Full text of "Skrifter utgit av Videnskapsselskapet i Kristiania"

See other formats

353; 
123737) 


m 
te 


124 2^4 
te ete 1 
T 


y 


+ vs - 
CON 


in 


[ 
ZF ; 


IS Cus | 
», 


| > THE NEWYORK BOTANICAL G 


167 —: 5 
- 


por iN 
1-4 8 


MN 
X £a ee d 
i 


NDS 
AN: 
Hy VAUT) 


Wa! 
' 


UTGIT AV 


:NSKAPSSEL 


I KRISTIANIA - 


1914 


IL. MATEMATISK-NATURVIDENSKABELIG KLASSE 


KRISTIANIA | 
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 
A, W. BROGGERS BOKTRYKKERI A/S 


1915 


R^ 


eu 
HAS 


SKRIFTER 


PIDENSKAPSSELSKAPET 
I KRISTIANIA 


1914 


I. MATEMATISK-NATURVIDENSKABELIG KLASSE 


KRISTIANIA 
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 


1915 


lI. 


I2. 


I3. 


Indhold. 


Reidar Gording. Om den anatomiske utvikling av den laterale næse- 
vægs ethmoidalavsnit gjennem de første barneaar. Mit Schlussübersicht 
und Zusammenfassung in deutscher Sprache. (Mit 146 Abbildungen 
imc Fert i fa “A RE epu or ecc ETE 

Olav Hanssen. A ir ae ae Mis Ein klinischer Beitrag zur 
Lehre des toxischen Ikterus und zur Kenntnis der pharmako-toxi- 
kologischen Giftfestigung. Mit 3r Textfiguren Sr oh V ES 

H. Mohn. Vindene i den nordlige Del av Nordsjeen og Vikinge- 
togene.. (Med 1 Planche). a "E uda: su Ec. 

Ove Dahl. Botaniske undersokelser i Hand. II Med et tillæg: 
De Sorbo arranensi Hedl. et affinibus homozygoticis Norvegiae. Auctore 
T. Hedlund. Med 3 plancher . 

Ove Dahl. Nogie bemerkninger til aes CORE kritik av Er 
Blytts plantegrupper. Sn IE 

Ørjan Olsen. Nordlige trækfugle i Sydafrika seat tan, S 

Hanna Resvoll-Holmsen. Statistiske vegetationsundersogelser fra 
Foldalsfjeldene. Med 1 kart og 4 plancher =: ya ae 

E. Poulsson. Das Vorkommen radioaktiver Wasser in Na : 

Adolf Hoel. Nouvelles observations sur le district volcanique du 
Spitsberg du nord. (Avec 13 planches et 4 cartes). ee ik: 

Axel Thue. Probleme über Veranderungen von Zeichenreihen nach 
gegebenen Regeln - 

O. Krogness und L. Vend. He des Nordlichts 
an dem Halddeobservatorium von Oktober 1912 bis Anfang Januar 
1913. (Mit 20 Figuren im Text und 2 Tafeln) "a hie: 

Kr. Birkeland et Th. Skolem. Une méthode énumérative de 
la géométrie da tW cM. 7 

Axel Thue. Uber pas ie His Wert gewisser Quotientreste 


Side 


LIBRARY 


NEW YORE 


be 


BOTANICA! 


GARDEN 


OM DEN ANATOMISKE UTVIKLING AV 
DEN LATERALE NAESEVA:GS 
ETHMOIDALAVSMI 


GIENNEM DE FORSTE BARNEAAR 


AV 


REIDAR GORDING 


SSUNG 


UTGIT FOR FRIDTJOF NANSENS FOND 


KRISTIANIA 
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 


nlagt i den mat.-naturv. klasses mote 30. januar 1914 av professor Sc 


ae A 
foes d 
t A. W. BROGGERS BOKTRYKKERI A/S 
1 ; 
Ó à 
" = . 
- 
v TN " i 
" 
2. " 
M dk - +33 


FORORD. 


D= arbeide, som herved fremlægges, er i sin helhet utfert paa Det 
Anatomiske Institut i Kristiania væsentlig paa grundlag av det materiale, som 
her er stillet til min disposition. Under hele arbeidsperioden har institutets 
bestyrer, prof. dr. med. Kr. SCHREINER med den største imetekommenhet stillet 
den sterkt optagne plads til min raadighet og har git mig tillatelse til uten 
indskrænkning at benytte mig av alle institutets hjælpemidler. Personlig har 
professoren støttet mig med raad og værdifulde vink ved enhver anledning. 
Jeg ber ham herved motta min oprigtigste tak. 

Ogsaa til institutets prosektor i histologi, dr. med. O. Berner staar jeg 
i stor taknemmelighetsgjæld. De tekniske vanskeligheter baade med hensyn til 
præparatenes indstepning og skjzring har ved disse undersekelser ikke været 
smaa og vilde sikkerlig ha forsinket arbeidet, hvis ikke dr. BERNER hadde stillet 
sin store tekniske erfaring til min hjælp. De talrike mikrofotografier skyldes 
ogsaa hans elskværdige hjælpsomhet. 

Det Path.-anatom. Institut har overlatt mig en del præparater. fra rets- _ 
medicinske obduktioner. Til institutets bestyrer, professor dr. med. Fr. Harsitz, 
maa jeg herved faa lov til at uttale min tak. 


Forfatteren. 


INDHOLD. 


Historisk indledning. 
Komparativ anatomi. 
Egne undersokelser . 
I. Arbeidsplan . 
IL. Beskrivelse av præparatene 
III. Avsluttende oversigt med resume 
.Schlussübersicht und Zusammenfassung. 


. Litteraturfortegnelse 


Side 


db. 


HISTORISK INDLEDNING. 


Da laterale næsevæg hos mennesket frembyr et meget karakteristisk 


billede, som vistnok kan vaere underkastet individuelle eiendommeligheter, 


‘men som i sine grove trek altid er det samme. Nedenstaaende fotografi 


av næsevæggen hos et fem aar gammelt barn (fig. 1) viser de morfologiske 


forhold, saadan som de i sin almindelighet arter sig i den alder. 


Vor opmerksomhet vil her forst og fremst feeste sig ved de fire sagit- 
talt stillede, muslingeformede fremspring, hvis relief avtegner sig mot den 
merkere bakgrund. Av disse fremspring, de saakaldte conchae nasales, 
strækker det nederste, concha nasalis inferior, sig gjennem næsekaviteten 
i hele dens længde. Den ovenfor liggende næsemusling, concha nasalis 
media, naar ikke saa langt forover som concha nasal. inf., og de to øverste 


muslingedannelser, concha nasalis superior og suprema, som opad er for- 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. I. 1 


2 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


bundet med concha nasal. med., er alene indskrænket til næsehulens bakre 
halvdel. De fire næsemuslinger deler den laterale del av næsekaviteten i 
et tilsvarende antal furer, meatus nasi inferior, medius, superior og 
supremus. Av disse er meatus nasi med. mellem concha nasal. inf. og 
med. den bredeste. Furen fortsætter sig forover i den jevne, konkave 


flate, som danner den forreste del av den laterale næsevæg. 


De nasale conchaes karakteristiske bygning og anordning maatte 
naturlig tidlig vække anatomernes interesse. Vi finder da ogsaa, at disse 
næsens »svampede ben«, dens »ossa turbinata sive spongiosa«, allerede 
omtales i anatomiske laerebeker fra det 17de og 18de aarhundrede. Deres 
antal angives til to. Sandsynligvis har det ene av disse svart til concha 
nasal. inf. eller concha inf. og det andet til den nederste ethmoidalmusling, 


concha nasal. med. eller concha med. 


De fleste av disse gamle beskrivelser er meget ufuldstændige og litet 
orienterende. Den ferste mere indgaaende fremstilling av den laterale 
næsevægs anatomi skyldes de to italienske anatomer Morcacni og San- 
TORINI fra den sidste halvdel av det 18de aarhundrede. Begge har efter- 
latt sig karakteristiske beskrivelser med tegninger av de ethmoidale mus- 
linger. Morcacnı har kun omtalt to ethmoidale muslingeben, hvorav det 
øverste, »os turbinatum supremum s. minimums, senere efter MoRGAGNI 
er blit betegnet som concha Morgagniana. Santorini har avtegnet en 
ethmoidalflate med tre muslinger.  GIRARDI, utgiveren av SANTORINI’S 
»Septemdecim Tabulae,« betegner den everste av de to ethmoidalmuslinger 
som »quartum os minimum omnium turbinatum Santorini«. GirARDI har 
eiensynlig antat, at concha Santorini har treengt concha Morgagniana ned- 
over, saa dette muslingeben efter rækkefølgen burde betegnes som den 
midtre ethmoidalmusling. Paa grund av denne feilagtige opfatning hos 
GiRARDI har den antagelse gjort sig gjældende, at det er MoRGAGNI, som 
forst har paavist concha ethm. med. (ZUCKERKANDL). Det faktiske forhold 
er imidlertid, at MoRGAGNI og Santorini har beskrevet samme muslinge- 
dannelse kun med den forskjel, at denne concha hos den førstnævnte for- 
fatter var den everste av to og hos den anden den overste av tre 
ethmoidalmuslinger 1. 

Efter Morcacni og Santorini beskjæftiget anatomerne sig ikke syn- 
derlig med studiet av ethmoidalbenets furer og conchae, men indskrænket 
sig til at anvende de gamle betegnelser, concha (nasalis) media, superior 


og suprema og meatus (nasi) medius, superior og supremus. Under sin 


1 De her anførte historiske oplysninger er hentet fra ZucKERKANDL’s „Die Siebbein- 
muscheln des Menschen" (92). 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NESEVEGS ETHMOIDALAVSNIT. 3 


omtale av næsevæggens anatomi er forfatterne imidlertid ikke altid i over- 
ensstemmelse med hverandre. En del beskriver kun to conchae ethm.es, 
concha med. og sup., uten at antyde forekomsten ogsaa av et tredje 
muslingeben. Andre anatomer fremhæver, at der paa næsevæggens 
ethmoidale avsnit av og til kan sees tre muslingedannelser, concha med., 
sup. og supr. I saadanne tilfælde betegnes ofte den øverste som concha 
Santoriniana og den nedenfor liggende som concha Morgagniana, idet 
forfatterne som regel gaar ut fra, at den øverste maa opfattes som en ny 
ovenfor concha sup. opstaat fold i ethmoidalvæggen. 

Vort nuværende kjendskap til den laterale næsevægs anatomi skyldes 
hovedsagelig undersøkelser fra de sidste par decennier. En gjennem- 
gaaelse av fagliteraturen viser, at de fleste av de arbeider, som omhandler 
næsevæggens anatomiske utvikling, refererer sig til lugteorganets primære 
anlæg og næsekavitetens morfologi i den første del av foetallivet (His 
1901, KOLLIKER 1879, v. MiHALcovics 1896, LEGAL 1883), mens næsevæggens 
utvikling under den sene embryonalperiode og den første del av det ekstra- 
uterine liv har været forholdsvis mindre paaagtet. 

Lugteorganets primære anlæg optrær i den sidste del av 3dje embryonal- 
uke. Det præsenterer sig som to lateralt liggende, epitheliale fortykkelser 
paa forhodet. I midten av disse epithelfortykkelser, »areae nasales«, 
viser sig senere et indsøkk, idet mesenchymet paa grund av særlig sterk 
proliferation i omkredsen snart omgir dem med volder, lugtevolder.. Herved 
omdannes »areae nasales« til tilsvarende »fossae olfactoriae«. Den medialt 
liggende del av lugtevoldene, som utvikler sig til det mediale næse- 
fremspring, vokser fra først av hurtigst, saa næseaapningen som følge 
herav kommer til at vende utad. Snart tiltar imidlertid ogsaa den laterale 
del av lugtevolden mere og mere i vekst, saaledes at der dannes et lateralt 
næsefremspring. Herved tvinges lugtegruben fremover i frontal og ventral 
retning, samtidig som den forandrer form og gaar over i en blindsæk. 
Epithelet i den bakre del av blindsækken beholder til en begyndelse sin 
forbindelse med epithelet i mundhulens tak, mens mesenchymet længere 
fortil vokser ind mellem de to epithellag. Under den videre vekst vil 
epithelplaten i blindsækkens bakerste parti strækkes, saa den tilsidst kun 
sees som en tynd membran, membr. bucconasalis (HocHSTETTER 1892), 
som brister i 6te embryonaluke under dannelse av den primære choane. 
Den del av gulvet i lugtegruberne, som blir tilbake, og som er fremkommet 
gjennem sammenvoksning av de to næsefremspring indbyrdes og sammen- 
voksningen mellem disse og overkjævefremspringet, danner den primære 
gane, som imidlertid er ganske kort og kun opbygger en liten del av den 


definitive gane (dens forreste parti). Den største del av den definitive 


4 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


gane dannes av de sekundzere ganefremspring, som i midten av 2den em- 
bryonalmaaned optrær paa indsiden av overkjævefremspringet. I begyndelsen 
av 3dje embryonalmaaned skyter disse fremspring sig indover mot midtlinjen. 
De forenes her med hverandre indbyrdes og med næseskillevæggen (pande- 
næsefremspringet). Herved fremkommer den definitive næsehule, som 
bestaar av den primære næsehule og en stor del av den primære mundhule. 

Næsevæggens furer og conchae anlægges tidlig i foetallivet. Allerede 
i 5te og 6te uke trænger næsehulens epithel sig ind i det underliggende 
mesenchym og danner dype furer. Herigjennem deles sideveggen i felter, 
»stehen gebliebene Teile der Nasenwandunge (SCHÖNEMANN 1901), som 
repræsenterer de vordende næsemuslinger. Av disse kan concha inf. 
(maxilloturbinale) allerede paavises inden gjennembruddet av den primeere 
choane. Ethmoidalmuslingene, concha med. og sup., viser sig litt senere 
i slutten av 6te uke. Agger nasi dannes derimot forst i det sene embryonal- 
stadium. Av næsemuslingene anlægges ifølge PETER (1902) og GLAS (1904) 
concha inf. og proc. uncinat. (maxilloturbinale og nasoturbinale) i den laterale 
næsevæg. Ethmoturbinalerne, »conchae mediales«, anlægges derimot medialt, 
men forskyves i et tidlig utviklingsstadium først over til næsehulens tak og 
derfra til den laterale næsevæg, hvor alle muslingedannelser tilsidst lokaliseres. 

Den ethmoidale næsevæg bestaar i den første embryonalperiode kun 
av to conchae. Den nedre repræsenterer den senere concha med. Den 
ovenfor liggende muslingedannelse er av ZUCKERKANDL (1892) betegnet 
som den »primære øvre næsemusling<, og furen mellem dem som »fissura 
ethmoidalis«. Dette forhold, at ethmoidalavsnittet kun bestaar av en fure 
og to muslinger, er det enkleste. Under det senere embryonalstadium og 
i de første leveaar kan imidlertid næsevæggens anatomiske opbygning arte 
sig adskillig mere komplicert. Det er særlig ZuckERKANDL og KILLIAN, 
som i hoi grad har oket vort kjendskap til den videre utvikling av 
ethmoidalavsnittets furer og muslingedannelser. ZUCKERKANDL, som har 
omtalt disse forhold i flere av sine arbeider, har bl. a. undersokt 165 næse- 
halvdeler, hvorav de 68 skrev sig fra embryoner og de 97 fra nyfødte og 
ældre barn. Hos 16 av embryonerne (længde 27—74 mm.) fand ZuckER- 
KANDL ethmoidalavsnittet avdelt i to muslinger. Hos de fleste fostre, 
86 °/,, fra 4de til 8de maaned, optraadte imidlertid paa den primære øvre 
concha, parallelt med benets nedre rand, en ny fure. Muslingebenet deles 
herved i to avsnit, hvorav det øverste og relativt brede parti blir den 
definitive øvre ethmoidalmusling, og det nederste, smale parti den midtre 
ethmoidalmusling. Paa ethmoidalbenets flate kunde altsaa i de fleste tilfeelde 
ialfald hos ældre embryoner paavises tre muslinger, som av ZUCKERKANDL 


er kaldt »concha ethmoidalis inferior, media og superior«, adskilt fra hver- 


IQT4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 5 


andre av to furer, »fissura ethmoidalis inferior og superior«. Fig. 2 viser 


disse forhold. 
Fees 


(Efter ZUCKERKANDL.) 


concha ethm. med. 


S; fiss. ethm. sup. 


fiss. ethm. inf... S concha ethm. sup. 


concha ethm. inf. _ 


Av de tre conchae ethmoidales er den midtre ethmoidalmusling 
underkastet store variationer. Efter ZuCKERKANDL’s opfatning er dette 
muslingeben i sit første anlæg altid synlig paa ethmoidalavsnittets overflate, 
men trænges ikke sjelden under den senere utvikling tilbake mellem de 
to nabomuslinger. Denne »indsynkning« av det midtre muslingeben skulde 
da finde sted enten derved, at muslingen under veksten blev distancert 
av de andre conchae, eller ved at benet som helhet stanset i sin utvikling. 
Concha ethm. med. kan skjules helt eller delvis. I første tilfælde dækkes 


den fuldsteendig av den ovenfor liggende concha ethm. sup. (fig. 3 og 4). 
Pig. 3. 
(Efter ZUCKERKANDL.) 


fiss. ethm. inf. 


concha ethm. med. 


: fiss. ethm. sup. 


SN \ concha ethm. sup. 


concha ethm. inf.., 


6 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Fig. 4. 
(Efter ZUCKERKANDL.) 


concha ethm. med. 


\ concha ethm. sup. 


\ fiss. ethm. supr. 
concha ethm. supr. 


fiss. ethm. inf. og sup.-.___ 


concha ethm. inf. .--- pe 


Paa fig. 3 sees tre ethmoidalmuslinger og to furer. Paa fig. 4, samme 
preeparat i skraa stilling, viser sig i dybden av fiss. ethm. inf. et ribbe- 
formet fremspring, concha ethm. med. Som følge av dette fund maa de 
betegnelser paa muslinger og furer, som er anvendt paa fig. 3, forandres. 
For muslingenes vedkommende ber concha ethm. med. rettes til concha ethm. 
sup. og concha ethm. sup. til concha ethm. »suprema«. For næsefurernes 
vedkommende ber fiss. ethm. sup. rettelig benævnes fiss. ethm. »suprema«. 
Paa de preeparater, hvor den midtre ethmoidalmusling skjuler sig i dybden 
av fiss. ethm. inf, er ogsaa fiss. ethm. sup. forsvundet, saa vi paa fig. 3 
f. eks. kun faar to furer paa ethmoidalavsnittets mediale flate. 

Som allerede antydet, kan den midtre ethmoidalmusling kun vere 
delvis skjult (fig. 5). 

Rip: 
(Efter ZUCKERKANDL.) 


concha ethm. sup. 


X fiss. ethm. sup. 


Besen anf coneha ethm. med. 


concha ethm. inf..__ 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 7 


Den forreste del av benet blir da dækket av concha ethm. sup., mens 
dets bakerste parti blir liggende frit og trænger sig helt frem til medial- 
væggen. 

Hos de 68 undersekte embryoner fandt ZucKERKANDL i 86 0/0 tre 
ethmoidalmuslinger. 3-delingen repræsenterer derfor det almindelige 
forhold. Hos 22%, av disse var concha ethm. med. delvis skjult, men 
kunde dog paavises i fiss. ethm. inf. Hos 14%, av det samlede antal 
præparater var det midtre muslingeben overhodet ikke utviklet, saa 
ethmoidalavsnittet kun viste to conchae. Foruten de to omtalte dannelses- 
modi med to resp. tre conchae ethm.es har ZUCKERKANDL i enkelte sjeldne 
tilfælde fundet, at der paa den mediale flate av concha ethm. sup. kunde 
optræ en 3dje ethmoidalfure, fiss. ethm. supr., som delte denne concha i to 
mindre muslingefelter. Ethmoidalavsnittet praesenterer i slike tilfeelde ikke 
mindre end fire conchae, ZuCcKERKANDL’s concba ethm. inf, med., sup. 


og supr. (fig. 6). 


Fig. 6. 
(Efter ZUCKERKANDL.) 
fiss. ethm. inf. concha ethm. med. 


. fiss. ethm. sup. 
‘ , concha ethm. sup. 


fiss. ethm. supr. 


à = _ concha ethm. supr. 
concha ethm. inf. = P 


- em 
- 
BT - 


REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Et resumé av ZuckERKANDL's undersekelser viser følgende muslinge- 


kombinationer: 


I. 


IE 


III. 


To muslinger, concha ethm. inf. og sup., og en fure, fiss. ethm. inf. 
Paa disse præparater begrænses den nedre ethmoidalmusling, concha 
ethm. inf, nedad av den midtre næsegang, meat. med., og opad av 
fiss. ethm. inf, mens den evre ethmoidalmusling, concha ethm. sup., 
begrænses nedad av fiss. ethm. inf. og opad av lam. cribr. Det 
midtre ethmoidalben og den midtre ethmoidalfure er under saadanne 
forhold skjult eller kan i det hele tat ikke paavises. 

Tre muslinger, som enten. repræsenteres: av concha ethm. inf, 
med. og sup., adskilte ved fiss. ethm. inf. og sup., eller av concha 
ethm. inf, sup. og supr., adskilte fra hverandre ved fiss. ethm. inf. 
og supr. Paa præparater med tre muslinger vil det, som ZUCKERKANDL 
fremhæver, kunne være vanskelig at avgjere, om de øverste muslinge- 
ben skal opfattes som concha ethm. med. og sup. eller som concha 
ethm. sup. og supr. (kfr. fig. 3 og 4). Kan den rudimentære midtre 
ethmoidalmusling i disse tilfælde paavises, er saken klar; i motsat fald 
mener ZUCKERKANDL, at de to øverste muslinger som regel bør op- 
fattes som concha ethm. med. og sup. og kun i de sjeldneste tilfælde 
som concha ethm. sup. og supr. 

Paa de fleste præparater blir altsaa forholdet følgende: 

Den nedre ethmoidalmusling, concha ethm. inf., begrænses likesom 
under alternativ I nedad av den midtre næsegang, meat. med., og 
opad av fiss. ethm. inf. Den midtre ethmoidalmusling, concha ethm. 
med., begrænses nedad av fiss. ethm. inf. og opad av fiss. ethm. sup. 
Den øvre ethmoidalmusling begrænses nedad av fiss. ethm. sup. og 
opad av lam. cribr. Naar ZUCKERKANDL i sin »Anatomie der Nasen- 
hóhle« (1893) ved tilstedeværelsen av tre ethmoidalmuslinger uten 
reservation betegner de to ethmoidalfurer som fiss. ethm. inf. og sup., 
er han ikke helt i overensstemmelse med sine tidligere uttalelser i 
»Die Siebbeinmuscheln des Menschen« (1892). Han fremhæver her, 
at den øverste av de to furer enten kan være den midtre ethmoidal- 
fure, som svarer til den fure, han i sin »Anatomie der Nasenhóhle« 
betegner som fiss. ethm. sup., eller den evre ethmoidalfure, som i 
samme arbeide benævnes fiss. ethm. supr. 

Fire muslinger, concha ethm. inf, med., sup. og supr. og tre 
furer, fiss. ethm. inf, sup. og supr. Grænserne for de to nederste 
ethmoidalmuslinger, concha ethm. inf. og med., blir de samme som 
omtalt under alternativ Il. (Grænsen opad for den øvre ethmoidal- 


musling, concha ethm. sup., dannes ikke længere av lam. cribr., men 


LAS DUE o. 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 9 


av fiss. ethm. supr., og den overste ethmoidalmusling, concha ethm. 
supr., begrænses nedad av fiss. ethm. supr. og opad av lam. cribr. 

Hos de 97 næsehalvdeler av barn, som forf. har undersokt, finder 
han, at omtrent de samme forhold gjør sig gjældende som hos de 
ældre embryoner. Concha ethm. med. er hyppigere dækket av concha 
ethm. sup. end hos embryoet, men muslingebenet kan som regel paa- 

vises (ca. go 9/o). 

ZUCKERKANDL’s nomenklatur kan ikke siges at være helt tilfreds- 
stillende. For det første avviker den altfor meget fra de gamle ind- 
arbeidede og anerkjendte betegnelser: »den midtre, ovre og øverste næse- 
gang«. ZUCKERKANDL’s »midtre ethmoidalgang«, meat. ethm. med., vil let 
kunne lede til forvekslinger med den »midtre nasegang«, en benævnelse, 
som aldrig vil kunne forandres. Heller ikke vil »fiss. ethm. inf.« godt kunne 
erstatte den forlængst hævdvundne betegnelse »ovre næsegang<. For at 
undgaa disse vanskeligheter har forf. foreslaat at beholde det gamle navn 
meatus medius om den næsegang, som adskiller concha inf. og concha 
med., og betegne ethmoidalfurerne som øvre næseganger. Vi skulde altsaa 
faa en øvre næsegang, I, II osv. efter rækkefølgen; en ordning, som neppe 
vide ha egnet sig til almindelig benyttelse. ZuCKERKANDL’s benævnelser 
er ikke engang konsekvent gjennemfort af forf. selv. Av den netop 
omtalte inddeling av ethmoidalavsnittets conchae og sulci vil det fremgaa, 
at den everste ethmoidalmusling nedad begrzenses av fiss. ethm. supr. og 
opad av lam. cribr I sin »Anatomie der Nasenhóhle« (1893) omtaler 
ZUCKERKANDL imidlertid den »4de eller everste« naesemusling som en smal 
ribbe, »som skyter sig ind mellem den midtre og den evre concha 
ethmoidalis«. Hvad forfatteren mener med den »everste« ethmoidal- 
musling, synes efter dette ikke helt klart. Efter beskrivelsen skulde den 
»4de eller everste« ethmoidalmusling nedad begrænses av fiss. ethm. sup. 
og opad av fiss. ethm. supr., mens den ovenfor liggende concha, som dog 
efter rækkefølgen blir den øverste, nedad begrænses av fiss. ethm. 


supr. og opad av lam. cribr. 


Ogsaa for næsefurernes vedkommende er ZUCKERKANDL's nomenklatur 
mindre klar derigjennem, at forfatteren i sit arbeide: »Die Siebbeinmuscheln 
des Menschen« (1892) betegner de tre ethmoidalfurer som iss. etm. inf. 
med. og sup., mens han i sit senere arbeide: »Anatomie der Nasenhóhle« 
(1893) uten nærmere redegjerelse forandrer de omtalte furers navn til 
fiss. ethm. inf., sup. og supr. At forvekslinger derigjennem let vil kunne 
opstaa, er indlysende. I denne fremstilling er benyttet forfatterens sidste 


nomenklatur, som ogsaa er anvendt av KirLian. Efter denne benævnes 


Io REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


altsaa furerne fiss. ethm. inf, sup. og supr. Hvilken betydning ZuckER- 
KANDL’s undersekelser forovrig ber tillægges, skal senere omtales. 
Foruten ZuckERKANDL har Gustav KILLIAN gjennem sit bekjendte 
arbeide: »Zur Anatomie der Nase menschlicher Embryonen« (1895) i 
væsentlig grad øket vort kjendskap til den laterale næsevægs anatomi. 
KırLıan, hvis undersekelser er basert paa et overmaade stort materiale 
(472 næsehalvdeler fra embryonalperioden), kommer i flere retninger til et 
fra ZUCKERKANDL avvikende resultat. Mens denne forfatter kun har fundet 
fire furer paa ethmoidalavsnittets mediale flate, har Kırııan paa et enkelt 
præparat endog kunnet paavise seks furer og hævder, at 6-delingen 
av ethmoidalfeltet hos mennesket er den oprindelige, saadan 


som nedenstaaende schema viser. 


Bier 
(Efter KırLıan.) 


Sig = hovedfurer. 
C6 = hovedmuslinger. 
Furerne betegnes av Kırııan »hovedfurer«. De danner under sit 


forlop en knæformet boining, hvorigjennem de deles i en øvre og en 
nedre gren, en »ramus ascendens« og en »ramus descendens<. 

Furernes øvre grener, som oprindelig har trængt sig helt opover 
mot lam. cribr., svarer til de svakt markerede sulci, som efter SCHWALBE 
(1882) antyder ethmoidalmuslingenes grænse. Som regel er imidlertid ram. 
asc.es mere eller mindre obliterert. Efter forfatterens opfatning skyldes 
dette en tillukning, som har begyndt i nærheten av lam. cribr, og 
som herfra fylogenetisk har skredet videre nedover mot furernes knær. 
Furerne er altsaa ontogenetisk ikke anlagt i deres oprindelige længde, 


men er treengt tilbake i sin utvikling. Denne tillukning av ram. asc.es er 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. EE 


for de tre øverste hovedfurers vedkommende solid, saa deres øvre grener 
er helt forsvundet, mens den for den iste, 2den og 3dje hovedfures ved- 
kommende er overfladisk. Ram. asc. av de tre sidstnævnte furer danner 
som følge herav en sækformet utvidning, en »recessus ascendens«. 

De synlige ethmoidalfurer eller naesegangene dannes av hovedfurernes 
nedre grener, som er relativt vel utviklet og strækker sig helt bakover 
mot kilbensvinkelen. Av furernes ram. desc.es trænger ram. desc. av 
iste, 2den og 3dje hovedfure sig helt frem til naesekavitetens laterale ben- 
væg. Den 4de hovedfures ram. desc. naar en dybde av 1—2 mm., den 
5te og 6te hovedfures ram. desc. er derimot helt overfladisk. 

KILLIAN omtaler ogsaa de accessoriske sulci, som ret hyppig optrær 
paa concha med., og som av SCHWALBE (1882) og ZUCKERKANDL (1887) 
er blit betragtet som hovedfurer. De nævnte to forfattere har derfor op- 
fattet concha med. som fremkommet gjennem sammensmeltning av to 
muslingeben, en teori, som forevrig ZUCKERKANDL senere har opgit (1893). 

Hovedfurerne inddeler den mediale ethmoidalvæg i seks felter eller 
»hovedmuslinger« (SEYDL, 1891), som er beliggende foran og nedenfor 
de tilsvarende sulci. Likesom hovedfurerne deles ogsaa hovedmuslingene i 
en øvre og en nedre del, en »crus ascendens« og »crus descendens<, hver 
med sin lam. basil. og recurv. Hovedmuslingenes øvre deler er som 
regel sammensmeltet med hverandre, eller deres grænser er ialfald kun 
saavidt antydet. De vordende næsemuslinger repræsenteres næsten ute- 
lukkende av de oprindelige hovedmuslingers crur. desc.ia. Av disse svarer 
proc. uncinat. til den ıste hovedmuslings crus desc., concha med. til den 
2den hovedmuslings crus desc. og concha sup. til den 3dje hovedmuslings 
crus desc. Enkelte hovedmuslinger viser sterk tilbeielighet til reduktion. 
Dette er specielt tilfældet med den 3dje og den iste. Den 3dje hoved- 


musling sees av og til kun som en smal list uten bestemt grænse mellem 


den basale og den indrullede lamelle. Den iste hovedmusling re- 


prasenteres hos mennesket av agger nasi, som svarer til den rste hoved- 
muslings crus asc., og av proc. uncinat., den ıste hovedmuslings crus desc. 
Spalten mellem proc. uncinat. og concha med., meat. med., blir da at 
betragte som iste hovedfure; fiss. ethm. inf. (ZUcKERKANDL) som den 2den 
hovedfure osv. 

Av hovedfurerne er særlig den ıste rikt forgrenet. Dens forreste 
parti trænger sig som en ram. resp. recess. asc. opover mot lam. cribr. 
I recessens laterale væg har KiLLIAN paavist tre smaa furer, »sulci fron- 
tales«, som avdeler det everste parti av recessens vzeg i tre felter, »conchae 
frontales«. Fra frontalfurerne utvikles saavel de forreste ethmoidalceller, 


»frontalcellernes, som den senere frontalhule.  Recessen kaldes derfor 


12 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


av forfatteren »recessus frontalis«. Furens ram. desc., som svarer til den 
synlige del av meat. med., trænger sig ind mellem den iste hovedmuslings 
crus desc., proc. uncinat. og den 2den hovedmuslings crus desc., concha 
med. Den deles av bulla ethmoidalis i to grener, en øvre, »recessus 


superior«, og en nedre, »recessus inferior« (fig. 8). 


Fig. 8. 
(Efter Kırrıan.) 


Sirs = iste hovedfures recess. sup. 
Sırd == ste hovedfures ram. desc. 
Caca == crus asc. Il, concha med. 
C cd == crus desc. I, proc. uncinat. 
Cat = concha inf. 

Cim, s — concha intermed. pr. sup. 
Cin m = concha intermed. pr. med. 
Cim,i = concha intermed. pr. inf. 

Sy rt = ıste hovedfures recess. inf. 


Recess. sup., som medialt begrænses av den 2den hovedmusling og 
lateralt av everste bimusling, skyter sig opad og utad helt hen til orbita- 


væggen. Fra recessen utvikles en midtre ethmoidalcelle, en »cellula 


IQI4. No. r. DEN LATERALE NÆSEV ÆGS ETHMOIDALAVSNIT. I3 


superior«. Recess. inf. trænger sig som infundibularspalte ned mellem 
crus desc. I, proc. uncinat. og de to nedre bimuslinger. Fra denne recess 
dannes den senere overkjævehule. I den øverste del av recess. inf. sees 
ikke sjelden sammenvoksninger mellem den laterale og mediale veg i 
recessen. Nedenfor disse synerchier utvikles cellulære utbugtninger. 

Foruten hovedmuslingene har KiLLian ogsaa i de dypere liggende 
deler av ıste og 2den hovedfure fundet conchalignende dannelser, »bi- 
muslinger« (SEypL, 1891) eller »conchae intermediae«. Av disse har han 
paavist tre i ıste og en i 2den hovedfure. De tre bimuslinger i 1ste hoved- 
fure springer alle frem fra den laterale næsevæg. Den øverste, »concha 
intermedia prima superiors, er den største og kan endog følges til den 
bakerste del av den 2den hovedmuslings crus desc. De nedenfor liggende 
bismuslinger, »concha intermedia prima media« og »inferior«, danner lateral- 
veeggen i recess. inf. Bimuslingene adskilles ved to furer, »sulcus inter- 
medius superior« og »inferior«. De to everste bimuslinger opbygger efter 
Kırrıan bulla ethmoidalis. 

Den 2den hovedfure forgrener sig i det store og hele tat paa 
samme maate som den ıste. Fra dens recess. asc. dannes en cell. asc., 
en bakre ethmoidalcelle. Furens nedre gren deles av bimuslingen, »concha 
intermedia secunda«, i to grener, recess. sup. og inf. som begge oprin- 
delig har trængt sig frem til orbitaveeggen. Fra recess. inf. umiddelbart baken- 
for dens overgang til recess. asc. utgaar en »cellula inferior«. Recess. sup. 
utvikles til en »cellula superior«. Recessen er forevrig for en stor del 
obliterert gjennem sammenvoksninger mellem den 3dje hovedmuslings 
crus desc. og bimuslingen. Concha intermed. sec. springer frem fra lateral- 
veeggen som en valkformet dannelse, som fra den nedre del av den 2den 
hovedfures recess. asc. strækker sig bakover parallel med den 2den og 
3dje hovedmuslings crus. desc. Bimuslingen er allerede paavist av SEYDL 
(1891) og av ham beskrevet som et lavt, ribbeformet fremspring, som 
staar frem fra den laterale næsevæg mellem den midtre og øvre næse- 
musling; altsaa paa det sted, hvor halvapernes 2den bimusling er belig- 
gende. 

Fra den 3dje hovedfure utvikles i almindelighet ethmoidalcellen 
direkte efter overfladisk tillukning. Den cellulære utvidning, som herved 
fremkommer, »den øverste næsegangs celles, dannes ikke alene av recess. 
desc., men ogsaa av recess. asc. ved sekundær utvidning. De dypere 
liggende deler av den 4de, 5te og 6te hovedfure forsvinder fuld- 
stændig. Fra disse furer utgaar derfor ingen celler. 

En undersekelse av næsemuslingenes opbygning fra de senere 


embryonalstadier, fra 4de og 7de maaned, viser, at muslingens brusk- resp. 


14 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


benskelet kan deles i to avsnit. Det lateralt liggende, som utspringer fra 
sidelamellen og fra lam. cribr., har Seypi (1891) betegnet som »basal- 
lamelle<, »lamina basilaris«, og den medialt liggende, nedadbeiede eller 
nedrullede del som »lamina recurvata«. Efter Kırııan er alle hoved- 
muslinger undtagen den iste hovedmuslings crus asc. bygget paa denne 
maate som lamelleformede dannelser. Forf. mangler vistnok bevis for den 
5te hovedmuslings vedkommende; men sandsynligheten taler for, at ogsaa 
den er dannet efter samme princip. Muslingelamellerne avtar i størrelse 
forfra—bakover, er beliggende den ene ovenfor den anden og dækker hver- 
andre takstensformig. De staar frem fra sidelamellen i skraa stilling, saa- 
ledes at deres forreste parti ligger heiest. Bimuslingene er bygget paa 
samme maate som hovedmuslingene, men er mindre. Deres lameller er 
parallelt løpende med de nærmest liggende hovedmuslinger. | 

Kırııan henleder opmerksomheten paa enkelte »smaa uregelmæssig- 
heter« i basallamellens opbygning. Det viser sig nemlig, at der fra hoved- 
lamellerne utgaar tvergaaende benribber. Fra den 2den hovedmuslings 
basallamelle strækker sig saaledes tverlameller bakover til den 2den hoved- 
fures recess. asc. og desc. (recess. inf.) og forover til den rste hovedfures 
recess. sup. Ogsaa fra den 3dje hovedmuslings basallamelle utgaar en 
tverlamelle forover mot den 2den hovedfures recess. asc. I den forreste 
del av iste hovedfures recess. inf. sees likeledes »leistenförmige 
Fortsätze«, som forbinder proc. uncinat. og lateralvæggen i iste hoved- 
fure. Forf. tillægger disse »Leisten« en viss morfologisk betydning, uten 
dog nærmere at forklare i hvilken retning. 

KiLLIAN anser som bevist, at der oprindelig har været anlagt seks 
hovedfurer. Som allerede før omtalt, lukkes de øvre grener næsten altid 
regelmæssig og kan derfor sættes ut av betragtning. Det samme er til- 
fældet med den nedre gren av 5te og 6te hovedfure. Hvis man gaar ut 
fra, at der paa ethmoidalavsnittets mediale flate kan optræ tre furer, den 
2den, 3dje og 4de hovedfures ram. desc.es, og at en eller to av disse er 


obliterert, faaes følgende seks kombinationer: 


I. 2den mangler — 3dje tilstede — 4de tilstede 
2. 2den mangler — 3dje mangler — 4de tilstede 
3. 2den mangler — 3dje tilstede — 4de mangler 
4. 2den tilstede — 3dje tilstede — 4de mangler 
5. 2den tilstede — 3dje mangler — 4de tilstede 
6. 2den tilstede — 3dje mangler — 4de mangler. 


Av disse kombinationer er de tre første med manglende utvikling av 
2den hovedfure, meat. sup., sjeldne. Det samme er tilfældet med den ste. 


Tyngdepunktet falder paa den 4de og 6te kombination, hvor 2den hoved- 


j 


H IOI4. No. r. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. £5 


fure, meat. sup., er tilstede, men hvor enten 4de eller baade 3dje og 4de 


hovedfure mangler. I de fleste tilfælde blir derfor forholdet følgende: 


Concha med. = 2den hovedmuslings crus desc. + en mindre del av 
crus asc., 

Concha sup. == 3dje hovedmuslings crus desc. (hvis concha supr. er 
tilstede), 

Meat. sup. == 2den hovedfures ram. desc., 

Meat. supr. = 3dje hovedfures ram. desc. 


Kırııan anvender forseksvis ZUCKERKANDL’s nomenklatur ved oven- 
staaende kombinationer. Hvis man f. eks. gaar ut fra tilstedeværelsen av 
to ethmoidalmuslinger, skal efter ZUCKERKANDL den nedre ethmoidalmusling 
vere begrænset opad av fiss. ethm. inf., og den øvre ethmoidalmusling 
nedad av fiss. ethm. inf. og opad av lam. cribr. Efter KirLrAN kan to 
ethmoidalmuslinger forekomme baade ved manglende 3dje og 4de hoved- 
fure, hvor 2den hovedfure, meat. sup., er tilstede, og ved manglende 2den 
og 4de hovedfure, hvor 3dje hovedfure, meat. supr., er tilstede. Concha 
ethm. inf. vil altsaa i det ene tilfælde være dannet av 2den hovedmusling 
(fig. 71) og i det andet tilfælde av 2den og 3dje hovedmusling (fig. 72), 
mens concha ethm. sup. i det første tilfælde vil være sammensat av de fire 
øverste (fig. 71) og i det andet tilfælde av de tre øverste hovedmuslinger 
(fig. 71). ZucKERKANDL’s nomenklatur betegner altsaa ikke homologe dan- 
nelser med samme navn og er derfor efter KırLıan morfologisk forkastelig. 
Med hensyn til den gamle, almindelig benyttede nomenklatur gjor den 
samme indvending sig gjældende. Dertil kommer for dens vedkommende, 
at ZUCKERKANDL's concha ethm. supr. eller 4de ethmoidalmusling og fiss. 
ethm. supr. mangler enhver benævnelse, saa de øverste muslingedannelser 
hos embryoet savner navn. Da den gamle nomenklatur imidlertid ikke let 
kan forandres, anbefaler Kırııan den kun benyttet i det postfoetale stadium, 
hvor ethmoidalbenets opbygning er mindre komplicert, men tilraader sin 


nomenklatur anvendt 1 embryonalstadiet. 


I sin » Anatomie der Nasenhóhle« (1893) har ZucKERKANDL uttalt, at kun 
den nedre ethmoidalmusling med sikkerhet kan utpekes. For de evrige hoved- 
muslingers vedkommende gives der ikke specielle typiske kjendemerker. 
I motsætning til denne uttalelse hævder Kırııan, at bimuslingen i 2den 
hovedfure, meat. sup., danner et fortrinlig orienteringsmiddel ialfald til at 
utpeke den 3dje hovedmuslings crus desc. Først og fremst maa man 
imidlertid ta hensyn til hovedmuslingenes beliggenhet i forhold til hver- 
andre. Man maa sammenligne de forskjellige præparater og eventuelt 


projicere furerne fra et let oversigtlig praeparat til det mere tvilsomme. 


16 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Naar ZUCKERKANDL lar den midtre ethmoidalmusling »vokse frem« mellem 
concha ethm. inf. og sup. og den 4de ethmoidalmusling »skyte sig ned« 
mellem concha ethm. med. og sup., stemmer denne opfatning ikke overens 
med det resultat, KıLLıan er kommet til. Hovedmuslingene dannes i regel- 
mæssig rækkefølge den ene over den anden og utvikles jevnsides uten 
nogen fremtrængen av den ene i forhold til den anden. Den muslinge- 
formede dannelse, som ZUCKERKANDL (1893) har fundet i fiss. ethm. inf, 
2den hovedfure, er ikke som antat 3dje hovedmusling, men den bimusling, 
som allerede er omtalt av SEYDL (1891). Bimuslingen viser sig av og til 
kun som en saavidt synlig, litet fremstaaende valk, som ogsaa helt kan 
mangle. Ligger den 3dje hovedmuslings crus desc. tilbake i utvikling, er 
den ikke sjelden avskaaret fra sin crus asc., idet den forreste del av den 
3dje hovedfures ram. desc. boier av nedad. 

De spalteformede utvidelser, som danner næsefurernes avslutning, ind- 
deler KırLıan efter deres begrænsning i bihuler av ıste, 2den og 3dje 
orden. Bihuler av ıste orden begrænses av to hovedmuslinger, bihuler 
av 2den orden begrænses av en hovedmusling og en bimusling, og bihuler 
av 3dje orden begrænses av to bimuslinger. Da hovedfurerne likesom 
hovedmuslingene under sit forlep danner en knaeformet beining, deles de 
i en ram. asc. og en ram. desc. i en evre og en nedre etase En 
ovre etage er de tre frontale bimuslinger og i den nedre etage de evrige 
bimuslinger beliggende. Mellem hovedmuslingene indbyrdes, mellem hoved- 
og bimuslinger og mellem bimuslingene dannes der fylogenetiske sammen- 
voksninger. Herved oblitereres spalterne i sin helhet eller tillukkes kun 
delvis, saa der dannes lukkede recesser, hvorfra bihulerne ontogenetisk 
utvikles. 

Av de senere undersekere slutter SCHAEFFER (1910) sig til KILLIAN 
og kommer ogsaa til det resultat, at den laterale ethmoidalveg opbygges 
av fem hovedmuslinger. Med hensyn til frontalhulen finder ScHAEFFER 
paa enkelte praeparater, at »the frontal furrows have pouched towards the 
frontal region and have established early anterior ethmoidcells«. Fra disse 
celler skulde da frontalhulen kunne utvikles !. 

PETER (1912) indtar et fra Kırııan helt avvikende standpunkt. Man 
kan efter denne forfatter ikke faa rede paa ethmoidalfurernes antal og leie 
ved at projicere dem fra det ene praeparat over paa det andet. En fures 
betydning bestemmes ikke av dens beliggenhet. Naar KırLıan finder, at 
furerne danner en knæformet beining, er det ikke tilfældet. Ethmoidal- 
furerne »verlaufen beim Menschen gerade«. Under den senere utvikling 


1 ScHAEFFER omtaler ogsaa enkelte tilfælde, hvor han mener, at infundibulum ,expands 
into“ sin. front. 


3 IQI4. No. r. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 17 


kan de beskrive et mere vinklet forlop, uten at dette kan tillægges videre 
betydning. De tre øverste av Kırrıan’s furer er meget varierende i sin 
forekomst, ofte overfladiske og kan ikke sjelden helt mangle. Disse sulci 
maa ikke opfattes som »hovedfurer«, men som »Nebenfurchen« av lignende 
art som de accessoriske sulci, KırLıan har beskrevet (kfr. s. 11). 

Med hensyn til næsemuslingene hævder PETER den opfatning, at der 
kun findes to sande ethmoturbinaler i den menneskelige næse. De to 
ethmoturbinaler anlægges »septalt« og traenges senere over paa den la- 
terale side. Den saakaldte 3dje ethmoidalmusling er utviklingsmeessig seet 
uten betydning. Der dannes nemlig, som allerede antydet, mellem begge 
ethmoidalfurer og specielt mellem den øvre og næsehulens tak »bifurer«, 
som deler ethmoturbinalerne i »bimuslinger«. Disse kan enten som ZUCKER- 
KANDL's »midtre ethmoidalmusling« skjules i dypet av furerne, eller de kan 
ligge frit i dagen. Efter PETER stiller forholdet sig for næsemuslingenes 


vedkommende saaledes: 


I. Tre muslinger: 


nedre musling = maxilloturb., 
midtre musling — ethmoturb. I og 
øvre musling = ethmoturb. II. 


II. Fire muslinger 


fremkommer derved, at enten ethmoturb. I eller ethmoturb. Il deles i 


en nedre og en øvre del. 


Som før omtalt, hviler vort nuværende kjendskap til ethmoidalavsnit- 
tets morfologi først og fremst paa ZUCKERKANDL's og KILLIAN’s ovenfor 
omtalte arbeider. Anderledes stiller forholdet sig, naar det gjælder de 
enkelte bihulers utvikling og størrelsesforhold. Paa dette omraade har 
ogsaa andere forfattere ydet vegtige indlæg. Det vil derfor falde naturlig 


at gjennemgaa bihulerne hver for sig. 


Frontalhulen. 


De fleste anatomiske lærebøker og specialarbeider over næsekavitetens 
»pneumatiske adnexa omtaler sinus frontalis som en kavitet, som utvikles 
fra den forreste del av meat. med. uavhængig av de bakenfor liggende 
ethmoidalceller. ZUCKERKANDL, hvis opfatning av dette spørsmaal har været 
tillagt stor betydning, karakteriserer saaledes i sin »Anatomie der Nasen- 
hóhle« (1893) frontalhulens fremtrængen som »eine in das Stirnbein ein- 
dringende Ausstülpung der Nasenschleimhaut. Die Stirnbeinhóhle dürfte 
sich nicht in anderer Weise entwickeln als die Hóhlen im Oberkiefer- und 

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. r. 2 


18 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


im Keilbeine, an deren Anlage sich wohl die knorpelige Nasenkapsel selbst, 
nicht aber einwuchernde Ausstülpungen der Siebbeinzellen betheiligen.« 
ZUCKERKANDL tar saaledes bestemt avstand fra den opfatning, som allerede 
i 1872 blev hævdet av STEINER, at frontalhulen intet andet er end en 
ethmoidalcelle: »die letzteren (Stirnhóhlen) stellen eben nur die Ausdehnung 
der Siebbeinzellen nach oben dar«. 

Flere av de senere forfattere har sluttet sig til STEINER’S opfatning. 
MERKEL (1885— 1890) opfatter saaledes alle de store bihuler (kjaeve-, pande- 
og kilbenshule) kun som »erweiterte und aus dem engeren Verbande des 
eigentlichen Labyrinthes losgelóste Siebbeinzellen«. LANGER (1902) frem- 
haever, at pandehulerne intet andet er end sterkt utvidede foveae ethmoidales, 
og i LAxcER-Torpr's Anatomi (1902) karakteriseres likeledes frontalhulerne 
som de forreste sterkt utvidede ethmoidalceller. Ogsaa efter Monnis (1893) 
ber frontalhulerne opfattes som »prolongations from the anterior ethmoid- 
cells«. Paa grundlag av komparativ-anatomiske undersekelser hævder PAuLLI 
(1899), at frontalhulen ikke maa betragtes som et hulrum av en bestemt 
morfologisk værdi, men kun som en ethmoidalcelle. v. Minarcovics (1896) 
lokaliserer derimot frontalhulens foetale anlæg til »recessus meatus medii«, 


altsaa til den recess, som av KILLIAN er betegnet som recess. front. 


Av alle de forskere, som har beskjeftiget sig med frontalhulens onto- 
genetiske utvikling, er KILLIAN uten sammenligning den, hvis arbeider maa 
tillægges størst betydning. Som allerede omtalt, har denne forfatter frem- 
hævet (1895), at den vordende pandehule utvikles fra et bestemt avsnit av 
den laterale næsevæg, nemlig fra den første hovedfures opadstigende gren, 
fra dens ram. asc. Frontalhulens fremtrængen mot pandebenet kan foregaa 
paa to maater, enten efter en saakaldt »direkte modus«, ved at selve re- 
cessen skyter sig frem mot frontalbenets spongiosa, eller efter en »indirekte 
modus«. Denne sidste utviklingsmaate fremkommer derved, at en av frontal- 
furerne trænger sig frem mot pandebenet og danner den senere frontal- 
hule. De to forskjellige utviklingsmaater, som her i al korthet er antydet, 
blir av stor betydning for frontalostiets topografi. Fremkommet paa den 
førstnævnte maate staar pandehulen nemlig i direkte forbindelse med den 
midtre næsegang. Utviklet paa den sidstnævnte maate kan hulen ha sit 
ostium ikke alene placert foran hiatus, men ogsaa i selve infundibular- 
spalten, hvis synerchier i spaltens øverste del ikke avskjærer frontalfuren 
fra hiatus. Kimiian's fremstilling av disse forhold, som vel nu kan siges 
at være den almindelig anerkjendte, gaar altsaa, som allerede fremhævet, 
først og fremst ut paa, at frontalhulens fremtrængen altid maa føres til- 


bake til den første hovedfures opadstigende gren. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 19 


Tiltrods for at KırLıan gjennem disse sine undersokelser i hei grad 
har eket vort kjendskap til frontalhulens embryonale utvikling, raader der 
fremdeles uklarhet blandt anatomerne med hensyn til dette spersmaal. Av 
senere forfattere karakteriserer saaledes LoEB i 1906 frontalhulen som 
»simply diverticula of the ethmoid«; mens CRYER i 1907 lar hulen utvikles 
»from the upper anterior portion of the hiatus semilunaris«; en utviklings- 
maate, som KirLiAN i det hele tat ikke har nævnt. 

De data, som foreligger inden fagliteraturen med hensyn til frontal- 
hulens størrelse under den første utviklingsperiode, er ret sparsomme. 
Hos nyfødte finder hverken ZuCKERKANDL (1893) eller Curani (1902) spor 
av frontalhule. De fleste forfattere daterer hulens utvikling til det ıste og 
2det leveaar: STEINER (1872), LANGER-ToLDT (1902), ZARNIKO (1905). 
Onopi (1911) har undersekt forholdet paa 31 næsehalvdeler, hvorav de 20 
skrev sig fra barn under to aar. I iste leveaar varierte hulens længde- 
og heidediameter fra ca. 3 til 8-9 mm. og dens breddediameter fra 2 til 
6 mm. I 2det leveaar maaltes hulens længde fra 4!/ til 5 mm., dens heide 
fra 5 til 9 mm. og dens bredde fra 2 til 7 mm. Öxopı skjelner mellem 
den egentlige frontalhule og »die Frühform der Stirnhóhle«, som nærmest 
svarer til KıLLıan’s recess. front. Forfatteren betegner hermed hulens første 
utviklingstrin i det Iste og 2det leveaar, hvor den endnu ikke har trængt 
sig frem til pandebenets spongiosa (Schuppenteil). Frontalbenets pneuma- 


tisation har altsaa paa dette tidspunkt endnu ikke begyndt. 


Overkjævehulen 


utvikles allerede i 3dje foetalmaaned fra det nederste og bakerste parti av 
den iste hovedfures recess. inf. (KILLIAN, 1895). Efter Dunsv (1869) dannes 
overkjævehulen av den fremtrængende mucosa gjennem resorption av de 
bruskede sideplater. Ogsaa v. Minarcovics (1896) sætter overkjævehulens 
likesom alle de øvrige bihulers utvikling i forbindelse med den bruskede 
næsekapsel og antar, at de primære dannelser anlægges samtidig med 
næsekapselen, en antagelse, som bestemt bestrides. av Corpirz (1903). 
Denne forfatter hævder, at hulens dannelse skyldes en nischeformet ut- 
vidning fra midtre næsegang. Utvidningen er allerede tilstede, før de 
bruskede sidelameller er dannet. Den epitheltap, som danner det første 
anlæg til den vordende overkjævehule, er til en begyndelse indleiret i 
mesenchymet og trær ført sekundært efter utviklingen av de bruskede 
stettelameller i maxilloturbinalet og ethmoturbinalet i relation til brusken. 
De fleste andre forfattere (CRYER, 1907, LANGER-ToLDT, 1902, CHIARI, 1902, 


GEGENBAUR, 1892) angir, at overkjævehulens utvikling begynder i 4de og 


20 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


ste foetalmaaned. Efter Kırııan (1895) maaler hulen i 4de foetalmaaned 
en dybde av 1/3 og i ode til rode maaned av 5 mm. ZUCKERKANDL (1893) 
finder sin. max. i 4de foetalmaaned som en tykveegget, nischeformet utleper 
fra meat. med. Utleperens laveste parti trænger sig ikke nedenfor orbitas ' 
bund. Hos nyfedte, hvor corpus maxillare endnu ikke er utviklet, saa 
tandsækken ligger i umiddelbar kontakt med orbita, strækker hulen sig fra 
sulcus lacrymalis bakover til 2den molartands alveol og lateralt henimot 
infraorbitalkanalen. I 2det leveaar har corp. max. tiltat 1 sterrelse, saa av- 
standen mellem canalis infraorbitalis og tandsækken maaler ca. ro mm. 
Overkjaeven strækker sig paa det tidspunkt endnu ikke frem foran infraorbital- 
kanalen, men ligger bakenfor denne samtidig som dens heidediameter har 
tiltat, saaledes at kjævehulens bund tangerer basallamellen til concha inf. 

Overkjævehulens størrelse ved fødselen synes efter de forskjellige 
undersekeres angivelse at være varierende. Efter LANGER -TOLDT (1902) 
danner den »eine ansehnliche Nische«, efter ZARNIKO (1905) »eine sehr 
enge Tasche«. Oxopt (1911) fandt hos nyfødte en længde av 7—13 mm, 
en heide av 4—6 mm. og en bredde av 3—4 mm. I det første leveaar 
varierer efter denne forfatter hulens længde mellem 5 og 19 mm., dens 
højde mellem 3 og 9 mm. og dens bredde mellem 2!/, og 8 mm. I det 
2det leveaar maalte hulens længde 10—12 mm., dens heide 8—9 mm. og 


dens bredde 3—7 mm. 


Ethmoidalcellerne. 


ScHWALBE (1882) anvendte hos pattedyrene uttrykket »ethmoidalcelle« 
om det hulrum, som omsluttes av turbinalbenets indrullede randparti. 
Denne betegnelse er ikke blit anerkjendt av senere forfattere (SEYDL, 1891, 
PAULLI1, 1899), da disse kaviteter ikke i nogen henseende svarer til eth- 
moidalcellerne hos mennesket. SEYDL (1891) opstiller som almindelig regel 
for disse cellers utvikling, at hver enkelt utgaar fra spalterne mellem to 
muslinger, og at de altsaa maa opfattes som utvidelser av de interturbinale 
ganger. De celleutlopere, som utgaar fra samme spalte, kan kommunicere 
indbyrdes, men aldrig med utlepere fra en anden fure. Efter SEvpr kan 
de ethmoidale hulrum anordnes i tre rækker, hvis concha Santorini er til- 
stede i fire. Den iste eller øverste række ligger da mellem concha 
Santorini og concha sup., den 2den mellem concha sup. og concha med, 
den 3dje mellem concha med. og den rudimentære bimusling (bulla ethm.) 
og den 4de mellem bulla og det rudimentære nasoturbinale. Cellerne i 
de forskjellige rækker »stehen in Wettkampf mit einander, bald überwiegen 


die der einen, bald die der anderen Reihe«. Greenselinjen mellem dem 


IOI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 2I 


svarer derfor ikke altid til muslingenes basallameller. Efter SEvpr er der 
paa grund av storhjernens utvikling og den tiltagende bredde av septum 
interorbitale optraadt en fortykkelse av den laterale næsevæg. I denne 
fortykkede orbitavaeg har da cellerne utviklet sig. 

ZUCKERKANDL (1887) har hævdet den anskuelse, at ethmoidalcellerne 
var »Rudimente lateralwärts gelagerter Riechwülste«, men tar avstand fra 
denne opfatning i sin »Anatomie der Nasenhóhle« (1893) og karakteriserer 
disse celler, i tilslutning til SEYDL, som »laterale Endstücke der Siebbein- 
spalten«. Cellernes antal og sterrelse varierer efter de indbyrdes forhold 
mellem ethmoidalmuslingenes utspringslameiler. I motsætning til SEYDL 
(1891) har ZUCKERKANDL (1892) fundet, at ethmoidalceller fra de forskjellige 
furer kan kommunicere med hverandre. 

Efter KiLLIAN (1895) utvikles ethmoidalcellerne, som allerede omtalt, 
fra de interturbinale ganger og fremkommer ved sekundaere sammenvoksninger 
mellem næsevæggens hoved- og bimuslinger og ved senere utvidninger 
av de spalteformede rum. Deres vekst foregaar meget uregelmæssig, saa 
basallamellernes skillevægge forskyves i forhold til hverandre. I motsæt- 
ning til de store huler, pande-, overkjæve- og kilbenshulen, som for- 
holdsvis sent trænger sig ind i de omkringliggende ben, utvikler ethmoidal- 
cellerne sig i det bruskede, senere benede ethmoid og begrænses av dette. 
Kun i enkelte tilfælde trænger ogsaa disse celler sig frem til frontalbenet 
og orbitataket. KırLıan tar avstand fra SEvpr's opfatning, at cellerne 
skulde ha utviklet sig i den fortykkede orbitalvzeg. Naar ZUCKERKANDL 
finder, at kommunikation mellem celler og forskjellige furer kan forekomme, 
mener Kırrıan, at dette skyldes sekundære gjennembrud i den senere 
livsperiode. 

Med hensyn til ethmoidalcellernes sterrelse foreligger kun faa data. 
ZARNIKO (1905) uttaler i sin lærebok: »Die Siebbeinzellen sind beim Neu- 
geborenen als enge Taschen vorhanden und erreichen sehr schnell eine 
ansehnliche Größe«. Den eneste underseker, som har maalt cellernes 
størrelse i den første barnealder, er Onopr. Efter denne forfatter maaler 
de forreste ethmoidalceller i det første leveaar en længde av r—9 mm., 
en heide av 1—8 mm. og en bredde av 1—6 mm., og de bakre ethmoidal- 
celler en længde av 2—10 mm., en heide av 2—8 nim. og en bredde av 
11/,—8 mm. I det 2det leveaar maaltes for de forteste ethmoidalcellers 
vedkommende længden til 21/—4!/; mm., heiden til 4—10 mm. og bred- 
den til 1!/—4 mm.; for de bakerste ethmoidalcellers vedkommende fandtes 
en længde av ca. 4 mm., en heide av ca. 5 mm. og en bredde av ca. 


3 mm. 


22 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


KOMPARATIV ANATOMI. 


Den anatomiske opbygning av det perifere lugteorgan hos de lavere 
pattedyr adskiller sig i flere henseender fra forholdene hos primaterne. 
De lavere pattedyrs næsehule dannes av et dorsalt for mundhulen liggende 
hulrum, som gjennem næseskillevæggen er delt i to like store deler. 
Næsehulen strækker sig fra næseaapningen bakover mot den skraat stillede 
lamina cribrosa og avgrænses nedad fra næsesvælggangen gjennem en 
horisontalt liggende benplate, lamina terminalis. Næseslimhinden er sterkt 
foldet (fig. 9). 


Fig: 9: 
(Efter Pau.) 


VI 
VII: V IV III 


D 


1 
" i 
1 ‘ 
' 1 
' 


. nasoturbinale 


maxilloturbinale 


Ce | 


t i ome 


Den bakerste del av venstre næsehule hos et ca. 3/4 aar gml. svin. En del av nasoturbinale 
er fjernet, saa aapningen til sinus max. sees. I— VII, lugtevolder, I‘, pneumatisk rum i fron- 
tale, V‘, anlæg til hule i corp. sphenoid., lt, lamina terminalis. 


Skelettet i de talrike slimhindefolder dannes av lamelleformede ben- 
processer, turbinalerne. Som allerede antydet under indledningen, har 
SEYDL (1891) betegnet den del av turbinalet, som fæster sig paa lam. cribr. 


og papyracea, som »/amuza basilaris« og dets fri, mere eller mindre ind- 


IOI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 23 


rullede randparti som »/amina recurvata« (SCHWALBE’s Riechwulst). Op- 
rulingen av basallamellens fri rand hos ethmoturbinalerne kan være enkel 
eller dobbel, og dens overflate kan være forsynet med lengdefolder. Fra 
en eller begge flater av basallamellen utgaar desuten ikke sjelden sekun- 
dære blader, som atter kan deles i tertiære blader, saa ethmoturbinalet 
paa denne maate i tversnit blir overordentlig rikt forgrenet (fig. 10). 

Eiendommelig for alle pattedyr er det turbinalben, som under navn 
av maxilloturbinale findes i næsehulens maxillere parti, hvor det strækker 
sig langs ganen parallelt med den. Benet er beklædt med respirations- 
slimhinde og maa helt adskilles fra os ethmoidale. Maxilloturbinalets basal- 
lamelle utgaar fra overkjaevebenets crista turbinalis, og dets lam. recurv. er 
hos flere av pattedyrene dobbelt indrullet og utstyrt med talrike slimhinde- 
folder. Maxilloturbinalet svarer til menneskets concha inf, hvis flate, plate- 
formede benlamelle er mere eller mindre indrullet langs kanten. 

De evrige turbinaler, som utspringer radiart fra lam. cribr. og side- 
platen, stammer fra ethmoidalbenet og benzevnes for ethmoturbinalerne. 
Deres lugtevolder begynder umiddelbart foran lam. cribr., tiltar i tykkelse 
forover, for saa atter at tape sig jevnt henimot basallamellens forreste parti. 
Det øverste ethmoturbinale, som ogsaa almindelig er betegnet som #aso- 
turbinale, er det sterste. Det karakteriseres derved, at det naar langt frem 
foran de øvrige ethmoidallameller. Som regel strækker det sig gjennem 
hele næsehulen frem til apertura pyriformis med basallamellen fæstet til 
den øverste del av den laterale næsevæg. Den største del av naso- 
turbinale ligger i regio respiratoria ovenfor  maxilloturbinale, adskilt 
fra dette av den midtre næsegang, og er beklædt med flimmerepithel. Det 
samme er tilfeeldet med den 2den og 3dje og undertiden ogsaa med den 
4de lugtevold, som likeledes naar et stykke frem foran regio olfactoria. 

Næsekaviteten deles av turbinalerne i flere spalter eller næseganger. 
Blandt veterinærerne benævnes den fure, som hos vore almindelige hus- 
dyr er beliggende mellem næsegulvet og maxilloturbinalet, for den 
ventrale, den fure, som ligger mellem  maxilloturbinale og naso 
turbinale, for den midtre og den næsegang, som nedad begrænses 
av nasoturbinalet og opad av næsetaket, for den dorsale næsegang. 
Spalterne mellem endoturbinalerne (se nedenfor) betegnes som ethmoidal- 
furer. CoLpitz anbefaler at benytte denne nomenklatur og kalder spalten 
mellem det kaudale avsnit av nasoturbinale og 2det endoturbinale : for 
rste ethmoidalfure, spalten mellem iste og 2det ethmoturbinale for 
2den ethmoidalfure osv. Hos mennesket vil som følge av ethmo- 
turbinalets forandrede stilling i forhold til maxilloturbinalet og paa grund 


av nasoturbinalets reduktion meat. med. svare til meat. med. + ıste eth- 


24 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


moidalfure hos de lavere pattedyr. Menneskets meat. sup. blir da lik de 
lavere pattedyrs 2den ethmoidalfure osv. 

SCHWALBE (1882), hvis nomenklatur kun refererer sig til lugtevolden, 
betegner dens bakerste, smale parti, som utspringer fra lam. cribr., for 
»Stiel«, dens forreste fremskutte parti for » Anschwellung« og basallamellens - 
forreste rand for »Haftfalte<. Lugtevoldenes heide og længde avtar i 
størrelse ovenfra og nedad, saa de nederste kun danner en lav, kort vold. 
ZUCKERKANDL (1887), som sondrer mellem de indrullede, foldede og 
forgrenede lugtevolder, fremhæver, at en sammenligning mellem de 
embryonale former peker i retning av, at det er den dobbelt ind- 
rullede muslingeform, som er den oprindelige grundtype, hvorfra alle de 
andre har utviklet sig. Denne forfatter har paavist, at lugtevoldens form 
i det store og hele tat er karakteristisk for vedkommende pattedyrorden, 
dog saaledes, at der indenfor de fleste ordener forekommer en viss grad 
av variation. Som regel svarer antallet av lugtevolder til antallet av ethmo- 
turbinaler. Ikke sjelden spaltes en basallamelle og danner to lugtevolder. 
Ethmoturbinalernes antal bestemmes derfor av de fra lam. cribr. selvsteendig 
utspringende basallameller. 

Kun hos enkelte pattedyr opbygges ethmoidalavsnittet av én række 
turbinallameller. Som regel er forholdet imidlertid mere komplicert. For- 
uten de ethmoturbinaler, hvis lugtevolder viser sig paa mediansnittet gjen- 
nem næsehulen, og som benævnes for endoturbinaler (SEyDL’s hovedmus- 
linger, ZUCKERKANDL’s »mediale Riechwulstreihe«), skjuler sig bakenfor disse 
1—2 rækker mindre benlameller, ektoturbinalerne (SEvpr's bimuslinger, 
ZUCKERKANDL’S »laterale Riechwulstreihe«), kfr. fig. 10. 

Ektoturbinalerne, som ferst blir synlige, efter at de mediale lugte- 
volder er fjernet, spiller en morfologisk underordnet rolle. Deres antal er 
underkastet betydelige variationer, som endog veksler inden samme familie. 
En viss regelmæssighet i deres optræden er forsaavidt tilstede, som deres 
antal er størst mellem basallamellen til 1ste og 2det endoturbinale. 

Endoturbinalerne er derimot av langt større morfologisk betyd- 
ning og repræsenterer homologe dannelser. Efter Pauızı kan ethmoidet 
med hensyn til endoturbinalerne føres tilbake til en fælles stamform med 
fem endoturbinaler. ScHWALBE og ZUCKERKANDL gaar begge ut fra, at 
lugtevoldene er homologe dannelser og beskjæftiger sig derfor først og 
fremst med antallet av disse. SCHWALBE (1882) opstiller som utgangsform 
et pattedyrethmoid med fem lugtevolder, mens ZUCKERKANDL (1887) op- 
stiller to typer, en med fem (fünfwulstig) og en med 6—g lugtevolder 


(mehrwulstig). 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 25 


Fig. 10. 


(Efter PAULLI.) 


Schematisk snit gjennem den bakerste del av næsehulen hos et pattedyr, umiddelbart foran 

lam. cribr. Ektoturbinalerne er ordnet i en medial ([—4—7—9—11—12) og en lateral 

(2, 3, 5, 6, 8, 10) række. Av endoturbinalerne I—IV er 2det endoturbinale spaltet i to 
blader, hvert med sin lugtevold. 


SEYDL (1891), som specielt har undersekt forholdet hos prosimier og 
primater, benytter som grundlag for sin sammenligning av næsemuslingene 
ethmoturbinalet. »Die Gesamtheit der von einer Basallamelle sich abzwei- 
genden Einrollungen ist mit dieser als Ganzes zusammenzufassen und als 
Muschel zu bezeichnen.« Forfatteren anvender som termini »hovedmus- 
linger« og »bimuslinger«. Hans nomenklatur avviker derfor, som 
nedenstaaende sammenligning viser, adskillig fra den av ZUCKERKANDL be- 
nyttede. 

ZUCKERKANDL: SEYDL: 


Iste endoturb. eller nasoturb. =  nasoturb. 


2det endoturb. Iste hovedmusl. 


3dje endoturb. 3 = 2den hovedmusl. 


SEYDL har fremholdt de momenter, som gjør sig gjældende i næse- 
hulens og ethmoidalbenets omformning hos primaterne. Det er specielt to 
faktorer, som efter hans mening her maa tages i betragtning: lugte- 
organets reduktion og hemisfærernes sterke utvikling i for- 
bindelse med den intracerebrale forskyvning av kjevepartiet. 


I likhet med de fleste moderne antropologer avleder denne forfatter pri- 


26 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


materne fra prosimierne (halvaperne), hos hvem lugtesansens avtagende 
dignitet allerede tydelig spores. Septum interorbitale er saaledes i sammen- 
ligning med pattedyr med høit utviklet lugtesans smalt, muslingene mangler 
accessoriske indfoldninger, og bimuslingenes antal er reducert til kun to. De 
følgende schematiske billeder efter SEYDL av den laterale næsevægs byg- 
ning hos halvaper, aper og mennesket gjengir den vei, som utviklingen 


efter forfatterens opfatning har skredet frem. 


Fig. 11 og 12. 
(Prosimiae.) 


Fig. 11. 
Otolicnus. 


I—III = hovedmuslingenes utspringslinjer, 


I—2 = bimuslingenes -- 

N.t£. == nasoturbinale, Pr.u. == processus uncinatus, 
> = samleribben, SpA. = sphenoidalhulen, 
Sch. = Schlußplatte (lamina terminalis). 


(De anførte betegnelser gjælder ogsaa for fig. 12, 13, 14 og 15.) 


Hos otolicnus (fig. 11) ser vi, at lam. cribr. indtar en steil, skraa stil- 
ling, som hos de fleste lavere pattedyr. Foruten nasoturbinale sees tre 
hovedmuslinger og to bimuslinger, av hvilke den ene ligger mellem naso- 
turbinale og iste hovedmusling, den anden mellem iste og 2den hoved- 
musling. Den forreste del av muslingenes basallameller beier av nedad 
og baktil, idet alle muslingeutspring konvergerer mot den forreste ende 
av lam. term., et forhold, som er karakteristisk for alle prosimier. Proc. 


uncinat. rager med sin bakre og nedre rand frit ind i sin. max. 


Fig. 12. 


Stenops gracilis. 


— 1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 27 


Hos sfenops (fig. 12) finder vi i det store og hele tat de samme for- 
hold som hos otolicnus. Lam. cribr. indtar dog en mindre skraa stilling 
og nærmer sig horisontalen. Av bimuslinger er den nederste forsvundet. 
Den øverste ovenfor iste hovedmusling viser sig derimot fremdeles. Proc. 


uncinat. er vel utviklet og danner en del av den mediale overkjævevæg. 


Fig. 13 og 14. 
(Platyrrhini.) 


Gaar vi nu over til vestaperne (platyrrhini), fig. 13 og 14, viser det 
sig her, at lam. cribr. indtar en fuldkommen vandret stilling. Corpus 
sphenoidale er heit og begrænser med sin forreste væg regio olfact. baktil. 
Paa grund av den stærke forekelse av sphenoidallegemets heide blir av- 
standen fra lam. cribr. til den forreste, nedre sphenoidalvinkel betydelig 
sterre end hos halvaperne. Da desuten corp. sphenoid. forkortes adskillig 
i retning forfra— baktil, idet lam. term. beies opover og danner den forreste 
væg i sin. sphenoid. (ZUCKERKANDL, 1887), vil forlepsretningen av muslin- 
genes basallameller forandres. Deres everste deler kommer til at forlepe 
ovenfra og nedad, ikke som hos halvaperne nedad og fortil, mens deres 
nederste deler beholder sin forlepsretning nedover og bakover. 

Nasoturbinale strækker sig som en stor, trekantet plate ovenfra lam. 


cribr. nedover mot apertura pyriformis. Proc. uncinat. er litet fremtrædende 


28 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


og en stor del av den mediale overkjævehules væg dannes av en slim- 
hindeduplikatur. Hovedmuslingene er reducert til et antal av to. De ut- 
springer fra lam. cribr. og er like fra sit utspring skilt fra hverandre. For- 
saavidt ligner vestaperne halvaperne. Med hensyn til muslingenes stilling 
og forløp ovenfra og fortil, nedad og baktil nærmer derimot den nye verdens 
aper sig langt mere estaperne. De danner saaledes med hensyn til næse- 


veeggens bygning et bindeled mellem halvaperne og den gamle verdens aper. 


Fig. r5. 
(Mennesket.) 


Betragter vi endelig forholdene hos mennesket (fig. 15), er muslin- 
genes utspringslameller her fjernet fra hverandre paa grund av ethmoidal- 
spaltens forøkede længde og konvergerer derfor desto sterkere ovenfra og 
opad, nedad og baktil. 

SEvpr's undersokelser over næsemuslingenes antal og indbyrdes forhold 
hos halvaper og primater lar sig kort sammenfatte saaledes: Hos halv- 
aperne findes foruten nasoturbinale tre hovedmuslinger og to bimuslinger. 
Da iste hovedmusling har to lugtevolder, opbygges altsaa ethmoidet av tre 
endoturbinaler med fire lugtevolder. ÂVasoturbinale er inden pri- 
materne underkastet en stigende grad av reduktion. Hos vestaperne endnu 
tilstede som en vel utviklet dannelse, viser det sig hos ostaperne, selv 
hvor det er mest uttalt, kun som en flat vold paa overkjævens processus 
frontalis. Den hoieste grad av reduktion viser nasoturbinale hos de antropo- 
morfe aper og mennesket. Hos orangutangen findes det kun som en neppe 
paaviselig dannelse. Hos gorillaen og mennesket mangler det helt for de 
voksne individers vedkommende. 

SEvpL Kar hos menneskelige fostere og nyfødte fundet en flat frem- 
bugtning av maxillens pandefremspring. Denne strækker sig nedover fra 
concha med.feestet parallelt med næsevæggen. Forf. mener, at denne for- 
heining paa sidevæggen skyldes brusket avleiring, som kan følges helt op 
til lam. cribr., og som i alle retninger fortsættes over i bruskkapselen. 


Baktil slutter den sig direkte til proc. uncinat. Den beskrevne brusk- 


IQ14. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 29 


dannelse, som svarer til agger nasi, opfatter SEYDL paa grund av dens forhold 
til proc. uncinat. og concha med. som en rest av nasoturbinale. Mens 
reduktionen av agger kan bli fuldstændig, er dette aldrig tilfældet med 
proc. uncinat., som forekommer konstant, om end hos enkelte dyrearter i 
reducert tilstand (PauLLı, 1899). Efter denne fremstilling skulde det ind- 


byrdes forhold mellem muslingene hos halvaper og primater være følgende: 


| Prosimiae. Primates. 

1 nasoturbinale = agger nasi + proc. uncinat. 

| iste hovedmusl. — concha med. 

2den > — concha sup. 

| 3dje » — concha supr. (Santorini). 

| SEYDL’s opfatning av nasoturbinalets forhold til ethmoidalmuslingene 
| er ogsaa gjort gjaldende av ZUCKERKANDL (1887). SCHWALBE (1882) og 
] 

i 


Kırııan (1895) betragter nasoturbinale som den ıste »Riechwulst» eller 
Iste hovedmusling. PETER (1906) hævder derimot, at det relativt sene 
bruskstadium ikke kan benyttes til homologisering. Da nasoturbinale like- 
som maxilloturbinale i det tidligere embryonalstadium anlægges lateralt, 
mens ethmoturbinalet anlægges medialt, bør efter denne forf. nasoturbinale 
ikke opfattes som en ethmoidalmusling, men maa skilles ut fra hoved- 
muslingene som en uavhængig dannelse. 

Foruten nasoturbinale forsvinder ogsaa helt eller delvis 1ste hoved- 
muslings ventrale lugtevold, samt bimuslingene. Denne reduktion av mus- 
lingene er hos flere av østaperne sterkere uttalt end hos mennesket. Hvad 
bimuslingene angaar, har SEYDL's undersøkelser vist, at de som regel 
mangler helt hos primaterne eller bare forekommer i meget rudimentær 
tilstand. Hos hapale findes saaledes en rudimentær bimusling mellem 1ste 
og 2den hovedmusling, svarende til prosimiernes nederste bimusling. Hos 
mennesket sees altid en bimusling, bulla ethm., mellem iste og 2den 
hovedmusling og en bimusling mellem 2den og 3dje hovedmusling. 

Saavel maxilloturbinale som ethmoturbinalerne har under den fylo- 
genetiske utvikling gjennemgaat ret betydelige forandringer i sin form. 
Concha inf. eller maxillo-turbinale danner hos prosimiae og primates, 
likesom tilfeeldet er for lavere pattedyrs vedkommende, en dobbelt ind- 
ruling. Hos orangutangen reduceres imidlertid den øverste indrulling, og 
maxilloturbinale antar som hos mennesket plateformen. Av ethmoturbi- 
nalerne svarer primaternes iste hovedmusling til halvapernes rste hoved- 
muslings øverste indrulling. Hos primaterne danner ethmoturbinalerne enkle 


plater uten indrulling eller sekundære folder. »Det er kun Basallamellen, 


30 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


som staar tilbage» (PAULLI, 1892). Den ıste hovedmusling hos hylobates 
minder paafaldende om menneskets concha med. 

Av furerne begrænses den ıste hovedfure eller hiatus semilun. 
baktil og opad av bulla ethm. En sammenligning med de øvrige primater 
viser, at spalten mellem proc. uncinat. og bulla bor opfattes som over- 
kjævehulens egentlige aapning, mens derimot infundibulum ber henregnes 
til antrum. Hos de antropomorfe aper er ogsaa den øverste del av antrum 
reducert til en smal spalte. Likesom hos alle prosimier findes ogsaa hos 
primaterne en sim. max., hvis aapning er beliggende i midtre næsegang, 
baktil begrænset av sideplatens forreste rand (SEvpr's »Sammelleiste») og 
fortil av nasoturbinale eller dets forlængelse (proc. uncinat.). 

Sin. front. utmunder enten medialt eller lateralt for proc. uncinat. I 
det sidste tilfælde er ostiet beliggende i den øverste del av infundibular- 
spalten. Da frontalhulens utmunding hos halvaperne ligger mellem naso- 
turbinale og rste bimusling, skulde den efter SEYDL hos primaterne, hvor 
den everste bimusling er forsvundet, vaere at finde mellem nasoturbinale 
og insertionen av Iste hovedmusling. Ostiets typiske lokalisation blir alt- 
saa for menneskets vedkommende, likesom tilfeeldet er hos gorillaen, recess. 
asc. I. Med hensyn til de anatomiske forhold i midtre næsegang (den 
sterkt utviklede rste bimusling og proc. uncinat.) ligner mennesket gorillaen. 

De pneumatiske hulrum hos prosimier og primater veksler i antal og 
sterrelse ikke alene hos de forskjellige arter, men ogsaa inden samme art. 
Utstrækningen av pneumaciteten er for pattedyrenes vedkommende først og 
fremst avhængig av artens størrelse (PAULLI, 1899). Blandt prosimier danner 
f. eks. sin. max. hos lemur catta en stor hule, som strækker sig helt op i 
frontale, mens den hos den lille stenops er meget litet fremtraedende. Hos 
lemur findes desuten hulrum i frontale, hvor SEYDL i motsætning til PAULLI 
har fundet rester av endoturbinaler. Ogsaa hos primaterne er pneumaci- 
teten i hei grad avhengig av artens størrelse. Hos hylobates er den saa- 
ledes litet utviklet, mens den hos de storste arter f. eks. orangutangen kan 


naa betydelig omfang. 


"A 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 3I 


EGNE UNDERSOKELSER. 


I. Arbeidsplan. 


Som allerede omtalt under den historiske oversigt, er det kun faa for- 
fattere, som mere indgaaende har beskjæftiget sig med ethmoidalavsnittets 
utvikling under det senere avsnit av det intrauterine og den ferste del av 
det extrauterine liv; altsaa fra den livsperiode, da de fleste av cellerne 
i den ethmoidale næsevæg anlægges og det intercellulære lamellesystem 
utvikles. Vor nuværende opfatning av disse forhold refererer sig først og 
fremst til Kırnıan’s arbeide, som væsentlig hviler paa makroskopiske? 
undersøkelser. 

Disse skriver sig desuten utelukkende fra embryonalperioden, altsaa 
fra et utviklingsstadium, da ossifikationsprocessen for flere muslingedannel- 
sers vedkommende er litet fremskredet. Dette er saaledes tilfældet saavel 
med den ste og 6te hovedmusling som med bimuslingene. Kırrıan be- 
merker i denne forbindelse: »Die Nebenmuscheln im Bereiche des ab- 
steigenden Astes der ersten Hauptfurche habe ich im knorpeligen Zustande 
meist in plumper und nur wenig muschelähnlicher Form gesehen», og end- 
videre »— — — in den Fallen, in welchen die fraglichen drei Neben- 
muscheln zu einer einheitlichen Knorpelmasse verschmolzen waren, kónnen 
doch Verknöcherungsvorgänge die ursprüngliche. Dreitheilung wieder er- 
kennen lassen». Begge uttalelser tyder i retning av, at systematiske under- 
sekelser fra en senere utviklingsperiode, naar ossifikationen er længere frem- 
skredet, maatte kunne vaere av interesse. 

Saadanne undersekelser synes at ha sin berettigelse ogsaa av den 
grund, at Kırrıan’s forevrig saa eksakte arbeide ikke i alle retninger kan 
siges at være helt uttemmende. Dette gjælder ikke mindst bimuslingene 
og deres forhold til hovedmuslingene. At der med hensyn til bimuslingene 
endnu hersker uklarhet, fremgaar av PauLrs uttalelser (1899): »Hos de 
Fostere, jeg har undersegt i Snitserier, har jeg slet ikke truffet noget til- 
svarende KiLLiAN's conchae intermediae og efter Sammenligning med Kırıan’s 
Illustrationer og mine Præparater forekommer den Mulighed mig ikke ude- 
lukket, at der foreligger en Forveksling med den begyndende Udvikling av 
cellulae ethmoidales.« 


1 „Makroskopisk“ er her anvendt motsætning til snitundersekelser. 


32 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Hensigten med dette arbeide er for det forste at faa paa det 
rene, hvilke lovmæssige forhold det er, som efter fødselen 
gjør sig gjeldende under opbygningen av den laterale næse- 
vegs ethmoidalavsnit med dets lamellesystem, og desuten at 
faa rede paa de enkelte hulers størrelse og indbyrdes re- 
lationer. 

Det material, som ligger til grund for arbeidet, bestaar av 40 næse- 
halvdeler, hvorav 16 er skaaret i serier og rekonstruert i voks, L3 BE 
skaaret, men ikke rekonstruert, og 11 kun decalcinert til makroskopisk 
undersekelse. Av de beskrevne 13 næsehalvdeler skriver otte sig fra pike- 
barn i alderen 7— 24 mndr. og tre fra guttebarn i alderen 31/;—24 mndr. 
To præparater repræsenterer heire og venstre næsehalvdel hos et fuld- 
baaret guttebarn. Av de øvrige 27 næsehalvdeler skriver de 25 sig fra 


de to ferste og kun to sig fra det 3dje leveaar. 


Præparatene er behandlet efter folgende fremgangsmaate: 


De frisk utdissekerte naesehalvdeler er fiksert i 4 °/, formoloplesning 


(3—6 dage), hvorefter de overfertes i: 


1. 70 °/, alkohol til findissekering og fotografering.  Efter utskylling 
i vand blev præparatet 

2. decalcinert i 5—10 ?/, salpetersyreopl. ( 4 uker—2 maaneder), 

3. hvorefter utvasket i flere døgn med efterfølgende neutralisation i mættet 
opl. av NaSo,, 

4. deshydrert i alkohol av stigende koncentration til absolut alkohol- 

æter (3—6 uker) og 

overfert i meget tynd celloidinopl, hvor de blev liggende i 3—4 dage. 


on 


Litt efter litt tilsattes celloidin indtil sirupstyk væske, som fordampet 
til fast konsistens gjennem et tidsrum av 4—8 uker. Den færdige 
celloidinblok fiksertes paa asbestplaten altid i samme stilling, saa snit- 
føringen paa alle næsehalvdeler begyndte fra præparatets bakerste del 
(sphenoidalregionen). 

6. De indstepte næsehalvdeler blev paa Juxc's Tauchmikrotom skaaret 
i serier paa 0,1 mm. tykke snit. Snittene lagdes paa alle præparater 
i frontalplanet. 

7. Farvningen av snittene er forsekt efter flere fremgangsmaater. 


Til en begyndelse anvendtes en bloc-farvning med alkohol-karmin- 
opløsning. De to næsehalvdeler (prep. VIII og XIII), som forseksvis blev 
behandlet paa denne maate, farvedes smukt med skarpt fremtrædende ben- 
bjelker. En bloc-farvningen med karminoplesning mislyktes imidlertid 


fuldstændig for de øvrige naesehalvdelers vedkommende, saa hvert enkelt 


I914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 33 


præparat maatte omfarves efter følgende fremgangsmaate, som endelig 
viste sig at føre til maalet: 


a. De nyskaarne snit blev anbragt i 2—5 %, alk.saltsyreopl. til av- 

farvning (ca. 3 dage). Efter avfarvningen blev snittene overført i 

zo 9/, alkohol til utskylling og 

utvasket i vandig opl. av NaSo, til neutral reaktion (et døgn eller mere). 

d. Herefter farvedes snittene i vandig indigokarmin. Opl.’s koncentration 
maatte avpasses efter hvert enkelt præparat fra 1—20—30 til 1— 70 — 80. 
Opholdet i farvevæsken varierte fra ca. 9—24 timer. Efter farvningen 
blev snittene ført videre i 


d 


e. alkohol av stigende koncentration til abs. alk. og bensinalk. og tilsidst 

opklaret i toluol og indleiret i zyloldamar. 

8. Rekonstruktionen i voks foregik paa den sedvanlige maate. Snittene 
blev avtegnet fem gange forsterret og voksplaterne valsedes i en 
tykkelse av 5 X o,1 mm. = 0,5 mm. Voksmodellenes sterrelse svarer 
saaledes til fem gange storrelsen av praeparatene. 


ic 


Den her skisserte fremgangsmaate med farvning av de enkelte snit 
har muliggjort en undersokelse av benbjelkerne i hele deres længde. 
Ved dissektion av voksmodellene er der forsekt at gi et nogenlunde natur- 
tro billede av cellernes plastiske forhold. 

Fremgangsmaaten har imidlertid baade m.h.t. celloidinindleiringen og 
snitforingen sine svake sider. Celloidinindstepningen vanskeliggjeres derved, 
at celloidinet selv i de tyndeste oplesninger ikke utfylder de store kavi- 
teter, men blir liggende som en smal ramme langs cellevaeggen uten altid 
at yde de tynde benbjelker og deres slimhinder tilstraekkelig stette under 
snitferingen. Denne besveerliggjores for de store næsehalvdelers ved- 
kommende ogsaa derigjennem, at de deler av præparatet, som er rikelig 
forsynet med bindevav, yder sterst motstand mot kniven, som derfor let 
vil bringes til at hoppe. Disse vanskeligheter, som ikke helt er overvundet, 
har bevirket, at snittene ikke altid er blit saa jevne, som onskelig kunde 
være, likesom slimhinden paa enkelte av dem er løsrevet fra sit underlag. 

Under celloidinindleiringen skrumper præparatene mere eller mindre 
ind. Indskrumpningen synes forevrig i de fleste tilfælde at være meget 
ubetydelig. Paa enkelte næsehalvdeler fra det iste leveaar maaltes den 
til ca. ı mm. i begge plan. 

Det vil fremgaa av, hvad der her er anfort, at angivelsen av cellernes 
sterrelse kun er av relativ vardi, og at de maal, som opgives, ikke maa 
opfattes som absolutte. Dette forhold er imidlertid ikke tillagt sterre be- 
tydning. For det ferste er det de indbyrdes relationer mellem furerne 
og deres cellulare utlepere, som her først og fremst er av interesse, 
og desuten vil den ungiagtighet, som maa tages med i betragtning under 


angivelsen av cellernes størrelse, neppe være stor. 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. I. 3 


34 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Præparatene er fotografert i nat. størrelse, voksmodellene i !/, størrelse 
og frontalsnittene 2!/, gang forstørret. Det har hermed været hensigten at 
opnaa ensartede sterrelsesforhold for fotografier av voksmodel og frontalsnit. 

Retouchering har været anvendt i betydelig utstrækning for alle foto- 
grafier av voksmodellene, hvor de plastiske forhold ellers ikke vilde være 
kommet frem. For frontalsnittenes vedkommende har forholdet stillet sig 
anderledes. Fotografierne av disse har som regel været tilstrækkelig klare. 
Det har dog været nødvendig paa en del av dem at gaa benbjelkerne 
efter med en fin tuschpensel, da det ikke har vist sig mulig trods gjen- 
tagne forsøk at faa disse saa kontrastrike paa fotografierne som paa de 
farvede snit. 

Under beskrivelsen av den enkelte næsehalvdel er først git en over- 
sigt over præparatets dimensioner, dets længde- og høidediameter, samt 
størrelsesforholdet mellem pars max. og ethm. For fuldstændighets skyld 
er desuten den anatomiske bygning av meat. inf. i al korthet beskrevet. 
I denne forbindelse bør det tilfoies, at der med næsevæggens længde for- 
staaes den horisontale avstand fra det punkt, hvor concha med.'s forreste rand 
forenes med proc. front., altsaa fra concha med.fæstet eller crista ethmoi- 
dalis til den forreste kant av corp. sphenoid. Næsevæggens heide er maalt 
fra midten av næsegulvet til lam. cribr., og maxillæravsnittets heide fra 
næsegulvet til den øvre kant av concha inf.s proc. ethm. 

Næsevæggens pars ethm. er beskrevet i to avsnit. Det rste er 
nærmest ordnet som en.demonstration av fotografier: Av præparatet i na- 
turlig størrelse, av voksmodellen, av voksmodellen med de aapnede næse- 
bihuler, samt av de forskjellige frontalsnit. Under beskrivelsen av voks- 
modellene er saa meget som mulig benyttet den almindelig anvendte, 
den »gamle« nomenklatur, meat. med., sup. og supr., samt concha med., 
sup. og supr. Hvor denne ikke har strukket til (præparat I og Il), er 
ZUCKERKANDL's betegnelser fiss. ethm. inf, sup. og supr. og concha 
ethm. inf; med., sup. og supr. anvendt. For at lette sammenligningen med 
frontalsnittene er desuten Kırrıan’s nomenklatur overalt tilføjet. Frontal- 
snittenes furer og benlameller er først og fremst betegnet med KıLLıans 
benævnelser med tilfoielse av den gamle og for de to første præparaters 
vedkommende ogsaa av ZUCKERKANDL's nomenklatur. | 

Beskrivelsens 2det avsnit er ment som et resumé, hvor de ana- 
tomiske forhold, som ikke er tilstrækkelig belyst i det ıste avsnit, nærmere 
er omtalt. Desuten er her angit cellernes sterrelse. 

En celles »lengde» er altid maalt i sagittalplanet og dens »bredde« 
i frontalplanet. 

Overkjævehulens heide- og breddediameter er lagt gjennem den forreste 
del av ost. max. 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 35 


Navneforkortelser er i dette arbeide anvendt i adskillig utstrækning. 
I det store og hele tat vil de almindelig benyttede forkortelser fremgaa av 
teksten. Det maa imidlertid fremhæves, at romerske tal i forbindelse med 
ram. (ramus), recess. (recessus), cell. (cellula), crus samt lam. basil. og recurv. 
(lamina basilaris og recurvata) altid betegner vedkommende hovedfure 
resp. hovedmusling. Cell. asc. I er saaledes = den iste hovedfures 
cell. asc., lam. basil. II — den 2den hovedmuslings lam. basil., crus asc. III — 
den 3dje hovedmuslings crus asc. osv. »Lamelleformet« er benyttet i samme 
betydning som »muslingeformet«. 

Saavel under omtalen av præparatene som i den avsluttende oversigt 
er benævnelserne crus asc. og desc. (crus ascendens og descendens) hyppig 
anvendt. Crus asc. betegner den forreste del av en hovedmusling, den 
del av benet, som parallelt med orbitavæggen eller i steil skraa retning 
trænger sig opover mot næsekavitetens tak og insererer sig paa lam. cribr. 
eller paa den everste del av orbitavaeggen. Crus desc. er benyttet som 
betegnelse for muslingebenets dorsalt liggende parti, som i sterre eller 
mindre utstrekning staar frem fra orbitas benvæg som regel i horisontal 
stilling. For den 2den hovedmuslings, concha med.s vedkommende, vil 
frontalsnittene fra den rste hovedfure vise muslingens crus asc. og snittene 
fra den 2den hovedfure dens crus desc. (kfr. forevrig den avsluttende 
oversigt). 

Saavel crus asc. som crus desc. har sin lam. basil. og recurv. Basal. 
lamellernes forlepsretning mot lam. cribr. eller orbitavæggen er avgjerende 
for spersmaalet crus asc. eller desc. Er forst hovedmuslingens lam. basil. 
markert paa et frontalsnit, vil saken i de allerfleste tilfælde dermed vere 
klar. De indrullede lameller, Jam. recurv.ae, gir ethmoidalavsnittet sit 
eiendommelige relief og svarer til praeparatets conchae. 

Paa en del frontalsnit kan hovedmuslingens lam. basil. let skjelnes fra 
dens lam. recurv. Ikke sjelden er imidlertid graensen mellem lam. basil. 
og recurv. flytende uten skarp overgang. Som følge herav er benæv- 
nelserne crus asc. og desc. av og til benyttet uten at sondre mellem 
den basale og den indrullede lamelle. Det vil saaledes fremgaa av sammen- 
hængen, at f. eks. betegnelsen crus asc. kan være anvendt i samme 
betydning som basallamellen til crus asc. 

Av hensyn til sammenligningen med voksmodellene er frontalsnittenes 
store lamelledannelser fortrinsvis betegnet som hovedmuslinger. Under 
beskrivelsen av snittene er derimot uttrykkene crus asc. og desc. ofte 
anvendt for yderligere at præcisere, hvilken del av. hovedmuslingen det 


er, som sees paa snittet. 


36 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


II. Beskrivelse av præparatene. 


PRÆPARAT I. 


(Venstre næsehalvdel av et fuldbaaret guttebarn.) 


Næsevæggens længde 19 mm. 
Næsevæggens heide 16 mm. 
Maxillæravsnittets heide 5 mm. 
Ethmoidalavsnittets hoide 11 mm. 


Heideforholdet mellem de to avsnit som 1: 2,2. 


Meat inf. er relativt aapen med en avstand av r— 11/5 mm. fra concha 
inf. til næsegulvet og ca. 2 mm. fra muslingebenets laterale flate til side- 
væggen i meat. inf. I den forreste del av næsekaviteten er næsegangen 
dog adskillig trangere; men den utvider sig hurtig til den anførte gjennem- 


nitsvidde. 


Næsevæggens ethmoidale avsnit. 


Fig 7. 


Fotografi av praeparatet i nat. storrelse. 


Av ethmoidalfurerne sees paa fotografiet foruten meat. med. tre naese- 
furer, som svarer til ZUCKERKANDL’s fiss. ethm. inf, sup. og supr. Disse 
tre furer er forsaavidt av interesse, som deres ram. asc.es er usedvanlig 
skarpt markert. Vistnok kan alene den overste hovedfure, fiss. ethm. supr., 
folges helt op til lam. cribr.; men ogsaa de to andre hovedfurer danner 
med sit forreste parti en tydelig boining opad. I forlængelsen av furernes 
opadstigende grener stikker tre smaa sulci ned fra lam. cribr. Da den 
bakerste av disse repræsenterer fortsættelsen opad av fiss. ethm. supr., 


er det naturlig ogsaa at opfatte de to øvrige som de øverste utlepere av 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 7 


hovedfurernes ram. asc.es. Som folge av disse forhold antar næsevæggens 
ethmoidalavsnit et usedvanlig utseende, idet ogsaa hovedmuslingenes crur. 
asc.ia avtegner sit relief paa dette præparat. (Grænsen mellem dem er 
vistnok ikke skarpt markert; men en nærmere undersekelse viser dog 
tydelig, at den er tilstede. 

^. Concha med. præsenterer en ca. 13 mm. lang, skarpt markert acces- 


sorisk fure, som strækker sig langs benet i hele dets længde. 


Fig. 2. 


Fotografi av voksmodellen i 1/2 størrelse. 


concha sthm. supr., 


4de og ste hovedmusl.....- .concha ethm. sup., 


concha supr., 4de hovedmusl. 


.---fiss. ethm. sup., 
meat. supr., 3dje hovedfure 


== concha ethm. med., 

A concha sup., 3dje hov edmusl. 
© === == --fiss. ethm. inf., 

meat. sup., aden hovedfure 


ste hovedfure --- - 


fiss. ethm. supr., 
4de hovedfure ---- 


^.accessorisk fure 


3 ^.concha ethm. inf., 
"^. concha med., 2den hovedmusl. 
"meat. med., ıste hovedfure 


Bakenfor fiss. ethm. sup. sees to sulci, som fra midten av fiss. ethm. 
sup. i en svak krumning strækker sig bakover. Den nederste av disse, 
fiss. ethm. supr., viste sig ogsaa paa fig. 1. Den øverste, KiiLiAN's ste 
hovedfure, svarer til den fure, som efter ZUCKERKANDL’S angivelse i enkelte 
sjeldne tilfælde kan optræ ovenfor fiss. ethm. supr. Den sees ikke paa 


fotografiet av selve praeparatet, men avtegner sig paa frontalsnittene (fig. 14). 


38 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Fig. 3. 

Fotografi av voksmodellen, hvor meat. med., den iste hovedfure, samt 
den øverste del av fiss. ethm. inf. og sup., den 2den og 3dje hovedfure, 
er blotlagt. Den største del af concha med., 2den hovedmusling, samt 
store deler av concha sup. (crus asc. III og IV) og concha supr. (crus asc. _ 


IV og V) er fjernet. Frontalsnittenes beliggenhet er markert. 


UU (ex 739) ITA 


recess. asc. III _ 


fiss. ethm. supr., 
4de hovedfure--.. 


ste hovedfure... -- recess, asc. II | 


fiss. ethm. sup., 
meat. supr., 3dje hovedfure.... BB 
fiss. ethm. inf., 
meat. sup., 2den hovedfure - --- 


ee ree hiatus semilun. 


Hiatus semilun. sees i sin helhet. 

Ram. asc. I synes paa dette præparat at være ualmindelig litet ut- 
viklet. Den del av meat. med., som ligger foran hiatus, mangler saaledes 
fuldstændig sin sedvanlige utbugtning. 

Fiss. ethm. inf. trænger sig med sin recess. asc. opover mot lam. crib. 
Den kommunicerer nedad med den forreste del av furens nedre gren. 

Bakenfor recess. asc. II skyter ogsaa fiss. ethm. sup. eller 3dje hoved- 
fure sig frem med en recess. asc., som forevrig ikke naar langt op i for- 


hold til den 2den hovedfures øvre gren. 


1914. No. I: DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 39 


Fig. 4. 
Fotografi av voksmodellen, hvor duct. nasolacrym. og furernes nedre 
grener er blotlagt. Crus asc. II, proc. uncinat. og den øverste del av 
concha inf. er fjernet. 


recess, asc. II recess, asc. I 


NATI ! ' Jamelle I, concha intermed. pr. sup. 


ste hovedfure , 


fiss. ethm. supr., 


hov i 
een. >>infundibularceller 


fiss. ethm. sup., 3 
meat. supr., 3dje hovedfure ----& 


fiss. ethm. inf., EX Tl E ^d c .-. E duct. nasolacrym. 
meat. sup., 2den hovedfure-- d. 


----sin. max. 


Sin. max. viser sig 1 hele sin længde Den strækker sig frem til 
maxillærostiets forreste endepunkt, men naar ikke saa langt forover, at 
den tangerer duct. nasolacrym. Ovenfor antrum utbrer infundibularspalten 
sig med sine utlepere. Av disse sees fem, hvorav de tre nederste ligger 
nedenfor concha med.fæstet. Av de to øverste trænger den ene celle 
opover mot lam. cribr. Den er av særlig interesse, da den sandsynligvis 
markerer den vordende frontalhule paa dette præparat, hvor ram. asc. I 
ligger tilbake i utvikling. 

Bakenfor den øverste infundibularcelle strækker recess. asc. sig opover 
mot lam. cribr. At denne celleutleper maa opfattes som recess. asc., frem- 
gaar av frontalsnittene. 

Av fiss. ethm. inf, 2den hovedfure, er kommunikationsaapningen mel- 
lem furens to grener utdissekert i sin helhet. Den skygge, som sees i 
dens bakerste avsnit, markerer delingsstedet for den nedre grens to 
recesser. 


40 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


rste hovedture. 


Eig. rs 
Snit fra den forreste del av furen. 


infundibularceller 


BA __-- proc. uncinat. 


A — —— 


ss 1 .— aden hovedmusl., 
( concha ethm. inf., concha med. 


“~~. rste hovedfure, meat. med 


Infundibulum har fortil delt sig i fem celleutlopere. Av disse celler 
er de fire skilt fra hverandre av tre benprocesser, lamelles 


og III}, hvorav de to everste, lamelle I og II, danner den direkte 


H 


fortsættelse av tapformede forlængelser i det lateralt liggende brusklag. | 


Infundibularspaltens mediale begrænsning dannes av proc. uncinat., hvis 
nederste, adskillig fortykkede parti i sin bygning naermest ligner en lam. 
recurv. Dens overste del, dens »crus asc.«, er opad forenet med crus 
asc. II og fortsaetter sig sammen med den helt op til lam. cribr. 

Meat. med. har skutt sig op mellem concha med. og proc. uncinat. 


Fra denne næsefure utgaar to smaa sulci. Den ene av disse har trængt 


1 Under beskrivelsen av præparatenes lamelledannelser er disse av hensyn til oversigten 
betegnet som lamelle I, II osv. Den overste benlamelle i rste hovedfure er da regnet 
for lamelle I, selv om de nedenfor liggende benprocesser skulde strække sig længere 
fortil. De smaa lameller i den bakerste del av Feste hovedfure er ordnet paa samme 
maate, men kommer i rækkefølgen efter den nederste benproces i furens forreste halv- 
del. Er der f. eks. i iste hovedfure seks lamelleformede bendannelser, fire i furens 
forreste og to i dens bakerste parti, blir de to sidste betegnet som lamelle V og VI. 


p 


5 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 41 


sig ind i den laterale flate av concha med. Den anden sees heiere oppe 
i næsegangen. Den har trængt sig ind i lateralvæggen og markerer 
grænsen mellem den øverste del av proc. uncinat., som nærmest svarer 
til agger nasi, og benets nederste parti, som længere baktil fortsætter 
sig som præparatets proc. uncinat. Grænseskillet markeres av en fortyk- 


kelse i benlamellen umiddelbart ovenfor den netop omtalte fure. 


De fem efterfølgende frontalsnit illustrerer de anatomiske forhold i 


rste hovedfure og ligger r-—5 mm. bakenfor det sidst beskrevne. 


Fig. 6, frontalsnit II. 


lamelle I 


Pacco bet m E 227° erus asc: Al (lam. basil) 
ieee ce c cM —-—--- proc. uncinat. (agger nasi) 
lamelle IV—— —-— — —---slimhindefolden til agger nasi. 


De fem infundibularceller har her forenet sig til to cellelumina, som 


begge baerer tydelige spor av sin opstaaen av mindre celler. Der sees 


fire benprocesser, idet der foruten de tre, som saaes paa fig. 5, 
ogsaa præsenterer sig en 4de benlamelle paa dette snit. Ben- 
processene viser alle mere eller mindre uttalt muslingekarakter. 

Proc. uncinat. staar ogsaa paa dette frontalsnit opad i forbindelse med 
crus asc. II. Dens nederste og fortykkede parti, dens »crus desc.«, 
strækker sig nedover mot basallamellen til concha inf. Agger nasi med 


sin slimhindefold sees fremdeles. 


42 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Fig. 7, frontalsnit III. 


lamelle I. .. infundibularcelle 


en 


lamelle II__-_ 


= "> --„infundibulum 


Ze ers ae 


2 
À 


celleutloper fra infundibulum- ---------p" 


U 

av 

_- 
ir 4 E 


lamelle III og IV I pre: uncinat. 


~~ _ 


--. ıste hovedfure, meat. med. 


Forbindelsen mellem meat. med. og infundibularspalten er avbrutt 
længere baktil. Spalten har skutt sin øverste celleutloper helt op mot 
lam. cribr. og har alle furens lamelledannelser liggende paa sin laterale 
side. Nedad aapner infundibulum sig i den lille overkjævehule. Av de 
benlameller, som viste sig paa fig. 6, er lamelle I og II ifærd med 
at forenes til en større benproces. Nedenfor lamelle II har en celle- 
utleper fra infundibularspalten trængt sig utover mot orbitavæggen. Den 
danner fortsættelsen bakover av den 3dje infundibularcelle ovenfra (fig. 4 
og 5) og taper sig et par snit længere baktil. De to nederste ben- 
processer, lamelle III og IV, har smeltet sammen længere fortil og 
sees nu som en sammenhængende stor benprominens, som begrænser 
infundibularspalten lateralt. Nogen faa snit længere baktil deles denne 
benprominens. Dens ene halvdel, som repræsenterer fortsættelsen av 
lamelle bee kan følges langt bakover (fig. 8) som en av de lamelle- 
dannelser, som opbygger bulla ethm. Den anden og nederste halvdel, 
som dannes av lamelle IV, taper sig og forsvinder helt 6—8 snit 
længere baktil. Nedenfor lamelle III optrær imidlertid en 5te ben- 


dannelse, som sees paa fig. 8. 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 43 


Proc. uncinat. danner infundibularspaltens mediale begrænsning og 
viser sig som en noget uregelmæssig bygget benlamelle. Den øverste del 
av benprocessen, som er sterkt fortykket, repræsenterer fortsættelsen bak- 
over av agger nasi. Benlamellens nederste parti, som ogsaa er fortykket 
i forhold til dens midtre del, ligger i kontakt med basallamellen til 
concha inf. | 

Nedad sees overkjævehulens lumen mellem basallamellen til concha 


inf. og corp. max. 


Fig. 8, frontalsnit IV. 


lamelle I og II, 
concha intermed. pr. sup. ---------- PNR .-- 


..recess. inf, infundibulum 


--... Iste hovedfure, meat. med. 
">>-._proc. uncinat. 


Den ıste hovedfure, meat. med., trænger sig op mellem proc. uncinat. 


og den 2den hovedmuslings crus asc. og deles i to forgreninger. Av 


disse strækker recess. asc. sig opover mot lam. cribr., hvor dens to celle- 


utlepere. omslutter en benlamelle, som stikker ned ovenfra. Den ene 


utleper fra recess. asc. skyter sig utover mot orbitavæggen og sees kun 


paa tre snit, inden den forsvinder. Den anden celleutleper har trængt 


sig opover og medialt langs den øverste del av crus asc. ll og avsnorer 


en celle. Cellens lumen lukker sig nogen faa snit længere baktil, idet 


lamelle I lægger sig ind til crus asc. og derigjennem danner dens bakre 


begraensning. 


44 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Den anden store forgrening fra iste hovedfure repræsenteres av dens 
ram. desc., hvis recess. inf. beier av nedad og danner infundibularspalten, 
som aapner sig i antrum.  Infundibulum begrænses medialt av proc. 
uncinat. Den laterale begrænsning dannes nedad av corp. max. og opad 
av lamelle V, concha intermed. pr. inf. 

Lamelle I og II har smeltet sammen til en benlamelle, hvor- 
til lamelle I synes at ha ydet den største kontingent (fig. 7). Ben- 
processen, som svarer til KiLLiAN's concha intermed. pr. sup., trænger sig 
ned fra lam. cribr. mellem de to før omtalte utløpere fra recess. sup. Et par 
snit længere baktil forener concha intermed. pr. sup. sig med den nedenfor 
liggende store benproces og danner bullacellens forreste begrænsning. 

Lamelle III skilles” fra lamelle I og II, concha intermed. pr. sup., 
av den nederste utloper fra recess. asc. Benprocessen repræsenterer fort- 
sættelsen bakover av lamelle III paa fig. 5 og 6 og svarer til concha inter- 
med. pr. med. Længere baktil skyter den frem en lang, tungeformet lam. 
recurv., som forener sig med lamelle I og II og omslutter bullacellens 
forreste parti. 

Den nederste av de tre lamelleformede benprocesser, lam elle V, 
skyter sig fortil ind mellem lamelle III og IV, som paa fig. 7 var forenet 
til en muslingedannelse. Baktil danner lamelle V lateralbegrænsningen for 
den forreste og den ovre begrænsning for det bakerste parti av infundi- 
bulum og opbygger den dorsalt liggende del av bulla ethm.  Benlamellen 
svarer nærmest til den ıste hovedfures concha intermed. pr. inf. (fig. 9 
og ro. Lamelle IV sees ikke paa dette snit. Den har apte 
orbitavaeggen længere fortil. 

Proc. uncinat. præsenterer sig som en pilformet benproces, hvis øverste 
og nederste parti er adskillig fortykket i forhold til den tynde midtlamelle. 

Overkjævehulen begrænses medialt av den øverste del av sidevæggen 


i meat. inf. og lateralt av corp. max. 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 45 


Fig. 9, frontalsnit V. 


___---erus asc. III (lam. basil.) 
I Te Srereis. asc. II 


CN n ae __ crus asc. II (lam. basil.) 


2den hovedíure, 
fiss. ethm. inf., meat. sup. 


A 


7 recess. sup. 


— recess. inf. 


ES 
—— 
El 


rste hovedfure, meat. med. 


Concha intermed. pr. inf. (\amelle V) viser sig fremdeles. Den danner 
den nederste del av bulla ethm., som trænger sig frem mellem recess. sup. 
og den bakerste del av recess. inf. Parallelt med dens basallamelle staar 
frem fra orbitavæggen en benproces, lamelle VI, som kun sees paa fem 
snit. Denne benproces fortsætter sig forover som basallamellen til lamelie 
III, concha intermed. pr. med. Baktil forenes dens perifere parti med crus 
asc. II, idet den danner det intercellulære septum mellem bullacellens hoved- 
lumen og en av de nedenfor liggende utlepere. Tilsidst taper den sig i 
orbitavæggen. 

Paa dette frontalsnit viser sig desuten en 3dje benproces med antydning 
til lamellekarakter. Benprocessen, som springer frem fra bullacellens laterale 
benvæg og trænger slimhinden ind mot cellens lumen, kan følges saavel for- 
over som bakover i ca. I mm.’s utstrækning i hver retning, hvorefter den 
taper sig i orbitas benvæg. Hvis ogsaa lamelle VI, der, som allerede antydet, 
er identisk med basallamellen til concha intermed. pr. med., medregnes, blir 
disse to benprocesser den 6te og 7de lamelle i ıste hovedfure. 

Av hovedmuslingene sees den 2den og 3dje. Den 2den 
hovedmusling, hvis crus asc. længere fortil danner den mediale be- 
grænsning for den øverste infundibularcelle (fig. 5 og 6) og for den for- 
reste del av recess. sup. (fig. 8), begrænser paa dette frontalsnit bullacellen 
medialt og opbyggger samtidig den laterale benvæg fra den 2den hoved- 


fures ram. asc. Længere baktil fortsættes hovedmuslingens lam. basil. som 


46 REIDAR GORDING. " M.-N. KI. 


den 2den hovedfures lamelle I, mens hovedmuslingens lam. recurv. forenes 
med den ıste hovedfures tre nederste lameller, lamelle V, VI og VIII (fig. 
10). Den 3dje hovedmusling begrænser med sin crus asc. den 2den 
hovedfures ram. asc. medialt. Fortil forenes crus asc. III med crus asc. Il. 
Baktil kan dens benlamelle felges paa fig. 11, 12 og 13. 

Overkjævehulen er rykket i heiden og ligger ovenfor basallamellen 
til concha inf. i nivaa med meat. med. Den begrænses medialt av ethm.- 


processen til concha inf. og lateralt av corp. max. Den skilles fra tand- 


sækken av et tykt benlag. 


Fig. ro, frontalsnit VI. 


lam. basil. IK. 
E m recess; asc ll 


lamelle VI i-o: 4de hovedmusl. 


lamelle VIII 


gdje hovedmusl., 


lamelleV, conchaintermed. pr. inf.. - - - - ~~ Aa Pa Wie T ven hovedfure, 
Ex 40 fiss. ethm. inf., meat. sup. 


~~ eden hovedmusl., 


sin. max. -~~ 1X Sea 7 --1ste hovedfure, meat. med. 


Concha intermed. pr. inf., lamelle V, fremtrær ogsaa paa dette snit. 
Den danner her den nedre begrænsning for en av bullacellens nederste 
utlepere. Det lille cellelumen begrænses opad av en anden benproces, 
som efter rækkefølgen blir den 8de i rste hovedfure. Denne benproces, 
som længere fortil pludselig trænger sig frem fra orbitavæggen nedenfor 
lamelle VII, viser antydning til lamellebygning. Baktil smelter lamelle VIII 
sammen med. det ovenfor liggende intercellulære septum, som skriver sig 
fra lamelle VI. Dette forenes med lamelle V for at opbygge basallamellen 


til crus desc. II. 


concha ethm. inf., concha med. 


———— 


concha ethm. med., concha sup. 


a 1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 47 


2den hovedfure. 
Fig. 11, frontalsnit VII. 


Snit fra den forreste del av furen. 


ram. asc. I _--lam. basil. III 


2den hovedfures lamelle I..___ Der FAT - hovedmusl. | 


recess sup i concha ethm. supr. 


4de hovedmusl. 


SS m gdje hovedfure, 
- fiss. ethm. sup., meat. supr. 


recess. inf. II- 


TN 777--83dje hovedmusl., 
x... concha ethm. med., concha sup. 


‘‘2den hovedfure, 
fiss. ethm. inf, meat. sup. 


"^^ 2den hovedmusl., 
& concha ethm. inf, concha med. 


Den 2den hovedfure trænger sig ind mellem concha ethm. inf., den 
2den, og concha ethm. med., den 3dje hovedmusling, for at dele sig i tre 
utlepere. Den overste av disse, som har skutt sig op langs orbita- 
væggen, er dens ram. asc. Den avgrænses et frontalsnit længere baktil 
fra det nedenfor liggende parti av furen. Denne del av 2den hovedfure 
svarer til dens ram. desc., som har delt sig i to forgreninger, recess. sup. 
og inf. 

Graenseskillet mellem de tre utlepere dannes av to benlameller, som staar 
frem fra orbitavaeggen. Den everste av disse, den 2den hovedfures lamelle 
I, markerer gransen mellem furens to hovedgrener, ram. asc. og desc., og 
præsenterer sig som en slank, boiet benproces av jevn tykkelse. Fortil 
tiltar den i maegtighet, danner en bred, beiet benprominens og fortsætter 
sig videre forover til rste hovedfure som den 2den hovedmuslings basal- 
lamelle. Baktil forener dens perifere parti sig med lam. recurv. III og 
danner basallamellen for crus desc. III. 

Den nederste benproces, furens lamelle II, er mindre, vinklet av 
form og betydelig tykkere. Den adskiller den nedre grens recess. sup. og 
inf. Forover kan den følges i ca. 1 mm.’s utstrækning, indtil den taper 
sig i orbitavaeggen. I dorsal retning naar den en utstrækning av ca. 2 mm. 


og præsenterer sig paa flere snit som en bred benprominens uten muslinge- 


48 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


karakter. Tilsidst smelter den sammen med en nedenfor liggende benproces, 
lamelle III (fig. 12), og taper sig i orbitas benveeg. ' 

Parallelt med den 2den hovedfure har den 3dje hovedfure, fiss. ethm. 
sup., meat. supr., trængt sig ind mellem concha ethm. med. eller concha 
sup. og concha ethm. supr. Fortil taper furen sig hurtig. Baktil skyter 
den frem den lille recess. asc., som sees paa fig. 12 og 13. 

Av preeparatets muslingedannelser opbygges concha ethm. inf. (concha 
med.) av den 2den, concha ethm. med. (concha sup.) av den 3dje og 
concha ethm. supr. av den 4de og ste hovedmusling. Først længere 
baktil trænger den 4de hovedmusling sig frem som concha ethm. sup. 
eller concha supr. De to overste hovedmuslinger forenes opad i en basal- 
lamelle, som strækker sig opover mot lam. cribr. 

Antrum er rykket yderligere i heiden og begrænses medialt av pars 


membr. meat. medii og lateralt av corp. max. 


De to efterfølgende snit ligger ca. 2 resp. 3 mm. bakenfor det sidst 
beskrevne. 


Fig. 12, frontalsnit VIII. 


.-5te hovedmusl. 
Bes concha ethm. supr. 
FE -4de hovedmusl.f 


- = 


cell sup: Il-==="7 | 


-------__ 3dje hovedmusl., 
ze concha ethm. med., concha sup. 


3dje hovedfure, 
fiss. ethm. sup., meat. supr. 


D 


2den hovedfures lamelle III----- 


U--..2den hovedfure, 
fiss. ethm. inf., meat. sup. 


"^ 2den hovedmusl., 
. concha ethm. inf, concha med. 


Av den 2den hovedfures forgreninger sees langs orbitavæggen to 
smaa cellelumina, som stammer fra furens recess. sup. 
Ogsaa paa dette snit præsenterer den 2den, 3dje, 4de og ste 


hovedmusling sine benlameller. Den 3dje hovedmusling, som 


: 
] 


” 


 IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEV £GS ETHMOIDALAVSNIT. 49 


svarer til concha ethm. med. eller concha sup., begrænser med sin lange, tynde 
basallamelle cell. sup. medialt og forener sig opad med crus asc. IV. I heide 
med den 3dje hovedmuslings lam. recurv. springer frem fra orbitavæggen 
en benproces, som kan sees paa et par snit, og som repræsenterer den 
2den hovedfures lamelle III. Længere baktil forener den sig med den 
3dje hovedmuslings lam. recurv. og danner basallamellen for crus desc. III. 

Concha ethm. supr. opbygges av to parallelt løpende benlameller. 
Den lateralt liggende steter opad sammen med crus asc. III og svarer til 
den 4de hovedmusling. Den anden benbjelke, som paa dette snit 
fremtrær mindre skarpt, svarer til den 5te hovedmusling. 

Den 3dje hovedfure har skutt sin recess. asc. op mellem crus asc. III, 


concha ethm. med., og crus asc. IV og V, concha ethm. supr. 


Fig. 13, frontalsnit IX. 


_-6te hovedmusl. \ 
Je concha ethm. supr. 
,.^ 4de og ste hovedmusl.f 


5 -3dje hovedmusl., 
Æ ----~.--" concha ethm. med., concha sup. 


Du 


Leer 3dje hovedfure, 
fiss. ethm. sup., meat. supr. 


----2den hovedfure, _ 
fiss. ethm. inf., meat. sup. 


De anatomiske forhold ligner de under fig. 12 beskrevne. Recess. 
sup. har imidlertid lukket sig baktil, og dens mediale begrænsning, den 
3dje hovedmuslings lam. basil., har beiet sig utover mot orbitavæggen, 
for 5—6 snit længere dorsalt helt at smelte sammen med den. Muslinge- 
benets basallamelle dannes i det bakenfor liggende parti kun av den under 
fig. 12 omtalte benproces, den 3dje hovedfures lamelle III. Den 3dje 
hovedmuslings lam. recurv. staar derfor længere baktil ut fra orbitavæggen 
som crus desc. III tilsynelatende uten forbindelse med sin basallamelle. Crus 
desc. III kan følges bakover i ca. 3 mm.’s utstrækning, inden den taper 
sig i orbitas benveg. 

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 1. + 


50 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Den 4de og 5te hovedmusling danner her en sammenhængende, solid 
benproces. Følges snittene i occipital retning mot det bakenfor liggende 
brusklag, viser det sig, at benprocessen efterhaanden taper sin lamelle- 
karakter og tilsidst kun sees som en uregelmæssig formet benprominens, 
som staar ut fra orbitas benveeg (fig. 14). 

Ovenfor benbjelkerne til de to hovedmuslinger præsenterer sig en 


ganske liten, kommaformet benproces, som længere dorsalt springer frem 


——————— — /———— tá" 


fra en tapformet forlængelse i det bakenfor liggende brusklag. Det er 
sandsynligvis den 6te hovedmusling, som her viser sig og kun sees 


paa nogen faa snit. 


Fig. 14, frontalsnit X. 


Snit fra den bakerste del av næsevæggen. 


.^ste hovedfure 


^ ade hovedfure, fiss. ethm. supr. 


“ade hovedmusl., 
_-~~ concha ethm. sup., concha supr. 


gdje hovedfure, 
fiss. ethm. sup., meat. supr. 


"7 3dje hovedmusl., 

“>>... concha ethm. med., concha sup. 
^7-.2den hovedfure, 

fiss. ethm. inf, meat. sup. 
"eden hovedmusl., 

concha ethm. inf, concha med. 


M 


"rste hovedfure, meat. med. 


Av hovedmuslingene sees foruten de sidste rester av den 2den 
og 3dje hovedmusling ogsaa fortseettelsen bakover av benbjelkerne til 
4deog 5te hovedmusling. De sidstnevnte muslinger praesenterer 
sig som én solid benproces, som er ifærd med at legge sig ind til orbitas 
benveeg. Fra den nederste del av denne benproces stikker der frem en 
liten, saavidt synlig benlamelle, som danner skelettet i concha ethm. 
sup. eller concha supr., og som efter rækkefølgen svarer til den 
4de hovedmusling, til dens crus desc. Denne muslingedannelse 
begrænses nedad av fiss. ethm. sup. eller meat. supr. og opad av fiss. 
ethm. supr. Ovenfor den 4de hovedfure danner slimhinden et bredt, flatt 


indsekk, som kan felges bakover mot nasopharynx, efter at fiss. ethm. supr. 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 51 


har tapt sig. Det er sandsynligvis den sidste rest av 5te hovedfure, som 
vi her har for os. Den »concha», som er beliggende mellem 4de og ste 


hovedfure. har intet brusket eller benet skelet og repraesenterer kun en 


"overfladisk slimhindefold. Den øverste del av den laterale næsevæg inde- 


slutter en uregelmæssig formet bruskmasse, som danner anlægget til palatin- 


benets pars perpendic. 


Oversigt over præparat I. 


Iste hovedfure, meatus medius, 


er ca. 20 mm. lang. Den nedre del av denne næsefure maaler fra under- 
kanten av concha med. til overflaten av concha inf. 2—2!/; mm. Det 
parti av furen, som har skutt sig op mellem concha med. og lateralvaeggen 


> mm.), men ind- 


= 


i meat. med., er bredest helt fortil foran hiatus (indtil 1!/ 
snevres længere bakover, saa det langs hiatus semilun. kun sees som en 
smal traadtynd spalte, som atter bakenfor hiatus utvider sig til en bredde 
av ca. I mm. 

Furens dypt liggende deler med dens to store hovedforgreninger, 


ram. asc. og desc., er blotlagt paa fotografierne av voksmodellen (fig. 3 og 4). 


Ramus ascendens 
er paa dette præparat av særlig interesse. Som fig. 3 viser, mangler 
den forreste del av denne gren saagodtsom enhver utvikling. Paa fig. 4 
ser vi imidlertid, at der ovenfor hiatus trænger sig en recess. opover 
mot lam. cribr. parallelt med den øverste infundibularcelle. Det frem- 
gaar av snittene, at recessen avsluttes i en liten ampulleformet utvidning. 
Utloperen begrænses medialt av crus asc. II og lateralt av concha inter- 
med. pr. sup. Den avgreenses fortil fra infundibulum og baktil fra 
recess. sup. av de nævnte to benlameller, som lægger sig ind til hin- 
anden og derved markerer graenseskillet. Disse forhold tyder bestemt 
i retning av, at utløperen ikke kan ha skutt sig frem fra ram. desc. Da 
dens laterale begrænsning dannes av concha intermed. pr. sup., har den 
sandsynligvis utviklet sig fra furens medialt liggende gren, fra dens ram. 
asc. En sammenligning med den heire næsehalvdel (præp. II) hvor der 
har dannet sig en lignende utløper, hvis sammenhæng med ram. asc. 
er utvilsom, viser, at det maa være en recess. resp. cell. asc., vi her 
har for os. 

Fra den øverste del av recess. asc. stikker en celleutloper sig ind 
mellem concha intermed. pr. sup. og orbitavaeggen (fig. 8). Den sees 


forevrig kun paa enkelte faa snit. 


REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Ram. asc. har paa denne næsehalvdel sin særlige interesse derved, 
at den viser os, hvorledes den gren av ıste hovedfure, som i almindelighet 
pneumaticerer næsevæggens forreste parti, kan trænges bako ver i forhold 
til den nedre grens utlepere. Av disse er det infundibularcellen, som 
her er under fremrykning mot frontalbenets spongiosa. 

Ramus descendens. 

Av denne grens to recesser maaler recess. sup. en længde av 
ca. 2 mm.  Recessen sees paa frontalsnittene som en trang, ca. 4 mm. 
hei spalte. Den trænger sig op mellem concha intermed. pr. med. 
og crus asc. II og deler sig T-formet i to ca. 2 mm. lange utlepere. 
De to celleutlepere repræsenterer bullacellen og danner en sammen- 
hængende, !/, mm. bred og 4—5 mm. hei spalte, som strækker sig 
parallelt med orbitavæggen i ca. r mm.'s længde (fig. 9). Fortil blir 
celleluminet adskillig bredere, idet dets overste parti utvider sig kolbeformet 
til en bredde av ca. 1!/; mm. Fra bullacellen utgaar tre utlepere, to for- 
over og en bakover. De forreste sees kun paa 5— 6 snit, men den bakerste 
trenger sig ca. 1 mm. bakover langs orbitaveggen. Recess. inf. er 
blotlagt paa fig. 3 og 4. Hiatus semilun. maaler en længde av ca 5 mm. 
og en bredde av neppe ! mm. Dens øvre begrænsning dannes fortil 
av concha intermed. pr. sup. (fig. 8) og længer baktil av concha intermed. 
pr. med. og inf. (fig. 9). Infundibulum er likesom hiatus trangt bygget. 
Den øverste del av spaltens laterale væg dannes av concha intermed. pr. 
inf, mens den nederste del av lateralvaeggen opbygges av corp. max. 
(fig. 7 og 8). 

Fra infundibularspalten utgaar fem utlopere. De tre nederste (fig. 5 og 6) 
ligger nedenfor concha med.fæstet og trænger r—1!/; mm. forover mellem 
proc. uncinat. og orbitavaeggen. Den overste celleforgrening, som er den 
storste, ca. 3 mm. hei og 1—1!/2 mm. bred, skyter sig i en langde av 
ca. 3 mm. helt opover mot lam. cribr., medialt begraenset av proc. 
uncinat. og crus asc. II, og lateralt av orbitavæggen. Den nederste del 
av denne celleutloper avsneres fortil som en egen celle. Infundibularspalten 
aapner sig nedad i overkjævehulens forreste parti gjennem det 3 mm. 
lange og meget smale ost. max. Dette ligger i en avstand av 7 mm. 
fra hiatus ved ostiets forreste og 3 mm. ved dets bakerste endepunkt. 
Ostiet begraenses medialt av den nederste del av proc. uncinat. og lateralt 
av corp. max. 

Sin. max. er 8 mm. lang og viser sig paa snittene kun som en pære- 
formet utvidning av infundibularspaltens nederste del. Hulen har en gjen- 
nemsnitlig heide- og breddediameter av 2— 3 resp. I—2 mm., og dens 


lumen beholder i hele sin utstrækning en langstrakt form med større heide 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 53 


end bredde. Antrum ligger heit med den storste del av kaviteten oven- 
for basallamellen til concha inf. Overkjævehulen er skilt fra tandsækken 
av et tykt benlag (fig. 4 og fig. 6—11). 

I den ıste hovedfure kan paavises otte benprocesser, hvorav de 
fem i furens forreste avsnit har uttalt muslingebygning, mens de tre 
i furens bakerste parti kun viser antydning til lamelleform (kfr. forevrig 
fig. 4—10) Man vil av frontalsnittene se, at de tre benlameller, som 
deltar i opbygningen av bulla ethm., er de storste og bedst utviklede. 
Disse benprocesser synes derfor at svare ti] KILLIAN’s conchae intermed.ae. 

De fire lamelleformede benprocesser (I, II, III og IV), som sees 
i den forreste del av iste hovedfure, danner, som allerede omtalt under 
beskrivelsen av frontalsnittene, intercellulære septa mellem infundibular- 
cellerne. Disse septa fremkommer derved, at de fire benprocesser skyter 
sig frem fra lateralvæggen og forener sig med den store benlamelle, som 
begraenser infundibularspalten medialt. 

Proc. uncinat. For nærmere at underseke denne bendannelse og de 
anatomiske forhold, som i denne forbindelse er av interesse, maa snittene 
fra næsekavitetens forreste avsnit gjennemgaaes i rækkefølge. Det viser 
sig da, at der parallelt med den øverste halvdel av den laterale næsevæg 
langs overkjævebenets proc. front. strækker sig et smalt brusklag, som 
naar helt op til lam. cribr. Brusklaget er længst fortil kun ca. 1 mm. tykt, 
men tiltar i maegtighet bakover mot concha med.feestet, hvor den laterale 
neeseveeg i sit forreste og overste parti hvaelver sig kuppelformet ind mot 
neesekaviteten. Frontalsnittene fra denne del av næsevæggen viser, at det 
mest prominerende parti av den bruskede avleiring nedad og medialt for- 
langer sig i en liten benlamelle, crus asc. II. Den nederste og lateralt 
liggende, endnu ikke ossificerede del av brusklaget streekker sig fra concha 
med.fæstet videre nedover langs den øverste del av meat. med. Nogen 
faa snit længere baktil er imidlertid ogsaa denne del av brusken delvis 
forbenet og dens everste og fortykkede parti erstattet av en konisk formet 
bentap, som opad forenes med crus asc. Il og nedad fortsaetter sig i en 
liten, beiet benlamelle. Denne lamelle viser paa flere snit utpræget muslinge- 
bygning med skarpt markert, kolbeformet lam. recurv. og kan felges bak- 
over som proc. uncinat. Den netop omtalte bentap, som danner pro- 
cessens everste avslutning og formidler dens forbindelse med crus asc. II, 
synes narmest at svare til agger nasi Overgangen mellem denne 
og den nedenfor liggende proc. uncinat. avtegner sig paa snittene som et 
skarpt indhak i mucosa (fig. 5 og 6). Paa præparatet sees grænseskillet 
som en 2 mm. lang fure, som strækker sig langs den øverste og forreste 


del av meat. med. 


54 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Paa de fleste frontalsnit fra den del av rste hovedfure, som ligger 
foran hiatus, præsenterer proc. uncinat. sig som en 6--8 mm. høi, slank 
benlamelle, hvis »crus asc.» opad er forenet med crus asc. II, og hvis 
»crus desc.» nedad ligger i kontakt med basallamellen til concha inf. 
Efter at hiatus har aapnet sig, mister proc. uncinat. sin forbindelse med 
crus asc. II. Saavel dens øverste del, som repræsenterer fortsættelsen 
bakover av agger nasi, som dens nederste parti, dens »crus desc.«, fort- 
sætter sig i dorsal retning som en fortykkelse av benlamellen. Proc. uncinat. 
viser sig derfor paa de fleste snit længere baktil som en pilformet ben- 
process, hvis everste og nederste del er sterkt fortykket, og hvis midt- 
parti kun præsenterer sig som en ganske tynd benlamelle (fig. 7 og 8). 
Tilsidst sees kun dens nederste parti paa frontalsnittene. Det taper sig 


først ca. 1!/ mm. bakenfor ost. max. 


2den hovedfure,fissura ethmoidalis internes 


meat us; |S, peu Wom, 


har en længde av 14 mm. og en bredde av ca. 1} mm. Den begrænses 
nedad og lateralt av concha ethm. inf., den 2den hovedmusling, og opad 
og medialt av concha ethm. med., den 3dje hovedmusling. Fra dens 
forreste parti har 

ramus ascendens 
trængt sig helt opover mot lam. cribr. mellem crus asc. II og III (fig. 10). 
Denne gren danner en 3 mm. hoi, meget smal spalte, som kun paa et par snit 
fra dens forreste avsnit viser antydning til celledannelse. Baktil avsnores 
dens øverste parti til en egen celleutloper, som kan følges 1 mm. bakover. 

Ramus descendens, 
som svarer til de bakerste to tredjedeler av præparatets fiss. ethm. inf. 
eller meat. sup., strækker sig fra recess. asc. bakover mot nasopharynx 
i en lengde av ca. ro mm. Paa overgangen til ram. asc. deles den T-formet 
i to recesser, recess. sup. og inf. (fig. r1). Disse fortsættes forover 
parallelt med orbitavæggen som en smal sammenhængende spalte og kan 
følges i ca. 1 mm.’s utstrækning. I dorsal retning taper recess. inf. sig 
hurtig; men recess. sup. viser sig paa snittene som en traadtynd kanal. 
Denne repræsenterer den dypest liggende del av den nedre grens hoved- 
lumen og strækker sig 1!/, mm. bakover langs orbitas benvæg. Den 
bakerste del av ram. desc. sees som en smal, ca. 1/, mm. bred og 3—4 mm. 
dyp spalte, som litt efter litt taper sig bakover mot nasopharynx. 

I 2den hovedfure kan paavises tre benprocesser, hvorav dog 
kun de to viser lamellebygning. Den øverste, lamelle I, markerer 


greenseskillet mellem furens to hovedgrener, ram. asc. og desc. Lamelle II 


IOI4. No. r. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 55 


springer frem fra orbitavæggen mellem den nedre grens recess. sup. og inf, 
og lamelle III trænger sig frem fra orbitas benvaeg nedenfor recess. inf., 


forener sig med crus desc. III og danner dens basallamelle længere baktil 


EE II, 12 og r3). 


Se hovwedfure, tıissura ethmoidalis superior, 


meatus suptemus, 


er omtalt under fig. 11 og 12. Furen begrænses nedad av den 3dje 
hovedmusling. Dens øvre begrænsning dannes fortil av concha ethm. 
supr., den 4de, 5te og 6te hovedmusling, og baktil av concha ethm. sup., 
den 4de hovedmusling. Furen har en længde av ca. 8 mm. Fra dens 
forreste halvdel skyter 

ramus ascendens —— 
sig opover langs crus asc. III som en 1 mm. lang, ca. 1 mm. hoi og 1/3 mm. 
bred recess. Denne sees paa frontalsnittene kun som en smal spalte 
uten tegn til celledannelse og gaar uten skarp avgreensning over i furens 
nedre gren. 

Ramus descendens 
præsenterer sig som en 3—4 mm. lang og !/— 1: mm. bred fure, som 


fra recess. asc. kan felges bakover mot nasopharynx. 


dueshowedfure fissura ethmoidalis suprema, 


strækker sig fra midten av fiss. ethm. sup. 1//, mm. bakover parallelt 
med den bakerste del av denne hovedfure. Den viser sig paa snittene 
kun som et helt overfladisk, bredt indhak i mucosa. Under beskrivelsen 
av preeparatet er allerede omtalt den svakt markerede, halvcirkelformede 
fure, som fra den forreste del av fiss. ethm. supr. kan felges opover til 


lam. cribr., og som derfor er opfattet som ram. asc. IV. 


DUE e viedaure 


strækker sig fra den bakerste del av fiss. ethm. supr. i en svak boining 
bakover mot nasopharynx. Furen er beskrevet under fig. 2 og 14. 

Av hovedmuslinger sees den 2den, 3dje, 4de, 5te og 6te, 
som alle nærmere er omtalt under beskrivelsen av frontalsnittene (kfr. 
fig. 9—14). Det fremgaar av snittene, at concha ethm. inf. eller concha 
m ed. svarer til 2den hovedmusling og concha ethm. med. concha 
sup. tilasdje hovedmusling. Den øverste del av næsevæggen, som 
nedad begrænses av fiss. ethm. sup. og opad av lam. cribr., opbygges 


foran fiss. ethm. supr. av den 4de og 5te hovedmusling. Av disse 


56 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


trænger den 4de hovedmusling sig frem længere baktil som concha 
ethm. sup., mens den 5te hovedmusling fortsætter bakover som ben- 
skelettet i concha ethm. supr. og forener sig med den 6te hoved- 


musling. 


PRÆPARAT II. 


(Højre næsehalvdel av et fuldbaaret guttebarn!.) 


Næsevæggens længde 19 mm. 
Næsevæggens heide 15 mm. 
Maxillæravsnittets højde 5 mm. 
Ethmoidalavsnittets heide ro mm. 


Forholdet som 1: 2. 


Meat. inf. er isin helhet aapenstaaende med en avstand av ca. 3 mm. 
fra den nedre concharand til næsegulvet og 2—3 mm. fra muslingebenets 


laterale flate til sidevæggen i meat. inf. 


Næsevæggens ethmoidale avsnit. 


Fig; 


Fotografi av præparatet i nat. storrelse. 


Av hovedfurerne sees foruten meat. med. tre ethmoidalfurer, fiss. ethm. 
inf, sup. og supr. (ZUCKERKANDL). Fiss. ethm. sup. beier sig fortil opover 
mot lam. cribr. Forevrig er furernes ovre grener paa langt nær saa frem- 
traedende som paa den anden side. 

Concha med. deles av en skarpt markert, accessorisk fure i to parallelt 
lepende, like store deler. Det forreste avsnit av benets nedre rand er frem- 


staaende med antydning til lobulusdannelse. 


1 Præparat I og II repræsenterer heire og venstre næsehalvdel av samme foster. 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 54 


Rae. 2; 


,concha ethm. supr.. 
,'' 4de og ste hovedmusl. 
fiss. ethm. supr., 
>” 4de hovedfure 
„concha ethm. sup., 
-” concha supr., 4de hovedmus! 
____.fiss. ethm. sup., 
meat. supr., 3dje hovedfure 


GA concha ethm. med., 
concha sup., 3dje hovedmusl. 


- 


~._fiss. ethm. inf., 

meat. sup., 2den hovedfure 
"concha ethm. inf., 

concha med., 2den hovedmusl. 
"meat. med., 

rste hovedfure 


58 REIDAR GORDING. N.-N. Kl. 


Fig. 3. 

Fotografi av voksmodellen, hvor de øverste deler av meat. med, 1ste 
hovedfure, og av fiss. ethm. inf. og sup., 2den og 3dje hovedfure, er 
blotlagt. 

Den største del av concha med., 2den hovedmusling, samt store deler 
av concha sup., crus asc. IIl og IV, og concha supr., crus asc. IV og V, 


er fjernet. Frontalsnittenes beliggenhet er markert. 


© to a 
e bp bo &n th 
in EZ RP EC RJ 
bn - 
NEN ES 
- 52 
E 
2 the | 
a d cell. asc. I, cell. asc. post. 
LI U Y Fig 
. be , D E d^ 
concha intermed. pr. sup. Jie HET jl 
x ' i; Mle ' E 
N N ' 


P D % s od „cell. asc. II 


cell. asc.es I__ 
* cell. asc. III 


fiss. ethm. supr., 
- -” 4de hovedfure 


k fu ys à x s . fiss. ethm. sup., 
hiatus semilun....... e quu uiam camem. NOT » meat. supr., 3dje hovedfur 


___ fiss. ethm. inf., 
meat. sup., 2den hovedfur 


--.. meat. med., 
ıste hovedfure 


Hiatus semilun. viser sig i hele sin længde. Den forreste del av | 
spalten er noget bredere end dens bakerste halvdel. | 
Ovenfor hiatus strækker recess. asc. sig opover mot lam. cribr. med 
sine tre celleutlopere, hvorav den bakerste har sit ostium liggende omtrent 
midt over hiatus. Bakenfor disse celler præsenterer den 2den og 3dje 


hovedfure sine øvre grener. Recess. asc. II er den største med en dorso- 


— Do 


1914. No; t1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 59 


frontaldiameter av betydelig leengde. Dens cell. asc. bestaar egentlig av 


to sammenhængende utbugtninger, hvis profil og indbyrdes sterrelsesforhold 
avtegner sig langs cellens øvre kant. Længst baktil, parallelt med recess. 


asc. II, trænger cell. asc. III sig opover mot næsehulens tak. 


Fig. 4. 
Fotografi av voksmodellen, hvor ogsaa furernes nedre grener er blot- 


lagt efter fjernelse av proc. uncinat. og den everste del av concha inf. 


lamelle I, 
concha intermed. pr. sup. 


' cell. asc. I, cell. asc. post. 


: lamelle III og V, 
concha intermed. pr. med.og inf. 


cell. asc. III 


cell. asc.es I... recess.sup.I cell. asc. II ,/ recess. sup. og inf. II 


, ‘ 
D 


LI 
i 
' 
' 
4 
A 
l 
i 
} 
i 
(| 
\ 
| 


4 


\ 


. fiss. ethm. supr., 
4de hovedfure 


- 
2 


infundibularceller —… - 


duct. nasolacrym 


wee ee 


tees — - - - fiss. ethm. sup., 
TNAM DI El re uis meat. supr., 3dje hovedfure 
sin. MS | ir zo ib. 77 


~*~. fiss. ethm. inf., 

meat. sup., 2den hovedfure 
77-. meat. med., 

iste hovedfure 


Av infundibularspaltens fire utlopere trænger de to øverste sig opover 
i retning av lam. cribr. mellem recess. asc. og orbita, mens de to nederste 


skyter sig forover mot duct. nasolacrym. Ovenfor infundibulum sees av 


de to forreste frontalceller kun deres overste parti, mens recess. asc. for- 


øvrig er fjernet. Nedad aapner infundibularspalten sig i overkjævehulens 


forreste parti. Sin. max. viser sig i hele sin utstrækning. Hulens forreste 
endepunkt naar ikke frem foran ost. max. Recess. sup., bullacellens ostium, 
sees ovenfor maxillærostiet. 


I 2den hovedfure kan skimtes den spalteformede aapning til recess. 
sup. og inf. 


60 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


pistes wo Ieri ies 
Fig. 5, frontalsnit I. 


Snit fra den forreste del av furen. 


__-lamelle I, concha intermed. pr. sup. 


sulcus intermed. pr. 


j [m x 


mn 2, -—-------lamelle II, concha intermed. pr. med. 
puocstunenmatc ar f E JE ———— sulcus intermed. sec. 


ıstehovedfure, meat.med. _--_____# I ”>—Jamelle III 


77 Jamelle IV, concha intermed. pr. inf. 


Recess. asc. har skutt sig op mellem crus asc. II og proc. uncinat. 
og danner ovenfor hiatus mellem lam. basil. II og lamelle I en større ut- 
vidning, som svarer til den midterste av de tre frontalceller, som viser sig 
paa fig. 3. Infundibularspalten er paa dette snit usedvanlig bred og aapen- 
staaende. Den begrænses medialt av proc. uncinat. og lateralt av lamelle- 
dannelserne i iste hovedfure og præsenterer to cellulære utbugtninger. 
Disse sees paa fig. 4 som de to største infundibularceller!. Nedenfor 
concha inf. er duct. nasolacrym. ifærd med at aapne sig i meat. inf. 

Av lamelleformede bendannelser kan paavises fire. La- 
melle I, concha intermed. pr. sup., treenger sig ned fra lam. cribr. og ad- 
skiller infundibularspaltens øverste parti fra frontalcellen. Længere fortil 
forenes den med proc. uncinat. Baktil smelter dens lam. recurv. sammen 
med concha intermed. pr. med., mens dens basallamelle lægger sig ind til 
crus asc. II og forener sig med den. Lamelle II, concha intermed. pr. 


med., springer frem fra brusklaget langs orbitavæggen i heide med den 


1 Bakover fortsættes de to utbugtninger i to furer, som svarer til KILLIAN's sulcus inter- 
med. sup. og inf. 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 61 


everste del av proc. uncinat. Fortil fortsaettes den som et av de inter- 
cellulære septa mellem infundibularcellerne, og baktil forener den sig først 
med lamelle III og derpaa med lamelle I for at danne bullacellens forreste 
begrænsning. Længere dorsalt, efter at bullacellens ostium har aapnet sig, 


skyter lamelle II frem en lang, vel utviklet lam. recurv., som omslutter den 


.nedre halvdel av cellen (fig. 6). Tilsidst skilles dens lam. basil. fra dens 


lam. recurv. Dens lam. basil. fortszetter bakover i den lille benproces, som 
paa fig. 6 er betegnet som lamelle V, og dens lam. recurv. forenes med 
lamelle IV, concha intermed. pr. inf. (fig. 6) Lamelle III er den 
mindst utviklede av bimuslingene og sees kun paa otte snit. Den staar 
frem fra orbitavæggen nedenfor lamelle II. Fortil smelter den sammen 
med lamelle IV og danner grænseskillet mellem de to nederste infundibular- 
celler. Baktil forenes den, som allerede nævnt, med lamelle II til én ben- 
proces. Lamelle IV, concha intermed. pr. inf, opbygger den laterale 
benvæg i infundibularspaltens forreste parti og danner længere baktil bulla- 
cellens nedre begrænsning (kfr. fig. 6). 

Proc. uncinat. sees som en solid, uregelmæssig bygget benproces, hvis 
overste parti er noget fortykket, og hvis nederste og tilspidsede del tan- 
gerer basallamellen til concha inf. 

En sammenligning med den anden næsehalvdel viser, at forholdene i 
den forreste del av rste hovedfure paa dette præparat arter sig noget 
anderledes end paa den venstre side, hvor infundibulum forgrener sig i 
ikke mindre end fem utlopere. Concha intermed. pr. sup., lamelle I paa 
dette praeparat, svarer saaledes til lamelle I og II paa den venstre side. 
Concha intermed. pr. med., som her dannes av lamelle II og III, opbygges 
paa det andet præparat av lamelle III og IV. Concha intermed. pr. inf. 
svarer paa denne næsehalvdel til den 4de, paa den anden side derimot til 


den ste benlamelle. 


62 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Fig. 6, frontalsnit II. 


Snit fra den bakerste del av furen. 


3dje og 4de hovedmusl., * = EDP at asc. II 
concha ethm. med., concha sup... A mm — 
PT 4 a E 
ram. asc. II mm M 2 A _--lamelle VI 
eden hovedfure, irs x i Br * 
fiss. ethm. inf., meat. Sup... p oy A —-—— cell. bullae ethm. 
ee, CRE recess. sup... ^ j) P di Voti e 
2den hovedmusl., ( HR 
concha)ethm. int., concha med. 7 À d —7--lamelle II, concha intermed. pr. med. 


recess. inf, infundibulum 


Den ıste hovedfure, som har trængt sig op mellem proc. uncinat. og 
crus asc. II (concha med.) deles i to utlepere, recess. sup. og inf. Re- 
cess. sup. har skutt sig opover og utover mellem concha intermed. pr. med. 
og crus asc. Il. Dens forbindelse med bullacellens lumen er avbrutt 
længere fortil. Cellens to bakre utlopere præsenterer sine lumina mellem 
recessen og orbitavæggen.  Aecess. inf. som danner infundibularspalten, 
begrænses opad og lateralt av concha intermed. pr. inf, nedad og medialt 
av proc. uncinat. Spalten aapner sig i sin. max. 

Den nederste del av bulla ethm. stikker frem mellem infundibulum og 
bullaostiet. Den opbygges av en stor, vel utviklet, muslingeformet ben- 
lamelle, som med sin tungeformede lam. recurv. halvcirkelformet omkranser 
den nederste av bullacellens to utlopere. Bullalamellen bestaar egentlig av 
to deler. Dens nederste parti begraenser hiatus opad og staar gjennem en 
traadfin basallamelle i forbindelse med orbitavæggen. Denne del svarer til 
lamelle IV, concha intermed. pr. inf. som længere baktil forenes med 
den 2den hovedmuslings lam. recurv. og fortsættes bakover som basal- 
lamellen til crus desc. II. Bullalamellens øverste parti danner den laterale 
begrænsning for recess. sup. Denne del, som længere fortil er forenet 


med den lille vinklede benlamelle, som springer frem mot den fra orbita- 


Nr Tw 


IQI4. NOTE: DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 63 


væggen, svarer til lamelle II, concha intermed. pr. med. Bimuslingens 
lam. recurv. har her forenet sig med concha intermed. pr. inf., og dens 
lam. basil. præsenterer sig som den lille, netop omtalte, vinklede benproces, 
den ıste hovedfures 5te benlamelle. Den kan følges bakover til 


2den hovedfure, hvor den deltar i opbygningen av furens lamelle II. 


Ovenfor lamelle V, i heide med den øverste bullacelle, kan antyd- 
ningsvis skimtes en fortykkelse paa orbitas benvæg. Det lille benfrem- 
spring repreesenterer den bakerste avslutning paa furens 6te benlamelle, 
som strækker sig 1— 2 mm. forover, idet den buger slimhinden frem mot 
bullacellens lumen, saa dette længere fortil antar timeglasform. Benprocessen 
viser ikke paa dette praeparat lamelleform; men paa den anden neesehalv- 


del er dens lamellebygning utvilsom. 


Av hovedmuslingene sees den 2den, 3dje og 4de. Den 
2den hovedmusling danner med sin crus asc. grænseskillet mellem 
recess. sup. og den 2den hovedfures ram. asc. Fortil begrænser ben- 
lamellen frontalcellerne medialt (fig. 5). Baktil, bakenfor ostiet til cell. asc. II, 
fortsættes dens basallamelle som den 2den hovedfures lamelle I. Dens 
lam. recurv. forener sig med den iste hovedfures concha intermed. pr. inf, 


som længere dorsalt danner basallamellen for crus desc. Il. 


Den 3dje og 4de hovedmusling viser sig som to parallelt 
lepende benbjelker, som opbygger benskelettet i concha ethm. med. eller 
concha sup. Fortil forenes de to benlameller. Dens fortsaettelse bakover 
sees paa fig. 7, 8 og 9. 

Nedad præsenterer overkjævehulen sit lumen mellem basallamellen til 


concha inf. og corp. max. 


64 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


2den howedfiure 
Av de tre efterfølgende frontalsnit illustrerer de to første de anato- 


miske forhold i furens forreste parti og det sidste i dens bakerste avsnit. 


Fig. 7, frontalsnit III. 


cell vases lice 
..2den hovedfures lamelle I 


adje hovedfure, 


^ _-2den hovedfures lamelle II 
fiss. ethm. sup., meat. supr... — à i 


3dje hovedmusl., ~~~ --------.recess. sup. II 


concha ethm. med., concha sup. — — ____ 


2den hovedfure, con 


fiss. ethm. inf., meat. sup. 


eden hovedmusl., a 
concha ethm. inf., concha med.-~ 


Iste hovedfure, meat. med.” 


sin. max. ~ 


Den 2den hovedfure trænger sig med sin ram. desc. ind mellem den 
2den og 3dje hovedmusling, mellem concha ethm. inf. og med. Længere 
fortil staar denne gren i forbindelse med det ovenfor liggende lumen, som 
stammer fra furens cell. asc. Baktil har ram. desc. delt sig i to recesser, 
recess. sup. og inf. Den ene av disse, recess. inf. er allerede avsnoret 
og præsenterer sig som en smal spalte mellem furens hovedlumen og 
orbitaveeggen. Den anden, recess. sup., staar derimot endnu saavidt i for- 
bindelse med hovedluminet, men er ogsaa ifærd med at avsnores. Den lille 
celle, som sees mellem den 2den hovedmuslings basallamelle og cell. inf, 
stammer likesom det ovenfor liggende lumen fra cell. inf. IL. 

Fra orbitavæggen staar frem to lamelleformede bendan- 
nelser. Den øverste og sterste, den 2den hovedfures lamelle I, 
har en lang, slank basallamelle og en kort, kolbeformet lam..recurv. Den 
danner det benede grænseskille mellem recess. asc. og desc. og kan sees 
paa 12 snit. Fortil omslutter denne benlamelle den lille cell. sup., som 
netop er ifærd med at avsneres, og fortsætter videre forover i 1ste hovedfure 
som den 2den hovedmuslings basallamelle. Baktil begrænser lamellen den 
2den hovedfures nedre gren opad og forener sig tilsidst med den 3dje hoved- 


muslings lam. recurv., hvis basallamelle den danner lengere dorsalt (fig. 8). 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 65 


Den nederste og mindste av de to benprocesser, den 2den hovedfures 
lamelle II, springer frem fra orbitavæggen nedenfor lamelle I og præ- 
senterer en ganske kort lam. basil. med en tyk, kolbeformet lam. recurv. 
Den sees paa 14 snit og markerer grænsen mellem recess. sup. og inf. 
Fortil danner denne lamelle den øverste del av den benramme, som omgir 

_recess. inf., og taper sig tilsidst i orbitavæggen. Baktil smelter den sam- 
men med den fortykkelse i orbitas benvæg, som sees nedenfor den i 
heide med cell. inf. Dette fortykkede benparti danner paa den anden næse- 
halvdel en vel markert benproces, den 2den hovedfures lamelle III, som for- 
ener sig med lam. recurv. III og længere baktil optraer som dens basallamelle. 

Benskelettet 1i concha ethm. med. eller concha sup. opbygges av den 
3dje hovedmusling, hvis lam. basil. begrænser cell. asc. II medialt. 
Længere baktil, efter at cell. asc. II har lukket sit lumen, lægger den 3dje 
hovedmusling sig ind til den 2den hovedfures lamelle I og forener sig med 
den. Det er derfor lamelle I, og ikke som paa den anden næsehalvdel 
lamelle II, som paa dette præparat danner basallamellen for den 3dje 


hovedmuslings crus desc. (fig. 8 og 9). 


Fig. 8, frontalsnit IV. 


cells 


se hovedmusl. x Er a eden hovedfures lamelle I 


4de hovedmusl .  — ____-recess. sup. II 
3dje hovedfure, i ee eden hovedfures lamelle II 
fiss. ethm. sup., meat. supr..—-——— c , 
gdje hovedmusl., soe ÈS 
concha ethm. med., concha sup. ~~ 
2den hovedfure, 0 
fiss. ethm. inf., meat. sup.” 


| ————--.. cell. inf. II 


2den hovedmusl., I 
concha ethm. inf, concha med.” 


„ 


+ 
ıste hovedfure, meat. med. 


Den 2den hovedfures forgreninger praesenterer sig omtrent som paa 
fig. 7. De lamelleformede dannelser i furen viser sig fremdeles. Den 
øverste av disse tangerer paa dette frontalsnit lam. recurv. III, som nogen 
faa snit længere baktil skilles fra sin basallamelle for at forene sig med 


lamelle I (fig. 9). 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. I. > 


66 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Av hovedmuslingene svarer crus desc. III til concha ethm. 
med. eller concha sup. Benskelettet i den ovenfor liggende hovedmusling, 
concha ethm. supr., dannes av to parallelt lopende benbjelker. Den lateralt 
liggende er den 4de og den medialt liggende den 5te hovedmus- 
ling. Fortil forenes den 4de og 5te hovedmusling med den 3dje (fig. 7). 
Baktil begrænser den 4de og ste hovedmusling cell. asc. III medialt og 
smelter tilsidst sammen til en solid benproces, som er naermere omtalt 
under fig. 9. 


Nedad mellem concha inf. og corp. max. sees overkjævehulens lumen. 


Fig. 9, frontalsnit V. 


4de (og 5te) hovedmusl., 
concha ethm. supr.», 
PN 


Se borede: cell. asc. III 


fiss. ethm. sup., meat. supr._ 


3dje hovedmusl., ---2den hovedfures lamelle I 


. concha ethm. med., concha sup. __ 
2den hovedfure, 2 
fiss-ethm-anf, meat. SUD 

2den hovedmusl., =e 

concha ethm. inf, concha med. 


iste hovedfure, meat. med. x. 


Den 3dje hovedfure har med sin ram. desc. trængt sig ind mellem 
concha ethm. med. og supr. (concha ethm. sup. eller concha supr. viser 
sig først længere baktil). Forbindelsen mellem den 3dje hovedfures ram. 
desc. og den ovenfor liggende cell. asc. IN er avbrutt ca. !/, mm. længere 
baktil. Lam. recurv. III har her forenet sig med den 2den hovedfures 
øverste benlamelle, som danner basallamellen for dens crus desc. Crus 
desc. III kan følges som concha ethm. med. eller. concha sup. bakover mot 
nasopharynx i en utstrækning av ca. 6 mm. 

De to parallelt lepende benbjelker, som opbygger benskelettet i 
concha. thm. supr. -"repreesenterer' Jertseftelsen av 4de os Se 
hovedmusling, som saaes paa fig. 8. Længere baktil, bakenfor cell. 


asc. III, smelter disse lameller sammen til en solid benproces. Denne 


Le 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 67 


danner den benede underbygning i den bakenfor liggende del av concha 
ethm. supr. og lægger sig tilsidst ind til orbitavæggen for at smelte sam- 
men med den. Felges snittene videre bakover, vil man se, at der fra ben- 
laget langs orbitavæggen stikker frem en ganske liten, saavidt synlig la- 
melle. Den danner benskelettet i den lille concha, som paa fig. 2 er be- 
.tegnet som concha ethm. sup. eller concha supr. En sammenligning med 
den anden nzsehalvdel viser, at den lille lamelle bor opfattes som den 
bakerste utloper av den 4de hovedmusling og svarer til crus dese. IV. 
Nedad mellem basallamellen til concha inf. og corp. max. sees over- 


kjzevehulens lumen. 


Oversigt over præparat II. 


Iste hovedfure, meatus medius, 


er ca. 20 mm. lang. Den nedre del av denne fure maaler fra underkanten 
av concha med. til overflaten av concha inf. ca. ı mm. Spalten mellem 
concha med. og lateralvaeggen i midtre nasegang er bredest foran hiatus 
(11/5—2 mm.). Den indsnevres bakover, viser sig paa frontalsnittene langs 
ost. max. som en smal, neppe !/; mm. bred, spalte og utvides atter længere 
dorsalt til en bredde av ca. 1 mm. 


Kamus ascendens 
danner tre cell. asc.es, som alle strækker sig opover til lam. cribr. De to 
forreste celleutlepere begrænses medialt av crus asc. II og lateralt av 
concha intermed. pr. sup. (fig. 5) og er omtrent av samme sterrelse med 
en gjennemsnitsdiameter av 11/,—2 mm. De forenes nedad i et ca. 2 mm. 
langt ostium, som aapner sig ovenfor hiatus. Den bakerste cell. asc. pre- 
senterer sig som en ca. 4 mm. hei kavitet og maaler en gjennemsnitlig 
længde og bredde av ca. 2 mm. Den begrænses medialt av crus asc. II 
og lateralt av orbitavæggen og av concha intermed. pr. sup. Den sidst- 
nævnte benlamelle avgrænser cellen fortil fra de forreste cell. asc.es og 
baktil fra bullacellen, idet den lægger sig ind til crus asc. Il og derigjennem 


opbygger graenseskillet. 


Ramus descendens. 

Av denne grens to recesser viser recess. suf. sig paa fig. 4 som en 
smal spalte ovenfor ost. max. Spalten fortsættes i dybden utover mot 
orbitavæggen, hvor den deler sig T-formet i to utlepere. Disse strækker 
sig parallelt med orbitaveggen og præsenterer præparatets bullacelle 
(fig. 6). Cellen sees paa snittene fra dens forreste parti kun som en 


T-formet kanal. Paa frontalsnittene fra den bakerste del av kaviteten 


68 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


danner derimot de to utlepere et sammenhængende, timeglasformet lumen 
med en tverdiameter av indtil 1 mm. Bullacellen fortsætter sig baade for- 
over og bakover i smaa utlopere, som forevrig snart taper sig. 

Den anden av den nedre grens to recesser, recess. inf., er blotlagt 
paa fig. 3 og 4. Den øverste del av recessen, /iatus semilun., maaler en 
længde av 8 mm. Spalten er i sin største utstrækning smal, neppe !/; mm. 
bred. Dens forreste og bakerste parti er dog noget bredere, ca. 1 mm. 
Den øvre begrænsning av hiatus dannes fortil av concha intermed. pr. sup. 
(fig. 5) og længere baktil av concha intermed. pr. med. og inf. (fig. 6). 
Likesom hiatus semilun. er ogsaa den nedenfor liggende infundibular- 
spalte trangt bygget og viser sig paa de fleste snit (fig. 6) som en 
traadtynd kanal, som fortil, hvor den forgrener sig i sine utlopere, utvider 
sig til en bredde av ca. 1!/; mm. (fig. 5). 

Fra infundibulum utgaar fire utlepere. To av disse traenger sig for- 
over mellem proc. uncinat. og orbitavaeggen nedenfor concha med.feestet 
og maaler en gjennemsnitsdiameter av ca. 1!/ mm. De to øverste celle- 
utlepere strækker sig opover mot lam. cribr. mellem orbitavæggen og 
concha intermed. pr. sup. Av disse repreesenterer den forreste og sterste 
spaltens direkte fortsaettelse, mens den anden, som stikker sig ind bakenfor 
den store utleper mellem den iste hovedfures overste lamelle og orbita- 
veeggen, kun sees som en trang, kort spalte. Nedad aapner infundibulum 
sig 1 overkjævehulens forreste parti gjennem det ca. 2 mm. lange, meget 
trange ost. max. Dette begrænses medialt av den nederste del av proc. 
uncinat. og lateralt av corp. max. Ostiet er beliggende i en dybde av ca. 
5 mm. fra hiatus ved dets forreste og ca. 3 mm. ved dets bakerste ende- 
punkt. 

Sin. max. har en lengde av ca. 7 mm. I sit forreste parti sees den 
kun som en neppe synlig, pæreformet utvidning av infundibulum. Kaviteten 
tiltar imidlertid hurtig i størrelse, saa den ved den bakerste del av ost. max. 
præsenterer sig som en staaende, 2 mm. hei og 1 mm. bred, trekant. 
Længere baktil antar hulens profil en mere avrundet form med en tver- 
diameter av ca. ı!/; mm. Overkjævehulen ligger heit, i sin største ut- 
strækning i nivaa med basallamellen til concha inf. Den bakerste del av 
hulen hæves end yderligere, saa antrumgulvet kommer i hoide med den 
nederste del av,meat. med. Overkjævehulens gulv er skilt fra den neden- 
for liggende tandsæk av et 2—4 mm. tykt benlag (fig. 6— 9). 

I ıste hovedfure sees seks benprocesser, hvorav de fem 
viser mer eller mindre uttalt lamellebygning (fig. 5 og 6). De tre 
største benlameller, lamelle I, II og IV, opbygger bulla ethm. og svarer 


derfor nærmest til KiLLIAN’s conchae intermed.ae. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 69 


Proc. uncinat. danner infundibularspaltens mediale begrænsning 
i hele dens længde. De anatomiske forhold for denne benlamelles ved- 
kommende avtegner sig ikke saa tydelig som paa den anden næsehalvdel. 
Paa frontalsnittene fra den forreste del av næsekaviteten sees likesom paa 
venstre side et ca. 1 mm. bredt brusklag, som fra lam. cribr. strækker sig 
nedover langs den øverste halvdel av næsevæggen. Bakover mot concha 
med.festet blir den midterste del av brusklaget tykkere, samtidig som en 
liten boiet brusklamelle skyter sig frem fra dets mediale side indover mot 
næseluminet. Lamellen tiltar hurtig i størrelse, ossificeres og præsenterer 
sig længere baktil som crus asc. II, som opad staar i kontinuerlig 
forbindelse med den endnu ikke ossificerede del av brusken. Efterat crus 
asc. II har trængt sig frem, kan den nedenfor liggende del av brusklaget 
følges paa snittene videre bakover, indtil ogsaa det erstattes av en ben- 
lamelle, proc. uncinat. Denne benproces er opad forenet med 
crus. asc. II og avsluttes nedad i en knopformet fortykkelse, som længere 
dorsalt lægger sin ind til basallamellen av concha inf. Bakenfor den forreste 
hiatusgrænse sees proc. uncinat. som en solid, noget uregelmæssig bygget 
benproces, hvis everste og nederste del paa de fleste snit er adskillig 
fortykket i forhold til dens midtparti. 


2den hovedfure, fissura ethmoidalis inferior, 


meatus superior, 


begrænses nedad av concha ethm. inf., den 2den, og opad av concha 
ethm. med., den 3dje hovedmusling. Furen maaler en længde av ca. 14 mm. 


og en bredde av !/;—ı mm. 


Ramus ascendens 
danner paa dette præparat en ca. 3 mm. lang og 1/3 mm. bred recess, 
som har trængt sig opover mot lam. cribr., medialt begrænset av crus 
asc. III og lateralt av crus asc. II og orbitavæggen (fig. 6). Recessen 
utvider sig til en relativt stor cell. asc. Cellen har en længde av ca. 4 mm. 
og bestaar av to sammenhængende utbugtninger, hvorav den bakerste 
er I mm. længere end den forreste. Begge celler maaler en heide av 


2 mm. og en bredde av omtrent I mm. 


Ramus descendens 
strækker sig fra ram. asc. helt henimot nasopharynx i en længde av ca. 
10 mm. Umiddelbart bakenfor recess asc. trænger den sig i dybden 
og deler sig T-formet i to med orbitaveeggen parallelt lepende grener av 
1,—ı mms bredde og 1—2 mm.’s heide. De to forgreninger staar i 
ca. I mm.'s utstrækning i aapen forbindelse med recessen. Fortil fort- 


sætter de sig som et sammenhængende, smalt cellelumen, som kun kan 


70 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


følges paa 6—8 snit.  Baktil danner den øverste gren, recess sup., 
en liten celle, som snart taper sig, mens recess inf. beholder sin for- 
bindelse med furens hovedlumen i ca. ı mm.’s utstrækning, hvorefter ogsaa 
den avsluttes i en liten celleutleper, som forevrig kun viser sig paa nogen 
faa frontalsnit. 

I 2den hovedfure kan paavises to benprocesser, som begge viser 
lamellebygning. Lamelle I danner grænseskillet mellem furens to 
hovedgrener og lamelle II mellem den nedre grens to recesser, recess. 
sup. og inf. (fig. 7 og 8). 


sdpeschowedfure, fissura ethmoidalis superioss 


HET US supremus, 


maaler en længde av ca. 8 mm. Furen begrænses nedad av concha ethm. 
med., den gdje, og opad av concha ethm. sup. og supr., den 4de og ste 
hovedmusling. Den 3dje hovedfure deles likesom den 1ste og 2den i en 


ram. asc. og en ram. desc. 


Ramus ascendens 
trænger sig opover mot lam. cribr., medialt begrænset av crus asc. IV og V 
og lateralt av orbitas benvæg. Recessen utvider sig til en 2—3 mm. lang 
og 2 mm. bred cell. asc. som gjennem sit 1X1 mm. store ostium kom- 


municerer med furens nedre gren. 


Ramus descendens 
preesenterer sig som en relativt aapenstaaende, 1—2 mm. bred spalte, som 


under den sterste del av sit forlep maaler en dybde av ca. 2 mm. 


Adiechionedture,tissura, ethimoida les "Supreme 


sees paa frontalsnittene kun som en helt overfladisk indbugtning i mucosa. 
Den strækker sig fra midten av meat. ethm. sup. parallelt med denne 
hovedfure ca. 2 mm. bakover (fig. 2). Den ste hovedfure, som viste 
sig paa den 2den næsehalvdel, kan paa dette praeparat ikke med sikkerhet 
paavises. 

Av hovedmuslingene sees den 2den, 3dje, 4de, 5te og 6te, 
som alle undtagen den 6te er beskrevet i sammenhæng med frontal- 
snittene (fig. 6—9). Den 6te hovedmusling treenger sig ned fra 
brusklaget i næsens bakerste og øverste parti som en 3 mm. lang, slank 
benlamelle, som viser sig paa ro snit. Den strækker sig parallelt. med 
benskelettet i concha ethm. supr. og er adskilt fra dette ved et tyndt 
slimhindelag. Dens øverste halvdel dannes av en tapformet forlængelse 


i det bakenfor liggende brusklag. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 71 


Det fremgaar av snittene, at concha med. eller concha ethm. 
inf. svarer til den 2den, og concha ethm. med. eller 
concha sup. til den 3dje hovedmusling. Detøverste 
parti av næsevæggen, som nedad begrænses av fiss. 
ethm. sup. og opad av lam. cribr, opbygges foran 
- fiss. ethm. supr. av den 4de og 5te hovedmusling. Av 
disse trænger den 4de hovedmusling sig frem længere 
baktil som concha ethm. sup, mens den 5te hoved- 
musling fortsætter sig bakover som benskelettet 
i concha ethm. supr. og forenersig med den 6te hoved- 


musling. 


PRÆPARAT III OG IV. 


(Højre og venstre næsehalvdel av et 3!/> mndr. gml. guttebarn.) 


PRÆPARAT III. 


(Heire næsehalvdel.) 


Næsevæggens længde 21 mm. 
x heide 17 mm. 

Maxillæravsnittets heide 12 mm. 

Ethmoidalavsnittets heide 5 mm. 


Forholdet som 1: 2,4. 


Meat. inf. Avstanden fra nedre rand av concha inf. til næsegulvet 
maaler !/,—1 mm. og er størst i den bakre halvdel av næsekaviteten. 
Spalten mellem muslingebenet og sidevæggen i meat. inf. er trang fortil, 
1,—ı mm., men utvides omkring ost. max. til en bredde av 1—2 mm. 
I næsekavitetens bakerste parti taper concha inf. sin krumning nedad, 
saa meat. inf. her danner en 2 mm. bred, aapen rende mellem muslinge- 


benet og næsegulvet. 


72 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Næsevæggens ethmoidale avsnit. 
Fiegr. 


Fotografi av heire næsehalvdel i nat. størrelse. 


Av ethmoidalfurerne sees paa fotografiet foruten meat. med. to furer, 
meat. sup. og supr., som fortil forenes til en næsegang. Concha sup. 
præsenterer sig kun som et smalt, ribbeformet fremspring, hvis forreste 


parti skjules under concha supr. 


Fig. 2. 


Fotografi av venstre næsehalvdel i nat. størrelse. 


Meat. sup. og supr. danner her to parallelt løpende furer. Disse er 


under hele sit forløp skilt fra hverandre av en vel utviklet concha sup. 


1914. No. I. 


DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT 


Fig. 3. 


i 1/, størrelse. 


av voksmodellen 


Fotografi 


Cn 
f 


, 3dje hovedmu 


74 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Lis ue 
Fotografi av voksmodellen, hvor de overste deler av meat. med. 


og sup., recess. asc. I og II, er aapnet. Den forreste del av crus asc. II 


samt crus asc. III er fjernet. Frontalsnittenes beliggenhet er markert. 


‘Pr. sup. 


an or 
=D Bp Eh 
eG qi ui 
e 
> 
- — — 
= Sa aa 
=) [2] [2] 
wn n n 
concha intermed. = GE 
! i 
L ! U 


concha intermed. front | 


ode COIN (ed) 


cell. asc.es 1,,-— 3 


«7-8 
i - 


E cell. asc. II 


hiatus semilun., 


CET, —. 


>. meat. supr., 
4 3dje hovedfure 


^. meat. sup., 
2den hovedfure 


. meat. med., 
iste hovedfure 


Hiatus semilun. sees i hele sin længde. Nedenfor denne boier proc. 
uncinat. sig utover den forreste del av meat. med. Ovenfor proc. uncinat. 
og hiatus præsenterer recess. asc. I sine tre frontalceller, hvorav de to 
forreste har ostierne liggende helt foran hiatusspalten. 

Dorsalt for den rste hovedfure trænger den 2den hovedfures ovre gren 
sig opover mot lam. cribr. Fra dens hovedlumen utgaar fortil en sterre 


celleutleper. 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALE AVSNIT. 


lamelle V, 
concha intermed. pr. inf.---- 


12 
Fig. 5. 

Fotografi av voksmodellen, hvor duct. naso-lacrym. og furernes nedre 
grener er blotlagt. Proc. uncinat. og den everste del av concha inf. 
samt en del av lateralvæggen i recess. asc. II (crus asc. II) er fjernet. 

cell. bullae ethm. 2den hovedfures lamelle 
lamelle I, Saat ie 
concha intermed. pr. sup. _ reve 
lamelle II, lamelle II 
concha intermed. pr. med... 

concha intermed. front —— 59 
meat. supr., 
cell. asc.es I 3dje hovedfure 


infundibularceller _ 


duct. nasolaerym..-. - 27 a un er -.meat. sup. 


2den hovedfure 


— M —— au 


I 
i 


Infundibularspalten treenger sig forover med tre celleutlepere, av hvilke 
den største naar. op i højde med den nederste frontalcelle. Nedad staar 
infundibulum gjennem det trange maxillærostium i forbindelse med over- 
kjzevehulen, som paa dette præparat strækker sig frem til duct. naso-lacrym. 
Bulla ethm. er aapnet, saa den nederste del av bullacellens lumen sees. 
Cellen skilles fra recess. asc. I av den øverste bullalamelle, concha inter- 
med. pr. sup. 

I den 2den hovedfure umiddelbart nedenfor furens ram. asc. I sees 
to celleutlepere. Av disse danner den øverste, recess. sup., en avlang, 
litt større celle, som delvis er blotlagt, mens recess. inf. kun viser sig 


som en smal spalte. 


76 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


rate ho wed tuie: 
Fig. 6, frontalsnit I. 


Snit fra den forreste del av furen. 


: cell. asc. I 
concha intermed. front. PO == 


l lle I, ha int d. pr. sup. 
2denhovedmusl,conchamed... ae P 


ee ace Eee E __--lamelle II, concha intermed. pr. med. 


Se lamelle JU 


proc. uncinat.— 


infundibularceller—-—- : 


meat. er OU 


en lamelle IV 


ıste hovedfure, —-..lamelle V, concha intermed. pr. inf. 


Recess. asc. I traenger sig mellem crus. asc. Il og proc. uncinat. opover 
mot lam. cribr. og danner en cellular utbugtning, som medialt begraenses 
av crus asc. II og lateralt av orbitavæggen. Nedenfor denne cell. asc., 
som svarer til den bakerste og sterste av frontalcellerne (fig. 4), staar 
fire benprocesser frem fra orbitas benvzeg. 

Den øverste av disse, lamelle I, concha intermed. pr. sup., opbygger det 
benede graenseskille mellem cell. asc. og det nedenfor liggende, uregelmæssig 
formede lumen. Dette repræsenterer infundibularspaltens fortsættelse for- 
over og deles længere fortil i de to øverste infundibularceller, som er aapnet 
paa fig. 5. Lamelle I forenes fortil med proc. uncinat. og smelter baktil 
sammen med lamelle II for at danne bullacellens forreste begraensning. 

Lamelle Il, concha intermed. pr. med., viser sig paa dette snit kun 
som en litet fremtrædende benproces nedenfor lamelle I. Længere fortil 
forenes ogsaa den med proc. uncinat. og danner greenseskillet mellem de to 
øverste infundibularceller. I dorsal retning utvikler den sig til den muslinge- 
dannelse, som præsenterer sig paa fig. 7. Det lille lumen nedenfor lamelle III 
skriver sig fra den nederste og mindste av infundibularspaltens utlopere. 
Infundibularcellen sees paa fig. 5, hvor den skyter sig frem langs den 


forreste del av overkjævehulens tak. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 77 


Lamelle III kan kun følges paa 8—10 snit. Fortil opbygger den 
et av de intercellulære septa mellem infundibularcellerne, og baktil taper 
den sig i orbitavæggen. 

Lamelle IV, som markerer grænsen mellem sin. max. og den ne- 
derste infundibularcelle, viser ferst længere baktil, hvor den smelter sam- 
‘men med orbitas benvæg, antydning til lamellebygning. 

Nedenfor denne benproces sees en flat fortykkelse i den overste del 
av overkjævehulens laterale benvæg. Fortil taper den sig i antrumvæggen. 
Baktil danner den infundibularspaltens laterale begrænsning i hele dens 
utstrækning og svarer efter sin beliggenhet til concha intermed. pr. 
inf. (fig. 7). Dette blir altsaa den 5te benlamelle i iste hovedfure. 

Foruten de fem beskrevne bendannelser ser man paa dette snit endnu 
en liten benproces, som stikker frem fra den øverste del av crus asc. II 
i højde med lamelle I. Længere fortil antar denne benproces lamelle- 
karakter og forenes med lamelle | for at danne den nedre begrænsning 
for den bakerste store cell. asc. (fig. 4). Benprocessen, som kan følges 
i en utstrækning av ca. 2 mm., maa sandsynligvis opfattes som en av de 
frontale bimuslinger. 

Proc. uncinat. begrænser infundibulum medialt. Dens traadtynde 
benlamelle, som krummer sig indover mot luminet i recess. asc., er sterkt 
fortykket saavel i sit øverste som i sit nederste parti. 

Nedad sees overkjævehulens pæreformede profil mellem næsevæggen 


i meat. inf. og med. og orbitas benvzeg. 


78 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Fig. 7, frontalsnit II. 


Snit umiddelbart bakenfor ost. max. 


cell. asc. II. 


_-cell. bullae ethm. 
recess. sup... 


2den hovedmusl., concha med. ---lamelle II, concha intermed. pr. med. 


recess. inf..-... 


ıste hovedfure, meat. med..- 


proc. uncinat. ~~ 


Den iste hovedfures nedre gren er delt i sine to forgreninger, recess. 
sup. og inf Recess. su p. trænger sig opover mot bullacellen mellem 
2den hovedmusling og bulla ethm.  Bullacellen, hvis timeglasformede lumen 

. sees mellem recessen og orbita, forenes !/; mm. længere baktil med recess. 
sup. Recess. inf. beier nedad mot antrum, uten dog at opnaa forbin- 
delse med denne, da ost. max. har lukket sig tre snit længere fortil. Det 
avlange cellelumen, som ovenfor bullacellen pneumaticerer den overste del 
av næsevæggen, stammer fra cell. asc. II, som her skyter sig frem bakfra. 

Fra orbitaveeggen staar frem to bendannelser. Den ene av disse, 
som svarer til lamelle II paa fig. 6, altsaa til concha intermed. 
pr. med., viser uttalt muslingekarakter og begraenser bullacellen nedad. 
Den fortsætter bakover paa fig. 8. | 

Umiddelbart nedenfor concha intermed. pr. med. springer frem fra 
lateralvæggen en bred benprominens, den iste hovedfures lamelle V. 
Benprocessen begrænser infundibularspalten lateralt i dens forreste to 
tredjedeler. Dens fortszettelse fortil sees paa fig. 6. Bakover kan den 


kun følges i 1 mm.’s utstrækning, inden den taper sig i orbitas benvæg. 


T1 — 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 79 


Paa frontalsnittene fra denne næsehalvdel viser ikke lamellen muslinge- 
bygning. Undersøkes imidlertid de tilsvarende snit fra den anden næse- 
halvdel, vil man se, at der fra dens mest fremstaaende parti parallelt med 
orbitavæggen skyter frem en slank, boiet benlamelle, som røber dens 
muslingekarakter. Lamelle V svarer efter sin lokalisation til concha 
intermed. pr. inf. Paa dette præparat deltar den ikke i bullacellens 
begrænsning. 

Proc. uncinat. danner en traadtynd benlamelle, hvis øverste parti av- 
sluttes i en skarpt markert, knopformet fortykkelse. Den trænger slim- 
hinden som en valk indover mot meat. med. 

Overkjævehulens trekantede profil sees mellem den mediale næsevæg 


| i meat. inf. og med. og orbitas benvæg. 


Fig. 8, frontalsnit III. 


Snit fra furens bakerste avsnit. 


recess. asc. Ik 


..- cell. bullae ethm. 


" A} i __--lamelle VI 


---------Jamelle II. concha intermed. pr. med. 


3dje hovedmusl.. a 


2den hovedmusl., concha med.. 


LES 4 ;4 : o n I > 5 = . 
recess. sup..---- 2 | -lamelle V, concha intermed. pr. inf. 


recess. inf, _ 


iste hovedfure, meat. med.-” 


Bullacellens ostium har netop lukket sig baktil. Cellens lumen er 
derfor avskaaret fra sin forbindelse med den nedenfor liggende recess. 
sup. Recess. sup. begraenses nedad av en vel utviklet muslingedannelse, 
som stikker frem fra orbitavæggen mellem recessen og hiatus. Det er den 
bakerste del av lamelle II, concha intermed. pr. med. (fig. 6 


og 7), som her præsenterer sig. Benprocessen kan følges over i 2den 


80 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


hovedfure som basallamellen til den anden hovedmuslings crus desc. 
Nedenfor denne benlamelle sees den sidste restav lamelle V, concha 
intermed. pr. inf, kun som en fortykkelse av orbitas benvæg. Længere 
baktil er de to lamelledannelser rykket helt sammen. 

Foruten disse to conchae intermed.ae viser sig en tredje benproces 
med muslingekarakter, den 6te i ıste hovedfure. Den springer frem 
fra orbitavæggen mellem recess. sup. og bullacellens lumen.  Benlamellen, 
som sees paa ca. 15 snit, smelter fortil sammen med lamelle.II. Baktil 
forenes dens perifere del med crus asc. ll og danner den nedre begræns- 
ning for bullacellens bakerste avsnit. 

Langs basallamellen til den 2den hovedmuslings crus asc., mellem den 
og den 3dje hovedmusling, strækker recess. asc. II sig opover mot orbita- 
væggens øverste part. Den 2den hovedmusling, som paa dette 
frontalsnit med sin crus asc. danner det benede grenseskille mellem den 
Iste og den 2den hovedfures forgreninger, begrænser længere fortil ram. 
asc. I medialt (fig. 6'. Baktil fortsættes dens basallamelle som den 2den 
hovedfures lamelle I, mens dens lam. recurv. forenes med den rste hoved- 
fures lamelle II. 

Proc. uncinat. sees paa dette frontalsnit kun som en traadformet, 
saavidt synlig benlamelle, som danner den nedre begrænsning for den 
bakerste del av recess. inf. 

Nedad mellem concha inf. og orbita viser overkjævehulen sit flat- 


trykte profil. 


we 


Re 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 81 


2den hovedfure. 


Fig. 9, frontalsnit IV. 


Snit fra det parti av furen, som ligger umiddelbart bakenfor kom- 


munikationsaapningen mellem dens to grener. 


| 
__ cell. asc. II 
UN ___----2den hovedfures lamelle ! 
gdje hovedmusl. — — — cut 
concha saprÅ d ....-recess. sup. II 
4de og 5te hovedmusl..---- " .——- -d0—-— i 


2den hovedmusl, concha med.-- 


#-----------2den hovedfures lamelle !I 
2den og 3dje hovedfure-- A 


---recess. inf. II 


ıste hovedfure, meat. med..-- 


Cell. asc. II præsenterer sit lumen mellem lam. basil. III—V og orbita- 
væggen. Dens forbindelse med den nedre gren er avbrutt tre snit længere 
fortil. Ram. desc. har !/ mm. længere baktil delt sig i to recesser. De 
fremtrær paa dette snit som to adskilte lumina. Det største dannes av 
recess. sup., som fortsætter furen utover mot orbitavæggen. Det nedenfor 
liggende lille cellelumen, mellem recess. sup. og den 2den hovedmulings 
basallamelle, stammer fra recess. inf., som har skutt sig forover med en 
liten celleutleper. 

Fra orbitaveggen staar frem to benlameller. Den øverste, 
lamelle I, som repræsenterer fortsættelsen bakover av den 2den hoved- 
muslings basallamelle, danner længere fortil grænsen mellem ram. asc. og 
desc. Et par snit længere baktil forenes dens perifere parti med den 3dje 
hovedmuslings lam. recurv. 

Den 2den benlamelle i denne hovedfure, lamelle II, markerer 
greenseskillet mellem recess. sup. og inf. Den er her ikke meget frem- 


trædende, men er adskillig større længere fortil, hvor den forener sig 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. r. 6 


82 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


med crus desc. Il for at danne den øvre begrænsning for cell. inf. Ben- 
processen kan følges over i ıste hovedfure, hvor den smelter sammen 
med basallamellen til concha intermed. pr. med. Baktil taper lamelle II 
sig i orbitavæggen. 

Concha supr. forgrenes nedad i to smaa benlameller, hvorav den 
lateralt liggende, som netop omtalt, svarer til den 3dje, og den 
medialt liggende til den 4de og 5te hovedmusling. Den 3dje 
hovedmusling skilles længere baktil fra sin basallamelle, forener sig 
med den 2den hovedfures lamelle I og trænger litt efter litt frem mot 
næsevæggens mediale flate som crus desc. HI. Hovedmuslingens crus 
desc., som svarer til præparatets concha sup., strækker sig helt bakover 
til nasopharynx. Den anden benlamelle omfatter baade den 4de og 
den 5te hovedmusling. Den deles længere dorsalt i to mindre 
celleutlopere, hvorav den lateralt liggende, som repræsenterer den 4de 
hovedmusling, relativt hurtig atter taper sig, mens den anden 
medialt liggende, som repreesenterer den 5te hovedmusling, kan 
følges bakover mod nasopharynx som præparatets concha supr. 

Den flate, rendeformede fordypning mellem den 3dje hovedmusling 
og den 4de og 5te er den 3dje hovedfure. Den forreste del av meat. sup. 

mfaiter altsaa baade den 2den og 3dje hovedfure. 

Længst nede mellem meat. med. og orbita sees overkjævehulens flat- 


trykte lumen. 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NESEVEGS ETHMOIDALAVSNIT. 83 


PRZEPARAT IV. 
(Venstre næhehalvdel.) 


De efterfelgende tre frontalsnit skriver sig fra venstre nzsehalvdel, 
hvor de anatomiske forhold i 2den hovedfure arter sig noget ander- 


ledes end paa den heire side. 


p .3dje hovedmusl. 


2den hovedfures lamelle IT 


___4de hovedmusl., concha sup. 
cell sup. Zl — — d 


2den [hcvedures lamelle III..--—- 


cell. inf. IL .-—-^ ^ , 


2den og 3dje hovedfure, meat. sup. 
= 2den hovedmusl., concha med. 


So tste hovedfure, meat. med. 


Kommunikationsaapningen mellem den 2den hovedfures to hovedgrener 
har lukket sig tre snit længere fortil. 

Av de tre cellelumina langs orbitavæggen repræsenterer det øverste 
furens cell. asc. II, mens de to nederste stammer fra den nedre grens to 
recesser, recess. sup. og inf. Cell. asc. begrænses nedad av den 2den 
hovedfures øverste bimusling, lamelle I, som er forenet med den 3dje 
hovedmuslings lam. recurv. Lamelle I danner fortsættelsen bak- 
over av basallamellen til den 2den hovedmusling. Benprocessen opbygger 
den øvre og laterale begrænsning for den nedenfor liggende cell. sup. 
Cellen er netop avgreenset fra sin forbindelse med den nedre grens 
hovedlumen. Luminet nedenfor cell. sup. skriver sig fra furens cell. inf. 
Greenseskillet mellem dette og cell. sup. markeres av en benbjelke, som 
i en svak krumning strækker sig fra orbitavæggen til crus desc. II. Ben- 
bjelken taper sig fortil blandt lamellerne i rste hovedfure. Dens fort- 
sættelse bakover sees paa fig. 2. 


Nedad sees overkjævehulens lumen mellem meat. med. og orbita. 


84 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


De to efterfelgende frontalsnit ligger 1 og 2 mm. bakenfor det sidst 


beskrevne. 


Fig. 2. 


2den hovedfures lamelle ].. — i __..3dje hovedfure 


2den hovedfures lamelle II.... ^ 


2den hovedfures lamelle III__..------ ---. ----4de hovedmusl., concha sup. 


2den hovedfures lamelle IV ---- us cede hovedmusl. 


V IN ^«2den hovedfure, meat. sup. 


^ 
N 


B 2 M 
EIS E “eden hovedmusl., concha med. 


b 
^»rste hovedfure, meat. med. 


Cell. asc. II sees likesom paa fig. 1 langs den øverste del av orbita- 
væggen. Cellen begrænses nedad av den 2den hovedfures lamelle I, 
som fremdeles er forenet med lam. recurv. Ill. Den 3dje hoved- 
musling danner den laterale begrænsning for den 3dje hovedfure. 
Furen er paa dette præparat langt mere fremtrædende end paa den anden 
næsehalvdel og begrænses medialt av den 4de hovedmusling, 
concha sup. ) 

Nedenfor lamelle I staar tre smaa benprocesser frem fra lateralvaeggen 
i 2den hovedfure. Den øverste av disse, lamelle II, kan følges bak- 
over paa et par frontalsnit, indtil den forenes med den 3dje hovedmusling 
for at danne taket i den dorsalt liggende del av recess. sup. Nedenfor 
lamelle II markerer lamelle III, som ogsaa viste sig paa fig. I, grænse- 
skillet mellem recess. sup. og inf. Den taper sig i orbitavæggen fem snit 
leengere baktil. 

Den nederste 4de lamelle, har paa ‘en hel del snit utpræget 
muslingeform. Den begrænser opad den lille celleutloper, som skyter 
sig bakover fra recess. inf. langs den 2den hovedmuslings basallamelle. 
Fortil taper lamellen sig 1 orbitaveeggen. Dens fortsaettelse bakover sees 
paa fig. 3. Likesom lamelle I og II forenes den tilsidst med den 3dje 


hovedmusling. 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 85 


Paa dette fotografi sees saaledes i 2den hovedfure ikke mindre end 
fire lamelleformede bendannelser. Alle disse er paa et 
eller andet frontalsnit skilt fra hverandre ved tydelige indbugtninger i 


slimhinden. 


„Ste hovedmusl. 


ef ste hovedmusl., concha supr. 


2 
+ 


lam. basil. II og IV. E .4de hovedfure, meat. supr. 


- 


recess. inf. II __- tde hovedmusl., concha sup. 


2den hovedfures lamelle IV..... CNE pi __---------2den hovedfure, meat. sup. 


'77—-3dje hovedmusl. 
SID. max.- -- ------ PLUS M. ~~.2den hovedmusl., concha med. 


“>. ıste hovedfure, meat. med. 


Av de under fig. 2 omtalte benlameller viser lamelle IV sig frem- 
deles. Den danner den nedre begrænsning for den bakerste del av recess. inf. 
Lamellen har her utpræget muslingekarakter og er forenet med den 3dje 
hovedmuslings lam. recurv., som længere baktil taper sig i orbitas benveg. 

Av hovedmuslinger sees den 2den, 3dje, 4de, 5te og 6te. 
Den 2den hovedmusling præsenterer sig som concha med. Den 
3dje hovedmusling er, som allerede nævnt, ifeerd med at legge 
sig ind til orbitaveggen. Den 4de hovedmuslings lam. recurv. 
danner benskelettet i concha sup. og forenes med lam. recurv. III til én 
basallamelle av betragtelige tykkelse. 

Av de to øverste hovedmuslinger har den 5te en uttalt muslinge- 
bygning med en lang, tynd basallamelle og en skarpt markert lam. recurv. 
Den fortoner sig makroskopisk som concha supr. Den lille benlamelle, som 
stikker ned fra lam. cribr. parallelt med det øverste parti av lam. basil. V, 
svarer efter rækkefølgen til den 6te hovedmusling. Den sees kun 
paa fem snit, hvorefter den smelter sammen med den 5te hovedmusling. 

Det vil av frontalsnittene fremgaa, hvorfor concha sup. paa prep. III 


og IV viser forskjelligartig anatomisk bygning. Paa den hoire side 


86 REIDAR GORDING. M.-N. Kl: 


dannes concha sup. av 3dje hovedmusling, som fortil beier av 
utad og lægger sig ind til lateralvæggen i dybden av meat. sup. (fig. 9). 
Først længere baktil efter at ha forenet sig med den 2den hovedfures 
lamelle I trænger den sig frem mot næsevæggens mediale flate som concha 
sup. Paa venstre side dannes derimot concha sup. av 4de hoved- 
musling, hvis vel utviklede benlamelle er altfor fremtraedende til, at 
den kan skjules av ovenfor liggende muslingedannelser. Selv paa fig. 3, 
hvor dens lam. basil. nærmer sig orbitas benvæg, rager dens lam. recurv. 


langt frem foran den ovenfor liggende ste hovedmusling. 


Oversigt over praeparat III. 
Iste hovedfure, meatus medius, 


har en lengde av ca. 20 mm. Den nedre del av furen maaler fra over- 
flaten av concha inf. til concha med.'s nedre kant 2—3 mm., paa enkelte 
snit indtil 4 mm. (fig. 6). Spalten mellem concha med. og lateralvæggen 
har en gjennemsnitlig bredde av !/—1i mm. og er smalest langs ost. max. 

Furens dypere liggende avsnit ved dens to hovedgrener er blotlagt 
paa fig. 4 og 5. 

Ramus ascendens. 

Furens øvre gren danner tre cellulære utbugtninger, som utbrer sig 
vifteformet fra crista ethm. til lam. cribr. (fig. 4). Av de tre cell. asc.es, 
som medialt begrænses av crus asc. II og lateralt av orbitavæggen, er den 
øverste størst og repræsenterer fortsættelsen av recessens hovedlumen. 
Cellen maaler en langde av 5—6 mm., en bredde av 2—3 mm. og en 
heide av ca. 6 mm. Dens ostium aapner sig ovenfor hiatusspalten. Fra 
ostiet strækker der sig en vel markert, bred fure nedover mot hiatus (sees 
ikke paa fig. 4). De to to andre frontalceller er adskillig mindre med en 
heide- og breddediameter av ca. 2 mm. og en længdediameter av 3 resp. 
1!/» mm. Begge disse celler utmunder foran hiatus, mellem den og concha 


med. feestet. 


Ramus descendens. 

Av denne grens to recesser trænger recess. sup. sig op mellem crus 
asc. II og concha intermed. pr. med. gjennem den !/, X 1/2 mm. store aap- 
ning og utvides til et 5 mm. heit og 1—2 mm. bredt hulrum. Kaviteten 
strækker sig parallelt med orbitavæggen i ca. 3 mm.’s længde og danner 
preparatets bullacelle (fig. 5 og 7). Fra cellen utgaar baade forover 
og bakover smaa utlepere, som forevrig kun sees paa nogen faa snit. 

Den anden gren, recess. inf., er aapnet paa fig. s. Dens øverste 
del, /uatus semilun., maaler en længde av ca. 7 mm. og en bredde av 


1/,—1 mm. Spalten begrænses i sit forreste parti opad av concha inter- 


Toon mo € inmmm—nu——— uu 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 87 


med. pr. sup. Dens øvre begrænsning dannes forevrig av concha inter- 
med. pr. med. Den nedenfor liggende infundibularspalte er som 
helhet noget trangere end hiatus. Fortil utvides infundibulum til en bredde 
av ca. 2 mm. og forgrenes i tre utlepere, hvorav den nederste er den 


mindste og kun sees som en smal, ı mm. lang spalte. De to øverste er 


. derimot noget større, et par mm. i diameter, og strækker sig forover 


mellem proc. uncinat. og orbitaveggen i ı resp. 2 mm.’s længde (fig. 5 
og 6). Den ca. 4 mm. dype infundibularspalte aapner sig nedad i antrum 
gjennem det trange maxillærostium, hvis længde- og tverdiameter 
ikke overstiger 1/2 mm. Ostiet begrænses medialt av den nederste del av 
proc. uncinat. og lateralt av concha intermed. pr. inf. 

Sin. max. har en længde av ca. 13 mm. og strækker sig 3 mm. frem 
foran maxillærostiet. Kavitetens profil er i den forreste halvdel av hulen 
pæreformet og ca. 5 mm. heit og 3 mm. bredt. Længere baktil appla- 
neres hulen litt efter litt, saa dens cirkumferens bakenfor ostiet avtegner 
sig som en skraat liggende trekant med avrundede hjerner (fig. 6—9). 

I ıste hovedfure sees syv benprocesser, hvorav de seks er 
lokalisert til furens ram. desc. Fem av de infundibulære benprocesser viser 
mere eller mindre utpreget lamellebygning. To av dem, lamelle I 
og II, begge med uttalt muslingekarakter, opbygger bulla ethm. og svarer 
til Kırııan’s concha intermed. pr. sup. og med. Den bendannelse, som 
repræsenterer concha intermed. pr. inf har ikke lamellebygning og deltar 
ikke i opbygningen av bulla ethm. 

Proc. uncinat. kan paa dette præparat ikke følges i hele sin utstræk- 


ning, da snittene paa næsens forreste parti er utilstrækkelig farvet. 


2den hovedfure, meatus superior, 


begranses nedad av concha med., den 2den hovedmsuling. Furens be- 
grænsning opad dannes i dens forreste tredjedel av concha supr., den 
3dje, 4de og ste hovedmusling, og i dens bakerste to tredjedeler av 
concha sup., den 3dje hovedmusling. Den 2den hovedfure har en længde 
av 13 mm. og en bredde av ca. r mm. Forbindelsen mellem dens to 


grener formidles her ved en ca. 2!/, mm. lang og !/—1: mm. bred spalte. 


Ramus ascendens 
utvider sig til en cell. asc. av ca. 5 mm.’s lengde og av en gjenemsnitlig 
højde av 3 mm. Den del av kaviteten, som repræsenterer ostiets forlæn- 
gelse opad, er relativt smal, ca. 1 mm. De partier av hulen, som ligger 
foran og bak kommunikationsaapningen, er imidlertid betydelig bredere, 
ca. 3 mm. Fra den forreste del av cell. asc. utgaar en sterre celleutleper, 


som strækker sig 2—3 mm. forover i cellens direkte fortsættelse. 


88 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Ramus descendens. 

Furens nedre gren trænger sig i dybden 1 mm. bakenfor kommuni- 
kationsaapningen med ram. asc. og deles i to forgreninger, recess. sup. og 
inf. Recess. sup. er den største og naar en hoide- og breddediameter av 
3 “2mm. Den staar i ca. 2 mm.’s utstrækning i aapen sammenhæng med 
ram. desc. og fortsættes forover mellem orbita og recess. asc. som en 
1l mm. lang celleutleper. Baktil indsnevres recessens lumen hurtig og 
avsluttes tilsidst i en liten utleper. Recess. inf. staar i forbindelse med 
hovedluminet gjennem en trang aapning, som kun sees paa to snit. Den 
trænger sig forover som en ca. 2 mm. lang utleper (fig. 5). 

I 2den hovedfure kan kun paavises to benlameller, som begge 
er beskrevet under fig. 9. En sammenligning med den anden næsehalvdel 
viser, at lamellesystemet i 2den hovedfure paa venstre side er langt mere 
utviklet end paa dette præparat. Paa frontalsnittene av venstre næse- 
halvdel sees saaledes ikke mindre end fire lamelleformede ben- 


processer i 2den hovedfure (prep. IV, fig. 1— 3). 


2dje hovedfure,meatus supremus 


Furen er vel utviklet og maaler en længde av ca. 6 mm. Dens 
forreste parti skjules i taket av meat. sup. som en 1, mm. lang, flat, 
rendeformet fordypning mellem den 3dje og 4de hovedmusling. Længere 
baktil, efter at den 3dje hovedmusling har trængt sig frem mot næse- 
veeggens mediale flate som concha sup., begraenses denne fure nedad av 
crus desc. III og opad av concha supr. 

Da concha supr. opbygges av den 5te hovedmusling, skulde 
meat. supr. omfatte baade den 3dje og 4de hovedfure. Den 4de hovedfure 
er imidlertid ikke utviklet, saa meat. supr. repræsenterer fortsættelsen bak- 
over av den 3dje hovedfure. Likesom den 4de mangler ogsaa den ste 
hovedfure enhver utvikling. 

Av hovedmuslin zen evsees den 2den, 3dje; 4de NE 
og 6te. Den 2den hovedmusling er narmere omtalt under 
fig.8. Den 3dje, 4de og 5te er beskrevet under fig. 9. Den 6te 
hovedmusling viser sig paa snittene fra den forreste del av meat. 
supr. som en slank, lamelleformet benproces. Den strækker sig paa 6—8 
snit parallelt med den everste del av crus asc. V opover mot lam. cribr. 

Det fremgaar av snitserien, at concha med. dannes av den 2den 
hovedmusling, concha sup. av den 3dje og concha supr. av 
den 4de, 5te og 6te hovedmusling, hvorav den 5te uten 


sammenligning spiller den sterste rolle. 


Oversigt over praeparat IV, konfr. side 85— 86. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETMOIDALAVSNIT. 8 
9 


PRÆPARAT V. 


(Højre næsehalvdel av et 7 mndr. gml. pikebarn.) 


Neeseveeggens længde 24 mm. 
Neeseveeggens heide 21 mm. 
Maxillæravsnittets heide 7 mm. 
Ethmoidalavsnittets heide 14 mm. 


Forholdet som 1: 2. 


Meat. inf. har en bredde av 2—3 mm. fra muslingebenets laterale flate 
til sidevaeggen i meat. inf. Avstanden fra den nedre concharand til næse- 


gulvet maaler gjennemsnitlig 11/; mm. 


Neseveggens ethmoidale avsnit. 


Eig 


Fotografi av heire næsehalvdel i nat. størrelse. 


Foruten meat. med. sees kun én ethmoidalfure, meat. sup., som er 
usedvanlig bred og aapenstaaende. En accessorisk fure strakker sig fra 


den nedre rand av concha med. bakover i horisontal retning. 


90 REIDAR GORDING. 


M.-N. Kl. 


Fig, 2. 


Fotografi av venstre næsehalvdel i nat. størrelse. 


Paa dette praeparat fortsaettes den forreste del av meat. sup. opover 


mot lam. cribr. sonı en bred, vel markert fure. 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 


Fig. 2: 


Fotografi av voksmodellen, hvor den øverste del av meat. med., iste 


hovedfure, samt meat. sup., 2den hovedfure, er aapnet. Concha med., 


2den hovedmusling og den forreste del av concha sup., crus asc. III — V, 


er fjernet. Frontalsnittenes beliggenhet er markert. 

== === © 
mo =o CO e 

cellasces ee : s 

' do 50 bo bo bp bn 

LE cece 

y Rue ESI 

i E 

" M 


fr. 


\ „concha inter- Rd 
med. pr. sup. 241) 


MER cell. asc. II 
_--- ste hovedmusl. 


...meat. sup., 
hiatus semilun. 2den og 4de hovedfure 


ost. cell. bullae ethm.-../= 


E meat. med., 
ıste hovedfure 


Hiatus semilun. viser sig i hele sin længde. Ovenfor hiatus præsen- 


terer ram. asc. fire celleutlepere, hvorav den bakerste har sit ostium 


beliggende bakenfor den overste del av spalten. Cell. asc. post. skilles 


fra de evrige frontalceller av concha intermed. pr. sup. 


Dorsalt for ram. asc. I pneumaticerer cell. asc. II den midtre del av 


næsevæggen. Kaviteten deles baktil i to terminalceller, hvorav kun den 


everste og storste er utdissekert. Nedad staar cell. asc. II i forbindelse 


med furens nedre gren. Kommunikationsaapningen mellem de to grener 


er av usedvanlig længde. Umiddelbart bakenfor denne i den forreste del 


av ram. desc. sees den nedre grens recess. sup. som en kort spalte (fig. 4). 


92 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Fig. 4. 
Fotografi av av voksmodellen. Proc. uncinat., den everste del av concha 


inf, samt taarekanalens mediale væg, er fjernet, saa den ıste hovedfures 


recess. inf. og duct. nasolacrym. kommer tilsyne. 


ost. cell. bullae ethm. 
cell. asc.es I 
cell. asc. II 


! i 
, 


, recess. sup. II 


fi _3dje hovedmusl. 


meee „__ den hovedfures lamelle 


infundibularceller.. i i 


--.sin. max. 
duct. nasolacrym. -- 


À 


(a. meat. med., 
: Iste hovedfure 


Infundibularspalten praesenterer tre utiepere. Av disse har den overste 
skutt sig opover mot, lam. cribr., men naar ikke saa langt op som den 
medialt liggende recess. asc. De to andre celleutlopere trænger sig for- 
over nedenfor concha med.feestet. 

Overkjævehulen sees i sin helhet. Kaviteten naar ikke helt frem til 
taarekanalens nasale utmunding. 


Forevrig arter de anatomiske forhold sig som paa fig. 3. | 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 93 


Iste hovedfure. 


Fig. 5, frontalsnit I. 


Snit fra den forreste del av furen. 


cell. asc. I, cell. asc. post. _ 
_lamelle I, concha intermed. pr. sup. 


lamelle II, concha intermed. pr. med. 


7 


>” -infundibulum 


2den hovedmusl., concha med. ... ----# 


iste hovedfure, meat. med...-- ^ 


proc. uncinat. ^^ 


Den iste hovedfure, meat. med., er trængt op mellem concha med. 
og proc. uncinat. og har delt sig i to grener, ram. asc. og desc. Ram. asc. 
danner furens direkte fortsættelse. Den utvides mellem crus asc. II og 
concha intermed. pr. sup. til en cell. asc. av betydelig størrelse. Ram. desc. 
trænger sig som recess. inf. utover mot orbitavæggen mellem den ıste 
hovedfures lamelle I, concha intermed. pr. sup., og proc. uncinat. og for- 
grenes T-formet i to utlepere. Den ene av disse danner infundibular- 
spalten og beier av nedad for at aapne sig i antrum. Den anden utleper, 
som repræsenterer infundibularspaltens forlængelse opad, strækker sig op- 
over langs orbitavæggen mellem den og den øverste bimusling. 

Av de infundibulere lamelledannelser sees paa dette fotografi tre, 
hvorav dog kun de to viser lamelleform. Den everste, lamelle I, concha 
intermed. pr. sup, har karakteristisk muslingebygning og danner, som 


allerede antydet, grænseskillet mellem den øverste del av infundibular- 


94 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


spalten og den medialt liggende cell. asc. post. Fortil forenes lamelle I 
med proc. uncinat., og baktil smelter den sammen med lamelle II for at 
opbygge den forreste del av bulla ethm. Saavel fortil som længere baktil 
lægger lamelle I sig ind til crus asc. II for at avgraense cell. asc. post. 
fra de foran og bakenfor liggende celleutlopere. 

Lamelle II, concha intermed. pr. med., viser sig paa dette frontalsnit 
som tre benprotuberanser, som springer frem fra orbitavæggen uten tegn 
til lamellebygning. Fortil taper de to øverste fremspring sig hurtig i orbita- 
væggen. Det nederste derimot fortsættes som en liten lamelleformet ben- 
proces. Den opbygger grænseskillet mellem infundibularspaltens nederste 
parti og antrum og forener sig tilsidst med basallamellen til concha inf. 
De tre benfremspring er opfattet som hørende til samme lamelledannelse, 
da de danner en sammenhængende, skarpt begrænset slimhindefold. Længere 
baktil smelter de sammen til ét større, benet fremspring, som vakuoliseres 
og forener sig med den rste hovedfures øverste lamelle for at omslutte 
bullacellen (fig. 6). Efter at denne har aapnet sit ostium, viser concha 
intermed. pr. med. uttalt lamellekarakter. Den fortsættes over i 2den hoved- 
fure som basallamellen til crus desc. II. 

Nedenfor concha intermed. pr. med. og adskilt fra den ved en skarpt 
markert fure i mucosa staar frem fra orbitavæggen en bred benprominens, 
den iste hovedfures lamelle IIl, som opbygger den laterale begrænsning 
for infundibularspaltens nederste avsnit. Denne benproces, som efter række- 
følgen svarer til concha intermed. pr. inf., viser antydning til lamellebygning. 
Dens nederste og mest fremstaaende parti forlænges nemlig nedad i et kam- 
formet fremspring, som paa flere frontalsnit skyter frem en vel utviklet, 
lamelleformet utleper av 2—3 mm'.s længde. Fortil taper concha intermed. 
pr. inf. sig i den laterale antrumvæg. Ogsaa baktil smelter den sammen 
med orbitas benveeg. 

Proc. uncinat. begrænser infundibularspalten medialt og præsenterer 
sig som en relativt solid benproces, hvis øverste halvdel er adskillig for- 
tykket og i sin bygning minder om en tungeformet lam. recurv. Ben- 


lamellens nederste del ligger 1 kontakt med ethmoidalprocessen til concha inf. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 


Fig. 6, frontalsnit Il. 
Snit ca. !i/ mm. bakenfor det sidst beskrevne. 


cell. asc. I, cell. asc. post. 7 


.. lamelie I, concha intermed. pr. sup. 


lam. basil. II... .. infundibularutleper 


recess. inf... ___-- lamelle II, concha intermed. pr. med. 


....- sulcus intermed. inf. 


2den hovedmusl., concha mar). -----lamelle III, concha intermed. pr. inf. 


iste hovedfure, meat. med. - 


proc. uncinat..-- - 


sin. max.--^^ 


De anatomiske forhold arter sig omtrent som paa fig. 5. 


Av recess. inf. sees hele dens nederste parti, mens dens øverste 


avsnit, som viste sig paa fig. 5, her kun repræsenteres av det lille celle- 


lumen mellem den øverste bimuslings basallamelle og orbitavæggen. 


Av de tre conchae intermed.ae er concha intermed. pr. sup. og med. 
rykket ind til hverandre. Den everste lamelles lam. recurv. omfatter et 
lyst midtparti. Det samme er tilfældet med benrammen til concha intermed. 


pr. med. Et par snit længere baktil smelter de to bimuslinger helt sammen 


og aapner sig for at omslutte bullacellens forreste parti. 


Den dype fure, som adskiller lamelle II og III, concha intermed. pr. 
med. og inf, svarer til KirLrAN's sulcus intermed. inf. Furen, som ogsaa 
viste sig paa fig. 5, kan felges forover og bakover, ca. 1 mm. i hver retning. 

Den rendeformede fordypning nedenfor lamelle III strækker sig ca. 
I mm. bakover, indtil den taper sig i den nederste del av infundibulum 


umiddelbart bakenfor ost. max. 


96 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Proc. uncinat. danner fremdeles infundibularspaltens mediale begrzens- 


ning. Den præsenterer sig som en solid benproces uten særlig karakteristisk 


bygning. 
Nedad mellem concha inf. og orbitavæggen sees overkiævehulens pzre- 


formede profil. 
2dem Mew ediu ne. 
Fig. 7, frontalsnit III. 


Snit umiddelbart bakenfor recess. asc. II. 


lam. basil. IJ, esser asc. I 


5te hovedmusl., concha sup. 


recess. sup. II 


eee eee . 2den hovedfures lamelle II 


3dje hovedmusl.---- =" wi 
2den hovedfure.- ^. 


rste hovedfure, meat. med.- 


sin. Max." 


tandsæk - ^ 


De to cellelumina langs orbitas benveeg skriver sig fra den 2den hoved- 
fures cell. asc. Det nedenfor liggende lille lumen stammer fra den nedre 
grens recess. sup., som her sender en utloper bakover. 

Det benede grænseskille mellem recess. sup. og den nedre grens 
hovedlumen dannes av en lamelleformet benproces, som staar frem fra 
orbitaveeggen. Benprocessen, den 2den hovedfures lamelle II, kan følges 
paa snittene forover, indtil den, efter at ha forenet sig med furens lamelle I, 
taper sig 1 orbitavæggen. Baktil begrænser benprocessen cell. sup. II nedad 
og forenes, efter at cellen har lukket sit lumen, med lam. recurv. III (fig. 8). 
Lamelle I sees ikke paa dette snit. Den markerer længere fortil grænsen 
mellem furens ram. asc. og desc. og har tapt sig 1 orbitas benvæg. 

Av hovedmuslinger paavises foruten crus. desc. II (concha med.) 
ogsaa den 3dje og 5te. Den 3dje hovedmusling opbygger med sin 


basallamelle den mediale og nedre begraensning for de to fer omtalte celle- 


ste hovedmusl., concha sup. 


Iste hovedfure, meat. med..-----~~ 3 


2den og 4de hovedfure, 


1914. INO. ¥: DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 97 


lumina fra cell. asc. I. Dens lam. recurv. deles længere fortil T-formet 
i to utløpere. Den lateralt liggende utløper insererer sig paa orbitavæggen. 
Den medialt liggende repræsenteres av den lille boiede benproces ovenfor 
lamelle I. Den strækker sig parallelt med benlamellen indover mot meat. 
sup. Længere baktil skilles lam. recurv. III fra sin basallamelle, forenes 
med lamelle II og staar frem fra orbitavæggen som crus desc. III (fig. 8). 
Baade lamelle IT og crus desc. III sees som valkformede fremspring i meat. 
sup. Av disse to benprocesser er lamelle Il mest fremtrædende i furens 
forreste og crus desc. III i dens bakerste parti. 

Den ste hovedmusling, preparatets concha sup., begrænser medialt 
den hovedfure, som har trængt sig op mellem den 3dje og 5te hoved- 
musling. De bakenfor liggende snit (fig. 9 og ro) viser, at denne fure 
svarer til den 4de hovedfure, da den 3dje ikke er utviklet. Præparatets 
meat. sup. omfatter altsaa den 2den og 4de hovedfure. 

Nedad viser overkjævehulen sit avrundede profil i heide med meat. med. 


Antrumgulvet tangerer den nedenfor liggende tandsæk. 


De efterfølgende to snit ligger 1/, mm. bakenfor det sidst beskrevne. 


Fig. 8, frontalsnit IV. 


~ 


"AN -----—.cell. asc. II 


LA 


RAY 


\ 


lam. basil. II 


x x 


4de hovedfure.. — 


..2den hovedfures lamelle II 
meat sup.---------- 


3dje hovedmusl.-- cu 


De anatomiske forhold avtegner sig omtrent som paa fig. 7. 
Den 3dj: hovedmusling er rykket nærmere ind til orbitavæggen 
og har forenet sig med lamelle Il. Dens lam. recurv. har endnu ikke helt 


Vid..Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. r. 7 


98 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


tapt forbindeisen med sin basallamelle. Cell. sup. har netop lukket sig 
baktil, mens derimot de to cellelumina fra cell. asc. II fremdeles viser sig. 
Overkjævehulens profil er næsten cirkelrundt. Dens øverste halvdel 


begrænses medialt av meat. sup. Antrumgulvet tangerer tandsækken. 


Fig. 9, frontalsnit V. 


5te hovedmusi. concha sup... 
lam. basil. III og IV... 
4de hovedmusl....... 


4de hovedfure ^ 


3dje hovedmusl.- à 


eden hovedfure^ 


Iste hovedfure, meat. med. 


Paa dette frontalsnit arter de anatomiske forhold sig omtrent som 
paa fig. 8, naar undtages, at de to cellelumina fra de bakre utlepere 
av cell. asc. II ikke længere sees.  Basallamellen til crus. asc. III har 
rykket naermere ind til orbitas benveg. 

Av særlig interesse er den lille benproces, som stikker frem fra 
den evre kant av crus desc. III, og som kan felges bakover paa 20 snit. 
Dens fortsættelse sees paa næste fotografi. 

Den største del av overkjævehulens lumen begrænses medialt av 


meat sup. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 99 


Fig. 10, frontalsnIt VI. 


Snit ca. 1/, mm. bakenfor det sidst beskrevne. 


ste hovedmusl., concha sup... 


4de hovedfure-------- ^ LA 


adje hovedmusl.-^ 


cell. desc. post. I 


ıste hovedfure, meat. med.-* 


Basallamellen til crus asc. III er rykket ind til orbitas benvæg og er 
ifærd med at smelte sammen med den. Crus desc. III staar frem fra 
lateralvæggen som en selvstændig lamelledannelse. 

Den under fig. 9 omtalte benproces repræsenteres i sit videre forlop 
av den lille lamelle, som staar frem fra orbitavæggen ovenfor crus desc. III, 
parallelt med denne. Det er den reducerte 4de hovedmusling, som 
her viser sig. Dens sammenhzeng med crus asc. III sees tydelig paa flere 
frontalsnit (fig. 9). Fortil smelter den sammen med crus desc. III. Baktil 
forenes den med den 5te hovedmuslings lam recurv. og taper sig i orbitas 
benveg. 

Den 5te hovedmusling danner ogsaa paa dette snit præparatets 
concha sup. Længere baktil lægger hovedmuslingen sig ind til orbita- 
væggen og smelter sammen med den. Fra orbitas benvæg stikker frem 
en liten bentap i den bakerste del av næsvæggen. Den sess paa ca. 20 
snit og repræsenterer crus desc. V. 

Overkjævehulen er skilt fra tandsækken gjennem et tyndt benlag. 
Den lille celle ovenfor sin. max. skriver sig fra hovedluminet til ram desc., 


som her trænger sig bakover. 


100 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Oversigt over præparat V. 
rste howedfure, meatus medius, 


maaler en lengde av ca. 25 mm. Den nedre del av furen er bred og 
aapenstaaende med en avstand av ı !/, mm. mellem den nedre rand av 
concha med. og overflaten av concha inf. Spalten mellem concha med. 
og lateralvæggen er av forskjellig bredde, fra 1/, til 1/3, mm. Den er 
bredest i næsekavitetens forreste og bakerste parti. 

Ramus ascendens 
er aapnet pa fig. 3. Fra denne gren utgaar fire cellulære utbugtninger, 
som medialt begrænses av crus asc. II og lateralt av concha intermed. pr. 
sup. De tre forreste celler danner et sammenhzengende hulrum med en 
længde- og heidediameter av 5—6 mm. og en breddediameter av I—2 mm. 
Kaviteten staar nedad i forbindelse med den forreste del av meat. med. 
gjennem den ca. 4 mm. lange og 1—2 mm. brede recess. asc. Den 
bakerste frontalcelle, hvis 2 mm. lange og !/, mm. brede aapning ligger 
bakenfor den forreste del av hiatus, har en længde av ca. 3 mm. og en 
bredde av 3 mm. Den avgrænses, som fer antydet, fra de foran og baken- 
for liggende celler, frontalcellen resp. bullacellen, av concha intermed. pr. 
sup. som lægger sig ind til crus. asc. II og derigjennem danner grænse- 
skillet. 

Ramus descendens. 

Av den nedre grens to recesser er recess. sup. usedvanlig rikt forgrenet. 
Fra den ca. 3 mm. lange og !/; mm. brede recess. utgaar tre celleutlopere. 
Den forreste av disse har skutt sig op mellem crus asc. II og orbitavaeggen 
som en ca. 4 mm. hoi og !/ mm. bred kanal. Den skilles fra frontalcellen 
av benbjelkerne til concha intermed. pr. sup. og crus asc. Il. 

Bakenfor denne utleper trænger der sig frem mellem concha intermed. 
pr. med. og crus asc. I| en celle, som pneumaticerer den storste del av 
bulla ethm. og derfor maa betragtes som preeparatets bullacelle. Bulla- 
cellens lumen avtegner sig paa snittene som en 4 mm. hoi halvmaane, 
hvis konveksitet vender indover mot næsekaviteten og som strækker sig 
ca. 2 mm. forover langs orbitaveeggen. Bakenfor ostiet præsenterer celle- 
luminet sig kun som en 3—4 mm. hei og ca, l/;» mm. bred spalte. Den 
kan i en utstrækning av 3—4 mm. følges bakover parallelt med orbitas 
benvaeg. 

Den 3dje celleforgrening stammer fra det parti av recessen, 
som ligger bakenfor bullacellens ostium, altsaa fra dens bakerste avsnit. 
Denne del av recess. sup. sees paa frontalsnittene som en relativt aapen, 


ca. r mm. bred fure, som strækker sig helt frem til orbitavæggen. Den 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. IOI 


inderste del av recessen forlænges baade forover og bakover i smaa celler. 
som loper parallelt med orbitavæggen mellem concha intermed. pr. med. og 
sup., Ca. I mm. i hver retning. 

Recess. inf., den 2den av den nedre grens to store forgreninger, 
sees paa fig. 3 og 4. Recessens øverste parti, hiatus semilun,, 
har en længde av ca. 10 mm. Den begrænses apad av concha intermed. 
pr. sup. og med. og maaler en gjennemsnitlig bredde av I mm., men 
utvider sig noget i sit forreste avsnit. Infundibulum er omtrent av 
samme bredde som hiatus.  Spaltens begrænsning fremgaar av frontal- 
snittene (fig. 5 og 6). Infundibulum forgrener sig fortil i tre cellulære 
utlopere. Den øverste av disse har skutt sig forover og opover mellem 
recess. asc. og orbitavæggen som en ca. 6 mm, lang, 3 mm. hoi og 1—2 
mm. bred kavitet. Av de to andre infundibularceller trænger den ene sig 
forover umiddelbart nedenfor concha med.-feestet og den anden i heide med 
overkjavehulens tak. Begge maaler en længde av ca. 1 !/ mm.; men den 
everste er hoiere og bredere (ca. 2 mm.) end den nederste, hvis lumen 
paa snittene kun sees som en ganske smal, ca. I mm. hei spalte. 

Nedad aapner infundibulum sig i overkjævehulen gjennem det 2 !/; mm. 
lange og !/; mm. brede ost. max. Ostiet ligger i en avstand fra hiatus 
av 8 mm. ved dets forreste og 6 mm. ved dets bakerste endepunkt og 
begrænses medialt av proc. uncinat. og lateralt av concha intermed. pr. inf. 
(fig. 5 og 6). 

Sin. max. maaler en længde av ca. 18 mm. og strækker sig 2—3 mm. 
frem foran ost. max. henimot taarekanalens nasale utmunding. Kavitetens 
tversnit er fortil paereformet, ca: 5 mm. hoit og 3 mm. bredt. Bakenfor 
maxillarostiet antar hulens profil en mere avrundet form og sees paa 
enkelte snit naesten cirkelrundt, ca. 4 mm. i tversnit (fig. 5—10). 

I iste hovedfure findes tre lamelleformede bendannelser, 
hvorav de to, lamelle I og II, concha intermed. pr. sup. og med., opbyg- 
ger bulla ethm., mens den tredje benproces, lamelle III, concha intermed. 
pr. inf, danner den laterale benvæg i den nederste del av infundibular- 
spaiten (fig. 5 og 6). 

Proc. uncinat. sees paa snittene fra infundibularspaltens forreste 
parti som en solid benproces, hvis anatomiske bygning er omtalt under 


HS 5 os 6. 


2den hovedfure 


begrænses nedad av concha med., 2den hovedmusling. Dens begræns- 
ning opad dannes fortil av den 3dje og ste hovedmusling, concha sup. 


og længere baktil av den 3dje hovedmusling. Denne muslingedannelse 


102 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


preesenterer sig som et valkformet fremspring i meat. sup. Den 2den hoved- 


fure maaler en længde av 18 mm. og en bredde av 1—2 mm. 


Ramus ascendens. 

Den 2den hovedfures øvre gren danner paa dette præparat en ca. 5 mm. 
hei og 3 mm. bred cell. asc., som i en længde av ca. 11 mm. pneumati- 
cerer den største del av næsevæggen mellem meat. sup. og lam. cribr. 
Kaviteten staar nedad i forbindelse med ram. desc. gjennem den ca. 5 mm. 
lange og I mm. brede recess. asc. Det nederste parti av cell. asc. for- 
lenges bakover i en ca. 3 mm. lang utloper, hvis lumen sees paa fig. 7 
og 8. En liten forgrening fra cell. asc. har ogsaa skutt sig ind i medial. 


væggen. Den viser sig kun paa nogen faa frontalsnit. 


Ramus descendens 
trænger under hele sit forlep frem til orbitas benvæg. Den forreste del 
av denne gren skyter sig op langs orbitavæggen, hvor den forgrenes i tre 
celleutlopere, som kan følges ca. 3 mm. forover. Disse tre celler pneumati- 
cerer en stor del av lateralvæggen i den ovenfor liggende recess. asc., 
hvorefter de forenes til et sterre hulrum, som krydser den bakerste 
del av bullacellen. Den dorsait liggende del av ram. desc. fortsættes bak- 
over langs overkjævehulens tak som en ca. 2 mm. lang celleutloper (fig. 10). 

Umiddelbart bakenfor ram. asc. traenger recess. sup. sig utover mot 
orbitavæggen som en ganske smal, ı !/; mm. lang fure, hvorfra der utgaar 
en liten celleutleper, som forevrig hurtig taper sig. 

Av lamelleformede dannelser i 2dén hovedfure findes kun 
to. Den everste av disse, lamelle I (sees ikke paa fotografierne), markerer 
gransen mellem furens to hovedgrener og deltar i opbygningen av den 
laterale benveeg i recess. asc. Det er denne benproces, som med sin vel 
utviklede lam. recurv. omslutter de allerede beskrevne smaa celleutlopere 
fra den forreste del av ram. desc. Baktil danner den en bred benprominens, 
som tilsidst taper sig i orbitas benvæg. Den anden benlamelle i denne 
fure, lamelle Il, som springer frem fra orbitavæggen nedenfor lamelle I, 


kan følges bakover i ca. 3 mm.’s utstrækning (fig. 7). 


adie" owed ture 


mellem crus desc. III og IV er paa dette præparat ikke utviklet (fig. 10), 


ade hovediure 
begrænses lateralt av den 3dje og medialt av den 5te hovedmusling. Den 
præsenterer sig som en ca. 1—2 mm. bred og 1—2 mm. dyp, skarpt 
markert fure, som strækker sig langs taket av meat. sup. i en længde av 


10—11 mm. (fig. 7—10). 


IOI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 103 


Meat. sup. omfatter altsaa paa dette præparat to hoved- 
inner, den eden og 4de. 

Av hovedmuslingene sees den 2den, 3dje, 4de og 5te. Den 
2den hovedmusling, concha med., danner fortil med sin crus asc. 
den mediale begrænsning for ram. asc. II. Længere baktil begaenser dens 
 basallamelle cell. asc. IT lateralt og fortsættes videre bakover som 2den 
hovedfures lamelle I. Dens lam. recurv. forenes med den ıste hovedfures 
lamelle II, concha intermed. pr. med., som bakenfor ostiet til cell. asc. II dan- 
ner basallamellen for crus desc. I. Den 3dje hovedmusling avtegner 
sig paa frontalsnittene fra den forreste del av meat sup. Concha sup. deler 
sig her nedad i to lamelleformede utlópere, hvorav den lateralt liggende 
svarer til 3dje og den medialt liggende til den ste hovedmusling. Det 
videre forlop av den 3dje hovedmusling er omtalt under fig. 7— 10. Den 
5te hovedmusling, præparatets concha sup., danner den mediale 
begrænsning for meat. sup. i hele dens længde. Den vel utviklede lamelle- 
dannelse kan folges helt bakover mot nasopharynx (fig. 7—10). Den 
6te hovedmusling viser sig paa Io—ı2 snit fra den bakerste del 
av den mediale næsevæg. Den sees kun som en bentap med antydning 
til lamelleform, som stikker ned fra lam. cribr. parallelt med crus asc. V 
og fortil smelter sammen med den. 

Av hovedmuslingene svarer altsaa concha med. til den 2den og 


concha sup. til den 5te hovedmusling. 


104 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


PRÆPARAT VI. 
(Heire næsehalvdel av et 12 mndr. gml. pikebarn.) 


Naeseveeggens længde 24 mm. 
Næsevæggens hoide 21 mm. 
Maxillaravsnittets højde 7 mm. 
Ethmoidalavsnittets højde r4 mm. 


Forholdet som 1: 2. 


Meat. inf. er aapenstaaende med en avstand av 11/,—2 mm. fra 
den nedre concharand til nasegulvet og en bredde av 2—3 mm. fra 


muslingebenets laterale flate til sidevæggen i meat. inf. 


Neseveggens ethmoidale avsnit. 


Av næsefurerne sees meat. med., sup og supr. 


1914. No. 1: 


DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 105 


Free 


Fotografi av voksmodellen i 1/2 storrelse. 


Dés ---concha supr., 
3dje, 4de, ste og 6te hovedmusl. 


.-- - meat. supr., 
4de hovedfure 


---..concha sup., 
4de hovedmusl. 
"meat. sup, 
aden og 3dje hovedfure 


~ 
~ 


^ 
^ 
S 


"concha sup., 
gdje hovedmusl. 


”. meat. supr., 
ste hovedfure 


106 


REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


S. 3: 
Fotografi av voksmodellen, hvor recess..asc. I og sin. max. er aapnet. 


‘Crus asc. I], samt den øverste del av concha inf. er fjernet. Frontal- 


snittenes beliggenhet er markert. 


= = — = 
nm o b co 
bD tp ED bp 
= Qe = ti 
= = > 
== — — 
concha intermed. | | 


"Pr. sup. 


5, Sole I 


CALAGE RES 


recess. asc. 1....3 


meat. supr., 
4de hovedfure 


proc. uncinat.---.- 


” meat. sup., 
eden og 3dje hovedfure 
sin. max.--- 


mUS meat. med., 
iste hovedfure 


Recess. asc. forgrener sig paa dette præparat i ikke mindre end fem 
frontalceller. Den ene av disse skjuler sig i den forreste del av recessen; 
laterale væg. De tre avtegner sit profil langs recessens øvre rand; men 
forøvrig danner deres lumina en sammenhængende kavitet.… Den 5te og 
største utløper utgaar fra det dorsalt liggende parti av recess. asc. og viser 
sig paa fotografiet som en helt avgrænset celle, som strækker sig opover 
mot lam. cribr. bakenfor recessen, parallelt med denne. 

Overkjævehulens baatformede tængdeprofil præsenterer sig i hele sin 
utstrækning. 

Av særlig interesse er den eiendommelige bygning av proc. uncinat., 


hvis øverste parti som en concha hvælver sig utover meat. med. 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 107 


Fig. 4. 
Fotografi av voksmodellen. Av ıste hovedfure er de øverste to in- 
fundibularutlepere og av 2den hovedfure cell. asc. blotlagt. Den laterale 


benvæg i cell. asc. I samt crus asc. III, IV og V er fjernet. Duct. naso- 


lacrym. er desuten aapnet. 


infundibularcelle 
SE concha intermed. pr. sup. 
^ 


{ 


cell. asc. post. cell. asc. II 


cell. asc. I - AME 


.meat supr., 


de hovedfure 
infundibularcelle . _ 4de hovedfure 


nn 2 mm mee 


E-- meat. sup., 


duct. nasolacrym. eden og 3dje hovedfure 


-— e Ll 


sin. max. 


E meat. med., 
rste hovedfure 


Av cell asc. I staar kun en liten trekant av dens forreste parti til- 
bake efter dissektionen. En sammenligning med fig. 3 viser, at den store 
infundibularcelle, som her sees, har skutt sig betydelig heiere opover mot 
frontalbenet end den medialt liggende recess. asc. Det fremgaar av frontal- 
snittene fra denne del av den laterale næsevæg, at infundibularcellen endog 
er trængt ind i frontalbenets spongiosa, samtidig som den har utvidet sig 
saadan i bredden, at-den utfylder den største del av mellemrummet mellem 
orbita og den everste del av crus asc. II (fig. 5 og 6). 

Foruten den store infundibularutbugtning viser der sig paa fotografiet 
ogsaa en anden celle, som trænger sig frem fra infundibulum umiddelbart 
nedenfor concha med.fæstet. En tredje infundibularcelle, som utgaar fra 


spaltens nederste avsnit, er ikke utdissekert. 


108 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Overkjævehulen er i sin helhet aapnet. Antrum strækker sig forover 
tii duct. nasolacrym. 

Det lille indhak i concha med.’s basallamelle ret op for den midterste 
del av sin. max. markerer bullacellens utmunding. Cellen er ikke forsokt 
aapnet. | 

Bakenfor ram. asc. I sees den 2den hovedfure med sine forgreninger. 
Furens forreste, flate parti kan paa fotografiet skjelnes fra den dorsalt 
liggende dype ram. desc. Ram. asc. II har paa dette præparat utvidet sig 
til en cell. asc. av betydelig storrelse. Kaviteten bestaar av tre mindre 
cellulære utvidninger, hvis storrelse og indbyrdes relationer fremgaar av 
fotografiet. Den sonde, som sees i den bakerste del av cell. asc. II angir 
beliggenheten av en liten celleutleper, som har trængt sig forover fra 
hovedluminet. 

iS te Owe Git une. 
Fig. 5, frontalsnit I. 


Snit fra den forreste del av furen. 


_.-.----.infundibularcelle 
RECESS ASC Eee ER 


RE --— lamelle I, concha intermed. pr. sup. 


GE aae post. ---------..lamelle II, concha intermed. pr. med. 


2den hovedmusl., concha med...__ -----infundibulum 


lamelle IV, concha intermed. pr. inf. 


proc. uncinat. .. ^» „!amelle V 


rste hovedfure, meat. med.-~~ i 


sin. max.-.----- 


rste hovedfure trænger sig op mellem concha med. og proc. uncinat. 
som en relativt bred spalte. Denne forgrenes i tre utlopere, hvorav de 
to danner furens fortsaettelse mot lam. cribr., mens den tredje boier av 


nedad og aapner sig i antrum. Av de to førstnævnte utlopere repraesen- 


753142 NO: 3$. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT IO 
9 


terer den medialt liggende mellem crus asc. II og den iste hovedfures 
lamelle I den bakerste del av furens ram. asc. Den lateralt liggende celle- 
utvidning mellem lamelle I og orbitas benvæg, repræsenterer infundibular- 
spaltens everste celleutvidning og stammer altsaa fra furens ram. desc. 
Infundibularcellen har allerede trængt sig ind i frontalbenets spongiosa. 
.Den har skutt sig langt heiere op end recess. asc. (fig. 3 og 4) og staar 
nedad i forbindelse med den traadtynde infundibularspalte. Denne utmunder 
i overkjavehulen, hvis heie trekantede, noget sammentrykkede profil av- 
tegner sig mellem basallamellen til concha inf. og orbitavæggen. 

Av benlameller sees paa dette snit fire. Den øverste, lamelle I, 
concha intermed. pr. suf., stikker ned fra lam. cribr. som en slank ben- 
proces med vel utviklet lam. recurv. Benlamellen forener sig fortil med 
proc. uncinat. og danner grænseskillet mellem infundibularcellen og recess. 
asc. Baktil lægger den sig ind til crus asc. II for at avgrænse cell. asc. 
post. fra recess. asc., hvorefter benlamellen forenes med lamelle II for at 
opbygge den forreste del av bulla ethm.  Tilsidst smelter benprocessens 
lam. recurv. sammen med lamelle II, mens dens basallamelle lægger sig ind 
til crus asc. Il for at avgrænse cell. asc. post. baktil. 

Lamelle Il, concha intermed. pr. med., preesenterer sig paa dette snit 
som et bredt fremspring, som staar ut fra orbitavæggen i heide med hiatus 
og danner den laterale begrænsning for den øverste del av infundibular- 
spalten. Fortil viser denne benproces lamellebygning og danner grænsen 
mellem de to overste infundibularceller. Baktil forenes den, som allerede 
antydet, med lamelle I og opbygger sammen med denne den forreste del 
av bulla ethm. Lamelle II fortsættes bakover 1 den 2den hovedfures ben- 
lameller (fig. 6) Lamelle III sees ikke paa dette frontalsnit. Den 
markerer længere fortil grænseskillet mellem de to nederste infundibular- 
celler, hvorefter den taper sig i orbitavæggen. 

Lamelle IV, concha intermed. pr. inf., danner den laterale be- 
greensning for den nederste del av infundibulum. Paa dette frontalsnit 
viser den sig som en bred benprominens, som nedad avsluttes i en solid, 
beiet bentap. Fortil markerer den det benede grænseskille mellem den 
nederste infundibularcelle og antrum og forenes tilsidst med basallamellen 
til concha inf. Baktil skyter den frem en vel utviklet lam. recurv., som 
begrænser bullacellen nedad og opbygger benskelettet i den bakerste del 
av bulla ethm. (fig. 6). 

Lamelle V staar frem fra den laterale antrumvæg og viser uttalt 
lameilebygning baade paa dette og andre frontalsnit. Fortil smelter den 
sammen med lamelle IV, og baktil taper den sig i overkjævehulens laterale 


benveeg. 


110 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Proc. uncinat. danner infundibularspaltens mediale begrænsning og 
preesenterer sig som en relativt solid benproces, som nedad avsluttes 1 en 
liten, kolbeformet fortykkelse. Benprocessens ovre del er sterkt fortykket 
og beier sig som en lam. recurv. indover mot meat. med. Slimhinden i 


den forreste del av meat. med. kommer derved til at staa frem som en 


skarpt markert valk. 
Fig. 6, frontalsnit II. 


Snit fra den bakerste del av furen. 
cell. asc. II e 
"Ieell spe 


cell. bullae ethm. 
2den hovedfure, meat. Sup. ; 


gdje, 4de og ste hovedmusl. . lamelle VI 


concha supr. 
___-- cell. bullae ethm. 


lamelle VII 


----- cell. bull hm. 
2den hovedmusl., concha med..... "s » uid 
--cell. bullae ethm. 


- lamelle IV, concha intermed. pr. inf. 


Iste hovedfure, meat. med.______.----------- H 
j 3 
Lo... —o r E PU 


Bullacellen har skutt sig op mellem crus asc. II og orbitavæggen 
og forgrener sig vifteformet i sine tre celleutlopere, hvorav den nederste 
har avsnoret et litet cellelumen. Det benede grænseskille mellem utle- 
perne dannes av to slanke, let beiede benprocesser, lamelle VI 
og VII. Disse springer frem fra orbitavæggen og trænger mucosa frem 
foran sig som skarpt markerede slimhindefolder. De to benprocesser 
viser paa dette og andre frontalsnit utvilsom muslingekarakter. Fortil 
smelter de sammen til en benbjeike. Denne adskiller bullacellen fra en 
ovenfor liggende celleutloper, som utgaar fta recessens forreste parti. 
Benbjelken kan følges videre forover som basallamellen til lamelle II, 
concha intermed. pr. med. Baktil taper lamelle VI sig i orbitavæggen, 
mens lameile VII i sit perifere parti forenes med crus asc. II og danner 


et av de intercellulære septa mellem bullacellens utlopere. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. III 


Foruten lamelle VI og VII sees en tredje, betydelig storre benproces 
ogsaa med uttalt lamellebygning. Den staar frem fra orbitas benvæg 
nedenfor de to netop omtalte benlameller og danner bullacellens nedre 
begrænsning. Det er lamelle IV, concha intermed. pr. inf., som her 
prasenterer sig, og som lzngere fortil paa fig. 5 staar frem fra lateral- 
-veeggen 1 den nederste del av infundibulum. 

Det store cellelumen, som pneumaticerer den overste del av den mediale 
neeseveeg skriver sig fra cell. asc. II, Længere baktil kommunicerer cellen 
med den nedenfor liggende del av 2den hovedfure, som har treengt sig 
op mellem crus asc. II og crus asc. III— V. Det smale, avlange lumen 
mellem cell. asc. I! og orbitavæggen stammer fra den iste hovedfures 
cell. sup. 

Den 2den hovedmusling danner med sin crus asc. grænseskillet 
mellem den iste og den 2den hovedfures celleutlepere. Crus asc. II 
begrænser fortil ram. asc. I medialt (fig. 5) og danner længere baktil den 
laterale begrænsning for den forreste del av cell. asc. II. Dens basal- 
lamelle fortsætter sig bakover som den øverste lamelle i den 2den hoved- 
fure. Dens lam. recurv. forenes med den iste hovedfures lamelle IV, som 
længere baktil danner basallamellen for crus desc. Il. 

Mellem den mediale næsevæg i meat. med. og orbitavæggen viser 


overkjavehulen sit trekantede, flattrykte lumen. 


gdje, 4de og 5te hovedmusl., 


2den hovedmusl., concha med. E sen 


II2 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Fig. 7, frontalsnit III. 


Snit ca. 1 mm. bakenfor det sidst beskrevne. 


recess. asc. II 


,cell. sup. I 
concha supr., P 


,.lamelle VI 


2den hovedfure, meat. sup.. 


rste hovedfure, meat. med. 


Av de fire cellelumina langs orbitavæggen stammer de tre nederste 
fra bullacellen og det øverste fra cell. sup. I. Ram. asc. II er trængt op 
mellem crus asc. Il og crus asc. III—V. 

Av benlamellerne fra fig. 6 er lamelle VI ifeerd med at tape sig i 
orbitavæggen, men lamelle VII har forenet sig med crus asc. II. Den 
perifere del av lamelle IV, concha intermed. pr. inf., er ogsaa traadt 
i forbindelse med crus asc. Il. Nogen faa frontalsnit længere baktil 
skilles lam. recurv. II fra sin basallamelle og forenes med lamelle IV, som 
længere dorsalt danner basallamellen for crus desc. II. Lam. basil. II kan 


følges bakover som den 2den hovedfures lamelle I. 


e 


eden hovedmusl., concha med.---~ 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 113 


2den hovedfure. 


Fig. 8, frontalsnit IV. 


Snit fra furens nedre gren umiddelbart bakenfor recess. asc. 


ste hovedmusl., concha supr... ------—cell. asc. II 
4de hovedfure, meat. supr… (S 


pon ydus, Baba mpi sc MET ~------2den hovedfures lamelle II 


gdje hovedfure------ = 
3dje hovedmusl.^ .- & 
eden hovedfure, meat. sup.” 


ıste hovedfure, meat. med.-- 


sin. max.--~ 


Den 2den hovedfure er trængt frem til orbitavæggen og har skutt 
en utleper op langs denne. Celleutloperen skilles fra den ovenfor liggende 
store cell. asc. II av en tynd benbjelke, som staar frem fra lateralvæggen. 
Det er basallamellen til den 2den hovedfures lamelle Il, som her pre- 
senterer sig. Den 2den hovedfures lamelle I kan ikke sees paa dette 
fotografi. Benprocessen danner længere fortil grænseskillet mellem hoved- 
luminet i cell. asc. og den lille celleutleper, som skyter sig frem fra 
den bakerste del av samme kavitet. 

Fra taket i meat. sup. utgaar vifteformet fire benlameller. Snit- 
tene længere fortil viser, at den mest lateralt liggende av disse danner 
den direkte fortszettelse av basallamellen til den 2den hovedfures lamelle II 
og derfor maa opfattes som dens lam. recurv. De ovrige tre lameller 
repræsenterer de nederste utlepere av concha sup., som er opbygget av 
crus asc. III—V. De tre benprocesser svarer derfor tl hovedmu s- 
lingemes lam. recurv.ae og efter rakkefalgen til lam. recur v. 
III, IV og V, med lam. recurv. III liggende længst lateralt, altsaa nærmest 


lamelle II. Længere baktil smelter lam. recurv. Ill sammen med 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. r. 8 


114 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


lamelle II, hvorefter de to benlameller litt efter litt rykker ind til lateral- 
væggen og tilsidst kun sees som en fortykkelse av denne. Lamelle II 
forenes ikke alene med lam. recurv. Ill, men ogsaa med den midterste 
av de tre benlameller, med lam. recur v. IV, som likeledes skilles fra 
sin basallamelle. Længere dorsalt danner lam. recur v. IV præparatets 
concha sup. idet den trenger sig frem fra orbitavaeggen mellem 
concha med. og supr. som crus desc. IV. Crus desc. IV kan felges 
i en utstraekning av 6 mm. bakover mot nasopharynx. 

Den længst medialt liggende av de tre omtalte lamelleformede ben- 
processer svarer, som allerede antydet, til lam. recurv. V. Denne 
lamelle danner benskelettet i concha supr. og strekker sig helt bak- 
over til nasopharynx. Bakenfor cell. asc. II lægger ogsaa den sig ind 
til orbitavaeggen, hvorfra dens crus desc. staar frem som en tyk, ca. 2 mm. 
lang bentap. 

Nedenfor concha med. mellem den laterale benvæg i meat. med. 


og orbitavaeggen sees overkjævehulens flattrykte lumen. 


Oversigt over praeparat VI. 


pte hovediure Cneatusmednes: 


har en længde av ca. 25 mm. Det nedre avsnit av denne næsefure maaler 
fra underkanten av concha med. til oversiden av concha inf. 2—3 mm. 
Spalten mellem concha med. og lateralvæggen er relativt smal (ca. 1 mm.) 
i næsekavitetens forreste halvdel, men blir adskillig bredere længere baktil 


med en gjennemsnitlig vidde av 2—3 mm. 


Ramus ascendens 


danner paa dette præparat fem frontalceller, hvorav de tre præsenterer 
sig paa fig. 3 som et sammenhængende hulrum. Kaviteten maaler en 
længde av ca. 6 mm., en højde av ca. 5 mm. og en bredde av 1—2 mm. 
En fjerde celleutleper fra ram. asc. trænger sig ind i recessens laterale væg 
som et ca. I mm. dypt og ca. ı!/; mm. bredt indsekk. Nedad staar de 
cellulære utbugtninger i forbindelse med den forreste del av meat. med. 
gjennem den 3 mm. lange og 1 mm. brede recess. asc. 

Foruten disse tre utbugtninger viser frontalsnittene, at der fra den 
bakerste del av ram. asc. utgaar en femte celleforgrening. Denne preesen- 
terer sig som en stor og vel utviklet kavitet, som i en længde av 1 !/; mm., 
en hoide av ca. 6 mm. og en bredde av 1!/;,—2 mm. strækker sig parallelt 


med recessen opover mot lam. cribr. 


+ 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. AD 


Ramus descendens, 
furens nedre gren, deles i to recesser, recess. sup. og inf. Fra den 
everste, recess. sup., utgaar to forgreninger, hvorav den bakerste 
danner den egentlige bullacelle. Denne skyter sig op mellem crus 


asc. II og concha intermed. pr. inf. gjennem den lille 1 mm. lange og !/; mm. 


- brede aapning og forgrenes vifteformet i tre likestore utlopere av 1 —2 mm.'s 


diameter (fig. 6). Den nederste av disse er storst med en gjennemsnitsdiameter 
av et par mm. Den trænger sig 21/, mm. forover langs orbitas benvæg 
og pneumaticerer den nederste del av bulla ethm. De ovrige utlopere 
taper sig hurtig. 

Foruten bullacellen utgaar fra den forreste del av recess. sup. en 
anden celleutleper, en cell. sup. Denne strækker sig som en 
smal, 12 mm. hoi kanal, parallelt med orbitavæggen helt opover til lam. 
cribr. og trænger sig frem forover mellem orbitas benvæg og cell. asc. I, 
idet dens lumen efterhaanden utvides til en bredde av et par mm. Tilsidst 
deles den i to, 1 mm. lange, utlopere. Recess. inf. præsenterer sin 
everste aapning, hiatus semilun., som en trang, skraat beliggende, 
6 mm. lang spalte, hvis øvre begrænsning fortil dannes av concha inter- 
med. pr. sup. og længere baktil av concha intermed. pr. med. og inf. 
Infundibularspalten er paa dette præparat overordentlig trangt 
bygget, saa den paa snittene synes helt at lukke sig. Dette er dog ikke 
tilfældet. En nærmere undersøkelse viser, at hiatus fortsætter sig i en 
7 mm. dyp, traadtynd kanal, som paa enkelte frontalsnit kun med vanske- 
lighet kan sees. Spalten begrænses som sedvanlig medialt av proc. uncinat. 
og lateralt av concha intermed. pr. med. og inf. (fig. 5). 

Fra infundibulum utgaar tre celleutløpere. Den øverste og største, 
som repræsenterer spaltens direkte forlængelse opad, danner et 6 mm. 
langt, 6—8 mm. høit og ca. 2 mm. bredt cellelumen, som naar helt op 
til. lam. cribr. Cellen strækker sig forover langs orbitas benvæg mellem 
den og concha intermed. pr. sup. Den deles fortil i tre terminalceller, 
hvorav den ene kun sees paa enkelte faa snit. Av særlig interesse er 
det, at infundibularcellen paa dette præparat trænger 
sig ca. 2 mm. heiere op mot frontalbenets spongiosa 
end den medialt liggende Pec OS SAC. 

Av de to ovrige utlopere fra infundibularspalten utgaar den ene fra 
dens øverste parti umiddelbart nedenfor concha med.fæstet som en ca. 2 mm. 


lang, 2 mm. hei og 1 mm. bred celleforgrening. Den anden strækker 


116 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


sig ca. I mm. forover langs overkjævehulens tak fra den nederste del av 
spalten. 

Infundibulum aapner sig i overkjævehulen gjennem det ca. 2 mm. 
lange, meget trange ost. max., som i forhold til hiatus ligger relativt langt 
fortil med næsten hele ostiet liggende foran den forreste hiatusgrænse. 
Maxillærostiet begrænses medialt av proc. uncinat. og lateralt av concha 
intermed. pr. inf. Sin. max. maaler en længde av 16 mm. Dens profil 
avtegner sig fortil som en ganske smal, 5 mm. hei, ca. 2 mm. bred 
staaende oval. Denne antar længere baktil omkring ost. max. form av en 
trekant, hvis nederste parti maaler en bredde av 2—3 mm. Følges snit- 
tene videre i dorsal retning, sees hulens bredde at tilta, saa dens profil 
tilsidst viser sig som et flatt, skraat liggende triangel (fig. 6). Kavitetens 
begrænsning og dens relationer til tandsækken fremgaar av fig. 5—8. 

I den forreste del av overkjævehulen sees paa snittene en lamelle- 
formet benproces, som skyter sig frem fra den laterale væg, og 
som trænger mucosa som en valk ind mot hulens lumen. Herigjennem 
blir den øverste del av antrum boiet over mot orbita. 

I iste hovedfure kan paavises syv benprocesser med mere 
eller mindre uttalt lamellebygning. Av disse synes nærmest la- 
melle I, II og IV at svare til concha intermed. pr. sup., med. og inf. 
Lamelle I og II danner den forreste del av bulla ethm., og lamelle IV 
begrænser infundibulum lateralt og deltar i opbygningen av det bakerste 
parti av bulla ethm. (fig. 5—7). 

Proc. uncinat. Undersokes snittene fra den forreste del av næse- 
kaviteten, vil man se, at den benbjelke, som begrænser den øverste del 
av cell. asc. I medialt, nedad deler sig gaffelformet i to smaa benlameller. 
Av disse kan den medialt liggende følges i dorsal retning som crus asc. II 
eller concha med. og den lateralt liggende som det parti av proc. uncinat., 
som nærmest svarer til agger nasi. Efter at hiatus har aapnet sig, fort- 
sættes agger nasi bakover som den øverste og fortykkede del av proc. 
uncinat. Denne del av benprocessen er paa dette præparat særlig utviklet 
og boier sig som en lam. recurv. indover mot meat. med. og bidrar 
derigjennem til at utdype dens forreste parti. Forovrig præsenterer proc. 
uncinat. sig paa de fleste snit som en slank, gracilt bygget benlamelle. 
Som sedvanlig er baade dens overste og nederste parti fortykket; specielt 


er dette som allerede nævnt tilfældet med den øverste del av lamellen. 


10914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 38 


2den hovedfure, meatus superior, 
begranses nedad og lateralt av concha med., 2den hovedmusling. Opad 
og medialt dannes dens begransning i dens forreste tredjedel av 
concha supr., den 3dje, 4de og 5te hovedmusling, og i dens bakerste 


to tredjedeler av concha sup., den 4de hovedmusling. Meat. sup. 


strækker sig i en længde av ca. 20 mm. og i en bredde av 1—1!/2 mm. 


helt bakover til nasopharynx. Fra dens forreste avsnit har 


ramus ascendens 
utvidet sig til en ca. ro mm. lang, 3—4 mm. hei og 2—3 mm. bred ka- 
vitet, som nedad staar i forbindelse med ram. desc. gjennem det ca. 3 mm. 
lange og 1 mm. brede ostium. Cell. asc. bestaar egentlig av tre sammen- : 
heengende cellulere utvidninger, hvis profil avtegner sig tydelig paa fig. 4. 
Kaviteten begrænses medialt av crus asc. IV, mens den laterale begrzens- 
ning dannes av crus asc. II i dens forreste to utbugtninger og av orbita- 
væggen i dens bakerste utbugtning. Fra den dorsalt liggende del av 
cell. asc. trænger en liten celleutleper sig 1 mm. forover langs orbita- 


veeggen (fig. 4, sonde). 


Ramus descendens 
har en gjennemsnitlig dybde av 3—4 mm. og naar under hele sit forlep 
frem til orbitas benvæg. Fra ram. desc. utgaar kun en celleutleper, idet 
den dypeste del av furen bakenfor recess. asc. skyter sig op langs orbita- 
væggen og avsnerer en cell. sup., som strækker sig 3 mm. forover langs 
orbitas benvæg (fig. 8). 

Av lamelleformede dannelser sees i 2den hovedfure to. 
Den øverste av disse repræsenterer fortsættelsen av 2den hovedmuslings 
basallamelle og markerer grænsen mellem cell. asc. II og den utleper, som 
fra dens bakerste parti trænger sig forover mellem cellens hovedlumen og 
orbitaveeggen. Den anden lamelle i denne hovedfure danner det benede 


greenseskille mellem cell. asc. II og furens nedre gren (fig. 8). 


3dje hovedfure 


er litet utviklet. Den viser sig paa snittene som et flatt indsokk i taket 
av meat. sup. og kan følges bakover fra recess. asc. i ca. 5 mm.'s ut- 
strekning mellem den 3dje og 4de hovedmusling. Meat. sup. omfatter 


altsaa baade den 2den og 3dje hovedfure. 


118 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


ade hovedfure meatus swp mem as, 


begrænses nedad og lateralt av concha sup., den 4de hovedmusling, og 
opad og medialt av concha supr., den 5te hovedmusling. Den præsenterer 
sig som en ca. I mm. dyp og !/ mm. bred fure. Denne strækker sig i 
en længde av ro mm. bakover mot nasopharynx. 

Av hovedmuslinger kan paavises den 2den, 3dje, 4de, 
ste og 6te. Den 2den hovedmusling, concha med., er nærmere 
omtalt under fig. 6. Den 3dje hovedmusling er litet fremtrædende 
Dens crus asc. viser sig paa frontalsnittene fra den forreste halvdel av 
2den hovedfure umiddelbart bakenfor dens recess. asc. Benlamellen, som 
begrænser den 3dje hovedfure lateralt, kan følges bakover i ca. 5 mm.’s 
utstreekning, inden den taper sig (fig. 8). Den 4de hovedmusling 
opbygger benskelettet i den største del av concha sup. og er langt mere 
utviklet end den 3dje (fig. 8). Den begrænser den 4de hovedfure nedad 
og lateralt 1 hele dens utstrækning. Den 5te hovedmusling, concha 
supr., danner den øvre og mediale begrænsning for meat. supr. (fig. 8). 
Den 6te hovedmusling sees kun paa enkelte snit fra den bakerste 
del av concha supr. som en slank benlamelle, som parallelt med crus asc. V 
trænger sig ned fra lam. cribr. 

Av preeparatets conchadannelser opbygges concha supr. fortil av den 
3dje, 4de og ste hovedmusling, hvorav de to førstnævnte" hur- 
tig taper sig, mens den 5te hovedmusling fortsættes bakover og 
sammen med den 6te danner den del av concha supr., som begraenser 


meat. supr. opad. 


Pe 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. IIQ 


PRÆPARAT VII. 


(Heire næsehalvdel av et 12 mndr. gml. pikebarn.) 


Næsevæggens længde 24 mm. 
Næsevæggens heide 21 mm. 
Maxillæravsnittets heide 7 mm. 
Ethmoidalavsnittets højde 14 mm. 


Forholdet som 1: 2. 


Meat. inf. præsenterer sig som en relativt aapen spalte. Den nedre 
kant av concha inf. ligger !/;—ı mm. over næsegulvet i næsens forreste 
halvdel og ca. 2 mm. i dens bakerste halvdel. Avstanden mellem muslinge- 


benet og næsevæggen maaler !/,—1 mm. 


Neseveggens ethmoidale avsnit. 


Pig. a 


Fotografi av preeparatet 1 nat. sterrelse. 


Av naesefurerne sees meat. med., sup. og supr. En litet fremtraedende, 
accessorisk fure strækker sig langs den øvre kant av concha med. parallelt 


med meat. sup. 


120 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 
Pie. 


Fotografi av voksmodellen i 1/, størrelse. 


.3dje, 4de og ste hovedmusl. 
[4 


__concha supr., 


-^' 6te hovedmusl. 


.meat supr., 
5te hovedfure 


--. concha sup., 
5te hovedmusl. 


---.meat. sup., 2den, 3dje 
og 4de hovedfure 


"--.concha med., 
2den hovedmusl. 


"> meat. med., 
iste hovedfure 


cell. bullae ethm._ 


cell: asc: I--. 


hiatus semilun.._. === 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. I21 


Fig. 3. 
Fotografi av voksmodellen. De øverste deler av meat. med., den iste 
hovedfure, av meat. sup., den 2den og 4de hovedfure, og av meat. supr., 
den ste hovedfure, er blotlagt efter fjernelse av crus asc. II, III, IV og V. 


Frontalsnittenes beliggenhet er markert. 


11) 


EM E = FSA 

un) © [mm co a - 

bb bp ED bb th tb ED 

cc = cc Cc = = 
concha intermed. pr. sup. ez c > SES = 


--- - sphenoidalhulen 


"~>-meat. supr., 
5te hovedfure 


“smeat. sup., 2den, 3dje 
og 4de hovedfure 


^-.meat. med., 
Iste hovedfure 


Cell. asc. I har paa dette præparat naadd en betydelig. størrelse. 
Kaviteten pneumaticerer det parti av næsevæggen, som nedad begrænses 
av concha med.fæstet og opad av lam. cribr. Bakenfor cell. asc. I stikker 
den forreste del av bullacellen frem. Dens hovedlumen er aapnet paa fig. 4. 

De tre cellelumina mellem bullacellen og sphenoidalhulen repræsenterer 
de øvre grener av 2den, 4de og ste hovedfure. Cell. asc. II deler sig 
baktil i to kaviteter, hvorav den overste danner hovedluminets fortsættelse. 


Baade cell. asc. II og den bakenfor liggende kavitet, cell. asc. IV, kom- 


122 REIDAR GORDING M.-N. KI. 


municerer med den forreste del av meat. sup. den 2den hovedfure. Det 
bakerste hulrum, cell. asc. V, staar derimot i forbindelse med meat. supr., 
den ste hovedfure. 


Laengst baktil viser sphenoidalhulen sit profil. 


Fig. 4. 
Fotografi av voksmodellen, hvor ogsaa hovedfurernes nedre grener 
og duct. nasolacrym. er aapnet. Den sterste del av concha med. og inf. 


samt proc. uncinat. er fjernet. 


lamelle IV, concha intermed. pr. inf. 

is lamelle III, concha intermed. pr. med. 

; lamelle I, concha intermed. pr. sup. 

à | cell. sup. og inf. ant. II 
cell. bullae ethm. % cell. ase. IV 


i 2 / cell. sup. og inf. post. II 


D 4 m " 
N cell. asc. IT / j , cell. asc, V 


cell. asc. LA 


infundibularceller . 


duct. nasolacrym. _ | 
-- sphenoidalhulen | 
| 


-meat. supr., 
5te hovedfure 


~~ meat. sup., 2den, 3dje 


og 4de hovedture 


-- meat. med., 
1ste hovedfure 


Fra infundibulum trænger tre utlepere forover. Den øverste av disse 
er den største og steter op til den ovenfor liggende frontalcelle. Infundi- 
bularspalten aapner sig nedad gjennem maxillerostiet i sin. max. Over- 
kjævehulen sees i hele sin længde. Den naar paa dette præparat frem 
foran duct. nasolacrym. 

Infundibulum begrænses opad og baktil av bulla ethm. Ovenfor bulla- 


lamellerne aapner den store bullacelle sit lumen. Cellen har skutt sig 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 123 


helt op til lam. cribr. og pneumaticerer bulla ethm. i hele dens utstræk- 
ning. De to hulrum, som begrænser cellen dorsalt, stammer fra cell. 
asc. II, hvis forreste del er fjernet for at skaffe overblik over den dypere 
liggende bullacelle. Bakenfor cell. asc. II sees langs lam. cribr. den øverste 
del av cell. asc. IV og V, hvis nederste parti likeledes er utdissekert. 

Av 2den hovedfures ram. desc. er begge dens forgreninger blotlagt. 
Den forreste av disse trænger i dybden like bak kommunikationsaapningen 
mellem furens to hovedgrener og danner en recess. resp. cell. sup. og 
inf. De to celler præsenterer sig paa fotografiet som en kavitet umiddel- 
bart nedenfor cell. asc. II. Laengere baktil skyter ram. desc. frem en 
anden gren, som ogsaa utvider sig til en cell. sup. og inf. Paa fotografiet 
sees ogsaa disse to utlopere som ét hulrum. Dette er adskillig større end 


den forreste kavitet. 


rste hovedfure. 


Fig. 5, frontalsnit I. 


Snit fra den forreste del av furen. 


cell. asc. I _cell. bullae ethm. 


1 
' 
D =o 
1 
1 


recess. Sup... e É 
py” _.----» lamelle I, concha interned. pr. sup. 


Pa 


a 
- 


_. lamelle II 


___----- infundibularcelle 


LS, 


- lamelle III, concha intermed. pr. med. 


2den hovedmusl.,concha med. 7--recess. inf., infundibulum 


slamelle IV og V 


Iste hovedfure, meat. med. 


iste hovedfure trænger sig som en smal spalte op mellem crus asc. II og 
proc. uncinat. og deles i to forgreninger, recess. sup. og inf. Recess. sup. 


strækker sig langs crus asc. ll opover mot de ovenfor liggende celle- 


124 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


lumina, hvorav det ene omkranses av en bred benramme.  Luminet 
stammer fra cell. asc. I, som er ifeerd med at lukke sig baktil. De to 
andre cellelumina, som omgir cell. asc., skriver sig begge fra den bakenfor 
liggende bullacelle. Recess. inf. beier av nedad mot antrum og præsen- 
terer en bred infundibularspalte !, som i sit øverste parti danner en cellulær 
utvidning. Denne kan følges forover som den midterste av de tre infun- 
dibularceller, som viser sig paa fig. 4. 

Paa dette frontalsnit sees tre muslingeformede bendan- 
nelser. Lamelle I, concha intermed. pr. sup., slynger sig ned fra 
det everste parti av crus asc. II like ved dens overgang til lam. cribr. 
Den omslutter med sin S-formede benlamelle den bakerste utleper fra 
cell. asc. I og forenes nedad med lamelle I. Lamelle II springer 
frem fra orbitavæggen i heide med den øverste del av crus asc. II og 
begrænser sammen med lamelle I hiatus opad. Længere fortil lægger 
de to benlameller sig ind til hverandre for at danne bullacellens for- 
reste begrænsning. Baktil taper lamelle I sig i orbitavæggen (fig. 6). 
Lamelle II, concha intermed. pr. med., sees umiddelbart nedenfor 
lamelle II. Dens snoede lam. recurv. begrænser nedad en liten infundi- 
bularcelle, som forøvrig kun viser sig paa et par snit. Baktil skyter denne 
benproces sin lam. recurv. frem mot de to øverste benprocesser, hvis 
nederste parti skilles fra sin basallamelle og smelter sammen med lamelle III. 
Længere dorsalt danner lamelle HI bullacellens nedre begrænsning (fig. 6). 

Foruten disse benlameller sees paa dette fotografi et bredt, benet 
fremspring, som begrænser infundibularspalten lateralt. Det fremgaar av 
frontalsnittene længere baktil, at dette tilsyneladende sammenhængende 
fremspring egentlig bestaar av to benprocesser, den 4de og ste 
lamelle i ıste hovedfure (fig. 6). 

Proc. uncinat. danner infundibularspaltens mediale begrænsning. Den 
preesenterer sig som en slank benproces, som baade nedad og specielt 


opad er adskillig fortykket. 


1 Proc. uncinat. er under snittets omfarvning og den senere indleiring forskjovet, saa 
infundibularspalten paa dette snit er uforholdsmæssig bred. 


nde. ug 


=== 


IQT4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 125 


Fig. 6, frontalsnit II. 


Snit ca. 1 mm. bakenfor det sidst beskrevne. 


lamelle I, concha intermed. pr. sup. 


____---- cell. bullae ethm. 


ll 6 lamelle II 
celleutloper fra ram. desc. II. , 


2den hovedmusl., concha med.. "">-- Jamelle III, concha intermed. pr. med. 


ste hovedfure, meat. med. ___ ^7--]amelle IV, concha intermed. pr. inf. 


Iste hovedfure trænger sig op mellem crus asc. II og: proc. uncinat. 
og deles i to recesser. Recess. sup. skyter sig som en smal, neppe synlig 
spalte videre opover langs crus asc. II. Mellem denne benlamelle og concha 
intermed. pr. med. utvides recessen til den store bullacelle, hvis lumen pneu- 
maticerer hele den øverste del av næsevæggen. Recess. inf. beier av 
nedad. Den brede infundibularspalte naar imidlertid ikke frem til antrum, 
da ost. max. har lukket sig lengere fortil. 

Paa dette frontalsnit sees fem benprocesser, hvorav de to smaa, 
som staar frem fra bullacellens mediale og laterale benvæg, repræsenterer 
de sidste rester av lamelle I og II. Lamelle III, concha intermed. 
pr. med., begrænser med sin store, vel utviklede benlamelle bullacellen 
nedad. Benlamellen kan følges bakover, indtil den forenes med den 2den 
hovedmuslings lam. recurv., hvis basallamelle den danner i 2den hovedfure. 

Paa dette frontalsnit præsenterer sig desuten to andre benprocesser. 
Den øverste, lamelle IV, concha tntermed. pr. inf., ligger i umiddelbar 
kontakt med lamelle III og sees kun som et bredt fremspring fra infundi- 
bularspaltens laterale benvæg. Lamellen fortsættes fortil som et av de 


intercellulære septa mellem infundibularcellerne og viser uttalt muslinge- 


126 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


form. Baktil taper den sig i orbitas benvæg. Den anden benproces, 
lamelle V, staar frem fra orbitavæggen mot overkjævehulens lumen 
nedenfor lamelle IV. Fortil forenes den med lamelle IV og deltar i op- 
bygningen av infundibularspaltens laterale benvæg (fig. 5). Tilsidst danner 
den grænseskiliet mellem antrum og den nederste infundibularcelle og har 
uttalt lamellebygning. I dorsal retning kan benprocessen kun folges i 
3—4 mm.'s utstrækning, inden den taper sig i den laterale antrumvæg. 
Nedad mellem sidevæggen i meat. inf. og orbitavæggen sees over- 


kjævehulens uregelmæssig formede profil. 


2denrmonedhure. 
Fig. 7, frontalsnit III. 


cell. asc. IV. 


AT 
a: 


4de hovedmusl.., DNS \ es -— cell. asc. II 


ARE ONCE RSS . cell. inf. post. II 


ste hovedmusl., concha sup.— --------- 
 BETRICHAR DE recess. sup. ant. II 


eden hovedfure, meat. sup.------777* --.recess. inf. ant. II 


2denhovedmusl.,concha med. ---7 


rste hovedfure, meat. med —" 


Den 2den hovedfure, meat. med., trænger sig utover mot orbitavæggen 
mellem concha med. og sup.  Furen danner paa dette frontalsnit et 
sammenhængende, timeglasformet lumen, som kan følges ca. 11/2 mm. for- 
over langs basallamellen til concha med. Baktil deles derimot dens lumen 
i to adskilte cellelumina. Det overste, cell. sup. ant. sees kun paa 4— 5 snit; 
men det nederste, cell. inf. ant. strækker sig bakover langs den 2den 
hovedmuslings basallamelle som en ca. 1%, mm. lang celleutloper. 


Grænsen mellem de to recesser dannes ikke av nogen lamelleformet ben- 


mui ens t i Oe ur 


IQT4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 127 


proces, men av den benede indramning for et cellelumen. Det er den 
bakenfor liggende cell. inf. post., som her traenger sig forover. 

Ovenfor den 2den hovedfure mellem næsevæggen og orbita sees tre 
cellelumina, hvorav de to medialt liggende langs orbitas benvæg skriver 
sig fra cell. asc. II. Det tredje avlange lumen, som pneumaticerer concha 
sup., stammer fra cell. asc. IV. Denne celle har skutt sig frem mellem 
crus asc. IV og V. Kaviteten fortsættes bakover paa fig. 8. Ca. ı!/; mm. 
længere dorsalt forenes den med den nedenfor liggende dype fure, den 
4de hovedfure, hvis mediale og laterale begraensning dannes av 4de og 
5te hovedmusling. 

Av den 2den hovedfures lameller har lamelle I, som længere fortil 
markerer grænseskillet mellem de to cellelumina i cell. asc., tapt sig i 
orbitavæggen. Lamelle II begrænser med sin S-formede . benlamelle 
recess. sup. opad. Dens perifere del er forenet med den 4de hovedmusling. 
Benprocessen danner fortsættelsen bakover av basallamellen til den 2den 
hovedmusling og kan følges videre i dorsal retning, indtil den antar 
muslingeform og præsenterer sig som lamelle II paa fig. 8. 

Nedad sees overkjzvehulens trekantede, noget avrundede profil mellem 


næsevæggen i meat. inf. og med. og orbitas benvæg. 


128 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


De efterfølgende tre frontalsnit skriver sig fra den bakre halvdel av 
2den hovedfure. 
Fig. 8, frontalsnit IV. 


ste hovedmusl. (lam. basil.) . 


4de hovedmusl. (lam. basil.) \ 


eee cell sasealy, 


4de hovedmusl. (lam. recurv.).. xc |... recess. sup. post. II 


4de hovedfure… DAS, eden hovedfures lamelle III 


T3. -recess. inf. post. II 
ste hovedmusl. (lam. recurv.)---. P 
concha sup. p =: : 5 
i E 2 — ^ — --.__ celleutloper fra recess. inf. post. II 
2den hovedfure, meat. sup.----- 9 AN c 


-.2den hovedfures lamelle II 
2den hovedmusl., concha med.-- 


iste hovedfure, meat. mede | "Sin Max 


Re KO À 
I 


" , e 
* M en NT x 
P ee D SES -tandsack 
í LS yu AE 

Qu aE + + ME C P 

Ww sc» 15 * 
2 s & 

* 


Den 2den hovedfure trænger sig paany utover mot orbitavæggen 
gjennem en fin, neppe synlig kanal og forgrenes atter i to recesser, recess. 
sup. og inf. post. Disse danner paa dette frontalsnit en sammenhzengende 
kavitet, som imidlertid langere fortil deles i to helt adskilte cellelumina. 
Det nederste og sterste er allerede omtalt under fig. 7, hvor dets forreste 
utleper saavidt har lukket sig. I dorsal retning kan de to recesser folges 
som en sammenhængende kavitet. Den strækker sig ca. 4 mm. bakover 
mellem orbitavaeggen og den 4de hovedmusling. 

Paa dette frontalsnit sees to lamelleformede benprocesser, 
hvis utpreegede muslingekarakter viser sig paa en række snit. Den øverste 
benproces, den 2den hovedfures lamelle III, markerer grænse- 
skillet mellem recess. sup. og inf. og trænger. slimhinden frem som en 
skarpt begrænset valk. Fortil taper benprocessen sig hurtig i orbitas ben- 
væg. Bakover fortsættes den i ca. 3 mm.'s utstrækning, hvorefter den 
litt efter litt gaar over i orbitavæggen. Den nederste benlamelle, den 
2den hovedfures lamelle II, kan ogsaa felges 1 begge retninger. 


Fortil krummer den sig mere og mere sammen, saa dens lam. recurv. 


— Lr 


ste hovedmusl., concha sup... 


2denhovedmusl,conchamed.^/  .- 


2den hovedfure, meat. sup.” E 


IOI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. I29 


kommer til helt at omkranse den lille celleutleper, som skyter sig forover 
fra den dorsalt liggende del av recess. inf. post. Baktil danner denne 
lamelle det benede grænseskille mellem recess. inf. post. og den nedre 
grens hovedlumen.  Tilsidst forenes den med den 3dje hovedmusling. 
Denne viser sig først længere dorsalt og begrænser nedad den store 
kavitet, som repræsenterer fortsættelsen bakover av de to recesser (fig. 9). 

Ovenfor recess. sup. post. mellem næsevæggen og orbita aapner sig et 
større hulrum. Det er fortsættelsen bakover av cell. asc. IV, hvis forreste 
del sees paa fig. 7, som her præsenterer sig. Cellen kommunicerer 1 mm. 
længere fortil med den nedenfor liggende dype fure, den 4de hovedfure, 
som har trængt sig op mellem den 4de og 5te hovedmusling. 


Overkjævehulens lumen sees fremdeles. 


Fig. 9, frontalsnit V. 


cell-usc. Vi. j 
cell. sup. og inf. post. II 


lam. basil. V... > 
lam. basil. VI. 


x 


- 2den hovedfures lamelle II 


4de hovedfure.__ B 


,.Sin. max. 


gdje hovedmusl.- 


2 


- 


m ~~ 


Gre : 
: KT my tandsæk 


ıste hovedfure, meat. med. 


Cell. asc. IV har lukket sig baktil. Av de to cellelumina mellem 
næsevæggen og orbita stammer den medialt liggende, lange, smale spalte 
fra cell. asc. V. Det uregelmæssig formede lumen mellem denne celle og 
orbita skriver sig fra den 2den hovedfures ram. desc., hvis recess. sup. 
og inf. post. fortsættes bakover som en sammenhængende kavitet. Meat. 


sup. treenger sig som en bred rende utover mot orbitaveggen. 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 1. 9 


130 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


I taket av “2den hovediure sees tre lamelletorm ede bream 
dannelser. Snittene længere baktil viser, at alle disse staar i direkte 
sammenhæng med den benbjelke, som opbygger det henede skille mellem 
de to ovenfor liggende celler, og som dannes av basallamellen til crus 
asc. V. Det er derfor naturlig at opfatte de tre benlameller som hoved- 
muslingenes nederste utlopere, som deres lam. recurv.ae. 

Den lateralt liggende maa da efter rækkefølgen betragtes som 
lam. recurv. III. Den staar paa dette snit i forbindelse med den 2den 
hovedfures nederste benlamelle, lamelle il, som begrænser cell. sup. og 
inf. post. nedad. Lam. recurv. III kan følges i 4 mm.'s utstrækning. Fortil 
forenes den med den lille, medialt liggende benlamelle, lam. recurv. IV, og 
danner den laterale begraensning for den 4de hovedfure. Dens fortszettelse 
baktil sees paa fig. 10. 

Den midtre benlamelle, /am. recurv. IV, kan følges forover 
som en vel utviklet muslingedannelse. Den begrænser den 4de hovedfure 
lateralt i hele dens utstrækning. Lam. basil. IV er paa dette frontalsnit 
smeltet sammen med basallamellen til crus asc. V, som danner den laterale 
begrænsning for cell. asc. V. Efter at denne celle har lukket sig fortil, sees 
ogsaa basallamellen til crus asc. IV. Den opbygger den laterale benvæg 
i cell. asc. IV, hvis mediale begrænsning dannes av lam. basil. V (fig. 7 og 8). 

Den tredje, medialt liggende av de tre smaa benlameller 
er den største og svarer til Jam. recurv. V. Det er denne hovedmusling, 
som præsenterer sig som den makroskopisk synlige concha sup. 

Det fremgaar av dette frontalsnit, at meat. sup. foruten den 2den ogsaa 
omfatter den 3dje og 4de hovedfure. Den 3dje hovedfure viser sig ikke 
paa fig. 9, men derimot paa andre frontalsnit. Den danner en svakt mar- 
kert fordypning i taket av den øvre næsegang mellem lam. recurv. III 
og IV. Den 4de hovedfure er langt mere utpræget end den 3dje. 
Den strækker sig i en længde av 6 mm. langs den nedre kant av concha 
sup., medialt begrænset av lam. recurv. V og lateralt av lam. recurv. IV. 

Overkjeevehulens lumen ligger næsten i kontakt med den store tand- 


seek, som utfylder den største del av corp. max. 


2den, 3dje og 4de hovedfure, meat. sup." 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 131 
3 


Fig. 10, frontalsnit VI. 


cell. asc. V 


M 


6te hovedmusl., concha supr... 


___.lam. basil. III og V 


ste hovedfure, meat. supr.... : 
= 7----..cell..sup. og inf. post. II 


ste hovedmusl., concha sup....--...-- 


3dje hovedmusl.-—^ 


- 


iste hovedfure, meat. med.-* 


~~~ tandsek 


Den bakerste del av 5te hovedfures cell. asc. sees umiddelbart neden- 
for lam. cribr. Ca. 1 mm. længere fortil danner denne celle et 5 mm. høit 
cellelumen (fig. 9), som gjennem en meget trang, saavidt synlig aapning 
kommunicerer med furens ram. desc. 

Den 6te hovedmusling, hvis slanke benlamelle trær skarpt 
frem paa fotografiet, begrænser cell. asc. V medialt. Dens crus asc. kan 
følges forover som cellens mediale begrænsning, indtil den, efter at cell. 
asc. V har lukket sig fortil, smelter sammen med crus asc. V. Baktil, 
bakenfor cell. asc. V, lægger den 6te hovedmusling sig ind til orbita- 
væggen, hvorfra dens crus desc. atter stikker frem som en liten bentap, 
som kan følges i ca. 3 mm.’s utstrækning bakover mot nasopharynx. Den 
6te hovedmusling danner benskelettet i concha supr. 

Den ste hovedmusling svarer til præparatets concha sup. Dens 
basallamelle er ifærd med -at forenes med orbitas benvæg. Et par snit 
længere baktil staar dens lam. recurv. frem fra orbitavæggen som crus 
desc. V. Denne strakker sig bakover mot nasopharynx, idet den danner 
benskelettet i den bakerste del av concha sup. 

Parallelt med den ste hovedmusling, mellem den og orbita, sees en 
anden lamelleformet benproces, hvis brede, paereformede lam. recurv. opad 


staar i direkte forbindelse med den ste hovedmusling. Følges snitserien forover, 


132 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


viser det sig, at benprocessen fortsættes i den lamelle, som under fig. 9 
blev betegnet som /am. recurv. III. Længere baktil smelter den sammen 
med crus desc. V. | 

Den 4de hovedmuslings lam. recurv. har længere fortil forenet 
sig med lam. recurv. V og sees ikke paa dette snit. 

Den lille celleutleper mellem lam. basil. III og V og orbitavæggen 
stammer fra cell sup. og inf. post, som her er ifærd med at lukke 


sit lumen. 


Fig. 11, frontalsnit VII. 


Snit fra næsekavitetens bakerste avsnit i dens overgang til sphenoidalhulen. 


,6te hovedmusl., concha supr. 


sphenoidalhulen. _ ‚ste hovedmus!., concha sup. 


ste hovedfure, meat. supr. -----.. 


2den, 3dje og 4de hovedfure, meat. sup.---~ 


rste hovedfure, meat. med..- 


Av hovedfurerne sees den iste, meat. med., den 2den (3dje og 
4de), meat. sup., samt den ste, meat. supr., og av hovedmuslingene 
crus desc. V, concha sup. og crus desc. VI, concha supr. Den sidste er 
mest fremtrædende og er ifeerd med at avsnere den øverste del av næse- 


kaviteten, som formidler sphenoidalhulens kommunikation nedad. 


p E 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 133 


Oversigt over praparat VII. 


rste hovedfure, meatus medius, 


.har en længde av ca. 25 mm. Den nedre del av furen er 2—3 mm. bred 
fra underkanten av concha med. til oversiden av concha inf. Spalten 
mellem muslingebenet og lateralvaeggen er ca. 1 mm. bred i naesekavitetens 
forreste parti, men indsnevres hurtig, saa den langs ost. max. neesten ligger 
i kontakt med proc. uncinat. Laengere baktil blir spalten atter bredere og 


maaler en gjennemsnitlig vidde av 2—21/, mm. 


Ramus ascendens 
er blotlagt paa fig. 3. Den danner paa dette praparat kun en celleutvid- 
ning, som ovenfor crista ethm. i en lengde av 7—8 mm., en heide av ca. 
8 mm. og en gjennemsnitlig bredde av 4—5 mm. skyter sig forover og 
opover mot frontalbenets spongiosa. Kaviteten begrænses medialt av crus 


asc. II og lateralt av orbitavæggen. 


Ramus descendens. 

Av den nedre grens to utlopere trænger recess. sup. sig op mellem crus 
asc. II og concha intermed. pr. med. og utvider sig til en bullacelle av 
usedvanlig størrelse (fig. 4 og 6). Cellen maaler en længde av ca. 7 mm., 
en gjennemsnitlig heide av 8—10 mm. og en bredde av indtil 5 mm. Fra 
hovedluminet utgaar baade forover og bakover mindre forgreninger. 

Den anden store celleutleper fra ram. desc., recess. inf., er i sin helhet 
aapnet paa fig. 4. Spaltens øverste parti, Jaíus semilun., har en længde 
av ca. 6 mm. og en bredde av !/,—1 mm. i dens forreste og 1—1/;, mm. 
i dens bakerste halvdel. Hiatus begrænses opad av concha intermed. pr. 
sup. (fig. 5) og længere baktil av concha intermed. pr. med. (fig. 6). Den 
nedenfor liggende infundibularspalte er som helhet noget bredere end 
hiatus, specielt fortil, hvor dens everste parti danner en cellulaer utbugtning 
av ca. 3 mm.’s tverdiameter. Spaltens begrænsning fremgaar av fig. 5 og 
6. Infundibulum deler sig fortil i tre utlopere. Den everste er den sterste 
og danner en ca. 5 mm. lang, indtil 5 mm. bred og 5 mm. hei celleutvid- 
ning, som strækker sig forover parallelt med cell. asc. og tilsidst avsluttes 
i to smaa terminalceller. Den nedenfor liggende forgrening naar ikke saa 
langt frem. Den maaler en længde av ca. 3 mm., en heide av ca. 3 mm. 
og en bredde av 1—2 mm. Den nederste av infundibularspaltens utlopere, 
som er den mindste med en heide- og tverdiameter av 1—2 mm. og en 
længde av ca. 3 mm., skyter sig forover langs antrumtaket. Infundibular- 
spalten aapner sig i antrum gjennem det ca. 1!/» mm. lange og ca. I mm. 


brede ost. max. Dette er beliggende i en dybde av 7 mm. fra hiatus ved 


134 REIDAR GORDING. : M.-N. Kl. 


ostiets forreste og 6 mm. ved dets bakerste endepunkt og begrænses 


medialt av proc. uncinat. og lateralt av lamelle V. 


Sin. max. har en længde av ca. 20 mm. og strækker sig 6 mm. frem 


foran maxillærostiet. Hulens profil avtegner sig paa de fleste snit fra 


dens forreste "halvdel som en ca. 7 mm. hoi og 5 mm. bred trekant. 
Bakenfor ost. max. blir kaviteten bredere, saa dens breddediameter paa de 


fleste snit er større end dens hoidediameter. 


Av lamelleformede bendannelser i ıste hovedfure sees syv, 
hvorav tre, lamelle I, ILog III, deltar i opbygningen av bullacellens ydre skelet. 
Av disse danner lamelle III, concha intermed. pr. med., bullacellens nedre 
begrænsning i hele dens utstrækning (fig. 6). Av de fire øvrige ben- 
processer sees ogsaa lamelle IV og V paa fig. 6. Lamelle VI og VII 
preesenterer sig derimot ikke paa fotografierne. Disse to benprocesser 
opbygger det benede grænseskille mellem | bullacellens bakerste celle- 


forgreninger. 


Proc. uncinat. viser den sedvanlige bygning (fig. 5 og 6). 


2den hovedfure, meatus superior, 


begrænses nedav av concha med., den 2den hovedmusling, og opad av concha 
sup. den ste hovedmusling. Furen er 18 mm. lang og gjennemsnitlig 
1—2 mm. bred. Kommunikationsaapningen mellem dens to grener er used- 
vanlig trang, ca. !/; mm. i tversnit (fig. 3). 

Ramus ascendens 
utvider sig til en ca. 7 mm. lang, 6 mm. hei og 5—6 mm. bred kavitet, 
som baktil deles i to etager. Den overste repraesenterer cellens fortszettelse 
bakover og danner et 5 mm. heit og 3 mm. bredt hulrum av ca. 4 mm.’s 
længde. Den nederste etage, som staar i aapen sammenhæng med hoved- 
luminet, maaler en længde av ca. 2 mm. og har en gjennemsnitlig tver- 
diameter av 2—3 mm. Baktil krydses cell. asc. I med furens cell. inf. ant. 
og «cell asc IV, 

Ramus descendens 
er usedvanlig rikt forgrenet. (Omtrent 1 mm. bakenfor kommunikations- 
aapningen mellem dens to grener trænger den i dybden og deles vifte- 
formig i to celleutvidninger, en recess. sup. og inf. ant., som sender sine 
utlepere baade forover og bakover (fig. 4 og 7). Fortil forenes de to 
cellulære utvidninger til et ca. 2 mm. langt cellelumen. Baktil kan de 


følges paa ca. 10— 15 snit som to kaviteter. 


4 


g 


| 


EE r— 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 735 


Et par mm. længere dorsalt skyter ram. desc. atter frem en gren, 
som paany deler sig i to recesser, recess. sup. og inf. post., med utlopere 
i begge retninger (fig. 4 og 8). Fortil danner de to recesser to adskilte celler 
av et par mm.’s længde, og baktil forenes de til et ca. 5 mm. langt, 5 mm. 
heit og 1—2 mm. bredt hulrum, som er aapnet paa fig. 4. 


Av lamelleformede bendannelser i 2den hovedfure findes tre. 


Den øverste av disse, lamelle I, deler den bakerste del av cell. asc. II 


i to mindre cellelumina. Lamelle II markerer fortil grænsen mellem den 
2den hovedfures to hovedgrener og forener sig med lam. recurv. IV 
(fig. 7). Længere baktil danner benprocessen den nedre begrænsning av 
recess. resp. cell. inf. og skiller denne fra den nedre grens hovedlumen. 
Begge benlameller representerer fortsettelsen bakover av 
den 2den hovedmuslings basallamelle, lamelle I av dens ever- 
ste og lamelle II av dens nederste del. Lamelle III danner 
grænsen mellem furens to bakerste utlopere, mellem dens recess. sup. og 


inf. post. (fig. 8). 
3dje hovedfure 


er omtrent helt forsvundet. Den viser sig paa snittene som en I!/; mm. 


lang, neppe synlig rende i taket av meat. sup. mellem lam. recurv. III og 


IV (fig. 9). 
4de hovedfure. 


Paa fotografierne av voksmodellen (fig. 3) sees kun dens 


ramus ascendens. 
Denne gren trænger sig op mellem crus asc. IV og crus asc. V umiddel- 
bart bakenfor cell. asc. II og danner en ca. 41/2. mm. lang, 5 mm. hei og 
3—4 mm. bred kavitet (fig. 3, 7 og 8). Cell. asc. staar i forbindelse med 
ram. desc. gjennem en ca. 1 mm. lang og 1 mm. bred aapning, som 
altsaa er adskillig større end den, som formidlet kommunikationen mellem 


den 2den hovedfures to grener. 


Ramus descendens 
strækker sig langs taket av meat. sup., dækket av concha sup. Furen, som 
lateralt begraenses av den 4de og medialt av den 5te hovedmusling, maaler 
en langde av ca. 6 mm. og er i sit forreste parti vel utviklet med en 
gjennemsnitlig dybde og bredde av 2—3 mm. (fig. 7 og 8). Ram. desc. taper 
sig litt efter litt i taket av 2den hovedfure og forsvinder helt 5—6 mm. 
bakenfor ram. asc. (fig. 9). 

Meat. sup. omfatter altsaa foruten den 2den ogsaa den 3dje og 4de 
hovedfure. 


136 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


5te hovedfure, meatus supremus, 


begrænses nedad av concha sup., den ste hovedmusling, og opad av 
concha supr., den 6te hovedmusling. Furen præsenterer paa dette præ- 


parat en vel utviklet 


ramus ascendens, 
som har trangt sig op mellem crus asc. V og VI og har utvidet si til 
en 4 mm. lang, 5 mm. hei og ca. 1—2 mm. bred cell. asc. (fig. 3 og 9). 
Cellen staar nedad i forbindelse med furens nedre gren gjennem en meget 


smal ! anal. 


Ramus descendens 
strækker sig fra kommunikationsspalten helt bakover til nasopharynx som 
en flat, aapen fure av 5—6 mm.'s længde. 

Av hovedmuslingene sees den 2den, 3dje, 4de, 5terossore 
Den 2den hovedmusling begrænser recess. asc. I medialt og danner 
længere baktil den laterale begrænsning for cell. asc. II. Eftersom denne 
elle utvider sit lumen, trænges den 2den hovedmuslings basallamelle ut- 
over mot orbitavæggen og skilies fra sin lam. recurv. 

— Basallamellens øverste tredjedel fortsættes bakover som den 
2den hovedfures lamelle I og deler den bakerste del av cell. asc I i 
to cellelumina. De nederste to tredjedeler av basallamellen 
lægger sig ind til de to smaa benlameller, lamelle VI og VII, som 
staar frem fra orbitavæggen i den bakerste del av iste hovedfure og 
danner paa den maate den mediale begrænsning for bullacellens bakerste 
utlopere. Længere baktil fortsættes ogsaa den nederste del av basallamellen 
i dorsal retning som en lamelleformet benproces, den 2den hovedfures 
lamelle IL. Benlamellen markerer grænsen mellem ram. asc. og desc. 1. 
Lamelle II viser sig imidlertid kun paa et par snit, inden den forenes med 
den 4de hovedmusling (fig. 7). Efterat den 2den hovedmuslings lam. 
recurv. har mistet sin basallamelle, forener den sig med den ıste hoved- 
fures lamelle III, concha intermed. pr. med., som længere baktil danner 
basallamellen for crus desc. II. 

Den3djehovedmuslings lam. recurv. sees paa frontalsnittene fra den 
bakerste del av meat. sup. Benlamellen er nærmere omtalt under fig. 9 og 10. 

Den 4de hovedmusling er relativt vel utviklet og maaler en 
længde av 6 mm. (fig. 7—9). 

Den 5te hovedmusling, concha sup., er den muslingedannelse, 
som nest efter den 2den hovedmusling har naadd længst i utvikling. 
Den begrænser den 2den hovedfure opad og danner desuten i en utstrækning 


av 17 mm. den mediale begrænsning for den 4de hovedfure (fig. 7—9). 


1914. No. r. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 137 


Den 6te hovedmusling avtegner sig usedvanlig skarpt paa frontal- 
snittene fra naesens bakerste avsnit (fig. 10 og 11). Dens benlamelle op- 
bygger benskelettet i concha supr. 

Det viser sig altsaa, at av hovedmuslingene svarer den 2den til 


concha med., den 5te(+ den 3dje og 4de) til concha sup. og den 6te 


til concha supr. 


PRÆPARAT VIII. 
(Heire næsehalvdel av et 14 mndr. gml. pikebarn.) 


Neeseveeggens længde 28 mm. 
Næsevæggens hoide 24 mm. 
Maxillzeravsnittets hoide 9 mm. 
Ethmoidalavsnittets hoide 15 mm. 


Forholdet som 1 : r,6. 


Meat. inf. er trangt bygget. Den laterale flate av concha inf. ligger 
næsten i kontakt med væggen i nedre næsegang. Spalten mellem under- 
kanten av concha inf. og næsegulvet er derimot mere aapen og maaler 


gjennemsnitlig en bredde av ca. 2 mm. 


Neseveggens ethmoidale avsnit. 


Iu. 


Fotografi av næsevæggen i nat. størrelse. 


Av næsefurerne sees meat. med., sup. og supr. 


138 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 
Fig,’ 2 


.concha supr., 


meat. supr., 
3dje hovedfure 


3dje hovedmusl. 
">>> meat. sup., 

2den hovedfure 
7--..concha med, 
2den hovedmusl. 


---.meat. med., 
tste hovedfure 


7 4de og ste hovedmusl. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 139 
) 
Fig. 3. 


Fotografi av voksmodellen, hvor de overste deler av meat. med., rste 


hovedfure, meat. sup., 2den hovedfure, og meat. supr., 3dje hovedfure, er 
blotlagt. Den største del av 2den hovedmusling samt crus asc. III, IV og 


V er fjernet. Frontalsnittenes beliggenhet er markert. 


(fig. 5) 
(fig. 7) 
VII (fig. 11) 
VIII (fig. r2) 
(fig. 13) 
(fig. 14) 


II 
III 
IV 
V 
VI 
IX 
X 


snit I 


' 
LU 
i 
i 
1 
L 
i 
i 
Li 
' 
' 


cell. asc. I, 


nc. i Lus o 


___meat. supr., 
3dje hovedfure 


hiatussemilun.  MESERSGURCOHNMMNL M SUA 
: å ; Min. “US —_meat. sup., 
2den hovedfure 


mam meat. med., 
rste hovedfure 


Paa 


Recess. asc. I er paa dette præparat usedvanlig rikt forgrenet. 


fotografiet synes recessen at utvide sig til én stor kavitet, som utfylder 


den forreste del av den laterale næsevæg. Kaviteten omfatter imidlertid 


paa preeparatet en hel del cellelumina, som det ikke har veeret mulig paa 


voksmodellen at faa utdissekert i detaljer paa grund av cellernes indbyrdes 


140 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


beliggenhet. Det hulrum, som her præsenterer sig som »cell. asc. I<, be- 
staar egentlig av to større celler, cell. asc. ant. og post. Cell. asc. ant. 
omfatter de forreste to tredjedeler av »cell. asc. I<. Cellen deler sig fortil 
i to sterre hulrum, en cell. asc. ant. sup. og inf. Desuten utgaar fra 
cell. asc. ant. et par mindre celleutlopere. Cell. asc. post. svarer til den ba- 
kerste tredjedel av den store kavitet. Fra cell. asc. post. utgaar seks celle- 
utlepere. To av disse strækker sig bakover langs orbitavæggen. De 
fire øvrige pneumaticerer den bakerste del av den recesserte crus asc. Il. 
En av dem viser sig paa fig. 3 mellem recess. asc. I og cell. asc. II. 
Bakenfor den tste hovedfures ram. asc. sees to storre hulrum, cell. 
asc. II og III. Den lille celleaapning i den nederste del av cell. asc. Il 


repræsenterer ostiet til en celle, som er aapnet paa fig. 4. 


Eig. 4. i 
Fotografi av voksmodellen, hvor ogsaa furernes-nedre grener og duct. 
nasolacrym. er blotlagt. Proc. uncinat., den største del av concha inf. 


samt den laterale benvæg i recess. asc. I er fjernet. 


/ 


infundibularcelle 

i cell. asc. IT 
\ celleutloper fra cell. asc. II 
i | cell. asc. III 
T | 


AN 
Ss. nn sup. ant. II 


meat. supr., 
gdje hovedfure 


--- cell. sup. post. II 
X "meat. sup., 2den hovedfi 


"Soden hovedfures lamelle 


77-cell. inf. TI 


^-meat. med., 
ıste hovedfure 


IOI4. No. 1. DEN EATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. I4I 


Av særlig interesse paa dette præparat er infundibularspaltens frem- 
trængen mot frontalbenet. En sammenligning med fig. 5 viser, at dens 
everste del ikke som sedvanlig danner en smal spalte, men derimot en 
stor celluler utvidning. Cellen har trængt sig 2—3 mm. ind i pande- 
benets spongiosa og har skutt den medialt liggende recess. asc. med dens 
celleutlepere tilbake. Fra infundibulum utgaar kun en celleforgrening, som 
sees i heide med crista ethm. Den lille utleper begrænses opad av en 
lamelleformet bendannelse, som paa fig. 5 er betegnet som lamelle II. 

Av den 2den hovedfures forgreninger er de fleste lokalisert til furens 
nedre gren. Fra den utgaar tre celleutlepere. Den bakerste skriver sig 
fra cell. sup. post., som kun delvis er aapnet. Den store kavitet, som 
ligger foran cell. sup. post., og som straekker sig helt op til kommunikations- 
 aapningen mellem ram. asc. og desc. stammer fra cell. sup. ant, den 
sterste av de to celleutlepere, som utgaar fra den forreste del av den 
2den hovedfures nedre gren. Den anden utleper, recess. inf, skyter sig 
forover fra ram. desc. som en smal fure langs den 2den hovedmuslings 
basallamelle. Den valkformede dannelse, som begrzenser cell. sup. post. 
nedad, og som fortil adskiller cell. sup. ant. II fra cell. inf. II, svarer til den 
2den hovedfures lamelle III (fig. 12). I den nederste del av cell. asc. II er 
delvis aapnet det hulrum, hvis ostium viste sig paa fig. 3. 

I 3dje hovedfure er den nederste del av cell. asc., som er beliggende 
mellem furens ram. desc. og orbitavæggen, blotlagt. Det viser sig, at 
cell. asc. III kan deles i to etager, hvis storrelsesforhold avtegner sig paa 
fotografiet. Grænseskillet mellem recessens to avsnit markeres av den 
benlamelle, som sees paa fig. 13. 

Overkjzvehulens store kavum er i hele sin utstrækning aapnet. Det 


fremgaar av fotografiet, at kaviteten naar frem foran duct. nasolacrym. 


142 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Iste hovedfure. 


Fig. 5, frontalsnit I. 


Snit fra den forreste del av furen. 


celleutloper fra 
cell, ase. B, cell. ase ant... — 


I^. 
Cmusrase lle. 


proc. uncinat. (agger nasi)----~ & f ____->>infundibularceller 


Den store cellulære utbugtning, som dannes av infundibularspaltens 
øverste parti, pneumaticerer hele den del av næsevæggen, som strækker 
sig fra concha med.feestet til lam. cribr. Cellen har allerede trængt sig 
ind til frontalbenets spongiosa. Av furens cell. asc. og dens utlepere* 
sees kun en avlang spalte mellem infundibularcellen og næsevæggen. 

Infundibularcellens nedre begraensning dannes delvis av en beiet ben- 
lamelle, som staar frem fra orbitavæggen i hoide med concha med.fæstet. 
Det vil fremgaa av de bakenfor liggende frontalsnit (fig. 8), at benlamellen 
efter rækkefølgen ovenfra nedad svarer til ıste hovedfures lamelle Il. 
Fortil forenes denne benproces med proc. uncinat. og kan folges videre 
forover som det intercellulære septum mellem den store kavitet og den 
nedenfor liggende lille infundibularcelle. Lamellens fortsættelse baktil sees 


paa fig. 6. 


— RSS | uL 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 143 


Den overste infundibularcelle begrænses medialt av en tynd ben- 
lamelle, som nedad deler sig i to utlepere. Disse kan følges bakover, den 
ene som crus asc. II og den anden som proc. uncinat. Proc. uncinat. 
danner paa dette frontalsnit den største del av cellens nedre begrænsning. 
Benprocessen sees som en traadtynd lamelle, hvis midtparti er fortykket, 
‘og præsenterer sig som en uregelmæssig formet, skarpt begrænset ben- 
prominens. Denne lægger sig længere fortil ind til maxillærbenets proc. 
front. og smelter sammen med den. Fortsættelsen bakover av proc. uncinat 

ki sees paa fig. 6—9. 
Nedad aapner overkjævehulen sit pæreformede lumen mellem orbita 


og den nasale utmunding av duct. nasolacrym. 


De efterfølgende seks frontalsnit skriver sig alle fra den ıste hovedfure 


og ligger fra 1!/,—10 mm. bakenfor det sidst beskrevne. 


Fig. 6, frontalsnit II. 


celleutlepere fra 
cell. asc. I, cell. asc. ant. — 


crus asc. II (lam. basil).  — 


proc. uncinat -— B IER C 


Iste hovedfure, meat. med. 


Den store infundibularcelle, hvis lumen viste sig paa fig. 5, staar her 
i aapen forbindelse med den nedenfor liggende lille infundibularutleper 
(fig. 4). Fra denne celleutleper strækker infundibulum sig som en 


trang spalte nedover mot overkjavehulen, hvis paereformede profil sees 


144 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


mellem den mediale næsevæg i meat. med. og inf. og orbitas benvæg. De 
to cellelumina opad og medialt for den øverste infundibularcelle skriver 
sig fra cell. asc. I, cell. asc. ant., hvis utlopere traenger sig frem bakfra og 
paa dette frontalsnit naar hoiere op mot lam. cribr. end infundibularcellen. 

Greenseskillet mellem de to netop omtalte infundibularceller markeres 
av en liten benproces, den ıste hovedfures lamelle II, som staar frem 
fra orbitavæggen i heide med den øverste del av meat. med.  Ben- 
processen forenes længere fortil med proc. uncinat. (fig. 5) og taper sig 
baktil 1 orbitavæggen. Proc. uncinat., hvis traadtynde, bugtede benlamelle 
deltar 1 opbygningen av den mediale begrænsning for de to infundibular- 
celler, er opad forenet med crus asc. Il. 

I den nederste del av infundibulum mellem spalten og antrum springer 
en anden bendannelse frem fra lateralvæggen. Den præsenterer sig som 
en relativt bred benprominens, som nedad, skyter frem en liten beiet 
utloper. Benprocessen, hvis fortsættelse bakover paa fig. 7 og 8 danner 
infundibularspaltens laterale begrænsning, svarer til den ıste hovedfures 


lamelle IV, concha intermed. pr. inf. 


Fig. 7, frontalsnit III. 


£ 

SER x A y . cell. asc. I, cell. asc. post. 
Sg > 7 #7 ia 

7 ARE lamelle I, concha intermed. pr. sup. 
4 

J M E : £ 
fe 2 - infundibularcelle 
celleutleper fra cell. asc. post. _ za \ Y 


2denhovedmusl.,concha med. ..———- 


lamelle IV, concha intermed. pr. inf. 


N 


ıste hovedfure, meat. med. —— 


proc. uncinat. ~~ 


SIN MAX rer 


Iste bovedfures recess. asc. skyter sig op mellem concha med. og 
proc. uncinat. og utvides til den store cell. asc. post., som utfylder næsten 


hele mellemrummet mellem næsevæggen og orbitas benvæg. Cellen be- 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 145 


grænses lateralt av den slanke benproces, som stikker ned fra lam. cribr., 
og hvis lange, tynde basallamelle avsluttes i en kort, kolbeformet lam. 
recurv. Det er den rste hovedfures lamelle I, concha intermed. pr. sup., 
som her præsenterer sig. Den begrænser hiatus opad og danner desuten 
den mediale begrænsning for den infundibularcelle, som har trængt sig ind 
forfra mellem benlamellen og orbitavæggen. Concha intermed. pr. sup. 
smelter fortil sammen med proc. uncinat. og adskiller recess. asc. fra 
infundibulum. Baktil aapner den sin lam. recurv. for at omslutte den del 
av infundibularspalten, som paa dette snit har kilt sig ind mellem dens 
basallamelle og orbitavæggen, og som længere baktil pneumaticerer den 
forreste del av bulla ethm. 

Nedad aapner infundibulum sig i sin. max. Den laterale begrænsning 
for infundibularspaltens nederste avsnit dannes av en flat benprominens, 
som buger sig frem fra orbitavæggen og repræsenterer fortsættelsen bak- 
over av lamelle IV, concha intermed. pr. inf., (fig. 6). Spalten be- 
grænses medialt av proc. uncinat., hvis øverste halvdel sees som en uregel- 
mæssig formet fortykkelse. Denne pneumaticeres længere fortil av den 
lille infundibularcelle, som viste sig paa fig. 6. 

Concha med.’s laterale væg er delvis exkavert av en celleutloper fra 


cell. asc. post. 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 1. 10 


146 REIDAR GORDING. 


Fig. 8, frontalsnit IV. 


celleutlopere fra cell. asc. post cell. asc. I, cell. asc. post. 


DS 
Gau eg 


___-lamelle I, concha intermed. pr. sup. 
celleutlsper fra cell. asc. I 


ee cell. bullae ethm. 


— ——--.]amelle III, concha intermed. pr. med. 


celleutloper fra ØRE 
ıste hovedfures ram. desc.—~ 


zden hovedmusl.,conchamed. 


ıste hovedfure, meat. med. 


proc. uncinat.” 


Cell. asc. post. sees fremdeles. Kaviteten er paa dette snit adskillig 
mindre av omfang, efter at de to celleutløpere, hvis avlange lumina viser 
sig mellem recessen og den mediale næsevæg, er avsnøret længere fortil. 

Den benproces, som under fig. 7 blev betegnet som lamelle I, 
concha intermed. pr. sup., preesenterer her en lang, kolbeformet lam. recurv., 
hvis to lameller omfatter et lyst midtparti, det netop lukkede cellelumen 
til infundibularspaltens bakerste utloper. Concha intermed. pr. sup. er nedad 
forenet med en anden benproces, rste hovedfures lamelle III, concha 
intermed. pr. med., som har utpræget muslingebygning saavel paa dette 
som paa andre frontalsnit. Den fortsættes bakover paa fig. 9, Io og 11. 
Det smale, halvmaaneformede lumen mellem de forenede bimuslinger og 
orbitaveeggen stammer fra bullacellen, som her trænger sig frem bakfra. 

Infundibularspaltens laterale begrænsning dannes av en bred ben- 
prominens, som staar frem fra orbitavæggen som den ıste hovedfures 


lamelle IV. Denne bendannelse strækker sig gjennem spalten i hele 


eee aA De BE + , » bod 


1914. No. rz. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 147 


dens længde. Fortil kan den følges paa fig. 7 og 6. Baktil taper den 
sig 1 orbitavæggen. Lamellen svarer efter sin beliggenhet nærmest til 
concha intermed. pr. inf. 

Infundibulum begrænses medialt av proc. uncinat. Den præsenterer 

_sig som en slank lamelle, hvis øverste og nederste del er noget fortykket. 
Nedad tangerer benprocessen basallamellen til concha inf. 

Mellem recess. asc. og næsevæggen sees fire cellelumina. Det største av 
disse skriver sig fra cell. asc. post., som længere fortil sender sine utlopere 
bakover. Fra samme kavitet stammer ogsaa det ovenfor liggende avlange celle- 
lumen. Av de to øvrige smaa lumina staar det øverste i forbindelse med cell. 
asc. II og repæsenterer dens forreste utleper. Det nederste skriver sig fra 1ste 
hovedfures ram. desc. Denne gren skyter længere baktil frem en utloper, 
som trænger sig ind i concha med. (fig. 10). 

Grener fra iste og 2den hovedfure sees altsaa paa dette frontalsnit 
at krydse hverandre. 


Fig. 9, frontalsnit V. 


Rol use Ho cell. asc. I, cell. asc. post. 


__ lamelle V 
iK lamelle VI 


celleutleper fra cell. asc. post.___ 


Ne per fra OE lamelle III, concha intermed. pr. med. 


tste hovedfures ram. desc. ——sulcus intermed. inf. 


‘~~~ Jamelle IV, concha intermed. pr. inf. 


sin. max. 


Cell. asc. post. viser sig fremdeles. Nedenfor cell. asc. post. staar tre 
benprocesser frem fra orbitavæggen. Den øverste av disse, lamelle V, 
repræsenterer fortsættelsen bakover av basallamellen til concha intermed. 


pr. sup., hvis lam. recurv. længere fortil har forenet sig med den nederste 


148 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


av de tre lameller, concha intermed. pr. med. Parallelt med lamelle V 
springer en anden liten benproces frem fra orbitas benvæg ind mot bulla- 
cellens lumen, skilt fra den førstnævnte ved en svak utbugtning av mucosa. 
Det er den iste hovedfures lamelle VI, som her præsenterer sig. 
Lamelle V og VI smelter fem snit længere baktil sammen til en lamelle- 
dannelse (fig. 10). Den 3dje benproces, concha intermed. pr. med, 
danner bullacellens begrænsning nedad. Dens rikt forgrenede lam. recurv. 
avtegner sig skarpt paa dette snit. Infundibularspalten begrænses lateralt 
av den brede benprominens, som paa fig. 6—8 er betegnet som lamelle IV, 
concha intermed. pr. inf., og medialt av proc. uncinat., hvis anatomiske 
bygning arter sig omtrent som paa fig. 8 Den brede, flate fure mellem 
lamelle III og IV svarer til KiLLiAN’s sulcus intermed. inf. 

De fleste av de celleforgreninger, som viste sig paa fig. 8, sees ogsaa 
paa dette frontalsnit. Cell. asc. I danner her et stort cellelumen og pneumati- 
cerer den største del av næsevæggens øverste parti. Den lille celle 
nedenfor cell. asc. II stammer fra cell. asc. post. (fig. 8). Det andet 
lille cellelumen i den nederste del av concha med. skriver sig fra ram. 
desc. I, som 5—6 snit længere baktil sender en celleutloper forover 
(fig. 10). 

Nedad mellem den laterale næsevæg i meat. inf. og med. og orbita- 


væggen sees overkjævehulens trekantede, noget avrundede lumen. 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 149 


Fig. 10, frontalsnit VI. 


4 
lam. basil. II, 
Le 
cell. asc. II Sem $us |... cell. asc. I, cell. asc. post. 
lam. basil. II.” | 


___- lamelle VI, 2den hovedfures lamelle I 


__ cell. bullae ethm. 


_lamelle VII 


~-~--~---lamelle III, concha intermed. pr. med. 


gdje hovedmusl., concha sup._---- >= 


eden hovedfure, meat. sup.---~~~ 


celleutloper fra ae -----lamelle IV, concha intermed. pr. inf. 


iste hovedfures ram. desc.-- _-” 


> ‚sin. max. 
2den hovedmusl., concha med..- > 


recess. inf., infundibulum -~~ 


iste hovedfure, meat. med.” 


Cell. asc. I, cell. asc. post., praesenterer sit spalteformede lumen mellem 
lam. basil. II og orbitavæggen. 

Fra orbitas benvæg trænger der sig frem en slank, let beiet benlamelle, 
som avsluttes i en knopformet fortykkelse. Benprocessen er fremkommet 
efter sammensmeltning av lamelle V og VI og maa efter snittene 
at demme sandsynligvis opfattes som en fortsættelse av lamelle VI. 
Lamellen danner det benede grænseskille mellem cell. asc. I og den nedenfor 
liggende bullacelle. Laengere baktil (fig. 11) forener den sig med basal- 
lamellen til den 2den hovedmuslings crus asc. og begraenser bullacellen 
opad. Benlamellen kan felges paa snittene over i 2den hovedfure, hvor 
den deltar i opbygning av denne fures lamelle I. 

Paa dette frontalsnit, sees desuten en anden proces, den 7de, i Iste 
hovedfure at stikke frem fra overkanten av lamelle III, concha intermed. 
pr. med. Lamellen er her ikke meget fremtraedende, men tiltar i storrelse 
længere dorsalts(fig. 11). 

Det store cellelumen, som pneumaticerer den største del av næsevæggen 
mellem meat. sup. og lam. cribr., stammer fra cell. asc. II. Dets videre fortsæt- 
telse forover sees paa fig. 9 og 8. Fra ram. desc. I utgaar en liten celleutleper, 
som trænger sig ind i den nederste del av concha med. Den fortsættes forover 


paa fig. 9 og 8. 


150 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Av hovedmuslingene viser sig den 2den og 3dje. Den 
2den hovedmusling danner med sin basallamelle grænseskillet 
mellem cell. asc. I og cell. asc. II. Fortil begrænser denne hovedmusling 
ram. asc. I med dens forgreninger medialt (fig. 7). Baktil trænges crus 
asc. II, eftersom cell. asc. II utvider sit lumen, over til orbitavæggen 
og forener sig med de bakerste benlameller i ıste hovedfure (fig. 11). 
Den 3dje hovedmusling kan felges bakover gjennem snitserien 
som en vel utviklet muslingedannelse. Den danner paa dette snit ben- 
skelettet i concha sup., som begrænser den 2den hovedfure medialt. Basal- 


lamellen til crus asc. III opbygger den mediale benveeg i cell. asc. II. 


Fig. 11, frontalsnit VII. 


cell. asc. I, cell. asc. post. 
\ 


\ 


> ^ 4 
cell. asc. II. 42 \ i 
= (2 Pe. lam. basil. II | 
» Jr a eden hovedfures lamelle I 
^ — Jjlamelle VI J 


2 


G4 
P 
n 


… cell. bullae ethm. 


TIU lam. basil. II 
2den hovedfures lamelle II 


-__ —7---- Jamelle VII 
— lam. basil. If, eden hovedfures lamelle III 


~~ Jamelle III, concha intermed, pr. med. 


2denhovedmusl.,concha med. & "-lamelle IV, concha intermed. pr. inf. 
&… sin. max. 


a“ 


ıste hovedfure, meat. med. _—— P 


5 
infundibulum” = 
4 


HCM 


De cellelumina, som viste sig paa fig. 1o, er fremdeles synlige. Cell. 
asc. post. er yderligere indsnevret. pos 

Den iste hovedfures lamelle IIl, concha intermed. pr. med., trænger 
sig frem fra orbitavaeggen mellem den nedre grens recess. sup. og inf. 
Længere baktil forenes lamelle III med lam. recurv. II og fortsættes bakover 
som den 2den hovedmuslings basallamelle. 

Parallelt med concha intermed. pr. med. springer en liten benproces 


frem fra orbitavæggen mellem bullacellen og recess. sup. Denne ben- 


pw 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NESEVEGS ETHMOIDALAVSNIT. ENSE 


dannelse danner fortsættelsen baktil av den lamelle VII, som er omtalt 
under fig. ro. Den viser vistnok ikke paa noget av snittene tydelig mus- 
lingebygning; men en sammenligning med andre preeparater tyder i retning 
av, at ogsaa den ber opfattes som en lamelleformet dannelse. Denne blir 
da den 7de benlamelle i ıste hovedfure. Benprocessen kan følges 
bakover, hvor den smelter sammen med den del av lam. basil. Il, som 
fra lamelle VI strækker sig nedover mot lamelle VII, til en benlamelle, som fort- 
sætter sig videre i dorsal retning som den 2den hovedfures lamelle II. 
Av hovedmuslingene sees de samme, som viste sig paa fig. 10, den 
2denog 3dje. Den 2den hovedmuslings basallamelle er rykket naer- 
mere orbitavaeggen. Den har allerede traadt i forbindelse med lamelle VI og 
ligger næsten i kontakt med lamelle VII. Længere baktil forenes den baade 
med lamelle VII og den nedenfor liggende lamelle III. Basallamellens everste 
parti begrænser den bakerste del av cell. asc. I opad og fortsætter sig 


over i 2den hovedfure for sammen med lamelle VI at danne furens lamelle I. 


2den hovedfure. 


Fig. r2, frontalsnit VIII. 


lam. basil. HT 


NE 
lam. basil. IV. N 
FE > ^ 
cell ase. Ile er E __cell. asc. II 


2den hovedfures lamelle II 


3dje hovedfure, meat. supr.__ 


3dje hovedmusl., concha sup.__ 


2den hovedfure, meat. sup. AE DAE. 7 
pb. RAN —---2den hovedfures lamelle III 


Av iste hovedfures forgreninger sees kun den bakerste del av over- 
kjævehulen med sit flattrykte profil, som her er skutt op i heide med 


den midtre næsegang. Næsevæggen ovenfor meat. sup. pneumaticeres 


152 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


av tre cellelumina. Det øverste skriver sig fra cell. asc. II, det medialt 
liggende fra cell. asc. III, mens det pæreformede lumen mellem cell. asc. III 
og orbitaveeggen stammer fra den 2den hovedfures cell. sup. post., som 
et par snit længere baktil er avsneret fra sin forbindelse med ram. desc. 

Fra orbitavæggen staar frem to benprocesser, som begge under sit 
forlop paa flere frontalsnit viser lamellebygning. Den overste av disse 
benprocesser svarer til den 2den hovedfures lamelle II og danner den 
øvre, mediale begrænsning for cell. sup. post. og længere fortil ogsaa 
for cell sup. ant. Lamelle II markerer graenseskillet mellem furens to 
hovedgrener. Den repræsenterer fortsættelsen bakover av den ıste hoved- 
fures lamelle VII og den del av den 2den hovedmuslings basal- 
lamelle, som fra lamelle VII strækker sig opover langs orbita- 
væggen til lamelle VI (fig. 11). Baktil kan benprocessen felges paa 
snittene, indtil cell. sup. post. har lukket sit lumen, hvorefter den taper 
sig 1 orbitas benveeg. 

Den nederste benproces, lamelle III, springer frem fra orbitavæggen 
i meat. sup. og synes paa dette frontalsnit at være opbygget av flere 
benbjelker. To snit længere fortil deler ogsaa benprocessen sig i tre 
parallelt lopende lameller, som imidlertid snart smelter sammen til en 
lamelledannelse. Lamelle III begrænser cell. sup. post. nedad og danner 
desuten længere fortil grænseskillet mellem recess. sup. og inf. II. Den kan 
følges videre forover i 1ste hovedfure som den nederste del av lam. 
basil. II. Baktil viser lamelle III muslingeform og forener sig tilsidst 
med den 3dje hovedmusling. 

Foruten de to lameller, som viser sig paa fig. 12, kan længere fortil 
i 2den hovedfure paavises en 3dje lamelleformet benproces, furens lamelle I, 
som ikke sees paa noget av fotografierne. Benprocessen staar frem fra 
orbitaveeggen i den nederste del av cell. asc. II og danner den mediale 
begrænsning for det cellelumen, som pneumaticerer den nederste del av 
lateralvaeggen i cell. asc. II (fig. 4). Fortil deles benprocessen i to lameller. 
Disse fortsætter sig over i ıste hovedfure, den øverste som den del av 
lam. basil. Il, som paa fig. 11 danner den evre begrensning av 
cell. asc. I, og den nederste som este hovediures lamelle wee 

Det fremgaar av, hvad der her er anfort, at alle lamelledannelser 
i 2den hovedfure stammer fra den 2den hovedmuslings lam. basil. 
De to benlameller, som sees paa fig. 12, svarer, som allerede fremhævet, 
til den 2den hovedfures lamelle II og III. Den sidstnævnte regnes da 
for en benproces, tiltrods for at den, som allerede omtalt, egentlig er op- 


bygget av tre parallelt lopende benlameller. 


1914. Noer DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. B53 


Av hovedmuslingene danner den 3dje hovedmusling ben- 
skelettet i concha sup. og har forenet sig med den 2den hovedfures 
lamelle II. Hovedmuslingens lam. basil. opbygger sammen med lamelle II 
den laterale begrænsning for cell. asc. III, hvis mediale begrænsning dan- 
nes av lam. basil. IV. Længere baktil skilles lam. recurv. III fra sin basal- 
lamelle, forenes med den 2den hovedfures lamelle III og fortsætter sig 


videre bakover som crus desc. III (fig. 13). 


3dje hovedfure. 


Fig. 13, frontalsnit IX. 


Snit fra den bakerste del av furen. 


cell. asc. III 


eC hovedmusl.< ———— Å NM  —— y TA 


concha supr. 
las hovedmusl. —-----—- f 


rt 


M 
— 


3dje hovedfure-- ~~. amelledannelse i gdje hovedfure 


aden hovedfure, meat. sup.— 


2denhovedmusl.,concha OU ae 


rste hovedfure, meat. med. ~~ 


Cell. asc. III har længere fortil trængt sig op mellem crus asc. III 
og crus asc. IV og V. Cellen begrænses paa dette snit medialt av crus 
asc. IV og V og lateralt av orbitas benvæg og har utvidet sig til et større 
hulrum, hvis nederste del her præsenterer sig som en egen celle. Grænsen 
mellem denne og det ovenfor liggende hovedlumen markeres av en liten 
lamelleformet proces, som staar ut fra orbitavæggen og kan sees 
paa 12 snit. Paa enkelte av disse kan man skjelne mellem en ganske kort 


lam. basil. og en knopformet lam. recurv. Nogen faa snit længere fortil 


154 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


trænger den slimhinden frem som en valk mellem kavitetens to etager. 
Baktil forener benlamellen sig med den 3dje hovedmuslings basallamelle 
og danner taket i recessens nedre etage. 

Av hovedmuslinger sees den 2den, concha med., samt den 
3dje 4de og 5te. Den 3dje hovedmusling har længere fortil 
forenet sig med 2den hovedfures lamelle III og fortsætter sig 6—7 mm. 
bakover mot nasopharynx som crus desc. III. 

Benskelettet i den del av næsevæggen, som svarer til concha supr., 
bestaar av to parallelt lopende benlameller. Den ene av disse, den sterste 
og lateralt liggende, svarer til den 4de hovedmusling, og den anden, 
hvis benbjelke paa dette snit er delt i tre smaa lameller, svarer til den 5te 
hovedmusling, som paa flere snit viser uttalt lamellebygning. Baken- 
for cell. asc. III taper den ste hovedmusling sig paa snittene. . Den 4de 
viser sig derimot som en solid bentap, som staar frem fra orbitavaeggen 
som crus desc. IV og danner den benede underbygning for den bakerste 
del av concha supr. Denne concha opbygges altsaa væsentlig av den 


4de hovedmusling. 


Oversigt over præparat VIII. 


ste hovedfure, meatus medius, 


har en længde av ca. 27 mm. Den nedre del av denne næsegang maaler 
fra underkanten av concha med. til oversiden av concha inf. gjennem- 
snitlig 3—4 mm. Spalten mellem concha med. og lateralveeggen er relativt 
smal med en bredde av ca. 1 mm. i dens forreste og 2—3 mm. i dens 
bakerste halvdel. Av furens to hovedforgreninger er 

ramus ascendens 
blotlagt paa fig. 3. Dens 4 mm. lange og 1 mm. brede recess. asc. treenger 
sig opover mot lam. cribr. og utvides til to store hulrum. Den forreste 
av disse kaviteter, cell. asc. ant., maaler en længde av ca. 5 mm., en heide 
av ca. Io mm. og en bredde av ca. 8 mm. Cellen utbrer sig mest i 
lateral retning mot orbitavaeggen. Fortil naar den ikke særlig langt. 
Den avtar relativt hurtig i heide, men tangerer dog lam. cribr. paa 8—10 
snit. Den deler sig tilsidst i to smaa terminalceller foruten i et par mindre 
forgreninger. 

Den bakerste cell. asc. er omtrent av samme størrelse som cell. asc. 
ant. Kaviteten trænger sig ca. 3 mm. bakover mellem cell. asc. Il og 
orbitavæggen og avsluttes i et par smaa celleutlepere, som kun sees paa 
6—8 snit. Dens utlepere er forevrig lokalisert til den mediale nzeseveeg, 


som pneumaticeres i en utstrækning av 3—4 mm. 


Igt4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 155 


Recess. asc. I har paa dette præparat naadd en usedvanlig utvikling. 
Dens to store kaviteter forgrenes i ro celleutlopere, seks fra den bakerste 
og fire fra den forreste frontalcelle. Det eiendommelige ved disse celle- 
lumina er, at de fleste av dem ikke som sedvanlig trænger sig ind i 
recessens laterale, men derimot i dens mediale benveg. 

Den ıste hovedfures nedre gren 

ramus descendens 
deler sig som sedvanlig i to recesser. Fra den overste av disse, recess. 
sup., utgaar kun én celleutloper, nemlig bullacellen. Den trænger sig 
gjennem det 1 mm. lange og r mm. brede ostium op mellem crus asc. Il 
og iste hovedfures lamelle III, concha intermed. pr. med. Cellens lumen 
præsenterer sig paa frontalsnittene som en indtil 4 mm. hei og Y5—1 mm. 
bred spalte, som i en længde av 2 mm. strækker sig langs orbitaveggen 
(fig. 8—11). Den anden av ıste hovefures to store recesser, recess. 
inf. er blotlagt paa fig. 3 og 4. Hratus semilun. (fig. 7—11) sees paa 
fig. 3 som en skraat forlepende spalte av ca. 10 mm.’s længde. Hiatus 
begrænses opad av concha intermed. pr. sup. og med. og maaler i sit 
forreste avsnit en bredde av ca. !/»—ı mm. Længere baktil blir spalten 
smalere, saa proc. uncinat. omkring maxillærostiets bakre endepunkt næsten 
ligger i kontakt med lateralvæggen. Eifterat ost. max. har lukket sig, 
utvides hiatus i bredden og maaler ca. r!/ mm. Jnfundibulum (fig. 6— 11) 
er som helhet trangt bygget og sees paa de fleste snit kun som en 
traadtynd kanal. Saavel den forreste som den bakerste del av spalten 
er imidlertid adskillig bredere. Det fremgaar av fig. 4 og 5, at den 
øverste del av infundibularspalten paa dette præparat har naadd en over- 
ordentlig utvikling. Den trænger sig betydelig længere forover end cell. 
asc. I og naar paa de forreste 30 —40 snit desuten adskillig heiere op 
mot lam. cribr. end de medialt liggende utløpere fra ram. asc. Infundi- 
bularcellen maaler en bredde av indtil 5 mm. og utfylder 
i en længde av 4 mm. hele mellemrummet mellem den øverste 
del av concha med. og orbitaveggen. 

Fra infundibulum utgaar desuten to andre utlepere. Den ene av disse, 
som har skutt sig frem fra spaltens forreste parti, sees kun paa 5—6 
frontalsnit (fig. 4 og 6). Den anden celleutloper trænger sig 3 mm. bak- 
over mellem ıste hovedfures concha intermed. pr. sup. og orbitavæggen 
(fig. 7). Cellen, som maaler en gjennemsnitlig heide og bredde av 4—5, 
resp. 2 mm., pneumaticerer den forreste del av bulla ethm. og krydses 
med bullacellen, som skyter sig frem bakfra. Nedad aapner infundibulum 
sig i den forreste del av overkjævehulen. Ost. max. (fig. ; —10) er 8 mm. 


langt og 1/-—1 mm. bredt. Det ligger i en dybde av 9 mm. fra hiatus 


156 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


ved ostiets forreste og 3 mm. ved dets bakerste endepunkt. Ostiet be- 
greenses medialt av proc. uncinat. og lateralt av concha intermed. pr. inf. 
Sin. max. maaler en længde av ca. 20 mm. og strækker sig 5 mm. frem 
foran ost. max. Hulens profil foran ostiet er pæreformet, ca. 12 mm. heit 
og 5 mm. bredt, men præsenterer sig omkring den bakerste del av maxillær- 
ostiet som en 5—6 mm. hei og ca. 5 mm. bred trekant med avrundede 
hjørner (fig. 5—12). Antrum er skilt fra tandsækken gjennem et flere 
mm. tykt benlag. 

Inden den zste hovedfures forgreninger findes syv benprocesser, 
hvorav dog kun de seks viser lamellebygning (fig. 5—11). 

Proc. uncinat. Den anatomiske bygning av denne benproces er for- 
saavidt av interesse, som dens øverste fortykkede parti helt fortil vakuoli- 
seres av infundibularcellerne. Den sees derfor paa flere snit kun som en 


tynd benlamelle, som danner cellernes nedre og mediale begrzensning. 


2den hovediure, meatus superior, 


begrænses nedad av concha med., 2den hovedmusling, og opad av concha 
sup., den 3dje hovedmusling. Furen maaler en længde av ca. 18, en 
bredde av ca. 3 mm. og er usedvanlig rikt forgrenet. 
Ramus ascendens 

danner mellem crus asc. Il og III en ca. 8 mm. lang, 5—7 mm. hei og 
2—4 mm. bred cell. asc. Nedad staar kaviteten i forbindelse med furens 
nedre gren gjennem en 2—3 mm. lang og ı mm. bred spalte. Paa fig. 
3 og 4 sees denne celle som et sammenhængende lumen av tilsynelatende 
samme dybde. Det fremgaar imidlertid av frontalsnittene, at det er særlig 
dens forreste og bakerste parti, som har ‘utvidet sig i bredden, mens 
dens midtre del, som danner furens direkte fortsættelse, kun viser sig paa 
snittene som en !/,—1 mm. bred spalte. Fra cell. asc. utgaar to utlopere, 
som delvis pneumaticerer cellens laterale benvæg. Den største av disse 
trænger sig ind i væggen fra kavitetens forreste og nederste avsnit og 
danner et cellelumen, som i 3—4 mm.’s længde utfylder en stor del av 
væggen mellem recessen og orbita. Den anden forgrening er kun !/; —1 mm. 
lang. Den strækker sig forover fra det bakerste avsnit av kaviteten mel- 


lem den forreste celle og dens mediale benvzeg. 


Ramus descendens 
sees paa frontalsnittene under den storste del av sit forlep som en 4 — 5 mm. 
dyp og r—3 mm. bred fure. Furen er rikt forgrenet. Den deler sig 
nedenfor recess. asc. i to recesser, recess. sup. og inf. Recess. sup. 


treenger sig utover mot orbitas benveeg fra den forreste del av furen og 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 157 


utvides til en større cell. sup. ant, som med en heide- og breddediameter 
paa 5, resp. 4 mm. i et par mm.’s utstrækning pneumaticerer den laterale 
næsevæg mellem den forreste del av recess. asc. II og orbitas benveg 
(fig. 4). Recess. inf. har ikke naadd stor utvikling. Den dannes av furens 
dypt liggende parti, som er avsneret fra hovedluminet. Recessen loper 
parallelt med orbitavæggen i ca. 2 mm.’s længde. Dens diameter over- 
stiger ikke paa noget snit ı mm. Foruten disse to recesser utgaar der fra 
ram. desc. endnu en celleutloper. Den skyter sig 2 mm. længere baktil 
op langs orbitaveggen som en 2—4 mm. hei og 1—3 mm. bred cell. 
sup. post. Cellen fortsættes som et 3—4 mm. heit og indtil 3 mm. 
bredt cellelumen forover og bakover langs orbitavæggen, ca. 2 mm. i 
hver retning (fig. 12). 

Av lamelleformede benprocesser i 2den hovedfure kan paa- 


vises tre. som nærmere er omtalt under fig. 12. 


3dje hovedfure, meatus supremus, 


begrænses nedad av concha sup., 3dje hovedmusling, og opad av concha 
supr, 4de og ste hovedmusling.  Furen maaler en længde av ca. 
10 mm. og er paa dette præparat bred og aapenstaaende med en gjen- 
nemsnitlig vidde av 2 mm. i dens forreste og I mm. i dens bakerste av- 
snit. Fra dens forreste parti trænger 

ramus ascendens 
opover mot lam. cribr. Den danner mellem crus asc. Ill og IV (fig. 12) 
og længere baktil mellem crus asc. IV og V og orbitavæggen (fig. 13) 
en cell. asc. av adskillig størrelse. Cellen, hvis forbindelse med furens 
nedre gren formidles gjennem det trange (1X 1 mm. brede) ostium, 
kan deles i to etager. Den øverste, som repræsenterer dens hovedlumen, 
strækker sig forover langs orbitavæggen i en utstrækning av ca. 5 mm. 
og maaler en heide- og breddediameter av 5X3 mm. Den nedre del av 
cell. asc. er betydelig mindre (ca. 3X2 mm.) og fortsættes bakover som 
en ca. 2 mm. lang celleutløper. (Grænsen mellem kavitetens to etager 
markeres av en lamelleformet bendannelse, som staar frem fra 
orbitavæggen. 

Av hovedmuslingene kan paavises den 2den, 3dje, 4de og 5te. 
Den 2den hovedmusling, concha med., er nærmere omtalt under 
fig. 10 og 11. Den 3dje hovedmusling opbygger benskelettet i concha 
sup. i hele dens længde (fig. 10—12). Den 4de og ste hoved- 
musling er beskrevet under fig. 13. Den 6te hovedmusling kan 


ikke med sikkerhet paavises. 


158 | REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


PRÆPARAT IX. 
(Venstre næsehalvdel av et 16 mndr. gml. pikebarn.) 


Næsevæggens længde 24 mm. 
Næsevæggens heide 23 mm. 
Maxillæravsnittets heide g mm. 
Ethmoidalavsnittets heide 14 mm. 


Forholdet som r1: 1,5. 


Meat. inf. Avstanden fra concha inf. til næsegulvet er 2—3 mm. 
Spalten mellem muslingebenets laterale flate og sidevæggen maaler 1/,—1 


mm. i næsens forreste avsnit og 1—2 mm. længere baktil. 


Neseveggens ethmoidale avsnit. 


Fas a. 


Fotografi av preeparatet i nat. storrelse. 


Av hovedfurerne sees meat. med. og sup. 


2014: No. 1. 


)ncha sup., 
e, ste og 6te hovedmusl.._ 


meat. sup., 
eden og 3dje hovedfure-—— 


concha med., 
2den hovedmusl. 


meat. med , 
iste hovedfure 


DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 


159 


aS =o 


160 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Pier ®: 


Fotografi av voksmodellen med angivelse av frontalsnittenes beliggenhet. 
Furernes ovre grener, ram. asc. I og II, er blotlagt efter fjernelse av crus 
asc II, II, IV og V. 


=> 
Levelt ol | 2 
=: 
< = = — m 
= 
2 5 = m 
2m R 
on u concha intermed. pr. sup. 


cell. ase. I, 
cell. asc. post. 


- 
— 
ee 


i 
i 
i 
D 
: 


cell. asc. II. 


;cell;ase Xp 
-~ cell. asc. ant. 


sphenoidalhulen _ 


hiatus semilun. 


meat. Sup., 
eden og 3dje hovedfure -—- 


meat. med., 
iste hovedfure ___- 


Den korte, brede hiatus semilun. sees i hele sin længde. Ovenfor 
spalten utbrer recess. asc. I sig vifteformet i to utbugtninger, som begge 
treenger helt op til lam. cribr. 

Bakenfor cell. asc. I aapner den 2den hovedfures øvre gren sit lumen 
og pneumaticerer den del av næsevæggen, som ligger mellem meat. sup. 
og lam. cribr. Av cell. asc. II kan kavitetens øverste dype parti let skjelnes 


fra dens nederste flate avsnit, som formidler overgangen til den nedre gren. 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 161 


Fig. 4. 
Fotografi av voksmodellen, hvor ogsaa furernes nedre grener og 
duct. nasolacrym. er aapnet. Næsten hele concha med., 2den hoved- 
musling samt proc. uncinat. og concha inf. er fjernet. 


eden hovedfures lamelle I 


,cell. sup. I 
ceca 2den hovedfures lamelle I og / 


| * lam. basil. II ; s 
Li cd concha inter- — /', concha intermed, pr. sup. 
N NN mel prine, 2,7 


. cell. asc.es I 


-- 


cell. sup. IT , å 


- 
2 


m 
E^ 


sphenoidalhulen.. | = -- - lamelle IV 


rw 


EC 


lam. basil. II____& + > 4 ^ E^ ^ i --- infundibulum 


sup., 


g 3dje hovedfure----# 
77--. concha intermed. pr. med 


= ---- duct. nasolacrym. 
cell. bullae ethm.- 


meat. med., 2 
Iste hovedfure—- ^ 


Infundibulum sees i hele sin utstrekning. Den trænger sig opover 
mot lam. cribr. og skyter fortil frem to celleutlopere, den ene ovenfor og 
den anden nedenfor crista ethm. Nedad aapner infundibularspalten sig i 
sin. max., som ,paa dette præparat er av usedvanlig størrelse. Hulen 
er saa hei, at den opad tangerer bullacellens benvæg (fig. 6). Fortil 
streekker dens lumen sig frem foran duct. nasolacrym. 

De to store kaviteter bakenfor infundibulum stammer begge fra 1ste 
hovedfures recess. sup. Cellerne er i sin helhet aapnet, saa ostierne 
ikke vises paa fotografiet. Det ene av disse hulrum pneumaticerer den 
forreste del av bulla ethm. og strækker sig som en cell. sup. av betragtelig 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. r. 11 


162 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


størrelse helt opover mot lam. cribr. Det andet, trekantede cellelumen, som 
begrænser den nedre halvdel av cell. sup. baktil, stammer fra bullacellen. 
Denne utfylder den dorsalt liggende del av bulla ethm. Det fremgaar av 
fig. 4, at bullacellen omgives av tre cellelumina, cell. sup. I fortil, cell. asc. 
II opad og cell. sup. II baktil. 

Av den 2den hovedfures forgreninger sees foruten cell. asc. II, som 
ogsaa viste sig paa fig. 3, den nedre ,grens cell. sup., som skyter sig frem 


mellem cell. asc. II og bullacellen. 


rste hovedfure. 


Fig. 5, frontalsnit I. 


Snit umiddelbart bakenfor ost. max. 


cell. sup... — 


BELLLOGGSS. Sup. 
77--—.recess. inf. 


S 


-.2den hovedmusl., concha med. 


">. Iste hovedfure, meat. med. 


Recess. sup. har traengt sig op mellem bulla ethm. og concha med. 
Recessen utvides til det store cellelumen, som pneumaticerer næsevæggen 
ovenfor hiatus. Cell. sup. begraenses nedad av en lang, slank benlamelle 
med vel utviklet lam. basil. og recurv. Benprocessen, som repræsenterer 
den iste hovedfures lamelle III, concha intermed. pr. inf. danner in- 


fundibularspaltens øvre begrænsning. Lamelle III kan følges forover paa 


IQ14. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 163 


frontalsnittene, indtil den forenes med furens lamelle I, concha intermed. 
pr. sup., for helt at omslutte den forreste del av cell. sup. Baktil begrænser 
lamelle III cell. sup. nedad, samtidig som dens lam. recurv. vakuoliseres for 
at omramme bullacellen, som skyter sig frem bakfra (fig. 6). 

Foruten concha intermed. pr. inf. sees paa dette snit en mindre 
benproces med antydning til lamelleform. Benprocessen, iste hoved- 
fures lamelle II, springer frem fra orbitavæggen omtrent midt i cell. sup., 
hvor den markeres gjennem en let synlig, vel begrænset slimhindefold. 
Længere fortil, efterat concha intermed. pr. sup. og inf. har forenet sine 
lam. recurv.ae og derigjennem dannet den mediale begrænsning for cell. 
 sup., trænger benlamellen sig frem mot cellens mediale benvæg og forenes 
med den. Den forreste del av cell. sup. deles derved i to mindre kaviteter, 
som strækker sig videre forover langs orbitavæggen. Lamelle II synes 
nærmest at svare til concha intermed. pr. med. 

Proc. uncinat. sees som en traadtynd benproces og danner den mediale 
begrænsning for recess. inf. 

Overkjævehulens store cellelumen aapner sig mellem orbita og næse- 
væggen uten forbindelse med infundibularspalten, da maxillærostiet netop 
har lukket sig baktil. Antrumgulvet skilles fra den nedenfor liggende tand- 


sæk av et smalt benlag. 


REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Fig. 6, frontalsnit II. 


Snit fra den bakerste del av furen. 


cel: sup: 2 lam. basil. IV 


er SEN 7 dam. basil. III 


lam. basil. II cell. asc. II 


lamelle III, concha intermed. pr. inf. __—— : recess. sup. 


cell. bullae ethm. — gf \------4 


Nedad præsenterer overkjævehulen sit store lumen, som strækker sig 
helt op til bulla ethm. Ovenfor antrum sees langs orbitavæggen fire 
hulrum. Det nederste skriver sig fra bullacellen, som her trænger sig 
forover helt omsluttet av rste hovedfures lamelle III, hvis lam. recurv. 
danner dens benede indramning. Efterat bullacellen har lukket sit lumen 
baktil, fortsættes lamelle III over 1 2den hovedfure som basallamellen til 
crus. desc. IL 

De to ovenfor liggende cellelumina langs orbitavæggen, som begge 
stammer fra cell. Sup., forener sig laengere fortil i én kavitet (fig. 5) for senere 
atter at deles i to hulrum. I dorsal retning fortsaettes de to celler som to helt 
adskilte kaviteter, som begge kan følges bakover i et par mm.'s utstrækning. 
Grænseskillet mellem dem opbygges av den ıste hovedfures lamelle IV, 
som staar ut fra orbitavæggen, og hvis knopformede lam. recurv. trær skarpt 
frem paa dette frontalsnit. Baktil fortsaetter benprocessen sig som det intercellu- 


lære septum mellem de to celleutlepere og kan følges videre bakover i den 


——7---.rste hovedfure, meat. med. 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 165 


>den hovedfure. Her danner den først basallamellen for den 2den hoved- 
musling og fortszettes, efter at lam. recurv. II har forenet sig med lamelle III, 
videre bakover som den 2den hovedfures lamelle I. Fortil taper lamellen 
sig i orbitavæggen nedenfor den lille benproces, som under fig. 5 er be- 


tegnet som lamelle Il. 
Det 4de cellelumen repræsenterer den forreste utleper av cell. 


asc. II, som skyter sig frem bakfra mellem lam. basil. II og III. 


2den hovedfure. 
Fig. 7, frontalsnit III. 


Snit umiddelbart bakenfor recess. asc. 


FD m 3dje hovedmusl. 
-— 4de hovedmusl., concha sup. 
~~. --3dje hovedfure 


” eden hovedfure, meat. sup. 


”søden hovedmusl., concha med. 


^ rste hovedfure, meat. med. 


^ sin. max. 


Det store lumen, som pneumaticerer den øverste del av næsevæggen, 
skriver sig fra cell. asc. II. Det adskilles fra furens nedre gren av en lang, gracil 
benlamelle, den 2den hovedfures lamelle I. Benlamellen, som repræsenterer 
fortsættelsen bakover av den 2den hovedmuslings basallamelle, lamelle IV, 
har nogen faa snit lengere fortil forenet sig med lam. recurv. III og danner 
nu greenseskillet mellem furens to hovedgrener. Den 2den hovedfures 
ram. desc. trænger sig som en bred, aapen spalte ind mellem concha med. 


og sup. Fra den overste del av furen utgaar en liten recess., som svarer 


166 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


til furens recess. sup. Denne celleutleper, som delvis omsluttes av lamelle I, 
kan baktil kun følges paa enkelte faa snit, inden den taper sig, mens den 
fortil utvides hurtig, saa dens cellelumen utfylder hele mellemrummet mellem 
benlamellen og 2den hovedmuslings basallamelle. Dens begrænsning saavel 
opad som medialt dannes av lamelle I, hvis lam. recurv. længere fortil 
forenes med den 2den hovedmuslings basallamelle (fig. 4). 

Recess. sup. begraenses nedad av en liten benproces, som springer 
frem fra orbitavæggen og kun kan sees paa 8—10 snit. Benprocessen, 
den 2den hovedfures /amelle II, viser hverken paa dette eller andre frontal- 
snit antydning til muslingebygning. Fortil taper den sig i orbitavæggen, 
og baktil forenes den med den øverste lamelles lam. recurv. og deltar her- 
ved i opbygningen av den nedre begrænsning for den lille celleutleper, 
som avslutter recess. sup. baktil. 

Av hovedmuslingene sees foruten den 2den ogsaa den 3dje 
og 4de. Lam. recurv. III er forenet med 2den hovedfures /amelle I og 
danner den mediale begrænsning for 3dje hovedfure, som har trængt sig 
op mellem den 3dje og 4de hovedmusling. Den 4de hovedmusling 
svarer til praeparatets concha sup. Den fortsættes bakover paa fig. 8 og 9. 

Ogsaa paa dette snit sees nedad overkjævehulens store lumen. Antrum- 
gulvet er her rykket adskillig ovenfor concha inf. og skilles fra den neden 


for liggende tandsæk av et tyndt benlag. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 16 


- 


Fig. 8, frontalsnit IV. 


Snit et par mm. bakenfor recess. asc. Il. 


cell. asc. IH... _celleutloper fra 3dje hovedfures 


e ram. desc. 


3dje hovedmusl. og .— 
lamelle lL LI a -—- 6te hovedmusl. 


"ste hovedmusl. 


^4de hovedmusl. 


\ - 
‘aden hovedfure, meat. sup. 


‘eden hovedmusl., concha med. 


N ste hovedfure, meat. med. 


De anatomiske forhold arter sig i det store og hele tat som under 
fig. 7 beskrevet. Lam. recurv. III og lamelle I er her smeltet sammen til 
den tynde benlamelle, som begrænser cell. asc. II nedad og medialt. Concha 
sup. forgrenes paa dette snit i tre smaa utlepere, som alle paa et eller 
andet frontalsnit viser lamelleform. De tre benlameller repræsenterer lam. 
recurv. IV, V og VI. Lam. recurv. IV, som ligger nærmest næse- 
væggen, forenes nogen faa snit længere baktil med den benramme, som 
omgir cell. asc. II, idet den danner den nedre begrænsning for den lille 
utleper, som fortsætter 3dje hovedfure bakover. Ogsaa de to andre 
lameller, lam. recurv. V og VI, lægger sig ind til benvæggen omkring 
cell. asc. II og smelter sammen med den. Længere baktil sees de tre la- 


meller kun som smaa fremspring paa benrammen omkring cell. asc. II (fig. 9). 


168 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Fig. 9, frontalsnit V. 


Snit fra den bakerste del av furen. 


cel asc lee 


P —-5te hovedmusl. 
N 


”ade hovedmusl. 


(i. ^2den hovedfure, meat. sup. 
— "eden hovedmusl., concha med. 


"rste hovedfure, meat. med. 


Cell. asc. II viser endnu sit lumen mellem orbita og næsevæggen. 

Paa den benramme, som danner cellens mediale og nedre begraensning, 
springer frem to smaa benprocesser. Det er fortsættelsen bakover av 
den 4de og ste hovedmusling, som her viser sig. Længere dorsalt 
forenes disse, idet den 4de hovedmusling trænger sig frem som en 
vel markert benlamelle, som danner den benede underbygning for den 
bakerste del av concha sup. Ovenfor den 5te hovedmusling sees den 


6te kun som en knopformet fortykkelse i benrammen omkring cell. asc. II. 


Oversigt over praparat IX. 


rste hovedfure, meatus medius, 


har en længde av ca. 24 mm. Furens nedre del maaler 4—5 mm. fra 
oversiden av concha inf. til underkanten av concha med. Spalten mellem 
muslingebenet og lateralvæggen er 1—1!/, mm. bred og er størst i næsens 
dorsalt liggende parti. à 

Ramus ascendens 
danner paa dette praeparat to store cellulære utvidninger, cell. asc. ant. og 


post. Cell. asc. ant. trænger sig ca. 2!/; mm. forover mellem concha med.- 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 169 


fæstet og lam. cribr. som et ca. 5 mm. heit og 1—2 mm. bredt hulrum. Dette 
deles tilsidst i to parallelt lepende, 3—4 mm. heie og !/,—1 mm. brede 
celleutlepere av 1i!/, mm.s længde. Cell. asc. post. maaler en heide av 
ca. 2 mm., en bredde av ca. 3 mm. og strækker sig bakover langs lam. 
cribr. i en længde av ca. 6 mm. Begge celler forenes nedad, hvor de 
kommunicerer med den forreste del av midtre nzsegang gjennem det 
5 mm. lange og 1 mm. brede ostium (fig. 3). j 

Ramus descendens. 

Av den nedre grens to forgreninger er recess. sup. blotlagt paa fig. 4. 
Fra recess. sup. utgaar paa dette præparat to hulrum, en cell. sup. og 
bullacellen. Cell. sup. trænger sig gjennem en 3 mm. lang og !/ — 1 mm. 
bred aapning op mellem concha intermed. pr. inf. og crus asc. II, idet den 
utvides til en ca. 9 mm. hei og 4—6 mm. bred kavitet, som i en længde 
av ca. 6 mm. pneumaticerer den øverste og forresté halvdel av bulla ethm. 
(fig.4 og 5). Cellen begrænses medialt av concha intermed. pr. inf. og crus 
asc. II, og lateralt av orbitas benvæg. I dens bakerste parti dannes dens 
mediale begrænsning desuten av lam. basil. IV (fig. 6). Fortil avgrænses 
cellen fra infundibulum av concha intermed. pr. inf. og sup., og baktil 
taper den sig mellem basallamellen til crus asc. II og orbitas benvæg. 

Bullacellen er lokalisert til den nederste og bakerste del av bulla 
ethm. Cellen kommunicerer med det dorsalt liggende parti av recessen 
gjennem en trang, I X 1 mm. bred aapning. Den forreste del av kavi- 
teten omkranses av den nederste bimuslings lam. recurv. (fig. 6) og maaler 
en heide og bredde av ca. 3 X 4 mm. Længere baktil, hvor dens øvre 
begrænsning dannes av den 2den hovedmuslings basallamelle og dens 
laterale begrænsning av orbitas benvæg, tiltar cellen i størrelse til en 
heide- og breddediameter av 5 X 4 mm. Bullacellen er i sin helhet ca. 
6 mm. lang. 

Den nedre grens recess. inf. sees paa fig. 3 og 4 Paa fig. 3 danner 
dens 8 mm. lange aapning en skraatstillet spalte. Hratus senulun. be- 
grænses opad av concha intermed. pr. sup. og inf. og maaler en gjennem- 
snitlig bredde av 1—2 mm.. Infundibularspalten har omtrent samme 
bredde som hiatus, men den utvider sig noget i sit forreste parti, hvor 
dens laterale begrænsning dannes av selve orbitavæggen. Den begrænses 
forevrig lateralt av concha intermed. pr. inf. Infundibularspalten skyter 
sig i linje med maxillærostiet opover mot lam. cribr. og sender desuten 
to smale utlepere 4 resp. 3 mm. forover mellem recess. asc. og orbita- 
veeggen, den ene ovenfor og den anden nedenfor crista ethm. Ogsaa i 
dorsal retning utgaar en liten forgrening, som trænger sig il, mm. bak- 


over mellem den nederste del av cell. sup. og orbitavæggen.  Osf. max. 


170 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


er ca. 3 mm. langt og 1—2 mm. bredt. Avstanden fra hiatus til ostiets 
forreste endepunkt maaler 4 mm. og til dets bakerste endepunkt kun 
2mm. Aapningen begrænses medialt av proc. uncinat. og lateralt av 
concha intermed. pr. inf. Sin. max. er paa dette præparat av usedvanlig 
størrelse. Hulen avtegner sig paa de fleste frontalsnit som en trekant, 
hvis heide og bredde omkring ost. max. maaler 10—12, resp. 6 mm. 
en størrelse, som den beholder under den største del av sit forlep. 
I kavitetens dorsalt liggende parti tiltar bredden indtil ro mm., samtidig 
som dens profil antar en mere avrundet form. Tilsidst sees dens tversnit 
som en staaende oval. Overkjævehulen strækker sig 5 mm. frem foran 
ost. max. og begrænses medialt av taarekanalens benvæg (fig. 4—7). 

Av lamelleformede benprocesser i ıste hovedfure sees fire, 
hvorav de to største, concha intermed. pr. sup. og inf., deltar i den benede 
opbygning av bulla ethm. Concha intermed. pr. sup. danner fortil grænse- 
skillet mellem de to store frontalceller og opbygger samtidig gulvet i den 
bakerste frontalcelle, som den adskiller fra den nedenfor liggende infundi- 
bularspalte (fig. 3). Længere baktil forenes bimuslingen med concha inter- 
med. pr. inf., som skyter sig frem nedenfra. Herved avgrænses cell. sup. 
fra infundibulum. Tilsidst skilles concha intermed. pr. sup. fra concha 
intermed. pr. inf. av recess. sup., som trænger sig op mellem de to ben- 
lameller. Bimuslingen lægger sig nu ind til crus asc. II og smelter sammen 
med den.‘ Fortil, hvor concha intermed. pr. sup. danner det intercellulære 
septum mellem de to store cell. asc.es, forener den sig med en liten ben- 
proces, som springer frem fra den øverste del av crus asc. Il, og som 
sandsynligvis ber opfattes som en av de frontale benlameller. Concha 
intermed. pr. sup. og inf. er nærmere omtalt under fig. 5 og 6. 

Proc. uncinat. sees paa snittene kun som en traadfin benlamelle, hvis 
everste og fortykkede parti kan folges forover, indtil det forenes med 


erus asc. II. 


2den hovedfure, meatus superior, 


begrænses nedad av concha med., den 2den hovedmusling, og opad av 
concha sup., den 4de, 5te og 6te hovedmusling. Furen maaler en længde 
av ca. 9 mm. og en bredde av ca. 2 mm. Dens to grener kommunicerer 


med hverandre gjennem en ca. 3 mm. lang og Y»—ı mm. bred spalte. 


Ramus ascendens 
utvides til en Io—ı2 mm. lang, Peer mm. hei og 4—5 mm. bred cell. 
asc. Denne pneumaticerer hele det parti av næsevæggen, som ligger 
mellem 2den hovedfure og lam. cribr. Den bakerste og øverste del av 


kaviteten, som begrænses lateralt av orbitavæggen, er bredest. Cellens 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 171 


nederste og forreste parti er derimot adskillig smalere, da baade den 
nedre grens recess. sup. og bullacellen har trængt sig ind mellem cellen 


og orbitavæggen. 


Ramus descendens. 

Umiddelbart bakenfor ram. asc. utgaar fra taket av den nedre grens 
hovedlumen en celleutloper, som skyter sig forover mellem cell. asc. II og 
bullacellen og danner en ca. 4 mm. lang, 2 mm. hoi og 3—4 mm. bred 
cell. sup. Den nedre grens hovedlumen fortsættes bakover som meat. sup. 
(fig. 4 og 7). 

I den 2den hovedfure findes to benprocesser, hvorav dog kun 


den ene viser lamelleform (fig. 7). 


3dje hovedfure 


sees i taket av meat. sup. som en 2!/, mm. lang, rendeformet fordypning 
av 2—3 mm.’s dybde. Dens laterale begrænsning dannes av den 3dje 
og dens mediale av den 4de hovedmusling. Meat. sup. omfatter altsaa baade 
den 2den og 3dje hovedfure. Den 3dje hovedfure avsluttes baktil i en 
liten celleutloper (fig. 8). 


4de og 5te hovedfure 


er paa dette præparat ikke utviklet (fig. 8 og 9). 

Av hovedmuslingene sees den 2den, 3dje, 4de, 5te og 6te. 
Den 2den hovedmusling danner med sin crus asc. den mediale be- 
grænsning for ram. asc. I og for en stor del av cell. sup. I det bakerste 
parti av cell. sup. forenes lam. basil. II med den ıste hovedfures lamelle IV 
(fig. 6). Denne fortsættes bakover som den 2den hovedmuslings lam. 
basil. Bakenfor recess. asc. II skilles lam. basil. II (lamelle IV) fra sin 
lam. recurv. Basallamellen kan følges i dorsal retning som den 2den 
hovedfures lamelle I, og lam. recurv. II forener sig med den iste hoved- 
fures lamelle III, concha intermed. pr. inf, som længere baktil danner 
basallamellen for crus desc. II. Den 3dje hovedmusling er nærmere 
omtalt under fig. ; og 8. Den 4de hovedmusling danner den sterste 
del av benskelettet i concha sup. (fig. 8 og 9. Den 5te og 6te hoved- 
musling er omtalt under fig. 8 og 9. 

Det fremgaar av frontalsnittene fra næsevæggens bakerste parti 
(fig. 7—9), at de tre everste hovedmuslinger deltar i opbygningen av 
concha sup. Benskelettet i muslingens bakerste parti dannes særlig av 


den 4de hovedmusling. 


172 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


PRÆPARAT X. 
(Venstre næsehalvdel av et 18 mndr. gml. pikebarn.) 


Neeseveeggens længde 25 mm. 
Næsevæggens heide 24 mm. 
Maxillæravsnittets hoide 7 mm. 
Ethmoidalavsnittets hoide 17 mm. 


Forholdet som 1 : 2,4. 


Meat. inf. er aapenstaaende, da concha inf's lam. recurv. ikke som 
sedvanlig beier av nedad, men i næsten hele næsens længde staar ret ut 
fra næsegangen. Meat. inf. maaler fra concha inf. til næsegulvet en 
gjennemsnitlig vidde av 3 mm. I næsens forreste parti, hvor muslinge- 


benet indtar en mere skraa stilling, er næsegangen noget trangere. 


Neseveggens ethmoidale avsnit. 
Fig. 7. 


Fotografi av præparatet i nat. størrelse. 


Av neesefurerne sees meat. med., sup. og supr., hvorav de to sidst- 
nævnte fortil forenes i en fure. Fra den nedre kant av concha med. 


streekker en accessorisk fure sig forover og opover. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 173 


Fig. 2. 


Fotografi av voksmodellen i 1/2 størrelse. 


gdje, 4de, ste og 6te hovedmusl. 
\ 


concha supr., 4de, 5te 
og 6te hovedmusl.. 


meat. supr., 
3dje hovedfure_ 


concha sup., 
gdje hovedmusl.— 


meat. sup., 
2den hovedfure — 


concha med. 
aden hovedmusl. — 


meat. med., à 
ste hovedfure— ^ 


^ 


M.N. Kl. 


174 REIDAR GORDING. 


Fig. 3. 
Fotografi av voksmodellen, hvor de overste deler av meat. med. og 
sup. den iste og 2den hovedfure, er blotlagt efter fjernelse av crus asc. II, 


III, IV og V.  Frontalsnittenes beliggenhet er markert. 


"(S Sy) [ wus ^j 


” (839 Al 
(L 789) TII 
signi 


cell. asc. II__ | 


cell. asc. I 
—concha intermed. pr. sup. 


"i 


cell. sup. IL. | 
sphenoidalhulen —_ E j 


meat. supr., —hiatus semilun. 


meat. sup., 
2den hovedfure -~ 


meat. med., 
Iste hovedfure 


Den lange, smale hiatusspalte viser sig i hele sin længde. Foran 


denne, mellem spalten og crista ethm., trænger. recess. asc. I sig opover 


mot lam. cribr. og danner en sterre cell. asc. Cellen deles fortil i to 


smale utlepere; grænsen mellem dem sees antydet paa fotografiet. 

Bakenfor cell. asc. I aapner cell. asc. II sit lumen.  Kaviteten staar 
nedad i forbindelse med den forreste del av furens nedre gren og kom- 
municerer baktil med den øverste del av cell. sup., som skyter sig frem 
bakfra (fig. 4). Paa dette praeparat er der altsaa to kommunikations- 


aapninger mellem den 2den hovedfures cell. asc. og dens ram. desc. 


1914. No. r. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 175 


Fig. 4: 


Fotografi av voksmodellen, hvor ogsaa furernes nedre grener samt 
duct. nasolacrym. er aapnet. Den bakerste del av crus asc. ll, proc. 


- uncinat, og det øverste parti av concha inf. er fjernet. : 


2den hovedfures lamelle I 


cell. sup. Il ' cell sup. og inf. II 
\ cell. sup.Ilog  : Te 
v erecess: ibo HUS pa MC 
\ \ |; {| 2den hovedfureslamelle II 2 ^ 
\ \ jb - concha intermed. front. 


r 
I 


lu 
L.. hovedfures lamelle MI t 


meat. supr., > infundibularceller 


gdje hovedfure.- ; 


recess. inf. II 
----duct. nasolacrym. 


meat. sup., 
eden hovedfure ...--23 


meat. med., P RC 
-sin. max. 


rste hovedfure - -- 


præparat usedvanlig liten. Ovenfor antrum trænger infundibulum sig for- 
over og opover henimot crista ethm. Fra spaltens nederste parti utgaar 
to smaa celleutløpere, som paa voksmodellen er utdissekert som en 
sammenhængende kavitet (fig. 5). 

Det hulrum, som i 2den hovedfure aapner sig nedenfor cell. asc. Il, 
skriver sig fra den nedre grens to recesser. Av disse danner cell. sup. 
den storste del av kaviteten. Fra recess. inf. stammer kun det nederste 


parti av hulen, den del, som ligger nedenfor den 2den hovedfures lamelle JIL. 


e» E - ^ k " E = € ; i ev 

| E i 3; = * E : t i: ^ 

| Overkjævehulen sees i hele sin utstrækning. Kaviteten er paa dette 
| 


176 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Lamelle III danner baktil grænseskillet mellem cell. sup. og inf. (fig. 6). 
Fortil forenes disse til et lumen, som tilsidst atter deles i to mindre celler, 


hvis profil avtegner sig paa fotografiet. Den spidse benkant, som ovenfra 
Ben- 


stikker ned mot cellens lumen, er 2den hovedfures lamelle I. 


lamellen markerer grænseskillet mellem den øverste del av cell. sup. og 


cell ase: IL (fie. 79 


Iste hovedfure. 


Fig. 5, frontalsnit I. 


Snit fra den forreste del av furen. 


lamelle Ile 


infundibularceller sn 


Recess. asc. II trænger sig opover mot lam. cribr. langs crus asc. II 


og danner en ikke særlig stor cellulær utvidning. Det store lumen, som 


aapner sig mellem recessen og orbitavæggen, stammer fra den forreste 


infundibularcelle. Cellen begrænses medialt av en benramme, som halv- 


cirkelformet staar frem fra orbitavæggen. 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. BÆR 


Benrammen opbygges av proc. uncinat. og den iste hovedfures 
lamelle I, concha intermed. pr. sup. De to smaa benprocesser, som 
stikker frem fra rammens øverste parti, repræsenterer bimuslingens lam. 


recurv., som har delt sig T-formet i to utlepere. Den ene av disse 


 trenger sig opover i cell. asc. I. Den forenes længere fortil med den 


lille lamelledannelse, som staar frem i den overste del av recessen paa 
overgangen mellem crus asc. Il og lam. cribr. Sandsynligvis maa denne 
opfattes som en av de frontale bimuslinger. Benprocessen danner 
nemlig længere fortil grænseskillet mellem de to forreste utlopere fra 
cell. asc. II og er saaledes helt lokalisert til recess. asc. Den sees i 
ca. I mm.'s utstrækning, hvorefter den smelter sammen med crus asc. Il. 
Den anden av de to smaa utlepere fra lamelle I trenger sig ned i 
infundibularcellens lumen og formidler paa de bakenfor liggende snit for- 
bindelsen mellem lamelle I og proc. uncinat. 

Længere baktil forener lamelle I sig med en anden muslingeformet 
benproces, som her ikke sees, den iste hovedfures lamelle II. Den 
staar frem fra orbitavæggen i heide med den øverste del av hiatus semi- 
lun. og opbygger sammen med lamelle I det forreste parti av bulla 
ethm., idet lamelle Il, som nærmest svarer til concha intermed. pr. med. 
begrænser bullacellen nedad. Concha intermed. pr. inf. kan paa dette 
præparat ikke med sikkerhet paavises. 

Mellem infundibularcellen og sin. max. stikker to smaa celleutlepere 
frem fra den bakenfor liggende infundibularspalte (fig. 4). Grænseskillet 
mellem dem dannes av en liten benlamelle, rste hovedfures lamelle III, 
som staar ut fra orbitaveggen og kan felges bakover paa 15—20 frontal- 
snit. Benprocessen viser paa flere snit tydelig lamellebygning. Tilsidst 
forenes den med to nedenfor liggende, smaa benprocesser uten lamelleform 
og danner sammen med dem en flat fortykkelse, som hurtig taper sig i 
orbitavæggen omkring den forreste del av ost. max. 

Overkjavehulens lumen, som aapner sig nedenfor de smaa infundi- 


bularceller, begraenses medialt av taarekanalens laterale benveg. 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 1. 12 


178 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


2den hovedfure. 


Fig. 6, frontalsnit II. 


Snit fra den bakerste halvdel av furen. 


cell. sup. TIK 
„te hovedmusl. 


£V 


| concha supr. 
\ Be ------4de og ste hovedmusl. 


celleutloper fra cell. sup. II , 


à > gdje hovedfure, meat. supr. 


3 ”3dje hovedmusl., concha sup. 
‘eden hovedfure, meat. sup. 


Soden hovedmusl., concha med. 


À rste hovedfure, meat. med. 


Den 2den hovedfure deles i to recesser. Recess. inf. trænger sig 
nedover og utover parallelt med den 2den hovedmuslings basallamelle, 
mens recess. sup. danner en stor cell. sup., som strækker sig langs orbita- 
væggen helt opover til lam. cribr. Grænseskillet mellem de to recesser 
markeres av 2den hovedfures lamelle III. Lamellen taper sig 8— 10 snit 
længere fortil i orbitas benvæg, hvorefter de to recesser forenes til en 
stor kavitet, som opad kommunicerer med furens cell. asc. (fig. 7). Baktil traer 
lamelle III med sit perifere parti i forbindelse med den 3dje hovedmuslings 
lam. recurv. og opbygger den nedre del av benrammen omkring cell. sup. 
Mens altsaa de to recesser fortil forenes, er de baktil helt skilt fra hver- 
andre. Recess. inf. fortsættes bakover som meat. sup. og repræsenterer 
furens hovedlumen (fig. 8). Den lille celle mellem lamelle III og orbita 
skriver sig fra en utleper, som har trengt sig forover fra den bakenfor 
liggende del av cell. sup. 

Samtlige hovedmuslinger fra 2den til og med ste viser sig 


paa dette frontalsnit Den 3dje hovedmusling, som svarer til præpa- 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 179 


ratets concha sup., begrænser cell. sup. medialt. Dens fortsættelse bak- 
over sees paa fig. 8. 

Concha supr. dannes av to lamelleformede benprocesser, som opad 
forenes til en fælles lam. basil. Den nederste av de to benlameller deles 
nogen faa snit længere baktil i to smaa utløpere, den 4de og 5te 
hovedmusling. Den anden benproces fortsættes bakover som den 
6te hovedmusling (fig. 8). Den 3dje hovedfure trænger sig op mellem 
concha sup. (3dje hovedmusling) og concha supr. (4de, 5te og 6te hoved- 
musling) som en dyp og trang rende. Dens øverste parti avgrænses 
r snit længere baktil som en egen celleutloper. Denne strækker sig 
li; mm. forover parallelt med furens hovedlumen. Den 3dje hovedfure 
fortszettes forover paa fig. 7 og bakover paa fig. 8. 

Overkjævehulen har lukket sig baktil. Tandsækken utfylder den 
største del av corp. max. og strækker sig helt op til den nederste del 
av meat. med. 

Fig. 7, frontalsnit III. 


Snit et par mm. foran det sidst beskrevne. 


cell. asc. II. 


2den hovedfures lamelle I 


recess. sup. IT... es 4de og 5te hovedmusl., concha supr. 


2den hovedfures lamelle II... — 


—-3dje hovedfure, meat. supr. 


2den hovedfures lamelle III- -...  — så Pre i 
^ 3dje hovedmusl., concha sup. 
Recess Mn Die 
‘aden hovedfure, meat. sup. 


^«2den hovedmusl, concha med. 


Den 2den hovedfures forgreninger præsenterer sig her som én sam- 
menhængende kavitet. Kavitetens nederste tredjedel dannes av recess. inf, 
dens midtre tredjedel av recess. sup. og dens øverste tredjedel av det 


bakerste parti av cell. asc. II. 


180 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Den boiede benlamelle, som staar frem fra væggen i kavitetens øverste 
parti, er den 2den hovedfures lamelle I, som nogen faa snit længere 
fortil forenes med den 2den hovedmuslings crus desc. for helt at avgrænse 
cell. asc. fra furens nedre gren (fig. 4). Cell. asc. Il staar altsaa paa 
dette præparat baktil i aapen sammenhæng med den nedre 
Srens Recess. Sup: 

Foruten lamelle I sees ogsaa i den overste del av recess. inf. to smaa 
benede fremspring paa orbitavæggen. Det nederste danner avslutningen 
fortil paa lamelle III, som viste sig paa fig. 6. Det andet, lamelle II, 
kan felges et par mm. forover, bvor det skyter sig frem mot crus desc. II 
og forenes med den. Herigjennem deles den forreste del av kaviteten 
(cell. sup. og inf.) i to mindre hulrum (fig. 4). 

Concha sup. forgrener sig nedad i to lamelleformede Ben pie 
hvorav den lateralt liggende svarer til den 3dje og den medialt liggende 
til den 4de og 5te hovedmusling. Den rendeformede fordypning 
mellem de to lameller er den 3dje hovedfure, som længere fortil litt efter 


litt taper sig i taket av meat. sup. 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 181 


Fig. 8, frontalsnit IV. 


Snit fra den bakerste del av 2den hovedfure, altsaa bakenfor det under 


fig. 6 beskrevne. 


7 5te hovedfure 


+ 


S / _-6te hovedmusl. 
sa UR Se ate hovedmusl. ¢ concha supr. 
aden hovedfures lamelle IV —— NC T ——4de hovedmusl. 


2den hovedfures lamelle V 


IX gdje hovedmusl., concha sup. 
2den hovedfures lamelle III — S 


v 
M 


"eden hovedfure, meat. sup. 


à — —— ıste hovedfure, meat. med. 


De tre cellelumina langs orbitavæggen skriver sig fra cell. sup., som 
et par snit længere fortil deles i tre terminalceller. De tre smaa celleut- 
lepere er ikke utdissekert paa voksmodellen. 

Fra orbitas benvæg staar frem to benprocesser, den 4de og 5te 1 
2den hovedfure. Disse forenes et par snit længere baktil med crus asc. III 
for at avgraense cellerne fra hverandre. Den nederste benproces kan følges 
forover i ca. 2 mm.'s utstrækning, mens den øverste kun sees paa 5—6 
frontalsnit. Begge taper sig i orbitavæggen længere fortil. Den øverste 
benlamelle viser paa flere snit lamellebygning. 

Av hovedmuslingene sees samtlige fra 2den til og med 6te. 
Den 3dje hovedmusling danner med sin lange, traadtynde lam. basil. 
den mediale begrænsning for de bakerste celleutlopere fra cell. sup. Nedad 
staar benlamellen i forbindelse med den 2den hovedfures lamelle II. 
Efterat cell. sup. har lukket sig baktil, lagger den 3dje hovedmusling 


sig ind til orbitavaeggen og forenes med den. Dens lam. recurv. fortsaettes 


182 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


videre bakover, hvor den trænger sig frem fra orbitavæggen mot næse- 
veeggens mediale flate som crus desc. III og danner benskelettet i praepa- 
ratets concha sup. 

Den 4de, 5te og 6te hovedmusling opbygger paa dette frontal- 
snit concha supr. Den 4de hovedmusling er ifærd med at legge 
sig ind til lam. basil. III for at avgrænse den øverste del av 3dje hoved- 
fure som et eget cellelumen. Længere baktil forenes den 4de med den 
5te hovedmusling og taper sig likesom den 6te i concha supr.’s 
benskelet. 

Mellem den 5te og 6te hovedmusling sees i mucosa en svak indbugt- 
ning, som kan følges paa ro— r2 snit. Det er den ste hovedfure, som 
her præsenterer sig, og som er saa litet fremtrædende, at den ikke viser 


sig paa fotografiet av præparatet eller av voksmodellen. 


Oversigt over praeparat X. 


Iste hovedfure, meatus medius, 


maaler en længde av ca. 25 mm. Dens nedre del er likesom meat. inf. 
bred og aapenstaaende med en avstand av 3—4 mm. fra oversiden av 
concha inf. til den nedre rand av concha med. Spalten mellem concha 
med. og den laterale væg er relativt smal foran maxillærostiet (ca. 1 mm.). 
Laengere baktil er den imidlertid adskillig bredere, ca. 2 mm. Av furens 


dypere liggende deler utvides dens 


ramus ascendens 
til en ca. 9 mm. lang, 5—6 mm. hei og 2—3 mm. bred cell. asc. Fra 
den forreste del av kaviteten utgaar en 6 mm. hei, smal utleper, som 
strækker sig et par mm. forover mellem cellens hovedlumen og orbita- 
veeggen. Cell. asc. staar nedad i forbindelse med meat. med. gjennem 


den ca. 5 mm. lange og 1 mm. brede recess. asc. 


Ramus descendens. 

Av den nedre grens to recesser trænger recess. sup. sig op mellem 
crus asc. ll og den ıste hovedfures lamelle Il, concha intermed. pr. med., 
og forgrener sig vifteformet i to smaa cellulære utvidninger. - Disse dan- 
ner præparatets bullacelle og pneumaticerer den største del av bulla 
ethm. Fra bullacellen utgaar baade forover og bakover smaa, ca. I mm. 
lange utlepere, som krydses fortil med celleforgreninger fra infundibulum 
og baktil med den forreste del av den 2den hovedfures cell. sup. (bulla- 
cellen og dens forgreninger sees ikke paa noget av fotografierne). Zecess. 
inf. er blotlagt paa fig. 3 og 4. Hiatus semilun. er 8 mm. lang og !/— 1 mm. 


bred og begrænses opad av concha intermed. pr. sup. og med. Den 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 183 


nedenfor liggende infundibularspalte maaler i sin øverste halvdel 
omtrent den samme bredde som hiatus, men indsnevres i overgangen til 
overkjævehulen betydelig, saa den neppe kan sees paa snittene. Helt 
fortil utvides spaltens lumen til en bredde av indtil 3 mm. Fra den 
forreste del av infundibulum utgaar to smaa celleutløpere, som trænger 
sig frem fra spaltens nederste avsnit langs overkjævehulens tak og kun 
viser sig paa nogen faa snit. Infundibularspalten strækker sig paa dette 
præparat ikke heit op. Dens hovedlumen naar ikke stort ovenfor crista ethm. 
Da concha intermed. pr. med. er litet utviklet, dannes spaltens laterale be- 
grænsning for en stor del av selve orbitavæggen. Foruten de omtalte tre 
infundibularceller skyter der sig fra spaltens øverste parti en utløper bak- 
over langs orbitavæggen mellem den og concha intermed. pr. med. Cellen 
pneumaticerer det nederste og forreste parti av bulla ethm. og krydses 
med bullacellens forreste utløper. 

Nedad aapner infundibularspalten sig i antrum gjennem det ca. 3 mm. 
lange og ca. Ya mm. brede ost. max. Avstanden fra hiatus maaler 8 mm. 
ved ostiets forreste og 4 mm. ved dets bakerste endepunkt. Ostiet begrænses 
medialt av proc. uncinat. Dets laterale begrænsning dannes fortil av 
concha intermed. pr. med. og baktil av selve orbitavæggen. Sin. max. er 
paa dette præparat usedvanlig litet utviklet. Hulen har en længde av 
12 mm. og strækker sig ca. 3 mm. frem foran maxillærostiet. Dens 
profil præsenterer sig foran ost. max. som en staaende, uregelmæssig 
formet oval, hvis heide og bredde omkring max.ostiet maaler 5 resp. 
3 mm. Sterrelsen avtar imidlertid hurtig. Specielt er dette tilfeeldet med 
heidediameteren, saa hulens profil bakenfor maxillærostiet danner en lig- 
gende oval. De forreste 2 mm. av overkjævehulen begrænses medialt av 
taarekanalens benvæg. Forovrig opbygges dens begrænsning som sed- 
vanlig av orbitaveggen og næsevæggen i meat. inf. og med. Antrum- 
gulvet hæves baktil, saa dens bakerste parti ligger i nivaa med basal- 
lamellen til concha inf. Kaviteten er i hele sin utstrækning skilt fra tand- 
sækken ved et mindst 2 mm. tykt lag av overkjævebenets spongiosa. 

Av benlameller i ıste hovedfure findes seks, hvorav én er lokali- 
sert til furens ram. asc. Av disse benlameller har de tre, lamelle I, II og III, 
utpræget muslingebygning. 

Proc. uncinat. kan følges forover, indtil dens øverste og fortykkede 


parti, agger nasi, opad forenes med crus asc. Il. 


2ucmsbuwEHiurs meatus superior, 
maaler en længde av 18 mm., en bredde av 1— 1 !/; mm. og begrænses 


nedad av concha med., den 2den hovedmusling. Opad dannes dens be- 


184 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


greensning i den forreste tredjedel av concha supr., den 3dje—6te hoved- 
musling, og i dens bakerste to tredjedeler av concha sup., den 3dje hoved- 
musling. Fra det forreste parti av furen traenger 

ramus ascendens 
sig opover mot lam. cribr. mellem crus asc. II og crus asc. III—V og dan- 
ner en 6 mm. lang, 8—9 mm. hei og 2—3 mm. bred kavitet (fig. 3). 
Denne kommunicerer nedad med ram. desc. gjennem en 2 mm. lang og 
I mm. bred spalte. Baktil staar cell. asc. Il i aapen forbindelse med 
den nedre grens cell. sup. i 

Ramus descendens 
er blotlagt paa fig. 4. De anatomiske forhold arter sig for denne grens 
vedkommende noget anderledes end sedvanlig. Ram. desc. deles 3 mm. 
bakenfor kommunikationsaapningen med ram. asc. i to forgreninger, recess. 
sup. og inf. De to recesser danner tilsammen den store cellulære ut- 
vidning, som sees paa fig. 4. Den del av kaviteten, som nedad begrænses 
av 2den hovedfures lamelle III, stammer fra cell. sup. (fig. 6). Denne 
celle har en heide av 8—10 mm., en bredde av 2 mm. og strækker sig 
ca. 2 mm. forover langs orbitavæggen. Foran lamelle III forenes cell. sup. 
med recess. inf. til et cellelumen (fig. 7), som i en heide av 10—12 mm. 
og en bredde av 2—4 mm. fortsættes 3 mm. videre forover langs orbitas 
benvæg, indtil det deles av lamelle I. Denne benproces springer frem 
fra orbitavæggen og danner grænsen mellem kavitetens øverste tredjedel, 
som fortsættes videre forover ovenfor lamellen som cell. asc. og dens 
nederste to tredjedeler (cell. sup. og inf.), som strækker sig 4 mm. forover 
som et ca. 8 mm. heit og 3 mm. bredt hulrum. Dette deles atter helt fortil av 
lamelle II i to mindre, ca. 1 mm. lange, indtil 3 mm. høje og 3 mm. brede celler. 

I 2den hovedfure sees fem benprocesser, to større, lamelle I og 
III, med karakteristisk muslingekarakter og tre mindre uten uttalt 
lameliebygning. Av de to største benlameller danner, som for omtalt, den 
øverste, lamelle I, det benede grænseskille mellem cell. asc. og den nedre 
grens cell. sup. Lamelle II markerer grænsen mellem den forreste del, og 


lamelle III mellem den bakerste del av cell. sup. og inf. (fig. 7 og 6). 


ade hovediune meatus supremus, 


begrænses nedad av concha med., den 2den hovedmusling, og opad av 
concha sup., den 4de, 5te og 6te hovedmusling. Furen maaler en længde 
av ca. 10 mm., en gjennemsnitlig bredde av 1—2 mm. og en dybde av 
ca. 2—4 mm. (fig. 6—8). Den dypest liggende del av furen fortsætter 
sig baade forover og bakover langs orbitavæggen som smaa 1/,—1 mm. 


lange celleutlepere. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 185 
2 2 


4de hovedfure 


mangler enhver utvikling. 


Ste wove ature 


kan saavidt paavises i det bakerste parti av næsevæggen (fig. 8). 

Av hovedmuslingene sees den 2den, 3dje, 4de, 5te og 6te. 
Den 2den hovedmuslings crus asc. begrænser fortil recess. asc. I medialt 
og længere baktil cell. asc. II lateralt. Hovedmuslingens lam. basil. fort- 
sættes bakenfor recess. asc. II som den 2den hovedfures lamelle I og dens 
lam. recurv. og forener sig med rste hovedfures lamelle II, concha intermed. 
pr. med. Denne benproces danner længere baktil basallamellen for crus 
desc. IL. Dem 3dje hovedmusling, concha sup, og den 4de, 5te 
og 6te hovedmusling, concha supr. er beskrevet under fig. 6—8. 

Det fremgaar av frontalsnittene, at concha med. opbygges av den 
2den hovedmusling og den forreste del av concha sup. av den 
3dje, 4de, 5te og 6te hovedmusling. Av disse fortsættes de tre 
everste hovedmuslinger bakover som concha supr., mens den 3dje 
hovedmusling lægger sig ind til orbitavæggen, hvorfra den atter 


trænger sig frem som den dorsalt liggende halvdel av concha sup. 


186 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


PRÆPARAT XI. 


(Venstre næsehalvdel av et 20 mndr. gml. guttebarn.) 


Neeseveeggens længde 27 mm. 
Næsevæggens heide 24 mm. 
Maxillæravsnittets heide 8 mm. 
Ethmoidalavsnittets heide 16 mm. 


Forholdet som 1: 2. 


Meat. inf. Avstanden fra concha inf's nedre rand til næsegulvet 
maaler I mm. fortil, men forokes til 2—3 mm. længere bakover. Spalten 
mellem concha inf. og sidevæggen er gjennemgaaende meget aapen, indtil 


5 mm. bred. 


Næsevæggens ethmoidale avsnit. 


Fig. 1. 


Fotografi av næsevæggen i nat. storrelse. 


Av næsefurerne sees meat. med., sup. og supr. 


IQT4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 


187 


Pig. =. 


Fotografi av voksmodellen i 1/, størrelse. 


i 


concha supr., 
gdje, 4de, ste og 6te hovedmusl. 


concha supr., 
ste og 6te hovedmusl.. 


meat. supr., 


concha sup., 
4de hovedmusl.-——— 


| eat. sup., 4 
“den og 3dje hovedfure-- ^ 


concha med., » 

2den hovedmusl.-—^ ^ 
meat. med., 

iste hovedfure---^^ 


"-—-—— —t—-————— 


188 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


. Eyes 

Fotografi av voksmodellen, hvor hiatus semilun. og de øverste deler 
av meat. med., ıste hovedfure, og meat. sup., 2den hovedfure, er blotlagt. 
Crus asc. Il samt den forreste del av crus asc. III, IV og V er fjernet. 


Frontalsnittenes beliggenhet er markert. 


= 
PUN CN v 
~ 
= : 
Um = concha intermed. pr. sup. 
Es Foie ba / cell. asc.es I 
= even eu = ; 7 
a SEN js / " 
mm i ; 
cell. asc. II, HE Ig en / ZH 
, — Ld 
cell. asc. ant... E 
6 d t 
T2107 


cell. asc. II, 
cell SC post 


Pr mn 
ae 
— 
—— 


meat. supr., 
4de hovedfure __ 


meat. sup., 
2den og 3dje hovedfure.. — 


hiatus semilun. ---- 


meat. med., j 
Iste hovedfure ____ 


Den relativt brede hiatus semilun. viser sig i hele sin længde. Oven- 
for denne sees to frontalceller, hvorav den forreste og største har sin 
aapning liggende foran hiatus, mens den bakerste, smale celleutloper ut- 
munder ret over spalten. 

Recess. asc. II danner paa dette praeparat to helt adskilte cellelumina, 


som aapner sig bakenfor cell. asc. I. Begge de to cell. asc.es kommunicerer 


rn 


Li zu 


IOI4. No. r. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 189 


med furens nedre gren. Av celleostierne ligger det forreste dypere end 
det bakerste, da lateralvaeggen i recess. asc. post. dannes av 2den hoved- 
fures lamelle I og II, som trænger sig frem fra orbitas benvæg og applanerer 
luminet i recessen (fig. 6 og 8). Av de to cell. asces er cell. asc. ant. 
kun delvis blotlagt. 
Fig. 4. 
Fotografi av voksmodellen, hvor ogsaa duct. nasolacrym. og furernes 
nedre grener er blotlagt. Concha inf. og med., proc. uncinat., den nederste 
del av lateralvæggen i cell. asc. I og Il, samt den bakerste del av 
crus asc. II, IV, V og VI er fjernet. 


, concha intermed. 


eden hovedíureslamelle II 2den hovedfures P pr. sup. 


\ / lamelle I 
cell. asc. II, X / TE TI , ,cell. bullae ethm. 
cell. asc. post.. \ / , cell. asc. IT, e 7 
UM M / cell. ase. ant. / 


ceil. sup. II. 


2den hovedfures 
lamelle III og IV _ 


)? m EE _ cell. asc. I 
cell. inf. Ile 
meat. supr., Pa M infndibulsseclte 
4de hovedfure-- -- NIME SS 
meat. sup., 
2den og 3dje hovedfure-- -- £ 


~~~. duct. nasolacrym. 
eden hovedfures lamelle V --- 


meat. med., 
Iste hovedfure--— 


sin. max. 


Sin. max. sees i hele sin utstrækning. Det forreste parti skyter sig 
frem forbi taarekanalen. 
Infundibulum forgrener sig i tre utlepere, hvorav den øverste utvider 


sig til et større hulrum, som ovenfor crista ethm. strækker sig opover mo 


190 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


lam. cribr. Bakenfor infundibularspalten præsenterer bullacellen sit fir- 
kantede lumen, opad begrænset av cell. asc. ant. II, hvis nederste del er 
fjernet. 

I 2den hovedfure sees foruten de deler av cell. asc. ant. og post., som 
staar igjen efter dissektionen, to kaviteter. Den ene av disse, som pneu- 
maticerer den største del av næsevæggen mellem meat. supr. og lam. cribr., 
skriver sig fra den 2den hovedfures cell. sup. 

Den anden kavitet i 2den hovedfure dannes av den nedre grens 
recess. inf., som skyter sit langstrakte, tungeformede lumen forover langs 
den 2den hovedmuslings basallamelle og pneumaticerer den nederste del 


av bulla ethm. 


a 1 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. I9I 


Iste hovedfure. 


Fig. 5, frontalsnit I. 


Snit fra den forreste del av furen. 


infundibularcelle . 


lamelle I, concha intermed. pr. sup... ^ 


E-—— FECESS. asc. 


~~ 2denhovedmusl.,concha med. 


"~~~ rste hovedfure, meat. med. 


"> proc. uncinat. 


Overkjævehulens pæreformede profil gaar uten skarp begrænsning over 
i den ovenfor liggende del av infundibularspalten. Denne fortszettes for- 
over som den nederste infundibularcelle. De to cellelumina, som ovenfor 
antrum sees at strække sig opover langs orbitas benveeg, skriver sig likeledes 
begge fra infundibulum. Det store lumen kan følges videre forover som den 
everste, og det lille lumen som den midtre infundibularcelle (fig. 4). 

Paa dette frontalsnit kan paavises fire lamelleformede bendannelser. 
Lamelle I, concha intermed. pr. sup., danner grænsen mellem den store 
infundibularcelle og den medialt liggende recess. asc. I. Benprocessens lange, 
tynde lam. basil. utspringer fra lam. cribr. og avsluttes nedad i en vel utviklet, 


knivbladformet lam. recurv. Lzengere dorsalt avgraenser concha intermed. pr. 


192 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


sup. den bakerste cell. asc. I fortil fra den forreste cell. asc. I og baktil fra cell. 
asc. II, idet bimuslingen lægger sig ind til crus asc. II og derigjennem marke- 
rer grænseskillet. Bakenfor den forreste hiatusgrænse danner concha intermed. 
pr. sup. taket i bullacellen, idet dens lam. recurv. deler sig T-formet og for- 
ener sig lateralt med orbitavæggen og medialt med crus asc. II. Bimus- 
lingen kan følges over i 2den hovedfure, hvor dens benlamelle begrænser 
recess. asc. ant. nedad. Benlamellen er paa snittene fra 2den hovedfure 
betegnet som lamelle II. 

Den ıste hovedfures lamelle II, hvis forreste del sees paa fig. 5, 
adskiller de to øverste infundibularceller fra hverandre. Dens. brede 
basallamelle trænger sig frem fra orbitavæggen i heide med den 
øverste benlamelles lam. recurv. og fortsættes i en slank, bøiet, pil- 
spidsformet lam. recurv., som strækker sig henimot den øverste del 
av proc. uncinat. Fortil kan denne benproces ikke følges langt. Dens 
lam. recurv. smelter sammen med proc. uncinat., og dens basallamelle taper 
sig snart i orbitavæggen. .I dorsal retning viser den sig derimot paa ca. 
20 snit som et benet fremspring fra orbitavæggen. Lamelle III, concha 
intermed. pr. med., danner den nedre begrænsning for den lille infundibular- 
celle, som opad begrænses av lamelle II. Den lange, traadformede lam. basil., 
som beier sig nedad, saa den blir liggende parallelt med infundibularvæggen, 
avsluttes tilsidst i en knopformet, skarpt markert lam. recurv. Baktil skyter 
benlamellen frem en tungeformet lam. recurv., som forenes med lamelle I 
og deltar i opbygningen av den forreste del av bulla ethm. Lamelle III 
har ikke naadd langt i utvikling. Bullacellens begrænsning nedad dannes 
paa dette preeparat av den nedenfor liggende concha intermed. pr. inf. 
Lamelle IV, concha intermed. pr. inf., præsenterer sig som en bred ben- 
prominens, hvis mest fremstaaende parti nedad forlænges i en spids benkant. 
Lamelle IV danner infundibularspaltens laterale begrænsning i hele dens 
utstrækning og begrænser desuten den bakerste del av spalten opad. Paa 
dette frontalsnit har den vistnok ingen uttalt lamellekarakter, men paa de 
bakenfor liggende snit viser denne benproces, likesom de andre tre ben- 
lameller, utvilsom lamellebygning, idet den omtalte benkant forlænges i en 
vel utviklet lam. recurv. | 

Proc. uncinat. begraenser infundibularspalten medialt og praesenterer 
sig som en uregelmæssig formet benlamelle, hvis nederste, noget fortykkede 
parti straekker sig nedover mot basallamellen til concha inf. 

Av hovedmuslingene sees den 2den at danne den mediale be- 
graensning for cell. asc. I. Længere baktil begrænser crus asc. II den 
2den hovedfures cell. asc. ant. medialt og kan følges videre bakover som 


den 2den hovedfures lamelle I (fig. 6). 


1914. No. 1. DEN LATERALE NESEVEGS ETHMOIDALAVSNIT. 193 


2den hovedfure. 


Fig. 6, frontalsnit II. 


eden hovedfures lamelle I, > 
basallamellen til crus asc. II 


lamelle II, 1ste hovedfures 
concha intermed. pr. sup... 
E Ex - 
cell. sup. Het E IN SS 4de hovedmusl., concha sup. 


~~ 


— 


eden hovedfures lamelle II — 


ste hovedfures { eden hovedfures lamelle IV_-_---——-- - ~-recess. asc. II, recess. asc. ant. 


H - = 
— intermed. pr.inf.| 2den hovedfures lamelle V------__ 


7-.2den hovedmusl.,concha med. 


Langs orbitaveeggen, nedad begraenset av meat. med. og opad av 
lam. cribr., sees fire lumina. Det øverste cellelumen stammer fra cell. asc. 
post., som skyter sig frem bakfra. Nedenfor cell. asc. post. trænger recess. 
asc. ant. sig frem til orbitavaeggen. De to nederste cellelumina, som skriver 
sig fra cell. sup. og inf., strækker sig bakfra forover langs orbitas benveg. 

De fire celleutlepere begranses av en rakke benlameller, som staar 
frem fra orbitavæggen. Av disse danner lamelle I grænseskillet mellem 
cell. asc. post. og recess. asc. ant. Benprocessen, som viser lamellebyg- 
ning paa fig. 7, er her forenet med den 4de hovedmuslings lam. recurv. 
Fortil kan lamelle I felges over i iste hovedfure som basallamellen til 
crus asc. II. Baktil forener lamelle I sig med lamelle II til én bendannelse, 
som markerer graensen mellem cell. asc. post. og furens nedre gren (fig. 9). 
Lamelle II begrænser recess. asc. II nedad og skiller den fra cell. sup. 
Benprocessen viser lamellebygning paa flere av de bakenfor liggende snit. 

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. I. 13 


194 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Fortil fortsætter den som den rste hovedfures concha intermed. pr. sup. Baktil 
forener den sig, som allerede omtalt, med lamelle I (fig. 8 og 9) og smelter 
bakenfor cell. asc. II tilsidst sammen med lam. cribr. (fig. 10). Lamelle III 
forenes fortil med lamelle II.  Baktil danner benprocessen den øvre 
begrænsning for en liten celleutleper fra cell. sup. (fig. 8) Dens 
fortsættelse videre bakover sees paa fig. g og 10. Den har ikke paa 
noget av snittene lamellebygning. Lamelle IV adskiller cell. sup. og 
inf. Benprocessen viser paa flere snit længere baktil lamelleform. Fortil 
forener den sig med den nederste lamelle, lamelle V, og fortsætter 
over i iste hovedfure som concha intermed. pr. inf. Baktil forenes den 
først med lamelle III (fig. 9) og tilsidst med 3dje hovedmusling (fig. 10) for 
sammen med den at danne den mediale begrænsning for cell. asc. II. 
Benskelettet 1 concha med. og sup. opbygges av den aden og 4de 
hovedmusling. Lam. recurv. IT har længere fortil, forenet sig med 
concha intermed. pr. inf., mens dens basallamelle paa dette snit fortsættes 
i dorsal retning som lamelle I. Den 4de hovedmusling svarer til 
preeparatets concha sup. og kan folges helt bakover til nasopharynx 
(fig. 10). i 
Nedad sees overkjævehulens næsten cirkelrunde lumen, hvis øverste 


halvdel ligger i højde med meat. med. 


I9I4. NO: E. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 195 


De tre efterfølgende frontalsnit illustrerer de anatomiske forhold i 


øden hovedfure umiddelbart bakenfor det sidst beskrevne. 


Fig. 7, frontalsnit III. 


2den hovedfures lamelle I 
basallamellen til crus asc. ID) 


-cell. asc. II, cell. asc. post. 


p 


i \ > cell asc) cell ase. ant 
. edenhovedfureslamelleII, tste hovedfures PR. SE 


concha intermed. pr. sup… : ed —  — 6te hovedmusl. 


2den hovedfures lamelle III — 


COSTA 


LATE | 2den hovedfures lamelle IV —-- den hovedfure, meat. sup. 


a intermed. pr. inf. eden hovedfures lamelle V—-----~ 


#7 >. ”2denhovedmusl.,concha med. 


“cell. inf. H 


Cell. asc. post. er ifærd med at aapne sit ostium. Et par snit længere 
baktil trær cellen i forbindelse med meat. sup. Nedenfor cell. asc. post. 
sees et mindré cellelumen. Dette skriver sig fra ce//. asc. ant., som 
her trænger sig bakover langs orbitavæggen. Cell. sup. og inf. viser sig 
fremdeles. 

Av benlamellerne fra fig. 6 har lamelle I paa dette snit antydning 
til muslingebygning. Benskelettet i concha sup. dannes av to parallelt 
løpende benbjelker, av hvilke den lateralt liggende repræsenterer den 4de 
og den medialt liggende den 6te hovedmusling. 


Nedad sees overkjævehulens avrundede profil. 


196 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Fig. 8, frontalsnit IV. 


eden hovedfures lamelle I, 
basallamellen til crus asc. II\_ 


= ___cell. asc. II, cell. asc. post. 
eden hovedfures lamelle II, rste hovedfures = * ; 


concha intermed. pr. sup. | i =___..cell. asc. II, cellSascHant. 


cell. sup. I _ eto ES 6te hovedmusl. 


eden hovedfures lamelle III ___ ae --3dje hovedmusl. 


iste hovedfures | 2den hovedfures lamelle IV-_________ NR ES = ~~.4de hovedmusl., concha sup. 


concha intermed. pr.inf.| oden hovedfures lamelle V 


- > 


cell. inf. II — $ i 


”Xrecess. asc. II, recess. asc. post. 


> \2den hovedmusl., concha med. 


Cell. asc. post. har aapnet sig ned til meat. sup. Det lille trekantede 
cellelumen nedenfor cell. asc. post. skriver sig fra cell. asc. ant. Denne 
celle omsluttes av lamelle I og II, som er ifærd med at forenes til en 
benproces (fig. 9). 

De to celleutlopere fra ram. desc., cell. sup. og imf. sees fremdeles. 
Lamelle III med sin slimhindefold trænger sig ind mot luminet 1 
cell. sup. for at avsnore en liten celleutleper. Av de ovrige benlameller 
er lamelle IV forenet med crus desc. II. Benprocessen viser lamelle- 
form paa enkelte av de bakenfor liggende snit.. É 


Av de to benbjelker, som paa fig. 7 opbygget skelettet i concha sup., 
har den medialt liggende delt sig nedad i to utløpere. Den største av 
disse repræsenterer fortsættelsen bakover av den 4de hovedmusling. 
Den eden lille utleper, som boier av utad mot lateralvæggen, er den 
3dje hovedmusling. Den kan følges paa snittene bakover, indtil den 
forenes med lamelle I og II (fig. 9). Den flate fure mellem 3dje og 4de 


hovedmusling er 3dje hovedfure, som 1 mm. længere fortil taper sig i 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 197 


taket av 2den hovedfure, meat. sup. Længere bakti] danner den derimot 
en vel markert, rendeformet fordypning, som viser sig paa fig. 9. Den 
lateralt liggende av de to benlameller, som opbygger benskelettet i concha 
sup, er den 6te hovedmusling, hvis fortsættelse længere baktil kan 
" følges paa fig. 9 og Io. 
Nedad sees overkjævehulens lumen, som næsten ligger i kontakt med 


den nedenfor liggende tandsæk. 


Fig. 9, frontalsnit V. 


cell. asc. II, cell. asc. post... 


2den hovedfures lamelle I og II... 


= 


c ———— 6te hovedmusl. 
recess. sup 11 ML S 


. 4de hovedmusl., concha sup. 


2den hovedfures lamelle V, ^-2den hovedfure, meat. sup. 


ıste hovedfures concha intermed. pr. inf. eadendüisrdmusl contu med 
2 - à 


7 —-..rste hovedfure, meat. med. 


Av den 2den hovedfures ram. asc. sees cell. asc. post., hvis forbindelse 
med recessen er avbrutt fire snit længere fortil. Det benede grænseskille 
mellem cell. asc. post. og furens nedre gren opbygges av lamelle I og II, 
som er smeltet sammen til en benproces. Lamelle I og Il har her 
forenet sig med den 3dje hovedmuslings brede og sterkt markerte lam. 
recurv. Den 3dje hovedfure er paa dette snit langt mere fremtrædende 
end paa fig. 8. Parallelt med crus asc. III og IV sees den 6te hoved- 
musling, hvis slanke benlamelle nedad avsluttes i en knopformet lam. 
recurv. 

Ram. desc. har delt sig i sine to forgreninger, recess. sup. og inf. 


Grænsen mellem dem dannes av en benramme, hvis cirkumferens præsen- 


198 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


terer sig som en halvcirkelformet tynd benlamelle, fremkommet ved sammen- 
smeltning av lamelle HI og IV. Benrammen aapner sig længere baktil 
(fig. 10). Recess. sup. kommunicerer med ram. desc. i ca. 1/2 mm.’s ut- 
strækning. Fortil fortsættes den som en 3 mm. lang celleutloper, som 
trænger forover parallelt med orbitaveeggen. Baktil danner den en celle, 
som kan følges i 7 mm.’s utstrækning, og hvis lumen tiltar, indtil det 
pneumaticerer hele det parti av næsevæggen, som ligger mellem 2den 
hovedfure og lam. cribr. (fig. to). Fra den utvidede cell. sup. utgaar en 
I mm. lang celleutloper, som skyter sig frem parallelt med orbitavæggen 
omkranset av den benramme, som paa dette snit danner grænsen mellem 
de to recesser.  Aecess. inf. strækker sig forover som en ca. 5 mm. lang 
celleutleper, som pneumaticerer den nederste del av bulla ethm. Baktil 
danner recess. inf. den nedre grens fortsættelse og kan følges helt bakover 
til nasopharynx. 
Fig. 10, frontalsnit VI. 


Snit fra den bakerste del av 2den hovedfure. 


cell. asc. II, cell. asc. post. 


2den hovedfures lamelle I og I 
S ___—6te hovedmusl.) 

RUN 4 concha supr. 
= dl iste ee} 


- 


cell. sup. HL 


- 


eden hovedfures lamelle III — 


pi Pehle hovedfure, meat. supr. 


n s 4de hovedmusl., concha sup. 


DTE d hovedfure 


EB ~~~ 3dje hovedmusl. 


eden hovedfures lamelle IV -------- 


\ 


N. ^2den hovedfure, meat. sup. 
« 4 RE 
“eden hovedmusl., concha med. 


-—---—---- ıste hovedfure, meat. med. 


Det lille cellelumen umiddelbart nedenfor lam. cribr. skriver sig fra 
cell. asc. post. Den store kavitet, som pneumaticerer den største del av 
næsevæggen mellem 2den hovedfure og lam. cribr., stammer fra cell. sup. 


Cellen begrænses nedad og medialt av 3dje hovedmusling, som nedad 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 199 


fortsættes i en traadtynd benlamelle. Denne skriver sig fra den nederste 
del av den halvcirkelformede benramme, som saaes paa fig. 9, og som frem- 
kom gjennem sammenslutning av lamelle III og IV. Den øverste del 
av benrammen, som stammer fra lamelle III, repraesenteres av den lille ben- 
proces, som staar frem fra orbitavæggen ind mot luminet i cell. sup. Nogen 
faa snit længere baktil taper den sig helt. 

Av hovedmuslingene kan paavises den 2den, 3dje, 4de, ste 
og 6te. Den 3dje, 4de og 5te hovedmusling forenes opad i en lam. basil. 
Den 3dje hovedmusling taper sig baktil i benrammen omkring cell. 
sup. Den benlamelle, som paa fig. 9 blev betegnet som 4de hovedmusling, 
har her delt sig i to utlepere, den 4de og ste hovedmusling. Den 4de, 
concha sup., rykker længere dorsalt ind til orbitavæggen med lamelle IV 
som basallamelle og kan felges videre bakover som crus desc. IV. Den 
5te, concha supr., forener sig ferst med orbitas benveeg bakenfor cell. 
sup., hvorefter den fortsættes mot nasopharynx som crus desc. V. 

Parallelt med crus asc. IV og V trænger den 6te hovedmusling 
sig ned fra lam. cribr. Dens benlamelle avtegner sig paa ca. 20 snit. 

Av hovedfurerne sees foruten den ıste hovedfure den 2den, gdje og 
4de. Den 2den hovedfure begranses nedad av 2den og opad av 
3dje hovedmusling. Den 3dje hovedfure viser sig kun som en svak 
indbugtning mellem 3dje og 4de hovedmusling. Meat. sup. omfatter altsaa 
baade den 2den og 3dje hovedfure. Den 4de hovedfure, meat. 
supr. fremtrær som en tydelig markert rende mellem den 4de og ste 
hovedmusling. 

Overkjavehulens næsten cirkelrunde profil er rykket op i nivaa med 


midtre næsegulv. Antrumgulvet ligger næsten i kontakt med tandsækken. 


Oversigt over praeparat XI. 


rste hovedfure, meatus medius, 


har en længde av ca. 25 mm. Den nedre del av denne hovedfure er 
aapenstaaende og maaler 3—4 mm. fra underkanten av concha med. til 
overflaten av concha inf. -I den forreste del av meat. med. beier concha 
med.'s lam. recurv. sig sterkt utad, saa det parti av furen, som har trængt 
sig op mellem concha med. og proc. uncinat., er relativt trangt, ca. I mm. 
Længere baktil er spalten mellem muslingebenet og lateralvæggen aapen- 
staaende og maaler en bredde av 4—5 mm. 
Ramus ascendens 

prasenterer to cellulere utbugtninger. Den forreste av disse maaler en 
lengde av ca 8 mm., en bredde av 2—3 mm. og staar i direkte forbin- 


delse med den midtre nesegang gjennem det ca. 2!/, mm. lange ostium. 


200 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Fra den øverste del av cell. asc. I skyter der sig frem langs lam. cribr. en 
liten, 1 mm. lang celleutleper. Den bakerste cell. asc. strækker sig likesom 
den forreste belt op til lam. cribr., men er betydelig mindre end denne 
og maaler en længde av kun ı!/; mm. 

Ramus descendens. 

Av den nedre grens to forgreninger er recess. sup. blotlagt paa fig. 4. 
Recess. sup. har skutt sig op mellem concha intermed. pr. inf. og concha 
med. og utvides til en ca. 5 mm. hei og 3—4 mm. bred bullacelle, 
som kan følges forover langs orbitavæggen i ca. 3 mm.’s længde. Fra 
cellen utgaar et par utlopere, som traenger sig frem langs orbitas benveeg. 
Bullacellen utfylder ikke bulla ethm. i sin helhet. Denne er for en stor 
del pneumaticert av den 2den hovedfures cell. inf, mens bullacellen væ- 
sentlig er lokalisert til det øverste og forreste parti av bulla ethm. (fig. 4). 
Recess. inf. er aapnet paa fig. 3. Dens yttre aapning, hiatus semilun., 
maaler en længde av ca. 9 mm. Den begrænses opad av concha intermed. 
pr. sup., med. og inf. Baade hiatus og infundibularspalten er used- 
vanlig aapenstaaende med en gjennemsnitlig bredde av 1—2 mm. Spalten 
begrænses lateralt av concha intermed. pr. med. og inf. Infundibulum 
forgrenes fortil i tre utlepere, som sees utdissekert paa fig. 4. Den øverste 
er den største. Den trænger sig opover mot lam. cribr. og danner 
ovenfor crista ethm. et stort hulrum av ca. 6 mm.’s længde, 6—7 mm.’s 
heide og 2—3 mm.’s bredde. De andre to infundibularceller er adskillig 
mindre. Den ene sees i heide med crista ethm. som en ca. 2 mm. lang, 
rl, mm. hei og 1 mm. bred utleper, og den anden strækker sig forover 
langs antrumtaket. Den er relativt hoi, ca. 3 mm., men naar kun en længde 
av ca. r !1/ mm. Ost. max. begrænses medialt av proc. uncinat. og late- 
ralt av concha intermed. pr. inf. Maxillerostiet maaler en længde av ca 
4 mm., en bredde av 1—1!/, mm. og ligger i en avstand av 6 mm. fra 
hiatus ved dets forreste og 4 mm. ved dets bakerste endepunkt. Sin. max. 
er ca. I9 mm. lang og streekker sig ca. 5 mm. frem foran ost. max. Hulens 
profil er fortil pæreformet med en heide og bredde av 8 resp. 5 mm. 
Bakenfor ostiet er dens profil cirkelrundt med en maximaldiameter av 
7—8 mm. (fig. 5—10). Den bakerste del av hulen ligger nedad i kontakt 
med tandsækken (fig. 9 og ro). ! 

Av lamelleformede bendannelser i ıste hovedfure sees fire, 
som naermere er omtalt under fig. 5. 

Proc. uncinat. præsenterer paa de fleste frontalsnit den sedvanlige 
bygning, en tynd benlamelle, som baade nedad og særlig opad er adskillig 
fortykket. Den øverste del av lamellen boier sig paa snittene fra det 


forreste avsnit av hiatus semilun. indover mot meat. med. Foran hiatus 


IOI4. No. r. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 20I 


staar proc. uncinat. opad i forbindelse med crus asc. Il. Laengere fortil 
viser den sig paa snittene kun som en benramme, som nedad begrænser 


cell. asc. I og opad er forenet med crus asc. Il. 


2den hovedfure, meatus superior, 


begraenses nedad av concha med., 2den hovedmusling. Opad dannes dens 
begrænsning i den forreste tredjedel av 3dje, 4de, 5te og 6te hovedmusling 
og i dens bakerste to tredjedeler av den 4de hovedmusling. Furen er 
18 mm. lang og ca. 2 mm. bred. 

Ramus ascendens 
har paa dette praeparat dannet to helt adskilte cell. asc.es, som begge 
trænger sig frem til orbita og lam. cribr. Den forreste cell. asc. er den 
sterste og maaler en heide av 8 mm., en bredde av 5 mm. og en lengde 
av 6—7 mm. Cellen staar nedad i forbindelse med ram. desc. gjennem 
et 11/, mm langt og 2 mm. bredt ostium. Den anden cell. asc. aapner 
sig gjennem en trang, ca. I mm. bred aapning like bakenfor cell. asc. ant. 
Cell. asc. post- naar en heide og bredde av resp. 3 mm. og strækker sig 
bakover i en længde av ca. 6 mm. (fig. 4). 

Ramus descendens 
deles ca. 1 mm. bakenfor kommunikationsaapningen med cell. asc. II i to 
forgreninger, recess. sup. og inf. Den øverste av disse, recess. sup, 
utvides bakover til en cell. sup. av betydelig størrelse. Cellen maaler 
en heide av indtil 8 mm., en bredde av ca. 4 mm. og pneumaticerer den 
største del av næsevæggens bakerste parti mellem meat. supr. og lam. cribr. 
i en utstraekning av ro mm. (fig. 4). 

Recess. iuf. danner en 6 mm. lang celleutloper, som traenger sig frem 
forover parallelt med den 2den hovedmuslings basallamelle. Den maaler 
en bredde av 3—4 mm., en heide av 2 mm. og pneumaticerer hele den 
nederste del av bulla ethm. Bakover fortsættes recess. inf. som den nedre 
grens hovedlumen og kan følges henimot nasopharynx. 

Av lamelleformede bendannelser i 2den hovedfure sees fire. Av disse 
viser lamelle I, II og IV uttalt muslingebygning. Lamelle III sees 
kun som en slank benproces uten utpræget lamellekarakter, men den 
markerer sig paa snittene likesom de andre bendannelser ved en skarpt 


begraenset slimhindefold (fig. 8). 


3dje hovedfure 
er litet utviklet og viser sig kun som en 3 mm. lang, flat rendeformet 
fordypning i taket av meat. sup. mellem den 3dje og 4de hovedmusling 


(fig. o og 10). Meat. sup. omfatter altsaa baade den 2den og 3dje hovedfure. 


202 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


4.de do vied rure, meastus supremirs, 
maaler en længde av ca. 7 mm., en bredde av indtil 2 mm. og begrænses 
nedad av concha sup., den 4de, og opad av concha supr., den 5te og 6te 


hovedmusling (fig. 10). 


Ste Lowe dhure 
er paa dette præparat ikke utviklet. 


Av hovedmuslingene sees den 2d’en, 3dje, ade, ste og 
Den 2den hovedmusling er omtalt under fig. 5 og 6. Den 3dje 
hovedmusling viser sig paa snittene fra den forreste del av meat. sup., 
hvor benbjelken i concha sup. nedad deles i to utlopere, som repræsen- 
terer den 3dje og 4de hovedmusling (fig. 8—10). Av disse kan den 
3dje hovedmusling følges bakover i ca. 6 mm.'s utstrækning, indtil den 
tilsidst taper sig 1 benrammen omkring cell. sup. Den 4de hoved- 
musling danner benskelettet i concha sup. (fig. 7 —10) og streekker sig 
helt bakover mot nasopharynx. Den ste hovedmusling svarer til 
præparatets concha supr. og sees paa frontalsnittene fra den forreste 
del av meat. supr. (fig. 10). Hovedmuslingen kan følges bakover til naso- 
pharynx, men er paa de fleste snit længere baktil langt mindre fremtræ- 
dende, end den viser sig paa fig. 10. Den 6te hovedmusling er paa 
dette præparat vel utviklet. Den præsenterer sig som en med crus asc. V 
parallelt Jopende benlamelle, som fra den forreste del av meat. supr. i Ca. 
2 mm.’s utstrækning kan følges bakover (fig. 10). 

Av hovedmuslingene svarer altsaa concha med. til 2den hoved- 
musling og concha sup. til 4de hovedmusling. Concha supr. 


opbygges væsentlig av 5te og 6te hovedmusling. 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 203 


PRÆPARAT XII. 


(Venstre næsehalvdel av et 24 mndr. gml. guttebarn.) 


Næsevæggens længde 25 mm. 
Næsevæggens hoide 26 mm. 
Maxillzeravsnittets hoide 11 mm. 
Ethmoidalavsnittets højde 16 mm. 


Forholdet som I: 1,5. 


Meat. inf. er aapen. Avstanden fra concha inf. til næsegulvet maaler 
fra 2—3 mm. og er størst i den bakre halvdel av næsekaviteten. Spalten 
mellem muslingebenet og sidevæggen i meat. inf. har en gjennemsnitlig 


bredde av 2—3 mm. 


Næsevæggens ethmoidale avsnit. 


Eig re 


Fotografi av præparatet i nat. størrelse. 


Av næsefurerne sees meat. med., sup. og supr. En accessorisk fure 


strækker sig langs concha med.’s nedre rand parallelt med denne. 


204 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Pier 2 


Fotografi av voksmodellen i 1/, størrelse. 


hovedmusl. 


concha supr., 
6te hovedmusl.._ 


meat. supr., 
5te hovedfure___ 


concha sup., 
4de hovedmusl.-—— - 


meat. sup., 
eden og 3dje hovedfure_-- 


concha med., 
2den hovedmusl..-—- 


meat. med., 
rste hovedfure . —- 


A ep 


IQ 4. No x: DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 205 


Fig. 3: 
Fotografi av voksmodellen, hvor de ovre grener av meat. med., ıste 


hovedfure, og meat. sup., 2den hovedfure, er aapnet. Den største del av 


crus asc. II samt crus asc. Ill, IV og V er fjernet. Frontalsnittenes. be- 


liggenhet er markert. 


— 
(d. 


= 
| Uu 
| | | | 1.8 
< ER 
m = = —— 
[us] 

7 = E A 
“ =?) zn ch ED 
i o LL us üq da 
\ CIRE OU 
1 IL 

Fan | 


u) 


ee 
fee cell.asc.I 


meat. supr., 
5te hovedfure-— 


meat. sup., 
2denog 3dje hovedfure —7$£ 


meat. med., 
iste hovedfure—— 


Den forreste store cell. asc. I har allerede trængt sig et par mm. ind 
i frontalbenets spongiosa. Den anden celleutloper fra ram. asc. sees ikke 
paa fig. 3. Den er derimot aapnet paa fig. 4. Ostiet til cell. asc. ant. 


er i sin helhet beliggende foran hiatus. 
= Bakenfor cell. asc. I utfylder cell. asc. II den største del av næse- 


væggen mellem meat. supr. og lam. cribr. og kommunicerer nedad med 
fo) P o o 


den forreste del av furens nedre gren. 


206 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Fig, 4; 
Fotografi av voksmodellen. Furernes nedre grener samt duct. naso- 


lacrym. er blotlagt. Den laterale benvæg i recess. asc. I, den bakerste 


del av crus asc. Il, proc. uncinat. samt den største del av concha inf. 


er fjernet. 
cell. bullae ethm. 
cell. asc. II cell. asc. I, i s 
\ cell. asc. post. | concha intermed. pr. sup. 
‘ 
å x XM if infundibularcelle 
F VE À b | \ ! / A 
2 " Ne / Pra 
P ^ i / 7 
celleutloper : i i ed xd ga ; | cell asa 
fra ram. des. We nes ve WE SE k ” au | [Ai cell. asc; ant: 
sphenoidalhulen.—__ 
meat. supr., 
| ste hovedfure. _ 
: —-----infundibularceller 


meat. sup., : 
| 2den og 3dje hovedfure ---- 7 


meat. med., et ; X je. OA: EM as sin. max. 
iste hovedfure---- e 


————— ——— M ——. M ee ee ee ee RE 


Nedad er overkjævehulen aapnet. Kaviteten naar frem foran taare- 
| kanalen. Ovenfor antrum skyter infundibulum en utloper helt op til Jam. 
| cribr. og deler sig desuten fortil i to forgreninger, den ene ovenfor og den 
| anden nedenfor crista ethm. Den nederste celleutløper bestaar av to 

parallelt løpende celler, av hvilke kun den ene er helt aapnet. 

Bakenfor infundibularspalten er cell. asc. post. blotlagt. Den sees 


mellem den øverste infundibularcelle og cell. asc. I! som en lang, smal 


1914. No. i. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 207 


spalte, som trænger sig opover mot lam. cribr., uten dog at naa saa langt 
op som infundibularspaltens utleper. 

Nedenfor cell. asc. post. aapner bullacellen sit trekantede lumen. 
Cellen er ikke utdissekert i sin helhet. Paa fotografiet viser sig kun den 
del av kaviteten, som pneumaticerer det nederste parti av bulla ethm. 
Dens øverste halvdel strækker sig opover langs orbitaveggen mellem den 
"og den lateralt liggende cell. asc. post. 

Av 2den hovedfures forgreninger sees cell. asc. Desuten skimtes en del 
av den celleutloper, som fra furens nedre gren trænger sig forover og 


opover mellem cell. asc. II og orbitavæggen. 


Iste hovedfure. 


Fig. 5, frontalsnit I. 


Snit fra den forreste del av furen. 


cell. ase; Po 


lamelle II ------_ 


lamelle III-—---——- C a _ 2den hovedmusl., concha med. 


iim 


— 


^7^--—.rste hovedfure, meat. med. 


Nedad mellem meat. inf. og orbitavæggen præsenterer overkjævehulen 
sit trekantede profil. Det lange, smale cellelumen ovenfor antrum stam- 
mer fra infundibularspalten og svarer til den nederste av de to forgre- 


ninger, som viste sig paa fig. 4. Infundibularcellen begrænses medialt av 


208 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


proc. uncinat., hvis tynde benbjelke opad er fortykket og forenet med 
crus asc. II. 

Langs orbitavæggen sees to smaa celler, som skriver sig fra de baken- 
for liggende infundibularceller. De to cellelumina taper sig nogen faa snit 
længere fortil. Den øverste del av næsevæggen pneumaticeres av et stort 
cellelumen, som har trængt sig op mot pandebenets spongiosa mellem 
crus asc. II og orbitas benvæg. Kaviteten stammer fra cell. asc. I, hvis 
forbindelse med meat. med. er avbrutt tre snit længere fortil. 

Av bendannelser med lamellekarakter findes paa dette snit kun en, 
lamelle III. Den springer frem fra orbitavæggen i infundibularspaltens 
nederste del og danner den nedre begrænsning for en liten utloper fra 
infundibulum. Benlamellen kan følges i ca. 21/2 mm.’s utstrækning Fortil 
forenes den med den ovenfor liggende benproces. Baktil smelter den 


sammen med den ıste hovedfures lamelle IV (fig. 6). 


Fig. 6, frontalsnit IL. 
Snit gjennem den forreste del av ost. max. 


lamelle I, concha intermed. pr. sup.~__ 


Vu" A (Sa: Ve cell. asc. I 
infundibularcelle ——-.. A 
lamelle-II——— i 
| WERE TEecessaseyl 
lamelle II. " 


lamelle IV, concha intermed. pr. inf.-——-- 


"~~~. ste hovedfure, meat. med. 


"sin. max. 


Sin. max. staar opad 1 forbindelse med den nederste del av in- 
fundibulum, som fortsættes forover i to forgreninger. Disse viser sig paa 


fig. 5, den ene som den hoie spalteformede infundibularcelle ovenfor antrum, 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 209 


og den anden som den nederste av de to smaa celler langs orbita- 
veeggen. 

Det uregelmæssig formede cellelumen mellem infundibulum og cell. asc. 
skriver sig likeledes fra en av spaltens utlopere. Cellen præsenterer sig 
paa fig. 5 som det everste av de to cellelumina langs orbitaveggen. 
Denne infundibularforgrening kan ogsaa sees paa fig. 4, hvor den trænger 
sig forover ovenfor crista ethm. Proc. uncinat. begrænser infundibulum 
medialt og danner en uregelmæssig formet benproces uten karakteristisk 
bygning. 

Cell. asc. I kommunicerer gjennem den brede frontalrecess. med midtre 
næsegang. 

Der sees fire benlameller. Lamelle I, concha intermed. pr. sup., 
opbygger grænseskillet mellem den øverste infundibularcelle og recess. asc. 
og har forenet sig med proc. uncinat. Dens fortsættelse forover kan følges 
paa fig. 5 og dens fortsættelse bakover paa fig. 7. Lamelle II adskiller 
infundibularcellen fra spaltens hovedlumen. Den forenes fortil med proc. 
uncinat. (fig. 5) og taper sig baktil i orbitavæggen. Denne bendannelse 
har ingen uttalt muslingebygning; men den sees paa flere snit at avtegne 
sig i mucosa som en skarpt markert slimhindefold. Lamelle III, som er 
identisk med den under fig. 5 omtalte benproces, forenes længere baktil 
med lamelle IV. Lamelle IV, concha intermed. pr. inf., staar frem fra 
orbitavæggen som en bred benprominens, hvis lamellekarakter fremtraer 


tydelig paa fig. 7. 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. I. 14 


210 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Fig. 7, frontalsnit III. 


Snit umiddelbart bakenfor ost. max. 


ram. asc. T 


-——-------hiatus semilun. 


-—------2denhovedmusl.,concha med. 


sin. max. . S S : Triste hovedfure, meat. med. 


“proce. uncinat. 


iste hovedfure, meat. med., har skutt sig op mellem proc. uncinat. og 
crus asc. II og har delt sig i sine to hovedgrener. Ram. asc. danner spaltens 
direkte fortsættelse og begrænses medialt av concha intermed. pr. sup. og 
lateralt av crus asc. IL Ram. desc. har med sin recess. inf. trængt sig ind 
mellem bimuslingen og proc. uncinat. og præsenterer sit lange S-formede 
lumen langs orbitavæggen. Spalten strækker sig helt op til lam. cribr. 
Dens mediale begrænsning dannes opad av concha intermed. pr. sup. og 
nedad av proc. uncinat. Den begrænses lateralt av orbitavæggen og concha 
intermed. pr. inf. 

Der sees paa dette snit kun to lamelleformede benprocesser. 
Disse repræsenterer fortsættelsen bakover av lamelle I og IV fra fig. 6. 
Den øverste, lamelle I, concha intermed. pr. sup., trænger sig ned fra 
lam. cribr. med en lang, tynd lam. basil. og en skarpt markert, knopformet 
lam. recurv. Dens fortsættelse fortil kan følges paa fig. 6. Baktil begrænser 


jamelien hiatus opad, markerer grænsen mellem cell. asc. ant. og post. og 


— mV ee 


IQT4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 2II 


forenes tilsidst med den nedenfor liggende benlamelles lam. recurv. for at 
omslutte den bakerste del av bullacellen. Lamelle IV, concha intermed. pr. inf. 
opbygger den laterale benvæg i infundibularspaltens nederste parti. Dens 
lam. basil, som allerede præsenterte sig paa fig. 6, forlænges paa dette 
snit nedad i en lang, traadfin, sterkt opadboiet benlamelle, som omgir basal- 
lamellen halvcirkelformet. Mellem lamellens lam. basil. og recurv. skimtes et 
par smaa cellelumina, som skriver sig fra den bakenfor liggende bullacelles 
utlepere. Som allerede antydet, forenes concha intermed. pr. inf. paa 
dette præparat med concha intermed. pr. sup. Concha intermed. pr. med. 
kan ikke med sikkerhet paavises. 

Proc. uncinat. danner infundibularspaltens mediale begrænsning og 
ender nedad i en knopformet fortykkelse, som ligger i kontakt med ethmoidal- 


processen til concha inf. 


Fig. 8, frontalsnit IV. 


Snit fra furens bakerste parti. 


infundibularcelle,, 


cell. bullae ethm.~__ 


Ot SE -—5te og 6te hovedmusl., 
LT concha sup. 
lamelle VET 
lamelles VI ser SEN : ---------—2den hovedfure, meat. sup. 


lamelle IV, concha intermed. pr. inf. .-—- ‘ 


= —2den hovedmusl.,concha med. 


= ste hovedfure, meat. med. 


Bullacellen trænger sig op mellem 2den hovedmusling, concha med., 
og lamelle IV, concha intermed. pr. inf. Dens brede lumen begrænses 


medialt av 2den hovedmuslings lam. basil. og lateralt av orbitas benvæg. 


212 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Mellem bullacellen og næsevæggen, altsaa mellem lam. basil. II og 


crus asc. III —VI, præsenterer sig tre smaa cellelumina. De to nederste ' 


stammer fra den bakenfor liggende cell. asc. II. Det øverste, som sees 
umiddelbart nedenfor lam. cribr., skriver sig fra en av infundibularcellerne, 
som har trængt sig bakover og her krydses med de to forgreninger fra 
2den hovedfure. 

Mot bullacellens kavum springer frem fra lateralvæggen to benlameller, 
den ste og 6te i rste hovedfure. Lamelle V og VI avtegner sig i 
mucosa med hver sin slimhindefold og sees paa 10—12 snit. Av de to 
benprocesser forenes lamelle V baktil med den 4de lamelles lam. recurv. 
for helt at omkranse en av bullacellens utlopere. Lamelle V og VI kan 
følges bakover i 2den hovedfure, hvor de deltar i opbygningen av denne 
fures lamelle I. Concha intermed. pr. inf., den ıste hovedfures lamelle IV, 
som allerede er omtalt under fig. 6 og 7, fortsættes over i 2den hoved- 
fure som basallamellen til crus desc. II. 

Den 2den hovedmusling danner fortil med sin crus asc. den 
mediale begrænsning for cell. asc. I (fig. 5—7). Paa dette frontalsnit 
begrænser crus asc. II bullacellen medialt og de forreste celleutlepere fra 
cell. asc. II lateralt. Længere baktil fortsættes hovedmuslingens basallamelle 
som 2den hovedfures lamelle I (fig. 9). Lam. recurv. II forenes med 
den iste hovedfures lamelle IV, som i 2den hovedfure danner basallamellen 
for crus desc. Il. 

Nedad sees overkjævehulens trekantede lumen. Kaviteten er her, 
likesom paa fig. 5, 6 og 7, skilt fra tandsækken av et ca. 3 mm. tykt 


benlag. 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 213 


2den hovedfure. 


Fig. 9, frontalsnit V. 


à 
cell. asc. IL. 
SER » WP 
RS a Cd 
~~ WB 
eden hovedfures lamelle I. . 1 _ 6te hovedmusl. \ 
ee N <a concha sup. 
- MÀ | v j 
= u __-5te hovedmusl. 


celleutleper fra meat. sup. | — > — 


"N. gdje hovedfure 


N 
B 


NO 3dje hovedmusl. 


N \ 
N ‘aden hovedfure, meat. sup. 


N 


2den hovedmusl., concha med. 


~ 


b 
“iste hovedfure, meat. med. 


Den store kavitet, som pneumaticerer den øverste del av næsevæggen, 
skriver sig fra cell. asc. II. Cellens ostium er endnu aapent, men lukker 
sig et snit langere baktil. 

Fra orbitavaeggen staar frem en boiet benlamelle, den 2den hoved- 
fures lamelle I, som danner grænseskillet mellem furens to hovedgrener, 
ram. asc. og desc. Benprocessen begrænser opad en celleutloper, som 
trænger sig forover fra ram. desc. langs orbitavæggen mellem lamelle I 
og den 2den hovedmuslings basailamelle. Fortil fortsætter lamelle I som 


baktil taper den sig i orbitas 


Q 


den 2den hovedmuslings lam. basil., og 
benvæg. g 

Concha sup. deles nedad i tre smaa benlameller, som svarer til de 
nederste utløpere av 3dje, 5te og 6te hovedmusling. Den 3dje og 
5te hovedmusling kan folges forover til den forreste del av meat. sup. 
hvor concha sup. nedad forgrener sig i de to smaa benlameller, som her 
sees. Baktil legger den 3dje hovedmusling sig ind til orbitavæggen 


og begrænser cell. asc. II nedad. Den ste hovedmusling viser sig 


214 REIDAR GORDING: M.-N. Kl. 


paa de bakenfor liggende snit som en liten benkam langs den nedre rand 
av concha sup. Benprocessen kan følges bakover til meat. supr., hvor 
den tilsidst taper sig i orbitavæggen (fig. 10). Den 6te hovedmusling 
naar næsten like saa langt forover som den 3dje og 5te. Baktil danner 
den et skarpt markert fremspring i benvæggen omkring cell. asc. II. Den 
6te hovedmusling opbygger benskelettet i concha supr. (fig. 10). i 

Mellem den 3dje og ste hovedmusling sees en flat, aapen rende. 
Nogen faa snit længere dorsalt trænger den 4de hovedmusling ned 
ovenfra og viser, at denne fure repræsenterer den 3dje hovedfure. Denne 
taper sig tilsidst i taket av meat. sup. 

Overkjævens lumen ligger paa dette snit adskillig nærmere tandsækken 


end paa de andre frontalsnit. 


Fig. 10, frontalsnit VI. 


Snit fra den bakerste del av næsevæggen. 


Cell asc 


6te hovedmusl., concha supr. 


re LN ste hovedfure, meat. supr. 


ste hovedmusl. 


"ade hovedmusl., concha sup. 


NS ‘eden og 3dje hovedfure, meat. sup. 
x g 3dj p 


Noden hovedmusl., concha med. 


Det store cellelumen mellem næsevæggen og orbita stammer fra cell. 


asc. II, som ogsaa viste sig paa fig. 9. 


CEE 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 215 


Av hovedmuslingene har den 3dje lagt sig ind til orbitavæggen 
og har smeltet sammen med den. Den 4de opbygger med sin crus desc. 
benskelettet i concha sup. Denne hovedmusling viste sig ikke paa fig. 9, 
men fremtrær paa snittene længere baktil. Den præsenterer sig som en 
liten benkam i taket i meat. sup. og strækker sig bakover parallelt med 
den 5te hovedmusling som den 3dje hovedfures mediale begrænsning. 
Paa dette frontalsnit, hvor den 3dje hovedmusling har tapt sig i orbita- 
væggen, trænger crus desc. IV frem mot næsevæggens mediale flate som 
concha sup. og danner den 3dje hovedfures øvre begrænsning. Den lille 
benlamelle, som staar ut fra orbitavæggen i meat. supr. parallelt med 
crus desc. IV, er den 5te hovedmusling. 

Av hovedfurerne har den 3dje tapt sig i taket av den 2den 
hovedfure, som her danner præparatets meat. sup. Meat. supr., som be- 
grænses nedad av den 4de og opad av den 6te hovedmusling, om- 
fatter baade den 4de og den 5te hovedfure. Snittene længere fortil viser, 
at den 4de hovedfure paa dette præparat mangler enhver utvikling. Det 
er derfor den 5te hovedfure, som svarer til meat. supr. 

Den 6te hovedmusling danner et skarpt markert fremspring i 
benrammen omkring cell. asc. Hovedmuslingen fortoner sig paa præparatet 


som concha supr. 


Oversigt over præparat XII. 


Iste hovedfure, meatus medius, 


har en længde av ca. 25 mm. Den nedre del av furen er 3—4 mm. bred 
fra underkanten av concha med. til overflaten av concha inf. Avstanden 
mellem concha med. og lateralvæggen i meat. med. maaler paa de fleste 
snit fra 1—2 mm. Furens dypere liggende deler er blotlagt paa fig. 3 
og 4. 
Ramus ascendens 

forgrener sig paa dette præparat i to frontalceller. Den største av disse 
begrænses medialt av crus asc. II og lateralt av orbitavæggen. Den pneu- 
maticerer den forreste del av næsevæggen fra concha med.feestet til lam. 
cribr. og maaler en heide av indtil 8 mm., en bredde av indtil 5 mm. og 
en længde av ca. 6 mm. Nedad kommunicerer kaviteten med den midtre 
næsegang gjennem den ca. 4 mm. lange og 2 mm. brede recess. asc. 
Den anden frontalcelle er meget mindre end den forreste. Cellen, hvis 
langstrakte lumen sees paa fig. 4, er ca. 3 mm. lang, 3—4 mm. hei og 
1—2 mm. bred. Den begrænses medialt av crus asc. II og lateralt av 


bulla ethm. Fortil markeres grænseskillet mellem cell. sup. og infundibulum 


216 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


av concha intermed. pr. sup. Baktil taper kaviteten sig mellem benbjelkerne 
til crus asc. II og III. 

Ramus descendens. 

Av den nedre grens to recesser danner recess. sup. præparatets bulla- 
celle. Den bakerste del av recessen traenger sig op mellem concha intermed. 
pr. inf. og crus asc. II gjennem en ca. 1 mm. lang og !/; mm. bred aapning 
og utvides til den kavitet, som sees paa fig. 8. Bullacellen viser sig paa 
dette snit som en ca. 11/, mm. bred og ro mm. hei spalte. Denne for- 
grenes ca. I mm. længere fortil først i to og derpaa i tre større utlopere, 
som pneumaticerer bulla ethm. Baktil sees cellen kun som en smal spalte, 
som strækker sig ca. 3 mm. bakover langs orbitavæggen. Recess. inf. er 
blotlagt paa fig. 3 og 4. atus semilun. er 5 mm. lang og r—1l/, mm. 
bred. Den begranses opad av concha intermed. pr. sup. og inf. (fig. 7 
og 8). Infundibulum maaler en gjennemsnitlig bredde av ca. 1 mm. Dens 
begreensning er omtalt under fig. 5—7. Det fremgaar av fig. 4, at 
den øverste del av infundibulum skyter sig helt op til lam. cribr., mens 
spalten fortil forgrenes i to celleutlepere. Den ene av disse, som ligger 
ovenfor crista ethm., maaler en heide av indtil 4 mm., en bredde av indtil 
2 mm. og en lengde av ca. 2!/ mm. Den sees paa fig. 6. Paa fig. 5 er 
den ifeerd med at lukke sit lumen fortil. Den anden infundibularutloper 
deler sig nedenfor crista ethm. i to parallelt lopende celler. Den lateralt 
liggende celleutleper taper sig hurtig og sees paa fig. 5 som den nederste 
av de to smaa cellelumina langs orbitavæggen. Den medialt liggende ut- 
leper preesenterer derimot en 5—7 mm. hei og r—2 mm. bred celle, som 
strækker sig 3—4 mm. forover mellem proc. uncinat, og smaalamellerne i den 
forreste del av 1ste hovedfure (fig. 5). Nedad aapner infundibularspalten sig i 
overkjævehulen gjennem det ca. 2 mm. lange og !/—1 mm. brede ost. max. 
Maxillærostiet ligger i en dybde av 6 mm. fra hiatus ved dets forreste 
og 5 mm. ved dets bakerste endepunkt. Det begrænses medialt av proc. 
uncinat. og lateralt av concha intermed. pr. inf. Sin. max. har en længde 
av 19 mm. og naar 5 mm. frem foran maxillerostiets forreste endepunkt. 
Hulens profil er næsten i hele sin længde trekantet. I kavitetens forreste 
halvdel er heiden større end bredden (8 X 6 mm.). I dens bakerste del 
tiltar derimot hulens breddediameter, saa den tilsidst blir den største 
(fig. 5—9). 

I iste hovedfure kan paavises seks lamelleformede benpro- 
cesser, som er narmere omtalt under fig. 5—8. Av disse benprocesser 
har dog kun de tre, lamelle I, III og IV, utpreget muslingebygning. 
Alle seks benprocesser avtegner sig i mucosa med hver sin skarpt be- 


grænsede slimhindefold. De to største, som opbygger bulla ethm., svarer 


1914. Nor DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 217 


til concha intermed. pr. sup. og inf. Concha intermed. pr. med. kan ikke 
paavises. Proc. uncinat. danner infundibularspaltens mediale begræns- 
ning. Foran hiatus staar dens overste og fortykkede parti i forbindelse 
med crus asc. II og ıste hovedfures lamelle I (fig. 6). Længere fortil sees 
crus asc. II og proc. uncinat. paa frontalsnittene som to tynde benbjelker. 


Disse forenes opad i en benlamelle, som strækker sig opover til lam. cribr. 


2den hovedfure, meatus superior, 


begrænses nedad av concha med., den 2den hovedmusling. Dens øvre 
begrzensning dannes av concha sup., som hovedsagelig opbygges av den 
4de hovedmusling. Furen maaler en længde av ca. 18 mm. og en bredde 
av gjennemsnitlig 2 mm. Dens to grener kommunicerer gjennem en ca. 


1l? mm. lang og ca. 1 mm. bred spalte. Ovenfor denne utvider 


Ramus ascendens 
sig til en stor celle, som med sit lumen utfylder hele den bakerste og 
øverste halvdel av den laterale næsevæg mellem meat. supr. og lam. cribr. 
Kaviteten maaler en længde av 12 mm. og en heide av 6—8 mm. Bredden 
er varierende. Foran kommunikationsspalten er cellen smal (2—3 mm.), 
men utvider sig bakenfor denne adskillig i bredden (ca. 4 mm.). Fra cell. 
asc. utgaar kun en liten celleutloper, som fra dens nederste parti trænger 


sig forover langs næsevæggen. 


Ramus descendens 
forgrenes paa dette praeparat ikke som sedvanlig i to recesser, men furens 
dypeste parti trænger sig helt frem til orbita og fortsættes uten at dele 
sig forover mellem cell. asc. og orbitavæggen som en ca. 2 mm. lang, 
3 mm. hei og 1—2 mm. bred celleutleper (fig. 9). Den bakerste del av 
ram. desc. er ikke saa dyp som dens forreste parti, men til gjengjæld 
adskillig bredere, ca. 2 mm. Ram. desc. kan folges helt bak til naso- 
pharynx. 

Av lamelleformede benprocesser sees i 2den hovedfure kun 
én, som markerer grænseskillet mellem furens to hovedgrener, ram. asc. 


og desc. (fig. 9). 


3dje hovedfure 


viser sig paa snittene fra den forreste del av meat. sup. som en flat, 
rendeformet fordypning. Denne strækker sig i en længde av ca. 2 mm. 


langs den nedre rand av concha sup. (fig. 9 og 10). 


218 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


4de hovedfure 


er paa dette præparat ikke utviklet. 


5te hovedfure, meatus supremus, 


maaler en længde av ca. 8 mm. og en dybde av 1—2 mm. Furen er 
likesom den 3dje og 4de hovedfure nærmere beskrevet under fig. 9 og 10. 

Av hovedmuslingene sees den 2den, 3dje, 4de stesos 
6te, som alle er omtalt under beskrivelsen av frontalsnittene (fig. 8—10). 

Snittene viser, at den forreste del av concha sup. opbygges av den 
3dje, 4de, 5te og 6te hovedmusling og den bakerste del kun 
av den 4de hovedmusling. Concha supr. dannes utelukkende av den 


6te hovedmusling. 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 219 


PRÆPARAT XIII. 
(Heire næsehalvdel av et 24 mndr. gml. pikebarn.) 


Næsevæggens længde 29 mm. 

Neeseveeggens heide 24 mm. 

Maxillæravsnittets hoide 16 mm. 

Ethmoidalavsnittets heide 8 mm. 

Forholdet som 1: 2. 

Meat. inf. er trangt bygget fortil, hvor muslingebenets laterale flate 
næsten ligger i kontakt med sidevæggen i meat. inf. Baktil utvides imidler- 
tid spalten hurtig til en bredde av ca. 3 mm. Avstanden fra den nedre 


rand av concha inf. maaler gjennemsnitlig 2—3 mm. 


Næsevæggens ethmoidale avsnit. 


Fig. 1. 


Fotografi av næsevæggen i nat. storrelse. 


Av næsefurerne sees meat. med., sup. og supr. En accessorisk fure 


strækker sig langs den nedre kant av concha med. 


220 


REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Fotografi av voksmodellen i 1/2 størrelse. 


3dje og 4de hovedmusl. 


! 
' 
' 
{ 
(4 
I 


.— concha supr., 
5te og 6te hovedmusl. 


——meat. Supr., 
4de hovedfure 


concha sup., 

4de hovedmusl. 

meat. sup., 

2den og 3dje hovedfure 


~—~concha med., 


2den hovedmusl. 


| "meat. med., 
iste hovedfure 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 221 


Kie. 3; 
Fotografi av voksmodellen, hvor de øvre grener av meat. med., 1ste 
hovedfure, og av meat. sup., 2den og 3dje hovedfure, er aapnet, efter 


fjernelse av crus asc. II, III, IV og V. Frontalsnittenes beliggenhet er 


markert. 
in FRA pr rx 
= BD bb bb 5D bp &n 
= Ss EE Se = 
jr = = 
© = = SS = 
— 


concha intermed. 
r. sup. 
P P SS 


_-. cell. asc. III 


frontalceller fra 
recess. asc. [IS 


___cell. ase. II 


_meat. supr., 
4de hoved{ure 


__meat. sup., 
| eden og 3dje hovedfure 


| - meat. med., 
rste hovedfure 


Fra recess. asc. I utgaar paa dette praeparat ikke mindre end fem 
cellulære utlepere. Den cell. asc., som danner recessens fortsættelse op- 
over mot lam. cribr., repræsenterer dens hovedlumen (fig. 5). Fra dette 
utgaar to celleutlopere, hvorav den forreste og nederste utvider sig til en 
kavitet av betydelig sterrelse og indtar hele mellemrummet mellem concha 
med.feestet og lam. cribr. Den bakerste og overste av de to utlopere er 
ganske liten og ligger indkilt mellem cell. asc. ant. og hovedluminet. Ogsaa 


i dorsal retning utgaar to forgreninger fra ram. asc., dog ikke fra dens 


222 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


cell. asc., men fra selve recessen. Den ene præsenterer sit ovale lumen 
umiddelbart bakenfor cell. asc. (sonde). Den anden er ikke utdissekert; 
men dens beliggenhet er markert gjennem den nederste av de to sonder, 
som sees paa fig. 3. 

Bakenfor ram. asc. I aapner sig to større kaviteter. Den forreste 
skriver sig fra den 3dje hovedfure, hvis ovre gren har skutt sig frem 
foran ram. asc. II (fig. 8—10). Ram. desc. III viser sig ikke paa foto- 
grafiet. Den strækker sig langs den nedre rand av concha sup. som en 
smal rende, som ikke er forsekt utdissekert. Den bakerste av de to 
kaviteter stammer fra 2den hovedfure. Dens forbindelse med den 


dype og vel utviklede ram. desc. II traer tydelig frem paa fotografiet. 


Bie. as 
Fotografi av voksmodellen, hvor ogsaa hovedfurernes nedre grener 
samt duct. nasolacrym. er blotlagt efter fjernelse av den sterste del av 


proc. uncinat. og concha inf. 


frontalceller fra recess. asc. I 
i cell. asc. III 


crus asc. III (Jam. basil.) 


cell. asc. IT 


! 
| 
! 
i 
LI 
i 
1 
i 
1. 


concha intermed. | 
pr. sup.——— 9 


T mete 
Ni e n dee 


infundibularcelle- 


—— n CR 


meat. supr., 
4de hovedfure 


infundibulum --- = 


duct. nasolacrym.----" [ 
| = meat. sup., 


2d dje hovedh 
sin. max. 2den og 3dje hove 


z—--. meat. med., 
iste hovedfure 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 223 


Av infundibularceller sees kun en. Cellen utgaar fra spaltens øverste 
parti og pneumaticerer en stor del av proc. uncinat. Paa fig. 4 er kun 
aapnet den ene halvdel av cellen. Den anden halvdel, som delvis utfylder 
den forreste del av bulla ethm., er ikke blotlagt. 

Nedad aapner infundibulum sig i overkjævehulen. Sin. max. præsen- 
terer sig i hele sin længde. Den forreste del av kaviteten begrænses 
medialt av taarekanalens nasale utmunding. Antrumgulvet ligger i hulens 
forreste to tredjedeler, omtrent i hoide med næsegulvet, men hæves 
betragtelig i hulens bakerste parti. 

I 2den hovedfure er delvis blotlagt den nedre grens recess. inf. 
Recessen, som danner fortsættelsen forover av ram. desc., skyter frem en 


liten utløper parallelt med orbitavæggen. 


Iste hovedfure. 


Fig. 5, frontalsnit I. 


Snit fra den forreste del av furen. 


y "d 


»- P cell. asc. I 


»Z-—lamelle I, concha intermed. pr. sup. 
& .. ..infundibularcelle 


proc. uncinat.— 4---—---lamelle II 


2denhovedmusl.,conchamed... HAN  - ~ infundibulum 


~ infundibularcelle 
ıste hovedfure, meat. med... 


——— 


hi. 
M — -lamelle IV 
—7--.infundibularcelle 


Furens ram. asc. har skutt sig op mellem crus asc. II og den øverste 
del av bulla ethm. Ovenfor bulla utvides den til en cell. asc. av betydelig 


størrelse, som strækker sig helt frem til lam. cribr. og orbitavæggen. 


224 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Hiatus treenger sig ind mellem proc. uncinat. og bulla ethm. Spalten 
deles T-formet i to forgreninger, hvorav den øverste ender i en cellulær 
utvidning. Den nederste er netop avskaaret fra sin forbindelse med det 
nedenfor liggende lumen. I dorsal retning optrær de to celleutlopere som 
to helt adskilte celler. Fortil, efter at hiatus har lukket sig, danner de 
derimot en sammenhængende, uregelmæssig konfigurert kavitet, som repræ- 
senterer infundibularspaltens forreste utloper. Cellen fortsættes forover 
parallelt med recess. asc. i 5—6 mm.s utstrækning og deler sig tilsidst i 
to mindre utløpere. 

Infundibulum, som paa dette snit er uten forbindelse med spaltens 
øverste avsnit, præsenterer sig som en med orbitavæggen parallelt løpende 
spalte, som øverst oppe ender i en liten, kolbeformet utvidning. Fra den 
nederste del av spalten trænger en liten celleutløper sig forover mellem 
infundibulum og orbitavæggen. 

Av lamelleformede bendannelser sees fire, som alle springer 
frem fra orbitas benvæg. Lamelle I, concha intermed. pr. sup., forenes 
fortil med proc. uncinat. og opbygger det benede grænseskille mellem 
recess. asc. og den øverste infundibularcelle. Længere baktil omsluttter 
den cellen med sin halvcirkelformede benlamelle og danner desuten den 
mediale begrænsning for den bakerste utloper fra recess. asc., som kiler sig 
ned ovenfra mellem lamellen og orbitavæggen. Concha intermed. pr. sup. 
begrænser det forreste parti av hiatus opad og forener sig baktil med 
concha intermed. pr. med. Dens videre fortsættelse bakover som den iste 
hovedfures lamelle VI sees paa fig. 6. Lamelle II bestaar av en lang, 
tynd lam. basil. og en kort, stilétformet lam. recurv. Fortil opbygger den 
grænseskillet mellem to av infundibularcellerne. Baktil omslutter den 
spaltens øverste del og avsnerer den som et eget cellelumen. Den taper 
sig længere dorsalt i orbitas benveg. Den 3dje infundibularlamelle, 
concha intermed. pr. med., sees ikke paa dette snit. Den springer nogen 
faa snit længere baktil frem fra orbitavæggen umiddelbart nedenfor lamelle II 
og er efter rækkefølgen ovenfra nedad betegnet som den ıste hovedfures 
lamelle III. Lamelle IV danner en bred benprominens, som forlænges 
nedad i en spids utloper. Benprocessen begrænser den lille infundibular- 
celle mellem spalten og orbita medialt og kan folges ca. 1 mm. forover, 
indtil den lægger sig ind til orbitavæggen og smelter sammen med den. 
Baktil applaneres lamellen litt efter litt og taper sig længere dorsalt i 
orbitas benvæg. Nedenfor lamelle IV sees en 5te benproces, som 
allerede et par snit længere fortil forenes med basallamellen til concha inf. 
Baktil kan denne benlamelle, den ıste hovedfures concha intermed. pr. inf., 
følges gjennem den største del av infundibularspalten. Den danner spaltens 


laterale begrænsning og viser længere baktil antydning til lamelleform (fig. 7). 


1914. No. r. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 22 
5 


Proc. uncinat. begrænser den nederste halvdel av den store infundi- 
bularcelle medialt. Den lille fortykkelse i lamellens nederste parti repre- 
senterer fortsættelsen bakover av agger nasi. Dens overste parti danner 

en større vimpelformet benproces, som længere fortil forenes med concha 
| intermed. pr. sup. og taper sig helt i benrammen omkring den forreste 
store infundibularcelle. 

Overkjavehulens pæreformede profil sees mellem taarekanalen og 


orbitaveeggen. 


Fig. 6, frontalsnit IL. 


Snit gjennem den midterste del av ost. max. 


. FE à 
J p 


lam. basil. II 
S 


lam. basil. IV 
= ___—celleutloper fra recess. asc. I 


FM ace SUT d 


q ___lamelle VI 
\ Pra] recess. sup., cell. bullae ethm. 
lamelle III, concha intermed. pr. med. 


2den hovedmusl., concha med. —-—- 
___--lamelle V, concha intermed. pr. inf. 


p 


proc. uncinat.- ^ X—— recess. inf, infundibulum 


sin. max... . 


Iste hovedfures ram. desc. deles i to recesser. Recess. inf. danner 
infundibularspalten og bugter sig som en lang, smal kanal ned til antrum. 
Spalten begrænses medialt av proc. uncinat., hvis traadtynde benlamelle 
saavel opad som nedad avsluttes i en liten, knopformet fortykkelse. Furens 


øvre forgrening, recess. suf., trænger sig som bullacelle opad og utad mot 


Vid.-Selsk* Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 1. 15 


226 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


orbitavæggen mellem crus asc. Il. og concha intermed. pr. med. Et par 
snit længere fortil er recessen avgrænset fra bullacellens øverste utloper. 

Greenseskillet mellem recess. sup. og inf. opbygges paa dette frontal- 
snit av den ıste hovedfures lamelle III eller concha intermed. pr. med., 
som paa en række snit viser uttalt muslingebygning. Benprocessen be- 
grænser hiatus opad i næsten i hele dens utstrækning. Lamelle III forenes 
fortil med lamelle I for at danne bullacellens forreste begrænsning. Baktil 
fortsættes den over i 2den hovedfure som basallamellen til 2den hoved- 
muslings lam. recurv. til dens crus desc. Il. 

I den nederste del av infundibulum staar frem fra lateralvæggen en 
bred, svakt hvælvet benprominens, som repræsenterer fortsættelsen bak- 
over av lamelle V, concha intermed. pr. inf. Benprocessen kan følges 
videre i dorsal retning paa fig. 7. 

Paa dette snit sees ogsaa en 6te benlamelle i ıste hovedfure. 
Lamelle VI viser sig som en lang, slank benproces, som avsluttes i en 
knopformet fortykkelse. Den trænger sig parallelt med lamelle III frem 
fra orbitas benvæg mellem bullacellens forgreninger. Fortil kan den følges 
som basallamellen til concha intermed. pr. sup. og baktil danner den 
taket i bullacellen i hele dens utstrækning og smelter tilsidst sammen med 
crus asc. ll. 

Den store kavitet ovenfor bullacellen mellem lam. basil. II og IV 
stammer fra den bakenfor liggende cell. asc. II, og den lille avlange spalte 
mellem denne og orbitavæggen skriver sig fra den bakerste utleper av 
recess. asc. I. Celleutleperne fra ıste og 3dje hovedfure krydses altsaa 
med hverandre paa dette frontalsnit. 

Den laterale begrænsning for cell. asc. III opbygges av /am. basil. II, 
som fortil begrænser cell. asc. I medialt. Følges snittene bakover, viser 
det sig, at lam. basil. Il, eftersom luminet i cell. asc. II utvides, trykkes 
nedover langs orbitavæggen. Paa næste fotografi har saaledes hoved- 
muslingens basallamelle rykket langt nedenfor lam. cribr., mens basal- 
lamellens overste del præsenterer sig som en selvstændig lamelledannelse, 
den 3dje hovedfures lamelle I. I 2den hovedfure skilles hovedmuslingens 
lam. recurv. fra basallamellen. Lam. recurv. IT forener sig med ıste hoved- 
fures concha intermed. pr. med. og fortsættes bakover som crus desc. II, 
og basallamellen kan folges over i 2den hovedfure, hvor den deltar i 
opbygningen av furens benlameller (fig. 8). 

Nedad mellem benvæggen i meat. inf. og orbitas benvæg sees over- 


kjævehulens kolbeformede profil. 


2den hovedmusl., concha med. |... 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 227 


Fig. 7, frontalsnit III. 


Snit fra den bakerste del av furen. 


p" _-~lamelle I i gdje hovedfure 
Lys 


cell. asc. III 


----zz cel. bullae ethm. 


Zr 


lamsbasılan esse: d 
== lamelle VII, 2den hovedfures lamelle I 


lamelle III, concha intermed. pr. med" 


---- sulcus intermed. inf. 
-—--.]amelle V, concha intermed pr. inf. 


recess. inf., infundibulum 
Iste hovedfure, meat. med. - ! 


infundibularcelle 


proc. uncinat.-- 
~ lamelle VIII 


er N DB 
am + 


tie 1 
+ 


Den iste hovedfure skyter sig op mellem concha med. og proc. uncinat. 
og forgrenes i to recesser, recess. sup. og inf. Recess. sup. strækker sig 
opover og utover mellem lam. basil. II og orbitavæggen og avsluttes i den 
lille ampulleformede utvidning, som repræsenterer bullacellens nederste parti. 
Det ovenfor liggende lummen stammer ogsaa fra bullacellen, fra en av dens 
dorsalt liggende utlepere, som allerede er avsnoret og her fremtrær som 
et eget cellelumen. Xecess. inf. trænger sig nedover mot sin. max. og 
danner umiddelbart ovenfor overkjævehulens kolbeformede lumen en cellu- 
lær utvidning, som kan følges ca. 2 mm. bakover. 

Ogsaa paa dette snit begraenses hiatus opad av lamelle III, concha 
intermed. pr. med. Umiddelbart nedenfor denne, adskilt fra den ved en 


bred indsænkning i mucosal, staar lamelle V, concha intermed. pr. inf. 


1 KILLIAN's sulcus’ intermed. inf. 


228 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


ut fra infundibularspaltens laterale væg. Benprocessen forlænges nedad 
i en spids kant, som treenger slimhinden frem som en valk, saa der 
nedenfor dannes den netop omtalte cellulære utvidning av recess. inf. 
Benlamellens fortsættelse fortil sees paa fig. 5. Baktil smelter den tilsidst 
sammen med den ovenfor liggende benproces og taper sig i orbitas benveeg. 

Den 7de benlamelle i ıste hovedfure repræsenteres av den lille 
benproces, som sees ovenfor concha intermed. pr. med. i heide med bulla- 
cellen. Fortil smelter den sammen med basallamellen til lamelle III, concha 
intermed. pr. med., og baktil forenes den med crus asc. II og danner det 
intercellulære septum mellem bullacellens bakerste utleper og recess. sup. 
Paa frontalsnittene i ıste hovedfure viser den sig kun som en slank, jevnt 
tyk benproces uten muslingebygning, men den fortszttes bakover som 
lamelle I i 2den hovedfure og har her uttalt lamelleform. 

Foruten de beskrevne benlameller findes i ıste hovedfure endnu en 
benproces, som ogsaa ber opfattes som en lamelledannelse, den 8de i 
ste hovedfure. Benprocessen staar ut fra lateralvæggen paa overgangen 
mellem infundibulum og antrum. Fortil forenes den med concha intermed. 
pr. inf. og baktil taper den sig i orbitavæggen. 

Det store lumen, som aapner sig ovenfor bullacellen stammer fra cell. 
asc. III, som trænger sig forover mellem lam. basil. II og IV og pneumati- 
cerer hele den everste halvdel av næsevæggen. Fra orbitavæggen springer 
frem mot cellens lumen en beiet benlamelle. Den markeres i slim- 
hinden som en skarpt begrænset valk. Lamellen kan følges: paa frontal- 
snittene i ca. rl/, mm.'s utstrekning. Fortil taper den sig i taket av 
cell asc. Baktil fortsættes den som den lille celleutlepers øvre begrænsning 


og taper sig tilsidst i orbitas benvzeg. 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 


229 


2den hovedfure. 


Fig. 8, frontalsnit II. 


Snit fra furen umiddelbart bakenfor recess. asc. Il. 


3dje hovedmusl. | 


__-cell. asc. II 


4de hovedmusl., concha sup... — 


E 


een 


gdje hovedfure 


2den hovedfure, meat. sup. NES p Le "EM  — 2den hovedfures lamelle II 


2denhovedmusl.,concha med... ——-—— EI 


vage SE, 


iste hovedfure, meat. med." 


Cell. asc. II trænger sig op mellem crus asc. III og orbitavæggen og 


er netop avgrænset fra furens ram. desc. Den nedre gren deles i to 


recesser, som begge strækker sig utover mot orbitas benveg. 


I 2den hovedfure sees to lamelleformede benprocesser at staa 


frem fra orbitavæggen. Den øverste, furens lamelle I, danner grænse- 


skillet mellem ram. asc. og den nedre grens recess. sup., og den nederste, 


lamelle II, adskiller recess. sup. og inf. Begge viser baade paa dette 


og andre snit utpreeget muslingekarakter med sterkt utviklede lam. recurv.ae. 
Lamelle I forenes baktil med den 3dje hovedmuslings lam. recurv. for 
helt at omslutte cell. asc. I. Lamelle II forener sig med crus desc. II 


for at indramme cell. inf. De to benlameller, hvis lam. recurv.ae længere 


230 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


fortil smelter sammen, kan følges forover mot iste hovedfure, hvor 
lamelle II taper sig i orbitas benvæg, mens lamelle I fortsættes videre 
forover som den ıste hovedfures 7de benlamelle. Baktil forenes de 
to benprocesser og opbygger sammen basallamellen til crus desc. IV. 

Benskelettet 1 concha sup. forgrenes nedad i to lameller, som om- 
kranser et litet cellelumen. De to benlameller repræsenterer den 3dje 
og 4de hovedmusling, og celleluminet mellem dem skriver sig fra den 
3dje hovedfures nedre gren. Den 3dje hovedfure kan folges som en flat, 
rendeformet fordypning. Den strækker sig forover langs den nedre rand av 
concha sup. helt henimot furens cell. asc. uten dog at kommunicere med 
denne. Efterat den 3dje hovedfure har tapt sig fortil, forenes de to hoved- 
muslingers nederste utlepere. Hovedmuslingenes basallameller kan imid- 
lertid følges videre forover, lam. basil. UI som den laterale og lam. basil. IV 
som den mediale begrænsning for cell. asc. UI (fig. 9 og 10). 

Baktil forenes den 3dje hovedmusling med lamelle I i 2den hovedfure 
og begrænser cell. asc. Il nedad. Hovedmuslingen lægger sig derpaa ind 
til orbitavæggen, hvorfra den paany trænger sig frem som crus desc. III 
(fig. ıı. Den 4de hovedmusling, concha sup., forener sig baktil 
med begge de to lamelledannelser i 2den hovedfure og rykker likesom 
den 3dje hovedmusling ind til orbitavæggen. Den præsenterer paa fig. 11 
en vel utviklet crus desc., som danner benskelettet i den bakerste halvdel 
av concha sup. 


Overkjævehulens trekantede lumen er rykket op i hoide med meat. med. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 231 


Fig. 9, frontalsnit V. 


Snit fra furen foran det sidst beskrevne. 


cell. asc. III =e ge 


Jam. basil. IV. > 


lam. basil. rs | 'y 2 A ko ENS, 
3dje hovedmusl. _ — 


adje hovedfure ______ 


den hovedf aug ae ne: | 
EVA FANS Dente Hp f ; B a celleutlopere fra recess. inf. II 


pre QWs bi sin. max. 
2den hovedmusl.,concha med..-* TOC P / 


Av 2den hovedfure sees fremdeles cell. asc. II mellem orbitavæggen 
og crus asc. III. Ram. desc. præsenterer to cellelumina, som begge stam- 
mer fra recess. inf. Recess. sup. har lukket sig længere baktil. De to 
lamelleformede benprocesser, som saaes paa fig. 8, viser sig 
fremdeles. 

Cell. asc. III pneumaticerer den øverste del av næsevæggen. Kavi- 
teten begrænses medialt av lam. basil. IV og lateralt av lam. basil. III. 
Forbindelsen med 3dje hovedfure er avbrutt leengere fortil. Furen praesen- 
terer sig paa dette snit kun som en flat indbugtning nedenfor cell. asc. III. 
Et lyst midtparti i den 3dje hovedmuslings lam. recurv. viser, hvor langt 
den 3dje hovedfure har trængt sig opover mot den ovenfor liggende 
cell. asc. Cellen aapner sig ned til meat. sup. litt længere fortil ovenfor 


den fordypning, som repræsenterer furens nedre gren. 


4de hovedmusl., concha sup.-~-__ 


2den hovedfure, meat. sup. -- 


292 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Fig. 1o, frontalsnit VI. 


Snit ca. !/ mm. foran det sidst beskrevne. 


_ cell. asc. III 
lam. basil. HI... — 


_-cell. asc. II 


_______- aden hovedfures lamelle I 


3dje hovedfure --- 2den hovedfures lamelle II 


-----.celleutlopere fra recess. inf. II 


Sin. max. 


2den hovedmusl.,conchamed.—— _ 


rste hovedfure, meat. med. 


De anatomiske forhold arter sig omtrent som paa fig. 9, dog med den 
forskjel, at forbindelsen mellem den 2den hovedfure og dens cell. asc. er 
avbrutt. Cellens pæreformede lumen sees langs orbitavæggen. 

Den 3dje hovedfures cell. asc. staar derimot i aapen forbindelse med 
2den hovedfure, meat. sup: Cell. asc. III begrænses medialt av den 4de 
og lateralt av den 3dje hovedmuslings lam. basil. Basallamellen til 
crus asc. III er skilt fra sin lam. recurv. og har forenet sig med den 2den 
hovedfures lamelle I. Længere fortil, foran cell. asc. II, lægger crus 
asc. III sig ind til orbitavæggen og taper sig i den. Concha sup., som 
opbygges av lam. recurv. III og crus asc. IV, forenes længere fortil med 
den 2den hovedmusling og danner herved den nedre begrænsning for 
den forreste del av cell. asc. III. Av den 3dje hovedfures nedre gren 
sees fremdeles de sidste rester som en flat indbugtning i den nederste 
del av concha sup. De to lamelledannelser i 2den hovedfure har forenet 
sine lam. recurv.ae, og deres basallameller sees kun som to parallelt 


lopende fine benbjelker, som staar ut fra orbitavæggen. 


concha supr. ~~ 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 233 


Fig. 11, frontalsnit VII. 


Snit fra furens bakerste parti. 


6te hovedmusl. __ nb 


ste hovedimusi._O HA cell. asc. II 


— a, Jan bas Ve 


re lam. basil. III 
4de hovedmusl., concha sup.-----7^ ^ Que" RER sin. max. 


Paa dette frontalsnit sees samtlige hovedmuslinger fra den 2den til 
den 6te. Av disse danner den 2den hovedmusling med sin crus 
desc. den benede underbygning for concha med. Benskelettet i concha 
sup. opbygges av den 4de hovedmuslings crus desc. Crus desc. III 
viser sig som en liten benproces i meat. sup. Benprocessen staar opad 
gjennem en tynd benlamelle i forbindelse med crus desc. IV, som atter 
er forenet med erus asc. V. 

Den ste hovedmusling svarer til praparatets concha supr. og 
prasenterer sig paa de fleste snit som det nederste fremspring paa ben- 
rammen omkring cell. asc. II. Lam. basil. V danner paa dette snit den 
mediale begrænsning for cell. asc. II, hvis spalteformede lumen sees langs 
orbitas benveg. Den 6te hovedmusling strakker sig som en slank 
benlamelle fra lam. cribr. nedover parallelt med crus asc. V og forenes 
langere baktil med denne benlamelle. 

Overkjævehulens profil danner en skraat stillet oval mellem næse- 


veeggen i meat. med. og orbita. 


234 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Oversigt over præparat XIII. 
rste hovedfure, meatus medius, 


er ca. 28 mm. lang. Den nedre del av denne fure maaler fra underkanten 
av concha med. til overflaten av concha inf. 3—4 mm. Spalten mellem 
concha med. og lateralvæggen er i den forreste del av naesekaviteten smal, 


1,—ı mm., men utvides bakenfor ost. max. til en bredde av 2—3 mm. 


Ramus ascendens, 
som er blotlagt paa fig. 3, er paa dette praeparat rikt forgrenet. Den 
3—4 mm. lange, meget smale recess. asc. utvides ovenfor concha med.- 
fæstet til en 2—4 mm. lang, ca. 7 mm. hei og 4 mm. bred kavitet. Fra 
denne celle utgaar forover tre utlepere, hvorav den forreste har naadd 
adskillig størrelse og maaler en længde av ca. 5 mm. og en bredde og 
heide av ca. 5 mm. Av de to andre smaa celleutlepere viser den ene 
sig paa fig. 3 som en smal spalte bakenfor det forreste store hulrum. Den 
anden utloper er ikke utdissekert. 

Av de celler, som trænger sig bakover fra den dorsalt liggende del 
av recessen, har den kavitet, som er utdissekert paa fig. 3, en længde av 
ca. 2 mm., en heide av 3—4 mm. og en bredde av ca. 2—3 mm. Den 
anden nedenfor liggende celleutleper er ganske liten og sees kun paa 


nogen faa snit. 


Ramus descendens. 

Den ene av denne grens to recesser, recess sup., trenger sig 
gjennem en ca. 4 mm. lang og 1 mm. bred aapning ind mellem crus asc. II 
og concha intermed. pr. med. og danner præparatets bullacelle. Cellens 
lumen viser sig paa snittene fra dens forreste parti kun som en T-formet 
kanal, hvis to utlepere strækker sig bakover parallelt med orbitavæggen. 
Felges frontalsnittene i dorsal retning, sees bullacellens to forgreninger at 
utvides kolbeformet. Den overste av disse avsnores hurtig som en egen 
celle, som kan følges bakover langs orbitavæggen i et par mm.’s længde 
(fig. 7). Den nederste, som repræsenterer recessens direkte fortsættelse, 
beholder forbindelsen med denne paa ca. 20 snit, hvorefter den tilsidst 
deles i to smaa cellelumina, som snart taper sig. 

Den anden forgrening fra ram. desc., recess. inf., er i sin helhet 
aapnet paa fig. 4. Dens overste parti, hiatus semilun., kan skimtes 
paa fig. 3 som en skraat forlepende spalte av ca. ro mm.’s længde. 
Den forreste del av hiatus har en bredde av 1 1/3 mm., mens dens 
bakerste avsnit er adskillig trangere, ca. !/ mm. (fig. 5—7) In- 


fundibularspalten er paa de fleste frontalsnit saa trangt bygget, 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 235 


at væggene næsten ligger i kontakt med hverandre. Dens begrænsning 
fremgaar av frontalsnittene (fig. 5—7). Fra infundibulum utgaar to 
celleforgreninger. Den ene skyter sig forover fra den nederste del av 
spalten i dens overgang til antrum som en smal, ca. 2 mm. lang, spalte- 
formet utløper (fig. 4). Den. anden celle utgaar fra den øverste del 
av infundibulum. Denne del av spalten forgrener sig T-formet i to ut- 
lopere (fig. 5), en ovenfor og en nedenfor hiatus. Den ene celleutloper 
ovenfor hiatus pneumaticerer den forreste del av bulla ethm., og den anden 
forgrening nedenfor hiatus utfylder den øverste del av proc. uncinat. 
(fig. 4). Begge celler strækker sig 2—3 mm. bakover og har en gjennem- 
snitlig heide av 2 mm. og en bredde av 1 mm. Følges snittene for- 
over, sees de to celleutløpere at forenes foran hiatus til én uregelmæssig 
konfigurert, ca. 2 mm. bred og indtil 7 mm. høi kavitet, som trænger sig 
ca. 7 mm. frem parallelt med recess. asc. mellem denne og orbita. Kavi- 
teten deles helt fortil i to smaa terminalceller. Ost. max. er beliggende 
paa bunden av infundibularspalten, som er ca. 8 mm. dyp ved aapningens 
forreste og ca. 6 mm. ved dens bakerste endepunkt (fig. 6 og 7). Ostiet 
er 5 mm. langt, ca. 1 mm. bredt i dets forreste parti, men smalere 
længere bakover. Sin. max. har en længde av 23 mm. (fig, 4), hvorav 
4—5 mm. strækker. sig frem foran ost. max. Hulens profil er fortil, om- 
kring ost. max., pære- eller kolbeformet og maaler en heide av ca. 6 mm. 
og en bredde av ca. 4 mm. Længere baktil antar hulens cirkumferens en 
trekantet form med en hoide av ca. 6 mm. og en bredde av ca. 8 mm. 
Tilsidst præsenterer kavitetens tversnit sig som en skraatstillet oval (fig. 11). 
Hulens begrænsning fremgaar av frontalsnittene (fig. 5-—11). 

I iste hovedfure sees otte benprocesser, som er omta:t under 
fig. 5—7. 

Proc. uncinat. danner fortil en tynd benlamelle, som begrænser den 
forreste store infundibularutloper medialt. Lamellen forenes opad med crus 
asc. II til en »crus asc.«, som strækker sig opover til lam. cribr. I den 
neder.te del av benprocessen sees en liten fortykkelse, som naermest svarer 
til agger nasi. Den er paa dette præparat litet utviklet og taper sig 


hurtig (fig. 5— 7). 


aden ogesdge hovedfure, meatus superior, 


begrænses nedad av concha med., 2den hovedmusling, og opad av 
concha sup., 4de hovedmusling. Furen maaler en længde av 20 mm. 
og en bredde av 1—1 !/; mm. 

Den 2den hovedfure, som er blotlagt paa fig. 3 og 4, synes paa 


dette praeparat at forgrene sig opad i to cell. asces. Den forreste 


236 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


celle maaler en længde av ca. 6 mm., en heide av 8—10 mm. og en 
bredde av indtil 5 mm. Den forlænges fortil i en ca. ı mm. lang 
celleutloper, som trænger sig forover langs lam. cribr. Den anden 
kavitet, som med sit forreste parti har skutt sig frem mellem den 
førstnævnte celle og orbitavæggen, har en længde av ca. 6 mm. og 
en hoide av ca. 7 mm., men er betydelig smalere end den anden, 
ca. 2 mm. Begge celler staar i forbindelse med ram. desc. Il, den 
forreste gjennem en 2 mm. lang og I mm. bred aapning, den bakerste 
gjennem det I mm. lange og !/,—1 mm. brede ostium, som ligger umid- 
delbart bakenfor den forreste celles utmunding. Da de to kaviteter kom- 
municerer med den 2den hovedfures ram. desc., skulde det synes naturlig, 
at begge celler var utviklet fra ram. asc. II. Frontalsnittene viser imidler- 
tid, at saa ikke er tilfældet. Alene den bakerste celle repræsenterer cell. 
asc. II (fig. 8—11), mens det forreste, store cellelumen stammer fra cell. 
asc. III, som her mot sedvane har skutt sig frem foran cell. asc. II 
og endog trængt sig saa langt forover, at den har krydset den bakerste 
celleutleper fra recess. asc. I. 

Cell asc. III begranses medialt av crus asc. IV (fig. 9 og ro). 
Dens laterale begrænsning dannes forfra bakover av orbitaveggen og 
av basallamellen til crus asc. III (fig. 10 og 9). Cell. asc. II begrænses 
medialt av crus asc. III og IV (fig. 8) og længere baktil desuten av crus 
asc. V og VI (fig. 11). Dens laterale begrænsning dannes av orbita- 
væggen (fig. 8—11). 

Av de to furers nedre grener viser ram. desc. III sig ikke paa 
voksmodellen. Den sees paa snittene langs den nedre rand av concha 
sup. som en flat, ca. 1 !/; mm. lang fordypning mellem crus desc. III og IV 
(fig. 8,9 og 109. Ram. desc. II er derimot vel utviklet og i sin sterste 
utstrækning aapenstaaende. Den strækker sig i ca. 14 mm.'s længde helt 
henimot nasopharynx. Umiddelbart bakenfor cell. asc. deles den i to 
recesser (fig. 8), hvorav recess. sup. hurtig taper sig. Fra recess. inf. 
utgaar derimot to celleutlopere, som strækker sig bakover langs basal- 
lamellen til crus desc. II (fig. 8 og 9). 

Saavel i 2den som i 3dje hovedfure kan paavises lamelleformede 
bendannelser. I 2den hovedfure kan sees tre, hvorav de to er om- 
talt under fig. 8 og 9. Den redje har ikke muslingeform. Den staar frem 
fra orbitavæggen umiddelbart nedenfor lamelle ll og viser sig paa ca. 10 
snit, hvorefter den smelter sammen med lamelle IL I 3dje hovedfure 


findes kun én benlamelle (fig. 7). 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 237 


Den 4de hovedfure, meatus supremus, 


er bred og aapenstaaende og maaler en længde av ca. 12 mm., en bredde 
gjennemsnitlig av ca. 2 mm. og en dybde av 2—3 mm. (fig. 11). Den 
begrænses nedad av den 4de og opad av den 5te hovedmusling. Fra 
denne fure utgaar ingen celleforgreninger. 

Av præparatets tre næsefurer svarer meat. med. til rste hoved- 
fure, meat. sup. til 2den og 3dje og meat. supr. til 4de hoved- 
fure. Den 5te hovedfure er ikke utviklet. 

Paa dette præparat sees fem hovedmuslinger, 2den, 3dje, 4de, 
5te og 6te, hvis forlop og indbyrdes relationer er omtalt under beskrivelsen 
av frontalsnittene. 

Det viser sig av snittene, at concha med. opbygges av den 2den 
hovedmusling, concha sup. av den 4de (og 3dje) og concha supr. 


av den 5te og delvis av den 6te hovedmusling. 


238 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


III. Avsluttende oversigt med resumé. 


I tilslutning til beskrivelsen av præparatene vil en samlet oversigt 
over ethmoidalavsnittets furer og lamelledannelser være av interesse. Re- 
sultatet av de undersekelser, som her er fremlagt, vil i denne forbindelse 
nærmere bli omtalt. 

Den avsluttede oversigt er i det store og hele tat ordnet paa samme 


maate som beskrivelsen av det enkelte præparat. 


Det ethmoidale avsnit 


av den laterale næsevæg er paa alle de undersøkte præparater -betydelig 
større end den maxillære del av næsevæggen. Høideforholdet mellem de 
to avsnit er i det rste leveaar gjennemsnitlig som 1:2,1 og i det 2det 
leveaar som 1:1,8. Paa et enkelt præparat (præp. X, s. 176) hos et 14 
mndr. gml. pikebarn, hvor overkjævehulen er usedvanlig litet utviklet, er 


forholdet mellem de to avsnit som I: 2,4. 


Iste hovedfure, meatus medius. 


Den nedre del av denne næsefure maaler fra underkanten av concha 
med. til overflaten av concha inf. paa de fleste præparater 2—3 mm. i det 
Iste og 3—4 mm. i det 2det leveaar. Spalten mellem concha med. og 
lateralvæggen er i det iste leveaar relativt trang, !/—1 mm. Paa et enkelt 
præparat maales en vidde av 2—3 mm. I det 2det leveaar har den del 
av meat. med., som ligger foran ost. max., en gjennemsnitlig bredde av 
ı—ı!/; mm., og det parti av den ıste hovedfure, som er beliggende 
bakenfor ostiet, en bredde av 2—3 mm., i et enkelt tilfeelde av 3—4 mm. 

Det avsnit av rste hovedfure, som fra concha med.feestet strækker sig 
bakover mot hiatus og bulla ethm., trænger sig i en længde fra 2—6 mm. 


som furens 


ramus ascendens 
opover mot lam. cribr. og danner en eller flere (indtil ro) celluleere ut- 
vidninger. Paa to præparater (prep. I, s. 39, og prep. VII, s. 121) sees 
kun en cell. asc. Paa fire næsehalvdeler deler ram. asc. sig i to celle- 
utlepere, som er skarpt avgraenset fra hverandre (f. eks. praep. IX, s. 160). 
Paa seks præparater utgaar fra recess. asc. flere celler. I disse tilfælde 
dannes der som regel en sterre cell. asc. ant. i recessens direkte fort- 
sættelse, samt en cell. asc. post, som trænger sig frem fra den bakerste 
del av recessen. Den forreste store kavitet forgrener sig atter i flere ut- 


lepere (praep. V, s. 91, og VI, s. 106). 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 239 


Cell. asc. post. kan av og til strække sig saa langt bakover, at dens 
ostium blir liggende i samme frontalplan som ost. max. Naar man be- 
tragter f. eks. præp. XII (s. 206), hvor cellens aapning endog ligger baken- 
for maxillærostiet, sees kaviteten att være skutt saa langt baktil, at det 
" skulde synes urimelig at opfatte den som en cell. asc. Det fremgaar 
imidlertid av frontalsnittene, at det er fra ram. asc., dette hulrum utgaar. 
Forholdet er for saa vidt av interesse, at der ogsaa hos det voksne 
individ forekommer kaviteter, som straekker sig langt bakover mellem bulla 
ethm. og lam. cribr. eller mellem bulla ethm. og concha med. Hvorvidt 
disse celler skriver sig fra ram. asc. og altsaa bor opfattes som forreste 
ethmoidalceller, eller de stammer fra recess. sup. og følgelig ber opfattes 
som mindre ethmoidalceller, kan ofte være umulig at avgjere. Paa de præ- 
parater, som her er undersokt, viser det sig, at de hulrum, som efter sin 
beliggenhet at dømme nærmest skulde svare til de omtalte celler hos det 
voksne individ, altid stammer fra ram. asc. 

Cellernes størrelse maaler i det iste leveaar en længde av 1'/5—6 mm., 
gjennemsnitlig ca. 4 mm., en heide av 2—8 mm., gjennemsnitlig ca. 4 mm. 
og en bredde av rl/—4 mm., gjennemsnitlig ca. 2 mm. I det 2det leve- 
aar er længden 2—g9 mm., gjennemsnitlig ca. 5 mm., heiden 4—10 mm., 
gjennemsnitlig ca. 6 mm., og bredden 1—5 mm., gjennemsnitlig ca. 3 mm. 
Sammenlignet med de sterrelsesforhold, som Oxoni har angit for de »forreste « 
ethmoidalceller, er de her anførte tal for det iste leveaars vedkommefde 
relativt smaa, mens de for det 2det leveaars vedkommende stemmer godt 
overens med det resultat, Onop1 er kommet til. 

Paa de fleste næsehalvdeler har en av recessens større hulrum allerede 
i det iste leveaar trængt sig opover mot pandebenets spongiosa for at 
markere den vordende frontalhule. 

Det er allerede under indledningen omtalt, at pandehulen ifølge KiILLIAN 
kan utvikles paa to maater, enten efter den »direkte« eller efter den »in- 
direkte« modus. 

Paa tre av de præparater, som her er undersekt, synes recess. asc. I 
at være under fremrykning mot frontalbenet (præp. VII, s. 121, præp. X, 
S. 174 og preep. XII, s. 205). Pandehulens fremtrængen skulde altsaa være 
foregaat efter den »direkte« modus. For de nævnte tre præparaters ved- 
kommende utmunder kaviteten foran hiatus. 

Paa seks næsehalvdeler (praep. II, s. 58, praep. III, s, 74, præp. V, s. 91, 
prep. IX, s. 160, praep. XI, sid. 188 og praep. XIII, s. 221) er celledelingen 
saavidt langt fremskredet, at pandehulen sandsynligvis vilde ha trængt sig 
frem fra en av frontalcellerne og altsaa være utviklet efter den »indirekte« 


modus. Paa disse praeparater er cellernes ostier beliggende dels ovenfor 


240 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


og dels foran den øverste del av hiatus, Paa en næsehalvdel (praep. III, 
s. 74) staar de to største frontalceller i forbindelse med infundibularspalten 
gjennem en flat fure, som strækker sig nedover fra cellerne mot den 
everste del av hiatus. 

Undersekes nu til sammenligning en del præparater av voksne in- 
divider, vil man ogsaa her finde næsehalvdeler med sterkt utviklede frontal- 
celler, hvor ostierne aapner sig direkte i meat. med. Av og til ser man 
imidlertid, at celleostierne staar i forbindelse med den øverste del av 
infundibularspalten gjennem en lignende aapen rende, som den netop om- 
talte paa præp. Ill. Denne rendeformede fordypning er imidlertid som 
regel helt overfladisk og kommunicerer ikke med de dypere liggende deler 
av infundibularspalten. Infundibulum fortszettes opover og lateralt for hiatus 
og avsluttes i almindelighet i en cellulær utvidning. 

Paa de fleste præparater vil de topografiske forhold i den forreste 
del av meat. med. kunne forklares paa den av KILLIAN angivne maate. 
Av og til finder vi imidlertid næsehalvdeler, hvor frontalhulens fremtrængen 
hverken lar sig forklare gjennem den direkte eller indirekte modus. Disse 
tilfælde skal nærmere omtales i forbindelse med recess. sup. og infundibular- 
spalten. 

Ram. asc. I med dens forgreninger begrænses medialt av crus asc. II 
og lateralt av orbitas benvæg og concha intermed. pr. sup. Grænseskillet 
mellem frontalcellerne er ikke altid skarpt markert. De smaa intercellulære 
septa, som adskiller dem, sees paa de fleste næsehalvdeler kun som tynde 
benprocesser uten muslingebygning. Det er imidlertid en benlamelle, som 
i denne forbindelse ber omtales, og det er concha intermed. pr. sup. 
Den øverste del av denne benproces, som fortil strækker sig helt op til 
lam. cribr., danner det mest fremtrædende av alle de intercellulære frontal- 
septa. Er der kun en cell. asc., markerer denne lamelle cellens begraensning 
baktil, idet den lægger sig ind til crus asc. II og skiller frontalcellen fra 
infundibulum (preep. VII, s. 121). Er der to cell. asc.es, opbygger ben- 
lamellen grænseskillet enten i forening med crus asc. II (præp. XI, s. 188) 
eller sammen med en av de frontale lamelledannelser (praep. X, s. 174). Er 
der flere cell. asc.es, skiller concha intermed. pr. sup. den bakerste cell. asc. 
fra den forreste store kavitet, idet den legger sig ind til crus asc. II 
og forener sig med den (prep. V, s. 91 og prep. VI, s. 196). Som 
allerede nævnt er de øvrige intercellulære frontalsepta litet fremtrædende. 
Kun 1 to tilfeelde viser disse benprocesser antydning til lamelleform. Paa 
begge næsehalvdeler (præp. III, s. 76 og prep. X, s. 176) springer den 
lille frontale bimusling frem fra den øverste del av crus asc. II og forener 


sig med concha intermed. pr. sup. 


2914, No. i. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 241 


De frontale lamelledannelser har speciel interesse ogsaa derved, at 
KiLLIAN under sin omtale av disse benprocesser har fremkastet den tanke, 
at de muligens repræsenterte de infundibulære bimuslingers crur. 
asc.ia. Kırrıan uttaler i denne forbindelse: »meine bisherigen Studien 
haben mir darüber keinen bestimmten Aufschluss gebracht«. Det vil frem- 
gaa av, hvad der her er anført, at den øverste del av concha intermed. 
pr. sup., som svarer til lamellens crus asc., paa alle de undersøkte næse- 
halvdeler danner et av de frontale intercellulærsepta. Som vi 
senere skal se, fortsættes derimot de øvrige infundibulare lamelledannelser 
ikke som intercellulære septa mellem frontalcellerne, men derimot som 


det benede grænseskille mellem de forreste infundibularceller. 


Ramus descendens 
danner den sterste del av meat. med. og forgrener sig paa alle 
næsehalvdeler T-formet i to recesser, recess. sup. og inf. Recess. sup. 
trænger sig op mellem concha intermed. pr. med. eller inf. og crus asc. II 
og er 1 almindelighet beliggende langt baktil i meat. med., ikke sjelden 
bakenfor ost. max. (praep. Ill, s. 75 og præp. V, s. 92). Recessens aapning 
præsenterer sig paa de fleste præparater som en kort spalte av et par mm.’s 
længde og !/;—ı mm.'s bredde. I et enkelt tilfælde maales ostiets laengde 
til 4 mm. Recess. sup. pneumaticerer bulla ethm. og deles i en eller 
flere (indtil 3) utlepere, hvorav dog kun en eller to har utvidet sig til 
celler. Paa de aller fleste præparater dannes kun en kavitet, som da re- 
præsenterer præparatets bullacelle. Kaviteten er paa enkelte næse- 
halvdeler forgrenet T-formet eller vifteformet med utlepere baade forover 
og bakover. Som regel danner den et større sammenhængende hulrum, 
hvorfra der da utgaar mindre forgreninger. Bullacellen kan naa adskillig 
utvikling. Hos et r aar gml. pikebarn maaler den saaledes en længde av 
7 mm., en heide av ro mm. og en bredde av 5 mm. (prep. VII, s. 125). 
Paa de fleste naesehalvdeler er den imidlertid betydelig mindre. Cellen 
begrænses lateralt av orbitavaeggen. Dens mediale begrænsning dannes 
fortil av concha intermed. pr. sup. og med. (præp. VIII, s. 146) og længere 
baktil av concha intermed. pr. med. (præp. VII, s. 125) eller av concha 
intermed. pr. inf. (præp. VI, s. 110). 

Foruten bullacellen sees paa tre praeparater ogsaa en anden kavitet 
utgaaende fra recess. sup., fra recessens forreste parti. Paa en av disse 
naesehalvdeler (praep. IX, s. 161 og 162) pneumaticerer den cellulære utvidning 
hele det forreste og øverste parti av bulla ethm., medialt begrænset av 
concha intermed. pr. inf. og crus asc. Il og lateralt av orbitavæggen. 
Cellen danner et 7 mm. langt, 9 mm. heit og 6 mm. bredt hulrum Paa 


to andre præparater har den cellulære utloper ikke naadd langt i utvikling 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. I. 16 


242 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


og sees paa frontalsnittene kun som en smal spalte, hvis øverste parti 
preesenterer en kolbeformet utvidning. 

KırLıan anbefaler at betegne det hulrum", som utvikles fra recess. 
sup., for »cellula superiors, et navn, som da skulde erstatte det saa almin- 
delig benyttede »bullacelle«. Da det imidlertid viser sig, at der fra 
recess. sup. av og til utvikles to sterre kaviteter, synes det rimelig at 
beholde det gamle hævdvundne navn »bullacelle« paa den cellulare utvid- 
ning, som konstant pneumaticerer den bakerste og nederste del av bulla 
ethm. Den anden celle, som er lokalisert til det forreste og øverste parti 
av bulla ethm., kan da hensigtsmæssig betegnes som cell. sup. ?. Man vil 
derved undgaa at faa samme navn paa to forskjellige kaviteter. 

Den anden av den nedre grens to store recesser, recess. inf., trænger 
sig ned mellem bulla ethm. og proc. uncinat. Dens spalteformede, skraat 
stillede aapning, hiatus semilun., maaler paa de fleste præparater en længde 
av 8—10 mm. og en bredde av Vs—ı mm. Den relativt længste spalte 
findes hos et fuldbaaret pikebarn, hvor den var 8 mm. lang. Hiatus be- 
graenses nedad av proc. uncinat. Dens øvre begrænsning dannes fortil av 
concha intermed. pr. sup. og laengere baktil av concha intermed. pr. med. og inf. 

Det parti av recessen, som er beliggende nedenfor hiatus semilun. og benæv- 
nes infundibulum, utbrer sig vifteformet opover, fremover og nedover. 

Infundibularspalten skyter sig paa de fleste præparater opover mellem 
concha intermed. pr. sup. og orbitavæggen, men naar i almindelighet ikke 
saa hoit som den medialt liggende recess. asc. Den forreste og øverste 
del av næsevæggen pneumaticeres som regel fra recess. asc. At saa ikke 
altid er tilfældet, viser imidlertid tre præparater (præp. I, s. 38 og 41, prep. 
VI, s. 106, 107 og 108 og preep. VIII, s. 139, 140 og 142). Man vil paa to av disse 
(praep. VI og VIII) se, at infundibulum strækker sig adskillig heiere opover 
mot lam. cribr. end den øverste frontalcelle. Spalten har endog trængt sig 
op i den nederste del av frontalbenets spongiosa. Paa begge næsehalvdeler 
har infundibularspalten skutt cell. asc. tilside og har utvidet sig saadan i 
bredden, at den utfylder hele mellemrummet mellem den overste 
del av concha med. og orbitaveggen. Paa prep. I ligger den ıste 
hovedfures ram. asc. tilbake i utvikling. Den forreste del av næsevæggen 
pneumaticeres paa denne neesehalvdel utelukkende av infundibularspaltens 
utlopere, som begrænses lateralt av lamelledannelserne i rste hovedfure og 
medialt av proc. uncinat. (preep. I, s. 4o og 41). Spaltens everste utloper 


sees allerede at neerme sig lam. cribr. 


1 Kırrıan taler i denne forbindelse kun om en celle. 
2 I de sjeldne tilfælde, hvor der fra recess. sup. utvikles flere kaviteter, fik man en bulla- 


celle og flere cell. sup.es. 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 243 


De tre præparater har sin store interesse derved, at de tydelig peker 
i retning av, at frontalhulen maa kunne utvikles ogsaa paa anden maate 
end den av KILLIAN angivne, fra recess. asc., og at kavitetens dannelse 
ogsaa maa kunne foregaa fra den rste hovedfures ram. desc. At saa 
maa vere tilfældet, blir yderligere bestyrket ved undersekelse av præparater 
fra voksne individer, hvor frontalhulens dannelse allerede er avsluttet. Til 
sammenligning hitsættes to fotografier, som begge er hentet fra GoRrRDING's 
»Anatomiske undersekelser av ductus nasofrontalis og ostierne i midtre 


naesegang«. 


Piss 16. 


Venstre nasehalvdel av en 61-aarig kvinde. 


I 


Recess. asc. I streekker sig paa dette praeparat opover mot lam. cribr. 
mellem bulla ethm. og concha med.feestet og danner tre smaa utbugtninger, 
som sees i den everste del av recessen. Sin. front. staar i direkte for- 
bindelse med infundibularspalten (sonde). Hvis pandehulen her var utviklet 
efter Kırrıans indirekte modus, altsaa fra en av frontalcellerne, maatte en 
av disse under utviklingen ha treengt sig frem fra recessen for senere at 
være traadt i forbindelse med infundibularspalten. Herimot taler imidlertid 
det faktum, at recess. asc. og frontalcellerne præsenterer sig uten nogen- 
somhelst forbindelse med de lateralt og ovenfor liggende hulrum. Recessen 
og dens utlopere ligger eiensynlig tilbake i utvikling. De to frontalceller, 
som først og fremst skulde skyte sig frem mot pandebenets spongiosa, sees 
kun som utbugtninger av recessen. Naar hertil kommer, at infundibularspalten 


er usedvanlig bred og aapen og gaar kontinuerlig over i pandehulen uten 


244 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


indsnevring mellem spalten og hulen, synes det ikke rimelig, at frontal- 
hulen paa dette præparat skulde være dannet fra den litet utviklede recess. 
asc. Det ligger nærmest at anta, at det er den enormt utviklede infundi- 
bularspalte, som her har trængt sig op mellem frontalbenets lameller, og 
at pandehulen altsaa er dannet fra den iste hovedfures ram. desc., fra 


dens recess. inf. 
Fis o. 
Hoire næsehalvdel av et voksent individ. 


cell. bullae ethm. 


sin. front... 


infundibularcelle____ 


Paa denne næsehalvdel findes der i det hele tat ikke nogetsomhelst 
spor av ram. asc. Infundibulum er derimot ogsaa her relativt vel utviklet 
og danner en cellulær utvidning, som gjennem et tykt benlag er skilt fra 
den ovenfor liggende pandehule. Denne kavitet mangler enhver forbin- 
delse med midtre næsegang, men kommunicerer gjennem en bred aapning 
med bullacellen. Det maa i dette tilfælde være den nedre grens recess. 
sup., dens bullacelle, som har skutt sig frem som præparatets sin. front. 

I forbindelse med det sidst beskrevne. fotografi vil fig. 18 være av 
interesse. Dette billede viser den forreste del av den rekonstruerte hoire 
næsehalvdel hos et 14 mndr. gml. pikebarn. Voksmodellen selv er kas- 
sert og kan ikke benyttes til detaljstudium, men den vil dog i grove trek 


kunne tjene til sammenligning med fig. 17. 


N 
4 
On 


IOI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 


Fig. 18. 


| __.celleutloper 
fra recess. sup. I 


-----hiatus semilun. 


Man ser av fotografiet, at der ovenfor recess. asc. I trænger sig en 
sterre celle frem mot frontalbenet. Kaviteten, som stammer fra den baken- 
for liggende recess. sup.I, repræsenterer sandsynligvis den vordende frontal- 
hule paa dette præparat, hvor recess. asc. staar tilbake i utvikling. 

Sammenlignes nu prep. I, VI og VIII med fig. 16, 17 og 18, synes 
den slutning at ligge nær, at frontalhulen ikke alene kan utvikles 


fra den iste hovedfures ram. asc., men ogsaa fra dens ram. 


desc., enten det nu er infundibularspaltens recess. inf., eller 
det, sandsynligvis i sjeldne tilfælde, er utløpere fra recess. 
sup., som skyter sig frem mot frontalbenets spongiosa. 


Infundibularspalten forgrener sig fortil i 2—3 utløpere. Disse be- 
grænses medialt av proc. uncinat. og lateralt av orbitavæggen og ben- 
lamellerne i rste hovedfure. De er i almindelighet ganske smaa med en 


længde- og hoidediameter, som sjelden overstiger 3 mm., og en bredde- 


246 REIDAR GORDING. 


M.-N. Kl. 


diameter av et par mm. Paa et enkelt præparat (praep. VII, s. 122) maaler 
den øverste av disse celler en tverdiameter av ca. 5 mm. I et tilfælde 
(praep. XIII, s. 222) pneumaticerer en av de forreste infundibularceller den 
øverste del av proc. uncinat. i en utstrækning av ca. ro mm. 

Den del av infundibularspalten, som fra hiatus strækker sig nedover 
til ost. max., begrænses medialt av proc. uncinat. og lateralt av de to 
nederste conchae intermed.ae. Av disse danner concha intermed. pr. inf. 
den laterale begrænsning for spaltens bakerste halvdel. Paa to næsehalvdeler 
(praep. I, s. 43 og Il, s. 62) opbygges den nederste del av den laterale infun- 
dibularvaeg av corp. max. Infundibulum aapner sig nedad i ost. max. 
Ost. max. er beliggende i den forreste del av infundibulum paa bunden 
av spalten og begraenses medialt av den nederste del av proc. uncinat. 
Dens laterale begrænsning dannes paa prep. I og Il av corp. max. og 
paa de øvrige præparater av concha intermed. pr. inf. eller av de nedenfor 
liggende lamelledannelser (praep. XIII, s. 227). Paa flere næsehalvdeler 
strækker ostiet sig frem foran hiatus. Avstanden fra overkjævehulens 
aapning til hiatus semilun. maaler i almindelighet 6—8 mm. ved dens 
forreste og 4—6 mm. ved dens bakerste endepunkt. Hos et 16 mndr. 
gml. pikebarn er spaltens dybde kun 4 resp. 2 mm. Antrum er her av 
usedvanlig sterrelse og ligger naesten 1 kontakt med bulla ethm. (prep. IX, 
s. 161 og 164). Maxillærostiets størrelse er meget varierende. Som regel 
maaler aapningen en længde av 2—4 mm. og en bredde av !/,—ı mm. 
Det længste ostium findes hos et r4 mndr. gml. pikebarn (7 mm.) og det 
relativt korteste hos et 24 mndr. gml. guttebarn (1,8 mm.). Hos et 3 mndr. 
gml. guttebarn er aapningen kun ca. !/, mm. i tversnit. Maxillærostiet 
aapner sig i den forreste del av overkjævehulen. 

Sin. max. maaler for to praeparaters vedkommende (praep. I og II) 
en længde av ca. 7 mm., dens heide ca. 2 mm. og dens bredde 1 —2 mm. 
Paa de øvrige næsehalvdeler fra det ıste leveaar er overkjævehulens 
længde 13—20 mm., gjennemsnitlig 17 mm., dens heide 5—12 mm, 
gjennemsnitlig 7 mm., og dens bredde 3—5 mm., gjennemsnitlig 3!/ mm. 
I 2det leveaar er længden 12—23 mm., gjennemsnitlig r9 mm., heiden 
7—11 mm., gjennemsnitlig 7!/; mm., og bredden 4—6 mm., gjennemsnitlig 
5 mm. Overkjaevehulen har naadd længst i utvikling hos et 16 mndr. 
gml. pikebarn (prep. IX, s. 161), hvor den 2r mm. lange kavitet under 
den største del av sit forlep maaler en heide og bredde av 10— r2 resp. 
6 mm. Den relativt mindste overkjævehule findes hos et 18 mndr. gml. 
pikebarn, hvor kavitetens længde er 12 mm. og dens hoide og bredde 5 
resp. 3 mm. (prep. X, s. 175). En sammenligning med Oxoprs praepa- 


rater viser, at disse maal som helhet er større end de av Oxopr opgivne. 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 247 


I to tilfælde (praep. I, s. 39 og II, s. 59) naar overkjævehulen kun saavidt 
frem til den forreste del av ost. max. Paa alle de øvrige næsehalvdeler 
trænger antrum sig foran ostiet, i det rste leveaar 2—3 mm. og i det 2det 
leveaar 3—5 mm. Kavitetens profil er paa de fleste præparater pæreformet 
eller ovalt i dens forreste parti (foran ost. max.) Hoidediameterne er her 
adskillig større end breddediameterne. Længere baktil, bakenfor maxillzer- 
ostiet, antar hulens tversnit en mere avrundet form, idet dens bredde stadig 
forekes i forhold til heiden. Tilsidst sees dens profil kun som en flat- 
trykt, skraat stillet eller liggende oval. Overkjævehulens mediale begræns- 
ning dannes fortil i en utstrækning av 2—3 mm. av benvæggen i duct. 
nasolacrym. Forevrig begrænses denne del av hulen medialt av den 
everste del av væggen i meat. inf. og lateralt av orbitavæggen. Mens 
antrumgulvet i den forreste del av hulen paa de fleste præparater ligger 
relativt lavt, enten i flugt med næsegulvet eller 2—3 mm. ovenfor dette, 
hæves gulvet længere baktil, saa kavitetens bakerste parti kommer i hoide 
med den midtre næsegang. Denne del av antrum begrænses da ikke 
længere av meat. inf., men av meat. med. Paa et præparat dannes dens 
mediale begrænsning delvis av meat. sup. (præp. V, s. 96, 97 og 98). Paa 
de to nzesehalvdeler av et fuldbaaret guttebarn ligger den storste del av antrum- 
gulvet høit, saa overkjævehulens mediale begrænsning væsentlig opbygges 
av næsevæggen i meat. med. Overkjævehulens gulv tangerer tandsækken 
paa flere av præparatene fra 2det leveaar. I det før omtalte tilfælde, hvor 
antrum hadde naadd en usedvanlig størrelse (præp. IX, s. 161 og 164), 
staar ogsaa den forreste del av hulen i kontakt med den nedenfor liggende 


tandsæk. 


ZUCKERKANDL angir, at antrum i 2det leveaar har trængt sig ned »bis 
zu dem Ansatze des Muschelbeines«. Denne angivelse stemmer ikke helt 
overens med resultatet av disse undersøkelser. Selv paa de to præparater 
av et fuldbaaret guttebarn naar den forreste del av hulen nedenfor basal- 
lamellen til concha inf. Paa alle de andre næsehalvdeler ligger den største 


del av overkjævehulen langt nedenfor concha inf.'s basallamelle. 


Den iste hovedfure med sine forgreninger, frontalcellerne, de midtre 
ethmoidalceller, infundibularcellerne og sin. max., pneumaticerer den forreste 
halvdel av næsevæggen like fra næsegulvet og helt op til lam. cribr. Celle- 
utlopere fra rste hovedfure krydses baktil med utløpere baade fra 2den 


og 3dje hovedfure (præp. XIII, s. 225). 


Grenseskillet mellem furens utlopere dannes av en række ben- 
processer, som springer frem fra orbitavæggen og optrær i vekslende 


antal fra tre til otte, gjennemsnitlig seks paa hvert præparat. Den ana- 


248 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


tomiske bygning av disse benprocesser er av særlig interesse derved, at 
de alle i sterre eller mindre grad viser muslingebygning. 

Den rste hovedfures benlameller er av hensyn til oversigten 
deltito grupper. Til den ene gruppe henregnes de tre store ben- 
processer, som svarer til de dannelser, som av KILLIAN er betegnet som 
bimuslinger eller »conchae intermediae«. Av disse benlameller er concha 
intermed. pr. sup. allerede omtalt i forbindelse med de frontale benlameller. 
Den infundibulare del av bimuslingen opbygger sammen med de to andre 
conchae intermed.ae benskelettet i bulla ethm. Enten deltar alle tre ben- 
lameller i opbygningen eller kun to av dem. I det første tilfælde dan- 
nes den forreste og øverste del av bulla ethm. av concha intermed. pr. sup. 
og med. og bullaens bakerste og nederste parti av concha intermed. pr. inf. 
I det andet tilfeelde, hvor bulla ethm. kun opbygges av to bimuslinger, 
dannes dens øverste del av concha intermed. pr. sup., og dens nederste 
parti enten av concha intermed. pr. med. eller inf. Hvis det er concha 
intermed. pr. med., som deltar i opbygningen, sees concha intermed. pr. 
inf. kun som en bred mere eller mindre fremstaaende benprominens, som 
trænger sig frem fra orbitavæggen og begrænser infundibularspalten late- 
ralt (praep. III, s. 78). Er det concha intermed. pr. inf, som deltar 
i opbygningen, viser concha intermed. pr. med. sig paa snittene kun som en 
litet fremtrædende benlamelle. Denne danner da det intercellulære septum 
mellem bullacellens forreste utlopere (praep. IX, s. 162). Av og til kan 
benprocessen i det hele tat ikke med sikkerhet paavises (praep. XII, s. 210). 

De store lamelledannelser eller bimuslinger, som her er omtalt, straekker 
sig gjennem den 1ste hovedfure i næsten hele dens længde. Deres muslinge- 
bygning er paa de fleste præparater meget uttalt. Den viser sig paa en hel 
række frontalsnit av de forskjellige næsehalvdeler. Concha intermed. pr. 
sup. sees saaledes vel utviklet paa praep. V (s. 93) og paa praep. XI (s. 191); 
concha intermed. pr. med. paa prep. VIII (s. 147) og paa praep. III (s. 78). 
Den nederste lamelle, concha intermed. pr. inf, viser ikke altid saa 
utpreeget muslingebygning som de to andre benprocesser. Paa en række 
næsehalvdeler præsenterer denne concha intermed. sig, som allerede om- 
talt, kun som en bred hvælvet benprotuberans paa. infundibularspaltens 
laterale væg. Uridersokes en del præparater, vil man imidlertid paa enkelte 
av disse kunne se, at den nederste del av benprocessen forlenges i en 
spids kant eller en liten beiet benlamelle (praep. V, s. 93, prep. XI, s. 191). 
At den sidste repraesenterer bimuslingens lam. recurv., fremgaar bl. a. av 
prep. XII (s. 210), hvor benlamellen forlenges i en lang, vel utviklet 


lam. recurv. 


1914. No. r. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 249 


Til den 2den gruppe benlameller i 1ste hovedfure henregnes de 
smaa lamelledannelser, som optrær i den forreste del av furen 
og danner de intercellulare septa mellem infundibularcellerne, samt de 
benprocesser, som i furens bakerste parti opbygger det benede grænse- 
skille mellem bullacellens utlopere. 

De av den 2den gruppes benlameller, som er lokalisert til furens 
forreste avsnit, svarer sandsynligvis til de »leistenfórmige Fortsätze«, 
som Kırrıan har fundet i den forreste del av iste hovedfures recess. inf. 
mellem proc. uncinat. og lateralvæggen. Disse benprocesser har paa flere 
præparater lamellebygning (præp. I, s. 4r og praep. VIII, s. 143). Be- 
tragter man f. eks. de smaa, kommaformede lamelledannelser paa prep. I, 
viser det sig, at de alle har samme anatomiske bygning. De ligner hver- 
andre i den grad, at det av det enkelte snit ikke er mulig at avgjere, 
hvilke det er, som fortsætter sig bakover som conchae intermed.ae, og hvilke 
det er, som taper sig længere baktil i orbitavæggen, uten at utvikles 
til den mest karakteristiske muslingeform. (Sml. paa s. 41, lamelle II og IV 
med lamelle I og III, som repræsenterer de forreste utlepere av concha 
intermed. pr. sup. og med.). 

Det vil av ovenstaaende fremgaa, at de smaa benprocesser i furens 
forreste parti er bygget efter samme grundtype som de store lamelle- 
dannelser. Endvidere ser vi, at den samme benproces, som fortil 
kun presenterer en liten, kolbeformet opsvulmning av sit 
perifere parti, længere baktil kan skyte frem en karakte- 
ristisk, vel utviklet lam. recurv. Det samme forhold kan for enkelte 
præparaters vedkommende ogsaa gjeres gjældende for benprocesser, som 
i sit forreste parti ikke viser spor av lamelleform. Lamelle II paa præp. Ill 
(s. 76) viser sig saaledes som en jevnt tyk benproces, mens den længere 
baktil (s. 78) har en meget uttalt lamelleform. : 

Paa enkelte næsehalvdeler danner de infundibulære benlameller længere 
baktil muslingeformede fremspring, som staar frem fra den laterale antrum- 
væg. Herigjennem tranges slimhinden ind mot kavitetens lumen, saa den 
forreste del av hulen indsnevres adskillig (lamelle V paa praep. VI, s. 109). 
Av og til markerer disse benprocesser grænseskillet mellem antrum og den 
nederste del av infundibulum, idet de begraenser maxillerostiet lateralt 
(præp. XIII, s. 227). 

De av den 2den gruppes benlameller, som sees i den bakerste del 
av iste hovedfure, mangler ofte lamelleform. Paa en del præparater er 
denne imidlertid vel utviklet (præp. VI, s. 110 og prep. VEN 49). 
Det viser sig i det hele tat, at lamellebygningen hos ensbelig- 


gende benprocesser paa det ene præparat kan vere litet 


250 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


fremtrædende, mens den paa det andet præparat kan vere 
utvilsom med skarpt markert lam. recurv. Benprocessene i den 
bakerste del av rste hovedfure kan enten springe frem fra orbitaveeggen 
uten forbindelse med furens lamellesystem forovrig, eller de repræ- 
senterer fortsættelsen av de foran liggende bimuslinger, concha intermed. 
pr. sup. og med. Som allerede omtalt forenes nemlig under opbygningen 
av bulla ethm. concha intermed. pr. sup. med concha intermed. pr. med., og 
i tilfælde av, at bulla ethm. opbygges av tre benlameller, forenes denne 
bimusling atter med concha intermed. pr. inf. Herunder taper den ovenfor 
liggende benproces sin lam. recurv., som smelter sammen med benlamellen 
nedenfor. Den centrale (orbitale) del av de heiere liggende benprocesser, 
concha intermed. pr. sup. og med., fortsaettes imidlertid bakover for enten 
at tape sig i orbitavæggen eller for længere baktil at skyte frem 
en liten, kolbeformet lam. recurv. ‘I sidste tilfeelde dannes altsaa 
paa set og vis en ny lamelleformet benproces. Denne deltar som 
regel i begrænsningen av bullacellens bakre utlepere, idet dens lam. recurv. 


forenes med crus asc. II (praep. VIII, s. 149). 


2dem hovedfure, meatus superior, fıssard 


ethmoidalis Anferror, 


maaler en længde av 15—20 mm. og en bredde av!/,—3mm. Furen begrænses 
nedad av concha med., den 2den, og opad av concha sup., den 3dje— ste 
hovedmusling. Av disse deltar den 3dje paa flere præparater kun i begræns- 
ningen av furens forreste parti. De forreste 2—3 mm. av furen trænger sig som 

ramus ascendens 
opover mot lam. cribr., medialt begrænset av crus asc. III—V og lateralt 
av crus asc. II og orbitas benveeg. Pra ram. asc. utgaar en, eller i enkelte 
tilfælde ogsaa to større celler foruten mindre utlepere. Cell. asc. viser sig 
at være mere eller mindre utviklet paa alle næsehalvdeler undtagen i et til- 
fælde (praep. I). Den trange recess. asc. har her endnu ikke dannet nogen 
cellular utvidning. Cell. asc. II maaler en gjennemsnitlig længde av ca. 
8 mm., en heide av ca. 6 mm. og en bredde av ca. 4 mm. Kaviteten har 
den mindste størrelse paa præp. II (fuldbaaret guttebarn) 42 1.1/2 mm. 
og den største utstrækning paa prep. XII, et 24 mndr. gml. guttebarn 
(12X7X3 mm.) I et tilfælde (præp. XI, s. 188) danner ram. asc. to kavi- 
teter en »cellula ascendens anterior« og »posterior«, hver paa 
6 mm.’s længde, 7; mm.'s heide og 3—3 mm.’s bredde. 

Ramus descendens 
forgrener sig paa to maater. Enten fortsættes hovedluminet fremover 


eller bakover som cellulære utlepere (praep. VI, s. 113 og praep. V, s. 99) 


1914. No. rz. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 251 


og danner en »cellula descendens anterior« og »posterior«, eller der 
trænger sig fra hovedluminet mindre forgreninger utover mot orbitavæggen 
(praep. VII, s. 126 og prep. XIII, s. 229). De sidst nævnte celleutlepere utgaar 
fra ram. desc. umiddelbart bakenfor ram. asc. og er, som navnt under den 
historiske indledning, av KiLLiAN betegnet som »recessus superior og infe- 
riore. Disse recesser utvider sig til celler, hvis størrelse paa de fleste 
præparater ikke overskrider en lengde-, heide og breddediameter- av 
4—5, 3—4 og 2—3 mm., og som av og til kan forenes til et noget sterre 
hulrum (præp. VII, s. 128 og 129) Cellernes begrænsning og indbyrdes 
relationer er nærmere omtalt under beskrivelsen av præparatene. Med 
"hensyn til recess. sup. uttaler KirLiaw, at der fra recessen, som for en stor del 
er obliterert, utgaar en cell sup. At denne celle av og til kan anta impo- 
nerende dimensioner, sees av præparat X (s. 175 og 178) og prep. XI (s. 189 
og 198) Kaviteten maaler paa prep. X en længde, heide og bredde av 
10, 8 og 4 mm. og utfylder den største del av det parti av næsevæggen, 
som nedad begrzenses av meat. sup. og opad av lam. cribr. Cell. sup. staar 
her opad i aapen forbindelse med furens cell. asc. Det viser 
sig altsaa, som fremhævet av SEvpL (1891), at to celleutlopere fra de 
forskjellige grener (ram. asc. og desc.) inden samme fure kan 
kommunicere med hverandre. Cell. inf. er mindre av sterrelse 
end cell. sup. Paa et enkelt præparat, praep. XI (s. 189), hvor den har 
naadd relativt langt i utvikling, maaler cellen 65 4X 4 mm. 

Foruten de to omtalte celleforgreninger i den forreste dei av ram. desc. ut- 
gaar paa et par næsehalvdeler ogsaalengerebaktil i ram. desc. to lignende 
utlopere, altsaa en »cellula superior og inferior posterior: (prep. 
VIL, s. 122 og 128). Antallet av celleutlepere fra ram. desc. varierer som regel 
fra to—fire. Paa tre næsehalvdeler (prep. XII, s. 213) sees kun én utleper. 

Av ovenstaaende fremgaar, at meat. sup. er rikt forgrenet. KILLIAN 
omtaler kun tre celler i forbindelse med 2den hovedíure, cell. asc. samt 
cell. sup. og inf. Man maa imidlertid paa disse præparater skjelne mellem 
en »cellula ascendens anterior« og »posterior«, endvidere mellem 
en »cellula descendens anterior« og »posterior- og endelig mel- 
lem en »cellula superior og inferior anterior« og »posteriors. 

De lamelleformede bendannelser i 2den hovedfure optrer 
i vekslende antal 1—5, gjennemsnitlig 2—3. Av disse benprocesser er 
det en, som viser sig paa alle præparater. Benlamellen, som paa de 
fleste næsehalvdeler er betegnet som lamelle I, danner grænseskillet 
mellem furens ram. asc. og desc. og har uttalt muslingebygning (prep. Il, 
s. 64 og prep. XII, s. 213). Lamelle I taper sig paa enkelte præparater 


relativt hurtig i orbitas benveg. I de fleste tilfælde forener den sig 


252 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


imidlertid med den 3dje hovedmuslings lam. recurv., som fra under- 
kanten av concha sup. trænger sig utover mot lateralvæggen, for sammen 
med den at danne den nedre begrænsning for den del av cell. asc. II, 
som ligger bakenfor furens ram. asc. (prep. Il, s. 65 og præp. IX, s. 165). 
Følges frontalsnittene bakover, sees de to bendannelser, lam. recurv. III 
og lamelle I, undertiden helt at miste sin muslingekarakter, saa de kun 
viser sig som en fin benramme omkring cell. asc. (praep. IX, s. 167). 
Paa en række praeparater, f. eks. paa prep. II (s. 65 og 66) skilles 
den 3dje hovedmuslings lam. recurv. fra sin basallamelle og forener sig 
med lamelle I. Denne benproces danner i disse tilfælde længere baktil 
basallamellen “tor crus dese: III. 

Den anden konstant optrædende benproces er paa frontalsnittene be- 
tegnet som lamelle II. Ogsaa denne viser likesom lamelle I utpraeget 
muslingebygning (preep. XIII, s. 229 og 231). Benprocessen danner grænse- 
skillet mellem recess. sup. og inf. og kan paavises paa alle naesehavdeler 
undtagen i et tilfælde, hvor recess. sup. og inf. mangler utvikling (praep. XII). 
Er disse to celleutlopere litet utviklet, taper lamelle II sig hurtig i orbita- 
væggen. Paa de fleste præparater strækker den sig imidlertid langt bak- 
over. Under sit forløp i dorsal retning forenes den likesom lamelle I 
med en av hovedmuslingene, som regel med den 3dje (præp. VI, 
s. 113 og præp. VII, s. 129). Paa denne maate danner lamellen sammen 
med vedkommende hovedmusling den benede indramning for cell. sup. 
eller inf. Efterat cellen har lukket sit lumen baktil, skilles hovedmuslingens 
lam. recurv. fra sin basallamelle, som smelter sammen med orbitavæggen. 
Hovedmuslingens lam. recurv. forenes med lamelle II, som længere baktil 
danner basallamellen for hovedmuslingens crus desc. (præp. V, 
s. 96 Og 97). 

Foruten lamelle I og II optrær paa en del av præparatene et par andre 
lamelleformede benprocesser, som opbygger intercellulære septa mellem celle- 
forgreninger fra furens ofte rikt forgrenede ram. desc. (præp. IV, s. 84). 
Disse benprocesser forenes som regel ikke med andre muslingedannelser. De 
springer frem fra orbitavæggen, danner grænseskillet mellem de smaa celle- 
utlopere og taper sig, efterat disse har lukket sit lumen, atter i orbitas 
benveeg. Av og til ser man imidlertid, at de kan træ i forbindelse. med 
hovedmuslingene og fortsætte sig bakover som basallamellen for ved- 
kommende hovedmuslings crus desc. Paa praep. | er saaledes dette til- 
fældet, idet den 2den hovedfures lamelle HI forenes med den 3dje hoved- 
muslings lam. recurv. (s. 48 og 49). 

Av hensyn til oversigten er den rste og 2den hovedfures lamelle- 


system omtalt hver for sig, tiltrods for at benprocessene 1 de to furer 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 253 


staar i nær relation til hverandre.  Benlamellerne i iste hovedfure 
fortsætter sig nemlig for en stor del over i 2den hovedfure. Som allerede 
omtalt opbygges den bakerste del av bulla ethm. av concha intermed. 
pr. med. eller inf. Bimuslingen forenes bakenfor recess. asc. Il med lam. 
recurv. ll eller med den nederste del av 2den hovedmuslings lam. 
basil. (prep. VI, s. 112) og danner længere dorsalt basallamellen 
til crus desc. IL Efter at vare skilt fra sin lam. recurv. fortsætter 
den 2den hovedmuslings basallamelle videre bakover og præsen- 
terer sig paa de fleste præparater som den 2den hovedfures lamelle I 


(prep. I, s. 47 og prep. IL s. 64). Dette forhold, som sees paa en række 


"præparater, er det enkleste. 


Ikke sjelden kompliceres de anatomiske forhold paa overgangen mellem 
iste og 2den hovedfure derigjennem, at vedkommende bimusling fra 1ste 
hovedfure deler sig i to benlamelier, som fortsættes bakover og deltar 
i opbygningen av den 2den hovedfures lamellesystem (præp. XI, s. 193). 
Dertil kommer, at den 2den hovedmuslings crus asc. (dens lam. basil.) 
paa enkelte præparater under sit forlep gjennem den bakerste del av rste 
hovedfure lægger sig ind til orbitaveggen og avsætter smaa 
benprocesser. Disse fortsætter sig i dorsal retning som den 
2den hovedfures lameller. Dette er saaledes tilfældet med præp. VIII, 
hvor alle de tre lamelledannelser i den 2den hovedfure repræsenterer 
fortsættelsen bakover av den 2den hovedmuslings lam. basil. (s. 150, 151 og 
beskr. s. 152). De smaa lameller mellem bullaceliens bakerste 
utlepere deltar ogsaa av og til i opbygningen av den 2den hovedfures 
lamelledannelser. Enten smelter de sammen med de deler av lam. basil. II, 
som fortsættes bakover (lamelle VI og VII paa praep. VIII, s. 159 og 151), eller 
de kan følges som intercellulære septa over i 2den hovedfure. Her optrær de, 
efterat vedkommende cellelumina har lukket sig, atter som lamelledannelser, 
hvis muslingekarakter kan være mere uttalt end i iste hovedfure (prep. 
XIII, s. 229). 

Hvad der her er omtalt med hensyn til lamelledannelserne i iste og 
2den hovedfure og deres indbyrdes relationer, gir kun en oversigt over 
lamellesystemets opbygning i grove træk. Frontalsnittene viser, at der 
forekommer kombinationer, som under denne fremstilling ikke er nævnt. 
Det vil imidlertid av ovenstaaende fremgaa, at lamellerne i ıste og 2den 
hovedfure er intimt forbundet med hverandre. Det ene lamellesystem 
gaar over i det andet. Ogsaa Kırııan har ganske forbigaaende omtalt 
disse forhold. Han henleder saaledes opmerksomheten paa enkelte »smaa 
uregelmæssighetere i basallamellernes opbygning. Saaledes fandt han, at 


der fra den 2den hovedmuslings basallamelle strakte sig tverlameller bak- 


254 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


over til den 2den hovedfures recess. asc. og desc. og fra den 3dje hoved- 
muslings basallamelle forover mot recess. asc. II. Betydningen av disse 
tverlameller vil tilstrækkelig fremgaa av, hvad der her er anført. 

Paa grund av den intime sammenhæng mellem ben'amellerne i den 
laterale næsevæg er det tvilsomt, om betegnelsen »bimusling« i den be- 
tydning, den er anvendt av Kırrıan, er helt korrekt for menneskets ved- 
kommende. Det synes ialfald rimelig kun at anvende dette uttryk for de 
lamelledannelser, som ikke deltar 1 opbygningen av hovedmuslingene, alt- 
saa for de mindst utviklede benlameller. Det maa forevrig indrømmes, at 
heller ikke dette inddelingsprincip er helt tilfredsstillende, da ogsaa de 
mindste benprocesser av og til indgaar i hovedmuslingenes opbygning 
(prep. I, s. 48 og 49). I dette arbeide er de muslingeformede benprocesser 
fortrinsvis betegnet som »lameller«. De kjendte benævnelser »hoved- og 
bimuslinger« er imidlertid av hensyn til oversigten bibeholdt, idet betegnelsen 
»bimusling« kun er anvendt om de av Kırııan paaviste muslingedannelser. 

Hvorvidt de benlameller, som her er beskrevet, er homologe med 
SeynL's »bimuslinger« eller ZUCKERKANDL's »laterale Riechwulstreihe«, faar 
staa hen. Avgjørelsen av dette spørsmaal vil alene kunne naaes paa 
grundlag av utstrakte anatomiske undersøkelser. Saa meget kan dog siges, 
at benlamellerne hos mennesket i deres anatomiske bygning i hei grad 
minder om pattedyrenes »bimuslinger«, disse dannelser, som 
ogsaa PAuLLI omtaler og beskriver som muslingedannelser 
uten lam. recurv., hvor kun basallamellen staar tilbake. 

Som før nævnt under den historiske indledning hævder KirLiaAw i til- 
slutning. til Seypr, at de smale ribbeformede fremspring, som av og til 
sees i den 2den hovedfure, skriver sig fra furens bimusling og ikke, som 
av ZUCKERKANDL antat, fra den 3dje hovedmusling. »Den 2den hoved- 
fures bimusling« synes nærmest at svare til den zden hovedfures 
lamelle II. Dette fremgaar specielt av præp. V (s. 96), hvor denne ben- 
proces trænger slimhinden frem mot furens lumen i form av en valk, som 
strækker sig bakover langs den forreste halvdel av 2den hovedfure. Paa 
samme præparat sees imidlertid ogsaa en anden benlamelle (s. 97—99). 
Den danner et. betydelig mere  prominerende fremspring, som er 
lokalisert til den bakre halvdel av 2den hovedfure, altsaa til det parti av 
furen, som er mest aapenstaaende, og hvor følgelig de anatomiske forhold 
i de dypere liggende deler desto lettere vil vise sig. 

Den sidst omtalte benlamelle skriver sig imidlertid ikke fra nogen bi- 
musling, men fra den 3djehovedmusling. Denne muslingedannelse optrær 
paa flere præparater paa denne maate og danner ribbeformede fremspring. 


Disse har paa de fleste næsehalvdeler naadd saa langt i sin utvikling, at 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 


235 


de trænger sig helt frem til ethmoidalavsnittets mediale flate som præ- 
paratets concha sup. (prep. X, s. 181), men av og til sees de kun som 
litet fremstaaende benlameller i dypet av den 2den hovedfure (prep. XIII, 
s. 233). Da lamelle II i 2den hovedfure kun paa et eneste præparat pre- 
senterer sig, som ovenfor beskrevet, som en valkformet dannelse, synes 
det derfor rimelig at anta, at »den 2den hovedfures bimusling« i de —— 
tilfælde svarer til den 3dje hovedmusling. 


Den 3dje hovedfure 


-begrzenses nedad og lateralt av den 3dje og opad og lateralt av den 4de hoved- 

musling. Furen findes paa alle de undersekte praparater undtagen paa et, 
prep. V. Den 3dje hovedfure er i de fleste tilfælde litet fremtrædende og sees 
som regel ikke paa fotografierne av præparat eller voksmodel. Den viser sig 
derimot paa írontalsnittene som en flat, 2—3 mm. lang, rendeformet for- 
dypning, som strekker sig langs underkanten av concha sup. (prep. VI, 
s. 113). Concha sup. deler sig paa disse nzesehalvdeler nedad i to utlepere, 
lam. recurv. III og IV, som danner furens laterale og mediale begrænsning. 
Den 3dje hovedfures ram. asc. kan i de tilfælde, hvor dens ram. desc. er 
saa litet utviklet, ikke paavises, undtagen paa en nzsehalvdel (prep. XIII, 
s. 221 og 231), hvor furens ram. asc. utvider sig til en stor, vel utviklet 
cell. asc. Denne har skutt sig op mellem crus asc. III og IV, idet den 
har trængt sig frem foran cell. asc. Il, og maaler en længde av 6 mm., en 
heide av 7; mm. og en bredde av 5 mm. 

Paa tre næsehalvdeler danner den 3dje hovedfure meat. supr. og paa 
to præparater fiss. eth m. su p. med en længde av 6— 10 mm., en bredde av 
I—2 mm. og en dybde av indtil 4 mm. I tre av disse tilfælde (prep. I, 
s. 39, prep. Il, s. 58 og prep. VII, s. 139 og 153) utgaar fra furens 
forreste parti en recess. resp. cell. asc. | 

Paa to av præparatene kan paavises en lamelleformet bendannelse i 


den bakerste del av cell. asc. III (praep. VIII, s. 153 og praep. XIII, s. 227). 


Den 4de hovedfure 


begrænses nedad av den 4de og opad av den ste hovedmusling. Furen 
mangler paa fem præparater enhver utvikling, men viser sig derimot paa alle 
de øvrige nzsehalvdeler. I fire tilfælde præsenterer den sig som præparatets 
meat. supr. og maaler en længde av 6—12 mm., en bredde av !/,—3 mm. 
og en dybde av !/,—3 mm. Paa to næsehalvdeler danner den 4de hoved- 
fure præparatets fiss. ethm. supr. Paa to præparater skjules furen under 
den nedre rand av concha sup. I et av disse tilfælde skyter den frem 


256 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


en ram. asc., som har trængt sig op mellem crus asc. IV og V som en 


vel utviklet cell. asc. (5X 5 X 3 mm.), (prep. VII, s. 121 og 128). 


Men Ste hovediure 


besrænses nedad av den 5te og opad av den 6te hovedmusling. Furen sees 
kun paa tre næsehalvdeler. Paa to av disse præsenterer den sig som præparatets 
meat. supr. og maaler en længde og bredde av indtil 8 resp 2 mm. Paa 
et av preeparatene (præp. VII, s. 121 og 129) danner dens ram. asc. mellem 
crus asc. V og VI en vel utviklet cell. asc., som i en sterrelse av 
4 X 5 X 2 mm. pneumaticerer en stor del av den laterale næsevægs bakerste 
parti. 

Det vil av ovenstaaende fremstilling fremgaa, at de tre overste hoved- 
furer, den 3dje, 4de og ste hovedfure, paa fire naesehalvdeler danner fem 
cellulære utvidninger, utgaaende fra deresram. asc.es, tildels 
av betragtelig størrelse. Naar Kırrıan finder, at den kavitet, som 
utvikles fra den 3dje hovedfure, »den øverste næsegangs celle«, frem- 
kommer ved sekundar utvidning saavel av furens ram. asc. som dens 
ram. desc., stemmer dette fund ikke overens med resultatet av disse under- 
sokelser. Med hensyn til 4de og ste hovedfure uttaler KırLıan, at de 
dypere liggende deler av disse utviskes og forsvinder. Det vil fremgaa av 
ovenstaaende, at dette ialfald paa de her beskrevne præparater ikke er til- 
feldet. De bakerste ethmoidalceller utgaar ikke alene fra 
2den og 3dje, men ogsaa fra 4de og 5te hovedfure. Cellerne 
maaler gjennemsnitlig en længde av ca. 5 mm., en heide av ca. 5 mm. og 
en bredde av ca. 3 mm. Deres størrelse svarer saaledes omtrent til den 


av Onop! opgivne. 


Hovedmuslingene. 


Under den historiske indledning er omtalt, at KILLIAN i den laterale 
næsevæg hos det menneskelige foetus har paavist seks hovedmuslinger. 


Til disse henregner KILLIAN ogsaa 


processus uncinatus, 
idet han betragter denne benproces som den iste hovedmuslings crus desc., 
en opfatning, som paa grundlag av embryologiske undersokelser er be- 
stredet av PETER (1906). I denne fremstilling er proc. uncinat. beskrevet i 
sammenhæng med ıste hovedfure som infundibularspaltens mediale be- 
grænsning. Naar concha med. er betegnet som 2den hovedmusling, 
er det for saa meget som mulig at benytte en kjendt, tildels allerede 
havdvunden benævnelse. Det ligger utenfor dette arbeides ramme 


naermere at gaa ind paa det tvilsomme spersmaal med hensyn til proc. 


) 
| 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 257 


uncinat., et spersmaal, som sandsynligvis vil kreve yderligere embryo- 
logiske og komparativ- anatomiske undersekelser. Her skal kun paapekes 
enkelte eiendommeligheter ved benprocessens anatomiske bygning, som 
kan være av interesse. Det fremgaar av frontalsnittene (kfr. bl. a. prep. I, 
S. 40 og 41), at proc. uncinat. opad forenes med crus asc. II til en fælles 
benlamelle, som strækker sig helt over til lam. cribr. Det viser sig des- 
uten, at benprocessen paa snittene fra den forreste del av den laterale 
næsevæg i flere tilfælde har uttalt lamellebygning. Paa disse præparater 


præsenterer proc. uncinat. sig altsaa som en lamelleformet ben- 


dannelse, hvis relation til crus ase. I nærmest ligner en 


hovedmusling. Eiendommelig for proc. uncinat. er den fortykkelse, som 
i den øverste del av benprocessen formidler dens forbindelse med lateral- 
væggen, og som repræsenterer fortsættelsen bakover av brusklaget neden- 
for concha med.fæstet. Grænsen mellem denne ofte sterkt utprægede 
fortykkelse, som nzermest svarer til agger nasi og benprocessens nederste 
parti, dannes av en overfladisk fure, som paa enkelte præparater kan være 
fremtrædende og paa andre næsehalvdeler helt kan mangle. 


Den 2den hovedmusling, concha media, 
sees paa alle nzsehalvdeler og er uten sammenligning den mest utviklede 
av alle nzsens muslingedannelser. Dens crus asc. strekker sig i den 
forreste del av næsen parallelt med orbitas benvæg helt op til lam. cribr., 
idet den med sin basallamelle danner den mediale begrænsning for den 
tste hovedfures cellulære utlepere. Længere baktil trænges crus ase Il 
over mot orbitaveggen av den 2den hovedfures cell. asc. Il, som skyter 
sig frem bakfra. Dens basallamelle er fæstet til orbitas benvæg i steil, 
skraa stilling i retning forfra og opad, baktil og nedad. Den 2den hoved- 
musling trær under sit forløp i forbindelse med de fleste lamelledannelser 
i iste hovedfure. Concha intermed. pr. sup. forenes saaledes paa en 
række præparater (f. eks. præp. IX, s. 160 og beskr. s. 170) med hoved- 
muslingens crus asc, og concha intermed. pr. med. eller inf. danner i 
2den hovedfure basallamellen til dens lam. recurv. (prep. VI, s. 112). I 
den bakerste del av iste hovedfure kan crus asc. II nærme sig orbita- 
veggen og legge sig ind til de smaa benprocesser mellem bulla- 
cellens utlepere (prep. VIII, s. 150). Det er allerede omtalt, hvordan den 
2den hovedmuslings basallamelle av og til kan delta i opbygningen av 


lamellesystemet i 2den hovedfure. 


Den 3dje hovedmusling 


viser sig paa snittene fra den forreste del av meat. sup., hvor basalla- 


mellen til dens crus asc. paa de fleste næsehalvdeler er smeltet sammen 
Vid.-Selsk. Skrifter. L M.-N. KL 1914. No. 1. 17 


258 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


med crus asc. IV og V til en benbjelke. Den nederste utleper av crus 
asc. III, dens lam. recurv., sees paa frontalsnittene av alle præparater, idet 
concha sup. resp. supr. nedad deler sig i to eller flere smaa benlameller. 
Den lateralt liggende av disse svarer til lam. recurv. III. Denne benproces 
begrænser den forreste del av 2den hovedfure opad og danner desuten den 
laterale begrænsning for den 3dje hovedfure, som strækker sig langs under- 
kanten av concha sup. Under sit forlep bakover forener den 3dje hovedmusling 
sig med en av de smaa, lamelleformede benprocesser i 2den hovedfure 
for at begrænse den bakerste del av cell. asc. II eller cell. sup. II nedad. 
Længere baktil kan hovedmuslingen tape sig i benrammen omkring ved- 
kommende celle eller i orbitas benvaeg. Som regel skilles dens lam. recurv. 
fra sin lam. basil. og trænger sig frem fra orbitavæggen som crus desc. III. 
I enkelte tilfælde naar imidlertid, som allerede fer antydet, ikke crus 
desc. III saa langt frem, at den sees paa preeparatets overflate. Den viser 
sig 1 dypet av meat. sup. enten 1 form av den valkformede dannelse, som 
prasenterer sig paa praep. V (s. 97) eller i form av den lille benlamelle, 
som staar frem fra orbitavæggen paa prep. XIII (s. 233). 

Den 3dje hovedmusling danner paa fem næsehalvdeler benskelettet 
i concha sup. resp. concha ethm. med. Paa tre præparater (praep. I, II og VIII) 
opbygges denne concha saavel av hovedmuslingens crus asc. som av dens 
crus desc. Crus asc. III er paa disse naesehalvdeler saa sterkt utviklet, at 
dens lam. recurv. i hele hovedmuslingens længde trænger sig frem til 
ethmoidalavsnittets mediale flate (praep. I, s. 47). Paa de to andre praepa- 
rater, IIl og X, dannes concha sup. derimot veesentlig av hovedmuslingens 
crus desc. mens dens crus asc. dækkes av concha sup.’s nedre kant 
(prasp. Us. 73). 

Den 4de hovedmusling 

sees paa alle de undersekte præparater og har i de fleste tilfælde naadd 
adskillig længere i utvikling end den 3dje. Dens benlamelle viser sig paa 
frontalsnittene fra den forreste del av meat. sup. hvor basallamellen til 
dens crus asc. paa enkelte praeparater kan felges helt op til lam. cribr. 
I de fleste tilfælde er imidlertid dens crus asc. smeltet sammen med crus 
asc. HI og V. Hovedmuslingen præsenterer sig paa flere præparater kun 
som en av de smaa utlepere, som repraesenterer den nederste forgrening 
av concha sup. resp. supr. (prep. VI, s. 113). Den 4de hovedmusling 
danner paa seks neesehalvdeler (knfr. bl. a. praep. IV, s. 83) benskelettet 
i concha sup. og paa fire næsehalvdeler (knfr. bl. a. praep. VIII, s. 153) 
benskelettet i concha supr. resp. concha ethm. sup. 

Paa de næsehalvdeler, hvor meat. sup. og supr. fortil forenes til en fure 


(praep. III, s. 72 og X, s. 173), opbygges den nedre rand i den conchadannelse, 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 25 
59 


som ligger foran meat. supr., av 3dje, 4de og 5te hovedmusling, 
hvorav som regel den 4de er mest utviklet. Længere baktil, efterat den 
3dje hovedmusling har trængt sig frem fra dypet av meat. med. som 
crus desc. III eller concha sup., fortsættes den 4de og ste hoved- 
musling uten avbrytelse bakover og opbygger sammen concha supr., idet 
snart den 4de, snart den 5te hovedmusling er mest fremtrædende. Det 
viser sig altsaa, at den muslingedannelse, som paa disse næse- 
halvdeler ligger foran meat. supr., og som nedad begrenses 
av meat. sup. og opad av lam. cribr., rettelig bør henregnes 
til concha supr. og ikke til concha sup. 

Likesom den 3dje hovedmusling kan ogsaa den 4de av og til legge 
sig ind til en av benlamellerne i 2den hovedfure og forenes med den for 


atter at trænge sig frem fra orbitavæggen som crus desc. IV (prep. XIII, 
S. 233). 
Den 5te hovedmusling, 


som allerede délvis er omtalt i forbindelse med den 4de, sees likesom denne 
paa alle præparatene. Hovedmuslingen danner paa to præparater ben- 
skelettet i concha sup. (prep. V, s. 99 og prep. VII, s, 128). Paa tre 
præparater (praep. IV, s. 85, prep. VI, s. 113 og prep. III, s. 81) op- 
bygger den ste hovedmusl. den sterste del av concha supr. Paa fem 
naesehalvdeler deltar den sammen med den 4de og 6te hovedmusl. i op- 
bygningen av sidstnævnte concha og paa to præparater i dannelsen av 
concha ethm. supr. Hovedmuslingens lamelleform er paa enkelte præpa- 
rater vel utviklet (knfr. praep. IV, s. 85). Ved dette fund bekræftes rigtig- 
heten av Kırııan’s antagelse, at ogsaa den ste hovedmusling er bygget 


efter samme princip som de evrige. 


Den 6te hovedmusling 


opbygger paa to praeparater benskelettet i concha supr. Hovedmuslingen 
kan forevrig paavises paa samtlige naesehalvdeler undtagen en. Den sees 
paa frontalsnittene fra den bakerste del av næsevæggen ofte kun i form 
av en liten bentap, som stikker ned fra lam. cribr. parallelt med crus asc. V. 
I flere tilfeelde praesenterer imidlertid den 6te hovedmusling uttalt 
lamelleform (prap. VII, s. 131 og prep. XIII, s. 233). 

Paa enkelte præparater er overgangen mellem benlamellens indrullede 
og basale del ikke markert. Dette er forøvrig ikke alene tilfældet med 
den 6te, men ogsaa med den 4de og 5te og tildels med den 3dje 


hovedmusling. 


260 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


Naar man betragter den laterale næsevæg paa de 13 præparater, som 
her er beskrevet, viser det sig, at der paa ethmoidalavsnittets mediale flate 
paa to av preeparatene sees to conchae og to furer, paa ni tre conchae 
og tre furer og paa to fire conchae og fire resp. fem furer. Det vil være 
av interesse at faa en oversigt over, fra hvilke hovedmuslinger og hoved- 
furer disse dannelser i hvert enkelt tilfælde særlig har sit utspring. Jeg 
har derfor i de tre nedenstaaende schemaer sammenstillet mine under- 
sokelsesresultater paa dette punkt. 

De tre opstillede schemaer, ordnet efter antallet av conchae og furer, 


viser, hvordan forholdet stiller sig. 


Schema. To conciat om. to muren 


Concha med. | Concha sup. | Meat. med. Meat. sup. 
Præp. V. | 2den h.-m.!. ste hom. |) > zstech. t= 2. og 4. hee 
Præp. IX. —»— |4.(5.0g6.) » || ıste » 2.02. n 
1 h..m. = hovedmusling. 
2 h.-f. = hovedfure. 


Concha med. dannes paa begge præparater av 2den hovedmusling. 
Concha sup. dannes paa det ene præparat av den ste hovedmusling, 
og paa det andet veesentlig av den 4de. 

Meat. med. svarer paa begge præparater til ıste hovedfure, og 
Meat. sup. paa det ene præparat til 2den og 4de hovedfure, og paa 


det andet til 2den og 3dje. 


Sicivemall., “irereomehae oe thre turen: 


Concha Concha Concha | Meat. Meat. | Meat. 


Præp. med. sup. supr. med. | sup. | supr. 
II | 2: h.-m.| 3. hm.) 5. (44-6) him. || a. hf 2 h.-f. | 3. hib 
IV | —»— 44. » | 5.(6) » | —»— [2.(3) » | 4 » 
Vig 2-74. c» 56) » —» 2. (3) » A. Rs 
VIL læs EN 6 » || —»— | 2.(30g¢4)> 5. » 
VIII —»— |3. » | 4.(5) een” 2 > 9-08 
Xu 2 su aes cnc > 2 RS | 
XI —»— |4 » |5.0g6. » | —»— | 2. (3) » Ai 
XI esc ae exc vm) > 5o 
XIII aa 9995 9 5 | eis) » AS 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 261 


Som det fremgaar av ovenstaaende schema, svarer 
concha med. paa alle præparater til den 2den hovedmusling, 


concha sup. opbygges paa tre præp. av den 3dje hovedmusling, 


> > » fire » > >» Ade > 

> > » et » 22 2». 5te > 

> > > et >»  væsentlig av 4de hovedmusling, 
concha supr. > > eh c» > » 4de > 

> > 2 re > > ste > 

> > > to > av ste og 6te hovedmusling, 

> > > to >» kun av 6te og 

> > a eb =, av 4de; ste of 6 °> 


Av furerne dannes: 
meat. med. paa alle prep. av rste hovedfure, 
meat. sup. » » > > 2den > (paa seks av de ni prep. om- 
fatter meat. sup. ogsaa 3dje hovedfure og paa et praep. des- 
uten den 4de hovedfure). 
meat. supr. paa tre prep. av 3dje hovedfure, 
» > fire > > 4de » 


» » to » » ste » 


Sehemalil Fire conchae og fire fem furer. 


P Concha | Concha Concha | Concha 
ræp. ethm. inf. |  ethm. med. ethm. sup. ethm. supr. 
I = h-m. | .53.h-m: | ‘4 hm. 5. 4- 6. h.-m. 
II 2. » | 3: > 4. > Sess 6 » 
| Fiss. Fiss. Fiss. | 
Præp. | Den | ethm. inf. ethm. sup. | ethm. supr. | 
| | | | 
Md sc DR ee 4Rf |sdt 
| 
II | I. > 2. » 3. > E 5 


Paa disse to praparater felger furer og conchae efter hverandre i rad 
og raekke. 

Som samlet resultat av denne oversigt fremgaar, at meat. med. paa 
samtlige preeparater svarer til rste hovedfure og concha med. til 2den 
hovedmusling. For de evrige furers og muslingers vedkommende er der- 
imot ikke forholdet konstant. Vistnok svarer spalten mellem concha med. 
og sup., meat. sup., i alle tilfaelde, som her er undersekt, til 2den hoved- 
fure; men indenfor denne næsegang skjuler sig ikke sjelden en eller to 


andre hovedfurer. Som felge herav lar det sig ikke uten videre 


262 REIDAR GORDING. 


M.-N. Kl. 


avgjere, hvilke hovedfurer og hovedmuslinger det er, som 
avtegner sit relief paa ethmoidalavsnittets mediale flate. 
Sammenlignes mine resultater med det av Kırrıan opstillede schema, vil 
det sees, at de ikke helt lar sig underordne under dette, som altsaa ikke 
er uttommende. KiLLIAN angir f. eks. under forutsætning av, at concha 
supr. er tilstede, at concha sup. opbygges av den 3dje hovedmusling. 
Schema II og III viser os, at concha sup. resp. concha ethm. med. 
paa fem næsehalvdeler er dannet av den 3dje hovedmusling, 
paa fire preparater av den 4de, paa et prep. av den 5te hoved- 
musling og paa et av den 4de og 5te hovedmusling.  Hvor 
varierende forholdet er, fremgaar tilstrækkelig av praep. III og IV, heire 
og venstre næsehalvdel av samme barn. Paa det ene praeparat dannes 
concha sup. av den 3dje og paa det andet av den 4de hovedmusling. 

Paa de præparater, hvor meat. sup. og supr. fortil forenes til en fure, 
dannes det smale ribbeformede fremspring, som svarer til concha sup. 
eller den midtre ethmoidalmusling, som regel av den 3dje hoved- 
musling (prep. III, s. 73 og praep. X, s. 173). Heller ikke dette for- 
hold er imidlertid konstant. Paa præp. XI (s. 187) opbygges concha sup. 
ikke av den 3dje, men av den 4de hovedmusling. ZUCKERKANDL'S 
opfatning av, at den midtre ethmoidalmusling kan tjene som holdepunkt 
under inddelingen av ethmoidalavsnittets lamelledannelser, holder derfor 
neppe stik. Naar derimot samme forf. i sin » Anatomie der Nasenhóhle« 
haevder, at kun den nedre ethmoidalmusling eller concha med. med sikker- 
het kan utpekes, mens der for alle de evrige muslingers ved- 
kommende mangler typiske kjendemerker, er han i fuld over- 
ensstemmelse med resultatet av disse undersokelser. 

Som allerede omtalt under den historiske indledning fremhæver 
Kiran, at prvparatets conchadannelser svarenm amy 
Mov ed ii Wis) Ine ems" cir undis S.C ara. 

Grænsen mellem den 2den hovedmuslings crus asc. og desc. mar- 
keres av KILLIAN ved en linje, som trækkes fra den forreste nedre 
kant av concha med. (Muschelknie) bakover og opover til det sted, hvor 
recess. asc. skilles fra recess. inf. av »eine kleine von der Seitenlamelle 
entspringende Leiste«. Stedet svarer sandsynligvis til overgangen mellem 
den 2den hovedfures ram. asc. og desc. og den lille »Leiste« til furens 
lamelle I. Gaar man ut fra denne forutsætning, maa den del av lam. 
basil. II, som i steil, skraa stilling fra ram. asc. II strækker sig opover 
mot lam. cribr. betragtes som hovedmuslingens crus asc, mens den del 
av basallamellen, som ligger bakenfor ram. asc. Il, maa regnes til hoved- 


muslingens crus desc., en opfatning, som er fuldt overensstemmende med 


1914. No. i. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 26 
: 3 


resultatet av disse undersøkelser. Som før omtalt viser det sig nemlig 
paa alle præparater, at den 2den hovedmuslings lam. recurv. paa over- 
gangen mellem ram. asc. og desc. skilles fra sin basallamelle og fortsætter 
videre bakover som hovedmuslingens crus desc. 

Det samme hensyn, som er bestemmende for opfatningen av crus 
desc., maa imidlertid ogsaa gjøres gjældende for dens lam. recurv. saa- 
ledes, at kun den del av hovedmuslingens lam. recurv., som ligger bakenfor 
ram. asc. II, henregnes til crus desc. II. Følgen herav vil imidlertid 
være, at den av Kırııan angivne grænselinje ikke kan anvendes til at 
markere grænsen mellem den 2den hovedmuslings crus asc. og desc. 
isin helhet. Skal denne fremgangsmaate anvendes, blir resultatet 
derav, at næsten hele præparatets concha med. maa opfattes som den 
2den hovedmuslings crus desc. I virkeligheten er forholdet det, at den 
forreste halvdel av concha med. svarer til hoved- 
muslingens crus asc. mens kun den bakerste halvdel 
Beane: til dens,erus-desc. 

De heiere liggende hovedmuslingers crur. ascia sees paa 
snittene som parallelt lepende, delvis sammensmeltede benlameller. Disse 
danner den mediale begrænsning for næsevæggens bakre ethmoidalceller 
og strækker sig helt op til lam. cribr. Under sit forlep bakover lægger 
basallamellerne sig ind til orbitavaeggen og smelter sammen med den. 
Muslingens nederste utlepere, deres lam. recurv.ae forenes som regel med 
en av lamelledannelserne i 2den hovedfure, hvorefter de atter trænger sig 
frem fra orbitas benvaeg som hovedmuslingenes crur.desc.ia. Overgangen 
mellem crus asc. og desc. er ikke som for den 2den hovedmuslings ved- 
kommende jevnt skraa, men brat, steilt forlepende. 

Ser man nu efter paa frontalsnittene, hvor stor del det er av concha 
sup., som opbygges av vedkommende hovedmuslings crus desc., viser det 
sig, at der av denne conchas bakerste parti er ca. 5 mm., som svarer til 
hovedmuslingens crus desc. Da gjennemsnitslangden av concha sup. er 
ca.13 mm., vil det herav fremgaa, at den overveiende del av pre- 
paratets concha sup. ikke dannes av vedkommende hoved- 
muslings crus desc. men av dens crus asc. Kun paa de nesehalv- 
deler, hvor meat. sup. og supr. fortil forenes i en fure, opbygges 
benskelettet i concha sup. væsentlig av hovedmuslingens crus desc. 

Med hensyn til concha supr. viser frontalsnittene, at crus desc. paa 
fem praeparater i det hele tat ikke med sikkerhet lar sig paavise. Paa de 
øvrige næsehalvdeler danner crus desc. benskelettet kun for den bakerste 
del av concha sup. i en utstrekning av 3—4 mm. De anatomiske 


dannelser, som paa præparatets ethmoidale flate præsenterer 


264 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


sig som conchae, opbygges derfor i sin sterste utstrekning 
ikke av hovedmuslingenes crur. desc.ia, men av deres crur. 
asc.ia. 

For furernes vedkommende stiller forholdet sig anderledes, da den 
bakre begrænsning av en fures ram. resp. recess. asc. dannes av den 
ovenfor liggende hovedmuslings crus asc. Som følge herav vil den 
største del av preparatenes neseganger svare til hovedfurernes 


nedre sereuem til deres ram..dese.es. 


RESUME. 


Paa de aller fleste av de undersekte næsehalvdeler kan paavises fem 
hovedfurer og seks hovedmuslinger (d.v.s. fem hovedmuslinger og 
proc. uncinat.). 

Av præparatenes neesefurer, som i sin største utstrækning dannes av 
hovedfurernes ram. desc.es, svarer i alle tilfælde meat. med. til rste hoved- 
fure. Meat. sup. omfatter paa samtlige praeparater 2den hovedfure. Hvilke 
ethmoidalfurer det forevrig er, som deltar i dannelsen av meat. sup. og 
supr., kan ikke avgjores uten specielle undersokelser. 

Fra hovedfurerne utgaar alle de cellulære hulrum, som pneumaticerer 
den laterale næsevæg. Den rste hovedfure pneumaticerer næsevæggens 
forreste halvdel og danner frontalcellerne med frontalhulen, de midtre 
ethm.celler, samt infundibulum med infundibularcellerne og sin. max. Av 
de hulrum, som utgaar fra denne fure, utvikles sin. front. i de fleste til- 
feelde fra dens ram. asc., men den kan ogsaa treenge sig frem fra furens 
ram. desc., saavel fra denne grens recess. sup. som fra dens recess. inf. 
Fra den rste hovedfures recess. sup. dannes foruten bullacellen av og til 
ogsaa en cell. sup., som kan pneumaticere den største del av bulla ethm. 

Fra 2den, 3dje, 4de og 5te hovedfure pneumaticeres den 
bakerste halvdel av næsevæggen, idet der fra disse furer utgaar en 
del hulrum, som svarer til de »bakre« og »bakerste« ethmoidalceller. De 
fleste av disse utvikles fra 2den hovedfure, som ofte er rikt forgrenet med 
celleutlopere saavel fra dens ram. asc. som fra dens ram. desc. Ogsaa 
fra de tre øverste furer, fra deres ram. asc.es, trænger der sig imidlertid 
paa en række præparater frem store og vel utviklede kaviteter. 

Av præparatenes conchae, som væsentlig er dannet av hoved- 
muslingenes crur. asc.ia, svarer paa alle de undersokte næsehalvdeler concha 
med. til 2den hovedmusling. Hvilke hovedmuslinger det forevrig er, som 
avtegner sit relief paa ethmoidalavsnittets mediale flate, kan ikke avgjores 


uten specielle undersokelser. Foruten de seks hovedmuslinger kan i den 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 265 


laterale næsevæg paavises en række mindre benprocesser, som ut- 
springer fra lam. cribr. og fra orbitavæggen, og som alle viser mere eller 
mindre uttalt muslingebygning. Disse benlameller opbygger de intercelluizre 
_septa for furernes celleutlepere, idet de dels forenes med hverandre ind- 
byrdes og dels smelter sammen med de store lamelledannelser for at delta 
i opbygningen av hovedmuslingenes crur. desc.ia. Benprocessene optrær 
i størst antal i ıste hovedfure, hvor de bl. a. opbygger bulla ethm., men 


sees desuten konstant 1 2den og av og til ogsaa i 3dje hovedfure. 


266 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


SCHLUSSUBERSICHT UND ZUSAMMENFASSUNG. 


A. Das angewandte Verfahren. 


Nur wenige Verfasser haben sich eingehender mit der Entwicklung 
des Ethmoidalabschnittes während des späteren Teils des intrauterinen 
und des ersten Abschnittes des extrauterinen Lebens beschäftigt — also 
der Entwicklungsstufe, wo die meisten Zellen in der ethmoidalen Nasen- 
wand angelegt werden und das interzellulare Lamellensystem sich bildet. 
Unsere gegenwärtige Auffassung dieser Verhaltnisse beruht in erster 
Linie auf Kırrıans Arbeit, der wesentlich makroskopische ! Untersuchungen 
zu Grunde liegen. Diese stammen zudem ausschliefslich aus der Embryonal- 
periode, also einem Entwicklungsstadium, wo der Verknócherungsvorgang 
bei mehreren Muschelbildungen noch wenig vorgeschritten ist. Dies ist 
z. B. sowohl mit der 5. und 6. Hauptmuschel wie auch mit den Neben- 
muscheln der Fall. Kırııan äußert in dieser Verbindung; »Die Neben- 
muscheln im Bereiche des absteigenden Astes der ersten Hauptfurche 
habe ich im knorpeligen Zustande meist in plumper und nur wenig muschel- 
ähnlicher Form gesehen«, und ferner »— — — in den Fallen, in welchen 
die fraglichen drei Nebenmuscheln zu einer einheitlichen Knorpelmasse 
verschmolzen waren, kónnen doch Verknócherungsvorgànge die ursprüng- 
liche Dreiteilung wieder erkennen lassen«. Beide Aeufserungen deuten 
darauf hin, daf3 systematische Untersuchungen aus einer späteren Ent- 
wicklungsperiode, wenn die Verknócherung weiter vorgeschritten ist, von 
Interesse sein dürften. 

Derartige Untersuchungen sollten wohl auch deshalb berechtigt er- 
scheinen, weil KırLıans im übrigen so gründliche Arbeit doch nicht in 
jeder Hinsicht als erschópfend bezeichnet werden kann. Nicht zum mindesten 
gilt dies von den Nebenmuscheln und ihrem Verhältnis zu den Hauptmuscheln. 
Dafs in Bezug auf die Nebenmuscheln noch Unklarheit herrscht, geht aus 
PaurLıs Bemerkung (1899) hervor: »Bei den Feten, die ich in Schnittserien 
untersucht habe, konnte ich überhaupt nicht den Kırrıan’schen conchae 
intermediae Entsprechendes finden, und nachdem ich meine Praparate mit 
KırLıan’s Abbildungen verglichen habe, erscheint mir die Möglichkeit 
nicht ausgeschlossen zu sein, daf3 hier eine Verwechslung mit der begin- 


nenden Entwicklung von cellulae ethmoidales vorliegt.« 


1 „Makroskopisch“ ist hier im Gegensatz zu Schnittuntersuchungen gebraucht. 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 267 


Der Zweck dieser Arbeit ist, erstens festzustellen, welche 
gesetzmäfigen Verhältnisse sich nach der Geburt 
wahrend des Aufbaus des Ethmoidalabschnittes der 
Bareralen Nasenwand mit dessen Lamellensystem 
seltend machen, und zweitens Klarheit zu schaffen 
uber die Größe und das gegenzeitige Verhältnis der 
einzelnen Hohlraume. 

Das Material, das dieser Arbeit zu Grunde liegt, besteht aus 40 Nasen- 
halften, von denen 16 in Serien geschnitten und als Wachsmodelle rekon- 
struiert sind, r3 in Serien geschnitten, aber nicht rekonstruiert und 11 
nur dekalziniert zum Zwecke makroskopischer Untersuchung. Von den 
beschriebenen 13 Nasenhälften stammen 8 von Madchen im Alter von 
7—24 Monaten, und 3 von Knaben im Alter von 3 !/—24 Monaten. 
Zwei Práparate stellen die rechte und linke Nasenhälfte bei einem aus- 
getragenen Kinde dar. Von den übrigen 26 Nasenhälften stammen 24 aus 
den beiden ersten Lebensjahren und nur 2 aus dem dritten her. 

Die Präparate sind nach folgendem Verfahren behandelt worden: 

Die frisch ausdissezierten Nasenhälften sind in 4 °/) Formollósung 
(3—6 Tage) fixiert worden, worauf sie 

t) in 7o ?/ Alkohol zur Feindissezierung und zum Photographieren gelegt 


wurden. Nachdem das Präparat in Wasser ausgepült war, wurde es 


2) dekalziniert in 5—10°/, Salpetersäurelösung (4 Wochen—2 Monate), 
hierauf 
3) mehrere Tage lang ausgewaschen mit darauffolgender Neutralisation 


in gesáttigter NaSo,-Lésung, 


4) in Alkohol von steigender Konzentration bis absolutem Alkohol-Aether 
(3—6 Wochen) deshydriert und 

5) in sehr dünne Zelloidinlösung gebracht, in der sie 3—4 Tage liegen 
blieben. Nach und nach wurde mehr Zelloidin hinzugefügt, bis die 
Flüssigkeit dick wie Sirup geworden, und darauf wahrend eines Zeit- 
raums von 4—8 Wochen zu fester Konsistenz verdampft war. Der 
fertige Zelloidinblock wurde dann auf der Asbestplatte immer in der- 
selben Stellung fixiert, so dafs die Schnittführung bei allen Nasenhálften - 
vom hintersten Teil (der Sphenoidalregion) des Práparates begann. 

6) Die im Zelloidin eingebetteten Nasenhälften wurden auf Juxc's Tauch- 
mikrotom in Serien von o,1 mm. dicken Schnitten zerlegt. Die 
Schnitte wurden immer in der Frontalebene angelegt. 

7) Anfangs wurde die Färbung des ganzen Präparates mit alkoho- 


lischer Karminlösung versucht. Die zwei Nasenhälften (Prep. VIII 


268 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


und XIII), die nach diesem Verfahren behandelt wurden, farbten 
sich dabei gut mit scharf hervortretenden Knochenlamellen. Diese 
Färbung mit Karminlósung mifslang indessen vollständig bei den 
übrigen Nasenhälften, so daß jedes einzelne Präparat nach folgendem 
Verfahren, das sich schließlich alz zweckdienlich bewährte, umgefärbt 


werden mußte: 


a) Die frisch geschnittenen Serienschnitte wurden in 2-5 °/, alkoholische 
Salzsäurelösung zum Entfärben (etwa 3 Tage lang) gelegt. Nach 
dem Entfärben wurden die Schnittpräparate in 

b) 70 °/, Alkohol zum Ausspülen angebracht und 

c) in wässeriger NaSo,-Lösung bis zu neutraler Reaktion (24 Stunden 


oder länger) ausgewaschen, worauf 


d 


— 


die Schnitte in wässerigem Indigokarmin gefärbt wurden. Die Kon- 
zentration der Lósung mufste für jedes einzelne Práparat besonders 
abgepafst werden, von I—20—30 bis zu r—70— 8o. Das Ver- 
weilen in der Färbeflüssigkeit schwankte zwischen etwa 6 und 24 


Stunden. Nachher wurden die Schnittpräparate in 


e) Alkohol von steigender Konzentration bis zu absolutem Alkohol 
und Benzinalkohol gelegt, um schliefslich 


f) in Toluol abgeklärt und in Xyloldamar eingebettet zu werden. 


8 


— 


Die Rekonstruktion der Schnitte in Wachs ging in der gewóhnlichen 
Weise vor sich. Die Schnitte wurden in fünffacher Vergrößerung 
abgezeichnet, und die Wachsplatten in einer Dicke von 5X0,1 mm. 
= 0,5 mm. gewalzt. Aus den Photographien wird hervorgehen, daß 
die Größe des Wachsmodells der fünffachen Größe der Präparate 


entspricht. 


Das hier skizzierte Verfahren hat eine Untersuchung der Knochen- 
lamellen in ihrer ganzen Lànge ermóglicht. Durch Dissektion der Wachs- 
modelle habe ich versucht, ein einigermafsen naturgetreues Bild von den 
plastischen Verhältnissen der Zellen zu geben. 

Das Verfahren hat aber seine schwachen Seiten sowohl in Bezug auf 
die Zelloidineinlagerung wie auch auf die Schnittführung. Die Zelloidinein- 
bettung wird dadurch erschwert, dafs das Zelloidin selbst in den dünnsten 
Lósungen nicht die grofsen Hohlräume ausfüllt, sondern nur als ein 
schmaler Rahmen der Zellwand entlang liegen bleibt, ohne immer eine 
genügende Stütze für die dünnen Knochenlamellen und deren Schleim- 
haute zu bilden. Die Schnittführung wird bei den grofsen Nasenhälften 
auch dadurch erschwert, dafs die Teile des Práparates, die reichlich mit 


Bindegewebe versehen sind, den grófsten Widerstand gegen das Messer 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 26 
9 


leisten, das deshalb leicht abspringt. Diese Schwierigkeiten, die sich nicht 
völlig überwinden ließen, haben bewirkt, dafs die Schnitte nicht immer 
so gleichmässig ausgefallen sind, wie es wünchenswert gewesen wäre. 
Bei einzelnen Schnittpráparaten ist leider auch die Schleimhaut von ihrer 
Unterlage losgerissen worden. 

Wahrend der Zelloidineinbettung schrumpfen die Präparate mehr oder 
weniger ein. Diese Einschrumpfung scheint übrigens in den meisten Fällen 
unbedeutend zu sein. Bei einzelnen Nasenhalften aus dem 1. Lebensjahr 
betrug sie zufolge Messung etwa r mm. in beiden Ebenen. 

Aus dem hier angeführten wird hervorgehen, dafs die Angaben über 
die Größe der Zellen nur verhältnismäßigen Wert haben, und daß die 
Maße, die angegeben werden, nicht als absolute Größen aufzufassen sind. 
Diesem Verhältnis ist indessen keine größere Bedeutung beigemessen 
worden. Erstens sind es die gegenseitigen Verhältnisse zwischen 
den Furchen und ihren zellulären Ausläufern, die hier in erster Linie 
Interesse haben, und außerdem wird die Ungenauigkeit, die bei der 
Größenangabe der Zellen mit in Betracht zu ziehen ist, kaum sehr 
beträchtlich sein. 

Die Präparate sind in natürlicher Größe photographiert, die Wachs- 
modelle in halber Größe und die Frontalschnitte 21/, mal vergrößert. 
Dies geschah in der Absicht, gleichartige Größenverhältnisse bei den Photo- 
graphien der Wachsmodelle und der Frontalschnitte zu erzielen. 

Retouchierung ist in bedeutender Ausdehnung bei allen Photographien 
der Wachsmodelle angewendet worden, wo die plastischen Verhältnisse 
sonst nicht deutlich genug hervorgetreten wären. Bei den Frontalschnitten 
stellt sich dieses Verhältnis etwas anders. In der Regel sind hier die 
Photographien hinreichend klar gewesen. Bei einigen hat es sich aber 
doch als nötig herausgestellt, die Umrisse der Knochenlamellen mit einem 
feinen Tuschpinsel nachzuziehen, da es trotz wiederholter Versuche nicht 
möglich war, diese auf den Photographien so scharf hervortretend zu erhalten 
wie auf den gefärbten Schnitten. 

In der Beschreibung der einzelnen Nasenhälfte habe ich erst eine 
Uebersicht über die Abmessungen des Präparates gegeben, seinen Längen- 
und Höhendurchmesser, sowie das Größenverhältnis zwischen dem Pars 
max. und ethm. In dieser Verbindung mufs hinzugefiigt werden, daf unter 
der Lange der Nasenwand der horizontale Abstand von dem Punkte zu 
verstehen ist, wo der vorderste Rand der Concha med. sich mit dem Proc. 
front. vereinigt, also von der Crista ethm. bis zum vordersten Rand des 
Corp. sphenoid. Die Höhe der Nasenwand ist von der Mitte des Nasen- 


bodens bis zur Lam. cribr. gemessen, und die Hóhe des Maxillarabschnittes 


270 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


vom Nasenboden bis an die oberste Kante des Proc. ethm. der 
Concha inf. 

Der Pars ethm. der Nasenwand ist in zwei Abschnitten beschrieben. 
Im 1. Abschnitt wird eigentlich nur eine Erlauterung der Photographien 
gegeben: von dem Präparat in natürlicher Größe, von dem Wachsmodell, 
von dem Wachsmodell mit den geóffneten Nasennebenlóchern, sowie von den 
verschiedenen Frontalschnitten. Bei der Beschreibung der Wachsmodelle 
sind so viel wie möglich die allgemein gebräuchlichen, »alten« Ausdrücke 
benutzt worden, wie Meat. med., sup. und supr. sowie Concha med., 
sup. und supr. Wo diese Bezeichnungen nicht hinreichten (Prap. I und II), 
sind ZUCKERKANDLS Benennungen Fiss. ethm. inf, med., sup. und supr. 
gebraucht. Um einen Vergleich mit den Frontalschnitten zu erleichtern, 
habe ich außerdem überall die von KırLıan benutzten Ausdrücke hinzuge- 
fügt. Die Furchen und Knochenlamellen der Frontalschnitte sind 
in erster Linie mit den von KILLIAN eingeführten Benennungen bezeichnet 
unter Hinzufügung der alten Ausdrücke und bei den zwei ersten Präparaten 
auch der von ZUCKERKANDL gebrauchten Bezeichnungen. 

Der 2. Abschnitt der Beschreibung ist eine übersicht der ana- 
tomischen Verhältnisse, die im 1 Abschnitt nicht hinreichend erläutert 
sind. Aufserdem ist hier die Größe der Zellen angegeben. 

Eine »Zellànge« ist, immer im Sagittalplanum und ihre »Breite« stets 
im Frontalplanum gemessen. 

Der Hóhen- und Breitendurchmesser der Oberkieferhóhle ist durch den 
vordersten Teil des Ost. max. gelegt. 

Namenabkürzungen sind in dieser Arbeit in betráchlicher Ausdehnung 
angewendet worden. Im grofsen ganzen werden die gewóhnlich benutzten 
Abkürzungen aus dem Text hervorgehen. Hervorgehoben muß indessen 
werden, dafs rómische Zahlen in Verbindung mit Ram. (Ramus), Recess. 
(Recessus), Cell. (Cellula), Crus sowie Lam. basil. und recurv. (Lamina 
basilaris und recurvata) immer die betreffende Hauptfurche bzw. Haupt- 
muschel bezeichnen. Die Cell. asc. I ist demnach = die Cellula ascendens 
der 1. Hauptfurche, die Lam. basil. II = die Lamina basilaris der 2. Haupt- 
muschel, das Crus asc. III — das Crus ascendens der 3. Hauptmuschel 
u.s.w. »Lamellenförmig« ist in derselben Bedeutung benutzt wie »muschel- 
fórmig«. 

Sowohl bei der Besprechung der Praparate wie in der Schlufsiibersicht 
sind die Bezeichnungen Crus asc. und desc. (Crus ascendens und descen- 
dens) háufig benutzt. Das Crus asc. bezeichnet den vordersten Teil einer 
Hauptmuschel, den Teil des Knochens, der mit der Orbitalwand parallel 


oder in steiler-schráger Richtung sich gegen das Dach der Nasenhóhle 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEV EGS ETHMOIDALAVSNIT. 271 


aufwärts schieht und sich auf der Lam. cribr. oder auf dem obersten Teil 
der Orbitalwand inseriert. Das Crus desc. ist als Bezeichnung für den dorsal 
liegenden Teil des Muschelknochens benutzt, der in größerer oder geringerer 
Ausdehnung von der Knochenwand der Orbita in der Regel in horizon- 
'taler Stellung hervorragt. Für die Concha med. der 2. Hauptmuschel 
werden die Frontalschnitte von der 1. Hauptfurche das Crus asc. der 
Muschel zeigen, und die Schnitte von der 2. Hauptfurche deren Crus desc. 
(vgl. übrigens die Schlussübersicht S. 300). Sowohl das Crus asc. wie das 
Crus desc. haben ihre Lam. basil. und recurv. Die Richtung, in der die 
Basallamelien gegen die Lam. cribr. oder die Orbitalwand verlaufen, ist 
für die Frage, ob es sich um das Crus asc. oder desc. handelt, ent- 
scheidend. Ist erst die Lam. basil. der Hauptmuschel auf einem Frontal- 
schnitt deutlich ausgeprägt, so wird damit die Sache in der allermeisten 
Fallen klar sein. 

Die eingerollten Lamellen, die Lam.ae recurv.ae geben dem Ethmoidal- 
abschnitt sein eigentümliches Relief und entsprechen den Conchae des 
Práparates. Bei einer Reihe von Frontalschnitten läßt sich die Lam. basil. 
der Hauptmuschel leicht von deren Lam. recurv. unterscheiden. Nicht 
selten ist jedoch der Uebergang zwischen der Lam. basil. und recurv. ohne 
scharfe Grenze. Infolgedessen sind die Benennungen Crus asc. und desc. 
hin und wieder benutzt, ohne zwischen ihren basalen und eingerollten 
Lamellen zu sondern. Es wird demnach aus dem Zusammenhang hervor- 
gehen, dafs z. B. die Bezeichnung Crus asc. ab und zu in der Bedeutung 
als der Basallamelle des Crus asc. angewendet sein kann. 

Aus Rücksicht auf ein Vergleichen mit den Wachsmodellen sind die 
grofsen Lamellenbildungen der Frontalschnitte als Hauptmuscheln bezeichnet. 
Bei Beschreibung der Schnitte sind dagegen die Ausdrücke Crus asc. 
und desc. oft benutzt, um besonders deutlich zu machen, welcher Teil 


der Hauptmuschel auf dem Schnitte zu sehen ist. 


B. Gesamtübersicht über die Furchen und Lamellenbildungen 
des Ethmoidalabschnittes. 


Der ethmoidale Abschnitt 


der lateralen Nasenwand ist bei allen untersuchten Praparaten bedeutend 
größer als der maxillare Teil. Das Höhenverhältnis zwischen den beiden 
Abschnitten ist im 1. Lebensjahr durchschnittlich wie r:2.r und im 2. 
Lebensjahr wie 1:1.8. Bei einem einzigen Præparat von einem 14 Monate 
alten Madchen, wo die Oberkieferhóhle ungewóhnlich wenig entwickelt ist, 


beträgt das Verhältnis zwischen den beiden Abschnitten 1: 2.4. 


272 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


rL Haupflurcehe Meatus mediwes: 


Der untere Teil dieser Nasenfurche mifit vom unteren Rand der 
Concha med. bis zur Oberfläche der Concha inf. an den meisten Präparaten 
2—3 mm. im 1. und 3—4 mm. im 2. Lebensjahr. Die Spalte zwischen 
der Concha med. und der Lateralwand ist im 1. Lebensjahr verhältnis- 


1,—ı mm. Ein einziges Präparat hat eine Weite von 


/ 
I 


måssig eng, 
2—3 mm. Im 2. Lebensjahr hat der Teil des Meat. med., der vor 
dem Ost. max. liegt, eine durchschnittliche Breite von 1—1Y, mm., und 
der Abschnitt der 1. Hauptfurche, der hinter dem Ostium liegt, eine Breite 
von 2—3 mm, in einem einzelnen Falle von 3—4 mm. 

Der Abschnitt der r. Hauptfurche, der sich von der Crista ethm. aus 
rückwärts gegen den Hiatus und die Bulla ethm. erstreckt, schiebt sich in 


einer Lànge von 2—6 mm. als 


der Ramus ascendens 
(der Furche) aufwárts gegen die Lam. cribr. vor und bildet eine oder mehrere 
(bis zu ro) zelluare Erweiterungen. Zwei Präparate (Präp. I, 5. 39 
und Präp. VII, S. 121) zeigen nur eine Cell. asc. Der Ram. asc. teilt 
sich bei vier Nasenhalften in zwei Zellausläufer, die scharf voneinander 
abgegrenzt sind (Präp. IX, S. 160). Bei sechs Präparaten gehen vom 
Recess. asc. mehrere Zellen aus. In diesen Fällen bildet sich in der 
Regel eine grüfsere Cell. asc. ant. in der direkten Fortsetzung des Recessus 
sowie eine Cell. asc. post., die sich von dem hintersten Teil des Recessus 
aus hervordrangt. Die vorderste große Höhle verzweigt sich wieder in 
mehrere Ausläufer (Prap. V, S. 91 und VI, S. 106). 

Die Cell. asc. post. kann sich ab und zu so weit nach hinten erstrecken, 
daß ihr Ostium in demselben Frontalplan wie das Ost. max. liegen 
bleibt. Betrachtet man z. B. das Präp. XII (S. 206), wo die Óffnung 
der Zelle hinter dem Maxillarostium liegt, so sieht man die Hóhle so weit 
nach hinten gedrungen, dafs es schwer sein würde, sie als eine Cell. asc. 
aufzufassen. Indessen geht aus den Frontalschnitten hervor, dafs diese 
Hohlräume von dem Ram. asc. ausgehen. Dieses Verhältnis ist insofern 
von Interesse, als auch bei dem erwachsenen Individuum Hohlräume vor- 
kommen, die sich weit nach hinten zwischen die Bulla ethm. und die Lam. 
cribr. oder zwischen der Bulla ethm. und der Concha med. erstrecken. Inwie- 
weit sich diese Zellen vom Ram. asc. herschreiben, und also als vorderste 
Ethmoidalzellen aufzufassen sind, oder ob sie vom Recess. sup. herstammen 
und demnach als mittlere Ethmoidalzellen aufgefasst werden müssen, — 
das zu entscheiden, kann oft unmöglich sein. Bei den Präparaten, die 


hier untersucht worden sind, zeigt es sich, dafs die Hohlräume, die ihrer 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 273 


Lage nach zu urteilen, eigentlich wohl den erwähnten Zellen beim er- 
wachsenen Individuum entsprechen sollten, immer vom Ram. asc. her- 
stammen. 

Die Größe der Zellen beträgt im 1. Lebensjahr der Länge nach 11/,—6 
mm., durchschnittlich 4 mm., in der Höhe 2—8 mm., durchschnittlich etwa 
4 mm. und in der Breite von 11/—4 mm., durchschnittlich etwa 2 mm. 
Im 2. Lebensjahr sind die Zellen 2— 9 mm. lang, durchschnittlich etwa 5mm., 
4—10 mm. hoch, durchschnittlich etwa 6 mm., und 1— 5 mm. breit, durch- 
schnittlich etwa 3 mm. Verglichen mit den Größenverhältnissen, die Onop1 
für die »vordersten« Ethmoidalzellen angegeben hat, sind die hier angeführten 
Zahlen für das 1. Lebensjahr verhältnismäßig klein, während sie für das 


2. Lebensjahr mit dem Ergebnis von Onop1, gut überein stimmen. 


Bei den meisten Nasenhälften hat ein gréfserer Hohlraum des Recessus 
sich bereits im 1. Lebensjahr aufwárts gegen die Spongiosa des Stirnbeins 


vorgedrängt, um die im Entstehen begriffene Stirnhóhle zu markieren. 


Bereits in der Einleitung ist erwáhnt worden, dafs die Stirnhóhle nach 
KILLIAN sich auf zwei Weisen entwickeln kann, entweder nach dem »di- 


rekten« oder nach dem »indirekten« Modus. 


Bei drei der Präparate, die hier untersucht worden sind, wird die 
Zelle, die gegen das Stirnbein im Vorrücken begriffen zu sein scheint, 
von dem Recess. asc. I gebildet (Prap. VII, S. 121, Práp. X, S. 174 und 
XII, S. 205). Das Vorwärtsdringen der Stirnhóhle sollte also nach dem 
»direkten« Modus vor sich gegangen sein. In diesen drei Fallen mündet 


der Hohlraum vor dem Hiatus aus. 


Bei sechs Nasenhälften (Präp. II, S. 58, Prap. IIl, S. 74, Präp. V, S. 91, 
prap. IX, S. 160, Präp. XI, S. 188, Präp. XIII, S. 221) ist die Zellteilung 
weit vorgeschritten. Die Stirnhóhle würde wahrscheinlich bei ihnen von 
einer der Frontalzellen aus vorgedrungen sein und sich also nach dem »indi- 
rekten« Modus entwickelt haben. Bei diesen Präparaten liegen die Ostien 
der Zellen entweder oberhalb des obersten Teiles des Hiatus oder vor 
demselben. In einem Falle (Prap. III, S. 74) stehen die beiden grófsten 
Frontalzellen in Verbindung mit der Infundibularspalte durch eine flache 
Furche, die sich abwárts von den Zellen aus gegen den obersten Teil 


des Hiatus hin erstreckt. 


Untersucht man nun zum Vergleich einige Práparate von Erwachsenen, 
so wird man auch hier Nasenhälften mit stark entwickelten Frontalzellen 
finden, wo die Ostien sich direkt in den Meat. med. óffnen. Indessen sieht 
man nicht selten, dafs die Zellostien mit dem obersten Teil der Infundibular- 
spalte in Verbindung stehen durch eine ähnliche offene Rinne, wie die 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. KI. 1914. No. I. 18 


274 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


eben erwåhnte bei dem Pråp. III. Diese rinnenfórmige Vertiefung ist jedoch 
in der Regel nur ganz oberflachlich und steht auch in keiner Verbindung 
mit den tiefer liegenden Teilen der Infundibularspalte. Das Infundibulum 
setzt sich nach oben und lateral vom Hiatus fort und endet im allgemeinen 
in eine zellulare Erweiterung. 

Gewohnlich werden sich die topographischen Verháltnisse im vordersten 
Teil des Meat. med. leicht in der von Kırrıan angegebenen Weise 
erklàren lassen. Ab und zu finden wir indessen Nasenhälften, wo das 
Vordringen der Stirnhóhle sich weder nach dem direkten, noch dem 
indirekten Modus erklären läßt. Diese Fälle sollen in Verbindung mit dem 
Recess. sup. und der Infundibularspalte naher besprochen werden. 

Der Ram. asc. I mit seinen Verzweigungen wird medial von dem Crus 
asc. II und lateral von der Knochenwand der Orbita und von der Concha 
intermed. pr. sup. begrenzt. Die Grenze zwischen den Frontalzellen ist 
nicht immer scharf markiert. Die kleinen interzellularen Septen, die sie 
voneinander trennen, sieht man an den meisten Nasenhálften nur als dünne 
Knochenleisten ohne Muschelbau. Eine Knochenlamelle mufs jedoch in 
diesem Zusammenhang erwáhnt werden, und zwar die Concha intermed.pr. 
sup. Der oberste Teil dieses Knochenfortsatzes, der sich bis ganz hinauf 
zur Lam. cribr. erstreckt, bildet das am starksten hervortretende aller inter- 
zellularen Frontalsepten. Ist nur eine Cell. asc. vorhanden, so markiert 
diese Lamelle die Begrenzung der Zelle nach hinten, indem sie sich das 
Crus asc. II anlegt und die Frontalzelle von dem Infundibulum trennt 
(Präp. VII, S. 121). Sind zwei Cell.ae asc.es vorhanden, so baut die 
Knochenlamelle die Grenze entweder in Verbindung mit dem Crus asc. II 
(Präp. XI, S. 188), oder mit einer der frontalen Lamellenbildungen 
zusammen (Prap. X, S. 174). Sind mehrere Cell.ae asc.es vorhanden, so 
trennt die Concha intermed. pr. sup. die hinterste Zelle von dem vordersten 
großen Hohlraum, indem sie sich das Crus asc. II anlegt und sich mit dem- 
selben vereinigt (Präp. V, S. or und Präp. VI, S. 106). Wie schon erwähnt, 
sind die übrigen interzellularen Frontalsepten wenig hervortretend. Nur in 
zwei Fallen zeigen diese Knochenfortsátze Lamellenform, wenn dieselbe auch 
nicht besonders ausgeprägt ist. An diesen beiden Nasenhälften (Präp. III, S. 16 
und Prap. X, S. 176) springt die kleine frontale Nebenmuschel aus dem 
obersten Teil des Crus asc. Il hervor und vereinigt sich mit der Concha 
intermed. pr. sup. 

Die frontalen Lamellenbildungen haben spezielles Interesse auch da- 
durch, da& KiLLian bei seiner Besprechung dieser Knochenbildungen den 
Gedanken verwirft, sie kónnten móglicherweise die Crur. asc.ia der infun- 


dibularen Nebenmuscheln darstellen. KiLLiAN sagt in dieser Ver- 


- 1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 275 


bindung: »Meine bisherigen Studien haben mir darüber keinen be- 
stimmten Aufschluss gebracht.« Aus dem hier angeführten wird hervor- 
gehen, dafs der oberste Teil der Concha intermed. pr. sup., der dem 
Crus asc. der Lamelle entspricht, bei allen untersuchten Nasenhälften eins der 
frontalen Interzellularsepten bildet. Wie wir später sehen werden, 
setzen sich dagegen die übrigen infundibularen Lamellenbildungen nicht 
als interzellulare Septen zwischen den Frontalzellen fort, sondern als 
die knöcherne Grenze zwischen den vordersten Infundibular- 
zellen. 

Der Ramus descendens 
bildet den grófsten Teil des Meat. med. des Práparates und verzweigt sich 
bei allen Nasenhälften T-fórmig in zwei Rezesse, den Recess. sup. und inf. 
Der Recess. sup. schiebt sich zwischen die Concha intermed. pr. med. 
oder inf. und das Crus asc. II nach oben vor und liegt im allgemeinen 
weit hinten im Meat. med., nicht selten hinter dem Ost. max. (Präp. III, S. 75 
und Prap. V, S. 92). Die Offnung des Recessus tritt in den meisten 
Präparaten als eine kurze Spalte von ein paar Millimeter Lange und !/;— 1 
mm. Breite auf. In einem Einzelfall hat die Lange des Ostium 4 mm. 
Der Recess. sup. pneumatisiert die Bulla ethm. und endigt in einem oder in 
mehreren (bis zu 3) Ausläufern, von denen jedoch nur einer oder zwei sich 
in Zellen erweitern. Auf den allermeisten Práparaten bildet sich nur ein 
Hohlraum, der die Bullazelle des Präparates darstellt. Der Hohlraum ist 
bei einzelnen Nasenhälften T-fórmig verzweigt, in anderen fächerförmig 
mit Ausläufern sowohl nach vorn wie nach hinten versehen. In der Regel 
aber bildet die Höhle einen größeren, zusammenhängenden Hohlraum, von 
dem dann kleinere Verzweigungen ausgehen. Die Bullazelle kann beträcht- 
liche Entwicklung aufweisen. Bei einem ı Jahr alten Mädchen hatte sie z. B. 
eine Länge von 7 mm., eine Höhe von 10 mm. und eine Breite von 5 mm 
(Prap. VII, S. 125). Bei den meisten Nasenhälften ist sie indessen bedeutend 
kleiner (4 X 5 X 2). Die Zelle wird lateral von der Orbitalwand begrenzt. 
Ihre mediale Begrenzung bilden nach vorn die Concha intermed. pr. sup. 
und med. (Präp. VIII, S. 146) und weiter nach hinten die Concha intermed. 
pr. med. oder die Concha intermed. pr.inf. (Präp. VI, S. 110). 

Außer der Bullazelle sieht man bei drei Präparaten noch eine zweite 
Höhle, die vom Recess. sup. ausgeht und zwar von seinem vordersten 
Teil. Bei einer dieser Nasenhälften (Präp. IX, S. 161 und 162) pneumatisiert 
die zellulare Erweiterung den ganzen vordersten und obersten Teil der 
Bulla ethm., medial begrenzt von der Concha intermed. pr. int. und dem 
Crus asc. II, lateral von der Orbitalwand. Die Zelle bildet einen 7 mm. 


langen, 9 mm. hohen und 6 mm. breiten Hohlraum. Bei zwei anderen 


276 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Präparaten hat der zellulare Ausläufer keine so weit vorgeschrittene Ent- 
wicklung erreicht und gibt sich auf den Frontalschnitten nur als eine 
schmale Spalte. zu erkennen, deren oberster Teil eine kolbenfórmige Er- 
weiterung darstellt. 

KiLLiAN empfiehlt, den Hohlraum!, der sich vom Recess. sup. aus ent- 
wickelt, »Cellula superior« zu nennen, ein Name, der dann die so all- 
gemein gebrauchte Bezeichnung »Bullazelle« ersetzen sollte. Da es sich 
indessen zeigt, dafs vom Recess. sup. aus sich ab und zu zwei grófsere 
Hohlräume entwickeln, erscheint es mehr praktisch, den alten eingebürgerten 
Namen »Bullazelle« beizubehalten für die zellulare Erweiterung, die stets 
den hintersten und untersten Teil der Bulla ethm. pneumatisiert. Die andere 
Zelle, deren Lage auf den vordersten und obersten Teil der Bulla ethm. 
beschränkt ist, kann dann zweckmäßig mit Cell. sup.? bezeichnet werden. 
Dadurch würde es vermieden werden, daf3 man dieselbe Bezeichnung für 
zwei verschiedene Hohlräume brauchen müßte. 

Der andere der beiden grofsen Rezesse der unteren Verzweigung, der 
Recess. inf, drängt sich zwischen die Bulla ethm. und den Proc. uncinat. 
hinunter. Seine spaltenförmige, schräg gestellte Öffnung, der Hiatus 
semilun mißt an den meisten Präparaten 8—10 mm. in der Länge und 
1/,—1 mm. in der Breite. Die verhältnismäßig längste Spalte findet sich 
bei einem ausgetragenen Kinde, wo sie 8 mm. lang ist. Der Hiatus wird 
nach unten vom Proc. uncinat. begrenzt. Seine obere Begrenzung bildet 
nach vorn die Concha intermed. pr. med. und sup., besonders aber die 
letztgenannte Knochenlamelle. 

Der Teil des Recessus, der unterhalb des Hiatus semilun. liegt und 
Infundibulum genannt wird, breitet sich fácherfórmig nach oben, 
vorn und hinten aus. 

Die Infundibularspalte drängt sich bei den meisten Präparaten nach 
oben zwischen die Concha intermed. pr. sup. und die Orbitalwand hinauf, 
aber reicht im allgemeinen nicht so hoch hinauf wie bis zu dem medial 
liegenden Recess. asc. Der vorderste und oberste Teil der Nasenwand 
wird in der Regel vom Recess. asc. aus pneumatisiert. 

Daf dies aber nicht immer der Fall ist, zeigen drei Präparate (Präp. I, 
5..38 und 4t, Präp. VI, S..166, 107 und 108 und Präp. VIIL S. 139@26 
und 142). Bei zwei von denen (Präp. VI und VIII) wird man sehen, 
daß sich das Infundibulum beträchtlich höher hinauf gegen die Lam. cribr. hin 


erstreckt, als die oberste Frontalzelle. Die Spalte hat sich jedoch in den 


1 KILLIAN redet in dieser Verbindung nur von einer Zelle. 


2 In den seltenen Fällen, wo sich vom Recess. sup. aus mehrere Hohlräume entwickeln, 


bekäme man eine Bullazelle und mehrere Cell. sup.es. 


DS a a en” 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 27 


untersten Teil der Spongiosa des Stirnbeins hinaufgedringt. An beiden 
Nasenhålften hat die Infundibularspalte die Cell. asc. zur Seite gedrångt und 


sich derartig in der Breite ausgeweitet, dafs sie den ganzen Zwischen- 


raum zwischen dem obersten Teil der Concha med. und 


der Orbitalwand pneumatisiert. Bei dem Prap.I ist die kleine Cell. 
asc. post. in der Entwicklung zuriickgeblieben. Der vorderste Teil der 
Nasenwand wird bei dieser Nasenhälfte ausschließlich von den 
Ausläufern der Infundibularspalte pneumatisiert, die lateral von den La- 
mellenbildungen in der 1. Hauptfurche und medial von dem Proc. uncinat. 
begrenzt wird (Prap. I, S. 40 und 41). Die obersten Ausläufer der Spalte 
nähern sich schon der Lam. cribr. 

Die drei Präparate sind insofern von grofsem Interesse als sie deutlich 
darauf schließen lassen, daß die Stirnhöhle sich auch in anderer Weise 
muß entwickeln können, als in der von KILLIAN angegebenen, d. h. vom 
Recess. asc. aus, und dafs die Bildung des Hohlraumes auch vom Ram. desc. 
der r. Hauptfurche aus sich muß entwickeln können. Daß dies wirklich 
zutrifft, wird man aufserdem auch noch bei einer Untersuchung von Pra- 
paraten erwachsener Individuen bestátigt finden, wo die Bildung der Stirn- 
hóhle bereits abgeschlossen ist. Zum Vergleich fügen wir hier zwei Photo- 
graphien bei, die beide aus GorpiNG’s »Anatomiske undersekelser av ductus 


nasofrontalis og ostierne 1 midtre nasegang« stammen. 


278 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Fig. 16. 
Linke Nasenhälfte einer 61-jährigen Frau. 


-Recess asc. I 


Der Recess. asc. I erstreckt sich auf diesem Präparat aufwärts gegen die 
Lam. cribr., zwischen der Bulla ethm. und der Crista ethm. und bildet drei 
kleine Ausbuchtungen, die man im obersten Teil des Recessus sieht. Der Sin. 
front. steht in direkter Verbindung mit der Infundibularspalte (Sonde). Hätte 
sich die Stirnhöhle hier nach KırrLıans indirektem Modus entwickelt, also 
von einer der Frontalzellen aus, so müfste eine dieser Zellen während 
der Entwicklung vom Recessus aus vorgedrungen und später mit der 
Infundibularspalte in Verbindung getreten sein. Hiergegen spricht indessen 
die Tatsache, dafs der Recess. asc. und die Frontalzellen keine Verbindung 
mit den lateral und oberhalb liegenden Hohlraumen aufweisen. Der Recessus 
und seine Auslaufer sind augenscheinlich in der Entwicklung zurückgeblieben. 
Die zwei Frontalzellen, die sich in erster Reihe gegen die Spongiosa des 
Stirnbeins vorgedrángt haben sollten, sind nur als zwei kleine Einsenkungen 
zu erkennen. Wenn weiter hinzukommt, dafs die Infundibularspalte un- 
gewóhnlich breit und offen ist und ohne Verengung zwischen der Spalte 
und der Hóhle in die Stirnhóhle übergeht, so ist es nicht wahrscheinlich, 
daß die Stirnhóhle bei diesem Präparat sich von dem wenig entwickelten 
Recess. asc. aus entwickelt haben sollte. Näher liegt es, anzunehmen, 
da sich hier die ungeheuer stark entwickelte Infundibularspalte zwischen 
die Lamellen des Stirnbeins hinaufgedrängt hat, und daß die Stirnhóhle 
also vom Ram. desc. der 1. Hauptfurche, und zwar von dessen Recess. inf. 


aus, gebildet worden ist. 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 279 


Hier: 


Rechte Nasenhälfte eines erwachsenen Individuums. 


Sin. front.«. _ 


, 


Infundibularzelle-... 


An dieser Nasenhälfte findet sich überhaupt keine Spur von einem Ram. 
asc. Das Infundibulum ist dagegen auch hier verhaltnismafsig gut entwickelt 
und bildet eine zellulare Erweiterung, die durch eine dicke Knochenschicht 
von der oberhalb liegenden Stirnhóhle getrennt ist. Diesem Hohlraum 
fehlt jede Verbindung mit dem mittleren Nasengang, er steht aber durch 
eine breite Offnung mit der Bullazelle in Verbindung. In diesem Falle 
Bitter Be cessEswp des unteren Zweiges, also seine 
Bullazelle sein, die sich als der Sin. front. vorgedrangt hat. 

In Verbindung mit der zuletzt besprochenen Photographie dürfte 
Fig. 18 von Interesse sein. Dieses Bild zeigt den vordersten Teil der 
rekonstruierten rechten Nasenhälfte bei einem 14 Monate alten Madchen. 
Das Wachsmodell erwies sich als unbrauchbar und eignete sich deshalb 
nicht zum Studium von Einzelheiten, aber die Abbildung wird trotzdem in 


groben Zügen eine Vergleichung mit Fig. 17 ermóglichen. 


280 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


=.,Sn Monk 


.---Recess. asc. I 


-----Hiatus semilun. 


Aus der Photographie ersieht man, daß sich oberhalb des Recess. asc. I 
eine größere Zelle gegen das Stirnbein hervordrängt. Der Hohlraum, der 
von dem dahinter liegenden Recess. sup. herstammt, stellt wahrscheinlich 
die in Bildung begriffene Stirnhöhle dar. Der Recess. asc. ist hier in der 
Entwicklung zurückgeblieben. 

Vergleicht man nun die Präparate I, VI und VIII mit den Figuren 16, 
17 und 18, so scheint der Schluß nahezuliegen, daß die Stirnhöhle 
sich nicht nur vom-Ram.ase. der 1.-Hauptfurche ee 
entwickeln EE sondern auch von ihrem. Ram..d.ese» 
sei es nun, daß es der Recess. inf. der Infundibular 
spalte ist, oder, wahrscherglich in seltneren Falles 
Ausläufer vom Reeess.sup, sind, die sich ¢é¢sememme 
Spongiosa des Stirnbeins vordrängen. 

Die Infundibularspalte verzweigt sich nach vorn in 2—3 Ausläufer. 


Diese werden medial vom Proc. uncinat. und lateral von der Orbitalwand 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 281 


und den Knochenlamellen in der ı. Hauptfurche begrenzt. Sie sind 
gewöhnlich ganz klein und haben einen Höhen- und Längendurchmesser, 
die seiten 3 mm. übersteigen, und einen Breitendurchmesser von ca. zwei 
… Millimetern. An einem einzigen Präparat (Präp. VII, S. 122) mift die 
oberste dieser Zellen im Querschnitt etwa 5 mm. In einem Falle (Präp. 
XIII, S. 222) pneumatisiert eine der vordersten Infundibularzellen den 
obersten Teil des Proc. uncinat. in einer Ausdehnung von etwa 10 mm. 

Der Teil der Infundibularspalte, der sich vom Hiatus nach unten 
bis zum Ost. max. erstreckt, wird medial vom Proc. uncinat. und lateral 
von den beiden untersten Conchae intermed.ae begrenzt. Von diesen bildet 
die Concha intermed. pr. inf. die laterale Begrenzung für die hintere Hälfte 
der Spalte. Bei den zwei Nasenhälften (Präp. I, S. 43 und II, S. 62) wird der 
unterste Teil der lateralen Infundibularwand von dem Corp. max. aufgebaut. 
Das Infundibulum öffnet sich nach unten in das Ost. max. Das Ost. max. 
liegt im vordersten Teil des Infundibulum auf dem Boden der Spalte und 
wird medial von dem untersten Teil des Proc. uncinat. begrenzt. Seine 
laterale Begrenzung wird bei den Präparaten I und II vom Corp. max. 
gebildet, und bei den übrigen von der Concha intermed. pr. inf. oder 
von den darunter liegenden Lamellenbildungen (Präp. XIII, S. 227). Bei 
mehreren Nasenhälften erstreckt sich das Ostium bis vor den Hiatus. Der 
Abstand von der Öffnung der Oberkieferhöhle bis zum Hiatus semilun. 
mißt gewöhnlich 6—8 mm. an dessen vorderstem und 4—6 mm. an dessen 
hinterstem Endpunkt. Bei einem 16 Monate alten Mädchen beträgt die 
Tiefe der Spalte nur 4 bzw. 2 mm. Das Antrum ist hier von ungewöhn- 
licher Größe und tangiert fast die Bulla ethm. (Präp. IX, S. 161 und 164). 
Die Größe des Maxillarostiums schwankt sehr stark. In der Regel hat 
die Öffnung eine Länge von 2—4 mm. und eine Breite von !/—1: mm. 
Das làngste Ostium fand ich bei einem 14 Monate alten Madchen (7 mm.) 
und das verhältnismäßig kürzeste bei einem 24 Monate alten Knaben 
(1.8 mm.). Bei einem 3 Monate alten Knaben beträgt die Öffnung nur 
etwa Vs mm. im Durchschnitt. Das Maxillarostium öffnet sich in den 
vordersten Teil der Oberkieferhöhle. 

Der Sin. max. hat bei zwei Präparaten (Präp. I und II) eine Länge von 
etwa 7 mm., eine Höhe von etwa 2 mm. und eine Breite von I—2 mm. 
Bei den übrigen Nasenhälften aus dem 1. Lebensjahr beträgt die Länge 
der Oberkieferhóhle 13—20 mm., durchschnittlich 17 mm., ihre Höhe 
5—12 mm., durchschnittlich 7 mm., und ihre Breite 3—5 mm., durch- 
schnittlich 3!/ mm. Im 2. Lebensjahr beträgt die Länge 12—23 mm, 
durchschnittlich 19 mm., die Höhe 7—11 mm., durchschnittlich 712 mm., 


und die Breite 4—6 mm., durchschnittlich 5 mm. Die Oberkieferhóhle ist 


282 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


am weitesten in der Entwicklung vorgeschritten bei einem 16 Monate alten 
Madchen (Prap. IX, S. 161), wo der 21 mm. lange Hohlraum im grófiten 
Teil seines Verlaufes eine Höhe und Breite von ro—ri2, bzw. 6 mm. 
erreicht hat. Die verhältnismäßig kleinste Oberkieferhóhle fand ich bei 
einem 18 Monate alten Madchen, wo die Lange des Hohlraumes r2 mm., 
seine Hóhe und Breite 5, bzw. 3 mm. messen (Prap. X, S. 175). Ein 
Vergleich mit Oxonis Präparaten zeigt, daß diese Maße im grofien ganzen 
größer sind als die von ihm angegebenen. : 

In zwei Fallen (Prap. I, S. 39 und II, S. 59) reicht die Oberkieferhóhle 
nur gerade bis an den vordersten Teil des Ost. max. heran. Bei allen 
übrigen drangt sich das Antrum vor das Ostium, und zwar 2—3 mm. im 
1. Lebensjahr und 3—5 mm. im 2. Lebensjahr. Das Profil des Hohl. 
raumes ist gewóhnlich birnfórmig oder oval in seinem vorderen Teil 
(vor dem Ost. max). Die Hóhendurchmesser sind hier beträchtlich größer 
als die Breitendurchmesser. Weiter rückwärts, hinter dem Maxillarostium, 
nimmt der Querschnitt der Hóhle eine mehr abgerundete Form an, in- 
dem ihre Breite immer mehr wächst im Verhältnis zur Höhe. Schließlich 
sieht das Profil wie ein flach gedrücktes, schräg gestelltes oder liegendes 
Oval aus. Die mediale Begrenzung der Oberkieferhöhle wird nach vorn 
in einer Ausdehnung von 2—3 mm. durch die Knochenwand im Ductus 
nasolacrym. gebildet. Im übrigen wird dieser Teil der Höhle medial von 
dem obersten Teil der Wand im Meat. inf. und lateral von der Orbital- 
wand gebildet. Während der Antrumboden im vordersten Teil der Höhle 
bei den meisten Präparaten verhältnismäßig tief liegt, entweder in Flucht 
mit dem Nasenboden oder 2—3 mm. oberhalb desselben, hebt sich der 
Boden weiter nach hinten etwas, so daß der hinterste Teil des Hohlraumes 
von dem mittleren Nasengang begrenzt wird. In einem Falle wird die 
mediale Begrenzung des Antrums durch den Meat. sup. gebildet (Präp. V, 
S. 96, 97 und 98). Bei einem ausgetragenen Kinde liegt der größte Teil des 
Antrumbodens hoch, so dafs die mediale Begrenzung der Oberkieferhühle 
von der Nasenwand im Meat. med. aufgebaut wird. Der Boden der Ober- 
kieferhöhle tangiert den Zahnsack bei mehreren der Präparate aus dem 
2. Lebensjahr. In dem früher erwähnten Falle (Präp. IX, S. 161 und 164), 
wo das Antrum eine ungewöhnliche Größe erreicht hatte, steht auch der 
vorderste Teil der Höhlen mit dem darunter liegenden Zahnsack in Be- 
rührung. 3 

ZUCKERKANDL gibt an, dafs das Antrum im 2. Lebensjahr bis zu dem 
Ansatze des Muschelbeines hinabgedrungen sei. Diese Angabe stimmt 


aber nicht überein mit dem Ergebnis der vorliegenden Untersuchungen. 


* 


rgr4- No. x. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 283 


Selbst bei dem neugeborenen Kinde erreicht der vorderste Teil der Höhle 
unten die Basallamelle der Concha inf. Bei allen den anderen Nasen- 
hálften liegt der grófste Teil der Oberkieferhóhle weit unterhalb der Basal- 
lamelle der Concha inf. 

Die r. Hauptfurche mit ihren Verzweigungen, den Frontalzellen, den 
mittleren Ethmoidalzellen, den Infundibularzellen und dem Sin. max., pneu- 
matisiert die vordere Halfte der Nasenwand direkt vom Nasenboden an bis 
ganz hinauf an die Lam. cribr. Zellausläufer von der 1. Hauptfurche her 
kreuzen sich nach hinten zu mit Ausläufern sowohl von der 2. wie auch 
der 3. Hauptfurche (Präp. XIII, S. 225). 

Die Grenze zwischen den Auslàufern der Furche bildet eine 
Reihe von Knochenlamellen, die von der Orbitalwand aus hervor- 
ragen und in wechselnder Anzahl von drei bis acht, im Durchschnitt 
sechs, an jedem Präparat auftreten. Der anatomische Bau dieser 
Knochenbildungen ist von besonderem Interesse dadurch, dafs sie sámtlich 
in hóherem oder geringerem Grade Muschelbau aufweisen. 

Drow nachenlamellen dero'Bbauptfu:tfche-sind der 
Übersichtlichkeit halber in zwei Gruppen geteilt. Zu der einen 
Gruppe werden (die drei großen Knochenfortsätze ge- 
rechnet, die den von Kırrıan als Nebenmuscheln oder »Conchae inter- 
mediae« bezeichneten Knochenbildungen entsprechen. Von diesen Knochen- 
lamellen ist die Concha intermed. pr. sup. bereits in Verbindung mit den 
frontalen Knochenlamellen besprochen worden. Der infundibulare Teil 
der Nebenmuschel baut zusammen mit den beiden anderen Conchae inter- 
med.ae das Skelett in der Bulla ethm auf. Entweder nehmen alle drei 
Knochenlamellen an diesem Aufbau teil, oder nur zwei derselben. Im 
ersteren Falle wird der vordere und obere Teil der Bulla ethm. von 
der Concha intermed. pr. sup. und med. gebildet, und der hintere und 
untere Teil der Bulla von der Concha intermed. pr. inf. Im zweiten 
Falle, wo die Bulla ethm. nur von zwei Nebenmuscheln aufgebaut wird, 
bildet die Concha intermed. pr. sup. ihren oberen Abschnitt und die Concha 
intermed. pr. med. oder inf- ihren unteren Abschnitt. Wenn die Concha 
intermed. pr. med. am Aufbau teilnimmt, sieht man die Concha intermed. 
pr. inf. nur als einen breiten, mehr oder weniger hervorragenden Knochen- 
fortsatz, der sich von der Orbitalwand aus vordrängt und die Infundibular- 
spalte lateral begrenzt (Präp. III, S. 78). Ist es dagegen die Concha 
intermed. pr. inf., die am Aufbau mitwirkt, so zeigt sich die Concha 
intermed. pr. med. auf den Schnitten nur als eine wenig hervortretende 


Knochenlamelle. Diese bildet dann das interzellulare Septum zwischen den 


284 REIDAR GORDING. . M.-N. Kl. 


vorderen Ausläufern der Bullazelle (Prap. IX, S. 162). Ab und zu låft sich 
der Knochenfortsatz überhaupt nicht mit Sicherheit nachweisen (Prap. XII, 
S 210). 

Die großen Lamellenbildungen oder Nebenmuscheln, die hier be- 
sprochen werden, erstrecken sich durch die r. Hauptfurche hindurch fast 
in ihrer ganzen Lange. Ihr Muschelbau ist bei den meisten Präparaten 
sehr ausgeprágt. Er zeigt sich bei einer ganzen Reihe von Frontal- 
schnitten der verschiedenen Nasenhälften. Die Concha intermed. pr. sup. 
sieht man z. B. gut entwickelt bei dem Präp. V (S. 93) und Präp. XI 
(S: 191), die Concha intermed. pr- med. bei dem Prap. VII (ST 
und Ill (5. 78) Die unterste Lamelle, die Concha intermed pr 
zeigt dagegen nicht immer einen so deutlich ausgeprägten Muschelbau wie 
die beiden anderen Knochenfortsätze. Bei einer Reihe Nasenhalften kommt 
diese Concha intermed., wie schon erwähnt, nur als eine breite, gewólbte 
Knochenwulst an der lateralen Wand der Infundibularspalte zum Vorschein. 
Untersucht man einige der Práparate, so wird man indessen an einzelnen 
sehen können, dafs der unterste Teil des Knochenfortsatzes sich zu einer 
spitzen Kante oder einer etwas gebogenen Knochenlamelle verlàngert 
(Práp. V, S. 93, Präp. XI, S. 191). Daß letztere die eingerollte Lamelle 
der Nebenmuschel darstellt, geht u. a. aus dem Práp. XII (S. 210) hervor, 
wo die Knochenlamelle sich zu einer langen, gut entwickelten Lam. recurv. 
verlangert. 

Der 2. Gruppe von Knochenlamellen in der 1. Hauptfurche werden 
die kleinen Lamellenbildungen zugerechnet, die in dem 
vordersten Teil der Furche auftreten und die interzellularen Septen 
zwischen den Infundibularzellen bilden, sowie die Knochenfortsätze, die 
im hintersten Abschnitt der Furche die knócherne Grenze zwischen 
den Auslàufern der Bullazelle aufbauen. 

Diejenigen Knochenlamellen der 2. Gruppe, deren Lage auf den 
vordersten Abschnitt der Furche beschränkt ist, entsprechen wahr- 
scheinlich den »leistenfórmigen Fortsätzen«, die KırLıan im vordersten 
Teil des Recess. inf. der 1. Hauptfurche zwischen dem Proc. uncinat. und der 
Lateralwand gefunden hat. Diese Knochenbildungen zeigen in mehreren 
Fallen Lamellenbau (Prap. I, S. 41 und Prap. VIII, S. 143). Betrachtet 
man z. B. die kleinen, kommafórmigen Lamellenbildungen des Präp. I, 
so zeigt es sich, daf sie alle denselben anatomischen Bau haben. Sie 
gleichen einander dermaßen, daß es sich nach dem einzelnen Schnitte 
nicht entscheiden läßt, welche von ihnen sich nach hinten als die Conchae 
intermed.ae fortsetzen. und welche sich weiter rückwärts in der Orbital- 


wand verlieren, ohne sich zu der für sie am meisten charakteristischen 


^ 


1984. No. r. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 285 


Muschelform zu entwickeln. (Vgl. Lamelle II und IV mit Lamelle I und 
III, die die vordersten Auslaufer der Concha intermed. pr. sup. und med. 
darstellen. S. Ar]. 

Aus dem obigen wird hervorgehen, daf3 die kleinen Knochenfortsätze 
iy vorderen Veil der Eurche nach demselben Grundtypus 
gebaut sind, wie die grofsen Lamellenbildungen. Ferner 
sehen wir, daß derselbe Knochenfortsatz, der sich*naech 
Moon als seiner kleineikolbenförmigse, Anschwel- 
lus ernes peripheren Tesbes darstellt, weiter rück 
Watts seh abs eine charakteristische ‘Lam. reecurv. 
entwickeln kann. Dasselbe Verhältnis kann sich bei einzelnen 
Präparaten auch für Knochenbildungen ohne Spur von Lamellenform 
geltend machen. Die Lamelle II des Práp. III (S. 76) zeigt sich z. B. als ein 
gleichmäßig dicker Knochenfortsatz, während sie mehr nach hinten (S. 48) 
eine sehr deutlich ausgesprochene Lamellenform hat. 

Ab und zu bilden die infundibularen Knochenlamellen weiter rückwärts 
muschelfórmige Vorsprünge, die aus der lateralen Antrumwand hervorragen. 
Hierdurch wird die Schleimhaut gegen das Lumen des Hohlraums vor- 
gebaucht, so dafs der vorderste Teil der Höhle beträchtlich verengert 
sein kann (Prap. VI, S. 108). Ab und zu markieren diese Knochenfortsátze 
die Grenzlinie zwischen dem Antrum und dem untersten Teil des Infun- 
dibulum, indem sie das Maxillarostium lateral begrenzen (Prap. XIII, 
S227) 

Den Knochenlamellen der 2..Gruppe, die man in dem hintersten 
Teil der 1. Hauptfurche sieht, fehlt oft die Lamellenform. An einigen 
Präparaten ist diese indessen gut entwickelt (Präp. VI, S. 110 und Präp. 
Wiles 40), VESZzeist sich überhaupt; daß der Lamellenbau 
Weise orchartio hesenden Knochenfortsätzen bei dem 
eier vapawatswensse herwortretend sein kann, wah- 
render bei serne andern mit seiner scharf ausge- 
Bde sen Jans reeurv: car nicht ‘zu verkennen ist: 
Die Knochenfortsätze im hintersten Teil der ı. Hauptfurche können ent- 
weder von der Orbitalwand aus ohne Verbindung mit dem Lamellen- 
system der Furche im übrigen hervorspringen, oder sie stellen die Fort- 
setzung der vor ihnen liegenden Nebenmuscheln, der Concha intermed. 
pr. sup. und med., dar. 

Wie schon erwähnt, vereinigt sich nämlich während des Aufbaus der 
Bulla ethm. die Concha intermed. pr. sup. mit der Concha intermed. pr. med., 
und falls die Bulla ethm. aus drei Knochenlamellen aufgebaut wird, vereinigt 


sich diese Nebenmuschel wieder mit der Concha intermed. pr. inf. Hierbei 


286 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


verliert der oberhalb liegende Knochenfortsatz seine Lam. recurv., die mit 
der darunterliegenden Knochenlamelle verschmilzt. Der zentrale (orbitale) Teil 
der hóher gelegenen Knochenfortsätze, die Concha intermed. pr. sup. und med., 
setzt sich indessen nach hinten fort, um sich entweder in der Orbitalwand 
zu verlieren oder um weiter ruckwarts eine kleine, Kolbe 
formige lam. recurv.. vorzudringen, . Im’ letzteren Eau 
bildet sich also gewissermaßen ein neuer lamellenförmiger 
Knochenfortsatz. Dieser nimmt in der Regel an der Begrenzung 
der hinteren Ausläufer der Bullazelle insofern teil, als seine Lam. recurv. 


sich mit dem Crus asc. II vereinigt (Präp. VIII, S. 149). 


Die; 2. Hauptiurche, Meatus superior, Bassi 


ethmoidalis inferior 


hat eine Länge von 15—20 mm. und eine Breite von !/—3 mm. Ihre 
Begrenzung wird nach unten von der Concha med., der 2. Hauptmuschel, 
und nach oben von der Concha sup., der 3.—5. Hauptmuschel, gebildet. 
Die vordersten 2—3 mm. der Furche dringen als 
der ramus ascendens 
aufwärts gegen die Lam. cribr. vor, medial begrenzt vom Crus asc. III—V, 
und lateral vom Crus asc. II und der Knochenwand der Orbita. Vom Ram. 
asc. gehen eine, oder in einzelnen Fallen auch zwei grôfsere Zellen 
außer kleineren Verzweigungen aus. Die Cell. asc. erweist sich bei allen 
Nasenhalften als mehr oder weniger gut entwickelt mit Ausnahme eines 
Falles (Práp. I. Der schmale Recess. asc. hat hier noch keine zellulare 
Erweiterung gebildet. Die Cell. asc. II hat eine durchschnittliche Länge 
von etwa 8 mm., eine Höhe von etwa 6 mm. und eine Breite von etwa 4 mm. 
Der Hohlraum hat die geringste Größe bei dem Präp. II (einem ausgetragenen 
Kinde) 4 X 2X 11/3 mm., und die größte Ausdehnung bei dem Präp. XII 
(einem 24 Monate alten Knaben) 12 X 7 X 3 mm. In einem Falle (Prap. 
XI, S. 188) bildet der Ram. asc. zw ei Hohlräume, eine »Cellula ascen- 
dens anterior« und »posterior«, jede von 6 mm. Lànge, 7 mm. Hóhe 
und 2—3 mm. Breite. 
Der Ramus descendens 

verzweigt sich auf zweierlei Weise. Entweder setzt sich das Hauptlumen 
selbst nach vorn oder hinten als zellulare Ausläufer fort (Präp. VI, S. 113 
und Präp. V, S. 99) und bildet dann eine »Cellula descendens anterior« 
und »posterior«, oder von dem Hauptlumen aus drängen sich kleinere 
Verzweigungen gegen die Orbitalwand vor (Prap. VII, S. 126 und Pråp. 


XIU, S. 229). Die letztgenannten Zellauslàufer gehen vom Ram. desc. aus 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 287 


und sind, wie in der historischen Einleitung erwähnt, von Kırrıan als 
»Recessus superior« und »inferior« bezeichnet worden. Diese 
Rezesse weiten sich zu Zellen aus, deren Größe gewöhnlich einen Längen-, 
Hóhen- und Breitendurchmesser von 4—5 bzw. 3—4 und 2—3 mm. 
nicht überschreitet, und die sich ab und zu vereinigen kónnen zu einem 
größeren Hohlraum (Prap. VII, S. 128 und 129). Die Begrenzung der Zellen 
sowie ihre gegenseitigen Beziehungen sind bei der Beschreibung der Pra- 
parate genauer besprochen worden. In bezug auf den Recess. sup. äußert 
KiLLiAN, daß von dem Rezess, der zum großen Teil obliteriert ist, eine 
Cell. sup. ausgeht. Daf diese Zelle ab und zu mächtige Abmessungen 
haben kann, sieht man aus den Präparaten X (S. 175 und 178) sowie XI 
(S.189 und 198). Der Hohlraum hat bei dem Präp. X eine Lange, Hohe 
und Breite von bzw. Io, 8 und 4 mm. und pneumatisiert den größten Teil 
derjenigen Partie der Nasenwand, die unten vom Meat. sup. und oben von 
ru  cnbr. besrenzt.. wird. Die Cellsup.steht oben in 
EucucusvVenboriuduns mit «den “Cel, asc der F ur che. 
Es zeigt sich also, wie schon von SEvpL (1891) hervorgehoben worden 
ist, daf zwei Zellauslaufer von den verschiedenen 
Zweigen (Ram. asc. und desc.) innerhalb derselben Furche 
ere ndn eos Ver bin duns st.ehenzkönnen. Die. Cell 
inf. ist von geringerer Größe als die Cell. sup. Bei einem einzigen 
Präparat (Präp. XI, S. 189), wo ihre Entwicklung verhältnismäßig weit 
vorgeschritten ist, mißt die Zelle 6X4 X4mm. 

Außer den beiden besprochenen Zellverzweigungen im vordersten Teil 
des Ram. desc. gehen bei einigen Nasenhälften auch weiter hinten 
im Ram. desc. zwei ähnliche Ausläufer aus, also eine »Cellula superior« 
und »inferior posterior« (Práp.VII, S. 122 und 128). Die Zahl der Zellaus- 
làufer vom Ram. desc. schwankt in der Regel zwischen zwei und vier. Bei 
drei Nasenhälften (vgl. Präp. XII, S. 213) sieht man nur einen Ausläufer. 

Aus dem oben angeführten geht also hervor, dafs der Meat. sup. reich 
verzweigt ist. KILLIAN erwähnt nur drei Zellen in Verbindung mit der 
2. Hauptfurche, die Cell. asc. sowie die Cell. sup. und inf. Man mufs jedoch 
bei unseren Präparaten zwischen einer »Cellula ascendens anterior« 
und »posterior« unterscheiden, ferner zwischen einer »Cellula descen- 
dens anterior« und »posterior« und schließlich noch zwischen einer 
»Cellula superior und »inferior anterior« und »posterior«. 

Die lamellenfórmigen Knochenfortsátze in der 
2. Hauptfurche treten in wechselnder Anzahl von 1—5, durch- 
schnittlich 2—3, auf. Von diesen Knochenfortsátzen ist einer bei allen 


Praparaten vorhanden. Die Knochenlamelle, die bei den meisten Nasen- 


288 REIDAR GORDING. M.-N. KI. 


halften als die Lamelle I bezeichnet ist, bildet die Grenze zwischen 
dem Ram. asc. und desc. der Furche und zeigt ausgesprochenen Muschel- 
bau (Präp. II, S. 64 und Präp. XII, S. 213). Die Lamelle I verliert sich 
bei einzelnen Präparaten verhältnismäßig rasch in der Knochenwand der 
Orbita. In den meisten Fallen vereinigt sie sich indessen mit der Lam. 
recurv. der 3. Hauptmuschel, die von dem unteren Rande der 
Concha sup. aus gegen die Lateralwand vordringt, um zusammen mit 
dieser die untere Begrenzung des Teiles der Cell. asc. I zu bilden, die 
hinter dem Ram. asc. der Furche liegt (Prap. II, S. 65 und Präp. IX, S. 165). 
Verfolgt man die Frontalschnitte rückwärts, so sieht man, wie die beiden 
Knochenfortsätze bisweilen ihren Muschelcharakter ganz verlieren, so daß 
sie nur als ein feiner Knochenrahmen um die Cell. asc. erscheinen (Prap. IX, 
S. 167). Bei einer Reihe Praparaten, z. B. bei dem Prap. II (S. 65 und 66), 
wird die Lam. recurv. der 3. Hauptmuschel von ihrer Basallamelle getrennt 
und vereinigt sich mit der Lamelle I. Der Knochenfortsatz bildet in diesen 
Fallen weiter hinten die Basallamelle des Crus desc. III. 
Die 2. konstant auftretende Knochenbildung ist auf den Frontal- 
schnitten als die Lamelle II bezeichnet. Auch sie zeigt ebenso wie die 
Lamelle I ausgeprägten Muschelbau (Präp. XII, S. 229 und 231). Der 
Knochenfortsatz bildet die Grenze zwischen dem Recess. sup. und inf. 
und là&t sich an allen Nasenhälften nachweisen mit Ausnahme eines Falles, 
wo der Recess. sup. und inf. unentwickelt geblieben sind (Präp. XII). Sind 
diese beiden Zellauslaufer wenig entwickelt, so verliert sich die Lamelle II 
rasch in der Orbitalwand. Bei den meisten Práparaten erstreckt sie sich 
indessen weit nach hinten. Während ihres Verlaufes in dorsaler Richtung 
vereinigt sie sich, ebenso wie die Lamelle I, mit einer der Hauptmuscheln, 
in der Regel mit der 3. (vgl. u. a. Prap. VI, S. 113 und Práp. VII, S. 129). 
Auf diese Weise bildet die Lamelle zusammen mit der betreffenden Haupt- 
muschel die knócherne Umrahmung der Cell. sup. oder inf. Nachdem die 
Zelle ihr Lumen rückwärts geschlossen hat, trennt sich die Lam. recurv. 
der Hauptmuschel von ihrer Basallamelle, die mit der Orbitalwand zusam- 
menschmilzt. Die Lam. recurv. der Hauptmuschel vereinigt sich nun mit 
der Lamelle II, die weiter rückwárts die Bas a llamelle-des Crus 
desc. der Hauptmuschel bildet (Prap. V, S. 96 und 97). 
Aufer den Lamellen I und II treten bei einigen Praparaten noch ein 
paar andere lamellenfórmige Knochenfortsätze auf, die interzelluläre Septen 
aufbauen zwischen Zellverzweigungen, die von dem oft reich verzweigten 
Ram. desc. der Furche ausgehen (Prap. IV, S. 84). Diese Knochenfortsatze 
vereinigen sich in der Regel nicht mit anderen Muschelbildungen. Sie 


entspringen aus der Orbitalwand, bilden die Grenze zwischen den 


—— 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 289 


kleinen Zellausläufern und verlieren sich, nachdem diese ihr Lumen ge- 
schlossen haben, wieder in der Knochenwand der Orbita. Ab und zu 
sieht man jedoch, dafs sie mit den Hauptmuscheln in Verbindung treten 
kónnen und sich rückwärts als Basallamellen des Crus desc. der betreffenden 
Hauptmuschel fortsetzen. Dies ist z. D. bei dem Präp. I der Fall, wo sich die 
Lamelle III der 2. Hauptfurche mit der Lam. recurv. der 3. Hauptmuschel 
vereinigt (S. 48 und 49). i 

Der Ubersichtlichkeit wegen ist das Lamellensystem in der 1. und 
2. Hauptfurche jedesmal für sich besprochen worden, obwohl die Knochen- 
bildungen in beiden Furchen in naher Beziehung zu einander stehen. 
Die Knochenlamellen in der 1. Hauptfurche greifen nåmlich zum grofsen 
Teil in die 2. Hauptfurche hinüber und setzen sich hier fort. Wie schon 
erwähnt, baut sich der rückwärtige Teil der Bulla ethm. aus der Concha 
intermed. pr. med. oder inf. auf. Die Nebenmuschel vereinigt sich hinter 
gem Recess: ase. lE mut der Lam. recurve der 2 Hauptmuschel 
(Prap. VI, S. 112) und bildet weiter dorsalwärts die Basallamelle 
des Crus desc. Il. Nachdem sie sich von ihrer lam. recurv. getrennt 
hat, setzt sich die Basallamelle der 2. Hauptmuschel weiter 
nach hinten fort und erscheint bei den meisten Práparaten als die Lamelle I 
der 2. Hauptfurche (Präp. I, S. 47 und Präp. Il, S. 64). Dieses Ver- 
háltnis ist das einfachste. 

Nicht selten werden die anatomischen Verhältnisse beim Übergang 
zwischen der ı. und 2. Hauptfurche dadurch mehr verwickelt, daß die 
betreffende Nebenmuschel von der ı. Hauptfurche aus sich in zwei 
Knochenleisten teilt, die sich nach hinten fortsetzen und am Aufbau 
des Lamellensystemes der 2. Hauptfurche teilnehmen (Präp. XI, S. 193). 
Hierzu kommt, daß das Crus asc. der 2. Hauptmuschel (ihre Lam. basil.) 
bei einzelnen Präparaten während seines Verlaufes durch den hintersten 
Teil der 1. Hauptfurche sich an die Orbitalwand anlegt und 
dundublctrimewknocehenfortsaátze absetzt. Diese setzen 
Mem dana duedorsaler Richtung als Lamellen: der 
Slaw pecure be wort. Dies ist z; B. bei dem Prap. VII der Fall, 
wo alle drei Lamellenbildungen in der 2. Hauptfurche die rückwärtige 
Fortsetzung der Lam. basil der 2. Hauptmuschel darstellen (S. 150 
und nn) Die kleinen Lamellen zwischen den hintersten 
Ausláufern der Bullazelle nehmen ebenfals ab und zu am 
Aufbau der Lamellenbildungen der 2. Hauptfurche teil. Entweder ver- 
schmelzen sie mit den Teilen der Lam. basil. II, die sich nach hinten 
fortsetzten (Präp. VIII, Lamelle VI und VII, S. 150 und 151), oder sie 
lassen sich als interzellulare Septen bis in die 2. Hauptfurche hinein 

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. I. 19 


290 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


verfolgen. Hier treten sie, nachdem die betreffenden Zellumina sich ge- 
schlossen haben, wieder als Lamellenbildungen auf, deren Muschelcharakter 
hier ausgepragter sein kann, als in der 1. Hauptfurche (Präp. XIII, S. 220). 

Was an dieser Stelle über die Lamellenbildungen in der 1. und 
2. Hauptfurche und uber ihre gegenseitigen Beziehungen gesagt ist, gibt 
nur eine Ubersicht über den Aufbau des Lamellensystemes in groben 
Zügen. Die Frontalschnitte zeigen, dafs Kombinationen vorkommen, die 
hier nicht erwahnt sind. Es wird indessen aus dem obigen hervorgehen, 
da& die Lamellen in der 1. und 2. Hauptfurche miteinander innig ver- 
bunden sind. Das eine Lamellensystem geht in das andre hinüber. Auch 
KırLıan hat ganz flüchtig diese Verhältnisse berührt. So lenkt er z. B. die 
Aufmerksamkeit auf einzelne »kleine Unregelmäßigkeiten« hin, die er im 
Aufbau der Basallamellen beobachtet hat. Er fand nämlich, daf sich von 
der Basallamelle der 2. Hauptmuschel aus Querlamellen rückwärts nach 
dem Recess. asc. und desc. der 2. Hauptfurche erstreckten, und von der 
Basallamelle der 3. Hauptmuschel aus vorwärts gegen den Recess. asc. Il. 
Die Bedeutung dieser Querlamellen wird aus dem, was hier angeführt 
worden ist, deutlich genug hervorgehen. 

Wegen des innigen Zusammenhangs zwischen den Knochenlamellen 
in der lateralen Nasenwand erscheint es zweifelhaft, ob die Bezeichnung 
»Nebenmuschel« in der Bedeutung, wie sie KırLıan gebraucht, für den 
Menschen ganz korrekt ist. Es erscheint wenigstens folgerichtig, diesen Aus- 
druck nur für die Lamellenbildungen anzuwenden, die nicht am Aufbau 
der Hauptmuscheln teilnehmen, also für die am wenigsten entwickelten 
Knochenlamellen. Immerhin mufs zugegeben werden, dafs auch dieses Ein- 
teilungsprinzip nicht völlig befriedigend ist, weil selbst die kleinsten Knochen- 
fortsatze ab und zu beim Aufbau der Hauptmuscheln eine gewisse Rolle 
spielen kónnen (Práp. I, S. 48 und 49). In dieser Abhandlung sind die muschel- 
formigen Knochenfortsätze vorzugsweise als »Lamellen« bezeichnet worden. 
Die bekannten Benennungen »Haupt- und Nebenmuscheln« sind indessen 
der Übersichtlichkeit wegen beibehalten worden, doch wird die Bezeich- 
nung »Nebenmuschel« nur auf die von Kırııan nachgewiesenen Muschel- 
bildungen angewendet. | 

Inwieweit die Knochenlamellen, die wir hier beschrieben haben, 
homolog mit Seypr’s »Nebenmuscheln« oder mit ZUCKERKANDL's »late- 
raler Riechwulstreihe« sind, wollen wir dahingestellt sein lassen. 
Eine Beantwortung dieser Frage ware nur auf Grund ausgedehnter Unter- 
suchungen möglich. Aber soviel läßt sich doch sagen, dafs die Knochen- 
lamellen beim Menschen in ihrem anatomischen Bau in hohem Grade 


an die »Nebenmuscheln« der Säugetiere erinnern, diesen 


1914. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 29I 
9 


Bildungen, die auch PauLLi erwåhnt und als Muschelbildungen 
ohne Lam. recurv. beschreibt, bei denen blof die Basallamelle 
noch übrig ist. 

Wie schon in der historischen Einleitung erwáhnt wurde, behauptet 
Kırııan im Anschluß an SeynL, daß die schmalen rippenförmigen Vor- 
sprünge, die man ab und zu in der 2. Hauptfurche sieht, sich von der 
Nebenmuschel der Furche herschreiben und nicht, wie ZUCKERKANDL 
annimmt, von der 3. Hauptmuschel. »Die Nebenmuscheln der 2. 
Hauptfurches scheint der Lamelle II der 2. Hauptfurche zu ent- 
sprechen. Das geht besonders aus dem Pråp. V (S. 96), hervor, wo dieser 
Knochenfortsatz die Schleimhaut vorwárts drangt gegen das Lumen der 
Furche in Form einer Wulst, die sich der vorderen Halfte der 2. Haupt- 
furche entlang erstreckt. Gleichseitig sieht man indessen auch noch eine 
andere Knochenlamelle (S. 97— 99). Diese Knochenleiste tritt sehr stark 
hervor und ist in ihrer Lage auf die hintere Hälfte der 2. Hauptfurche 
beschrankt, also auf den Teil der Furche, der am meisten offensteht, und 
wo folglich die anatomischen Verhältnisse in den tiefer liegenden Teilen 
sich um so deutlicher zeigen werden. Die zuletzt besprochene Knochen- 
lamelle rührt indessen von keiner Nebenmuschel her, sondern von der 
3. Hauptmuschel. Diese Muschelbildung tritt bei mehreren Präparaten 
in der beschriebenen Weise auf und bildet rippenfórmige Vorsprünge, 
die fast überall so weit entwickelt sind, dafs sie ganz bis an die mediale 
Flache des Ethmoidalabschnittes vordringen als die Concha sup. des Prà- 
parates (Präp. X, S. 181); ab und zu sieht man sie aber nur als eine wenig 
hervortretende Knochenlamelle in der Tiefe der 2. Hauptfurche (Prap. XIII, 
S. 233). Da die Lamelle II in der 2. Hauptfurche nur in einem einzigen 
Falle in der beschriebenen Weise zur Erscheinung kommt, nàmlich als 
eine wulstartige Bildung, dürfte es deshalb richtig sein, anzunehmen, daß 
»die Nasenmuschel der 2. Hauptfurche« gewöhnlich der 3. Haupt- 


muschel entspricht. 


Die 3. Hauptfurche 


wird nach unten und lateral von der 3. und nach oben von der 4. Haupt- 
muschel begrenzt. Die Furche findet sich bei allen untersuchten Präparaten, 
dem Präp. V ausgenommen. Sie ist in den meisten Fallen wenig hervor- 
tretend und in der Regel auf Photographien des Práparates oder Wachs- 
modelles nicht zu sehen. Dagegen zeigt sie sich auf den Frontalschnitten 
als eine flache, 2—3 mm. lange, rinnenfórmige Vertiefung, die sich des 


unteren Randes der Concha sup. entlang erstreckt (Prap. VI, S. 113). Die 


292 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Concha sup. teilt sich unten in zwei Ausläufer, die Lam. recurv. IIl und 
IV, die die laterale und mediale Begrenzung der Furche bilden. Der Ram. 
asc. der 3. Hauptfurche läßt sich in den Fällen, wo ihr Ram. desc. nur so 
wenig entwickelt ist, nicht nachweisen, einem Präparate ausgenommen 
(Prap. XIII, S. 221 und 231), wo der Ram. asc. der Furche sich in eine 
große, gut entwickelte Cell. asc. erweitert. Diese hat sich aufwärts zwischen 
das Crus. asc. III und IV eingeschoben, indem sie sich vor die Cell. asc. II 
gedrangt hat; sie hat eine Lange von 6 mm., eine Hóhe von 7 mm. und 
eine Breite von 5 mm. 

An drei Nasenhälften bildet die 3. Hauptfurche den Meat. supr. und 
an zwei die Fiss. ethm. sup. Die Furche hat hier eine Lànge von 
6—10 mm., eine Breite von 1—2 mm. und eine Tiefe von ca. 4 mm. 
und wird dann nach unten von der Concha sup. und nach oben von der 
Concha supr. begrenzt. An den Praparaten I (S. 39), II (S. 58) und VIII (S. 139 
und 153) geht vom vordersten Teil der Furche ein gut entwickelter Recess. 
bzw. eine Cell. asc. aus. 

Bei zwei der Praparate làft sich eine lamellenfórmige Knochenbildung 
im hintersten Teil der Cell. asc. III nachweisen (Präp. VIII, S. 153 und 
Bräp. XG S. 227). 


Dre 2 Ham pelLureihre 


wird unten von der 4. und oben von der 5. Hauptmuschel begrenzt. 
Während die Furche bei fünf Präparaten jeder Entwicklung entbehrt, tritt 
sie bei allen den übrigen auf. In vier Fällen erscheint sie als der 
Meat. supr. und hat eine Länge von 6—12 mm. eine Breite von 
1 —3 mm. und eine Tiefe von !/—3 mm. In zwei bildet die 4. 
Hauptfurche die Fiss. ethm. supr. In zwei verbirgt sich die Furche 
unter der unteren Kante der Concha sup. und in einem Falle. drängt sich 
der Ram. asc. IV zwischen das Crus. asc. IV und V und bildet eine gut 
entwickelte Zelle, 5X 5X 3 mm. (Präp. VII, S. 121 und 128). 


Dress Hauptlur'ch € 


wird unten begrenzt von der 5. und oben von der 6. Hauptmuschel. Die 
Furche ist nur bei drei Nasenhälften zu sehen. Bei zwei tritt sie als der 
Meat. supr. in Erscheinung und zeigt eine Länge und Breite von 8 bzw. 
2mm. In einem Falle (Präp. VII, S. 121 und 129) bildet ihr Ram. asc. 
zwischen dem Crus asc. V und VI eine gut entwickelte Cell. asc., 
die in einer Größe von 4 X 5 X 2 mm. einen großen Teil des hintersten 


Abschnittes der lateralen Nasenwand pneumatisiert. 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 293 


Aus der vorstehenden Darstellung wird hervorgehen, daß die drei 
obersten Hauptfurchen, die 3., 4. und 5., bei vier Nasenhälften fünf zellu- 
lare Erweiterungen bilden, die von deren Ram. asc.es aus- 
gehen und teilweise eine beträchtliche Größe erreichen. 
Wenn Kırııan findet, dafs der Hohlraum, der sich von der 3. Hauptfurche 
aus entwickelt, »die Zelle des obersten Nasenganges<, durch sekundäre 
Erweiterung sowohl des Ram. asc. wie Ram. desc. der Furche entsteht, 
stimmt dieser Befund nicht mit dem Ergebnis der vorliegenden Unter- 
suchungen überein. In bezug auf die 4. und 5. Hauptfurche äußert Kır- 
LIAN, dafs ihre tiefer liegenden Teile sich verwischen und verschwinden. 
Aus dem obigen wird hervorgehen, daß dies jedenfalls bei den hier beschrie- 
benen Präparaten nicht der Fall it. Die hintersten Ethmoidal- 
gu sehen nicht nur von ders: und 3, sondern auch 
von der 4. und 5. Hauptfurche aus. Die Zellen messen durch- 
schnittlich der Länge nach etwa 5 mm., in der Höhe etwa 5 mm. und in 
der Breite etwa 3 mm. Ihre Größe entspricht demnach ungefähr der von 


Onopı angegebenen. 


Die Hauptmuscheln. 


In der historischen Einleitung ist erwähnt, dafs Kırrıan in der lateralen 
Nasenwand bei dem menschlichen Fetus sechs Hauptmuscheln nach- 
gewiesen hat. Zu diesen rechnet er auch 

den processus uncinatus, 
indem er diesen Knochenfortsatz als das Crus. desc. der 1. Hauptmuschel 
auffafst, was aber auf Grund embryologischer Untersuchungen von PETER 
(1906) bestritten worden ist. In der vorliegenden Abhandlung ist der 
Proc. uncinat. im Zusammenhang mit der ı. Hauptfurche als die mediale 
Begrenzung der Infundibularspalte beschrieben. Wenn die Concha med. 
nichtsdestoweniger als die 2. Hauptmuschel bezeichnet wird, geschieht dies, 
um so viel wie möglich bekannte, teilweise bereits eingebürgerte Benenn- 
ungen zu benutzen. Es liegt außerhalb des Rahmens dieser Arbeit, auf 
die zweifelhafte Frage betreffs des Proc. uncinat. näher einzugehen, eine 
Frage, die wahrscheinlich weitergehende embryologische und vergleichende 
anatomische Untersuchungen erfordern wird. Hier sollen nur einzelne 
Eigentümlichkeiten am anatomischen Bau dieser Knochenbildung hervorge- 
hoben werden, die von Interesse sein können. Aus den Frontalschnitten 
(vgl. u.a. Präp. I, S.4o und 41) geht hervor, dafs der Proc. uncinat. sich 
oben mit dem Crus asc. II zu einer gemeinsamen Knochenlamelle vereinigt, 


die sich bis ganz hinauf an die Lam. cribr. erstreckt. Außerdem zeigt 


294 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


es sich, daf die Knochenbildung auf den Schnitten vom vordersten Teil 
der lateralen Nasenwand in mehreren Fållen einen ausgesprochenen La- 
mellenbau hat. Bei diesen Pråparaten tritt also der Proc. uncinat. als eine 
lamellenfårmige Knochenbildung in Erscheinung, die in ihrer 
Beziehung zum Crus. asc Iam meisten ermer Elawpre 
muschel gleicht. Eigentümlich für den Proc. uncinat. ist die Ver- 
dickung, die in dem obersten Teil des Knochenfortsatzes seine Verbindung 
mit der Lateralwand vermittelt, und die die rückwärtige Fortsetzung der 
Knorpelschicht unterhalb des Befestigungspunktes der Concha med. darstellt. 
Die Grenze zwischen dieser oft stark ausgeprägten Verdickung, die am 
ehesten agger nasi entspricht, und dem untersten Abschnitt des Knochen- 
fortsatzes, wird von einer oberflächlichen Furche gebildet, die bei. einzelnen 
Prüparaten ziemlich deutlich hervortritt, bei anderen Nasenhälften aber ganz 


fehlen kann. 
bete, Hauptmuschel, Come hia sed a, 


ist ohne Vergleich die am meisten entwickelte aller Muschelbildungen der 
Nase. Ihr Crus. asc. erstreckt sich im vordersten Teil der Nase gleich- 
laufend mit der Knochenwand der Orbita bis ganz hinauf zur Lam. 
cribr., indem sie mit ihrer Basallamelle die mediale Begrenzung der zellu- 
laren Ausläufer der 1. Hauptfurche bildet. Weiter rückwärts wird das 
Crus. asc. II gegen die Orbitalwand von der Cell. asc. II der 2. Haupt- 
furche gedrungen. Ihre Basallamelle inseriert sich an der Knochenwand der 
Orbita in steiler, schräger Stellung in der Richtung von vorn-aufwärts und 
rückwärts-unten. Die 2. Hauptmuschel tritt während ihres Verlaufes in Ver- 
bindung mit den meisten Lamellenbildungen in der r. Hauptfurche. Die 
Concha intermed. pr. sup. vereinigt sich bei einer Reihe von Pra- 
paraten (z. B. Prap. IX, S. 160) mit dem Crus. asc. der Hauptmuschel. Die 
Concha intermed. pr. med. und inf. bilden in der 2. Hauptfurche 
die Basallamelle der Lam. recurv. der Hauptmuschel (z. B. Prap. VI, S. 112). 
Im hintersten Teil der 1. Hauptfurche nähert sich die Lam. basil. II der 
Orbitalwand und legt sich an die kleinen Knochenfortsátze zwischen den 
Ausläufern der Bullazelle an (Prap. VIII, S. 150). Bereits ist erwahnt worden, 
wie die Basallamelle der 2. Hauptmuschel ab’ und zu am Aufbau des 


Lamellensystemes in der 2. Hauptfurche teilnehmen kann. 


Dies JL amp tm us nel 


Das Crus asc. der 3. Hauptmuschel sieht man auf den Schnitten vom 
vordersten Teil des Meat. sup., wo die Knochenlamelle die mediale Be- 
grenzung der Cell. asc. II bildet. Bei den meisten Nasenhålften ist das Crus. 


asc. III mit dem Crus asc. IV und V zu einer Knochenlamelle verschmolzen. 


IQI4. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 295 


Nur den untersten Ausläufer dieser Hauptmuschel, die Lam. recurv., findet 
man auf den Frontalschnitten aller Praparate, wo sich die Concha sup., 
bzw. supr. nach unten in zwei oder mehrere kleine Knochenlamellen teilt. 
Die lateral liegende dieser Lamellen entspricht der Lam. recurv. III. Dieser 
 Knochenfortsatz bildet die obere Begrenzung der 2. Hauptfurche und die 
laterale Begrenzung der 3., die sich des unteren Randes der Concha 
sup. entlang erstreckt. Auf ihrem Wege nach hinten vereinigt sich die 
3. Hauptmuschel mit einem der kleinen lamellenfórmigen Knochenfortsatze 
in der 2. Hauptfurche, um den hintersten Teil der Cell. asc. II oder der 
Cell. sup. II nach unten abzugrenzen. Weiter rückwärts kann sich die 
Hauptmuschel im Knochenrahmen um die betreffende Zelle oder in der 
Knochenwand der Orbita verlieren. In der Regel trennt sich ihre Lam. 
recurv. von ihrer Lam. basil und drangt sich von der Orbitalwand 
gegen das Crus desc. III hervor. 

In einzelnen Fallen wird das Crus desc. III auf der Oberfläche des 
Präparates nicht sichtbar. Es trit in der Tiefe des Meat. sup. in 
Erscheinung entweder in Form der wulstartigen Bildung, wie man sie bei 
dem Präp. V (S. 97), sieht, oder in Form der kleinen Knochenlamelle, 
die bei dem Präp. XIII (S. 233), von der Orbitalwand hervorragt. 

Die 3. Hauptmuschel baut nur in fünf Fàllen das Skelett der Concha- 
bildungen des Präparates auf. Die Hauptmuschel bildet in diesen Fallen das 
Knochenskelett in der Concha sup. bzv. der Cconcha ethm. med. Bei den 
Práparaten I, II und VIII wird die Concha sowohl von dem Crus asc. wie 
von dem Crus desc. der Hauptmuschel aufgebaut. An den beiden anderen 
Nasenhálften wird die Concha sup. dagegen wesentlich aus dem Crus 
desc. der Hauptmuschel gebildet, wahrend ihr vorderster Teil vom unteren 


Rande der Concha sup. bedeckt ist. 


Drei Ha3uptmuüschel 


wird bei allen untersuchten Präparaten gesehen und ist gewöhnlich in ihrer 
Entwicklung weiter vorgeschritten, als die 3. Ihre Knochenlamelle wird auf 
den Frontalschnitten vom vordersten Teil des Meat. sup. sichtbar, wo sich 
die Basallamelle zu ihrem Crus asc. in einzelnen Fallen bis ganz hinauf 
zur Lam. cribr. verfolgen läßt. In der Regel ist jedoch ihr Crus asc. mit 
dem Crus asc. III und V verschmolzen. Die Hauptmuschel ist gewöhnlich 
nur als einer der kleinen Ausläufer zu sehen, die die unterste Verzweigung 
der Concha sup. bzw. supr. darstellen (Präp. VI, S. 113). Die 4. Haupt- 
muschel bildet bei sechs Praparaten (z. B. Prap. VI, S. 83) das Skelett in 
der Concha sup. und bei vier (z.B. Pràp. VIII, S. 153) in der Concha 


supr. bzw. Concha ethm. sup. 


296 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Bei den Nasenhälften, wo der Meat. sup. und supr. sich nach vorn in eine 
Furche vereinigen (Prap. III, S. 72 und X, S. 173), wird der untere Rand in 
der Conchabildung, der vor dem Meat. supr. liegt, von der 3., 4. und 5. 
Hauptmuschel aufgebaut, von denen die 4. in der Regel am weitesten 
entwickelt ist. Weiter nach hinten, nachdem die 3. Hauptmuschel sich 
aus der Tiefe des Meat. med. als das Crus desc. III bzw. als die Concha sup. 
vorgedràngt hat, setzen sich die 4. und 5. Hauptmuschel ohne Unter- 
brechung nach hinten fort und bauen zusammen die Concha supr. auf, 
indem bald die 4., bald die 5. Hauptmuschel mehr hervortritt. Es zeigt 
sich also, daß die Muschelbildung, die bei diesen Nasems 
halften vor dem Meat. supr. liegt und unten vom Meat. sup. 
und oben von der Lam. cribr. begrenzt wird, richtigerwere 
als “die Concha supr. aufzufaszen ist und! nicht Ale 
(Comeha Sup. 

Ebenso wie die 3. Hauptmuschel kann auch die 4. sich ab und zu 
eine der Knochenlamellen in der 2. Hauptfurche anlegen und sich mit dieser 
vereinigen, um sich wieder von der Orbitalwand aus als das Crus 


desc. IV vorzudrangen (Prap. XIII, S. 233). 


Dies. Hauptmuschrel 


die bereits teilweise in Verbindung mit der 4. besprochen worden ist, sieht 
man ebenso wie die letztere, bei allen Präparaten. Die Hauptmuschel 
bildet an zwei Nasenhälften das Skelett der Concha sup. (Präp. V, S. 99 
und Prep. Vi, 5.::28) In drei Fallen (Prap. IV, S.85, Prip. We 
und Präp. III, S. 81) baut die 5. Hauptmuschel den größten Teil der Concha 
supr. auf. Die Lamellenform der Hauptmuschel ist bei einzelnen Präpa- 
raten sehr gut entwickelt (z. B. Präp. IV, S. 85). Durch diesen Befund wird 
die Richtigkeit von Kırrıans Annahme bestätigt, daß auch die 5. Haupt- 


muschel nach demselben Grundsatz aufgebaut ist wie die ubrigen. 


Die 6, Hawpemusich el 
baut bei zwei Präparaten (Präp. VII S. 131 und Práp. XII S. 214) das 


Skelett in der Concha supr. auf. Die Hauptmuschel làfst sich 
übrigens mit einer einzigen Ausnahme bei sämtlichen Nasenhälften nach- 
weisen. Auf den Frontalschnitten des hintersten Teiles der Nasenwand 
sieht man sie oft nur in Form eines kleinen Knochenzapfens, der von der 
Lam. cribr. aus parallel zum, Crus asc. V nach unten hervorragt. In 
mehreren Fallen zeigt jedoch die 6. Hauptmuschel ausgesprochene 


lLamellenform. (Prap. VID SS und serap. XII. S:*233)- 


1914. O. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 297 


!Der Uebergang zwischen dem eingerollten und basalen Teil der 
Knochenlamelle ist bei einzelnen Präparaten nicht ausgeprägt. Dies ist 
übrigens nicht nur bei der 6. Hauptmuschel der Fall, sondern auch bei 
der 4. und 5. und teilweise auch bei der 3. Hauptmuschel. 

j Betrachtet man die laterale Nasenwand bei den 13 Präparaten, die 
hier beschrieben sind, so zeigt es sich, dafs auf der medialen Fläche des 
Ethmoidalabschnittes bei zwei Präparaten zwei Conchae und zwei Furchen 
zu sehen sind, bei neun drei Conchae und drei Furchen und bei zwei. 
vier Conchae und fünf Furchen. Es dürfte von Interesse sein, eine Ueber- 
sicht darüber zu haben, von welchen Hauptmuscheln und Hauptfurchen 
diese Bildungen in jedem Einzelfalle in erster Reihe ausgehen. Ich habe 
deshalb in den 3 nachstehenden Schemas meine Untersuchungsergebnisse 
in dieser Hinsicht zusammengestellt. 

Die drei aufgestellten Uebersichten, die nach der Anzahl der Conchae 
und Furchen angeordnet sind, zeigen, wie sich das Verhältnis bei unseren 


Präparaten stellt. 


Schemal. Zwei Conchae und zwei Furchen. 


| 
Concha med. | Concha sup. Meat. med. Meat. sup. 
| | 9 9 
Empey | 2. HM. | SOECNES EHF. De unda. HB. 
| 
XE MIL. <3 | 45 (5. und 6.) » E: 2. und 3. » 


concha med. wird bei den beiden Präparaten von der 2. Hauptmuschel 
gebildet: 

conchasup. wird bei dem einen Präparat von der 5. Hauptmuschel ge- 
bildet und bei dem andern wesentlich von der 4. 

meat. med. entspricht bei den beiden Präparaten der 1. Hauptfurche und 

meat. sup. bei dem einen Präparat der 2. und 4. Hauptfurche und bei 


dem andern der 2. und 3. Hauptfurche. 


1 H.-M. = Hauptmuschel. 
2 H.-F. = Hauptfurche. 


298 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


Schema IL Drei Conchae und drei Furchen. 


Prap. Concha | Concha Concha | Meat. Meat. | Meat. 
med. sup. supr. | med. | sup. supr. 

IIl |2. H-M. 3. H-M. |5.(4+6)H.M.|1. H-F.|z.  H-F.l3. HF 
IV ——— Map c» T 15:6) sole |2. (3) » x 
VE ese > Is) x dero" | 2. (3) S e 
Via le > 3 16 s | >— |2.(3u.4) > a 
Wille | > PE > (Sea 
X —»— |3 »  |4.,5.u.6. » | —»— |2. » "ora 
Aq ecu. © Itu See: | —»— | 2. (3) » 4: 
a (Ss 6 oma ds 
ig on so CON 12,8) » | 486 


Wie aus diesem Schema hervorgeht, entspricht 


concha med. bei allen Präparaten der 2. Hauptmuschel. 


concha sup. wird aufgebaut bei drei Präp. von der 3. Hauptmuschel. 


— » » » vier ? » » 4 à » 

= » > » einem » » » 5 - » 

3 > > » einem » wesentlich von der 4. Hauptm. 
concha su pr. » » » einem » » » » 4. » 

— » > » drei » > » » 5 s » 

— » » » zwei » von der 5. und 6. Hauptm. 

— » » pea oe » nur von der 6. > 

= > » » einem » von der 4., 5. und 6. » 


Von den Furchen werden gebildet: 


meat. med. bei allen Praparaten von der 1. Hauptfurche, 
meat. sup. Ma » D NO » (bei sechs der neun 
Präparaten umfafst der meat. sup. auch die 3. Hauptfurche und 
bei einem Präp. aufserdem die 4. Hauptfurche.) 
meat supr. bei drei Präparaten von der 3. Hauptfurche, 
— » vier » 30-0 » 


-——- » Z wel » » » 5 " » 


1914. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 299 


Schema IL Vier Conchae und vier—fünf Furchen. 


Pra Concha Concha Concha Concha 
Tap: ethm. inf. ethm. med. ethm. sup. ethm. supr. 
I ay Fic We.) var. EM. 4. H.-M. 5.+ 6. H.-M. 
II 2n piros et Ines vs 5. + 6. 
i: Fiss. Fiss. Fiss. 
Präp. RES ET ethm. inf. ethm. sup ethm. supr. 
I PUER. OSS REESE ES CES PSS da Bo à ES Oe 
II Hog E ES » Di » 3- » 4. > 


Bei diesen beiden Präparaten folgen Furchen und Conchae aufeinander 
in Reih und Glied. 

Als Gesamtergebnis dieser Ubersicht geht hervor, dafs der Meat. 
med. bei sämtlichen Präparaten der 1. Hauptfurche entspricht, und die Concha 
med. der 2. Hauptmuschel. Bei den übrigen Furchen und Muscheln ist 
dagegen das Verhältnis nicht konstant. Zwar entspricht die Spalte zwischen 
der Concha med. und sup., der Meat. sup., in allen von mir untersuchten 
Fallen der 2. Hauptfurche; aber innerhalb dieses Nasenganges verbergen 
sich nicht selten eine oder zwei andre Hauptfurchen. Infolgedessen 
là&t es sich nicht ohne weiteres entscheiden, welche 
FHaupftfurehen und Hauptmuschein ihr Relief aut der 
medialen Flache des Ethmoidalabschnittes abzeich- 
nen. Vergleicht man meine Ergebnisse mit dem von KiLLiaw aufgestellten 
Schema, so wird man sehen, daß sie sich nicht völlig seiner Übersicht 
einordnen lassen, die also nicht erschópfend sein kann. KırLıan gibt z. D. 
an, dafs, falls die Concha supr. vorhanden ist, die Concha sup. von der 3. 
Hauptmuschel aufgebaut wird. Meine Schemas II und III zeigen, dafs die 
Concha sup. bsw. Concha ethm. med. bei fünf Nasenhalften von 
der 3. Hauptmuschel, bei vier Práparaten von der 4., bei einem 
Praparat von der 5. Hauptmuschel und bei einem von den 4. 
und 5. Hauptmuscheln gebildet wird. Wie stark das Verhältnis schwankt, 
geht deutlich genug aus den Präparaten III und IV hervor, der rechten 
und linken Nasenhälfte von ein und demselben Kinde. An einer 
Halfte wird die Concha sup. von der 3. und an der andern von der 
4. Hauptmuschel gebildet. 

In den Fallen, wo der Meat. sup. und supr. sich vorn zu einer Furche 


vereinigen, wird der schmale rippenfórmige Vorsprung, der der Concha sup. 


300 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


oder der mittleren Ethmoidalmuschel entspricht, von der 3. Hauptmuschel 
gebildet (Präp. Il, S. 73 und Pràp. Xj S. 173) Auch dieses Verhälinis er 
indessen nicht konstant. Das Präp. XI (S. 187) zeigt z. B. wie die Concha sup. 
nicht von der 3., sondern von der 4. Hauptmuschel aufgebaut wird. ZuckER- 
KANDL's Auffassung, dafs die mittlere Ethmoidalmuschel als Anhaltspunkt bei 
der Einteilung der Lamellenbildungen des Ethmoidalabschnittes dienen kann, 
ist deshalb kaum stichhaltig. Wenn dagegen derselbe Verfasser in seiner 
»Anatomie der Nasenhóhle« behauptet, dafs nur die untere Ethmoidal- 
muschel oder die Concha med., sich mit Sicherheit nachweisen lasse, 
wahrend fur alle die übrigen Muscheln typische Memar 
zeichen fehlten, so stimmt dies vollstandig mit dem Ergebnis unserer 
Untersuchungen überein. | 

Wie schon in der historischen Einleitung bemerkt worden ist, hebt 
Kırzıan hervor, daß die Conchabildungen des Präparates 
ven Crus desea entsprechen, 

Die Grenze zwischen dem Crus asc. und desc. der 2. Haupt- 
muschel bezeichnet KizriaN durch eine Linie, die er von der vordersten 
unteren. Kante der Concha med. (Muschelknie) rückwärts-aufwärts bis zu 
der Stelle zieht, wo der Recess. asc. vom Recess. inf. durch »eine kleine 
von der Seitenlamelle entspringenden Leiste« getrennt wird. Die Stelle 
entspricht wahrscheinlich dem Übergang zwischen dem Ram. asc. und desc. 
der 2. Hauptfurche, und »die kleine Leiste« der Lamelle I der Furche. Geht 
man von dieser Voraussetzung aus, so mufs der Teil der Lam. basil. II der 
in steiler, schráger Stellung von dem Ram. asc. II sich aufwárts gegen die Lam. 
cribr. erstreckt, als das Crus asc. der Hauptmuschel angesehen werden, während 
der Teil der Basallamelle, der hinter dem Ram. asc. II liegt, zum Crus 
desc. der Hauptmuschel gerechnet werden muß, eine Auffassung, die sich 
in voller Übereinstimmung mit dem Ergebnis der vorliegenden Unter- 
suchungen befindet. Wie bereits erwähnt, zeigt es sich nàmlich bei allen 
Práparaten, dafs die Lam. recurv. der 2. Hauptmuschel an der Übergangs- 
stelle zwischen dem Ram. asc. und desc. von ihrer Basallamelle sich trennt 
und sich weiter rückwärts als das Crus desc. der Hauptmuschel fortsetzt. 

Diese Betrachtung, die für die Auffassung des Crus desc. entscheidend 
ist, muf sich indessen auch bei der Lam. recurv. geltend machen, und 
zwar in der Weise, daß nur der Teil der Lam. recurv. der Hauptmuschel, 
der hinter dem Ram. asc. Il liegt, zum Crus desc. II gerechnet werden 
kann. Die Folge hiervon wird aber sein, daf3 sich die von KILLIAN an- 
gegebene Grenzlinie nicht in ihrem ganzen Verlauf auch als Grenze 
zwischen dem Crus asc. und desc. der 2. Hauptmuschel verwenden låfst. Ein 


solches Verfahren würde nämlich dazu führen, daß man fast die ganze 


IQ14. No. 1. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 301 


Concha med. als das Crus desc. der 2. Hauptmuschel aufzufassen hätte. 
In der Wirklichkeit verhält sich jedoch die Sache so, daß die vordere 
Hälfte der Concha med. dem Crus asc. der Hauptmuschel ent- 
epsicht und nur die hintere Hälfte’ deren Crus desc. 

| Diehöher liegenden Crur. asc.ia der Hauptmuscheln sieht 
man auf den Schnitten als gleichlaufende, teilweise miteinander verschmol- 
zene Knochenlamellen. Diese bilden die mediale Begrenzung der hinteren 
Ethmoidalzellen der Nasenwand und erstrecken sich bis ganz hinauf an die 
Lam. cribr. Während ihres Verlaufes nach hinten legen sich die Basallamellen 
an die Orbitalwand an und schmelzen mit derselben zusammen. Die unter- 
sten Ausläufer der Muscheln, und zwar deren Lam. recurv.ae, vereinigen 
sich in der Regel mit einer der Lamellenbildungen in der 2. Hauptfurche, 
um sich von der Orbitalwand aus als die Crur. desc.ia der Hauptmuscheln 
wieder hervorzudrangen. Der Übergang zwischen dem Crus asc. und desc. 
ist nicht wie bei der 2. Hauptmuschel gleichmäßig abgeschragt, sondern 
verläuft steil und jah abfallend. 

Sieht man nun auf den Frontalschnitten nach, wie grofser Teil der 
Concha sup. vom Crus. desc. der betreffenden Hauptmuschel aufgebaut wird, 
so zeigt es sich, daß etwa 5 mm. des hintersten Abschnittes der Concha 
dem Crus desc. der Hauptmuschel entspricht. Da die durchschnittliche 
Lànge der Concha sup. etwa r3 mm. betrágt wird hieraus hervorgehen, 
dageder überwiegende Teil der Concha,sup.-des Präparates 
nicht vom Crus desc. der Hauptmuschel, sondern von deren 
Crus asc. gebildet wird. Nur bei den Nasenhälften, wo der Meat. 
sup. und supr. sich vorn in einer Furche vereinigen, wird das 
Skelett in der Concha sup. wesentlich vom Crus desc. der Haupt- 
muschel aufgebaut. 

In bezug auf die Concha supr. zeigen die Frontalabschnitte, dafs 
das Crus desc. bei fünf Präparaten sich überhaupt nicht mit Sicherheit 
nachweisen läßt. In den übrigen Fällen bildet es das Skelett nur für den 
hintersten Teil der Concha sup. in einer Ausdehnung von 3—4 mm. Die 
anatomischen Bildungen, die sich auf der ethmoidalen 
Flache des Praparates als Conchae darstellen, werden daher 
in ihrer größten Ausdehnung nicht von den Crur. desc.ia der 
Hauptmuscheln, sondern von deren Crur. ascia aufgebaut. 

Bei den Furchen liegt die Sache anders, da die hintere Begrenzung 
des Ram. bzw. Recess asc. einer Furche von dem oberhalb liegenden Crus 
asc. der Hauptmuschel gebildet wird. Infolgedessen wird der größte 
Teil der Nasengänge der Präparate den unteren Zweigen 


der Hauptfurchen, d. h. deren Ram. desc.es entsprechen. 


302 REIDAR GORDING. M.-N. Ki. 


ZUSAMMENFASSUNG. 


Bei den allermeisten der untersuchten Nasenhälften lassen sich fünf 
Hauptfurchen und sechs Hauptmuscheln (d. h. fünf Hauptmuscheln 
und der proc. uncinat.) nachweisen. | 

Von den Nasenfurchen der Präparate, die in ihrer grófsten Aus- 
dehnung von den Ram. desc.es der Hauptfurchen gebildet werden, entspricht 
in allen Fallen der Meat. med. der 1. Hauptfurche. Der Meat. sup. umfafst bei 
sämtlichen Präparaten die 2. Hauptfurche. Welche Ethmoidalfurchen im 
übrigen an der Bildung des Meat. sup. und supr. teilnehmen, låft sich 
ohne eingehendere Untersuchung nicht entscheiden. 

Von den Hauptfurchen gehen alle die zellularen Hohlraume der 
lateralen Nasenwand aus. Die 1. Hauptfurche pneumatisiert die vordere 
Halfte der Nasenwand und bildet die Frontalzellen mit der Stirnhóhle, die 
mittleren Ethmoidalzellen sowie das Infundibulum mit den Infundibularzellen 
und dem Sin. max. Von den Hohlraumen, die von dieser Furche aus- 
gehen, entwickelt sich der Sin. front. in den meisten Fällen aus ihrem 
Ram. asc. Die Stirnhóhle kann aber auch von dem Ram. desc. der 
Furche hervorgehen, und zwar sowohl von dem Recess. sup. dieses Zweiges 
wie auch von dessen Recess. inf. Aus dem Recess. sup. der r. Hauptfurche 
wird außer der Bullazelle ab und zu auch eine Cell. sup. gebildet, 
die den größten Teil der Bulla ethm. pneumatisiern kann. 

Von der 2., 3., 4. und 5. Hauptfurche aus wird die hintere Hälfte 
der Nasenwand pneumatisiert, indem von diesen Furchen einige Hohl- 
räume ausgehen, die den »hinteren« und »hintersten« Ethmoidalzellen ent- 
sprechen. Von diesen entwickeln sich die meisten aus der 2. Hauptfurche, 
die oft reich verzweigt ist, mit Zellauslaufern sowohl von ihrem Ram. asc. 
wie von ihrem Ram. desc. versehen. Auch von den Ram. asc.es der drei 
obersten Furchen drängen sich bei einer Reihe von Präparaten große und 
gut entwickelte Hohlräume vor. 

Von den Conchae der Práparate, die in ihrer grófsten Ausdehnung von 
den Crur. ascia der Hauptmuscheln gebildet werden, entspricht bei allen 
untersuchten Nasenhälften die Concha med. der 2. Hauptmuschel. Welche 
Hauptmuscheln im übrigen ihr Relief auf der medialen Flache des Ethmoidal- 
abschnittes abzeichnen, läßt sich ohne genauere Untersuchungen nicht ent- 
scheiden. Aufser den sechs Hauptmuscheln kann man in der lateralen 
Nasenwand eine Reihe kleinere Knochenfortsátze nachweisen, die 


von der Lam. cribr. und der Orbitalwand aus entspringen, und die alle 


IQI4. No. I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 303 


mehr oder weniger ausgeprägten Muschelbau aufweisen. Diese Knochen- 
lamellen bauen die interzellularen Septen für die Zellausläufer der Furchen 
auf, indem sie sich teils miteinander vereinigen und teils mit den großen 
Lamellenbildungen zusammenschmelzen, um am Aufbau der Crur. desc.ia 
teilzunehmen. Die Knochenfortsätze treten in größter Anzahl in der 
1. Hauptfurche auf, wo sie u. a. die Bulla ethm. aufbauen, aber aufer- 
dem sind sie auch stets in der 2. und ab und zu auch in der = 


Hauptfurche zu sehen. 


304 REIDAR GORDING. M.-N. Kl. 


LITTERATURFORTEGNELSE. 


Curart, O., Die Krankheiten der Nase. Leipzig und Wien 1902. 
Cozprrz, H. D. aus, Ueber die Entwicklung der Nasenhóhle und deren Nebenhöhlen bei 
einigen Haussäugethieren. Zürich 1903. 
Cryer, M. H., Some Variations in the Frontal Sinuses. Journal of the American Medical 
Association. Philadelphia r907. 
Dursy, F., Zur Entwicklungsgeschichte des Kopfes des Menschen und der hóheren Wirbel. 
thiere. Tübingen 1869. i 
Gras, Emit, Ueber die Entwickelung und Morphologie der inneren Nase der Ratte. Anat. 
Hefte. Bd. XXV. 1994. 
GorDING, R., Anatomiske undersokelser av ductus nasofrontalis og ostierne i midtre næse- 
gang. Kristiania ıgır. (Videnskapsselskapets Skrifter. I. Mat.-naturv. klasse. 
1911. No. r4). 
— Die Entwicklung der Nasennebenhåhlen wåhrend der ersten Kinderjahre. Vor- 
låufige Mitteilung. Anat. Anz. XLII. 1912. 
His, W., Beobachtungen zur Geschichte der Nasen- und Gaumenbildung beim menschlichen 
Embryo. Abh. math.-phys. Kl. Sachs. Ges. Wiss. Bd. XXVII. root. 
KiLLIAN, G., Zur Anatomie der Nase menschlicher Embryonen. Arch. f. Laryng. u. Rhinol. 
Bd. II—III og IV. 1895— 1896. i 
KóLLIKER, A., Zur Entwicklung des Auges und Geruchsorganes menschlicher Embryonen. 
Verh. der Phys.-med. Ges. Würzburg. N. F. Bd. XVII. 1883. 
— Entwicklungsgeschichte des Menschen und der höheren Thiere.. Leipzig 1879. 
LEGAL, E., Die Nasenhóhlen und der Thránennasengang der amnioten Wirbelthiere. Morph. 
Jahrb. Bd. VIII. 1883. 
Lors, H. W., A Study of the Anatomy of the Accessory Cavities of the Nose by topo- 
graphic Projections. Fraenkel Festschrift number of the Annals of Otology, Rhino- 
logy and Laryngology. 1906. 
Minatcovics, V. v., Bau und Entwickelungsgeschichte der pneumatischen Gesichtshöhlen. 
Verh. Anat. Ges. 1896. 
— Anatomie und Entwickelungsgeschichte der Nase und ihrer Nebenhóhlen. Handb. 
d. Laryng. und Rhinol. Wien 1896. 
— Nasenhóhlen und Jakobsonsches Organ. Anat. Hefte. Bd. XI. 1896. 
Onont, A., Die Nebenhóhlen der Nase beim Kinde. Würzburg rorr. 
Pauzzr, S., Om Pneumaciteten. Kjøbenhavn 1899. 
Peter, K., Die Entwicklung des Geruchsorgans und Jakobsonschen Organs in der Reihe 
der Wirbelthiere. Bildung der äußeren Nase und des Gaumens. Hertwigs Handb. 
d. Entwicklungsgesch. Bd. III. Jena r9o6. É 
— Anlage und Homologie der Muscheln des Menschen und der Säugethiere. Arch. 
mikr. Anat. Bd. LX. 1902. 
— Die Entwicklung der Nasenmuscheln bei Mensch und Såugethieren. Arch. mikr. 
Anat. Bd. LXXIX og LXXX.- 1912. 
— Entwicklung des Geruchsorgans. Erg. Anat. und Entw. Bd. XX. Teil 1. rorr. 
= Atlas der Entwicklung der Nase und des Gaumens beim Menschen. Jena 1913}. 


1 „Atlas der Entwickl.^ er først kommet mig ihænde, efter at dette arbeide allerede var 
feerdigskrevet. 


1914: No: I. DEN LATERALE NÆSEVÆGS ETHMOIDALAVSNIT. 05 
305 


SCHAEFFER, I, P., The lateral Wall of the Cavum nasi in Man, with especial Reference to 
the various developmental Changes. Journ. Morph. Vol. XXI. 1910. 
SCHÔNEMANN, A., Beitrag zur Kenntnis der Muschelbildung und des Muschelwachstums. 

Anat. Hefte. Bd. XVIII. root. 
SCHWALBE, G., Ueber die Nasenmuscheln der Säugethiere und des Menschen. Sitz.Ber. 
Phys.-ök. Ges. Königsberg. Bd. XXIII. 1882. 
SEvpr, O., Ueber die Nasenhöhle der höheren Säugethiere und des Menschen. Morph. Jahrb. 
Bd. XVII. 189r. 
STEINER, F., Ueber die Entwickelung der Stirnhóhlen und deren krankhafte Erweiterung durch 
Ansammlung von Flüssigkeiten. Langenbecks Arch, Bd. XIII. 1:872. 
ZARNIKO, C., Die Krankheiten der Nase und des Nasenrachens. Berlin 1905. 
ZUCKERKANDL, E., Die Entwickelung des Siebbeines. Verh. anat. Ges. Wien 1892. 
— Zur Muschelfrage. Monatschr. f. Ohrenheilk. 1897. 
-— Die Siebbeinmuscheln des Menschen. Anat. Anzeiger. Bd. VII. 1892. 
— Ueber die Entwickelung der Concha bullosa. Monatschr. f. Ohrenheilk. N. F. 
Bd. XXXIII. 1899. 
= Anatomie der Nasenhóhle. Wien und Leipzig 1893. 
— Das periphere Geruchsorgan der Säugethiere. Stuttgart 1887. 


Paa side 16, 


45) 
53: 
53, 


RETTELSER. 


linje 16 nedenfra staar fylogenetiske istedenfor flylogenetisk. 


n 
n 


n 


anm. 


n 


” 


3 


3 ovenfra 


7 


” 


” 


” 


” 


” 


recess. sup. istedenfor recess. asc. 
fig. 4 og fig. 6—11 istedenfor fig. 7—11. 
fig. 4— 10 istedenfor fig. 5— 10. 


staar samme foster istedenfor samme barn. 
linje 18 nedenfra staar den 5te hovedmusl. istedenfor den 3dje—5te hovedmusl. 


8 
4 


” 


” 


” 


” 


4de, ste og 6te hovedmusl. istedenfor 3dje—6te hovedmusl. 
4de hovedmusl. istedenfor 3dje og 4de hovedmusl. 


. 3, side 174 staar bl. frontalsnittene fig. 6, fig. 7, istedenfor fig. 7, fig. 6. 


Trykt 12. Mai 1914. 


DER LAKTOPHENIN-IKTERUS 


EIN KLINISCHER BEITRAG ZUR LEHRE DES TOXISCHEN 
" IKTERUS UND ZUR KENNTNIS DER PHARMAKO. 
TOXIKOLOGISCHEN GIFTFESTIGUNG 


VON 
OLAV HANSSEN 


MIT 31 TEXTFIGUREN 


(VIDENSKAPSSELSKAPETS SKRIFTER. I. MAT.-NATURv. KLASSE. 1914. No. 2) 


— — —o—dXb5—c €—€— 


KRISTIANIA 
IN KOMMISSION BEI JACOB DYBWAD 
1914 


gt i fællesmote den 30. januar 1914 ved prof. Johannessen. 


ma E À 


! N. , 


Seinem Lehrer der allgemeinen Pathologie, 
Herrn Professor Dr. C. J. SALOMONSEN 
in Kopenhagen, 


in Dankbarkeit gewidmet. 


Inhalt. 


Der toxische Ikterus 

Kasuistik ; 
Haufigkeit und reitliches POLAR das rer Be : 
Symptomatologie des Laktophenin-Ikterus 

Verlauf des Laktophenin-Ikterus 


Die pathologische Anatomie und posse a n in: [tors 


Schlufibetrachtungen 


Seite 


I. Der toxische Ikterus. 


Mrecchiodene Gifte künnen sowohl bei Menschen wie bei Tieren Ikterus 
hervorrufen, und seit längerer Zeit ist wegen des hervortretenden hämo- 
lytischen Charakters mehrerer dieser Giftstoffe dieser toxische Ikterus 
(neben dem Ikterus bei Infektionskrankheiten) als Paradigma der håma- 
togenen Gelbsucht, des Blutikterus, angesehen worden. 

Durch die experimentelle Bearbeitung der Ikterusfrage in den 8o-ger 
Jahren wurde indessen von STADELMANN, Minkowski und Naunyn die 
Umwandlungsstelle des Hamoglobins in Gallenfarbstoff nicht im kreisenden 
Blut, sondern nur in der Leber gefunden, und die hamatogene Theorie 
mufste der hepatogenen Platz machen. Der toxische Ikterus wurde deshalb 
als eine Form des Stauungs-Ikterus aufgefafst, indem die Galle durch die 
Blutphthisis farbstoffreicher, gleichzeitig zaher und dickflüssiger wurde und 
dadurch die Gallengänge verlegen konnte. 

Durch eine solche Erschwerung des Gallenabflusses kam eine Resorp- 
tion der Galle und das Auftreten des Ikterus zustande. | 

Der chemischen Abstammung nach konnte zwar jeder Stauungs-Ikterus 
noch als hämatogen bezeichnet werden, insofern als andere Quellen als 
Hamoglobin für den Gallenfarbstoff nicht erkannt waren; die Rolle des 
Blutes als Gallenstoffbildner war aber eine passive statt früher einer aktiven 
geworden. 

Indessen hat nie weder über die Wirkungsweise der Blutgifte, noch 
über den intrahepatischen Mechanismus der Gelbsucht Einigkeit geherrscht. 
Gegenüber der mechanischen, auf dem Boden der Polycholie und Pleio- 
chromie der Galle fußenden passiven Theorie wurde später von einer Reihe 
Pathologen und Klinikern das funktionelle Moment hervorgehoben. 

Sowohl Mınkowskıs Parapedesis der Galle, wie Picks Paracholie und 
LipeRMEISTERS akatektischer Ikterus sind Erklärungsversuche, die damit 
rechnen, daf die in der Leberzelle gebildete Galle unter verschiedenen 
Einflüssen in einer von der normalen abweichenden Richtung aktiv sezer- 
niert werden kann. 

Vid.-Selsk. Skrifter I. M.-N, Kl. 1914. No. 2. 1 


2 OLAV HANSSEN. M.-N. KI. 


Vielfach wurden diese Hypothesen benutzt, um die Pathogenese ver- 
schiedener Formen von Ikterus zu erklären, obwohl es nicht zu leugnen war, 
dafs die Entstehung der nicht-mechanischen Gelbsucht noch als recht dunkel 
zu bezeichnen war. 

Bei dieser herrschenden Unsicherheit brachten ErriNGERs histologische 
Untersuchungen über die Bildungsstätten der Galle einen großen Fortschritt 
in der Pathologie der Gelbsucht. 

Nachdem es ihm gelungen war, die Gallenkapillare auch bei Menschen 
darzustellen, fand er in Fällen von hämolytischem Ikterus, z. B. Phosphor- 
vergiftung, in den kleineren Gallengängen eigentümliche Bildungen, soge- 
nannte Gallentromben. 

Dieser Verschluß der Gallengänge führte durch konsekutive Erwei- 
terung und Zerreißung derselben zur Überleitung der Galle durch die 
perivenösen Lymphgefäße in das Blut. 

Eppincers Befunde sind von mehreren Seiten bestätigt worden, und 
KRETZ hebt besonders hervor, daß das Wesentliche beim toxämischen 
Ikterus ganz offenbar im Auftreten der Gallentromben zu suchen sei. 

Was ihre Genese betrifft, werden neben der Sekretion von abnorm 
pigmentreicher Galle infolge Zugrundegehens von Erythrozyten, deren Be- 
deutung auch Eppincer hervorhebt, wahrscheinlich auch andere Stoffe 
wie z. B. Eiweißstoffe aus der Leberzelle ausgestoßen. 

Für die Genese des nicht-mechanischen Ikterus kommt es deshalb 
nicht auf die Menge des zur Gallenbildung disponiblen Blutfarbstoffes 
allein an. 

Nach Krenı führen sogar Transfusionen oder Hamoglobininjektionen 
überhaupt nie zum Ikterus. 

Sowohl konstitutionelle Faktoren, wie auch die Natur des schädigenden 
Giftes und die Art des Zerfalls der Erythrozyten und die Spaltung des Hä- 
moglobins kommen hierbei mehr in Betracht. 

Um ein Beispiel anzuführen, ist es nach Tarrouisr bekannt, daß To- 
luylendiamin in gewissen Dosen gegeben, bei Hunden Ikterus, aber nur 
ausnahmsweise Hämoglobinurie, bei Katzen fast immer nur Hämoglo- 
binurie und bei Kaninchen schließlich gewöhnlich weder -Ikterus noch 
Hämoglobinurie hervorruft. | 

Zur Erklärung hebt ArranassıEw den verschiedenartigen Einfluß der 
einzelnen Gifte auf das Blut hervor, indem er annimmt, daf3 nur Hámo- 
lyse mit Trümmerbildung (Rhästo-Cystämie nach Quincke) Gelbsucht zur 
Folge hat, wahrend die Auslaugung des Hàmoglobins aus den Blutkórperchen 


nicht Ikterus, sondern allein Hämoglobinurie hervorruft. 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 3 


Werden die Blutkórperchen auf beide Weisen zerstórt, künnen Hamoglo- 
binurie und Ikterus nebeneinander vorkommen. 

Demgegenüber betont STADELMANN die Bedeutung einer gleichzeitigen 
Leberschädigung, die er sowohl nach Toluylendiamin- wie Phosphorver- 
giftung findet. 

Bemerkenswert sind auch Kretz’ Ausführungen, dafs Schädigungen des 
Blutes, wie z. B. bei Typhus abdominalis, allein hamatogene Siderosis der 
Leber ohne Ikterus zur Folge haben, während der Ikterus bei Arsen- 
wasserstoffvergiftung und nach Toluylendiamin durch das Auftreten von 
massiver Eisenpigmentierung der Leber charakterisiert wird, was dagegen 
bei Phosphorvergiftung nicht der Fall ist. 

In den letzten Jahren ist auch die Beteiligung der Milz an der Um- 
wandlung in Blutfarbstoff und an der Entwicklung des toxischen Ikterus 
erkannt worden (Pick und Jovannovics), über ihre wirkliche Bedeutung läßt 
sich aber schwer etwas Bestimmtes sagen. 

Nach diesen Autoren bekommen Tiere, denen man vorher die Milz 
herausgenommen hat, einen viel geringeren Organgehalt an hämolytischen 
Substanzen, und GILBERT weist auf die vermehrten hàmolytischen Eigen- 
schaften der Milz nach Toluylendiamin-Vergiftung hin. 

Für Minkowski und CHAUFFARD bildet die lienale Theorie endlich die 
pathogenetische Grundlage des hämolytischen Ikterus. 

Alles in allem sieht man, wie die engen Beziehungen, die zwischen 
Blutdestruktion und Gelbsucht unzweifelhaft bestehen, sich nicht so einfach 
erklären lassen, wie die alte Naunynsche Formel: Ohne Leber kein Ikterus, 
vielleicht vermuten ließ. 

Von sogenannten — teils nachgewiesenen, teils vorausgesetzten -— Blut- 
giften, die gelegentlich zum Ikterus führen können, wird in den Hand- 
büchern eine große Reihe angeführt: Toluylendiamin, Arsenwasserstoff, 
Phosphor, Pilzgifte wie Helvellasäure und Phallin, Saponinsubstanzen, 
Glyzerin, Phenol, Pyrogallol, Pyrodin, Phenylhydrazin, Anilin und viele 
seiner Derivate, wie Antifebrin, Exalgin, Phenazetin, Laktophenin u. s. w., 
Nitrobenzol, Nitroglyzerin, Nitrite, chlorsaure Salze, Santonin, Äther, Chloro- 
form, Chloral u. m. a. 

Nur einzelne dieser Stoffe haben ein besonderes klinisches Interesse 
und noch weniger sind diejenigen, die nach therapeutischer Anwendung 
etwas häufiger Gelbsucht hervorrufen. 

Mit Recht betont deshalb LAAcHE die Differenz zwischen gastrischen 
Komplikationen als eine häufige generelle Arzneiwirkung und hepatische 
Nebenwirkungen als eine seltene spezifische Medikamentwirkung. 


Von Arzneien dieser letzteren Art sollen hier einige erwähnt werden, 


4 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


Schon im Jahre 1874 teilte WERNICKE mit, dafs Chloral (von LIEBREICH 
im Jahre 1869 als Hypnoticum eingeführt) in 7 Fallen Ikterus hervorge- 
rufen hatte. Späterhin sind ähnliche Beobachtungen u. a. von GEıLL (nach 
50 gr. im Laufe von 25 Tagen) und von Hrcnr mitgeteilt worden. 

Ebenfalls aus älterer Zeit (NoTHNAGEL 1865) stammen die ersten An- 
gaben über das gelegentliche Auftreten von Gelbsucht nach Chloroform- 
vergiftungen. 

Der nordischen chirurgischen Sammmelforschung (1895) zufolge tritt 
indessen Gelbsucht nur in weniger als o.to ?/ nach Chloroformnarkosen 
auf, die gelegentlich auch von Urobilinurie (Kast und MESTER) und Häma- 
toporphyrinurie (JoHan NicoravsEw) begleitet sein können. 

Nach Bandwurmkuren mit Extr. filicis maris sah besonders. GRawitz 
häufig Gelbsucht folgen, indem er in mehr als der Hälfte seiner Fälle in 
der II. Charitée-Klinik diese Komplikation eintreten sah. 

Seiner Auffassung nach wurde die Gelbsucht von der Auflósung der 
Blutkórperchen in der Leber und vielleicht auch durch eine Giftwirkung 
auf die Leberzellen selbst verursacht. Im Harn war nur »vereinzelt und 
zu Beginn des Auftretens von Ikterus« Bilirubin nachweisbar, sonst nur 
Urobilin. 

Ikterus ist demnáchst nach Santoninvergiftungen beobachtet worden, wo 
er wie im Cramerschen Falle mit Fieber und Milzschwellung verlaufen kann. 

Kein Fieber sahen dagegen LAACHE und LôwENTHAL in Fällen von Ik- 
terus nach Anwendung von Exalgin. 

Zu den Blutgiften wird auch Chinin in denjenigen Fällen von Schwarz- 
wasserfieber mit Ikterus gerechnet, die nach Chiningebrauch auftreten. 

Pikrinsäure gehört dagegen nicht zu den ikterogenen Pharmaka; nach 
Einnahme von pikrinsaurem Kalı kann jedoch die Hautfarbe Ikterus simu- 
lieren, und deshalb verabreichte, erwähnt in seinem Lehrbuch Per, ein 
bekannter deutscher Kliniker gelegentlich in Ermangelung eines Ikterus- 
kranken, Pikrinsäure, um doch den Studenten »das koloristische Bild 
des Ikterus« demonstrieren zu können. 

Viel häufiger als nach Verabreichung der erwähnten Mittel tritt jedoch 
Gelbsucht bei Verwendung von Laktophenin auf und ihre Symptoma- 
tologie, ihr Verlauf, ihre Pathogenese und generell-pathologische Bedeutung 


soll deshalb hier eingehender erörtert werden. 


Laktophenin — Laktyl-Paraamidophenyl-Äthyläther — wurde im Jahre 
1893 in der Praxis eingeführt und erreichte durch seine Kombination von 
antipyretischer und hypnotisierender Wirkung in kurzer Zeit sehr verbrei- 


tete Anwendung. 


IQI4. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 5 


Besonders bei Typhus abdominalis wurde es von v. JAKscH und 
v. ScHULER empfohlen, und Meissen zog es bei Bekämpfung des tuber- 
kulósen Fiebers allen anderen Antipyretika vor. 

Auf Grundlage von 3 eigenen Beobachtungen machte im Jahre 1895 
Strauss als der erste auf Ikterus als Komplikation aufmerksam. 

Später wurden ähnliche Beobachtungen von WENZEL, WITHAUER, 
LAACHE u. m. a. mitgeteilt, und besonders von den beiden Letztgenannten 
die Häufigkeit des Ikterus betont. 

Neben dieser Komplikation treten die übrigen Nebenwirkungen sehr 
in den Hintergrund. 

Nach Huser, STEIN und GERHARDT kann Laktophenin erythematöse 
und bullóse Hautausschläge hervorrufen, und Rascu hat einmal nach Ein- 
nahme von Laktophenin Pigmenterythem vom Typhus der fixen Antipyrin- 
exantheme gesehen. 


Tódliche Laktopheninvergiftungen sind kaum beobachtet worden. 


II. Kasuistik. 


In den letzten 10 Jahren ist in der medizinischen Abteilung À des 
norwegischen Rigshospitals zu Kristiania (Direktor: Prof. Dr. S. LAACHE) 
Laktophenin bei der Behandlung von vielen rheumatischen Krankheiten 
angewandt worden. 

Schon im Jahre 1904 machte Laacue auf den häufig komplizierenden 
Ikterus aufmerksam und betonte gewisse Eigentümlichkeiten desselben (Auf- 
treten nach durchschnittlich 27 gr., Fieber u. s. w.) 

Später hat das Beobachtungsmaterial sich vergrößert und andre 
Eigentümlichkeiten der Laktophenin-Gelbsucht von pharmakologischem und 
allgemein pathologischem Interesse sind gefunden worden, die es wünschens- 


wert machen, das ganze einschlägige Material hier vorzulegen. 


6 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


Kasuistik. 
Positive Fälle. 


Fall I: O. A, Arbeiter, 61 Jahre. 9. Oktober 1901— 20: Novem- 
ber 1901. 


Diagnose: Neurasthenia (traumatica ?). 


Nach 30 gr. Laktophenin trat am 30. Oktober Brennen und Schmerz 
im Epigastrium auf, später Febrilia, worauf das Mittel nach Einnahme 
von 32 gr. abgesetzt wurde. Am 1. November: Ikterus, Galle im 


Harn, in dem aufer- 
BØRS | 27 22 LÆSES LES 27. ar 
i ee 


dem Spuren von Eiweifs, 
uo EE 
= ss 


die bald verschwanden. 
Vorübergehende  Diar- 
rhóe. Faeces graufarbig. 
Ikterus 8 Tage lang vor- 
handen, begleitet von 
starkem Jucken. 
Kórpergewicht am 
II. Oktober: 77.6 kg5 
am 18 Oktober: 78.4 
kg., am 25. Oktober: 
79.6 kg., am 8. Novem- 


t Í t qu o. =: ber: 76. ke. annis di 
35 - = - 7 79.3 2 5: 
RETE TE EGG November: 77.0 kg., am 
Fall I. 22. November: 77.4 kg. 


Fall II: M. K., Eisenbahnarbeiter, 59 Jahre alt. 


Aufgenommen: 19. Oktober 1901. 
Entlassen: 23. Januar 1902. 


Diagnose: Rheumatismus chronicus. 


Eine inkonstante Spur von Eiweiß im Harn war vor der Laktophenin- 
behandlung nachgewiesen worden, spater aber nicht mehr vorhanden. 


22. X.: Laktophenin 1 gr. zweimal taglich. 

31. X.: Gestern und heute Schmerzen im Leib, wiederholte Stuhlent- 
leerungen von grauer Farbe, ikterische Verfarbung der Konjunktiven, im 
Harn deutliche Gallenfarbstoffreaktion, unterer Leberrand unter dem rechten 
Rippenbogen fühlbar. 

Patient hat im ganzen 21 gr. Laktophenin bekommen. 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 7 


Die Gelbsucht nahm in den 
folgenden Tagen zu. Die Stühle, 
welche inzwischen fester wur- 
den, waren vollkommen kreide- 
weiß, und da sie keine Nei- 
gung zu spontaner Besserung 
zeigten, wurden am g. Novem- 
ber rektale Wassereinlaufe nach 
Krull instituiert, wodurch die 
Gallenausscheidung in den Darm 
wieder herbeigeführt wurde. 

Die Gelbsucht nahm nach 
und nach ab, war aber erst 
nach 3 Wochen gänzlich ver- 
schwunden. " A Fall IL. 

Die alten rheumatischen 
Erscheinungen gingen in der Folgezeit entschieden zurück, und der Kranke 
verließ in guter Besserung, wenn auch nicht völlig geheilt, das Hospital. 


Fall III: A. S., Wegearbeiter, 38 Jahre. 25. Oktober r901—5. De- 
zember Igo1. 


Diagnose: Ischias sinister. 


29. Oktober: L. ı gr. t. p. d Am 2. November zeigte der Harn 
nach 10 gr. eine dunklere Farbe als normal, 3 dünnflüssige Stühle. 
Erst am 11. November 
war ausgesprocheneı 
Ikterus vorhanden, wes 
halb L. nach Gebrauch 
von 34 gr. abgesetzt 
wurde. Am 14. und 
15. war der Puls auf 
52, am 16 auf 64 ge- 
sunken, ab und zu mit 

Fall III. einzelnen Extraschlä- 

gen. 17. November: 

Puls 60. Am 19. November: Puls 52. Am 21. November: Puls 54. Der 

Harn hell, der Stuhl hellbraun. Während der ganzen Zeit war kein 

Fieber vorhanden. Ischias auffallend schnell geheilt bei gleichzeitiger 
auswendiger Behandlung. 


Fall IV: L. K., Arbeiter, 29 Jahre. 4. Oktober 1901—30. Novem- 
ber 1901. 


Diagnose: Rheumatismus chronicus. 


2. November: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d.; nach Gebrauch von 11 
gr. war der Harn etwas dunkler als normal. 12. November: 29 Pulver 
verabreicht, Patient bekommt Schmerzen im Unterleib, weshalb die Pulver 
abgesetzt wurden. Der Harn sattgelb, aber Gmelin negativ. Die Abfüh- 
rung dunkelgelb. 13. November: Starke Schmerzen unter Proc. xiph., 
wo ausgepragte Druckempfindlichkeit. Am r4. November: Temp. 38.2— 
36.8. Der Harn wie Bockbier, Gmelin schwach positiv, der Stuhl dunkel- 


8 OLAV HANSSEN. | M.-N. KI. 


braun. Puls 72. Gelbfärbung 

der Haut und der Schleimhäute. 

Sowohl Knie- wie Fuß- 

— gelenke hierbei bedeutend ge- 

LE SS ein bessert. Während der en 

—— ei. in den folgenden Tagen einen 

ALAA ATW (Ae reichlichen Gallengehalt zeigte, 

Slats FEE | hielten sich die Faeces braun, 

erst am 18 November wurden 

ouem sie gráulich, aber immer noch 

GOES Rr mit Hellbraun vermischt; am 

Fall IV. 20. November in bedeutender 
Besserung entlassen. 


LD. Lo Klo p him i 


Fall V: L L. O., Tischler, 42 Jahre. 27. November 1901 25: 
Januar 1902. 


Diagnose: Ischias dexter. . 


7. Dezember: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. Der Harn hielt sich unver- 
andert bis zum r9. Dezember, also 12 Tage; da wurde er dunkler als normal, 
an den folgenden Tagen wurde er noch dunkler, am 22. Dezember Reaktion 
auf Galle gleichzeitig mit ikterischer Färbung der Haut und der Schleimhäute. 

Dunkelbràunliche 
Abführung; die Faeces 
auch spater nicht ent- 
farbt. Das Mittel war 
bereits am 21. Dezem- 
ber abgesetzt worden, 
da der Patient über Ubel- 
keit und Aufstoßen ge- 
klagt hatte. Kein Fieber. EEE : um 

Die Schmerzen in Dre, VE 
Hüfte und Fußgelenk we- Fall V. 
sentlich besser. In den 
nächsten Tagen verlor sich sowohl der Ikterus wie der Gallengehalt des 
Harns sehr bald. Die ischiadischen Beschwerden gingen auffallend schnell 
zurück, und Pat wurde als geheilt entlassen. 


Seines Rheumatismus wegen wurde er g Jahre später wieder in die 
medizinische Klinik aufgenommen. 

5.. Dezember 1911: D Eaktophenin = gr Mt 4p. d. 

Die Schmerzen wurden besser, und das Mittel wurde 1. Januar 1912 
nach Einnahme von im ganzen 85 gr. abgesetzt. Kein Ikterus. Keine 
Urobilinurie. 


Magenbefunde 1 St. nach Ewalds Probefrühstück : 
8. Xl roar 180 ec ye 
aril: nens GS OS 


Fall VI: A. S, Kutscher, 45 Jahre. 28. Dezember 19or— 25. Fe- 
bruar 1902. 


Diagnose: Ischias dexter. 


29. Dezember: D. Laktophenin 2er. t. pi d.5 bereits nach 3 Taser 
am 2. Januar, zeigte sich der Harn etwas dunkler gefarbt als normal, was 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 9 


sich jedoch später wieder verlor. 7. Januar 1902: Temp. 38.2--38.4. 
Kopfschmerzen, Ubelkeit, aber keine ihe Farbung der Haut oder der 
. Schleimhäute. Gmelin negativ, keine Abführung. Laktophenin nach 22 
Pulvern abgesetzt. Am 8. 
Januar: Temp. 38.4— 38.1. 
; Stuhl von  hellbrauner 
Farbe. Der Harn dunkel 
mit zweifelhaftem Gmelin, 
schwacher Ikterus, der am 
darauffolgenden Tage deut- 
lich hervortrat, ebenso wie 


Sn 
Gmelin sicher positiv wurde, E Les AH = 
der Harn enthielt zugleich <= DEN Bes 

GEDE SE SEE er 


eine schwache Andeutung 
von Albumin. Es ist ver- 
merkt: 2 reichliche Stühle 
nach grünem Pulver, von Fall VI. 

breiiger Konsistenz und hell- 

brauner Farbe. Am 11. Januar: Temp. 36.0 —36.1. Reichliche breiige, hell- 
braune Abführung nach Klystier. Ikterus im Verschwinden. Ischias im 
rechten Bein in bedeutender Besserung; später vorübergehende Schmerzen 
in dem früher gesunden linken Bein. 


FEE : RI m 


Fall VII: K. B., Landmann, 48 Jahre. 12. April 1902—9. Mai 1902. 
Diagnose: Ischias sinister. 


13. April: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d.; bereits nach 2 Tagen ist 
der Harn vorübergehend dunkler als normal Am 22. fühlte Patient sich 
matt, schlief schlecht und hatte das Gefühl von Überfüllung im Unterleib, 
weshalb er Karlsbader Salz bekam. 24. April: Temp. 38.6— 39.1... Puls 
96. Die Zunge etwas be- 
legt, gestern abend ein 
unangenehmes drückendes 
Gefühl unter Proc. xiph. 
und etwas Erbrechen, er 
ist aber heute besser. 

Druckempfindlichkeit 
im Epigastrium, der Harn 
dunkel, aber Gmelins Reak- 
tion negativ, eine reich- 
liche braune Entleerung 
nach Klysma. Gebraucht 
22 gr. L., das abgesetzt 
wird. 25. April: Ausge- 
prägter Ikterus der Haut 

Fall VII. und der Schleimhäute. 

Gmelin stark positiv. 26. 

April: Gestern wieder einmal Erbrechen, starke Mattigkeit, Leberdämpfung 

von der 6. Kosta bis zum Kostalbogen, unterer Leberrand nicht palpabel, 
keine Dämpfung in der Milzregion, der Stuhl nicht entfärbt. 

Die ischiadischen Schmerzen besser. 

Die Gelbsucht dauerte an, und am 30. April zeigten sich Faeces 
entfärbt, am 2. Mai war jedoch der Stuhl wieder schwach braun, 


IO OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


wåhrend der Harn noch immer gallenhaltig war. Am 6. Mai war Gmelin 
kaum mehr positiv, aber der Harn hålt sich auffallend lange dunkel. 


Fall VIII: O. H., Tischler, 37 Jahre. 29. November 1902—27. Ja- 
nuar 1903. 


Diagnose: Rheumatismus. 


Am 1. Dezember: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. Am ro. Dezember: 
Temp. 39.2—38.3. Nachdem sich der Patient seit vorgestern abend unwohl 
gefühlt hatte mit Ubelkeit und Schmerzen im Epigastrium, trat gestern 
mittag Frósteln von halbstündiger Dauer mit darauffolgendem Hitzegefühl 
auf. "Mehrmals Erbrechen. Heute Stirnkopfschmerzen. Eine früher vor- 


handene Ansammlung in den 
DES REDE, Kniegelenken ist geschwunden. 
Bes es Se Schwache Gelbfarbung der Kon- 
BERESE> junktiven, die spater zusammen 
= mit deutlichem Ikterus der Haut 

zunahm. 

Der Harn dunkel. Gmelin 
negativ. Spur von Albumin. Ge- 
braucht 21 gr. L., das abgesetzt 
wird. Am 11. Dezember: Temp. 


==  239.5—37.6. Gmelin positiv. Noch 
——= immer schwache Andeutung von 
= . Di 
- Een em Albumin. Havcnarrs Probe 
positiv. 
Fall VII. r6. Dezember: _ Pulse 


Spontan auftretender Stuhl, davon 
die eine Hälfte schwach braun gefärbt, die andre lehmgrau. 17. Dezember: 
Der Harn zeigt noch immer Gmelins Reaktion. Reichliche Entleerung, 
entfärbter Stuhl. Puls 60, auf welcher Höhe er sich mehrere Tage hielt. 
18. Dezember: Entfärbter Stuhl. Vom 19. Dezember an begann der Stuhl 
eine braune Färbung anzunehmen. Am 27. Januar 1903 als von seinem 
rheumatischen Gelenkleiden geheilt aus dem Krankenhaus entlassen. 


Fall IX:. P. T; Feldwebel, 37 Jahre. 26. November 1902—-21.Re 
bruar 1903. 


Diagnose: Rheuma- 
tismus chronicus. 


28. November: Lak- 25; 29190 7212 = Teri Wola ea #2 
tophenin 1 gr. t. p. d. Am ES - 
9: Dezember: "Temp. 383 

37.9. Am 10. Dezem- 
ber: Temp. 384 36.6. 
Der Harn stark gefarbt, 
aber Gmelin negativ. Gelb- 
farbung der Sklerae. Lak- 
tophenin nach 34 gr. ab- 
gesetzt. Zwei reichliche, 
gefärbte Abführungen. — Fall 1X. 


1914. No. 2. DEB LAKTOPHENIN-IKTERUS. ET 


Gmelin negativ. Am 11. Dezember: Gmelin schwach positiv. Am 13. De- 
zember: Die Abfuhrung lehmfarbig. Am 15. Dezember: Starkes Jucken 
über dem ganzen Kórper. Die Erscheinungen gingen nach und nach zurück. 


Fal X: M. H. D., Dienstmadchen, 45 Jahre. 23. April 1906— 19. 
Juli 1906. 


Diagnose: Ischias. 


24. April: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. 4. Mai: Temp. 37.8— 38.6. 
Puls 108. Seit gestern abend 
Schmerzen im Epigastrium 
und Rücken. 5. Mai: Temp. 
37.4—38.0. Puls 8o. Deut- 
licher Ikterus. Gmelins Reak- 
tion positiv. Faeces ent- 
farbt. Laktophenin wird nach 
Einnahme von 37 gr. abge- 
setzt (7-/5.). 

I8, Mai: Puls 72. Der 
Stuhl immer entfarbt. Gmelin 
positiv. Pruritus. 

2r Mais “Der Harn 
heller. Faeces von grau- 
gelber Farbe. 


Fall XI: A. E, Dienstmädchen, 24 Jahre. 19. September 1906— 
8 April 1907. 


Diagnose: Ischias. 


a Oktober: HEDE Laktophenin «1 er. Step d. 
16. Oktober: Temp. 38 Kopfweh und Frü- 

DE - steln. 

ERE EZ 19. Oktober: Erbrechen. Der Harn dunkel- 
farbig. Laktophenin nach Einnahme von 4o gr. 
abgesetzt. 

20. Oktober: Ausgespochener Ikterus mit po- 
sitiver Gmelins Reaktion und Pruritus. 

27. Oktober: Die ikterische Entfärbung nicht 
mehr deutlich. 
Fall XI. 31. Oktober: Gmelin negativ. 


Fall XII: J. S, Landmann, 38 Jahre. 27. Februar 1907— 22. Mai 
1907. 
Diagnose: Ischias dexter. 


29. Marz:*-D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. 

Nach 36 gr. trat am g. April Ubelkeit, Frósteln und dunkler Harn auf, 
worauf das Mittel abgesetzt wurde. Gmelin —. 

12. April: Ikterus. 

22. April: Der Harn enthalt immer Gallenfarbstoff. 

3. Mai: Die ikterische Verfarbung stark abgenommen. Faeces sind 
nicht ganz entfärbt gewesen. 


I2 OLAV HANSSEN. M.-N. KI. 


7. Mai: Gmelin =. 

Körpergewicht 31. Ill. 68.6 Kg. 
Ios LV 6640 2 
I9- ? 64.5 » 
26.. >. 64.2,» 
ir. V. "65 0 92 

Fall XII. 17. 2) 070 


Fall XII: K. J, Arbeiter, 58 Jahre. 25. Februar 1909— 15. Mai 
1909. 

Diagnose: Rheumatismus. 

24. April: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. 


4. Mai: Gestern traten Schmerzen im Leib und Frésteln auf. Subik- 
terische Verfarbung der Konjunktiven. 


VFTITT TIT ff ee i en en fe eer i oe fe es ee ee ee i Oe ee oe ee De i ee eB Oe OW Oe es om Oe Df DUCTU TUTT 


5. Mai: Puls heute unregelmäßig, ca. 60 (vgl. die Pulskurve). 
Viele frustrane Herzkontraktionen. Im Harn Gmelins und Schlesin- 
gers Reaktion positiv. Laktophenin (35 gr . gebraucht) abgesetzt. 
Mai: Puls 8o; die Arythmie w ee hervortretend. 
8. Mai: Der Ikterus schnell abnehmend. Gmelin negativ. 
to. Mai: Die Gelenkschmerzen bedeutend gebessert. 


122 127128122132'41213 1715 16171817 
a : 
EEE Er... 

== 


Fall XIII. 


Blutuntersuchung 7. V: Rote Blutkörperchen: 5 190 000. 
Hb 9/; — rro. 


Magenuntersuchung: 6. V. Azidität des Mageninhalts: 35/79 
IO.» —>— 31/59. 


SA 
I3. » » SE ga. 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 13 


Fall XIV: L M. O, Arbeiterin, 19 Jahre. 6. Mai 1909 - 3. Juni 1909. 
Diagnose: Rheumatismus. 


11. Mai: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. 

21. Mai: Temp. 36.7 -37.1. Schmerzen im Leib. Harn dunkel. 
Gmelin negativ, Schlesinger positiv. Kein Ikterus. 

22. Mai: Temp. aas 37-7- Puls 92. Kein Appetit. 

23. Mai: Subikterische Verfarbung der Sa mea ba und der Haut. 


HAT LT 
224 77 77m 


Yack 


Fall XIV. 


Seit gestern ein urticaria-ähnlicher, stark juckender Ausschlag auf 
Truncus und Extremitäten. Nachschübe bis 27. Mai. Nach Einnahme von 
37 gr. wurde L. abgesetzt. 

24. Mai: Gmelin positiv. Der Harn enthalt Eiweifs in Spuren. Der 
Stuhl von brauner Farbe. 

28. Mai: Gmelin negativ. Faeces nicht entfarbt. 

3. Juni: Die rheumatischen Schmerzen bedeutend gebessert. 

29. Mai: Die Resistenz der roten Dior perchen: 

Beg. Hàmolyse o.42? 


Tot. = add. Y 
Aziditat des Mageninhalts (Ewalds Probefrühstück): 
4 M. o A 
22. » == 14/ 2: 
24. > = = 66- 
as cR ES 
26. » aw WR 19 
3. VI. — Bles 


Fall XV: O. S, Arbeiter, 26 Jahre. 20. April 1909— 5. Juli 1909. 
Diagnose: Ischias dexter. 


12. Mai: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. 

22. Mai: In den letzten Tagen Dyspepsie; gestern Schüttelfrost. Puls 96. 
Kein Appetit. Im Harn von gestern Schlesingers Reaktion positiv; Gmelin 
negativ. 

23. Mai: Puls 72. Ikterische Farbung der Haut und der Konjunktiven. 
Druckempfindlichkeit im Epigastrium. Gmelin positiv. 

24. Mai: Gestern zweimal Erbrechen. 

25. Mai: Mit A Spur von Eiweifs. 

27. Mai: Puls 64. Milzdämpfung von 7 K- bis K-Bogen. 

28. Mai: Faeces graubraun. Schmidts Sublimatprobe positiv. 


14 OLAV HANSSEN. 


Die Resistenz der roten Blutkörperchen: 


30. Mai: Rote Blutkörperchen: 5.5 


Mill. 


Hb: 96 %Jp. 


Der Harn enthielt Gallenfarbstoff bis 2. Juni, 


gehalt bis ro. Juni. 


ee 
= 


Fall XV. 


M.-N. KI. 


Beg. H. 0.40 9/,. 


"Tor Eee nod. 
vermehrter Urobilin- 


EIERERERERPRESE: 


2222 ln SE 
E adiens 


Magenuntersuchung 1 St. nach Ewalds Probefrühstück : 


24. V. — 135 cc 29/59 
25. 3 — 140 ce 29/5. 
27. > — 185 cc Ma. 
28. » — 85 cc 5/55. 
29. » — 175 CC */7. 
2. VI. — 125 cc 17/77. 
12 =. — 200 ce "ss 
23. » — 185 cc leg. 
5. VII. — 100 cc 1/51. 


(Fall XVI): J. N., Schaffner, 48 Jahre. 


Diagnose: Lumbago. 


19. Mai: D LEaktophenin 3. gr. t. p. d. 


Wegen 


13. April 1909— 3. Juli 1909. 


rasch eintretender 


Besserung wurde das Mittel schon am 22. Mai nach Einnahme von r2 gr. 


abgesetzt. 


Fall XVI, 


105 CICER 
| Brux Borne 
<= 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 15 


28. Mai: Temp. 38.9. Gestern Frósteln, Kophweh und Übelkeit. 
Vorgestern Diarrhóe. 

Vespere: Subikterische Verfárbung der Konjunktiven. Gmelin positiv. 

29. Mai: Puls 84. Keine Übelkeit. Faeces entfärbt. Schmidts Subli- 
matprobe im Stuhl negativ. Im Harn Spur von Eiweiß (»hoher Ringe). 
Keine Zylinder. 


Resistenz der roten Blutkörperchen: 
Beg. Hämolyse 0.40 ?/,. 
Tot. — 0.30 9/,. 
31. Mai: Puls 76. Faeces grau. Spur von Eiweif im Harn. Nach 
Zentrifugierung zahlreiche hyaline und gekórnte Zylinder im Bodensatz. 
In Verbindung mit Pruritus, Übelkeit, entfärbtem Stuhl dauerte die 
Cholurie bis 9. Juni an. 


Magenbefunde 1 St. nach Ewalds Probefrühstück: 


:; 
31. V. — 5/57. 

4. VI. — 6o cc 9/4. 
7. » — 60 cc 2/4. 
I2. » —/112 CC à. 
I3. »  —  5oce hs. 


Fall XVII: M. G., Dienstmàdchen, 23 Jahre. 30. Oktober 1909— 
7. Mai 191o. 


Diagnose: Rheumatismus. 


or Oktober: 0D#/Paktophenin x er: t. p.d: 

9. November: Seit gestern Schmerzen im Epigastrium, das druck- 
empfindlich ist. 

10. November: Puls rr2.  Empfindlich im Epigastrium und unter 
rechtem Kostalbogen. 

Leichte subikterische Verfarbung der Haut und Konjunktiven. 

Nach Einnahme von 30 gr. Laktophenin wurde das Mittel abgesetzt. 


Bann ne om Be EEE DES er ea a 
"EEEEE SEE. Fr pe E 

BEBSSEBSB 727% PET TEE 
EEEEEELLL-L Tree RS 


Fall XVII. 


14. November: Puls 92. Der Stuhl grau. Ausgespochener Ikterus. 
Gmelin stark positiv. 

16. November: Bekam gestern 70 gr. Låvulose ohne Glykosurie. 
Pruritus. 

22. November: Der Stuhl vorgestern von brauner Farbe. Gmelin negativ; 
Schlesinger wieder mehrere Tage positiv. Der Ikterus stark abgenommen. 


16 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 
Blutuntersuchungen: Weiße Blutkörp. Rote Blutkörp. Hb 9/,. 
Io. Xl. 4700 4.5 Mill. 94 9/0. 
.. 0 
it ts P God Beg. Hamolyse 0.40 M 
Tot. — 0.32 0/5. 
I2." > 5600 
13. > 6000 
I5. —» — 6800 } 
27. » | 9600 4.45 Mil. 86 9/,. 
19. » 7000 4.5 Mil. 85:9/5- 
Magenuntersuchung (Ewalds Probefrühstück): 
Sa vi roD ec ey ee 
EI. raojcc Mar: 
0/ 
I9. > 100 CC |/33- 
10. » gy ce?" es: 
19. > 2 34/9. 
2h »  s00 CE oo: 
29e» i 41/85 
30. 2,100 CC 0/68 
15. XIRe1ooree er 
Harnuntersuchung: 
| — —— 
Datum Reaktion Sp. Gew. Eiweiß Galle Urobilin 
(5 NT. Sauer 1020 + + +- 
TS " TO19 = = = 
8. ” ” 1020 | — -- Le” 
9. » i 1020 LI = + 
PON " 1015 = + +++ 
II. „ ” 1018 : + + + + + 
I2. , ” 1021 — ++ SELL 
IS. » » 1022 lI- SEE ak 
Ten, " 1022 = + + ? 
joue n 1021 = REL E 
ue s , 1019 + JE ar = 
17. y T 1020 - 4 = 
ee " 1019 = Sr = 
"ss. p " 1020 TUE == SE 
20. , 2 1020 = ar + 
Bik. A 1019 == 5 Ar 
22. „ 5 IO2I : ? Sr 
235 iy 1021 Zen 5 + 
24. » n Io22 DR T RES 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 17 


Fall XVIII: J. H., Arbeiter, 35 Jahre. 7. November 1910—14. De- 
zember 1910. 


Diagnose: Rheumatismus chr. (Atrophia muscularis). 


8. November: Laktophenin 1 gr. t. p. d. 

18. November: Puls 72. Nach Ewalds Probemahlzeit gestern Übel. 
keit und Schmerzen im Leib. Abends Temp.-steigerung bis 38.69. Der 
Harn dunkel; Gmelin +, Schlesinger +. Laktophenin nach Einnahme 
von 30 gr. abgesetzt. 

19. November: Heute 
ikterische Farbe der Kon- 
junktiven, nicht der Haut. 
Gmelin positiv. 

20. November: Der 
Stuhl grau. HEN 

23. November: Puls 38 
72; starke Gelbfarbung 375 
der Haut; mehrmals Er- 37 
brechen. Der Harn ent. 365 
hielt Gallenfarbstoff bis 25. 36 
November, worauf Schle- 35,5 
singers Reaktion wieder 35 
positiv wurde. Der Stuhl 
von brauner Farbe 26. Fal! XVIII. 
November. 

2. Dezember: Die Gelenkschmerzen besser. 


ton Yae kop home : 


2 Zoe 


Körpergewicht: 17. XI. 69.6 Kg. 
PAS 234 (Goes 
25. \2 4.66.2 «3 
ro) XIL 40:5 > 


Blutuntersuchungen : R. Blutk. W. Blutk. Hb %. 
EF. ox, SAT 6000 9200 95 Ao. 
18. » 5840000 6500 97,°/0." 
19. » 5842000 8000 98 0/0. 
21. » 5140000 9200 98 9/0. 


Magenbefunde 1 St. nach Ewalds Probefrühstück: 


II. XL roo ce 41/4. 
17.94» CX60. 66 PU. 
Pg eu MID EC Le 
25. 5 80 cc “eo. 
29. »  r1oocc 0/45. 
158; A 160 66 99/5. 


Osmotische Resistenz der roten Blutkórperchen: 


18. XI. 0.40 0/9 — 0.30 9/,. 
22. » 0.34 Ip — 0.28 9. 
2. XII. 0.42 5 — 0.32 9/0. 


1 Koagulationszeit des Venenblutes 19 m. Die Retraktion des Koagels mangelhaft. 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 2. 2 


18 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


Fal XIX: J. H., Dienstmädchen, 50 Jahre. 3. September 1909— 
19. Oktober 1900. 


Diagnose: Rheumatismus chr. 


23. September: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. 

1. Oktober: Temp. 36.5—37.0. Puls 120. Gestern Ubelkeit. Im Harn 
ist Gmelin negativ, Schlesinger positiv. 

Nach Einnahme von 25 gr. wurde Laktophenin abgesetzt. 

2. Oktober: Puls 96. Temp. 39.4—37.2. Etwas Schmerzen in der 
rechten Seite des Leibes Die Leberdämpfung normal. Subikterische 
Verfärbung der Konjunk- 


tiven. 

9: Oktober: Puls 76. ^ PACE TE areata be 
Starke Schmerzen im Leib. | To ^ — 
Ausgesprochener  lkterus. 395 —E— Will GA GA ØGE 
Gmelin positiv. Spur von | : Eier = 
Eiweiß. 

4. Oktober: Mehrmals 
Erbrechen. Die Stühle hell- 
braun. 

7. Oktober: Gmelin 
negativ. 

19. Oktober: Bedeu- 
tende Besserung der Riicken- 
schmerzen. Fall XIX. 


Blutuntersuchungen: 3. Oktober R. Blutk. 4 Mill. 
W. Blutk. 5320. 
Hb 9/5 7969/5. 


Magenuntersuchung (Ewalds Probefrühstück): 
a Oktober ato cc 99/5. 


Osmotische Resistenz der r. Blutk.: 
5. Oktober 0.36 ?/, — 0.26 9/,. 


Fall XX: A. A., Arbeiter, 21 Jahre. 17. Oktober 1910— 9. Februar 
LOLI. 


Diagnose: Rheumatismus gonorrh. 


Gebrauchte Laktophenin 1 gr. q. p. d. vom 28. Dezember bis 31. De- 
zember, im ganzen 16 gr. 

6. Januar: Gestern und heute Schmerzen im Epigastrium und Übel- 
keit Heute Nachmittag Schüttelfrost. (Temp. 39?). 

7. Januar: Puls 84. Der Harn dunkel mit positiven Gmelins und 
Schlesingers Reaktionen. 

8. Januar: Puls 62. Leichter Ikterus. 

21. Januar: Die Stühle entfarbt seit ro. Januar; von jetzt gefarbt. 

Schlesingers Reaktion wieder positiv. 

25. Januar: Gmelin negativ. 

Eine schwache Gelbfarbung der Haut und Konjunktiven, Urobilinurie 
und Pruritus hielt an bis zur Entlassung am 9. Februar. 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 19 


2 


—= == = = === = > 
=== + FEE ad EEE 
— I - —— —— = 
: 77729277777. 777 = = === z 277 
É - GIS, SIEHE GE, == FE SE — —Ó LLL > 
39,5 = bs Ada A --—] 1 = — + en A BG. 


G = 
4 1 


Fall XX. 


Blutuntersuchungen: 28. Dezember R. Blutk. 5.2 Mill. 
W. Blutk. 9500. 
Hb 9/, 105 9/,. 
IO. Januar R. Blutk. 5.32 Mill. 
W. Blutk. 7800. 
Hb % 105 9/,. 
R. Blutk. 5.296 Mill. 
W. Blutk. 8400. 
Hb % 110 9/,. 


24. Januar 


28. XII. 70cc ^9. 


3. I. 50 cc 40/¢5. 
7. > 160 cc 22/44, 
8. » 125 cc Mes. 
IO. » 150 cc 1/5. 
I3. >» 300 cc ‘8/63. 
IQ. » 260 cc %0/;;. 
27. » 220 cc 3/69. 


Osmotische Resistenz der r. Blutk.: 
30. XII. 0.46, — 0.36 0/0. 
10. L 0.46% — 0.34 Jo. 
16. > 0.46, — 0.32 0/0. 


Fall XXI: .L.. I, Arbeiterfrau; 53 Jahre. 28. Dezember 1910 — 
26. April 1971. 


29. Dezember: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. 

Die Azidität des Mageninhalts nach Ewalds Probefrühstück 7/59. 
Am 6. Januar wurde Pat. unpäßlich und am 7. Januar trat Frösteln und 
Ubelkeit auf. 

8. Januar: Puls 104. Ausgesprochener Ikterus. 

9. Januar: Puls 92. Der Stuhl von brauner Farbe. 

I2. Januar: Die Stühle jetzt und an den folgenden Tagen teilweise 
entfarbt. 

Der Harn enthielt Gallenfarbstoff bis zum 25. Januar, vermehrter 
Urobilingehalt bis zum 12. April. 


20 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


40,5 —— S| = == E NET TTE 
= | ee m _ 


Pium A L^ HE E 


1273797299203 1:2 


Fall XXI. 


ı2. Januar R. Blutk. 4.24 Mill. 
W. Blutk. 7800. 
Hb ge 95 ET 


8. Marz: Gallenfarbstoff im Blutserum in Verdünnung !/y +. 


Fall XXII: S. E., Dienstmädchen, 22 Jahre. 1. August rgrr—r7. 
Oktober rort. 


Diagnose: Dyspepsia (Neurasthenia). 


Die Magenuntersuchung ergibt Anazidität und normale Motilitat. 

Vom 7. August bis 11. August bekam Pat. Laktophenin, im ganzen 
IS gr. 

17. August: Gestern Frésteln, Ubelkeit und Schmerzen im Epigastrium. 
Der Harn heute uro- 
bilinhaltig, was früher 
nicht der Fall war. 

17. August: Puls 
56. Gestern starke 
Schmerzen im Epi- 
gastrium und rechten 
Hypochondrium. 

18. August: Puls 
52. Leichte, ikterische 
Verfarbung der Kon- 
junktiven. 

I9. August: Her- 

Fall XXII. pes labialis. Gmelin 
- positiv. 

23. August: Puls 52. Der Stuhl vorgestern graugelb. Gmelin 
negativ. 

Vom 15. September bis 20. September und vom 28. September bis 
4. Oktober bekam die Patientin nochmals Laktophenin 1 gr. t. p. d., im 
ganzen 15 + 19 gr. Kein Ikterus. 


1914. No. 2. DER 


LAKTOPHENIN-IKTERUS. 21 


Gallenfarbstoff im Blutserum: 


14. VII. in Verdünnung 1/39 + 
is. fus — 18/29 +. 
16. » = 18/20 +- 
231.43 — 4/59 +. 
I9. » ET 9/20 +. 
D 3 — 12/5) +. 
Le SE 18/20 +. 
ES EX. — 16/50 +. 
=e SES 18/59 +. 
2 s == 18/20 +- 
: 
Harnuntersuchung: 
Datum Sp. Gew. | Eiweiß | Galle Urobilin | Farbe 
| 
| 
x7: VII 2 IOIS eL E + Gelb 
EOS ot PTE 1021 af + ++ Gelbbraun 
fo. à» 2e de 1020 + + +++ Bierfarbe 
DOSE s RT 1013 — -— +++ Gelbbraun 
BESS =e 1019 = + Ss 54565 = 
22. » cU 1025 cS RT | S55 - 
ads rx Pes 1019 = = | EGE Gelb 
T ON wu IOI9 = = + " 
DEE SU 1020 = | = X » 
26.35. ENT M. 1016 = SE m ” 
27- 2T NE IO20 = = | TE » 
20-.. , D BE 1015 = == | = » 


Fall XXIII: E. O., Dienstmadchen, 18 Jahre. 16. September 1911 


— 23. November Ig11. 


Diagnose: Rheumatismus chr. 


Gebrauchte vom 23. September bis 27. September Laktophenin 1 gr. 


t. p. d., im ganzen 15 gr. 


1. Oktober: Seit gestern Übelkeit und Schmerzen im Epigastrium und 


rechten Hypochondrium. 


2. Oktober: Gestern Frósteln und Erbrechen. Der Stuhl von brauner 


Farbe. 


4. Oktober: Puls 60. Leichter Ikterus. Herpes labialis. 
6. Oktober: Puls 60. Der Ikterus schon vorüber. 
Vom 10. Oktober bis 15. Oktober bekam sie nochmals Laktophenin 


I gr. t. p. d., im ganzen 15 


gr. Kein Ikterus. 


Blutuntersuchung: 5. Oktober R. Blutk. 6964000. 


W. Blutk. 4600. 
Hb 0/0 106 u 0. 
Keine punktierten Erythrozyten. 


22 OLAV HANSSEN. 


Gallenfarbstoff im Blutserum: 
27. September: In Verdünnung 7/s9 —. 


1. Oktober: 
Magenbefunde 1 St. nach Ewalds Probefrühstück: 
Coe. e 


55/ 


123 CC /80- 
LO. > 0299 CC Lens: 
26. » 180cc "s. 


Mec uen Pe [do [97 TI DATAA 


CEE 


eee er ns 
MENTON 200277 MS eee 
Ae ee hee ase 72 


Vor dem Frósteln in Verdünnung 10/,5 +. 


M.-N. Kl. 


4/16] 00770 0 00 4 FA 
oor 


HH 
ui 


Fall XXIII. 


Harnuntersuch une: 


Datum Reaktion | Sp. Gew. Eiweif Galle Urobilin up 
25. IX. . Sauer 1018 -— == 20: == 
26. , = IOI2 — — = + 
27. » ” 1016 = = — — 
28. , ” 1017 = =F = + 
29. » » 1013 Spur = — zen 
20 = 1012 a = — — 
TX is 1018 — = Spur E» 
SE oq = 1018 — + — — 
I m » 1017 Spur an a = 
A 5 1020 + — — E 
or = 1025 oh Unsicher —+ = 
Os m » 1019 + E + -2- 
Toate x 1018 = = SESS tm 
Sxl is » 1017 -b = E — 
9: » » 1015 ES FE E == 
TO : IOI3 + = Unsicher + 
no s 1017 To LE Er m + 
I2. , c 1013 = = =? — 
We » 1013 IS = — + 
T4 0 DE à | 1020 + == = + 
OR SENERE » IOIS — = + + 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 23 


Datum | Reaktion | Sp. Gew. | Eiweiß | Galle | Urobilin | p 305. 
| | | | 
TGS XS uie. Sauer IO12 E — = | = 
p We = 1016 + — == as 
ES» : 1018 : == en Le 
19. » | » 1015 — — = | = 
20. , " IOI3 = = e= = 
ZT ys | » 1018 - + u — 
22. , " 1020 — — | = zx. 
23. » . 1015 = + + = 
24. » » IOI4 i — =e == 
25- » » 1015 m JOR | EU XP 
| 


Fall XXIV: B. B, Arbeiter, r9 Jahre. 21. Mai 1912—21. Okto- 
ber 1912. 


Diagnose: Rheumatismus chr. 


Gebrauchte vom 3r. August Abends bis 5. September Laktophenin 
I gr. t. p. d., im ganzen 16 gr. 

10. September: Temp. 36.6—37.5. Nachts Schmerzen im Rücken 
und unter rechtem Kostalbogen. 


40.5 
40 = _ & + 

RE ET 
395 === = = = ES SS 2222 


EEEBESEREEBEBEERE 
Eee M 
ee ee 


2 Kk log hit LY, heap bee 
Fall XXIV. 


Mane:  Blutserum ikterisch; Gallenfarbstoff % +. Der Harn hell, 

ohne Urobilin. 

Vesper: Temperatursteigerung bis 39.2°. Der Harn dunkler; starke 

Urobilinreaktion. 

11. September: Gmelin schwach positiv. Nach Einnahme von 70 gr. 
Galaktose Glykosurie. Ubelkeit, aber kein Erbrechen. 

Der Harn enthielt Gallenfarbstoff bis 15. September, vermehrter Uro- 
bilingehalt bis 21. September. Die Stühle nicht entfarbt. Keine punk- 
tierten Erythrozyten. 

Am 7. Oktober wurde nochmals Laktophenin 1 gr. t. p. d. gegeben 
und das Mittel nach Einnahme von 3o gr. abgesetzt. Kein Ikterus. 


24 * OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


Frustrane Fälle: 


Fall XXV: N.N., Restaurateur, 42 Jahre alt. 8. April 1902 — 26. Juni 1902. 
Diagnose: Ischias sinister. 

9. April: Laktophenin 1 gr. t. p. d. Der Harn wurde bald auffallend 

und anhaltend bräunlich gefärbt, dunkel, portwein- oder rumfarbig, -voll- 

kommen klar. Gallenfarbstoff, 


Blut, Eiweif nie vorhanden. 

eer aie Tine von Dr. Geelmuyden vor- 
re = h 

+e -H 


genommene Untersuchung aut 
Haematoporphyrin ergab eben- 
falls ein negatives Resultat. 
21. April: (nach Einnahme 
von 33 gr. Laktophenin) ließ 
sich eine leichte ikterische Far- 
bung an den Augen konstatie- 
ren, zu Ikterus der allgemeinen 
Hautdecke kam es aber nicht; 
Fall XXV. Stuhlentleerungen nicht entfarbt. 


Fall XXVI: D. B., Frau eines Landmannes, 66 Jahre. 

Diagnose: Rheumatismus chr. 

17. Juli: D. Laktophenin 1 gr. q. p. d. 

Am 20. Juli wurde das Mittel nach Einnahme von r5 gr. abgesetzt. 

27. Juli: Gestern nachmittag Übelkeit, später Frösteln und Schmerzen 
im Epigastrium. Im Harn gestern vormittag negative, gestern nachmittag 
stark positive Schlesingers Reaktion. Gmelin negativ. 


VU AZ 
AISA EF ace a 


Fall XXVI. 


28. Juli: Übelkeit und Druckempfindlichkeit im Epigastrium. Herpes 
uc Gmelin negativ. Kein Ikterus. 
Juli: Der Harn heller; der Stuhl von dunkelbrauner Farbe. 
n 2. August bis 5. August bekam sie nochmals Laktophenin, im 
ganzen IS gr. Keine Temperaturerhöhung. Keine Urobilinurie. 
Gallenfarbstoffgehalt im Blutserum: 


20. VII. in Verdünnung "3%, +. 
24. > = 20/50 + . 
26. » es Cire 
zT md 1/20 +. 
Soe SER 5[ao +. 

ZAHLE — 18/29 +. 


IQI4. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 25 


Fall XXVII: '-K.. 1, Heizer, 29 Jahre. 
Diagnose: Rheumatismus gonorrh. 


2. Januar: D. Bals. copaiv. 0.50 gr. t. p. d. 

7. Januar: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. Am 14 Januar wurde das 
Mittel nach Einnahme von 22 
gr. abgesetzt. 

17. Januar: Gestern Frö- 
steln und Temperatursteigerung 
bis 38.49. Im Harn deutliche 
Urobilinreaktion. Kein Gallen- 
farbstoff im Blutserum. Kein 
Ikterus. 

24. Januar: Seit gestern 
Ubelkeit und Schmerzen im Epi- 
gastrium, weshalb Bals. copaiv. 
abgesetzt wurde, worauf Besse- 
rung. Kein Ikterus. 

Spater bekam er Laktophenin 1 gr. t. p. d. in zwei Perioden, im 
ganzen 22 gr. resp. 26 gr. — ohne Reaktion. 


= Fe = 


Fall XXVII. 


Negative Fälle: 


Fall XXVII: W. J., Ziegeleiarbeiter, 34 Jahre. 16. Oktober 19017 
—6. Februar 1902. 


Diagnose: Lumbago. 


Nach 30 gr. Laktophenin (1 gr. 2 mal taglich) zeigte sich keine andere 
Wirkung, als dafs der Harn bereits nach ein paar Tagen eine etwas 
dunklere Farbe annahm, die bei fortgesetztem Gebrauch später wieder ver- 
schwand. 


Fall XXIX: EH. K. K., Mechaniker, 35 Jahre. 14. Oktober 1901— 
23. Dezember 1901. 


Diagnose: Ischias dexter. 


15. Oktober: D: L. Yo gr. t. p. d Am 26. Oktober war der*Harn 
etwas dunkler als normal, eine Erscheinung, die sich später wieder verlor. 
Das Mittel wurde nach Gebrauch von 40 gr. abgesetzt wegen eingetretener 
dyspeptischer Beschwerden, die jedoch, nach der Anamnese, nicht mit 
Sicherheit dieser zugeschrieben werden kónnen. 

Ischias war — bei gleichzeitiger Behandlung mit Badern und Elektri- 
zitàt — bedeutend gebessert. 


Fall XXX: J. B. Landmann, 61 Jahre. 25. November 1901—1. 
Februar 1902. 


Diagnose: Rheumatismus chronicus. 


18. Dezember: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. 29. Dezember: 32 
Pulver verabreicht, ohne Spur von Dyspepsie; der Appetit ist gut, der 
Harn vielleicht etwas dunkler als normal, jedoch hóchst unbedeutend, 


26 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


ebenso nach 63 gr. Nach or gr. ist vermerkt, dafs der Harn ganz hell 
war. Als sich auch nach 100 gr. nicht die geringste Wirkung zeigte, 
wurde das Mittel abgesetzt. 


Fall XXXI: M. L., Kutscher, 28 Jahre. 29. Januar 1902— 7. Marz 
1902. 


Diagnose: Rheumatismus chronicus et tumores glandulosi colli. 


I. Februar: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. Am 6. Februar war der 
Harn nach 16 gr. L. dunkler als normal, was am 11. Februar nach Ge- 
brauch von 22 gr. bereits weniger deutlich ausgepragt war. à 

Als Patient nach Gebrauch von 42 gr. darüber klagte, dafs er den 
Appetit verliere, wurde das Mittel am 17. Februar abgesetzt. Kein 
Ikterus. 


Fall XXXII: K. A. S, Arbeiter, 23 Jahre. 20. Januar 1902 22. 
April 1902. 


Diagnose: Rheumatismus chronicus. 


30. Januar: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. Am r5. Februar: Nach 
47 Pulvern zeigte der Harn keine oder doch nur ganz unbedeutend dunk- 
lere Färbung als normal, etwas Saugen im Epigastrium mit Neigung zu 
Diarrhóe. L. abgesetzt. 


Fall XXXIII: I. K., Heizerfrau, 24 Jahre. 27. Februar "2902 26 
Marz 1902. 


Diagnose: Ischias sin, Graviditas. 
Gebrauchte L. vom 28. Februar bis 11. Marz, im ganzen 31 Pulver, 
der Harn hierbei voriibergehend dunkler gefarbt; im übrigen wurde das 


Mittel eine Zeitlang gut vertragen, bis am Schluß Erbrechen auftrat, wor- 
auf das Mittel abgesetzt wurde. 


Fall XXXIV: P. A, Aufschlager, 41 Jahre. 4. April 1902—6. Juni 
1902. 

Diagnose: Ischias sin. 

9. April: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d., das am 26. April nach Ge- 
brauch von s2 gr. abgesetzt wurde, weil Schmerzen im Magen und 
Diarrhóe auftraten. 

Der Harn etwas dunkler als normal. Sonst nichts Besonderes zu 
bemerken. i 


Fall XXXV: Kr. A. N., Maurerhandlanger, 52 Jahre. 1. April 1902 
— 3. Juni 1902. 
Diagnose: Ischias dexter. 


4. April: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. Nach vorübergehender Dun- 
kelfarbung des Harns wurde dieser bald wieder heller, und nach Gebrauch 
von 56 gr. wurde L. abgesetzt. Kein Ikterus. 


IQI4. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 27 


Fall XXXVI: W. F., Steward, 38 Jahre. 12. August 1902— 2. DE 
zember 1902. 


Diagnose: Rheumatismus chronicus. 


Gebrauchte vom 26. September bis 7. November im ganzen 100 gr. 
Laktophenin. Der Harn wurde nur etwas dunkler als normal, aber sonst 
hatte das Mittel keine nachweisbare Einwirkung; der Patient gab an, daß 
sich seine ziemlich heftigen Rückenschmerzen hierbei besserten. 


Fall XXXVII: V. H., Fischhándlerfrau, 48 Jahre. 4. August 1903 
—14. November 1903. 


Diagnose: Ischias dexter. 


3. Oktober: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d Der Harn wurde nach 
wenigen Tagen etwas dunkler als normal. Das Mittel wurde nach Ge- 
brauch von 99 gr. abgesetzt. Kein Ikterus. 


Fall XXXVIII: M. E., Dienstmádchen, 52 Jahre. 21. Februar 1906 
TE April 1906. 
Diagnose: Ischias dexter. 


Gebrauchte vom 10. Marz bis 7. April Laktophenin 1 gr. t. p. d., im 
ganzen 82 gr. Gute Besserung der »Gicht«. Kein Ikterus. 


Fall XXXIX: I. M. Steinarbeiter, 37 Jahre. 1. März 1907—2I1. 
Mai 1907. 
Diagnose: Ischias. 


Eas Marz> D^ Taktepiemnm E gr. tp d. rs» April klapte ‘er über 
Ubelkeit, weshalb Laktophenin nach Einnahme von im ganzen 69 gr. ab- 
gesetzt wurde. Der Harn etwas dunkel, aber kein Ikterus. 


Fall XL: L. E. Frau, 46 Jahre. 15. Juli 1907 — 24. August 1907. 
Diagnose: Ischias sinister. 


15. Juli: D. Laktophenin 1 gr. t. p. d. 3o. Juli wurde das Mittel ab- 
gesetzt wegen Schmerzen im Epigastrium. Kein Ikterus. Die Gesamt- 
einnahme 38 gr. 


Fall XLI: T. H., Fuhrmann, 66 Jahre. 23. November 1907—28. 
Februar 1908. 


Diagnose: Ischias dexter. 


Gebrauchte vom ro. Januar—5. Februar Laktophenin, im ganzen 76 gr.; 
das Mittel abgesetzt wegen Ubelkeit und Erbrechen. Kein Ikterus. 


Fall XLII: G. K., Dienstmädchen, 34 Jahre. 18. November 1907— 
7. Marz 1908. 


Diagnose: Ischias sinister. 


18. Januar: D. Laktophenin 1. gr. t. p. d. 4. Februar wurde L. ab- 
gesetzt nach Einnahme von 49 gr. wegen Kopfweh. Kein Ikterus. 


28 OLAV HANSSEN. M.-N. Ki 


Fal XLIII: K. G., Ehefrau, 45 Jahre. 27. Januar 1908—30. Mai 
1908. 


Diagnose: Ischias. 


Nach Einnahme von 43 gr. Laktophenin (vom 29. Februar bis r5. 
März) wurde das Mittel wegen Übelkeit, Erbrechen, Schmerzen im Egi- 
gastrium abgesetzt. Der Harn hellgelb. Kein Ikterus. 


Fall XIV: N. N., Frau, 52 Jahre. 
Diagnose: Rheumatismus (Paralysis agitans). 


Nach Einnahme von 46 gr. im Laufe von 16 Tagen wurde Lakto- 
phenin wegen eintretender Übelkeit und Kopfweh abgesetzt. Kein Ikterus. 


Fall XLV: H. O, Arbeiter, 44 Jahre. 1. August ıgıı— 5. Sep- 
tember 1911. 


Diagnose: Ischias. 


Gebrauchte vom 12. August bis 16. August Laktophenin 1 gr. q. p. d., 
im ganzen 16 gr. Keine Urobilinurie. 


12. August: Im Blutserum Gallenfarbstoff in Verdünnung !5/5) +. 
16. August: > — 18/59 +. 
25. August: —»— 20/59 +. 


Fall XLVI: G. G., Dienstmädchen, 19 Jahre. 18:. Juli wogrz— e 
September 1911. 


Diagnose: Neurasthenia. 


Gebrauchte vom 25. August bis 29. August im ganzen 16 gr. Lakto- 
phenin. Keine Urobilinurie. 

28. August: Im Blutserum Gallenfarbstoff in Verdünnung 7°/s9 +. 

3. September: —> — 18/59 +. 

8. September: Nach Ewalds Probefrihstiick keine freie H Cl. Total- 
azidität 18. 


Fall XLVII: K. J., Arbeiter, 60 Jahre. 
Aufnahme: 25. August 1910. 
Diagnose: Rheumatismus chr. (Vit. org. cordis). 


Nach Einnahme von 16 gr. Laktophenin im Laufe von 4 Tagen 
keine Urobilinurie. Kein Gallenfarbstoff im Blutserum. 


Fall XLVIII: N. N., Dienstmädchen, 22 Jahre. 
Diagnose: Rheumatismus gonorrh. 


Gebrauchte 1o gr. Laktophenin im Laufe von 4 Tagen. Kein Gallen- 
farbstoff im Blutserum. Keine Urobilinurie. 


29 


DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 


1914. No. 2. 


uadeL 
95 UOA ajney un 
"13 Sg uoA ouimqeu 
“ul yoru ornuimq 
*OJ4f] 2UI23 "S119)%] 
UD —:Sun[pueqoq 
-uluaydoyye'y 19poIM 
1ojmds ouqv( 6 


"uodvyuos 
-BAIXST uou[ozulo 
ju orpaex Apv.rgq 


"dSundodvuiqv 


uoduns.routoc 


'uode[ SI uoa 
ame un '18 gE 


user or uoA 


onu ur ‘18 65 


'uodv[ £r uoa 
ayney ur ud PE 


"uggel or uoA 
ayney ur “18 rc 


usage] cri uoA 
ame ur ‘18 e£ 


Sunqoro.dep 


| "dunqjuz "Sunqou.ro'd r 
= Ale! + 91189 TE eue 
"dunqagju^ 
= SWL REIN + >89 se "Sep ‘11 
*sn.19} 4] 
sop pusiyyM 
0/, Sg = 4H 
WAS ^ ce ‘SIMS | "Sunquoqo'd p, 
‘OOES *xIq M| Puneigg[9n + 91109 + 9UIoN 
'sooo€, op | 
Sunqayyuy 
‘1418J08 odipugis[[oA 
“jor jgonu — jum opuoq 
‘qjad wn1ag | -9249q010A + 91109 + "der '6 
‘topuyAz | 
‘609907 1op (29119493 oujoz 
dungaypug [ug ‘uunqy 
"Uim epuey) uoA ands 
— -2419q110 A + eo +- "SUI ‘ol 
sioqorq sop 
wa S999 ulvyy ST.93XT 


‘ONE oAntsog 


ul 


‘| 


-uiuoydoyye"y 19p 


919 pun 4107 


‘HNSIMSEM Jop Sunj[ojsuoururesnz ouosrie[[oqe, 


"uu 
"191xop seryds]| Aasuıyel-sr ‘A 
"uu 
‘149 'eunouw| 29o81uyf-6c ‘AI 
*JOSIUIS "uum 
SUIS] dasiiyyl-ge Til 
UU AT 
"uuo eunoux| ses uypyl-6S ‘II 
‘(a Boren.) “UB AY 
viuonjsuunoN | doduuyf r9 ET 
1u»o[qosox) 
yoyyueay pun Joy IN 


M.-N. Kl. 


OLAV HANSSEN. 


30 


"ELIEXU(] yequiuaSep |0/,5€'0 0/5 eto 'sniojx] uoeu 
uoA uauoydugq u : AIS M pun pualyeM 
eyouispara sniojxI Iyez-IH | 4ep zusgsısoy "Sungiepug | ‘104 aunut[tq usage] £r uoA "usyape 
sop sduvjuy u SjeunloNn auqosrouis() aura on ‘+ 2189 + "dep ‘SI gjney un ‘18 LE | 'wsyewnayy | se3uuef-6r ATX 
‘yeyurussey | Al ANS 
"uauomgeauoxz1oH ui qH 9/5 o1i 
uoue.jsn.g 1yezZ-IIH SDI93X[ "Sunqugpgu^ usage] er uoA i UUBN 
ju oipreyApeig 2[EUION sop puslyeM aus] + epo + SET Kol ayne ur as SE |o ‘yewnayy| 19811uef-8S "HIX 
"Sunq.?ju^q 
asıpur)s[jjoA use] SI UOA "üueurpue'T 
*Sun1ioSeulq — — JUDIN + 97e) + "dep “Sl sje wi 13 9€ "SEIUOS] 1oSuue(-g€ BITS 
"Sunquggu^ usage] QI uoA "uSyope N 
= - = aula y + ej[e5 + (e) Fer ‘ax ame wi ‘18 ob *SEIUOS] sasiayel-be IX 
"uode £1 uoA "uopeuijsuor(] 
— — E "Sunqugju^ + epe» + "Sep ‘OI oj ur ‘18 LE "SPIYOS] saosriqe(-Cp DR 
Slums usage] £r uoA "uuepr 
— — — 281}18U0 TJ, + 389 E Sep ‘II ame wı ‘18 FE "ugo 'yewnayy| 181uel-LE EXT 
| "uruinqiv 
"Bunqiggug | uoa ands 'uode[ or UOA "uuepr 
— — — eqorueuirv + epe» + ‘sey ‘6 oj uu 18 re | usgewnayy | Aosuyel-LE TIA 
"Sunq.9ju^T ‘uosUy II UOA *19]SIUIS uuen] 
— — — 93j9[duio N + aie + "Se ‘II ame7 ur ‘13 ec SEIUOST J12311qel-8+ TIA 
ASS 
"SIUmS uoA ands usage] or UOA ‘UN 
— — — suneJq[[9H + ale + Je, 76 ojne'[ u '13 ez |Jojxop seiyas]j| i1oSLiqg[-S t TA 
| 
Sunyo1211ep 
| s19q31] sop : qypayyosa*) 
uoSunx.2uroq usage wd ESSEN ule EI SD.I93XI nuum -ulusydozyey 12p| YIayyueıy en en "UN 


29019 pun NZ 


31 


DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 


1914. No. 2. 


"Suniodeuiqv 


EET 
9[EULION 


TZ 1OH 
Seunlou oA 
-9q 91M JoyRds 
‘wupized4yy 
epusyasioqn 
-I0A [QUIS 


‘1487-19H 
jew 
"IOU IOAD SIM 
Jojeds eyip 
-IZ8UY SIA] 
sop ssurjuy 
u2}S19 WI 


“JUUPIZY 
291719823 


-qu19H 


"g[equrua dep 
ER 
It 
2[EUION 


0/9 o6 qH 
‘0285 "IgM 
"UIN. “Ala UI 
'0/)99'0—9€'o 
| 1 ZU94SISOY 
oqosmouisQ) 


'ooS$9 I'M 
SI9Q9I 4 
sep pualqr M 
‘0/,2€£o—at'o 
:SD19JY] UDeN 
‘/0,8z'o—+£'o 
:1972dS 
0/) 06:0 — oto 
uougugjuy 
:ZU9JSISOY 
9qosrmouis() 


0) z£'o—ot'o 
:ZU9JSIS9 
9qosi]ouis() 

'ooLt *»ig'A, 

"It WS t "30978 


'0/, 0£*o — ot'o 
:ZU9JSISOY 
9uosmouis() 


0/9 e£'o—oto 
:ZU9JSIS9Y 
9uosrouis() 
‘0/5 96 GH 

“TN SS x21 


"uneqi9u 
AUS Mat 


Sung.rgug 
ay>alduoyy 


"Sunquju^ 
aye] duo yy 


"Sunq.9j3u^r 
9319|d uto 
SQUY-AIEIC 
qonsugju v 


'uneqreu 
HM Sete GT 


pino) 
Jap yoru pun 
puo1qQgA '10A 
Nella) Saye 
‘ulunqy  uoA 
ndg "+ 21189 


'onn[oq? op 
pusiyyM 3197 
azues aip 3qoru 
Jaqe ‘youu pun 
JOA 9rtiui|lq 


on "+ ene 


"orin[ou? 
Jap puouuga 
j'07 ozuva 
aıp yyoiu 19qe 
‘yovu pun 104 
Se OG) 
‘+ upun 


"9uimult[rqo.f) 
opuo[uoj orn 


-19 A WY '1oput[ 
“KZ IYI YZ 
uwng[y UOA 
inds ‘+ 21189 


‘sn.19}4] Youu 
pun pualyrM 
*10A orinui[ 
"qqoJ(] orm 
-uiunqiy uoA 


ands "+ 91189 


ou) sep jnel| 


BEL NOT 


"Sep ‘OI 


‘su, ‘OL 


de] ‘OT 


‘sey ‘OI 


‘uodey 6 uoa 


ajney un ‘18 Se "ıyo 'yeunayy 


'uode[ OI UOA 
aJneT um ‘18 of 


"uoge[ II uoA 
aJneT un ‘18 o£ 


'uode[ t uoA 
ojneT ui ‘ad GI 


‘uosey II UOA 
ame] un ‘18 Of 


‘(sH10pnosnu 
eıydony) 
“wsıyeumoyg 


"uiseuinaq»] 


"'odequin'T 


*SEIUOS] 


“‘YOpRUysUsIG 
sosiiyel-oS 


'uuv]y 
Jasiiyel-Sé 


"ippegursuarT 
soSuqe(-£e 


"uum 
jasiayyl-ob 


UU], 
1oduue(-oc 


"XIX 


TAX 


TAX 


TAX 


M.-N. Kl. 


OLAV HANSSEN. 


"uauonexid 
-uloxioqo'[ ouo 
“13 o£ uazue3 ui 


6183 13 € XI utuoud. 'uo3ÁzoauÁ IT 
-ojqeT s[eurgoou uojlonxund | 'Sunqugjgu^q ‘uasey S uoa "Uu ep 
Jojeds yeuoyy 1 — aura aula y + 919 | + "SBI Ol ojneT ur ‘18 9r |o ‘jeunoyy] sodiayyl-61 "AIXX 
"uauorey 'uo31Ázoauq3 7p 
-ı[duoy.19q977 suyo vayenyund | "arm [OY 
qzjal 1oqe "13 91 uaz ua‘ Jap yoru 
-ue3 un ‘187 "13 EX 1 ‘901 0/9 qH pun puolugA 
sjewyoou uoSe[ 6 | '"ue7Z-]DH | ‘oooh “NIG ^A | "Sunqugpgu;g | 410A ornui[Iq usage] S uoa "ua3uopegy 
qoeN'sueiqe[sediop  2[EUION "Ip 670 “AIG EINES: -oın "+ 21189 + "BEL "6 ojneT ur ‘13 Sı ayo ‘yeumouy| soSuuge(-gr ‘IIXX 
"uouorjexiduro.roq 
-97 auyo 3zjef ıage | 'eun[ou? 
*1861--SruezueSui,| 'sniojx[ sop | Jap yoru 
*umoudojxe'] spew | puaryeM 91A | pun pusiye™ | 
-yoou AJoyeds yeuoyy| 10A [YOMos -Zungiepug | 404 aunui[q ‘uosey S uoa 'uauopey 
uourq'sieiqe[sedaiop Wypizeuy = aura oa ‘+ eres + 367, COX one wur ‘18 Sı | -eisdodsÁq | so8uuel-zz "IIXX 
| | '9rm[ou? ep | 
| PUSIUPM 3197 i 
|azue 8 orp 3qoru 
'S6 0/, qH ‚age ‘yoru pun 
'oogL “IG (AA) ‘Sunqimpnuz | 10A ormui[q "usage or uoA MEL 
= > MNS Pg a) euqqeuuy cen) cendo + ‘Bey 'or =| ayney ur 13 o£ | — “SBIYOST e3uug[- es "IXX 
"yeZ-9H | | eunjoq) 
ajeuiou JOA Jap pusayem 
-9q atm 19jeds| ‘Cor 0/9 qq 1197 azue3 a1p 
Seupizedéyy | ‘oogl ‘AIG "MA quoiu onmuimmq usage] t uoa "110108 "UUBN 
— yousuyjuy ([pWetS xg ‘Sunqiepu |-01N ‘+ 2189) + "Se 'or one un ‘18 9r snwsyeunayy| 41oSuqg(- 16 "XX 
sunyoleliep 
sloqalq sep i J499[4959) 
uasunyiomeg ua3en aug S9996 | u.leH sn193X] nuum -uruoydoyye] Jap}  319uue.r deme “IN 


ago4r) pun 7197 


= 


33 


DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 


1914. No. 2. 


‘syjeddy 
sop Sun.topuruiia A 
u989M 32]99939qV 


'uouorne»rduros.oq 
-9'[ euqo - ‘18 98 pun 
sg uopoloq 19MZ 
ur *jeq ‚Op juro 
-9q Sunsoqayjuq 
J9p W9EN "[HMq9j 
JUDO Jeg Jap Jem 
Sunyote.iepuiusyd 
-0}{R'] 19P pusaye M 


"uouonex 
-1[du1o2.199q97 ouqo 
€13S1 uazue3 uirum 
«»ydojyeT sjewuyoou 
U9Q9OAA 19MzZ YOR 

'siperqe[. sodsaypy 


wrugnug 
aula y 


oumurqnarg 


"SunqJgju^ 
aula yy 


Zungepug 
il 


"Sunqgjgu^ 
aula yy 


‘TILA eAneseN 


RGB 
orinut(tqo.rf] 
Soe | S) >= 


'eumuipqo-[) 
[ovS STRE : 


"urıkydıod 
-ojeump] auyo 
SiqavjuioMyziod 
WIE] '- 2[[89|SN12741qNS 


'ojfeg euejsni,q 


TII 


"Sep ‘OI 


SET LOT 


user Lr uoa 
ojneT um ‘18 ch 


'uodep SE uoA 
9jne'[ un ‘18 oor 


use] QI uoA 
ame uir ‘18 ob 


‘uodey Sr uoA 
ajpne un ‘18 o£ 


"uodep g uoA 
ojneT wi ‘18 ce 


"uode b uoA 
ojneT wı '13 Sr 


uode] £r uoA 


ayney un ‘18 €£| 


“UUP Ay 


‘149 'yewnayy| Aaduyrl-gs 


UU], 

uq ‘yeunoyy| 1e3uug(-19 
"uue]py 

"19jxop seiqos[| 19811qrf-SE 
"uu? 

‘osequiny 1oSrqe(- r£ 
"ipzrouo "uu ep 

snuisqeuinog»]| 1oSuuqe[-6c 
"neg 

‘ao geuneqw,| adiayel-99 
"19jstuts "uum 

S¥IYOST Josiiyel-eh 


IXXX 


XXX 


"XIXX 


lHIAXX 


TIAXX 


TAXX 


"AXX 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 2. 


M.-N. Kl. 


OLAV HANSSEN. 


34 


‘U2Z13WU9SU9 se 
uodoA 3z19s939qV 


"eouireT pun 
UIdZIBWYISUISE IAL 
U989M 3zj9s93qy 


‘94221414 
usdam JZ}2S28q 


‘SQy.LIeiq nz Suns 
“ION pun wninse3 
-idq wı usuualg 
usdam JZ}9523qV 


ussunyioweg 


usage 


ma 


use] FI uoa ely 

— = : — ame wi ‘18 gt "SEIUOS] osuıyel-gr "IX 
"uade tc uoa "uu ep 

— zz + i oj wi ‘18 69 'senpsp 1oSuur(-L€ "XIXXX 
"uade[ ge UOA "uopgurnsuai(] 

= == 5 : oj ur 43 eg  — seis] sesuggC-eS TIHAXXX 
'uade[ SE uoA "neq 

= = : 5 ayney uu 13 66 'i1ejxep seryas]| 281qel-g} TIAXXX 
use] gt uoa "uuep 

= = u- : ane wi ‘13 oor ‘yeumouyy| 4128114el-8€ TAXXX 
"ua3e] ce UOA *uuep 

FA TE = : ojne ur ‘18 9S "uejxop seiyosy) Josuyel-cS 'AXXX 
usage] gr uoA "19JSIUIS "UUBN 

SL : DE : ejne'[ ur ‘18 eS | — senos sasiigelib | "AIXXX 
'uade[ II UOA | ‘SeJIPIAUIS) "neq 

= —— : — ajneT un ‘18 1€ | + seiyosy asiuyel-bs TWX XX 
"uode Li uoa "uuen] 

= + : : ojneT ur ‘18 Lb jays yeunayy| 128uurel-€z TIXXX 

Sunuora.L1ep 
S929€ ule sn19} M ba -iuaudojxe'T 12 toque. her I 
d H al nugurq diee OI EST EE P)) TOUS MEET pun 19} N 


29019) pun 3197 


35 


DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 


1914. No. 2. 


‘op ‘oq 
‘op ‘od 
‚op "eq 


*erugurqnupg. eure» 
*onmut[iqoJ[) 9uroyx 


*yomjdoyy 


pun jre»[9q() 
ua3doM jzjesosqy 


'uai92.1q 


19 pun 3jrex[eq[) 
U989M 3719593qV 


"yamjdoy 
uodoAM yzjase3qy 


‘U9499.14 


“IA pun 3res[eq[) 
uodoM 3219993q V 


"wypizeuy 


‘LES "VL 
O= [OH 21914 
:#unyonsiaqun 

Jti EIC 


‘uadey t uoA 
ame un *18 91 


"usage, t uoa 
ayney ur '13 9r 


usde] t uoA 
ojneT ul *1d 9r 


‘uasey b uoa 
oj ur ‘18 91 


'uode[ 9r uoA 
ojneT wi ‘18 gb 


‘uodey SI uoa 
ojneT wi ‘18 Eb 


‘uosey Lr uoa 


oje' wı ‘18 6b 


'uode[ Se uoa 
ojneT uu ‘18 OL 


"I 110008 
snuisijeuinou»] 


"umo *jeumou»T 


"BIUSYQISE.MON 


*SBIYOST 


'(suvyrde 
sisÁ[9.Ieq) 
snuistjeuinau»T 


'SeIuosT 


*SBIYOS] 


'SEIqosT 


'uauopemy 
soduqet-zc 


"uuepr 
19311yr[-09 


ISO DRIN 
soduupf-6r1 


'uuep 
Ja3uyel bb 


Me 
agriqef-zS 


"neg 
osSuup[-S v 


"ppgeurjsuorq 


sosiiypl-bé 


“UUB TA 
Jasiayyl-o9 


"TIIATX 


TIATX 


TATIX 


“ATX 


"AITX 


TIT TX 


‘IX 


TIX 


36 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


III. Häufigkeit und zeitliches Auftreten des Lakto- 
phenin-Ikterus. 


Aus der mitgeteilten Kasuistik geht hervor, dafs von den 48 Patienten 
(30 Männer und 18 Frauen), die Laktophenin genommen hatten, 28, also 
reichlich die Halfte, mit Ikterus reagiert haben. 

Diese Häufigkeit ist so groß, daß man kaum von einer Idiosynkrasie 
sprechen kann; zweifelhaft kann es vielleicht auch sein, ob die Bezeich- 
nung »Nebenwirkung« ganz zutrifft. 

Größeres Interesse, als ein bloßer Streit um Worte, hat indessen die 
Frage, worauf diese individuelle Krankheitsbereitschaft beruht. 

Erstens zeigt es sich, dafs die absolute Menge innerhalb gewisser 
Grenzen nicht entscheidend ist. 

In den Fällen, wo Gelbsucht aufgetreten ist, schwankt nämlich die Ge- 
samteinnahme zwischen 12 und 40 Gramm, während in den negativen Fallen 
die genommenen Gaben zwischen 10 und 100 gr. liegen. 

6 Patienten haben von 75 bis 100 gr. ohne Ikterus vertragen. 

Die kleinste Gesamtmenge, die bei uns Gelbsucht zur Folge gehabt 
hat, ist 12 Gramm gewesen. Mork hat jedoch bei drei Influenzapatienten 
Ikterus nach 5 gr. Laktophenin, auf 5 Tage verteilt, gesehen. 

Als Tagesdosen sind in unseren Fällen gewóhnlich 1 gr. 3 mal tgl., 
seltner 1/ gr. 3 mal tgl. oder !/; gr. 2 mal tgl., nur in Ausnahmefällen 
I gr. 4 mal des Tages, angewandt. 

Wenn STINTZING diese Dosen als groß bezeichnet hat, ist zwar zu 
erinnern, daß die Maximaldose der deutschen Pharmakopée 1/2 gr. ist, aber 
nach PouLssow ist es eine »sehr niedrige« Maximaldose. 

Ferner zeigt es sich, dafs das Geschlecht ohne besonderen Belang ist, 
indem von 3o Männern 18, und von 18 Frauen 9, Ikterus bekamen. Das 
Alter scheint ebensowenig eine Rolle zu spielen. 

Srrauss hat gezeigt, dafs Laktophenin im salzsauren Magensaft Phe- 
netidin abgespalten wird; für das Auftreten der Gelbsucht spielt indessen 
diese Spaltung keine Rolle, indem Ikterus auch bei Fallen von Achylie 
(z. B. Fall XXII) auftreten kann. 

Wahrscheinlich spielen Besonderheiten in dem intermediáren Stoff- 
wechsel oder in den Ausscheidungsvorgängen die entscheidende Rolle. 

Insofern ist es von Interesse, dafs nach der Literatur zu urteilen die 
Laktopheninbehandlung bei Typhus abdominalis keine hepatische Kompli- 


kation zur Folge gehabt zu haben scheint. 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 37 


Vielleicht beruht dies darauf, daß febrile Patienten in anderer Weise 
auf Laktophenin als afebrile reagieren. 

Es gibt namlich in der Pathologie eine Reihe Beispiele, wo einzelne 
Arzneinebenwirkungen nur bei bestimmten Krankheiten aufzutreten pflegen. 

Nach Besnier tritt z. D. das Copaiva-Erythem und die Cubeben-Roseola 
nur bei Gonorrhóepatienten, dagegen nicht bei anderen Kranken auf. 
Weiter sollen Typhuskranke besonders für Antipyrin-Exantheme dis- 
poniert sein (RıEcke), und-KuNKEL wirft die Frage auf, ob nicht bei septischen 
Infektionen eine erhóhte Empfindlichkeit der Blutkórperchen gegen Anilin- 
derivate beobachtet wird. 

Am häufigsten ist der Laktophenin-Ikterus bei rheumatischen Krank- 
heiten beobachtet worden, weil solche Falle die Hauptindikation für Lakto- 
pheninbehandlung darbieten; von unseren 48 Fallen gehóren 45 zu dieser 
Gruppe. 

Indessen kann die Gelbsucht auch bei anderen Zuständen auftreten, 
z. B. Dyspepsia (Fall XXII), Neurasthenia (Fall I), Influenza u. s. w. 

Noch bemerkenswerter als die Häufigkeit des Laktophenin-Ikterus ist 
jedoch sein zeitlich konstantes Auftreten. nach dem Anfang der Ordi- 
nation. 

Schon Laacue hatte hervorgehoben, daf3 der Ikterus bei täglicher 
Einnahme von 3 gr. durchschnittlich nach 27 gr. am 9. Tage auftrat. 

- Weitere Beobachtungen haben jedoch gezeigt, daf die Größe der 
Gesamteinnahme nicht der bestimmende Faktor ist. 

Den Ausgangspunkt für diese Erfahrung bildete Fall XVI, wo Lakto- 
phenin nur 4 Tage 1 gr. 3 mal täglich (im ganzen 12 gr.) verabreicht 
wurde. Am to. Tag bekam der Patient Fieber mit nachfolgendem Ikterus, 
und ganz natürlich erhob sich die Frage, ob diese Gelbsucht eine Lakto- 
pheninkomplikation war oder nur ein zufalliger katarrhalischer Ikterus. 

In g Fallen wurde dann später Laktophenin in denselben Gaben 
nur 4 oder 5 Tage gegeben, und in 5 von diesen Fällen wieder trat 
Ikterus auf, auch jetzt erst am 9. oder 10. Tag nach der Verordnung des 
Mittels. 

In unserem ganzen Material, wo die Gesamteinnahme zwischen r2 und 
40 gr. geschwankt hat, ist der Ikterus (vom Eintritt des Fiebers gerechnet) 
konstant zwischen dem 9. und 12. Tag, in der Hålfte aller Falle am ro. 
Tag, zur Erscheinung gekommen. 

Hiermit stimmen auch die wenigen in der Literatur von STRAUSS 
und WIiTTHAUER niedergelegten Beobachtungen, wo genaue Zeitangaben 
aufgeführt sind, und 4 mir von Dr. med. Orar ScHEEL (Kristiania kom- 


munale Krankenhaus) freundlichst überlassenen Fälle, überein. 


38 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


Man muß deshalb annehmen, daß für das Auftreten der Gelbsucht 
ein bestimmter Zeitraum erforderlich ist, und diese Periode scheint ebenso 
charakteristisch und konstant zu sein, wie die Inkubationszeit für Morbilli, 
Variola u. s. w. 

Von alters her ist eine solche Latenzzeit für die Infektionskrankheiten 
als eigentiimlich angesehen und durch Vermehrung der Mikroben, Produk- 
tion des Giftes und Wanderung desselben an den Ort seiner Wirkung 
erklart worden. | 

Nachdem man jedoch gelernt hatte, dafs die Toxine und überhaupt 
alle Stoffe von Antigen-Natur sich in ähnlicher Weise verhielten, stellte 
v. PIRQUET auf Grundlage seiner klinischen Untersuchungen bei der Serum- 
krankheit die Theorie auf, daß das krankmachende Agens erst dann im 
Organismus krankhafte Symptome hervorrufe, wenn es durch Antikórper 
verändert sei, und sah in der Inkubationszeit den Termin, der bis zur Bil- 
dung dieser Antikórper verstreicht. 

Tatsáchlich fehlt auch den meisten Giftstoffen, die Antikórper nicht 
bilden, die Eigentümlichkeit der Latenzzeit. 

Einzelne metallische Gifte und Saponinsubstanzen sollen allerdings 
hiervon eine Ausnahme machen (O. Rosroski). 

Von besonderem klinischen Interesse ist JENDRASSIKS alte Beobach- 
tung, dafs die diuretische Wirkung des Kalomels erst nach 2—3 oder 
mehreren Tagen auftritt, gleichgültig ob das Mittel nur einen Tag gegeben 
wird, und daf3 es keinen Zweck hat, das Mittel während der Polyurie 
weiter zu brauchen. 

Von den einzelnen Organen zeigt besonders die Haut haufig eine 
ausgesprochene Latenzzeit sowohl gegenüber chemischen wie energetischen 
Einwirkungen. 

Nach Anwendung von hautreizenden Pflastern haben sowohl WEBER 
wie QuincKE die Reaktion erst mehrere Tage, nachdem das Pflaster ent- 
fernt war, auftreten sehen und diese Latenzzeit mit der Inkubationszeit 
der Infektionskrankheiten verglichen. Als eine Anaphylaxie der Haut 
betrachtet weiter W. WECHSELMANN die Satinholzdermatitis, die bei drei 
Arbeitern nach ro— 14-tágiger Inkubation auftrat, und er erwähnt Experi- 
mente mit Primulgift (Primula obconica), wo ein àhnliches Verhalten be- 
obachtet worden ist. 

Auch nach innerlicher Darreichung von Medikamenten kónnen Haut- 
ausschlàge ófters erst nach bestimmter Latenzzeit auftreten. So erwähnt 
z. B. Stein, dafs bei ihm das Antipyrin-Ekzem konstant eine Inkubationszeit 
von 2 Tagen hatte, wáhrend das Ekzem nach Gebrauch von Sublimat 


ebenso regelmäßig erst nach 4 Tagen auftritt. 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 39 


Am deutlichsten ist jedoch die spate Reaktion der Haut gegeniiber 
der ausstrahlenden Energie: der Wärme, dem Licht, den Róntgen- und 
Radiumstrahlen. 

Wie die Mechanik der Latenzzeit bei der Laktophenin-Gelbsucht auf- 
 zufassen ist, läßt sich schwer sagen; sie ist aber kaum als Kumulation zu 
erklaren; dagegen spricht besonders, dafs die Reaktion gleichzeitig auftritt, 
gleichgültig ob die Gesamteinnahme klein oder grof ist. 

Ob anaphylaktische Prozesse zugrunde liegen, wird in Kap. V näher 


erórtert. 


IV. Symptomatologie des Laktophenin-Ikterus. 


In der Latenzzeit ist der Harn wahrend des Gebrauchs von Lakto- 
phenin oft von dunkelgelbbrauner Farbe. 

In dieser Zeit gibt er nach Erhitzung mit Salzsäure die Indophenol- 
reaktion, bei Zusatz von Fs Cl; eine braunrote Färbung und reagiert positiv 
auf die Diazoprobe. 

Alle Reaktionen werden den ersten Tag nach dem Absetzen des 
Laktophenins negativ. 

In der Latenzzeit ergibt der Harn nicht die Schlesingersche Probe 
auf Urobilin, und das Blutserum ist hellgelb ohne vermehrten Gallenfarb- 
stoffgehalt. 

Durchschnittlich am 1o. Tag setzt die hepatische Reaktion ein. 

Schmerzen im Epigastrium oder linken Hypogastrium, Übelkeit und 
Erbrechen stellen sich ein, und als Beweis dafür, dafs diese banalen Symp- 
tome hepatischen und nicht gastrischen Ursprungs sind, tritt Gelbfarbung 
des Blutserums und Urobilinurie auf. 

Nach der Dauer von wenigen Stunden bis r—2 Tagen tritt danach 
eine rasche Temperaturerhóhung ein. 

Nur in zwei Fallen (III und V) hat sie gefehlt und in einem dritten 
Falle (XXVII), der vielleicht nicht hierher gehórt, ist sie nur andeutungs- 
weise vorhanden gewesen. 

In den anderen Fallen ist die Temperatur haufig unter Schüttelfrost 
rasch in die Hohe, ófters bis über 39? gestiegen, um im Laufe von 1 bis 
2—3 Tagen wieder zur normalen Höhe herabzugehen. Später bleibt die 
Temperatur normal; einmal ist sie jedoch eine Weile subfebril gewesen 
(XXII); subnormale Temperaturen, die sonst bei Ikterus manchmal auftreten, 


sind nicht beobachtet worden. 


40 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


Was die Genese des Fiebers betrifft, so stellt sich die Temperatur- 
erhóhung erst nach dem Ubertritt von Galle ins Blut ein, und da die Galle 
kaum pyrogen wirkt, muf man wohl annehmen, dafs andere Substanzen 
aus der Leberzelle gleichzeitig mit der Galle in die Gallenkapillare über- 
gehen und dort resorbiert werden. 

Schon lange ist.man ja darauf aufmerksam gewesen, wie leicht bei 
der Enge der Gallenwege Gallenwegeerkrankungen, selbst von sehr ge- 
ringem Umfang und Grad, zu Fieberanfallen Anlafs geben kónnen. 

Eine genetische Trennung zwischen Resorptionsfieber und Einklem- 
mungsfieber ist versucht worden, läfit sich aber kaum durchführen, wie z. B. 
bei einer Analyse von Cuarcots Febris intermittens hepatica oder 
Moyninans »steeple-chart« bei Gallenwegekrankheiten. 

Die Kurve des Laktopheninfiebers ist teils eingipflich, teils zweigipf- 
lich; mehr als zwei »Kirchturmspitzen« kommen indessen bei der Lakto- 
phenin-Gelbsucht nicht zur Entwicklung. 

In seiner äufseren Gestalt erinnert das Laktopheninfieber nach LAACHE 
an das Tuberkulinfieber; es hat auch grofse Ahnlichkeit mit dem Trans- 
fusions- oder Kochsalzfieber. Allen diesen Einwirkungen gemeinsam ist 
gewif ein abnormer Gewebszerfall. 

In wenigen Ausnahmefällen, die man wohl Formes frustes nennen 
kónnte, bleibt die hepatische Reaktion innerhalb dieses Rahmens (Schmer- 
zen, Fieber und Urobilinurie), der mit dem, was GERHARD Urobilinikterus 
oder GuBLER Ictére hémophéique genannt haben, zusammenfallt. 

Nach Quincke sind jedoch solche Fälle nichts anderes als geringere Grade 
eines Gallenikterus, und in unserem Falle XXVI wurde ebenso eine deut- 
liche Vermehrung des Gallenfarbstoffgehaltes im Blutserum nachgewiesen. 

In den meisten Fällen jedoch kommt das hepatische Syndrom zu 
voller Entwicklung durch das Auftreten von Cholurie und Ikterus. 

Die Intensitát der Gelbsucht zeigt ganz wie bei Ikterus catarrhalis 
von Fall zu Fall viele Abstufungen. 

Ab und zu ist die Farbe allein in den Konjunktiven hervortretend 
und geht bald vorüber; in anderen Fallen ist die Ablagerung in den 
Geweben intensiv, und der Ikterus klingt nur allmählich ab. 

Eine Parallele zwischen dem Grad des Hautikterus und der Cholurie 
fehlte öfters, wie auch Quincke bei Ikterus catarrhalis hervorhebt. 

Die Nieren verhielten sich sehr indifferent, indem nur ausnahmsweise 
Spuren von Albumin und Zylindern nachzuweisen waren. 

Wo daraufhin untersucht wurde, trat immer Urobilinurie auf, bevor 
Gmelins Reaktion im Harn positiv wurde, aber mit der Entfarbung des 


Stuhls wurde die Urobilinreaktion im Harn negativ, um wieder aufzutreten, 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 41 


wenn der Gallenabfluß zum Darm frei wurde. In der Regel dauerte die 
Cholurie nur kurz. 

Im Falle XXV ist der Harn auf Hàmatoporphyrin mit negativem Er- 
folge untersucht. 
| In zwei Fallen, VII und VIII, hat LAAcHE im Anfang des Ikterus 
Gallensáuren durch die Haycrartsche Methode nachgewiesen; in unseren 
übrigen Fallen ist diese Reaktion der Oberfläche-Spannung, die jetzt in 
Frankreich zur Diagnose der Cholalurie (»Cholurie apigmentaire«) hàufig 
gebraucht wird, nicht zur Anwendung. gekommen. 

Für die klinische Charakteristik der Gelbsucht im allgemeinen spielt 
die Entfárbung oder Nichtentfärbung der Faeces eine wichtige Rolle. 

In unseren 24 positiven Fallen sind die Stühle 12 mal (50 °/o) entfárbt, 
oft von weißer Tonfarbe gefunden worden und waren 12 mal (50 ?/;) 
von gewóhnlicher Farbe. Die Entfarbung ist ófters allmáhlich eingetreten, 
und die vüllige Absperrung der Gallenzufuhr zum Darm teils durch 
fehlende Urobilinreaktion im Stuhl (Schmidts Sublimatreaktion), teils durch 
fehlende Urobilinreaktion im Harn (Schlesingers Zinkazitatreaktion) be- 
státigt. 

Was die Darmfunktionen betrifft, so ist Diarrhóe dreimal im Anfang der 
Gelbsucht notiert. 

Bei Ikterus catarrhalis liegen nur spárliche Untersuchungen über die 
Magensekretion vor, aber sowohl FiscaL, wie Hayem und SIMNITZKY 
haben in untersuchten Fallen Hyperchlorhydrie nachgewiesen. Von 7 Fallen 
von Ikterus catarrhalis findet Simnitzky in 4 eine Steigerung der sekre- 
torischen Magenprozesse, die dem Gange der ikterischen Erscheinungen 
entsprach, während in 3 ein gleichzeitig bestehender Entzündungszustand 
der Magenschleimhaut diese Wechselbeziehung verdeckte. 

Eine àhnliche Wirkung der Gallenretention konnte er auch bei Hunde- 
Versuchen in Pawrows Laboratorium nachweisen. Fast regelmäßig trat 
hier eine bedeutende Zunahme der Sekretion im Laufe der ersten Stunde 
und eine rasche Abnahme derselben in den darauffolgenden Stunden ein, 
weshalb er diesen Zustand der Drüsenzelle als Asthenie bezeichnete. 

Andere Krankheiten der Gallenwege geben dagegen Veranlassung zu HCI- 
Herabminderung im Mageninhalt; dies ist nach Hontwec der Fall bei Er- 
krankungen und nach Exstirpation der Gallenblase und beruht vielleicht 
darauf, dafs nach Entfernung der Gallenblase die Galle kontinuierlich in 
den Darm abtropft und so die Darmschleimhaut stándig überrieselt. 

Bei Laktophenin-Ikterus beobachtet man im Anfang der Krankheit 


regelmafsig subjektive Magenerscheinungen (Übelkeit, Erbrechen u. s. w.), 


42 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


und in 10 Fallen ist deshalb die Magensekretion während der Gelbsucht 
untersucht worden, im ganzen sind 50 Analysen ausgeführt. 

In 5 Fällen wurden normale HCl-Werte gefunden, in zwei Fällen 
vorübergehende Hypaziditat und in zwei anderen (XVI und XVII) Achlor- 
hydrie von kurzer Dauer. Im Falle XXII war nach wie vor der Lakto- 
pheninbehandlung Achylie vorhanden. Es scheint im ganzen keinen Unter- 
schied zu machen, ob die Absperrung der Galle vom Darme eine voll- 
ständige ist oder nicht, und es ist kein Parallelismus mit der Intensität 
der Gelbsucht beobachtet worden. 

Was die Menge des Magensaftes (nach Ewarns Probemahlzeit: 2 Hörn- 
chen und 400 cc Thee) betrifft, so ist mehrmals keine exakte Messung mit 
Restbestimmung nach MATTHIEU u. s. w. ausgeführt, aber öfters deuten die 
ausgeheberten Mengen auf eine vermehrte Sekretion (XX, XXIII). 

Für das Verständnis der Genese der Laktophenin-Gelbsucht sind die 
in 9 Fallen ausgeführten Blutuntersuchungen von Interesse. 

Mit Ausnahme von Fall XVII, wo eine leichte Herabsetzung des Hàmo- 
globins auftrat, ist keine Anàmie als Symptom oder Folge des Ikterus nach- 
gewiesen. In den Fällen XVIII und XX ist im Gegenteil Vermehrung 
des Blutfarbstoffes, aber ohne gleichzeitige Vermehrung der roten Blut- 
kórperchen eingetreten. 

Die Anzahl der roten Blutkörperchen beträgt in den 6 untersuchten Fällen 
zwischen 6.9 Mill. und 4 Mill. und gleichzeitig ist ein Hb-Gehalt von 110 ?/, 
bis zu 85 9/, gefunden worden. 

Größeres Interesse als GERHARDTS alte Befunde von auffallend schnell 
eintretender Maulbeerform an den roten Blutkórperchen und die Stórung 
der Geldrollenanordnung bei Ikterus, hat in neuerer Zeit die osmotische 
Resistenz der roten Blutkórperchen. 

Wahrend bei Retentions-Ikterus die Resistenz vermehrt ist, ist der 
hämolytische Ikterus seit CHAUFFARDS und Wipats Untersuchungen (1907) 
durch mehr oder weniger verminderte Resistenz charakterisiert. 

Bei experimentellen Anämien ist das Verhältnis jedoch verschieden, bei 
Toluylendiaminvergiftung (WipaL) besteht verminderte Resistenz, bei Phenyl- 
hydrazin-Anämje (Morawitz) und Maretin-Anämie (eigene Untersuchungen 
vermehrte. 

Der Laktophenin-Ikterus verhält sich insofern wie der Retentions- 
Ikterus; aber die Vermehrung der Resistenz ist nur ausnahmsweise sehr 
ausgesprochen (wie in den Fällen XVIII und XIX). . 

In keinem der untersuchten 7 positiven Fälle ist eine Verminderung 


der osmotischen Resistenz nachgewiesen. 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 43 


Hiermit übereinstimmend ist es auch, dafs weder Vitalfärbung der 
roten Blutkórperchen, noch Autoagglutination nachgewiesen ist. 

Auf die Anzahl der weißen Blutkörperchen hat der Laktophenin- 
Ikterus, selbst während des Fiebers (Fal XVII, XVIII), keine besondere 
Einwirkung. 

In 7 Fallen haben die Zahlen in 18 Analysen zwischen 4600 und 9600 
geschwankt. | 

Bemerkenswert findet Grawitz bei unkomplizierten, ikterischen Zu- 
standen eine Vermehrung der Leukozyten, und zwar kann die Vermehrung 
gelegentlich eine ziemlich hochgradige (30—40 000 im ccm) sein. 

Genauere Besprechung verdienen die quantitativen Untersuchungen 
des Blutserums auf Gallenfarbstoff, die Cholémimétrie. 

Methodisch ist das von Orar SCHEEL modifizierte Hayem-Gilbertsche 
Verfahren benutzt, das darauf beruht, daß nitrithaltige Salpetersäure (Acid- 
nitric. 300 Nitritnatr. 0.06) mit gallenfarbstoffhaltigem Serum eine blaue 
Farbenreaktion ergibt; das Serum wird mit einer Eiweißlösung (Eiweißlösung 
100 cc, Na Cl 1!/, gr., Wasser go cc, 10 °/9- Natronhydrat ro cc) verdünnt, 
bis die Reaktion nicht mehr positiv ausfällt, und der Grad der Bilirubinämie 


danach beurteilt, wie folgendes Schema zeigt: 


LAURE Tropfen-Blutserum Loy | Grad der Reaktion 

Reagenzgläschens Verdünnungsflüssigkeit | 
| 

I 20 o 20/59 

2 18 2 18/29 

3 16 4 16/59 

E | I4 6 14/55 

6 I2 8 | 12/90 


usw. | | 
| | 

Nach O. ScHEEL kann der Gallenfarbstoffgehalt im Blutserum bei Nor- 
malen bis 14/39 erreichen. 

Das Verfahren ist zu klinischen Arbeiten sehr geeignet und gestattet 
eine genaue Verfolgung des Auftretens von Gallenfarbstoff im Blut. 

Von besonderem Interesse sind die Falle XXII und XXVI, wo eine 
Reihe quantitativer Gallenfarbstoffbestimmungen vor, während und nach 
der Gelbsucht ausgeführt sind (vgl. auch die Kurve S. 52). 

Der Ubergang von Gallenfarbstoff ins Blut fangt, wie in den Fallen 
XXIII und XXIV, schon vor dem Schiittelfrost an und kann ziemlich schnell 


44 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


hohe Werte (2/5) erreichen. In anderen Fällen geschieht der Übergang 
allmählicher, wie auch die Bilirubinämie nur kurze Zeit dauert (XXIII 
und XXVI); nur ausnahmsweise, wie im Falle XXI, ist ein vermehrter 
Gallenfarbstoffgehalt im Blutserum mehrere Wochen nachher nachgewiesen. 

Nicht immer wird die Bilirubinämie von positiver Gmelins Reaktion im 
Harn gefolgt, ohne daf doch der Grad der Bilirubinämie allein für den Über- 
gang des Gallenfarbstoffes in den Harn entscheidend zu sein scheint. Z. B. 
trat im Falle XXVI keine Cholurie auf, wahrend im Falle XXII mit der- 
selben maximalen Gallenfarbstoffkonzentration im Blutserum (4/29) Gmelins 
Reaktion im Harn- positiv wurde. Im Falle XXI lief sich des weiteren 
Gmelin nicht langer nachweisen zu einer Zeit, da die Bilirubinämie einen 
so hohen Wert wie !/;j zeigte. 

Vielleicht beruhen diese Differenzen in der Verteilung des Gallenfarb- 
stoffes im Harn und Blut teils auf der verschiedenen Schnelligkeit des Über- 
gangs von Gallenfarbstoff ins Blutserum und teils auf einer eintretenden 
»Dichtigung« des Nierenfilters gegenüber dem Gallenfarbstoff. 

Bei seinen Untersuchungen über »Cholàmie« findet übrigens SUNDE 
positive Gmelins Reaktion im Harn nur bei den hóchsten Graden von 
Bilirubinämie (°*/29). 

Gehen also die Hayemsche Reaktion im Blutserum und die Gmelinsche 
im Harn nicht parallel, ist in allen Fallen mit vermehrtem Gallenfarbstoff 
im Blut eine deutliche Urobilinurie konstant vorhanden gewesen; wie die 
Falle XXIII und XXIV zeigen, tritt diese doch erst nach dem Übergang 
von Gallenfarbstoff ins Blutserum auf und wird, wie früher erwähnt, mit 
der vollkommenen Gallenstauung: negativ. Das Nachweisen von Urobilin 
im Blute selbst ist nicht versucht worden. 

Von anderen Leberfunktionen ist eine Bestimmung der Kohlenhydrat- 
toleranz bei Zufuhr von roo gr. Lavulose in einzelnen Fallen versucht worden; 
das Resultat Jafst sich aber wegen Auftretens von Erbrechen nicht verwerten. 

Im Fall XVII wurden doch 70 gr. Lävulose ohne Glykosurie vertragen. 

Nur im Falle XXVI ist Galaktose, aber leider in zu großer Menge 
(70 gr.), verabreicht worden. 

Sowohl BAUER wie WAGNER empfehlen 40 gr. als Grenzdosis und bei 
Zufuhr dieser Menge bezeichnet WAGNER 2 gr. als oberste Grenze der 
normalen Ausscheidung; bei Ikterus catarrhalis finden sie konstant eine 
beträchtliche Galaktosurie, dagegen nicht bei Stauungs-Ikterus. 

Nach den Befunden der eben erwähnten Forscher ermöglicht diese 
Galaktoseprobe eine exakte Differentialdiagnose zwischen dem  Ikterus 
catarrhalis mit Parenchymschädigung und den anderen Formen des Ikterus, 


speziell bei Cholangitis. 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 45 


Was die Symptomatologie des Laktophenin-Ikterus sonst betrifft, so 
sind in 3 Fallen (XXII, XXIII und XXVI) Herpes labialis und 1 mal (Fall 
XIV) Urticariaeruptionen aufgetreten. 

Wie bekannt, trifft man Urticaria nicht selten bei Leberechinococzysten, 
aber nach Ewarp haben sowohl BAMBERGER wie GRAVES Urticaria auch 


bei Ikterus simplex beobachtet. 


V. Verlauf des Laktophenin-Ikterus. 


Im Verlauf des Laktophenin-Ikterus lassen sich 3 Stadien unterscheiden: 
Das Latenzstadium von einer durchschnittlichen Dauer von 9— 10 Tagen, 
das febrile Stadium (1—3 Tage) und das ikterische Stadium. 

Je nach der Intensität der hepatischen Reaktion klingt die Gelbsucht 
bald schneller, bald langsamer ab und kann von einigen Tagen bis zu 
Wochen andauern. Immer ist die Krankheit gutartig verlaufen, und nur 
ganz ausnahmsweise hat man es mit einer wirklichen »Heilmittelkrankheit« 
zu tun gehabt. 

Spatere Unannehmlichkeiten sind nie beobachtet worden. 

Im Gegenteil haben mehrere Rheumatiker von der Gelbsucht eine 
günstige Beeinflu&ung ihres Rheumatismus wahrgenommen, und TiLLiscH 
erwähnt eine Patientin, die gelegentlich eines Rezidivs von Ischias die 
Klinik aufsuchen wollte, um — wenn nótig — einen neuen Ikterus durch- 
zumachen. 

Übrigens ist es wohlbekannt, dafs interponierte, akute Krankheiten 
eine umstimmende, metasynkritische Wirkung auf präexistierende, chronische 
Krankheiten ausüben kónnen. Vor kurzem hat ja D. GERHARDT auf Grund- 
lage von 6 Krankengeschichten neue Belege dafür beigebracht. 

Tatsächlich hat sich auch in unseren Fallen die Reaktionsfähigkeit des 
Organismus dauernd geändert, indem er bei neuer Darreichung von Lakto- 
phenin giftfest geworden ist. Diese Allergie — um mit v. PIRQUET zu 
sprechen — ist ein neuer Zug bei der Laktophenin-Gelbsucht, der an die 
Infektionskrankheiten erinnert. 

Diese Eigentümlichkeit wurde zum ersten Male bei Fall V beobachtet. 
Der Patient wurde im Jahre rgor wegen Ischias mit Laktophenin behan- 
delt und bekam dann Ikterus nach 38 gr. 10 Jahre später wurde er wieder 
in die Klinik wegen Rheumatismus aufgenommen und vertrug jetzt 85 gr. 


Laktophenin im Laufe von 26 Tagen, ohne Gelbsucht zu bekommen. 


46 OLAV HANSSEN. M.-N. KI. 


Mit dieser Beobachtung als Ausgangspunkt ist spater 5 anderen Pa- 
tienten kurze Zeit nach dem Auftreten der Gelbsucht nochmals dieselbe oder 
eine etwas größere Gabe von Laktophenin verabreicht worden. 

In keinem dieser Fälle, noch in 3 anderen, mir gütigst von Dr. med. 
©. ScHEEL mitgeteilten Fällen hat der Organismus reagiert, weder mit 
Temperatursteigerung noch mit Ikterus. Auch sind keine Symptome von 
Uberempfindlichkeit wahrgenommen worden. 

Wie bekannt, kann bei einzelnen Arzneinebenwirkungen Toleranz und 
Intoleranz in Perioden wechseln und bei anderen, z. B. bei der Satinholz- 
dermatitis, werden nach WeEcHSELMANN einige Individuen anaphylaktisch, 
andere immun. 

Nach dem Laktophenin-Ikterus ist im Gegensatz hierzu allein Gift- 
festigung observiert worden. | 

Auf den ersten Blick ist es etwas auffallend, daß man nur einmal von 
Laktophenin-Gelbsucht befallen werden kann, da ja der so ähnliche Ikterus 
catarrhalis, wie katarrhalische Affektionen sonst, zu häufigen Rezidiven dis- 
poniert. 

Nach Hennic kann es sich jedoch mit dem Ikterus auch anders ver- 
halten, indem der epidemische Ikterus ziemlich konstant Immunität her- 
vorruft. E 

In der generellen Pathologie gibt es übrigens auch andere Beispiele, 
die zeigen, daß einzelne Krankheiten ihrer Ursache entsprechend sich in 
dieser Beziehung verschieden verhalten können. 

Während man z. B. meistens nur einmal von dem idiopatischen Herpes 
zoster befallen wird (von Heap nur 4 mal unter 400 Patienten Rezidiv 
beobachtet), ist der deuteropatische oder symptomatische Herpes zoster 
gerade durch seine Rezidive charakterisiert. 

Dagegen scheint Herpes ex usu Arsenici sich wie der idiopatische 
Herpes zoster zu verhalten. 

In einer Statistik erwähnt nämlich Lupvic NIELSEN in Kopenhagen, daß 
von 390 Psoriarispatienten ro während der Arsenbehandlung von Herpes 
befallen wurden, und in 8 Fällen die Behandlung fortgesetzt wurde, ohne 
daß weder dann noch bei späterer Aufnahme Rezidiv zur Beobachtung kam. 

Von 124 Patienten, die in derselben Zeitperiode (1864— 1889) ohne 
Arsen behandelt wurden, bekam keiner Herpes. 

Was die Laktopheninimmunität selbst anlangt, so hat in erster Linie 
ihre lange Dauer (im Fall V ro Jahre) Interesse. 

Wahrscheinlich fángt die Giftfestigung mit der hepatischen Reaktion an; 
darauf deutet besonders, dafs im Fall X die fortgesetzte Darreichung von 


Laktophenin während des Fiebers keine Einwirkung auf den Fieberverlauf hatte. 


IQ14. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 47 


Ahnliches kann man auch bei einzelnen medikamentellen Hautreak- 
tionen beobachten. So ist es nach persónlicher Mitteilung von Prof. Gram 
in Kopenhagen wohlbekannt, dafs das Salipyrin Erythem auch bei unver- 
ånderter Anwendung der Medikamente wieder verschwindet, und åhnlich 
ist auch das Verhalten bei Jod-Idiosynkrasie. 

Dasselbe soll nach RascH auch der Fall mit der Roseola balsamica 
(ex usu Balsami Copaivae und Pulv. Cubeber) sein; vielleicht ist dieses Ver- 
håltnis doch nicht ganz konstant, oder auch ist die erworbene Toleranz nur 
kurzdauernd, nach einem Fall von Weiss zu urteilen. Bei einem jungen 
Gonorrhóe-Patienten trat nàmlich nach Verabreichung von Cubebenpulver 
(18—27 gr. in 3 Reprisen jedesmal ein akutes, stark febriles Papeln- 


Exanthem auf. Solche rezidivierende Exantheme 


il 
d 


* 
Ml 
TUNE | 


N 
N 
li 


sind übrigens auch nach anderen Arzneien, wie 
z. B. Hg, bekannt. 
Im Gegensatz zu dem, was für Laktophenin 


i 


I 
| 


N 
d 


| 


^. 
© 


gilt, kennt man medikamentelle Hautausschläge, 


mm—— 


wie z. B. nach Bromkalium oder Chloral, wo 


ein fortgesetzter Gebrauch des Mittels wahr- 
scheinlich eine Addition des Giftes und dadurch 


Verschlimmerung der Symptome zur Folge haben 


kann. 

Von der Zeit der Applikation von »Vesi. Fieber VER we EMG 
catoria volantia« ist es demnächst bekannt, dafs 
die Haut auch gegen wiederholte, àussere lrritamente eine mehr oder 
weniger vollständige Immunität erreichen kann. 

Eine Reihe Erfahrungen hierüber ist von Faye (1866) mitgeteilt, der 
auch die Frage anschneidet, ob neben einer lokalen auch eine generelle 
Immunität eintritt (vgl. die späteren, Untersuchungen von EHRLICH u. A. 
über konjunktivale Rizin- und Abrin-Applikation). 

Auch bei einzelnen Blutgiften scheint weiter eine relative Immunität 
auftreten zu können. So erwähnt TALLQUIST, daß bei der chronischen 
Pyrodinvergiftung eine verminderte Wirkung des Blutgiftes im Verlauf der 
Vergiftung auftritt. 

Allerdings sucht Tarrouisr selbst die Erklärung hierzu in einer ein- 
tretenden Kompensation seitens der blutbereitenden Organe, aber nach 
Bicnami und Dionisi hat man es eher mit einer Immunität der roten Blut- 
kórperchen zu tun. 

Vielleicht ist diese Giftfestigung als eine Adaption oder Angewóhnung 
aufzufassen, die ja dadurch charakterisiert wird, dafs die Vermehrung der 


Konzentration des Giftes ganz allmahlich vor sich geht. Diese spezielle 


48 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


Form von erworbener Immunität ist im Mikrokosmos von unizellularen 
Organismen sehr allgemein und hat seit Enriicus klassischen, chemothera- 
peutischen Studien das größte, medizinische Interesse erhalten. Für die 
Erklarung der Laktophenin-Gelbsucht ist jedoch nicht anzunehmen, daf die 
Angewöhnung irgendwelche Rolle spielt, indem der Ikterus eine akute 
Intoxikation ist, die während weniger Tage hervorgerufen werden kann. 

Wie andere Giftreaktionen, z. B. die nach Sulfonal, Trional und Veronal 
ab und zu auftretende Hämatoporphyrinurie, sich bezüglich einer späteren 
Immunität verhalten, ist wohl kaum bekannt. In einer Beziehung besteht 
eine bemerkenswerte Übereinstimmung, indem Sulfonal nur bei einer 
Minderzahl und oft nach relativ kleinen Dosen Hämatoporphyrinurie her- 
vorruft, während Anderen längere Zeit hindurch das Mittel ohne Schaden 
verabreicht werden kann. Nach Garrop bleibt bei den meisten Sulfonal ein- 
nehmenden Geisteskranken die Hämatoporphyrinausscheidung innerhalb der 
normalen Spuren. 

Über die Mechanik der Laktopheningiftfestigung läßt sich nur wenig 
Tatsächliches anführen. 

Durch E. Fromm werden die Schutzmittel des Tierkörpers bei Ver- 
giftungen als Oxydation, Reduktion und Paarung an bestimmte Reste oder 
als eine Kombination dieser drei Vorgänge aufgefaßt. 

Als ein Derivat der p. phenetidin. muß man annehmen, daß Lakto- 
phenin im Organismus in der Weise zerlegt wird, daß die Seitenkette ab- 
gespalten wird und der Kern, das Paramidophenol, teils mit Hs So,, teils 
mit Glukoronsäure, im Harn oder in der Galle, ausgeschieden wird. 

Während des Laktopheningebrauches gibt der Harn deshalb die Indo- 
phenolreaktion, braunrote Färbung mit Fe, Cl; und die Diazoreaktion. Ob 
eine Zunahme der Ätherschwefelsäuren stattfindet, ist nach HEFFTER nicht 
nachgewiesen und auch nicht von mir untersucht worden. 

Dieses Schicksal des Laktophenins im Organismus scheint jedoch nicht 
zu erklären, warum Laktophenin so häufig Ikterus zur Folge hat, während 
andere, ähnlich zusammengesetzte, aber mit anderen Seitenketten aufgebaute 


Präparate, wie Phenacetin u. s. w. nur ausnahmsweise Ikterus hervorrufen. 


OH SEHE DOI. OC. EE 
GS ES 


| en 


7 7 N 
NH, NH, NHCH, CO NHCOCHOHCH; 
Paramidophenol. Phenetidin. Phenacetin. Laktophenin. 


— 9 


\ : 
1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 49 


An wirksamer Substanz enthält Laktophenin 65 °/,, Phenacetin dagegen 
76 °/) Phenetidin; der ausschlaggebende, ikterogene Faktor muß deshalb eher 
in der Natur der Seitenkette und der größeren Schnelligkeit der Spaltung 
gesucht werden. 

Am schwierigsten zu erklären ist jedoch, dafs nach dem Laktophenin- 
Ikterus der Organismus bei erneuter Verabreichung von Laktophenin gift- 
fest befunden wird. 

Eine solche Allergie ist wohlbekannt in der klinischen Infektions- 
pathologie und von Versuchen mit Eiweißkörpern, die als Antigene sowohl 
Anaphylaxie wie Immunität auslösen können. 

In den letzten Jahren hat inzwischen Bruck gezeigt, daß auch 
Nicht-Proteine, wie Jodoform und Antipyrin, bei idiosynkrasischen Indivi- 
duen anaphylaktische Reaktionen hervorrufen können, und da diese Medi- 
kamente keine Antigenqualität haben, nimmt er an, daß z. B. Jod im Or- 
ganismus sich mit Eiweiß zu einem nicht artspezifischen Eiweißkörper ver- 
bindet, das als Antigen wirkt. 

Brucks Versuche wurden in der Weise ausgeführt, daß erst 5 ccm 
von dem Patienten-Serum und am nächsten Tag eine nicht toxische Dosis 
Jodoform, bezüglich Antipyrin mehreren Meerschweinchen subkutan injiziert 
wurden. 

Wenige Minuten nach der letzten Injektion reagierten einzelne Ver- 
suchstiere mit charakteristischen Anaphylaxie-Symptomen. 

Diese Versuche konnten jedoch nicht von PacnıEz bestätigt werden. 

Bei anderen medikamentellen Nebenwirkungen hat diese Probe jedenfalls 
negative Ergebnisse geliefert (K. FRrEDMANN u. A), und dies war auch der 
Fall bei uns bei zwei Versuchen, wo 5 ccm Serum von zwei Patienten mit 
Laktopheninfieber und 24 Stunden später Laktophenin (0,10) Meerschwein- 
chen subkutan injiziert wurden. 

Nach dem Ausfall dieser Proben jedenfalls ist das Laktopheninfieber 
kaum als ein anaphylaktischer Prozeß aufzufassen, und es ist noch im 
Dunkeln, wie die Reaktionen, die sich bei Verwendung von Laktophenin 
im Organismus abspielen, aufzufassen sind. 

Erwähnenswert ist jedoch die große, äußere Ähnlichkeit mit den 
klassischen, ExrLicaschen Rizin- und Abrin-Versuchen, bei welchen plötzlich 
am (7.—0.) 6. Tag Antikörper im Blute und eine ausgesprochene Immunität 


der Mäuse einsetzen. 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. KI. 1914. No. 2. 4 


50 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 
n ———————— EE RER 
Zahl des Letzte verfütterte Maximal ertragene Hohe der erreichten 
Versuchstages Dosis in mgr. Injektionsdosis Immunität 

IV | 4 | 17200000 I 

V 5 1/150 000 1.3 

VI 6 | 1/15 000 13.3 

VII 1 | 1 /20 000 10,0 

x | 12 1/5 000 20.0 

XII 20 1/3 000 66.6 

XV 50 1/2 000 100.0 

XVII 80 1/1 000 200.0 

XXI 80 1/500 400.0 


Das Werden der Rizinimmunitát nach) Ehre 


VI. Die pathologische Anatomie und Physiologie 
des Laktophenin-Ikterus. 


Das Wesen des Laktophenin-Ikterus wird von den einzelnen Autoren 
sehr verschieden beurteilt. 

Wahrend Strauss die Ursache in einem Gastro-Duodenal-Katarrh 
suchte und nachweisen konnte, dafs Laktophenin per os bei zwei Kaninchen 
starke Hyperämie der Magenschleimhaut und hamorrhagische Erosionen im 
Duodenum hervorgerufen hatte, wurde von WenzeL die Laktophenin-Gelb- 
sucht als eine hämatogene Gelbsucht aufgefafst, die ihre Ursache in einer 
Paraamidophenolwirkung auf das Blut haben sollte. 

Von LAAcHE wurde der Angriffspunkt des Laktophenins auf die 
Leber selbst zurückgeführt, während QuinckE und Hoppe-SEYLER in ihrer 
Monographie der Leberkrankheiten in Übereinstimmung mit WENZEL eine 
blutdestruierendé Wirkung des Laktophenins für das Auftreten des Ikterus 
verantwortlich machen. 

Klinisch fehlt jedoch der letzteren Auffassung eine nachgewiesene 
Grundlage. 

Wie aus unserer Kasuistik hervorgeht, treten weder Anåmie noch andere 


Zeichen eines Blutzerfalls auf, wie Gelbfárbung des Serums oder Urobilinurie. 


IQI4. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 


QD ikk 


LII] 
gum aan Em 
ars —- HEH HR EEE 
ane CEE rd 
HEN FHEH T - 
ann Sau 
BER EBSE = 
CEE 

Bass 
u 
= LITT] 
EE B 
H EH [|] 
ane gaan u | 
BE [| 
|| BREDE || 
Hs = 
3ESE [INS EBBER 
HH STS eee [| me 
4 SOUS Es r:]- De bdut- toos p am 
[TT] ESSE GRASEEHABER HE 11-1 
EEE ES. Us EINE E ELE EDI ESL RD DLE BE (—+ 
BEDE LEPTIELTTTILLLLLELLEL ana Hs 
EEBEBEBHEBBSRTUN pt —H EST = 
SDESDEEBER SEP. I [:pstsps je eleke tz] RI! 
SERRE ERSED FERED FEBBELEBE u = 
ER JS 
mgEEEBEEEE AES SABEBRE ESEBES 
muHHEBHHEEEEHBHBEEEHEEHBHHNHEEHEES EE 
mEBmEBEEB HHH + Ba 


pup cree 


TES 


Die Wirkung von Maretin auf Hb 9/; und den Gallenfarbstoffgehalt des Blutes. 


p 
i 
EE 
i 
x 
: 


Hue 


[| 
_ 
: 
cues 

= 

d 

: 
An 


m 
— 
FH 
: 
| 
4 
BS 
er 
d 
i 
In 
HUE 
5 1 
: 
i 
SEE 
DH 


AE 
HE 
| 
HEH 
m 
|] 
m 
|| 

] 
tool a 
x] 
Hi 


DRE HH m —— FEER 
RE HER EEE mue a Bi NE 
ADHI | HR 
HORAIRE Bui ULM H 
FEER EET PERLE REE TEDE TREE EF FEEPEEEEE EEE 
mim EE EEUU 


DH HIDE HE HARAS 


RBESSER HH AE DRE sed 
pu uu E pu 


++ 


rH Mn UE i: 


fi 


= 


it 


= 
EEE HO BEBE aon Gone 
EERE EEE CHEE EEE EEE HEBER mum BE EHI T ELLE LE 
EEE CEE CHE FH 
EEEHEBEBE EE DEEE EEEEEEEEHHH rH Hee u 
CEE EEE UNE a HE pum 
LR [1 FEEHEEHH 
LOT RER EEE ri HH ane HERB 
CREER HHH uns u 
ECC eo HHH Hr s i 
PR HEHE BER FH gun HERE 
EERE EERE nuum 
BERHEEBEREBE\.): LI HERRER CEE BEBEL SERBERE 
EEE TETE BE HIR Hm BEEHEBEBHSSE 
FHHEEELELEETILELI HHEHHEREHRHH FER (I 
FUER SERRE BENE B EEE HERE [t 
EEBELBEEEE EEEEEHERBENEN EHE a 
SEIDEBBBE=SE 33885 ELLE i ind ERU ———— -ErH Eb SEBBER DÉS 
EEEENBEEEE JR J HEBEN Hoo Coe ESSHHHHBBEEEHEHESEES 
SESEREBEESYbZiSEBEBEBENPUSE CEE HE Coo SEBBE 
RENE EEE TR HEH ELLE 
ET ERRRSRRE EEE ARCS EH SEE SEL CINE ERP ER RE He 
SIN M = T = = N 
HEB RESRREE Ji SR BREDE CoP NL Hee RE 
BRENNEN Hen mEBBERHEEEBEEBEE EE ESI BEEN 
CEE ERNST FEELEEEELHEEREEH EET BEHBEHE EBENE BEHEE 
PO ERS SE HILL) 
CE tt BESS HH EH toon BES 
EEE LOE BESEEHBBHEEEEHEHPEEHSE- L coo 
BEEÉEEGRESBEREIURE EEE SRT TT RET SN =~ CHERBEH 
ARS ET PEC CoS Sl N S esti 
BHEBEHUSEEBOSd HESEEEBSEE BE | EB BEGEEBRENE BENRJENEBEN 
ENS EEE RE ER HO: 
BREDERE RENSE EEE EFF EEE ER PH TER ass BEEPSBHF.: H 
BEBEREBEBE ERIS BE Po HEE St treet d Heri | 
NE HHHHHH HH EHER CHERE 
LJ e wa 
eC + 


52 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


Erst nach der hepatischen Reak- 


tion kommt das letztere Syndrom zur 


BITE ALLZELA 


— ur Entwicklung. 


Die osmotische Resistenz der ro- 


ten Blutkórperchen ist nicht vermin- 


dert wie bei hamolytischem Ikterus 
und oft nach Vergiftungen mit Blut- 
giften, z. B. Tolnylendiamin (Wipar), 
sondern im Gegenteil vermehrt, wie 


es der Fall bei Retentions-Ikterus ist. 


Im Gegensatz zu Laktophenin 


ist Maretin ein Antipyreticum, dessen 


hámolytischer Charakter, vor kurzem 


Wirkung des Laktophenins auf den Gallen- 


experimentell von HEUBNER nach- 
farbstoffgehalt des Blutserums bei Lakto- 


phenin-Ikterus (Fall XXII) gewiesen und stark betont, auch 


klinisch sehr leicht zu Tage tritt. 

Gibt man z. B. o.25 Maretin zweimal taglich, so tritt allmáhlich ohne 
Temperatursteigerung eine mehr oder weniger starke Anàmie, Gelbfárbung 
des Serums und Urobilinurie auf. Nach Absetzen des Mittels regeneriert 
sich das Hamoglobin ziemlich schnell, die Farbe des Serums wird heller, 
und die Urobilinurie verschwindet. 

Der Unterschied zwischen der Wirkung des Maretins als primär 
hamolytisches Gift und der des Laktophenins, eines Lebergiftes, ist in 
den vorstehenden Kurven scharf ausgeprägt!. 

Gegen die gastro-duodenale Theorie lassen sich dieselben Einwànde 
ins Feld führen, die aus der Erórterung über die Genese des lkterus 
catarrhalis sehr bekannt sind. 

Tatsächlich ist auch das klinische Bild der Laktophenin-Gelbsucht und 
das des katarrhalischen Ikterus einander sehr ähnlich. 

Gewiß bildet das initiale Fieber für den Laktophenin-Ikterus etwas 
Typisches; aber er kann doch ausnahmsweise auch fehlen. 

Bei Ikterus catarrhalis kann auch in den ersten Tagen Fieber bestehen, 
und . Bondi und Kówic geben sogar an, dafs sie in 65 °/) von Ikterus ca- 
tarrhalis Temperatursteigerung beobachtet haben; doch ist er nach QUINCKE 
und Hoppe-SEyLER kein häufiges oder sehr hervortretendes Symptom, und 


über eine mit dem Laktophenin-Ikterus analoge Fieberkurve verfügen wir 


1 Ohne Einwirkung auf den Gallenfarbstofigehalt des Blutserums ist der Gebrauch in 
gewöhnlichen Dosen von Salicylas natricus, Diplosal, Pyramidon, Phenacitin, Antifebrin 
und Benzol befunden worden. 


1914. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 53 


weder aus der Klinik, noch haben wir eine solche in der Literatur ge- 
funden. 

Übrigens haben die Symptomatologie und der Verlauf der beiden 
Affektionen so viel Ähnlichkeit, daß man wohl annehmen kann, daß patho- 
" genetisch analoge Faktoren den Übertritt von der Galle ins Blut bedingen. 

In neuerer Zeit haben einzelne Forscher wie besonders Bauer und 
WAGNER wieder angenommen, dafs dem Ikterus catarrhalis eine Parenchym- 
schädigung zugrunde liegt, und sehen die Hauptstütze dafür in den Ergeb- 
nissen des früher erwähnten Galaktoseversuches. 

Ob bei dem Laktophenin-Ikterus eine entsprechende Kohlenhydrat- 
insuffizienz besteht, ist indessen nicht entschieden worden. Auf der anderen 
Seite aber steht der große Wert dieser Probe als Differential-Diagnostikum 
in der Ikteruspathologie, nach einzelnen Stichproben zn beurteilen, gewiß 
vorläufig nicht außer allem Zweifel. 

Indessen sprechen auch einige neue Befunde von franzósischen Au- 
toren aus der Wiparschen Schule für eine Mitbeteiligung der Leberzellen 
in der Genese vieler Ikterusformen (LEMIERRE, ABRAMI u. A.) Mit Hilfe 
von klinischen Methoden zum Gallensäuren-Nachweis im Harn und Stuhl 
(Hays Reaktion im Harn, PETTEnKOFERS Reaktion im Stuhl und der in- 
direkte Nachweis von Gallensäuren im Stuhl durch die Hamokonien-Probe 
im Blut) haben sie Fälle von dissoziierter Gallenretention beobachtet, die 
sich nicht mechanisch erklären lassen. Dagegen wurden bei sicherem, 
kompletten oder inkompletten Stauungs-Ikterus immer sowohl Gallen- 
sauren wie Farbstoff retiniert. 

Wie früher erwahnt, war dies der Fall bei unseren zwei daraufhin unter- 
suchten Laktophenin-Ikterus-Fällen, und wie die Mehrzahl der Kliniker bei 
Ikterus catarrhalis annimmt, scheint es mir auch bei dem Laktophenin- 
Ikterus am nächsten zu liegen, an eine Erkrankung der Gallenwege, eine 
katarrhalische Cholangitis, zu denken. 

In der Atiologie dieser Krankheit spielt zwar die Infektion eine so 
überwiegende Rolle, daß Naunyn nicht einmal entscheiden will, ob es über- 
haupt eine nicht infektióse Cholangitis gibt. 

Die Forschung der letzten Jahre hat ja auch gezeigt, daf man neben 
einer aszendierenden Infektion vom Darm aus, häufiger als man früher 
gedacht hatte, auch mit einer Ausscheidung von Bakterien aus dem Blute 
in die Gallengänge zu rechnen hat. 

Neben ihrer direkt entgiftenden Funktion hat die Leber aber auch als 
Ausscheidungsorgan für Heiimittel und Gifte eine gewisse Bedeutung. 

Für unsere Frage ist es deshalb von Interesse, daf3 die Glukoronsaure- 


verbindungen der aromatischen Körper teilweise in die Galle übergehen. 


54 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


Dasselbe ist auch der Fall mit Terpentin (Duranps Mittel!) und Hexa- 
metylenletramin (CHAUFFARD), die deshalb Anwendung in der biliären 
Antiseptik finden. 

Nach Braver gehen auch Athyl- und. Amylalkohol in die Galle über, 
aber wirken auf die Gallengänge schädlich ein. 

Es liegt nahe, anzunehmen, daf in diese Reihe von Giften auch das 
Laktophenin gehórt. In die Galle ausgeschieden, setzt es die Gallenwege 
in einen katarrhalischen Reizzustand, der Ikterus zur Folge hat. 

Je nach der Ausbreitung und der Intensität dieser toxischen Cholan- 
gitis kommt das hepatische Syndrom zur vollen oder nur zur teilweisen 


Entwicklung. 


Schlussbetrachtungen. 


In drei verschiedenen Beziehungen hat das Material, das hier zusam- 
mengestellt ist, Bedeutung. 

Erstens geht aus einer größeren Kasuistik hervor, wie häufig die 
Anwendung von Laktophenin bei afebrilen Menschen Ikterus zur Folge hat. 

Zwar verläuft der Ikterus gunstig, aber die Komplikation ist für ein 
Heilmittel so disqualifizierend, daf3 man Laktophenin entweder nur in Ein- 
zeldosen geben darf, oder — was vielleicht am richtigsten ware — das 
Mittel ganz aus dem antirheumatischen Heilmittelschatz streicht. 

Zweitens ist gezeigt worden, dafs der Angriffspunkt des Laktophenins 
nicht im Blute, sondern in der Leber zu suchen ist, und für die Leber- 
Pathologie liefert die Analyse der Gelbsucht neue Ausblicke in die Patho- 
logie der Cholangitis, in deren Atiologie die Infektion früher die einzige 
Rolle gespielt hat. 

Vor kurzem hat Naunyn in seiner lichtvollen Leyden-Vorlesung die 
Geschichte der Cholangitis dargestellt und dabei hervorgehoben, wie diese 
Erkrankung der Gallenwege, vor 20 Jahren noch wenig bekannt, jetzt eine 
klinisch interessante Affektion geworden ist, mit wichtigen Ergebnissen für 
die »Pathologie und unerwarteten, in die Epidemiologie und Volkshygiene 
eingreifenden Beziehungen«. i 

Noch weitere Ausblicke, die fir die Immunitåtspathologie von Bedeu- 
tung sind, gibt drittens die Laktophenin-Gelbsucht. 

Zum ersten Mal steht man hier einer Intoxikation gegeniiber, die wie 
eine Infektionskrankheit mit Inkubationszeit, febrilem Stadium und Giftfesti- 
gung verlåuft, und wo causa nociens ein Benzolderivat, ein wirklicher 


»Seitenketten«-Kórper ist. 


IOIA4. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. 


[911 
[911 


Literatur. 


AFANASSIEw, M.: Über Ikterus und Hämoglobinurie, hervorgerufen durch Toluylendiamin 
und andere Blutkörperchen zerstörende Agentien. Z. f. kl. Med. Bd. VI. 
Bruck: Experimentelle Untersuchungen über das Wesen der Arzneiexantheme. Berl. kl. W. 
roro, Nr. 12 u, 4e. 
CHAUFFARD, A.: L'urotropine dans le traitement des infections biliaires aigue's et de la 
fièvre typhoide. Sem. Med. rorr, S. roo. 
EHLERS: Ikterus efter Hg-Injektion. Hospitalstidende ror2, S. 1419. 
EuRLICH, P.: Experimentelle Untersuchungen über Immunität. Deutsch. m. W. 1891, S. 976 
u. I218. 
— Uber die Beziehungen von chemischer Konstitution, Verteilung und pharmakologischer 
Wirkung. Gesammelte Arbeiten, 1904, S. 573. 
Eppincer, H.: Ikterus. Erg. d. inn. Med. u. Kinderheilk. Bd. I (1908), S. 107. 
ERBEN, Franz: Die Vergiftungen. 1910. 
Ewarp, C. A.: Die Leberkrankheiten 1913. 
Faye, F. C.: Om hudens reaktionsevne. Norsk Mag. f. Legev., 1866, S. 820. 
Fiscur, L.: Zur Pathologie des Ikterus catarrhalis. Arch. f. Verdauungskrankheiten. Bd. 
XVIII, 1907, S. 70. 
FRIEDBERGER, E.: Die Anaphylaxie. Die deutsch. Klinik. Bd. XIII, S. 712. 
FRIEDMANN, Kurt: Purpura hämorrhagica nach FibrolysinInjektion. Therapie der Gegen- 
Wart ROLE 93205. 
Fromm, E.: Die chemischen Schutzmittel des Thierkörpers bei Vergiftungen. Straßburg 1903. 
GERHARD D.: Uber giinstige Beinflussung chronischer Erkrankungen durch interkurrente 
Infektionskrankheiten. Mitt. d. Grenzgeb. Bd. 25 (1912) S. 578. 
Grawitz, E: Über die Bedeutung des Auttretens von Ikterus nach dem Gebrauche von 
Extract. filic. maris aeth. Berl. Kl. 70. 1894, S. 1174. 
— Hämatologie des praktischen Arztes. Leipzig 1907. 
GÜNTHER, Hans: Die Hämatoporphyrie. D. A. f. kl. M. Bd. ros (1912), S. 118. 
Hanssen, OLav: Der Laktophenin-Ikterus. Verh, d. deutsch. Kongres. f. innere Med. 19r2, 
S. 673. 
— Bidrag til den hereditære, hæmolytiske Ikterus, Kasuistik. Nord. T. f. Therapi, 1913, 
S. 69. 
—  Bidrag til leren om inkubation og immunitet, Forh. ved Nord. Kongres for indre 
medicin, 1914, S. 229. 
HrrrrER, A.: Die Ausscheidung körperfremder Substanzen im Harn, Erg. d. Physiol. IV 
S.. 244. 
Hennic. ARTHUR: Uber epidemischen Ikterus, Volkmanns Vorträge (Inn. Med.), Nr. 4. 
HEUBNER: Therap. Monats H. 1912, 
Hontwec: Über Störungen der Salzsäureabscheidung des Magens bei Erkrankungen und 
nach Exstirpation der Gallenblase. Verh. d. deutsch. K. f. inn. Med. 1912, S. 592. 
Huser: Nebenwirkungen bei Laktopheningebrauch. Korresp. bl. f. Schweiz. Aerzte 1897. 
Angeführt nach Rasch. 


56 OLAV HANSSEN. M.-N. Kl. 


Jaxsch, v. R.: Über die Behandlung von Typhus abd. mit Laktophenin, Zentralbl. f. inn. 
Med. 1894, Nr. rr. 
— Die Vergiftungen 1910. 
JenpRassik, E: Das Kalomel als Diureticum. D. A. f. kl. M. Bd. 38 (1886), S. 499. 
Joannovics, G. und Pick, E. P.: Beitrag zur Kenntnis der Toluylendiaminvergiftung. Berl. 
KIEW HGNC) S929: 
Kast und Mester: Uber Stoffwechelstórungen nach langdauernden Chloroformnarkosen. 
Z. f. kl. Med. Bd. 18 (1891), S. 469. 
KoBERT, R.: Lehrbuch der Intoxikationen. Bd. 2, 1906. 
KREHL, L.: Pathologische Physiologie, 1906. S. 331. 
Kretz, R.: DieStórungen der Lebersekretion. Krehl-Marchands Handbuch d. allg. Pathologie. 
Bd. 2, Abth. 2, S. 462. 
Kunket, A. J.: Handbuch der Toxicologie, 1899. 
LAAcHE, S.: Om artificiel Ikterus. Norsk Mag. f. Lægev. 1904, S. 997 und D. m. W. 1904. 
LEMIERRE, A., und ABRAMI, P.: Dissociation de la sécrétion biliaire. Sem. med. 1912, S. 574. 
LiwsEcH: Klinische Beobachtungen über die Resistenz der roten Blutkörperchen und die 
Isotonieverhältnisse des Blutserums bei Krankheiten. Prag. med. W. 1890, S. 347. 
LéwenTHAL: Behandlung der Chorea mit Exalgin. Berl. kl. W. 1892, Nr. 29. 
Meissen, E.: Beiträge zur Kenntnis der Lungentuberkulose, 1901, S. 87. Angeführt nach 
Laache. 
Minkowski: Ergebnisse d. Pathologie, 1895, S. 679. 
Mónx: Excerpta medica, 1895— 1896. Angeführt nach Laache. 
Naunyn, B.: Über Cholangitis. Erste Leyden-Vorlesung. Deutsch. m. W. 1gi11, S. 2017. 
NEUGEBAUER, H.: Zur Pathogenese des Ikterus catarrhalis. Wien. kl. W. ror2, S. 514. 
NIELSEN, Lupv.: Om optræden av Herpes zoster under Arsenikbehandling. Hospitalstidende 
1890, S. 1129. 
NICOLAYSEN, JOHAN: Hæmatoporfyrinurie efter Kloroformnarcose. Norsk Mag. f. Legev., 
IgOI, S. 24. : 
PAGNIEZ, Pu.: Recherche de l’anaphylaxie dans deux cas d'intolerance pour l'antipyrine. 
Bull. et Mém. d. soc. med. d. Hôp. Paris ror4, S. 430. 
Petr, P. K.: Die Krankheiten der Leber u. s. w. 1900. 
PIRQUET, v.: Allergie. Erg. d. inn. Med. u. Kinderheilk, Bd. I (1908). 
Poursson, E.: Lehrbuch der Pharmakologie, 1913, S. 213. 
QuinckE, H.: Dermatitis artificialis tarda. D. A. f. kl. Med. Bd. 53 (1894), S. 199. 
— Beiträge zur Lehre vom Ikterus. Virchows Archiv, Bd. 95 (1884), S. 125. 
— und Horrre-SEvyreR: Die Krankheiten der Leber, r912. 
RascH, C.: Hudens sygdomme og deres behandling, 1905, S. 265 og 252. 
RieckE: Lehrbuch der Haut- und Geschlechtskrankheiten, 1912 (Arzneiexantheme). 
Rosrosxr, O.: Mohr-Staehelins Handbuch der inneren Medizin, Bd. I, S. 18. 
SCHEEL, OLAF: Über den Nachweis von Gallenfarbstoff im Blutserum. Z. f. kl. Med., Bd. 
74, letter. 
ScHUBER, v. C.: Erfahrungen über die medikamentôse Behandlung des Typhus abd. mit 
Laktophenin in 450 Fallen. Berl. kl. W. 1902, S. 957. 
Simnitzky: Uber den Einfluß der Gallenretention auf die sekretorische Thätigkeit der Magen- 
driisen. Berl. kl. W. 1gor, S. 1078. 
STADELMANN, E.: Der Ikterus. Stuttgart 1891. 
— Weitere Beitrage zur Lehre vom Ikterus. D. A. f. kl. Med. Bd. 43 (1888). 
Sıeın, A. E.: Erworbene Überempfindlichkeit der Haut. B. kl. W. 1912, S. 1663. 
— Uber Laktophenin. Therap. Woch.schrift, 1895, Nr. 13. Angf. nach Wenzel. 
STINTZING, R.: Diskussionsbemerkung. Verh. d. deutsch. Kongres. f. innere Med. 1912, 
S. 687. = 
Srrauss, H.: Uber 3 Fälle von Ikterus catarrhalis während des Gebrauches von Lakto- 
phenin. Therap. Monatshefte, 1895. 
SYLLABA: Zur Diagnose der schwächeren Grade des Ikterus. Folia Hamat. I. Jahrgang, 
Nr 


IQI4. No. 2. DER LAKTOPHENIN-IKTERUS. Sl 


Tarroursr, T. W.: Über experimentelle Blutgift-Anämien. Helsingfors, 1899. 

Tırrısch, A.: Behandling af Ischias. Nord. Tidsskrift for Therapi, 1908, S. sr. 

WAGNER, Fritz: Klinische Untersuchungen über die Bedeutung der verschiedenen Zucker- 
proben für die Beurteilung der Leberfunktion. Z. f. kl. Med. 1914, Bd. 80, S. 174. 

WECHSELMANN, W.: Über Antipyrinexantheme. Deutsch. m. W. 1898, S. 335. 

— Uber Satinholzdermatitis, eine Anaphylaxie der Haut. Deutsch. m. W. 1909, S. 1389. 

Weiss: Zur Kenntnis der toxischen Exantheme. Wien. m. Presse, 1884. 

WrLLs, G. H.: Chemical Pathology. 1907, S. 405. 

WENZEL: Ikterus nach Laktophenin. Centralbl. f. innere Med., 1896, S. 149 

WERNICH, A.: Über Ikterus nach Anwendung von Chloralhydrat. D. A. f. kl. Med. Bd. 
12 (1874). 

WipaL, F.: Bull. et Mém. d. soc. med. d. Hôp. Paris 1908. Ref. in Med. Revue, 1908, S. 57. 

Wittnauer, K.: Uber Ikterus nach Laktophenindarreichung. Therap. Monatshefte 1808. 


VINDENE I DEN NORDLIGE DEL AV 
NORDSJOEN OG VIKINGETOGENE 


JE A GE ET er 
UTGIT FOR FRIDTJOF NANSENS FOND 
ee DUCI es Ae LUMINE RES AASE 


KRISTIANIA 
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 
1914 


+ 
Lad 
a 
MT 
d 
E 
8, 
u 
* 
a 
S 
E 
E 
A 
m 
ö 
= 
à 
m 
| 
vw 
D 


Fremlagt 


YKKERI A-S. 


BOKTR 


A. W. BROGGERS 


D. herskende Vinde i Nordsjeen er de sydvestlige. Ved Studiet av 
Karter over Lufttrykkets Fordeling og de hyppigste Vindretninger, navnlig 
de av Kapt. Rune utgivne !l, viste det sig at der om Vaaren var paa- 
faldende meget av estlige Vinde i den nordlige Del av Nordsjeen, i Mot- 
sætning til de ellers herskende sydvestlige. Dette er en Fordeling av 
Vindretningerne som har fundet sit Uttryk i Navnet »Paaskenorden« 2, 
en velkommen Fordeling for vore Trælastskuters første Reise over Nord- 
sjeen om Vaaren. Fra vor Tids Seilskuter gik min Tanke tilbake til 
Vikingetiden. Det syntes som om Vindenes Fordeling om Vaaren var 
saadan at den ialfald til en vis Grad kunde vere til Hjelp for en raskere 
Fart over Nordsjeen fra Norge vestover til Skotland. 

De Tabeller over Vindenes Hyppighed, som jeg kunde bruke til et 
nærmere Studium av deres Fordeling, skriver sig fra Observationer gjorte 
i den sidste Halvdel av forrige Aarhundrede. Det blev da et Spørsmaal 
om de kunde gjælde for Vikingetiden. Hertil kan svares, at der saavidt 
vites, ikke kan paavises nogen væsentlig Ændring av Klimatet i det store 
taget i Nordeuropa i de sidste Aaartusener. Jordens Aksedreining, der 
betinger Længden av Nat og Dag, og Jordens Bevægelse om Solen, der 
i Forbindelse med Jordaksens Stilling betinger Aarstidernes Skiftning, 
har i det store taget været den samme. Grænserne mellem Hav og Land, 
som paavislig har sin Indflydelse paa Vindenes Retning til de forskjellige 
Tider af Aaret, mere Havvinde om Sommeren, mere Landvinde om 
Vinteren, synes heller ikke at ha været. underkastet nogen væsentlig 
Ændring i det siden Vikingetiden forløpne Tidsrum. Hvorom alting er, 
syntes det mig at være av Interesse at se hvad det vi nu vet om Vindene 
i Nordsjøen kunde lære os om Betingelserne for Vikingernes Færd paa 
Sjøen. 

De Vindobservationer jeg har benyttet, er fra følgende Stationer og 


trykte meteorologiske Aarbøker. 


1 Repartition de la pression atmosphérique sur l’ocean atlantique septentrional d’après les 
observations de 1870 å 1889 avec la direction moyenne des vents sur les littoraux. 
Par le capitaine G. Runc. Copenhague 1894. 

2 De herskende Vinde paa Skagerakkysten om Vaaren er nordostlige. 


4 H. MOHN. M.-N. KI. 


Station Bredde “Langde Gr.| Antal Aar 
Utsise v Fas e eae 59? 18' AO ec VD 33 a 
Skudenesp „re 59 9 5.16 E 35 a 
Lister, 7... nee 58 6 6 34 E 15 a 
Indesnts RE BE 51 59 | TEES 13 a 
Mandal FAIR US ere 58 2 q 27 E | 35 a 
Oso: «cmo M NP c Ee er B. 4 E Sec c NEN. 
North Unst, Shetland . . 60 5: o 53 W 15 | b 
Sandwick, Orkney . . . 59 2 3 18 W 15 | b 
Buchanness, Skotland . . 57 28 1 46 W I5 b 
Isle of May — 3-8]. AO qu 2 33 W 15 b 
St. Abbs Head — Q5 | 551155 a mp Wo I5 | b 
Vestervig, Jylland. . . .| 56 47 8 20 E | 30 | «© 
Fanø ie A NE 55 27 8 24 E 30 Te 


a) Klima-Tabeller for Norge. 
b) BucHaw. Report on atmospheric Circulation, Voyage of the Challenger, 

Physics and Chemistry, Vol. IL 

c) Dansk Meteorologisk Aarbog. 

De følgende Tabeller I—XIII indeholder Vindroserne for Vindens 
Hyppighed, fordelt paa de 8 Hovedstreker og Stille, for Maanederne Marts 
til November for de 13 Stationer. Tallene betegner det Antal Gange de 
forskjellige Vindretninger og Stille er observeret, naar Observationernes 


hele Antal sættes til et hundrede i hver Maaned. 


I. Skudenes. 

N NE E SE S SW W NW c 
Marntse ctc | 9 5 I3 I9 16 6 9 14 | 9 
Spree. | 12 5 13 I4 | I4 6 10 20 | 6 
Mais eee WE CS 3 8 II 17 9 12 24 | 4 
JUMP RE coal 13 2 6 Si IN me 8 IS 3e | 4 
Julie) „ee u: IT 2 4 II 17 8 15 23 9| 5 
August II 3 6 ie s] 9 14 24 5 
September . . II 3 8 14° Tile uo 8 12 17 8 
Oktober (ro 6 12 LOM} LEG 7 TO | mau 8 
November .. | Io 6 13 a5 2 vitor 4 7 IO | IO 7 

IL. Utsire. 
EN 
N NE | 15 | SEINES SW. |. Wi of NW 
| | | 

Marts CURE ivi 9 9 14 I9 I3 9 8 5 
"Drills eee te 18 II 7 13 17 IO 8 8 8 
MAR 24 9 4. = 8 16 IOS 8 IO 9 
nnne sents 30 1 3 7 13 12 8 12 8 
Tuner ser tes 28 6 3 TON DRE 13 9 12 7 
Augusts 23 6 5 7 | SEG I4 II I2 6 
September . . 17 5 GER 30, I9 16 I3 II 3 
Oktober . 13 8 o9 Er = x6 I4 II 8 4 
November .. IO 7 eX D was | waz I4 II 8 4 


IQI4. No. 3. VINDENE I DEN NORDL. DEL AV NORDSJOEN OG VIKINGETOGENE. 5 


III. Lister. 


N | NE E SE S Sw | w ww |. € 
| 
Martes & | x4 2I De | 5 6 8 15 8 
ENDE sen a es ve 4 7 18 ro 7 5 12 22 9 
Mar: z 4 5 Tae rper 9 7 16 25 IO 
Juni = s a 2 II II 9 du Liam 28 9 
RSR AR nerd tra 9 II 10 CE Br}: 31 7 
August ys aver | 4 II 10 8 set 79 2 7 
September . . CEN RS: re ya IO eee D 25 6 
Oktober ne A WES 18 I4 9 COR ESTO 18 6 
November 2.2.11 700 eA 18 II 7 1 10 17 6 
IV. Lindesnes. 
| | | po : 
NEN NE E SESS SW W NW (e 
| 
| | | 
Marts ee. ee II 27 17 5 sw || JI X3 II 9 
APE eee 4 17 16 EXT A ml Jg pao iso 9 
Mouse. 2 I4 IS 4 | 6 8 225 TO 10 
unte Se. s 2 8 I2 6 6 1 2p | -22 10 
Jule rs I 1 I2 6 6 9 26 22 II 
August 2 9 I2 DE || 6 II 25 19 9 
September . . 3 10 12 8 | 9i | ira 22 18 6 
Oktober GE 16 16 GR] 7 rE EN | TE 15 5 
November .. Ta, ||, 2a 12 7 7 OS 15 4 
V. Mandal. 
N NE E SE S | SW. |) SW | NW C 
| | | 
| | 
Marts - 3 25 I2 2 3 ge i, xo 5 3r 
INDE E TTE 2 26 I2 3 4 9 | TI 5 28 
WEN 6 6. eo oc 2 17 II 3 7 16 | 16 6 22 
Hune bee I II IO 3 8 2 | - SI 5 18 
Juli . sono I 8 8 a 8 2 25 5 18 
August I 12 II oe MS. 18 21 5 23 
September . . 2 9 TA 10 42 6 | 16 15 4 29 
Oktober ... 3 20 12 5 | 5 13 13 5 24 
November .. 4 22 12 FUN Su ena II 3 2] 
VI. Okse. 
N NE E SE S | SW | W NW C 
| 
Marts SRE 2I 12 4 g I7 £3 016 2 
Nr oos 9 29 16 | 3 7 17 g ee: 3 
Nar. Mr: 6 20 FS | 4 10 24 12 8 I 
IPN EE 4 15 13 4 10 33 13 6 2 
TE 5 10 II 5 ra: 1,2094 16 6 I 
August i. 12 TE 6 10 28 19 6 I 
September DEM TIS Qe 6 9 2 18 IO I 
Oktober | ss 5 mg TOE >| 8 8 16 15 IO I 
November .. | r9 16 gd B 8 15 13 10 2 


6 H. MOHN. M.-N. Kl. 
VIL North Unst. Shetland. 
N NE E | SE S | sw | w | NW | € 
| 
| | | 
Marts ee 19 9 E 7 ao E TA 16 q — 
April . 20 13 10 10 | sor |" “re 10 1 — 
Mau ye | 26 10 6 6. |. aay I> aS v. | ite E 
dune pM x | 13 10 10: |, I OM LE | 7 = 
Jub. e E à 16 10 13 10.7 |) „ae IA Otis | 6 = 
Augusto e 16 IO IO EO |." 16800) ETS 16- | .'9 — 
September . . | 20 1 1 d: Mera PE I3 | IO — 
Oktober „=. | ~ xg 1 6 Ion |? H9 2) *»8 Er = 
November .. | 20 13 7 3l 239 HAS rio | xo ES 
VIII. Sandwick. Orkney. 
| | | 
N NE E SE ns SW W NW c 
| I 
| 
NEES EEE | 7 6 E zer qnom 13 16 16 3 
Aprile. praia: |" ^10 19. 1.230 23 IO IO IO 13 4 
Maie NE | IO IO 7 I9 6 I3 16 16 3 
June. —o v. |^ ro 3. ^ ge das IO IO ES 17 3 
te SES | 7 3 6.1 225 10 I3 16 16 6 
August... | 7 6 IO EA s 3 I3 16 16 IO 
september - | ro 6 1 rj To 13 17 13 7 
Oktober 5| T9 3 3 19 16 I3 16 I3 1 
November ...| 14 AS || TU fra kao b o gem 13 I3 10 
IX. Buchanness, Skotland. 
| | | | | | 
N NE | E | SE Sy db SW W | NW E 
| 
| | | | 
Marts . | 13 6 gro 16 IO TA 16 | o 
April . esse | 10 I3 Io dI Tg I3 i] ] I3 o 
MAE ga = x6 ES | 7 6 16% |e 16) 1) o 13. 3 
Jun hee ene [ag zo | 3-4 xex ee | 7 10 | 3 
Juli e. r6 6 | doe. 307. ben: a ES | IO I3 3 
Rueusb^-. ws. Ti x6 10: le 8 197. | agi ee == A re I3 | 3 
September .. | 17 1" 17 | 7 20 131, ES nei 3 
Oktober KS NI ero cur 6 IO 16: 3 16 16 | o 
November .. I3 IO | 7 | de Be 7620 | 13 17 | o 
X. Isle of May. Skotland. 
| | 
N NE E SE as SW | W NW C 
| | 
Marts t. | 6 I3 IO I3 IO 7 32 6 3 
ADEs s. «- 3 IO 20 17 7 7 26 3 7 
Mater. 3 ro 212 16 po 6 10 32 3 7) 
Jun zn. 4: 3 Ci We Er ro 7 27 $3: are 
fe a tee Gare 3 [PO 38 Lon MIO 6 39 3 6 
August . = 3 a || ato I5 | 7 AW guess 6 6 
September . . | 3 IO IO IO | 1 IO 40 3 7 
Oktober teen 7 7 7 IO 10 10 | 36 10 3 
November 7 13 10 4 10 LOT 333 TOY MI 3 


i I9I4. No. 3. VINDENE I DEN NORDL. DEL AV NORDSJGEN OG VIKINGETOGENE. 7l 


XI. St. Abbs Head. Skotland, 


N NE E SE S SW W NW C 
| 

MattS s «ste IO IO IO 13 6 19 19 IO 3 
April Ws IO IO I3 20 8 13 13 10 3 
Mai . ot IO I3 1 16 6 I9 16 IO 3 
Mone cg Boome IO IO 7 20 7 13 17 ier 6 
Julie, 3 d 6 6 6 I3 IO I6 . 23 I3 | 1 
Augusti. v. 6 IO 6 16 IO 16 I9 I3 4 
September . . IO IO 7 13 IO 20 17 IO 3 
Oktober ... IO 6 6 13 Dn 23 X9 ji To o 
November .. I3 IO 1 1 I3 20 sor 473 [9] 


XIL Vestervig. Jylland. 


We: NE E SEIL oS: TOL SW. W NW | C 

Marts . : 5 I4 I2 9 I2 I7 na II 1 
April . - 5 17 17 10 8 a SIT 12 7 
Mais 7 I3 I2 7 6 16 15 I7 7 
Juni. 5 5 8 9 4 6 16 20 23 9 
JS Sues 4 5 5 5 7 19 26 20 9 
August . ... 3 5 6 8 8 I9 24 I9 8 
September .. 3 7 II 9 IO 16 20 15 9 
Oktober 3 I2 15 I2 I2 I3 I4 12 7 
November .. Ar To 14 17 I4 I2 I2 9 8 

XII. Fane, Jylland. 
N NE E SENS SW | W | NW Ü 
| 

Marts.. E 6 9 I2 IO IO 16 22 12 3 
April 5 6 10 18 II 7 12 18 I5 3 
ME 5 Mate 7 7) I4 8 6 I2 2I 21 4 
duni cc 5 4 II 7 5 I2 25 28 | 3 
Julie. er 4 2 5 6 6 18 31 24 4 
Augustin te 4 3 6 8 9 18 29 19 4 
September . . 4 5 12 9 9 15 25 16 5 
Oktober... 5 8 I4 II 12 IS 18 12 5 
November ,. 6 9 13 14 I4 I4 17 9 4 


Som Utgangs- og Ende-Punkter for Reiserne er tat: Skudenes, Lin- 
desnes, Shetland, Orkney, Moray Firth, Firth of Forth og Jyllands Vestkyst. 


Skudenes er repræsenteret av Middel av Skudenes og Utsire. 


Lindesnes — == Lister, Lindesnes, Mandal og 
Okse. 

Shetland — -- Nerth Unst. 

Orkney — — Sandwick. 

Moray Firth — — Sandwick og Buchanness. 

Firth of Forth — — Isle of May og St. Abbs Head. 

Jyllands Vestkyst — — Vestervig og Fanø. 


De tilsvarende Middeltal staar i de følgende Tabeller XIV— XVII. 


8 H. MOHN. M.-N. Kl. 
XIV. Middel av Skudenes og Utsire. 
| | 
N NE I ese S SW W NW: | 2G 
| | | 
| | | 
Marts.. E TE || Sale ele 16 18 9 9 II 7 
Apul. 2 6k 15-4. @ | RE 13 16 8 9 14 7 
Mate SE 18 a 6 | 6 | 9 16 II 10 17 7 
Terre E 2r 4 5l 8 I4 IO II 21 6 
Jule er 19 47 4 | 9 16 II 12 19 6 
August 17 SAR 5" 1h cor px 12 12 18 6 
September I4 4] ae | vera I9 I2 I2 14 6 
Oktober x 7 tage HE ide, 17 II IO IO 6 
November .. IO ] II zo x8 IO 10 9 | 6 
XV. Middel av Lister, Lindesnes, Mandal og Okse, 
N 
N NE E SE S SW W NW C 
| | 
Marts «cc | 9 2I 15 7 5 9 II IO 13 
Non cle EE 5 20 16 6 5 9 I3 I4 I2 
Mar... - 3 I4 13 6 8 I4 17 I4 II 
Juni = 2 9 II 6 8 18 21 15 10 
Jas Ska oe 2 7 10 6 9 19 22 16 9 
August Jc 3 9 inn zi 7 17 21 15 10 
September . . 5 IO II 8 | 8 16 17 I4 II 
Oktober... . 7 16 14 9 7 12 14 12 9 
November .. | 11 18 13 5 7 II 14 II IO 
XVI. Middei av Sandwick og Buchanness. 
| N NE E SEES SW | W | Nw C 
Marts.. IO 6 5 16 I5 16 15 16 I 
APE IO II IO 20 12 I3 9 I3 2 
Mar. raus I3 Ero 6 I3 II I5 I3 I5 E 
June. 13 9e Saal vig, 17 13 IO I3 3 
Jalisco ore ve TE Se | 6) 1x6 15 15 13 I4 5 
August II 527 S NI Gets II 13 13 15 6 
September I3 1 7 12 15 13 15 13 5 
Oktober IO 3 5 15 16 18 16 I4 3 
November I3 9 5 IO 13 17 13 15 5 
XVII. Middel av Isle of May og St. Abbs Head. 
| | 
ee NE E SE S SW. W NW € 
| | | 
Mars «Pens | 8 II roy, mac 8 13 26 8 3 
INDIE 7 Io 17 | 18 | 6 IO 20 7 5 
MA ses 7 | 6 II BE f| ES 7 15 24 6 5 
[Bathe ME mm n | 7 IO 10. |. x8 | 09 IO 21 7 8 
fil eo FE Sec | 5 6 "Fo 13 10 II 31 8 6 
August : 5 8 II I4 | 8 II 28 IO 5 
September 7 10 9 LT | 8 15 28 7 5 
Oktober "al 8 6 6 PE | II 16 29 IO 3 
November 10 re | 9 SENA I5 24 II 2 


1914. No. 3. VINDENE I DEN NORDL. DEL AV NORDSJOEN OG VIKINGETOGENE. 9 


XVIII. Middel av Vestervig og Fang. 


N NE E SE | S SW W NW e 
Marise wire de 5 II ra | IO 12 16 18 LE 5 
(Aaya AS ce 6 13 18 10 7 12 15 14 5 
Mai. ee 7 Io 13 7 6 14 a8. ." xg | 6 
jon A 5 6 | 10 5 G3 Ta 4-29 25 6 
ini T. | 4 4 | 5 5 7 19 28 22 | 6 
August | + | 4 6 8 el E 26 19 6 
September . . | 4 a 6 ET 9 Gu li SES 23 16 7 
Biber vc) + | 10 I4 12 xm rare || x6 12 6 
November . . | SE ED 13 15 Das le rq CR] CEA 9 7 


De Ruter, som saaledes kommer i Betragtning, er: 
1. Skudenes—Shetland, Tabb. XIV og VIL Kurs WNW og ESE. 
2. Skudenes—Orkney, Tabb. XIV og VIII. Kurs W og E. 
3. Lindesnes— Moray Firth, Tabb. XV og XVI. Kurs W og E. 
4. Lindesnes—Firth of Forth, Tabb. XV og XVII. Kurs ESE og WNW. 
Lindesnes—Jyllands Vestkyst. Tabb. XV og XVIII. Kurs N og S. 
Av Tallene i de 5 enkelte Ruters 2 Tabeller er tat Middel. For 


e 


Ruterne 1 og 4, som ligger paa Kompas-Mellemstreker, er Tallene hen- 
fort, ved at ta Middel mellem de to nærmeste Hovedstreker, til de 
til Kursen svarende Mellemstreker. Saaledes fremkommer Tabellerne XIX 


til XXIII. 
XIX. Skudenes— Shetland, 


NNE | ENE ESE SSE SSW | WSW | WNW | NNW | Stille 


| | 
Maris. l.l. 12 9 10 16 rH" rra II | 12 3 
Amp tet re 14 10 II 15 I4 9 ro |. 24 3 
Mai . ; 15 7 7 II I3 I3 no | 8 3 
ans IS, 13 7 9 13 13 12 | 13 17 3 
ule erm 12 8 9 13 I4 I3 | 1398 EX 3 
Angus ee 12 es. | OR rs 14 13 TAN CIRE 3 
September . . II 6: 4| 8 | 15 19 13 12 15 3 
Oktober... 10 Sue PTE NW xS 17 12 TI IO 3 
November .. 15 10 9 13 19 12 Io 9 3 
XX. Skudenes— Orkney. 
N NE E SE S SW W NW Stille 
| 

MOSES s 2... 9 1 6 20 16 | II I3 ry} 5 
April... us. I3 9 IO xS el ust v] 9 10 13 5 
Ma. I4 8 1 14: [er | £a. 13 16 5 
Juni... 16 6 6 | Be rov |- "$a 19 4 
nm e. rv. 13 4 5 rom EL I2 142 EG 6 
August 12 6 | 1 I4 | ro 12 I4 | 17 8 
September . . ra 5 1 I5 I4 13 14 | 14 6 
Oktober ... xr | 5 1 17 17 I2 I3 12 6 
November .. | 12 1 1 16 16 | 12 I1 | II 8 


IO H. MOHN. M.-N. Kl. 
XXI. Lindesnes—Moray Firth, 
N NE E SE S SW W NW Stille 
| 
NES oo de IO I4 IO II IO I2 I3 13 7 
April 3c 8 I5 I3 I3 9 II XE I3 1 
WEN MEN IE 8 I3 IO 9 9 14 IS I5 1 
Juni : 1 9 8 II I2 16 16 I4 1 
Nullen: 6 6 8 TI 12 17 18 15 7 
August. ... 7 9 10 10 9 15 TET 15 8 
September . . 9 9 9 IO TI 15 15 14 8 
Oktober .. . . 8 IO IO I2 II I5 15 13 6 
November .. 12 I4 9 7 IO I4 I4 I3 1 


XXII. Lindesnes— Firth of Forth, 


NNE ENE ESE SSE SSW | WSW | WNW, NNW | Stille 
Marts . = 12 I4 II 8 9 I5 I4 9 8 
PHN ds II LO SIT 9 1 I3 I4 8 8 
Maier 9 12 II 9 II 18 15 7 8 
Juni - 7 10 II IO ET 18 16 8 9 
]ü 090 ge 5 8 IO IO I2 2I I9 8 1 
August 6 IO II 9 II I9 I9 8 7 
September 8 10 IO 9 12 I9 16 8 8 
Oktober 9 II IO 9 I2 18 16 9 6 
November . . | rg I3 8 7i II 16 I5 Tit 6 


N NE E SE S SW W NW Stille 
Marts.. 1 16 I4 8 8 I3 I5 IO 9 
Apules ses 5 17 17 8 6 10 14 I4 9 
Mais uses ott Cy (^ Meus I3 6 7 14 18 17 8 
JE sn Bee À 8 10 6 7 16 22 20 8 
JS GS one 3 6 7 7 7] 19 25 19 7 
Augusts 3 7 9 8 8 17 23 17 8 
September . . 5 8 II 8 8 16 20 15 9 
Oktober 6 13 14 10 10 13 15 12 7 
November .. 8 I4 na IO II I2 I4 10. | 8 


Som gunstige Vinde, god Ber, for Raaseiler har jeg regnet: 1. Forde- 
vind, Vinden ret agterind, 2. Sler, Vinden 4 Streker, 45° forenfor agter 
eller agtenfor tvers, 3. Bidevind, Vinden tvers paa Kursen. Summen av 
Tallene for disse regner jeg som »Ber«. 

Vinden stik i Stevn, samt 4 Streker, 45° forenfor tvers regner jeg 
som Motvind. Saa høit som 4 Streker kan en Raaseiler i Regelen 
ikke ligge. 

Vistnok kan en Raaseiler ligge saa høit som 6 Streker fra Vinden og 


under gunstige Omstændigheter endog hoiere. Jeg henviser til Prof. 


IQI4. No. 3. VINDENE I DEN NORDL. DEL AV NORDSJØEN OG VIKINGETOGENE. II 


Fark's heist interessante Skrift! Side 19 og 65 og egen Erfaring fra 
Seilas med Fembering i Lofoten. 

Man kunde saaledes være fristet til at regne en Vind 6 Streker fra 
tvers med som god Ber. Jeg har ikke dristet mig dertil. Prof. Fark 
"siger S. 19 nederst, at de Gamle ventet heller Dage, ja Uker paa gunstig 
Vind og Klarveir, end at gaa tilsjos paa det Uvisse. Ved at ligge hoit 
blir Farten formindsket og Reisen tar lengere Tid end med foielig Vind. 
Med sterkere Vind og mindsket Seil er det vanskeligere at faa dette skjaerpet 
nok for en heiere liggende Kurs. Tilsvarende heiere Sjogang er ogsaa 
til Hinder ved Styringen. Vinde som er sydvestlig paa eller ved Land — 
vest—est gaaende Isobarer — blir paa Sjeen med den ringere Friktion, 
mere vestlige, mere Motvind for vestgaaende. Av disse Grunde regner 
jeg Motvind som ovenfor navnt. Antallet av gunstige Vinde blir muligens 
derved noget, men neppe meget formindsket, praktisk tat. 

De felgende Tabeller XXIV til XXXIII viser, i Procent, utsigterne 
for Ber, Motvind og Stille paa de 5 Ruter frem og tilbake. Utsigter for 
Ber over 50 %/, er fremhævet. 


XXIV. Skudenes-— Shetland, 


Fordevind Slor Bidevind =; Motvind sul 
i 

ESE NNE SSE | NNE SSW | Pr WNW NNW WSW : 

Marts s <tc 10 25 27 62 35 3 
plane. IT 25 28 64 33 3 
EN. G 349 45 1 18 28 53 44 3 
aam 9 20 26 55 42 3 
i ulis ee eec 9 2I 26 56 AN 3 
August . . . . 9 20 26 55 2 3 
September , . 8 2I 28 57 40 3 
Oktober II 26 2] 64 33 3 
November .. II 26 2] 64 33 3 

XXV. Shetland — Skudenes. 
Fordevind Slor Bidevind Motvind 
Bor Stille 
WNW |WSW NNW! NNE SSW | ESE ENE SSE 

Marts t b. II 24 27 62 35 3 
ANG Bea oe 10 23 28 61 36 3 
MARS etse 13 31 28 7122 25 3 
June ce | 13 | 29 26 | 68 29 3 
TOURS 13 28 26 | 67 30 S 
August X... I4 28 26 68 29 3 
September . . 12 28 28 68 29 3 
Oktober’... II 22 27 60 27 3 
November . . 10 23 27 60 37 3 


1 Altnordisches Seewesen. Heidelberg 1912. 


12 H. MOHN. M.-N. KI. 
XXVI. Skudenes— Orkney. 
Fordevind | Slor Bidevind Motvind à 
Ber Stille 
E NE SE N S W NW SW 
Marts . 6 27 25 58 37 5 
NAME oo SG Gee 10 27 26 63 32 5 
Mae 7 22 25 54 4I SER 
juni are: 6 21 28 55 4I 4 
Jul ar. 5 20 26 51 43 6 
August .. 7 20 22 49 43 8 
September 7 20 26 i =53 AN 6 
Oktober ... 7 22 28 57 37 6 
November .. 7j 23 28 58 34 8 
XXVII. Orkney —Skudenes. 
Fordevind | Sler Bidevind Motvind 
| Bør Stille 
W NW SW N=S E NE SE 
Marts?- rs I3 | 2 | 25 62 33 5 
^N. coton 10 22 26 58 37 5 
Mei 13 28 25 66 29 5 
June a o5 I2 29 28 69 27 4 
Ju. I4 29 26 69 25 6 
August . I4 29 22 65 2 8 
September I4 2 26 67 21 6 
Oktober 13 24 28 65 29 6 
November 11 23 28 62 30 8 
XXVIII. Lindesnes— Moray Firth. 
| Fordevind | Slor Bidevind Motvind 
| | Bør Stille 
E NE SE NÆS | W NW SW 
Mars 10 25 20 55 38 7 
April | 13 28 17 58 35 7 
WEN 5 où 6 oo 10 22 | 17 49 44 7 
Ji lose to ain 8 20 | 19 47 46 7 
le ee te 8 17 | 18 43 50 7 
August . IO 19 | 16 45 47 8 
September 9 19 20 48 44 8 
Oktober 10 22 19 51 43 6 
November .. | 9 21 22 Bye | 41 7 
XXIX. Moray Firth— Lindesnes. 
| Fordevind Slør Bidevind : | Motvind 
s or | Stille 
W NW SW N S | E NE SW 
| 
MARS EEE ee 13 25 20 58 35 7 
Apul ecce II 24 ETT 52 I 7 
Maire | 15 29 17 61 32 7 
jure aye | 16 30 I9 65 | 28 7 
U ys scene | 18 | 32 18 68 | 25 7 
August P 17 30 16 63 | 29 8 
September | 15 29 20 64 | 28 8 
Oktober 15 28 19 62 32 6 
November 14 27 | 22 633 30 7 


IQI4. No. 3. VINDENE I DEN NORDL. DEL AV NORDSJOEN OG VIKINGETOGENE. 13 


XXX. Lindesnes— Firth of Forth. 


| | 
| Fordevind Slør | Bidevind Motvind | 


| 4 . T Ber ite JN | Stille 
| ENE NNE ESE | NNW SSE WSW WNW SSW 
| | | 
Martss. icon. s I4 23 17 54 38 8 
April 2.2 ee 16 25 17 58 34 8 
Mai = = 12 20 16 | 48 44 8 
Juni : IO 18 18 | 46 45 9 
[uli ^. em. 8 15 | 18 | 4I 52 7 
August . ... IO 17 i87) | 44 49 7 
September . . 10 18 i7 | 45. | 47 8 
Oktober ... BE 19 18 An 46 6 
November .. I3 21 18 | 52 2 6 
XXXI. Firth of Forth —Lindesnes, 
| | = | 
Fordevind|  Slor | Bidevind Motvind re 
| T "n ? 7 | T ^d Ber T INT Stille 
WSW |WNW SSW! NNW SSE ENE NNE ESE 
| | | 
Maris oor sic | 15 23 17 55 37 8 
Apr =... + | 13 | 21 17 28171 41 8 
Nu euro] 18 26 16 |. GOP 32 8 
nt 20% | 18 | 27 18 63x 28 9 
itive aoe 21 | 31 18 70 23 7 
Aüpust. 2 << 19 | 30 17 66 27 7 
September . . 19 | 28 17 | 64 | 28 US 
Oktober ... 18 | 28 18 | 64 | 30 4:6 
November .. 16 26 18 i560. | 34 6 
XXXII. Lindesnes—Jyllands Vestkyst. 
Fordevind Slor Bidevind | Motvind 
| Bør Stille 
N NE NW | E W | S SESW 
| | 
| 
Marts 2 7 26 29 2.62 29 9 
rpm © 5 | 3r 31 RO 24 1-0 
NET, SA EME 5 | 29 31 65 21 | 8 
Jie audes c 3 28 2 63 29 æg 
lan scm c 3 25 2 60 33 7 
August . 3 2 | 2 59 33 8 
September .. | 5 23 | 31 2553 2) 32 o 
Oktober ... 6 25 | 29 12360. | 33 7 
November .. | 8 24 | 27 59 33 8 
XXXII. Jyllands Vestkyst— Lindesnes. 
| | | 
| Fordevind Slør Bidevind | | Motvind [ies 
| | Bør | t | Stille 
S SES WIRE E W N NE NW 
| 
MartS ro 8 21 2 58 | 33 9 
April : 6 18 i 31 55) s 36 9 
IG EMG OE 7 20 | 3r | 58 | 34 8 
Hire 1 22 | 32 HOSE 3r 8 
Juli . "e 7 26 | 2 | 65 | 28 1 
August... 7. 8 25 2 | 65 27 8 
September . . 8 | 24 31 | 63 28 9 
Oktober IO 23 29 62 31 Soy. 
November .. II 22 27 60 32 res 


I4 H. MOHN. M.-N. Kl. 


Paa Kartskissen paa den medfelgende Planche er Observations- 
stationerne betegnet med sorte Prikker og de forskjellige Kurser avsat. 

Paa Planchen er avsat Tallene for »Ber« i Tabb. XXIV—XXXIII 
som lodrette Ordinater. 

Efter Tabellerne og Planchen faaes felgende Oversigt: 

Skudenes—Shetland. I over Halvdelen af Tilfeelder kan paaregnes 

Ber paa Utfart. Mest i Marts og April (samt Oktober og No- 
vember). 

Shetland—Skudenes. God Ber hjemover, hele Tiden. 

Skudenes— Orkney. Ber over 50%, ut, undtagen i August (49 9/9). 

Orkney—Skudenes. Meget god Ber hjem, over 60 ?/, Sommer og Hest. 

Lindesnes—Moray Firth. God Ber ut i Marts og April (samt Oktober 

og November). 

Moray Firth—Lindesnes. Meget god Bor hjem. 

Lindesnes—Firth of Forth. God Ber i Marts og April (samt i No- 

vember). 

Firth of Forth—Lindesnes. Meget god Ber hjem. 

Lindesnes— Jyllands Vestkyst. Altid god Ber ut. 

Jyllands Vestkyst—Lindesnes. Altid god Bør hjem. 

Utsigterne for at komme vestover fra Norge med Raasegler er saaledes 
ganske gode, bedst i Marts og April. Hjemover er der altid om Høsten 
meget gode Utsigter til god Bør. 

Sydover ut og nordover hjem er der altid gode Utsigter. 


1914. No. 3. VINDENE I DEN NORDL. DEL AV NORDSJØEN OG VIKINGETOGENE. Sy 


M A M J J A S [e N 


à Skudenes 
60 — Shetland. 
50 
Skudenes 
6 : 
x | | SE = | — Orkney. 
50 
Lindesnes 
60 . —Moray Firth. 
50 
E Lindesnes 
[e] — Firth of Forth. 
50 
40 
Lindesnes 
pz — Jylland. 
50 


Shetland 
— Skudenes. 


Orkney 
— Skudenes. 


Moray Firth 
— Lindesnes. 


Firth of Forth 
— Lindesnes. 


Jylland 
60 — Lindesnes. 
50 


BOTANISKE UNDERSOKELSER 
| HELGELAND 


AV 
OVE DAHL 


II 


MED ET.TILLÆG: 


DE SORBO ARRANENSI HEDL. ET AFFINIBUS 
HOMOZYGOTICIS NORVEGIÆ 


AUCTORE 
T. HEDLUND 


MED 3 PLANCHER 


(VIDENSKAPSSELSKAPETS SKRIFTER. I. MAT.-NATURV. KLASSE. 1914. No. 4) 


UTGIT FOR FRIDTJOF NANSENS FOND 


KRISTIANIA 
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 


1915 


14. 


19 


anuar 


je 


30. 


% 


BOKTRYKKERI A-S 


t.-naturv. klasses mete den 


A.W. 


Fremlagt i den 


. 


t 


D iv à H 
en ae SÅ NE ee s JET, 


Indhold. 

Side 
BU SOnsbNDVerisbe EU sia T M Dole Ci de El Cire. etus I 
ent ETE TTC a ae WU EM ede GP Sede AE TR. bte, wih e ee en ais, s 4 
Cu USE MIRA MA E NC a roy IM wT RE ÈS AR À 24 
Tjotta AM et Anta eo tn EO vee ae ches Eo) pa tuos s. cg 
Vik EE Vra e Nee NO: FERN S te CLS 39 
Bronney uu Po CNRC. ard. oun Me M PES ne AB 
Vega [UM AU DE artus Letto de TERA TT P. Dv e esae sio lets sr Mae RS eo. | yd 
FBE ens nenne c0 ok EI EIL LE uns es ek rap stus atus ^». 69 
Fortegnelse over karplanterne i Helgeland med angivelse av deres utbredelse II. . 89 
dup spHPESCRSERQUE dv. uie dn. Guo OF se SM SM m. emer ee Iv. 14 
MEGCRSIEEERBESDEUER ON Du Odo So Lon t eee RAE ee Se BIG 
Tillæg: T. Heptunp. De Sorbo arranensi Hedl. et affinibus homozygoticis Nor- 


SERS OG M UNE IN ee Ne da MINES ENGE i tsi sa ee err sis Sy LS) 


HISTORISK OVERSIGT. 


Du den sydligste del av Helgeland! (herredene Bindalen, Velfjorden, 
Vik, Brenney og Vega), hvor jeg foretok botaniske undersekelser aarene 
1911—1912 med understøttelse av universitetets stipendiefond, foreligger 
der fra den ældre tid kun meget sparsomme floristiske iagttagelser. 

Paa den reise, som den svenske professor Sven Nirsson i 1816 fore- 
tok i Nordland væsentlig i zoologisk eiemed, omtaler han”, at han besteg 
Heilhornet i Bindalen fra Bindalseidet av med Vikestad som utgangspunkt. 
Skogen bestod her, efter hvad han beretter, det ferste stykke av gran, 
senere av furu og derefter av birk (paa 8—12 alens heide) og litt rogn. 
Overst oppe paa det nokne fjeld fandt han Ranunculus glacialis, Andro- 
meda hypnoides, Oxyria digyna, Sibbaldia procumbens og Lycopodium Selago 
og under nedstigningen fra toppen Diapensia lapponica, Azalea procumbens, 
Junci og Alchemilla alpina. Ellers beretter han kun, at han fra Tilrems- 
hatten i Bronney »ätervände fornójd med en rik skórd af växter«. 

I 1819 foretok den bekjendte svenske prest og botaniker L. L. Læsrapius 
en botanisk reise i Norge?. Fra Jemtland kom han over til Værdalen, 
besokte Levanger og Trondhjem, drog utover Trondhjemsfjorden, botani- 
serte ved Overgaard i Namdalen og bemerket paa oer i skjærgaarden 
mellem sidstnævnte sted og Terraak i Bindalen Erica Tetralix, »som 
troligen har har sin sidsta station emot Norden«. Paa et berg nord for Ter- 
raak skal han ha set Gnaphalium supinum, Cryptogramma crispa og Aspidium 
montanum. Herfra reiste han til »Lofön, Vefsen, Hällnäs och Moholmen« 


og derefter op efter Randalen over riksgrænsen til Pitea Lappmark. Paa 


1 Vegetationen i de nordligere herreder indtil polarcirkelen er trykt som I. av denne 
avhandling i selsk. Skr. f. ıgıı. , 

2 Dagboksanteckningar under en resa fran Sódra Sverige till Nordlanden i Norge 1816. 
(Lund, 1879), s. 158 flg. Smlgn. I, s. 2. 

3 Ärsberättelser om Vetenskapernas Framsteg; om Framstegen uti Botanik för är 1826 
av Jon. Em. Wiksrnów (Stockholm, 1827) s. 246. 


Vid.-Selsk. Skrifter, I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 1 


2 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


denne reise skal han ha opdaget som ny for Norge Poa sudetica Haenke og 
Aspidium montanum. 

I 1837 foretok den svenske botaniker J. Ancstrom fra Trondhjem av 
en reise gjennem Nordland og mellemste svenske Lappmarken. I Norge 
botaniserte han særlig paa Lyseen i Fosen, paa »Remerfjeld«, ved Brenney 
og i Saltdalen. I sine »Anteckningar« (Botan. notiser 1839, s. 91) beretter 
han, at han paa eene omkring Brennesund, der er utsat for havvindene, 
og hvor der var en fjeldartet natur, observerte følgende planter: Saav- 
fraga aizoides, Cochlearia danica (= officinalis 2), Salix herbacea, Poten- 
tilla Anserina, Urtica urens, Montia fontana, Carex limosa, Eriophorum 
vaginatum, Calluna vulgaris, Empetrum, Trientalis, Vaccinium uliginosum, 
Pinguicula vulgaris (scap. pubesc.), Saxifraga oppositifolia, Prunella, Ra- 
nunculus repens, Lotus corniculatus, Galium palustre, Erigeron uniflorus 

== borealis), Carex cespitosa (= Goodenoughii), Orchis angustifolius. O. 
maculatus og Silene acaulis. 

Fra Tilremshatten i Brenney anføres: Asperula odorata, Origanum 
vulgare, Linaria vulgaris, Polygala vulgare, Geranium Robertianum, Silene 
rupestris og Geum urbanum. 

I presten S. Cur. SOMMERFELTS herbarium, der opbevares paa uni- 
versitetets botaniske museum, findes fra Brønnøy Orchis masculus og Po- 
lygala vulgare. 

I presten I. A. HELTZENS manuskripter til Helgelands flora (smlgn. I 
s. 2flg.) forekommer kun et par planteangivelser fra Bronngy. Saaledes 
anferes i »Forseg til Helgelands Flora« III (1829), at der paa Tilrumfjeld 
skal vokse en mængde av Hypericum perforatum, og i IV (1833) sier han, 
at Iris Pseudacorus blev ham bragt fra Brenney, hvor den skal vokse i 
nærheten av klokkerboligen i en sumpig eng}. 

Hverken M. N. Brvrrs undersekelser 1841 eller A. Brvrrs 1871 i 
Helgeland bererte de naevnte fem sydligste herreder. Av stor interesse 
blev derfor J. M. Normans undersokelser i disse i botanisk henseende 
næsten ukjendte trakter særlig i aarene 1880 og 1882. Hans plantefund 
paa disse reiser, som særlig foretoges om forsommeren, er offentliggjort i 
hans avhandling »Yderligere Bidrag til Kundskaben om Karplanternes Ud- 
bredning i dét nordenfjeldske Norge sendenfor Polarkredsen« (Archiv f. 


Mathem. og Naturv., b. 8, 1883). I det ferste av de naevnte aar botani- 


1 Samme angivelse anføres ogsaa i hans Nomenclator (1842). “Om Hypericum heter 
det her, at Tilrum-Hatten er bekjendt av sin mængde Pericum, men om det er H. 
hirsutum eller H. perforatum ved. han ei. I hans ,,Forsog til en medicinsk og 
oeconomisk Beskrivelse over nogle Helgelands Planter“ heter det: ,,Efter andres Vid- 
nesbyrd skal A. perforatum voxe paa den paa Blomster meget rige Tilrums Hat eller 
Tilrums Fjeldet i Brene-Sogn.* 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 3 


serte han særlig ved Bronnoy kirkested samt i Velfjorden (specielt 
paa Heggehalveen, Raakhatten med nærliggende fjeldpartier og i Saus- 
bygden) og Bindalen (især paa Oksningen, Hildringen, ved Terraak, i 


Sjobergslien i Tosenfjorden og mellem Lande og Serenskogen paa over- 


"gangen til Velfjorden). I 1882 botaniserte han derimot i ytre trakter, 


i Bronnoy særlig paa Hesteen og ved Nordhus paa Torgeen samt under 
Tilremshatten, i Vik ved Semnes, i Heglien ved Skaaren og paa Søndre 
Kvalo, samt paa Vega i lavlandet rundt hele gen. Av hans mange in- 
teressante fund skal her foreløbig kun nævnes: Hypericum perforatum og 
Geum intermedium under Tilremshatten i Brennoy, Humulus Lupulus i 
Hommellien, Zeracium floribundum, Mercurialis perennis og Aspidium 
Braunii paa Heggehalvgen i Velfjorden, Lithospermum officinale, Origanum 
vulgare og Clinopodium vulgare i Høglien ved Skaaren i Vik, samt av 
hans fund paa Vega særlig Lemna minor ved Gladstad, den av ham be- 
nævnte Galium silvestre v. chloranthum over hele øens nordvestparti, 
Conopodium denudatum ved Eidem samt den lille furuskog nær sidstnævnte 
sted. Flere av de her nævnte planter fandtes dengang for første gang i 
Nordlands amt (smlgn. I, s. 12). Normans undersokelser foretoges dog 
kun paa den tid av aaret, der ei egnet sig til undersekelser i det arktiske 
Norge. Det viste sig derfor at være mere end nok for mig at gjøre under 
mine botaniske undersekelser i de nævnte herreder 1911 og 1912. I likhet 
med, hvad der er gjort i I, skal her ferst leveres en kortfattet topografisk 
floristisk oversigt over de undersekte distrikter, idet jeg begynder med 
det sydligste herred. 


4 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Bindalen herred 


utgjor den sydvestre del av Helgeland!. Mot syd steter det til Nordre 
Trondhjems amt, mot ost begrænses det av Vefsen, mot nord av Vel- 
fjorden og Vik og mot vest av havet og dets fjorder. Herredets største 
utstreekning i nord og syd er 25.6 km. og i est og vest 41.7 km. Av 
dets samlede areal, 1498.3 km.?, er 1445.2 km.? fastland. Av oer er der 
160, hvorav de fleste er temmelig smaa, naar undtages Austra sydvestligst 
ut mot havet (88.3 km.?, hvorav 32.4 tilhører Bindalen, resten Leka herred 
i Nordre Trondhjems amt), Imogen (4.0 km.?) og Oksningen (8.6 km.?) 
inde i Bindalsfjorden. Denne fjordarm med forgreninger gjennem- 
skjærer og deler næsten hele herredet, saa fastlandet for en stor del be- 
staar av halvøer, næs og tildels smale eid. Yterst ute paa Austras østside 
gaar sydover den 11 km. lange fjordarm Kjella, der mot sydvest ind i 
Austra utsender Horsfjordbotnet, medens der paa Kjellas ostside gaar 
ind en arm Flaget først i sydøstlig retning og dernæst fortsættes mot nord- 
øst i Bursvikbotnet til Bindalseidet. Selve Bindalsfjorden gaar først 
i nordøstlig retning 8 km. indtil Skauviknesset, hvorefter fjordarmen Urs- 
fjorden fortsætter i samme retning og danner grænsen mot Vik herred, 
medens fjordarmene Harangsfjorden, Skotnesfjorden og Selfjorden gaar i 
østlig retning ind i Ytre Bindalen. Selve hovedfjorden beier mot sydøst 
og fortsætter i denne retning 12 km., indtil den deles ved øen Øksningen, 
idet den nordre arm gjennem Repsundet gaar over i den 32 km. lange 
Tosenfjord, medens den søndre mot sydøst utsender en arm til Aaen, 
der fortsættes i Osan 1 nordlig retning rundt halvøen med Vassaas kirke, 
og i sydvestlig retning den 21 km. lange Sørfjord, fra hvis midte i 
sydlig retning Kollstrømmen fører over i Kollbotnet. Fra dettes 
bund fører et smalt eid over til Foldereid i Namdalen. 

I geologisk? henseende bestaar størstedelen av Bindalen herred av 
granit, især utbredt rundt Tosenfjorden og den ytre del av Bindalsfjorden. 
Dog forekommer der ogsaa partier dannet av skifer og kalksten, saaledes 


navnlig omkring Kjella og derfra. over til det indre av Sørfjorden samt et 


1 En stor del av de topografiske oplysninger er hentet fra A. HELLANDs amtsbeskrivelse 
over Nordland i ,,Norges land og folk“. 

2 De geologiske oplysninger skyldes væsentlig karter og oplysninger, meddelte av 
Den geologiske undersøkelse i Kristiania. Angaaende Bindalen se særlig Geologisk kart 
over omgivelserne av Bindalsfjorden av J. REKSTAD. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSØKELSER I HELGELAND. II. — ' 5 


belte fra Lande i Tosenfjorden til den saakaldte Vasbygd og tildels strøk 
paa Øksningen og ved Terraak. 

Jordsmonnet er forskjelligartet, sandjord eller sandblandet ler- eller 
muldjord og paa enkelte steder myrjord. 
| Det opdyrkede land ligger langs kysten og i dalene. De bedst be- 
byggede deler av herredet tilhører skifer-kalkpartiene i Kjella, inde i Ser- 
fjorden, paa Bindalseidet, Oksningen og tildels i Vasbygden samt findes 
paa sandjorden langs Aaen i Aabygden. Ellers er bebygningen temmelig 
spredt. 

Iflg. HELLAND utgjer aker og eng 9.3 km.?, skog 50 km.?, resten (1 439 
km.?) bestaar av utmark, snaufjeld, indsjoer og myrer. 

Da jordsmonnet ofte er forholdsvis godt, de høie fjeldpartier beskytter 
mot de kolde havvinde og det er lunt i de dype og trange fjorder, er 
korndyrkningen oftest sikker og foregaar til 20 km. op fra fjordene. 

Skogen dannes især av gran og birk, derimot trives furuen i det 
hele mindre godt. De største skogpartier findes i Aabygden samt i Vas- 
bygden mellem Tosenfjorden og Velfjorden, men beggesteds er bestanden 
betydelig medtaget. I de ytre strok har skogen mindre utstrækning og de 
yterste øer er helt snaue. I det hele har dog skogen været tilstrækkelig 
til herredets eget behov, ja ikke saa litet tommer og ved avsendes til de 
treelese kystdistrikter, 

De højeste fjeldpartier ligger nord og est for Tosenfjorden samt paa 
grænsen mot Nordre Trondhjems amt. 

I botanisk henseende er Bindalen forholdsvis godt undersøkt, naar 
undtages traktene paa Tosenfjordens østside henimot Vefsen. 

Paa østsiden av Austra botaniserte jeg litt ved Søndre og Nordre 
Horsfjord. Av særlig interesse er her vegetationen paa kalkterrænet 
indover Horsfjordbotnet. Nævnes skal herfra: Asplenum Trichomanes, 
A. viride, Woodsia alpina, Aspidium Braunii, A. Lonchitis, Epipachs 
atrorubens, Allium oleraceum, Arenaria serpyllifolia, Actaea spicata, Arabis 
hirsuta, Stenophragma Thalianum, Rosa glauca, À. mollis, Vicia sil- 
vatica, Lathyrus vernus, Hypericum hirsutum, H. quadrangulum, Viburnum 
Opulus, Asperula odorata. Litt hassel samt nogle almetraer forekommer der 
i lien op for Nordre Horsfjord, men ellers er der en temmelig triviel flora 
paa gneis- og granitfeltene. 

Av strandfloraen ved Nordre Horsfjord skal kun nævnes etpar karakter- 
planter, som Spergularia canina, Gentiana aurea og Juncus balticus. 

Mellem Lysfjord og Gaardsæter paa østsiden av Kjella fandtes oppe 
paa myrstrækningen Mana Enrica Tetralix, der her har sin nordgrænse 


paa fastlandet (nordligere paa Vega, hvorom nedenfor). 


6 OVE DAHL. M.-N. KI. 


Ved indlepet til fjordarmen Botnet saaes paa en liten holme utenfor 
gaarden Lien Allium ursinum og Tanacetum vulgare. Ved bunden av 
denne fjordarm er der ved Kveinsjoen et litet kalk- og skiferparti, hvor 
der vokser litt hassel og desuten Viburnum Opulus og endel av de for 
denne undergrund eiendommelige planter, som Arabis hirsuta, Polygala 
vulgare, Linum catharticum, Gentiana campestris, Erigeron borealis og 
Epipactis atrorubens. 

Fra Kveinsjoen fører en 3.5 km. lang forsænkning Bindalseidet 
over til Vikestadvaagen inde i Bindalsfjorden. Eidet er henved 30 m. heit 
med forholdsvis godt jordsmon og derfor forholdsvis veldyrket med endel 
gaarder. Foruten naale- og birkeskog findes der fleresteds litt hasselkrat. 
Av og til findes ogsaa her en og anden av de for Kveinsjeen anførte 
planter. I lien op for gaarden Kveinen vokser der litt alm og sammen 
med denne som vanlig Asperula og Aspidium Braunii. 

Halvøen nord for Bindalseidet er optat av temmelig høie fjeld- 
partier, særlig paa vestsiden. Her har man fjeldkjeden Heilsfjeld (432 m.) 
sydligst, Holmsfjeld (618m.), Hallfjeld (332m.) og Skauvikfjeld 
nordligst (331 m.). Underlaget er her. granit, og fjeldvidden utviste ialfald 
oppe paa Hallfjeld en meget sparsom fjeldflora. Litt Dryas og Carex 
rupestris fandtes dog i gruset paa vestskraaningen mot Hall. Under fjeld- 
skraaningen er der paa vestsiden indtil Skauviknesset litt lovskog op til 
100—150 m. o. h. 

Vest for denne fjeldstraekning er der et flatt, tildels myrlaendt forland 
ut til gaardene Solstad og Holm med Solstad annekskirke. Paa sandgrund 
fandtes her i mængde Galium verum sammen med Botrychium Lunaria, 
Gentiana campestris, G. aurea, Draba incana og Silene acaulis paa tor 
græsbunden mark og i strandsumpene for slike lokaliteter karakteristiske 
planter som Ruppia rostellata, Potamogeton | filiformis, Sparganium affine, 
(? ung), Carex norvegica, C. salina, Atropis maritima, Salicornia herbacea, 
Spergularia camina og ellers langs stranden almindelige strandplanter som 
Atriplex hastatum, A. patulum, Juncus Gerardi, Elymus arenarius, Mertensia 
maritima. 

Paa kalkterræn ved Holm saaes endel karakterplanter som Orchis 
masculus, Listera ovata, Polygala vulgare, Linum, Erigeron borealis og 
E. acer. 

Paa halvøens østside er der særlig ved Aakvik et kalkparti, utpræget 
ved planter som Asplenum Trichomanes, Listera ovata, Rosa glauca og 
Lathyrus vernus. 

Stranden fra Aakvik og nordover til Fiskerosen har en utpræget 


strandflora, hvorav som nogle av de mest karakteristiske kan nævnes: 


IQT4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 7 


Carex pulicaris, C. incurva, C. glareosa, C. norvegica, C. salina, C. Horn- 
schuchiana, Aster Tripolium, Salicornia herbacea, Atriplex hastatum, A. 
patulum, Spergularia canina, Sagina maritima (ved Fiskerosviken). 

Nord for Fiskerosen forekommer der under en skogaas litt hassel, 
"hvoriblandt Asperula odorata, Epipactis latifolia og Listera ovata samt des- 
uten Gentiana campestris, Pyrola rotundifolia, P. media, Linum catharticum, 
Polygala vulgare, Hypericum hirsutum. 

Naar Asperula undtages, forekommer de nævnte ogsaa paa kalkterræn 
ved de nord herfor liggende gaarder Reitvold. 

Landet her paa østsiden bestaar forevrig mest av myrlændte dalstrok 
og dyrket mark, tildels adskilte ved skogklædte aaser. Mellem Aakviken 
og Bindalseidet ligger derimot et steilt og av smaa dalfører gjennemfuret 
fjeldparti, Aakvikfjeldet (452 m.). 

Den sydligste del av halvøen optages for største delen av vilde fjeld- 
partier, nemlig vestligst Hornfjeldet med sine topper Lillehornet (802 m.), 
Kuglen (797 m.) og Heilhornet (1063 m.), der fortoner sig ut imot havet 
som en spids kegle, øst herfor Morkahornet (868 m.) samt adskilt fra Horn- 
fjeldpartiet ved Horndalen Hildringsfjeldet (790 m.), der optar halvøen 
mellem Vikestadvaagen og Sørfjorden. 

Hornfjeldets topper adskilles ved myrlændte dalfører med nogle 
smaavand (468—385 m.o.h.). Mot nord og syd er toppene paa de fleste 
steder utilgjængelige paa grund av steile urer og flaug. 

Heilhornet besteges, som ovenfor nævnt, fra nordsiden av gjen- 
nem Horndalen av den svenske professor Sven Nitsson. Jeg valgte at 
bestige det fra sydsiden av opad de bratte lier ovenfor Horsberg-Osen 
inde i Sørfjorden. Liene er tildels klædt med blandskog av gran og birk, 
hvori findes en blanding av li- og lyngvegetation. Av litt sjeldnere planter 
skal blot nævnes Aspidium montanum, Pyrola media og Gymnadenia albida. 
Underlaget er her som i hele fjeldpartiet granit, og ovenfor trægrænsen 
er der, som ogsaa Sven Nirsson fremhæver, mest nokne urer med en 
meget triviel og sparsom flora. Særlig iøinefaldende er dog Ranunculus 
glacialis; men desuten kan kun nævnes planter, som Lycopodium Selago, 
Festuca ovina, Juncus trifidus, Luzula spicata, Salix herbacea, Azalea pro- 
cumbens, Andromeda hypnoides, Myrtillus uliginosa, Diapensia, Andromeda 
hypnoides, Oxyria digyna, Cardamine bellidifolia, Sibbaldia procumbens og 
Empetrum nigrum. 

Hildringsfjeldets flora kjendes fra J. M. Normans undersekelser 
1880. NorMAN synes særlig at ha undersokt østsiden, ialfald til ca. 574 m. 
o. h. (224 m. over trægrænsen) efter hans egne planteangivelser. Paa est- 


siden findes de øverste 5--6m. høie grantrær til 250m. o. h., som 0.6m. 


8 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


høie busker paa mere sydlig side op til 470 m. og enkeltvis o.2 m. høie 
til 477 m. o. h. samt 133 m. over trægrænsen. Furuen er her ved en heide 
av 160m. o. h. hyppigere end lavere nede. De øverste oprette mere end 
mandsheie, men spæde birketraer forekommer paa østsiden ved en heide 
av 350m. o.h., men som ved grunden nedliggende større busker op til 
422 m. o. h. og som til jorden pressede busker op til 574 m. o. h. 

I de lavere partier er tildels en lyngartet vegetation fremherskende 
med Myrhllus nigra, M. uliginosa, Calluna vulgaris, Empetrum, beklæ- 
dende store strekninger indtil 224 m. o. h. I granskogene er i de lavere 
trakter Peridium aquilinum dominerende.  Fjeldsidene er tildels myrlaendte 
og flere myrplanter er strekvis dominerende og hyppigere opad liene (til 
ca. 460 m.) end lavere nede, saaledes: Blechnum Spicant, Molinia coerulea, 
Scirpus cespitosus, Eriophorum angustifolium, Carices (som C. | pauciflora, 
C. canescens, C. stellulata, C. Goodenoughit) og Narthecium ossifragum. 
Av vegetationen ellers opad liene til over trægrænsen skal efter NoRMAN 
nævnes: Phegopteris polypodioides, Ph. Dryopteris, Aspidium Filix mas, 
A. spinulosum, Athyrium alpestre, Cystopteris fragilis, Cryptogramma crispa, 
Equisetum silvaticum, Lycopodium Selago, L. alpinum (de sidste og Crypto- 
gramma hyppigst over trægrænsen), Juniperus communis, Anthoxanthum 
odoratum, Agrostis vulgaris, Aira cespitosa, A. alpina (over trægrænsen), 
A. flexuosa, Melica nutans, Nardus stricta, Carices (foruten de ovennævnte 
især C. pallescens, C. flava samt særlig heiere oppe til over trægrænsen C. 
vaginata og over denne C. Persoonit (= brunescens) og C. rigida), Luzula 
pilosa, Juncus lamprocarpus, J. alpinus, J. filiformis, J. trifidus (over træ- 
grænsen), Orchis maculatus, Gymnadenia albida, Salix glauca, S. lapponum, 
S. herbacea, Oxyria digyna, Melandrium silvestre, Silene acaulis (over træ- 
grænsen), Sfellaria nemorum, Drosera longifolia, D. rotundifolia, Rhodiola 
rosea, Saxifraga stellaris, Ranunculus acer, Aconitum septentrionale, Rubus 
Chamaemorus, R. saxatilis, R. idaeus, Sorbus Aucuparia (i trægrænsen 
endnu som mandsheit tre, 350 m. o. h.), Prunus Padus (406 m. o. h., 64 m. 
over trægrænsen som 0.6m. hei, steril busk), Alchemilla vulgaris, A. alpina 
(over trægrænsen), Lotus corniculatus, Geranium silvaticum (især øverst i 
iene), Epilobium angustifolium (især oppe i liene), E. montanum, Viola 
palustris, V. biflora, Angelica silvestris, À. Archangelica, Andromeda hyp- 
noides, Arctostaphylos alpina (de to sidste over trægrænsen), Diapensia 
og Azalea (likesaa), Trientalis europaea, Veronica alpina, Melampyrum pra- 
tense, M. silvaticum, Bartsia alpina, Pinguicula vulgaris, Linnea borealis, 
Succisa pratensis, Solidago Virga aurea (i mængde oppe i liene), Gnapha- 


lium norvegicum, Antennaria dioica, Saussurea alpina, Crepis paludosa. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 9 


Fjeldpartiet dannes av granit, men det yterste av halvoen mellem Vike- 
stadvaagen og Serfjorden indtil gaardene Hildringen samt den utenfor lig- 
gende Hjartey dannes av gabbro. Vegetationen er derfor her forholdsvis 
frodigere end opad fjeldet. Paa et serpentinfelt ovenfor gaardene saaes 
Asplenum viride og Cerastium alpinum. Fra de lavere partier skal ellers 
blot anføres: Eriophorum latifolium, Carex pulicaris, Coralliorrhiza innata, 
Stellaria longifolia, Moehringia trinervia, Vicia sepium, Polygala vulgare, 
Cirsium palustre. 

I grøfter nær stranden saaes Myosotis palustris, uten at den dyrkedes 
i den neerliggende have. 

Av vegetationen ved stranden skal anføres: Nardus, Festuca ovina, 
F. rubra, Anthoxanthum odoratum, Aira cespitosa, Calamagrostis neglecta, 
Hierochloa odorata, Atropis maritima, Carex incurva, C. pulicaris, C. 
panicea, C. vaginata, Luzula campestris, Tofieldia palustris, Polygonum vivi- 
parum, Thalictrum alpinum, Ranunculus acer, Anemone nemorosa, Saxi- 
fraga aizoides, Geum rivale, Ulmaria pentapetala, Lotus corniculatus, Tri- 
folium pratense, T. repens, Geranium silvaticum, Prunella vulgaris, Scutel- 
laria galericulata, Galium boreale, Succisa pratensis, Crepis paludosa. Eng- 
" vegetationen gaar her som ofte ellers uten grænse over i strandvege- 
tationen. 

Vegetationen ute paa Hjartøen var interessantere end paa fastlandet, 
idet her bemerkedes Epipactis atrorubens, Linum, Geranium Robertianum, 
Arabis hirsuta, Erigeron borealis, hvilke tyder paa kalkholdig underlag, 
samt av Hreracier særlig: Hreracium cochleatum, H. subdimorphum, H. argen- 
teum (formae). Paa Klubben mot sundet saaes Saaifraga Cotyledon og Turritis 
glabra. Av strandplanter skal blot nævnes Carex maritima, C. salina og C. 
norvegica. 

Langt rikere og mere avvekslende er derimot floraen paa skifer- og kalk- 
partiene paa halvøens sydvestside ved Aakervik og Horsberg og der- 
fra over til bunden av Kjella. Vegetationen her og paa østsiden av 
Kollstrømmen er en av de rikeste i hele Bindalen. 

Fra sidstnævnte sted skal anføres: Aspidium Braunii, A. Lonchitis, 
Asplenum Trichomanes, Epipactis atrorubens, Asperula odorata, Viburnum 
Opulus, Campanula latifolia, Scrophularia nodosa, Lactuca muralis, Actaea 
spicata, Lathyrus vernus, Vicia silvatica, Arabis hirsuta, Moehringia tri- 
nervia, Cerastium alpinum, Hypericum hirsutum, Geranium Robertianum. 
I birkekrattet findes ogsaa flere store almetrær samt et par trær av Sorbus 
fennica. Forevrig optrær her flere store bregner og liplanter, der blander 


sig med denne flora. 


IO ! OVE DAHL. M.-N. KI. 


Paa kalkbergene ved Aakervik ret overfor Kollstremmens utlep er 
kalk- og skiferfloraen mere ublandet og særlig ved Horsberg er der en- 
del hasselkrat. Herfra skal anføres Aspidium Braumi, Asplenum Tricho- 
manes, Woodsia ilvensis, W. alpina, Carex digitata, Epipactis atrorubens, 
Erigeron acer, E. borealis, Lactuca. muralis, Pyrola rotundifolia, P. media, 
Moehringia trinervia, Arabis hirsuta, Hypericum hirsutum, Geranium’ 
Robertianum, Linum, Geum urbanum, Rosa mollis, R. glauca (coll.), Vicia 
silvatica, Lathyrus vernus. 

Denne flora fortsættes ogsaa til liene og urene ved Horsbergvand, 
hvor dog de fugtige liers flora, særlig de store bregner faar overtaket, 
samt videre over til Kjella. I disse trakter findes paa et par steder ogsaa 
Cypripedium Calceolus (Sætervolden nær Horsbergvand og ved pladsene 
Kjella). | 

I nærheten av Aakervik fandtes Goodyera repens paa fugtig mos og i 
en vik (Svalgras(= Sverdgræs)viken) i mængde /ris Pseudacorus og 
merkelig nok i havets nivaa Zprlobium davuricum. 

Ogsaa i traktene mellem Horsberg og Kjella findes fleresteds alm, 
hassel, Viburnum og Sorbus fennica. 

Paa kalkholdig underlag paa Serfjordens sydside ved Mastervik 
ret overfor Hjartoen saaes Asplenum viride, Carex digitata, Erigeron acer, 
Viburnum, Pyrola media, Linum, Rosa mollis, R. glauca, Lathyrus vernus 
samt faa m. o. h. Cystopteris montana. 

Ellers er der paa granit- og gabbrofeltene utover til Terraak kun en 
almindelig myr- og skogvegetation. 

Ved Terraak ved Serfjordens munding ret overfor Hildringen er der 
veesentlig granskog, opdyrket eng, myr- eller strandvegetation. 

I granskogen fandtes sammen med den sedvanlige lyngvegetation Pyro/a 
chlorantha (ellers i Helgeland kun set ved Mosjeen). 

Paa engene saaes blandt sedvanlige engplanter Chrysanthemum Leu- 
canthemum og Achillea Ptarmica. 

Av myrvegetationen skal nævnes: Molinia coerulea, Carex dioica, C. 
pauciflora, C. canescens, C. irrigua, C. panicea, C. capillaris, C. flava, C. 
Oederi, Eriophorum alpinum, E. vaginatum, E. latifolium, E. angustifolium, 
Scirpus cespitosus, Juncus filiformis, J. lamprocarpus, J. buffonius, Narthe- 
cium ossifragum, Orchis maculatus, O. cruentus, Triglochin palustris, Betula 
nana, Salix glauca, S. lapponum, S. aurita, Thalictrum alpinum, Rubus 
Chamaemorus, Comarum, Epilobium palustre, Saxifraga atzoides, Droserae, 
Galium palustre, Menyanthes trifoliata, Pedicularis palustris, Naumburgia 


thyrsiflora, Cirsium palustre, Equisetum palustre, Blechnum Spicant. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. Il. II 


Strandfloraen er forholdsvis rik, temmelig typisk for sumpige strand- 
kanter. Anføres skal: Afropis maritima, A. distans, Calamagrostis neg- 
lecta, Phalaris arundinacea, Carex norvegica, C. glareosa, C. salina, C. 
maritima, C. Hornschuchiana, C. Oederi, Scirpus uniglumis, S. rufus, 

| Juncus Gerardi, Triglochin maritima, Atriplex hastatum, A. patulum, Stel- 
laria crassifolia, Spergularia canina, Ligusticum scoticum, Plantago mart- 
tima, Aster Tripoleum. 

Hertil kommer paa litt fastere sandig grund: Ammadenia peploides, 
Statice Armeria, Glaux maritima samt, som ofte ellers paa strandkantene, 
Potentilla Anserina, Myosotis cespitosa, Scutellaria galericulata (fugtig grund) 
og ugrasplanter som Ranunculus repens, Galium Aparine, Sonchus arvensis, 
Senecio vulgaris. 

Terraakfjeldet op for Terraak, hvor underlaget er granit, viser paa 
snaufjeldet op mot toppen (699 m.) en yterst triviel flora kun med lyng- 
planter, som Myrtillus uliginosa, Arctostaphylos alpina, Azalea procumbens, 
Andromeda hypnoides, Diapensia, Empetrum samt typeplanter for det golde 
granitfjeld som: Carex rigida, Juncus trifidus, Luzula spicata, Festuca 
ovina, Alchemilla alpina, Sibbaldia procumbens, Lycopodium Selago, Salix 
herbacea, Rhodiola rosea, hvortil paa fugtig grund:  Saxifraga stellaris og 
Cerastium trigynum. 

Ost for Terraakfjeldet gaar fjordarmen Aaen ind i sydøstlig retning og 
fortsættes i nordøst i Osan rundt halvøen med Vassaas kirke. Fra Osan 
fører i sydøstlig retning et større dalfere gjennem den saakaldte Aabygd 
ca. 15 km. indover til Aabjørgvand. Elven benævnes her Aaen, men 
skal egentlig hete Bindalsaaen og være herredets hoveddalføre med den 
ældste bebyggelse. Fra dens nedre utvidelse Floen er dalføret de første 
5 km. temmelig bredt og svagt stigende, er tildels opdyrket med flere gode 
-gaarder og pladser og omgives av naale- og birkeskog, der langs fjeld- 
skraaningene naar op til 400—450 m.o.h. Øst for gaarden Haarstad, 
3 km. fra Floen, ligger Aunevand, hvis bredder omgives av Equisetum 
fluviatile, Carex rostrata og Scirpus Tabernaemontani. Paa vandets nord- 
side er der en kalkaas med en frodig vegetation, hvoriblandt saaes Zpr- 
pactis atrorubens, Viburnum Opulus, Rosa mollis, Erigeron acer, Hypericum 
hirsutum, Lathyrus vernus. Ovenfor gaarden Fuglstad (6 km. fra Floen) 
blir dalforet temmelig trangt og omgives av skogheier til gaarden Gran- 
bostad ved Aabjergvandets nordende. I dettes nordøstlige vik under det 
bratte fjeld Nova er der i urene og liene en overmaade frodig vegetation 
av bregner og sedvanlige liplanter, men blandt disse endel store almetrar 
og i disses narhet almens sedvanlige felgeplanter: Asperula, Hypericum 


hirsutum og Lathyrus vernus samt Erigeron acer. 


I2 OVE DAHL. M.-N. KI. 


Paa estsiden av det 4.4 km.? store Aabjergvand ligger det vidtstrakte 
fjeldparti Granbostadfjeld, der er det heieste fjeld i den sydlige del 
av Bindalen (ro41 m.). Underlaget er her, som i hele det tilstetende fjeld- 
parti, granit. Dog findes der vistnok fleresteds smaa kalkpartier. Paa en 
liten kalkhammer saaes ialfald Asplenum viride og Arabis hirsuta og i nær- 
heten opad skraaninger flere klynger av Dryas, Salix reticulata og Carex 
rupestris. Ellers er vegetationen i det hele triviel, men paa grund av fjeldets- 
heide og baekkedrag forholdsvis rik paa heifjeldsplanter, omtrent typisk for 
de heiere granitfjeld i indre Helgeland. De vigtigste planter over træ- 
grænsen skal derfor anføres: Cryptogramma crispa, Athyrium alpestre, 
Lycopodium Selago, L. alpinum, Juniperus communis, Anthoxanthum odo- 
ratum, Nardus stricta, Alopecurus fulvus, Phleum alpinum, Agrostis borealis, 
Aira alpina, A. flexuosa (med f. montana), Poa glauca, Festuca ovina, Carex 
dioica, C. lagopina, C. brunnescens, C. rufina, C. Buxbaumii, C. alpina, 
C. atrata, C. rigida, C. vaginata, C. capillaris, C. saxatilis (= pulla), 
Scirpus cespitosus, Eriophorum vaginatum, E. Scheuchzeri, E. angusti- 
folium, Juncus triglumis, J. trifidus, J. alpinus, Luzula multiflora v. sude- 
hca, L. arcuata, L. spicata, Narthecium ossifragum, Tofieldia palustris, Or- 
chis maculatus, Coeloglossum viride, Salix glauca, S. lapponum, S. herba- 
cea, S. herbacea X S. lapponum, Betula nana, Oxyria digyna, Polygonum 
viviparum, Sagina Linnaei, Cerastium trigynum, C. alpinum, Silene acaulis, 
Viscaria alpina, Ranunculus acer, R. pygmaeus, Thalictrum alpinum, Carda- 
mine bellidifolia, Saxifraga stellaris, S. oppositifolia, S. aizoides, S. cernua (spar- 
somt), .S. rivularis, Rubus Chamaemorus, Potentilla verna, Sibbaldia procum- 
bens, Alchemilla alpina, Alchemilla vulgaris * glomerulans, Empetrum nigrum, 
Viola palustris, V. biflora, Epilobium anagallidifoltum, E. lactiflorum, E. 
Hornemanni, E. palustre, Cornus suecica, Pyrola minor, Azalea procumbens, 
Arctostaphylos alpina, Andromeda hypnoides, Vaccinium uliginosum, V. 
microcarpum, V.vitis idaea, Diapensia lapponica, Trientalis europaea, Vero- 
nica alpina, Euphrasia officinalis *minima, *latifolia, Bartsia alpina, Pin- 
guicula vulgaris, Campanula rotundifolia, Solidago Virga aurea, Antenna- 
ria dioica, Gnaphalium supinum, G. norvegicum, Saussurea alpina, Leon- 
todon autumnalis, Taraxacum croceum, Hieracium alpinum. 

Liene paa østsiden av Osan har en utpræget livegetation, men tillige 
sammen med endel store almetrær og i urene almens felgeplanter, som 
Aspidium Braunii, Silene rupestris, Geranium Robertianum, Circaea alpina, 
Asperula odorata, Stachys silvaticus, Viburnum Opulus samt nogle fjeld- 
planter: Carex atrata, Saxifraga Cotyledon, S. stellaris, Cerastium 


alpinum. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. I. 13 


Paa Vassaashalveen mellem Osan og hovedfjorden er der dyrket land, 
granskog og det øverst oppe nekne fjeld Mulingen (323 m). Oppe paa 
dette saaes kun nogle faa karplanter (lyngarter, Carex rigida, Diapensia, 
Hieracium alpinum). 

Ret over for Terraak og Vassaas ligger den 8.6 km.? store o Oks- 
ningen (7.5 km. lang og indtil 2 km. bred). Oen har i sit estparti to 
adskilte fjeldpartier, estligst Kjelen (200m. hei) og vest herfor, adskilt 
ved et veldyrket parti ved Oiengaardene, fjeldet Oihatten (261 m.). Der- 
efter kommer et myrlændt, delvis skogklædt belte, hvori gaardene Oksningen 
ligger, og endelig vest herfor et temmelig frugtbart bakket land med gaardene 
Lien og Lisjøen paa sydsiden og Skaaren paa nordsiden. Skogen dannes 
mestendels av gran og birk, litt furu findes der ogsaa, især paa rabbene 
henimot estkanten. Ved Øksningen findes nogle hasselbusker og paa nord- 
siden nær Skaaren og ret over for Øksningen et par asaltrær (Sorbus 
fennica). 

Fjeldpartiene dannes av granit, medens vestpartiet og beltet fra Lien 
til Finviken dannes av glimmerskifer med enkelte marmorstrek. Vegeta- 
tionen er som vanlig rikést paa skifer-marmorformationen, særlig vestover 
fra Lien og Lisjøen, ved Oien, Skaaren og et litet strek vest for Finviken 
paa nordsiden. Særlig fremtrædende er en mængde rosenbusker (former av 
Rosa glauca og R. mollis), samt flere interessante Hieracier særlig av 
Piloselloidae, hvorom henvises til plantefortegnelsen. 

Nær Skaaren fandtes paa skrindmuldet berg Potentilla argentea og paa 
kalken ved Oien Of/ioglossum vulgatum. Ellers kunde Norman og jeg blot 
notere de sedvanlige skiferplanter, som Woodsia ilvensis, Asplenum viride, 
Avena pubescens, Allium oleraceum, Gymnadenia conopea, Coeloglossum 
viride, Epipactis atrorubens, Arenaria serpyllifolia, Arabis hirsuta, Steno- 
phragma Thalianım, Draba incana, Sedum acre, S. annuum, Anthyllis 
Vulneraria, Polygala vulgare, Linum, Viola canina, Epilobium montanum, 
E. collinum, Pimpinella Saxifraga, Pyrola rotundifolia, Gentiana campestris, 
Stachys sylvaticus (i en sydvestli, Norman), Dartsia, Veronica Chamaedrys, 
V. fruticans, Plantago lanceolata, Erigeron borealis. 

I skarp motsætning hertil staar den ensformige vegetation paa torv- 
myrene paa beltet tvers over øen fra gaardene Oksningen av. 

Nord for øen paa anden side av det ca. 500m. brede Repsundet 
er der fra gaarden Reppen av endel levskog under de bratte skrenter. 
Særskilt skal herfra nævnes endel hassel og alm, nogle smaa trær av 
Sorbus fennica, men fremfor alt flere busker og trær av en eiendommelig 
asalform, der av dr. TH. Hepiunp vil bli beskrevet under navn av S. 
neglecta. 


I4 OVE DAHL. M.-N. KI. 


Fra urene og krattene skal desuten av mere bemerkelsesveerdige plan- 
ter her anføres: Aspidium Lonchitis, A. Braunii, Calamagrostis Epigeios, 
Carex digitata, Epipactis atrorubens, Listera ovata, Viburnum, Asperula, 
Stachys silvaticus, Pyrola rotundifolia, P. media, Arabis hirsuta, Steno- 
phragma Thalianum, Actaea, Viola Riviniana, V. mirabilis, Rosa glauca, 
R. mollis, Lathyrus vernus, Geranium Robertianum, Linum, Impatiens, 
Daphne Mezereum, Epilobium collinum. 

En rik og frodig vegetation er der ogsaa i liene og urene under fjel- 
det ret op for Reppen gaard. Her optrær nemlig foruten de fleste av de 
her nævnte planter sammen med nogle store almetrær ogsaa Moehringia tri- 
nervia, Erysimum hieraciifolium, Veronica fruticans, Hieracium subdimorphum 
og Equisetum hiemale (terre bakker). 

Det ovenfor liggende fjeldparti Repparfjeldet bestaar vistnok for 
storstedelen av granit med ensformig fjeldflora, men oppe paa plataaet 
findes fleresteds partier tilhorende glimmerskifer-marmorfeltet og paa dette 
saaes: Asplenum viride, Triticum violaceum, Carex rupestris, Gymna- 
denia albida, G. conopea, Arabis hirsuta, Dryas octopetala, Astragalus al- 
pinus, A. oroboides, Anthyllis Vulneraria, Erigeron borealis, Salix reti- 
culata. 

Ret overfor Reppen ligger paa fjordens sydside Helstadlokken og 
de ovenfor liggende gaarder Helstad, kun ved et 600m. bredt eid skilt 
fra den ovenfor omtalte Osanfjord. Underlaget er her, naar havavleiringer 
undtages, delvis skifer og under det ved Helstadlokken utskytende lille 
Hikkelsberg kalk. Paa et forholdsvis indskrænket omraade fandtes her 
paa solsiden samlet en interessant samling av de i disse trakter oftest kalk- 
elskende planter: Asplenum Trichomanes, A. viride, Woodsia ilvensis, 
Calamagrostis Epigeios, Epipactis atrorubens, Silene rupestris, Moehringia 
trinervia, Actaea spicata, Arabis hirsuta, Draba incana, Rosa glauca, R. 
mollis, Lathyrus vernus, Anthyllis, Hypericum hirsutum, Linum, Valeriana 
officinalis, Erigeron borealis, Hieracium arctogenum og flere andre Hieracia 
samt et litet træ av Sorbus fennica og et par busker av Viburnum Opulus. 
De øvre deler av denne fjeldknaus er klædt med birkekrat iblandet med 
triviel vegetation. | 

Op for Helstadgaardene og de naerliggende Bangstadgaarder ligger de 
næsten til tops med birk- eller granskog klædte Helstadfjeld (435 m.) og 
Bangstadfjeld (525 m.). 

Tosenfjorden. Mellem Reppen og Hikkelsberget gaar den trange 
og vilde Tosenfjord i nordestlig retning ind mellem steile fjeldsider til 
Tosbotnet. Laengden er 32 km., bredden er ved indlepet 1.2 km., senere 


et stykke 3 km., men ellers 1—2 km. Kystlinjen er nogenlunde ret uten 


1014. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER 1 HELGELAND. Ii. 15 


sterre bugter. Omtrent 5 km. indenfor Helstadlekken ferer en ca. 200m. 
lang strem fra Urvoldvandet ut i Tosenfjorden, og ca. 5 km. inden- 
for dette fører et meget smalt sund ind i Rephullet, en 1 km. lang 
botn mellem bratte fjeld. Længere inde paa sydestsiden (ca. 15 km. fra 
"Helstadlekken) gaar der ind en liten bugt Kolsvikbogen (1.1 km. lang 
og 0.5 km. bred) est for Kolsvikgaardene. Paa skraa overfor disse ligger 
paa den anden side av fjorden. gaardene Lande med Tosen kapel. Ellers 
er fjeldsidene mot fjorden meget steile, især paa østsiden. Særlig ber her 
nævnes Kalklavtindens nøkne, blankpolerte styrtning Kvitneshylla midt- 
veis mellem Lande og Tosbotnet. Flere trange og vilde dalferer gaar fra 
østsiden ind i fjeldmassen, saaledes fra Urvoldvandets østside i sydlig ret- 
ning Urvolddalen og i nordlig Reppedalen mot Rephullet, og fra Kolsvik- 
bogen fører langs Bogelven en 10 km. lang, trang fjelddal i sydlig retning, 
der ved et trangt skar er skilt fra Oksdalen, der fører over i Aabjorgas 
dalfere. Fjeldsidene mot fjorden er i det hele temmelig skogfattige, av og 
til er der dog særlig mellem Mehammeren og Lande litt birke- og naale- 
skog til 200—300 m. o. h., og paa sydestsiden er særlig strekene omkring 
Kolsvik med Bogelvdalen og Skrovodalen samt inde i Kalklavdalen skog- 
bevokset, særlig med birk. Inderst inde, hvor Tosbotngaardene ligger paa 
en av elveørene dannet slette, er der dog, særlig mellem Maalviken og 
Borkamoen, ved Tosbotnet og i den nedre del av de fra Tosbotnet ut- 
gaaende dalfører Govas-, Svartvas- og Tosdalen, tildels store skogstræk- 
ninger, væsentlig av gran. 

Men det er drivende varmt under de bratte fjeldsider, særlig paa 
fjordens nordside, og fleresteds findes her store almetrær og litt hasseikrat 
i smaa viker eller i bratte urer. Aw saadanne lokaliteter kan nævnes 
Mjølbingen indenfor Dugfaldaaen, Mehammeren, Oksbaasen, Sjøbergslien, 
Languren, Hammerlien, alle indenfor Lande, og Fornesuren henimot Tos- 
botnet. Ogsaa paa sydestsiden er der nogle lune lokaliteter av lignende art, 
saaledes paa østsiden av indløpet til Koisvikbogen, paa østsiden av Rep- 
hullet og især indenfor Urvoldvandet. 

Paa de fleste av disse lokaliteter er der nemlig større eller mindre 
partier av kalkholdige eller skifrige bergarter, særlig omtrent rene kalkurer 
indenfor Urvoldvandet, og fra Sjøbergslistøen og Lande strækker sig et 
temmelig bredt belte av kalksten og en skifrig hornblendebergart op mot 
Vasbygden. Ogsaa ret over paa fjordens sydestside er underlaget i de birke- 
klædte strøk ved Kolsvik og paa østsiden av Kolsvikbogen hornblendeskifer, 
medens der videre indover Tosenfjordens nordøstside først er gabbro og 
senere syenit. Ellers er underlaget i strøket rundt Tosenfjorden næsten 


overalt granit. 


16 OVE DAHL. | M.-N. Kl. 


Av vegetationen paa de nævnte gunstige (især mot solen vendende) 
lokaliteter i Tosenfjorden skal forst nævnes de planter, der i Helgeland 
særlig forekommer paa glimmerskifer-marmorformationen paa terre berg, i 
urer eller ofte i selskap med hassel og alm. Kun ved de sjeldneste til- 
foies specielle lokaliteter. Polypodium vulgare, Asplenum viride, A. Tri- 
chomanes, A. Ruta muraria (Sjobergslien), Aspidium Lonchitis, A. Braunit, 
Cystopteris fragilis, Woodsia ilvensis, W. alpina, Phegopterts Robertiana 
(i største mængde indenfor Urvoldvandet, Sjobergslien), Calamagrostis 
Epigeios, Festuca silvatica (indenfor Dugfaldaaen), Triticum caninum, Carex 
rupestris (indenfor Urvoldvandet), C. digitata, Allium oleraceum, Conval- 
laria majalis, Paris quadrifolia, Platanthera bifolia, Gymnadenia conofea, 
Epipactis atrorubens, Listera ovata, Corylus Avellana, Ulmus montana, 
Moehringia trinervia, Cerastium alpinum, Arenaria serpyllifolia, Silene 
rupestris, Actaea spicata, Thalictrum flavum, Arabis hirsuta, Turritis gla- 
bra (Mjelbingen), Braya alpina (indenfor Urvoldvandet), Erysimum heracii- 
folium, Cotoneaster integerrima (Sjebergslien, indenfor Urvoldvandet), Sorbus 
neglecta HEDL. (Sjobergslien), S. fennica (likesaa), Dryas octopetala (inden- 
for Urvoldvandet) Rosa glauca, KA. cinnamomea (Sjebergslien), Anthyllis 
Vulneraria, Lathyrus vernus, Vicia silvatica, Geranium Robertianum, Li- 
num catharticum, Polygala vulgare, Impatiens Noli tangere, Hypericum hir- 
sutum, H. quadrangulum, Epilobium montanum, E. collinum, Viola mirabilis, 
V. Riviniana, V. tricolor, Daphne Mezereum, Pyrola rotundifolia, Stachys 
silvaticus, Scrophularia nodosa, Asperula odorata, Viburnum Opulus, Eri- 
geron acer, E. borealis, Lactuca muralis (indenfor Urvoldvandet), Hieracia, 
hvorom henvises til plantefortegnelsen. 

Sammen med disse optreer dog overalt livegetationen mere eller min- 
dre talrig repraesentert og særlig paa fugtige lokaliteter (som oppe i liene, 
under berghamrene, ved bækker). Nogle av de mest karakteristiske skal 
her anføres: Athyrium Filix femina, Phegopteris Dryopteris, Ph. polypo- 
dioides, Aspidium spinulosum med v. dilatatum, A. montanum, Struthopteris 
germanica, Equisetum silvaticum, Phalaris arundinacea, Anthoxanthum odo- 
ratum, Milium effusum, Calamagrostis purpurea, Agrostis vulgaris, Aira 
cespitosa, A. flexuosa, Molinia coerulea, Melica nutans, Poa pratensis, P. 
nemoralis, Dactylis glomerata, Carex Buxbaumi, C. atrata, C. flava, C. 
vaginata, C. pallescens, Polygonatum verticillatum, Orchis maculatus, Salix 
caprea, S. nigricans, Populus tremula, Betula pubescens, Alnus incana, 
Rumex Acetosa, Oxyria digyna, Stellaria nemorum, Melandrium silvestre, 
Anemone nemorosa, Aconitum septentrionale, Parnassia palustris, Prunus 
Padus, Sorbus Aucuparia, Ulmaria pentapetala, Geum rivale, Alchemilla 


vulgaris, Lotus corniculatus, Geranium silvaticum, Oxalis Acetosella, Epi- 


1014. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. Il. 17 


lobium angustifolium (terre urer), Angelica silvestris, Anthriscus silvestris, 
Trientalis europaea, Brunella vulgaris, Euphrasia officinalis (coll.), Melam- 
pyrum silvaticum, M. pratense, Pinguicula vulgaris, Valeriana excelsa, Cam- 
panula latifolia, Solidago Virga aurea, Gnaphalium norvegicum, Tussilago 
Farfara, Cirsium heterophyllum, Saussurea alpina, Mulgedium alpinum, 
Crepis paludosa, Hieracia. 

I granskogene og blandt ener optrær den almindelige lyngvegetation, 
Lycopodia, Veronica officinalis, Polygonum viviparum, Pyrola secunda, Ca- 
rex pilulifera, Luzula pilosa, L. multiflora, Pteridium aquilinum. 

Dog saaes midt i granliene op for Borkamoen: Asplenum viride, Ara- 
bis hirsuta, Hypericum hirsutum, H. quadrangulum og Lathyrus vernus, 
men underlaget er her kalk. 

Tosbotnet. Ved Tosenfjordens bund er der en aapen sandslette, 
dannet ved den fra sydøst kommende Storelvs (Tosdalselvs) sanderer. 
Her ligger flere gaarder. Tosbotnet er omgit av flere hoie fjeld. Syd 
for Storelven ligger Middagstind (1003) og nord for elven Rismaals- 
tind (1013m.). Begge er vistnok (efter de geologiske undersekelser) i 
sine evre partier dannet av gneis, men paa Rismaalstindens sydskraaning 
mot Tosbotnet og Middagstindens estskraaning mot Tosdalen er der store 
partier av kalk og glimmerskifer. Liene under Rismaalstind ser alle- 
rede fra Tosbotnet av meget frodige ut og maa vistnok regnes blandt de 
planterikeste i hele Bindalen. De benævnes Rismaalsslettene. Blandt 
en særdeles frodig livegetation optrær her mange av de arter, der i Nord- 
land trives bedst paa kalkholdig underlag, allerede langt nede i liene, saa- 
ledes: Woodsia tlvensis, Asplenum viride, Triticum violaceum, Carex ru- 
pestris, Salix reticulata, Moehringia trinervia, Arabis hirsuta, Erysimum 
hieraciifolium, Thalictrum flavum, Dryas octopetala, Rosa glauca, Anthyllis 
Vulneraria, Lathyrus vernus, Gentiana nivalis, Veronica fruticans, Euphra- 
sta salisburgensis, Erigeron borealis og flere interessante-Hieracier, saaledes 
Hieracium Pilosella var., H. arctogenum, H. saxifragum var. og flere, 
hvorom henvises til plantefortegnelsen. 

Blandt livegetationen bor særlig nævnes Trollius europaeus og Ra- 
nunculus platanifolius, der i Bindalen kun er bemerket indenfor Tosbotnet 
og maaske er kommet hit, som indenfor Borja i Velfjorden, fra Vefsen. 

I motszetning til denne rike flora i særlig mot solen vendende lier og under 
skrenter er de øvre partier av fjeldet temmelig plantefattige, kun de sedvanligste 
li- og heifjeldsplanter, hvorav her blot skal nævnes Luzula Wahlenbergu og 
L. arcuata, da disse er karakteristiske for heifjeldsfloraen i granit- og gneis- 


partiene i denne del av Sondre Helgeland. 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 


19 


18 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Imellem Rismaalstind og det syd for den liggende Durmaalsfjeld er 
der flere botner og trange kløfter. Dette parti benævnes i Tosbotnet 
Krummen og i en brat ur ned mot denne saaes et par store almetrær 
sammen med Hypericum hirsutum, Viburnum Opulus og Asperula odorata. 
I Krummen findes et sterre serpentinfelt og paa dette saaes som vanlig: 
Asplenum viride og Viscaria alpina blandt den yterst sparsomme vegetation. 

I sydøstlig retning gaar fra Tosbotnet mellem Middagstinden og Dur- 
maalstinden et dalfore Tosdalen 8 a g km. indover til Tosdalsvandet, 
ved hvis estende Tosdalsgaardene ligger. Dalforet gjennemstremmes av 
Storelven og begrænses av meget steile fjeldsider. I den nedre del er der 
granskog, i den øvre birkeskog. Som ovenfor nævnt er der paa sydest- 
siden under Middagstinden mægtige kalk- og skiferstrok. I liene og paa 
skrentene er der derfor her en meget frodig vegetation med en mængde 
av de planter, der utmerker liene ved Tosenfjorden og under Rismaals- 
tind. Her findes saaledes ogsaa Ranunculus platanifolius og Trollius euro- 
paeus samt av fjeldplanter Cystopteris montana, Asplenum viride, Carex 
rupestris, C. atrifusca, Triticum violaceum, Salix reticulata, Dryas octope- 
tala, Astragalus alpinus, Erigeron borealis, og blandt disse som vanlig 
Arabis hirsuta samt Hypericum quadrangulum. 

I nordlig retning gaar fra Tosbotnet Godvasdalen paa Rismaals- 
tindens vestside op mot Tverfjeldet og Grundvastind. Nederst er der 
her granskog, men heiere oppe ved Svartvand og Godvand er der birke- 
krat og aapne sletter, hvor der er utmerkede engslaatter. Ved de nævnte 
vand og indover Godvasdalen er der kalkstrok med en flora, der ligner 
den for Rismaalssletten og Tosdalen anførte. Særskilt bør nævnes, at 
indenfor Tosbotnet er Aspidium montanum mangesteds den dominerende 
bregne. 

Tverfjeldet naar en hoide av 1017m. Mot Godvasdalen findes 
paa nogle steder Dryas octopetala, Salix reticulata og Carex rupestris, men 
ellers er der oppe paa fjeldet likesom paa de tilstotende hoieste partier av 
Rismaalstinden kun en fattig og triviel heifjeldsflora med planter som 
Cryptogramma crispa, Poa alpina vivipara, Aira alpina, Carex rufina, C. 
saxatilis, C. lagopina, Luzula arcuata, L. Wahlenbergii, Ranunculus pyg- 
maeus, Epilobium lactiflorum, E. Hornemanni, E. alsinifolium, Cardamine 
bellidifolia foruten de aller almindeligste heifjeldsplanter. 

Paa fjeldets estskraaning ligger der snebraeer og mot nordvest er der 
en I031m. hei top, der ved en smal eg er forbundet med den likeledes 
øverst oppe snedækte Grundvastind (1076 m.), hvorover grænselinjen mot 
Vefsen gaar. Paa vestsiden av Grundvastind ligger det heieste fjeld paa 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. Il. 10 


disse kanter Breivastind (1220 m.), grænsefjeldet mellem Vefsen, Bin- 
dalen og Velfjorden, der skal omtales under det sidstnævnte herred. 

Ogsaa landet paa vestsiden av Tosenfjordens bund er gjennemskaaret 
av mange smaadaler i retning nord—syd med steile fjeldsider, saaledes 
Bjørnstokelvens dalføre i nordvestlig retning mot Bjørnstokken ret i sydøst 
for Breivastinden. Litt utenfor Bjørnstokelvens munding i Bjørnstokviken 
utmunder ved gaarden Borkamoen Leiraaen, der kommer fra det i nord- 
vest liggende vand Leiraavand (384m.0.h.). Paa vest- og nordsiden av 
dette gaar em lang fjeldryg Snefjeldet med steile skrenter paa grænsen 
mot Velfjorden. Nordpartiet, Nordre Snefjeld, er paa sit hoieste 
1006 m., sydpartiet, der benævnes Snefjeld, paa Leiraavandets vest- 
side naar en heide av 882m. Det sidstnævnte besteg jeg fra Borkamoen 
om Leiraavandet. Underlaget i disse fjeldpartier er gneis, og floraen var 
øverst paa snaufjeldet yterst triviel, ganske svarende til den for Tverfjel- 
dets heieste partier anførte. Rikere og mere avvekslende er den derimot 
omkring Leiraavandet og i de tildels myrlændte partier syd for vandet 
(Reinstien), men, naar undtages Carex rarıflora, saa jeg her kun trivielle 
planter. I liene op for Borkamoen er der i granskogen tildels kalkholdig 
underlag og derfor endel for dette eiendommelige planter sammen med 
lyng- og livegetationen, hvorom er talt ovenfor (s. 17). 

Av fjeldpartiene paa Tosenfjordens østside undersøktes kun Stor- 
mana med det dermed forbundne estligere heiere Kolsvikfjeld (869 m.) 
mellem Skrovodalen og Bogelvdalen ind for Kolsvikbogen. Skraaningene 
er her skogklædt med birk og gran og særlig mot Skrovodalen, hvor 
underlaget i den nedre del er hornblendeskifer, beklædt med en meget 
frodig vegetation, der tildels minder om den i Tosdalen. Langs en bæk 
ned mot Skrovodalen saaes saaledes paa kalkholdig underlag: Cystopteris 
montana, Carex atrifusca, Salix reticulata, Erigeron borealis og Dryas octo- 
petala. Oppe paa det lavere flate parti av Stormana var floraen temmelig 
ensformig, men heiere oppe saaes i gruset Dryas, Carex rupestris, Salix 
Myrsinites og Equisetum variegatum. Interessantest var dog vegetationen 
paa sydvestskraaningen, hvor der paa en enkelt begrænset lokalitet med 
skifrig underlag saaes en interessant koloni av planter, der paa avstand 
tiltrak sig opmerksomheten ved sin farvepragt: Dryas octopetala, Oxytropis 
lapponica, Astragalus alpinus, A. oroboides, Vicia Cracca, Anthyllis Vulne- 
raria, Potentilla verna, Viscaria alpina. Sammen med disse saaes: Asple- 
num viride, Woodsia alpina, Equisetum variegatum, Carex rupestris, C. 
atrifusca, C. alpina, Cobresia Bellardit, Triticum violaceum, Draba hirta, 


Arabis hirsuta, Saxifraga nivalis, Erigeron borealis og Salix reticulata. 


20 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Paa partiene op mot det hoieste parti av Kolsvikfjeld saaes derimot 
kun spredt Dryas, men ellers kun den trivielle heifjeldsflora, der er anfort 
for lignende lokaliteter indenfor Tosbotnet. Luzula arcuata, L. Wahlenbergii, 
L. spicata, Juncus trifidus, J. triglumis, Poa glauca, P. laxa, Silene acaulis, 
Cerastium trigynum, Cardamine bellidifolia, Andromeda hypnoides, Saxifraga 


stellaris kan nævnes som typer for floraen. 


Litt indenfor Kolsvikbogen ligger paa den anden side av fjorden- 


Lande med Tosen kapel. Herfra utgaar nu den nyanlagte kjorevei til 
Velfjorden. Underlaget fra Lande tii Bindalens øverste gaarder paa disse 
kanter Barstad og Sorenskogen er glimmerskifer eller hornblendeskifer til- 
dels med enkelte kalkfelter. Delvis er her bakket land, delvis myrlændt 
terræn indtil det hoie fjeld Stremsfjeld ved Barstad. Tildels er her skog 
av gran og krat av birk. Av vegetationen paa strækningen Lande til 
Barstad skal efter Normans og mine plantelister anføres: Polypodium vul- 
gare, Phegopteris polypodioides, Phegopteris Dryopteris, Woodsia alpina, 
Aspidium Lonchitis, A. Filix mas, A. spinulosum, Athyrium Filix femina, 
Cystopteris fragilis, Asplenum viride, Blechnum Spicant, Pleridium aquili- 
num, Struthopteris germanica, Equisetum pratense, E. silvaticum, E. palu- 
stre, E. fluviatile, Lycopodium Selago, L. annotinum, L. clavatum, Selagt- 
nella selaginoides, Juniperus communis, Triglochin palustris, Phalaris arun- 
dinacea, Anthoxanthum odoratum, Alopecurus geniculatus, Phleum alpinum, 
Aira cespitosa, A. flexuosa, Melica nutans, Milium effusum, Calamagrostis 
purpurea, Agrostis vulgaris, A. canina, Poa annua, P. pratensis, P. nemo- 
ralis, Molinia coerulea, Festuca ovina, F. rubra, Dactylis glomerata, Nardus 
stricta, Triticum caninum, Carex dioica, C. pauciflora, C. stellulata, C. ca- 
nescens, C. brunnescens, C. Goodenoughti, C. Buxbaumii, C. irrigua, C. h- 
m osa, C. pilulifera, C. panicea, C. sparsiflora, C. pallescens, C. capillaris, 
C. flava, C. Oederi, C. rostrata, Eriophorum vaginatum, E. latifolium, 
E. angustifolium, E. alpinum, Scirpus cespitosus, S. pauciflorus, Juncus fili- 
formis, J. conglomeratus, J. alpinus, J. lamprocarpus, J. bufonius, Luzula 
pilosa, L. multiflora, Narthecium ossifragum, Tofieldia palustris, Convalla- 
ria majalis, Majanthemum bifolium, Orchis maculatus, Coeloglossum viride, 
Platanthera bifolia (Lande »ved søen paa terre bakker saa rikelig, at de 
ganske hvidner av dens blomster«, Norman), Salix caprea, S. aurita, S. 
nigricans, S. lapponum, S. glauca, S. herbacéa, Populus tremula, Betula 
nana, Alnus incana, Rumex domesticus (Lande), À. Acetosa, Polygonum 
viviparum, P- aviculare (Lande), Montia fontana, Silene venosa (som aker- 
ugrees), S. rupestris, S. acaulis (ned til h. n. ved Lande), Melandrium sil- 
vestre, Lychnis flos cuculi, Sagina procumbens, Spergula arvensis (Lande), 


Stellaria media (likesaa), SS. graminea, Cerastium vulgare, Aconitum septen- 


IQI4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 2I 


trionale, Anemone nemorosa, Ranunculus acer, R. repens (Lande), Thalictrum 
alpinum, Fumaria officinalis (Lande), Arabis hirsuta, Droserae, Sedum acre, 
S. annuum, Rhodiola rosea, Saxifraga oppositifolia, S. atzoides, Parnassia 
palustris, Prunus Padus, Geum rivale, Ulmaria pentapetala, Rubus idaeus, 
R. saxatilis, R. Chamaemorus, Fragaria vesca, Comarum palustre, Poten- 
tilla Anserina (Lande), P. verna, Alchemilla vulgaris (coll.), A. alpina, 
Anthyllis Vulneraria (Lande), Trifolium repens, T. pratense, Lotus corni- 
culatus, Vicia Cracca (Lande), Epilobium angustifolium, E. collinum, E. pa- 
lustre, Geranium silvaticum, Linum catharticum, Oxalis Acetosella, Polygala 
vulgare, Callitriche vulgaris, Empetrum nigrum, Viola canina, V. Rivini- 
ana, Daphne Mezereum, Anthriscus silvestris, Pimpinella Saxifraga, An- 
gelica silvestris, Cornus suecica, Azalea procumbens, Andromeda polifolia, 
Vaccinium Myrtillus, V. uliginosum, Pyrola minor, P. secunda, Trientalis 
europaea, Menyanthes trifoliata, Gentiana campestris, Myosotis arvensis 
(ugræs, Lande), Galeopsis Tetrahit, Prunella vulgaris, Veronica officinalis, 
V. serpyllifolia, Melampyrum pratense, M. silvaticum, Pedicularis palustris, 
Rhinanthus minor, Euphrasia officinalis (coll.), Pinguicula vulgaris, Plan- 
tago major, P. maritima (fjæren; op til 80 m., Norman), Galium boreale, 
G. palustre, Linnaea borealis, Valeriana sambucifolia, Campanula rotundifolia, 
Succisa pratensis, Solidago Virga aurea, Antennaria dioica, Artemisia vul- 
garis (akerugræs), Achillea Millefolium, Matricaria inodora, Cirsium hetero- 
phyllum, Saussurea alpina, Crepis paludosa, Taraxacum officinale (coll.), 
Mulgedium alpinum, Leontodon autumnalis, Hieracia. 

Op for Barstad ligger det 748 m. høie Stremsfjeld, hvorover 
grænselinjen gaar mot Velfjorden. Fjeldet, der oventil er kuppelformet, 
har meget bratte lier og skrenter, særlig mot syd, nederst skogbevokste 
med en meget frodig livegetation. Særlig paa hornblendeskiferen paa fjel- 
dets vestside er der en interessant fjeldflora, hvorav som de mest karakteri- 
stiske skal nævnes: Asplenum viride, Carex rupestris, C. pedata, C. atri- 
fusca, Salix reticulata, Gymnadenia albida, Anthyllis, Potentilla nivea og 
Dryas samt sparsomt Draba hirta (en redusert form) og strandplanten 
Plantago maritima (omtr. to km. fra Tosenfjorden). Denne flora, der ogsaa 
fortsætter paa de til Velfjorden hørende partier av Stromsfjeldets vestside, 
svarer i det hele til den, der forefindes paa det nærliggende fjeld Kvern- 
hatten, hvorom skal tales under Velfjorden. Efterhvert som man nærmer 
sig de heiere partier av Stromsfjeldct, der er dannet av en haardere skif- 
rig bergart (granit iflg. RrEksrAps geologiske kart), blir en triviel fjeld- 
flora fremherskende med planter som Diapensia, Andromeda hypnoides, 
Luzula spicata, Carex rigida, C. lagopina, Cryptogramma crispa med spar- 


som forekomst av Dryas, Carex rupestris og C. pedata. 


22 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


I vest for Stremsfjeldet mot Serenskogvand ligger den lodrette fjeld- 
veg Bjornbænken med mægtige kalklag. Under denne vokser i birke- 
skogen flere store almetrær og blandt den meget frodige vegetation (breg- 
ner, Milium, Phalaris arundinacea, Calamagrostis Epigeios, Epilobium 
angustifolium etc.) saaes Aspidium Braun, Thalictrum flavum, Lathyrus 
vernus, Hypericum hirsutum, Geranium Robertianum, Asperula odorata, 
Daphne Mezereum. 

Vest for Bjornstokken og mot syd begrzenset av de under Storfjeldets 
skrenter liggende sammenhængende vand, Storvand (3.1 km.?) og Fjeld- 
vand (2.3 km.?) og mot vest indesluttet av det steile Harangsfjeld ligger et 
temmelig lavt, tildels myrlendt land, Vasbygden. Her ligger endel 
gaarder (Hongbarstad og Tosaunet estligst, Govaslien og Damman i nord- 
partiet og Fjeldet under Harangsfjeldet). Tildels er her gode skogstraek- 
ninger av gran og furu. Langs vandene er der sammenhængende kalk- 
strek, der fortsætter nordover til Strauman og Saus i Velfjorden. 

Vandene omgives i regelen av en vakker indfatning av Æquisetum 
fluviatile, Scirpus paluster, Phragmites communis, Carex rostrata, C. vesi- 
caria med sumpplanter som Caltha palustris, Comarum o. s. v., og særlig 
i vikene er der en forholdsvis rik vegetation av vandplanter. Av denne 
skal nævnes: /soetes, Potamogeton natans, P. alpinus, P. gramineus, P. 
praelongus (Mellevand, Storvand), Sparganium affine, S. minimum, Nym- 
phaea alba, Nuphar pumilum, Ranunculus aquatilis, Myriophyllum alternt- 
florum, Hippuris vulgaris, Lobelia Dortmanna, Utricularia intermedia. 

Myrvegetationen er meget artrik. Foruten de fra strøket mellem 
Lande og Barstad nævnte skal her blot særskilt nævnes: Catabrosa aqua- 
tica, Carex Hornschuchiana, C. Buxbaumii, Eriophorum latifolium, Scirpus 
pauciflorus, Rhynchospora alba, Schoenus ferrugineus (Votnan), Orchis cru- 
entus (formae), Euphrasia minima (forma), Cirsium palustre. 

Spredt forekommer der litt hassel og i krattene og paa de smaa kalk- 
berg tildels en utpræget flora av de planter, der i Helgeland særlig 1 lav- 
landet trives paa kalkholdig underlag, saaledes: Phegopteris Robertiana, 
Asplenum viride, Woodsia ilvensis, W. alpina, Calamagrostis Epigeios, 
Carex digitata, Convallaria majalis, Listera ovata, Epipactis atrorubens, 
Moehringia trinervia, Arabis hirsuta, Lathyrus vernus, Anthyllis Vulne- 
raria, Rosa cinnamomea (Votnan), Sedum annuum, Geranium Robertianum, 
Hypericum hirsutum, Linum catharticum, Viola mirabilis, Gentiana cam- 
pestris, Veronica fruticans, Viburnum Opulus, Erigeron acer, E. borealis. 

Hongsfjeld op for Hongbarstad begrzenses mot nordvest av en flere 
hundrede meter høi lodret fjeldvæg, der ved sin rødviolette farve er synlig 


paa lang avstand. Oppe paa den grusede fjeldvidde, hvis heieste parti er 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. I. 23 


456m., saaes blandt den sparsomme, ellers temmelig trivielle vegetation: 
Carex pedata, C. rupestris, Dryas octopetala, Astragalus oroboides, Vicia 
Cracca, Lotus corniculatus, Anthyllis Vulneraria. 


Storfjeldet har ogsaa mot nord næsten lodrette styrtninger mot 


Storvandet og Fjeldvandet (20 m. o. h.. Medens Hongsfjeld har enkelte 


strøk av glimmerskifer, kalk og serpentin, dannes Storfjeldet av gneis og 
er over skoggrænsen næsten ganske snaut eller har en meget sparsom og 
triviel flora til den heieste av de topper (805 m.), hvori dette vidtstrakte 
fjeldparti er delt. Av planter, der foretrækker kalkgrund, saaes i en revne 
nogle smaa tuer av Asplenum viride og under fjeldet et par individer av 
Gymnadenia albida. 

Fjeldvandet er ved en meget smal strem forbundet med det sydvest 
derfor liggende Eidvand (2.0 km.?, 14 m. o. h.), og fra dette fører en kort elv 
ut i Harangsfjorden. Harangsfjeldet falder ogsaa meget steilt av mot Fjeld- 
vandet og Eidvandet. I dets bratte lier mot disse vand saaes flere almetrær. 
Ved Eidvandets nordestside saaes flere interessante Hreracia, som H. 
Schmidtii v. superbum. 

Harangsfjorden adskilles mot syd ved Skotneshalveen fra Skotnesfjor- 
den, en arm av Bindalsfjorden (se ovenfor). I bunden av denne fjord fore- 
toges en ekskursion i de bratte skogklædte lier mellem Skotnes og Hesi- 
mark. Underlaget er her delvis glimmerskifer med enkelte kalkstrek, og 
vegetationen var her paa sine steder overmaade frodig. Av vegetationen 
skal nævnes: Aspidium Braunii, Epipactis atrorubens, Listera ovata, Allium 
oleraceum, Moehringia trinervia, Actaea spicata, Erysimum hieracitfolium, 
Arabis hirsuta, Turritis glabra, Sorbus fennica, Viola mirabilis, Geranium 
Robertianum, Lathyrus vernus, Daphne Mezereum, Erigeron acer og Aspe- 
rula odorata — som vanlig sammen med endel almetreer. 

Indenfor Harangsvaagen botaniserte jeg i liene op for gaarden Har- 
angen, hvorfra jeg over Grenlifjeld (kartets Dalefjeld, 552m.) fra nord- 
vest gik op til det heieste parti av Harangsfjeldet (786 m.). 

I birkeliene ovenfor Harangen er der endel hasselbusker og almetrar 
med endel av de fra Skotnesliene anferte planter (f. eks. Aspidium Brau- 
nit, Lathyrus vernus, Viola mirabilis, Hypericum hirsutum, Asperula odo- 
rata samt paa kalk Orchis masculus). Særlig rik er de øverste partier 
under Grenlifjeld (= Dalefjeld) ovenfor Gronlivand (286 m.0.h.). Her er 
der nemlig store kalkfelter, der delvis ganske dækkes av et teppe av Dryas. 
Sammen med denne saaes: Æquisetum variegatum, Asplenum viride, Wood- 
sia alpina, Cystopteris montana, Triticum violaceum, Hierochloa odorata, 


Carex rupestris, C. pedata, Salix reticulata, Arabis hirsuta, Draba incana, 


24 OVE DAHL. M.-N. KI. 


Anthyllis Vulneraria, Veronica fruticans og Erigeron borealis samt flere 
interessante Heracier. 

I skarp motsætning hertil staar vegetationen oppe paa Harangs- 
fjeldets delvis flate plataa. Her mangler nemlig ganske de omtalte plan- 
ter, og man har kun en meget sparsom og triviel flora. 

Kalkfeltet fortsætter fra Grønlifjeldet til Svartdalen og Strauman i Vel- 
fjorden. 

I Grindgarsvand nær gaarden Harangen er der ganske den samme 
vegetation, som er anført fra vandene i Vasbygden (saaledes /soetes Nym- 
phaea, Utricularia intermedia, Lobelia, Potamogeton natans) og ved bredden 
saaes blandt andet Æhynchospora alba, Scirpus paluster, S. pauciflorus. 

I nogle myrer nær Harangen gaard vokser /ris Pseudacorus, der ogsaa 
skal forekomme nær gaarden Eidet. | 


Velfjorden herred 


omgives i syd av Bindalen, mot øst av Vefsen, mot nord av Tjøtta og 
mot vest av Brønnøy og Vik herreder. Herredets største længde fra nord 
mot syd er 39 km. og dets største bredde fra øst til vest 34 km. Av dets 
areal 600.4 km.” er kun 0.8 km.”øer. Fastlandet ligger rundt hovedfjorden 
Velfjorden. Denne gaar ind i sydøstlig retning og har en længde av 
31 km. Landet yterst ute tilhører paa vestsiden Brønnøy og paa østsiden 
Tjøtta herred, ellers tilhører fjorden Velfjorden herred. 

Fra hovedfjorden utgaar mange sidefjorder, saaledes paa østsiden O k- 
fjord og Storfjord i nordlig og Lille- og Storberja i estlig retning, 
paa sydvestsiden Serfjord og Heggefjord mot syd. Ved disse fjord- 
armer deles herredet i flere halvger, tildels kun adskilt ved smale eid. I 
sin midtre del er fjorden 6 km. bred, men dens inderste del, Langfjor- 
den med Tarmaunbotnet, er meget smal. 

I geologisk henseende! er den indre del av fjorddistriktet av storst 
interesse. Halvøen mellem Heggefjorden og Serfjorden bestaar for storste- 
delen av gabbro. Dog er der her temmelig betydelige marmorlag, saa- 
ledes et strok i nordvestlig retning fra Hegge til Groven ved Dyrnesvaagen, 
et parallelt hermed fra Hommelste til Enge og mellem Hommelsto og Naust- 
vik sydligst paa halvøen. Endel spredte serpentinfelter forekommer ogsaa 
paa halvøen, men særlig iøinefaldende er det rødbrune serpentinfelt paa 
Heggefjordens østside utover til Nævernes. Gabbrofeltet fortsætter fra det 


inderste av Hommelstøvaagen til Sausvand og Sausfjeld samt Markafjeld 
1 Se herom særlig: Geologisk kartskisse over trakterne omkring Velfjorden med be- 
skrivelse av J. REekstan (Norges geologiske undersøkelses aarb. f. 1902, nr. 4). 


—— =v = 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 25 


paa grænsen mot Vik og Bindalen, særlig med marmorfelter langs kantene, 
saaledes paa nordsiden av Sausvand, stroket Sausvand, Strengevand, Svan- 
vand og paa østsiden av Serfjordens bund. Langfjordens omgivelser dan- 
nes væsentlig av glimmerskifer med marmorlag særlig paa østsiden samt 
ved fjordbunden fra Langfjorderen indover til Aslakaunet. .Paa vestsiden 
av Serfjorden er der ogsaa i sydpartiet utover til Sæterlandet adskillige 
marmorpartier blandt gneis- og gabbrofelter; nord for Sæterlandet kommer 
først et granitparti til Skomoviken og derefter til Bronney grænse gneis. 
Partiene omkring fjordarmene paa østsiden dannes for største delen av 
granit. Inderst i Storbørja gaar der mot nord en kort kile av glimmer- 
skifer og marmor og mot syd et langt, men temmelig smalt marmorstrøk 
indover til Tettingvand. Tettingen fjeldparti dannes av gneis, likesaa største- 
parten av partiet paa vestsiden av Børjedalen og Laksmark-Lakselvdalen 
over til Visten. Ved bunden av Storfjorden er der et mindre og fra Ok- 
fjordens bund over Klausmarken et smalt, men vidtstrakt marmorstrøk 
over til Visten. De indre heifjeldspartier over mot Vefsen i vest og Tosen 
i syd dannes ellers av granit. 

Jordsmonnet er for det meste sand- eller lerblandet muld samt 
myrjord. Den bedst opdyrkede og tættest bebyggede del av Velfjorden 
er partiene inderst i Velfjordens fjorddistrikt, ved Sausvand og de inderste 
partier ved Langfjordens bund. 

Jordsmonnet er i det hele ikke saa godt som i naboherredene, og 
hovedfjordens aapning mot nordvest gjer de klimatiske forhold ikke videre 
heldige for korndyrkningen. Iflg. HELLAND utgjor aker og eng 5.6 km.?, 
skog 40 km.? og resten (554.8 km.?) utmark, snaufjeld og indsjeer. 

Skogen dannes vesentlig av gran med litt furu samt birk. Den har 
veret tilstraekkelig til herredets behov, men er noget uthugget, szerlig ved 
utferselen til de skoglese kystdistrikter. De bedste naaleskogpartier er paa 
Heggehalveen, Strengevands nordside, estskraaningene av fjeldpartiene paa 
Serfjordens vestside mot Viks grænse, under Markafjeld og Stremsfjeld paa 
sydgrzensen mot Bindalen, langs Langfjorden og det indenforliggende dalfere, 
inderst i Storborja samt paa nordsiden saavel nederst i Berjedalen som paa 
sydsiden indover Tettingdalens lavere partier, Strompfjeldets skraaninger og 
inderst inde i Lomsdalen, ved bunden av Storfjorden og langs Okfjorden. Fjel- 
dene er oftest bevokset med naaleskog op til omtrent 150m, saa kommer | 
birkeskog med krat op til 300 m. Birken forekommer i det hele i sterre eller 
mindre bestande i liene og ved vasdragene, hvor det ikke er for veirhaardt, 
til de inderste trakter, saaledes ved Grundvandet indenfor Lomsdalen nar 
Velfjordskaret paa overgangen mot Vefsen og ved Nedre Breivand paa 


grænsen mot Bindalen. Ogsaa graaor og selje forekommer mangesteds blandt 


26 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


birkekrattene, spredt inde i Velfjordens skifer-marmorfelt vokser litt hassel 
og især i urene paa solsiden mangesteds almetreer. 

I botanisk henseende er de østlige golde granitpartier paa grænsen 
mot Vefsen mindst undersøkt. De interessanteste partier er derimot ga b- 
bro- og marmorfeltene ved Velfjordens bund, der er grundig under- 
søkt saavel av Norman (1880) som av mig selv. 

Paa disse felter er jordbunden temmelig skrindmuldet, saa vegetationen 
utvikler sig meget hurtig, men i varme sommere, som under mine besøk 
(1911 og 1912) hentørres den allerede i midten av juli. 

Først skal omtales vegetationen paa Heggehalvøen mellem Hegge- 
fjorden og Sørfjorden. Der er der tildels forholdsvis vakker skog av birk 
med litt or samt av gran med spredt litt furu. Av størst interesse er den 
forholdsvis artrike, men tildels noget spredte vegetation paa skrindmuldede 
berg og bakker, marmorbænker, skogeng og løvskogkrat (særlig i selskap 
med hassel og alm) i strøket Hegge—Hilstad—Naustvik. Efter Normans 
avhandling og mine egne plantelister skal her anfores de for disse lokali- 
teter karakteristiske planter: Polypodium vulgare, Phegopteris poly podioides, 
Ph. Dryopteris, Ph. Robertiana, Pteridium aquilinum, Asplenum viride, A. 
Trichomanes, Aspidium Lonchitis, A. Filix mas, A. spinulosum, Athyrium 
Filix femina, Cystopteris fragilis, Woodsia ilvensis, W. alpina, Botrychium 
Lunaria, Equisetum arvense, E. silvaticum, Anthoxanthum odoratum, Phleum 
pratense, Agrostis vulgaris, Calamagrostis purpurea, C. Epigeios, Aira 
cespitosa, A. flexuosa, Avena pubescens, A. elatior, Melica nutans, Poa al- 
pina, P. nemoralis, P. pratensis, Dactylis glomerata, Festuca ovina, Nardus 
stricta, Carex digitata, C. ornithopus, C. pallescens, C. pilulifera, Luzula 
pilosa, L. campestris, Allium oleraceum, Convallaria majalis, Polygonatum 
verticillatum, Parts quadrifolia, Orchis masculus (i meengde), Gymnadenia 
conopea, Platanthera bifolia, Epipactis atrorubens, Listera ovata, Salix ca- 
prea, S. pentandra, S. hastata, S. nigricans, Corylus Avellana, Ulmus mon- 
tana, Rumex Acetosella, R. Acetosa, Polygonum viviparum, Sagina procum- 
bens, Arenaria serpyllifolia, Stellaria nemorum, S. graminea, SS. longifolia, 
Cerastium vulgare, C. glomeratum, Melandrium silvestre, Silene venosa 
greesbakker ved Naustvik, Norman), S. rupestris, Actaea spicata, Aconitum 
septentrionale, Ranunculus acer, R. auricomus, Anemone nemorosa, Thalic- 
trum flavum, Arabis hirsuta, Stenophragma Thalianum, Turritis glabra, 
Erysimum  hieracüfolium, Draba incana, Rhodiola rosea, Sedum annuum, 
S. acre, Ribes Schlechtendalii, Saxifraga oppositifolia, S. aizoides (flere- 
steds i mængde paa terre kalkklipper), Prunus Padus, Ulmaria pentape- 
tala, Geum urbanum, G. rivale, Rubus idaeus, R. saxatılis, Fragaria vesca, 


Potentilla verna, Alchemilla alpina, A. vulgaris *acutidens, *alpestris, “filt- 


IOI4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 27 


caulis, *vestita, Rosa glauca, R. mollis, Sorbus Aucuparia, Anthyllis Vulne- 
raria, Trifolium pratense, T. repens, Lotus corniculatus, Vicia Cracca, V. 
sepium, V. silvatica, Lathyrus pratensis, L. vernus, Geranium silvaticum, 
G. Robertianum, Oxalis Acetosella, Linum catharticum, Polygala vulgare, 
 Mercurialis perennis (Hegge og Heggeeen i mængde paa kalken), Empetrum 
nigrum, Hypericum quadrangulum, H. hirsutum, Viola Riviniana, V. canina, 
V. mirabilis, V. biflora (kløft i kalkberget ved Hegge 36 m. o. h., Norman), 
V. tricolor, Daphne Mezereum, Epilobium angustifolium, E. montanum, E. 
collinum, Circaea alpina, Pimpinella Saxifraga, Carum Carvi, Heracleum 
sibiricum, Cornus suecica, Pyrola rotundifolia, P. minor, P. secunda, Vac- 
cinium Myrtillus, V. vitis idaea, Trientalis europaea, Gentiana campestris, 
Polemonium coeruleum, Myosotis arvensis (især paa mosklædte strandklip- 
per, Norman), Galeopsis Tetrahit (likesaa, Norman), Stachys silvaticus, Pru- 
nella vulgaris, Ajuga pyramidalis, Scrophularia nodosa, Veronica Chamae- 
drys, V. officinalis, V. fruticans (Heggeoen, saagodtsom ved h. n., Norman), 
V. serpyllifolia, V. arvensis (torre bakker og skrindmuldet berg fleresteds), 
Melampyrum pratense, M. silvaticum, Bartschia alpina, Rhinanthus minor, 
Euphrasia officinalis, Plantago lanceolata, Galium boreale, Asperula odorata, 
Viburnum Opulus, Linnaea borealis, Valeriana officinalis (eu-officinalis), 
Succisa pratensis, Campanula latifolia, Erigeron acer, E. borealis, Solidago 
Virga aurea, Antennaria dioica, Achillea Millefolium, Saussurea alpina, 
Crepis tectorum (mosklædte strandklipper), Leontodon autumnalis, Hieracia 
hvorav særlig ber merkes en form av Hreracium Pilosella samt flere arter 
tilhørende Piloselloidea (H. cochleatum, A. subpraealtum, H. psilanthum var. 
og H. arctogenum paa skogeng og terre bakker mellem Hilstad og Naust- 
vik, hvorom henvises til plantefortegnelsen. Særlig utpreeget er iflg. Nor- 
MAN denne flora paa den lille holme Heggeoen (= Grisholmen). 

Av vegetationen paa myrene kan merkes: Blechnum Spicant, Selagi- 
nella spinulosa, Equisetum palustre, Calamagrostis neglecta, Molinia coerulea, 
Phalaris arundinacea, Alopecurus geniculatus, Carices (som Carex dioica, 
C. pauciflora, C. stellulata, C. leporina, C. canescens, C: Buxbaumii, C. 
Goodenoughit, C. irrigua, C. limosa, C. panicea, C. capillaris, C. flava, C. 
Oederi), Eriophorum alpinum, E. vaginatum, E. angustifolium, E. latifolium, 
Scirpus cespitosus, Juncus filiformis, J. conglomeratus, J. lamprocarpus, J. 
alpinus, Narthecium ossifragum, Tofieldia palustris, Orchis maculatus, Trt- 
glochin palustris, Salix lapponum, S. glauca, S. aurita, Montia fontana, 
Lychnis Flos cuculi, Thalictrum alpinum, Ranunculus reptans, Caltha palu- 
stris, Viola palustris, V. epipsila, Parnassia palustris, Droserae, Rubus Cha- 
maemorus, Potentilla erecta, Comarum palustre, Epilobium palustre, Callitriche 


vernalis, Vaccinium uliginosum, V. microcarpum, Andromeda poltfolia, Cal- 


28 | OVE DAHL. M.-N. Kl. 


luna vulgaris, Menyanthes trifoliata, Pedicularis palustris, Pinguicula vul- 
garis, Cirsium palustre, C. heterophyllum. Hertil kan fra fugtige skoglier 
foruten en flerhet av de nævnte myrplanter nævnes: Struthopteris ger- 
manica, Carex sparsiflora, Angelica silvestris, Anthriscus silvestris, Crepis 
paludosa, Mulgedium alpinum (disse ogsaa nede i lavlandet, Mulgedium paa 
Heggeoen iflg. Norman næsten til h. n.. I granskogen er der kun den sed- 
vanlige vegetation av lyngarter, Lycopodia o.s. v. 

Fra nogle smaavand skal av mere specielle vandplanter nævnes: Po- 
tamogeton natans, Sparganium hyperboreum (Hegge, Norman), Nymphaea 
alba, Myriophyllum alterniflorum, Hippuris vulgaris og fra breddene sam- 
men med flere av de nævnte sump- og myrplanter Naumburgia thyrsiflora 
og likesom i Vasbygden i Bindalen en indfatning av Æquisetum fluviatile, 
Phragmites communis, Carex rostrata. 

Av strandfloraen skal av mere specielle strandplanter nævnes: Jy1- 
glochin maritima, Atropis maritima, Carex incurva, Scirpus uniglumis, S. 
rufus, Juncus Gerardi, Zostera marina v. angustifolia, Ruppia rostellata 
(Heggeoen i et lille ved lavt vand fra sjoen adskilt saltvandsbasin, Norman), 
Atriplices (litet utviklet), Ammadenia peploides, Cochlearia officinalis, Ligu- 
sticum scoticum, Statice Armeria, Glaux maritima, Plantago maritima, Aster 
Tripolium. 

Hertil kan foies av ugræsplanter og ellers nær beboede steder fore- 
kommende planter: Poa annua, Festuca elatior, Triticum repens, Juncus 
bufonius, Urtica dioica, Polygonum aviculare, Rumex domesticus, Stellaria 
media, Spergula arvensis, Capsella Bursa pastoris, Sinapis arvensis, Bar- 
barea vulgaris (ugræs i en have), Fumaria vulgaris, Plantago major, Ar- 
temisia vulgaris, Matricaria inodora, Senecio vulgaris. 

Oppe paa plataaet av det hoieste parti av halvøen Brattaasfjeld 
(406 m.) var der kun en yterst triviel myr- og lyngvegetation, hvorav kan 
nævnes: Azalea procumbens, Arctostaphylos alpina, Vaccinium uliginosum, 
Andromeda polifolia, Empetrum, Cornus suecica, Rubus Chamaemorus, Jun- 
cus trifidus, Luzula spicata, Carex rigida, C. brunnescens og blandt Sphag- 
num C. rariflora, samt Festuca ovina og Nardus. 

Paa Heggefjordens østside har i den saakaldte Hommelli Humulus 
Lupulus sin nordgrænse (6265261); Den slynger sig her væsentlig op 
efter olderstammer til en heide av 2.14 m. over roten og var iflg. NORMAN 
frugtbaerende 1879. Efter ældre folks sigende skal humle ogsaa ha vokset 
ved det ret over liggende dampskipsanløpssted Hommelstø og disse lo- 
kaliteter ha sit navn herav. 

I Hommellien, der er temmelig fugtig, er der en blanding av birk og 


older samt endel gran. I løvskogen er der en frodig livegetation og deri- 


— 


I914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 29 


blandt ogsaa nogle almetrær og i selskap med disse: Aspidium Braunit, 
Triticum caninum, Paris quadrifolia, Daphne Mezereum, Asperula odorata, 


Scrophularia nodosa, Stachys silvaticus, Viola mirabilis, Hypericum hirsutum, 


H. quadrangulum, Circaea alpina samt i mængde Rubus idaeus. 


I et litet tjern nedenfor lien saaes: Æquisetum fluviatile, Potamogeton 
natans, P. alpinus, Carex lasiocarpa, Myriophyllum alterniflorum, Ranuncu- 
lus aquatilis, Utricularia intermedia, U. vulgaris, Naumburgia thyrsiflora. 

Paa serpentinfeltene synes der som vanlig at være en yterst 
fattig vegetation, mestendels snaufjeld. Ved Bergviken saaes, som ofte ellers 
paa denne bergart, Asplenum viride, og fra stranden kan her nævnes 
Sagina nodosa samt iflg. Norman Sfergularia salina. 

Imellem Bergviken og Opsjeen er der litt furu. 

Tilsvarende til floraen paa Heggehalveen er ogsaa floraen paa mar- 
morfeltene paa Sorfjordens vestside, saaledes paa strøkene Julsaunet 
(Akselberg)—Høliaunet, Halleraunet—Navavand, Halsen — Govand, Sæter- 
landet—Klimpen samt grænsepartiet mot Hongsetbygden i Vik, mellem Høli- 
nesvand og Forbergskog. Ved mit besøk paa disse trakter (sidste halvdel 
av august 1912) var dog engene forlængst avmeiet og avbeitet og vege- 
tationen paa tørre berg for det meste avflorert eller hentørret. Kun nogle 
karakterplanter, særlig fra krattene, tildels i selskap med hassel, kan derfor 
her anføres, saaledes: Carex digitata, Epipactis atrorubens, Thalictrum 
flavum, Arabis hirsuta, Draba incana, Viola mirabilis, Rosa glauca, R. 
mollis, Lathyrus vernus, Anthyllis Vulneraria, Linum catharticum, Hyperi- 
cum hirsutum, Gentiana campestris, Asperula odorata samt, som ofte ellers 
paa terre berg i lavlandet, Veronica fruticans (Holiaunet og Klimpen). 

Kalkstreket ved Klimpen fortsætter op paa det ovenforliggende fjeld- 
parti, Sæterfjeldet, der er grænsefjeld mot Vik herred. Dettes for- 
holdsvis jevne plataa, der paa sit hoieste er 597 m., viste sig over et ganske 
stort areal at være dækket av Dryas og sammen med denne fandtes en 
for et forholdsvis lavt og saa nær havet beliggende fjeld overraskende rik 
flora, hvorav skal nævnes: Asplenum viride, Equisetum variegatum, Carex 
rupestris, Cobresia Bellardii, Chamaeorchis alpinus, Salix reticulata, Astra- 
galus alpinus, Erigeron borealis, Veronica fruticans og sammen med disse 
som oftere paa kalkholdig grund tilfjelds Anthyllis Vulneraria. 

I Helinesvand paa grænsen mot Vik og i etpar smaatjern mellem dette 
og Rugaas saaes en vandvegetation, der ligner den fra Vasbygden i Bin- 
dalen anførte: Myriophyllum alterniflorum, Nymphaea, Nuphar pumilum, 
Lobelia Dortmanna, Potamogeton natans, P. gramineus, P. perfoliatus og 


P. praelongus. 


30 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Ovrebygden. Fra bunden av Heggefjorden fører hovedveien langs 
en rekke vand, der kun er adskilt ved korte elver, nemlig Svanvand 
(0.2 km.?), Rugaasvand (0.2 km.?) og paa hver side av veien Bruvand 
(0.4 km?) og Svartvand (0.3 km.?) samt Strengevand (0.5 km), 
hvorpaa veien over en hoideryg kommer ned til det store Sausvand 
(5.0 km.?). Ved breddene av disse vand er der den sedvanlige myrflora 
av planter, som Eguisetum fluviatile, Phragmites communis, Calamagrostis - 
neglecta, Carex chordorrhiza, C. Buxbaumii, C. lasiocarpa, C. rostrata og 
andre myr-Carices, Orchis cruentus, Montia fontana, Caltha, Comarum, 
Droserae, Callitriche vernalis, Menyanthes trifoliata, Naumburgia thyrsiflora 
etc., og i vandene almindelige vandplanter som Potamogeton natans, P. al- 
pinus, P. perfoliatus, Nymphaea og Nuphar pumilum. 

Veien forer tildels gjennem skog av birk, blandet med TE eller gran 
(saaledes vakker granskog ved Strengevand) I liene nord for dette vand 
og under heideryggen mellem Haakaunet (»Mebyen«) og Djupaunet er der 
flere store almetrær, litt hassel og i disse lier og under de mot solen ven- 
dende bratte skrenter er der paa glimmerskifer-marmorformationen, der er ene- 
herskende i dette strok, den oftere omtalte frodige livegetation med ind- 
blanding av Asperula, Actaea, Hypericum hirsutum, H. quadrangulum, 
Lathyrus vernus, Arabis hirsuta o. s. v. Disse saaes allerede nede ved 
Rugaasvand i krat og urer, likesom ellers av og til paa kalkgrund ved 
veien en og anden av de fra Heggehalvoen anførte karakteristiske planter, 
saaledes flere av de eiendommelige Hreracia av gruppen Piloselloideae. 

Ved Vasbotn ved Sausvand fandtes like ved veien (21 m. o. h.) Ve- 
ronica fruticans i selskap med Linum og Sagina nodosa. | liene ovenfor 
nævnte gaard saaes nogle hasselbusker og sammen med disse som vanlig: 
Listera. ovata, Avena pubescens, Carex digitata, Draba incana, Lathyrus 
vernus, Viola mirabilis, Hypericum quadrangulum samt Carex atrata for- 
uten almindelige li- og engplanter. 

Fra Mebyen mellem Strengevand og Sausvand fører vei over bakket 
og delvis skogklædt terræn til det indre av Langfjorden. Langs begge 
sider av denne fjord er som ovenfor nævnt glimmerskiferformationen ut- 
bredt med marmorstrok szerlig ved fjordens inderste partier fra Langfjord- 
øren av langs den saakaldte Tarmaunbotn og indenfor dette op over mot 
Aslakaunet (182 m. o. h.). 

I fjeldet Aunhatten nedenfor nævnte gaard ret op for Fjelddalsvan- 
det er der 1 glimmerskifer-marmoret indgravet et par huler. Disse er be- 


skrevet av A. Hort! og A. HELLAND*. 


1 Den marine grænse ved Velfjorden. (Chr.a vid.selsk, forhandl. 1906, nr. 4). 
2 Nordlands amt I s. 204. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 31 


Vegetationen er her stemmende med den for glimmerskifer-marmor- 
feltene eiendommelige, særlig utpræget ved indgangen til de nævnte huler, 
hvorfra specielt skal nævnes Cystopterts montana og Phegopteris Robertiana. 
Ellers skal av vegetationen mellem Langfjordøren og Aslakaunet blot nævnes: 
Asplenum viride, Aspidium Braunii, Thalictrum flavum, Arabis hirsuta, 
Lathyrus vernus, Hypericum hirsutum, H. quadrangulum, Geranium Rober- 
tianum, Veronica jruticans, Asperula odorata, Erigeron acer. Indenfor 
Tarmaunbotnet og op for Langfjorderen findes ogsaa i selskap med denne 
flora endel almetrær. Endel saadanne forekommer ogsaa i de steile sten- 
urer under Langfjordhalsen paa overgangen til Tettingvandet. 

Paa kalkfeltet ved Aslakaunet saaes Dryas, Salix reticulata, Erigeron 
borealis og Asplenum viride. Disse planter samt Carex rupestris saaes 
ogsaa oppe paa Aunfjeldet (778m), der ligger op for Toshelvandet 
(310 m.) nær Aslakaunet. Aunfjeldet stoter i øst til Snefjeldet i Bindalen, 
hvorom er talt ovenfor (s. 19). Paa dets vestside ligger Juvatnet (183 m.). 
I de bratte lier ned til dette vand er der en overmaade frodig vegetation 
av de sedvanlige liplanter og op for dets nordøstre ende et par almetrær 
med Asperula, Lathyrus vernus, Hypericum hirsutum og Aspidium Braunii. 

Paa østsiden av Juvatnet ligger fjeldet Kvernhatten 594 m., der 
undersøktes fra den nedenfor liggende gaard Nordfjeldmarken. Dette fjeld- 
parti dannes av glimmerskifer med endel kalkpartier øverst oppe. Her be- 
merkedes en særdeles interessant flora, hvis hovedbestanddel var Dryas, 
hvoriblandt saaes Cobresia Bellardit, Carex rupestris, Salix reticulata, Al- 
sine hirta (sparsomt), Potentilla verna, P. nivea, Oxytropis lapponica, An- 
thylis Vulneraria og Veronica fruticans. Paa det med Kvernhatten for- 
bundne Markafjeld, der dannes av syenit, var der derimot en yterst tri- 
viel fjeldflora, medens den omtalte interessante flora fortsaettes i de syd 
for Nordfjeldmarken liggende skraaninger av hornblendeskifer under Strems- 
fjeldet, hvorover grænselinjen mot Bindalen gaar (se s. 21 ovenfor). 

Ved elven mellem Nordfjeldmarken og Markavandet under Kvernhatten 
saaes Astragalus alpinus, der ei bemerkedes oppe paa fjeldet, og Barbarea 
stricta samt i Sphagnummyrene ved vandet blandt almindelig myrvegetation 
Veronica scutellata, Carex rariflora og Coralliorrhiza. 

I liene paa vandets nordøstre side vokser en mængde store almetrær 
og ner disse saaes i den seerdeles frodige livegetation som vanlig Asperula 
samt Aspidium Braunii, Actaca og Hypericum hirsutum. Underlaget er 
her som under Stromsfjeldet hornblendeskifer. 

Paa Markafjeldets nordside rundt bunden av Sausvandet er der paa 
glimmerskifer-marmorfeltene en temmelig rik flora, der minder endel om 


den paa Heggehalveen. Av denne skal efter Normans avhandling og mine 


32 OVE DAHL M.-N. Kl. 


optegnelser anføres for ter og mere eller mindre fugtig grund:  Polypo- 
dium vulgare, Phegopteris Dryopteris, Woodsia ilvensis, Aspidium Filix 
mas, Athyrium Filix femina, Pteridium aquilinum, Struthopteris germanica, 
Lycopodium annotinum, Selaginella spinulosa, Equisetum arvense, E. pra- 
tense, E. silvaticum, Picea excelsa, Phalaris arundinacea, Anthoxanthum 


odoratum, Hierochloa odorata, Agrostis vulgaris, A. alba, Calamagrostis 


purpurea, C. Epigeios, Aira cespitosa, A. flexuosa, Avena pubescens, Melica - 


nutans, Molinia coerulea, Poa nemoralis, P. pratensis, Festuca ovina, F. ru- 
bra, Carex canescens, C. stellulata, C. Goodenoughit, C. panicea, C. palle- 
scens, C. capillaris, C. flava, C. pilulifera, C. ornithopus, Eriophorum lati- 
folium, E.angustifolium, Scirpus cespitosus, Juncus filiformis, J. lamprocarpus, 
J. bufonius, Luzula pilosa, L. campestris, Allium oleraceum, Convallaria 
majalis, Polygonatum verticillatum, Platanthera bifolia, Gymnadenia conopea, 
Orchis maculatus, Salix caprea, S. aurita, S. nigricans, S. lapponum, SS. 
glauca, Populus tremula, Betula odorata, Alnus incana, Ulmus scabra, Ur- 
tica dioica, Rumex Acetosa, R. Acetosella, Polygonum viviparum, Silene 
venosa, Lychnis Flos cuculi, Melandrium silvestre, Stellaria nemorum, S. 
graminea, S. longifolia, Thalictrum flavum, T. alpinum, Ranunculus acer, 
R. auricomus, Caltha palustris, Aconitum septentrionale, Actaea spicata, 
Barbarea stricta, Arabis hirsuta, Draba incana, Droserae, Sedum annuum, 
S. acre, Ribes, Saxifraga aizoides, S. stellaris, Parnassia, Ulmaria penta- 
petala, Geum rivale, Rubus idaeus, R. saxatilis, Fragaria vesca, Comarum 
palustre, Potentilla verna, P. erecta, Rosa villosa, R. glauca, R. cinnamo- 
mea, Alchenulla alpina, A. vulgaris, Sorbus Aucuparia, Prunus Padus, 
Trifolium pratense, T. repens, Lotus corniculatus, Vicia sepium, V. silvatica, 
Lathyrus pratensis, Geranium silvaticum, G. Robertianum, Linum, Polygala 
vulgare, Empetrum, Oxalis, Viola palustris, V. biflora, V. tricolor, Epilo- 
bium angustifolium, E. montanum, E. collinum, E. palustre, Circaea alpina, 
Carum, Angelica silvestris, Anthriscus silvestris, Cornus suecica, Vaccinium 
Myrtillus, V. uliginosum, Trientalis europaea, Menyanthes | trifoliata, Genti- 
ana campestris, Myosotis arvensis, Galeopsis Tetrahit, Stachys silvaticus, 
Prunella vulgaris, Scrophularia nodosa, Melampyrum pratense, M. silvati- 
cum, Pedicularis palustris, Rhinanthus minor, Bartschia, Euphrasia offici- 
nalts (coll.), Pinguicula vulgaris, Plantago major, Galium boreale, G. uligi- 
nosum, G. palustre, Viburnum Opulus, Linnaea borealis, Valeriana excelsa, 
Succisa pratensis, Campanula rotundifolia, Erigeron acer, E. borealis, Soli- 
dago, Antennaria dioica, Matricaria inodora, Saussurea alpina, Cirsium 
heterophyllum, Taraxacum officinale (coll.), Crepis paludosa, Hieracia, hvorom 


henvises til plantefortegnelsen. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 33 


Specielt bør omtales liene og urene paa nordsiden av den række 
smaavand, der benævnes Strauman, vest for Saus. Her findes der til- 
dels paa kalkholdig underlag litt hassel og specielt i den saakaldte Alme- 
grove flere almetrær. I selskap med disse forekommer: Carex digitata, 
Urtica dioica f. glabra, Thalictrum flavum, Actaea, Lathyrus vernus, Ge- 
ranium Robertianum, Hypericum hirsutum, Viola Riviniana, V. mirabilis, 
Daphne, Viburnum, Asperula, Stachys silvaticus. 

Ute i Straumanvandene saaes Potamogeton natans, P. gramineus og 
Nymphaea og langs breddene Equisetum fluviatile og Phragmites. 

I det hele er vegetationen her ved Strauman saavel i vandene som i 
liene stemmende med den i syd herfor liggende Vasbygd, der er omtalt 
under Bindalen (se s. 22 ovenfor), og med liene op for Harangen under 
de vest for Strauman liggende fjeldpartier Dalefjeld (Gronlifjeld) og Harangs- 
fjeld (se s. 23 ovenfor). 

Det vidtstrakte fjeldparti Sausfjeldet paa Sausvandets sydvestside 
vil derimot bli omtalt under Vik herred nedenfor. 

Traktene paa Velfjordens estside utenfor fjordbunden. 
Mellem Langfjorden og Storborja og mot øst begrænset av Tettingdalen 
ligger fjeldpartiene Raakhatten og indenfor denne Raakfjeldet (885 m.). 
De nedre skraaninger mot Langfjorden dannes av glimmerskifer med en- 
kelte kalkstrek. Ellers bestaar fjeldpartiene av granit. Selv har jeg ikke 
botanisert i dette fjeldparti, men det er specielt undersekt av Norman. 
Birk anferes som tree op til 341 m. o. h., der ansees som traegraensen, som 
rm. hei busk til 383 m. og som o.3 m. hei busk hist og her op til 435 m. 
Selje (Salix caprea) angives at vokse op til 347 m. og graavidjen (Sa/ix 
glauca) op til 430m. Merkelig er det, at en stor del av de særlig for 
glimmerskifer-marmorformationen eiendommelige planter gaar meget heit op 
i liene, vistnok særlig paa sydvestsiden, tildels endog over trægrænsen 
(341 m.). Av disse skal ferst anfores: Carex digitata (Raakhattens fot), 
Convallaria majalis (op til 347 m.), Allium oleraceum (Raakhattens fot), L7- 
stera ovata (likesaa), Ulmus (op til 178m.), Arabis hirsuta (ved foten), 
Geum urbanum (118—150m., ikke sparsomt), Fragaria vesca (ved foten), 
Lathyrus vernus (til 313 m.), L. pratensis (347 m. o. h.), Vicia silvatica (hyp- 
pig til 341 m. o. h.), V. sepium (til 347 m.), Hypericum hirsutum (op til 347 m.), 
H. quadrangulum (op til 336 m.), Epilobium montanum (ved foten), Circaea 
alpina (likesaa), Stachys silvaticus (123—262 m.), Asperula (hyppig opad lien 
til 302 m.) samt Polypodium vulgare (ved foten). 

Av vegetationen ellers paa Raakhatten anføres: Phegopteris Dryo- 
pteris, Athyrium alpestre, Aspidium Filix mas, A. spinulosum, | Cystopteris 
fragilis, Blechnum Spicant (til 498 m. o. h.), Cryptogramme crispa (til 498 m. 

Vid.-Selsk. Skrifter, I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 3 


34 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


o. h.), Struthopteris germanica (ved foten 145 m. o. h.), Pleridium aquilinum 
(rikelig til 336 m.), Juniperus, Phalaris arundinacea, Hierochloa odorata, 
Milium effusum, Aira alpina, Melica nutans, Poa nemoralis, P. caesia, Mo- 
linia coerulea, Dactylis glomerata, Festuca ovina, Nardus stricta, Carex 
pauciflora, C. lagopina, C. brunnescens, C. rigida, C. atrata, C. irrigua, 
C. sparsiflora, C. capillaris, Scirpus cespitosus, Eriophorum vaginatum, 
Juncus filiformis, Luzula pilosa, Polygonatum verticillatum, Narthecium 
ossifragum (fjeldplataaet 358—414 m. rikelig), Orchis maculatus, Coeloglos- 
sum viride, Platanthera bifolia, Salix herbacea, Alnus incana (ved foten), 
Rumex Acetosa var., Oxyria, Urtica dioica (til 291 m.), Silene acaulis, Me- 
landrium silvestre, Stellaria nemorum, Anemone nemorosa, Ranunculus acer, 
Ribes, Saxifraga Cotyledon, Geum rivale, Rubus idaeus (291—351 m. o. h.), 
R. saxatilis, Potentilla erecta, Sibbaldia, Sorbus Aucuparia (396 More 
0.3m. hei), Prunus Padus (som lavt krat 347 m. o. h.), Vicia Cracca (til 
trægrænsen), Lotus, Geranium | silvaticum, Oxalis, Viola biflora, Epilobium 
angustifolium, E. Hornemanni, Archangelica officinalis, Angelica silvestris, 
Cornus suecica, Pyrola minor, Azalea, Calluna vulgaris, Andromeda poli- 
folia, A. hypnoides, Vaccinium vitis idaea, Diapensia, Trientalis europaea, 
Myosotis silvatica (313—347 m.), M. arvensis (liene 238 m.), Galeopsis Te- 
trahit (lien 262 m.), Veronica officinalis, V. alpina, Melampyrum silvaticum, 
Bartschia, Pinguicula vulgaris, Valeriana excelsa, Campanula rotundifolia, 
C. latifolia (145—302 m. o. h., yterst rikelig), Succisa, Solidago Virga aurea, 
Gnaphalium norvegicum, Cirsium heterophyllum, Taraxacum officinale (coll.), 
Mulgedium alpinum, Crepis paludosa. 

Raakhattens fjeldparti ligger paa sydsiden av indløpet til fjorden Stor- 
berja, der gaar ind i østlig retning ca. ro km. Fjordsidene er meget 
steile, tildels beklædt med litt gran- og birkeskog. Henimot fjordbunden 
er der dog paa nordsiden et par viker, hvor der forekommer litt hassel 
og alm, og inde ved- bunden av fjorden i de bratte Hestlier er der litt 
mere av disse træsorter. Hvor pladsen ei her er for meget optat av 
fugtighetelskende liplanter, som høie bregnearter, optraer her særlig nede 
i urene en flerhet av de for lignende lokaliteter karakteristiske planter, som 
Asplenum viride, A. Trichomanes, Aspidium Lonchitis, A- Brauni, Phe- 
gopteris Robertiana, Woodsia ilvensis, W. alpina, Epipactis atrorubens, Moeh- 
ringia trinervia, Thalictrum flavum, Barbarea stricta, Arabis hirsuta, Rosa 
mollis, R. glauca, Lathyrus vernus, Geranium Robertianum, Hypericum hir- 
sutum, Impatiens, Viburnum, Asperula, Scrophularia og sammen med disse 
optrær ogsaa fjeldplanter som Carex atrata, Cerastium alpinum m. fl. 

Inderst inde i fjorden er der, som ovenfor nævnt, paa begge sider et 


glimmerskifer-marmorfelt, paa nordsiden kortere og triangelformet med bred- 


IQI4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 35 


siden nedad mellem gaardene Granaas og Storberja, men avsmalnende 
nordover som en smal kile langs Granaaselven, indtil det stænges av det 
golde granitfjeld, Kjemfjeldet. I de fjorden nærmeste partier i nærheten 
av Granaasen saaes endel av de nævnte planter, som Phegopteris Rober- 
tiana, Asplenum viride, Arabis hirsuta, Erysimum hieraciifolium, Rosa mol- 
lis, Lathyrus vernus, Linum, Erigeron acer og ved gaarden Langaasen 
Asplenum Trichomanes, men ellers er dalbunden ovenfor Granaasen temme- 
lig myrlændt med ensformig vegetation. 

Paa sydsiden er der ogsaa ved fjordbunden et glimmerskifer-marmor- 
parti langs Tettingdalselvens og Lomselvens nedre lop. Tettingelven gaar 
i sin nedre del gjennem en meget trang kløft. Nederst nede ved mun- 
dingen fandtes Dryas og Erigeron borealis. T de lavere aaser er der her 
adskillig granskog og i denne fandtes Listera cordata, Coralliorrhiza, Pyrola 
uniflora, Majanthemum foruten naaleskogens sedvanlige yegetation. Oven- 
for kløften (ca. 200 m. o. h.) utvider Tettingdalen sig og gaar med nogen- 
lunde jevn stigning mellem Raakfjeldet paa vestsiden og Lausfjeldet og 
Tettingen paa østsiden indover til Tettingvand (322 m. o. h.. Langs fjeld- 
sidene er der litt gran- og birkeskog. Et kalkstrek gaar der sammen- 
hængende like ind til Tettingvandet og tilkjendegir sig ved planter som 
Asplenum viride, Juncus castaneus (sjelden), Erigeron acer, E. borealis, Li- 
num, Silene rupestris. Inde ved Tettingvand saaes Sparganium affine. 

Tettingelven forener sig ved sit utlop nær Børjeøren med den esten- 
fra kommende Lomselv. Her er der en utpræget strandflora, dog kun med 
de sedvanlige planter. Nederst er Lomselvens dalfore meget trangt og op- 
tages ganske av flodleiet. Den nævnte kalk- og skiferflora i uren ved fjord- 
bunden fortsætter dog indover til gaarden Strompdal. Særlig rik er den 
her inde i liene i den saakaldte Grinddal. Her er der flere store alme- 
trær paa elvens nordestside og sammen med disse findes blandt andet: 
Phegopteris Robertiana, Aspidium Braun, A. Lonchitis, Asplenum Tricho- 
manes, A. viride, Equisetum hiemale, Avena pubescens (især i største mængde 
paa halsen over til Grinddalen), Carex digitata, Urtica dioica v. glabra, Moeh- 
ringia trinervia, Barbarea stricta, Arabis hirsuta, Lathyrus vernus, Geranium 
Robertianum, Hypericum hirsutum, Ribes, Daphne, Asperula, Stachys silvati- 
cus, Campanula latifolia, Erigeron acer, E. borealis. De fleste av disse 
planter optrær ogsaa inde ved gaarden Strompdal, særlig paa elvens est- | 
side. Her vokser ogsaa 7 rollius europaeus og paa den anden side like ved 
elven Dryas og Salix reticulata. Ved selve gaarden er der nemlig flere- 
steds kalkfelter. Paa kalk saa jeg her sammen med Phegopteris Robertiana, 
Asplenum viride og Arabis hirsuta ogsaa Asplenum Ruta muraria, samt 


efter anvisning av lærer I. StromppaL Rhamnus Frangula. I brødrene 


36 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


STROMPDALS herbarier saa jeg ogsaa blandt en interessant samling av omegnens 
planter Corydalis intermedia, tat like ved gaarden. De omgivende fjeld 
dannes av granit, Dyraasfjeld, og gneis, Lausfjeld. Det første saa 
ut til kun at veere et goldt snaufjeld, det andet var forholdsvis frodig i de 
lavere partier, og i gruset oppe paa snaufjeldet fandtes Carex rupestris og 
Dryas, men paa de heiere partier op mot 745m. var der kun en fattig og 
triviel fjeldflora, hvorav her blot skal nævnes: Poa laxa, Aira alpina, . 
Carex rigida, C. brunnescens, Luzula arcuata, Juncus trifidus, Salix lap- 
ponum X S. herbacea ved siden av lyngartet vegetation. I est for Lausfjeld 
ligger Nedre og Øvre Breivand (239—530 m. o. h.. Ved det første er 
der litt birkekrat med almindelig græsvegetation, men ellers er der her 
temmelig sterilt eller almindelig fjeldvegetation. Ost for Breivandene ligger 
de høie grænsefjeld Lauvastind (1109) og Breivastind (1 220 m.), be- 
staaende av golde stenpartier og snebræer. Under det sidste saaes av 
heifjeldsplanter blandt andre: Carex rufina, Poa laxa, Agrostis rubra, 
Luzula arcuata, L. Wahlenbergii, Salix herbacea X S. lapponum, Leontodon 
autumnalis v. Taraxaci, Cryptogramme crispa, altsaa en vegetation, der 
ganske svarer til de tilstotende fjeldtrakters inde i Bindalen (Nordre Sne- 
fjeld og Tverfjeld, se ovenf. s. 18 flg.). Spredt saaes nogle faa av de nævnte 
aller haardforeste fjeldplanter (f. eks. Luzula arcuata, Juncus trifidus, 
Carex rufina, Festuca ovina, Lycopodium Selago) ovenfor bræen oppe paa 
det heieste plataa. 

Langs Lomselven indover til gaarden Lomsdalen er dalen fra Loms- 
kjonnene bred og myrlændt med litt naale- og birkeskog i dalbunden og 
især paa nordsiden. Paa østsiden av Lomskjennene saaes i en fordypning 
i birkekrat nogle busker av Rhamnus Frangula, der ogsaa (iflg. K. StRomp- 
DAL) skal forekomme inde ved gaarden Lomsdalen paa en av de mange 
graesbevoksede holmer i det brede elveleie. 

Indenfor Lomsdalen er der ved Nedre Grundvand (245 m. o. h.) paa 
nordestsiden av det golde Middagsfjeld litt naale- og birkeskog. Paa hol- 
mene indenfor vandet saaes i mængde Pedicularis Sceptrum Carolinum, 
der ogsaa skal forekomme paa holmene nar Lomsdalen gaard. Paa est- 
siden av Nedre Grundvand forer Velfjordskaret over til Eiteraadalen i Vefsen. 
Pedicularis Sceptrum Carolinum, der ei ellers er bemerket i Velfjorden, 
maa derfor være kommet hit over fra Vefsen, hvor den forekommer i de 
tilgrænsende trakter i Eiteraa- og Stavasdalen (s. I s. 86). Ogsaa Trolhus 
maa her som ved Tosbotnet i Bindalen være kommet over fra Vefsen. 

Videre undersokelser i de indre fjeldpartier av Velfjorden fandt jeg 
det litet lonnende at foreta. Granitpartier som Veiskartinden (1 034), Vist- 


tindene (1178) og Vistmanden (1064) nord for Lomsdalen over mot Visten 


IOI4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 37 


gav paa forholdsvis nært hold indtryk av kun at bestaa av golde snaufjeld 
med snebraer som Breivastinden, og dalforene (f. eks. Henriksdalen, nord 
for Lomsdalen over mot Visttindene og Vistvandene, iflg. amtsagronom 
BREIREM) er myrlændte med en triviel vegetation, hvis hovedbestanddel til- 
dels er Scirpus cespitosus og Narthecium eller paa litt terrere land (som i 
Lomsdalen) Nardus og Festuca ovina. 

Golde granitpartier synes ogsaa fjeldpartiene over mot Lille Berja (her 
oppe paa fjeldet Dryas, iflg. lærer I. STROMPDAL) og paa østsiden av Stor- 
fjorden at være. 

Storfjorden gaar i nordlig retning paa Velfjordens østside utenfor 
Storbørja. Fjeldsidene, der falder steilt av mot fjorden, er tildels bevokset 
med litt skog, særlig av birk. De omgivende trakter dannes av granit med 
undtagelse av et litet kalkparti ved Almli paa vestsiden og inde ved fjord- 
bunden, estenfor gaardene Storfjorden. Ved Almli findes der ikke nu ial- 
fald alm, men endel for kalkgrund eiendommelige planter, som Asprdium 
angulare, Linum, Hypericum quadrangulum. Flere av lignende art optrær 
i kalkterrænet under aasen paa østsiden av fjordbunden. Her saaes foruten 
de sidstnævnte ogsaa Asplenum viride, Aspidium Lonchitis, Arabis hirsuta, 
Lathyrus vernus, Hypericum hirsutum, Asperula blandt en frodig livege- 
tation. Omkring fjordbunden er der ogsaa litt naaleskog. 

Indenfor fjordbunden ligger de haie grænsefjeld mot Tjøtta Breibladet 
(929) og Snefjeldtinden(1074)avsamme karakter som granitfjeldene ellers. 

Skilt fra Storfjorden ved en indover avsmalnende halvø gaar Okfjor- 
den ind straks utenfor Storfjorden mellem gaardene Okan og Oknes. 
Ogsaa her er fjordsidene meget steile især under Andalshattens styrt- 
ninger paa nordestsiden. Yterst ute er der endel birkeskog og længere 
inde litt naaleskog av gran og litt furu. De omgivende fjeld dannes ogsaa 
her av granit. Dog skal der op for Vasbogen omtrent midtfjords paa syd- 
vestsiden iflg. A. OKaN være et skiferparti paa Riskamtuen, hvorfra han 
iblandt andre planter har sendt mig Dryas, Salix reticulata og S. hastata. 
Maaske strækker ogsaa kalkfeltet fra Almli ret over paa den anden side 
ved Storfjorden sig op paa fjeldet (smlgn. ovenfor). Fjeldpartiene paa nord- 
vestsiden, som jeg befor fra fjordbunden av til Elsaashatten (ca. goo m.) 
henimot Andalshatten, utviste kun triviel fjeldflora med planter, som Årra 
alpina, Luzula arcuata, Juncus trifidus, Carex rufina, C. canescens, C. 
lagopina, Sibbaldia, Saxifraga stellaris, Cerastium trigynum og de al- 
mindelige lyngartede fjeldplanter. I nogle smaavand saaes Sparganium 
affine og Isoetes (echinosporum ?). 

Inderst inde ved fjordbunden er der litt alm. Her er der nemlig, som 


ved bunden av den herfra kun ved et smalt eid adskilte Storfjordbund, et 


38 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


kalkfelt og dette fortsættes som et forholdsvis smalt belte gjennem Klaus- 
markelvens dalfore forbi gaarden Klausmarken over til Visten. Paa 
dalsidene er der adskillig birkeskog og deriblandt flere store almetrær og 
særlig paa vestsiden en overmaade frodig vegetation, maaske et av de plante- 
rikeste felter i hele Velfjorden. Paa kalkbergene saaes fleresteds Asplenum 
viride, A. Trichomanes, A. Ruta muraria, Phegopteris Robertiana og fra 
urene og liene skal av det samfund, der følger almen, særlig nævnes 
karakterplanter som: Aspidium Braunii, Moehringia trinervia, Lathyrus 
vernus, Arabis hirsuta, Erysimum hieraciifolium, Actaea spicata, Geranium 
Robertianum, Impatiens og Asperula sammen med Campanula latifolia, 
Milium, store bregner, hvoriblandt her som ellers fleresteds i ytre Velfjorden 
Aspidium montanum, og ellers almindelige liplanter. I klipperiftene gaar 
fjeldplanter som Cerastium alpinum og Arabis alpina ned til dalbunden. 
Denne vegetation fortsætter ogsaa paa kalkfeltet over til Visten i Tjøtta 


herred. 


Tjøtta herred. 


Jeg fulgte dog dette strøk kun over Storhaugen til Tasklivand. Her 
saaes Equisetum hiemale og paa myrene den ellers paa disse kanter temme- 
lig sjeldne Carex aquatilis. Fra Tasklien av gik jeg op paa Nordre Hei- 
holmstind (Toogm.), den heieste av de kegleformede tinder, der ligger 
indenfor Vevelstadsundet, tilhørende Vevelstad sogn i Tjøtta pgd. Vege- 
tationen var her som sedvanlig paa granitfjeldene yterst triviel. I græslien 
opimot halsen fandtes Carex helvola og paa snaufjeldet op mot varden i 
revnene og i dyndet: Poa laxa, Carex rufina, C. lagopina, Luzula arcu- 
ata, L. Wahlenbergii, Cerastium trigynum, Viscaria alpina, Cardamine bel- 
lidifolia og andre haardfere heifjeldsplanter. 

Ved Vevelstadsundet har jeg foretat en ekskursion i lavlandet sydover 
fra Forvik av. I liene under Forvikfjeldet er der tildels frodig levskog, 
der veesentlig bestaar av birk, samt litt furu ovenfor Vevelstad. Under gra- 
nitpartiet bemerkedes paa enlav aasryg, der dannes av kalk, endel av de 
oftere omtalte kalkelskende planter, som Asplenum viride, Arenaria serpylli- 
folia, Mochringia trinervia, Arabis hirsuta, Dryas, Vicia silvatica, Linum, 
Geranium Robertianum og Gentiana campestris samt blandt denne vegetation, 
som oftere paa skrindmuldede klipper, Cerastium glomeratum og Crepis tec- 
torum. 5 

Ellers bestaar det lave forland mot Vevelstadsundet væsentlig av torv- 
land med den for dette eiendommelige trivielle vegetation. Paa kalkter- 


renet ved Heiholm nær stranden skal dog ogsaa her iflg. A. Okaw fore- 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 39 


komme Dryas og da rimeligvis ogsaa endel av de for stroket Forvik— 
Vevelstad nævnte planter. 
Videre undersokelser av fastlandet i Tjotta herred kom jeg ikke til at 


foreta; om undersokelser paa gene i dette herred er talt i I. 


Vik herred. 


Herredet utgjer en kyststrækning, der mot syd støter til Bindalen, 
mot ost til Velfjorden, mot nord til Bronney. Dets største længde fra nord 
mot syd er ca. 22 km. og bredden fra est mot vest 50 km.?. Av dets 
areal 232.5 km? er 16.3 km.? øer. Ved Ursfjorden deles fastlandet i to 
deler, en større halvø mellem fjorden og havet og en mindre, hoitliggende 
landstrækning paa fjordens østside paa grænsen mot Velfjorden. 

Det geologiske underlag er for største delen yngre gneis eller hav- 
avleiringer. Av granit dannes et par heiere fjeldpartier, særlig Kjesvik- 
fjeldet mot Ursfjorden og Lysingen nordligst i herredet. Spredt forekom- 
mer fleresteds større eller mindre kalkpartier, særlig under aasene nær 
kirkebygden, inderst i Ursfjorden og i grænsestrøkene mot Velfjorden. 

Jordsmonnet dannes av ler, sand og skjælsand samt meget dyrk- 
bart myrland, og herredet ansees fof et av de bedste landbruksdistrikter i 
amtet. Det meste opdyrkede land ligger langs fastlandets vestside samt i 
de indre trakter mot Velfjorden. Iflg. HELLAND utgjør aker og eng 9.2 km.?, 
skog 20.0 km.?, og resten (203.3 km.?) dannes av utmark og snaufjeld. 
Korn dyrkes indtil 1 mil fra havet og undertiden litt mere end tilstrækkelig 
til eget bruk. 

Skogen dannes mest av birk. Særlig paa fjeldskraaningene inde i Urs- 
” fjorden samt langs vandene vest for denne paa grænsen mot Velfjorden 
(Hongsetbygden) er der litt naaleskog, væsentlig av gran. ; 

I botanisk henseende er omtrent ikke undersøkt de omtalte granit- 
partier. Ellers er herredet forholdsvis godt undersøkt baade av NORMAN 
og mig. 

Sydligst ligger herredets største o Kvaloen (9.6 km.?) ved indløpet 
til Bindalsfjorden og adskilt fra fastlandet ved Vennesund. Særlig paa øst- 
siden er der nogle gaarder og litt opdyrket land, ellers er der store myr- 
strækninger og fjeldpartier, hvorav Kvalofjeldet naar op til 309 m. Det 
geologiske underlag er omtrent over hele øen gneis og floraen oppe paa 
Kvaløfjeldet viste sig at være yterst triviel, myr- eller lyngvegetation eller 
nøkne partier oppe paa fjeldet, litt birke- og naaleskog i liene. Oppe paa 
fjeldet saaes dog Viscaria alpina og i et litet vand /soetes sp. og Spar- 


ganium (affine?). 


40 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


I skarp motsætning til floraen ellers staar dog vegetationen i urene 
og oppe paa en fjeldknat op for gaarden Ytre Kvalø paa sydvestsiden. 
Underlaget er her kalkholdig skifer, og herfra skal efter NonwANws og mine 
undersøkelser specielt nævnes: Polypodium vulgare, Woodsia ilvensis, 
Cystopteris fragilis, Avena pubescens, Carex rupestris, C. pulicaris, C. digi- 
tata, Convallaria majalis, Allium oleraceum, Platanthera bifolia, Coeloglossum 
viride, Epipactis atrorubens, Salix hastata, S. lanata, Corylus, Actaea, Draba 
incana, Arabis hirsuta, Erysimum hieracitfolium, Saxifraga Cotyledon, Ribes, 
Sedum annuum, Rhodiola, Dryas, Fragaria vesca, Rosa glauca, R. mollis, 
Sorbus Aria (1 tree med frugt), Anthyllis, Vicia silvatica, V. sepium, La- 
thyrus vernus, Geranium Robertianum, Polygala vulgare, Linum, Hypericum 
hirsutum, Viola mirabilis, V. Riviniana, Epilobium montanum, Arctostaphylos 
uva ursi, Pyrola rotundifolia, Gentiana campestris, Calamintha Clinopodium, 
Scrophularia nodosa, Veronica Chamaedrys, Euphrasia salisburgensis, Plan- 
tago lanceolata, Erigeron borealis, Tanacetum vulgare, Saussurea. 

Blandt det derværende birkekrat optrær desuten almindelige skog- og 
kratplanter som Anemone nemorosa, Oxalis, Linnaea, Carex pallescens, Pha- 
laris arundinacea, Dactylis, de almindelige bregner, myrplanter som Orchis 
maculatus, Tofieldia, Carex panicea, endel ogsaa i lavlandet almindelige 
fjeldplanter som Alchemilla alpina, Arctostaphylos alpina, engplanter som 
Poa pratensis, Trifolium pratense o. s. v. samt endel vidjearter (Salix Caprea, 
S. aurita, S. lapponum). 

Især nede ved stranden saaes Linaria vulgaris og Galium verum. 

Fra en lokalitet Lerviken paa øen anfører Norman: Gymmnadenia 
conopea, Epipactis atrorubens, Listera ovata, Corylus, Viscaria alpina, Draba 
incana, Anthyllis, Lathyrus pratensis, Polygala vulgare. 

Fastlandet mot Vennesund er nokent med sparsom og triviel vege- 
tation, men naar man ved gaarden Skaaren gaar gjennem skaret over 
til Bindalsfjorden, træffer man inderst inde i dette i de bratte urer paa est- 
siden, men særlig over mot Bindalsfjorden i den bratte Hogli en særdeles 
interessant flora. Lien er her ganske skogklædt og her findes foruten birk 
og almindelige lovtrær tætte hasselkrat, flere almetrær og endel smaa asal- 
busker (Sorbus fennica). 

Av vegetationen her i lien skal desuten nævnes: Polypodium vulgare, 
Phegopteris Dryopteris, Ph. polypodioides, Aspidium Filix mas, A. Lonchitis, 
A. Braunit, Asplenum Trichomanes, A. viride, Cystopteris fragilis, Athyrium 
Fix femina, Equisetum silvaticum, Pteridium aquilinum, Anthoxanthum, 
Hierochloa odorata, Aira cespitosa, A. flexuosa, Avena elatior, A. pubescens, 
Melica nutans, Poa nemoralis, P. pratensis, Dactylis glomerata, Festuca rubra, 


Carex digitata, C. pallescens, C. glauca, Luzula pilosa, L. campestris, Con- 


IQI4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. AT 


vallaria majalis, Polygonatum verticillatum, Paris, Allium oleraceum, Listera 
ovata, Epipactis atrorubens, Platanthera bifolia, Juniperus, Salix caprea, S. 
nigricans, Populus tremula, Urtica dioica var. glabra, Moehringia trinervia, 
Arenaria serpyllifolia, Stellaria nemorum, Cerastium vulgare, Thalictrum 
flavum, Anemone nemorosa, Ranunculus acer, Aconitum, Arabis hirsuta, 
Erysimum hieraciifolium, Draba incana, Prunus Padus, Ulmaria pentapetala, 
Geum rivale, Rubus idaeus, R. saxatilis, Fragaria vesca, Rosa glauca, R. 
mollis, Alchemilla vulgaris (coll.), A. alpina, Sorbus Aucuparia, Ribes, Saxt- 
fraga aizoides, Anthyllis, Trifolium pratense, T. repens, Lotus, Vicia Cracca, 
V. sepium, V. silvatica, Lathyrus pratensis, L. vernus, Geranium silvaticum, 
G. Robertianum, Linum, Oxalis, Polygala vulgare, Hypericum hirsutum, H. 
quadrangulum, Viola mirabilis, Epilobium montanum, E. collinum, Daphne, 
Carum, Angelica silvestris, Pyrola rotundifolia, P. minor, Arctostaphylos 
uva ursi, A. alpina, Vaccinium Myrtillus, V. vitis idaea, Gentiana campestris, 
Polemonium coeruleum, Trientalis, Plantago lanceolata, Prunella vulgaris, Sta- 
chys silvaticus, Calamintha Clinopodium, Origanum vulgare, Lithospermum 
officinale, Scrophularia nodosa, Veronica Chamaedrys, V. fruticans, Melam- 
pyrum silvaticum, M. pratense, Linaria vulgaris, Linnaea, Viburnum, Galium 
boreale, Asperula, Valeriana excelsa, Campanula rotundifolia, C. latifolia, 
Tanacetum vulgare, Antennaria dioica, Solidago Virga aurea, Erigeron acer, 
Crepis paludosa, Hieracium Pilosella (var.) og andre tildels meget interes- 
sante arter av denne slegt, hvorom henvises til plantefortegnelsen. 

Skaarfjeldet (241 m.) og det ost herfor liggende omtrent like høie 
Sundsfjeld optar omtrent ganske den sydligste del av halveen mellem 
Bindalsfjorden og Lyngveerfjorden. Nord herfor er der derimot et temmelig 
myrlandt ca. 3 km. bredt forland, begrænset av det 428 m. høie Kjosvik- 
fjeld. Litt granskog er der paa dette fjelds sydestre skraaning, men ellers 
er der her mest birkekrat. Flatlandet er for det meste godt opdyrket. I 
dets sydlige del ligger Hopensjeen (1 km.?), hvorfra av vandplanter kan 
nævnes Potamogeton natans, P. alpinus, Hippuris og Myriophyllum alterni- 
florum, og rundt dets bredder saaes blandt almindelige Carices Scirpus 
paluster og S. rufus. ! 

Strandfloraen fra Vennesund til Vikvaagen kan betegnes 
som omtrent typisk for Helgelandskysten, særlig for de sumpige, lerede 
strandkanter. Eksempelvis kan som saadanne lokaliteter naevnes Sandevaagen 
og Oset henimot Vik. Som de vigtigste av de ægte strandplanter skal 
nævnes: Agrostis slolonifera, Avena elatior, Atropis maritima, A. distans, 
Elymus arenarius, Carex incurva, C. salina, C. maritima, C. glareosa, C. 
norvegica, Scirpus rufus, S. uniglumis, Juncus Gerardi, J. balticus, Triglo- 


chin maritima, Potamogeton filiformis, P. pectinatus, Atriplex hastatum, Salı- 


42 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


corma herbacea, Spergularia salina, Stellaria crassifolia, Ammodenia peploi- 
des, Silene maritima, Cochlearia officinalis, Potentilla Anserina (næsten ute- 
lukkende som strandplante), Archangelica litoralis, Gentiana aurea, Statice 
Armeria, Glaux maritima, Mertensia maritima samt som ellers her i Nord- 
land Myosotis cespitosa og Galium Aparine. 

Desuten optrær som ofte ellers en hel del ukrudsplanter i fjæren, like- 
som mange eng- og især sumpplanter gaar ned i strandbeltet samt endelig 
som ofte i det nordlige Norge nogle fjeldplanter som Silene acaulis, Draba 
incana og flere. Paa stranden findes ogsaa her som oftere ellers Galium 
verum og Linaria vulgaris. 

I grøfter og bækker i kirkestedets omgivelser findes i mængde nogle 
i Nordland sjeldne planter, nemlig Sparganium ramosum, Iris Pseudacorus 
(ogsaa nær Sandevaagen), Scirpus silvaticus (nær Olsaas, nordgrænse) samt 
Ranunculus aquatilis f. 

Fra Gjerdevandet ved Amundsgjerdet over mot Ursfjorden skal nævnes: 
Nymphaea alba, Lobelia Dortmanna, Scirpus Tabernaemontani og S. paluster 
og i de nær stranden liggende vand ved Brækosen saaes likeledes Scirpus 
paluster, S. Tabernaemontani samt Potamogeton natans, P. alpinus, P. per- 
foliatus, P. filiformis, Scirpus paluster og ved bredden Carex diandra. 
Vandet er her delvis brakt og sumpfloraen gaar over i strandfloraen, der 
stemmer med de fra Vik anforte planter som Carex salina, Salicornia etc. 

Undér aasene nær kirkestedet findes der en del hassel og tildels 
et og andet almetra. Underlaget er her glimmerskifer eller kalk og vege- 
tationen er dermed stemmende. Saaledes saaes under Somhov dfjeldet: 
Asplenum Trichomanes, Rosa mollis, Hypericum perforatum og H. quadran- 
gulum og paa de kolleformede smaa aaser Tandbergene ved Olsaas: 
Asplenum  Trichomanes, A. viride, Phegopteris Robertiana, Aspidium Lon- 
chtis, Avena elatior, A. pubescens, Carex rupestris, Epipactis atrorubens, 
Arenaria serpyllifolia, Thalictrum flavum, Draba incana, Arabis hirsuta, 
Lathyrus vernus, Calamintha Clinopodium, Veronica fruticans, Polemonium 
coeruleum, Asperula, Erigeron acer og E. borealis, altsaa som oftere paa 
dette underlag ogsaa endel fjeldplanter nede i lavlandet. 

Under Bjerufjeldet er der ogsaa en hermed stemmende flora, saa- 
ledes op for Bjorugaardene under den saakaldte Hovtind: Phegopteris 
Robertiana, Woodsia ilvensis, Avena pubescens, A. elatior, Carex rupestris, 
Allium oleraceum, Listera ovata, Epipactis atrorubens, Erysimum hieracti- 
folium, Ribes, Rosa mollis, R. glauca, Sorbus fennica, Linum, Geranium 
Robertianum, Viburnum, Asperula, Gentiana campestris, Stachys silvaticus, 
Euphrasia salisburgensis, Erigeron acer samt Hieracium Pilosella var., H. 


hyperboreum og flere av denne slegt. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSGKELSER I HELGELAND. II. 43 


Under vestsiden av dette fjeldparti, det saakaldte Dummelfjeld, 
fandt jeg efter anvisning av kirkesanger STOREvIK merkelig nok: Primula 
acaulis (nordgrænse, nærmeste kjendte lokalitet Hitteren) i selskap med has- 
sel, men ellers temmelig almindelige li- og kratplanter som: Poa nemoralis, 
Milium, Triticum caninum, Geum rivale, Ulmaria pentapetala, Geranium sil- 
vaticum, Vicia sepium, Epilobium angustifolium, Er Virga aurea og 
store bregner som Aspidium Filix mas. 

Fjeldet er ellers græs- og mosklaedt, tildels med litt birkekrat, til op 
paa plataaet, hvor paa kalkholdig underlag saaes Dryas, Salix reticulata og 
Carex rupestris. 

Ogsaa under sydsiden av Bjorufjeldet mot Gjerdevandet saaes en in- 
teressant flora, bestaaende av planter som: Carex digitata, Thalictrum 
flavum, Hypericum hirsutum, Viola mirabilis, Daphne, Calamintha Clinopo- 
dium, Scrophularia, Viburnum og Asperula. 

Under fjeldet paa østsiden, der her benævnes Malmsfjeldet, saaes op 
for gaardene Malm paa kalkholdig underlag: Æquisetum scirpordes, Asple- 
num viride, Phegopteris Robertiana og Erigeron borealis. 

Hermed stemmer ogsaa vegetationen paa kalkgrus under fjeldet oven- 
for Aanvik, ret i syd for Amundsgjerdet. Her saaes nemlig: Æquisetum 
variegatum, Asplenum viride, Phegopteris Robertiana, Carex rupestris, C. 
atrata og Dryas. I liene mellem Aanvik og Kjosvik saaes temmelig spar- 
somt Listera ovata, Hypericum quadrangulum, Ribes, Rosa mollis, Aspidium 
Lonchitis, men ellers var der her i blandskogen en temmelig triviel flora, 
hvoriblandt kystplanten Zuzula silvatica. 

Semnes med omgivelser. Det nordligste kystparti i Vik optages av 
et med Semhovdfjeld sammenhængende fjeldparti, der ved kløfter er delt 
i mindre partier, nemlig sydligst Mardalsfjeld (444 m.) og nord for dette 
det ved et par skar spaltede Semnesfjeld (302m.). Dette fjeldparti om- 
gives særlig paa nord- og østsiden av et temmelig bredt forland, delvis 
myrlændt, men tildels godt opdyrket, tilhørende gaarden Semnes. Trak- 
tene her er forholdsvis grundig undersekt saavel av NoRMAN som av mig selv. 

Under fjeldpartiene og i kleftene er der litt birkekrat. Szerlig ber naev- 
nes krattene og kratvegetationen i den saakaldte Kirstimark (»Kirkemar- 
ken«, NORMAN) ca. 50 m. o.h. under fjeldet paa vestsiden utenfor skaret 
mellem Semnesfjeld og Mardalsfjeld. Her findes der ogsaa litt hassel og 
graaor. Sparsomt er der ogsaa litt furu og gran. 

Av vegetationen i disse krat skal nævnes:  P/egopteris polypodioides, 
Phegopteris Dryopteris, Aspidium spinulosum, Cystopteris fragilis, Athyrium 
Filix femina, Equisetum silvaticum, Lycopodium annotinum, Phalaris arundi- 


nacea, Anthoxanthum | odoratum, Calamagrostis purpurea, Aira flexuosa, 


44 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Avene elatior, Mehca nutans, Poa nemoralis, P. glauca, P. pratensis, Dac- 
tylis glomerata, Festuca rubra, Triticum caninum, Carex pauciflora, C. digi- 
tata, C. pallescens, Luzula silvatica, L. pilosa, Convallaria majalis, Polygo- 
natum verticillatum, Paris quadrifolia, Melandrium silvestre, Stellaria nemo- 
rum, Anemone nemorosa, Actaea spicata, Ribes, Prunus Padus, Sorbus 
Aucuparia, Ulmaria pentapetala, Alchemilla vulgaris, Geum rivale, Rosa 
mollis, R. glauca, Rubus idaeus, R. saxatilis, Vicia silvatica, V. sepium, 
Lathyrus vernus, Geranium silvaticum, Oxalis, Hypericum quadrangulum, 
H. hirsutum, Viola canina, Circaea alpina, Epilobium angustifolium, E. mon- 
tanum, Polygala vulgare, Angelica silvestris, Anthriscus silvestris, Pyrola 
rotundifolia, Gentiana campestris, Veronica officinalis, Melampyrum pratense, 
M. silvaticum, Trientalis europaea, Viburnum, Linnaea, Galium boreale, Cam- 
panula rotundifolia, Cirsium heterophyllum, Solidago Virga aurea, Crepis 
paludosa. 

Særskilt ber nævnes Goodyera repens i faa eksemplarer i skaret op for 
gaarden. 

Fra de omgivende myrer gaar flere myrplanter op under fjeldet, saa- 
ledes Blechnum Spicant, Molinia coerulea, Scirpus cespitosus, Eriophorum 
vaginatum, E. angustifolium, Carices, Narthecium, Orchis maculatus, Tha- 
lictrum alpinum, Saxifraga aizoides, Andromeda polifolia. 

Desuten optrær her flere planter fra lyngheiene, som Ca//uza vulgaris, 
Arctostaphylos uva urst, A. alpina, Vaccinium Myrtillus, Lycopodium Selago. 

Under fjeldet saaes i klippespraekker blandt andre: Poa glauca, Carex 
rupestris, Rhodiola rosea, Saxifraga Cotyledon, Cerastium alpinum, Saussu- 
rea alpina. 

Oppe paa fjeldet var der kun en yterst triviel flora (szerlig av lyng- og 
torvmyrplanter). | 

Fra myrene i lavlandet skal anføres: Dlechnum Spicant, Selagi- 
nella spinulosa, Equisetum palustre, Catabrosa aquatica, Molinia coerulea, 
Carex dioica, C. pauciflora, C. canescens, C. stellulata, C..Goodenoughi, C. 
limosa, C. irrigua, C. panicea, C. capillaris, C. flava, C. Oedert, Eriopho- 
rum vaginatum, E. angustifolium, Scirpus cespitosus, Juncus filiformis, J. 
alpinus, J. lamprocarpus, Narthecium ossifragum, Triglochin palustris, Or- 
chis maculatus, O. angustifolius (Norman), Salix lapponum, S. glauca, S. 
aurita, Myrica Gale, Thalictrum alpinum, Ranunculus Flammula, Caltha, 
Drosera rotundifolia, D. longifolia, Saxifraga aizoides, Parnassia, Coma- 
yum, Rubus Chamaemorus, Potentilla~ erecta, Callitriche verna, Viola palu- 
stris, Epilobium palustre, Cornus suecica, Vaccinium Myrtillus, V. uligino- 
sum, V. vitis idaea, V. Oxycoccus *microcarpum, Andromeda polifolia, Meny- 


anthes trifoliata, Veronica scutellata, Euphrasia officinalis (coll.), Pedicula- 


IOT4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 45 


ris palustris, Pinguicula vulgaris, Galium palustre, G. uliginosum, Valeriana 
excelsa, Succisa pratensis, Crepis paludosa, Cirsium heterophyllum. 

Av planter fra tørrere grund skal desuten blot nævnes: Æquisetum 
arvense, Lycopodium Selago, L. annotinum, Juniperus, Nardus, Festuca 
rubra, F. ovina, Carex glauca, Luzula campestris, L. pilosa, Platanthera 
bifolia, Salix pentandra, S. caprea, S. nigricans, Cerastium vulgare, Fra- 
garia vesca, Alchemilla alpina, Vicia Cracca, Linum, Empetrum, Carum, 
Calluna, Plantago lanceolata, Antennaria dioica, Leontodon autumnalis. 

Fra engene skal av almindelige engplanter anfores: Poa pratensis, 
P. trivialis, Festuca rubra, F. ovina, Aira flexuosa, A. cespitosa, Agrostis 
vulgaris, Anthoxanthum odoratum, Rumex Acetosa, R. Acetosella, Lychnis 
Flos cuculi, Ranunculus acer, R. auricomus, Trifolium pratense, T. repens, 
Lathyrus pratensis, Lotus corniculatus, Alchemilla vulgaris, Viola tricolor, 
Anthriscus silvestris, Carum, Rhinanthus minor, Euphrasia officinalis (coll.), 
Prunella, Taraxacum officinale (coll.), Achillea Millefolium, Leontodon autum- 
nalis foruten en flerhet av de ovenfor nzevnte planter. 

Ved gaarden, paa veiene etc. kan specielt nævnes: Poa annua, Tri- 
ticum repens, Juncus bufonius, Polygonum aviculare, Rumex domesticus, 
Stellaria media, Ranunculus repens, Capsella Bursa pastoris, Myosotis ar- 
vensis, Matricaria inodora. 

Strandkantene er meget planterike. Av specielle strandplanter skal 
anføres: Elymus, Glyceria maritima, Agrostis alba, Carex incurva, C. salina, 
C. maritima, Scirpus uniglumis, S. rufus, Triglochin maritima, J. balticus 
(ogsaa utenfor stranden), /. Gerardi, Salicornia herbacea, Atriplex hastatum, 
A. patulum, Silene maritima, Stellaria crassifolia, Ammodenia peploides, Sper- 
gularia salina, Cochlearia officinalis, Ligusticum scoticum, Archangelica lito- 
ralis, Gentiana aurea, G. detonsa, Mertensia maritima, Statice Armeria, 
Plantago maritima, Glaux maritima. 

Som vanlig findes ogsaa her: Triticum repens, Festuca rubra, Poly- 
gonum aviculare, Potentilla Anserina, Galeopsis Tetrahit, Sonchus arvensis, 
flere ugræsplanter, som Siellaria media samt nogle faa fjeldplanter, som 
Silene acaulis, Salix hastata, Rhodiola rosea, Coeloglossum viride, Erigeron 
borealis. Specielt maa fra sandflaten nærmest stranden desuten nævnes: 
Draba incana, Sedum acre, S. annuum, Viola tricolor, V. arvensis var. 
sublilacina, Anthyllis Vulneraria, Linum, Arctostaphylos uva ursi, Gentiana 
campestris, Galium verum samt Epipactis atrorubens. 

I vest for Semnes ligger den lille ø Somnesoen. I det indre av 
een er der to heider, en nordligst paa 54m. og en sydligst paa 42m. 
Seerlig paa gens indside er der litt birkekrat. Vegetationen ligner i det hele 


den, der optrær paa strandflaten ved Somnes. Av særlig interesse var 


46 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


vegetationen paa terre berg og i sandviker paa utsiden, hvorfra skal an- 
føres: Avena pubescens, Carex glauca, Coeloglossum viride, Gymnadenia 
conopea, Epipactis atrorubens, Arabis. hirsuta, Draba incana, Arenaria ser- 
pyllifolia, Polygala vulgare, Anthyllis Vulneraria, Linum, Gentiana campestris, 
Erigeron borealis — altsaa en vegetation, der ganske svarer til den, der 
almindelig optrær paa kalkbergene i kyststrokene. I krattene saaes fleresteds 
frodige busker av Rosa glauca og À. mollis samt Polemonium coeruleum. 

Nord for Semneseen gaar der fra Torgfjorden ind en bugt, der deler 
sig 1 to arme, en i nordøstlig retning, Nordstremmen med fortsættelsen 
Kvervet, der danner grænsen mot Brønnøy herred, og en i sydlig retning, 
Sørstrømmen, der ender i Sørbotnet. Strandkantene er her meget leret 
og viser den for saadanne lokaliteter konstante flora av: G/yceria maritima, 
Agrostis alba, Calamagrostis neglecta, Carex salina, C. maritima, Scirpus 
uniglumis, S. rufus, Juncus Gerardi, Triglochin maritima, Salicornia her- 
bacea, Spergularia salina, Stellaria crassifolia, Atriplex hastatum, Gentiana 
aurea, G. Amarella, Glaux maritima, Plantago maritima og Aster Tri- 
polium. 

Paa det smale eid mellem Serstremmen og en sydvestlig arm fra 
Kvervet, Klaven, ligger Oianvandet. Vegetationen i og ved dette ligner 
ganske den, der er omtalt ovenfor fra Gjerdevand og ved Breekosen, nemlig: 
Nymphaea alba, Lobelia Dortmanna, Sparganium affine, Potamogeton natans, 
P. gramineus, P. perfoliatus, Hippuris, Myriophyllum alterniflorum ute i 
vandet, og ved breddene planter som Phragmites, Scirpus paluster, Carices 
(som C. Goodenoughii, C. canescens, C. Oederi, C. Hornchuchiana), Caltha, 
Comarum og andre almindelige sumpplanter samt Subu/aria aquatica. I krattet 
paa vandets østside saaes kystplanten Luzula silvatica, men paa kalkgrund 
like i neerheten ved vandets sydende under Grettemfjeldet Epipactis atrorubens 
og Erigeron acer. 

Syd for Grottemfjeldet gaar der i nordøstlig retning et dalfere langs 
Grottemelven opover til gaarden Jelmoen. 

Saavel under Grettemfjeldet op for gaarden Grettem som i de lavere 
partier langs elven er der kalkstrek med utpræget vegetation. Saaledes 
saaes paa veien til Grettem paa kalkgrus: Arabis hirsuta, Linum og Ophio- 
glossum og inde i krattene Lathyrus vernus, men særlig frodig viste vege- 
tationen sig i urene paa fjeldets østside op for Grettem. Her vokser der 
foruten birk endel hassel og flere almetrær og sammen med disse en vege- 
tation, der i frodighet kan jevnstilles med de planterikeste paa Helgelands 
kyst. Her skal kun nævnes endel av de mest karakteristiske: Aspidium 
Braun, Woodsia ilvensis, Equisetum hiemale, Avena pubescens, A. elatior, 


Calamagrostis Epigeios, Carex muricata, Allium oleraceum, Listera ovata, 


IOI4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 47 


Epipactis atrorubens, Moehringia trinervia, Silene rupestris, Thalictrum fla- 
vum, Actaea spicata, Turritis, Arabis hirsuta, Erysimum hieraciifolium, 
Barbarea stricta, Rosa glauca, Lathyrus vernus, Geranium Robertianum, 
Hypericum hirsutum, Circaea alpina, Asperula og Tanacetum vulgare. 

Tildels sammen med disse optrær de almindelige liplanter (store bregner, 
Milium, Campanula latifolia o. s. v.). 

Sparsomt viser derimot denne vegetation sig syd for Grottemelven paa 
nordestsiden av Holandsvandet, hvor der i de bratte gran- og birke- 
klædte lier findes nogle faa almetrær og spredt en og anden av de nævnte 
planter, som Ærigeron acer, Asperula, Geranium Robertianum, Hypericum 
hirsutum, Lathyrus vernus og Daphne. Op for disse lier ligger Viks hoieste 
fjeldparti Lysingen (648m.), hvorav stersteparten dannes av granit og 
er ganske nekent snaufjeld. Langs ostskraaningen mot Grettemelven er der 
dog gneis med længere kalkstrek, som ovenfor nævnt opover mot Jelmoen 
samt hoiere oppe i fjeldet ved Fjeldvandene. Kalkpartier findes ogsaa paa 
den anden side av aasen ovenfor Jelmoen, i det saakaldte Dalabotn oven- 
for Øvre Dale. Disse kalkpartier, hvori elver og bækker fleresteds for- 
svinder, er tildels dækket av mos og frodig almindelig livegetation, birk 
og granskog, men indimellem dukker op en og anden av de for kalkgrun- 
den karakteristiske planter, som Asplenum viride, A. Trichomanes, Aspidium 
Brauni, Hypericum hirsutum og sammen med almetrær Asperula, Lathy- 
rus vernus og Moehringia trinervia. 

Paa myrene i Dalabotnet fandtes Rhynchospora alba. 

Fra Dalabotnet er der overgang over Seeterfjeldet til Velfjorden. 

Om kalkfeltene øverst paa fjeldet er talt under Velfjorden (side 29 
ovenfor). 

Vegetationen indover Ursfjorden fra Frilstad av, syd for Holandsvand, 
syntes ganske at svare til de omtalte trakter i Vik. Paa stranden utover 
til Hombornes saaes kun de almindelige strandplanter, og liene syntes kun 
bevokset med birk og gran med sedvanlig vegetation. Længere indover 
skal der fleresteds forekomme alm og da rimeligvis en større eller mindre 
del, av dens felgeplanter. Dette er ogsaa tilfældet i den lille fjordarm 
Gravfjorden, der fra Ursholmen gaar ind til Hongsetsteene i nordøstlig 
retning. Her saaes fleresteds alm og hassel i urene og i en saadan paa 
vestsiden nær fjordbunden bemerkedes: Aspidium Braunii, Woodsia il-: 
vensis, Epipactis atrorubens, Geum urbanum, Lathyrus vernus, Hypericum 
quadrangulum, Asperula sammen med birk, alm og hassel samt sedvanlige 
liplanter. 

Indenfor Gravenfjorden, omgit av Gravtinden (424 m.), Sausfjel- 


det og Kromfjeldet (398 m.), ligger Hongsetbygden, der regnes til 


48 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Vik, skjønt den naturligere hører til Velfjorden. Her er der endel fjeld- 
gaarder, flere smaavand, gran- og birkeklædte lier, i det hele en natur 
og vegetation ganske svarende til de tilstotende trakter indenfor Serfjorden 
i Velfjorden. Underlaget er ogsaa her i de lavere strek glimmerskifer og 
marmor med en ganske dertil svarende vegetation, saaledes: Phegopteris 
Robertiana, Woodsia ilvensis, Asplenum viride, Aspidium Lonchitis, A. 
Braunii, Calamagrostis Epigeios, Carex digitata, Epipactis atrorubens, Allium 
oleraceum, Convallaria majalis, Draba incana, Arabis hirsuta, Hypericum 
quadrangulum, Gentiana campestris, Veronica fruticans, Erigeron acer. 

Ved Krummen og Forbergskog forekommer der nogle almetrær og 
mellem Hongset og Fuglvasli enkelte hasselbusker. Ogsaa her saaes paa 
myrene (f. eks. ved Krummen) Rhynchospora alba. 

Floraen oppe paa fjeldene var yterst triviel. Saaledes er Sausfjel- 
det, hvorpaa jeg steg op fra Fuglvasli, oventil næsten flatt, med mindre 
fordypninger, optat av smaavand (hvori saaes Sparganium affine (?) og 
Isoetes) og moltemyrer med sedvanlig myrvegetation, samt med de aller 


almindeligste lyng og fjeldgræs paa heien. 


Brønnøy herred. 


Herredet støter mot vest til havet, omgives mot øst av Velfjorden og 
Viks herreder og mot syd av Vik. Dets utstrækning fra nord mot syd er 
ca. 28.5 km. og fra øst til vest (ut til skjærene) 43.5 km. Av dets areal 
104.3 km? er 46.1 km.? øer. Fastlandet bestaar av en halvø mellem Torg- 
fjorden og Velfjorden, hvorav den første utsender nogle dyptgaaende armer, 
Trælviken, Urstabviken og Skilbotn. 

I geologisk henseende dannes herredet av glimmerskifer tildels med 
marmor, av granit og gneis. Av glimmerskifer med spredte marmorlag 
dannes halvøen fra Hornsnesset til eidet mellem bunden av Skilbotn og 
gaarden Eidet. Syd herfor dannes det lavere forland av glimmerskifer, de 
indre fjeldstrækninger for det meste av gneis. Paa øene dannes ogsaa i 
regelen lavlandet av glimmerskifer med marmorfelter, de hgiere partier av 
gneis eller granit. | 

Jordsmonnet bestaar paa fastlandet og de større eer av sand, dækket 
av et torv- eller muldlag. Iflg. HELLAND utgjor aker og eng 8.4 km.?, 
skog 20 km.?, resten (122 km.?) bestaar av utmark og snaufjeld. Der dyr- 
kes korn til omtrent én mil fra kysten og i regelen blir det modent. Det 
bedst opdyrkede og bebyggede land er skiferfeltene i det lavere forland og 
indover dalforene. Fleresteds paa fastlandet og de større eer er der til- 


dels vidtstrakte myrpartier, der lot sig opdyrke. Disse og græsliene under 


IQT4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 49 


fjeldsidene paa fastlandet er tilstrækkelige til behovet som slaatteland og 
havnegang. 

Skogen dannes paa fastlandet av birk og paa enkelte steder er der 
litt furu og gran. Paa de større oer er der tildels frodig birkekrat. 

I botanisk henseende er bedst undersekt den nordlige del av fast- 
landet indtil streket Skilbotnet—Eidet samt de større eer Torgeen, Sauren 
og den lille e Kvaleen. 

Torgeen er maaske at betragte som en samling av sterre og mindre 
eer, der kun ved fjare er forbundet med hinanden, medens de ellers ad- 
skilles ved valer og smaafjorder. Tilsammen utgjor de 16.8 km.?. I den 
sondre del er der to fjeldpartier, skilt ved Vistvaagen, Vikerfjeldet 147 m. 
vestligst og Torghatten (260 m.) med det bekjendte Torghathul estligst. 
Heidepartiene dannes av granit, medens de lavere partier tilhører glimmer- 
skifer-marmorformationen. Det interessanteste terræn i botanisk henseende 
synes at være partiene fra Skaret og Nordhus over mot Tofte i den nord- 
lige del av øen. Under heidedraget er der her tildels frodig birkekrat og 
op for Skaret nogle hasselbusker. 

Av vegetationen i krattene og paa skifer-kalkbergene skal efter Nor- 
MANS undersekelser og mine optegnelser anføres:  Polypodium vulgare, 
Phegopteris polypodioides, Phegopteris Dryopteris, Athyrium Filix femina, 
Pteridium aquilinum, Equisetum pratense, E. silvaticum, Juniperus, Antho- 
xanthum, Aira flexuosa, Avena pubescens, Agrostis vulgaris, Dactylis, Carex 
digitata, C. glauca, C. capillaris, C. pallescens, Luzula pilosa, L. campestris, 
Convallaria majalis, Polygonatum verticillatum, Paris quadrifolia, Listera 
ovata, Platanthera bifolia, Orchis masculus, Salix caprea, S. pentandra, S. 
hastata, S. phylicifolia, S. nigricans, Polygonum viviparum, Rumex Aceto- 
sella, Plantago lanceolata, Hieracia, Ajuga pyramidalis, Prunella, Stachys 
silvaticus, Euphrasia officinalis (coll.), Bartschia, Melampyrum silvaticum, M. 
pratense, Veronica Chamaedrys, Gentiana campestris, Trientalis europaea, Pyrola 
rotundifolia, P. minor, Arctostaphylos alpina, A. Uva ursi, Campanula rotundi- 
folia, Saussurea alpina, Antennaria dioica, Solidago Virga aurea, Erigeron 
borealis, Hieracia, Knautia arvensis, Galium boreale, Viburnum, Anthriscus 
sylvestris, Pimpinella Saxifraga, Carum, Saxifraga aizoides, S. oppositifolia, 
Sedum annuum, Alchemilla vulgaris (*acutidens, *vestita, *alpestris), Alche- 
milla alpina, Rosa mollis, KR. glauca, Ulmaria pentapetala, Geum rivale, 
Rubus saxatilis, Prunus Padus, Vicia Cracca, V. sepium, V. silvatica, La- 
thyrus pratensis, L. vernus, Lotus, Anthyllis Vulneraria, Geranium. sil- 
vaticum, Linum, Polygala vulgare, Hypericum quadrangulum, Arenaria ser- 


pyllifolia, Sagina procumbens, Silene acaulis, Melandrium silvestre, Viola 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 4 


50 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


tricolor, V. canina, Empetrum, Draba incana, Arabis. hirsuta, Thalictrum 
alpinum. 

Hertil kommer lyngvegetationen med Vaccinium Myrtillus, V. uligino- 
sum, V. Vitis idaea, Calluna, Empetrum, Cornus suecica, Festuca ovina. 

Paa fugtige steder optrær planter, som: Zquisetum palustre, E. 
arvense, Alopecurus geniculatus, Calamagrostis neglecta, Carex Goodenoughn, 
C. capillaris, C. flava, C. Oederi, C. Hornschuchiana, C. diandra, Equise- 
tum angustifolium, E. latifolium, E. vaginatum, E. alpinum, Scirpus cespt- 
losus, S. pauciflorus, Juncus alpinus, J. lamprocarpus, J. triglumis, Tofieldia, 
Orchis maculatus, O. cruentus, Triglochin palustris, Salix aurita, Betula 
nana, Myrica Gale, Lychnis Flos cuculi, Montia fontana, Caltha, Thalictrum 
alpinum, Rubus Chamaemorus, Comarum, Parnassia, Droserae, Viola palu- 
stris, Vaccinium uliginosum, V. Oxycoccus, Menyanthes, Pedicularis palustris, 
Valeriana excelsa, Galium palustre, Cirsium palustre, C. heterophyllum, Crepis 
paludosa. 

Av engfloraen skal foruten flere av de nævnte anføres: oa praten- 
sis, Festuca rubra, Aira cespitosa, Rumex Acetosa, Rhinanthus minor, Po- 
tentilla erecta, Trifolium repens, T. pratense, Ranunculus acer. 

Ved beboede steder kan desuten anføres: Triticum repens, Juncus 
bufonius, Polygonum aviculare, Rumex domesticus, Chenopodium album, Stel- 
laria media, Ranunculus repens, Galeopsis Tetrahit, Plantago major, Matri- 
caria inodora og Cirsium lanceolatum. 

Av strandkantenes flora skal specielt nævnes: Elymus, Triticum re- 
pens, Festuca rubra, Atropis maritima, Agrostis stolonifera, Carex salina, 
C. incurva, Scirpus rufus, S. uniglumis, Juncus Gerardi, Triglochin mari- 
tima, Orchis incarnatus var., Atriplex hastatum, A. patulum, Spergularia 
salina, Silene maritima, Cochlearia officinalis, Potentilla Anserina, Ligusti- 
cum scoticum, Archangelica littoralis, Glaux maritima, Plantago maritima, 
Gentiana aurea, Statice Armeria, Galium Aparine. 

Naar hertil føjes træene Sorbus Aucuparia og Alnus incana, der findes 
spredt i birkekrattene, er paa det nærmeste nævnt plantene i eens midt- 
parti. 

Desuten skal fra Ytervandet og Storvandet specielt nævnes: Carex 
paradoxa og Scirpus Tabernaemontani (nordgrænse), fra kalklag mellem 
Torget og Lavolden næsten i havets nivaa Carex rupestris og Erigeron 
borealis i selskap med Æpipactis atrorubens, Linum, Polygala vulgare og 
flere av de for lignende lokaliteter anforte eiendommelige planter. 

Under selve Torghatfjeldet er der birkekrat med temmelig frodig 


vegetation av almindelige kratplanter, hvoriblandt ogsaa Lathyrus vernus. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. ll. 51 


Fra selve Torghathullet (ca. 140 m. o. h.) skal anføres: Aspidium spi- 
nulosum, A. Filix mas, Athyrium Filix femina, Poa nemoralis, Festuca 
ovina, Urtica dioica, Oxyria digyna, Rumex Acetosa, Silene maritima, Me- 
landrium | silvestre, Stellaria nemorum, Ranunculus acer. Rhodiola | rosca, 
Rubus idaeus, Alchemilla alpina, Geranium | silvaticum, Oxalis, Epilobium 
angustifolium, Archangelica littoralis, Ligusticum scoticum, Anthriscus sil- 
vestris, Valeriana excelsa, Solidago Virga aurea, Taraxacum sp. — samt 
et par smaa skud av rogn og asp. 

Floraen stemmer altsaa med den, der findes i krattene nedenfor, med 
tillæg av et par strandplanter. 

Oppe paa selve Torghatfjeldet er der en meget triviel flora, hvorav 
skal nævnes: Aira flexuosa v. montana, Festuca ovina, Carex rigida, Jun- 
cus trifidus, Luzula spicata, Cornus suecica, Arctostaphylos alpina, A. Uva 
ursi, Azalea procumbens, Vaccinium uliginosum, Rubus Chamaemorus, Me- 
lampyrum pratense, M. silvaticum, Trientalis europaea — samt et litet 
rognetre. 

Vest for Torgoens nordparti ligger øen Sauren (7.4 km.?) Her er 
der flere paa langs gaaende aasrygger, hvorav den hoieste, Hollænderheia, 
naar op til 72m., med mellemliggende myrpartier. Under aasene, særlig 
i sydpartiet henimot Aspeen, er der litt birkekrat. Heriblandt saaes: 
Aspidium Braunii, Platanthera bifolia, Listera ovata, Epipactis atrorubens, 
Actaea, Hypericum hirsutum, Geranium Robertianum, Viburnum. | Storste- 
delen av een tilhører marmor-glimmerskiferformationen. Nær Sauren gaard 
saaes paa kalkgrund: <Adhum oleraceum, Draba verna og Stenophragma 
Thalianum sammen med Viola tricolor, Draba incana og Sedum annuum. 
Paa kalkgrund vokser rimeligvis ogsaa Orchis masculus, Erigeron borealis 
og Saussurea, der av NORMAN angives for oen. Fra myrsumpene skal an- 
feres Carex paradoxa. Ellers saaes paa oen kun trivielle planter. 

Ost for Nordhus paa Torgeen ligger den lille o Kvaloen (0.4 km.?). 
Ved vaager er denne nesten delt i to halvdeler, hvorav den vestre for 
storste delen er opdyrket. Ogsaa denne tilherer glimmerskifer-marmor- 
formationen og vegetationen stemmer ganske med den ret over paa Torg- 
een: endel sydlige planter med fjeldplanter, hvorav her blot skal nævnes: 
Orchis masculus, Arenaria serpyllifolia, Anthyllis, Rosa mollis, R. glauca, 
Polygala vulgare, Viola canina, Linum, Hieracium Pilosella var. og flere 
interessante arter av denne slegt og i selskap med den førstnævnte nær 
nordestspidsen Dryas og Erigeron borealis samt Salix reticulata sammen 
med endel av de nævnte planter oppe paa heiden av den østre halvdel av 
een. Ogsaa paa denne ø findes der litt birkekrat. 


52 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Ost for Kvaleen ligger den lille langstrakte e Hesteen (0.5 
km.?). Herfra skal efter Normans og egne undersokelser anføres: Azra 
flexuosa, Poa alpina, P. trivialis, P. pratensis, Festuca ovina, Carex 
panicea, C. pallescens, C. Hornschuchiana, Scirpus cespitosus, Triglochin 
palustris, Platanthera bifolia, Urtica dioica, Silene acaulis, Arenaria ser- 
pyllifolia, Draba incana, Rhodiola rosea, Saxifraga oppositifolia, S. aizoides, 
Potentilla verna, P. erecta, Alchemilla alpina, Lotus, Trifolium pratense, T. 
"hens, Vicia sepium, Geranium | silvaticum, Polygala vulgare, Empetrum 
(dominerende), Viola canina, Pyrola rotundifolia, Primula scotica, Trientalis, 
Prunella, Myosotis arvensis, Veronica Chamaedrys, V. officinalis, V. ser- 
pyllifolia, Plantago major, Galium palustre, G. boreale, Succisa, Erigeron 
borealis, Antennaria dioica — samt av strandplanter: Atropis maritima, 
Elymus arenarius, Scirpus uniglumis, Triglochin maritima, Potentilla Anse- 
rina, Angelica littoralis, Statice Armeria og Aster Tripolium. 

Man har altsaa ogsaa her en lignende flora som paa Torgeen: sydlige 
planter sammen med fjeldplanter paa bergknauser til havets nivaa og ellers 
en temmelig triviel flora paa torvmyrlandet og paa strandkantene. 

Fastlandet. Underlaget paa den smale odde ved Bronnosundet, 
hvor kirken ligger, mellem sundet og Trælviken og paa den dermed ved 
et smalt eid forbundne halve Haugen er kalk og glimmerskifer. Vege- 
tationen er derfor i det hele overensstemmende med den, der er omtalt 
paa øene. Under haugene og bergknattene er der litt krat, særlig av birk. 

Fra kirkestedets omgivelser og Haugen skal efter Normans og mine 
egne undersokelser anføres fra de torre bakker og knauser:  Polypodium 
vulgare, Woodsia ilvensis, W. alpina, Cystopteris fragilis, Asplenum Tricho- 
manes, A. viride, Botrychium Lunaria, Juniperus, Festuca ovina, F. rubra, 
Poa alpina, P. pratensis, Avena pubescens, A. pratensis, Aira flexuosa, An- 
thoxanthum, Carex glauca, C. ornithopus, C. digitata, Luzula campestris, 
Allium oleraceum, Convallaria majalis, Orchis masculus, Platanthera bifolia, 
Gymnadenia conopea, G. albida, Coeloglossum viride, Listera ovata, Epipactis 
atrorubens, Salix reticulata, S. hastata, Rumex Acetosella, Polygonum vivi- 
parum, Silene acaulis, Sagina procumbens, S. nodosa, Arenaria serpyllifolia, 
Cerastium glomeratum, C. vulgare, Arabis hirsuta, Draba incana, Rhodiola, 
Sedum annuum, S. acre, Saxifraga oppositifolia, S. aizoides, S. nivalis, 
S. cespitosa, Dryas (Hauoen), Rubus saxatilis, Fragaria vesca, Potentilla 
verna, Sibbaldia, Alchemilla alpina, A. vulgaris (*pubescens, *acutidens, *al- 
pestris, *filicaulis, *vestita), Rosa glauca, R. mollis, Anthylis Vulneraria, 
Vicia Cracca, Geranium Robertianum, Linum, Polygala vulgare, Empetrum, 
Viola tricolor, V. canina, Epilobium collinum, Pimpinella Saxifraga, Vacci- 


nium Vitis idaea, Arctostaphylos Uva ursi, Calluna vulgaris, Primula scotica, 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 53 


Gentiana campestris, Myosotis arvensis, Bartschia alpina, Euphrasia offici- 
nalis (coll.), Plantago lanceolata, Galium boreale, Knautia arvensis, Campa- 
nula rotundifolia, Antennaria dioica, Saussurea, Erigeron borealis, Leonto- 
don autumnalis, Crepis tectorum, Hieracia saasom H. hyperboreum og flere, 
hvorom henvises til plantefortegnelsen. 

Fra krattene kan desuten anfores: Phegopteris polypodioides, Ph. Dry- 
opteris, Athyrium Filix femina, Aspidium spinulosum, Equisetum silvaticum, 
Agrostis vulgaris, Calamagrostis purpurea, Aira cespitosa, Melica nutans, 
Poa nemoralis, Dactylis, Triticum caninum, Luzula pilosa, Polygonatum 
verticillatum, Parts quadrifolia, Betula pubescens (lavt krat), Alnus incana, 
Salix pentandra, S. caprea, S. nigricans, Populus tremula, Anemone nemo- 
rosa, Hypericum perforatum, H. quadrangulum, Geranium silvaticum, Oxalis, 
Prunus Padus, Ulmaria pentapetala, Geum rivale, Rubus idaeus, Sorbus 
fennica, Lotus corniculatus, Lathyrus pratensis, Vicia sepium, V. silvatica, 
Viola canina, Epilobium montanum, Anthriscus silvestris, Pyrola rotundifolia, 
Trientalis, Polemonium coeruleum, Veronica Chamaedrys, V. officinalis, Me- 
lampyrum silvaticum, M. pratense, Linnaea, Solidago Virga aurea, Hieracia. 

Især paa fugtig grund (beekker, smaavand, myrer, torvbund) forekommer 
særlig: Blechnum Spicant, Equisetum arvense, E. pratense, E. palustre, 
Selaginella selaginoides, Alopecurus geniculatus, Agrostis vulgaris, Calam- 
agrostis neglecta, Carex dioica, C. pauciflora, C. pulicaris, C. diandra. C. 
paradoxa, C. canescens, C. stellulata, C. Goodenoughit, C. panicea, C. sparsi- 
flora, C. capillaris, C. flava, C. Oederi, C. Hornschuchiana, Scirpus cespi- 
tosus, Eriophorum latifolium, E. angustifolium, E. vaginatum, Juncus tri- 
glumis, J. filiformis, J. lamprocarpus, Triglochin palustris, Orchis maculatus, 
O. cruentus, Coralliorrhiza, Salix aurita, Lychnis flos cuculi, Stellaria crassi- 
folia (ogsaa et stykke fra sjeen) Thalictrum alpinum, Caltha, Comarum 
palustre, Potentilla erecta, Saxifraga aizoides, Viola palustris, Vaccinium 
uliginosum, Myosotis cespitosa, Prunella vulgaris, Ajuga pyramidalis, Pedi- 
cularis palustris, Pinguicula vulgaris, Galium palustre, G. uliginosum, Cir- 
sium heterophyllum, C. palustre, Crepis paludosa. 

Fra engene skal foruten almindelige engplanter og endel av de fra tor 
eller fugtig grund anførte kun særskilt nævnes Heracleum sibiricum. 

Paa strandkanter findes især: Æuppra rostellata (i en vik paa østsiden 
av halvøen, Norman), Agrostis stolonifera, Atropis maritima, Triticum re- 
pens, Elymus arenarius, Carex Oederi, Scirpus rufus, S. uniglumis, Juncus 
compressus “Gerardi, J. balticus, Triglochin maritima, Atriplex hastatum, 
A. patulum, Spergularia canina, Stellaria media, S. crassifolia, Potentilla 
Anserina, Ligusticum scoticum, Glaux, Myosotis cespitosa, Plantago maritima, 
Aster Tripolium. 


54 (OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Ved beboede steder: almindelige ukrudsplanter som Poa trivialis, P. 
annua, Urtica dioica, Polygonum aviculare, Chenopodium album, Stellaria 
media, Thlaspi arvense, Capsella Bursa pastoris, Ranunculus repens, Plan- 
tago major, Matricaria inodora, Carduus crispus, Cirsium lanceolatum (ved 
veikanter). 

Særskilt skal nævnes, at der paa stranden ved Tautra fandtes et par 
eksemplarer av Veronica hederifolia sammen med Stellaria media og T hlaspi — 
arvense. 

Den omtalte flora fortsætter mere eller mindre rikholdig paa skifer- 
kalkgrund eller myrer nordover mot Salhus. Ved veien mellem Salhus og 
Mossem fandtes blandt andre Salices (Salix lapponum, S. aurita, SS. nigri- 
cans) ogsaa Salix myrsinites (eller S. myrsinites X nigricans). Ved veien 
mellem Mossem og Tilrem vokser der litt hassel blandt birk, vidje og or. 

I det nærliggende Tilremsvand vokser /ris Pseudacorus (allerede 
anført herfra av HELTZEN, se s. 2 ovenf.) i mængde. 

Fra strandklippene ved Tilrem markedsplads paa skifer eller kalk skal 
anføres: Arenaria serpyllifolia, Arabis hirsuta, Anthyllis, Linum, Veronica 
fruticans og Erigeron borealis samt henimot Tilremsvandet sammen med 
den forstnzevnte Stenophragma Thalianum og Draba verna. 

Fra flaten ved Tilrem skal kun anføres:  Erysimum cheiranthoides 
(i en aker), Hreracium Pilosella var., H. cochleatum, Cirsium palustre og 
C. lanceolatum foruten almindelige eng-, myr- og ugræsplanter. 

Av særlig interesse er vegetationen under Tilremshatten og Mos- 
aksla. Den forste av disse er en forholdsvis lav og jevnt skraanende 
aasryg (325 m.), skog- og kratbevokset til toppen, Mosaksla derimot er et 
helt fjeldparti, der har steile skrenter særlig mot vest og syd, naar med 
sin højeste top op til 522m., er oventil træløs og der væsentlig torv- 
dækket. Det geologiske underlag er glimmerskifer med kalkstrøk i skren- 
tene. Imellem de nævnte fjeld ligger Tilremsdalen. Tilremshatten er alle- 
rede fra gammel tid kjendt for sin planterikdom (se s. 2 ovfr.). 

Fra urene og liene under begge fjeld skal av trær og busker nævnes: 
birk, der i liene til ca. roo m. o. h. danner tildels vakker skog, older, vidje- 
arter (S. pentandra, S. caprea, S. nigricans, S. glauca i lavlandet), asp, heg, 
rogn, alm og hassel, begge disse i mængde, især i sydliene, under begge 
fjeld (130—170 m. o. h.) samt korsved og ribs. Sammen med rogn og has- 
sel fandtes heit oppe under Mosaksla i en ur, hvorover der oftere gaar 
skred, et over uren utbredt lavt krat av lind, der ei er fundet sikkert vildt- 
voksende laenger nord end Sendmere. 

Fra urene og liene i selskap med de nævnte trær og busker skal 


nævnes:  Polypodium vulgare, Phegopteris polypodioides, Ph. Dryopteris, 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 55 
22 


Athyrium Filix femina, Aspidium Lonchitis, A. Braunii, A. Filix mas, 
A. spinulosum, A. dilatatum, Asplenum Trichomanes, A. viride, A. Ruta 
muraria (under Mosaksla), Woodsia ilvensis, IV. alpina, Cystopteris fragilis, 
Blechnum, Struthopteris, Pteridium aquilinum, Equisetum silvaticum, Juni- 
| perus, Phalaris arundinacea, Anthoxanthum, Agrostis, Calamagrostis purpu- 
rea, C. Epigeios, Milium, Aira cespitosa, A. flexuosa, Avena pubescens, 
Melica nutans, Poa pratensis, P. nemoralis, P. glauca, Dactylis, Festuca 
rubra, Carex digitata, C. pilulifera, C. sparsiflora, C. glauca, Luzula pilosa, 
L. silvatica (især Tilremshattens østside mot Mossem), L. campestris, Con- 
vallaria majalis, Polygonatum verticillatum, Paris, Allium oleraceum, (Nar- 
thecium), Orchis maculatus, Platanthera bifolia, Listera ovata, L. cordata, Epi- 
pactis atrorubens, Urtica dioica var., Melandrium silvestre, Arenaria serpyllifolia, 
Moehringia trinervia, Cerastium alpinum, Thalictrum flavum, Anemone nemo- 
rosa, Aconitum, Actaea, Ranunculus acer, R. auricomus, Turritis, Arabis hirsuta, 
Draba incana, Erysimum hieraciifolium, Rhodiola rosea, Sedum annuum, 
Saxifragum Cotyledon, S. oppositifolia, S. aizoides, Ulmaria pentapetala, 
Geum rivale, G. urbanum, G. intermedium, Rubus idaeus, Fragaria vesca, 
Potentilla erecta, P. verna, Alchemilla alpina, A. vulgaris (*vestita, *acutt- 
dens, *glomerulans), Rosa glauca, R. mollis, Anthyllis, Lotus corniculatus, 
Vicia Cracca, V. sepium, V. silvatica, Lathyrus vernus, L. pratensis, Gera- 
nium silvaticum, G. Robertianum, Oxalis, Linum, Polygala vulgare, Empe- 
trum, Hypericum hirsutum, H. quadrangulum, H. perforatum, Viola Rivi- 
mana, V. canina, Daphne Mezereum, Epilobium angustifolium, E. montanum, 
E. collinum, Circaea alpina, Carum Carvi, Conopodium denudatum (under 
Tilremshattens estside), Angelica silvestris, Anthriscus silvestris, Pimpinella 
Saxifraga, Cornus suecica, Pyrola rotundifolia, P. minor, P. secunda, Vac- 
cintum Vitis idaea, V. Myrtillus, V. uliginosum, Arctostaphylos Uva ursi, 
Calluna vulgaris, Trientalis, Gentiana campestris, Origanum (tildels i mængde), 
Stachys silvaticus, Scrophularia nodosa, Linaria vulgaris, Veronica Chamae- 
drys, V. officinalis, Melampyrum pratense, M. silvaticum, Galium boreale, 
Asperula, Linnaea borealis, Valeriana excelsa, Succisa pratensis, Campanula 
rotundifoha, C. latifolia, Erigeron acer, E. borealis, Solidago, Achillea Mille- 
folium, Tanacetum vulgare, Crepis paludosa, Taraxacum officinale, Leontodon 
autumnalis, Hieracia. | 

Man ser av denne fortegnelse, at her optrær en blanding av li- og ur- 
planter. De sidste findes tildels ublandet i sydlienes urer og i krat av 
hassel og alm, hvorimot i fugtige lier blandt birk og mos liplantene og paa 
enkelte steder lyngvegetationen blir mest fremtrædende. Paa estskraaningen 
mot Mossem trænger en hel del myrplanter (med Narthecium og Blechnum) 


heit op i liene. Her er det ogsaa, at især vestlige planter som Zuzula 


56 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


silvatica, Conopodium denudatum og Aspidium Braunii optreer, likesom der 
ogsaa her findes nogle furutrær. 

Et og andet grantræ findes ogsaa under Tilremshatten og Mosaksla. 

Øverst paa fjeldene er der kun en triviel vegetation. Tilremshatten 
er skogklædt tiltops med almindelig lyng- og skogbundsvegetation øverst 
oppe, og oppe paa Mosaksla er der torvmyr og lyngmark. 

Øverst paa skrenten mot Tilremsdalen saaes paa Mosaskla Veronica 
Jruticans, fra heiden ovenfor Lund kan av almindelige fjeldplanter nævnes: 
Carex lagopina, C. rigida, C. brunnescens, C. Buxbaumit, Aira alpina, Lu- 
sula spicata, Saxifraga stellaris, Sibbaldia, Gnaphalium | supinum | foruten 
lyngartede vekster (som Diapensia, Azalea, Arctostaphylos alpina). 

Mosaksla fortsætter mot syd som en smal ryg, der ender i Ramtin- 
den (321 m.) op for gaarden Skille. Vegetationen taper paa denne stræk- 
ning efterhaanden i interesse, idet der under aasene optreer litt birkeskog 
med indblandet hassel paa fugtig undergrund, hvori myrvegetationen fra 
de underliggende vidtstrakte Skaaremyrer traenger op. 

Paa kalkterræn ved Skilbotnet saaes endel av de for dette underlag 
karakteristiske planter, som: Avabis hirsuta, Draba incana, D. hirta, Poly- 
gala vulgare, Hypericum quadrangulum, Linum, Gentiana campestris, Eri- 
geron acer. 

Nord for Tilrem er der paa vestsiden av Mosaksla et flatt myrlaendt 
forland indtil det 1 km.” store Movatn. Nord for dette er landet frem- 
deles myrlændt, men har et par mindre fjeld: Hornsveddin (163 m.) og 
nordligst ved odden Skotfjeld (92 m.). 

Paa strækningen mellem Lund og Horn er der dog her flere kalkpartier 
med endel hasselkrat og tildels frodig og eiendommelig vegetation. Av 
denne skal nævnes: Asplenum viride, Carex digitata, Epipactis, Arenaria 
serpyllifolia, Arabis hirsuta, Rosa mollis, R. glauca, R. cinnamomea, An- 
thyllis, Lathyrus vernus, Linum, Polygala vulgare, Hypericum hirsutum, 
H. quadrangulum, Mercurialis perennis, Erigeron acer, E. borealis. 

Syd for Skilbotnet er der vestligst et omtrent 1 km. bredt forland, 
der væsentlig bestaar av myrstrækninger og sandmoer, medens der bak 
disse er en i sydvestlig retning gaaende fjeldryg paa grænsen mot Vel- 
fjorden og Vik herreder, hvis heieste top er Hestfeldet (nordtoppen 
583 m.) og sydligste er Trælneshatten (565 m.). 

Mot vest er disse fjeld meget_steile med flaug optil og svære urer 
nedtil. Underlaget er gneis eller skifer. Oppe' paa Trælneshatten, 
der besteges fra østsiden ad en jevn helding ovenfor lille Reinfjord, var der 
kun en triviel vegetation med mestendels lyngplanter og almindelige græsarter. 


I birkekrattet under fjeldet fandtes paa fugtig mosebund Luzula silvatica og 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSØKELSER I HELGELAND. II. 57 


ellers en vegetation, der ganske stemmer med lignende lokaliteter under 
det ret over liggende Sømnesfjeld i Vik (Blechnum, Narthecium, Carices), 
dog uten omtrent alle der forekommende boreale planter (se s. 43 flg. ovfr.). 
i Floraen paa de lerede strandbredder ved Trælnes og Nordstrømmen 
stemmer ogsaa ganske med den fra Sømnes og Sørstrømmen anførte 
(Atropis maritima, Agrostis stolonifera, Carex maritima, C. salina, Scirpus 
uniglumis, Triglochin maritima, Salicornia, Spergularia salina, Gentiana 
aurea, G. Amarella, Plantago maritima, Glaux, Aster Tripolium, smlgn. 


s. 46 ovfr.). 


Vega herred. 


Herredet bestaar kun av eer. Den største av disse, selve gen Vega, 
er 116.4 km.?, fra nord mot syd 13.5 km. lang og fra est mot vest r1 km. 
paa det bredeste. Paa nord- og sydsiden er der endel mindre bugter. I 
den sydvestlige del av øen er der en temmelig høi fjeldstrækning, der er 
skarpt avgrænset mot flatlandet. Hoiest er fjeldrækken mellem gaardene Floa 
og Næpsundet. Her har man fra øst av Floakslen 257 m., Vikatinden 
(658m) og forbundet med disse ved en skarp av kløfter avbrutt ryg 
Troldtinden (797 m., øens heieste punkt). Skrentene av disse er 
meget steile, tildels lodrette klippevægger, eller dækket av ur. Nord for 
dette fjeldparti gaar der ind en botndal forbi gaarden Moen ind til Ok- 
vandet, der ved et heidedrag skilles fra gaarden Vegdalen paa vestsiden. 
Nord for botndalen ligger fjeldpartiet Gulsvaagfjeldet, hvis hoieste top 
er 732m. Dettes vestside fra Vegdalen til Sundsvoll er en steil fjeldvæg 
med ur, medens de øvrige sider er forholdsvis jevne og klædt med mos 
og lyng. 

I den sydøstlige del av øen er der en forholdsvis lav fjeldstrækning 
mellem gaardene Kjul og Hestviken (høidepunktet Kjulsveten 274 m.). 
Ellers findes der omkring i det nogenlunde jevne lavland endel lavere 
aaser. 

Det vestlige heiland dannes av granit, medens det øvrige tilhører glim- 
merskifer-marmorformationen. 

Jordsmonnet er dels myr, dels sand. Myrstrækninger optar største- 
delen av flatlandet. Saaledes er der et omtrent sammenhængende myrland 
fra den omtalte botndal ved Moen over mot Rørøen og Gladstad preste- 
gaard og ellers spredt mellem knausene smalere myrstrækninger. Sand- 
moer findes navnlig paa øens sydparti ved Eidem, Vika og Floa, især ved 
de sidstnævnte gaarder, hvor der har dannet sig flyvesandspartier. 


Spredt findes der endel smaavand (størst Floavand 0.8 km.?). 


58 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Av skog er der næsten ingen i Vega herred. Nævnes ber der først 
og fremst en liten frodig furuskog ved pladsen Moen under Eidem paa 
eens sydside. I den dype botndal indenfor gaarden Moen nord for Trold- 
tinden findes ogsaa spredt nogle faa furutrær, likesom der ogsaa paa vest- 
siden av øen under fjeldet findes et og andet forkrøblet furutræ og endel 
stubber. Nogle faa smaa grantrær findes der nær Gladstad i øens midt- 
parti. Ellers er der fleresteds krat, særlig av birk. Næsten skogdannende 
er dette ved Eidem og Gladstad, sidstesteds ogsaa litt olderkrat. Litt smaa- 
krat av birk er der ogsaa fleresteds paa knausene og smaa-aasene rundt 
om i myrlandet. Det samme er ogsaa tilfældet paa de andre større øer, 
Igergen, Grimsøen og Ulvingen, hvorom nedenfor. 

Ifølge HELLAND utgjer i herredet skogen 5.0 km.?, aker og eng 6.9 km? 
og utmarken 135.4 km.”, Fleresteds, særlig i det indre av hovedøen, er der for- 
holdsvis godt myrjordlag over sandbunden, saa der kan dyrkes saavel havre 
som byg, medens der paa de fleste mindre øer kun ligger et tyndt torvjordlag 
over stenene. Store deler av det uopdyrkede land benyttes dog som slaatte- 
land og havnegang. 

Floraen paa selve øen Vega er forholdsvis godt undersøkt saavel 
av NORMAN som mig selv. 

Myrene. Av vegetationen paa disse skal anføres: Blechnum, Equi- 
setum palustre, Alopecurus geniculatus, Agrostis vulgaris, A. canina, Calam- 
agrostis neglecta, Poa trivialis, P. annua, Molinia coerulea, Carex dioica, 
C. pauciflora, C. chordorrhiza, C. canescens, C. stellulata, C. Goodenoughit, 
C. irrigua, C. limosa, C. panicea, C. sparsiflora, C. capillaris, C. flava, C. 
Oederi, C. Hornschuchiana, C. rostrata, C. lasiocarpa, Scirpus pauciflorus, 
S. cespitosus, Eriophorum alpinum, E. vaginatum, E. angustifolium, E. lati- 
folium, Triglochin palustris, Juncus filiformis, J. triglumis, J. supinus, J. 
lamprocarpus, J. bufonius, Luzula multiflora, Tofieldia palustris, Narthecium 
ossifragum, Orchis maculatus, O. cruentus (angustifolius, Norman), Myrica 
Gale, Salix aurita, S. lapponum, S. glauca, Betula nana, Montia, Lychnis 
Flos cucuh, Sagina procumbens, Stellaria crassifolia (mellem Eidem og Vika 
1.4 km. fra sjoen, Norman), Ranunculus Flammula (mellem Vika og Eidem, 
mellem Gulsvaag og Sundsvoll), A. reptans, R. auricomus, R. Ficaria (mel- 
lem Holand og Nees, under en hammer i randen av en myr, Norman), R. 
aquatilis (coll.), Caltha palustris, Thalictrum alpinum, Cardamine pratensis, 
Drosera longifolia, D. rotundifolia, Saxifraga aizoides, Parnassia, Comarum 
palustre, Potentilla erecta, Rubus Chamaemorus, Callitriche vernalis, Viola 
palustris, Epilobium palustre, Cornus suecica, Vaccinium Myrtillus, V. uligi- 
nosum, V. *microcarpum, Andromeda polifolia, Calluna vulgaris, Erica Te- 


tralix (mellem Vika og Eidem), Trientalis, Menyanthes, Myosotis cespitosa, 


IQI4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. Il. 59 


Veronica scutellata, V. serpyllifolia, Pedicularis palustris, Melampyrum sil 
vaticum, M. pratense, Euphrasia officinalis (coll), Pinguicula vulgaris, 
Galium uliginosum, G. palustre, Succisa pratensis, Cirsium palustre, C. 
heterophyllum, Saussurea, Crepis paludosa. 

Fra smaavandene kan desuten av vandplanter nævnes: Æquisetum flu- 
viatile, Phragmitis communis, Sparganium affine, S. minimum, S. hyper- 
boreum (?), Potamogeton natans, P. gramineus, P. alpinus, P. perfoliatus, 
P. filiformis, Ranunculus aquatilis (coll), Nymphaea alba, Myriophyllum al- 
terniflorum, Hippuris vulgaris, Lobelia Dortmanna. 

Ellers i utmarken paa torrere lokaliteter (sandmoer, krat) forekommer: 
Phegopteris Dryopteris, Ph. polypodioides, Athyrium Filix femina, Aspidium 
Filix mas, A. spinulosum, Botrychium Lunaria, Equisetum arvense, E. pra- 
tense, E. silvaticum, E. scirpoides (sandmoer mellem Risbakken og Valla med 
Dryas), Lycopodium Selago, L. clavatum, L. annotinun, Abies, Pinus, Nar- 
dus, Aira cespitosa, A. flexuosa, Melica nutans, Poa annua (med P. trivialis 
i utmarken opvokset av komek, Norman), Festuca ovina, F. rubra, Triodia 
decumbens, Juncus balticus (tildels temmelig langt fra stranden), /. alpinus, 
Luzula pilosa, L. multiflora, Convallaria majalis, Polygonatum verticillatum, 
Paris quadrifolia, Platanthera bifolia, Coeloglossum viride, Gymnadenia al. 
bida (nær Moen paa sandmeelen), Salix pentandra, SS. caprea, S. aurita, S. 
hastata, (S. lapponum, S. glauca), S. herbacea, Populus tremula, Betula 
pubescens, Alnus incana, Corylus, Rumex Acetosella, Polygonum viviparum, 
Silene acaulis, Melandrium silvestre, Stellaria graminea, S. longifolia, S. 
nemorum, Cerastium vulgare, Thalictrum alpinum, Anemone nemorosa, Ra- 
nunculus acer, Saxifraga oppositifolia, S. aizoides, Sorbus Aucuparia, Al- 
chemilla alpina, A. vulgaris (*acutidens, *vestita), Potentilla verna, P. erecta, 
Fragaria vesca, Geum rivale, Dryas octopetala (mellem Gulsvaag og Glad- 
stad, mellem Risbakken og Valla i mængde paa sandmoer), Æubus idaeus, 
R. saxatilis, Rosa mollis, R. glauca, Prunus Padus, Trifolium repens, T. 
pratense, Vicia Cracca, V. sepium, Lotus corniculatus, Lathyrus pratensis, 
Geranium silvaticum, Oxalis, Linum, Polygala vulgare, Empetrum, Viola 
canina, V. tricolor, Epilobium angustifolium, Carum Carvi, Anthriscus sil- 
vestris, Pimpinella Saxifraga, Conopodium denudatum (Gladstad, Eidem), 
Cornus suecica, Pyrola rotundifolia, P. secunda, Azalea, Calluna, Arctosta- 
phylos alpina, Vaccinium Vitis idaea, V. Myrtillus, Trientalis, Gentiana cam- 
pestris, Prunella, Ajuga pyramidalis, Euphrasia officinalis (coll.), Bart- 
schia, Rhinanthus minor, Melampyrum | silvaticum, M. pratense, Veronica 
Chamaedrys, V. officinalis, Galium boreale, G. silvestre var. chloranthum 
(nordvestpartiet fleresteds i mængde), Linnaea borealis, Valeriana excelsa, 


Succisa pratensis, Knautia arvensis, Campanula rotundifolia, Erigeron acer, 


60 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


E. borealis (tuer i myrene, engflater like ned til fjaeren, Norman), Solidago 
Virga aurea, Tussilago, Antennaria dioica, Achillea Millefolium, Taraxacum 
officinale (coll.), Leontodon autumnalis, Crepis paludosa, Hieracia. 

Særskilt skal nævnes vegetationen i blandskogen av birk og graa-or 
ved Gladstad. Skogbunden er her fugtig og floraen er derfor temme- 
lig blandet. Efter Normans og mine egne optegnelser skal anføres: 
Aspidium spinulosum, Phegopteris Dryopteris, Ph. polypodioides, Athyrium 
Filix femina, Juniperus, Arabis excelsa (1.3—1.6 høie busker, Norman), 
Salix pentandra, S. caprea, S. aurita, S. lapponum, S. glauca, Populus tre- 
mula, Myrica Gale, Poa pratensis, Festuca rubra, F. ovina, Melica nutans, 
Molina coerulea, Carices (C. Goodenoughii, C. canescens, C. flava, C. Horn- 
schuchiana, C. pallescens, C. pilulifera), Convallaria majalis, Polygonatum 
verticillatum, Paris quadrifolia, Orchis maculatus, Lychnis Flos cuculi, 
Rosa mollis, Rubus tdaeus, Viola canina, V. Riviniana, Polygala vulgare, 
Conopodium denudatum, Pyrola rotundifolia, P. secunda, Vaccinium Myr- 
tillus, Trientalis, Veronica Chamaedrys, Melampyrum silvaticum, Galium bo- 
reale, G. palustre, Crepis paludosa. 

Tildels blander sig heriblandt ogsaa flere myr- og likefrem sumpplanter 
(som Carex limosa, C. irrigua, Caltha o. fl.). 

Som nævnt findes der spredt inde mellem myrene i lavlandet smaa 
hauger eller aaser. I regelen er de græs- eller mosdækt og oftere findes 
der litt birkekrat. Underlaget er her glimmerskifer eller kalk, og vege- 
tationen svarer hertil. Fra saadanne lokaliteter (ved Rørø, Gladstad — Guls- 
vaag, Risbakken—Nzes—Holand, Valla—Sundsvoll, Floa—Eidem) skal sær- 
skilt nævnes: Polypodium vulgare, Cystopteris fragilis, Botrychium Luna- 
ria, Equisetum scirpoides (Valla, smlgn. ovenfor), Avena pubescens, Poa al- 
pina, Carex glauca, Arenaria serpyllifolia, Silene acaulis, Arabis hirsuta, 
Stenophragma Thalianum, Draba incana, Sedum acre, S. annuum, Saxi- 
traga oppositifolia, S. cespitosa (mellem Holand og Nees), Potentilla verna, 
Dryas (smlgn. ovenfor), Alchemilla alpina, Rosa mollis, À. glauca, An- 
thyllis Vulneraria, Vicia Cracca, V. sepium, Polygala vulgare, Linum, 
Viola canina, V. tricolor, Epilobium collinum, Pimpinella Saxifraga, Pri- 
mula scotica, Gentiana campestris, Bartschia alpina, Veronica fruticans, 
Plantago lanceolata, Erigeron acer, E. borealis, Hieracium Pilosella var. og 
andre Âieracier samt desuten flere av de fra terre lokaliteter i utmarken 
nævnte (som Antennaria dioica, Festuca ovina etc.). 

De interessanteste lokaliteter paa Vega er paa sydsiden ved Eidem. 
Her har man som ovenfor nævnt baade litt birk- og furuskog. Birketrærne 
er 2.5—3m. heie og forekommer i temmelig tætte bestande saavel paa 


flaten som opad liene. Av særlig interesse er de mot syd vendende urer 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 61 


og lier i vest for Eidem, den saakaldte Laupli. Her forekommer der 
ogsaa flere busker av hassel, henved 1.5 m. hoie, saavel paa flaten som 
opad lien til ca. 160 m. o. h. Oppe i denne 120—160 m. o. h. findes ogsaa 
endel 8— 9 m. heie almetrar. Saavel hassel som alm har maaske her som 
tree sin yterste kyststation nord for Trondhjemsfjorden. Sammen med disse 
treesorter eller i den lose, nokne ur forekommer en ret interessant flora, 
hvorav først av mere sydlige planter skal nævnes: Avena pubescens, Trio- 
dia decumbens, Carex glauca, Allium oleraceum, Orchis masculus (til 320 m. 
o. h., Norman), Arabis hirsuta, Erysimum hieractifolium, Rosa glauca, R. 
mollis, Alchemilla *vestita, Anthyllis Vulneraria, Lathyrus pratensis, Vicia 
silvatica, V. sepium, Hypericum hirsutum, H. perforatum, Geranium Rober- 
tanum, Linum catharticum, Polygala vulgare, Viola Riviniana, Epilobium 
montanum, E. collinum, Conopodium denudatum (saavel paa flaten som opad 
lien til 214 m. o. h.), Gentiana campestris, Linaria vulgaris, Veronica Cha- 
maedrys, Asperula odorata samt flere interessante Hreracier, hvortil kan 
foies av planter, der szerlig foretraekker ter grund, Polypodium vulgare, Cy- 
stopteris fragilis, Poa glauca, Potentilla verna, Fragaria vesca, Rubus idaeus, 
Viola tricolor. 

Av fjeldplanter, der forekommer i uren sammen med disse, skal nævnes: 
Athyrium alpestre, Carex rupestris, C. atrata, Luzula spicata, Salix hastata, 
S. herbacea, Oxyria digyna, Silene acaulis, Cerastium alpinum, |.Saxifraga 
Cotyledon, SS. oppositifolia, S. aizoides, SS. stellaris, S. nivalis, Draba incana, 
D. hirta, Alchemilla alpina, Dryas octopetala (184—320 m. o. h., Norman), 
Azalea procumbens, Veronica fruticans, V. alpina. 

Av traer forekommer her i liene foruten birk, hassel og alm ogsaa 
Alnus incana, Populus tremula, Salix caprea, S. aurita, S. pentandra, Sorbus 
Aucuparia, Prunus Padus og deriblandt almindelige skog- og liplanter, som: 
Aspidium Filix mas, A. spinulosum, Lycopodium Selago, L. annotinum, Melica 
nutans, Carex pallescens, Luzula pilosa, Polygonatum verticillatum, Paris 
quadrifolia, Melandrium silvestre, Geum rivale, Lotus corniculatus, Oxalıs, 
Epilobium angustifolium, Anthriscus silvestris, Angelica silvestris, Pyrola 
secunda, Polemonium coeruleum, Linnaea, Trientalis, Veronica officinalis, 
Gnaphalium norvegicum, Mulgedium alpinum. Hertil kan feies forskjellige 
fugtig terræn elskende planter som Orchis maculatus og forskjellige Carices, 
Molinia, Ajuga, Prunella, Succisa o. fl: Endelig kan nævnes strandplanten 
Plantago maritima, der ifølge NoRMAN gaar op til 380 m. o. h. 

Av særlig interesse er et frodig, rikelig fruktifiserende buskformig træ 
av Sorbus Aria "salicifolia under en klippevæg op for Eidem samt et par 
busker av Viburnum Opulus blandt birk og hassel nede paa flaten i det 
saakaldte Kalvehul. 


62 OVE DAHL. M.-N Kl. 


Den ovenfor nævnte furuskog ved Moen vest for Eidem trives bedst 
i en liten forsænkning ca. 7o m. o. h. Træene blir her indtil 5 m. høie og 
utvikler spiredygtig fro. De yterst stillede mere ubeskyttede traer er meget 
utsat for havvinden, hvorfor den yterste række tildels utviste torre grener 
paa den mot havet vendende side eller var ganske utterret. 

Vegtindene—Troldtinden. Naar man kommer ovenfor de sidst 
nævnte urer og bratte skrenter op paa selve fjeldene ovenfor Vika og 
Eidem, meter man derimot en yterst triviel flora. Fra den saakaldte Vika- 
tind med omgivelser skal saaledes anfores: Lycopodium Selago, Aira 
flexuosa, Nardus, Anthoxanthum, Festuca ovina, Carex rigida, Juncus tri- 
fidus, Luzula spicata, Salix herbacea, Oxyria, Cerastium trigynum, Silene 
acaulis, Sagina Linnaei, Saxifraga stellaris, Alchemilla alpina (tildels i 
mængde), Sibbaldia, Empetrum, Azalea, Vaccinium uliginosum, Gnaphalium 
supinum. 

Dette fjeldparti er som naevnt skilt fra det vestligere heiere, Trold- 
tinden, ved en række indbyrdes ved kløfter adskilte kammer. Op paa 
Troldtinden tok jeg derfor ad den letteste adkomst opad den saakaldte 
Troldvasli paa nordsiden vest for Okvandet. Opad den nævnte li var der 
paa fugtig grund litt mere avvekslende vegetation, hvoriblandt kan nævnes 
Salix lapponum X S. herbacea, Saxifraga nivalis, S. stellaris, S. rivularis, 
S. cespitosa, Epilobium alsinifolium (ved foten), men øverst oppe paa fjeldet 
var der ogsaa her den samme trivielle flora som anført fra Vikatinden. 

Strandkantene. Utmarken — med lyngmark eller myr — gaar 
ofte umiddelbart ned til stranden, hvorfor en flerhet av de i lavlandet fore- 
kommende fjeldplanter gaar like ned til fjærekanten, saaledes: /uncus tri- 
glumis, Luzula spicata, Tofieldia, Coeloglossum viride, Salix hastata, S. her- 
bacea, Oxyria, Silene acaulis, Thalictrum alpinum, Draba incana, Saxifraga 
oppositifolia, S. aizoides, S. cespitosa, Alchemilla alpina, Epilobium alsini- 
folium, Azalea procumbens, Gentiana nivalis (ved Sundsvoll, Norman), Bart- 
schia, Saussurea, Erigeron borealis. 

Næsten til havets nivaa gaar mellem Risbakken — Valla og Sundsvoll: 
Equisetum scirpoides, Cerastium alpinum, Dryas, Veronica fruticans, Arcto- 
staphylos alpina. | 

Av egentlige strandplanter optrær ved stranden følgende: Agrostis 
stolomfera, Avena elatior, Atropis maritima, Elymus arenarius, Carex in- 
curva, C. glareosa, C. salina, Scirpus rufus, S. uniglumis, Triglochin 
maritima, Juncus Gerardi, J. balticus (ogsaa fjernet fra sjoen), Atriplex 
hastatum, Salicornia, Rumex crispus, Spergularia salina, Ammodenia peplo- 


ides, Stellaria crassifolia (undertiden fjernet fra sjeen), Silene maritima, 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 63 


Archangelica littoralis, Gentiana aurea, G. detonsa, Glaux, Mertensia, Sta- 
tice Armeria, Plantago maritima, Aster Tripolium. 

Desuten forefindes ved stranden som ofte ellers: Potamogeton pech- 
natus, Carex Oederi, Scirpus pauciflorus, Atriplex patulum, / otentilla An- 
serina, Linaria vulgaris, Gentiana Amarella, Myosotis cespitosa, Galium 
Aparine, Valeriana excelsa, Sonchus arvensis, samt ellers ugræsplanter som 
Triticum repens, Rumex domesticus, Polygonum aviculare, Stellaria media, 
Plantago major, Capsella Bursa pastoris, Ranunculus repens, Matricaria 
inodora. 

Som eksempel paa vegetationen paa forholdsvis ter strandflate med 
sandig underlag skal fra Sundsvoll anføres: Botrychium Lunaria, Equise- 
tum arvense, Agrostis stolonifera, Aira flexuosa, Anthoxanthum odoratum, 
Poa alpina, P. pratensis, Festuca rubra, F. ovina, Atropis maritima, Triti-: 
cum repens, Elymus arenarius, Carex dioica, C. incurva, C. canescens, C. 
stellulata, C. Goodenoughit, C. panicea, C. Oederi, C. capillaris, Scirpus 
cespitosus, S. uniglumis, Triglochin maritima, Luzula multiflora, L. spicata, 
Juncus fihformis, J. balticus, J. Gerardi, Tofieldia palustris, Orchis macu- 
latus, Platanthera bifolia, Salix herbacea, Urtica dioica, Polygonum vivi- 
parum, P. aviculare, Rumex Acetosella, R. domesticus, Oxyria digyna, 
Atriplex hastatum, Silene acaulis, Ammodenia peploides, Stellaria media, 
S. crassifolia, Cerastium alpinum, C. vulgare, Ranunculus acer, À. aurt- 
comus, À. repens, Caltha palustris, Thalictrum alpinum, Cardamine  pra- 
lensis, Draba incana, Capsella Bursa pastoris, Sedum acre, S. annuum, 
Saxifraga aizoides, S. oppositifolia, Parnassia palustris, Potentilla Anse- 
rina, P. verna, P. erecta, Alchemilla alpina, A. *acutidens, Rubus Chamae- 
morus, Anthyllis Vulneraria, Trifolium repens, T. pratense, Lotus cornicu- 
latus, Lathyrus maritimus, Vicia Cracca, Linum catharticum, Viola canina, 
V. tricolor, Empetrum nigrum, Carum Carvi, Pimpinella Saxifraga, Arch- 
angelica littoralis, Cornus suecica, Azalea procumbens, Vaccinium uliginosum, 
V. Myrtillus, V. Vitis idaea,' Arctostaphylos alpina, Gentiana nivalis, G. cam- 
pestris, G. Amarella, G. aurea, Glaux maritima, Trientalis europaea, Ar- 
meria maritima, Linaria vulgaris, Bartschia alpina, Alectorolophus minor, 
Euphrasia officinalis, Mertensia maritima, Myosotis cespitosa, Linnaea borealis, 
Galium Aparine, G. silvestre *chloranthum, Valeriana excelsa, Knautia ar- 
vensis, Succisa pratensis, Campanula rotundifolia, Erigeron borealis, Matricaria 
inodora, Antennaria dioica, Sonchus arvensis, Leontodon autumnalis, Hie- 
racia. 

Engfloraen sammensættes kun av sedvanlige enggræs blandet med 


utmarkens planter. 


64 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Fra beboede steder kan kun anføres almindelige planter, som: Ægui- 
setum arvense, Poa annua, Triticum repens, Juncus bufonius, Rumex dome- 
sticus, Polygonum aviculare, Urtica dioica, Silene venosa, Spergula arvensis, 
Stellaria media, Ranunculus repens, Sinapis arvensis, Brassica campestris, 
Capsella Bursa pastoris, Trifolium pratense, Galeopsis Tetrahit, G. speciosa, 
Myosotis arvensis, Plantago major, Artemisia vulgaris, Senecio vulgaris, 
Carduus crispus. 

Av de øvrige større øer i herredet besoktes kun Sela, Grimsø, Igere 
og Ulvingen. 

Sela ligger 1.8 km. vest for Sundsvoll. Den er omtrent rund av 
form med en diameter av 2.2 km. Midtpartiet optages ganske av et høit 
fjeldparti, der med dype kløfter er delt i flere topper, hvorav den heieste 
naar op til 431 m. Under fjeldet er der, tildels like ned til fjaeren, svære 
stenblokker og urer. Paa nordsiden er der ved gaarden litt opdyrket land 
og paa est- og sydsiden en smal strimmel strandflate. Szerlig paa vestsiden 
under fjeldet ovenfor og mellem stenblokkene er der litt birkekrat av smaa, 
tildels forvredne busker. Fra krattet og urene kan nævnes: Agrostis vul- 
garis, Moehringia trinervia, Cerastium alpinum, Cardamine silvatica, Steno- 
phragma Thahanum, Erysimum | hieracitfolium, Draba incana, Saxifraga 
nivalis, Geranium Robertianum, Viola canina, V. tricolor, Linaria vulgaris. 
Fjeldsidene er tildels temmelig frodig glaesklaedt, men utviste kun en meget 
triviel flora (gras som Festuca ovina, Aira flexuosa, Luzula spicata, Azalea, 
Vaccinium uliginosum, Diapensia, Cerastium alpinum, C. trigynum etc.). 

Fra strandkantene kan anføres: Æumex crispus, Salicornia, Atriplex 
hastatum, A. patulum, Polygonum aviculare, Spergularia salina, Stellaria 
crassifolia, Viola tricolor, Gentiaga campestris, G. Amarella, G. aurea, Li- 
naria vulgaris, Scutellaria, foruten almindelige strandgræs, som Atropıs 
maritima, Elymus, Festuca rubra, Agrostis stolonifera. 

Grimse, der ligger est for Vegas nordparti, kun adskilt derfra ved 
et smalt sund, er 1.3 km.*. Den har endel mindre aasrygger, hvorav den 
højeste er 42m. Disse er i regelen dækket av et temmelig frodig birke- 
krat. Det geologiske underlag tilhorer marmor-glimmerskiferformationen, 
og vegetationen paa de nævnte aaser er i det hele rikere end paa lig- 
nende lokaliteter paa Vega, minder endel om aasene ner kirkestedet 
i Vik. 

Nævnes skal fra krattene og knausene: Asplenum Trichomanes, Wood- 
sia ilvensis, Polypodium vulgare, Phegopteris polypodioides, Ph. Dryopteris, 
Avena pubescens, Melica nutans, Poa alpina, P. glauca, P. nemoralis, Fe- 
stuca ovina, Triodia decumbens, Triticum caninum, Carex ornithopus, C. digt- 


tata, C. glauca, Allium oleraceum, Convallaria majalis, Polygonatum vert- 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERS@KELSER I HELGELAND. II. 65 


cillatum, Paris quadrifolia, Allium oleraceum, Orchis masculus, Gymnadenia 
conopea, Platanthera bifolia, Rumex Acetosella, Polygonum viviparum, Silene 
acaulis, Arenaria serpyllifolia, T halictrum alpinum, Ranunculus auricomus, 
Arabis hirsuta, Stenophragma Thalianum, Erysimum hieracifolium, Draba 
tncana, Sedum annuum, S. acre, Saxifraga oppositifolia, S. aizoides, Alche- 
milla alpina, A. vulgaris *vestita, A. *acutidens, Potentilla verna, Fragaria 
vesca, Rubus idaeus, Rosa mollis, R. glauca, Anthyllis Vulneraria, Vicia 
Cracca, V. sepium, V. silvatica, Geranium Robertianum, Hypericum hirsu- 
tum, H. perforatum, Linum, Polygala vulgare, Viola canina, V. tricolor, 
Empetrum, Epilobium montanum, E. collinum, Pimpinella Saxifraga, An- 
thriscus silvestris, Vaccinium Vitis idaea, Pyrola rotundifolia, P. secunda, 
Gentiana campestris, Calamintha Clinopodium (ei set paa Vega), Myosotis 
intermedia, Bartschia, Melampyrum silvaticum, M. pratense, Veronica Cha- 
maedrys, V. fruticans, Galium boreale, Campanula rotundifolia, Erigeron acer, 
E. borealis, Antennaria dioica, Solidago Virga aurea, Saussurea, Hieracia. 

Strandvegetationen stemmer ganske med den fra Vega anførte. Nævnes 
skal her blot: Salicornia, Spergularia salina, Gentiana detonsa, G. aurea, 
G. Amarella. 

Igeroen, der ligger like est for Grimseen og kun adskilt derfra ved 
et meget smalt sund, er betydelig større end Grimsoen (4.5 km. lang, 
3.5 km. bred). Der findes en række paa langs gaaende aaser, hvorav de 
heieste er Befjeldet ro1 m. og Igerfjeldet 75 m., adskilte ved et skar, paa 
eens sydvestre side. Ellers er der endel mindre hauger. Imellem aasene 
og haugene er der myrpartier. Endel birkekrat findes i skraaningene og for- 
sænkningene paa de nævnte fjeld. Disse dannes av en haardere skifer 
og utviser kun en yterst triviel flora. De lavere hauger dannes vistnok av 
kalk og løsere skifer, men her bemerkedes kun de almindeligste av de for 
Grimseen anførte (Saxifraga aizoides, T halictrum alpinum, Polygala vul- 
gare, Linum, Gentiana campestris o. s. v.). I et litet kjern oppe paa Bø- 
fjeldet saaes Sparganium affine. Paa øens østside ligger endel gaarder. 

Ulvingen (eller Ylvingen), der ligger 6.5 km. øst for Vegas syd- 
parti, er 7.6 km, 6.2 km. lang og paa det bredeste 2 km. Særlig 
paa nord- og vestsiden er der endel mindre bugter. Langs øen gaar der 
nogle aasrygger, hvorav Stornonshaugen omtrent midt paa øen er 
heiest (67 km.). Særlig under denne er der i forsænkningene litt birke- 
krat. De fleste gaarder findes nordligst paa øen, og her er der ogsaa vel- 
dyrket land. Ellers bestaar størstedelen av øen av torvmyrer. Aasryggene 
dannes av granit med enkelte strøk av glimmerskifer og kalk. 

Vegetationen stemmer neie med den, der optrær paa tilsvarende under- 


lag paa Vega. Fra glimmerskifer-marmorfeltene kan anføres: Asplenum 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 5 


66 OVE DAHL. M.-N. KI. 


viride, Carex glauca, C capillaris, Arenaria serpyllifolia, Saxifraga oppo- 
sitifolia, S. aizoides, S. Cotyledon, Thalictrum alpinum, Draba incana, Rosa 
glauca, R. mollis, Dryas, Anthyllis Vulneraria, Linum, Viola tricolor, Gen- 
tiana campestris, Erigeron acer. 

I lyngmarken saaes her likesom paa Vega 771odia decumbens og paa 
torvmyrene foruten de samme planter som paa Vega: Carex livida samt 
Veronica scutellata (sumper omtrent midt paa øen med Ranunculus Flam- 
mula og Sparganium affine (?)). 

Strandfloraen stemmer ogsaa i det hele med den fra Vega anforte. 
Nævnes skal her kun: Rumex crispus, Polygonum aviculare (forma), Suaeda 
maritima (Strandviken, nær sydspidsen), Gentiana aurea, G. detonsa, G. Ama- 


rella, Linaria vulgaris samt i strandsumper Potamogeton pectinatus. 


Av ovenstaaende topografisk-floristiske oversigt fremgaar det, at vege- 
tationen i de her omhandlede sydligste herreder av Helgeland i alt væsent- 
lig stemmer med de nordligere, der er omtalt i første del av denne av- 
handling. Rikest og interessantest er den ogsaa her paa glimmerskifer- 
marmorformationen. Ute ved kysten træffer man saaledes ogsaa her paa 
denne formation i lavlandet flere fjeldplanter (som Carex rupestris, Salix 
reticulata, Saxifraga oppositifolia, Dryas octopetala, Erigeron borealis) voks- 
ende i selskap med sydligere lavlandsplanter (som Arabis hirsuta, Anthyl- 
lis Vulneraria, Epipactis atrorubens). Likeledes forekommer øverst paa 
fjeldene i de indre trakter paa den nævnte formation en i det hele rikere 
fjeldflora, hvoriblandt Dryas og endel av dens felgeplanter er mest frem- 
trædende. Samtlige de for hele nordpartiet I. s. 130 nævnte karakterplanter 
(Carex pedata, C. atrifusca, Cobresia Bellardii, Chamaeorchis alpinus, Astra- 
galus oroboides, Oxytropis lapponica) gjenfindes ogsaa i de sydligste herre- 
ders indre fjeldpartier, men her er disse kolonier langt mere spredt og 
mindre rikholdige. Dette har sin grund i, at de indre fjeldpartier her for 
størstedelen dannes av for plantevæksten ugunstigere (mindre let smuldrende) 
bergarter (granit og gneis) end tilfældet er i nordligere distrikter (Vefsen, 
Hatfjelddalen og Ranen). Rikest er disse kolonier i de sydlige herreder 
inde i Tosenfjorden, men selv saa langt ute som paa Repparfjeldet ved 
denne fjords munding og paa Sæterfjeldet mellem Velfjorden og Vik træffer 
man rikholdige samlinger av de fleste av de ovenfor nævnte planter. Hele 


denne rikholdige fjeldflora er saaledes utbredt paa glimmerskifer-marmor- 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 67 


formationen fra Dunderlandsdalen i Ranen (ved polarcirkelen) til det syd- 
ligste av Bindalen ved grænsen mot Nordre Trondhjems amt. 

Ogsaa i dette amt er floraen, som det fremgaar av Normans og Horr- 
STADS ! undersekelser, særlig interessant paa glimmerskifer-marmorformationen 
ute ved kysten (se I s. 16). Fra Leka, nordligst i amtet har inspektør 
B. Kaaraas, der særlig har undersekt mosfloraen i amtet, git mig en 
plantefortegnelse, der ganske stemmer med flere lokaliteter paa Helgelands- 
kysten. I denne anføres følgende fjeldplanter som voksende ned til hav- 
stranden: Bartschia alpina, Saxifraga aizoides, S. oppositifolia, S. Cotyledon, 
S. cespitosa, Silene acaulis, Thalictrum alpinum, Draba incana, Alchemilla 
alpina, Rhodiola rosea, Cerastium alpinum, Viscaria alpina, Dryas octopetala 
(i selskap med Carex rupestris, mangesteds omkring Vasdalen paa øens 
sydside), Arctostaphylos alpina, Erigeron borealis, Saussurea alpina, Wooa- 
sia alpina, Asplenum viride (overalt paa serpentin? i stor mængde). Ogsaa 
her findes i selskap med disse fjeldplanter sydligere lavlandsplanter av den 
boreale gruppe som: Gentiana campestris, Polygala vulgare, Anthyllis 
Vulneraria, Lathyrus montanus (Orobus tuberosus), Asplenum Ruta mu- 
raria. 

Paa torvgrund gaar her Betula nana ned til havflaten. Ogsaa nord 
for polarcirkelen er der paa glimmerskifer-marmorformationen i det ytre 
lavland fleresteds en lignende vegetation. Nævnes skal her blot Engel- 
een 1 Steigen, hasselens nordgrænse, hvor der ved Prestkonetindens fot? 
er en sydlig flora, der særlig ved planter som Lithospermum officinale min- 
der adskillig om Høglien ved Skaaren i Vik. 

Fra de ytre graensedistrikter mellem Nordlands og Tromsø amter skal 
meddeles et par plantelister, der er mig meddelt av geologen THOROLF 
Voct. Fra et tort kalkberg like ved stranden ved Holand i Kvæfjord paa 
Hindeen anføres: Carex capillaris, Gymnadenia albida, Arabis hirsuta, 
Draba incana, Vicia Cracca, Lotus corniculatus, Saxifraga oppositifolia, 
Gentiana nivalis, Veronica fruticans, Erigeron borealis, Antennaria dioica 
og Botrychium Lunaria. 

Fra kollene og krattet ovenfor Ramstad paa Hindøen ca. 30—50 m. 
o. h. anføres paa kalkholdig underlag: Carex rupestris, C. capillaris, Epi- 


pactis atrorubens, Sagina nodosa, Arabis hirsuta, Erysimum hieracüfolium, 
1 O. A. Horrstap: Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems Stift nordenfor 
Trondhjemsfjorden (Nyt Mag. f. Naturv. 1890, b. 37). 
2 Paa denne bergart, hvorav store partier av gen dannes, vokser rimeligvis ogsaa som 
oftere ellers Viscaria alpina. 
3 Til de i Normans Arktiske flora herfra anførte planter kan foies Centaurea Jacea (fundet 
her 1912 av Anpr. Noro), hvis nordgrænse tidligere var Ørlandet (63° 41). 


68 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Draba incana, Sedum acre, Anthyllis Vulneraria, Erigeron acer, E. bo- 
realis. 

Videre 1i Tromse amt, ja endog i Finmarken traeffer man ogsaa paa 
enkelte lavt beliggende lokaliteter en tilsvarende vegetation, f. eks. paa 
Loppen og inde 1 Alten samt paa dolomiten inde i Porsangerfjorden. 

I indlandet fortsætter den arktiske fjeldflora paa glimmerskifer-marmor- 
formationen fra Dunderlandsdalen i Ranen over til Salten, hvor den særlig 
i Junkersdalen blir foreket med flere nye arktiske planter (se herom seerlig 
J. Dyrincs avhandling i Nyt Mag. f. Naturv. b. 37), men er derefter mere 
spredt og fattig paa arter indtil de indre trakter av Tromse amt, hvor 
fjeldfloraen særlig i Maalselven, Lyngen-Reisen er den rikeste paa rent 
arktiske arter i hele Skandinavien. Fra Reisen avtar den derimot efter- 
haanden i artrikhet østover til Kvaenangen, Alten og Porsanger, hvorefter 


en estlig flora av en mere subarktisk karakter faar overtaket. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 69 


Floraens sammensætning. 


I. Floristiske grupper. 


Som bekjendt inddelte prof. A. BLvrr Norges flora i følgende plante- 
grupper eller floristiske elementer: Det arktiske, subarktiske, bore- 
ale, atlantiske, subboreale og subatlantiske element. 

Av disse er de fire første repræsentert i de undersøkte herreder. 

A. Først skal vi betragte utbredelsen av det arktiske eller korrektere 
arktisk-alpine element. 

Da de undersøkte distrikter mot nord grænser til polarcirkelen og er 
meget bergfulde, er det rimelig, at dette element er sterkt fremtrædende, 
og at en flerhet av fjeldplantene, som almindelig i de arktiske egner, gaar 
like ned til strandflaten. Dette blir almindeligere, jo mere man nærmer 
sig polarcirkelen, og talrikst forekommer fjeldplantene i lavlandet i de ytre 
trakter paa grusede eller kalkholdige lokaliteter (smlgn. I s. 131). 

Av rent litorale arktiske planter forekommer paa strandkantene: Elymus 
arenarius, Carex norvegica, C. glareosa, C. maritima, C. salina (formae), 
Juncus balticus, Honkenya peploides, Stellaria crassifolia, Silene maritima, 
Cochlearia officinalis, C. anglica, Lathyrus maritimus, Ligusticum scoticum, 
Gentiana detonsa, G. aurea, Mertensia maritima, hvortil for de undersokte 
distrikter bør foies: Carex incurva, C. Deinbolliana (C. dioica X C. incurva) og 
Ranunculus hyperboreus. Nogle faa av disse fjerner sig et stykke fra stranden, 
saaledes Juncus balticus mangesteds i kysttraktene, Sée/laria crassifolia like- 
saa (som v. paludosa ogsaa i indlandet, se f. eks. Is. 82, 84), Gentiana 
aurea sjelden paa gruset fjeldvidde (se I s. 71) og ved birkegrænsen (se I 
s. 178) i kysttraktene, C. incurva inde i fjorddistriktene (se Is. 82) og som 
fjeldplante (I s. 144). 

Juncus balticus, Gentiana aurea og G. detonsa (se dog Is. 74 inde 
i en ei synderlig dypt indgaaende fjord) findes kun i de ytre distrikter. 

De øvrige strandplanter forekommer saavel ute ved kysten som inde 
i fjordene, de fleste endog like til bunden av de dypest indgaaende fjorder. 

Av arktiske planter, der særlig i de ytre trakter gaar ned i lavlandet 


og der ofte like ned til sjoen eller faa meter over den, skal navnes!: 


1 Sammenlign hermed den ovenfor (s. 67) efter KAALAAS anførte fortegnelse fra Leka. 


70 | OVE DAHL. M.-N. KI. 


Asplenum viride, Equisetum variegatum, E. scirpoides, Sparganium submutt- 
cum, Triticum violaceum, Carex rupestris, C. atrata, C. rigida, C. atrifusca, 
Juncus triglumis, Luzula spicata, Tofieldia palustris, Gymnadenia albida, Coelo- 
glossum viride, Chamaeorchis alpinus (se I s. 71), Salix hastata, SS. lanata, 
5. myrsinites, S. herbacea, S. reticulata, Betula nana, Oxyria digyna, 
Arenaria ciliata, Cerastium alpinum, C. trigynum, Silene acaulis, Vis- 
caria alpina, Thalictrum alpinum, Draba hirta, D. incana, Rhodiola rosea, 
Saxifraga Cotyledon, S. stellaris, SS. nivalis, S. oppositifolia, S. aizoides, 
S. groenlandica, S. rivularis, Alchemilla alpina, Dryas octopetala, Astragalus 
alpinus, Epilobium alsinifolium, Arctostaphylos Uva ursi, A. alpina, Azalea 
procumbens, Diapensia lapponica, Primula scotica, Gentiana nivalis, G. Ama- 
rella, Veronica alpina, V. fruticans, Euphrasia salisburgensis, E. minima, 
E. latifoha, Bartschia alpina, Erigeron borealis, Taraxacum croceum, Hie- 
racium alpinum (coll.). De fleste forekommer spredt — rikelig. Silene 
acaulis, Dryas, Betula nana oftest formationdannende. 

Hertil kommer folgende arktiske planter, som ogsaa paa Ostlandet syd- 
paa forekommer nede i lavlandet, som Cystopteris fragilis, Woodsia alpina, 
Selaginella selaginoides, Festuca ovina, Carex capillaris, Polygonum vivipa- 
rum, Sagina nodosa, Ranunculus paucistamineus v. eradicatus, Cardamine 
pratensis, Draba incana, Saxifraga adscendens, Parnassia palustris, Poten- 
tilla maculata, Empetrum nigrum, Vaccinium Vitis idaea. 

Kun øverst paa fjeldene (i vidje- og lavbeltet, ved snebækkene) spredt 
— rikelig forekommer av denne gruppe: Æguisetum arvense v. alpestre, 
Aira alpina, Poa laxa, P. flexuosa, Catabrosa algida (sjelden ned til birke- 
grænsen), Carex lagopina (som foreg.), C. rufina, C. pedata, Cobresia Bel- 
lardii, Juncus biglumis (sjelden længere nede), Luzula arcuata, L. Wahlen- 
bergit, Chamaeorchis alpinus (sjelden længere nede, smlgn. ovfr.), Salix 
polaris, Sagina intermedia, Alsine rubella, A. biflora, A. stricta, Cerastium 
Edmondstonit, Ranunculus glacialis, R. pygmaeus, R. nivalis, Cardamine 
bellidifoha, Draba nivalis, D. alpina, Saxifraga nivalis v. tenuis, S. stel- 
laris v. comosa, S. rivularis (sjelden længere nede), S. cernua, Potentilla 
nivea (sjelden længere nede), Epilobium anagallidifolium, Andromeda. hyp- 
noides, Erigeron uniflorus, Antennaria alpina. E 

Ned i birkebeltet (sjeldnere like ned i granbeltet) især i de indre trakter 
(fjelddalene, urer) gaar de fleste øvrige i denne gruppe, saasom: Athy- 
rium alpestre, Lycopodium alpinum, Agrostis borealis, Aira atropurpurea, Tri- 
setum spicatum, Poa glauca(formae), Triticum violaceum (ogsaa i de ytre trakter), 
Carex parallela, C. capitata, C. microglochin, C. helvola, C. macloviana (kun be- 
merket i gran-birkebeltet), C. alpina, C. rariflora, C. rotundata, C. pulla, Erio- 


phorum Scheuchzerit, Juncus arcticus (kun i gran-birkebeltet), /. castaneus, 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. yi 


Salix arbuscula, S. lanata, Koenigia islandica, Sagina Linnaei (ogsaa i 
kystdistriktene), Arabis alpina (som foreg.), Braya alpina (kun i gran-birke- 
beltet), Alchemilla * glomerulans, Sibbaldia procumbens, Rubus arcticus (kun i 
gran-birkebeltet), Oxytropis lapponica, Astragalus oroboides, A. frigidus, 
 Epilobium lactiflorum, E. Hornemanni, Phyllodoce coerulea, Primula stricta (?), 
Gentiana tenella, Pedicularis lapponica (ned til øverst i birkeliene), Pinguicula 
alpina (kun i granbeltet), Galium trifidum (kun i granbeltet), Petasites frigidus, 


Gnaphalium supinum, Hieracia. 


Kun i indre fjelddistrikter er bemerket: Azra atropurpurea, Poa laxa, 
Catabrosa algida, Carex parallela, C. capitata, C. microglochin, C. helvola, 
C. rufina, C. rariflora, C. rotundata, C. pulla, Juncus arcticus, Sahx arbus- 
cula, Koenigia islandica, Sagina intermedia, Alsine rubella, A. biflora, A. 
stricta, Ranunculus nivalis, R. pygmaeus (?), Draba alpina, D. nivalis, Braya 
alpina (sml. II s. 16 nær Tosenfjorden næsten ned til sjoen), Rubus arcticus, 
Astragalus oroboides, A. frigidus, Pedicularis lapponica, Pinguicula alpina, 
Galium trifidum, Erigeron uniflorus, Petasites frigidus. 

Kun i de ytre egner er fundet Ranunculus hyperboreus (smlgn. forevrig 
under strandplantene ovenfor). 

Kun idet sydlige partis inderste egner er fundet Pinguicula alpina (se I s.96). 

Følgende arktisk-alpine arter er kun bemerket i de nordligere i I. om- 
handlede herreder: Trisetum spicatum, Aira atropurpurea, Poa flexuosa, 
Catabrosa algida, Carex parallela, C. macloviana, C. rotundata, Juncus arc- 
ticus, Salix arbuscula, S. polaris, Koenigia islandica, Sagina intermedia, 
Alsine stricta, Arenaria ciliata, Cerastium Edmondstonii, Ranunculus ni- 
valis, Draba nivalis, D. alpina, Saxifraga stellaris *comosa, S. adscendens, 
Rubus arcticus, Astragalus frigidus, Primula stricta, Gentiana tenella, Pedi- 
cularis lapponica, Galium trifidum, Antennaria alpina. 

Maaske endel av disse vilde findes ved en grundigere undersokelse, 
specielt av de indre fjeldtrakter, men disse dannes dog forsterstedelen av 
granit, og denne omstændighet turde vere hovedgrunden til, at fjeldfloraen 
i de sydligere herreder er fattigere paa arter end i de nordligere (smlgn. 
s. 66 ovír.. Derimot er floraen langt rikere, som oftere fremhævet, paa 
glimmerskifer-marmorfeltene. Følgende arktisk-alpine planter forekommer 
fortrinsvis eller udelukkende paa dette underlag: Æquisetum variegatum, 
E. scirpoides, Asplenum viride, Woodsia alpina, (Catabrosa algida), Poa 
flexuosa, Trisetum | spicatum, Triticum violaceum, Carex parallela, C. capı- 
tala, C. microglochin, C. rupestris, C. macloviana, C. rariflora, C. atrifusca, 
C. capillaris, C. pedata, Cobresia Bellardit, Juncus arcticus, J. castaneus, 


Gymnadenia albida, Coeloglossum viride, Chamaeorchis alpinus, Salix hastata, 


12 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


S. arbuscula, S. myrsinites, S. reticulata, Sagina intermedia, Alsine rubella, 
A. stricta, Arenaria ciliata, Cerastium Edmondstonti, T halictrum alpinum, 
Draba hirta, D. nivalis, D. alpina, Braya alpina, Saxifraga adscendens, 
Potentilla nivea, P. verna, Dryas octopetala, Oxytropis lapponica, Astragalus 
alpinus, A. oroboides, A. frigidus, Epilobium davuricum, Primula scotica, 
P. stricta, Gentiana tenella, G. nivalis, Veronica fruticans, Euphrasia salis- 
burgensis, Pinguicula alpina, Erigeron borealis, E. uniflorus. De fleste fore- 
kommer mere eller mindre spredt, nogle faa (som Salices, Carex rupestris, 
ofte rikelige), Dryas alm. formationdannende. 

B. Det subarktiske element omfatter størstedelen av vort lands 
planter, særlig størstedelen av engenes, skogenes, skoglienes, myrenes, van- 
denes vegetation. Det vil derfor særlig bli omtalt nedenfor, naar disse 
lokaliteters vegetation skal omtales. Her skal blot nævnes nogle eien- 
dommeligheter ved enkelte av de herhen hørende planters forekomst. 

Ranunculus platanifolius er kun fundet i liene i de indre trakter paa 
faa lokaliteter (se I s. 7, 89; II s. 17). Ellers kjendes den i det nordlige 
Norge kun fra Sereen ved Hammerfest. 

Trollius europaeus og Pedicularis Sceptrum Carolinum er næsten ute- 
lukkende fundet i de indre trakter, hvor de i de nordligere herreder er temme- 
lig alm., medens de i de sydligere er sjeldne (indre Bindalen, Velfjorden hen- 
imot grænsen mot Vefsen (se II s. 17, 35, 36; Trollius ogsaa angit for 
Alsten, smlgn. I s. 160). 

Derimot forekommer Carex livida, der søndenfjelds er en utpræget ind- 
landsplante, kun i den ytre kyststrækning. Dette stemmer tildels med dens 
utbredelse ellers i Nordland (Lofoten—Vesteraalen, Senjen), men ellers fore- 
kommer den i Nordland nord for polarcirkelen og i Tromsø amt ogsaa i 
indlandet og i Finmarken kun i de indre trakter. 

Fortrinsvis paa glimmerskifer-marmorformationen forekommer: Aspr- 
dium Lonchitis, Cystopteris montana, Eriophorum latifolium, Paris quadri- 
folia, Gymnadenia conopea. 

C. Det boreale element foretrækker torre, varme lokaliteter, skyr 
derfor i regelen den fugtige vestkyst og optrær gjerne i mot solen ven- 
dende urer paa østlandet eller i de indre fjordegner paa vestlandet. 

Her i Nordland og tildels i Tromsø og Finmarkens amter findes dette 
element derimot foruten paa mere beskyttede lokaliteter (i urer ofte sammen 
med alm og hassel) ogsaa i lavlandet ved den aapne havkyst, men da paa 
marmor-glimmerskiferformationen, saaledes som paavist av A. Brvrr (smlgn. 
I s. 11, og ENGLER Botan. Jahrbücher II s. 178). 

I urer, ofte sammen med hassel og alm, forekommer især: Asplenum 


Trichomanes, Phegopteris Robertiana, Woodsia ilvensis, Calamagrostis 


IQI4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 73 


Epigeios, Avena pubescens, A. pratensis, A. elatior, Poa alpina, Dactylis 
glomerata, Festuca silvatica, Triticum caninum, Carex digitata, C. muricata, 
Allium oleraceum, Convallaria majalıs, Orchis masculus, Epipactis atroru- 
bens, Listera ovata, Cypripedium Calceolus, Humulus Lupulus, Moehringia 
trinervia, Arenaria serpyllifoha, Thalictrum flavum, Actaea spicata, Cory- 
dalis intermedia, Turritis glabra, Arabis hirsuta, Stenophragma T halianum, 
Erysimum hieracüfolium, Pyrus Malus, Cotoneaster integerrima, Sorbus Aria, 
S. fennica, S. lancifolia, S. neglecta, Fragaria vesca, Potentilla argentea, 
Alchemilla *pubescens, Geum urbanum, Rosa mollis, R. glauca (coll.), À. 
cinnamomea, Anthyllis Vulneraria, Vicia silvatica, V. sepium, Lathyrus 
pratensis, L. vernus, Geranium | Robertianum, Polygala vulgare, Linum 
catharticum, Impatiens Noli tangere, Rhamnus Frangula, Tilia cordata, Hy- 
pericum hirsutum, H. quadrangulum, H. perforatum, Viola mirabilis, V. 
Riviniana, V. umbrosa (?), Daphne Mezereum, Epilobium montanum, E. colli- 
num, Circaea alpina, Pimpinella Saxifraga, Gentiana campestris, Lappula 
deflexa, Lithospermum officinale, Origanum vulgare, Calamintha Clinopodium, 
Stachys silvaticus, Scrophularia nodosa, Linaria vulgaris (sammenlign neden- 
for), Veronica Chamaedrys, Asperula odorata, Galium triflorum, Viburnum 
Opulus, Valeriana officinalis, Erigeron acer, Tanacetum vulgare, Gnapha- 
lium silvaticum, Lappa minor, Lampsana communis, Lactuca muralis, Hie- 
racia (som A. Pilosella og flere av gruppen Piloselloideae samt av de 
øvrige grupper især arter og former tilhørende Oreadea). 

De forekommer oftest enkeltvis — spredt, enkelte dog som Vrcia sil- 
vatica, Origanum, Asperula ofte rikelige — formationdannende. 

Hertil bør ogsaa feies Mercurialis perennis, der av A. BLytt henføres 
til det subboreale element, da den tidligere ei var kjendt længere nord end 
til Stord, medens den efter Normans og mine undersøkelser har et ut- 
bredelsesfelt i Nordland mellem Brenney-Velfjorden og Alstahaug. 

Av naaleskogens planter hører herhen: Pyrola chlorantha, P. uniflora. 
Granen synes fleresteds (f. eks. i Vefsen og Ranen) særlig at trives godt 
paa kalkgrund. 

Paa kalkbergene særlig i de ytre trakter optrær av boreale planter en- 
keltvis—spredt: Polypodium vulgare, Asplenum septentrionale, A. Ruta 
muraria, Carex ornithopus, Cerastium glomeratum, Draba verna, Sedum 
acre, Viola tricolor, Veronica arvensis, Crepis tectorum foruten av de oven- 
for nævnte særlig: Asplenum Trichomanes, Phegopteris Robertiana, Avena 
pubescens, A. pratensis, Allium oleraceum, Convallaria majalis, Orchis mas- 
culus, Epipactis atrorubens, Listera ovata, Arenaria serpyllifolia, Turritis 
glabra, Arabis hirsuta, Stenophragma Thalianum, Erysimum hieraciifolium, 


Rosae, Fragaria vesca, Alchemilla pubescens, Anthyllis Vulneraria, Geranium 


74 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Robertianum, Linum catharticum, Polygala vulgare, Hippophaes rhamnoides, 
Epilobium collinum, Pimpinella Saxifraga, Gentiana campestris, Veronica 
Chamaedrys, Galium silvestre v. chloranthum, Erigeron acer, Hieracia. 

Hertil bor regnes Ophioglossum vulgatum, der har et utbredelsesfelt 
mellem Bindalen og Treena paa kalkholdig underlag, helst nzer stranden. 

Paa sandig grund, ofte nær stranden, vokser av boreale planter des- 
uten Carex glauca, Alchemilla vestita, Galium verum og Knautia arvensis. 

Av herhen hørende strandplanter skal nævnes: Avena elatior, Rumex 
crispus, Armeria maritima, Galium Aparine, Atriplex litoralis samt Li- 
naria vulgaris (oftere som strandplante end i urer, se ovenfor). 

Av engplanter regnes herhen: Phleum pratense (maaske indført), 
Dactylis glomerata, Trifolium pratense, Heracleum sibiricum, Primula veris 
(vistok oftest tilfældig), Chrysanthemum Leucanthemum (vel oftest indført) — 
og fra akrer eller beboede steder Artemisia vulgaris, Cirsium arvense, 
Triticum repens, Festuca elatior. 

Nogle av de herhen hørende planter (Zpipactis atrorubens, Sedum acre 
og Vicia Cracca sjelden, Arabis hirsuta og Anthyllis Vulneraria temmelig 
hyppig) kan forekomme over trægrænsen paa glimmerskifer-marmorforma- 
tionen. 

Den boreale flora forekommer spredt, men avtagende i artsantal langs 
kysten og inde i fjordene paa kalkholdig underlag til Finmarken (sammen- 
lign ovenfor s. 67 flg.). 

D. Det atlantiske element, der særlig utmerker den fugtige havkyst 
mellem Stavanger og Kristiansund, er i det hele temmelig sparsomt repræ- 
sentert i de her omhandlede herreder. 

Gjennem hele distriktet forekommer: Blechnum Spicant og Narthecium 
ossifragum temmelig almindelig i de ytre trakter, men ogsaa fleresteds i 
indlandet, mere spredt paa myrene og kun i de ytre trakter forekommer 
Myrica Gale, Carex pulicaris og Euphrasia gracilis (med et par nærstaaende 
arter) samt sjelden Ranunculus Flammula. 

Særlig i kysttraktene forekommer saavel i de nordlige som sydlige 
herreder paa lyngmark eller eng: Succisa pratensis og i fugtig eng Lych- 
nis Flos cuculi, begge almindelige, meget spredt derimot paa tørrere grund 
(blandt lyng og ener) Triodia decumbens. | 

I barskog og blandt lyng forekommer Carex pilulifera almindelig gjen- 
nem hele distriktet. 

I fugtige krat forekommer sjelden i de indre og ytre trakter saavel i 
de nordlige som sydlige herreder Cardamine flexuosa. 

I fugtige lier forekommer saavel i kyststrekene som i fjorddistriktene 


over hele gebetet, men temmelig spredt Aspidium montanum. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 75 


Paa terre enger og bakker (ofte paa kalkgrund) forekommer saavel i 
de sydlige som nordlige kystegner temmelig almindelig Plantago lanceolata. 
Kun i de sydlige kysttrakter er fundet: <Aspidium Braunii (temmelig al- 
mindelig især i fjordtraktene i urer og lier, ofte sammen med alm), Rhyn- 
chospora alba (fleresteds i de midtre trakter paa myrene), Schoenus ferru- 
gineus og Erica Tetralix (meget sjelden paa myrene i kystegnene), Luzula 
silvatica (fugtige lier i kysttraktene), Primula acaulis (i krat paa et enkelt 
sted i kysttraktene). 

Kun i de nordlige herreder er paa torvgrund fundet Holcus lanatus 
og Juncus squarrosus, begge meget sjelden og kun i de ytre kysttrakter. 

Den atlantiske flora fortsætter langs kysten ogsaa nord for polarcirkelen, 
men er, naar undtages karakterplantene Blechnum Spicant (nordgrænse 
Helgeen i Karlse 70” 7—8‘) og Narthecium (nordgrænse Kaldfjordeidet paa 
Kvaleen, 60° 41—42") litet fremtrædende og endnu fattigere paa arter end 


paa Helgelandskysten. 


II. Planteformationer. 


I det efterfølgende er plantenes individantal paa lokalitetene angivet med 
ordene: formationdannende (f.), rikelig (r.), spredt (sp.), enkeltvis (e.). An- 
gaaende deres utbredelse inden distriktet henvises til plantefortegnelsen i I 
og her tilslut. 

Strandvegetationen. Denne er i Helgeland, som ellers, forskjellig 
paa fugtig, leret strand og paa tørrere sand- eller rullestensstrand. 

Svømmende i sjøen og strandsumpenes brakvand forekommer oftest 
temmelig rikelig: Zostera marina, Potamogeton pectinatus, P. filiformis, 
Ruppia rostellata, Zanichellia polycarpa, Ranunculus hyperboreus (rikelig — 
spredt). 

Yterst paa leren, der oversvømmes i flodtiden, forekommer især: 
Salicornia herbacea og Spergularia salina (spredt eller enkeltvis) samt under- 
tiden Atropis maritima (forma) og Carex salina v. subspathacea (rikelig — 
formationdannende), Sagina maritima (spredt — enkeltvis) og undertiden 
endel av de nedenfornævnte planter (som Agrostis stolonifera, Carex nor- 
vegica, Cochlearia o. fl.) spredt — enkeltvis. 

Lengere inde paa fugtig ler- eller sandholdig grund fore- 
kommer især: 7rig/ochin maritima, sp., Agrostis stolonifera, r., Atropis mari- 
tima, r.—sp., A. distans, sp., Catabrosa aquatica, sp., Carex glareosa, sp., 
C. norvegica, r., C. salina, r.—f., C. maritima, sp., C. Oederi, sp., C. Horn- 
schuchiana, sp.—e., Scirpus uniglumis, f.—r., S. rufus,r.—sp., Juncus Ge- 
rardi, f.—r., Suaeda maritima, e., Cochlearia officinalis, sp., C. anglica, e., Li- 


gusticum scoticum, e.—sp., Archangelica litoralis, e., Glaux maritima, r., Sta- 


76 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


tice Armeria, sp., Myosotis cespitosa, sp., Plantago maritima, sp., Aster Tri- 
polium, e., Equisetum arvense, e—sp. 

Særlig i tangbeltet forekommer Atriplices, f.—r., Stellaria crassifolia, r., 
Triticum repens, sp.— r. samt Stellaria media, r.—sp., Galium Aparine, sp.—e., 
Sonchus arvensis og andre ugræsplanter, enkeltvis—rikelig. 

Flere av de nævnte (særlig Agrostris stolonifera, Carex salina, C. 
Oederi, Scirpus uniglumis, Juncus Gerardi, Triglochin maritima, Glaux, 
Plantago maritima, Statice Armeria, Aster Tripolium) danner ogsaa hoved- 
bestanddelen i den indenfor i litt hoiere nivaa liggende strandeng, hvori 
desuten ofte optrær planter, som Festuca rubra, r.—sp., Calamagrostis neglecta, 
r.—sp., Orchis incarnatus (forma), e., Gentiana Amarella, sp., G. aurea, sp.—e., 
G. detonsa, e., Ophioglossum, sp.— e., foruten i større eller mindre individantal 
flere planter fra de nærliggende myrer og enger. 

Par terrere sandbund eller blandt rullesten findes især: Avena 
elatior, sp., Festuca rubra, r.—sp., Triticum repens, sp., Elymus arenarius, 
r.—sp., Carex incurva, sp., Juncus balticus, sp., Polygonum aviculare (forma), sp., 
Sagina nodosa, sp.—e., Silene maritima, sp., Honkenya peploides, f.—r., Ca- 
kile maritima, sp.—e., Potentilla Anserina,r.—sp., Lotus corniculatus, sp.—e., 
Lathyrus maritimus, r.—e., Scutellaria galericulata, sp., Galeopsis tetra- 
hit (forma), sp.—e., Mertensia maritima, sp.—r., Linaria vulgaris, sp.— e. 

Paa skjælsand eller kalkgrus er det ogsaa især at boreale og arktiske 
planter optrær ved strandkantene, som Sedum acre,sp., Galium verum, 
sp.—r., Gentiana campestris, sp., Vicia Cracca, sp., Draba incana, sp., Silene 
acaulis, f.—r., Dryas, r. 

Som eksempler paa strandvegetationen henvises til: fra den ytre 
kyst: I s. 2o (Alsten) I s. 29 (Alteren), I s; 31° (Here), l'os 
(Denna og Aasveer), I s. 42 (Vandved), I s. 45 (Tomma), I s. 46 (Lokta), I s. 49 
(gene utenfor Ranenfjorden), Is. 55 (Alderen), I s. 56 (Lovunden), I 57— 
67 (ger i Træna), II s. 6 (Holm), II s. 41 (Vennesund—Vikvaagen), II 
s. 45 flg. (Somnes og Serstremmen), II s. 5o (Torgeen), II s. 53 (Brennesund), 
IIs. 57. (Trælnes), II's: 62 flg. (Vega), II s. 65 (Grimse), II s. 64 (Sela); 
fra fjordtraktene: Is. 73 (Sjona), Is. 75 (Nesna), I s. 82 (Mosjeen), I 
s. 113—114 (Hemnes) ll s. 7 (Aakvik— Fiskerosen), II s. 9 (Hildringen), 
Ij sr (Terraak), II s. 28 (Velfjorden). 

Angaaende litorale arktiske og boreale planter henvises til II s. 69 
og T4: ; 

Myrvegetationen. Myrene er dels »græsmyrer« (WARMING), dels 
sphagnummyrer eller, som maaske oftest hos os, en forening av disse. 


Paa de første er det særlig stargræs, der dominerer, paa de sidste er der 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSØKELSER I HELGELAND. Il. Ti 


en temmelig spredt vegetation av blomsterplanter. Flere arter forekommer 
dog paa begge slags myrer. 

Av vegetationen paa græsmyrene skal nævnes: Carices (oftest tue- 
dannende, særlig C. Goodenoughii, f.—r., C. canescens,r., mere spredt: 
C. dioica, C. pulicaris, C. loliacea, C. chordorrhiza, C. leporina, C. stellu- 
lata, C. Buxbaumii, C. flava, C. Oederi, C. Hornschuchiana, C. panicea, 
C. capillaris, C. rostrata, C. vesicaria, Scirpus paluster, r.—sp., S. cespi- 
tosus, f.—r., SS. pauciflorus, r.—sp., Eriophorum vaginatum og E. angusti- 
folium, f.—r., E. latifolium, sp., Agrostis canina, r. —sp., A. vulgaris, r.—Sp., 
Calamagrostis neglecta, r., Hierochloa odorata, sp.—e., Alopecurus genicula- 
ftus, sp., Phalaris arundinacea, r.—sp., Catabrosa aquatica, sp.—e., Molinia 
coerulea,r., Juncus filiformis,r., J. lamprocarpus,r.— sp., J. alpinus,sp., J. tri- 
glumis, e.—sp., J. supinus, r.—sp., Narthecium, f.—r., Tofieldia, e.—sp., Tri- 
glochin palustris, e.—sp., Orchis maculatus, e.—sp., Lychnis Flos cuculi, e.—sp., 
Thalictrum alpinum, r.—sp , Ranunculus Flammula, sp., À. reptans, r.—sp., 
R. repens, e.—sp., Caltha, sp.—r., Cardamine  pratensis, e., Parnassia, sp., 
Saxifraga aizoides, sp., Comarum, r.—sp., Geum rivale, sp., Ulmaria penta- 
petala, sp., Epilobium palustre, sp., Cornus, r., Menyanthes, r.—sp., Myosotis 
cespitosa, sp.—e., Euphrasia officinalis, r.—sp., Galium palustre, sp., G. uligi- 
nosum, sp., Valeriana excelsa, sp.—e., Cirsium heterophyllum, sp., C. palu- 
stre,e.—sp., Crepis paludosa,sp., Equisetum palustre, sp., E. pratense, sp., 
E. arvense, sp., Blechnum, r.—sp., Aspidium spinulosum, sp. 

Særlig paa sphagnummyrene forekommer i regelen spredt—temmelig 
rikelig: Carex pauciflora, C. chordorrhiza, C. diandra, C. paradoxa, C. 
Buxbaumii, C. livida (e.), C. limosa, C. irrigua, C. rariflora, C. lasiocarpa, 
Eriophorum vaginatum, E. angustifolium, E. alpinum, Scirpus cespitosus, 
Rhynchospora alba, Triglochin palustris, Narthecium, Orchis | cruentus (e.), 
O. angustifolius (e.), O. maculatus, Coralliorrhiza (e.), Listera cordata (e.), Mon- 
tia fontana, Droserae, Rubus Chamaemorus, Viola palustris, V. epipsila, 
Epilobium palustre, Vaccinium Oxycoccus, V. uliginosum, V. Vitis idaea, 
Calluna vulgaris, Andromeda polifolia, Veronica scutellata(e.), Melampyra, 
Pedicularis palustris (e.), Pinguicula vulgaris, P. alpina (e.—sp.). 

Ofte danner der sig i sphagnummyrene tuer, serlig av Eriophorum 
vaginatum, Carex Goodenoughii *juncella, C. rostrata, Scirpus cespitosus, 
hvor en stor del av de ovennævnte planter slutter sig mere sammen, medens 
der mellem tuene ofte er aapent vand, dynd eller ganske vaad sphagnum 
uten blomsterplanter. Især forekommer paa disse tuer Rubus Chamaemorus, 
Betula nana, Empetrum og lyngplanter (Calluna, Vaccinium uliginosum, 
V. Vitis idaea), og naar tuene tiltar og blir tørrere, faar snart de sidste 


overtaket. Myrene gaar da efterhaanden over til de tørrere torvmyrer, 


78 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


med en ensformig lyngvegetation og karakterplanter, som Molinia, Carex 
panicea, Scirpus cespitosus, Luzula multiflora, Narthecium, Polygonum vivi- 
parum, Potentilla erecta, Cornus suecica, Betula nana. Av og til avbrytes 
dog disse torvmyrer av mere eller mindre fugtige partier med Zriophora 
og Carices eller av sumper med dynd- og vandvegetation, hvorom neden- 
for. I kyststrokene, hvor torvlaget over sand- og rullestensunderlaget er 
tyndere, faar man mangesteds, som paa den sydligere vestkyst, mere ut- 
prægede lyngmoer med iblandet Juniperus, Festuca ovina, Nardus stricta 
o. s. v. I denne vegetation kan da ogsaa optræ fjeldplanter som Dryas, Silene 
acaulis, Equisetum scirpoides (saaledes paa Vega, se ovenfor s. 59 og paa 
Leka iflg. B. Kaavaas), der dog i regelen skyldes skjælsanden eller skifer- 
gruset under det tynde, ofte tildels avflækkede torvlag. 

Foruten Betula nana vokser av større busker paa myrene særlig: Sa- 
lices (navnlig Salix lapponum, S. glauca, S. aurita, S. nigricans, S. pent- 
andra), Myrica Gale, Betula pubescens og Alnus incana. 

Paa ældre, noget tørrere myrer findes ogsaa ofte furutrær, men som 
oftest i noget forkrøblet skikkelse eller som gamle, uttørrede stubber. 

Fra fjeldmyrene i subalpine, indre strøk kan foruten de fleste av 
de nævnte planter nævnes: Aira atropurpurea, Carex capitata, C. aquatilis, 
C. pulla, C. rotundata, C. sparsiflora, Juncus castaneus, J. arcticus, Stellaria 
alpestris, Epilobium Hornemanni, E. alsinifolium, Pedicularis Sceptrum Caro- 
linum, Pinguicula alpina. 1 kysttraktene dominerer særlig Scirpus cespitosus 
og Narthecium ogsaa paa myrene i fjelddalene. 

Torvmyrene danner i kystdistriktene en væsentlig del av utmarken 
der har en ensformig, men ofte noget uensartet vegetation (se særlig vege- 
tationen paa Træna s. 57 flg.), der dog ved opdyrkning mangesteds kan 
forvandles til forholdsvis godt england. 

Græsmyrene og de dertil ofte grænsende vandsyke enger og diker ut- 
gjør mangesteds i kyst- og fjeldtraktene et vigtig slaatteland (myrslaatten). 

Som eksempler paa myrvegetationen kan fra lavlandet henvises til 
I s. 20 (Alsten), Is. 26 (Tjøtta), Is. 39 (Donna), Ls. 57—69 (eene i Træna), 
I s. 73 ıSjona), I s. 82 (ved Mosjøen), Is. 84 (øverst i Bjornaadalen); II 
s. 50 (Torgeen), II s. 53 (Brennesund) II s. 10 (Terraak), II s. 27 flg. 
(Heggehalveen), II s. 44 (Semnes), II s. 58 (Vega); fra de indre fjeld- 
traktertil Is. 81 (Oifjeld), Ls. 87 (Fiplingdalen), Is. ror (Varnvand), I s. 104 
(Spjeltfjelddalen), II s. 22 (Vasbygden), II s. 36 (indenfor Lomsdalen). 

Her ber ogsaa nævnes vegetationen paa den fugtige mosbund ved o p- 
kom (kolde kilder), hvorav især ber nævnes: Æpilobia (Epilobium palustre, 
E. Hornemanni, E. alsinifolium), Stellaria nemorum, Circaea alpina, Montia. 


Samtlige spredt—enkeltvis. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 79 


Om vegetationen paa fugtig mosbund over trægrænsen (paa »sneleier«) 
skal tales nedenfor. 

Vand- og sumpvegetationen. I rene sphagnummyrer eller i græs- 
myrenes sphagnumsparti findes oftest større eller mindre smaavand (myr- 
tjern, myrkjønner). Disse kranses oftest av høie græs eller halvgræs, der er 
formationdannende—rikelige, særlig Phragmites, Carex rostrata, Equisetum 
fluviatile, Eriophorum vaginatum, sjeldnere /ris,r.—sp., Scirpus Tabernae- 
montani,r.—sp., S. paluster,r.—sp., Sparganium ramosum, f.—r., samt sump- 
planter som Caltha, r.—sp., Comarum, r.—sp., Menyanthes, r.—sp., Lysi- 
machia thyrsiflora,e.—sp., Catabrosa aquatica, e.—sp., Glyceria fluitans, 
r.—sp. (meget sjelden). Samme vegetation findes ogsaa ofte i sphagnum- 
zonen ved breddene av større indsjeer. 

I selve vandene sees: Jsoetes, sp., Potamogeton natans,f.—sp., P. al- 
pinus, r.—sp., P. gramineus, r.—sp., P. praelongus,sp., P. perfoliatus, r.— sp., 
P. filiformis, r.— sp., P. pusillus, r.—sp., Sparganium affine, r.—sp., S. mi- 
nimum,r.—sp., S. submuticum,r.—sp., Lemna minor,f.—r., Juncus supi- 
nus,r.—sp., Ceratophyllum, v., Ranunculus aquatilis (coll.), r. —sp., R. rep- 
lans, r.—sp., À. hyperboreus, r.—sp., Subularia, r.—sp., Nymphaea, r.—sp., 
Nuphar pumilum, r.—sp., Myriophyllum, v.—sp., Hippuris,r.—sp., Utricula- 
riae, sp. — e., Callitriche verna, r., Lobelia, sp. 

Endel av disse (særlig Spargania, Potamogetones, Juncus supinus, My- 
riophyllum, Hippuris) findes ogsaa ofte i gamle torvgraver, i græsmyrenes aapne 
diker eller i elvekjosene. I kystegnene blander denne vegetation sig under- 
tiden med brakvandsumpenes vegetation ( Zazichellia, Ruppia, hvorom ovenfor). 

Som eksempler paa denne vandvegetation henvises til I s. 26 (Tjetta), 
Is: 32 (S. Here), I s. 33 (N. Here), I s. 39 (Denna), I s. 41 (Aas vær) 
I s. 43 (Vandved), I s. 49 (eene utenfor Ranenfjorden), I s. 54 (Stigen), 
I s. 61 (Sanna), I s. 64—68 (andre smaaeer i Treena), I s. 78 (Leirfjor- 
den) I s. 82 (ved Mosjeen), Is. 84 (i Bjornaadalen), I s. gı (Nellifjeld i 
Hatfjelddalen), I s. 95 (Susendalen), I s. 98 (Resvasholmen), I s. 101. (Brak- 
fjeldtjern ved riksgrænsen), I s. 110 (Korgen); II s. 6 (ved Holm), II s. 11 
(Aunevand i Aabygden), II s. 22 (Vasbygden), II s. 24 (Grindgarsvand i 
Harangen) II s. 28 (Heggehalvoen), Il s. 29 (under Hommellien i Vel- 
fjorden), II s. 29 (Helinesvand), II s. 30 (Svanvand—Sausvand), II s. 33 
(Straumanvandene), II s. 37 (smaavand paa fjeldet ovenfor Klausmarken), 
II s. 42 (bækker i Vik, Gjerdevand og ved Brækosen), II s. 46 (Oianvand), 
II s. 48 (smaatjern oppe paa Sausfjeldet), II s. 50 (Torgeen), II s. 59 
(Vega), II s. 65 (Igeroen). 

Vegetationen paa glimmerskifer-marmorformationen i lavlandet. 


Paa denne undergrund findes særlig i de ytre trakter en rikholdig vege- 


80 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


tation paa de lavere aaser og hauger, der mangesteds hæver sig i det 
ovenfor nævnte torvmyrland (smlgn. I s. 11 og 131). Denne vegetation 
bestaar av en interessant forening av sydligere planter og fjeldplanter og 
staar i skarp motsætning til den yterst tarvelige og trivielle vegetation paa 
graniten og gneisen. 

De første tilhører A. BLytts boreale element og er opregnet s. 73 flg. 
ovenfor, av de sidste skal her særlig nævnes: Asplenum viride, r.—sp., 
Equisetum variegatum, sp.—e., E. scirpoides, sp.—e., Carex rupestris, r. spe 
C. atrifusca, sp.—e.(?), Gymnadenia albida, e., Coeloglossum viride, e., Salix 
hastata, sp.—e., S. myrsinites, sp.—e., S. reticulata, r.—e., Silene acaulis, 
r.—sp., Viscaria alpina, sp.—e., Arenaria ciliata, sp. —e., Thalctrum alpi- 
num, r.—sp., Draba incana,sp.—e., Rhodiola, sp.—e., Saxifraga Cotyledon, e., 
S. stellaris, e.—sp., S. nivalis, e., S. oppositifoha, r.—sp., S. aizoides,r.—sp., 
S. groenlandica, e.—sp., Dryas, f.—sp., Arctostaphylos uva ursi, r.—sp., Pri- 
mula scotica, e.—sp., Gentiana nivalis, e., Veronica fruticans, e.—sp., Euphra- 
sia salisburgensis, e.—sp., Bartschia alpina, e.—sp., Erigeron borealis, e.—sp., 
Hieracium hyperboreum,e.—sp. Sammenlign ovenfor s. 71 under A. BLYTTs 
arktiske element. 

Som eksempler paa denne vegetation henvises til I s. 22—24 (Alsten), 
I s. 25 (Offerseen), I s. 27 (Trolandet) I s. 28 (Bareen), I s. 29 (Al- 
teren), Is. 30—31 (Presteen og Saueen), I s. 31 (Tenna), I s. 32 (Her- 
oene), I s. 37 (Dønna), I s. 43 (Slapo), I s. 45—48 (eene utenfor Ranen- 
fjorden), I s. 5o (Solvar), I s. 53 (Oneen), I s. 55 (Alderen), Is. 67 (Sel- 
var); II s. 5 (Horsfjord), II s. 6 (Holm), II s. r3 (Oksningen), II s. 26 flg. 
(Heggehalveen), Il s. 49 (Torgoen), II s. 51 (Kvale), I s. 52 (Brennesund), 
II s. 60 (Vega), II s. 64 (Grimse), II s. 66 (Ulvingen). 

Sammenlignes med denne vegetation kan vegetationen paa den hvide 
skjælsand under Traenstaven (I s. 59). 

Mindre rikelig er denne vegetation paa de nokne eller med et tyndt 
jordlag dækte kalkberg i fjordtraktene eller længere inde i landet (se f. eks. 
I s. 86, 89, 100). Men hvor der, som oftere paa dette underlag saavel 
paa eene som paa fastlandet, findes hasselkrat og særlig i selskap med 
alm i mot syd vendende urer og lier finder man en overordentlig rik 
og frodig vegetation. 

De fleste av dennes planter henherer til det boreale element og findes 
opregnet s. 73 flg. ovenfor, av atlantiske hører hit Aspidium Braumi, sp.—e., 
(se s. 75 ovenfor) og av arktiske gaar foruten de ovennævnte ogsaa endel 
andre her ned i lavlandet, som Carex atrata, e., C. alpina, e., Triticum viola- 
ceum, e.—sp., Chamaeorchis alpinus, e.—sp., Braya alpina, e.—sp., Arabis al- 


pina, e., Astragalus alpinus, e.—sp., A. oroboides, e.—sp. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 81 


Som eksempler paa denne vegetation, ofte i selskap med hassel og 
alm, skal anføres: I s. 23—24 (Sovikskaret og Skei paa Alsten), Is. 28 
(Trolandet og Bærøen), I s. 38 (Dønna), I s. 44 (Tomma), I s. 48 (Hand- 
nesøen), I s. 51 (Lure), Is. 70 (Olvikvand), I s. 71 (Bratland og Aas-aasen), 
1 s. 72 (Silavatnet), Is. 74 (Sjona), I s. 75 (Nesna), I s. 76—77 (Meis- 
fjorden), I s. 78 (Leirfjorden), I s. 79—80 (Oifjeld), I s. 81—82 (Dolstad- 
aasen), I s. 82 (Moaasen), I s. 83 (Bjornaadalen—Ravatnet), I s. 85 (Fel- 
lingfors, smlgn. I s. 221), I s. 86 (Klevjemo), I s. roo (ved Resvandets 
bredder) I s. 107 (Lille Brygfjeld i Korgen), I s. tog (Korgen og Leir- 
skardalen) I s. 110 (Bjerkadalen) I s. 112 (Elsfjord—-Fustvand), I s. 114 
(Brennbergli i Hemnes), I s. 115 (Borristelli sammesteds), I s. 116 (under 
Selforsfjeld), I s. 117—118 (ved Langvatnet) I s. 123 flg. (Dunderlands- 
dalen); II s. 5 (Horsfjord). II s. 6 (Bindalseidet), II s. 6—7 (Aakvik og 
Fiskerosen), II s. 9 (Hjarte, tildels gabbro), II s. 9—10 (Kollstrommen— 
Kjella, II s. ro (Mastervik), II s. 11 (ved Aunevand og Aabjergvand i 
Aaen), II s. r2 (Osan), II s. 13 flg. (Repsundet og Reppen), II s. 16 (ved 
Tosenfjorden) I s. 17 (under Rismaalstind), Il s. 22 (Bjernbænken og 
Vasbygden) II s. 23 (Skotnesliene), II s. 26 flg. (Heggehalvoen, tildels 
gabbro), II s. 29 (Serfjordens vestside—Navavand), II s. 30 flg. (Sausbygden— 
Langfjordbunden), II s. 33 (Raakhatten), II s. 35 (Storberja—Strompdal), 
II s. 38 (Klausmarken), II s. 38 (Vevelstad—Forvik), II s. 40 (Ytre Kvalo i 
Vik), II s. 40 flg. (Heglien ved Skaaren), II s. 42 flg. (aasene ved Vik), 
II s. 43 (ovenfor Malm og Aandvik), II s. 43 flg. (Kirstimarken ved Sem- 
nes) II s. 46 (Somnesoen), II s. 46 flg. (Grottem—Holandsvand), II s. 47 
(Dalabotnet), II s. 47 flg. (Gravfjorden og Hongsetbygden), II s. 49 (Torg- 
oen), II s. 50 (Sauren), II s. 52 flg. (Brennesund), II s. 55 (under Tilrems- 
hatten og Mosaksla), II s. 56 (Skilbotnet), II s. 61 (Eidem paa Vega), II 
s. 64 flg. (Grimso). 

Særlig ber nævnes bundvegetation med rikelig—spredt forekomst av 
Asperula, Lathyrus vernus, Moehringia trinervia (mangesteds gjennem hele 
distriktet), Mercurialis perennis i de sydlige herreder, forekomsten av lind, 


eple og forskjellige asaldformer, hvorom  henvises til plantefortegnelsen. 


Birkekrattene og birkeskogene. Vegetationen i disse dannes av plan- 
ter, der kræver mere fugtighet end hasselkrattenes og maa vistnok ogsaa i det 
hele betegnes som temmelig rikholdig, men utviser i regelen kun over det 
hele land almindelige planter, hvorav enkelte ofte dominerer, saa vege- 
tationen ofte blir noget ensformig. Her skal blot nævnes nogle av de mest 
toneangivende, der forekommer spredt — i rikelige bestande: Athyrium Filix 
femina, Phegopteris Dryopteris, Ph. polypodioides, Aspidium spinulosum, 

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 6 


82 OVE DAHL. M.-N. KI. 


Equisetum silvaticum, Aira cespitosa, A. flexuosa, Melica nutans, Dactylis 
glomerata, Poa pratensis, P. nemoralis, Milium effusum, Anthoxanthum odo- 
ratum, Luzula pilosa, Polygonatum verticillatum, Paris, Stellaria nemorum, 
Melandrium silvestre, Ranunculus acer, Aconitum septentrionale, Geranium 
silvaticum, Oxalis, Pyrola minor, P. secunda, Trientalis europaea, Melam- 
pyrum pratense, M. silvaticum, Linnaea borealis, Campanula rotundifolia, C. 
latifolia, Solidago Virga aurea, Hieracia (særlig tilhørende grupperne Vul- 
gata, Prenanthoidea og Foliosa). 

Vegetationen er forøvrig i hei grad avhængig av jordbundens be- 
skaffenhet. Paa fugtig grund optrær ofte mange myrplanter og paa tor 
ofte mange lyngarter særlig i blandskog med naaletrær. Særlig ut- 
præget er birkeliene i fjord- og fjeldtraktene, hvor flere av de nævnte 
arter kan forekomme i høie og tætte bestande (karakterplanter: større breg- 
ner, Milium, Calamagrostis purpurea, Polygonatum verticillatum, Stellaria 
nemorum, Melandrium silvestre, Aconitum, Geranium silvaticum, Angelica 
Archangelica, Campanula latifolia, Mulgedium alpinum, Solidago Virga aurea, 
Crepis paludosa, flere specielle Hieracia). 

Paa kalkholdig underlag og i mot solen vendende urer og lier kan 
der undertiden være en overordentlig artrik blandingsvegetation av birke- 
lienes og alm-hasselkrattenes folgeplanter, saaledes at de forste faar over- 
taket langs bækkene, under fugtige berghamrer, eller hvor lien ellers er 
mere sumpig, de sidstnævnte derimot i de tørrere urer, se f. eks. I s. 79 flg. 
(under Oifjeld i Vefsen), I s. 116—117 (under Selforsfjeld og ved Lang- 
vatnet i Mo), II s. 9 flig. (ved Kollstremmen og Horsbergvand), II s. 12 (ved 
Osan neer Vasaas), II s. 14 flg. (ovenfor Ytre Reppen og langs Tosenfjorden), 
II s. 32 (trakter ved bunden av Sausvandet) II s. 34 flg. (inde i Stor- 
berja), II s. 38 (ved Klausmarken indenfor Okfjorden), II s. 40 fig. (Heglien 
ved Skaaren i Vik), II s. 46 flg. (ovenfor Grottem og inde i Dalabotnet i Vik), 
II s. 54 flg. (under Tilremshatten og Mosaksla i Brenney), II s. 61 (Lauplien 
paa Vega). 

Undertiden blir den tidligere blomstrende vegetation av planter som Asfe- 
rula, Circaea, Corydalis og Lathyrus vernus senere paa sommeren ganske 
overgroet av den hoiere birkelivegetation (f. eks. under Dolstadaasen i Vef- 
sen, I s. 81, ved Silavatnet i Lurey, I s. 72). | 

I fjeldtraktene gaar mange fjeldplanter ned i birkeliene (smlgn. s. 70 flg. 
ovenfor) og ofte optrer her som ellers hertillands øverst oppe et mere 
eller mindre utpreget vidjebelte (av graavidjer). 

Som eksempler paa fjeldlienes vegetation i de indre trakter kan tjene 
de tildels utferlige fortegnelser I s. 87 (Fiplingdalen i Vefsen), I s. 94—95 


(Hatfjelddalen) I s. 119—121 (under Storvastind og nar Svartisen i Mo), 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 83 


I s. 124 fig. (Dunderlandsdalen), II s. 8 (Hildringsfjeldet), II s. 33 fig. (under 
Raakhatten), II s. 20 flg. (ved Tosenfjorden). 

Ogsaa i fjeldliene er vegetationen rikest paa fugtig, kalkholdig under- 
lag (herfra kan nævnes som en karakterplante Cystopteris montana spredt 
forekommende). Eksempelvis skal her blot naevnes liene ved Tustervand i 
Hatfjelddalen (Is. 99), Susendalens østside (I s. 94 flg.), i Bjerkadalen og Lerskar- 
dalen i Korgen (I s. 108—110), ved Ravnaa under Burfjeldet i Mo (I s. 118), 
i Dunderlandsdalen (I s. 122 flg.), under Fransvikfjeldet i Sjona (I s. 74), 
under Nesnafjeld (I s. 75), under Kolsvikfjeld, Rismaalstind og Middags- 
tinden mot Tosdalen (II s. 17— 19), under Grenlifjeld ovenfor Harangen 
(ns. 23) 

Som eksempler paa birkekrattenes vegetation i de ytre trakter kan 
henvises til I s. 21 (Alsten), I s. 3o (Saueen i Husvær), I s. 51 (Lure), 
I s. 56 (Lovunden), II s. 40 (Ytre Kvalo i Vik), II s. 43 flg. (under Semnes- 
fjeld i Vik), II s. 49 (Torgeen), II s. 51 (Sauren), II s. 53 (Brennesund), II 
s. 60 flg. (Gladstad og Eidem paa Vega), II s. 64 flg. (Grimso). 

Selv i det lave birkekrat blandt de store stenblokker paa utsiden av 
Sela (i Vega) findes der spredt—enkeltvis nogle faa skogplanter (Moeh- 
ringia trinervia, Cardamine silvatica, ll s. 64), altsaa en yderligere reduk- 
tion av skogbundens flora paa Lovunden (Is. 56) og selv ute paa de traelese 
eer i Træna er der rester av skogenes vegetation, saaledes endog Milium 
i skaret ved Traenstaven (I s. 59). 

Naaleskogenes vegetation, Som bekjendt er denne meget triviel og 
fattig paa arter. Særlig dominerer her lyng og lyngartede vekster der al- 
mindelig forekommer rikelig—formationdannende, som Vaccinium Vitis idaea, 
V. Myrtillus, Calluna vulgaris, Pyrola secunda, Empetrum, Linnaea (sjeld- 
nere Pyrola uniflora og meget sjelden P. chlorantha). Desuten forekom- 
mer hyppig spredt—rikelig: Lycopodium annotinum, L. complanatum, Aira 
flexuosa, Festuca ovina, Carex pilulifera, Luzula pilosa, Polygonum vivi- 
parum, Veronica officinalis, Antennaria dioica. Speciel for Hatfjelddalen— 
Korgen er i granskogen Calamagrostis chalybaea. 

Paa fugtig mos forekommer i granskogene Listera cordata temmelig 
almindelig og Goodyera sjelden. 

Granen synes fleresteds f. eks. i Bjornaadalen i Vefsen og i Korgen at 
trives godt paa kalkgrund. Herav kommer det, at Cypripedium trives godt 
i granskogen i Bjornaadalen og at man i Korgen og ovenfor Borkamoen i 
Tosen inde i granskogen steter paa en og anden av de serlig for kalk- 
terræn eiendommelige planter (se I s. 110 og II s. 17). 

Ofte er dog naaleskogene blandet med birk og man finder da ogsaa 


flere av birkeskogens planter spredt i slike blandskoger (saaledes Oxalıs, 


84. OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Melampyra, Majanthemum, Aspidium spinulosum og flere bregner, og paa 
fugtige steder mange myr- og sumpplanter. I de indre fjelddaler gaar ofte 
endel fjeldplanter ned i granliene (saaledes i Susendalen, Korgen, Dunder- 
landsdalen), likesom braater og aapne partier gir plads for en senere ind- 
vandret flora. 

I kysttraktene (f. eks. paa Vega, Dønna, Alsten), hvor der endnu er 
litt naaleskog, kan man ogsaa iagtta den herhen hørende flora, ja endog i 
trakter, hvor naaleskogen er utdød, kan der findes rester av derhen hørende 
vegetation. Saaledes kan nævnes forekomsten av Listera cordata i myr 
paa Indre Kvarø, Goodyera paa Handnesøen, Aakvik paa Dønna og under 
Sømnesfjeld i Vik. 

Vegetationen over trægrænsen. Denne er i hei grad avhængig av 
undergrundens beskaffenhet, idet den er langt rikere paa den lettere for- 
vitrende glimmerskifer-marmorformation end paa granit og gneis. 

Paa grusede fjeldvidder og skraaninger eller paa hylder og i klippe- 
rifter, tilhørende den førstnævnte formation, er der oftest en noget spredt, 
men meget artrik vegetation, hvorav de mest karakteristiske er nævnt 
ovenfor (s. 71 flg.). Sammen med disse forekommer i regelen en mængde 
av de almindelige fjeldplanter (smlgn. s. 70 flg.). 

Av planter, der ei tilhører den arktisk-alpine plantegruppe, stiger især 
følgende undertiden op paa fjeldvidden paa glimmerskifer-marmorformationen, 
hvor de forekommer spredt—enkeltvis: Cystopteris montana, Aspidium Lon- 
chitis, Botrychium Lunaria, Gymnadenia conopea, Epipactis atrorubens, Arabis | 
hirsuta, Sedum acre, Anthyllis Vulneraria, Vicia Cracca (smlgn. I s. 131 
og II s. 74). 

Som eksempler paa herhen hørende lokaliteter henvises til: I s. 39 
(Denmanden), I s. 48 (Handnesoen), I s. 55 (Aldertind ovenfor Dyrskar- 
lien), I s. 71 (Aas-aasen og Klubben ved Aldersundet), I s. 73—74 (Stor- 
nibba og Fransvikfjeld i Sjona), I s. 75 (Nesnafjeld), I s. 81 (Trangskaret 
i Oifjeldet ved Mosjeen) I s. 85 (Gronfjeldet i Øvre Vefsen) I s. go 
(Hatten) og I s. 91 (Nellifjeld i Hatfjelddalen), I s. 93 flg. (Susendalens 
østside), I s. 96 (fjeld ved Unkervand og mot Skarmodalen), I s. 98 (Orefjeld 
og Brurskanken ved Resvand), I s. 99 (fjeldpartiet mellem Tustervand 
og Rosvasbygden), I s. roo (Krutfjeldene), Is. 101 (Akfjeld og Brakfjeld), 
I s. 102 (Krutvasreddiken), I s. 103 (Varnfjeld, Hjartfjeldsakslen, Olfjeld- 
kleppen), I s. 104—105 (Klubben og Østre Mofjeld ved Umbugten), I s. 106 
(Slegda og Anders Larsafjeldet i Korgen) I s. 108 flg. (fjeldene i Leir- 
skardalen), I s. 110 (Maaltind i Bjerkadalen), Is. 111 (Rundtind i Korgen), 


I s. 112 (Kveldtuva mellem Elsfjorden og Vefsen) I s. 118—120 (fjeld- 


, 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 85 


partier mellem Langvandet og Svartisen i Mo), I s. 125—129 (fjeldene i 
Dunderlandsdalen); II s. r4 (Repparfjeld i Bindalen), II s. 17 (Rismaals- 
tind i Tosen), II s. 19 (Kolsvikfjeld nar Tosenfjorden), II s. 21 (Strems- 
fjeld mellem Velfjorden og Tosen) II s. 23 (Hongsfjeld i Vasbygden), 
II s. 23 (Grenlifjeld ovenfor Harangen), II s. 29 (Szeterfjeldet i Velfjorden), 
II s. 31 (Aunfjeldet og Kvernhatten i Velfjorden), II s. 40 (ovenfor Ytre 
Kvale i Vik). | 

Derimot er vegetationen oppe paa fjeld, dannet av granit og gneis, 
yterst triviel, bestande av over det hele land almindelige fjeldplanter, eller 
fjeldene kan vere ganske nokne (i de ytre trakter undertiden næsten fra 
fot til top) eller dækket av storstenet ur og snefonner. Paa lavere, mere 
beskyttede fjeld kan lyngartede planter eller andre tuedannende fjeldgræs 
rikelig—formationdannende beklæde større eller mindre partier av fjeld- 
vidden, eller den kan dækkes av torvmyr. 

Som eksempler paa herhen hørende vegetation kan henvises til I s. 22 
(Breitind paa Alsten), I s. 38 (Hæstadtind paa Denna), I s. 39 (Denman- 
den), I s. 52 (Lurefjeldet), I s. 54 (Aldertind), I s. 56 (Lovunden), I s. 60 
(Breitinden og Trænstaven i Træna), I s. 71— 72 (fjeld ved Aldersundet, 
iseer Vastind), I s. 81 (Oifjeld i Vefsen), I s. 84 (Mandalsaksla i Ovre Vefsen), 
I s. 88 (Bjergefjeld), I s. 112 (Hatten mellem Elsfjorden og Vefsen), I s. 120 
(Brunstadtind i Svartisdalen); II s. 11 (Terraakfjeld), II s. 7 (Heilhornet), 
II s. 12 (Granbostadfjeld i Bindalen), II s. 17— 18 (fjeld indenfor Tosbotnet), 

„I s. 23 (Storfjeldet i Vasbygden) II s. 24 (Harangsfjeldet), II s. 28 
(Brataasfjeld i Velfjorden), II s. 34 (Raakhatten) II s. 36 (Lausfjeld og 
Breivastind), II s. 37 (Elsaashatten), II s. 38 (Heiholmstind), II s. 48 (Saus- 
fjeldet), II s. 47 (Lysingen), II s. 51 (Torghatfjeldet), II s. 56 (Mosaksla), II s. 56 
(Traelneshatten), II s. 62 (Vegtinden— Troldtindene paa Vega). 

Ogsaa paa serpentinfeltene er der i regelen en meget sparsom 
vegetation (undtagen paa asbestforekomster eller paa kalk- eller glimmer- 
skiferholdig grus). Av planter, der særlig synes at trives paa serpentin 
kan nævnes: Asplenum viride, Cerastium alpinum v. glabratum, Viscaria 
alpina. 

Som eksempler paa vegetation paa serpentinfjeld henvises til I s. 28 
(Redefjeld), I s. 90 (Hatten i Hatfjelddalen), I s. 96 (Rotfjeld), I s. 102 
(Krutvasreddiken og Gryttind), II s. 29 (inde i Velfjorden), II s. 18 (inden- 
for Tosbotnet)!. 

Snevandsvegetationen. Ved snebækker, paa vanddrukken (frisk grøn) 


mos eller grusede steder, hvor der nylig har ligget snebræer (»sneleier«) 


1 Sammenlign ovenfor s. 67 angaaende vegetationen paa Leka. 


86 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


eller i slammet nær disse er der oftest en ret frodig vegetation av enkelt- 
vis—spredt forekommende arter, hvorav her særlig skal nævnes: Athy- 
rium alpestre, Equisetum arvense v. alpestre, E. variegatum, Alopecurus 
fulvus, Aira alpina, Poa laxa, P. alpina v. vivipara, Catabrosa algida, 
Carex lagopina, C. brunnescens, C. rufina, Eriophorum Scheuchzeri, Juncus bi- 
glumis, Salix herbacea (rikelig), S. polaris, Koenigia, Sagina intermedia, Alsine 
biflora, Cerastium Edmondstomi, C. trigynum, Ranunculus glaciahs, R. m- 
valis, R. pygmaeus, Arabis alpina, Cardamine bellidifolia, Saxifraga stella- 
ris (ofte som v. comosa), S. oppositifolia, S. nivalis (ofte som v. tenuis), 
S. cernua, S. rivularis, Epilobium anagallidifolium, E. Hornemanni, An- 
dromeda hypnoides, Veronica alpina, Gnaphalium supinum, Petasites frigidus, 
Taraxacum croceum. 

Som eksempler paa denne vegetation henvises særlig til Is. 88 
(Bjorgefjeld), I s. 89 (Kapfjeldet), I s. o1 (Hatten), I s. 96 (Rotfjeldet), I s. 99 
(Jerentind ved Rosvandet), I s. 102 (Store Buksfjeld nar graenseres nr. 212 
i Hatfjelddalen) I s. 121 (ved Svartisen), I s. 126 (inderst i Dunderlands- 
dalen); II s. 7 (Heilhornet), II s. 18 (Tverfjeld og N. Snefjeld i Tosen), 
II s. 36 (Breivastind), II s 38 (N. Heiholmstind). 

Blandt de planter, der gaar heiest paa fjeldene (i smaa oaser blandt — el- 
ler mellem stenene i — storstenede urer, klipperevner, tuer ved varderne), skal 
især nævnes: Cryptogramma crispa, Lycopodium Selago, Anthoxanthum, Fe- 
stuca ovina, Poa laxa, Aira flexuosa, P. glauca (formae), Carex brunnescens, 
C. rigida, Cobresia Bellardii, Juncus trifidus, Salix herbacea, Luzula Wahlen- 
bergii, L. arcuata, L. spicata, Silene acaulis, Viscaria alpina, Cardamine bel- 
lidifolia, Sibbaldia, Empetrum, Andromeda hypnoides, Vaccinium uliginosum 
(og andre lyngarter), 7rientalis — foruten endel av de ovenfor anførte 
mere specielle snevandsplanter (f. eks. de nævnte Ranunculus-arter). Samt- 
lige paa grund av lokaliteternes beskaffenhet enkeltvis—spredt eller i mere 
eller mindre reducerte bestande. 

Kulturlandets vegetation. Tilslut skal kortelig omtales de plante- 
samfund, der i mere eller mindre grad skyldes menneskets indgripen 
(hjemmejordens vegetation: naturlige og kunstige enger, bopladsenes 
vegetation, ukrudsplanter i akrer og haver). 

Ved enger forstaaes her den opdyrkede indmark, der ved rydning, 
torlægning, gjodning etc. er indvundet av utmarken. Den dannes her som 
ellers efter terraenets art og opdyrkningsgrad av mere eller mindre bestande, 
særlig av græsarter som: Anthoxanthum, Agrostis vulgaris, A. canina, 
Aira cespitosa, A. flexuosa, Poa pratensis, Festuca rubra, samt desuten 
spredt til enkeltvis av: Dactylis, Rumex Acetosa, Stellaria graminea, Ce- 


rastium vulgare, Melandrium silvestre, Lychnis Flos cuculi, Ranunculus 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 87 


acer, R. auricomus, R. repens, Ulmaria pentapetala, Geum rivale, Alchemilla 
vulgaris (coll), Trifolium repens, T. pratense, Lotus, Lathyrus pratensis, 
Vicia sepium, Viola tricolor, Carum, Anthriscus silvestris, Heracleum sibiri- 
cum, Veronica serpyllifolia, V. Chamaedrys, Euphrasia officinalis, Alectoro- 
” lophus minor, Melampyrum pratense, M. silvestre, Myosotis intermedia, Plan- 
tago lanceolata, Knautia arvensis, Succisa pratensis, Campanula rotundifolia, 
Solidago Virga aurea, Achillea Millefolium, Matricaria inodora, Taraxacum 
officinale (coll.), Leontodon autumnalis, Hieracia. 

Foruten disse ogsaa ellers almindelige engplanter findes endnu en hel 
del av de særlig for utmarken karakteristiske planter efter lokalitetens be- 
liggenhet, beskaffenhet og opdyrkningsforhold rikelig til enkeltvis repræ- 
sentert, saaledes: Lguisetum arvense, E. pratense, Nardus, Alopecurus gent- 
culatus (paa fugtig grund, oftest nær beboede steder), Molinia, Festuca ovina, 
Carices (som C. leporina, C. stellulata, C. canescens, C. Goodenoughit, C. 
panicea), Scirpus cespitosus, Eriophora, Juncus lamprocarpus, J. filiformis, 
Luzula multiflora, Polygonum aviculare, Rumex Acetosella, Caltha, Trollius, 
Potentilla erecta, Geranium silvaticum, Antennaria dioica og flere, alt efter 
markens beskaffenhet (vandsyke enger, torvmark etc.). 

Foruten disse mere »naturlige« enger maa nævnes de »kunstiges, 
opstaaet ved utsæd av sydfra indført græsfre (særlig thimothei- og klever- 
fre). Indfert findes her oftest enkeltvis tilfældig planter som: Barbarea 
vulgaris (hittil kun i meget faa eksemplarer), Cerastium arvense, Saxifraga 
granulata, Berteroa, Primula | veris, Galium Mollugo, Achillea Ptarmica, 
Anthemis tinctoria, A. arvensis, Chrysanthemum | Leucanthemum (under- 
tiden temmelig rikelig, men vistnok paa de fleste steder fra forst av til- 
feeldig). 

Av akerugres, oftest kun enkeltvis—spredt forekommende, kan an- 
føres: Triticum repens, Polygonum Persicaria, P. lapathifolium, P. Con- 
volvulus, Spergula arvensis, Stellaria media, Silene venosa, Agrostemma, 
Fumaria officinalis, Erysimum chetranthoides, Brassica campestris, Stnapis 
alba, S. arvensis, Raphanus, Thlaspi arvense, Sedum maximum, Erodium, 
Euphorbia Helioscopia, Lamia, Galeopsis Tetrahit, G. versicolor, Galium 
Aparine, Cirsium arvense, Artemisia vulgaris, Centaurea Cyanus, Sonchus 
oleraceus (S. arvensis især paa strandkanter), Crepis tectorum (ogsaa ægte 
vildvoksende), Carduus crispus. 

Av andre tilfældig indførte planter (haveugræs, ballastplanter) kan 
anferes enkeltvis—spredt forekomst av: Bromus arvensis, Lolium perenne, 
Cerastium glomeratum (ogsaa vildvoksende), Aquilegia, Potentilla norvegica, 


Melilotus arvensis, Epilobium montanum (ogsaa vildvoksende), Aegopodium 


88 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Podagraria, Anchusa arvensis, Asperugo, Glechoma, Stachys paluster, Ve- 
ronica hederifolia. 

Av mere stationære planter paa gaardstun, ved uthusbygninger og 
veier kan anfores: Poa annua, P. trivialis, Triticum repens, Juncus bufo- 
nius, Polygonum aviculare, Rumex domesticus, Chenopodium album, Urtica 
dioica, U. urens, Ranunculus repens, Stellaria media, Capsella Bursa pasto- 
ris, (Potentilla Anserina, maaske kun paa strandkanter), Plantago major, 
Senecio vulgaris — de fleste temmelig rikelig. 

Ugræsplanter forekommer ofte ogsaa ved strandkanter (smlgn. ovenfor) 
og kan seerlig ved kreaturene spredes ut i utmarken, kan forekomme ved 


feeveier, sætrer, paa utoer, der benyttes som havnegang, i klippehuler etc. 


IQI4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 89 


Fortegnelse over karplanterne i Helgeland med angivelse 
av deres utbredelse, II’. 


Polypodiaceae. 


Polypodium vulgare L. Klipper, alm., især paa skifer og kalk. Til 
birkegraensen. 

Cryptogramma crispa (L.) R. BR. Urer og klipperifter, iser tilfjelds 
over birkegrænsen, teml. alm., f. eks. Bindalen: Granbostadfjeld, Heil- 
hornet, Hildringen (Norman), fjeldene indei Tosenfjorden, Stremsfjeld, Storfjeld 
i Vasbygden, Harangsfjeld; Velfjorden: Raakhattens fjeld (Norman), fjeld- 
trakter paa vestsiden av Okfjorden, Breivastind og Lausfjeld indenfor Stor- 
berja, Aunfjeld indenfor Langfjorden; Tjøtta: under Nordre Heiholmstind. 

Pteridium aquilinum (L.) Kuan. Krat, teml. alm., op i birkeliene. 

Blechnum Spicant (L.) Wirx Lyng og myrgrund, alm., til birke- 
greensen. 

Athyrium Filix femina (L.) RorH. Skogtrakter, alm., op i birke- 
liene. 

A. alpestre (Hoppe) RvraAwps. Fjeldtrakter, alm., til snegraensen. 

Asplenum Trichomanes L. Klipperifter, vistnok overalt paa kalk eller 
skifer og kun i de lavere trakter. Bindalen: Kollstremmen, Aakervik, 
mellem Horsberg og Horsbergvand; Hikkelsberg ved Helstadlokken, Kols- 
vikbogen, Mjelbingen og Sjebergslien i Tosenfjorden, Nordre og Søndre 
Horsfjord samt Aakvik. Velfjorden: Hegge, Heggeoen (Norman); Urd- 
viken, Langaasen og op for Lomselven ret over for Strompdal indenfor 
Storberja; Klausmarken indenfor Storfjorden. Vik: Heglien nær Skaaren, 
under Semhovdfjeld, Tandbergene, ved Ovre Dale og Jelmoen. Bronnoy: 
nær kirkestedet, under Mosaksla. Vega: Lauplien nar Eidem, Grimse. 

A. viride Hups. Klipperifter og bergvægger, især paa kalkholdig og 
skifrig underlag, saavel i de laveste trakter som overst paa fjeldene. Bin- 
dalen: Granbostadfjeld, Mastervik og Aakvik, Hildringen (paa serpentin), 
Skaaren paa Oksningen, Aandvik ved Helstad, Repparfjeld, alm. ved Tosen- 
fjorden (f. eks. Rephullet, indenfor Urvoldvand, Kolsvikbogen, Kolsvikfjeld, 


! Omfattende herrederne Bindalen, Velfjorden, Vik, Brenney, Vega samt endel av Tjotta. 
Fortegnelse I i del I av denne avhandling omhandler de nordligere herreder indtil polar- 
cirkelen. 


90 OVE DAHL. M.-N. KI. 


Mjelbingen, Sjebergslien, Rismaalstind, ovenfor Borkamoen i granskogen), 
Tosdalen, Stremsfjeld ved Barstad, Vasbygden fleresteds saavel i lavlandet 
(f. eks. Hongbarstad, mellem Mellevand og Storvand) som paa Storfjeldet 
og under Hongfjeld, Grenlifjeld ved Harangen, Nordre Horsfjord. Vel- 
fjorden: Naustvik, Hegge, Heggeoen (Norman), Bergvik (paa serpentin), 
Haakaunet, Tarmaungrottene og ellers paa kalken indenfor Langfjorden, 
traktene indenfor Storberja mangesteds (f. eks. Granaasen. Urdviken, Tet- 
tingdalen, Strompdal, under Lausfjeld), Storfjordbunden, Klausmarken og 
indover til grænsen mot Visten. Vik: Hoglien ved Skaaren, Tandbergene, 
under Aandvikfjeld og Malmsfjeld, Hongsetbygden mangesteds. Bronnoy: 
nar kirkestedet, Lund, Sauren. Vega: Ulvingen. Tjetta: mellem For- 
vik og Vevelstad. | 

A. Ruta muraria L. Klippevægger, paa kalk, i de laveste trakter. 
Bindalen: Sjobergslien i Tosen. Velfjorden: Strompdal, Klausmar- 
ken indenfor Storfjorden. Brenney: under Mosaksla. 

Phegopteris polypodioides FEE. Skyggefulde steder i skog og krat, 
alm., til over birkegraensen. 

Ph. Dryopteris, (L.) FEE. Som foregaaende. 

Ph. Robertiana (Horrw.) A. BR. Skyggefulde urer og krat, paa kalk- 
bund i de lavere trakter. Bindalen: Sjebergslien og i største mængde 
indenfor Urvoldvand ved Tosenfjord, mellem Mellevand eg Storvand i Vas- 
bygden. Velfjorden: Granaasen, Strompdal og derfra langs Lomselven 
nedover mot Berjeeren, Urdviken i Storberja, Tarmaungrottene, Klaus- 
marken og derfra til grænsen mot Visten, Naustvik. Vik: Tandbergene, 
under Aandvikfjeld, Malmsfjeld og Bjorufjeld, Hongset. 

Aspidium Lonchitis (L.) Sw. Klipperifter og urer, især paa kalkholdig 
og skifrig grund, teml. alm., til over birkegraensen, saaledes: Bindalen: 
alm. ved Tosenfjorden indover til Tosbotnet og Tosdalen, fleresteds i Vas- 
bygden, Reppen, Nordre Horsfjord; Velfjorden: Hegge, indenfor Lang- 
fjordens bund fleresteds, Kvernhatten, Strompdal, Storfjordens bund og 
Klausmarken til grænsen mot Visten; Vik: Heglien ved Skaaren, Tand- 
bergene, Hongsetbygden; Brenney: under Tilremshatten og Mosaksla; 
Vega: Lauplien ved Eidem. : 

A. Braunii SPENN. Krat og urer, oftest paa kalkholdig og skifrig 
grund, især i selskap med alm eller hassel, ei sjelden i de lavere trakter, 
saaledes: Bindalen: ved Kolistremmen og Horsbergvand, Kveinen paa 
Bindalseidet, Reppen, Osan, alm. i liene og urene ved Tosenfjorden, Bar- 
stad, Nord Horsfjord, Skotnesliene og liene ovenfor Harangen; Velfjor- 
den: Hommellien, inde i Storberja fleresteds (f. eks. Urdviken, Hestlien, 


langs Lomselven mellem Berjeoren og Strompdal), ved Storfjorden indover 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSØKELSER I HELGELAND. II. OI 


til Storfjordbunden og Klausmarken, Almegroven ved Saus, indenfor Lang- 
fjorden til Aslakaunet og Juvatnet, liene ovenfor Markavatnet. Vik: Heg- 
lien ved Skaaren, Grettem, Øvre Dale, ved Hongsetsteene i Gravfjorden, 

under Aandvikfjeldet. Brenney: Sauren, under Tilremshatten (nord- 
| grænse). 

A. montanum (RorH) Ascuers. Birkelier, spredt. Bindalen: under 
Heilhornet op for Horsbergoset, Terraak (Læsrapius), under Repparfjeldet, 
inderst i Tosenfjorden fleresteds i mængde, under Storfjeld i Vasbygden. 
Velfjorden: Almli i Storfjorden, Kveltuva ovenfor Klausmarken, Loms- 
dalen indenfor Storborja, Halsen nær Seeterlandet, under Aunefjeld oven- 
for Aslakaunet, Langfjordhalsen. 

A. Filix mas L. Skog og urer, alm., til birkegrænsen. 

A. spinulosum (MüLL.) Sw. med v. dilatatum Horrm. Skog, alm., til 
birkegrænsen. 

Struthopteris germanica Win. Fugtige skogtrakter, især inde i fjord- 
distriktene (f. eks. i Velfjorden og langs Tosenfjorden), 1 de lavere egne. 

Cystopteris fragilis (L.) BERNH. Skyggefulde klipperifter, alm., op over 
birkegrænsen. 

C. montana (Lam.) Horrm. Fugtig mos paa kalkholdig eller skifrig 
underlag. Bindalen: Mastervik i Sorfjorden, faa meter over havet, under 
Kolsvikfjeld mot Skrovaadalen, Tosdalen, Grenlifjeld ovenfor Harangen. 
Velfjorden: ved Tarmaungrottene i mængde og meget frodig. 

Woodsia ilvensis (L.) R. BR. Klipperifter og urer, især paa kalk, hist 
og her. Bindalen: ved Tosenfjorden fleresteds (f. eks. Hikkelsberg ved 
Helstadlokken, Sjobergslien, under Rismaalstind), Oksningen, Votnan og 
Hongbarstad i Vasbygden. Velfjorden: Naustvik, mellem Hommelste 
og Hilstad, ved Sausvand, Urdviken i Storberja. Vik: under Bjerufjeld, 
Grettem, Hongsetsteene, Hongsetbygden. Brenney: under Mosaksla og 
Tilremshatten. 


W. alpina Botton. Som foregaaende, men maaske litt sjeldnere. 


Ophioglossaceae. 


Ophioglossum vulgatum L. Bindalen: Oksningen: Oien. Vik: 
Grettem, langt fra stranden. Beggesteds paa kalkgrund. 

Botrychium Lunaria (L.) Sw. Paa græsbundne bakker eller sand- 
grund. Undertiden heit over birkegrænsen paa kalkgrund, saaledes paa 
Kolsvikfjeld og Rismaalstind i Tosen. 


92 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Equisetaceae. 


Equisetum arvense L. Akrer og veikanter, paa lerbund, alm., til op i 
lavbeltet (der ofte som v. alpestre WG.). 

E. pratense Enru. Sjeldnere end foregaaende, i de lavere trakter. 

E. silvaticum L. Krat og skog, alm., til birkegrænsen. 

E. palustre L. Fugtige steder, teml. alm., i de lavere trakter. 

E. fluviatile L. Vandbredder, alm. i de lavere trakter, ofte som v. 
limosum L. 

E. hiemale L. Oftest i urer og næsten tørre lier. Bindalen: oven- 
for Reppen, under Rismaalstind op for Tosbotnet, nær Skotnes i »Skjeefte- 
viken«. Velfjorden: Grinddalen mellem Berjeeren og Strompdal. Vik: 
Grettem, Øvre Dale, mellem Olsaas og Gjerdevand. Tjøtta: Tasklien, 
est for Nordre Heiholmstind. 

E. variegatum Scuiricu. Fugtig grus, helst paa kalkholdig eller skif- 
rig underlag. Bindalen: Kolsvikfjeld ved Tosenfjorden, Grenlifjeld oven- 
for Harangen. Velfjorden: Seeterfjeldet ovenfor Sæterlandet. Vik: 
under Aandvikfjeld. 

E. scirpoides Micux. Fugtig grus, paa kalkholdig eller skifrig underlag. 
Vik: under Malmsfjeld mot Brækosen. Vega: mellem Risbakken og 


Valla paa flat, tildels mosklaedt mark med Dryas og andre fjeldplanter. 


Lycopodiaceae. 


Lycopodium Selago L. Alm. fra lavlandet til øverst paa fjeldene. 

L. clavatum og L. annotinum L. Skog og lyngmark til over birke- 
grænsen, alm. (den første maaske noget sjeldnere). 

L. alpinum L. Tilfjelds, over barskogens grænse til snegrænsen. 


Selaginella selaginoides (L.) Link. Fugtig mos, alm., til op i lavbeltet. 


Isoetaceae. 


Isoëtes. 1 ferskvand paa mudret bund, vistnok teml. alm., ialfald i Vas- 
bygden i Bindalen, Hongsetbygden i Vik og vandene i Velfjorden. 
Ogsaa i smaavand tilfjelds, f. eks. ovenfor Fuglli ag paa Kvalofjeldet i Vik, 
ovenfor Klausmarken i Velfjorden. De undersokte eksemplarer tilhorer 


I. echinosporum Dur. 
Pinaceae. 


Juniperus communis L. Tor mark, alm., til over birkegraensen. 
Pinus silvestris L. Torre rabber eller myrer teml. spredt og oftest ei 


i storre bestande. Undertiden spredt og enkeltvis oppe i fjeldskraaningene, 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 93 


medens granen optar de nedre partier, av og til enkeltvis eller i mindre 
bestande inde i granskogene. Fra de ytre trakter kan nævnes en liten 
samling av trær ved Vevelstad i Tjøtta, men særlig interessant er fore- 
komsten paa Vega. Her er der ved pladsen Moen, vest for Eidem, paa 
" gens sydvestside en hel liten skog (60—r120 m. o. h.), der særlig trives godt 
i forsænkningene og skal kunne utvikle godt spiredygtig fre. Ogsaa inde 
i dalen mellem Vegtindene og Gulsvaagfieldet forekommer der mellem 
Moen og Vegdalen endel spredte trær. 

Picea Abies (L.) Karst. Skogdannende, særlig i de indre trakter. 
Bindalen: dominerende som skogtræ i den ytre del av fjorden fra Hil- 
dringen til indenfor Vasaas, længere inde i Tosenfjorden trær den tilbake 
for birken, men i de inderste deler er den atter skogdannende, saaledes 
ved Borkamoen, indenfor Tosbotnet og opad den nedre del av Svartvas- 
dalen og Tosdalen; paa de lavere partier av Velfjordeidet, i Vasbygden, 
fra Kolsvik opad Bogelvdalen, op gjennem Aabygden til Aabjergvatnet, 
paa Bindalseidet findes de storste skogpartier. Skogen er dog paa de fleste 
steder sterkt uthugget. Velfjorden: særlig i de indre partier store skog- 
strækninger, omend tildels noget uthugget, saaledes ved Hegge, paa Strenge- 
vandets nordside, Raakhattens fjeldpartier (buskformig hist og her til 455 m. 
o. h. ifølge Norman), mellem Langfjorden og Sausbygden, inde i Storberja 
paa de lavere dalsider og i dalbunden (opad Tettingdalen, Lomsdalen, Gran- 
aaselvens dalføre), ved bunden av Storfjorden og inde i Okfjorden (tildels 
blandet med furu) samt i grænsepartiene mot Bindalen og Vik. Vik: i de 
indre trakter tildels skogdannende med furu og birk, saaledes paa fjeld- 
skraaningene inde i Ursfjorden, langs Langvand, Mevand og Sausvand, 
inde i Dalabotnet; i de ytre partier temmelig sparsomt, f. eks. paa Kjøsvik- 
fjeldets skraaning, i Kirstimarken ved Sømnes og i Høglien ved Skaaren. 
Brønnøy: kun enkelte steder paa fastlandet litt gran sammen med furu 
og birk. Vega: i utmarken mellem Gladstad og Gulsvaag enkeltvis nogle 


1.3— 1.6 m. høie busker (ifølge NORMAN). 


Sparganiaceae. 


Sparganium ramosum Hups. “microcarpum Neum. Vik: Sandevaagen, 
mellem Vik og Olsaas ved bækker og grøfter med s !. 

S. affine ScunitzL. Vandbredder, teml. alm. til over birkegraensen 
saaledes: Bindalen: ved Kolsvik, oppe paa Stormana ved Kolsvikbogen, 
Vasbygden fleresteds, mellem Holm og Solstad; Velfjorden: oppe paa 
fjeldet ovenfor Klausmarken, Lomsdalen, Tettingsvand; Vik: @Oianvand, 


1 Til denne underart hører ogsaa den I s. 138 som *neglectum anførte underart fra 
Denna. 


94 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Hongsetbygden, oppe paa Sausfjeldet ovenfor Fuglli, paa Kvalefjeldet; 
Vega: mellem Risbakken og Valla, mellem Vika og Eidem, Igere (oppe 
paa fjeldet), Ulvingen. Fleresteds litet utviklet. 

S. submuticum Hn. Vandbredder. Velfjorden: Hegge. Ei set av 
mig med saa utviklede frugter, at den lot sig sikkert bestemme. 

S. minimum Fr. Vandbredder og grøfter, vistnok kun i de lavere og 
ytre trakter, teml. sjelden. Bindalen: Votnani Vasbygden. Vega: Fer- 


set, mellem Risbakken og Valla, nær Eidem, Ulvingen. 


Potamogetonaceae. 

Zostera marina L. I saltvand. Ved gene og i kysttraktene, oftest 
maaske f. angustifolia HorNEM. 

Potamogeton natans L. Vand, alm. i de lavere trakter. 

P. polygonifolius Pourr. Angives av Norman for Serenskogvand i 
Vasbygden, men kun landformen av P. gramineus bemerkedes. 

P. alpinus Bats. Vand og torvgraver, vistnok teml. alm., ialfald i de ytre 
lavere trakter, saaledes: Bindalen: Holm, Kveinsjeen paa Bindalseidet, Vas- 
bygden, Grindgarsvand ved Harangen; Velfjorden: tjernet nedenfor 
Hommellien, Strauman nær Saus; Vik: Hopen, Sandevaagen, Brækosen, 
Hongset; Vega: Ferset, Rereen, Ulvingen. 

P. gramineus L. Vand og torvgraver, neppe sjelden. Bindalen: 
Vasbygden, Aunevand, Grindgarsvand ved Harangen. Velfjorden: Juls- 
aunet, Helinesvand, Strauman nar Saus. Vik: Brakosen, Oianvand, 
Hongsetbygden. Vega: Rergen, Ulvingen. 

P. perfoliatus L. Vand, neppesjelden. Bindalen: Vasbygden. Velfjor- 
den: Bruvand, Strengevand, Holinesvand. Vik: Brækosen, Hongsetbygden. 

P. praelongus Wurr. Vand. Bindalen: Vasbygden: Mellevand og 
Storvand. Velfjorden: Helinesvand og vistnok i andre vand paa græn- 
sen mot Vik. 

P. filiformis Pers. Smaavand og torvmyrer, vistnok teml. alm. i de 
ytre, lavere trakter. Bindalen: Holm i brakvand (maaske snarere P. 
pectinatus L.), Grindgarsvand ved Harangen. Vik: Brækosen, Oienvand. 
Vega: utmarken mellem Gladstad og Gulsvaag (NoRMAN). 

P. pectinatus L. Brakvand. Vega: Ulvingen, vistnok andetsteds, men 
litet utviklet (f. eks. Brækosen i Vik, Holm i Bindalen). 

Ruppia rostellata Kocn. Brakvand. Bindalen: Holm. Velfjor- 
den: Heggeoen (Norman). Bronney: kirkestedets omgivelser, paa øst- 
siden av halvøen. 

Juncaginaceae. 
Triglochin maritima L. Fugtige strandkanter, aim. 
T. palustris L. Myr, alm., i de lavere trakter. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 95 


Gramineae. 


Phalaris arundinacea L. Fugtige steder, saasom ved bækker, i lier, 
under berghammere og paa strandkanter, op i birkebeltet, teml. alm. 

Anthoxanthum odoratum L. Enger og lier, alm., til over trægrænsen. 

Hierochloa odorata (L.) We. Fugtige steder, saasom myrer og strand- 
kanter, ei alm. Bindalen: Terraak, Hildringen (ved stranden), Grønli- 
fjeldet ovenfor Harangen (550 m. o. h.). Velfjorden: Saus, Raakhattens 
fjeld (352 m. o. h. ifølge Norman). Vik: Sømnes, Høglien ved Skaaren 
(122m. o. h., NORMAN). 

Milium effusum L. Skog- og fjeldlier, alm., til over birkegrænsen. 

Nardus stricta L. Udyrkede steder, alm., til over trægrænsen. 

Alopecurus geniculatus L. Fugtige steder, som vandbredder (her ofte 
som v. watans WG.), akrer, oftest nær beboede steder, alm. i de lavere 
trakter. 

A. fulvus Sm. Vandbredder, i fjeldtraktene, ei alm. 

A. pratensis L. Brønnøy: ved veien til dampskibskaien, tilfældig 
indført. 

Phleum pratense L. Enger, neppe oprindelig vild. 

Ph. alpinum L. Fjeldtrakter, alm. 

Agrostis stolonifera L. Strandkanter, alm. 

A. vulgaris WirH. Litt fugtige enger, bakker og lier, alm. til op i 
birkebeltet. 

A. canina L. Fugtige enger, især i de lavere trakter, neppe alm. 

A. borealis Hw. Litt fugtige steder, især i fjeldtraktene, alm., til sne- 
grænsen. 

Calamagrostis neglecta (EHRH.) P. B. Fugtige enger og strandkanter, 
iseer 1 de lavere trakter. 

C. purpurea Trin. Krat, elvebredder og lier, alm., til over birke- 
greensen. 

C. Epigeios RorH. Krat og urer, især paa kalkgrund, ei alm., saasom: 
Bindalen: Hikkelsberg og Osan ved Helstadlokken, indenfor Urvoldvand, 
under Rismaalstind ved Tosbotnet, Hongbarstad og Votnan i Vasbygden; 
Velfjorden: Naustvik, Hegge; Vik: Hongsetbygden, Grottem. 

Avena pratensis L. Høiaasen, nær kirkestedet i Brennoy, paa kalk. 

A. pubescens Hups. Torre bakker i de lavere trakter, især paa kalk 
og sandgrund, teml. alm., f. eks. Bindalen: @ksningen, Hildringen; Vel- 
fjorden: Naustvik, Hegge, ved Strengevand, Saus, Flatmo, mellem Berje- 
øren og Grinddalen i mængde; Vik: Somnes, Semnesoen, under Bjeru- 


fjeld, Ytre Kvale, Hoglien ved Skaaren; Brønnøy: kirkestedets omgivel- 


96 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


ser, Torgoen, Sauren, Tilrem; Vega: fleresteds, saasom Rereen, Glad- 
stad, Valla, mellem Næs og Holand, Sundsvoll, Vegdalen, Lauplien ved 
Eidem, Grimse, Ulvingen; Tjøtta: mellem Forvik og Vevelstad. 

A. elatior L. Strandkanter, undertiden i krat og urer, saasom: Vel. 
fjorden: Naustvik; Vik: Semnes, Tandbergene, under Bjerufjeld, oven- 
for Grettem, Heglien ved Skaaren; Bronney: kirkestedets omgivelser. 

Aira cespitosa L. Enger og lier, alm., til birkegraensen. 

A. alpina L. Fugtige steder tilfjelds, ei sjelden, saaledes: Bindalen: 
Hildringen (Norman), Heilhornet, Tverfjeld og Rismaalstind indenfor Tos- 
botten; Velfjorden: fjeldene ovenfor Klausmarken, Raakhatten (Nor- 
MAN), Lausfjeld og Breivastind indenfor Sterberja; Brenney: Mosaksla; 
Vega: Vikatind. 

A. flexuosa L. Eng, alm., op over trægrænsen (som f. montana L.). 

Triodia decumbens (L.) P. B. Blandt ener og lyng i kysttraktene. 
Vik: fleresteds fra Hoglien ved Skaaren til Somhovd. Vega: teml. alm. 
paa hovedøen f. eks. ved Eidem, mellem Rere og Gladstad, mellem Ris- 
bakken og Nes, Grimse, Ulvingen. Forekommer ifølge B. KAALAAS ogsaa 
paa Leka nordligst i N. Trondhjems amt. 

Phragmites communis Trix. Vandbredder. Bindalen: Vasbygden 
alm., Aunevand i Aabygden. Velfjorden: Naustvik, ved smaavand, 
langs vandene over mot Ursfjorden, Sausvand. Vik: Hongsetbygden. 
Vega: et litet tjern i utmarken mellem Gladstad og Gulsvaag. 

Molinia coerulea (L.) MoENcH. Myr og sumpeng, alm. op i lav- 
beltet. 

Melica nutans L. Krat og skogeng, til birkegraensen. 

Dactylis glomerata L. Krat og tert eng, alm. i de lavere trakter. 

Poa annua L. Beboede steder, veier, alm., til over birkegrænsen. 

P. laxa HueNKE. Overst paa fjeldene. Bindalen:  Rismaalstind. 
Velfjorden: Lausfjeld, Breivastind. 

P. alpina L. Torre bakker og berg, iser gaa kalken i de lavere 
trakter. 

P. glauca Vanı. Krat, urer og torre berg, alm., til op i lavbeltet, 
under flere former. | 

P. nemoralis L. Krat, alm., til over birkegrænsen, tilfjelds især som 
v. glaucantha Reus. 

P. trivialis L. Litt fugtige steder, saasom ved gaardspladser, veier, 
teml. alm. i de lavere trakter. i 

P. pratensis L. Enger og græsbakker, alm., til op over birkegrænsen. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 97 


Atropis maritima (Hups.) GRISEB. Strandkanter, alm. Paa oversvøm- 
mede lerede steder av og til en om f. reptans (HN.) mindende form (smlgn. 
] s. 142). 

A. distans (L.) GRisEB. Strandkanter, vistnok sjeldnere end foregaa- 
ende. 

Catabrosa aquatica (L.) P. B. Fugtige steder, saasom grefter og vand- 
bredder i de laveste trakter. Bindalen: Vasbygden. Vik—Velfjor- 
den: Hongsetbygden, Semnes. Brenney: kirkestedets omgivelser, Til- 
rem, Mo. 

Festuca ovina L. Torre bakker og berg, alm. fra seen op i lavbeltet, 
tilfjelds hyppigst som f. vivıpara L. 

F. rubra L. Eng og strandkanter, alm., lier op i birkebeltet. 

F. elatior L. Dyrket eng og veikanter, ei alm. 

F. silvatica VııL.. Bindalen: i lien indenfor Dugfaldaaen i Tosen, i 
selskap med almen. Nordgrænse. 

Bromus arvensis L. Ved gaarden Oksningen i Bindalen ner stranden. 

B. tectorum L. Brenney: ved veien til dampskipskaien. Vega: 
nar Sundsvoll Begge steder tilfældig. 

Triticum repens L. Ved beboede steder og paa strandkanter, i de la- 
vere trakter, alm. 

T. violaceum HornEm. Urer og øverst paa fjeldene paa skifer eller 
kalk. Bindalen: Rismaalstind indenfor Tosbotnet, Tosdalen, Kolsvikfjeld, 
Repparfjeld, Grønlifjeld ved Harangen. 

T. caninum L. Krat og urer, især paa kalk, hist og her, til op i birke- 
beltet. 

Lolium perenne L. Vega: Sundsvoll, tilfældig. 


Elymus arenarius L. Strandkanter, alm. 


Cyperaceae. 


Carex dioica L. Myr, alm., til op 1 birkebeltet; f. subparallela Norm. 
Lande ved Tosenfjorden (Norman). 

C. pulicaris L. Fugtig græsmark og torvgrund i de ytre traktcr, ei 
sjelden, saasom: Bindalen: Holm, mellem Fiskerosen og Flotvik, Hil- 
dringen; Vik: Vennesund, Ytre Kvale, Semnes, Aandvik. Brenney: 
kirkestedets omgivelser, Torge, Sauren, under Trelneshatten; Vega: 
mangesteds saasom Rereen, Eidem, Nes, Ulvingen. 

C. pauciflora Licutr. Myr, alm., op i birkebeltet. 

C. rupestris Att. Karakterplante for skifergrus og kalk, saavel i de 


ytre trakter, hvor den undertiden gaar ned til stranden, som i de indre 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 7 


98 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


trakter, op i lavbeltet. Eksempelvis anføres: Bindalen: Hallfjeld, Rep- 
parfjeld, Granbostadfjeld i Aabygden, Kolsvikfjeld, ved Urvoldvand i kalkur, 
Tverfjeld og Rismaalstind i Tosen, Tosdalen ned til elven, Stremsfjeld paa 
grænsen mot Velfjorden, Grenlifjeld ovenfor Harangen; Velfjorden: 
under Lausfjeld i Borja, Sæterfjeld, Kvernhatten, Aunefjeld ovenfor Aslak- 
aunet; Vik: under Semnesfjeld, under Aandvikfjeld, Tandbergene, Bjeru- 
fjeld, Ytre Kvalo; Bronnoy: Torget paa stranden. 

C. incurva Licutr. Strandkanter, oftest paa sandig grund, alm. *Dein- 
bolliana (Gay) (= C. dioica X C. incurva). Velfjorden: Okan ved Ok- 
fjorden paa stranden. 

C. chordorrhiza EarH. Myr og vandbredder, ei sjelden. Bindalen: 
Solstad og Holm, Vasbygden. Velfjorden: ved Rugaasvand, Svanvand 
og Bruvand, inderst i Storberja, Helinesvand og grænsetrakter mot Vik. 
Vik: Hongsetbygden. Vega: Rørø, Gladstad, Valla, Ulvingen. 

C. helvola Bu. (C. canescens X, C. lagopina). Tjøtta: estskraaningen 
av Nordre Heiholmstind. 

C. muricata L. Vik: ovenfor Grettem i en ur. 

C. diandra Scarank. Myr og ved smaavand. Vik: Brækosen. 
Brenney: nær kirkestedet, Hoveen, Torge. 

C. paradoxa Wırıd. Som foregaaende. Bronnoy: i selskap med 
foregaaende. 

C. lagopina We. Fugtige steder øverst paa fjeldene til snegræn- 
sen, alm. 

C. norvegica Witp. Sumpige strandkanter, ei sjelden. Bindalen: 
Hjartoy, Terraak, Aandvik ved Helstad, Borkamoen, mellem Flotvik og 
Aspvik, mellem Solstad og Holm. Vik: Semnes, Serstrommen, Sande- 
vaagen. Vega: Rere, Ulvingen. 

C. glareosa We. Fugtig strandgrus, ei sjelden paa samme og lig- 
gende lokaliteter som foregaaende. 

C. leporina L. Fugtige steder, alm., i de lavere trakter. 

C. stellulata Goon. Myr, alm., op i birkebeltet. 

C. canescens L. Fugtige steder, alm., til birkegraensen. 

C. brunnescens (PERS.) Porn. (C. Persoonii SıEB., C. alpicola WG.). Grees- 
bunden, litt fugtig grund, alm. i fjeldtraktene til over vidjegrænsen. 

C. rufina Dr. Øverst paa fjeldene, helst i dyndet nær bræene, ei 
sjelden. Bindalen: Granbostadfjeld, Tverfjeld indenfor Tosbotnet. Vel- 
fjorden: Elsaashatten ved Okfjorden, Breivastind. Tjøtta: Nordre Hei- 
holmstind. 

C. Buxbaumii We.(C. polygama Scuxupr.). Myr, vandbredder og fugtige 


lier, alm. især i birke- og vidjebeltet. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. 1I. 99 


C. atraía L. Fugtige lier og urer, teml. alm. i birke- og vidjebeltet, 
undertiden, som ved Tosenfjorden og i Storberja, næsten ned til havflaten. 

C. alpina Sw. Fugtige steder, teml. alm., til og undertiden over birke- 
grænsen, i de lavere trakter oftest paa kalkgrund. 

C. maritima Mt... Fugtige strandkanter, neppe sjelden. Bindalen: 
Hjartey, Terraak, Borkamoen i Tosenfjorden, Harangen. Vik: mellem 
Sandevaagen og Vik, Serstremmen. Vega: Ulvingen. 

C. salina We. Fugtige strandkanter, teml. alm. under flere former, 
tilhørende saavel formkredsen *subspathacea (WormskJ.) som *cuspidata We., 
av den første særlig f. curvata DR. paa overskyllet lergrund og f. stricta Dr. 
paa græsbunden strand; av den anden særlig v. dorealis ALMQu. og v. conco- 
lor (DR.) ALMQu. 

C. aquatilis We. Synes at vare sjelden. Tjøtta: Tasklivand, est 
for Nordre Heiholmstind. 

C. Goodenoughii Gay. Myr og vandbredder, alm., til birkegraensen, 
undertiden som "juzcella (FR.) AscH. & Gr. 

C. rigida Goon. Terre steder i fjeldtraktene, især alm. øverst paa 
fjeldene, i liene undertiden som v. inferalpina (Lzst.) FR. (= C. hyper- 
borea DR.). 

C. pilulifera L. Især i lyngmark og naaleskog, alm. 

C. flava L. Myr og vandbredder, alm., til birkegrænsen. 

C. Oederi (EuRnH.) Horrm. Fugtige steder, alm., især paa strand- 
kanter. 

C. Hornschuchiana Hopper. Fugtige steder i de laveste trakter, især 
alm. paa og nær stranden i de ytre egner. Undertiden som "fulva (Goop.) 
(rimeligvis C. Hornschuchiana X C. Oederi ). 

C. pamcea L. Fugtige steder, alm., til op i birkebeltet. 

C. sparsiflora (We.) Steup. (C. vaginata Tauscu.). Fugtige steder 
alm., især i liene, til over vidjegraensen, dog ogsaa i lavlandet, f. eks. paa 
Vega. 

C. livida (We.) Wırıd. Vega: Ulvingen paa torvmyr. 

C. pallescens L. Skog og krat, alm., til op i birkebeltet. 

C. limosa L. Myr, teml. alm., til birkegrænsen. 

C. Magellanica Lam. (C. irrigua Sw.) Som foregaaende, men al- 
mindeligere. 

C. rariflora Sm. Fugtige steder, vistnok sjelden i fjeldtraktene. Bin- 
dalen: ovenfor Borkamoen i Tosen. Velfjorden: Brataasfjeldet, ved 
Markavandet. 

C. atrifusca SCHRANK (= C. ustulata We.). Paa kalk og skifer i 
fjeldtraktene, sjelden. Bindalen: liene under Kolsvikfjeld mot Skrovaa- 


100 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


dalen, Tosdalen i liene, Stremsfjeldets skraaninger mot Barstad paa grænsen 
mot Velfjorden. 

C. capillaris L. Fugtige steder, alm. fra seen op i lavbeltet, især paa 
skifer. 

C. pedata WG. Grusede steder øverst paa fjeldene, paa skifer og kalk. 
Bindalen: Hongsfjeld i Vasbygden, Strømsfjeld ovenfor Barstad paa 
grænsen mot Velfjorden, Grønlifjeld ovenfor Harangen. 

C. ornithopus Wir. Paa skifer og kalk, som det synes især i de 
ytre trakter. Velfjorden: Heggehalvøen, Saus. Brønnøy: kirkestedets 
omgivelser, Torgøen, Tilrem. Vega: Rørø, Ulvingen. 

C. digitata L. Især i krat av hassel eller i selskap med alm, teml. alm. 

C. lasiocarpa EHRH. Myr og vandbredder, teml. alm. i de lavere trak- 
ter, f. eks. Bindalen: Vasbygden; Velfjorden: Hongsetbygden med 
tilstetende trakter av Vik, Bruvand—Strengevand; Vega: hyppig paa 
myrene. 

C. glauca Scop. Især paa sandgrund eller torvmyr, teml. alm. i de 
ytre lavere trakter, saasom: Vik: Somnes, Vik, Heglien ved Skaaren; 
Bronnoy: kirkestedets omgivelser i mængde, Torge, Sauren; Vega: 
alm. over hele hovedøen, Grimse, Ulvingen; Tjøtta: mellem Tjøtta og 
Vevelstad. 

C. vesicaria L. Vandbredder, vistnok sjelden. Bindalen: Vasbyg- 
den. Velfjorden—Vik: Hongsetbygden; v. alpigena Fr. Tosdalen. 

C. saxatilis L. (C. pulla Goop.). Tilfjelds paa fugtige steder, f. eks. 
Bindalen: indenfor Tosbotnet; Velfjorden: fjeldene indenfor Storberja 
og Storfjorden. 

C. rostrata WirH. Myr og vandbredder, alm., til op i birkebeltet. 

Cobresia Bellardii Air. Grusede fjeldvidder og klipperifter øverst paa 
fjeldene, paa skifrig eller kalkholdig underlag. Bindalen: Kolsvikfjeld. 
Velfjorden: Sæterfjeldet op for Sæterlandet, Kvernhatten ovenfor Nord- 
fjeldmarken. 

Scirpus paluster L. Især ved vandbredder, teml. alm. i de laveste 
trakter. Av det indsamlede materiale tilhører (iflg. H. LixpBERG) eksem- 
plarer fra Grindgarsvand ved Harangen i Bindalen *mamillatus (L1NDB.), 
resten *eu-paluster (LINDB.). 

S. uniglumis Link. Strandkanter, alm. 

S. pauciflorus Licutr. Sumpige steder, især nær stranden, teml. alm., 
sjeldnere fjernet fra denne f. eks. Vasbygden i Bindalen, Fjelddalsvand 
indenfor Tarmaunbotnet i Velfjorden, mellem Vika og Roa paa Vega 
2—3 km. fra seen (NoRMAN). 


S. caespitosus L. Myr og torvgrund, alm., op i vidjebeltet. 


IOI4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. IOI 


S. Tabernaemontani GwEL. Vandbredder i de laveste trakter. Bin- 
dalen: Aunevand i Aabygden. Vik: Gjerdevand, Brækosen. Bronnoy: 
Torge. Nordgrænse. 

S. silvaticus L. Vik: Olsaas. Nordgrænse. 

S. rufus (Hups.) Scurap. Fugtige strandkanter, alm. Vik: Hopsjeen 
ved ferskvand. 

Rynchospora alba (L.) Vaur. Myr i de indre, lavere trakter. Bin- 
dalen: Vasbygden i mængde, Grindgarsvand ved Harangen. Vik: Krum- 
men i Hongsetbygden, Øvre Dale. Nordgrænse. 

Eriophorum alpinum L. Myr, alm., til op i birkebeltet. 

E. vaginatum L. Myr, alm., op i vidjebeltet. 

E. Scheuchzeri Hoppe. Myr, alm. i fjeldtraktene, især over birke- 
graensen. 

E. angustifolium Rotu. Myr, alm., op i vidjebeltet. 

E. latifolium Horre. Myr, hist og her i de lavere egner, især paa 
kalk. 


Lemnaceae. 


Lemna minor L. Vega: Gladstad i stagnerende aa, rikelig (NoRMAN). 


Juncaceae. 


Juncus conglomeratus L. Fugtige steder, ei alm., i de laveste trakter, 
især ute ved kysten. 

J. balticus Wii. Paa sandbund, især nær stranden i de ytre trakter, 
ei sjelden. Bindalen: Nord Horsfjord. Vik: Semnes, tildels en spæ- 
dere form (v. inundatus Drrj., NoRMAN). Vega: fleresteds. 

J. filiformis L. Fugtige steder, alm., til over birkegraensen. 

J. castaneus Sm. Velfjorden: Tettingdalen paa myr. 

J. biglumis L. Fugtige steder tilfjelds, især i vidje- og lavbeltet, teml. 
sjelden. 

J. triglumis L. Fugtige grusede steder, teml. alm. i fjeldtraktene og 
undertiden ned i lavlandet, f. eks. Torge og ved Brennesund, hyppig i ut- 
marken og paa myrene paa Vega og Ytre Kvalo i Vik. 

J. trifidus L. Grusede steder og fjeldsprækker øverst paa fjeldene, 
teml. alm. 

J. lamprocarpus EnRH. Fugtige steder, alm., til op i birkebeltet. 

J. alpinus Viti. Fugtige steder, teml. alm., til op i birkebeltet. 

J. supinus MoENcH. Især ved smaavand og i torvgraver, teml. alm. i 


de ytre lavere trakter. 


102 OVE DAHL. M.-N. KI. 


J. compressus Jaco. *Gerardi Lois. Strandkanter, alm. 

J. bufonius L. Sumpige steder, ved veier og gaardspladser, alm., til 
op i birkebeltet. 

Luzula pilosa (L.) Wırıd. Skog, alm., til op i birkebeltet. 

L. silvatica (Hups.) Gaun. Litt fugtige, helst skyggefulde steder i de 
ytre kysttrakter. Vik: ved Oianvandet, under Aandvikfjeldet, under Som- 
nesfjeldet. Brenney: under Trælneshatten, Tilremshatten. 

L. Wahlenbergii Rupr. Fugtige steder, øverst paa fjeldene. Bin- 
dalen: Tverfjeld og Rismaalstind indenfor Tosbotnet, Kolsvikfjeld, Stor- 
fjeld i Vasbygden, Harangsfjeld ovenfor Harangen. Velfjorden: Brei- 
vastind. Tjetta: Nordre Heiholmstind. 

L. campestris (L.) DC., vistnok især *multiflora Horrm. Torvmyr og 
mark, alm., tilfjelds især som v. sudetica WıLıD. 

L. arcuata (Wc.) Sw. med v. confusa (LINDEB.) KJELLM. Grusede ste- 
der i vidje- og lavbeltet. Bindalen: Granbostadfjeld i Aabygden, Kols- 
vikfjeld, Tverfjeld, Rismaalstind, Nordre Snefjeld i Tosen, Storfjeld i Vas- 
bygden. Velfjorden: Breivastind og Lausfjeld indenfor Storberja ; fjeld- 
trakter henimot Andalshatten. Tjøtta: N. Heiholmstind. 

L. spicata (L.) DC.  Grusede steder, især tilfjelds, op i lavbeltet, 


sjeldnere i lavlandet, f. eks. ute paa Vega. 


Liliaceae. 


Narthecium ossifragum (L.) Hups. Fugtig torvgrund, alm., til og under- 
tiden over birkegrænsen. 

Tofieldia palustris Hups. Fugtige steder, alm., til over vidjegraensen. 

Gagea lutea (L ) KER-GAWLER. Angaves at skulle vokse fleresteds, men 
overalt ganske visnet fer min ankomst. 

Allium oleraceum L. Tørre bakker og berg samt blandt krat i de 
laveste trakter, især paa kalk. Bindalen: Holm, Liaholmen !, S. Hors- 
fjord, Oksningen (med f. complanatum), mellem Skotnes og Hesimarken. 
Velfjorden: Heggehalveen mangesteds, Raakhattens fot (Norman), ved 
Strengevand. Vik: under Bjerufjeld, Grettem, Hongsetbygden. Brenney: 
kirkestedets omgivelser, Sauren, Torge. Vega: Rorgen, Gladstad, Valla, 
Eidem, Grimso, Ulvingen. Tjotta: mellem Forvik og Vevelstad. 

Paris quadrifolia L.  Levskog og krat, især i fjordtraktene, dog ogsaa 
ute paa Vega og gene i Bronney. 

Convallaria majalis L. Skog og krat (oftest av hassel), teml. alm. 
saavel i de ytre kysttrakter som i fjordegnene, op i birkebeltet, sjeldnere 
over dette. Især paa kalk. 


1 S. 6 staar feilagtig Allium ursinum. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 103 


Polygonatum verticillatum (L.) Att. Skog og fjeldlier, alm. saavel inde 


i landet som i kysttraktene, dog her ofte steril. 


Iridaceae. 


Iris Pseudacorus L. Vandbredder og grøfter. Bindalen: »Sval- 
(= Sverd)grasviken« ved Horsberg, Vargmyren ved Harangen, »Svalgras- 
viken« ved Eide. Vik: Sandevaagen, men især i mængde ved grøfter 
og bækker nær kirkestedet. Bronney: Tilremsvand, allerede av HELTZEN 


anført herfra (klokkergaarden i Brenney, Vikran). 


Orchidaceae. 


Orchis masculus L. Terre berg og bakker paa kalk, særlig i de ytre 
trakter, saasom Bindalen: Holm, Harangen; Velfjorden; Heggehalv- 
gen i største mængde; Bronney: kirkestedets omgivelser, Sauren, Kval- 
øen; Vega: Eidem, i Lauplien op til 319 m. o. h. (Norman). Vistnok 
ogsaa mangesteds ellers i ytre trakter, men henterret fer min ankomst. 

Orchis incarnatus L. Myr eller fugtig graesmark, oftest nær stranden 
og især "cruentus FR., undertiden dog smalbladede former med spredt- 
blomstrende aks og teml. store blomster, nærmende sig *angustifolius 
(RcuB.. Bindalen: mellem Terraak og Mastervik (tildels meget smal- 
bladet og spæd), Votnan i Vasbygden (ogsaa begge former) Velfjor- 
den: mellem Bruvand og Strengevand og ner Saus (smalbladet, storblom- 
stret form). Vik: Somnes (Norman, henfert til angustifolius). Brenney: 
kirkestedets omgivelser, Hoveen, Torge, Salhus (begge former tildels om 
hinanden. Vega: utmarken mellem Gladstad og Gulsvaag (begge former 
ifølge Norman), mellem Holand og Nees (angustifolius, Norman), mellem 
Sundsvoll og Valla (begge former). 

O. maculatus L. Myr alm., op i vidjebeltet. 

Gymnadenia conopea (L.) R. BR. Paa kalk og skifer, oftest paa litt 
fugtig grund, op til eller litt over birkegrænsen. Bindalen: Oksningen, 
Repparfjeldet blandt Dryas, Sjeberglien i Tosenfjorden, Tosdalen, Grenli- 
fjeld ovenfor Harangen. Velfjorden: Heggehalveen, Saus. Vik: Sem- 
neseen, Ytre Kvale. Bronnoy: kirkestedets omgivelser, mellem Lund 
og Horn. 

G. albida (L.) RicH. Oftest litt fugtige steder paa kalk og skifer, saa- 
vel i lavlandet i de ytre trakter, som i vidje- og lavbeitet blandt Dryas i 
de indre fjeldtrakter. Bindalen: Hildringens østside 280 m. o. h. (Non- 
MAN), under Heilhornet i birkeliene, Repparfjeld og Grenlifjeld ovenfor 
Harangen blandt Dryas, under Stremsfjeld ved Barstad og under Storfjeld 


104 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


i Vasbygden. Velfjorden: Raakhattens fjeldparti ved og over trægræn- 
sen (Norman). Bronnoy: kirkestedets omgivelser og henimot Hoveen. 
Vega: inde i Vegdalen nær Moen paa sandmorænen. 

Coeloglossum viride (L.) Hn. Grasbundne, litt fugtige steder hist og 
her fra havets nivaa til over birkegrænsen. Bindalen: Oksningen; Hil- 
dringen, Granbostadfjeld, Repparfjeldet, fjeldtrakter indenfor Tosenfjorden, 
Stromsfjeld og mellem Barstad og Land Velfjorden: Heggehalveen, 
Raakhattens fjeldparti (Norman), Borja: Strompdal og Tettingsdal, trakter 
indenfor Langfjorden. Vik: Ytre Kvale, Semnes og Sømnesøen, Hong- 
setbygden over mot Velfjorden. Bronney: kirkestedets omgivelser. Vega: 
Rere, Eidem. 

Platanthera bifolia (L.) Rens. Krat, skogenger eller fugtige berg, hist 
og her i de lavere trakter, til op i birkebeltet. Bindalen: Hildringen, 
fleresteds i «l'osenfjorden (f. eks. ved Lande i mængde). Velfjorden: 
Heggehalveen, Saus, Raakhatten op til 320 m. o. h. (Norman), Strompdal i 
Storberja. Vik: Ytre Kvale, Hoglien ved Skaaren, under Bjerufjeld, Som- 
nes Bronnoy: kirkestedets omgivelser, Heste, Torge, Sauren, Tilrem. 
Vega: Gladstad, Eidem, Grimseen. 

Nigritella nigra (L. Rich. Angives i A. Brvrrs Nye Bidrag etc. 
Chr.a Vidensk.selsk. forhdl. 1897 for Velfjorden, frk. J. HABEL ifølge Horr- 
sTAD, men denne angivelse skyldes rimeligvis en forveksling. 

Chamaeorchis alpinus (L.) RicH. Paa kalk. Velfjorden: Seterfjel- 
det ovenfor Klimpen paa overgangen til Vik. 

Epipactis atrorubens ScuuLt. Krat og torre klipper, især paa kalk- 
grund, ei sjelden. Bindalen: Auneti Aabygden, Reppesundet, Hjarteen, 
Hikkelsberg ved Helstadlokken, fleresteds ved Tosenfjorden (f. eks. Mjel- 
bingen, Sjebergslien, indenfor Urvoldvand), Vasbygden (urer est for Seren- 
skogvand, Hongbarstad, Votnan), Skotnesliene, Fiskerosen, Kveinen paa 
Bindalseidet, Stremmen nar N. Horsfjord, Kjellholmen, Szetervolden ved 
Horsbergvand, Aakervik, Kollstrommens estside. Velfjorden: Hegge- 
halvøen fleresteds, Urdviken i Storberja, Halleraunet og ellers i traktene 
over til Vik. Vik: Semnes paa sandstranden, Semnesoen, under Gret- 
temsfjeld, Tandbergene ved Olsaas, under Bjorufjeld, nær Hongsetstoene i 
Gravfjorden, Hongsetbygden fleresteds over mot Velfjorden. Bronnoy: 
kirkestedets omgivelser, Torgoen, Sauren, under Tilremshatten og Mos- 
aksla, mellem Lund og Horn. , 

Listera ovata (L. R. Br. Fugtig grund, især i krat. Bindalen: 
ved Reppesundet, Aandvik nær Helstad, fleresteds langs Tosenfjorden (f. 
eks. i Sjobergslien, indenfor Urvoldvand), Vasbygden, Skotnesliene, Aakvik, 
Reitvold. Velfjorden: Heggehalveen, ved foten av Raakhatten (Norman), 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND, II. 105 


Vasbotn ved Sausvand. Vik: Ytre Kvalø, Høglien ved Skaaren, under 
Bjørufjeld, under Grøttemsfjeld, Hongsetbygden. Brønnøy: kirkestedets 
omgivelser, Torgø, Sauren, under Tilremshatten og Mosaksla. 

L. cordata (L.) R. Br. Fugtig mos, hist og her i gran- og birkebeltet, 
saavel i ytre trakter (f. eks. under Torghatten og Tilremshatten) som i 
fjord- og fjeldtraktene (f. eks. Hildringen, Terraak, Kolsvikfjeld og Vas- 
bygden i Bindalen, Strompdal i Velfjorden). _ 

Coralliorrhiza innata (L.) R. Br. Paa fugtig mos. Bindalen: Skau- 
viken nær Solstad. Velfjorden: ved Markavandet, Strompdal. 

Goodyera repens (L.) R. DR. Paa fugtig mos. Bindalen: Aakervik 
nær Horsberg. Vik: under Semnesfjeld. 

Cypripedium Calceolus L, Paa kalk. Bindalen: Sætervolden nær 
Horsbergvand, Kjella. Skal ogsaa forekomme andensteds i trakten. 


Myricaceae. 


Myrica Gale L. Myr og vandbredder, teml. alm., især i de laveste 
kystegner, saasom Bindalen: Skotnes, Vasbygden; Vik: Semnes, Vik; 
Vega: hyppig over hele gens lavland; Bronney: Torgo, kirkestedet, 


Horn. Sjeldnere inde i fjordene, f. eks. ved bunden av Tosenfjorden. 


Salicaceae. 


Salix pentandra L. Litt fugtig grund, teml. aim. i de lavere trakter, 
saavel ute ved kysten som inde i fjordene. 

S. caprea L. Torre steder og krat, alm. i de lavere trakter. 

S. cinerea L. Vik: Hoiviken ved Somnes (Norman). 

S. aurita L. Krat og paa fugtig grund, især almindelig i de ytre 
trakter. 

S. nigricans SM. Kratdannende og enkeltvis, alm. særlig i de indre 
trakter. Danner bastarder med .S. /apponum (glauca) og maaske med S. 
myrsinites (se nedenfor). 

S. phylicifolia L. Vistnok sjelden i de ytre trakter, derimot teml. alm. 
i de indre fjeldtrakter. 

S. hastata L. Teml. alm., især paa skifer og kalk, i fjeldegnene til 
øverst paa fjeldvidden, i kysttraktene fleresteds til havets overflate. 

S. lapponum og S. glauca L. Alm. paa fugtige steder fra lavlandet 
op til vidjegrænsen. 

S. lanata L. Fjeldtrakter, vistnok sjelden. Bindalen: Kolsvikfjeld, 
Rismaalstind og Tosdalen. 


106 OVE DAHL. 


M.-N. Kl. 


S. myrsinites L. Paa kalk og skifer. Bindalen: Kolsvikfjeld. 
Brønnøy: mellem kirkestedet og Salhus en form, der synes at være 
S. myrsinites X S. nigricans. 

S. herbacea L. Tilfjelds meget alm., ofte ogsaa nede i lavlandet, paa 
Vega og i Vik fleresteds til havets nivaa. 

S. herbacea X S. lapponum. Ki sjelden i fjeldtraktene sammen med 
stamartene, saaledes: Bindalen: Granbostadfjeld, Tverfjeld, Reppar- 
fjeld; Velfjorden: under Lausfjeld og  Breivastind; Vega: Trold- 
tindlien. 

5. reticulata L. Paa kalk og skifer, ei sjelden tilfjelds og undertiden 
nede i lavlandet. Bindalen: Granbostadfjeld, Repparfjeld, Rismaalstind, 
Kolsvikfjeld, indenfor Urvoldvandet i kalkuren, Tosdalen ned mot elven, 
Grenlifjeld ovenfor Harangen. Velfjorden: Sæterfjeldet ovenfor Klimpen, 
Rismaalstuen mellem Okfjorden og Storfjorden (A. J. OkAN), mellem Berje- 
eren og Strompdal og ved Lomselven ret overfor gaarden, Aslakaunet og 
det ovenfor liggende Aunefjeld, Kvernhatten og Stremsfjeldet mellem Vel- 
fjorden og Bindalen. Vik: under Bjorufjeld. Brenney: mellem Len- 
ningen og Hoveen, Kvaloen nær havets nivaa. 

Populus tremula L. Alm. i gran- og birkebeltet. Ute paa eene oftest 


buskformet. 


Betulaceae. 


Betula pubescens Eurn. I de ytre trakter oftest som lavt buskads, men 
fleresteds ogsaa som ret frodig skog, saaledes: Vega: ved Eidem og 
Gladstad, Grimso; Bronney: Tilrem i liene vakker skog, i kirkeste- 
dets omgivelser derimot lav og temmelig daarlig skog; Bindalen: ved 
Horsfjord; Vik: Ytre Kvalo, i Hoglien ved Skaaren og fleresteds under 
aasene. Inde i fjordene blir den tildels dominerende (f. eks. Tosenfjor- 
dens midtparti), men indenfor fjordbunden treer birken mangesteds tilbake 
for granen, f. eks. indenfor Tosbotnet, inde i Velfjorden og mellem Vel- 
fjorden og Bindalen. I de ytre trakter træformet til ca. 350 m. o. h., i 
de indre fjeldtrakter til ca. 600 m. o. h. | 

Betula nana 1. Myr, alm. fra søen op i vidjebeltet. Ogsaa paa Leka 
i N. Trondhjems amt gaar den iflg. B. KAALAaAs ned til havflaten, hvilket 
ifølge Norman er tilfælde mangesteds nordenfor Trondhjemsfjordens utlep. 

B. pubescens X B. nana. Herhen hørende former forekommer flere- 
steds, f. eks. Terraakfjeld i Bindalen, Strompdal i Velfjorden. 

Alnus incana (L.) Witp. Fugtige steder, alm., til birkegraensen i alle 


herreder. Enkelte steder synes der at være mere older end birk, saaledes 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II, 107 


i den ytre del av Bindalsfjorden, paa Velfjordeidet ret meget olderskog og 
ved Gladstad paa Vega blandskog av older og birk. 

Corylus Avellana L. Som smaa busker, enkeltvis eller samlet til krat, 
ei sjelden, især paa skifer eller kalk og paa mot solen vendende lokaliteter. 
Av lokaliteter skal nævnes: Bindalen: Strømmen ved N. Horsfjord, Bin- 
dalseidet fleresteds enkeltvis og i krat, ved Kollstrømmen, Horsberg (rikelig), 
mellem Fiskerosen og Reitvold, paa Øksningen, langs Tosenfjorden fleresteds 
i urene (særlig paa vestsiden), i Harangen og Skotnesliene. Velfjorden: 
Heggehalvøen fleresteds og storvokset, samlet til krat, inde i Storbørja i 
urer, Klausmarken indenfor Okfjorden, Vasbotn ved Saus, indenfor Lang- 
fjorden. Vik: Sømnes, i Kirstimarken, i Høglien ved Skaaren til ca, 
150 m. o. h., Ytre Kvalø, fleresteds som krat under aasene nær kirkestedet 
(Tandbergene, Semhovd, under Bjerufjeld), Hongsetbygden, ved Ursfjord 
og Gravfjord. Vega: Eidem, i Lauplien flere til over 1.3 m. heie busker 
til 160 m. o. h. Brenney: mellem Nordhus og Skaret nogle busker, kirke- 
stedets omgivelser sparsomt, mellem Mossem og Tilrem smaa buskads iszer 
langs veien, under Tilremshatten og under Mosaksla mot Tilrem frodig 
kratdannende og enkeltvis op til 160m. o. h., mellem Tilrem og Horn 
spredt. Mangesteds utvikles der i enkelte aar rikelig nødder, særlig inde 
i fjordtraktene, f. eks. ved Horsberg i Bindalen og under aasene i Vik. 
Ialfald paa disse steder er det den runde nedform (f. silvestris Aucr.), der 
forefindes. 


Ulmaceae. 


Ulmus scabra Mitt. (U. montana). Urer og krat især paa solsiden, 
teml. alm. Av lokaliteter kan anferes: Bindalen: N. Horsfjord, enkelt- 
vis i lien, ved Kollstremmens østside, mellem Horsberg, Horsbergvand og 
Kjella mangesteds tildels store trær i urer og lier, inderst i Aabygden ved 
Granbostad i ur paa nordestsiden av Aabjergvandet og indenfor dette ved 
Aabjergseter, Ytre Reppen i uren og liene, Osan i liene, mangesteds 
i urene og liene ved Tosenfjorden (f. eks. Mjelbingen, Sjobergslien, 
Hammerlien og Fornesuren paa vestsiden, ved indlepet til Kolsvikbogen, 
Rephullet, indenfor Urvoldvandet paa østsiden), indenfor Tosbotnet, under 
Tverfjeldet mot Krummen, ved Barstad og Serenskogvand, ved Harangen 
og i Skotnesliene. Velfjorden: Hegge, men især som frodige traer ved 
Naustvik, Raakhattens fot (til 178 m. o. h., Norman), inde i Storberja flere- 
steds, saavel langs fjorden som langs Lomselven indover til Strompdal, 
liene. ved Strengevand, ved Mebyen og Sausvand, Almegroven og ved 
Strauman nar Saus, indenfor Langfjorden til urene under Langfjordhalsen 


108 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


(ovenfor Langfjorderen) og Juvatnet, liene ved Markavandet. Vik: Hog- 
lien ved Skaaren, under Bjerufjeld, inde i Ursfjorden og Gravfjorden, 
Krummen og ellers enkeltvis i Hongsetbygden over mot Velfjorden. 
Brenney: under Tilremshatten og Mosaksla i mængde og frodig. Vega: 
Lauplien og urene nar Eidem 120—160m. o. h., enkelte trær, 8—9 m. 


høie (rikelig frugt, men med ikke spiredygtige fro ??/; 82, Norman). 


Moraceae. 


Humulus Lupulus L. Velfjorden: Hommellien temmelig rikelig, 
slyngende opad olderstammene (ifølge Norman indtil 2.14 m. over roten 
og frugtberende, 1879). Nordgrænse. Skal ogsaa ha vokset ved det 


nærliggende dampskipsanlopssted Hommelste. 


Urticaceae. 


Urtica dioica L. Beboede steder, undertiden i urer og da vistnok ofte 
som var. glabra Hart. (f. silvestris Norm., angustifolia ABL.) f. eks. ved 
Strompdal og Strauman i Velfjorden, Høglien nær Skaaren i Vik. 


Urtica urens L. Ved gaardspladser, ei alm. 


Polygonaceae. 


Rumex domesticus Hx. Alm. ved beboede steder i de lavere trakter. 

R. crispus L. Strandkanter, vistnok især i de ytre trakter. Bin- 
dalen: N. Horsfjord, Skotnes. Velfjorden: Okan. Vega: Ulvin- 
gen, Sela. 

R. Acetosella L. Torre, udyrkede steder, alm. i de lavere egne. 

R. Acetosa L. Alm. fra sjøen til vidjegrænsen, i fjeldlier undertiden 
som *arıfolius (ALL.). 

Oxyria digyna (L.) Hm. Fugtige steder, især tilfjelds, neppe alm. 

Polygonum | viviparum L. Tørre steder, alm., til over birkegrænsen. 

P. aviculare L. Alm. ved beboede steder, veier og paa strandkanter. 

P. Raji Bas. Strandkanter. Vik: Semnes. Vega: Ulvingen. 

P. Persicaria L., P. lapathifolium L. og P. Convolvulus. L. som til- 


fældig akerugræs; hist og her. 


Chenopodiaceae. 


Chenopodium album L. Beboede steder og som ugræs i de laveste 
trakter. 
Atriplex hastatum L. Strandkanter, alm. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. Il. 109 


A. Babingtomi Woops. For litet utviklet til at kunne bestemmes med 
sikkerhet. 

A. patulum L. Strandkanter, vistnok alm. 

Salicornia herbacea L. Lerede strandkanter, vistnok teml. alm. i de 
 ytre trakter. Bindalen: mellem Holm og Solstad, Flotvik. Vik: Sem- 
nes, Serbotnet, Brækosen, mellem Vik og Sandevaagen fleresteds. Vega: 
Rørø, Ulvingen. Bronney: Trælnes, Nordstrommen. 


Suaeda maritima (L.) Dum. Strandkanter. Vega: Strandvik paa Ul- 
vingen. 


Potulacaceae. 


Montia fontana L. Fugtige steder, teml. alm., op i birkebeltet. 


Caryophyllaceae. 


Spergula arvensis L. Akerugræs, alm., i de laveste trakter. 

Spergularia salina PREsL. Fugtige lerede strandkanter, vistok teml. 
alm. ialfald i de ytre trakter. Bindalen: N. Horsfjord, mellem Fisker- 
osen og Aspvik. Velfjorden: Bergvik (Norman), Okan. Vik: Semnes, 
Serbotnet, mellem Vikavaagen og Sandevaagen. Brennoy: Torgeen, 
ved kirkestedet, Traelnes, Nordstremmen. Vega: Rergen, Sela, Grimse, 
Ulvingen. 

Sagina maritima Dow. Fugtige strandkanter. Bindalen: Fisker- 
osen. 

S. procumbens L. Terre, ufrugtbare steder, alm., op i birkebeltet. 

S. Linnaei Presi. Litt fugtige, oftest græsbundne steder, teml. alm. i 
fjeldtraktene, til op i vidjebeltet. 

S. nodosa (L.) FENZL. Især paa strandkanter, teml. alm. saavel ute 
ved kysten som inde i fjordene. 

Alsine rubella We. (A. hirta). Velfjorden: Kvernhatten op for Nord- 
fjeldmarken, paa kalk. 

A. biflora (L.) We. Bindalen: Granbostadfjeld, paa granit. 

Honkenya peploides (L.) Eurn. (Ammadenia pepl., Halianthus pepl.). 
Strandkanter, teml. alm. 

Moehringia trinervia (L.) CLarv. Løvskogkrat i de lavere egner, ei 
sjelden. Bindalen: N. Horsfjord, ved Kollstrømmen og Horsbergvand, 
Hildringen, Reppen, ved Tosenfjord alm. i krat og urer (især med hassel 
og alm), under Rismaalstind, Skotnesliene. Velfjorden: Klausmarken op 
for Okfjorden, Urdviken i Storbørja, mellem Børjeøren og Strompdal langs 


Lomselven, indenfor Langfjorden og Tarmaunbotnet. Vik: Høglien ved 


IIO OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Skaaren, Grettem. Brenney: under Tilremshatten og Mosaksla. Vega: 
Sela i birkekrattet. 

Arenaria serpyllifolia L. Terre steder, især paa kalk, ei sjelden. 
Bindalen: Oksningen, Hikkelsberg ved Helstadlekken og ellers fleresteds 
ved Tosenfjorden, Vasbygden. Velfjorden: Heggehalveen i mængde, 
Saus. Vik: Heglien ved Skaaren, Semnesoen. Brenney: kirkestedet, 
Tilrem. Vega: mangesteds i mængde saavel paa hovedøen som Grimse 
og Ulvingen paa kalken. Tjøtta: mellem Forvik og Vevelstad. 

Stellaria nemorum L. Fugtige skoger, krat og lier, alm., til op i vidje- 
beltet. 

S. media (L.) Cyritt. Ved beboede steder og paa strandkanter, alm., 
til op 1 vidjebeltet. 

S. graminea L. Enger, alm. i de lavere trakter. 

S. longifolia MbéuLENB. Skog og krat, ei alm. Bindalen: Hildrin- 
gen, Osan, fleresteds ved Tosenfjorden indover til Tosbotnet. Velfjor- 
den: Hegge, Naustvik, Saus. Brenney: Tilrem. 

S. alpestris Hx. (S. borealis). Hverken noteret av Norman eller mig, 
men kan neppe mangle i herredene. 

S.crassifolia EHRH. Strandkanter, alm. Undertiden litt fjernet fra stranden. 

Cerastium alpinum L. Klipperifter og krat, især i fjeldtraktene som 
hovedformen (f. eks. Granbostadfjeld 1 Aaen og fjeldene indenfor Tosbot- 
net, Mosaksla, Tilremshatten, Torghatten), 1 urer og klipperifter i lavlandet 
oftest som f. /anatum (Lam.) HEcETscHw. (f. eks. Hildringen, Kollstremmen 
og Urvoldvandet i Bindalen, Sela og Lauplien ved Eidem paa Vega). 

C. trigynum Viti. Tilfjelds alm. paa fugtige steder, til op i lavbeltet. 

C. vulgare Hw. Torre steder, alm., til op i birkebeltet. 

C. glomeratum Tuuiz. (C. viscosum). Velfjorden: Heggehalveen 
(Norman). Vik: ved veikanter, Semnes, som ugræs i haven. Bronney: 
kirkestedets omgivelser paa fugtig, flækkevis neken mark (Norman). Tjøtta: 
Forvik paa skrindmuldet, teml. tert berg. 

Silene venosa (GitiB.) AscHERS. (S. inflata). Især som akerugrees eller paa 
enger. Bindalen: fleresteds i aker. Velfjorden: Saus, Strengevand, Naust- 
vik i græsbakkerne mellem de kratbevoksede hauger (Norman), inde i Loms- 
dalen (i birkekrat). Vik: Semnes paa stranden og i engene, Semnesoeen 
(Norman). Brenney: kirkestedets omgivelser, Tilrem i akrene og paa 
engene. 

S. maritima WITH. Strandkanter, alm. 

S. rupestris L. Terre berg og urer, ei sjelden i de lavere trakter. 
Bindalen: Osan, Hikkelsberg ved Helstadlekken, mangesteds ved Tosen- 


fjorden (f. eks. ved Urvoldvand, Fornesuren), mellem Lande og Barstad 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSØKELSER I HELGELAND. II. TEE 


(Norman). Velfjorden: Heggehalveen, Langfjordens indre del. Vik: 
Grettem. 

S. acaulis L. Klipper, alm. tilfjelds, i de ytre trakter ofte ned til 
sjeen, f. eks. mellem Holm og Solstad i Bindalen, ved Semnes og Venne- 
"sund i Vik. 

Viscaria alpina (L.) Don. Oftest øverst paa fjeldene. Bindalen: 
Granbostadfjeld, Kolsvikfjeld, Krummen indenfor Tosbotnet (paa serpentin). 
Vik: Søndre Kvale øverst paa fjeldet og Lervik ved havets nivaa (Nor- 
MAN). Tjøtta: N. Heiholmstind. 

Lychnis Flos cuculi L. Fugtige enger og grøfter, alm. i de lavere 
egner. 

Melandrium silvestre (SCHKUHR) RoEHr. Enger og skoglier, alm. til 


op i vidjebeltet. 
Nymphaeaceae. 


Nymphaea alba L. I vand. Bindalen: Aunevand, i meengde i van- 
dene i Vasbygden, Grindgarsvand ved Skotnes. Velfjorden: nedenfor 
Hommellien, tjernene mellem Naustvik og Hegge, Rugaasvand og de ev- 
rige vand til Sausvandet, vandene over mot Hongsetbygden og det indre 
av Ursfjorden. Vik: Oianvand, Gjerdevand, ved Brækosen, Hongsetbyg- 
den. Vega: Rereen, mellem Gladstad og Gulsvaag, mellem Risbakken og 
Valla. Maaske allesteds *candida (PRESL.) ASCHERS. 

Nuphar pumilum (Tiww. DC. I vand. Bindalen: Mollevand og 
ellers fleresteds i Vasbygden. Velfjorden: Strengevand, i et tjern mel- 
lem Hommelste og Helinesvand og ellers mangesteds i vandene over mot 


Ursfjorden. Vik: Hongsetbygden. 


Ranunculaceae. 


Caltha palustris L. Fugtige steder, alm. 

Trollius europaeus L. Fugtige lier og krat. Bindalen: indenfor 
Tosenfjorden, f. eks. Govasliene, Tosdalen. Velfjorden: inderst i Stor- 
berja, f. eks. ved Lomselven ret over for Strompdal, Lomsdalen. 

Aconitum septentrionale KoELLE. Skoglier, op til birkegraensen, især 
alm. i de indre trakter; mangler maaske paa Vega. 

Actaea spicata L. Krat og urer, især paa kalkfeltene, alm., til op i 
birkebeltet. 

Anemone nemorosa L. Skog og krat, alm., til op i birkebeltet. 

Ranunculus glacialis L. Bindalen: Heilhornet, øverst paa fjeldet. 

R. platanifolius L. Birkelier. Bindalen: Rismaalssletten og Tos- 


dalen. 


II2 OVE DAHL. M.-N. KI. 


R. Flammula L. Myr, i de ytre trakter. Vik: Semnes (Norman). 
Vega: Ulvingen, med mellemform til følgende, fleresteds paa hovedøen 
som mellem Vika og Eidem, mellem Gulsvaag og Sundsvoll (Normay). 

R. reptans L. Myr og vandbredder, alm., i de lavere trakter. 

R. pygmaeus We. Fugtige steder, everst paa fjeldene. Bindalen: 
Granbostadfjeld, Tverfjeld og Snefjeld ved Tosbotnet. 

R. repens L. Ved beboede steder, veier og grøfter, alm., op i birke- 
beltet. 

R. acer L. Enger og lier, alm., op over vidjegrænsen. 

R. auricomus L. Enger og krat, alm. i de lavere trakter. 

R. paucistamineus Tauscu. Vandbredder og grøfter, alm. i de lavere 
trakter, oftest v. eradicatus LÆSTAD. 

R. Ficaria L. Vega: mellem Holand og Nes, under en berghammer 
(NORMAN). 

Thalictrum alpinum L. Myr og fugtig skifergrund, alm., til over vidje- 
graensen. 

T. flavum L. Krat, strandkanter og vandbredder, ei sjelden, til op 1 
birkebeltet, især paa skifer og kalk. Bindalen: ved Reppesundet, Kols- 
vikbogen og Ureidet paa stranden, Rephullet og indenfor Urvoldvandet i 
liene, likeledes oftere langs Tosenfjorden, under Rismaalstind ved Tosbot- 
net, urer og lier ved Sorenskogvand i Vasbygden. Velfjorden: Hegge- 
halvøen fleresteds, ved Bruvand, Almegroven nær Saus, fleresteds inde i 
Storberja, saaledes i Urdviken, i urene og liene langs Lomselven mellem 
Berjeoren og Strompdal, under Tarmaungrottene, Halleraunet paa overgan- 
gen til Vik. Vik: liene ovenfor Grottem, Tandbergene, under Bjerufjeld, 
Hoglien ved Skaaren. Brønnøy: under Tilremshatten og Mosaksla. 


Vega: Lauplien ved Eidem. 


Papaveraceae. 


Corydalis intermedia (L.) P. M. E. Velfjorden: Strompdal indenfor 
Storberja i krat paa kalkholdig underlag (KNUT STROMPDAL). 


Fumaria officinalis L. Akerugrees, ei alm. 


Cruciferae. 


Barbarea vulgaris R. Br.  Indfert og kun i faa eksemplarer paa dyrket 
eng. Bindalen: Hildringen, Roitvold. Velfjorden: Naustvik, som 
ugræs 1 en have. 

B. stricta Anprz. Fugtige steder, især ved vandbredder, undertiden 


dog ogsaa i urer og'lier. Bindalen: ved Horsbergvand, ved Grenlivand 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 113 


ovenfor Harangen, ved Barstad og Votnan i Vasbygden; paa Ureidet og i lien 
ved Rephullet i Tosenfjorden. Velfjorden: ved Svanvand og Sausvand; 
Nordfjeldmarken ved elven, Urdviken i Storberja i uren, Grinddalen mellem 

Berjeeren og Strompdal nede ved elven. Vik: i uren ovenfor Grettem. 
| Turritis glabra L. Terre bakker og urer, paa kalk og skifer. Bin- 
dalen: Hjarteen, liene mellem Skotnes og Hesimark, Mjolbingen ved 
Tosenfjorden. Velfjorden: mellem Hommelste og Hilstad. Vik: urene 
ovenfor Grettem. Bronney: under Tilremshatten. 

Arabis hirsuta (L.) Scor. Torre bakker, berg og urer, karakterplante 
for skiferen og særlig kalken, alm. i de lavere trakter. Undertiden paa kalk 
og skifer ovenfor trægrænsen, saaledes i Bindalen paa Granbostadfjeld, 
Repparfjeld, Kolsvikfjeld og Grønlifjeld ovenfor Harangen. 

Arabis alpina L. Fugtige steder tilfjelds. Bindalen: Granbostad- 
fjeld, Tverfjeld og Rismaalstind. Velfjorden: Klausmarken indenfor Ok- 
fjorden paa kalken blandt birk og alm. 

Stenophragma thalianum (L.) Cet. Skrindmuldet berg, bakker og urer. 
Bindalen: N. Horsfjord, Skaaren og Øksningen paa Øksningen. Vel- 
fjorden: Heggehalveen fleresteds. Bronney: Sauren. Vega: Ris- 
bakken, Eidem, Sundsvoll, Søla. 

Cardamine pratensis L. Fugtige steder, saasom ved bækker og vand- 
bredder, teml. alm. i de lavere trakter; f. propagulifera Norm. ved Sømnes 
i Vik (NORMAN). 

C. flexuosa Wir. (C. silvatica Link). Fugtige krat. Vega: Lauplien 
ved Eidem, Sela med Stenophragma. 

C. bellidifolia L. Øverst paa fjeldene, i urer og ved snebækker, saa- 
ledes: Bindalen: Heilhornet, Granbostadfjeld, fjeldene indenfor Tosbotnet, 
Harangsfjeld; Velfjorden: Breivastind, Lausfjeld; Tjotta: Nordre Hei- 
holmstind. 

Erysimum hieraciifolium L.  Urer, krat eller kalkberg, fleresteds. Bin- 
dalen: Reppen, Sjebergslien i Tosenfjorden, under Rismaalstind, Skot- 
nesliene. Velfjorden: Naustvik, Granaasen i Storberja. Vik: under 
Bjerufjeld, Søndre Kvale, Heglien ved Skaaren. Bronney: under Til. 
remshatten. Vega: Lauplien ved Eidem. 

E. cheiranthoides L. Som  akerukrud. Bindalen: Fiskerosen. 
Brenney: Tilrem. 

Braya alpina Sterns. & Horre. Bindalen: indenfor Urvoldvand i 
kalkur. Sydgrænse. 

Brassica campestris L. Akerugrees i de lavere trakter. 

Sinapis alba L., S. arvensis L. Akerugræs, i de lavere trakter, den 
sidste synes at være den almindeligste. 

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 8 


114 OVE DAHL. M.-N. KI. 


Draba hirta L. Klipperifter og kalkgrus. Synes at være sjelden. 
Bindalen: Kolsvikfjeld, under Stromsfjeld ved Barstad. Bronnoy: 
Skille i lavlandet paa kalkberg. Vega: i Lauplien ved Eidem 377 m. o. h. 
(Norman). 

D. incana L. Tørre bakker og klipper, urer alm., ofte (f. eks. paa 
Vega og i Brønnøy) ned til havets nivaa. 

D. verna L. Brenney: Tilrem paa strandklipper (i blomst og frugt 
3/, 11), Sauren paa kalkberg (ganske henterret ?9?/; 12). 

Cochlearia officinalis L. Strandkanter, alm. 

Subularia aquatica L. Vik: ved Oianvand. 

Thlaspi arvense L.  Akerugraes, vistnok sjelden. Brenney: Brenne- 
sund, tilfældig paa stranden. 

Capsella Bursa pastoris (L.) Mepix. Ved beboede steder, alm. 

Cakile maritima L. Er hverken noteret av Norman eller mig, hvorfor 
den ihvertfald maa være sjelden. 


Raphanus Raphanistrum L. Akerugræs i de laveste trakter. 


Droseraceae. 


Drosera longifolia L. og D. rotundifolia L. Myr alm., omtrent til 


birkegrænsen. 


D. longifolia X D. rotundifolia. Bindalen: Oksningen. 


Crassulaceae. 


Rhodiola rosea L. Klipper, alm., fra sjeen til op i lavbeltet. 
Sedum annuum L. Klipper og urer, alm., til op i birkebeltet. 
S. acre L. Klipper og sandige strandkanter, især i de laveste trakter, 


teml. alm. 
Saxifragaceae. 


Saxifraga Cotyledon L. Bratte klippeskrenter, urer og kalkberg, teml. 
alm., til op i birkebeltet. | 

S. stellaris L. Fugtige steder, især tilfjelds alm., undertiden ned til 
havflaten. 

S. nivalis L. Klipper, teml. sjelden. Bindalen: Kolsvikfjeld. 
Bronney: Lenningen, Skill. Vega: Troldtindlien, Lauplien ved Ei- 
dem, Sela. 

S. oppositifolia L. Fugtige klipper, alm., fra sjeen op i lavbeltet. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. Il. 115 


S. aizoides L. Fugtige klippeskrenter og ved bækker, alm., især i de 
lavere trakter. Undertiden i mzengde paa kalkbergene, f. eks. Hegge i Vel- 
fjorden. 

S. cernua L. Bindalen: øverst paa Granbostadfjeldet. 

S. groenlandica L., Simm. (S. caespitosa). Klipper, især i fjeldtrakter, 
undertiden i kysttraktene ned til havets nivaa, f. eks. ved Bronney kirke- 
sted og mangesteds paa Vega. 

S. rivularıs L. Fugtige steder tilfjelds, ei alm. Bindalen: Gran- 
bostadfjeld. Velfjorden: Elsaashatten op for Okfjorden. Vega: Trold- 
tindlien. Tjotta: N. Heiholmstind. 

Parnassia palustris L. Fugtige steder, alm., til op i vidjebeltet. 

Ribes Schlechtendali Ler. (R. pubescens Hepiunp, À. rubrum Br. N. Fl.). 
Krat, teml. alm., til op i birkebeltet. Hovedformen synes efter det ind- 
samlede herbariemateriale, der har været gjennemgaat av dr. Tu. HEpLuwp, 


at være omtrent like almindelig som v. scandicum HEeEDL. 


Rosaceae. 


Prunus Padus L. Krat, alm., til birkegrænsen. 

Sorbus Aucuparia L. Krat, alm., til birkegraensen. 

S. fennica (L.) Fr. Krat. Bindalen: Reppesundet (nogle trær), ved 
Vasaas (ét træ), ved Oksningen og Skaaren paa Oksningen (et par trær), 
Hikkelsberg ved Helstadlekken (ét træ), indenfor Urvoldvandet (et par traer), 
Aarsandeen (ét trae), ved Kollstrømmen (nogle faa trær), Skotnesliene (flere 
trær). Vik: Skaaren i Heglien (flere trær), under Bjerufjeld (ét træ). 
Brenney: Lenningen (forholdsvis mange smaa traer). 

Sorbus Arranensis Hen. *neglecta Hept. De Sorbo arranensi Hed. 
et affinibus homozygoticis Norvegiae (Tillæg til nærværende avhandling). 
Bindalen: Repsundet litt utenfor Ytre Reppen, nær stranden, flere mest 
buskformede smaa trær, men ogsaa enkelte teml. høie, tildels i selskap med 
et par trær av S. fennica; Sjebergsli ved Tosenfjorden, et par buskformede 
trær oppe i lien. Grener med nylig avfaldne blomster indsamledes juli 
1911 og med blomster 30. juni 1912. Senere blev mig tilsendt modne 
frugter fra Ytre Reppen. 

Til den egte S. Arranensis hører ifølge HrpLuND materiale indsamlet 
fra flere steder i Strandebarm, Hardanger (1810— 1:3; T. LILLEFOSSE). 
Disse har nemlig gulhvide stevknapper, medens disse hos Bindalsformen 
er rosenrede. Eksemplarer fra Dalen i Telemarken (M. N. Brvrr) og 
Marivoldsbugten ved Grimstad (C. J. LinDEBERG), anførte hos A. Bryrr Norg. 


Fl s. 1135 samt maaske ogsaa fra Sogn (Sogndal og Kaupanger 1867, 


116 OVE DAHL M.-N. Ki. 


A. Bıyrr og N. WULFSBERG) hører ogsaa iflg. HEDLUND efter bladformen 
at dømme til hoved- eller underarten. 

Det øvrige materiale av .S. intermedia A. Br. |. c. fra Porsgrund og 
Eidanger tilhører .S. subpinnata Hent. in Jon. Dyrinc: Flora Grenmarensis, 
Nyt Mag. f. Naturv. b. 49 (1911 s. 198 flg.). Den under .S. /ennica hos 
A. Br. l. c. omtalte smalbladede form fra Sogn og Helgeland er beskrevet 
i I av narv. avhandl. (s. 167) under navn av .S. /ancifolia HEpr.!. Først 
sommeren 1913 opdagedes paa et par steder ved Kristiania den egte .S. 
intermedia. | Endnu en ny asaldform .S. subsimilis HEDL. fra Sørlandet findes 
beskrevet i Jon. Dyrincs Planteliste fra Sogndal (Nyt Mag. f. naturv. b. 52). 

Videre angaaende disse arters indbyrdes forhold henvises til T. Hep- 
LUNDs ovenfor citerte avhandl. De Sorbo arranensi. 

S. Aria Cr. *salicifolia Myrin. S. rupicola Syme. Vik: Ytre Kvalo 
(ét tree). Bronnoy: under Andalshatten paa vestsiden (ét trae, A. J. OKAN). 
Vega: Eidem, under en klippeskrent et trae med rikelig frugt (aug. Ig11) 
og litt fjernet derfra et litet skud. 

Cotoneaster integerrima MEpic. Bindalen: Sjøbergslien og indenfor 
Urvoldvand i Tosenfjorden, beggesteds paa kalk. Nordgrænse. 

Ulmaria pentapetala Gitte. Alm. paa enger og i lier, til birke- 
grænsen. 

Rubus idaeus L. Alm, i gran- og birkebeltet, især i urer; Raakhatten 
i Velfjorden over trægrænsen (NORMAN). 

R. saxatilis L. Torre berg og krat, etc., alm., til over trægrænsen! 

R. Chamaemorus L. Myr, alm. 

Fragaria vesca L. Terre bakker, alm. i granbeltet. 

Comarum palustre L. Myr og sumper, alm., til op i vidjebeltet. 

Potentilla Anserina L. ser paa strandkanter, alm. 

P. nivea L. Velfjorden: Kvernhatten ovenfor Nordfjeldmarken, 
under Strømsfjeld op for Barstad paa grænsen mot Bindalen. Paa kalk. 

P. argentea L. Bindalen: Skaaren paa Øksningen, nær gaarden, 
paa kalk. 

P. verna L. Bakker og berg, hist og her, til vidjegrænsen, især paa 
skifer og kalk. : 

Potentilla erecta (L.) Hamre. Torvmyr og lyngmark, alm., til op i 
vidjebeltet. 

Sibbaldia procumbens L. Grusede eller litt græsbundne steder tilfjelds, 
alm., fra birke- til lavbeltet. 

Geum rivale L. Fugtige enger og lier, alm., op til vidjegrænsen. 


1 I diagnosen staar her |. 9 fra oven feilagtig separatis for sepalis og |. 19 arranenesem 


for arranensem, 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 117 


G. urbanum L. Krat og urer, teml. sjelden. Bindalen: ved Hors- 
bergvand, Aakervik. Vik: nær Hongsetstoene i Gravfjorden. Brønnøy: 
under Tilremshatten og Mosaksla. 

G. intermedium Eung. Bronney: Tilrem i sydli, teml. sparsomt 
| (Norman). 

Dryas octopetala L.  Karakterplante for kalken og skiferen saavel øverst 
paa fjeldene i indlandet som i lavlandet ute ved kysten. Følgende lokali- 
teter kan anføres. Bindalen: Hallfjeld op for Hall (nær Holm kirke), Grenli- 
fjeld op for Harangen, Skarstadfjeld og Granbostadfjeld i Aabygden, Kols- 
vikfjeld, kalkurer indenfor Urvoldvand, Tverfjeld og Rismaalstind (med v. 
argentea) indenfor Tosbotnet, Tosdalen i skraaningene under Middagstind, 
Hongsfjeld i Vasbygden, Landfjeldklubben og Stremsfjeld paa graensen mot 
Velfjorden. Velfjorden: Kvernhatten op for Nordfjeldmark, Aunefjeld 
ovenfor Aslakaunet, ved bunden av Storberja ved Tettingselvens utlep, 
ved Lomselven nar Strompdal, under Daumandsfjeldet (en del av Dyraas- 
fjeldet, ret over for Strompdal, iflg. JuLıeE Stromppat), Berjefjeldet inden- 
for Lille-Berja (lærer I. STROMPDAL), under Lausfjeld ved Strompdal, Ris- 
kamtuen mellem Okfjorden og Storfjorden (A. J. Okan), Sæterfjeldet op for 
Klimpen paa overgangen til Vik. Vik: Bjorufjeld, under Aandvikfjeld, 
Ytre Kvale i mængde paa et kalkberg. Brenney: Kvaloen og Hoveen 
faa meter over havets nivaa. Vega: Lauplien ovenfor Eidem (180—320 m. 
o. h.), utmarken mellem Gladstad og Gulsvaag (23 m. o. h.) og Gulsvaag 
(17 m. o. h.) iflg. Norman samt i største mængde paa skifer og kalkgrus 
mellem Risbakken og Valla faa meter over havet. Tjotta: Forvik paa 
kalkgrus, Heiholm nær stranden (ifølge A. J. Okaw). 

Alchemilla vulgaris L. (coll.). Enger, bakker og skoglier, til op i vidjebeltet. 

Det indsamlede materiale, der er gjennemgaat av amanuensis dr. H. 
LinpBerG, Helsingfors, omfatter følgende underarter. 

”acutidens (Buser). Enger, marker og lier, alm. i alle herreder, til op 
i birkebeltet. 

*alpestris (BUSER). Enger, marker, vistnok teml. sjelden og kun i de 
lavere trakter. Indsamlet: Brennoy: kirkestedet, Torge, Mo. Vel. 
fjorden: Naustvik, ved Bruvand og Sausvand. Bindalen: Bindalseidet. 

*glomerulans (Buser). Fjeldtrakter alm., fra birkebeltet op til vidje- 
graensen. 

“minor Huns. (filicaulis f. vestita Bus.). Især i mængde paa kalk og 
sand i de ytre trakter. I Velfjorden indover til Flatmo. 

v. filicaulis (Bus.) Linps. Især paa ter mark, teml. alm., især i de 
ytre trakter, op i birkebeltet. 

"pubescens (Lam.). Paa kalk. Bronnoy: kirkestedet. 


118 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


“alpina L. Tørre bakker og berg, alm. til op 1 lavbeltet. 

Rosa glauca Viti. Krat, teml. alm. i de lavere ytre trakter. 

Det indsamlede materiale er av lektor dr. S. Atmouist henfert til sec- 

tioner og underarter av Rosa Afzeliana Fr.!: 
sect. glauca VILL. *connivens At. Vega: mellem Vika og Eidem, Grimse. 
var. cyclizans At. Brenney: mellem Tilrem og Mo. 

*kattegatensis At. Vega: Grimse (/ati-form). 

*erypacena Mts. Vefsen: Dolstadaasen. 

*cuneatula At. Bindalen: Reitvold, Rephullet i Tosenfjorden, Oks- 
ningen: Oien. Vik: Grettem. Brenney: Sauren; mellem Nordhus og 
Tofte paa Torgeen. 

*platyschista Mrs. Brenney: Kvaleen. 

*Gabrielssonii Mts. Brennoey: Torget. Vega: Grimseen. 

*Traaenii AT. Bronney: henimot Lenningen. 

*ovatidens Mrs. Bindalen: Oien paa Oksningen. Vik: Semnes, 
Ytre Kvalo. Bronney: Sauren, Lenningen, Tilrem. 

* Lindstroemii At. Bindalen: Oksningen: mellem Lien og Lisjøen, 

Oien. Vik: mellem Sande og Vik, under Bjorufjeld, mellem Brækosen 

og Frilstad. Vega: Ulvingen. 

f. »nára« v./aciniosa Ar. & Mrs. Bindalen: ved Urvoldvandi Tosenfjorden. 
*aclitodon Mrs. Vik: Sandsvaagen. 
var. hibernicina Mrs. Vik: mellem Sande og Vik, Semhovd. 

*laevegata WinsLov. Bindalen: Aakvik. 

“aeticolorans At. Vega: Eidem, Igerø, Grimse. 

*labrosa Mts. Bindalen: Reppen (med var. wncigerina AT.). 

*uncigera Ar. Bindalen: Reppen, Urvolden. Vik: Bjoru. Brenney: 
henimot Lenningen (per-form), Torge. 

*opaciformis Mrs. Alstahaug: mellem Alstahaug og Skei. 

*decurtata Mrs. Bindalen: Oien paa Oksningen. Vik: Semneseen, 
Grettem, ved Holandsvand. 

*insería Mrs. Bindalen: Reppen. Vik: Semnes, Ytre Kvale. 
Broenney: henimot Lenningen, Nordhusland paa Torgeen. 

*insertella At. Bindalen: Hikkelsberg, Oksningen. 

sect. virens We. *dinota Mrs. Stamnes: Sandnessjoen. 

*Normaniana At. Bindalen: Horsberg. Vik: Semnes, mellem 
Skaaren og Heglien. Vega: Risbakken, Vika. 

"elata Mts. Brenney: Tilremshatten (prae-form). Vega: Eidem 
(grundform). 

1 


Se S. Atmouist: Skandinaviska former af Rosa Afzeliana FR., Arkiv för Botanik, b. 10 
nr. 390g Ia. D. Line er 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 119 


R. villosa L. (R. mollis Sm.! et R. pomifera HERRM.). Krat, teml. alm., 
især i de lavere trakter. Lektor dr. S. Armouist, der har gjennemgaat 
saavel det fra de sydlige som fra de nordlige (i I omhandlede) herreder ind- 
samlede materiale, har henført dette til følgende underarter og varieteter. 

*fallax A. BL. p. p. et mutato sensu’. Correspondet À. Afzelianae FR. 
(glauciformi) *albidae Ket; figurae in »Skand. form. af R. g/laucif.« 
n. 3 et 4 quadrant in f. primariam Blyttii eurybasin, figurae ı et 2 in 
formas rariores stenobases: Foliola supra obscurius vel dilutius nebulose 
glauco-viridia elliptica vel ovalia, parte apicali contigua + acutata subinde 
acuminata, marginibus aequaliter curvatis a basi + rotundata usque ad 
dentem apicalem angustum prominentem (in foliis inferioribus obliteratum, 
foliolis obtusatis vel emarginatis) minute serrata, dentibus + accumbentibus 
brevibus dorso convexo, in folis superioribus apiculo perbrevi praeditis, in 
foliis inferioribus + obtusis, secundariis conformibus parum evolutis; sti- 
pulae dilatatae auribus non vel perbreviter acuminatis. 

Herøy: Skagalandet paa Donna. Donnes: Donnesfjeld. Lure y: 
liene ovenfor Lure gaard. Brenney: Lenningen. 

*molli-bahusiensis At apud Dyrınc, Planteliste fra Sogndal. Corre- 
spondet À. Afz. (glauciformi) *bahusiensi AT et (glaucae) *Gabrielssonit 
Mrs. e quarum figuris in »Skand. former af g/aucif.« n. 22 et »Skandin. for- 
mer af À. glauca« nr. 50, 51 foliorum forma et serratura elucent: Foliola 
supra sordide dilute viridula suboblonga marginibus a basi + anguste 
rotundata aequaliter curvatis usque ad dentem apicalem vix prominulum 
(in foliis infimis obliteratum), minute serrata, dentibus confertis accumbentibus 
subtriangularibus, marginibus + convexis, apice non vel brevissime acu- 
minato saepissime inclinato; stipulae paullum dilatatae auribus elongatis 
angustis. 

Bindalen: Reppen, mot Repsundet; mellem Lien og Lisjeen paa Oks- 
ningen. Vik: under Bjerufjeld, Ytre Kvale. Vega: Eidem »fóga harig 
form«, Grimse. Herøy: Solfjeld paa Denna. 

*molh-solstitialis At. Correspondet À. Afz. (glaucif.) *solstitiali BESSER 
(= indutulae Ar et *habitulae Mrs.); fig. 1. c. n. 24 bene quadrat in for- 
mas hujus stenobases, fig. 33 in formas eurybases latidentes: Foliola + 
e flavido-griseo vulgo obscurius viridia subovalia, parte apicali + extensa 
(etiam in foliis infimis conspicua), marginibus a basi vulgo late rotundata 
aequaliter curvatis usque ad dentem apicalem vulgo  paullisper pro- 


minulum, profundius serrata, dentibus confertis accumbentibus, dorso cur- 


! I de foreg. plantelister er R. mollis brukt som kollektivnavn i stedet for R. villosa. 


? Sensu A. Blyttii comprehendit formas simplicidentes (nota perparvo systematico mo- 
mento) hujus subspec. et */afesecfae. Ut hic proponitur, aptissime servatum videtur 
nomen auctoris, qui de hac Rosa primus mentionem fecit. 


120 OVE DAHL. M.-N. KI. 


vato margine antico saepe concavo apice plurimorum + conspicue acumi- 
nato, dentibus secundariis conformibus rarius magis evolutis; stipulae dila- 
tatae auribus non vel brevissime acuminatis. 

Alstahaug: mellem Alstahaug og Skei; Husver. Herøy: Nord- 
viken paa Denna. Donnes: ner Husby paa Tomma. 

*molli-brevikensis Ar. Correspondet A. Afz. (glaucif.) *brevikensi et 
(glaucae) *Traaenii, cujus fig. in »Skand. former af AR. glaucas n. 63 
etiam in hanc optime quadrat (exceptis duobus aculeis aduncis). A se- 
quenti subspec. maxime affini! differt colore dilutiore, foliolis elongatis parte 
apicali extensa (etiam in folis infimis conspicua apice acutato vel saltem 
alte rotundato), serratura minutiore non patenti, dentibus magis accum- 
bentibus minus cuspidatis. 

Dennes: nar Husby paa Tomma. 

*molli-Gothoburgensis At apud Dyrinc, Planteliste fra Sogndal, Nyt 
Mag. f. naturv. bind 32. 

Herey: Slape. 

var. molli-orbicans AT: foliolis differt + glabris. 

*molli-latesecta Ar apud Dyrine, Planteliste fra Sogndal, 1. c. 

Vik: Semnes, Semneseen. Alstahaug: Presteen. Stamnes: 
Sandnessjoen. Herøy: Aakvik, Nordviken, mellem Gjesfjorden og Ber- 
fjorden. Donnes: under Donnesfjeld. Lurey: Hagen paa Lureen. 
Trænen: under Trænstaven. 

var. molli-ovatidens Ar apud Dyrine l. ce. Bindalen: Hongbarstad 
i Vasbygden. Vega: mellem Eidem og Vika. 

*molli-centrodon At. Correspondet A. Afzelianae (glaucae) * Lindstroemit 
At, (glauciformi) centrodonti Mrs. et praesertim, quamquam glaucescens, 
(virentt) Normanianae AT. et (virentiformi) dalicae Mrs. et WirrR., quarum 
ex figuris n. 35 in »Skand. former af Rosa virens et virentiformis« ad 
hane dignoscendam maxime idonea: Foliola parcius puberula—glabra (var. 
anti-Lindstroemii AT.) tenuia, supra + dilute viridula, infra minus intense 
glauca, foliorum superiorum angusta, parte basali brevi subcuneata, apicali 
contigua elongata marginibus subrectis usque ad dentem apicalem promi- 
nulum, foliorum infimorum obovata—obcordata, foliorum superiorum pro- 
funde serrata, dentibus (haud raro subsimplicibus) subconfertis a basi 
sat lata + elongate cuspidatis marginibus rectis usque ad apicem acu- 


tum rectum aut (in formis latidentibus) minus elongatis dorso + curvatulo 


! Cui libet has duas jungat cum *molli.latesecta, omnes subtiliter quamquam constanter inter 
se distinctas et multis rationibus (ex gr. geographica distributione) congruentes, sub nomine 
*molli-ovatidentio sensu latiore in unam subspeciem, miram offerentem analogiam cum 
R. pimpinellifolia quoad formam et serraturam foliorum, modum variationis, geographicam 
distributionem. 


IQI4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. [21 


apice brevissime acuminato, secundariis minutis conformibus, foliorum infi- 
morum patenter subcrenata; stipulae sursum dilatatae auribus vix acumi- 
natis. — Habitu et characteribus R. Afz. *Normanianae, a qua in his 
regionibus praedominanti hanc certe rarissimam Villosam mutatione ortam 
censeo. 

Stamnes: Sandnessjeen. Herøy: Aakvik, Gulstad. Lurey: AI 
deren mot Aldersundet. | 

var. anti-Lindstroemii At. Bindalen: Oksningen. 

*farinosa BECHST. secundum KERNER in Fl. exs. Austro-hungarica n. 31; 
R. Grenieri DESEGL. secundum spec. orig. in herb. Horti Kewensis. Cor- 
respondet A. Afz. (glauciformi) *defirmatae Mrs, cujus fig. l. c. n. 42 
foliolorum formam et serraturam monstrat. Inter Villosas angustifolias fa- 
cile dignoscitur foliolis dilute luride viridulis oblongis, dentibus confertis 
perangustis acutis rectis. 

Velfjorden: mellem Halsen og Govasmarken. Brenney: Len- 
ningen. Vega: mellem Vika og Eidem (nästan glattbladig). 

*molli-rotigerina At. Correspondet À. Afz. (glauciformi) glaucifronti Ar 
et M. (praesertim var. rotigerinae); foliolorum formam et serraturam monstrant 
figurae 45, 46 l. c.: Foliola dilutius e lurido viridula elliptica—oblonga 
(foliorum inferiorum obovatam versus formam sensim abeuntia), basi vulgo 
late rotundata, marginibus sat rectis subparallelis, parte apicali contigua brevi 
dente apicali brevi prominulo, foliorum inferiorum obtusata, omnia + remote 
serrata, dentibus triangularibus, et dorso et margine antico convexulis lon- 
giusculis, apice breviter acuminato porrectulo, dentibus secundariis mi- 
nutis conformibus, foliorum inferiorum obtusiusculis; stipulae subangustae 
sursum dilatatae auribus breviter acuminatis. — Saepe polyacantha. 

Bindalen: N. Horsfjord, Hikkelsberg ved Helstadlekken. Velfjor- 
den: Naustvik. Bronnoy: Kvaleen. Vega: Eidem, Rereen, Ulvingen. 
Tjøtta: Loveen. 

var. scandinavica Ar et TRAAEN!: foliolis differt + glabris. Vel- 
fjorden: Granaas i Storberja. 

*porrectella Av. R.resinosa STERNBERG p. p.secundum Fl. exs. Austro-hunga- 
rica 1680 II. Correspondet À. Afz.(glaucae)*prolatulae A. & M. et (glauciformi) 
*hirsutulae AT; foliolorum formam et serraturam optime monstrant figurae 92, 
93 in »Skand. former af À. glauca«: Foliola supra obscurius at sat laete 
viridia, folii summi oblongo- vel paene lineari-ovalia, mediorum in obovatam 
formam abeuntia (saltem terminalia), basi rotundata — subacutata, dente 
apicali acuto + prominenti, folii infimi rotundate spathulata vulgo emargi- 


! Nomen, licet primum collective omnibus Villosis glabrifoliis datum, ut hic harum fre- 
quentissimae servatum sustineri posse videtur. 


122 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


nata dente apicali obliterato, omnia grosse typice acute profundius serrata, 
dentibus validis (etiam secundariis saepe reflexis) oblique triangularibus, 
foliorum superiorum et dorso et margine antico convexulis apice + acu- 
minato recto vel paullisper introrsum nutanti, foliorum inferiorum apice 
magis magisque inflexo; stipulae dilatatae auribus acuminatis. — Valde 
protea, paene ubique Villosarum ut videtur vulgatissima, saepe sola obvia. 

Bindalen: Aunet i Aabygden, ved Repsundet, Rephullet, Tosbotnet 
(angusti-form, något uddtand), under Rismaalstind i Tosen (pa övergäng at 
var. molli-prolatula Ar). Vik: under Bjerufjeld, Øvre Dale, mellem Bræk- 
osen og Frilstad. Vega: Vika (bred- och trubbtandsform), Lauplien ved 
Eidem. Tjøtta: Bare. Herøy: Kammene ved Nordviken, Gulstad, 
Gjesfjorden. Alstahaug: nær kirken. Donnes: nær Husby paa Tomma. 
Nesna: under Stornibba i Sjonen. Lurey: Oneen, liene ovenfor Lurey 
gaard. Hemnes: Brendberget (A. Biytr). Mo: Ravnaa ved Langvandet 
(bred- och trubbtandsform, markvardigt lik *coerulea). 

Var. molli-prolatula Ar.: foliolis differt + glabris. 

Bindalen: Tosbotnet, Serenskogen i Vasbygden. Velfjorden: 
Granaasen i Storberja. Alstahaug: mellem Alstahaug og Skei. Mo: 
Hammernesflaagene ved Langvandet, Avadalen nær vandets nordende (bred- 
och trubbtandsform). 

*molli-retusata At. Correspondet À. Afz. (glaucif.) *retusatae Mrs. 
cujus fig. l. c. n. 58 formam foliolorum indolemque serraturae bene ex- 
primit: Foliola supra dilutius nebulose glauco-viridia, foliorum superiorum 
elongate ovata, basi late rotundata, parte basali brevi, parte apicali contigua 
elongata aequaliter attenuata usque ad dentem apicalem acutum + promi- 


nulum, subminute acute serrata, dentibus + late triangularibus rectis acute 


cuspidatis, dentibus secundariis porrectulis, foliorum inferiorum sensim ob- 
tusiora, infimorum subspathulata patenter crenato-dentata dentibus obtusi- 
usculis; stipulae minus dilatatae subaequaliter attenuatae in aures vix acumi- 
natas. — Plane congruit cum f. originali ex Sætersdal, Bygland (a B. 
Markmanrud lecta). 

Brenney: Brennesund, Torget. | 

“coerulea Woops secundum specimina Bakeriana in herb. Horti Ke- 
wensis. À. resinosa STERNB. p. p. secundum Fl. exsicc. Austro-hungarica 
16801. Correspondet R. Afz. (glaucif.) *decurtatulae At, cujus fig. 1. c. n. 59foli- 
olorum formam et serraturam reddit; a ceteris Villosis foliolis breviusculis ro: 
tundatis distincta foliolorum colore subglauco (nomen Woonsu ideo perap- 
tum!), basi subangustata, forma et partis apicalis et dentium late triangulari, 


serratura minuta, folii infimi foliolis paene crenatis. 


i 
1Q14. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 123 


Bindalen: Hildringen. Vik: Sømhovd. Brønnøy: Sauren. Døn- 
nes: Tomma. Herøy: Aakvik. 

var. molli-decurtata AT: foliolis differt + glabris. Bindalen: mellem 
Aakervik og Horsberg. 

"arguta Mrs. in sched. Correspondet À. Afz. (glaucif.) *insertiformi AT, 
cujus fig. l. c. n. 6r bene exprimit foliolorum formam indolemque serra- 
turae: Foliola supra obscurius e cinerascenti viridula, + late elliptica (folio- 
rum superiorum saepe ex ovato), basi late rotundata — breviter truncata, 
parte apicali contigua typice brevi marginibus curvatis usque ad dentem 
apicalem typice latum brevem paullum prominentem, foliorum infimorum 
truncata emarginata, omnia profundius grosse patenter serrata, dentibus 
validis subtriangularibus, basi latissima, dorso longo denticulis conformibus 
gibboso recto vel convexulo, apice recto acuto non vel breviter acuminato ; 
stipulae + latae auribus acutis. 

Velfjorden: Sildkoven, Hegge. Brenney: Tilrem. Vega: Ei- 
dem, Vika. Dennes: nær Husby paa Tomma. 

Var. molh-inserta AT: differt foliolis + glabris. Velfjorden: Sildkoven. 

“austera Mrs. in sched. Correspondet R. Afz. (glaucif.) *Bladimi, 
cujus figurae l. c. n. 57 et 62 foliolorum formam indolemque serraturae 
bene exprimunt: Foliola supra dilutius e flavido viridula, anguste ovalia — 
obovata, basi anguste rotundata, marginibus fere aequaliter curvatis usque 
ad dentem apicalem tenuem + elongatum, foliorum inferiorum apice ob- 
tusata, omnia profundius et remotius acute patenter serrata, dentibus acute! 
acuminatis, dorso elongato denticulato et margine antico subrectis apice 
vulgo porrectulo, secundariis subminutis conformibus; stipulae angustae 
auribus acuminatis. 

Vik: Semnes, Grettem. 

*pomifera HERRM. var. minuta Boreau. Praeter minutiem omnium par- 
tium nulla a forma principali differentia hujus extra Alpes solius formae 
spontaneae À. pomiferae, in Scandinavia late distributae at ubique rarae, 
paene subsolitarie crescentis. Correspondet A. Afz. (glaucif.) *vialiformi 
Mrs., cujus figurae l. c. n. 63, 64 foliolorum formam indolemque serraturae 
bene exprimunt. A subsimili *austera distinguitur foliolorum colore magis 
cinerascenti, basi + cuneata, parte apicali magis elongata magisque abrupte 
a parte basali definita, atque praesertim dentibus latioribus non acuminatis. 

Bindalen: Reppen. Vik: mellem Sande og Vik. Brenney: 
mellem Mo og Lund. Vega: mellem Vika og Eidem. Dennes: Tomma. 


Hemnes: Brendberget (A. Brvrr). 


! Ejusmodi res in figuris citatis propter modum reproductionis retiformem reddi non 
potuerunt. 


124 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Var. glabri-minuta AT: differt foliolis + glabris. Velfjorden: Stor- 
berja 1 Urdviken. 

K. cinnamomea L. Krat og terre bakker, især paa kalk, vistnok sjel- 
den. Bindalen: Votnan i Vasbygden. Velfjorden: Saus. Brønnøy: 
mellem Mo og Lund. 


Leguminosae. 


Anthyllis Vulneraria L. Tørre bakker, ofte paa kalk eller skifer, eller 
paa sandgrund, ei sjelden i lavlandet. Bindalen: Oksningen, Lande. 
Velfjorden: Heggehalveen. Vik: Sømnes paa skjelsandflaten ved søen, 
Sømnesøen, Høglien ved Skaaren. Bronney: kirkestedets omgivelser, 
Tilrem, under Mosaksla, Kvalø, Torge. Vega: Rørøen, Gladstad, Nes, 
Sundsvoll, Lauplien ved Eidem; Ulvingen. Tjotta: Forvik.  Tilfjelds 
undertiden over trægrænsen i selskap med Dryas paa kalk eller skifer. 
Bindalen: Kolsvikfjeld, Rismaalstind, Hongsfjeld, Repparfjeld, Grenlifjeld 
ovenfor Harangen. Velfjorden: Sæterfjeld, Kvernhatten. ovenfor Nord- 
fjeldmark og under Stremsfjeld paa graensen mot Bindalen. Vik: kalkberg 
op for Ytre Kvale. 

Trifolium repens L. Enger og bakker, alm., næsten til birkegraensen. 

T. pratense L. Som foregaaende i de lavere trakter. 

Lotus corniculatus L. Enger, urer og fjeldlier,-alm., undertiden op i 
vidjebeltet, f. eks. Raakhatten i Velfjorden, 58 m. over trægrænsen rike- 
lig (Norman), Hongsfjeld i Bindalen paa gruset fjeldvidde med Dryas. 

Astragalus atpinus L. Teml. sjelden, oftest paa kalk eller skifer. Bin- 
dalen: Repparfjeld og Kolsvikfjeld oppe paa fjeldet, Tosdalen: under 
Middagstind. Velfjorden: Sæterfjeldet; ved elven nær Nordfjeldmark. 

A. oroboides Hornem. Paa kalk. Bindalen: Repparfjeldet, Hongs- 
fjeldet og Kolsvikfjeld i vidje- og lavbeltet. 

Oxytropis lapponica (WG.) Gay. Grusede fjeldvidder paa kalkholdig 
eller skifrig underlag. Bindalen: Kolsvikfjeld. Velfjorden: Kvern- 
hatten ovenfor Nordfjeldmark, Szeterfjeldet. 

Lathyrus maritimus (L.) Bic. Strandkanter. Vega: Sundsvoll. 

L. pratensis L. Enger og lier, alm., undertiden næsten til birke- 
graensen. 

L. vernus (L.) Bernu. Krat, især av hassel, eller i selskap med alm, 
teml. alm., oftest paa kalkholdig underlag. Av voksesteder kan anferes: 
Bindalen: Fiskerosen, Reitvold, Aakvik, Kjella, Kollstremmens østside, 
Aakervik og Horsberg, Repsundet, Reppen, alm. i liene ved Tosenfjorden 
i hasselkrat indover til Borkamoen (paa kalk i granliene) og liene under 


Rismaalstind, likeledes i Vasbygden paa kalkberg, Skotnesliene, Mastervik 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 


125 


nær Terraak, ved Aabjergvandet nær Granbostad i urene. Velfjorden: 
Heggehalveen mangesteds, Raakhatten op til 313 m., næsten til trægræn- 
sen (NoRMaN), liene mellem Strengevand og Sausvand, Vasbotn ved Saus- 
vand, Almegroven nar Saus, inderst i Langfjorden og indenfor Tarmaun- 
_ botnet fleresteds, liene ved Juvatnet og Markavatnet, inde i Storberja 
mangesteds i urene og langs Lomselven indover til Strompdal, ved bunden 
av Storfjorden og Okfjorden og derfra til Klausmarken og over til Visten 
mangesteds i mængde, Halleraunet og Forbergskog med flere steder over 
til grænsen mot Vik. Vik: Hongsetbygden, Gravfjorden og Ursfjorden 
fleresteds, Grettem, Kirstimarken ved Semnes, Tandbergene nær Olsaas, 
under Bjerufjeld, Heglien ved Skaaren, Ytre Kvale. Bronnoy: under 
Tilremshatten og Mosaksla, mellem Mo og Horn, under Torghatten. 

Vicia silvatica L. Krat og urer, alm. saavel 1 de indre trakter som i 
kystegnene, saaledes i Lauplien ved Eidem paa Vega op til 290 m. o. h. 
" (Norman). 

V. sepium L. Enger og krat, op i birkebeltet, alm. 

V. Cracca L. Bakker og krat, alm. Undertiden øverst paa fjeldene 
i skifergrus eller paa kalkgrus, f. eks. Kolsvikfjeld og Hongsfjeld i Bindalen. 


Geraniaceae. 


Geranium silvaticum L. Skogenger og lier, alm., til op 1 vidjebeltet. 

G. Robertianum L. Urer og krat, hist og her, ofte paa kalk. Bin- 
dalen: Kollstremmens østside, Aakervik, Hjartey, Oien paa Oksningen, 
ved Repsundet, Osan, Hikkelsberg ved Helstadlokken og mangesteds i urene 
ved Tosenfjorden. Velfjorden: Heggehalvgen fleresteds, Almegroven 
ved Saus, urer inde i Storberja, langs Lomselven op til Strompdal, Tarm- 
aungrottene indenfor Langfjorden, Klausmarken indenfor Okfjorden. Vik: 
Heglien ved Skaaren, under Bjerufjeld. Brenney: Sauren, under Til- 
remshatten og Mosaksla, mellem Movandets nordende og Horn. Vega: 


Lauplien ved Eidem. 
Linaceae. 
Linum catharticum L. Urer og kalkberg, alm. i de lavere trakter. 
Oxalidaceae. 


Oxalis Acetosella L. Skog og krat, alm., til op i birkebeltet. 


Polygalactaceae. 


Polygala vulgare L. Tørre bakker og lyngmark, teml. alm. i de la- 


vere trakter, ofte paa kalkgrund. 


126 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Euphorbiaceae. | 


Euphorbia Helioscopia L. Ei noteret hverken av Norman eller mig, 
men turde forekomme som tilfældig akerugræs. 

Mercurialis perennis L. Især i hasselkrat, paa kalkgrund. Velfjor- 
den: Hegge, Heggeoen. Brenney: mellem Movandets nordende og 
Horn fleresteds. 


Empetraceae. 


Empetrum nigrum L. Lyngbevoksede steder, til op i lavbeltet. 


Callitrichaceae. 


Callitriche verna Kitz. I ferskvand og paa fugtig jord, alm. i de lavere 
trakter. 
C. stagnalis Scor. Vik: Semnes: Hoiviken (Norman). Rimeligvis 


ogsaa andetsteds. 


Balsaminaceae. 


Impatiens Noli tangere L. Fugtige skyggefulde steder i de lavere trak- 
ter, vistnok sjelden. Bindalen: Kolsvikbogen, Repsundet. Velfjorden: 
Urdviken i Storberja, Klausmarken indenfor Okfjorden. Kun paa sidste 
sted med utviklede blomster, ellers kun set unge, spzede individer, over- 


groet av den evrige vegetation, derfor rimeligvis fleresteds overset. 


Rhamnaceae. 


Rhamnus Frangula L. Krat. Velfjorden: indenfor Storberja ved 
Strompdal, Lomskjennene og længere inde ved Lomselven (Knut STROMP- 


DAL) Nordgrense. 


Tiliaceae. 


Tilia cordata Mun. (T. parvifolia). Bronney: et nedtrykt krat under 
Mosaksla ved Tilrem, heit oppe i en ur, hvorover der gaar skred, sammen 
med Corylus, Ulmus, Origanum og andre sydlige vækster. Nordgrznse. 


Bladformen tildels f. triloba Lınpeg. Maaske kun steril. 


Hy pericaceae. 


Hypericum hirsutum L. Tørre krat og urer, teml. alm. i de lavere 
trakter. Av voksesteder kan anføres: Bindalen: N. Horsfjord, Kjella, 


ved Horsbergvand, langs Kollstremmen, ved Repsundet og Reppen, alm. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 127 


i hasselkrattene ved Tosenfjorden, Krummen indenfor Tosbotnet; Vas- 
bygden ved Serenskogvand, Hongbarstad og Votnan; Harangen og Skot- 
nesliene, Aunet i Aabygden, ved Aabjergvandet nær Granbostad. Vel. 
fjorden: Heggehalveen, Hommellien, under Raakhatten til over træ- 
” grænsen (Norman), ved Langfjorderen, under Tarmaungrottene, Almegroven 
ved Saus, i liene mellem Strengevand og Sausvand, ved Juvatnet, op for 
Markavand nær Nordfjeldmarken, urer inde i Storberja og langs Loms- 
elven op til Strompdal, ved bunden av Storfjorden, Klausmarden indenfor 
Okfjorden. Vik: Semnes, Grettem, under Bjerufjeld, Øvre Dale, Heglien 
ved Skaaren, Ytre Kvale. Brenney: Sauren, under Tilremshatten og 
Mosaksla. Vega: Lauplien ved Eidem, Grimse. 

H. perforatum L. Krat, sjelden. Vik: Semhovd. Brenneoy: kirke- 
stedets omgivelser, under Tilremshatten (herfra allerede anført av HELTZEN). 
Vega: Eidem i Lauplien. 

H. quadrangulum L. Krat, teml. alm., maaske især i de ytre trakter. 
Av voksesteder skal anføres: Bindalen: N. Horsfjord, Bindalseidet flere- 
steds, Borkamoen i granliene paa kalk, Tosdalen. Velfjorden: Hegge- 
halvøen, Hommellien, under Raakhatten næsten til trægrænsen (NORMAN), 
ved Neraas, Vasbotn og Juvatnet, Sildkoven og ved Storfjordens bund. 
Vik: Sømnes, mellem Sandevaagen og Vik mangesteds, Høglien ved Skaa- 
ren, Sømhovd, Tandbergene, ved Amundsgjerdet og Aandvik, nær Hong- 
setstøene inderst i Gravfjorden, Krummen. Bronnoy: kirkestedets om- 


givelser, Torge, under Tilremshatten og Mosaksla. 


Violaceae. 


Viola palustris L. Fugtige steder, alm., til op i vidjebeltet. 

V. epipsila LEDEB. Som foregaaende, men vistnok sjeldnere. Utbredelsen 
ei undersøkt. 

V. mirabilis L. Krat (især blandt hassel) i de lavere trakter, ei alm. 
Bindalen: ved Repsundet, mangesteds ved Tosenfjorden (f. eks. ved 
Urvoldvand og i Sjøbergslien), Skotnesliene ovenfor Harangen, Hongbarstad 
og Votnan i Vasbygden. Velfjorden: Heggehalvøen, Hommellien, Alme- 
groven ved Saus, Vasbotn ved Sausvand, inderst i Storbørja og Klaus- 
marken indenfor Okfjorden, Halleraunet og i traktene over mot Vik. Vik: 
under Bjørufjeld, Høglien ved Skaaren, Ytre Kvalø. 

V. biflora L. Fugtige krat og under klippevægger, alm., til op 1 vidje- 
beltet. 

V. Riviniana RcHB. Krat, ei alm. Bindalen: ved Repsundet, ved 


Tosenfjorden fleresteds, saasom i Sjøbergslien, under Stormana, Fornesuren. 


128 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Velfjorden: Almegroven ved Saus. Vik: Ytre Kvale (Norman). 
Brenney: under Tilremshatten. 

V. canina L. Krat og terre berg, alm., til birkegraensen, især i fjeld- 
lier som “montana L. (ogsaa paa Sela). 

V. tricolor L. Tørre bakker og enger, alm. Ofte paa mosklædte klip- 
per i de ytre trakter (som ved Sundsvoll, Sela og Ulvingen i Vega, Sem- 
nes i Vik, Heggehalveen i Velfjorden). 

V. arvensis L. Akerugræs. Velfjorden: Naustvik paa skrindmul- 
dede bakker (Norman). Vik: Semhovd i aker; ved Semnes paa stranden 


en eiendommelig form, tilhørende v. sublilacina WirTTR. 


Thymelaeaceae. 


Daphne Mezereum L. Skyggefulde steder, hist og her i de lavere 
trakter, oftest paa kalk. Bindalen: Repsundet, ved Tosenfjorden flere- 
steds (f. eks. indenfor Urvoldvand, Sjebergslien, Kollstremmen, Skotnesliene, 
liene ved Serenskogen) Velfjorden: Hommellien, liene mellem Strenge- 
vand og Sausvand, Almegroven ved Saus, inderst i Storberja og ind- 
over langs Lomselven til Strompdal og Lomsdalen, Klausmarken indenfor 
Okfjorden. Vik: under Bjerufjeld, liene ovenfor Grettem, ved Holands- 


vand, Heglien ved Skaaren. 


Oenotheraceae. 


Epilobium angustifolium L. Braater, urer og lier, alm., op til birke- 
greensen (Elmjelke i Storberja; Einmjelke i Tosen). 

E. montanum L. Krat og urer, teml. alm. i de lavere trakter, op i 
birkebeltet. 

E. collinum Ge. Torre berg og urer, teml. alm., op i birkebeltet. 

E. anagallidifolium L. Fugtige steder øverst i vidje- og lavbeltet; 
ei alm. 

E. lactiflorum Hausskx. Fugtige steder, fra birkebeltet op i lavbeltet, 
teml. alm. 

E. Hornemanni Rcug. Som foregaaende. 

E. alsinifolium Nux. Ved bækker og kilder, ei alm., undertiden nede 
i lavlandet, f. eks. Tosdalen i Bindalen, inderst i Store Borja i V el- 
fjorden, under Troldtindlien paa Vega. 

E. palustre L. Myr, alm., til over birkegraensen. 

E. davuricum Fısch. Bindalen: Sverdgræsviken ner Horsberg i 


havets nivaa. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. I29 


Circaea alpina L. Fugtig, skyggefuld levskog, teml. alm. i de lavere 


trakter. 


Halorrhagidaceae. 


Hippuris vulgaris L. [ vand, teml. alm. i de laveste trakter, seerlig i 
kystdistriktene og Vasbygden i Bindalen, vandene inde i Velfjor- 
den og derfra over til Vik. | 

Myriophyllum alterniflorum DC. Vand og torvgraver, alm. i de laveste 


trakter. 


Umbelliferae. 


Aegopodium Podagraria L. Ugræs, av og til i haver. 

Carum Carvi L. Torre bakker, alm., til op i birkebeltet, undertiden 
paa strandkanter. 

Conopodium denudatum KocH. Brenney: under Tilremshatten. Vega: 
Eidem i Lauplien, Gladstad i olderskog (Norman). 

Pimpinella Saxifraga L. Terre bakker, teml. alm. og vistnok især i 
de ytre trakter. 

Heracleum sibiricum L. Velfjorden: mellem Hilstad og Hegge ved 
veien. Brenney: kirkestedets omgivelser paa engene og ner stranden. 
Ligusticum scoticum L. (Haloscias sc...  Strandkanter, teml. alm. 

Angelica silvestris L. Skog- og fjeldlier, teml. alm., til over birke- 
graensen. 

A. Archangelica L. Fjeldlier, til vidjegransen, neppe alm. 

A. littoralis Fr. Strandkanter, hist og her i de ytre trakter. Vik: 
Semnes. Brønnøy: Heste (Norman), Tilrem. 

Anthriscus | silvestris (L.) Horrm. Enger og lier, alm., til birke- 
graensen. 


Cornaceae. 


Cornus suecica L. Lyngmark, alm., til over birkegrænsen. 


Pyrolaceae. 


Pyrola minor L. Krat og lyngmark, op til vidjegraensen, ei alm. 

P. media L. Som foregaaende, teml. sjelden, i de ytre trakter. Bin- 
dalen: Repsundet, mellem Terraak og Mastervik, Aakervik, liene op for 
Horsberg-Oset under Heilhornet, Fiskerosen. 

P. rotundifolia L. Krat, hist og her, saasom: Bindalen: Repsun- 
det, Oksningen, Horsberg, Kjella, Fiskerosen; Velfjorden: Heggehalv- 

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 9 


130 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


gen, indenfor Storberja, Klausmarken indenfor Okfjorden; Vik: Sem- 
nes, Grettem, Heglien ved Skaaren, Ytre Kvalo; Brennoy: kirkestedets 
omgivelser, Torge, Tilrem; Vega: Gladstad, Eidem. 

P. chlorantha Sw. Bindalen: Terraak i granskog. 

P. secunda L. Skog og lyngmark, alm., til over birkegrzensen. 


P. uniflora L. Isar i naaleskog, men ei alm. 


Ericaceae. 


Phyllodoce coerulea (L.) Bas. Hverken notert av Norman eller mig, 

men turde dog forekomme i herredene. 
zalea procumbens L. Tør lyngmark, alm. tilfjelds, i de ytre trakter 
(f. eks. Vega, Vik) ned til havet. | 

Arctostaphylos uva ursi L. Terre berg og lyngmark i de lavere ytre 
trakter, ei alm. Bindalen: Holm. Vik: Semnes ved sjeen og i Kirsti- 
marken, Heglien ved Skaaren, Syd-Kvale. Brenney: ved Brennesund, 
Torghatten, Tilrem. Vega: mellem Risbakken og Valla. 

A. alpina (L.) Sprenc. Tørre heier, alm., til op i lavbeltet. Ide ytre 
trakter ofte ned til sjoen. 

Andromeda polifolia L. Myr, alm., til op 1 birkebeltet, undertiden dog 
over trægrænsen. 

A. hypnoides L. Fjeldvidder, alm. 

Vaccinium vitis idaea L. Skog og hei, alm., til op i lavbeltet. 

V. uliginosum L. Især paa litt fugtige steder i skogtraktene, alm., til 
vidjegrænsen. 

V. Myrtillus L. Skog, alm., til vidjegrænsen. 

V. Oxycoccus L., ialfald almindeligst *microcarpum (Turcz.) J. D. Hook. 
Myr, alm., til op i birkebeltet. 

Erica Tetralix L. Torvmyr. Bindalen: Lysfjordsmana. Vega: 
mellem Vika og Eidem. Nordgrænse. Paa Leka nordligst i N. Trond- 
hjems amt skal den forekomme fleresteds i stor mængde iflg. B. KAALAAS. 

Calluna vulgaris (L.) Hutt. Terre ufrugtbare steder, til over træ- 
grænsen, vistnok i det hele alm., men synes dog strokvis fleresteds (f. eks. 


L Yire Bronnoy og Vik) at veere forholdsvis sjeldnere. 


Diapensiaceae. 


Diapensia lapponica L. Alm. øverst paa fjeldene, i de ytre trakter ned 


i lavlandet. 


IQI4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 131 


Primulaceae. 


Primula acaulis L. Vik: i krat under Dummelsfjeld ovenfor Bjøru, 
hvor den blev mig anvist av kirkesanger J. Srorevik. Nordgrænse. 
P. scotica Hook. Paa kalk. Brønnøy: kirkestedets omgivelser, 
Hestøen. Vega: Sundsvoll. 

Lysimachia thyrsiflora L. Vandbredder. Bindalen: Terraak, ogsaa 
nær fjæren (Norman), Vasbygden fleresteds. Velfjorden: Heggehalv- 
øen, Bruvand og de nærliggende vand, vandene over mot Vik. Vik: 
Hongsetbygden, Gjerdevand, Brækosen. Brønnøy: Movand. 

Trientalis europaea L. Skog og krat, alm., til op i lavbeltet. 


Glaux maritima L. Strandkanter, alm. 


Plumbaginaceae. 


Statice Armeria L. Strandkanter. 


Gentianaceae. 


Gentiana campestris L. Enger og bakker, alm. i de lavere trakter. 

G. Amarella L. Især paa litt fugtige strandkanter, ei sjelden i de 
ytre trakter. Bindalen: Solstad. Velfjorden: Halleraunet, Sæter- 
landet. Vik: Vennesund og Skaaren. Brønnøy: mellem Mossem og 
Tilrem, Torgeen. Vega: Rørøen, Eidem, Sundsvoll, Grimsø, Ulvingen. 

G. aurea L. Strandkanter, i alfald i de ytre trakter, alm. 

G. detonsa Rotts. (G. serrata Gunn.). Strandkanter med foregaaende, 
hist og her. Vik: Semnes (sydgrænse). Vega: Rereen, Grimse, 
Ulvingen. 

G. nivalis L. Tilfjelds, vistnok sjelden, da den kun sparsomt blev 
iagttat paa Repparfjeld og Rismaalstind i Tosen og paa Sæterfjeldet mel- 
lem Velfjorden og Vik, allesteds paa kalk. Norman anforer den fra Sunds- 
voll paa Vega ved havets nivaa. Muligens overset fleresteds. 


Menyanthes trifoliata L. Sumpige steder, alm., til over birkegraensen. 


Polemoniaceae. 


Polemonium coeruleum L. Især i krat og ur i de lavere ytre trakter. 
Velfjorden: Hegge, Heggeoen (iflg. Norman). Vik: Høglien ved Skaa- 
ren, Semneseen, Tandbergene ved Olsaas. Bronnoy: kirkestedets om- 
givelser under en bergvæg, under Mosaksla. Vega: Lauplien ved Eidem, 


mellem Holand og Nees, rikelig (NoRMAN). 


132 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Borraginaceae. 


Mertensia maritima (L.) Gray. Strandkanter, især i de ytre trakter 
teml. alm., sjeldnere indover fjordene, f. eks. i Storberja og Tosen. 

Lithospermum officinale L. Vik: Heglien ved Skaaren, 7o—140m. 
o. h., rikelig. 

Myosotis palustris WirH. Bindalen: grøft nar stranden, i mængde. 
Vik: Vikstrand, sparsomt i en grøft. Vega: Gladstad, i mængde i grøfter. 
Sidste sted skal den vaere utkommet fra have, maaske ogsaa paa de andre 
steder. 

M. caespitosa Scuuttz. Fugtige strandkanter, især i de ytre trakter, 
vistnok teml. alm., saasom: Bindalen: Holm, Terraak; Vik: Semnes, 
Serstremmen, Brækosen; Brenney: Brennesundet; Vega: Rere, 
Ulvingen. 

M. silvatica Horrm.  Fjeldlier. Bindalen: Tosdalen. Velfjorden: 
Raakhattens fjeldsider 313—347 m. o. h. (Norman). Maaske sjelden. 

M. arvensis (L.) Hitt. Akerugrees og paa terre enger og bakker, alm. 
i de lavere trakter. 


Anchusa arvensis (L.) BieB. Vega: Sundsvoll i haven. 


Labiatae. 


Ajuga pyramidalis L. Skogeng og bakker, neppe alm., til op i birke- 
beltet. 

Origanum vulgare L. Vik: Heglien ved Skaaren. Brenney: under 
Tilremshatten og Mosaksla i mængde. Allerede angit herfra av ÁNGsTRÓM. 
Indsamles ogsaa her som i Ranen (smlgn. I s. 180) som salgsvare til 
krydderi. 

Clinopodium vulgare L. Krat. Vik: Ytre Kvale, Heglien ved Skaa- 
ren, Tandbergene ved Olsaas, under Bjerufjeld mot Gjerdevand. Vega: 
Grimse. 


Stachys silvaticus L. Krat og urer, oftest paa kalk, teml. alm., til op i 


birkeliene. 
S. paluster L. Ugræs i haver og akrer, ei sjelden i de laveste 
trakter. 


Lamium purpureum L. Ugræs, som foregaaende. 
Galeopsis Tetrahit L. Ugræs, ofte ogsaa i urer og paa strandkanter. 
G. speciosa Mitt. Akerugræs, teml. alm. 


Brunella vulgaris L. Enger, alm. i de lavere trakter. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 133 


Scutellaria galericulata L. Oftest ved og nær stranden, hist og her. 
Bindalen: Holm, Terraak, Hildringen, Kolsvik i Tosenfjorden. Vel- 


fjorden: Storberja Vik: Semnes. Vega: Ulvingen, Sola. 
Scrophulariaceae. 


Scrophularia nodosa L. Krat og urer, hist og her i de lavere trakter. 
Bindalen: ved Kollstremmen, Horsbergvand, Repsundet, fleresteds ved 
Tosenfjorden. Velfjorden: Heggehalvoen, Hommellien, Almegroven ved 
Saus, mellem Sausvand og Strengevand i liene, inde i Storberja, Klaus- 
marken indenfor Okfjorden. Vik: under Bjerufjeld, ved Grettem, Hoglien 
ved Skaaren. Brenney: under Tilremshatten og Mosaksla. 

Linaria vulgaris Mit. Urer teml. sjelden. Vik: under Bjerufjeld, 
Heglien ved Skaaren. Brenney: under Tilremshatten og Mosaksla. 
Vega: Lauplien ved Eidem, Sola. Undertiden paa strandkanter f. eks. 
Sundsvoll paa Vega, Ulvingen, Sola, Ytre Kvale i Vik. 

Veronica hederifolia L: Brenney: i faa eksemplarer og tilfældig paa 
stranden ved Tautra i Brennesund med 7hlaspi arvense og Stellaria media. 
Nordgrænse. 

V. arvensis L. Skrind jord paa terre bakker og berg. Brenney: 
Brennesund. Velfjorden: mellem Hilstad og Naustvik. 

V. serpyllifolia L. Lerholdig grund i de lavere trakter, alm. 

V. fruticans Jaco. Karakterplante for kalken og skiferen, især i fjeld- 
traktene. Bindalen: Oien paa Oksningen (paa kalken i lavlandet), Rep- 
pen, Osan og fleresteds i urene i Tosenfjorden (saaledes ved Urvoldvand, 
i Sjebergslien, under Rismaalstind; Kolsvikfjeld og Grenlifjeld ovenfor 
Harangen oppe paa fjeldet. Velfjorden: Heliaunet paa kalken i lav- 
landet, Heggeeen næsten ved havets nivaa (NoRMAN), Almegroven ved Saus 
i ur, Vasbotn ved Sausvand ved veikanten, Kvernhatten ved Nordfjeldmark 
oppe paa fjeldet, ved Juvatnet og Aslakaunet, urer inde i Storberja, Klaus- 
marken indenfor Okfjorden, Klimpen ovenfor Sæterlandet. ‘Vik: Hong- 
setbygden paa kalken i lavlandet, Tandbergene ved Olsaas likesaa, Hog- 
lien ved Skaaren i urene. Brenney: Tilrem ved havets nivaa, Mosaksla 
oppe paa fjeldet mot Tilrem. Vik: Sundsvoll i uren, Lauplien ved Eidem 
likesaa, Holand nær havets nivaa, Grimse og Ulvingen paa kalkberg i lav- 
landet. 

V. alpina L. Fugtige steder tilfjelds, alm., fra den øvre del av birke- 
beltet til oppe i lavbeltet, sjeldnere lavere nede, f. eks. ved Eidem i Laup- 
lien paa Vega og enkelte steder i urene inde i Tosenfjorden. 

V. officinalis L. Skog og blandt lyng, alm., til op i birkebeltet. 

V. Chamaedrys L. Skog og krat, teml. alm. i de lavere trakter. 


134 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


V. scutellata L. Vistnok sjelden. Velfjorden: ved Markavandet. 
Vik: Semnes (Norman). Vega: Ulvingen, Sundsvoll. 

Euphrasia! salisburgensis Funcxe. Paa kalk, ei sjelden, men i rege- 
len spredt og i faa individer, saavel i de lavere ytre egner, som i urer og 
øverst paa fjeldene i de indre trakter, f. eks. Brenney: ved Brennesund; 
Vik: under Bjerufjeld, Ytre Kvale; Bindalen: under Rismaalstind, Kols- 
vikfjeld, Grenlifjeld ved Harangen; Velfjorden: Kvernhatten, Strompdal 
i Storberja. Mellemformer mellem denne og E. latifolia (eller E. minima) 
synes at forekomme 

E. latifolia PursH. Skog og mark, alm. saavel i de lavere trakter som 
tilfjelds. Synes at danne bastarder med de fleste arter (smlgn. under de 
øvrige arter). 

AE. minima Jaco. Som foregaaende, men utvilsomt sjeldnere. Paa 
myr forekommer oftere en hei, slank form (v. palustris JeRGENS.), f. eks. 
indenfor Tosbotnet i Bindalen, ved Hongset og Fugelli i Vik, ved Lang- 
fjordbunden i Velfjorden. Mellemformer til (eller bastarder med) £. /atı- 
folia synes at forekomme. 

E. foulaensis Towns. var. Paa myr i de ytre trakter. Vega: Rer- 
oen, Ulvingen. Velfjorden: Strompdal. En glat, langkapslet og merk- 
blomstret form, beslegtet saavel med Æ. minima som E. gracilis. Bastarder 
med Æ. /atifolia synes at forekomme. 

E. gracilis FR. Myr og fugtig lyngmark, neppe sjelden i de ytre 
trakter, saasom Vega: mellem Roreen og Valla, Sela, Ulvingen; Brenney: 
under Traelneshatten (med mellemformer mellem denne og E. lahfolia). 

E. scotica WETTST. forma. Som foregaaende. Bindalen: mellem 
Hall og Solstad, Mana mellem Lysfjord og Gaardsæter. 

E. brevipila Burn. Vik: Semnes. En form som nærmer sig til Æ. 
curia paa Semnesoen og maaske overgangsformer (eller bastard) til £. /atr- 
folia ved Vik og Brækosen i Vik samt under Trælneshatten i Bronney. 

*tenuis Brenn. Herhen hørende former eller bastarder med E. latıfolia 
ved Mastervik og indenfor Tosbotnet 1 Bindalen. 

E. curta Fr. Vik: Brækosen. Velfjorden: Neraas (maaske med 
bastardformer med £. minima), Klimpen ovenfor Sæterlandet (maaske bastard- 
former med £. /atifolia; Bronney: Brennesund (E. curta X E. latifolia 
eller E. /atifolia v. subcurta JoRGENS.). 

E .borealis Towns. Hit henfører JeRGENSEN mange eksemplarer, saaledes 
Bindalen: Solstad, Holm, Nordre Horsfjord; Velfjorden: Kvernhatten; 


Vik: ‚Vik, Bjeru, Grettem; Brenney: mellem Lund og Horn, Brenne- 


1 Det indsamlede materiale av denne slegt er velvilligst bestemt av overlærer E. Jor- 


GENSEN. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 135 


sund, Kvalgen. Bastardformer med (eller overgangsformer til) £. /atifolia 
(eller maaske tildels Æ. curta) synes fleresteds at forekomme. 

Bartschia alpina L. Fugtige, litt grusede steder, saavel mangesteds i 
lavlandet (like nede ved havets nivaa især i de ytre trakter) som alm. 
 tilfjelds til op i lavbeltet. 

Alectorolophus minor (EHRH.) Wimm. & Gras. Fugtige enger og lier, 
alm., til birkegraensen. | 

Pedicularis palustris L. Fugtige steder, alm. i de lavere trakter. 

P. Sceptrum Carolinum L. Velfjorden: inderst i Lomsdalen og 
indenfor Nedre Grundvand nær Velfjordskaret ved overgangen til Vefsen. 

Melampyrum pratense L. og M. sylvaticum L. Skog og lyngmark, alm., 


til birkegrænsen. 


Lentibulariaceae. 


Pinguicula vulgaris L. Myr og fugtige klipper, alm., til op i vidje- 
beltet. 

Utricularia vulgaris L. Bindalen: Vasbygden. Velfjorden: tjern 
nedenfor Hommeilien, vandene henimot Vik. 

U. intermedia Hayne. Bindalen: mangesteds ved vandene i Vas- 
bygden (f. eks. Serenskogvand, Mellevand, Storvand), Grindgarsvand ved 
Harangen. Velfjorden: tjern nedenfor Hommellien, Helinesvand med 
nærliggende smaavand. Vik: vandene i Hongsetbygden paa grænsen 
mot Velfjorden, ved Brækosen, Gjerdevand, Oianvand. 


U. minor L. Ei bemerket, men rimeligvis overset. 


Plantaginaceae. 


Plantago major L. Ved veikanter og beboede steder, alm. i de lavere 
trakter. 

P. lanceolata L. Tørre enger og bakker, tem]. alm. i de lavere 
trakter. 

P. maritima L. Strandkanter alm., undertiden fjernet fra sjeen f. eks. 
i Lauplien ved Eidem paa Vega indtil 377 m. o. h. (Norman), under Stroms- 


fjeld nær Barstad mellem Velfjorden og Bindalen. 


Rubiaceae. 


Galium boreale L. Terre bakker og krat, især paa kalkholdig under- 
lag, teml. alm. i de lavere trakter. 


G. palustre L. Fugtige steder, alm., til birkegrænsen. 


136 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


G. uliginosum L. Som foregaaende, men sjeldnere, maaske især i de 
lavere trakter. 

G. verum L. Sandbund, oftest nær stranden. Bindalen: mellem 
Solstad og Holm. Vik: Ytre Kvale, mellem Sandevaagen og Vik, Som- 
nes. Brenney: kirkestedets omgivelser, fjernet fra stranden. 

G. Normani n. sp. Vide tabulas I & II. (G. silvestre Pott. v. chlorantha 
(corollis viridule albis, paullo majoribus quam in « (G. s. typico), ceteris 
partibus plantae florentis cum « congruentibus) Norman, Arch. f. Math. 
og Naturv. VIII. 1883. 


Laxe caespitosum, caules 

florigeros 5—15 cm. longos et 

a  interdumsteriles perbreves emit- 

tens. Caulibus laevibus, glabris, 

procumbentibus vel assurgenti- 

bus. Verticillis foliorum et su- 

premis et infimis vulgo 7- (6— 

8-) foliatis, superioribus et me- 

b diis inter se 2—3 cm. distan- 

tibus, infimis et caulium steri- 

lium approximatis. Foliis gla- 

bris, laeviusculis vel saltem 

inferioribus margine plerumque 

La ex mucronibus retrorsis densis 
C scabriusculis, acutiusculis in 

mucronem pellucidum sat lon- 
Snit gjennem frugtskallen, a. av Galium Normani, gum exeuntibus, nervo promi- 
b. av G. silvestre, c. av G. saxatile. x NX bee 

LD ne ee nulo, superioribus et medioribus 
8—10 mm. longis et I—2 mm. 

latis, lanceolatis vel obverse lanceolatis, infimis et caulium sterilium bre- 
vioribus et latioribus (3 mm. longis et 1.2—1.8mm. latis), basi et apice acu- 
minatis. Ramis florigeris ex verticillis mediis et superioribus exeuntibus vel 
fastigiatis, etiam summis foliolis verticillatis fultis, pedicellis approximatis, 
florendi tempore corymbum sat densum formantibus. Corolla ochroleuca 
(non, ut dicit Norman, viridule alba sed, ut dicit ille, aliquanto majore quam 
in G. silvestri), lobis acutiusculis nec mucronatis. Fructu didymo glabro 
oculis inconspicue granuloso, fusco, plerumque, ut videtur, non satis maturo 
(dimidia parte vulgo imperfecta). Siccatum virens vulgo permanet vel 


folia inferiora et caules steriles aliquantum nigrescunt. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. Il. 137 


Ad staturam totam caulesque steriles similius G. saxatili quam G. sil- 
vestri, foliorum mensura fere intermedia. Folia enim G. saxatilis 3— splo, 
G. Normani 5—8plo, G. silvestris typici 8—ıoplo longiora quam breviora; 
mucrone apicali longiusculo, structura firmiore, colore vulgo siccatione viridi 
permanente folia G. Normani similiora G. silvestri quam G. saxatıli. Co- 
rollae colore et imprimis fructu G. /Vormami est ab utroque diversum. 
Fructus enim G. saxatilis tuberculis acutiusculis oculis. etiam conspicuis 

granulosus, fructus G. silvestris tuberculis obtusiusculis oculis vix con- 
| spicuis, G. /Vormani tuberculis minimis oculis inconspicuis per microscopiam 
visu rotundatis praeditus (Vide figuras). 

Pro subspecie neaue G. silvestris neque G. saxatilis mihi accipiendam 
esse videtur sed potius pro specie propria et quum nomen chloranthum 
veritati non conveniat, nomen Wormami inventoris honoris causa pro- 
pono. 

Fortasse a G. silvestri, quorum formis satis simile, mutatione ortum. 

Vega: in parte septentrionali-occidentali (65° 41—43') ut Gladstad 
ad Gulsvaag, inter Holand et Nees, inter Risbakken et Valla et inde ad 
Sundsvoll, sat copiose in siccis (locis glareosis, ad saxa) solo calcareo 
usque ad litus inter muscos et herbas solum siccum praeferentes (vide 
supra pag. 59 et 63, ubi nomen G. silvestre chloranthum est servatum). 
Galium silvestre apud nos tantum in parte australi (Porsgrund —Ullensaker 
60° 5') inventum est, occurrit tamen in Britania et Islandia, G. saxatile in 
parte occidentali tantum ad Nordmoere (c. 63°) inventum. 

G. Aparine L. Strandkanter, teml. alm. 

Asperula odorata L. Krat og i oftest mot solen vendende urer, 
næsten altid i selskap med alm eller hassel, teml. alm. Av voksesteder 
kan anføres: Bindalen: N. Horsfjord, Fiskerosen, mellem Aakervik og 
Horsbergvand, Kollstremmens estside, Kveinen paa Bindalseidet, ved Rep- 
sundet, Reppen, Osan, i mængde mangesteds ved Tosenfjorden indover til 
Krummen indenfor Tosbotnet, liene ved Serenskogvand, ovenfor Harangen, 
Skotnesliene; urene ved Aabjergen vand nar Granbostad inderst i Aabyg- 
den. Velfjorden: Storfjordens bund, Klausmarken indenfor Okfjorden, 
Hommellien, under Raakhatten (Norman), inde i Storberja til Lomselven 
ret over for Strompdal, Halleraunet, Hegge, mellem Strengevand og Saus- 
vand, Almegroven ved Saus, inderst i Langfjorden, indenfor Tarmaunbot- 
net, ved Juvatnet og Markavatnet nar grænsen mot Bindalen. Vik: 
Grettem, under Bjerufjeld, Aandvik, nær Hongsetsteene ved Gravfjorden, 
Krummen, Heglien ved Skaaren. Brenney: under Tilremshatten og 
Mosaksla. Vega: Lauplien ved Eidem. 


138 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Caprifoliaceae. 


Linnaea borealis L. Skog og lyngmark, alm. i de lavere trakter. 

Viburnum Opulus L. Krat, ei sjelden, ofte sammen med alm og hassel. 
Av voksesteder kan anfores: Bindalen: N. Horsfjord, Kveinsjoen paa Bin- 
dalseidet, Mastervik nær Terraak, Reppen og Repsundet, Oksningen, Hikkels- 
berg ved Helstadlokken, mangesteds ved Tosenfjorden like ind til Krummen 
indenfor Tosbotnet, Skotnesliene. Velfjorden: Klausmarken indenfor Ok- 
fjorden, Halleraunet, Naustvik, Hegge, inde i Storberja, mellem Strenge- 
vand og Sausvand, Vasbotn ved Sausvand, Strauman nar Saus. Vik: 
Grettem, Kirstimarken ved Somnes, under Bjorufjeld, Heglien ved Skaaren, 
Sondre Kvale: Lervik, Aasvik (Norman), Hongset og inderst i Gravfjorden. 
Brenney: Sauren, Torgo, kirkestedets omgivelser, under Tilremshatten 


og Mosaksla. Vega: Kalvehullet ved Eidem. 


Valerianaceae. 


Valeriana excelsa Porr. (V. sambucifoha). Ved baekker og i skoglier, 
op 1 birkebeltet, alm. 
V. officinalis L. Paa kalk. Bindalen: Hikkelsberg ved Helstad- 


løkken. Vik: Semneseen. 


Dipsacaceae. 


Knautia arvensis (L.) Court. I de ytre trakter, vistnok især paa san- 
dig eller kalkholdig grund. Vik: Semnes, Semneseen. Brenney: kirke- 
stedets omgivelser i mængde paa engene, Heste (Norman), Torgo, Tilrem. 
Vega: mangesteds saasom Rero, Eidem, Sundsvoll. 


Succisa pratensis MoencH. Tør mark, alm., til birkegraensen. 


Campanulaceae. 


Campanula latifolia. Fugtige krat og lier, næsten til birkegraensen. 
Bindalen: Kollstremmens estside, mellem Aakervik og Horsbergvand, ved 
Tosenfjorden fleresteds (f. eks. Kolsvikbogen, Sjebergslien, Urvolden). 
Velfjorden: Klausmarken indenfor Okfjorden, liene inderst i Storberja 
og derfra langs Lomselven op til Strompdal, Naustvik, under Raakhatten i 
mængde (Norman), liene. mellem Sausvand og Strengevand, ved Marka- 
vandet. Vik: Somnes, Grottem, under Bjerufjeld, Heglien ved Skaaren. 
Brenney: kirkestedets omgivelser, under Tilremshatten og Mosaksla. 


C. rotundifolia L. Enger og bakker, alm., til vidjegraensen. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 139 


Lobelia Dortmanna L. I vand, ei sjelden i de lavere ytre trakter. 
Bindalen: fleresteds i mængde i vandene i Vasbygden, Grindgarsvand ved 
Harangen. Velfjorden: vandene over mot Hongsetbygden og Ursfjor- 
den. Vik: Oianvand, Brækosen, vandene i Hongsetbygden og ved bun- 


den av Ursfjorden. Vega: ved Rereen. 


Compositae. 


Solidago Virga aurea L. Eng, bakker og især i skoglier, alm., til 
birkegrænsen. 

Aster Tripolium L. Strandkanter, især i de ytre trakter, hist og her. 
Bindalen: Flotvik nær Fiskerosen, Holm. Velfjorden: Okan, Borje- 
eren, Heggeeen og Aakervik (Norman). Vik: Somnes og Serstremmen. 
Brenney: Nordstremmen, Brennesund, Hestø (Norman). Vega: mellem 
Holand,og Nes, Grimse. 

Erigeron acer L. Som *typicus NEUM. alm. paa terre bakker og kalk- 
berg i de lavere trakter likefra kysttraktene (f. eks. Ulvingen, Torge, Sen- 
dre Kvale) til inde i Bindalen (Aabygden, Tosbotnet) og Velfjorden 
(Juvatnet, Strompdal). 

E. borealis (Vieru.) Simm.  Teml. alm. paa torre bakker og berg, 
særlig paa kalkgrund i de ytre trakter. Av voksesteder kan anføres: 
Bindalen: Oksningen, Hjarteen, Kveinsjeen paa Bindalseidet, Kjellholmen, 
ved Tosenfjorden fleresteds (saaledes: Hikkelsberg ved Helstadlokken, kalk- 
urene indenfor Urvoldvand og i Sjebergslien ved havets nivaa), Tosdalen, 
Votnan i Vasbygden. Velfjorden: Hegge, Heggeeen (Norman), ved 
Bruvandet og videre spredt opover til Saus, inde i Storborja fleresteds 
(f. eks. mellem Langaasen og Granaas, ved Tettingelvens utlep, Strompdal), 
indenfor Tarmaunbotnet. Vik: Semnes og Semneseen (ned til havets 
nivaa) Tandbergene ved Olsaas, under Malmsfjeld ovenfor Malm, under 
Aandvikfjeld, Heglien ved Skaaren, Ytre Kvale. Bronnoy: Sauren, 
Torge, kirkestedets omgivelser (fleresteds til havets nivaa), under Mosaksla, 
ved Horn. Vega: teml. alm. over hele flatlandet paa kalkhaugene og 
tuene i myrene, fleresteds (f. eks. ved Eidem og Sundsvoll like ned til 
fjæren), Grimse og Ulvingen. Tjøtta: mellem Vevelstad og Forvik. 

Ofte ogsaa tilfjelds paa kalk- eller skifergrund, saaledes i Bindalen: 
Repparfjeld, Kolsvikfjeld, Tverfjeld, Rismaalstind, Gronlifjeld ovenfor Har- 
angen; Velfjorden: Seterfjeldet, Kvernhatten. Paa flere av de nævnte 
steder er den meget frodig og grenet; f. /eucocephalus paa en del av de 


nævnte lokaliteter. 


140 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Antennaria dioica (L.) GÆRTN. Terre bakker og berg, alm., til vidje- 
grænsen. 

Gnaphalium silvaticum L. Urer, vistnok sjelden. Bindalen: ved. 
Tosenfjorden. Velfjorden: Klausmarken indenfor Okfjorden, inderst i 
Storbørja. 

G. norvegicum Gunn. Lier, op i vidjebeltet, teml. alm, 

G. supinum L. Grusede steder tilfjelds, alm. 

Achillea Ptarmica L. Enger og ved grøfter. Bindalen: Terraak 
(tilfældig). Vega: mellem Risbakken og Valla. 

A. millefolium L. Terre steder i alle distrikter, men synes i det hele 
ei at være synderlig rikelig paa noget sted (smlgn. NoRMAN). 

Matricaria inodora L. Som ukrud og nar beboede steder, alm. 

Anthemis arvensis L. Vik: Frilstad, i dyrket eng. 

Chrysanthemum Leucanthemum L. Tørre enger. Bindalen: Ter- 
raak i dyrket eng, Eidet ved Harangsfjorden. Rimeligvis tilfældig. 

Tanacetum vulgare L. Oftest i krat og urer, i de lavere trakter. Bin- 
dalen: Liaholmen nær Lysfjord ved havets nivaa. Vik: Ytre Kvalø, 
Hoglien ved Skaaren, Grettem. Brønnøy: under Tilremshatten og Mos- 
aksla. 

Artemisia vulgaris L. Ved beboede steder, især som akerugræs, ei alm. 

Petasites frigidus (L.) Fr. Fugtige steder tilfjelds, vistnok sjelden. 
Bindalen: under Kolsvikfjeld, Granbostadfjeld. 

Tussilago Farfara L. Lergrund, alm., til op i birkebeltet. 

Senecio vulgaris L. Ved beboede steder og paa strandkanter, alm. 

Cirsium palustre L. Myrer i de laveste trakter, ei alm. Bindalen: 
Terraak, Hildringen, Vasbygden fleresteds. Velfjorden: Heggehalveen 
fleresteds, Hommelsto nedenfor Hommellien. Vik: Semnes. Bronnoy: 
kirkestedets omgivelser, Tilrem. Vega: fleresteds paa myrene. 

C. lanceolatum L. Veikanter. Vik: Heglien ved Skaaren (Norman). 
Brenney: Torge, kirkestedets omgivelser utover mot Tilrem. Norman 
anfører at den her er »mistænkelig sparsom, som om den kun var tilfæl- 
dig«. Den vokser dog nu her fleresteds i mængde ved veikantene. Maaske 
nordgranse., 

C heterophyllum (L.) Air. Fugtige lier og enger, alm., til op i vidje- 
beltet. 

C. arvense (L.) Scop. Akerugræs, teml. sjelden. 

Carduus crispus L. Akerugrees og ved beboede steder, ei alm. 

Saussurea alpina (L.) DC. Litt fugtige steder, alm. tilfjelds til op i 
lavbeltet, og fleresteds i lavlandet (maaske især paa kalkgrund) til havets 


nivaa. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. Il. I4I 


Leontodon autumnalis L. Enger og fjeldlier, alm., til op i lavbeltet ; 
tilfjelds især som v. asperior We. 

Taraxacum croceum Darıst. Fugtige steder tilfjelds, teml. alm., til 
snegraensen. 

Av denne artrike slegt, hvis forskjellige arter og former endnu er litet 
utredet hos os, er ellers kun et ringe materiale indsamlet, der er gjennem- 
gaat av dr. H. Dantstept, der har utskilt følgende arter. 

T. cochleatum Dr. et H. Lindg. Brenney: kirkestedet. 

T. eximium Dr. Bindalen: Granbostad; Brenney. Hoveen. 

T. grammolepis Dr. forma. Velfjorden: Naustvik. 

T. naevosum Dr. Bronney: fleresteds i mængde. 

T. naevosiforme Dr. Velfjorden: Halleraunet, Strengevand, Gran- 
aas i Storberja, under Stremsfjeldet paa grænsen mot Bindalen. Bronney: 
kirkestedet, Kvaleen, Torget. 

T. praestans H. Lips. Stamnes: Stamnes. Bronney: kirkestedet. 

T. rhodolepis Dr. forma. Velfjorden: Granaas og Strompdal i 
Storberja. 

T. spilophyllum Dr. var. Velfjorden: Halleraunet. 

T. spectabile Dr. Bindalen: Hjarte, Snefjeld ner Tosenfjorden. 

Lactuca muralis (L.) GÆRTN. Kalkurer og kalkberg. Bindalen: 
Aakervik, estsiden av Kollstremmen, indenfor Urvoldvand i Tosenfjorden. 

Sonchus arvensis L. Især paa strandkanter, alm. 

Mulgedium alpinum (L.) Cass. Skoglier, alm., til over vidjegraensen, 
undertiden ned i lavlandet (f. eks. ved Hegge i Velfjorden, Norman). 

Crepis paludosa (L.) MoEncH. Fugtige krat, baekker og skoglier, alm., 
til op i vidjebeltet. 

C. tectorum L. Ugræs og paa strandkanter, ei alm. Undertiden paa 
tyndmuldede, mosklædte kalkberg, saasom paa Heggehalveen i V elfjor- 
den og mellem Forvik og Vevelstad i Tjetta. 

Hieracium, ved S. O. F. Omane?. 


I. Piloselloidea. 


H. Pilosella L. *adpressum NorrL. Terre bakker og urer. Binda- 
len: Oien og Lien—Lisjeen paa Oksningen. Velfjorden: Naustvik. 
Vik: under Bjerufjeld ovenfor Bjeru, Heglien nær Skaaren (forma). 
Brenney: Tilrem, Kvaleen. Vega: mellem Sundsvoll og Valla, Glad- 
stad (forma); Grimse. 


1 Ogsaa fra de sydlige herreder har behandlingen av et betydelig materiale (særlig til- 


hørende Vulgata) maattet utestaa indtil videre. (Smlgn. I s. 87). 
Det paa det anforte sted tagne forbehold angaaende artenes og formenes diagnoser 
gjælder ogsaa her. 


142 OVE DAHL. M.-N. KI. 


Defekte, sent (2%, og 7/5) indsamlede eksemplarer fra Halleraunet 
og Klimpen ovenfor Sæterlandet i Velfjorden, herer muligvis ogsaa hit. 

*mallodes Om. n. subsp. Folia angustiuscula oblonga obtusa, intima 
subacuminata, utrinque dite et longissime pilosa, subtus + canescentia dense 
tomentosa. Stolones longi tenues canotomentosi dite albovillosi, foliis 
parvis oblongis obtusisque subtus albidotomentosis instructi. Scapi (1—2) 
ad 20 cm. alti dense canotomentosi pilis longissimis inferne albidis superne 
+ sordidocanescentibus dite vestiti, summo apice densius glandulosi de 
cetero subeglandulosi. Involucra magna crassa dense canotomentosa 
longe et dite canopilosa parce vix conspicue glandulifera, squamis angustius- 
culis sensim in apicem acutum attenuatis. Calathidium sat magnum 
parum radians sat dilute lutescens (?), ligulis breviter dentatis, marginalibus 
extus pallide flavescentibus sursum + distincte rubrostriatis. 

Bindalen: under Rismaalstind indenfor Tosbotnet, i urer. Utmerker 
sig fortrinsvis ved den rike og lange haarbekleedning paa blader og kam- 
skafter, tæt graafiltede tynde utlepere og tykke graalodne svep, med kun 
faatallige, litet merkbare kjertler. 

H. suecicum FR. *cochleatum NoRRL. Enger. Bindalen: Oien paa 
Oksningen; Hjarteen. V elfjorden: Hilstad og derfra til Hegge og Naust- 
vik, langs Svanvand, Rugaasvand, Strengevand til Vasbotn og Saus ved 
Sausvand og videre til Flatmo; Tettingdal (ung). Brennoy: Tilrem; 
Brennesund (ung). 

Disse former avviker fra /7. cochleatum ved lysere, indtil næsten gul 
griffel. Nogle av dem slutter sig nær til var. subcochleatum | DAnLsr. 
(formene fra Bindalen) delvis dog med flere haar paa kurvstilkene end 
denne. Nærmere cochleatum Norru. staar formene fra Velfjorden og 
Brenney. 

Andre suecicum-former er indsamlet paa felgende steder i Bindalen: 
Raitvold, Reiting—Kveinen paa Bindalseidet, Oien og Lien—Lisjeen paa 
Oksningen samt ved Govasli i Vasbygden. 

Av en suecicum-form er rotblader indsamlet ved Klimpen ovenfor Sæter- 
landet i Velfjorden samt ganske avblomstret sammesteds mellem Halsen og 
Govasmarken ?'/, 12. | 

H. subdimorphum Norrv.(?) formae. Terre bakker. Bindalen: Hjart- 
øen; Ytre Reppen. 

H. glomeratum (FROEL.) *subpraealtum Lec. Former, som hører hit, 
fra: Velfjorden: Hilstad og derfra til Hommellien paa torre enger og 
bakker. 

H. psilanthum N. & P. *diachytes Om. n. subsp. Caulis 3—6 dm, 


erectus vel subascendens, sat dense floccosus, inferne pilis longissimis rigidi- 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 143 


usculis densiusculis — sparsis et glandulis raris—sparsis vestitus, sursum cre- 
brius glandulifer et vulgo etiam pilis solitariis obsitus, infra medium (o—) 
1—2-folius. Innovatio per stolones elongatos epigaeos. Folia rosu- 
laria utrinque densiuscule et longissime pilosa, supra floccis raris—sparsis 
-adspersa, subtus densius stellata, exteriora breviora obovato-oblonga, inter- 
media elongate oboblonga obtusa, intima breviter acuminata; folia cau- 
lina utrinque + dite stellata praesertim ad basin versus rigide pilosa, 
marginibus nervoque + glandulifera, inferius basi caulis valde approxima- 
tum oblanceolatum vel sublineare acutum, superius angustissimum sublineare, 
saepe valde reductum filiforme. Anthela nunc oligocephala contracta, 
nunc usque ad 15-cephala laxe paniculata—furcato-paniculata saepe ramo 
longe distante interdum infra medium caulem inserto aucta, + composita, 
ramis erecto-patentibus acladium 5—30 mm. longum saepe valde superanti- 
bus, dense cano-tomentosis, epilosis, glandulis crebris inaequilongis fusco- 
nigris apice + cerinis vestitis. Involucra mediocria obscura ad basin 
rotundatam post florationem subtruncatam eximie canulescentia. Squamae 
basales breves inconspicue marginatae, intermediae latiusculae + conspicue 
fusco-marginatae, interiores late virescenti-marginatae, omnes obtusae, glan- 
dulis fusco-nigris pro majore parte longis dense vestitae, epilosae, medio 
dorso floccis densis striam canulam apicem versus nudum extabescentem for- 
mantibus sat distincte notatae. Calathidia majuscula, ligulis irregulariter sub- 
laceratis, marginalibus extus apicem versus levissime rubro-vittatis. Stylus luteus. 

Terre enger og krat. 

Velfjorden: Hilstad og derfra til Naustvik; Strengevand, Saus. 
Habituelt lik og ogsaa beslegtet med 77. psilanthum N. & P. Især utmerket 
ved den lange og stive haarbekladning paa bladene og den nedre del av 
stængelen, hvorimot haar næsten helt mangler paa den øvre del av stæn- 
gelen og aldrig forekommer paa svep og kurvgrener, ved talrike merke 
kjertler paa svep og kurvstilker samt paa stængelen, i noget avtakende antal 
like til grunden, ved mørke, ved grunden graafiltede, forevrig langs svep- 
bladenes midte mere spredt stjernehaarede svep, ved butte svepblader og 
temmelig store kurver. Kurvstillingen varierer, snart mere kortgrenet og 
sammentrængt skjermformig (hos individer med mindre kurvtal) snart vid, 
med lange, mere eller mindre langt adskilte kurvgrener. 

H. hyperboreum FR. Terre berg og bakker især paa kalk. Vik: 
Bjeru under Bjerufjeld. Brenney: Brennesund ner kirkestedet og Len- 
ningen. 

H. arctogenum NoRRL. Torre berg og bakker, urer, oftest paa kalk. 
Bindalen: Hikkelsberg ved Helstadlekken; under Rismaalstind indenfor 
Tosbotnet. Velfjorden: Hilstad. 


144 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Il. Alpina. 


a. Alpina genuina. 


Denne gruppes arter forekommer især tilfjelds, oftest paa fjeldvidder 
over birkegrænsen. 

H. alpinum (L.) BackH. Bindalen: Hallfjeld, Harangsfjeld ovenfor 
Harangen, Terraakfjeld, Mulingen ved Vassaas, Repparfjeldet, Kolsvikfjeld 
ved Tosenfjorden, Rismaalstind indenfor Tosbotnet, Granbostadfjeld inden- 
for Aaen, Strømsfjeld og Storfjeld i Vasbygden. Velfjorden: Kvern- 
hatten ovenfor Nordfjeldmarken, Lausfjeld og under Breivastind indenfor 
Storberja, Elsaashatten nord for Andalshatten. 

v. convolutum Ow. (H. includens Dautst.). Bindalen: Nordre Sne- 
fjeld nær Tosenfjorden, Rismaalstinden indenfor Tosbotnet. 

H. melanostolum Dautst. (?) 

En form, hvis egenskaper paa det nzermeste svarer til beskrivelsen av 
denne (Acta Horti Bergiani B. 2 nr. 4) er samlet: Bindalen: Tverfjeld 
indenfor Tosbotnet. 

En anden gulgriflet form med store, brede, tynde ovale — omvendt 
egformede, lavt og utydelig bølget tandede til næsten helrandede rosetblader, 
1—2 stængelblader (det nederste velutviklet, avlangt lancetformet, kort til- 
spidset, ved grunden jevnt avsmalnende til en bredvinget stilk), oventil 
rikt kjertelhaaret og stivhaaret stængel, tæt graahaaret svøp med bredt 
jevnbrede, butte eller øverst i spidsen kort tilspidsede svøpblader og korte 
kroner, er i faa eksemplarer samlet: Bindalen: Granbostadfjeld. 

Endvidere er i faa eksemplarer indsamlet en form med gule grifler 
(glabriflorum Om. ad int.), som habituelt minder noget om H. villosiflorum 
Danıst. & A. Macn., men har spidsere blader, som paa undersiden ganske 
mangler stjernehaar, smalere og spidsere svøpblader og utvendig haarløse 
kroner. Bindalen: Kolsvikfjeld. 

H. tenellescens OM. n. sp. Caulis 1.2—2 dm. altus gracilis mono- 
cephalus 1—3-folius, leviter stellatus, longe crebroque pilosus sparsim glan- 
dulosus, apice dense cano-tomentoso glandulis parvis nigris densis pilisque 
longis sparsis .adspersus. Fola basalia parvula sat anguste brevius 
longiusve petiolata, exteriora ovalia integerrima, intermedia ovalia—oblongo- 
ovalia subintegra vel sparsim obtuseque dentata basi cito contracta, interi- 
ora oblonga vel oblongo-lanceolata obtusa vel acuminata mediis marginibus 
obtuse dentata vel integra basi in petiolum sensim angustata, omnia utrin- 
que densiuscule longiusculeque pilosa; folium caulinum infimum vulgo 
bene evolutum ad inferiorem caulem affixum oblongo-lanceolatum acumi- 


natum medio sparsim dentatum vel integerrimum basi in petiolum sat 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 145 


longum attenuatum, subtus in costa + stellatum, caulina cetera minuta 
anguste linearia. Involucrum parvum humile atrovirens, pilis longis 
basi nigra apice canescentibus crebris glandulisque minutis nigris sat fre- 
quentibus vestitum. Squamae angustissimae subuliformes sat adpressae. 
‘Calathidium sat magnum parum radians. Stylus siccus nigrescens. 

Bindalen: Repparfjeld. 

Kjendes fra andre merkgriflede a/pinum-former ved sine smaa, lave, 
mørke, ikke synderlig tæthaarede og fint kjertelhaarede svep og smale, 
sylspidsede svepblader. 

H. leptoglossum Danıst. Bindalen: Kolsvik ved Tosenfjorden. 
Former som nzermer sig meget til v. cirrostyliforme Ow.: Bindalen: 
Kolsvikfjeld og Snefjeld nar Tosenfjorden, Repparfjeldet, Harangsfjeld 
ovenfor Harangen. Velfjorden: Kvernhatten ovenfor Nordfjeldmarken, 


Seeterfjeldet ovenfor Sæterlandet. Vik: Somnes, Sausfjeld ovenfor Fuglli. 


b. Alpina nigrescentia. 


Denne gruppes arter forekommer iszer i de subalpine trakter i birkebeltet, 
sjeldnere nede i lavlandet. 

" H. macrocolpum Om. Bindalen: Nordre Snefjeld ner Tosen- 
fjorden. 

H. curvatum Eırstr. Bindalen: Ytre Reppen, Repparfjeldet, under 
Kolsvikfjeld ved Tosenfjorden, Nordre Snefjeld, ved Urvoldvand i Tosen- 
fjorden, Tverfjeld og under Rismaalstind indenfor Tosbotnet, Tosdalen, 
Hongsfjeld i Vasbygden, Mulingen ved Vassaas, Granbostad. Velfjorden: 
mellem Granaas og Langaasen samt ved Strompdal indenfor Storbørja. 

H. atratum Fr. Former med merke haar paa svepene herer hit (subsp. 
pseudaegialites Ow. forma). Bindalen: Terraak, mellem Borkamoen og 
Leiraavand ner Tosenfjord. Velfjorden: Tettingdalen. 

H. ancylodes Om. Bindalen: Kolsvikfjeld ved Tosenfjorden, Tver- 
fjeld indenfor Tosbotnet. Tjøtta: under N. Heiholmstind. Former, som 
er bedre utviklet end den oprindelig under dette navn beskrevne form og 
derfor har større blader med- grovere tænder og det nederste stængelblad 
sterre og bedre utformet, men ievrig ikke avviker. 

H. nudonigricans Ow. n. sp. Caulis 2—5 dm. altus sat gracilis. 
flexuosus levissime stellatus parce pilosus, superne glandulis minutissimis 
solitariis—sparsis adspersus, r-folius. Folia basalia 3—6 in rosulam 
dense congesta, exteriora brevius petiolata parvula ovalia vel ovato-ovalia 
obtuse mucronato-dentata vel denticulata basi cito contracta, cetera longe 


petiolata magna anguste protracta, intermedia elongate elliptica — ovato- 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 10 


146 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


elliptica acuminata apice plicata basi citius contracta, interiora elongate 


ovato-lanceolata + longe acuta basi cuneato-decurrentia, haec omnia cre- 


brius et humiliter + irregulariter mucronato-dentata vel minute denticulata, 
interdum etiam basin versus sat grosse dentata, supra glaberrima saepe 
purpureo-maculata, marginibus densiuscule. et longiuscule ciliata, subtus 
pallido-glaucescentia sparsim in costa petioloque densiuscule pilosa, interiora 
in costa leviter stellata; folium caulinum + reductum angustum lineare, 
nunc basi valde approximatum petiolatum, nunc ad medium caulis vel supra 
insertum subsessile. Anthela oligocephala simplex vel parum composita, 
ramis longe distantibus, ramo summo acladium breve vel longum (ad 6 cm.) 
valde superante, arcuatis erectis leviter floccosis glandulis minutis nigris + 
crebris sursum creberrimis pilisque brevibus solitariis adspersis. Involu- 
cra fusco-virentia crassiuscula, glandulis inaequilongis nigris crebris pilisque 
basi longa nigra apice brevius longiusve canescentibus + frequentibus et 
microglandulis sat crebris vestita omnino nuda. Squamae exteriores 
sublineares obtusae, intermediae a basi latiore in apicem obtusum sensim 
attenuatae; interiores + subulatae sordide virescenti-marginatae, omnes 
apicibus indistincte comatae. Calathidia magna—maxima radiantia, li- 
gulis extus sursum subglabris, apicibus leviter ciliatis. Stylus siccus obscurus. 

Brenney: Bronnesund. 

Især kiendelig ved de smalt utdragne, mere eller mindre, men lavt 
bredtandede, undertiden noget purpurplettede rosetblader, et enkelt, smalt, 
mere eller mindre reduceret stængelblad, faakurvet kurvstilling med spredt- 
sittende, buede, opadbeiede grener, av hvilke i det mindste den øverste 
raker opover centralkurven og de store kurver. 

En neerstaaende form med helrandede eller næsten helrandede blader 
og noget smalere svop: Bindalen: Kolsvikbogen i Tosen. 

H. lepidoptilum Om. n. sp. Caulis 2.5—3.5 dm. altus gracilis vel 
crassiusculus, leviter sursum densius stellatus parce pilosus, superne glan- 
dulis minutis sparsis adspersus, o— r-folius. Folia basalia 4—6, saepe 
+ violascentia longe angusteque petiolata, exteriora parvula late ovata vel 
ovato-ovalia obtusa minutissime denticulata—subintegra basi truncata vel 
subcordata, intermedia ovata—ovato- vel oblongo-elliptica obtusa crebro et 
humiliter dentato-undulata vel minute denticulata subintegra, interdum sat grosse 
dentata basi cito contracta, interiora ovata — ovato-elliptica vel ovato-lanceolata 
+ acuminata — acuta, ad basin versus + decurrentem grosse dentata vel laci- 
niis patentibus saepe falcatis laciniato-dentata, sursum humiliter undulato- 
dentata - subintegra, omnia supra glaberrima, marginibus densissime leviter- 
que ciliata, subtus dense stellata parce pilosa, in nervo dorsali petioloque + 


dense albo-floccosis longiuscule et dense interdum densissime albo-villosa; 


IOI4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 147 


folium caulinum nunc basi + approximatum longe petiolatum nunc ad 
medium caulis vel supra affixum brevissime petiolatum subsessile, ovatum 


integerrimum vel minute denticulatum vel praesertim basin versus sat 


. grosse dentatum. Anthela 2—6-cephala simplex vel parum composita, 


ramis distantibus erecto-patentibus acladium aequantibus vel parum supe- 
rantibus sat dense albo-floccosis glandulis tenellis subnigris crebris in- 
terdum sursum creberrimis pilisque brevibus raris—sparsis in acladio 
vulgo paullo frequentioribus obsitis. Involucra mediocria crassius- 
cula atro-virescentia. Squamae exteriores parvae triangulo-lineares 
eximie albo-barbatae, intermedia a basi lata in apicem obtusum, inter- 
dum subuliformem, distincte albo-comatum sensim attenuatae subnudae vel 
leviter stellatae, interiores subulatae, anguste viridi-marginatae, glandulis 
tenellis nigris densis microglandulisque frequentibus et pilis nigricantibus 
apice canescentibus + frequentibus vestitae. Calathidia sat magna valde 
radiantia, ligulae extus sursum subglabrae apice leviter ciliatae. Stylus 
siccus leviter ferrugineus vel luteus, interdum etiam fuscescens. 

Bindalen: Hjarteen, Rephullet ved Tosenfjorden, Tverfjeld og under 
Rismaalstind indenfor Tosbotnet, Eidet ved Harangsfjorden. Vik: under 
Bjerufjeld, Krummen. Brenney: Brennesund til henimot Lenningen og 
Hoveen, Kvaleen; Torgeen fleresteds, saasom mellem Tofte og Nordhus- 
land og Skaret, Torget; under Trælneshatten ovenfor Lille Reinfjord. 
Vega: Ulvingen. 

Tidligere (1908 og 1909) indsamlede former fra Ravatnet og Ravasenget 
nær Fokstad i Vefsen er ogsaa at henføre hit. 

En modifikation med rikere haarbeklædning (haar ogsaa paa roset- 
bladenes overside) er samlet i Bindalen: Hikkelsberg ved Helstadlekken 
og under Rismaalstind indenfor Tosbotnet. 

Utmerket ved temmelig smaa, tykke, sortgrenne svop, hvis basalskjæl 
er hvidt skjæghaarede og derfor tydelig trær frem i forhold til de mørkere 
langskjal, som er langt og smalt tilspidset, svagt stjernehaaret eller naesten 
uten stjernehaar, tet og fint kjertelhaaret og langhaaret og overst i 
toppen tydelig duskhaaret, samt ved smalstilkede + ægformet- eller ovalt- 
elliptiske, svagt mere eller mindre tydelig bugtettandede eller stundom ogsaa 
noget grovere tandede, paa oversiden glatte, glaucescente(?), paa under- 
siden haarede, teml. tat stjernehaarede, og langs midtnerven hvitfiltede 
rosetblader. Med hensyn til bladene minder denne art sterkt om Sr/vatica 
subcaesia eller 77. Schmidtii, men da der synes at være spor av micro- 
glandler paa bladene opføres den dog her med nogen tvil under Alpina 
nigrescentia. 


Desuten er indsamlet endel andre, antageligen nye former av #igrescentia. 


148 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


III. Oreadea. 


Denne gruppes arter forekommer især paa tørre bakker, berg og i 
urer i de lavere trakter, oftest paa skifer og kalk. 

H. Schmidtii Tausch. *superbum Dauıst. Bindalen: ved nordøst- 
enden av Eidvandet, Oien paa Oksningen. Et eksemplar fra Sømhovd i 
Vik herer maaske ogsaa hit. 

Andre former av H. Schmidtii er samlet: Vik: Heglien ved Skaaren. 
Vega: Eidem. 

*deputatum Om. n. subsp. Foliis ovatis remote et minute denticulatis, 
interioribus ovato-lanceolatis acuminatis, subtus in nervo densius stellatis, 
pedicellis glanduliferis sparsimque pilosis, involucris parvis, squamis basi 
lata sursum sensim attenuatis, exterioribus obtusis, ceteris late marginatis 
obtusiusculis vel intimis acutis, exterioribus intermediisque marginibus 
floccoso-limbatis, ligulis abbreviatis stylosisque profunde laceratis insigne. 

Vik: Tandbergene ved Olsaas, Ytre Kvalo. Eiendommelig især ved 
de smaa svop og de stylese, dybtfligede blomster. 

H. tinctum Danıst. Bindalen: ved Tosenfjorden fleresteds, f. eks. 
Kolsvik, Kolsvikbogen, Sjebergslien. Velfjorden: mellem Strengevand 
og Sausvand (forma), mellem Vasbotn og Flatmo. Vik: Ytre Kvalø. 
Vega: Ulvingen. 

Tvilsomme former med lysere og mindre svop, maaske H. leptolenum 
Om. formae, er samlet: Bindalen: Stormana ved Kolsvikbogen, Tos- 
dalen. Velfjorden: Lomsdalen, ved Lomselven nedenfor Strompdal. 
Vik: Semnes. 

FH. leptolenum Om. n. sp. Caulis 2.5—3.5 dm. altus gracilis, inferne 
subnudus parce longiuscule pilifer, superne leviter stellatus glandulis raris — 
sparsis minutissimis pilisque longiusculis sparsis obsitus. Folia in rosulam 
congesta tenuia fusco-maculata, extima late ovata basi subcordato-truncata 
brevius latiusque petiolata, intermedia elongate elliptica vel elongate ovato- 
elliptica subobtusa vel brevius acuminata basi + decurrentia, intima elongate 
elliptico-lanceolata acuta basi sensim in petiolum sat longum attenuata, omnia 
marginibus crebro et minutissime denticulata vel perhumiliter denticulato- 
undulata, interdum etiam subintegra, supra glaberrima, marginibus densis- 
sime ciliata, subtus in costa densius longiuscule de cetero sparsim pilosa, 
in petiolis dense villosis, interiora intermediaque in costa + stellata. An- 
thela 3—5-cephala, ramis gracillimis erecto-arcuatis, superiore breviore 
acladium breve (7—20 mm.) vix vel parum superante, inferiore longe re- 
moto elongato 1 —3-cephalo acladium haud aequante; rami pedicellique cano- 


floccosi glandulis minutissimis tenellisque crebris pilisque sparsis vestiti. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND, Il. 149 


Involucra parva obscure virentia. Squamae angustae in apicem acutum 
sensim attenuatae pilis longiusculis basi nigricanti apice canescentibus sat 
densis glandulis parvis tenellis + frequentibus microglandulisque crebris ve- 
stitae, exteriores in marginibus dense et angustissime floccoso-limbatae, in 
dorsis parce stellatae, ceterae sursum subnudae. Calathidia parvula + 
radiantia, stylo vivo et sicco-luteo. É 

Brønnøy: Torghatten. Herøy: Aakvik (1909). 

Ogsaa samlet av Ove Daur 1901 i Jovarogge i Tanen. Let kjendelig 
ved tynd stængel, elliptiske—elliptisk-lancetformede, fint smaatandede, brun- 
plettede rosetblader, tynde kurvgrener og smaa svøp med spidse svøpbla- 
der, av hvilke de yterste i randen er tydelig, men smalt filtstripet. Hos 
intet av de foreliggende eksemplarer findes noget stengelblad utvikiet. 
Minder om H. tinctum Dauıst., men har mindre svøp, mindre og spidsere 
svøpblader end denne. 

H. Luröense Om. Bronney: Kvaløen. 

H. argenteum Fr. Bindalen: Hildringen, Hjartøen; Oksningen, Oien, 
Lien—Lisjøen paa øen Øksningen; Reppen, Hikkelsberg og Aandvik nær 
Helstadløkken, Osan; Sjøbergslien, Kolsvikbogen, Kolsvik, Ureidet og Ur- 
voldvand, Rephullet, Kalklaven, Borkamoen ved Tosenfjorden; Tosbotnet 
under Rismaalstind, henimot Godvand, under Tverfjeld indenfor Tosbotnet; 
Granbostadfjeld og Aabjergen; Hongbarstad i Vasbygden, ved nordestenden 
av Eidvandet, Eidet ved Harangfjorden, Harangen, Gronlien ved Harangen, 
Kjellholmen i Kjellvandet, Aakervik og derfra til Horsberg, N. Horsfjord. 
Velfjorden: mellem Hilstad og Hegge, Naustvik, Halleraunet, langs van- 
dene fra Svanvand til Sausvand, Neraas og derfra til Haakaunet og Me- 
byen, mellem Overaas og elven, ved Langfjorden, Aslakaunet og under 
Aunefjeld; Sildkoven, mellem Berjeeren og Strompdal, Almli i Storfjorden. 
Vik: Ytre Kvale, Heglien ved Skaaren, mellem Sande og Vik, Semhovd, 
Semnes, Amundsgjerdet, under Bjerufjeld op for Bjoru, Grettem, ved Ho- 
landsvand, Øvre Dale, nær Hongsetstoene inderst i Gravfjorden, Krummen. 
Brenney: Brennesund til Lenningen, Kvaleen; Torget med Torghatten 
samt mellem Tofte og Nordhus paa Torgeen; Sauren; Skille, Mo og under 
Mosaksla op for Tilrem, mellem Lund og Horn. Vega: Roreen og der- 
fra til Gladstad, Risbakken, mellem Næs og Holand, Moen, Eidem og oppe 
i Lauplien; Igere; Grimse. Tjotta: mellem Forvik og Vevelstad. 

Denne art, som maaske er den hyppigst forekommende av alle hiera- 
cier inden omraadet, synes at vere i hoi grad mottagelig for ytre 
paavirkninger. Den optrær derfor i talrike modifikationer. Mange av 
disse ter være at henføre til */z/are Danıst.; andre nærmer sig til 


ariglaucum Om. Men der gives ogsaa former, som ikke kan henføres til 


150 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


nogen av disse. Efter det foreliggende materiale at domme skulde jeg 
være tilboielig til at anta, at de to nævnte former ikke lar sig opretholde 
som underarter, men maa reduceres til varieteter. 

En eiendommelig lokal modifikation (v. flavescenticeps Om.) med av- 
blekede svop, forevrig nærmest overensstemmende med ariglaucum, dog 
med smalere blader end denne, er samlet paa Hjartoen og ved Hildringen 
i Bindalen, 

Noget mere avvikende er folgende form: 

v. adchoristodon OM. n. var. Ab. H. argenteo Fr. foliis caulinis elongate 
lineari-lanceolatis saepe dentibus acutis remote vel ad basin versus crebrius 
dentatis subtus leviter stellatis, foliis basalibus interioribus elongate oblon- 
gis remote dentatis in costa dorsali leviter stellatis et petiolis acladioque 
pilis obscuris frequentioribus glandulisque modo paucis obsitis diversum. 

Bindalen: Aandvik og Hikkelsberg ved Helstadlekken, Hongbarstad 
i Vasbygden. Velfjorden: Svanvand til Rugaasvand. Vega: Rereen. 

Ligner 4. choristodon Ow. (fra Hardanger) ved de uttrukne smale 
spredt spidstandede blader, men er rikere haaret paa stængel og blader 
og har bekledning av haar og kjertler paa kurvstilkene, hvilke mangler 
hos H. choristodon. H. adchoristodon slutter sig forevrig nær til 77. ar- 
genteum Fr., med hvilken den er forbunden ved mellemformer. | 

Endel tvilsomme former, som i svopet erindrer om /7. argaeolum Ow., 
men hvis svepblader er mindre tydelig filtkantet, og hvis blader paa under- 
siden er mere stjernehaaret (argaeoloides Ow. n. sp.) er samlet paa fel- 
gende steder: Bindalen: Bindalens prestegaard (A. LANDMARK), Hjart- 
oen, Tosbotnet. Velfjorden: Hilstad og derfra til Naustvik, Hegge og 
Brattaas. Brenney: Mo. 

H. saxifragum Fr. *diasemum Om. Bindalen: Fuglstad, Granbostad 
og Aabjorgen i Aaen, under Stormana og Kolsvikbogen i Tosenfjorden, 
Tosbotnet og indenfor dette under Rismaalstind og mellem Tosbotnet og 
Godvand. Velfjorden: mellem Strengevand og Sausvand. Vik: Amunds- 
gjerdet, Somnes. Tjotta: mellem Forvik og Vevelstad. 

*latifrons Om. Noget avvikende former: Bronney: mellem Brenne- 
sund og Lenningen og videre henimot Hoveen; mellem Nordhus og Tofte 
paa Torgeen; Sauren; under Mosaksla. Vega: Rorgen. 

En form, som ligner noget H. mysætense Om., men har større kurver, 
litt storre svop, mindre haarede og mere kjertelhaarede kurvstilker, svakere 
haaret stængel, er indsamlet: Velfjorden: Nordfjeldmarken. 

H. prodigiosum Om. Caulis 2—4.5 dm. altus crassiusculus flexuosus, 
plurifolius, 1—4(—7)-cephalus, leviter—densius floccosus, dite et longe 


albopilosus, inferne fuscoviolaceus. Folia purpureo-maculata, vulgo etiam 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 151 


+ violascentia, utrinque dite stellata, inferiora marginibus nervoque dense, 
de cetero sparsim—densiuscule, sat longe pilosa, superiora glabriuscula, 
basalia pauca + approximata florendi tempore + emarcida, imma parvula 
-obovata. obtusa integerrima basi citius in petiolum angustum attenuata, 
cetera elliptico-lanceolata vel rhomboideo-elliptica acuminata, basi in petio- 
lum brevem late alatum sensim angustata, dentibus parvis raris instructa vel 
edentata, caulina 5—6 in bracteas sensim decrescentia, inferiora magna 
rhomboideo-elliptica vel anguste elliptico-lanceolata acuminata—acuta, basi 
cuneato-attenuata caulem semiamplectentia, dentibus minutis solitariis instructa, 
superiora a basi late rotundata in apicem longum acutum protracta, integerrima. 
Anthelasimplex 1—3-cephala vel composita (ad 7-cephala) indeterminata, ramis 
+ erecto-patentibus acladium 10 — 35 mm. longum vix vel parumsuperantibus, + 
dense canofloccosis pilis rigidis saepe sordido-canescentibus frequentioribus, in- 
terdum etiam glandulis raris tenellis adspersis. Involucra magna lata nigri- 
cantia, squamis late triangularibus, interioribus marginibus virescentibus di- 
stincte acutis, exterioribus obtusis, floccis albis sparsis in squamis basalibus 
densioribus vel ubique ditioribus + cano-farinosa, pilis basi longa nigri- 
cante apice sordido-canescentibus frequentioribus glandulisque tenellis sparsis 
vel raris et microglandulis crebris vestita. Calathidia magna vel maxima 
+ radiantia, ligulis apice glabris. Stylus siccus luteus, interdum ferru- 
gineus. 

Bindalen: Oksningen, Lien—Lisjoen, Skaaren paa Oksningen; Vass- 
aas, Sjebergslien og Kolsvik ved Tosenfjorden, Tosdalen; Fuglstad i Aaen; Hall. 

Faabladet, mere eller mindre henvisnende bladroset, 5— 6 opad i ster- 
relse jevnt avtagende, purpurplettede, paa begge sider stjernehaarede, faa- 
tandede stængelblader, i toppen av stængelen oftest 1— 3 eller 4, sjeldnere 
indtil 7 store kurver, som har bredt svep med bredt triangulære av stjerne- 
haar mere eller mindre hvitmelede (især de ytre) og haarede, men litet 
kjertelhaarede svepblader. Haarbeklædningen er rik og lang paa de nedre 
?/3 av stængelen likesom paa de nedre blader, men avtar i tæthet og blir 
kortere opad. 

Dens plads i systemet tvilsom. 

H. stictophyllum Dasıst. Bindalen: Tosenfjorden saasom: Hikkels- 
berg ved Helstadlekken og Kalklaven, Tosbotnet og under Rismaalstind, 
Tosaunet i Vasbygden, Harangen. Velfjorden: indenfor Storberja: Urd- 
viken, Tettingdalen, Lomsdalen, Nedre Breivand. Vik: Semhovd, Semnes; 
ner Oianvand. Brennoy: Sauren; Skille, under Tralneshatten. Vega: 
Grimse; Ulvingen. Tjetta: Vevelstad. 

Den er i I regnet til Rigida, men maaske snarere at henregne til 


Oreadea. 


152 OVE DAHL. M.-N. KI. 


IV. Vulgata. 


Denne gruppes planter forekommer især paa skogeng, i krat og lier, 
undertiden til birkegrænsen. 


a. Sılvatica. 


H. stenolepis Luc. Bindalen: Kjellholmen; Hjarteen ved Repsundet ; 
Tosenfjorden fleresteds: Hikkelsberg ved Helstadlekken, Repsagen, Ur- 
eidet, Rephullet, indenfor Tosbotnet henimot Godvand og i Tosdalen. Vel- 
fjorden: Hegge; indenfor Storberja: Granaas, Tettingdal, Strompdal. 
Vik: Semnes; Ovre Dale; Ytre Kvale; Heglien ved Skaaren. Brenney: 
Brennesund; Kvaleen; Tilremshatten, Mosaksla, Mo, mellem. Lund og 
Horn; Sauren; Torget og Torghatten paa Torgeen. Vega: Grimse. 
Tjetta: mellem Forvik og Vevelstad. 

H. prolepideum OM. n. sp. Caulis 2—4 dm. altus leviter stellatus 
parce pilosus, summo apice dense floccosus et glandulis pilisque sparsis 
adspersus, o—1-folius. Folia glaucescentia, rosularia exteriora minora 
brevius petiolata ovalia vel ovato-ovalia apice rotundata marginibus in- 
conspicue denticulato-undulata — subintegra basi rotundata vel subtruncata, 
interdum late ovata ad basin subcordatam humiliter obtuseque dentata, in- 
termedia interioraque majora longe angusteque petiolata, intermedia ob- 
longo-ovalia — oblongo- vel ovato-elliptica obtusa denticulato-undulata — 
subintegra vel praesertim in marginibus inferioribus humiliter et obtuse 
dentata basi cito contracta, interiora oblongo-lanceolata — lanceolata acu- 
minata — acuta humiliter undulato-dentata, in marginibus inferioribus ad 
basin versus cito contractam vel + longe decurrentem saepe dense et 
obtuse vel etiam acutius minuto-dentata, raro laciniis parvis curvatis 
in petiolum descendentibus; omnia subtus sparsim in costa densiuscule pi- 


losa interiora intermediaque utrinque + stellata, subtus in costa + dense 


floccosa; folium caulinum subsessile ad medium caulem vel infra affixum 
vulgo parvum angustissimum, raro bene evolutum elliptico-lanceolatum ad 
basin in petiolum alatum sensim attenuatum obtuse dentatum. Anthela 
2—3-cephala simplex vel subsimplex rarius polycephala composita, ramis 
longe distantibus arcuatis erecto-patentibus acladium 3—25 mm. altum 
superantibus, dense canofloccosis glandulis sparsis nigris tenellis et saepe 
etiam pilis paucioribus obscuris obsitis. Involucra mediocria obscura, 
involucrum primarium crassiusculum, cetera angustiuscula glandulis sparsis 
tenellis pilisque numerosis brevibus obscuris dense vestita, imma basi et 
in marginibus inferioribus squamarum exteriorum et intermediarum densius 


floccosa, in dorsis levissime stellata. Squamae a basi lata in apicem lon- 


"— 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 153 


gum acutum — subulatum denudatum et fuscescentem sensim attenuatae, 
flores virgineos superantes, exteriores obtusiusculae, interiores viridi-margina- 
tae. Calathidia majuscula sat radiantia, stylo sicco leviter ferrugineo 
_ subluteo. 

Bindalen: Tosdalen og under Rismaalstind indenfor Tosbotnet. 
Velfjorden: Hilstad og derfra mot Hegge og Naustvik, ved Strenge- 
vand; Langfjorden; mellem Halsen (Sæterlandet) og Govasmarken. Bronnoy: 
Brennesund til henimot Lenningen, Kvaleen, nær Salhus, Mosaksla. 

Utmerket ved alm. langstilkede, overveiende smalt avlange, lavt belget- 
tandede til næsten helrandede eller henimot grunden smaatandede, paa 
begge sider stjernehaarede rosetblader, mørke ved grunden og paa kan- 
tene av de ytre og mellemste svøpblader tættere stjernefiltede, ellers svagt 
stjernehaarede, mørkt korthaarede og sparsomt og fint kjertelhaarede svøp 
med fra bred grund i en lang nøgen mørkfarvet spids uttrukne svøpblader. 
Minder i bladene stundom noget om H. sarcophyllum Dautst., med hvilken 
den dog ikke er nærmere beslegtet. 

H. cophomeles Om.(forma) Bindalen: Øksningen paa een av samme 
navn, Hildringen med rikeligere og kraftigere mørke haar paa kurvstilker 
og svep. Vik: Semnes. 

H. caestiflorum Aımov. Bindalen: Oien paa Oksningen, ved Rep- 
sundet, Hildringen, Helstadlokken, Osan, under Rismaalstind indenfor Tos- 
botnet, Kjellholmen, mellem Aakervik og Horsberg, Fiskerosen. Velfjor- 
den: mellem Hegge og Brattaas (forma), Julsaunet—Heliaunet, Halleraunet. 
Vik: Ytre Kvale, Heglien ved Skaaren. Bronney: Kvaloen, mellem 
Skaret og Nordhusland samt ved Torget paa Torgo; Tilrem. Vega: 
Ulvingen. 

H. albaticeps Om. Velfjorden: Hilstad, Naustvik, mellem Strand 
og Sæterlandet. Brenney: Brennesund henimot Lenningen og Hoveen; 
Kvaleen; Torgeen: mellem Skaret og Nordhusland samt over mot Tofte; 
Sauren. Vega: Sola. 

H. maculosum Danıst. Bindalen: Granbostad; mellem Tosbotnet 
og Godvandet samt under Rismaalstind. Brenney: Sauren (modificatio). 

H. pendulum Danıst. Bindalen: Tosdalen. Velfjorden: Haller- 
aunet (modifikation med plettede blader). 

H. psepharum- Danıst. v. obtusescens Ow. Velfjorden: mellem 
Strengevand og Sausvand. 

H. phrixocomoides DauLst. En form, som avviker fra DAHLSTEDTS form 
ved. litt rikeligere stjernehaar paa svopbladene, især paa disses kanter, 
samt ved litt rikeligere haarede og skarpere tandede blader, er samlet paa 
felgende steder: Bindalen: Reppen. Velfjorden: langs Bruvand, 


154 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Svanvand, Rugaasvand til Vasbotn ved Sausvand og videre til Flatmo; 
inde i Storberja: mellem Granaas og Langaasen og i Tettingdalen. 
Brønnøy: henimot Lenningen, under Mosaksla. 

H. triangulare Aimou. Velfjorden: Naustvik. 

H. phalarograptum Daursr. Bindalen: Kolsvikbogen, Barstad— 
henimot Lande ved Tosenfjorden. Velfjorden: Hilstad og derfra til 
Naustvik; Hegge, mellem Rugaasvand og Svanvand, mellem Vasbotn og 
Flatmo; Nordfjeldmarken. Bronnoy: Brennesund, Kvaloen, Torget. 

H. phalarograptoides Om. n. sp. A specie praecedenti foliis basalibus 
minoribus exterioribus quadrangulo ovatis basi truncatis apice late rotun- 
datis, intermediis ovalibus vel ovato-ovalibus basi cito contractis, interioribus 
anguste ovatis — ovato-lanceolatis basi breviter decurrentibus, omnibus 
minutius aequaliusque dentatis, subtus propemodo effloccosis (interioribus in 
nervo parce stellatis), pedicellis glandulis crebrioribus at pilis raris vestitis 
recedit. 

Bindalen: Kolsvikfjeld ved Tosenfjorden. 

Sandsynligvis nar beslegtet med A. phalarograptum Danrsr., men 
skilt ved litt forskjellig bladform, ved kun svake spor av stjernehaar paa 
undersiden av bladene, ved flere kjertler og faatallige haar paa kurvstil- 
kene samt ved mindre og jevnere bladtænder. i 

H. Brönnöyense Ov. n. sp. Ab. H. pannuligero OM., quocum capitulis et 
formatione indumentoque squamarum omnino convenit, foliis angustioribus, 
exterioribus ovali-ovatis basi truncatis vel rotundatis, intermediis anguste 
ovatis brevius acuminatis basi cito contractis, intimis ovato-lanceolatis longe 
acuminatis — acutis basi sensim attenuatis, omnibus dense sat aequaliter 
serrato-dentatis vel interioribus basi dentibus paucis longioribus recte pa- 
tentibus vel minoribus curvatisque instructis differt. 

Brenney: Brennesund til henimot Lenningen, Mo, Torghatten. Vega: 
Iidem, mellem Risbakken og Nes. 

Som A. pannuligerum let kjendelig ved de mørke, brede, butte, i kan- 
tene stjernefiltede, forovrig rikelig haarede, sparsomt og fint kjertelhaarede 
svopblader, men med hensyn til bladenes form og tender forskjellig 
fra denne. Medens rosetbladene nemlig hos H: pannuligerum er brede, 
store, overveiende butte, grovt og ujevnt tandet og stængelen omtrent ved 
midten er forsynet med et vel utviklet, bredt egformet stængelblad, som 
sedvanlig har lange, ofte naesten linjesmale, utadrettede (de nederste bak- 
overrettede) fliker, har H. Brónnóyense smalere, spidsere, teet og jevnt sag- 
tandede rosetblader og enten intet eller kun et smalt, nar ved grunden 
av steengelen feestet, fint smaatandet steengelblad. Den ferste av disse for- 


mer slegter paa /7. chlorellum NoRRL., medens den sidste ialfald med hen- 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERS@KELSER I HELGELAND. II. 155 


syn til bladenes beskaffenhet nærmer sig mere til H. euthylepioides Om. 
fra Telemarken. Eksemplarerne fra Brønnøsund og Torghatten har purpur- 
plettede blader. 

— H. pannuligerum Om. Velfjorden: Hegge. Vik: Semnes, Aand- 
vik, Høglien ved Skaaren. Brønnøy: Brønnøsund, under Mosaksla, Mo, 
mellem Lund og Horn. Vega: Rørøen, mellem Risbakken og Nes, 
Eidem. 

H. chlorellum Norrt. Bindalen: Borkamoen ved Tosenfjorden. 

H. fuscocinereum NORRL. v. fuscopunctatum Ow. n. var. A forma typica 
Norrlini foliis crebrius dentatis vulgo minute fuscomaculatis pedicellis minus 
glandulosis, involucris densius canotectis squamisque apicem versus paullo 
angustioribus divertit. 

Brenney: Lenningen. Tjetta: Bere. 

Iszer skilt fra hovedformen ved de sterkere hvitlodne svep og de fint 
brunplettede blader. 

H. halsicum Daursr. Bindalen: Hildringen. 

H. siliginellum Dauıst.(?) v. Naustvikense Om. n. var. Ab. A. siliginello 
Danıst. (Herb. Hier. Scand., Cent. V. nr. 17) foliis latioribus, interioribus 
subtus stellatis, involucris angustissimis dilute virescentibus levissime floc- 
cosis epilosis et calathidiis paullo majoribus diversum. 

Velfjorden: Naustvik. Vik: Krummen. 

De faa eksemplarer, som er indsamlet av denne form, synes i alle 
- væsentlige egenskaper at stemme overens med A. siliginellum Danisr. 
Bladene har dog litt sterre bredde og svepene er smalere, mere grenne 
og mindre stjernehaaret og mangier haar. 

H. philanthrax STENSTR. Bindalen: ved Repsundet, Grenlien ved 
Harangen. Bronnoy: under Mosaksla mot Tilrem, Tilremshatten. Vega: 
Grimse. 

A. cultratum Norrt. Bindalen: Aakervik. Velfjorden: Naustvik. 

H. expallidum Norrt. Bindalen: ved Repsundet; Urvoldvandet i 
Tosen; Grenlien ved Harangen. 

H. ovalescens Ow. n. sp. Caulis 3—4.5 dm. altus, leviter stellatus, sub- 
glaber, apicem versus glandulis rarissimis adspersus, o—1-folius. Folia 
rosularia anguste brevissimeque petiolata, perlata, exteriora late ovato- 
ovalia basi truncata vel raro subcordata, intermedia late ovali-ovata obtusa 
basi abrupte contracta, interiora ovata vel anguste ovata — lanceolato- 
ovata acuminata — acuta basi cito contracta vel intimum saepe basi de- 
currens, omnia humiliter undulato-dentata vel intimum acutius dentatum raro 
basi laciniis libris descendentibus instructum, supra subglabra, subtus parce, 


in costa densiuscule, longiuscule pilosa, intimum in costa levissime stellatum; 


156 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


folium caulinum basi caulis + approximatum leviter petiolatum ovato- 
lanceolatum acutum acute dentatum, subtus leviter, in costa densius, stella- 
tum. Anthela polycephala composito-paniculata laxa, ramis arcuatis erecto- 
patentibus summo apice 2—3-cephalis, superioribus acladium ro—25 mm. lon- 
gum parum superantibus, leviter floccosis glandulis sparsis pilisque brevibus 
raris obsitis pedicellisque dense cano-floccosis densius glanduliferis. Inv o- 
lucra parva obscura. Squamae angustae, exterioribus exceptis obtusius- 
culis acutae, intimae subulatae, ante florationem porrectae, glandulis minutis 
nigris pilisque brevibus obscuris dense vestitae, in dorso floccis sparsis 
adspersae, in marginibus extimis dense floccosae, apicibus tamen fusce- 
scentibus fere denudatis. Calathidia parva, stylo sicco ferrugineo vel 
fusco. 

Bindalen: inderst i Serfjorden fra Aakervik til Horsberg og Hors- 
bergvand; Oien paa Oksningen. 

Utmerket iser ved de kortstilkede, bredt ovalt-egformige, lavt belget- 
tandede rosetblader, smaa, mørke svep, spidse, fint kjertelhaarede og kort- 
haarede, i kantene tæt stjernefiltede, mot spidsen dog næsten nekne svep- 
blader. Kurvstillingen aapen med bugtet hovedakse. Roper saavel ved 
kurvstillingens beskaffenhet som ved svepbladenes indument nært slægtskap 
med de egentlige Silvaticae subcaesiae, som H. maculosum Dr., prolixum 
NORRL. etc. 

H. paratocum Om. n. sp. Caulis 2—3 dm. altus, gracilis subnudus et 
subglaber, apice leviter floccosus glandulis minutissimis sparsis pilisque bre- 
vibus raris obsitus, o—1-folius. Folia rosularia parva, brevius longiusve 
petiolata, exteriora ovalia basi subcordata, intermedia ovato-ovalia —— ellip- 
tico-ovata obtusa basi cito contracta, intimum saepe ovato- vel elliptico-lan- 
ceolatum acutum basi + decurrens, omnia minute denticulata subintegra, 
supra glabra, subtus sparsim pilosa, intimum in costa leviter stellatum ; 
folium caulinum parvum angustum, subtus stellatum. Anthela parva 
2—3-cephala, acladio saepe brevissimo, pedicello summo involucro primario 
valde approximato, acladio pedicellisque canofloccosis glandulis parvis nigris 
frequentibus pilisque brevibus solitariis obsitis. Involucra parva angu- 
stiuscula obscure virescentia, squamis sat paucis, plurimis a basi latiore in 
apicem acutum sensim attenuatis, exterioribus brevioribus sublinearibus 
obtusisque, basi leviter floccifera (in marginibus extimis squamarum exterio- 
rum densius stellata), sursum denudata, insuper glandulis minutis nigris 
sparsis densiusculis pilisque brevibus obscuris densiusculis vel sparsis vestita. 
Calathidia majuscula valde radiantia, stylo sicco leviter ferrugineo, vivo 
luteo (?). 


Velfjorden: mellem Granaasen og Langaasen i Storberja. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSØKELSER I HELGELAND. Il. 157 


Spæd av vækst med smaa, kortere eller længere stilkede, mere eller 
mindre ovalt-egformede, butte, fint smaatandede næsten helrandede roset- 
blader og 2—3 kurver i spidsen av stænglen, av hvilke den næstøverste 
ofte er kortstilket, tæt nærmet til centralkurven, undertiden blot rudimen- 
tzert utviklet, samt med smaa, ved grunden noget stjernehaarede, opad 
nekne, forøvrig ikke særdeles tæt med fine kjertler og haar beklædte svep 
og langt tilspidsede svepblader. ( 

H. proximum Norri. Bindalen: Tosdalen. 

A. propinquum Norrı. Bindalen: Hjarteen, Kjella, Reppen, Stor- 
fjeld i Vasbygden. Velfjorden: Tettingen. Brenney: Brennesund hen- 
- imot Lenningen; mellem Skaret og Nordhusland samt ved Torget med Torg- 
hatten paa Torggen; Sauren; Tilrem, mellem Lund og Horn. Vega: Sela. 

En nærstaaende form, med faatalligere kjertler og haar, men med rikere 
stjernehaarbeklædning paa svepet (v. Osanense Om.) er samlet: Bindalen: 
Osan og derfra til Aandvik. 

H. lerodes Ou. n. sp. Caulis 2.5—3.5 dm. altus, leviter stellatus, basi 
sparsim pilosus, de cetero pilis raris et summo apice densius stellato in- 
super glandulis sparsis adspersus, r-folius. Folia obscure fusco-maculata 
subtus leviter violascentia, basalia pauca brevius longiusve petiolata, 
exteriora parvula late subquadrangulo-ovata obtuse dentata vel subintegra 
basi subcordata, intermedia ovali-ovata obtusa crebro et obtuse dentata basi 
abrupte contracta vel raro subtruncata, intimum saepe sat magnum elliptico- 
ovatum vel elongate ellipticum acuminatum crebro et obtuse basi breviter 
decurrente saepe acutius dentatum, interdum sat grosse triangulari-dentatum, 
omnia supra sparsim — densiuscule brevi-pilosa, subtus longiuscule in costa 
petioloque densiuscule, de cetero sparsim pilosa, intimum in costa levissime 
stellatum, folium caulinum vulgo bene evolutum, nunc ad medium cau- 
lem affixum subsessile, nunc basi + approximatum sat longe petiolatum, 
ovatum acutum inaequaliter, ad basin acutius dentatum, subtus in costa + 
floccosum, de cetero subnudum. Anthela 2—5-cephala parum composita, 
ramis distantibus erecto-arcuatis, ramo superiore acladium 8 — 25 mm. altum 
superante, + fusco-coloratis leviter vel apice densius floccosis glandulis 
sat crebris nigris obsitis. Involucra obscura mediocria, glandulis nigris, 
intermixtis pilis sparsis nigricantibus, sat dense vestita, inferne — prae- 
sertim in marginibus extimis squamarum exteriorum — leviter stellata, 
sursum denudata Squamae angustiusculae ante florationem porrectae, 
exteriores breviores obtusae, intermediae sublineares obtusiusculae con- 
colores, interiores viridi-marginatae subulato-cuspidatae. Calathidia sat 
magna sat radiantia, stylo sicco ferrugineo vel fuscescenti. 

Brenney: Brennesund og derfra henimot Hoveen; Torget med Torg- 
hatten paa Torge; Sauren; Mo. 


158 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Utmerket ved faatallige, mere eller mindre egformede, temmelig grovt 
tandede, mørkt brunplettede, under violet anlepne rosetblader, et vel ut- 
viklet egformet, spidst stængelblad, som ogsaa likesom rosetbladene er 
merkplettet, aapen, faakurvet kurvstilling med sterkt buede, merkfarvede, 
svagt stjernefiltede, rikt kjertelhaarede grener, mørke med tætte kjertler og 
faatallige, mørke haar beklædte, mot grunden noget stjernehaarede svop, 
og teml. jevnbrede svepblader, av hvilke de yterste og mellemste er mere 
eller mindre butte, de indre sylspidsede, alle mot spidsen nokne. 

H. aethalolepium Om. Bindalen: mellem Aakervik og Horsberg. 

A. ariphyllum Om. n. sp. Caulis 3—4(—5.5) dm. altus, levissime, summo 
apice tamen densius, stellatus, parce pilifer, 1(—2)-folius. Folia rosula- 
ria angusta, exteriora brevius petiolata ovalia vel quadrangulo-ovata basi 
truncata, intermedia longius petiolata, oblongo-elliptica vel oblonga obtusa 
basi citius contracta, interiora oblonga vel oblanceolata subobtusa vel acu- 
minata in petiolum saepe perlongum sensim attenuata, omnia sat crebro et 
minute denticulata vel undulato-dentata, supra parce pilosa, in marginibus 
dense et longiuscule ciliata, subtus densiuscule et longiuscule in costa aeque 


ac in petiolo densissime pilosa, interiora + stellata; folium caulinum 


brevissime petiolatum vel subsessile, ad medium caulem vel infra affixum, 
elongate lanceolatum vel sublineare acutum, minute dentatum vel ad basin 
sensim attenuatum dentibus paucis longioribus acutisque instructum, subtus 
+ stellatum. Anthela 3—5-cephala simplex vel parum composita, ramis 
superioribus saepe contractis arcuato-patentibus acladium 15—25 mm. lon- 
gum superantibus, tenuiter albofloccosis glandulis sparsis, interdum paucis, 
nigris et pilis basi longa nigricanti apice breviter canescentibus sat crebris 
vestitis. Involucra angustiuscula obscure virescentia. Squamae sub- 
lineares, exteriores breviores obtusae, intermediae obtusulae, interiores late 
viridi-marginatae acutae — subulatae, omnes marginibus dense albofloccosae, 
dorso leviter floccosae, pilis nigricantibus summo apice canescentibus crebris 
glandulisque nigris, longioribus brevioribusque, paucioribus vestitae. Cala- 
thidia magna valde radiantia, stylo sicco fuscescenti. 

Bindalen: Hjarteen, Kolsvikbogen, Tosbotnet. Velfjorden: Hilstad og 
derfra til Hegge, mellem Flatmo og Vasbotn ved Sausvand, Nordfjeldmarken. 

Utmerket ved smale, lavt smaatandede, paa begge sider haarede, paa 
undersiden av midtnerven og paa bladstilkene alm. tæt uldhaarede roset- 
blader, et smalt utdraget, næsten siddende stængelblad, og smale, tæt merk- 
haarede, noget sparsommere kjertelhaarede, i kantene av de temmelig jevn- 
brede svepblader tæt stjernefiltede svep. 

H. integratiforme Ow. n. sp. Caulis 3—6 dm. altus, gracilis — crassius- 


culus leviter superne densius stellatus, immo densiuscule pilosus, de cetero 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 159 


subglaber, apicem versus glandulis tenellis raris — sparsis adspersus. Fo- 
lia basalia anguste petiolata, exteriora minora ovalia, intermedia anguste 
elliptica, intimum anguste elliptico-lanceolatum — lanceolatum longe acumina- 
tum, omnia integerrima vel raro marginibus humiliter undulata vel interiora 
etiam ad basin decurrentem dentibus paucis acutis patentibus dentata, supra 
parce breviterque, subtus densiuscule et longiuscule pilosa, interiora subtus 
in costa + floccosa; folia caulina 1—2(-— 3) integerrima, saepe tamen 
basi imma dentibus solitariis acutis recte patentibusque instructa, inferius 
breviter petiolatum, aut basi + approximatum anguste ellipticum acumina- 
tum, aut ad medium caulem affixum lanceolatum in apicem longum acutum 
protractum, superius parvum + angustum, sessile, si 3 adsunt, summum + 
bracteiforme, superiora supra glabriuscula, subtus sparsim pilosa et leviter 
stellata in costa dense floccosa. Anthela paniculata apice + contracta 
— subumbellata oligo- vel polycephala, ramis erecto-arcuatis pedicellisque 
dense canofloccosis et glandulis minutis crebris obsitis. Involucra ob- 
scura parva angustiuscula. Squamae sat angustae propemodo concolores, 
exteriores obtusae, intermediae in apicem obtusiusculum acuminatae, intimae 
paucae acutae vel subulatae, glandulis parvis, interdum pilis solitariis inter- 


+ denudatis, in mar- 


mixtis, dense vestitae, apicibus exceptis fuscocoloratis 
ginibus densius, de cetero sparsim interdum densius stellatae.  Calathidia 
mediocria valde radiantia stylo sicco fusco-ferrugineo. 

Bindalen: Hildringen, Hjarteen, Terraak (forma), Mastervik, Vass- 
aas, Oien paa Oksningen, Reppen, mellem Hongbarstad og Lille Sjebergs- 
vand, Grenlien ved Harangen; Granbostadfjeld. Velfjorden: mellem 
Naustvik, Hilstad og Hegge, mellem Vasbotn og Flatmo; Saus, Nordfjeld- 
marken. Vik: Ytre Kvale; Mardalsfjeld. Bronney: Torge: Torget 
og mellem Skaret og Nordhusland; nar Salhus, Mossem, Mo. 

Utmerket ved hei, slank stængel med ofte 2, sjelden næsten 3, opad 
i størrelse jevnt avtagende steengelblader, smalt elliptiske, helrandede eller 
ved grunden med smaa skarpe tænder forsynede blader, av hvilke især de 
indre rosetblader og det nederste stængelblad har betydelig likhet med de 
tilsvarende blader hos ZZ. integratum DAXLST., smaa, mørke, kjertelhaarede 
svøp, smale, næsten ensfarvede, i kantene tættere, paa ryggen svakere 
eller stundom noget rikeligere stjernehaarede, mot de brunfarvede spidser 
dog mere eller mindre nøkne svøpblader. 

H. integratum Dantst.(?) En form med enkelte haar paa svøpet (fra 
Vega: Eidem, Lauplien) synes at høre hit. 

FH. lepistoides K. Jon. Bindalen: Mastervik, Reppen. Brønnøy: 
Mo. Form med litt større svøp og bredere, i randen tæt og tydelig stjerne- 
haarede svøpblader. 


160 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


H. repandulans Om. n. sp. Caulis 3—4.5 dm. altus, leviter stellatus 
sparsim pilosus, superne glandulis sparsis, summo apice dense floccoso 
densioribus, adspersus, subunifolius. Folia rosularia anguste breviusque 
petiolata, exteriora intermediaque late ovalia — ovato-ovalia obtusa dense 
et obtuse repando-dendata, basi abrupte vel cito contracta integerrima, in- 
timum ellipticum vel ovato-ellipticum breviter acuminatum — acutum acu- 
tius dentatum basi + cuneato-decurrente, omnia supra densiuscule brevi- 
pilosa, subtus densiuscule et longiuscule — intimum in costa densissime et 
longissime — mollipilosa; folium caulinum subuliforme vel in rosulam 
detractum anguste lanceolatum, subtus in costa leviter stellatum. Anthela 
3 - 8-cephala composito-paniculata ramis leviter arcuatis vel subrectis erec- 
to-patentibus + distantibus acladium 5—3o mm. longum aequantibus vel 
parum superantibus, immo ramo saepe valde distante, pedicellisque dense 
canofloccosis glandulis nigris, longissimis brevioribusque mixtis, dense ve- 
stitis. Involucra sat alta, atrovirescentia. Squamae latae, exteriores brevi- 
ores obtusae, intermediae a medio in apicem obtusiusculum attenuatae, hae om- 
nes concolores obscurae, interiores angustiores a basi sensim in apicem + 
acutum attenuatae late viridi-marginatae, intimae subuliformes fere totae vi- 
rides, glandulis nigris longissimis brevioribusque, interdum pilo uno alterove 
nigro mixto, dense vestitae, in dorso obscuro floccis sparsis adspersae, in 
marginibus anguste + conspicue floccoso-limbatae. Calathidia parum 
radiantia mediocria stylo sicco fuscescenti. 

Bindalen: Aakervik - Horsberg og Horsbergvand. 

Utmerket ved bredt ovale, tæt buttandede rosetblader, mørke, temmelig 
brede, i kantene + tydelig smalt filtstripede, teet med sorte, dels meget 
lange, delsE korte kjertler, stundom ogsaa med et og andet haar beklædte 
svopblader. 

H. melanolepis Atmou. Bindalen: Fiskerosen, Kollstremmens est- 
side, Sjebergslien i Tosenfjorden, Tosdalen. Velfjorden: Hilstad, Naust- 
vik. Vik: Hoglien ved Skaaren. Brenney: under Mosaksla, mellem 


Lund og Horn. Vega: mellem Risbakken og Nes. 


b. Caesia et Vulgata genuina. 


H. caesium FR. (forma. Broenney: under Mosaksla. 

H. umbricola (Szı.) Norrt. Bindalen: Hildringen, Hjarteen, Vass- 
aas, Øjen paa Oksningen, Mastervik, Aakervik til Horsberg og Horsberg- 
vand, Kjella, mellem Skjelsvik og Aakvik. Velfjorden: ved Rugaas- 


vand. Vik: Hoglien ved Skaaren, Ytre Kvale. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND, Il. 161 


S. Adlerzii Armou. Bindalen: Hjarteen, Vassaas, Votnan i Vas- 
bygden, Tosdalen. Velfjorden: langs vandene fra Rugaasvand til Saus- 
vand og videre opover til Flatmo, mellem Berjeeren og Strompdal. 

A. involutum Dasıst. Bindalen: Hjarteen, mellem Aakervik og 
Horsberg. 

H. dissimile Lac. v. grammotum Om. Bindalen: Liaholmen mellem 
Botnet og Lysfjord, mellem Kveinen og Kveinsjoen, mellem Aspvik og 
Skjelsvik, Vassaas, Granbostad, Aabjergen, Oien paa Oksningen, Reppen, 
Ureidet i Tosenfjorden, Hongbarstad i Vasbygden. Velfjorden: Saus, 
Nordfjeldmarken. Vik: Heglien ved Skaaren. Bronnoy: Brennesund 
henimot Lenningen og Hoveen, Kvaleen, Torget og mellem Nordhus og 
Tofte paa Torgeen, Sauren, henimot Salhus, mellem Lund og Horn, under 
Mosaksla. Vega: Grimse, Sela. Tjøtta: mellem Forvik og Vevelstad 
(forma). . 

H. constringens NorrL. Bindalen: Oksningen paa øen av samme 
navn. 

H. subalpestre Norrt. Bindalen: Reppen. 

A. Dönnense Om. Bindalen: Holm. 

H. pseudorarium NorrL. Bindalen: Reitvold, Mastervik, Hjarteen, 
Kolsvikbogen, Tosbotnet, Fuglstad i Aabygden. Velfjorden: mellem 
Hommelste og Hilstad og derfra til Hegge og Naustvik, langs Strengevand 
og Sausvand opover til Saus og Flatmo, Nordfjeldmarken. Vik: nær 
Oianvand. Brenney: Brennesund og henimot Hoveen, under Mosaksla, 
mellem Lund og Horn. 

De fra alle disse voksesteder indsamlede eksemplarer er ikke helt ens- 
artet. Endel av dem nærmer sig betydelig til 77. cholanthum Om. Andre 
har visse likheter med H. concretiforme Dau.st. eller gaar mot H. Kuu- 
samoénse W AINIO. 

H. Kuusamoénse Waınıo. Bindalen: Vassaas, Granbostad og Aa- 
bjergen, Reppen, Ureidet, ved og under Rismaalstind indenfor Tosen- 
fjorden. Vik: Semnes (forma). Bronnoy: henimot Lenningen. 

H. angustatum Les. Bindalen: S. Horsfjord, Aakervik, Hjarteen, 
Oien og mellem Lien og Lisjoen paa Oksningen, Reppen, Sjobergslien i 
Tosenfjorden, Votnan og derfra til Govasli i Vasbygden, Eidet ved Harangs- 
fjorden, Grenlien ved Harangen. Velfjorden: mellem Vasbotn og Flatmo. 
Vik: Ytre Kvale, Heglien ved Skaaren, Semnes, under Bjerufjeld (forma). 
Brenney: Torget paa Torgo. 

H. leptodomum Om. Vega: Roreen, Grimse. Bronney: Brenne- 
sund (A. LANDMARK). 

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 11 


162 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


H. amblyodes Om. n. sp. Caulis 2.5—4.5 dm. altus gracilis vel cras- 
siusculus flexuosus, inferne fuscoviolaceus leviter stellatus, superne densius 
stellatus, pilis brevioribus crebris apicem versus sparsis vestitus, 3 — 4-folius. 
Folia + fuscoviolascentia, basalia pauca magna, exteriora ovalia obtusa, 
interiora elliptica subacuminata, omnia minute sparsimque dentata — sub- 
integra, basi cito in petiolum angustum contracta, supra subglabra nudaque, 
subtus densiuscule pilosa, interiora insuper + stellata; folia caulina in 
bracteas sensim decrescentia, inferiora ovata vel elliptico-ovata vel elliptico- 
lanceolata acuminata sparsim et minute dentata — subintegra, infimum 
basi + approximatum vulgo longe angusteque petiolatum, proximum bre- 
viter petiolatum vel subsessile, superiora sessilia ovato-lanceolata — lan- 
ceolata acuta in marginibus inferioribus dentibus paucis acutis instructa vel 
subintegra, omnia utrinque stellata, subtus sparsim in costa aeque ac in 
marginibus densiuscule pilosa. Anthela composito-paniculata laxa oligo- 
vel polycephala, saepe ramis ex alis foliorum superiorum aucta, ramis 
arcuatis + patentibus canulo-floccosis acladium 15—30 mm. longum, in- 
terdum brevissimum, superantibus pedicellisque albotomentosis gracilibus 
setulis brevioribus sparsis glandulisque solitariis obsitis. Involucra ob- 
scure virentia parvula crassa, imma basi dense canulo-floccosa, de cetero 
leviter floccosis pilis brevioribus frequentioribus glandulisque sparsis vel soli- 
tariis vestita. Squamae latae, exteriores intermediaeque in apicem obtusum cito 
attenuatae, interiores longiores dilute marginatae longe cuspidatae, apicibus 
albocomatae. Calathidia parva + radiantia. Stylus luteus. 

Bindalen: Hjarteen; Hildringen. 

Utmerket ved alm. bugtet, teml. rikt korthaaret, iszer opad stjernehaaret 
stængel, mere eller mindre egformede, spredt korttandede til næsten hel- 
randede blader (de ovre steengelblader oftest med faa spidse taender hen- 
imot bladgrunden), alm. 4, opad i størrelse jevnt avtagende stængelblader, 
noget utspærret, faa- til mangekurvet kurvstilling med hvitlodne spredt kort- 
haarede og øverst noget kjertelhaarede kurvstilker, korte, tykke, rikelig 
stjernehaarede, korthaarede og noget kjertelhaarede svop, brede, butte svep- 
blader (de indre dog langt tilspidset) og smaa kurver samt gul griffel. Saavel 
roset- som steengelblader er alm. mere eller mindre brunviolet anlepet. 

A. amblylepium Dauıst. Bindalen: Hall, Fiskerosen, Kalklaven ved 
Tosenfjorden, Tosdalen, mellem Borkamoen og Leiraavand nær Tosen- 
fjorden (form med rikere haaret svop). Vik: Tandbergene ved Olsaas. 

Neerstaaende former er samlet: Bindalen: Eidet ved Harangsfjor- 
den. Velfjorden: Granaasen i Storberja, mellem Berjeeren og Strompdal. 

H. anomolepis Om. n. sp. Caulis 2.5—4dm. altus gracilis flexuosus, 
leviter stellatus, inferne fuscoviolaceus sparsim pilosus, de cetero subglaber. 


Folia basalia in rosulam paucifoliam congesta brevius vel interdum longe 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 163 


angustissime petiolata, exteriora ovata — anguste ovato-elliptica obtusius- 
cula basi citius contracta, interiora saepe sat magna ovato-elliptica — 
ovato- vel elliptico-lanceolata acuminata basi + decurrentia, omnia sparsim 
vel sat dense minute denticulata, supra nuda parce pilosa vel subglabra 
subtus sparsim — densiuscule pilosa; folia caulina 3—4, in bracteas 
sensim decrescentia, anguste ovata — ovato-lanceolata breviter acuminata 
— acuta, crebro minuto-dentata, basi cuneato-attenuata, inferiora (1— 2) bre- 
vius vel interdum etiam longe anguste petiolata, omnia supra glabra sub- 
nudaque, subtus leviter — densius stellata, inferiora insuper — praesertim in 
costa dorsali — sparsim pilifera, interdum aeque ac folia basalia + fusco- 
violacea. Anthela oligocephala simplex, ramis gracillimis erecto-paten- 
tibus floccosis apicem versus glandulis raris vel sparsis minutissimis pilis- 
que solitariis obsitis, acladium 10—25 mm. altum superantibus. Involu- 
cra atroviridia parvula angustiuscula. Squamae sublineares, exteriores 
breves concolores obtusissimae, summo apice distincte at brevissime albo- 
comatae, in marginibus leviter floccosae, ceterae longae, flores virgineos 
superantes, marginibus + virescentes, in apicem obtusum breviter attenua- 
tae, subnudae, intimae paucae acutae, omnes glandulis nigris minutissimis 
pilisque tenellis basi nigricanti apice canescentibus sparsim vestitae. Cala- 
thidia mediocria valde radiantia. Stylus siccus + fuscus. 

Bindalen: især i de ytre trakter: Eidet ved Harangsfjorden, Skjels- 
vik til Aakvik, Bindalseidet: Reiting og mellem Kveinen og Kveinsjeen, 
Aakervik og derfra til Horsberg og Horsbergvand. Bronnoy: under 
Mosaksla. Vega: Eidem, Igero. 

Habituelt lik 7. pulchellum Lec. (Hier. exsicc. no. 70). Utmerket 
ved slank, indtil 4-bladet stængel, overveiende egformig-lancetformede, 
mere eller mindre teet smaatandede blader, smaa, noget smale, merke svep 
og ved lineare, butte, i toppen tydelig hvithaarede, forovrig med yderst 
fine haar og kjertler sparsomt beklædte svopblader. 

H. automorphum Om. n. sp. Caulis 3—5 dm. altus crassiusculus le- 
viter stellatus dite pilosus, apice densius floccosus sparsim pilosus, imma 
basi fuscescens. Folia basalia pauca vel 5——6, longe et anguste petio- 
lata, exteriora breviora oblongo-ovalia obtusa dense vel remote obtuso-den- 
tata basi cito contracta, intermedia interioraque elongate oblongo-lanceolata 
— lanceolata acuminata — acuta dentibus obtusis vel + acutis basin ver- 


sus cuneato-decurrentem saepe unguiculatis + inaequaliter vulgo crebro 
dentata, supra glabriuscula nudaque, subtus leviter in costa densius stellata 
sparsim pilosa; folia caulina 2— 3(—4) sursum sensim decrescentia, lan- 
ceolata in apicem sat longum acutum protracta, crebro et acute porrecto- 


dentata, basi cuneato-angustata, inferiora (1— 2) petiolata, subtus dense stel- 


164 OVE DAHL. 


M.-N. Kl. 


lata. Anthela polycephala composito-paniculata, ramis erecto-patentibus 
subrectis, inferioribus elongatis, summo apice 2— 3-cephalis, acladium brevius- 
culum, 2—20 mm. (raro usque ad 60 mm. longum) superantibus, cano-floccosis 
glandulis nigris sparsis, in pedicellis crebris, et pilis raris — sparsis ad- 
spersis. Involucra nigricantia parvula angustiuscula glandulis fusconigris 
parvis dense vestita, imma basi exigue stellata. Squamae obtusae, ex- 
teriores breviores lineares obtusae, intermediae interioresque a basi latiore 
in apicem obtusulum sensim attenuatae marginibus dilutiores, intimae paucae 
virescentes acutae. Calathidia magna valde radiantia. Stylus siccus 
fuscus. 

Bindalen: Reppen. Velfjorden: Naustvik, Hegge og derfra hen- 
imot Brattaas, langs vandene fra Sausvand og Rugaasvand til Vasbotn ved 
Sausvand. 

Utmerker sig fortrinsvis ved de smale, i en kort helrandet spids ut- 
lepende, forevrig tæt, mere eller mindre ujevnt tandede blader, smaa mørke, 
tæt og fint kjertelhaarede svop, som kun nederst ved grunden har spor av 
stjernehaar, temmelig smale, butte svepblader og store kurver. Snart er roset- 
ten mangebladet og stængelbladene faa (1—2) og smaa, snart er rosetten 
faabladet, stængelbladene større og flere, indtil 4. 

H. diaphanoides Lac. Former, som ikke er ganske identiske med 
typen, men dog er meget nærstaaende, er indsamlet paa følgende steder: 
Bindalen: Aakervik og derfra til Horsberg, Fuglstad i Aabygden, hen- 
imot Godvand indenfor Tosbotnet. 

H. subarctoum NorrL. Bindalen: Hildringen, Granbostad i Aabyg- 
den, Tosdalen. Velfjorden: Saus, mellem Berjeeren og Strompdal in- 
denfor Storberja. 

H. praecipueforme Dautst. Bindalen: mellem Aakervik og Hors- 
berg, Granbostad, Osan. Velfjorden: Nordfjeldmarken. 

Desuten er indsamlet et betydelig, men endnu ikke bearbeidet materiale 


av Vulgata. : 
V. Rigida. 


Denne gruppes arter forekommer oftest paa terre berg og bakker. 

Hieracium grandescens Dautst.(?) Vik: mellem Sande og Vik. En 
form som er skilt fra grandescens ved gule grifler, større, mere sparsomt 
haarede svop, rikeligere haarbeklædning paa bladenes underside, især paa 
midtnerven. 

A. floccifolium Dasıst. Lysere griffel, buttere svepblader end Danr- 
STEDTS form. Bindalen: især i ytre Bindalen: mellem Solstad og Holm, 


Hall, Fiskerosen, Aakvik, Bindalseidet mangesteds fra Kveinsjeen over til 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 165 


Kalvik og Vikedal, Kjella, sjeldnere i det indre: Tosaunet og Serenskogen 
i Vasbygden, Tosbotnet, Oien paa Oksningen. Velfjorden: ved Strenge- 
vand, Granaasen i Storberja og Grinddalen ved Lomselven mellem Stromp- 
dal og Berjeeren. Vik: Ytre Kvale, Heglien ved Skaaren, mellem Sande 
og Vik, Semhovd, nær Oianvand, Hongset. Bronney: Skill. Vega: 
Risbakken og derfra til Nes; Ulvingen. Tjetta: mellem Forvik og Ve- 
velstad. | 


VI. Prenanthoidea. 


. . m . . La 
Denne gruppes arter forekommer især i skog- og fjeldlier, undertiden 
op til birkegrænsen. 


a. Dovrensia. 


H. indutum ELFSTR. forma. Bindalen: Tosaunet og Hongbarstad i 
Vasbygden, Ureidet og indenfor Urvoldvand i Tosenfjorden; under Ris- 
maalstind og henimot Godvand indenfor Tosbotnet. 

H. gracilentipes Danıst. Bindalen: mellem Kalvik og Vikestad paa 
Bindalseidet, Aakvik og derfra til Skjelsvik; Mjelbingen, Rephullet, Kal- 
klaven og Borkamoen ved Tosenfjorden, under Snefjeld nær Tosenfjord; 
mellem Tosbotnet og Godvand og under Tverfjeld (var.), Tosdalen (var.). 
Vik: Amundsgjerdet. 

Disse former er ikke helt identiske med den egentlige form, men maa 
dog føres hit. 

FH. loxolepis Om. Bindalen: Grenlien ved Harangen, indenfor Urvold- 
vand ved Tosenfjorden, Tosdalen og under Rismaalstind indenfor Tosbotnet. 

En form med litt smalere svep og rikeligere kjertler paa svep og 
kurvstilker er samlet: Bindalen: Votnan i Vasbygden, Borkamoen, in- 
derst i Tosenfjorden. Velfjorden: Forbjergskog paa grænsen mot Vik. 

H. mucronosum Om. n. sp. Caulis 3—6 dm. altus sat gracilis vel 


+ fusco-violaceus, su- 


crassiusculus, inferne densiuscule pilosus subnudus 
perne densius stellatus pilis longissimis basi nigricanti apice canescentibus 
sat frequentibus glandulisque nigris vel cerino-nigris sparsis summo apice 
crebrioribus vestitus. Folia basalia pauca in rosulam dense congesta, 
sat longe et anguste petiolata, exteriora parva ovalia, interiora elliptico- 
ovalia vel oblongo-elliptica obtusa, intimo interdum elliptico-lanceolato acumi- 
natoque, caulina numero 3—6, sursum sensim decrescentia, imma elliptica 
vel elliptico-lanceolata acuminata basi in petiolum breviorem vel longiorem 
late alatum caulem amplectentem sensim attenuata, cetera sessilia + am- 
plectentia ovato-elliptica — ovata acuta, omnia dentibus minutis + mucroni- 
formibus, in foliis inferioribus unguiculiformibus, sparsim vel etiam crebrius 


porrecto-denticulata, supra glabriuscula vel preesertimfolia basalia + pilifera, mar- 


166 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


ginibus dense breviterque ciliata, subtus sparsim in costa dorsali densius- 
cule et longiuscule pilosa, superiora utrinque + stellata. Anthela oligo- 
vel polycephala, summo apice + contracta, vulgo ramis ex alis foliorum 
superiorum evolutis summo apice 2--3-cephalis aucta; rami petiolique cano- 
tomentosi glandulis nigris vel cerino-nigris inaequilongis crebris pilisque basi 
nigra apice canescentibus sparsis vel raris obsiti. Involucra sat angusta vel 
crassiuscula, obscura, glandulis + validis nigris apice saepe fusco-cerinis, 
longioribus brevioribusque mixtis, crebris et vulgo pilis obscuris raris ve- 
stita, ad margines squamarum exteriorum et intermediarum dense + di- 
stincte floccosa, de cetero subnuda. Squamae latae in apicem obtusulum 
vel subacutum + albo-comatum attenuatae, interiores late viridi-marginatae. 
Calathidia sat magna valde radiantia vel floribus abbreviatis tubulosis 
stylisque prominentibus parva. Stylus siccus ferrugineus. 

Bindalen: Skauviken, Kjella, Kjellholmen i Kjellvandet, Aakervik og 
derfra til Horsberg og Horsbergvand, under Rismaalstind i Tosen. Vel- 
fjorden: Saus. Bronnoy: under Trælneshatten ovenfor Lille Rein- 
fjord. 

Utmerket ved de brodtandede blader, de i toppen av stængel og kurv- 
grener tet sammenstillede kurver, teml. smale, merke svep, brede, til- 
spidsede, øverst i spidsen butte (de indre dog spidse), i kantene + stjerne- 
filtede, desuten tæt med ulike store, i spidsen ofte brunlig-honningfarvede 
kjertler og faatallige haar beklædte svopblader samt ved spredt haarede og 
rikt kjertelhaarede kurvstilker. 

A. laxiferum Om. n. sp. A praecedenti, quocum foliorum forma den- 
tibusque pariter ac indumento involucri propemodum convenit, differt: An- 


thela subsimplici ramis + distantibus elongatisque laxa vel ramis superi- 


oribus approximatis magis contracta, involucris humilioribus crassis glan- 
dulis minutioribus sparsioribusque vestitis et ramis pedicellisque etiam minus 
glandulosis. 

Bindalen: Aakervik til Horsberg og Horsbergvand. Velfjorden: 
Lomsdalen (forma). 

Antagelig nar beslegtet med foregaaende form, fra hvilken den dog 
let skilles ved de lavere og tykkere svep og den aapne kurvstilling. I I 
s. 217 er voksestedet Sjaaviken i Hatfjelddalen under ZZ. /oxolepis at hen- 
fore til denne art. 

H. hypsitocum Ow. n. sp. Caulis ad 7.5 dm. altus, crassiusculus valde 
interdum usque a basi ramosus, glaber nudusque, superne leviter-—densius 
stellatus. Folia basalia pauca laxa rosulata, elongate elliptico-oblonga 
— oblonga obtusa, minute sparsimque vel superiora crebrius dentata, basi 


in petiolum breviorem anguste alatum sensim attenuata, cetera numero 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERS@KELSER I HELGELAND. II. 167 


7—10 sursum sensim decrescentia, inferiora elliptico- vel oblongo-lanceolata 
acuminata basi in petiolum brevem alatum sensim attenuata, superiora ses- 
silia lanceolata — ovato-lanceolata acuta, omnia distincte reticulata dentibus 

minutis acutis porrectis crebro et inaequaliter dentata, marginibus densius- 
cule breviterque ciliata, de cetero glaberrima subnudaque. Anthela poly- 
cephala indeterminata, capitulis in apicibus caulis ramorumque congestis; 
rami elongati erecto-patentes suberecti leviter floccosi, pedicelli breves dense 
floccosi pilis glandulisque solitariis adspersi. Involucra parvula crassius- 
cula fusco-virentia, pilis longis basi nigricanti apice canescentibus sparsis 
glandulisque minutissimis nigris sparsis vestita, leviter ad basin densius 
floccigera. Squamae latae obtusissimae fere concolores. Calathidia 


mediocria ligulis + lacerato-dentatis styloque sicco ferrugineo. 


Bindalen: Mastervik. 

Habituelt vel utpræget ved de langt utdragne, smale, smaatandede 
rosetblader, de opad i sterrelse jevnt avtagende, smalt utdragne, spidse, 
med fremadrettede, smaa, noget ulikestore, spidse tender besatte blader, 
ved lange, naesten rette, fra de evre eller fra alle bladhjerner utgaaende 
grener, ved i toppen av stengelen og grenene knippevis sammentreengte 
kurver og ved smaa mørke, temmelig tykke, spredt langhaarede, fint kjertel- 
haarede, især mot grunden fint stjernehaarede svøp med brede, butte svøp- 
blader. 

H. praelineatum Ov. n. sp. A praecedenti, cui habitu notisque plu- 
rimis convenit, involucris dilutioribus, squamis late et distincte viridimar- 
ginatis epilosis eglandulosisque medio dorso floccis densis striam conspicuam 
formantibus notatis et anthela laxiore insigne. 

Bindalen: Tosbotnet henimot Godvand. 

Skiles fra foregaaende ved noget anderledes utformet kurvstilling 
(længere kurvstilling), lysere svep samt ved svepbladenes indument. Disse 
mangler nemlig helt kjertler og haar, men har langs efter ryggen en tydelig 
fremtraedende stjernefiltstripe. 

H. epispodium Om. Caulis ad 5 dm. altus gracilis, imma basi fusco- 
purpurascens, ubique glaberrimus, inferne nudus vel subnudus, superne 
leviter—densius stellatus. Folia glaberrima, basalia pauca iaxa, extima 
rotundato-ovalia, cetera elliptica — anguste elliptica subacuminata basi citius. 
in petiolum angustum contracta, dente minutissimo uno alterove excepto 
integerrima, caulina 3—5, inferiora late rhomboideo-elliptica — ovato- 
elliptica vel + lanceolata acuminata — acuta, infima in partem basalem 
brevem late alatam + subauriculato-amplectentem sensim attenuata, supe- 
riora ovata acuta, omnia sparsim minuteque denticulata — subintegra, ubique 
glaberrima, subtus leviter stellata. Anthela oligo-cephala + contracta, 


168 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


pedicellis cano-tomentosis epilosis eglandulosisque. Involucra crassius- 
cula vel crassa obscure plumbeo-virentia floccis canis + dite vestita epilosa 


et eglandulosa. Squamae latae rotundato-obtusae. Calathidia medio- 
cria. Stylus siccus fuscus. 

Velfjorden: Lomsdalen indenfor Strompdal. 

Meget eiendommelig ved den fuldsteendige mangel av langhaar og kjertler 
paa alle deler. lovrig utmerket ved de tykke, blyfarvede, av stjernehaar noget 
graaagtige svop, de faatallige, brede, mere eller mindre rhombisk-elliptiske, 
undertiden smale blader, som kun har enkelte smaa teender. Nogle eksem- 
plarer adskiller sig fra de øvrige ved noget sammensat kurvstilling, litt større, 
tykkere og derfor ved grunden mere tvert avstumpede svop. 

A. mutilatum ErrsrR. Forskjellige former, som ter vare at regne 
hit, er indsamlet: Dindalen: Aakvik. Vega: under Troldtinden. Tjetta: 
mellem Storhaugen og Tasklien (mellem Visten og Klausmarken). 

Hit herer ogsaa som underart: 

* Bindaleuse Om. n. subsp. Caulis usque ad 8 dm. altus gracilior vel 
crassiusculus, inferne subnudus sparsim vel densiuscule villosus, superne 
leviter stellatus subglaber, imma basi fusco-violaceus. Folia basalia + 
laxa sat longe petiolata, extima parva ovalia, cetera oblonga vel oblongo- 
elliptica — elliptico-lanceolata (interiora), obtusa serrato-dentata basi cuneato- 
decurrentia, supra glabra, subtus densiuscule pilosa, caulina numero 5— 1o 
sursum sensim decrescentia, infima anguste elliptica vel elliptico-lanceolata 
subobtusa basi in petiolum brevius longiusve cuneato-attenuata, cetera sessi- 
lia lanceolata acuminata, interdum tamen ovata, intermedia semiamplectentia 
vulgo basi subauriculata, omnia minute sparsimque denticulata vel denti- 
bus majoribus porrectis minutisque alternantibus inaequaliter dentata, supra 
glabra, subtus in costa dorsali + stellata densiuscule pilosa, de cetero 
nuda vel subnuda subglabra vel ad margines versus dense breviterque 
ciliatos sparsim pilosa. Anthela simplex + laxa vel composita pani- 
culata + indeterminata apice + contracta, ramis pedicellisque gracilibus + 
floccosis, infra involucra cano-tomentosis, epilosis eglandulosisque vel glan- 
dulis minutis raris -— sparsis piloque uno alterove obsitis. Involucra 
parvula crassiuseula basi + obtusa obscura, praesertim basin versus et in 
marginibus squamarum exteriorum et intermediarum leviter floccosa, insuper 
pilis longis basi nigricanti apice canescentibus frequentibus glandulisque 
minutis nigris densiusculis vestita. Squamae exteriores angustae, inter- 
mediae latae, interiores late viridi-marginatae, omnes apice rotundato-obtusae. 
Calathidia mediocria vel parva. Stylus siccus obscurus. 

Bindalen: Harangen og under Grenlifjeld, Terraak, Vasbygden ved 


Hongbarstad, derfra til Sebergsvand, ved Tosaunet og Govasli, fleresteds 


/ 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 169 


ved Tosenfjorden, saasom: under Stormana og Kolsvikfjeld, Kalklaven, 
Rephullet; inde i Tosdalen. Velfjorden: mellem Halsen og Govas- 
marken, ved Storfjordens bund, ved Granaas og i Tettingdalen indenfor 
Storberja. Vik: under Mardalsfjeld, under Bjerufjeld ovenfor Bjeru, nær 
Øianvand, Hongset. 

Utmerket ved høi, indtil 10-bladet stængel, smale spredtstillede, mere eller 
mindre jevnt og tæt sagtandede rosetblader og smale fremadrettede, korte, 
ulike store tænder, ujevnt og uregelmæssig tandede stængelblader, som kun 
langs midtnerven er haaret og stjernehaaret, ved mørke, teml. tykke, lang- 
haarede og fint kjertelhaarede svøp med brede, rundbuttede, .ı kantene 
stjernehaarede svepblader. Staar meget nær 7. mutilatum ALMQU., av 
hvem den kanske kan regnes som varietet Ved mellemformer synes den 
at flyte sammen med efterfølgende art. 

H. hedyopum Om. Former, som nærmest hører hit, men ikke er 
helt identiske med den oprindelig under dette navn beskrevne form og 
navnlig ofte avviker fra denne ved grovere dentikulation, heri stemmende 
overens med foregaaende, er samlet paa følgende steder: Bindalen: 
Bindalseidet fleresteds, saasom mellem Kveinsjøen og Kveinen, Roiting og 
derfra til Kalvik; mellem Aspvik og Skjelsvik, ved Reitvold, Oien paa 
Øksningen, Rephullet ved Tosenfjorden. Vik: under Bjørufjeld, Aandvik, 
Øvre Dale. 

H. aphelophyllum Om. Litt avvikende former: Bindalen: Tosdalen. 
Velfjorden: Tettingdalen. 

H. obtusissimum Aımou. Former helt eller meget nær typiske er sam- 
let: Bindalen: Skotnesliene. Velfjorden: ved Storfjordens bund, 

lausmarken indenfor Okfjorden, mellem Klausmarken og Visten ved Stor- 
haugen, Tettingdalen. Vik: Aandvik, under Bjørufjeld nær Holandsvand. 
Vega: Moen. Tjøtta: mellem Forvik og Vevelstad. 

Andre former (v. pegodes Om. ad interim) avviker fra Jemtlandsformen 
ved grovere vækst, større, grovere tandede blader, ved svakere haar- 
beklædning paa stængel og blader (disses overside næsten glat), ved mør- 
kere, bredere, ved grunden mere tvert avstumpede svøp og ved næsten 
eller helt håarløse kurvstilker samt ofte styløse blomster. Saadanne former 
er samlet: Bindalen: Bindalseidet: mellem Kalvik og Reiting; ved 
Fiskerosen, mellem Aspvik og Skjelsvik, Aakvik, Holm og derfra til Hall, 
N. Horsfjord, Aakervik og derfra til Horsberg, Terraak; Øksningen flere- 
steds, saasom Skaaren, Lien—Lisjøen, Øksningen, Oien; Hikkelsberg ved 
Helstadløkken, under Rismaalstind inderst i Tosenfjorden. Vik: Ytre 
Kvale, mellem Sund og Hopen. Brønnøy: under Trælneshatten oven- 
for Lille Reinfjord. Vega: Eidem, Grimsø. 


170 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Hit hører ogsaa endel av de i I av nærværende avhandling s. 216 
under Z7. aphelophyllum Om. anførte former, saaledes formene fra: Mo: 
Hammernesflaagene, Avadalen. Lurey: Stuvland. 

En form med smale, lineære svepblader, stylese, fligettandede blomster 
og noget smalere blader (v. fimóriatum Om. n. var.) har A, LANDMARK samlet 
ved Sylten i Bindalen. 

H. microtocum OM. n. sp. Caulis 3—7 dm. altus gracilis vel cras- 
siusculus leviter stellatus, imma basi fusco-purpurea densissime ad medium 
densiuscule — sparsim pilifer, superne subglaber. Folia distincte reticu- 
lata, basalia pauca laxa oblongo-elliptica — anguste elliptica obtusa cre- 
bro et minute dentata — subintegra, inferiora citius superiora sensim in 
petiolum sat brevem late alatum attenuata, supra glabra, marginibus dense 
breviterque ciliata, subtus in costa dorsali densius de cetero sparsim pilosa, 
caulina 5—7 breviora sursum in bracteas sensim decrescentia, lanceolata 
vel elliptico-lanceolata acuminata, imma in partem basalem latam sensim 
attenuata, cetera sessilia semiamplexicaulia minute sparsimque vel paullo 
densius dentata, supra glabra, subtus in costa dorsali densius pilosa et + 
floccosa, de cetero sparsim pilosa levissime vel superiora densius stellata. 
Anthela polycephala composito-paniculata indeterminata, ramis gracilibus 
erecto-arcuatis, superioribus + approximatis, leviter floccosis -sub-epilosis 
pedicellisque dense cano-floccosis pilis glandulisque sparsis vel raris ad- 
spersis. Involucra parva crassa basi obtusa, obscure virescentia, pilis 
brevioribus basi nigricanti apice canescentibus sat densis glandulisque mi- 
nutissimis sparsis vestita, leviter floccosa. Squamae latae rotundato-ob- 
tusae, interiores late viridi-marginatae. Calathidia parva dilutiora, ligulis 
lacerato-dentatis stylisque siccis leviter ferrugineis (vivis luteis vel sub- 
luteis ?). 

Bindalen: Borkamoen nær Tosenfjorden. 

Især utmerket ved de smaa, meget tykke, litet stjernehaarede, ved 
teml. talrike korte haar og faatallige, yterst fine kjertler beklædte svep, 
den alm. rike kurvstilling, som næsten helt mangler haar og kjertler paa 
kurvgrenene og kun har faatallige haar og kjertler paa kurvstilkene og 
ved de teml. korte, smale eller litt bredere, korttandede, tydelig aarede 
blader. 


b. Prenanthoidea genuina. 


H. subelatum Armou. Hit hører former fra Velfjorden: under Aune- 
fjeld ovenfor Aslakaunet, under Kvelltuva ved Klausmarken. 


Mere avvikende er en anden form fra Klausmarken. 


1Q14. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. ll. 171 


En meget bredbladet form fra Aslakaunet i Velfjorden ligner H. subu- 
latiforme Om., men har bredere og mørkere svøpblader. En anden fra 
Lomsdalen i Velfjorden synes at staa ner H. charactophyllum Ow. Neer- 
staaende er ogsaa: 

H. tarphyphyllum Ow. n. sp. Caule circ. 4 dm. alto densissime 
foliato, foliis basalibus paucis oblongo-lingulatis, foliis caulinis nu- 
mero ad 20, late lanceolatis acuminatis — acutis integerrimis, inferioribus 
basi subauriculata caulem amplectentibus, infimis subpetiolatis, omnibus sub- 
tus glaucescentibus dense reticulatis, marginibus densissime et brevissime 
ciliatis, inferioribus supra + piliferis vel glabriusculis subtus dite pilosis, 
superioribus subtus in costa leviter stellata densius pilosis, de cetero levis- 
sime stellatis sub-epilosis, anthela parva indeterminata pedicellis glandulis 
crebris pilisque sparsis vel raris vestitis, involucris canulo-floccosis crebro 
glandulosis epilosis vel sub-epilosis et squamis obtusis, interioribus dilute 
et late marginatis insigne. 

Bindalen: Hongbarstad. 

Især utmerket ved sin rikt tætbladede stængel, helrandede, temmelig brede 
blader. 

H. eurylophum Om. Bindalen: Liaholmen mellem Botnet og Lys- 
fjord. Velfjorden: Storfjordens bund, Klausmarken og ved Storhaugen 
paa grænsen mot Visten. Vik: Heglien ved Skaaren, Øvre Dale. Brenne y: 
Brennesund (A. LANDMARK), Skille, under Mosaksla. Tjøtta: mellem For- 
vik og Vevelstad. 

Alle disse former har tykkere og noget merkere svep end den op- 
rindelige H. eurylophum Ox. 

Andre bredbladede former av Prenanthoidea er indsamlet fleresteds i 
Velfjorden særlig. indenfor Storberja mellem Berjeeren og Strompdal 
langs Lomselven og i Tettingdalen. 

H. thulense Danist. Velfjorden: Storhaugen mellem Klausmarken 
i Velfjorden og Visten, Lomsdalen indenfor Storberja. Bronney: Brenne- 
sund (A. LANDMARK). 

H. furvescens Danıst. Bindalen: under Rismaalstind indenfor Tos- 
botnet. 

Av begge denne gruppes avdelinger er yderligere indsamlet endel 
endnu ikke bearbeidet materiale. 


VIL. Foliosa. 


Denne gruppes arter forekommer især i krat og i skoglier, stiger op 


næsten til birkegrænsen. 


172 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


H. strictum Fr. *atelodon Om. Vik: Heglien ved Skaaren (forma). 
Smalbladede former med gule grifler, habituelt noget mere mindende om 
H. trichophyton fra Eidem paa Vega og Skille i Bronney hører vistnok 
ogsaa hit. 

H. strictum Fr. *trichophyton Armou. Bindalen: Fornesuren ved 
Tosenfjorden (typisk). 

H. hirtellum Lec. Bindalen: Reitvold. Velfjorden: Tetting- 
dalen. Vik: Semnes, Krummen. 

H. corymbosum Fr. Forskjellige underarter av denne er indsamlet: 
Bindalen: S. Horsfjord, Govasli i Vasbygden, Eidet ved Harangsfjorden. 
Velfjorden: Almli i Storfjorden; Storberja: Granaasen og Grinddalen 
ved Lomselven mellem Berjeoren og Strompdal; Juvatnet og under Aune- 
fjeld ovenfor Aslakaunet indenfor Langfjorden; Halleraunet. Vik: ner 
Oianvand, Semnes. Vega: mellem Moen og Marken, Ulvingen. 

H. detruncatum Danıst. Bindalen: Bindalseidet fleresteds saasom 
mellem Kalvik og Reiting og ved Kveinsjeen, Aakvik, Kjella, Skotnesliene, 
Reppen, Votnan i Vasbygden, Kolsvikbogen, under Stormana og 1 Fornes- 
uren i Tosenfjorden. Velfjorden: Forbergskog paa grænsen mot Vik, 
Tettingdalen indenfor Storberja, ved Juvatnet indenfor Langfjorden, Klausmar- 
ken indenfor Okfjorden. Vik: Semhovd, under Mardalsfjeld, nær Oianvand, 
Øvre Dale, Heglien ved Skaaren, Hongset, Krummen. Vega: mellem Moen 
og Marken, Ulvingen. Tjotta: Forvik og over mot Vevelstad. 

H. pycnophyllum Lec. Herøy: S. Here. Vega: mellem Risbakken, 
Nes og Holand. 

H. polycomum Danıst. Bindalen: Grenlien ved Harangen (forma 
angustifolia). Velfjorden: Tettingdalen (litt avvikende form). 

En form med gule grifler (v. catharostylum Om.) Bindalen: Vass- 
aas (A. LANDMARK). 

H. angustum Lec. Bindalen: Eidet ved Harangfjorden, under Tver- 
fjeld indenfor Tosenfjorden, Terraak (A. Lanpmark). Velfjorden: Naust- 
vik, mellem Neraas og Haakaunet, Langfjordens bund, under Aunefjeld 
ovenfor Aslakaunet, Tettingdalen, indenfor Storberja mellem Berjeeren og 
Strompdal, i Lomsdalen, ved Breivand indenfor Strompdal, indenfor Ok- 
fjorden ved Klausmarken og under Kvelltuva samt ved Storhaugen paa 
overgangen til Visten Vik: Sausfjeld ovenfor Fuglli, Krummen, Grettem, 
og ved Holandsvand. Brennoy: henimot Salhus, under Mosaksla, Skille. 
Vega: Risbakken (var.) mellem Nes og Holand. 

Alle disse former har lyse grifler. Naerstaaende merkgriflede former 
er fundet: Bindalen: S. og N. Horsfjord. Herøy: S. Here. 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. Il. 173 


H. umbellatum L. Bindalen: Eidet ved Harangsfjorden, Liaholmen 
mellem Botnet og Lysfjord, Votnan i Vasbygden, Kalklaven og Tosbotnet 
i Tosenfjorden. Velfjorden: ved Lomselven indenfor Strompdal, mellem 
Neraas og Haakaunet, Langfjordens bund. Vik: Somhovd, Tandbergene 
ved Olsaas, under Bjerufjeld op for Bjeru, Amundsgjerdet, Brækosen, 
Semnes, Heglien ved Skaaren, Ytre Kvalo. Bronnoy: under Mosaksla. 
Vega: Sundsvoll, Igere, Ulvingen. 

Alle disse har gul griffel, men er forevrig noget forskjellige i egen- 
skaper. En form som minder meget om v. /ineare Lac. er samlet i Herøy 
paa S. Here. 

Meget eiendommelig form er v. depravatum Om. n. var. fra Velfjor- 
den: ved Breivand indenfor Storberja. Den er spredtbladet, de nederste 
blader paa undersiden og tildels ogsaa paa oversiden rikt haaret. Kurv- 
stillingen meget spredt-grenet med indtil 4 kurver. Svepbladene meget 
brede og butte. Kroner misdannede, styløse. Kun nogle faa eksemplarer 


foreligger. 


174 OVE DAHL. 


M.-N. Kl. 


Nord- og sydgrænser i Nordland, syd for polarcirkelen. 


Følgende planter har sin hittil kjendte nordgrænse hertillands 


undersekte herreder. 


Festuca silvatica Bindalen: Dugfaldaaen i Tosenfjorden 


Cotoneaster integerrima Bindalen: Sebergslien i Tosenfjorden 


Sorbus neglecta — im 
Primula acaulis Vik: Bjeru 

Scirpus silvaticus »  Olsaas . 
Rhynchospora alba Vik: Ovre Dale 


Humulus Lupulus Velfjorden: Hommellien . 


Scirpus Tabernaemontani Brenney: Storvandet paa Torgeen 


Rhamnus Frangula Velfjorden: Lomtjernene indenfor Stor- 


berja 
Cirsium lanceolatum Brenney: Brennesund . 
Hieracium Auricula Øvre Vefsen: Klevjemo 
Aspidium Braunii Bronney; Tilrem : 
Carex elongata Hatfjelddalen: under Nellifjeld. 
Erica Tetralix Vega: Eidem. 
Lampsana communis Alstahaug: Skei. 
Alchemilla pubescens Stamnes: Sandnessjeen 
Calamagrostis chalybaea Hemnes: Korgen 
Triodia decumbens Herey: Slape 
Sparganium ramosum Dennes: Dennes . 
Glyceria fluitans — — 
Suaeda maritima — — 
Ceratophyllum demersum — — 
Hypericum perforatum — — 


Pyrus Malus — — 


Sorbus lancifolia —  Huseby paa Tomma . 


Ranunculus sceleratus — Rissen i Aasveer 
Lathyrus vernus Mo: Hammernes ved Langevand 
Lactuca muralis — — — — 
Euphrasia gracilis Lurøy: Onøen . 


Carex muricata — Lure gaard 


. 65, mee 


4 


65° 13 


: OS lee 
. 65 am 


o 4 


: 65 2) 
ES 


66 1% 
. 66 23 


i de 


di 


30 


Hu 


30 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. Il. 


Sorbus Aria *salicifolia Lurey: Lure gaard 
Veronica arvensis — = 


Ophioglossum vulgatum Traena: Rosse 


Sydgrenser. 


Braya alpina Bindalen: Urvoldvand i Tosenfjorden . 
Gentiana detonsa Vik: Semnes . . . . . . . 


Carex Macloviana Mo: Naevermoheien i Dunderlandsdalen 


66 cd 
66-24 
65. 8 


. 65° 22’ 
. 66° 22‘ 


di 
40 


Desuten har vistnok flere Æieracia sine nord- eller sydgraenser inden 


de undersekte herreder. 


176 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Klimatologiske tabeller. 


»Det meteorologiske Institut« i Kristiania har velvilligst meddelt mig 
nedenstaaende tabeller, der utviser luftens temperatur og nedbersheiden i 


Nordlands amt syd for polarcirkelen i tidsrummet 1908— 1912. 


Luftens temperatur °C. 1908—1912. 


| Brønnøy | Hatfjelddalen | Baasmoen (Mo) | Bodø 
| N.B.65° 28' N. B. 65°36 | N.B. 66° 20’ N. B. 67° 17° 
L.E.G. 12° 13°) LE G.14°0! | L.E.G.14^6' | Gee 
H. o.h H. o. h. Ho: he | Hoh; 


| | 
| | | | 
| 4.4 mM. | normal | 222.0m. | normal | 38.om. | normal | 18.om. | normal 


| | | 
| 1908 | | | 
| | 
1908 Mai | 5.6 (HN 4.7 | 4.9 5.6 4.4 5.8 
Juni | 8.8 10.6 7.9 IO.3 | 9.5 IT. Go IO.I 
GIG EN, Be ed: 12.8 13.2 12.8 14.0 14.0 - 1.724 12.6 
Aug o ED 12.6 I2.9 DET 11,8 12.9 12.4 |. 12.3 12.4 
Septic: re 105.2945 IO.2 6.4 1.6 8.9 8:4 0287 9.0 
1909 | 
1909 Mau u... | 5.0 2.3 4.0 | 3.9 
Fan res 9.1 9.6 IO.I | 8&6 
rh ee ETT 12.6 13.3 | 12.2 
Aus. A TE PG IO.I I2.4 | II.O 
Sept oe) Sell 00 6.4 | 87 | 83 
IQIO 
LOLOM Maine Eg 6.5 | - 7.9 | 6.9 
Junii 2 20-55 OT 10.5 11.5 | 98 
Julie ve S aes 12.8 14.4 | 12.0 
Aug c E c NEED 11.5 13-7 12.8 
Sie Boor 9.0 6.9 8.8 8 
IQII 
IQnreMan e 8.5 Gel | — 8.0 "jr 
jn c 9.8 9.8 | 10.5 9.0 
Juli ss foe. x8 11.5 | 12:2 Dice 
Up ro ENE ra 2 12.0 13.2 - 12.5 
Sept: =-21- TO 7-4 r 9.3 9.5 
1912 
nie WE ee TES 6.2 |  &o 6.7 
Jung = us: | II.I 13.7 | 14:9 rr 
dE se t 13.9 -14.0 | 151 11.9 
Nise ce TAT 13.0 CE: 13.9 
Sept o 6 = 8.6 5-9 | 7-9 | 7-4 


tt 
mJ 


H. 


BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. 


I914. No. 4. 


9£ 1 IS og 26 obi €S1 11€ 151 Lvi dag 
Le Car gh og bb Sy 6g er 66 ‘any 
€L £V 99 o9 69 cc eg br 6* | nf 
bi bi Ze g1 GI 61 QI Li br | inf 
e 6€ £1 Sc 6c Ql 16 6b | Iv? | IBN 
| | | 2161 
oLı b6 i bEr thi o£1 ySı 995 091 | Cli dag 
b6 ob eg 19 LS ££1 961 601 LO ‘any 
EISE 9€ Sc £6 691 LEz | eo oL1 nf 
06 bb 09 oL - gol OLT | 98 | 001 iun (t 
05 bı Li bi of Sc 61 | 61 IB IAI 
| | | 1161 
| 
ec 89 £€1 Lc egi L6E ter | b61 | "dog 
2I 9 & 8 _ eI ITI S 9 "ny 
L€ bo Ib LE — Qe ib bE 9€ nf 
£9 LE bb ct — 1g oL 89 EL iun [ 
6c 1€ Si gl - ov 6c be ES UN 
o161 
001 SL o6 26 — bol bor 9801 906 ‘dag 
ede Cri bee cee — | obe gob 1g1 bose "ny 
89 cs £9 cS — | VL sol ss | 69 un f 
oZ S 6 £1 - CE ob LX ££ un ( 
eS 91 £e ge — | LS SL Ib $9 ICI 
| 6061 
ool: joie y SP 09 bh bit 9€ Gal (12 — cti 19 Ogee jalvy 68 bit oS | o$tı jainy 66 ados 
6S 89 LE 88 vc EL 6€ = 26 ob gl 6L € 69 "ny 
LS £9 LS IL £c £9 op — PL IL Sg 89 6L 06 unf 
SL be eS 6b 56 er & — LS 18 661 +S eL koi iun f 
Sor £e 6€ Iv o6 oS gol — 09 £or EgI gs 96 bb Ie 
9061 
eunon sd | jewaoy "uboS | jeuuoN "ureee | [EUUION "urrer |[eurioN "ur£ | [eulioN ‘Moe | [EWION "ru Sbr | [QUuLION wg | [JUUUON ufaı 
y'o'H "['O T] Hie Ou EI "q'o'H HO ET ROLE Os tel "|[ '0"H "u *o "TT 
be RODS) le bey RIT B '£ oT IT ,° BO Tet al ÈS oe! "£5 "T |£1 „El TT ‚LE gel") UT PI Ita {OO Rew) TNT bb „81 oye 
1° 999 "£L 'N 108 89 HN 19€ 059 A 'N SSe,S9'g'N. |,09,S9'H N | ,1,997H"N 198 059 QN 188 9S9 H8 N 11 09 "HN 
(uasjo A) (uoqepp[ofyie p1) (uspppjaljyer]) (u98]9 A) (u98]9 A) (souurjc) (uopaofj[9 A) (£øuuørg) (uo[uputt) 
CENT US O.L uo[epp[ofpyjer] uoourtesduy uao[so]y uoofssoupuuc jepdwo.ng Køuuølg . uod.iofquy 


'£161— 806] ue[e»xrro1epod 1oj pÁs jure SPUEIPION I JOpIoysoqpen 


Vid.-Selsk. Skrifter, I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 


M -N. Kl. 1914. No. 4. 


OVE DAHL. 


178 


221 Tb gII 6€£1 66 IOI 9£1 Z OII 
av "if vs of og ol 031 ocr | So 
19 te 127 gl cs gt og LY LS 
2I 6€ 91 QI ot LY te 33 CI 
1€ S te v1 S1 95 gI 1b v1 
o1r | Et 9*1 gti Cri Lg C£1 ze g51 
EIAS 9L 001 ool eg GL 9L 89 Sor 
C1 gs IOI Sz 99 Lo 98 oL 16 
001 IL Se €L Sc LAS 29 ob 19 
Li | 65 9€ 6€ L oI gz PI 03 
Lor | goz gre Sez €11 Car Lot 6v1 ELI 
91 | oc gI oI 9 OI OI £1 gI 
££ eI bi Li Le Le o£ PL oz 
L4: | SE gs vo 1S bb rg er ES 
Se. | 91 £a 6 £1 gl 61 18 g1 
Vr 6€ cL +6 6L SL LL +S eL 
See 6vc oSz ges 013 Soz 9tc 605 913 
gl GE oF St Sv oS br 9e CE 
9€ LE be r1 S1 6 e 9 L1 
Sy OI 9€ "nz 61 eI ee ge [22 
Lvi 89 OII 61 6€1 9€ aS1 ge Sg I£ | ool jarwy 6c Szı ge 98 ofa || on 95 
66 oS oL t£ SL L€ SL z9 LL 9t r£ 99 ot eL LY oL oF 
1g eg S9 L€ LL 6v 6L er 89 So ES og Lo 69 £t SL £9 
cs €L op ot Sc EL LS 6L bh 1S 6v oS Eg 1t 1h 1t gs 
29 OOI LE So vS eg eS ZOI 1€ 6t 1€ LY 1g gt 19 £r 9S 
uu euer Ll n EE er or pt iR a 
[EWION ‘wg | jeuuoN 'u£gr|]jeuuoN ‘wmoSz | jeuuoN ‘wee (euuow ‘wots! [£UJON ‚u S6S jeuoN  'urezg£ | jeuon "urog£ | jeuon — "ui SS 
"pong mE "['o:H "p'o*H "poH "up 'o'H "['o"H poH OH 
PS PE) |e EVE) aay orbem. | Se ri) "T (Oe or 2c) || 07 Brom, BO E 5 ec te AL SEE 
181 99 ‘4'N LE 699 ‘4 'N iS 99 I 'N ,98,99'8'N |,01,99'g N | 77059 "HN BEC SOC TEN j6* SON iS ,998 N 
(eusaN) (OIX) (OW) (OW) (OIX) (uspepPIPD3eH) | (uspeppjalpey) | (uejeppie(uneH) | (sous) 
BUSIN josouveyjolq I[u9.1x) usoulseeg uaj3nqui[] enjsp[of 4 lopessog | J3eujeA19jsn] u2jj»[sui[oH 
suajepeeyniy 


‘Z161—806] UeTexsforejod 10j pAS jure spue[pJoN I J2PISUISAPON 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. PL i 


Galium Normani n. sp. Naturlig størrelse. a. blomstrende ekspl., ?5/; 1914. 6. ovre stængel- 
del med blomstergren. c. øvre bladkrans. d. sterilt skud. 


re os UF 


^ 


& 


a 2, 


et 


* 


Pie. 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 


TE + 
À 
Mes 


Naturlig størrelse. 6. Frugt av G. Norman, 


i frugt 19/3 rorr. 


' 


a. Galium Normant 


av G. silvestre, d. av G. saxatile, 20 X. 


C. 


DE SORBO ARRANENSI HEDL. ET AFFINIBUS 
HOMOZYGOTICIS NORVEGIZÆ. 


AUCTORE T. HEDLUND. 


CUM TABULA. 


IQT4. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. II. 


181 


Sorbus arranensis Hep. 


Syn. Pyrus scandica BoswELL (SYNE), On the forms of P. aria, in Rep. cur. bot. exch. 
club 1874— 75: Journ. of Bot. XIII, p. 284 (1875). 

Sorbus arranensis Heptunp, Monogr. d. Gattung Sorbus: Kongl. Sv. Vet. Akad:s 
Handl. Bd. 35, n:o I, p. 60 (Igor), excl. syn. Pyrus fennica SYME, nam hzc species sec. 
specimina a Rev. Ley benevole communicata etiam in Arram occurrit. 

Descr. Arbor humilis foliis subtus albotomentosis, pagina folii evoluti 
oculis armatis modo pro minore parte per tomentum visibili, oblongo-lan- 
ceolatis, ad basin late cuneatis, circiter 1?/,-plo longioribus quam latis, infimis 
obtusis, ceteris subacutis, nervis lateralibus circiter 8 in latere alterutro 
praeditis, inciso-lobatis, lobis infimis foliorum plurimorum longioribus quam 
latis, grosse serratis, margine interno loborum majorum vulgo 2 serraturis 
praedito, folis ramulorum elongatorum basin versus plerumque profundius 
incisis et passim ad nervum principalem incisis vel subpinnatis; corymbis 
5—8 cm. latis, pedicellis tenuissime, hypanthiis et sepalis densius albo- 
tomentosis, floribus circiter r4 mm. latis, staminibus petalis æquilongis, 
antheris aut parvis et albidis, aut majoribus et ante dehiscentiam dilute 
roseis, polline irregulariter evoluto, stylis duobus, pro minore parte (in 
10—20 floribus pro cento) tribus; fructibus coccineis, si bene evolutis 
globosis, circiter g—11 mm. longis et crassis, lenticellis circiter 0.2 mm. 
latis parce dispersis, sepalis angustis, rectis et paullum conniventibus, albo- 
tomentosis instructis, carpellis superne tomentosis et ibidem latitudine tota 
et ab apice deorsum fere ad basin inter se liberis. 

Est planta homozygotica, qua» primum in insula Arram Scotia detecta 
per Norvegiam late (Grimstad, Dalen Telemarkiae, Strandebarm, Bindalen) 
distributa est. In Hardanger (Strandebarm) forma eadem ac in insula Arram 
antheris albidis et siccis vix 1.75 mm. longis crescit. Ab hac discedit 
forma in Helgeland (Bindalen) inventa non nisi antheris ante dehiscentiam 
roseis et siccis ad 1 mm. longis ut in S. fennica et S. lancifolia, quae forma 
nominanda est neglecta. A Sorbo lancifolia HEDL., cui proxima, differt S. 
arranensis praesertim foliis latioribus et minus profunde incisis. Quomodo 
sese differt ab omnibus Sorbis homozygoticis Norvegia, quibuscum con- 


ferenda est, e conspectu sequente elucet. 


182 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Conspectus Sorborum homozygoticarum Norvegiæ que 
variis notis cum Sorbo fennica (L.) Fr. connexæ, sunt. 


A. Hypanthia et folia subtus tomento albido obducta, serraturze apicales 
loborum foli lateralibus non vel vix longiores, fructus laete coccinei 
et, si bene evoluti, globosi, haud ultra r3 mm. longi, carpella parte 
tota (circ. 3 mm. lata) intra hypanthium sita et deorsum fere ad basin 
inter se libera (Fig. 8), sepala in fructu recta et + conniventia. 

I. Folia pro majore parte pinnata, lobo terminali rhomboidali praedita 
(Fig. 6), flores circiter 12 mm. lati, anthere ante dehiscentiam 
pro parte dilute roseæ, fructus (si bene evoluti) circiter 12 mm. 
longi et crassi, sepala in fructu tota carnosa et depresse conni- 
venta. (1; re NR PCR RUE RE S. Meinichii LiNDEB. 

ll. Folia lobata vel modo ad basin versus pinnata, sepala in fructu 
non tota carnosa. 

+ Flores circiter 15 mm. lati vel ultra, antheræ ante dehiscentiam 
roseze vel albidae, folia saturate viridia. 
* Folia sat grosse serrata, serraturis triangularibus, lobis maxi- 
mis longioribus quam latis et vulgo subacutis. 
© Folia subobtusa, ad basin pinnata (Fig. 5 b) vel modo 
profunde incisa (Fig. 5 a), lobis infimis divaricatis, sepala 
late lanceolata (triangularia), in fructu conniventia, sub- 


glabra, apicibus exceptis carnosa.. S. fennica (L.) FR. 


© 


@ Folia vulgo acuta vel subacuta, profunde incisa, ad 
basin lobis infimis porrectis cuneata, sepala angustiora, 
in fructu laxe conniventia, albotomentosa, modo ad 
basin carnosa. 

1. Folia lanceolata, acuta, usque ad 2!/.plo longiora 
quam lata, ad basin profunde incisa (Fig. 4), passim 
etiam paullum pinnata. . . . .. S. lancifolia Hen. 

2. Folia oblongo-lanceolata, subacuta, sed passim etiam 
subobtusa, circiter 1?/,-plo longiora quam lata, minus 
profunde incisa (Fig. 3), in ramulis elongatis etiam 
passim basin versus subpinnata . . S. arranensis HEDL. 

** Folia modice serrata, serraturis latis, abrupte et breviter 

acuminatis, valde obtusa, circiter r!/?-plo longiora quam lata, 


ad basin cuneata, lobis brevibus et obtusiusculis (Fig. 2), 


1914. No. 4. BOTANISKE UNDERSOKELSER I HELGELAND. Il. 183 


fructus eximie dulces, sepala in fructu arcte conniventia, sub- 

plabras eet yo eer ger unies. voies sabsrmilis. FJEDER 

fr Flores circiter rr mm. lati vel paullum ultra, antheræ parvae 
(siccae circiter 0.7 mm. longa), albidae, folia late viridia, ob- 

tusa et obtuse lobata, ad basin profunde incisa (Fig. r a) et 
passim subpinnata (Fig. 1 b), sat minute serrata (nisi folia per- 
magna sunt), serraturis abrupte acuminatis, fructus parvi, 
circiter 10 mm. longi, sepala in fructu conniventia, tomen- 
toSa-. Xr HER eer e. PE ss. Suhpınnala: Hepr, 

B. Hypanthia et folia subtus tomento albido-ochraceo obducta, serraturæ 
apicales loborum folii lateralibus majores et elongate, fructus minus 
laete coccinei, sicci sæpe in fuscum vergentes, quam crassi longiores 
et, si bene evoluti, circiter 15 mm. longi et r3 mm. crassi, carpella 
superne parte minore mediali (vix 2.5 mm. lata) et deorsum circiter 
ad medium inter se libera (Fig. 9), sepala in fructu erecta, angusta, 
pro majore parte sicca, apicibus nonnullis curvato-patentibus; folia in 
ramulis abbreviatis breviter lobata (Fig. 7a) sed in ramulis elongatis 
basin versus profundius incisa (7 b) et in plantis juvenilibus pinnata 


Cie are), Py vsum Dye os Let a Sek me dia (Et) PERS. 


Obs. r. A SS. /ancifolia, quacum semel a me confusa, S. minima 
(Ley) Hep. longe distat et melius cum .S. subsimuli conferenda est, a 
qua differt foliis minoribus et angustioribus, vulgo acutis vel subacutis, 
floribus parvulis, antheris parvis, albidis, stylis tribus, fructibus depresse 
globosis, minutis et quam in .S. Aucuparia fere minoribus. 

Obs. 2. .S. subsimilis variis notis Sorbum Mougeotii Soyer-WiLL. & 
Gopr. in memoriam revocat. Differt tamen haec, quae per Europam me- 
diam distributa est, foliis vulgo subacutis, nervis lateralibus pluribus et 
antheris albidis. Altera planta homozygotica (.S. anglica ad int.), sed non- 
dum descripta, que in Anglia viget, cum .S. subsimuli antheris roseis et 
alis notis congruit, recedit tamen folis vulgo breviter acutis, ad basin 
plerumque eximie cuneatis, apicem versus argute serratis, serraturis elon- 
gatis, nervis lateralibus pluribus ut in .S. Mougeotii. 

Obs. 3. Omnes Sorbi supra commemorate, .S. Aucuparia excepta, 
polline irregulariter evoluto præditæ sunt, qua ratione sese habent ut 
planta heterozygotica .S. Aria X .S. Aucuparia (S. quercifolia hort.) et 
omnis ejus proles. Etiam aliis rationibus evidenter patet, illas plantas 
homozygoticas sicut plurimas Sorborum in Europa crescentium ex hetero- 
zygoticis, polyhybriditer sese propagantibus, legibus nunc bene cognitis 


ortas esse. Quarum naturam homozygoticam esse jam ex eo elucet, quod 


184 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


in quaque regione complures plantæ ejusdem formæ occurrunt, et insuper 
de S. Meinichit, fennica, lancifolia, arranensi, subsimili et intermedia (= S. 
scandica FR.) propagatione seminibus facta planissime probatum est. Omnes 
Sorbi in conspectu tractatæ, .S. Meinichi, fennica, lancifolia, arranensis, 
subpinnata, subsimilis, intermedia, hoc modo sine dubio in Scandinavia post 
tempus glaciale orte sunt. Quattuor earum, S. /ancifolia, arranensis, sub- 
pinnata, subsimilis, radices nempe in Norvegia habuisse videntur. E Nor- 
vegia tum semina S. arranensis, scilicet formæ antheris parvis et albidis, 
quæ in Hardanger distributa est, avibus tempore hiemali in insulam Arram 
Scotize transportata fuissent. Rem ita sese habuisse ex eo affirmatur, quod 
S. fennica, que per Norvegiam late distributa est, in eadem insula etiam 
occurrit. Ulterius afferendum est, Sorbum intermediam, quae in Smolandia 
Sueciæ, praesertim in parte ad orientem vergente, adeo frequenter occurrit 
et secundum E. Fries silvas parvas ibi passim format, ut dijudicari possit, 
eam in hac regione ortam esse et hinc sese dispersisse, secundum speci- 
mina a Rev. A. Ley benevole communicata in Scotia nuper detectam esse. 
Anno 1909 sex abores hujus speciei juxta flumen quoddam in Garve, East 
Rosshire Scotiz a Rev. E. S. Mansuarr et Dre E. SHOOLBRED inventa 
sunt, qui simul dijudicaverunt, maximam arborum per centum annos vixisse. 
S. intermedia modo temporibus ultimis in Anglia et Scotia culta, facile 
intelligitur, illas arbores e seminibus per aves e Scandinavia importatis 
crevisse. 

Obs. 4. Descriptio completa .S. subsimilis facta est in opusculo Jon. 
Dyrincu Planteliste fra Sogndal (Nyt Magazin for Naturvidenskaberne, bind 


52, Kristiania 1914, s. 257). 


Explicatio figurarum tabulae III. 


Fig. 1—6 et 7a folia intermedia ramulorum fertilium, fig. 7 b et 7 c folia e ramulis 
elongatis excepta referunt. Fig. 8 et 9 fructus inter carpella longitudinaliter dissectos de- 
monstrant. 

Fig. ra et rb. Folia Sorbi subpinnatæ pro nutricio (?) varie evoluta. . 

Fig. 2. Folium S. subsimilis. 

Fig. 3. Folium S. arranensis. 

Fig. 4. Folium S. Zancifoliæ. 

Fig. 5a et 5b. Folia S. fennice pro nutricio (?) — sæpe in eodem specimine — varie 
evoluta. 

Fig. 6. Folium S. Mernichtii. 

Fig. 7a, 7b et 7c. Folia S. intermedia. 

Fig. 8. Fructus .S. arranensis. 

Fig. 9. Fructus SS. intermedie. 


ur 
ee - 


" f . Én Mt? uH rrr apes Te 
DL aigue VIR. i ue PUR E.g b Mes AE uH cue ar 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 4. 


Peli. 


NOGLE BEMERKNINGER TIL GUNNAR 
ANDERSSONS KRITIK AV AXEL BLYTTS 
PLANTEGRUPPER 


AV 
OVE DAHL 


— 


KRISTIANIA 
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 


I9I4 


(ora (a Salon if ie 
vr, TAA, UR AP E 


Fremlagt i den mat.-naturv. klasses mete den 3o. januar r9t4. - 


t 


A. W. BROGGERS BOKTRYKKERI A-S 


Past nylig har jeg faat anledning til at se et av GUNNAR ANDERSSON 
og SELIM BIRGER for et aars tid siden utgivet arbeide: Den norrländska 
florans geografiska fórdelning och invandringshistoria med särskild hansyn 
till dess sydskandinaviska arter (Norrlandskt Handbibliotek, Uppsala 1912). 

Her gives der side 30—32 en omtale av AXxEL Brvrrs gruppeind- 
deling av den norske flora, hvorpaa jeg maa henlede opmerksomheten. 

Jeg tillater mig forst at avtrykke denne kritik i dens helhet: 

AXEL Brvrr meddelar 1876 i »Forseg til en Theori om Indvandringen 
af Norges Flora under vexlende regnfulde og torre Tider« for fórsta 
gangen den gruppindelning af den norska floran, som utgjorde det egent- 
liga grundlaget till hans vidtgående teori om »växlande regnrika och torra 
tider«. Han uppdelar floran i sex grupper. Den fürsta ar arktiska växter, 
»som till stórre delen dro vanliga pa fjallen i landets nordliga delar«. 
Denna grupp sammanfallar i allt väsentligt med hvad vi ofvan sammanfürt 
under namnet fjällarter, ett namn, som i alla afseenden torde vara lämp- 
ligare i svenskt sprakbruk och vetenskapligt riktigare; detta sa mycket mera 
som ej fa arter träffas i vara fjäll, hvilka ej lefva inom det arktiska bältet. 
I senare arbeten (Zur Geschichte der Nordeuropäischen besonders der 
Norwegischen Flora s. 10 o. 28 i Englers Bot. Jahrb. Bd. 17. 1893) talar 
Brvrr äfven om subglaciala arter. Detta begrepp synes afse en del 
arter, som ha sitt hufvudtillhall i fjällens bjórkregion och det nordliga barr- 
skogsbältet. Det skulle således närmast motsvara den ófvergángsgrupp vi 
urskiljt mellan fjällarterna och de nordiska arterna. Att for närvarande be- 
lagga denna med ett särskildt namn år kanske icke nådigt. De kunde, 
om man sá ville, kallas bjórkregionsarter. 

Biytts andra stora hufvudgrupp år den subarktiska. Namnet har 
han gifvit därför »att flera af dessa arter forekomma pa Sydgrónland«, 
men à andra sidan ha de, enligt Brvrrs egen framställning, uppenbarligen 
sin hufvudsakliga utbredning inom Skandinaviens nordliga och mellersta 
delar. Nägon klar skillnad mellan denna grupp och BLYTTs nästa, den 


boreala, finnes knappast. 


2i OVE DAHL. M.-N. KI. 


Arterna inom den senare sagas visserligen »ha sin stórsta utbredning 
i láglandet« »báde óster och väster om fjällryggen«, men a andra sidan, 
»stiga manga till 1,500— 2,000 fot«, enstaka arter anda hógre. Vi ha ej 
heller funnit någon anledning att uppdela växterna med dessa lifsfordringar 
i tvanne grupper. Det år i hufvudsak dem vi sammanfatta under namnet 
nordiska arter, ett namn, som vi finna spräkligt battre och säväl ekologiskt 
som geografiskt uttrycksfullare àn de Bryrr anvandt. Att fora arter såsom 
Cotoneaster och Anthyllis (s. 60), hvilka ha helt andra lifskraf an de ófriga, 
till nu behandlade grupper torde icke vara riktigt. 

Biytts fjärde grupp bilda de atlantiska arterna eller Bergen- 
kustens speciella arter, den femte de subboreala växter, som trifvas 1 
Norges lagt liggande sydöstra trakter sárskildt silurtrakterna kring Kri- 
stianiafjorden, och den sjätte och sista de subatlantiska, som ha sin 
stórsta utbredning i várt grannlands »sydligaste lagsta kusttrakter fran 
Kragerö till Stavanger«. De tre sista nu nämnda gruppnamnen ha som 
termer angifvande vissa supponerade klimatförhällanden under olika skeden 
af den senare postglaciala tiden fátt en rátt stor anvándning i en del nyare 
vaxtgeografiska svenska skrifter. Betydelsen har dock väsentligen växlat, 
ty da det talas om subatlantiska arter i fossillistorna for torfmossarne inom 
mellersta Norrland menas växter med helt andra ekologiska kraf an dem 
de arter stålla, som Bryrr ursprungligen tankte pa. Redan detta går 
upptagande af nu nåmnda termer vid en ekologisk indelning füga lampliga. 
Ej heller deras spräkliga form år särdeles tilltalande for ett svenskt Gra. 

Brvrrs tre sist nàmnda grupper motsvara i allt väsentligt den ofvan 
urskilda sydskandinaviska artgruppen d. v. s. de ha alla afsevardt stora 
vàrmekraf. En eller annan kan mójligen vara att räkna till öfvergängs- 
gruppen mellan denna och de nordiska arterna. 

Det nu sagda gäller BrLvrrs rent växtgeografiska indelning. Sedan 
han kom in pa kvartärgeologien och måste fórsvara sina sammanstallningar 
af artutbredning och torfmossbyggnad, drefs han ej sållan till helt andra 
begransningar af sina artgrupper. Sa omtalar han (Zur Geschichte der 
Nordeuropäischen, besonders der Norwegischen Flora, Engl. Bot. Jahrb. 
Bd. 17. 1893; s. ro), hurusom fran den boreala invandringstiden träffats 
rester ej blott af hasseln, utan af ask och troligen till och med af 
körsbär (Prunus avium). 

Termer brukade i sa väsentligen olika betydelse som nu afhandlade aro 
uppenbarligen ej skickade att anyo i en klarare begránsning aterupptagas. 

Til sammenligning skal jeg anføre hvad A. BLvrr selv skriver om 
sine plantegrupper paa det citerte sted (s. 60—61) i hans »Forsog til en 
Theori« etc. 


1914. No.5. BEM. TIL G. ANDERSSONS KRITIK AV A. BLYTTS PLANTEGRUPPER. 5 


Vore vildtvoxende Arter lade sig for Størstedelen med Hensyn til 
deres Udbredelse henføre til følgende Grupper: 
1) arktiske Planter, saadanne som voxe i Nordgrønland, paa Spits- 


bergen og i andre udpræget arktiske Egne. Disse Arter ere for Største- 


C—————————'" 


delen hyppigst paa Fjeldene og i Landets nordlige Dele; 

2) subarktiske, som ere lige hyppige, stundom endog hyppigere 
i de nordlige Egne og paa Fjeldene end i de sydlige og lavere Dele, men 
som mangle i de ovennævnte udpræget arktiske Egne. Flere af disse 
Arter forekomme i Sydgrenland. De ere i Norge i Regelen udbredte 
langt mod Nord (lige til Finmarken) og stige, forsaavidtsom de ikke ere 
bundne til Strandkanterne, selv i de nordlige Egne op paa Fjeldene, i 
Birke-, Vidie- og stundom lige op i Lavbeltet. For Sterstedelen voxe de 
ogsaa i Lavlandene, endog i de sydlige Dele af Landet; 

3) boreale, som have sin sterste Udbredelse i Lavlandene og som 
ikke foretrække Kystklimatet i Bergens Stift, men som dog for Størstedelen 
voxe baade est- og vestom Fjeldryggen. De stige i de sydlige Egne, hvis 
de ikke ere bundne til Strandkanterne, flere hundrede Fod op over Havet, 
mange lige til 1500—2000’, enkelte undtagelsesvis i de indre Fjelddale 
og især paa Skifere og Kalk endog meget heiere!; en stor Del af dem 
sky de ydre Havkyster i Bergens Stift. De fleste gaa ikke længere mod 
Nord end til Throndhjems Stift; mange gaa op til Nordland, enkelte lige 
til Finmarken; men i disse nordlige Dele af Landet voxe de kun i de laveste 
Egne og ere ofte hyppigst ude ved Havet samt gjerne knyttede til Kalk 
eller Skifer ; 

4) atlantiske eller bergenske Kystplanter, som have sin sterste Ud- 
bredelse eller forekomme udelukkende i de lavere Kystegne ude ved Havet 
fra Stavanger til Christianssund. Mange gaa estover til Christianssand og 
Arendal. I de inderste Fjordegne paa Vestkysten mangler Sterstedelen 
af disse Arter. Kun enkelte gaa op til Nordland. De fleste gjenfindes 
om end sparsommere i det sydlige Sverige, men mangle ved Christiania- 
fjorden; 

5) subboreale Planter, som voxe i de laveste sydestlige Egne og som 
ikke foretrække Kystegnene i Christianssands Stift; de voxe i Norge dels 
udelukkende omkring Christianiafjorden, dels fortrinsvis der, omend flere 
ogsaa findes i de laveste Kystegne i Smaalenene og Christianssands Stift; 

6) subatlantiske eller de christianssandske Kystplanter, som have 


sin sterste Udbredelse eller kun voxe i de sydligste laveste Kystegne fra 


* 
1 Saasom Cotoneaster vulgaris, Anthyllis Vulneraria o. fl. 


6 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Kragerø til Stavanger. De fleste gjenfindes i Smaalenene og Sydsverige, 
men mangle ved Christiania. 

Disse Elementer i vor Flora optræde intetsteds ublandede. Vege- 
tationen er overalt sammensat af Arter, som tilhore to eller flere Elementer. 
Men hvert af dem optræder paa sine Steder med saa talrige Arter og 
Individer, at det paatrykker Vegetationen en bestemt Charakter. Saaledes 
er den arktiske Flora mest ublandet paa hine lose Skifere, hvor Dryas- 
formationen hersker. Den subarktiske Flora har størst Udbredelse, og 
mange af dens Arter ere almindelige over hele Landet. Men den frem- 
træder mest charakteristisk i de fugtige subalpine Skovlier og i Fjeldlierne. 
Den boreale Flora optræder i sin mest typiske Skikkelse i de ovenfor be- 
skrevne løvskovklædte Urer; men de fleste boreale Arter findes ogsaa paa 
tørre Kalk- og Skiferberge, selv i de laveste siluriske Egne ved Christiania- 
og Skiensfjorden, hvor de voxe i Selskab med den subboreale Flora, som 
har sit Centrum i disse Egne. Den atlantiske Flora optræder renest i de 
ydre Kystegne i Bergens Stift i fugtige Krat og paa Lyngmarkerne. Den 
subatlantiske voxer blandet med Arter af de øvrige Elementer i de laveste 
sydligste Kystegne i Christianssands Stift. 

En nærmere forklaring angaaende disse sine plantegrupper gir BLYTT 
senere i avhandlingen. i 

Her heter det saaledes s. 69: »Vore Fjeld- og Skovliers Vege- 
tation tilhører et andet af vor Floras Elementer, det subarktiske. Man 
finder i disse Lier en charakteristisk Planteformation, dannet af Aconitum 
septentrionale, | Ranunculus aconitifolius, Mulgedium alpinum, Cirsium 
heterophyllum, Hieracium prenanthoides, Archangelica officinalis, Angelica 
silvestris, Milium efusum, Calamagrostis Pseudophragmites, Gnaphalium 
Norvegicum, Melandrium silvestre og en hel Del andre Arter, som for 
Sterstedelen ere almindelig udbredte over hele Landet (om end enkelte 
mangle i de laveste sydligste Egne). Disse Arter elske for Størstedelen 
fugtige Steder. De voxe i vore Barskoves fugtige, skyggefulde Bække- 
dale, de smykke vore Birke- og Vidielier med et livligt Grønt fugtede af 
Smeltevandet fra Fjeldenes evige Snemasser.« 

Han uttaler videre, at »det er sandsynligt, at den subarktiske Flora 
indvandrede efter den arktiske, at ialfald en stor Del av den kom under 
fugtige Tider og at de dybere Torvlag i mange heiere liggende Myre 
skrive sig fra disse fjerne Dage«. 

Videre angaaende denne gruppe uttaler han sig saavel i den frem- 


stilling! han har git av sin teori i Tidsskr. f. populære Fremstillinger af 


1 Theori om Indvandringen af Norges Flora under vexlende torre og fugtige Tider; ogsaa 
ordret avtrykt i Naturen (mai—juni 1881, Kristiania). 


IQI4. No. 5. BEM. TIL G. ANDERSSONS KRITIK AV A. BLYTTS PLANTEGRUPPER. 7 


Naturvidenskaben 5 R. 5 B., Kjebenhavn 1878, s. 81 flg. som i Engler 
Botan. Jahrb. B. II, 18821. At Gunnar ANDERSSON ikke har benyttet eller 
citerer sidstnævnte avhandling, synes merkelig, da det er den første av- 
handling hvori A. Brytr i dette tidsskrift fremsætter sin teori om klimat- 
vekslingen og dennes forhold til plantegrupperne. Paa sidstnævnte sted 
(og det dermed ordret stemmende sted i det nævnte, danske tidsskrift fra 
1878, s. 87) heter det s. 6: »Die subarktische Flora ist über das ganze Land 
verbreitet. In ihrer Gesammtheit betrachtet tragt dieselbe einen insularen 
Charakter, denn ihre Arten scheuen in der Regel das Kiistenklima nicht 
oder lieben zum grossen Theil sogar feuchte Standorte. In schattigen Wal. 
dern und auf feuchten Abhàngen wird diese Gruppe am charakteristischsten 
vertreten durch Mulgedium alpinum, Aconitum septentrionale, Archangelica 
und Angelica, den grossen weissblühenden Ranunculus acozitifolius, ver- 
schiedene gróssere Farne und Gräser und mehrere andere. Dieser sub- 
arktischen Flora gehóren ebenfalls die meisten unserer Torf- und Moor- 
pflanzen an, z. B. Menyanthes, Triglochin palustre, Comarum, Pinguicula 
vulgaris, Andromeda polifolia, Myrtillus uliginosa. Aber auch andere Be- 
standtheile sind dieser Flora nicht fremd. Denn auf den trockneren Gras- 
flachen unserer Hochgebirge begegnen wir einer anderen Gruppe von 
Arten, die nicht arktisch sind, z. B. Chamaenerion angustifolium, Lotus 
corniculatus, Ranunculus acris, Cerefolium silvestre, Geranium silvaticum, 
Alchemilla vulgaris, Geum rivale u. a. m. Zur subarktischen Flora ge- 
hóren von unsern Baumen und Büschen unter anderen die Bergbirke 
(Betula odorata), die Kiefer und Fichte, die Vogelbeere (Sorbus Aucuparia), 
der Faulbaum (Prunus Padus), die Espe (Populus tremula) und die graue 
Erle (Alnus incana).« 

En fuldstændig fortegnelse over hvilke arter han regner til denne og 
de evrige grupper leveres i »Nachtrag« til denne avhandling. Man vil 
herav kunne se, at denne gruppe var meget vid og, som det avhandlingen 
ledsagende kart utviser, omfatter den nærmest de arter der ei tilhører 
nogen av de øvrige grupper. 

At denne gruppe var av temmelig heterogen beskaffenhet indsaa 
A. Brvrr allerede fra første stund av. Den indbefattet jo saavel de fug- 
tige vidje- og birkeliers samt myrenes flora som naaleskogenes, »indeholder«, 
som han i det nævnte danske tidsskr. s. 104 sier, »baade Arter, som ynde 
Fugtighed, og Arter, som voxe paa tørre Steder«. Allerede dette syntes 
ham at tyde paa klimatvekslinger inden den subarktiske periode. Herpaa 


mente han at finde synlige beviser ved sine kalktuf- og torvmyrunder- 


I Die Theorie der wechselnden kontinentalen und insularen Klimate. 


8 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


søkelser. Han indførte da som nye betegnelser »subglacial« og »in- 
fraboreal« for de fugtigere og beholdt subarktisk som betegnelse for den 
mellem disse liggende torre periode under den tidligere subarktiske hoved- 
periode og henviser i sin avhandling »Uber zwei Kalktuffbildungen in 
Gudbrandsdalen«! til det profil han allerede 1878 har git i det nævnte 
danske tidsskrift s. 102 av en sydskandinavisk myr. 

I den av ANDERSSON citerte avhandling »Zur Geschichte der Nord- 
europäischen, besonders der Norwegischen Flora« (Engl. Jahrb. Bd. XVII) 
heter det ogsaa s. ro: »Uber den Moränen aus der letzten Eiszeit, die 
auf ein feuchtes Klima deuten, liegt zuerst der arktische Dryaslehm mit 
Resten von Dryas, Salix polaris, S. reticulata, Betula nana und anderen 
arktischen Pflanzen. Die arktisehe Flora liebt ein kontinentales strenges 
Klima. 

Dann folgt der Torf, und zwar zuerst subglacialer Torf mit Betula 
odorota, Populus tremula, Salices u. s. w. Die Moore waren nass und 
das Klima feucht. Es folgte eine trocknere Periode, die subarktische. 
Viele Moore trockneten aus und wurden mit Wald bewachsen. Die Kiefer 
wanderte ein. 

Das Klima wurde wieder feucht und eine neue Torfschicht bildete 
sich, die infraboreale. Die Flora hatte selbst in Danemark noch einen 
echt nordischen Charakter. Der herrschende Waldbaum war in Dänemark 
die Kiefer. Noch waren keine für Kälte empfindlicheren Baume ein- 
gewandert.« 

Om de subglaciale, subarktiske og infraboreale floraelemen- 
ter taler han s. 28 flg. i samme avhandling. Han sier her angaaende 
sin tidligere subarktiske hovedgruppe, at det ikke er let, ialfald ikke »nach 
dem gegenwärtigen Stand unseres Wissens«, at foreta en sondring av dens 
forskjellige elementer, men maa derfor noie sig med nogle antydninger. 

Saaledes siger han: Die Liste europäischer, in Westsibirien fehlender, 
aber in Grónland wachsender Arten kann (nach Warming) noch mit 
folgenden nicht arktischen Arten vermehrt werden: Dlechnum spicant, 
Aspidium Lonchitis, Isoetes echinospora, Lycopodium Chamaecyparissus, 
Festuca duriuscula, Catabrosa aquatica, Scirpus parvulus, Carex Oedert, 
C. pilulifera, C. cryptocarpa, Zostera marina, Potamogeton marinus, Betula 
intermedia, Leontodon autumnale, Hieracium atratum, H. dovrense, H. stric- 
tum, Galium triflorum, Haloscias scoticum, Archangelica officinalis, Cornus sue- 
cica, Sedum annuum, Subularia aquatica, Montia fontana, Stellaria uliginosa, 
Callitriche hamulata, C. polymorpha. 


1 Englers Botan. Jahrb. XVI (1893) Beiblatt s. 17. 


I914. No. 5. BEM. TIL G. ANDERSSONS KRITIK AV A. BLYTTS PLANTEGRUPPER. 9 


Die Verbreitung dieser Arten in Grónland, ihr Fehlen in Westsibirien 
könnten vielleicht andeuten, dass ihr Vorkommen in Europa aus einer 
alteren Zeit stammt als die spáter aus dem Osten eingewanderten Arten. 

Als Europa mit Sibirien zu einer zusammenhängenden Landmasse 
wurde, oder vielleicht nur in Folge des Schwindens des nordrussischen 
Binneneises, begann später auch von Osten her eine Einwanderung von 
nordsibirischen Arten. Die Grundmasse unserer subalpinen und echt nor- 
dischen aber nicht rein arktischen Arten ist aus dem Osten, aus Sibirien 
zu uns gekommen. Viele dieser Arten gehóren jetzt zu unseren gewóhn- 
lichsten. Einige sind selten. So giebt es im nórdlichen Skandinavien 
bei uns hochnordische Arten, die aus Sibirien stammen. Solche sind z. B. 
Colpodium latifolium, Eriophorum russeolum, Allium sibiricum, Veratrum 
album L. var. Lobelianum, Mulgedium sibiricum, | Intybus mutlticaulis, 
Chrysosplenium | tetrandrum, Thalictrum Kemense, Conioselium | Gmelini, 
Cochlearia arctica, Moehringia lateriflora, Oxytropis campestris var. sordida 
und vielleicht noch einige andere. Diese Arten kommen aber nicht im 
Hochgebirge vor, sind sogar zum Theil Littoralpflanzen. Sie sind gewiss 
viel spåter nach Norwegen gekommen als die arktisch-alpinen Arten, mit 
denen sie nicht zusammengeworfen werden dürfen, einige sind sogar viel- 
leicht sehr spat eingewandert. 

Unter den wahrscheinlich früher als die boreale Periode eingewanderten 
Arten giebt es mehrere in Sibirien vorkommende, welche jetzt bei uns als 
Relictenpflanzen mit sprungweiser Verbreitung aufzufassen sind. Solche 
sind z. B. unter anderen: Asplenium crenatum, Botrychia varia, Alopecurus 
nigricans, Cinna arundinacea var. pendula, Calamagrostis chalybaea, Gly- 
ceria remota, Carex heleonastes, C. tenuiflora, C. globularis, C. pediformis, 
C. laevirostris, Eriophorum callithrix, Juncus balticus, Orchis cruenta et aff., 
Cypripedium | Calceolus, Potamogeton praelongus, Salix triandra, SS. myr- 
tilloides, Hieracium crocatum, Galium trifidum, Gentiana Amarella, Veronica 
longifolia, Pedicularis Sceptrum Carolinum, Ribes nigrum, Stellaria Frie- 
siana, Myriophyllum spicatum. 

Vielleicht sind diese Arten, wenigstens einige von ihnen, die jetzt nur 
hie und da in unseren subalpinen Wäldern vorkommen, während der sub- 
arktischen Zeit eingewandert. Die tiefste Wurzelschicht in unseren Mooren 
beweist, dass es auch zwischen der arktischen und borealen Zeit eine 
Periode mit ausgesprochenen Kontinentalklima gab. In dieser Zeit miissen 
viele aus Sibirien stammende nordische Arten nach Skandinavien ein- 
gewandert sein und sie miissen unter den späteren insularen Perioden 
seltener geworden sein. 


IO OVE DAHL. M.-N. KI. 


Auch einige südliche Alpenpflanzen, die aus den Alpen Mittel- und 
Südeuropas stammen, kommen bei uns als Relikten vor und sind wahr- 
scheinlich ziemlich früh zu uns gekommen. Als solche sind zu nennen: 
Phyteuma spicatum, Campanula barbata, Gentiana purpurea, G. Burseri, 
Hieracium aurantiacum, Meum athamanticum, Nigritella angustifolia. 

Diese Andentungen zeigen, dass vielleicht auch die älteren wechseln- 
den Perioden in der Verbreitung der älteren Florenelemente ihre Spuren 
hinterlassen haben. Ich bin aber noch nicht im Stande über diese älteren 
wechselnden Perioden naheres zu berichten, und es ist nicht méglich zu sagen, 
welche Arten dem subglacialen, dem subarktischen und infraborealen Elemente 
angehéren. Durch das häufige Auftreten auch der ältesten Wurzelschicht 
sind aber meiner Meinung nach auch diese wechselnden Perioden sicher 
gestellt. 

Skjent A. Bryrr her indskrænker sig til disse antydninger om de 
nævnte undergruppers floristiske elementer, kunde det maaske dog ligge 
nær, siden han henfører fjeldbirk, asp og vidjer til den subglaciale og 
furuen til den subarktiske periode, at henføre ikke blot, som han selv gjør, 
Archangelica, men ogsaa andre av vore subalpine liplanter (som Mulgediun 
alpinum, Aconitum, endel høie græsarter og bregner") til den subglaciale, 
men naaleskogenes flora til den subarktiske periode. 

Hvad Bryrr selv mener med sin boreale flora fremgaar tydelig av 
det ovenfor anførte sted i hans »Theori om Indvandringen«. Den be- 
tegnes her væsentlig som »løvskovurernes floras. Fleresteds taler han 
om denne i sin avhandling, saaledes s. g flg. om den flora, der fins »under 
de bratte Bergvægge i Urer af nedrasede Stene« blandt hassel, alm, lind 
og lon, en flora, der »behover megen Varme og ikke kan være indvandret, 
førend Sommervarmen var blevet sterk« (s. 70). Istedetfor at gjengi dette, 
som BLyTT fremhæver som det karakteristiske ved gruppen, leverer G. ANDERS- 
SON et misvisende utdrag av Bryrrs forholdsvis uvæsentlige bemerkninger 
om utbredelsen av gruppens arter. Ved at læse litt i avhandlingen, for 
eksempel paa de ovenfor anførte steder, maatte ANDERSSON snart ha ind- 
set, at Biytrs boreale flora i alt væsentlig svaret til sydbergenes. BLYTT 
sier jo ogsaa at den behøver megen. varme, og selve avhandlingens titel 
»under vexlende regnfulde og tørre Tider« maatte jo tilsi G. ANDERSSON, 
at den ikke væsentlig var identisk med den foregaaende fugtige subarktiske, 
og at hans opfatning, at den kunde -sammenfattes med denne under hans 


nordiske, maatte være urigtig. 


1 Sammenlign det ovenfor anførte sted fra Englers Jahrb. II s. 69. Denne gruppe kom- 
mer da, som ogsaa ÅNDERSSON formoder, nærmest til at svare til hans mellemgruppe 
mellem hans „fjällarter“ og ,,nordiska" arter (se hans avhandling s. 100). 


1914. No. 5. BEM. TIL G. ANDERSSONS KRITIK AV A. BLYTTS PLANTEGRUPPER. II 


Dette burde ogsaa BLYTTS omtale av Cotoneaster og Anthyllis ha be- 
lært ham om. At Brvrr henforte disse til levskogurernes (sydbergenes) 
flora vilde han ha set ved at læse litt i BLyrrs avhandlinger, for eksempel 
i den her omtalte s. 10 angaaende Cotoneaster. Han indrømmer jo ogsaa 
selv s. 119, at BLYTT paa »et utmärkt sätte har beskrevet sydbergenes 
flora, og det er paafaldende, at han ei har undersekt, til hvilken gruppe 
Brvrr har henfert denne, der utgjor hovedemnet i hans egen avhandling. 

Det eksempel, ANnppRsson anfører til bevis paa rigtigheten av sin 
paastand, at BLYTT i sine senere arbeider for at »fórsvara sina samman- 
stállningar af artutbredning och torvmossbyggnad ej sällan drefs till helt andra 
begransningar af sina artsgrupper« blir efter det anferte meningslest, og 
den dom han paa grundlag herav fælder over Biytts gruppeinddeling og 
terminologi maa betegnes som utilberlig. 

For at stille dette i det rette lys anser jeg det nu for korrektest at 
sammenstille det av G. ANDERSSON anførte sted fra Englers Botan. Jahrb. 
Bd. XVII, 1893, s. 10, i Bryrrs sidste avhandling i dette tidsskrift med 
hans uttalelser i den ovenfor s. 7 nævnte første avhandling av ham i 
dette tidsskrift. 

I den sidstnzevnte »Die Theorie der wechselnden kontinentalen und in- 
sularen Klimate« (Engl. Botan. Jahrb.II, 1882) heter detnemligs. 4— 5: »Unter 
hohen steilen Gebirgen des Flachlandes findet man hàufig Schutthalden aus 
herabgestürzten Steinen bestehend. Diese Schutthalden sind gewóhnlich 
trocken. Das Wasser sickert zwischen den Steinen ein und kommt erst 
am Fusse der Halde wieder zu Tage, wo es zuweilen zu Moorbildungen 
Veranlassung giebt. Auf den der Sonne ausgesetzten Schutthalden herrscht 
an warmen Sonnentagen oft eine brennende Hitze. Der untere grob- 
steinige Theil des Schuttwalles ist in der Regel nackt oder nur mit Moos 
und Flechten bedeckt, aber in dem feineren Grus und Sand, der den 
obersten Theil dieser Halden zu bilden pflegt, schlangelt sich ein Saum 
von lichtgrünem Gestrüpp und Buschwerk der Bergwand entlang, bestehend 
aus Hasel, Ulme, Linde, Esche, Ahorn, Eiche (Quercus pedunculata), Sor- 
bus Aria, Rosen-, Hagedorn- und anderen warmeliebenden Strauchern und 
Baumarten. Wenn dieses Gebiisch nicht allzudicht aufwuchert, so birgt es 
in seinem Schatten eine reiche und abwechselnde Flora südlicher Pflanzen- 
formen: stark riechende Lippenblitler (Origanum, Clinopodium, Calamintha, 
Stachys silvatica), Geranium  Robertianum, Verbascum und Aypericum- 
Arten, Schmetterlingsblumen wie Orodus vernus und niger und Lathyrus 
silvestris, Zahnwurz (Dentaria bulbifera), verschiedene seltene gréssere Gras- 
arten und eine ganze Menge anderer zum Theil sehr seltener Pflanzen, 


die wir nicht alle aufzählen kônnen. An dem inneren Sognefjord findet 


I2 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


man auf solchem Schutt sogar einen Wald von Ulmen und einen Wald 
Vogelkirschen (Prunus avium), die einzigsten Beispiele derartiger Wälder, 
die in Norwegen bekannt sind. 

Diese Flora ist auf der Karte als die boreale bezeichnet.« 

Dette citat bedes sammenlignet med det av ANDERSSON anførte fra 
Engl. Jahrb. XVII, 1893 s. 10, hvor Brvrr leverer et skematisk profil av 
de norske torvmyrer og efter at ha omtalt det ovenfor (s. 18) anferte lag 
av arktisk, subglacial, subarktisk og infraboreal torv fortsætter saaledes: 

»Das Klima wurde abermals trockner. Wieder bildete sich auf vielen 
mit Wald bewachsenen Mooren eine Wurzelschicht, die boreale. In 
dieser Schicht finden sich die ersten Zeugnisse fir ein mildes Klima. Das 
Klima war wahrscheinlich noch wärmer als in unseren Tagen. Corylus 
Avellana war häufiger als jetzt, ebenso die Eiche. Aus dieser Zeit haben 
wir auch Reste von Fraxinus excelsior, wahrscheinlich auch von Prunus 
avium. « 

Man vil her se, at BLYTT bruker ordet boreal om hassel, ask og 
Prunus avium baade i avhandlingen fra 1882, hvor der tales om plante- 
gruppen, og fra 1893, hvor der tales om torvlaget!. ANDERSSON burde, 
naar han paa det av ham citerte sted fra 1893 fandt Brvrr bruke boreal 
i denne betydning, fattet mistanke om, at den av ham selv antagne be- 
tydning av ordet (væsentlig = nordisk) ei kunde være rigtig. 

Dernæst skal refereres, hvad G. ANDERSSON anfører angaaende undersøkel- 
serne av syd berg (mot syd vendende skrænter, lovskog, urer) i Norge s. 119. 
»I Norge med dess manga tvårbrannt nedskurna samt i óster och väster 
strackta dalar åro naturligt nog sydberg synnerligen vanliga. De åro 
och sa vanliga, att man i själfva verket ofta ej fullt synes ha insett 
den ofantliga betydelse själfva expositionen af standorten spelar, utan mera 
fast uppmarksamheten vid de olikheter berggrund och markbeskaffenhet a 
lokalerna framkalla, äfvensom pa skillnaden mellan klimatet inom fjordarnas 
yttre och inre delar m. m. A. Brvrr och senare O. Danr o. a. ha i en 


hel rad skrifter pa ett utmärkt sätt beskrifvit dessa lokalers flora?, men 


1 Sammenlign ogsaa Tidsskr. f. populære Fremstill. af Naturvidensk. 5 r. 5 b. Kjobenh. 
1878 s. 104:, ,Rester af kuldskære Lovtræer findes i Masse i Myrene. Hasselen var 
en Gang hyppigere end nu. Bohuslens Myre vise, at Prunus avium en Gang var 
almindeligere end i Nutiden. Begge disse Arter ere boreale, og Hasselen er et af denne 
Artgruppes Karakterplanter." 


bo 


Fran det nordanfjällska Norge dro stándorter af sydbergsnatur framförallt beskrifna af 
J. M. Norman (Ark. f. Mathem. og Naturv. Bd. 6. 1881, Bd. 8. 1883, Norges arktiske 
flora, I—II; Kristiania 1894— 1900), A. Brvrr (Vidensk.-Selsk. Forhl. 1871, s. 9), 
O. A. Horrstap (Nyt Mag. f. Naturv., bd. 37, 1900, s. 12), H. Bryn (Trondhjems 
Vidsk. Selsk. Skr. 1886—87, Trondhjem 1888) och A. HormGren (Bidrag till känne- 
domen om almens nordliga reliktforekomster. Skogvärds-För. Tidskr. Arg. 7. 1909, 
s. 77). 


1914. No. 5. BEM. TIL G. ANDERSSONS KRITIK AV A. BLYTTS PLANTEGRUPPER. 13 


framhálla ingalunde så skarpt expositionens inflytande som en främling, 
den svenske forskaren V. T. Horm, minder van vid denna natur. I hans 


skildring af färden fran Sulitelma ned längs Gerdalsälfven! heter det s. 169: 


På de mot norr vända klipporna nedhängde Saxıfraga Cotyledon i rika 


festoner, och nästen fotshög Ærigeron uniflorus, yppiga Salix-arter och 
andra alster af fjällfloran prydde bergspringorna. Pa den mot sóder slut- 
tande delen af bergen var växtligheten, ehuru af öfvervägande fjällnatur, 
dock uppblandad med mänget län ifrán sådern, såsom Hieracium saxifragum, 
Ranunculus polyanthemos, Fragaria, Rosa mollissima jamte de ofvan upp- 
raknade växtarterne (Blechnum, Narthecium, Campanula latifolia, Galium 
triflorum, Stachys silvatica). 

Lattbegripligt nog var det den i nordligaste Norge arbetande J. M. 
Norman, som fórst bland de norska botanisterna fullt klart och medvetet 
framhöll expositionen som en hufvudfaktor. Kontrasten mellan sydbergen 
och det ófriga landets flora blef haruppe i Nordlandet vida mera påfal- 
lande an langre sóderut. 

Endast en enda sydbergsfürekomst skall har nogot omtalas, namligen 
den märkliga Junkerdalsuren.« 

Dernæst leveres en sammenstilling av alle herfra kjendte arter efter 
J. Dyrincs arbeide og optegnelser av SELIM BIRGER. 

Hvad selve ekspositionen angaar, maa nok A. BrvrT sies mangesteds 
skarpt nok at ha aksentuert dens betydning for sydbergenes vegetation, 
saaledes i det ovenfor anførte utferlige citat fra Engl. Jahrb. Il, s. 4 »Auf 
den der Sonne ausgesetzten Schutthalden herrscht an warmen Sommertagen 
eine brennende Hitze«. Jeg skal desuten ogsaa anføre hans skildring av 
vegetationen under de saa karakteristiske bratte porphyrvægger i Asker, 
Bærum og Lier (Christiania og Omegns Phanerogamer og Bregner, Chri- 
stiania 1870.s. 33 flg.): »I de Urer, der vende mod Solen, hersker paa 
klare Sommerdage en brændende Hede under de heie Fjeldmure. Nederst, 
hvor Uren gjerne er dannet av grovere Materiale, er den nøgen, og der 
findes kun smaa Moser og Lavarter paa Stenene; men hoiere oppe lige 
under Fjeldvæggene, hvor Stenene og Gruset er finere, skygge tætte Krat 
av Løvtrær, som ville have det lunt og varmt, saasom Alm, Lind og 
Sølvasald (Sorbus Aria), over en rig og afvexlende Flora af sydligere 
Planteformer, hvoriblandt enkelte af vore sjeldnere Arter, saasom Vicia 
pisiformis, Bromus asper, Festuca silvatica, Geranium lucidum o. fl. Jeg 
kan ikke noksom anbefale saadanne Urer til Botanikernes Undersøgelse. 


Ogsaa i Sogn har jeg fundet deres Flora over al Forventning interessant. « 


1 En resa i Lappland och Norge. Bot. not. 1875, s. 72-80, 169—179. 


14 OVE DAHL. M.-N. Kl. 


Og hvad nu selve den paastand angaar, at A. Brytr for meget har 
feestet sig ved de ulikheter berggrunden fremkalder, saa skal jeg henvise 
til hvad han siger herom i sin »Theori om Indvandringen« s. rr, efterat 
han forut har fremhaevet, at dersom urene har en heldig beliggenhet mot 
solen og forholdene ellers er gunstige, man da her har en seerdeles rik 
og avvekslende flora, samt git en med de foregaaende ganske stemmende 
skildring av urene og deres vegetation. Han bemerker da s. r1: »Saa- 
danne Urer har jeg undersogt i de forskjelligste Dele af Landet og fundet 
deres Flora meget ensartet. Bergartens chemiske Sammensetning er 
uvæsentlig. Thi i Augitporphyr- og Skiferurerne under de bratte Porphyr- 
vægge i Asker og ved Holsfjorden (400—80o' o. H.) nær Christiania, i 
Granituren under Horterkollen i Lier, i Sogns Kvartsskifer- og Gabbro- 
urer ved Sogndalsfjorden og Lysterfjorden samt i Aardal (ved Afdal og 
Vetti indtil 1 70o' o. H.), i Gneisurerne i Stadsbygden ved Throndhjems- 
fjorden (8— 900" o. H.), i Glimmerskifer- og Kalkurerne i Ranen (66° r5n. 
Br., overalt findes en Flora, som umiskjendelig bærer det samme Præg 
og som paa disse langt fra hverandre liggende Steder er af en meerkelig 
ensartet Natur.« Derimot fremhæver han ogsaa, hvilken rolle bergartenes 
fysiske egenskaper spiller for urenes vegetation. I hans avhandl. Chr.a 
Omegns Phanerogamer og Bregner s. 34 heter det herom: »Hvor Naturen 
ved Nedstyrtningen har sørget for at knuse de haarde Klipper til fint 
Grus, frembringer Porphyren en Vegetation, som har stor Lighed med den 
Vegetation, som man ellers pleier at træffe paa de opsmuldrede Kalkstene 
og Lerskifere, hvor de physiske Forhold ere omtrent de samme.« Særlig 
er denne bergartenes forvitringsgrad av betydning for vegetationen vest- 
og nordpaa. Herom kan f. eks. henvises til A. Brvrrs uttalelser i det 
oftere citerte danske tidsskr. fra 1878 s. 90: »lagttagelserne i Dal og paa 
Fjæld leere, at Arterne kun under bestemte klimatiske Forhold ere knyttede 
til et bestemt Underlag, men at de under andre klimatiske Betingelser 
stille andre Fordringer til Underlaget. Kontinentale Arter, som i de syd- 
østlige Egne uden Forskjel voxe paa Kalk, Gneis, Porfyr, Skifer o. s. v., 
ere ofte vest- og nordpaa bundne til den terre, varme Kalk; og omvendt 
findes paa den-fugtige Vestkyst endog Sumpplanter ofte paa bratte Berge 
og i Urer, hvor de i et terrere Klima ikke kunne voxe.« 

Interessant er det ofte i vore ytre fjordtrakter vest- og nordpaa at 
iagtta kampen mellem dette boreale og det fugtighet elskende subarktiske 
element. Her faar selv paa solsiderne, hvor underlaget er av haardere 
beskaffenhet, ofte det subarktiske element overtaket, saa det boreale ind- 
skreenkes til smaa oaser nede i urene eller hoiere oppe oftest under et av 


de nævnte trærs (særlig en alms) skyggefulde kroner, medens det subark- 


I9I4. No. 5. BEM.TIL G. ANDERSSONS KRITIK AV A. BLYTTS PLANTEGRUPPER. ES 


tiske element blir mere og mere fremtrædende, jo heiere man stiger op- 
over, blandes her med fjeldplanter, indtil man kommer indunder de over- 
rislede berghammere, der kranses av fjeldplanter. Herom skal jeg særlig 
henvise til mine egne avhandlinger om vegetationen i urene i fjorddistrik- 
tene, hvor der meget skarpt skjelnes mellem nordsidernes og sydsidernes 
flora, og hvor ogsaa altid denne urenes specielle flora er benævnt boreal. 

At Norman mere end nogen anden har fremhævet ekspositionens be- 
tydning, særlig i de nordlige egner, er sandt nok. Han har jo fremhævet 
dette forhold like fra rorbodenes torvtak yterst paa værene til de in- 
derste berghammere ved grænsen. Men ekspositionens betydning har ogsaa 
tidligere været fremhævet i vor botaniske literatur, saaledes som nævnt, 
av A. Brvrr. Og hvad særlig dennes norske elever angaar, hvorav 
G. ANDERSSON ovenfor har nævnt nogle, saa har vi, som har paahørt 
A. Brvrrs geniale og vækkende foredrag over hans yndlingsthema, de norske 
urer, og fulgt ham paa ekskursioner i særlig typiske løvskogurer i Asker 
og Bærum, faat en saa klar redegjørelse for disses væsen og karakter, saa 
vi fuldt ut kjender ekspositionens betydning for vegetationen og behøver 
for saa vidt ikke at belæres derom av en fremmed, der gjør en kortere 
ekskursion i vort land. Jeg vil dog saa sterkt som mulig betone, at jeg 
deler beundringen for utlændingen Horms knappe og træffende skildring 
av disse forhold. 

Og hvad nu det angaar, at betragtningen av disse forholds ensartethet 
skulde sløve vort blik for deres eiendommeligheter, saa er forholdet 
snarere det motsatte. Betydningen av nord- og sydside (solside og skygge- 
side eller »bakli«) har nok naturen selv lært os, hvad enten vi er læg 
eller lærd. Derpaa beror jo i væsentlig grad jordsmonnets art og utnyt- 
telse samt landets bebyggelse. 

Jeg skal villig indrømme at ordet boreal (nordlig) brugt om denne for 
os sydlige plantegruppe synes uheldig. Men man pligter at undersøke, 
hvad en forfatter selv forstaar ved sin terminologi. 

A. BrLvrr synes særlig at ha hentet betegnelserne for sine plante- 
grupper fra Epw. Forses, som han oftere citerer i sine avhandlinger, 
f. eks. i sin »Theori om Indvandringen« s. 58. I den der citerte avhand- 
ling: »On the Connexion between the Distribution of the existing Fauna 
and Flora of the British Isles« (Mem. of the Geolog. Survey of Great 
Britain, vol. I. London 1846) opstilles der (s. 338 flg. og 360—61) for- 
skjellige floristiske og faunistiske typer, og her finder vi paa det sidstnævnte 
sted for de sidste betegnelser som atlantisk, boreal, subarktisk og ark- 
tisk. Det synes derfor at ha faldt Brvrr naturlig likesom M. Sars at opta 


ForBEs’ gruppenavner, og i BLyrrs eget haandeksemplar av M. Sars’ verk 


16 OVE DAHL. M.-N. KI. 


Om de i Norge forekommende fossile Dyrelevninger fra Qvartærperioden 
(Chr.a 1865) finder man ved Sars’ artsgrupper med Brvrrs egen haand- 
skrift ved de arktiske arter tilføjet »arct. subarct.«, ved de boreale arter 
»boreale« og ved de lusitanisk-middelhavske arter »atlant.«. I forhold til 
den sidste gruppe betegner her den boreale arter av »germanisk-keltisk 
Oprindelse« (se Sars I. c.s. 52). Særlig synes ForBEs at ha brukt ordet 
boreal om den dyregruppe, der optraadte langs de nordlige kyster av Bri- 
tanien (kc. son 

Om den plantegruppe, der særlig karakteriserer vore mot syd ven- 
dende urer, har nu ordet boreal været almindelig anvendt i den skandina- 
visk-botaniske literatur siden Brvrrs tid. Det burde ikke G. ANDERSSON 
være uvidende om. Han kan jo ogsaa finde oplysning herom i ENGLERS 
Entwickelungsgeschichte der Pflanzenwelt I. s. 193, hvor der fins en grei og 
kortfattet oversigt over BLYTTS grupper og deres betydning, hvis han ei 
vil læse derom i arbeider av Brytr selv og hans elever. Jeg maa dog 
særlig henvise ham og andre interesserte til »Nachtrag« til BLvrTS oven- 
for omtalte avhandling i ExcrERs Jahrb. II. 1882. Her meddeler Brvrr 
en detaljeret fortegnelse over hvilke arter han selv henferer til sine hoved- 
grupper. Særlig vil jeg henvise G. ANDERSSON til A. Brvrrs fortegnelse 
over den boreale gruppe. Han vil her kunne gjenfinde de fleste av de 
sydlige arter, han anfører for sine sydberg (heriblandt f. eks. Ånthyllis, 
Cotoneaster, hassel, ask og Prunus avium). At saavel denne gruppe som 
de tre sidste, den atlantiske, subboreale og subatlantiske, omfatter sydlige 
arter, indsaa selvfølgelig Brvrr tilfulde. Utskillelsen av disse sidste som 
tre særskilte grupper hadde dog ikke bare hensyn til klimatvekslingen, 
men ogsaa til den forskjel det nu engang er i vort land mellem floraen 
paa vestlandet, paa silurfeltene ved Kristianiafjorden og paa sørlandet. 

Hvad navnet »subarktisk« angaar, saa vilde BLYTT derved betegne 
baade det stedlige forhold, at de vokste i fjeldliene, altsaa nedenfor fjeld- 
viddens arktiske planter, og at de i tid var indvandret efter disse. Det 
tør dog ogsaa mindes om den forringende betydning (noget, litt), som præ- 
fikset sub oftest har i adjektiviske sammensætninger i latin. Herved vilde 
gruppen betegnes som en, der ei er fuldt saa arktisk som den foregaaende. 
Lignende betydning kan ogsaa lægges i ordene subglacial, subatlan- 
tisk, subboreal ved siden av tidsbetydningen. 

At benævnelsen arktisk ikke er korrekt at anvende for alle vore 
fjeldplanter indsaa BLvrr selv fuldt vel. Han regnet derfor ogsaa endel 
av disse, der ei egentlig hører fjeldvidden til, til sin subarktiske gruppe 
(smlgn. ovenfor s. 9) og benyttet i senere arbeider som i Ewcrrms Jahrb. 
XVII. Beiblatt s. 29 arktisk-alpin om denne gruppe for dermed ogsaa at 


1914. No.5. BEM. TILG. ANDERSSONS KRITIK AV A. BLYTTS PLANTEGRUPPER. 17 


betegne de ei i de arktiske egner forekommende. Naar ANDERSSON gjen- 
gir BrLvrrs uttryk om denne gruppe, at de er »hyppigst paa Fjeldene og 
i Landets nordligste Dele« med »vanliga pa fjallen i landets nordliga de- 


lar«, saa blir gjengivelsen paa grund av det manglende ord »og« fuld- 


steendig misvisende. 


Ved disse bemerkninger mener jeg tilstrækkelig at ha paavist, hvor 
litet berettiget G. AxpERssoNs kritik over A. Brvrrs plantegrupper i det 
nævnte arbeide har været. Brvrrs hovedarbeide »Theorien om Indvan- 
dringen av Norges Flora« synes, naar undtages de lesrevne citater, ham 
forresten at vere en lukket bog. Hvor uenig man end er i en videnskaps- 
mands teorier, vil man referere eller kritisere disse, pligter man dog at 
sætte sig saa meget ind i dem, at man ikke leverer misvisende referater. 
G. ANDERSSON har blandt andet vist sig uvidende om saa fundamentale 
ting som betydningen av ordet boreal hos A. BLYTT og har derfor 
ingensomhelst ret til at fælde nogen dom angaaende brukbarheten av hans 
terminologi og gruppeinddeling. Det eksempel, han anfører til bevis for 
rigtigheten av den paastand, at BLYTT senere har lempet paa sin gruppe- 
inddeling for at faa den til at svare til torvundersekelserne, er grundet 
paa hans egen feilagtige opfatning av ordet boreal anvendt paa BLvrrs 
plantegruppe, og hans fremstilling av Brvrrs opfatning av, hvad der væsent- 
lig betinger urenes (— sydbergenes) planterikdom, er ukorrekt. 

Det kan i denne henseende henvises til hvad A. Brvrr selv her i 
Videnskapsselskapets skrifter for 1893! har fundet det nedvendig at uttale 
i anledning av G. Anperssons kritik av hans teori om klimatvekslingen: 
»Man skulde vente, at han ferst og fremst vilde underkaste min »Theori 
om Indvandringen af Norges Flora« en kritisk granskning. I dette arbeide 
lieger de botaniske fundamenter for theorien. Men man faar indtryk af, 
at han ikke engang har lest det. Den theori, han bekjæmper, er ikke en- 
gang min theori, men en overdrivelse af den, som han selv har lavet — 
og jeg overlader det til leseren at bedemme, med hvilken ret G. An- 
DERSSON efter en saa lidet samvittighedsfuld kritik optraeder i videnska- 
bens navn.« 

I denne forbindelse kan ogsaa mindes om, at G. ANDERSSONS svenske 
kollega, prof. R. SERNANDER har fundet at burde paatale, at ANDERSSON i 
sin »Svanska växtvärldens historia« ei omtaler A. Brvrrs teori om klimat- 
vekslingen og i literaturfortegnelsen ei nævner hovedverker av ham som 


det om indvandringen av Norges flora, en adfærd som SERNANDER be- 


1 Om de fytogeografiske og fytopalæontologiske grunde for at antage klimatvexlinger 
under kvartærtiden (Chr.a Vidensk.-Selsk. Forhandl. 1893, no. 5, s. 51 flg.). 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 5. 2 


18 OVE DAHL. M.-N. KI. 1914. No. 5. 


tegner som »mindre honett mot en framstaende kollega, hvilken omstandig- 
heterne gjort til motstandare« (Bot. Not. 1896 s. 127 flg.). 

Siden den tid synes G. ANDERSSON altsaa litet eller intet at ha lært av et 
for A. Brvrrs teori saa betydningsfuldt arbeide som hans »Theori om 
Indvandringen af Norges Flora« og intet glemt av sin adfeerd. Men naar 
han nu efter A. Brvrrs ded i et videnskabelig arbeide atter optrær paa 
en lignende maate, saa maa jeg derimot paa egne og andre norske elevers 
vegne i sandhetens og videnskapens navn nedlægge en gang for alle en 


bestemt protest. 


Trykt 17. september 1914. 


NORDLIGE TRÆKFUGLE 
| SYDAFRIKA 


AF 
ØRJAN OLSEN 


(VIDENSKAPSSELSKAPETS SKRIFTER. I. Mat,-Naturv. KLASSE. 1914. No. 6) 


KRISTIANIA 
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 
1914 


VW 


WEN ER 


7 
TT 
UE E 


Fremlagt i fællesmøte 13. febr. r 7 ve 


E 


* 


A. W. BROGGERS BOKTRYKKERI A-S - 


Indledning. 


Fa spergsmaal har formaaet at fange ornithologernes og andre natur- 
venners interesse i den grad som fugletrækket, og faa spergsmaal har 
vist sig saa vanskelige at kaste lys over som dette. De senere aars for- 
tjenstfulde arbeider har endnu kun i liden grad formaaet at lofte det slor, 
som hviler over dette afsnit af fuglenes naturhistorie. 

Vort kjendskab til trækfuglenes biologi i sin almindelighed er ogsaa 
i den senere tid gaaet meget frem, men det skriver sig desværre i det 
væsentlige kun fra den tid, de tilbringer i norden. Om deres livsforsel, fra 
de forlader Europa om høsten, indtil de atter viser sig hos os næste vaar, 
ved vi meget lidet. Vi kjender saaledes egentlig kun den ene side af 
deres liv. 

Siden det ornithologiske forskningsarbeide blev optaget i Sydafrika, 
har vi med kortere eller længere mellemrum hørt flere overraskende ny- 
heder derfra. Snart var den ene, snart den anden af vore hjemlige træk- 
fugle blevet paatruffet paa denne fjerne sydligste del af det store ukjendte 
afrikanske fastland. 

Imellem hed det sig, at enkelte af disse trækfugle skulde have hækket 
dernede, men disse utrolige meddelelser blev ligesaa ofte bestridt af de 
europæiske ornithologer. De allersidste aars undersøgelser har imidlertid 
bevist, at de ældre meddelelser medførte rigtighed. 

Disse meddelelser fra Sydafrika har imidlertid været spredt paa for- 
skjellige steder og er meget lidet kjendte hos os, saa interessante de i og 
for sig end er for forstaaelsen af vore trækfugles biologi. 

I 1912—13 blev undertegnede af den sydafrikanske hvalfangsts stifter, 
konsul JoHAN BRYDE i Sandefjord, sat istand til at foretage en reise til 
Sydafrika med hovedformaal at studere de der forekommende større 
hvalarter. 

Samtidig satte jeg mig som opgave saavidt muligt at studere de nord- 
lige trækfugle, som jeg maatte paatræffe dernede, samt paa en kortfattet 


og oversigtlig maade at samle det væsentligste af, hvad man hidtil ved om 


4 ORJAN OLSEN. .M.-N. Kl. 


deres optræden i Sydafrika. Mine egne iagttagelser skriver sig for det 
meste fra Natal og den vestlige del af Kapkolonien; men jeg havde ogsaa 
anledning til at-gjennemreise boer-kolonierne og Karroo-distriktet samt be- 
søge museerne i Durban, Pietermaritzburg, Pretoria og Kapstaden. 

Af litteratur har jeg gjennemgaaet og i større eller mindre udstræk- 
ning benyttet Layarps og SCLATERS haandbøger over Sydafrikas fugle, » The 
Journal of the South African Ornithologists’ Union« samt forskjellige af- 
handlinger af ANDERSSON, GURNEY, ÅYRES, LAYARD, SEEBOHM, MARSHALL, 
BARRATT, BUCHLEY, SHELLEY, SOWERBY, SYMONDS og WOODWARD. 

Tilslut vil jeg benytte anledningen til her at udtale min hjertelige og 
ærbødige tak til hr. konsul JoHAN BRYDE for hans generøse støtte. 

Ligesaa skylder jeg at takke bestyreren for Durban Museum, mr. E. 
C. CHUBB, samt de mange andre, som paa en,eller anden maade har ydet 


mig assistance i anledning af dette arbeide. 


” 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 5 


Passeriformes. 


Fam. Corvidae. 


1. Oriolus galbula, L. 

Guldpirolen bebor Mellem- og Sydeuropa samt Asien estover til Baikal- 
sjeen. I Skandinavien er den kun en tilfældig gjæst. Den ankommer til 
Tyskland i april eller mai og trækker sydover igjen i august. I Jenisei- 
dalen forekommer den noksaa almindelig paa enkelte lokaliteter, helst 1 bjerg- 
land med blandet skov, men undertiden ogsaa i steppeegne med enkelte 
ansamlinger af gamle trær. Ved Krasnojarsk viser den sig først omkring 
begyndelsen af juni og forsvinder i sidste halvdel af august. 

Et mindre antal naar under trækket helt ned til Sydafrika, hvor 
enkelte eksemplarer er skudt i Natal, Knysna og Kingwilliamstown. I 
Transvaal er den sjeldnere. En hun erholdtes ved Pretoria 12.—2.—05, 
og nogle eksemplarer er iagttaget ved Rustenburg. hvor et individ ned- 
lagdes. Et endnu ikke udvokset eksemplar blev skudt 17.—11. i nordre 
Matabeleland af Cuuss. I Damaraland indfinder den sig ved begyndelsen 
af regntiden, men er forholdsvis sjelden. Iszerdeleshed træffer man faa 
voksne eksemplarer, de fleste er ungfugle. i Pondoland er den meget 
sjelden. Et par, som saaes der af Davies i februar 1906, var meget sky, 
og det lykkedes ham først at erholde et eksemplar, da han en aften lagde 
sig til at vente ved en bestemt plantning, hvor han havde iagtiaget, at de 
pleiede at søge hen for at sove. Den angives ogsaa af andre at være 
meget sky og føre en skjult tilværelse i tæt skovkrat. Dens føde i Syd- 
afrika er insekter og frugter, i Europa spiser den gjerne bær. I Selukwe, 
Rhodesia, er den iagttaget saa tidlig som 28de august. Dette maa vel 
have været et europæisk eksemplar. Ved Kingwilliamstown er den seet 


endnu i marts. 


Motacillidae. 


2. Anthus trivialis, L. 

Træpiplerken, som er almindelig i skovene over hele Nord- og Mellem- 
Europa samt Nordvest-Asien, træffes om vinteren som en sjeldenhed ogsaa 
i Sydafrika. Den konstateredes der for første gang af WAHLBERG ved 


Limpopo. Senere er den paatruffet af Jameson ved Falin River og merkelig 


6 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


nok flere gange i det skovfattige Transvaal, saaledes 2 gange ved Pre- 
toria (en c? 12.—12.— 03, en cf og © 18.—1.— 04) og en gang paa Blaauw- 
berg (i den nordlige del af landet) i februar. Den er ogsaa fundet i 


Ruwenzori. 


3. Motacilla flava, L. 
Gulerlen bebor Europa og store dele af Sibirien. I Norge hækker 


den kun paa sydvest-kysten og selv der faatallig. Den ankommer til os i 


midten af mai — i Mellemeuropa noget tidligere — og trækker sydover i 
september. 
Til Sydafrika — Natal og fornemmelig Transvaal — ankommer den i 


oktober—november i temmelig stort antal og afreiser derfra nordover igjen 
i slutten af april. I 1909 ankom der den ı2te november til Wakkerstroom 
i Transvaal smaaflokke af gulerler, som forblev paa stedet hele sommeren. 
De havde ved ankomsten en meget daarlig fjerdragt. Idetheletaget er 
dragten hos gulerlerne i daarlig forfatning næsten hele den tid, de til- 
bringer i Sydafrika; forst naar tiden for afreisen naermer sig, vokser den 
atter helt ud. 

I Transvaal træffes gulerlen ofte paa steder med kort græs eller spredt 
komeg, fortrinsvis i nærheden af kvæghjorderne, hvor der er rig tilgang 
paa insekter. Paa markedspladsen ved Potchefsstroom sees den ofte tidlig 
om morgenen i selskab med Motacilla capensis at lede efter insekter blandt 
affaldet. 

I Damaraland skal den ifølge Anpersson kun findes i regntiden. Hos 
en han, som paatraffes af STÖEHR i Nordest-Rhodesia 3die marts 1905 i en 
flok af Motacilla Raii, var kronen og panden meget blegfarvet, den sidste 
næsten hvid i fronten. 


Som det vil sees, synes gulerlens nordtræk at foregaa meget hurtigt. 


4. Motacilla flava borealis, SUNDEv. 
Den nordlige gulerle, som forekommer saa almindelig over hele det 
nordligste Europa og Nordvest-Sibirien, er kun et par gange paatruffet i 


Sydafrika, begge gange ved Pretoria. 


5. Motacilla Rail, Bonar. 

Denne art hækker kun paa de Britiske oer og i Syd-Rusland samt Turke- 
stan og er hos os kun paatruffet paa Jæderen. Den bygger i England 
rede i slutten af april eller begyndelsen af mai. 

Paa vestkysten af Afrika forekommer den under den europæiske vinter 


saa langt syd som til Gabun, paa østkysten til Transvaal og Natal, omend- 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 7 


skjønt sjelden. En hun er skudt ved Feira i Nordest-Rhodesia i november 
1903, en anden hun fandtes 2ode april 1909 paa beachen ved Port Elizabeth 
(Cape Colony) sammen med nogle Motacılla capensis. Dette er, saavidt jeg 
ved, det forste fund af denne art i Kapkolonien. 

Den trækker gjerne i større flokke og slaar sig helst ned paa fugtigt 
græsland nær elve eller sjøer. Da de engelske erler af denne art er iagt- 
taget i mængde paa træk saavel i Frankrig og Spanien som ved Gibraltar, 
er det sandsynligt, at de flokke, som følger den østlige trækvei over Nil- 


dalen og Mozambique, stammer fra Asien. 


Turdidae. 


6. Luscinia philomela, Becust. 

Denne nattergal forekommer fra Sydsverige østover langt ind i Sibirien. 
Den ankommer til Sverige i begyndelsen af mai og trækker bort i sep- 
tember. I sit hjemland foretrækker den tørrere, med tæt krat bevoksede 
steder. 

I Sydafrika er den kun kjendt fra to lokaliteter, nemlig Zomba i 
Nyassaland og Zambesi mellem Zumbo og Kafue River, hvor den leilig- 
hedsvis skal forekomme paa sivbevoksede eller sumpige steder langs floden 
(ALEXANDER). Kun to eksemplarer er skudt dernede, det ene fra Zomba i 
januar og det andet fra Zambesi i december. Den sees almindelig i Nordøst- 
Afrika under trækket. 


7. Saxicola oenanthe, L. 

Stenskvætten, som hækker paa egnede steder over hele den palaeark- 
tiske region, Grønland og Aiaska, er kun én gang fundet i Sydafrika, 
nemlig ved Zumbo, Zambesi (16de januar). Trods sin nordlige udbredelse 
lever den udelukkende af insekter. Den ankommer til os tidlig om vaaren 


og trækker sent væk igjen. 


Lanidae. 


8. Lanius collurio, L. 

Den redryggede varsler bebor næsten hele Europa og hækker almindelig 
i den sydlige del af den skandinaviske halve. Den foretrækker hos os 
aabne blandede skove, parker og tornekrat og lever næsten udelukkende 
af insekter. Paa vaartrækket viser den sig først i slutten af mai, og sidst i 


august eller i de forste dage af september forlader den os atter. 


8 ORJAN OLSEN. M.-N. KI. 


I tiden fra november til marts træffes den ganske almindelig i Syd- 
afrika. Den sees hyppigst langs østkysten og forekommer, omend spar- 
sommere, ned til den ostlige del af Kapkolonien. Ved Kapstaden er den 
endnu ikke iagttaget. Almindeligst udbredt er den i Natal, Zululand, det 
østlige Transvaal og fremfor alt i Nordest-Rhodesia og ved Zambesi. 
Dette kommer sandsynligvis af, at den — saavidt man kan demme efter de 
foreliggende fund — foretrækker under vandringen at følge Nildalen og 
ostkysten. Den er paatruffet paa Ruwenzori og Blaauwberg i det nordlige 
Transvaal samt i mimosabuske ved Buffalo River. Ved Pretoria sees den 
altid om sommeren, men i meget varierende antal. I 1903 var den saa- 
ledes langt almindeligere end i 1904. I Beira er den noksaa sjelden, lige- 
saa i Pondoland, hvor man dog kan se den om sommeren paa alle steder, 
hvor der vokser tornebuske. I Mashonaland er den almindelig. Ifølge 
MansHALL ankommer den did i oktober, haekker dernede og reiser 
atter nordover i april. ANDERSSON siger, at den er almindelig i 
Namaqua- og Damaraland ved begyndelsen af regntiden, og at den haekker 
ved Okawango River. Ogsaa ved Albany mener man at den har heekket. 

Nogle individer forbliver i Sydafrika hele aaret. Muligens turde de 
fleste af disse vaere ungfugle. Saadanne har man erholdt flere gange i 
november og december, saaledes i Nordest-Rhodesia, i nordre Matabele- 
land og ved Beira. 

Den redryggede varsler lever i Sydafrika ligesom hos os mest af 
insekter, men tager ogsaa tilfeldig smaa reptilier og fugle, 
hvad der vistnok meget sjelden finder sted i norden. Et eksemplar, som 
blev skudt nær vand i nordre Matabeleland (i november), havde biller i 
maven. 

Den ankommer som regel til Sydafrika i første halvdel af november 
og afreiser nordover igjen i de sidste dage af marts. I Pietersburg (Nord- 
Transvaal) er den dog endnu seet paa nordtræk saa sent som 2ode 


april (1911). 


9. Lanius minor, GMEL. : 

Den sortpandede varsler har sit hjem i Syd- og Mellem-Europa, men 
er meget sjelden i Skandinavien. 

I Sydafrika træffes den i temmelig ringe antal i tiden fra november 
til udgangen af marts. Den er erholdt i Matabeleland, Kroonstadt (Oranje- 
fristaten), Komatiport i Transvaal samt i Nordøst-Rhodesia. En. han blev 
taget den 29de marts 1908 i Beira, og et par dage efter saaes endnu et 
eksemplar sammesteds. Ifølge ANDERssoN skal den være almindelig i 


Damaraland under regntiden, men forsvinde ved slutningen af denne. Han 


1914. No. 6. NORDLIGE TRAKFUGLE I SYDAFRIKA. 9 


tror dog, at nogle individer forbliver i egnen hele aaret rundt. I Angola 
er den ogsaa paatruffet. 

Den er slet ikke sky og sætter sig helst paa fritstaaende torre trær 
eller stolper, hvor den kan holde gie med omgivelserne. Hvis den, derfor 
ikke var saa faatallig, maatte den blive oftere bemerket. I Damaraland 
fandtes ofte et større antal af den paa en ganske begrænset lokalitet, ikke 
sjelden endog i samme træ. 

Ligesom i hjemlandet lever den mest af insekter, som den tager baade 
i luften og paa marken, men i Sydafrika spiser den gjerne ogsaa 
figener og anden frugt, hvilket — saavidt mig bekjendt — aldrig er 
iagttaget hos nogen varsler i Norden. 

Den synger ogsaa under sit ophold i Sydafrika og søger at efterligne 


andre fugles stemmer. 


Sylviidae. 


10. Sylvia salicaria, L. 

Havesangeren hækker over hele Europa og naar hos os helt op i 
Finmarksdalene, hvor passende lokaliteter — frodig mark med tæt lovskog — 
er at finde. Hannerne ankommer i midten af mai og hunnerne ca. 14 dage 
senere. I september forlader den os atter. 

I Sydafrika forekommer den noksaa almindelig fra midten af november 
til marts. Hyppigst synes den at være ved Pretoria og Potchefsstroom i 
Transvaal, hvor den sees hvert aar. Paa det sidste sted holder den gjerne 
til i plantede hækker og spiser ofte figener. En han, som erholdtes av 
CHUBB i nordre Matabeleland 2ode november, havde biller og myrer i 
maven. Den er ogsaa paatruffet i Damaraland og i en have i Matatiele, 
East Griqualand, hvor den sjelden sees. Et eksemplar er fundet saa langt 
syd som ved Pt. Elizabeth, i april 1910, og to paa Blaauwberg (Nord- 
Transvaal) i februar. De sidste sang paa en maade, som meget mindede 
om Sylvia nisoria og Hypolais icterina (NoowE). I Durban sees den sjelden. 
I november 1912 hørte jeg i denne by fra en tæt træklynge i en have en 
fuglestemme, som fuldstændig lignede havesangerens, men jeg fik desværre 


ikke anledning til at underkaste sangeren en nærmere undersøgelse. 


11. Sylvia cinerea, Briss. 

Graasangeren, som bebor størstedelen af Europa og Vestsibirien, er 
kun et par gange paatruffet i Sydafrika. Et eksemplar er paatruffet af 
ANDERSSON i Damaraland, og ét skudt ved Wonderboom; Pretoria, 17de 


april 1911. Den sidstnævnte var i følge med en anden graasanger. De 


IO ØRJAN OLSEN. M.-N. KI. 


blev jaget op af en sneglebelgmark og søgte tilflugt i en tæt hæk. Det 
dræbte eksemplar var meget fedt og i god dragt (Noome). Til Norge an- 
kommer graasangeren i midten af mai. 

12. Sylvia nisoria, Becust. | 

Denne sanger, som hører hjemme hovedsagelig i Mellem- og Sydest- 
Europa, er i Norge en sjelden gjæst. I Sydsverige forekommer den der- 
imod regelmæssig og synes at foretrække skjærgaarden. Den ankommer 
did i midten af mai og afreiser atter i slutningen af august. 

I Sydafrika synes den at forekomme i storre antal under den euro- 
peeiske vinter, men har ikke destomindre indtil de sidste par aar undgaaet 
de derveerende zoologers opmerksomhed. 

‘Noome fandt den for første gang i februar 1911 paa Blaauwberg i 
Transvaal »warbling and singing in hundreds at all times of the 
days. De lod sig lettest skyde tidlig om morgenen, men var ellers 
vanskelige at faa skud paa, da de gjemte sig væk i det tætteste krat, straks 
man begyndte at gaa efter dem. Han erholdt mange eksemplarer, men 
kun ét af disse var en voksen hun, alle de øvrige var hanner eller ung- 
fugle. Alle var i god vinterdragt og fede. De syntes at leve saavel af 


insekter som af den vilde frugt, der voksede paa stedet. 


13 |Phylloscapus trochiigs, E. 

Levsangeren, som er en af vore almindeligste sangfugle, forekommer 
over hele Europa og Vest-Sibirien helt op til tundraerne ved Ishavet. Den 
ankommer til os 1 slutten af april eller begyndelsen af mai og traekker syd- 
over i september og oktober. 

I tiden fra oktober til marts er den almindelig over den største del af 
Sydafrika og paatræffes helt ned til Kap Gode Haab. 

Den sees almindelig ved Pretoria, — hvorhen den sedvanligvis an- 
kommer i november, — samt i Pondoland, Nordest-Rhodesia, East Griqua- 
land (hvor den forst viser sig i begyndelsen af december), og i blandede 
mapaniskove i nordre Matabeleland. Den er ogsaa paatruffet i Ruwenzori 
og ved Beira, hvor den synes at være noget sjeldnere. 

I Sydafrika lever den mest af smaa biller og andre insekter. Den 
fælder fjaerdragten 1 februar— marts, for reisen nordover tiltrædes. Paa hest- 
trækket har man let for at overse løvsangeren paa grund af dens taushed 
og uanselige udseende, men i februar begynder den de forberedende sang- 
øvelser og kommer da mere til sin ret. I marts synger den af fuld hals 
i Sydafrika, og naar den en maaned senere glæder naturvenner 1 Norge 


med sin vakre sang, kan den altsaa ikke betragtes som nogen nybegynder. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. II 


De fleste løvsangere ankommer til Sydafrika i slutten af oktober eller 
begyndelsen af november og afreiser igjen omkring midten af marts. Et 
større antal bliver dog tilbage indtil udgangen af marts. Da mange løv- 
sangere ved denne tid allerede er ankommet til Europa, tilhører de sidste 


sandsynligvis stammer, som hækker langt nord. 


14. Hypolais icterina, Viri. 

Bastardnattergalens egentlige hjem er Mellem- og Nordøst-Europa. Den 
er almindelig i løvskove i den sydlige del af den skandinaviske halvø og 
ankommer hid i slutten af mai eller begyndelsen af juni for atter at forlade 
os sidst i august. 

Under den europæiske vinter paatræffes den i Sydafrika, men faatallig. 
Tre eksemplarer er skudt paa Blaauwberg i Transvaal. Desuten er den 
erholdt ved Kuruman i Bechuanaland, i Damaraland og Quampoland i no- 
vember og ved Zumbo (Zambesi) i december. Paa de 3 sidstnævnte loka- 
liteter skal den forekomme noksaa regelmæssig, men sparsomt. ANDERSSON 
siger, at bastardnattergalen ved Okavango og i Damaraland hører blandt 
de trækfugle, som indfinder sig tidligst. Den synger vakkert og 
færdes omkring i smaa flokke, som flittigt gjennemsøger mindre trær 
— helst med tæt løvverk — for insekter og larver. 


I Beira skal den være en noksaa almindelig gjæst. 


Is. Acrocephalus arundinaceus, Latu. 

Rersangeren er udbredt over Mellem- og Syd-Europa samt Vest-Asien 
til Turkestan og forekommer noksaa almindelig paa den sydligste del af 
den skandinaviske halve. Den holder sig altid mellem høie siv og viser 
sig ikke om vaaren, for disse er vokset frem. Sydtraekket finder sted i 
begyndelsen af september. 

Under den europæiske vinter træffes den almindelig i Natal, Transvaal 
og Damaraland, helst ved sivbevoksede sumpe. 

Den er ogsaa erholdt i Matatiele (East Griqualand) og i Nordest- 
Rhodesia, samt ved Zambesi (Zumbo) i november. Fra den sidste lokalitet 
fortæller mr. ALEXANDER, at rorsangeren gjerne lod hore præludierne til 
sin sang inde fra de tætteste siv, hvorpaa den snart efter viste sig, entrende 
graciest op til toppen af et eller andet langt siv, hvorfra den saa begyndte 
sin heie sang. 

I Pondoland, hvor den findes noksaa almindelig saavel blandt siv som 
paaelvebanker bevokset med shrub-buske har man ogsaa 


lagt merke til dens vidtlydende, skarpe sang. 


12 ORJAN OLSEN. M.-N. KI. 


Ved Potchefsstroom sees den ogsaa leilighedsvis 1 plantede hækker 
eller blandt figentrær, men ikke mellem sivene (Ayres). Den er 


her iagttaget endnu i marts. 


16. Acrocephalus palustris, Becust. 

Denne art heekker i Mellem- og Syd-Europa samt Vest-Asien og træffes 
kun som en sjeldenhed i Skandinavien. 

Den er funden i Sydafrika i tiden december—april, men synes kun i 
enkelte strøg at være nogenlunde almindelig. En af disse lokaliteter er 
Matatiele, East Griqualand, hvor den undertiden paatræffes i haver og korn- 
marker (Davies). Ogsaa i floddalene i det østlige Pondoland sees den 
oftere, men er vanskelig at erholde, da den opholder sig i den 
tætteste »bush« og hurtig gjemmer sig, naar den einer nogen fare 
fra toppen af buskene, hvor den nu og da pleier at sidde. Et eksemplar, 
som blev skudt i Durban 1874, opholdt sig ogsaa i en tæt »bush«, ca. 
500 meter fra sumpet grund. Senere er arten kun observeret i Natal en 
eneste gang, nemlig i april rgro, da CHuBB skjed en han ner Durban. 
Desuden er sumpsangeren erholdt ved Zambesi i 1898 og ved Beira i 1906, 
begge gange i december. Fra Kapkolonien er den ikke rapporteret. Den 
synger wvakkertwsydarrıka. 

Ogsaa i norden opholder denne art sig helst i nærheden av vandet, 


ikke i selve sivene; men den foretrækker her græsbevoksede steder. 


17. Acrocephalus schoenobaenus, L. 

Sivsangeren er udbredt over hele Europa og Vest-Sibirien og hækker 
paa gunstige lokaliteter helt op i Ishavsegnene. Den ankommer til os i 
slutningen af mai og trækker sydover i begyndelsen af september, mange 
ungfugle dog først ca. 1 maaned senere. 

I Sydafrika sees den noksaa faatallig. Den er observeret i Damara- 
land og ved Zambesi i december. Ved Pretoria er den iagttaget adskillige 
gange blandt de tætte buske langs elven, men den var altid sky og vanskelig 
at faa fat paa, da den holdt sig skjult mellem buskene om dagen og kun 
kom frem i skumringen om aftenen eller i duskmentse 
I Potchefsstroom, hvor den er seet i april, holdt den til i tæt siv paa sum- 
pige steder og søgte sin fede der. Ogsaa paa dette sted holdt den sig i 
skjul om dagen og kom forst om aftenen mere tilsyne. 

I Norge klatrer den syngende om mellem sivene hele dagen, ogsaa 1 


solskin, og er derfor let at faa oie paa. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 13 


18. Locustella fluviatilis, Worr. 
Denne art har sit hjem i Mellem- og Syd-Europa samt Vest-Asien og 
træffes kun meget sjelden i Skandinavien. Den er skudt én gang ved 


Zambesi (af capt. ALEXANDER). 


Muscicapidae. 


19. Muscicapa grisola, Box. 

Den graa fluesnapper hækker over hele Europa og gjennem Sibirien 
til Irkutsk. Til Norge — hvor den er almindelig overalt — kommer den 
i slutningen af mai. I begyndelsen af september forsvinder den atter. 

Den træffes — skjønt noksaa spredt — i Sydafrika fra november til 
marts. Ved Kapstaden er den fundet i december. Ellers. er den rapporteret 
fra Blaauwberg i Transvaal (i februar), Natal, Zululand, Beira samt Damara- 
land (i oktober og november). Ved Pretoria sees den almindelig under den 
sydafrikanske sommer. 

Den holder sig der helst i acacıe-buske, hvor den flyver frem og til- 
bage søgende efter insekter, som den griber ved vingen, idet den samtidig 
gjør et saavidt hørligt klik med nebbet. Alle de eksemplarer, som toges i 
januar, holdt paa at skifte fjærdragten. 

I Rhodesia sees den ganske almindelig i busk-bevokset terræn. Den 
er aldrig fundet hækkende i Sydafrika. 


Hirundinidae. 


20. Chelidon urbica, L. 

Tagsvalen hækker over hele Europa og østover til Centralasien. I 
Finmarken, hvor det er saa langt mellem beboede steder, hækker den 
kolonivis i bratte klipper. 

Ifølge Colonel IrBy passerer de første tagsvaler Gibraltar paa nordtur 
i begyndelsen af februar, men hovedmængden kommer dog først i marts 
og april og paa sydtrækket i september—oktober. De fleste tagsvaler synes 
at treekke over Nildalen. Den 23de—26de oktober har man seet temmelig 
store flokke passere over Mashonaland. De fleste fløj meget heit og udenfor 
rækkevidde. I begyndelsen af november 1893 saa STARK flere par ved 
Tugelafloden i Natal, hvor ét eksemplar blev skudt. Idethele synes den 
at forekomme noksaa ofte langs østkysten ned til nordre Natal. Mr. 
FAIRBRIDGE saa et hækkende tagsvale-par i Kapstaden 22de november 1892, 
men da eksemplarerne ikke blev undersegt, er det muligt, at det kan have 


været Chelidon albigena, en art som kun er kjendt fra Nordest-Afrika. 


I4 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


2ı. Cotyle riparia, L. 

Strandsvalen er circumpolzr i de nordlige verdensstreg syd for 70° 
n. br. Den kommer til Norge i midten af mai og trækker sydover omkring 
midten af august. 

Den sees noksaa almindelig i Transvaal under den europæiske vinter. 
Ved Potchefsstroom holdt den sig gjerne meget tidlig om morgenen mellem 
sivene i floden, og senere paa dagen saaes den jage insekter ifølge med 
Hirundo rustica, Cotyle paludicola og andre svaler. Den iagttoges paa dette 


sted indtil 13de marts. 


22. Hirundo rustica, L. 

Ladesvalen er udbredt over sterstedelen af Europa og Nord-Asien og 
forekommer paa flere steder helt op til Ishavet. 

Den ankommer som regel til Norge i begyndelsen af mai og traekker 
veek i slutten af september eller begyndelsen af oktober, endel ungfugle 
først en maaned senere. 

Ved Gibraltar er den seet passere nordover i mængde allerede i januar 
og februar og sydover i september, oktober og november. 

I Sydafrika er den talrig paa de fleste steder i tiden fra oktober til 
marts. Den ankommer i store flokke og er undtagelsesvis observeret saa 
tidlig som 28de august. Hovedmængden indfinder sig i oktober. I begyn- 
delsen af marts begynder enkelte flokke at trække nordover, og i slutten 
af maaneden følger de fleste efter. Men mindre flokke fortsætter at trække 
nordpaa helt til udgangen af april og sees undtagelsesvis endnu nogle dage 
ind i mai. Et mindre antal findes størstedelen af aaret i Sydafrika, men 
hækker tilsyneladende ikke der. Det turde sandsynligvis overveiende være 
ungfugle. 

Under sit ophold i syden træffes ladesvalen som regel i flok, og det 
synes, som om ungfuglene mere eller mindre slaar sig sammen i egne 
sværme. En saadan iagttoges i februar og marts i Nordøst-Rhodesia af 
STOEHR. 

Ved Komatiport (mellem Letaba og Limpopo) saaes den meget ål- 
mindelig sommeren 1908. Fra 12te—z2ode marts saaes den i særlig store 
sværme. I begyndelsen af april var der omtrent 100 tilbage, og da der 
den 14de samme maaned indtraf sterk storm med regn, sogte mange svaler 
— som de undertiden i saadanne tilfælde pleier at gjøre i syden — ind i 
husene. Mange blev dog dræbt af uveiret. Herefter aftog de hurtig i antal; 
den ste mai saaes endnu ro fugle, men den 6te var alle borte. 

Ved Kapstaden viser den sig først i slutningen af oktober og forsvinder 


aldeles i midten af april. 


get 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 15 


Ladesvalen har under næsten hele sit ophold i syden en slidt fjaerdragt, 
og ferst naar afreisen nordover er nærforestaaende, vokser den nye dragt 
helt ud. 

CHuBB saa ved Khami River i Matabeleland en flok ladesvaler, som 
jagede insekter ved kanten af en græsbrand. 

Medens ladesvalen hjemme er sterkt bundet til hækkepladsen, forer den 
i Sydafrika en mere omstreifende tilværelse. Men den synes at like sig 
udmerket i det insekts-rige syden. Jeg har selv flere gange seet den jage 
i flokkevis rundt kvægkraalerne om aftenerne. Dens muntre, hjemlige 
kvidren virker eiendommelig i de fremmede naturomgivelser. 

Den r2te december 1912 fangede man i Utrecht (Natal) en ladesvale, 
som var merket af tidsskriftet »British Birds« den 6te mai 1911 i Roschill, 
en by i Mellem-England, hvor den havde sit rede. 

Den 15de august 1912 fik vi besøg af en ladesvale ombord paa det 
lille dampskib »Drageren«, som da befandt sig midt ude paa Guineabugten 
— hundreder af mile fra land — paa reise til Sydafrika. Den kom ind 
gjennem et lugarvindu agterud, snappede i farten nogle fluer i salonen og 
fløj ud af et andet vindu. Derpaa gjorde den flere runder omkring skibet, 
men vendte saa tilbage, fløj mange gange ind og ud af vinduerne, som i 
det stille, varme veir alle stod aabne, og gav sig god tid til at jage fluer 
i salonen uden i mindste maade at bekymre sig om os. Den var øiensynlig 
vel vant at færdes blandt mennesker. Flere gange satte den sig til at hvile 
i den lugar, hvor den først kom ind. Den saa ud til at være i bedste vel- 
gaaende, og efter 3 timers forløb forlod den os atter med adskillige af vore 
brydsomme medpassagerer fluerne i sin mave. Antagelig var den drevet 
ud af kurs paa sin usedvanlig tidlige reise mod syd. Dens besøg var en 
kjærkommen afveksling i den lange sjøreises ensformighed. 

Da en mængde ladesvaler over Gibraltar allerede har naaet Europa 
paa den tid, da nordtrækket fra Sydafrika begynder, er det sandsynligt, 
at en stor del af de i Sydafrika optrædende svaler tilhører de stammer, 
som hækker længst mod nord. Hovedmængden af disse sydafrikanske 
vintergjæster følger den østlige vei over Nildalen, og mange af dem turde 
derfor muligens stamme fra Asien. — De ovennævnte data berettiger ogsaa 
til den antagelse, at ladesvalen trækker forholdsvis hurtig. 

ÅNDERSSON siger, at den hækker i Sydafrika; men dette er endnu ikke 
blevet bekræftet af andre. 


16 ORJAN OLSEN. M.-N. KI. 


Coraciiformes. 


Coraciidae. 


23. Coracias garrula, L. 

Blaaraaken, som er udbredt over størstedelen af Europa og Vest-Asien, 
optraeder i Skandinavien noksaa spredt og har i de sidste aar aftaget meget 
i antal. Den kommer til os i midten af mai og forsvinder igjen i slutningen 
af august eller begyndelsen af september. 

I Sydafrika traeffes den sjelden og kun paa visse lokaliteter syd for 
Oranje River, men er ellers almindelig over den største del af landet i tiden 
september—april. I East Griqualand er den seet trække sydover 1 større 
mængde i december og januar, men ikke observeret paa nordtræk (Davies). 
Rhodesia besøger den kun tilfældig; den er seet der saa tidlig som i august 
og senest i februar. I Pondoland træffes den sjelden. Derimod er den 
talrig i Komatiport (mellem Letaba og Limpopo) i tiden november—januar. 
I løbet af februar aftager den stadig i antal paa dette sted, og efter rode 
marts er den ikke observeret der. I Beira er den meget almindelig under 
den sydafrikanske sommer, og et mindre antal forbliver der ogsaa 
gjennem den kjelige aarstid. Den sees der i flokke paa hundreder 
trække sydover i løbet af november. Herunder flyver den som oftest i 
stor heide. De fleste synes at ankomme til Sydafrika i oktober eller 
november og trække nordover igjen i sidste halvdel af marts; men nogle 
reiser, først i begyndelsen af april, og endnu i mai er den paatruffet (ved 
Kroonstadt, Oranjefristaten). 

I Sydafrika paatræffes den undertiden enkeltvis, men som oftest i 
flokke, der gjerne samler sig, hvor der findes græshopper, som sammen 
med bier synes at udgjøre dens kjæreste føde. En hun, som blev skudt 
af CuvBB i Matabeleland i november, havde talrige vingede termiter i maven. 
Ofte er blaaraaken under opholdet i syden meget fed. Ligesom i hjem- 
landet ynder den at sidde paa enlige trær i aabent terræn lange stunder 
ad gangen uden at røre sig. 

MARSHALL saa i januar og februar ungfugle af blaaraaken i Mashona- 
land og mente derfor, at den havde hækket dernede. Dette er endnu ikke 
bekræftet af andre. 

Af REICHEnow er det paavist, at de afrikanske eksemplarer afviger fra 


de europæiske ved at have et sterkere markeret gronagtigt parti paa hovedet 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 17 


og i nakken. Han kunde ikke forklare dette fænomen anderledes end, at 
blaaraaken enten maatte skifte dragt to gange i Afrika (baade efter an- 
komsten og før afreisen), eller ogsaa maatte de afrikanske fugle tilhøre en 


egen underart, altsaa ikke være identisk med de europæiske. 


Meropidae. 

24. Merops apiaster, L. 

Bizederens rette hjem er Syd-Europa og Central-Asien. I Skandinavien 
sees den meget sjelden. 

Den forekommer spredt over hele Sydafrika i tiden fra september til 
april, men er ikke fundet der under den europæiske sommer. 
Den synes at foretrække de mere aabne egne og angives paa enkelte 
lokaliteter at være sjelden. Saadanne strøg er egnen ved Kingwilliamstown, 
Albany og Matatiele i East Griqualand, hvor et eksemplar dræbtes i en 
have i ıgro. Den er iagttaget paa Blaauwberg og i Nordest-Rhodesia. 
Til Transvaal, Oranjefristaten og Griqualand west ankommer den i slutten 
af september eller første halvdel af oktober i store flokke, som siden spreder 
sig over landet. 

Dens yndlingskost er bier, hvepse og fluer, og man ser den ofte slaa 
sig tilro i nærheden af farmer, hvor der drives biavl eller i fjelddale, hvor 
vilde bier har tilhold. 

I modsætning til de fleste trækfugle synes biæderen at vere ganske 
stationær under sit ophold i syden. Den samler sig mod solnedgang i store 
flokke i bestemte trær, som aar efter aar benyttes som nattekvarter. Tidlig 
om morgenen — idetsamme solen har vist sig — forlader de sovepladsene 
og viser sig ikke i nærheden af disse pladse om dagen. Den pleier gjerne 
— hvad jeg selv flere gange har iagttaget — at cirkle omkring heit oppe 
i luften og kvidre næsten som en svale, men hoiere. Undertiden farer den 
hen over vandene paa jagt efter insekter og streifer paa en svalelignende 
manér vandskorpen, sandsynligvis for at drikke. Den sees undertiden om 
aftenerne at forfølge Buteo desertorum. Ligesaa ynder den at sidde paa 
udkig efter insekter paa en eller anden stolpe. Biæderen hækker i 
Sydafrika i oktober og november. Redehullet graves som regel 
noget paa skraa nedover i en jordbakke, helst ved en elvebred. Den 
hækker i Spanien i mai; men man ved endnu ikke, hvorvidt det er de 


samme individer, som forplanter sig paa begge steder. 


25. Merops persicus, Patras. 
Denne art lever i Sydvest-Asien og sees som en sjeldenhed ogsaa i 


Sydeuropa. Den træffes sparsomt over saagodtsom hele Sydafrika fra 
Vid.-Selsk. Skrifter, I. M.-N. KI. 1914. No. 6. 2 


18 ORJAN OLSEN. M.-N. KI. 


november til april, men ikke til andre aarstider. Den er fundet 
hekkende i Sydafrika baade ved Zambesi og Vaal River. Ved Durban 
viser den sig under den sydafrikanske sommer i store flokke, som standser 
op for nogen tid paa steder, hvor der er meget at jage; men den er endnu 
ikke paatruffet hækkende der. Den sees ofte sidde paa toppen af siv. 


Dens stemme er daarlig og ikke videre velklingende. 


Cypselide. 


26. Cypselus apus, L. 

Taarnsvalen, som hækker over hele Europa og langt ind i Asien, an- 
kommer til os i midten af mai og trækker sydover igjen i slutten af august 
eller begyndelsen af september. 

Den træffes i Sydafrika under vor vinter, men hvorvidt den fore- 
kommer i større antal dernede er vanskeligt at sige, da den saa let for- 
veksles med den nærstaaende, stationære art Cypselus barbatus. Helt sikre 
fund har man fra Matabeleland, Oranje River og Kimberley. Den viser 
sig i Sydafrika allerede i slutten af august og tidlig i september og maa 
saaledes trække særdeles hurtig. I april drager den atter nordover. 

Da vi paa reisen til "Sydafrika arbeidede os sydover den Biscayske 
bugt under voldsom sydvest-storm med øsregn, drev en havareret storm- 
svale ned paa skibet, hvor den blev liggende og drive helt afkræftet i 
sjøerne, som skyllede frem og tilbage over dækket. En matros bragte den 
ind i min lugar, hvor den forblev natten over, fastklamret til en regn- 
frakke, som viftede frem og tilbage langs væggen under den voldsomme 
sjø. Men den var for medtaget til at kunne reddes, og da' den næste dag 
kun blev daarligere, maatte vi gjøre en ende paa dens lidelser. 


Dette var den 4de august, — sandsynligvis var den paa sydtræk. 


Caprimulgidae. 


27. Caprimulgus europaeus, L. 

Natravnen, som har sit hjem i Europa og Sydvest-Asien, findes i 
norden helst i glissen barskog. Den viser sig i Norge i midten af mai og 
forsvinder atter i slutningen af august eller begyndelsen af september, nogle 
ungfugle endnu senere. 3 

Den forekommer spredt over hele Sydafrika fra november til marts. 
I Rhodesia og Damaraland er den dog endnu ikke paavist, skjont den jo 
maa trække gjennem disse egne. Ogsaa i Pondoland sees den sjelden. 


Almindeligst er den naturligvis i skovegnene, men den er ogsaa fundet 


m 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 19 


flere steder i Oranjefristaten og Transvaal (f. ex. ved Potchefsstroom). I 
de for en stor del plantede lovskoge ved Pretoria sees den almindelig under 
den sydafrikanske sommer. Den er ogsaa erholdt ved Limpopo. 


Det er vanskeligt at forstaa, hvordan denne fugl, som ligefrem synes 


at blendes af dagslyset, kan finde frem den uhyre lange vei mellem Norge 


og Sydafrika. Man maa jo gaa ud fra, at den — sin natur tro — kun 
trækker i skumringen eller i mørke. Ungfuglen har kanske heller ingen 
kjendtmænd til at vise sig veien, da de som regel forlader vort land, efter 


at de gamle er afreist. 


Strigidae. 


28. Strix flammea, L. 

Sleruglen, som har en overmaade vidstrakt udbredelse, er i Norge 
kun fundet en enkelt gang. I Danmark derimod er den ganske almindelig 
og stationær. 

Den er temmelig almindelig paa de fleste steder i Sydafrika — kanske 
med undtagelse af Natals kystland — og træffes dernede hele aaret. 
Ligesom i norden slaar den sig ofte parvis ned i udhuse og gjemmer sig 
i huller om dagen, men kommer i skumringen og om natten frem paa jagt 
efter rotter og mus, smaafugle, flaggermus og store insekter. Dens skrig 
er heit og ildelydende, og boerne mener, at hvis en slerugle skraber paa 
hustaget en nat, maa en af husets beboere de. 

Den hekker i Sydafrika og lægger i almindelighed 2—4 æg, men 
undtagelsesvis flere. Den ıste mai 1904 fandt saaledes Pym et rede, som 
indeholdt 7 zg, af hvilke 4 blev udklækket i løbet af maaneden. Men fer 
ungerne kunde flyve og saaledes endnu trængte til sine forældre, lagde 
disse et nyt kuld paa 4 æg. Et kuld paa 4 æg er fundet den 3die april i 
Potchefsstroom og et paa 6 i Matabeleland. Ved Beira, hvor sløruglen skal 
være almindelig i skovene, fandt SHEPPARD et æg i en ubrugt bygning nær 
byen, hvor en hel uglekoloni havde slaaet sig ned. Den er almindelig 
rundt farmene ved Pretoria og siges der at tage mange unge duer, medens 
disse endnu ligger i reden. 

Den sydafrikanske slorugle ansees af nogle for en egen underart, Strix 


flammea maculata, som dog i hvert tilfælde staar den europæiske meget nær. 


20 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


Cuculiformes. 


Cuculidae. 


29. Cuculus canorus, L. 

Gjoken har en meget stor udbredelse i de nordlige verdensstreg. Den 
ankommer til Sydnorge i slutten af mai og afreiser atter i august eller 
september. : 

Under den europæiske vinter paatræffes den i mindre antal paa de 
fleste steder i Sydafrika nordenfor Kapkolonien. Oftest er den fundet i 
Transvaal, hvor den gjerne holder til blandt mimosa-buske. Desuden er 
den iagttaget 1i Pondoland, Rhodesia og Matatiele, hvor en halvvoksen han 
blev skudt i en gummiplantage i byen. I Zambesidalen er den erholdt 
tidligst i november og i Tysk Sydvest-Afrika saa sent som i april. 

Gjeken er i Sydafrika meget sky og unddrager sig gjerne ved en 
ilsom flugt, naar man forsøger at nærme sig. Dens yndlingskost er lige- 
som i Mellem- og Syd-Europa (men ikke i Norge) haarede larver. De fleste 
eksemplarer man har erholdt i Sydafrika har været ungfugle, som endnu 
ikke har naaet kjensmodenhed og sandsynligvis har været udklækket i 
norden den foregaaende vaar. Nordtrækket synes hovedsagelig at foregaa 


i sidste halvdel af marts. 


3o. Coccystes glandarius, L. 

Denne gjeg, som hører hjemme i den sydvestlige del af den palæ- 
arktiske dyreregion, træffes under den europæiske vinter — skjønt noksaa 
faatallig — over størstedelen af Sydafrika (indbefattet Tysk Sydvest-Afrika) — 
saavel i skovklædte som aabne landskaber. De fleste ankommer i oktober 
og reiser nordover igjen i marts, men paa nogle lokaliteter viser den sig 
allerede i slutten af september. Dette er saaledes tilfælde ved Salisbury i 
Rhodesia, hvor den skal forekomme i forholdsvis stort antal. Den sees 
der oftest enkeltvis eller parvis og lader nu og da sin ubehagelige stemme 
høre. Søger man at komme den paa hold, tager den gjerne tilflugt til et tæt 
træ, gjemmer sig midt inde i dette og lurer sig stille væk paa den side, 
som vender fra angriberen, om man kommer for nær. 

Den lever hovedsagelig af græshopper, bier og haarede larver. Nogen 
tid efter ankomsten kan man ofte se hannerne forfølge hverandre. 

Mr. Ivy har konstateret, at Coccystes glandarius hækker i Sydafrika. 
Han fandt nemlig i december en unge af denne art i et rede af den rød- 


vingede stær (Amydrus morio). Ungen blev taget med hjem og foret med 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 2I 
4 


insektlarver og smaa kjodstykker, og 14 dage senere var den flyvedygtig. 
Dens dragt var ikke meget forskjellig fra den voksne fugls. Den blev snart 
meget tam, foretog ofte udflugter udenfor huset, men kom gjerne og satte 
sig paa hans skulder, naar han kaldte paa den. I april blev den meget 
urolig i sin opforsel, flei stadig vaek mod vaeggene og vinduerne og dedei 
slutten af maaneden. | 

Ved Rocklands, Fish River, har man i et rede af en kraake (Corvus 
capensis) fundet to æg af denne gjøg, ogsaa i december. 

Mr. Ivy har ogsaa seet to gamle gjege af denne art flyve sammen 


med 4 ungfugle i slutten af februar og tror derfor, at de gamle samler 


sine unger — som udklækkes af forskjellige pleieforældre — sammen, for 
de trækker nordover, — hvilket alle synes at gjøre. 
Charadriiformes. 
Charadriidae. 


31. Glareola pratincola, L. 

Braksvalen er udbredt over Sydeuropa og Vestasien og vandrer om 
vinteren til Abyssinien og Nyassaland. 

Et mindre antal trækker helt til Sydafrika, hvor den er paatruffet i 
Natal, Oranjefristaten og Kapkolonien samt en enkelt gang i Damaraland. 
Den er observeret i september paa sandbanker ved en elv i Nordest- 
Rhodesia og ved Zambesi allerede i juli. Det sidstnaevnte eksemplar har 
muligens opholdt sig hele aaret i Sydafrika. De fleste viser sig først i 
november eller senere, hvis man kan slutte noget af de faa data, som fore- 
ligger, men den er ogsaa fundet saa langt syd som ved Wepener i Oranje- 
fristaten allerede den 28de august. Den er iagttaget paa nordtræk i de 


første dage af april. Under trækket slutter den sig sammen i flokke. 


32. Glareola melanoptera, Norpn. 

Denne art hører hjemme i det sydvestlige Rusland og Vest-Sibirien. 
Den trækker over Lilleasien, Ægypten og Nubien og er fundet over sterste- 
delen af Sydafrika i tidsrummet oktober—marts. I Rhodesia er den dog 
endnu ikke paavist. 

Den optræder oftest (men ikke altid) i store flokke, som følger græs- 
hoppesvzermene. Naar den angriber en større sværm af flyvende græs- 


hopper, søger den gjerne at skille ud for sig selv en del af denne, som 


22 ORJAN OLSEN. M.-N. KI. 


saa omringes af de i cirkler flyvende fugle og dræbes. De unge, endnu 
vingeløse græshopper snappes paa marken. I mangel af græshopper tager 
den ogsaa biller og andre insekter. Paa grund af sin levevis er den godt 
likt af farmerne. Den har en let, svalelignende flugt. Man kjender intet 


eksempel paa, at den har hækket i Sydafrika. 


33. Squatarola helvetica, L. 

Strandloen hækker paa tundraerne ved Ishavet saavel i den gamle 
som nye verden og streifer om vinteren vidt omkring i syden. I Norge 
sees den kun paa trækket, særlig om høsten, medens vaartrækket synes at 
foregaa meget hurtigt og i mindre udstrækning berøre vort land. De gamle 
fugle viser sig hos os i midten af august, og ungfuglene trækker forbi til 
langt ud i oktober. I Danmark og Sverige er strandloen ofte iagttaget 
allerede i juli, og sterile eksemplarer er leilighedsvis fundet saavel der som 
paa Jæderen hele sommeren over. Vinterdragten er endnu ikke fuldt ud- 
viklet, naar den drager sydover. 

Under vor vinter er den fundet spredt langs hele den sydafrikanske 
kyst, paa nogle steder ganske almindelig. Den holder gjerne til ved mun- 
dingen af de større floder paa mudderbanker eller større dyndflader, som 
tørlægges ved ebbetid. Som oftest sees den alene, sjeldnere parvis i flokke 
af andre vadere, hvor den løber hurtig omkring, søgende efter crustaceer, 
ormer og insekter. Den lader sig ikke let komme paa skudhold. I Tysk 
Sydvest-Afrika er den paatruffet i oktober, og efter fundene at dømme synes 
den at ophoide sig i Sydafrika til udgangen af marts eller muligens noget 
længere. Paa Jæderen er den erholdt i slutningen af april. I syden har den 
som regel vinterdragt, men ét eksemplar, som erholdtes af ANDERSSON i 
Damaraland, havde delvis sommerdragt. Strandloen er ogsaa paavist i 
Transvaal, men disse individer har sandsynligvis kun været paa gjennem- 


træk. 


34. Aegialitis asiatica, AyREs. 

Denne fugl haekker paa Vest. og Central-Asiens stepper og trækker 
over Arabien og Østafrika til Sydafrika, hvor den forekommer almindelig 
— saavel ved havet som i indlandet — i tiden fra oktober til marts. 
Ved Potchefsstroom i Transvaal er den fundet allerede i september. Den 
ankommer i store flokke, som siden deler sig op i smaapartier paa 10—20 
individer, der sees løbe omkring par aabne marker paa jagt efter smaa- 
insekter. Ofte — i særdeleshed efter at det har regnet — træffes den 
langt fra vand. Ved ankomsten har mange individer endnu fuld sommer- 


dragt. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 23 


35. Aegialitis Geoffroyi, HARTING. 

Denne vidt udbredte art er kun 3 gange erholdt i Sydafrika, nemlig 
ved Kapstaden, Pt. Elizabeth og Durban, paa det sidste sted i marts. Den 
.holder sig udelukkende ved havkysterne — sedvanligvis i smaa flokke — 


og lever af smaa evertebrater, som tages paa stranden. 


36. Aegialitis hiaticula, L. 

Vor almindelige strandryle haekker over hele Europa og gjennem 
Sibirien til Baikal, samt i det nordlige Nordamerika og paa Grenland. Den 
ankommer til Norge allerede i marts eller begyndelsen af april og for- 
svinder atter i tiden fra juli til september. 

I Sydafrika treeffes den fra september til april, fortrinsvis langs kysten, 
men ogsaa i indlandet, og er paa nogle lokaliteter meget almindelig. 
Laengere op paa estkysten, ved Beira, synes den at vare sjelden. Den 
træffes helst paa mudderbanker langs elvene eller ved stranden, men ogsaa 
paa græsbevoksede marker længere borte fra vandet, hvor den kan sees 
løbe omkring, søgende efter insekter og andre smaa evertebrater. Ligesom 
i norden lader den ofte sin melodiske fleiten here, naar man nærmer sig. 
Man finder som regel en god del fin sand i dens mave. En han i fuld 
sommerdragt er skudt i Sydafrika, men regelen er, at den har vinterdragt 


dernede. 


37. Aegialitis cantianus, LATH. 
Den hvidbrystede ryle, som hækker over den palæarktiske region fra 
England til Japan, er kun to gange konstateret i Sydafrika, nemlig ved 


Zwaartkops River nær Pt. Elizabeth og i Whalefish Bay (af ANDERSSON). 


38. Strepsilas interpres, L. 

Stendreieren hækker langs Ishavet saavel i den gamle som ny verden, 
samt ved Skandinaviens kyst, men saavidt man ved, ikke længere syd. 
Derimod streifer den om vinteren viden om langs de sydlige haves kyster. 
Den kommer til Norge i slutningen af april og trækker sydover i august 
og september. 

I Sydafrika forekommer den mere eller mindre hyppig saavel paa vest- 
som østkysten i tidsrummet oktober—april og er endog fundet saa sent 
som i mai (Saldanha Bay). Den opholder sig næsten altid paa havstrandene 
og træffes kun sjelden — og som det synes mest under trækket — i længere 
afstand fra havet. Som regel har den vinterdragt under opholdet i Syd- 
afrika, men denne skiftes ved den tid afreisen finder sted. ANDERSSON skjød 


saaledes et eksemplar i sommerdragt i Whalefish Bay i april. 


24 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


Den 4de januar 1913 traf jeg en mindre flok stendreiere i den ydre 
del af Saldanha Bay, hvor de rodede om efter smaadyr i de tangmasser, 
som bølgerne havde drevet op paa den storstenede strand. De var ikke 
meget sky, men havde noget rastlest over sig, idet de med korte mellem- 
rum flei op under velkjendte, hjemlige skrig for straks efter at slaa sig ned 
i nærheden af sit første opholdssted. Herunder klumpede de sig saa tæt 
sammen, at det lykkedes mig at nedlægge 5 eksemplarer i et skud. Heraf 
var 3 hunner og 2 hanner. Dagen efter skjod jeg endnu én. De var alle 
overordentlig fede og havde helt reducerede generationsorganer (i hvile- 
tilstand). Den 3die februar traf jeg nogle stendreiere i følge med en flok 
Tringa subarcuata og Calidris arenaria i bunden af Riet Bay og skjed en 
af dem. Da stendreieren altid foretrækker stenede og storgrusede strande, 
blev jeg noget forbauset over at finde den paa denne lokalitet, hvor bunden 
(som terlaegges ved ebbe) samt bredderne kun bestaar af blødt mudder og 
lere. Sandsynligvis har den søgt ind i denne stille bugt, fordi sjeen brød 
saa voldsomt mod den ydre havstrand, at den havde vanskeligt for at 
finde tilstrækkelig kost der. Den 28de januar skjed jeg ogsaa en hun. 

Alle disse eksemplarer var i fuld vinterdragt og skiller sig lidet fra 
dem, som er taget om vinteren herhjemme. 

Oversiden er kun en smule lysere, og de rødbrune fjærkanter paa 
vingerne træder mere frem, men ikke saa meget som i ungfuglsdragten. 


De var forøvrigt vistnok alle yngre individer. 


Scolopacidae. 


39. Telmatias major, GMEL. 

Dobbeltbekkasinen, som hækker i Nordeuropa og Sibirien, ankommer 
til Norge i slutningen af april eller begyndelsen af mai og trækker væk 
i begyndelsen af september. Den overvintrer undertiden paa Jæderen. 

I Sydafrika forekommer den noksaa almindelig ved sumpe og smaa- 
vande med fugtige bredder under vor vinter. Den er taget fra Kap til 
Beira i portugisisk Sydøst-Afrika og skal paa det sidste sted være temmelig 
almindelig. I Rhodesia sees den sjelden, men i Natal derimod til sine tider 
meget almindelig. Saaledes kunde man ved Eastern Vlei nær Durban i 
november 1899 paa en jagtttur før frokost skyde 10—12 par! 

Dens flugt er lav og ikke særlig hurtig. Paa sydtræk ankommer den 
ialmindelighed i september eller oktober, og under opholdet dernede op- 
træder den som regel enkeltvis eller parvis, sjelden i flokke. Den lever 


hovedsagelig af biller og andre insekter. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 25 


Nogle faa dobbeltbekkasiner treffes hele aaret rundt i 
Sydafrika, men man har ikke fundet den hækkende der. 


40. Telmatias gallinago, L. 
Træffes under vintertrækket spredt paa Sydafrikas østkyst paa egnede 


steder, synes at være oftest paatruffet i Pondoland. (Davies). 


Totanidae. 


41. Numenius arcuatus, L. 

Storspoven heekker fra Nord- og Mellem-Europa østover til Baikalsjgen. 
Den ankommer til Sydnorge allerede i marts, og hunnerne trækker sydover 
allerede i slutten af juni elier begyndelsen af juli, mens ungerne kun er 
10—12 dage gamle, idet de overlader sine ægtemager at sørge for de 
unges videre opdragelse. Naar ungerne er flyvedygtige, d. v. s. fra midten 
af juli til midten af august, trækker de gamle hanner. Tilslut kommer saa 
ungfugl-trækket, som varer til udgangen af september. Enkelte eksemplarer 
er fundet overvintrende paa vestkysten. 

I Sydafrika findes den almindelig paa gunstige lokaliteter langs 
hele kysten og træffes — omend sjeldnere — ogsaa i indlandet. Den an- 
gives at være noksaa sjelden i Pondoland, men derimod særdeles talrig 
ved Komatiport, mellem Letaba og Limpopo. I Rhodesia sees den nu og 
da efter sterkt regn. Den træffes som regel i smaaflokke langs stranden 
eller paa flad, sumpet grund, nærer sig af smaa evertebrater og er som 
regel i syden meget fed. 

De fleste synes at ankomme i september, men da nogle forbliver 
hele aaret i Sydafrika, er det mange gange vanskeligt at afgjøre, 
hvilke der er trækfugle. 

I Saldanha Bay havde jeg (i januar og februar) god anledning til at 
iagttage storspoven og dens færd. Den var der altid at træffe i bunden 
af en grund liden bugt, Riet Bay, hvor mange kvadratkilometer af den 
mudrede, lerede bund tørlagdes ved ebbetid. Den saaes der i flokke paa 
hundreder i følge med smaaspoven (Numenius phacopus) og gjerne paa 
samme steder som den hellige ibis (Jbis religiosa), som den dog ikke 
egentlig syntes at blande sig med. Helst holdt den sig langt ude paa de store 
mudderbanker i tæt samlede flokke uden at slutte sig til de talrige andre 
vadere, som pleiede at opholde sig der. Ved flodtid blev den nødt til at 
rømme mudderbankerne og slaa sig ned paa de flade, aabne, med krybende 
vandplanter bevoksede bredder af bugten. Men overalt var den lige sky, 


og det var mig trods alle anstrengelser umuligt at erholde et eneste 


26 ORJAN OLSEN, M.-N. Kl. 


eksemplar i dette aabne terræn. Den flei som regel op paa ca. 300 meters 
hold, idet enkelte lod here de hjemmefra saa velkjendte skrig. Herunder 
narrede de som oftest de hellige ibiser med sig, men undertiden tog dog 
disse sagen mere med ro og forblev tilbage paa pladsen. Naar en spove- 
flok blev opskramt, fløj den gjerne tvers over bugten for at slaa sig ned 
paa den anden bred, og denne manøvre kunde den gjentage 2—3 gange; 
men fik den saa ikke vere i fred, fløj den væk til et sikrere sted. Efter 
en times forløb vendte flokkene gjerne tilbage og slog sig ned paany, om 


alt saa fredeligt ud. 


Inde i den store lagune i bunden af Saldanha Bay terlagdes ved lav- 
vande uhyre mudderbanker, og ved disse tider samlede der sig paa dette 
sted flokke af spover, flamingoer, pelikaner, ibiser og andre vadere, hvis 
samlede antal utvilsomt androg til hundredetusinder. Ved flodtid forsvandt 
de fleste atter. Da landet deromkring i vid omkreds er næsten en ørken 
og selve havstranden ter og sandet, er det sandsynligt, at hovedmzengden 
af disse fugle kom langveis fra. Saldanha Bay er ogsaa den eneste hav- 
bugt paa hele denne del af kysten, hvor Sydhavet næsten altid bryder 


voldsomt ind mod den tørre strand. 


Da jeg paa gjennemreise til Natal den 6te september foretog en liden 
ekskursion til Riet Bay, saa jeg kun en enkelt storspove der. T januar og 
februar var den — som ovenfor nævnt — talrig tilstede. I første halvdel 
af marts aftog den betragtelig i antal, men da jeg den 18de besøgte stedet, 


saaes endnu en flok paa 30—40 individer tilbage. 


42. Numenius phaeopus, L. 

Smaaspoven, som er noget nordligere i sin udbredelse end foregaaende 
art, hækker almindelig i Nordrusland og Skandinavien. Den viser sig 
hos os i begyndelsen af april, og i midten af juli trækker de gamle af 
begge kjen sydover i spredte smaaflokke. Ungfuglene afreiser først en 


maaned senere. 


Den træffes i Sydafrika rundt kysten fra Kapkolonien til Natal samt i 
Transvaal. Ogsaa i Tysk Sydvest-Afrika er den paatruffet. ‘Den er overalt 
faatalligere end storspoven undtagen i de nordlige, indre landsdele, hvor den 
synes at finde sig bedre tilrette: Nogle eksemplarer — som regel 
ungfugle — kan paatreffes i Sydafrika hele aaret, men den er 
ikke fundet hækkende i syden. Om dens livsfersel og opholdssteder i 
Sydafrika gjælder forøvrigt det samme, som ovenfor er sagt om stor- 


spoven. 


1914. No. 6. NORDLIGE TREKFUGLE I SYDAFRIKA. 27 


43. Limosa aegocephala, L. 

Redspoven, som indtil nylig ikke har været observeret syd for Abyssi- 
nien, fandtes i begyndelsen af februar 1911 af CHuBB i den indre del af 
Durban Bay. Han saa kun et eksemplar, som blev skudt og befandtes at 
vere i vinterdragt. Den spadserede omkring paa den terlagte, mudrede 


bund og lod nu og da here en kort, hvislende fleiten. 


44. Limosa lapponica, L. 
Et eksemplar fra Natal findes i Durban museum. Nærmere data 


mangler. 


45. Limosa cinerea, Grp. 

Tereksneppen, som findes talrig i Nordrusland og Sibirien, er nogle 
faa gange paatruffet i Sydafrika under trækket. 

Ayres traf en flok paa 4—5 individer i Durbans havn og skjed en af 
dem, et andet eksemplar er skudt nær Simonstown, og et tredie blev taget 
af ANDERSSON i Whalefish Bay i oktober. Han saa ogsaa enkelte andre i 
Swakop River-dalen og ved Omanbonde. De var for det meste enslige og 
holdt sig ved smaastrømme med sivbevoksede bredder. Den synes mest 


at leve af insekter i syden. 


46. Machetes pugnax, L. 

Brushanen bebor det mellemste og nordlige Europa og Asien. Den 
kommer til Norge i slutningen af april eller begyndelsen af mai og trækker 
væk allerede i juli, — ungfuglene dog betydelig senere, helt til udgangen 
af september. Hannens halskrave vokser ialmindelighed først helt frem efter 
ankomsten hid og fældes sedvanligvis i begyndelsen af juli, efter hvilken 
tid de to kjøn er noksaa lige. 

I Sydafrika træffes den almindelig paa egnede lokaliteter fra august 
til marts. Enkelte steder forekommer den endog talrig, saaledes ved Mata- 
tiele og Zwaartkops River, hvor den til sine tider paa sumpige lokaliteter 
kan sees i store flokke. Paa det sidstnævnte sted paatræffes den under- 
tiden langt fra vand. Den findes saavel i indlandet som ved kysten (hyp- 
pigst dog i indlandet) og optræder gjerne i smaaflokke paa 3—12 eksem- 
plarer, hvoraf hunnerne er i absolut majoritet. Ved ankomsten til Sydafrika 
har den ofte mere eller mindre af høstdragten tilbage, og endnu den r2te 
december skjød Davies i Pondoland en han, som ikke helt havde faaet 
vinterdragten. Som ovenfor nævnt, udvikles sommerdragten ialmindelighed 
først helt efter ankomsten til norden, men undtagelser gives dog. Saaledes 


skjød Davies den 7de marts i East Griqualand flere hunner i hækkedragt, 


28 ØRJAN OLSEN. M.-N. KI. 


og en han i sommerdragt er taget ved Oranje River. De fleste brushaner 


synes at forlade Sydafrika i slutten af marts. 


47. Actitis hypoleucus, L. 

Strandsnipen, som hækker over hele Europa og Sibirien, kommer til 
Norge i slutningen af april og trækker sydover i de sidste dage af juli 
eller begyndelsen af august. Ungfuglene reiser senere og kan paatreeffes 
helt ud i oktober. 

Den er almindelig i Sydafrika — saavel ved kysten som i indlandet — 
i tidsrummet oktober—marts, men treeffes spredt baade tidligere og senere. 
Ved Lusikisiki er den seet allerede 18de august, og i Rhodesia har man 
gjentagne gange iagttaget den samme maaned. I Beira skal den vere 
meget almindelig. Den træffes helst enkeltvis ved rindende vand, sjeldnere 
ved »Vleis« (smaa stillestaaende vanddamme). Bliver den skadeskudt, søger 
den at redde sig ved at svømme og dykke. Den antager som oftest sommer- 
dragten for afreisen nordover. Et eksemplar, som blev skudt 25de februar 
ved Upington, Oranje River, var allerede i fuld hækkedragt. 


Dens føde i syden bestaar af insekter (mest vandbiller) og crustaceer. 


48. Totanus glottis, L. 

Glutsneppens hjem er den gamle verdens nordlige dele. Til Norge 
kommer den i sidste halvdel af mai, og sydtreekket finder sted fra midten 
af juli til midten af august. De gamle trækker gjerne alene eller kun nogle 
faa i følge, ungfuglene gjerne i flok. 

I tiden fra oktober til marts er den almindelig i Sydafrika paa gunstige 
lokaliteter saavel ved kysten som i indlandet. Den angives at komme 
_ trækkende i flokke, som siden spreder sig. I indlandet sees den mest en- 
keltvis, men langs kysten kan den undertiden træffes i større flokke ogsaa 
midt under den sydafrikanske sommer. Den synes at være noksaa faatallig 
paa østkysten, hvor den særlig foretrækker elvemundingerne og gjerne sees 
i spredte par sammen med andre vadere; men ved Kapkoloniens syd- og 
vestkyst er den paa sine steder meget almindelig. Hovedmængden ind- 
finder sig i oktober, men spredte forløbere er fundet allerede i midten af 
august. Et mindre antal sees endnu i april. 

I Saldanha Bay var den meget almindelig paa de store blottede 
mudderbanker eller langs stranden. Den holdt sig oftest for sig selv i 
smaaflokke paa 5—8 individer, undertiden sammen med en eller to Tofanus 
calidris, men sjeldnere blandet ind i de store flokke af smaasnepper, som 
færdedes der. Søgte man at nærme sig, flei de altid op langt udenfor 
skudhold under de velkjendte, karakteristiske skrig, som de dog lod høre 


sjeldnere end i hjemlandet. 


I9I4. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 29 


Det lykkedes mig derfor kun at erholde et eneste eksemplar, en hun, 
som jeg overraskede og skjed den r4de februar, medens den stod og drak 
af en ferskvandsdam ved Ostenwald, — den eneste i vid omkreds. Den 
var i fuld vinterdragt, men gjennemgaaende noget lysere farvet end de 
eksemplarer, jeg har seet i norden. Ovariet befandt sig endnu i hvile- 
tilstand med meget smaa follikler. Fuglen var — i modsætning til, hvad 
snepperne pleier at være i Sydafrika paa denne aarstid — meget mager 
og havde ingenting i maven, hvorimod tarmerne var opfyldt af et farvelest, 
seigt og fasthængende slim. Den var derfor vistnok syg. Den sad ganske 
alene mellem nogle drikkende duer og spurvefugle og blev skudt paa kort 
hold. — Henimod midten af marts syntes glutsneppen at blive faatalligere 
i Saldanha Bay, men da jeg den 18de marts besegte Riet Day, var der 


endnu adskillige tilbage. 


49. Totanus calidris, L. 

Den redbenede sneppe, som haekker i det mellemste og nordlige Europa 
samt Vestasien, ankommer til Norge i midten af april, og de fleste trækker 
sydover igjen i lebet af august. Enkelte overvintrende individer er paa- 
truffet paa Jæderen. 

I Sydafrika synes den at være sjelden paa de fleste steder, men den 
er dog fundet saavel paa vest- som ostkysten af Kapkolonien samt i Natal, 
ved Lake Ngami og Whalefish Bay. Lavamp paatraf den i stort antal ved 
Zoetendals Vley i Bredasdorp i november. 

Jeg saa 3—4 eksemplarer en brændende varm solskinsdag i nærheden 
af Umgeni hotel ved Umgenifloden i Natal, men havde desværre ved den 
anledning ikke gevær med. De var ikke videre sky, men lob om i mudderet 
paa den næsten udtørrede flodbund i nærheden af en stor bambus-heek. 
Da jeg kom for ner, lettede de og flei nogle hundrede meter opover floden, 
hvor de atter slog sig ned. De hjemlige fuglestemmer klang underligt i 
disse fremmede omgivelser. 

Som nævnt under Tofanus glottis saaes i Saldanha Bay enkelte indi- 
vider i felge med denne art — undertiden ogsaa sammen med smaasnepper, 
men den var der lige sky som glutsneppen og lettede altid sammen med 
denne udenfor skudhold. Dens stemme og ydre habitus var dog til- 


straekkeligt til at identificere arten. 


50. Totanus glareola, L. 
Denne udpræget nordiske art, som hækker fra Nordvest-Europa østover 
til Taimyr og i Sydnorge mest træffes paa hoifjeldene, ankommer til os i 


midten af april og trækker sydover i tidsrummet fra midten af juli til 


30 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


slutten af september. Ungfugle med dun i nakken er undtagelsesvis paa- 
truffet paa træk i Sydsverige allerede i midten af juli. 

Den grønbenede sneppe træffes ganske almindelig paa egnede lokali- 
teter over hele Sydafrika i tiden tra oktober til marts. Enkelte forløbere 
viser sig allerede i de sidste dage af august, og nogle efternølere kan 
træffes til henimod midten af april, men de fleste drager nordover i slut- 
ningen af marts. 

Nogle eksemplarer antager vinterdragten først efter ankomsten til Syd- 
afrika. Saaledes fandtes den 28de august et individ i slidt sommerdragt 
ved Potchefsstroom i Transvaal, og flere lignende eksemplarer er taget 
ved Zambesi i september, samt i East Griqualand. 

I Sydafrika træffes den helst i smaaflokke eller parvis ved sumpe og 
strømme; men paa enkelte lokaliteter — f. eks. ved Zwaartkops River — 
sees den oftest enkeltvis sammen med andre vadere eller ganske alene ved 
smaa vandpytter inde paa markerne, langt borte fra større vandansam- 
linger. — Den skal være meget almindelig i Beira og er ogsaa paatruffet 


Ruwenzori. 


51. Totanus ochropus, L. 

Den graabenede sneppe heekker i det mellemste og nordlige Europa 
samt Asien. Den indfinder sig til Norge i april og afreiser sydover i juli, 
— som oftest enkeltvis, men for ungfuglenes vedkommende undertiden 
nogle faa i følge. De sidste trækker ogsaa gjennem hele august. 

I Sydafrika sees den sjelden; men flere eksemplarer er dog taget i 
Kapkolonien ved Colesherg, Knysna og Zwaartkops River. Den er én 
gang erholdt i Natal (af CHuBB). I Beira skal den ifølge SHEPPARD være 


meget almindelig i den varme sæson. 


52. Totanus stagnatilis, Becusr. 

Denne art, som hækker fra Sydeuropa østover til Sydsibirien, viser 
sig i Sydafrika i oktober og forekommer under den europæiske vinter 
spredt i temmelig stort antal paa gunstige lokaliteter over hele landet. Den 
sees helst enkeltvis eller parvis ved smaa vandstrømme eller damme eller 
paa mudderbanker, hvor den løber om, søgende efter smaa orme, bløddyr 
og fiskerogn. To eksemplarer, som toges i februar ved Caledon division 
og Oranje River, var begge allerede i sommerdragt. 

53. Tringa subarquata, GYLD. 

Den krumnæbbede strandvibe er en hoiarktisk fugl, og dens rede var 


ganske ukjendt, indtil den i 1897 for første gang blev fundet hækkende 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. I 
rà 3 


ved Jeniseiflodens munding. Senere er flere reder fundet af den russiske 
polarekspedition paa Taimyr-halveens nordspids; men da denne sneppe 
optræder saa talrig under trækket, har man tænkt sig, at hovedmaengden 
maatte haekke i endnu ukjendte polarlande langt mod nord. Sandsynligvis 
'ter det vise sig, at det nyopdagede Nikolaus den 2dens land er et af dens 
hovedkvarterer. 

Paa nordtreekket sees den aldrig i Norge og meget sjelden i Sverige, 
hvorfor den sandsynligvis følger en østligere vei. Under hesttrækket viser 
den sig derimod hos os i store flokke i midten af juli, og fra denne tid 
til midten af august foregaar de gamle fugles træk, hvorpaa ungfugl- 
treekket felger indtil midten af september. Den trakker ofte i folge med 
Tringa alpina. 

Til Sydafrika ankommer de forste forlebere i august, og i tiden fra 
oktober til marts optræder den i mængde, fortrinsvis ved kysten, men 
ogsaa paa gunstige lokaliteter i indlandet. Et mindre antal traeffes endnu 
ud i april. Oftest sees den i flokke. Ved Zwaartkops River, hvor den er 
almindelig under den hede sæson, har man seet nogle eksemplarer 
hele aaret rundt. Individer, som er skudt i september, har undertiden 
haft rester af sommerdragten tilbage. 

I Saldanha Bay viste den sig ved ebbetid paa de store — under Numenius 
arquatus omtalte — mudderbanker i Riet Bay og den store lagun i flokke 
saa kolossale, at det giver grund til den antagelse, at Sydafrika er et af 
denne arts hoved-vinterkvarterer. Det er sikkert ikke for meget sagt, at flere 
af disse flokke — som var opblandet med talrige Ca/idris arenaria og et 
mindre antal andre snepper — talte titusinder af individer. Naar mudder- 
bankerne ved hoivande dækkedes af vand, forsvandt de fleste, — sand- 
synligvis trak de over til den ydre havstrand. 

Ialmindelighed holdt flokkene ikke tæt sammen, men spredte sig snart 
ud over de uhyre banker, hvert individ ivrig optaget med at søge efter 
føde. Naar jeg barbenet foretog ekskursioner udover bankerne, havde jeg 
sjelden held med mig, idet de nærmeste snepper altid lettede udenfor skud- 
hold og slog sig ned blandt de andre længere borte. Bedst var det at 
komme dem paa hold, naar vandet faldt og de første dyede »øer« eller 
landtunger tørlagdes. Snepperne slog sig da i tætte flokke ned paa disse 
steder og vilde nødig begive sig derfra, — sandsynligvis fordi de var 
sultne. Man kunde nærme sig dem — om ikke paa skudhold — saa ialle- 
fald tilstrækkelig til, at et slængskud ind i den tætte masse bragte en og 
anden til at blive liggende paa valpladsen. 

Lettest at komme indpaa var de smaa flokke, som nu og da kunde 


træffes paa stranden. 


32 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


Omkring midten af marts merkedes en tydelig forandring i sneppernes 
opførsel. Flokkene holdt sig tættere samlet end fer og kunde ofte uden 
nogen synlig foranledning flyve op under tusindstemmig kvidren og gjøre 
flere runder heit oppe i luften for atter at slaa sig ned paa et andet sted. 
Da jeg den 16de marts skjød en han, slog en enkelt fugl sig ned ved den 
dræbtes side, hvilket tyder paa, at snepperne da havde sluttet sig parvis 
sammen inden flokken. Fra den tid aftog 7ringa subarquata merkbart i 
antal for hver dag, men da jeg den 26de marts forlod Saldanha Bay, var 


der endnu tusinder tilbage. 


Under opholdet i Saldanha Bay skjød jeg ialt 19 eksemplarer, hvoraf 9 
var hanner og 10 hunner. De var alle overordentlig fede og havde i maven 
smaa orme og rester af andre stranddyr eller — hvad der var hyppigere — 


kun en ubestemmelig graa masse blandet med en mængde fine sandkorn. 


Alle eksemplarer, som blev skudt i januar, var i fuld vinterdragt og 
deres generations-organer i hviletilstand. Hos en han (fra 6te januar) var 
talrige graa, hvid-spidsede fjær ifærd med at vokse frem baade i brystet 


og paa ryggen. De maatte efter farven at dømme tilhøre vinterdragten. 


Den 17de februar skjod jeg 8 individer i ét skud. Hos 3 af disse, to 
hunner og en han, saaes allerede de første rødbrune fjær af vaardragten 
paa brystet og midten af ryggen, medens talrige nye fjær just holdt paa 
at bryde frem af sit hylster. Generationsorganerne var hos disse individer 
begyndt at vokse til, og hannens testikler havde naaet en længde af ca. 2 
millimeter. Hos de andre eksemplarer, som alle var i fuld vinterdragt, var 


de derimod endnu i hviletilstand. 


Den 16de marts skjed jeg en han-i næsten fuld sommerdragt. Den 
løb omkring paa stranden i Riet Bay sammen med en liden flok, hvoraf 
mindst 5 eller 6 mere eller mindre havde anlagt sommerdragten. Kinderne 
og struben var endnu graahvide, men undersiden ellers mørkt rødbrun 
med brede hvide fjærkanter og lidet fremtrædende sorte flækker indenfor 
disse. Over- og undergumpens fjær var spraglet af hvidt, sort og brunt, 


og benene var kulsorte. Dens testikler var 2!/ mm. lange. 


I vinterdragten — som aldrig sees udviklet i norden — er rygsiden 
mørkt askegraa med graasorte fjærskafter og svagt fremtrædende lysegraa 


fjærkanter, og forbrystets fjær lysegraa med hvide spidser. 


Den 18de marts skjød jeg endnu to eksemplarer i fuld vinterdragt. 
Tringa subarquata anlægger saaledes sommerdragten til meget forskjellig 
tid. Muligens er det de nordligst hækkende stammer, som faar den 
sidst. 


7 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDARRIKA. 33 


54. Tringa minuta, Leisi. 

Denne lille sneppe, som hækker i Ishavsegnene fra Ostfinmarken til 
Jenisei, sees hos os sjelden paa vaartrækket (i mai), men almindelig om 
hesten. Hunnerne viser sig gjerne allerede i midten af juli, og i lobet af 
august foregaar de gamles sydtræk, medens ungfuglenes træk fortsætter 
gjennem hele september. De sidste kommer ofte i store flokke, gjerne i 
følge med Tringa alpina. 

I september viser de første sig i Sydafrika, og i tiden fra oktober til 
marts er den temmelig almindelig overalt paa gunstige lokaliteter, saavel 
ved kysten som i det indre af landet. Enkelte efternølere paatræffes endnu 
i mai. Den har undertiden endnu rester af sommerdragten tilbage ved an- 
komsten til Sydafrika, og et eksemplar, som toges ved Oranje River i mai, 
havde næsten fuldstændig anlagt hækkedragten paany. Individer i overgang 
mellem vinter- og sommerdragt er undertiden iagttaget ved Zwaartkops 
River, hvor 7ringa minuta er meget almindelig under den hede sæson og 
kan sees i et mindre antal hele aaret. Den findes helst i smaa- 
flokke paa mudderbanker, i sumpe eller ved bredden af damme og lever 
af insekter samt smaa orme og crustaceer. 

I Saldanha Bay saa jeg flere gange én eller to 7ringa munuta i følge 
med nogle faa 7ringa subarquata paa stranden i Riet Bay eller den ydre 
del af Saldanha Bay. De lod nu og da here en fin plistren, og naar jeg 
sekte at nærme mig, flei de altid op for sine ledsagere og trak disse 


efter sig. 


Paa hækkepladsen er denne sneppe saa lidet sky, at man næsten kan 


tage den med hænderne. Enkelte gamle fugle — sandsynligvis »oversom- 
rende« eksemplarer — er fundet af CorrETT ved Trondhjemsfjorden tidlig 
i juli. 


55. Tringa canutus, L. 

Denne heiarktiske sneppe sees meget sjelden i Norge paa vaartraekket, 
men derimod meget almindelig om høsten. De gamle fugle viser sig i de 
sidste dage af juli og trækker gjennem hele august, og ungfugl-trækket 
paagaar helt til udgangen af september. Paa Jæderen kan den findes en- 
keltvis helt til henimod nytaar. 

I Sydafrika er den kun paatruffet enkelte gange. ANDERSSON tog to 
eksemplarer i Damaraland (den 2ode oktober og 4de november 1863), og 
Davies skjed den 25de november 1906 en han i vinterdragt i Pondoland. 
Den havde gulgraa fødder. Ogsaa i Algoa Bay skal den være paatruffet 


og enkelte eksemplarer skudt. 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 6. 3 


34 ØRJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


56. Tringa Bairdi, Hartine. 
Af denne art, som hækker i Alaska og ved Mackenzie-floden, er et 


eksemplar skudt i Whalefish Bay 24de oktober 1863 af ANDERSSON. 


57. Calidris arenaria, L. 

Sandleberen er en heiarktisk art, hvis yngleforhold endnu er meget 
lidet kjendte. Den sees i Skandinavien sjelden paa vaartrækket, men er 
taget i Skaane allerede i april. Om høsten forekommer den i mængde paa 
Jæderen fra slutningen af august til ud i oktober, og nogle ikke forplant- 
ningsdygtige individer er fundet der hele sommeren igjennem. Paa Øland, 
hvor nogle gamle fugle viser sig allerede i begyndelsen af august, sees 
den kun faatallig og kommer gjerne alene eller 2—3 i følge, ofte sammen 
med Zringa alpina. Den følger saaledes hovedsagelig den vestlige vei, 
langs Norges kyst. 

I Sydafrika forekommer den under den europæiske vinter talrig paa 
de fleste steder langs kysten, men ikke i indlandet. Ved ankomsten i sep- 
tember eller oktober har den som regel endnu høstdragten, og i enkelte 
tilfælde endog nogle rødbrune fjær af sommerdragten tilbage paa brystet. 
Naar den i mai trækker nordover, er sommerdragten paany under ud- 
vikling. Den træffes som regel i flok, helst paa mudderbanker sammen 
med andre vadere, og lever hovedsagelig af insekter og smaa crustaceer, 
men delvis ogsaa af vegetabilier. 

Den 3die december traf jeg en stor flok paa den brændende . hede 
sandstrand udenfor Durban. De var sky og klumpede sig saa tæt sammen, 
at jeg kunde nedlægge 6 eksemplarer i et skud. Hos alle disse fandt jeg 
i maven og svælget masser af en liden Nereide, som de eiensynlig havde 
fraadset paa. Den 6te samme maaned saaes atter en stor flok paa beachen, 
hvor de trippede om med forpjuskede dragter under det sterke regn, idet 
de løb udover sandstranden mellem hver bølge og ilsomt snappede de 
smaadyr, som var skyllet op. Ved at lade, som om jeg ikke ænsede dem 
og vilde passere forbi, lykkedes det mig at komme flokken paa droit skud- 
hold og nedlægge et eksemplar, men da saa flokken slog sig ned igjen 
omkring den dræbte, fik jeg i næste skud hele 6 fugle. Alle disse saavel- 
som de fra 3die december var meget magre og havde flere eller færre af 
høstdragtens mørke fjær tilbage paa ryggen. Vinterdragten var dog langt 
fremskredet, og paa hovedet saaes kun hos et enkelt eksemplar spor af 
høstdragten tilbage. Af de skudte fugle var de rr hunner og kun 2 hanner, 
hvilket enten maa tydes som et underligt slumpetræf eller ogsaa derhen, 


at hunnerne har været i majoritet. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 35 


I Saldanha Bay optraadte sandloberen i mindre flokke langs stranden 
eller i vældige sværme paa mudderbankerne sammen med Tringa subarquata, 
og hvad der er sagt om dennes optræden der gjælder i det væsentlige 
ogsaa Calidris arenaria. De 10—12 eksemplarer, som jeg skjed i løbet 
af januar og februar, var dog alle i fuld vinterdragt og generationsorga- 
nerne i hvile. Alle disse var, i modsætning til eksemplarerne fra Durban, 
meget fede. De lod gjerne under flugten høre et kort, skarpt, trillelig- 
nende skrig. 

I vinterdragten — som aldrig sees i norden — er sandløberen paa 
oversiden lyst askegraa, oftest med skiddenhvide fjærspidser, og panden 
samt kinderne er næsten helt hvide. Partiet omkring skuldrene er noget 
lysere end rygsiden forøvrigt. — Ogsaa sandløberen aftog i antal i Saldanha 


Bay fra midten af marts. 


58. Recurvirostra avocetta, L. 

Klyden er udbredt over det mellemste og sydlige Europa og gaar øst- 
over til Mongoliet. I Danmark var den tidligere almindelig, men har i den 
senere tid aftaget i antal. Den kommer did i begyndelsen af mai og 
trækker sydover i slutten af august eller begyndelsen af september. Dens 
yndlingsopholdssteder er langgrunde, sandede strande. 

I Sydafrika træffes den noksaa almindelig langs kysten fra Tysk 
Sydvest-Afrika til Zambesi, helst ved elvemundinger og laguner, men sees 
kun tilfældig i indlandet. Den færdes gjerne i smaaflokke, som løber om 
paa mudderbankerne og indimellem vader ud i aabent vand under sin søgen 
efter insekter, orme og crustaceer. I almindelighed er den mindre sky end 
Totanus-arterne. Den synes at forekomme hele aareti Syd- 
afrika og er fundet hækkende i større antal ved Berg 
River samt ved »vleise i Colesberg. Dens reder var ved Berg River 
— hvorfra Layarp tog flere æg — altid placeret paa en fugtig forheining 


i sumperne og indvendig udforet med tørt siv eller græs. Der var gjerne 


4 æg. 


59. Himantopus candidus, Bonn. 

Stylteløberen er udbredt fra Sydeuropa østover helt til Kina samt over 
store dele af Afrika. 

I Sydafrika er den ikke meget almindelig, men dog erholdt fra enkelte 
lokaliteter saavel i Kapkolonien, som i Natal, Transvaal, Bechuanaland, 
Tysk Sydvest-Afrika, Rhodesia og Portugisisk Østafrika. Den er flere gange 
fundet i juli (f. eks. en steril 9, skudt 28de juli i Transvaal) og fore- 
kommer vistnok i landet det hele aar. Som regel træffes 


36 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


den alene eller parvis i sumpe eller langs elve og sjeer, hvor den gjerne 
sees at vade ud i vandet under sin segen efter snegle og andre smaa 
evertebrater. 

Den er fundet hækkende i større antal ved Berg River i 
september af ANDERSSON, som medbragte æg til Kap-museet, — samt en 
gang ved Durban (Woopwarp). 


Stylteloberen er den eneste af de 7 Himantopus-arter, som forekommer 
i Afrika. 


Laridae. 


60. Lestris crepidatus, Banks. 

Tyvjoen, som heekker overalt ved det nordligste Atlanterhavs og Nord- 
ishavets kyster, træffes nu og da i Sydafrika i tiden fra oktober til marts. 
Saaledes er flere eksemplarer erholdt i Table Bay ved Kapstaden og ét 
i Algoa Bay. Et eksemplar er endvidere skudt i Whalefish Bay af Aw- 
DERSSON, som siger, at tyvjoen slet ikke er ualmindelig der til visse aars- 
tider, og at den fortrinsvis er at finde i smult vande og laguner langs 
kysten. Baade den lysere og den mørke varietet er taget i Sydafrika. 


Tyvjoen holder ogsaa i Sydafrika fast ved sin parasitiske levevis. 


61. Lestris pomarinus, TEMM. 

Den bredhalede tyvjo er en heiarktisk art, som hækker saavel i den 
gamle verden som i Amerika nordenfor 70° n. br. Den sees i Norge mest 
om høsten og vinteren, men sjelden om vaaren. I 1855 saaes store flokke 
udenfor Berlevaag i juni, hvilket muligens har været »oversomrende« 
individer. 

Om vinteren er den paatruffet i Australien og Peru samt Sydafrika, 
men i det sidstnævnte land kun sporadisk. ANDERSSON skjod to eksem- 
plarer i Whalefish Bay, og mr. SwiNBURNE saa et individ — som han des- 
værre ikke fik fat paa — i aaben sjo 100 engelske mil vestenfor Kap- 


kolonien paa 32° s. b. og 16° o. 1. 


62. Hydrochelidon leucoptera, MEısn., Scu. 

Den hvidvingede sortterne forekommer haekkende fra Sydeuropa est- 
over helt til Kina og vandrer om vinteren til Afrika og Australien. I Syd- 
afrika synes den at vaere noksaa udbredt i Transvaal og Oranjefristaten 
under den varme sæson, men er kun én gang erholdt i Kapkolonien. 
Ogsaa i Tysk Sydvest-Afrika, Bechuanaland og Portugisisk Ostafrika synes 


den at forekomme hyppigere og er skudt enkelte gange. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 37 


I Potchefsstroom er den taget baade i juni og juli, hvilket tyder paa, 
at nogle individer forbliver hele aaret 1 Sydafrika. Den lever hovedsagelig 
af snegler og insekter, og sees almindeligvis i betydelige flokke gjøre jagt 
paa de sidste over sumpe, laguner eller endog kun ansamlinger af regn- 
"vand. Dens flugt er langsom, tung og usikker. ALEXANDER saa store flokke 
passere ned over Zambesifloden i november, december og januar, — sand- 
synligvis paa træk. De var i vinterdragt. — Et voksent eksemplar, som 
blev skudt af Ayres i Potchefsstroom 26de juni, havde tiltrods for aarstiden 
kun delvis hækkedragt. 


63. Hydrochelidon hybrida, Dresser. 

Denne terne hækker fra Mellem- og Sydeuropa gjennem Asien østover 
til Kina og trekker ligesom den foregaaende art baade til Afrika og 
Australien om vinteren. 

I Sydafrika forekommer den spredt over hele landet — saavel ved 
kysten som i indlandet — og i større antal end Hydr. leucoptera. De fore- 
liggende eksemplarer er alle taget i tiden december — april, og to af 
dem — fra Berg River og Kroonstad i Oranjefristaten — er i hække-dragt. 
Den holder helst til ved sumpe og indsjeer, hvor den flyver tæt henover 
vanaoverfladen paa jagt efter insekter, hvoraf den hovedsagelig lever. — 
Den er ikke fundet hækkende i Sydafrika. 


64. Sterna macrura, Naum. 

Den rednebbede terne er en hoinordisk circumpolær art, som an- 
kommer til sine hækkepladse i Finmarken i slutningen af mai og trækker 
derfra i august eller september. Enkelte eksemplarer kan dog paatraffes 
paa sydtreek helt ud i oktober. 

Under vor vinter traeffes den i mindre antal spredt over hele Syd- 
afrika, saavel ved kysten som i de indre landsdele. Enkelte individer er 
skudt dernede i juni og august og maa derfor antages at have 
opholdt sig hele aaret isyden; men den er ikke fundet hæk- 
kende der. To eksemplarer fra Sydafrika var i fuld sommerdragt. Sterna 


macrura er ogsaa paatruffet helt nede i Sydishavet. 


65. Sterna fluviatilis, Naum. 

Makrelternens hjemland er Europa, den tempererede del af Asien og 
det østlige Nordamerika. Til Syd-Norge, hvor den er meget almindelig, 
indfinder den sig i midten af mai, og de fleste trækker sydover i løbet 


af august, men ungfugle kan dog paatræffes indtil begyndelsen af oktober. 


38 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


I Sydafrika er den kun paatruffet langs kysten fra den østligste del 
af Kapkolonien til Whalefish Bay, men den er her paa flere steder — f. eks. 
ved Zwaartkops River og Pt. Elizabeth — ganske talrig. Ved Zwaartkops 
River viser den sig gjerne i flokke og sammen med andre terner. Hoved- 
mængden optræder kun i Sydafrika under den varme sæson, men nogle 
kan findes der hele aaret. I Table Bay har man saaledes taget 
flere eksemplarer i vinterdragt i juni og juli! De opbevares i 


Kap-museet. Et eksemplar i sommerdragt er taget i Sydafrika af Layarp, 


men datoen er desværre ikke angivet. — Makrelternen er aldrig fundet 
heekkende i syden. — I Saldanha Bay saa jeg i februar og marts enkelte 
terner — som enten maatte være St. fluviatilis eller St. macrura — flyve 


frem og tilbage over bugten; men da jeg ikke fik skudt noget eksemplar, 
var det umuligt med sikkerhed at bestemme arten. De syntes noget trægere 
i sine bevægelser og skreg sjeldnere, end de pleier at gjøre i hjemlandet, 


— muligens var varmen for trykkende. 


66. Sterna caspia, PALL. 

Den store terne har et meget vidstrakt udbredelsesfelt og forekommer 
over hele Europa syd for 60° n. br., størstedelen af Asien og Nordamerika, 
samt delvis i Afrika og Australien. Den findes ikke i Norge, men var 
tidligere ganske almindelig paa flere steder i Sydsverige og Danmark, hvor 
den i de sidste aar har aftaget sterkt i antal. Til Sydsverige kommer den 
gjerne i de sidste dage af april, og sydtraekket finder sted i slutningen af 
september eller de forste dage af oktober. 

Den er ikke ualmindelig i Sydafrika og er funden paa flere steder 
langs kysten fra Whalefish Bay til Zambesi, undertiden ogsaa ved større 
elve eller sjoer i indlandet. Saaledes skal den være en regulær besøger 
ved Zwaartkops River under den varme sæson, men kun faatallig. Den 
lever af fisk og optræder som oftest enkeltvis eller parvis. Hvor den faar 
være i fred, skal den ikke være videre sky, men skydes der paa den, tager 
den sig det straks ad notam. 

Sterna caspia er fundet hækkende i Sydafrika i St. 
Helena Bay, paa Dyers Island (i Caledon-distriktet) og sammen med Sf. 
Bergii paa en ø ved mundingen af Zambesi i januar. Æggene lægges 
gjerne paa lave, sandede øer eller havstrande uden videre underlag. 

Under mit ophold i Saldanha Bay fra nytaar til 26de marts saa jeg 
flere gange Sterna caspia. Den kom gjerne enkeltvis flyvende langs bugten 
— altid høit oppe og udenfor rækkevidde — og henledede opmerksom- 


heden paa sig ved sit grove, skurrende og vidtlydende »kra« — »kra«, 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 39 


som den nu og da lod here en eller to gange. Undertiden slog den sig 
sammen med maagerne. Saaledes saa jeg den en gang paa en aaben 
sandstrand midt i en stor flok af Zarus dominicanus; men da jeg nærmede 
mig, fløj den op udenfor skudhold — lange for maageflokken — og for- 
"svandt udover bugten. . 

I midten af marts blev jeg vidne til et eiendommeligt skuespil i den 
før omtalte grunde Riet Bay. En uhyre flok af Phalacrocorax capensis 
— den kunde sikkert tælles i titusinder — jagede en stor fiskestim foran 
sig op gjennem bugten. De forskræmte fiske satte afsted med rasende 
fart, men var i det grunde vand altfor synlige mod den lyse lerbund og 
undgik derfor ikke sine forfølgere. I forskrækkelsen skar de stadig væk op 
i vandfladen, som paa de steder, hvor fiskesværmen var tættest, formelig 
syntes at staa i kog. Paa sine steder var vandet næsten dækket af skarve, 
som dykkede, kom op igjen med fisk i nebbet, slog med vingerne og gjorde 
et voldsomt spektakel. Bagtroppen flei uafladelig op og slog sig ned i 
den retning, som fiskestimen tog, dog ikke foran denne. Det syntes saa- 
ledes, som om fuglene forsætlig drev fiskesværmen stadig længere ind i 
den grunde bugt. I 20—30 meters heide over vandet svævede en flok af 
Larus cirrocephalus samt nogle Sterna caspia, som var tilkaldt af larmen. 
Naar fiskene viste sig i vandskorpen, styrtede de sig lodret ned for 
at kapre sin del af byttet. Under denne scene hørtes ofte den store 
ternes grove skrig blandt maagestemmerne, — kun skarverne forholdt 


sig tause. 


67. Sterna cantiaca, GMEL. 

Den kentske terne træffes ved Mellem- og Sydeuropas kyster og var 
tidligere noksaa almindelig i Danmark, men er nu meget sjeldnere der. 
I Sverige og Norge er den kun paatruffet enkelte gange. 

I Sydafrika forekommer den noksaa almindelig langs hele kysten øst- 
over til Durban, men er kun fundet i tidsrummet oktober—mai og synes 
derfor altid at trække væk udenfor denne tid. Den sees oftest i store 
flokke sammen med andre terner og er som regel i vinterdragt, men und- 
tagelser herfra forekommer dog. Davies fandt saaledes i Pondoland 3 
hunner i sommerdragt samt en ikke helt udvokset han, som havde rester 
af sommerklædningen tilbage. Dens korte, lidet vakre skrig høres oftest, 
naar den er optaget med sit fiskeri. Den træffes mest ved selve hav- 
stranden, men undertiden ogsaa ved ferskvand, — f. eks. ved Zwaartkops 
River, hvor den tilfældig kan sees i smaa flokke. Intet tyder paa, at den 
nogensinde skulde have hækket i syden. 


40 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


68. Sterna Dougalli, Mont. 

Dougals terne synes kun sjelden at besoge Sydafrika. I British Museum 
findes to eksemplarer, som skal stamme fra Kap Gode Haab og Algoa Bay. 
Brown mener at have seet den i store flokke, ofte sammen med andre 
terner, ved Zwaartkops River. 


69. Sterna minuta, L. 
Ifelge Stark findes der i British Museum et eksemplar af dvergternen 


fra »Cape Seas«. Den er ikke paatruffet flere gange i Sydafrika. 


70. Sterna media, HOoRSFIELD. 

Denne art, som skal forekomme noksaa almindelig langs kysterne af 
Ostafrika og Madagaskar, er en gang fundet i Durban og en gang i Beira 
(af SuEPPARD). Ved Kapkoloniens og Sydvest-Afrikas kyster er den aldrig 
iagttaget. 


Gruiformes. 


Rallidae. 


71. Crex pratensis, Brcust. 

Agerriksens hjemland er Europa og Nordasien vestenfor Jenisei. Til 
Norge ankommer den i midten af mai, og i løbet af september trækker de 
fleste sydover; nogle ungfugle sees dog til midten af oktober. Den flyver 
tungt, langsomt og ugjerne og er meget stationær paa hækkepladsene. 

Trods sin tunge flugt viser den sig i slutten af november i Sydafrika 
og er fra december til marts noksaa almindelig i de nordlige dele af landet 
paa visse lokaliteter; derimod sees den sjelden i Kapkolonien. I lobet af 
den sydafrikanske host forsvinder den atter, — hovedmængden i slutten 
af marts. 

Den holder helst til mellem langt græs og lader sig vanskelig skræmme 
op to gange. Selv hunde søger den at undgaa tilfods, og Ayres siger, 
at dette ofte lykkes den ved at den hopper langt ud til siden over græs- 
toppene og saaledes bringer hundene til at miste sporet. — Den lever 
hovedsagelig af insekter. Hannens snirpende stemme, som vistnok har 
med hækningen at gjøre, har man ikke hort i Sydafrika. Agerriksen angives 
at være sjelden i Rhodesia og ved Pretoria — hvor den kun er paatruffet 
et par gange i agerland —, og det synes idethele taget efter fundene at 


dømme, som om den foretrækker skov-egnene. Den hekker sand- 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 41 


synligvis nu og dai Sydafrika, da dr. Fitzsimmons flere gange 
har fundet og bragt til museerne æg, som ikke kan være af nogen anden 


kjendt sydafrikansk fugl. 


72. Ortygometra porzana, FLECcK. 

Den smaaplettede sumphone, som hækker i Europa og Vestasien, sees 
kun som en sjeldenhed i Sydafrika. En,hun er skudt i Sechele’s land i 
Bechuanaland og et andet eksemplar ved Namas i Kalahari, begge i december. 
Desuden har man taget en hun i Nordest-Rhodesia i februar og flere 


individer 1 Zambesidalen i nærheden af Feira. 


73. Ortygometra pusilla, Pair. 

Denne art, som hekker fra Europa østover til Baikalsjoen, træffes 
spredt paa gunstige lokaliteter i Sydafrika saavel ved kysten som i det 
indre og Synes at forekomme i landet aaret rundt. Den op- 
holder sig helst mellem grzes ved stillestaaende damme eller sjeldnere ved 
smaa strømme og er ligesom de andre af sin slegt vanskelig at jage op, 
idet den efter en kort, tung flugt kaster sig til jorden og søger at und- 
komme tilfods. Den lever af forskjellige smaa-evertebrater. 

ANDERSSON fandt den he kkende i nordre Damaraland. Rederne 
var bygget af sivstilke, græsstraa etc. og indeholdt 6—7 eg. 

REICHENOW mener, at den sydafrikanske stamme viser distinkte for- 
skjelligheder fra den europæisk-asiatiske og har derfor udskilt den som til- 


herende en egen underart, O. pusilla obscura. 


74. Gallinula chloropus, L. 

Den grenbenede vandhene, som hækker over størstedelen af Europa 
og Asien og undertiden overvintrer ogsaa i Sydnorge, forekommer 1 Syd- 
afrika mere eller mindre almindelig hele aaret rundt paa gunstige loka- 
liteter. Særlig almindelig skal den vere i Kroonstad-distriktet i Oranje- 
fristaten, hvor den sjelden skydes paa og derfor er meget tam. I Rhodesia 
træffes den mest under regn-sæsonen. Oftest findes den ved siv- og græs- 
bevoksede bredder af smaa vande eller damme, sjeldnere langs elvene. 
Den synes at holde sig i ro om dagen, men farter tidlig om morgenen 
samt om aftenen livlig omkring og træffes da undertiden i græsset længere 
borte fra vandet. Ligesom de øvrige af slegten flyver den nødig op, men 
løber udmerket. Den lever mest af orme, insektlarver og vegetabilier. 

G. chloropus hækker i Sydafrika, men lægger der kun 2—4 æg, 
medens antallet i Europa er 7—9. Den bygger af siv-stilke og andre vand- 
planter et flydende rede, som anbringes saa skjult som mulig inde mellem 


sivene. 


42 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


Falconiformes. 


Falconidae. 


75. Falco subbuteo, L. 

Lærkefalken hækker over hele Europa og Nordasien sendenfor polar- 
cirkelen. Under den europæiske vinter er den paatruffet faatallig i Syd- 
afrika helt ned til Kap. Den er skudt i Tysk Sydvest-Afrika, 1 Damara- 
land i regntiden, i Knysna og Natal samt paa nogle andre lokaliteter; men 
endnu ikke i Transvaal. Den lever i syden mest af grasshopper, sommer- 
fugle og termiter og streifer "helst omkring i halvmerke. — De fleste 


eksemplarer, som er taget i Sydafrika, har været ungfugle. 


76. Tinnunculus vespertinus, L. 

Aftenfalken hækker i Østeuropa og østover gjennem Asien til Baikal- 
sjøen. Den optræder ofte i flokke og lever mest af insekter. 

I Sydafrika er den kun paatruffet i Namaqua-, Quampo- og Da- 
maraland, men til gjengjæld i saa meget større antal paa disse steder. 
ANDERSSON saa den i januar og februar blandet sammen med Milvus 
ægypticus og Milvus korschun i flokke saa kolossale, at han ved en enkelt 
anledning mente at have seet mindst 50000 fugle, hvoraf de 10000 seilede 
om i luften og resten var spredt paa markerne rundt omkring! I denne 
mængde var de 3 arter repræsenteret i omtrent lige stort antal hver. De 
lever mest af termiter og var alle overordentlig fede. Naar der fandtes 
græshopper, tog de ogsaa dem. Dette var i regntiden. Ved tørketidens 
indtrædelse — under den europæiske vaar — trak de alle nordover og 


blev borte. 


77. Tinnunculus amurensis, MARSHALL. 

Denne art har en meget interessant udbredelse. Den hækker i Nord- 
Kina, Amurprovinsen og Japan. I oktober og november trækker den syd- 
over, passerer Indien — hvor den hvert aar kan observeres i Chachar 
straks efter at sydtrækket er begyndt — og viser sig allerede i oktober i 
Sydafrika, hvor den forbliver til udgangen af marts. 

Sydtrækket maa saaledes foregaa meget hurtigt, og derved kan man 
lettere forklare sig, at denne art endnu ikke er paatruffet i Østafrika, som 
den dog maå passere paa veien. 

Den sees sjelden i Damaraland og synes idethele taget fortrinsvis at 


forekomme i de østlige dele af Sydafrika, hvor den er almindelig i øvre 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 43 


Natal, men ogsaa ofte sees i Transvaal og Rhodesia. Man har fundet den 
saa langt syd som til Knysna. 

Ligesom aftenfalken lever den hovedsagelig af myrer og græshopper, 
men tager nu og da ogsaa vandbiller. Den sees gjerne i flokke paa to til 
flere hundrede, helst om aftenen og 1 nærheden af vandstromme. 

I begyndelsen af marts saa SEEBOHM en saadan flok paa ca. 300 fugle 
paa en farm i ovre Natal. De seilede ligesom svaler omkring høit oppe i 
luften, og overnattede alle samlet paa de nøgne grene af et høit træ i 


»bushen«. Den er aldrig fundet hækkende i Sydafrika. 


78. Tinnunculus Naumanni, F eiscu. 

Sydeuropa, Nordafrika og Mellem-Asien østover til Kina er denne arts 
hjemland. 

Under den europæiske vinter optræder den i Sydafrika, hvor den er 
sjelden i Kapkolonien og Natal, men talrig i Transvaal og Rhodesia. Ogsaa 
i Tysk Sydvest-Afrika og Damaraland er den fundet, men faatallig. Den 
lever mest af græshopper og træffes gjerne i flokke paa mange hundrede, 
som følger græshoppesværmene under deres uregelmæssige vandringer 
gjennem landet. Græshopperne gribes ved vingen og føres til munden 
med klørene. 

Har den ikke denne sin yndlingskost for haanden, tager den andre 
insekter. Tusindben, edderkopper, bier og en enkelt gang en smaafugl er 
fundet i dens mave. Under jagten efter insekter afsøger de i fællesskab 
aabne landstykker, og naar de har spist sig mæt, slaar de sig ofte tilro i 


heie trær (STARK). Den er lidet sky. 


79. Buteo desertorum, GRILL. 

Denne art, som staar vor almindelige musvaage meget nær, hækker i 
Østeuropa og Sydvest-Asien. 

I Sydafrika forekommer den spredt over størstedelen af landet fra 
november til april, hvorpaa alle atter forsvinder. Almindeligst træffes den 
i Transvaal og Oranjefristaten, sjeldnere i Kapkolonien, og i Natal er den 
slet. ikke seet. Sandsynligvis maa den dog forekomme ogsaa der, da den 
flere gange er iagttaget i Pondoland. Den er ogsaa skudt i Ruwenzori 
og Syd-Rhodesia, men i den sidstnævnte egn sees den merkelig nok kun 
tilfældig. 

Nogle forløbere ankommer allerede i midten af oktober, og et større 
antal forlader landet i slutningen af marts. 

Den liker sig bedst i aabent land med smaapartier af junglekrat og 


sees ofte sidde paa udkig paa toppen af telegrafstolper eller tørre trær. 


44 ORJAN OLSEN. «+ MN. KI 


Ved Pretoria, hvor den forekommer almindeligst i december, holder den 
gjerne til i eucalyptustrær og sover ofte i nærheden af biæderens sove- 
pladse. Den lever hovedsagelig af græshopper og termiter, men tager 
ogsaa undertiden firben, slanger, fugleunger og smaafugl. Naar den er 
sulten, kan den blive meget nærgaaende, og man har eksempler paa, at 
den i faa meters afstand fra mennesker har snappet væk hons, naar disse 
blev fodret. Paa sine steder tager den ofte kyllinger og er derfor ilde likt 
af boerne. Dens skrig er svagt. Man har aldrig fundet den hækkende i 


syden. 


80. Milvus ægypticus, SHARPE. 

Denne glente, som hækker i Sydest-Europa, Arabien og Lilleasien, 
forekommer i tiden fra oktober til marts almindelig over hele Sydafrika 
undtagen i Kapkolonien, hvor den sjeldnere sees. I Rhodesia er den fundet 
allerede i september og i Ondonga indtil april; men efter den tid for- 
svinder allesammen. 

Den tager gjerne unge kyllinger, naar anledning dertil bydes; men 
lever ellers mest af græshopper og andre insekter. Forøvrigt tager den 
næsten alt spiseligt, som den kan raade med, firben, fisk etc. Nu og da 
har man seet et par paa jagt efter fede i Salisburys gader. Dens skrig er 
heit og skarpt og flugten hurtig og gracies. 

Den er fundet hækkende paa bankerne ved Berg River nordenfor 
Kapstaden samt ved Zambesi., Redet bygges solid af sterke kviste og 
placeres som oftest i et heit trae, undertiden i en klippekleft. 

ÅNDERSSON fandt den i uhyre flokke i Quampoland sammen med 


Tinnunculus vespertinus (se under denne art). 


81. Milvus korschun, SHARPE. 

Af denne art, hvis hjem er Sydeuropa samt det centrale og sydestlige 
Asien, er kun ét sikkert eksemplar paavist i Sydafrika, nemlig af ANDERSSON 
i Ondonga, Quampoland. 

ANDERSSON mente at have seet den i uhyre flokke paa denne lokalitet 
sammen med Zinnunculus vespertinus og Milvus egypticus, men dette er 
endnu usikkert, da den saa let kan forveksles med ungfugl af Milvus 


ægypticus. 


82. Pernis apivorus, L. 
Hvepsehegen hækker over størstedelen af Europa og Nordasien. Til 
Sydnorge kommer den i første halvdel af mai, og hesttrækket finder sted 


i slutningen af august eller begyndelsen af september. Den lever hos 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 45 


os mest af humler og udgravede humleboer, men tager undertiden fugle- 
unger. 

Om høsten i 1894 skjed man i Sydfinland en hvepseheg, som i vingen 
havde en pil af den slags, Fan-folket i Vestafrika bruger, og Y. SJesTEDT 
har i Kamerun seet den ogsaa under den europæiske sommer. I oktober 
og mai passerer den Gibraltar i stort antal. | 

I Sydafrika træffes den meget sjelden. Tre eksemplarer er skudt i 
Natal, ét den 27de december ved Rustenburg i Transvaal, ét ved Salisbury 
og ét i Namaqualand. Desuden er den iagttaget af STÖEHR i Nordest- 
Rhodesia. Man har i Sydafrika fundet græshopper, hveps og engang en 
chamæleon i dens mave. 


83. Circus cineraceus, Mont. 

Kjærhøgen findes paa fugtige enge og heder i Mellem- og Sydeuropa 
og langt ind gjennem Syd-Sibirien. 

I Sydafrika træffes den kun under vor vinter, men intet sted i større 
mængde, og i Natal er den endnu ikke sikkert paavist. Dette forklares 
sandsynligvis ved, at den overalt foretrækker aabent græsland. Paa saa- 
danne steder kan man se den flyve lavt henover marken under sin søgen 
efter føden, som bestaar af mus, smaafugle og æg, smaa reptiler og store 
insekter. Den sees ofte paa afbrændte strækninger og land nær sumpe 
eller termittuer, hvor mus ofte har tilhold. — Ogsaa i Ruwenzori er den 
paatruffet. 


84. Circus swaisonii, SMITH. 

Steppehøgen hører hjemme i Sydøst-Europa og Asien, men træffes 
sjelden i Nordeuropa. Den opholder sig helst paa stenede, aabne sletter 
eller dyrket mark og sætter sig næsten aldrig i trær, men hviler paa stene 
eller paa marken. 

i Sydafrika forekommer den kun som en besøger i tiden oktober— 
marts og er ligesom foregaaende art spredt over hele landet, uden dog 
nogensteds at være videre almindelig. Den er paatruffet ogsaa i Natal. 

Helst sees den i aabne landskaber, som den afsøger under en lav, lidt 
bølgende flugt; men den træffes ogsaa ofte ved sumpe eller floder. I 
stærk hede seger den gjerne ly i et tet tre, hvilket er underlig 
nok, naar man tager 1 betragtning dens livsfersel paa den nordlige halv- 
kugle. Den lever mest af græshopper, men tager ogsaa mus, smaafugl, 
samt nu og da en kylling. 

Mr. HurcHiNsoN mener at have fundet et rede af denne art i en Wattle- 


plantage i ovre Natal, men arten er ikke med sikkerhed konstateret. 


46 @RJAN OLSEN. M.-N. Kl: 


85. Circus æruginosus, L. 

Sumphegen, som heekker fra Mellem-Europa østover gjennem Asien, 
viser sig paa vore breddegrader i midten af april og trækker bort i oktober. 
Den sees sjelden i Norge, men er længere syd delvis stationær. 

Den er kun to gange sikkert konstateret i Sydafrika. Ayres skjed i 
december en endnu ikke kjensmoden han, medens den drev jagt i en sump, 
og et andet eksemplar er taget i nærheden af Salisbury, Mashonaland. De 
var begge i hvid-hodet dragt. Det er muligt, at den forekommer hyppigere 
end fundene tyder paa, da den saa let kan forveksles med den sydafri- 


kanske Circus ranivorus. 


86. Pandion haeliaetus, L. | 

Fiskeornen har en meget vid udbredelse og er fundet over sterste- 
delen af saavel den gamle som den nye verden. Man har opstillet for- 
skjellige underarter, som alle synes at staa hverandre meget neer. 

I Sydafrika sees den ikke saa sjelden ved laguner eller storre floder langs 
estkysten sydover til Knysna, men i den vestlige del af Kapkolonien er den 
ikke iagttaget. Den er observeret baade om sommeren og vinteren, — som 
oftest enkeltvis, men undertiden i par. Den lever ogsaa i Sydafrika saa- 
godtsom udelukkende af fisk og sees ofte sidde paa torre trær i nærheden 
af vandet, men undertiden ogsaa paa marken. Ligesom hos os er den altid 
meget sky. Mr. Gornce har seet Haeliaetus vocifer paa tyvjo-maner reve 
byttet fra Pandion hacliaetus. Han tror ogsaa, at fiskeornen hækker i haie 


klipper ved Durban, men dette er endnu ikke bevist. 


Anseriformes. 
Anatidae. 


87. Anas clypeata, L. 

Af denne nordlig circumpolære art, som regulært trækker til Abyssi- 
nien, er en han’i næsten fuld vaardragt skudt den r4de sep- 
tember 1893 ved Riet Vlei, 8 engelske mil nordenfor Kapstaden. Den 


forlader som regel Skandinavien i september. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 47 


Ciconiiformes. 
Ciconiidae. 


88. Ciconia alba, Brcusr. 

Storken er som bekjendt kun en tilfældig besøger i Norge, men hækker 
fra Mellem-Europa østover til Turkestan. Til hækkepladsene i Mellem- 
Europa — hvor den gjerne bygger rede paa hustagene og er halvveis 
husfugl — ankommer den i begyndelsen af april, og afreisen finder sted i 
august eller september, for nogles vedkommende forst i lobet af oktober. 
Hannerne viser sig gjerne ferst om vaaren. I hjemlandet trives storken 
bedst paa fugtige agre og enge i nærheden af langgrunde sjeer og spiser 
hovedsagelig insekter, frosk og mus, men undertiden ogsaa sterre dyr. 
Den viser sig ikke hvert aar i samme antal paa hjemstederne. I 1856 ude- 
blev saaledes et szerlig stort antal,og man antog, at den af en eller anden 
grund maatte være omkommet paa veien i større mængde. 

I Sydafrika forekommer den i uhyre mængde under den europæiske 
vinter, fortrinsvis nordenfor Oranjefloden. De første forløbere viser sig i 
september, og i oktober—november indfinder den sig i flokke paa hun- 
dreder, som spreder sig udover landet. I løbet af marts trækker de fleste 
nordover, men nogle forbliver til begyndelsen af april, og et betyde- 
ligt antal — specielt ungfugle — kan sees i Sydafrika 
aaretrundt. 

Ogsaa antallet af storke, som forbliver i Sydafrika under den kjelige 
aarstid, varierer meget fra aar til aar. I 1911 var der saaledes flere end 
sedvanligt. Det tor være, at man herved finder forklaring paa storkenes 
varierende antal nordpaa, — uden at katastrofer under vandringen behøver 
at have spillet ind. 

Naar storkene kommer til Sydafrika, emanciperer de sig ganske fra de 
tilvante leveregler hjemmefra. og begynder en livsførsel, som man ikke 
skulde vente af dem. De viser sig ikke længere bundet til fugtige loka- 
liteter, men streifer i smaaflokke om i det vidstrakte, tørre Sydafrika, spei- 
dende efter græshopper. Hvor sværme af disse findes, samler storkene sig 
efterhaanden i flokke paa tusinder, som sammen med Dilophus carunculatus 
og Glareola Nordmanni hugger drabelig ind paa de forhadte insekter. Den 
spiser græshopperne under alle deres udviklingsstadier og er paa grund af 
sin levevis velseet af farmerne, som kalder den »the great locust- 


bird«. Med forkjærlighed søger den hen til græsbrande, hvor man kan 


48 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


se den i flokkevis flyve gjennem regen eller løbe foran ilden, snappende 
de insekter, som drives frem af denne. 

Paa grund af sin levevis har den en uregelmæssig optræden, og dens 
træk mellem de forskjellige egne af Sydafrika staar ligesom græshoppernes 
i forbindelse med klimatforandringerne (regn- og tørketid). Den synes ikke 
at like sig ude ved selve havstranden, men kan ellers træffes overalt saavel 
i lavlandet som paa de terre heisletter. Jeg selv saa den ofte i Transvaal 
paa de uoverskuelige, med termittuer og løse stene bestrøede vidder. Ved 
Buffalo River er den paatruffet i stort antal i skove og mimosa-»shrub«, 
og selv paa Blaauwberg har man seet nogle eksemplarer, som søgte efter 
græshopper. Den synes idethele taget ikke at like megen fugtighed og 
trækker under sterkt regn almindeligvis op mod heiereliggende land. De 
fugle, som forbliver i Sydafrika under den kolde aarstid, holder ogsaa da 
sammen i flokke. Saaledes har man saavel ved Pirie som ved Debe Nek i 
begyndelsen af juni truffet flokke, som talte mellem 80 og 100 storke. 
Ved Matatiele i East Griqualand holdt der sig under hele den kolde sæson 
1910 et betydeligt antal storke, tiltrods for uveir med gjentagne snefald. 
Under opholdet i Sydafrika pleier storkene som oftest at søge nattekvarter 
i haie trær. 

storken kan undertiden hekkeiSydafrika>- Ermede 
af den er fundet paa en klippe ved Feira, og enkelte andre skal veere iagt- 
taget i ovre Natal. 

Merkede storke er flere gange fundet i Sydafrika. 7 af disse 
var merket med ringe fra Royal Hungarian Central Bureau, Ungarn. Et 
eksemplar, som var merket i Bagyan, Ungarn 16de juni 1909, fandtes ved 
Lake Banagher, Ermelo, Transvaal den 22de november samme aar. De 
evrige fandtes paa folgende steder: Polela, Natal (5te marts) Glencoe 
Natal, Morija (Basutoland), Senekal (Oranjefristaten) og Rhodesia, hvor to 
eksemplarer er skudt henholdsvis den 28de december og 17de juni. To 
storke, som draebtes i Basutoland i januar og februar 1909, var merkede 
fra Vogelwarte Rossitten i Nordtyskland i juni 1908. Ogsaa i Kalahari- 
ørkenen og Nordest-Rhodesia har man fundet et par storke merkede fra 


det sidstnzevnte sted. 


89. Ciconia nigra, L. 

Den sorte stork haekker over storstedelen af Europa og gjennem Asien 
ostover til Kina. Den lever helst ved skovomkrandsede sumpe, hvor den 
vader om, sogende efter frosk, som er dens yndlingsfede. Den seetter sig 
gjerne i traer. Traektiderne synes omtrent at være de samme som for den 


hvide stork. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 49 


I Sydafrika findes den under den europæiske vinter spredt over hele 

landet, men temmelig sjelden. Hyppigst synes den at forekomme ved flod- 
mundingerne paa sydest-kysten; men paa de tørre heisletter i Transvaal 
og Rhodesia sees den kun tilfældig, og i Tysk Sydvest-Afrika er den slet 
ikke iagttaget. 
Den ankommer til landet i mindre flokke, som siden spreder sig, og 
under opholdet i syden træffes den helst enkeltvis eller nogle faa ifølge, 
— fortrinsvis langs elve og sjøer, hvor de vader om efter fisk, frosk og 
krabber. Et mindre antal sees ogsaa paa tørre landstrækninger, hvor de 
lever af insekter. Ifølge Woop skal den ved East London kunne sees 
enkeltvis eller parvis hele aaret rundt, gjerne staaende eller 
vadende omkring i mudderet ved ebbetid. Men om to storke færdes sam- 
men paa foderpladsen, synes de ikke at vise nogen særlig interesse for 
hinanden og lever saaledes neppe sammen som par. Woop saa to sorte 
storke ved mundingen af Kieshama River i juni, og fund af andre storke 
i mai (ved Buffalo River og East London) bekreefter, at enkelte individer 
forbliver i Sydafrika ogsaa gjennem den kjelige sæson. Eksemplaret fra 
Buffalo River Bassin var en ungfugl. — Enkelte storke er fundet paa syd- 
treekket allerede i september, men de fleste synes at indfinde sig i oktober 
og trække væk i marts. 

Den 15de august tog man i Westminster (Oranjefristaten) en hun, 
som havde et modent æg i ovidukten. Ifølge fleres udsagn skal 


ogsaa et par have hækket i Basutoland. 


90. Ibis falcinellus, L. 

Denne art, som hækker i Sydeuropa og over store dele af Asien, er 
paatruffet i ringe antal i de fleste sydafrikanske kolonier, men ikke i Tysk 
Sydvest-Afrika. I Rhodesia er den kun konstateret et par gange, og ved 
Matatiele (East Griqualand) angives den som meget sjelden. Saavel i Trans- 
vaal som ved Zambesi er den skudt i juli, og ved Potchefsstroom og Lake 
Tswali ogsaa i august. Det er saaledes fastslaaet, at enkelte individer 
forbliver i Sydafrika ogsaa under den europæiske sommer, 
men man har aldrig fundet denne art hækkende der. Den holder sig i 
Sydafrika mest parvis langs elve eller sumpe og lever af smaacrustaceer, 
fisk og frosk. Den er sky og flyver op paa langt hold, hvorpaa den 
gjerne i cirkler svinger sig op til stor heide og forsvinder til en anden 
sump. 


Vid.-Selsk. Skrifter, I. M.-N. Kl. 1914. No. 6. 4 


50 ORJAN OLSEN. M.-N. KI. 


Ardeidae. 


91. Ardea cinerea, L. 

Graaheiren ankommer til Norge i slutningen af marts og traekker syd- 
over i de sidste dage af september eller begyndelsen af oktober. Den 
overvintrer i stor udstrækning i Tyskland, men flere eksemplarer ogsaa ved 
Norges vestkyst. 

I Sydafrika er den almindelig paa de fleste steder, og hoved- 
mzengdensynesatforekommeilandetheleaarer zn 
hækker ogsaa dernede, og redet — som bygges av sivstilke — an- 
bringes som regelpaa marken mellem sivene, ikke i trær eller 
klippeskrænter som i norden. Kun en enkelt gang har man fundet dens 
rede i et træ, nemlig paa bankerne ved Vaal River i nærheden af Potchefs- 
stroom den 5te september. Redet indeholdt 2 friske æg. I samme træ 
heekkede ogsaa et par Ardea goliath. 

Æglægningen synes som regel at finde sted i september, og undertiden 
findes flere reder paa samme sted. Dr. STARK fandt i februar 2 reder paa 
en liden ø — som hovedsagelig beboedes af skarver — udenfor Knysna. 
De indeholdt ungfugle, som snart var voksne. 

Heiren sees i Sydafrika mest enkeltvis eller parvis ved stille smaa- 
vande eller sumpe, hvor den kan staa rolig i timevis og vente paa, at noget 
bytte skal vise sig. Den er — ialfald i Kapkolonien — ikke mere sky end 
i Norge, men lader sig dog vanskelig komme paa skudhold. Den lever 
hovedsagelig af fisk, men tager ogsaa frosk, firben, insekter samt nu og da 
en slange eller et lidet pattedyr. 

Heiren fører idethele taget i Sydafrika en noksaa omstreifende levevis, 
men synes at foretrække flodmundinger, hvor større mudderbanker tør- 
lægges ved lavvande og føden derfor er lettere at erholde. Naar der efter 
længere regn dannes ferskvandspytter inde i landet og udklækkes frosk i 
disse, søger heiren ofte did. Undertiden — særlig under den kolde aars- 
tid — kan man se smaapartier paa 7—8 fugle trække omkring mellem elvene 
i de omgivende distrikter. I Saldanha Bay saaes nu og da enlige, sky 
eksemplarer, som vassede om paa stranden eller mudderbankerne uden at 
slutte sig til nogen af de andre vadere. Under flugten lod de nu og da 


here sit karakteristiske skrig. 


92. Ardea purpurea, L. 
Purpurheiren er udbredt fra Mellem-Europa østover til Turkestan samt 


over store dele af Afrika. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 5I 


Den er almindelig paa gunstige lokaliteter over naesten hele Sydafrika, 
men sees sjeldnest i Natal, Rhodesia samt den estlige del af Kapkolonien. 
I Beira skal den vare meget almindelig. Ved Zwaartkops River sees den 
i mindre antal under den varme szeson, men meget sjelden i haekkedragt. 
Den er skudt ved Inkomati River (Portugisisk Ostafrika) i juni og ved East 
London i juli og synes saaledes at forekomme heleaareti 
Sydafrika. Den er ogsaa fundet hekkende i Sydafrika; 
men til meget forskjellig tid, — saaledes ved Potchefsstroom og 
Berg River i september og ved Zambesi i februar. Den liker at hække i 
smaa kolonier, og man har flere gange fundet flere reder paa samme sted. 
Rederne er store, optil 3 fod i diameter og bygges af sterke kviste samt 
anbringes gjerne i utilgjængelige, sivbevoksede sumpe. Som underlag be- 
nyttes oftest siv, som beies ned mod hverandre. Den legger 2—3 eg. 

Purpurheiren træffes i Afrika mest langs flodbredderne eller paa andre 
sumpige steder og er vanskelig at komme paa skudhold. Den lever mest 
af smaafisk, men tager ogsaa vandinsekter, firben og smaagnavere. Den 
sover gjerne om natten paa et bestemt sted og foretager derfra daglige 


udflugter, segende efter fede. 


93. Ardea alba, L. 

Denne art træffes kun sjelden i Sydafrika. I Kapkolonien er den kun 
paavist en eneste gang, men ellers er den nu og da skudt saavel i Natal, 
Transvaal, Tysk Sydvest-Afrika og Rhodesia som ved Zambesi. Den sees 
næsten altid alene og opholder sig helst paa sivbevoksede, sumpige steder 
paa jagt efter fisk, frosk og andre vanddyr. Den er aldrig fundet hæk- 
kende i Sydafrika. 


94. Nycticorax griseus, L. 

Natheiren er udbredt fra Sydeuropa gjennem Mellem-Asien til Japan 
og træffes tilfældig ogsaa i Sydasien og Afrika. 

Den træffes faatallig over hele Sydafrika ved flodbredder eller sivbe- 
voksede sumpe, men da den mest færdes omkring om natten, turde den 
kanske forekomme dernede i større antal, end fundene tyder paa. 

Ved Matatiele, East Griqualand, var den tidligere almindelig mellem 
sivene ved nogle smaavande, men er nu næsten forsvundet. Omkring 
Pretoria sees den nu og da enkeltvis eller 2—3 i følge i plantningerne 
nær floden. 

Om dagen holder den sig i ro i et træ eller mellem sivene. Den 
sidder da gjerne i sin karakteristiske dækstilling og er vanskelig at opdage. 
Ved skumringens indtræden begiver den sig ud paa jagt efter reptiler, 


52 ØRJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


fiske, frosk og andre vanddyr, og kan da undertiden sees flyve omkring 
med en noksaa langsom og tung flugt. Dens høie, karakteristiske skrig 
heres mest kun om natten. Den er paatruffet i Sydafrika baade i juni, juli 
og august (ved Potchefsstroom) og synes saaledes — ialfald for en 
dels vedkommende — at forekomme i landet det hele aar. 

Den er ogsaa fundet hækkend'e paa. en enkelt Jota 
litet, nemlig i narheden af mr. MELck’s farm ved Berg River, hvor 
LAYARD første gang fandt dens zg. Den ode september 1896 besøgte dr. 
STARK stedet og fandt da en hel koloni af natheirer, som hækkede der 
sammen med Ardea cinerea, Plotus rufus og Phalacrocorax africanus. 
Rederne var bygget af træpinder uden nogen udforing og anbragt i træ- 
kløfter i en heide af 4—6 fod over vandet. Fuglene fortrak ikke fra redet, 
for han havde nærmet sig i en afstand af 15—-20 meter, og vendte tilbage, 
straks han fjernede sig. Han tog 3 kuld æg, hvoraf det ene var paa to 
og de to andre paa tre eg. 

Ved Matatiele har den sandsynligvis ogsaa hækket, da man ofte har 
fundet ganske unge fugle der. 

I East London blev en natheire af mr. Woop jaget ud af noget tykt 


grees i nærheden af en kilde, hvor den eiensynlig tilbragte dagen. 


95. Botaurus minutus, L. 

Dvergrerdrummens hjemland er det tempererede Europa og Vest-Asien; 
tilfældige omstreifere træffes en sjelden gang i Skandinavien. I Sydafrika 
er den paatruffet enkelte gange, men man har lidet af helt sikre data at 
holde sig til om dens udbredelse dernede, da den saa let forveksles med 
den nærstaaende stationære art Botaurus payesi. Sikre fund har man fra 
Pt. St. Johns i januar og fra Pondoland, hvor Davies skjød en han, medens 


den sagte klatrede frem mellem sivene lige over vandoverfladen. 


96. Botaurus Stellaris capensis, SCHLEGEL. 

Denne underart forekommer kun i Sydafrika, fortrinsvis i Kapkolonien 
og Natal, bygger rede mellem sivene og lægger 2—3 æg. Saavel med 
hensyn til livsvaner som udseende ligner den hovedarten meget; den er 
kun noget mindre af størrelse. 

Den europæiske rørdrum, Botaurus stellaris, er ikke observeret sønden- 
for Abyssinien. Enkelte individer overvintrer i Norge, flere i Mellem-Europa; 


men de fleste trækker om vinteren til varme lande. Hovedarten lægger 


j "3 SS: 


1914. No.6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 53 


Colvmbiformes. 


Podicipedidae. 


97. Podiceps cristatus, L. 

Den hvidstrubede toplom heekker fra Mellem- Eur (iberegnet Syd- 
Skandinavien) estover gjennem Asien til Japan. Den tager nedig til vingerne 
og flyver som regel kun korte stykker ad gangen. I det nordlige og cen- 
trale Afrika er den kun sjelden iagttaget paa traekket. 

I Sydafrika derimod er den truffet i stort antal over stersteden af 
landet og synes at forekomme der hele aaret. Hyppigst sees 
den i Kapkolonien, Oranjefristaten og Transvaal; derimod er den kun med 
sikkerhed konstateret 2 gange i Natal og slet ikke 1 Rhodesia og det indre 
af Tysk Sydvest-Afrika. Den opholder sig helst paa indsjeer, laguner eller 
sivbevoksede »vleis« i smaapartier paa 3—4 eksemplarer, og seger allerede 
paa lang afstand at bringe sig i sikkerhed ved dukning, om nogen naermer 
sig. Men skræmmes den op, viser den sig som en god flyver og pleier 
gjerne at cirkle omkring stedet i betydelig heide nogen tid. Den sover 
paa vandet og lever hovedsagelig af smaafisk, mollusker og crustaceer, 
delvis ogsaa af sjegræs. Den er noget variabel i sin optræden. I Matatiele, 
East Griqualand, var den saaledes for nogle aar tilbage almindelig ved de 
store »vleis« i distriktet, men er nu næsten forsvundet derfra. 

De sydafrikanske eksemplarer skiller sig fra de europæiske ved at 
mangle den hvide streg over einene, samt ved en noget mindre legems- 
sterrelse. 

Lavanp fandt 6—8 eksemplarer hekkende paa samme sted i 
Zoetendals vlei, hvor ogsaa flere andre havde sine reder. Rederne fled 
paa vandet, var bygget af fladt siv og indeholdt som regel 3 æg, medens 
det almindelige antal æg i norden er 3—5. Ligesom i norden pleiede den 
at dække æggene til med vandplanter, før den forlod redet. 

En han i fuld hækkedragt er taget i Sydafrika den 16de juli. 


98. Podiceps nigricollis, BREHM. 

Den sorthalsede toplom er noget sydligere i sin udbredelse end P. 
cristatus, men heekker over størstedelen af den palaearktiske region. Paa 
treekket sees den meget sjelden i Mellem-Afrika, og i Sydasien er den kun 
iagttaget paa en enkelt lokalitet, i nærheden af Aden. 

I Sydafrika paatræffes den derimod oftere, skjønt den langt fra kan 


siges at veere almindelig. Den er fundet i Kapkolonien, Transvaal, Bechuana- 


54 ORJAN OLSEN. M.-N. KI. 


land og Whalefish Bay i tiden fra november til april. Layarp fandt den 
hekkende i sterre antal i en sterre indsje (Vogel Vlei) ca. 50 
engelske mil fra Kapstaden. Senere blev den ogsaa paatruffet rugende i 
Transvaal af AvnEs, som i december tog en hun i hekkedragt samt 
dens æg. — Rederne var bygget af siv og og andre vandplanter og maalte 
ca. en fod i diameter. De flød paa vandet og ragede som regel kun 2—3 
tommer op over dette, saa æggene ofte laa i vand, hvilket dog ikke syntes 


at skade dem. Æggenes antal var 3 eller 4. 


I slutningen af dette arbeide er vedfeiet en fortegnelse over de palae- 
arktiske fugle, som er fundne i Sydafrika. Til disse har jeg ogsaa regnet 
med enkelte arter, som for tiden er stationære i Sydafrika. Grunden til 
dette skal jeg senere komme tilbage til. 

Derimod har jeg udeladt enkelte ved Sydafrikas ar leilighedsvis 
forekommende arter af stor mfugle (Procellariiformes), som væsentlig 
tilhorer det nordlige Atlanterhav. Denne gruppe har jo sit centrum paa 
den sydlige halvkugle, og de angjaldende arter har sandsynligvis derfra 
udbredt sig nordover og horer saaledes ikke egentlig hjemme i den palae- 
arktiske region. De lever jo ogsaa mesteparten af sit liv ude paa det aabne 
ocean, hvor livsvilkaarene bliver noksaa ensartede hele kloden over. 

Ialt har man paatruffet 98 palaearktiske fuglearter i Sydafrika. 


De fordeler sig paa folgende maade paa de forskjellige ordener: 


1. Charadriiformes : Charadriidae 8, Scolopacidae 2, 
Totanidae 19 og Laridae 11 . . A . tilsammen 40 arter 
2. Passeriformes: Sylvidae 9, Motacillidae 4, Hi- 


rundinidae 3, Lanidae 2, Turdidae 2, Corvidae 1 og 


Mashneatidaes us UT. + AU SR Qon ce et EE 
3. Falconitormes: fam. Falconidae MN Eur med 12 » 
4. Ciconiiformes: Ciconiidae 3, Ardeidae 6 . . . tilsammen 9 » 
s. Coraciiformes . . . = . = . . » + med tilsammen 6 
6. Gruiformes:W:alhdae. . 0 1 21 ONE T DEOS 
7.: Colymbiformes: Podicipedidae -.. . . "aS = “ar i ee 
8. Cuculiformes : Cuculidae C MU SAC a dinis coc » 2 » 
9. Anseriformes: Anahdaeı oo e V oS deem TM E 


Hovedmeengden af nordlige trækfugle ankommer til Sydafrika i oktober 


og trækker nordover i slutningen af marts; men mange kommer ogsaa be- 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 55 


tragtelig tidligere og reiser senere bort. De forskjellige individer eller 
stammer af samme art trekker ogsaa til meget forskjellig tid, hvilket vil 
illustreres ved nedenforstaaende fortegnelse over træktiderne for nogle arter 
tilhørende forskjellige grupper. De anførte data angiver den 


tidligste tid for ankomsten og den seneste for afreisen. 


Sydtrækket " Nordtrækket 
Afreise fra Ankomst til Afreise fra Ankomst til 
Norge Sydafrika Sydafrika Norge 
Motacila flava . . — = sidst i april midten af mai 
E Ran x — — 20de april! sidst i april! 
Lantus collurio . . | beg. september oktober medio april sidst 1 mai 
Sylvia salicaria . - september november april medio mai 

— emerea. . — — i;de april medio mai 
Fhylloscopus trochilus oktober oktober sidst 1 marts sidst i april 
Hirundo rustica . beg. november ^ 28de august!? beg. mai beg. mai 
Cypselus apus - . - | beg.september | sidst i august april medio mai 
Caprimulgus  ewro- 

paeus . beg. september november marts medio mai 
Cuculus canorus . september november april sidst i mai 
Squatarola helvetica . oktober oktober beg. april sidst i april 
Aegialitis hiaticula . september september april marts 
Strepsilas interpres . september oktober mai sidst i april 
Telmatias mayor. . | beg. september september — — 
Machetes pugnax . september august marts sidst i april 
Actitis hypoleueus . oktober ı8de august april sidst + april 
Totanus glottis . .| medio august medio august april medio mai 

—  glareola . sidst 1 septbr. sidst 1 august medio april medio april 
Tringa subarquaía . | medio septbr. august april — 

— mmia . . september september mai mai 
Calidris arenaria. . oktober september mai april 
Crex pratensis. medio oktober sidst i novbr. beg. april medio mai 
Ciconia alba . . . oktober? september beg. april beg. april 


Ovenstaaende fortegnelse viser, at for mange arters vedkommende 
kommer de første individer til Sydafrika, fer de sidste har forladt Norge, 
og et lignende forhold kan ogsaa iagttages under nordtrækket. 

" For hesttrækkets vedkommende kan vel dette fænomen for en væsentlig 


del forklares derved, at et stort antal ungfugle hos de fleste af angjældende 


Ank. til England, ét eksemplar seet i Sydafrika 2ode april. 
En enkelt gang. 


wen 


Fra Danmark. 


56 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


arter forlader norden meget senere end de gamle. Dette er f. eks. tilfældet 
hos de fleste af vaderne. 

Men variationerne i tiden for nordtrækket kan ikke forklares paa denne 
maade. 

Som tidligere nævnt, har de fleste arter sommer- eller hestdragt eller 
ialfald rester af den sidstnævnte ved ankomsten til Sydafrika, og hel eller 
delvis vaardragt ved afreisen nordover. 

Ved undersøgelser af 7ringa subarquata i Saldanha Bay viste det sig, 
at anlægget af hekkedragten indtraf samtidig med eller lidt efter at genera- 
tionsorganerne var begyndt at svulme. Sterile fugle har altid afvigende 
dragter, og ved kastration af andrikker har man fundet, at de derved tabte 
evnen til at anlægge hækkedragten. Det synes saaledes givet, at anlægget 
af hækkedragten dirigeres fra kjønskjertlerne, sandsynligvis ved en intern 
sekretion. Dette synes ogsaa at gjælde de arter, hvis hækkedragt for en 
væsentlig del fremkommer ved slid af høstdragtens fjærkanter. 

Af dragten tør man altsaa slutte sig til generationsorganernes tilstand. 

Som tidligere nævnt, antog snepperne i Saldanha Bay sommerdragten 
til meget forskjellig tid og trak væk, naar denne var udvokset. 

Det ligger da nær at slutte, at de fugle, som trækker nordover tidligst 
om vaaren, tilhører de sydligst hækkende stammer. Hos de nordligste 
stammer indtræffer generationsorganernes svulmning og dragtskiftet senere, 
— paa et tidspunkt, da de først afreiste fugle allerede er ankommet til 
Nordeuropa. 

Denne hypothese høres meget rimelig ud; men den forklarer dog ikke 
helt de variable træktider for enkelte hoiarktiske arter, f. eks. Tringa 
subarquata. Denne art er ikke paatruffet hækkende længere syd end ved 
Jenisei-mundingen, og om vi antager, at hovedmassen hækker paa det 
nordligste Taimyr og i Nikolaus den 2dens land, saa skulde neppe for- 
skjellen paa hækketiderne blive saa stor, som dragtskiftet i Sydafrika tyder 
paa. Men det kan jo ogsaa teenkes, at mange heekker i endnu nordligere, 
ukjendte polarlande, — eller at de flokke, som sees i vinterdragt i Sydafrika 
langt ud i april, enten slet ikke treekker nordpaa eller leverer en veesentlig 
kontingent til de hos os »oversomrende« sterile individer. 

De trækfugle, som optræder i Sydafrika, er med faa undtagelser gode 
flyvere. Hovedmængden af dem følger en østlig trækvei over Nildalen, de 
store sjeer og Mozambique. De viser sig gjerne forst i det nordestlige 
Transvaal, Zululand og Natal og spreder sig derfra ud over hele Sydafrika. 
Mange af dem er ikke europæiske, men asiatiske fugle. For enkelte arters 


vedkommende synes det sidste at veere tilfaeldet med hovedmassen (sml. 


1914. No. 6. NORDLIGE TREKFUGLE I SYDAFRIKA. 57 
f. eks. Hirundo rustica og Motacilla Raii med det vestlige trek over 
Gibraltar). 

Forskjellighederne i trektiderne ter vel ogsaa for en del forklares 

herved. 
Det er paafaldende, at nogle af de arter, som hækker længst mod 
nord, trækker helt til Sydafrika. Saadanne arter er f. eks. Tringa subarquata, 
Tringa canutus, Tringa minuta, Calidris arenaria, T: otanus glareola, Limosa 
cinerea, Squatarola helvetica, Lestris pomarinus, Sterna macrura o. fl. 

Enkeite af disse arter optræder saa talrig i Sydafrika, at man maa tro, 
at hovedmzengden af dem trækker did. 

Besynderligt er det ogsaa, at man i det fjerne Sydafrika finder saa mange 
arter, som — saavidt vi kjender dem — enten nedig giver sig af med at 
flyve eller fortrinsvis er i rerelse om natten. Saadanne arter er f. eks. 
Caprimulgus europaeus, Telmatias major, Strix flammea, Nycticorax griseus, 
Botaurus stellaris og Botaurus minutus, alle arter af fam. Rallıdae samt i 
mindre grad ogsaa lappedykkerne, Podicipedidae. 

Hvad er det nu, som ligger til grund for, at enkelte arter — eller i 
de fleste tilfælde kun stammer eller spredte individer af hver art — trækker 
den umaadelig lange vei til Sydafrika? 

Vistnok finder de dernede et noget kjøligere klimat; men det samme 
findes jo ogsaa paa tilsvarende breddegrader paa den nordlige halvkugle. 
Næringsforhold kan det neppe være, som paa denne maade bringer dem 
til at forlænge reisen til det mangedobbelte. — Denne side ved fugletrækket 


er endnu en uopklaret gaade. 


Sydafrikansk natur og trækfuglenes afvigende 
biologi i syden. 


I Sydafrika bliver vore trækfugle henvist til at leve i naturomgivelser, 
som ikke paa nogen maade minder om hjemlandets. Alt er dem fuldstændig 
fremmed, saavel klimat som vegetation og dyreliv. Den tilvante kost fra 
hjemmet lader sig ikke opdrive, og tusind ukjendte farer truer dem overalt. 

Ogsaa inden det vidstrakte Sydafrika er naturforholdene meget for- 
skjellige. 

Langs estkysten sydover til Port Elizabeth har man en fugtig, feber- 
svanger tropenatur. Under den varme sæson falder regnet i strømme 
næsten hver nat, tordenen ruller, og hyppige lyn lyser op i begmerket. 


Fuglene gjemmer sig væk og tier stille. Klokken 6 om morgenen staar 


58 ØRJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


solen op og stiger raskt, regnet ophører; det damper af jorden og træerne, 
som tørrer raskt. I disse morgentimer har fuglene sin bedste tid; de 
kommer frem fra sine smuthuller, og snart gjenlyder den ugjennemtrængelig 
tætte og sammenfiltrede skov av tusinde ukjendte stemmer. Men ved 11- 
tiden stilner det atter af, heden — som undertiden kan stige til over 
50 grader celsius — bliver for trykkende for skovens befjærede beboere, 
de gjemmer sig væk i det tætteste løvverk. Solen oser saa nogle timer 
ned over en næsten sovende natur. Fordampningen er saa sterk, at luften 
bliver usigtbar, tilsløret. Langs havstranden, hvor Sydhavets mægtige 
bølger brydes i imponerende skavler mod den ophedede sand, skjules alt 
i en hvid taage af fordampende vand. 

Ved 5-tiden om eftermiddagen vaagner naturen atter til liv. Men nu 
er det insekterne, som fører an. Med alle de lyd-apparater, som staar til 
deres raadighed, opfører de en pibekonsert saa heitlydende og vedvarende, 
at fuglene beskjæmmet tier stille og mangen nervøs nyankommen europæer 
næsten geraader i fortvilelse. Ved 6—7-tiden indfinder regnet sig paany 
og bringer de fleste af konsertgiverne til taushed. 

Natal er et terrasseland, som stiger sterkt mod det indre. Man be- 
høver derfor ikke at fjerne sig langt fra havet, før naturen skifter og faar 
et subtropisk præg. Landet bliver aabnere med græssletter, plantager, 
store »wattle-trees«-plantninger og partier af oprindelig »bush«. Paa Dra- 
kensberg — Sydafrikas alper — falder endog nu og da sne; men disse 
snelandskaber minder ikke meget om vore egne. 

De indre kolonier — Transvaal og Oranjefristaten — bestaar for det 
meste af flade, uoverskuelige, skovbare sletter, bestrøet med talløse termit- 
tuer og løse stene og tyndt bevokset med stivt ørkengræs. De faa trær, 
som nutildags findes paa steder med tilstrækkelig fugtighed, er som regel 
plantet. I de lavereliggende dele af Nord-Transvaal og Rhodesia har man 
frodigere græsbevoksede landskaber med spredte trær, men desværre ogsaa 
med farlige febre, hvorfor den største del af landet ikke udnyttes af 
europæerne. 

Klimatet er over næsten hele dette omraade meget tørt med særdeles 
varme dage og kjølige nætter. Om sommeren tørrer alt — ogsaa elvene — 
ud i den grad, at landet faar et ørkenlignende udseende. Da jeg besøgte 
boer-kolonierne, fandtes der selv i Vaal River ikke en draabe vand, og 
de spredte, for det meste af regnvand dannede smaavande (»vleis«) var 
svundet ind til skidne sumpe, hvor kvæget søgte hen for at svale sig. 
Ofte var kun den lerede, udterrede og opsprukne bund tilbage. 

Sydvest for boer-kolonierne kommer man over i det vidstrakte Karroo- 


distrikt, som om sommeren er en eneste brændende, stevrygende ørken. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 59 


Kapkolonien bestaar af mere kuperede landskaber med en række høie 
fjelde langs sydkysten og nogle lavere ogsaa i indlandet. De dele af syd- 
kysten, som har tilstrækkelig regn, er delvis skovbevokset og hører i det 
hele til de fra naturens side bedst udstyrede egne af Sydafrika. Ander- 
ledes er forholdet i de centrale og vestiige dele af kolonien, som om som- 
meren mangler regn og derfor faar præget af en ørken. 

Søndenfor Oranje River falder der dog saa meget regn om vinteren, 
at en lav, tornet »bush« har kunnet vokse frem paa større strækninger. 
Naar denne om vinteren blomstrer og græsset vokser frem paa de spredte 
boer-farme, præsenterer landet sig i sin mest tiltalende skikkelse, og mange 
sydafrikanske fugle søger da til disse landsdele for atter at forsvinde ved 
tørketidens indtræden. 

Men nord for Oranje River helt op til Benguela er vestkysten en 
ørken aaret rundt. I vintertiden indtræffer der ofte i disse egne langvarig 
taage, men om sommeren steger solen næsten til stadighed den tørre ørken- 
sand, saa synet hildres af de sterke opstigende luftstrømme og de trøstes- 
løse omgivelser synes at være i stadig bevægelse. 

Naar enkelte hvide mennesker har kunnet slaa sig ned i den sydligste 
del af dette ørken-omraade, saa skyldes det den stadige sydøst-passat, som 
om sommeren bringer det sydvestlige Afrika en velgjørende afkjøling fra 
de antarktiske egne. 

Kysten er aaben og udsat, og de faa stille bugter eller laguner, som 
findes — Whalefish Bay, Saldanha Bay etc., — bliver derfor søgte tilflugt- 
steder for vandfuglene i vid omkreds. 

Ovenstaaende kortfattede karakteristik vil give et indtryk af natur- 
forholdene i de forskjellige egne af Sydafrika. 

Det maa være en voldsom overgang for trækfuglene at komme fra de 
kolde høststorme i norden til dette solstegte, vildtfremmede land; — dette 
saa meget mere som de indfinder sig i syden netop ved indtrædelsen af 
den varme sæson. De ældre fugle har jo erfaringen at støtte sig til; de 
har tidligere prøvet saavel det stille liv ved reden i nordens lyse, fredelige 
natur, som det selskabelige omstreiferliv i syden. Men for ungfuglenes 
vedkommende er det forbausende, hvor let de finder sig tilrette. De erfa- 
ringer, de har erhvervet i hjemmet, kan jo kun i mindre grad komme dem 
til nytte i Sydafrika, hvor vegetation og dyreliv er ganske fremmed. Men 
de begynder straks paa den nye spise-seddel, tager for sig af naturens 
rigdom og undgaar instinktmæssig alt, som er giftigt eller mindre egnet 
for dem. Kort tid efter ankomsten er de allerede i udmerket hold, og 
nogle arter pleier under opholdet i syden at blive saa fede, at man aldrig 
ser sidestykke til det hos os. 


60 ORJAN OLSEN. M.-N. KI. 


De har altsaa en meget udviklet evne til at indrette sig efter om- 
givelserne og ændre de fra hjemlandet tilvante livsvaner, naar disse ikke 
længere lader sig praktisere. 

Under den omflakkende tilværelse i et saa fremmed land som Syd- 
afrika maa naturligvis alle trækfugle mere eller mindre forandre den nor- 
denfra tilvante livsførsel; men enkelte arter gjør dette i en forbausende 
hei grad. 

Som eksempler paa dette vil det have sin interesse at minde om 
følgende: 

Anthus trivialis, som i norden er en udpræget skovfugl, er flere gange 
paatruffet i det næsten skovbare Transvaal. 

Luscinia philomela, som i Sverige lever paa tørrere, kratbevoksede 
lokaliteter, er i Sydafrika fundet paa sumpig eller sivbevokset grund. 

Den rødryggede varsier (Lanius collurio) lever hos os saa- 
godtsom udelukkende af insekter, men tager i Sydafrika nu og da ogsaa 
reptiler og fugle. 

Lanius minor, som i norden er udpræget carnivor, spiser i Sydafrika 
gjerne ogsaa vild frugt. 

Det samme er tilfældet med havesangeren (Sylvia salicaria) og 
høge-sangeren (Sylvia nisoria), som begge i norden lever af insekter. 

Rørsangeren (Acrocephalus arundinaceus), som i norden altid 
lever mellem høie siv, træffes i Sydafrika ofte paa elvebanker bevokset 
med »shrub«-buske. Ved Potchefsstroom, hvor der er nok af siv, undgik 
den disse og tog istedenfor ophold i plantede hække af trær. 

Acrocephalus palustris, som i norden foretrækker græsbevoksede steder 
i nærheden af vand, træffes i Sydafrika oftest i tæt »bush« paa tørt terræn, 
ofte langt borte fra vandet. 

Sivsangeren (Acrocephalus schoenobaenus), som i norden er bundet 
til sivene og klatrer syngende om mellem disse hele dagen, ogsaa i 
solskin, holder sig i Sydafrika skjult mellem tætte buske om dagen og 
kommer først frem i skumringen om aftenen eller i mørkt veir med 
duskregn. 

Ladesvalen (Hirundo rustica), som i norden er sterkt bundet til 
hækkepladsene, samler sig i Sydafrika i store flokke — ungfuglene gjerne 
for sig — og fører en omstreifende tilværelse. Undertiden samler de sig 
ved kanten af græsbrande for at snappe de insekter, som drives frem 
af ilden. i 

Merops persicus streifer ogsaa om i store flokke, som slaar sig ned, 
hvor de finder noget at jage. Merops apiaster synes derimod at udmerke 


sig fremfor de fleste ved at være stationær ogsaa i syden. 


1914. No. 6. NORDLIGE TREKFUGLE I SYDAFRIKA. 61 


Natravnen (Caprimulgus europaeus) er i norden en udpræget skog- 
fugl og treffes helst i glissen barskog. Den er oftere paatruffet i det 
næsten skogbare sydafrikanske indland og er almindelig i de plantede lev- 
skoge ved Pretoria. 

Glareola melanoptera optræder i Sydafrika i vældige flokke, som følger 
grashoppesvarmene. Særlig skal den like de af græsbranden stegte 
graeshopper! 

Under Numenius arquatus og Tringa subarquata har jeg nærmere 
skitseret de nordlige sneppearters optreden i Saldanha Bay. 
Det vil være enhver indlysende, hvor umaadelig forskjellig deres liv i syden 
arter sig fra tilvaerelsen i hjemlandet. 

Mange af dem herer hjemme paa tundraerne eller i endnu nordligere 
beliggende polarlande, — egne, som ogsaa om sommeren er delvis eller 
overveiende sneklædt. De kommer fra det idylliske, fredelige familieliv i 
de kolde polaregne med midnatsol over tause vidder og bliver saa efter en 
lang reise henvist til at leve sammen med hundredetusinder af forskjellig- 
artede reisefæller og mange fremmede sydlige arter paa de vældige, dam- 
pende sydafrikanske mudderflader, og i naturomgivelser, som i alle hen- 
seender er vidt forskjellige fra hjemlandets. Om dagen udsættes de for 
en varme saa sterk, at synet hildres og omgivelserne antager fantastiske 
former, men straks efter solens nedgang falder temperaturen, det bliver 
bælgmerkt, tordner og lyner. Tusinde ukjendte stemmer skriger uopherligt 
op og afleser hverandre, kosten er fremmed, og fiender lurer allevegne. 
Det viser en beundringsværdig evne til tillempning efter forholdene, at de 
klarer situationen saa godt. Ethvert pattedyr, ogsaa mennesket, vilde 
sikkert under lignende omstændigheder ikke undgaa klimatfeber ! 

Tinnunculus-arternes sammenstimling i saa uhyre flokke under opholdet 
i syden er ogsaa meget interessant. 

Ligesaa Buteo desertorum's hang til at tage større dyr og dens frække 
røveri ved farmene i syden. 

Milvus ægypticus viser ogsaa en paafaldende rovgjerrighed i syden 
og optræder til sine tider i kolossale flokke sammen med Tinnunculus 
vespertinus. 

Steppehøgen (Circus swaisonit), som i norden altid findes i 
aabent terræn og undgaar skovene, søger i Sydafrika under sterk hede ly 
i tætte trær. 

Særlig paafaldende er storkens optræden. Den lever jo i Europa 
parvis og halvveis tam ved husene, og gjør derfra udflugter til sumpe 
eller langgrunde sjøer for at søge efter vandinsekter, frosk etc. I Syd- 
afrika bliver den »the great locust-bird<, som i flokke paa tusinder sammen 


62 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


med et par erkenfugle streifer om i det torre indland, følgende græshoppe- 
sværmene. Særlig ynder den at operere ved kanten af græsbrandene, 
For meget fugtighed synes den i sin nye geschæft ikke at like; falder det 
for sterkt regn, søger den op til tørrere egne i hoiderne! 

Meget bemerkelsesværdig er det ogsaa, at graaheiren (Ardea 
cinerea), som i norden altid hækker i treer eller paa klipper, i Sydafrika 
lægger redet paa marken mellem sivenel 

Det er en almindelig udbredt opfatning, at de nordlige trækfugle ikke 
synger i syden. 

Dette er imidlertid feilagtigt. 

De fleste trækfugle bruger sin stemme omtrent paa samme maade i 
Sydafrika som hjemme, — kanske mindre hyppigt og naturligvis ikke 
med saadant eftertryk, som mange arter gjør, naar de forstyrres ved reden 
i hjemlandet. 

Dette gjælder trækfuglene i sin almindelighed; men ogsaa de arter, som 
har en speciel »sang« under yngleperioden, giver for en tid denne tilbedste 
ogsaa i Sydafrika. De begynder at øve sig længe — indtil et par maa- 
neder — før afreisen nordover, og er saaledes ikke debutanter, naar de 
giver sine første koncerter i nordens lyse skove. Men det synes, som om 
sangen først ved hjemmets arne naar den rette fylde. 

Saa udmerkede sangere som Lanius minor, Sylvia salicaria, Sylvia 
nisoria, Phylloscopus trochilus, Hypolais icterina, Acrocephalus palustris 
og Acrocephalus arundinaceus er alle ofte hørt syngende i Sydafrika. 

Sangen synes ikke at staa i saa nært forhold til kjonskjertlerne som 
f. eks. anlægget af hækkedragten. Man har saaledes fundet Sylvia nisoria 
f. eks. syngende af fuld hals i Sydafrika i februar, medens den endnu var 
ied. wimherdra et! 

I det moderne ornithologiske system er fuglenes biologi tillagt stor 
betydning for klassificeringen. 

Ovenstaaende viser, at trækfuglenes biologi er meget variabel og 
skiftende efter de naturforhold, hvorunder vedkommende art eller individ til 
de forskjellige tider lever. 

Vi kjender kun trækfuglene fra den tid, de tilbringer hos os; men om 
deres livsforsel under opholdet i syden, d. v. s. den længste del af deres 
liv, ved vi meget lidet. 

Fremtidige studier paa dette felt vil sikkerlig bringe meget nyt for 
dagen og fore til, at nutidens opfatning af disse forhold maa revideres i 


mangt og meget. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE 1 SYDAFRIKA. 63 


Fugletrækket. Delvise trækfugle. Æglægning i syden. 
Stationære fugle af palaearktisk oprindelse. 


De palaearktiske fugles træk maa tænkes fra forst af at være opstaaet 
paa grund af næringsmangel. Fuglene har flyttet undaf for vinteren. Der- 
for er trækket mest udpreget i de nordligste egne. Arter, som i Ishavs- 
egnene er afgjorte trækfugle, kan i sydligere strøg af den palaearktiske 
region vere streiffugle eller endog standfugle. 

I tidernes lob er trangen til at trække væk blevet til et instinkt 
i trækfuglenes natur. Fangne fugle, som aldrig har seet sine fritlevende 
slegtninge, bliver under træktiden urolige og flyver ustanselig rundt i 
værelset. Mange fugle reiser sydover, fer hestveiret indtræffer, medens de 
endnu har overflod af næring. 

Men dette instinkt er heist forskjellig udviklet, ikke alene 
hos forskjellige arter, men ogsaa hos forskjellige individer 
af samme art. Et velkjendt eksempel er de to meget nærstaaende 
arter hortulanen (Æmberiza hortulana) og gulspurven (E. citrinella). 
Den første er hos os udpræget trækfugl, den sidste stationær. Hvad talrige 
andre fugle angaar, trækker vistnok de fleste væk, men et mindre antal 
overvintrer — særlig i milde vintre — ogsaa i Sydnorge. Grænserne 
mellem trækfugle, streiffugle og standfugle er idethele meget svævende, og 
i mange tilfælde øver tilfældige veirforhold en betydelig indflydelse paa 
trækket. 

Fugletrækket kan heller ikke forklares alene ved dette »instinkt<. 
Hukommelsen og den i tidernes løb erhvervede erfaring spiller 
utvilsomt en stor rolle. 

Fuglenes erindring er utvilsomt meget skarp. Naumann havde endel 
tæmmede vildgjæs, som han én gang hvert aar pleiede at fange med et 
net for at klippe svingfjærene af dem. De var i almindelighed meget tamme, 
men hver gang han kom med nettet, flygtede de i største forskrækkelse. 
De huskede altsaa dette fra aar til aar. 

En mængde fugle synes at holde sammen parvis for hele livet. 
Om de skilles under træktiden og hver for sig kanske gjennemreiser den 
halve jordklode, finder de altid — saafremt de er ilive — hverandre igjen 
ved redepladsen næste aar. Dette kunde de ikke gjøre, hvis de ikke 
huskede stedet og hverandre. 

At f. eks. biæderen i Sydafrika aar efter aar overnatter i de samme 


trær, viser jo ogsaa, at den maa huske disse sovepladse. 


64 ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


Fuglene opnaar idethele en meget hei levealder. Smaafuglene lever 
gjennemsnitlig 1 ca. 30 aar, andre grupper i 80—100 aar eller mere, og 
man antager, at svanen f. eks. kan naa en alder af 300 aar! 

Under denne lange levetid maa naturligvis saa veludrustede skab- 
ninger som fuglene erhverve megen erfaring, som overleveres fra slegt 
til slegt. 

Det er tidligere nævnt, at mange fugle kun flytter sydover, efterhvert 
som veirforholdene tvinger dem til det. 

De trækfugle, som kommer til os for tidlig om vaaren, vandrer ofte 
tilbage sydover, men indfinder sig saa pludselig paany i mængde, straks 
veiret slaar om. 

Men andre forhold beviser endnu bedre, hvilken rolle erfaring og ned- 
arvet tradition spiller for fugletrækket. | 

Under trækket vandrer fuglene ikke ret nord eller syd, men felger 
bestemte trækveie (»Zugstrassen«), som ofte er forskjellige for nord- og 
sydtrækket og kan gaa lange strækninger i est-vestlig retning langs hav- 
kyster, bjergkjæder, floder etc. De sætter ogsaa over havene, hvor veien 
er kortest, selv om de derved maa afvige meget fra trækkets hoved- 
retning. Flere oprindelig palaearktiske fugle (f. eks. Sterna macrura og 
Eudromias morinellus), som i senere tid har faaet en circumpolær udbre- 
delse i de nordligste verdensstreg, følger fremdeles kun de gamle tilvante 
treekveie langs Atlanterhavets kyster eller over Europa og Asien til Afrika. 
Phylloscopus borealis og Anthus gustavi, som i den senere tid har udbredt 
sig vestover til den europæiske ishavskyst, følger fremdeles sine ostsibiriske 
forfædres trækvei og overvintrer paa de Malaviske øer, selv om de der- 
ved maa tilbagelægge den vældige distance gjennem hele Sibirien tværs 
over hoved-trækveiene langs de sibiriske floder! 

Ovenstaaende data viser ogsaa, at fuglenes orienteringsevne 
maa være meget udviklet. Dette saa meget mere, som et stort antal træk- 
fugle — og da særlig de mindre og svagere arter — fortrinsvis trækker 
om natten, ofte kun i smaaselskaber eller enkeltvis. I godt veir, — helst 
stille stjerneklare nætter — flyver de gjerne heit, man mener i indtil 4000 
meters heide. Men i usigtbart veir foregaar trækket ofte -kun faa meter 
over jorden, og i taage afbrydes det helt. 

Paa sydtrækket reiser som regel nogle af de tidligst udklækkede ung- 
fugle forst. De ledsages af endel zldre individer, som af en eller anden 
grund ikke har naaet til at forplante sig. Saa folger de gamle, som har 
opfyldt sine familiepligter, og tilslut det store gross af ungfugle med en og 
anden af de ældre iblandt. Man maa gaa ud fra, at ungfuglene ledes af 


nogle, som har reist veien for; ellers er det jo ganske uforstaaeligt, at de 


SCD + 
Ej Pr 


1914. No. 6. NORDLIGE TREKFUGLE I SYDAFRIKA. 65 


kan finde frem, dette saa meget mere som de fleste arter har sine egne 
specielle treekveie. Denne antagelse bekræftes af, at det som regel er ung- 
fugle, som forvilder sig paa veien. 

Hvad nu nordtrækket angaar, saa kan det jo ikke vere foraarsaget af 


naringsmangel Mange har antaget, at den sterke hede skulde drive fuglene 


nordover igjen; men dette kan ikke vere tilfældet. Fra Sydafrika reiser 
jo trækfuglene, netop som terketiden er forbi og den kjeligere sæson — da 
alt blomstrer — indtræder. Det maatte netop da vere fristende for dem 
at slaa sig tilro. 

Naturligvis er ogsaa nordtrækket i tidens løb blevet mere eller mindre 
instinktsmæssigt; men meget tyder paa, at driften til at hække paa 
hjemstedet fra først af har været og fremdeles er en hovedaarsag. 
Forplantningsdriften vaagner jo ved generationsorganernes modningstid, og 
vi har seet, at de forskjellige arter eller stammer af samme art trækker 
nordover umiddelbart efter, at de er blevet forplantningsdygtige og har an- 
lagt hækkedragten. De nordligst hækkende fugle ser sydligere stammer 
trække forbi, men følger ikke eksemplet, før de selv er blevet forplantnings- 
dygtige. 

Ved dette forklares ogsaa, at de fleste trækfugle, som bliver tilbage i 
Sydafrika, er ungfugle eller sterile individer. 

Som tidligere nævnt er det nedarvede instinkt til at trække meget for- 
skjellig udviklet, ikke alene hos de forskjellige arter, men ogsaa hos for- 
skjellige individer af samme art. Hos en mængde ikke forplantningsdygtige 
individer vil dette instinkt være sterkt nok til, at de følger med paa trækket 
nordover. Men kun et mindretal af dem naar helt frem til hækkepladsene, 
de fleste skiller sig fra paa veien - og streifer — som oftest i samlede 
flokke — om paa egen haand. Saadanne flokke er velkjendte i Mellem- og 
Sydeuropa og har længe været ornithologerne en gaade. De mange norske 
fund af »oversomrende« sterile heiarktiske snepper er tidligere nævnt. 

En række af vore trækfugle kan som sagt i større eller mindre antal 
paatræffes hele aaret rundt i Sydafrika. Fra disse »delvise« træk- 
fugle har vi en jevn overgang til andre palaearktiske arter, som er helt 
eller overveiende stationære i Sydafrika. Nogen bestemt 
grænse mellem de delvise trækfugle og de sidste kan ikke trækkes. 

Vi har ogsaa hørt, at flere arter baade af fuldstændige og delvise 
trækfugle i større eller mindre udstrækning hækker i syden. 

For oversigtens skyld hidsættes en fortegnelse over de arter, som har 
interesse i denne forbindelse. Hvor man ikke har helt sikre data at bygge 
paa angaaende hækningen i syden eller artens tilstedeværelse der aaret 


rundt, er der tilfeiet et spørgsmaalstegn. 
Vid.-Selsk. Skrifter I. M.-N. Kl. 1914. No. 6. 5 


66 


ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


Trækfugle, som er fundet hækkende i Sydafrika. 


VR AN er 


no 


Delvise 


Fuldstendige trækfugle. 


Merops apiaster. 
Merops persicus. 
Coccystes glandarius. 
Crex pratensis (?). 
Milvus aegypticus. 


Podiceps migricollis. 


Delvise trekfugle. 


Lanius collurio. 
Coracias garrula (?). 
Pandion haeliaetus (?). 
Cicoma alba. 

Ciconia nigra (?). 
Ardea cinerea. 


Nycticorax griseus. 


trækfugle, som endnu ikke er fundet hækkende i Sydafrika. 


Lanius minor (delv. tr.?). 
Hirundo rustica. 
Telmatias major. 
Numemus arquatus. 
Numemus phaeopus. 
Tringa subarquata. 
Tringa minuta. 
Flydrochelidon leucoptera. 
Sterna macrura. 

Sterna fluviatilis. 

Sterna caspia (delv. tr. ?). 
Pernis apivorus (delv. tr.?). 
Ibis falcinellus. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 67 


Arter, som er mere eller mindre stationære i Sydafrika. 


I. Strix flammea. 

2. Recurvirostra avocetta. 
3. Himantopus candidus. 
4. Ortygometra pusilla. 


Gallinula chloropus. 


E 

6. Ardea purpurea (stat.?). 
7. Botaurus stellaris capensis. 
8. Podiceps cristatus (stat. ?). 


Seks arter fuldstændige og syv delvise trækfugle er altsaa 
fundet hækkende i Sydafrika. Antallet af delvise trækfugle er tilsammen 20 
og af stationære arter 8. 

Sydafrikas fauna er endnu lidet kjendt, og der kan naturligvis let vise 
sig at være flere baade fuldstændige og delvise trækfugle, end man hidtil 
ved, ligesom flere af dem kan hække i syden uden til dags dato at være 
bemerket. 

Men allerede de sparsomme data, som foreligger, er egnet til at vække 
den største opmerksomhed og fremkalde mange refleksioner. 

De fleste trækfugle, som hækker i Sydafrika, gjør dette i tiden sep- 
tember—novemher, da man skulde tro dem mindst istand dertil. De an- 
gjældende arters normale hækketid er. jo tidsrummet april— juni. 

Men vi ved endnu ikke, hvorvidt de samme individer, som 
hækker i Sydafrika, ogsaa har gjort dette den foregaaende vaar i norden, 
med andre ord om de har hækket to gange aarlig med lange hvilepauser 
imellem. Det vilde isaafald være en meget interessant opdagelse. Muligens 
turde det ogsaa forholde sig saaledes f. eks. med biæderen, som hækker 
i saa stor udstrækning i Sydafrika, at den synes at være ganske stationær 
under sit ophold dernede. At Sydafrikas biædere kun skulde vandre nord- 
over til egnene under ækvator og altsaa ikke være identiske med de 
europæiske stammer, er usandsynligt. Man har ikke gjort nogen iagttagelser, 
som kunde tyde paa dette; tvertimod er det for enkelte arters vedkom- 
mende ved fund af merkede fugle fastslaaet, at de hører hjemme i Europa. 

Enkelte af de trækfugle-arter, som hækker i Sydafrika, har en let- 
kjendelig hækkedragt. Anlægger de nu denne ogsaa under hæk- 


ningen i syden? De sydafrikanske ornithologer har ofret dette spørgsmaal 
o à > > 


68 ‘ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


liden opmerksomhed, og kun i et eneste tilfeelde (se under Podiceps nigri- 
collis) har jeg seet udtrykkelig angivet, at saa var tilfælde. Men vi har 
al grund til at tro, at de lige saa lidt 1 syden som i norden kan heekke 
uden at have anlagt hækkedragten. 

Som tidligere nævnt, har imidlertid de allerfleste trækfugle hestdragt 
eller begyndende vinterdragt ved ankomsten til Sydafrika, og har da helt 
siden høstfældningen — for de flestes vedkommende i juli — haft reduce- 
rede kjønsorganer og været udygtige til forplantning. De fugle, som 
hækker senhøstes i Sydafrika, kan neppe have haft tid til paany at anlægge 
hækkedragten, og noget saadant nyanlæg er heller ikke observeret af syd- 
afrikanske ornithologer. 

Men nogle fugle har endnu sommerdragt ved ankomsten til Sydafrika, 
og disse turde kanske levere en større kontingent til de om høsten hæk- 
kende trækfugle. Forplantningstiden kan jo være noksaa variabel og lang- 
varig. Mange trækfugle lægger regelmæssig to kuld æg hver sommer, og 
andre, som almindeligvis kun lægger et kuld, kan gjentagne gange lægge 
nye, om de første plyndres. Man antager, at de fugle, som trækker syd- 
over tidligst om høsten — medens de endnu er i sommerdragt — netop 
er saadanne, som har faaet sit rede ødelagt, og for hvem det er for sent 
at hække paany. Det er ikke utænkeligt, at saadanne individer ved an- 
komsten til Sydafrika — til en ny vaar — vilde stimuleres af de indfødte 
fugles eksempel til at hække dernede, om de endnu var forplantningsdygtige. 
Isaafald vilde vi kun have at gjøre med en abnorm forlængelse af 
den ene aarlige hækkeperiode. 

Dette er kun en løst udkastet tanke. Hvordan de palaearktiske arters 
hækning i Sydafrika fra først af er opstaaet, og hvordan den skal forklares, 
kan vi med vort nuværende mangelfulde kjendskab til disse forholde ikke 
have nogen sikker formening om. Men faktum er altsaa, at de kan hække 
dernede. 

Ungerne bliver forplantningsdygtige ved en bestemt alder. De, som 
er senest udklækket, bliver senest kjønsmodne. Derfor faar nordlige stam- 
mer hækkedragten senere og trækker senere afsted end de sydligere. Men 
derfor maa vi ogsaa antage, at deunger, som udklækkes i oktober— 
november i Sydafrika, først bliver kjansmodne ved den tid, 
hesten indtreder i Europa, og at deres forpiantningsperiode 
som felge deraf bliver forrykket, saa den senere altid ind- 
treffer paa denne aarstid. ; 

De vil saaledes være sterile ved den tid, deres stammefrænder trækker 


nordover, og forplantningsdriften vil ikke drive dem afsted. Deres hjem- 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 69 


land er jo ogsaa Afrika. Deri har man muligens for en vesentlig del 
forklaringen til, at saa mange af de trækfugle, som forbliver i Afrika 
under den europæiske sommer, er sterile individer eller ikke udvoksede 
ungfugle. 

. Det nedarvede instinkt til at trække er som tidligere nævnt af meget 
forskjellig styrke saavel hos de forskjellige arter som hos forskjellige indi- 
vider af samme art. Hos mange trækfugle, som ved tiden for nordtrækket 
er sterile, vil dette instinkt være sterkt nok til, at de følger sine stamme- 
frænder nordover. Men da de ikke kan hække, skiller de sig et eller andet 
sted paa veien fra og streifer om paa egen haand. Man har 1 Europa i 
disse gaadefulde flokke af sterile fugle fundet gamle eksemplarer i fuld 
vinterdragt 1 mai og med overgang til sommerdragten i august. De syd- 
afrikanske fund af f. eks. Sterna fluviatilis i vinterdragt i juni og juli 
er tidligere nævnt. Ved ovenstaaende antagelse vilde disse fund bedre 


kunne forklares. 


Paa ovennævnte maade danner der sig altsaa specielle sy dafri- 
kanske stammer, hvoraf nogle er overveiende stationære, medens 
andre i større eller mindre udstrækning vedbliver at trække væk en tid 
af aaret. Men i alle tilfælde vil disse stammer være ganske godt isoleret. 
De i Sydafrika fødte fugle vil i de fleste tilfælde være forplantningsdygtige 
paa en tid, da deres nordlige stammefrænder er sterile, og omvendt. 

Enkelte palaearktiske fugle kan vistnok hække i Sydafrika ogsaa under 
den europæiske vaar, men disse er i saa absolut mindretal, at nogen 


krydsning vil ikke kunne finde sted i større udstrækning. 


Som følge af dette maa der paa grund af naturforholdenes forskjellig- 
hed i tidens løb dannes egne sydafrikanske underarter og 
ARÉET. 

Jeg mener altsaa, at man selv paa grundlag af det foreliggende spar- 
somme materiale har ret til at slutte, at de ovennævnte 8 stationære arter 
fra forst af tilherer den palaearktiske fauna, og at de har gjennemgaaet 
følgende stadier: 

Fuldstændige trækfugle — delvise trækfugle — statio- 
nære sydafrikanske arter. 

Vi har jo her en jevn overgang fra de delvise trækfugle, idet flere af 
de 8 arter ikke er absolut stationære, men i større eller mindre ud- 
strækning ogsaa kan deltage i trækket. 

Nogle af disse arter er helt identiske med de europæiske, medens 


andre afviger mere eller mindre. En af dem, Strix flammea, 


70 ØRJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


ansees af nogle for en nærstaaende underart, medens en anden allerede er 
erkjendt som underart. 

Jeg tror, at vi her har eksempler paa artsdannelsei nutidens 
men denne artsdannelse synes at gaa sent for sig. 

Det er ogsaa i og for sig lidet sandsynligt, at disse sidstnævnte arter 
skulde have sit oprindelige hjem i det sydlige Afrika. Den æthiopiske 
dyreregion er vidt forskjellig fra vor, og de der hjemmehørende arter har 
paa grund af naturforholdenes forskjellighed faaet et sterkt særpræg. Det 
vilde isaafald ogsaa være vanskeligt at forstaa, hvorfor saa mange af dem 
skulde trække nordover, og det netop paa den tid, da den i klimatisk hen- 
seende gunstigste aarstid indtræffer. 

Den variable hækketid for enkelte af disse arter fortjener ogsaa op- 
merksomhed. Podiceps cristatus er fundet i fuld hækkedragt i Sydafrika 
allerede den 16de juli, Sterna caspia er paatruffet hækkende i januar, Ardea 
purpurea saavel om høsten som i februar, og Strix flammea hækker i april, 
altsaa paa samme aarstid som i norden. 

Muligens tør dette tydes derhen, at disse arter endnu ikke er helt 
naturaliseret i Sydafrika. Dette er døg mindre sikkert, da hækketiden ogsaa 
for flere af de indfødte fugle kan være meget variabel. 

Flere af vore trækfugle har nærstaaende korresponderende arter i Syd- 
afrika. Det forekommer mig sandsynligt, at disse sidste oprindelig kan 
stamme fra den palaearktiske region og paa den ovenfor nævnte maade 
have faaet indpas i Sydafrika, hvor de saa lidt efter lidt har erhvervet sit 
særpræg. 


Saadanne korresponderende arter er f. eks. følgende: 


Coturnix communis — Coturnix africana. 
Falco subbuteo — Falco cuviert. 

Motacilla flava — Motacilla capensis. 
Acrocephalus dumetorum — Acrocephalus baeticatus. 
Cypselus apus — Cypselus barbatus. 
Botaurus minutus — JBoíaurus payesi. 
Podiceps fluviatilis — Podiceps capensis. 


Enkelte af de ovennævnte sydafrikanske arter, f. eks. Coturnix africana 
og Podiceps capensis, staar de tilsvarende europæiske arter saa nær, at de 
af mange. har været anseet for identiske med dem. 

Da isolationen som nævnt mere skyldes den forskjellige forplant- 


ningstid end opholdsstedet, spiller det mindre rolle, om de sydafrikanske 


1914. No. 6. _ NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 71 


stammer til visse aarstider i større eller mindre udstrækning træffer sam- 
men med sine nordlige slegtninge. 

Vort kjendskab til trækfuglenes biologi i syden er jo endnu saa 
mangelfuldt, at det antagelig vil vare længe, før alle dermed forbundne 
 spergsmaal finder en tilfredsstillende forklaring. Men antagelsen om den 
forskjellige forplantningstids medvirken til dannelse af nye stammer og 
arter forekommer mig at have saa megen sandsynlighed for sig, at jeg 
har fundet at burde fremsætte den her til videre bearbeidelse af de for- 
skere, som har anledning til i fremtiden at studere de overmaade interes- 
sante problemer, som staar i forbindelse med trækfuglenes vinterophold i 


syden. 


ORJAN OLSEN. M.-N. Kl. 


I 
lj 


Fortegnelse over palaearktiske fugle fundne i Sydafrika. 


Passeriformes. 


Corvidae. 


1. Oriolus galbula, L. 


Motacillidae. 
2. Anthus trivialis, L. 
3. Motacilla flava, L. 
4. Motacilla flava borealis, SUNDEv. 
5. Motacilla Raii, Bonar. 


Turdidae. 


6. Luscinia philomela, BEcusr. 


7. Saxicola oenanthe, L. 


Lanidae. 
8. Lanius collurio, L. 


9. Lanius minor, GMEL. 


Sylviidae. 
10. Sylvia salicaria, L. 
11. Sylvia cinerea, Briss. 
12. Sylvia nisoria, BECHST. 
13. Phylloscopus trochilus, L. 
14. Hypolais icterina, ViEILL. 
15. Acrocephalus arundinaceus, Latu. 
16. Acrocephalus palustris, BEcusr. 
17. <Acrocephalus schoenobaenus, L. 
18.  Locustella fluviatilis, WOLF. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. | 
13 


19. 


20. 
21. 


22. 


23. 


24. 


26. 


28. 


29. 
30. 


ai: 
32. 
33: 
34- 


Muscicapidae. 


Muscicapa grisola, Bote. 


Hirundinidae. 
Chelidon urbica, L. 
Cotyle riparia, L. 


Hirundo rustica, L. 


Coraciiformes. 


Coraciidae. 


Coracias garrula, L. 


Meropidae. 
Merops apiaster, L. 


Merops persicus, PALLAS. 


Cvpselidae. 
Cypselus apus, L. 


Caprimulgidae. 


Caprimulgus europaeus, L. 


Strigidae. 
Strix flammea, L. 


Cuculiformes. 


Cuculidae. 


Cuculus canorus, L. 


Coccystes glandarius, L. 


Charadriiformes. 
Charadriidae. 


Glareola pratincola, L. 
Glareola melanoptera, NORDM. 
Squatarola helvetica, L. 


Aegialitis asiatica, AYREs. 


74 


ORJAN OLSEN. 


M.-N. Kl. 


59: 
40. 


Aegialitis Geoffroyi, HARTING. 
Aegialitis hiaticula, L. 
Aegialitis cantianus, LATH. 
Strepsilas interpres, L. 


Scolopacidae. 


Telmatias major, GMEL. 


Telmatias gallinago, L. 


Totanidae. 


Numenius arquatus, L. 
Numenius phaeopus, L. 
Limosa aegocephala, L. 
Limosa lapponica, L. 
Limosa cinerea, GYLD. 
Machetes pugnax, L. 
Actitis hypoleucus, L. 
Totanus glottis, L. 
Totanus calidris, L. 
Totanus glareola, L. 
Totanus ochropus, L. 
Totanus stagnatilis, BFCHST. 
Tringa subarquata, GYLD. 
Tringa minuta, LEIsL. 
Tringa canutus, L. 
Tringa Bairdi, HARTING. 
Calidris arenaria, L. 
Recurvirostra avocetta, L. 


Himantopus candidus, Bonn. 


Laridae. 


Lestris crepidatus, BANKs. 


Lestris pomarinus, TEMM. 


Hydrochelidon leucoptera, MEIsN., SCH. 


Hydrochelidon hybrida, DRESSER. 
Sterna macrura, Naum. 
Sterna fluviatilis, NAUM. 


Sterna caspia, PALL. 


1914. No. 6. NORDLIGE TRÆKFUGLE I SYDAFRIKA. 


-l 
| UT 


88. 
89. 
90. 


Sterna cantiaca, GMEL. 
Sterna Dougalli, Mont. 
Sterna minuta, L. 


Sterna media, HoRSFIELD. 


Gruiformes. 
Rallidae. 


Crex pratensis, BECHST. 
Ortygometra porzana, FLECK. 
Ortygometra pusilla, PALL. 
Gallinula chloropus, L. 


Falconiformes. 
Falconidae. 


Falco subbuteo, L. 

Tinnunculus vespertinus, L. 
Tinnunculus amurensis, MARSHALL. 
Tinnunculus Naumanni, FLEISCH. 
Buteo desertorum, GRILL. 

Milvus aegypticus, SHARPE. 
Milvus korschun, SHARPE. 
Pernis apivorus, L. 

Circus cineraceus, Mont. 

Circus Swaisonii, SMITH. 

Circus aeruginosus, L. 


Pandion haeliaetus, L. 


Anseriformes. 


- Anatidae. 
Anas clypeata, E. 


Ciconiiformes. 
Ciconiidae. 
Ciconia. alba, BEcusr. 


Ciconia nigra, L 


Ibis falcinellus, L. 


76 


| Dn 
92. 
93- 
94. 
95: 
96. 


97. 
98. 


ORJAN OLSEN. 


Ardeidae. 


Ardea cinerea, L. 
Ardea purpurea, L. 
Ardea alba, L. 
Nycticorax griseus, L. 


Botaurus minutus, L. 


Botaurus stellaris capensis, SCHLEGEL. 


Colymbiformes. 


Podicipedidae. 


Podiceps cristatus, L. 


Podiceps nigricollis, BREHM. 


Trykt 5. januar 1915. 


M.-N. Kl. 


Siero TISKE 


VEGETA TIONSUNDERSOGELSER 
FRA FOLDALSFJELDENE 


AF 
HANNA RESVOLL-HOLMSEN 


UTGIT FOR FRIDTJOF NANSENS FOND 


KRISTIANIA 
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD 


1914 


Ca = | à 
RIS 4 


me DM E 


Nbr RUN 2 h ves 


rs Ei - Rr CARA HADE | 2n: 


(1 - 
h sw ) * he 
& 
'E E 
‘ p dj 
" Ta 
AZ 


= 2 


i A. W. BROGGERS BOKTRYKKERI A/S | 


SEN 1913 opholdt jeg mig med reisestipendium fra universitetet 
i Foldalsfjeldene, hvor jeg havde min station paa en af Fadfjeldsztrene, 
ret op for Grimsbo i Foldalen. Under det 12 uger lange ophold foretog 
jeg omfattende statistiske vegetationsundersegelser i birkeregionen og i den 
alpine region samt i den øvre del af fururegionen. 

Det bedst undersøgte omraade er Fadfjeldet, et vidt fjeldparti, paa hvis 
skraaning de nævnte sætre er beliggende. Í anden række kommer Volen, 
derefter partiet omkring Haanæskletten, Grenhe og Storhe og tilsidst den 
øvre del af Kakeldalen og Enunddalen !. 

Det indsamlede materiale er for karplanternes vedkommende revideret af 
konservator O. Daar. Moserne er bestemt af doktor N. BRYHN og 
laverne af assistent ved den botaniske have, cand. real. B. Lynce. For 


denne værdifulde og kjærkomne hjelp fremføres her min hjerteligste tak. 


Fra Grimsbo i Foldalen fører veien op til Fadfjeldszeter paa østsiden 
af elven Kakella, bielv til Folla. Veien gaar ialmindelighed langt oppe 
paa terrængets heldning ned mod denne bielv. Man gaar den første times 
vei gjennem furuskog, hvis bundvegetation udgjeres af et graahvidt lav- 
teppe, indvævet med kreekling, roslyng, blaabzer- og tyttebzerlyng samt det 
fine smalbladede græs smylebunke. Lavteppet bestaar for den aller største 
del av rensdyrlaven i dens 3 arter. Furuskogen afløses af birkelier. 
Navnet birkelier pleier som oftest at forbindes med tanken paa en skog- 
bund, dækket af frodigt græs og blomsterrige urter eller i det mindste af 
et grønt lyngdække. Havde vi paa forhaand ventet at finde dette, bliver 
vi bittert skuffet. Vi gaar gjennem en jevnt skraanende birkeskog, der 
under navn af Langlien strækker sig langt opover Volen, det eneste større 
fjeld vi maa passere under vor vandring op til sætrene, og bunden i 


denne skog er undtagen paa et myrlændt parti bevokset med tæt, alenhoit 


1 Se medfølgende kart. 


4 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


enerkrat, som i forseenkninger er opblandet med dvergbirk og graavidjer. 
Paa den terre bund mellem buskene er der en vegetation av græs med 
traadsmale blade, nemlig smylebunken og faaresvingelen, videre af de her 
lidet fremtrædende skud af blaabær og tyttebær samt krækling og endelig 
af de samme graahvide lavarter som i de furuskoge vi netop forlod. 
Kun er de sidste her i birkeskogen langt mindre fremtraedende end i 
furuskogen. 

Snart staar vi oppe paa skraaningen mod en stor bæk, Langbækken, 
som danner det største tilløb til elven Kakella. Den danner den østlige 
grænse for Fadfjeldet, det store fjeldparti, vi nu ser foran os. Paa dettes 
nederste jevne skraaning, der oventil afskjæres af et plataa, ligger 7 
sætre, Fadfjeldsætrene, omgivet af store, grønne sætervange. 

Deres nærmeste omgivelser er træbare. Men paa begge sider strækker 
yderst aabne birkelier sig opover, et stykke forbi sætrene, til omtrent 
1025 meters hoide. Hele Fadfjeldets nedre skraaning helt op til plataa- 
randen viser baade mellem de spredte birke og paa det store træbare 
parti en mørk, brunlig grøn farvetone. Vi studser og gjætter et øieblik 
paa, at det er en vidstrakt lyngmark, som ligger foran os. Men denne 
tanke forlader os lige hurtig, som den kom. Den mørke farve skyldes 
naturligvis det samme tætte enerkrat, som dækker bunden i den store birkeli 
under Volen, den paa hvis skraaning mod Langbækken vi nu befinder os. 
Enkelte lysegrønne striber strækker sig nedover den mørke skraaning. 
Det er fugtig græsbunden mark, knyttet til smaa vandsig, som taber sig i 
det nederste, mere slettelignende parti. 

Langt inde paa det ovenfor liggende plataa ligger den 1500 m. høie 
top af Fadfjeldet. Til beskrivelsen af denne skal vi senere komme tilbage. 

I syd for sætrene og ikke langt fjernet fra dem sees paa begge sider 
af Kakella endel store hauge, bevokset med tæt birkeskog. Det er Svart- 
haugene, en stor moræne, som ligger tvers over Kakellas dal med en trang, 
over 100 meter dyb gjennemskjæring for elven. 

Paa den anden side af nysnævnte dal ser vi nærmest os Haanæskletten. 
Den har skogklædte ‘sider. Den virker tiltrods for sin ringe heide, 1246 
meter, alligevel noksaa imponerende paa grund af sin isolerede beliggenhed. 
Længere oppe sees paa samme dalside og lidt i baggrunden først den 
lidet iøjnefaldende Grønhø og derpaa det mægtigste af traktens fjelde, 
Storhø, 1630 m. høit, med dets dype dalkløft Glupen. 

Gaar man op paa det plataa, der som før nævnt afskjærer Fadfjeldets 
nedre skraaning, ser man indover en vid fjeldslette. Staar vi oven- 
for sætrene med ryggen vendt mod disse, ser vi, at sletten tilvenstre 


"temmelig hurtig skraaner ned mod Kakeldalen. Tilhøire derimod strækker 


1914. No. "E STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 5 


den sig langt indover, i est begrænset av Volen og i nord af en kort 
est—vestlebende, lav fjeldryg, der skiller sletten fra Enunddalen. 

Mellem denne fjeldrygs østligste punkt, Lille Kneppe, og Bjernhe paa 
Volen fører et omtrent 1080 meter heit pas over til nysnævnte dal. 
Mellem dens vestligste punkt, Store Kneppe og Stygho, ferer et andet og 
heiereliggende pas! over til samme dal. 

Efter disse iagttagelser kan vi ofre det parti, som ligger ret imod os, 
hele vor opmerksomhed. Det er ganske eiendommeligt. Sletten, der 
ogsaa her strækker sig et godt stykke indover, begrænses paa denne kant 
af en halvcirkelformet fjeldryg, med den konkave side vendt mod est og 
mod os. Dens nordestlige del, tilheire for os, kaldes Grenringen, mens 
størsteparten af fjeldryggen tilhører Fadfjeldet, hvis heieste del som fer 
navnt haver sig til 1500 m. Dens vestlige del skraaner med flere af- 
brydelser ned mod sletten og ender yderst, foran os til venstre, i en liden 
fjeldknat, som kaldes Bersten. Den del af sletten, som er omgivet af 
denne halvcirkelformige fjeldryg med dens jevnt skraanende sider, kaldes 
Fadet, og det er efter denne dannelse, at hele fjeldpartiet har faaet 
sit navn ?. 

Før vi gaar over til nærmere at betragte vegetationen, skal vi i store 
traek se lidt paa den fra vort nuvaerende standpunkt. 

Ved vor stigen op paa plataaet sagde vi skogen farvel. Den ser vi 
nu bag os paa Volens og Haanæsklettens sider og paa hele det ned mod 
Foldalen langsomt skraanende parti paa begge sider af Kakella. Paa est- 
siden af denne, yderst mod dalen, sees Kakelkletten med mørke furuklædte 
sider og lys birkeklædt top. 

Naar skogbeltet undtages, er det en graahvid eller gulgraa farvetone, 
som for størstedelen præger det landskab, der omgiver os, Haanæskletten, 
Volen med dens 5 smaa toppe, den lave fjeldryg i nord med Store og 
Lille Kneppe, hele Grenringens ryg og sydlige skraaning og den del af 
Fadfjeldets sydlige skraaning, som vi fra denne kant kan se, og endelig 
den vidstrakte fjeldslette. Det er rensdyrlaven i dens 3 arter, Alectoria 
ochroleuca og de gulhvide Cetrarta’er, C. nivalis og cucullata, især den første, 
sammen med lav, oftest krybende dvergbirk, som frembringer denne farve. 

Saa ensartet, som det hele ved forste eiekast kan synes, er det dog 
ikke. Gaar vi over sletten, vil vi finde, at den ikke er saa jevn. Den 
har talrige lave forsænkninger, som skjuler krat og smaa myrer. Men 


naar det hele paa afstand virkede saa ensartet, kom det af, at det kun var 


I Ysterskaret eller Osterdalsskaret. 
2 Enkelte kalder selve fjeldryggen for Fadet. Den skulde da have faaet sit navn efter 
ligheden med et hvelvet fad, seet fra vest. Den forste antagelse er vel den rette. 


6 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. KI. 


de lidt opheiede partier af sletten, vi saa. Og disse, som for den største 
del er de raadende, er det, som paa gruset eller smaastenet underlag er 
beklædt med det nævnte lavdække. Ser vi ned paa sletten ovenfra, da 
undgaar ikke de paa anden maade’ vegetationsklaedte steder vor opmerksom- 
hed, men bringer ved sine forskjellige farvenuancer afveksling i det ellers 
ensformige landskab. Vi vil imidlertid opsætte vor vandring endnu en 
stund, selv om vort første indtryk af sletten ikke blir det helt rigtige. 
Der er nemlig eiendommeligheder ved den imod os liggende halvcirkel- 
formige fjeldryg, som ikke har undgaaet eller idethele kunde undgaa vor 
opmerksomhed.  Tilheire for os ser vi den i hele sin bredde brat afskaaret 
af en stor halvcirkelformig bue, der i midten efter hele sin længde er 
graagrøn, mens den paa begge sider efter hele sin længde er rødlig. Den 
slutter sig ringformet omkring et stort lavklædt parti med mindre skraaning 
end ringens. Dette parti gaar omsider umerkelig over i fjeldsletten. Det 
er efter den nævnte eiendommelige dannelse, at den nordøstlige del af fjeld- 
ryggen har faaet navnet Grønringen. Selve fjeldet bagenfor den kolossale 
ring sænker sig med lavklædte sider ned mod det store vidjekrat i Fadet, 
kun i den nedre del oplivet af fugtigere rødliggrønne baand, som slynger 
sig ned mod det nævnte krat. 

Ser vi paa fjeldryggens andet og yderste endepunkt Børsten, ser 
vi det samme fænomen som i Grønringen, omend i mindre maalestok og 
uden saa udpræget form. Det ellers lavklædte fjeld har ogsaa her en 
lignende brat skraaning som Grønringen med den samme farve som denne. 
Flere steder paa sletten ser vi ganske lave rygge, som kun hæver sig 
nogle faa meter over det almindelige nivaa. De løber i nordsydlig retning 
og falder jevnt mod vest med lavklædte sider, men har mod øst den samme 
bratte skraaning og den samme farve, som østsiderne af fjeldryggens ende- 
punkter. Og bagenfor disse ganske lave rygge, paa selve Fadfjeldet, ser 
vi næsten hele den store østlige skraaning have den samme farve. 

Vi bestemmer os for en bestigning af Fadfjeldet, der med sine grønne 
sider ser tillokkende ud. Under vor vandring indover mod foden af den 
skraanende fjeldside har vi rigelig anledning til at undersøge endel af de 
bratte, ligesom afskaarne partier. Paa grænsen mellem disse og det lav- 
klædte fjeld bagenfor, en grænse, som paa afstand viser sig som en smal, 
mørk kant oventil paa hver skraaning, er der næsten altid en bevoksning 
af ener eller dvergbirk eller begge dele. Vi ser nu, at den rødlige farve 
øverst og nederst paa hver skraaning skyldes Juncus trifidus, og den 
graagrønne farve i midten /Vardus stricta, hvis stive, traadsmale blade staar 
op som tætte børster. Den del av skraaningen, hvor Nardus er raadende, 


er gjerne lidt indsænket og er det fugtigste parti. Begge slags bevoksninger 


1914. No. 7: STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 7 


har mange planter fælles, baade af karplanter og kryptogamer. Men det 
finder man forst ved nærmere eftersyn. 

Ofte findes bare disse 2 formationer. Men der kan være og er ofte 
andre: plantesamfund tilstede. Saaledes kan en aaben vegetation, særlig af 
alpine planter, oftest med Salix herbacea sterkt fremtrædende, forekomme 
paa skraaningen. Denne vegetation kan ogsaa i mere eller mindre grad 
erstatte Nardus-beltet. Undertiden mangler dette sidste helt; vi har den 
nzevnte aabne vegetation paa dens plads, ovenfor og nedenfor omgivet af 
Juncus-trifidus-belterne. 

Endnu et plantesamfund kan optræde paa disse skraaninger, nemlig 
lyngmarken, et samfund, som paa Fadfjeldet har liden udbredelse. 
Paa enkelte skraaninger sees lige nedenfor kratstriben et faa meter 
bredt belte af lyngmark, i hvilken de mest fremtrædende planter er 
Empetrum nigrum, Phyllodoce coerulea, Vaccinium Myrtillus og |uliginosum 
(pl. III, fig. r og 2). Staar vi nedenfor en slig skraaning, ser vi altsaa 
øverst den smale mørke kratstribe, saa det rødlige belte af Juncus trifidus, 
saa det graagrenne af Nardus stricta og saa atter et rødligt nedenfor af 
Juncus trifidus. Eller vi kan som paa enkelte skraaninger finde først 
kratstriben, saa lyngmarkbeltet, saa en antydning til Juncus-trifidus-beltet, 
saa Nardus-beltet, saa den aabne vegetation og endelig det nedre Juncus- 
trifidus-belte. Eller vi kan finde og da altid paa de heitliggende skraa- 
ninger kun den aabne vegetation i midten og den rødlige /uncus-trifidus- 
bevoksning omkring. 

Disse græsklædte skraaninger er udviklet som tuemark (pl. IV, fig. 1). 
Paa de ofte indtil alenheie tuer vokser, mest 1 Juncus-trifidus-belterne, 
rensdyrlav, islandsk lav og Stereocaulon paschale foruden andre almindelige 
lavarter. 

En lignende vegetation finder vi ogsaa under vor opstigning paa 
Fadfjeldets øvre estskraaning. Men fjeldsiden danner ikke her en eneste 
græsklædt skraaning, saaledes som det saa ud paa lang afstand. Den 
bestaar av mange saadanne felter, omgivet av lavklædte partier med mindre 
heldning end de greeskleedte. - 

Alle disse bratte, græsklædte skraaninger har østlig eller sydøstlig 
eksposition, særlig østlig, og ligger i ly for de herskende vinde. Paa dem 
alle bliver sneen liggende længere end paa de omgivende steder. For 
Grønringens vedkommende skal forholdet være meget paafaldende. Mens 
sneen er smeltet væk fra omtrent hele fjeldet forøvrig, ligger den endnu 
en tid igjen i en stor bue og dækker den senere grønklædte ring. 

Men tilbage til vor vandring. Langt oppe i den temmelig bratte 


fjeldside ser vi flere sorte partier, omgivet av en grønlig ring og udenom 


8 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


denne af en redlig. Det er friske sneleier, hvor sneen ligger til langt ud 
i juli. Den rødlige ring yderst er vor velkjendte Juncus-trifidus-vegetation, 
den grenlige den fornzevnte aabne vegetation. 

Sneleiets sorte jord viser ofte polygonstruktur (pl. IV, fig. 2), og rundt 
omkring er marken tuet. Det synes her, som om tuemarken kan opstaa 
paa grundlag af polygonmarken saaledes, at tuerne er ældre polygoner, 
som er gledet et lidet stykke nedover skraaningen og derved hoinet. 

Tuerne er nemlig ganske lave og flade i nærheden af de nuværende 
polygoner, men bliver heiere og mere afrundet i toppen i større afstand 
fra dem. De er oftest aflange med længdeaksen parallel skraaningen. 
Disse tuer vedbliver sikkert lange at vokse i heide, dog neppe direkte. 
Men smeltevandet og regnvandet graver sig ned i fordybningerne mellem 
dem, de oprindelige revner paa den tidligere polygonmark. At dette maa 
vare rigtig, kan sees derav, at de ofte i lange rækker paa skraaningen 
liggende tuer er skilt ad ved dybere indskjæringer mellem rækkerne end 
mellem de enkelte tuer i hver raekke. — Om denne slags tuedannelse er 
den almindelige paa disse skraaninger, ved jeg ikke; men at den opbledte 
jords glidning spiller en rolle for tuernes form, er sikkert. 

Jordglidning, solifluktion, er nemlig et almindeligt fænomen paa de 
bratte sneleier og græsklædte skraaninger. Man kan tvers over skraa- 
ningerne se lange volde, som bestaar af 3—4 rader af tæt sammen- 
trængte tuer. 

Denne jordglidning maa vel for de græsklædte skraaningers vedkommende 
vere foregaaet, fer de blev deekket af vegetation, mens de endnu var 
friske sneleier. Jeg skulde vere tilbeielig til at tro, at ogsaa tuerne blev 
fardigdannet paa et tidligt tidspunkt, mens de endnu kun var daekket af 
den førnævnte aabne vegetation. De har nemlig den samme størrelse og 
form paa denne slags lokaliteter som paa de græsklædte partier af skraa- 
ningerne. Og desuden er paa de sidstnævnte steder fordybningerne 
mellem tuerne, hvor smeltevandet har afløb, helt vegetationsdækket. 

Denne tuemark er overordentlig udbredt baade paa de lavereliggende 
græsklædte skraaninger og paa størsteparten af Fadfjeldets østside. Gaar 
man inde i Fadet en eftermiddag, naar sollyset ovenfra paa skraa falder 
nedover den østlige fjeldside, ser man ovenfor, paa den græsklædte mark 
tusinder og atter tusinder av tuer, der snart ser ud, som om de er dækket 
med brunlig, snart med grønlig fleiel, alt eftersom de er bevokset med 
Juncus trifidus eller med Nardus stricta. 

Vi skal nu ikke længere opholde os ved disse ældre og yngre sne- 


leier, hvis vegetation vi skal gaa nærmere ind paa i et specielt afsnit. 
LA 


1914. No. 7: STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 9 


Vi skal begive os over til Fadfjeldets sydlige skraaning og gaa opover 
mod toppen. Her er marken smaastenet og som oftest lavdækket og har 
ialmindelighed af hoierestaaende planter en yderst individfattig vegetation. 
Medens vi tidligere under vor vandring ikke har stødt paa fast fjeld, ser 
vi her endel lave opstikkende kamme af lose skifrige bergarter. Vor 
 opmerksomhed speendes. Vi ved jo, at vi da kanske kan faa se nogle af 
vor fjeldfloras sjeldenheder. Endnu en grund til at vente dette er, at der 
mellem os og centrum for vor rigeste fjeldflora, Knutsho, kun ligger nogle 
faa fjeldtoppe. Snart ser vi ogsaa de store hvide blomster af Dryas, den 
almindeligste repraesentant for glimmerskiferfloraen, mellem £/yza Bellardit, 
Carex rupestris, Salix reticulata, Thalictrum alpinum o. fl. Og sammen 
med disse, saavidt stikkende sin dybblaa blomst op af det lyse lavdække i 
bunden, ser vi hundreder av den lille énblomstrede klokke, Campanula 
uniflora. Denne vegetation har dog ingen almindelig udbredelse. Den 
største del af den vide, svagt afrundede top er en fjeldmark, hvor det af 
smaasten eller grus bestaaende underlag overalt er synlig mellem de 
enkelte planter eller grupper af dem. 

Ser vi her fra toppen af, Fadfjeldet nordover, kan vi gjennem et 
hoitliggende pas se lidt af den øvre skogbare del af Enunddalen; vest- 
over ser vi endel af den øvre, ligeledes skogbare del af Kakeldalen, fra 
hvis øverste ende det 1162 meter høie pas Enstakaskaret fører over til 
den store fjeldslette om Enundas øvre løb. 

Begge dale er begrzenset af fjelde med afrundede former, for det 
meste med lavhedens graahvide farve. Den ensformige tone brydes kun 
af en eller anden grøn sætervang, af elvenes og bækkenes kratdækkede 
eller græsklædte eller sumpige bredder, af vidjekrattene i forsænkninger 
paa fjeldsiderne eller af en og anden græsklædt eller lyngkleedt fjeld- 
skraaning. 

Under vandringer i skogbelterne og den nedre del af fjeldregionen er de 
store mængder af lesmateriale paafaldende. I dette har elvene og bækkene 
skaaret sig ned. 

Vandet forsvinder i den let gjennemtrængelige jordbund, og egnen 
giver et sterkt indtryk af tørhed. Men langs elve og bække kommer 
vandet over lerlagene frem i dagen og væder som kilder den lavere del 
af de ofte høie elve- og bækkeskraaninger. Disse kilder forekommer i 
stor mængde, og den vegetation, som ledsager dem, er som oftest meget 
iøjnefaldende, særlig det tykke grønne mostæppe med sine mange farve- 


nuancer. 


10 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. KI. 


Fer jeg gaar over til de specielle undersegelser, skal jeg nzevne lidt 
om den metode, som er anvendt ved dem, nemlig Raunkızrs! stikpreve- 
metode. Efter denne seges en planteformation karakteriseret ved hyppig- 
hedsgraden af de optraedende arter. Til bestemmelsen af denne anvendes 
en ramme eller et apparat i form af en stor passer, ved hvis hjælp 
man kan omspænde et vist lidet areal, bevokset med den vegetation, som 
skal undersøges. Her er anvendt en ramme med fladeindhold !/jj m°. 
Rammen kastes paa f. eks. 50 steder 1 vedkommende formation, og hver 
gang noteres alle de plantearter, som findes indenfor rammen”. Fore- 
kommer en plante i alle 50 prever, siges den at have hyppigheds- 
graden 50, forekommer den i f. eks. 20 prever, har den hyppighedsgraden 
20 0.s. v. Forekommer en plante i halvparten eller over halvparten af 
prøverne, er den her regnet som en dominerende art. Det er forst og 
fremst de dominerende arter, som karakteriserer et plantesamfund. 

Man kan ofte noie sig med færre prover og faa et tilsvarende resultat. 
Man kan da overkomme desto flere lokaliteter. 

Til mange av de følgende tabeller, som viser hyppighedsgraden af de 
optrædende arter, er der kun anvendt 25 prever. Hyppighedstallene er 
da multipliceret med 2 for at kunne sammenlignes med dem, som er 
resultatet af undersøgelsen af 50 prover. 

For at fremhæve de dominerende arter er hyppighedstallene for disse 
anbragt med fede tal. 

Som man vil se, er moserne opfert kun i 7 af tabellerne og da i 
tabellerne for de mindre mosrige plantesamfund. For en ikke-moskjender 
er det nemlig vanskeligt at faa et rigtigt resultat for de mosrige plante- 
samfunds vedkommende. Man vil sikkert komme til at overse en og anden 
art, som af den grund ikke vil faa den rette hyppighedsgrad. Jeg har der- 
for i disse plantesamfund kun benyttet de af mine dagbeger fundne hyppig- 
hedstal til at give nogenlunde tilsvarende oplysninger om de optrædende 
indsamlede moser. 

Jeg skal ogsaa gjere opmerksom paa, at naar man i tabellerne ser 
trær og buske opført blandt bundvegetationens planter, da gjælder det altid 
ganske smaa individer, som i storrelse ikke skiller sig ud fra de ovrige. 

Hvad benævnelserne af de forskjellige plantesamfund angaar, da vil 
vist enhver finde og det med rette, at de er altfor uensartede. Som regel 


er kun benyttet betegnelser i videste betydning som graesmark, lyngmark, 


1 C, RAUNKIÆR: Formationsundersogelse og formationsstatistik. Bot, Tidsskr. Bd. 3o H. I. 
København 1909. 
2 De ukjendte indsamles og numereres. 


1914. No. 7. STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. II 


myrer!o. s. v., uden at der er gjort forsøg paa nogen formationsbegræns- 
ning. En saadan er kun benyttet i enkelte tilfeelde som for fjeldskraanin- 
gernes xerofile græsmark eller for dennes forudgaaende vegetation, den 
som findes paa de nuværende sneleier. For de her forekommende for- 
mationer, der var meget udpraegede, er benyttet betegnelser, som tidligere 
er brugt fra det nordlige Norges alpine region. Min hensigt med disse 
første statistiske arbeider? er væsentlig at skaffe tilveie et saa stort 
materiale som muligt til bearbeidelse av vore alpine og subalpine plante- 
samfund. Jo mere udvidet ens kjendskab til disse bliver, desto lettere 
vil det være at give en rigtigere formationsbegrænsning og bedre be- 


nævnelser. 


Furuskogen og dens bundvegetation. 


Da min hensigt denne sommer væsentlig var at undersøge vegetationen 
omkring skoggrænsen og i den alpine region, er kun faa lokaliteter i furu- 
skogens øverste del undersøgt. For jeg gaar over til at omtale disse, 
skal jeg med et par ord berøre furuskogens udbredelse i den undersøgte 
trakt. Den strækker sig sammenhængende fra Grimsbo opover paa begge sider 
af Kakella, til den paa østsiden af denne elv naar sin heidegrænse 
nedenfor Volen og paa vestsiden nedenfor Haanæskletten. Paa førstnævnte 
sted ligger denne grænse i omtrent g15 meters høide. Som spredte trær 
gaar furuen dog adskillig heiere. Den gaar saaledes i Langlien, den store 
birkeli, som dækker Volens sider, til 937 m. Og ovenfor Svarthaugene, 
den store moræne i syd for Fadfjeldsæter, saaes en furu i omtrent 960 
meters heide. Furuen har dog her som andre steder i landet før gaaet 
højere. Det viser gamle dede furuer og fururedder, som hist og her staar 
igjen ovenfor dens nuværende hoidegrænse. Og mens der nu i Kakeldalen 
ikke findes furu ovenfor Svarthaugene, har man flere kilometer ovenfor 
disse, i en dalkløft i Storhø, Glupen, fundet rester af en furu, som har 
vokset der. Med undtagelse af Kakelkletten, hvor furuen vokser paa fjeld- 
grunden, optræder furuen vistnok overalt i det undersøgte omraade paa 
morænemateriale, som har en stor udbredelse i trakten. 

Bundvegetationen i furuskogen var derfor altid en tørbundsvegetation. 
I ren furuskog er der gjort 3 skogbundsundersøgelser. Resultaterne 
findes i tabel I rubr. 1, 2 og 3. De er i denne tabel sammenstillet med 
resultatet af en undersøgelse af bundvegetationen ved furuskogens øverste 


1 Betegnelsen lavhede, der jo er lidet norsk, er foreløbig brugt i mangel af nogen bedre. 


2 Om vegetationen ved Tessevand i Lom. Statistiske vegetationsundersøgelser fra Maalselv- 


dalen i Tromsø amt. Videnskapsselskapets Skrifter, Math.-naturvid. Kl. 1912 og 1914. 


12 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. KI. 


grænse, i blandingsskog af furu og birk (rubr. 4), og endelig med resultatet 
af en undersøgelse af bundvegetationen i birkeskogen lige ovenfor furu- 
skogens grænse (rubr. 5). Alle 5 lokaliteter befinder sig paa samme 
skraaning, men i forskjellige heider; de har alle svag heldning og sydlig 
eksposition; og da jordbunden vistnok ogsaa er den samme overalt, kan 
vel disse undersøgelser egne sig til sammenligning af vegetationen i for- 
skjellige hoider omkring furuskogens grænse. De nederste lokaliteter 
(rubr. 1 og 2) kan ogsaa ansees for temmelig typiske for dalsidens furu- 
skoge i sin almindelighed. 

Kaster vi et blik paa tabellen, falder det overordentlig lille artsantal 
for karplanternes vedkommende os straks i øinene. I rubrik 2 og 3 er 
der saaledes bare 6 arter, et mindre antal end jeg tidligere har fundet ved 
samme slags statistiske undersøgelser. 

Samtidig med birken kommer flere arter til, særlig Betula nana, 
Trientalis europaea og Solidago Virga aurea. I blandingsskogen finder vi 
II arter, i birkelien ovenfor 12, et i sig selv lidet artsantal til birkeskog 
at være. Ser vi paa kryptogamernes forhold, er dette omvendt af kar- 
planternes. Mens vi for de sidste planters vedkommende finder et arts- 
antal i de s rubriker af henholdsvis 9, 6, 6, 11, 12, finder vi for kryp- 
togamernes henholdsvis 14, 16, 17, 12, 10. Summerer vi det samlede 
artsantal for hver rubrik, findes tallene 23, 22, 23, 23, 22. Det samlede 
artsantal er altsaa omtrent det samme. 

Sammenlignes de 3 første rubriker, som viser bundvegetationen i ren 
furuskog, ser vi, at den ıste omtrent mangler Empetrum nigrum, mens 
Calluna vulgaris er den mest dominerende karplante. Skogbunden var 
ogsaa fysiognomisk præget af denne plante sammen med C/adonia rangi- 
ferina coll. Calluna vokste for det meste paa smaa tuer. Paa denne af 
Cladonia og Calluna prægede smaatuede bund, der var overordentlig 
udbredt og efter mit indtryk vel saa almindelig som den, der er fremstillet 
i rubrik 2 og 3, vokste der op en mængde smaabirk og kun sjelden en 
smaafuru. Paa næste lokalitet derimod (rubr. 2) var der mere smaafuru, 
som sammen med smaabirk stod spredt i bunden. Her er ÆEmpetrum 
kommet med blandt de dominerende arter. Paa denne lokalitet. var 
Vaccinium Myrtillus og dernæst Aira flexuosa de planter, som fysiognomisk 
preegede den storste del af bunden. Paa enkelte steder var dog Calluna 
sterkt fremtrædende. Rensdyrlaven skinned overalt igjennem. 

Paa 3die lokalitet (rubr. 3), nær furuskogens grænse, saaes ingen 
smaafuru, men endel smaabirk og spredte enerbuske. Skogen var aaben 
med forholdsvis hei, pen furu med rette stammer, smal krone og blad- 


bærende grene langt ned paa stammen. Bunden var her fysiognomisk 


1914. No. 7. STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 13 


preeget af rensdyrlav, Vaccinium Myrtillus og vitis idaea samt Empetrum. 
Den sidste forekom i størst mængde omkring træerne. 

I blandingsskogen ved furuskogens grænse, lokalitet 4 (rubr. 4), var 
fremdeles furuen veludviklet og oftest lidt højere end birken. I bunden 
spredte smaabirke og aabent krat af ener med en og anden dvergbirk 
iblandet. Bunden var fysiognomisk præget af rensdyrlav i alle 3 arter 
samt af Polytrichum commune og omkring træerne af Vaccinium Myrtillus, 
Empetrum og Aira flexuosa. 

I birkelien ovenfor (rubr. 5) var skogen temmelig tat med meget 
smaabirk og mere krat af ener og dvergbirk i bunden end paa foregaaende 
lokalitet. 

Den sidste plantes forholdsvis hyppige forekomst skyldtes vistnok en 
større myr i naboskabet. Det fysiognomiske præg var lidet ensartet og 


vanskeligere at karakterisere end paa de fornzevnte lokaliteter. 


Tab: L 


Hyppighedstallene i 25 prever af skogbund, henholdsvis i: 1. furuskog i 
852 m. h. o. h. under Kakelkletten, 2. furuskog i 865 m. h., 3. furuskog 
i 891 m. h. ner furuskogens grænse, 4. blandingsskog af furu og birk 
ovenfor i ca. 914 m. h., 5. birkeskog lige ovenfor i 920 m. h. 
Alle lokaliteter havde svag heldning og sydlig eksposition. 
De fundne hyppighedstal er multipliceret med 2. 


| 
ENESENENFK 
Colusa vulearis 0. . : 2 . » . | 48 | 40 | 10 | 4 2 
Vaccinium vitis idaea. . . . . . 46 46 | 50 50 48 
Aira flexuosa 30 50 50 50 50 
Vaccinium Myrtillus . . . . . . 22 | 50 50 32 42 
Empetrum nigrum. . . ae 2 | 32 40 | 18 28 
Equisetum siluaicum . . . . . . 2 | — = — — 
Lycopodium clavatum . . . . . . 2 | _ — — — 
Juniperus communis . . . . . . 2 | — — — 2 
BESES OUR ES SC NN Ss s s. — | — | — 10 2 
P usulaepHosum OV ono ey en rå — | -— — 4 8 
SET UT HOO ue sec se VENIM es x = — — | 2 8 
D DUDESCERS CR eC aat o uo, os 4 | — | — 4 2 
Vaccinium uligmosum . . ... -— | 2 = | = = 
Trientalis europaea. . . . . . . — | -— 2 | r2 I4 
Solidago Virga aurea. . . . . . | = | = = 2 6 
Antal arter 9 | 6 6 II | 12 


14 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. KI. 


1 2 3 | 4 | 5 

Hiypnum  Schrébert a Ne: 2 20 16 38 24 36 28 

Polytrichum commune... . . 20 20 44 48 50 

Dicranum scoparium . . . . . . IO 8 36 — 8 

JEfoy PR) GITERITUT) 8g ol e d B E — 4 8 6 = 

— lycopodioides . . . . . — = im = 4 

EMU TE GUT Ge 6 — = 2 = x 

Dieranum Berger QU — | 4 4 6 = 

= congesium . ». 2 « « = | 2 = = x 

= TITRES MR Det REE — | — 2 = | = 

Polytrichum juniperinum. . . . . 4 | 4 | 20 4 4 

Hylocomium proliferum . . . . . 2 | 2 4 18 16 

| 

Cladoniakalpestris RON 50 26 50 40 | 28 

= SSH 42 46 | 50 4 | 38 

Stereocaulon paschale. . . . . . 26 — 22 — | = 

Cladonia rangiferna . . . . . . 22 44 44 36 Sb 

— cenotea RL en Me Gin gt = | = — 2 | — 

— COCO CAM ae Se FN oe 4 4 | 2 — = 

-— ALLOFINIS Ty saa yy. ae te — = | 4 2 = 

— actis ee ies 2 | — = = _ = 

= — v. elongata . . . — | = — I | = 

— uncialis 4 4 2 — = 

CelrariaSlandicn EINE 4 2 2 = 4 

— nivalis . 8 — — = — 

Nephroma arctieum . . 2 ne. | = 2 — = = 

Fe ER AMAPRIOS A 22.0 & 3 — | 2 | — = = 
| 

Antal arter 14 16 | I7 12 10 


Birkelierne og deres bundvegetation. 


Overalt i det undersøgte omraade er det fjeldbirken, Betula pubescens, 
som danner skoggrzensen! og følgelig ogsaa trægrænsen. Den danner et 
birkebelte ovenfor furuskogens grænse. Dettes "bredde er meget variabelt. 


Ovenfor den store moræne Svarthaugene, hvor furuen gaar heit op (som 


1 Ved skoggrænsen menes den hgieste grænse for virkelig, sammenhængende skog, ved 
trægrænsen den hoieste grænse for oprette, i regelen énstammede og mere end mands- 
høie birke (smlgn. Norman: Norges arktiske Flora. I 1900 s. r2). Birkegrænsen er 
brugt om den hgieste grænse for de lave og gjerne buskformede birke, som ofte findes 


langt ovenfor trægrænsen. 


1914. No. 7. STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 15 


før nævnt enkeltvis til 960 m.), er birkebeltet paa Fadfjeldets nedre skraa- 
ning smalt og bestaar af yderst tynd birkeskog. Trægrænsen ligger her 
1025 m.o.h. Længer mod øst, paa den anden side af Fadfjeldsæter, hvor 
birkebeltet er endnu mere udtyndet, ligger trægrænsen 1022 m. o. h. 

Ovenfor sætrene, af hvilke de øvre ligger i omtrent 950 meters heide 
(Akerhaugsæter saaledes ngiagtig 949 m.o.h.), er der bare nogle faa for- 
kreblede trær. Sætrenes nærmeste omgivelser er ogsaa paa andre kanter 
saagodtsom træbare. Aarsagen hertil saavelsom til den sterke udtynding 
af birkebeltet paa skraaningerne af Fadfjeldet er hugsten af brænde. Disse 
skraaninger skal tidligere have været dækket af vakker birkeskog. 

Den største sammenhængende birkeskog findes paa skraaningerne af et 
til Fadfjeldet grænsende fjeld, Volen. Denne skog dækker under navn af 
Langlien hele den lange sydlige skraaning af nævnte fjeld, videre en stor del 
af den vestlige og endel af den sydøstlige. Langlien er en tet, vakker 
birkeli. Paa den vestlige skraaning afskjæres den pludselig af en stor 
græsmyr (pl. I fig. 2), som indtager en stor del af den vestlige fjeldside. 
Længere mod nord, paa den anden side af myren, kommer birkeskogen 
igjen som en liden rest under navn af Vetl-lien!. En endnu mindre rest 
forekommer atter et lidet stykke nordenfor Vetl-lien. Birkegrænsen, alt- 
saa grænsen for de øverste buskformede birke, saa jeg i Langlien i en heide 
af 1073 m. i mod syd vendende skraaning. Skoggrænsen laa her i om- 
trent 1050 meters heide. Paa vestsiden laa den i omtrent samme heide. 
Her gik birkegrænsen til 1067 m. 

Paa den anden side af Kakella var der paa Haanæsklettens østlige og 
sydøstlige skraaning ogsaa et udpræget birkebelte, om end ikke saa vakkert 
udviklet som paa Volen. Skoggrænsens heide fra denne side af Haanæs- 
kletten har jeg desværre ingen maalinger af, men derimod fra nordvest- 
siden som angivet nedenfor. 

Haanæskletten og Svarthaugene deler Kakellas dal eller Kakeldalen i 
en nedre, omtrent 7 km., skogklædt del, som skraaner ned mod Foldalen, 
og en øvre, saagodtsom skogbar del. Denne sidste har en omtrentlig 
længde af 14 km. og strækker sig op mod Enstakaskaret, et skar, som 
mellem Langhø og Enstakahø fører over til den vide fjeldslette omkring 
elven Enundas øvre løb. At nævne de skogklædte partier i denne del af 
Kakeldalen er snart overstaaet. Paa nordsiden af Kakella findes der oven- 
for Svarthaugene, paa Fadfjeldets vestlige skraaning en yderst aaben birkeli, 
hvis de spredte birke idetheletaget kan gaa indunder denne betegnelse. 


Den strækker sig bare omtrent en kilometer opover dalen. 


1 vet] = liden. 


16 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Paa sydsiden af elven findes der, som nylig berørt, et tydeligt, om end 
lidet omfangsrigt birkebelte paa nordvestsiden af Haanæskletten og et lig- 
nende paa Gronhes nordestskraaning. Paa førstnævnte sted ligger skog- 
grænsen ved omtrent 1040m.!, paa sidstnævnte sted 1038m. Ellers er 
den øvre del af Kakeldalen træbar paa en enkelt undtagelse nær. 

Ved Bjørlidsæter, paa skraaningen af Langhø, staar der nogle faa veir- 
bidte birke igien som en liden rest af en tidligere forekommende birkeli. 
En gammel mand paa en nærliggende sæter fortalte, at saa sent som i 
hans barndom var der tæt birkeli paa Langhøs skraaninger. Kakeldalen 
har efter bøndernes udsagn for ikke saa længe siden været en i omtrent 
hele sin længde skogbevokset dal. Selv furuen har, som ogsaa tidligere 
nævnt, vokset i den øvre del af Kakeldalen, Den har ialfald gaaet saa 
langt op som til Glupen i Storhø. : 

Aarsagen til birkeskogens forsvinden er først og fremst at søge i den 
sterke hugst fra Kakeldalens mange sætre. Og der er ikke noget tegn paa, 
at skogen vil komme igjen. Der er saagodtsom ikke en smaabirk at se 
over det store træbare omraade. 

Da den øvre del af dalen er meget veirhaard, vilde vel kanske dette 
forhold alene kunne være tilstrækkeligt til at hindre gjenvekst, naar de be- 
skyttende trær var fjernet. Men i det tilfælde vilde dog en og anden birk 
have kunnet vokse op paa særlig begunstigede steder, før alle de frøprodu- 
cerende birke var helt fjernet. Den vigtigste aarsag til, at der efter af- 
skogningen slet ikke har fundet nogen gjenvekst sted, maa tilskrives kreatu- 
rene og da særlig gjederne, som her holdes overalt og i ikke lidet antal. 
Har man først sin opmerksomhed henvendt paa dette forhold, bliver man 
rent forfærdet over, hvor mangfoldige smaabirke fuldstændig kan berøves 
sit løv og sine unge kviste, idet en gjedeflok gaar forbi dem. Ogsaa kjø- 
rene spiser birkeløv med stor appetit. 

At sætertrakterne har særlig let for at afskoges, sees ogsaa fra Kakel- 
dalens nabodal, den store sæterdal Enunddalen. I den nedre del af dalen 
er der endel skog igjen; men hele den øvre del er omtrent træbar. I syd- 
øst for Dalsæter er der en skogklædt fjeldskraaning, der betragtes som en 
ren naturherlighed. Lidt skog vokser der ogsaa langs Meela, en elv, som 
fra Store Mæl-Sjøen løber ned til Enunda. Denne skogrest vokser paa 
østskraaningen af Markampen. Paa vestsiden af samme fjeld findes der 
ogsaa lidt skog i Saateldalen. Ellers er den store slettelignende dal om- 


kring Enundas øvre løb skogbar. 


1 Birkegrænsen gik paa et parti op til en gammel strandlinje i 1075 meters heide. Skog- 
grænsen er skjønsmæssig sat 35 m. lavere. 


IOI4. No. T- STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. LET 


I hele trakten findes der som fer nævnt betydelige mængder af løs- 
materiale. Dette danner ogsaa for en stor del underlaget i birkelierne. 
Skogbunden i disse er derfor som regel ter. En anden aarsag hertil 
er, at fjeldene ikke er saa hoie, at de naar op i sneregionen. Af de fjelde, 
som paa sine skraaninger bærer de nævnte birkeskoge, har kun Fadfjeldet 
snefonner, som ligger til langt ud paa sommeren, enkelte til omkring midten 
af august. Men paa grund af dette fjelds eiendommelige bygning kommer 
smeltevandet herfra neppe de smaa skogklædte partier, som findes paa dets 
nedre skraaning, tilgode. 

Det for vandet let gjennemtrængelige underlag gjør, at bunden i birke- 
lierne oftest er dækket af en tørbundsvegetation (pl. I fig. 1), der mange 
gange, ialfald fysiognomisk, minder om de nedenfor liggende furuskoges (se 
tab. I rubr. 5, som viser bundvegetationen i birkeli et stykke ovenfor furu- 
skogens grænse. Her er saaledes rensdyrlaven i sine 3 arter næsten lige- 
saa hyppig som i enkelte af de i samme tabel behandlede furuskoge). 

En eiendommelighed ved de fleste af egnens birkelier er deres kratbund 
af ener, Juniperus communis. Hvor skogen var aaben, var krattene saa 
tette, at de gav hele bunden farve. 

Resultatet af undersegelsen af birkeliernes bundvegetation er fremstillet 
i tab. II. Der er i forskjellige heider undersøgt 8 lokaliteter, svarende til 
tabellens 8 rubriker. De 6 første lokaliteter er terre, de 2 sidste friske. 
Jeg skal i korthed nzevne lidt om hver enkelt lokalitet. 

iste lokalitet, der var beliggende i Svarthaugene, havde sydlig eks- 
position. Den laa i omtrent 9oo meters hoide og var heldende med under- 
lag af morznemateriale. Enkelte furuer var iblandet birkeskogen. Bunden 
var fysiognomisk præget af rensdyrlav i dens 3 arter; men omkring træerne 
var bunden gren af Empetrum, Vaccinium vitis idaea og Myrtillus samt af 
Aira flexuosa, for en mindre del ogsaa af Calluna vulgaris. Stereocaulon 
paschale var her hyppigere, end den pleiede at vare i birkelierne. Der 
var ikke enerkrat i bunden. Deune lokalitet havde bare 1o karplanter, men 
hele 2r kryptogamer. 

2den lokalitet laa ogsaa i Svarthaugene, et stykke ovenfor rste og i 
omtrent 950 meters heide. Den havde sydestlig eksposition og sterk held- 
ning. Skogen var noksaa tet, men bunden var alligevel rigt bevokset med 
enerkrat. 

Vi ser her en mere udpreeget birkeskogbund med flere karplanter, 
med Trientalis og Luzula pilosa, med Pedicularis lapponica og Solidago, 
med Melampyrum silvaticum og Linnaea. Artsantallet er for karplanternes 


vedkommende steget til 14, men for kryptogamernes aftaget til 14. 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 7. 2 


18 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


3die lokalitet laa et stykke ovenfor Svarthaugene paa Fadfjeldets nedre 
jevne skraaning, i 976! meters heide og ikke langt nedenfor trægrænsen, 
som her laa ved 1025 meters heide. Som lokalitet var denne gang valgt 
et sted, hvor eneren var mindre hyppig i bunden end paa de omgivende 
steder. Birken var endnu forholdsvis veludviklet. Artsantallet er her for 
karplanternes vedkommende steget til hele 21, det heieste for de 6 terre lokali- 
teters vedkommende. Af kryptogamer er der r5 arter. Den havde sydlig 
eksposition. 

4de lokalitet ligger udenfor det egentlig undersegte omraade. Den 
ligger nemlig i Enunddalen paa den sydøstlige skraaning af Lille Kneppe 
i 1022 meters heide og ikke langt nedenfor skoggraensen. Bunden var ter 
med aaben birkeskog og enerkrat fra 1/2—1 alen heit. Underlaget var sand 
og grus. Lidt nedenfor var der store grus- og sandterrasser med teet lav- 
dække. Skogbunden mellem enerbuskene var fysiognomisk præget af rens- 
dyrlav i alle dens 3 arter, samt af Polytrichum og for en del af Stereocaulon 
paschale. Cetraria islandica, som blandt de dominerende laver har den 
sterste hyppighedsgrad i den til lokaliteten svarende rubrik (4), gjorde sig 
her som ellers lidet gjældende i fysiognomisk henseende. Lokaliteten ud- 
merkede sig, som man kan se, ved sin rigdom paa C/adonia'er. Karplanter- 
nes antal er forholdsvis heit, nemlig 18 arter. I birkelier nær trægræn- 
sen pleier artsantallet at oges, selv paa ter bund. Dette er jo bare 
rimeligt. Til de i birkelierne almindelige arter kommer nye til fra de alpine 
plantesamfund ovenfor. Vi kan saaledes her merke forekomsten af Carex 
rigida, Pedicularis lapponica, Azalea procumbens. 

De 4 sidste lokaliteter er fra Langlien under Volen. 

ste lokalitet er fra 937 meters hoide paa den sydlige skraaning. Sko- 
gen var her noksaa tet med meget tilvoksende birk; men ogsaa her fandtes 
adskilligt enerkrat i bunden. Denne var fysiognomisk præget af blaabær. Af 
karplanter var der 18, i antal ikke flere end paa foregaaende lokalitet; men 
der er flere dominerende arter, hele 8 mod foregaaende lokalitets 4. Der 
er altsaa flere karplanter, som horer hjemme her og har indordnet sig 
i samfundet, end paa 4de lokalitet. Derimod er kryptogamerne, og særlig 
laverne, traadt tilbage. 

6te lokalitet laa ovenfor skoggraensen, mellem denne og birkegrænsen, 
og var saaledes ingen skogbund; den er taget med for sammenligningens 
skyld. Fer jeg gaar over til nærmere at omtale den, skal jeg skrive ud 
af min dagbog lidt af, hvad jeg nedtegnede under min vandring fra foden 


af Langlien, over ste og op til 6te lokalitet: »Jeg gik hele Langlien op 


1 Tallene angiver her som ellers den centrale del af det undersøgte parti. 


1914. No. 7- STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSØGELSER. 19 


fra »Floan« (en myr under Langlien i 916 m. h. o. h.) i den mod syd vendende 
del. Overalt var bunden daekket af taet enerkrat, der i den nedre del af 
lien var temmelig heit. I forsenkninger var enerkrattet iblandet Betula 
nana og graavidjer, især Salix lapponum, i mindre grad Salix glauca. I 
den øvre del af lien tiltog Betula nana sterkt. Ovenfor skoggrænsen til 
birkegraensen var Betula nana næsten eneraadende og dannede et tæt om 
end lavt krat, hist og her afbrudt af lavdækkede partier. 

Ovenfor birkegrænsen, som dannedes af smaa buskformede birke, blev 
dvergbirken ganske liden og dækkede kun pletvis marken, mens de lav- 
klædte partier tiltog i omfang. Kun i fordybninger, hvor der var mere 
fugtighed, blev dvergbirken større, indtil over 1/2 meter hei. Den stod i 
saadanne forsænkninger sammen med ener. Omsider gik den snart af 
dvergbirkkrat, snart af laver dækkede mark over til graa lavhede, fysio- 
gnomisk præget af rensdyrlav, af A/ectoria ochroleuca, og af de lyse Cetra- 
ria er, nivalis og cucullata.« (Saadanne lavheder er behandlet i tab. V hvor 
rubrik 3 viser vegetationen paa Volens lavhede i 1170 meters heide.) 

6te lokalitet er altsaa fra den nys beskrevne sydskraaning. Den laa 
i 1060 meters heide. Den tilsvarende rubrik i tabellen viser vegetationen - 
mellem og under de smaa dvergbirkbuske. Naar Betula nana undtages, 
formaaede ikke karplanterne i nogen nævneværdig grad at give marken 
præg. Foruden denne er der kun en eneste karplante, som har saa høi 
hyppighedsgrad, at den kommer ind under de dominerende arter, nemlig 
Aira flexuosa. Af kryptogamerne er laverne sterkt repræsenteret. 

7de og 8de lokalitet er friske, særlig den sidste. 

7de lokalitet laa mod syd i Langlien i 973 meters høide. 

Bunden var for en del dækket af krat, bestaaende af ener, lidt Betula 
nana og Salix lapponum. Det første, som forbauser os, er det store antal 
karplanter, hele 42 og deraf g dominerende arter. Af kryptogamerne er 
særlig laverne traadt sterkt tilbage, saaledes som vi kan vente det paa en 
frisk jordbund. 

8de lokalitet laa i den mod vest vendende del af Langlien og lige 
nedenfor skoggrænsen. Denne sidste laa i omtrent 1050 meters heide og 
det undersøgte parti i 1 042 m. h. paa frisk og temmelig jevn skraaning. Om- 
kring skoggrænsen var der i alle forsænkninger tæt vidjekrat. Paa det 
undersøgte parti var bunden aaben med sparsomt krat af ener, dvergbirk, 
Salix glauca og lapponum. Skogbunden var her fysiognomisk præget af 
græs og urter; lyng og krækling var traadt sterkt i baggrunden. Dette 
fremgaar tydelig af rubrik 8 i tabellen. 

Tilsidst kan der af undersegte lokaliteter i birkelierne henvises til den 
i tab. I rubr. 5. 


20 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Tab. II. 

Resultatet af undersøgelsen af bundvegetationen i birkelierne. De 8 ru- 
briker svarer til 8 lokaliteter, af hvilke 1., 2. og 3. alle er fra Fadfjeldets 
skraaning omkring Svarthaugene, 4. fra Enunddalen paa skraaningen af lille 
Kneppe’, 5.,6., 7. og 8. fra Langlien paa skraaningen af Volen. 1. ligger i 
ca. 900 m. h. o. h., 2. i ca. 950 m. h., 3. i 976 m. h., nær skoggrænsen, 4. i 
1022 m. h. ner skoggrænsen, 5. i 937 m. h., 6. i 1060 m. h. ovenfor skog- 
grænsen, mellem denne og den øverste birkegraense, 7. i 973 m. h. og 8. i 
1042m. h. nar skoggrænsen. De 6 første lokaliteter er alle terre, de 2 
sidste friske. Lokaliteterne r., 3., 5., 6. og 7. havde syd lig eksposition, 2. og 4. 
sydestlig og 8. vestlig. 

Fra hver af de 8 lokaliteter er der taget 25 prever, og de fundne 


hyppighedstal er multipliceret med 2. 


I 2 3 4 5 6 7 | 8 

Vaccinium vitis idaea. . . . 48 36 44 50 50 18 48 | 30 
zdirasfexuosq NO fe teva va. ee 46 46 50 50 50 28 50 24 
Vaccinium Myrtillus . . . . 26 50 48 38 50 20 44 IO 
Empetrum nigrum. . . . . 24 28 22 24 38 iex cup 40 16 
UIPSIMCON OUI vo SEERE eg I4 28 34 44 36 16 40 42 
Trientalis europaea. . . . . — 26 28 22 42 16 28 10 
V WEHIN DIOS EIS 2 22 32 — 28 — 6 — 
Anthoxanthum odoratum. . . = E — — 28 — 38 I4 
BUD TCL AT Soom EN — 4 2 6 — 40 6 2 
Geranium silvaticum . . . . = — 8 — 12 — 32 6 
Betula pubescens, „nn: 2 4 20 2 2 = 26 4 
Thalictrum alpinum . . . . — NE — — Be 40 
Carex SPaRSt] Tor au re — = 6 24 — 2 22 32 
Galiumiboreale RER == rM = A = = aa 30 
Equisetum pratense. . . . . = | = = 2 = = — SR 
= SciKpOoldes M ET = = — — — — == 2 
Lycopodium alpinum. . . . — HE — 4 = pul SB = 
— annotinum . . . = — = 12 = = — = 
Selaginella selaginoides . , . — | = = = = 2 TO 
Juniperus communis . . . . = 2 8 IO 2 2 4 2 
Agrostis borealis) en N — = 2 = a da pix zu 
= lie UHTOO.ISN. MT ERES = — = — IO — 12 2 
CAD GS AIO re o3 oe — = = = = = 2 8 
AU OH Qa DUDESCERS d ug 5 Er — | En — = — = A IO 
CSTE GATA a res goa d € — = = = = = a 14 
INTERES) SUPdSID Su arca Bo e e = - 2 — — — B = 


1 Ovenfor Nordsæter. 


1 E. off. *minima. 


1914. No. T- STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 21 
I 2 3 4 5 6 7 8 
oe ema . ~ . = = = = = = 4 24 
— pratensis-. . . . = = == = = = 16 
Carex ra: 2 = = — _ 2 2 18 = = 
Juncus filiformis . . . — = 4 = = = — 
— Ho Se? — -— — — 2 = 
Lusula campestris . - — — — _ = 2 — 
— sata . . . = = = — = = 2 
Paris quadrifolia . . . — — — — — — 4 
Salix hastata . — — — — — 4 = 
—  lapponum . . . — — — — — 22 — 
Polygonum viviparum. . — — — — — 2 I4 
Rumex Acetosa. . : — — _ = = 2 = 
Cerastium alpınum. . . — — — = — — 22 
Melandrium rubrum : E — — = = 2 2 
Sagına Linnaei. . . . = = = = = 2 = 
Ranunculus acer . . . = = — = = Io uA 
Draba hirta . . . . = a; = = = E 2 
Alchemilla acutidens . — — — = — = 6 
—  glomerulans . = = — = = = 6 
Geum rivale . . . = — — EL = 6 -— 
Potentilla verna. . . . = = = = = 2 10 
Rubus saxatilis. . - = = = = = = 4 
Spiraea Ulmaria . . = = = == = = 4 
Viola biflora. . . — E = == = — 8 
Pyrola rotundifolia . . -— = = = = 8 I4 
Arctostaphylos uva ursi . 8 — — - = = <= 
Azalea procumbens. . = = — 2 = = = 
Calluna vulgaris . . 22 = 2 = E — c 
Vaccinium uliginosum . Pur = = = = 4 E 
Gentiana nivalis. A. a = = = = 2 2 
Alectorolophus minor . . = = B ar = 2 = 

Euphrasia sp. Een — = = = = 20 81 
Melampyrum pratense. . 2 — — E — 2 — 
— silvaticum . Ll 8 I4 RM = 4 = 
Pedicularis lapponica . . de 6 = 6 = = 4 
Veronica alpina. . . . = = = = = = 2 
Linnaea borealis . . = 16 E- IO > = = 
Valeriana officinalis . . A = P 1 p^ 2 E 
Campanula rotundifolia . = = = = = = 2 
Antennaria dioica . E = = Ss = = 6 = 
Cirstum heterophyllum . = = = = = 4 = 


22 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


I 2 3 4 5 6 7 8 

Gnaphalium norvegicum . . . = = — = 2 — IO — 
— supinum . . . . = = 4 — — 4 2 
Hieracium albinum . . . . = Er — — — = — 
Saussurea alpina . . . . . = — — _ — 8 24 
Solidago Virga aurea. . . . = 6 8 16 T4 | 6 24 4 
Taraxacum Sb. . . . 4 * = = = — — — — 8 
Antal arter og former 10 | I4 | 2I | 18 18 I2 42 44 
Hypnum Schreberi. . . . . 30 28 4 22 I4 I4 IO 2 
Polytrichum commune. . . . 6 36 40 36 50 48 30 14 
Hylocomium proliferum. . . 4 | 26 | 8 24 34 4 30 28 
Polytrichum juniperinum. . . 22 a | 40 20 18 — | — — 
Lophozia lycopodioides . . . CEN — 4 4 30 = 
— Darbala ER 5 CNET. 4 | — | = — 8 — — — 

—  quinquedentata?, . . — 20 8 4 =| — = 
Pitlidium ciliare. . > . . > 6 — — 2 — | — = — 
Dicranum BEES Na ene eB — — | 4 — — 2 == — 
—: fuUSC@SCENS < . 5 = 4 | 2 Red be | WER E- E 

—— MAMTA 6 0 uc IO — 8 -— 20 8 18 = 
Brachythecium salebrosum . . — — le == zs f 2 = 
Drepanocladus uncinatus. . . = eG — = Zelle ke. © — 
Cladonia alpestris . . . . . 46 4 2^ 20 4 50 — -— 
x SUCHE m bs | ae 6 | 38 42 32 50 24. Ee 
CEA ASIA CAES 5 5 6 c 4 I2 | 36 | 44 4 48 24 44 
Cladonia rangiferina . . . . | 20 | 6 | 20 | 28 10 50 4 — 
-— | ICOCCIIerA I EROS 6 A) Mc eee 2 6 2 = 

— COLHHIG "teas ak ete! En = Sp eee 4 = = = = 

— de] 0r Miss EE = = = 6 = = he = = 

— Gemener ans Er — =| = = — E 6 c 

NS AE ONE VOLE 2 = = 2 Be A ax! — = 

u — v. elongata. . IO 4 Al Ses — — | — — 

— OES, TEE I2 2 4 = — = — = 
Stereocaulon paschale. . . . 18 | 4 = 12 — 6 | m 
Geinartancuculatan m EE: = dv M Ea Pots IO EN. 5 
—  idslandica v. crispa. . 2 Fr Ur uec use = — | — 

= Mas, cde TL — x "Je x TE — 6 E | — 
Nephroma arcticum . . . . 2 = dev, CUS = md uic 
Reltigera Gphiosa e nn 2 8 a n — — — io M 
SECO TL GU IP ER ED IN = = = = = = = 4 
LACOSTE I4 = = = — = 6 2 
Psoroma hypnorum . . . . ze nes == = — = 2 = 
Antal arter og former 21 ra Ken 17 13 15 I5 8 


1 Fandtes ogsaa i I., 5., 6. og 7., men i hvor stor mængde vides ikke. Den fandtes nemlig 
blandt andre indsamlede moser fra disse lokaliteter. 


1914. No. 7- STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSØGELSER. 23 


Krattene. 


I indledningen og senere under omtalen af birkeskogens vegetation er 
nævnt den usædvanlig rige udvikling av enerkrat i birkelierne. Hvor 
skogen var fjernet, saaledes som paa Fadfjeldets nedre skraaning, stod dette 
krat igjen og gav hele denne del af landskabet en mørk brungrøn farvetone. 
Undersøger man disse krat paa nærmere hold, vil man finde, at de ikke 
er saa ensartede, som de ved første oiekast giver indtryk af. Dvergbirken 
er tilstede i stort individantal og kan ogsaa stundom være eneraadende. 
Dens udbredelse er særlig knyttet til smaa forhøininger, som den omgiver 
i tæt bestand. Den øverste del af forhøiningerne, som stikker op fra dette 
dvergbirkkrat, er dækket af en vegetation, som ligner den tilgrænsende 
graa lavhedes med rensdyrlav og de lyse Cetraria’er, samt den gulgrønne 
Alectoria ochroleuca, krækling og ganske lav dvergbirk. | 

Dvergbirken er som nævnt ogsaa indblandet i enerkrattene. Men i 
disse er eneren altid størst og den raadende i fysiognomisk henseende. 
I forsænkninger er enerkrattene isprængt med graavidjer, især Salix lap- 
ponum (pl. Il, fig. 1). 

Disse krat breder sig over hele Fadfjeldets nedre skraaning, kun nu 
og da afbrudt af fugtige græsbundne partier, der paa afstand tegner sig 
som smale lysegronne baand. 

Paa den øvre del af skraaningen tiltager dvergbirken og graavidjerne; 
men det er fremdeles eneren, som bestemmer det fysiognomiske preg. 
Ferst naar man er kommet et stykke ovenfor randen af det plataa, som 
afskjærer den omhandlede skraaning, er dvergbirken blevet herre og mester, 
mens eneren er indskrænket til forsænkninger i terrænget. 

Fer jeg gaar over til at omtale vidjekrattene ovenfor, skal vi se 
nærmere paa de undersøgte lokaliteter fra det nævnte kratomraade. Da 
den til prevernes udtagning anvendte ramme med fladeindhold !/jj m.? er 
for liden til undersegelse af buskenes hyppighedsgrad, brugtes hertil et 
apparat, med hvilket jeg kunde udtage prover paa ro m.?s størrelse. Da 
der ikke kunde skaffes noget bedre, anvendte jeg en stærk hyssing, som 
var fæstet til 2 tilspidsede- kjeppe. Den ene blev fæstet i jorden, den 
anden holdtes, idet hyssingen strammedes, i haanden og beskrev med 
1,784 m. hyssing som radius en cirkel med førnævnte fladeindhold (smlgn. 
C. Raunkiær: Measuring-apparatus for Statistical Investigations of Plant- 
formations, Bot. tidsskr. Bd. 33). 

Paa denne maade udtoges fra hver lokalitet 25 prover. De fundne 
hyppighedstal er multipliceret med 2. De angir altsaa nu hyppighedsgraden 


i 50 prøver af nævnte størrelse. De kan da lettere sammenlignes med 


24 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


hyppighedstallene for bundvegetationens planter fra de samme lokaliteter; 
disse tal findes nedenfor i de tilsvarende rubriker, tab. III. 

iste lokalitet laa lige nedenfor sætrene, paa svag, slettelignende skraa- 
ning. Den laa i goo meters heide paa tert underlag. Tiltrods for dverg- 
birkens store hyppighedsgrad var dog krattet fysiognomisk præget af ener. 

2den lokalitet laa omtrent 60 m. heiere, paa jevn skraaning og lige 
ovenfor de øverste sætre. Den grænsed paa begge sider til græsbunden 
mark med smaa vandsig. Her virkede baade eneren og dvergbirken, 
begge de dominerende buske, omtrent lige karakteristisk i fysiognomisk 
henseende. De 2 graavidjer, Salix glauca og lapponum, som var tilstede i 
temmelig stort antal, var paa grund af sin ringe udvikling lidet fremtraedende. 
Bundvegetationen bestod af et blandet selskab af planter. Baade gres og 
lyng var rigelig tilstede. Marken var tuet; tuerne var for det meste 
dækket af lyng, ialfald i den ovre del, mens græssene særlig forekom 1 
den lavere del og mellem tuerne. 

3die lokalitet befandt sig ovenfor plataaranden, i 1047 meters heide. 
Den var fysiognomisk behersket af dvergbirk, som dog ikke fuldstændig 
dækkede bunden; der var kratlese flekker iblandt. 

Af vidjekrattene er det kun enkelte af vidjebeltets, som jeg har rukket 
at undersege statistisk. Fer jeg gaar over til at omtale disse neiere, skal 
jeg nævne et par ord om vidjekrattenes forekomst forøvrigt. Særlig 
almindelige er de langs elvene og bækkene i birkeregionen. Her fore- 
kommer Salix nigricans i krattene; men disse er dog særlig sammensat af 
graavidjer, der her ofte blomstrer meget rigt. Baade .S. /apponum, 
glauca og Janata er oftest rigelig tilstede; den sidste er dog seerlig 
fremtrædende og har paa saadanne lokaliteter sit fornemste voksested. 
I vidjeregionens krat er den ikke almindelig. Langs elvene mangler 
ingen af de i omraadet forekommende pilarter. (Se fortegnelse over kar- 
planterne.) Dernæst forekommer vidjekrat paa myrene. De almindeligste 
arter er her Salix lapponum og myrsinites. Desuden forekommer der som 
før nævnt vidjekrat i forsænkninger i skogene. Den almindeligste pilart i 
omraadet er absolut .Sa/ix /apponum; den hører til landskabets fysiognomisk 
virkende planter sammen med de før omtalte kratdannende buske, /uniperus 
communis og Detula nana. | 

Angaaende vidjekrattene i vidjeregionen, da er ikke særlig gunstige 
betingelser tilstede for deres dannelse, og deres forekomst er derfor 
temmelig sparsom. Det smukkest udviklede vidjebelte saa jeg paa vest- 
skraaningen af Storhø. Her dækkede vidjekrattene den lavere liggende 
del av fjeldsiden i hele dens længde. Men Storhø er ogsaa omraadets 


heieste fjeld, 1630 m. heit, og den omhandlede fjeldside har jevn om end 


1914. No. 7: STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 25 


temmelig brat skraaning og er rigelig vædet af smeltevandet fra store sne- 
fonner, som ligger længe udover sommeren. 

De almindeligste lokaliteter for krattene i vidjeregionen var forsænk- 
ninger mellem fjeldenes forskjellige toppe, hvor smaabække kom ned. Det 
"største vidjekrat i denne form saa jeg i Fadet, den i indledningen omtalte 
store konkavitet mellem Fadfjeldets og Grønringens tilsammen halvcirkel- 
formige fjeldryg Vidjegrænsen under Fadfjeldet laa her i 1245 meters 
heide. Fra dette krat er der gjort 2 undersøgelser, hvis resultat er frem- 
stillet i tabellens rubr. 6 og 7. Mindre vidjekrat fra Fadfjeldet er ogsaa 
undersegt, et fra Fadfjeldets skraaning ned mod Kakeldalen (rubr. 4) og et 
fra nordskraaningen af Bersten (rubr. 5). 

Vi skal først se paa de 2 laveste lokaliteter. 

Den i rubrik 4 behandlede, som er fra Fadfjeldets skraaning ned mod 
Kakeldalen, havde sydlig eksposition og laa i 1 100 meters høide. Paa denne 
lokalitet saavelsom paa den, der er behandlet i rubr. 6, er der ikke gjort 
nogen statistisk undersøgelse af de kratdannende buske. Kun bundvegeta- 
tionen er undersøgt. Krattet var fysiognomisk præget af Salix lapponum 
og glauca samt af Betula nana. Af de 2 graavidjer var Salix lapponum 
den, der som sædvanlig gjorde sig mest gjældende. 

Som man ser af tabellen, er alle de 3 nævnte buske rigelig tilstede 
blandt bundvegetationens planter, og da naturligvis som kimplanter eller 
unge individer. Lokaliteten var tuet og meget fugtig. 

Den i rubrik 5 behandlede lokalitet er som for nævnt fra nordskraa- 
ningen af Bersten. Den laa i 1116 meters heide og i randen af Fadet. 
Krattet, som var lavt, omtrent !/, meter heit, var tiltrods for den store hyp- 
pighedsgrad af Salix glauca og Betula nana alligevel fysiognomisk praget 
af Salix lapponum. Kratbunden var fugtig. 

6te rubriks lokalitet laa inde i Fadet med østlig eksposition. Dens 
heide er ikke maalt; men den laa antagelig mellem 1 150 og 1 180 meter. 
Bunden var meget fugtig. Af de her kratdannende buske Salix lapponum 
og glauca var den første som sædvanlig karaktergivende. 

7de rubriks lokalitet laa ovenfor den sidstnævnte og havde ligesom 
denne østlig eksposition. Den laa ved den øverste grænse af det store 
vidjebelte i Fadet og i 1245 meters hoide. Krattet var udpræget, men 
ganske lavt, ialmindelighed ca. 30 cm. høit og temmelig aabent. Betula 
nana og Juniperus gjorde sig sterkt gjeldende; men Salix lapponum var 
ogsaa her den mest fremtrædende blandt kratbuskene. 

Bunden var ialfald saa sent som 28de august ganske tor. Den var 


sterkt præget af græs og overordentlig artsrig med hele 50 arter af kar- 


26 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


planter, og besad saaledes heraf det storste artsantal blandt de under- 
segte lokaliteter af krat. 

Angaaende kratbundens mosarter da skal jeg i korthed nævne de af 
mig observerede eller indsamlede fra de forskjellige lokaliteter. 

Paa ıste lokalitet var Polytrichum commune den eneste dominerende. 
Temmelig hyppige var Hylocomium proliferum, Hypnum Schreberi, Dicra- 
num congestum og Bergeri samt Polytrichum strictum.  Sjeldnere var 
Lophozia barbata. 

Paa aden lokalitet var ogsaa Polytrichum commune den almindeligste 
mosart. Derefter kom Polytrichum juniperinum og Hylocomium proliferum. 
Sjeldnere var Dicranum scoparium, Hypnum Schreberi samt en Lophozia, 
som ikke blev indsamlet. Ptildium ciliare og Drepanocladus forekom begge 
kun i en enkelt prøve hver. 

3die lokalitet havde ligesom de 2 foregaaende Polytrichum commune 
som den almindeligste art. Sparsommere forekom Hylocomium proliferum, 
Hypnum Schreberi og en Dicranum samt Polytrichum juniperinum, Lophozia 
barbata og Ptilidium ciliare. 

Paa 4de lokalitet, et fugtigt vidjekrat, var der mange moser, men ingen 
med særlig hei hyppighedsgrad. De almindeligste var Awlacomnium turgi- 
dum, Calliergon stramineum, Drepanocladus uncinatus, Ptilidium ciliare, 
Polytrichum alpinum, Hylocomium proliferum og Sphagnum acutifolium. 
Sparsommere forekom Polytrichum commune, Dicranum congestum og Berger, 
Lophozia ventricosa, Meesea trichodes, Mnium punctatum, Pohlia nutans, 
Paludella squarrosa, Aulacomnium palustre og ganske sparsomt Mnium sub- 
globosum og Brachythecium salebrosum samt Climacium dendroides, Calliergon 
sarmentosum og Drepanocladus exannulatus. 

Fra 5te lokalitet er ingen moser antegnet eller indsamlet. 

Paa 6te lokalitet var den almindeligste mosart Calliergon stramineum. 
Sparsommere forekom Calliergon sarmentosum, Lophozia ventricosa, Pohlia 
nutans, Dicranella squarrosa, Lophozia ventricosa og Sphagnum recurvum 
samt en ikke indsamlet Polytrichum-art. 

Paa 7de lokalitet var Polytrichum commune almindelig. Derefter kom 
Hylocomium proliferum. | Sparsommere var Drepanocladus uncinatus og 
Brachythecium salebrosum samt Tortella tortuosa. Kun i enkelte prøver 
saaes Dicranum congestum og Bergeri, Hypnum Schreberi og Ptilidium 


ciliare. 


IQI4. No. 7- STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 27 


Tab. III. 


Resultatet af undersøgelsen af krattene og deres bundvegetation. Forst 
sees hyppighedsgraden af de kratdannende buske fra 5 lokaliteter. Fra 
hver er taget 25 prever, og hyppighedstallene er multipliceret med 2. 
Nedenfor sees hyppighedsgraden af bundvegetationens arter fra 7 lokaliteter !, 
svarende til de 7 rubriker. ı. er enerkrat paa tor bund nedenfor Fadfjeld- 
sæter i ca. goo meters heide, 2. er krat af ener og dvergbirk paa frisk 
bund ovenfor Fadfjeldsæter i ca. 960 meters heide, 3. er krat af dvergbirk 
fra plataaet ovenfor Fadfjeldsæter i 1 047 meters heide, 4. er vidjekrat 
fra Fadfjeldets skraaning ned mod Kakeldalen i 1 100 meters heide, 5. er 
vidjekrat fra randen af Fadet, under Borsten, i 1 116 meters hoide, 6. er 
vidjekrat fra Fadet i ca. 1 170 meters heide, 7. er krat fra den øverste grænse 
af det store vidjebelte i Fadet i 1 245 meters heide. Fra r., 2., 3., 5., 7. er 
der taget 50 prever, fra 4., 6. 25 prever. I de 2 sidstnavnte rubriker er 


hyppighedstallene multipliceret med 2. 


hex | 2 | 3 | - | 5 | 6 7 

| | 
Juniperus communis . | 50 50 20 — 20 
Betula nana . | 48 50 | 58 48 34 
Salix lapponum l'un ae 4 | 50 50 

mI ME D PE — x ob 46 18 
SPIELE pubestens 5 2 2 rn 6 — | — — | — 
| 

| 

| 
Vaccinium vitis idea . . . . . . | 48 ad 32 16 — — 31 
EIU LERMOSH) m. VS UL tX a | 48 I9 37 — — — | 26 
PSION, Loe ee te Ut. 1116933 28 16 | 20 4 — | 44 
UxUuS shui = ob. v ov I | 43 = | — — — 4 

| | 

Rebum wer ". D. . : | 3°|:42 ar | 24 — - I 
ccm Myriillus’. 0 2.2 .-s | I 42 5 — E — II 
es IE coerslem ^A 1x. 1. e] — | 38 | B LS ie ^e v] : 
Anthoxanthum odoratum . . . . . | — | 36 | |) Se — — 30 
IDFOSHSCUHIDGKIS S PS PAN > — 35 — — — — 


Carex rigida 


Betula nana . 3 24 4 36 5 2 5 
Gurexorastralas shan rA aT | E NA RE ET P EIU RY 
TE EEE EM VE | NND 38 | ZU Lo 
ÉMIS Palusire a ER eee ce | = — = 30 eos | -— 
CRE PIENE os LESE ae I — | — | — 4 | 42 -— 

i 1 


1 Kratbuskenes lokaliteter er de samme som bundvegetationens (rubr. 1, 2, 3, 5, 7). 


28 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. KI. 


I 2 3 4 5 6 7 

| 

Comarum palustre: {= we vo. = — -— 4 23 36 = | 
Salz lapportsmy Ont ses pr TE -- — — 24 I 36 2 
Juncus fiühformis . . +. . . ANM — — — — 28 = 
Eriophorum angustifolum . . . . . | — — = — 20 26 — 
Care LCONESCEN SR ve 4 | == — = 6 12 26 — 
RE SØGES ION E le eed Ts | ao 19 5 18 — — 42 
Polygonum viviparum |. . . . . . — 16 — 12 — 6 37 
PAIN OAS HOSTS oo) Guo DITS id = I — 8 14 — 34 
TAUTA DNO NN OE = 2 I = 2 = 26 
IET SUID VALDE c HON TENOR mS | I = = I = — 
Lycopodium alpinum . . . . . . . 8 — 7 — = = 2 
— ANMOUNUIME N tei] ve set 4 — — = ER 
DE COPOGIUHE Selde Maree OC RRQ ge - 4 — = = 
Selaginella selaginoides . . . . . . = 8 = = 4 = 21 
VERS DERES CUTE E TEE = I I 2 = = = 
INGOTS UGTA” a Ne Be Re neo atl ES el E I IO — — 7 
Calamagrostis neglecta . . . . . . | = = | = = 18 6 a 
— Purpurea NT EE, a BET uae = 3 = ze 
ML TRAC RU le. ee ce = a: — I -— 7 
-Aleumzalpinum yas) cass, Toll Ue ae | a I = — = = 3 
TOR TTT EN T PEE E ce T te Alle go = sins = = = 4 
Carex AIDANT Re. ie ath ee 4 9 um = 
MGP COA Se ia Fog ties per ea rete ie = 7 = = 
RCA UR” Cpe Rnb a ey Bop wine va eges | ee ae a Me = — PER 2 
— unpHlakzs e. cu eias Tes | I = Ar E = = = 
=e ALOE ee ei te io cc es | un — E 6 I2 — — 
— IE COE e Shae E | AS en = 2 8 14 I 
=, (FREI 5 BR a wq vede Bret = = — 2 2 IO 
SIWHOHSECRSIAHEI STREET EE EE E E 7 2 = = = 
— M HES a. oOo uve oN sg EN E 5 = = = = 
LET EOUE Canes ASE NES a 6 HR 3 20 =e 4 I ae 3 
AU TS E ERIS E RES 8 xis = — ze væ 
— SPICQIG a iam PO omit! aaah DANE ee I e — = TM = 
Saks vina o or PERLE 010 eut iss 2 = 24 — 20 — 
—— nm Rastala o.) KEN Te mee M. I = E = 10 = = = 
— — IXalnesiris DETENER E | E m. eS 12 = == = 
— PREY OACER+ EME SE ECE ee sre ee Gp) eS = ze = 16 
4 Lana Al NUE DT se. un 2 - Æ Ei 
— EUWyrSIMILESIL sn a Bene. HE. = ab: 8 = = I 
= OU CIO NE So ME = shee Ee 8 mi — = 
—MEEPHCHIGTA E EIS RET Weiler ct = a = — — 2 
USCC PERDE e opa cQ eA om o | — = Ex = = == I 
(COIR. util o nro og bh Ge BG =: I = = = = — 


IQI4. No. T- STATISTISKE VEGETATIONSUNDERS®GELSER. 29 
| 
d | 2 | 3 | 4 3 r8 7 
| 
RanunculnS'ütér ^ 2.2179 en: = I = | — — x 20 
féRodibla vosem LS FS NE Eae: — — — — 2 4 — 
"Parnessta palustris). 2 Tod VS — — — 2 — = — 
Alchemilla alpina. . . . . . . — — E — = II 
— acutidens 2 ER. — I — — — = I 
runtornuales. «77. x delete — E — | — 2. || = — 
Fotenhlla uerna . nd. os > — — — — — = 4 
Rubus Chamaemorus. . . . . . . — — ~ 12 — = — 
Sibbaldia procumbens . . . . « . — — -— — — | — 4 
Geranium silvatium. . . . 2... — I — — — | — 

Mie ent VID EU SE de — _ — | 6 4 — 
DB DalSirist- Ne relate Cal es ts) eee — = — = 4 12 — 
Epilobium anagallidifolium a! == = = = = | 4 = 
E angustifolium |. . . . . 2 = = x = | = = 
— (LEO STE ee LORS ES GE — — — — — 4 = 
TOME MANOIR ES tae = À — — I — e == II 
—  rotundifolia . . . ERE, ate — — — | 2 — = = 
Andromeda polifola . . . . . . — 2 E 4 —— T = 
Arctostaphylos uva ursi. . . . . . I — I — — | — = 
MACE brodmbens Nols, Wes Weer oo os — 2 2 — — | — = 
Culluna vulgaris. <5 a =* : II 18 = = = = = 
Vaccinium uliginosum . . + . . . — 10 ete — = I 
Pnenals "roban . 2 056 ore 23 I 4 | = at CFA 6 
Gentiana nivalis . SE . - — — | — — = 3 
TU ECS ee WGC AC de ce : — 3 x 3 — 6 IO 
Melampyrum silvatium. . . . . + — 4 — 6 = SE >= 
Pedicularis lapponica. . . . Lac — — — 24 — = 8 
— JECT TAT rr EL t. — — — E LI 2 
IUSSUM ONE ue S _ I — — — = 3 
Pinguicula vulgaris . : A: — I — 4 -— = = 
Galianmsiborecle se. >». X xe = = — | — == = 8 
Valeriana officinalis . AE TANT — — — = as) 738 == 
Campanula rotundifolia . = — — NY T oux 4 
Antennaria dioica . re I 16 I | — — = = 
Gnaphalium norvegicum . a S ler — = — — — ES 2 
— SMDEHHHE. T |. 2. . — — I — = = 2 
Hieracium alpinum . . . . . . . 2 I I | — == 7 
Leontodon autumnalis . = = == | = Er = = 
Saussurea alpina : t = zt = 2 3 = II 
Solidago Virga aurea . . ec 6 6 2 = = = 5 
Turazadcuem spo. v IU ed oe — I — = 2 = 7 
Antal arter og former 22 41 24 39 31 | 22 50 


30 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. KI. 


Are 
— 1 OOOO 
Gladonia siloaticaves 2 chen, 48 35 44 16 I — 19 
=! SONDERN REGERER: 36 — 36 4 — — '8 

P PILUUASG cU a T EO da 35 — 46 2 — — 2 
Cetraria isiandica . , . . . « . 35 34 31 — — — 25 
Stereocaulon paschale... . . . . + 26 E 17 — — — 2 
Cladonia bellidiflora . . . . . . . = = I == — = — 
— COCELVEV. Girone” EN VS fe ls = 7j 6 4 _ — I 

= GLAS Gi DEEE este | De 2 ~ — — — — — 

—  degenerans . I = = = 3 — = 

— gracilis . 7 I 13 — — — — 

— USAS m dll oe te Hie) REN SENE 3 3 — = — — = 
Alectoria ochroleuca . . » . . « . — — 2 — — — — 
GEL ATA ECUCUNIGLA one = bi er — — 16 — — — I 
—  fslandtca v.crispa. » + « à 2 2 12 = 8 — 2 

c. LUE e d ON Mer tO. TS I I 5 2 = — — 
Nephroma arcticum . . . + « « « 3 — — — — — — 
ReliieeraapniOs@ as Ja rk I 3 2 — — I 

Lyngmarken. 


Denne har i typisk udvikling en paafaldende liden udbredelse i trakten 
tiltrods for en som man kunde vente gunstig jordbund for denne form af 
vegetation. Andre plantesamfund har indtaget dens plads, i første række 
de vidstrakte lavheder, derefter de her saa hyppig optrædende alpine græs- 
marker. Ovenfor trægrænsen saa jeg den af større omfang og i typisk 
udvikling kun paa den lange nordskraaning af Grenhe. 

I furu- og birkeregionen var der ofte mindre partier, som kunde here 
ind under denne betegnelse. Men som regel var laverne saa rigelig til- 
stede, at vegetationen mere nærmede sig lavhedens end lyngmarkens. 
Dette er f. eks. tilfældet med rubr. 1 i tabel IV. Denne rubriks loka- 
litet var ingen typisk lyngmark, som man let kan se af artssammen- 
sætningen. Laverne er jo her de mest dominerende arter. Men 
den var heller ingen typisk lavhede. Den har 2 lyngarter, Arctosta- 
phylos uva ursi og Vaccinium vitis idaea blandt sine dominerende ar- 
ter. De undersegte lokaliteter af lavhede har ikke nogen lyngart 
blandt sine dominerende arter. Fysiognomisk stod den omhandlede lo- 


kalitet mellem lyngmarken og lavheden. Jeg har valgt at sætte den ind 


1914. No. 7. STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 31 


i tabel IV, da den er interessant at have der til sammenligning. Der 
kan ellers anferes om denne lokalitet, at den laa i ca. 920 meters heide 
paa mod syd skraanende underlag i randen af en yderst aaben birkeskog. 
2den lokalitet (rubr. 2) hørte ikke til de almindelige. Den laa paa 
nordvestsiden af en af Svarthaugene, vendt mod den ovre del af Kakel- 
dalen og udsat for de hyppige og sterke vinde fra denne kant. Underlaget 
bestod af fin hvid sand, der paa flere steder var blottet og helt uden vege- 
tation. Hele skraaningen var træbar, naar den aller øverste del undtages, 
hvor der fandtes lidt lav birkeskog eller birkekrat. Den i ly liggende syd- 
og sydestside af samme haug var skogkledt. Den omhandlede skraaning 
var undtagen paa de hvide, helt blottede partier, daekket af et gront lyng- 
tæppe, fysiognomisk præget af Empetrum, Arctostaphylos uva ursi, i mindre 
grad af Arctostaphylos alpina. Vegetationen var dog ikke tættere, end at 
det lyse sandlag skinned igjennem det lave artsfattige plantedække. Det 
undersegte parti laa i omtrent 950 meters hoide. 

3die lokalitet (rubr. 3) laa paa den mod ost vendende side af Fad- 
fjeldets nedre skraaning og i omtrent 1000 meters heide. Denne saa ofte 
omtalte skraaning var for den aller største del kratdækket. Men op imod 
plataaranden var der undertiden sterre partier, hvor krattet var veget til- 
side, og hvor der kun stod igjen en og anden busk, betula nana eller 
Juniperus communis, mens marken forøvrigt var dækket af et lyngplante- 
samfund. Det undersegte parti var fysiognomisk preeget af Vaccinium Myr- 
tillus og Phyllodoce coerulea; Nardus stricta var ogsaa sterkt fremtrædende 
ligesom rensdyrlav og Stereocaulon paschale. 

Særlig værd at legge merke til er den hyppige forekomst af Vardus 
stricta. Som vi ser af tabellen, findes denne plante paa alle de heiere 
liggende lokaliteter, men altid i ringe mængde. Den afviger ogsaa fra de 
følgende 3 lokaliteter ved sin rigdom paa Lycopodium alpinum, ved sin 
fattigdom paa Vaccinium uliginosum og sin fuldstændige mangel paa Juncus 
trifidus. 

4de lokalitet havde ligesom 3die østlig eksposition, men havde sterkere 
heldning end denne. Den fandtes paa en af de i indledningen saa meget 
omtalte og for omraadet saa karakteristiske østskraaninger. Den her om- 
handlede skraaning laa i Langbækkens dal i 1040 meters heide. 

Ved foden og paa den nedre del laa sneen til langt udover sommeren. 
Jeg saa endnu en ganske liden snerest saa sent som 15de juli. Lige neden- 
for skraaningen vokste der et lidet birkeholt, som gik op til omtrent 1020 
meter. Denne lille af spredte birke bestaaende skogrest dannede her træ- 


grænsen. Sneleiets underlag var tuet, og paa de ikke altfor sent blottede 


32 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


partier var der en bevoksing af fjeldplanter, særlig Salix herbacea, der 
for en stor del var formationsdannende. Ovenfor denne del, som maa be- 
tegnes som det egentlige sneleie, var der et tydeligt belte med Wardus 


stricta som den mest karakteristiske plante, et udpræget Vardus-belte. Dette 


belte var ogsaa tuet, særlig i den nedre del. Ovenfor JVardus-stricta-beltet - 


og dækkende den øverste del af den bratte, men jevne skraaning, var der 
i hele dennes længde et belte med udpræget lyngmark. Bredden af dette 
var fordetmeste en 6—7 meter; kun paa enkelte steder var det smalere. 
Dette belte er det, som er betegnet som 4de lokalitet, tabellens rubrik 
4. Det var ikke saa tuet som de 2 førstnævnte partier. Paa den skarpe 
rand mellem skraaningen og den jevne lavhede bagenfor var der en krat- 
stribe af Betula nana og Juniperus communis. 

Lyngmarkbeltet var fysiognomisk præget af Empetrum, . Phyllodoce, 
Vaccinium Myrtillus og uliginosum. 

ste lokalitet laa i 1220 meters heide og var den heiest beliggende 
lokalitet jeg saa med typisk udviklet lyngmark. 

I indledningen er omtalt den eiendommelige dannelse Grenringen, efter 
hvilken fjeldet bagenfor har faaet navn. Som vi husker, var den halvcirkel- 
formige fjeldrygs estende brat afskaaret af en stor bue, en bred gren ring, 
som omgav et parti med mindre skraaning end ringens, og som omsider 
gik over i fjeldsletten nedenfor. Selve ringen var for den aller storste del 
en alpin græsmark med et Nardus-belte i midten efter hele længden og et 
Juncus-trifidus-belte paa begge sider. Men i syd grænsede den til et 
brat parti, som var udviklet som lyngmark. 5te lokalitet udgjer en del af 
dette parti. Den var sterkt tuet, med sydlig eksposition. Den var for kar- 
planternes vedkommende artsrigere end de evrige lokaliteter. 

6te lokalitet var beliggende i Grenhes nordside, men paa den mod est 
vendende skraaning af en liden bækkedal. Den laa lige ovenfor trægrænsen 
i 1050 meters heide og var fysiognomisk præget af Vaccinium Myrtillus. 

Paa denne side af Gronho var saadanne skraaninger med lyngmark- 


vegetation meget almindelige. 


IQI4. No. T- STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 33 


Tab. IV. 


Resultatet af undersegelsen af lyngmark fra 6 lokaliteter. 1. fra sydskraa- 
ning i ca. 920 meters heide, 2. fra nordvestsiden af en af Svarthaugene og 
i ca. 950 meters heide, 3. fra østsiden af Fadfjeldets nedre skraaning i ca. 
1000 meters heide, 4. fra estskraaning i Langbeekkens dal i 1040 meters 
heide, 5. fra sydskraaning i Grenringen i 1220 meters heide, 6. fra ost- 
skraaning i liden bækkedal paa Grenhes nordside, i 1050 meters heide og 


lige ovenfor trægrænsen. De 3 første lokaliteter ligger ved eller nedenfor 


trægrænsen. 
| 
RE uw cans s toris 
Arctostaphylos wa ursi . . . . 2 . . . 28 24 — = es QUE 
Vaccinium vitis idaea . . . . . . . . .\| 26 12 = 8 ÆRE m 
Pod UIE ars ida PE eee D ie Lit 26 48 | 2 = — | — 
PD NLR TLR ERS, aCe Me ee 2 50 20 44 | 34 38 
D aCcutun Myr SE Er IE d -— = 50 | 50 50 50 
UNI SEHE qum CE LEN rr Sele) dep = — 38 oe Tite 2 
Aira flexuosa. . . . . . . . . . . . | 6 — 34 40 | 48 48 
Lycopodium alpinum . . . . . . . . . | — — 32 | 12 | 10 24 
Dude. coérule V vr. RV a = — 26 44 26 32 
Er ee ee ae = 4 26 2 18 | 34 
JE Lee Be ec RUE. ee — 2 | — 40 | 36 28 
Vaccinium uliginosum. . . . . 2 . . . sal lees 2 | 40 | 32 18 
ee CMT SORTE ER raa Ra Mee -— 2 | — | 42 12 
B EEN TES VED BEES NE sod We Rae UT rd = Sal 2 | — | — — 
REM MR UE MES ADI NOT a aom Ee Ma iet, e ES — 2 | = — 
MERCED D Y M DEC RCM ES = 2 = FN ees = 
oP LUE OE COS eS lame ee oer ee ih, 6 2 ee — 
SR SE, DE ANS Adres ne | BSA Me 
a eg — | - E FA | AN logen 
rome polos ze Sx. = = 2 | CM | Bing here 
Arctostaphylos alpina . . . . 2 2 2... IA | ES mc eS | — I = 
RP OMR T ee 18 6 4 EXP ite 2 
Calluna vulgaris. i | 12 — — 2 (2 — 
duas PUT DEE Ll iR V ne: — — 4 | — | 2 — 
Pedicularis lapponica . . » 2 = = gel 4 “2. 
TE Te Kr gp mut = RE | 
Gnaphalium norvegium . » 2 2 2 2... - vM attas 6 | — = 
— SU PUM NENS Re Vue VD: — — — 2 — |) = 
Hieracium alpinum. -. . . 1. 1 2 , . — mas Ge || fa | 3 
Solidago Virga aurea. . 2. 21.2... — — 4 CAT 2 
| | | 
Antal arter 9 | II | Xr sly ar | 13 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 7. 3 


34 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. .. »M-N KR 


| I 2 | 3 4 | 5 6 

| | | 
Polytrichum commune M =) es se [ages = | 36 = 6 2 
Lophoza quinquedentata. . . . . . « . | — =i = = 20 
DicrARUMNIS CODEN eae P TS || — = a Nu NES 24 
Pohlia- mutans; cip o. m oen ree ml) Ve le — 
Polytrichum junipernum. . . . 2... — | = | = Pr 2 
CP A es oe eh TT 46 | 28 | 50 18 
CZIraria nalis? yey CO Er LAT he | 46 | 4 | — m 2 
Archi ordre ut ro rs e mq SU TUE | "E — — — 
Clidontaialbe tt ee fo eR ELEME — — = | = — 
Stereocaulon paschale. | 40 8 50 16 38 "(Na 
Getraniakcucnllatan Re RET EE | 26 | 20 — — | -— = 
Clagünus occu era Nes n. T ERA = 28 26- | = 6 
Cetraria islandica nu — — 44 | 32 42 
— — We ARE Ew c te Tu cité 6 | — | 16 | = | 28 2 
Giadontusalh:ola M NE CENTER | At Ea m de |a m | — 
E hellidiflords DONS UL. wilt LEVE alt eB 16. 8 
— GAAS, eds rd Gad D bo Er — | = | 24 — 8 = 
= = voeensala Vents. le tal Mr aa E 24 
— ROLL 8% ce Ud Geo 3 | 20 | ELI Zr 16 | -22 = 
— ANCIAUIS sd, eR E Eee de ee Miele s = — | 20 6 4 — 
FAlectorian AVE SENS eee le Ce gra EIRE = m = 

| 

Antal arter og former 10 4 | Ya B 9 I2 


Tab: ov; 


Resultatet af undersøgelsen af lavhede og fjeldmark fra 5 lokaliteter. 1. og 

2. fra Fadfjeldet i ca. 1050 og 1060 meters hoide, 3. fra Volen i 1170 

meters heide. 4. nær toppen af Haanæskletten i 1 240 meters heide, 5. nær 

toppen af Fadfjeldet i 1480 meters heide. 1., 2., 3., 4. er typisk lavhede, 

5. er fjeldmark. Fra hver af de 5 lokaliteter er der taget 25 prøver, og 
de fundne hyppighedstal er multipliceret med 2. 


fe i M EE | 4 5 

| | | 
IBetula nana SV Ne We 38 48 £48 42 | — 
Carex rigida. . . . 4. . . . . | 38 - | 34 42 | 6 | 18 
unbus drifidus ias a sie ee 2a | 6 4 Be — 
Salix herbacea | E = = = 42 
Festen pind EN de o bad RON. eS 2o RES ARE: 


1914. No. 7. 


STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 


Vaccinium vitis idaea . . 22 10 6 4 32 
Lycopodium Selago — = = = 6 
Aira flexuosa - = 4 = = = 
Trisetum spicatum . = = = — 3 
Lusula arcuata v. confusa . . . = — — 2 2 
--  spicata . . = = = 4 
Salix glauca . 2 — = = 
—  lapponum . , — — 2 — = 
Polygonum viviparum = — — — — 6 
Cerastium alpinum 3 — — — — | 2 
Silene acaulis . . — — — — 22 
Ranunculus glacialis . — — E — I4 
Thalictrum alpinum — -— - — 4 
Empetrum nigrum. sr I4 14 2 I4 — 
Azalea procumbens. es IO 4 2 6 6 
Vaccinium uliginosum . 2 — — = — 
Diapensia lapponica = = = 4 = 
Pedicularis lapponica . - 2 — — = = 
SIS SKER ADM ur - — — — — 8 
Antal arter og former 10 9 7 9 15 

Ptilidium ciliare 2 = = = at 
Dicranum congestum . 2 = = — — 
= elongatum . 2 = = = 
Polytrichum commune  . gud 8 4 8 IG 
Cetraria nivalis . 48 46 50 50 50 
Alectoria ochroleuca . . . 48 26 50 50 44 
Cladonia alpestris . . 42 50 48 18 2 
— silvatica 40 50 50 44 18 

—  rangiferina 38 50 50 I4 20 
Cetraria cucullata 24 46 40 30 48 
Alectoria divergens. . . 18 — 42 50 | 20 
Cetraria tslandica v. crispa. 16 6 36 12 48 
Alectoria nigricans . — — 22 = 26 
Sphaerophorus coralloides 10 — 4 10 | 26 
Cladonia alpicola A 2 2 = er | = 
— amaurocraea 4 = = — E 

—  cocifera . : 2 4 4 2 | at 

— . gracilis . 4 6 = E — 

= — vw. elongata : = = 2 = = 


36 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


I = 3 4 5 

DET Io CLABIMES. o a e o7 bile 8 4 2 = s £3 
Stereocaulon paschale . . . . . . | 2 4 = a re 
Gyrophora proboscidea . . . . . = — — 2 — 
Umbilicaria pustulata. . . . . . = | = — 2 — 
Alectoria jubata. . » . . . . . | — — — 2 6 
Cetrariataculedia s.s Ze Bate, | ED | = 2 2 und 
— ISIN AIC el te mt TRES | — | 6 6 6 10 
Antal arter og former 19 | 15 15 16 13 


Lavheden og fjeldmarken. 


Det mest udbredte plantesamfund ovenfor skoggrænsen var uden tvivl 
lavheden. Stod man en sollys dag oppe paa en af fjeldtoppene, saa man 
i vid omkreds, paa begge sider af Foldalen, afrundede fjelde side om side 
og bagenfor hverandre, hævende sig med sit graahvide dække over det 
grønne skogbelte. Kun paa de hoieste fjelde var farven en anden. 

Hvad de lavere fjelde angaar, da var ikke alene fjeldsiderne beklædt 
med det graa lavdække; men dette strakte sig oftest helt op over selve 
toppene om end her lidt tyndere og mere aabent paa de for vinden mest 
udsatte steder (pl. I, fig. 2). Paa heiere fjelde blev det altid aabent op imod 
toppene, saa det af grus og smaasten bestaaende underlag, eller den sorte 
af nysne ofte fugtige jord kom tilsyne mellem lavdækkets enkelte planter 
eller grupper af dem. Tiltrods for, at laverne ved statistiske undersøgelser 
viser sig at have omtrent den samme hyppighedsgrad og artssammensætning 
som i lavheden nedenfor, kan formationen her ikke længere betegnes som 
lavhede, men som fjeldmark (se WAnMiNc: Om Grønlands vegetation, s. 68). 
Laverne har nemlig ikke den frodige udvikling som før; de er overalt 
tilstede, men er ganske smaa og danner ikke noget sammenhængende 
dække. Rensdyrlavens største og mest ieinefaldende art, Cladoma alpestris, 
er saagodtsom forsvunden. Men i sammenhæng med lavernes reduktion 
staar den større artsrigdom af karplanter. De hyppigst optrædende af disse 
er ogsaa som oftest andre arter end lavhedens. 

Vi skal se lidt nærmere paa de undersøgte lokaliteter (tab. V). De 
ligger alle ovenfor trægrænsen. 

De 2 første (rubr. 1 og 2) er fra det store fjeldplataa, som afskjærer 
Fadfjeldets nedre skraaning. De laa i henholdsvis ca. 1050 og I 060 meters 


heide, men med langt mellemrum. Paa begge steder var betula nana 


1914. No. 7: STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 37 


sterkt fremtrædende. Her saavelsom paa de 2 felgende lokaliteter (rubr. 
3 og 4) har den af karplanterne den største hyppighedsgrad. I saa smaa 
heider som her havde den ikke nedliggende grene saaledes som paa de 
højere beliggende lokaliteter. Det fysiognomiske præg skyldtes, foruden 
Betula nana, Cladonia alpestris, Cetraria nivalis samt Alectoria ochroleuca. 
| 3die lokalitet (rubr. 3) er fra Volen, fra plataaet mellem Kampen og 
og en mindre top. Den laa i 1170 meters heide og var fysiognomisk 
præget af de samme planter som de 2 foregaaende lokaliteter. Her var 
Betula nana nedliggende, dog ikke altid i grenenes hele længde. Disse 
kunde være skraatliggende med en største afstand fra marken af ca. 10 cm. 
I forsænkninger blev den opret og vokste her gjerne sammen med Salix 
glauca og lapponum. 

4de lokalitet (rubr. 4) er fra toppen af Haanæskletten, i 1240 meters 
heide og kun 5 meter lavere end dennes heieste punkt. Mens de tidligere 
omtalte lokaliteter var fra jevn mark, var denne temmelig sterkt heldende 
med nordlig eksposition. Den afveg ogsaa fra de øvrige derved, at den 
var stenet. Fra stenene stammer de i tabellen anforte laver Alectoria 
jubata, Gyrophora proboscidea og Umbilicaria pustulata. Som følge af heiden 
er rensdyrlaven aftaget, særlig C/adonia alpestris og rangiferina. 

Alle disse 4 lokaliteter er valgt fra egnens typiske lavhede. De var 
alle fysiognomisk præget af Cladonia alpestris, Cetraria nivalis, Alectoria 
ochroleuca og Betula nana. Sterkt fremtrædende var ogsaa Cladonia 
silvatica. 

Det kan være interessant at sammenligne denne lavhede med den af 
Hurt undersøgte fra Enares alpine region !. 

De afviger fra hinanden iszer ved felgende: I den her omhandlede 
lavhede er af karplanterne Betula nana absolut dominerende med en 
gjennemsnitlig hyppighedsgrad af 44, mens Empetrum kun har en gjennem- 
snitlig hyppighedsgrad af 11. 

Paa den av Hutt beskrevne lavhede er forholdet omvendt. Her er 
det Empetrum, som er den dominerende karplante, mens Betula nana 
kun forekommer »zerstreut«. 

Videre forekommer paa -den førstnævnte Cladonia silvatica med en 
gjennemsnitlig hyppighedsgrad af hele 46 og er altsaa i virkeligheden den 
hyppigste af rensdyrlavens 3 arter tiltrods for, at Cladonia alpestris er den 
overlegne i fysiognomisk henseende. Paa den af Hutt beskrevne lavhede 
forekommer C/adonia silvatica slet ikke. Der findes mange mindre uover- 


ensstemmelser; men jeg skal indskrænke mig til at anføre disse 2 væsentlige. 


1 Medd. af Soc. pro Fauna et Flora Fennica. H. r4. Helsingfors 1888 s. 170. 


38 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. o "MEN: Re 


Tabellens rubrik 5 viser resultatet af undersøgelsen af et parti paa 
toppen af Fadfjeldet. Dennes heieste punkt ligger omtrent 1 500 meter o. h., 
og det undersøgte partis centrum laa omtrent 20 m. lavere paa svagt 
heldende gruset og smaastenet underlag og med nordvestlig eksposition. 

Vi ser, at laverne fremdeles er rigt repraesenteret, men rensdyrlaven 
er aftaget sterkt i mængde. Det er de lyse Cetraria’er, nivalis og cucullata, 
samt Alectoria’erne, særlig A. ochroleuca, som sammen med Cetraria islandica 
v. crispa er de hyppigst optrædende. Men som for nævnt er de alle smaa 
og danner ikke noget sammenhængende dække. Det samme gjælder kar- 
planterne. Underlaget er overalt synligt mellem planterne. Denne lokalitet 
blir derfor at henregne til fjeldmarken (i Warmings betydning), naar man 
da ikke som Hurt vil analysere alle de smaa anlæg til forskjellige forma- 
tioner, som ialmindelighed findes paa fjeldtoppenes grus. Flere af disse 
skylder sin tilværelse smeltevandet fra snefonner, som enten ikke smelter 
helt væk eller først gjør det, naar den største del af sommeren er forbi. 
Den vegetation, som findes nedenfor disse fonner eller paa deres plads, 
naar de er smeltet væk, har jeg bare sammenfattet som sneleiernes vege- 
tation. Den danner ialmindelighed ikke noget sammenhængende plante- 
dække, ialfald ikke for karplanternes vedkommende. Moserne kan derimod 
danne sterre sammenhzengende bevoksninger i form af gronne pletter paa 
sneleiernes sorte jord. Til denne form af fjeldmarken, til sneleierne, skal 
jeg senere komme tilbage. Nu skal jeg blot indskrænke mig til at nævne 
lidt om vegetationen fra en anden del af fjeldmarken, fra en middels fugtig 
jordbund, dannet af fint grus af letforvitrende krystallinske skifre. Saa- 
danne lokaliteter saa jeg paa sydsiden af Fadfjeldet. Fra en af dem, der 
laa i 1440 meters heide, tog jeg, for at kunne sammenligne vegetationen 
her med de andre plantesamfund, 25 prever. De heraf fundne hyppighedstal 
er multipliceret med 2 og er opsat i følgende lille tabel (tab. VI). 

Vi ser af denne, at der for lavernes vedkommende er liden forskjel 
mellem denne lokalitet og den fra Tab. V sidst omtalte (rubr. 5). Det er 
i det store og hele de samme arter med omtrent samme hyppighedsgrad. 
Men med hensyn til karplanterne er der store uoverensstemmelser mellem 
de 2 lokaliteter. Den omhandlede (tab. VI) viser et artsantal af hele 31 
arter, mens den føromtalte (tab. V rubr. 5) kun har 15. Den artsrige 
lokalitet besidder et selskab af planter, der hører til glimmerskiferens rige 
arktiske kolonier. Karakterplanterne for disse er efter A. BLyrr særlig 
følgende fire arter, som alle forekommer her, nemlig Dryas octopetala, 
Salix reticulata, Thalictrum alpinum og Carex rupestris. De to sidste, 


hører til lokalitetens dominerende arter, mens Dryas og Salix reticulata, 


IOIA4. No. T- STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 39 


særlig den sidste, forekommer sparsommere. Skjont vi her ikke har for 
os en av de rigeste kolonier, har vi dog en af deres sjeldnere planter i 


stor mzengde, nemlig Campanula uniflora. 


Tab. VI. 
€———o—— ——————————Á— M € €— 
Carex rupestris . » . « «+ 48 Campanula rotundifolia . . . . 6 
Thalictrum alpinum. . . + + + | 40 Erigeron uniflorus . . . . . . | 4 
| 
Polygonum viviparum . . . . + 38 Hieracium alpinum. , . + 
Des OUINGY V 3.0 Jerre os pente 36 Saussurea alpina . . . «© + . 16 
| 
Sale herbacen:. su: A A c Rs i. 34 
= Antal arter og former 3I 
Elyna Bellardit . . . . + + + 28 
en ee, S Us 26 (ne. 
: Frullania dilatata . , . . . 2 
Campanula uniflora . . . . + + | 26 M : 
i | Rhacomitrium lanuginosum . . . 8 
Lycopodium Selago . . . . + + . 
i Ve. | Dicranum scoparium . . . « . 4 
Selaginella selaginoides. . . . . | 2 SEN 
À > Ditrichum flexicaule . . . « . 4 
Trisetum spicatum . . . . «@ . 6 
: Stereodon revolutus. . . + . 2 
Carex Sparsiflora:. "5 . 5. = « 4 
UNMNCHSIKIAUHS. o 5. es uo IO 
Cetraria MODNES v sr 48 
Luzula arcuata v. confusa . 8 
1 Án TSO B s i X 48 
CAU SENI. m A ow. 9s s 4 
, à Alectoria ochroleuca . . . . 48 
AST ole CALL, A 2. à cs 6 
dee Cetraria islandica v. crispa . . 42 
NL dina sel suis 2 24 
J . Alectoria divergens . . . . + . 
PSEC DEO v el as e 2 = 
É ‘ Cladonia silvatica . . . . . 28 
Cerastium alpinum f. lanatum . . 2 4 
, Sphaerophorus coralloides. . . . I 
ECHOGIOIE FOSER V s Tm à Ce I4 P d | à 
| Cladonia rangiferina . . . . . 18 
WIFNASwOCLOPEIGIG = 6 + ms 16 | 
- Alectoria nigricans. » à: x.“ 18 
LER Aa DERNE re Te 6 E 
Getrana islandıca cr weh 
Phyllodoce coerulea . . . . . . 4 | B 
aS ty Parmelia physodes . . . . . + | 8 
Vaccinium vitis idaea . . . . . 22 DEJ | 
n 1 Peltigera canina. . . . ++ . 2 
SEEST SCOUCA 2 wo € Ne 2 à | 
: ede | Ochrolechia tartarea . . - | 
Euphrasta officinalis * minima . . 2 [plane 
IPOUIEMIAVISVOPAETE, ds PR ra 22 Antal arter og former | 18 
Sneleier. 


Betegnelsen sneleier staar her i Normans betydning!. Herved for- 
staar han lokaliteter »hvad enten de ligger høit over havet eller lavt, enten 
de ligger i randen af en stedsevarende snefonn eller er pladsen efter en 
helt bortgåen sneflæk, når kun sneen i det mindste har lagt så langt 


udover sommeren, at forårsvegetationen i de nærmeste omgivelser er kom- 


1 J. M. Norman: Norges flora. I. Kristiania 1900, s. 25. 


40 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


men i fuld flor, for planterne endnu har begyndt at spire paa den tidligere 
snedækte lokalitet«. — Af de undersøgte sneleier fra den heromhandlede 
trakt laa den laveste i 1 090 meters hoide. Denne, der er betegnet som rste 
lokalitet (tab. VII, rubr. 1), er fra en trang beekkedal, som var nedskaaret til 
ca. 10—15 meters heide i det som lavhede udviklede terræng. Mens den 
mod syd vendende dalside var bevokset med grees- eller lyngvegetation, 
var den mod nord vendende, i den trangeste del af dalen, et sneleie. Dette 
var den ode august, da jeg besøgte det, fuldstændig befriet for sne; naar 
den sidste rest var fjernet, ved jeg ikke. Den blottede jord var flekvis 
bevokset med mos og lav, der oftest var lidet udviklet, desuden med kar- 
planter, af hvilke Salix herbacea og Andromeda hypnoides (pl. 2, fig. 2) hver 
for sig dannede smaa sammenhængende bevoksninger. Saadanne udgjordes 
ogsaa af Pohlia nutans, andre steder af Polytrichum alpinum eller Poly- 
trichum pilosum', Laverne viste mindre tendens til at slutte sig sammen. 

2den lokalitet var et sneleie med østlig eksposition. Det laa i Fadet 
i 1180 meters heide. Den sidste snerest gik først væk i midten af juli. 
Dens nærmeste omgivelser var udviklet som en mægtig Nardus-stricta-be- 
voksning, mens de senere snefrie dele af selve sneleiet bar en smukt ud- 
viklet bevoksning af Salix herbacea. De senest snefrie dele udgjorde en 
steil skraaning med fremstikkende stene og var uden vegetation. Det var 
Salix-herbacea-bevoksningen, som var gjenstand for undersøgelsen (rubr. 2). 
Den var i fysiognomisk henseende behersket af Salix herbacea, mellem 
hvis skud saaes grønne moser, særlig Polytrichum alpinum og Pohlia nu- 
tans. I disse mellemrum vokste rigelig Carex /agopina og rigida, i mindre 
mængde Gzaphalium supinum og Phleum alpinum. Agrostis borealis og 
Nardus stricta dannede hver for sig ganske smaa antydninger til sammen- 
hængende bevoksning, mens de øvrige i rubrik 2 nævnte planter var lidet 
fremtrædende. Foruden de førnævnte moser var ogsaa Conostomum boreale 
og Lophozia alpestris tilstede. Denne slags bevoksning er fra lignende 
lokaliteter ofte bemerket og omtalt af Hurt fra det nordligste Finland og 
af ham benævnt Salix-herbacea-formationen. Som et sidestykke til denne 
nævner han en formation af Andromeda hypnoides samt en Agrostis-rubra- 
formation. Den forste saa jeg smukt udviklet paa flere sneleier, undertiden 
helt ren, men en vegetation saa rig paa Agrostis borealis?, at den var 
fysiognomisk præget af den, saa jeg ikke, skjønt denne plante forekom paa 
de fleste sneleier og undertiden som ovenfor nævnt kunde slutte sig sam- 


men til ganske smaa bevoksninger. 


Af andre moser bemerkedes Polytrichum commune, men sparsomt. 


2 syn. Å. rubra. 


1914. No. 7: STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 41 


Jeg skal tillade mig at citere, hvad Hurt! skriver om betingelserne 
for udviklingen af Salix-herbacea-formationen og de 2 paa samme slags 
lokaliteter forekommende nysnævnte formationer: 

»Der Boden dieser Formation bekommt seine Feuchtigkeit von dem 
schmelzenden Schnee und sie entwickelt sich deshalb nur an solchen Plåtzen, 

"wo das Schneewasser langsam und ununterbrochen den grössten Theil des 
Sommers hindurch in das Erdreich sickert. Nicht jeder Rand eines Schnee- 
haufens kann diese Formation hervorrufen. Wenn aber der Schnee in 
einer mulden- oder thalfórmigen Vertiefung liegt, so dafs das Wasser sich 
in einem engeren Bereiche unterhalb des Schneerandes ansammeln kann und 
dem Schnee durch die seitlichen Bodenanschwellungen zugleich genügen- 
der Schutz gegen allzuschnelles Schmelzen gewährt wird,» dann fehlen 
diese Formationen nie.« 

Det heromhandlede sneleie dannede en sterre fordybning, udgravet af 
snefonnen, og det parti, hvor sneen laa længst, var beskyttet mod den 
sterkeste sol. 

3die lokalitet (rubr. 3) er fra Enstakaskaret, der mellem Enstakahe og 
Langhe ferer over fra Kakeldalen til den evre del af Enunddalen. Den 
er fra et sneleie i 1160 meters heide paa skraaningen af Enstakahe og 
havde nordlig eksposition. 

Der laa endnu (15de august) sne ovenfor det undersøgte parti, og 
jorden var fugtig af nedsivende smeltevand. Der var for karplanternes 
vedkommende ingen antydning til formationsdannelse. Moserne dannede 
derimod smaa bevoksninger, ofte indvaevet med Cerastium trigynum. De hyp- 
pigste moser var Pohlia nutans og Polytrichum alpinum. Af andre moser 
kan merkes Pohlia gracilis, Marchantia polymorpha og Polytrichum pilosum. 
Lav saaes ikke. 

4de lokalitet (rubr. 4) er fra sneleie paa Fadfjeldet. Det laa i 1440 
meters heide og havde nordestlig eksposition. Dets vegetation var, som 
man af tabellen kan se, nærmest beslegtet med den paa rste lokalitet. 
Salix herbacea og Andromeda hypnoides forekom i stor mængde, men kunde 
ikke siges at være formationsdannende. Moserne var ogsaa væsentlig de 
samme som paa Iste lokalitet. Pohlia nutans og Polytrichum alpinum, forekom 
i størst mængde, dernæst Polytrichum pilosum, som her forekom rigeligere 
end paa nogen af de andre lokaliteter. Foruden de nævnte arter var og- 
saa Polytrichum commune, Drepanocladus uncinatus og Desmatodon latifolius 


tilstede, men sparsomt. 


1 Die alpinen Pflanzenformationen des nürdlichsten Finlands. Medd. af Soc. p. Fauna et 
Flora Fennica. H. 14. 1887 s. 174. 


\ 


42 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. . .M.-N. KI. 


Da jeg besøgte stedet den 24de juli, laa der endnu en liden snerest 
igjen. Saa man ovenfra ned paa det blottede sneleie med dets vegetation, 
havde det en sortbrun farvetone. Denne skyldtes Cetraria islandica v. 
crispa, der ialfald paa de heitliggende sneleier forekom i stor mængde og 
frodig udvikling. Cladonia silvatica, der fandtes i det samme antal prever, 
samt den ogsaa hyppig forekommende Sfereocaulon paschale var smaa og 
fortrykte og bidrog ikke til at give marken farve. 

Hist og her paa det mørke sneleie stod en blomstrende tue af Phyllo- 
doce eller af Diapensia. De unge sortbrune aks af Trisetum spicatum 
eller de rødlige skud af Juncus trifidus formaaede ogsaa at gjøre sig 
gjældende. Ellers var vegetationen lidet ieinefaldende. 

ste lokalitet (rubr. 5) er fra en mod nord vendende skraaning af samme 
fjeld og laa i omtrent den samme heide. Denne lokalitet var i modsætning 
til de før nævnte stenet. Jorden mellem stenene havde ogsaa her den samme 
mørke farvetone som paa forrige lokalitet. (Ogsaa her var Cetraria islandica 
v. crispa den raadende. Mens Ranunculus glacialis overalt var af blomstret 
paa andre steder af fjeldet, stod den her i fuldt flor saa sent som 24de juli. 
Sammen med vide rigtblomstrende tuer af Srlene acaulis virkede den i hei 
grad oplivende paa det mørke underlag. 

Af moser er kun anmerket Polytrichum alpinum. Den forekom i næsten 
alle prøver. 

6te lokalitet (rubr. 6) er fra et mod nordvest vendende sneleie paa 
Storhø i 1580 meters hoide. 3die september var sneen helt forsvundet, 
men paa det smaastenede underlag var jorden mellem stenene opblødt og 
ofte slamagtig. Cetraria islandica v. crispa var fremdeles hyppig omend 
ikke i den grad som paa de 2 sidstnævnte steder. C/adonia silvatica fandtes 
endnu i ?/; af prøverne, men Stereocaulon paschale forekom sparsomt. Dette 
sneleie udmerkede sig ellers ved sine forholdsvis mange lavarter. Det be- 
sad ogsaa flere mosarter end de andre lokaliteter; men de fleste forekom 
sparsomt. Som den almindeligste kan nævnes Polytrichum strictum!. Af 
de øvrige er indsamlet og bestemt Polytrichum pilosum, Drepanocladus 


uncinatus, Dicranum scoparium og congestum. 


1 Fra et andet sneleie paa Storhø saaes Polytrichum sexangulare i mængde. 


1914. No. 7. STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 43 


Tab. VII. 


Resultatet af undersøgelsen af 6 sneleier. 1. er fra den mod nord ven- 
dende dalside i en liden bækkedal under Grenringen i ca. 1090 meters 
heide, 2. er fra østlig skraaning i Fadet i 1180 meters hoide og udviklet 
som Salix-herbacea-formation, 3. er fra Enstakaskaret, fra mod nord ven- 
dende fjeldskraaning i Enstakaho i 1 160 meters heide. 4. er fra nordøstlig 
skraaning paa Fadfjeldet i 1440 meters høide, 5. er fra mod nord ven- 
dende skraaning af samme fjeld og i lignende heide, 6. er fra nordvestlig 
skraaning i Storhe i 1580 meters heide. Fra de 5 første lokaliteter er der 
taget 25 prøver, og hyppighedstallene er multipliceret med 2. Fra 6te 
lokalitet er der taget 50 prover. 


es 3 5 tn 

| | 

| | | 
STEEL ET Scu Lee e Sy RE ET ESC 40 | D+ 4 + 30 25 
Andromeda hypnoides. 2 . . "x. | 26 = | = D, | 32.| = 
Gnaphalium supinum . 2 2 2 2 . wee 26 | 30 2 26 | A p 
DIGG PIER Rn Gy EE AE | i0 | 46 — 22 | =a) es 
UE drop: o 1. y eke kos. s UR = IO ds 6 6- 1 ^45 ua 
YLE Lal Dnus EN seo Lose qr Edel 28 Lu c Ps | = | — 
SE EDER DERES x» 0 o3; 22 — 34 | ze CE 
Grasnumsroynum ET oats Joe (=: META 8 30 | — = | 22 
SHE TER eee NER I sues — | 26 | — -— 9 
Sibbaldia procumbens. . . . . . . . . uu ‚6 xd qs3B5- — — 
Cordanine belliduolu is es x e et | AUS 4 4 34 19 
ER T Y. a RN ONERE P ar a |" 24 32 1 
MAMA MIS o IAA E cas) UT E | — — Ye | 22 30 
— DYRESTE ON ee gel 2 — 22 4 18 28 
TE RTE UPUCUSE, RUINIS chs LA DE aa 8 — 2 EURE — 
Lycopodium alpmum . . . . . . . . . | 2 | — = 2 — = 
— Splavo lo REGN IT E ur A" a 2 — 
Asroshszboreals V 2 oe. 2 ne ar ar — | ro PY pee | 2A cs 
MIL SEL dt Ms rr Mete. c o dim = | — |. — E IO 
TNS eee meee i et tere) |) ES i 8 | 126 — = 
Anthoxanthum odoratum. . . . . : « . — 4 — | ZR E == 
Lr QUIM. 2 SAT Meech: act ye VAGE A s 18 — | — 24 | I4 2 
— x lon uL Md Es — zs LE = 2 
Naraus: SAC Lo SS Dame: Eur 16 — | — | — | — 
OGL GIPUBE. Uo AES — — | 2 PURE 
— LIU o a CN SSR — RE: s — IO 
NU E 77 D ae. sl ho S TTC — — — | 2 6 16 
issus chiens. do SE T C eta | — = 18 16 I4 


44 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


I 2 3 4 5 6 

Corea Ulla OO Re M RN M = 2 — — — — 
ER SPOLSUION re Le tw Le vo et VON Oan nc — — — 6 2 — 
«y105horsunve SCREUCHEEND E SEE 2 — — — — — 
JECYSZS EUIS. ALS T ay RU TIONS IS = — 12 = 2 12 
SS UY Ld LED ee Sh Bae — 4 = = = = 
ESS JES ANT Me te REESE ee 8 6 — 10 — — 
Luzula arcuaia v. confusa. =... IIS — — 4 8 10 15 
SES DEAL De hat a> setts OR SES CON 4 — — 10 2 — 
TSOTSI ETSIGTIGICO SR SENE DET ET = — 6 — — — 
(OME CHESTER T SETS. S X I2 — 16 — 12 6 
Polygonum viviparum. . . . o. $4 $ « 5 8 = — 4 2 — 
AMEL ACELOSR 28. nee SEP is ih ee — 6 = = = = 
COV GSHUM Es album ae DE — — 2 — = = 
STIENEKaCAUNS cn OF ey vo Pee! I Ud fe 2 ~ 4 2 12 I 
JOD OR ECS IMR Sy i og To med wa s = — 10 — 2 — 
VAR ADISUGIDING c MOS OTI: M DUO Nd. o = — 2 = = = 
SAMI] 4090 CET HH QN SN OED a oe ee = — 2 — — — 
E OPDOSUT CHAT EE ONE TT DE = — 2 — — — 

— SN Wet ues EE EE ne C STR ee = — I4 — — — 
palea DXOCHIHDCIIS RE RT UTE 8 — — — — — 
IPhyllodocescoeruieac. “<p is DUGE Oa ee 8 — — 4 — — 
BRAD SUARUM ED > = = 2 2 = 
Veronica talpinairw CEE I OC 10 = 2 = = = 
ZAVLCUIAT DUG PUL Gene ne al, — — 2 — — 
Hieracium CIPINUMO RE ev, Kerne 6 == — — ES — 
Sohdaco Varga aurea. E D NUT QE = — = 2 = = 
LAV GXQCHIN SDs 2, sont Le RENE Map s = — = 4 — = 
Antal arter og former 27 15 27 30 21 18 

Clad Oma stlualtca, vx 02 lee wel no Ce MO) AIRE — 42 46 34 
Getraria MSIaHndica Nw crııspa ROCCO ONE 8 4 = 42 48 35 
Stereocaulon, paschale <3 i nn 8 S SEO — — 36 IO 6 
Cladapia alpesiris X A ROE ee he — — = — = 
— belhdiflora: NE RENE RE 2 — — — — — 

— LG TA gf, ASER SE ee, Yo es ei TESTE ERIS 8 e — — I4 

NN 00] 1M is: re Ee Re 2 = = E nu I 

— EUXGHOITEHMaL S TI IPS SENSE oa — — 2 — 2 
UOEsacialis. 5 Lum cc eile SH — — — — — I2 
ISOIUFHANCEODCEG SE ER NU TC 24 — = — = 2 
GoIZATIG CHORI SS REC DS a -— — — = = 
— SIERRA" LL. os, edes LI SEE 6 — 12 = I 

— ROUTES SENDE ENS ts, B BE TE MES Be 2 — — 4 = = 
Oohrolechia Tantarga RE ah ee ae CE — 2 — 2 — 4 


IQI4. No. 7- STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 45 


Greesmarken. 


Der er undersøgt 3 typer af græsmark, først den dyrkede, som var 
repræsenteret af sætervangene (den her i trakten almindelige benævnelse), 
videre den smalere eller bredere græsstribe, som næsten altid ledsagede 
fjeldbeekkene og elvene, og endelig en alpin xerofil græsmark, som fandtes 
i eiendommelig udvikling paa en mængde fjeldskraaninger, hvor sneen 
pleiede at ligge længere end paa de omgivende steder. 

Resultatet af undersøgelsen findes i tabellerne for de 3 følgende 


afsnit. 


Den dyrkede græsmark (sætervangene). 


Jeg har til undersøgelse heraf valgt 7 lokaliteter, alle fra Fadfjeldsæter 
og fra samme sætervang. De laa i omtrent samme hoide, mellem 940 og 
950 meter, med svag heldning og sydøstlig eksposition. Som tillæg til 
oplysningerne foran i tab. VIII kan følgende anføres:' De 5 første lokali- 
teter er alle ploiet, enten høsten før eller samme vaar, som de blev til- 
saaet. De 2 sidste er aldrig pløiet. 

De 5 første gjødsles hvert aar, i begyndelsen kun med naturgjødsel; 
senere veksles hvertandet aar med  naturgjedsel og salpeter. ste 
lokalitet er desuden et aar gjødslet med thomasfosfat. De 2 sidste lokali- 
teter (6 og 7) gjedsles aldrig. 7 de lokalitet brugtes for længere tid siden 
som indelukke for kreaturene om natten og blev paa den maade over- 
gjødslet. De 2 sidste lokaliteter slaaes aldrig. 

Angaaende kryptogamernes forhold, da var der paa de 2 sidste 
lokaliteter, som stod naturtilstanden nærmest, baade mos og lav i bunden, 
skjønt ikke særlig fremtrædende. De findes opført i rubr. 6 og 7. Paa de 
5 første lokaliteter var kryptogamerne ialmindelighed sparsomt tilstede og 
er ikke taget med i «undersøgelsen. Jeg skal dog anføre, at Funaria 
hygrometrica var meget almindelig paa lokalitet 3 (rubr. 3). Den var som 
oftest sporebærende. 

Alle de 5 dyrkede lokaliteter har efter pleiningen været tilsaaet med 
byg og det frø, som skal give oprindelsen til den senere engvegetation. 
Bygget giver engplanterne beskyttelse under spiringen. Denne metode er den 
mest anvendte i egnens sæterregion. Dog var man enkelte steder begyndt 
at sleife bygget og lade de unge planter klare sig paa egen haand. 
Bygget slaaes om høsten det første aar og bruges som grøntfoder. Naar 
det er fjernet, finder man tilbage mellem straastubbene en yderst aaben og 
uudviklet vegetation. En saadan bygager med begyndende engvegetation i 


bunden er den i rubrik 1. Næste aar er mere vokset op. Vi ser da en 


46 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


tæt eng paa det jordstykke, som var bygager forrige sommer. En saadan 
I-aarig eng er den i rubrik 2. Sammenligner man de 2 rubriker f. eks. 
for Matricaria inodora's vedkommende, ser man ingen større forskjel. 
Denne plante har paa begge steder en hei hyppighedsgrad. Men mens 
Matricaria paa bygageren oftest kun er i begyndende udvikling, selv 
paa eftersommeren, staar den samtidig paa den r-aarige eng i fuldt flor og 
er i fysiognomisk henseende den herskende plante. Den 1-aarige eng paa 
sætervangene kjendes paa langt hold. Den lyser helt hvid af Matricaria’ens 
talløse kurve. 

Paa den 2-aarige eng (rubr. 3) ser vi, at den er aftaget i hyppighed, 
og her formaaede den heller ikke paa langt nær at bestemme engens 
fysiognomi. Den bidrog kun hertil. Græssene var langt mere frem- 
trædende. Paa den 4-aarige eng (rubr. 4) hører den ikke længer til de 
dominerende arter. Paa ældre enge er den som regel forsvunden. Det 
samme gjælder planter som ‚Stellaria media, Alopecurus geniculatus, Poa 


trivialis og annua, Capsella bursa pastoris o. fl. 


Tab. VIII. 


Resultatet af undersøgelsen af den dyrkede grasmark (sætervangene) fra 
Fadfjeldsæter. | 
De 7 lokaliteter er alle fra samme setervang. 1. er bygager, tilsaaet med 
byg og hjemmefre om vaaren (1913), 2. er r-aarig eng, tilsaaet med byg 
og hjemmefre vaaren 1912 (et ganske lidet parti ogsaa med Festuca elatior), 
3. er 2-aarig eng, tilsaaet med byg og hjemmefre samt lidt Festuca 
elatior og Alopecurus pratensis vaaren 1911, 4. er 4-aarig eng, tilsaaet 
med byg og hjemmefre vaaren 1909, 5. er 8-aarig eng, tilsaaet med byg 
og blandet engfre, væsentlig Phleum pratense, Alopecurus pratensis og 
Trifolium pratense vaaren 1905. 
6. og 7 er udyrkede partier af sætervangen. 
Fra 1, 9, 6. og 7. er der taget So prever, fra 2, 4 og v5. kunst 
Fra de 3 sidstnavnte lokaliteter er hyppighedstallene multipliceret med 2. 


I 2 3 4 5 6 7 
Hordeumzvulgarens ee sue 50 = = = = = — 
Stellarsa, media m. sc NE SALE SEER 48 | 38 15 I4 — — — 
Matricariaemodora E NS 43 50 36 18 — — — 
Alopecurus geniculatus . . , .. . 25 28 19 6 — — — 


1914. No. 7. 


STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 


Cerastium vulgare 
Rumex Acetosa 
Poa alpina 
Alectorolophus minor 
Ranunculus acer . . . 
Rumex Acetosella . 
Festuca rubra 
Poa trivialis. 
Taraxacum sp. . . . 
Polygonum viviparum 
Poa pratensis 
Agrostis vulgaris. . . 
Festuca ovina . . . . 
Anthoxanthum odoratum 
Carex sparsiflora . . 
Thalictrum alpinum . 
Saussurea alpina 
Potentilla verna 
Botrcyhium Lunaria . 
Equisetum arvense 
Selaginella selaginoides . 
Juniperus communis . 
Aira caespitosa 

ESSENS 2 le 
Alopecurus pratensis . 
Avena pubescens 
Festuca elatior . . . 
Bromus mollis. . . . 
Phleum alpinum 

— pratense . 

POR anna 2... 20 . 
— +. re 
Carex alpicola . . . 

u 1; 5,0 ne ay! à 

— atrata 

—  capillaris 

—  ericetorum . 

— Goodenough . 

= COL TIME 
Luzula campestris . 

— spicata . 
Salix glauca. 


—  lapponum 


© 00 + 


UN = 


18 


on 0 


Lo Sr BES 8 à È 8 


oO Nn 


20 


I4 


48 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Bim Rta NEDE 

ÉTAGES ons. Co D ES — — = — — 6 II 
Od PD ESCENS ans tg. Ou dea ce — = 3 = = = ET 
Polygonum avuculare. . . x... I — I 2 = = E 
— NOTED 00150 BE I — — = = = = 
CerASAUMAGIEMAM ONE TRE 2 4 2 2 = 8 a 
Melandrium apetalum . . . . . . — = I = = = 3 
= MEI, La TS ee ee E 2 3 4 — en == 
SUSUADO IELTS RO ae = = 2 = ue Les ne 
SHEE, UENOSA: EEE niu Pus, ec LE a T — = I am ae T 
SSIPllaria DOT ASER NETS fs T iwi) © — = = 2 E 2 = 
PASCAL G6 6 OM O Gio = = E — = = I 
Ranunculus auricomus . . . . . « | = — I 2 8 3 18 
Brassica campestris . . + . … . — I — = A ET. = 
Capsella bursa pastoris. . » . . . 5 6 | I = = = It 
DY ACGMNCANA 2 N M EN — | 3 = Je p Ex 
D AUT SS I LUGO uu ER QE RS Ern. en == = = — 
Alchemilla vulgaris coll... . . 2 — 9 4 14 3 o 
Astragalus alpinus . ». . 2 ce. | = — | — = 2 = — 
— LTE a Macs M NII - = = EM = I 
Oxytropis lapponica . mn ae — — I = — 
TOR AND ALENSE NN e I —- | — — 6 |= E 
= TEPCUS YoU comes New toi) se de I 2 I — 24 2 I 
Geranium siluatieum . . » 2 . . . — — I >> E i = 
SPC WAIT ELS A Os Oe UTE — — | — — E I I 
Paola RD 100 EE RE QD 2 8 | 7 “MINE 6 4 
= FUNCTION er Ces fay ane — 2 3 = = — — 
Caxums C arg mE RE ee Ce — = I = 6 = = 
TRISH ROTA NS. Oe Oe EN, — = zu Hei 2 = =: 
(GentianaA mare lle — = 3 = == E zn 
-— TDG 20, tor de où "ar o € — = = = = 6 6 

— lenellqe ^0 FACET DSE GSR — — 2 — — — 4 
"Myosotts stlvuatcans ss QE. — — = = = E 2 
Galloper AR CR OR CE 3 = — = = Æ = 
EubRATasta ISD | en ee in ER SER SEES — 4 5 4 2 = 4 
Veronica alpine 0. sae — — = — = à (icis 
Pedicularis Oederi._. . . . 24 . — = 3 = 6 = ar 
Galten boreale ote) ee, — 6 = — 6 4 = 
Campanula rotundifolia. . . . . . — — — — — — 4 
Achillea Millefjohum . > 2. = I2 I2 5 4 16 8 9 
AICHWATAQU OT a E E — — = alee I — 
\CREDES VICCLOVIETIIG, NE REE Ne CUIR — 2 — — — — — 


1 A. acutidens og glomerulans de almindeligste. 4A. subcrenata forekom ogsaa. 


1914. No. 7. STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 49 


ep 
| | | | 
Erigeron borealis . . . . . . . . 7 — — | — — — 
— Gupnifforus . = = WOES. = = | — = re Ar I 
Antal arter og former 37 | 35 53 32 | 35 39 44 
Pühdmm clare . . o1 =< he = — PAR I UE 
Dicranum sp. . ee 2 + | — Nn — —|-— — 4 
Aulacomnium palustre . . . » «© - | — | — | — — — — 7 
Polytrichum juniperinum | — — — — — | 14 | 4 
Climacium dendroides . . . . . . | ET e ran Uem uo LT. 5 I3 
Hylocomium proliferum. . . . . . | — | — | — = e es 22 
| EDR FR E 
Uriraurta cucullata-., Lee Lec]. — E — | — 2 32 
Cladonia silvatica. . . . . «© + + — | — — — — 4^8 28 
— rangiferina. . = + + « € | L| e = ESL AES: I 3 
Alectoria ochroleuca . . . » + « « PEN EE — — — — 2 
Crlraria 1Slandıca — — o.c 0$ > | E oe _ E — I] I5 
= — | Wi. €F9SPA J ys ls Sih = E = = | zw | 5 
SE rie EE fe: n us b= — E — 4 I4 
| : 
Peltigera aphtosa . . . . - + + + Cra ees — ccc uc 
= HEIDI Fe ae VM Ic axi e| ior 6 4 
Antal arter og former | — | — | — | — = 12 13 


Græsmark langs bække og elve. 


Som regel dannede denne kun en smal stribe fra 1 til faa meters 
bredde. Den var ofte afbrudt af smaa udlobere fra de omgivende vid- 
strakte plantesamfund saasom lavheden og myrene. Den kunde ogsaa 
være afbrudt af de i trakten saa almindelige opkommer. Krat af vidjer, 
dvergbirk og ener var ofte sterke konkurrenter til pladsen. Krattene forjog 
dog ikke græsmarkens vegetation, men gav dens arter rum under sig 
sammen med sin egen bundvegetation. 

Vi skal se lidt nærmere paa de 4 undersøgte lokaliteter. 

Den 1ste (tab. IX, rubr. 1) dannede en 2—3 meter bred stribe langs 
en liden fjeldbæk i vidjebeltet. Den laa i 1180 meters heide. Den var, 
saaledes som denne slags græsmark ialmindelighed er, meget artsrig, idet den 
besad hele 46 arter af karplanter. Af de undersogte udyrkede plantesamfund 
var det. kun endel af krattene og birkelierne, som besad en lignende arts- 
rigdom af karplanter. Til sammenligning kan anføres artsmængden fra 


endel andre omgivende plantesamfund i omtrent den samme heide: Lav- 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 7. i 


50 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


hede i 1170 meters heide — 7 arter, Juncus trifidus-bevoksning i ca. 1 200 
meters højde — 16 arter, lyngmark i 1220 meters heide — 21 arter, 
vidjekrat i ca. 1 170 meters heide — 22 arter. 


Den omhandlede græsmark var fysiognomisk præget af græs og græs- 
agtige planter. Tiltrods herfor kommer dog ikke græssenes hyppighedsgrad 
op imod de evrige arters. Summerer man nemlig alle hyppighedstal for 
gras og greesagtige planter paa den ene side og hyppighedstallene for 
alle de øvrige arter paa den anden, finder man for den første gruppe 254 
og for den anden 476, eller man kan sige, at den forste gruppes hyppig- 
hedsgrad kun udgjer 34 °/ af de samlede arters hyppighedsgrad. Med 
hensyn til denne lokalitet vil jeg forresten bemerke, at den vistnok blev 
fortidlig undersøgt, nemlig 3ote juni. Store snefonner laa endnu paa de 
neerliggende fjeldsider. En grund til at antage dette finder jeg i den 
omstendighed, at Agrostis vulgaris ikke er kommet med i preverne, en 
plante, som vel sjelden pleier at mangle paa denneslags lokaliteter. 

Vegetationen var nar beslegtet med bundvegetationen i det tilgraen- 
sende vidjekrat. Herfra var buske i stort antal vandret ind i greesteppet. 
Men de var ganske smaa og hævede sig ialmindelighed neppe over den 
øvrige vegetation. Kryptogamerne var her, som de oftest pleier at være 
paa græsmarken, lidet udviklet, og undersøgelsen for derés vedkommende 
er ikke fuldstændig. Jeg skal bare nævne de mere almindelige arter. 

Af moser var Polytrichum commune almindelig. Sphagnum acutifoltum 
forekom pletvis og i ikke liden maengde. 

Laverne var yderst svagt repræsenteret. De 2 observerede var 
Cetraria islandica og Cladonia silvaticaa Den sidste forekom kun i 
2 prever. 

2den lokalitet (rubr. 2) var fra bredden af en stor bæk, lige ovenfor træ- 
grænsen og i Ca. 1050 meters heide. Græsmarken indtog her paa den under- 
søgte side et flere meter bredt parti. Den grænsede til krat af ener og dverg- 
birk med graavidjer iblandt. Birkene fra den oprindelige li var fjernet. 

Samme slags krat grænsede ogsaa til den græsklædte bred paa den 
anden side af bækken. Af de nævnte buske vokste endel i lav bestand 
yderst paa selve bredden. | 

Denne lokalitet var endnu artsrigere end den foregaaende og besad 
54 arter af karplanter. Vil man ogsaa her sammenligne hyppighedsgraden 
for græs og græsagtige planter med alle de øvrige arters, faar man for 
den første gruppe 233 og for den sidste 494. Hyppighedsgraden for den 
første gruppes arter udgjor 32%, af de samlede arters hyppighedsgrad. 

Af moser forekom følgende arter: Polytrichum commune og juniperinum, 


Dicranum sp, Hylocomium proliferum, Hypnum Schreberi og Sphagnum 


Igt4. No. 7- STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 51 


acutifolium, alle i ringe mængde, de 2 sidste kun i henholdsvis 2 og 1 af 
preverne. 

Paa denne lokalitet bemerkedes ikke saa lidet lav. Almindelig var 
Cetraria islandica. Temmelig almindelige var Cladoma silvatica og Stereo- 
 caulon sp. Ganske sparsomt saaes C/adomia rangiferina og gracilis, 
Peltigera aphtosa og Cetraria tslandica v. crispa. 

3die lokalitet (rubr. 3) var fra den græsklædte bred af Langbækken, i 
dennes nederste del og i 770 meters heide. Den store bæk var dybt 
nedskaaret i mægtige morænemasser, der paa østsiden var bevokset med 
furuskog. Skraaningen ned mod bækken var dels birkeklædt, dels ved ras 
blottet for vegetation og dels, i den nederste del, dækket af vanddrukne 
moser og anden vegetation nedenfor opkommer. 

Paa vestsiden var fjeldgrunden nedenfor morzenemasserne blottet i et 
nogle faa meter heit profil, der viste letforvitrende skifrige bergarter. 

Den undersegte lokalitet laa paa denne side og lige nedenfor det 
blottede profil. 

Dens vegetation var indvævet med lave buske af dvergbirk og ener, 
men især vidjer som Salix lanata, glauca, hastata og arbuscula. Jorden 
var ofte fugtig, og vegetationen havde et mere blandet præg end paa de 
2 føromtalte lokaliteter. Den bestod af 58 arter af karplanter, det heieste 
antal, jeg fandt i de undersøgte plantesamfund. 

Summen af hyppighedsgraden for græs og græsagtige planter er her 
290, for alle de øvrige arter 532. Hyppighedsgraden for græs og græs- 
agtige planter udgjer 35 °/, af de samlede arters hyppighedsgrad. 

Af kryptogamer var Sphagnum acutifolium hyppig og forekom i over 
halvparten af prøverne. Temmelig almindelig var Climacium dendroides. 
Camptothecium nitens og Aulacomnium palustre forekom ogsaa, den første 
hyppigere end den anden. Laver forekom ikke. 

4de lokalitet (rubr. 4) var ikke af samme art som de 3 foregaaende, 
og dens vegetation kan derfor ikke direkte sammenlignes med disses. Den 
bestod av en græsklædt lerbakke ved Kakella, en elvemzl, som var dannet 
ved elvens gjennemskjæring af den nysnævnte store moræne. Dennes 
skraaning, lerbakken, var temmelig steil. Den havde for mange aar siden 
været dyrket dels som potetesager og dels som eng. Dens vegetation 
bar ogsaa i sin artssammensætning spor af denne kultur. I de 50 prøver, 
som udtoges, var der 32 arter. Af disse var græs og gresagtige planter 
sterkt fremtrædende. Deres hyppighedsgrad udgjorde hele 46 °/, af de 
samlede arters hyppighedsgrad. Kryptogamerne var smaa og fortrykte. 


Som den almindeligste mos bemerkedes Thuidium abietinum. 


52 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Tape 


Resultatet af undersøgelsen af græsmark langs bække og elve paa 4 
lokaliteter. 1. er fra bækkebred i vidjebeltet paa Fadfjeldet i 1180 meters 
heide, 2. fra bækkebred nær birkegrænsen, Fadfjeldet, i ca. 1 050 meters 
hoide, 3. fra bredden af Langbækken i 770 meters heide. 4. er fra græs- 
bakke paa elvemæl ved Kakella i 780 meters heide. Fra iste og 3die 
lokalitet er der taget 25 prøver, og de fundne hyppighedstal er multipliceret 


med 2. Fra zden og 4de lokalitet er der taget 50 prøver. 


I 2 3 4 
Anthoxanthum odoratum + . . . 2 2... 50 29 — 24 
GERA ISIS x ana Jo SNE 4 39 16 — 
IRELAND EP a Sa 8 S s 8. ER: 42 29 I2 9 
Polygonum viviparum . 2 . . x. . 79 0a 40 41 42 5 
PATI La] (007 TERE RER SABAE SEES E E EON he. a4. 7,27: 2 — 
ACCIUS (UU EE OC CR 34 | 44 2 = 
INGHAGSOSEFICHE SS BiB Pat CET au es fer ne lle sed tds 26 |. 230 18 — 
DO Oe REAR hee SN SE TERE D ME 26158055 29 = — 
V30la Di AÁADEE A B eh ee nt. Le Ve TES 20 42 4 — 
TEAMS TAGE G. > od TN 3 DS OP TON OO E 22 30 = | = 
Selasinella selagmoides. - =.» 4 27. nee oN? 6| clon 28 — 
PRE CE c En ae S sss su eos EL | I4 29 42 II 
GalijumibUrFale ss est EET en ee eh mie _ | 29 | 2 2 
IGG OSISRUMISUTES Sree | yet aces eee f cer a = 24 40 44 
Vola DAS MIS E aes eee se Tem c — I4 40 — 
Empetrum nigrum aud RETREAT EMEN SETS SES 6 9 36 — 
Thahdrum alpmum . . > nun nenn = 2 18 36 — 
(Care START er code (9 LOS 0 cor — al 34 I 
Bell EN ANA qu N e mee ee UT oud tein Ie roue 20 | 18 32 — 
WSC ORLODOMRAUILAVINGILS ym po ECC EC — | 2 32 — 
SWISS UNS S wot 5.0) ww t 6 14 32 — 
Festuca TMDEG SONS EEN 0 SER Kets Reef Cds 10 12 26 50 
Tofcladit DAS ASE ENE KEE RRS © — I 26 — 
YET RII Ba oie Tor Oe e TO D RIO — — 26 — 
Poasalbnas ER PDT eee ee — — — 45 
Achillea Millefolium . ; ee ia mies VORAN Er — bd | = 39 
Taraxacuim Sp) nn De, oe lee CC) >> 11 6 34 
TrijonumirebenSs IP as asic COMENT CEE — — 6 33 
EVES LYON TL o AE TEUER 0 MEE — = = 28 
-Botrychium  DUunaridin yan save yes as) ERE — — — 2 
JE EAT CLLOSQ. no e MID TT ICE DE = == 2 12 

— (DU alen SES fae T EE Ie TD — 16 = = 


1914. No. 7, 


STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 


53 


Equisetum scirpoides. . . 
— stlvaticum . . 
— variegatum 
Juniperus communis. . 
Agrostis borealis . . 
“Avena pubescens . 
Festuca ovina . . : + « 
Fhieum alpinum 
Carex capillaris . » - 1: 
LES Ne 3 
— Goodenoughtt. . . 
—  microglochin 
Eriophorum angustifolium. 
JUNCUS GTCHEUS V S ov 
Luzula campestris 
Salle GEER FE Vu eras us 
— hastata . . 4 . 
—  herbacea . 
GREE. s,s s 
— lapponum ... 
— reticulata . 
Betula pubecsens (liden). . 
Rumex Acetosa . . . . 
Rhodiola rosea. . . . . 
Farnassia palustris . . . 
Saxifraga aizoides . . . 
Alchemilla vulgaris (coll). 
Fragaria vesca. . . . 
Potentilla verna . . . 
Rubus Chamaemorus 
Sibbaldia procumbens . 
Spiraea Ulmaria . . . . 
Astragalus alpinus . 
Oxytropis lapponica . . . 
Trifolium pratense . . . 
Vica crac s ass. 
Geranium silvaticum. . 
Viola arenaria . 
Andromeda polifolia. . . 
salea procumbens . . 


Calluna vulgaris . . . . 


l 4. minor *filicaults. 


HANNA RESVOLL-HOLMSEN. 


54 M.-N. Kl. 
I 2 3 4 
Phyllodoce coerulea 8 3 = — 
Vaccinium Myrtillus . = 14 — — 
— uliginosum — = I4 — 
Primula stricta . . | — — 8 — 
Alectorolophus minor - I 14 2 
Bartschia alpina s 16 2 4 — 
Euphrasia sp. 16 16 IO 5 
Melampyrum silvaticum 4 = — — 
Gentiana nivalis — = = 3 
= tenella — = = T 
Pedicularis lapponica 4 XT = = 
— Oederi 16 = 4 — 
Veronica alpina 18 = = = 
— serpyllifolia ; — = — I 
Pinguicula vulgaris . I4 2 16 = 
Plantago major — = — 4 
= media — = ar I 
Valeriana officinalis. — 2 — = 
Campanula rotundifolia 4 e II E 2 
Antennaria dioica = 17 16 12 
Erigeron borealis . = = 2 — 
— uniflorus = I == — 
Gnaphalium norvegicum 4 = gr En 
— supinum 6 3 mi ui 
Hieracium auricula. . = a — 3 
— sp. 1 2 — = = 
Solidago Virga aurea 4 4 = = 
Antal arter og former 46 54 58 32 


Gresmark paa fjeldskraaninger. 


De græsklædte fjeldskraaninger, som havde en saa eiendommelig ud- 


vikling i trakten, har jeg i indledningen ofret megen omtale paa af den 


grund, at de var. sterkt fremtraedende i landskabets fysiognomi. Uden at 


gjentage alt det, som i sin almindelighed er sagt om dem, skal jeg dog 


forudskikke endel bemerkninger om dem, for jeg gaar over til szerskilt at 


omtale de forskjellige lokaliteter. 


Som vi husker, var disse skraaninger bratte og havde estlig eller syd- 


estlig eksposition. 


1 Kun blade. 


De var sterkt tuet, særlig i den midtre og nedre del. 


1914. No. 7. STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 55 


Sneen laa længere udover vaaren og forsommeren end paa de omgivende 
steder. Dette kan med den herskende eksposition synes underligt. Men 
aarsagen maa være, at sneen samler sig i store mængder netop her, hvor 
der er ly for de herskende vinde. 

Det almindeligste forhold, hvad vegetationen angaar, var, at det mid- 
terste belte af skraaningen indtoges af en græsmatte, i hvilken Wardus stricta 
spillede herre og mester. Dette parti var gjerne lidt. indsænket og fug- 
tigere end partiet ovenfor ialfald. 

Nardus-beltet var ovenfor og nedenfor omgivet af en vegetation, i 
hvilken Juncus trifidus var mest fremtrædende. Juncus-trifidus-belterne var 
som regel lavrigere end Wardus-beltet. Men ellers var der, naar de 2 
toneangivende karplanter undtages, en merkelig overensstemmelse med hen- 
syn til artssammensætning mellem disse 2 plantesamfund. Som de smukkest 
udviklede skraaninger med denne vegetation kan merkes Grønringen og 
Børsten, særlig den første. 

Der er ogsaa nævnt, at et aabent samfund af alpine planter med 
Salix herbacea fremherskende ofte fandtes paa det nederste parti, hvor 
sneen pleiede at ligge længst, videre, at endel især lavere liggende skraa- 
ninger havde et belte med lyngmark øverst. Og endelig, at en vegetation med 
Alchemilla alpina fremherskende delvis kunde indgaa i græsmarken. Disse 
plantesamfund er iagttaget af Hurt? dels fra det nordligste Finland og 
dels fra Rastegaissa i Ostfinmarken, og jeg har derfor anvendt Hurrs be- 
tegnelser for dem (lyngmarken dog undtagen). 

Nardus-beltet svarer saaledes til hans Wardus-formation, /uncus-tri- 
fidus-beltet til hans Juncus-trifidus-formation. Hans Sa/ix-herbacea-forma- 
tion er ogsaa repræsenteret, samt en A/chemilla-alpina-formation, der dog 
er endel forskjellig fra den af ham beskrevne. Disse formationer er dog 
ikke af Hutt omtalt i den forbindelse med hinanden som her. 

Vi skal nu se lidt paa de 5 lokaliteter af fjeldskraaningernes graesmark. 
De svarer i tab. X til de 5 første rubriker. 

Iste lokalitet er fra Børsten, laa i 1117 meters heide og havde østlig 
eksposition. Den var ligesom den følgende udviklet som Wardus-formation. 
Denne 2den lokalitet laa i Fadet i 1 150 meters høide og havde ogsaa østlig 
eksposition. Ser vi paa de 2 første rubriker, finder vi dem for karplanternes 
vedkommende meget overensstemmende. Artsantallet er ogsaa omtrent det 
samme. 

Lyngagtige planter er dog almindeligere paa første end paa 2den 
lokalitet, men til gjengjæld er græs hyppigere paa 2den end paa første. 


1 Die alpinen Pflanzenformationen des nårdlichsten Finlands. Medd. af Soc. p. F. et Fl. 
Fennica H. 14. 1887. 


56 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


For kryptogamernes vedkommende er der meget større forskjel, baade 
hvad artsantal og hyppighedsgrad angaar. 

3die, 4de og ste lokalitet er udviklet som Juncus-trifidus-formation. 
3die er fra Borsten, laa i 1 130 meters heide og havde sydøstlig eksposition, 
4de er fra Fadet, laa i 1225 meters høide og havde østlig eksposition, 
ste er fra Kampen, laa i 1200 meters hoide og havde sydøstlig eksposition. 

4de lokalitet afviger fra de 2 andre ved sit større artsantal. Den havde 
af alle 3 lokaliteter den mest aabne vegetation. Særlig kan merkes dens 
rigdom af Sibbaldia procumbens, videre den temmelig hyppige forekomst 
af Gnaphalium supinum, Salix herbacea og Andromeda hypnoides og 
endelig forekomsten af Alchemilla alpina, Carex lagopina, Azalea og 
Diapensia. Til videre omtale af denne artssammensætning skal vi senere 
komme tilbage. : 

6te lokalitet er en Alchemilla-alpina-formation. Den er paa grund af 
det nære slegtskab med de 2 nysomtalte formationer stillet sammen med disse 
i samme tabel. Den skal senere omtales. 

Vi skal nu se lidt nærmere paa forskjellige forhold ved denne græs- 
vegetation, udviklet dels som Wardus-formation, dels som /uncus-trifidus- 
formation. Vi lægger saaledes merke til, at mange af dens dominerende 
arter er xerofile, saaledes Wardus stricta, Juncus trifidus, Atra flexuosa, 
Lycopodium alpinum, Vaccinium vitis idaea, Carex rigida. Denne egenskab de- 
ler den ikke med den dyrkede græsmark eller med græsmarken langs bække og 
elve, men derimod med lyngmarken, med hvilket plantesamfund den 1 det store 
og hele er mest beslegtet. Sammenligner vi tabellerne for disse 2 plantesam- 
fund (X og IV), ser vi en merkelig overensstemmelse. Man ber dog ved sammen- 
ligningen bortse fra de 2 forste rubriker i tab. IV, da disse lokaliteter ikke 
var udviklet som typisk lyngmark. De rubriker, som ber sammenlignes, er 
de 4 sidste i tab. IV og de 5 ferste i tab. X. Vi ser for det ferste en 
stor overensstemmelse mellem arterne baade for karplanternes og krypto- 
gamernes vedkommende. Af Nardus- og Juncus-trifidus-formationens 35 og 
lyngmarkens 27 karplanter er saaledes 23 arter feelles, og af de 2 forstnzevnte 
formationers 16 og lyngmarkens 17 kryptogamer er 12 arter og former fælles. 
Og hvad der er af særskilt vigtighed er de mange fælles dominerende arter. 
Af de 2 førstnævnte formationers 13 og lyngmarkens 11 dominerende kar- 
planter er saaledes 8 fælles, og af de førstnævnte formationers 7 og lyng- 
markens 6 dominerende kryptogamer er 6 fælles. Og alligevel er de 2 
græsformationer paa den ene side og lyngmarken paa den anden vidt for- 
skjellige i fysiognomisk henseende. Ved at se naermere paa arternes hyp- 
pighedsgrad vil man ogsaa let forstaa dette. Og summerer man hyppig- 


hedstallene for græs og græsagtige planter og dernæst for alle de samlede 


IQ14. No. Fh STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 57 


arter, vil man snart se en avgjorende forskjel. Mens saaledes hyppigheds- 
graden for græs og græsagtige planter i Wardus- og Juncus-trifidus-for- 
mationen udgjer henholdsvis 53 °/o, 67 °/o, 49 °/o, 52 Yo, 51 Yo, af de sam- 
lede arters hyppighedsgrad, finder vi for lyngmarkens vedkommende de til- 
"svarende tal lig 39, 28, 26 og 38 °/). Sammenligner man fjeldskraaningernes 
græsmark med den langs elve og bække, finder man faa lighedspunkter. 
Begge plantesamfund er jo fysiognomisk præget af græs og græsagtige 
planter. Men fjeldskraaningernes græsmark skiller sig fra den anden ved 
sit i hei grad xerofile udseende. Den skiller sig desuden fra denne ved 
sin lavrigdom og sit ringe artsantal. 

Vi skal nu se lidt paa 6te lokalitets vegetation (rubr. 6). Denne loka- 
litet var beliggende i 1145 meters hoide og havde østlig eksposition. 
Den laa ved foden af Gronringen, som en indfældning i dennes græs- 
mark. Den havde ligesom denne sterk heldning. Marken var smaatuet. 
I fordybningerne mellem tuerne og paa disses nedre del vokste Alchemilla 
alpina i mængde, mens tuernes top var dækket af Vaccinium Myrtillus, Phyl- 
lodoce coerulea og Juncus trifidus samt lavarter. De sidste var dog ikke særlig 
ieinefaldende. Vegetationen var fysiognomisk præget af Alchemilla alpina. 
Paa afstand lagde man kun merke til denne plante. Det vilde derfor være 
naturligt at kalde vegetationen en Alchemilla-alpina-formation, og for at 
have en betegnelse paa den har jeg i begyndelsen af dette afsnit.ogsaa 
kaldt den saa; men jeg skylder da at oplyse, at den ikke er identisk med 
den, Hurt omtaler fra Østfinmarken (s 193) som A/chemulla-alpina-forma- 
tion. Denne var nemlig ligesom hans Srhbaldia-formation »eine blüthenreiche 
Alpenkråutergemeinde mit wechselndem Moosteppiche von vorwiegend akro- 
karpen Formen« — — »besonders durch ihr kråftiges, seidenglånzendes 
Alchemilla-geblatt gekennzeichnet«. Han siger forresten et andet sted i 
samme arbeide (Die alpinen Pfl.form. des nórdl. Finlands s. 187), at han 
paa Dovre har seet Alchemilla alpina danne selvstændige formationer. Selv 
saa jeg den ogsaa mange andre steder anriget, men, saavidt jeg husker, kun 
i den her omhandlede alpine græsmark. Det er ogsaa med denne vege- 
tation, den stemmer mest overens, saaledes som tabellen tydelig viser. Den 
skiller sig egentlig kun fra denne ved sin store rigdom af Alchemilla alpina, 
ved lavere hyppighedsgrad for græs og græsagtige planter (42 °/, af de 
samlede arters) og ved sit større antal moser. Og desuden er den domi- 
nerende mosart ikke længer Polytrichum commune, men Polytrichum alpinum. 

Vi skal nu forsøge at faa et lidet indblik i de græsklædte fjeldskraa- 
ningers historie. Som nævnt i indledningen var den største del af Fad- 
fjeldets konkave østside ovenfor plataaet graesklaedt. Betragtede man den neden- 


fra, saa man, naar den allereverste del undtages, foruden græsvegetationen 


58 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. KI. 


kun endel lavklædte striber. Gik man opover fjeldsiden, saa man, at de 
lavkleedte striber var større partier med forholdsvis liden heldning. De var 
nedad ligesom afskaaret af græsklædte partier med meget større heldning. 
Disse sidste er det, som, seet nedenfra, virkede saa dominerende. De var i den 
midterste del lidt indsænket. Paa mange af dem og særlig paa de hoiere- 
liggende manglede ofte NMardus-beltet eller der var bare smaa antydninger 
til det. Den midterste, lidt konkave del besad da en vegetation, som dels be- 
stod af spredte kolonier af fjeldplanter, dels af Salix-herbacea-formationen, 
dels af Andromeda-hypnoides-formationen. Denne fordetmeste aabne vege- 
tation var omgivet af Juncus-trifidus-formationen, der dannede tydelige 
overgange til vegetationen i midten. 

Paa denne slags lokaliteter laa sneen 1913 fordetmeste juni maaned 
ud og dækkede paa slutten ialfald den midtre del med den aabne vegetation, 
Salix-herbacea-formationen og Andromeda-hypnoides-formationen, mens den 
forlængst var bortsmeltet fra de lavklædte partier omkring. 

Langt oppe i denne fjeldside laa 3 lokaliteter, hvor sneen laa til langt 
ud i juli. Disse lokaliteter, der er betegnet som sneleier, viste sig paa af- 
stand sorte. Kom man op til dem, fandt man nøgen jord og tildels blot- 
tede stene i den midtre, lidt indsænkede del, hvor sneen laa længst. Naar 
denne, sneleiets kjerne, undtages, var der ellers vegetation; men den var 
aaben. Det var fremdeles sneleiets fugtige morke jord, som gav det farve. 
Hist og her havde en eller anden af de alpine planter anriget sig, f. eks. 
Sibbaldia procumbens, Salix herbacea eller Andromeda hypnoides, og dan- 
nede formationer af liden udstrækning. Juncus trifidus indgik altid i mindre 
mængde i den aabne vegetation, og rundt omkring denne dannede den sin 
sedvanlige typiske formation. 

Alle de græsklædte skraaninger maa vistnok være gamle sneleier, hvor 
sneen tidligere har ligget meget længere udover sommeren end nu. Det 
er vel ogsaa fra først af sneen, som har udformet dem og givet dem ster- 
kere heldning end omgivelserne. Det lidt indsænkede parti i midten maa 
svare til sneleiets kjerne. Hver snefon maa have virket som en botnbre en 
miniature og ædt sig bagover ind i fjeldet. Der har som paa de nuværende 
sneleier dannet sig tuemark, vel for en del ialfald som følge af solifluktion 
af det opblødte fine forvitringsmateriale. 

Den første vegetation! har været aaben og bestaaet af kolonier af 
fjeldplanter, af moser og fortrykte laver. Enkelte af fjeldplanterne har dan- 
net smaa formationer, f. eks. de før nævnte Salix herbacea, Sibbaldia pro- 


cumbens, Andromeda hypnoides, Alchemilla alpina. Eftersom tuerne er 


1 Denne har holdt sig paa partiet i midten paa de heitliggende skraaninger. 


1914. No. 7. STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 5 
7 59 


vokset i hoide, direkte eller indirekte, har lav og Juncus trifidus anriget 
sig paa tuernes top, og vi faar omsider /uncus-trifidus-formationen. En 
saadan ung under dannelse værende Juncus-trifidus-formation er den i 
rubr. 4. Vi gjenfinder her af sneleiernes planter Sibbaldia procumbens, Ca- 
rex lagopina, Andromeda hypnoides, Gnaphalium supinum, Salix herbacea, 
Diapensia lapponica o. fl. Undertiden kan de smaa formationer fra sne- 
leiet som Salix-herbacea-formationen, Andromeda-hypnoides-formationen o. 
fl. holde sig i græsmarken og da særlig i fordybninger mellem tuerne. 
Som eksempel kan nævnes den i rubrik 6 fremstillede Alchemilla-alpina- 
formation, som dog her er sterkt opblandet med græsmarkens arter. Karak- 
teristisk for denne er Polytrichum alpinum, som var den paa de under- 
søgte sneleier almindeligste Polytrichum-art, mens Nardus-formationens og 
Juncus-trifidus-formationens almindeligste Polytrichum-art var Polytrichum 
commune. 

I Nardus-formationen var sneleiernes planter sjeldnere at se end i 
Juncus-trifidus-formationen. Nardus stricta indtager jo selv fordybningerne 
i terrænget, altsaa det friskeste parti, og ved sin overordentlig tætte vekst 
forjager den snart de oprindelige beboere. 

Denne xerofile græsmark er ikke altid et stabilt plantesamfund. Som for 
nævnt var den undertiden ledsaget af et lyngmarkbelte. Dette var vistnok 
ifærd med ovenfra at brede sig nedover skraaningen og forjage den tidligere 
vegetation. Dette forhold saa jeg kun paa lavere liggende skraaninger, ved 
eller ikke særlig langt ovenfor skoggrænsen. Et saadant lyngmarkbelte er 
undersøgt i tab. IV, rubr. 4. Da den typiske lyngmark med Eimpetrum og 
Vaccinierne vel ikke gaar særdeles høit idetheletaget og ialfaid ikke gjorde 
det i denne trakt, ligger det nær at antage, at den her er sekundær og 
først er indvandret til disse skraaninger, efterat de nævnte græsformationer 
har forberedt marken. Det fer omtalte overordentlig nzre slegtskab mellem 
disse fjeldskraaningers græsformationer og lyngmark synes at bevise dette. 

Denne lyngmark kan vistnok opstaa baade ved at fortrænge Juncus- 
trifidus-formationen og JVardus-formationen. De 3 lokaliteter 4, 5 og 6 i 
tab. IV synes at være opstaaet af den førstnævnte, 3die lokalitet af den 
sidstnævnte. Merk saaledes hyppighedsgraden af de 2 karakteristiske arter, 
Nardus stricta og Juncus trifidus, i de til de 4 nævnte lokaliteter svarende 
rubriker. 

At al lyngmark i trakten er opstaaet paa grundlag af disse 2 graes- 
formationer, er der vel neppe nogen rimelighed for. Men jeg tror, at alle 
de lyngklædte skraaninger, jeg saa med østlig eller sydøstlig eksposition 
ved eller ovenfor skoggraensen, er opstaaet paa denne maade. Den hyppige 


forekomst snart af Nardus stricta, snart af Juncus trifidus, helt eller næsten 


60 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. KI. 


udelukkende hinanden, samt det forevrig nære slegtskab mellem dem, baade 
hvad karplanter og kryptogamer angaar, tyder som fer nzevnt herpaa. 

Vegetationens udvikling paa disse fjeldskraaninger maa vel have fore- 
gaaet under vekslinger i klimatet og under vekslinger fra et daarligere til 
et bedre klimat. 

Men at ville jevnføre disse med de sidste store kjendte klimavekslinger 
skal jeg ikke indlade mig paa. Dertil er undersogelserne for faa og ikke 
systematisk nok anlagt. De indgik jo kun som et lidet led i undersøgelsen 


af alle de optrædende plantesamfund. 


Tabs X. 
Resultatet af undersøgelsen af græsmark paa fjeldskraaninger med sterk 
heldning, fortrinsvis østlig eller sydøstlig eksposition og snedække, som 
ligger lenge udover vaaren og forsommeren. Der er 5 lokaliteter, sva- 
rende til de 5 første rubriker. (Den 6te er en Alchemilla-alpina-formation, 
beslegtet med den alpine græsmark). Lokalitet 1. er Nardus-formation 
fra Bersten i 1117 meters heide og med østlig eksposition, 2. er Nardus- 
formation fra Fadet i 1150 meters heide og med østlig eksposition, 3. er 
Juncus-trifidus-formation fra Bersten i 1 130 meters heide og med sydøstlig 
eksposition, 4. er Juncus-trifidus-formation fra Fadet i 1225 meters heide 
og med østlig eksposition, 5. er Juncus-trifidus-formation fra Kampen i 
ca. 1200 meters hoide og med sydøstlig eksposition, 6. er Alchemilla-al- 
pina-formation fra Grenringen i 1145 meters heide og med østlig 
eksposition. 
Fra alle 6 lokaliteter er der taget 25 prever, og hyppighedstallene er multi- 


pliceret med 2. 


I 2 3 4 5 6 
DVAT dues STILET TS Ae ER pee ke Roh rt SE: 50 50 — 2 12 -— 
rad Jiexuosas c. ocu pe elut v uu pae 32 46 34 50 50 
Lycopodium alpinum Wan) er 42 28 40 42 32 34 
Anthoxanthum odoratum. . . 2 2 . . . 42 42 4 46 38 36 
ISD/rda p o NBR Gur Ea E EE | 30 8 I4 18 24 44 
Vaccine Mv SE OP 26 | 40 26 2-| 40 40 
Carnet rigid 2 We T VE oe IDE ON. TEE I4 50 | 28 50 40 
JUN CUS AT IAUS <5 das NE oies NUL NET NE | 16 6 50 50 38 10 
PRIT TA aeg ug t e 8 22 — 50 IO 10 = 
(Carex SPAR NOTONS NN D TIRE | 4 2 6 42 | 16 26 
Sibbaldiagsprocuinbens 5 3 6 6 6 U6 oe re = 7 38 = FR 
Salix her baceas m). 2 e TM INR ET STAR = 4 18 | 40 © 
lintentalisnenropaga D tee ee | I — 8 16 | 30 34 
Alchemilla-alpina 0 TN MEME = I4 — | 4 |ox 50 


1914. No. 7: STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 61 

eee 
ARTE 

EB U m 
Juniperus communis . . x... + on 2 = = — = = 
Festuca ovina. _ 6 20 12 2 18 
ERE alpıcola DIR OCR ELS = 4 = = — = 
— lagopina . aa = = 8 = — 
Luzula spicata = 6 =, = 2 — 
Belid nana... eurer — — == 6 = = 
Rumex Acetosa . ss) ses stis == 2 — — = 8 
Empetrum nigrum. . . + + ve... 4 — 4 I2 — 2 
ES MON Loo tes ee sree) à 6 = = — 10 6 
Andromeda hypnoides. . . . . + . == — — I2 — = 
Azalea procumbens. . » + « + « = = c 4 = — 
Ehyllodece coerulea pw ue ner 6 — — 6 = 16 
Vaccinium uliginosum. . . . « . — — = == 4 2 
Diapensia lapponica. . . . . = = — 2 = 
VANICNNATIG CLE c TA uL OA ash er — — 2 — — — 
Gnaphalium norvegicum . . . . . — 2 = — = 6 
— SHEEP o4 0996.0 5 Be € — — — 18 = = 
Hieracium alpinum . 2 2 — — 4 
= euglossum . = 10 18 = = 
— ROB] EN 5 re ER TO 2 — 2 = = 2 
— petiolatum . = — = = — 2 
= sp.} Bie wh bah. LP AC 4 == = = — — 
Antal arter og former 19 16 17 24 16 21 
Polytrichum commune . ; 8 — 26 50 50 — 
— alpinum E ae ve === = = 50 
Lophozia barbata + quinquedentata — — = = — IO 
= ventricosa — 24 — — — — 
Dicranum scoparium — 2 2 = = 2 
Polytrichum pilosum 2 = — = — 4 
Drepanocladus uncinatus . — = — — = 6 
Hypnum Schreberi . = = == = xt Ux 4 
Cladonia silvatica 48 12 50 48 48 46 
Stereocaulon paschale : 48 2 50 26 50 46 
Cetraria islandica 40 40 36 IO 48 16 
Cladonia rangiferina 22 e 48 4 — I2 
Cetraria tslandica v. crispa 16 = 28 48 16 48 
Cladonia coccifera 22 2 4 36 2 6 
= alpestris . 2 — — 4 2 == 
= gracilis 18 = - = 2 
SER — v. elongata = = 14 eu f. Lx 
-— uncialis 6 = 2 12 2 
Cetraria cucullata — — — 2 — — 
—  mitvalis . , 5 — — — 4 2 — 
Antal arter og former II 6 IO I2 9 I4 


a 


Til gruppen „Alpina nigrescentia". 


62 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Myrene og kilderne. 


Vihar nu tilbage de plantesamfund, som er knyttet til en fugtig jordbund. 

Vandplantesamfund fandtes ikke i det undersøgte omraade, da dette 
manglede tjern. I Enunddalen derimod er der endel smaavande nedenfor 
Dalsæter, paa den vide sumpslette, over hvilken Enunda slynger sig i roligt 
lob, foruden etpar sterre vand som Store Meelsjoen og Fundi. De faa vand- 
planter, jeg saa under en rask vandring opover Enunddalen for gjennem 
Enstakaskaret at komme ned i Kakeldalen, er taget med i fortegnelsen over 
karplanterne. Paa den nzevnte sumpslette vilde der sikkerlig vaere vandplante- 
samfund at finde. 

Myrer over større horizontale flader fandtes i trakterne omkring Fad- 
fjeldet kun i den nedre del af birkeregionen. Af saadanne fandtes der to 
større myrer, en paa hver side af Kakella, lige ovenfor furuskogens grænse. 
Den ene laa i 890 meters heide under Haanæskletten, den anden i 916 
meters heide under Volen. Den sidste var den fugtigste og var tydeligvis 
dannet ved tilgroning af et tjern. 

De 3 første rubriker i tab. XI viser resultatet af 3 undersøgelser fra 
disse 2 myrer. Fra myren under Haanæskletten er der én undersøgelse 
(rubr. 1), fra myren under Volen 2, en fra den fugtigere og mest typiske 
del (rubr. 2) og en fra dens lidt tørrere randzone (rubr. 3). Begge var 
udviklet som græsmyrer. 

tste lokalitet var (den 2ode aug.) ikke fugtigere, end at den kunde 
passeres overalt. Den grænsede dels til Haanæsklettens birkeklædte skraa- 
ning, dels til flade strækninger, bevokset med krat af vidjer og dvergbirk 
eller udviklet som lyngrig lavhede. Den var fysiognomisk præget af 
Carex rostrata og Eriophorum angustifolium. De saaes sjelden blomstrende. 
Det samme var tilfældet med Carex chordorrhiza, som var den hyppigst 
forekommende plante. Moser var meget almindelige i bunden, særlig 
Campylium | stellatum og Drepanocladus exannulatus, dernæst Scorpidium 
scorpioides. Af de mere sparsomt optrædende moser saaes Mnium sub- 
globosum, | Calliergon sarmentosum, Drepanocladus intermedius, Dicranum 
scoparium, Fissidens osmundoides og en Sphagnum. Myren var smaatuet; paa 
enkelte af tuerne saaes C/adonia; silvatica og rangiferina samt Cetraria nivalıs. 

Myren under Volen var som fer nævnt et tilgroet tjern. Man kunde 
paa grund af hostfarvning (18de august) alt paa lang avstand skjelne mel- 
lem selve myren og dens terrere randzone. Den sidste omgav myren 
som en gulgron ring. Farven skyldtes Carex rostrata. Myren selv var 
mørkerød, hvilket skrev sig fra Zriophorum angustifolium, hvis blade var 
rodbrune paa den yderste halvdel. Kom man ud paa myren, af hvilken 


et parti er undersøgt (rubr. 2), viste det sig, at den foruden Eriophorum 


1914. No. 7. STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 63 


angustifolium ogsaa havde en anden meget karakteristisk plante, nemlig 
Carex livida, hvis blaagrønne skud fandtes i stor mængde. Carex limosa 
var endnu hyppigere, men mindre iøinefaldende. Myren var ialfald i den 
undersøgte del ikke tuet og havde kun ro arter af karplanter og 5 moser. 
Af de sidste var Calliergon badium meget almindelig. Sparsommere op- 
traadte Ca//iergon sarmentosum, Paludella squarrosa, Cinclidium subrotundum 
og Sphagnum acutifolium f. paludosa. 

Myrens randzone, af hvilken endel blev undersegt (rubr. 3), var kun 
faa meter bred. Den var karakteriseret ved Carex rostrata og tildels 
Scirpus caespitosus, begge omtrent ikke blomstrende. Randzonen var smaa- 
tuet. Af dens moser var Drepanocladus exannulatus den almindeligste. 
Almindelige var ogsaa Campylium stellatum og Paludella squarrosa. Andre 
moser er ikke optegnet eller indsamlet. 

Som fer nævnt var der faa horizontale myrer i trakten. De fleste 
fandtes paa skraanende fjeldsider. Af saadanne er 3 lokaliteter undersøgt, 
svarende til rubrikerne 4, 5 og 6. 

4de lokalitet er fra en skraaning paa Fadfjeldet i 1029 meters heide. 
Den havde svag heldning, var fugtig og næsten ikke tuet. Carex rostrata 
var den mest karakteristiske plante. Den saaes dog ikke blomstrende. 
Paa faa undtagelser nar var dette ogsaa tilfældet med Carex chordorrhiza 
og Eriophorum angustifolium. De optraedende vidjer var ganske smaa og 
hævede sig neppe over den øvrige vegetation. Lav saaes ikke. Af moser 
var Drepanocladus exannulatus den almindeligste; derefter kom Campylium 
stellatum. Temmelig almindelig var Paludella squarrosa. Sparsomt forekom 
Lophozia polita, Cinclidium stygium, Camptothecium nitens, Drepanocladus 
intermedius og Fissidens osmundoides. Denne myr var for karplanternes 
vedkommende meget artsrigere end de førnævnte horizontale myrer. 

5te og 6te lokalitet er fra Volen, fra den mod vest vendende skraaning. 
Denne myr havde stor udstrækning og temmelig sterk heldning. Den var 
meget fugtig og var en udpræget græsmyr. ste lokalitet er fra dens 
lavere del i- 998 meters heide, 6te lokalitet fra myrens øverste del neden- 
for fjeldtoppen Kampen i 1092 meters heide. 

5te lokalitet var smaatuet. Dens mest karakteristiske plante var 
Carex rostrata; den saaes sjelden i blomst. Af kryptogamerne manglede 
lav fuldstændig. Den almindeligste mos var Drepanocladus exannulatus. 
Sparsommere forekom Oncophorus Wahlenbergü, Drepanocladus revolvens, 
Mnium subglobosum. Camptothecium nitens og Ptilidium ciliare forekom 
kun 1 ganske faa prever. 

6te lokalitet havde mindre heldning end foregaaende. Den var ligesom 


denne smaatuet. Med hensyn til karplanter var den langt artsfattigere end 


64 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. KI. 


de 2 foregaaende lokaliteter. De mest karakteristiske arter var Carex 
pulla, Eriophorum vaginatum og i mindre grad Eriophorum angustifolium. 
Lav var her som ellers paa myrene lidet fremtraedende. Moserne var 
derimod rigt repreesenteret. Den almindeligste var Drepanocladus exannulatus. 
Almindelige var ogsaa Mnium subglobosum, Campylium stellatum og Palu- 
della squarrosa. Sparsommere forekom Drepanocladus intermedius, Campto- 
thecium nitens, Lophozia polita og Ptilidium ciliare. Splachnum ampullaceum 
saaes paa gammel kogjedsel. 

De 3 folgende lokaliteter er af en anden beskaffenhed end de førnævnte 
myrer. De har ligesom de 3 sidste heldende underlag, men er af liden 
udstrækning og findes nedenfor kilder. Saadanne findes i stor mængde i 
trakten og kommer særlig frem langs elve og bække under de paa lerlag 
hvilende løsafleiringer. Vegetationen nedenfor dem er allerede paa lang 
afstand let kjendelig paa sit grønne mosteppe, i hvilket karplanterne op- 
træder spredt. Der fandtes dog en type af den, som i udseende mere 
nærmede sig græsmyrene end kildevegetationen. Denne type er her re- 
præsenteret af rubrik 7. Dens lokalitet var af ringe udstrækning. Den 
var omgivet af aabent krat, bestaaende av dvergbirk og iblandet ener. 
Bundvegetationen i dette krat var næsten som paa lavheden. i 

Den lille myr var omgivet af en smal randzone (rubr. 8), hvis vegeta- 
tion var en blanding af myrens planter med dem i det omgivende krat 
foruden endel for randzonen karakteristiske arter. Paa grund af denne 
blanding er artsantallet i randzonen for karplanternes vedkommende kommet 
op a hele. 57. 

Den lille myr fandtes paa Volens skraaning ned mod Langbeekken i 
980 meters heide. Der fandtes mange lignende i de nærmeste omgivelser. 
Som man ser af tabellen, er artssammensztningen ganske forskjellig fra de 
føromtalte myrers og skyldes vel de letforvitrende krystallinske skifre, som 
dannede underlaget. Disse var blottet paa et lidet stykke langs bækken. De 
mest fremtrædende planter var Carex ustullata, panicea og Cobresia bipartita 
samt Saxifraga aizoides. Den sidste var dog ikke tilstede overalt, men 
gjorde sig sterkt gjældende ved sin blomsterrigdom. Myren var smaatuet. 
Moserne var baade her og i randzonen, særlig i den sidste, smaa og for- 
trykte og blev, ikke undersøgt. Af det indsamlede materiale sees dog, at 
Dissodon splachnoides var almindelig paa myren, og at følgende arter 
fandtes i dens randzone: Dicranum scoparium, Lophozia quinquedentata og 
ventricosa, Chamocarpon quadratus og Tortella fragilis. 

Randzonens vegetation var yderst fortrykt. Den bedst udviklede plante 
var Carex rupestris. Der fandtes store flade tuer, paa hvilke der vokste lav 


i anseelig mængde indblandet i den øvrige vegetation. 


1914. No. 7- STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 65 


ode lokalitet laa 1 845 meters hoide paa skraaningen ned mod Kakella. 
Den havde nordlig eksposition og "besad en mosrig kildevegetation. Af 
karplanter var Æquisetum-arter de mest dominerende. Lav fandtes ikke. 
Den mest almindelige mos var en halvmos, som ikke er blevet bestemt, 
da det indsamlede eksemplar tabtes underveis. Neesten lige almindelig var 
Paludella squarrosa. Derefter kom Sphagnum Warnstorfi og Drepanocladus 
exannulatus. Sparsommere forekom Aulacomnium palustre, Camptothecium 
nitens, Meesea trichodes og Cephalozia fluitans. Meget sparsomt forekom 
Cinclidium stygium, Ptilidium ciliare og Thuidium lanatum. 

Der blev ikke foretaget flere statistiske undersøgelser af kildevegeta- 
tionen. Jeg skal bare anfore endel af de almindelige notater, jeg gjorde 
om denne slags vegetation. 

Fra en vandrig kilde i Svarthaugene kan nævnes følgende: Kilden 
fled ca. 20 meter henover et næsten horizontalt underlag, fer den gik over 
til en almindelig bek. Den horizontale del dannede et 3—4 meter bredt 
baand, sterkt grenfarvet af moser, som omtrent skjulte vandet. Disse 
moser var delvis den lysegrønne Aulacomnium palustre, delvis den mørke- 
grønne Calliergon sarmentosum. 1 det vanddrukne mosteppe var der 
større eller mindre bevoksninger af Saxifraga stellaris og Epilobium 
Hornemanni. Op af mosen stak ogsaa skud af Eguisetum arvense og 
afbidte tuer af Avra caespitosa. Denne vegetation gik ind mod bredden 
over i en randzone af Sphagnum recurvum og i mindre mængde Dicra- 
nella squarrosa. 1 denne vokste Phleum alpinum, Calamagrostis neglecta, 
Poa pratensis og Juncus filiformis. Det tilgrænsende plantesamfund var 
krat af dvergbirk og ener iblandet Salix glauca, lapponum og phylicifolia. 
Selve opkommet dannede en halvcirkelformig vandansamling, delvis dækket 
af en mos. 

Ved bredden vokste Carex canescens og dens form subloliacea, videre 
Goodenoughii, Calamagrostis neglecta og Juncus filiformis. Paa selve bredden 
saaes Nardus stricta, Betula nana og de førnævnte graavidjer samt flere 
moser. Denne del af kilden var omgivet af græsmark, i hvilken” Vardus 
stricta var fremherskende. 

Som regel havde dog kilderne heldende underlag. Fra en ganske 
liden kilde ved Langbækken noteredes følgende planter: 

Hovedmassen af vegetationen dannedes af 2 lysegrønne moser, Mnio- 
bryum albicans og Philonotis fontana. 1 mindre mængde optraadte Dicra- 
nella squarrosa og Drepanocladus intermedius. 

I mostæppet vokste Saxifraga stellaris og aizoides, Saussurea alpina, 
Tussilago Farfara, Aira caespitosa og Epilobium alsinefolium. 

Begge de omtalte kilder fandtes i birkeregionen. 

Vid.-Selsk. Skrifter. I. M..N. KI. 1914. No. 7. m 


66 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Tab. XI. 


Resultatet af undersogelsen af myrenes og kildernes vegetation fra 9 
lokaliteter, svarende til de g rubriker. 1. er fra horizontalt beliggende 
gresmyr i 890 meters hoide under Haanæskletten, 2. er fra horizontalt 
beliggende græsmyr i 916 meters heide under Volen, 3. er fra den sidst- 
nævntes terrere randzone, 4. er fra skraanende myr paa Fadfjeldet i 
1029 meters heide, 5. fra skraanende myr paa Volen i 998 meters heide, 
6. fra samme myr, men hoiere op, i 1092 meters heide, 7. er græsmyr- 
lignende kildevegetation fra Volen i 980 meters hoide, 8. er fra den sidstes 
randzone, 9. er kildevegetation ved Kakella i 845 meters heide. 
Fra hver af de 9 lokaliteter er der taget 25 prever. De heraf fundne 


hyppighedstal er multipliceret med 2. 


i | 
I 2 | 3 4 5 6 7. 00 9 
| 
Carex chordorrhtea 2 a: 50 | — | — | 34 a er =) | Sn 
Eriophorum angustifolium . . . | 48 48 24 | 26 16 | 26 — | — 8 
Care ITOSAIA NE en. 42 22 50 46 50 | I2 =n dea — 
Andromeda polifolia . . '. . . 40 | 30 | 44 18 | 30 | I4 m | = = 
‘Sci pus caespllosus er TET 34 16 | 40 8 = ME — — 
Carex MOST RETE. | 8 48 | 28 3 — | — — | — = 
AN SES aie LT CM ES 42 | — — zu — |= — 
RE PANICEE. ME Nes ORDRE — | — x9 ees 4 se fa ee le | 30 | 2 = 
N TE RN: | — 2 | 40 | 50 | 30 — — | — 
Polygonum viviparum. . . . . | 14 | — | — 34 44 | 20 46 46 | 38 
Equisetum palustre. . . . . + — = | = 26 I4 = — N 
Eriophorum vaginatum . . . + | 12 t RE 4 | i4 | 46 | =o 8 
CRE Ulla 2 AU S ou doom pre | — — | — 8 4 | 34 ect ERR — 
MM AD. MATT NOT d. D | 22 10 AM O 32 12 | 42 2 
Cobresia.bipartiia. = on pele er | PX es e 42 | to — 
Thalictrum alpinum . . . . . | — | — um 2 e |. — 42 48 — 
Carex, capillasis us KS ML — | — — 2 | — — | 36 | 50 | — 
== NHSIMIQUE nr iss ta Bet. RUN A | = — | 8 E I4 32 | Whe — 
Selaginella selaginoides . . . . | — | — | — 2 = = 32 28 = 
Pedicularis Oederiz. . . 1 ERI = urere | 2 | 26 | 30 | — 
Carex sparsiflora: «us ded = — | — | — = 10 | 50 | — 
Saussurea alpina . . « . . . | — — | — | 2 2 | — 12 | 50 | — 
CarexgrupesirtS e say ieee ONCE — | — ER IR N sc — ara — 
Fieshaca QUITO © iw RESEN RS Wes | dpt RES PER = = 40 — 
Pingüieula wulgaris (eec 2 m RS — | 6 | mee 4 | 40 4 
Farnassia palusins 5°. 2 2. — | — = — | — | — 36 2 
Salixinelticulala ees RENS UE | = |= = | = | 6 | — 18 34 — 
| | | 


1914. No. 7. STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 67 


Euphrasia sp. . . . Sa oe — — = = — — 14 34 = 


Bariche alpina. = SES NES [p = = = = - 2|32| — 
wErteuhilla perna x2. 7 x Us _ — — — -— — | a 26 
Equisetum variegatum. . . « . = — — 6 — — = 14 


44 
— SEE PRES fhe lv re SO = — = -—— m = = 44 
44 
40 


— GFÜENSE NS Ca a es D = es = ea = — — 
Das Rat, lios She — | — — Ea 4 ra 9D A = 
Botrychium Lunaria . . + «+ + = = = = = = — 2 — 
Equisetum pratense. . . . +. + er — — — | — — = — | 2 
Triglochin palustris. » . «© + | — = — 4. qu y= = | er 
Agrostis borealis . . . » + . = -— b = | — — | E = 8 
Atra caespitosa . . + » + © - = = — = = 6 — 2 4 
Anthoxanthum odoratum. . + - — — — — = — 24 | — 
a Arce Ale es mt = | — — — — — — 2 — 
Calamagrostis neglecta . . . . | -— — — — — — = — 8 
Log ahma OS Jc s — — — -— — — = 4 = 
Case TT VU. Vol. rs — — — — = = = = 20 

EM GRHESEPMS So es a va, Wa — | — = — - | — = | — 2 
— Goodenoughti ... + . E = = = = = - I 2 
—  microglohin. . . . . . - — — 8 — — 22 4 — 
AYER  . er. Nie 120 2 8 = = = = = e 
——xuriflora 7. "5 2.75 de ve — -— = 22 = == Eta ues EN 
Juncus biglumis. . . . . . + — — — = = = 4 — 22 
— CESIIMAHS LU UP ho CLS — = — — 2 6 — 2 = 
SSE CO Ne eer ee — — E — — — = 4 = 
ae PEER ams, I LT IO s — = — 2 6 4 2 4 2 
Luzula campestris . . . . + . — — = = = = ES ie ss 
SN SPMEUIE ns. "m ale > — = — — | — — = 4 = 


Tofieldia palustris . . . . . . 6 - — 8 -— 4 14 22 — 
8 


Salix arbuscula. se à 20. . € — = = 2 = 6 = = 
SO MER CIC Mm — — — _ IR = = 6 
Se ere ee ere n. fa — — = — = = = = 22 
OUPS oo. S vs 2 16 24 = 2 2 — = 4 
HOVE SENSES TS. M. Ress ie — == = 16 I2 6 = = = 
her a, ees RTE TS Poe — == — = = == = 2 


— phyliafoha . . . . . . — — — — — — — — 4 


CCE dbyHa olt 2 — = — = == = am 2 vc 
Aste biflora =. 2-9 o4 « — — — — — — — 4 = 

—  síricía ect eu: Mie Bites hia — — — — — 2 = 2 = 
Melandrium apetalum. . . . . — — = = = = zt 2 = 
Visearia alfına . 5 . nn -- — — _ = — = 8 = 
Ranunculus acer: a 7x -— -- — — — — = IO = 


Saxifraga aizoides . .. , » 4 — = — = 2 4 mec om - 


68 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. 


Comarum palustre . 


Rubus Chamaemorus 


Geranium silvaticum . . 


Epilobium palustre . 
Pyrola rotundifolia . 
Phyllodoce coerulea. . 


Vaccinium Oxycoccus 


Gentiana nivalis. 
Menyanthes trifoliata 
Veronica alpina . 
Galium boreale 
Campanula rotundifolia 


Antennaria dioica 


Solidago Virga aurea. . 


Cetraria tslandica . 


Cladonia silvatica 


— nivalis . 


Peltigera aphtosa . 


I 2 3 4 5 6 7 8 9 

BEER eg oe oe 

Geant rivales 02 On ee ie | — — — — — = = = 4 
RE up oe - 

Astragalus frigidus. . . 5 | — — — — — — = 16 = 
Oxytropis lapponica . . . . | — — -— = = = > 8 - 
ae en = ES E Es a 2 = 

Empeirum nigrum. . . . . . | — — — = — = = 2 mer 
VQ GCE =o o^ ato b 9 8 |= — — = — = = 10 EM 
es = = = — — — — I2 

= = = = ER En Er IO 4 

as = = = = ae = 2 EX. 

* nnrcrocar pum — 4 22 — 2 — — — — 

-- uliginosum. . + « . | — — — — 4 — — 8 — 

— distante NEM S — — = = = = 14 m 
ITV TT SHH) ANG x OP LT GO — — E = = = = 18 = 
= 2 zs oe € = = 2 = 

== = vs 12 = = = = XS 

= ac E ER m = ET 2 -. 

> -- = == ER ie = 14 T 

= = = = 2 a 2 16 =, 

Erigeron borealis . . . . = = = = = = E 2 u 
— UNLJIORUSE ee — = — — = = ak 2 pun 
Leontodon autummalis. . . . . | — — — = — = 8 4 = 
= Fi xj ne a = 2 P LA 

Antal arter og former 15 10 13 30 23 21 27 57 26 
ZUM E 

FED ceu SN SEES. sc MT NE 

— AU DESIT LS. ETE — — — — — = == 8 — 
— rangiferina . . . 2 — — = — = = 4 = 
Cetraria islandica v. crispa. . . = — 4 — — 2 -- = = 
| 2 = == = A 2 == 2 == 

— Scabrosa oe © ern ER L— = = T == =e = 2 e 


ub. 


1914. No. 7. STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 6 
9 


De paa det undersøgte omraade iagttagne karplanter. 


Athyrium alpestre Nyt Sparsomt under Grenringen. 
Phegopteris Dryopteris (L.) Fee. Langlien i birkeskog, Langbaekken, Kakella. 
Cystopteris fragilis (L) Bern. Klipperifter ved. Langbækken og ved Kakella. 
Woodsia alpina Botton. Klipper ved Langbækken og Kakella. 
Botrychium Lunaria (L:) Sw. Alm. paa græsbundet mark. 
Equisetum  silvatición L. Langs bæk i den øverste del af furureg. 
— pratense! EHRH. 
-— arvense L. v. alpestre Wc. Tii langt op i vidjebeltet. 
— palustre L. 
— hiemale L. Ved elve og bække i birke- og vidjeregionen. 
= variegatum SCHLEICH, Alm. 
= scirpoides Micnx, Alm. 
Lycopodium Selago L. 
== clavatum L. Nær furugrænsen under Kakelkletten, Kakella. 
— annotinum L. I birke- og vidjeregionen. 
— alpinum L. Alm. i den subalpine og alpine region. 
= complanatum L. Enk. st. i den nedre del af birkeregionen. 
Selaginella selaginoides (L.) Link. Mg. alm. 
Juniperus communis L. 
= - f. nana Wirrp. 
Pinus silvestris L. 
Sparganium hyperboreum LÆST. Vandpyt i Enunddalen. 
Potamogeton sp I elven Enunda. (Kunde ikke naaes fra bredden). 
Triglochin palustris L. 
Anthoxanthum odoratum L. 
Hierochloa borealis Roem. & SchuLt. Vidjekrat i Fadet. 
Nardus stricta L. I hei grad formationsdannende. 
Alopecurus pratensis L. Sætervangene. 
= geniculatus L. — 
— Julvus SM Flere steder i Enunddalen. 
Phleum pratense L. Sztervangene. 
— alpinum L 
Agrostis vulgaris Wir. Krat og græsmark. 
— borealis Hn. Sneleier, langs bekke og veie alm. 
Calamagrostis neglecta (EHRu.) P. B. 
— purpurea Trix. Alm. i krattene. 
Avena pubescens L. Alm. i birke- og vidjeregionen. 
Trisetum spicatum (L.) RıcHr. 
Aira caespitosa L. 
— alpina L Fadfjeldet. 
— flexuosa L. 


1 Naar intet specielt er tilfeiet om voksestedet, er vedkommende arter almindelige i trakten. 


70 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. 


M.-N. Kl. 


Molinia coerulea MoEncH. Langbækken; Kakeldalen. 
Melica nutans L. Sparsomt i krat ved Langbekken og Kakella. 
Poa trivialis L. Sætervangene, 
— pratensis L. 
— alpina L. 
m (UP bea Baassneleier: 
— laxa HÆNKE. Fadfjeldet; Storhe. 
— glauca M. Vaur. Klipper ved Langbekken og Kakella. 
— annua L. 
Catabrosa algida (SotANp.) FR. Enstakaskaret; Storhe. 
Festuca rubra L. 
= CIN. 
= — f. vivipara L. Sneleier. 
Bromus mollis L. Sætervang i I-aarig eng. 
Carex dioica L 
= — "parallela (Læst.) Sowr. Fadfjeldet paa myr. 


— capitata L. Myr under Volen og under Haanæskletten; Langbekken; Kakella. 


— microglochin EHRH. Alm. paa myrene. 
— rupestris ALL. Alm. paa fjeldene. 
—  chordorrhiza Euru. Paa endel af myrene. 
— helvola Br. Myr under Volen. 
—  lagopina We. Vidjekrat og sneleier. 
— canescens L. Alm. i vidjekrat og paa myrer. 
—  alpicola Nc. Tem. alm. 
—  polvygama Scukuug. Myrer under Volen, vidjekrat i Fadet. 
= = — v. heterostachya Hn. Paa flere af myrene. 
— alpina Sw. Tem. alm. 
—  atrata L. Mg. alm. 
— muisandra R. BR, Fadet i vidjeregionen og heiere op. 
—  aquatilis Nc.  Fjeldmyr paa Fadfjeldet. 
— rigida Goon. Alm. 
— Goodenoughii J.Gay. Tem. alm. 
— ericetorum Porr. Paa sætervangene. 
— flava L. Kakeldalen. 
—  sparsiflora (Wc.) Steup. Mg. alm. 
—  panicea L. Alm. paa myrene. 
—  livida Wırrv. Myr under Volen. 
-— limosa L. Ikke sjelden paa myrene. 
—  4rrigua (Wc.) Sm. Ikke sjelden paa myrene. 
—  vrariflora SM. Myrer paa Fadfjeldet og Volen. Ysterskaret. 
— ustulata Wc. Alm. paa myrene. 
—  capillaris L. 
— pulla Goon. Alm. paa fjeldmyrene. 
— rostrata WITH. 
Cobresia bipartita (ALL.) DALLA Torre. Fadfjeldet og Volen. 


Elyna Bellardii (Arr.) K. Koch. Volen (Kampen og Bjernho), Fadfjeldet, Brændknatten. 


Scirpus caespitosus L. 


Eriophorum alpinum L. Især paa myriændte skraaninger nedenfor kilder 


— vaginatum L. 
= Scheuchzeri Hoppe, Fugtig græsbunden mark og sneleier. 


— angustifolium ROTH. 


Juncus arcticus Wırıd. Tem. alm. langs bredderne af elve og bække. Skraaningerne af Volen 


— filiformis L. Tem. alm. 


—  castaneus SM, Ikke sjelden paa myrene og i vidjekrattene samt ved elvene. 


—  biglumis L. Alm. paa sneleierne og ved kilder. 


1914. No. 7- STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSØGELSER. 71 


Juncus triglumis L Alm. paa myr nedenfor kilder og ved elvene. 
—  trifidus L. Alm. og formationsdannende i stor skala 
— alpinus Vu. Særlig ved elvene, 
Luzula pilosa (L.) Wittv, Næsten til birkegrænsen. 
— campestris (L) D. C. Alm. 
— arcuata (W.) Sw. v. confusa (LiNDEs.) KJELLM. Volen og dens toppe, Fadfjeldet, 
, Enstakaskaret. 
—  spicata (L.) D. C. Alm. paa fjeldskraaningerne. 
Tofieldia palustris Hups. Alm. 
Paris quadrifolia L. Langlien. 
Coeloglossum viride (L) Hx. Tem. alm. 
Gymnadenia conopea (L.) R. BR. I enerkrat ovenfor Fadfjeldsætrene. I mængde under Volen. 
— albida (L) Rica. Nedenfor kilder under Volen. 
Coralliorrhiza innata R. BR. Ved veiene omkring Fadfjeldsætrene. 
Salix pentandra L. Kakella. 
— hastata L. Især langs elve og bække. 
—  phylicifolia Sm. Især langs elve og bække. 
— arbuscula L. Langs bække, paa myrer og fugtige fjeldskraaninger omkring Fadfjeld- 
sætrene, ikke sjelden. 
— nigricans SM.  Kakella 
— glauca L. Mg. alm. 
—  lapponum L. Mg. alm. 
—  lanata L. Alm. især langs elve og bække. 
— myrsinites L. Alm. langs bække og paa fugtige fjeldskraaninger. 
— herbacea L. 
—  lapponum X S. herbacea. Storhe. 
— reticulata L. Mg. alm. i trakten. 
Populus tremula L. Nær Langbækken. 
Betula pubescens EHR, 
— nana L. 
Alnus incana (L.) WırıLd. Ved Kakella elv. 
Königia islandica L. Enstakaskaret. 
Rumex Acetosella L. i 
—  Acetosa L. 
Oxyria digyna (L.) Hitt. 
Polygonum aviculare L. Sætervangene. 
— viviparum L. 
— lapathifolium L. Sætervang, Fadfjeldsæter. 
Montia fontana L. Ved kilder og langs bække alm. 
Spergula arvensis L. Sætervang, Enunddalen 
Sagina Linnaei PRESL. Alm. paa blottet jord. 
Alsine biflora (L.) We. Alm. paa fjeldene. 
— stricta (Sw) We. Kampen og langs ved Kakella, Fadfjeldet. 
Stellaria media (L.) CyrıL.. Paa og ved Sætervangene. 
—  alpestris HN. Særlig i krat. 
Cerastium trigynum Viti. Alm. 
— alpinum L. Alm. 
— — f. lanatum Lam. 
— vulgare HN. Alm. 
Silene venosa (GiL1B8) ASCHERS. Paa sætervangene. 
— acaulis L. Alm. , 
Viscaria alpina (L.) Dox. Alm. i birke- og vidjeregionen. 
Melandrium rubrum (WEıG) GaRckE. Krat og sætervangene. 
— apetalum (L.) FENZL. Paa sætervangene (Fadfjeldsæter), i birke- og vidjeregionen, 
i krat og ved kilder, ikke sj. 


72 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. M.-N. Kl. 


Aconitum septentrionale KoELLE. I enerkrat, tem. alm. 
Anemone vernalis L. Tem. alm. paa skraaningerne ved Kakella og Langbækken. 
Ranunculus glacialis L. Kampen. Fadfjeldet, i mængde under Haanæskletten, Enstakaskaret, 
Storhe. 
= reptans L. Omkring Fadfjeldsætrene. 
= hyperboreus RorrB. Ved Fadfjeldsætrene og nær Langbækken, Kakella, 
= pygmaeus WG. Alm. paa fjeldene. 
= nivalis L. Fadfjeldet i uren paa nordsiden;.Enstakaskaret i mængde. 
— acer L, Alm. 
= auricomus L. Paa sætervangene. 
Thalictrum alpinum L. Alm. 
Arabis alpina L. Fadfjeldet, Langbækken, Enstakaskaret. 
Cardamine pratensis L. Ved Fadfjeldsætrene. 
= bellidifolia L. Fadfjeldet, Enstakaskaret, Storhe 
Brassica campestris L. Fadfjeldsæter paa sætervang. 
Sinapis arvensis L. Fadfjeldsæter paa sætervang. 
Draba alpina L. Fadfjeldet. 
— fladnizensis WurLr.  Borsten. 
— rial. ‘Kampen. 
— incana L. Setervangene. Borsten. 
Thlaspi arvense L. Fadfjeldsæter paa sætervang. 
Capsella bursa pastoris (L.) Mevix. Fadfjeldszetrene. 
Rhodiola rosea L. Tem, alm. langs bække og i vidjeregionen. 
Saxifraga stellaris L. Ved bække og kilder. 
— nivalis L. Fadfjeldet, Enstakaskaret. 
== oppositifolia L. Volen, Fadfjeldet, Langbaekken 
= aizoides L. Mg. alm. ved bække og kilder. 
— cernua L. Enstakaskaret. 
— rivularıs L. Enstakaskaret. 
= groenlandica L.  Enstakaskaret, Fadfjeldet. 
Farnassia palustris L. Aim. 
Ribes rubrum L. *glabellum Traurv. & Mey. Kakella. 
Prunus Padus L. Kakella. 
Spiraea Ulmaria L. Fugtige krat. 
Rubus saxatilis. Krat. 
— Chamaemorus L. 
Fragaria vesca L. Græsbakke og krat ved Kakella. 
Comarum palustre I. Alm. paa myrene. 
Potentilla. verna L. 
== erecta (L.) DALLA TorRRE. 
Sibbaldia procumbens L. Sneleierne alm. 
Geum rivale L. Krat. 
Dryas octopetala L.  Fadfjeldet, Grenringen, Bjornskaret 1. 
Alchemilla? minor Huns. *filicaulis (Bus.) Lips. fil, Kampen, Langbækken. 
= subrenata Buser. Seetervang, Fadfjeldsæter 
— glomerulans Buser. Tem. alm. 
= acutidens (Bus.) Linps. fil. ampl. Alm. 
— alpina L. Alm. i Juncus-trifidus-formationen. 
Trifolium repens L. Alm. paa vild græsmark og sætervangene. 
= pratense L. Paa sætervangene og flere steder paa græsklædt mark. 
Astragalus alpinus L. Alm, 


E oroboides Hornem. Lien nedenfor Kampen, Kakella, Fadtjeldet. 


1 Mellem Langhe og Bjernskarkampen. 
2 Det indsamlede materiale heraf er gjennem det botaniske museum besørget bestemt af 
amanuensis dr. H. LINDBERG, Helsingfors. 


1914. No. 7. STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 73 


Astragalus frigidus (L.) BUNGE. Alm. i vidjeregionen; paa sætervangene (Fadfjeldsæter). 
Oxytropis lapponica (We) Gay. Tem. alm. 
Vicia cracca L. I krat, ikke alm. 
Geranium silvaticum L. Alm, i lierne. 
Polygala amarellum Crantz. Kakella, Langbekken. 
Callitriche verna Kitz. f. minima Hoppe. I vandpyt under Haanæskletten. 
Empetrum nigrum L. Alm. 
Viola palustris L. Især i vidjekrattene. 
—  biflora L. Alm. 
—  rupestris SGHMIDT. Sætervangene ; græsbakke ved Kakella. 
— tricolor L. Sætervangene. 
Daphne Mezereum! L. Langbækken. 
Epilobium angustifolium L. 1 krattene og langs elvene. 

— anagallidifolium Lam, Vidjekrat og kilder. 

— alsinefolium Vırr. Kilder. 

— Hornemanni RcuB Kilder. 

— palustre L. I flere af vidjekrattene paa Fadfjeldet. 
Hippuris vulgaris L. f. fluviatilis Horrx. Enunddalen, Mela. 
Carum Carvi L. 

Anthriscus silvestris (L.) HorrM. Sætervangene. 
Pyrola minor L. Alm. i krattene. 
— rotundifolia L. Alm. i krattene. 
Phyllodoce coerulea (L.) Bas. Mg. alm. 
— — f. albiflora. Kampen. 
Azalea procumbens L. Mg. alm. 
Arctostaphylos uva ursi (L.) SPRENG. Særlig paa losafleiringer. 
— alpina (L.) SPRENG. Paa lesafleiringer og fjeldmark. 
Andromeda polifolia L. Paa myrer og i vidjekrat tem. alm. 
= hypnoides L. Alm. paa sneleierne. 
Vaccinium Myrtillus L. Alm 

— uliginosum L. Alm. 

— vitis idaea L. Alm. 

— Oxycoccus L. *microcarpum (Turcz.) J. D. Hook. 
Calluna vulgaris (L. Hutt. Alm. 

Diapensia lapponica L. Alm. paa fjeldmark og sneleier. 
Primula scotica Hook. Ikke sjelden. 
— stricta HoRNEM. Ved Langbækken. 
Trientalis europaea L. Alm. 
Gentiana nivalis L. Alm. 

— tenella Rotts. Alm. 

— campestris L. Alm. 

— Amarella L. Sætervangene og naturlig græsmark alm. 
Menyanthes trifoliata L. Myr paa Fadfjeldet. 

Polemonium caeruleum L. Krat, Fadfjeldsæter. 
Myosotis silvatica Horrm. Sætervangene. 
Brunella vulgaris L. Langbækken. 

Galeopsis Tetrahit L. Sætervang, Fadfjeldsæter. 

= = XX G. speciosa. Græsbakke Kakella (tidligere dyrket). 
Veronica serpyllifolia L. 

— alpina L. Mg. alm. 

Euphrasia sp? 
Bartschia alpina L. Alm. 


1 Fundet af stud. real. MAREN KNUTSEN, 1914. 
2 Det indsamlede materiale heraf besorges bestemt gjennem det botaniske museum. 


74 HANNA RESVOLL-HOLMSEN. 


Alectorolophus minor (EHRH.) Winn. & GRAB. 
Pedicularis palustris L. Paa myrer i Kakeldalen og Enunddalen. 
Pedicularis lapponica L. Alm, 
— Ocderi Vaur. Alm. 
Melampyrum pratense L. Alm. 
— silvaticum L. Alm. 
Pinguicula vulgaris L. 
Plantago major L. Gammelsæter; græsbakke ved Kakella. 
— media L. Græsbakke ved Kakella; sætervang Fadfjeldsæter. 
Galium boreale L. Alm. 
— uliginosum L. Sætervang. 
Linnaea borealis L. 
Valeriana officinalis L I krat, tem. alm. 
Knautia arvensis (L.) Court. Greesbakke ved Kakella. 
Campanula rotundifolia L. 
— uniflora L. I mængde paa Fadfjeldet. 
Solidago Virga aurea L. 
Erigeron acer L. Græsbakke ved Kakella i mængde. 
— — L. *elongatus (LEDEB.) Neum. Ved Kakella. 
— borealis (VIERH.) Sımm. Alm. 
= uniflorus L. Alm. 
Antennaria dioica (L.) GÆRTN. 
— alpina (L) GÆRTN. 
Gnaphalium norvegicum GUNN. 
— supinum L. 
Achillea Millefolium L. 
Matricaria inodora L. 
Chrysanthemum Leucanthemum L  Fadfjeldsæter paa sætervang. 
Petasites frigidus L. 1 fugtige krat. 
Tussilago Farfara L, I mængde vsd Langbekken og Kakella. 
Cirsium heterophyllum (L.) ALL. Græsbakke, Kakella, Langlien, sparsomt. 
Saussurea alpina (L.) D. C. Alm. 
Leontodon autumnalis L. Alm. 
Taraxacum croceum Dr. Alm. 
= subopacum Dr. Sætervang ved Fadfjeldsæter. 
— adpressum DT. Sætervang ved Fadfjeldsæter. 
— chrysostylum Dr. Sætervang ved Fadfjeldsæter. 
Crepis tectorum L. Sætervangene. 
Hieracium? alpinum (L.) BAckH. Alm, 
— frondiferum ELFSTR. Gronringen, Børsten. 
— euglossum Dr. Borsten. 
— petiolatum ELFSTR. Gronringen. 
— sp. (til gruppen Alpina nigrescentia). 


1 Det indsamlede materiale heraf er gjennem det botaniske museum besorget bestemt af 


H. DAHLSTEDT. x 
2 Det indsamlede materiale er gjennem det botaniske. museum besørget bestemt af 


S. O, F, Omanc. 


-1 
or 


IQI4. No. T- STATISTISKE VEGETATIONSUNDERSOGELSER. 


Forklaring til plancherne. | 


PI. I fig. 1. 


Birkeskog med lavdækket bund. De mørke partier væsentlig Betula nana. En enkelt 
furu sees. Billedet er fra Svarthaugene og fra nærliggende lokalitet til den i tab. II rubr. r. 


PIS hg 2. 


Fra trægrænsen paa Fadfjeldets nedre skraaning. Enerkrat i bunden. I baggrunden 
Volen med toppen Kampen, udviklet som lavhede. Paa Volens skraaning sees tilhoire 
Langlien, midt paa billedet en stor græsmyr. 


Pl. II fig. 1. 


Krat af Juniperus communis og Salix lapponum med Aconitum septentrionale. Nær 
trægrænsen paa Fadfjeldet. 


Pl. II fig. 2. 


Andromeda hypnoides fra sneleie i en liden dal under Grønringen (tab. VII rubr. 1). 


PI I fig Ie 
Fra trægrænsen i Langbækkens dal. Lige bagenfor birkene sees en af de meget 
omtalte ostskraaninger (se indledn.). Bag denne skraaning sees inde paa plataaet Gronringen 
med toppen og den øvre del af den græsklædte ring og det lavklædte parti i midten. 
Nedenfor birkene sees den af krat (ener, dvergbirk, graavidjer) dækkede mark. 


PI. III fig. 2. 


Den paa billedet ovenfor bag birkene synlige skraaning seet paa nærmere hold. Øverst 
kratstriben, saa lyngmarkbeltet, saa den xerofile græsmark, der indtager det største parti. 


PI. IV fig. 1. 


Tuer i den xerofile græsmark. Fadfjeldet. 


Pl. IV fig. 2. 


Polygonmark paa sneleie. Fadfjeldet. 


Trykt ro. november 1914. 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 7. 


Mel, 


9 Dalseter 


10 


Ns 
N 


n 


Wh Bjårnhe 


\ 


ef / 
zt 3 / 
N ty a Ce | ) N 
| Ng | Bx 
ate h ” 
Ya 
QUE ten = P EN 
Pep ea yoy earn 
x Fed en 
NR PX 
eS A 
SS - i j SILL ENE 
s | - 
ea A P N | 
SE N N 4 À 
en | u 7 LA 
Mannashlet nj L 
( VA NET Ya 
rs SEN 
> 5 EE 
Crimsbo"ex 
z / / Sa 
ES Emo LIE 


Fo\\a 


N 


ol T AL ji L'AS [» 
4 Le Pr, N i je 2 = 
i |^ Hi 
k y 2 un der 
F w my "S se 
LJ 
: : Ho 
& , z . Mw 
> f u 
VR 
le * 4 
i f = ei dE 
, * , 1 ws O^ He 1 ETAT 
a [ 1 Y 
| JS M > ^" 
, 4 e Y 
PAUL / 3 ETES 
1 t pL. E 
s af 3 
"i ^ 
7 4 I v 
| så" 
"LT V + i) + 
* " “+ Ke rage > 
p - > à 
, 1 * à 
4 , , 
hy * » 4 
pe po Mn ^ : 
X j » " ) 
te x ] 
T d y 
LJ 
U 
: " i Pr 
1 | - 
/ 
D» J 
7 
H _ 
3 : p „u 7 
D " 
, 
"fn 1 * 
+ J QG 
= f 
; 
k » 
Ny " i 
+ : 
q D 
LP 
ney 
; E 
" + 
“hy 
ae eT my + 
*, 
» 
KK t 
E — 
c - 
LJ 


PLE 
Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 


AJ 


Ot 
» KS S - 


= = 


a nn nn nn nn nn nn Zn te 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 7. PE. IE 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 7. PL HI. 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 7. PI. IV. 


Fig. 2 
m2 


DAS VORKOMMEN RADIOAKTIVER 
WASSER IN NORWEGEN 


VON 


E. POULSSON 


3+ 


KRISTIANIA 
IN KOMMISSION BEI JACOB DYBWAD 
1914 


piro 
Ev 

LI 
i [4 2 ri 
A. ^ i 

_ N FG 
n A , ba 

2x duc 4 
LES så VEA ut. 
^ fy 

Li S 
"pen AS 


+ 


6te mars 1914. 


CHEN 


te d 


Fremlagt i fællesmø 


AS 


YKKERI 


S BOKTR 


Y 


sR OGGEI 


A.W. 


ki der ersten Zeit nach Entdeckung des Radiums hielt man es fir 
eine äußerst seltene Substanz, die nur an einigen wenigen Stellen auf 
unserer Erde vorkäme. Wie wir jetzt wissen, ist diese Auffassung falsch 
und der Sachverhalt im Gegenteil der, dafs dieser Grundstoff fast überall 
in der festen Erdkruste vorhanden ist, wenn auch mit wenigen Ausnahmen 
in so kleinen Mengen, dafs von einer Gewinnung nicht die Rede sein kann. 
Durch alle Flüsse wird unablassig radioaktives Material auch ins Meer ge- 
führt, und hier müssen sich also im Laufe der Zeiten ungeheure Mengen 
davon abgelagert haben. Jory! berechnet, dafs die Weltmeere insgesamt 
20000 Tons Radium enthalten müssen. 

Bekanntlich hat man lange die Grundstoffe für unverànderlich und 
absolut voneinander verschieden gehalten. Die Radiumforschung hat uns 
gezeigt, da& diese Annahme nicht zutrifft. Es ist jetzt einigermaben sicher 
nachgewiesen, daß Radium durch einige Zwischenglieder aus dem schwer- 
sten aller Grundstoffe entsteht, dem Uran. Selbst zerfállt es beim Verlust 
materieller Partikeln in eine farblose, positiv elektrische Gasart, die Radium- 
emanation. Dieser verdanken wir unsere Kenntnis davon, daß Radium ein 
so verbreitetes, fast überall vorhandenes Element ist. Die Emanation läßt 
sich nämlich überaus leicht dadurch nachweisen, daß sie die Luft ionisiert 
und demnach für Elektrizität leitend macht. Selbst wo nur eine geringe 
Spur von Emanation vorhanden ist, wird deshalb ein geladenes Elektroskop 
seine Ladung verlieren, und seine ausgespreizten Blátter werden zusammen- 
fallen, und zwar um so rascher, je mehr Emanation vorhanden ist. Daß 
es sich wirklich dabei um Radiumemanation und nicht um Emanation anderer 
Elemente, wie z. B. Thorium, handelt, läßt sich leicht dadurch feststellen, 
daß die Radiumemanation mit einer konstanten Geschwindigkeit weiter- 
zerfällt, derart, daß die Aktivität im Laufe von vier Tagen bis zur Hälfte ab- 
nimmt; die anderen Emanationen haben eine viel kurzwierigere Halbierungs- 


zeitdauer, Thoriumemanatien z. B. nur 54 Sekunden. 


1 J. Jory: Radioactivity and Geology, New York 1909, S. 48. 


4 E. POULSSÓN. M.-N. Kl. 


Auf diese Weise ist jetzt nachgewiesen, dafs die in der obersten Erd- 
schicht eingeschlossene Luft überaus oft radioaktiv ist, und dafs das aus 
der Erde hervorquellende Wasser fast überall Radiumemanation mit sich 
führt. Nur selten enthalten die Quellen aufaer Emanation auch aufgelôste, 
feste Radiumverbindungen. Ob dies der Fall ist, kann man durch Kochen 
des Wassers ausfindig machen. Enthàlt das Wasser nur Emanation, dann 
entweicht diese wie andere Gasarten, und das Wasser verliert seine Ak- 
tivität gänzlich. Ist dagegen auch Radium vorhanden, dann schwindet die 
Aktivität nur zum Teil und wird allmählich wiedergewonnen. Auch beim 
Hinstellen in geschlossenen Gefäfsen sinkt in den Wässern, die nur Emanation 
enthalten, die Aktivität parallel mit ihrem Zerfall, also bis zur Hälfte in 
vier Tagen, bis zu einem Viertel in acht Tagen usw. 

Die quantitative Bestimmung der Aktivität eines Wassers kann auf 
verschiedene Weise vor sich gehen. Gewöhnlich benutzt man jetzt das 
von ENGLER und SIEVEKING konstruierte »Fontaktoskop«, einen einige Liter 
fassenden Behälter, der mit einem Elektroskop verbunden wird. Wenn 
dieses geladen wird, spreizen sich die dünnen Aluminium- oder Goldblatter. 
Da auch gewóhnliche Luft einen gewissen Spannungsverlust hervorbringt, 
muß stets erst eine »Normalbestimmung« vorgenommen werden. Darauf 
wird in den Behälter eine bekannte Menge des Wassers, das untersucht 
werden soll, gefüllt und das Gefäß eine kurze Zeit stark geschüttelt. Die 
Emanation geht dann in die in dem Apparat eingeschlossene Luft über, 
die sofort leitend wird. Das Elektroskop wird nun wieder bis zu einer 
bestimmten Spannung, z. B. 200—300 Volt, geladen, und der Fall der 
Blatter wird mittels einer Skala abgelesen. Der Fall innerhalb einer be- 
stimmten Zeit minus dem zuerst gefundenen Normalverlust gibt Aufschlufs 
über das Leitungsvermógen der emanationshaltigen Luft, d. h. über die 
Emanationsmenge des Wassers. 

Hierdurch erhált man also die Aktivität in Volt ausgedrückt. Um einen 
gleichartigen Maßstab zu bekommen, rechnet man gewöhnlich die gefundenen 
Werte in elektrostatische Einheiten um, oder, da man hierdurch unbequeme 
Brüche erhalten würde, in die 1000 mal größeren sogenannten Mache-Ein- 
heiten. In den nachstehenden Zahlenangaben ist die Aktivität überall in 
solchen Einheiten ausgedrückt. 

Mittels dieses im Prinzip sehr einfachen Verfahrens (bei der Aus- 
führung müssen verschiedene Vorsichtsregeln beobachtet werden) sind in 
den letzten Jahren mannigfaltige Untersuchungen vorgenommen, und eine 
große Anzahl von Mitteilungen über das Vorkommen von radioaktiven 
Wässern in verschiedenen Ländern ist veröffentlicht worden. 


1914. No. 8. RADIOAKTIVE WASSER IN NORWEGEN. 


5 


Nachstehend soll erst in aller Kürze mitgeteilt werden, was man in 

unseren Nachbarländern gefunden hat, und danach sollen eigne Unter- 
suchungen über das Vorkommen von radioaktiven Wässern in 
Norwegen erórtert werden. 
In Dänemark hat Jansen! mehrere Quellen untersucht, die medi- 
zinische Verwendung finden. Drei Quellen beim Kurort Silkeborg in Jütland 
zeigten eine Aktivität von 0.56— 1.44. Såby Eisenquelle in Nordjütland: 0.22. 
Die St. Nicolausquelle bei Aarhus 0.77, die St. Ansgarquelle und St. Helenen- 
quelle, beide in Seeland, bzw. 0.70 und 0.75. Auch ein paar durch Boh- 
rungen gewonnene Wässer zeigten eine schwache Aktivität. Es wurden 
also nur niedrige Zahlen gefunden; aber die Untersuchungen sind dennoch 
von großem Interesse, weil sie zeigen, dafs Radium selbst in einem Lande 
mit Dänemarks natürlicher Beschaffenheit im Erboden verbreitet ist. Irgend- 
welche medizinische Bedeutung kann man dem geringen Emanationsgehalt 
dieser Quellen kaum beimessen, aber Jansen hält es doch für wahrschein- 
lich, daß die Emanation und der Inhalt der Erde an Radium zur Reinheit 
des Wassers beitragen dürften, da selbst kleine Emanationsmengen einen 
bedeutenden, das Wachstum hemmenden Einfluß besitzen, wenn sie längere 
Zeit hindurch ohne Unterbrechung wirken. - 

Aus Schweden berichten SjócREN und SAHLBOM? über die Unter- 
suchung von 57 Quellen und erbohrten Brunnen. Aus den Tabellen geht 
hervor, daß sämtliche Wasser Emanation enthalten. Eine nicht geringe 
Aktivität, 13.73—35.68, zeigten vier in Granit gebohrte, 30—40 Meter tiefe 
Brunnen in Stockholm. Unter den übrigen fand sich die größte Aktivität 
(9.8) in einer Quelle bei Upsala, wo auch die städtische Wasserleitung 
Emanation (3.59) enthielt. Wenn man von dem Kurort Porla, wo eine der 
Quellen die Zahl 9.73 aufwies, und von ein paar anderen Quellen bei 
Stockholm (8.94 und 8.33) absieht, zeigten alle übrigen Proben nur niedrige 
Werte, und besonders hatten die Quellen der Kur- und Badeorte keine 
größere Aktivität als viele der anderen Wasser. Die Aktivität war unab- 
hängig von der chemischen Beschaffenheit der Wässer, aber es bestand 
ein deutlicher Zusammenhang mit den geologischen Verhältnissen. Die in 
Granit gebohrten Brunnen standen am höchsten, Quellen und Brunnen in 
sedimentären Schichten hatten die niedrigste Aktivität und Wässer aus den 
losen quartären Schichten nahmen eine Zwischenstellung ein. Eine Lücke 


in diesen Untersuchungen ist es, wie die Verfasser selbst bemerken, dafs 


1 Hans Jansen: Undersögelser over Radioaktiviteten i nogle danske kilder. Nordisk Tids- 
skrift for Therapi, VIII, 105, 1910. ( 

2 Hj. SjócRrN och N. SAHLBOM: Undersökningar af radioaktiviteten hos svenska källvatten, 
Arkiv for kemi, mineralogi och geologi, Bd. 3, Nr. 2, 1907. 


6 E. POULSSON. M.-N. Kl. 


Bestimmungen von Wässern aus dem Silursystem fehlen, das gerade eine 
grofe Verbreitung in Schweden hat. Vor einigen Jahren fand man in 
einem dieser Formation zugehörigen Alaunschiefer aus Vestergétland 
0.43 ?/, Uran und einen verhältnismäßig hohen Radiumgehalt. Radium- 
gewinnung wurde geplant, das Unternehmen scheint aber gescheitert 
zu sein. 

Auf Island entströmt Radiumemanation unablässig den unzähligen 
warmen Quellen der Insel. Aus 4o der vom Islander THORKELSSON ! 
hierüber angestellten eingehenden Untersuchungen ersieht man, dafs Radium- 
emanation in dem aus den Quellen aufgefangenen Gase immer vorhanden 
war. Welche Aktivitat das Quellwasser selbst in der Tiefe der Erde ge- 
habt hat, ist nicht zu erfahren, da sie in Dampfform oder wenigstens mit 
einer so hohen Temperatur hervorsprudeln, dafs die Emanation sofort ent- 
weicht. 

In Norwegen habe ich mit Hilfe von Dr. P. W. K. BóckMANN gegen 
100 verschiedene Wasser untersucht. Leider stammen diese nur aus dem 
südlichen Norwegen, und die Zahl der Untersuchungen ist selbstverständ- 
lich allzu klein, um ein richtiges Bild von der Verbreitung der radioaktiven 
Wasser in unserem weit ausgedehnten Lande zu geben. Die Ergebnisse 
sind indessen nicht ohne Interesse, da es sich zeigt, dafs man an einzelnen 
Stellen auf eine ungewöhnlich hohe Aktivität stößt. Nur bei einzelnen 
Wassern habe ich die Untersuchungen an Ort und Stelle ausführen kónnen. 
Die meisten Proben habe ich durch Kollegen zugeschickt bekommen. Da 
beim Entnehmen einer Wasserprobe leicht Verlust an Emanation eintritt, 
kann man davon ausgehen, daß die nachstehend angeführten Zahlen durch- 
gángig zu niedrig sind”, 

Nachstehend folgt eine Übersicht über die untersuchten Wasser mit 
Angabe der geologischen Beschaffenheit des Erdbodens. 

Die nórdlichste Stelle, von der eine Wasserprobe untersucht worden 
ist, ist Koppang (Sparagmit und Sandstein). Eine Quelle von Vandsäter 


beim Storsjó zeigt eine Aktivität von r.o. 


1 THorkELL THoRKELSSON: The hot springs of Iceland. Kgl. danske Videnskabselsk. 
Skrifter, 7. Række, Naturvidensk. og Mathem., Afd. VIII, 4. Kjöbenhavn roro. 

Die Ursache davon, daß man die Aktivität leicht zu niedrig findet, ist, daß die gasfórmige 
Emanation ebenso wie Kohlensäure aus dem Wasser entweicht. Deshalb ist, wenn eine 
Probe entnommen werden soll, jedes Schütteln zu vermeiden, und das Wasser darf nicht 


in einem dünnen, plätschernden Strahl in die Flaschen gefüllt werden (zur Untersuchung 


Lo 


bedarf man ein paar Liter Wasser). Nimmt man die Probe aus einer Quelle, so muß 
dies soweit móglich an deren Ursprungsstelle geschehen. Will man eine Wasserprobe 
aus einem Brunnen oder áhnlichem nehmen, so führt man die leere Flasche so tief wie 
möglich hinunter, da das Oberflächenwasser weniger aktiv ist. Die Flaschen werden 


vollständig gefüllt, so daß unter dem Xork nur ein fingerhutgroßer Luftraum bleibt, der 


1914. No. 8. RADIOAKTIVE WASSER IN NORWEGEN. 7) 


Gausdal Sanatorium (Moråneschutt und Lehm auf einer Unterlage 
von Sparagmit und Tonschiefer samt Quarzit). Eine beim Sanatorium ent- 
springende Quelle: 4.24. 

Aus Nås in Hedemarken (Silur und Grundgestein) sowie von 
Helgöen (Silur), einer Insel im Mjósen-See, erhielt ich von Dr. C. Scuiórz, 
der das Auftreten von Struma in diesem Bezirke studierte, 22 Wasser- 
proben aus Brunnen. Sämtliche Wasser waren radioaktiv, aber nur ein 
einziges (Lundsteen, Silur) hatte eine so hohe Zahl wie 9.37 aufzuweisen. 
Die übrigen schwankten zwischen 0.14 und 2.38 ohne deutliche Abhängig- 
keit von der geologischen Formation. 

Eidsvold (loser Sand und Geröll auf der Unterlage von Grundgestein). 
Die Eisenquelle des Bades: r.24. 

Kristiania-Wasserleitungswasser war inaktiv, was auch zu erwarten 
war, da das Maridalsvand und die anderen Seen in der »Nordmark«, aus 
denen es kommt, wie offene Becken wirken, aus denen die Emanation, 
auch wenn sie ursprünglich zugegen war, bald in die Luft entweichen 
würde. 

Aus Nasodden bei Kristiania (Grundgesteingneis und Granit) wurden 
fünf Quellen untersucht, von denen zwei auf der Westseite der Halbinsel 
beim Villaort Flaskebak eine Aktivitat von 1.1 und 5.6 zeigten, wahrend 
die drei anderen, auf der Ostseite liegenden Quellen eine weit hóhere Ak- 
tivitàt besafsen, nämlich 17.8, 21.9 (Blylaget) und 43.75 (Sole bei Rud- 
strand). 

Näsöen in Asker (Silur), eine Quelle: 1.1. 

Jelóen bei Moss, eine Quelle: 3.04. Die Insel besteht zum über- 
wiegenden Teile aus Porphyr, auf mehreren Strecken findet sich auch 
Sandstein. Aufschlüsse darüber, aus welchen dieser Formationen das 
Wasser stammte, fehlen. 

Raade in Smaalenene. Zusammen mit Professor V. GOLDSCHMIDT 
besuchte ich einen Pegmatitgang (Quarz und Feldspat) bei Karlshus, wo 


früher Grubenbau betrieben worden ist, und wo auch einige ‘Kilo Uran- 


wie ein elastisches Luftkissen das Springen der Flasche bei wechselnder Temperatur 
während der Versendung verhindert; ein größerer Luftraum ist schädlich, da die Ema- 
nation in die Luft übergeht. Die gefüllten Flaschen werden sofort mit einem guten 
Kork, am besten aufserdem auch mit Siegellack, verschlossen. Nach dem Zukorken ist 
Schütteln unschädlich. Der Tag und die Uhrzeit der Entnahme wird vermerkt, da die 
Emanation, wie oben erwähnt, mit einer gewissen Schnelligkeit zerfallt. Die beim Messen 
gefundenen Zahlen müssen deshalb auf die Zeit umgerechnet werden, zu der die Probe 
genommen worden ist, um hieraus die ursprüngliche Aktivität zu finden, Selbstverständ- 
lich mufs man bei Wasserbecken, die bei Regenwetter dem Zulaufen von Oberwasser 
ausgesetzt sind, die Probe zu einer Zeit entnehmen, wann der Brunnen oder die Quelle 
nicht auf diese Weise mit inaktivem Wasser verdünnt ist. 


8 E. POULSSON. M.-N. Kl. 


pechblende gewonnen worden sind. Die verlassene Grube war mit Wasser 
gefüllt, das 1 Meter unterhalb der Oberflache eine Aktivität von 4.2 zeigte, 
die zugleich die Eigenschaft hatte, dafs sie sich nicht verlor, sondern bei 
Aufbewahrung in einem geschlossenen Behalter schwach zunahm. Das 
Wasser enthielt also nicht nur Emanation, sondern auch aufgeléstes Radium. 
Oberflachenwasser aus einem naheliegenden Moor war, wie zu erwarten, 
gänzlich inaktiv. 

Sandefjord (Syenit, bedeckt von Morane und postglazialen, marinen 
Ablagerungen). Eine am Strande, in der Nahe des Bades entspringende 
Kochsalzquelle zeigte 1.38 Aktivität Das Schwefelwasser, das aus einer 
Tiefe von nur einigen wenigen Metern heraufgepumpt wird, war ganz in- 
aktiv. 

Larvik (Syenit und Moräne). Die Schwefelquelle des Bades: 3.29. 

Sandsvär südlich von Kongsberg. Drei bei »Kveldsol« bei 
Vessetrud in Tuft entspringende Quellen besitzen nach Messungen der 
Universitatsstipendiatin ELLEN GLEDiTscH eine Aktivität von 7.8 bzw. 15.0 
und 31.6. Die Unterlage bildet hier vermutlich Granit. Brunnenwásser 
von den Gehöften Hörthveit und Ulleberg in Hedenstad zeigten eine Ak- 
tivitat von 0.32 und 3.19. 

Am besten untersucht und auch vom größten Interesse ist der Teil 
von Modum, Snarum und Sigdal, der das Tal des Drammenselvs 
zwischen Vikesund und Skotselven sowie die daran stoßenden Teile der 
Tàler des Snarumelvs und der Simoa umfafst, die beide vom Westen her 
in das Haupttal einmünden. Aus diesem Bezirke, wo die Unterlage aus 
Grundgesteingneis und Granit, teils mit Pegmatitgängen besteht, sandte 
Dr. L. DepicHen eine große Anzahl Wasserproben aus Quellen sowohl 
wie Brunnen. Von diesen waren 10 inaktiv, 41 wiesen eine schwache und 
mittlere Aktivität auf, und zwei Proben schließlich ergaben überraschend 
hohe Werte. Eine aus dem Felsgestein entspringende Quelle beim Gehöft 
Jellum, dicht bei Aamot, besaß nämlich eine Aktivität von 76.1, und ein 
in einem Lehmhügel beim Gehóft Tandbergjordet (im Simoatal) ge- 
grabener Brunnen zeigte am 28. Juni Ig11 bei drei gut übereinstimmenden 
Messungen die sehr hohe Aktivitit: 164.42. Dieser merkwürdige brunnen 
ist nur einige wenige Meter tief, und von der Oberflache kann die Ema- 
nation ungehindert entweichen. Es ist deshalb wahrscheinlich, dafs man 
hier bei Bohrung noch aktiveres Wasser finden würde. Auch eins der 
schwachen Wasser, nämlich Sparebäk mit Aktivität von 0.78, verdient 
besonders erwähnt zu werden, weil es aus einem Bache stammt. Sonst 
pflegen rinnende Gewässer inaktiv zu sein, da die Emanation bei der Be- 


wegung des Wassers entweicht. Der Bach entspringt in der Nähe der 


t914. No. 8. RADIOAKTIVE WASSER IN NORWEGEN. 9 


erwähnten Quelle bei Jellum. Schließlich wurde noch die Eisenquelle 
des Bades Modum untersucht; Ergebnis: 0.78. 

Alle diese Messungen von Wässern im Bezirke Modum wurden vor- 
genommen, während Dr. DEDICHEN gleichzeitig das Vorkommen von Struma 


in diesem Bezirke studierte. Bekanntlich hatte man vor einigen Jahren die 


) 
\ i à \ Nakkerud 21 


/ 


SAS 
JShulerudslaten * 
M 


Meats artem Pe 
EE 77/7 2 | 


ak ES | i 
D CZ aug ;Skalslad 
d f. : 


“es 
FR | 


| OVERSICTSKART 


Mie b over 
VI Zadiouh n e Fandb | 
"d | SWRUM. , SO MM 


— Kilometer — 
- ® 7 3 5 ^ 


Möglichkeit ins Auge gefaßt, daß ein Zusammenhang zwischen Radioaktivität 
und Struma bestände. Die Ergebnisse der Untersuchungen in Modum 
lieferten jedoch keine Anhaltspunkte für irgendein Ursachsverhältnis; denn 
die Krankheit kanı, teils bei einer großen Prozentzahl von den Bewohnern, 
auch auf Gehöften vor, wo das Trinkwasser inaktiv war. Die vielfach 
verfochtene Theorie von dem Struma als einer Trinkwasserkrankheit ist 
bekanntlich in der letzten Zeit erschüttert worden. Es sind Untersuchungen 
veröffentlicht worden, die dafür sprechen, daß die Krankheit nicht an das 


E. POULSSON. M.-N. Kl. 


10 


Wasser, sondern an bestimmte Hauser, Ställe usw. gebunden ist, also eine 
Gebäudeinfektion ist, die vielleicht durch einen noch unbekannten Pflanzen- 
oder Tierparasiten hervorgerufen wird. 

Aus dem westlichen Norwegen wurde nur ein Wasser untersucht. Es 
stammte aus Vats in Ryfylke und zeigte eime Aktivitat von 15. Der 
Fundort ist insofern von Interesse, als man vor einigen Jahren mit dem 
Plane umging, hier einen Abbau von Uranpechblende zur Gewinnung von 
Radium in Gang zu setzen. Das Vorkommen wurde von dem berühmten 
Ramsay untersucht, der indessen zu dem Ergebnis kam, daf der Radium- 
gehalt zu gering wäre (3—4 mg per ton Erz), um einen Betrieb lohnend 


machen zu kónnen !. 


Kurz zusammengefafst, ist das Ergebnis der hier im Lande vorgenom- 
menen Untersuchungen, daß fast sämtliche Wasser (wenn man Brunnen 
und Leitungswasser abrechnet) sich als radioaktiv erwiesen haben. 

Wie man aus der Tabelle, die am Schlusse dieser Mitteilung steht, 
sehen wird, hat man in den meisten Fallen nur ganz niedrige Werte ge- 
funden. Ausnahmen bilden eine der Quellen auf Näsodden (43.75), die 
Quelle bei Vessetrud in Sandsvär (31.6), die in der Nahe von Jellum bei 
Modum (76.1) und vor allem der Brunnen auf dem Tandberggehôft im 
Simoatal, der mit seinen 164.5 Mache-Einheiten sogar ziemlich hoch oben 
in der Reihe der stark radioaktiven Wasser steht (als »stark« hat man die 
Wasser mit mehr als roo Mache-Einheiten bezeichnet). 

Zum Vergleich führen wir ein Verzeichnis über einige der starkeren, 


in anderen Ländern gefundenen Quellen hier an: 


Baden-Baden! > 4). Sr po ee 
Gastein, Elisabethstollen, Hauptquelle . 133 
Gastein, Elisabethstollen, südliche Quelle 140.2 
Gastein, -Grabenbäckerquelle 3) 2. sen 249-055 
Eandeck, "Georgenquellee = 7 22 727252036 
Gastein, Chlorinskiquelle‘; |... =. 3 49 2219 
Eaeeo, Ameno, Ischia «- . „ CPS RS 72 
Joachimstal, Wernerlaufquelle . . . . 600 


Alle die hier genannten Wasser werden jedoch weit von zwei kürzlich 
gefundenen neuen Quellen übertroffen, nàmlich der Wettinquelle bei Bram- 
bach mit 2270 und einer Quelle bei Oberschlema mit 5227 Mache-Einheiten. 
Beide diese Stellen liegen in Schlesien, dicht an der ósterreichischen Grenze 
und nicht weit von dem für seine reichen Vorkommen von Uranpechblende 


berühmten Joachimstal. 


1 Siehe H. Reuscu: Text zur geologischen Übersichtskarte über Söndhordland und Ry- 
fylke. Norges geologiske undersógelses skrifter, No. 64, S. 64, 1913. 


RADIOAKTIVE WASSER IN NORWEGEN. If 


Tabelle. 


Da ein Verzeichnis über die norwegischen Wasser, deren Radio- 
aktivitat bestimmt ist, für spätere Untersucher von Wert sein kann, folgt 
nachstehende Tabelle. B bedeutet Brunnen oder Leitung aus einem Brunnen. 


Alle die übrigen Wasser stammen aus Quellen, wenn nicht etwas anderes 


ausdriicklich angeführt ist. 


INache- 


|Mache- 
Fundorte Ein- Fundorte | Ein- 
heiten | heiten 
Koppang. Kristiania. 
Vandsäter bei Storsjöen lero Stadtische Wasserleitung o 
Gausdal. | Nåsodden bei Kristiania. 
Das Sanatorium tty es | 4.24 Flaskebäk LUI 
Nàs, Hedemarken. (Die Fund- Flaskebiik 5.6 
orte sind in der Richtung von Blylaget 17.8 
Westen nach Osten aufgefiihrt.) Blylaget 21.9 
Bakkevig B | 2.88 Rudstrand (Sole) 43-75 
Sendstad B | 1.58. | A sioe. 
Helgeby B I 7.26 Näsöen I.I 
Hageberg B | o.50 | Smaalenene. 
Ite B 1.25 Jelóen 3.04 
Penningrud B 1.90 Karlshus in Raade (Grubenwasser) 4.2 
Huse B 1.70 | Sandefjord. 
Skjerpen B | 0.99 Das Schwefelwasser des Bades . o 
Lundsten B | 9 40 Die Kochsalzquelle des Bades 1.38 
Tjernlistuen B | 128 | Larvik. 
Hoberg B | I 96 Die Schwefelquelle des Eades 3.29 
Teksum B. | 0.60 | Sandsvär. 
Ballishol B 1:26 Kveldsol bei Vessetrud in Tuft 18 
Stenberg B loss Kveldsol bei Vessetrud in Tuft 15.0 
Nerlien B | r.8o Kveldsol bei Vessetrud in Tuft 31.6 
Skog B. | 0.88 Ulleberg in Hedenstad B 3.19 
Nóisomt B. | 0.75 Horthveit in Hedenstad B 0.32 
Stensbak B ogs Eltoes Ron eer ke: 
Mölstad 35 Svendsrud B (?). 0.92 
Brokshaugen B I 32 Fjeldstad B (?) 4.42 
Helgóen (Mjösen). | Snarum, Sigdal, Modum. 
Viken B | 0.54 Snarum, Westseite: 
Horn B. o 30 Svendby B 1.71 
E dsvold. | Skutterudflaten . 2.58 
Eisenquelle des Bades | 1.24 Kollerud B 4.49 


M.-N. Kl. 


E. POULSSON. 
Mache. væ 
Fundorte | Ein. Fundorte Ein- 
heiten heiten 
| 
Korsbüen B (?) 2.25 Lobben 6.48 
Nordre Lobben | 4.14 Die Doktorwohnung des Blaufarbe- 

Snarum, Ostseite : | werks B 1.792 
(WIA 133 1.76 Nymoen B 2.14 
Skretteberg B IRENE Ostseite : 

Helsen B | 3.36 Söndre Tandberg . o 
Olafsby B (?) o Nordre Tandberg B I Seo 
Henberg B (?) o Fngemoen | 1.86 
Krogsrud B 1.96 Tandbergjordet B 164 5 
Das Plateau zwischen Simoa Tal des Bingselvs: 

und dem Drammenselv : | Holte B o 
Jahrkleven B. [o] Tal des Drammenselvs, West- 
Formo B o seite: 
Formodalen B Oo Kongsagene . I 03 
Broen B 0.23 Kongshói B 1.06 
Värstad B . 0.51 Persbraaten B 1.19 
Jahrmoen B | 068 Larskollen B 1.40 
Overn . | 0.77 Braaten B . TJ 
Sandaker B | 0.90 Sveaas B I5 
Haug B 1.02 Kvisle B 5.21 
Höibak B | 1.08 Refshald Bs, N. 2 Se 11.38 
Jahr B 2.54 Tal des Drammenselvs, Ostseite: 
Brevik B I.I4 Skalstad B 0.38 
Strand B 1.92 Sparebåk, Bach 0.78 

Das Simoatal: Baalsrud B 2.04 
Simoa, der Fluß | o Björndalen 2.27 

Westseite: | JEUNES ote 76.10 
Solumshängslet B Io St. Olafs Bad (Modum): 

Fossum o Die Eisenquelle des Bades 0.78 
Ny Fossum | o42 | Ryfylke. 
Grafstad P | 1.96 Vats 15.0 


Gedruckt 29 Juni 1914. 


NOUVELLES OBSERVATIONS 


SUR LE DISTRICT VOLCANIQUE DU 
SPITSBERG DU NORD 


PAR 


ADOLF HOEL 


UTGIT FOR FRIDTJOF NANSENS FOND 


KRISTIANIA 
EN COMMISSION CHEZ JACOB DYBWAD 
1914 


CE MEMOIRE FAIT PARTIE DES PUBLICATIONS 
DES EXPEDITIONS NORVEGIENNES AU SPITSBERG IQII—IO9I4 


SOUS LA DIRECTION DE ARVE STAXRUD ET DE ADOLF HOEL. 


Fremlagt i fællesmøtet den 27. mars 1914. 


A W. BROGGERS BOKTRYKKERI A-S 


B. 
(e 


Table des matiéres. 


Pages 

Introduction . : I 
A. Revue générale de N ee du ciate: volcan s 2 
Les nappes de lave . 4 
Les dykes To 

I. Dyke a l’ouest m la ee en 10 

II. Dykes à l’ouest de la Baie Wijde 10 

Les embryons de volcans. 12 

I Le Mt Halvdan RS € s - : I2 

II. Embryon de volcans au côté d ouest de la Vallée SER 16 

lll. Les Mamelons Harald 16 

Les volcans 22 

I. Le M* Sverre 22 

Il. Le Mt Sigurd 24 

Les sources thermales . 25 

I. Les Sources Jotun. 25 

II. Les Sources Troll. STE 27 

III. De l'existence probable d'une ancienne source . : 29 

G. Relations existant entre les volcans et les sources Hermes par tere a la faille 30 
Légende des planches et des cartes 32 


Introduction. 


) 

L examen des nappes de lave, des volcans et des sources thermales 
découvertes en 1910, pendant l'expédition IsAcHsEN !, fut continué par 
l'expédition entreprise par le capitaine A. SrAxRUD et par moi au courant 
des années IgII et 1912. | 

En 1911, le régime des glaces sur la côte septentrionale fut tellement 
défavorable, que nous ne pûmes réussir à atteindre les volcans par la 
voie de mer”. Mais le docteur HoLTEDAHL procéda à une excursion en 
traîneau qui alla du port Blomstrand à l'intérieur de la Baie Wood ?. 

Il parvint au volcan le plus méridional, le M* Sigurd. Malheureuse- 
ment, par suite du temps excessivement mauvais et de l'extréme abon- 
dance des neiges, il ne put faire que des recherches insignifiantes de 
ce volcan. 

Par contre, en 1912, l'état des glaces sur la côte nord fut des plus 
favorables, et j'ai travaillé cet été autour de la Baie Wood du 1 au 
I6 aout, et dans les environs de la Baie Widje, du 17 au 24 aoit. 

Pendant ce temps, jai étudié le M* Sverre, et j'ai levé une carte 
détaillée des Sources Jotun et des Sources Troll desquelles j'ai rapporté 
des collections d'algues et de diatomées. Ensuite j'ai examiné de prés le 
M* Halvdan et en ai levé une carte. J’ai aussi découvert des embryons 
de volcans situés dans son voisinage. Le M* Sigurd était alors tellement 
couvert de neige qu'il ne fut pas possible de procéder à des observations 
de détail. J'ai aussi constaté que les nappes de lave, qu'on ne connaissait 
jusqu'ici qu'aux environs de la Baie Wood s'étendaient jusqu'à la côte 
ouest de la Baie Wijde. 


1 A. Hozr et O. Hottepant, Les nappes de lave, les volcans et les sources thermales dans 
les environs de la Baie Wood au Spitsberg. Christiania 1911. Vid.-Selsk. Skrifter. 
I. M.-N. Kl. 1911, no. 8. 

? Apotr Hoer, La nouvelle expédition norvégienne au Spitsberg. Paris 1911. La 
Géographie, t. XXIV, p. 249. 

3 Orar HoLTEDAHL, Gjennem ukjendte strok av Spitsbergens indland. Christiania rorr. 
Det norske geogr. selsk. aarbok 1910— r1, p. 121. 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 9. 1 


2 ADOLF HOEL. M.-N. Kl. 


Enfin, je procédai à l'étude d'une série de dykes à l'ouest de la Baie 
Wood et à l’ouest de la Baie Wijde. 

Un rapport sur l'expédition de 1912 et un résumé de ses résultats, 
entre autres les résultats volcanologiques, se trouvent dans »La Géographie« !. 

Afin d'acquérir des vues synoptiques plus claires des embryons de 
volcans de la Baie Wood, je me livrai à l'automne de 1912, à une excur- 
sion au district de Kirchheim-Urach en Souabe et au district de Ries. 
Qu'il me soit permis de remercier tout spécialement, pour toutes les con- 
naissances qu'il m'a été donné d'acquérir pendant cette excursion, M. le 
conseiller privé dr. W. Branca, Berlin, et M. le professeur dr. E. FRAas, 
Stuttgard, qui a établi le plan de mon excursion et m'a donné des con- 
seils et des indications. Qu'il me soit également permis d'adresser mes 
remerciments à M. le pasteur K. Gussmann, Gutenberg, qui a été mon 
cicerone pendant mes excursions autour de Gutenberg. 

Jexprimerai ici tous mes meilleurs remerciments à M. le professeur 
dr. V. M. GOLDSCHMIDT qui a bien voulu se charger de l'examen pétro- 
graphique des roches, à M. le professeur dr. E. PouLsson qui a procédé 
à l'analyse chimique de l'eau des sources, à Mlle ELLEN GLEDITSCH qui a 
examiné cette eau au point de vue de la radioactivité, à M. l'ingénieur 
ALFRED KOLLER, le constructeur des cartes dans ce mémoire, ainsi qu'à 
mes auxiliaires pendant le travail au Spitsberg M. J. ELLINGSEN, ingénieur 


des mines, et M. G. WATNELIE, professeur au lycée de Hammerfest. 


A. Revue générale de la géologie du district volcanique. 


Au fond de la Petite Baie Red, on rencontre une importante faille 
qui se continue en ligne droite, dans la direction sud-sud-est sur une 
longueur de 95 km. (Carte I). A l’ouest de cette faille, on a principale- 
ment des gneiss prédévoniens, des micaschistes, des calcaires et des quart- 
zites traversés par des granits qui eux aussi sont prédévoniens. Ces 
roches ont antérieurement été considérées comme étant de deux systèmes 
différents: Un district au nord-ouest .composé principalement de granit 
était considéré comme appartenant à l’archéen tandis qu’un autre situé au 


sud-est, composé surtout de micaschistes, quartzites et calcaires était con- 


1 Arve Staxrup et Aporr Host, Résultats généraux de l'expédition norvégienne au 
Spitsberg (1911—12). Paris 1913. La Géographie, t. XXVII, p. 99. 


n 


IQI4. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. 3 


sidéré comme appartenant à la formation dite de l'Hecla-Hoek, de l’âge 
silurien. 

HoLTEDAHL et moi nous avons toutefois montré que toutes les roches 
de l'angle nord-ouest du Spitsberg forment un ensemble unique, et que 
les granits traversent aussi les roches que l'on comptait comme appartenant 
au systéme de l'Hecla-Hoek. Leur age est indubitablement prédévonien, 
ou plutôt prédowntonien. La similitude entre cette formation et celle du 
Nordland, en Norvége, est des plus frappantes. 

A la fin de la période silurienne (l'age downtonien), il y avait une 
surface trés inégale, et, dans la partie orientale du district sus-mentionné, 
on a constaté dans les anciens enfoncements des dépóts downtoniens: 
puissants conglomérats et grés (principalements verts) riches en restes 
de poissons fossiles. Cette série de grés et de conglomérats a son prin- 
cipal développement à l'est de la Baie Red, ce qui fait que j'ai appelé ces 
couches groupe de la Daie Red. 

A l'est de la faille, on a jusqu'à la Baie Wijde, un district uniforme de 
roches dont l’âge varie entre le downtonien et le dévonien supérieur. 
Ces couches sont toujours inclinées; mais en quelques endroits elles sont 
plissées: somme toute, leur inclinaison est dirigée vers l'est (de 15 à 20°); 
et en conséquence les couches des plus anciennes se trouvent à l'ouest, 
prés de la faille, et les plus jeunes à l'est — à l'ouest de la Baie Wijde. 

Dans deux localités, j'ai retrouvé les couches downtoniennes, d'une 
part, au sud de la Baie Liefde et d'autre part, au nord du Glacier Hoff- 
nung. En concordance avec ce dernier étage se présentent les roches 
riches en poissons fossiles, composées principalement de grés rouges 
appelées le groupe de la Baie Wood. Cette série est surmontée, en strati- 
fication concordante par le groupe du Grey Hoek composé principalement 
de schistes argileux à mollusques fossiles. En concordance avec ce dernier, 
apparait un groupe a poissons fossiles, composé de grés gris et de 
schistes argileux. C'est le groupe de la Baie Wijde, appartenant au dévo- 
nien supérieur. La puissance totale de toutes ces couches est, d’après 
mes observations en 1912, d'environ ro 000". 

Le district dévonien est lui aussi délimité vers l’est par une faille; 
les recherches de NATHORST ont prouvé qu’elle est d’âge précarbonifère 
et qu'il en est probablement de méme de la faille délimitant ce terrain 
vers l'ouest, bien que l'on soit forcé d'admettre que là le sol a également 
subi des mouvements à un âge beaucoup plus récent. 

A la période crétacée ou à la période tertiaire, le terrain a été érodé 
de façon à former une pénéplaine qui a été postérieurement soulevée de 


telle facon qu'il forme actuellement une plaine de 1200™ d'altitude au sud; 


4 ADOLF HOEL. M.-N. Kl. 


mais cette altitude va en diminuant vers le nord où elle ne s'éléve plus 
qu'à 500”, 

Sur cette plaine se sont déversées des coulées de lave venues du 
sud, et qui, par suite d’une forte érosion, constituent des crétes et des 
sommets isolés. Près de la faille, on a constaté la présence de deux 
volcans et d’une série de sources thermales, et entre la Baie Wood et la 
faille occidentale, zo embryons de volcans et sur plusieurs points différents 
des dykes. 


B. Les nappes de lave. 


Topographie. La terre située entre la Baie Wood et la Baie 
Wijde et à l'ouest de ce premier fjord forme, nous l'avons déjà dit, une 
pénéplaine décidément inclinée vers le nord. Elle est découpée par de 
profondes vallées séparées les unes des autres par des crétes étroites, 
atteignant presque toutes l'altitude de la pénéplaine. Ces vallées ont une 
forme toute particuliere. En partant du fjord, on trouve d'abord une 
courte vallée principale; celle-ci se ramifie à son tour en deux ou plusieurs 
vallées secondaires et ainsi de suite. On arrive ainsi à un type de vallée 
large et court, composé de tout un systéme de petites vallées conver- 
geant vers un meme point. Le fond de la vallée a une faible pente vers 
la partie intérieure des vallées secondaires — et celles-ci se terminent 
par un fond à pic qui cependant ne forme que rarement un cirque véri- 
table. Les crétes qui séparent les vallées sont généralement étroites et 
ressemblent à de grandes routes que l'on peut suivre sur une longueur 
de plusieurs kilométres. Par suite de la situation des vallées, les crétes 
ont leur largeur maximum prés de l'embouchure des vallées principales. 
Ici elles s'élargissent assez rapidement de facon à former des plateaux, 
‘quand il ne se présente pas de petites vallées indépendantes entre les 
vallées principales. 

Si l'on veut examiner le paysage du sommet de l'une des crétes, on 
n'obtient aucune vue d'ensemble: on voit les parois de séparation situées 
à lavant, comme, une série de coulisses situées les unes derriére les 
autres; mais à une certaine distance, le paysage ressemble à une plaine. 
Les vallées situées sur les deux cótés de la ligne de partage des eaux 
pénétrent les unes entre les autres; ce qui donne à la ligne de partage 
la forme d'un zigzag. ; 

Les crétes les plus hautes sont recouvertes de glaciers qui descendent 


assez brusquement dans les vallées, mais finissent assez loin de la mer, 


IQI4. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. 5 


d’où l'on n’en voit généralement aucun. Il en résulte que ce district est 
peu glacié. 

Pendant l'expédition IsACHSEN de 1910, HOLTEDAHL réussit à prouver 
l'existence de toute une série de restes détachés de nappes de lave, situés 
sur des crêtes séparant des vallées autour de la partie intérieure de la 
Baie Wood. Ces gisements de lave prouvent que la pénéplaine en question 
a été avant la formation des vallées, recouverte de coulées puissantes de 
basalte à plagioclase. 

Gisement de lave sur la Mt2 dela Table. Pendant mon séjour 
de 1912, à la Baie Wijde, j'eus l'occasion d'examiner les environs de ce 
fjord, d'une longueur d'environ rook", 

Je reconnus alors que la couverture de lave s'étend jusqu'à la Baie 
Wijde où, sur une montagne à environ 79°20’ de latitude nord, j'ai 
retrouvé un gisement de lave. Fort loin déjà dans le nord de la Baie 
Wijde, on apercoit cette montagne à sommet aplati, si caractéristique, qui 
s'éléve à pic de la cóte ouest du fjord et que j'appellerai la Montagne de 
la Table à cause de sa forme (Pl. I. Sa partie inférieure est formée de 
grés et de schistes argileux d’age dévonien supérieur. Les couches sont 
plissées et la direction est vers le nord. Elles sont coupées en travers 
par la pénéplaine qui a ici une altitude de 1100". 

Sur cette plaine repose une série de coulées de lave, qui se 
séparent les unes des autres par leurs couleurs différentes et par des 
scories interposées entre elles. Ces coulées ont une puissance au total 
HEUS 2 Sem IPLE Ir 

La M' de la Table est entiérement plane au sommet. La surface 
a approximativement la forme d'un triangle isocéle avec son sommet vers 
l'est: Sa longueur est dirigée d’est en ouest et a environ 3**. Sa base 
a 1k™5. La plaine a par suite une superficie considérable. Cette plaine 
a sa plus grande altitude vers l'ouest, 1165™, sa plus basse vers l'est, à 
1150” (hauteurs mesurées au baromètre). La surface est légèrement diffé- 
rente en différents endroits. Par endroits, on a une surface bien nette 
couverte de pierres dont la grosseur varie entre celle du poing fermé 
et celle de la tête; la forme de ces pierres est le plus souvent arrondie. 
En d’autres endroits, le sol est composé d’une masse argileuse prenant 
parfois la forme d’un terrain polygonal. On trouve, disséminées sur toute 
la surface, des pierres grandes et petites, anguleuses et arrondies, ayant 
jusqu'à 2" de diamètre. En fait de végétation, il n'y a qu'un peu de 
lichen et de mousse. Il n'y avait presque pas de neige sur cette plaine 
(au 20 août) — il n'y avait que quelques endroits recouverts de masses 


congelées. PI. II, 2 donne une idée de son caractère. 


6 ADOLF HOEL. M.-N. Kl. 


Il est bien étonnant qu'on n'ait pu retrouver aucune trace de l'acti- 
vité glaciaire sur cette plaine. Il n'est pas probable qu'un inlandsis l'ait 
jamais recouverte. 

Comme je l'ai dit, la nappe de lave est composée d'un grand nombre 
de coulées. Du cóté du nord-ouest, j'ai pu compter à la partie supérieure 
de la coupe existant ici, 15 de ces coulées, ayant chacune 1™ de puis- 
sance et séparées les unes des autres par des masses rougeätres de 
scories d'un ou deux décimétres de puissance (voir la description pétro- 
graphique p. 8). Tout à l'est, par-dessus le grès, une coupe mise à nu 
était composée de 4 coulées dont les 3 inférieures avaient chacune 10" 
de puissance; celles-ci reposent par-dessous les 15 mentionnées plus haut 
(description pétrographique p. 7) Nulle part la structure prismatique 
n'était évidente; l'épaisseur des coulées était probablement trop faible pour 
que cette structure püt se former. 

La limite inférieure de la lave n'était visible nulle part; mais la partie 
recouverte était si étroite qu'il ne pouvait pas y avoir de dépôt dépassant 
un mètre d'épaisseur entre le grès et la lave. 

La montagne la plus rapprochée au sud-ouest de la M'S de la Table 
supportait aussi une couverture de lave avec une inclinaison vers l'ouest 
ou le sud-ouest. Il semblait que l'inclinaison de cette couverture eût été 
causée par une faille. 

Ces deux restes de lave sont les seuls que l'on ait à l'ouest de la 
Baie Wijde. Je n'en ai pas vu non plus, des sommets dont j'ait fait 
l'ascension, et d’où l'on pouvait voir jusqu'à l’ouest de la Baie Wood. 

Il est donc évident qu'ici à l'ouest de la Baie Wijde, nous nous trouvons 
tout prés de la limite orientale du district des laves. Ce qui le prouve, 
c'est tout d'abord le petit nombre de ces gisements et de la faible puis- 
sance de ces nappes (70? au maximum). A l'est de la Baie Wood, 
HoLTEDAHL a constaté que cette puissance était de 150™. Ce qui le 
prouve encore d'avantage, c'est la faible puissance de chaque coulée qui 
ne dépasse pas 10". Près de la Baie Wood, au contraire, la puissance 
des coulées de lave est bien plus considérable, à en juger par la struc- 
ture prismatique de ce point décrit par HorrEpaur. Il est donc clair que 
le point oü la lave a fait éruption doit étre recherché au sud de la 
Daie Wood. 

Ce qui est remarquable, c'est qu'à l'intérieur de la presqu'ile, entre 
la Baie Wood et Wijde, on ne trouve aucun reste de lave. Mais ceci 
est facile à expliquer par le caractére tout à fait particulier de ces vallées, 
tel que je l'ai décrit plus haut. Les parois qui séparent les vallées les 


unes des autres, sont, dans la partie intérieure de la presqu'ile, si étroites 


we 


1914. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. Jj 


et si basses que, sur ce point, il est permis de présumer que les gise- 
ments de lave doivent déjà avoir été enlevés par l'érosion. 

: Composition pétrographique des laves. M. le professeur 
V. M. GorpscHMiDT a soumis des roches de la M'8 de la Table à un 
examen pétrographique. Il m'a. fait le communiqué suivant de ses résultats: 

Ces roches se rattachent de trés prés aux basaltes à plagioclase 
du Spitsberg, déjà décrits dans mon mémoire: Ueber einige Eruptiv- 
gesteine von Nordwestspitzbergen. Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1911, no. 9, 
EE rt D 

Basalte à plagioclase sur la surface de la montagne. 
A l'examen macroscopique, on reconnait l'existence de nombreux grands 
cristaux d'olivine à couleur d'oxydation d'un éclat métallique dans une 
pate grise, dans laquelle on remarque des tablettes de plagioclase. Au 
microscope, on voit le troisiéme des minéraux prédominants, une augite 
d'une couleur violet-brun clair. Les plagioclases ont une structure zonale 
nette; dans deux individus on a trouvé: noyau 57°/, An, enveloppe 
42°/, et noyau 63°/,, enveloppe 45 °/,,. 

Coulée de lave no. 4 (la plus récente des coulées mentionnées p. 6). 
Cette coulée se distingue déjà macroscopiquement par des agrégations en 
forme d'étoile de tablettes de plagioclase de la grosseur d'un centimétre. 
En outre, on voit des grains d'olivine atteignant jusqu'à 6™™; ils sont 
enduits de pellicules iridescentes de limonite. Les plaques minces montrent 
que cette roche est un basalte à plagioclase. Il est composé de plagi- 
oclase, d'olivine, d'augite et d'un peu de minerais de fer. L'olivine et le 
plagioclase appartiennent à deux temps de consolidation successifs. L'augite 
violet-brun forme une pate entre les autres minéraux. Les grands indi- 
vidus de plagioclase appartiennent au labrador basique, deux détermi- 
nations ont donné 58 et 59 0/, An. L'angle d'extinction de l'augite c: ng 
a été déterminé à 45°; l'augite est positive, 2V environ 50—60°. L’olivine 
est souvent entourée d'une enveloppe d'un produit d'altération rouge. 

Coulée de lave no. 3. Cette coulée se compose d'une lave grise 
grenue qui, à l'examen macroscopique, montre des grains d'olivine dis- 
séminés, d'une grosseur d'environ 2™™; un des éléments constitutifs pré- 
dominants est du plagioclase en tablettes d'une grosseur de 1™™. Ici on 
trouve également que le plagioclase appartient à deux consolidations; 
dans un des gros cristaux de plagioclase on a trouvé 54 °/, An, dans 
un des petits 38 "/, An. 

Coulée de lave no. 2. Cette lave est d'une couleur brun-violet, et 
elle montre de nombreuses vacuoles. La masse principale de la roche 


est presque microgrenue; cependant on voit ca et là des grains d'olivine 


8 ADOLF HOEL. M-.N. Kl. 


d'une grosseur de I à 2™™ et plus souvent des tablettes de plagioclase 
de la même grosseur. Au microscope, on voit que la roche est un des 
basaltes a plagioclase ordinaire contenant de l’olivine et du plagioclase qui sont 
de deux temps de consolidation différente et une pate d’augite violet- 
brun. L’olivine de cette roche est en surface fortement transformée 
en limonite. 

Coulée de lave no. 1. Cette lave, assez microgrenue, de couleur 
grise, contient des grains d'olivine d'une grosseur de 1™™ et de toutes 
petites tablettes de plagioclase. Les minéraux qui constituent cette basalte 
à plagioclase à grains fins sont: plagioclase, olivine, augite violet-brun 
et un peu de minerai. Le plagioclase est zoné, le noyau est plus riche 
en anorthite que l'enveloppe. 

Lave scoriacée provenant de.la frontière entre dems 
coulées (voir p. 6). La lave rouge est trés poreuse et contient quelques 
grands cristaux d'olivine, trés peu de grands cristaux de plagioclase et 
une pàte à grains trés fins composée de plagioclase, d'olivine en surface 
transformée en limonite, de pyroxene et d'un peu de minerai de fer. 

Grés rouge métamorphisé par contact. L'échantillon examiné 
provient des couches de grés situées immédiatement au-dessous de nappe 
de lave, au coin est de la M'E de la Table. Le grès est plein de petites 
écailles rouges de limonite qui entourent chacun des grains de minéral 
clastiques. 

Basaltes a plagioclase de Riesengebirge. A cct endroit 
veux aussi mentionner les échantillons de lave rapportés par HoEL de 
Riesengebirge. Les échantillons ont été pris dans la vallée au sud de la 
montagne. J'ai examiné un échantillon de lave grise et un de lave noire 
provenant de cet endroit: tous les deux sont nettement grenus. 

Les roches contiennent du plagioclase, du pyroxéne et un peu de 
minerai de fer. Le plagioclase de la roche grise a été déterminé comme 
étant un labrador basique (59 °/, An). La couleur du pyroxéne est sur 
quelques parties d'un violet-brunatre prononcé; il forme une pate entre 
les autres minéraux de la roche. Il semble indiquer le commencement 
d'une série de transitions s'étendant des augites des basaltes à plagioclase 
jusqu'aux titanaugites des trachy-dolérites. Il montre une ‘dispersion 
d'extinction prononcée, l'axe optique B montre une dispersion trés forte 
oe — v autour de la bissectrice mg. L'augite a un faible pléochroisme, les 
couleurs varient entre des tintes jaunatres et violet-brunatre, en quelques 
endroits, il y a de faibles traces de structure en sablier.« 

Dimensions des nappes de lave. La M'8 de la Table est le plus 


oriental des gisements de lave que l'on connaisse. Le M* Augusta-Victoria 


IQI4. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. 9 x 


est le plus septentrional de tous, le Riesengebirge, le plus occidental, et 
un sommet au sud-est du Glacier Hoffnung le plus méridional de tous. 
Il en résulte que la couverture de laves doit au moins avoir recouvert un 
district rectangulaire dont la longueur du nord au sud est de 50*™ et dont 
la largeur d'est en ouest est égale à 40*™, et par suite présente une 
surface de 2000*™*, La puissance de la lave au M* Augusta-Victoria, 
a été trouvée par HorrEepanur égale à 109". La puissance de celle de 
la M:€ de la Table est de 70". Ces deux gisements de lave sont situés 
à la limite des nappes de lave. 

Au M* Serlie, situé plus au centre du district des laves, la puissance 
est de 1557". Si l'on considère que sur tous les points, la puissance 
moyenne des laves est de roo ?, au minimum, nous avons ainsi affaire 
à une masse de lave dégorgée d'au moins 200%®”, Mais la surface totale 
des laves a probablement été au moins double et égale à 4000*™ — et son 
cube au moins triple c. a. d. égal à 600%", 


Endroit de l'éruption des laves et leur àge. Nous n'avons 
pas réussi à constater l'emplacement des canaux d'éruption de ces laves. 
Toutefois, comme je l'ai déjà mentionné, il y a plusieurs arguments qui 
sembleraient prouver que cette lave est arrivée du sud, de la région située 
enire les Baies Wood et Wijde et les Baies Ekman et Dickson ou de 
plus loin encore vers le sud. Ici on a des dykes considérables de diabase, 
soit en dykes traversant les couches soit en dykes-couches. 

Pendant l'expédition de 1911, mon attention a été attirée par un dyke 
de diabase recouvrant le sommet du Mt Colosseum (haut de 5 à 600"), 
situé à l'ouest de la partie intérieure de la Baie Ekman. Le diabase repose 
sur les couches carboniféres presque horizontales et il est à considérer 
comme un dyke-couche, quoiqu'il fasse maintenant l'impression d'étre 
une coulée. Du M* Colosseum la distance au gisement de lave le plus 
rapproché est, il est vrai, de 50%”, Mais il peut y avoir plus loin vers 
le sud, des gisements de lave que nous ne connaissons pas, et il semble 
bien raisonnable que le diabase du M* Colosseum se soit continué vers 
le nord comme un dyke-couche, suivant les couches carbonifères qui 
témoignent une faible ascension vers le nord. A la fin le diabase est 
sorti à la surface comme un basalte à plagioclase. La ressemblance pétro- 
graphique des deux roches est aussi un appui à cette explication de l'ori- 
gine du basalte. | 

Si cela est juste et que le basalt constitue la roche de surface du 
diabase, ils doivent être tous les deux du même âge. Le diabase traverse 
les couches du système crétacé; mais non les couches tertiaires (miocènes). 
Les nappes de lave devraient alors être de l’âge crétacé ou de l’âge 


tertiaire ancien. 


10 ADOLF HOEL. M.-N. Kl. 


C. Les dykes. 
‘J. Dyke à l’ouest de la Baie Wood. 


J'ai réussi, en 1912, à trouver, au Spitsberg du Nord, une nouvelle 
forme de l'activité volcanique: elle consiste en éruption de lave par des 
dykes. Le premier dyke de ce genre a été trouvé sur la créte au nord- 
ouest du Glacier Hoffnung à 950? d'altitude et à 2*™ environ de la Baie 
Wood. Ici affleure un grés rouge appartenant au dévonien inférieur avec 
15° de pendage vers le NE. Celui-ci est traversé par un dyke de 1™ 5o 
d'épaisseur avec 50? de pendage vers l'ouest (Pl. XIII, 2). 

M* GOLDSCHMIDT a examiné la roche au point de vue pétrographique. 
Voici le résultat de son examen: 

»A l'examen macroscopique, on voit une roche d'un noir-brunátre et 
microgrenue. C'est une roche filonienne appartenant à la famille des 
camptonites, qui se rapproche beaucoup des roches d'épanchement de 
trachy-dolérites. 

Parmi les éléments noirs régne une amphibole brune, ayant souvent 
un noyau de titanaugite; on trouve aussi de la titanaugite qui subsiste 
par soi-même. Les extrémités des cristaux de la titanaugite sont parfois 
entourés d’zegyrine qui allonge les cristaux par croissance isomorphe. De 
grands cristaux d'olivine sont tout, altérés en une agrégation de chlorite 
et de carbonate. En outre, on trouve des lames de biotite. Les éléments 
blancs sont du plagioclase en minces tablettes et une pate incolore et 


isotrope à réfraction trés faible qui est probablement de l'analcime.« 


II. Dykes à l’ouest de ia Baie Wijde. 


Par 79° 14' de latitude nord, à l'ouest de la Baie Wijde, se trouve 
un ilot bas et arrondi de 1000" de longueur et de 500" de largeur, 
rattaché au continent par trois digues. Sur cet ilot se trouve une hutte, 
où ont démeuré pendant l'automne de 1912, quelques membres de l’xpé- 
dition SCHRÖDER-STRANZ. L'ilot est constitué de grès dévoniens verts et 
rouges avec 30° de pendage vers ie N ro? E. La direction des couches 
de lilot forme environ 60? avec celle des couches du continent adjacent, 
où le pendage est de ro? à 15° vers SE. La partie orientale de l'ilot 
est traversée par trois dykes situés à 40" environ les uns des autres. 
La direction des deux plus occidentaux de ces dykes est de N 10° E, celle 
du dyke oriental est vers le N, tous ont un pendage à pic. Le plus 
occidental et le plus oriental ont tous les deux une puissance de 1™, 


celui qui est situé entre les deux autres n'a par contre que o" 5. La 


IQI4. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. er 


formation de ces dykes se rattache suivant toute probabilité, aux mouve- 
ments de l'écorce terrestre qui ont donné lieu à la différence de direction 
des couches sur l'ilot et sur la terre ferme située tout prés. 

Composition pétrographique de la roche. M' Goldschmidt 
a examiné quelques échantillons de la roche de ces dykes; en voici le 
résultat: 

»Ces roches filoniennes sont trés fortement altérées, probablement 
par une action thermale postmagmatique. Ce sont des roches alcalines 
basiques qui se rapprochent de trés prés des camptonites, un groupe de 
roches d'épanchement qui, comme nous l'avons déjà dit, est répresenté 
dans la méme province d'éruption (le dyke prés du Glacier Hoffnung). 

Les éléments noirs des roches sont: amphibole brune, titanaugite 
(souvent avec une bordure d'amphibole brune), de la biotite qui est en 
lames microscopiques et en grands individus visibles à l'ail nu (jusqu'à 
2—3*") de l'olivine (toujours altérée) et des minerais de fer. Les cristaux 
de la titanaugite ont souvent une enveloppe (à l'extrémité des cristaux) 
qui est composée de vraie aegyrine, indice certain que nous avons ici 
affare à des roches alcalines. Comme élément accessoire on a un minéral 
qui ressemble au rhoenit et qui se trouve en individus tres petits. Parmi 
les éléments blancs, on peut déterminer avec certitude de minces tablettes 
de plagioclase. Une pate incolore isotrope se compose probablement 
d'analeime. On trouve de l'apatite en aiguilles toutes ténues. Ces dykes 
se distinguent entre autres choses les uns des autres par la proportion 
réciproque de la quantité de ces minéraux. 

Toutes les roches filoniennes de ce gisement sont trés altérées, les 
grands cristaux idiomorphes d'olivine sont tout-a-fait transformés en une 
agrégation composée de minéraux appartenant aux chlorites et de carbo- 
nates. La pate des roches est également tout-a--fait pénétrée de carbonate. 
Un autre minéral auquel l'olivine donne naissance est du muscovite. 

Ces roches filoniennes sont évidemment alliées de prés au roches 
d'épanchement du M* Sverre, du M* Sigurd et du M* Halvdan. Les parties 
les plus riches en amphibole des dykes, ressemblent beaucoup aux inclu- 
sions à gros grains, riches en amphibole de la trachy-dolérite du M* Halv- 
dan (V. M. GorpscHuwipr, Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1911, no. 9, p. 15).« 

Anciennes observations. Ces dykes ont déjá été mentionnés 
par BLOMSTRAND ! géologue de l'expédition ToRELL au Spitsberg en 1861, 


qui en parle comme suit (l. c. p. 13): . 


1 C. W. BrowsrRAND, Geognostiska iakttagelser under en resa till Spetsbergen ar 1861. 
Stockholm 1864. Vet.-Ak. Handl. vol. 4, no. 6. 


12 ADOLF HOEL. M.-N. KI. 


»En plusieurs endroits les couches ayant l'aspect du grès, sont tra- 
versées par des dykes plus ou moins puissants de diabase, où les minéraux 
cependant sont si peu clairement développés qu'il est difficile de décider 
sans une analyse chimique compléte, quelle est la roche qui constitue 
réellement ces dykes. Sur une ile assez grande, située dans le voisinage 
de »Mitterhuk« (c. à. d. du Cap Petermann) où affleure un grès grisâtre, 
comme roche dominante, les couches dont la direction est du N au S, 
sont traversées par trois dykes paralléles dont celui du milieu, situé à peu 
prés au milieu de l'ile, traverse celle-ci dans toute sa longueur«. 

Il n'y a absolument aucun doute quand au fait de savoir si cette 
description s'applique justement à l'ilot que je viens de décrire. 

Age des dykes.. En ce qui concerne cette question, il en est de 


méme qu'au sujet des embryons de volcans (voir p. 18). 


D. Les embryons de volcans. 
^ I. Le Mt Halvdan. 


En 1910, j'ai vu cette montagne qui est visible à grande distance 
de la Baie Wood (PI. III, 1), mais alors je n'avais pas le temps de l’exa- 
miner de prés. Mon assistant, Monsieur G. WATNELIE a par contre visité 
le rocher dont il rapporta des échantillons. La description qu'il a faite 
du M* Halvdan est insérée dans le mémoire cité (Les nappes de lave etc. 
p. 13). En 1912, je l'ai visité moi-méme, et aprés l'avoir examiné j'en 
ai levé une carte. 

Je commence d'abord par quelques remarques sur la carte (Fig. 1 et 
Carte II). 

La station I est déterminée par relévement sur les stations de triangu- 
lation Augusta Victoria et sur une station à la partie orientale de la Presqu'ile 
des Rennes, ainsi que sur un cap fortement marqué à la cóte est de la Baie 
Wood. Je pris à titre de contrôle une quatrième visée sur un autre cap. 
De la station I, je me livrai à un levé tachymétrique vers les stations II 
et III et de là, plus loin encore autour du cóté sud du rocher. Des 
stations I et II, .à l'aide d'un instrument universel, je levai une série de 
points caractéristiques, et je pris des photogrammes de ces mémes stations 
ainsi que de la station III. 

Conditions topographiques. Le Mt Halvdan est situé au côté 
nord-ouest d’une vallée, Vallée Halvdan qui est dirigée vers le nord-est, 
et se termine par un delta qui forme deux pointes à l’ouest de la Baie 


Wood. La distance à la côte est de la Baie Wood est de 2* 3, la distance 


IOI4. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. 13 


au Cap Kjeldsen est de 1okm 5. Par suite, le rocher est relevé inexacte- 
ment sur la carte publiée dans Les nappes de lave etc. p. 7. 
La Vallée Halvdan est bornée au nord-ouest par une crête, au nord- 


ouest de laquelle se trouve une vallée parallèle à celle d'Halvdan. La 


Ot] 06346 


St 126655 


97/73 


StH o79/* 


08370 ps 


Fig. r. Carte du M* Halvdan, montrant la situation des stations photogrammétriques. 


crête monte de la station I (631? 6) à la station III (791? 4), après quot 
elle s'abaisse vers le sud-ouest pour s'élever ensuite de nouveau. En bas 
de la station III, s’élève le M* Halvdan (Pl. III, 2). Le rocher a une coupe 
transversale oblongue, dont le diamétre maximum est de 245™; son dia- 


mètre minimum est de 170™. L'altitude du point supérieur de la limite 


I4 ADOLF HOEL. M.-N. Kl. 


entre le volcan et le grés est de 761" 7. De là, une créte transversale | 
conduit à la station III. L’altitude du point le plus bas de la limite est | 
de 569" 4. Le sommet du rocher s'éléve à 834™. Du sommet qui est | 
relativement aplati, le rocher s'incline rapidement vers le nord, l'est et 
l'ouest. Au sud, il y a-environ 150 m. de descente verticale (Pl. IV, 1). Mais 
ici, la limite du rocher en saillie ne forme pas la limite de la cheminée 
d'éruption, attendu qu'à cet endroit, il a dà tomber une masse considé- 
rable de lave, de telle sorte que la surface de la lave et du grés est 
située maintenant à peu près sur le méme plan. Cependant à la limite 


des deux roches, la lave fait parfois un peu saillie au dessus du grès. : 


900, 


300 1 


700 


i SS ee m €: 
100 200 300 400 200 4t. 


KX XX] Trachy- === Er z 3 rud 
BEN - : rés rouge; dévonien inférieur. 
XXX X dolérite : 


Fig. 2. Coupe du Mt Halvdan. 


Rapports sur la limite entre la lave et le grés. Le gres 
rouge environant le Mt Halvdan, a une faible inclinaison vers l'est. Les 
couches gardent cette inclinaison jusqu'à la limite de la lave; l'éruption 
volcanique n'a donc causé aucun dérangement des strates (Fig. 2). La 
limite est trés prononcée et peut trés bien étre observée à l'ouest du 
rocher au point de 761,7. Prés de la limite, la lave contient une grande 


quantité d'enclaves de gres (Pl. IV, 2). Là on trouve aussi de grands 


* 


IQI4. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. I5 


cristaux d'amphibole qui atteignent jusqu'à 5°® de longueur. La surface 
de la lave semble étre adossee a la béche et elle est parfaitement unie. 
Au côté sud, où les parties internes de Ja lave sont mises à nu, on 
remarque une belle structure prismatique. 

Composition pétrographique de la roche. La lave est riche 
en nodules atteignant la grosseur d’une téte. Ces nodules sont composés 
principalement d'olivine et contiennent en outre du diopside, de l'instatite 
et du picotite. GOLDSCHMIDT a examiné deux échantillons de la roche. 
Voici le résultat de ses recherches: 

»Trachy-dolérite du Mt Halvdan (marque A). La lave con- 
tient de la titanaugite, des tablettes de plagioclase, d’olivine, quelques 
octaèdres de magnétite et une pate incolore composée probablement de 
verre. 

Les cristaux de titanaugite et de plagioclase accusent souvent une 
belle texture fluidale. 

Comme éléments étrangers qui, d'après toute probabilité, proviennent 
des nodules à olivine-pyroxène, on peut mentionner un pyroxène diopsi- 
dique clair, dont les grains sont corrodés et entourés d’une bordure de 
titanaugite orientée parallèlement au pyroxène diopsidique, et des pseudo- 
morphoses de pyroxène rhombique en olivine. 

Trachy-dolérite du M* Halvdan (marque C). La roche con- 
tient de la titanaugite, plagioclase, olivine, magnétite et une pàte incolore 
à réfraction beaucoup inférieure à celle du baume de Canada, à biréfrin- 
gence faible et irréguliérement tachetée entre les nicols croisés. La roche 
renferme, à quelques endroits, une quantité certaine d'un minéral ressem- 
blant au rhoenit. 

En fait d'éléments étrangers, on peut mentionner du pyroxéne rhom- 
bique à enveloppe épaisse de réaction d'olivine nouvellement formée. 

Dans les vacuoles on trouve des dépots de calcédoine. 

D'autres échantillons provenant du M* Halvdan ont une pate vitreuse 
indubitable. « ) 

Conditions biologiques. L’effet que le Mt Halvdan exerce sur 
les conditions biologiques est trés remarquable. Les montages composées 
de grés rouges dévoniens sont trés défavorables comme places de couvée 
des oiseaux parce qu’elles n’offrent pas des paliers et parois a pic, qui 
rendent les nids inaccessibles aux renards. Le Mt Halvdan, au contraire, 
qui fait saillie comme une île dans le district dévonien, offre des places 
de couvées idéales et a attiré une foule de mouettes tridactyles (Rissa 
tridactyla). Le fumier des oiseaux a créé autour du rocher une végétation 


luxuriante pour le Spitsberg qui, à son tour, attire les rennes. Et en 1910 


16 ' ADOLF HOEL. M.-N. Kl. 


et en IQII, nous pouvions ici observer des troupeaux pâturants de rennes. 
Les renards sont aussi attirés par les jeunes oiseaux tombant a terre en 
grand nombre. L’activité volcanique a donc créé ici une riche vie au 


milieu des environs déserts. 


II. Embryon de volcans au côté nord-ouest de la Vallée Halvdan. 


A 2k" environ, en aval du Mt Halvdan, on trouve dans la Vallée 
Halvdan une masse de lave isolée faisant saillie au-dessus du grés et dont 
la section transversale est ronde et le diamètre est de 10" environ. Cette 
lave a la même composition que celle du M* Halvdan. Je n’ai pas pu 


déterminer si cela est un embryon de volcans ou un bloc isolé. 


III. Les Mamelons Harald. 


Un peu plus rapproché du fjord que le dernier reste de lave, il y a 
à l'autre coté de la vallée une série de petits embryons de volcans du 
méme type que le M* Halvdan. Je n'avais pas le temps d'examiner ces 
embryons moi-méme; je ne les ai vus que de loin, mais j'y ai envoyé 
mon assistant, M. WATNELIE. Il m'a donné le communiqué suivant de ses 
recherches: 

»Le plus grand des embryons de volcans est visible du fjord. Le 
point supérieur de la limite entre le grés et la lave est situé à une 
altitude de 705", le point inférieur a une altitude de 670”. Il fait ici 
saillie au-dessous du grès avec une paroi verticale d'une hauteur de 5™. 
Il est constitué de la méme roche que la partie extérieure du M* Halvdan, 
c. à. d. de trachy-dolérite qui est remplie d'enclaves de grés. 

A une distance de ro ? au nord de celui-ci, est situé un autre embryon 
qui a une altitude de 715™. Les autres embryons sont situés à une 
distance de 1 à 1*™5 au sud-ouest des- susmentionnés: Un de ces em- 
bryons est à une altitude de 520 "; un autre est éloigné de 200 ™ environ 
à l’ouest de celui-ci et a une altitude de 485™; à 20™ à l'ouest de ce 
dernier est un troisième, à une altitude de 470”; à 20” au sud de celui-ci, 
il s'en trouve encore un quatriéme, au sud duquel un cinquiéme à section 
transversale oblongue se trouve à 20™ de distance, et enfin un sixième à 
une altitude de 440 ? et à une distance de 10" au sud-ouest du dernier. 

Tous ces embryons de volcans à l'exception d'un seul, ont une section 
transversale ronde. Leur diamétre est trés petit, 2 à 5™ seulement; mais 
le premier mentionné a un diamètre plus grand. Ils sont tous constitués 
de la méme manière que le Mt Halvdan, excepté le premier mentionné: 


A l'extérieur, il y a de la lave contenant de grands cristaux d'amphibole, 


1914. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. 1^7 


remplie d'enclaves de grès, tandis que l'intérieur consiste en lave à 
nodules d'olivine«. 
La lave est une trachy-dolérite. M. GorpscHMiDT en a examiné un 


échantillon; voici ce qu'il m'en a communiqué: 


z 


07/5 


67 705 


0520 


4700 0483 
o 


o 
440 


Cr 


+" À EEE 
vo oO 500 /000-X 


Fig. 3. Esquisse des Mamelons Harald. 


»L'échantillon provient du mamelon de 485". Trachy-dolérite du 
méme type que celui décrit plus haut. Parmi les éléments constitutifs, on 
peut spécialement mentionner de la hornblende basaltique brune qui se 
trouve en gros cristaux (3 °™) qui dans la périphérie montrent une corrosion 
prononcée et une formation nouvelle de minerai de fer et de petits 
prismes bruns d'un minéral ressemblant au rhoenit. Des fragments de 
spinell brun sont, comme ils le sont ordinairement, entourés d'une bordure 
de magnétite. La roche montre des indices nets d'une action thermale 
postmagmatique: les cristaux d'olivine sont en partie transformés en car- 
bonate; dans les vacuoles de la roche il s'est déposé du calcite et de 
lanaleime. Dans ia pate de la roche, on trouve également un minéral 


ressemblant à l'analcime. 
Vid.-Selsk. Skrifter. I. M..N. Kl. 1914. No. 9. 2 


18 ADOLF HOEL. M.-N. Kl. 


Dans cette roche volcanique, on trouve des fragments d’un grés 
calcarifère fortement métamorphisé, contenant entre autres du verre nou- 
vellement formé.« 

Age des embryons de volcans. Comme il ne se trouve aucune 
roche plus récente que le dévonien inférieur, autour des embryons de 
volcans, ce que l'on peut affirmer avec certitude, c'est qu'ils sont de date 
plus récente que le dévonien inférieur. Le parfait état de conservation 
de la lave restée intacte, indique qu'ils sont de beaucoup plus jeunes que 
lere paléozoique. Le seul point de rapport que l'on ait d'ailleurs est la 
ressemblance parfaite de leur lave avec celle du Mt Sverre et du Mt Sigurd. 
Comme le premier est à coup sür postglaciaire et le dernier certainement 
plus jeune que les nappes de lave et probablement aussi postglaciaire, 
il est raisonnable d'admettre également un age récent pour les embryons 
de volcans. 

Phénoménes analogues supposés sur la terre de Fran- 
cois-Joseph. Par HJALMAR JonawsEN, le compagnon de NANSEN au pole 
nord, mon attention fut attirée sur le fait que l'on possède probablement 
de pareils embryons de volcans sur la terre de Francois-Joseph. Dans le 
voisinage du Cap Flora, il y a tout prés de la mer une petite plaine, 
tandis que la montagne s'éléve en une pente trés raide au-dessus de la 
plaine. A la base de la montagne on trouve des dépôts jurassiques d'une 
puissance d'au moins 500 à 600™ au sommet desquels on a 500 à 600 ® 
de basalte. Dans le rapport de NANSEN sur son expédition, est reproduit 
un bloc gigantesque de basalte qui a été dénommé Castle-rock I. Le bloc 
repose sur la plaine au pied de la pente raide. Il se peut que ce soit 
un bloc détaché, tombé du haut de la montagne; mais il peut bien se faire 
aussi que ce soit une cheminée d'éruption remplie par de la lave, ana- 
logue à celle du M* Halvdan. JoHANSEN dit qu'il a vu, à un autre endroit, 
au milieu de la pente brusque composée de dépots jurassiques, un pareil 


anneau saillant, à coupe transversale ronde et composé de basalte. Il 


n'est pas possible qu'on ait là affaire à un bloc tombé du sommet de la 


montagne; il n'eüt pas pu rester suspendu au milieu de la déclivité; par 
contre, il est possible qu'on ait eu devant soi, un embryon de volcans. 
Il y a, dans tous les cas, un phénomène digne- d'attirer l'attention des 
expéditions futures dans ces régions. 

Comparaison des embryons de volcans du Spitsberg avec 


ceux de la Souabe. En ce qui concerne leurs caractéres morphologiques, 


1 Friptyor Nansen, Fram over polhavet. Christiania 1897, t. II, p. 361. 


IQI4. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. 19 


nos embryons de volcans ressemblent beaucoup aux embryons de volcans 
de la Souabe qui ont été si exactement étudiés et décrits par Branca}. 

Ici on a plus de 130 cheminées volcaniques dont la plupart sont 
remplies de tuf. Leur diamètre varie de 30 à 1000 m. Les cheminées 
traversent les strates horizontales du systéme triasique et du jurassique. 
Elles ont toutes eu leur terminaison supérieure sur la plaine du Jura Souabe 
en forme de maar. Mais par suite de l'érosion du Jura il ne reste main- 
tenant que trés peu de ses maars intacts. On ne voit généralement que 
les parties plus profondes des cheminées. Mais on trouve toutes les 
formes transitoires entre les maars intacts et les cheminées remplies de 
tuf et érodées jusqu’au niveau de la plaine au nord-ouest du Jura. Ces 
formes transitoires se trouvent dans l’abrupt versant nord-ouest du Jura. 

Tous les embryons de volcans trouvés au Spitsberg sont par leur 
situation générale, analogues à ceux du versant nord-ouest du Jura 
Souabe. . - 

En Souabe, comme au Spitsberg, on a une plaine située à une grande 
altitude, qui est attaquée par l'érosion. Mais au Spitsberg l'effet de cette 
érosion a été plus grand qu'en Souabe. Les vallées pénétrent jusqu'à 
l'intérieur de la plaine dont il ne reste plus que des crêtes étroites entre 
les vallées. 

Dans un endroit comme dans l'autre, les cheminées ont une section 
transversale oblongue; leur diamétre et leurs proportions générales sont à 
peu prés les mémes. Cependant, on ne trouve pas en Souabe des chemi- 
nées aussi étroites que les plus petites des Mamelons Harald. 

Si le tuf est plus dur que les calcaires jurassiques, les formes topo- 
graphiques qui se sont produites dans les deux endroits sont d'une ressem- 
blance frappante. Ce qui est surtout remarquable, c'est l'analogie entre 
le Conrads-Felsen prés d'Unterlenningen et le M* Halvdan (Pl. V et PI. 
Ho) be premier est comme un modèle à échelle réduite du second. Le 
Conrads-Felsen fait saillie à la frontière entre les Juras blancs y et d, mais 
son sommet n'atteint pas l'altitude de la plaine du Jura Souabe. Le tuf 
dont il est composé n’est pas aussi dur, comparé aux calcaires du Jura, 
que la lave du M* Halvdan lest par rapport aux grés dévoniens. 

Formation des embryons de volcans. On peut immédiatement 
établir un trait principal dans la formation de ces embryons de volcans. 
Leur existence ne dépend nullement des fissures de l'écorce terrestre dans les 


parties ouvertes aux observations. 


1 W. Branca, Schwabens 125 Vulkan-Embryonen und deren tufferfüllten Ausbruchs- 
róhren; das grófite Maargebiet der Erde. Stuttgard 1894 et 95. Jahreshefte d. Vereins 
f. vaterl. Naturkunde in Württemberg, année 50 et 51. 


20 ADOLF HOEL. M.-N. Kl. 


A-20 km. au sud du Mt Halvdan, au nord-ouest du Glacier Hoffnung, 
j'ai étudié une coupe des grès dévoniens depuis la grande faille qui sépare 


les couches dévoniennes des couches prédévonienwes jusqu'à la côte 


est du fjord. A cet endroit, on a une suite de conglomérats et de grès . 


downtoniens, ainsi que de grès dévoniens sans une seule faille. 

J'ai aussi étudié le côté nord-ouest de la Vallée Halvdan, depuis le 
fjord jusqu’au M* Halvdan; mais la non plus, je n’ai pu découvrir trace de 
faille. D'ailleurs les embryons de volcans sont dispersés si irrégulièrement, 
qu’il n’est pas possible de les relier par des lignes de faille. 

En ce qui concerne la formation des embryons de volcans du Spits- 
berg, je suis de l'avis qui a été exprimé par M. Branca en ce qui concerne 
la formation de ceux de la Souabe. Les cheminées sont dues à l'explosion 
des gaz contenus dans le magma; mais les fissures n'ont joué aucun róle 
dans la pénétration des gaz dans les parties accessibles de l'écorce terrestre. 
Il se peut bien qu'à une plus grande profondeur se trouvent des fissures 
qui aient été suivies par le magma, jusqu'à un niveau relativement élevé. 
L'altitude primitive de la bénéplaine, prés du M* Halvdan, est de 1100 ™ 
et les embryons de volcans les plus bas sont situés à 440%. Jusqu’ä 
une profondeur de 700 ™, la formation des embryons de volcans est donc 
en tout cas indépendante des failles. 

Comme on le sait, Branca considére toutes les cheminées de la Souabe 
remplies de tuf ou de lave, comme étant d'une formation analogue aux 
maars. Moi aussi, je considère les cheminées remplies de lave du Spits- 
berg comme étant des maars. 

Il est vrai qu'au Spitsberg, contrairement aux quelques embryons de 
volcans de la Souabe, les parties supérieures, en forme d'entonnoir, font 
défaut. D'ailleurs il est impossible de les trouver, ces embryons étant, ou 
si anciens qu'ils ont débouché sur la pénéplaine, ou bien, plus récents 
que les vallées, ils ont débouché sur les versants de celles-ci; mais dans 
les deux cas, il ne sera pas possible de trouver de pareilles cavités, car 
la pénéplaine est par trop découpée par les vallées et n'atteint qu'en peu 
de points son altitude primitive. Dans le deuxième cas, un bassin pratiqué 
dans un flanc de vallée serait bientôt rempli par des matériaux meubles, 
provenant de la destruction des roches par les gelées. Mais une étude 
approfondie des phénoménes rend trés probable qu'on a là affaire à des 
maars. 

Ce qui milite en faveur de cette opinion c'est: 1*. Le grand nombre 
d'enclaves qui remplissent la partie extérieure de la colonne de lave. Dans 
un embryon, le plus grand des Mamelons Harald, la lave est, comme je 


l'ai dit, fortement remplie de fragments de grés dans toute sa masse. Si 


1914. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. 2I 


par les cheminées, une quantité considérable de lave était arrivée a la 
surface, celle-ci aurait complètement balayé les cheminées de telle sorte - 
que la lave qui est arrivée à la fin et qui est solidifiée dans la cheminée, 
n'aurait contenu que très peu de fragments de roches sédimentaires. 2°. On 
n'a jamais rencontré des nappes de lave de la méme composition que la 
lave des embryons de volcans. On n'a pas non plus trouvé en aucun 
lieu des blocs détachés de la lave des embryons, excepté dans le voisinage 
immédiat des cheminées. 3°. Le diamètre, souvent petit des canaux de 
sortie, nous fait considérer comme probable que l'on a eu affaire à cet 
endroit, à des actions volcaniques sur une échelle relativement modeste. 

A coup str, les preuves semblent ici moins évidentes que celles de 
la Souabe pour qu'on soit aussi sür d'avoir affaire à des maars. Mais, 
dans tous les cas, on peut affirmer avec certitude que les produits vol- 
caniques qui ont été transportés par ces cheminées se sont trouvés en 
assez petite quantité, et qu'on peut par suite avec raison les qualifier 
d'embryons de volcans. i 

En raison de ce que la partie des cheminées que l’on peut maintenant 
observer, est remplie de lave, il est bien possible que la partie supérieure 
des cheminées, enlevée par érosion ait été remplie de tuf. Mais même 
au cas où toute la cheminée aurait été à l’origine remplie de lave, ceci 
n'empêche nullement que nous ayons affaire à un maar, ce qui est bien 
prouvé par les 3 maars de basalte de la Souabe: Eisenrüttel, Sternberg 
et Dintenbuhl. 

Les embryons de volcans du Spitsberg n’ont été, somme toute, étudiés 
que fort peu. Si le Mt Halvdan, vu du fjord ne s'était pas caractérisé 
comme quelque chose de tout à fait à part et de bien particulier, ni lui ni 
les autres embryons de volcans n'auraient été découverts. Seule, la Vallée 
Halvdan a été examinée à fond. Aucune des autres vallées situées à 
l'ouest de la Baie Wood n'a été soumise à des visites de géologues, ni 
probablement méme à celle des humains. Il est parfaitement plausible qu'on 
trouve au Spitsberg méme des cheminées pleines de tuf; mais à moins que 
ce tuf ne soit en somme assez dur, il sera certainement difficile pour ne 
pas dire impossible de les trouver. ll est certain qu'elles sont recouvertes 
d'une épaisse couche de débris produits par la décomposition mécanique 
des grès. Il est donc possible, d’après ce que l'on en sait, qu'au Spitsberg, 
tout comme en Souabe, les cheminées remplies de laves soient plutôt 


rares, tandis que celles qui sont remplies de tuf sont en grand nombre. 


22 ADOLF HOEL. M.-N. Kl. 


E. Les volcans. 
I. Le Mt Sverre. 


A la description de ce volcan, qui est le plus septentrional du monde, 
fournie par moi dans le mémoire cité plus haut!, j'ai différentes additions 
a faire: 

Question du cratère. Dans le mémoire que je viens de mentionner, 
j'ai interprété l’enfoncement situé à l’est de la montagne, comme étant un 
cratère dont la paroi orientale serait enlevée par érosion (Pl. VI). A l'appui 
de cette opinion, il me reste à mentionner qu’au milieu de cette concavité 
se trouve une masse de lave en forme de colonne ayant un diamètre 
d'environ 150 ". La structure de la lave est tantôt prismatique, tantôt en 
forme de plaques. La lave contient de nombreuses enclaves de calcaire, 
de micaschiste et de granit. Cette masse de lave forme le point de 
croisement de tous les dykes visibles dans le cratère. On observe les 
directions suivantes des dykes: E 10° N, E10°S, ESE, SSW, WS W 
N W et N 10° W. | 

Cubage du volcan et proportion entre les matières pro- 
jetées et la lave écoulée. Le volcan peut approximativement être 
considéré comme formant un cône oblique ayant à peu près 1000 " de 
rayon et 300™ de hauteur. Je suppose que le cratére puisse équivaloir à 
peu prés à la coulée de lave au nord-est du volcan. Le cubage du volcan 
est alors d'environ 300 millions de mètres cubes ou o km’z, 

La proportion entre les masses projetées (bombes, lapilli et sables) 
(Pl. VII, 1) et la lave écoulée (Pl. IX) est très difficile à apprécier exactement. 
D'aprés un jugement quelque peu superficiel, il y aurait lieu de croire que 
les deux sortes de produits forment des quantités à peu prés équivalentes, 
un peu plus peut-étre de la premiére catégorie. 

Age du volcan. Dans notre mémoire sur les volcans, j'ai mentionné 
l'existence de blocs granitiques sur le Mt Sverre. J'en ai fait l'étude de 
plus prés en 1912. Ils sont plus nombreux qu'ailleurs au point 316 
(voir la carte à la p. 19 du mémoire précité). Il parait que sur ce point, 
on a affaire à une courte coulée de lave qui a submergé la moraine de 
fond qui a été laissée par les glaciers de l’âge glaciaire. J'ai suivi cette 
coulée jusqu'au bout. Au fur et à mesure qu'on s'approche du point 
terminal, la quantité des blocs granitiques augmente, et prés de son front 


la coulée était pour ainsi dire remplie de blocs granitiques dont plusieurs 


1 A. Horr et O. Hottepant, Les nappes de lave etc., I. c., p. 17. 


1914. No.9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPiTSBERG DU NORD. 2 
3 


reposaient sur la lave, aprés avoir été mis à nu par l'érosion, les autres 
faisaient plus ou moins saillie sur la lave dans laquelle ils étaient enfoncés 
(Pl. VII, 2); enfin, on pouvait, en creusant la lave fendue par la gelée, 
trouver des blocs qui étaient entiérement dans l'intérieur de la lave. Ces 
blocs ne montraient naturellement aucune trace de métamorphisme de 
contact, la lave s'étant trouvée trés refroidie, au moment oü les blocs y 
ont été renfermés. Ceci est une preuve de plus montrant que /e volcan 
est postérieur aux glaciers du dernier âge glaciaire. 

Au nord-est du volcan, il y a aussi une courte coulée de lave. L’eau 
de fusion provenant de la partie sud du Glacier Adolf a creusé ici de 
profonds canyons, mettant à nu le profil, Pl. XIII, ı et Pl. VIII, 2. Tout 
en bas, on a la coulée de lave se terminant par un front à pic. Par dessus 
celui-ci, on a les terrasses marines quaternaires, atteignant ici une altitude 
de 47 ™ (conformément aufnivellement de 1912 !). 

On voit donc que le volcan a fait des éruptions antérieures à la for- 
mation de la terrasse de 47”. Le front abrupt de la coulée de lave 
prouve cependant que ce dernier n'est pas de beaucoup antérieur à cette 
terrasse. ll est probable qu'elle se soit terminée dans le fjord: elle a dans 
ce cas été protégée contre l'érosion par l'eau d'abord et plus tard par le 
gravier. » 

Jai antérieurement mentionné aussi que quelques-unes des terrasses 
marines sont composées alternativement de couches de gravier quartzeux 
et de lapilli et de sable volcaniques. J'ai examiné de prés une terrasse 
située au sud-est du volcan: elle se compose de couches de matiéres vol. 
caniques et de sable quartzeux. L'altitude de cette terrasse est suivant le 


nivellement que j'ai effectué, de 24 ® 5. 


La coupe trouvée fut la suivante: 


Mélange de sable quartzeux et de matières volcaniques . 50 °™ 
Lapilli (diamètre 5 ™™) avec une certaine quantité de sable 
ONCE RARE NEUEM IX t zu Wa s Wm eM 
Sablesyoleamtque NE Er nU EEUU Lucy .7y di OR 
ap ile (dr CU c ER UL Vu. S zs RCM 
SA CaVO EGE EE MEME MM LU LAW. v qe QO 
Epil damen ee eee e Lou M. Ve pren 
Sablesvolcanig o 2-00 S LIE UNT ST FOSS NS oos 
Jpn (diameme eee) AU I uou pe o gres 


1 Je n'ai pas déterminé la plus élevée des terasses marines ou des lignes de rivages; mais 
à en juger, je l'évalue à 120 M environ, 


24 ADOLF HOEL. M.-N. Kl. 


Sable voleauiques vue Turre oe op hat tio? a eee GES 
-apillicdiametrerouem)rraoue Sas. he) ee RUE 
Sable; voleamique: Wei. UE 21.4 Fr Ey ee 
Era (damme mb), Reese ONE MN 
Sabletwoleswique 23.70 2271. 2. ja hare 7 ee ee 
Eapilin(diametcers nn), ar. 2:24.94 ER AC ER ER 


Terre gelée. 


Un échantillon de la couche de 21°™ de sable volcanique a été 
examiné par Goldschmidt. Il cribla cet échantillon et en retira un sable 
d'une grosseur de grain de o™™ 2. Il reconnut que ce sable était composé 
essentiellement d'aiguilles et de granulations d'un verre brun oü il retrou- 
vait les formes déchiquetées spéciales au sable volcanique. Ce sable ne 
peut donc pas avoir été amené à la position qu'il occupe par de l'eau 
courante, mais il doit être tombé directement de l’atmosphère dans le fjord. 

On arrive ainsi à ce résultat, que /e volcan a eu des éruptions pendant 
que se formait la terrasse de 24" 5. 

Nous pouvons maintenant résumer de la facon suivante tout ce que 
nous savons de l'àge du volcan: i 

Il est d'âge plus récent que la dernière période glaciaire, mais 4l a fait 
des éruptions avant que se format la terrasse. de 47", et il en a fait qui 
ctaient contemporaines de la terrasse de 24" 5. 

Roches étrangères apportées par le volcan. J'ai mentionné 
plus haut que, comme enclaves dans la lave et comme bombes, on trouve 
du granit, du micaschiste et du calcaire. 

En 1912, j'ai trouvé deux nouvelles bombes qui furent examinées par 
Goldschmidt. Il m'en a donné les communications suivantes: 

»L’une de ces bombes est constituée d’une norite fraîche et non 
schisteuse. Il est trés difficile de comprendre d’où elle tire son origine. 

L'autre est composée de wollastonite qui est un calcaire transformé 
par métamorphisme de contact. Les deux bombes sont entourées d'une 


mince couche de verre.» 


II. Le Mt Sigurd. 


Son age. On peut affirmer avec certitude que le M* Sigurd est 
plus jeune que les nappes de lave. Sa base a une altitude d'environ 800 ™ 
au-dessus du niveau de la mer et le volcan repose directement sur les 
conglomérats et les grés downtoniens (Pl. X, 1, et XIII, 2). On est amené 


à conclure que la chronologie a été comme suit: La pénéplaine s'est formée 


1914. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. 25 


et élevée jusqu'à 1200”, la lave a recouvert la pénéplaine, les coulées 
de lave ont été enlevées par érosion, l'érosion a continué en descendant 
dans le grès et a écarté une masse de grès d'environ 400 ™ d'épaisseur; 
puis arrivérent les éruptions volcaniques qui eurent pour résultat la for- 
mation du M* Sigurd. | 

Il ne semble pas que les crétes des environs de ce mont soient 
d'une altitude moins haute que la créte formant la base du M* Sigurd, 
la situation topographique des crêtes en question étant égale. Il est donc 
bien probable que ce volcan comme celui du M* Sverre soient de l’âge 
post-glaciaire. Tous les deux ont d'ailleurs la méme situation par rapport 
à la faile et leur composition consistant en lave et en tuf, est aussi la 
méme. 

Le fait que le M* Sigurd a été, bien plus que l'autre, la proie de 
l'érosion parait tout naturel; celui-là s'élevant à une altitude considérable 
sur une créte étroite, tandis que le M* Sverre est situé dans le fond d'une 
vallée. | 

Composition pétrographique de la roche. De son examen 
pétrographique Goldschmidt m'a communiqué le suivant: 

»Quelques morceaux de lapilli appartenaient exactement aux mêmes 
types de trachy-dolérites que les roches du M* Sverre et du M* Halvdan. 
Une description serait une répétition de ce qui a été dit ultérieurement de 
ces roches: On trouve également ici les mémes fragments de pyroxéne 
rhombique à bordure d'olivine de nouvelle formation. On trouve fréquem- 
ment, surtout parmi les petits lapilli, des roches qui sont trés riches en verre, 


à formes dentelées, identiques à celles du tuf d'autres volcans.« 


F. Les sources thermales. 
L Les Sources Jotun. 


Au sujet des sources que j'ai décrites dans le mémoire cité plus haut 
(I. c. p. 31), une carte a été levée au tachymètre, en 1912 (Carte III). 

La source du sud-est. Cette source est située à une altitude de 
52? 2 sur le point culminant du .dépot de tuf calcaire formant comme un 
bouclier qui a une longueur de 65 ™, une largeur maximum de 53 ™ et une 
épaisseur maximum d'environ 2™. Son extrémité inférieure est à une 
altitude de 38 ^ 4 et son extrémité supérieure, à 49 "9 à 32 m. 

Au-dessous-de la limite du tuf calcaire, indiquée sur la carte, la terre 
est recouverte, sur une étendue considérable, par des débris de tuf cal- 


caire. 


26 ADOLF HOEL. M.-N. KI. 


La source fournit 20 l. d'eau par minute. Un échantillon assez im- 
portant, apporté en 1912, a été soumis à l'analyse par le professeur dr. 
E. Poulsson de Christiania. Quant au résultat de son analyse, il m'a com- 
muniqué ce qui suit: 

»Conformément à l'examen de la source du Spitsberg, qui a eu lieu 


à l'Institut de Pharmacologie, cette source a la composition suivante; 
Sur 1 kilo d'eau il y a: 


Chlorure de sodium. . ... 1° 276 
Bicarbonate de sodium. . 08" 930 
Bicarbonate de calcium. . 08'300 


Sulfate de calcium . . . of 156 


Je dois ajouter que l'examen qui eut eu lieu alors, avait pour unique 
but de s'assurer de la composition de cette source au point de vue médical 
et que par suite, il ne rend pas compte de toutes les matiéres existant en 
faibles proportions dans cette eau. J'ai déterminé la quantité de sels par 
dessiccation à 180° de chlore, l'acide sulfurique, l'alcalinité évaluée en 
Na COs, et le calcium. La somme des composants était conformément à 
l'analyse de 22*204 sur 1 kilo d'eau, tandis que par analyse directe, on 
trouvait 287356. Il manque donc ici o8"152 représentant probablement 
de l'acide silicique, de la magnésie, etc. existant dans l'eau en faibles 
proportions. 

D'après cette analyse la source est donc a/caline et salee.s 

Me Ellen Gleditsch, Christiania, a examiné l'eau au point de vue de 
sa radioactivité. Voici ce qu'elle m'a communiqué 4 ce sujet: 

»Jai fait évaporer 4 l.d'eau. Le résidu a été examiné au point de 
vue de la radioactivité; mais je n'en ai pu constater. Le résidu a donc été 
mis de cóté pendant 4 semaines; s'il y avait eu la moindre quantité de 
radium, l'intensité aurait atteint son maximum au bout de ce temps. Mais 
méme alors le résidu ne manifestait pas d'activité. Il n'y a donc pas de 
radium dans l'eau. | 

Ces analyses ne disent rien sur la question de savoir si, oui on non, 
l'eau à l'état frais a des qualités actives. Une analyse de ce genre devait 
se faire sur les lieux.« 

La température de la source a été trouvée la méme qu'en 1910, soit 
DU: C - 

La source du nord-ouest. Cette source a une altitude de 49 ™2. 


Le depöt de tuf calcaire qui se présente aussi en cet endroit sous la forme 


IQI4. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. 27 


d'un bouclier, a une longueur de 62", une largeur maximum de 58" et 
une épaisseur maximum d'environ 1? 5. Son débit est si minime qu'il est 


impossible de relever sa température. 


Sur la carte sont rapportées 3 nappes de neige dont l'existence à une 
si faible altitude, est difficile à expliquer. Elles ont toutes une surface voütée 
en forme de bouclier. La plus considérable a 2" d'épaisseur au milieu, 


Jes deux autres ont une épaisseur de o" 5. 


II. Les Sources Troll. 


J'en ai levé une carte au tachymètre, en 1912 (Carte IV). Les sources 
sont situées à 4 *" 5, au sud du M* Sverre, sur le flanc de la vallée, à l'est 
du grand Delta Watnelie qui a une longueur de 5 *™ et une largeur qui 
peut atteindre jusqu'à 1*" 9. La carte s'étend vers le sud et le sud-ouest 
jusqu'à la moraine du Glacier Karl. Dans le canyon à la limite méridionale 
de la carte, il y a une riviére provenant de ce glacier. Comme point de 
départ des altitudes, on a pris un point du delta dont l'altitude déterminée 
au baromètre, est de 10". 

La limite des dépôts de tuf de calcaire n’est pas très distincte. Autour 
des sources qui ont un petit débit ou qui sont taries, les dépôts sont rom- 
pus en pièces par la gelée et plus ou moins ensevelis par la moraine du 
fond. | 

Il y a trois groupes de dépôts de sources. Le plus grand, situé au 
sud, a une longueur de 405 ™, sa largeur varie de 60 à 120 ^. Le groupe 
Intermédiaire a 210" de longueur, de 75 ? à 110 ? de largeur. Tandis 
que ces deux groupes ont leur développement principal le long de la vallée, 
le groupe du nord a son développement principal sur 85 ™ perpendiculaire- 
ment à cette direction; sa largeur varie de 27 4 43"* L’épaisseur des 
dépóts ne dépasse guére 3”. Tandis que les dépóts calcaires des Sources 
Jotun sont en forme de bouclier, les sources Trolls ont celle de bassins. 

Comme on le voit, toutes les sources sont situées sur un palier de 
terrain presque horizontal. Elles sont désignées sur la carte par des 
chiffres romains de I à XVI. J'ai mesuré la température des sources et 
fait encore quelques observations que je veux mentionner ici: 

Au dépôt calcaire méridional, il y a 6 sources. 

La Source no. I est ronde, son diamètre est de 1 5, sa profondeur 


: ’ 
de o™5, son altitude de 26” 8 et sa température de 25° C. (PI. X, 2). 


28 ADOLF HOEL. M.-N. KI. 


La Source no. II est oblongue, sa longueur est de 1 ™ sa largeur de 
0 75, sa profondeur deo 3, son altitude der27 2 2 et “sa temperature 
de 290510 

La Source no. III est ronde, son diamètre de oM 2, sa profondeur de 
oU s. Sonvaltitude deseo "4 ret sa température degra 1G, 

La Source no. IV a la plus grande étendue de toutes; elle est irrégu- 
lièrement oblongue; sa longueur est de 11 ™, sa largeur maximum de 7", 
sa profondeur de 2™, son altitude au-dessus du niveau de la mer de 
27" I, sa température de 21? C. à la surface; quantité de bulles gazeuses, 
probablement composées d'acide carbonique montaient ici vers la surface. 

La Source V est ronde, son diamètre est de o™1, sa profondeur de 
o?! r, son altitude de 26" 9 et sa température de 27? C. Autour de cette 
source, il y a un dépôt calcaire en forme de cône, avec une ouverture au 
sommet. _ 

La Source VI est oblongue (Pl. XI, 1), sa longueur est de 3™, sa 
largeur de 2™ et sa profondeur de 1™; son altitude de 25^ 8 et sa tem- 
pérature de 26? C. à la surface: c'est la seule des sources qui ait un 
débit considérable; on n'a pas mesuré ce débit, mais il.est d'au moins 
100 l par minute. Aucune des autres sources n'a un écoulement visible. 
Celle-ci s'écoule vers l'extrémité sud-est par un court ruisseau formant les 
plus beaux des dépôts de tuf calcaire (Pl. XI, 2). C'est cette source qui 
dans le mémoire mentionné ci-dessus, est appelée la »3™° des sources Troll« 
et qui est représentée Pl. VI, 2 et Pl. VH, 1 et 2 — et à la fig: 5 du texte. 
Les bassins situés à l'extrémité septentrionale du grand dépót méridional 
de tuf calcaire sont représentés Pl. VI, r. 

Au dépôt calcaire du milieu il y a 7 sources. 

La Source no. VII est circulaire, a 1™ de diamétre et une profondeur 
inconnue; son altitude est de 24 ", sa température de 15? C. à la surface. 

La Source no. VIII est oblongue et a une longueur de 1? 5 et o? 5 
de largeur; son altitude est de 25™1 et sa température de 21° C. 

La Source no. IX est circulaire, elle a 2™ de diamétre, son altitude 
est dé 25" 5 etysa température de 189. C. 

Les Sources X, XI, XII, et XIII ont toutes quatre autour. d'elles des 
dépots de tuf calcaire en forme conique avec une ouverture au sommet. 
Les cônes: ont un diamètre de 1™, et de 0504 0275 .de^ hauteur 
l'altitude est de 22? 2 (le no. X) et la température de 18° à 2195 C. Elles 
sont représentées dans le mémoire cité Pl. VIII, 2. 

Au dépot calcaire septentrional, il y a 3 sources. 

La Source no. XIV est circulaire et a 1™ de diamètre, une altitude 


de 24? 8, et une températune de, 22 07€: 


1914. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. 29 


La Source no. XV est entourée d’un dépôt de tuf calcaire; elle a la 
forme d’un cône droit tronqué, ouvert par en haut; le diamètre de sa 
base est de 1 ", celui de sa face terminale de o" 5, sa hauteur de 0™3, 
et son altitude est de 22" 8, sa température de 21° C. 

La Source no. XVI est entourée d'un dépôt de tuf calcaire ayant la 
forme d'un cône droit, tronqué et ouvert par en haut; son diamètre à la 
base est de 1" 5, à sa face terminale, de o" r avec une hauteur de o™5, 
altitude de 20™ et température de 20° C. 

Les matériaux qui entourent toutes ces sources doivent étre en général 
considérés comme des moraines de fond. Dans le mémoire mentionné ci- 
dessus, j'ai indiqué sur la carte géologique ces dépôts comme étant des 
dépóts marins quaternaires. Ceci est exact en somme, car la mer, ainsi 
qu'l est prouvé par les terrasses situées à l'est du M* Sverre, a atteint 
une altitude d'au moins 47™. Mais l'action de la mer sur les matériaux 
grossiers des moraines a évidemment été si peu importante, qu'ils n'ont 
pas perdu leur aspect original. Le caractére marin de ces matériaux a 


d'ailleurs été effacé par le glissement du sol. 


III. De l'existence probable d'une ancienne source, 


^ 


A 4*™ au nord de l'extrémité septentrionale du Glacier Friederich 
s'enfonce une petite baie. La grande faile qui suit le long de la Baie 
Bock, dans la direction du nord-nord-ouest, pénètre sur la terre ferme au 
sud de cette baie. . 

A 4— 500 ™ de la côte sud de la baie, et à 400 ? environ à l'ouest 
de la faille, est situé un mamelon tout particulier (Pl. XII), dont la forme 
yappelle considérablement les dépóts des Sources Jotun. ll est en forme 
de poire, avec sa pointe tournée en bas. Sa partie supérieure est située 
à 95 ? au-dessus du niveau de la mer, son extrémité inférieure à 75 ™. 
Autour de lui, il y a un mur composé de gros blocs, analogue à celui de 
la source du sud-est des Sources Jotuns, que j'ai décrit dans le mémoire 
cité. Mais tandis que les dépóts des Sources Jotun sont composés de tuf 
calcaire, ce mamelon est composé de matériaux de moraines: de blocs de 
granit petits et gros, de calcaire et de grés verts et d'une masse de dé- 
tritus relativement assez fins. Parmi ces pierres, il y en a plusieurs qui 
sont entourées d'une mince couche de tuf calcaire exactement comme les 
pierres entourant les Sources Jotuns: Je crois qu'ici, on a affaire à une 
source tarie. Ce qui semble militer en faveur de cette opinion, c'est: 


I9. Sa forme qui ressemble beaucoup à celle de la plus méridionale des 


30 ADOLF HOEL. M.-N. Kl. 


Sources Jotuns. "2%, Le mur de pierres entourant le mamelon. 3°. La si- 
tuation: a) L'altitude au-dessus de la mer est à peu près la même 
que celle des Sources Jotuns. b) Cette situation est voisine de la grande 
faille. 49. Les pierres recouvertes de tuf calcaire. 

Après que la source a été tarie, le dépôt de tuf calcaire a été 
ultérieurement détruit par la gelée, et la terre gelée a fait sortir de terre 
des pierres et autres matériaux de moraines qui se sont alors mélangés 


avec les morceaux de tuf calcaire l. 


G. Relations existant entre les volcans et les sources 
thermales par rapport à la faille. 


ll est difficile de fixer d'une manière exacte où est située la grande 
faille prés de la Baie Bock. A l'ouest du fjord, ily a partout des roches 
prédévoniennes, à l'exception d'une petite nappe de roches du groupe de 
la Baie Red, à l'ouest du M* Sverre. A l'est de la Baie, par contre, il 
n'y a que du grès rouge de dévonien inférieur du groupé de la Baie Wood. 
Il faut donc admettre que la faille suit la Baie Bock, et à en juger par son 
parcours au nord de la Baie Bock, assez prés de la cóte ouest. Elle coupe 
probablement l'angle le plus saillant au nord-est du M* Sverre. Ici la roche 
est partout recouverte d'une épaisse moraine, de telle sorte qu'il n'est guére 
possible de bien voir quelles sont les roches qui affleurent ici. 

Nous voyons donc que ni le M* Sverre ni les sources thermales ne 
sont situées sur la faile elle-méme. Le M* Sverre doit étre situé à peu 
prés à 2*™ à l'ouest de celle-ci. Le méme phénomène se présente aussi 
pour le Mt Sigurd. lei la faille est mise tout à fait à nu au côté sud de 
la montagne au nord du Glacier Hoffnung. La partie du volcan qui existe 
encore est située à quelques centaines de mètres à l'est de la faille. 

Quel est du reste le róle joué par cette faille qui est certainement, 
dans ses traits principaux, d’age paléozoique, c'est un point sur lequel il 
n'est pas facile de se prononcer. Il ne semble pas bien certain qu'il ait dü 
se produire ici dans l'àge quaternaire de grands affaissements qui aient pu 
reculer le magma de bas en haut. Il serait plus probable d'admettre que 
le magma ait été pressé en conséquence de l'affaissement du bassin de 


l'Océan glacial, le long du socle continental, ainsi que L. von Post l'a ex- 


1 Cfr. Berriz HôcBom, Einige Illustrationen zu den geologischen Wirkungen des Frostes 
auf Spitzbergen. Upsala roro. Bull. Geol. Inst. Upsala, vol. IX, p. 41. 


IQI4. No. 9. NOUV. OBSERV. SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. 31 


posé dans son compte rendu des »Nappes de lave etc.«1, Le long de la 
faille. en question, il y a eu en effet, divers points faibles, ou la lave a 
pénétré en montant vers la surface. Il n'est pas possible de nier en- 
tièrement que la faille ait pu jouer quelque rôle dans les éruptions 
volcaniques; pour cela, la situation du M* Sverre et surtout celle du 
Mt Sigurd dans le voisinage de la faille, est par trop prépondérante. 

En terminant, je veux communiquer une observation faite par ANTON 
JORGENSEN, capitaine d'un phoquier de Tromsó. Etant à l'ancre en r9ro, 
auprès de la Pt® Welcome, lui et son équipage entendirent un bruit 
comme celui produit par un moteur; ils apercurent, en méme temps, un 
nuage blanc s'élever au-dessus de l'intérieur de la Baie Wood. Lair était 
tranquille et clair, et il n'y avait point de brouillard. Ce phénomène fut 
également observé par l'équipage d'un autre navire qui se trouvait à 


l'ancre sur ce point. 


1 L. von Post, Vulkaner och varma kållor paa Spetsbergen. Et nytt moment i Spets- 
bergens geologi. Stockholm 1912. Populär naturvetenskaplig revu, année 1912, p. 49. 


32 ADOLF HOEL. M.-N. Kl. 


Légende des planches et des cartes. 


II 


Fig. 1. Vue prise d'une crête (altitude 980) à 24km au nord de la Mtg de 
la Table. 

Tout à gauche, on voit le plateau du New Friesland composé de granit et mica- 
schistes d’age prédévonien et recouvert d'un inlandsis. Puis vient la Baie Wijde, à droite 
de laquelle nous avons le terrain dévonien. La Mtg de la Table, facilement reconnaissable 
par sa surface plane, est située au fond et à droite de la ligne médiane du panorama. Le 
plongement des grès et des schistes dévoniens: supérieurs est, comme on le voit, vers l'est. 
A la cóte cuest de la baie on voit un des nombreux promontoires alluviaux triangulaires. 


DISSI 


Fig. 1. Vue prise d'une créte (altitude 800™) au sud de la Mt£ de la Table. 

On voit distinctement la discordance entre le grés dévonien supérieur avec plonge- 
ment vers l'est et la coulée de lave. 

Fig. 2. La surface de la Mt8 de la Table est tout à fait plane, exempte de neige 
et de glace et recouverte de pierres. 


PESHE 


Fig. 1. Mt Halvdan vu de la Baie Wood. Au premier plan la Vallée Halvdan. 
Fig. 2. Mt Halvdan pris de la station I (voir la carte p. 13). 


Pie Ve 


Fig. 1. Mt Halvdan pris d’un point situé a sud-est du mont. 
Fig. 2. Partie externe du Mt Halvdan, près du point 761.7. On voit la lave remplie 
d'enclaves de grès. 


DIVA 


Fig. 1. Conrads-Felsen prés Unterlenningen en Souabe. 


ak WAL 


Fig. 1. Mt Sverre, côté est. Au milieu, on voit le cratère dont la partie orientale 
est détruite. A droite, une coulée de lave. Au premier plan, des terrasses marines qua- 


ternaires. 


leak NIU 


Fig. 1. Coupe de tuf au coté est du Mt Sverre, a une altitude de 200 m, On voit 
la stratification nette du tuf, les nombreuses bombes d’enstatite-diopside-olivine et, au-dessus 
de l’homme, un bloc de granit. s 

Fig. 2. Bloc de granit émergeant de la lave au côté sud du Mt Sverre, près du point 
de 316 (voir la carte géologique dans Hort et HorrEpAnr, Les nappes de lave etc.). 


DIVIDI 


Fig. r. Parties saillantes de tuf et de lave sur le cóté est du Mt Sverre à une alti- 
tude d'environ 400 m, 

Fig. 2. Coupe d’une coulée de lave du Mt Sverre, recouverte de terrasses marines 
quaternaires. La photographie est prise dans un canyon creusé par un ruisseau provenant 
du Glacier Adolf, au nord du Mt Sverre. Cfr. Pl. XIII, 1. 


1913. No. 9. NOUV. OBSERV, SUR LE DISTR. VOLC. DU SPITSBERG DU NORD. 


E 


PEDIS 


Fig. r. Dykes traversant la partie méridionale du cratère du Mt Sverre. 


PIX. 


Fig. 1. Mt Sigurd vu du Glacier Hoffnung. Cfr. Pl. XIII, 2. 
Fig. 2. Source I des Sources Troll. Au fond, on voit la moraine terminale du Glacier 


Karl. La direction de la vue est vers le sud. 


PIX 


Fig. 1. Source VI des Sources Troll. On remarque le palier du terrain sur lequel 
toutes les sources sont situées Dans l'eau on voit des algues. La vue est dirigée vers 


le nord. 
Fig. 2. Bassins de tuf calcaire de la Source VI des Sources Troll. 
Pl. XII. 


Fig. 1. Dépôt provenant probablement d'une ancienne source, au sud de la baie située 
au nord du Glacier Friederich. La vue est tournée vers le nord-ouest. 


PI. XIII. 


Fig. r. Coupe géologique de Ja coulée de lave et des terrasses marines quaternaires 
au nord-est du Mt Sverre. Levé tachymétrique par Horr, construction par l'ingénieur 
ALFRED Kozrer. Cfr. Pl. VIII, 2. 

Fig. 2. Coupe géologique au nord-ouest du Glacier Hoffnung. On voit, à gauche, le 
Mt Sigurd situé pres de la faille entre le calcaire cristallin prédévonien et le conglomérat 
downtonien. Plus à droite on a le dyke composé de camptonite. Cfr. Pl. X, 1. 


Carte I. 


Carte du district volcanique du Spitsberg du Nord. 


Carte II. 


Carte géologique du Mt Halvdan. Le levé de la carte a été effectué par Hoer et la 
construction, par l'ingénieur ALFRED KOLLER. 


Carte III. 


Carte géologique des Sources Jotun. Le levé tachymétrique de la carte a été effectué 
par Hozr et la construction, par l'ingénieur ALFRED KOLLER. 


Carte IV. 


Carte géologique des Sources Troll. Le levé tachymétrique de la carte a été effectué 
par Hozr et la construction, par l'ingénieur ALFRED KOLLER. 


[55] 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 9. 


P 


"OMS E pee 
EI | bk 
A 


4j i , * : i 5 E 
>: t^ 0! uL P^ " or. Ae, , a ed ^» , y * 3 
+ ‘El 1 , d + D Ce: , P \ ALS 

eee 5 Enabi JU à QN NE 
» c a” , 4 . 


- Page 11, ligne 11 (du bas), au lieu de: muscovite, lire: tale. 


Er 
de » | “ 
a no * -— 
U* : * 
ed - ; a 
É 1 
^ + 
or .. 
> t - i 
RS | +. is 
. vi. I * 
« F - 
D > 
D ) SR " 
E P x 
a 
4 
Imprimé le 18 juillet ror4. - 
LI 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 9. 


20 aout I9I2. 


Hoel phot. 


de la Table. 


Mtg 


Incem 


ELIT 


] 

deer 

=P en TS 
«m vs 

NAS m CR TE un 


| ve 


LP d 
PA 


É y " Y rae "X 


T- el E 4 - " 
- vM rer D ohms dn o yndede wai m meer Um oc enim ye mene = -— A € d — —  — os …— me ees - " tf 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 9. PET. 


Hoel phot. 20 aout 1912. 


Fig. 1. Mtg de la Table 


Hoel phot. 20 aout 1912. 


Fig. 2. Surface de la Mtg de la Table. 


Fer 


er 
ES 
= 
^ 
- 
- 
- 
= 


MEE pire 
Yl 
3 


* 
di 
i 
P2 


me 


SUID Fern 


e 
T a 
vxo x "T A ad 


i | Y S 


B i i 
- 7 
Re E 
7 os a 
i Fr: 
»23 ND 
- bod 
* 
F Bar 
s H ee uU» =” 
AS = Ir, 
- — e 
-_ = x 
” en e 
m v 
2 rer i se 
3 AAT 5 
SV " v 
» A - =e u ao 
Y I~ Ta 
- E 
2 Lu 
i RN, 
^ E 
E oh 
à 
* 
"s 
E PT. 
mee 
e “Ss 
E E m 
3 æ 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. KI. 1914. No. 9. PETE 


Ellingsen phot. 5 aout 1912. 


Fig. 1. Mt Halvdan. 


2: — ——— — 


Hoel phot. 5 août 1912. 


Fig. 2. Mt Halvdan. 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. KI. 1914. No. 9. BI IV. 


Hoel phot. 5 aoüt 1912. 
Fig. 1. Mt Halvdan. 


Hoel phot. 5 aout 1912. 
Fig. 2, Partie externe du Mt Halvdan. 


A 
+ 
- 


N 


= 


a 


n 
Li 


nå a PEN ! 


> L 
LAS CEE" i 
Da ar 
at) di => " 
po ut 
| a 
i 
i t 
aW Le P. 
m 
4 i 
3 


* 
B 

4 "om 
"m 


sy 


pui 


[LN 


Spe 
JI 


Er 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. KI. 1914. No. 9. PEN 


19 octobre 1912. 


Hoel phot. 


Conrads-Felsen. 


Fig. I. 


E i à W » “te a "m 


ie. LN 
E | dp. A 
i 


> 
2 u 7 7 
4 1 
u u M = 
E d 
| : E 
© i 
PE "E 
= AN 
i | 
à 
u 
Po 
Le 
t 
A 
> 
E 
FH 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 9. Peeve 


Hoel phot. 4 août 1g12. 


Mt Sverre. 


Fig. r. 


U 


grt y ae vd, — 


US 
Y 


[RES 


PE) u. rn ee "e ^ te es 


> 


i 
uem 


Y. 


uU 7 4... 
[AX UGE SR. M 
ni SEN, 
v ET 
1 
he 
"- 
LA 
i" | j 7 
, I i D 
4 (ol 
b + 
D D LUN 
, { 
i? 
M1 * 
B "A 
Xv y 
Len i 
Lh 


> 
L 


Cx 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.N. Kl. 1914. No. 9. PLE VIL 


Hoel phot. 4 aout 1912. 


Fig. 1. Coupe du tuf sur le Mt Sverre. 


Hoel phot. 4 aout 1912. 


Fig. 2. Bloc de granit sur le Mt Sverre. 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 9. Pl. VII 


Hoel phot. 4 août 1912. 


Fig. r. Parties saillantes de tuf et de lave sur le Mt Sverre. 


Hoel phot. 4 aout 1912. 


Fig. 2. Coupe d'une coulée de lave du Mt Sverre, recouverte de terrasses 


marines quaternaires, 


. a oe 
Perera E ARI M 


vor @ D | 2 


Lj 


" 
ud 
. 
+ 
i 
, 
i - 
‘ 
i LI 
ze 
i E s - "Ld 
5 
y - = 
< 
& 
Ar 
«i 4 N 
! 
Ing 
rie x 
. 
À 
- 
a 
* 
A - Nu 
/ 
E -— 
= 
FR 
-— 
* ^ 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. KI. 1914. No. 9. 


4 aout 1912. 


Hoel phot. 


Mt Sverre. 


Dykes traversant le 


I. 


Fig. 


Bik: 


u E 
yr 

ds fire 25 bd 
CEE © T 


ar 


r. 


I 
rm oi Pel aed MET ed eed 


»l 
. 
oe 
u en 


—— 


| n 
—— P ern 


i BY 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 9. PIX. 


ao ar eiie e SS E Roos ENTER 


Holtedahl phot. r4 aoüt rorr. 
Fig. 1. Mt Sigurd. 


Hoel phot. 3 aout 1912. 


Fig. 2. Source I des Sources Troll. 


P > 
oe. = 
i 
wa pte ren 
Bm uam 
* 
4 


Lx me. 
"n4 E 
bad . y 
d k 
" d 
A " 
‘ 5 


, 
LE > i 
1 a ^ 
, er M 
> à 
É =) 
= vw 
‘eat = 
gp RE AEn 
i a 
=. n 
E à 
PET 
» Fre "7E 
Los 
- vw => 
i - -——- 
X 
H , 
= y E » > 
: 4 d e 2 í 
330) = 
ey : 
.X y < 
[pu , 
, - = fl - E 
M 4 
d 
F * 
+ » 
= 
. 
7 
À. m 
en 
~ 
- 2 
Y 3 
| & 
i > 
À -— 
- 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 9. PR XE 


Hoel phot. 3 août rar. 


Fig. 1. Source VI des Sources Troll. 


Hoel phot. 3 aout 1912. 


Fig. 2. Bassins de tuf calcaire des Sources Troll. 


“aes 
Medi. 
J - a Y x = 
"eM C s on TS 


n 


PILLE 


1914. No. 9. 


N. Kl. 


Vid.-Selsk. Skr. I. M. 


"£161 


now zi 


‘youd por 


"99.MOS 


E b i u E sd = das » u 
Ne ] u å aid E u i 
Me 274 nA |, JENNER 
1 , re | iz 
| Ces P1 Ms TIER ay» © MM u 
a Li [1 : M rd | ES 
LEE MEL hind fo’ ME "NJ TED ey 
CA er RE ee 
ets STER » ; , Acn wa 1 
= p Br MS ae E PAL AE 
Sere oS QGET FE MCE] UNS T: 
pM i Ps NE Jah On 
, | D ET M en 
ar ys Soe t T4 
LR d Dei ne TL 
B "= rl Gull 
a i y 
R B 
i A ae 
- v u is 


“ 
- 


ie des 


‘ 
T. 


PI. XIII. 


à x 
Gravier et sable. YXxx 4 
XXXxx: 


lave et des terrasses marines qua 


Calcaire cristallin prédéx 


logique au nord—ouest du Glacie| 


Vid-Selsk. Skr. I. M-N. Kl. 1914. No. 9. 


PI. XIII. 


Son 
EXXRLEMXX 
AXERYZKRRYXX 
xXx RXR x xxx x 
= SERS AIRE LILAS EFF FERRE KS SKR EK YXXX 
RR BRR See EEN Fx. rag Ex RE SY eX Se LER BEREIT x EKK XX XX KS XK ee 
å ARRETE TES FREE is FUTURA EQUOS MESSRS 
M KERNE x» RE KK * OX Vx 
— SEE PEE PERT VOR ESSE 
30) — SERA? ESF > 
” 
= i gen 
SS — 
e 700 200 300 700 doc ius us 
== Gravier et sable. [TREE] Trachy-dolérite, 
Fig. € 


Coupe géologique de la coulée de lave et des terrasses marines quarternaires au nord—est du Mt Sverre. 


T 


Trachy.dolerite (Mt Sverre) FE Conglemérats et grès down- 
et camptonite (dyke). ioniens et dévoniens inférieurs. Calcaire cristallin prédévonien, 


Fig. 3. Coupe géologique au nord—ouest du Glacier Hoffnung. 


A —— 


te II. 


P Welcome 


| 


CA 


—&— ph d— + 


Viktoria OM | | 
Sue EAST uw 2 = > 
Y EKieldien | = | 
Seurcte ditun Sot N oMson | 
M'Sverce © * | 
56 N ia Table 
| I "S 
Sera À Malen ) | ex | | 
jet | 
= — Qas| —— je m Sr =— +) 
| |Riesensebite 
span = 
: -— Nace | 
b pede la Cox | 
2 | 
N 
E C Petermam 
Sale 
= Y 
| 
x 
S 
S 
€ | 
© | H4 | 
"|. ri | 4 fø 
eg =! 
Im CO 2 eG) Eb xS 


Carte du district volcanique du Spitsberg du Nord. 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 9. Carte II. 


CARTE GEOLOGIQUE 
DU M' HALVDAN 


Adolf Hoel 


L'ÉQUIDISTANCE DES COURBES DE NIVEAU 
EST DE 10 METRES 


ÉCHELLE DE 1: 2000 


/0 20 30 wo 5€ 60 70 80 oo ww 


EE trachy-aoierite, Ege rouge, dévonien inférieur. 


qo Ma 


A2 


CN DN 


ES n. et 
! E c 
or 
L; 
HO age 
* ur 4 
o> 
29 
m 
tT] 
e iu. 


av 


A es ne tal 2 


d 


us 
= 


CARTE GEOLOGIQUE 
DES SOURCES JOTUN 


Adolf ‘Hoel 


4 
| 


nn u MR, 


Carte IV. 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. 9. 


NES 
CARTE GEOLOGIQUE 
DES SOURCES TROLL 
Adolf Hoel rw 


35.6 


= > 


SES 0 
„ L’EQUIDISTANCE'DES’COURBES DE NIVEAU 
"4747 + EST DE 1 METRE 
B 


ÉCHELLE DE 1:2000 
60 | 80 100 


120 140 160 180 200™ 


fre] Sable de delta. 


Source. 


Moraine du Glacier Karl. aine de fond 


uf 


PROBLEME UBER VERANDERUNGEN 
VON ZEICHENREIHEN NACH GEGEBENEN 
REGELN 


VON 


VEL oT BOE 


UTGIT FOR FRIDTJOF NANSENS FOND 
a I ET EEE INQUE 


KRISTIANIA 
IN KOMMISSION BEI JACOB DYBWAD 
1914 


Fremlagt i aarsmøtet den iste mai 1914. 


T. 


| A. W. BROGGERS BOKTRYKKERI AIS 


Sal 

In einer früheren Abhandlung! habe ich die allgemeine Frage auf- 
gestellt, ob zwei gegebene, durch Verzweigungen abgebildete Begriffe, die 
auf verschiedene Weise definiert sind, einander äquivalent sein miissen. 

Ich werde hier ein Problem über gesetzmäfsige Veränderungen von 
Zeichenreihen zur Sprache bringen. 

Dieses Problem, das in gewisser Beziehung als ein Spezialfall des 
eben erwáhnten Problems aufgefafst werden kann, ist auch für den all. 
gemeinen Fall von unmittelbarer Bedeutung. 

Da die angedeutete Aufgabe äußerst schwierig und umfassend zu sein 
scheint, muf3 ich mich damit begnügen, die Frage nur stückweise und 
fragmentarisch zu behandeln. 

In einer im vorigen Jahre erschienenen Arbeit? habe ich schon eine 
spezielle Frage über Zeichenreihen gelöst. 

Bei dieser Gelegenheit werde ich nur einige einfache Fälle des 
genannten allgemeinen Problems erledigen. 

Auf die weitere Bedeutung von Untersuchungen dieser Art will ich 


hier nicht eingehen. 


S IL 


Es seien gegeben zwei Serien von Zeichenreihen: 
À; , As, As pe ELE Y Ay 
B; ’ Bs, Ds, UE rey B , 


wo jedes Zeichen in jeder Reihe A und in jeder Reihe B einem Zeichen 


einer Gruppe von gegebenen Zeichen gleich ist. 


1 Die Lósung eines Spezialfalles eines generellen logischen Problems. (Christiania Viden- 
skabsselskabs Skrifter, 1910.) 
Über die gegenseitige Lage gleicher Teile gewisser Zeichenreihen. (Christiania Viden- 


lo 


skapsselskabs Skrifter, 1912.) 


4 AXEL THUE. M.-N. Kl. 


Für jeden Wert von k wollen wir A; und B, korrespondierende Reihen 
nennen. 

Erhalt man die eine von zwei beliebig gegebenen Reihen P und Q 
aus der anderen, indem man hier statt einer etwaigen Unterreihe A oder 
B ihre korrespondierende Reihe schreibt, dann sollen P und Q ähnliche 
Reihen in Bezug auf die korrespondierenden Reihen A und B genannt 
werden. 

Wir wollem dies durch die Figur 

P~Q 
bezeichnen. 
Die Reihen 
aA,5ÿ und aB,B, 
wo « und § Zeichenreihen bedeuten, sind also z. B. ahnliche Reihen. 
Sind zwei beliebige Zeichenreihen X und Y so beschaffen, dafs man 


eine solche Serie von Zeichenreihen 


Cy ^O. = LEE 


finden kann, daß X und Cj, ferner C, und Y, und schließlich C; und 


C41 für jedes h ähnliche Reihen werden, so daß also: 
X ^ €, 7 CS 7 ADN se nm CG P 


dann sollen X und Y in Bezug auf die korrespondierenden Reihen A und B 
äquivalente Reihen genannt werden. 
Wir wollen dies durch die Gleichung 
== À 
bezeichnen. 
Ist P^» Q, so wird auch 
gu 
Ferner wird: 


År ~ DB, und År = B,. 


Man kann sich nun die grofe allgemeine Aufgabe (I) stellen: 


(I) Bei beliebiger Wahl der gegebenen Zeichenreichen A und B eine 
Methode zu finden, durch welche man nach einer berechenbaren Anzahl von 
Operationen immer entscheiden kann, ob zwei beliebig gegebene Zeichenreihen 


in Bezug auf die Reihen A und B äquivalent sind oder nicht. 
Diese Aufgabe ist in folgenden zwei Fällen (a) und (b) leicht zu lösen. 


a) A, und D, enthalten bei jedem Wert von k gleichviele Zeichen. 


1914. No. 10. PROBLEME ÜBER VERÄNDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. 5 


Waren hier zwei Reihen X und Y aquivalent, oder könnte man 
solche Reihen C4, Cs, ----, C, finden, dafs: 


C, 7 C 0 6S 0 eee ECC, 


wo C, und C,41 beziehungsweise X und Y bedeuteten, dann enthielten 
ja zwei beliebige der Reihen C, die alle als verschieden betrachtet werden 
kónnen, gleichviele Zeichen. 

r muf folglich unter einer berechenbaren Grenze liegen, und die 


Aufgabe ist hierdurch gelöst. 


b) Ax enthält bei jedem Wert von k mehr Zeichen als By. 

Die Reihen A sollen äuferdem so beschaffen sein, daß zwei beliebige 
etwaige Unterreihen A, und A, einer beliebigen Zeichenreihe immer bei 
beliebigen Werten von p und q ganz außerhalb einander liegen müssen. 

Wir setzen mit anderen Worten voraus, daß keine Reihe 4 eine 
Unterreihe einer anderen Reihe A bilden kann, während ferner zwei 
beliebige etwaige Unterreihen A, und 4d, einer Zeichenreihe keinen 
gemeinsamen Teil besitzen dürfen. 

Unter einer irreduktiblen Reihe wollen wir hier jede Reihe, die keine 
Unterreihe 4 besitzt, verstehen. 

Der Fall b) des erwähnten Problems läßt sich nun durch folgende 
Bemerkung lösen: 

Durch wiederholte Reduktionen einer beliebig gegebenen Zeichen- 
reihe S, wo man bei jeder Reduktion eine Unterreihe 4 der gegebenen 
Reihe oder von der durch die früheren Reduktionen aus ihr schon 
erhaltenen Reihe durch ihre korrespondierende Reihe B ersetzt hat, kann 
man nur eine einzige irreduktible Rejhe erhalten. 

Diese Behauptung muf jedenfalls, wenn S nur ein einziges Zeichen 
enthält, richtig sein. 

Ist aber die Behauptung, wenn die Anzahl der Zeichen von S kleiner 
als eine Zahl ¢ ist, richtig, dann muß sie, wenn die Anzahl der Zeichen 
von S gleich ¢ ist, ebenfalls richtig sein, was sofort zu sehen ist. 

Ist nämlich S hier irreduktibel, so ist ja die Sache klar. Ferner auch, 


wenn S nur eine einzige Unterreihe A enthält, d. h. 
$= MAN, 


wo das Zeichen = die Identität bezeichnen soll. S kann dann nur auf 
dieselbe irreduktible Reihe wie MB, N reduziert werden. 

Schließlich denken wir uns, daß S auf zwei verschiedene Weisen 
durch allmähliche Reduktionen auf die zwei irreduktiblen Reihen P be- 


ziehungsweise () reduziert ist. 


6 AXEL THUE. M.-N. KI. 


Auf die erste Weise sei S durch eine einzelne Reduktion zuerst auf 
eine Reihe H reduziert, und A ferner nach einer Reihe von Reduktionen 
auf 2: 

Auf die zweite Weise sei S durch eine einzelne Reduktion zuerst auf 
eine Reihe A reduziert, und Ä ferner nach sukzessiven Reduktionen auf Q. 

Sind die zwei erstgenannten Reduktionen mit einander identisch, d. h. 
H — K, so ist die Sache sofort klar. 


Im entgegengesetzten Falle kónnen wir schreiben: 


SOM A TAN 
H= MELA, N 
KAA ib, AN, 


wo eine odere mehrere der Reihen M, L und N gern fehien kónnen. 
Aber H und Ä lassen sich, da sie weniger Zeichen als ¢ enthalten, 
nur auf dieselbe irreduktible Reihe wie MBpLBqWN reduzieren. D. h. 


P=Q. 


Da zwei beliebige ahnliche Reihen und also auch zwei beliebige åqui- 
valente Reihen durch wiederholte Reduktionen der erwähnten Art nur auf 
eine einzige irreduktible Reihe sich reduzieren lassen, ist hierdurch unser 


Problem gelöst. 


Statt des Problems (I) kann man folgende noch allgemeinere Frate aufstellen: 

Indem P und O zwei beliebig gegebene Zeichenreihen bedeuten in denen, jedes 
Zeichen von jedem Zeichen der Reihen A und B verschieden ist, gilt es, eine Methode zu 
finden, nach der sich immer entscheiden läßt, ob einige der Zeichen von P und Q durch 
solche Zeichenreihen ersetzt werden können, daß die auf diese Weise aus P und © er- 
haltenen Reihen P' und ©’ äquivalent werden. 

Man setzt dann voraus, daß einander gleiche Zeichen nur durch einander gleiche 
Reihen ersetzt werden. 

Man kann das Problem (I) auch auf eine andere Weise verallgemeinern. 

Kónnte man die eine von zwei beliebigen Zeichenreihen P und O aus der anderen 
dadurch erhalten, daß man hier statt einer Unterreihe A’ eine andere Reihe BD’ schriebe, 
indem A’ und B’ so beschaffen wären, daß man statt der Zeichen von zwei korrespon- 
dierenden Reihen A und B solche Reihen schreiben könnte, daß A und B hierdurch in 4’ 
beziehungsweise B’ übergingen, dann könnten wir — mit einer neuen Bedeutung des 
Wortes — P und O als ähnliche Reihen rechnen. 

In Übereinstimmung hiermit kónnten wir äquivalente Reihen definieren und die Frage 
stellen: wie man immer entscheiden könnte, ob zwei gegebene Reihen äquivalent sind, oder 
ob man statt der- Zeichen zweier gegebenen Reihen solche Reihen schreiben kónnte, dafi 


die dadurch erhaltenen Reihen äquivalent werden. 
Wir wollen nun einen wichtigen Spezialfall des Problems (I) behandeln. 
Wir wollen die Begriffe Âhnlichkeit und Aquivalenz von neuem 


definieren. 


1914. No.10. PROBLEME UBER VERANDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. 7 


S III. 


Es bedeute À eine beliebig gegebene Zeichenreihe. 


Zwei beliebige Reihen sollen in Bezug auf R einander ähnliche Reihen 
heifsen, wenn man die eine aus der anderen durch Entfernung einer etwaigen 
Unterreihe À erhalten kann. 


Die Reihen 
MEN und MN, 


wo die eine der beliebigen Reihen M und N gern fehlen kann, werden 
also z. B. ähnliche Reihen. 
Sind P und Q ähnliche Reihen, wollen wir dies durch die Figur: 


P-Q 
bezeichnen. 
Sind zwei beliebige Reihen X und Y so beschaffen, daß solche 
Reihen Ci, Cy, ----, C, existieren, daß X und C4, ferner C, und Y und 


schließlich C, und Cy:1 für jeden Wert von % ähnliche Reihen werden, 


sodafs also 


X cq 02 65 do ETS yos 


dann wollen wir X und Y äquivalente Reihen in Bezug auf R nennen. 


Wir bezeichnen dies, indem wir schreiben: 
ae 


Äquivalente Reihen lassen sich also immer durch Entfernungen und 


Einschaltungen von Reihen À ineinander überführen. 


Ist 
P~Q, 
so wird auch 
EICH. 
Ist 
ao 
und 
Bo 
so wird auch 
Ar: 


Sind X und Y zwei beliebige äquivalente Reihen, dann kann man 
solche Reihen H und X finden, daß 


H,~ H,i~ H,~.--.~ HA, 
Bree eae ass Ke, 
WO 
H=X, K= 
und 


8 AXEL THUE. M.-N. Kl. 


während man immer H,-; aus H, und K, , aus K, durch Entfernung 
einer Nullreihe R erhalten kann. 


Hatten wir nåmlich 


X c2 €, ~~ Pere adn eS y 
WONzs cb: 
C, = xRyz 
C, =xyz 
Cua = xyRz 


bekämen wir auch 


: D Cia ~ x Ey Rz = Cua c Jio 


Etc. 


Man kann sich nun die grofse Aufgabe (II) stellen: 


(I) Eine Methode zu finden, nach der man bei beliebig gegebenen R 
immer nach einer endlichen Anzahl von Untersuchungen imstande sein wird 
zu entscheiden, ob zwei beliebig gegebene Zeichenreihen in Bezug auf R 
dquivalent sind oder nicht. 

Das eigentliche Ziel unserer Abhandlung besteht nur darin, die Lüsung 
einiger Beispiele dieser Aufgabe zu geben. 

Können zwei Unterreihen R einer Reihe niemals einen gemeinsamen 
Teil besitzen, so ist — wie früher gezeigt wurde — die Sache klar. 

Die Schwierigkeiten fangen erst an, wenn der umgekehrte Fall eintritt. 

Können zwei Unterreihen R einer Reihe einen gemeinsamen Teil U 
haben, so kann man schreiben: 

R = CU = UD 
oder 
C~C(UD) = (CU) DD 


oder 


(ores mm 
Die Reihe A soll eine Nullreihe heißen. 


S IV. 


Unter 7", wo T' eine beliebige Zeichenreihe bedeutet, wollen wir eine 
aus n Reihen 7 gebildete Reihe 


JUI-. M 


verstehen. 


T" soll eine Potenzreihe heißen. - 
Sind X und Y zwei Reihen, die so beschaffen sind, dafi 


XY = YX, 


1914. No. 10. PROBLEME ÜBER VERÄNDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. 9 


dann giebt es eine solche Reihe 0, daß 
DG JB = 0". 
Der Satz ist ja richtig, wenn X und Y gleichviele Zeichen enthält. 


Dann mufs nàmlich 


oder 
er et 
p=q=l1 


Der Satz ist also richtig, wenn XY nur zwei Zeichen enthält. 

Ist indessen der Satz richtig, wenn XY weniger als m Zeichen ent- 
halt, mufs er auch, wenn die Anzahl der Zeichen von XY gleich m ist, 
richtig sein. 

Enthalt nämlich hier z. B. .Y mehr Zeichen als Y, so bekommt man: 


OX = TA 
oder 
(YZ)Y = XY = YX = Y(YZ) 
oder 
MALI 
oder 


PAT AS TL Let 


Enthält eine Reihe AA eine innere Unterreihe A, so kónnen wir 


schreiben: 
A A 
x y | zo: 
SS —— 
A = æy = YX 


oder folglich 
£= 0. y=, APT, 


Es bezeichne nun U, eine beliebig gegebene Zeichenreihe. Wir 


können dann solche Reihen U, C und D bestimmen, daß 


wo U, bei jedem Wert von p die gråfte Reihe, für die man solche 


Reihen C, und D, finden kann, dafs 
U,-1 = C,U, = U,D,, 


IO AXEL THUE! M.-N. KI. 


bedeutet, wahrend zwei Unterreihen U, einer Reihe niemals einen gemein- 
samen Teil besitzen dürfen. 
Hat man 


Us =CU= UD, 


T 


dann muß U, was sofort zu sehen ist, einer der Reihen U,, U,,...., U, 
gleich sein. 
Bedeutet S eine beliebig gegebene Zeichenreihe und U die grófite 


Reihe, für die man zwei solche Reihen C und D finden kann, daf 


5 = (00 —t 
oder 
CS=CUD= SD, 
dann wird erstens 


S = 06. «CeCe, 


wo die Reihe & entweder ganz fehlt, oder weniger Zeichen als C enthält. 


Es existiert folglich eine solche Reihe 8, dafs 


Gi S 
Ce —— M ——— -— 
i 5 h D | 
! ie i Cc (i a 
a re) 


D = Ba 
S = C"a = (oflf'a = «papa ---- abo = a(Ba) = a D” 
U = (aBJ" "a = a(pa) TE: 


C wird die kleinste Reihe, bei der. man eine solche Reihe D finden 


kann, dafs 


CSS 
Enthält « wenigstens ein Zeichen, wird niemals 


ap == pa . 


Sonst bekämen wir: , 


BS = Bo(Bay" = (Say = (ag) = (aB)'ap = SP, 


wo B weniger Zeichen als C enthält. 


1914. No.ro. PROBLEME ÜBER VERÄNDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. Il 


Jede der Reihen 
gag und oe, 


wo « aus wenigstens einem Zeiehen zusammengesetzt ist, enthalt nur eine 


einzige Unterreihe 8a und nur eine einzige Unterreihe a. 


C id a b C 
naar a 
Enthält nämlich z. B. Saf eine innere Unterreihe ge, kann man 
schreiben 
a = ab = bc 
B = ed = da 
oder 
S = agaga + - - - aga = (be)(da)(be)(da)(be) - - - - (he) (da) (be) = 
= b(ed)(ab)(ed) (ab) - - - - (ab)(ed)(ab) e = b3[aga ++ - - agac| = 
= [agaga ---- ac]d ab = agaga - + - - ac|gb 
oder | 


S = b8W = Wed. 


Aber hier enthält ja 58 weniger Zeichen als ag, was unmöglich ist. 
Hierdurch ist zugleich bewiesen, daß Saf auch keine innere Unter- 
reihe a3 enthält. 


Enthielte ferner a8& eine innere Unterreihe ge, so bekämen wir: 


ga — üh= da 


B= be — cd 
oder 
S = (da)(be)(da)(be)(da) - - - - (da)(be)(da) = 
= d(ab)(ed)(ab)(ed) ------- (ab)(ed)a = 
—4 (aga Bas II " Ba) — 
— leafla "rs... a3alb 
oder 


SAN Wb. 


Da d weniger Zeichen als ag enthält, ist dies aber unmöglich. 
Hierdurch ist ferner bewiesen, daß ag« auch keine innere Unterreihe 


ga enthalten kann. 


12 AXEL THUE. M.-N. Kl. 


Hat man 


S= PN= NO, 


wo die Anzahl der Zeichen von P und Q nicht kleiner als die Anzahl 
der Zeichen von afg und Pa ist, da gibt es folglich eine ganze Zahl m 


zwischen 0 und n, für die 
N = alfa)" = (af) a. 


Um Ausdrücke für die zu der Reihe S gehörigen Reihen U zu 


finden, kónnen wir nun schreiben: 


S == ay (f1e1)" 
“5104 =— (05 (Bac) ” 


a 6) (ar ler m ol Retukuy aile re 


a n 
Ap—10p 1 pt = Ap (Bp) ne 


WO «*,-1, wenn 2—q-7p, weniger Zeichen als Ba, enthält, während 
n, tor bea G27 p— 1: erößer als! List. 

Ferner soll a, für n, > 1 ganz fehlen, während a; (844) | die grófate 
Reihe, die zwei Reihen 8, und e,(g,)* die größe Reihe, die zwei 
Reihen e, 19, 1&,—, gemein haben können, bedeutet. | 

Je nachdem n, gleich oder größer als 1 ist, können wir nun be- 
ziehungsweise a, oder 8, wie S behandeln u. s. w. 

Bedeutet M eine beliebig gegebene Reihe und N die grôfite Reihe, 
für die man solche Reihen X und Y finden kann, daß 

M=XN= NY, 
so wird 


T = XNY = XM = MY 


die kürzeste Reihe für die M die grôfite Reihe, bei der man solche 
Reihen P und Q finden kann wird, daf 
T = PM= MQ. 


Man erhalt hier 


P=X, Y. 


1QI4. No.10. PROBLEME ÜBER VERANDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. I3 


§ V. 


Es seien in Bezug auf eine Nullreihe A: 


En — B, | 
Go es ee (1) 
År == B; | 


wo zwei äquivalente Reihen A, und B, bei jedem Wert von h gleichviele 
Zeichen enthalten. Man sieht gleich ein, dafs A, und Bj gleichviele Zeichen 
‘jeder Art enthalten. 

Schreibt man statt einer etwaigen Unterreihe 4; oder D, einer be- 
liebigen Reihe S die andere dieser àquivalenten Reihen, so wird die auf 
diese Weise gebildete Reihe T der Reihe S in Bezug auf À äquivalent. 

Wir sagen, daß T aus S durch eine homogene Veränderung nach 
dem Systeme (1) gebildet ist. 

Zwei in Bezug auf À àquivalente Reihen T und S, die auch in Bezug 
auf das Systeme (1) äquivalent sind, sollen parallele Reihen in Bezug auf 
R und (1) heißen. 


Wir bezeichnen dies, indem wir schreiben: 
Br. 


Sind zwei Reihen S und T in Bezug auf das System (1) einander 
parallel, so existieren also solche Reihen Cy, Cy, C2, ----, C, Cri, wo 
C, und C,:1 beziehungsweise S und 7' bedeuten, daß man die eine von 
zwei beliebigen nacheinander folgenden dieser Reihen C, und C544 aus 
der anderen durch Umtausch einer etwaigen Unterreihe 4; gegen die 
korrespondierende Reihe B, erhalten kann. 

Kann man keine der Aquivalenzen (1) durch homogene Veränderungen 
aus den übrigen ableiten, so sagen wir, dafs die Aquivalenzen (1) von- 
einander unabhàngig sind. 

Künnen die Reihen 

zR und Rz, 
wo À die Nullreihe bedeutet, für jedes Zeichen z durch homogene Ver- 
anderungen nach dem System (1) immer ineinander übergeführt werden, 
sodaß also 


zR t Rz 


dann sagen wir, daß (1) ein vollständiges System von Aquivalenzen bildet. 


14 AXEL THUE. M.-N. KI. 


Jede Unterreihe À einer beliebige Reihe S läßt sich also hier durch (1) 
in der Reihe S, ohne die Reihenfolge der übrigen Zeichen von S zu 
andern, beliebig verschieben. 

In diesem Falle bekommt man folgenden Satz. 

Kann man eine Reihe @ aus einer Reihe A und eine Reihe 2 aus 
einer Reihe B durch Entfernung einer Reihe R erhalten, während man « 
und 2 durch sukzessive homogene Veränderungen nach einem vollständigen 
System von Aquivalenzen ineinander überführen kann, dann haben die 
Reihen A und P dieselbe Eigenschaft. 

Wir erhalten ja hier z. B. 


Sce HU teas. 


Hat ein von einer Nullreihe R abgeleitetes System von Aquivalenzen 


die Eigenschaft, daf in Bezug auf das System immer 


dc B 
wenn 
KAW eB; 
so sagen wir, dafs das System in Bezug auf R ein vollkommenes ist. 

Ein in Bezug auf eine Nullreihe À vollständiges und vollkommenes 
System von Aquivalenzen hat also die Eigenschaft, dafs in Bezug auf das 
System immer 

Ch 2 ABCs 


wo C eine beliebige Reihe bedeutet, wahrend, wenn 


RA RB 
immer : 
drum 
Satz. Kann man eine Reihe « aus einer Reihe A und eine Reihe B 
aus einer Reihe B durch Entfernung einer Nullreihe À erhalten, wahrend 
in Bezug auf ein in Bezug auf R vollstándiges und vollkommenes System 


von Aquivalenzen: 


AE D, 
dann wird auch 
a t. 
Denn: 
Jie A Seale 
oder 
0 709% 
Ist > 
= Cl II, 
oder 


CR = RD, 


IQI4. No. 10. PROBLEME ÜBER VERÄNDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. I5 


so wird in Bezug auf ein in Bezug auf die Nullreihe À vollständiges und 


vollkommenes System von Aquivalenzen immer 


GC 2B: 
Denn 


RC+CR= RD. 


Hat man in Bezug auf eine Nullreihe R ein vollständiges und voll- 
kommenes System von Äquivalenzen gefunden, dann läßt sich dadurch, 
wie sofort zu sehen ist, unser Problem (II) leicht lósen. 

Bedeutet nàmlich S eine beliebige Reihe, dann kann man hier eine 


solche Serie von Reihensystemen 
No, M, Ns, ME ae Nr 


bilden, dafs bei jedem Wert von p alle Reihen von N, parallel sind, 
während S einer der Reihen von M gleich ist. Ferner kónnen die 
Serien N so gewählt werden, daß keine Reihe von N, eine Unterreihe R 
enthält, während man bei jedem Wert von p > 0 eine Reihe von N,+1 
aus einer Reihe von N, durch Entfernung einer Unterreihe R erhalten kann. 

Schließlich sind die Serien N so gewählt, daß jede mit den Reihen 
einer Serie N parallele Serie in dieser Serie N enthalten ist. 

Entfernt man dann aus einer beliebigen Reihe einer Serie N, eine 
etwaige Unterreihe À, dann erhält man dadurch bei beliebigem Wert von 
p «r eine der Reihen von der Serie N,+1. 

Wir sagen nun, dafs N, das zu 5 gehórige irreduktible Reihensystem 
bildet. 

Unser Problem (II) ist nun hier durch die Bemerkung, daf ähnliche 
Reihen und also auch Aquivalente Reihen dasselbe irreduktible Reihen- 
system besitzen müssen, erledigt. 

Für ein vollstandiges und vollhommenes System von Aquivalenzen 
einer Nullreihe müfsen auch äquivalente Reihen mit gleich vielen Zeichen 
in Bezug auf das genannte System parallel sein. 

Ob zwei Reihen parallel sind oder nicht, kónnen wir aber nach einer 


berechenbaren Anzahl von Prüfungen gewisser Art entscheiden. 


16 AXEL THUE. M.-N. KI. 


S VI. 


Es seien die zwei Serien von Zeichenreihen 


AE SA Penge CA E 
Jeri DB», Ue EE) Di 
wo 4, und B, bei jedem Wert von p — wie früher — korrespondierende 


Reihen genannt werden sollen, gegeben. 

Zwei beliebige Reihen S und 7 heißen in Bezug auf die k Paare 
von korrespondierenden Rcihen A, und D, äquivalent, wenn es solche 
Reihen “Cy, €4, Cy, ---, €,, Cr, wo Cy und C,41 beziehingswerme 
S und T' bedeuten, existieren, daß man C4441 aus C, bei jedem. Wert von 
q durch Umtausch einer Unterreihe A oder B gegen ihre korrespondierende 


Reihe erhalten kann. 


Wir bezeichnen dies, wie früher, durch die Aquivalenz 
umm 
C, und C444 heißen wie früher ähnliche Reihen, und wir schreiben 
"LS Ca+1 . 


Wir bekommen hier die Aquivaienzen: 


Ay == By | 
A 

SAN PE (2) 
År E | 


Satz. Fangen A, und B, bei beliebigen Werten von p und q nach 
links immer mit verschiedenen Zeichen an und ebenso je zwei beliebige 


der Reihen B, oder können wir schreiben: 


QP =A = B, — uu 
Lo Po = Ay = Bs = yoQ» 


ae tie, CCE TT CS gel “wk Sel fa) tw) X O0» rs 


Ty Pr = Ap = Byz , 


wo z und y solche Zeichen sind, dafs jedes y von jedem der übrigen 
Zeichen y und x verschieden sind, und sind C, M, D und N solche 


beliebige Reihen, dafs in Bezug auf das System (2): 


Ci Dive 


1914. No.10. PROBLEME UBER VERANDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. 17 


wo 


dann wird auch 


Wir brauchen hier nur zu zeigen, daß M und JN, wenn 
EM >= EN, 
wo 2 ein beliebiges Zcichen bedeutet, immer äquivalent sein müssen. 


Am bequemsten läßt sich mehr umfassend folgender Satz beweisen: 


Sind zM und zN, wo z ein einziges Zeichen bedeutet, zwei in Bezug 

auf das System (2) äquivalente Reihen, oder gibt es solche Reihen E,, Es, 
, E, daß 

zM —— Ex Ey ~----~ E,~ en, +++ (3) 


dann kann man auch solche Reihen Fi, F.,----, Fy finden, daß 
| EA E se ER TOU 


während die Anzahl q der Reihen F nicht größer als die Anzahl p der 
Reihen E wird. 


Dieser Satz ist ja richtig, wenn 
£M —zN, d.h. M=N. 
Ferner auch, wenn 


£M SEN .d.h. M = N. 


Schließlich muß der Satz auch richtig sein, wenn 
zM DS E; ~ ZN , 
weil hier M= N. 
Wir wollen nun voraussetzen, dafs der Satz immer richtig ist, wenn 
I—p- n. 
Wir werden dann beweisen, daf der Satz auch richtig wird für p =n. 


Wir kónnen dann schreiben: 
£M = 404 ~ 2203 ~ +++» ~ £y Cn © Z9 C. ~ £N +... (5) 


wo jedes z ein einziges Zeichen bedeutet. 


Ist z von jedem x und jedem y verschieden, so bekommt man 


EIL ÉL 
oder 


M SUC qe xoci LAN 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 10. 9 


18 AXEL THUE. 


M.-N. Kl. 


Ist eins der Zeichen’ 21, 2, ne, 2. B. 2, eleieh AS ORE 


Sache auch ganz klar: 


Denn hätten wir 
£M = 2404 = 2003 m m 2, 10,1 2C, 
205 ~ CE ORTOS ~ gaa ETE NS NON ANT 240, TV zN, 
dann existierten solche Reihen « und p, dafs 


Mme... ma 02 C, 


C, o B4 0 pr fm N, 
WO 


stt<zn—l. 


Wir brauchen also jetzt nur den Fall, wo 2 ein x oder ein y be- 


deutet, während jedes der Zeichen 21, 2», = -, £e, in (5) von WEE 


schieden ist, zu betrachten. 


Ware 2 ein 2 zB. 


dann bekämen wir in (5) 


2, soll nämlich von 2 verschieden sein, d. h. 


eq = Ur: 


Hätte man ferner 2,=y,, während 241 von y, verschieden war 


dann bekämen wir 


£pi = Tr = 2 


was ja unmóglich sein soll. 


Wir erhalten also hier 


c, M = yr Ci SE y» C» CHER rd Urs WS TaN. 


oder 
ty Py MS YrQr M LR nn YrQ, N° Sl ’ 
WO 
P,M = M 
PIN == N: 


Da aber hier 
YO, Gd ~ yr Co a LME Jr Cn PE YrQr N° 
kann man solche Reihen y finden, dafs 


M'nynrpm ~~ yy 09 ND’, 


19 


1914. No.10. PROBLEME UBER VERANDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN 


wo 
yvon—2, 
während also 
M= P,M ~ P,n ~ Pry, ~ BI, EN WN. 
Ware schließlich z einem y, z. B. y,, gleich, so bekämen wir aus (5), 
=> 251,1 Ga T.C. ES yrN 


y M ^ r.C, p Zo Co 


DE ARTE m ERN ES ON 


oder 
YrQr M' = x, P, M* ^ Zo Cs rn» 
wo 
Q,M'= M, Q,N'= N. 


RE EN Ot —1 CN Be N* 


x, P,M° ~ 202 ~- 


dann existierten solche Reihen d, dafs 


M OE SB 


während also 
M — Q,M' ~ Qù ~ Qrda ~ +++ + Q3, ~ Q,N’ = N 
Hierdurch ist unser Satz bewiesen. 
Es bedeute hier 7' eine solche beliebige Reihe, daf bei = Wahl 


eines Zeichens Z immer 
mit 7' äquivalente Reihe. 


Es bedeute ferner 7 eine beliebige 


Ist dann 
T'-—abc---gh, 
wo d, b, c, --, 9g, h einzelne Zeichen sind, dann wird 
T' =abe----gh =be----gha. 
Denn 
-- gh)a = a(be - - - gha) 


a(abc--- gh) = aT' = aT = Ta = T’a = (abc 
oder 
abc --- gh =be---gha. 
Enthält also 7 n Zeichen, dann bilden n beliebige nacheinander fol 
gende Zeichen der Reihe TT eine mit T àquivalente Reihe. 
Wir werden nun einige Nullreihen À, für die man ein vollständiges 


und vollkommenes System von Aquivalenzen finden kann, nachweisen 


20 AXEL THUE. M.-N. Kl. 


VD 


Beispiel 1. 
Es sei eine Nullreihe À durch die folgenden Relationen definiert: 
Nn X (X pod — A (Yi Xj)" 
X, == (X2 22)" X; — X_(¥2Xs)" 
X = (Aga) Ae AURA) qm (6) 


il 


Ay == CX, Y tX. — AUX) 


wo XY,, Yo,----, Y, und X, verschiedene einzelne Zeichen bedeuten, 
während r und jedes n eine beliebige ganze positive Zahl bezeichnet. 
Hier wird also 


k= (X, KO" A. == (X; Yi)" (XV) Xs == MEC ME 
CS EF er DPA S 


wo 
le Pe te 
Ferner wird auch: 
R= XQ((Y, Xj" = XX)" (Xi) — - 
= X, (Y, Xy» ) 2) (Y) 
WO 
epee 
Wir bekommen nun z. B. 
R= XY; | (X1 Yi ms X | 
VG EAS yox EYE 
oder 


X, 1 == ia X, . 
Mehr allgemein erhält man bei jeden der betreffenden Werte von 
q 20 
R= (X Yı)" c QGYQ No Ven [(Xarı Yea) im Xe] 
[(Xo41 Yoieer SY e Lou (Pa) (VÆ) = R 


oder man erhalt die Aquivalenz: 


(G YQ" e (AQ Vg" Xo Yost m Vous Xo (Vo Xa)? = x x 


1914. No. 10. PROBLEME ÜBER VERANDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. aE 


In Bezug auf R haben wir also folgende + Aquivalenzen: 
X, }ı = YiX, 
(X, Yı)" X; Y, = YoX2(¥1X;)" 
QG Y" (X213) X5 Y = PX, (Y2X9 ^ QS" (7) 


PNR SR — POETE yi QUA 
Wir bemerken hier, daß .Y; und R nach links mit X, anfängt. 
Fügen wir zu (7) alle möglichen Äquivalenzen 

R = dR 

wo à keinem der Zeichen Yı, Yo, ...., Y, und X, gleich ist, so bildet 

das dadurch erhaltene System, welches wir durch H bezeichnen wollen, 

ein in Bezug auf R vollkommenes System. 


Wir werden nun beweisen, daß H in Bezug auf die Nullreihe À 


auch ein vollständiges ‘System ist, oder daß in Bezug auf H immer 
Rie. 218, 


wenn Z ein beliebiges Zeichen bedeutet. 
Wir brauchen dies aber nur zu beweisen für den Fall, dafs 2 einem 
der Zeichen Yi, Yo, :..., Y, oder X, gleich ist. 


Wir wollen jedoch zuerst beweisen, dafs in Bezug auf H oder (7) 
(X Yi" (Ra Yo [Xe Yea] + [Yan Xeon] (4X3 (AX) --- (8) 


wo m beliebig ist. 

Der Satz gilt nach (7) für m —0, e Gilt aber der Satz für 
q=h, m —0 und für g=h, m=k, so gilt er nach (7) auch für 
sen, mi). 

Denn 

Qü Yi)" --- (X Y^ [Xia Ye ‘= XX)" --- (Xa Y) [41 3441] Xia Yarı t 
+ (MX) (Y23)^ > (Yi Xa)" Yua Yi t 
+ [YixaXaul"QaY)".--QGY) Xana Yarı $ 
+ [Pain Yi (MX) (Yi Xi) = ‘ 
[YiiXia]" EX)" --- (Y:X3)" 


(8) gilt also auch für g=h, m — oder für g —h 3-1, m —90. 
Hierdurch ist (8) bewiesen. 


22 AXEL THUE. M.-N. Kl. 


Nach (7) und (8) erhalten wir nun: 


AR == OYQU(YO4X HE Ce ay CE FIAT M 
XR == XX Ys MAI. (X, YytX. + E Cpu dcs ER > (Yi X1) X, = RX, 
H ist also ebenfalls ein vollstandiges System in Bezug auf À. 
Unser Problem (II) ist demnach hierdurch fiir die genannte Nullreihe 
R gelöst. 
Die obenstehende Theorie behält ihre Gültigkeit, wenn Yi, Yo,--- Y, 


und X, Reihen waren, die nicht ineinander eingreifen können. 


Beispiel 2. 
Rzabbcab, 
wo a, b und c einzelne Zeichen bedeuten. 


R = abbe [ab] 
[ab] beab = R 


oder 
abbe = beab 
oder 
R = abbea|b] 
[6] cabab = R 
oder 


abbea = cabab . 


In Bezug auf das System 


abbe = bcab \ 


abbca = cabab f 
erhalten wir aber: 


ak = alabbe|ab = ab [cabab] = ab labbe] a = abbcaba = Ra 
bR = b [abbca] b = [beab] abb = abbcabb — Rb 
cR = cab [bcab] = [cabab| be = abbeabe = ke. 


Beispiel 3. 
Es sei 
R= ABABA, 
wo A und B solche Reihen sind, daß ABA die größte Reihe, die zwei 
Reihen À gemeinsam haben kónnen, wird. 


Ferner sei 


ABA = UUU....U=U" 


wo U keine Potenzreihe ist, wahrend U mehr Zeichen als À enthält. 


1914. No.10. PROBLEME UBER VERANDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. 23 


Hier wird also 
MEER 
oder 


B= NDS. 
Da AB= BA, erhalten wir 
HR BAABA= RUFT YAAK YA XU 
R= ABAIB= ANU? PYAAR" FY = 0" !Y 


oder 
PT 
Enthielte X mehr Zeichen als À, oder wäre 


= ACA 
so bekämen wir 


"oO — LA. 


Bezeichneten hier A und C einzelne verschiedene Zeichen oder Reihen, 
die nicht ineinander eingreifen können, dann ist unser Problem (II) hier 


durch die letzte Äquivalenz gelöst. 


Beispiel 4. 
R= az" ya" 


wo x und y einzelne Zeichen sind. 
Wir bekommen: 
x"y = yx^ 
R LI qos = yan 
oder 
PT 


was hinreichend ist. 


Beispiel 5. 
Es sei 
R= aryaryan.... ayant = an(yar) = (xny)y'u" 
Eee 
Hier wird erstens: 
Bf YU 


24 AXEL THUE. | M.-N. Kl. 


Zweitens erhält man also ferner: 
qu yx [oui 
EE VM xy? =p 
oder 
if. mmy 
Wir werden nun zeigen, dafs die Aquivalenzen 
qn = qn 
p p 
y Realy 


ein vollständiges und vollkommenes System K in Bezug auf À bilden. 
Erstens wird ja nämlich 


cR + ga (P Dni t aC 0n p, x ex 
yR + yy az ti” + yar try + Ry. 


Zweitens werden wir folgendes zeigen: 
Sind in Bezug auf das System K, S und T' solche beliebige Reihen, daß 


esc 
sodaß man also solche Reihen E finden kann, daf 
ii 


wo Z ein beliebiges Zeichen x oder y bedeutet, dann wird in Bezug auf 


K auch 
Eq 


Es gibt dann solche Reihen F, daß 
Se qne AE a c Le 


Durch die Figur 
Ps od 
bezeichnen wir hier, da& man Y aus X durch Umtausch einer Unterreihe 
x"y oder yx" oder y?r oder xy? gegen ihre korrespondierende Reihe 
erhalten kann. 


Der Satz gilt nun erstens, wenn 


doeet at Le 
Dann wird ja: 


S aT 
Zweitens gilt der Satz auch, wenn 


£8. E~ eT. 


1914. No.10. PROBLEME ÜBER VERÄNDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. 25 


Dann wird ja: 
S=T. 
Drittens gilt der Satz, wenn S sowohl als 7 nur ein einzelnes 
Zeichen bedeuten. 


Dann wird ja 


Wir setzen nun voraus, dafs der Satz immer richtig ist, wenn S 
sowohl als 7’ höchstens m Zeichen enthalten. 

Ferner setzen wir voraus, daß der Satz auch richtig bleibt, wenn S 
sowohl als 7 m + 1 Zeichen enthalten, während die Anzahl 7 der Reihen 
E nicht größer als n > 1 ist. 

Wir brauchen dann nur zu beweisen, daß der Satz auch weiter 
richtig bleibt, wenn S sowohl als 7 aus m-+1 Zeichen gebildet sind, 


während in der Entwicklung 
2B c^ Bh Re 5.25 ET 
die Anzahl r der Reihen E gleich n + 1 ist. 


Ist hier z. B. 
+ 
so haben wir also: 
zS — Ci a Z2C9 De weal as Les FEET ORE A zT. 
Ware hier z. B. 
£y = T 
so bekämen wir 
8 5002.75 


Im entgegengesetzten Falle erhält man aber: 


zS-— yC, Pu yCs page aie 7 YCn+1 DU ré Ade 
Ist hier 
S-—y-1yS', T2 1yT" 
oder 
S = yS‘, T = ÿT" 
so bekommt man beziehungsweise 
LS = a yS" y(ax*S^)-.... ~ yl) —z*yT" xT 
xS = zxyS" > y(y?-128) > ---- ~y(y zl) ~ xp T" zzT 
In beiden Fallen erhalten wir 
S. E T7" 


oder 


BLUE 


26 AXEL THUE. M.-N. Kl. 


Wir brauchen also nur den Fall zu betrachten, wo z. B. 
$zanlyS,, Ty". 

Wir bekommen dann: 

LS = y > ya), o... > (ura yr) 

oder 
qu os pta Du 

Wir erhalten hier die Alternative: 

Uc Den tar IS) DOO A ans, 


Pet, ea yP-!x(yPT,) ~ UP uy T. AVR aS; 2 


In der ersten Alternative wird 


1 + 27, 
anyP T, + 2") 

oder 
yr IT, t5 

oder 


S=atyS, + all, + poral, = WT =T. 


In der zweiten Alternative wird: 


mae A RATE DCE TES) a2 TT 
oder 
aT, + yPODarTy 
De eat) 
S Fyr=T, 
oder 


Sar tyS; = we iy T, + gran ryt rl, E PT = T. 


Hierdurch ist der Satz bewiesen. 


S VII. 


Schliefslich wollen wir ein paar Bemerkungen machen. 
Bedeutet À eine beliebige Nullreihe, dann existieren drei Serien von 
Zeichenreihen , à 


Jag Pears En + (a) 
DE Qs, he c e) Om +++ (8) 
T5, Fe, Rs, +--+, By o (y) 


mit folgenden Eigenschaften: 
1) 2, und Q, sind — für jeden Wert von + — in Bezug auf À 


einander äquivalent, und jede dieser Reihen enthalt weniger Zeichen als À. 


1914. No. 10. PROBLEME ÜBER VERÄNDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. 27 


2) Alle Reihen R,, Ra, ----, R,, von welchen die eine die Null- 
reihe R bedeutet, sind in Bezug auf die Åquivalenzen 
P= | 
Perd: hf GE: (8) 
Pn = Qu 


einander äquivalent. 


3) Für jedes r enthält die Serie (y) zwei solche Reihen A, und 
R,, daß 
R, = P,Ü 
UQ, = R, 


wo U eine Zeichenreihe bedeutet. 


4) Existieren für zwei beliebige Reihen R, und A, der Serie (7) 
solche Zeichenreihen C, D und U, dafs 


R, = CU 
UD = Ry 
dann bildet die Aquivalenz: 
C=D 
eine der Äquivalenzen von (0). 
Man sieht sofort ein, daf alle Reihen (y) gleichviele Zeichen enthalten, 
und ebenso P, und Q, bei jedem Wert von r. 
Wir werden nun zeigen, wie man die Reihen (y) und die Äquivalenzen 
(0) nach und nach bilden kann. 
Es bedeuten 
ur. ag ccs Qt 


k Serien von Zeichenreihen A 


1 1 1 
Ry , Rs , , I, 
2 2 2 
Ry ’ Rs, , Rn 
k k 
yn , HM. AE R Ry, 


fur jedes 6 die Serie Sg bedeuten soll. 


28 AXEL THUE. M.-N. Kl. 


Ferner bezeichnen wir durch 
E35 Eg nn, E, 


h Systeme von Aquivalenzen 


1 1 le h 
P 17 Qi E 1 Qi 

ISA 1 h h 
5 DV ET Q; i 2 Q; 

1 1 h h 
Fe m, Ps mp 


wo jedes P und jedes Q eine Zeichénreihe bedeutet, wahrend Eg bei 
jedem Wert von @ das System 


Pi =Q 
PP — 09 
po — Q8 

"g ng 


bezeichnen soll. 

Die Serie 5, soll nur die Nullreihe À enthalten. 

Für jeden Wert von O0 wird Eg aus Sg und ferner Sg:1 aus Eg 
auf folgende Weise gebildet: 

Enthielten erstens die System 


ey AE cae Sa 
zwei solche Reihen À, und ZA, daß 
Rp = CU 
und 
UD = Ry 
wo C, D und U einzelne Zeichen oder Reihen bedeuten, dann wurde 


Cs 


einer der Aquivalenzen von Eg gleich sein. 


Fir jede Aquivalenz 


von Eg sollen umgekehrt bei jedem Wert von 7 in der Gruppe der 
Serien S,, 52, .... Sg solche Reihen À, und À, enthalten sein, daß: 
EU 


uy? = By 


1914. No. 10. PROBLEME ÜBER VERANDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. 29 


wo U ein einzelnes Zeichen oder eine Reihe bedeutet. Hierdurch ist Eg 
vollständig definiert. 

Schließlich soll Sg:1 von allen denjenigen verschiedenen Reihen 
Rg:1, die mit allen Reihen R der Serien S,, Ss, ----, Sg in Bezug 
auf die Âquivalenzen der Systeme E;, E»,...., Eg äquivalent sind, 
gebildet sein. 

Man sieht gleich ein, daß Sg in Sgii, und daß Eg in Eg:1 ent- 
halten sind. 

Man kann aber @ so groß wählen, daf 


Soi: = So 


und also auch: 


Eg:1 = Eg. 


Hierdurch ist unsere Behauptung bewiesen. 
Aus dem System (0) können wir nun ein System (:) voneinander 


unabhangiger Aquivalenzen 


Ay —— Bi 

da = Bs 

MEN im atas (e) 
En — B, | 


so wählen, daß man jede Aquivalenz in (6) aus (c) ableiten kann, während 
man also keine Äquivalenz von (e) aus den übrigen herleiten kann. 

(c) kann so gewählt werden, daß die Anzahl k ihrer Aquivalenzen 
am kleinsten wird. Ferner kann man (e) so wählen, daf3 keine ihrer 
Aquivalenzen durch eine andere mit weniger Zeichen ersetzt werden kann. 


In (sc) wird niemals 


A, = B, 
ferner auch niemals gleichzeitig 

A, = À, 

B. = B, 
oder 

A, = BD, 

B, = A, 


Satz. Das System (e) enthalt keine Aquivalenz von der Form: 


wo z.B. X den linken Anfang einer Reihe À, der Reihen (y) bildet, d. h. 
Eu Br. 


30 AXEL THUE. M.-N. Kl. 


Da die genannte Aquivalenz auch in (d) vorkommen muß, gibt es 
solche Reihen R,, R, und Ru in (y), daß: 


By TAU 
UTY=R, 
Ru= UTX 
AW =e 
oder die Aquivalenz 
DU, À 


in (0) enthalten ist, oder 


ft; AW AUOT 
OLY =. 


(c) enthielte aber dann die Aquivalenz 


X = Y, 
aus der man ja 
TASSE, 


ableiten kann. 


Satz. Das System (e) enthält keine Aquivalenz von der Form: 
Se 
wo S das rechte Ende einer Reihe von (y) bildet. 


Da die genannte Aquivalenz in (6) enthalten ist, existieren ja solche 
Reihen R,, R,, E, und Ru in (y), dafs: 


R, = SXU 
LIS =: 
dioc m ES 
SXU = By 


oder man erhält die Aquivalenz A — XU, die also in (0) enthalten ist. 


Schließlich wird: 
Tos = KS =e Ru 
BE US VR 


(6) enthielte aber dann die Äquivalenz 


X-—Y, 


was unmóglich ist. 


1914. No. 10. PROBLEME ÜBER VERANDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. 31 


Satz. Sind 
kz = PU 
und 
UQ= Ry, 
wo A. und À, zwei Reihen von (7) bedeuten, während also 
p 


eine der Aquivalenzen von (6) bildet, dann wird in Bezug auf (0) oder in 


Bezug auf (e) 


PR — RP 
QR = RQ 
UR = RU 


wo À eine beliebige der Reihen (y) bedeutet. 
Denn 


PR = PR, = PUQ- R.Q = R,P— RP 
UR = UR; = UPU= UQU = R,U = RU. 


Ferner bekommt man auch in Bezug auf (e) 


PU = Rk, = &, = UQ = UP. 


Satz. Hat eine der Reihen P und Q in (6), die wir mit C bezeichnen 
wollen, die Form 
C= NM, 
wo M den linken Anfang einer Reihe À, der Reihen (y) bildet, dann wird 
für jede beliebige Reihe R der Reihen (y) in Bezug auf (0): 
NR = RN 
MR=RM. 


Denn ist D die zu C korrespondierende Reihe in (6), dann gibt es 
ja solche Reihen À, und A, in (y), daß: 


hk, = NMU 
UD — R45. 
oder 
Kk, = UNM 
MW = Rk, 
oder 
UN = W 


oder schließlich: 
NR=NR.=NMW=NMUN=RN=RN. 
Ferner wird 


MR = MR, = MUNM=MWM=R,M=RM. 


32 AXEL THUE. M.-N. Kl. 


Satz. Es bedeuten R,, R,, R. und Au vier beliebige verschiedene 
oder nicht verschiedene Nullreihen Æ des Systems (y). 

Ferner bedeuten M und N zwei Reihen, die durch Einschaltung von 
R, und Ru in À; beziehungsweise À, gebildet sind. D. h. 


M = a,b 

N = cRud 
wo 

Ry, = ab 

R, Lcd. 


Gibt es dann solche Reihen C, U und D, daß 


M = CU 

UD = N 
so bildet entweder 4 

C= D 
eine der Aquivalenzen von (6), oder man kann aus C und D durch Ent. 
fernung von Unterreihen R des Systems (y) Reihen erhalten, die in Bezug 
auf (0) äquivalent sind. 

Indem das Zeichen = sich auf Aquivalenz in Bezug auf (0) bezieht, 


wollen wir folgende Fälle unterscheiden: 


t. a = Ce c= ef 
b = hi d =1D 
R, = fg 
gh E Ru 
oder 
JE 
R, = Cehi = Cefi 
£2 Mr, 
oder 
C— m 
2. a — Ce c= ef 
DEA 
Re = fg 
gbh = Ru 
oder 
{= bh 
Tie en P 
ebD = ebhd = efd = E, 
oder 


GE 


1914. 


No.10. PROBLEME ÜBER VERANDERUNGEN VON ZEICHENREIHEN. 


33 


oder 


oder 


oder 


oder 


oder 


oder 


oder 


oder 


oder 


= a= Cece, d = gbD 
Ru = ef 
fg = R. 
icy 
R, = Cceb = Cegb 
cgb D = R, 
G— wu 
4- C=ae, D = gd 
R, = ecf 
f^g == Ru 
ec = bg 
R, = ab 
bof = ecf = R, 
a — gf 
Ra == Í bg = fec 
cd = R, 
jg ——u 


C -—aue—gfe— gd — D. 


5. h=gh, c= fg 
C= ae, D = d 
R,= ef 
fgd = Ry 
en 
R, = agh 
hi = Ru 
go t1 


C — ae — agd — id — D. 


6. c = fhg 
C —ae, D — g Rud 
R,= ef 
fbgd = R, 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M..N. Kl. 1914. No. 10. 


Ba robe: E pi 
) “a ‚DR un. 


me 7- . NL nU ed 
ONE ; Eo DE GE EM 


gå FE | ^d R, = aecf oc TUA AS 
ie oder À x 
m : | "(Perg = VÆ 


E^. oder ^ 
Bor Y SU EU E eed = ae, 


5 E ee en 
d | ; ty! E 
s 8. Du y MID ER 
i C= dhe, v uud 

D R; = aef 
a | fod = Ry 


rs à oder 
de — ga. 


: 1. Mai 1914. SR 

3 à d 
Axel Thue wm 

1 f 1 | 

32 

Jn 

i. 

E 

^ 


Gedruckt 18. November 1914. 


HOHENBESTIMMUNGEN DES 
NORDLICHTS 


AN DEM HALDDEOBSERVATORIUM VON 
OKTOBER 1912 BIS ANFANG JANUAR 1913 


VON 


O. KROGNESS UND L.VEGARD 


UTGIT FOR FRIDTJOF NANSENS FOND 


KRISTIANIA 
IN KOMMISSION BEI JACOB DYBWAD 
1914 


ae Ls 


5 
= 


mete den 2 


Fremlagt i den mat.-naturv. klasses | 


€ mal 1914. 


29d 


' 


^ 


» 


Le 


i 


. A.W. BROGGERS BOKTRYKKERI A-S | 


er 


B. eine von uns! hat schon kurz über eine Reise nach Bossekop 
(Finmarken) im Vorwinter 1912—13 berichtet. Gleichzeitig damit wurden, 
wie dort erwähnt, auf dem neu errichteten Halddeobservatorium und auf 
Vegards Station in Bossekop parallaktische Nordlichtphotographien für 
Hóhenbestimmungen nach dem Stórmerschen Verfahren? aufgenommen, 
deren Ergebnisse wir im folgenden mitteilen werden. 

Die Methode ist schon in der erwähnten Arbeit von Stórmer aus- 
führlich beschrieben worden. Eine Beschreibung braucht deshalb hier 
nicht wiederholt zu werden — wir beschranken uns daher auf einige 
Angaben über die gegenseitige Lage der Stationen und einige Bemerkungen 
betreffs der instrumentellen Ausrüstung. 

Das Halddeobservatorium liegt auf dem Halddegipfel etwa 


4,5 km. vom Kaafjord entfernt und 907 Meter über dem Meeresspiegel. 


Geographische Breite gm = 69° 56’ 21” 
—»— Lange 4— 225 855 B8 Gr. 


Die Station in Bossekop (»Aurora Borealis« genannt) hatte eine für 
Nordlichtbeobachtungen vorzügliche Lage auf einer Hóhe in der Nahe des 
staatlichen Telegraphen- und Telephonamts. Trotzdem ihre Hóhe über 
dem Meer nicht mehr als ca. 30 m. betrug, konnte man wegen der grofsen 
Entfernung der Berge von der Station aus wirklich den ganzen Himmel 


bis zum Horizont überblicken. 


Geographische Breite 69° 57’ 48" N 
— Lünpe 22° 155 3 E-Gr. 


1 L. Vecarp: Photographische Aufnahmen des Nordlichtspektrums etc. Phys. Z. S. 14, 
p. 677, 1913. 

2 C. STörmeEr: Bericht über eine Expedition nach Bossekop etc. Vid.selsk. skr. No. 17. 
Kristiania 1911. 


4 O. KROGNESS UND L. VEGARD. M.-N. Kl. 


Die gegenseitige Lage der Stationen geht aus der Karte Fig. 1 hervor. 

Die Verbindungslinie der beiden Stationen (die Basislinie 9) hat eine 
Lange von 12,6 km., und die Richtung ist durch die folgenden Werte 
von Hohe (4) und Azimut (ao) gegeben. 


TES Dep | 
7 Foi f a = 180" +78 [E 12° N] 
Rn AO 
Bossekop — Haldde (has 6 s 
| a — 78 


Eig 


Die Basislinie hat eine ganz günstige Lange. Sie ist etwa dreimal 
so grof als die von STORMER früher! benutzte. Dagegen war ihre Rich- 
tung (E— W) ungünstig; denn wie bekannt, haben die durchaus häufigsten 
Nordlichter die Form von Bogen, die in der Richtung der magnetischen 


Parallele gehen. Auf den Bildern wurden diese Bogen beinahe ihrer 


1 Seitdem wir unsere Observationen abgeschlossen haben, hat Prof. STORMER (1913) eine 
noch grófere Basislinie zwischen Bossekop und Store Korsnes (27 km.) benutzt. 


1914. No. 11. HOHENBESTIMMUNGEN DES NORDLICHTS. 5 


Langsrichtung entlang verschoben und wenn — was oft der Fall ist — 
die Bogen keine deutliche Querstruktur zeigen, wird man nicht »korre- 
spondierende Punkte« angeben kónnen. In der Tat ist hierdurch die 
Móglichkeit für brauchbare parallaktische Bilder sehr stark beeintrachtigt. 

Auf dem Observatorium auf dem Halddegipfel waren die parallaktischen 
Aufnahmen auch oft durch Nebel oder gewaltige Stürme verhindert. Da- 
gegen waren die Wetterhältnisse in Bossekop günstiger. 

Die Telephonleitung zwischen den beiden Stationen bestand aus drei 
Teilen. 

1. Die Leitung von dem Halddeobservatorium nach Kaafjord bestand aus 
unisoliertem Draht, der direkt auf den Boden gelegt war. 

2. Die Reichstelephonleitung von Kaafjord nach Bossekop, die durch 
liebenswürdiges Entgegenkommen des Herrn Telegrapheninspektors 
Bruun — Hammerfest — von 7!/, Uhr Abends bis 9 Uhr Morgens zu 
unserer Verfügung gestellt wurde. 

3. Eine kurze Leitung vom Telegraphenamt bis zur Station in Bossekop 
(etwa 200 Meter) war aus dünnem >»Militärdrahte errichtet. 

Sowohl der »Militärdrahte wie auch die Telephonapparate waren 
uns in liebenswürdigster Weise vom Armeedepot in Kristiania und vom 
Reichstelegraphenamt in Hammerfest überlassen. 

Hauptsáchlich wegen der schlechten Isolation der Haldde—Kaafjord- 
Leitung war das Telephonieren oft mit Schwierigkeiten verbunden, und 
besonders war das Anklingeln hàufig unmóglich. Dagegen konnte man 
ganz gut hören. Man mufste sich deshalb so behelfen, daß man für das 
Telephonieren vorher bestimmte Zeiten verabredete. 

Die photographischen Apparate, die zu Nordlichtaufnahmen benutzt 
wurden, waren mit Ernemannschen Kinostigmatlinsen (Brennweite 5,2 cm., 
Öffnung 4 cm.) versehen. Die Größe des Bildes betrug etwa 4 cm. im 
Durchmesser. 

Die Linsen waren jedoch wegen der grofsen Lichtstärke nicht genau 
korrigiert, sodaß die Sterne besonders am Rande des Bildes nicht scharfe 
Punkte gaben. 

Auferdem hatte der Apparat auf dem Halddeobservatorium noch den 
Fehler, daß der zentrale Teil des Bildes überhaupt nicht vollkommen scharf 
eingestellt werden konnte. In einiger Entfernung vom Zentrum bekamen 
wir dagegen ein durchgängig scharfes Bild. Die Empfindlichkeit für Sterne- 
abbildung wurde hierdurch allerdings etwas verringert; es zeigte sich aber, 
dafs auf den benutzten Bildern die helleren Sterne ganz deutlich heraus- 
kamen. Diese Unscharfe wird jedoch nicht die Genauigkeit der Parallaxe- 


bestimmung merklich herabsetzen kónnen. — An einem Abend (3. Dezember) 


6 O. KROGNESS UND L. VEGARD. M.-N. KI. 


kam jedoch am Observatorium eine andere einfache Versuchskamera, mit 
zwei Pathé-Fréres-Linsen, zur Anwendung. Der eine von diesen beiden 
Apparaten war mit einer besonderen Linse versehen, wodurch man eine 
sehr beträchtliche Zunahme der Lichtstärke, jedoch auf Kosten der Rand- 
scharfe, erhielt. 

Bei den parallaktischen Aufnahmen wurden ausschließlich » Ultra rapid«- 
Platten von Hauff benutzt. 


Über das Auftreten des Nordlichts. 


Zur Übersicht mag der folgende Auszug aus dem, vom 1. Assistenten 
am Observatorium, Aabakken, geführten Nordlichtjournal für die betrachtete 
Periode wiedergegeben werden. Wir geben die Zeiten nach astronomischer 
Berechnung an. [o^ = 24^ — Mittag, 12^ = Mitternacht. Mitteleuropäischer 
Zeil] 


November. 

8. Von ir^ an etwas Nordlicht. Um Mitternacht wurde der nördliche 
Himmel immer mehr bedeckt. 

9. Ein wenig Nordlicht von ca. r1!/;^ an. Orkanartiger Sturm verhinderte 
das Photographieren. 

10. Von 5? an Nordlicht, teilweise intensiv. 

Nachdem Telephonverbindung hergestellt war, trat Nebel ein. 

17. Nebel: 

12. Wolken, kein Nordlicht beobachtet. 

13. Von 7" an schwache, ruhige Bogen und lichtschwache Draperien. 

14. Teilweise kräftiges Nordlicht. Wegen Nebel bekamen wir nur ein 
paarmal Gelegenheit, parallaktische Aufnahmen zu machen. Etwa 14h 
gänzlich bedeckt. 

IS. Ein schwacher, diffuser Schein gegen Norden. Etwa 10!/,” auch ein 
schwacher Bogen unter dem grofsen Bären. 

16. Den ganzen Abend über bedeckter Himmel. 

17. Bedeckt fast den ganzen Abend. 

Kein Nordlicht bemerkbar. 

18. Schneesturm den ganzen Nachmittag. Etwa ri^ wurde ein schwaches 
Nordlicht gegen Norden bemerkt. 

I9. Schwacher Nordlichtschein gegen Norden. 

20. Schneesturm. 

21. Etwa ro^ etwas sehr schwaches Nordlicht gegen Norden. Später 


nichts. 


IQI4. No. 11. HOHENBESTIMMUNGEN DES NORDLICHTS. 7 


22. Etwa 4 wurde eine Nordlichtdraperie gegen Norden bemerkt. Später 
kein Nordlicht bemerkbar. Mondschein. 

23. Unbedeckter Himmel, kein Nordlicht, Mondschein. 

24. Etwas bedeckt, kein Nordlicht. 

.25. Fast völlig wolkenfreier Himmel, kein Nordlicht. 

26. Schneesturm. 

27. Schneefall und bedeckt. 

28. Wolkenfrei; Mondschein, kein Nordlicht. 

29. Fast wolkenfrei. Sehr schwaches Nordlicht etwa 77/2? bemerkt, später 
nichts. 

3o. Völlig bedeckt. 


Dezember. 


I. Unbewolkter Himmel, kein Nordlicht. 

2. Schneesturm. In Bossekop Nordlicht hinter den Wolken bemerkt. 

3. Von etwa 73/2" an ein schwaches Leuchten gegen Norden, das nach 
und nach an Starke zunahm. Von 9^ an erstreckte sich ein mächtiger 
Bogen über den ganzen Himmel, beinahe durch den Zenit, verschwand 
aber schnell im E und Zenit, hielt sich jedoch làngere Zeit im Westen. 
Später parallele, nicht besonders lichtstarke Bogen und einige sehr 
ruhige, diffuse, »wolkenartige« Flecke. 

4. Schwaches Nordlicht etwa 8b. Später nur sehr diffuser Schein. 

5. Ein wenig Nordlicht bemerkt. Neblig. 

6—7. Ganz kräftiges Nordlicht; wegen Abwesenheit vom Observatorium 
wurden keine Parallaxephotographien aufgenommen. 

8. Bedeckt, kein Nordlicht hinter den Wolken bemerkbar. 

9. Etwa 71/28 ein großer und kräftiger Bogen. Später flammte das 
Nordlicht mit Regenbogenfarben kraftig auf, wonach der Bogen sich 
in Draperien auflöste. Etwa 9^ bildeten sich aufs neue einige Draperien, 
die jedoch schnell wieder verschwanden. Etwa 8V;^ wurden einige 
schwache Nordlichtstreifen zwischen dem großen Bären und den 
Zwilingen beobachtet, die fortwahrend verschwanden, um wieder von 
neuem gebildet zu werden. 

Der Bogen hielt sich lange am Himmel. Etwa 2^ (am 10.) war er 

noch bemerkbar, jedoch nur sehr schwach. 
to. Etwa 41/25 ein schwaches Leuchten gegen Norden, das später in einen 
Bogen, der stundenlang tief unten am nórdlichen Himmel stand, über- 
ging. Etwa 8^ Wellenbewegungen entlang des Bogens. Regenbogen- 
farben. Einige Draperien wurden ebenfalls gebildet. Etwa 8'/;^ wurde 
das Nordlicht sehr diffus. Spater nur ein sehr diffuser, schwach leuch- 


8 O. KROGNESS UND L. VEGARD. M.-N. KI. 


tender Bogen. (Die eine Serie Parallaxephotographien, 4 Stück, beim 
Entwickeln leider verunglückt.) 

tr. Vom Eintritt der Dunkelheit an schwaches Nordlicht im Norden be- 
merkbar. 6" 20—40 abwechselnd etwas kräftigere Erscheinungen, Bogen 
und Draperien. Später ein kräftiger, diffuser Schein über dem nörd- 
lichen Himmel, obere Grenze bei Polaris. 

Etwa roh r5? wurde ein Bogen im Norden neugebildet, der nach 
und nach an Starke zunahm. Einige Draperien von kurzer Dauer 
erschienen ebenfalls. Der Bogen verschwand bald, und der ganze 
nórdliche Himmel bis zum Zenit war von einem diffusen Schein be- 
deckt. Schwach leuchtende Bander durch den Zenit von E—W. 

12. Schneesturm (Orkan). 

13. Schwaches Leuchten früh am Nachmittag 4 diffuse Bander (das eine 
sehr schwach) auch südlich vom Zenit bis zu den Pleiaden. Später 
etwas wechselnde Formen, jedoch hauptsachlich diffusen Charakters 
bis 98 45™, als das Nordlicht plötzlich kräftig aufflammte. 

[Da die Telephonverbindung in Unordnung gekommen war, bekamen 
wir keine brauchbaren Doppelphotographien.] 

Das kräftige Nordlicht verschwand wieder nach etwa ro Minuten. 
Später nur ein diffuser, aber verhältnismäßig kräftiger Schein über 
dem ganzen nódlichen Himmel. 

I4—17. Völlig bedeckt. 

18. Ein schwacher, ruhiger Bogen Nachmittags und Abends. Nur ein 
paar schwache Draperien etwa 8—8!/;^. Mondschein. 

19—20. Mondschein, kein Nordlicht bemerkbar. 

21— 30. Einige Abende kräftiges Nordlicht [zuweilen in Bossekop beob- 
achtet und aus den magnetischen Kurven ersichtlich] jedoch immer 
so spat Nachts, dafs es am Observatorium nicht bemerkt wurde. 


31. Ein schwacher Bogen am Abend tief am nórdlichen Himmel. 


Januar. 


I. Ein schwacher Bogen tief am nördlichen Himmel von 7^ an. Etwa 
81/2" wurden schwache Draperien bemerkt, später nur ein ruhiger 
Bogen. 

2. Etwa 71° erhoben sich von Westen zwei ganz kräftige Bogen. 
Später veränderte sich das Nordlicht etwas, jedoch behielt der nórd- 
liche Bogen seinen Charakter. . 

Ein schwacher Bogen hielt sich den ganzen Abend. 
3. Schwaches Nordlicht den ganzen Nachmittag, etwas kráftigere Er- 


scheinungen etwa 35—3!/,5. Ungefähr 9^ begann ein kräftiges Auf- 


1914. No. 11. HOHENBESTIMMUNGEN DES NORDLICHTS. je} 


flammen. Anfangs ein schmales, lichtschwaches Band vom östlichen 
Horizont bis zum Zenit. Dieses Band wurde nach und nach stärker 
und erreichte schließlich den westlichen Horizont. 

Dann erfolgte ein ganz außerordentlich kräftiges Aufflammen in 
Regenbogenfarben. 

Das Nordlicht bewegte sich vom nördlichen, durch den Zenit etwas 
zum südlichen Himmel hinüber. 

Leider bekamen wir erst nach dem kräftigsten Aufflammen eine 
parallaktische Aufnahme um gl 24”. Ein paar Minuten später war nur 
ein diffuser Schein über den ganzen nördlichen Himmel zurück- 
geblieben. 

4. Etwa 712? ganz kräftige Draperien und Bogen. Sie nahmen schnell 
an Stärke ab, sodaß keine parallaktischen Aufnahmen (nach 7?/3") 
gemacht werden konnten. 


Den ganzen Abend bedeckt. 


en 


6. Ein verhältnismäßig kräftig leuchtender Bogen wurde etwa ;!/,^ 
beobachtet. Dieser hielt sich längere Zeit ruhig; etwa 9!1/, war er 
jedoch sehr lichtschwach. Etwa 17? wurde im Norden noch ein 


schwacher Bogen beobachtet. 


Die Berechnung der parallaktischen Photographien. 


Die Formeln, nach denen die Berechnung ausgeführt ist, sind früher 
von Prof. STORMER entwickelt und so ausführlich in seiner oben erwähnten 
Abhandlung »Bericht usw.« beschrieben, sodaß wir in dieser Hinsicht nur 
auf dieses Werk hinzuweisen brauchen. 

Doch werden wir die dort gegebenen Berechnungsformeln zusammen- 
stellen, indem wir genau dieselben Bezeichnungen anwenden. 

Auf der Fig. 2 bedeuten 5 und c diejenigen Punkte, wo die Richtung 
von 4 nach 5 und einem betrachteten Punkte, — entweder einem Stern 
oder einem Punkte im Nordlicht — E E 
die Himmelskugel trifft. Z bedeutet N: 
den zu A gehörigen Zenitpunkt und 


P den Nordpol der Himmelskugel. 


Die Berechnung fällt in zwei Teile. 
Der erste Teil besteht darin, die Ver- 
schiebungsrichtung samt / und a für 
die verschiedenen Punkte im Nordlicht 


zu bestimmen. Fig. 2. 


IO O. KROGNESS UND L. VEGARD. M.-N. Kl. 


Der zweite Teil besteht darin, aus der ausgemessenen Parallaxe die 
Höhe und Lage des Nordlichts im Raume zu bestimmen. 

Wir werden zuerst die Formeln aufstellen, die bei der Berechnung 
zur Anwendung kommen. 

Wie leicht zu ersehen ist, geschieht die Verschiebung längs des grófsten 
Kreises durch c und 6. 

Die Verschiebungsrichtung wird daher von dem Winkel u zwischen 
dem Deklinationskreise durch c und dem größten Kreise durch c und 6 
bestimmt. 

Wir haben dann zur Bestimmung von u: 

u=—= i — k LS (ta) 
wo À den Winkel zwischen dem Höhenkreise durch c und dem größten 
Kreise có, und £ den Winkel zwischen dem Hühenkreise und dem 
p Deklinationskreise durch c bezeichnet. 
Die Richtung des Deklinationskreises 
wurde durch eine Reihe Positions- 
bestimmungen der auf den Kopien 
vorkommenden Sterne festgestellt. 

a und f Fig. 3. seien zwei Sterne, 
deren Deklination und Rektaszension 
bzw. di, da und @;, o» sind. 

Die zwei Winkel. 4; und 5, und 


der Abstand a zwischen den Sternen 


Fig. 3. 


werden dann aus den folgenden Formeln berechnet, wobei wir den Winkel 
«Pg mit /\o bezeichnen. 


tg a sin Mei sec = tg gU 
S AUDI See PT c ERE 
B4 + Bs di + da di — do 4 
tg SIDA = cos cup cosec 7 9 enter x . (2) 
Bi — Bs 5 Ba , 0| — 0, 
und tg = = cos — sec — t ne 


Mit Hilfe dieser Formeln kann man eine Tabelle über 6,, 5» und « 
für die verschiedenen Sterne berechnen. 

Herr Professor STÖRMER ist so liebenswürdig gewesen, uns eine von 
ihm früher berechnete Tabelle über diese Größen zu überlassen, sodaß nur 
für einige Nordlichter eine Berechnung bei uns nötig gewesen ist. 

Wir werden nun zu den Formeln für A und & zurückkehren. Zu 
ihrer Bestimmung haben wir die Breite der Station A und die Deklination 


und den Stundenwinkel des Sternes c. 


1914. No. 11. HOHENBESTIMMUNGEN DES NORDLICHTS. 


TX 


Hieraus kann erstens die Höhe A des Sternes c über dem Horizont 


bestimmt werden, indem 
sin À — sin q sin à + cos p cos d + cos ¢ 


und wenn Z gefunden ist, wird a aus 


i cos Ó sin / 
sin a = — —— — 
cos A 
berechnet. 
Als Kontrolle können wir 
cos a- cos h = — cos p sin à + sin p cos d cos? 


anwenden. 
À und À finden sich aus den Formeln: 


sin a+ COS p sin? : COS m 


ME — 
cos d cos A 


— tg io cos À + sin h- cos (a — a) 
sin (a — a) 


cotg À = 


S3 


- (4) 


Der zweite Hauptteil der Berechnung besteht darin, aus der aus- 
gemessenen Parallaxe die Hóhe des Nordlichts zu bestimmen. Wir setzen 


voraus, dafs der Parallaxenwinkel ausgemessen ist. 


Bezeichnen wir den Abstand von A bis C mit r, die Länge der 


Basislinie AB mit g und den Winkel zwischen der Richtung von À bis 


C und B mit #, so erhalten wir aus Fig. 4a 


E g- sin («+ f) 


sin f 
V 
A 
i R 
Ÿ 
3 
» 


12 O. KROGNESS UND L. VEGARD. M.-N. KI. 


Weiter ergibt sich für die Hôhe 77 des Punktes C über dem Meeres- 
spiegel Fig. 4b: 
H=V(R+y»+E—R A 
oeer angenähert 
t 


d +3 ess 2(R+y)[R+y +V(R +? +2)? 


a — ICS hl ' 


und ey A 


- 


Das letzte Glied in der Formel (9) kann für x << 1000 km. und die 
zwei letzten Glieder für x — 80 km. ausgelassen werden, wenn man sich 
mit einer Genauigkeit von !/, km. begnügt. 

Für den Abstand zwischen A und dem Punkte auf der Erdoberflache, 
der C im Zenit hat, ergibt sich 


5 xX 
ait Oss is, E 


und als 
D =R:0 à ADN 


ergibt sich angenähert, indem wir sin 0 anstatt @ setzen: 


R 
LE « \ 
Bo, - SS 


Hier bedeutet 0 den Winkel zwischen den zwei Erdradien, und D 
den geodatischen Abstand. 


Der letztere Ausdruck für D kann mit einer Genauigkeit von 1 km. 


für x << 600 km. angewendet werden. 


Bemerkungen hinsichtlich der numerischen Berechnung. 


Die Berechnung haben die zwei Verfasser unabhängig voneinander 
ausgeführt. 

VEGARD hat eine Rechenmaschine benutzt, während  KROGNESS, in 
Ermangelung einer solchen, sich eines großen Rechenstabes, und wenn 
es die Genauigkeit erforderte, der Logarithmen bediente. 

Es besteht auch ein Unterschied in der Berechnung des Winkels # 
zwischen der Richtung von 4 bis 6 und c. (Vgl. Fig. 2 und 4a). 


Wie aus der Figur leicht ersichtlich ist, wird % aus: 


cos 4 = sin fy sin À + cos h, cos Ah cos (a — ap) 


IQI4. No. 11. HÖHENBESTIMMUNGEN DES NORDLICHTS. 13 


bestimmt, was voraussetzt, dafs man die Höhen und Azimuten der ver- 
schiedenen Punkte kennt. VEGARD hat diese für die betreffenden Punkte 
des Nordlichts direkt bestimmt, indem er den Unterschied in Höhe und 
Azimut zwischen diesen Punkten und einem naheliegenden Sterne, für 
den diese Größen berechnet worden sind, ausmifst. 

KRocwEss hat dagegen zuerst # für den Stern berechnet, und hieraus 
findet er # für die verschiedenen Punkte im Nordlicht direkt durch Aus- 
messung làngs der Verschiebungsrichtung. 

Mit der Kenntnis dieses Winkels hat der Letztere auch zur Bestimmung 


von À anstatt der Formel (7) die einfachere 


sin (a — ap) 


: cos hig 
sin % 


Sd — 


benutzt. 

Ferner ist zu bemerken, daß Krocness Haldde und Vecarp Bossekop 
als Station 4 gewählt haben. 

Die Ausmessung der Parallaxe ist auch nach zwei verschiedenen 
Methoden ausgeführt worden. 

Der eine von uns (VEGARD) bediente sich des Stórmerschen Verfahrens, 
indem er mit Hilfe eines Projektionsapparats das Bild der einen Platte auf 
ein Stück Papier projizierte, sodaß 1° auf der Platte in der Regel ı cm. 
auf der Zeichnung entsprach. 

Dann wurden die Grenzen des Nordlichts und die photographierten 
Sterne aufgezeichnet. 

Die zweite Platte wurde in den Projektionsapparat hineingesetzt, und 
dieser dann so eingestellt, dafs die entsprechenden Sterne zur Deckung 
gebracht wurden. 

KROGNESS benutzte eine direkte Ausmessung auf den photographischen 
Kopien. Der Mafsstab mufste hier auf jeder einzelnen Kopie mittels des 
Abstandes verschiedener mitphotographierter Sterne bestimmt werden. 

Die Verschiebungsrichtung wurde in beiden Fallen auf den Figuren 
aufgezeichnet und die Parallaxe längs dieser ausgemessen !. 

Bei der Ausmessung der Parallaxe kann auch die Deformation des 
Bildes sich geltend machen. | 

Wenn sich nämlich kein bekannter Stern nahe dem Punkte, dessen 
Parallaxe ausgemessen werden soll, finden läßt, und dieser außerdem am 


Rande des Bildes liegt, so kann die Deformation eine betrachtliche Wirkung 


ausüben. 


1 SroRMER hatte uns liebenswürdigerweise seinen Projektionsapparat zur Verfügung gestellt, 
wofür wir ihm hierdurch unseren besten Dank aussprechen möchten. 


14 O. KROGNESS UND L. VEGARD. M.-N. Kl. 


In unserem Material haben wir es nur einmal, nämlich am ?-/42, P4, 
für nôtig befunden, auf die Deformation Rücksicht zu nehmen. 
Die Ausmessungen und Berechnungen Vegards ergaben als Deforma- 


tionskorrektion der Parallaxe ~ o^,2 und diejenigen von Krogness — 0°,3. 


Ergebnisse. 


Die Ergebnisse der Berechnungen sind in den Tabellen I und II zu- 
sammengestellt. Tabelle I enthält eine Reihe von Hilfsgrößen — unter 
anderem die Winkel %, À und u —, die zur Bestimmung der Parallaxen- 
richtung auf der Platte nótig sind. | 

In Tabelle II sind Hühe und Azimut, der gemessene Parallaxen- 
winkel und der daraus gefundene Abstand D und Höhe 77 des Nordlichts 
angegeben. 

Zu jeder Aufnahme gehóren drei Figuren — namlich die zwei Parall- 
axenbilder Platte I und I und eine Wiedergabe der von Vegard mittels 
des Projektionsverfahrens aufgezeichneten Konturen des Nordlichts. (Fig. 
5—19). 

Die Aufnahmen von Bossekop sind mit einer völlig durchgeführten 
Linie, die von Haldde mit einer gestrichelten Linie, gezeichnet. 

Auf jeder Zeichnung sind einige Sterne sowie die berechneten Punkte 
des Nordlichts angegeben. | 

Die von Vegard gewählten Punkte sind mit den rémischen Ziffern 
I, II etc., die von Krogness gewählten mit den arabischen 1, 2 etc. be- 
zeichnet. 

Die Genauigkeit der Hóhenbestimmung hängt ganz und gar von der 
Genauigkeit der Parallaxe ab. — Die Genauigkeit der Parallaxenbestimmung 
hangt wieder von der Giite der Aufnahmen und Scharfe und Lage des 
Nordlichts ab. 

Wir müssen deshalb die móglichen Fehler der Parallaxenbestimmung 
in jedem Falle schatzen. 

Zu jedem Wert der Parallaxe ist der geschätzte mógliche Fehler hin- 
zugefügt. Diese Zahlen sind nicht als wahrscheinliche Fehler, sondern 
vielmehr als eine obere Grenze des móglichen Fehlers zu betrachten. 

Die entsprechenden Fehler in D und 77 lassen sich einfach berechnen 


und sind in Tabelle II angeführt. 


IQI4. No. 11. HOHENBESTIMMUNGEN DES NORDLICHTS. I5 


5/5 P, 
7^ 1/27 925% 


GB 
1” 16” 545 


Fig. 5. Fig. 6. 


14-157 Ps(5) 
In P. oh 307 ^55 


174 $7575 A 


dCygni et” 


XP. 9737” 


16 O. KROGNESS UND L. VEGARD. M.-N. Kl. 


3/12 Ps 


Quo Zen 20 Cenhei 


JLyrms  «flyne 


Eu or Fig. rr. 
* 

* 

3-WaP 4 » 7 Ursa. may: 

DE Ee 

i <a Can. ven. 

9 

of Aurıgee 


#Canella 


Hig. r2; Fig. 13. 


Sa 8" 22" 405 


1914. No. rt. HOHENBESTIMMUNGEN DES NORDLICHTS. 17 


2j P, 5 7h 457495 / 
7? 44 455 A 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 11. 9 


M.-N. Kl. 


O. KROGNESS UND L. VEGARD. 


+LYS 
9€‘+9 
L£‘Co 


o6'zt 
zo'CE 
LC'oz 


eL'v€ 
ec'oc 
gabe 
oL'Cz 
98'9€ 
ct'61 
St'9L-:- og1 
Sg'tg-:-ogi 
£9'9g-:- 09€ 
29:'€9——09€ 
F9‘o9 
gL'ez 
66'o0€ 
tert 
88'*o 
86'09 
10'29 
+S‘o9 
Lo'ro 
9z‘1£1 
6L'osı 


o 


eL'vL 
aS‘1g 
gl'i8 
00'99 
SL'gS 
tL'eS 
oS‘eS 
EbsS 
gı‘gS 
to'sS 
Le'19 
bor 
Lg‘6L--og1 
SE‘Cg— ogi 
6b‘L1-+og1 
&S‘g1--09€ 
£o'gL 
1+‘6+ 
az SC 
9S‘16 
oz'Cg 
91'6L 
6S'6L 
rg'gl 
6£'6L 


o£'L11 
tg'6or 
o 


= 


Y 


. o€'zzI tushy » | whe 6 61 Cr &I Le 
Cé'Czr ælg 4 | 
SE TET 33 M sS1 w6S qL gi ti SI We 
S£6'o11 = 
SeL'101 — £4 | 
SLg'96 | USA) 0 | sob SP qL Li £1 ip Ue 
oC‘ıoı — £4 
So‘o6 wsky » sSŸ wht ul OI EI I We 
S1'ror — 4 
08'06 US » | sSe wer ul CI II LI Ve 
ıt'Soı ze | 
SE'16 stay » s0Ÿ wee qg bi 9 ue 
oo'ó6gr "usa ‘ue? Se 
og'SL1 syoog 4 $02 m9F 48 £r IS vg SU. 
6€'9-:-09€ — Hee 
SLo'e1 ‘dojameg » uel qo £I OI 87 re 
gS'Se1 b33M we q6 11 6 97 6 
oc't6 i134) » | ui£€ 96 OI 8 I We 
CS‘96 iuS{ 4 ui1€ 46 6 L ty Glle 
os'rSı — d | 
Eg'ttI siuooeJ(q p sob wot qo 8 k | Wy Woy-sy 
g'ısı 817 4 
£z'Lar | 82 M | sIS wl qi! L £ fq Hj 
o£'ig1 wiky 4 
£L'oz1 LÆSE M s*S wor qil 9 & Cy IT/g 
CoC'i1g | few æsin 2 
Co'r1e ‘JeU9A 'ue) » | SE/g6 mer yl € I Ly Ws 
o 
| 
: 3197 eypsivd ; II ‘I Id ; 
7 2u197G | oma MI 811 ON ouyruny 


(P-ıe3sA uoA uoSunutmooJ2q) 


eae eV cL. 


19 


HOHENBESTIMMUNGEN DES NORDLICHTS. 


1914. No. ri. 


| | | 
S09--ogi | Se tf€-Logi | Se tL+ogi o oc 11 Sb-t-og1 £e c£ S'g ce! shy » uite q6 61 ST &I Ve 
gå SC: og1 | c£ Eg+og1 | 9€ og+ogi be L1 be L*-:-ogt YS 61 gb tar #147] 4 | sSr w6S yl 81 pi ST Ve 
Cy ES og1 | 1beb+togr | ES Sotogr | eite be *€—ogt1 gi SE o£ o11 — e| 
et ot—ogi | EFSE+ogr | 61 6S+0g1 o£ £c o£ £9 og1 Sree? | 6 101 1u847 À | «ot mer ul Li £r ty We 
t€ z9-: ogr o£ or +-0g1 c 6t +ogı a1 6€ 9 66: og1 er LS bs og iaydag » | | | 
A Ur SIUDIJPION U98110A sop U97I9AÀ UdpudYydoidsjud Uap UOA USUONNILIONY UBÅD » | sS? wu** ql | 91 eI Cl Ve 
& | 
or ob+ogr | 6¢6e+o0g1 | e£ fS -+ogı € Cc o£ €9-: og! abot zı 96 ae) | | 
Lv Lt-:-og1 | 6rte--ogri | Er 0S-Fogı te 9e t€ 99-: og1 gr 6€ * gh S6 wah » | sSe web qL | Si fr | or Te 
o& 18-081 cE 9£+ogr | 66 og+ogiI Le be cr gS—ogri FS 9€ € Sor =p | 
YS op: og1 L 61+og1 F1 ob + ogr Libe 9 oL: og1 EI 1h 16 iudÁ^ v | sot mee q8 PI 9 ler 
1€ eL £e gL— gS oL — SE 1 — 6t L --og1 of 91 12 6-Fogr l'uoa uge) Sa 
LS Eg 61 Sg— gz £g— 1€ 1 Br voor 6€ gt gr SLi snoog 4 | soe w92q8 | €! S AU 
9€ og-:-og1 8L9+ogr | gh 1a —ogı oz St La 9S 91 tg LS 11 ‘dopoue » mel qo 21 oI 87 El /p-g 
9€ gS—ogr | o209--ogi | ge gl+ogr 89! € €b-:-og1 ge Sc C'g1 Se esos wreu6 | 11 6 91 le 
9€ Lt ogr | 1€ce+ogr | Er 6b+0g1 et 9c SS Lo—og1 Sz ot ES €6 USA » wet 46 | or 8 “a ig 
o£ bb—ogr | E€0€+ogr | cS t$-+og1 61 bz SS 99-:-og1 ge t€ S'£1 96 lu3Á^ À | m1 46 6 L tq AU 
1€ og—ogi | 08 Co+ogr 1 Sg+ogr 1€ 61 ES 18 og1 tS 6b SGT TPI siuoovJ([ Q | 59% mot qo 9 b td Von 
1h £S.:-0g1 bo it+ogi | gr S9+ogiI be £c +S $S-t-0g1 gi SE Le 601 IUSAT p | 
gE 6S—og1 | o£ I9+0g1 | a1 6L+ogr ob Li gr Eh: og: gi Sa 65 951 EIN 818 mp1 411 L E ud Wie 
‘youysaiaq &y M/; sojQor[p.ION | iud) 9 | E 
uopueqgojsuoeu sop U9JI2AAÀ uopuomqo31dsju» Usp UOA uo3uonxollow qoJnp puis 'A's'n y ‘vy Y | 33 AN sPS wW9I qIl | 9 e iq Wie 
sE LS+ 6€ 6S— Le oL-: | gr o1— or Sa-togı gS oc gE o£+ogr | ‘uaa ‘ue » Sze's6ue1q11| S I lg Uj, 
4 o 4 o 4 o | 4 o 4 o 4 o ‘ ° 
197 auosied "ma a 
ie 4 14 4 D yf 7 9U191S Ed "Su uv ounqeujny 


(ssouSorw UOA uoSunumgoo4oq) 
ATTEINTE 


M.-N. Kl. 


UND L. VEGARD. 


O. KROGNESS 


(m3 


Juss Jsuos ‘HOEMUIS 
SEMJ2 9U191S 9!(]) 
"NM —Nuruerredea(q 


(np) 


"M—-Nutusuiodeig 


(auuyeu 


-JUY 9213 41496) 


'"NN—N Ul usdog 
A931WIGJO1LIOdE.ICT 


"N u usdog 


91F0'ZEL 


CI e'Iel 


1e T 698l 
91 -rS'vGr 


O1-rFo'cceI 


| O1 +9'60L 


ob + SOL 


gı'Lg ‚Sz‘oF to‘t gr‘o6 
| zgıg ‘Seo Fog'€ 1g'1g 
| 69'SS | efo-E SL'1| oL'6v 


PL‘ES MO 96'1| 1g‘oS 
| 


c IS1'o x Fo'z| PL'1€ 


Lo'19 e'o-r 16/1, 1S'6S 
1E°E9 z'oF ss LL‘eg 
Fe'19 s'oF E 9S'09 
r6‘19 s'oFSL‘ı gS'19 
6o't9 ‘oy 16'1 | 96'€9 
eS oo F og'1| S1'gt 
SL'oC ‘oF 26'1| ge'ot 
S1'0F gg 1697 

oo'o€ S1'ozE elt! 11°6P 


‘sS-.og1| t'0F gt'1| 06'081 


o o | o 


| 
n d | wtp} on 


(‘piv89A uoA UasuNuUyYda.19q) 
TNE SIMS 


| "su y9n9T 
| U2]4991 sap pue» oui] 
Jap fo uounp d our] 
| *suaqyyone] 
| uoxui[ Sap pues 234091 
Jap :p uo4np Z orurT 


1u847 p —«— 
wu] 4 yoinp Z asiurT 
"USUS oxui| ap 
|*€39AA yoinp d our 
| ‘49 MN UOA Sju221 
yorajs  ‘u9Jl213sjuoiT 
| we gyung 2jsuoou 12 
‘azyidg 234991 a1p 
‘147 À yoinp dg aiurT 
‘azydG 3197mMW oip 
fæl 4 yoanp Z a1urT 
"azyds u919[]1ur op ue 


(ayung ojsSupoi oc] 


'ezjidg uazydo1 Jap ue 
WUNg 93s3upoeiu „ad 


yung aysyooy 137 


‘282AAÀ uoanp 
d au] 31ur sua8oqjuoi] 


|-PION S9p Nluyag 19q 


yyund 23s811paiu A9(T 


'uo9juono'T U9IS.I9JUN We 
Ib I 91s Sr 1poru JA9(T 


*“OAUDIJPION ur D VUNG 


^ 


21 


S. 


HOHENBESTIMMUNGEN DES NORDLICHT 


1914. No. 11. 


| | "PUEN U». Jop 
o1 Fog!) ET F 608 S'9oc | 691 | 1'Loz | eo'gS SrioF S£ e| 9£'1* | bo‘oS | u449 T/ younp d our] 
(Sunurumnsoq | | | pue» 91991 9p 
-uoqoH Any 3n3 ayag)|, &1. F L'Ulgri|e1T ıgı 1'gL1 | o'£6r |o'ege | Lb'pS I|St'oFo&'s 9€£'£t | 69'eck | iud?) ,0 Younp d aur] 
‘M—N ut (gens) "| er c 2'69I SIF gie) 1916 | o'SL1 .ı'gLe sı'bS S1'oT gr'e| Pale€ | oo!1S ung 2184004 seq 
quourde.joriadvaq | | | | "pues oyuf op 
lex FEilLli|eı F HLi|gELı |e'egi | 0'158 | 10/08 |€1'oT Le'e| OLVE | gg'€ | ‘1u849 » qoanp d aiurT 
[ei Fe ^ T Guy) err | L'L6: | c'Lec | Sg'gv Gi one e| talt | €S'6e | ung 9ojsgriporu 1 
| | "S1J00€] 
| 66 | or | ‚ sayun uadoqyyory 
"N ur uodog * o'SEP * QOL Lits |g'ibr | goth |oS'6L-z-ogr|Ce'o-T LS'1| 9*'101| Sg'or |uojieuos u979MZ uy 
1o diui, iojarrode AC] ler Bet | | | ‘soos 
| IS. lent | | | Æ aoyun | uodoqjquor] 
OO 1 68 19'PL | OSEP |e‘ebb | go'eg-<-o81 Seo 19'1 9L'g6 | 1L6 |usjivjos  uojslo uy 

(one usum aap (|9" ir [Pests | | ae 
jne YOBMYIS) zu { T1'6 | bøg b'6 £' L'oL int ‘ol61'L1- ‘ ^ a 2 neg 
WpupioxN sasnyig I -1'61 |g + CIL DI | I | © 911 | 9L‘9 bo L1‘g/O1'L1-; | 6£'og |-o[oure?) » yaanp d Bur] 
£i T 0'G9L PI F 88L Ser 9'691 | S'1€e |ge'zg £'o-r og'e| oz'eS | ES'Lb qyung 2)S49QU Aal] 
| ‘PUY 974991 sop 
“ouodei( 21849 S1 F6'c61 e1T LSı ofbS1 | 9‘L61 | S'oSe | Eg'gS c'o- £€'e| 96'585 | p6'LE | fru 3AD o yaanp d airy 
| pue» 214991 sap 
61 Fy'gez o1F Est] Err | Es |6'1ge |ev'6s e'oT ele, SS'LS | or'Le | færd 2 younp d. orurT 
(neg uouro op | B5 T | 1e ? "T ene : n : : | "n He "pues oui] Tap 
jne youmyos sea) J| oF +? g1 18+ L£V 6'€€1 | S'ggr | E‘1Ee |6g'ov bo £1'e| gb'ge | 68'SE | u“ 49 n qounp (4 duvT 
‘quadwq  o3npei | | puey 914991 19p 
€1 Fg'elilE1T girl E'Str | g'olr | 6'gze |et'ov c'oT LEtz| 11'£€ | 1H6€ | ‘1u449 » yoanp d aiur 
‘SJUDIIPION sop >pury 


| '9u.19]G uoproq.rop puvjs 
“qy usqjuy wap quoro s 
st tud A7) A siq oyunq 
| | wsp  UOA puvisqy 
| i | | sapınduv o([ ‘uo#07 
| | | | "23 wudsg 4<— 4 sos 
ary 0910414 sop Suna 
gi | -aduy[io, top Jne ung 
1 S'oL1| is tel ofoer | L'Elr | c'11e | 16'gh S'oT go'e! Leit | €o'PE |uours younp d au 


(ned uouro 
Jop jue youMmyos) 
"MN Ul ouodriq 


| | | u9}49941 Wop MU MUYSS 


M.-N. Kl. 


UND L. VEGARD. 


O. KROGNESS 


22 


— lo We ‘ £1 : f i 
{ ge Le oLı oe ZOL 9:66 e'6L1 
| obFe'jge |61F Gai O'Shx | S'6EE 
En | sr tıreigır Ser SiSer |v'1S6 
PEN Iq \ c£-g'ece 6 T poll sire | EgSE 
pem f| See (SI anil eis | o'6e: 
Uger ae >. | 
a f| Ye (ie 
« 3 yay ut ‘ [ 
M 6619682 | cg. LIL! E'6or | g'1€r 
ores | eene | 
| “Gloss 12) 0081 8621 
"MIN ul | COEM Cun 
u230{ 1osnpgi(T | Pres ler 
| . Cs | ® € : 
| MS lee 96 o't6 o' Ler 
| a H € x 


o'Soz | £g'6t 
9'69€ | 2S'gS 
1'ELE£ | 068/95 
S'oLE |oE:LS 
| z'oLı | 61‘6+ 
Soba ext 
| | 
| p'olr |€L'eS 
| I'gSI | gg'o* 
o 
4 n 


(SO) 


SCH EST 


| ‘PUB 334221 Jap 
b'o-r og'e| FS'S* | go'6e |'iu3A^ » uounp Z aiurT 7T 61 <ı &y Ye 
z'ioFgg'1 Sı'SS | Se'Ez "yunq eaysyooy 19q "III 
zoFtg‘1 gS‘SS | Sor | aah] À qoanp d airy 7I 
S1'o-r LOT SE LS |S&L*br ung 29s3upau aq "I gI PI SI Ve 
| 
g'oF LEE) ee'1* | La'SE | u849 4 qoanp Z au "| Li €1 ET Vs 
| | | 
g'0F Sa'E| ta'FE€ | 096€ | ‘1u849 LS younp d siuvT 7] 9I ZI Cd We 
C'ocxot'£ ct'ob |gg'e* | 1345 » qo1np d oiurT T] | 
1u849 4 
pun » uauyosiMz jqund — , 
C op as] Egig€ |9€'o€ | -jayin uep qo1np Jaiury "I €1 II lI le 
o OM RO o 
| | 
d 00—2 7] 'ejuor[pioN wi j 3xXunq "Su meld wuyqeuny 


23 


HOHENBESTIMMUNGEN DES NORDLICHTS. 


1914. No. rt. 


| 'suojuono'[ u92)4221 
‘Wy ogI 6 X991: | Libor | shor | 661 St'ogg--ogi, soF L'£|go'LS | sop puvy oyu 1op € ur aim d orurT 9 
pun ozI wd usjıayy Uop Jjuoridsquo | | xS 'PusjgoneT uojoo1 — 
onmpdeidojogq 412p Ssunzusisagq Op 6 FgS1 | S'oS1 | Eigıı | 0'561 Lı'Lg—ogı| 2'0F LE ES | sop pues] ayuı Jap :X yoanp d aug 'S 
ju sopuey sasap p[undjjuugog 1 | : "suaJyonaT uo3q22. 
: o1+6b1 | b'L*r | g'érr | of061 | g’Lg—ogı SzioF g'£| 6'oS$ | sop puvy oxui[ sop :p younp d our "+ 
| ‘ysR.ijaq smuoserng X pun p 
'erqde13 | | | yoinp uaiury-7 uop uayosimz purjsqy 
-ojouq Jap 3unzuoigag 1op uoyooids [| ,, Fe£gı | S'rgr | E'L11 | r'g1e |Sglogtogi\Sc'oF €'E | ErtLS | sap sje X uoa youpagu [ala os d ary ‘€ 
-Ju9 Uu9Zu9I1*) 9SoIp Re ‘ulos nz | | 'suojugono'[ uoxui| sop pue | 
dequusysa OTe pun Sor wo Uezue) tic 991 | g'bor coz | offos | £'1g-og!| EoF S'E | O6'ES | 234921 19p ‘stuosvig 4 yaınp d aturT '& | 
uop U9ouoSIMZ 9PPIEH UuoA auyeu | "suaJyanaT ua4u sop pues 
jny Jap youu 3ureuos [ques 1935917 8 Forı Sé‘bhi ozi ggg | g'ig-og! | cof g'£|L£'oS | aqyoa. ssp ‘stuooviq Q yoanp 4 om] ‘1 | Ky Mon 
| | | 
O1FGLL 601 bow | bee £'c9-—ogi. c'ocLe'e| o'ee | 'ezudg 934991 a1p fae4A7T g ya. mp J aurT ‘9 
IIFQLL Sur 6Lz 10€ | I'19:-ogI, &'O T I'6| 6'ı2 azides o49]1u orp fash] 9 younpd oiurT. *S 
11} 6e1 €er | Eco Ige | 119: og1| s'oFSe'‘z| o‘oz | 'ozyidg a.1apyıar a1p 'e33 AA qoanp d atury ‘+ 
| "udÁ) p pun zul le 
L1 161 | €'£gi 165 pre | L'€S-+og1 Sı/oF 691 | sie | uayosiMz Jyundjoyım Uap qoanp J alu] '€ 
L -EgEr c£1 woe 6'665 | e'£€-:-ogi| 1'0F96'1 | L'oe ‘eiky 4 younp 4 airy 'E 
L Fozyp | $' 61 bow 885 €S-+-ogr| oF os | S'be | uojro.rng ayuy 1op !edom younp d orurq ‘2 | &g NM 
gPFL61 9981 | 5'998 IIT | €'6b--ogi|Sc'oF €E'1 | 6'oz "2147 4 wounp d aurT 't 
, "'ezydg 19p 
geFeSı | S'681 | S'G8E oit | L'Lt-:-ogr Sz'oF £'1| 6'61 | pues oxurp top Sah] 4 younp d aiury ‘€ 
6 FGZL Sıı | g'EtE |£'eo€ | gigh-ogı| 1‘'oF S'ı S'gri yung ojs3Srporu jsp aymjadun "© 
azyıdg aap pury 
Six ber 911 | z'zo€ | 6'EZE | £'oS-—og1, e'oT go'r 12 | ayyoor 1op {æ147 4 younp d or] ‘1 | &y We 
2 | "suaJyonaT u21aqun sop puey 
Pelee S'gLi | ofL6S 879 Jg PUE SOM 891 3.1990 aap {uaa ‘ue Se .yoanp V au ‘1 | Ly Ws 
H € as A d+n d y "9juorpaoN ur 9 Jyundg | ouieujny 


(sso»uSorw UOA uosSunuto.roq) 


IT TTINSV.L 


O. KROGNESS UND L. VEGARD. M.-N. Kl. 


24 


orI-r 961 | 9:*61 | 6:C6r | e'oLe | 6'6r-—ogi, I'oF o'e 
6 FPLi | o‘olr | p61 | E‘Loz | L'gr-—ogri| 1'o-rer'e 
L Fgsı | ghar ILI €1is | r'Lb—=ogr| Tor S'z 
9 FHOL | Foo! |g'ilr | 1'661 g’Sp—ogı SroF o'e 
| Li-- ‘ ET ‘ 
| tz +66 b'6L Leb | L'E6r |ES'eg CzoFSt‘ı 
| ør Tec) | S're1 e'g |S‘rer | S'gL—og1! S'OF gL'S 
| 
| C1621 | 9'€er |e'vec oSc | €'9S—ogi|Sc'oF Pz 
SiFøg| | eL11 gee | S'oSz | S'gS-og1/Sa'foF tz 
QE— | | 
DAD 091 'gic ele |£&'eb——ogr| S'oF g'r 
b1FSS1I zS1 |S'éor | L'Lez | t:9b—ogi| sor Ea 
Su SLL | S'gri | L'g€1 | 6‘961 |gs'6h--ogı 
Er + | | | o | o o 
H © a | TA d+n d 


| Cz‘6 


pues oxui tap ‘iusA5 » qoanp d aturT 
"pues exui 123p ‘USA. 0 qoanp d aiur 
"pues exui tap tus? p qoanp d arurT 

"yung 9e3sSupoeiu A19(] 


‘U9A ‘UBD » pun 
syjoog ,( uaugosiMz pugejsqy usqjey Wap 
qoro|d 3s! eyqung wep pun suoog 4 
uoA uouoneuipje(] Jep petrqos193u[] 
Jaq ‘snoog { qoanp asiou3suorjveurp39(T 
Wap jne Jyung uaute yoinp 1423 d aiurT 


'suojqono"T 
sop S2[I2L u23jsleqo sop put 974991 
Jap ‘syepiedojameg » younp d aeiurT 


‘au19]S uopieq 
Jap puejsqy Jop aim go13 os jaddop 
js! @IÂT 3 siq 3)4ungq Wap UOA puejs 
“GV Jaq ‘u280798 8147] 2 <— 833 MN 
sasiary u2)g913 sap Sunlo8ur[ioÀ 
Jap jne J4ung uoeuis yoinp Z oiurT 
pue» sexum top íae1&T 2 qoanp Z aur] 


ARS 
yoinp d alu 
DET 
934991 aap ‘IU849 » yoinp d ourT 


FEM IONONE yay Jha 
u23jq22. Wap Pu MuyIS ‘au1a}G u2p12q 
Jep puejsqy uaqjey wap 491913 JS! 
lu2AJ ,(siq syyung Wap uoa puejsqy 
Slejngue Jaq ‘uasozas ws 4 <— 4 
Soslaly usjyo1s sop  SunieSug[ioA 
Jap jne yyung ueuia yoinp d aurT 


exui 1op ‘ust » 


'enpupaox, WI D ung 


= à m + 


: BI / 
I 97 Ela 


ay ST QUE 


"T td GI /e 


|owuyeunw 


($3310 4) 


SLT TO EV 


HOHENBESTIMMUNGEN DES NORDLICHTS. 


1914. No. 11. 


'uios nz 1equuoxio YorNep ouoH 
19199913 “Wy OSB ur qoou [qe.nS 198s91p 
juioyos doyossog uoA aidoy aap jny 


C91 
3'668 
9'8£E 

O11 


9'001 


gei 
1‘L6 
1'e r1 
£'orr1 
BET 


L‘ögı 


'puesT 


934991 aap ‘iU849 » younp d airy 


"wua&T g younp d ojurT 
"ung 21S81paIu sap .qgjoesu[) 


'suadoq sop pue» 
dap :1u845 À younp d our 


u845 LS younp Z awry 


suds » younp d our] 
1u347 4 pun » 
UdYOSIMZ Iyundjopim Uap qoanp J our] 


pue» 914224 Jap ‘iu849 1/ younp d siurT 
‘PUB 9342924 sop fru8 A7 » qoanp d au] 
pue» 91224 sap fu^ 0 younp d oiurT 


pues] exui sep fíu8 42 T/ qoanp d oiurT 


/ 
18 


26 O. KROGNESS UND L. VEGARD. M.-N. KI. 


Besprechung der Ergebnisse. 


Was uns bei den Hóhenbestimmungen besonders interessiert, ist die 
Hóhe des unteren Randes und die obere Grenze des Leuchtens. 

Der untere Rand ist bekanntlich im allgemeinen sehr scharf, ihre Hóhe 
ist gut bestimmt und läßt sich unter günstigen Anvisierungsrichtungen ganz 
genau feststellen. 

Nach oben dagegen besitzt das Nordlicht keine scharfe Grenze, sondern 
das Leuchten verschwindet ganz allmählich mit steigender Höhe. 

Eine genaue photographische Bestimmung dieser Grenze läßt sich 
deshalb wohl kaum durchführen; auf der Platte bekommt man nur die 
obere Grenze des photographischen Eindruckes. Die auf photographischem 
Wege bestimmte Grenze gibt nur einen Minimalwert derselben an. 

Diese Eigentümlichkeit der Nordlichtstruktur hat der eine von uns in 


einigen früher veröftentlichten Abhandlungen! zu erklären versucht. 


JU ADEST BARTELS 


| ET 
| Vegard | Krogness 
| | 
Datum Blattes) m 1 vast mer Med = Anm 
| Ed |e Es | LIS Hy | 
| | | 
| | | | 
8/11 I IOS | | Bogen 
| 
Sn 2 IIO TOr | Ae. | | Draperieférmiger Bogen 
| | 
sit 3 fore ano M se Draperien 
137 | 118 
124 126 
She | 4 122 | 118 | Draperie 
dod 5 137 165 | Kraftige Draperie 
3ha | 6 123 188 122 Scharfe — 
34/9 8 | nis 22. | | Diffuses Nordlicht in Z 
ne 4 89 99 | | Draperiefórmiger Bogen 
| 100 — D) — — D) — 
| | | 
15/19 | 115 218 104 | 238 Draperiefragment (Strahl) 
2 I 96 ee ^ d Diffuser Bogen 
| I2I 112 — D — 
2E à © BEL | 92 | 9 E 
| 
2/1 | 3 IOO | 85 | Me S 
Rd | 5 | 104 "S | Gel Draperiefórmiger Bogen 
3 1 | 2 | 102 96 | —»— — — 
Hy, bedeutet Höhe des unteren Randes. 
Ho c — der oberen Grenze (photographisch bestimmt) 


- 


L. VEGARD: Nature Nr. 2163, 212, 1911. Arch. f. mat. og nat.videnskap nr. 6 & 9, 1911. 
Phil. Mag. (6) 23, p. 211, 1912. 


1914. No. 11. HOHENBESTIMMUNGEN DES NORDLICHTS. 


21 


In Tabelle III sind die aus unseren parallaktischen Aufnahmen be- 


rechneten oberen und unteren Grenzen zusammengestellt. 


Es geht aus den Zahlen hervor, dafs die Nordlichter mindestens bis 


zu einer Hóhe von etwa 200 km. auftreten kónnen —, wahrscheinlich liegt 


die obere Grenze der Sichtbarkeit aber noch hóher. 


nach Spitzbergen 
(ca 900 km) 


350 
325 
300 
275 : 
087 / 
N / 
0/00 NN 250 : 
\ / 
2 N \ , 
x / 
> \ 225 
s NN ; 
x b: , 
347 \ NUN 200 f 
N TER / 
> x 
S >. / 
175 
9 / X 
> < a Se /22 
NI 
N N 
RT NX 150 
S à X 
M N 
ES N 125 
SCR 
1 ; 
es x 100 : 
uo 9 SES / 
Sem EX NS / 
~ > ~ x iy Rite 75 " 
o 457 p SER NS " 
Ed < SN X E 50 d 
ue 101 o9 LER AX SER / 


W 250 225 200 775 150 25 100 75 50 2s o 25 $0 75 100 25 150 


175 FE 


Die Tabellen zeigen, dafs die beiden Ausmessungsverfahren fir die 


untere Grenze der Nordlichter gut übereinstimmende Werte geben. — 


VEGARD findet ein Hóhenintervall von 89 — 137 km., Krocness ein Höhen- 


intervall zwischen 81 und 126 (einmal 165, aber unsicher). 


28 O. KROGNESS UND L. VEGARD. 


M.-N. Kl. 


Bemerkenswert ist, daß sämtliche Nordlichter ihre untere Grenze 
ziemlich genau in derselben Höhe haben (etwa roo km.). Die Unterschiede 
der meisten Höhen sind nicht größer als die möglichen Fehler. 

Die geographische Lage der gemessenen Punkte der Nordlichter geht 
aus Fig. 20 hervor. 

Die Lage ist auf einer Tangentialebene durch unseren Observationsort 
angegeben. 

An jedem Punkte ist die untere Grenze des Nordlichts angegeben!. 

Wir sehen, dafs die verschiedenen Höhenmessungen ganz bedeutenden 
Unterschieden der geographischen Breite entsprechen. 

Die gefundenen Höhen der Nordlichter dagegen zeigen keine regel- 
mäßige Variation mit der geographischen Breite, — oder innerhalb der 
Reichweite unserer Observationen sind die unteren Grenzen der Nord- 
lichter von der geographischen Lage annähernd unabhängig. 

Ein Vergleich zwischen den von uns gefundenen Höhen und den 
früher von STÖRMER auf photographischem Wege gefundenen zeigt insofern 
gute Übereinstimmung, als auch STÖRMER die meisten Nordlichter in einer 
Höhe von 100—120 km. gefunden hat. 

Jedoch findet STÖRMER größere obere und kleinere untere Grenzen, 
als wir sie gefunden haben. 

Er findet, dafs das Leuchten in Hühen bis über 350 km. auftreten 
kann. In dieser Verbindung móchten wir hier hervorheben, daf3 die Nord- 
lichter von denen wir hier parallaktische Bestimmungen haben, nicht zu 
den kräftigeren gehóren. — Er ist wohl móglich, daf3 man bei besonders 
kráftigen Erscheinungen sowohl bedeutend grófsere wie auch niedrigere 
Höhen bekommen kann. Die Periode, in der STÖRMER seine Beobachtungen 
angestellt hat, war auch — wie es scheint — besonders reich an kráftigen 
Erscheinungen. 

Als untere Grenze findet STÖRMER aus den Messungen in Bossekop 
etwa 40 km., hebt aber ihre grofse Unsicherheit hervor. Diese geringe 
Hóhe ist nur ein paarmal gefunden worden, und die parallaktischen Auf- 
nahmen, aus denen sie berechnet wurden, gehórten auch nicht zu den 
besten; außerdem betrug die Basislinie nur 4,3 km. 

Es scheint uns, daf3 wir erst dann solche niedrige Hóhen mit Sicher- 
heit annehmen können, wenn sie bei einer größeren Basislinie und ganz 
scharfen parallaktischen Aufnahmen gefunden werden. 

In demselben Winter, in dem unsere Observationen ausgeführt worden 


sind, hat auch Dr. Kurt WEGENER (vom 20. Dez. bis 7. Febr. an dem 


! Die Zahlen sind die Mittelwerte der von den beiden Verfassern ausgeführten Bestim- 


mungen 


Igr4. No. xx. HÓHENBESTIMMUNGEN DES NORDLICHTS. 29 


deutschen Observatorium in Spitzbergen photographische Höhenbestim- 
mungen des Nordlichts gemacht. 

Die Resultate seiner Messungen, die kürzlich veröffentlicht worden 
sind!, stimmen besonders gut mit unseren Beobachtungen überein. 

Er findet, »daß die Höhe des stärksten Leuchtens bei den Bändern 
sehr konstant bei 110—130 km. Höhe liegt, und dafs einzelne, steil ein- 
fallende Strahlen, sowie die steilen Draperie-Strahlen bei 80 km. Hóhe mit 
ihrer maximalen Leuchtkraft in die Atmosphäre hineindringen. Eine Hohe 
unterhalb 80 km. kann aus keinem der Parallaxenbilder mit Sicherheit fest- 
gestellt werden.« Wie bekannt liegt bei den meisten Nordlichtern das 
hellste Leuchten sehr nahe an dem unteren Rande. — WEGENER nimmt 
an, dafs man die niedrigste Höhe, bis zu der die Leuchterscheinung über- 
haupt hinabdringt, noch etwa 10 km. tiefer als für die hellste Stelle 
annehmen kann. 

Da die von WEGENER gemessenen Nordlichter gewóhnlich mehrere 
hundert Kilometer nórdlicher als die von uns berechneten liegen, zeigt 
uns auch ein Vergleich unserer Resultate mit denjenigen von WEGENER, 
dafs die Hóhe der unteren Grenze im Durchschnitt nicht wesentlich mit 
der geographischen Breite variiert. Dies gilt natürlich nur erst in der 
nachsten Umgebung der Nordlichtzone. Wenn Nordlichter auf viel süd- 
licheren Breiten auftreten, kónnen sie vielleicht durchschnittlich in- anderen 
Hóhen liegen. Das Beobachtungsmaterial ist besonders für niedrigere 
Breiten zu gering, um eine Variation der Nordlichthóhe mit der Breite zu 
erkennen. Für niedrigere Breiten sind bis jetzt nur ein paar Nordlichter 
von STORMER gemessen worden, nàmlich die Nordlichter vom 22. Febr. 
und 8. April 1911. Das erste war ein Bogen, der auf einer Breite von 
ungefähr 60° lag und eine Höhe von etwa 150—160 km. gab. Das andere 
war draperiefórmig und lag auf einer Breite von 63—64^, und für den 
Mittelwert der unteren Grenze findet man 85—90 km. 

Diese für niedrigere Breiten gefundenen Höhen fügen sich in den für 
die Nordlichtzone gefundenen Hóhenbereich gut ein; aber die Anzahl der 
Beobachtungen ist, wie erwähnt, zu gering, um sichere Schlüsse über die 
Variation mit der Breite zu ziehen. 

Es ist auch zu berücksichtigen, daß die Höhen mit der elfjahrigen 
Sonnenfleckperiode móglicherweise variieren kónnen. Demnach ware es 
vielleicht zu erwarten, daf in einem Maximumsjahr die Nordlichter tiefer 


liegen als in einem Minimumsjahr. 


1 Das Deutsche Observatorium in Spitzbergen I. Schriften der Wiss. Ges. in Straß- 
burg, 1914. 


30 0. KROGNESS UND L.VEGARD. M.-N. Kl. 1914. No. 11. 


Zuletzt môchten wir an dieser Stelle denjenigen Herren, die uns bei 
diesen Messungen in verschiedener Weise wertvolle Dienste geleistet haben, 
den Herren Telegrapheninspektor Bruun in Hammerfest, Telegraphenamt- 
vorsteher in Alten FEYLING, cand. jur. SCHIANDER-LARSEN, Postmeister in 
Bossekop PUNTERVOLD, den Assistenten am Observatorium AABAKKEN und 
Hort, sowie Herrn stud. real. H. SoLBERG, der eine Reihe der Berech- 


nungen ausgeführt hat, unseren verbindlichen Dank aussprechen. 


Gedruckt 6. Januar 19135. 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. rr. 


- 


y eie eye e Tae 


OSA Qu mper rn d 
e 


i 2 wire 
domm mmm 


= 


5 


Vid.-Selsk. Skr. I. M.-N. Kl. 1914. No. zr. PEDE 


=p ay 


Edo Te Ars je ee 


L: a 

s AO pr Fy vi : 3 ^ : sie I : 

HSG eat ye Os doc doe FE SEE + as eie = sagittae des pass tek Area BE pae XA AC 
-] ahs "Sy : Ec . 


Y ur x 
+” d * ey FURER I + 
- OT WAS pel CLA di. 


E 0 


it 


UNE MÉTHODE ENUMERATIVE 
DE LA GÉOMÉTRIE 


PAR 


KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM 


(VIDENSKAPSSELSKAPETS SKRIFTER. I. Mat.-Naturv. KLASSE. 1914. No. 12) 


UTGIT FOR FRIDTJOF NANSENS FOND 


CHRISTIANIA 
EN COMMISSION CHEZ JACOB DYBWAD 


1915 


Fremlagt i den mat.-naturv. klasses mete den 2ode november 1914. 


Le chapitre I du présent traité est la traduction exacte d'un manuscrit déposé, en 1888, 
par l’Etudiant Kr. Birkeland, pour être conservé. 


Le Secrétaire Général. 


A. W. BROGGERS BOKIRYKKERI A-S 


Ic 1888 l’Etudiant Kr. BIRKELAND déposa un petit fascicule ayant 
pour titre: »Principes d'une méthode énumérative de la géométrie« et 
destiné à étre conservé dans les Archives de la Société des Sciences de 
Christiania. C'était un résumé de recherches qu'il avait faites à l'aide 
d'une méthode qu'il avait inventée comme étudiant en mathématiques 
à l’âge de 18 ans. Son excellent professeur était alors le géomètre 
Dr. ELrixc Horst. 

L'intention de M. Birkeland était, le plus tót possible, d'élaborer 
complétement la méthode et de publier un grand travail sur la géométrie 
énumérative. 

Il n'en fut cependant pas ainsi. Comme tant d'autres jeunes savants, 
il s'adonna à l'étude de l'une puis de l'autre matiére, sans obtenir d'autres 
connaissances que celles qui lui permettaient d'avoir un aperçu à peu près 
clair du probléme choisi — il trouvait que le temps lui manquait pour 
rien publier. Ceci provenait aussi en partie de ce que, vivant dans des 
conditions difficiles, il se trouvait déjà alors obligé de se charger d'un 
poste fatigant de professeur dans une école. 

Aprés 26 ans, M. Birkeland a pensé qu'il serait possible de sauver 
une partie de ces travaux non terminés de mathématique, de physique et 
de physiologie, dont quelques-uns sont considérés par lui comme ses meil- 
leurs travaux. Pour commencer, il s'est attaché son aide dans les sciences 
mathématiques, M. TH. SKOLEM, qui, d'une part, a, principalement à lui seul, 
rassemblé les parties principales des divers anciens fascicules de M. Birke- 
land, et d'autre part a considérablement augmenté le nombre des appli- 
cations de la méthode. 

Plus tard, M. Skolem poussera certainement plus avant ces travaux. 

Ces recherches communes sont imprimées comme chapitre II dans le 


présent exposé, alors que le chapitre I contient la reproduction exacte 


4 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


dudit petit fascicule remis par M. Birkeland aux Archives de la Société 
des Sciences. Une seule modification a été faite: une petite proposition 
auxiliaire a été entiérement supprimée comme superflue. 

Le petit fascicule de 1888 n'avait pas été composé avec l'intention 
d'étre publié exactement dans la forme oü il se trouvait. Mais comme il 
peut, suivant les circonstances servir de document de priorité, il est 


naturellement important qu'il ne subisse absolument aucune modification. 


CHAPITRE IT: 


Principes d'une méthode énumérative de la géométrie. 


Pour étre plus court, nous désignerons, dans ce qui suit, la figure 
géométrique qui est définie d'une maniére déterminée dans un probléme 
par rapport à certaines courbes données dans le plan, par »/e resultat 
défini par les courbes donnees«. 

Ex.: les normales doubles d'une courbe Æ seront »un résultat défini 
par K«. 

En outre, on entendra par nombre primitif d'une figure géométrique 
un nombre qui, pour un agrégat entier de figures géométriques uniformes, 


est égal à la somme des nombres de chaque figure particulière. 


Ex.: l'ordre et la classe d'une courbe sont des nombres primitifs, 
lordre et la classe d'un systéme de courbes compris comme une courbe 
étant égal à la somme de l'ordre et de la classe des courbes particuliéres. 
Il en est par contre autrement du nombre, p. ex., des points doubles. 

Lorsque deux courbes A, et Ay doivent être comprises comme une 
seule courbe, cette dernière est désignée par (A, + K;). 

Le probléme que la géométrie énumérative se propose de résoudre 
est de trouver des nombres qui se rapportent à un résultat défini par des 
courbes données. ll s'agit alors principalement de trouver quelles sont les 
fonctions des nombres de Pricker des courbes données qu'est un nombre 
cherché. 

Il existe — comme on sait — entre ces derniéres, 3 équations distinctes, 
de sorte qu'il n'est nécessaire d'étendre les recherches qu'à 3 des 6 nombres 
ordinaires de Plücker. 

Les propositions qui vont étre présentées ici gagneront en simplicité, 
si l'on choisit 3 quelconques des 4: ordre, classe, nombre des rebrousse- 


ments et des inflexions. 


1 


1914. No. I2. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 5 


Nous appellerons ces 4 nombres de Plücker les »nombres spéciaux de 
Plücker«, et nous faisons remarquer que ce sont justement ces nombres-ci 


qui sont, parmi tous les 6, les nombres »primitifs«. 


Nombres qui sont une fonction du 1% degré des nombres 


Ur 
Ln] 


spéciaux de Plücker des courbes données. 


Supposons que les courbes données soient A, --- Ä,, et le résultat 
défini par elles À, et que les nombres de Plücker des x courbes différentes 


soient indépendants les uns des autres. 


Si l'on remplace maintenant une des courbes, p. ex. Ki, par une nouvelle 
courbe Kr, et si le résultat R’ ainsi defini de méme manière, avec R, est 
identique au resultat que l'on obtient lorsque l'on remplace K; par Ki + Kr, 
tout nombre primitif se rapportant a R et pouvant étre exprimé par les 


nombres de Pliicker des courbes aura la forme: 
F— FP HOPE Sh. 


?, O, S sont indépendants de p, 5; 54, et ces derniers indiquent 3 quel- 
conques des nombres spéciaux de Plücker pour la courbe K;. 
Si / parcourt toutes les valeurs entre 1 et 7, et si les conditions établies 


sont remplies, on pourra donc poser: 
Dd Pu Paj c Pr) 


ou 7 /:-:-£& parcourent indépendamment l'un de l'autre les nombres 1, 2, 3. 


Ay...» sont des nombres constants ou des expressions d'ailleurs 


dépendantes du probléme. 


Dans les problémes spéciaux appartenant à cette classe, on peut donc 
poser de suite la forme générale du nombre cherché, et déterminer les 
constantes par des cas simples particuliers du probléme donné, p. ex. en 


choisissant comme courbes données des sections coniques, etc. 


$ 2. Nombres qui sont une fonction du 2* degré des nombres 
spéciaux de Plücker des courbes données. 


On suppose de nouveau que les courbes données sont Ay --- A; et le 
résultat défini À, de même que les nombres de Plücker des r différentes 


courbes continuent à étre independants les uns des autres. 


6 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. 


M.-N. Kl. 


Le cas peut alors se présenter que le resultat défini pour un système 
(Ai + Kr), outre les résultats R et R’ correspondants à (Kj) et (Ky) chacun 
separement, contienne également un resultat R, produit par les systèmes 
(Ki) et (Ky) entre eux, et dont le nombre correspondant peut étre determine 
suivant le § 1. 

Nous voulons démontrer que, dans ce cas, tout nombre primitif se rap- 


portant à R peut s'écrire: 
Ü k 
1 
Ls D As Pu by n Miss, 


1, J, £ étant indépendants l'un de l'autre et parcourant les nombres 1, 2, 3. 

a 

D Ai Pil est le nombre se rapportant à R, et pouvant être déterminé 
suivant le $ 1. 

Si / peut parcourir les valeurs de 1 à 7, 7 sera une fonction entière 
de py l=1,2-.:.-reti=1,2,3), où chaque p; n'existe qu'au 1er ou au 


2e degré, et où les coefficients sont indépendants de pr. 


S 3. 

On pourrait maintenant se procurer graduellement des nombres appar- 
tenant a des problémes de plus en plus difficiles de la méme maniére 
qu’en passant du § 1 au § 2. 

Or l’on peut indiquer un principe géométrique direct pour trouver 
la nature de la fonction 7 des nombres spéciaux de Plücker. 

On peut en effet donner, par induction, une démonstration du principe 
général suivant: 

Si un résultat R, défini par les courbes K,-++ K,, en ce qui concerne 
la courbe K;, est entièrement determine par ni elements distincts (points ou 
tangentes), tout nombre primitif se rapportant à R et dépendant des nombres 
spéciaux de Plücker de la courbe Ki, sera en general une fonction du ni 
degré de ceux-ci. 

Posons, en effet, qu'à la courbe donnée A; on en ajoute une nouvelle 
Kr; on pourra alors, sur la courbe (K; + A?) répartir ainsi les z; éléments: 

D'abord tous les 7; éléments sur la courbe X; seulement, 


puis 7; — ] sur K, et 1 sur Ky 


enfin tous les z; éléments sur la courbe Aj, seulement. 
Suivant la démonstration par induction, on peut établir d'aprés cela 
une identité de fonction qui conduit à la détermination du caractére de la 


fonction 7. 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. y 


Nous avons vu que les propositions précédentes ne traitent que de 
nombres primitifs. 
On peut démontrer que tous les nombres qui se rapportent à une 


figure géométrique, peuvent étre déduits des nombres primitifs. 


On aura remarqué que les formules générales, qui sont déduites dans 
ce qui précéde, perdent leur validité, si l'une ou l'autre des courbes don- 
nées est un point ou une ligne droite, car alors les formules de Plücker 
implicitement employées deviennent inutilisables. Si toutefois un probléme, 
oü une courbe donnée est un point — considéré comme lieu géométrique 
de lignes droites — ou une ligne droite, a tout de méme un sens, on peut 
se servir de ces cas simples pour déterminer des constantes, lorsqu'on 
considére le nombre cherché comme fonction de tous les nombres de 
Plücker. 

Il est en effet possible, à l'aide des identités de fonction que l'on 
obtient en considérant les systèmes (Ah), (Ky) et (Ay + Ky), de trouver 
comment chacun des nombres de Plücker doit se comporter dans une 
fonction cherchée 7. 

Cependant il est facile de comprendre que la difficulté provenant du 
grand nombre de constantes que l'on a, l'emporte en général de beaucoup 
sur l'avantage que l'on obtient à pouvoir considérer les deux cas simples: 
point ou ligne droite, comme des courbes données. 

Toutefois il y a des exemples oü cette maniére de procéder a ses 
grands avantages, savoir pour les problémes oü, d'une maniére ou de 
l’autre, on peut independamment des formules de Plücker, démontrer que 
le nombre cherché ne dépend que de certains des nombres de Plücker. 

Une methode auxiliaire pour trouver quels sont les nombres de Plücker 
qui entrent naturellement dans un probleme donné consiste à poser le pro- 
blème dans la forme analytique ainsi que l'on devrait le résoudre, puis à 
examiner quelles sont les quantités. littérales qui entrent dans les exposants 
dont le nombre cherché est compose. 

Car chaque nombre du genre dont il est ici question ressort — avec 
certaines reductions — du degré d'une équation résultant de l'élimination de 
variables dans un système d'équations. 

Les nombres réducteurs qui figurent peuvent de nouveau étre ou 
immédiatement donnés ou encore des degrés de certaines équations 


résultantes. 


Nous allons prendre quelques exemples et montrer comment les opé- 


rations se font. 


8 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. KI. 


Ex. Cherchez l'ordre du lieu géométrique des points d’où la somme 
des carrés de a; normales à la courbe Kj, « à la courbe Kg etc., & à la 


courbe KA, est constante. On trouvera le nombre égal à un produit: 


(1) 


| ou en résumé: T = 2 10 


ou N, est le nombre de toutes les normales qui peuvent étre tirées d’un 
point à Ia courbe K;. 

On pose maintenant dans la forme analytique le problème dont le but 
est de chercher le lieu géométrique. Comme il n’est toutefois question ici 
que de montrer le procédé, nous nous contenterons de 2 courbes données 
Kk, et AK, dont l'ordre et la classe sont #1, nı et mn», m2, en établissant 
également que e, = a, = 1. 

Les équations des courbes A, et Ky étant respectivement Fy — o et 
Fy = 0, et (xi v4), (x2 2) étant les coordonnées des pieds des normales 
sur les courbes respectives Ay et Ko, 

(x, y) étant le point mobile du lieu géométrique cherché, 


nous avons alors à poser les systèmes d'équation suivants: 


F (x y) = 0 F5 (x2 ys) = o 
2 "1 of, 
(a) — e (b) LE dy. 
F = MORE END es Ja 
x — x ely X — Xe eF, 
9x, Ox 


| 
Så 


(c) (x — x4)? + (y — Xx + (x — xp? + (y — 9) 


Il faut remarquer ici que parmi les m,? systèmes de valeurs x y, 
du système (a) les sa? — (m, + zm) sont indépendants de x et de y, 
comme correspondant en effet aux lignes de jonction aux m? — (n, + n) 
points singuliers (les points doubles étant comptés 2 fois et les rebrousse- 
ments 3 fois) qui remplissent également le systéme (a). i 

Il en est de même dans le système (b), où zz? — (ma + m2) systèmes 
de valeurs (x ys) sont indépendants de x et de y. 

Chacun de ces systémes de valeurs fournit, placé en (c), une courbe 
spéciale, savoir celle que l'on obtient en substituant, dans le problème 
posé, à l'une des courbes données (ou aux deux) un point quelconque de ses 


points singuliers. 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 9 


Toutes ces courbes ainsi obtenues ne peuvent pas entrer en ligne de 
compte, une ligne droite passant par un point singulier n’étant pas 
considérée comme une normale. . 

Ayant maintenant vu que tout aussi bien l’ordre de la courbe com- 
posée déterminée par les systémes d’équation (a) (b) (c) que des courbes 
dont nous ne devions pas tenir compte, ne dépend que de my m2, mais que 
le nombre des courbes extraites est dépendant de mm », l’ordre cherché 
doit en conséquence être dépendant de my n ng. 

Nous allons maintenant passer à la démonstration proprement dite 
de la validité de la formule (1). 

Ceci est une démonstration par induction, qui réclame que l'on ait 


démontré que l'ordre 7, lorsque = «a» — ::: a, — 1 est: 


2— Ine 
ir 


La démonstration en est effectuée par la détermination directe de 


^ 


constantes, en choisissant comme courbes données des points et des 
lignes droites. 

On va démontrer maintenant que la formule (1) est applicable à 
a; + 1, c'est à dire lorsqu'on prend «; + 1 normales à A;, en supposant 
que la formule est applicable à « et à toutes les valeurs inférieures. 

Nous pouvons toutefois, au sujet de la validité de la formule, lors de 
la démonstration, admettre que le nombre des courbes d'oü lon prend 
«a; ou un plus petit nombre de normales est indéterminé, pourvu toutefois 
que le nombre des courbes d'ou l'on prend un plus grand nombre de nor- 
males que «;, est un nombre invariablement déterminé. 

Si maintenant l'on remplace la courbe A; par la courbe A’, et si l'on 
donne aux ordres correspondants aux systèmes [A Kr). (Ki) et (Kv) 


la dénomination de 7%,,x,, Tx, et 7g,. on obtient, lorsque les 


l 
a; + 1 normales sont réparties sur (AK; + Ar): 


UP d eoi 


vr e ewe EN 


1. (1— 1), (I1). r 


LÉ Pr — 


le facteur concernant K; et A); se trouvant posé en dehors du produit total. 

On peut démontrer que le nombre 7 peut être déterminé avec deux 
constantes indéterminées. En introduisant, au lieu de 7%,, l'expression 
que l’on devrait avoir, si la formule donnée est juste, et en examinant si 
l'identité ci-dessus est realisée, on trouvera que tel est bien le cas à l'aide 


de la proposition d’EuLER concernant les coefficients binómes. Or, comme 


IO KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


on l’a indiqué, cela n’est pas suffisant; nous devons examiner si les deux 
constantes arbitraires sont exactement déterminées. Ceci s'obtient en pre- 
nant comme courbe A; une courbe dégénérée où e; + 1 est le plus grand 
nombre de normales que l'on puisse y mener. Cela doit étre fait de 
deux maniéres. Dans ce probléme, le plus facile est de choisir d'abord 


a + 1 points, puis & points et une ligne droite. 


Comme second exemple nous nommerons: 

Ex. Cherchez l'ordre du lieu géométrique des points, d’ot la somme 
de «1 normales a K, etc., a, a K, est constante. 

On trouvera le nombre cherché: 


I) lorsque Xe, est un nombre impair: 


r= [I (À) 
lr 


2) lorsque Ya; est un nombre pair: 


i i 
T= [| gei ey mere [I (5) 
a; Da; ay 
d DE lr 
ou z; est la classe de la courbe Kj. 
La dernière réduction a lieu à cause de la ligne droite infiniment 
éloignée. 


Si l'on pose a; — /V;, on obtient dans les deux cas: 


T7: == 9"Ni 


La continuation des recherches a pour but de mettre en évidence 
comment « (nombre des éléments qu’on enlève aux courbes données) se 


comporte en général dans la fonction 7. 


Christiania, 7 Décembre 1888. 


CHAPITRE II. 


§ 4. Classification des nombres géométriques. 
Lorsqu'un nombre N est défini par certaines courbes Ay, Ko .... Kn, 
on peut indiquer cela en posant 
NIN (eK EU SR Ra 


Si l’on considère deux courbes algébriques K et A’ ensemble, comme une 


courbe, nous la désignons 


RAR 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ÉNUMÉRATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 


EE 


En appliquant ces dénominations nous pouvons établir une classification 
des nombres géométriques de la facon suivante. 
On dit qu'un nombre N est primitif ou de premiere espèce par rap- 


port à une courbe Ä,, lorsque l'équation 


as SERV etn As 
== NK, Ks, at a Y Aes ELE +» Ky) + N(Ky, SEES Kr NDR eund K,,) 


a toujours lieu. On peut d’ailleurs, plus commodément, poser cette équa- 
tion ainsi: 


N(K, + Kr) = N(K,) + (Ky), 


le nombre N étant, au total, désigné d’une manière suffisamment claire par 
le symbole N (A), tant que l'on ne modifie pas les autres courbes dont 
dépend W. 

On voit qu'une fonction lineaire homogène quelconque de nombres 
qui sont primitifs par rapport à une certaine courbe est aussi un nombre 
primitif par rapport à cette même courbe. 

On dit d'un nombre N, qu'il est de seconde espèce par rapport à la 
courbe Ä,, lorsque une équation de la forme 


MUR AR s AS ET SE NT KERNE MR) 


a toujours lieu, V,(K;,, K,’) désignant un nombre qui est primitif tant par 
rapport à K, que K;. 
En général nous disons qu'un nombre JV, est de l'espèce n, par rapport 


à une courbe K,, lorsque une équation de la forme 


N4(K, + iG) = N,(K,) ue Na=1,1 WB Kr) 
+ IN, -2,2(K,, KEN SF LA ELM = Nine LAS Ae) 4 NAA.) 


a toujours lieu, V, 4(K,, Kr), où p + g = n, désignant un nombre qui est 
de l'espéce p par rapport à A, et de l'espèce g par rapport à 4. 

Exemples: L'ordre et la classe d'une courbe sont primitifs par rapport 
à la courbe. Il en est de méme du nombre des rebroussements et des 
inflexions. Le nombre des points d'intersection de 2 courbes est primitif 
par rapport à chacune d'elles. Il en est également ainsi du nombre des 
tangentes communes. 

Par contre le nombre des points doubles d'une courbe est un nombre 
de seconde espéce par rapport à cette courbe. Car si l'on considere une 
courbe Ay + Ky, composée de 2 courbes A, et A», le nombre des points 
doubles de cette courbe sera égal au nombre des points doubles de Ay + 


le nombre des points doubles de X + le nombre des points d'intersection 


I2 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. KI. 


de Kj, et Ks. Le dernier nombre est toutefois primitif par rapport tant 
à K, quà Ks. 

Le nombre des tangentes doubles d'une courbe est naturellement aussi 
de seconde espéce par rapport à ladite courbe. 

Le nombre des courbes d'une famille de courbes dépendantes de z 
paramètres, en contact # fois — c'est à dire en contact en » points différents 


— avec une courbe donnée, est d'espéce m par rapport à la courbe. 


§ 5. Théorémes généraux. 


Parmi les 6 nombres de Plücker, l'ordre, la classe, le nombre de 
rebroussements, le nombre d'inflexions, le nombre de points doubles, et le 
nombre de tangentes doubles, les 4 premiers, comme on l'a déjà dit, sont 
primitifs; mais pas les 2 derniers. Les 4 premiers seront ci-aprés dénom- 
més les nombres spéciaux de Plücker. 

Théorème r. Si un nombre N, defini par certaines courbes, est. primitif 
par rapport à une certaine courbe K, et s'il est seulement dépendant des 
nombres de Plücker de cette courbe, tant que les autres courbes dont N de- 
pend eventuellement ne se trouvent pas modifiees, le nombre N est une fonc- 
Hon linéaire homogene des nombres spéciaux de Plücker de cette courbe K. 
Comme 1! existe toujours entre les 4 nombres spéciaux de Plicker une rela- 
tion linéaire homogene, N doit étre une fonction linéaire homogène de 3 
d'entre eux, p. ex. de l'ordre, de la classe et du nombre de rebroussements. 

Démonstration: m, étant l'ordre de la courbe, #, sa classe et s, le 
nombre des rebroussements, le nombre est alors — par suite de l'hypo- 
thése et de la relation générale entre les 4 nombres spéciaux de Plücker, 


4 
— une fonction de m, n et s: 


N = f (m,n, s). 


En outre, d’après l'hypothese, N est un nombre primitif. Par conséquent, 


l'équation fonctionnelle 


f (my + ma, my + nay sq + $2) =f (my, m, si) + f (ma, no, S2) 


subsiste pour’ toutes les triples de valeurs mi, 7j, s, et Ms, Ms, s», qui 
sont possibles pour les courbes algébriques. 

C'est maintenant une proposition connue, qu'une fonction qui satisfait 
à cette équation pour Zoutes les valeurs de my, 7%, Si, Mz, Mz, so, est une 
fonction linéaire homogéne. Cette proposition ne peut toutefois pas, 
rigoureusement, étre appliquée ici sans autre facon; car ce ne sont pas 


tous les systèmes de 3 nombres, m, n, s, qui peuvent être l'ordre, la classe 


1914. No. I2. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 13 


et le nombre de rebroussements d’une courbe algébrique. Comme les 
conditions auxquelles ces nombres sont ici soumis consistent essentiellement 
en certaines inégalités, on trouve cependant a priori qu'il est bien juste 
que la proposition conserve sa validité. Il est toutefois nécessaire, pour 
écarter tout doute, d’établir une démonstration indépendante de ladite pro- 
position. Ceci peut se faire de la manière suivante: 

Au lieu de m, n, s, comme variables indépendantes, nous introduisons 


trois autres nombres, x, y, 2, définis par les équations 


X=M—N 
2y — n — 3s 


&=S. 


Nous écrivons V=/(m, n, s) = q (x, y, 2). 
Il est alors évident que, pour toute courbe algébrique quelconque, x, v 
et z seront également des nombres entiers; car na — 3s est toujours un 


nombre pair, comme le montre la formule de Plücker 
n= m(m — 1) —2d — 3s, 


où d est le nombre de points doubles. Par contre, il n'est pas nécessaire 
que x ou y soient positifs. 
Pour une ligne droite, m= 1, 4 20, s— 0, d'oü x — 1, y — 0, s —0. 


Pour une section conique m= 2, » — 2, $ — 0, dou x —0, y= 


| 


1 
Pour une courbe du 3¢ ordre avec rebroussement, m= 39, 4 — 939, s — 
dou 23-0, = 0, s.l. 

Admettons d’abord que la courbe considérée est telle que chacun des 
nombres est positif ou zéro. Si nous remplacons alors la courbe donnée 
par une figure algébrique qui consiste en x lignes droites, y sections 
coniques, et en 2 courbes du 3e degré avec rebroussement, on remarquera 
que les nombres x, y, z ont la méme valeur pour cette figure que pour la 
courbe donnée, et par conséquent, le nombre W sera le méme pour cette 
figure que pour la courbe donnée. Or l'emploi réitéré. de l'équation fonc- 
tionelle 


q (x1 + 32, J1 + Ya 21 + 22) = q (xu 91, 21) + 9 (xo, 2, 22) 


donnera évidemment pour résultat que 


N= q (x, y, 2) = (4 (1, 0, 0) x + q (0, 1,0) y + p (0, 0, 1) s. 


On aura ainsi démontré que W est une fonction linéaire homogène de 
x, y et z, dans tous les cas oü x et y sont tous deux positifs. 
Supposons maintenant que y est, il est vrai, positif pour la courbe 


considérée; mais que x est négatif — — x'. Nous pouvons alors ajouter 


I4 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


à la courbe donnée x' lignes droites; nous obtenons ainsi une courbe 
composée, pour laquelle le nombre x est = 0, tandis que y et z ont les 


mémes valeurs que pour ia courbe donnée. Il en résulte que 


q (0, y, 2) = q(1, 0, 0) x + g (x, y, 2), 


ou, en d'autres termes, que 


VE p(x, y, 2) = q (0, y, de pl, 0, 0) iz 


Or d’après ce qui vient d’être démontré, 


q (0, y, 2) = p(0, 1, 0)y + p(0, 0, 1) z, 


et l’on obtient donc 
N = p(1, 0, 0) x + p(0, 1,0) y + p(0,0, 1) z. 


Nous pouvons démontrer de même que cette formule conserve sa 
validité, lorsque y est négatif ou lorsque x et y sont tous deux négatifs. 

N est donc toujours une fonction linéaire homogène des nombres x, 
y et 3 Or il est évident que 


p(1, 0,0) =f(1, 0,0), p(0, 1,0) =f(2, 2,0), p(0,0, 1) — /(3, 3, 1), 


et si lon introduit les valeurs de x, y, 2, exprimées par m, n et s, on 
obtient: 


N = f(1,0,0) m + (3/(2, 2,0) — f(1,0,0))» + (/(8, 3, 1) — 3/(2, 2, 0)) s. 


L'exactitude de la proposition se trouve ainsi démontrée. 


Naturellement il peut arriver que, dans beaucoup de cas, un probléme 
cesse d'avoir une signification pour certaines courbes spéciales, p. ex. 
lorsqu'on a une ligne droite ou d'autres courbes spécialement simples. Si 
l'on cherche, p. ex., le nombre d'inflexions d'une courbe, il est évident 
que ce probléme n'a aucun sens pour une ligne droite. Le nombre des 
tangentes doubles ne signifie non plus rien pour une droite. Il peut étre 
question de savoir si la proposition précitée continue à être vraie ende 
tels cas. ll'n'est guère possible de donner d'une manière absolument 
générale une réponse à cette question, vu qu'il s'agit naturellement de 
savoir quelles sont les courbes exceptionelles. Il n'est cependant pas diffi- 
cile de démontrer que la proposition- conserve sa validité, méme si l'équa- 


tion fonctionelle 


(m + ms, y + ns, sy + 82) =f (m, m, 81) + fne, 112, 82) 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 15 


n'est pas applicable, lorsque ou m2 est égal à 1, ou, en d'autres termes, 
que le nombre considéré cesse d'avoir une signification, lorsque l'on a 


affare à une ligne droite. 


En effet, on peut alors introduire 3 nombres x, y, z, définis par les 
équations 
ya be 3 
y — 2m — 4n — 58 
Uyi——-cs 


o 


NR —— M. 


Puisque # Hs = m(m — 1) — 2d — 2s est toujours un nombre pair, 
x, y, 2 seront toujours des nombres entiers. Pour une section conique, 
m—3,n—2, $—:0, on obtiendra x — 1, y —0,2 — 0. Pour une courbe 
du 3e ordre avec rebroussement, m = 3, 5; — 3, s — 1, on obtiendra x = 0, 
y —]1, 2 —0. Pour une courbe de 3¢ ordre avec point double, m= 3, 
n=4, s — 0, on aura x — 0, y —0, z— 1. En procédant de la méme 


manière que ci-dessus, on peut alors démontrer que 


fn, n, s) = f (2, 2,0)x + f (3, 8, 1) y +f (3, 4, 0)z, 


ou, en introduisant les valeurs de x, y, z, que 


fm, n, s) = (2/ (2, 2,0) — f (3, 4, 0))m + (— $F (2, 2, 0) + 
+ f(8, 4, 0)» + (— 2/@, 2, 0) + (8, 8, 1))s, 


de sorte que / est une fonction linéaire homogène de m, n, s, aussi dans. 
ce cas. 
Dans la plupart des problémes de la géométrie énumérative, lesdites 


exceptions ne se présenteront pas. 


Théorème 2. Un nombre N, défini par certaines courbes K,--- K, et 
etant une fonction de leurs nombres de Plücker, et primitif par rapport à 


chacune d'elles, peut s'exprimer. ainsi : 


N — D) As. a fuu s Pa 


lorsque pi pour i =1,2,3 indique 3 des 4 nombres spéciaux de Plücker 
de la courbe Ki; po pour j =1,2,3 indique les 3 mémes nombres de la 
courbe Ka, etc. 
L'addition doit s'étendre sur toutes les combinaisons des nombres. 
1, J, °°: &, chacun des nombres pouvant avoir les valeurs 1, 2, 3. 
L'exactitude de ceci est bien claire, vu que, par suite du théoréme 
précédent, W est une fonction linéaire homogéne aussi bien des nombres. 


pu que fs; etc. Nous pouvons toutefois établir également une démonstration 


16 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


exacte. Supposons que la proposition est vraie pour les 7 courbes, Aj, : - - K,, 
et nous allons démontrer qu'elle est vraie pour les 7 + 1 courbes, Ki, -- + K,, 
ee +1: 


D’après l’hypothèse, on a alors, pour le nombre N des r+ 1 courbes, 


N= + Ay. nc x (Pr+1, 1) bui P2 i Prk , 


chaque coefficient Æ;;...x devant alors être une certaine fonction des 
nombres spéciaux de Plücker p,111(7= 1, 2,3) appartenant à la courbe 
Kr+ı. Le nombre N devant toutefois être également primitif par rapport 


à la courbe Ä,+ı, on a 


M Ag: (ph Ep xo fe 
= » Aj ...a pr 41,1) pri Pa * * bru STAR. (Dr +1,1) Pis Pay * * Prk 


ou 
2 (45. Ae tuc Precio Py ea) SE 
Fe Ay. m "(dr +1,1)) bui Pa; a fri == 2) 


pour tous les choix de Pr+ı, et $7.1; qui sont possibles pour les 


courbes algébriques. Si maintenant, pour au moins un choix des nombres 


pr'+1,1 et Pr+ı,ı, au moins une des expressions 


Aj...x(r at + raa) — Ay... (pr iu) — Ag... nri) 


devenait différente de zéro, on obtiendrait évidemment une relation entre 
les nombres de Plücker appartenant aux 7 courbes, A): Är, qui se 
trouverait étre vraie pour un choix arbitraire de ces courbes. Si alors on 
choisissait et maintenait les nombres de Plücker appartenant à Aa: Kr, 
il resterait une équation linéaire entre les nombres de Plücker appartenant 
à K,. Comme il n'est ici question que de 3 d'entre eux, p. ex. l'ordre, 
la classe, et le nombre de rebroussements, il n'existe aucune relation de 
ce genre. Par conséquent il faut que pour tous les choix des indices 


1, Ji I ee 
Aj... (Pr 41,1 + rat) — Ay... (Pr 41,1) — Ag... abri) = 9, 


et qu'il en soit ainsi pour tous les choix des nombres $5.1; et Pr41,1- 
Mais alors, d’après ce que nous avons démontré, A,;...; est une fonction 


linéaire homogéne. Il en résulte que 


Ag... x (fra) 23 45. SE TÉ 


et qu'en introduisant cela, on obtient 


Ne > A5. ki Pri Daj ++ Prk Pr+1,15 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ÉNUMÉRATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 17 


et l'on a ainsi démontré l'exactitude de la proposition pour les 7 +1 

courbes. La proposition est donc vraie dans toute sa généralité. 
Théorème 3. Si un nombre N est de 2e espèce par rapport à une 

courbe K et une fonction des nombres de Pliicker de cette courbe, de manière 


que nous puissions poser 


N = fa (m, n, S), 


m, étant l'ordre, n, la classe et s, le nombre de rebroussements, la fonction f 
est du 2e degré. 

Démonstration: Le nombre W étant de 2e espèce, on a l'équation 
fonctionnelle 
fa (my + ma, ny + Mz, S1 + S2) = 

fo (my, m, $1) + fa (ms, no, 82) + Fini my, 0, Sı; Me, 119, Se), 
où #1 indique un nombre qui est primitif par rapport aussi bien à la 
courbe avec les nombres z/,,7,,s, qu’à la courbe avec les nombres 775, 7, s». 
Considérons maintenant une fonction 2; (m, 7s), définie par l'équation 
gy (m, n, s) = fo (m, n, s) — 1 fiy (m, n, s; m, n, s). 
Nous obtenons alors 
gi my + my, m + ho, si + So) = fa (m, m, $1) + fa ns, 0, S2) + 
+ fin (m, m, S1; May o, $2) — $ Cfi (m, m, 81; my, m, 81) + 
zin (my, M, 84 , Pto, Ma, 82) "Ed (mz, ns, S9 ; My, M S1) =- 
== fin (ms, Nz, 82 ; Mz, Ma, So) ). 

On remarque, en outre, en changeant #4,",S1 et m», M2, S2 de place 

dans l'équation fonctionnelle de /5, que 
Tor ns, Ba Sto ag S1) 9 154 (96) 145947905 M Sa) 
On aura par conséquent 
On mm de ns, s) = fa (my, ms) — 
Af yg ,,2,,54, 5 mq, 24084) 3- f (Mar Mos So) —Af p94 (Mtg, Mg) Sq 5g, 05,54) 
= g, m, 24,54) + 81 (My, n, So). 


Or, d'après ce qui a déjà été démontré, g, est alors une fonction 


linéaire homogène, et f, (m, n,s) se trouve exprimé ainsi: 
fe (m,n, s) 2 X f, (m, 2, s; m,n,s) + e4 (m, n,s). 


La proposition se trouve ainsi démontrée. On voit que /, est la 
somme d'une fonction homogène du 2e degré et une fonction homogène 
linéaire. 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. re. 2 


13 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


Il en résulte en outre qu'un nombre N qui est primitif par rapport a 
certaines courbes Ä, ... Ä,, mais du 2e espèce par rapport à certaines 
autres courbes Ä, ... K,, doit être une fonction homogene du 1er degré 
des nombres spéciaux de Plücker appartenant aux courbes Ä, ... Ä,, mais 
une fonction du 2* degré des nombres spéciaux de Plücker appartenant 
aux courbes Ky’... K,, si toutefois le nombre ne dépend que des nombres 
de Plücker. De plus, la fonction ne contient pas de membre qui soit 
indépendant des nombres de Plücker de Ay’... Ky’. 

Cette méthode de démonstration peut également être employée pour 
prouver l'exactitude des propositions correspondantes concernant les nombres 
d'espéces supérieures. Mais elle devient bientót trés compliquée pour les 
nombres d'espéce élevée, et il vaut alors mieux procéder d'une maniére un 
peu différente. i 

Théorème 4. Sz un nombre N est de l'espèce p par rapport a une 
courbe et une fonction des nombres de Plücker de cette courbe, de manière 


que nous puissions poser 
N =f,(m,n, s), 


f, est une fonction du degré p. 

Démonstration: Nous pouvons d’abord considérer le cas le plus simple, 
savoir celui ot le nombre W ne dépend que des nombres d’ordre et de 
classe. N,(m,n) étant un tel nombre d’espece p, si l'on remplace la 
courbe d'ordre m et de classe »; par un système de m lignes droites et 
de # points, JV, (m,n) se trouvera exprimé comme suit: 


p—! 
N, (m,n) = N, (1,0) (v) + IN, (0,1) (7) + 5 Nu s (1,07 1,0) (ehe 
Vv 


1 
p—1 


p—1 
+ >) Nos, v (50; 0,1) DHL N Ls» (0,1; 0,1) (5) + 
1 1 2 


Did pHi! 


3 DÅ 2, Nor rrr (1,0; 1,0; 1,0) (3) zb TEQUE 


1 
Nu 10 (50; 1,0; . 3,0) (9) + Nur (50; 1,0; .-. 1,0; 0,1) (CIS 
— Mi. 1,...,1@) [07175015 2.2059) (7); 


lorsque les indices indiquent de quelle espèce est le nombré en question 
N par rapport au courbes diverses dont il dépend. On trouve ce déve- 
loppement du nombre N,(m,n) par l’emploi réitéré de l'équation fonc- 
tionnelle 
N,(m, + m3, n, + n4) = Np Gn, n,) + No 3a m, m; ms, n3) - --- 

+ Ns,5—-1 (m, ny; ma, na)-- Ny (ms, n). 


On voit alors que N est une fonction du degré p des nombres m et n. 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 19 


Considérons maintenant le cas ou le nombre ne peut pas s'exprimer 
comme fonction de l’ordre et de la classe seulement, mais parfaitement 
comme une fonction de l’ordre, de la classe, et du nombre de rebrousse- 
ments. Nous pouvons alors introduire de nouveau les 3 nombres x, y, 2, 


définis par les équations 
x=m—n 


y. ze 

3 =S 
de facon que le nombre N devienne une fonction œ,(x, y, 2). Si tout 
d'abord la courbe est telle que les nombres x, y et z soient tous positifs, 
nous pourrons remplacer la courbe par un systéme de x lignes droites, 
de y sections coniques, et de z courbes du 3e degré avec rebroussement. 
Nous obtiendrons alors, par suite de l'équation fonctionnelle de g,, que 


f, pulsse s'exprimer comme une somme, de la facon suivante: 
Pp (x, y, 2) = $$ (1,0,0) x + pp(0,1,0) y + 9 (0,0,1) 2+ 


p —1 D 


in + Pr—v, » (1,0,0; 1,0,0) (3) AR > $p—v,» (1,0,0; 0, 1,0) (1) (7) == 
Wie "o 


p—1 p—1 


+>} 9s,» (0, 1,0; 0,1,0) (4) + >) Por,» (10,0; 0,0,1) (?) (5) + 
A DN 


p p—1 


+ D ss (41,05 0,0,1) 0) (D 97 Pr-r,»(0,0,1; 0,0,1) () + 
i 1 


pi p-Vi—1 


== = 21, Perma PA (1,0,05:1,070; 350,0) (3) ER ie 


+ 91..,...10 (1,0,0; 1,0,0;...51,0,0)@)+ 
ee a (Us 27,0, 


dc. 219,0, 1; 0/0/17 —. 50,0; T) (G): 
fp est donc une fonction du degré p en x, y et z, en tout cas pour toutes 
les valeurs positives de ceux-ci. Il est cependant bien clair que cette 
fonction conserve aussi sa forme pour les valeurs négatives. Ceci peut 
également être démontré de la manière suivante: Soient x, y, et z les 
nombres appartenant à une courbe K, x ou y ou tous deux étant négatifs, 
tandis que x’, y, 2’ sont tous positifs et appartiennent à une autre courbe K’, 
Le nombre appartenant à la courbe K+ K' pourra s'exprimer comme 


une somme de la maniére suivante: 
q,(K + K") = e, (K) + gy 4 KK) HE p, as (KK) HR 
+ 9,5 405, X) + RK). 


20 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. KI. 


Or p,(K + K') est naturellement une fonction des 3 nombres x + x, 
y+y, 2 d- 2, de sorte que le second membre de cette équation, lui aussi, 
doit être symétrique par rapport aux deux séries de variables x, y, z et 
x’, y,2. Mais alors q, UK) doit provenir de ¢, (K'), si l'on remplace les 
lettres marquées par les lettres non marquées. Par conséquent l'expression 
ci-dessus de mp, (x, y, z) continue à rester exacte, méme si quelques-uns des 
nombres x, y et z sont négatifs. 

La proposition ainsi démontrée peut aussi s'exprimer comme suit: 

Un nombre, défimi par certaines courbes K,... Ky et pour chaque 
valeur de I de l'espece n,, par rapport à la courbe K, (I = 1,2, ..., f), est 
une fonction du degré n, des nombres spéciaux de Plücker appartenant 
à K, — en supposant naturellement que le nombre ne dépende de rien 
autre que des nombres de Plücker des courbes. 

Une remarque ayant de l'importance en ce qui concerne la classi- 
fication, établie dans ce qui précède, des nombres géométriques, ainsi que 
les propositions énoncées, est que, au lieu de courbes, c. à d. de systémes 
de points dépendants d'un paramètre, on peut considérer n'importe quels 
autres systèmes algebriques de figures geometriques. Pour de tels systèmes 
quelconques, on peut établir la méme classification des nombres, c. à d. 
définir les nombres primitifs, nombres de 2* espéce, etc. On peut en outre 
établir des propositions analogues à celles établies ci-dessus pour les 
courbes. L'exemple le plus simple de nombre étant toujours primitif à 
chacun de deux systémes donnés de figures géométriques, est le nombre 
de figures communes. C'est ainsi que le nombre des sections coniques 
communes à un systéme de sections coniques dépendant d'un paramétre 
et à un systéme dépendant de quatre paramétres, est un nombre primitif 
par rapport à chacun de ces systémes. Ce nombre des sections coniques 
communes se trouve être (Voir SCHUBERT, Kalkül der abzählenden Geometrie, 


p.287): 


[if^ Ve , , , , 
x-—u(tiu?»?--u*)-F»(u*-——iu?v?), 


où & et y sont respectivement le nombre des sections coniques dépendantes 
d'un paramétre, qui passent par un point donné, et le nombre de celles 
qui sont en contact avec une ligne droite, tandis que w'# et u? y? in- 
diquent, pour les sections coniques dépendantes de quatre paramètres, 
respectivement le nombre de celles qui passent par 4 points donnés, et 
de celles qui passent par 2 points donnés et touchent 2 lignes droites 
données. Les nombres u,» étant, tout comme 4/5, «? vy ?, primitifs par 
rapport à chacun le leur de ces systémes de sections coniques, et le 


nombre x l'étant également par rapport à chacun des systémes, on aurait 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ÉNUMÉRATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 2I 


pu prédire que x devait étre une fonction linéaire homogéne autant des 
nombres u, » que des nombres u'5, uw? »y'?, à condition que l'on süt que 


Y était une fonction de ces nombres seuls. 


§ 6. Applications des théoremes. 


Comme l'on peut, dans chaque probléme de la géométrie énumé- 
rative, décider d'avance de quelle espéce est le nombre cherché, on peut, 
d'aprés les propositions énoncées dans ce qui précéde, établir la forme 
générale du nombre. Il restera cependant toujours certains coefficients 
que lon devra déterminer d'autre facon. Pour en arriver à cette déter- 
mination, il faut alors, en général, avoir recours à d'autres méthodes de la 
géométrie énumérative; mais on peut toujours entreprendre cette détermi- 
nation de constantes en choisissant des courbes spécialement simples, 
et c'est en ceci que consiste l'importance de la méthode que nous illustrons 
dans ce quit suit. 

Nous verrons un exemple trés simple de l'application de cette méthode, 
si nous essayons de déduire les formules ordinaires de Plücker. Comme 
on peut, p. ex. considérer comme sür que la classe d'une courbe doit étre 
déterminée par son ordre, son nombre de points doubles et son nombre 
de rebroussements, vu que ce n'est que ces points singuliers qui diminuent 
le nombre des tangentes que l'on peut tirer à la courbe d'un méme point, 
on peut alors trouver la relation existant réellement, si seulement l'on 
connait les propriétés de la ligne droite, de la section conique et de la 
courbe du 3° ordre avec rebroussement. 

Désignons par 4 le nombre de points doubles, m étant l'ordre, », la 
classe, et s, le nombre de rebroussements. Comme nous savons que d 
est un nombre de 2e espèce, d doit être une fonction du 2e degré en m, 


4, $; posons d = d (m, n,s). Nous obtenons alors: 
d(m, + m;,n, + 25,5, + S5) = d(m,,n,, s,) + d(ms, Nz, $4) + m, My, 


parce que le nombre des points d’intersection de 2 courbes d'ordres m, 
et m, est m, my. 
D'aprés le théoréme 3, il faut alors que 
9 
m? 
d (m, n, s) = —- + d, (m, n, s), 
où d, (m, n, s) est une fonction linéaire homogene de m, n, s. Nous 


pouvons donc poser 


d, (m, n, s) = am + bn 4- cs. 


22 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


Les coefficients a, 6, c peuvent maintenant être déterminés en considé- 
rant une ligne droite, une section conique et une courbe de 3e degré 
avec rebroussement. 

Pour m= r 4 —0, s— 0 nous avons d —O et aussi pour m = 2, 
n=2, s=0 et pour m=3, n=3, s — 1. 


En opérant les substitutions, on obtient les 3 équations 
1 
2a+ 265 + 2 =0 


Ba+35+c+> — 


D'où l'on obtient 


1 1 3 
a=— > b=—— c——— 
2 2 2 
La formule générale sera donc 
"LL (m—1) m 3 
a 
ou si l’on veut 
n= m(m — 1)— 2d — 3s, 


soit la 1ère formule bien connue de Plücker. 

On peut également, à l'aide de cette méthode, trouver la 3° formule 
de Plücker, qui donne le nombre des points d’inflexions, si seulement l’on 
connait ce nombre pour la section conique, la courbe de 3¢ ordre avec 
point double et la courbe de 3e ordre avec rebroussement. Le nombre 


des points d'inflexions étant primitifs, on a nécessairement 


i=am+bn-+ cs. 


Pour m =»=2,35=0 nous avons 7— 0. Pour —n ——: UG ET 
nous avons 7 — l. Pour m—3, n=4 s — 0 nous avons 7 — 3. 0m 


obtient donc les 3 équations: 


2a—+ 265 =0 
3a+36+c=1 
3a 4-45 = 3. 
Il en résulte que 
RS "hue 


La formule générale sera donc 
1 — 3m+3n+s 
3m--i-—35m--s, 


ou 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 23 


formule qui correspond a elle-même par le dualisme. Si l'on introduit 7 = 
m(m — 1) — 2d — 3s, on obtient 

i = 8m(m — 2) — 6d — 8s 
qui est la 3¢ formule de Plücker. 


Dans la suite, nous allons montrer l'application de la méthode à une 


série d'autres problémes de contact. 
Problèmes de contact. 


Problème 1. Une formule d'importance fondamentale de la théorie 
du contact des courbes est celle qui donne le nombre des courbes dé- 
pendantes d'un paramètre, qui sont en contact avec une courbe donnée. 


Ce nombre étant primitif, on doit pouvoir l'exprimer ainsi: 
N = am + bn + cs. 


Nous pouvons en effet considérer comme tout à fait sür que ce nombre 
est seulement déterminé par les nombres de Plücker. Ce ne sont, en effet, 
que les points doubles et les points de rebroussement qui réduisent le 
nombre des courbes en contact, que l'on a pour une courbe qui, considerée 
comme lieu de points, n'a pas de singularités. En raisonnant comme suit, 
on peut démontrer que le nombre est indépendant du nombre de rebrousse- 
ments, s. 

Soit 4 le nombre de courbes de la famille qui passent par un point 
donné, et » le nombre des courbes qui sont en contact avec une ligne 
droite. Supposons qu'une courbe de l'ordre m, de la classe » et ayant s 
rebroussements varie vers une forme limite, à laquelle il se présente un 
nouveau point double, de sorte que la courbe est alors de l'ordre m, de la 
classe (7 — 2) et a un nombre de rebroussements s. Par ce point double 
passent alors u courbes de la famille; mais chacune de celles-ci doivent 
étre comptées deux fois, chacune d'elles désignant en réalité deux courbes 
coincidentes, de méme maniére que 2 tangentes sont coincidentes en un 
point double. Le nombre des courbes de la famille qui passent par un 
point double est donc égal à 2. Chacune de celles-ci coupe la courbe 
considérée en deux points coincidents, sans étre des courbes en contact. 
De méme maniére, 34 courbes de la famille passent par un rebroussement, 
c. à d.: lorsque nous faisons varier des courbes de l'ordre m, de la classe 
n €t avec s points de rebroussement vers une forme limite, où il se 
présente un nouveau point de rebroussement, 30 des courbes qui étaient 
antérieurement en contact passeront par ce point de rebroussement. On a 
en méme temps obtenu une courbe d'ordre m, de classe mn — 3 et avec 


s + 1 points de rebroussement. 


24 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


Nous aurons donc les deux équations: 


am + b(n — 2) + cs = am + bn + cs — Qu 
am + b(n — 3) + c(s +1) = am + bn + cs — 3u 


dont le résultat est 
pE m c= 0. 


D 


Comme c — 0, le nombre est donc indépendant du nombre de re- 
broussements. Quant au coefficient a, il exprime simplement le nombre 
des courbes de la famille qui touchent une ligne droite. Ce nombre, nous 


l'avons appelé ci-dessus », et nous exprimerons donc le nombre cherché ainsi: 
N = vm + un. 


On peut naturellement déterminer aussi tous les 3 coefficients de la 

formule 
N = am + bn + cs 

en trouvant le nombre W dans 3 cas simples, p. ex. quand la courbe est 
une ligne droite, une section conique ou une courbe du 3e degré avec 
rebroussement. Nous allons montrer, dans ce qui suit, comment cela peut 
s'effectuer; mais, pour simplifier les choses, nous supposons tout d'abord 
que les courbes de la famille de courbes donnée sont des courbes ordi- 


naires considerées comme lieux de points, — ce qui n'empêche naturelle- 


ment pas qu'un nombre fini d'entre elles ait des points singuliers — et 


qu'il n'existe aucune courbe dégénérée dont une partie soit une courbe double. 
Supposons que les courbes soient d'ordre ¢. Le nombre de celles de ces 
courbes qui passent par un point donné peut être appelé # comme ci- 
dessus. 

Désignons par Å une ligne droite. Pour trouver combien de courbes 
touchent Z, nous pouvons nous servir du principe de correspondance de 
CHasLEs. Par un point arbitrairement choisi sur Z, passent u courbes, 
coupant, chacune, Z en / — 1 autres points. Il se produit alors sur Z une 
correspondance u(/— 1) à u(£— 1), d’où il s'ensuit que le nombre de 
coincidences est égal à 2u(/ — 1). D'après les suppositions faites, une 
telle coincidence ne peut se produire que du fait qu'une courbe touche Z. 


Le nombre des courbes en contact est donc 
y = 9u(t — 1). 


Soit K une section conique. Une telle courbe étant également du 
genre 0, le principe de correspondance de Chasles peut aussi lui étre 
appliqué. Par un point arbitraire sur AK passent u courbes de la famille, 


coupant, chacune, Ä en 2/— 1 autres points. On obtiendra donc sur K 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 25 


une correspondance (u(2¢— 1), u(2t — 1)) avec 2u(2¢— 1) coincidences. 


Le nombre des courbes tangentes est donc 


Qu (26 — 1) = 2v + Qu. 


Pour une courbe CZ de 3e ordre et de 3e classe, le principe de 


Chasles peut également être appliqué. Par un point arbitrairement choisi 


sur (s passent # courbes, coupant, chacune, ps en 3¢— 1 autres points. 
On obtient donc ici une correspondance comptant 24 (34 — 1) coincidences. 


Le nombre des courbes tangentes sera donc 
2u(3¢— 1) — u = 3v + Bu, 


un nombre u de coincidences provenant de ce que « courbes passent par 
le rebroussement. Nous obtiendrons donc les 3 équations suivantes pour 
déterminer a, 6 et c: 
a=v 
a+b=v+tu 
3a + 36 + c = 3v + 3u. 


D'où provient 


La formule sera donc 
N = ym + un. 


Par conséquent le même résultat qu’antérieurement. 

Si toutes les courbes de la famille possèdent des points doubles ou 
des rebroussements, ceux-ci composeront une courbe C;. Il pourra en 
outre se trouver dans la famille des courbes dégénerées avec des courbes 
doubles comme parties. Toutes ces courbes doubles peuvent être com- 
prises en une courbe Cs. La courbe Cj, tout aussi bien que la courbe C5, 
coupera une ligne droite en un certain nombre de points. Le nombre v 
de courbes tangentes à une ligne droite ne sera donc plus 2u(¢— 1); mais 
nous aurons 


y = 9u(t — 1) — x4 — xs, 


z, coincidences provenant de l'intersection de la ligne droite avec Ci, et 
z coincidences de l'intersection de la ligne avec la courbe Cs. Le nombre 
de points d'intersection d'une courbe d'ordre m avec C, sera maintenant 
m fois plus grand que le nombre de points d'intersection d'une ligne droite 
avec (Cy, et de méme le nombre des points d'intersection d'une courbe 
d'ordre m avec Cs, sera m fois plus grand que le nombre des points 


d'intersection d'une ligne droite avec Cs. Par conséquent, pour une courbe 


26 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


d'ordre m, x, m coincidences proviendront de l'intersection avec Cj, et x m 
coincidences de l'intersection avec Cs. Nous obtenons donc, en posant 


2u(t — 1) =, 


y — y! — 4 — 9», 


et le nombre de courbes tangentes à une courbe d'ordre m et de classe z sera 
ym + un — xm — vom = vm + un. 


Cette formule continue donc à rester vraie aussi dans ce cas. 

A l’aide de la proposition ainsi démontrée, on peut aussi trouver 
facilement le nombre de courbes d'une famille de courbes dépendantes de 
p paramétres touchant chacune de p courbes données, dont les nombres 
d'ordre et de classe sont respectivement (7, m), (72, ma), + + + (my, Ny). 


Le nombre sera en effet: 
GUN 
> Qij...k Qi Q2j^ ^ * pts 


où les indices 7, 7,:-:k prennent, indépendamment l'un de l'autre, les 
valeurs 1, 2 et où g,ı = m, qr, — n, et où a5... désigne le nombre des 
courbes de la famille qui touchent autant de lignes droites qu'il y a de 
nombres 1 parmi les nombres 1, j,::- ^£, et qui passent par autant de 
points qu'il y a de nombres 2 parmi les nombres 7, 7, : A. 

L'exactitude de ce qui précéde ressort immédiatement du théoréme 2, 
puisque le nombre est primitif par rapport à chacune des f courbes, pourvu 
toutefois que l'on sache qu'il est déterminé seulement par les nombres d'ordre 
et de classe des courbes. Or ceci est absolument certain; car, si l'on 
considère les courbes dépendantes d'un paramètre (en deca de la famille des 
courbes données dépendantes de p paramètres) qui touchent la lere, la 2e- - 
la(r — 1)", la(r + 1)", ---, la.f"* courbe, le nombre de celles de ces 
courbes qui touchent en outre la courbe 7"* sera, d’aprés ce qui est dé- 
montré plus haut, indépendant du nombre de rebroussements de cette 
derniére et seulement déterminé par m, et z,. Comme ceci s'applique à 
chaque 7, de 1 à f, le nombre considéré est donc une fonction seulement 


des nombres d'ordre et de classe des courbes. 


Probléme 2. Essayons de trouver le nombre de courbes, dépendantes de 
2 paramétres, qui ont un contact de deuxiéme ordre avec une courbe de l'ordre 
m, de la classe » et ayant s rebroussements. Pour simplifier les choses, nous 
ne considérons que le cas où les courbes de la famille qui possèdent des 
points singuliers ne dépendent que d'un paramètre et nous supposons que, 
parmi celles des courbes de la famille qui passent par un point donné, 


il ne s'en trouve aucune qui soit dégenérée de telle maniére qu'il se pré- 


1914. No. I2. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 27 


sente des courbes doubles. Soit «u le nombre des courbes de la famille 
qui passent par 2 points donnés, et ¢ l’ordre des courbes. 

Le nombre cherché étant primitif, il doit, par suite du théorème 1, 
être de la forme 


N = am + bn + cs. 


Les coefficients a, 6, c s'obtiennent en déterminant V pour une ligne 
droite, une section conique et une courbe de 3e ordre avec rebroussement. 

Soit L une ligne droite. Par deux points arbitraires sur Z passent 
u courbes, dont chacune coupe Z en ¢— 2 autres points. Si l’on main- 
tient immobile l'un des 2 points choisis, on obtiendra donc sur Z une 
(u(t— 2), u(t— 2)) correspondance avec 2u(¢— 2) coincidences. Par 
conséquent il passe par un point arbitraire sur Z 2u(¢— 2) courbes, qui 
touchent Z en un autre point. Comme nous l'avons vu dans le probléme 
précédent, le nombre de courbes passant par un point en dehors de Z et 


touchant Z sera 2u(£ — 1). Si l'on pose maintenant 
y = 2ult — 1), 


on voit donc que, par un point P sur Z, il passe v — 2u courbes qui 
touchent Z en un point différent de P. 

Par contre, si l’on choisit un point donné sur Z comme point de 
contact ou — en d'autres termes — si l'on choisit 2 points consécutifs 
sur L, il passe par ces points uw courbes de la famille de courbes donnée, 


et chacune de ces courbes coupe Z en / — 2 autres points. A un point de 


J 


; v . 
contact correspond donc u(?— 2) = 3 - autres points. 


On voit ainsi que les courbes tangentes a Z définissent une corre- 
spondance entre les points sur L, vu qu'à chaque point simple d'inter- 


section donné correspond v — 24 points de contact, tandis qu'à chaque 


- y i; 
point de contact donné correspond — — u points d'intersection simples. 


Le nombre de coincidences dans cette correspondance doit donc étre 
Y 3 
— 9 == = — y — Zu. 
v TE me 2 u 9? u 


Ceci est le nombre des courbes ayant un contact de deuxième ordre 


avec L. La valeur du coefficient a est donc 
A ——y — Bu. 
2. à 


Soit K une section conique donnée. En un point donné sur A tou- 


chent « courbes de la famille donnée, et chacune de ces courbes coupe 


28 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


K en 2¢— 2 autres points. Par conséquent a chaque point de contact 
correspond 2u(£— 1)=» points d'intersection simples. Inversement, il 
passe par chacun de ces points un certain nombre de courbes tangentes 


a K. Nous pouvons trouver ce nombre de la maniére suivante: 


Par 2 points sur A passent u courbes, dont chacune coupe K en 
2¢— 2 autres points. Si l'on maintient immobile l'un des 2 points, on 
déterminera donc une correspondance ayant 4u(£— 1) = 2» coincidences; 
c. à d. par un point arbitraire sur A passent 2» courbes tangentes à A 
en un autre point. A chaque point d'intersection simple correspond donc 
2y points de contact. 

Les courbes de la famille donnée qui sont tangentes à A produisent 
donc sur K une (y, 2v) correspondance ayant 3v coincidences. Le nombre 
des courbes ayant un contact de deuxiéme ordre avec K est donc 3y. 
Ceci peut servir à la détermination du coefficient 5; nous obtenons en 
effet : 

3y — 6u + 26 = 3», 
d'où 
b= 3u. 


^ T . 3 E 
Considérons maintenant une courbe C3, c. à d. une courbe du 3° 


ordre, de 3* classe avec un rebroussement et un point d'inflexion. En un 


point donné de C$ touchent u courbes, dont chacune coupe C; en =e 
autres points. Par conséquent a chaque point de contact correspond 
4(3¢— 2) points d'intersection simples. 

Par 2 points de Cj passent u courbes, dont chacune coupe p en 
3¢— 2 autres points. Si l'on maintient immobile l'un des deux points, on 
obtiendra donc une correspondance ayant 24 (3: — 2) coincidences. Or 
toutes ces coincidences ne proviennent pas du contact; car il passe u 
courbes par le point fixe et le rebroussement. Par conséquent il passe 
par le point fixe 24(34 — 2) — u courbes tangentes. 

Dans la correspondance produite par les courbes tangentes, corre- 
spondent donc à chaque point de contact w(3f — 2) points d’intersection 
simples, tandis qu'inversement correspondent à chacun de ces points 


21(3¢ — 2) — u points de contact. Le nombre des coincidences sera donc 
^ 9 
u (3t — 2) + 2u (3: — 2) — u = 3" + 2u. 


Or il existe, dans la famille, u courbes qui sont tangentes à la tangente 


de rebroussement au point de rebroussement. Chacune de celles-ci coupe 


. 3 . . . .. . z 2 . 
aussi C4 en 3 points infiniment voisins entre eux, mais en général il 


1014. No. I2. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 2 
914 9 


n'y a pas de contact d'ordre 2. Le nombre des courbes ayant un contact 


= 3 
de deuxième ordre avec C3 sera donc 


9 
3? dau. 
Le coefficient c peut maintenant étre déterminé. Nous obtenons 


9 9 
g*—9u T 9T e= Ste, 
d'oü € — u. 


La formule générale sera donc 


D 


n 
NE y — 3u)m + 3un + us. 


Comme on le voit, cette expression n'est pas seulement linéaire et 
homogène par rapport a.m, n, s, mais aussi par rapport à u, v. C'est 
justement comme il faut que ce soit; car le nombre des courbes ayant un 
contact d'ordre 2 n'est pas seulement primitif par rapport à la courbe 


donnée, mais également par rapport à la famille de courbes donnée. 


Exemples: 1) Que la famille de courbes dépendantes de 2 paramétres 
soit les sections coniques qui passent par 3 points donnés. On a alors 
u =1 et y — 2, conformément à la formule v = 24 (f — 1), ¢ étant ici = 2. 
Le nombre de celles de ces sections coniques qui ont un contact d'ordre 2 
avec une courbe donnée, sera 

3n + s — 3m 4 1, 


i étant le nombre d'inflexions de la courbe. 


2) Que la famille de courbes donnée soit les sections coniques qui 
passent par 2 points donnés et touchent en outre une ligne droite. On a 
alors u = 2, v — 4, et le nombre des sections coniques ayant un contact 
d'ordre 2 avec une courbe donnée sera conséquemment juste le double du 


nombre du cas précédent; il sera donc 
67 + 2s = 6m + 2. 


Par contre la formule générale trouvée ne peut étre immédiatement 
appliquée aux sections coniques qui passent par un point donné et touchent 
en outre 2 lignes droites données, car il se trouve en effet des lignes 
doubles parmi celles de ces sections coniques qui passent encore par un 
autre point donné. Une conséquence du dualisme est cependant que le 
nombre de sections coniques ayant un contact d’ordre 2 est aussi, en ce 
cas, 6n + 25 =6m- 21, et parmi les sections coniques qui touchent 3 
lignes droites il n'y a de nouveau que 3% + s — 3m +71 qui aient un 


contact de deuxième ordre avec la courbe donnée. 


30 | KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


Nous avons trouvé que le nombre des courbes de la famille (u, v) 
ayant un contact d'ordre 2 avec une section conique était 3». Prenons 
maintenant en considération ce qui se produira, si la section conique 
dégénère en 2 lignes droites qui se coupent entre elles. Le nombre des 


courbes ayant un contact d'ordre 2 avec l’une des deux lignes droites est 


3 
alors rd et avec les deux lignes ce nombre sera 3v — 6u. Il y 


aura en outre u courbes touchant l’une des lignes en son point d’inter- 
section avec l'autre, et également u courbes touchant l'autre ligne en ce 
point. Chacune de ces courbes coupe également la section conique 
dégénérée en trois points infiniment voisins entre eux. D’après le prin- 
cipe de conservation du nombre (Voir SCHUBERT, Kalkül der abzählenden 
Geometrie, p. 12), le nombre total de ces courbes devra étre 3v. On voit 
que ceci n’est possible que lorsque chacune des u courbes qui touchent 
l'une des lignes droites en son point d’intersection avec l'autre, doit être 
compté 3 fois, ce qui veut dire que, du moment oü la section conique 
dégénére, 3 des courbes ayant antérieurement un contact d'ordre 2 avec 
la conique et d'ailleurs différentes coincideront ici. Ayant connaissance 
de ce fait, on peut alors de nouveau trouver les nombres concernant 
d'autres courbes à l'aide de la dégénération en lignes droites, et contróler 
ainsi les résultats antérieurs. | 

Une courbe Gr. c. à d. de 3° ordre et de 6? classe, peut; comme 
on le sait, dégénérer en 3 lignes droites se coupant entre elles. Le 
nombre de courbes de la famille donnée, qui coupent cette figure en 3 
points infiniment voisins entre eux, est la somme du nombre des courbes 
ayant un contact d'ordre 2 avec les lignes droites et du nombre de celles 
qui touchent une des lignes en un des points d'intersection de cette ligne 
avec les 2 autres lignes, et les dernières courbes doivent, comme nous 
l'avons vu, étre comptées 3 fois. Le nombre des courbes ayant un contact 
de deuxiéme ordre avec les lignes sera 


3 9 
(or — 30) 3 = 5; v— 9n. 


Le nombre des autres courbes sera 24:3.3 = 18u. Le nombre total 


: 6 
des courbes ayant un contact d'ordre 2 avec une C; sera donc 
3 
—y + Yu. 
9 y + du 


La formule générale trouvée donne, en introduisant m= 3, 4 — 6, s —0: 


= ; 9 
Ge 3u):3 + 3u-6 = 5 + Ju, 


= 


par conséquent le même résultat. 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 31 


a | Sy : ! 
Une courbe C; (3° ordre, 4° classe) peut dégénérer en 3 lignes droites 


se coupant entre elles, l'un des 3 points d'intersection des lignes étant le 
point double. Les courbes ayant un contact d'ordre 2 avec cn. sont celles 


qui coupent Ci en 3 points infiniment voisins entre eux, à l'exception 
de celles qui touchent au point double l’une des 2 tangentes du point 
double. Pour la figure dégénérée, nous aurons donc à additionner ensemble 
le nombre des courbes qui ont un contact d'ordre 2 avec les lignes, et 
des courbes qui touchent l'une quelconque des lignes soit à l'un ou à 
l'autre de 2 des points d'intersection des lignes, le 3° étant donc excepté. 


Le nombre des courbes ayant un contact de deuxiéme ordre avec les 
9 : 
lignes est gr 9A Le nombre des autres courbes en question sera 124. 


On aura donc le nombre total de courbes ayant un contact d’ordre 2 avec 


une courbe C3, égal a 
9 
— 3u. 
9 zr à 
En introduisant m = 3, n — 4, s = 0, la formule donne 


; 9 
(—v—3u)-3 + 12u = aE. + 3u, 


bo| e: 


soit le même résultat. 
Ce probléme, de méme que les problémes de contact suivants, peut 
aussi être résolu a l’aide du principe de correspondance étendu aux 


courbes des genres > 0 (CayLey, BRILL). 


Problème 3. Considérons maintenant une famille de courbes de 
l'ordre ¢ dépendantes de 4 paramètres, qui est de telle nature que les 
courbes qui ont des points singuliers ne dépendent que de g — 1 para- 
métres, et en outre telle qu’aucune des courbes qui passent par g— 1 
points donnés ne dégénére de facon qu’il se présente de courbes doubles. 
Soit u le nombre de courbes de la famille qui passent par g points donnés. 

On doit démontrer en premier lieu que le nombre de courbes de la 
famille, qui coupent une ligne droite Z en g+ 1 points consécutifs, est 

a, — (q + l)u(t — 1) — (g? — l)u, 
t étant le nombre de points d'intersection mobiles des courbes de la famille 
dvee X. 

Pour g — 1 la formule est exacte (Voir probléme 1, p. 24). Nous 
pouvons démontrer en outre que de l'exactitude de cette formule pour un 
certain nombre 4, résulte l'exactitude de la formule pour le nombre 4 + 1. 
Pour que ceci paraisse évident, il est nécessaire que nous considérions 


une famille dépendante de g—+ 1 paramètres et une ligne droite Z. Si 


32 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


l'on choisit g + 1 points consécutifs sur Z, il passe par ceux-ci u courbes, 
qui coupent, chacune, Z en ¢— q — 1 autres points simples. Si par contre 
on choisit l'un de ceux-ci, il passe par ce point (g + 1)u (t — 2) — (g? — l)u 
courbes qui, dans un lieu ou dans un autre, coupent d'ailleurs Z eng+1 
points consécutifs. Ceci est clair, puisque les courbes de la famille dépen- 
dante de g+ 1 paramètres, qui passent par un point donné p sur Z, 
forment une famille dépendante de 4 paramètres qui satisfait aux conditions 
posées, lorsque la famille à g+ 1 paramètres y satisfait, et telle que « 
courbes de la famille à g paramétres passent par q points donnés, et que 
chaque courbe coupe Å en / — 1 points mobiles. Nous aurons alors en L 


une correspondance 


((g + 1)u(t — 2) — (2? — 1)u , ut —q — 1)) 
ayant 
(g + Du — 2) + u(t — g — 1) —(q? — Du 


coincidences. Le dernier nombre peut s'écrire 


dy = (q + 2) u(£ — 1) —(g + 29) u = (q + 2)u (t — 1) — ((g + 1? — Yu. 


Par conséquent la formule est aussi exacte pour 4 + 1. 

Lorsque les courbes sont d'ordre /, le nombre des points d'intersection 
mobiles avec une ligne droite seront en général 7. Si l'on désigne alors 
par » le nombre des courbes de la famille qui touchent une ligne droite 
donnée, on a 


y = 2u(¢— 1), 


et par conséquent l'expression de a, peut s'écrire comme suit: 


a pee! s 
ap Meg sa. 

Nous avons vu par contre que le nombre des courbes dépendantes 
de g+ 1 paramètres, qui passent par un point donné f sur une ligne 
droite £L, et. qui en outre coupent celle-ci, en un autre lieu; eng 
points consécutifs, est 


a, —(g-+ 1)u. 


Comme ce nombre, lorsque ^ n'est pas situé sur Z, est a,, (q + l)u 
courbes doivent donc couper Z en (g + 1) points consécutifs en p. Or il 
ne passe que u courbes par g + 1 points; mais le fait est que chacune 
de celles-ci, en ce cas, désigne 4 + 1 courbes coincidentes des courbes 


qui coupent Z en g+ 1 points consécutifs. 


1914. No. I2. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 33 


ll est alors évident que, si N, est le nombre de courbes d'une famille 
à g paramètres de l'espéce ici considérée, coupant une courbe donnée C 
en g +1 points consécutifs, le nombre de courbes en une famille à g+ 1 
paramètres, passant par un point p sur C et coupant en outre C à un 

autre endroit en g+ 1 points consécutifs, est égal à N, —(g d- 1)u. Il 
faut bien qu'il en soit ainsi, lorsque (g + 1): courbes doivent couper C 
en 5, en g + 1 points consécutifs. 

Suivant le théoréme r, il est évident que le nombre de courbes 
dépendantes de g paramètres qui coupent une courbe de l'ordre m, de la 
classe » et ayant s rebroussements, en g + 1 points consécutifs, doit être 
de la forme | 

N,= agm + byn + as, 
car ce nombre est primitif. Ici a, a justement la même signification que. 
ci-dessus, le nombre N, pour une ligne droite. Nous connaissons donc a,. 
Cherchons maintenant à trouver des formules récurrentes pour 4, et c. 

Pour y arriver, considérons une famille à 4 + 1 paramétres et cher- 
chons le nombre de courbes qui coupent une section conique en g + 2 
points consécutifs, et également le nombre de courbes qui coupent une 
courbe de 3° ordre avec rebroussement en g + 2 points consécutifs. 

. Soit X une section conique. Le nombre de courbes passant par un 
point p sur A et coupant en outre A, en un autre lieu, en g + 1 points 


consécutifs (voir remarque ci-dessus) sera 


2a, + 26, — (g + Du, 


2a, + 26, étant le nombre NW, d'une section conique. 

Si l'on choisit g + 1 points consécutifs sur K, il passera par ceux-ci 
4 courbes, dont chacune coupera X en 2?— q— 1 autres points. On 
obtiendra donc u(27 — q — 1) — » — (g — 1)u points simples d'intersection 
correspondants. 


On obtient alors dans cette correspondance 
2a, + 254, — (g + 1)u — (q — l)u + v 


coincidences. Or ce nombre doit être /V;,, pour une section conique, ou 


en d'autres termes 
2a7+1 + 2b 41 = 2a, + 264 — 2qu + v, 
d’ou, comme l'on trouve facilement que 
24911 = 249 + v» — (4q + 2)u, 
il résulte 


bo. 1 = da + (4 + lu. 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M.-N. Kl. 1914. No. 12. 3 


34 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. 


Or à, étant égal à u, il en ressort que 


Wei. 


Le nombre de courbes passant par un point p sur une courbe Ce 
c. a d. de 3€ ordre et de 3e classe, et coupant en outre celle-ci en g + 1 


points consécutifs en un autre lieu, sera 
Bag + 36, + c, — (q +l)u. 


Si l'on choisit g + 1 points consécutifs sur Ce il passe par ceux-ci 


u courbes, dont chacune coupe C; en 3¢—g—1J1 autres points. Par 


. 3 ; 3 
conséquent on obtient u (34 — g — 1) = 5 v —(q — 2)u points d'intersec- 
tion simples. 


Le nombre de coincidences de cette correspondance se trouvera donc étre 
3 
3a, + 35, + Ca — (q + lu —(q — 2) u + a 
3 
m 3a, + 35, + € — (29 — NT has = 27 


De ces coincidences il y en a u, qui sont dues aux u courbes, qui 


3 B . . .. 
coupent C; au rebroussement, en g + 2 points infiniment voisins entre 


eux, comme on peut le démontrer algébriquement. Chacune de ces courbes 


; 3 ; : 2 à 
coupent aussi C; en g + 2 points confondus, mais non consécutifs, de 


sorte qu'elles ne donnent lieu à aucun contact d'ordre g + 1. Le nombre 


. 3 : z - 
de courbes qui coupent C3 en g + 2 points consécutifs (ou ont un contact 


d'ordre g + 1 avec la courbe) sera donc 
A : 3 
Sg = Oly Gy) 29 a? 
Ce nombre est d'autre part V,41 pour une Cz; soit: 


349-61 Sy + Lt Gy td 


En conséquence on obtient l'équation 


344 use 30, FEE — = 3d, + 3b, — £37 2gu + = y. 
Oi ona 


84 + 1 + 906411 — 3a, + 36, — 3qu + 9" 


Par conséquent 
€ 1 = Cot qu. 
Comme c, = 0, on a donc 


— ] 
Cq = I, 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 35 


La formule générale sera donc: 


ig. — 
un + de us. 


1 1 
N=? T (v — 2(q — l)yu)m + 23 


Ce serait un excellent contrôle de trouver directement ce nombre pour 


m=3, n=3, s=1. On aura alors 


3( 3 EI 
NEED, 3 (21) u + Sg + Daun à = 


3 | 
= Sa +1 (9 — q—3)u. 


Par a ponts P,, P.,---, £4;-sur une courbe C3, passent u courbes 
chacun coupant C$ et 34 — q autres points. Par les points P,, P,,-:., Py—1 
passent donc 2u(3¢— g) courbes, qui en outre coupent C$ en deux points 
coincidents. Parmi celles-ci il y en a « qui passent par P,, P,,::., P1 
etle rebroussement. Le nombre de courbes tangentes passant par P, P,,--, P4- 1 
est donc 2u(3¢— q) — u. Si l'on tient immobiles P,--- P, s, il passera 
donc, par un point quelconque P,—4 sur Ci, 2u(3t — q) — u courbes tan- 
gentes. Si par contre on choisit un point arbitraire comme point de con- 
tact, il passera, par les 2 points qui y coincident et par les points 
P, ::: P,-2 u courbes coupant en 3/ — q autres points. 

On obtiendra alors une correspondance ayant 34(3/ — g) — u coinci- 
dences. Or il passe « courbes par 2 points consécutifs sur la tangente 
de rebroussement, situés au rebroussement et par les points P, : : : P; s. 
Si. lon tient immobiles les points P,--:- P, 3, il passera donc, par un 
point arbitraire P,—2, 3u(3t — q) — 2u courbes ayant un contact d'ordre 2 
avec C3. Si l'on poursuit ce raisonnement, on arrive à ce résultat que, par 
chaque point P, de BER il passe gu (3: — q) — (g—1)u courbes, dont cha- 
cune coupe C3 en q points consécutifs. Si par contre on choisit g points 
consécutifs, il passe par ceux-ci w courbes, chacune coupant Ge en 3¢ — q 


autres points. Il arrive donc que g + 1 points coincident un nombre 
+ 1)u(38t— 4) —(g — l)u 
de fois. Oril existe u courbes qui passent par g + 1 points coincidents au point 


de rebroussement; mais ces points ne sont pas consécutifs, c. à d. ces u courbes 
- 3 . "ES : 
coupent aussi C; en g + 1 points coincidents, sans que ce soit un con- 
tact d'ordre g. On a donc comme résultat qu'il existe 
(q + 1)u (3t — q) — qu 
. 3 . 
courbes qui sont en contact d'ordre g avec C3. Ce nombre peut aussi 


s'écrire 


36 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N: Kl. 


a EDR gre Tae) ft cana = ig Ta) ee le 


ce qui s'accorde donc avec la formule trouvée. 


Probléme 4. Nous pouvons ensuite tacher de trouver le nombre de 
courbes dépendantes de deux paramètres, qui touchent deux fois, par con- 
séquent en 2 lieux différents, une courbe d'ordre m, de classe #, et ayant 
s rebroussements. Soit w le nombre de courbes passant par 2 points 
donnés, v le nombre de courbes passant par un point donné et touchant 
une ligne droite donnée, alors que o peut étre le nombre de courbes qui 
touchent 2 lignes droites données. Nous supposons que les courbes ayant 
des points singuliers ne dépendent que d'un paramètre, et qu'aucune courbe 
ne dégénére de facon qu'il se produise de courbes doubles. Soit / l'ordre 
des courbes. | 

Si l'on considére les courbes de la famille qui passent par un point 
donné, celles-ci dépendent d'un paramètre, et, d'après ce que nous avons 


déjà vu au problème 1, il faut que 
y = 2u(t — |). 


Si l'on considére maintenant les courbes de la famille qui touchent 


une ligne droite, celles-ci forment, elles aussi, une famille à un paramètre, 


et nous obtiendrons de méme maniére 
Q = 2»(t — 1). 
Le nombre de courbes de la famille donnée, qui touche 1 fois une 


courbe d'ordre m, et de classe m, et 1 fois une courbe d'ordre m, et de 


classe »,, sera, d'après la dernière remarque au problème 1, 
Qm, ma + v(m, n, + mg ni) + un, nz. 


Désignons maintenant le nombre de courbes ayant 2 contacts avec 


une courbe m, z, s, par N(m,n,s). Nous obtenons alors 
N(m, + Mons na s, 4-53) = 
= N (m,,n,,5,) + N (m,,n,,s,) + om, ms, + v(m,ms + m,n,) + un, ng. 
D'après le théorème 3, la fonction N(m,n,s) doit. donc pouvoir 
s'exprimer ainsi: 
N( En Me bn + 
N(m,n,s)= om + ymn + 3 + am + bn + cs, 


et il ne reste plus ici qu'à déterminer les coefficients a, 5, c. 
Nous cherchons d'abord le nombre de courbes qui touchent 2 fois 


une ligne droite donnée Z. D'après ce que nous avons vu au probleme 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 37 


3, il passe par un point de la ligne » — 2u courbes qui la touchent en un 
autre lieu. Puis nous considérons la famille à un paramètre des courbes 
qui touchent Z. Par un point donné de ZL, passent alors y — 2u de ces 
courbes, et chacune d'elles coupe Z en £— 3 autres points. De cette 
facon on détermine donc sur Z une correspondance ((v — 2u) (t — 3), 


(v — 2u)(t — 3)) entre les points d'intersection simples. Le nombre de 


coincidences sera donc 2(v — 2u)(¢— 3), et le nombre de courbes ayant 


2 contacts avec la ligne donnée sera 


(vy — 2u) (t — 3) = = — 3v + 4u, 


ho |o 


chacune de celles-ci entrant en effet deux fois en considération auxdites 
coincidences. 

Soit K une section conique. Par un point hors de K passent 2» + 2u 
courbes tangentes à A. Par conséquent il passe, par chacun des points 
de A, 2v + 2u — 2u = 2v courbes touchant A en un autre lieu. Chacune 
de ces courbes coupe A en 2¢— 3 autres points. On obtient donc sur 
K une correspondance (2»(27 — 3), 2»(27 — 3)) entre les points d’inter- 
section simples, et le nombre de coïncidences sera 4y(2¢— 3). Le nombre 


des courbes ayant 2 points de contact avec la section conique sera donc 


2y (27 — 3) = 20 — 2». 


Cherchons si nous trouverons le méme nombre à l'aide d'une section 
conique dégénérée, consistant en 2 lignes droites se coupant entre elles. 

On a tout d'abord les courbes tangentes à aussi bien l'une que l'autre 
ligne. Leur nombre est og. Puis l'on a les courbes qui passent par le 
point d'intersection des lignes et touchent l'une ou l'autre des lignes; car 
celles-ci ont aussi 2 fois un point avec la tangente correspondante commun 
avec la conique dégénérée. Or il existe, comme nous l'avons vu, » — 2u 
courbes passant par un point sur une ligne droite et touchant celle-ci en 
un autre lieu. Le nombre de courbes passant par le point d'intersection 
des 2 lignes et touchant l'une ou l'autre de ces lignes sera donc 4v — 84, 
chaque courbe devant étre comptée 2 fois. Le point d'intersection des 
lignes désigne en effet 2 faisceaux de lignes coincidents, ou un sommet 
double. On a enfin les courbes qui touchent 2 fois ou l'une ou l'autre 
ligne. Le nombre de celles-ci est 9 — 6v + Su. On obtient donc comme 


total le nombre 
o + Ay — 8u + 9 — 6v + Su = 20 — 2), 


ce qui est juste. 


38 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


Nous considérons ensuite une courbe C3. Par un point situé hors 
de la courbe passent 3» + 3u courbes tangentes a Ge Par un point de 
p: passent en conséquence 3» + 3u — 2u = 3v + u courbes, tangentes a 
C$ en un autre lieu. Chacune de ces courbes coupent Ci en 84 — 8 autres 
points. On obtient donc en (E entre les points d'intersection simples, une 
((3v + u) (3¢ — 3), (3v + u) (3£— 3)) correspondance ayant 2(37+- u) (3¢— 3) 
coincidences. Nous devons toutefois trouver le nombre de courbes qui 
passent par le rebroussement et touchent C$ en un autre lieu. Par le 
rebroussement et par un point arbitraire situé d'ailleurs sur Ce? passent 4t 
courbes, et chacune de celles-ci coupe C$ en 3: — 3 autres points. On 
obtient donc une correspondance ayant 2u(3: — 3) coincidences, et ceci est 
le nombre de courbes tangentes passant par le rebroussement. 

Le nombre de courbes 2 fois tangentes sera donc 

€ 


9 
(3v + u) (31 — 3) — u (3t — 3)=9 v(t — =, 


Pour determiner les coefficients a, 6, c,.on obtient maintenant les 3 


équations 


20 + 4v + 2u + 2a + 26 = 20 — 2v 


9 
2 


= 


0. 
€ 


à 
Q+ 9+ 5 Ht + 3a + 36 + c = 


D'où l'on obtient 


a = 4u — 3v 
b= — du 

3 
Cet 


La formule générale sera donc 


€ 


De u : 
N (m, n,s) = à m? + vmn + 3 i? + (44 — 3v) m — dun — 5 


us. 

Contrölons la formule en considérant une courbe C$. Par un point 
situé hors de C$, il passe 3» + 4u courbes tangentes. Donc il passe par 
un point donné de C3, 3v-+ 2u courbes touchant C3 en un autre lieu. 
Chaque courbe tangente coupe C$ en 3¢— 2 points hors du point de 
contact, et par l'un de ceux-ci se trouvent déterminés 24 + 3» courbes 
tangentes chacune coupant C$ en 3: — 3 autres points. Le nombre des 


courbes 2 fois tangentes sera donc 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 39 


| 9 
(2u + 3») (3: — 3) — 5 o +3r. 
D'apres la formule on obtient 
9 9 
9 + 12» + 8u + 120 — 9» — Qu = 58 + 3v, 


ce qui se trouve étre juste. 
On trouve aussi facilement le méme nombre, en considérant la courbe 


dégénérée C3, qui consiste en une section conique et une ligne droite, 
l'un des points d'intersection entre celles-ci étant un sommet double, tandis 


que l'autre est le point double. 
Pour une courbe C$, on obtient, d'aprés la formule trouvée 


9 
ge T 18» + 184 + 12u — 9y — 30u = =o + 9r. 


Nous pouvons maintenant faire le calcul à l'aide d'une dégénération, en 
considérant 3 lignes droites se coupant l'une l'autre, dont les points d'inter- 


section sont des sommets doubles. 


Le nombre de courbes touchant 2 fois l'une ou l'autre des 


lignes est . UNE 
—> — passant par l’un ou l’autre des sommets 
et touchant l’une des lignes droites par 
Iccittepoiboesbh SOS DE rcu SEM 
—»5 — passant par l’un ou l’autre des sommets 
et touchant la ligne opposée est . . 6v 
—» — touchant 2 lignes différentes est . . 30 
—»— passant par 2 des sommets est . . 12 u 
Le nombre total est donc 50 t» 


On doit se rappeler qu'une courbe qui passe par un sommet double, 
doit étre comptée 2 fois, et une courbe qui passe par 2 sommets doubles, 
4 fois. 

Nous exposons aussi, en terminant, un contrôle à l'aide de la courbe 
ee. Celle-ci étant du genre 0, on peut employer ici le principe de corre- 
spondance de Chasles. 

Par un point situé hors de Cj, il passe 4» +3. courbes tangentes 


à C$. Par un point de Cj, il passe donc 4» + u courbes, qui touchent 
3 


x en un autre lieu, et chacune de ces courbes coupent C; en 44 
autres points. Il arrive donc 2(4y + u)(47 — 3) fois que 2 points d'inter- 


section simples sont coincidents. Quelques-unes de ces coincidences pro- 


40 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


viennent cependant de ce qu'une courbe tangente passe aussi par un 
rebroussement. Il faut donc trouver le nombre de ces courbes. 

Chaque courbe passant par un des rebroussements coupe la courbe 
Ck en 4¢—2 autres points. Si l'on choisit un de ceux-ci, on obtient u 
courbes, dont chacune coupe Cj en 4/—— 3 autres points. On obtient donc 
2u (47 — 3) coincidences. Or il existe 24 courbes passant par le rebrousse- 
ment choisi et par l'un ou par l'autre des 2 autres rebroussements. Le 
nombre de courbes passant par le rebroussement choisi qui touchent Ce 
sera en conséquence 8u(¢— 1). Le nombre des courbes tangentes à Ge 
passant par l'un ou l’autre des 3 rebroussements sera donc 24u(t — 1). 


Le nombre de courbes 2 fois tangentes à Cj sera 
(4v + u)(4t — 3) — 12u(t — 1) =u + 80. 


La formule donne 


: 9 : 3 
Soc av „ut Toi ar lan gt =H +80, 


par conséquent le méme résultat. 


Problème 5. Considérons maintenant une famille de courbes dépen- 
dantes de deux paramètres, qui possèdent toutes un point double, et 
examinons combien d'entre elles ont 2 contacts avec une courbe m, n, s. 
Nous considérons le cas oü les points doubles sont situés sur une ligne 
droite. Nous pouvons alors exprimer également le probléme de la manière 
suivante: Cherchons le nombre des courbes qui, dans une famille à trois 
paramétres, ont toutes un point double se trouvant situé sur une ligne 
droite, outre qu'elles sont 2 fois tangentes à une courbe m, n, s. On 
continue à supposer, comme auparavant, qu'il n'existe pas de courbes 
dégénérées ayant comme partie des courbes doubles. 

Soit, comme antérieurement, u le nombre de courbes passant par 
2 points donnés, y le nombre de courbes passant par un point et touchant 
une ligne droite, alors que o est le nombre de courbes touchant 2 lignes 
droites. Nous pouvons en outre désigner par f le nombre des courbes 
qui passent par un point donné et ont d'ailleurs leur point double en un 
point donné de cette ligne droite, où se trouvent tous les points doubles. 


Nous pouvons appeler cette ligne Z, et ¢ l'ordre des courbes. 


Dans ce qui suit, on trouvera souvent appliqué ce principe qu'un 
point double absorbe 2 coincidences; c. à d. si l'on a une courbe K et 
une famille de courbes à un paramétre, et si l'une de ces courbes place 


un point double sur A, ceci signifie 2 coincidences dans la correspondance 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 41 


entre les points de K qui est produite par l'intersection de K et des courbes 
de la famille. 

On peut démontrer de la maniére suivante qu'un point double absorbe 
2 coincidences: 

Supposons que 

fd ENT) 

est une famille de courbes dépendantes du paramètre À, qui possèdent 
toutes un point double, et que ce point (ou l'un d'eux, s'il y en a plusieurs) 
coincide avec un point ordinaire de la courbe A, lorsque 4 — 49. Si l'on 
fait varier À de 4; — € à lo He, le point double, pour une valeur de e 
suffisamment petite, se déplacera en général de l'un à l'autre cóté de K, 


il décrira donc un trajet qui croisera K. Si l'on considére alors les courbes 
iA e yp ts 


on remarquera que celles-ci, pour des valeurs suffisamment petites de «, 
pour chaque 4, se comporte d'une maniére rapprochée comme une section 
conique au voisinage du point double de la courbe /(4, x, y) — 0. Lors- 
que À se modifie de À — € à À + e£, cette section conique rapprochée se 
déplacera de l'un à l’autre côté de A, pourvu toutefois que 4 soit choisi 
suffisamment petit. On remarque toutefois que la section conique rappro- 
chée, en se déplacant, touchera A 2 fois, savoir d'abord de l'un puis de 
lautre des côtés. Si l'on fait décroitre uw vers 0, ces deux contacts se 


fondront ensemble, le point double rencontrant A. L'incidence du point 


double sur A équivaut done à 2 coincidences. 


Soit L’ une ligne droite donnée, et P un point donné. Par P et un 
point arbitraire de L’ passent u courbes, dont chacune coupe L’ en / — 1 
autres points. On obtient donc 2u(¢— 1) coincidences. 2f d'entre elles 
proviennent de courbes qui ont leur point double à l'intersection de Z et 
de L’, et passent par P. Le nombre des courbes tangentes à L‘ et pas- 


sant par P est donc 
y — 2u(t — 1) — 2p. 


. 

Considérons maintenant les courbes qui touchent ZL'. Soit L^ une 
autre ligne droite. Par un point de Z^", il passe alors » courbes qui 
touchent ZL', et chacune de celles-ci coupe Z“ en /— 1 autres points. 
On obtient donc 2¥(¢— 1) coincidences. Quelques-unes de celles-ci provi- 
ennent des courbes qui ont leur point double à l'intersection de Z et de 
24, ei qui teuchent 2" On peut trouver leur nombre de la manière sui- 
vante: Par chaque point de L’, il passe @ courbes ayant leur point double 


audit lieu, et chacune d'elles coupe ZL’ en / — 1 autres points. Il existe 


42 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


donc 28(¢— 1) courbes ayant ce point double donné et touchant ZL’. Par 


conséquent 
Q = 2y(t — 1) — 48(¢ — 1) 


sera le nombre de courbes touchant 2 lignes droites. 

Cherchons maintenant le nombre de courbes qui touchent 2 fois une 
ligne droite. Par un point de celle-ci passent y — 2u courbes tangentes 
en un autre lieu, et chacune de celles-ci coupe la ligne en / — 3 autres 
points. On a donc entre les points d'intersection simples une correspon- 
dance ((v — 9u)(t — 3), (v — 2u)(t — 3)) ayant 2(v — 2u)(¢— 3) coinci- 
dences. Une courbe ayant un point double sur la ligne là oü elle coupe 
L, coupe la ligne en ¢— 2 autres points. Si l'on choisit l'un de ceux-ci, 
3 autres 


p courbes seront déterminées, chacune coupant la ligne en / 
points. Il existe donc 28(/ — 3) courbes ayant un point double audit point, 
et en outre tangentes à la ligne. Le nombre de courbes 2 fois tangentes 
à la ligne sera donc 

(v — 2u) E — 3) — 28 (t — 3) — - Bee, 

Nous considérons ensuite une section conique A. Par un point de K 
passent 2» courbes tangentes a K, et chacune d’entre elles coupe A en 
2t — 3 autres points. Il arrive donc 4»(2/ — 3) fois que 2-des 2¢— 2 
points d’intersection simples coincident. Or la ligne des points doubles L 
coupe Ä en 2 points. Une courbe ayant un point double en l'un de ces 
points coupe A en 2/ — 2 autres points. En choisissant l’un de ceux-ci, 
B courbes seront déterminées, chacune coupant A en 2/— 3 autres points. 
On obtiendra donc 28(2¢— 3) coincidences, et il existera 48(2¢— 3) courbes 
ayant un point double ou à l’un ou à l’autre des 2 points d’intersection 
de L.et de K, et tangentes à K. 


Le nombre de courbes ayant 2 contacts avec A sera donc 
2 y (24 — 3) — 48(9t — 3) = 20 — 2v + 48. 


On obtient aussi le méme résultat, si l'on fait l'énumération a l’aide 
d'une section conique dégénérée consistant en deux lignes droites qui se 
coupent entre. elles. Il existe en effet tout d'abord o courbes touchant 
chacune des 2 lignes. Il passe en outre par le point d’intersection des 
lignes » — 2u courbes touchant l’une des lignes, et par conséquent 2y — 4u 
courbes touchant ou l'une ou l'autre des lignes; mais comme le point 
d'intersection des lignes est un sommet double, les courbes doivent étre 
comptées 2 fois, de sorte que leur nombre est 4» — 8u. On a enfin les 


courbes qui touchent 2 fois ou l'une ou l'autre des lignes. Le nombre de 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 43 


celles-ci est o — 6» + Su + 42. Par conséquent le nombre de courbes 


2 fois tangentes à la section conique dégénérée sera 
o + 4» — 8u + o — 6v + 8u + 48 = 20 — 2v + Ap. 


Soit maintenant Cj une courbe du 3e ordre avec rebroussement. Par 
un point de Cj passent 3» + u courbes touchant C; en un autre lieu, et 
chacune de ces courbes coupent C3 en 3/ — 3 autres points. Il arrive donc 
2(3v + u)(3t — 3) fois que 2 des points d'intersection simples coincident. 
Pour trouver le nombre des courbes 2 fois tangentes, nous devons sous- 
traire le nombre des courbes tangentes et passant par le rebroussement, 
ainsi que le double du nombre des courbes ayant un point double sur OF 
et tangentes à celle-ci. On doit alors diviser par deux le nombre ainsi 
obtenu. 

Chaque courbe passant par le rebroussement coupe la courbe (Oe en 
3¢— 2 points différents du rebroussement. Si l'on choisit un de ces points, 
u courbes, dont chacune coupe Ci en 3£— 3 autres points, seront déter- 
minées. Il y aura alors 6u(¢— 1) coincidences. Or C$ est coupée par la 
ligne des points doubles Z en 3 points. Il existe 9 courbes ayant un 
point double en l'un de ces points et passant par le rebroussement. Le 


nombre de courbes tangentes et passant par le rebroussement sera donc 
6u(£— 1) — 68 = 3p. 


Une courbe ayant un point double en l'un des 3 points d'intersection 
de C$ et de L sus-nommés coupe C$ en 3/— 2 autres points. En choi- 
sissant un de ceux-ci, 2 courbes seront déterminées, chacune coupant dr 
en 3: — 3 autres points. On obtient alors 68(¢— 1) coincidences. ll y a 
cependant 9 courbes passant par le rebroussement. On obtient donc 
68(¢— 1) — courbes tangentes avec point double à l'un des 3 points 


nommés. 


Le nombre de courbes 2 fois tangentes sera donc 


: C 


. 72 9 
(3v + u) (384 — Pee ISU) 939— 0 


+ 68. 


Or, d'aprés le théoréme 3, le nombre de courbes de la famille donnée 
ayant 2 contacts avec une courbe de l'ordre m, de la classe # et ayant s 


rebroussements, doit généralement étre de la forme 


33 gU. TM 
N (m, n, s) — 5 nm + vmn + 9 i? + am + bn + cs. 


44 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


Nous aurons donc pour déterminer les coefficients a, 6, c: 


C+ a= 3 + Au + 28 


20 + 4v + Qu + 2a + 20 — 29 — 2» + 4g 


9 9 9 
gO 9» ELSE da Ha cp o o cp BR. 


D'oü l'on obtient 


a = Au — 3v + 28 
b = — 5u 


3 


LENS 
DE 


€ = — 


La formule générale sera en conséquence 


- ; 3 
N (m, n, s) = 3 m? + vmn + - i? + (du — 3v + 28)m — dun — gs. 


Probleme 6. Nous allons par la suite prendre deux exemples de la 
maniere dont on peut trouver le nombre de courbes degenerees d’une 
famille. 

Cherchons le nombre de lignes doubles de la famille de sections coni- 
ques qui passent par 2 points donnés, touchent une ligne droite donnée 
et touchent en outre une courbe donnée m, n, s. Il est évident que ce 


nombre sera de la forme 
am, 


si seulement nous pouvons démontrer que ceci se trouve determine par 
l'ordre m seul; car le nombre est primitif par rapport à la courbe m, n, s. 
On peut démontrer de la maniére suivante que le nombre est determine 
par l’ordre seul: 

Supposons que la courbe m, n, s se déforme continuellement vers une 
forme limite, à laquelle il se présente un nouveau point double. Les sec- 
tions coniques se modifieront en même temps, et en prenant la position 
limite nommée, toutes les sections coniques qui passent par le point double 
se sépareront de la famille. Or en général il ne se trouve aucune ligne 
double parmi celles-ci, et par conséquent le nombre des lignes doubles 
ne se modifiera pas. Il en est de méme lorsqu'une dégénération donne 
lieu à un nouveau rebroussement. Par conséquent le nombre des lignes 
doubles pour chacune des courbes de l'ordre m sera le méme que pour 
une courbe de l'ordre m qui, considérée comme lieu de points, n'a pas de 
singularités, ou, si l'on veut, le méme que pour un système de m lignes 


droites, de sorte qu'il est donc déterminé par l'ordre seul. 


1914. No. I2. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. = 
45 


Si l'on choisit » — 1, on trouve facilement, à l’aide du principe de 
correspondance de Chasles, que le nombre des lignes doubles est 4. (Voir 
CLeEBscH, Vorlesungen über Geometrie, B. 1, p. 393). L'expression générale 


de ce nombre est donc 
4m. 


A proprement parler c'est une ligne double, qui entre 4 fois dans 
la famille donnée, ou en d’autres termes 4m lignes doubles coïncidentes. 
Il est en outre clair que le nombre de lignes doubles parmi les sec- 
tions coniques qui passent par 2 points et touchent aussi bien une courbe 


de l'ordre #7, qu'une courbe de l'ordre s, sera 


dm, ns. 


En effet ce nombre est également déterminé seulement par le nombre 
d'ordre des courbes, ce que l'on reconnait de la méme maniére que 
ci-dessus, et il doit donc être de la forme am,m, (théorème 2) On 
obtiendra en outre 4m, pour m, =1, de facon que a — 4. 

Suivant le théoréme 3, le nombre de lignes doubles dans la famille 
de toutes les sections coniques qui passent par 2 points donnés et touchent 


en outre 2 fois une courbe de l'ordre m, doit étre de la forme 
2m? + am, 


vu que l'on peut également ici considérer comme évident que le nombre 
est déterminé par l'ordre seul. Si l'on choisit maintenant 2 lignes droites, 
on aura 7; — 2, et le nombre des lignes doubles sera 4, suivant la formule 
que l'on vient de trouver 4;:575,, et qui peut en effet être appliquée ici, 


en posant m, — m, = 1. On obtient donc 


8 + 2a — 4, 
d'oü 
ur 


Le nombre de lignes doubles de la famille considérée sera donc 
2» (m — 1). 
A l'aide de ce nombre on pourra résoudre le probléme suivant: 


Probléme 7. Trouvez le nombre de sections coniques qui, passant 
par 2 points, touchent une ligne droite et ont en outre 2 contacts avec 
une courbe de l’ordre m, de la classe » et ayant s rebroussements. 

Comme il existe, parmi les sections coniques passant par 2 points et 


touchant une ligne droite, des lignes droites doubles, ce probléme n'entre 


46 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. KI. 


pas dans le cadre du problème 4. Par contre, on sait que, d’après la 
formule qui a été trouvée dans le probléme 4, le nombre de sections 


coniques passant par 3 points et ayant 2 contacts avec la courbe zz, n, s est 
2 1 - 3 
2m? + 2mn + 9 1? — 2m — 5n — 5% 


Soit maintenant Z une ligne droite donnée, alors que nous considérons 
les sections coniques qui passent par 2 points donnés et touchent 2 fois 


la courbe m,n, s. Par tout point de Z, il passe donc 
1 3 
2m? + 2mn + ; i = 2m —5n— 5s 


sections coniques de la famille, et chacune coupe Å en un autre point. 
On obtiendra donc sur Z une correspondance ayant 
4m? + 4mn + n? — Am — 10n -— 3s | 

coincidences. (Celles-ci proviennent en partie de sections coniques tangentes 
et en partie des lignes doubles qui se trouvent dans la famille de sections 
coniques considérée. Nous avons trouvé que le nombre des lignes doubles 
était égal a qe 
2mm — 1). 

Il s'ensuit que le nombre de sections coniques passant par 2 points, 


ayant I contact avec une ligne droite et 2 contacts avec une courbe m, n, s, est 
2m? + Amn + 4? — 2m — 1052 — Bs. 

Nous pouvons ainsi dresser le petit tableau suivant, où Vu,» (u + v — 3) 

désigne le nombre de sections coniques passant par 4 points, touchant v 


lignes droites, et ayant en outre 2 contacts avec une courbe m, z S, 1. 


1 3 
N3,0 = 2m? + 2mn + 9 n? — 2m — 5n — a 
] 13 1 3 
—— 9535/2 3- 95 EL, 
m? + 2mn+ 57 g "n—3 9f 
No = 2m? + Amn + 5? — 2m — 105 — 3s = 2m? + Amn + à? — 11m — 1 — 3i 
N, — m? + Amn + 2n? — 10m — 9n — 3i— m? + Amn + 25? — m — 11n —3s 
1 95 
Nos = 5 m? + 2mn 4- 2n? — 5m — 2n — alan 
15 3 
g^" —g$ 


Les deux derniéres formules se déduisent des 2 premiéres par suite 


1 1 
= om + 2mn + 2n? — gf 


du dualisme. 


Probléme 8. Trouvez le nombre de courbes d'une famille dépendante 
de 3 paramétres, ayant 3 contacts avec une courbe de l'ordre m, de la 
classe # et ayant s rebroussements, alors que nous supposons que les 


courbes de la famille qui ont des points singuliers ne forment qu'une famille à 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 47 


deux paramétres, et qu’aucune des courbes ne dégénére de telle facon qu’il 
se présente des courbes doubles. Soit / l'ordre des courbes. Soit en outre 
u le nombre des courbes de la famille donnée passant par 3 points, 
v le nombre des courbes passant par 2 points et touchant 1 ligne droite, 
o le nombre des courbes passant par I point et touchant 2 lignes droites, 
o le nombre des courbes touchant 3 lignes droites. 

On obtient donc naturellement, en vertu du principe de correspon- 
dance de Chasles 

y —92u(t —1)  o-—2»(t—1)  6-92g(t— 1). 


Nous pouvons maintenant démontrer tout d'abord que le nombre de 
courbes ayant 2 contacts avec une courbe (w,, »,, s,) et I contact avec 


une courbe (m,, 45, S2) est 


: 6 oO 3 
7 . — = \ 
N(m,,n,,5, ; Mg, 5,55) = Gz = Sn jn + (om, + vn,)m,n, + 


y u + 
sk E m, + 2 1? + ((4v — 3o)m, + (&u — 3vn)m, — 


zy 36 
— 5(ym, + uns, — = (vm, + uns)s,. 


C'est ce qui ressort de la formule générale trouvée au probléme 4, 
en remarquant que les courbes de la famille å 3 paramétres ici donnée 
qui remplissent la condition de toucher la courbe (m,, n,, s,), forment 
une famille à deux paramétres, pour laquelle les nombres caractéristiques 


u, », o mentionnés au probléme 4 ont respectivement les valeurs 


ym, + un,  Qom,--vny, oms, + en», 


ce que l'on reconnait en employant la formule donnée au probléme r. 
Soit N(m, n, s) le nombre cherché des courbes qui touchent en 3 
points une courbe (m, n, s) L'équation fonctionelle suivante doit donc se 


produire 


Nim, + m,, n, + ng, s, + 54) — Nn, ns.) + N(mg, no, 54) + 


+ NGm,,m,,5, 5: ms,n5,5.) + N(m,,n,,5,; m,,m,5,) 


de sorte que le nombre cherché est de ze espèce. A(m,n,s) est donc 
(théorème 4) une fonction du 3* degré de m,n,s. On voit d'une manière 
presque immédiate que les membres du 3* degré doivent étre 

) 


ptt A utr 
m? + — men + — mn? — 6 n, 


|a 


de sorte que nous pouvons écrire 


> 6 p Bier ob a 
N(m, n, s) = € n»? + g nn — 5 mnm? + 6 n? + Am? + Bmn + Ci? + Dms + 


+ Ens+ Fs? +- Gm + Hn + Is, 


48 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


vu que nous savons aussi qu’il ne peut se trouver aucun membre indépen- 
dant de n,n,s. En introduisant cette expression de N(m,n,s) dans 
l'équation -fonctionelle, et en omettant les membres qui s'évanouissent, on 


obtient l'équation 


iE 2m,m, + B (m,n, + m,n,) + C: 2n,n, + D(m,s, + mys,)+ 
+ E(n,sy+nys,)+ F: 28,5, — (8v — bo)m, m; + (4u — 8v) (m,n, 4- m,n,) — 


— 104717, — > v(im,s, + m,s,) = un s + HS). 
D'ou 
A =4y — 30, B=4u — 8y, C= — Su, D — — —», Eu, EN: 
On aura donc 


y 20 
N(m,n,s)— 6 m? + 5 mn + : mn? + = + (4v — 30)m? + (440 — 8v) mn — 


DO | 9» 


3 
VMS — „uns + Gm + Hn + Js. 


— bun? — 

Pour trouver les trois coefficients G, H, I, nous déterminons, à l’aide 
du principe de correspondance de Chasles, le nombre N d’une ligne droite, 
d’une section conique et d’une courbe C3. 

Les courbes étant d'ordre 4, il passera par 2 points d'une ligne droite une 
famille de courbes dépendantes d’un paramétre dont chacune coupera la ligne 
en ¢ — 2 autres points. En choisissant l'un de ceux-ci, u courbes seront dé- 
terminées, chacune coupant la ligne en ¢—3 autres points. Il y a donc 
2u(¢ — 3) = y — 4u coincidences, de sorte qu'il existe y — 4u courbes tan- 
gentes passant par 2 points de la ligne. Si l’on tient l’un de ceux-ci 
immobile, il passera donc, par un point arbitrairement choisi ailleurs sur 
la ligne, » — 4u courbes tangentes, dont chacune coupera la ligne en / — 4 
autres points. On obtiendra donc une correspondance ayant 2(v— 4u) (f — 4) = 


o — 10y + 24u coincidences. Par un point donné de la ligne, il passe 
donc B — 5y + 124 courbes 2 fois tangentes, et chacune de celles-ci coupe 


en outre la ligne en / — 5 points. Par conséquent les courbes 2 fois tan- 


gentes donnent lieu à une correspondance ayant (o — 10» + 24u)(¢— 5) — 


[^] - e» . . t 
2 — 99 + 52y — 96. coincidences. Le nombre des courbes 3 fois tan- 
gentes sera donc 

[n 52 

— — 80 + —v—32u. 

6 b 3 n 


En appliquant le méme raisonnement à une section conique, on trouve 
que le nombre de courbes ayant 3 contacts avec celle ci est 


4 


4 44 
— 3) — 4)(2¢— 5) = —o — 8 — ÁN 
3 427 3) (2¢ 4)(27 2) 3° o+ 3? u 


bj 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 


Rn 


Par 3 points d’une > passent « courbes, dont chacune coupe la 
courbe ts en 3/ — 3 autres points. Par 2 points il passe donc 214(37— 3) = 
3» courbes qui coupent C; en 2 points coincidents. Parmi celles-ci, il y 
en a u qui passent par le rebroussement. Par conséquent il passe 3v — u 
courbes tangentes à C$ par les 2 points. Chacune de ces courbes coupe 


en outre C3 en 3/ — 4 points. Il en résulte que, par un point de er il 


9 9 
passe (3» — u) (3t — 4) = pe a + u courbes qui touchent Cs et la cou- 


pent en outre ailleurs en 2 points coincidents. Quelques-unes de celles-ci 
passent par le rebroussement. Le nombre de celles-ci peut étre trouvé 
ainsi. Une courbe passant par un point ordinaire de C3 et par le re- 
broussement, coupe C5 en 3/ — 3 autres points. Il y a done 2u(3¢— 4) = 
3» — 2u courbes tangentes qui passent par le point choisi et par le re- 
broussement. Le nombre des courbes 2 fois tangentes et passant par un 


point donné de C sera donc 


9 9 3 
QU iras epu Q — 6v + 2u. 


9 
2 

Chaque courbe 2 fois tangente et passant par un point de (e coupe 
cette courbe en 3/ — 5 autres points. Le nombre de coincidences sera 
maintenant 


27 
(90 — 12v + 4u) (3t — 5)— ,0— 360 + 30v — Su. 


Nous devons en outre trouver le nombre de courbes 2 fois tangentes 
passant par le rebroussement. Nous venons justement de trouver que le 
nombre de courbes tangentes passant par le rebroussement et un point 
quelconque sur Cj était égal à 3» — Qu. Chacune de ces courbes coupe 
Fs en 3: — 5 autres points. Le nombre de coincidences sera donc égal a 
(6v — 4u) (34 — 5) = 99 — 18y + Su et le nombre de courbes 2 fois tan- 


gentes passant par le rebroussement sera 
2 9 
309 +4u. 


: SES 
Le nombre de courbes 3 fois tangentes à C3 sera donc 


9 8 3 4 9 27 
EN —— 15 pori) ee 2E a= NAE Bat 4: 
90 12g + 107 zu goto zu 7340 q@ + 15 u 


Pour déterminer les coefficients a, 6, c, on a alors comme dans les 


problèmes précédents 3 équations, d’où l’on obtient 


88 
Gay — 324, ieee B f= BE 


Vid.-Selsk. Skrifter. I. M..N. Kl. 1914. No. r2. 4 


50 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


La formule générale sera donc 


N(m, n, s) = = m? + Son + - mn? + E i? + (4y — 3g)n? + 
É - 3 3 40 88 
(4u — 8v)mn — 5 un? — g VIS — 5 uns — ae — 32u)m+ 3 und 13 us. 


Comme exemples on peut citer les suivants: 
Le nombre de courbes du 3e ordre, qui, considérées comme lieux 
de points, n'ont pas de singularités, passant par 6 points donnés et ayant 


3 contacts avec une courbe (m, 7, s), est égal à 


32  , : ix E à 
gu + 8 n?n + 2 mm? + e^ — 32m? — 28mn — 5 i? — 6 ms — 


64 88 
Uer 3^ + 18s. 


2 dr 
— 5 ns 
2 3 
Si l’on prend les courbes du 3¢ ordre, dépourvues de points singuliers, 
passant par 5 points, touchant une ligne droite et touchant 3 fois une 


courbe (m, 2, s). on obtient justement le nombre quadruple. 


Problèmes métriques. 


Après avoir exposé ce qui précède, nous abandonnons les problèmes 
de contact pour montrer dans ce qui suit l’application de la méthode aux 


problèmes metriques. 


Problème 8. Trouvez l’ordre d’une courbe, qui est le lieu géométrique 
des points d’où la somme des carrés d'une normale à une courbe d'ordre 
m, et de classe s, et de la distance à un point donné est constante. 

On peut démontrer de la maniére suivante que le nombre est déter- 
miné seulement par les nombres d'ordre et de classe d'une courbe donnée: 

Supposons que la courbe donnée varie continuellement vers une forme 
limite, à laquelle elle obtient un point double de plus. ll se rassemble 
alors de chaque point 2 normales au point double, et par conséquent il 
s'élimine hors du lieu géométrique 2 fois le lieu géométrique des points 
d'oü la somme des carrés des distances du point donné et du point double 
est constante. S'il se présentait un rebroussement, un tel lieu géométrique, 
qui d'ailleurs est un cercle, serait éliminé 3 fois. Un point double réduit 
donc de 4, un rebroussement, de 6, l'ordre du lieu géométrique cherché. 


Le nombre N cherché étant primitif, nous devons pouvoir écrire 


N = am + bn + cs. 


1914. No. I2. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 5 


Mais d’après ce qui vient d’être dit, les 2 équations suivantes doivent 
se produire: 
am + b(n — 2) + cs = am + bn + cs — 4 
am + bin — 3) + c(s + 1) = am + bn + cs — 6. 


D'où l’on obtient 


On trouve le coefficient a, en choisissant m= 1, n=s=0, c. à d. 
une ligne droite. Dans ce cas, le lieu géométrique sera une section conique. 
On a donc a — 2. Si, d'ailleurs, l'on sait seulement que le nombre N 


est indépendant de s, et par suite de la forme 
N =am-+ bn, 


on peut trouver 5 en choisissant m — 0, # — 1, c. à d. un point. Le lieu 
géométrique sera alors un cercle, et l'on obtient 6 = 2. 

La formule est donc 

N = 2(m + n). 

Probléme 9. Trouvez l'ordre du lieu géométrique des points situés 
de telle facon que la somme des carrés d'une normale à chacune de 2 
courbes données est constante. Soient 2 courbes dont l’une est de l’ordre 
m,, et de la classe »,, et l'autre de l'ordre #,, et de la classe 25: 

En suivant un raisonnement analogue à celui du problème précédent, 
on trouve que le nombre cherché est une fonction exclusivement des nom- 
bres d'ordre et de classe. Comme le nombre est primitif par rapport à 


chacune des 2 courbes, on a, suivant le théoreme 2, 
N= am, m, + b(m,n, + m,n,)-+ en, ng. 


Pour m, —0, 4, =1, la formule se réduira à 2(m, + »,) suivant 
le résultat du probléme précédent. On obtient donc 6=c=2. Si l'on 
choisit m, — m, = 1, n, =n, =0, le lieu géométrique sera alors égale- 
ment une section conique. Par conséquent a est aussi égal à 2, et on 


obtient 
N=2(m, +n,)(m, + m2). 


Problème 10. Trouvez l’ordre du lieu géométrique des points d’où 
les carrés de p normales, 1 à chacune des p courbes données (#,,#:;), 
(n,,n3): (mp, Mp), possèdent une somme constante. 

Ce nombre étant primitif par rapport à chacune des f courbes et 
comme il est certain qu'il n'est déterminé que par les nombres d'ordre et 


de classe, nous avons, suivant le théoréme 2, 


N — am,m»- "mp nm, + mp oco b Ea + + + Mp 


52 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


Chaque coefficient s’obtient maintenant en choisissant les courbes 
comme lignes droites et points. Si l’on choisit p. ex. toutes les courbes 
comme lignes droites, on obtient N — a = 2, puisque le lieu géométrique 
sera une section conique. De même, on obtiendra tout autre coefficient 


égal à 2. La formule générale sera donc 
N= 2(m, + nj) m4 + n,)- - + Gnp m). 


Probléme 11. Trouvez l'ordre du lieu géométrique des points d’où 
la somme des carrés de «, normales à une courbe (7,,7,), de «, normales à 
une courbe (m,,%,), "+ de «, normales à une courbe (mp, mp) est constante. 

Nous pouvons facilement trouver le nombre cherché en remplacant 
chaque courbe (»n,, #,) par m, lignes droites et 7, points. Les a, normales 
peuvent alors être réparties d'une manière arbitraire à c, parmi les m, + n, 
lignes droites et points. Si l'on s'imagine que l'on fait un tel choix arbi- 
traire pour chaque valeur de r, de 1 à f, le lieu géométrique sera une 


section conique. Le nombre de ces choix sera toutefois égal à 


m, --»,V (m+ "n, Mp + ny 
a; as Cp ? 


et le lieu géométrique total consistera donc en juste autant de sections 


coniques. L’ordre cherché sera en conséquence 
p x 
N, 
TT, 2 
1 
N, = m, n, désignant le nombre de normales que l'on peut tirer d'un 
point arbitraire à la courbe (zi. 7,). 

Comme on le voit, ce nombre est une fonction de degré «, des nom- 
bres s et m,, ce qui est bien en conformité de ce fait que le nombre est 
de l'espéce «, par rapport à la courbe (m,, n,). 

Il est évident que la classe de ce lieu géométrique, elle aussi, est 


p 

: E NEN : 

égale à 2] ial gi Le nombre de rebroussements et aussi le nombre d'in- 

2 
1 


flexions doivent par contre étre généralement égaux a 0. En outre, le nombre 
de points doubles sera alors égal au nombre des tangentes doubles. Ces 
courbes correspondent donc, au point de vue du dualisme, à elles-mêmes. 

Si l’on choisit spécialement a, = m, + z, c. à d. si l'on considère le 
lieu géométrique des points d’où la somme des carrés de toutes les nor- 
males que l’on peut tirer à chacune de certaines courbes données est con- 
stante, on a pour résultat que l’ordre et la classe de ce lieu géométrique 


sont égáux à 2, c. a d. c'est une section conique. 


1914. No. 12. 


UNE METHODE ENUMERATIVE DE LA GEOMETRIE. 53 


Cette proposition a été algébriquement démontrée par Birkeland dans 
un traité publié dans le Monatshefte fur Mathematik und Physik, Vienne, 


1890, fascicules 11—12. 


Problème 12. Trouvez le nombre de points doubles du lieu géométri- 
que considéré au problème 8. 


Désignons ce nombre par d(m, 7). On aura alors 


d(m, + m, n, +n,)= d(m,,n,) + d(my,n,) + A(m, + n,)(m, + ny), 


4(m, + n,)(m, + n,) étant en effet le nombre de points d'intersection des 
2 lieux géométriques que l'on obtient pour les courbes (m,,r,) et (125,79). 


Suivant le théoréme 3, il faut done que 
d(m, n) = 2(m + n)? + am + bn. 


Tant pour m =], 4 — 0 que pour z; — 0, n=1, on a le nombre 
de points doubles égal à 0. D'oü l'on voit que a — b = — 2, et par con- 
séquent 

d(m,n) = 2(m + n)(m + 4 — 1). 


Puisque le nombre des rebroussements est égal à 0, nous aurions pu 
également nous servir de la premiére formule de Plücker pour trouver 


d(m,n). On obtient alors 
d(m,n) = 4(2m + 2n) 2m + 2n —1)—(m + n) = 2m + n)(m + n — 1), 


par conséquent le même résultat. 


Le nombre des tangentes doubles est naturellement le même. 


Problème 13. Trouvez l'ordre du lieu géométrique des points d’où 
la somme de p normales, une à chacune des f courbes données (m,,,), 
(ms3,n,) ++ + (ng, np), est constante. 

Ce nombre étant primitif par rapport à chacune des courbes, il peut 
s'exprimer ainsi: 

N = am, my: mp + bn mss Mp dec cor Rng co Hg. 

Chacun des coefficients s'obtient en choisissant les p courbes comme 
lignes droites et points. On trouve maintenant que l'ordre du lieu géomé- 
trique, dans tous ces cas, sera 2"; si p est un nombre pair, il faut alors, il 


est vrai, compter également des points infiniment éloignés. Nous obte- 


nons donc 


p 
ve OP [] + ny). 
1 


54 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


Or la ligne droite infiniment éloignée entrera dans le lieu géométrique 
des points d'où la somme des distances de f points donnés est constante, 


lorsque p est un nombre pair. Si l'on ne compte pas la ligne droite in- 


finiment éloignée, l'ordre ne sera plus 2, mais 2? — | p |, comme nous al- 


2 
lons le démontrer ci-aprés. Par contre la ligne droite infiniment éloignée 


n'entre pas dans le lieu géométrique des points d'oü la somme des di- 
stances d'une ou de plusieurs lignes droites, outre de certains points, est 
constante. Si donc, lors de la détermination des coefficients. a, 5, - - - , P, 
on supprime la ligne droite infiniment éloignée, on obtient tous les coeffi- 


cients égaux à 27, à l'exception de &, qui est égal à 2? — | p |. On ob- 


2 
tient donc alors la formule 


p E p 
N=2 rH (m, + n,) — b n Ny, 
1 De 


qui donne l'ordre, si l'on ne compte pas la ligne droite infiniment éloignée. 


On peut démontrer que l'ordre du lieu géométrique des points dont 


les distances de f points donnés ont une somme constante, est 


P 
ng RR 


2, 


lorsque p est un nombre pair, de la manière suivante: 
Soit (x, y) un point appartenant à ce lieu géométrique, et (x1, y), (X, ya), 
BE o 


(xp, yp) les points donnés. L'équation du lieu géométrique sera alors 


p 
3 VG — ty mh. 
1 


Pour trouver l’ordre, nous pouvons chercher le nombre des points 
d'intersection avec la ligne y — /x + 6. 
Les points d'intersection sont alors donnés par l'équation 
p 
Nunecce ee 3 
>: V(x — x? + Ux + 6 — y», =k. 
; 


1 


Si l'on divise partout par x, on obtient 


SC EE 


"——— 


1914. No. I2. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 55 


ou, si nous posons — = 3, 
x 


p 
$i Va rr + CF — y) — 4 = 0. 
1 


p 
Or il est possible, de | p | maniéres, de choisir les signes des radicaux 
2 . 
carrés de telle façon qu'il y ait autant de signes + que de signe —. Or 


à chacun de ces choix, 2 — 0 sera une racine de la dernière équation, et 


par conséquent x — co sera une racine des précédentes équations. Au 


p 


total «= est donc racine un nombre de fois egal à | p |, et par consé- 
2 
quent la ligne droite infiniment éloignée entre un nombre de fois égal a 


p | dans le lieu géométrique. 


Comme contrôle de la formule trouvée, on peut faire les considérations 
algébriques suivantes, dans le cas ou p serait égal à 2, et où l’une des 
courbes serait un point. Soit (§, y) le point, l'autre courbe étant de l'ordre 
m et dépourvue de points singuliers. | 

Soit 
| FE, v= 
l'équation de la courbe. 

Si maintenant (x, y) est un point appartenant au lieu géométrique 


cherché, les 3 équations suivantes doivent subsister: 
(1) F(xy M) = 0 


oF (x4, y1) 


" OF (x, AJ, 
ey, 


(x — x 
; ex, 


(2) y—»)=0 


(3) (4(§ — x) —482)a2 + 8($ — a) ln — yi) xy + (4 (1 — x P — 48) y? + 
(46 — 1) 6} +97 ED) + 446 + m1) 2 + 
(4 — y) xt 4- yt — 2 — 92) + A +1)» + 
(x? + yi —2 — PR ty? +E +72) + 41 =0, 


la dernière équation étant l'équation 
Vx — JF (y — n + Vx — EP + (y — ge — 2 


amenée à sa forme rationnelle. 


56 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. KI. 


Les 3 équations déterminent le lieu géométrique. Pour trouver l’ordre, 
nous pouvons chercher le nombre de points d’intersection avec la ligne 


y = Ix + 6. De l'équation (2) on obtient alors 


ALS od — SE gO 
ey, : 2x; 7! 9x — — gw(x, Ji) 


(2°) x = eae ies yale 
} of oF U»n—1 ($1, 31) 


ou Pm» est une fonction du degré m, Wm—1 une fonction du degré (m — 1). 
En introduisant cette expression de x dans (3), on obtient une équation 
en x, yj, du degré 2m + 2. Or (1) étant du degré m, il existe (274 + 2)m 


couples de valeurs x, yı, qui satisfont en méme temps à ces 2 équations. 


A chaque couple de valeurs x, yı, on obtient de (2' une — et une 
seule — valeur de x. Par conséquent l'ordre de la courbe cherchée est 
égal à 


2mm + 1) = 4m + 9n, 


vu que pour une courbe qui, considérée comme lieu de points, n'a pas 
de singularités, # = (m — 1). Comme l'on voit, ceci correspond à ce 


que l'on obtient de la formule générale trouvée ci-dessus. 


Probléme 14. Trouvez l'ordre du lieu géométrique des points d'oü 


la somme de a, normales à une courbe (my, m), de @ normales à une 
courbe (#2, m2), etc. jusqu'à ap normales à une courbe (mp, mp), est 
constante. 

Si l’on s'imagine que chaque courbe (m,, n,) est remplacée par un 


système de m, lignes droites et de »#, points, on remarque que les «, 


E ; n b My + Ny A e 
normales à la courbe (m,, n,) peuvent être choisies de ( AE ) différentes 
n 


maniéres. Si l'on suppose qu'un tel choix est fait pour chaque 7, on 
obtient évidemment le lieu géométrique des points d'oü la somme des 


distances à 4, lignes droites et à g> points est constante, g + q» étant 
p 
p p, 


égal à X,o,. Or l'ordre de ce lieu géométrique ‚est '9 1 — ;- maison 
1 T 
LI LI p 
doit toutefois compter des points infiniment éloignés, dans le cas où X,a, 
1 


est un nombre pair. L'ordre du lieu géométrique total sera en conséquence 
o 


ces 


1914. No. 12. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 57 


p 
De méme que dans le probléme précédent, on trouve que, si X,a, est 
1 


un nombre pair, la ligne droite infiniment éloignée entrera un nombre de 


fois égal à 
/ P 
X. D 
: [I n 
Dec "i = 
9 / 


dans le lieu géométrique. 


En supprimant cette partie infiniment éloignée, il restera donc une courbe 


de l’ordre 
: p 
y Vr [ie i zo P 
rii [I MT : [I 229 
2 r Gy > a r Wir 
1 LÀ 1 
A = 
9 


Problème 15. Trouvez l'ordre du lieu géométrique des points d’où 
la somme des carrés d'une tangente à chacune de p courbes données est 
constante. 

Comme ce nombre est primitif par rapport à chacune des courbes, il 


doit être de la forme 
N = am: mp + bnyma +++ tp + soe + Ens +++ Mp . 


Toutefois tous les coefficients sont ici égaux à zéro, qui appartiennent 
à un produit où au moins 2 des nombres m entrent comme facteurs. Ainsi 
le coefficient de mmmanz np doit être égal à zéro; car N se réduit à 
ce coefficient, lorsqu'on pose m ==], m nj —-:::-—825-—l, 
M = 2 — 0, mg — o =m, — 0, et N doit alors être égal à zéro, le lieu 
géométrique se réduisant à un point. N peut donc s'écrire également 
N=almn - + + tp + Mo +++ Mp rss mon +++ p) + Ónyna +++ Mp. 

Le nombre 6 signifie ici l'ordre du lieu géométrique des points d’ou 
la somme des carrés des distances de p points est constante. Ceci sera 
évidemment un cercle, et par conséquent 5 est égal à 2. 

Le nombre a signifie l’ordre du lieu géométrique des points d’où la 
somme des carrés des distances de P — 1 points donnés, et du carré d'une 
partie le long d'une ligne droite donnée est constante, cette partie étant 
regardée comme une tangente. Le lieu géométrique ne peut naturellement 
être que la ligne elle-même, mais l'équation 


p—i 


>, ((x — x, + (y — yr)? + (x — 8 + (y — Mr, 
1 


58 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


où (x,, Jr) sont les points donnés, montre que, si l'on choisit un point (x, y) 
sur la ligne, il existe sur cette méme ligne 2 points (5, r), qui satisfont à 
l'équation. Il en résulte que la ligne doit étre comptée 2 fois. 

En effet, lorsque, d'un point P appartenant au lieu géométrique, on 
peut tirer 2 tangentes de méme longueur, à l'une des courbes données, 
P entre 2 fois dans le lieu géométrique, c. à d. P est un point double. 
Dans le présent cas, chaque point de la ligne sera un point double, ou 
encore la ligne devra étre comptée 2 fois. 


On aura donc a = 2, et 
N = 2(mınanz +++ Mp + manın3 Mt: + Mpnny ++ poa + Nina > + + Np) 
ou, si l’on veut, H 


5. m m: m 
N aram pm 1) mz t 
7 715 Np 
Cette formule, de méme que la formule que nous avons trouvée au 
probléme ro, a été trouvée antérieurement par Cararan. (Voir Bull. de 
Belg. (2) XLII, 483 —486). 


Problème 16. Trouvez l’ordre du lieu géométrique des points d’où 
la somme des carrés de a, tangentes a une courbe (m, 7j), de «> tangentes 
à une courbe (775, m2), etc. jusqu'à et y compris «, tangentes à une courbe 
(mp, Hp) est constante. 

Nous pouvons de nouveau nous imaginer la courbe (m,, n,) (rcp 
..., p) remplacée par un système de m, lignes droites et de m, points. 
Les e, tangentes à la courbe ;*"* peuvent être choisies arbitrairement à 
a, parmi les 7, points, ou a, — 1 tangentes à a, — 1 des points et 1 tangente 
comme une partie le long d'une des m, lignes droites. Si l'on choisit par 
contre deux tangentes comme parties le long de deux des lignes droites, on 
obtient simplement un point qui est de l'ordre 0. Le nombre de maniéres 


dont, pour chaque 7, on peut choisir «, points parmi les z points est 


[P 


Le nombre de maniéres dont, pour un 7, on peut choisir 1 ligne 
droite parmi les #1, lignes droites, et en outre «, — 1 points parmi les #, 
points, tandis que, pour chaque autre 7, on choisit «, points parmi les 7, 


points, est 
p 


Sia to 


1 


1914. No. 12. UNE METHODE ENUMERATIVE DE LA GEOMETRIE. 59 


la multiplication par rapport à s devant s’étendre a tous les s, de 1 à p, 
qui different de 7, ce que la marque du signe du produit devra indiquer. 
L'ordre cherché N pourra alors s'écrire 


p 


yaad, Pec HEE 2 e 


Ici & signifie l'ordre du lieu géométrique des points dont les carrés 


p 
des distances de X,«, points ont une somme constante. Ce lieu géométrique 
1 


étant un cercle, 5 est égal à 2. 


En outre, a signifie l'ordre du lieu géométrique des points d'ou la 
p 

somme des carrés des distances de X,«, — 1 points donnés et du carré de 
1 


la longueur d'une partie le long d'une ligne droite donnée est constante. 
Ce lieu géométrique étant, comme il est dit plus haut, la ligne droite donnée, 


comptée deux fois, a est aussi égal à 2. Par conséquent 


xe LH) 


Nous terminons par un exposé d'une généralisation des résultats ob- 
tenus dans les problémes 8 — 14. 

Théorème. Si l’on cherche l'ordre du lieu geometrique des points d'où 
l'on peut tirer a, normales à une courbe (m,,n,), «, normales à une courbe 
(m3, ny) etc. jusqu à ay normales à une courbe (mp, np), de telle facon que 


l'équation. 
Eo. , Oo, ++ » Oay, 0015-1, 0091 +2,-- +, Oay 4-023, - ++, OX pag 4... + ap) = 0 


ait lieu, Q,...004 étant les a, normales à la première courbe, Qa, +1 


Qu, + a, les a, normales à la 2° courbe, etc. et les normales à une seule et 


méme courbe entrant de méme facon dans la fonction F, ou trouve que cet 


ordre est 
x 
m n m. n. (m É n 
BERO a(R) C) GER 
2 p a, — 13) NI, (S — 15 \ tp J Np — Ih), 
où Ni, oe es designe le nombre N, dans le cas où la 17% courbe est rem- 
placée par i, lignes droites et a, —i, points, la 2¢ courbe par i, lignes 


droites et a, — 1, points, etc. SKREG i p"e courbe remplacée par i, lignes 
droites et ay — iy points, et où l'addition s’etend à tous les systèmes (14,15, . ++ tp) 
dans lesquels 1, prend successivement toutes les valeurs de 1 à a,, 1, toutes 
les valeurs de 1 à cy, etc. jusqu'à 1, toutes les valeurs de 1 à ap. 

Ceci n'est pas difficile à démontrer. L'ordre sera en effet le méme 


que dans le cas où la courbe (m,, n,) est remplacée par un système de 77, 


60 KR. BIRKELAND ET TH. SKOLEM. M.-N. Kl. 


lignes droites et de wr points. Le lieu géométrique que l'on obtient dans 
ce dernier cas se décompose en effet en certaines parties, attendu que l'on 
obtient chaque partie de courbe en combinant 7, lignes droites et «, — /, 
points, parmi les 7, lignes droites et », points, qui remplacent la courbe 
(m,,n,), avec i, lignes droites et «, — /, points, parmi les m, lignes et 
n, points qui remplacent (m,,n,), et ainsi de suite jusqu'à i, lignes 
droites et ap — 7; points, parmi les mp lignes droites et #, points par les- 
quels (np, mp) est remplacée. Ladite série de nombres 7,,/,---,7» peut 


alors étre obtenue de 


my m. \(m, Ny My \ Mp 
QV LL S WN By) NO aig EME ES NE 


maniéres. L’ordre de chacune des courbes partielles qui appartiennent a 


— 


cette “série de “nombres w,/2.)« == ‚ip est en -outre Par con- 


MODE quà uo in, 
sequent la somme des nombres d’ordre de toutes les courbes partielles 


sera égale a 


= Y ( n, ny My Ny Mp Hy 
di Eee Ap \ i Co ty ly tto, —— 12 NE tp 4, — lp 


et ainsi l'assertion se trouve démontrée. 
Si lon veut, l'on peut exprimer ce nombre plus brièvement de la 


manière symbolique suivante: 


Pp 
= I] m ny 
N — > A: ( . ') ( . ) 
tdi, 4 / \ai— 4 
1 


On veut dire en s’exprimant ainsi que, lorsque la multiplication est 

= e LI LI p LI 

faite, on devra ici remplacer chacun des symboles /7, Ai par le nombre qui 
1 


est l'ordre du lieu géométrique, dans le cas où chaque courbe (#4, 7) est 
remplacée par 7; lignes droites et @ — 7; points. 

Un cas spécial de cette proposition, savoir la proposition oü les nom- 
bres «, sont tous égaux à 1, est démontré par G. Fourer, dans C. R. 
LXXXIII, 603—605. 

Si F est une fonction rationnelle des carrés des o, chaque IN, i... ¢ 


D 
deviendra égal au degré de Fl. 


! Parfois, il est vrai, on doit compter des points infiniment éloignés pour que ceci soit 


exacte. 


1914. No. I2. UNE MÉTHODE ENUMERATIVE DE LA GÉOMÉTRIE. 61 


Si on l'appelle », on aura 


xe LG) 27) 


Si, spécialement pour chaque /, «; est égal à # +m, on aura tout 


simplement N = ». 


Remarque. — Pendant que le présent traité était sous presse, nous 
avons réussi à nous procurer le manuel de géométrie énumérative récem- 
ment publié par ZEUTHEN. Dans ce livre, où sont traitées toutes les mé- 
thodes énumératives, se trouve mentionnée une méthode utilisée par Cayley 
pour résoudre les problémes de géométrie énumérative, et nous avons 
été surpris de remarquer qu'elle était identique a celle étudiée dans le 
présent traité. Dans les »Collected Papers« de Cayley, tome 6, (voir 
aussi: Phil. Transactions, 1865), cette méthode se trouve appliquée à un 
certain nombre de problémes relatifs à des courbes qui remplissent des 
conditions données. Zeuthen appelle cette méthode „La methode fonctionelle 
de Cayley“. Or il semble toutefois que la classification générale des nom- 
bres géométriques que nous avons exposée au S 4 de ce traité, ainsi que 
les théorémes généraux du § 5 n'aient été posés antérieurement ni par 
Cayley ni par aucun autre géométre. En outre, il se peut parfaitement 
aussi que cette méthode n'ait pas été suffisamment appréciée. Appliquée à 
des problèmes métriques, comme dans la dernière partie du $ 6, la méthode 
rend en effet leur solution trés facile, certainement plus facile que la plupart 


des autres méthodes de géométrie énumérative. 


PW PI eee 


he m Nd 


” 


I 


le 3 mars 19 


rimé 


Imp 


UBER DEN RELATIV KLEINSTEN WERT 
GEWISSER QUOTIENTRESTE 


VON 


AXEL THUE 


UTGIT FOR FRIDTJOF NANSENS FOND 


KRISTIANIA 
IN KOMMISSION BEI JACOB DYBWAD 


1915 


‚ti fællesmøtet den 6te november ror4. — — 


A. W. BROGGERS BOKTRYKKERI A-S | 


L einer früheren Abhandlung! habe ich gezeigt, wie man unter 
gewissen Voraussetzungen imstande ist zu entscheiden, ob homogenen 
Gleichungen in ganzen von Null verschiedenen Zahlen genügt werden 
kónnen. 

Wir werden hier einige Sätze, nach denen eine direkte Anwendung 
der betreffenden Methode sehr beschrankt sein wird, ableiten. 


Satz 1. Es sei 
3n 


en 


m > AE à 


wo n eine beliebige ganze Zahl grófer als 2 bedeutet. 
Man kann dann eine Größe k 3 so groß wählen, daß unendlich 


viele Systeme von n ganzen positiven Zahlen 
di, 09, -.., An 


die nicht alle einen gemeinschaftlichen Divisor > 1 besitzen, existieren, bei 
denen man keine solche ganze positive Zahlen p und q und keine solche 


ganze Zahlen a; und r; finden kann, daf 


qa, — pa, +n 
qd» = pa» + r» 


. (2) 
qa, = Pan + rn | 
wo nicht gleichzeitig 
EAN ENG 7n ATE 
dj ad» An 
während für jedes i: 
" f 
(2) <p seth) 


1 Et par antydninger til en taltheoretisk methode (Christiania Videnskabs-Selskabs For- 
handlinger 1902. No. 7). 


4 AXEL THUE. M.-N. Kl. 


Beweis. Um den Satz zu beweisen braucht man nur nachzuweisen, 
dafs unendlich viele Systeme von » ganzen positiven Zahlen a4, as, ..., a, 
die nicht alle einen gemeinschaftlichen Divisor > 1 besitzen, existieren, 
für welche man nicht solche ganze positive relative Primzahlen P und SS, 


und solche ganze Zahlen 8; und 9; finden kann, dafs 


a; = PB; + Sa 
a = Pf» + Sos 


. (5) 
An = PB. + Son | 
wo nicht gleichzeitig 
TOI UM NC 1: Ee 
a 2 An 
während für jedes 7 
(Ice c 0 5 Bm c 
Bedeuten nämlich 44, a», ..., a, z Zahlen der eben genannten Art, 


dann wird es ja unmóglich, ganze positive Zahlen p und g, und ganze 
Zahlen «, und r, zu finden, die den Gleichungen (2) und den Relationen (4) 
Genüge leisten, wahrend sie gleichzeitig nicht alle Gleichungen (3) erfüllen. 

Existierten nämlich hier solche ganze Zahlen 2, g, a, und r,, so 


kónnten wir ja schreiben 


po AP 
q — OQ 
r, = hg, 


wo Ah und o, ganze Zahlen und P und O positive relative Primzahlen 


“ 


bezeichneten. 


Oder für jedes 7: 
Qa, = Pa, + o, 
Ferner E dann solche positive iura Zahlen 7 und .S, dafs 
QS -—P EX 
wo Se 


oder 


a. = P(Sa,— Ta) + So, = PP, + So, 


1914. No.13. UBER DEN RELATIV KLEINSTEN WERT GEW. QUOTIENTRESTE. 5 


Da 


( kh, 


(|o. 


Ware schliefslich den Gleichungen (3) nicht genügt, so würde dasselbe 


We hP 


erhielten wir ferner 


yer 


auch für die Gleichungen (6) gelten. 
Es bedeute nun Ä eine beliebig gegebene ganze positive Zahl. 


Es gibt dann hóchstens 


verschiedene Reihen 


von n ganzen positiven Zahlen a, die alle nicht größer als A, und alle 
durch eine beliebig gegebene ganze positive Zahl d teilbar sind. 


Es existieren folglich mehr als 


a 1 1 1 ra an UNS 


verschiedene Reihen 
a, Aa, ---., An 


von z ganzen positiven Zahlen a, die alle nicht größer als Æ sind, und 
alle keinen gemeinschaftlichen Divisor >> 1 besitzen. 

Es bedeute ferner 4 die Anzahl aller derjenigen dieser Reihen 
8j, d, ---,-@ von Zahlen a, für welche ganze Zahlen P, S, B, und o, 
existieren, die (5) und (7) genügen und außerdem so beschaffen sind, dafs 
nicht alle Gleichungen (6) gleichzeitig bestehen. 


Für alle Werte von x und y wird hier 


dx 0y — Ay Ox 
durch P teilbar sein. 
Es wird nicht fiir jedes x und y 


| dx Gy — dy Ox | D 


Sonst bekamen wir für jedes x und y 


Ax Oy —— Ay Or = 0 
oder 
Qc — Oy 
Ax dy 


was gegen die Voraussetzung streitet. 


AXEL THUE. 


M.-N. Kl. 


Für gewisse Werte von x und y wird folglich 


P< | dz Oy — ay Ox | 


oder 
1 
o KE E 
oder 


m 3n 


P<(2K)" 1 «(9 g)in*? 


m—1 


Pe epee S 


Da nicht jedes g, gleich Null sein kann, muf hier 


P = pm > a : 
Da 


1 1 
1 p 1 = 
lel« y P'"«4P 
wird 


1+ je P" 


Für jedes g; der Gleichungen (5) erhalt man 


1 


PRI [a,— Sg] « K P. P^ 
oder 
1 
Tn dd 
oder 


i : SH 
Fall 7»m 1-50 1 PE 9 
LIE) KE m M + 


Ki a 2 p 
= pr +1) OP 


1914. No.13. ÜBER DEN RELATIV KLEINSTEN WERT GEW. QUOTIENTRESTE. 7 


Bei gegebenen Werten von P und S gibt es nun weniger als 


Los d A 
(2 SUA IM ) (er) 7.8 2 


' verschiedene Ausdrücke 


wo ß und o solche ganze Zahlen sind, dafs 
as 
la Ar 
2 


NP) dE 


Bei gegebenen Werten von / und S gibt es also weniger als 


Ste Le 
"m 


verschiedene Reihen von den A genannten Reihen a, a5, tet 
Die Anzahl derjenigen der Reihen A, die einem gegebenen Wert 


von P entsprechen, wird somit kleiner als 


14-6 
wo 
3n 
LT UT ES D ad 
6 n x: 
Demnach wird also 
1 1 1 
3n+1 rp-n - + — +... 4 — 
SE rit oy ye (Dee Bye oe 
wo 
D > ae 


während Æ so beliebig gewählt ist, dafs 


3n 


D:pE(2Kyt" 


Es gibt nun mehr als M — A Reihen a,, 42, ..., a, der gesuchten Art. 


8 AXEL THUE. M.-N. Kl. 


Um eine niedere Grenze von M — A zu bestimmen, werden wir eine 


obere Grenze der Summe 


1 1 1 1 


Ex + ze e. 
fadt u ccr Glee 


berechnen. 
Es sei 
yup) 
und also 
P (x)= ax 
Ist 4 > 1, dann wächst F'(x) bei positivem x mit wachsendem x. 
Ist 0-1 « 1, dann nimmt F’(x) bei positivem x mit wachsen- 
dem x ab. 
Für AZ 1 und x > 0 erhält man also 


(«+ Dr — x^ hxh—1 
oder 
1 EUR m Slam! umi —. ben 
xe (x--D* (x + 1)F xt > (x Dig 


oder 


1 1 h 
x^ mæ = 1)" z (x + 1)» +1 


Für 0<(h=1 und x>0 erhält man dagegen 


(x + 1) — x^ — h(x + I)! 
oder 
1 1 ENSE ppm h (x — Di 
xe (ERIS Gee Tyee > (GE Dhak 


oder wie früher 


1 1 h 
x! (x + 1) h = (x e 


Ist also 4 70, f 71 wird folglich 


h 1 1 
pe gc Fr 
h e 2 e xd 
h 1 1 


Grat SHE FF eh 


1914. No. 13. UBER DEN RELATIV KLEINSTEN WERT GEW. QUOTIENTRESTE. 9 


oder 
pectgxnmetctgqxgem <a lv » ver) 


Es wird also 


n 1 
3n+1 
re g E^ 
8(D—1) 
oder 
939nTl 
| SiS Que bae FARA Hg, 


Hier kann man aber D so grofs wählen, dafs 4 (D — 1)9 beliebig 
grof wird. 


Hierdurch ist unser Satz bewiesen. 


Satz 2. Es sei 


72 


m > 


n—1 
wo n eine ganze positive Zahl > 1 bedeutet. 


Man kann dann eine positive ganze Zahl k 75 3" so groß wählen, daf 


unendlich viele Systeme von n ganzen positiven Zahlen 
A, Ad, 2. «+5 An 


die nicht alle einen gemeinsamen Divisor 7» 1 besitzen, existieren, bei denen 
es unmöglich wird eine solche ganze positive Zahl p 7» & und solche ganze 
Zahlen a zu finden, für welche 


a=patn | 


a = as Yo 
ua QD NO Me (10) 
An = pon + Mm | 
wo 
EFA 
= deme 2 
1 
Tie «ugs CEE) 


1 
; ER 
Zellen) 


während nicht alle Zahlen « gleich Null sind. 


10 AXEL THUE. M.-N. Kl. 


Beweis. Wie oben gezeigt wurde, gibt es mehr als 


1 1 il 1 1 
a fcil en Va Vo. em ets 
K | ( + 2°. )| = | on | 


verschiedene Reihen 
diy da, LC Un 
von n ganzen positiven Zahlen a, die nicht alle einen gemeinsamen 
Divisor > 1 besitzen, während keine von ihnen größer als eine beliebig 
gewählte positive Größe A ist. 
Es bezeichne nun 4 die Anzahl aller von diesen Reihen 


Q1, Go, - + ., Ay 


von n ganzen positiven Zahlen, die den Bedingungen p >= und (10) und 
(11) genügen, und keinen gemeinsamen Divisor 71 besitzen, und für 


welche nicht gleichzeitig 


Qj — Ga = °° —= On = 0 


Ist z. B. 
0-20 deas as hd 
= | 


so wird 
1 


K = GG = pa + M > D — n? 


Ferner wird 


Ipso. gredi 


oder 
1 
f$ 35" 


oder 
1 1 


2K RII casn ES XS 


Für jedes @ unseres Systems erhalt man also 


= 
ar) REED ASE qu 
P e P = p 


Bei einem gegebenen Wert von f gibt es also weniger als 


verschiedene Reihen der genannten Art. 


ÜBER DEN RELATIV KLEINSTEN WERT GEW. QUOTIENTRESTE. 


1914. No. 13. 


Schreiben wir 
n 
a= — = | 
2 n Fr Be 


erhalt man folglich 
A < 12 K" + : +, : +... 
> pith (k + 1)1Fh (& | 9)1+h 


oder 
n n 1 > 
A = 12 K ESQ 


Da 


n— 1 12" D toe 
fluo deem ee "ES 


wo man & so groß wählen kann, daß 
IN 


ist hierdurch unserer Satz bewiesen. 


Satz 3. Es bezeichne m eine beliebige positive Größe größer als 5/2. 
Es existieren dann unendlich viele Systeme von drei positiven relativen 
Primzahlen a, b und c, für welche es unmöglich wird solche ganze positive 


Zahlen p und q, und solche ganze Zahlen a, B, y und r, s, t zu finden, daf 


1 


cp" 


a=pa-+qr, |r 
BED Pass VS ST PE 


c= py Fat. - le? 


(vr << (Sy 


wo d die größte der Zahlen a, b und c bezeichnet. 
Beweis. Wir kónnen ja solche ganze von Null verschiedene Zahlen 


x, y und zs finden, daß 
rx + sy-rtz— 


wahrend E 
|x | « V3 

I» | « ¥36 

z | « y3ó 


wo d die größte der Zahlen |r|, |s| und |/| bedeutet. 


12 AXEL THUE. M.-N. Kl. 


Ferner wird 


pex + By + ys] — ax + by + cs 


LN Toc AT 
piaxtby+cz} deir) Vas MR 


oder 
ax + by +cz=0 


Ist nun z. B. 
ad? + 5? — c? 
wo a, 6 und c relative Primzahlen sind, so erhålt man 


(ax + cz)? = (by)? = (c? — a?) y? 


x? + y* ist also durch c teilbar. Aber 
= 
c=d>6p" > 60 > x? +7 


oder 
x=0, y=0 


oder 
z= 0 


Hierdurch ist der Satz bewiesen. 


Wir wollen nun zuletzt zeigen, wie man für 7 = 2 in den Gleichungen 
(10) p so wahlen kann, dafs die Reste 7 in Bezug auf p klein werden. 


Es bezeichnen a und 6 zwei relative positive Primzahlen, und ferner 


a 


und et 


Y 
d 
zwei solche nacheinander folgende Partialbrüche in einer Kettenbruch- 
entwicklung von = dafa 
7027 b « af? 
Wir können dann in ganzen Zahlen, A, P, x und y schreiben 
a=aA+x, 0—xc«a 


b=ßB+y, 07 y< 86 
oder 
s | ap —ba—=apf(A—B)+xp — ya 


Nun ist aber 


oder 


1914. No. 13. ÜBER DEN RELATIV KLEINSTEN WERT GEW. QUOTIENTRESTE. 


Ferner ist 
|x8 —va|« af 
oder 


l4— B|«2 


Man erhält also die drei Alternative 


— B1 
A=B 
A=B—1 


Oder man erhalt im ganzen Zahlen 
a=aCth, | <a 
b=6C+h, |kI<P 

era D 


wahrend C einer der Zahlen A oder B gleich ist. 


13 


Satz 4. Es bezeichnen a und b zwei beliebige positive relative Prim- 


sahlen, die beide größer als 16 sind. 


Man kann dann solche ganze Zahlen p, a, B, r und s finden, daß 


erstens 
a=pa+r 
b= pets 
wo 
1 
14-5 (a b)3 
während zweitens 
E 
zx 
Are P 
^st 
ROUES En p 


Beweis. Es bezeichnen # und v zwei ganze positive Zahlen definiert 


durch die Gleichungen 


a? 3 2 
= = + € <Q a’ 


14 AXEL THUE. M.-N. KI. 


Es existieren dann 


eB 


uv > (ab) 


verschiedene Ausdrücke 
ay — bd 


die alle auch verschiedene Werte haben müssen, in welchen y und à 
solche ganze Zahlen sind, daf 


0-—y-cv—1 
0—ó-zu—1 
Für jeden dieser Werte von y und d wird | ay — bd nicht größer 
als die grôfite der Zahlen av — a oder bu — 6 


oder 


DA 
Lay — 56 |< (ab)? 


oder 


2 2 
— (ab)? « ay — 50 < (ab? 


Wir können also solche ganze Zahlen y;, ys, & und d, finden, daß 


erstens 
sy <v—1 
pn <v—| 
0S 6 <zu—l 
0b <u—l 
während zweitens 
0 < [ap — 606] — [ay — bd] = 
2 
= a [ys — 1] — ^ [de — à] < xci == 7H 
Coe 1 


Es existieren also solche nicht negative ganze Zahlen « und B, dafs 
0 au—1l 
epee a 
laB — ba| < m 
Wir schreiben nun 


a+6=(e+P)pt+h 


b—pp=s 


wo p diejenige positive ganze Zahl bedeutet, bei welcher 


0Th<La+p 


I9I4. No. 13. ÜBER DEN RELATIV KLEINSTEN WERT GEW. QUOTIENTRESTE. 


Setzt man nun 


ap—ba=M 
wo also 
|M|«m 
so wird 
eee TO ZH M-tha 
« FÉ ad FR 
atb—h — M --A8 
— 4 — = i 
: à a+ fp a+ fp 
Hier wird z. B. 
2 
2(ab)” É 
Ru ere 
[| |M+ha| (ab)? —1 — 
p atb—h ach ef) 
Nun ist aber 
a b 
ey cio 
(ab)? 
oder 
2 + 
2 (a5)? a + b a 
1 
| | PAC OR: (a b)? á - 
, (ab)? 
| 2 
_ (a+ 36) (ab)? 


1 T 4 
—(a+46)(ab)* [a \° a \° 
| a Gs) <4) 
(a + 6) [(a5)* — 1]e | 


ER 
3 


ne) 


6. Ir. 3904. A. Thue. 


Gedruckt 20. April rors. 


Ld XY er 


5% 


i; ET 


D 


u 


Fr 


4| 4 
" (C pn 


Moni 


t £ 
c £ 


| 


TIT 


ERR 


3 5185 


———— 


li 


EE 


M 


e 


M 


LE nj v 


. : 
s 
M 
CEN 
'; v 


#7 


* 
A 0 
. . Pie 
At NA 
Wray 
7 N 
X * 
à 
Kk @ 
4 X 
Y LS 
| ta * a 1 4 
AOT
Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Books

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Skrifter utgit av Videnskapsselskapet i Kristiania"

See other formats
