten wir durch die nebenstehende, Bakhuis
Roozebooms Arbeit entnommene, graphische Darstellung, Fig. 18,1
wo — in ähnlicher Weise wie an Fig. 6a, b — der Ordinat die Tem-
peratur und die Abscisse das prozentische Verhältnis der zwei Kompo-
nenten (æ und Ö) repräsentiert. Die dick aufgezogene Linie bezeichnet
die Erstarrungstemperatur der Schmelze, und die punktierte Linie die
Zusammensetzung (Verhältnis @ : 4) des in jedem Stadium resultierenden
Mischkrystalls.

Zu näherer Erläuterung der Erstarrung citiere ich nach Bakhuis
Roozeboom und Reinders, indem ich auf Fig. 19 (rechter Schenkel
des Typus III) verweise.

»1. Die Abkühlung geschieht sehr langsam; alle Verzögerung bleibt
ausgeschlossen. Die Erstarrung einer Schmelze von einer Konzentration
c fängt an bei p. Es scheiden sich die Krystalle

Fig, 19.

g aus. Die Zusammensetzung der Schmelze ist
jetzt geändert, und während der Abkühlung
durchläuft sie alle Punkte von 2 bis 7. Die
zuerst gebildeten Krystalle sind aber nicht im
Gleichgewicht mit der geänderten Schmelze. Auch

sie werden ihre Zusammensetzung ändern und

bei sinkender Temperatur die Punkte von g bis s

|
1
|
|
durchlaufen.? Bei der Temperatur von 7 und s
geht die letzte? Menge Schmelze im festen Zu- |

stand über, und ist alles erstarrt zu homogenen ——————— |
Mischkrystallen von der Zusammensetzung c.

2. Die Abkühlung findet schnell statt. In diesem Fallet besteht
die Möglichkeit, dass die zuerst gebildeten Krystalle nicht oder wenig
im stande sind, sich mit der neuen Schmelze ins Gleichgewicht zu setzen.

Die Flüssigkeit setzt alsdann bei jeder niederen Temperatur etwas andere

4 Die Details bei No, III, IV und V habe ich nach den unten erwähnten Beispielen (für
No. V XNO, : NaNO,) kopiert,

2 Nach der petrographischen Benennung: die Mischkrystalle von g werden auf dem
Intervall 7 bis s eine teilweise Resorption erleiden, (Bemerkung von Vogt).

3 Eine Schmelze von der Zusammensetzung 7 kann doch nicht vollständig zu Krystallen
von der Zusammensetzung s (mit einer Zunahme von 4 und Abnahme von a) erstarren,
Jedenfalls muss ein wenig Mutterlauge mit einer Zunahme von a zurückbleiben; 9: es
müssen sich zum Schluss — obwohl in geringer Menge — auch Mischkrystalle mit etwas
mehr a im Verhältnis zu 4 bilden, als s angibt (Bemerkung von Vogt).

4 Dieser Fall tritt, wie aus dem folgenden hervorgeht, auch häufig bei den Eruptiv-
gesteinen ein; es ist somit nicht ausschliesslich die Schnelligkeit der Abkühlung, welche
hier massgebend ist, sondern auch andere Momente — wie die Fähigkeit der Krystalle
g—s sich in jedem Stadium im Gleichgewicht mit der Lösung zu halten — machen
sich hier geltend (Bemerkung von Vogt).

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1908. No. 8. 10

146 f. HL. VOGT: M.-N. Kl.

Krystalle ab, deren Zusammensetzung links von g gelegen ist. Sinkt
die Temperatur bis zum Min., dann haben Flüssigkeit und Krystalle gleiche
Zusammensetzung, und die letzte Menge wird erstarren zu Krystallen
von der Zusammensetzung wie Min. Die erstarrte Menge besteht in
solchem Fall aus Mischkrystallen verschiedener Zusammensetzung, die
zwischen 7 und Min. liegen. — Geht die Kühlung so schnell vor sich,
dass die Schmelze fortwährend stark unterkühlt ist, dann kann ausser-
dem das Thermometer in der erstarrenden Schmelze stets einige Grad
unter Min. anzeigen, bevor die letzte Menge fest geworden ist.«

Die Erstarrung eines Mischkrystalls geschieht somit nicht an einem
Punkt, sondern an einem Intervall (g—s, bezw. —Min.); »umgekehrt
würde die Schmelzung eines homogenen Mischkrystalls im Intervall von
s bis 5, unter fortwährender Änderung ihrer Zusammensetzung und der-
jenigen der sich bildenden Flüssigkeit stattfinden«.!

Bakhuis Roozebooms theoretische Erörterung über die Erstar-
rungspunkte — wie auch über die Umwandlungspunkte — der Misch-
krystalle ist später durch eine Reihe Untersuchungen von seinen Schülern,
beim Schmelzen der gewöhnlichen Salze, verificiert; ich verweise auf die
Abhandlungen:

von C. van Eyk?, XNO, : TINO, (Erstarrungstypus V);

von W. Reinders?, ÆoBr, : Hg/, (Erstarrungstypus III);

von D. J. Hissink3, KNO, : NaNO, (Erstarrungstypus V) und
AgNO, : NaNO, (Erstarrungstypus IV).

Ferner hat Bakhuis Roozeboom nachgewiesen*, dass seine Er-
örterung auch auf das Eisen (Kombination Eisen plus Kohle) bei hoher
Temperatur übergeführt werden kann.

Weil wir festgestellt haben, dass eine ganze Reihe der Lösungs-
gesetze auch für die Silikatschmelzlösungen gelten, sind wir schon a priort
berechtigt davon auszugehen, dass dasselbe auch mit den Gesetzen für
die Erstarrung der Mischkrystalle der Fall ist. — In der Tat habe ich
dies für eine Silikatkombination bewiesen, indem ich, wie ich im nächsten

1 Die homogenen Mischkrystalle haben somit nicht einen Schmelzpunkt, sondern ein
Schmelzpunkt-Intervall, C, Doelter, der zahlreiche Untersuchungen über die »Schmelz-
punkte« der natürlich vorkommenden Mischkrystall-Mineralien (wie Labrador, Oligoklas
u. s. w.) ausgeführt hat, hat dies nicht berücksichtigt, indem er keinen Unterschied
zwischen den Schmelzpunkten der reinen Endglieder (wie Anorthit und Albit) und der
Mischkrystalle betont,

Zeitschr. f. phys, Chemie, 30, 1899.

Ebenda 32, 1900, Über ÆWO, : NaNO, siehe auch Carveth, Journ, of Phys.
Chem. 2.

Eisen und Stahl vom Standpunkte der Phasenlehre. Zeits, f. phys, Chemie, 34, 1900.

©

>

1903. No.8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN.

147

Hauptabschnitt erörtern werde, genügendes Beobachtungsmaterial besitze,
um zeigen zu können, dass die Kombination hex. Ca-Metasilikat : Augit
dem Erstarrungstypus V angehört.

— Die von Bakhuis Roozeboom entwickelten Gesetze beziehen
sich auf Schmelzen, welche ##7 aus den zwei Komponenten. zusammen-
gesetzt sind; selbst wenn dazu, wie in den Eruptivmagmen, ein oder
mehrere andere Bestandteile treten, die nicht in Verbindung mit den
Komponenten eingehen und die somit inaktiv sind, bleiben die Gesetze
bestehen.

Der zonale Schichtenbau der Mischkrystalle ist bekanntlich bei den
langsam erstarrten Mineralien der Eruptivgesteine — sowohl der Tiefen-
als auch der Gang- und Deckengesteine — eine sehr gewöhnliche Er-
scheinung; auch habe ich dieselbe Erscheinung bei mehreren der schnell
erstarrten Mischkrystalle unserer Schmelzprodukte wahrgenommen, so bei
Spinell (S. 109), Rhodonit (S. 117) und namentlich bei den Gliedern der
Melilithgruppe (S. 50, 122, 126).

Ferner treten bekanntlich in vielen Eruptivgesteinen die Mischkrystall-
Mineralien, z. B. die Plagioklase, in zwei sogenannten »Generationen«
(oder »Konsolidationen«) auf, mit verschiedener Zusammensetzung des
Mischkrystalls in der ersten und zweiten »Generation«.

Dieses Auftreten der Mischkrystalle in verschiedener Zusammensetzng
auf den nach einander folgenden Krystallisationsstufen der Eruptivgesteine
haben viele Petrographen — indem ich nach R. Brauns (l. c.) betref-
fend die Feldspäthe citiere — »durch die Annahme erklärt, dass während
der Erstarrung des Gesteins häufig und periodisch Ereignisse eingetreten
seien, welche die Löslichkeit der Feldspathsubstanzen beeinflusst haben;
als solche Ereignisse könnten in Betracht kommen Temperaturabnahme,
Druckänderung, Änderung der chemischen Zusammensetzung des Magmas,
namentlich auch Änderungen in seinem Gehalt an Gasen und Dämpfen«,

Eventuelle periodisch eintretende Ereignisse, wie Druckänderung und
Änderung in dem Gehalt an Gasen und Dämpfen, mögen ziemlich sicher
gelegentlich einen Einfluss ausgeübt haben; man braucht doch im allge-

meinen nicht zu solchen, ich möchte sagen mehr zufälligen Momenten

1 Als die ersten Bogen dieser Arbeit gedruckt wurden, hatte ich — leider — noch nicht
Bakhuis Roozebooms Abhandlung studiert; ich ging, gestützt auf die Kombination
hex, Ca-Metasil : Augit, ohne weiteres davon aus, dass die verschiedenen Metasilikate
unter einander eutektische Punkte liefern müssten; es dürfte jedoch möglich sein, dass
einige auch Knickpunkte (Typus IV) geben können, In Übereinstimmung hiermit
sollten S. 36, ste Zeile von unten, nach »den eutektischen Punkten« die Worte »bezw,
Knickpunkten« eingeschoben werden,

148 fv H. 1. VOGT: M.-N. Kl.

zu greifen, indem bei dem normalen Abkiihlen der Laboratorienschmelz-
fliisse wie auch der Eruptivmagmen im allgemeinen der in jedem Stadium
sich ausgeschiedene Mischkrystall eine andere Zusammensetzung als der
aufgelöste Mischkrystall zeigen muss.

Bei der Auskrystallisation eines Teils des Mischkrystalls wird das
Verhältnis zwischen den Komponenten (a : ö) in der Lösung etwas ver-
schoben; wenn a in den Mischkrystall, wird umgekehrt 4 in die Lösung
konzentriert. Wenn der zuerst ausgeschiedene Mischkrystall nicht teil-
weise (oder fraktioniert) resorbiert wird, indem bei sinkender Temperatur
etwas a durch à ersetzt wird, müssen sich bei der weiter fortschreitenden
Krystallisation Mischkrystalle von einer kontinuierlich veränderten Zusam-
mensetzung, nämlich mit immer wachsender 6-Menge, ausscheiden.

Hierin haben wir die generelle Erklärung dafür, dass sich in den
Eruptivgesteinen auf den verschiedenen Abkühlungsstufen Mischkrystalle
von verschiedener Zusammensetzung bilden. — Die Beobachtungen zeigen
ferner, dass — in zahlreichen, vielleicht sogar in den meisten Fällen —
die zuerst ausgeschiedenen Mischkrystalle sich nicht kontinuierlich im
Gleichgewicht mit der Lösung halten. Wenn die Mischkrystalle nicht
durch neue Schichtenzonen beschützt sind, muss kontinuierlich ein Be-
streben herrschen, um den Gleichgewichtszustand (zwischen a : 6 in dem
Mischkrystall und dem etwas verschobenen a : 6-Verhåltnis in der Lösung)
hervorzubringen. Der Austausch gelingt in vielen Fällen nicht voll-
ständig, wohl aber gelegentlich teilweise. — Hierin suchen wir eine
neue, bisher nicht berücksichtigte Ursache zu der häufig wahrzunehmen-
den, starken magmatischen Resorption der Mischkrystalle

Eine völlige Gleichheit, bei allen Mischungsverhältnissen der zwei
Komponenten, zwischen der Zusammensetzung der gegenseitigen Lösung
der zwei Komponenten einerseits und der aus dieser Lösung sich aus-
scheidenden Mischkrystalle andrerseits ist zufolge Bakhuis Roozeboom
nur dann möglich, wenn die zwei Komponenten denselben Schmelzpunkt

haben, und daneben auch die grösstmögliche physikalische Gleichheit

1 Bisweilen zeigen die zonalen Schichten, wie es zuerst von W. C. Brogger (Zeitschr.
f, Kryst, Min., 16, 1890) für Akmit-Aegirin und Homilit nachgewiesen wurde, eine
verschiedene chemische Zusammensetzung in den verschiedenen krystallographischen
Richtungen, Zur Erklärung dieser Erscheinung muss folgendes bedacht werden: bei
den zonalen Krystallen herrscht kein Gleichgewichtszustand zwischen a : à in dem
Mineral und a: à in der Lösung, Die verschiedenen krystallographischen Richtungen
werden bekanntlich durch verschiedene Widerstandsfähigkeit gegen chemische Angriffe
bezeichnet. Es lässt sich dann annehmen, dass der Austausch (fraktionierte Resorption)
zwischen a : å in dem Mineral und å; in der Lösung in den verschiedenen krystallo-
graphischen Richtungen mit verschiedener Intensität gelingen muss,

1903. No 8. MINERALRILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 149

zwischen denselben herrscht. Bei den Erstarrungstypen II und IIT findet
eine Identität der Lösung und der Mischkrystalle lokal am Maximum,
bezw. Minimum der Erstarrungskurve statt. — Jetzt wissen wir, zufolge
der pyrometrischen Untersuchungen (von Doelter, Cusack und anderen),
dass die verschiedenen Komponenten 7. B. der Plagioklase, Melilithe,
Augite, Amphibole u. s. w. durch verschiedene Schmelzpunkte gekenn-
zeichnet werden; eine Identitåt der Lösung der Komponenten und der
sich ausscheidenden Mischkrystalle tritt somit im allgemeinen bei diesen
Mineralien micåt ein.

Beispiel: der in den Eruptivgesteinen zum Schluss erstarrte Plagioklas
muss im allgemeinen eine andere Zusammensetzung zeigen, als der zuerst
ausgeschiedene Plagioklas; Ausnahmen hiervon sind nur möglich bei den
Endgliedern (reinem Anorthit, bezw. reinem Albit), ferner auch, falls
die Plagioklase zu einem der Typen II oder III gehören, lokal in einem
gewissen Zwischenstadium (am Maximum, bezw. Minimum der Kurve).

Der Unterschied zwischen der Kurve der Erstarrung und des resul-
tierenden Mischkrystalls mag in einigen Fällen — wie beispielsweise bei
der von Reinders erforschten Kombination ÆeBr, : Hgl, — ganz
gering, in anderen Fällen dagegen ganz bedeutend sein. Auch dies
kann auf die Mineralien übertragen werden,

Bei denjenigen Mischkrystall-Mineralien der Eruptivgesteine, die einen
zonalen Schichtenbau mit einem ganz kleinen chemischen Unterschied
zwischen den verschiedenen Zonen ergeben, muss der Unterschied zwischen
den zwei Kurven ganz gering sein; bei anderen Mineralien, mit einem
sehr ausgeprägten Schichtenbau, so beispielsweise bei den Plagioklasen,
Melilithen, Augiten u. s. w., muss dagegen der Unterschied zwischen den
zwei Kurven grösser sein.

Der Unterschied zwischen dem Verhältnis der zwei Komponenten
in der Lösung und in den resultierenden Mischkrystallen ist durchgängig
relativ gering in der allernächsten Nähe der beiden Endglieder (a mit
ganz wenig 4, oder 4 mit ganz wenig a).

In Übereinstimmung hiermit finden wir, dass sich in den zwei Äker-
manit-Schmelzen No. 69a und 73a, die sehr viel Äkermanit-Silikat gegen
wenig Gehlenit-Silikat führen, und die somit in der nächsten Nähe des
einen Endpunkts (a) liegen, Mischkrystalle gebildet haben, die annähernd
dasselbe Verhältnis zwischen Äkerm.-Sil. und Gel.-Sil, wie die ursprüng-
liche Lösung ergeben.

— Welcher von den zwei Komponenten in den resultierenden Misch-
krystallen angereichert wird, hängt von den Schmelzpunkten ab, jedoch

in etwas verschiedener Weise bei den verschiedenen Erstarrungstypen,

150 THAT VOGT: M.-N. KI.

Für Typus I und IV, wie auch für die Schenkel Max.—ö bei II,
a—Min bei III und & Æ bei V, gilt, dass die Mischkrystalle reicher
an Bestandteilen mit der höchsten Schmelstemperatur sind, als die
Schmelze, womit sie im Gleichgewicht stehen können. Für die Schenkel
a—Max. bei II, Min.—é bei III und Æ— bei V gilt dagegen umge-
kehrt, dass der am leichtesten schmelsbare Bestandteil in die Mischkry-
stalle konzentriert wird.

Nehmen wir an, dass die verschiedenen Mineralien der Eruptiv-
gesteine sich gleichmässig auf die fünf Erstarrungstypen verteilen, und
ferner, dass das Max. bei II, bezw. das Min. bei III, und der eutek-
tische Punkt (Æ) bei V durchschnittlich gerechnet gerade in der Mitte
zwischen a und 0 fallen, sollte in 70% der Krystallisationsvorgänge
der Fall eintreten, dass der zuerst ausgeschiedene Mischkrystall den
höchsten Schmelzpunkt besässe, oder dass die Krystallisationsfolge durch
abnehmende Schmelzbarkeit bedingt würde; in 30% dagegen das umge-
kehrte, also Krystallisationsfolge nach zunehmender Schmelzbarkeit. —
In der Tat scheinen ziemlich viele der am meisten verbreiteten Mineralien
zum Typus I zu gehören; die von Becke (l. c.) auf Grundlage von
Beobachtungen aufgestellte Regel, nämlich »dass die schwerer schmelz-
baren Komponenten im Kern! (der zonalen Krystalle), die leichter schmelz-
baren in der Hülle angereichert werden«, dürfte somit in mehr als 70%
der Fälle eintreten, und die Ausnahmen von der Regel dürften weniger
als 3000 ausmachen.

Haben wir eine kontinuierliche Mischkrystall-Serie — also eine Serie,
welche einem der drei Typen I, II oder III angehört, — und zeigt es
sich hier, dass unter allen Mischungsverhältnissen zwischen den zwei
Komponenten immer der am schwersten schmelzbare Bestandteil in den
zuerst ausgeschiedenen Mischkrystall konzentriert wird, so muss diese
Serie zum Typus I gehören. — Wird dagegen in einem Teile der Mischung
der am schwersten, im anderen Teile der am leichtesten schmelzbare
Bestandteil in den zuerst resultierenden Mischkrystall konzentriert, so
haben wir entweder Typus II oder III; welcher von diesen lässt sich
auch entscheiden.

— Wie oben (S. 142— 143) erwähnt, ist die durch Zoken Druck (bis zu
etwa 2000 Atmosphären = ca. 7 Milom. Magmahöhe) bewirkte Erhöhung
der Schmelzpunkte der Mineralien wahrscheinlich nicht sehr beträchtlich,
Ferner darf man voraussetzen, dass diese Schmelzpunkt-Erhöhung bei
den Komponenten eines und desselben Mischkrystalls — welche Kom-

I Wie auch in der ersten »Generätione,

1993. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 151

ponenten einander physikalisch ziemlich nahe stehen — jedenfalls an-
nähernd dieselbe oder prozentisch dieselbe sein wird. Beispiel: wenn
Mg,SiO, bei gewöhnlichem Druck viel schwerer schmelzbar als Fe, SzO,
ist, darf angenommen werden, dass dasselbe auch bei hohem Druck der
Fall ist. — Die Berechtigung dieser Annahme findet eine Bestätigung
durch die unten besprochene Krystallisationsfolge der Glieder der Olivin-
und der Melilith-Mischkrystalle.

Olivin (Kombination Mg,SiO, : Fe,Si0,). — Becke (l. c.) hat
nachgewiesen, dass in allen — freilich nicht vielen — untersuchten Fällen
das schwer schmelzbare Mg,S:O,-Silikat im Kern und andrerseits das
leicht schmelzbare Fe, SiO,-Silikat in der Hülle der zonal aufgebauten
Olivinkrystalle der Eruptivgesteine konzentriert wird. Die Untersuchungen
beziehen sich jedoch nur auf die an Mg,SiO,-Silikat einigermassen reichen
Mischungen; es ist somit nur berechtigt hieraus den Schluss zu ziehen,
dass hier entweder Typus
I oder Typus III (Schen- ne
kel a—Min.) vorliegt.

Ferner hat C. Doel- x
ter kürzlich! die Schmelz-
»punkte« einer Reihe Oli-

1200”

| 100°
Pitt
2 Å Mg, Sid, 100 % 80 % 60 40 % 20 % 0%

stimmungen reproduziere 0% 20 % 40 % 60 % 80% 100% FezSi04

vine untersucht; seine Be-

ich an der beistehenden

Figur 20.

Als Abscisse benutzen wir das prozentische Verhältnis zwischen 79,570, und Fe,S70,.
Auf dem Ordinat ist das Mittel seiner Bestimmungen 7, (Beginn des Schmelzens) und 7,
(Temperatur des völligen Flüssigwerdens) abgesetzt; wie oben (S. 146) erwähnt, haben die
Mischkrystalle keinen eigentlichen Schmelz»punkte, sondern ein Schmelz»punkt-Intervalle.
Das Mittel 7,—7, entspricht annähernd dem Mittel ø—s an Fig. 19. — Für die edlen
oder lichten Olivine, mit nur ganz wenig Fe,SiO,, sind Analysen in Doelters Abhandlung
nicht mitgeteilt; ich gehe hier von den Zusammensetzungen aus: edler Olivin von Ægypten,
Schmelzp. 14000, ca, 96°/, Mg,SiO, : 4 Fe,SiO,; heller Olivin von Somma, 13509, ca. 920/,
Mg,SiO,:8Fe,SiO, (der dunkle Olivin von Somma, 12700, besteht zufolge der Analyse
ziemlich genau aus 85°/, Mg,SiO, : 1599 Fe,5:0,). Olivin von »Almeklovdal« (auf Sönd-
möre) und »Söndmöre« (ziemlich sicher ebenfalls von Almeklovdal), mit bezw. 1290° und
13350, rechne ich zu 90 0/, Mg,Si0, : 10 0/, Fe,SiO,. — Die Fehler, die ich hier begehe,
sind so klein, dass sie auf der graphischen Darstellung wohl nicht einmal merkbar sind. —
Der Forsterit wird von Doelter zu höher als 14600 angegeben. — Aus den Bestim-
mungen ziehe ich eine Kurve, die etwa dem Mittel zwischen den zwei Kurven an Fig. 18, I
entspricht.

Aus Doelters Schmelzpunkt-Bestimmungen geht hervor, dass kein
Minimum zwischen Mg,SiO, und Fe,Si0, existiert; hieraus, im Verein

1 Tscherm, Min. petrogr. Mitth, 22, 1903,

152 FIR: VOGT. M-N. Kl.

mit Becke's Nachweis, ergibt sich, dass die Olivin-Kombination
Mg,SiO, : Fe,SiO, dem Erstarrungstypus I angehört.

Weil der chemische Unterschied zwischen dem Kern und der Hülle
bei den zonal aufgebauten Olivinen nicht sehr erheblich ist, dürfen wir
ferner den Schluss ziehen, dass der Unterschied zwischen a) der Erstar-
rungskurve (an Fig. 18, I dick aufgezogen) und b) der Kurve, welche
die Zusammensetzung des ausgeschiedenen Mischkrystalls (an Fig. 18, I
punktiert aufgezogen) repräsentiert, bei den Olivinen nicht sehr bedeutend
sein kann.

Augit, Zufolge Becke werden die an Fe- wie auch an Na-Silikat
reichen Augitglieder in der Hülle der zonal aufgebauten Augite konzen-
triert; und nach Doelter sind Hedenbergit (CaFeSi,0,) und Akmit-
Ägirin (NaøeSiO, )entschieden leichter schmelzbar alsDiopsid(CaMg Sz, 0,).
— (Zufolge Doelter: Diopsid = ca. 1240°; Hedenbergit = ca. 1090°;
Akmit = ca. 950°.)

Aus diesen Tatsachen diirfen wir annehmen, dass auch hier Typus I
vorliegt.

Melilithreihe. Aus meiner auf Åkermans Beobachtungsmaterial
sich basierenden Untersuchung folgt, wie wir im nåchsten Hauptabschnitt
nåher besprechen werden, dass die Erstarrungspunkte des Åkermanits
mit wachsender Mg-Menge — von (Ca,ag),S7,0,, mit 1.95% MgO
bis zu (Ca, Mg), Si3 019 mit 13.5 Yo MgO (gleich 2Ca : 1 Mg) — sinken;
ebenfalls bewirkt eine Ersetzung innerhalb der Melilithgruppe, von etwas
Ca durch Fe,Na,,K, oder von etwas AZ, durch /e,, einen niedrigeren
Erstarrungspunkt. Ferner wissen wir, teils zufolge der älteren und teils

zufolge meiner eigenen Untersuchungen, dass Melilith (mit ungefähr

gleich viel Äkermanit- wie Gehlenit-Silikat) wie auch Gehlenit — unter
Voraussetzung von denselben Ca: Mg,Fe,Na,,K,- und Al, : Fe,-Verhält-
nissen — leichter schmelzbar als Äkermanit sind.!

Bei den zonal aufgebauten Melilithmineralien finden wir in sämtlichen
bisher untersuchten Fällen — nämlich in den zwei oben besprochenen
Schmelzprodukten No. 70,? Fig. 14 und Fig. 16 wie auch in einer Reihe
anderer, von mir untersuchten Schlacken-Melilithen, ferner in den von
H. Rosenbusch? erforschten Melilithen des Euktoliths und in den von

1 Unter den Plagioklasen ist das saure Endglied (Albit) Zezchter schmelzbar als das basi-
sche (Anorthit); unter den Melilithen dagegen umgekehrt das saure Endglied (Äker-
manit) schwerer schmelzbar als das basische (Gehlenit).

? Diese Analyse ist eine alte Schüleranalyse, wo die 4/,0,-Menge wahrscheinlich etwas
zu gering gefunden ist. Die Analyse darf nicht zu einem Detailstudium über die Kry-
stallisationsvorgänge benutzt werden,

3 Sitzungsber, d. preuss, Akad. d, Wissensch. zu Berlin, 1899,

ws

1903. No.8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 15

E. Cohen! erforschten Melilithen aus Melilithaugitgestein von Transvaal,
— dass die äusseren Zonen immer basischer, also reicher an dem relativ
leicht schmelzbaren Gehlenit-Silikat werden. Dies ist auch früher von
F. Becke (l. c.) hervorgehoben worden. — Unsere Beobachtungen be-
ziehen sich auf ein ganz grosses Intervall, nämlich von Schmelzen
mit ganz überwiegend Äkerm.-Sil. neben wenig Gel.-Sil. bis zu Schmelzen,
bezw. Eruptivgesteinen mit ungefähr gleich viel beider Silikate. — Aus
den Beobachtungen folgt, dass die Melilithreihe entweder Typus I oder,
für das Intervall 1.0 Äkerm.-Sil. : 0.0 Gehl.-Sil. bis zu ca. 0.5 Äkerm.-
Sil. : 0.5 Gehl.-Sil., Typus III (s. Fig. 18, Schenkel III @ — Min.) an-
gehört; wahrscheinlich handelt es sich um Typus I; sicher lässt sich
dies jedoch nicht entscheiden, weil Beobachtungen für das Intervall
ca. 0.5 Äkerm. : 0.5 Gehl.-Sil. bis zu reinem Gehl.-Sil. bisher fehlen.
Die Feldspäthe. Doelters letzten Untersuchungen (1903) zufolge
beträgt der Schmelzpunkt der Endglieder (bei gewöhnlichem Druck):

Oitheklasw ss, FG 0%. cas 1190:
Aber Ho cn RIG wee
AVOUT A RICA 11180,

Ich nehme hier das Mittel seiner vielen einzelnen Bestimmungen, für 7, und 75, und
für seine Serien I, II und III.

Orthoklas und Anorthit zeigen ziemlich genau gleich hohe Schmelz-
punkte.

Der Unterschied zwischen den Schmelzpunkten von Albit und Anor-
thit ist ganz gering, nämlich nur 4o—45° (zufolge seiner ersten Unter-
suchungen selbst nur 20— 25°); Doelter hat jedoch über diese Schmelz-
punkte so viele Untersuchungen vorgenommen, dass man sicher davon
ausgehen darf, dass der Anorthit ein klein wenig schwerer schmelzbar als
der Albit ist.

Bei seinen ersten Untersuchungen (Min. petrogr. Mitth. B. 20, 1901) glaubte Doelter
für die Mischungen Albit : Anorthit Küsters Satz anwenden zu können, nämlich dass
»der Schmelzpunkt eines isomorphen Gemisches nach der Mischungsregel aus den Schmelz-
punkten der Komponenten berechenbar ist«; dieser Satz ist jedoch im allgemeinen nicht
haltbar, und in seiner letzten Abhandlung (1903) betont Doelter, dass die Schmelzpunkte
der Plagioklas-Zwischenglieder nicht eine additive, sondern eine konstitutive Eigenschaft sein
müssen. ¥

Seine letzteren Untersuchungen iiber die Plagioklase stelle ich zusammen, indem ich
fiir jede Serie (mit zahlreichen Beobachtungen) nur das Minimum von 7, und das Maxi-
mum von 7, entnehme. (Siehe Tabelle S. 154.)

Den einzigen Schluss, den man hieraus ziehen darf, ist, dass die Kurve fiir die Schmelz-
punkte — oder richtiger, fiir die Schmelzpunkt-Intervalle — bei den Plagioklasen keine
sehr erhebliche Schwankung ergeben kann; der Verlauf der Kurve lässt sich aber aus
dieser Grundlage nicht bestimmen.

1 Tscherm, Min, petrogr, Mitth, 14, 1895.

154 TE AVOGT: M.-N. KI.

I II Ill
ATH cP re | 1115—1160° | 1120— 1170° | 1120—1160°
Oligoklas . . . . . | 1140—1170°} 1135—1185°) 1130—1175°
Andesin . . . . . . | 1155—1185° | 1160—1165°
Labrador . . . . . | 1155—11909 | 1140—1210° | 1140—1200°
Anorthit. . . 2. . | 1165—1220" | 1160—1215°| 1150—1210°

Zufolge Bakhuis Roozeboom (l. c., S. 397) »wächst die Mög-
lichkeit einer Kurve mit Maximum oder Minimum mit der Annäherung
der Schmelzpunkte der beiden Komponenten«. — Für Olivin, mit Schmelz-
punkt-Unterschied zwischen Mg, SiO, und Fe,SiO, nicht weniger als
rund 350°, haben wir Typus I festgestellt; für die Plagioklase, mit einem
ganz geringen Schmelzpunkt-Unterschied, ist dagegen a priori entweder
Typus II oder III zu erwarten,

Die Plagioklase bilden bekanntlich, in Bezug auf die chemische
Zusammensetzung, die krystallographischen und optischen Konstanten
und das spezifische Gewicht, eine kontinuierliche Mischungsreihe, die
somit einem der drei Typen I, II oder III angehören muss. Hieraus
folgt, dass aus Schmelzen mit wechselnden Verhältnissen zwischen Ad
und Az Mischkrystalle mit beliebig wechselnden Verhältnissen zwischen
Ab und Am resultieren müssen. Falls hier Typus II oder III vorliegt,
ist das Vorherrschen einer — aber auch nur einer — bestimmten inter-
mediären Mischung zu erwarten, nämlich bezw. bei Max. und Min,
Aus den unten angeführten Gründen betrachte ich es als wahrscheinlich,
aber nicht als sicher entschieden, dass die Plagioklase (Az : 46 ohne Or)
dem Typus III (mit Minimum) angehören, und ferner, dass die Lage des
Minimumspunkts bei der sehr »empfindlichen« Kurve leicht etwas ver-
schoben wird (siehe hierüber unten). — Lösungen, welche annähernd
dasselbe 40 : An-Verhältnis wie der Minimumspunkt zeigen, werden bei
der abschliessenden Krystallisation Plagioklase von der Zusammensetzung
des Minimums ergeben.

F. Fouqué! kommt durch das Studium der aus einer bedeutenden
Anzahl Eruptivgesteine auskrystallisierten Plagioklase zu dem Resultat,
dass gewisse intermediäre Glieder mit konstantem oder annähernd kon-
stantem A6 : An-Verhältnis vorherrschen, während die zwischen diesen

Gliedern liegenden Kombinationen fehlen, oder jedenfalls selten sind.

1 Contribution à l’étude des feldspaths des roches volcaniques, Bull, d, 1. soc. fr. de min,
XVII, 1894.

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 155

Dies lässt sich mit Bakhuis Roozebooms theoretischer Erörterung
nicht in Einklang bringen.

Zwischen Ortkoklas (inklusive Mikroklin) einerseits und A/5it nebst
den anderen Plagioklasen andrerseits gibt es bekanntlich ene kon-
tinuierliche Mischungsreihe, weder in Bezug auf die chemische Zusam-
mensetzung noch auf die krystallographischen und optischen Konstanten;
folglich muss es sich hier entweder um Typus IV oder V handeln,
Dies folgt auch unmittelbar daraus, dass aus einer intermediären Mischung
von Ä-Feldspath mit /Va-Ca-Feldspath, Orthoklas und Plagioklas jeder
für sich krystallisieren; ich verweise auf das gemeinschaftliche Auftreten
von Orthoklas und Plagioklas in vielen Eruptivgesteinen (bezüglich Mikro-
perthit und Kryptoperthit siehe unten).

Aus Bakhuis Roozebooms theoretischer Erörterung ziehen wir
den Schluss, dass einerseits Orthoklas chemisch in sich eine begrenzte
— aber auch nur eine begrenzte — Menge NaAlSi,O, und CaAl,Si,0%,
und andrerseits sowohl Albit als Anorthit, und damit auch die zwischen-
liegenden Plagioklase, chemisch in sich eine begrenzte Menge KAISi,O,
aufnehmen können.

Dies wird auch durch die zahlreich vorliegenden Analysen der aus
Eruptivgesteinen isolierten Feldspäthe bestätigt.

Die perthitische Zusammenwachsung von Orthoklas und Plagioklas in
den (nicht gepressten) Eruptivgesteinen ist, — in Übereinstimmung mit
der allgemein geltenden Auffassung — aller Wahrscheinlichkeit nach,
eine primdre Erscheinung,! auf einer gleichzeitigen Krystallisation von
Orthoklas (mit einer begrenzten, chemisch in den Orthoklas hineingehen-
den NaAlSi,0,- und CaAl,Si,O,-Menge) und Plagioklas (ebenfalls mit
einer begrenzten KA/S7,0,-Menge) beruhend. Bei dem Mikroperthit und

1 Wenn man bedenkt, wie sehr gewöhnlich die, von Bakhuis Roozeboom und seinen
Schülern in den späteren Jahren erforschte, bei Temperatur unterhalb der Erstarrung
eintretende Umwandlung der Mischkrystalle ist, liesse sich annehmen, dass die Perthit-
Struktur auf einer sekundären Umwandlung der Feldspäthe beruhen möchte. Ich glaube
doch nicht, dass dies der Fall ist. Erstens sind solche Umwandlungen im allgemeinen
bei den Silikaten ziemlich selten; — ich verweise unter anderem darauf, dass ich bei
den Abkühlungskurven einer Reihe Silikate, darunter auch des Anorthits, wie ich im
nächsten Hauptabschnitt besprechen werde, keinen Umwandlungspunkt gefunden habe,
— Zweitens steht der Bau (Spaltbarkeit u. s. w.) der Feldspäthe bei niedriger Tempe-
ratur in der innigsten Beziehung zu der bei hoher Temperatur entstandenen krystallo-
graphischen Begrenzung. — Hiermit sei aber nicht verneint, dass etwas von dem
KAISi,0,— CaAl,Si,O,, das bei hoher Temperatur chemisch von dem Orthoklas auf-
genommen wurde, sich unter geänderten physikalischen Bedingungen, z, B. durch hohen
Druck, für sich ausgesondert werden könnte,

Gleichzeitig mit seiner Theorie über die »Erstarrungspunkte der Mischkrystalle« hat
Bakhuis Roozeboom auch eine Theorie über die »Umwandlungspunkte bei Misch-
krystallen« geliefert; auch diese letztere dürfte in der Petrographie Anwendung finden,

156 Jj. H. L. VOGT. M.:N. KI.

Kryptoperthit sind diese mechanischen Zusammenwachsungen, in Uber-
einstimmung mit Brøggers Deutung,! als mikroskopisch, bezw. sub-
mikroskopisch fein aufzufassen.

— Wir werden versuchen, ob es möglich ist zur Zeit die Erstar-
rungstypen der Feldspåthe — und damit auch die fur die Krystalli-
sationsfolge der verschiedenen Feldspath-Glieder unter einander geltenden
Gesetze — nåher anzugeben.

In vielen Graniten begegnet man bekanntlich einem zonalen Aufbau
zwischen Orthoklas und Plagioklas, und zwar ist bald der Orthoklas
junger als der Plagioklas, bald umgekehrt, wie beispielsweise in dem
Rapakiwi, der Orthoklas ålter als der Plagioklas. Worauf dieser schein-
bare Widerspruch beruht, weiss man noch nicht. Es wäre a priori zu
erwarten, dass in denjenigen Magmen, welche einen Uberschuss von auf-
gelöstem Plagioklas, im Verhältnis zu dem Knickpunkt (Æ) an IV oder
dem eutektischen Punkt (Æ) an V, fuhren, zuerst Plagioklas und spåter
Orthoklas krystallisieren miisste; die umgekehrte Krystallisationsfolge
sollten wir dagegen haben, wenn die Magmen relativ mehr von auf-
gelöstem Orthoklas als von Plagioklas enthielten. — Das letztere findet
eine Beståtigung durch die Untersuchung des finnischen und schwedi-
schen Rapakiwis (mit Orthoklas ålter als Plagioklas), indem dieser immer
einigermassen viel A, 0 neben Va, O ergibt. — Gleichgiltig zu welchem
der zwei Typen IV oder V die Kombination Orthoklas : Plagioklas
(Albit-Oligoklas) gehört, — ibrigens auch bei den Typen I und III,
nicht aber bei II — sollte sich in dem zuerst ausgeschiedenen Orthoklas
das K-Silikat, das schwerer schmelzbar als das Va- oder Na,ca-Silikat
ist,? anreichern. Dies tritt in der Tat auch bei dem Rapakiwi ein; so
fand P. J. Holmquist® jn dem Rödö-Rapakiwi:

Zusammensetzung . A Sal Æ30 Na,O CaO

des Granits (der ganzen Lösung) . . 3.74 3.68 0.74

des"Orthoklases.., | 208 PO eek ees 3.30 0.52
also eine starke Konzentration des A-Silikats in den Orthoklas. +

Falls die hier besprochene Kombination unter Typus IV hineingeht,
miisste das A-Silikat auch in dem Plagioklas angereichert werden; bei
Typus V müsste andrerseits das Na,ca-Silikat in den Plagioklas sich

1 Zeitschr. f. Kryst, Min,, 16, 1890, und frühere Arbeiten.

Ich setzte hier voraus, dass der Orthoklas auch bei hohem Druck schwerer schmelzbar

als Albit ist, Å

3 Om Rödöområdets Rapakivi, Schwed, geol. Unters. C, No. 181, 1899.

* Falls der Orthoklas etwas perthitisch eingewachsenen Plagioklas enthält, wäre die An-
reicherung von Æ-Feldspath noch grösser, als die obigen Zahlen angeben,

i)

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 157

konzentrieren. Aus den spärlich vorhandenen Analysen scheint hervor-
zugehen, dass das letztere der Fall ist; es låsst sich somit annehmen,
dass hier Typus V vorliegt; sicher lässt sich dies doch nicht behaupten.

Zufolge Doelter wird der Schmelzpunkt des Orthoklases (und des
Mikroklins und Sanidins) durch einen Va-Gehalt gesenkt; dies stimmt
mit Typus V (übrigens auch mit Typus IV).

— Die zonal aufgebauten Plagioklase der Eruptivgesteine zeigen
bekanntlich, in überaus den meisten Fällen, einen Anorthit-reichen Kern,
umgeben von immer Albit-reicheren äusseren Schalen; und wo man zwei
»Generationen« feststellen kann, ist in der Regel die jüngere Generation
Albit-reicher als die ältere. — Gelegentlich begegnet man doch gerade
dem Gegensatz, nämlich zonalem Plagioklas mit einem relativ sauren
Kern und basischen Hüllen; auch findet man in den Eruptivgesteinen
dann und wann Plagioklase mit Zonen von abwechselnder Acidität,
also mit einer Rekurrenz von abwechselnd an Ad und an Az reichen
Zonen.!

Diese Beobachtungen lassen vermuten, dass die Plagioklase unter
einen der zwei Erstarrungstypus II oder III (mit Max., bezw. Min.)
fallen,

In den basischen und einigermassen intermediären Az : Ad-Mischun-
gen wird durchgängig — oder jedenfalls beinahe durchgängig — Ar in
dem zuerst ausgeschiedenen Plagioklas angereichert, und häufig scheidet
sich zuerst, wie es namentlich von Fouque (l. c.) betont ist, ein bei-
nahe reiner Anorthit (4 mit nur ganz wenig 46) aus.” Das heisst,
dieser Teil der Plagioklase stimmt — indem wir voraussetzen, dass

Anorthit auch bei hohem Druck schwerer schmelzbar als Albit ist — mit

1 Hierüber verweise ich unter anderem auf die kürzlich erschienenen Abhandlungen von
E. v. Fedorow (Zeitschr. f. Kryst, Min., 33, 1900) und von L, Duparc und F. Pearce
(Arch. d. Sc. phys. et nat,, 8, Genf),

2 Dies dürfte darauf beruhen, dass der Unterschied zwischen der Kurve der Erstarrung
und der Kurve des resultierenden Mischkrystalls in dem an Am nächst liegenden Teil
ganz beträchtlich wäre. Aus einer Lösung von beispielsweise An + +45 dürften sich
dann zuerst (bei genügend langsamer Erstarrung) Mischkrystalle von z, B. An + yl Ad
ausscheiden, — In Übereinstimmung hiermit zeigen die Beobachtungen, dass der Unter-
schied zwischen dem zuerst und dem zum Schluss aus einer basischen und intermedi-
ären An : Ab-Mischung in den Eruptivgesteinen sich ausscheidenden Plagioklase häufig
schr bedeutend ist; Fouqué gibt hierüber in seiner oben erwähnten Feldspath-Studie
(1894) viele Beispiele. — In derselben Arbeit hebt Fouqu& hervor, dass der Anorthit
sich häufig in den Eruptivgesteinen rein,oder beinahe rein (9: mit ganz wenig Ab) aus-
scheidet, während andrerseits Albit sich niemals in den von ihm erforschten Eruptiv-
gesteinen findet; und er betrachtet dies als einen Einwurf gegen die Tschermak’sche
Plagioklas-Theorie; dieser Einwurf lässt sich doch leicht dadurch erklären, dass der
Unterschied zwischen der Kurve der Erstarrung (Am: Ab in der Lösung) und der resul-
tierenden Mischkrystalle anders ist nahe an Am als nahe an Ad,

Hes a JB VOGT. M.-N. Kl.

dem Kurven-Verlauf an Typus I und III (Schenkel a-Min.) — mzcht aber
mit II (Schenkel a-Max.) — überein; falls Typus III hier vorliegt, dürfte
das Min. viel näher zu Ad als zu Am liegen.

Es wäre (?) möglich, dass die scheinbaren Widersprüche — bald
über den ganzen Verlauf zwischen Ar und Ad eine Konzentration von
An in den zuerst ausgeschiedenen Feldspath, bald, und wohl namentlich
oder ausschliesslich in den sauren und intermediären Mischungen, umge-
kehrt eine Konzentration von Ad in den zuerst ausgeschiedenen Feld-
spath — sich zum Teil dadurch erklären lässt, dass die in relativ
untergeordneter Menge vorhandene A-Feldspath-Substanz einen modi-
ficierenden Einfluss auf den Kurven-Verlauf ausübt: zwischen Az und 42,
beide ohne Or (X-Feldspath), beträgt der Schmelzpunkt-Unterschied (bei
gewöhnlichem Druck) zufolge Doelter nur etwa 40—45°; hier dürfte
Typus III eintreten, mit Min. in der Nähe von 44. Wo aber neben
Ad auch Or in der Lösung eintritt, wird der Schmelzpunkt, von Ad mit
etwas Or, wahrscheinlich etwas erniedrigt — indem Ad: Or zum Typus
V zu gehören scheint, — und da möchte die Kombination An : Ad mit
etwas Or unter den Typus I fallen.

Diese hypothetische Betrachtung, die ich mit aller Reservation auf-
stelle, erleuchte ich durch die nebenstehende graphische Darstellung,
ten, Zn

An dieser Zeichnung habe ich
die oben entwickelte hypothetische
Auffassung der drei Kombinationen
An : Ab, Or : Ab und Or: An, an-
gedeutet; zwischen Ar und Ad ein
Minimum, zwischen Or und dd —
wie auch zwischen Or und Ar (?) —
dagegen eutektische Punkte, Die
Lage des Minimums, bezw. der
eutektischen Punkte, ebenfalls die
Kurven der Erstarrung und der
resultierenden Mischkrystalle sind ziemlich willkürlich gewählt, indem nicht genügende Beob-
achtungen vorliegen.

Ferner wäre (?) es möglich, dass die Rekurrenz von sauren und basi-
schen Zonen, in der Nähe des Minimumspunkts, durch eine Übersätti-
gungserscheinung zu erklären wäre, etwa in ähnlicher Weise wie die
oben (S. 136) besprochene wiederholte Übersättigung bald von einem und
bald von einem anderen Mineral,

Dann muss aber auch berücksichtigt werden, dass relativ unter-
geordnete Modifikationen unter den Erstarrungsbedingungen — wie eine
Verschiebung des Drucks, der vorhandenen Menge von Wasser u. s, w.
— einen Einfluss auf die Erstarrungskurve von Ad : An ausüben können,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 159

indem diese Kurve, des geringen Schmelzpunkt-Unterschieds zwischen
Ad und Am wegen, sehr empfindlicher Natur sein dürfte. Selbst eine
ganz geringe, nach der einen oder der anderen Richtung gehende Verän-
derung des Schmelzpunkt-Unterschieds zwischen Ad und Ax, welche
durch die Erstarrung unter verschiedenem Druck (oder bei verschiedener
Tiefe unterhalb der Erdoberfläche) verursacht wird, dürfte die Erstarrungs-
kurve der Plagioklase ganz wesentlich beeinflussen.

— Durch diesen ersten und ganz fragmentarischen Versuch zur
Überführung von Bakhuis Roozebooms theoretischer Erörterung über
die Entstehung der Mischkrystalle auf das Gebiet der Petrographie ist
es mir freilich nicht gelungen, alle die offenen Fragen hier zu beantworten;
eine Reihe Erscheinungen sind jedoch befriedigend erklärt worden — und
wir erblicken den Weg, den man bei der zukünftigen Forschung ein-
schlagen muss.

Bekanntlich hat H. Rosenbusch! für die Reihenfolge der Aus-
scheidungen in einem krystallisierenden Eruptivmagma in grossen Zügen
die Sätze aufgestellt:

1. Die krystallinen Ausscheidungen in einem eruptiven Silikatmagma
folgen einander? nach abnehmender Basicität derart, dass in jedem Augen-
blick der Gesteinsbildung der noch vorhandene Krystallisationsrest saurer
ist, als die Summe der bereits auskrystallisierten Verbindungen. —
a) Zuerst krystallisieren gewisse Neben- und Übergemengteile, wie Apatit,
Eisenerz, Spinell u. s. w. — b) Dann die Mg- und Fe-, bezw. Mg-Ca-
und Fe-Ca-Silikate, wie Olivin, Biotit, Amphibole, Pyroxene u. s. w.,
und zwar unter diesen die Orthosilikate (Olivin) früher als die Meta-
silikate (Pyroxen). — c) Darauf die Ca-, Ca-K-Na- und X-Wa-Silikate,
wie Feldspäthe, Nephelin, Leucit u. s. w., und zwar auch innerhalb dieser
Gruppe nach abnehmender Basicität. — d) Den Schluss machen die
freie Kieselsåure (Quarz) und die amorphen Erstarrungsprodukte. — Der
Beginn jeder späteren Gruppe greift rückwärts über den Schluss jeder
früheren Gruppe hinein..... , so dass die angegebene Reihenfolge sich

1 Mikrosk. Phys. d. massigen Gesteine, siehe 2te Aufl, 1887, S. 10—r1, 3te Aufl. 1896,
S, 12. Elemente der Gesteinslehre, 1901, S. 40—41.

2 »Bei der Formulierung dieser Regel werden die in sehr geringen Mengen vorhandenen
Nebengemengteile Zirkon, Apatit und Titanit nicht in Betracht gezogen, «

160 SHSLENOGT. M.-N. Kl.

streng genommen mehr auf den Beginn der Ausscheidungen, als auf die
ganze Dauer derselben bezieht.

2. Die relativen Mengen der in einem eruptiven Silikatmagma vor-
handenen Verbindungen wirken bedingend auf die Reihenfolge ihrer
Ausscheidung insofern, als im allgemeinen die in geringeren Mengen
vorhandenen früher auskrystallisieren.

—- Betreffs des erstgenannten dieser Sätze, nämlich die Krystalli-
sationsfolge nach sogenannter abnehmender Basicität, haben bekanntlich
frühere Forscher eine Unmenge von Ausnahmen nachgewiesen — ich
brauche nur auf den Abschnitt S. 728—737 in F. Zirkels Lehrb. d.
Petrographie, 1893, I hinzuweisen; — und in den schnell abgekühlten
Silikatschmelzen begegnen wir gelegentlich:

Magnetit später als Olivin;

Magnetit später als Melilith;

Olivin später als Melilith;

Augit später als Meliiith;

Biotit später als Melilith;

Orthosilikat (Mn-Fe-Fayalit) später als Metasilikat (Rhodonit).

Rosenbusch's Regel hat somit keine generelle Gültigkeit. Ferner
hat die Basicität oder Aciditat an und für sich nichts mit der Krystalli-
sationsfolge zu tun. Die degrenzte Gültigkeit der Regel beruht darauf,
dass die basischen Mineralien in den meisten Fällen — doch bei weitem
nicht immer — schwerer schmelzbar als die sauren sind, wie auch die
Mg,Fe- und Mg,re-Ca-Mineralien meist sckwerer schmelzbar als die Ca-,
Ca-K-Na- und K-Na-Silikate sind; I und die am schwersten schmelzbaren
Mineralien krystallisieren zuerst, wenn sie in hinreichender Menge vor-
handen sind (s. S. 138— 143). In den meisten Fällen, jedoch nicht immer,
werden auch die am schwersten schmelzbaren Komponenten der Misch-
krystalle in dem zuerst sich ausscheidenden Mischkrystall konzentriert
(s. S. 149— 150).

Was Rosenbusch’s zweiten Satz betrifft, so sind es nicht die in

geringeren, sondern, im diametralen Gegensatz hierzu, die in relativ

überwiegender Menge, — nämlich überwiegend im Verhältnis zu den
eutektischen Punkten — vorhandenen Verbindungen, welche zuerst kry-
stallisieren.

Rosenbusch's erster Satz ist eine Regel mit zahllosen Ausnahmen,

und sein zweiter Satz streitet gegen die Fundamente der Lösungstheorie.

1 Ich verweise diesbezüglich auf die im Anfange des nächsten Hauptabschnitts gelieferte
Zusammenstellung der Schmelzpunkte einer Rihe Mineralien,

1903. No. 8. MINERALBILDUNG IN SILIKATSCHMELZLÖSUNGEN. 161

Wie ich im nächsten Hauptabschnitt nåher erörtern werde, steht

auch seine Kerntheorie im Widerspruch zu der auf chemisch-physikali-

scher Grundlage basierten Auffassung der Eruptivmagmen.

— Die Zeit ist jetzt gekommen zum Verlassen der empirischen

Regeln, welche bisher in grosser Ausdehnung die Petrographie beherrscht

haben, und zum Studium der Krystallisationsvorgänge in den Eruptiv-

gesteinen auf Grundlage der physikalischen Chemie. Diese Wissenschaft

wird unzweifelhaft im Laufe der nächstfolgenden Jahre oder Jahrzehnte

neuss Licht auf die Petrographie werfen.

Druckfehler und Berichtigungen.

Auf Seite 5, Anm, 5. kolloidal statt coloidal. (In den zwei ersten Druckbogen sind mehrorts
c statt k geschriben).

» — 21 Zeile
» — 27 —
» — 32 —
» — 36 —
» — 38 —
=> “Sir -—
» — Ge
» — LOT

» ROZ

1 von oben:

me HR D LR BR 0

»

unten:
oben;

unten:

Anm,

oben:

2:

Fig 7b statt Fig. 7.
RaSiO4 statt KS7O4.
Ca : Mg,Fe statt Ca-Mg, Fe.
siehe Anm, S, 147.
Alp statt Ag.
(Ca,r )y53019 statt (Ca,R)yS:3019
in statt n.

Peridotite statt Peridolite.
Abscisse statt Ascisse.

Zur Erleuchtung der Tafeln.

Tafel I: Graphische Darstellung der Mineralbildung in den Ca- Mg,Fe,Mn-Silikatschmelzen
mit einer relativ niedrigen 47,-Menge
Tafel II: Graphische Darstellung der Mineralbildung in den Ca-Al,-Silikatschmelzen, mit
einer relativ niedrigen Mg,Fe,Mn-Menge.
Siehe Erörterung S. 7—24, namentlich S. 10; betreffend Tafel II auch
S. 76—77.

Gedruckt 3. December 1903.

Vid.-Selsk.Skr. Math.-nat.K1.1903.No.8.

Bei schneller Abkühlung ganz überwiegend ‚Email,
nebst ein wenig Metasilikatmineral.

Tafel 1.

3,00 Sil

‘
2,90

3,00 Sil

2,20

2,50

N Bei schne ter

bermie

2,80

Fn! neb

astili

2,70

2,60

2,50 Sil
2,40
2,30

2,20

2,10

2,00Sil

loo

lso

1,70
1,60

1,50 Sil

Ino
1,30

1,20

lio

9. 1022

1,00 Sil

0,90

0,80
0,70

0,60

0,50 Sil

O30

O20

On O3

0,10

0,00 Sil
0,1 OoCa

09 lo Mg, Fe

Vid.-Selsk.Skr.Math.-nat.K1.1903.No.8.

2,70
2,60

2,50 Sil

2,00 il
loo
leo

1,70

0,60
O,50 Sil

Ono

0,50

O20

loCa,Mg
Oo Al 2.

Oo
On

lo Al 2.

Tafel 2.

La réciprocité dans la pathologie.

Conférence lue en séance générale au XIVème congrès international de
>

médecine å Madrid, le 24 Avril 1903
par
S. Laache.

Videnskabs-Selskabets Skrifter, I. Math.-Naturvid. Klasse. 1903, No, 9.

Christiania.
En commission chez Jacob Dybwad.
Imprimerie de A. W, Brøgger.

1903.

Fremlagt i Videnskabs-Selskabets Math.-Naturvid. Klassemøde den : de

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 9. 1

Lf
Considérations générales.

La réciprocité comme loi universelle. Reciprocite dans les processus

morbides. Alternance entre les maladies.

17.
Réciprocité des organes.

Les sécrétions internes. Le coeur et les vaisseaux. Les organes abdo-

minaux. Le système nerveux. La peau.

JW
Regards en arrière.

L'organisme humain comme grande unité. Cercle vicieux. Cercle de

défense. Conclusions thérapeutiques et prophylactiques.

je

Messrevrs, laissez moi d’abord exprimer au président du XIVème
Congrès international à Madrid ma gratitude pour l'honneur qu'il m'a
témoigné. Lorsque dans cette réunion de représentants de tant de spé-
cialités à la fois différentes et correspondantes, à une époque où la ques-
tion des territoires de frontière (Grenggebieten) est à l’ordre du jour,
jai dû choisir mon sujet, je n’ai rien trouvé de mieux que la grande
lot de la réciprocité, dont cependant il ne me sera possible aujourd’hui
que d’esquisser quelques traits principaux.

Vous le savez, rien ne se perd dans la nature, il n’y a que des chan-
gements de forme. Il en est de même dans l'Histoire, où les évènements
du présent doivent être vus sous la double lumière du passé et de
l’avenir, des faits qui ont précédé et des conséquences qui s'ensuivront.
S'il en est ainsi des peuples, il en est de même aussi des individus pris
isolément: l’action et la réaction, le coup et le contre-coup se manifestent
tour à tour, en petit comme en grand. On frappe et on est frappé,
»Kampf und Gegenkampf erhalten das allgemeine Leben« écrivait le savant
jésuite Athanase Kircher, (1598—1680)!; maintenant comme alors
on voit réellement attraction et répulsion de quelque côté qu’on se tourne,
les idées se choquent et se croisent, l’art? est inspiré par la science et
vice-versà, les sciences elles-mêmes se fécondent l’une l’autre et il n’est
généralement pas trop difficile de toucher du doigt le fil qui les relie
entre elles.

Ce qui va nous occuper maintenant, ce ne sera cependant ni cette
réciprocité vraiment universelle, ni la réciprocité scientifique en général,

mais une partie seulement de cette dernière: celle qui concerne notre

1 Cité d’après Boas, Geschichtl. Entwickl. d. ärztl. Standes. 1896, chez Wreden, éditeur,
p. 287.

2 Voir une conférence de M, le professeur Gran à la Société des sciences å Christiania
3 mai 1902 intitulée »Videnskabens Paavirkning paa Litteraturen«. Compte-rendu
dans le »Morgenbladet« du jour suivant.

6 S. LAACHE. M.-N. KI.

science à nous, la médecine, où la répercussion générale est au moins
aussi prononcée que dans n'importe quelle autre discipline, puisque c'est
un être vivant qui en forme le fond.

La considération du corps humain comme appareil purement physique,
conformément aux maximes en apparence si claires de la Renaissance,
ou à »l’homme machine« de la Mettrie, est certainement abandonnée
depuis longtemps. On ne peut cependant nier absolument qu'il ait une
ressemblance éloignée p. ex. avec un mécanisme d’horlogerie idéal 1; dans
tous les deux chaque rouage doit s’engrener de la façon la plus exacte
avec son voisin pour que le fonctionnement de l’ensemble soit parfait.
Mais la comparaison ne laisse pourtant pas de boîter, car un désordre
relativement léger suffit pour provoquer l'arrêt de la machine morte qui
n’a pas la faculté de se réparer spontanément, tandisqu'il en est tout au-
trement du mécanisme vivant, Certes, la résistance de ce dernier peut
fort bien se trouver compromise par une lésion donnée, mais le plus
souvent et même vis-à-vis de désordres assez profonds, il continuera à
fonctionner, ne füt-ce même que »sur ses moignons«. Pour expliquer ce fait
fondamental, il faut se rappeler que l’organisme humain non affaibli dis-
pose d'un fonds de réserve grâce auquel il peut s'établir une compen-
sation ou, au pis-aller, une accommodation aux circonstances. C'est la
un des chapitres les plus attrayants de la pathologie toute entière,
chapitre qui a fait l’objet des études approfondies de grands maîtres de
notre temps?: nous y reviendrons plus tard.

Il convient de rapprocher de ceci l'influence mutuelle exercée par diffe-
rents processus morbides les uns sur les autres, p. ex. celle d’une nécrose
sur une inflammation, celle-là préparant le terrain pour celle-ci, comme
dans les péritonites circonscrites, où la réaction inflammatoire oppose
une barrière à la gangrène qui sans cela serait fatalement progressive.
Il en est de même pour la réciprocité entre les agents pathogènes qui

1 Citons spécialement à propos du coeur E. v. Leyden, qui dans ses Äurze kri-
tische Bemerkungen über Herznerven dit: . . . „Mit der Vervollkommnung unserer kli-
nischen Untersuchungsmethoden haben wir den Eindruck als könnten wir »die Uhr
des Lebens« durch ihren Schlag belauschene. Deutsche med. Wochenschr. No, 31,
1898.
Citons Nothnagel: Die Anpassung des Organismus bei pathologischen Veränderungen.
S. Abdr. Wien. med. Blätter 1894.

Leube: Ueber Ausgleichungsvorgänge in Krankheiten, D. Arch. f. kl. Medic,
LXVI p. 80.

Welch: Adaptation in pathological processes. Transactions of the Congress of
american physicians and surgeons 1897.
3 Consulter aussi: De Renzi, l’action protectrice de l’&piploon. La sem, med. 1902,

p. 307.

1903. No. 9. LA RÉCIPROCITÉ DANS LA PATHOLOGIE. 7

peuvent également réagir les uns sur les autres, l’antagonisme prétendu
n'étant toutefois en général que relatif, comme entre le paludisme et la
tuberculose 1, entre cette dernière et le cancer? etc. Bien au contraire,
les agents pathogènes s'associent dans un bel accord, se greffent les
uns aux autres comme la diphtérie sur la scarlatine 3 ou comme dans les
infections simplement pyogènes. Des maladies aigues ont guéri quelquefois
des affections chroniques, les ont »emportées avec elles«, c'est ce qui a eu
lieu par la superposition d'un érysipèle à un exsudat sous-jacent*. Une
infection générale a exercé parfois une influence favorable dite mésyncriti-
que 5, comme une fièvre typhoïde survenue chez un syphilitique 6, ou comme
le prouve la disparition de certaines névroses, de psychoses même, par
des fièvres diverses. Digne de remarque est enfin l’action d’une infection
accidentelle sur du sang leucémique, dont les leucocytes peuvent par là
diminuer de nombre et se réduire méme au chiffre normal.

Trop souvent, par malheur, la maladie nouvelle ne représente guère
qu’une alternance avec l’ancienne, plutôt qu’une guérison définitive de
celle-ci. C’est pourquoi, une fois l'affection nouvelle cessée, l’état amé-
lioré retournera peu à peu dans la vieille orniere. D’un autre côté, on
ne peut pas dire non plus que l'effet temporaire soit toujours heureux.
La tuberculose p. ex., elle tout spécialement, peut recevoir une poussée
en avant plus ou moins marquée de l'adjonction d'une maladie infectieuse

p. ex. d'une diphtérie*. Nous sommes pourtant forcés de renoncer à

-

Voir: Hirsch, histor. geograph. Pathologie III, p. 172.

Rokitansky: Lehrb. d. pathol. Anatomie I. 1855 p. 303. — Consulter aussi,

H. Claude, Cancer et tuberculose, Les actualités médicales 1900.

3 Aaser: Publication inédite, Forhandl. i det medic. Selsk. Christiania 1896 22 April.
Voir aussi: Scha bad, Arch, f. Kinderh.kunde XXXIV, livr. 3—4, Litt.-Ausz. No, 49
dans la Berl. klin. Woch.schr. 1902.

Parmi de nombreuses observations sur des maladies infectieuses qui, plus ou moins
fréquemment, sont coincidentes ou se succèdent l'une à l’autre, nous citerons:
Herzog: Morbilli-scarlatina, Berl. kl. Wochenschr. 1882 p.105. Andr. Backer: Vari-
celler og Scarlatina, Tidsskrift for praktisk Medicin, Christiania 1882, S.67, Galtung:
ibid. 1887, p. 257. P. Haller: Scharlach und Rose gleichzeitig bei derselben Person,
D. medic. Wochsenchr. 1902, No. 34.

4 Citons dans la littérature la plus récente Sendziak: De l’action favorable de Véry-

sipèle sur l'évolution de l’otite moyenne suppurée aigue, La sem. med. pag. 232, 1902-

Voir Liebermeister, Vorlesungen über allgemeine Krankheiten 1887, p. 100 (les médi-

caments »métasyncritiquese sont d’après Littré des substances auxquelles on attribuait

la vertu de produire la régénération partielle du corps).

Consulter la »Realencyclopædiec d'Eulenburg, 2i¢me édition, XIX p. 338.

Azomar: 2 cas de manie guéris à la suite d’une infection grave. Annales médico-

psychologiques, cit. par L. W. Weber, die Beziehungen zwischen körperlichen Er-

krankungen und Geistesstörungen 1902.

8 Moi-méme j'ai observé il y a peu de temps un cas assez instructif dans cet ordre d'idées

Un jeune homme montrait des signes d’une affection peu avancée du sommet du pou-

mon droit, il attrappe une angine diphtéritique légère qui guérit rapidement à

2

u

a

mn

8 S, LAACHE. M.-N. KI.

une discussion plus détaillée sur ces matières, sur la symbiose ou l’anti-
biose bactériologique etc. ainsi que sur la réciprocité pathologique
existant de l’homme à l'animal, et de passer aux quelques relations
existant au point de vue du clinicien entre les différents organes ou
systèmes d'organes.

II.

Les voies et moyens de ces relations consistent, comme on le sait,
dans un simple voisinage entraînant des pressions mécaniques; ils s’exer-
cent spécialement par le sang, les vaisseaux lymphatiques et le système
glandulaire ou les nerfs. Des jets de lumière sont projetés sur ces
questions par l’étude des sécrétions internes: celle de la thyroïde, des
capsules surrénales, de l’hypophyse cérébrale etc. La découverte faite par
un de mes compatriotes, Ramm, de l'atrophie de la prostate a la
suite de castration, a un intérêt scientifique indéniable, surtout si on la
rapproche de la cachexie strumiprive.

En examinant à ces fins les systèmes divers, notre pensée se dirigera
naturellement sur le cœur comme un siége par excellence de la réci-
procité. C'est lui qui, en sa qualité de centre du système vasculaire,
constitue en même temps un des centres les plus importants du corps
entier, les actions centrifuges partant du cœur et les influences centri-
pètes dirigées vers lui se succédant les unes aux autres d’une façon inces-
sante, Rien ne montre en effet plus évidemment le lien entre la péri-
phérie et le centre que les ulcérations de l’endocarde provoquées parfois
par une plaie peut-être insignifiante à la peau, les matériaux infectieux
fabriqués en quantité énorme dans le torrent même de la circulation
étant de nouveau lancés en masse infectante dans le corps tout entier.

En connexion avec le long cortège des phénomènes asystoliques,
nous rappellerons les rapports intimes du coeur avec les vaisseaux (»le
cœur périphériques d’après Huchard), avec les poumons, les plèvres, ces
dernières pouvant entraîner les suites les plus graves pour le muscle car-

diaque, soit en raison de sa compression par des exsudations très abondantes

l'hôpital épidémique d’Ullevold, sans injection de sérum. Apres sa sortie, 3 semaines
seulement après mon premier examen stéthoscopique, je pus constater un progrès marqué
de la tuberculose, c’est-à-dire les signes bien connus d’un ramollissement avec établisse-
ment de cavernes. Des observations dans le même sens ont été faites plusieurs fois par le
dr. Aaser, médecin en chef de cet hôpital, Voir aussi Léon Révilliod: Les rap-
ports entre la tuberculose et la diphtérie. Revue de la tuberculose II, 1894, p. 250.

1 F. Ramm: Kastration ved Prostatabypertrofi, Forhandl. i det medicinske Selskab,
Christiania 1893, p. 99.

1903. No. 9. LA RÉCIPROCITÉ DANS LA PATHOLOGIE. 9

soit par des effets réflexes 1. Dans l’abdomen, c’est le foie qui constitue
le gros réservoir pour la colonne sanguine rétrograde; dans une gastralgie
stomachale, des phénomènes dyspeptiques peuvent se mêler si intimement
à des symptômes cardiaques de nature nerveuse que le diagnostic reste
en suspens jusqu’à ce qu’un régime antidyspeptique ait aboli les palpi-
tations?. Pour l'explication de l’anomalie dans la répartition du sang
d'origine abdominale, pouvant aller jusqu’à l’hémorrhagie mortelle dite
»intravasculairec *, le Alopfversuch de Goltz est classique. A remarquer
sont aussi les symptômes abdominaux alarmants de nature probablement
réflexe qui se manifestent parfois dans la paralysie diphtéritique du
cœur, symptômes qui au premier coup d'æil peuvent être confondus
avec un Iléus. En un mot, l'influence du coeur se ressent un peu partout et
son instrument de travail, le sang, cet »organe fluide«, est un moyen de
transport entre les différentes parties de l'organisme en même temps que
les alexines (Buchner) ou, d’après la théorie phagocytaire de Metsch-
nikoff, les leucocytes forment notre protection essentielle (»Schutzvorrich-
tunge) contre les influences nocives de nature infectieuse ou toxique.

Si maintenant nous passons à l'abdomen, des déplacements de ses
organes auront pour résultat la splanchnoptose de Glenardt, qui se
produit en quelque sorte par un déchaussement des pierres du bâtiment,
autant toutefois qu’on puisse comparer une matière rigide et morte avec
une autre élastique et vivante. Ce qui a une valeur plus grande encore
que le simple voisinage, c'est la relation existant par l'intermédiaire du
sang et des nerfs, surtout entre de peritoine et le tube digestif, entre les
différentes sections de ce dernier, notamment entre Z’iniestin d’une part
et l'estomac de l’autre. Comme règle qui comporte toutefois des excep-
tions, on peut dire qu'un désordre de l'estomac, organe de la digestion
préparatoire, est accompagné du fonctionnement irrégulier du gros in-
testin, organe de la défécation, et vice-versa, Les recherches sur la pé-
rityphlite toujours à l’ordre du jour et poursuivies avec tant de zèle et
de persévérance, nous ont appris à connaître nombre d’affections à

distance dites appendiculaires, parmi lesquelles »l’appendicite larvée

Mort subite après lavage de la plèvre dans l’empyème: voir entre autres mon article:
Die Behandlung der eiterigen Pleuritis, ihr Princip und ihre Complicationen, Deutsche
medic. Wochenschr. 1894, No. 32, p. 643.

Kirsch, Th.: Herz- oder magenkrank? Deutsche med. Wochenschr. 1892, No. 32.
Ernest Barié: Les faux cardiaques, La semaine méd. p. 45, 1903.

3 y. Bezold, Cyon et Ludwig, cités dans le traité de physiologie de Landois, X.
Auflage 1900, p. S73.

1

+ Frantz Glénard: Les ptoses viscérales, Paris 1899.

IO S. LAACHE. : M.-N. KI.

d’Ewald! peut affecter à s’y tromper l'allure d'une dyspepsie banale; il
peut même y avoir hématémése?. Des anomalies du suc gastrique sont
loin d’être rares dans les affections intestinales®, et comme preuve que
quelque chose d’analogue a lieu au point de vue de la motilité, nous
signalerons ici la dilatation paralytique aigue de l'estomac, qui peut
apparaître comme suite insidieuse d’une laparotomie*. En retour, en
agissant sur la muqueuse stomachale, on peut mettre en branle un réflexe
de l’intestin atone, ainsi qu'il est démontré par la guérison de certains
cas d’Iléus, constatée å la suite de lavages de l'estomac. Et enfin com-
ment expliquer d'une façon satisfaisante qu’une digestion impeccable
puisse avoir lieu en dépit de l’anacidité gastrique, si l’on n’admet pas
que le pancréas suffit a lui seul å la besogne?5

Il ne faut pas non plus oublier la langue, qui non-seulement forme
en quelque sorte, comme on disait jadis, »le miroir des voies premièrese,
mais qui constitue aussi dans les maladies générales et infectieuses un

des petits signes hippocratiques dont aucun praticien ne voudra se pas-
ser dans son pronostic 6, —

Le centre circulatoire de abdomen est le foie. En qualifiant la
veine porte de »vena malorum«, Georg Ernst Stahl”, 1660—1734, fut,
il y a 2 siècles de cela, le génial avant-coureur de la théorie moderne
de l’auto-intoxication. L'influence du foie sur la digestion a été bien

1 C. A. Ewald: Die Appendicitis larvata, Berl. klin, Wochenschr. 1899, p. 443, ibid.
p.532. Consulter aussi: Longuet, la dyspepsie appendiculaire et son traitement chi-
rurgical, La sem. méd. 1902, p. 185.
Dieulafoy: Hématémèses appendiculaires (Vomito negro). La semaine med, 1901,
p. 53. (Clinique med. de l’Hötel-Dieu de Paris 1902.)

Comme suite appendiculaire »post-opérative« nous signalerons les embolies pul-
monaires observées p. ex. par Sonnenburg. La sem. méd. 1902, p. 22.
3 K. Faber: Tarmlidelsers Indflydelse på Ventrikelsekretionen. III Nord. Kongres for
indre Medicin, cité dans le Norsk Magaz for Lægev. 1900, p. 963. — Kirikow:
Roussk arkh. août 1902, La Sem, méd. p. 42, 1903.
Kr. Jervell rapporte un cas d’occlusion aigue de l’estomac [Ventrikel-Iléus] avec issue lé-
thale, après opération pour l’appendicite; Ja distension de l'estomac était énorme,
L'auteur cite å cette occasion John Berg (Stockholm) et Malthe (Christiania) qui,
d’après lui, ont eu des cas semblables en observation, Forhandl. i det medic. Selskab,
Christiania, 1900, p. 119.
Entre autres voir chez Kr. Thue: Om Betydningen af den kliniske Undersøgelse af
Maveindhold. Norsk Magaz. f. Lægevid. 1896, p. 118.
Chez Hirschwald à Berlin vient de paraître un livre de C. Rosenthal: Die Zunge
und ihre Begleiterscheinungen bei Krankheiten 1903. Le livre de Butlin en anglais
avec de belles illustrations a été traduit en allemand chez Braumiiller, Vienne 1887.
E. G. Stahl: Dissertatio de vena Portae, Porta malorum hypochondriaco-splenico-
suffocativo-hysterico-colico-hæmorrhoidariorum qvam sub presidio Dn. Georgii Ernest
Stahl D. et P. P. jam decani pro gradv doctoris proponet Joachimus Petrus Gaetke
LVNEB. Halae d. 12 Febr, (Disput anat. select. vol. III, Albertus Haller, Goettingae
MDCCXXXXVIII).

er

>

1903. No. 9. LA RÉCIPROCITÉ DANS LA PATHOLOGIE. Il

mise en lumiére par les Anglais, lorsqu’ils ont donné le nom de »liver-
diseases« å des états morbides que, sur le continent, on est plutôt porté
à mettre au compte de l’estomac!. Les recherches de notre temps sur
l'insuffisance hépatique? contribueront sans doute a éclairer plusieurs
points encore obscurs de sa physiologie pathologique. Ce qui est certain,
c'est que le foie, dépossédé naguère encore de son antique grandeur, est
de nouveau en train de reconquérir une partie de son prestige perdu:
nous y reviendrons tout à |’heure?, Avec le pancréas, il forme å l’ori-
gine au point de vue tant ontogénique que phylogénique un ensemble
unique: l’hépato-pancréasi; après la séparation anatomique, le diabète
»pancréatique« ainsi que la nécrose du pancréas avec hémorrhagie mor-
telle5 forment des liens pathologiques qui les rattachent l’un à l’autre.

Pour ce qui est de la rate, on l’a considérée généralement comme
se trouvant vis-à-vis du foie dans un rapport de subordination, sous la
dépendance de la veine porte; mais dans ces derniers temps, Banti®
a décrit une mégalosplénie comme étant parfois primaire à l'égard d'une
cirrhose hépatique. La littérature contemporaine a contenu sur ce point
des observations confirmatoires 7, et moi-même j'ai, il y a plusieurs années
de cela, également eu un cas assez net de ce genre, sans que la diagnose,
il faut l'ajouter, ait été vérifiée par l’autopsie. A la suite des splénectomies,
la question de la »superfluité« relative de la rate dans l’économie a été
sérieusement discutée. Cependant, outre que d’une façon générale, il est
bien douteux qu'aucun organe puisse en réalité être qualifié de superflu,
il ne faut pas oublier, en ce qui concerne spécialement la rate, que le rôle
joué par elle p. ex. dans les maladies infectieuses semble témoigner d’une
importance trop grande pour qu’on soit autorisé à l'avoir en aussi mince
estime. C’est que dans des cas infiniment rares, la rate peut manquer

dès la naissance 8 et que les dératés peuvent, grace à la chirurgie, vivre

-

Voir aussi Glénard 1. c. p. 86 et suivantes.

Voir Gilbert et Carnot: des fonctions hépatiques, Paris, C. Naud éditeur, 1902.
Voir aussi Hammarsten: Om Lefvern som blodbildande och blodrenande organ.
Inbjudningsskrift till den fest, med hvilken Kgl. Universitetet i Upsala kommer att fira
minnet af OLOF RUDBECK på tvåhundrade årsdagen af hans död, 17 September 1702.
Gilbert & Carnot p. 1—22.

P. Fuchs, Cholelithiasis und Pancreaserkrankungen. Deutsche medicin. Woch,schr.
1902, p. 829.

Steinhaus: Ueber das Pankreas bei Lebercirrhose, Deutsch Arch, f. klin. Med.
LXXIV, livr. 5—6. Stockton & Williams: Hämorrhagic pancreatitis and fat necro-
sis after operation for cholelithiasis: Patient died from »shock« 28 hours after opera-
tion, which was extremely difficalt. Philadelphia medical journ, Oct. 6, 1900. The
Practitioner p. 227, 1901.

Banti: La splénomégalie avec cirrhose du foie, La semaine med. 1894, p. 318.
Entre autres par Senator: Ueber Anåmia splenica mit Ascites (»Banti'sche Krank-
heite). Berl. kl. Wochenschr, 1901, No, 46.

Sternberg relate dans la soc. impér. et royale des médecins å Vienne l’autopsie d'une

sm

o =

æ

12 S. LAACHE. M.-N. KI.

pendant un certain temps, et dans cet état, servir de sujets aussi rares
que bienvenus pour des recherches sur l’hématopoïèse, mais ce que nous
ne savons pas, c’est ce qui adviendrait d'un tel »sans rates où cas du il
serait atteint d'une fièvre typhoide ou d'une autre maladie faisant appel
à l’activité splénique. |

Toutefois, si la rate est un organe sur lequel nos connaissances sont
malheureusement trop rudimentaires, il en est autrement pour les reins,
qui, par la diurèse journalière, constituent en quelque sorte le manomètre du
travail cardiaque: aussi Huchard! n’hésite-il pas pour les cardiopathies
artérielles à déclarer simplement que la maladie est au coeur et aux vais-
seaux, le danger au rein! Leur relation avec le foie est des plus intimes en
raison du rôle joué par eux comme le grand émonctoire pour les déchets
de la nutrition formés dans le foie. C’est pourquoi, alors que récemment
encore on considérait l’eclampsie puerpérale comme une affection plutôt
rénale, on est à présent disposé à la placer au foie?; de même on ne
saurait guère douter de l'existence d'une a/buminurie hépatogène*. Cela
ne diminue point la valeur des reins, et pour ce qui est plus spécialement
de l’albuminurie, la fréquence extraordinaire de celle-ci dans les affec-
tions les plus diverses est plus qu'aucune autre chose une preuve caractéri-
stique de l’universalité du rôle joué par eux, en même temps que leur
insuffisance entraîne dans son sillage une légion de processus pathologi-
ques: le petit et le grand brightisme. Dans des affections unilatérales,
l'influence du rein malade sur le rein indemne, due peut-être au »réflexe
réno-rénale de Guyon“ est d’une grande portée et rappelle de loin,
quoique découlant d’un principe probablement tout a fait different, ce qu'on
sait des ophtalmies sympathiques 5.

femme de 43 ans qui a succombé å la tuberculose pulmonaire et chez laquelle la
rate faisait complètement défaut, sans que nulle part on ait pu constater une exagéra-
tion du volume des ganglions sympathiques. L’artere splénique émanait du tronc
coeliaque et, après avoir envoyé des branches au pancréas, se ramifiait dans l'estomac
et le gros intestin, Les autres viscères étaient tous normaux, ce qui n'a été signalé
que 4 fois sur les 17 cas jusqu'ici connus d'agénésie de la rate. La sem, med. 1902,
P. 425.

Huchard: La thérapeutique ce qu’elle doit être. Journ. d. pratic, 1902, p. 296 et
396. Le traitement des cardiopathies artérielles

G. Schmorl: Path.-anat. Untersuchungen über puerperale Eklampsie. Leipzig 1893.
Maygrier: L'eclampsie puerpérale, Journ, d. pratic. No. 26, 1902.

Teissier: Les albuminuries curables, Actualités médicales 1900, p. 34.

Castaigne et F. Rathéry: Néphrites primitivement unilatérales et lésions consécu-
tives de l’autre rein. La sem, méd. 1902, No. 34 et 53. Voir aussi la communication
de Th. Rovsing au Congrés allemand de chirurgie. La sem. méd. 1902, p. 132.
R, Casper, die Reflexlahmung der Nieren, Wiener klinik, März 1892.
Bellarminoff et Selenkowski: Neue Untersuchungen über die Pathogenese der
sympathischen Ophtalmie, Arch. f. Augenh. XLIV 1901, p. 1—45 Théorie des
toxines se propageant le long du nerf optique d'un œil à l’autre.

=

©

> ©

1903. No. 9. LA RÉCIPROCITÉ DANS LA PATHOLOGIE. 13

Reste maintenant le sys/ème nerveux, condition sine qua non de la
réciprocité tant physiologique que pathologique, tant générale que spé-
ciale. De même que ce sont les nerfs qui en fin de compte fournissent
la vie aux organes, règlent leurs mouvements et leurs sécrétions, de
même la plupart des affections quelconques ayant leur point de départ
ailleurs, feront à leur tour subir leur contre-coup aux nerfs, ne fåt-ce que
par une douleur plus ou moins intense. La conception si vaste de l’in-
suffisance générale (»atonie« des anciens) dans le sens le plus étendu
de ce mot, se ramène pour une bonne part à une innervation défectu-
euse, ce sont les nerfs qui par les réflexes font communiquer entre elles
les parties séparées, même les plus éloignées les unes des autres. Et
quelle source inépuisable pour notre sujet ne possédons-nous pas dans son
propre domaine? De quelle précision dans le jeu harmonique des forces
intellectuelles l'étude seulement de /’aphasie dans ses formes variées ne
nous fournit-elle pas la preuve? Et enfin quelle »coordination« n'exige pas
l’exécution de mouvements volontaires, p. ex. de la marche normale?

En ce qui cocerne le grand Sympathique cette dénomination est
sans doute bien plus qu'un simple nom, seulement son rôle au service
de la »sympathie« n'est pas, il s’en faut de beaucoup, facile à tirer
au clair!. —

A côté des organes internes, que nous venons de passer rapide-
ment en revue, il en est encore un qui est externe, mais qui par là même
mérite une mention spéciale: c’est la peau, qui non seulement nous protège
contre les effets nocifs venant du dehors, mais qui aussi (avec des varia-
tions dans son apparence et dans l'énergie de ses fonctions suivant les
différents ages) est, par la perspiration insensible, dans le rapport le plus
intime avec les fonctions du corps en général et avec chaque viscère
en particulier. C’est ce qui s'applique avant tout aux reins, mais aussi
aux muqueuses respiratoire et digestive: cette dernière, qui forme au
point de vue embryologique l’entoderme par opposition à l’ectoderme,
peut littéralement se réfléchir sur la surface extérieure. Mentionnons
à ce titre les démangeaisons à causes profondes ?, les éruptions cutanées
dans l’ur&mie, dans le diabète, dans les troubles digestifs, circulatoires,
respiratoires et sexuels, de plus celles qui sont consécutives à des infec-
tions ou à des toxiques, même à des médicaments, y compris les exan-

1 Voir Max Buch: Zur Pathologie des Sympathicus, Nord. med Ark, 1901, livr 3—4
et H. I. Vetlesen: Bidrag til Sympathicus’ Patologi, IV nordisk Kongres for indre
Medicin, Helsingfors, cité dans la Hospitalstidende 1902, p. 962.

2 Voir A. Neisser: »Neurodermiene dans le Handb, d, prakt. Medicin von Ebstein-
Schwalbe. 1901, III 2, p. 265.

14 S. LAACHE, M -N. KI.

thèmes sérothérapiques, les pigmentations etc. qui sont tous l’expression
visible d’actions venant du dedans.

C'est dans le sens inverse, de dehors en dedans, que se produisent
les ulcères duodénaux à la suite de brülures cutanées d’une grande
étendue, Rappelons encore que la peau exerce, en raison de sa richesse
en vaisseaux et en sang, une influence décisive sur la régularisation de
la chaleur et par conséquent sur la pathogénie de la fièvre et qu’elle
sert tous les jours de point de départ à une des causes de maladie les
plus fréquentes, les plus triviales: le refroidissement.

III.

Si jetant nos regards en arrière, nous voulons tirer les conséquences
de ce que nous avons développé plus haut, les faits que nous avons
réunis et qu'il ne serait pas difficile de multiplier, suffiront à prouver,
comme on l’a fait remarquer maintes fois déjà, qu’il y a des liens plus
ou moins intimes entre les différentes parties de cette vaste science
médicale — dont le domaine s'étend davantage de jour en jour —
attendu que l’organisme vivant forme une grande unité en même temps
que, (comme les états d’une république fédérative bien consolidée) ses
parties constituantes restent en possession d’une certaine autonomie.
C’est la la raison pour laquelle, auprès du lit du malade, nous nous trouve-
rons si souvent devant une affection qui n’est pas strictement localisée
à l'endroit principalement intéressé, souvent même dans des cas où la
maladie n’est nullement compliquée. Il ne faut cependant pas croire
qu'il y ait similitude complète sur toute la ligne. Loin de là — et ici
la pathologie contribue largement à élucider la physiologie —, les con-
stellations pathologiques prouvant que les affinités physiologiques sont
dirigées par des principes conducteurs d’après lesquels se fait le grou-
pement de 2 ou de plusieurs organes. C’est principalement autour des
grands centres que s'édifient des groupes de symptômes, ce que nous
appelons des syndromes!; en premier lieu aux alentours du coeur nous
mentionnerons les syndromes cardio-pulmonaire, cardio-hépatique, car-

1 Voici comment Littré définit le mot syndrome dans son dictionnaire de médecine,
2ème édition p. 1546: »Nom que les médecins grecs donnaient å des énumérations
de symptômes sans rapport obligé à des maladies déterminées.« Littré continue à ce
sujet: »Les prinotions de Cos, dans la collection hippocratique, contiennent un grand nom-
bre de syndromes, et cette idée de l’antique médecine est encore utilisable de nos
jours; en effet, il se rencontre à chaque instant des affections qu'il est difficile de
rattacher aux espèces nosologiques connues, — En allemand il faudrait traduire
syndrome par: Symplomenkomplex.

1903. No. 9. LA RÉCIPROCITÉ DANS LA PATHOLOGIE. 15

dio-articulaire, cardio-rénal etc., ce dernier! fournissant en somme, par
l’atrophie granulaire des reins, un des plus beaux exemples d'une con-
stellation réciproque. Tandis que l'affection qu’on appelle »pouls lent
permanente, maladie, qui; comme on le sait, se distingue par des attaques
répétées épileptiformes ou syncopales, constitue un syndrome cardio-
bulbaire, le type respiratoire de Cheyne-Stokes est de nature bulbo-
pulmonaire. Autour du foie se forment les syndromes hépato-rénal,
hépato-liénal, hépato-gastrique, hépato-péritonéal etc,

Mais en dehors de ceux-ci et de beaucoup d’autres, parmi lesquels
il ne faut pas oublier les syndromes cérébro-abdominaux (Ze vertigo a sto-
macho laeso de Trousseau, p. ex.), il y a lieu d'admettre un grand nombre
de combinaisons, avec lesquelles il importe de compter au point de vue
tant de la diagnose que tout spécialement de la prognose, alors même
que leur constatation pathologico-anatomique laisserait encore à désirer.
Qu'on se rappelle quelle bagatelle, au moins en apparence (un léger
catarrhe, une petite névralgie, une indigestion passagère etc.) peut suffire
pour déranger la santé d’un individu d’ailleurs bien portant! L'organisme
dans son ensemble se prête alors à la réaction, il est pour ainsi dire, mis
au diapason pour un retentissement plus ou moins général. A ce point de
vue G. H. Roger? est assurément dans le vrai, quand il soutient qu'il
n'y a pas de maladie qui reste locale. Et cependant, grâce à la réci-
procité, il ne s’en produit pas moins une localisation, une délimitation
conformément à ce que nous avons exposé en commençant. Il est
indubitable qu’au foyer primitif viennent par trop souvent s’adjoindre de
nouvelles maladies au détriment de l’organisme, mais rien en revanche
ne s'oppose non plus å ce que la réciprocité s’exerce dans d’autres cas
a son bénéfice, C’est qu'il s'établit un travail de collaboration: grâce a
une alliance double ou multiple, il se constitue un cercle, non pas vicieux,
mais de défense3. Citons à titre d'exemples, outre des péritonites cir-
conscrites communes mentionnées au début, certaines exsudations de la
plèvre, plus rares, il est vrai: ainsi du pneumothorax, par lequel une phti-
sie jusqu'alors progressive est amenée a subir un arrêt, ne füt-ce que

temporaire, pouvant cependant, d’après mon expérience, aller jusqu'a

-

Déjà signalé par Bright, puis étudié notamment par Traube: Ueber den Zusammen-
hang von Herz- und Nierenkrankheiten, Berlin 1865.

G. H. Roger: Introduction à l’etude de la médecine 1899, p. 526.

Voir aussi Breitmann, St, Petersburg. Ueber das Gesetz der Synergien im mensch-
lichen Organismus, Russische medicinische Rundschau No. III), 1903. Sonder-
Abdr,

to

wo

16 S. LAACHE. M.-N. Kl.

10 ou même 13 ans. L’immunite relative, signalée par Rokitansky1
chez certains cardiaques vis-à-vis d’une tuberculose pulmonaire, mérite
d'être notée en même temps. Et une fois un pareil »cercle de sécurité«
établi, c'est au médecin, dont le premier devoir est de mon nocere —-
rappelons-nous ce que Jacoby? nous disait à Rome, il y a neuf ans
de cela — c'est au médecin .consciencieux, je le répète, à respecter ce
cercle et, si possible, à le consolider. Et, qui plus est, la notion des
maladies, dites »salutaires« a donné l'essor å de nouvelles méthodes
thérapeutiques, à la lutte d'une maladie contre l’autre; c’est ainsi qu'a-
près les premiers tätonnements, entre autres ceux de feu Cantani?, la
bactériologie a, de propos délibéré, donné naissance à la sérothérapie,
avec la vaccination de Jenner pour classique précurseur.

Bien souvent, une maladie ne se laisse pas attaquer de front, il faut
la frapper obliquement, c. a. d. par voie de réciprocité. Dans la pneu-
monie p. ex, le traitement s'adresse généralement au coeur et ce dernier
se laisse à son tour, dans des affections cardiaques attaquer par les
vaisseaux4, la vaso-constriction formant comme on le sait, un fac-
teur précieux dans l’action de la digitale. Ou bien encore dans des
cas appropriés, nous essayons de délester le coeur par une saignée,
ayant pour but d’abaisser la pression sanguine et de dilater les
vaisseaux en conséquence. En ce qui concerne la peau, nous restons
parfaitement fidèles au fil rouge de notre exposé, quand, pour combattre
des affections internes, elle nous sert de vaste champ d'opération pour
des interventions hydrothérapiques, dérivatoires ou contra-stimulatoires.

Nous pourrions continuer, mais nous nous bornerons à dire deux
mots de 2'opothérapie ou traitement de substitution qui, sous sa forme
ressuscitée, est la création de Brown Séquard et qui a fourni de si
brillants résultats p. ex. contre le myxoedème. Mais il faut souligner

Rokitansky: Lehrbuch der pathologischen Anatomie I, 1855, p. 304. Consulter
aussi å ce sujet: Alex. Ritter v. Weissmayr, Herz und Lunge in ihren patholo-
gischen Wechselbeziehungen, Volkmann's klin. Vorträge, neue Folge, No. 230, 1898,
O. Burwinkel: Chron, Herz- und Lungenleiden in ihren Wechselbeziehungen, Wien,
kl. Wochschr. 1902, No. 24, Centralbl, f. inn, Med. 1903, p. 20.

Jacoby, Non nocere, Reprinted from the med. record May 19, 1894.

Cantani: Giornale internat, dell. science medicine 1885, No. 6. Cité d’après Norsk
Magazin for Lægevidenskaben 1885, p. 510. Expériences avec le »bacterium termos
contre le bacille de la tuberculose, Dans la littérature plus récente citons: O. K.
Winberg: Inoperable round-celled sarcoma of the upper jaw with metastases, success-
fully treated with the mixed toxins of erysipelas and bacillus prodigiosus. Reprinted
from the medic. record, May 3, 1902.

4 Le »cæur périphérique« de Huchard, par opposition au »coeur central«, Voir p. ex.
les consultations médicales de cet auteur, 1ère édition 1900, p. 165.

to

OG

1903. No. 9. LA RÉCIPROCITÉ DANS LA PATHOLOGIE. 17

que l’experience acquise å ce sujet est mieux que tout propre à mettre
en évidence comment une médication hautement rationnelle en elle-même
peut se tromper d'adresse, frapper à côté et faire ainsi beaucoup plus
de mal que de bien. Il ne faut pas oublier que les extraits organiques
ne sont point des préparations inoffensives, leur emploi ne doit donc
pas être étendu légèrement å des domaines encore inconnus; il est sur-
tout à espérer qu’il sera tenu un compte sérieux des avertissements qui
se sont fait entendre de tous les côtés contre l'emploi peut-être un peu
irréfléchi, par le public, de la thyroïdine contre l'obésité 1.

Mais, vous le savez bien, »mieux vaut prévenir que guérir.« Outre
que la prophylaxie peut tirer profit des divers enseignements qui décou-
lent sans trop de difficulté de ce qui précède, elle devra avoir en vue
d'augmenter la résistance personnelle, elle devra principalement chercher
à favoriser la bonne harmonie, la proportionnalité, la réciprocité, si vous
voulez, d’une fonction corporelle à l’autre, entre les parties externes et
internes, mais avant tout entre l'esprit et le corps?. C’est là ce qui
d’ailleurs a de tout temps été l’objectif élevé de l'éducation intégrale de
la jeunesse. Et au moment où je vais terminer, permettez-moi, Messieurs,
de citer, comme pouvant parfaitement me servir de devise, l’immortelle
parole d'Aristote:

Nihil erit in intellectu

quod non antea fuertt in sensu.

1 Citons Haworth: Apathy following use of thyroidin. Brit. med. Journ, Septbr. 1900,
cité d’après C, bl. f. inn Med. 1901, p. 95. Coppez: troubles oculaires, névrite optique,
consécutifs à l’usage de préparations thyroidiennes, Journ, méd. de Bruxelles, La sem,
méd 1901, p.32. Même dans le myxoedème il peut survenir des accidents assez graves
par défaillance cardiaque, comme dans un cas d’ailleurs suivi de guérison, relaté par
moi dans la Deutsche medic. Wochenschr, No. 11, p. 257, 1893. (Ueber Myxoedem
und dessen Behandlung mit innerlich dargereichter Glandula thyroidea), —

En ce qui concerne l’extrait des glandes surrénales, citons. Fürth: Mahnung zur
Vorsicht beim Gebrauch von Nebennierenpräparaten, Deutsche medic. Wochenschrift
1902, p. 783, Karsten: Dissert. de Rostock, Therapie der Gegenwart 1902, p. 348
(comme suite est signalée une irritabilité nerveuse très-prononcée); Kuhn ibid. p. 348
(attaques épiléptiformes consécutives); R. Lepine: Sur l’action de l’extrait de capsules
surrénales, La semaine med, No. 7, 1903 ( . . . »L'adrénaline est donc très toxique, il
importe de ne pas l’oublier«); Kurschun und Morgenroth: Ueber die hämolytischen
Eigenschaften von Organ-extracten, aus dem Kgl. Institut für experimentelle Therapie
in Frankfurt a. M. [Prof. Ehrlich], Berl. klin. Wochenschr. S, 870, 1902.

2 Voir p. ex, Alfr. Lehmann: De sjælelige Tilstandes legemlige Yttringsformer I, Kje-
benhavn 1898. (Plethysmographie Mosso.)

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 9. 2

18 S. LAACHE. M.-N. Kl.

Resume.

Après des remarques orientatives sur la réciprocité comme une doz
universelle à travers toute la nature, l’auteur passe a son application a
la médecine et il y voit la condition d’où découlent les relations existant
en pathologie entre des phénomènes différents en apparence. Le but
qu’il s’est proposé est de mettre ces relations en pleine lumière et il cite
a ce sujet un certain nombre d’exemples montrant les processus morbides
réagissant de bien des façons les uns sur les autres, par la »symbiose«
ou »l’antibiose« bactériologique etc. et passe ensuite aux retentissements
qui ont lieu soit d’un viscère à l’autre, soit entre chacun de ces derniers
et l'enveloppe extérieure: la peau.

Le coeur est signalé comme étant un des siéges par excellence de
pareilles réciprocités, puis le sang, l’organe »fluide« qui assure les com-
munications entre les différentes parties du corps et qui, d'après des
théories répandues, p. ex. celle dite phagocytaire de Metschnikoff, sert
de protection contre les influences nocives de nature infectieuse ou
toxique. L'auteur mentionne les sécrétions internes, ainsi que le système
nerveux, ce dernier rattachant les organes les uns aux autres par des
actions réflexes etc. Les réciprocités se manifestent généralement dans
un domaine plus restreint pour des organes situés dans une seule et
même cavité, dans le thorax p. ex., ou bien aussi dans l’abdomen. C’est
dans ce dernier que se produit la splanchnoptose, mais on y constate
surtout une relation des plus frappantes et d’une portée tout à fait pra-
tique, entre l’estomac d’un côté et l'intestin de l’autre. (C’est ainsi que,
pour ne citer que des choses banales, un désordre de la digestion sto-
machale entraîne si souvent une irrégularité dans les selles et inversement.
La relation intime existant entre le centre circulatoire de l’abdomen, le

foie, d’un côté, et le canal digestif — ainsi que tous les viscères ressor-

1903. No. 9. LA RÉCIPROCITÉ DANS LA PATHOLOGIE. 19

tissant au circuit portal — de l’autre, n’est pas seulement d’une impor-
tance capitale au point de vue de la digestion, mais joue aussi un rôle
décisif dans la désinfection intestinale, dans la nutrition générale et dans
l’uropoïèse en particulier. Last not least, il convient de signaler comne
l’auteur l’a dit plus haut, le système cutané sur lequel la majeure partie
des organes internes, les reins surtout, se reflètent å l’extérieur.

Se basant sur une série d'exemples, l’auteur conclut que l’orga-
nisme humain forme une grande unité dont les différentes composantes
sont réellement inséparables. Il ne faudrait cependant pas croire que
les relations entre eux soient identiques sur toute la ligne. C’est qu'il
se produit suivant des lois établies — la pathologie plutôt que la phy-
siologie doit nous éclairer sur ce point — des groupements spéciaux
entre deux ou plusieurs organes, ce qu’on appelle des »syndromes«,
dont l'établissement peut se traduire par un cercle vicieux, fatal à
l'organisme, dans d’autres cas au contraire par un cercle de défense
qui sert à écarter tel ou tel danger menaçant. C’est ce dernier côté
de la médaille, le côté salutaire, qui se trouve réalisé p. ex. dans l’hy-
pertrophie du coeur brightique, celle-ci fournissant en somme un des
exemples les plus beaux d’une constellation réciproque, Mais en outre
de ce syndrome cardio-rénal et de bien d’autres qui se manifestent
d'une façon presque aussi nette, il existe assurément nombre de combi-
naisons, quoiqu'elles ne se laissent pas toujours démontrer sur la table
de dissection.

Ces questions et bien d’autres du même genre ne sont nullement
indifférentes non plus au point de vue thérapeutique; dans bien des cas,
il nous est tout à fait impossible de diriger notre traitement contre le
foyer principal de la maladie; c’est pourquoi il convient de lui donner
une adresse indirecte, c'est à dire de recourir à la réciprocité, Mais
celle-ci, ne l’oublions pas, n'est certainement pas toujours sans danger
et il convient surtout de bien prendre garde å ne pas se tromper d'ad-
resse, frapper à côté et par la agir sur un point tout autre que celui
qu'on a voulu réellement viser, A ce point de vue, un avertissement
sérieux est donné par l’opothérapie ou traitement de substitution (orga-
nothérapie) qui à côté de résultats vraiment étonnants, comme p. ex,
dans le myxoedème, peut faire courir de grands risques, et qu’il importe
de ne pas trop vite généraliser.

Pour terminer, l'auteur, se basant sur les développements qui
précèdent, dit quelques mots de la prophylaxie générale, qui doit con-
sister dans un entraînement général de la résistance personnelle, en
tant que celle-ci, il va sans dire, dépend à son tour pour une large

20 S. LAACHE. M.-N. KI. 1903. No. 9.

part de la bonne harmonie réciproque existant entre les fonctions diver-
ses, ainsi qu'entre les sommes de forces physiques et psychiques qui
sont à notre disposition. C'est la ce qui se trouve principalement
visé par la parole bien connue d’Aristote sur la relation existant entre
la sensation et la pensée, — c'est cette vérité fondamentale qui, jointe
aux considérations présentées par l’auteur, constitue le fil rouge du

sujet traité par lui.

Trykt den 29de Juni 1903.

Revision

der mittelsilurischen Heliolitiden

und

neue Beitråge zur Stammesgeschichte
derselben

Johan Kiær.
Mit 14 Abbildungen.

(Videnskabs-Selskabets Skrifter. I. Math.-naturv, Klasse. 1908. No. 10.)
Udgivet for Fridtjof Nansens Fond.

Christiania.
In Commission bei Jacob Dybwad.
A. W. Brøggers Buchdruckerei.

1903.

Fremlagt i Møde i den math.-naturv. Klasse 29de Mai 1903.

Inhalt.

Pag.

Beynsıonrder mittelsilurischen Zehohtiden . 2 0 nn = « © 6 an å

Neue Beiträge zur Stammesgeschichte der //e/iolitiden De am
I, Die Gattung 7rochiscolithus und ihre grundlegende Bedeutung für das Ver-

ständniss der verwandtschaftlichen Verhältnisse der Protaraeinen . . . . . 13

U. Coccoseris, Eichw., ist nur synonym mit Protaraea, EEH.. . . . . . . . 29
II. Die Gattung Palaeoporites, Kiær .
IV, Die Gattung Proheliolites, Kiær å å søtet nt 22
V. Die Gattungen Propora, E. H., und pl. EH; und ihre gegenseitigen

ST

xerwandtschafllichen Verhåltnisse . 2 2 5 så 20 2 ve wann.
VI. Die Gattung Diploepora, Queenst, und ihre Bedeutung als eine baculär diffe-

renzirte Seitenreihe der ächten Plasmoporinen . . 2 2 =. nn 2 2 « « « 30

VII, Die Gattung Flasmoporella, Kiær, und ihre phylogenetische Bedeutung als der

ursprünglichste Typus aller bekannten Heliolitiden . . . . 2 . . . . . 37
VIII, Die Gattung Nicholsonia, Kiær, muss eingezogen werden . . . . . . 39
IX, Die Gattung ÆeZolites, Dana, als eine polyphyletisches Gattung. . . . . . 42

X, Die Gattung Acantolithus, Ldm., als eine baculär differenzirte Seitenreihe
åchter Æeliolites-Formen . . Ro. re re re à il
XI, Uebersichtliche Darstellung der D der AC ONE

Revision der mittelsilurischen Heliolitiden.

k Frühjahr 1899 erschien der erste Theil meiner Arbeit: »Die Koral-
lenfaunen der Etage 5 des norwegischen Silursystems«,! in welcher ich
die Heliolitiden beschrieben habe. Gleich nachher erschien die grosse
Monographie des Professors G. Lindström über dieselbe Familie: »Remarks
on the Heliolitidae«;? in mehreren nicht unwesentlichen Punkten gelangt
er hier zu anderen Resultaten als ich, was er endlich in einer gleichzeitig
veröffentlichten Kritik meiner Arbeit? näher entwickelt und pointirt hat,
Was er besonders bekämpft, sind theilweise meine Art- und Gattungs-
begrenzung und Synonomik, theilweise meine allgemeinen Betrachtungen
über Verwandtschaftsverhältnisse und Phylogenie. Speziell greift er meine
Auffassung der Coccoseris und der nahen Verwandtschaft ähnlicher
Formen mit den Heliolitiden in der allgemeinen Begrenzung derselben
stark an.

Da wir beide ganz unabhängig von einander die mittelsilurischen
Formen beschrieben und mehrere neue Arten aufgestellt hatten, selbst-
redend unter verschiedenen Namen und mit verschiedener Begrenzung,
war es mir gleich klar, dass es sehr wichtig sein würde, unsere Arten
mit voller Sicherheit zu identificiren. Dies konnte jedoch nicht durch
das einfache Studium der beiden Arbeiten geschehen, wie Lindström
es in seiner Kritik versucht hat, sondern musste auf einer directen
Vergleichung unserer Original-Pråparate basirt werden. Eher als ich
gedacht, bot sich die Gelegenheit, meine Gedanken auszutiihren. Im

1 Palaeontographica, Bd. XLVI, 1899.
2 Kungl. Sv. Vet. Handl. Bd. 32, No. 1, 1899.
3 Geol. Fören, Förhandl,, No. 193, Bd. 21, Haft 4, 1899.

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1903. No. 10. 1

2 JOHAN KIÆR. M.-N. KI.

Herbste 1901 musste ich aus privaten Gründen nach Stockholm reisen —
einige Monate nach dem plôtzlichen Tode des Professors Lindström —
und erhielt dann durch freundliches Entgegenkommen des Professors
Theel, für welches ich hierdurch meinen ergebenen Dank ausspreche, die
Erlaubniss, die ganze Pråparat-Sammlung Lindströms durchzugehen und
seine Pråparate mit den meinigen zu vergleichen. Ich hatte ebenfalls
Gelegenheit, seine pråchtige Korallensammlung zu sehen. Hierunter war
Herr Liljevall, der bekannte Kiinstler, welcher nicht allein die pråchtigen
Planchen gezeichnet, sondern auch die mikroskopischen Präparate für
Lindströms Werk gemacht hat, mir von grossem Nutzen durch seine
Orientirung und seine Erklårungen. Auch ihm gegeniiber muss ich hier
meinen besten Dank aussprechen.

Durch das Studium der Lindströmschen Originale, gelang es mir,
die wichtigsten synonymischen Fragen klarzustellen, und ich gehe gleich
zur Behandlung derselben über.

In meiner Arbeit »Die Korallenfaunen der Etage 5 des norwegischen
Silursystems«! habe ich die folgenden Heliolitiden, die also alle unter-
silurisch sind, beschrieben:

1. Palaeopora inordinata, Lonsd.

2. Coccoseris Schmidtii, Kiær.

3. Coccoseris Ungerni, Eichw.

4. Palaeoporites estonicus, Kiær.

5. Proheliolites dubius, F. Schm.

6. Plasmopora primiginia, Kiær.

7. Plasmopora conferta, E. H.

8. Plasmopora parvotubulata, Kiær.

9. Plasmopora stellata, Kiær.

10, Plasmopora intercedens, Kiær.

11. Plasmopora ramosa, Kiær.

12. Plasmoporella convexotabulata, Kiær.

13. Plasmoporella convexotab. var. vesiculosa, Kiær.
14. Nicholsonia megastoma, McCoy.

15. Heliolites parvistella, F. Rom.

16. Heliolites intricatus, var. lamellosa, Ldm.

In G. Lindströms Arbeit »Remarks on the Heliolitidae«?, die wie
schon erwähnt gleich nach der meinigen erschien, sind folgende im

Mittelsilur vorkommenden Formen beschrieben:

1 Palaeontographica, Bd, XLVI, 1399,
? Kungl. Sv. Vet. Akad, Handl, Bd, 32, No, ı, 1399,

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 3

1, Heliolites interstinctus, Ln.

2. Heliolites parvistella, F. Rom.

3. Heliolites hirsutus, Ldm.

4. Proheliolites dubius, F. Schm.

5. Propora bacillifera, Ldm.

6. Propora cancellata, Lam.

7. Propora conferta, E. H.

8. Propora tubulata, Lonsd.

9. Coccoseris Ungerni, Eichw.

10. Coccoseris microporus, Eichw.

11. Coccoseris megastoma, McCoy og var. minor, Ldm.
12. Coccoseris micraster, Ldm.

13. Protaraea vetusta, Hall.

14. Acantholithus lateseptatus, Ldm.
15. Acantholithus asteriscus, F. Röm.

In seiner Kritik! meiner Arbeit behandelt Lindström die meisten der
hier beschriebenen Formen. Seine Bemerkungen über dieselben werde ich
gleich näher beleuchten, indem ich die in meiner Arbeit beschriebenen
Heliolitiden in derjenigen Reihenfolge durchgehe, worin sie oben ange-
führt sind.

1. Palaeopora inordinata, Lonsd.
(Korallenfaunen, Pag. 4, Taf. I, Fig. 1—6.)

Diese interessante Form, welche in Etage 5 a—b in Gastropodkalk
und Korallenkalk-Facies sehr verbreitet ist, und welche ich während meiner
Reise in Esthland 1896 an mehreren Stellen in entsprechenden Schichten
(F,) nachwies, scheint Lindström in seiner Kritik nicht anerkennen zu
wollen. Er kann sie auch nicht mit irgend welcher seiner Arten identi-
ficiren. Ich wurde deshalb nicht wenig überrascht, als ich bei dem
Durchgehen der Lindströmschen Originale feststellen konnte, dass sie
mit dem von ihm beschriebenen Coccoseris micraster? identisch sei. Als
Grundlage seiner Beschreibung hat Lindström nicht viel Material gehabt,
nur ein ganz kleines Fragment mit zerstörter Oberfläche von dem
Leptaenakalk und zwei hieraus hergestellte Präparate. Das war mir
immerhin genügend, um die Identität feststellen zu können,

1 Geol, Fören. Förh, Bd, 21, H. 4.
2 Remarks on Hel, Pag. 109, Pl, XII, Fig. 16— 18,

al JOHAN KIÆR.

M.-N. KI.

Eigenthümlich genug findet man in der Lindströmschen Sammlung
2 Korallenstöcke von Esthland (F), welche ganz mit der von mir be-
schriebenen compacten esthnischen Varietät der Palaeopora inordinata
übereinstimmen. Die Präparate erwiesen dies mit voller Sicherheit.
Nach den Etiquetten ist diese Form von Fr. Schmidt als Coccoseris
aproximata, Eichw. bestimmt. Nachher hat sie Lindström als eine neue
Gattung und eine neue Art aufgefasst, die er auf den Etiquetten,
woran man sich hier allein halten kann, Trochiscolithus stellifer, nov. gen.
& spec. nennt. Laut Aussage des Herrn Liljevall sind diese Etiquetten
nach dem Abschluss der »Rem. of Heliolit.« geschrieben worden. Dieses
Werk enthält ja auch Nichts über diese esthnische Form. Es zeigt
sich also, dass meine Palaeopora inordinata identisch mit Lindströms
Coccoseris micraster ist + eine Form, worauf er erst nach dem Ab-
schluss seiner Arbeit aufmerksam geworden ist, und welcher er auf den
Etiquetten den Namen Trochiscolithus stellifer, nov. gen. et sp. ge-
geben hat.

In seiner Kritik greift Lindström sowohl meinen Gattungs- als
Artnamen für diese Form sehr stark an. Was den Gattungsnamen
»Palaeopora« betrifft, beuge ich mich gern vor seiner Auffassung, dass es
nicht richtig ist, den alten Mac Coyschen Gattungsnamen wieder auf-
zufrischen, da seine Palaeopora subtilis noch eine räthselhafte Art ist.
In meiner Arbeit habe ich diese Form als synonym unter Pal. inordi-
nata aufgeführt, fügte indessen hinzu, dass diese Frage nicht sicher
entschieden werden könne, Ich lasse deswegen den Gattungsnamen
Palaeopora gern fallen und adoptire Lindströms Manuscriptnamen Tro-
chiscolithus. Was den Artnamen znordinata betrifft, darf ich anführen,
was ich in meiner Arbeit geäussert habe, Pag. 8: »Lonsdals Beschrei-
bung von Porites inordinata ist nicht so eingehend, dass danach eine
sichere Identificirung möglich wäre. Immerhin lässt sich . . ..... mit
grosser Wahrscheinlichkeit schliessen, dass die englische Form mit der
hier beschriebenen übereinstimmt oder ihr doch jedenfalls sehr nahe
steht.« Ich räume somit schon hier ein, dass diese Identificirung unsicher
ist, und ich finde es nunmehr vielleicht besser, auch hier einen neuen
Namen zu adoptiren, da weiterer Streit über diese antiquarische Syno-
nymik kein Interesse hat. Unzweifelhaft hat denn Lindströms micraster
den Vorrang. Diese Form muss also künftig Trochiscolithus micraster
genannt werden, da sie, wie ich im zweiten Theile dieser Arbeit zeigen
werde, nicht mit der Gattung Coccoseris (= Protaraea) vereinigt

werden kann. Den Bau und die Verwandtschaft dieser Form werde ich

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 5

nachher ausführlich behandeln, und beschränke mich deshalb auf diese
Bemerkungen über ihre Synonymie.

In dem norwegischen Mittelsilur tritt 7rochiscolithus micraster in
Etage 5 a entweder als dinne, lamellåre oder als cylindrische, zweigige
Stöcke auf; in Etage 5b in Ringerike wird es in dicken, compacten,
sphåroidischen Stöcken gefunden, die der in Esthland vorkommenden
Wuchsform entsprechen und nur hierdurch und durch ein etwas mehr
sparsames Exothek sich von den zuerst genannten unterscheiden. Es
scheint kein Grund vorzuliegen, verschiedene Varietäten oder Mutationen
aufzustellen, wenn man nicht die cylindrische, zweigige Stockform als eine
besondere Varietät ausscheiden will. Diese zeigt nämlich eine centrale
Zone, in welcher das Skelett seinen ursprünglichen, unverdickten Bau
behalten hat. Dies werde ich jedoch hier nicht thun, sondern unter-
scheide nur zwischen einer zweigigen, lamellären und einer dickeren,
sphäroidischen Wuchsform.

2. Coccoseris Schmidtii, Kiær.
(Korallenfaunen, Pag. 10, Fig. 4 und Taf. II, 1—2).

Stimmt mit Lindströms Coccoseris microporus, Eichw.! ganz überein.
Da Lindström Eichwalds Originalexemplare zum Vergleich benutzt hat,
und seine Identificirung deswegen gesichert ist, muss mein Name Schmidtzz
eingezogen und in mzcroporus, Eichw. geändert werden. Da Coccoseris
nach meiner Meinung nur ein Synonym für Protaraea, Hall (siehe Kap. IT
im zweiten Theile dieser Arbeit) ist, nenne ich ihn künftig Protaraea
micropora, Eichw.

In Lindströms Originalsammlung lagen 2 Exemplare von Esthland,
die er als microporus bestimmt. Das eine von Kurküll stimmt ganz
mit dem von mir von Sutlep in Esthland (F,) beschriebenen überein.
Das andere von Borkholm (abgebildet in »Remarks of Hel.« Pl. XII,
Fig: 12— 14) ist dagegen Acantholithus asteriscus, Roem. Die Kelche
sind schroff gebogen und unterscheiden sich nicht von Exemplaren, die
Lindström als diese letztere Form bestimmt und aufgestellt hat.

3. Coccoseris Ungerni, Eichw.
(Korallenfaunen, Pag. 11, Taf. II, 3—6.)

Stimmt ganz mit Lindströms C. Ungerni, Eichw.? überein und
muss, wie unter vorhergehender Art erwähnt, Protaraea Ungerni, Eichw.

1 »Rem, of Heliol.« Pag. 107, Pl. XII, Fig. 15.
2 »Rem, of Heliol.« Pag. 107, Pl. XII, 3—7.

6 JOHAN KIÆR. M.-N. KI.

genannt werden. Die von Lindström als Coccoseris megastoma, Mac Coy!
beschriebene Form ist dagegen unsicher. Lindströms Beschreibung stützt
sich auf 2 schwedische Korallenstöcke und auf einen Abdruck einer
Koralle von Lector Törnquist gefunden bei Applethwaite in Westmore-
land, woher Mac Coy und später M. Edwards & Haine ihre Original-
exemplare hatten. Was diesen Abdruck betrifft, kann nicht viel gesagt
werden. Es mag vielleicht eine Coccoseris-Form sein, kann aber auch
zur Gattung Acantholithus gehören. Die zwei schwedischen Korallen
dagegen, die ich in Lindströms Originalsammlung untersucht habe, ge-
hören kaum dem Coccoseris, sondern höchst wahrscheinlich dem Acan-
tholilhus asteriscus an.

Protaraea vetusta, Hall.

Als eine neue Form für die norwegische, mittelsilurische Helioli-
tidenfauna führe ich ebenfalls Protaraea vetusta, Hall hier auf.

In der Sammlung unserer Universität findet man 2 Exemplare von
Etage 5 a (Porsgrund und Lindöen bei Christiania).

4. Palaeoporites estonicus, Kiær.

(Korallenfaunen, Pag. 18, Fig. 7 und Taf. III, 1—4.)

Diese merkwiirdige, neue Gattung, welche ich nach esthländischen
Exemplaren, 1896 in Esthland von mir eingesammelt, beschrieben habe,
ist Lindström ganz unbekannt. Er opponirt in seiner Kritik gegen
meinen Gattungsnamen »Palaeoporites«, den ich jedoch nicht finde
veråndern zu können.

Siehe übrigens meine neuen Bemerkungen über diese Form im zweiten
Theil meiner Arbeit unter der Gattung Palaeoporites.

5. Proheliolites dubius, F. Schm.
(Korallenfaunen Pag. 21, Taf. III, Fig. 5—6, Taf. VI, Fig. 3—5.)

Stimmt vollstindig überein mit der von Lindström unter demselben
Namen beschriebenen Form.
(Heliolitidae, Pag. 70, Pl. XI, Fig. 10—17.)

1 Op. cit. Pag. 108, Pl. XII, 8—11.

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 7

6. Plasmopora primigenia, Kiær.
(Korallenfaunen, Pag. 26, Taf. IV, 1—2.)

Entspricht ganz der typischen Propora conferta, M. Edw. & H.,
bei Lindström,

7. Plasmopora conferta, M. Edw. & H.
(Korallenfaunen, Pag. 27, Taf. IV, 3—6.)

Ganz übereinstimmend mit Lindströms Propora bacillifera.

8. Plasmopora parvotubulata, Kiær.
(Korallenfaunen, Pag. 29, Taf. IV, 8, Taf. V, 1.)

Diese Form ist Lindströms Propora conferta, Edw. & H. p. parte.

9. Plasmopora stellata, Kiær.
(Korallenfaunen, Pag. 31, Taf. V, 2—3.)

Stimmt mit Lindströms Propora speciosa, Bill. überein.

10, Plasmopora intercedens, Kiær.
(Korallenfaunen, Pag. 32, Taf. VI, 6—7.)
Diese Form ist Lindströms Propora conferta, M. Edw. & H. p. parte,

Ad No. 6—10.

Obschon ich Plasmopora, E. H. auch in Lindströms Begrenzung
nach wie vor als eine polyphyletische Gattung betrachte, werde ich
doch jetzt, wie ich nachher (Kap. V im zweiten Theile) ausführlich
entwickeln werde, die zwei Gattungen Propora, E. H. und Plasmopora
E. H. aufrechthalten. Alle in meiner Arbeit beschriebenen Plasmopora-
Formen müssen denn, wie Lindström in seiner Kritik sehr richtig bemerkt
hat, zu den Propora E. H. hingeführt werden.

Da Lindström Gelegenheit gehabt, die Propora conferta von Ed-
wards & Haime in den Originalexemplaren zu untersuchen, kann kein
Zweifel herrschen, dass meine Plasmopora primigenia mit dieser syno-
nym ist. Andrerseits ist meine PI. conferia mit Lindströms Propora
bacillifera ganz übereinstimmend und muss diesen Namen erhalten.

8 JOHAN KIÆR. M.-N. Kl.

Unter diesen untersilurischen Propora-Formen findet man eine
solche üppige Entwickelung von Varietåten und Mutationen, dass die
Artbegrenzung sehr schwierig wird; jeder Forscher wird hier wahr-
scheinlich zu verschiedenen Resultaten kommen. Lindström hat vorge-
zogen, die Artbegrenzung sehr weit und schwebend zu machen, nach
meinem Ermessen ist er hierin gz weit gegangen. Unter dem Art-
namen conferta, Edw. & H. fasst er z. B., wie es scheint, alle untersiluri-
schen Propora-Formen zusammen, die keine exothekalen Skelettelemente
haben. Dadurch hat er vermocht, mehrere Formen zusammenzubringen,
die ebenso leicht auseinander gehalten werden können wie andere, welche
von Lindström als eigene Arten aufgestellt werden. In dem norwegischen
Silur ist z. B. die Form, welche ich als Pr. parvotubulata aufgeführt
habe, mit Pr. conferta, Edw. & H. zwar nahe verwandt, kann jedoch
in der Regel von der letzteren leicht unterschieden werden. Nach ihrem
Vorkommen in Ringerike zu urtheilen, hat sie sich aus conferta ent-
wickelt, indem sie durchgehends zu einem jüngeren Niveau gehört. In
Lindströms Präparatsammlung fand ich Präparate von Exemplaren aus
dem Leptaenakalk in Dalarne und von Anticosti, Canada, die mit meinen
Originalpräparaten dieser Form vollständig übereinstimmten. Sie sind
von Lindström in seiner Monographie, Pl, IX, Fig. 17—18 und r11—12
abgebildet. Die beiden letzteren rühren von Typenexemplaren von
Billings’s Pr. affinis her. Es ist deswegen keinem Zweifel unterlegen,
dass Pr. parvotubulata mit dieser Art von Billings synonym ist, und
da nach meiner Meinung diese Form von corferta, M. Edw. & H.
getrennt werden muss, muss sie Billings's Namen affinis erhalten.

Auch die von mir als Pr. intercedens aufgeführte Propora-Form
schlägt Lindström mit conferta, Edw. & H. zusammen. Nach meiner
Auffassung muss sie als eine eigene Art beibehalten werden. Die nor-
wegische Form stimmt mit Exemplaren von dem Leptaenakalk in Grön-
neberget, Dalarne gut überein; nur ist das Endothek der norwegischen
Form mehr blasenförmig. Die grösste Uebereinstimmung zeigt sie mit
Exemplaren von dem ältesten Niveau (a) auf Gotland, welche gerade
das reich entwickelte, grossblasige Exothek haben, das ich als zuzercedens
beschrieben habe. In dem norwegischen Silur findet man diese Form in
Etage 5.

Die Form, welche Lindström als Pr. conferta, var. minima aufführt,
schlage ich vor, als eine} eigene Art Pr. minima, Ldm. auszuscheiden.
Dieselbe wird auch in dem norwegischen Obersilur (Malmö, Et. 7) gefunden.

Wie bereits erwähnt, stimmt meine 2. stellata mit Lindströms Pro-

pora speciosa, Bill. ganz überein und muss diesen Namen erhalten. In

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 9

einzelnen der Lindströmschen Präparate von speciosa sind zahlreiche
exothekale Septalelemente vorhanden (Anticosti, Canada und Dudley,
England), während ich für die norwegische szellata keine solche nach-
weisen konnte. Dies Verhältniss scheint hier stark zu variiren. Später
habe ich in Asker (Etage 5b) Exemplare gefunden, die deutliche Ueber-
gänge zwischen affnis und speciosa zeigen.

11. Plasmopora ramosa, Kiær.
(Korallenfaunen, Pag. 32, Taf. V, Fig. 5—6 & Textfig. 9.)

Lindström hat keine identische Art in seiner Arbeit. Ihr nächster
Verwandter und wahrscheinlicher Nachkomme ist, wie ich schon früher
nachgewiesen habe, Plasmopora Grayi, Edw. & H., welche Lindström
als Diploepora Grayi, E. H. beschrieben hat. Da ich nun diese
Gattung von Quenstedt aufnehmen will, muss die von mir beschrie-
bene Form zukünftig Diploepora ramosa, Kiær heissen. Siehe übrigens
unter der Gattung Diploepora, Quenst.

12—13. Plasmoporella convexotabulata, Kiær
nebst Var. vesiculosa, Kiær.
(Korallenfaunen Pag. 34, Taf. V, Fig. o—11 & VI, Fig. 1—2.)

Eine identische Form kann nicht mit voller Sicherheit unter den
von Lindström beschriebenen Formen nachgewiesen werden. Ich ver-
muthe indessen, dass die Form, welche Lindström von Tsien-shin in
China (Tab. IX, Fig. 5—6) nennt und abbildet, und welche er als eine
Varietät von Pr. conferta E. H. betrachtet, mit P/asmoporella convexo-
tabulata, Var. vesiculosa, Kiær, identisch ist. Ich verweise übrigens auf
meine späteren Bemerkungen über Plasmoporella (Pag. 37). Ich bin
nunmehr am meisten geneigt, die Varietät veszculosa als eine eigene Art
aufzustellen und weise auf die kurzen Diagnosen im letzten Theil dieser
Arbeit hin.

14. Nicholsonia megastoma, Mc Coy.
(Korallenfaunen, Pag. 37, Taf. VI, Fig. 8—0, Taf. VII, Fig. 1—2.)

Vollständig identisch mit Lindströms Heliolites hirsutus (Rem. of
Hel. Pag. 64). Wie ich später (Pag. 39) versuchen werde nachzuweisen,
muss diese Form nach meiner Meinung vorläufig als Propora hirsuta,

Ldm., aufgeführt werden,

IO JOHAN KIÆR. M.-N. KI.

15. Heliolites parvistella, F. Rom.
(Korallenfaunen, Pag. 39, Taf. VII, Fig. 6—8.)
Stimmt ganz mit Lindströms Hel. parvistella, F. Röm., überein.
(Remarks, Pag. 60, PI. III, Fig. 28—31, Pl. IV, Fig. 2—9.)

16. Heliolites intricatus, Var. lamellosa, Ldm.
(Korallenfaunen, Pag. 42, Fig. 10, Taf. V, Fig. 13, Taf. VII, Fig. 3—5.)
Stimmt mit Lindströms Acantholithus asteriscus, F. Röm. überein,
Wie Lindström in »Remarks on Hel.« und in seiner Kritik (Pag. 3)
anführt, hat er in seiner ursprünglichen Beschreibung der Mel. intricatus,
Var. /amellosa zwei verschiedene Formen zusammengemischt, die er
jetzt als
1. Heliolites parvistella, F. Röm. und
2. Acantholithus asteriscus, F. Röm.

aufführt, indem er den Artnamen zxtricatus einzieht. Obgleich somit
meine Identificirung richtig war, folge ich gern dieser Anordnung Lind-
strôms. Ich habe selbst in »Korallenfaunen« F. Römers asteriscus als
synonym aufgeführt unter meiner Palaeopora inordinata oder Trochis-
colithus micraster, Ldm., wie diese Form künftig genannt werden
muss. Laut Lindström, der selbst F. Römers Originale von Ze. aste-
riscus untersucht hat, bestehen diese aus mehreren Acantholithus-Formen,
nämlich:

Acanth. asteriscus, F. Röm.

Acanth. sp. (laut Lindström wahrscheinlich eine neue Art)

Acanth. lateseptatus, Ldm.

Diese von Lindström als neu angesehene Acantholithusform ist mög-
licher Weise Trochiscolithus micraster.

Lindström betrachtet diese hier behandelte Form als von Heliolites
so ganz verschieden, dass er nicht allein für diese und verwandte Formen
eine neue Gattung Acantholithus aufstellt, sondern dieselbe auch mit
Coccoseris in einer eigenen Familie Coccoseridae zusammenstellt, welche
mit den Heliolitiden nur sehr fern verwandt sein soll. (Siehe besonders
seine Kritik!)

Wie ich gleich näher entwickeln werde, halte ich diese Form für
nahe verwandt mit den ächten Æe/iolitesformen. Indessen werde ich
gern Lindström folgen, indem ich seine neue Gattung Acantholithus
für diese eigenthümliche Entwickelungsreihe von Æeliolitinen aufnehme,
und führe deswegen diese Form als Acantholithus asteriscus, Ldm., auf.

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. II

Lindströms Acantholithus lateseptatus kann wahrscheinlich nicht als
eine eigene Art aufrechtgehalten werden. Er ist dem asteriscus sehr

åhnlich, hat nur ein wenig grössere Thekalröhre.

Der Mittelsilur hat also folgende, genauer untersuchte Heliolitiden,
wovon die mit gesperrtem Druck zz mittelsilurisch sind:

1. Trochiscolithus micraster, Lam.

2. Protaraea micropora, Eichw.

3. Protaraea Ungerni, Eichw.

4. Protaraea vetusta, Hall.

5. Palaeoporites estonicus, Kiær.
6. Proheliolites dubius, F. Schm.
7. Plasmoporella convexotabulata, Kiær.
8. Plasmoporella vesiculosa, Kiær.
9. Propora conferta, E. & H.

10. Propora affinis, Bill.

11. Propora intercedens, Kiær.

12. Propora speciosa, Bill.

13. Propora cancellata, Ldm.

14. Propora bacillifera, Ldm.

15. Propora tubulata, Lonsd.

16. Propora hirsuta, Ldm.

17. Diploepora ramosa, Kiær.

18. Heliolites parvistella, F. Rom,

19. Heliolites interstinctus, L.

20. Acantholithus asteriscus, F. Rom.

M.-N.

ER.

<I

JOHAN

Das Resultat von dem, was ich auf den vorhergehenden Seiten

angeführt habe, ist in der folgenden Tabelle übersichtlich dargestellt.

Links sind die

beschriebenen Arten auf-

in meiner früheren Arbeit

In der Mitte findet man die von Lindström angeführten und

gefuhrt.

beschriebenen untersilurischen Formen und rechts das Resultat der syno-

nymischen Untersuchungen in dieser Arbeit.

WON “yp fSnostayse SNUJI[OUJUEIVY
“Woy *y] snosajst snyNOYIUEDN
‘TT 'smyounsıayur sapnora

WON ‘A fepeystased sau[oreH

up “eynsımy erodorg

‘rey ‘vsojnoisaa ejfpIodowserg
"Iery] "qEIOX3AU09 ejjfpıodouserg
‘ery 'esower e10d20[di

*psuoJ ‘eyeinqny eiodorg

‘uipy ‘eJepppoueo esodoig
‘rey ‘suapaosajur eıodorg
“ig ‘esomads eıodorg

ng “stuyye eıodorg

‘upy ‘erajıppoeq eıodorg

'H © ‘A ‘eyayuoo rıodosg
*wyos "4 ‘snıqnp Sa}I[OaUOI4
‘ery *snoruojsa sajmodoarjeg
‘IH ‘eysnyaa eseIejolg

*woy "yy *snosuajse snyJIoyyueoy
"Ausg ‘IUJ2BU() vaviejolg
*mydorg ‘eiodolonu eselejolg

"Wp] M2SCIONU sny)nODSIYDOLL

I

I

I

I

I

*wpq *snjejdasajer snyyoyyueoy
"WQEY ‘A ‘snosuajse SNHJIJOHUEIY
“I ‘snjounsıayur say[orap

"woy “A ‘reste saponap

*wpq *snynsug sono

*psuo] ‘exepnqn} eıodorg
wp *e)eppaoued eıodorg
‘dd ‘H © ‘4 *epuajuoa wıodorg
“ng *esowads eıodorg
d’d’g © ‘A ‘el1ajuoa eıodorg
*WPT *tsajnprdeq eiodorg
‘dd ‘pw ‘A *ej12juoo eıodorg

*wyos “yf ‘sniqnp sap[onaYorg

nen *ejsnjas voele]O1/]

*£OD JIT ewojsedau s11350220)
"Audi ‘LUIDBU() SI2S0900!)
‘Moi ‘sniodoloiu su350220;)

up ‘12JSPIOIU S119809909

“up
‘esojjpwej ‘IA ‘snyesumur Sa}I[OI[2F]

“LION ‘A fepppstaed sapornap

“409 op ewojsedaw eruosjoyaiNn

EAS
esopnorsaA BRA *qejoxaauod "dowse[q

‘rely *eje[nqejox3AU00 ejjs1odowserg

‘rery ‘esowue: eıodowserg

"zıyp *suapaosajur erodowserg
"særy[ ‘eyejjpjs erodowserg
‘ery ‘eyepnqnjoamed eıodouserg
‘H % ‘4H 'elıajpuoa eıodowserg
seısp eıusäiurd eıodouserg
"uydg "4 ‘sniqnp saponaYoIg
‘reryy fsnoiuojsa sayuodo2e|e4

*myonrg funadup s11350220)
‘ery fnyprugog s11350220)

‘psuoT 'rjeurpsour eıodosejeg

'£061 *uorstaay ‘ery

"6681 *oepnyonap 24

ay} uo syleway 'wqnspurg

6681 ‘S$ 35119

Jap uaunrjuappesoy “etsy

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 13

Neue Beitråge zur Stammgeschichte der
Heliolitiden.

I. Die Gattung Trochiscolithus und ihre grundlegende Be-
deutung für das Verständniss der verwandtschaftlichen
Verhältnisse der Protaraeinen.

Die Gattung Trochiscolithus ist äusserst wichtig und interessant
in phylogenetischer Beziehung, da sie die einzige, bis jetzt genau studirte
Form der Protaraeinen! ist, welche in einigen Wuchsformen etwas von
ihrem ursprünglichen Bau bewahrt hat, und deswegen über den Ursprung
dieser sonderbaren Gruppe Licht werfen kann.

Während. diese Koralle, wie ich früher beschrieben habe?, ganz
denselben Bau wie Protaraea (= Coccoseris) hat, wenn sie in der Form
von Lamellen oder sphäroidischen Massen wächst, zeigt sie in ihrer
zweigigen Wuchsform ganz besondere Bauverhältnisse. Die peripherischen
Theile haben hier ganz dasselbe, eigenthümlich verdickte Skelett,
woraus die anderen Wuchsformen gebaut sind. Die centralen Theile
dagegen zeigen ein nur schwach verdicktes Skelett mit einem ganz ver-
schiedenen und höchst eigenthümlichen Bau.

Da meine früheren Abbildungen dieser Form leider theilweise un-
günstig ausgefallen sind, werde ich hier einige bessere und mehr erklä-
rende geben.

Das verdickte Skelett, sowohl in den lamellären und sphäroidischen
als in den peripherischen Theilen der zweigigen Stöcke, wird durch
Fig. 1—4 anschaulich gemacht. Figur ı & 2 sind Quer- und Längs-

1 Wie ich später im Abschnitt II zeigen werde, kann Coccoseris nur als Synonym für
Protaraea aufgefasst werden. Die Gruppe muss deswegen Protaraeinae statt Cocco-
serinae heissen,

? Korallenfaunen, Pag. 4 (= Palaeopora inordinata),
>

14 JOHAN KIÆR. M.-N. Kl.

schnitte eines grossen Stockes von Esthland (in 7, bei Piersal). Man
sieht, dass das Skelett stark verdickt und in dicken, säulenartigen Gebilden
differenzirt ist, welche besonders in der Columella isolirt sind. Die
Interseptallöcher sind in der Regel noch offen, ebenso einige von den
exothekalen Röhren. Auf dem Längsschnitte sieht man die Septen aus
verdickten, schräg aufwärts laufenden trabekelähnlichen Gebilden auf-
gebaut.

Fig. 3—4 zeigen den Bau der peripherischen Theile eines zweigigen
Stockes. Die Verdickung ist hier noch stärker vorgeschritten. Die
exothekalen Theile sind reicher entwickelt und die eigenthümliche Diffe-
rentiation des trabekulären Skeletts in dicken, säulenartigen Gebilden ist
mehr in die Augen fallend. Diese Umformungen des Skeletts habe ich
früher als trabekelähnliche Bildungen bezeichnet. Lindström nennt sie
baculi. Dieser Name scheint mir sehr passend, und ich werde sie
künftig so bezeichnen. Den ganzen Umformungsprozess des Skeletts in
dieser Richtung werde ich dann als die baculäre Differentiation
bezeichnen. Sie bewirkt eine Verdickung des Skeletts, wirkt also auf
dieselbe Weise wie die bei vielen Rugosen und Tabulaten gewöhnliche
lamelläre Verdickung, ist aber in ihrer Art von der letzteren ganz ver-
schieden und scheint nur bei dieser alten, isolirten Korallengruppe vorzu-
kommen.

An den sphäroidischen Stöcken dieser Form, die ich in dem Koral-
lenkalke in grosser Anzahl gefunden habe — Etage 5b — auf Østre
Svartô im Tyrifjord, scheint die baculäre Differentiation noch mehr
entwickelt zu sein. Auf dem Querschnitte scheint das Skelett hier in
dicht auf einander gepackten prismatischen daczlz zertheilt zu sein, ganz
wie bei der Protaraea (= Coccoseris); nur sind die Interseptallöcher und
einige Exothekalröhren theilweise offen. Die Ähnlichkeit mit Protaraea-
Formen ist hier so vollständig, dass Lindström kein Bedenken trug, diese
Form als Coccoseris micraster! zu beschreiben. Das kleine Stockfrag-
ment vom Leptaenakalke, welches als Grund seiner Beschreibung diente,
ist nämlich ein Stück der äusseren, verdickten Zone eines zweigigen
Stockes. Das centrale, wenig verdickte Skelett war ihm ganz unbekannt.

Das Verhältniss zwischen diesem centralen Theile und der peripheri-
schen verdickten Zone wird durch Fig. 5 am besten illustrirt.

Den feineren Bau der centralen Zone sieht man an Fig. 6—7.

Den Bau dieses centralen Skeletts habe ich früher ausführlich be-
schrieben. Ich komme später wieder darauf zurück. Hier will ich nur
hervorheben, dass es als Zeliolites-ähnlich bezeichnet werden muss. Es
hat deutliche Endothekalröhre mit ı2 lamellären Septen und ein Coenen-

En han EE)

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 15

Fig. 1. Trochiscolithus micraster, Ldm.
Querschnitt, 30 Mal vergrössert, Von Piersal, Esthland, Zone 7,.

Fig. 2. Trochiscolithus micraster, Ldm.
Längsschnitt, 30 Mal vergrössert, Von Piersal, Esthland, Zone #,.

16 JOHAN KIÆR.

M.N. KI.

chym aus unregelmåssigen Exothekalröhren bestehend. Spuren eines
perforaten Baus sind vorhanden. Trotzdem muss man sagen, dass die
Heliolitiden die einzige palaeozoische Korallengruppe ist, womit das cen-
trale Skelett des Zvochtscolithus verglichen werden kann. Von einer
baculären Differentiation, die doch das charakteristische für Protaråa
und verwandte Formen sein sollte, sieht man hier keine Spur.

Aus diesem eigenthimlichen Bau bei einigen Wuchsformen des
Trochiscolithus muss man das Recht haben, folgende Schlüsse zu ziehen:
1. Das centrale, wenig verdickte Skelett bei der zweigigen

Wuchsform des T7rochiscolithus zeigt die ursprünglichen

Bauverhåltnisse dieser Gattung, wåhrend der Bau in

den peripherischen Theilen — das baculår differenzirte

Skelett — durch eine secundåre Skelettverdickung wäh-

rend des Wuchses des Korallenstockes entstanden ist.

2. Bei den lamellären und sphäroidischen Stöcken dersel-
ben Form hat die baculäre Differentiation schon vom
Anfang des Aufbaus des Stockes stattgefunden, und der
urspriingliche Skelettbau ist hierdurch ganz zum Ver-
schwinden gebracht.

3. Da das baculär differenzirte Skelett des Trochiscolithus
mit dem gewöhnlichen Skelettbau der Protaraea (= Cocco-
seris) ganz übereinstimmt, und die Oberfläche des Stockes
in ihren Hauptzügen auch dieselbe ist, müssen auch die
Skelette dieser Formen entstanden sein durch eine ähn-
liche baculäre Differentiation eines unverdickten Skeletts,
das denselben Bau wie das centrale Skelett der ersteren
Form gehabt hat.

4. Wenn man deswegen die verwandtschaftlichen Verhält-
nisse der Protaraeinen untersuchen soll, muss man sich
wesentlich an den ursprünglichen, unverdickten Ske-
lettbau des TYockiscotithus halten, indem man annehmen
muss, dass alle diese Formen von nochälteren Korallen
mit diesem Skelettbau herstammen,

Für das richtige Verständniss des baculären Baues bei
Trochiscolithus und Protaraea (= Coccosseris) ist ein anderes
Factum von grosser Bedeutung, welches ich schon in meiner
früheren Arbeit stark hervorgehoben habe, nämlich, dass
man sowohl bei den Plasmoporinen als bei den Heliolitinen
in einzelnen Entwicklungsreihen eine ähnliche, baculäre

Differentiation vorfindet.

N ac rn vev TS = \ re

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. — 17

Fig. 3. Trochiscolithus micraster, Ldm.
Onerschnitt durch die peripherische Zone eines zweigigen Stockes, 30 mal vergrössert,
Å Von Etage 5a, Stavnæstangen, Ringerike.

Fig. 4. Trochiscolithus micraster, Ldm.
Längsschnitt durch die peripherische Zone eines zweigigen Stockes. 30 mal vergrössert.
Von Etage 5a, Stavnæstangen, Ringerike.

Vid-Selsk. Skrifter. M.-N. Kl. 1908. No. 10 2

18 JOHAN KIÆR.

M.-N. KI.

Aus Propora entwickeln sich in dem Mittel- und Obersilur die merk-
würdigen Formen, die ich als Propora ramosa, Kiær und Grayi, E. H.,
bezeichnet habe, eine Entwickelungsreihe, die ich die Ramosa-reihe
genannt, und für welche Lindström den alten Namen Diploépora behalten
hat. Bei diesen findet man eine centrale Zone mit vollståndig nor-
malem Propora-bau, wåhrend eine dickere oder dünnere peripherische Zone
eine ausgeprågt baculåre Differentiation aufweist. Da die Endothekal-
röhren in dem centralen Theile entweder keine oder nur schwach ent-
wickelte Septa haben, ist ganz natirlich in dem baculären Theile des
Skeletts das Septalskelett schwach entwickelt; sonst aber ist die Aehn-
lichkeit mit Zrochiscolithus und Protaraea ganz erstaunend.

Lindström äussert hierüber in seiner Kritik, dass diese Eigenthüm-
lichkeit diese Gattung (Diploepora) gewissermassen eine Zwischenstellung
giebt zwischen den Plasmoporinen und den Coccoseriden, ein Gedanken-
gang, der sicher ganz unrichtig ist. Die Verhältnisse können
nicht auf andere Weise erklärt werden, als dass der baculäre
Bau bei diesen beiden Gruppen sich ganz unabhängig von
einander entwickelt hat. Er ist eine Folge der Konvergenz
und zeigt uns, dass die eigenthümliche baculäre Differen-
tiation, wahrscheinlich als eine Folge äusserer biologischer
Verhältnisse, bei ganz verschiedenen Gruppen von Helioli-
tiden entstehen und auf eine höchst eigenthümliche Weise
den ursprünglichen Bau des Skeletts verbergen und verän-
dern kann. Denn trotzdem die centrale Zone des Trochs-
colithus und der Diploepora äusserst verschieden sind, zeigt
die peripherische eine ganz merkwürdige Uebereinstim-
mung. Man sieht auch hieraus, wie schwer es ist, die Verwandtschaft
einer Protaraea-ähnlichen Form zu bestimmen, wenn man nicht heraus-
finden kann, wie der ursprüngliche Bau des Skeletts gewesen ist.

Ich werde später für die Gattung Acantholithus, welche Lindström
zu seinen Coccoseridae hinführt, nachweisen, dass man dieselbe als eine
bacular differenzirte Entwickelungsreihe der ächten Heliolitinen auffassen
muss, und dass man deshalb auch hier bei diesen eine ähnliche Diffe-
rentiation hat. Bei allen diesen 3 Hauptgruppen der Heliolitiden
findet man also bei einzelnen Formen dieselbe baculäre
Differentiation des Skeletts, ein Verhältniss, welches durch
Konvergenz erklärt werden muss, und ist es deswegen von
der grössten Wichtigkeit, dasselbe bei der Auseinander-
setzung der Stammesgeschichte dieser ganzen Korallengruppe
in Betracht zu ziehen.

SO MEET kEEERREEE As —

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 19

Fig. 5. Trochiscolithus micraster, Ldm.
Querschnitt eines zweigigen Stockes; man sieht die centrale, schwach verdickte und die
peripherische, stark verdickte Zone. 6 mal vergrössert.
Von Etage 5 a, Stavnæstangen, Ringerike,

Fig. 6. Trochiscolithus micraster, Ldm.
Querschnitt durch die schwach verdickte, centrale Zone eines zweigigen Stockes,
30 mal vergrössert.
Von Etage 5a, Stavnæstangen, Ringerike,

me å Gnå

30 JOHAN KLÆR. M.-N. Kl.

Nachdem ich nunmehr die Bedeutung des eigentlichen baculären Baus
beleuchtet habe, sowohl bei den Protaraeinen selbst als bei einzelnen
Formen der Plasmoporinen und der Heliolitinen, werde ich jetzt ent-
wickeln, was man von der Verwandtschaft der Protaraea und des 770-
chiscolithus mit den übrigen Heliolitiden sagen kann. Man hat sich also
hier nur an den centralen Skelettbau der zweigigen Wuchsform des
Trochiscolithus zu halten, indem ich sowohl diese Gattung als die
Protaraea selbst von einer Stammform herleite, welche diesen Bau ge-
habt hat. Man muss dann zuerst einräumen, dass man hier eine Koralle
mit Heliolitiden-ähnlichem Bau vor sich hat; wir kennen jedenfalls keine
andere paläozoische Korallengruppe, die einen ähnlichen Bau hat. Die
feinen Endothekalröhren mit konstant ı2 lamellären Septen und das
rohrförmig gebautes, obgleich etwas unregelmässiges Exothek erweist
dies klar genug. Das einzige Bauverhältniss, das wider eine solche
Verwandtschaft spricht, ist die schwach perforate Beschaffenheit des
Skeletts in diesem centralen Theile. Schon in meiner früheren Arbeit
habe ich dies hervorgehoben. Ich habe jedoch gleichzeitig entwickelt,
dass dieser Umstand an und für sich eine nahe Verwandtschaft mit den
Heliolitiden nicht ausschliesst. Lindström bestreitet aufs bestimmteste,
dass irgend welche Coccoseride einen porösen Bau hat (Siehe Kritik
Pag. 2). Lindström glaubt, dass ich nur auf verwitterter Oberfläche habe
etwas beobachten können, was Porosität gleichen könnte, und sagt zum
Schluss: »I deny totally the existence of canals or tubes between the
tubuli and calicles in the zzZerior of the sclerenchyma of all real Helio-
litidae and Coccoseridae and if such exist in any specimen, this does not
belong to either of these families.«

Hierzu muss ich bemerken, dass ich grade in dem Inneren des Ske-
letts in Dünnschliffen von dem centralen Theile des Trockiscolithus
einen porösen Bau beobachtet habe, und dass ich glücklicher Weise
nicht »oberflächlich« genug gewesen, um diesen Schluss nur aus einer
verwitterten Oberflächestruktur zu ziehen. Lindström kannte ja auch
nicht diese Wuchsform bei dem Trockiscolithus. He hat sich leider un-
möglich erwiesen, die Skelettstructur durch successive Abschleifung und
Zeichnung zu studiren, da der Kalk des Skeletts und der infiltrirte
Kalk auf einer polirten Fläche nicht so scharf aus einander treten, dass
diese feinen Details mit Sicherheit bestimmt werden können. Ich habe
mich deswegen an die Skelettbilder, welche durch einzelne Dünnschliffe
hervorkommen, halten müssen. Auch diese sprechen jedoch nach meiner

Meinung entschieden genug. Ich weise auf Fig. 6 hin. Sie ist eine äus-

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 21

serst genaue Zeichnung nach einem meiner besten Präparate. Man sieht
hier die Querschnitte von 3 ungefähr gleich grossen Thekalrôhren und
unten links eine vierte, welche wahrscheinlich noch in Entwickelung und
deshalb noch unregelmässiger als die anderen ist. Die Septen laufen
mehr oder weniger unregelmåssig gegen das Centrum, wo sie eine
columella bilden. Mitunter scheinen sie doch nicht an dieselbe hinanzu-

reichen, indem der Schnitt hier eine centrale Septalpore getroffen hat (c. s.

p.); an anderen Stellen sind sie durch Abbruch von der Mauer getrennt,
und dieser Abbruch muss hier eine peripherische Septalpore (p. s. p.) reprä-
sentiren. Oft sieht man in den Septen die Querschnitte von unregelmäs-

sigen Hohlräumen (s. r.), welche besonders im äusseren Theile der Septen

liegen. Man kann sehen, dass sie sich an mehreren Stellen durch Poren

Fig. 7. Trochiscolithus micraster, Lam.
Längsschnitt durch die schwach verdickte, centrale Zone eines zweigigen Stockes.
30 mal vergrössert.
Von Etage 5 a, Stavnæstangen, Ringerike.

in die Interseptalräume eröffnen (s.r.p.). Alles dies scheint mir zu zeigen,
dass die Septen von unregelmässigen Poren durchlöchert sind. Die Un-
regelmässigkeit, die hierdurch entsteht, wird durch eigenthümliche, synap-
ticulaähnliche Vorsprünge auf den Seiten der Septen noch mehr ver-
grössert. Man sieht dieselben oft direct zu den Nachbarsepten hinüber-
treten, und es ist deswegen oft sehr schwer zu entscheiden, was als ein
Septum betrachtet werden muss. Die Septalanzahl kann deshalb in
einigen Fällen schwer zu bestimmen sein; in den meisten Thekalröhren
kann man jedoch mit Sicherheit 12 Septen bestimmen. Man sieht nun
auch, dass die Interseptalräume an vielen Stellen mittels Durchbrüche
oder Mauerporen (m.p.) mit den Exothekalräumen in Verbindung stehen,
Ebenso unzweifelhaft ist es, dass die Exothekalröhren durch Exothekal-
poren (e. p.) selbst communiciren. Die Querschnitte der Exothekalröhren,

w
tw

JOHAN KIÆR. M.-N. Kl

die übrigens ziemlich unregelmässig zu sein scheinen, werden hierdurch
so variirend, dass sie oft den Eindruck eines wurmförmig durchbroche-
nen Exotheks machen können. Längsschnitte zeigen jedoch, dass solche
Bilder wesentlich von den mehr oder weniger horizontal laufenden Exo-
thekalporen herrühren, und dass man in der That ein aus vertikalen
Exothekalröhren bestehendes Exothek hat. Gute Längsschnitte durch die
centrale Zone sind sehr schwer zu bekommen. Die Zweige krimmen
sich in der Regel so unregelmässig, dass ein Längsschnitt nur ein kurzes
Stück der Längsachse der Röhre folgen kann. An einzelnen sieht man
verhältnissmässig regelmässige, etwas dickwandige Röhren mit undeut-
lichen Tabulae; an anderen ist das Bild mehr unregelmässig und schwerer
zu deuten, Solche Schnitte, wovon Fig. 7 ein gutes Exempel ist, machen
einen perforaten Eindruck, und es ist schwer, die Thekal- und Exothekal-
röhren mit Sicherheit zu unterscheiden. x

Ich glaube hierdurch Beweis dafür geliefert zu haben, dass der 770-
chiscolithus einen perforaten Bau des wenig verdickten Skeletts hat, ein
Bau, der durch die baculäre Differentiation ganz verborgen worden ist.

Hat denn Lindström in seiner oben citirten Behauptung Recht, dass
der Trochiscolithus deshalb weder unter die Heliolitiden noch unter die
Coccoseriden (mit Lindströms Begrenzung) gerechnet werden kann?

Es ist gleich klar, dass man die nahe Verwandtschaft mit Protaraea
(= Coccoseris) nicht bestreiten kann. Man kennt bei dieser Gattung
allerdings nur das baculäre Skelett. Dieses stimmt aber mit dem ent-
sprechenden des 7Yochiscolithus so genau überein, dass kein Grund vor-
zuliegen scheint, daran zu zweifeln.

Die nahe Verwandtschaft des Trochiscolithus und also auch der Pro-
taraea mit den typischen Heliolitiden ist dagegen schwerer zu beweisen,
Lindström äussert sich in seiner Arbeit darüber nicht ganz klar. Pag. 5
sagt er: »To the genuine Heliolitidae I append Coccoseridae — — —
which I consider to be a group nearly related to them (die Zeliolitidae
nämlich).« Ferner Pag. 29: »Further I have appended the family of the
Coccoseridae to the Heliolitidae as nearly related on account of their
regular and consimilar septal formation, their mode of gemmation and
also in some degree of their coenenchyma. They have indeed by some
authors been mistaken for and described as true Heliolitidae.« Pag. 35
liest man: »The corals appertaining to this family (Æe/iolitidae) as well
as the nearly connected one, the Coccoseridaes und endlich auf Pag. 106:
»As a coordinate family to Heliolitidae and related to it — — — that
of the Coccoseridae is to be mentioned.«

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 23

Erst in seiner Kritik meiner Arbeit, worin ich die Protaraea und
verwandte Formen als eine Unterfamilie der Heliolitiden aufstelle, ent-
wickelt Lindström näher seine Auflassung dieser Verhältnisse auf folgende
Weise:

»According to Dr. K. the Coccoseridae form the first »Unterfamilie«
of the Heliolitidae. I am certainly convinced that this assertion militates
against all well founded and scrutinized facts. In spite of some super-
ficial similarity the interior structure of the sceleton of the Coccoseridae
is of so fundamentally different a nature that they must decidedly
be separated from the Zeliolitidae and placed as a coordinate family,
alongside with these and other palaeozoic corals!. While in all the
genuine //eliolitidae the composite polyparium consists of both vertical
and horizontal elements, as well known, which through their variability
originate a multiplicity of forms, in the Coccoseridae, on the other hand,
there prevails, as a rule, the vertical element exclusively to the horizon-
tal, which only in a few instances in the genus Acantholithus appears
as scarce tabulae in the coenenchyma. In all the numerous specimens
of the Coccoseridae which I have been able to examine the polyparium
is a compact mass of closely packed vertical trabeculae of the same sort
that I have called baculi. They are considerably larger than those
which sparingly occur in the Proporae, these being together with Dzploe-
pora the only Heholitidae in which they are found. Besides, there are
other important distinctions between the two families. In the Cocco-
seridae there is a total want of a distinct theca around the calicles.
Their septa in all the three genera of which they, according to my views,
consist, are moreover of a type so entirely peculiar and deviating from
the thin lamellae of the Heliolitidae, that they alone would have been
sufficient for a separation. In the Coccoseridae each septum is a thick
lamina, in its margin subdivided in relatively thick lobules, all of equal
size, curved upwards towards the centre of the calicles and each lobule
is composed of microscopic fibrillae, diverging at all sides from a central
axis. Each lobe thus in fact is a curved baculus though adhering with
its basis to a sort of rhachis common to them all. There is thus the
important difference between these two sorts of septa, that in the He/io-
litidae the lamella consists of one set of parallel fibrillae above each
other, while in the Coccoseridae the septum is dissolved into a series of

fibrillous, oblique baculi.«

1 Lindström nennt in seiner Arbeit die Coccoseriden eine Familie, coordinate to Helio-
litidaee, schwächt aber dies hier ab durch die Zufügung »and other palaeozoic corals«,

24 JOHAN KIÆR. M.-N. KI.

Lindström präzisirt also hier seine Auffassung auf folgende Weise,
dass die innere Structur des Skeletts bei den Coccoseriden, mit Aus-
nahme einer äusseren Aehnlichkeit, von dem Bau der Heliolitiden
(= Plasmoporinae und Heliolitinae) so grundverschieden ist, dass jene
von diesen bestimmt getrennt und »as a coordinate family alongside with
these and other palaeozoic corals« aufgestellt werden müssen.

Seine Hauptgründe hierfür sind die folgenden 3:

ı) Das Skelett der Coccoseriden! ist im Gegensatze zu dem der Helio-
litiden von baculi aufgebaut.

Eine distincte Theca oder Mauer fehlt bei den Coccoseriden.

ww
——

Die Septen sind so ganz verschieden gebaut, dass dies allein ge-
niigen würde, sie als eine eigene Familie zu entfernen. Während das
Septum nämlich bei den Coccoseriden in einer Reihe von fibrillåren,
schiefen baculi aufgelöst ist, besteht es bei den Heliolitiden aus »one
set of parallel fibrillae above each other«.

Keiner dieser Gründe liefert den von Lindström gewünschten Beweis,
dass Protaraea und verwandte Formen nicht mit den Heliolitiden genau
verwandt sind und mit dieser Familie vereinigt werden können. Mein
Nachweis, dass man die in der eigenthümlichen Entwickelung der baculi
bestehende baculäre Structur auch bei den Plasmopora- und Heliolites-
formen findet, wirft sein erstes Argument ganz zu Boden. In der Ent-
wickelung dieser baculären Structur liegt auch der Grund, dass man an
Querschnitten keine distincte Mauer um die Endothekalröhre nachweisen
kann. Den Beweis dafür liefert die baculäre Randzone der Diploepora,
wo auch die Mauer mit dem Coenenchym ganz zusammenfliesst. Ferner
muss angeführt werden, dass das ursprüngliche Skelett des Trochisco-
lithus eine ebenso gute Mauerbildung aufweist wie bei vielen typischen
Heliolitiden.

Der Unterschied schliesslich, welchen Lindström glaubt in dem Bau
der Septen nachweisen zu können, hat auch keine Bedeutung. Lindström
kriegt einen Unterschied heraus, indem er den gewöhnlichen Septalbau
bei Heliolites zum Vergleich heranzieht. Dies ist jedoch ganz misswei-
send. Den ursprünglichen Septalbau bei den Heliolitiden findet man,
wie ich schon in meiner früheren Arbeit hervorgehoben habe, bei Pro-
pora und Plasmopora, wo das Septum aus einer Verticalreihe von schief
aufwärts und einwärts laufenden Trabekeln gebildet wird. Wenn das
Skelett zur baculären Structur verändert wird, ist es klar, dass es grade
höchst eigenthümlich sein würde, wenn das Septum den Bau, welchen

1 — Protaraeinen in dieser Arbeit,

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 25

Lindström bei Coccoseris schildert, nicht bekäme. Der Septalbau steht
in der vollständigsten Uebereinstimmung mit der eigenthümlichen, bacu-
låren Entwickelung des Skeletts überhaupt.

Man kann also in diesen Verhåltnissen keinen Beweis für Lindströms
Auffassung suchen. Es sind indessen andere Punkte im Bau der Prota-
raeinen, deren Bedeutung hier klargestellt werden muss, da sie an-
scheinend gegen eine nahe Verwandtschaft mit den Heliolitiden sprechen
könnten. Ich denke hier an gewisse Eigenthümlichkeiten im Bau
der Septen und an die perforate Structur des ursprünglichen Skeletts
bei dem Trockiscolithus. Die Eigenthümlichkeit bei den Septen der Pro-
taraeinen liegt nicht in dem, was Lindström in seiner Kritik hervorhebt,
sondern in andern Umständen, die ich gleich erwähnen werde. Auf einer
gut aufbewahrten Oberfläche der Protaraen wird man bemerken können,
dass der Rand der Septen aus zwei oder noch mehreren Reihen von
kleinen Erhöhungen gebildet wird, welche offenbar die hervorstechenden
Enden der daculi der Septen repräsentiren. (Siehe z. B. Lindström,
Heliolitidae, Pl. XII, Fig. 3 und Kiær, Korallenfaunen, Textfigur 4). An
Dünnschliffen quer durch die Thekalröhre sieht man dasselbe Bild (Lind-
ström Pl. XII, Fig. 6). Ich habe dies in meiner früheren Arbeit erwähnt
bei der Behandlung des Coccoseris (Pag. 16) und des Palaeoporites esto-
nicus, Kiær (Pag. 19), welche einen ähnlichen Septalbau haben. Das nor-
male Septum bei den gewöhnlichen Heliolitiden ist ja von einer einzelnen
Verticalreihe von Trabekeln aufgebaut und unterscheidet sich somit in
dieser Hinsicht bedeutend von dem bei Protaraea (= Coccoseris) geschil-
derten Bau. Der hier besprochene Unterschied scheint denn auf den ersten
Blick nicht geringe Bedeutung zu haben, besonders da der Bau des Sep-
tums eine sehr wichtige Rolle für die Systematik der ächten Korallen
spielt. Eine genauere Untersuchung zeigt indessen, dass diese Verhält-
nisse weder bei den Protaraeinen, noch bei den Plasmoporinen oder
Heliolitinen konstant sind.

Bei dem Trochiscolithus kann ich nur eine einzelne Reihe von Bacula
in den Septen sehen. Dasselbe findet man in der Regel auch bei
Prot. vetusta, die auch nach Lindström mit Coccoseris sehr nahe ver-
wandt ist, (Siehe Lindst. Heliolitidae, PI. XU, Fig. 19). Ein Paar Septen
scheinen doch auf diesem vorzüglichen Bilde eine doppelte Reihe äusserst
an der Mauer zu haben. Fig. 24, die »Seebachs original of Stylaraea
Roemeri« vorstellt, zeigt dagegen ziemlich konstante, doppelte Reihen
von baculi in den Septen. Lindström trägt doch kein Bedenken, dieses

Exemplar mit Protaraea vetusta, Hall, zu verbinden.

26 JOHAN KLÆR. M.-N. KI.

Acantholithus, der wie ich nachher zeigen werde, wahrscheinlich von
normalen /eliolites-Formen hergeleitet werden muss, hat eine ähnliche An-
: ordnung von mehreren radialen Reihen von daczli. Siehe Lindstr. Pl. XI,
Fig. 23, 24, 25, 34 etc. Siehe auch PI. XII, Fig. 14, welche man wahr-
scheinlich ebenfalls als zu dieser Gattung gehörend ansehen muss.
Eigenthümlich genug zeigen verschiedene Plasmoporinen einen Septalbau,
den man ebenfalls als eine Verdoppelung der Septaltrabekeln ansehen
muss. Dies tritt bei Propora hirsuta, Ldm. (Lindstr. Pl. XI, Fig. 18,
19 & 20) schön hervor. Auch verschiedene andere wie Propora bacilli-
fera, Ldm. (Lindstr. Pl. X, Fig. 14), Propora tubulata, Lonsd. (Lindstr.
Pl. XIII, Fig. 12), Plasmopora calyculata, Ldm. (Lindstr. Pl. VII, Fig.
4) und Camptolithus papillatus, Rom. (Ldm. Pl. X, Fig. 25) zeigen
einen ähnlichen Bau.

Besonders diese zuletzt geschilderten Verhältnisse bei den genannten
Plasmoporinen scheinen mir in dieser Verbindung wichtig, da das Skelett
hier ganz unverdickt und von gewöhnlichem Character ist. Wenn man sich
bei solchen Formen eine baculäre Veränderung des Skeletts denkt, scheint
es höchst wahrscheinlich, dass ähnliche Septen gebildet werden müssten
wie man bei der typischen Protaraea findet.

Ich habe alles dies angeführt um zu zeigen, dass auch diese Bau-
verhältnisse nicht dafür sprechen, dass die Protaraeinen eine von den
Heliolitiden streng getrennte Gruppe bilden. Wahrscheinlich hat man
hier mit Spezialisirungen des Septalbaus zu thun. Diese werden beson-
ders durch die baculäre Differentiation entwickelt. Es ist merkwürdig zu
sehen, wie Structureigenthümlichkeiten, welche bei späteren Korallen einen
stabilen Character haben, bei diesen uralten Korallen eine so starke Nei-
gung zu Variation haben wie oben erwiesen. Das zeigt uns, wie vor-
sichtig man bei diesen Untersuchungen vorgehen muss. Jetzt aber der
perforate Bau des ursprünglichen Skeletts bei den Protaraeinen? Ist er
wirklich, wie Lindström meint, mit einer nahen Verwandtschaft mit den
Heliolitiden unvereinbar? Ich glaube nein und meine, dass sich diese
Verhältnisse mit einer gemeinsamen Abstammung von Protaraeinen und
Plasmoporinen sehr wohl in Uebereinstimmung bringen lassen. Ich habe
dies ausführlich in meiner früheren Arbeit entwickelt (Pag. 15—17) und
werde hier nur kürzlich den Hauptinhalt meiner Erwägungen anführen.

Aus der Structur der Oberfläche bei gut aufbewahrten Kolonien,
z. B. der Plasmopora scita, Edw. & H. (Siehe z. B. Lindstr. VII, Fig. 1—8
und Kiær, Textfigur 6, Pag. 15) kann man mit grosser Wahrscheinlich-
keit schliessen, wie die weichen Theile dieser Formen gebaut gewesen.
Wahrscheinlich sind von den ectocoelen Mesenterialräumen starke Röhren

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 27

oder Kanåle über die Mauer gelaufen und haben darauf das Exothekal-
gewebe oder das Coenenchym in mehr oder weniger regelmåssiger radia-
ler Richtung durchdrungen. Die einzelnen Personen standen hierdurch
mit einander in Verbindung. Hier in dem Coenenchym haben sich denn
allmåhlich eigenthumliche Caeca entwickelt, welche bei den typischen
. Heliolites-formen am regelmåssigsten sind, Bei den meisten Propora-
formen kann man deutliche Spuren eines ähnlichen Baus sehen. Dieser
Bau, den man als eine perforate Anordnung der weichen Theile bezeich-
nen kann, kommt im Skelett nicht überall zum Ausdruck. Man muss
sich denken, dass die verbindenden Kanäle bei den verschiedenen For-
men mehr oder weniger tief gelegen haben, wodurch entweder nur einige
oder auch alle Spuren auf der Oberfläche des Skeletts haben zurück-
lassen können. Bei den Æeliolites sind in der Regel nur die regelmäs-
sigen Caeca auf der Oberfläche des Skeletts angedeutet. Alle diese
Verhältnisse der Skelett-Oberfläche werden nun bei den meisten Plasmo-
porinen und bei den Heliolitinen durch den Wuchs des Skeletts verdeckt.
Die Koralle baut weiter, ohne dass etwas vom Kanalsystem der Weich-
theile vom Skelette überwachsen und eingekörpert wird, Die Weichtheile
sitzen mit anderen Worten ganz oberflächlich auf dem Skelette, und be-
sonders die Mauer der Endothekalröhre scheint deswegen an einem
Dünnschliffe ganz compact. Eine Ausnahme hiervon bildet die sonderbare
Plasmoporella, welche gewiss mit den ächten Plasmoporinen verwandt ist,
die aber eine vollständig durchbrochene Mauer hat, aus 12 isolirten Septal-
leisten bestehend (Kiær, Korallenfaunen, Pag. 34). Bei dieser Form communi-
ciren also die endothekalen Septalräume frei mit dem Coenenchym, worin
man wie bei anderen Plasmoporinen eine grössere oder geringere Anzahl
von isolirten exothekalen Septalelementen findet. Es ist überhaupt bei
dieser Form wie bei den anderen Plasmoporinen das regelmässig und
stark entwickelte Blasengewebe, welches die wirklich perforate Structur
verdeckt. Ich glaube, dass man bis jetzt nicht das richtige Verständniss
dafür gehabt, dass ein perforater Bau des trabeculären Skeletts bei den
Plasmoporinen wirklich vorhanden ist, ein perforater Bau, den man bei
der Plasmoporella sowohl in der Mauer als in der Anordnung der exo-
thekalen Septalelemente findet, während er bei den übrigen Plasmopori-
nen nur in dem Bau der Skeletttheile der letzteren gefunden wird und
auch hier mehr und mehr verschwindet, je nachdem sie sich zu dem
höchst entwickelten Typus, den Æ/eliolitinen, entwickeln. Bei den Pro-
taraeinen ist das Verhältniss anders. Hier kann aus der Beschaffenheit
der Oberfläche derselbe Bau der weichen Theile reconstruirt werden,

welchen ich bei den Plasmoporinen geschildert habe. Die Kanäle in dem

28 JOHAN KIÆR. M.-N. Kl.

Körpergewebe der Thiere lagen aber bei den urspriinglichen Formen nicht
nur oberflåchlich, sondern wurden auch von dem Skelette bei seinem
Wuchs umwachsen und eingekörpert. Auf diese Weise erkläre ich mir
den perforaten Skelettbau des 7rockiscolithus. Bei der baculären Diffe-
rentiation des Skeletts verschwindet dies ganz; man kann sich aber nicht
denken, dass der Bau der Weichtheile dadurch ein ganz anderer wurde.
Den Unterschied muss man dadurch erklären, dass die Weichtheile in
der späteren Wuchsperiode auf dem Skelette nur oberflächlich ruhten.
Die Umbildung eines ursprünglich perforaten Skeletts in ein compactes
während der verschiedenen Wuchsperioden derselben Form (Trockiscoli-
thus) wiederholt sich also in der ganzen phylogenetischen Entwickelung
dieser alten Familie.

Durch diese Erwägungen bin ich für meinen Theil zu der Ueber-
zeugung gelangt, dass Protaraea und verwandte Formen trotz ihres ur-
sprünglich perforaten Skelettbaus mit den typischen Plasmoporinen
sehr genau verwandt sind und ihren natürlichen Platz als eine Unter-
familie der Heliolitiden finden. Dies wird noch mehr bestätigt dadurch,
dass das ursprüngliche Skelett des Trochiscolithus in seinen Hauptzügen
grosse Uebereinstimmung mit den Heliolitinen zeigt, wenn man von der
perforaten Structur absieht. Diese besteht in den grossen Endothe-
kalröhren mit 12 konstanten Septen und einem, in deutlichen Röhren
differenzirten Exothekalgewebe, Eigenthümlichkeiten, die bei anderen pa-
laeozoischen Korallen nicht bekannt sind,

Plasmoporella, die ich jetzt als die am ursprünglichsten gebaute von
allen bekannten Plasmoporinen betrachte, halte ich für den ältesten Typus
von allen Heliolitiden. Aus dieser oder nahe stehenden Formen haben
sich dann 2 Hauptreihen entwickelt.

Bei der ersten Hauptreihe wird der perforate Bau des Septalskeletts
entwickelt und complizirt, während das Blasengewebe eine Reduction
erleidet. Diese Reihe umfasst den Trochiscolithus und die mit ihm
nahe zusammengehörige Gattung Protaraea (= Coccoseris) und endlich
Palaeoporites, Kiær, bei dem die perforate Skelettstructur ihre höchste
und am meisten complizirte Entwickelung erreicht hat.

Die zweite Hauptreihe geht auf eine Weise den entgegengesetzten
Weg, von einem perforaten Septalskelett (hiermit bezeichne ich sowohl
die endothekalen als die exothekalen Septalelemente) bei der Plasmo-
porella durch die ächten Plasmoporinen zu den Heliolitinen mit ihrem
vollständig compacten Septalskelett. Diese Hauptreihe behält das stark

entwickelte Blasengewebe in ihren typischen Formen.

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 29

In beiden Hauptreihen kann das Skelett durch eine baculåre Diffe-
rentiation verändert werden, wodurch eine im höchsten Grade überein-
stimmende Skelettstructur herauskommt.

II. Coccoseris, Eichw., ist nur synonym mit Protaraea, E. H.

In »Korallenfaunen« Pag. 10 habe ich die Auffassung dargelegt, dass
man Coccoseris, Eichw. (1855) als eine eigene Gattung, verschieden von
Protaraea, E. H. (1851), wahrscheiniich nicht aufrechthalten kann. Lind-
ström! behält diese beiden Gattungen. Die Eigenschaften jedoch, wodurch
sie sich nach seiner Auffassung von einander unterscheiden, sind in der
That so unwichtig, dass sie höchstens zu einer Arttrennung benutzt werden
können. Lindström führt an, dass die Protaraea im Gegensatz zu dem
Coccoseris in dünnen zucrustirenden Stöcken wächst, deren Thekalöffnun-
gen so dicht gestellt sind, dass ein eigenes Coenenchym nicht oder bei-
nahe nicht entwickelt ist. Die Korallenstöcke des Coccoseris sollen da-
gegen ein concentrisches Epithek und ein reicher entwickeltes Coenenchym
haben. Hierzu muss ich bemerken, dass man in dem norwegischen Mit-
telsilur den Coc. Ungerni, Eichw. sehr häufig findet als incrustirenden
Ueberzug von 1—20 mm. Dicke auf Gastropoden, Strophomenen etc.
und dass er in dieser Wuchsform selbstredend kein Epithek hat. Was
die zweite Eigenschaft betrifft, variirt die Entfernung der Thekalröhre so
stark bei den meisten Heliolitiden, dass man auch darauf kein solches
Gewicht legen kann, wie es Lindström gethan hat. Das Studium der
verschiedenen Propora- und Heliolites-Arten zeigt dies klar genug.

Die typische Protaraea vetusta, Hall. (Siehe Lindström, Heliolitidae,
Pl. XII, Fig. 19) zeigt indessen einen etwas einfacheren Septalbau als
die gewöhnlichen Coccoseris-Formen, inden man in der Regel keine Ver-
doppelung der septalen Reihen von baculi findet!. Dies scheint indessen
zu variiren. Auf Lindströms Fig. 19, Pl. XII zeigen einzelne Septen eine
Verdoppelung an der Basis. Seine Abbildung des Originalexemplars von
Stylaraea Roemeri, v. Seebach, welche er mit Pr. vetusta, Hall, vereinigt,
zeigt Septen mit constanter Verdoppelung der septalen Reihen von baculi.
Es scheint somit, dass man auf diese Verhältnisse kein grösseres Ge-

wicht legen kann.

III. Die Gattung Palaeoporites, Kiær.

In meiner früheren Arbeit habe ich diese interessante Form, welche

ich wåhrend einer Reise in Esthland 1896 an mehreren Stellen in der

1 Heliolitidae, Pag. 109.

30 JOHAN KIÆR.

M.-N. Kl.
Borkholmer Zone, F2 (Korallenfaunen, Pag. 18—21) fand, ausfuhrlich be-
schrieben, Leider sind meine Abbildungen, die direct nach den Pråpa-
raten photographirt wurden, ungünstig ausgefallen, weshalb ich jetzt ver-
suchen werde, einige bessere zu geben, indem ich auf meine frühere,
genaue Beschreibung hinweisel. Fig. 8—10 sind Querschnitte durch
mehr oder weniger verdickte Zonen des Stockes. Fig. 8 zeigt ein mittel-
mässig verdicktes Skelett. Die Endothekalröhre ist verhältnissmässig
deutlich entwickelt und die einzelnen Septen noch leicht zu bestimmen.
Man sieht, trotz der unregelmåssigen Anordnung des ganzen Skeletts,
wie die Septen aus mehreren radialen Reihen von Trabekeln oder baculi
aufgebaut sind. An einzelnen sind sie dicht zusammengepackt, so dass
das Septum compact erscheint. An anderen sind sie mehr oder weniger
isolirt oder unregelmåssig zusammenfliessend.

Fig, 9 zeigt ein weniger verdicktes und deswegen stårker perforates
Skelett; die Septen sind hier oft in einzelnen Trabekelgruppen aufgelöst.
Das ganze ist stark perforat, und es ist schwer, die Begrenzung der
Thekalröhre mit Sicherheit zu bestimmen. Fig. 10 zeigt endlich einen
stark verdickten Theil des Skeletts. Die Verdickung scheint an dieser
Stelle des Pråparats wesentlich die Thekalröhre zu umfassen, deren Inter-
septalråume entweder ganz verdrångt oder nur als unregelmåssig gebogene
und verzweigte, schmale Oeffnungen sichtbar sind. Die einzelnen Septen
sind hier unmöglich oder schwer zu unterscheiden. Fig. 11 zeigt einen
Längsschnitt durch eine Thekalröhre und ein Paar von den umgebenden
Exothekalrôhren. Man sieht hier sehr deutlich den Verlauf der Septal-
trabekeln, die vertikalen Columellartrabekeln und das exothekale trabecu-
låre Skelett, dessen Trabekeln ebenfalls eine verticale Richtung haben
müssen. Man sieht ferner unregelmåssige und sparsame, oft schwach
concave Tabulae.

Fig. ı2 zeigt einen schrägen Querschnitt durch 2 Septen. Der
Schnitt folgt ungefähr dem Verlauf der Trabekeln und illustrirt ihre
eigenthümliche Anordnung.

Was die systematische Stellung dieser merkwürdigen Form betrifft,
muss ich meine frühere Auffassung festhalten. Ich betrachte sie als mit
Trochiscolithus und Protaraea verwandt. Der perforate Bau hat hier
seine am meisten specialisirte und complicirte Form erreicht. Die Verdick-
ung bei dem Palaeoporites zeigt merkwürdig genug keine ausgeprägte

baculäre Differentiation.

! Korallenfaunen, Pag, 18—21.

1903. No.10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 31

Fig. 8. Palaeoporites estonicus, Kiær.
Querschnitt durch eine Endothekalröhre mit umgebenden, unregelmåssigen Exothekalröhren,
Das Skelett mittelmässig verdickt. 20 mal vergrössert.

Fig. 9. Palaeoporites estonicus, Kiær.

Querschnitt durch eine Endothekalröhre mit umgebenden unregelmässigen Exothekalröhren,
Das Skelett schwach verdickt. 20 Mal vergrössert,

| Ge
to

JOHAN KIÆR.

M.-N. KI.

IV. Die Gattung Proheliolites, Kiær.

Sowohl Lindstrôm als der Verfasser haben stark die Eigenthüm-
lichkeit hervorgehoben, dass die Septaldornen bei dieser Gattung nach
unten gerichtet sind im Gegensatz zu allen anderen Heliolitiden und
anderen ächten Korallen. Hierdurch bekommt die Gattung Prokeliolites
eine so isolirte Stellung, dass ich glaube, dass meine Aufstellung einer
eigenen Unterfamilie Proheliolitinae vollständig berechtigt ist. In den
meisten anderen Bauverhältnissen zeigt ja diese Gattung mit den Helioli-
tiden Uebereinstimmung und muss wohl deswegen als eine alte Differen-
zitungsreihe von den Plasmoporinen angesehen werden. Die Knospung
ist ja, wie ich es in meiner früheren Arbeit geschildert habe, sehr inter-
essant. Wegen meiner Untersuchungen hierüber bemerkt Lindström in
seiner Kritik (Pag. 3): »He (Kiær) denies however what at first was
observed by Sardeson that there is a sort of gemmation in such a manner
that a single coenenchymal tubulus changes into a regular calicle, instead
of the usual gemmation when a single calicle is formed out of several
tubuli and it seems to me that I also have seen instances of it.« Ich
werde hierzu anführen, was ich in meiner Arbeit grade von der Knospung
bemerke, welche ich bei einer sehr umständlichen Untersuchung durch
successives Abschleifen und Zeichnen so genau wie möglich zu studiren
suchte: »An Längsschliffen gewinnt man oft den Eindruck, dass sich
einzelne feine Exothekalröhren selbständig und ganz allmählich zu The-
kalröhren erweitern. Immer habe ich jedoch in meinen Schliffserien
gefunden, dass auch in solchen Fällen überall ursprünglich zwei Röhren
vorhanden waren, oder besser ausgedrückt, dass die ursprüngliche, ganz
feine, dreieckige Exothekalröhre (ohne mit einer der benachbarten zu-
sammenzustossen) sich getheilt und dann erst die allmählich auswach-
sende Thekalröhre gebildet hat.« Sardeson’s Observation, welche übrigens
schon vor ihm von Nicholson gemacht wurde, beruht somit auf einer
Täuschung, die ein Längsschliff einem sehr leicht verursachen kann.
Wenn der Plan des Längsschliffes die Querwand, welche die zwei Exo-
thekalröhren trennt, nicht schneidet, wird man natürlich den Eindruck
bekommen, dass nur eine einzelne Exothekalröhre sich in der Endo-
thekalröhre fortsetzt. Die Observationen, welche man bloss in einem

Längsschliffe machen kann, beweisen deswegen nichts.

[a

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 33

3
f

Fig. 10. Palaeoporites estonicus. Kiær.

Querschnitt durch eine Endothekalröhre mit umgebenden unregelmässigen Exothekalröhren,

Das Skelett stark verdickt. 20 Mal vergrössert,

Fig. 11. Palaeoporites estonicus, Kiær.

Längsschnitt durch eine Endothekalröhre, 20 Mal vergrössert.

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KI. 1903. No: 10. 3

EEE VA EEE à 24 D dos “os Si Arad PV GT

—S se

JOHAN KLÆR. M -N. KI.

V.

Die Gattungen Propora, E. H., und Plasmopora, E. H.,

und ihre gegenseitigen verwandtschaftlichen Verhåltnisse.

Während ich in meiner Arbeit die Propora und die Plasmopora

zusammengeschlagen habe, weil ich auf Grund meiner Untersuchungen

die Plasmopora in ihrer gewöhnlichen Begrenzung als eine polyphyletische

Gattung habe betrachten müssen, stellt Lindstrom beide Gattungen mit

theilweise neuer Begründung auf?. Nach seinen Gattungsdiagnosen besteht

der Unterschied wesentlich darin, dass die Plasmopora sogenannte Au-

reolen um die Endothekalröhre herum hat. Der Septalbau ist bei

beiden Gattungen derselbe, ausgenommen, dass die Septaltrabekeln bei

einzelnen mehr entwickelten Arten, anfangen zu Lamellen zusammen-

zuschmelzen. Die exothekalen Septalelemente (Lindströms acu/ae und

bacıllı) treten bei beiden gleichartig auf, zeigen aber bei der Plasmopora

eine ähnliche Tendenz zu grösseren oder kleineren Lamellen zusammen-

zuschmelzen, was wie bekannt bei mehreren Formen in einem beinahe voll-

ständig Zeliohtes-ähnlichen Exothek resultirt Es kann wohl über-

haupt nicht angezweifelt werden, dass der Formenkreis, dem man den

Namen Plasmopora gegeben hat, die Zwischenstufen vertritt in den Ent-

wickelungsreihen oder Linien, welche mit untersilurischen Formen von

dem Propora-Typus anfangen und mit Formen von dem Zeliolites-Typus

schliessen, von und denen ich in meiner Arbeit einzelne zu erörtern versucht

habe. Es ist möglich, dass verschiedene von diesen Entwickelungsreihen,

welche ich geglaubt habe bestimmen zu können®, sich bei künftigen

Untersuchungen als unrichtig erweisen werden. Dies verhindert jedoch

nicht, dass meine Grundanschauung der inneren Verwandtschaftsverhält-

nisse der Heliolitiden richtig ist. Das ist eine Anschauung, die sich nicht

auf vorausgefasste Theorien gründet, sondern die sich mir bei dem Fort-

schreiten meiner Arbeit mehr und mehr aufgedrängt hat. Es scheint in

dieser silurischen Korallengruppe eine starke Tendenz vorhanden zu sein,

phylogenetische Reihen zu entwickeln, welche die Formen Propora —

Plasmopora — Heliolites durchlaufen, und dies scheint wiederholt zu

verschiedenen Zeiten ganz unabhängig von einander geschehen zu sein.

Es

ist dieselbe zZerative Entwickelung, die Koken bei den Gastropoden

hervorgehoben hat. Wenn dies sich aber so verhält, wird die nothwen-

-

nm

es

Korallenfaunen, Pag, 56.

»Rem, of Hel.«, Pag. 74. Auch Lindström betrachtet die P/asmopora als eine Zwi-
schengruppe in der Entwickelung zwischen Profora und Heliolites, ohne sie jedoch als
polyphyletisch aufzufassen (Pag. 89).

»Korallenfaunen«, Pag. 53— 56,

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN.

Fig. 12. Palaeoporiles estonicus, Kiær.

Schråger Querschnitt durch 2 Septen,
der Trabekeln,

Der Schnitt folgt ungefähr dem Verlauf
40 Mal vergrössert,

35

ee OT TE

ae |

RTL NA ar 1 å

«i

ve!

36 JOHAN KLÆR. M.-N. Ki.

dige Consequenz davon, dass sowohl Plasmopora als heliolites in der
gewöhnlichen Begrenzung dieser Gattungen polyphyletisch sind. Es ist
demnach von dieser Betrachtung aus, welche Lindstrôm anscheinend misz-
verstanden hat (Siehe die Schlussbemerkungen seiner Kritik!), dass ich vor-
geschlagen habe, die Propora und die Plasmopora zusammenzuziehen und
sogar dasselbe angedeutet habe, was den Æeliolites betrifft. Lindströms
Nachweisung der sogenannten aureola als etwas ganz besonderes für
die Plasmopora beeinträchtigt nicht die Richtigkeit dieser Auffassung.
Diese Bildung ist bei den verschiedenen Arten übrigens sehr verschieden
entwickelt und ihre physiologische und anatomische Bedeutung ganz
unklar.

Nach erneuerter Erwägung kann ich jetzt darauf eingehen, alle drei
Gattungen Propora, Plasmopora und Heliolites aufrechtzuhalten und zwar
wesentlich aus praktischen Gründen. Man muss dann diese Gattungs-
namen als Bezeichnungen betrachten für gewisse Stufen in den Entwicke-
lungsreihen, welche man in diesem Formenkreise findet, und sich bewusst
sein, dass sie monophyletische Gruppen nicht bezeichnen.

VI. Die Gattung Diploepora, Quenst. und ihre Bedeutung
als eine baculär differenzirte Seitenreihe der ächten
Plasmoporinen.

Während ich in meiner früheren Arbeit über die Heliolitiden Quen-
stedt’s Gattung Diploepora einzog, indem ich nachwies, das der centrale
Theil des Stockes als eine vollständig typische Propora gebaut ist, hat
Lindström gefunden diese Gattung aufrechthalten zu müssen. In seiner
Kritik (Pag. 4) sagt er: »But in identifying Diploepora with Plasmopora
Dr. K. has evidently gone too far. This upper Silurian genus is too
well distinguished from other Plasmoporinae through its so remarkable
double coenenchyma which gives it, as it were, a position between these
and the Coccoseridae without depriving it of its homology with the Pro-
porae in the structure of the theca.«

Nach genauer Ueberlegung finde ich jetzt, dass es angewiesen sein
dürfte, einen eigenen Gattungsnamen für diese eigenthümliche Entwicke-
lungsreihe der Plasmoporinen zu haben und werde also den Gattungs-
namen, Diploépora, Quenst. annehmen. Das wichtigste ist, dass man
sich über die nahe Verwandtschaft mit Propora, E.H. klar wird. Sie steht
ja in einem ähnlichen Verhältniss zu dieser letzteren Gattung, wie Acan-
tholithus zu Heliolites, doch noch näher verwandt, wie der ganz regel-

mässige Propora-Bau der centralen Zone zeigt. Sie vertritt ferner unter

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 37

den Plasmoporinen eine Entwickelungslinie, die mit der Gattung Trochi-
scolithus unter den Protaraeinen vollständig kongruent ist. In diesen 3
Unterfamilien haben wir also folgende kongruente Entwickelungsreihen,
die alle in einer mehr oder weniger stark entwickelten baculåren Differen-
tiation des Skeletts resultiren.

Ik ? — Trochiscolithus — Protaraea.
Il. Propora — Diploepora — ?
III. MHeliolites — Cosmiolithus — Acantholithus.

Wie man sieht, ist das erste Stadium in Reihe I noch unbekannt,
muss aber denselben Bau gehabt haben wie Trochiscolithus in seinem
centralen Theile aufweist. In Reihe II ist das dritte Stadium unbekannt,
kann aber vielleicht noch gefunden werden. Zu Reihe III muss ich be-
merken, dass Cosmiolithus, Ldm., der Diploepora nicht ganz entspricht.
Er ist jedoch nach meiner Auffassung, die ich unter der Gattung Acan-
tholithus näber begründen werde, eine Zwischenform zwischen Æeliolites
und dieser Gattung.

Ich finde somit, dass Lindströms Gedanke, dass Diploepora so zu
sagen eine Zwischenstellung zwischen den Protaraeinen und den Plasmo-
porinen einnehmen sollte, ganz unrichtig ist. Es kann hier nur von einer
Aehnlichkeit die Rede sein, welche in Convergenz und nicht in Verwandt-
schaft begründet ist. Dass in anderer Weise eine Verwandtschaft besteht,
ist eine andere Sache. Dies wird nicht durch diese Verhältnisse bewiesen
sondern durch ganz andere Umstände, die ich unter der Gattung 7 rocki-
scolithus schon ausführlich behandelt habe,

VII. Die Gattung Plasmoporella, Kiær, und ihre phylogene-
tische Bedeutung als der ursprünglichste Typus aller
bekannten Heliolitiden.

Lindström meint (Kritik, Pag. 4), dass meine neue Gattung Plasmo-
porella vielleicht mit seiner Gattung Camptolithus verwandt sei (Rem, of
Heliolitidae Pag. 99). Nachdem ich Lindströms drei Präparate dieser
letzteren studirt habe, kann ich erklären, dass diese beiden Gattungen in
dem Bau des Endo- und Exotheks einander sehr ähnlich sind, nur scheint
die Mauer verschieden zu sein. Das letztere kann man jedoch nicht mit
Sicherheit entscheiden, da Lindströms Exemplare ganz verkieselt sind, so
dass man in den Präparaten die Schnitte der Blasen und der Thekalele-
mente nicht unterscheiden kann. Bevor nicht verkieselte Stöcke des

Camptolithus mikroskopisch untersucht worden, können die verwandt-

38 JOHAN KIÆR. M.-N. Kl.

schaftlichen Verhältnisse dieser beiden Gattungen deswegen nicht mit
Sicherheit entschieden werden.

In meiner früheren Arbeit habe ich meine Auffassung der verwandt-
schaftlichen Verhåltnisse der P/asmoporella, besonders zu den Pasmopo-
rinen, an verschiedenen Stellen dargelegt (Pag. 35, 49 & 57). Nach
erneuerten Ueberlegungen muss ich meine Auffassung festhalten, dass wir
hier mit einer besonders primitiv gebauten Form zu thun haben. Ich bin
sogar jetzt der Meinung, dass sehr viel dafür spricht, dass die P/asmo-
porella den ursprünglichsten Typus aller bekannten Helioli-
tiden bildet. Sie steht auf der primitiven Stufe in der Entwickelung
des Heliolitidenstammes, da eine vollständige Mauer noch nicht gebildet
war, Die später bei allen Plasmoporinen und Heliolitinen vollständig
geschlossenen Endothekalröhren werden hier durch ı2 ganz isolirte Sep-
talrippen vertreten, zwischen welchen der Endothekalraum mit den exo-
thekalen Theilen des Stockes 2: dem Coenenchym, in offener Verbindung
steht!. In diesem letzteren werden Septalelemente nach meiner Auffas-
sung in der Form von isolirten Dornen oder Trabekeln gefunden. Wie
man sieht, bestehen hier alle trabeculären Theile des Skeletts, auf deren
mehr oder weniger festen Vereinigung die Festigkeit des Korallenskeletts
gewöhnlich beruht, aus ganz isolirten Elementen. Nur die Septaltrabekeln
haben sich zu vertikalen Septalrippen zusammengefügt. Alle diese Theile
werden nur durch das stark entwickelte Blasengewebe zusammengehalten.

Wenn man die Entwickelung des trabeculären Skeletts in den Ent-
wickelungsreihen, welche man von dem ?ropora-Stadium bis zum Zelio-
lites-Stadium nachweisen kann, betrachtet, eine Entwickelung, die von
einem Skelettbau mit geschlossenen Thekalröhren, aber mit isolirten exo-
thekalen Tabekeln allmählich in einen Skelettbau übergeht, in wel-
chem alle sowohl endo-als exothekalen Trabekeln sich zu zusammenhän-
genden Lamellen zusammengefügt haben, so ist es natürlich, sich eine noch
frühere Entwickelungsstufe vorzustellen, bei welcher sowohl die exothe-
kalen als die thekalen Trabekeln isolirt waren, und eine zusammenhän-
gende Mauer noch nicht gebildet war. Es ist diese Stufe vor dem
Propora-Stadium, die durch die Plasmoporella vertreten wird.
Und hierin liegt die Bedeutung und das grosse Interesse dieser Gattung.

Neben der typischen Form, Plasmoporella convexotabulata, findet
man oft Kolonien, die in dem Bau des Endotheks und der Mauer variiren.
Anstatt der glockenförmigen Böden findet man ein Blasengewebe, das in

seinem Bau dem Exotheke ähnlich ist, und zwischen den Septalrippen

! Siehe Korallenfaunen, Pag. 34.

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 39

werden oft kleinere trabeculäre Bildungen entwickelt, wodurch die
Thekalröhren mehr oder weniger geschlossen werden, Diese Form, die
ich var. Vesiculosa genannt habe, muss eher als eine eigene Art aufgestellt
werden und bildet einen Uebergang zu dem typischen Bau bei der Pro-
pora. An mehreren Propora-Formen habe ich die Mauer von trabecu-
låren Bildungen deutlich aufgebaut gefunden. Dieses tritt besonders bei
Pr. bacilifera, Ldm., schön hervor.

Es ist somit in dem Bau des trabeculåren Skeletts, dass diese For-
men sich von den ächten Plasmoporinen unterscheiden, und zwar bei der
typischen Form so stark, dass ich vorschlage, sie in eine eigene Unter-
familie zu stellen, Proplasmoporinae. Wegen der genaueren Definition
derselben verweise ich auf die systematische Uebersicht am Schlusse
meiner Arbeit.

Lindström scheint in seiner Kritik andeuten zu wollen, dass es be-
sonders der eigenthümliche Bau der Dissepimenten sei, welcher diese
Gattung auszeichnet (Siehe Kritik Pag. 4). Hierin kann ich nicht einig
sein. Sowohl das Exo-als das Endothek sind allerdings sehr characteri-
stisch in ihren Formen, aber beide diese Blasengewebzonen variiren bei
der Gattung Propora so stark, dass man hierauf nach meiner Meinung
keine generische Trennung begründen kann. Siehe z. B. den Bau des
Endotheks bei Propora intercedens, Kiær (Korallenfaunen, Pag. 32, Taf.
VI, Fig. 6—7), welcher oft ganz fein blasenförmig ist.

VIII. Die Gattung Nicholsonia, Kiær, muss eingezogen
werden.
(Korallenfaunen, Pag. 37.)

Lindström sagt von der Aufstellung einer neuen Gattung für
diese Form: »The new genus Nicholsonia cannot be retained, because
it has no characters separating it from eliolites ..... Beside this
several other genuine Heliolitae are now known to be provided with
long septal spines of the same nature as, for instance, Hel. porosus,
Hel. Barrandei, Hel. Liljevalli. The coenenchym is also of the same
structure and amongst the Heliolitae there are many instances that the
theca is interseptal indented in twelve anglese, Ich kann die Richtigkeit
dieser Lindströmschen Betrachtung nicht zugeben. Nach meiner Meinung
sind die von ihm genannten //e/iolites-Formen, die sich durch Septaldornen
auszeichnen, von ganz verschiedenem Ursprung und verschiedenerBedeutung.
Die beiden ersten, Å. porosus und Darrandei, mit ihrem regelmässigen Exo-
thek und ihrer Mauerbildung von normalem /elolitestypus, betrachte ich als

40 JOHAN KIÆR.

M.-N. Kl.

Nachkommen von normalen Heliolitesformen, die in ihrer Septalbildung
einen atawistischen Rückschlag zum Plasmoporastadium aufweisen.

Mit Zeliolites Liljevalli, Ldm., ist es dagegen anders. In der
Beschreibung dieser Form heisst es: »The ¢adu/ae are highly irregular,
oblique, wavy, convex and they have on their superior surface rows of
stout spines which chiefly are visible in the longitudinal section (fig. 34),
where also the septal laminae and their composition of oblique #éril/ae
are evident«.1 Lindström spricht hier von Septallaminae und meint
augenscheinlich damit, dass die Septen dieser Form von Lamellen ge-
bildet werden, welche wieder von schief aufwärts und nach innen laufen-
den Fibrillen oder Trabekeln aufgebaut werden. Hierin stimmt diese
Form mit echten Plasmopora-Formen überein, wie z. B. Pl. calyculata,
Ldm. (Siehe Pl. VI, Fig. 28—29 und Pag. 79 in Lindströms Arbeit).
Auf dem Boden findet man kurze, aber kräftige Dornen, die wohl auch
trabeculärer Natur sind. Während also der Bau der Theken ganz
derselbe wie bei der Plasmopora ist, sind im Exotheke eigenthümliche
Veränderungen der Verhältnisse bei dieser Gattung eingetreten. Die
exothekalen Septalelemente haben sich zu wirklichen Exothekalröhren
vereinigt, die jedoch ihre unregelmässige Form bewahrt, und das charac-
teristische, blasige Exothek ist zu einem mehr regelmässigen, Heliolites-
åhnlichen übergegangen. Der Unterschied hierin zwischen H. Liljevalli und
Plasmopora foroensis, petaliformis sowie verwandten Formen ist übrigens
nicht besonders gross. Siehe Pl. VI bei Lindström. In den unregel-
mässigen Exothekalröhren findet man endlich ein System von eigen-
thümlichen Vorsprüngen oder rudimentåren Wänden, die an die genannten
Plasmoporen stark erinnern. Nach dem hier entwickelten muss man
sagen, dass 7. Liljevalli so stark an åchte Plasmoporen wie På. foroensis,
Ldm. und Pi. pelaliformis, Lnsd. erinnert, dass man ihn mit grosser
Wahrscheinlichkeit als einen direkten Nachkommen von diesen betrachten
kann, ein Nachkomme, der besonders in dem Bau des Exotheks, theil-
weise auch in dem der Exothekalröhre Annäherung zu dem Heliolites
aufweist, ohne dass die Stufe dieser Gattung noch annähernd
erreicht sei.

Bei der von mir beschriebenen Nickolsonia megastoma, M’Coy (Hel.
hirsutus, Ldm.) findet man ein ähnliches Verhältniss, obgleich ihr
Bau keine besonders nahe Verwandtschaft mit A. Liljevalli zeigt.
Auch hier muss man sagen, dass die Septalröhren mit ihren ausser-
ordentlich stark entwickelten Septaldornen (= Trabekeln) wie bei typi-

1 Lindstr,, Heliolitidae, Pag. 66,

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 41

schen Plasmoporinen gebaut sind, und die Aehnlichkeit mit Formen
wie Propora bacilifera, Ldm. fällt gleich in die Augen. Man ver-
gleiche Pl. X, Fig. 8—21 und PI. XI, Fig. 18—22 bei Lindström. Auch
die Eigenthümlichkeit, dass mehrere Septaltrabekeln von einer und der-
selben Septalrippe radial ausstrahlen, findet man bei beiden wieder. Es
ist denn auch hier speziell der Bau der exothekalen Septalelemente und
des Exotheks, welcher eine interessante Differenzirung aufweist, und den
man als eine weitere Entwickelung des Verhältnisses bezeichnen muss,
welches man bei der Propora bacilifera findet. Ich sage hierüber in
»Korallenfaunen« Pag. 39: »Meiner Ansicht nach kann man diese Form
ganz natürlich von Plasmopora conferta (= bacilifera) herleiten. Der
Wandbau und die Entwickelung der Septen ist bei beiden sehr ähnlich.
Durch die reiche Entwickelung von exothekalen Septalelementen, die
sich oft in der Form von ganz kurzen Lamellen in verschiedener Anord-
nung an der Mauer inseriren, ist bei P/. conferta (= bacilifera) die
Tendenz zur Bildung eines röhrigen Exotheks angegeben« Nach dieser
Tendenz ist denn die Entwickelung in dieser Linie daczlifera-hirsutus vor
sich gegangen. Sie hat in typischen Heliolites-Formen resultiren müssen,
wenn die Entwickelung von dem Zärsutus-Stadium fortgesetzt hat.
Dieses letzte Zwischenstadium zeichnet sich dann dadurch aus, dass die
exothekalen Septaltrabekeln sich theils zu wirklichen, obwohl unregel-
mässigen Exothekalröhren vereinigen, theils noch als ganz isolirte Tra-
bekeln und kurze Trabekellamellen gefunden werden, welches natürlich
besonders in den grösseren Zwischenräumen zwischen den Thekalröhren
der Fall ist. Das Exothek ist als plane, mitunter schwach convexe
Böden entwickelt und hat grössere Aehnlichkeit mit seinem Bau bei
Heliolites als bei Plasmopora.

Meine Auffassung des æirsutus ist somit, dass diese Form eine
Zwischenstufe zwischen Propora und Heliolites bildet. Sie steht jedoch
dem Propora-Typus am nächsten und ist mit Formen wie Propora bacili-
fera, Ldm. nahe verwandt. Der Bau des Exotheks bei dem
hirsutus scheint ferner anzudeuten, dass die Entwickelung
von dem Proporastadium zu Heliolites ohne Entwickelung eines
typischen Plasmoporastadiums, vor sich gehen kann.

Diese beiden Formen, Liljevatli und hirsutus, vertreten also zwei
verschiedene Seitenlinien der conferta-petaliformis-Reihe, welche unab-
hängig von einander und zu verschiedener Zeit sich gegen das Meltolites-
Stadium entwickelt haben,

Ich vermuthe, dass das hier entwickelte vollständig genügt, um zu
zeigen, dass Lindströms Aeusserung über diese Formen, welche ich Pag. 39

42 JOHAN KIÆR. M.-N. Kl.

citirt habe, missweisend ist. Heliolites porosus und Barrandei werde
ich nicht von Heliolites trennen. Dagegen meine ich, dass gute
Gründe vorliegen, um sowohl Heltolites Liljevalli als kirsutus von dieser
Gattung zu trennen. Da die übersilurischen Heliolitiden noch bei weitem
nicht phylogenetisch durchgearbeitet sind, ist es vielleicht am richtigsten
hier vorläufig keine neuen Gattungen aufzustellen, sondern Zidevalli,
Ldm. zur Gattung Plasmopora und hirsutus, Ldm. (= megastoma,
M’Coy in meiner Arbeit) zu Propora hinzurechnen. Dies um so viel
mehr als Lindström nachgewiesen hat, dass der Name JVicholsonza schon
1885 von Davis in »Kentucky Fossil Corals« benutzt worden ist.

Schliesslich bleibt zu entscheiden übrig, ob die hier behandelte
Form wegastoma, M’Coy oder hirsutus, Ldm. heissen soll.

Lindström sagt hierüber in seiner Kritik (Pag. 4): »Nor can the
species be called »megastoma, Mac Coy«, as his species consists of two
most distinct forms; the first published (1851), is Coccoseris megastoma
and the second (from 1862) is Æeliol. interstinctus.«

Ich verweise auf meine Aeusserungen in »Korallenfaunen« Pag. 28,
wo ich ausdrücklich sage, dass eine sichere Identifizirung mit M’Coy’s
megastoma nicht möglich sei, dass ich es aber für wahrscheinlich halte,
dass diese Identifizirung richtig sei. Da Lindströms Identifizirung mit
einer Coccoseris-Form ebenso unsicher ist (siehe Pag. 6) ist es wohl am
richtigsten, den Artnamen megastoma, M’Coy ganz fallen zu lassen und
Lindströms Namen Jirsuta zu benutzen. Diese Form muss also
vorläufig als Propora hirsuta, Ldm. aufgeführt werden.

IX. Heliolites, Dana als eine polyphyletische Gattung.

Von meiner Betrachtung der Entwickelung der Plasmoporinen und
der Heliolitinen, welche ich in meiner früheren Arbeit näher begründet
habe (Korallenfaunen, Pag. 53—58), ist es eine nothwendige Konsequenz,
dass Heliolites, Dana eine polyphyletische Gattung ist. Es vertritt die
höchste Entwickelungsstufe dieser Gruppen, so zu sagen das endliche
Ziel, wonach zahlreiche Entwickelungsreihen von dem Propora-Stadium
auf verschiedene Weise und zu verschiedener Zeit hingestrebt haben
Es ist interessant zu sehen, wie diese verschiedenen Entwickelungsreihen
ganz unabhängig von einander zu einem bestimmten Entwickelungsgang
prädestinirt zu sein scheinen. Nachdem die Æ/eliolites-Stufe erreicht ist,
scheint eine nennenswerthe fernere Entwickelung aufgehört zu haben.
Das einzige, was wir hier notiren können, ist die genetische Reihe He/zo-

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 43

lites-Cosmiolithus-Acantholithus, welche durch eine baculåre Differen-
tiation und eine eigenthümliche Complizirung des Septalskeletts entstanden
ist. Diese letztere ist schon bei Heliolites parvistella, F. Röm. und
noch mehr bei Å. /amellatus, Wenz eingeleitet.

Der Höhepunkt von Differentiation ist schon zu unterst in dem Ober-
silur erreicht. Es folgt ein Stillstand, Zurückgang und endlich Aussterben
der ganzen Gruppe in Devon. Dass dies geschehen musste, scheint sehr
natürlich, da die Spezialisirung des trabeculären Skeletts bei Heliolites
eine solche Höhe erreicht hat, dass man sich eine Entwickelung neuer
Typen auf dieser Grundlage schwer denken kann. Ich weise übrigens
auf die Bemerkungen hin, welche ich während der Behandlung der Gat-
tungen Propora und Plasmoporella schon gemacht habe,

X. Die Gattung Acantholithus, Ldm. als eine baculär
differenzirte Seitenreihe der ächten Heliolitinen.

Lindström stellt seine neue Gattung Acantholithus mit Coccoseris
zusammen. Dieser ist nach seiner Meinung mit den Heliolitiden nicht
näher verwandt. Siehe besonders seine Kritik, worin er dies offen
ausspricht, während er in seiner Hauptarbeit sagt, dass Acantholithus
Zusammenhang mit seiner neuen Gattung Cosmiolithus erweist, den er
als eine Gattung unter den Meliolitinae betrachtet. Seine Auffassung
der Phylogenie dieser Gattungen scheint somit ziemlich unklar.

Nachdem ich Lindströms Präparate sowohl von Acantholithus als
von Cosmiolithus untersucht habe, muss ich meine frühere Auffassung
festhalten, dass man Acanth. asteriscus, F. Röm., oder wie ich diese
Form genannt habe, Heliolites intricatus, var. lamellosus, zu den Helio-
litinae hinführen muss. Wie schon erwähnt, kann ich indessen für diese
Formen Lindströms neue Gattung Acantholithus annehmen. Der eigen-
thümliche Bau dieser Gattung ist von typischen He/zolztesformen durch
eine baculäre Differentiation des Skeletts entstanden, auf dieselbe Weise
wie für Diploepora von den Plasmoporinen und Protaraea von den
Protaraeinen nachgewiesen. Dieses wird durch einige Exemplare des
Acantholithus mit verhältnissmässig wenig verdicktem Skelett in hohem
Grade wahrscheinlich gemacht. Siehe z. B. Kiær, Korallenfaunen Taf.
VII, Fig. 3—4 und Lindström, Heliolitidae, Pl. XI, Fig. 24, 25 und 29
und PI. XII, Fig. :—2. An solchen Exemplaren findet man noch offene,
regelmässige Exothekalröhren mit deutlichen Tabulae wie bei Heliolites,
obschon man deutliche Spuren einer baculären Differentiation sieht, über-
haupt Bauverhältnisse, die mit grosser Wahrscheinlichkeit darauf hin-

44 JOHAN KIÆR. M.-N. Kl.

weisen, dass die Stammformen mit unverdicktem Skelett einen gewöhn-
lichen Heliolitestypus gehabt und somit von der von mir für Protaraea
nachgewiesenen Stammform ganz verschieden gewesen.

Der Uebergang zwischen /e/iolites und Acantholithus scheint nun
durch Cosmiolithus vertreten zu werden, dessen phylogenetische Bedeutung
Lindström nach meiner Meinung nicht richtig verstanden hat.

Cosmiolithus ornatus, Ldm. steht dem Heliolites parvistella, F.
Röm. sehr nahe, und hätten wir bloss diese Form, würde die Aufstel-
lung einer neuen Gattung kaum berechtigt sein. Die Wände sind etwas
verdickt und das Coenenchym und die Septen vermittelst eines eigen-
thümlichen Wuchsprocesses etwas unregelmässig. Dies ist schon bei
Heliolites parvistella, F. Röm. eingeleitet. Am meisten hervorgetreten
habe ich es an der von Wenzel als Stelliporella lamellata beschriebenen
Form aus Böhmen gefunden, welche Lindström mit Æ. parvistella zusam-
menschlägt, die man aber jedenfalls als eine eigene Varietät /amellata auf-
stellen muss, Ich weise auf Fig. 13— 14 hin, welche nach Präparaten der von
mir bei Kozel in Böhmen eingesammelten Exemplare dieser I'orm gezeich-
net sind. Der Querschnitt (Fig. 13) zeigt eine Thekalröhre mit umgebenden
Exothekalröhren. Die Septen sind unregelmässig gebogen mit eigen-
thümlichen Vorsprüngen an den Seiten und oft mit inneren Hohl-
räumen und vereinigen sich zu einer sehr verwickelten, reticulirten
Pseudocolumella. Diese hat viel feinere Röhren als das gewöhnliche
Coenenchym und kann also nicht, wie Lindström behauptet, als persi-
stirendes Exothekalgewebe betrachtet werden.1 Man merke sich auch,
dass mehrere der Septen durch eine Verdoppelung der Septaltrabekeln
entstanden sein müssen, was sich bei Acantholithus stets wiederholt.
In den exothekalen Röhren findet man sehr oft eigenthümliche Vor-
sprünge, welche man als den Anfang einer Theilung der Exothekal-
röhr in gröbere und feinere auffassen muss. Noch weiter vorge-
schritten sieht man dies an Å. parvistella, var. intricata, Ldm. Vollstän-
dig entwickelt findet man es endlich bei Cosmiolithus und Acantholithus.

Cosmiolithus halysitoides, Ldm. kann dagegen schwer von Acan-
tholitus generisch getrennt werden. Siehe Lindstr. Heliolitidae, Pl. V,
Fig. 12—18 und Pl. XI, Fig. 31—35! Im äusseren fällt die Tren-
nung zwischen diesen beiden schwer, Nur sieht die Columella, die in
sehr verschiedenem Grade entwickelt ist, bei Cosmiolithus reticular aus,
während sie an dem typischen Acantholithus trabeculär ist, immerhin
mit Uebergängen.

1 Lindstr, Heliolitidae, Pag. 63.

1

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 45

Fig. 13. Heliolites parvistella, F. Rom. var. lamellata, Wenz.

Längsschnitt durch eins Thekalröhre mit umgebenden Exothekalröhren. 30 Mal vergrössert.
Von Kozel, £,, Böhmen, ’

ae

FA

en
H
By

p

Fig. 14. Heliolites parvistella, F. Rom. var. lamellata, Wenz.

Längsschnitt durch eine Thekalröhre mit umgebenden Exothekalröhren. 30 Mal vergrössert.
Von Kozel, Z,, Böhmen.

OR PE nié : a ee ee TT eee |

46 JOHAN KIÆR. M.-N. Kl.

Pråparate der ersteren zeigen verdickte Wände ungefähr wie bei
Acantholithus und eine baculäre Skelettstructur. Man sieht jedoch
Zwischenråume in der columella, obschon diese fein sind. Einen åhn-
lichen Bau der columella zeigen indessen auch die meisten Pråparate
von Acanth. asteriscus, obgleich eine gut aufbewahrte Oberflåche hier
einen trabeculåren Bau aufweist, den man als eine dichte Anhåufung von
baculi auffassen muss. Nun fand ich in Lindströms Sammlung zwei
Kolonien, wahrscheinlich von der Schicht æ auf Gotland, auf deren gut
bewahrten Oberfläche man ein Coenenchym sieht ganz wie an Cosmio-
lithus ornatus, die aber eine ausgeprägte trabeculäre columella wie an
Ac. Asteriscus zeigt. Dies betrachte ich als sehr wichtig, da es einen
vollständigen Uebergang zwischen diesen beiden Gattungen zu zeigen
scheint. Ich glaube deswegen, dass man Helvolites-Cosmiolithus- Acantho-
lithus als eine wirklich genetische Reihe aufstellen kann.

XI. Uebersichtliche Darstellung der Systematik der
Heliolitiden.

Im folgenden habe ich versucht, eine übersichtliche Darstellung der
Systematik der Heliolitiden zu geben auf Grund meiner bereits erklärten
Auffassung ihres Baus und ihrer Stammesgeschichte. Diese systematische
Uebersicht ist wesentlich auf der microscopischen Structur des Skeletts
basirt, welche man behufs einer sicheren Bestimmung absolut unter-
suchen muss. Wie man sehen wird, umfasst die Familie Heliolitidae
schon eine bedeutende Anzahl Formen, und zwar 47 in 6 Unterfamilien
und 13 Gattungen zertheilt. Es könnte sehr verlockend sein, Wenzel's
und Frech’s Vorschlage zu folgen und diese scharf abgegrenzte palaeo-
zoische Korallengruppe als eine eigene Ordnung aufzustellen und folglich
den hier aufgeführten Unterfamilien den Rang von Familien zu geben.
Im Vergleich zu den palaeozoischen Rugosen würde diese Anordnung
allerdings vollständig berechtigt sein. Nach meiner Meinung muss man
jedoch damit warten, bis die verschiedenen palaeozoischen Tabulat-
gruppen genauer als bis jetzt erforscht worden sind.

Obgleich wir schon eine überraschende Anzahl Heliolitiden kennen, wer-
den zukünftige neue Untersuchungen der Faunen des Mittel- und Obersilurs
gewiss noch viele neue Formen an den Tag bringen. Ich habe selbst in dem
Obersilur Norwegens mehrere neue Formen gefunden, welche ich hoffe in
einer nahen Zukunft beschreiben zu können. Neue Gattungstypen werden
dagegen kaum entdeckt werden. Man muss nämlich in dieser Verbin-

dung erinnern, dass die wichtigste Differentiation der Heliolitiden schon

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. A7

in dem Mittelsilur vollbracht war. Die spätere Entwickelung wird in
ihren Hauptzügen von den mittel- und obersilurischen Formen, die wir
schon kennen, beleuchtet. Die wichtige Entwickelung aber, die voraus-
ging, können wir nur aus den Formen schliessen, die wir in dem
Mittelsilur finden, und welche nur einzelne Reste von den früheren
Heliolitidefaunen sein können. Diese zu finden wiirde von ausser-
gewöhnlichem Interesse sein. Die Aussichten dazu sind jedoch nur
gering. Meine grössten Erwartungen in dieser Beziehung kniipfe
ich an neue Bearbeitungen der englischen und amerikanischen Helio-
litiden. Lindström hatte zwar verschiedene Formen von diesen Silur-
gebieten zur Bearbeitung. Vieles wird doch wahrscheinlich hier zu ma-
chen übrig sein.

Fam. Heliolitidae.

Alt-palaeozoische, koloniebildende Zoantharien, deren Skelett aus
Thekalröhren und einem mehr oder weniger entwickelten Coenenchym
besteht. Die Thekalröhren haben ı2 Septen und Dissepimente in der
Form von Böden oder Blasen (Endothek). Die Septen können rudimen-
tär sein, sind aber in der Regel entweder als trabeculäre Septaldornen
oder als von solchen aufgebaute Septallamellen entwickelt. Das Coenen-
chym besteht entweder nur aus Dissepimenten in der Form von Blasen
(Exothek) oder aus solchen in Verbindung mit einem trabeculären Skelett.
Das letztere tritt zuerst als trabeculäre Dornen auf. Diese schmelzen in
einzelnen Entwickelungsreihen zy Lamellen zusammen, die- sich wieder
zu feinen, mehr oder weniger regelmässigen, Exothekalröhren vereinigen,
welche dann Dissepimente in der Form von dicht gestellten Böden haben.
Das trabeculäre Skelett ist somit ursprünglich nicht zusammenhängend
— perforat —, entwickelt sich aber in der einen Hauptgruppe (Plasmo-
porinae-Heliotinae) zu einer vollständig zusammenhängenden, imperfo-
raten, während es sich in der anderen Hauptgruppe in perforater Rich-
tung differenzirt (Protaracinae). Das trabeculäre Skelett erfährt oft
eine eigenthümliche Verdickung, indem es sich in dicken, säulenartigen
oder prismatischen Bildungen (éacu/i) differenzirt, die von den gewöhn-
lichen Trabekeln verschieden sind, die aber wahrscheinlich durch eine
eigenthümliche Veränderung der letzteren entstanden. Diese baculäre
Differentiation wird oft so stark entwickelt, dass alle Zwischenräume
und alles Blasengewebe verdrängt werden, und das Skelett dann zuletzt
nur aus dicht gepackten baculi besteht. Die Knospung geschieht in dem
Coenenchym. Mittelsilur-Devon.

48 JOHAN KIÆk.

Unterfamilie I. Proplasmoporinae, nov. nom.

Die Thekalröhren haben keine geschlossene Mauer, sind aber von 12
isolirten Septalrippen mit rudimentåren Septaldornen umgeben. Zwischen
diesen Septalrippen communizirt der Endothekalraum frei mit den exo-
thekalen Theilen des Skeletts — dem Coenenchym. Das exothekale
Trabeculårskelett in der Form von isolirten Dornen. Das trabeculåre
Skelett ist somit noch gar nicht zusammenhångend — perforat — und wird
von dem stark entwickelten, blasenförmigen Dissepiment zusammen-
gehalten. Mittelsilur (— Unteres Obersilur?) Diese Unterfamilie enthält
die meist primitiven Formen aller bekannten Heliolitiden und scheint

eine wichtige Stammgruppe für die übrigen Formen zu bilden,

ı. Plasmoporella, Kiær.

Mit den Characteren der Unterfamilie.
Vielleicht ist Camptolithus, Ldm. (Rem, of Hel. Pag. 99) synonym.

Unteres Obersilur in N. Amerika.

1. Pl. convexotabulata, Kiær.

Die Septalrippen ganz isolirt, die Böden der Thekalröhren glockenförmig
und das Exothek fein, mit stark gewölbten Blasen. Die Stöcke
bilden grosse, dicke, ausgebreitete Massen. Mittelsilur in Norwegen.

2. Pl. vesiculosa, Kiær.
Die Septalrippen theilweise durch eingeschobene Trabekeln verbun-
den. Die Thekalröhren haben blasenförmiges Dissepiment und das
Exothek ist fein mit niedrigeren und mehr ausgedehnten Blasen. Die

Stockform wie bei 1. Mittelsilur in Norwegen und China (siehe Pag. 9).

Unterfamilie II. Proheliotinae, Kiær.

Die Thekalröhren mit vollständig geschlossener Mauer, fern stehen-
den und nach unten gerichteten Septaldornen und regelmässigen Böden,
Das Coenenchym äusserst sparsam, oft nur in den Ecken zwischen den
oft gegen einander stossenden und dann polygonalen Thekalröhren.
Es besteht aus trabeculären Skelettlamellen, die mit den Wänden der
Thekalröhren geschlossene, feine Exothekalröhren mit dichtgestellten Böden
bilden. Das trabeculäre Skelett somit geschlossen, imperforat. Die
neuen Thekalröhren mit ihren Reihen von Septaldornen werden im Skelett
ganz langsam angelegt. Mittelsilur.

Die nach unten gerichteten Septaldornen und andere Verhältnisse

geben dieser Unterfamilie eine isolirte Stellung unter den Heliolitiden.

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 49

Die Knospung zeigt, dass sie eine primitive Gruppe ist. Wahrscheinlich
vertritt sie eine uralte Differenzirungsreihe.

1. Proheliolites, Kiær.

Mit den Characteren der Unterfamilie.
I. Pr. dubius, F. Schm. Mittelsilur in dem baltisch-scandinavischen
Silurgebiete.

Unterfamilie Ill. Protaracinae, nov. nom.

Das ursprüngliche, unverdickte Skelett, das man bei 7rochiscolithus
noch nachweisen kann, zeichnet sich dadurch aus, dass es schwach
perforat ist. Die Thekalröhren haben eine unregelmässig durchbrochene
Mauer, lamelläre, etwas unregelmässige und perforirte Septen, eine mehr
oder weniger entwickelte columella und sparsame, unregelmässig ent-
wickelte Böden. Das Coenenchym besteht aus einem Trabeculärskelett,
welches unregelmässige, durchbrochene Verticalröhren bildet, und sparsamen,
nicht blasenförmigen Dissepimenten. Die Knospen werden im Skelette
früh angelegt und wachsen allmählich zu voller Grösse aus. Bei allen
Formen tritt eine ausgeprägte baculäre Differentiation ein, entweder erst
später im Wuchse des Korallenstocks oder gleich am Anfang. Hierdurch
wird der Skelettbau vollständig verändert, so dass der ursprüngliche Bau
theilweise oder ganz verschwindet. Diese alte Gruppe hat sich wahr-
scheinlich aus Plasmoporella-ähnlichen Vorfahren entwickelt. Mittelsilur.

1. Protrochiscolithus, nov. gen.

Das Skelett unverdickt, von dem oben geschilderten, ursprünglichen
Bau. Die Septen einfach gebaut, ohne verdoppelte radiale Reihen von
Septaltrabekeln. Diese Gattung ist noch hypothetisch. Jedoch mag
vielleicht Heliolites |?) parasitica, Nich. & Eth, zu diesem Typus gehören
(Nicholson & Etheridge, Monogr. of the Girvan fossils, Pag. 259, Pl. XVI, 5).

2. Trochiscolithus, Ldm.

In einigen Wuchsformen (zweigige Stöcke) kann man ein ursprüngliches,
schwach verdicktes Skelett von demselben Bau wie oben beschrieben
in den centralen Theilen des Stockes nachweisen. In den peripherischen
Theilen solcher Stöcke und ganz vom Anfang des Stockes an in anderen

Vid.-Selsk. Skriiter. M.-N. Kl. 1903, No. 10. 4.

50 JOHAN KIÆR.

M.-N. KI.

Wuchsformen hat das Skelett eine baculåre Differentiation erlitten. Hier-
durch verschwindet der urspriingliche Bau theilweise oder vollståndig,
indem ein compactes Skelett aus dicht gestellten baculi gebildet wird,
welches in dem Coenenchym und in der Columella eine verticale Richtung
hat, während es in den Septen schräg aufwärts und nach innen läuft.
Diese baculäre Differerentiation kann man in verschiedenen Entwickelungs-
graden nachweisen; die Interseptallöcher bleiben jedoch theilweise offen
und oft auch einzelne Exothekalröhre. Mittelsilur,
1. Trochiscolithus micraster, Ldm.
Mittelsilur in Norwegen, Dalarne und Esthland.

3. Protaraea, E. H. (— Coccoseris, Eichw.).

Das Skelett hat gleich vom Anfang des Stockes an eine stark ent-
wickelte, baculäre Differentiation, so dass der ursprüngliche Bau ganz
verschwunden und selbst die Interseptallöcher ausgefüllt sind. Man sieht
deswegen an Querschnitten nur dicht gepackte baculi, die direct an ein-
ander stossen und nur in Grösse etwas variiren, je nachdem es septale
oder exothekale baculi-Durchschnitte sind. Die Columella stark entwickelt.
Die Septen am ôftesten mit mehreren radialen Reihen von baculi. Das
Coenenchym mehr oder weniger reichlich, oft sehr sparsam. Die baculi
der Columella und des Coenenchyms sind vertical gestellt, während sie in
den Septen schräg aufwärts und einwärts laufen. Diese Formen wachsen
in der Regel in dünnen incrustirenden oder freien, lamellären, oft mit Epi-
thek versehenenen Stöcken; sie werden jedoch auch in dickeren, ausge-
breiteten Massen gefunden.
Untersilur—Mittelsilur.
1. Protaraea vetusta, Hall.
Untersilur—Mittelsilur in Esthland, Dalarne, Norwegen und N.
America.

2. Protaraea micropora, Eichw.
Mittelsilur in Esthland und Norwegen.

3. Protaraea Ungerni, Eichw.

Mittelsilur in Esthland, Norwegen und N. America (Pr. magna).

Unterfamilie IV. Palaeoporitinae, Kiær.

Der Stock ist wesentlich von einem stark perforaten Trabeculär-
skelett aufgebaut, das aus theilweise isolirten Trabekeln besteht. Die
Septen der Thekalröhren sind complicirt gebaut- aus mehreren unregel-
mässigen Reihen von schräg aufwärts und einwärts laufenden Trabekeln,

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 51

die theilweise isolirt, theilweise zusammengewachsen sind. Hierdurch ent-
stehen sowohl auf Längs- als auf Querschliffen höchst unregelmässige, oft
‚ganz schwammartig durchlöcherte Septalbilder, die im Centrum mit der
unregelmässig perforirten und aus verticalen Trabekeln aufgebauten Colu-
mella zusammenfliessen. Die Mauer ist ebenfalls perforat, so dass man
oft sieht, dass die unregelmässigen Interseptalräume mit den exothekalen
Röhren communiciren. Die Thekalröhren haben sparsame und unregel-
mässige Böden. Das Coenenchym bildet höchst unregelmässige, oft in
einander fliessende Verticalröhren mit einem geflickten Querschnitte und
sparsamen Böden. Die Trabekeln haben hier einen verticalen Verlauf.
Die Trabekeln des Skeletts ragen aus der Oberfläche hervor als feine
Erhöhungen.

Mittelsilur.

Dieser eigenthümliche Typus hat sich wahrscheinlich aus Protrochis-
colithus-ähnlichen Formen entwickelt. Die ältesten Protaraeinen waren
ja schwach perforat gebaut, und dieser perforate Bau hat dann bei
Palaeoporites seine am meisten complizirte Form erreicht.

ı. Palaeoporites, Kiær.

Mit den Characteren der Unterfamilie; Zonen mit schwach verdick-
tem und stark perforatem Skelett wechseln mit Zonen, worin das Skelett
stärker verdickt, mehr zusammenfliessend und deswegen weniger perforat
ist. In den am meisten perforat gebauten Zonen kann das ganze Skelett
so durchbrochen sein, dass die Thekalröhren schwer zu bestimmen sind.

1. P. estonicus, Kiær. Mittelsilur in Esthland.

Unterfamilie V. Plasmoporinae, Kiær.

Die Thekalröhren geschlossen, imperforat mit Septen in der Form von
Septaldornen und stark entwickelten, mehr oder weniger regelmässigen
Böden. Die Septaldornen können rudimentår sein, sind aber in der Regel
vorhanden und können bei den höheren Formen zu Septallamellen zusam-
menschmelzen. Das Coenenchym besteht wesentlich aus Dissepimenten
in der Form von mehr oder weniger gewölbten Blasen und einem unvoll-
ständigen, mehr oder weniger perforaten Trabeculärskelett. Dies scheint
in den einfachsten Formen ganz fehlen zu können, wird aber in der Regel
jedenfalls als trabeculäre Dornen gefunden. Diese schmelzen dann in den
Entwickelungsreihen zu Lamellen zusammen und bilden allmählich bei den
am höchsten entwickelten Formen mehr oder weniger unregelmässige und
unterbrochene Exothekalröhren. Eine baculäre Differentiation kann ein-

52 JOHAN KIAR,

M.-N. Kl.

treten, besonders in der peripherischen Zone des Stockes. Die Thekal-
röhren werden erst, nachdem die Knospen eine bedeutende Grösse erreicht,
im Skelette angelegt.

Mittelsilur—Obersilur.

Die Plasmoporinen haben sich wahrscheinlich aus den Proplasmo-
porinen entwickelt und bilden fortlaufende Entwickelungsreihen zwischen
diesen und den Heliolitinen.

1. Propora, E. H.

Die Thekalröhren mit Septen in der Form von Septaldornen, die
jedoch rudimentår sein können. Das Coenenchym besteht aus einem
besonders entwickelten Blasengewebe und einem schwach entwickelten,
mitunter ganz fehlenden Trabeculärskelett. Das letztere tritt als kürzere
oder längere Trabekeln auf, oft bloss als feine, kurze Dornen, die in der
Regel ganz isolirt sind, bei den mehr entwickelten Formen jedoch zu —
kurzen, unregelmässigen Lamellen zusammenschmelzen können, welche an
den Thekalröhren befestigt sind.

Das trabeculäre Skelett besteht also bei dieser Gattung aus isolirten
Septaltrabekeln, vollständig imperforaten, geschlossenen Thekalröhren und
exothekalen Trabekeln, die noch ein ganz unzusammenhängendes perfo-
rates Skelett bilden, nur von dem stark entwickelten Blasengewebe zusam-
mengehalten.

Mittelsilur—Obersilur.

Man findet in dem norwegischen Obersilur mehrere neue Formen.
Die bis jetzt genauer bekannten können auf folgende Weise gruppirt
werden.

Gruppe A. Ohne oder mit höchst rudimentåren Septaldornen. Das
exothekale Trabeculärskelett entweder ganz fehlend oder mit schwach
entwickelten trabeculären Dornen. Das Skelett ganz unverdickt.

1. Pr. conferta, Edw. & H. Mittelsilur—Hohes Obersilur in dem

scandinavisch-esthnischen Silurgebiet.

to

Pr. affinis, Bil. Mittelsilur in Norwegen, Dalarne und N. America.
Unteres Obersilur in Norwegen.

3. Pr. intercedens, Kier. Mittelsilur in Norwegen.

4. Pr. minima, Ldm. Unteres Obersilur auf Gothland und in Nor-
wegen.

Pr. cancellala, Ldm. Mittelsilur in Esthland.

6. Pr. Grayi, Nich. & Eth, Unteres Obersilur in England, Schottland
und Norwegen.

in

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 53

Gruppe B. Kurze oder rudimentåre Septaldornen an Septalrippen,
die sich exothekal als kürzere oder längere costae verlängern. In der
Regel reichliche und wohl entwickelte exothekale Trabekeln in der Form
von Dornen.

7. Pr. speciosa, Bil. Mittelsilur in Norwegen. Obersilur in Schwe-

den, England und N. America.

8. Pr. compacta, Ldm. Unteres Obersilur in Sibirien und Nord

Russland. Eine nahestehende Form in entsprechenden Ablage-
rungen in Norwegen.

Gruppe C. Lange Septaldornen und stark entwickelte exothekale
Trabekeln in der Form von Dornen.
9. Pr. bacillifera, Ldm. Mittelsilur in dem scandinavisch-
esthnischen Silurgebiet.
10. Pr. tubulata, Lonsd. Mittelsilur—Obersilur in dem scandinavisch-
esthnischen Gebiet, auch in Böhmen, England und N. America.
11. Pr. euryacantha, Ldm. Obersilur auf Gothland.

Gruppe D. Septaldornen fehlen oder sind schwach entwickelt. Das
exothekale Trabeculärskelett als kurze Dornen auf den Blasen des Disse-
piments; diese Dornen zeigen sich auf einem Längsschnitte in verticaler
Richtung als ganz unzusammenhängend; horizontal scheinen sie dagegen
zu einem feinen, rohrförmigen Netzwerk zusammenzuschmelzen. Das Disse-
piment stark blasenförmig. Eigenthümliche Zwischenformen zwischen
Propora und Heliolites.

12. Pr. ambigua, Ldm. Unteres Obersilur auf Gothland.

13. Pr. reticulata, Ldm. Unteres Obersilur auf Gothland und in

entsprechenden Schichten in Norwegen.

Gruppe E. Die Septaldornen besonders stark entwickelt, theilweise
in Doppelreihen. Das exothekale Trabeculärskelett stark entwickelt und
theilweise gebildet aus wirklichen, obgleich unregelmässigen und unter-
brochenen Röhren, theilweise aus noch ganz isolirten Trabekeln und
Trabeculärlamellen, besonders in den grösseren Zwischenräumen zwischen
den Thekalröhren. Die exothekalen Dissepimente als plane, mitunter
schwach convexe Böden. Bilden eine Zwischenstufe zwischen Propora
und Zeliolites.

14. Pr. hirsuta, Ldm. Mittelsilur in dem scandinavisch-esthnischen

Silurgebiet,

54 JOHAN KIÆR. M.-N. Kl.

2. Plasmopora, E. H.

Die Thekalröhren mit Septen entweder in der Form von Septal-
dornen oder von Lamellen durch Zusammenschmelzen der letzteren ge-
bildet; bisweilen sind die Septen rudimentär. Die endothekalen Böden
gut entwickelt. Das Coenenchym wird von Dissepimenten und einem
stark entwickelten, aber noch perforaten Trabeculårskelett gebildet. Das
letztere besteht aus mehr oder weniger zusammenhångenden Lamellen,
die unregelmåssige und unterbrochene Röhren bilden. Selten ist es bloss
als mehr isolirte Trabekeln gebildet in der Form von kiirzeren oder lån-
geren Dornen. Um die Thekalröhren herum bildet dies Skelett oft eine
Aureola, d. h. einen Kranz von radial ausgezogenen Röhren. Die Disse-
pimente sind entweder blasenförmig oder wie mehr plane Böden.

Obersilur.

Diese polyphyletische Gattung hat sich zu verschiedener Zeit aus
Propora-Formen entwickelt und geht in Æe/iolites-Formen über, bildet
somit in phylogenetischer Hinsicht eine reine Zwischenstufe zwischen
diesen beiden Gattungen; sie ist deshalb schwierig von Propora zu be-
grenzen.

Gruppe A. Stark entwickelte dornenförmige Septen. Das exothe-
kale Trabeculårskelett bildet unregelmåssige, oft sehr unvollståndige und
vertical unterbrochene Röhren. Eine Aureola am öftesten deutlich ent-
wickelt und aus unregelmåssig gebogenen Röhren gebildet. Die exothe-
kalen Dissepimente oft blasenförmig.

1. Pl. calyculata, Ldm. Unteres Obersilur auf Gothland und

in England.

2. Pl. scita, E. H. Unteres—oberes Obersilur auf Gothland, in

Norwegen, Böhmen, England und N. America.

3. Pl. follis, E. H. Obersilur in N. America.

PI. petaliformis, Lonsd. Unteres—oberes Obersilur auf Goth-
land und in England.

5. Pl. foroensis, Ldm. Hohes Obersilur auf Gothland.

Gruppe B. Stark entwickelte, lamelläre Septen und ein ebenfalls
stark entwickeltes lamelläres, exothekales Trabeculärskelett, welches oft
beinahe ÆHeliolites-åhnlich, in der Regel jedoch mehr unvollständig und
unregelmässig ist, und immer eine ausgeprägte Aureola bildet. Die exothe-
kalen Dissepimente in der Form von Blasen oder fast planen Böden.
Uebergangsgruppe zum Heliolites.

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 55

6. PI. stella, Ldm. Unteres Obersilur im scandinavisch-esthnischen
Silurgebiete.

7. Pi. scala, Ldm. Unteres Obersilur auf Gothland.

8. Pl. rosa, Ldm. Oberes Obersilur auf Gothland.

Gruppe C. Die Septen kurz, beinahe rudimentår. Das exothekale
Trabeculärskelett rohrförmig, ZZeliolites-ähnlich, doch mehr unregelmässig
als bei dieser Gattung und ohne oder mit schwach entwickelter Aureola.
Die exothekalen Dissepimente am öftesten als feine, unregelmässige Blasen,
mitunter als plane Böden. Uebergangsgruppe zum Zeliolites.

9. Pl. suprema, Ldm. Oberstes Obersilur auf Gothland.

10. Pl. rudis, Ldm. Oberstes Obersilur auf Gothland. Eine nahe-

stehende Form in dem unteren Obersilur in Norwegen.
11. Pl. heliolitoides, Ldm. Unteres Obersilur auf Gothland.

Gruppe D. Stark entwickelte lamelläre Septen, von Trabekeln deut-
lich aufgebaut. Das exothekale Trabeculärskelett als stark entwickelte,
aber unregelmässige Röhren mit einspringenden, rudimentären Wänden
und ohne deutliche Aureola Die exothekalen Dissepimente als flache
Böden.

12. Pl. Liljevalli, Ldm. Unteres Obersilur auf Gothland.

3. Diploëpora, Quenst.

Der centrale Theil des Stockes als eine typische Propora mit rudi-
mentären Septen gebaut, während der peripherische Theil stark baculär
differenzirt ist. Das Skelett ist deswegen in diesem Theil der Protaraea
ganz ähnlich. Nur sind die Thekalröhren mehr oder weniger offen, indem
die Septal-baculae entweder fehlen oder schwach entwickelt sind, und eine
columella nicht entwickelt ist. Mittel-Obersilur. Eine baculär differen-
zirte Seitenreihe der Propora.

I. D. ramosa, Kiær. Mittelsilur in Norwegen.

2. D. Grayi, E. H. Obersilur in Esthland, Gothland und England.

4. Pycnolithus, Ldm.

Die Thekalröhren mit rudimentären Septen, die eine zweitheilige
Spitz zeigen, und verdickten tabulae. Das exothekale Skelett hat auf
der Oberfläche radial verlängerte coeca, die an einzelne Plasmopora-
Formen erinnern. Der Querschnitt zeigt aber das ganze Skelett vollständig

56 JOHAN KIAR, M.-N. KI.

verdickt und compact auf eine Weise, die mit der gewöhnlichen baculåren
Differentiation nicht übereinstimmt. Unteres Obersilur.

Muss wahrscheinlich als eine Seitenreihe von P/asmopora mit eigen-
thiimlicher Skelettverdickung aufgefasst werden.

1. P. bifidus, Ldm. Unteres Obersilur auf Gothland.-

Unterfamilie VI. Heliolitinae, Kiær.

Die Thekalröhren mit vollständig geschlossener Mauer und mit dornen-
förmigen oder lamellåren Septen und regelmåssigen Böden. Das exothe-
kale Trabeculärskelett ist vollständig lamellår und bildet geschlossene,
am öftesten regelmässig prismatische Röhren, worin das Dissepiment in
der Form dichtgestellter Böden entwickelt ist. Das ganze trabeculäre
Skelett ist somit ganz imperforat, und seine exothekalen Theile bilden,
im Gegensatz zu dem Verhältniss bei den ursprünglichen Plasmoporinen,
die wesentlichen Skelettheile, wodurch die Thekalröhren zu einem fest
geschlossenen Stocke mit einander verbunden werden, In einer Seiten-
reihe — Cosmiolithus-Acantholithus treten eigenthümliche Complica-
tionen des trabeculären Skeletts ein, welche später durch eine weitere
baculäre Differentiation noch mehr verändert werden. Die Knospen werden
im Skelette des Coenenchyms erst angelegt, nachdem sie eine bedeutende
oder volle Grösse erreicht haben.

Mittelsilur— Devon.

Die Heliolitinen bilden die am höchsten entwickelte Gruppe, die sich
polyphyletisch aus den Plasmoporinen entwickelt hat. Die Spezialisirung
des Skeletts ist hier so weit gegangen, dass eine weitere Entwickelung
ausgeschlossen zu sein scheint, und die ganze Familie stirbt denn auch
mit diesen Formen aus.

ı. Heliolites, Dana.

Mit einem unverdickten, nicht complicirtem Skelett, welches die für
die Unterfamilie angeführten Charactere hat.
Mittelsilur—Devon.

Gruppe A. Mit lamellären, oft unregelmässig verzweigten Septen,
die am öftesten eine mehr oder weniger entwickelte Pseudocolumella
bilden. Die exothekalen Röhren sind entweder unregelmässig oder ganz
regelmässig.

1. H. parvistella, F. Röm. Mittelsilur—Hohes Obersilur im scandi-

navisch-esthnischen Gebiete, sowie auch in Böhmen, England und

1903. No. 10. REVISION DER MITTELSILURISCHEN HELIOLITIDEN. 57

tu

123

N. America. Eine sehr verbreitete und variirende Form, die man
vielleicht in mehrere Arten zertheilen muss. Lindström unter-
scheidet eine var. intricata, Wenzels /amellata muss vielleicht
auch unterschieden werden. Die Septen der Thekalröhren sind
bei dieser Form stärker spezialisirt als bei der gewöhnlichen parvi-
stella (Siehe Fig. 13).

H. fasciatus, Ldm. Unteres Obersilur aut Gothland.

H. repletus, Ldm. Unteres Obersilur auf Gothland. Die Septen
sind bei dieser Form schwach entwickelt; sie scheint jedoch mit

den vorhergehenden nahe verwandt zu sein.

Gruppe B. Septen in der Form von Septaldornen, die am Boden

zusammengewachsen sein können. Sie können auch rudimentär oder

fehlend sein. Die exothekalen Röhren äusserst regelmässig.

4.

H. interstinctus, L. Durch das ganze Obersilur im scandi-
navisch-esthnischen Silurgebiete, sowie in Böhmen, England, Nord-
Russland, Sibirien und N. America.

Er war somit im Obersilur über die ganze nördliche Halb-
kugel verbreitet. Laut Lindström soll er sich auch im Unter-
devon finden.

H. var. decipiens, M. Coy. Durch das ganze Obersilur im
scandinavisch-esthnischen Silurgebiete, sowie in Böhmen, China
und N. America.

Laut Lindström ist er nur eine Varietät des vorhergehenden
und soll sich wie dieser auch im Unterdevon finden.

H. porosus, Goldf. Unter—Mitteldevon in Italien, Frankreich,
Deutschland, Belgien und England.
H. Barrandei, Pen. Durch das ganze Obersilur auf Gothland,
auch in Norwegen und N. America,

In dem oberen Unterdevon in Österreich (Graz). Die Varietät

spongodes, Ldm. ist von Ldm. in dem unteren Obersilur auf

Gothland gefunden worden.

2. Cosmiolithus, Ldm.

Die Thekalröhren vom selben Typus wie bei Heliolites parvi-
stella, F. Röm. mit lamellären Septen und einer reticulären Pseudo-
columella. Das sehr feinröhrige Exothek hat ein besonders reich ent-
wickeltes Trabeculärskelett, welches eigenthümliche Complicirungen aufweist,

Auf einer gut aufbewahrten Oberfläche sieht man Oeffnungen von etwas

grösseren Röhren von äusserst feinen umgeben; eine ähnliche Verände-

58 J. KLER. REVIS. D. MITTELS. HELIOLITIDEN. M.-N. KI. 1903. No. 10.

rung zeigt am öftesten der peripherische Theil der Septen. Dünnschliffe
zeigen verdickte Rohrwände und dichte tabulae. Hier scheint also der
Anfang einer baculären Differentiation vorhanden zu sein, eine Verdickung,
die bei No. 1 ganz schwach, bei No. 2 etwas stärker ist. Obersilur.

Diese Gattung hat sich aus Heliolites parvistella, F. Rom. entwickelt
und leitet zum Acantholithus hinüber.

1. C. ornathus, Ldm. Unteres Obersilur auf Gothland.

2. C. halysitoides, Ldm. Unteres Obersilur auf Gothland.

3. Acantholithus, Ldm.

Eine gut aufbewahrte Oberfläche zeigt dieselben Charactere wie bei
Cosmiolithus, nur mit mehr granulirter Oberfläche wegen der stärkeren
baculären Differentiation. Die Columella ist in einem Haufen isolirter
baculi aufgelöst. Der innere Bau des Skeletts ist stark baculär differenzirt,
jedoch nicht immer gleich stark. Bisweilen sind die Interseptalräume und
die Exothekalröhren noch sichtbar als enge Oeffnungen, die mitunter bei-
nahe oder ganz ausgefüllt sind. Mittelsilur—Unterstes Obersilur.

Hat sich aller Wahrscheinlichkeit nach aus Cosmiolithus durch eine
stärkere baculäre Differentiation entwickelt. Uebergänge können hier nach-
gewiesen werden.

1. A. asteriscus, F. Röm. In dem Mittelsilur und untersten Ober-

silur im scandinavisch-esthnischen Silurgebiete.

Gedruckt 25. Januar 1904,

Mykologiske undersøgelser

Sop paa furuspinderens larve —

(Gastropacha Pini).

Af

Dr. Olav Johan-Olsen.

1:

Forsøg med kunstig infektion.

(Videnskabs-Selskabets Skrifter. I. Math.-naturv. Klasse. 1903. No. 11).

Udgivet for Fridtjof Nansens Fond.

Christiania.
I Kommission hos Jacob Dybwad.
A. W. Brøggers Bogtrykkeri.

1904

>
i: >

+

å

å

ee

ert 4
Be:

ie

Fes
pe

I

Di; vil i dette arbeide redegjøres for de undersogelser, der i
vinterens løb er udførte ved mit laboratorium paa Kap med sop paa larven
af furuspinderen (Gastropacha pini) eller, som den populært kaldes, skog-
marken. Denne har, som bekjendt, i de senere tørre somre optraadt i
Elverum og tilgrænsende skogdistrikter i en stadig tiltagende mængde,
som i det sidste aar endog har naaet en foruroligende udbredning, som
har gjort en indgriben af det offentlige nødvendig.

Mine undersøgelser har været noksaa omfattende, idet de ikke blot
har omfattet infektionsforseg med en række soppe forskaffede udenfra,
men ogsaa analytiske undersøgelser over sop paa selve marken og dens
omgivelser. Undersøgelserne er langtfra helt afsluttede. Men paa grund
af den mulige praktiske interesse, som sagen har, vil jeg allerede nu frem-
lægge en foreløbig meddelelse, der væsentlig berører denne side af sagen
— vil omfatte de undersøgelser, der er gjorte af mig og andetsteds med
kunstig infektion af larverne, og de konklusioner, der eventuelt kan
drages deraf.

Undersøgelserne har været drevne rent privat for egen regning —
uden nogensomhelst understøttelse fra noget hold.

Jeg maa fremføre dette, da der er komne noksaa mange forespørgsler
derom fra flere hold.

Jeg har havt rigelig adgang til materiale. En hel del saavel døde
som levende fik jeg tilsendt fra Helge Væringsaasen. En stor del — saa-
vel levende som slappe og døde — har jeg selv indsamlet ved personligt
besøg paa aastedet.

Men allermest nytte har jeg havt af en større sending, jeg fik foranlediget
ved storthingsmand Olav Nergaard fra amtsskogmester Elster-Jensen, der
i høst sendte mig 7 kasser, hver indeholdende mange liter med friske

skogmark.
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1903. No. 11. 1

4 OLAV JOHAN-OLSEN. M.-N. KI.

Den milde vinter har ievrigt gjort det vanskeligt at magasinere marken.
De har let for at dø og mugne. Ogsaa i selve skogen har jeg seet, at
dette har været tilfælde. En hel del af de overvintrende mark er døde
og har mugnet. Denne mug har jeg, som i dette arbeide vil nærmere
paavises, undersøgt.

Opgaven med mine undersøgelser var først og fremst selv at sætte
mig ind i denne del af mykologien, hvortil jeg hidtil væsentlig kun har
havt et teoretisk kjendskab.

Dernæst at indsamle og prøve, hvilke soppe — saavel mugsoppe,
gjærsoppe som bakterier, der kunde trænge ind i eller trives i dette in-
sekt og under hvilke betingelser.

Den tredie del af opgaven var at undersøge, hvorvidt nogle af de
marken angribende soppe kunde optræde under vilkaar, der gjorde en
masseoptræden ude i skogbunden sandsynlig.

Med andre ord: Om nogle af disse fundne soppe kunde trives ude
i jordbunden, der med lethed inficerede larverne — angribe disse — øde-
lægge dem eller deres ædelyst i en forholdsvis kort tid og saaledes be-

grænse insekternes masseoptræden.

Som man ser, er ikke opgaven saa ganske ligetil og enkel, som det
kunde synes.

Den, der først satte mig paa opgaven var storthingsmand Olav Ner-
gaard, og er jeg end yderligere bleven animeret dertil af Helge Værings-
aasen og andre skoginteresserede. En udmærket støtte — særlig hvad
literatur og kilder angaar, har jeg havt i statsentomolog. Schøyen.

I den første tid, jeg begyndte at befatte mig med sagen, skrev jeg
et par artikler derom i »Aftenposten«, Mit kjendskab til sagen var, som
nævnt, dengang omtrent udelukkende teoretisk, og jeg vil forudskikke, at
mine tidligere teoretiske anskuelser ved mine egne undersøgelser er bleven
noget modificerede.

Løsningen viste sig nemlig ikke saa ligefrem, som den særlig af tyske
lærebogsforfattere opgives at være.

Da jeg begyndte mine undersøgelser, havde jeg i min besiddelse ikke
saa faa insektdræbende soppe (deriblandt »Muscardinen« paa silkeorme
— i sin tid sendt mig fra frk. Henriette Stolz i Venedig).

Det viste sig imidlertid, at disse parasitære soppe for størstedelen
havde tabt sin livskraft. Andre var fortæret af nye parasiter, der snyl-
tede paa dem (saaledes Melanospora' paa Muscardinen). Jeg var altsaa
nødsaget til at skaffe mig mine soppe andetsteds fra.

1903. No. 11. MYKOLOGISKE UNDERS. OVER SOP PAA FURUSP. LARVE. 5

Det var imidlertid senhøstes, og mine forespørgsler var længe noksaa
forgjæves. Endelig lykkedes det mig fra Kral's laboratorium at skaffe tre
arter, hvoriblandt Botrytes Bassiana (Balsamo). Fra professor Alfred
Möller i Eberswalde erholdt jeg pragtfulde exemplarer af Cordyceps
militaris, af hvilke jeg fik storartede kulturer.

Fra professor Mazé, »institut Pasteur, erholdt jeg efter forgjæves
at have spurgt hos Giard selv, dennes Botrytes tenella, samt senere ogsaa
Isaria destructor og Sporotrichum globuliferum, hvilken sidste ogsaa til-
bødes erholdt fra Amerika.

Endel andre (hvorom senere) har jeg selv fundet.

II.
Hvad der tidligere er udført.

Der er over insektdræbende soppe og over kunstige forsøg med disse
en hel literatur. Denne er ikke saa let tilgjængelig, men ved direkte
henvendelse til forfatterne selv har det lykkedes mig at faa samlet det
meste. Særlig maa jeg her omtale den utrolige elskværdighed, som den
berømte professor Eckstein i Eberswalde har vist, ligeledes professor Snow
i Kansas, Mazé i Paris og Möller i Eberswalde, som herved alle bringes
min oprigtigste tak.

Det fremgaar af den forhaandenværende literatur, at resultaterne ikke
er særlig overensstemmende. Det viser sig, at jo nyere forsøgene er, jo
mere skeptiske lyder de tyske resultater. De franske lyder derimod mere
haabefulde. Det fremgaar iøvrigt af de fleste, at de bygger særlig paa
de russiske og amerikanske forsøg. For at faa forklaring lidt herom, hen-
vendte jeg mig direkte til alle de forfattere, hvis forsøg angaves at være
lykkedes. Kun russeren Krassiltschich’s adresse var det mig umulig at
opdrive.

Insektdræbende soppe har meget længe været kjendt. At gaa nær-
mere ind paa dem i dette arbeide er imidlertid en umulighed; thi det
omfatter et helt lidet bibliotek.

Den planmæssige anvendelse af disse soppe til brug i kampen mod
skadeinsekter er af forholdsvis ny datum. Rigtignok kan man i mange af
de beretninger om de forskjellige epidemier blandt skadeinsekterne se
tanken om anvendelsen fremsat.

6 OLAV JOHAN-OLSEN. M.-N. KI.

Saa vidt jeg kan finde, var imidlertid Krassiltschich og Metschnikoff de
første, som virkelig med held anvendte renkulturer af en bestemt sop i
denne hensigt.

Dette arbeide begyndte med den grønne Muscardine. Krassiltschich
har senere offentliggjort en hel del arbeider over samme emne. Han har
særlig arbeidet med to bakterier, Bacillus tracheitis og B. graphitosis,
som findes hyppig i jordbunden. Han har ogsaa arbeidet med Botrytes
tenella. Særlig har han paapeget nytten af en kombineret smitte af mug-
soppe og bakterier paa en gang.

Jeg har ikke havt anledning til at læse Krassiltschich's originale af-
handlinger — kjender dem kun gjennem referater — særlig professor
Ecksteins.

Hans første forsøg var udført i 1884, det sidste i 1888. Senere er
der gjort lignende forsøg af en række forskere i de forskjellige lande.
Jeg skal nævne nogle af disse.,

De betydeligste er: Giard i Frankrig, Eckstein i Tyskland, Forbes,
Burrill og Snow i Amerika. Vi kan endvidere nævne: Prillieux, Dela-
croix, Le Moult i Frankrig, Frank, Zurn, Sorauer, Wachtel og Konaught,
Hoffmann, Tubeuf o. m. a. i Tyskland, de Istvanffy i Ungarn.

Giard har arbeidet med /saria densa = Botrytes tenella, som mid-
del mod oldenborrelarverne. Han har i sin bog om emnet — udstyret
med pragtfulde farvelagte billeder — givet en udmerket beskrivelse, saa-
vel af den omhandlede sop, som af dens anvendelse. Det har lykkedes
ham i store strækninger at udrydde oldenborrelarverne ved hjælp af
denne sop.

Naar man gjennemlæser den righoldige literatur over dette emne, vil
man meget snart blive opmerksom paa den eiendommelige omstændighed,
at næsten alle i begyndelsen faar sine forsøg til.

Dernæst at bakterierne, som sygdomsaarsag, træder mer og mer i
forgrunden.

I slutningen af forrige aarhundrede sees overalt i literaturen frem-
hævet, at kun kraftige bakterier formaar at dræbe insekterne.

Lidt efter lidt har dette forhold i literaturen forandret sig, man er
bleven mer og mer skeptisk, og netop for øieblikket tales der iallefald
i Tyskland mere om »Erfolglosigkeit« end om »Erfolg« af forsøgene, og
saavidt jeg kan skjønne, staar Krassiltschich's bakterie som den eneste,
hvorom der endnu kunde være tale som insektdræbende. (Det er
imidlertid ikke lykkedes mig at finde en kultur deraf nogensteds i Europa
eller Amerika).

1903. No. 11. MYKOLOGISKE UNDERS. OVER SOP PAA FURUSP. LARVE. 7

Jeg skal i anden del af arbeidet fremdrage og nærmere behandle
denne eiendommelige forandring i opfatningen.

Jeg skal her indskrænke mig til kort og godt at aftrykke de breve,
jeg har faaet fra de forskjellige forfattere og forskere. De giver et ganske
godt overblik over opfatningen og stillingen, saaledes som den er nu for
tiden.

Professor Giard meddelte mig, at han ikke længer har i sin besid-
delse nogen levende insektdræbende sop. Det samme gjør Tubeuf,
Eckstein, Taxter og Brefeld.

Eckstein sender mig følgende resumé af alle sine arbeider indtil iaar:

Infektionsversuche und sonstige biologische Beobach- -
tungen an Nonnenraupen (Z. f. F. u. Jagdw. XXII mai 1900).

1. Es muss als Thatsache angenommen werden —

a) Dass unter Umständen infektiöse Krankheiten unter Raupen auf-
treten und unter ähnlichen Erscheinungen verlaufen wie die Schlaffsucht
der Seidenraupe.

b) Dass die von verschiedener Seite oft genug leider ohne das
geringste Verständniss für Ursache, Bedingungen und Verlauf der
Infectionskrankheit und das Wesen ihres Erregers angestellten Versuche
noch kein sicheres Resultat ergeben haben.

c) Dass, wenn es auch in vereinzelten Fällen glückte eine erfolgreiche
Infection im kleinen anzustellen, doch nirgends und niemals in der freien
Natur die Infection in der Weise ausgeführt worden ist, dass auf sie der
Ausbruch einer Seuche zurückgeführt werden kann.

d) Dass vielmehr alle bis jetzt im Walde ausgeführten Versuche und
Massregeln aus dem unter b angeführten Grunde erfolglos waren.

e) Dass die Infection nicht durch die Luft sondern durch direkte
Uebertragung erfolgt.

f) Dass der als Krankheitserreger seither angesehene Organismus
noch nicht mit Sicherheit in Reinkulturen isoliert und als virulente Kultur
erhalten werden kann.

g) Dass vielmehr die als Impfstoff oder Lymphe hier oder dort ver-
wandten Flüssigkeiten, durch Ausdrücken aus toten Nonnenraupen erhalten,
nicht weiter sind als faulende Reste des Thierkörpers mit beigemengten
Spalt- und Schimmelpilzen oder deren Sporen.

8 OLAV JOHAN-OLSEN. M.-N. KI.

2. Die Versuchsresultate.

Es würde ermüden, die zahlreichen mit den heranwachsenden Non-
nenraupen angestellten Versuche aufzuzählen und ihren Verlauf nach den
Tagebuchnotizen zu schildern. Ich will mich mit der Bekanntgabe der
Resultate begniigen:

1) die von Oberförster Schulz in Wirschkowitz gesandte Kultur
der die Gelatine verflüssigenden Bakterien,

2) die als ,Lymphe« von Forstmeister Eberts in Fredersdorf über-
sandte Flüssigkeit,

3) die Bakterien, erhalten aus den durch Nässe eingegangenen
Raupen,

4) die aus schlaffen Raupen von mir isolirten Bakterien sind sämmt-
lich nicht im Stande eine Infection herbeizuführen.

5) Mit den aus an Pebrine erkrankten Seidenraupen gewonnenen Rein-
kulturen kann Schlaffsucht unter Nonnenraupen leicht hervorgerufen wer-
den bei Infection

a) durch Stichimpfung

b) gelegentlich der Futteraufnahme.

Sie kann nicht erzeugt werden durch einfaches Zusammenbringen
todter Seidenraupen mit gesunden Nonnenraupen, es sei denn, das hierbei
der unter b. angeführte Fall eintritt.

3. Vergleich dieser Ergebnisse mit meinen früheren
Beobachtungen.

Die zahlreichen, an vielen Raupen verschiedener Spezies angestellten
Versuche wiesen häufig auf Bacillus monachae als Krankheitserreger hin,
weil, wie ich jetzt annehme, gewisse als sekundär betrachtete Erscheinun-
gen unberücksichtigt blieben, und weil der Schlaffsuchtserreger als Darm-
parasit gesucht würde.

Mehrmals wurden Körperchen gefunden, welche auch Wachtl, von
Tubeuf und Andere beobachtet hatten.

Diese sind aber, wie meine jetzigen Beobachtungen mit unum-
stösslicher Sicherheit ergaben, identisch mit den in kranken Seidenspinner-
raupen gefundenen und auf Nonnenraupen erfolgreich übertragenen Erreger
der Pebrinekrankheit.

In Uebereinstimmung hiermit schreibt mir Hoffmann, Regensburg
vom 8. September 1899: »Ich neige übrigens immer mehr zu der An-

1903 No. 11. MYKOLOGISKE UNDERS. OVER SOP PAA FURUSP. LARVE. 9

sicht«, welche auch Bolle betont, »dass die Bacillen bei der Schlaffsucht
nur eine nebensächliche und sekundäre Rolle spielen, und dass die Pebrine-
körperchen, die ich seiner Zeit auch bei meinen Nonnenraupen zu finden
glaubte, die Hauptursache seien.«

Det fremgaar heraf, at ogsaa Eckstein er kommen til et negativt resultat
med hensyn til bakterierne. Hans resultater er jo ikke meget opmuntrende,
men han gjør i et andet arbeide opmerksom paa, at hans forsøg med
mugsop muligens har været udført med en ikke virulent sopform.

I Amerika tilskrev jeg ogsaa en række forskere, hvoraf følgende neden-
staaende har svaret mig saaledes:

7 Scott St. Cambridge.
Jan. 3. 1902,
Dr. Olav Johan-Olsen,
Kap ved Mjøsen, Norway.
Dear Sir.

Your letter of Dec. 11. reached me in due season and should have
been answered sooner had I not been away the past week. I am sorry
that I have not at the present moment any cultures of Entomogenous
fungi in my laboratory except a few forms of Cordyceps which, from
their slow growth and scanty spore formation, would not be of any
service to you. I have never done my work on the economic application
of these forms and have never believed that such work would prove of
practical value in the field except under speciel conditions. Though I have
done a good deal of work on the fungus parasites of insects I have never
published anything on the economic aspect of such diseases. There has
been a good deal of experimentation in this country with such forms
especially with Sporotrichum globuliferum, but the results to my mind are
of no great value.

Prof. S. A. Forbes of Champaign Ill. has done a good deal of work
in this direction and I have asked him to send you any literature that he
can spare. If you desire it I could no doubt get Sporotrichum for you
another season and will do so if you wish.

Very truly yours
Roland Taxter.

10 OLAV JOHAN-OLSEN. M.-N. Kl.

United States Department of Agriculture
Division of Entomology, Washington D. C.
January 19, 1903.
My dear Sir.

Your letter of the ızth of November addressed to Prof. T. J. Burrill,
of the University of Illinois, has been referred by Prof. Burrill to this
office for further attention. I regret to state that we have no fungous
diseases which are at all likely to be efficacious in your country, and which
we can send you for experimental work. The experiments which have
been made in this country have had little or no practical value.

Believe me, my dear sir,

Yours very truly
L. O. Howard.
Dr. Olav Johan-Olsen.
Kap Gjæringsfysiologiske Laboratorium.
Kap, Norway.

College of Agriculture and Agricultural Experiment Station,
University of Illinois.
Adress, Urbana or Champaign Illinois, U. S. A.
January 13. 1903.
Dr. Olav Johan-Olsen.
Kap, Norway.
Dear Sir.

Replying to yours of December 11 I will say that I have not at
present any living cultures of the fungicides with which I at one time
made experiments in killing insects.

I have also consulted Professor S. A. Forbes, State Entomologist of
Illinois, who has done much more in this line than I have and find that
he has no living material.

The results of both our experiments were not very satisfactory,
except in the case of the cabbage worm, not tried upon caterpillars.
Much more work was done in trying to kill the small bug destructive
to wheal, called in this country chinch bug (Blissus leucopterus).

In all of the experiments the weather conditions seemed largely to
determine the rapidity of the contagion and as these could not at all
be foretold.

»

1903. No. 11. MYKOLOGISKE UNDERS. OVER SOP PAA FURUSP. LARVE. II

The only real successful work of this kind done in America upon
a considerable scale has been upon grasshoppers (Acrididae). The United
States Department of Agriculture has this work in hand and I forward
your letter to Secretary James Wilson at Washington D. C.
Trusting that you may get some aid in this way, I am,
Vours very truly
T. J. Burrill,

Botanist.

The University of Kansas, Lawrence.

Jan. 31th 1902.
Dr. Johan-Olsen.

My dear Sir.

Yours of ııth ult. was duly received. I take pleasure in forwarding
to your address a package containing the six (6) annual reports of Experi-
mental Station for the extermination of the Chinch-bug. I have not at
present any Sporotrichum globuliferum or other fungus on hand, I have
been absent for more than a year past and have not been able to carry
on my work. The Chinch-bug has been in the past 10 years so
thoroughly destroyed by the artificial introduction of the Sporotrichum
from my laboratory, that now for three or four years there has been
little or no damage inflicted on our crops by that pest.

Yours sincerely
Ibe Jal; Snowach ID) Ju. Il. DE

Director of the Museum.

Den, der altsaa har arbeidet længst og mest udholdende med sagen,
er ogsaa den, der har opnaaet de bedste resultater, nemlig professor Snow.
Han har hvert aar udgivet en større beretning om forsøgene, af hvilke
jeg kun skal anføre slutningsresuméet af den 6te og sidste beretning:

Final Summary.

Results of Experiments for ten years 1888—1897.

1. Chinch-bugs in any of their stages of development scarcely run
slightest risk of death on account of heavy rains, even when these are of
long duration. They are inconsiderably affected by extremes of heat
and cold,

Note, — When Chinch-bugs cross en masse a hot, dusty road-bed, the many that
die are killed by the particles of dust that enter their spiracles rather than by the heat.

12 OLAV JOHAN-OLSEN. M.-N. KI.

2. We know of no contagious bacterial disease of the chinch-bug.

3. There are two parasitic, contagious, fungoid diseases that kill
chinch-bugs, namely: Sporotrichum globuliferum (the »white fungus«),
and Empusa aphidis (the »gray fungus«).

Note, — Our experiments have to do mainly with the white fungus, as it is better
understood and controlled than is the other.

4. These two diseases show their greatest virulence where the
ground is damp and shaded from the direct rays of the sun and the air
is humid.

5. We do not know to what extent the spores of these diseases are
normally present in any given region.

When they are present, whether naturally or artificially introduced,
and the weather conditions are as given above, and the bugs are massed
together, an outbreak of the disease will occur. The number of chinch-
bugs killed in any field is approximately proportionate to the number of
bugs in the field.

Note, — It is true of the bugs as it is of ourselves, that the number of individuals
carried away by a plague is dependent upon various conditions, such as those of weather,
nourishment, density of population, etc.

. 6. Sporotrichum can be artificially communicated to healthy
chinch-bugs.

(a) It attacks bugs of all ages, but the older the bug the more easily
does it succumb.

(b) Bugs of any age that have been weakened from any cause, or
injured, fall more easy victims to the disease than do those individuals
that are in perfect condition.

(c) The adults of the second brood, which in the ordinary course of
events winter over and lay the eggs for the brood of the succeeding
spring, are much more successful in resisting the disease than are the
adults of the first brood.

(d) The fungus is not active in winter, and though it be present with
the bugs in their winter quarters, they are not die of it, even though the
winter be as mild and humid as was that of 1895 —06.

Det fremgaar heraf, at heller ikke han har fundet nogen for det om-
handlede insekt pathogén bakterie, men vel mugsoppe.

Selv om der ikke forelaa andre heldige resultater end professor Snows,
vilde dog disse været tilstrækkelig til ikke at opgive sagen herhjemme,
især naar de sammenholdes med professor Giards resultater.

1903. No. 11. MYKOLOGISKE UNDERS. OVER SOP PAA FURUSP. LARVE. 13

Det bemerkes, at alle disse her meddelte oplysninger om sagens nu-
værende standpunkt først er kommet mig ihænde under arbeidets gang
(hvilket jo vil sees af de forskjellige breves datum).

Saameget interessantere er det, at resultaterne af mine forsøg gaar i
samme retning med hensyn paa anvendelse paa bakterier, medens jeg
stiller større forhaabninger til et gunstigt resultat ved en heldig plan-
mæssig anvendelse af pathogene mugsoppe, naar disse kun anvendes paa
ret maade og i ret tid.

Mine egne undersøgelser.

Den første tanke, jeg havde ved undersøgelserne, var at undersøge,
om der paa den i Østerdalen værende mark muligens kunde findes en
parasitær sop, der kunde anvendes.

Til den ende indsamledes larver fra forskjellige egne — særlig døde.
Disse blev undersøgte paa forskjellig vis. Endel blev lagt i fugtigt kammer
— andre direkte undersøgte i spredninger.

Det lykkedes mig ogsaa blandt mange andre soppe at finde og ud-
sondre en stedegen /saria, der er funden under noksaa eiendommelige
omstændigheder — hvorom senere. Ligeledes et mycel, der synes at til-
høre en Cordyceps, der dog ikke er C. militaris.

1. Bakterier.

Da der i forskjellige aviser og tidsskrifter var fremsat den tanke, at
de ikke saa faa døde larver, der fandtes ved kuldens indtræden i høst,
skyldtes en særlig kraftig pathogen bakterie — gik mine undersøgelser ud
paa at finde dette mulige smittestof. De foreløbige bakteriologiske under-
søgelser tydede imidlertid ikke paa, at noget saadant var tilstede.

Det var mig umuligt at finde andet i de døde larver end foruden
konstante gjærsoppe — enkelte, men ikke i alle, hoist ordinære forraad-
nelsessoppe.

Ved mit besøg i Elverum indsamlede jeg sammen med Væringsaasen
paa en Haske en del (25) døde mark og omkring 100 levende og halv-
døde. I de døde paavistes bakterier og gjær. Denne flaske henstod paa
laboratoriet i 3 uger. Larverne var endnu i fuld vigør. Selv om bak-
terierne virkelig var pathogene, saa var ialfald sygdommen ikke overførbar

ved berøring. Jeg undersøgte ogsaa sagen nærmere.

14 OLAV JOHAN-OLSEN. M.-N. Kl.

For at se, om smitten muligens kunde tænkes at foregaa en anden

vei, blev saa andre experimenter udførte. Endel af de døde larvers
legemer blev knuste og udrørte i destilleret vand. 100 levende larver blev
anbragte i en blikkasse, hvori var nedlagt en saa vidt naturlig jordbund —
jord og mose. Disse larver fodredes med friske barnaale — saavel disse
som markerne selv oversprøitedes med ovennævnte emulsion. Efter 14
dages forleb var der endnu ingen døde larver. Appetiten fremdeles glu-
bende. Dette experiment gjentoges med den modifikation, at istedenfor
døde larver anvendtes emulsion af larveexkrementer, hvori samme bak-

terier var paavist — samme negative resultat.

2. Andre soppe paa mark.

De fra Helge Væringsaasen — fra hans skov paa østre side af Glom-
men tilsendte mark indeholdt følgende soppe:

1) To penicilliumarter, der især voksede paa markens labber (fødder).
Den ene art var P. glaucum.

2) En art Oidium — større og grovere end Oidium lactis.

3) To mucorarter, en violet og en,sort.

4) En brun mug — lig penicilliopsis.

5) To eiendommelige gjærarter, altid tilstede.

6) En streptokok, der fremkalder svag melkesyregjæring — graalig
hvide glatte kolonier.

7) To korte stavformige baciller. Den ene fluidicerede langsomt, den
anden sterkt, var tillige grønfarvende.

Den første afgav graalige, halv gjennemsigtige glatte kolonier. Den
anden mere opake og gullige. Den sidste grønne fremkalder i kulturerne
stank.

Med disse soppe, frembragt i ren kultur, gjordes forsøg.

Til hver af disse arter blev der laget to kolber, hver med 3 mark.
I den ene blev marken oversprøitet med emulsion af renkulturerne i en
steril kolbe. Til det andet forsøg blev marken puttet op i agar-agar-
kulturer af samme sop.

Disse forsøg udførtes med alle de fundne og udsondrede soppe —
ialt 11 arter.

Kolberne — flade serumkolber — blev overbundne med filtrerpapir
og hensat i et varmt skab.

Samtidig tilsattes to rene kolber til kontrol, hver med tre mark. Den
ene uden barnaale, den anden med, men begge uden tilsætning af sop.

Disse forsøg gjordes den ste novbr.

1903. No. 11. MYKOLOGISKE UNDERS. OVER SOP PAA FURUSP. LARVE. 15

Endnu den 6te decbr. levede alle marker, om end i indskrumpet og
afmagret tilstand. (Nogle af disse larver var endog fundne i stivfrossen
tilstand ved en veikant sammentullede i store aamebeler).

Ingen af disse fundne soppe kunde altsaa siges at være pathogen for
larverne.

Fra den vestre side af Glommen fik jeg tilsendt fra Grindalsskogene
en hel del mark. Deriblandt nogle mugne, andre døde uden synlig mug.

Paa disse fandt jeg ikke længe efter, at de var komne til mig — til-
dels en ganske anden sopflora. Der var blandt disse ikke saa ganske faa
helt hvidmugne exemplarer — flere mugnede i vinterens løb. Disse viste
sig at indeholde følgende soppe:

1) En rødlig hvid mug med conidiebærere, der i hoi grad minder
om Cordycepsarternes Botrytes, ikke ganske, men dog lignende Isaria
verticilloides.

2) En blaaviolet Mucor, der er graa paa gelatin og blaa paa brød,
meget konstant.

3) To gjærformer (Torula), af hvilke den ene paa brød optræder i
tørre hvide melagtige kolonier — paa gelatin i hvidgraa fugtige — ikke
fluidiserende — den anden sterkt fluidiserende.

4) Flere bakteriearter — deriblandt jordbaciller og forraadnelsessoppe.

Et par af de mugne marker blev puttet paa en serum-kolbe sammen
med 50 levende skogmark. |

Efter 14 dages forløb var disse tilsatte mark endnu levende. Ingen
overføring havde fundet sted. Derimod var der paa de døde marker, der
i begyndelsen ikke var synlig mugne, fremkommen en del andre sop.

En lysegrøn penicilliwm (P. rubrum) med smaa sporer med heist eien-
dommelige røde peritheciefrugter. Denne sop vides ikke tidligere beskreven
og skal i særdeleshed behandles paa grund af dens botaniske interesse.
Blandt de andre soppe var en typisk /saria, der i kultur viser sig mørk
okkergul. Denne isaria har jeg indtil videre under navn af Isaria Ga-
stropacha Ø. n. sp. ad interim indlemmet i forsøgsrækken.

Dette fund af isariaformer paa marken fra Grindalsskogen er ikke
uden interesse, da der paa dette sted for ikke saa overordentlig lang tid
siden (anno 1812—16) var en lignende markaat som nu.

Usandsynlig er det ikke, at denne sop har holdt sig saprofytisk paa
dette sted i de forløbne 80 aar.

Forekomsten af disse isariaformer — der, som det vil fremgaa af
de senere fremførte forsøg rettede derpaa — ikke viste sig synderlig pa-
thogene, har gjort min opgave meget vanskeligere.

16 OLAV JOHAN-OLSEN. M.-N. KI.

Alle isariaformer ligner nemlig hinanden meget sterkt — kun ved
omhyggelig kultur kan man differentiere dem.

Ved de forsøg, jeg efter dette fund har gjort, maatte jeg for hvert
enkelt tilfælde meget nøiagtig undersøge, hvorvidt fremkommen Isaria var
Isaria Ø. eller en anden — den anden, hvormed jeg experimenterede.

Da mine undersøgelser begyndte senhøstes, var der ikke tale om at
finde nogen insektdræbende sop her i landet.

Jeg frygtede ogsaa for, at det her i Europa paa de fleste steder var
for sent, og henvendte mig derfor telegrafisk til en række steder.

Som før nævnt erholdt jeg Botrytes- og Isaria-arter, medens det ikke
lykkedes mig at faa fat paa levende Empusa. (Eiendommelig nok var
der nemlig i høst ingen fluer at finde, der var angrebne af Empusa).

Den første sop, jeg erholdt, var Giards Botrytes tenella eller Isaria
densa, som ogsaa er beskrevet. Denne sop er saa ofte og nøiagtig be-
skrevet, at jeg her i denne oversigt ikke skal gaa nærmere ind derpaa.

Botrytes tenella.

Den har tre frugtformer, medens dens 4de, ascusformen, endnu ikke
er fundet.

Talrige forsøg blev udførte med denne sop. Hovedvanskeligheden
ved forsøgene var den, som ved mange andre — at faa frem tilstrækkeligt
sporematerial. Disse soppe har alle en tilbøielighed til paa kunstig substrat
at vokse ud til sterilt mycél.

Jeg forsøgte mange maader at faa Isaria- eller Botrytesformen med
sporene frem.

Først prøvede jeg direkte infektion, idet jeg puttede smaa stykker
direkte ind i markens legeme. Dette mislykkedes, idet marken let for-
blødde sig og døde.

Forsøgene med at besmitte den med mycel i gelatinlim mislykkedes
ogsaa. Jeg maatte gribe til det middel at lade soppen forspise sig paa
mycel. Flade Petriskaaler lod jeg helt overvokse med sopper, heldte den
fluidiserede gelatin ud og slap saa en del sultne, glubske mark ned paa
skaalen. Disse spiste kraftig af sopmycelet og døde efter 7 dage. Paa
deres legemer fik jeg yppige Botrytesformer, der overført paa brød og
poteter gav rigtige sporer og var yderst virulente.

Botrytes tenella er nemlig noksaa let at kjende fra andre Isariaformer,
da den farver substratet rødt. Senere har det ikke været nogen vanske-
lighed ved at faa frem tilstrækkeligt spormaterial, hverken af denne eller
andre, Det viste sig, at den væsentligste aarsag laa i aarstiden.

1903. No. 11. MYKOLOGISKE UNDERS. OVER SOP PAA FURUSP. LARVE. 17

De talrige forsøg udførte ved Botrytes tenella viste, at denne sop er
i hei grad pathogén for skogmarken.

Enten soppen tilføres gjennem næringen eller ved berøring, saa an-
griber den marken, trænger ind gjennem huden og formerer sig som gjær-
sop i blodet og dræber marken i løbet af 5—10 døgn.

De dræbtes legemer bliver, naar de henlægges i et fugtigt kammer,
meget snart omgivet af en tyk lodden mycelpels. Selve markens legeme
bliver haardt: mumificeres. De bedste mumier opnaaes, naar markerne
anbringes paa tørt sterilt brød i almindelige serumkolber.

Isariafrugt fremkommer som regel først paa markens hoved — efter
2—3 ugers forløb. Det viser sig, at denne Botrytes tenella vokser bedst
ved ca. 20° C., men den kan trives lige ned til 10°. Den vokser paa
alle mulige vegetabiler — endogsaa i mose og jord, naar denne er
gjennemsat med organiske emner f. ex. forraadnede mark og deres

excrementer.
Hvis de af soppen dræbte larver ikke straks anbringes i fugtigt kam-

mer, raadner de.
Dette bragte mig til nærmere at undersøge indholdet af de døde og
halvdøde larver og soppens forhold til bakterier.

Bacteriose.

Det viste sig, at naar man tager kulturer fra dede eller endnu mere
fra halvdede larvers blod, saa faar man ikke renkulturer af soppen, hvor-
med larverne er inficerede, men faar regelmæssig 2—3 arter bakterier —
den før nævnte mikrokok og de to baciller. I de døde faar jeg endnu
flere arter. Naar jeg med en steril Pravazsprøite suger ud et par draaber
af en med sop inficeret halvdød larves grønne blod, faar jeg altid en
noksaa konstant blanding af bakterier, som i de første 5 dage udbreder
sig over substratet. Først derefter kommer den tilsatte sop frem, for saa
at tage fuldstændig overhaand over bakterierne.

Tager jeg derimod og saar ud en draabe af ovennævnte blodvæske
paa et for bakterier ugunstigt substrat f. eks. brød tilsat med svag citron-
syre eller kun sterkt surt sterilt brød, faar jeg den til larven tilsatte sop
frem alene. For at faa rede paa alle forhold blev der udført en række
forsøg. Fra det tidligere vidste jeg jo, at disse bakterier ikke var direkte
pathogene, men at de fandtes i omtrent alle døde mark. Jeg undersøgte
friskt levende markers blod, uden at finde nogen.

I halvdøde svækkede larver fandt jeg dem dog undertiden. Jeg tog
da og slap en del friske mark ned paa sterile kolber med smaaskaarne

Vid.-Selsk. Skrifter. M.-N. KL 1903. No 11. 2

18 OLAV JOHAN-OLSEN. " M-N. KI.

kogte poteter (selvfølgelig sterile). Samtidig sattes kontrollarver paa tomme
kolber, alle indsattes i thermostat.

Efter 2 dages forleb var der rigelig bakterievækst paa poteterne —
larverne blev overtrukne med det slim og befandt sig øiensynlig høist ilde.
Jeg tog da 20 af dem ud af den fugtige kolbe, anbragte dem i et bæger-
glas paa tør ren bomuld samt tilstrækkelig barnaaler. Her havde lar-
verne anledning til at faa tørret slimet af sig. De kom sig meget snart,
efter nogle dage — begyndte atter at spise, hvorpaa flere af dem for-
puppede sig. De gjenblevne med bakterieslim overtrukne larver var alle
døde efter to dages forløb. Kontrolmarken levede fremdeles i bedste vel-
gaaende. Dette experiment blev fortsat i forskjellige modifikationer.

Det viste sig, at naar marken er frisk, lever disse bakterier, hvoraf
jeg i den senere tid har identificeret — den ene med Micrococcus insec-
torum — den anden med Bacillus Hofmanni — kun et eller andet sted
i larvens tarmkanal. Naar derimod marken paa en eller anden maade
svækkes, bliver syg, angribes af en pathogen sop, eller naar dens aande-
huller tilsøles f. eks. ved bakterieslim eller andet slim, trænger disse bak-
terier ind i markens blod og dræber den.

Det er altsaa ikke pathogene bakterier, men tarmkanal-bakterier, der
kun under svækkelsestilstande kan gjøre skade.

Og alt hvad jeg har læst om forsøg med pathogene bakterier hos
larver og insekter, naar undtages et tvilsomt tilfælde hos bien, bestyrker
mig i denne formodning, at det er det samme tilfælde med de fleste —
om ikke alle — saakaldte pathogene bakterier hos insekter. Hos skog-
marken viser dette sig at være en gjennemgaaende regel — ikke alene
for Botrytes tenella, men ogsaa for alle de andre undersøgte arter. Det
viser sig iøvrigt, at larverne efter vinterdvalen er meget svagere og let-
tere angribelige for alle sygdomme end om høsten.

Botrytes tenella trives bedst i lidt fugtighed, men er dog ikke saa
overordentlig fordringsfuld som flere andre soppe.

Undersøgelsen over denne sop kan resumeres derhen: Da Botrytes
tenella vokser i jorden, særlig hvor der er larveexcrementer — à almindelig
temperatur med lethed sætter sporer — med stor kraft trænger igjennem
larvens hud, betager den madlysten efter et par dage og dræber den
inden en uge, saa maa det ansees for ikke at være ganske haabløst at
faa frembragt en kunstig sopsygdom ogsaa ude å naturen med denne sop.

De næste soppe, jeg tog fat paa, var Botrytes bassiana og Cordyceps
militaris.

1903. No II. MYKOLOGISKE UNDERS. OVER SOP PAA FURUSP. LARVE. 19

Undersogelserne herover godtgjorde, at disse to intet har med hin-
anden at gjøre.

Botrytes bassiana erholdt jeg som sagt fra Kral’s laboratorium i Prag.

Af Cordyceps erholdt jeg de pragtfuldeste orangefarvede frugtlegemer
fra Möller i Eberswalde.

Botrytes bassiana.

Denne sop er endnu mere tilbøielig til at danne sterilt mycel end
tenella. Det er denne sop, der i almindelighed ansees for at være en
frugtform af Cordyceps militaris — ansees for aarsagen til silkeormens
sygdom, Muscardinen eller »Calcino«.

Mine forsøg viste snart, at ialfald den sop, jeg havde erholdt paa
Kral's laboratorium, ikke var nogen form af Cordyceps militaris.

Jeg arbeidede med begge; thi medens Bot. bass. i alle kulturer holder
sig hvid, kanske lidt blegrød hvid, gaar mycelet af Cordyceps meget snart
over til gult — først citrongult — senere appelsingult, ja tilslut i ren
okkergul farve.

Der viste sig ogsaa forskjel i virulensen, idet Bot. bass. dræber skog-
marken hurtigere end Cordyceps.

Talrige forsøg med kontrolforsøg viste, at Bot. bass. kunde dræbe
skogmarken, men ikke paa langt nær saa sikkert som Bot. tenella, først i
løbet af 7—12 dage.

Selv efter 12 dages forløb kan der være nogle mark, som overstaar
sygdommen. Om dette kom af en tabt virulens, ved jeg ikke. Det har
ikke lykkedes mig at faa den synderlig forstærket, slig som tilfældet er
med Bot. tenella. Med hensyn paa vækst, temperatur og sporedannelse
staar denne sop betydelig tilbage for tenella. Den trives bedst i varme,
helst paa kjødemner, ikke paa mose — danner vanskelig sporer. Den er
derfor af liden betydning.

Cordyceps militaris.

Med pragtfulde røde frugtlegemer — har lange bacilleformede sporer,
der atter deler sig i bacillelignende oidier. Dens mycel er i begyndelsen
hvidt, saa rødt. Den danner storartet botrytesfrugt med røde ruede
sporer.

Forsøg foretoges saavel med cordycepssporer direkte fra frugtlege-
merne, dels med botrytessporer paa kulturerne. Jeg lod frugtlegemerne
kaste sine sporer i sterile kolber i rigelig mængde og slap saa mark
derned, med og uden barnaale. Men selv om jeg ogsaa ændrede forsøget
derhen, at jeg lod marken spise — man kan faa den til at spise fluer,

20 OLAV JOHAN-OLSEN. M.-N. KI.

endog selve frugtlegemerne, saa var resultatet negativt. Cordyceps-
sporerne havde ingen indflydelse paa skogmarken selv efter 6 ugers for-
løb. Heller ikke botrytessporerne syntes at have nogen synderlig pathogen
evne. I enkelte serier døde markerne efter 10—14 dage, men resultatet
var ofte tvilsomt. Under alle omstændigheder var den en yderst variabel
virulent sop, der ingen fordele havde fremfor Bot. tenella. Den vokser
dog ligesaa let i jord og mose. De dræbte marker mumificeredes og dan-
nede et tæt uldent myceldække.

3die januar 1903 erholdt jeg fra professor Mazé atter to soppe tilsendt:
Isaria destructor og Sporotrichum globuliferum. Begge meget kjendte
som insektdræbende soppe.

Isaria destructor
danner den »grønne muscardine«. Den er som nævnt først nærmere under-
søgt af Krassiltschich og Metschnikoff.

Den angriber mest snegler og tæger. Den er en mugsop, der i sine
første stadier er hvid, senere lysegrøn, tilslut mørkegrøn. Den har to
sporeformer, en liden rund, en lang grøn.

Der blev med kulturerne af den udført talrige kulturer paa skog-
marken. Disse blev inficeret — saavel ved overdrysning som ved forsøg
af direkte kulturer.

Vistnok døde enkelte mark — omtrent som ved Bot. bass. efter 10
—12 dage, men nogen synderlig stærk dræbende virkning syntes denne
sop ikke at have. Gren muscardine paa de døde marker fik jeg aldrig.

Isaria destructor kan derfor ikke anvendes med held.

Sporotrichum globuliferum

viste derimod et ganske anderledes tilfredsstillende resultat.

Sp. glob. er en hvid sop, der vistnok med ligesaa fuld ret som Bo-
trytes tenella kunde bære navnet Botrytes. Men da den nu engang over-
alt benævnes Sporotrichum, beholder jeg dette navn her.

Den har et polstret hvidt mycel, .der farver gelatin og agar-agar
blaalig redviolet, poteter og brød farves blaalig, den gjør kjedvand merke-
rødt. Et gammelt mycel bliver lyst citrongult. Den danner let og rigelig
sporer i mængdevis, især paa døde mark, hvor den danner svære hobe
af Isaria-former.

Den vokser helst ved 18—20° C., men trives ogsaa ved 10° C. og
lidt lavere,

1903. No.11. MYKOLOGISKE UNDERS. OVER SOP PAA FURUSP. LARVE. 21

Den viste sig at være endnu mere virulent end Bot. tenella.

Kolber tilsat med ganske faa sporer af denne sop og friske skog-
larver viste næsten altid samme resultat.

Allerede efter 3 dage var en del mark døde. De endnu levende
havde faaet sopvegetationer udenpaa huden, særlig paa hovedet og i kjæ-
verne. Efter 5 døgn var som regel alle larver dræbte, aldrig overlevede
nogen det 7de døgn.

Kontrollarverne befandt sig under samme vilkaar lige spillevende og
graadige.

De med Sporotr. inficerede larver tabte allerede efter et par dage
madlysten og laa stille og sturede. |

Det viste sig ved undersøgelse af de døde og halvdøde markers blod,
at de alle var inficerede — foruden af soppen tillige af de før omtalte
bakterier — særlig den tynde fluidiserende bacil og den ovale kok.
Ligeledes fandtes altid de tidligere beskrevne gjærceller i de dede
markers blod.

Hvis de af Sporotrichum dræbte marker henlaa nogen tid, inden de
blev henlagt i fugtigt kammer, raadnede ogsaa de.

Blev de henlagt i et saadant, kom soppen frem efter nogen tids for-
løb. Henlagt paa sterilt tørt brød i flade kolber, fik man de pragtfuldeste
mumier), der snart besattes med de ypperligste Isaria-frugter, medens
sopmycelet vegeterer paa det omgivende brød.

Sporotrichum viser ikke slig tilbøielighed til at vokse i det omgivende
substrat som Bot. tenella. Imidlertid vokser den dog, især naar der findes
døde larver og larveexcrementer.

Sporotrichum viser sig altid hos mig at være en for denne larve over-
ordentlig pathogen sop, der i kort tid trænger ind i marken delvis gjennem
dens hud, men end mere gjennem munden. Den hindrer meget snart dens
bevægelser, stanser dens appetit, for inden nogle dage ganske at dræbe den.

Vi har i denne sop utvivlsomt et godt middel mod skogmark, som
anvendt i heldig tid og paa praktisk maade sikkert kan gjøre nytte, sær-

lig i sommervarmen.

Med de fra Grindalsskogen isolerede

Isaria gastropacha Ø. og I. verticilloides

blev ogsaa udført mange experimenter. Disse syntes dog kun at vise, at
disse Isaria, som overmaade gjerne vokser paa de døde marker, ikke er
synderlig pathogene.

1 Seriesnit af disse, der tydelig viser soppens udbredelsesmaade i markens legeme, vil
blive afbildet i næste del,

Le
Ne

OLAV JOHAN-OLSEN. M.-N. KI.

De angriber, som mange andre soppe, larvernes fedder, men gaar
efter nogen tid ogsaa ind i munden og setter sig fast paa hovedet.

Imidlertid var der faa larver, der døde fer efter 12—14 dages forlob og
da muligens af sult. Synderlig evne til at trænge ind i larverne gjennem
huden synes de ikke at have.

At ogsaa særlig den første sop kan bidrage noget til at hemme skog-
markens hærgning, er utvilsomt, da den som sagt saarer dens kjævepartier
og hindrer dens bevægelser.

Denne Isaria er grovere, robustere end de af Sporotrichum og B.
tenella opstaaede Isaria-former. Farven er i begyndelsen rødlig hvid,
senere mørk rødlig brun. }

Den har liden tilbøielighed til steril myceldannelse, men er kraftig
sporedannende. Undersøgelser over dens botaniske stilling paagaar frem-
deles ligesom forsøg med de øvrige fra mugne marker i Grindalsskogen
udsondrede soparter.

Foruden disse ovennævnte er der gjort forsøg med en række
andre soppe, som er pathogene for varmblodige dyr, saaledes aspergillus-
og mucorarter, med en for bier pathogen oidium og mange andre. Disse
ievrigt meget interessante forsøg maa her forbigaaes.

Der viser sig den eiendommelighed, at alle de i marken voksende
soppe har en eiendommelig evne til at farve substratet rødt. Naar viru-
lensen tabes, tabes ogsaa denne evne. Herover har der været gjort og
gjøres fremdeles forsøg.

Før jeg afslutter denne orienterende oversigt, skal jeg i korthed med-
dele en del sideordnede forsag, som blev udført med en række af disse
soppe paa en gang i tør og fugtig jordbund og under forhold, som saavidt
muligt ligner forholdene ude i skogen.

Disse forsøg kaster et noksaa klart lys over den sygdomsform, som
kaldes »flacherien«, eller som Malm meget træffende oversætter det »slaske-
sygen«, samt over »topsygdommen«.

Nogle kjæksboxer blev godt rengjorte, bunden dækket med jord og
mose, samt vel forsynet med saavidt mulig staaende friske furukviste. I
hver blev nedsluppet 100 spillevende skogmark. I to og to blev der infi-
ceret med Sporotrichum globuliferum, Botrytes tenella og Isaria de-
structor. To kontrolkasser blev ikke inficerede. Den ene box af hvert
slag blev igjenlukket, den anden overbundet med filtrerpapir (hvilket be-

1903. No.11. MYKOLOGISKE UNDERS. OVER SOP PAA FURUSP. LARVE. 23

virkede en tør jordbund; ved igjenlukningen opstod en sterk fugtighed).
Boxerne hensattes i varme, og larverne fodredes daglig flere gange med
friske kviste.

I de fugtige boxer krøb alle marker op i toppene paa grankvistene
i store hauger. I Bot. tenella og Sp. globuliferum fik inden 5 dage alle
larver slaskesygen og hang ynkeligen omkring paa grene og vægge. Deres
legemer indeholdt alle og altid de ovennævnte bakterier, gjær og den
respektive sop.

I de tørre boxer døde marken meget langsommere. Enkelte fik
slaskesyge, men ikke paa langt nær saa mange som i de fugtige. I Sporo-
trichum-kassen var dog alle døde efter 10 døgn, i Botrytes tenella-kassen
efter 12 å 14 døgn, i /saria-kassen var nogle døde efter 14 å 15 døgn,
men en hel del ogsaa forpuppet.

I kontrolboxerne var i de fugtige efter 14 dage ogsaa enkelte døde
af slaskesyge, men bare faa. I den tørre box var i kontrollen efter 3
uger alle marker levende, men for største delen forpuppet.

Derefter lod jeg dem sulte ihjæl.

Eiendommelig nok kom saa i begge kontrolkasser den eiendommelige
brunredliggule Isaria gastropacha Ø. frem paa en hel del af marken.

Slaskesygen er derfor efter mine forsøg ingen sygdom, men et syg-
domsfænomen.

Konklusionen er altsaa:

Af de undersøgte soppe er der ingen bakterie, som formaar at smitte,
overføre smitte fra den ene mark til den anden. Derimod optræder under
sygdom altid bakterier i markens blod, oftest sammen med to temmelig
konstante gjærsoppe.

Der findes blandt de undersøgte mugsoparter flere, der formaar at
trænge ind i marken og dræbe den, og deraf to, som i høi grad virker
dræbende — som formaar at udbrede sig i jordbunden under vanlig tem-
peratur og saaledes bringe smitten videre.

Dette sker væsentlig dels ved optagelsen af føden — dels gjennem
luften, men ogsaa ved berøring”.

Forsøgene viser, at soppen til sin trivsel forlanger fugtighed. I
aldeles tør jordbund vil den have vanskeligt for at udbrede sig og sætte
frugt.

I Udførte forsøg viser, at disse soppe, særlig Sø. glob., har meget let for at dræbe den
almindelige spyflue. Naar denne kommer i berørelse med sporerne — de behøver
bare at pustes ud i luften — dør de efter 3 à 4 dage og mumificeres i fugtige rum,

24 OLAV JOHAN-OLSEN. M.-N. Kl.

De taber overmaade let sin virulens samt evnen til at sætte sporer i
kunstig kultur. Undertiden kan den friskes op, ofte ikke.

Derimod vil en forhaandenværende sopfrugt lettere kunne sprede sig
i tør varme.

I Sporotrichum globuliferum og Botrytes tenella besidder vi to insekt-
dræbende soppe, som, naar de anvendes i virulent tilstand og paa rigtig
maade og i rette tid, uden tvil kan gjøre sin nytte i kampen mod skog-

marken.
Oversigt over de undersøgte arter:
Myceletsfarve| Substratets farve Dash Vækst
paa PETE TDEERER Aa
agar-agar He poteter efter Optim, | Minim,
1. Botrytes tenella . . | Hvid, Laksred | Rødbrun 5 døgn| 18-20° 10°
senere
| svag rosenrød
2. Bot. Bassiana .. | Hvid Ufarvet | Ufarvet |7-12 » 18-20? 5-89?
3. Cordyceps militaris | Gulhvid, Ufarvet | Ufarvet | Usikker 15-18 ° Gi
senere
brunlig rød

4. Sporotrichum gio-

buliferum . .... Hvid, Violetred| Blaalig | 3-5 dage| 20-25 ° 10%
eitrongul
5. Zsaria destructor . Lysegron, Ufarvet | Ufarvet | Usikker 20-25° | 10-12°
mørkegrøn
6. /saria gastropachaØ.| Gulhvid, Graa Sort Usikker, 157 3-5°
brunhvid neppe
7. Isaria verticilloides | Hvid, lys Ufarvet | Ufarvet Neppe 150 25
svag
teglstensred
8. Penicillium rubrum Grent, Ufarvet | Ufarvet Neppe 15520 > |G
senere
brunredt

De her kortelig omhandlede soppe vil i næste del nærmere beskrives

og afbildes, ligesom literaturfortegnelse da vil medfølge.

Kap gjæringsfysiologiske laboratorium, 30te marts 1903.

Trykt den 5. Marts 1904.

vi ay

å

KUK
NA

Let Å
V4 shat

LMI ce U AN

(|
À

LOG

v4 Ww A

New York Botanical

NN

3 5185 00243 2985

ss x

Coe LT ER
LES RS
RS

COURS
SSS

See EN

Nees ee eee at

agen a hate es
NES

SR eS
SEELEN
a oe

à RAN X
RER
KAN RAR Li

SRE
ne an

vanne
e ca

EX

SS

mann

å AN eiere sn
LT rn Versene ee ce
iz RES RCE TEE nr ra CCR
. 2. -
ns ov ex am
ERROR vu? or i
annen ae rs Teese, se RS a
ore ov aner er, RES, Re ae
wu POEL AO en
ne AS =
v N =
g os :

GRNT OR,