Skip to main content

Full text of "Tidsskrift for populære fremstillinger af naturvidenskaben"

See other formats 


mikse 


es ike 


(ske EN SEES 


HARVARD UNIVERSITY 


FEE 


rs, 


LIBRARY 
OF THE 


Museum of Comparative Zoology 


Å 
i ER 
LG 


or , 


i 
Ki 


ike 
N 


TIDSSKRIFT 


POPULÆRE. FREMSTILLINGER "MAR fer 842 i 


AF 


" NATURVIDENSKABEN, 

gl UDGIVET AF 

C. FOGH, CHR. LUTKEN og CHR. VAUPELL. 
» ANDEN RÆKKE. 


TREDIE BIND. 


MED TALRIGE I TEXTEN INDTRYKTE TRÆSNIT. 


(AJ [ 


KJØBENHAVN. 


P. G. PHILIPSENS FORLAG. 


" TNIBLES BOGTRYKKERI 


TIDSSKRIFT & ZO 


FOR 


POPULÆRE FREMSTILLINGER 


NATURVIDENSKABEN, 


UDGIVET AF 


0. FOGH, CHR. LUTKEN oe CHR. VAUPELL. 
ANDEN RÆKKE. 


TREDIE BIND. 


MED FLERE I TEXTEN INDTRYKTE TRÆSNIT OG EN TAVLE I FARVETRYK 


KJØBENHAVN. 
P. G. PHILIPSENS FORLAG 
THIELES BOGTRYKKERI 


1861. 


MAR 16 194 


& 


Meddelelser om Insekternes Instinktliv. 


Af V. Bergsøe, stud. mag. 


De tør vistnok antages som givet, at der indenfor Dyre- 
rigets forskjellige Rækker ikke findes nogen, hvor den 
rene, umiddelbare Naturdrift, det vi kalde Instinktet, er 
såa skarpt og stærkt udpræget, som hos Leddedyrene, og 
fortrinsviis hos den første Klasse af disse, Insekterne. 
Man vil maaskee indvende, at denne Naturdrift i en endnu 
imere udpræget Form forekommer hos Hvirveldyrene, og 
iman vil maaskee for at forsvare dette henpege påa deres 
'Redebygning og Omsorg for Yngelen, den forskjellig- 
artede Maade, hvorpaa de vide at forskaffe sig deres 
Næring, deres Vandringer og mange andre herhen hø- 
rende Phænomener. Sagen er imidlertid den, at ligesom 
man med Hensyn til Dyrenes Bygning og Organisations- 
forhold gjennem en Række af Overgange kan stige fra 
den laveste og simpleste. Grundform, det encellede Dyr, til 
de højeste og meest complicerede Former, saaledes kan 
man ogsaa i en opadstigende Linie forfølge det sig mere 
og mere udviklende Sjæleliv hos Dyrene, der, bestandig 
tiltagende, begynder med Infusoriernes halv vegetative, kun 
for Lysindtryk modtagelige, Liv, for at ende i sit Cul- 
minationspunkt, det med Fornuft og fri Villie begavede 
i 


2 


Menneske. Hos Insekterne synes i Almindelighed kun 
det rene Instinktliv at herske; hos Hvirveldyrene derimod 
forekommer ved Siden af Instinktet, der endnu er stærkest 
fremtrædende, en Række" af andre sjælelige Yttringer, dem 
vi især finde vakte hos vore Huusdyr, hvis intellektuelle 
Evner kjendelig ere fremmede ved Menneskets Paavirk- 
ning og Behandling, altsaa et fremragende Instinktliv 
parret med et drømmende Fornuftliv; endelig finde vi 
hos Mennesket Forholdet omvendt; her er Fornuftlivet 
det herskende og toneangivende, medens Instinktet er 
dæmrende og kun træder klart frem ved visse Leiligheder, 
og da enten momentant, f. Ex. i critiske Øieblikke, eller 
bestandigt hos Individer, hvor Fornuftlivet er reduceret 
til et Minimum (Idioter). 

Saavel hos Hvirveldyrene, som ogsaa hos de hvirvel- 
løse Dyr grupperer Instinktlivet sig om to Hovedpoler, nemlig 
Omsorg for Individets Bestaaen og Omhu for de af Indi- 
viderne frembragte nye Generationer. Den første Yttring 
af Instinktet, der aabenbart er en lavere Grad, gaaer atter 
i to forskellige Retninger, idet den nemlig deels viser sig 
i at undgaae fjendtlige Overgreb, deels i at opsøge en 
for Individet passende Næring.  sSammenholde vi her 
Pattedyrene med Insekterne, viser der sig en paafaldende 
Forskjel; Ræven f. Ex. vil aldrig, naar den bliver forfulgt 
af Mennesket, nøiagtig følge den samme Methode i at 
undvige, instinktmæssig vil den flygte, selv om den aldrig 
nogensinde før er bleven forfulgt; men under Flugten vil 
den benytte enhver lille Fordeel, som Terrainet giver den, 
og det med en Takt og Snildhed, som noksom viser, at 
her er det mere end Instinktet, som raader. Insektet vil 
derimod bestandig anvende samme stereotype Fremgangs- 
maade, hvor ofte man end anstiller Experimentet; det 


3 


— 


vil anstille sig dødt, rulle sig sammen, og overhovedet 
benytte de Forsvarsmidler, hvormed det er bleven begavet; 
her forekommer intet frit Valg, Alt er et blindt In- 
stinkt. — Det Samme fremtræder med Hensyn til den 
Maade, hvorpaa Dyrene forskaffe sig deres Føde; ogsaa 
her viser sig hos Hvirveldyrene en høi Grad af List og 
Snuhed, medens Instinktet i den Grad raader hos Insek- 
terne, at det endog gaaer over til en egen Kunstdrift, 
som ellers kun ytirer sig, naar det gjælder om Yngelens 
Pleie. Det forundrer os ikke at høre, at et rovædende 
Pattedyr, Fugi eller Krybdyr med stor Omhu og Smag 
vælger de Punkter, hvor det kan vente det rigeste Bytte; 
men derimod vilde det i høj Grad forbause os at høre, 
at et Pattedyr lavede Faldgruber i Jorden, eller knyttede 
Jægergarn mellem Træernes Stammer, for deri at fange 
sit Bytte, og dog gaa vi med Ligegyldighed forbi Sand- 
løbernes Larvegange og Ædderkoppernes kunstige Væv; 
"disse Culminationspunkter af Instinktet, i Retning af at 
"forskaffe Individerne Næring, ere for hverdags og alminde- 
lige til at de kunne forbause os. 

Finde vi Instinktet ikke alene udviklet, men hos visse 
"Former endog opnaaende en høi Grad af Fuldkommenhed, 
maar det gjælder om Kampen for Livet og dettes første 
"Fornødenheder, såa træffe vi det uddannet efter en ganske 
anden Maalestok og med en langt større Fiinhed i De- 
taillen der, hvor det skal anvendes til Omsorg for Yn- 
gelen: et nyt Beviis paa den gamle Sætning, at Naturen 
ganske anderledes sørger for Artens Vedbliven og Be- 
staaen end for Individet selv. Men ogsaa her træffe vi 
en talløs Række af Modificationer, en uendelig Mængde 
af Overgange, ligefra den simpleste Yttring af Instinktet, 
det at vælge passende Steder for Æggenes eller Ungernes 


1% 


4 


Opbevaring og Udvikling, indtil de meest complicerede, 
der endelig som Toppunkt yttre sig i Insekternes Statsliv. 
Den lavere eller højere Grad af Instinktet retter sig her 
efter den Udvikling, som Yngelen hår, naar den træder ind 
i Verden. Kan Yngelen strax sørge for sig selv, er Mo- 
derens Instinkt svagt uddannet; men er den svag og 
hjælpeløs, indtræder det modsatte Forhold. Tage vi til 
Exempel Fuglenes Klasse, såa finde vi, at de Fugle, hvis 
Unger fødes i en mere udviklet Tilstand, have en sim- 
plere Redebygning, f. Ex. Hønsefuglene; saasnart derimod 
Ungerne fødes hjælpeløse, nøgne og blinde, da stiger 
"strax Instinktlivet; Moderen maa forskaffe dem Varme og 
Føde, og deraf følger den kunstige Redebygning, Mad- 
ningen og de dermed i Forbindelse staaende Forhold. 
Anvender man de samme Betragtninger paa Insekterne, 
kommer man ogsaa her til de samme Resultater, og disse 
vise sig” tydeligst og smukkest hos de aarevingede In- 
sekter. Hos den ene store Afdeling af disse, de, der 
ere forsynede med en Læggebråaad, hvorved Æggene 
anbringes i de Orgaånismer, der skulle tjene Yngelen til 
Næring, naåaer Instinktet en ringere Udvikling, fordi der 
ved Æggets Aflægning saa at sige allerede er sørget for | 
det kommende Dyr. Bladhvepsernes hele Instinkt viser 
sig saaledes kun deri, at den for Larven passende Foder- 
plante udvælges og at Ægget anbringes paa en saadan 
Maade, at det er i Sikkerhed for Atmosphærens og Rov- 
dyrenes skadelige Indvirkninger. Dette skeer i Regelen 
påa den Maade, at Hunnen med sin Læggebraad saver en 
Rende i Bladnerverne eller Bladparenchymet, deri af- 
lægges Æggene og endelig lukkes det Hele til; men 
Maaden, hvorpaa Æggene anbringes, og Valget af Foder- 
planten er naturligviis forskjellig for hver enkelt Art. Det 


5 


samme gjælder om Træhvepserne, kun at Ægget an- 
bringes i Veddet, der her er Larvernes Næring; men allerede 
hos Snyltehvepserne (Ichneumonerne) see vi Instinktet 
påa et høiere Trin; vel kunne ogsaa her Larverne strax 
sørge for sig selv; men det er nu en levende Organisme, 
der påa sin Side er begavet med Instinkt baade til at 
forsvare sig imod og undgaae Forfølgelsen; Vanskelighederne 
stige, men dermed ogsaa Evnen til at kunne beseire dem. 

Anderledes forholder det sig derimod, naar vi be- 
tragte den anden Afdeling af de aarevingede Insekter, 
Aculeaterne oa: dem, hvis Læggebraad er omdannet til 
et giftledende Stikkeredskab, altsaa et virkeligt Vaaben, 
tjenende snart til Angreb, snart til Forsvar. Her er det 
en Regel uden Undtagelse, at Larverne altid ere blinde, 
fodløse, kort sagt aldeles ude af Stand til at føre et 
selvstændigt Liv efter Fødselen; Moderen maa altsaa enten 
opsamle et passende Forraad af Næringsmidler, et For- 
raad, der kan strække til indtil Larven skal forpuppe sig, 
eller den maa fodre Ungerne indtil Forpupningstiden kommer. 
Det første Forhold træffe vi hos de parviis levende 
Bier og Hvepser, kun med den Forskjel, at Bierne 
indsamle vegetabilske Stoffer, Hvepserne derimod levende 
Dyr til deres Boer, hvoraf naturligviis atter følger et høiere 
udviklet Instinkt hos de sidste, da de baade skulle opsøge 
og overvælde deres Bytte. Med det andet Forhold, Op- 
fostringen af Yngelen, culminerer Instinktet; vi træffe dette 
hos de i Stater levende Insekter, et i Dyreriget ene- 
staaende Phænomen”), begrundet deri, at Hunnen er fleer- 


") Enkelte Pattedyr og Fugle (Bæveren, Republikaneren) forene sig 
vel i Selskaber for at bygge deres Boliger; men det er et Colini- 
liv, til et virkeligt ordnet Statsliv med et eller flere Overhoveder 
kommer det ikke. 


6 


aarig og i denne Tid lægger et saa overvættes Antal Æg, 
at Omsorgen for Yngelen måa overdrages egne, kjøns- 
hæmmede Individer, medens Hunnens Virksomhed er ind- . 
skrænket til Æglægningen alene. Som ganske eiendomme- 
lige Former, der hidtil ere ladte ude af Betragtning, maa 
man betragte Redeparasiterne, hvormed Aculeaternes 
Afdeling saa at sige er gjennemvævet; deres Instinktliv 
kan i Udvikling omtrent maale sig med Snyltehvepsernes; 
som disse besidde de en høi Grad af Evne til at opspore 
og efterstræbe, men afvige fra dem deri, at de aflægge 
deres Æg i andre aarevingede Insekters Boer, af hvis 
Forraad og Larver de da nære sig, medens Snylte- 
hvepserne anbringe deres enten i en levende Larve eller 
i. andre Insekters Æg. 

Uagtet det ikke kan nægtes, at Instinktlivet i den 
største Fylde fremtræder hos de i Stater levende Insekter, 
og rigest vistnok hos vor tamme Bi, skulle vi dog ikke 
vælge denne til Exempel derpaa, da Dzierzons nyeste lagt- 
tagelser og den deraf følgende rige Literatur alt have 
givet Anledning til en Mængde populære Skrifter, der be- 
handle dette Thema. Vi skulle her derimod fremstille 
nogle Insekters Liv, fremmede vistnok for den popuiære 
Bevidsthed, og uden nogen praktisk Anvendelse i Menne- 
skets Økonomi; men derfor, sete fra Instinktslivets Stand- 
punkt, ikke mindre tiltalende end disse; det er de saa- 
kaldte Gravehvepser eller Rovhvepser, hvorom de 
følgende Linier skulle give nogen Oplysning. 

Gravehvepserne høre til den Afdeling af de aare- 
vingede Insekter, som ere forsynede med en Værgebraad ; 
de leve parviis, bygge egne Boliger og sammenslæbe i 
disse et Forraad af paralyserede Insekter, der tjene til 
Næring for de udkrøbne Larver, medens de fuldkomne 


7 


Insekter ere planteædende og nærmest leve af Blomster- 
støv og Blomstersaft. Afdelingen er i sine Hovedtræk 
ikke vanskelig at begrændse; fra Bierne 
adskille de sig ved at mangle Kurven") 
påa de bageste Been, ligesom man 
heller ikke træffer nogen eiendommelig 
Behaaring, der, saaledes som hos en 
Deel vilde Bier, kunde være tjenlig til 


at samle Blomsterstøv i; fra de egent- 
En Gravehveps. lige Hvepser skjælnes de let derved, at 
Vingerne ikke ere foldede paa langs, og fra Myrerne endelig 
derved, at de hele Livet igjennem beholde Vingerne, me- 
dens Myrerne derimod afrive disse efter Parringen. 
Angaaende Gravehvepsernes Udseende er det vanske- 
ligt at sige noget i Almindelighed, da det retter sig efter 
disse Dyrs forskjellige Opholdssteder, deres Maade at 
bygge paa, deres geographiske Udbredelse 0. s. v.  For- 
merne kunne være smaa eller af Middelstørrelse, som 
f. Ex. de fleste danske Årter, men alt som de nærme sig 
Troperne, stige de i Størrelse og Farvepragt. Vore fleste 
indenlandske Arter ere tegnede påa almindelig Hvepse- 
maneer, d: sorte med gule Tværbaand; men vi have 
ogsaa Former, der ere heelt sorte, eller tegnede med 
sort, rødt og guult; "Grundfarverne ere de tre sidstnævnte, 
og kun hos de tropiske Arter optræde i Forbindelse med 
en betydeligere Størrelse tillige prægtige metalliske Farver, 


”) Ved »Kurven« forstaaer man det eiendommelige Redskab, hvor- 
med såavel den tamme som en Deel vilde Bier indsamle Blom- 
sterstøv. Det dannes derved, at Skinnebenet og det første Tarseled 
påa Bagbenene ere noget fordybede og omkrandsede af en Række 
stive Børster. Hos de Former, der mangle Kurve, indsamles 
Blomsterstøvet ved Hjælp af en ejendommelig Børstebeklædning 
påa andre Steder af Legemet, især under Bugen. 


8 


der ofte endog overtrække Vingerne med et spillende 
Skjær. Ogsaa Lemmerne ere meget forskjelligt byggede ; 
hos de virkelig gravende Hvepser (thi de grave ikke alle, 
og det populære Navn er i den Henseende vildledende) 
ere Benene besatte med Torne og Spidser, der hos de 
forskjellige Slægter ere stillede paa høist forskjellig Maade, 
og som tjener dem til at løsrive og fjerne det Materiale, 
hvori de ville anlægge deres Reder; hos de Former der- 
imod, der anlægge deres Celler i Ved eller marvrige 
Stængler, falde naturligviis disse Redskaber bort og er- 
stattes ved særegne til Gnaven skikkede Kjæber; ligeledes 
frembyde de parasitiske Arter eiendommelige, fra de 
andre stærkt afvigende, Forhold. . Alle disse særegne Red- 
skaber, der staae i Forbindelse med Omsorgen for” Yn- 
gelen, findes kun uddannede hos Hunnerne, thi det er 
kun disse, hvem Byrden af Yngelens Udvikling paaligger; 
Hannerne mangle dem aldeles, de ere blot til for åt be- 
frugte Hunnen, og frembyde ogsaa det for de Åare- 
vingedes Hanner eiendommelige Forhold, at de dø snart 
efter Parringen. Forekommer der hos dem eiendommelige 
Redskaber, staa disse altid i Forbindelse med Parrings- 
akten og ikke med Omsorgen for Yngelen. Saaledes 
finder man hos Crabronernes Hanner ejendommeligt ud- 
viklede Forbeen, idet Skinnebenets nederste Parti har 
faaet Form af en Skovl eller en concav, cirkelrund Plade, 
bedækket med en Mængde runde eller aflange Fordybninger, 
der, ved en flygtig Betragtning, tage sig ud som Porer 
eller Huller. Disse eiendommelige Dannelser pååa Skinne- 
benet have givet Crabro cribrarius (Sigtehvepsen) sit Arts- 
navn, ligesom de have foranlediget den svenske Natur- 
forsker Rolander til den løierlige Idee, at Dyret dermed 
sigtede Blomsterstøvet, da, efter hans Mening, kun dettes 


9 


fineste Dele vare virksomme ved Planternes Befrugtning. 
Det hele Apparat er imidlertid kun et Redskab, der tjener 
til at gribe og fastholde Hunnen under Parringen og staaer 
altsaa i fuldkommen Overeensstemmelse med lignende 
Dannelser hos Løbebillerne og især hos Vandkalvene, hvor 
Parringen, der foregåaer medens de svømme om i Vandet, 
frembyder særegne Vanskeligheder paa Grund af Vandets 
Modstand; i denne Familie svarer Hunnens Sculptur endog 
påa det nøieste til den særegne Udvikling af Hannens 
Forbeen. 

Gravehvepsernes Antenner ere temmelig forskjellige 
hos de 6 Familier, hvoraf denne Afdeling bestaaer. I 
Regelen ere de temmelig lange, traadformede, med for- 
skjelligt Antal Led efter Kjønnene; undertiden bæres de 
oprullede i en Spiral, som hos Ichneumonerne. Benene 
ere ligeledes meget forskjelligt byggede hos de forskjel- 
lige Familier. Hos nogle træffe vi alle tre Par Been af 
omtrent lige Længde, det er da Gangbeen (Cråbronerne), 
- hos andre ere de to bageste Løbebeen, altsaa betydeligt 
længere end de forreste (Pompilus, Sphex), endelig træffe 
vi hos Scolierne en høist ejendommelig Beenform, idet 
det bageste Beenpars Laar ere stærkt krummede. 

Skjøndt de forskjellige Arter i deres Levemaade vise 
meget ejendommelige og afvigende Forskjelligheder i De- 
taillen, stemme de dog i Hovedtrækkene meget overeens. 
Alle Gravehvepser ere stærke, seige, overordentligt flittige 
Insekter, som vælge tørre, sandede, vandløse Egne til 
deres Opholdssteder og med en fibrilsk Hurtighed og 
mageløs Energi arbeide i den meest brændende Middags- 
hede; man finder derfor hos os de fleste Arter ved Mid- 
sommerstid, ligesom Årtsantallet tiltager stærkt mod Tro- 
perne, hvor de optræde i meget anseelige og pragtfulde 


10 


Former. De Arter, der anlægge deres Reder i Jorden, 
vælge dertil tørre, sandede Steder, Hedestrækninger og 
Sandgrave, hvor de arbeide i de Skrænter, der vende 
mod Syd. De, der grave i Træ, findes derimod, ligesom 
de parasitiske Former, meest paa lave Træer og Buske, 
men altid paa tørre, solbeskinnede Steder. Hunnens Liv 
hengaaer hver Dag i en uafbrudt Activitet; saasnart Sol- 
straalerne have opvarmet Sandet, hvori den har søgt et 
Asyl for Nattekulden, begynder den strax paa sit Arbeide, 
som man hos os bedst og lettest kan iagttage hos Slæg- 
ten Pompilus, hvoraf vor Fauna eier en Deel alminde- 
lige Arter. Paa Hedebakker, Sandveie, i Gruusgrave seer 
man disse »Fluesnappere«, som Almuen kalder dem, 
i en uafbrudt Virksomhed. Med spillende Vinger og vi- 
brerende Antenner seer man Hunnerne randsagende at 
løbe frem og tilbage; snart bestige de Græsstraa, Smaa- 
buske og Blomster, snart tåbe de sig under Lyngen og 
Lavarterne, nåar de der have bemærket et Bytte. Alt, 
baade Munddele, Antenner, Vinger og Been, er i en uaf- 
ladelig Bevægelse og de slide sig i Ordets bogstavelige 
Betydning ofte op; thi det er ikke sjeldent at træffe In- 
divider, hvis Vinger ved den stadige Brug ere gjorte 
udygtige til Flugt, medens Mangelen af et eller flere Been 
vidne om de Kampe, de have bestaaet. Saasnart de have 
truffet et Bytte, der her i Regelen bestaaer af Ædder- 
kopper, anfalde de det med et sandt Raseri; forgjæves 
stræber Ædderkoppen, der dog ellers ikke er bange for 
en Kamp med en Fjende af Insektriget, at undgaae sin 
Forfølger. Pompilus'en styrter med et Spring over den 
og i et Øieblik er dens bløde, chitinfattige Hud gjen- 
nemboret af dens Forfølgers Braad, Giften gjør hurtigt 
sin Virkning gjældende, og et Øieblik derefter ligger 


11 


Ædderkoppen tilsyneladende livløs, et villieløst Bytte for 
Seierherren. Nu kommer imidlertid det vanskeligste År- 
beide for Gravehvepsen; hyppigst er Ædderkoppen dræbt 
langt fra Hvepsens Rede og det gjælder nu at faa den 
slæbt derhen. Med Kjæberne og Forbenene tager den 
fat paa sin Fjende, der oftere er tungere end den selv, 
og forsøger at trække ham afsted; men nu begynder først 
Vanskelighederne at stille sig iveien.  Smaa Stene og 
Jordophøininger, der for os ere såa smaa, at de ikke 
genere vor Gang, blive for den til skarpe Fjeldrygge og 
bratte Aase, Lyngens og Korallavens Forgreninger dånne 
et gigantisk Nætværk, ligesaa vanskeligt at trænge igjen- 
nem, som Urskovenes Tykninger ere det for os, og en 
lille Fordybning i Sandet, stor nok til at vi kunne fylde 
den med vor Haand, bliver for den til den underfundigste 
Faldgrube af Verden. Imidlertid synes Intet åt kunne 
gjøre den modløs, det gaaer bestandigt over Stok og 
Steen, og kun af og til stopper den op i Farten, øien- 
"synlig for at samle Kræfter, uden dog derfor at tabe sit 
Bytte af Sigte. Tager man pludselig Ædderkoppen fra 
den, bliver den øiensynligt forbauset; i nogle Øieblikke 
bliver den staaende, ligesom bedøvet ved denne sælsomme 
Hændelse; men snart vækkes dens Energi, og den be- 
gynger igjen sin ejendommelige Bevægelse, sammensat 
halv af Flagren, halv af Løb, idet den uafladeligt dirrer 
med Vingerne og vibrerer med åntennerne.  Beholder 
"man Byttet, ophører den efter nogen Tid med sin Søgen; 
men kaster man det i Nærheden af den, styrter den sig 
med Lynets Fart paa det og fortsætter sin Vandring. 
Stundom varer denne flere Timer, ja maaskee halve Dage, 
alt efter Afstanden og Terrainets Ujævnheder. Man maa 
her beundre ikke alene disse smaa Dyrs Kraft og Ud- 


12 


holdenhed, som endnu mere disse Skabningers mageløse 
Evne til at finde sig tilrette paa et Terrain, der for dem 
maa være overordentlig vildsomt, da de aldeles ikke kunne 
oversee det; men selv om den finder det Punkt, hvor den 
har anlagt sin Bolig, og det slaaer aldrig feil, hvorved 
skjælner den da sit Hul fra de Snese af Huller, som 
andre af dens Lige have anlagt der, og som for det 
menneskelige Øie see ud, som de vare borede med 
det samme Redskab? I Sandhed, Insekterue have en 
Stedsands, som vi aldeles ikke kunne forstaae eller forklare! 

Gravehvepsen har imidlertid ikke overvundet alle Hin- 
dringer, fordi den har faaet sit Bytte bragt i Nærheden 
af sit Hul; hyppigt staaer det vanskeligste Arbeide tilbage. 
Reden er nemlig saa godt som aldrig anlagt lige paa 
den flade Jord, af den gode Grund, at det første Regn- 
skyl da vilde tilstoppe Aabningerne; derimod finder man 
den næsten altid anbragt paa en mere eller mindre steil 
Skraaning, i en Grøftevold, i Væggen af et dybt Hjulspor 
eller påa lignende Steder. Da de kun formaae at grave 
i temmelig tørt Sand, og da dette påa Grund af Sol- 
varmen ikke hår synderlig Sammenhængskraft, saa vil 
man let indsee med hvilke Vanskeligheder det er for- 
bundet, at føre det tunge Bytte op ad Skraaningen. — 
Paa en Excursion i Nærheden af Rønne påa Bornholm 
kom jeg forbi en lille Sandgrav, der var anlagt paa en af 
de derværende Flyvesandsbakker; jeg bemærkede der en 
af vore almindeligste Pompiler, som var ivrigt beskjæftiget 
med at slæbe en, i Forhold til dens egen Størrelse tem- 
melig anseelig grøn Larve langs med et dybt Hjulspor; 
Phænomenet var mig dengang nyt, og jeg iagttog det 
derfor med Interesse. Efter at have slæbt Larven en 
3—4 Ålen, var den kommen lige ud for Sandgraven, og 


13 


det gjaldt nu at faa den hævet op ad Hjulsporets steile 
Side. Den greb Larven mellem Forbenene og forsøgte 
mu, halv flyvende, halv løbende, at løfte den i Veiret; 
men stadigt uden Held, Larven var den for svær, og hvert 
Øieblik rullede de begge ned paa Ny. Jeg troer, at den 
over 30 Gange atter og atter forsøgte denne trættende 
Manøvre uden at standse; men tilsidst stod den dog stille, 
ligesom tvivlraadig om, hvad den nu skulde gjøre. Efter 
at have pauseret nogle Minuter, drog den Larven længere 
frem ad Hjulsporet og forsøgte derpaa atter at faae den 
op. - Dennegang var den heldigere; den havde truffet et 
Punkt, hvor Terråinet frembød mindre Vanskeligheder, 
Larven blev lykkeligt hålet op og ført opad mod Sand- 
graven. Her frembød sig imidlertid nye Vanskeligheder ; 
vel var Skraaningen ikke steil, og Indgangen til dens 
Rede, som jeg let kjendte påa den lille opkastede Sand- 
hob foran den, var heller ikke synderlig høit oppe; men 
Sandet var, som alt Flyvesand, yderst fiint og let bevæge- 
"ligt, saa at den intet sikkert Fodfæste kunde faa. Atter 
og atter forsøgte den paa at føre sit Bytte op, og lige 
saa bestandigt rullede den med det tilbage; det var et 
sandt Sisyphusarbeide, og dog syntes den ikke at ud- 
mattes deraf; kun nogle enkelte Gange stod den stille for 
at hvile sig og for at rense sig for det Sand, hvormed 
uden var bleven overdænget. Jeg skal ikke nægte, at jeg 
"tabte Taalmodigheden før den, og da jeg omtrent et Kvar- 
teerstid havde betragtet disse frugtesløse Anstrængelser, 
greb ”jeg Larven for at lægge den op ved Hullet. Derved 
skræmmede jeg Hvepsen, den fløj bort og kom mig af 
Syne; efterat have ventet Noget, thi de pleie hyppigst at 
komme tilbage, kastede jeg Larven paa Jorden og gik videre, 
Omtrent to Timer efter, kom jeg tilfældigviis atter tilbage 


14 


og blev ikke lidet forundret ved atter at see min Pom- 
pilus tumle med en grøn Larve, som jeg efter Størrelsen 
maatte ansee for identisk med den, jeg havde berøvet 
den. Den forsøgte atter igjen at faae den op til det 
samme Hul; men med ligesaa lidet Held, som før. Jeg 
var nysgjerrig efter at see, om det var den samme Larve, 
eller om den maaskee alt havde faaet den gamle Larve 
op og nu vilde forøge Forraadet med en ny. Jeg tog 
derfor Larven fra den og gravede dens Rede ud; men 
den var tom; i to Timer havde den altsaa forgjæves 
og uden at trættes beskjæftiget sig med sit frugtesløse 
Årbeide. 

Ved denne Indsamling af Forraad til Yngelen. viser 
Instinktet sig i det fuldeste Lys. Moderen selv er plante- 
ædende, lidt Blomsterstøv og en Smule Honning er til- 
strækkelig for at opholde dens Liv, og dog samler den 
andre Insekter, en Næring, som den aldrig selv nyder, til 
sine Unger; thi disse ere udelukkende Rovdyr. Den hår 
aldrig lært den Egn at kjende, hvor den opholder sig, og 
dog finder den med største Lethed indgangen til sin 
Rede, der i Forhold til Omgivelserne er et forsvindende 
Punkt. Den har aldrig seet sit eget Afkom, dette Afkom, 
for hvilket den har aåarbeidet saameget, og faaer det heller 
aldrig at see, da den døer længe før Larverne komme ud; 
og dog lærer Instinktet den, at dette Afkom maa- være 
for svagt til at kunne anfalde et levende Bytte, ellers 
vilde den ikke lamme det ved sin Gift. Eller for at ud- 
trykke sig rigtigere, Pompilus'en veed aldeles ikke, hvor- 
for den graver sin Rede, lægger Æg, samler Forraad 
0. S. v.; thi den kan ikke vide det, da den aldrig seer 
noget Resultat af sit Arbeide. Den kan heller aldrig have 
lært det; thi den har aldrig seet sin Moder, saalidt som 


15 


den faaer den af den frembragte Generation at see; her 
raader kun den iblinde handlende Naturdrift, Instinktet, 
efter sine faste, uforanderlige Love. 

Med Hensyn til Behandlingen af Byttet, før det bringes 
ind i den anlagte Celle, bør man vel tage en Omstæn- 
dighed i Betragtning, der er bleven overseet af tidligere 
Zoologer; det er nemlig den Maade, hvorpaa Byttet para- 
lyseres af Gravehvepsen; thi egentlig dræbt bliver 
det aldrig. Alle Gravhvepsenes Hunner (thi kun om 
disse gjælde de her omtalte Forhold) ere i Besiddelse af 
en stærk, lige og spids Stikkebraad, der mangler de Gjen- 
hager, hvormed Arbeidernes Braad hos de i Stater le- 
vende, aarevingede Insekter, er forsynet.”) Allerede Man- 
gelen af Gjenhager antyder, at den skal bruges flere 
Gange; Grunden til Gjenhagernes Forekomst hos de andre 
er meget vanskelig at forklare; sikkert er det imidlertid, 
at de forekomme, og ligesaa sikkert er det, at Årbeiderne 
i mangfoldige Tilfælde miste Braaden ved Anvendelsen af 
"den, og dermed tillige Livet. [ Forbindelse med Braaden 
forekommer hos Gravehvepserne de sædvanlige Giftkjertler, 
der lede en meget rigelig og tillige meget intensiv Gift 
ned i Saaret. Stikket af vore danske Pompiler og Ammo- 
philer er allerede meget smertefuldt, og hos de tropiske 
Former, af hvilke flere naa et Vingefang af indtil fire 
Tommer, skal det endog kunne drage meget betænkelige 
Følger efter sig. 

Det Bytte, som Gravehvepserne samle til deres Lar- 
ver, kan være meget forskjelligt; snart er det smaa Dyr, 
"som Fluer, Snudebillelarver og mindre Æederkopper, snart 


”) De med Braad forsynede Myrer, der i flere Henseender nærme 
sig Gravehvepserne Noget, mangle dog disse Gjenhager. 


16 


større, som Sommerfuglelarver; Bier, Faarekyllinger, Pragt- 
biller, ja endog meget store Skarnbasselarver; men i alle 
Tilfælde lammer Gravehvepsen straåx sit Bytte, idet den 
med sin Braad indpoder Giften i Dyrets Indre.  Saåasnart 
det angrebne Dyr er blevet ramt af dette frygtelige Vaa- 
ben, indtræder en fuldkommen Lamhedstilstand, og kun 
enkelte svage Trækninger i Benene, en svag Vibreren 
med Antennerne, naar det irriteres, forråaader, at der 
endnu er en Livsvirksomhed tilbage hos det. Dyret 
bliver, om jeg saa maa kalde det, skindødt, hele den 
animale Side af Dyrets Livsyttringer, Følelse og Bevægelse, 
er næsten total udslukket og kun den vegetative bliver 
tilbage. I ældre Tider troede man, åt Hvepsen dræbte 
sit Bytte med sit Stik; men aabner man et saadant para- 
lyseret Bytte, en Larve f. Ex., selv fjorten Dage eller tre 
Uger efter åt det er stukket, -da seer man, at det er lige 
saa friskt, som om det nylig var indfanget og dræbt. 
Fedtlegemet, der hos Larven er saa udviklet, og som såa 
hurtigt efter Døden gaaer i Forraadnelse, er her endnu 
fuldkommen fast og frisk; Musklerne, der ellers hurtigt 
tørre hen, ere her vel bløde og slappe, men fuldkommen 
bevarede; Blodet findes endnu i sin oprindelige Tilstand 
og Mængde, kort sagt man kan ikke ønske sig nogen 
fortrinligere Gjenstand til Dissektion end netop en saåa- 
ledes paralyseret Larve. Man troede tidligere, at. Giften, 
foruden at dræbe Dyret, tillige besad den Egenskab, at 
kunne holde det friskt, og at den saaledes i høi Grad afveg 
fra Slangegiften, der, som bekjendt, hidfører en meget 
hurtigt indtrædende Forraadnelse. Men dette forholder | 
sig ikke saaledes, ganske sikkert afviger Giften betydeligt 
i Virkning og altsaa ogsaa i chemisk Sammensætning fra 
Slangegiften; men det, at det stukne Dyr holdes frisk, 


17 


beroer ikke paa en såadan bevarende Egenskab hos Giften, 
men netop derpaa, at kun de animale Functioner stand- 
ses, medens de vegetative, skjøndt langsomt, gaa deres 
Gang. lagttager man en paralyseret Larve, da seer man, 
at den fordøier den Næring, som den alt havde optagen 
før den blev stukken, samt at den skiller sig ved sine 
Excrementer; men derimod er den sat ud af Stand til 
at optage nogen ny, og naar den endelig døer, da skeer 
dette ikke saa meget paa Grund af Giftens Virkning, der 
snarere forlænger dens Liv, idet den forhaler de vege- 
tative Functioner, som paa Mangel af Evne til at optage 
Føde i sig; med andre Ord, den døer en langsomt dræ- 
bende Hungersdød. 

De her skildrede Forhold ere af yderste Vigtighed 
for den kommende Yngel. Moderen slæber Byttet ind i 
den Celle, der påa eengang bliver dettes Gravkammer og 
den udkrøbne Hvepselarves Vugge, og efterat have lagt 
det tilrette der, klæber den et Æg paa Byttet, nær det 
"stukne Sted; derpaa lukkes Indgangen til Cellen og den 
levende Begravne overgives til sin Skjæbne. Faa Dage 
derefter kryber Hvepselarven ud af Ægget; den er blind, 
fodløs, blød, kort sagt, den hjælpeløseste Skabning af. 
Verden, og et eneste Bid af det indlagte Byttes Kjæber, 
en eneste Krumning af dettes Legeme, der overgaaer den 
tusinde Gange i Størrelse, vilde være nok til at knuse den. 
"Men den er lammet for bestandig; hjælpeløs og fortabt 
maa den blive liggende i sin Gravhvælving, medens 
Hvepselarven gjennemborer dens Hud og langsomt, men 
sikkert, suger hver Blodsdraabe ud af den. Af og til seer 
man paa en svag, convulsivisk Zittren, at den lider; men 
den frygtelige Vampyr, der har fæstet sig paa den, for- 
lader den ikke et Øieblik; først naar al Næring er udsuget, 

2 


18 


falder Larven af, spinder sig et Silkespind og tilbringer 
som Puppe Resten af Sommeren i dette. Det næste Foraar 
flyver den ud for enten som Hun at tilendebringe et Liv, 
fuldt af Arbeide og Flid, eller hvis det er en Han, at 
tumle sig i Solskinnet og paa Blomsterne, nyde et kort- 
varigt Kjærlighedsliv, for derpaa atter at vende tilbage til 
den Jord, hvorfra den er udgaaet. 

Det er dog ikke altid, at Gravehvepsens Larve faaer 
Lov til i Ro at nyde sit døende Bytte. Udenfor Reden 
lure talrige Parasiter paa det Øieblik, hvor Moderen tungt- 
belæsset vender tilbage; trods hendes Omsorg, forstaae 
de dog at.lægge et Æg paa det Bytte, som Moderen 


bringer, og den fører nu, tilligemed Næringen til sin Unge, 


Død og Fordærvelse ind i Reden; thi af Parasitens Æg 
fremkommer en Larve, som ikke alene berøver Grave- 
hvepsens Larve sin Næring, men ogsaa opæder denne 
selv. Andre Parasiter benytte den Tid, da Moderen er 
borte, til at aflægge et Æg i Cellen, hvilket har de samme 
Resultater til Følge. 

Dette er i Korthed Hovedtrækkene i dette interessante 
og tiltrækkende Maleri, men Detaillerne og Finesserne ere 
hos de forskjellige Arter saa mangfoldige og saa fiint 
udførte, at det vilde gaa langt udenfor dette Tidsskrifts 
Kaaderum at skildre dem alle. Hos vore nordiske Arter 
er Forholdet allerede interessant, men mindre compli- 
ceret; derimod tør man antage, at ligesom de sydligere 
Former stige i Størrelse og Farvepragt, alt som de nærme 
sig Troperne, saaledes tiltage ogsaa Phænomenerne i 
Fylde og Rigdom; i det Mindste synes de mellem- og 
sydeuropæiske Former at tyde hen herpaa; men Forhol- 
dene i Troperne ere desværre endnu saa godt som al- 


deles ubekjendte, hvortil disse Dyrs Færden i den bræn- 


19 


dende Middagstid ikke lidet bidrager. I det Følgende 
skal jeg stræbe at give en kort Skildring af nogle af de 
meest fremtrædende og bedst iagttagne Arters Liv og 
først give en Skildring af en af vore almindelige danske 
Arter, Ammophila sabulosa. 

Det er ikke sjeldent, at man paa solvarme, aabne 
Steder i vore Skove, især hvor en sandet Vei fører gjen- 
nem et noget bakket Terrain, iagttager denne meget store, 
ofte indtil halvanden Tomme lange Hvepse, som hurtig 
og søgende flyver langs Veien, idet den snart sætter sig, 
snart atter flyver op, naar mån nærmer sig, Den er sort, 
med et fløielsagtigt graaligt Skjær, og Bagkroppen, der er 
temmelig langstilket og derpaa pludseligt kølleformig op- 
svulmet, bærer et bredt rødt Baand. Denne dens Færden 
påa Veie og Stier har givet Anledning til det tydske 
Navn »Wegwepse«, medens jeg ikke kjender noget dansk 
Trivialnavn paa den; jeg har kun een Gang været saa 
heldig at see den arbeide, men da leed det alt mod ÅAf- 
ten, og jeg fik saaledes kun den sidste Deel af Arbeidet, 
Hullets Tilstopning at see. For at bøde paa det Mang- 
lende, skal jeg her gjengive et Udtog af en lagttagelse af 
"den bekjendte Forstentomolog Ratzeburg. »Det var den 
3lte August om Morgenen Kl. 10, at jeg i Forsthaven, 
paa Kanten af en Vei, hvor Solen ret brændte paa, iagt- 
tog en Ammophila sabulosa, som sandsynligviis her nogle 
Minuter i Forveien havde begyndt at arbeide paa sit Hul. 
I Begyndelsen stak den kun Hovedet ind og gravede med 
Forbenene; men saasnart Hullet var blevet dybt nok, krøb 
den meget hurtig heelt ind i det; den gik forlænds ind 
og kom baglænds tilbage; derpaa saa jeg den rask at 
flyve omtrent en 10—12 Tommer bort og da hurtig at 
ile tilbage til Hullet, hvori den paa Ny krøb ind. Efterat 

OF 


20 


den havde gjentaget dette flere Gange, kunde jeg tydeligt | 
see, at den, naar den kom ud, holdt de forreste Fødder 
trykkede op mod Undersiden af Hovedet, og påa denne 
Maade bar en Smule Sand, der ved dens pludselige Op- 
flyven spredte sig i Luften, som en lille Sky. Hensigten 
med denne Fremgangsmaade var tydelig nok: Hvepsen 
vilde ikke have det meget let bevægelige Sand ophobet 
omkring sit Hul. Med dette Arbeide blev den ved, trods 
den brændende Solhede, omtrent i en halv Time. I denne 
Tid gik den i Løbet af + Minut regelmæssig 3—5 
Gange ind og ud af Hullet; hver 4de eller Ste Gang blev 
den altid noget længere derinde, omtrent $3—4 Minut, 
rimeligviis for at bryde saameget Sand løs i den dybere 
og fastere Masse, som den senere kunde bære ud. Under 
dette eensformige Arbeide gjorde den intet andet, end at 
den engang imellem hvilede et Par Secunder og strøg 
Antennerne med Forbenene — en af de Aarevingedes 
meest yndede Manerer. Efter at have kastet en lille 
Ladning Sand bort, forblev den med Eet udenfor Hullet og 
begyndte søgende, hurtigt at løbe omkring; flere Blade, 
smaa Jordklumper o. desl. bleve løftede i Veiret af .den 
og derpaa lige saa hurtigt kastede bort igjen. Efter lang 
Søgen fandt Dyret et lille, meget regelmæssigt, næsten 
cubisk Stykke Træ; med dette ilede den hen til Hullet, 
og Træstykket passede saa nøie, at det næste udfyldte 
Hullets Lumen. Nu indtraadte der et kosteligt Øieblik: 
Hvepsen blev nogle Secunder staaende ubevægelig foran 
Hullet, løb bort, kom straåax igjen for påa Ny at see paa 
det lille Træstykke, ligesom den glædede sig over, at 
Værket var lykkedes saa godt og som den tænkte paa, hvad 
der nu skulde gjøres. Pludselig fløj den bort, og kom først 
igjen efter et Kvarteers Forløb, i hvilken Tid jeg ikke 


21 


tabte det lille, i Hullet siddende Træstykke, af Syne. Den 
begyndte nu paa Ny at lede og bragte endelig et Stykke 
af en tørvelignende Masse, som den lagde ovenpaa den 
lille, i Hullet siddende Bjælke. Derpaa fløj den atter bort; 
men vendte ikke saa hurtigt tilbage som før. Mine Forret- 
ninger kaldte mig andetsteds hen, og jeg paalagde derfor 
Gartneren af og til at see til Reden. Da jeg vendte 
tilbage Kl. 3 om Eftermiddagen, berettede han mig, at 
Ålt var blevet ved det Gamle, indtil for omtrent en halv 
Time siden; da havde han truffet Hvepsen beskjæftiget 
med at sammenslæbe smaa Jord- og Træstykker for gan- 
ske at tilstoppe Hullet, og tilsidst, ved Hjælp af Benene, 
at dække det Hele med Sand, for at gjøre det ligt med 
den øvrige Jordbund. Jeg havde virkelig heller ikke kjendt 
Stedet igjen, hvis jeg ikke med et Tegn havde mærket 
det i Forveien. Hvorfor Hvepsen i min Nærværelse blot 
stoppede Aabningen med et Træstykke, og hvad der er 
foregaaet i min Fraværelse, kan jeg let tænke mig. Hiint 
" lille Dække skulde blot hindre Hullet fra at falde sammen, 
indtil et passende Bytte var bieven fundet; dette blev til- 
ligemed Ægget nedgravet, da Gartneren noget før Kl. 3 
fandt den beskjæftiget. Jeg lod forsætlig Reden forblive 
uforstyrret for senere at finde den voxne og indspundne 
Larve. Imidlertid hændte der mig paa en Excursion med 
mine Tilhørere en lille Scene, der kom som kaldet til at 
udfylde det Manglende ved mine tidligere Iagttagelser. 
Vi vare netop ifærd med at undersøge en Leergrav, da 
der paa Randen af denne kom en Ammophila tilsyne, som 
slæbte en stor grøn Sommerfuglelarve. Efterat den nogle 
- Gange havde ladet den falde, smuttede den ind i et lille 
Hul paa Leervæggen, og greb da, efterat den igjen bag- 
lænds var kommen tilbage, Larven, som den atter bag- 


22 


lænds drog efter sig ind i Hullet med en Fart, som om 
den frygtede, at man i det sidste Øieblik vilde gjøre den 
Byttet stridig. Efter nogle Secunder kom den igjen 
tilsyne og begyndte nu at stoppe smaa Træ- og Leer- 
stumper i Hullet, indtil dette, efter et Kvarteers Forløb, 
aldeles lignede den øvrige Jord. Den 28de September 
var Larven fra Reden i. Forsthaven fuldvoxen og havde 
spundet sin Cocon.« 

Baade hos vore Pompilusarter og Ammophiler bliver 
hele Fremgangsmaaden temmelig simplificeret derved, at 
de angribe et blødt og svagt Bytte, Ædderkopper og 
Larver, samt tillige derved, åt de kun grave en temmelig 
simpel eencellet Rede i Jorden, ikke stort andet. end et 
Hul. Anderledes stiller Forholdet sig hos visse Arter af 
Slægten Cerceris af Crabronernes Familie, idet vi 
her træffe en langt kunstigere Rede, der tilmed forsynes 
med et Bytte, som er istand til at stille Hvepsen alvorlige 
Vanskeligheder i Veien. I Omegnen af Avignon opdagede 
den omhyggelige, franske Iagttager, Mr. Fabre, en meget 
stor Cerceris, som han har benævnet Dufouriana efter 
den bekjendte franske Anatom Leon Dufour, der tidligere 
havde meddeelt sine lagttagelser over en anden Cerceris, 
der røver Buprester (Pragtbiller) og derfor blev kaldet C. 
Bupresticida. Fabre har i de franske Annaler nedlagt en 
overordentlig interessant og livlig Fremstilling af dette. 
Dyrs Jagt, ledsaget med høist mærkværdige Meddelelser 
om Maaden, hvorpaa Giften indbringes og virker. , 

Cerceris Dufouriana, der i Omegnen af Avignon 
synes at være temmelig almindelig, begynder sine Jagter 
temmelig seent påa Aaret, nemlig sidst i September. 
Medens den af Dufour beskrevne Gravehvepse (C. Bu- 


23 


presticida Duf.) til Anlægget af sine Boliger vælger et 
glat, horizontalt Terrain, med en fast, leret Bund, for 
deri at nedlægge sit metalglimrende Bytte, forholder det 
sig omvendt med C. Dufouriana; den bygger kun i lod- 
rette eller skraa Sandvægge. Grunden hertil er simpel; 
i fast, leret Bund vil Hullet let holde sig aabeni, me- 
dens det første Regnskyl vilde stoppe et Hul, anbragt paa 
en horizontal Sandflade. Denne store, mellem . 10—14 
Linier lange, sort og guul spraglede Hvepse, frembyder 
tillige em anden Eiendommelighed, idet den arbeider i 
smaa Selskaber paa en 10—12 Individer, hvis Reder, der 
dog hver for sig bygges selvstændigt, ligge tæt ved hver- 
andre. Påa solbeskinnede Brinker og Skraaninger seer 
man i den hedeste Middagstid disse Insekters rastløse 
Arbeiden, der efter Fabres Beretning frembyder et meget 
livligt Skue.. Nogle komme hjem, belæssede med Bytte, 
Andre ere i Færd med at bygge paa deres Reder, atter 
Andre ere rykkede saa vidt frem, at man kun af og til 
= bemærker en Sandregn, der styrter ud af Aabningen, me- 
dens Nogle, der synes at hvile, af og til stikke deres store 
guulspættede Hoveder og vibrerende Antenner ud af Aab- 
ningen, ligesom for at sondere Terrainet. Deres Gange 
ere meget anseelige; med et Lumen saa vidt, at man kan 
jage Tommelfingeren ind i det, forene de en Længde af 
en halv Alen og derover.  Gangen gaaer først omtrent 
4—6 Tommer lige ind, men derpaa bøier den i en Vin- 
kel, snart til en, snart til en anden Side, et Forhold, der 
stærkt minder os om Digesvalernes Redebygning. I 
Enden af Gangen findes nogle faa Celler ved Siden af 
hverandre, hver forsynede med omtrent 5—6 Exemplarer 
af en meget stor, kraftig bygget Snudebille, Cleonus 


24 


ophthalmicus Rossi”). Udenfor BRederne afvente 
Hannerne, siddende paa Blomster og Smaabuske, de for- 
biflyvende Hunner; thi de ere ligesaa ivrige til at befrugte 
Hunnerne, som disse ere til at arbeide. Naar en ube- 
frugtet Hun kommer forbi, styrte strax flere Hanner ned 
efter den; hyppigt fører dette til alvorlige Uenigheder, og 
de kjæmpende Hanner rulle sig da, forenede i Klumper, 
omkring påa Sandet. Endelig seirer en; den griber Hun- 
nen, der rolig hår afventet Stridens Udfald, og forsvinder 
med den i Luften, hvor Parringen rimeligviis foregaaer. — 
Efterat Befrugtningen er skeet og Reden bygget færdig, 
følger Indsamlingen af Forraadet, og her viser Cerceris'en 
en høi Grad af Muskelkraft og Behændighed. Den kom- 
mer flyvende til sin Bolig med Snudebillen, som den 
holder saaledes at Bug vender mod Bug, Hoved mod 
Hoved; naar den er kommen til Redens Indgang lader 
den Snudebillen falde, hviler sig et Øieblik og fører der- 
paa sit Bytte baglænds ind i Reden. Den Muskelkraft, 
disse Insekter udfolde, er i Sandhed beundringsværdig ; 
forstyrrer man den i dens Arbeide, griber den sit suurt 
erhvervede Bytte og svinger sig piilsnar saa høit op i 
Luften, at man snart taber den af Syne, og dog veier, 
efter Fabres Iagttagelse, Hvepsen 150 Vægtdele, medens 
Snudebillens Vægt er 255, eller næsten det Dobbelte. 


Ligesaa utrættelig som den er i at flyve, ligesaa stor. 


”) Slægten Cleonus, hvoraf vor Fauna besidder 5 Arter, bestaaer af 
store, noget plumpe, undertiden vingeløse Snudebiller. De fore- 
komme hyppigst påa tørre, sandede Marker, bevæge sig temme- 
ligt langsomt og anstille sig døde ved Berøring. De ere be- 
dækkede med et fiint Voxovertræk, en Slags Støvbeklædning, som 
Dyret snart mister, naar det i nogen Tid har bevæget sig i det 
Frie. Den her omtalte Art forekommer ikke hos os, men tilhører 
Sydfrankrig, Italien og Ungarn. 


ER ANN Be 


25 


Udholdenhed viser den i at samle nyt Bytte, naar man 
berøver den det gamle. Fabre tog fra en og samme 
Cerceris 8 Snudebiller; hver Gang fløj den bort og vendte 
efter et Kvarteers Forløb tilbage med en ny; bestandig 
bar den dem paa samme Maade, Bug imod Bug, og be- 
standig vare de tilsyneladende døde, men dog friske, hele 
og smukt bestøvede Exemplarer. Blandt 100 Snudebiller, 
som Fabre paa denne Maade forskaffede sig, vare alle, 
påa een eneste nær, Cleomus ophthalmicus, og den ene 
der afveg, tilhørte alligevel Slægten Cleonus, og var en 
meget nærstaaende Årt (C. alternans Olivier). 

Medens Instinktet saaledes har anviist C. Dufouriana 
en ganske enkelt Art, indenfor de Tusinder af Arter, som 
Insekternes Klasse frembyder, samler C. Bupresticida flere 
forskjellige Arter, men altid indenfor Pragtbillernes, i 
Europa saa lidet fremtrædende, Familie, De Cerceris- 
" arter, der samle Biller til Forraad, og af saadanne kjender 
man nu fire, indskrænke, mærkelig nok, deres Valg alene 
. til Pragtbillernes og Snudebillernes Familie, Insekter som, 
naar man undtager, at de alle ere planteædende, ikke 
have det Ringeste fælles i Bygning og Leveviis; ti Pragt- 
billerne ere hurtige, livlige Solskinsdyr, der hyppigt flyve 
med Fluens Lethed, medens Snudebillerne i Regelen føre 
et temmeligt stille Liv, bunden til enkelte Planter og 
Træer. Heller ikke kan man antage, at de i Særdeleshed 
skulde frembyde en mere passende Næring end saa mange 
andre Insekter af Familier, der staa dem nær; her maa 
altsaa ligge en særegen Aarsag til Grund for disse Hvepses 
saa kræsne Valg, og vi skulle ret snart see, at Grunden, 
saa besynderligt det end maatte klinge, er en reen 
anatomisk. 


26 


»Kjender da Cerceris Insekternes Anatomi? Har den 
nogen Indsigt i de indre Deles Bygning og Leie hos det 
Offer den vælger?« Saaledes vil man maaskee spørge, og 
hertil maa Svaret blive: »Naturligviis veed eller kjender 
den Intet deraf; men Instinktets ubøjelige Drift driver 
den til, at angribe de enkelte Biller, hvis indre Bygning 
frembyder saadanne Betingelser, at de pludseligt, som ved 
et Lynslag, kunne lammes; kun dem og ingen andre«. 
For at kunne føre Beviset herfor, måae vi først og frem- 
mest forfølge Cerceris'ens hele Fremfærd mod sit Bytte; 
en Opgave, som ikke var lykkedes Dufours utrættelige 
Observationer, men som Fabre, rigtignok ved Kunst, var 
saa heldig åt løse. 

Fabre søgte først at løse dette Problem åd Erfaringens 
Vei; en Eftermiddag blev anvendt for at overraske Hvep- 
sen i Begreb med at fælde sit Bytte; men forgjæves, 
trods alle Anstrængelser saae han ikke en eneste i denne 
Akt; derimod kom der, som sædvanlig, flere flyvende med 
allerede paralyserede Snudebiller. Han undersøgte disse 
påa det Omhyggeligste; men trods den skarpeste Lupe 
var dervikke Spor af ydre Vold at opdage. Hvorledes en 
Cerceris med sin Braad kunde dræbe disse Insekter, hvis 
Hudskelet er saa haardt, at Samleren, før han stikker 
dem paa Naalen, maa bore for med en stærk Synaal, det 
blev en aldeles uløst Gaade.  Fabre fik da den Idee at. 
indfange en Mængde af disse Snudebiller, der jo, efter 
det Forraad at dømme, som Hvepserne bragte til deres 
Reder, maatte være tilstede i rigelig Mængde; han vilde 
da kaste dem foran Hvepsernes Huller, og det kunde vel 
ikke feille, at han saa vilde faa deres Fremgangsmaade at 
see; Planen var baade naturlig og simpel. Han begav 
sig altsaa paa en Excursion efter Snudebiller og efter to 


27 


Dages anstrengt, uafbrudt Leden, hvori Sandgrave, Grøvter, 
Buske, Træer og Planter vare afsøgte med den største 
Omhyggelighed, havde han bragt det til det glimrende 
Resultat, at han var i Besiddelse af — tre, rigtignok 
levende, men gamle, defekte og afgnedne Exemplarer, og 
det påa en Tid og paa et Terråin, hvor Hvepserne hvert 
10de Minut eller, høit regnet, hvert Kvarteer bragte et 
heelt, friskt og udmærket Exemplar til deres Boliger. Man 
veed ikke her, hvad man meest skal beundre, enten de 
mageløs skarpe Sandser, hvormed disse Dyr ere udrustede, 
eller det Instinkt, der driver dem til, uden Usikkerhed og 
Famlen at finde netop de Punkter, hvor deres Bytte op- 
holder sig; imod såadanne Evner maa selv den dygtigste 
Samler erkjende sin Afmagt. Den følgende Dag begav 
Fabre sig med sine omhyggeligt opbevarede Snude- 
biller til Hvepsernes Opholdsteder; een bliver taget 
ud og lagt lige foran et Hul, hvor det guulspraglede 
Hoved af en Hvepse, der lige skal paa Jagt, titter frem; 
. Snudebillen kravler bort og bliver med en Pind atter 
jaget tilbage; endelig flyver Hvepsen ud, med Raseri 
styrter den sig over sit Offer, befamler det med sine 
Antenner, og lader det ligge; en saadan gammel, afgneden 
og defekt Snudebille vil den dog ikke byde sine Unger, 
eller maaskee aner den, at det ikke hænger rigtig sammen 
"med et saa let erhvervet Bytte, maaskee kan den lugte, 
at det har været i fremmede Hænder; 10 Minuter efter 
vender den tilbage med en Cleonus, såa heel og frisk, 
som om den nylig havde forladt sit Puppehylster. Fuld 
af Fortvivlelse fanger Fabre en Cerceris og sætter den 
ned i Glasset til sin Snudebille; men Hvepsen, der føler 
sig fanget, tænker kun påa at undslippe og seer ikke 
engang sit sikkre Bytte; ja Rollerne skifte endogsaa i den 


28 


Grad om, at Snudebillen bider sig fast i sin frygtelige 
Fjendes Bagbeen og slæbes afsted med denne. Da faaer 
Fabre pludselig en Idee; med en Pincet griber hån en 
af de paralyserede Snudebiller, som lige skal slæbes ind 
i et Hul; Hvepsen kommer ud, seer sig forundret om til 
alle Sider og synes studsende at lede om sit Bytte; Fabre 
kaster en levende hen ved Siden af den, og denne Gang 
er han heldigere. Hvepsen lader sig narre, den styrter 
sig piilsnar over den og vil slæbe den hen til sit Hul; 
men da mærker den, at den er levende og Kampen be- 
gynder. Hvepsen stiller sig Ansigt til Ansigt med sin 
Modstander, og idet den griber den med sine frygtelige 
Kjæber, sætter den de forreste Been paa Ryggen af den 
og trykker den med Kraft nedad. Man seer da Hvepsens 
Bagkrop hurtig at glide ind under Snudebillens Bug, 
krumme sig opad og derpaa to eller tre Gange med 
Kraft at støde Braaden ind i den tynde Bindehud mellem 
For- og Mellembryststykket, altsaa mellem det første og 
andet Par Been. I et Øieblik er det Hele færdigt; uden 
den mindste convulsiviske Bevægelse, uden nogen Zittren 
af Lemmerne, som dog ellers pleier at ledsage et Dyrs 
Dødskamp, styrter Offeret som lynslaaet om, lammet for 
bestandigt. Det er en frygtelig og påa samme Tid beun- 
dringsværdig Hurtighed.  Derpåaa vender Hvepsen Liget 
om påa Ryggen, stiller sig Bug imod Bug med det, griber 
det og flyver bort. Tre Gange gjentog Fabre Forsøget 
med sine tre Snudebiller; hver Gang lod Hvepsen sig 
narre, og hver Gang skete Mordet paa samme eien- 
dommelige Maade uden mindste Afvigelse. 

Denne bestemte, aldrig afvigende Methode, hvorpaa 
Byttet stikkes, maa absolut have sin Betydning; man 
maa formode, at det ikke er nok, at Giften indbringes i 


29 


Dyret, men at den maa indbringes paa et vist givet Sted 
for at yttre sin fulde Virkning; thi hvis dette ikke var 
Tilfældet, saa kunde Hvepsen ligesaa godt stikke den paa 
et andet ubeskyttet Sted, som mellem For- og Mellem- 
bryststykket.  Undersøger man da, hvad der ligger paa 
det Sted, hvor Hvepsen bestandig anbringer sin Braad, 
da træffe vi paa de store Brystnerveknuder, hvorfra Ner- 
verne til Bevægelsesorganerne udgaåaae. Hos alle Insekter 
finde vi tre saadanne store Ganglier, nemlig en for For- 
bryststykket og to svarende til Mellem- og Bagbryststykket. 
Disse pleie i Almindelighed hos Insekterne at være skarpt 
adskilte; men der gives dog visse Eamilier, hvor de to 
bageste ere sammensmæltede til een sammenhængende 
Masse; til disse høre netop Snudebillerne og Pragtbillerne, 
de to eneste Bille-Familier, hvoraf Slægten Cer- 
ceris søger sit Forraad. Jo mere Ganglieknuderne, 
disse Nervelivets Centrer, rykkes ud fra hverandre, desto 
vanskeligere bliver Paralyseringen, og vi træffe derfor hos 
" Larveformerne altid nogen Bevægelighed, der fra det 
stukne Sted tiltager ud imod Endepunkterne. Saaledes 
vise de stukne Larver hos Ammophila og Pompilus altid 
en større eller mindre Grad af Bevægelighed, især naar 
man irriterer dem, og Hvepsen stræber da at undgaae 
Faren for Yngelen derved, at Ægget klæbes lige ved det 
stukne Sted; her, hvor der hersker en fuldkommen Lam- 
hed, begynder ogsaa Larven sit Angreb, og ligesom denne 
med hver Dag voxer og bliver større, aftager i Forhold 
dertil Offerets Bevægelighed, deels ved Hunger, deels ved 
Blodtabet. - Omvendt forholder det sig derimod, naar 
Nervecentrerne nærme sig hverandre, eller naar de ba- 
.geste, som i foreliggende Tilfælde, endog heelt smælte 
sammen; da følger Paralyseringen lynsnart paa Stikket 


30 


og bliver næsten total. En saadan fuldkommen Lamheds- 
tilstand er absolut nødvendig, hvor en 5 —6 kraftige og 
stærke Snudebiller spærres inde med en svag, blød Larve 
i et snævert Rum; her vilde det ikke hjælpe, at de vare 
halvdøde; thi ved de krampagtige Bevægelser af de tal- 
rige Offre vilde Hvepselarven snart rives løs og knuses. 
Grunden hvorfor Slægten Cerceris netop vælger Snude- 
biller og Pragtbiller som Forraad, er altsaa af reen 
physiologisk og anatomisk Natur, og medens Aar- 
tusinder ere gaaede, inden Mennesket erkjendte og op- 
fattede Nervebygningen hos disse Biller, har Instinktet 
lært den første Cerceris, der optraadte paa Jordkloden, 
mellem de Tusinder af Insekter, der omgive den, at vælge 
de faa, hvis anatomiske Bygning er saaledes, at den be- 
gunstiger deres Angreb. " Foruden de to nævnte Familier 
er der imidlertid to andre, der frembyde et lignende For- 
hold, nemlig Stumpbillerne (Histri) og Skarnbassernes tal- 
rige Familie; man kunde altsaa opkaste det Spørgsmaal, 
hvorfor ingen af denne Families Repræsentanter udvælges 
som Forraad. Hvad Stumpbillerne angaaer, da leve disse 
i raadne animalske Stoffer, i Myreboer og overhovedet 
påa Steder, der enten ere Hvepsene imod eller vanskelige 
at komme til. Det samme gjælder om de Scarabæer, 
der leve i Gjødning; de, som derimod leve paa Planter, 
hele Oldenborrernes og Guldbassernes (Cetoniae) talrige | 
Afdeling, skulde man synes maatte tilbyde dem et pas- | 
sende Bytte; men her stiller disse Insekters ofte gigan- 
tiske Størrelse en Skranke iveien for Hvepsernes Røve- | 
rier; hvad de mindre Former derimod angaaer, da synes | 
de ved deres Nervebygning og Planteliv at frembyde de | 
passende Betingelser, og at vi endnu ikke kjende noget | 
Exempel paa, at de efterstræbes, beroer vistnok paa de | 


31 


endnu meget faa og mangelfulde Undersøgelser i denne 
Retning af Insekternes Instinktliv. — Med Hensyn til 
Giftens Virkninger paa Nervesystemet skylde vi ogsaa 
Fabre en Række af smukke lagttagelser. Leon Dufour 
havde alt tidligere i sit Arbeide over Cerceris Bupre- 
sticida opstillet den Theori, at Giften, foruden at dræbe 
Individet, tillige indeholdt chemiske Stoffer, som forhin- 
… drede dets Forraadnelse; men denne Theories Ugyldighed 
bevises fuldstændigt af Fabre. De af ham indsamlede 
påralyserede Snudebiller vare altid friske og nyligt udvik- 
lede Exemplarer, og de beholdt deres Blødhed og Bøie- 
lighed i Leddeforbindelserne over en Maaned, medens 
andre Insekter, dræbte ved Benzindampe, bleve tørre og 
sprøde paa et "Par Dage. Desuden skildte de sig i de 
første Dage ved deres Excrementer og vedbleve dermed 
saalænge, indtil Tarmen blev tom; et tydeligt Beviis paa, 
at et latent Liv var tilstede. Lagde man de paralyserede 
Insekter paa Savspaaner, der vare fugtede med Benzin, 
- saa frembragte denne -Reflexbevægelser, der altid gik for- 
fra og bagtil, altsaa begyndte med Antennerne og endte 
"ved det bageste Par Been; virkelig dræbte Insekter viste 
ikke disse Bevægelser.  Reflexbevægelserne vare stærkest 
og viste sig lettest hos nylig stukne Individer; de aftoge 
Dag for Dag, og den 10de Dag efter Paralyseringen lode 
de sig ikke fremkalde længere. Fabre tog da sin Tilflugt 
til Galvanismen og fik ved Anvendelsen af et Bunsensk 
Apparat paa to Elementer endnu meget stærke Reflex- 
bevægelser hos Individer, der i 14 Dage havde været 
påralyserede, medens det ikke var ham muligt ved An- 
vendelsen af det samme Middel at fremkalde Reflex- 
bevægelser hos Insekter, der havde været dræbte i to 
Timer: Tydelige Beviser paa, at Dyrene ikke dræbes 


32 


ved Giften, men at de bringes i en mellem Liv og Død 
svævende Tilstand, bevirket derved, at de animale Funk- 
tioner standses, medens de vegetative endnu en Tidlang 
vedblive; om en virkelig Død og om Giftens conserverende 
Virkninger kan der derimod, efter det Anførte, ikke 
være Tale. 

For at bevise Rigtigheden af sine Resultater, gik 
Fabre et Skridt videre og forsøgte, om man ikke kun- 
stigt, ved at efterligne den Fremgangsmaade, som Hvep- 
sen anvender, kunde opnaae lignende Resultater, og For- 
søgene lykkedes over al Forventning. Som Braad be- 
nyttede han en stærk og spids Naal, og som Gift anvend- 
tes Ammoniak. Først experimenteredes der med saa- 
danne Insekter, hvis bageste Nerveknuder ere- sammen- 
smæltede, altsaa Snudebiller, Skarnbasser og Pragtbiller. 
I samme Nu, som Naalen, dyppet i Ammoniak, berørte 
Ganglieknuderne, indtråadte en fuldstændig Lammelse i 
de animale Livsyttringer; men Dyret vedblev at holde sig 
friskt og blødt i 3 Uger, en Maaned, ja i enkelte heldige 
Tilfælde endog i to Maaneder; det laa ubevægeligt hen, 
men skilte sig ved sine Excrementer, viste Reflexbevæ- 
gelser ved Indvirkning af Benzin og den galvaniske 
Strøm, kort sagt, det frembød alle de Phænomener, som 


han havde iagttaget hos de af Hvepsen !stukne In- 


divider. 


. Mere ustadig viste Indpodningen af Ammoniaken sig" 


derimod hos Scarabæerne. Den standsede vel øieblikke- 
ligt al Bevægelse, men den rette Middelvei var her van- 
skelig at træffe. Enten fik Dyret formeget, saa at det 
strax døde, eller det fik for Lidet og gjenvandt da efter 
nogle Dages Forløb en partiel Brug af sine Lemmer. 
Maaskee kan der i denne Omstændighed søges en vægtig 


33 


Grund til at Hvepserne ikke vælge Individer af denne 
Familie som Proviant for deres Yngel. 

Det gjaldt dernæst at fåae at vide, hvilken Virkning 
Ammoniaken vilde udøve paa de Insekter, hvis Ganglie- 
knuder ere tydeligt sondrede, og hertil bleve valgte 
forskjellige Slægter af Løbebillernes og Træbillernes Fa- 
milier. Størst Modstand mod Ammoniakens lammende 
Virkninger viste Caraberne; en Draabe, der vilde have 
fremkaldt en fuldstændig Lamhed hos en stor Skarnbasse, 
frembragte selv hos mindre Løbebiller, kun convulsiviske 
Trækninger, som lidt efter lidt hørte op, såa at Dyret 
efter nogle Timers Forløb fuldkomment fik sine Kræfter 
og sin Bevægelighed tilbage; det Samme gjentog sig, 
selv om man 3 elier 4 Gange gjorde Forsøget påa samme 
Dyr, og endte i Regelen med, at Dyret virkeligt døde og 
gik i Forraadnelse.  Træbukkene viste sig langt mere 
sensible; de bleve strax paralyserede, men deres Lamhed 
var ikke af lang Varighed. Dagen efter, ja undertiden 
endog den samme Dag, løb de om, som om Intet var 
hændet dem; gav man dem en stærk Dosis Ammoniak, 
da indtraadie vel Ubevægelighed, men dermed ogsaa 
Døden. Af alle disse Experimenter fremgaaer det med 
den største Tydelighed, at kun de Biller, hvis bageste 
Ganglieknuder ere forenede til een Masse, kunne bringes 
i en, Døden lignende Lamhedstilstand, medens dette bliver 
umuligt, naar Nervecentrerne ere adskilte; Hvepsens om- 

hyggelige Valg er altsaa ikke paa Maa og Faa grebet ud 
af Luften, men staaer i nøje Forbindelse med dens egen 
Økonomi og med de Dyrs anatomiske Forhold, som den 
angriber. i 

Det følgende Efteraar helligede Fabre påaany til om- 
fattende Undersøgelser over Fossoriernes Instinktliv, og 

3 


34 


måa man indrømme, at Instinktet er den væsenligste 
Drivfjeder for Slægten Cerceris, saa bliver dette måaaskee 
i endnu høiere Grad Tilfældet med Slægten Sphex, hvis 
Færden vi her i Grundtrækkene skulle gjengive. 

I Slutningen af Juli Maaned kommer Sphex flavi- 
pennis frem af sine underjordiske Boliger, hvori den 
har trodset en Vinters Kulde og Snefog. . Man træffer 
den hele Juli og August flyvende omkring påa Skjærm- 
planter, især Eryngium cåampestre, hvis Blomstersaft 
tjener den til Næring; det er dog ikke længe, at dette 
sorgløse, omflakkende Liv varer; Omsorgen for Yngelen 
gjør snart sit Krav gjældende, og allerede i Begyndelsen 
af September seer man dem i en utrættelig Bevægelse 
for at grave deres Boliger og proviantere disse. Dette 
Insekt er ikke kræsen med Valget af Stedet, hvor den 
vil anlægge sin Rede; en lodret Sandvæg, en steil ned- 
faldende Brink er tilstrækkelig, kun maa den vende mod 
Syd. Forresten tage de ingen synderlige Forholdsregler ; 
medens Cerceris'en anlægger såa faste og solide Celler, 
at de hyppigt i det næste Åar benyttes af den kommende 
Yngel, graver Sphex'en kun et Indgangsrør, en Slags 
Entrée, hvori den af og til udhviler sig efter sit Arbeide 
og tilbringer Natten; denne Gang, der føres ind i en 
Længde af 2—3 Tommer, bøier pludselig af i en Vinkel; 
fra denne udgaaer atter en tre Tommer lang Gang, som 
ender i en Celle, hvis Længdeaxe ligger horizontal. Aab- 
ningen til denne Celle er stor nok til at Sphex'en kan 
passere ind i den med sit Bytte, og skjøndt dens Vægge 
ikke ere tapetserede med noget Spind, seer man dog 
tydeligt, at der er anvendt en særegen Omhu påa den. 
Væggene ere glatte og ligesom polerede; alt Fremsprin- 
gende er omhyggeligt udjævnet for ikke at saare Larvens 


35 


fine Legeme. Naar Cellen er forsynet med Proviant, af- 
lægges Ægget paa denne og Indgangen kittes til; derpaa 
anlægges en ny ved Siden af, som ligeledes staaer i For- 
bindelse med Hovedindgangen, dernæst en tredie og fjerde; 
alle disse lukkes hver for sig, og først naar dette er 
skeet, spærres Hovedindgangen med Sand, Smaasteen, 
Træstykker og Blade, og det saa skuffende ligt med Om- 
givelserne, at selv det meest øvede Øie ikke opdager 
Indgangen uden et i Forveien anbragt Mærke. Denne 
Hvepse arbeider hurligt og ivrigt; Reden anlægges uden 
synderlig Kunst og uden Forsigtighedsregler mod Veir- 
liget; Følgen deraf er, at et Regnskyl hyppigt forstyrrer 
Gangen og tilstopper Indgangen; men til Gjengjæld er 
Larven forsynet med Redskaber, der nogenlunde kunne 
erstatte den Mangel påa Omhu, som Moderen viser den. 
Langs med Tarmkanalen og omhyllende denne, finde vi 
nemlig to overordentlig store, netformig sig forgrenende 
og atter anastomoserende Spindekjertler, af hvis Secret 
"Larven danner sig et tre- eller fiirdobbelt Silkehylster, 
hvori den tilbringer Puppelivet; hos Cercerislarverne der- 
imod, hvis Mødre danne faste, compacte Celler, naaer dette 
Organ kun en ringe Udvikling. 

Sphex flavipennis arbeider gjerne i smaae Selskaber 
"paa en 15—20 Individer; i Hovedtrækkene finde vi de 
samme Egenskaber hos dem, som hos de øvrige Grave- 
hvepse. Det er den samme fibrilske Hastighed i at ar- 
beide, den samme Iver i at opspore og overvælde Byttet, 
den samme Lyst til at tumle om i det brændende Sol- 
skin; kun i et enkelt Forhold afvige de fra de andre. 
Under hele Arbeidet give de nemlig en syngende eller 
summende Lyd fra sig, som om de derved vilde opmuntre 
hinanden til Arbeide. Og i Sandhed, det gjælder ogsaa 

3% 


36 


at skynde sig; thi hver Sphex har, som en Dissection let 
viser, omtrent 30 Æg, for hvis Udvikling den skal sørge; 
den skal bygge 30 Celler, og da hver af disse skal pro- 
vianteres med fire Faarekyllinger, saa skal den i Alt op- 
spore, dræbe og ofte under utrolige Vanskeligheder hjem- 
føre 130 Offre, før dens Hverv er fuldendt; da det hele 
Arbeide er færdigt i Slutningen af September, såa kan 
den kun anvende et Par Dage paa hver Bolig, og det er 
derfor ikke at undres over, at disse ikke kunne opnååe 
den Fasthed og Soliditet, som hos Cerceris. 

Saasnart en Bolig med dens fire Celler er færdig, 
flyver Hvepsen ud og vender snart efter tilbage med sit 
Bytte, som hos denne Art bestaaer af meget anselige In- 
sekter, nemlig Faarekyllinger”); Dyr, der i Størrelse 
og Vægt flere Gange overgåae Hvepsen. Det er ikke 
noget let Arbeide at bringe disse tunge og svære Dyr op 
ad den sandede Skraaning, især da Hvepsen ikke er 
i Stand til flyvende at forrette denne Gjerning, men 
halv løbende og halv flyvende maa slæbe dem gjen- 
nem et Terrain, der ofte frembyder ualmindelige Vanske- 
ligheder. Den lammede Faarekylling, der under Kampen 
er kastet om paa Ryggen, gribes mellem. Hvepsens lange 
og kraftige Been og, idet denne omfatter en af Antennerne 


”) Markfaarekyllingen (Gryllus campestris), som tjener Sphex flavi- 
pennis til Bytte, er en sydligere Form, der ikke forekommer hos 
os. Den afviger i Levemaade fra den almindelige Faarekylling 
(G. domesticus) derved, at den, som flere nærstaaende Arter, 
graver sig Huler i Jorden, hvori den skjuler sig; derimod have 
de det eiendommelige Sangapparat fælles. Slægten Sphex efter- 
stræber flere forskjellige Slægter af de retvingede Insecters Af- 
deling; saaledes fodrer Sphex albisecta sine Unger med Mark- 
græshopper, og det samme gjælder om flere nordafrikanske Arter. 


37 


med sine stærke Overkjæber, løfter den dens Hoved noget 
i Veiret, og paa denne Maade føres den op til Indgangen. 
Her lægger Hvepsen den saaledes, at Hovedet med de 
fremstrakte Antenner vender lige mod Hullet; derpaa 
smutter den ind i sin Gang, og man venter nu, at den 
ligesom Ammophila'erne skyndsomst vil trække den til 
sig. Men nei! her indtræder et nyt Forhold, som Ingen 
iforveien vilde kunne forudsige, men som tydeligt røber, 
at disse Dyr arbeide under Instinktets umiddelbare Ind- 
flydelse.. Hvepsen smutter hurtig ind. i sin Gang, for- 
svinder inde i sin Celle, og først efter nogle Minuters 
Forløb viser dens store brede Hoved sig atter i Aabningen; 
derpaa griber den hurtig Faarekyllingen ved Antennerne, 
haler den ind, og nogle Øieblikke efter er det ulykkelige 
Offer bragt til sit Bestemmelsessted. Blandt Hundreder 
af Individer, som Fabre iagttog i deres Arbeide, bemær- 
kede han bestandig denne besynderlige, og fra de andre 
Gravehvepser saa afvigende Taktik; bestandig blev Faare- 
= kyllingen brågt foran Aabningen, og bestandig vårede det 
nogle Minuter inden Hvepsen trak den ind til sig. Fabre 
begyndte da at experimentere med dem; saasnart Faare- 
kyllingen var lagt lige foran Aabningen, flyttede han den 
en halv Alen bort for at see, hvad Virkning det vilde 
have paa Dyrets Manøvre. Hvepsen kommer frem med 
Hovedet udenfor Indgangen og ligesom forundret over, at 
dens sikkre Bytte er undsluppen den, frembringer den en 
urolig summende Lyd og zittrer med sine hastigt vibrerende 
Antenner; den opdager sit Bytte, styrter paany løs paa 
det og fører det atter hen til Aabningen; men, mærkeligt 
nok, her låder den det atter blive liggende og besøger 
påany først sine underjordiske Hvælvinger; atter flyttes 
Faarekyllingen bort og atter fører Hvepsen den tilbage; 


38 


men trods, åt den måa mærke, at der er Nogen, der 
driller den og skjøndt Eftertanken, hvis denne fandtes, 
maatte lære den, åt den gjorde rettest i strax at sikkre 
sig sit Bytte, vedbliver den dog at lade det ligge et Øieblik 
udenfor Aabningen. Her seer mån den instinktmæssige 
Drift tydelig og klar; 40 Gange gjentog Fabre Forsøget, 
men Hvepsen vilde Intet lære, og dens vedholdende 
Utrættelighed overvandt hans Taalmodighed. 

Hvorfor undersøger Hvepsen sin Bolig med en saa 
haardnakket Udholdenhed, før den bringer Offeret ned? 
Dette er et Spørgsmaal, som såa naturlig frembyder sig, 
men som er ligesaa vanskeligt at besvare.  Maaskee vil 
den see efter, om Alt er i Orden, om ikke Cellen er 
forstyrret eller styrtet sammen, medens den har været 
borte; maaskee frygter den, at en eller anden ubuden 
Gjæst, en Parasit, enten har aflagt sit Æg i den eller 
taget den i Besiddelse; alt dette kan forklåre dens Besøg, 
men ikke hvorfor den ufortrøden atter og atter fornyer 
denne Inspektion, naar Byttet flyttes eller falder ned. At 
det dog nærmest er Frygt for Parasiter, synes følgende 
lagttagelse at tyde paa. Midt imellem de omkringsvær- 
mende og arbeidende Skarer af Sphex'er, fra hvilke andre 
aarevingede Insekter i Regelen pleie at være udelukkede, 
bemærkede Fabre en enkelt Tåachytes nigra, som med 
den største Koldblodighed sammenslæbte Smaasteen og 
Sandkorn for dermed at lukke Indgangen til et Hul, der 
i Størrelse, Form og Leie aldeles svarede til Sphex'ernes. 
Den gik ved dette Arbeide aldeles rolig og ubekymret 
omkring imellem de andre Hvepse, efterfulgt af en enkelt 
Sphex, som med sine urolige Bevægelser og ved sine 
Forsøg paa at hindre den i Arbeidet, tydelig gav sig til- 
kjende som den egentlige Eier af Boligen. Af og til 


39 


fulgte Sphex'en ind i Indgangen efter den fremmede Gjæst; 
men hver Gang kom den hurtig og ligesåa forfærdet 
baglænds tilbage, efterfulgt af Parasiten, der ikke i fjer- 
neste Maade syntes at bekymre sig om eller frygte for 
den retmæssige Eier. Den lukkede Hullet med den for 
Gravehvepsen eiendommelige Omhu, og Sphex'en gjorde 
intet Forsøg påa at aabne det igjen; ved Udgravning af 
Reden fandt Faåbre en Celle, forsynet med fire Faare- 
kyllinger, Sphexernes sædvanlige. Ration. Paa den anden 
Side synes det dog ikke at være et udelukkende Snylteliv, 
som Tachytes nigra fører; thi den er forsynet med Braad 
og med Gravebeen, tydelige Beviser paa, at ogsaa den er 
skabt til Gravehvepsernes sædvanlige Arbeide; maaskee er 
det kun i en snæver Vending, naar det kniber med Tid, 
at den letter -sig Arbeidet påa denne tyvagtige Maade. 
"Exemplet er da i al Fald ikke enestaaende; thi hos Oxy- 
belus uniglumis, der forsyner sin Rede med Fluer, 
har v. Siebold iagttaget, at nogle Hunner, dovne og 
… magelige Individer, ventede ved de andres Reder, for i 
det Øieblik, da Byttet hales ind, at berøve de arbeid- 
somme Hunner det. 

Rimeligt er det altsaa at antage, at Sphexen, der 
instinktmæssig aner den Fare, der truer den inde i 
Reden, ligesaa instinktmæssig stræber at undgaåae den ved 
omhyggeligt at undersøge det Indre af Boligen; men selv 
dette kan dog ikke forklare den fanatiske Ivrighed, hvor- 
med den hvergang farer ind i Reden, inden den slæber 
sit Bytte ind deri. 

Truer i dette Tilfælde Parasiten med at tage hele 
Boligen og Forraadet i Besiddelse, saa have vi andre Til- 
fælde, hvor den blot stræber at aflægge et Æg paa den 
indsamlede Proviant, inden dette endnu er ført ind i 


40 


Reden. Et saadant Exempel have vi netop i den anførte 
Årt af Oxybelus, der samler Forraad af Fluer, hvoraf den 
dog, mærkeligt nok, kun tager de mandlige Individer, 
enten fordi disse alene frembyde en for Yngelen passende 
Næring, eller maaskee fordi de, ved tillige åt indsamle 
Hunner, altfor betydeligt vilde indskrænke Individernes 
Antal, til Skade for sig selv. Denne Oxybelus forfølges 
af en levendefødende Flue, Miltogramma conica, hvis 
Bestræbelser gåae ud paa at fæste en Larve paa det af 
Qxybelen hjembragte Bytte. QOxybelen mærker instinkt- 
mæssig dette og gjør alle mulige Omveie for at undgaae 
den i Luften, som et dirrende Punkt, sværmende Fjende; 
påa den anden Side følger Miltogrammaen enhver af 
Qxybelens Bevægelser; endelig seer den sit Snit; lynsnaår 
slaaer den ned paa Oxybelen og i mindre end et Secund 
har den fæstet en Larve paa det af Gravehvepsen hjem- 


bragte Bytte. Denne lukker nu omhyggelig for sit. 


Offer, efter at have lagt sit Æg derpåa, men med 
Foderet hår den bragt Døden ind i sin Bolig; thi 
Miltogrammaens Larve borer sig ind i Oxybelens, og 
medens denne langsomt udsuger sit af Moderen lam- 
mede Bytte, udsuges den atter af Miltogrammalarven. 
Det er en uafbrudt Række af Kampe og Overrumplinger, 
som disse Insekters Liv fører frem for lIagttagerens Øie, 
og enhver af dem søger efter bedste Evne at undgaae 
sine Fjenders Efterstræbelser; == Sphex flavipennis aner 
Parasiten i det Indre af sin Bolig og undersøger den 
derfor nøje, inden den vover sig derind; OQxybelus uni- 
glumis derimod vil ikke et Øieblik slippe sit Bytte, end 
sige lade det blive liggende udenfor Indgangen; thi den 
veed at Fjendens Angreb truer udenfra, og at den kan 


EET 


41 


være temmelig sikker, naar den først har faaet det ind i 
det Indre af Boligen. 

Det er allerede tidligere omtalt, at Sphex flavipennis 
forsyner hver Celle med 4 Faarekyllinger; dette maa an- 
sees som det normale Antal, hvilket ogsaa viser sig deraf, 
at Larver, der i Fangenskab bleve fodrede,med kunstigt 
lammede Offre, aldrig forsmaaede de første fire Exem- 
plarer, men derimod vragede det femte. I flere Celler 
fandt Faåbre imidlertid kun tre, ja i enkelte endog kun to 
Faarekyllinger; her var altsaa en følelig Mangel af Pro- 
viant tilstede, en Mangel, der ikke stemmer overeens 
med den overordentlige Omhu, hvormed disse Dyr ellers 
pleie at sørge for deres Yngel; ogsaa her kom Fabre 
ved sine Forsøg til et mærkværdigt Resultat, der viser i 
hvor høi Grad disse Insekter maa lystre Instinktets ufor- 
anderlige Love. 

Ved at experimentere med en nærstaaende Art, Sphex 
albisecta, der forsyner sin Celle med en Markgræs- 
= hoppe, iagttog Fabre, at ogsaa denne Årt lader sit 
Bytte ligge udenfor Indgangen i nogen Tid medens den 
undersøger det Indre af Boligen, og ogsaa hos denne 
viste det besynderlige Phænomen sig, at den, hvor mange 
Gange man end fjernede Græshoppen, stadig først begav 
sig ind i sin Celle, inden den trak Byttet derind. Ende- 
lig tog Fabre Byttet heelt bort for at see, hvordan den 
da vilde opføre sig; Hvepsen kom ud, frembragte en 
skarp, skjærende Lyd, da den saae sig sit Offer berøvet 
og vendte efter nogen Leden atter tilbage til sin Celle. 
Kort efter kom den ud igjen, og efter al menneskelig 
Formodning maatte man tro, at den nu vilde flyve ud 
for at skaffe sig et nyt Forraad; men det gik her, som 
det saa ofte er gaaet i Zoologien, Gisninger og Formod- 


42 


ninger stemme ikke altid overens med de virkelige Facta; 
istedetfor paåany at proviantere sin Celle, gav Hvepsen sig 
til at samle Smaasteen og Sand og murede dermed den 
tomme Celle til, ligesaa ivrig og ligesaåaa omhyggelig, som 
om den håvde været i fuldkommen Orden. Her seer man 
tydelig det blinde Instinkt.  Hvepsens hele Liv synes at 
være en Række af velordnede Enkelthandlinger, hvoraf 
den ene foregaaer uafhængig af den anden, ligegyldigt 
om der ogsaa foregaaer Noget, som bringer en saadan 
Handling til at blive uden Resultat. Først bygges Reden; 
saa kommer Jagten paa et Dyr, som bestandig paa samme 
Maade paralyseres; saa bringes dette i Huus, og saa skeer 
Æggets Aflægning; det er fire Handlinger, som altid gjen- 
tages i samme Orden. Nu er Evepsen kommen til den 
tredie, og ifølge Instinktets bydende Drift skal den fjerde 
skee og skeer ogsåa, skjøndt Larven, af Mangel paa Næ- 
ring, maa gaae tilgrunde; man seer tydeligt, at Hvepsen 
mangler Slutningsevne; den kan ikke raisonnere som 
saa: »min Celle mangler Forraad, det kan ikke hjælpe 
at belægge den med Æg; thi den Larve, der kommer 
af Ægget vil dø af Hunger«; det er klart, at den handler 
som en Maskine, der sættes i Bevægelse af Instinktet; 
saasnart der indtræffer noget Usædvanligt), Noget udenfor 
den reglementerede Forretningsgang, saa veed den ikke 
at hjælpe sig, men bebyrder sig iblinde med et unød- 
vendigt Arbeide. Da det Samme er iagttaget hos Ammo- 
philaerne, er det højst sandsynligt, at den ufuldstændige 
Proviantering, som man af og til træffer i Sphex flavi- 
pennis's Celler hidrører fra samme Grund. 

Vi skulle endnu blot omtale, hvorledes dette Insekt 
angriber og lammer sit forholdsviis kjæmpestærke Bytte; 
thi ogsaa her viser Instinktet sig i sit fuldeste Lys. lIågt- 


43 


iagelsen er her langt lettere at gjøre end hos Cerceris 
Dufouriana; thi da den lader Faarekyllingen ligge udenfor 
Boligen, kan man med Lethed gribe den og erstatte den 
med en anden. Men Kampen er her ulige vanskeligere ; 
Snudebillen er vel et kraftigbygget, men dog til Forsvar 
svagt Dyr; dens Kjæber ere småa og svage og sin væsen- 
ligste Støtte maa den, lig Middelalderens Riddere, søge i 
sit Harnisk, der er uigjennemtrængeligt, undtagen i Ledde- 
forbindelserne. Faarekyllingen er derimod ganske ander- 
ledes skikket til Modstand; i sine stærke og kraftige 
Bagbeen, der ere byggede til Spring, eier den et væsen- 
ligt Middel til Flugt, og i sine kraftige Kjæber et frygte- 
ligt Vaaben til Forsvar. Fabre benyttede sig ganske af 
samme Fremgangsmaade, som hos Cerceris Dufouriana; 
en Deel Faarekyllinger blive indsamlede, og efterat Bag- 
skinnebenene ere blevne afrevne for at forhindre deres 
Flugt, lægges en hen foran et Hul, hvori en Hvepse 
nylig er smuttet ind. Efter det sædvanlige Ophold kom- 
mer Hvepsens brede Hoved tilsyne i Indgangen; den vil 
drage sit Offer til sig, men da den bemærker, at det 
endnu er levende, styrter den sig over det, og nu be- 
gynder en i sit Slags enestaaende Kamp.  Faarekyllingen 
sætter sig til Modværge, begge de Kjæmpende rulle om i 
Sandet og gjennem den lille Støvsky, der reiser sig, seer 
man tydelig, at Hvepsen bestræber sig for at faae sin 
Modstander kastet om paa Ryggen. Endelig lykkes dette, 
saameget lettere, som Faarekyllingen mangler sine Bag- 
been, og Hvepsen indtager nu en eiendommelig Stilling 
ligeoverfor sit Offer, en Stilling, der er såa beregnet og 
såa hensigtsmæssig, at man ikke kan tænke sig nogen 
bedre. " Den stiller sig Bug imod Bug med den over- 
"vundne Modstander, men i modsat Retning. Med sine 


id 


Kjæber griber den fat i en af Faarekyllingens to Hale- 
traade; med sine kraftige Forbeen holder den sin Fjendes 
Bagbeen nede, og medens dens Mellembeen knuge 
Offerets gispende Sider, støtter den sine Bagbeen imod 
Undersiden af Hovedet, saa at Halsens Bindehud kommer 


til at gabe stærkt. Derpaa bøier den sin Bagkrop lodret 


ned, såa at den frembyder en uangribelig Flade for 
Faarekyllingens Kjæber, og den giftige Braad bores første 
Gang ned i Offerets Halshud, dernæst i Leddehuden bag 
ved Forbryststykket, og endelig, saavidt man for Bevægel- 
sens Hurtighed kan skjønne, endnu en tredie Gang i 
Huden, der forbinder Mellem- med Bagbryststykket. I 
samme Nu trækker Faarekyllingen Lemmerne krampagtig 
til sig; den er en død, ubevægelig Masse, en levende 
Skindød. Hos Cerceris Dufouriana, der angriber et Bytte, 
hvis Nervesystem er concentreret, fordres kun eet Stik, 
her derimod anvendes tre; dette tyder paa en Sondring 
af Nerveknuderne. = ÅAabner man en Faarekylling, da 
vil man finde, at de tre Brystganglier ligge adskilte, kun 
forbundne med de sædvanlige Længdestrænge; ogsaa her 
viser Hvepsen sig åt handle i fuldkommen Overeens- 
stemmelse med den Skabnings Nervebygning, som den 
angriber. | 

Hermed skulle vi slutte denne Fremstilling af en en- 
kelt Side af en enkelt Insektafdelings Liv, idet vi troe, at 
det med tilstrækkelig Klarhed fremgaaer, at her, som hos 
alle enkelt eller parviis levende Insekter, er det Instinktet, 
som ene raader for deres Bevægelser og Handlinger. 
Vel hår man paastaaet og fra forskjellige Sidér søgt at 
godtgjøre, at de i Stater levende Insekter skulde være i 
Besiddelse af mere end et blot og bart Instinkt; men 


her staae Iagttagelserne endnu for isolerede og ufuld- 


45 


komne, til at man kan støtte Noget derpaa som beviist; 
endelige Resultater over dette Punkt ville vel da først 
fremkomme, nåar man er kommen til den Erkjendelse, at 
gode og samvittighedsfulde Iagttagelser over Insekternes 
eiendommelige Liv ere mere værd end Opstillen af unød- 
vendige Slægter og tvivlsomme Årter, dem man ofte først 
rettelig lærer at vurdere, naar man kjender dette. 


46 


Terpentingange”) og Indsamling af Terpentin. 


(Tildeels efter Mohl: Ueber die Gewinnung des venetianischen Terpen- 
thins, Bot. Zeit. 1859). 


Nansen der saavel i hele deres ydre Form som i 
Blomsternes og Frugternes Bygning ere såa forskjellige 
fra alle andre Planter, at man med Rette har henført dem 
til en egen stor Afdeling af Planteriget (de Nøgenfrøede), 
ere ligeledes meget eiendommelige i deres indre Bygning. 
Betragter man saaledes et Tværsnit af en Naaletræstamme, 
vil det være paafaldende at Grændsen mellem Åarringene 
ikke er betegnet ved smaa Porer som de, der altid sees i 
Løvtræernes Ved — især meget tydeligt hos Egen — og 
som opstaae ved Gjennemskæringen af de store Kar i Be- 
gyndelsen af hver Aarring. Vedet bestaaer nemlig hos 
Naaletræerne alene af lange rørformede Vedceller, påa hvis 
Vægge man seer een eller flere Rækker af smaa af Kredse 
omgivne Punkter (Fig. 3). Saaledes vise Cellerne sig i 
et Længdesnit, parallelt med Marvstraalerne. Ved at be- 
tragte et Tværsnit gjennem en enkelt Celle (Fig. 4), vil 
man see, at den ydre Kreds betegner et linseformigt Rum 


%) Kaldes i Almindelighed Harpixgange, men da de altid oprindelig 
indeholde Terpentin, der er en Balsam, bestaaende af Harpix (Co- 
lofonium) opløst i en flygtig Olie (Terpentinolie), såa er det vist- 
nok rigtigere at anvende ovenstaaende Benævnelse. 


47 


mellem Cellerne og Punktet en Porekanal. Det linse- 
formede Kum opstaaer derved, at de oprindelige tynd- 
væggede Celler påa bestemte .Steder vige ud fra hin- 
anden; Porekanalen derimod ved de senere tilkomne For- 
tykningslag, som lade dette lille Parti ubedækket. I den 
udvoxne Celle forsvinder, idetmindste i visse Tilfælde, den 
oprindelige Cellehinde paa det ligeud for Porekanalen 
liggende Sted, saa at Cellerne komme til at staae i umid- 
delbar Forbindelse med hinanden, Uagtet Karrene saaledes 
ganske mangle, ere Aarringene dog tydelig adskilte tra 
hverandre ved Striber af en noget mørkere Farve (Fig. 1). 
Dette grunder sig nemlig derpaa, at Cellerne i Begyndelsen 
af hver ÅAÅarring ere vide og tyndvæggede (Fig. 2 b), men 
imod Enden af-samme blive smalere og mere tykvæggede 
(Fig. 2 3). 


fj 
S 
RD 


MEN 


Fig. 41, Tværsnit af et lille Stykke af en Fyrrestamme. De mørkere 
— Striber angive Enden af Aarringene; de fine krydsende Striber ere 
i Marvstraalerne. Fig. 2, et lille Stykke af foregaaende Tværsnil stærkere 
—…… forstørret. De eensformige, næsten fiirkantede Celler (b) blive 
' mod Enden af Aarringene stedse smalere og mere tykvæggede (a); 
€ en Marvstraale; d en Terpentingang. Fig. 3, samme Stykke af Åar- 
… Tingen i et indenfra udad gaaende Længdesnit; a en Marvystraale. 
— Fig, 4, Tværsnit gjennem en Vedcelle og en Deel af de tilstødende 
Celler ; a den oprindelige Cellehinde, b Fortykningslagene, c det 
linseformede Rum mellem to Celler. 


48 


Naaletræerne frembyde endnu en anden Eiendomme- 
lighed i deres indre Bygning, som man seer ved at 
gjennemskære en frisk Stamme eller Green, idet talrige 
smaa Terpentindraaber træde frem enten fortrinsviis af 
Vedet (som hos Lærken og Fyrren), eller af Basten (som 
hos Rødgranen), eller af de ydre Barklag (som hos Ædel- 
granen). Terpentinen indeholdes ikke i Cellerne, men i 
smaa Gange eller Huler imellem Cellerne (Mellemgange), 
og viser sig i den tørre Stamme for det blotte Øie som 
smaa glindsende Punkter i Vedet og Barken. I den unge 
Green ligge de større Terpentingange ofte regelmæssig 
fordeelte, saa at de i et Tværsnit vise sig som runde 
Punkter i en regelmæssig Kreds (Fig. 5 p. 51). Saadanne 
Terpentingange (Fig. 2 d) opstaae i det oprindelig sammen- 
hængende Cellevæv derved, at Cellerne paa mange Steder 
vige ud fra hinanden; det saaledes dannede Rum er om- 
givet af smaa, tyndvæggede, tæt sammensluttende Celler, 
der maa betragtes som de Organer, der afsondre Terpen- 
tinen og afsætte den i Mellemgangene. I den grønne 
Bark”) findes Terpentinen enten i lodrette, smale, ved 
Grene indbyrdes forbundne Gange, eller i. meget smaa 
kugleformede, fra hverandre fuldkommen sondrede Huler. 
I Vedet derimod er der foruden de lodrette Gange ogsaa 
horizontale, der ligge i de store Marvstraaler og ligeledes 
fortsætte sig ud igjennem Barken. 

Det er imidlertid kun i de endnu levende Dele af 
Barken og Vedet at Terpentinen forekommer påa denne 
Maade enten i Gange eller i Huler. I de ældre Aarringe 
derimod findes den tillige som infiltreret Substants, idet 


z) Barken bestaaer ligesom hos os andre Træer af yderst af et Kork- 
lag, hvorpaa følger den grønne Bark — saaledes kaldet, fordi 
Cellerne ere fyldte med Bladgrønt — og inderst Basten. 


49 


den trænger igjennem Cellehinderne og derpaa i store 
| sammenhængende Partier af Vedet ganske udfylder Ved- 
cellerne og ligeledes samler sig i Spalter i Vedet. Heraf 
kan man forklare sig, hvorledes der kan findes Terpentin 
endog i de indre Vedlag hos Ædelgranerne, uagtet 
Terpentingangene hos disse Træer —- og heri afvige de 
fra andre Naaletræer — kun forekomme i Barken. At 
denne Indtrængen af Terpentinen i de ældre Vedlag ikke 
er en Følge af Træets Livsvirksomhed, men tvertimod er 
stærkest, naar denne er svagest, kan man slutte deraf, at 
den forekommer i større Grad i de Stubbe, som staae til- 
bage, naar Træerne ere fældede, end i selve Stammen 
førend Fældningen; her trænger nemlig Terpentinen snart 
fra Barken og Splinten over i Kjærnevedet, hvor den 
samler sig i stor Mængde. Disse Bemærkninger om 
Terpentingangene i Almindelighed ville være tilstrækkelige 
til at forstaae den følgende Fremstilling af de forskjellige 
Methoder, som anvendes ved Indsamling af Terpentin. 
Hos nogle Naaletræer er det alene den grønne Bark, 
som leverer Terpentin. Dette gjælder navnlig med Hen- 
syn til Ædelgranerne, og vi skulle see, at det ogsaa staaer 
i fuldkommen Overeensstemmelse med disse Træers indre 
Bygning. — Ædel- eller Hvidgranerne (Slægten Abies) 
henhøre til de smukkeste af alle Naaletræer og ere let 
kjendelige fra Rødgranerne derved, at Naalene ere flade 
og horizontalt udbredte langs begge Sider af Grenene, des- 
uden ved at alle de mindre Grene udgaae horizontalt fra 
Hovedgrenene, og ved Koglerne, som staae lodret iveiret 
og have affaldende Kogleskjæl. Foruden den almindelige 
Ædelgran (Å. pectinata), der voxer paa Bjergene i Italien 
og Grækenland, paa Alperne (i en Højde af 2000—4000”) 


og påa de mellemeuropæiske Bjerge til 50? n. Br., er der 
4 


50 


endnu 25 Arter af denne Slægt, blandt hvilke især for- 
tjene at udhæves: Balsamgranen (A. balsamea) og den 
canadiske Ædelgran (A. canadensis), der begge have hjemme 
i Nordamerika, navnlig i Canada og paa Aleghanybjergene, 
og den sibiriske Ædelgran (A. sibirica). Disse Graner 
have et hvidt og let Ved, der — som allerede forud: be- 
mærket — ganske mangler Terpentingange; i Barken der- 
imod ere Beholderne for denne Balsam saa meget. desto 
stærkere udviklede. Ydrebarken eller Korken vedligeholder 
her meget længe sin Livsvirksomhed og vedbliver at voxe 
og udvide sig i samme Forhold som Vedlagenes Antal 
forøges, saa at Barken vedbliver at være glat ofte endnu 
til det 70—80de Aar. Barken falder «derfor heller ikke 
af i tynde Plader, som hos de fleste andre Naaletræer, 
men i småa fine Skjæl. De ydre Korkceller hendøe 
nemlig ganske gradviis, medens der bestandig komme nye 
til fra den indvendige Side; istedetfor den guulbrune 
Vædske, hvormed de oprindelig vare fyldte, træder Luft; 
de blive herved hvide og danne det hvide Overtræk, som 
sees paa den ellers rødlige eller blaalige Bark. 

Allerede i det første Aar seer man i et Tværsnit af 
en Green, at der i den grønne Bark findes en Kreds af 
større lodrette Terpentingange og flere mindre”). Disse 
Terpentingange have hos Ædelgranerne den Eiendomme- 
lighed, åt de (omtrent”i det 5—6te Aar) begynde at ud- 
vide sig, navnlig paa de Steder, hvor flere Gange støde 
sammen, såa at de efterhaanden danne store Terpentin- 
rum, der træde frem paa Overfladen af Barken som 


=) Hos A. sibirica er Barken endog mere glat end hos Å. pectinata, 
og den har foruden Terpentingange tillige Terpentinhuler i den 
grønne Bark. 


51 


blæreformige Udvidninger”). Hos disse Træer skeer der- 
for Indsamlingen af Terpentinen påa den Maade, at man 
stikker Hul paa Blærerne og opsamler den flydende Bal- 
sam i Kar, der ere tilspidsede foroven; saaledes erholdes 
Strasburger Terpentinen af Å. pectinata og den canadiske 
Balsam af A. balsamea. 

Medens Ædelgranerne "kun indeholde Terpentingange 
i den grønne Bark, finde vi disse hos Rødgranerne 
stærkest udviklede i Basten. Rødgranerne (Slægten Picea) 
have smaa fiirkantede Blade, der staae ud til: alle Sider fra 
Grenene, og hængende Kogler, hvis Kogleskjæl ikke falde 
af.:- De henhøre til de nordligste af alle Naaletræer og 
danne Grændsen for Skovvæxten: saaledes Picea alba i 
Nordamerika (ved 57? paa Østsiden og 68? paa Vest- 
siden), P. excelsa (i Fig. 5. 
Skandinavien ved 69?) 
og den sibiriske Rød- 
gran (P. orientalis) i 
Sibirien (ved 6917). 
Man kjender i-det Hele 
10 Arter. Barken hol- 
der sig hos Rødgranen 
temmelig glat indtil 
det 6te Aar, og da 
sees ligesom hos Fyr- 


ren Terpentingangene Tværsnit af en eenaarig Green af Rødgranen. 
2 v Inderstsees Marven, dernæst Vedet, gjennem- 
at ligge i en regel- skudt af 6 store Marvstraaler; udenom dette 


; i Basten som en lysere Ring og endelig den 
mæssig Kreds i den grøune Bark (a) med en Kreds af Terpentin- 


Bie Bar ie . gange og yderst et Korklag, endnu bedækket 
8 e k (Fig 3); i af Overhuden. 


") Disse Terpentinblærer ere størst hos de unge Stammer og Grene, 
der have et Gjennemsnit af 3—10”. I de ældre Stammer, som 
have en revnet Bark, forsvinde de omsider ganske. 


AF 


52 


nu begynde de yderste Lag at falde af som smaa tynde 
Skjæl og dette vedbliver indtil det 20de Aar, da hele 
Barken lige til Basten ved dybt indtrængende Korklag om- 
dannes til en revnet Korkbark. Basten har imidlertid 
opnaaet en betydelig Tykkelse; den er gjennemskudt 
af horizontale Terpentingange, der ligge midt i Marv- 
straalerne som umiddelbar Fortsættelse af dem i Vedet 
og blive større end hos noget andet Naaletræ (1'7—1 
Gjennemsnit). Heraf kan man nu forståae den eien- 
dommelige Fremgangsmaade, som anvendes for at faae 
Terpentin af RKRødgranen. Den bestaaåer nemlig deri, at 
man skjærer lange Striber af Barken ud; herved kommer 
nemlig Terpentinen let til at flyde ud af de horizontale 
Terpentingange i Bastens Marvstraaler. Da nu Basten hos 
Rødgranen vedbliver at voxe, saa er Indsamlingen af 
Terpentin ikke som hos Ædelgranerne indskrænket til 
Træets yngre Alder, men kån ogsaa finde Sted hos de 
ældste Træer. 

Vi gaae nu over til at omtale de Naaletræer, som 
have de fleste Terpentingange i de yngre: Vedlag eller 
Splinten, nemlig Fyrrearterne. Slægten Pinus”) er i tal- 
rige Arter (omtrent 100) udbredt over den største Deel af 
den nordlige Halvkugle, hvor de i mange Lande danne den 
væsentligste Bestanddeel af Skovene. Dette gjælder navnlig 
om de Årter, som fortrinsviis levere Terpentin, blandt 
hvilke følgende 4 Arter indtage den første Plads.  For- 
uden den almindelige Fyr (P. sylvestris), der ikke blot 
danner Skove i Skotland, Skandinavien (til 69—709), det 


+) Fyrrearterne kjendes let fra andre Naaletræer ved deres smaa af- 
faldende Dværggrene, som altid have et bestemt Antal Blade (2, 
3, 5) og ved deres Kogleskjæl, som ere knudeformig udvidede i 
Enden. 


53 


nordlige og mellemste Rusland og gjennem hele Sibirien, 
men ogsaa paa Alperne (fra 2000"—4-5000”), er der den 
østerrigske Fyr (P. Laricio v. austriaca), der paa Grund af 
de unge Grenes sorte Farve i dens Hjem bærer Navn af 
»Schwartzfohre« og udmærker sig ved en meget kraftig 
Væxt og en smuk tæt mørk Krone. Denne Årt erstattes 
i den sydvestlige Deel af Europa af den smukke lyse- 
grønne Kystfyr, (P. Pinaster), der navnlig beklæder store 
Flyvesandsstrækninger (»les landes«) påa Frankrigs Vest- 
kyst”); medens den fra vore Haver og Skove velbekjendte 
amerikanske Fyr (Weymouths F., P. Strobus) i den nord- 
lige Deel af de Forenede Stater (navnlig mellem 43? og 
50?) spiller samme Rolle som P. sylvestris i Nordeuropa. 
Ved et Tværsnit gjennem en frisk Fyrrestamme vil man 
see at Terpentinen især udflyder af Splinten. Fyrrene 
mangle imidlertid ikke Terpentingange i Barken, hvor de 
danne en regelmæssig Kreds i den grønne Bark, men 
den virksomme Bark bliver navnlig hos den almindelige 
"Fyr snart til en død Korkbark, hvorved Terpentin- 
afsondringen ophører. Man vilde derfor hos Fyrrearterne 
kun ved at afskjære de unge Grene kunne faae den i 
Barken dannede Terpentin; men da man herved let vilde 
ødelægge mange Træer, bringes denne Methode neppe i 
Anvendelse uden ved Indsamlingen af den saakaldte 
ungarske Terpentin, som faaes af Dværgfyrren (P. Pumilio), 
der især voxer i stor Mængde i Karpatherne, hvor den i 
en Høide af 4000—6000" danner et eget Skovbælte uden 
Indblanding af andre Træer. Hos den almindelige Fyr 
holder Barken sig kun glat i de første 5—6 Aar, hvor- 
påa den indtil det $—10de Aar falder af i tynde Skjæl og 


+) Begge Arter trives meget godt i Danmark. 


54 


gaaer efter denne Tid over til at danne en tykskjællet 
Korkbark, som endog indeholder de yderste Bastlag. Hos 
Weymouths - Fyrren derimod vedbliver Ydrekorken at voxe 
i 12—20 Aar, saa at Barken ligesaa længe har en glat og 
glindsende Overflade. Fyrrearterne have foruden de hori- 
zontale Terpentingange i de store Marvstraaler ogsaa 
uregelmæssig spredte Gange i Vedet, navnlig i den yderste 
og meliemste Deel af hver Aarring. De ere større end 
de horizontale og især meget store og talrige hos den 
østerrigske Fyr, saa at man ogsaa hos denne Art ved et 
Tværsnit gjennem en frisk Stamme seer en Mængde 
Terpentin udflyde af dem. I Overeensstemmelse med den 
fremherskende Udvikling af Terpentingangene i Splinten 
staaer den Maade, hvorpaa man forskaffer sig Terpentin 
af de forskjellige Fyrrearter, saaledes i Nordamerika af 
Weymouths-Fyrren, i Østerrig af P., Laricio v. austriaca og 
i det vestlige Frankrig — den saakaldte Bordeaux-Terpentin 
— af P. Pinaster. Den bestaaer nemlig væsentlig deri, 
at man hugger et, henved tre Tommer dybt, Hul i Stam- 
men og derpaa søger at vedligeholde Udflydningen ved 
jævnlig at bortskjære en tynd Skive af den øverste Saar- 
flade.  Terpentinen flyder nu fra de saaledes gjennem- 
skaarne lodrette Gange ned i Hullet og bliver efter- 
haanden opsamlet. 

Der staaer endelig tilbage at omtale Lærken, der 
baade i ydre Form og indre Bygning er meget for- 
skjellig fra alle andre Naaletræer. Vi finde hos Lærken 
ikke længere den regelmæssige Forgrening, som ellers i 
saa høi Grad udmærker disse Træer; Stammen er for- 
holdsvis tynd og ikke meget lige, og Kronen, der 
hos de ældre Træer først begynder i en Høide af 


55 


20—30 Fod”), er dannet af lange, tynde, ludende Grene. 
Men de fleste Grene ere Dværggrene, som efter 5—6 
Aars Forløb høre op at voxe og i hele denne Tid kun 
opnaae en Længde af faa Linier og derfor see ud som 
smaa Knuder, der sidde regelmæssig spredte paa de lange 
Grene. Det er disse Dværggrenes sammentrængte Natur, 
som betinger Bladenes eiendommelige Stilling i tætte 
Knipper, idet nemlig de Stængeldele, som ellers fjerne 
Bladene fra hverandre, her slet ikke ere udviklede. 
Bladene blive ikke, som hos Naaletræerne i Almindelighed, 
siddende 3—4 Aar, men falde af om Vinteren, saa at 
Lærken frembringer en langt større aarlig Bladmasse ”end 
dens Slægtninge””), Hermed staaer nu dette Træes over- 
ordentlig hurtige og kraftige Væxt eller dets store Tilvæxt 
i Vedmasse i den nøieste Forbindelse; thi det er for- 
nemmelig Bladene, som forskaffe Planten  Næring, det er 
igjennem Bladene at det Kulstof optages af Atmosphæren, 
der tjener til at danne Vedet. Lærken har derfor ikke 
alene en meget betydelig aarlig Tilvæxt i Højde — fra 
det 20de til det 40de Aar i Gjennemsnit 13 Fod aarlig 
— "men ogsaa ÅAarringene ere. tykkere end hos andre 
Naaletræer. Denne Forskjel er saaledes paafaldende, naar 
man sammenligner Lærketræer med Fyrretræer af samme 
Alder, som følgende Exempler vise. 


Lærkestammens Fyrrestammens 

Højde. Diameter. Højde. Diameter. 
af et 16aarigt Træ 40' ng vig 64” 
Re 1 d0ansb 17 31 8" 
— 24aarigt — Ja: 16" 36' 9% 


+) Endog i fri Stand kaster Lærken sine Grene af indtil denne Høide. 
%%) Naar andre Naaletræer synes at have ligesaa stor eller endog 
større Løvrigdom end Lærken, da maa man betænke, at hos 


56 


Lærken kan i en Alder af 42 Aar have en Høide af 
103” og 23” i Diameter, men i det Hele opnaåaer den dog 
langtfra saa store Dimensioner som mange Fyrre- og 
Granarter, thi dens kraftige Væxt hører allerede op hen- 
ved dens 60de Aar, og den bliver ikke meget gammel); 
men indtil den nævnte Alder giver Lærken 2—3 Gange 
saa stor Vedmasse som andre Naaletræer. Da dens Ved 
desuden er fortrinligt til mangehaande Brug, bliver den i 
de senere Aar, navnlig i Holland og England dyrket i en 
langt større Udstrækning end tidligere. — Lærkeslægten 
(Larix) tæller kun 8 Arter, og af disse er der fornemmelig 
3, som have en stor Udbredning. Den europæiske Lærk 
(L:. europæa) har sit Hjem påa Alperne, hvor den i en 
Højde af 3000'—6500' især paa Sydsiden udgjør en 
væsentlig Bestanddeel af Skovene gjennem den hele Kjæde, 
men navnlig i Tyrol er det mest fremherskende Skovtræ ”). 
Den voxer fremdeles paa Karpatherne, Sudeterne og i 
den vestlige Deel af Rusland, men forekommer hverken 
påa Pyrenæerne eller i Spanien, Italien og Grækenland. 
Ogsaa i det nordlige Rusland danner Lærken store Skove 
mellem 549—66? n. Br., men det er en anden Årt, 
nemlig den sibiriske (L. sibirica), der herfra ledsager 
Zirbelfyrren (Pinus Cembra) gjennem hele Sibirien. til 
Kamschatka. I Nordamerika forekommer ligeledes en 
egen Lærkeart: Tamarack-Lærken (L. americana), der har 
meget smaa Kogler. Den findes i hele den østlige Deel, 


denne er den hele Bladmasse dannet i Løbet af et Aar, hos hine 
derimod i 3—4 Aar. 

=) Som Undtagelse fra denne Regel skal der i Tyrol ved Mutisoh 
findes et Lærketræ, hvis Stamme har 42' i Omfang og ved 
Troppau i Schlesien nogle faa Exemplarer med en Høide af 167'— 
171' og 31' i Diameter. 

£%) Wessely: Die åsterreich. Alpenlånder u. ihre Forste. 


7 


lige fra Canada til Virginien, og voxer især i Sumpe (de 
saakaldte Tamarack-Swamps)”). 

Hvad den indre Bygning angaaer adskiller Lærken sig 
fra de andre Naaletræer deri, at den allerede fra Slut- 
ningen af det første Aar ikke har virksomme Terpentin- 
gange i Barken. Disse erstattes i de følgende Aar af 
smaa, fra hverandre fuldkommen sondrede Terpentinhuler, 
saalænge nemlig Barken endnu er temmelig glat og de 
yderste af afvexlende tyndvæggede og tykvæggede Celler 
bestaaende Lag falde af i Form af tynde Skjæl. Men fra 
det 18de Aar begynder hele den cellede Deel af Barken 
og de yderste Bastlag at danne en død, i tykke Skjæl af- 
faldende Korkbark. Medens Barken saaledes i en ældre 
Alder næsten ganske mangler Terpentingange — kun i 
de indre Bastlag findes horizontale Gange —, saa er 
Vedet, navnlig Kjærnevedet, saa meget desto rigere paa 
Terpentin. Ved at gjennemskjære en Stamme komme vel 
i; Begyndelsen de fleste Terpentindraaber frem af den 


… hvide Splint, men senere vil en langt større Mængde flyde 


ud af det brune Kjærneved. I Overeensstemmelse her- 
med staaer den Maade, hvorpaa Terpentinen erholdes af 
Lærken, navnlig i det Land, hvor Indsamlingen skeer 
mest systematisk, nemlig i det sydlige Tyrol, hvor Lærke- 
skovene bortforpagtes i dette Øiemed. Om Foraaret bores 
i en Høide af omtrent en Fod over Jorden i de ældre 
Træer med et Bor, som omtrent har en Tomme i Dia- 
meter, et Hul lige til Midten af Stammen. Dette Hul 


+) Larix Kæmpheri, et meget smukt, 130' høit Træ, har hjemme i 
China og blev først opdaget 1853 af den bekjendte engelske 
Plantesamler Fortune. Larix Griffithii er endnu senere opdaget i 
Himalaya, hvor den voxer i en Højde af 8—12000'. Den vil 
muligviis kunne taale vort Klima. 


58 


lukkes ved en Trætap, som slåaes fast ind i det, og om 
Efteraaret udtages den Terpentin, der hår samlet sig i 
Løbet af Sommeren, med et Jern af en egen Form. 
Tappen slaaes atter i Hullet og den følgende Sommer 
kan man udtage Terpentinen paany. Påa denne Maade 
behandles ethvert større Træ i Skoven. I Piemont der- 
imod, og navnlig i Waldenserdalen, borer man i samme 
Træ efterhaanden flere Huller paa den mod Syd vendende 
Side i en Højde af 3—12 Fod over Jorden. I disse 
Huller, der have en noget skraåaa Retning, sættes Trærør, 
hvorigjennem Terpentinen flyder i nedenfor stillede Kar, 
som fra Mai til September tømmes Morgen og. Aften. 
Standser Udflydningen, bliver Hullet tilstoppet i 12— 
14 Dage; efter denne Tid begynder Terpentinen gjerne 
at flyde paany. Et stort Træ skal aarlig — og det 
i Løbet af 40—50 Aar — kunne levere 7—8 Pund 
Terpentin; men Træer, der ere behandlede påa denne 
Maade, faae ogsaa et slet Ved, der kun duer til Brændsel. 
Derimod skulle de Træer, hvori der efter den i Tyrol åan- 
vendte Methode kun bores eet Hul — og navnlig naar 
dette Hul stadig holdes tillukket — ikke derved faae et 
meget ringere Ved; men Uddyttet af Terpentin er då og- 
saa meget mindre. 

Hos de Naaletræer, hvor Terpentinen forekommer i 
stor Mængde i de indre Vedlag, hvilket, som vi ovenfor 
have seet, navnlig gjælder med Hensyn til Lærken, men 
dog ogsaa finder Sted i en ikke ringe Grad hos Fyrren," | 
hidrører denne Terpentinrigdom ikke såa meget fra 
Gangene i Vedet, men den grunder sig meget mere påa 
den allerede forhen omtalte Indtrængen af Terpentinen 
fra de ydre Bark- og Vedlag til de indre Dele af Stammen, 


59 


hvor Livsvirksomheden allerede er ophørt eller idetmindste 
er meget ringe. Dette sees især tydeligt hos Lærken, 
hvor man ved at kløve en Stamme ofte vil finde store, 
3—4” lange og 1” brede, Rum opfyldte med Terpentin 
eller Harpix. 


60 


Lidt om Glas og Glasmaleriet. 
Af Stud. mag. S. M. Jørgensen. 


Ha Kulstoffet er i den organiske Verden, er påa en 
Maade Kisel i den uorganiske. Det Første er Grundlaget 
for den levende, det Sidste for den livløse Natur. Det er 
som to Brødre, der gaae gjennem Verden, forbindende de 
ueensartede, forsonende de stridige Eiementer.  Kulstoffet 
forener sig kun med faa Grundstoffer, men af disse For- 
bindelser bestaaer hele den levende Natur. Kisel forbinder 
sig med næsten alle, og himmelstræbende Bjergmasser 
saavelsom sjældne, farverige Ædelstene ere Vidner om dets 
mærkelige Virksomhed. Faa Grundstoffer have havt den 
Betydning for Jordens og Menneskelivets Udvikling som 
Kisel, faa kunne antage såa vexlende Former og med 
saa vidunderlig Villighed rette sig efter Forholdene som 
det. Som Bjergkrystal ligger Kiselsyren i blanke Pyra- 
mider og Prismer, saa regelmæssige som de vare slebne. 
I St. Gotthard opnaae disse Dannelser en Vægt af 100— 
800 Pund, paa Madagascar endog et Omfang af 15—20'. 
Opløst sprudler den frem af Jorden i Geisers kogende 
Vand, og i overordenlig ringe Mængde forekommer den i 
Havvandet, og dog har den her været Grundlaget for 
Dannelsen af den uendelige Mængde Infusionshylstre, der 
udgjøre Størstedelen af Sandet i Sahara, optræde paa Zante 


61 


som Polerskifer og forekomme i Liuneburg Hede som 
spiseligt Bjergmeel. Og i Jordklodens ældste Dage var 
det Kiselsyren, der traadte i Forbindelse med de aller- 
fleste Stoffer og lagde det første Bælte om den flydende 
Jord. Faa Syrer kunne indgaae Forbindelser i saa vexlende 
Forhold. Snårt har Kiselsyren været overveiende; den 
har da dannet sure Salte, ja endog udskilt sig i fri 
Tilstand som Kvarts. Snart have lige Æqvivalenter Syre 
og Base mødt hinanden; der er da opstaaet neutrale Salte. 
Snart har Kiselsyre været tilstede i langt ringere Mængde, 
der er da fremkommet ofte stærkt basiske Forbindelser. 
Og alle disse Salte have blandet sig med hverandre og 
med Kvarts i de forskjelligste Forhold og dannet Bjerg- 
arterne, der deels som saadanne, deels efter Vandets og 
Atmosphærens Indvirkning have afgivet Grundlaget for 
hele den faste Jordskorpe. Alle Bjergarter ere oprindelig 
dannede ved Smeltning, og efter Afkølingens mindre 
eller større Hurtighed er Massen stivnet i. større eller 
. mindre Krystaller, ja er Afkølingen foregaaet meget 
hurtigt, er Forbindelsen slet ikke bleven krystallinsk. 
Medens saaledes Feldspatharterne ofte forekomme i store 
Krystaller , bestaaer Porphyrernes Hovedmasse af over- 
ordenlig smaa Korn, saa at de ofte synes ganske tætte, 
og enkelte vulcanske Producter som Obsidian danne fuld- 
komment ukrystalliserede, glasagtige Masser”). 

Det Sidste er som bekjendt ogsaa Tilfælde med de mærk- 
værdige, amorphe Kiselsyreforbindelser, som i daglig Tale 
sammenfattes under Benævnelsen Glas. Thi om man endog 
i Glasværkerne sørger for en særdeles langsom Afkøling (då 
Massen ellers vilde blive skjør), er dog en saadan Lang- 


”) Man kan endogsaa ligefrem ved Smeltning af Basalt frembringe 
et rigtignok temmelig mørkt Glas. 


62 


somhed en overordenlig Hurtighed i Sammenligning med 
Jordklodens Udvikling, hvor en Krystal ofte har havt Tusinder 
af Aar til sin Dannelse. KRéaumur har dog ved at smelte 
Glas og lade det afkøles særdeles langsomt, fremstillet 
det i uigjennemsigtig, traadet-krystallinsk Form (Réaumurs 
Porcellain). De forskjellige Arter Glas ere da i Virkelig- 
heden. kiselsure Salte, hvori Kiselsyren er forbunden 
med Kalk, Kali og Natron, ofte ogsaa med Blyilte, Baryt 
og Leerjord, næsten altid ogsaa med Jernilte og Mangan- 
ilte, men i høist vexlende Forhold. De fleste af de nævnte 
Bestanddele give Glasset gode Gaver. Medens Kiselsyren 
meddeler det Evne til åt modstaae de fleste Opløsnings- 
midler, giver Kali, og navnlig Natron og Blyilte Glands og 
Letsmeltelighed, en Omstændighed, som har stor Be- 
tydning, da Kiselsyren er usmeltelig i Ovnild, og man 
alligevel maa anvende en Temperatur af henved 120009 
i Glasovnene”); Kalk giver Haardhed, Leerjord Tung- 
smeltelighed, som ogsaa undertiden kan faae sin Be- 
tydning. Til Flasker, Vinduesglas og Speilglas anvendes 
derfor Natron eller Kali, Kalk og (til Speilglas dog kun 
lidet) Leerjord; til det saakaldte Krystalglas, der benyttes 
til slebne Varer, fortrinsviis Kali og Blyilte; til Flintglas, 
hvoraf de optiske Glas bestaae, Kali og mere Blyilte; til 
den Masse, hvormed man efterligner Ædelstene, Kali og 
den største Blymængde, der tør anvendes i Glas. Kun 
fuldkommen rene Bestanddele give et fuldkommen farve- 


”) Heraf sees, at Plinius”s bekjendte Anekdote, ifølge hvilken phøniciske 
Sodahandlere, der havde leiret sig paa Belusflodens Bred og tændt 
Ild under en Kjedel, som var opstillet paa Sodastykker, herved 
havde opdaget Glasset, idet Sodaen og Sandet vare traadte i For- 
bindelse med hinanden — at denne Fortælling maa beroe paa en 
Misforstaaelse. Varmen af en aaben Ild er langtfra tilstrækkelig 
til Glasdannelsen. 


63 


løst Glas. Til de bedste Glassorter benyttes derfor renset 
Potaske og Soda og saa reent Sand (Kiselsyre) som muligt. 
Istedetfor Sand bruges endog undertiden pulveriseret Bjerg- 
krystal. Blyet anvendes i Form af Mønnie eller Sølver- 
glød. I Almindelighed maa man dog naturligviis lade sig 
nøie med urene Bestanddele, og dog gjælder det som 
oftest at faae et saa farveløst Glas som muligt. Næsten 
altid indeholder det anvendte Sand og Asken (der benyttes 
som Kali og Natrontilsætning) Jern, hvilket som Forilte 
frembringer en temmelig stærk grøn Farve (Glas, seet fra 
Kanten, er næsten altid grønt), medens Flammen afgiver 
Kuldele til den smeltede Masse, hvor de af Mangel paa 
Ilt ikke kunne forbrænde til Kulsyre, men farve Glasset 
stærkt. guult eller brunligt. De almindelige sortebrune 
Flasker ere saaledes farvede med Kul. For at bortskaffe 
Kullet og modvirke Jernforiltet maa der tilføres Ilt. Man 
tilsætter derfor Manganoverilte (Bruunsteen) og Salpeter, 
ofte ogsaa AÅrseniksyrling, Legemer, der alle let afgive Ilt. 
" Mønnien indeholder et Æqvivalent overflødig Ilt, der her 
kommer til Nytte. Ved disse Legemers Indvirkning gaaer 
Kullet bort som Kulsyre eller Kulilte, og Jernforiltet (2 At. 
"Jern + 2 At. Ilt) omdannes til Jernhalvandetilte (2 At. 
Jern + 3 At. Ilt), hvis guulbrune Farve er langt mindre 
intensiv. Ved Anvendelsen af Bruunsteen er der dog en 
Vanskelighed. Overiltet (2 At. Mangan —+ 4 At. Ilt) skal 
nemlig afgive 2 At. Ilt for at omdannes til det farveløse 
Manganforilte; men findes der et Overskud af Bruunsteen, 
afgiver denne kun 1 At. Ilt, hvorved den kun reduceres 
til Manganhalvandetilte (analog med Jernforbindelsen), et 
Legeme, der farver Glasset stærkt violet.  Natron giver 
Glasset et blaaligt Skær, men Kali virker aldeles ikke 
farvende. Dette er Grunden til, at man til de massive 


64 


Blyglasvarer, hvor selv en svag Farve let bliver synlig, 
altid anvender Kali. 

Det vil altsaa være klart, at det er langt let- 
tere at fremstille farvet end farveløst Glas, og i Old- 
tiden var sikkert alt Glas mere eller mindre farvet. I de 
gamle Ægypteres Grave findes farvede .Glaskugler, Efter- 
ligninger af Ædelstene; de phøniciske Kongers Scepter- 
knapper vare af forskjelligtfarvet, senere sammensmeltet 
Glas, og Memphis og Theben vare tidligt berømte for 
deres Kunstsager af farvet Glas. I det solrige Italien, der 
selv i Jordens Skjød gjemmer lysende Guder, opgraves 
Tusinder af farvede Glassager, der røbe stor technisk 
Dygtighed”). Almindeligt var det at sammensmelte hvide, 
halvtophøiede Figurer med en farvet Baggrund til Basreliefs, 
der ofte have en skuffende Lighed med udskaarne Ædel- 
stene, såa meget mere som hine Figurers Tegning efter 
Sammensmæltningen blev skarpere og finere udført af dyg- 
tige Konstnere. I Vaticanet findes saaledes en Tavle, 10 
Tommer i Qvadrat, der i hvide Figurer påa brunlig Grund 
fremstiller Bacchus”? og Ceres' Triumph. Det såa fortrin- 
ligt udarbeidede Tibershoved i Museo Florentino blev tid- 
ligere anseet for en Turkis. Men fremfor Alt bør nævnes 
den berømte saakaldte Portlandsvase, der i Begyndelsen 
af det 17de Aarh. blev funden i den for Alexander Severus 
og hans Moder bestemte Sarkophag. Den er halvanden 
romerske Palmer høi og bestaaer af et brunligt, gjennem- 
sigtigt Glas, hvorpaa Mythen om Theseus og Thetis er 
fremstillet i hvid opak Masse. Den er såa skuffende for- 
arbeidet, at man til den nyeste Tid har anseet den for en 
Sardonyx, den lagdeelte Steen, hvoraf de Gamle benyttede 


”) Her kunde jeg maaskee passende henlede Opmærksomheden påa 
de smukke Glassager i Thorvaldsens Antiksamling. 


65 


et Lag til Figurerne, et andet til Baggrunden i deres 
skjønne Cameer. Bekjendt er Beskrivelsen af hiint Drikke- 
kar, hvis Rand var smykket med Viinranker, hvorfra 
Druerne hang ned, og mellem hvilke man saae Bacchus. 
Var det tomt, syntes Druerne grønne, men naar man 
fyldte det med Viin, rødmede de og syntes at modnes. 
Medens man i den ældste Tid til Mosaikarbeide benyttede 
farvede Steentærninger, anvendte man senere Glasstifter, 
som ved Kit forbandtes til en sammenhængende Plade, 
der siden blev afsleben og poleret. Hyppigt skete dette 
i en stor Maalestok, saaledes paa det antike Mosaikmaleri, 
der, omtrent 2 Alen i Qvadrat, er anbragt over Porten 
paa Palazzo Albani i Rom, og som forestiller Hylas og 
Nympherne. Men undertiden ere disse Mosaikarbeider 
ogsaa saa vidunderlig fiint udførte, at selv det skarpeste 
Øie ikke kan opdage nogen Fure. Winckelmann beretter 
saaledes om en lille Mosaik, der påa mørk Grund frem- 
stillede en mangefarvet Fugl. »En Miniaturmalers fineste 
— Pensel kunde ikke have gjengivet Øieæblets Kreds og de 
taglagte Fjer i Brystet og Vingerne med større Nøiagtig- 
hed og Tydelighed«. Den maatte være sammensat af 
| forskjelligtfarvede Glastraade og derpaa smeltet sammen, 
da man paa Undersiden fandt nøiagtigt det selvsamme 
Billede. Ja, der beskrives endog en antik Ringsteen af 
lignende Arbeide med en Osirisfigur i saa fijin Tegning, 
at man kun gjennem Forstørrelsesglas kan see den tyde- 
ligt. Slige Kunstsager give en Forestilling om de Gamles 
udmærkede Dygtighed i Glasarbeider. Og chemiske Ana- 
lyser af antikt Glas vise tillige, at de med Hensyn til 
Glassets Farvning ad blot empirisk Vei have fundet næsten 
de samme Farvestoffer og Methoder, som den nu saa ud- 
viklede Videnskab anbefaler som de bedste. De benyttede 
53) 


66 


Metalilter. Disses Kiselsyreforbindelser have nemlig livlige 
og intensive Farver, der udbrede sig eensformigt gjennem 
den hele Glaåasmasse. I en rød Glaspaste fra Tibers Villa 
påa Capri har Klaproth saaledes fundet 6,72 Kobberforilte 
ved Siden af Jern, et Forhold, der er meget mærkeligt, 
forsaavidt det tyder hen påa, at allerede de Gamle have 
vidst, at Kobber som Tveilte (2 At. Kobber + 2 At. Ilt) 
farver Glas grønt, men at en Tilsætning af Jern, Kul osv. 
bemægtiger sig Halvdelen af Ilten, hvorved Tveiltet reduceres 
til Forilte (2 At. Kobber + 1 At. Ilt), der giver den 
smukkeste røde Glasfarve man kjender”). I grønt antikt 
Glas fandtes derimod Kobbertveilte. Der berettes ogsaa, 
at man »i Kobbersmedierne forfærdigede Smaraågder«. I 
blaat Glas kunde Klaproth kun finde en meget ringe 
Mængde Kobber. Derimod har Davy og senere John paa- 
viist Kobolt, der nu er den almindelige blåa Glasfarve, i 
gammelt Glas fra Titus' Bade og fra Theben. I violet 
Glas fra Memphis og Rom er efterviist Manganhalvandet- 
ilte.. En stor Mængde af de undersøgte Antiker indeholdt 
tillige Blyilte som væsenlig Bestanddeel. Til Efterligning 
af Ædelstene var jo ogsaa Glandsen af stor Betydning. 
At de Gamle besad Færdighed i at farve Glas er saaledes 
utvivlsomt, men at de aldeles ikke have kjendt det egent- 
lige Glasmaleri er næsten ligesaa vist. Vel anvendte de 
Glas til Skaale og Drikkekar, vel havde de større Glas- 
plader — vi høre endog, at man har benyttet saadanne til 
Speile, ja til Beklædning af Vægge og Lofter, — men Glås- 
vinduer finde vi først sikkre Spor af i 4de Aarhundrede efter 
") De Gamles Kundskaber i saa Henseende ere saa meget mærke- 
ligere, som Kobberforilteglasset, naar det kommer ud af Ovnen, 
næsten er ufarvet med et grønligt Skær, og den røde Farve først 


fremkommer,” naar det afkøles og igjen opvarmes til en lavere 
Temperatur, et Phænomen, som endnu ikke er forklaret. 


67 


Chr., og Glasmaleriet, hvis forunderlige Virkning først 
fremkommer ved det gjennemfaldende Lys, kan ikke vel 
tænkes opstaaet før Glasvinduerne.  Tvertimod er det 
sandsynligt, at de farvede Ruder have fremkaldt Tanken 
om at fjerne sig fra den stive Regelmæssighed og ved 
friere Former opnaåae en høiere Skjønhed. Naar Glas- 
maleriet, denne smukke Konst, der kastede et saa romantisk 
Lys gjennem den gothiske Kirkebygning, såae Dagen, er 
temmelig uvist. Dog er det næppe ældre end det 10de 
Aarhundrede. Om dets Hjemstavn ere de Lærde uenige. 
Tydskerne beraabe sig med Stolthed paa et Brev (omtr. fra 
999) fra en Abbed i Klosteret Tegernsee (Bayern), hvori 
denne takker en Grev Arnold for nogle tilsendte Glas- 
malerier, og slutte Undersøgelsen saaledes: »Schutzen wir 
denn unsere Anspriche auf die Erfindung einer so herlichen, 
in ihrer Wirkung gerade dem deutschen Gemiithe ver- 
ståndlichsten und am meisten zusagenden Kunst als ein 
deutsches Nationaleigenthum, mit allem Ernst vor fremd- 
"lindischen Antastungen!« (Gessert). De Franske stille en 
"gammel Historiograph fra 1052 i Marken, som forsikkrer, 
mat der paa hans Tid i Klosterkirken St. Benigne i Dijon 
'existerede et meget gammelt Vindue, der forestillede 
den hellige Paschasia, og tilføje (Langlois): »La peinture 
sur verre naquit en France, j'aime å le rappeler pour la 
gloire de nos ancétres«. 

De bedste Efterretninger om Glasmaleriets tidligste Tech- 
nik forefindes i et gammelt Haandskrift af en Theophilus pres- 
byter (sandsynligt fra 10de—11te Aarh.), der nøiagtig beskriver 
hele Fremgangsmaaden. - Dog mangle netop de Blade af Manu- 
scriptet, der behandle Glassets Farvning. Charakteristisk for 
Konstens ældste Periode (1000—1400) er det, at alt Glas var 
farvet heelt igjennem. Det var derfor nødvendigt at sammen- 

5" 


68 


sætte Malerierne af en Mangfoldighed af smaa Glasstykker, 
som sammenføiedes med Bly. Da man nu tillige udførte 
Billederne i en meget lille Maalestok — paa et Vindue 
fra 13de Aarhundrede i Kathedralen i Rouen findes saaledes 
en Helgens Liv i ikke mindre end 34 Billeder, hvoraf de 
allerfleste indeholde flere Figurer — og Blyindfatningerne 
ingenlunde vare fine, fik det Hele ofte et temmelig plumpt 
og broget Udseende. Hertil kom ogsaa et technisk Hensyn. 
Man forstod, idetmindste i Begyndelsen af Perioden, kun 
at blæse smaa, runde, i Midten tykkere Ruder (verre å 
boudins), og af disse kunde endog kun enkelte Dele be- 
nyttes i Glasvinduet. Efterat de enkelte Glasstykker vare 
udskaarne efter en Carton, bleve de lagte ved Siden af 
hverandre, såa at de samlede dannede Billedet, og nu 
blev Skyggerne lagte påa i skraveret Maneer med sort 
Glasmalerfarve, den eneste, man dengang havde, idet man 
nemlig skjelner mellem Glasfarve og Glasmalerfarve, og 
ved det Første forstaaer de Farver, der meddeles Glasset 
strax ved dets Dannelse i Smelteovnen, ved det Sidste de 
letsmeltelige farvede Glassorter, hvormed Glasmaleren 
farver enkelte Partier af sit Billede, og som senere ind- 
smeltes. Den sorte Skyggefarve var en Blanding af | 
Kobberaske, grønt og blaat Blyglas.  Forziringer frem- 
bragte man ved at lægge en svag sort Grund over Glasset 
og borttage Farven af Lyspartierne med en lille Træstok. 
Nu bleve Giasstykkerne lagte ved Siden ad hverandre i 
Ovnen og Skyggefarven sammensmeltet med Glasset. Som 
et Par Exempler paa Arbeider fra denne Periode skal jeg 
blot nævne Sugers Billede paa et Vindue i St. Denis 
(1140), nogle Vinduer i St. Kuniberts Kirken i Cøln, der 
fremstille den christelige Tro, Propheter og Engle med 
en Mængde Indskrifter, Vinduer i Strassburger Minster 


69 


med Billeder af Christus' 74 Forfædre, de 12 Apostle, 
Helgene, Martyrer, Keisere og Konger. 6 Vinduer ind- 
befatte hver 16 Afdelinger, hver med en Scene af det 
nye Testamente. Endelig en Mængde Vinduer i York. 

I denne Periode kjendte man altsaa aldeles ikke 
Glasplader, hvorpaa flere Farver vare indsmeltede ved 
Siden af hverandre. Forskjellige Farver vår det Samme 
som forskjellige Glasstykker, der forøvrigt ligesom i den 
antike og den nyere Tid indeholdt Metalilter. Vanskeligst 
var det at fremstille det røde Glas, hvori Kobberforilte 
var det farvende Princip. Det frembringer nemlig en såa 
intensiv Farve, at selv en meget ringe Tilsætning gjør 
Glasset mørkt og næsten uigjennemsigtigt. Og ved en 
endnu mindre Mængde staaer man Fare for, at Foriltet i 
Glasmassen forefinder såa megen Ilt, at det omdannes til 
Tveilte, der giver en grøn Farve. Paa den anden Side 
var det misligt at puste altfor tynde Skiver. Da opfandt man, 
sandsynligvis i Slutningen af14de Aarhundrede, at overtrække 
. hvide Glasplader med en tynd Hinde af det røde Glas og 
— herved hævedes begge Misligheder. Dette skete og skeer 
endnu ved, at Glaspusteren først tager en ringe Mængde 
af den røde, smeltede Glasmasse paa Pusterøret, derpaa 
dypper dette gjentagne Gange ned i den ufarvede Glas- 
masse og nu (som sædvanligt ved Vinduesglas) først puster 
"en Blære, der ved forskjellige Operationer omdannes til 
en forneden aaben Cylinder, hvis øverste Deel derpaa 
sprænges af. Den saaledes dannede aabne Cylinder 
skæres da op ved et Snit paa dens ene Side, parallelt 
med Axen, varmes paany i en egen Ovn og strækkes 
endelig ud til en Plade. Denne bestaaer nu af 2 Lag, 
ved hvis forskjellige Tykkelse (proportional med de an- 
vendte Glasmængder) de forskjelligste Farvenuancer kunne 


70 


opnaaes. Samtidig med denne Opfindelse skete andre, 
ikke mindre vigtige for Glasmaleriets Udvikling. Foruden 
den sorte Glasmalerfarve fik man to nye, der ligesom 
Skyggerne bleve indsmeltede, idet Farvemidlet anvendtes 
i Form af et letsmelteligt Bly- eller Natronglas (»Flud- 
middel«). Det var en blåa og en grøn. Den første er 
endnu ikke analyseret, men den sidste frembragtes paa 
en eiendommelig Maade. Paa den ene Side af Glaspladen 
indbrændtes nemlig en blåa, påa den anden en guul 
Farve, eller man indbrændte den gule Farve påa en 
gjennemfarvet blaa Plade eller omvendt. En guul Over- 
fladefarve anvendtes næsten aldrig, fordi den af Svovl- 
antimon (Spydglands) fremstillede Farve aldrig naaede 
den smukke Nuance, som det ved Kul gjennemfarvede Glas. 

Disse nye Opfindelser fra Konstens egen Side vilde 
allerede have sikkret den et betydeligt Opsving. Men et 
ydre incitament kom til. Rundbuestilen med de smaa 
Vinduer, de brede Piller og det sparsomme Lys blev 
omtrent paa denne Tid fortrængt af den gothiske Spids- 
buestiil, der bortkastede alt det overflødige Muurværk og 
gjennem de mægtige Vinduer sendte Strømme af klart 
Lys ind i Kirken. Her kunde Glasmaleriet voxe, her 
kunde det ved sit milde og dæmpede Lys, ved sine rige, 
brogede Farver frembringe en romantisk Virkning, der såa 
godt kunde harmonere med Gothikens opaåadstræbende 
Buer. Der udviklede sig da en ny Periode i Konsten 
(1400—1600), ligemeget udmærket ved sin Stiil, der paa 
en forunderlig betydningsfuld Maade sammensmeltede det 
Architechtoniske med det Maleriske, og ved sin fuldkomne 
Technik. En Mængde nye Glasmalerfarver bleve op- 
fundne, de ældre forbedrede. En ny rød Farve fik man 
af Jernhammerslag. I Erzgebirge opdagede Christ. Schirer 


Ti 


i Begyndelsen af 16de Aarhundrede Koboltets Evne til at farve 
Glasset blaat. I Holland forskrev man da ristede Koboltmalme 
fra Sachsen og tilberedte heraf et fiintmalet blaat Glas, der 
gik i Handelen under Navnene »Zaffer« (formodenlig af Safir) 
og »Smalte«. For Ingen var denne Opdagelse kjærere 
end for Glasmaleren, thi Koboltets farvende Kraft er saa 
stor, åt +77 endnu tydeligt farver hvidt Glas. Kobber- 
tveilte, som tidligere kun var brugt til at gjennemfarve 
Glasset, anvendtes nu ogsaa som grøn Glasmalerfarve. 
.En ny og meget smuk guul Farve leverede Sølvilte. 
Glassets Behandling hermed er ganske ejendommelig 
(»Lasur«). Man pulveriserer nemlig en Blanding af Chlor- 
sølv og Leer og overdrager Pladen dermed (uden Flud- 
middel). Ved langsom Opvarmning til en Temperatur, 
hvorved Glasset endnu langtfra bliver blødt, trænger Sølvet 
ind deri til en vis Dybde, og Leret kan da skrabes af, 
hvorved den gule Farve klår og gjennemsigtig kommer 
frem. Det er nu klart, at disse nye Farvemidler paa 
" Grund af deres forskjellige Smeltelighed gjorde forskjellige 
Fordringer saavel til Pladen, hvorpaa de skulde males, 
som til Fludmidlerne. De Plader, som skulde males med 
Kobolt, maatte helst være blyfrie, de, hvorpaa Kobbertve- 
ilte skulde anvendes, skulde indeholde Bly (formodenlig 
fordi Blyglassets gule Skær passende modificerer Kobber- 
tveilteglassets blaagrønne), de, der anvendtes til Lasur, 
skulde indeholde Leerjord (heraf seer man, at Leerjorden 
ikke blot virker mechanisk ved Lasuren, men den chemiske 
Proces, som her foregaaer, er ubekjendt). Sort og lignende 
Skyggefarver kunde uforandrede rives sammen med 
Fludmidlet og derpaa anvendes. Men naar Metaliltet for 
at indgaae Forbindelse med Fludmidlet behøvede en høiere 
Temperatur end man turde anvende til Indbrændingen, 


72 


blev det nødvendigt først at sammensmelte Metaliltet med 
et letsmelteligt Glas, derpaa at rive den afkølede Masse til 
Pulver og indbrænde dette med et Fludmiddel. Da man 
nu tillige malede påa større Glasplader, hvorved man und- 
gik de mange stødende Blyindfatninger, og følgelig an- 
vendte flere Farver paa een Plade, blev det ofte nød- 
vendigt at lægge Farverne paa forskjellige Sider af Glasset, 
da ellers deres chemiske Indvirkning paa hinanden kunde 
frembyde Vanskeligheder. Selve Blyindfatningerne bleve 
smallere og maatte retie sig efter Figurernes Omrids. En 
stor og eiendommelig Afvexling fik man ved Anvendelsen 
af hiint ovenfor omtalte Dobbeltglas, idet man ved Af- 
slibning med Smergel (pulveriseret Corund, næst efter 
Diamant det haardeste Legeme) frembragte de forskjel- 
ligste Farvetoner. Ogsaa sleb man det røde Lag heelt 
bort og frembragte derved røde Forziringer paa hvid Bund 
eller omvendt, eller anbragte forskjellige Farver påa den 
modsatte Side af de gjennemslebne Partier. Man fik nu 
desuden baade blaat og grønt Dobbeltglas, og det vil saa- 
ledes let sees, hvilke rige techniske Midler hiin Tids 
Glasmaleri kunde byde over. Af Vigtighed for Glassets 
Tilskjæring var Glarmesterdiamantens Opfindelse i Midten 
af denne Periode, for Indbrændingen nye og hensigts- 
mæssige Ovne samt Midler til at bestemme, naar Ind- 
brændingsovnen havde den rette Temperatur, hvilket er af 
en såa overordentlig Vigtighed for Konstneren. Hvad 
Glasmaleriet i denne Periode har ydet, er bekjendt. 
Mestere som Albrecht Duirer, Hans van Eyck, Lucas van 
Leyden leverede Cartons. Raphael, Giulio Romano, 
Michel Angelo og Tibaldi bleve copierede. Værker som 
de 40 Vinduer, hvert i 3 Afdelinger, i det nu tilintet- 
gjorte Kloster Hirschau (c. 1500), de 44 verdensberømte 


73 


Vinduer i Johanneskirken i Gouda (1555—63), de 20, 45 
Fod høje og 15 Fod brede Vinduer i Auch (1511), de 
talrige Glasmalerier i Rouens Kirker, de 23 Vinduer i 
St. Foy i Conches, de 25 i Fairford, den store Række af 
Glasmalerier i Kathedralen i Canterbury, Malerierne i 
Domkirken i Milano og de 90 Vinduer i Domkirken i 
Sevilla beundredes af alle Samtidige, og Middelalderens 
brogede Liv taler endnu til os fra de gamle Ruder. 
Samtidigt med dette storstilede Glasmaleri, der fortrins- 
viis stillede sig i Kirkens Tjeneste, udviklede sig i denne 
Periode det saakaldte Cabinetsmaleri. Dette indbefattede 
saavel Glasmalerier påa en eneste Plade (peinture en 
apprét) som paa flere, men Arbeiderne vare udførte deels 
i en mindre, deels i en fra de kirkelige heelt forskjellig 
Stiil. Sujettet var snart Landskaber, snart Dyr eller 
Frugter, snart konstnerisk gjennemførte historiske Compo- 
sitioner, Allegorier, Vaabenskjolde osv. Det var især i 
Schweitz, at denne Side af Konsten udviklede sig endog 
. til stor Fuldkommenhed, saaledes at Brødrene Maurer i 
Zurich stode ligesaa høit i Cabinetsmaleriet som Brødrene 
Crabeth i Gouda i det storartede Kirkemaleri. Denne 
eiendommelige Retning peger imidlertid hen paa, at Glas- 
maleriet var i Begreb med at betræde en Vei, der egenlig 
laae udenfor dets Omraade. Man vilde naae Oliemaleriet, 
som netop paa denne Tid fjernede sig fra den historiske 
Stiil for at aabenbare nye Sider af Skjønheden ved Genre- 
stykker, Landskaåbsmalerier, Dyrebilleder osv. Men man 
forglemte, at Glasmaleriets Maal var et andet, som dets 
Midler vare andre. Dog maatte ydre væsenlige Hindringer 
træde til, for at Perioden fra 1600—1800 kunde blive saa 
sørgelig for Glasmaleriets Historie, som den virkelig var. 
Protestantismen optraadte skarpt mod den katholske Kirke- 


TÅ 


pragt, og Billedstormerne skaanede ikke de malede Ruder. 
Katholicismen begyndte nu tillige i Bygningskonsten at 
hylde den antike Renaissance, hvorved Gothikens store 
Vinduesaabninger indskrænkedes. Alt dette gjorde, at 
Konsten sank hurtigere, end den var steget, og midt i 
17de Aarh. erklærede selv en Glasmaler, at den var at 
betragte som tabt. Det er neppe muligt at forstaae denne 
pludselige Dalen fra en såadan Højde, naar mån ikke 
tager den Omstændighed med i Betragtning, at Mestrene 
holdt deres møisommeligt erhvervede Håaandgreb hemme- 
lige, og at saaledes ved en Konstners Død en rig Skat 
af Erfaring kunde gaae til Grunde. Factisk er det, at 
man i den første Halvdeel af det 17de Aarh. næppe kunde 
fremstille et dybt og reent gjennemfarvet Glas, og at det 
rød-hvide Dobbeltglas ikke mere kunde bringes. tilveie. 
Efter mangfoldige mislykkede Forsøg opfandt man endelig 
et nyt rødt Glas, men her var det ikke Kobber, men 
Guld, der afgav Farvemidlet. Dette var det saakaldte 
» Cassius's Guldpurpur«. Erfaringer med Hensyn til Guldets 
rødfarvende Evne vare temmelig udbredte, men først en 
hamborgsk Læge, Andr. Cassius, fremstillede Guldpurpuret 
(c. 1650), en Forbindelse, hvis Sammensætning ikke er 
nøie bekjendt (den indeholder Guld, Tin og Vand), men 
som fremstilles ved at fælde en Blanding af Tinfor- og 
Tintvechlor med Guldopløsning. Af Neris Angivelser 
(som stadfæstes af nyere Chemikere) fremgaaer forøvrigt, 
at en inddampet Guldopløsning uden Tinsalt ogsåa kan 
benyttes til Fremstillingen af Rubinglas. Den bekjendte 
tydske Chemiker Kunckel, tilberedte overordenlig meget 
Rubinglas, om ved Hjælp af Guldpurpur eller en anden Guld- 
forbindelse vides ikke, men han opfandt selv Konsten (c. 
1679) uafhængig af Cassius. Blandt andet overgav Friedrich 


70 


Wilhelm af Brandenburg, som interesserede sig meget 
for disse Arbeider, Kunckel 1600 Ducater i dette Øiemed. 
Efter Afkølingen er Guldglasset næsten farveløst med et 
topasguult Skær, men opvarmes det nu igjen svagt, 
»løber« det hurtigt »an«: fra de opvarmede Steder ud- 
breder sig gjennem hele Massen først en lyserød, derpaa 
en mørk rubinrød- Farve. Dette Phænomen er ikke af- 
hængigt af Almosphæren, thi det foregaaer ligesaa godt i 
et med Kulsyre eller Brint fyldt Rum; derimod finder 
en meget lille Formindskeise i Vægtfylden Sted. Allerede 
farvet Rubinglas kan ved Smeltning og langsom Afkøling 
affarves og ved svag Opvarmning igjen faae sin Farve til- 
bage. Skeer Afkølingen derimod meget hurtigt, er og 
bliver det farveløst. Ved altfor stærk Varme bliver det 
lysebrunt med et violet Skær og udskiller Guldkorn. Og- 
saa disse Phænomener savne, ligesom de tilsvarende ved 
Kobberglasset, endnu en tilfredsstillende Forklaring. Guld- 
purpurets Farvekraft er temmelig betydelig. 1 Deel Purpur 
… farver 6, 9, 12 Dele Blyglas. Efter enkelte svage Antyd- 
ninger hos Kunckel synes han endog at have kjendt det 
røde Kobberforilteglas og at have været istand til at frem- 
stille Dobbeltglas deraf, men i saa Fald var han sikkert 
den Eneste paa sin Tid, der forstod denne Konst. 
Medens saaledes Glasmaleriet paa Fastlandet efter- 
" haanden gik sin Undergang imøde, hvilket navnlig kan sees 
af de Restaureringer af gamle Malerier, som bleve foretagne, 
holdt det sig noget længere i England, i Begyndelsen 
baaret af nederlandske Konstnere, ja Englænderne ud- 
viklede endog senere en egen Skole, hvis Eiendommelig- 
heder imidlertid ikke vare heldige. De sammensatte 
nemlig deres Malerier af lutter fiilrkantede Plader, ligesom 
almindelige Vinduer, hvorved naturligviis Blyet, som man 


76 


i Glasmaleriets bedste Tid såa omhyggelig skjulte i 
Skygger og Omrids, hyppigt paa en lidet tiltalende Maade 
kom til at gaae igjennem de klareste Lyspartier. Disse 
Malere stræbte fremdeles at efterligne Oliemaleriet og an- 
vendte i denne Hensigt matte og stygge Farvetoner, og 
Glasmalerierne, som netop skulde virke ved deres gjennem- 
sigtige Farverigdom, tillode nu næppe mere Sollyset at falde 
igjennem. I Frankrig skulde man troe at Revolutionen, 
under hvilken der jo endog fremkom Forslag til at nedbryde 
Kirketaarnene, fordi de saae såa aristokratiske ud, ikke 
vilde have skaanet Frankrigs skjønne Glasmalerier. Dette 
blev dog Tilfældet, og det skyldes Antoine Lenoir (+ 18331. 
Han foreslog Bailly at oprette et Nationalmuseum for 
Frankrigs Konstskatte, bereiste selv Landet, reddede ofte 
med egen Livsfare Konstværkerne og blev saaledes Stifter 
af det berømte Museum i Gaden des petits Augustins, 
hvori de mange udmærkede Glasmalerier indtog en frem- 
ragende Plads. Senere (1816) blev Alt gjengivet de tid- 
ligere Eiere. 

Naar nu Glasmaleriet i sin sidste Periode, i vort 
Aarhundrede, hår hævet sig til en saadan Højde, at det 
fuldkomment kan maale sig med det 15de og 16de Åar- 
hundredes bedste Frembringelser, da skyldes dette væsenlig 
een Mand, Mich. Sigism. Frank (f. 1770) fra Nurnberg. 
Oprindelig Porcellainsmaler helligede hån sig omtrent fra 
Aaret 1800 udelukkende til Glasmaleriet. Hans an- 
strengende Studier, hans utallige, kostbare Forsøg i denne 
Retning truede med at tilintetgjøre hans Sundhed og 
Formue. Dog lykkedes det ham endelig 1804 ved nogle, 
vel endnu temmelig ufuldkomne Arbeider at godtgjøre 
Muligheden af igjen at kalde den skjønne Konst tillive. 
Nogle Vaabenmalerier, han udførte, gav ham allerede et 


77 


Navn, og Kong Maximilian lod ham anvise en Bygning i 
Nurnberg til Atelier. 1808 udførte han Durers »Nadver« 
omgivet af mindre Stykker af samme Mesters »Passion«, 
et Arbeide, som skaffede ham Ansættelse ved den konge- 
lige Porcellainsfabrik i Minchen. Nu gik det bestandig 
fremad med forbausende Hurtighed. Ti store Vinduer 
med 5--6 Fod høie Figurer (hvoriblandt et 32 Fod høit 
og 21 Fod bredt) efter Cartons af Heinr. Hesz udgik fra 
Minchen efter den konstelskende Ludvig af Bayerns Be- 
stilling. Udmærkede Konstnere som Ruben, L. Schorn, 
J. Schraudolph og J. Fischer tegnede Cartons til de 19' høie 
og brede Vinduer i Kirken Mariahilf i Forstaden Au ved 
Munchen. De smykkedes med Max. Ainmullers mester- 
lige Ornåmenter. Kort efter disse Værkers Fuldendelse 
(1844; i Mellemtiden vare flere andre betydelige Arbeider 
udførte) paabegyndtes Muncheneranstaltens meest stor- 
artede Værk, 3 hele og 2 halve Vinduer til Domkirken i 
" Cøln, hvortil Fischer, Hellwager og Ainmuiller have- leveret 
Cartons.… De have en Høide fra Grundlinien til Bue- 
spidsen af 43 rhinske Fod, en Bredde af 19 Fod. Fra 
Minchen have Glasmalerier fundet Vei over hele Europa, 
og mange Steder findes nu dygtige Konstnere i dette 
Fag. De nye Arbeider overgaae endog ofte de gamle i 
Farvernes Ild og i kraftig Tegning. Blyindfatningerne ere 
smalle og ligge i Conturerne, og de store Fremskridt, 
Glaspusteriet i den nyere Tid har gjort, har Glasmaleriet 
ført sig til Nytte ved at anvende større Plader. Dobbelt- 
glasset, som man ikke kunde fremstille i det foregaaende 
Aarhundrede, har faaet en ny og udbredt Anvendelse. 
Ainmiller har endog opnaaet en hidtil ukjendt Afvexling 
ved at anvende tvefarvede Dobbeltglas. Tidligere var jo 
nemlig Hovedmassen altid ufarvet, og det farvede Glas 


78 


dannede kun en tynd Hinde derover. Fremstillingsmaaden 
af det røde Kobberforilteglas var ogsaa tabt. 1773 høre 
vi fra Rom, at tidligere kun een Konstner der, Matthioli, 
kunde fremstille de smukke røde Mosaikstifter af en 
Kobberslagge, men nu var den Konst at frembringe rødt 
Glas uden Tilsætning af Guld at ansee for tabt. Men ved 
Løsningen af en Opgave fra:»Berliner Gewerbeverein« (1827) 
gjenopfandt Dr. Engelhardt Konsten. De mægtige Frem- 
skridt, Chemien i dette Aarhundrede har gjort og daglig 
gjør, have ikke været uden Indflydelse påa Glasfarverne, 
som nu kunne fremstilles: med en ganske anderledes 
Sikkerhed end tidligere, da man ikke kjendte de forskjel- 
lige Farvestoffers Sammensætning og Indvirkning paa 
hverandre, efter nye og hensigtsmæssige Methoder og ved 
nye Midler. Grønt vinder man saaledes, for at nævne et 
enkelt Exempel, ved Blandinger af Antimon- og Kobber- 
tveilteglas, men det smukkeste og reneste Græsgrønt fåaer 
man af et de Ældre aldeles ubekjendt Legeme, .(Chrom- 
halvandetilte (Chromgrønt). Da man såaledes kan byde 
over hele den gamle Technik, da man hår udvidet og 
forbedret den næsten i alle Puncter, da en lång og straa- 
lende Række af Arbeider har givet en rig Skat af Erfa- 
ringer, der nu ikke som før holdes hemmelige, er det 
ikke forunderligt, at det nye Glasmaleri fuldkomment kan 
stilles ved Siden af, i mange Henseender endog over- 
gaaer Middelalderens. | 


To 


Wallaces. Iagttagelser om Maleoen paa Celebes, 


meddeelte af Professor J. Reinhardt. 


Over nogle af de østligste Øer i det indiske Archipel samt 
over Nyguinea og Nyholland er der udbredt en lille eien- 
dommelig Familie af Hønsefugle, de saakaldte Talegalla- 
Høns, der ikke selv udruge deres Æg eller bygge nogen 
egentlig Rede, men opkaste formelige Høie af Sand eller 
Jord tildeels blandet med Græs og Blade, inden i hvilke 
Æggene lægges i lodret Stilling, tildækkes med Jord og 
derpaa udklækkes ved Hjælp af den Varme, der udvikler 
sig i Dyngen. Højene, som i enkelte Tilfælde kunne 
naåaaåae en Høide af 15 Fod og nedentil holde 60 Fod i 
Omkreds, opføres, som det synes, påa en noget for- 
. skjellig Maade af de forskjellige til denne Familie hørende 
Fugle, men idetheletaget er vor Kundskab til disse natur- 
lige Rugeovne, som de vel tør kaldes, endnu kun temmelig 
… mangelfuld, og med Hensyn til enkelte af Talegalla-Høn- 
"sene beroede det hidtil kun påa en Formodning, naar 
man tilskrev dem et lignende Instinkt, som Resten af 
Familien. 

Navnlig gjaldt dette om en af de smukkeste og an- 
seeligste Former, den paa Øen Celebes levende Mega- 
cephalon maleo, en Fugl af Størrelse som en lille 
Kalkun, glindsende sort paa Ryggen, hvid med et stærkt 
Kosenskjær under Bugen og især kjendelig paa en stor 
Beenknop, hvormed det nøgne Hoved er forsynet omtrent 
som hos Perlehønsene. Det har derfor en fleersidig Inter- 
esse, at en engelsk Reisende, Wallace, for ikke længe 


80 


siden har havt Leilighed til at iagttage denne mærkelige 
Fugl paa dens Fædreneø netop i Forplantningstiden og 
saaledes har. opdaget, at Æggenes Udklækning vel i det 
Væsentlige skeer paa samme Maade som hos de  be- 
slægtede Former, men at disses ejendommelige Instinkt 
dog hos Maleoen optræder noget forandret og er bragt i 
Samklang med visse Særegenheder i dens Bygning. 

Vi ville lade Wallace selv fortælle: »Denne mærkelige 
Fugl er, saavidt jeg har bragt i Erfaring, indskrænket til 
den nordlige Halvø af Celebes og forekommer kun i de 
lave Kyststrækninger, men aldrig påa Bjergryggene eller 
i det høitliggende Tondano- Distrikt. Især synes den 
at være talrig i Skovene omkring Foden af Klabat- 
Bjerget, og åt nære sig udelukkende af nedfaldne Frø, 
som efter deres Udseende i Fuglens Kro at dømme hid- 
røre fra Bælleplanter. I Måaanederne August og September, 
i hvilke der falder liden eller ingen Regn, begive Fuglene 
sig ned til Strandbredden for at lægge Æg. De vælge 
til denne Ende bestemte Bugter fjernt fra alle menneske- 
lige Boliger; en saadan tjener til Samlingsplads for alle 
Fuglene fra en viid Omkreds, og de indfinde sig dagligen 
der i Snesetal og i hundredeviis. Jeg besøgte den be- 
rømteste af disse Samlingspladser, men da det allerede 
var temmelig langt hen i Aarstiden, saae jeg ikke saa- 
meget til Fuglene, som jeg vel i andet Fald vilde have 
seet; men jeg gjorde dog adskillige interessante Ilagt- 
tagelser, og skaffede mig under et 6 Dages Ophold en 
god Deel Exemplarer. « 

»Stedet er i Bugten mellem Øerne Limbe og Banca, 
og er en steil Strandbred omtrent en (engelsk) Miil lang, 
dækket med dybt, løst og grovt sort vulkansk Sand eller 
rettere Gruus, som det er yderst trættende at gaae paa. 
Det begrændses til hver Side af en lille Flod, hiinsides 


81 


hvilke Landet er bakket, medens Skoven lige bagved selve 
Strandbredden er flad og forkrøblet i Væxten, såa at det 
ganske har Udseende af, at dette Stykke Strandbred er 
dannet af en gammel hensmuldret Lavastrøm fra Klaåabat- 
Vulkanen, især da Strandbredden hiinsides hver af de to smaa 
Floder bestaaer af hvidt Sand. I det løse Sand ovenfor 
Høivandsmærkerne seer man talrige Huller fire til fem 
Fod i Tyvermaal; i disse og rundt om dem finder man 
Maleoernes Æg skjulte i en Dybde af een eller to Fod. 
Undertiden er der kun et eller to, i andre Tilfælde hele 
syv eller otte i samme Hul, men stedse ere de anbragte 
i en Afstand af 6 til $ Tommer fra hinanden, og hvert 
Æg er lagt af sin Fugl. Fra en Afstand ofte af 10 til 
15 (engelske) Miil komme Maleoerne parviis ned til 
Stranden og efter at have valgt enten et nyt Sted eller 
et gammelt Hul give de sig skifteviis ifærd med at skrabe, 
idet: de under Arbeidet kaste formelig en Sand- Fontaine 
i Veiret, hvad jeg flere "Gange havde den Fornøielse at 
… wære " Vidne til. Naar de have mnaaet en tilstrækkelig 
Dybde, lægger Hunnen sit Æg, fylder Hullet til med Sand, 
og vender derpaa atter med sin Mage tilbage til Skoven. 
Naar tretten Dage ere gaaede, kommer (efter de Indfødtes 
Sigende) det samme Par tilbage og Hunnen lægger da sit 
andet Æg. Denne Fortælling synes at støtte sig til en 
nedarvet Tradition, og grunder sig maaskee oprindelig 
paa en lagttagelse af en saaret eller paa anden Maade 
særlig kjendelig Fugl; men jeg skulde troe, at den ikke 
er langt fra Sandheden; thi hos Hunner, som jeg skød, 
inden de havde faaet deres Æg lagt, opfyldte dette fuld- 
stændig hele Underlivet og klemte Tarmene saaledes 
sammen, at det syntes umuligt, at noget kunde passere 
gjennem dem, og Æggestokken indeholdt. otte til ti Æg 
6 


82 


af en lille: Ærts Størrelse, som øiensynligen måatte have 
behøvet: omtrent: den angivne Tid til deres ' successive 
Udvikling. — Æggene have en, bleg brunrød Farve, ere 
4-2%' Tomme lange og 2% Tomme brede; naar de ere 
ganske! friske eré de en særdeles behagelig'Spisé, ligesaa 
velsmagende som Hønseæg men meget federe, og Ind- 
byggeéerne komme fra en Omkreds af mere 'end 50 Miil 
forsat:lede dem op: Efterat Æggene engang 'ere skjulte 
i Sandet, bryde Forældrene sig ikke mere om dem, og 
saasnart Kyllingerne ere udklækkede, arbeide de sig selv 
op gjennem Sandet og løbe afsted til Skoven. ” Betænker 
man' den lange Vei, som Fuglene have til Stranden, og 
den Omsorg, de vise for at anbringe Æggene” paa' rette 
Sted, kunde det maaskee synes forunderligt, at de 'senere 
slet ikke skulde bekymre sig om dem. " Imidlertid er' det 
vist nok, at de hverken våage over dem eller kunne gjøre 
det. Den Omstændighed at flere Høner lægge i samme 
Hul, den ene efter den anden, maa gjøre det umuligt for 
hver især at kjende sine Æg, og de gamle Fugle" kunne 
kun "skaffe sig deres: Føde ved bestandig at streife vidt 
omkring, i'saa at! naar alle de Maleoer, der i Æg- 
lægningstiden: komme ned til denne Strandbred (efter Si- 
gende mange Hundreder eller endog Tusinder) vare nødte 
til; at) forblive der i Nærheden, maatte den større Deéel af 
dem. døe af Sult.« 

»Grunden,…hvorfor Maleoen graver Huller i Jorden 
til' sine Æg, og ikke som dens Beslægtede Talegallaen og 
Megapodierne -opkaste store Dynger' af Jord og Gruus for 
deri at nedgrave Æggene, kan sikkert søges i Bygningen 
af dens: Fødder. Disse ere nemlig forholdsviis ikke' nær 
saa «kraftige som uhines, og Kløerne er korte + 'og "lige 
istedetfor lange og "buede." Da "Tæerne imidlertid' ved 
Roden ere forenede med en kort Bindehud, er den hele 


83 


Fod og de; temmelig lange Been vel skikkede til hur- 
tigt. at;, bortskrabe det. løse Sand. Men med saadanne 
Fødder vilde Maleoen' ikke uden med største: Besvær 
formaae at opdynge slige Dynger af forskjelligartede Bygge- 
materialier, som Megapodierne med Lethed ophobe, idet 
de; .med, hvert Greeb af deres store Fødder sanke dem, 
om man såa tør sige, bunkeviis sammen. « 

»Ogsaa hele den høist ejendommelige, fra alles andre 
Fugles. vidt forskjellige Levemaade, der udmærker Tale- 
galla-Familiens samtlige Former kan, hvis. jeg ikke feiler, 
vises at være den næsten nødvendige Følge af bestemte 
Særegenheder i disse Fugles Bygning. Disse Særegen- 
heder; ere to — Størrelsen og Antallet af deres Æg og 
Beskaffenheden af den Føde, hvoraf de leve. Da hvert 
Æg nemlig er saa stort, at det fylder hele Bughulen og 
kun med Vanskelighed kan passere Bækkenets Vægge, 
maa der hengaae en betydelig Tid mellem Modningen af 
de paa, hinanden følgende Æg, og da det hele; Antal Æg, 
. som. Hønen lægger i hver Læggetid, synes at være 8, vil 
der være et Mellemrum -af 3 Maaneder mellem Læg- 
"ningen af det første og det sidste Æg. — Skulde Æggene 
nu udruges påa sædvanlig Viis, maatte de lægges paa 
Jorden; thi Fuglenes hele Bygning gjør dem det umuligt 
at: bygge Rede i Træerne, og de maatte altsaa; i; hele 
denne lange Tid uophørlig vogtes af Forældrene, uden 
hvilket. de ufeilbarlig vilde blive opædte' af de store Fiir- 
been, som det vrimler af i de samme Egne. «Det er 
imidlertid rimeligt, at Æggene ikke vilde holde sig friske 
i saa lang en Tid, og Fuglen. vilde altsaa være nødt. til 
at ligge paa dem fra først af og udruge dem, det, ene 
efter: det andet. Men Rugningen er. en tung Byrde for 
enhver Fugl, selv naar den kun. varer forholdsviis kort, 
og naar det er let for Fuglen i den Tid at skaffe sig 


84 


Føden. I det Tilfælde, hvorom Talen er, vilde en stadig 
Rugning sandsynligviis være aldeles umulig, fordi de sær- 
egne Frugter eller Frø, hvoraf disse Fugle leve,' snart 
vilde blive opspiste i Omegnen af et . hvilketsomhelst be- 
stemt Sted, og baade Forældre og Unger' maatte døe af 
Hunger, naar de skulde blive der. Er denne Anskuelse 
rigtig, maae Talegallahønsene bære sig ad, som deé gjøre; 
de maae forlade deres Æg for at skaffe sig Livets Op- 
hold — de maae grave dem ned for at sikkre dem mod 
andre Dyrs Efterstræbelser, og hver Art gjør dette paa 
den Maade, som bedst passer til de smaa Særegenheder 
i dens Bygning. « | 

»Naturhistoriske Skribenter pleie sædvanlig at tage 
Dyrenes Levemaade og Instinkter som det engang Givne 
og at betragte deres Bygning og Organisation som særlig 
afpasset derefter. Men dette turde være en aldeles vil- 
kaarlig "Antagelse og den har den slemme Virkning at 
kvæle Efterforskningen af de Særegenheder, som sæd- 
vanlig henregnes blandt »Instinkter« og ansees for ube- 
gribelige, men som en lidt nærmere Betragtning af det 
påagjældende Dyrs Bygning og de særegne physiske For- 
hold, under hvilke det lever, vil vise at være den nød- 
vendige og logiske Følge af en saadan Bygning og af 
saadanne Forhold. Jeg er afgjort af den Mening, at vii 
mange Tilfælde kunne paapege en slig nødvendig For- 
bindelse navnlig hos Fuglene, og ofte med større Held 
end i det Tilfælde, i hvilket jeg her har prøvet derpaa. 
Men for fuldstændigen at kunne løse denne Opgave maaåe 
vi tage vor Tilflugt til Darwins Grundsætning om »Na- 
turens Opdrætning af fuldkomnere Racer« og vi behøve 
da ikke at mistvivle "om endelig at komme til en fuld- 
stændig og sand »Instinktets Theorie.« 


Nogle Træk af Dyrelivet i Havet ved vore Kyster. 


Tre populære Foredrag i den naturhistoriske Forenings Søndagsmøder 
i Vinterhalvaaret 1859— 60 


af Ghz: Lutken,. Dr: phil. 


Fr 
Mine Damer og Herrer! 

De nære vist ikke nogen særdeles høi Forestilling om 
Dyrelivets Rigdom og Mangfoldighed i Havet i Alminde- 
lighed eller i de Vande, som omgive de danske Kyster i 
Særdeleshed. Og dog vil nærmere Eftertanke snart over- 
tyde dem om, at Dyrelivet i Havet maa være rigt, om 

" det end just ikke er en umiddelbar Følge deraf, at det 
ogsaa er mangfoldigt. At der i Havet fanges visse 
Arter af Fiske, Krebsdyr og Bløddyr i Millionvis, er Dem 
»ikke ubekjendt, lige saa lidt som at det høie Norden ernærer 
en Mængde kolossale tranrige Havpattedyr og Haier samt 
talløse Hærskarer af Vandfugle, der ikke give hine meget 
efter i Fedme, og den Slutning ligger derfor meget 
… nær, at endog det kolde Ishav maa frembringe dyrisk 
Næringsstof i uhyre Mængde til Føde for dem. Allige- 
vel har Sydboen rigtigere og fuldstændigere Forestil- 
linger om den Fylde af Liv, som Havet dølger i sit 
Skjød; men han seer ogsaa daglig paa Fisketorvet ikke 
alene langt flere Fiskearter end vi, men ogsåa en Mang- 
"foldighed af Muslinger, Snegle, Søpunge, Aktinier, Søborrer 


( 


En 


og Blæksprutter, fordi han ikke forsmaaer at benytte disse i 
Dyr til Føde, medens vi ikke alene ikke benytte dem paa | 
denne Maade, men i Reglen endogsåa vende os bort fra | 
dem med en ilde anbragt og i al Fald aldeles overflødig 
Væmmelse. Håvde Danmark som England og Frankrig 
steille Kyster, som bleve blottede hver Dag i Ebbetiden i 
mange Fods Højde, og hvor man i Ro. og Mag kunde 
spadsere om mellem de. Dyr, der blive siddende tilbage 
påa Stenene og Tangen, kunde vi maaskee endnu opleve, 
at Havets lavere Dyr bleve Gjenstand for de unge Damers | 
ivrige Studium, saaledes .som Tilfældet er i England. 
Seile. vi f. Ex. op ad Sundet, hvor det ene Fiskerleie 
smiler os imøde efter det andet og afgiver Beviser paa 
Havets Frugtbarhed,. faae vi maaskee alligevel kun Øie | 
påa en enkelt. Søfugl,, eller, hvis vi ere meget heldige, 
et Glimt at see af en Sælhund, der hurtig dukker under, | 
eller vi skimte maaskee en hvid Stribe i Vandet — Sporet 
af et flygtende Marsvin; men Havet selv vil forekomme os 
dødt og goldt; Goplernes geleeagtige vandklare Klokker ere | 
det eneste, som. Øiet møder, naar det stirrer ned i 
Dybet, og de skulle just ikke indgive os Agtelse for 
Havets Dyreliv. Vende vi vort Blik mod Stranden i den | 
Tanke der at finde Masser af opskyllede Dyrelevninger, | 
som kunde give et Vink om, hvad Dybet dølger, træffe vi 
— ved Øresundets Kyster i det mindste —. af slige op- | 
skyllede Dyrelevninger vel neppe Andet.end enkelte Skaller, | 
nogle Krabber, Søstjerner, "Gopler eller deslige; dog — 


søge vi opmærksomt ved Stranden paa Stenene, mellem 
Tangen eller i Sandet, ville vi nok finde Et og Andet, | 
som er vor Opmærksomhed værd, og det vil vække Deres | 
Forbauselse, hvis De, naar De f. Ex. i Badetiden opholde | 
Dem i et af vore Fiskerleier, blive Vidne til: den Mængde af | 


87 


Skaller, Muslinger, Søborrer, Søstjerner, Korkoraller osv, 
som daglig bringes i Land med Fiskenettene, i hvilke de 
ere. blevne hængende. Den Forestilling, at disse Dyr 
maae ligge såa tæt paa Havbunden som Blomsterne paa 
en Eng, påatrænger sig En uvilkaarligt og bliver til Over- 
bevisning, nåar man med et hensigtsmæssigt Redskab — 
en saakaldet Skraåbe — undersøger Havbunden. Det er 
nemlig påa Dybet af vore Have og hverken i Overfladen 
eller i Strandkanten, åt det fyldigste Dyreliv har sit Sæde. 
Mig overraskede det virkelig at opdage, hvor rig saavel 
påa Former som paa Individer den Dyreverden er, som 
opfylder vore Haves Bund, og jeg har derfor troet, at. det 
kunde have nogen Interesse, om jeg forsøgte at gjengive 
det Indtryk, som Dyrelivet ved vore Kyster har gjort paa 
mig; nogen udtømmende Skildring er det naturligvis 
ikke min Hensigt åt give Dem, og noget eensidig vil den 
vel sagtens blive, da det kun er fra enkelte Punkter, at 
mine Erfaringer ere nogenlunde fuldstændige”). 

Bunden i vore Have bestaaer enten af Leer eller af 
Sand. I Sundet f. Ex. er der paa hver Side, nærmest 
ved Kysten, et Bælte, hvor Bunden er Sand; midsunds, 
paa Dybet, er der Leer og Dynd. Udtrykket. »paa Dybet« 
maa rigtignok forklares noget nærmere, thi derved maae 
vi i Reglen kun tænke påa en Dybde af 10—15 Favne; 
dybere end 15 Favne er Sundet kun påa ganske enkelte 
Steder, hvor det naaer en Dybde af indtil 25 Favne, og 
det samme gjælder om største Delen af Kattegattet med 


-= [z ÆSE dl 


”) Jeg kan hertil knytte den. Bemærkning, at jeg i Skildringen af 
Strandfaunaen deels har havt Forholdene i Odense-Fjord og deels 
dem ved Hellebæk for Øie, men at min Skildring af det dybere 
Vands Dyreliv grunder sig påa mine Skrabetoure ved Hellebæk og 


Samsø. e 
7% 


88 


Undtagelse af en Del af den svenske Skærgaardskyst i 
Bohuslån. I alle vore danske Vande er der vistnok, naar | 
undtages de mindre Strækninger, hvor Bunden er dækket 
af en Steenrevle, paa samme Maade et lavere Bælte langs 
med Kysten, hvor Bunden er Sand, og et dybere i nogen 
Afstand fra Kysten, 10 Favne dybt eller derover, hvor 
Bunden er Leer. At Leret og Sandet saaledes ligge hver 
for sig, Leret dybest, hvor der er størst Ro, Sandet nær- 
mest ved Kysten, hvor Brænding og Storm sjelden lade 
det i Hvile, er en naturlig Følge af disse Stoffers Be- 
skaffenhed. Røre vi f. Ex. en Klump reent Leer, det vil 
altsaa sige en naturlig Blanding af Sand, Leer og Smaa- 
steen, ud i Vand, ville Stenene synke hurtigst tilbunds 
og danne et Låg påa Bunden af Skaalen, derovenpaa vil 
Sandet leire sig og tilsidst, nåar Bevægelsen i Vandet 
ganske er ophørt, vil Leret efterhaanden afsætte sig. Det 
samme gjentager sig i det store i Havet; hvor der er 
Bevægelse i Vandet, kan Leret ikke- afsætte sig, dertil 
finder det kun tilstrækkelig Ro paa en Dybde af 10 Favne 
eller mere; men længere inde mod Land, hvor Bevægelsen 
naaer til Bunden, kan Sandet hbundfældes, og i selve Bræn- 
dingen afsættes de Steenmasser, der danne »Havstokken«. 

Vi ville foreløbig indskrænke os til at betragte det 
Bælte, der ligger os nærmest, nemlig Strand- eller 
Sandbæltet, med hvis Beboere vi endogsaa kunne gjøre 
Bekjendtskab fra Bredden af, især naar ved Lavvande en 
Deel af den flade Kyst lægges tør. Vi ville da finde, at 
snart er Sandbunden bar og nøgen, snart er den bevoxet 
med udstrakte Enge af Bændeltang eller med en tæt 
Kratskov af den store brune Blæretang, hver Busk fæstet 
til en lille Sveen, som den i sin Tid, naar den er bleven 
stor nok til at bære den, og Havet er åroligt, vil føre 


89 


med sig ind til Bredden. Større og mindre Stene ligge 
spredte omkring, og Vandet er, hvor Kysten er aaben, i 
en næsten uafladelig Bevægelse, snart stærkere, snart 
svagere, som man skulde synes maatte gjøre det umuligt 
for Havets smååe og svage Dyr at trives der ret længe; 
man skulde troe, åt de maatte føres ind til Bredden og 
knuses i den stærke Brænding mod Havstokkens Stene. 
Jeg antager virkelig ogsåa, at dette er Grunden til, at 
Strandbæltet tæller færre Beboere end det dybere og mere 
stille Leerbælte, uagtet dette er længere fjernet fra to saa 
væsenlige Livsbetingelser som Lyset og Luften. Der er 
imidlertid adskillige Arter, som formaae at modstaae Bølge- 
slagets Magt, enten fordi de ere beskyttede ved deres 
tykke Skaller, eller fordi de leve skjulte i Sandet eller 
mellem Tangen. Saåa snart Vandet staaer lidt lavere end 
sædvanligt, seer man Stenene, som rage op af Vandet, 
bedækkede med Strandsnegle, medens Strand- 
Rurenes hvide Bælte angiver os nøiagtigt, hvor dybt 
Vandet er sunket under det sædvanlige; ryster man Tang- 
buskene, finder man, at de vrimle af Tanglopper og 
Tanglus, og graver man i den blottede Sandbund, 
støder man paa talrige Sandorme, Nereider, Sand- 
muslinger og Hjertemuslinger. Vi ville dvæle lidt 
ved hver af de Dyreformer, som vi her have nævnt. 
Strandsneglene (Littorina) høre til de meest 
uanselige af deres Klasse, men kunne dog ved deres 
amfibialske Levemaade gjøre nogen Fordring paa Interesse. 
Ifølge deres Bygning høre de til Gjællesneglene, men i 
Henseende til Levemaaden kunne.de som værende skiftevis 
Vanddyr og Luftdyr siges at nærme sig til Landsneglene. 
I hele Dage kunne de leve paa det tørre, og sætter man 
dem f. Ex. i en Skaåal med Vand, forlade de den snart 


90 


Fig. 1, 2 Arter af Littorina og en Lacuna (nederst til høire), 


og krybe hele Stuen rundt. Varer Lavvandet dem for 
længe påa deres naturlige Opholdssted, behøve de blot at 
lade sig glide ned i Vandet igjen. Skallen udmærker sig 
hverken ved Form eller Farve; Dyret af vor større Art 
(L. littorea) er graastribet, af vor anden almindelige Art 
(L. obtusata) derimod af en livlig gul Farve. Deres Be- 
vægelser ere ret ejendommelige; Foden er nemlig ved en 
tydelig Linie paa langs deelt i to Halvdele, som bevæges 
skiftevis, hver for sig, først den ene, saa den anden, 
hvorved Dyret faaer en egen vrikkende Gang. Skallens 
overordenlige Tykkelse og Haardhed sætter dem i Stand 
til at leve paa Steder, der ere udsatte for en voldsom 
Bølgegang: de maatte knuses mellem Stenene, hvis de 
ikke selv vare næsten lige saa haarde og stærke som disse. 
— Littorinerne antages at leve af Tang, hvilket Føde- 
middel jo heller ikke mangler i deres umiddelbare Nær- 
hed, skjøndt de Stene, paa hvilke man seer dem sidde 
saa tæt, at man ikke kan træde paa Stenene; uden at 
knuse nogle af dem, just ikke pleie åt være bevoxne med 


91 


Tang. Man kunde maaskee vove den Formodning, at de 
om Natten gjøre Udflugter til Tangbuskene, saaledes som 
det er iagttaget om andre littorale Snegle (Pateller). Vist 
er det, at naar det er stille, kan man ofte iagttage deres 
Fodspor som en lang. Fure i Sandet. Paa mange Steder, 
skjøndt ikke hos os, benyttes de som Fødemiddel og sees 
udstillede paa Fisketorvene til Salg, hele Kurve fulde. 
Littorinernes Selskabsbrødre, Strandrurene (Ba- 
lanus balanoides) ere ligesom Strandbæltets Dyr over- 
hovedet selskabelige, seiglivede, amfibialske Væsener; det 
er de smaae hvide Vorter, som danne en allerede i nogen 
Afstand kjendelig hvid Linie: om Strandstenene i Hav- 
brynet. Ståaer Vandet lidt lavt, sidde de paa det tørre, 
thi de kunne ikke flytte sig, tvertimod de sidde saa fast, 
at Brændingen ikke river dem af, og man har vanskeligt 
nok ved at løsne dem 
fra Stenene. Deres -Skal 
har Form af en hul af- 
stumpetKegle; den luk- 
kes oventil af et be-" 
vægeligt Laag af 4 Skal- 
stykker, som er trukket 
tæt: til,” naar "Dyret: er 


ovenfor Vandet; er det 
derimod i Vandet, løftes DI 
Laaget lidt,  Spalten KG Ann HPrSy OD 

mellem dets Skalstykker aabner sig, og 6 Par fine, leddede, 
haarede, spiralformigt oprullede Beenpar strækkes frem. 
Ved at rulles op og i feie disse Fødder forskjellige Smaa- 
dyr ind i Balanens Mund. Man henførte tidligere disse 
Skabninger ligesom andre Skaldyr til Bløddyrene, men de 


leddede Lemmer vise, at det er Leddyr. Det er en Slags 


92 


Krebsdyr, der i deres Ungdom svømme frit omkring, men 
efter at have sat sig fast iføre sig det beskrevne Skaldække, 
der giver dem et fra de frit bevægelige normale Krebsdyr 
saa forskjelligt Udseende. 

Paa de store Buske af Bændeltang finde vi Løvet tæt 
besat med smaae hvide Rør, der ere bøjede som et Vald- 
horn, men kun omtrent en Linie lange; de findes i en 
saadan Mængde, at man i fåae Øieblikke vilde kunne samle 
Tusinder af dem; hvis Røret endnu er beboet, vil man, 
ved at lægge det i Saltvand og lade det lidt i Ro, snart 
see Dyret, som boer deri, udstrække en Tragt af fine 
Føletraade og derved røbe sig som en Rørorm af Slægten 
Serpula (S. spirorbis). Eller Tangblådet er maåaskee 
aldeles skjult af en tynd gråa Skorpe, der er afdeelt i en 
Mængde smaae Celler; i hver af disse smaae Rum har 
der siddet et Dyr med en Tragt af lignende Traade som 
hos hin Serpula; det er en Art af Slægten Flustra, en 
Polyp, d. v. s. en Koloni af Smaadyr, som staae i organisk 
Forbindelse med hinanden. Disse Polyper, hvis Beboere 
ligne de føromtalte Rørorme (Serpuler) i Bygning, kaldes 
med et almindeligt Navn Mosdyr eller Bryozoer. 

Til Bændel- og Blæretangens fastsiddende eller mindre 
bevægelige Beboere høre fremdeles adskillige nøgne Snegle”), 
forskjellige smaae Polypdyr””) og en smuk, stor, rød og 
klar Søpung (Phallusia canina), som er meget almindelig 
påa den omdrivende Bændeltang i vore Fjorde. Fremfor 
alle andre ville vi dog her nævne vor velbekjendte Blaa- 
musling (Mytilus edulis), som vi see hænge i store 
Klaser ned fra Tangen, hver enkelt Musling fæstet ved et 
Knippe af tynde, seige Traade. Hvorledes mon den vel 


=) Doris. ' 
+%) Clava, Campanularia, Sertularia, Lucernaria osv. 


93 


har spundet dette sit Ankertoug? Hvis det lykkes os at 
belure den under Arbeidet, ville vi see den udstrække af 
Skallens Forende en lang smal Fod, med hvis Spids den 
berører Tangbladet; efter nogen Tids Forløb flytter den 
Foden igjen, og — der er nu anbragt en ny Traad. Hver 
Gang Muslingen saaledes flytter sin Fod, kommer en ny 
Traad tilsyne; Foden er altsaa Muslingens Spinderedskab ; 
langs ud åd dens Underflade er der nemlig en Rende, 
som under Spidsen ender med en lille Udvidelse, bagtil 
derimod med en Grube, hvori en Kjertel udmunder, som 
udgyder en tyk seig Vædske; fra Gruben flyder denne ud 
i Renden, hvori den ligesom 
støbes til en Traad med en Knap 
påa Enden; ved Berøringen med 
Vandet bliver den bløde Masse 
nemlig seig og fast, men forinden 
er »Knappen« ved Fodens Hjelp 
limet fast til det Tangblad eller 
den Steen, hvortil Muslingen vil 
fæste sig. En enkelt Traad for- 
slaaer naturligvis ikke til åt bære 


Dyrets Vægt; alt som det voxer og 


bliver tungere eller føler Nød- 
Fig 3. En Blaamusling. (Den ene 
Skal er taget bort). 


sin Ankerplads mod Bølgernes. Magt, anbringer det flere 


vendigheden af at styrke sig paa 


og flere, saa at det snart kan have dannet et heelt Knippe 
af disse seige Byssus-Traade. Man har iagttaget, at Mus- 
lingerne ogsaa ved Hjelp åf dette Apparat kunne bevæge 
sig opad, ja man har endog seet byssusspindende Mus- 
linger saaledes hæve sig langsomt op ad Vandfaldenes lod- 
rette Klippeflader; hertil ere de i Stand ved efterhaanden at 


give slip med nogle af Traadene og fæste nye i den 


94 


Retning, hvor de ville hen, og herhen trække de da efter- 
haanden deres Legeme og deres Skal. — At ogsaa den 
almindelige Blaamusling har stor Betydning som Føde- 
middel, vil være Dem alle bekjendt. | 

Til Tangens mere. frit bevægelige Beboere høre nogle 
Smaasnegle, der ogsaa optræde i overordenlig Mængde 
(!Rissoa, Lacuna, Fig. 1); ved deres Lidenhed og svage og 
tynde Skaller afvige de paafaldende fra Littorinerne; men 
den Aarsag, der saa at sige med Naturnødvendighed har 
fremkaldt disses tykke Skaller, falder jo her bort, da de 
mellem Tangbladene finde den Beskyttelse, som Skallerne 
ikke alene kunde yde dem. Dernæst beboes Tangen af 
nogle Krebsdyrformer, som man populært betegner 
som Tanglopper og Tanglus. Til Tangloppernes 
(Amfipodernes) Gruppe henhøre 2 forskjellige Former, paa 
hvilke jeg ved denne Leilighed skal tillade mig at henlede 
Deres Opmærksomhed, uagtet egenlig kun den ene af 
dem er en Beboer af Tangen. Paa den flade, efter Om- 
stændighederne snart tørre, snart fugtige Strandbred vil 
De ofte iagttage nogle reieagtige graalige Smaavæsner 
springe omkring med stor Livlighed og i overordenlig 
Mængde; Længden af deres Spring er aldeles for- 
bausende, og om Aftenen, påa hvilken Tid de især ere i 
Bevægelse, er den Lyd, som de derved frembringe, meget 
paafaldende. Paa de samme Steder vil De finde Sandet 
gjennemboret af talløse Gange, der aabne sig med Huller 
af forskjellig Størrelse, og ved at grave ned i Sandet, vil 
De finde disse Gange beboede af den selvsamme Art af 
smaae Krebsdyr, som sprang omkring påa Sandet oven- 
over hine Huler eller søgte Ly mod Solens altfor 
brændende Straaler under lidt opskyllet Tang. Disse 
»Strandspringere« (Talitrus) ere lige saa amfibialske i- 


95 


deres Levemaade som Rurene eller Strandsneglene; ved 
langvarigt Lavvande vil Sandet, som de. beboe, tørre ud, 
og de søge da uden Tvivl dybere ned i det for at finde den 
til Vedligeholdelsen af deres Aandedræt fornødne Fugtig- 
hed; ved Høivande ville deres Boliger derimod sættes 
fuldstændigt under Vand, og de leve da under lignende 
Betingelser som Havsandets andre Beboere, f. Ex. Sand- 
ormene og Sandmuslingerne. — Gaae vi nu et Skridt nær- 
mere til Stranden, og optage af Havet en Busk af Blære- 
tang og ryste den, ville vi see en Mængde brune, grønlige 
eller violette Tanglopper (Gåmmarus locusta) styrte ned 
i Hobetal, og skeer dette f. Ex. over en Steen, der er vaad 
af Bølgeslaget, maae vi ile med at fange dem, hvis vi 
ønske at faae nogle af dem ihænde for at betragte dem 
nøjere; thi de skynde sig bort, alt hvad de kunne, for at 
naae Vandet igjen, skubbende sig afsted paa den ene Side. 
Saalænge de ere i Live, 
ere deres smaae Hale- 
fødder i en idelig Be- 
vægelse for at føre frisk 
Vand ind til Gjællerne, 
der sidde inde under 


den egenlige Krop, mel- 
lem Benene. Hen ad Fig Ea ISnsloppe: 

faste og glatte Flader, f. Ex. Stene eller Tangblade, rutsche 
de, som jeg allerede har anført, sidelænds ved skiftevis at 
bøje og strække Legemet; de springe ikke, derimod svømme 
de særdeles godt, snart med Ryggen i Veiret og snart paa 
Siden. I de nordlige Have, hvor Tanglopperne ere yderst al- 
…mindelige, udfolde de en stor Virksomhed som aadselædende 
Dyr og kunne f. Ex. i en Nat opæde en hel Sælhund, 
naar denne er bleven fangen og kvalt i et Garn. — De 


96 


sammen med dem forekom- 
mende Tanglus eller Ido- 
theer ere ogsaa Krebsdyr af 
en nærstaåaende Gruppe (Iso- 
podernes);. de ere større og 
langsommere end Tanglop- 


perne og skjøndt hyppige 
nok, dog ikke tilstede i såa 


forbausende stort et Antal; 


ved deres krogede Been ere 


de særdeles skikkede til at 


holde sig fast ved 'Tangen. 


Under Halen sees ligesom to 


Halvdøre, der kunne lukkes 
Fig. 5. En Idothea, 


ek eee ng Ål i for Gjællebladene , som 


sidde indenfor dem og ere 
i livlig Bevægelse for at fornye Vandet, alt som det bliver 
ubrugeligt til Aandedrættet. 

Paa visse Steder af vore Kyster er Havnebygnings- 
væsenet betydelig generet af nogle lige i Vandfladen 
levende Dyreformer, der have den slemme Skik åt gnave 
sig Gange og Huler i Bolværkenes og Skibenes Tømmer; 
jeg sigter her til de berygtede Pæleorme (Teredo) og 


Fig. 6. En Pæleorm eller Ormmusling og Gange af samme Dyr i et Stykke Træ, 
Pælekrebs (Limnoria). Jeg har her ikke Tid til udfør- 
ligt at afhandle disse Dyrs Naturhistorie, men skal ind- 


ER 


RT 


skrænke mig til åt bemærke, åt Pæleormene ere Muslinger 
med meget smaae Skaller, med meget forlænget Kappe 
og med lange Aanderør; at de som smaaåae Unger begynde 
at bore sig ind udvendig fra og, alt som de voxe, for- 
længe deres Hule, idet de snart opgive at. bore sig 
længere ind i Træet og foretrække at følge Fibrenes 
- Retning opåd eller nedad i Pælen; de saaledes frembragte 
Gange, der udfores med en smuk Kalkskorpe, kunne være 
en halv Alen lange eller endnu længere -og ligge ofte i 
denydre' Deel af Træet saa tæt,: at der kun”er-'en. tynd 
Skive Træ imellem dem. Følgen heraf er naturligvis, at 
Bølgeslaget let bryder de ydre Lag af den såaledes 
svækkede Pæl itu; en ny Generation af Pæleorme trænger 
fra de saaledes blottede Steder ind i det næste Lag, der 
har den samme Skjæbne, og inden mange "Aar knækker 
Pælen over, og den kostbare Brobyguing eller Bolværk 
synker sammen. Som det bedste Middel til at forebygge 
"disse Ødelæggelser bruger man at beslaae Pælene i Vand- 
"gangen med bredhovede Søm, fra hvilke der da breder 
sig en heel Rustskorpe over Træet, der holder Pæle- 
ormene borte; ogsaa anbefåler man at lade det besætte 
med Blaamuslinger, hvis Byssus skal yde et lige saa godt 
Beskyttelsesmiddel. Man har havt at kæmpe med Pæle- 
ormen ved Frederikshavn, ved Samsø og ved Kyholm, 
efter hvad mig er berettet ogsaa i Korsørs Havn; ja den 
truer endog med at spille en vis Rolle i selve Kjøben- 
havns Øhed; hvor ugunstige Forholdene end her skulde 
synes at stille sig for den, har den dog trodset den 
stærke Tilsætning af Ureenligheder, som udmærker Vandet 
i vor Hovedstads Havn; om den her vil spille en forholds- 
vis underordnet Rolle eller måaaskee pludselig, efter længe 
at have været overseet og ringeagtet, vil optræde i saadan 


98 


Mængde, at »gode Raad ville være dyre«, maa Fremtiden 
vise. Det er vistnok kun faae Aar siden, at Ingen anede 
dens Tilstedeværelse i de danske Vande. .v——. Pæle- 
krebsen fuldender Ormmuslingernes Værk; det er en 
ganske lille uanselig Isopod, der gnaver sine Gange i 
Træets Overflade indtil nogle Tommers Dybde; i Bunden 
af hver af disse utallige bugtede Gange vil De finde een. 
eller flere af disse smaae Ødelæggere. De bidrage saa- 
ledes end ydermere til en hurtig Forvittring af Træet, og 
alt som denne finder Sted, gåae de selv dybere ind, 
- følgende Pæleormene saa at sige lige i Hælene. Den 
utrolige Mængde, hvori de forekomme, bøder påa deres 
Lidenhed. I. Sundet er det mig ikke bekjendt, at de 
forekomme, men jeg har havt Leilighed til at gjøre deres 
Bekjendtskab paa Kyholm. Jeg skal endnu tilføje, at alt 
som Pæleormene døe, blive deres Gange'tomme og komme 
til at gabe med en stor Aabning, da deres ydre snevrere 
Deel slides bort af Bølgeslaget; de benyttes da til Bolig 
af andre småae Muslinger (Saxicava, Mytilus) og af talrige 
Tanglopper og Orme (Nereis pelågica), såa at man strax i 
en såadan gammel Havnepæl kan finde en særegen lille, 
for sig levende, afsluttet Dyreverden. 

Hvor Vandet er låvt og stille og Sandbunden derfor 
umiddelbart synlig, ville De have iagttaget en Mængde Op- 
høininger i Sandet, dannede af slangeformige Slyngninger. . 
De ligge ofte saa tæt, at man knap kan træde imellem dem, 
og er Vandet lavt, ligge de ofte aldeles paa det tørre. Ved 
Berøring gåae de itu og vise sig kun at bestaae af Sand, 
blandet med lidt Slim. De hidrøre fra en Orm, Sandormen 
(Arenicola piscatorum), der lever i utallig Mængde ved vore 
Kyster, og afgiver en fortrinlig Madding paa Torskekrogene. 


99 


Den fanges derfor i stor Mængde og 
De ville ofte, naar det er stille, have 
seet en Fiskerdreng med høit op- 
smøgede Beenklæder beskjæftiget i 
hele Timer med at »stampe. Orme«… ; 
en lang Stang med et Brædt paa 
Enden til at »stampe« Sandet, en 
Krogkjæp til at opsamle de op- 
jagede Orme. :0og : en -Spaåand,,… der 
… flyder ved Siden af ham, fæstet til 
en Snor:…er hele” hans Apparat. 
Sandormen ligner i visse Maader 
en Regnorm og udstrækker og sam- 


mentrækker sin Krop ligesom denne, 


Fig. 7; En Sandorm. 


men dens Farve er grønlig og langs 
hen. ad Ryggen bærer den en doppelt Række af smukke 
røde Gjællebuske. Alt som den skupper sig frem gjennem 
Sandet, sluger den dette og lader det langsomt gaae 
gjennem sin Fordøielseskanal; ved at blandes med dennes 
Slim fåaer det saa megen Fasthed, at det danner hine 
sammenslyngede. Snore, som blive liggende tilbage, naar 
en sagte Bevægelse af Vandet skyller det omgivende løse 
Sand bort. — Sammen med Sandormen findes i stor 
Mængde en Nereide (Nereis diversicolor), en Børsteled- 
orm ligesom den, men i flere Henseender indtagende et 
højere Standpunkt; den har saaledes et tydeligt Hoved 
med Øine og Følehorn og vel udviklede og talrige Fødder, 
påa Grund af hvilke man ogsaa i gamle Dage gav den det 
ret passende Navn »Søtusindbeen«.  Skjøndt Strand- 
Nereiden stedse lever skjult i Sandet, kan den dog 
svømme godt med smukke og livlige, slangeagtige Be- 
vægelser. Af og til skyder den Munden frem, og da 


Fig. 8, En Nereide, 


dem strax'til sig, 


100 


komme to skarpe krogformige Horn- 
kjæber tilsyne, det Vaaben, hvormed 
Nereiden griber sit Bytte; thi den er 
ikke såa fredelig stemt som dens Nabo 
Sandormen, der lader sig nøje med 
at sluge Sandet og fordøje hvad for- 
døieligt der maatte følge med ved 
denne Leilighed; alle Nereider ere 
graadige Rovdyr. 

Nedgravede i Sandet ved vore 
Kyster leve endnu 2 større Muslinger 
i overordenligt Antal, nemlig Sand- 
muslingen (Mya arenaria) og den 
almindelige Hjertemusling (Car- 
dium edule). Den førstnævnte hører 
til de Muslinger, hvis Hudkappe bagtil 
er forlænget til et langt doppelt Rør, 
gjennem hvilket Vandet strømmer ind 
i Dyrets Kappehule, forbi. Gjællerne og 
hen til Munden samt tilbage og ud igjen. 
Muslingen lever nemlig kun af de Smaa- 
dele, som Vandet påa denne Maade 
kan føre den lige ind i Munden; den 
kan ikke som Sneglen selv søge og 
afbide den.  Sandmuslingen vender 
sine Rør lige op mod Vandet, saa at 
Spidsen netop rager op til Overfladen 
af Sandet, hvori-den forresten er skjult. 
Mærker den nogen Fare — og. om- 
kring Enden af Rørene er der baade 
Øine og Føletraade — trækker den 
maaskee med det samme udsprøitende 


101 


en fin Vandstraale, da det indesluttede 
Vand kun påa denne Maade kan skaffe 
sig Udgang, og dette kan da røbe 
os dens Skjul. Troer den sig ikke 
engang derved i Sikkerhed, graver den 
sig med sin Fod lige ned i Sandet, 
saa hurtigt, at man skal skynde sig, 
hvis man vil naåae den med Spaden. 
Naar den atter tør troe Freden, skupper 
den sig op igjen og udstrækker sit 
lange ÅAanderør, indtil det naaer op til 
Vandet, saa at den Vandstrømning, som 
skal vedligeholde dens Aandedræt og 
Ernæring, kan begynde igjen, ja Mus- 


lingen kan ikke engang forhindre denne | 
fra at tage sin Begyndelse, da den af- Fig. 9. En Såbadsleg 
hænger af den indre »Fimrehaars- Farens: sære i 
beklædning«, hvis Bevægelser ere uafhængige af Dyrets 
Villie. Hjertemuslingernes tykke, runde, bugede og 
ribbede Skaller ere vist bekjendte nok for alle dem, der 
i deres Barndoms Dage have leget med Strandsand; disse 
Muslinger have kun korte Aanderør og holde sig derfor 
mere i Overfladen af Havbunden; det mærkeligste ved 
dem er maaskee deres store knæbøiede Fod, med hvilken 
de skulle kunne vælte sig ganske rask fremad. 

Der er endelig ogsaa i dette Strandbælte adskillige 
Dyreformer, der vandre eller svømme frit omkring, f. Ex. 
forskjellige større og mindre Arter af Vandmænd, Sø- 
stjernerne, med hvilke vi senere skulle gjøre nærmere Be- 
kjendtskab, de grønne eller brune Strand-Krabber (Car- 
cinus mænas), der ere allevegne paafærde for at opæde, hvad 
der ved Kysten maatte findes af døde Dyr, og som derfor 

8 


102 


let fanges med meget simple Redskaber af Fiskerbørnene, 
for hvem denne Fangst er en yndet Morskab; deres 
pudsige Sidebevægelser, naar de spanke afsted for at skjule 
sig under en flad Steen, have vist ofte tildraget sig Deres 
Opmærksomhed. Større Betydning som Fødemiddel have 
Reierne (Palæmon), der til visse Aarstider gåae tæt op 
til Bredden. Mellem Tangen vil De paa stille Sommer- 
dage opdage store Stimer af smååe smækkre, næsteu 
vandklare, svømmende Krebsdyr af Kaareslægten (Mysis), 
Nordmændenes »Silde- Aat« (Sildeføde), der uden Tvivl 
have stor Betydning som Fødemiddel for: de til Strand- 
bæltet hørende Fiskeformer, af hvilke jeg blot skal frem- 
hæve Hundesteilen, Tangsnarren, Tangsprællen, 
Tangnaalene, Ulkene, Aalene, Aalekvabberne, 
Fjæsingen, visse Flyndere, Sandaalene eller 
Tobisfiskene og Kutlingerne; deres Naturhistorie 
ligger det udenfor min Plan her at afhandle og jeg skal 
derfor blot indskrænke mig til åt bemærke, at det er 
blandt de i det foregaåaaende omtalte Orme, Bløddyr og 
Krebsdyr at disse Fiske søge deres Føde, og at deres 
døde Legemer igjen vilde være en kjærkommen Føde for 
Krabberne, Tanglopperne osv., hvis ikke de talrige 
Strandfugle (Maager, Skarver, Strandskader osv.), som 
deels leve af Strandbæltets Fiske, deels af dets andre 
lavere Dyr, kom dem i Forkjøbet. 


SØ 


En Dyreverden, omtrent som den her skildrede, ville 
vi træffe saa godt som overalt ved vore flade og sandede 
Kyster, og vi kunne vandre flere hundrede Mile langs 
med Østersøens og Nordsøens Kyster uden at finde nogen 
væsenlig Forandring i den. Derimod behøve vi ikke at 


103 


seile ret langt ud paa Dybet førend vi træffe et aldeles 
forskjelligt Dyreliv, der næsten intet Fællesskapvp har med 
Strandfaunaen, men bestaaer af andre Arter og, da det 
tillige har en langt rigere og fyldigere Charakteer, for en 
stor Deel ogsaa af andre Dyreformer (Slægter). Lad os 
f. Ex. med Skraben undersøge Sundets midterste 
Bælte, hvor Bunden er sandblandet Leer eller Leer og 
Dynd og ligger 10, 15 indtil 20 Favne under Overfladen. 
Vel bevæges Vandet i denne Dybde neppe meget af Bølge- 
slaget,” men Strømningerne bringe dog bestandigt friskt 
og iltrigt Vand til Dyrene paa Havbunden og forsyne 
dem, som ikke selv kunne gaåe og hente deres Føde, 
med hvad de behøve. Vist er det i al Fald, at de 
trives overmaade vel her, og man forbauses over den 
Mængde af Dyr, som kommer for Dagen med Skraben 
eller bliver hængende i Fiskenettene, nåar Strømmen 
slæber disse henad Havbunden; paa mig i det mindste 
har, hvad jeg har seet i denne Retning, gjort det Indtryk, 
at Dyrene ligge her såa tæt mellem hinanden og tildeels 
ovenpaa hinanden som Blomsterne i en Have eller Planterne 
i Skovbunden om Foraaret. Der er neppe en Plet af 
Havbunden i denne Deel af Sundet, såa sior som en 
Haand, der ikke er beboet af et eller andet levende Dyr, 
og påa mange Steder er Sundet ligefrem en Dyrebaånke, 
der er lige saa tæt befolket med allehaande lavere Dyr, 
som f. Ex. en Østersbanke er det med Østers. 

Denne det dybere Vands Rigdom paa dyrisk Liv for- 
bauser maaskee saameget mere, naar man betænker, hvor 
overordenlig blød og ettergivende Havbunden er, og at 
det forholdsvis er sjeldent at større eller mindre Stene 
give Dyrelivet den faste Basis, der f. Ex. ved Norges 
Klippekyster betinger saa rig en Udvikling af det organiske 

&g% 


104 


Liv. Men i Mangel af anden fast Bund veed Dvreverdenen 
her at skaffe sig den selv. Det er hvad man i daglig 
Tale kalder Skaldyrene d. v. s. de med en haard Skal 
forsynede Muslinger og Snegle, som afgive den faste 
Bund, hvorpåa de andre lavere Dyr sidde fast eller spadsere 
omkring. Det er især 4 eller 5 Arter, som ved deres 
Størrelse og forbausende Talrighed spille den vigtige Rolle 
at brolægge Sundet til Gavn for de andre Medlemmer af den 
frie Republik påa Havets Bund. Først og fremmest maa jeg 
her nævne Cyprina-Muslingerne (Cyprina islandica, Fig. 16), 
hvis Skaller bogstavelig dække Havbunden påa mange Steder i 
saadan Mængde, at jeg tør sige, at jeg har havt flere Tusinde 
i mine Hænder; det er lidet rimeligt, ”at de skulde føres 
hertil langveis fra, og vi måae derfor antage, at de leve i 
stor Mængde nedgravede i Dyndet; jeg har imidlertid for- 
holdsvis kun truffet paa faae levende og udvoxne Exem- 
plarer, — skjøndt oftere påa Ungerne — rimeligvis fordi 
de som voxne leve saa dybt i Dyndet, at man ikke let 
naaer dem med Skraben. Det er en stor tykskallet rund 
Musling med stærkt Hængsel, korte Aanderør og en stor 
skarp Fod, der uden Tvivl afgiver et udmærket Redskab 
til at rode sig igjennem Dyndet; Skallen er beklædt med 
en Overhud, som hos Ungerne er lysebrun, hos de gamle 
sort, men mangler påa de døde, halv forvittrede hvide 
Skaller. Det er deels Cyprinaskallernes Styrke, deels og- 
saa deres Størrelse, Form og Hyppighed, der gjøre dem 
saa særdeles skikkede til at danne vore Haves naturlige 
Brolægning. Den store Blaamusling (Mytilus Modiolus, 
Fig. 18) er ogsaa overordenlig hyppig i dette Bælte; i Form, 
Farve og Dyrets Bygning og Levemaade ligner den meget vor 
før omtalte »almindelige Blaamusling«, men den er meget 
større. Den lever ikke som Cyprinerne nedgravet i Dyndet, 


105 


men mere frit ligesom dens Slægtning fra Strandbredden, 
skjøndt fæstet ved sine talrige, stærke Byssustraade til alle 
Slags Skaller, døde eller levende, store og småae, Smaastene 
osv., ofte til hinanden indbyrdes, såa at de komme op i store 
Klynger eller Klaser. Medens det især er de døde Cyprina- 
Skaller, som tjene andre levende Dyr til Fæste, er det især 
de levende Blaamuslinger, der gjøre den tilsvarende Nytte 
for de samme eller for andre Dyreformer. Hvert levende 
Exsemplar, som De tåger op fra Håvbunden, er ligesom 
en lille Have af Svampe, Alcyonier, Annelider, Balaner, osv. ; 
men de døde Skaller modstaae uden Tvivl ikke såa længe 
som Cyprinernes de »altopløsende Tendenser«, der ogsaa 
gjøre sig gjældende i dette lille Samfund, og spille derfor 
ikke saa stor en Rolle. I øvrigt have de store Blaamus- 
linger ogsåa en ikke ringe oekonomisk Vigtighed: »vi 
spise dem lige såa gjerne som et Æg« sige Fiskerne, 
hvilken Lignelse maaskee indgives dem paa Grund af 
Dyrets smukke rødgule Farve; at de afgive et meget godt 
Fødemiddel, kan ikke 
betvivles. 

Meget almindelig er 
ogsaa en eiendomme- 
lig Snegleform, Peli- 
kanfoden (Aporrhais 
pes pelecani), der har 


sit Navn deraf, at naar 


Fig. 10, Pelikanfoden. 


den er udvoxen faaer 
Skalmundingen en vingeagtig Forlængelse, som man har 
sammenlignet med Svømmefuglenes Fødder; den gamle 
Snegls temmelig tykke og plumpe Skal modstaaer temmelig 
længe Ødelæggelsesværket og kan derfor ogsaa afgive 
Bolig og Fæste for andre Dyr; nogen betydelig Vigtighed 


106 


i denne Henseende har den imidlertid ikke, men den for- 
tjener at nævnes her som et af dette Havbæltes meest 
charakteristiske Skaldyr. Dyrets smukke røde Farve, der 
er fint tegnet med Gult og Hvidt, staaer i øvrigt i en lige 
saa paafaldende Modsætning til Skallens uanselige Ydre, 
som dets træge Væsen til Trompetsneglens livlige 
Færd. Denne Snegl — som vore Fiskere kalde »Kong”'en«, 
Systematikerne Buc- 
cinum undatum, — 
spiller en overmaade 
stor Rolle i Dyrelivet 
ved vore Kyster. Den 
udmærker sig just 
ikke ved sin Skjønhed, 
navnlig hvis man vil 
sammenligne den med 


dens pragtfuldere Slægt- 


Fig. 11, ,Kong'en" eller ,,Trompetsneglen"”. 


ninge ide tropiske Have, 
men den er den hyppigste af vore større Havsnegle. Den 
hører ligesom de fleste af Havets Snegle til dem, der 
aande ved en kamformig Gjælle, som er anbragt i en 
Hule under Skallens videste Deel, men er tillige udstyret 
med et fra et Hak i Skallens venstre Hjørne udgåaende 
Aanderør, og den kan derfor rode sig heelt ned i Dyndet 
og der oplede sit Bytte og dog blive ved at optage frisk 
Vand i sin Gjællehule gjennem det opløftede Aanderør; 
den har fremdeles bagpaa sin Fod ligesom Strandsneglene 
og Pelikanfoden et hornagtigt Laag, der passer til Skallens 
Hulhed, og den kan derfor lukke sig aldeles inde i sit 
Hus og holde paa Døren med sin hele Muskelstyrke, men 
dog, om den vil, have Aanderøret fuldt udsteakt. Vel 
beskyttet mod fjendtlige Angreb er den tillige selv ud- 


107 


rustet med hensigtsmæssige Vaaben; af sin Mund kan den 
nemlig udskyde en lang Sugesnabel, væbnet med en saa- 
kaldet Raspetunge, der er besat med utallige fine, men 
haarde Tænder. Det er mig ikke bekjendt, at »Kong'en « 
hos os anvendes som Fødemiddel saaledes som i England 
og Frankrig, hvor mån seer hele Kurve fulde af dem til 
Salg påa Gaderne, som Føde for den simple Mand; der- 
imod bruger man hos os »Kong'en« som Agn paa Torske- 
krogene, og fanger dem derfor daglig i hundredevis i 
Kuber, flettede af Pilekviste, med en snever, indkrænget 
Aabning i hver Ende; indeni Kuben er der lagt en død 
Fisk, om hvilken Sneglene”) snart flokke sig i Hobetal 
for at suge af den. I det hele spiller denne Snegl vist en 
stor Rolle som fortærende døde Dyr, maåaskee ogsaa ved 
at fortære levende. Den bliver derfor ofte fanget paa 
Torskekrogene, og Fiskerne antage, at den gjør dem mere 
Skade påa denne Maade end Søstjernerne. — Stor For- 
undring pleie »Kong”ens« til en eller anden Skal fæstede 
Æggekapsler at vække, naar man finder dem første Gang; det 
er store gule Klaser af læderagtige Kapsler, bekjendte ved 
andre Kyster under Navn af »Havdruer« eller »Havbikager« ; 
vore Fiskere vide meget godt »at ,Kong'en” fødes i 
dem«, om det end maaskee ikke staaer dem klart, at 
de ere lagte af Sneglen og senere svulmede betydeligt op 
efter at være komne i Vandet. — Hvad her er sagt om 
»Kong'en« gjælder i det hele ogsaa om en nær Slægtning 
af den, »Hornkong'en« eller »Rødkong'en« (Fusus 
antiquus), der maaskee endogsaa' overgaaer den i 
Størrelse, men er. en Deel sjeldnere. Til Gjengjæld er 


f) Lader man Kuben ligge længere Tid i Vandet, gaae Sneglene 
ud af den igjen, men Krabber, Eremitkrebs, Reier og Søborrer 


pleie da at indfinde sig. 


108 


dens Skal endnu solidere, og den faaer derved maaskee 
nok såa megen Betydning som bidragende til at afbjælpe 
Manglen af fast Klippebund. Til det samme Resultat 
bidrage, skjøndt i ringere Grad, adskillige større og mindre 
Muslinger, af hvilke jeg blot i Forbigaaende skal henlede 
Deres Opmærksomhed paa en Kammusling (Pecten oper- 
cularis), en Sandmusling (Mya truncata), forskjellig fra 
den der beboer Strandbæltet, og en stor Hjertemusling 
(Cardium echinatum), ligeledes forskjellig fra den før 
omtalte”). 

Følgen af denne Rigdom påa skaldannende Bløddyr 
og af den Omstændighed, at Skallerne kunde overleve de 
Dyr, der have dannet dem, saa længe det skulde være, 
naar ikke andre Omstændigheder sloge sig til, vilde være, 
at de snart opdyngedes i en saadan Mængde paa Hav- 
bunden, åt denne vilde- forvandles til en tyk Skalbanke, 
og at den overhaandtagende Skaldannelse snarere vilde 
kvæle Dyrelivet end fremme det, saafremt Naturen, som 
jo bestandig efterstræber en vis Ligevægt og søger at 
hæmme enhver Eensidighed, ikke udfoldede en særegen 
Virksomhed for at forhindre denne Skallernes Ophobning. 
Erfaringen viser, at Skallerne meget snart efter Dyrets 
Død hjemfalde til Forgængeligheden; jeg troer ikke, at 
nogen Skal bliver meget over 2 eller høist 3 Aar gammel, 


”) Endnu kunde vi nævne en lille med Laag og Aanderør forsynet 
Snegl, »Dverg-Kong'en« kunde man kalde den (Nassa reticulata), 
en lille kegledannet Taarnsnekke (Turritella ungulina) samt 
adskillige mindre Muslinger af Slægterne Venus, Mactra, Saxicava, 
Telliina, Psammobia, Leda, Mytilus, Solen (S. pellucidus), Pecten, 
Cardium, Corbula osv., hvis Skaller dog i det hele ere for smaåae 
til at kunne spille nogen synderlig Rolle som Basis eller Bolig 
for andre Havdyr. 


109 


med mindre den tilfældigvis begraves saa dybt i Dyndet, 
at Indvirkningen derved holdes ude. Denne ødelæggende 
Virksomhed besørges i al Stilhed af nogle smaae Spongier 
eller Søsvampe — KNavnefæller altsaa, men ikke 
Slægtninge af de Organismer, der såa hurtig destruere de 
døde Plantedele i vore Skove og saaledes lette den hurtige 
Omsætning af de organiske Stoffer, som er en nødvendig 
Betingelse for et frodigt organisk. Liv. De leve indeni 
Skallerne og udbrede deres med Kiselnaale spækkede Væv 
i alle Retninger i disses Indre, men bryde tillige frem til 
Overfladen påa mange Punkter for der at anbringe de 
Porer, der ere nødvendige til at vedligeholde de for 
Svampdyrene charakteristiske Vandstrømninger gjennem 
deres Væv. Resultatet heraf er, at Skallen gjennemædes 
og udhules indvendig fra, og at den gjennembrydes af 
talrige Huller, saa skarpe og saa regelmæssigt ordnede, 
som vare de anbragte med et Instrument. Disse »orm- 
stukne«”) Skaller forvittre naturligvis overmaade let, og 
naar dertil kommer den ved Vandets Bevægelse bevirkede 
Sønderslagning af de skjørnede Skaller, bliver det fuld- 
kommen forklarligt, at man ved Siden af levende Snegie 
og Muslinger og ved Siden af friske Skaller af de samme 
Arter træffer døde Skaller i alle mulige Grader af Skjørhed 
og Sønderbrydning””). Paa visse Steder træffer man 
forholdsvis kun faåae af de levende og friske Skaller, men 


”) I enkelte af disse »ormegnavede« Skaller finder man, naar man 
sønderbryder dem, en lille grøn Annelide (Dodecaceria concharum). 
Jeg antager, at den kun benytter de af Svampene efterladte 
Huller, og ikke danner dem selv. 
+%) Den her beskrevne Virksomhed udfolde Clione-Svampene ikke 
alene i vore Vande, men ogsaa i Tropehavene, og i Fortidens 
Have var det samme Tilfældet, hvilket man f. Ex. seer paa de 
store Østers (Gryphæa)-Skaller i Faxø-Kalken. 


110 


derimod mange af de halvt eller heelt forvittrede, og paa 
de dybeste Steder af Sundet, som jeg har undersøgt, traf 
jeg slet ingen store. Skaller eller Skaldyr, men fandt den 
dyndede Havbund gjennemvævet og opfyldt ligesom med 
en Hakkelse af Brudstykker af alle Slags Skaller, blandt 
hvilke de lette og tynde f. Ex. Kammuslingernes spillede 
en Hovedrolle — vistnok fordi at naar Bølgeslaget nåaer 
ned i denne Region, fordeler den de tunge og lette Dele 
efter det samme Princip, som naar den fordeler Leer, 
Sand og store og smaae Stene. I hin dybeste Deel af 
Sundet fandt jeg derfor Dyrelivet i det hele indskrænket 
til saadanne Dyr, som leve nedgravede i Dyndet; de, der 
leve påa og mellem Skallerne, manglede naturligvis, 
og jeg, der havde ventet at gjøre en god Fangst netop 
paa de dybeste Steder, maatte tilstaae mig selv, at jeg 
havde gjort Regning uden Vært. 
Lad os derfor vende tilbage til hvad Fiskerne kalde 
»Skallekanten«, hin Banke af levende og døde Skaldyr, paa 
12—14 Favnes Dybde, og lad os kaste et Blik paa den 
brogede Mangfoldighed af Dyr, som der finder Næring og 
Husly. I Sandhed, det Skue, der her frembyder sig, er 
saa rigt og afvexlende, at man næsten er i Forlegenhed 
med, hvad man skal undersøge først, og hvad man skal 
lægge tilside til bedre Tider; men vi maae skynde os, 
thi de fleste af dette Havbæltes Dyr ville være døde inden 
vi nåaåe i Land med dem, især hvis vi have valgt en 
smuk varm Sommerdag til vor Excursion. En enkelt Skal 
af en Blaamusling f. Ex. kan godt afgive Bolig for en 
halv Snees forskjellige Arter, ligesom en tropisk Træ- 
stamme er en Have af mange forskjellige Snylteplanter. 
De store rødgule Søkorke, Grupper af Balaner af en 
anselig Størrelse, Søsyampe, Selskaber af Rørorme af 


111 


højst forskjellig Siags høre 
til de levende og døde Blaa- 
muslingers såa at sige faste 
Besætning; ved Siden af dem 
forekomme deilige Klaser af 
Søpunge”), hvis krystalklare 
Kappe låder de smukt far- 
vede røde og rødgule indre 
Dele skinne igjennem; en 
mere beskeden Slægtning af 


dem med en solid graa 


Kappe falder derimod kun i ELERS 
Fig, 12, En klar Søpung (Phallusia 
parallelogramma). 


Øinene ved sine 2 røde 
Mundinger ”). Forskjellige 
Årterafnøgne””; eller tyndskallede”””) Snegle, blandt 
hvilke jeg særligt skal henlede Deres Opmærksomhed paa de 
sorte Chitoner eller »Skallus«, som Fiskerne efter deres 
Systematik kalde dem, sidde ofte paa Skallerne, og af og 
til træffer man en lille kjødrød Søpølse eller Holothuria+), 
fæstet ved sine talrige fine Sugefødder, eller Ungerne af 
Skjælpølsen++) siddende fast påa Skallerne ved deres 
med Sugefødder udstyrede Fodskive. En smuk rød eller 
rødbroget Slangestjerne+-1]) sidder overmaade hyppigt 
halvt eller heelt skjult i »Kong'ens« eller Cyprina'”ens tomme 
Skal, i tomme Balanhuse eller mellem Serpula- Buskene, 


”Y Phallusia parallelogramma og P. intestinalis 
"”) Cynthia Loveni. 
"”) Tritonia plebeja; af og til træffer man den store og anselige lyse- 
gule Tr. Hombergi. 
””) Af Slægten Patella (Albuskjæl). 
t) Thyonidium hyalinum. 
++) Psolus Phantapus Str. 
+++) Ophiopholis aculeata. Sjeldnere er Ophiothrix fragilis. 


112 


holdende sig fast ved sine krogede, med korte ru Pigge 
tæt besatte Arme. De selvsamme Opholdssteder søger 
ogsaa en Ledorm, nemlig Skjælryggen”), som udmærker 
sig ved den doppelte Række af store runde Hudblade eller 
Skjæl, som den bærer påa Kyggen. Adskillige andre 
Former af fine sirlige Ledorme”) søge sig Skjul mellem 
de paa Skallerne siddende Ormerør, Balaner, Koraldyr osv., 
men komme i Almindelighed først tilsyne efter nogen 
Henstand og bevæge sig 
da muntert om i Vandet; 
hertil slutte sig nogle 
bløde, slimede, let hen- 
flydende Fladorme med 
sirlig forgrenet brun For- 
døielseskanal, og de med 
dem = nærbeslægtede og 
lige saa bløde og let for- 
gængelige, men mere liv- 
lige og med en over- 
ordenlig Udvidelighed og 
Sammentrækkelighed i 


Fig. 13. En Skjælryg og en anden Ledorm deres, Legemer begavede 
af Slægten Siphonostomum. Slimbændler (Nemer- 

tiner), nogle kjødrøde, andre brnne, næsten sorte osv. 
Der er især en Art, som altid har været mig særdeles 
paåafaldende, deels ved sin Hyppighed, da jeg har kunnet 
finde den, troer jeg, paa enhver stor Blaamusling, deels 
ved sin smukke rødbrune Farve, der oplives af fine hvide 
Tverlinier, deels endelig ved sin overordenlige Udvide- 


") Lepidonote punctata. 
"") Af Slægterne Nereis, Castalia, Phyllodoce og Siphonostomum. 


113 


lighed og Sammentrækkelighed. Udstrakt i det ene Øieblik 
"til en Længde af 3 Tommer, trækker den sig i det næste sam- 
men til- en uformelig Slimklump af ikke 3 Liniers Længde, 
strækker sig atter ud til sin forrige Størreise”) osv. Lad mig 
hertil føje nogle smaåe, i Keglen lyserøde Aktinier”) 
og nogle andre Polypdyr, og vi ville da have en omtrentlig 
Oversigt over den mere faste Deel af vor Dybvands- 
fauna. — Hvad der ellers rører sig mere frit mellem 
denne Dyrevrimmel, skulle vi siden kaste et Blik paa; 
først vil jeg dog tillade mig at henlede Deres nærmere 
Opmærksomhed paa nogle enkelte af de allerede nævnte 
Dyreformer, som ved deres Størrelse og Hyppighed ere 
saa iøinefaldende, at de førtjene en nærmere Betragtning. 


Fig. 14. En Søkork eller Alcyonium. 


Den Form, der falder stærkest i Øinene af de ovenfor 
anførte er en Søkork (ÅAlcyonium digitatum) — »Død- 
ningetaaen« kaldes den af de engelske Fiskere, »vor Frues 


”) Nemertes flaccida; den er afbildet ved Siden af Alcyonien paa 


Fig. 14. 
"”) Actinia viduata. 


114 


Haand« af de svenske —, store rødgule eller sjeldnere blegt 
kjødfarvede, klumpede og uregelmæssigt fligede Masser, der 
med deres brede Basis ere fæstede til Skaller, døde eller 
levende uden Forskjel, thi Muslingen eller Sneglen har 
kun ved sin Skal Betydning for dem, og om deres Under- 
lag ligger stille eller flytter sig med dem, synes ogsaa at 
være dem temmelig ligegyldigt. Denne rødgule Masse er 
et Koraldyr ligesom f. Ex. Ædelkorallen eller de rev- 
byggende Stjernekoraller, en sammensat Organisme eller 
Koloni, hvis enkelte Smaadyr kunne strække deres hvide 
Halse med Munden og de 8 Fangearme ud af det fælles 
Legeme, men ogsaa trække sig aldeles ind i dette igjen, 
såa al kun en Vorte med en rynket sammensmøret Aabning 
antyder deres Plads. — En stor Balan (Balanus sulcatus), 
indtager ikke sjelden Søkorkens Plads, men er ofte igjen 
aldeles overvoxet af en gul Søsvamp, der ligner vor al- 
mindelige Vaåaskesvamp i Bygning, såa at kun det bevæge- 
lige næbformige Laag rager frem af den svampede Masse, 
og gjennem Laagets Spalte kan Balanen da uhindret af 
Svampen udstrække sine Arme. Denne Balan udmærker 
sig i øvrigt blandt vore Dybvandsdyr ved sin Seiglivethed ; 
man forbauses ved, efter at have tørret den i Solheden i 
flere Dage, åt see den endnu bevæge sit Laag; da dette 
er krumt og spidst som et Fuglenæb, seer det ud som 
den huggede efter En, naar man rører ved den. Eller 
man finder i Stedet for Søkorken og Balanen — maaskee 
fredelig ved Siden af dem — et heelt Selskab af Rør- 
orme af Slægten Serpula”), hævende deres hvide bugtede 
Kalkrør høit op fra Skallens Overflade, hen ad hvilken de 
som yngre maae indskrænke sig til at krybe ganske 


+) Serpula triquetra; den sidder forresten ogsaa ofte paa Stene, Tang osv. 


115 


beskedent; ud af Rørenes Mun- 
dinger strække de deres nydelige 
Fjerbuske eller Kroner af blaa- 
lige eller grønlige, fint tegnede 
Gjælle- eller Føletraade, hvor- 
imod deres Legeme, der ofte 
har en smuk karminrød Farve, 
er skjult i det faste Kalkrør: 
ved den mindste Berøring trækkes 
ogsua Fjerbusken ind i Røret, 
som med det samme lukkes til 


Fig. 15. En Serpula>). 


med et til en Stilk befæstet Laag, der passer til Røret 


som Proppen til en Flaske. — Mere skjult leve nogle 


andre Rørorme, der dække deres bløde, slimede, rosen- 


Fig. 16. En Terebella og en Clymene paa Indsiden af en Cyprina-Skal. 


røde Legemer med Rør, som de sammenkitte af Sand og 


Dynd og som de især anbringe paa Undersiden af Cyprina- 


Skallerne; det er især en Terebella (T. cirrata), ud- 
mærket ved den Krands af lange, tynde og slimede, ned- 


+) Denne Afbildning — og dette gjælder ogsaa om Fig. 2 og 4 — 
fremstiller i øvrigt ikke den i Texten omtalte Art. 


116 


hængende Føletråade, som omgiver Munden, og ved de 
Buske af røde Gjællebuske, som den bærer i Nakken, samt 
en Clymene, der mangler begge Dele, men udmærker 
sig ved en særdeles sirlig, tragtformig udvidet og i Randen 
takket Tarmaabning, som bygge disse Rør; Terebellernes 
ere bløde og kun løseligt sammenholdte ved en af Dyret 
afsondret Slim, hvorimod Clymenernes bestaae af Sand 
og frembyde en noget større Fasthed. Begge disse Former 
vise nogen Tilbøielighed til at forlade deres Bolig, naar de 
have levet nogen Tid i Fangenskab, og de ville jo ogsaa 
med Lethed kunne finde Materiale til at opføre en ny, 
hvis de under deres sædvanlige Livsforhold skulde blive 
tvungne dertil. 

Det er oftere paa Muslinge- end paa Snegleskaller, 
at disse Rørorme, Balaner og Alcyonier boe og bygge, 
deels fordi de fladere Muslingskaller egne sig bedst dertil, 
deels fordi Snegleskallerne  iaåges i Brug påa en ganske 


Fig. 17.  Eremitkrebs. 


anden Maade, nemlig af de saakaldte Bernhardskrebs 
ellerEremitkrebs(Påagurus Bernhardus). Disse have nemlig 
ikke som andre Krebs eller Reier en haard, skalklædt Hale, 
denne er tvertimod kun en blød Sæk, og hvor udsat denne 


1417 


bløde Bagkrop, som indeholder flere af Dyrets vigtigste Or- 
ganer, vilde være for Fiskenes Efterstræbelser, seer man bedst 
deraf, at den afgiver en meget god Madding paa Fiskekrogene. 
Krebsen begraver den derfor i en tom Snegleskal, og påa 
denne Artikel er der, som vi have seet, ingen Mangel; 
ved visse af sine Baglemmer, som dertil ere særligt ind- 
rettede, fastholder den med megen Styrke denne Skal, i 
hvilken den endogsaa kan trække sig langt tilbage, som 
Sneglen før den; den store venstre Klosax danner da 
baade et Skjold for de øvrige indtrukne Dele og et 
Vaaben, der kan vendes mod Angriberen. Men Krebsen 
kan ogsaa strække sine Been og sin Forkrop ud af 
Skallen enten for at gribe sit Bytte eller for at krybe om- 
kring, bestandig slæbende sit Hus med sig, som den ikke 
vover at forlade uden for at ombytte det med et større, 
alt som den voxer. At den skulde skaffe sig det ved 
først at” dræbe den oprindelige Bygmester og Beboer og 
fortære ham, er en Mening, der savner al Grund; den 
lever uden Tvivl ligesom Krabberne af Aadsel og fanges 
derfor i Kuberne tilligemed »Kong'erne«, forskjellige Krabber 
og andre Krebsdyr. Som Unge benytter den alle Slags 
mindre Snegleskaller, men som voxen benytter den kun 
»Kong'ens« og »Hornkong'ens«. 

De af Eremitkrebs beboede Snegleskaller yndes sær- 
deles af forskjellige fastsiddende Dyr, som derved opnaae 
baade en fast Basis for deres Existens og fri Befordring 
omkring i Vandet, hvorved Fødens Erhvervelse lettes dem 
betydeligt. I andre Have finder man stadigen Bernhards- 
krebsenes Huse besatte med Aktinier; hos os er det 
kun smaae Polypdyr”), der overklæde Skallerne med en 


+) Af Slægten Hydractinia. 


118 


brun pigget Skorpe; selv den store hvide og bruskede 
Aktinie, som findes siddende paa de levende »Kong'ers« 
og »Hornkong'ers« Skaller”) træffes, saa vidt min Erfaring 
gaaer, aldrig paa dem, naar de ere døde og beboede af 
Eremitkrebs. Den store, smukke, blodrøde eller af rødt 
og grønt plettede, sjeldnere hvidlige Sø- Anemone (Åc- 
tinia crasicornis) faaer man sjeldnere i Skraåben, men 
kan derimod træffe den meget hyppigt påa Fiskernes 
Torskekroge, hvor der ofte i Stedet for en Torsk hænger 
en Aktinie, som har grebet og slugt Maddingen, idet 
denne af Strømmen førtes forbi dens Stade, ,og efter at 
have fordøiet denne til Straf selv er bleven siddende paa 


Fig. 18. To Aktinier (A. crassicornis), den ene med udfoldede Arme, den anden i 
sammentrukken Tilstand, paa Skallen af den store Blaamusling. 


Krogen. Ved deres muskuløse Grundflade sidde de fast- 
hæftede til en Steen, en Cyprina-Skal eller sligt, og 
skjøndt de uden Tvivl ligesom andre Aktinier kunne for- 
lade deres Sæde og vælge sig et andet, antager jeg dog, 
at de for det meste sidde stille og lure paa, at deres Bytte 
skal komme indenfor deres talrige Fangearmes Raade- 
rum; disse forlænges da pludselig, det hele Dyr strækker 
sig, Mundaabningen udvides i en utrolig Grad, og en 


+) Actinia digitata, Zool. Dan. 


149 


heel stor Blaamusling skal da kunne optages og for- 
døies i deres stærkt udspilede Legemes rummelige Mave- 
hule. Under Fordøielsen er Legemet saa stærkt sammen- 
trukket, som det slugte Fødemiddel tillader det; naar den 
er forbi, aabnes Munden, de tomme Skaller komme til- 
syne og spyes ud, og Fangearmene brede atter deres 
brogede Kreds. I Fangenskab holder man dem let i Live 
i flere Dage og hår da Leilighed til at iagttage deres 
mærkelige Evne til at kugle sig sammen til uformelige 
Masser, strække sig i Længden og bøijie sig i alle Ret- 
ninger, men alle disse Formforandringer foregaae dog kun 
med en vis Langsomhed. Den brændende Svie, som 
andre Aktinier skulle frembringe ved Berøringen, og som 
har skaffet dem Navn af Sønelder, har jeg ikke sporet 
hos nogen af vore Årter”). 


AN 
Q 


(NS 


D, 


55 sa 
”. - 
mr gg E - = 
> > > SR 
2 "562 Ty hd = 


la 


, ø Q 
SØN ONNS 


NM 
f A W År | 
W 


Nat 


NV 
SD SA) 
i y 


OD 
N NER 


id 


ø 


MING & Å i 1Y/4 
| RY, 
i 


Fig. 19. En Søborre, Piggene og Fødderne ere borttagne paa en Deel af Skallen. 


+) Den mærkelige A. plumosa (Zool. Dan.) forekommer ogsaa, men 


sjeldnere ved vore Kyster. 
9% 


120 


Om den øvrige brogede Dyreverden, som lever mere 
frit, enten nedgravet i den bløde Dyndbund, i Mellem- 
rummene mellem de større Skaldyr, eller spadserende hen 
over og omkring imellem Havbundens mindre bevægelige 
Befolkning, skal jeg fatte mig kortere. Det vrimler med 
grønne, violette og lyserøde Søborrer”), som Fiskerne 
kalde dem; de ynde dem just ikke, da de ofte sidde i 
stor Mængde i Garnene og såare Hænderne slemt under 
Ophalingen. Man finder Tang i deres Fordøielseskanal, og 
af Iagttagelser fra andre Steder veed man, åt de kunne 
afæde Tangmarkerne aldeles; men man beskylder dem 
ogsaa for, at de bide Hul i Skallerne med deres stærke 
Tænder og udsuge Muslingerne; i Kuberne fanges de til- 
ligemed andre åadselædende Dyr, og man har seet dem 
flokke sig om udkastede døde Fiske. Jeg har ikke selv 
fundet Skaller, der bare Mærke af Søborrernes Tænder, 
men jeg maa påa den anden Side indrømme, at Tang- 
arterne forekomme mig at være tilstede i altfor ringe 
Mængde i den Deel af Sundet, hvor man træffer Søborrerne 
i Tusindvis, til at man tør antage at de fortrinsvis skulde 
være planteædende Dyr; man maa vel derfor henføre dem 


Fig. 20. En Sømus (Amphidetus cordatus) seet fra Rygsiden og fra Bugsiden; 
Børsterne ere tagne bort paa den ene Halvdeel af Skallen. 


:) Echinus miliaris og drobachiensis. 


121 


til de altædende. — Medens Søborrerne ved Hjelp af deres 
Sugefødder og Pigge med Lethed spadsere hen over Skal- 
bundens faste Gjenstande, synes de med dem beslægtede 
Sømus eller Spatanger at leve nedgravede i Dyndet, 
hvormed deres Tarmkanal altid er fyldt; de ere aflange, 
hjerteformige, ligesom oppustede, tyndskallede og meget 
skjøre; den lyserøde Skal er tæt besat med grøngule 
Børster, der ligge hen over den, som om det var Haar; 
Sugeføddernes Farve er mørk purpurrød. 

Særdeles hyppige ere ogsaa Søstjernerne, især den 
almindelige femarmede, bløde Korsfisk”); i den dybeste 


Fig. 21. En Søstjerne ifærd med at udsuge en Blaamusling. 


Deel af Sundet træffes de af en uhyre Størrelse, og de skulle 
efter Fiskernes Sigende ligge der ganske tæt; hyppigere 
træffer man Ungerne, der i Reglen have en smuk blaa 
Farve, stundom med en orangerød Bugside. Paa andre 
Steder f. Ex. i England hader og frygter man Korsfiskene 
som særdeles skadelige for Fiskerierne og -Østersbankerne ; 
efter vore Fiskeres Udsigende angribe de dog kun den 
døde eller halvdøde Fisk, der hænger paa Krogen, men 


”) Asterias rubens. 


122 


tage oftere Maddingen og blive derved ligesom Aktinierne 
hængende paa Krogene. Maaskee er det dem de mange 
tomme Cyprina-Skaller skyldes? At de formaae at udsuge 
Muslingernes bløde Dele, hvormegen passiv Modstand 
disse end sætte derimod, er kun altfor vist. En mindre, 
kjødrød Søstjerne”) med stivere Arme er ligeledes meget 
hyppig, heller ikke ville vi forbigaae de store mangearmede 
Søsole, den violette”) med 9—10 Arme og den purpur- 
røde med 13—14"”), deels påa Grund af deres anselige 
Størrelse og smukke Farve, deels fordi de ere temmelig 
hyppige og ofte sees paa Torskekrogene tilligemed den 
almindelige Korsfisk. Paa Skalbunden vrimler det af røde 
Slangestjerner med lange, stive og skjøre Arme”), 
medens andre Årter med overordenlig lange, traadformige og 
skrøbelige Arme +) leve nedgravede i Dyndet7+). — Blandt 
de fritlevende Orme maa jeg fremfor alle fremhæve den 
prægtige og anselige Guldmus++t); den skylder sit Navn 


”) Astropecten Mulleri. 

"") Solaster endeca. 

”) S. papposus; fremdeles: Luidia Sarsii, Cribella sanguinolenta 

og Asterias Mulleri. 

Ophiura albida og texturata samt nogle mindre Arter. 

T) 0. filiformis og Chiajei. 

tt) Sammen med dem leve de mærkelige Søtænder (Dentalium en- 
talis), en Slags Snegl, hvis Skal ligner en lille Elefant-Stødtand, saa- 
ledes at den smallere afskaarne Ende vender op til Overfladen og 
fører ind til Aandehulen; forskjellige Orme f. Ex. Ophelierne og 
Amphitriterne, hvilke sidste danne et overmaade sirligt Rør, 
som med Hensyn til Formen ligner Søtændernes Skal, men er 
sammenkittet af Sandkorn, og af hvis brede Ende Ormens 2 
Kamme af guldglindsende Børster rage frem — og en Art 
Pølseorm (Sipunculus Bernhardus), som ligner Eremitkrebsen 
i Levemaade, da den ogsaa indretter sig en Bolig i allehaande 
døde Skaller eller Rør, f. Ex. i Taarnsnekkens, Søtandens og 
Strandsneglenes Skaller eller i Rørormenes Rør, ja jeg har endog 
truffet en, der”havde indlogeret sig i en Kridtpibestilk. 

tit) Aphrodite aculeata. 


SS) 


123 


til sine lange og smukke, guldglindsende Børstehaar og til 
det tætte graa Filt, der dækker dens Ryg. 

Blandt Leerbundens Beboere maae vi heller ikke 
glemme 2 Årter af Søfjer, sammensatte Dyr eller Koloni- 
dyr, som med den tykke nøgne Deel, der kan sammen- 
lignes med »Fjerposen« ere plantede løst ned i den bløde 
Havbund, hvorimod den Deel, der minder om »Fanen«, 
rager op i Vandet; langs hen åd »Fanens« Sidegrene 
sidde de enkelte Smaadyr, der ganske ligne dem, som vi 
lærte at kjende hos Alcyonierne, ved Siden af hvilke disse 
Koralformer ogsaa finde deres Plads i Systemet. Den 
brede purpurrøde Søfjer”) er sjelden her i Sundet, 
den smalle gulrøde”) derimod hyppig nok. 

Til allersidst fortjene de forskjellige Former af 
Krebsdyr, som beboe dette Bælte en ganske kort Om- 
tale. Foruden forskjellige mindre Former (navnlig Amfi- 
poder), som i Reglen vise en paafaldende Træghed og 
Mangel paa Seiglivethed i Modsætning til deres ved 
Strandbredden levende Slægtninges Livlighed og Udholden- 
hed, skal jeg her nævne de røde langbenede Sand- 
krabber”), de smaae træge, og yderst langbenede 
Stankelbeenskrabber”””), den store, brede og brune 
Taskekråbbe+), den store, røde, ottebenede og tornede 
Troldkrabbe++), hvilke Krabbeformer ofte ere tæt be- 
satte med Serpuler, med smaåe hvide tyndskallede Østers- 


”) Pennatula phosphorea. 
”) Virgularia mirabilis… 
””) Hyas araneus og Coarctatus. 
””) Cancer pagurus. 
+) Lithodes maja. Det femte Beenpar er rudimentært og skjult under 
Skjoldet. 
tt) Inachus, Stenorhynchus. 


124 


former”), Søpunge, Mosdyr, Polyper, Svampe, Balaner 
osv. Ogsaa Hummere”; findes, men her i Sundet 
i det mindste ere de sjeldne. — Det hele Antal af lavere 
Dyrearter, som beboer Øresundet, er vel en 3—400. 
Tillad mig endnu at minde om, at det er denne 
Dyreverden, hvis Physionomi jeg her har forsøgt at skildre, 
som ernærer de Fiske, hvis Fangst er af saa stor Vigtig- 
hed for os. Det er i dette Bælte, at der fanges Torsk, 
Makrel, Sild, Rødspætter, Helleflyndere — kun i 
Forplantningstiden trækker Fangsten sig nærmere ind mød 
Land — af og til fanges ogsaa en Hai, Rokke, Havkat 
eller Bredflab. Det er fortrinsvis i den dybere Deel af 
vore Vande, at de nævnte Fiske »stryge hen ad Bunden«, 
som Fiskerne sige, for at opsøge Orme, Krebsdyr, smaae 
Skaldyr osv. Nogle af dem søge den saa at sige i Blinde, 
idet de sluge alt af passende Størrelse, andre udvælge 
sig tvertimod en ganske bestemt Slags Føde, som f. Ex. 
, den nysnævnte Havkat eller Søulv, 
der ved sin mærkelige og eiendom- 
melige Tandbesætning ligesom er 
skabt til at gribe og knuse Eremit- 


SE krebsen samt dens Snegleskal, i 
Fig. 22. Søulvens Tænder, — hvilken denne er saa vel beskyttet 
mod de fleste andre Fiskes Angreb. Saaledes sætter 
Naturen List over List og Magt over Magt. — Her i dette 
Bælte er det ogsaa, at Fiskerne i Reglen sætte deres 
Garn og Kroge og saaledes standse Fiskene i deres 
Røvertog. Det er altsaa i Grunden denne Dyrevrimmel, 
som Fiskeren ligegyldig eller med en Forbandelse slænger 


”) Anomia. i 
”V Astacus Gammarus (Homarus vulgaris) og »Bogstav-Hummeren « 
(Nephrops norvegicus). 


125 


tilside, naar den har fyldt hans Net eller Kroge, der 
skjænker vor kjække og nøisomme Kystbefolkning et om 
end tarveligt og under idelig Kamp og Fare erhvervet 
Underhold. Uden denne Havets Rigdom påa lavere Dyr 
søgte vor Handels- og Orlogs- Marine forgjæves sin Be- 
manding og vaiede vort Flag ikke paa alle Have!”). 


3. 


Jeg antager at mine Tilhørere endnu kunde ønske 
Oplysning om, hvor langt den her beskrevne Dyreverden 
udstrækker sit Herredømme. Reise vi fra Kronborg Pynt 
mod Syd, varer det ikke længe, inden der indtræder en 
følelig Forandring i Havets Dyreliv. De Former, der op- 
fylde Bunden i den nordlige Deel af Sundet, forsvinde en 
efter en, og tilsidst, nåar vi naae Sydspidsen af Amager 
og komme ind i Østersøen, er der kun yderst fåae af vore 
gamle Bekjendte tilbage. Jo længere man kommer ind i 
Østersøen, desto ferskere bliver dens Vand; den naturlige 
Følge heraf er, at næsten alle Kattegattets Dyr forsvinde 
og kun et lidet Udvalg bliver tilbage, blandet med et 
lignende Antal af Ferskvandsformer, der i samme Grad 
kunne taale en Tilsætning af salt Vand som hine af fersk, 
og som derfor tage til i samme Forhold, som hine af- 
tage, jo nærmere vi komme den finske og botniske Bugt”). 
I Stokholms Skærgaard træffer man derfor Vaarfluelarver 
og Sumpsnegle ved Siden af Hjertemuslinger og Taång- 
lopper, og selv hvor Østersøens Bund sænker sig til 
en Dybde af 40 Favne, formaaer dette ikke at afhjælpe 


”) En Stat, der vil hævde sin Marines Betydning og eventuelle Over- 
vægt, bør derfor gjøre alt for Udviklingen af Fiskerierne! see 
Eschrichts interessante Skrift om Østersavlen. 

”) See Lindstrøms Afhandling i Øfvers. Vetensk. Akad. forhandl. 


126 


den almindelige Fattigdom paa Arter. — Anderledes for- 
holder det sig i Kattegattet og ved Vesterhavets 
Kyster. Den Dyreverden, som jeg i disse Timer har 
skildret, træffes vel ogsaa der. men forøget med et ikke 
ringe Antal Arter, som ikke træffes i Øresundet. Som 
almindelig Regel vil det vistnok gjælde, åt de danske 
Havdyr leve tillige baade ved de nordlige engelske Kyster og 
ved Norges Nordsøkyst, de høre alle til den Fauna, som man 
kunde kalde den nordeuropæiske, og som udstrækker 
sit Omraade fra Lofoten til den engelske Kanal. De 
samme Fiskearter, som komme paa vort Fisketorv, fanges 
derfor ved de norske og britiske Kyster, men allerede paa 
Frankrigs Vestkyst optræde nye for Nordboen ukjendte 
Former. Derimod tør vi ikke vende Sætningen om og 
sige, at alle Fiske og lavere Dyr, som findes baade ved 
Skotlands og Norges Kyst ogsaa findes ved vore; thi her 
virker Vandets ringere Dybde og Saltmængde svækkende 
paa Dyrelivet og holder et betydeligt Antal borte fra vore 
Kyster, som under andre Omstændigheder ikke vilde savnes 
her. Derimod tør man vel nok sige, at vor Kattegats- 
fauna er reen nordisk, eftersom den i det hele er fri 
for Indblanding saavel af høinordiske (Ishavsformer) som 
af sydlige (middelhavske) Former. Den høinordiske (ark- 
tiske) Faunas Sydgrændse ligger nemlig paa vor Side af 
Atlanterhavet omtrent ved Lofoten, paa den amerikanske 
Side derimod langt sydligere, Syd for Newfoundland, fordi 
den kolde Polarstrøm formindsker Varmen i denne Deel 
af Havet i samme Grad, som Golfstrømmen forhøier den 
paa .de skandinaviske Kyster; men dette forhindrer ikke, 
at adskillige Arter have i Tidens Løb udbredt sig længere 
mod Syd langs med den norske Kyst, medens omvendt 
adskillige norsk-skotske Årter have udbredt sig lige til 


127 


Nordkap. Den engelske Fauna er påa samme Maade i 
Tidens Løb bleven forøget med en stor Mængde lavere 
Dyr, som hvis rette Hjem man maa sætte Nordafrika, 
Portugal og Middelhavet. ingen af disse Indvandringer 
synes at have gjort sig gjældende med synderlig Styrke i 
Kattegattet, hvis Dyreverden derfor kan betragtes som 
ægte nordisk, men påa Grund af Havets ringere Dybde 
og Saltholdighed kun er sammensat ligesom af et Udvalg 
af de meest udholdende Arter. 

Bunden af Nordsøen mellem den danske Halvø og 
de britiske Øer er intetsteds synderlig dyb, skjøndt ofte 
dybere end i vore egne Vande. De danske og britiske 
Øer ligge påa et forholdsvis høit Plateau, der først 
hinsides Irlands og Skotlands Kyst fra en Dybde af 
c. 100 Favne sænker sig med et forholdvis brat Fald til 
en uhyre Dybde. Mærkelig nok fortsætter dette meget dybe 
Vand sig ogsååa som en dyb Grav langs med den norske og 
svenske Kyst, og dette er Grunden til at vi allerede i 
Bohuslån træffe meget betydelige Dybder; paa den anden 
Side synes det, at Nordsø-Grunden igjen fortsætter sig som 
den saakaldte »Havbro« langs op med den norske Vest- 
kyst og danner der ligesom en undersøisk Skandse omkring 
Norges Klippeland. — Undersøge vi, hvorledes det for- 
holder sig med Dyrelivets Rigdom i disse hos os ukjendte 
Dybder, ville vi finde, åt indtil 50 Favnes Dybde er det 
i Tiltagende, men derunder aftager det igjen. Af 76 
Arter af nordiske Søstjerner, Søborrer og beslægtede Dyr 
(Pighude), hvis Udbredning i Dybden jeg ved en anden 
Leilighed har sammenstillet efter alle mig bekjendte Data, 
leve 63 i det Bælte, der ligger mellem 15 og 50 Favne, 
og kun 25 af disse gaae endnu ned til en Dybde af hen- 
imod 100 Favne. Nye Former træde først op i den tredie 


128 


og underste Region, det egenlige Dybvandsbælte, fra 
100 til 300 Favnes Dybde, hvor der lever em høist eien- 
dommelig Dybvandsfauna, som ved de norske og skotske 
Kyster især charakteriseres af Søtræerne d. v. s. af 
store grenede Koralbuske, som netop kun findes paa denne 
Dybde og derfor ere særdeles charakteristiske for den 
norsk-skotske Fauna og for dennes dybeste Region. Paa 
disse Søtræer lever der nogle store Medusahoveder”), og 
mellem dem nogle andre Søstjerner, nogle store lang- 
piggedeSøpindsvin”) og visse andre Bløddyr og Krebs- 
dyr, som ere indskrænkede til dette Bælte alene, og hvis 
Antal vel ikke er stort, for saa vidt det hidtil er bekjendt, 
men dog bestandig voxer under de ivrige norske Zoologers 
(især Sarses, Korens og Danielsens) Hænder. Det kan vel 
heller ikke være såa ganske ringe, siden der netop i dette 
Bælte lever ikke saa faae charakteristiske Dybvandsfiske, 
f. Ex. Rødfisken, Brosmen, Langen, Havkalen, maa- 
skee ogsåa Helleflynderne, Guldlaxen, Glandsfisken 
og Sølvkveiten; de fleste af disse Fiske komme, påa 
Grund af den store Dybde, hvori de leve, kun ganske til- 
fældigt tilsyne, naar heftige Storme have oprørt Havet i en 
usædvanlig Grad. Men selv om man tildeels vil kunne give 
vor mangelfulde Kundskab Skyld for Dybvandsfaunaens til- 
syneladende Fattigdom, vil denne dog formodenlig altid 
komme til at staae i en temmelig skarp Modsætning til det 
rige Dyreliv, der trives påa en Dybde af 20—30 Favne, 
og denne Dyrelivets Aftagen paa de store Dybder kunde 
altsaa opfattes som et Forbud paa, at vi der ikke ere 
langt fra Dyrelivets absolute Grændse. 


") Astrophyton (store Slangestjerner med forgrenede Arme). 
”) Cidaris. 


129 


Indtil de senere Aar var det derfor en almindelig 
Antagelse, at dybere ned end 300 Favne gik Dyrelivet 
ikke; under denne Dybde var alt dyrisk Liv udslukt. Ved 
230 Favnes Dybde fandt den berømte engelske Naturforsker 
Forbes endnu kun 3 eller 4 Arter levende i Middelhavet. og 
det syntes derfor ikke for dristigt at antage, at ved 300 
Favne var det aldeles forbi. Dette kan maaskee gjælde om 
Middelhavet, men i de nordiske Have synes Dyrelivet dog 
at gaae en Deel dybere. Ved 300 Favne har Sars 
endnu fundet adskillige Koraller og Skaldyr samt flere 
påa dem levende Polyper og andre Smaadyr, ja hvad 
mere er, ved Grønland driver man Hellefiskeri paa over 
350 Favne, og kan Helleflynderen leve der, maa der vel 
ogsaa være noget der, hvoraf den kan leve. En ung 
svensk Naturforsker, som fornylig er vendt tilbage fra sin 
tredie Expedition til de arktiske Lande, har venskabeligst 
meddelt mig, åt han endnu paa en Dybde af i det mindste 
280 Favne fandt et rigt Dyreliv ved Grønlands Kyster. 
Men selv om Grændsen altsaa skal flyttes lidt dybere ned, 
vil man dog vel endnu være temmelig enig om, at vi her ere 
nær ved Dyrelivets Grændse, og at det i al Fald ved 1000 
Favnes Dybde vil være forsvundet aldeles”), være sig nu 


”) Saaledes skrev jeg endnu i forrige Aar; men allerede i Slutningen 
af dette udkom en Beretning af Dr. Wallich, der var Natur- 
forsker ved den af Sir Leopold Mc. Clintock ledede Expedition 
for at sondere det nordlige Atlanterhavs Bund med Hensyn til Ned- 
læggelsen af en Telegraftraad mellem Europa og Amerika, og denne 
Beretning indeholder den overraskende Efterretning, at paa 445 
Favnes Dybde er der truffet nogle fritlevende Annelider og Amfi- 
poder, påa 680 Favne levende Rørorme af Slægten Serpula og paa 
1260 Favne levende Ofiurer, der havde klamret sig fast til den 
nederste Deel af Linen, der havde ligget paa Bunden; ja endnu 
paa 1913 Favne fandtes smaae Anneliderør af indtil 1'”s Længde, 
dannede af døde Rhizopodskaller. Det kan ikke nægtes, at disse 


130 


paa Grund af Mangel paa Lys, paa Luft eller paa Varme 
eller måaaskee påa Grund af Vandmassens uhyre Tryk, 
ligesom påa den anden Side den af en vis Højde over 
Havet betingede Fortynding af Luften og Formindskelse af 
Luftvarmen standser Dyrelivet paa de høieste Bjergtoppe. 
— De vil let see, hvor vigtigt dette Spørgsmaal er og 
tillige, hvor vanskeligt det er at faae afgjort. Den Deel af 
Havet, hvor Bunden ikke ligger mere end 1000 Favne fra 
Havfladen, er nemlig kun en smal Bræmme langs med de 
store Fastlandsmassers Kyster. Hvis der altsaa intet Dyre- 
liv findes påa de uhyre Dybder fra 1000—5000 Favne, 
som danne Bunden i Atlanterhavets uhyre Bækken, maatte 
vi opfatte Havets Bund i det hele som en Ørken, mere 
blottet for Dyreliv end de goldeste Sneemarker, og den 
smalle Bræmme langs med Kysterne, hvor det rige Dyre- 
liv blomstrer, vilde i Forhold dertil kun være at betragte 
som en Undtagelse fra Reglen. Men vi mangle endnu 
den mere direkte Bekræftelse paa disse Formodninger; 
Ingen har endnu skrabet paa større Dybder end 300 
Favne, og man kan derfor ikke ubetinget nægte Mulig- 
heden af, at der kunde leve en Dyreverden påa Bunden 
af det dybeste Hav, om hvilken det dog næsten maatte 
regnes til Umulighederne at komme til nogen nærmere 
Kundskab. Vel har man ved de store Dybdemaalinger, 
f. Ex. dem der gik forud for Nedlæggelsen af Telegraf- 
traaden mellem Amerika og Irland, overbevist sig om, at 
den bløde dyndede Havbund er opfyldt med Kalkskaller af 
Slimdyr (Øhizopoder) og andre Levninger af de allerlaveste 
Organismer af Dyre- og Planteriget, f. Ex. Kiselskaller af 


lagttagelser gjøre det meget usikkert, om der overhovedet er nogen 
Dybdegrændse for Havets Dyreliv: eller hvor denne i saa Fald skal 
sættes. 


131 


Infusionsdyr og mikroskopiske Alger (Diatomeer); men 
selv om disse Organismer virkelig leve paa Oceanets dybe 
Bund, og ikke, som jeg.rigtignok med Bailey er meest 
tilbøjelig til at troe, blot ere førte derhen fra deres op- 
rindelige Levesteder og bundfældte der, er det i al Fald 
blot med denne Indskrænkning at vi for Tiden tænke 
os Oceanets Bund som en Ørken blottet for dyrisk Liv. 

Det ligger udenfor min herværende Opgave, vistnok 
ogsaa udenfor mine Evner, at forsøge en Skildring af 
Havdyrenes geografiske Udbredning i Almindelighed. Den 
Opgave, at fastsætte Grændserne mellem Havets dyre- 
geografiske Provindser og at opregne de for hver af dem 
betegnende Dyrearter, er forholdvis ny og der indsamles 
idelig nyt Materiale dertil. Jeg skal indskrænke mig til 
at paapege de vigtigste af de zoologiske Provindser, hvori 
man for Tiden troer åt kunne inddele Havets Kyster, 
saaledes at 2 saadanne Provindser, selv om de støde 
umiddelbart op til hinanden, ikkun ville have et forholds- 
vis ubetvdeligt Antal Dyrearter tilfælles. 

Ishavets Dyreliv hører, som vi have seet, op ved 
Lofoten og Cap Cod; den nordeuropæiske Havfaunas 
Grændse er ved Bretagnes vestlige Pynt, der danner 
Grændsen mellem Kanalen og den spanske Sø; med denne 
begynder den sydeuropæiske eller Middelhavs- 
faunaen, der fortsætter sig lige til de canariske Øer; 
syd for den tager den guineiske Fauna fat for omsider 
ved den sydlige Vendekreds at afløses af den kapske, 
som snart paa Afrikas Østkyst fortrænges af den store 
indiske Provinds, der omfatter Afrikas Østkyst, det 
røde Hav, Madagaskars Kyster og hele Asiens Kyst- 
strækning til Bugten ved Korea, hele det indiske Ørige, 
største Delen af det stille Havs Øgrupper og Nyhollands 


132 


Nordkyst. — Påa den amerikanske Side af Atlanterhavet 
efterfølges Ishavsfaunaen af den pensylvanske og denne 
igjen af den vestindiske, der naaer fra Florida til Rio 
Janeiro; paa Amerikas Vestkyst træffe vi efterhaanden den 
aleutiske, den kaåaliforniske, den panamanske og 
den peruanske Fauna, hver med. sine eiendommelige 
Arter, og tilsidst den magellanske. Føjie vi endnu 
hertil den høist ejendommelige japanske Fauna og den 
australske, som omfatter Ny-Zelands og det sydlige 
Nyhollands Kyster fra Cap Sandy til Svanefloden, ville vi 
have en temmelig fuldstændig Opregning af de dyre- 
geografiske Provindser, hvori Naturen har deelt Havets 
Kyster. 

Endnu skal jeg dog gjøre Dem opmærksom paa, at 
disse forskjellige zoologiske Provindser, som slutte sig til 
de store Landmassers Kyster, kunne sammenstilles i 4 
større Riger: det vestamerikanske, det østame- 
rikanske, det østatlantiske (europæisk - afrikanske) og 
det indiske (asiatiske), og at der i hver af disse Riger 
findes Provindser, som i klimatologisk Henseende og der- 
for ogsaa i mange fælles Træk af Dyrelivet svare til hin- 
anden, saaledes nemlig: 


KE TE | Ishavets Fauna. Ishavets Fauna. 
Det koldt-tem- z Nordeuro- 

pererte B. | Alenko E, pæiske P. 
Detvarmt-tem-) Kaliforniske  Pensylvanske Middelhavske Japanske 

pererte B. Prov. P. e 

RINK | ane ek MERE SER Culkin Bee DP: 
Det sydlige | Patagoniske Australske 
fem perek te RB! Peruanske P. P. Kapske P. p. 

Nee RT 
Det sydlige MES Magellanske 


kolde Bælte Prov. 


FRE mer Østameri- Europæisk- — Asiatiske 
kanske Rige. kanske R. afrikanske R. R. 


133 


Denne Sammenstilling vil tillige vise Dem, at Havets 
Dyreliv er mere forskjelligt påa den nordlige end paa den 
sydlige Halvkugle. Nord for »Varme- Ækvatoren« finder 
De 3 eller 4 Provindser i hvert Rige, syd for samme kun 2, 
naar undtages Syd- Amerika, hvor der er 3; de til den 
magellanske Provinds svårende Afdelinger komme nemlig 
ikke til Udvikling i de andre Riger, fordi de andre Fast- 
landsmasser mod Syd ikke naae ud over det tempererte 
Bæltes Grændser. Ogsaa er det værd at lægge Mærke 
til, hvorledes Forskjellighederne tage til, naar man gaaer 
fra Polerne til Ækvator. Ishavets Fauna omfatter Dele 
af alle 4 Riger, den er circumpolår; den Omstændighed, 
at de store Landmasser her nærme sig hinanden saa 
meget, er aabenbart den vigtigste Aarsag til dette Forhold, 
da den maatte medføre, at Arterne af sig selv bredte sig 
fra den ene Kyststrækning til den anden. Endelig for- 
tjener det at udhæves, at vel svare Provindserne i de 4 
Riger til hinanden, den guineiske f. Ex. til den vest- 
indiske, men ikke anderledes end at deres respektive 
Grændser mod Nord og Syd kunne være yderst forskjel- 
lige. Stærkest fremtræder maaskee denne Forskjel, naar man 
vil sammenligne den panamans.ke og den vestindiske 
Faunas Udbredning, af hvilke hin kun gaaer nogle faae 
Grader S. for Ækvator, medens denne gaaer omtrent 20? 
længere mod Syd; — eller naar man vil sammenholde 
Ishavsfaunaens Grændse paa vor Side af Atlanterhavet ved 
Lofoten med dens Grændse påa den modsatte Side af 
Atlanterhavet, c. 30 Grader sydligere. Ishavets Dyre- 
verden rykker her saa langt mod Syd, at der ved den 
amerikanske Kyst slet ikke bliver Plads til en til vor 
nordeuropæiske Fauna svarende Provinds. Grunden til 
disse Forhold er let at finde. Det er den ved de kolde 

10 


134 


eller varme Havstrømme bevirkede lave,eller høie Varme- 
grad, der bestemmer Havdyrenes Udbredning. Derfor 
fortsætte saa mange nordeuropæiske Arter deres Udbredning 
lige til Nordkap med den nordlige Green af Golfstrømmen, 
medens den kolde Polarstrøm langs med Labrador, hvis 
Affødninger de ved Isbjergenes Smeltning dannede New- 
.. foundlandsbanker ere, have paatvunget Ny-Englands Kyster 
et næsten grønlandsk Havdyreliv. Det er ogsaa velbe- 
kjendt, at langs med Amerikas Vestkyst løber den saåa- 
kaldte peruanske Polarstrøm; først hvor denne dreier mod 
Vest over mod Galopagos-Øerne, kan den tropiske, pana- 
manske Fauna træde op. De zoologiske Provindser, som 
man har opstillet efter det blot erfåringsmæssige Kjend- 
skab til Havdyrenes Udbredning, stemme derfor påa en 
overraskende Maade med det System af Linier, som ud- 
trykke Loven for Havets forskjellige, af de constante 
Strømninger afhængige Varmegrad, især naar man lægger 
de Linier til Grund, som forbinde de Steder, der f. Ex. 
i Løbet af den koldeste Maaned have samme Varmegrad. 
Thi det er Kulden, som sætter Grændsen for Artens Ud- 
bredning og en høi Varmegrad paa en anden Åarstid kan 
ikke .hjelpe den ud derover. 
De kunde endnu spørge: hvorledes ere disse zo00- 
logiske Provindser forskjellige fra hinanden? og Svaret vil 
da lyde, for saa vidt det her kan gives: i Reglen ved at de 
ere beboede af forskjellige Arter. Dog denne Regel har 
mange Undtagelser; selv det røde Hav og Japan f. Ex. 
have adskillige Arter tilfælles, Middelhavet og den norske 
Kyst - ligeledes, ja selv Middelhavet og Ishavet. To til- 
svarende Provindser af forskjellige Riger kunne ogsaa 
have enkelte Arter tilfælles, f. Ex. den panamanske og 
den vestindiske; derimod vil der oftere være en Slægts- 


135 


lighed mellem de tilsvarende Provindser, saaledes at der 
f. Ex. af samme Krabbeslægt findes 1 Art ved Panama, 
1 ved Brasilien, 1 ved Guinea og 1 ved de indiske Kyster. 
Hyppigere vil man. dog i denne Henseende erkjende en 
vis Overeensstemmelse mellem de til samme større Kyst- 
strækning eller Rige hørende Provindser, og man har 
derfor, støttende sig navnlig paa Bløddyrenes og Krebs- 
dyrenes Udbredningsforhold, sammenstillet de zoologiske 
Provindser paa følgende Maade: 

Det amerikanske Rige med 2 Under-Riger: 

det vestlige og 
det østlige, 

Det afriko-europæiske og 

Det indo-pacifiske Rige, 
saafremt ikke de to sidste skulde kunne betragtes som to 
Under-Riger, ligesom de to amerikanske (det vestlige og det 
østlige). Maaskee vil det vise sig, at de store Kyststrækninger, 
der vende Ryggen mod hinanden, men kun ere adskilte 
ved smalle Tanger f. Ex. Panama- og Suez-Tangen, hvis 
Dannelse sandsynligvis: tilhøre en forholdsvis meget ny 
Tid, ville vise større Overeensstemmelser end de Kyst- 
strækninger, der gjøre Front mod hinanden og danne 
hver sin Væg af de 2 Verdenshaves uhyre Bækkener; 
mellem 2 saadanne Kyststrækninger hører enhver Sammen- 
blanding af Dyreformerne og har vistnok altid hørt til 
Umulighederne, naar vi netop .undtage de arktiske Egne, 
hvor vi jo ogsaa træffe en i det mindste tildeels cirkum- 
polar Havfauna. Saa godt som ingen af de indisk-chinesiske 
Skaldyr eller Krebsdyr gjenfindes derfor ved. Kaliforniens 
eller Panamas Kyst, uagtet enkelte af dem have naaet til 
Galopagos - Øerne og mange til de østligste Øgrupper i 
den polynesiske Øverden. — Fra de ovenfor, opstillede to 

10f 


136 


eller tre zoogeografiske Riger måa man dog endnu skille 
det arktiske og det antarktiske Rige, og det er 
ikke uden Interesse at vi i den magellanske og australske 
Provinds gjenfinde adskillige af de for vore norlige Have 
betegnende Dyreslægter. 

Endnu have vi det aabne Ocean tilbage. Er det 
da virkelig, zoologisk betragtet, en Ørken? Nei saaledes 
kunne vi kun betragte dets Bund, dets Overflade danner 
et eget, særdeles eiendommeligt zoologisk Rige, der uden 
Tvivl ogsaa har. sine Provindser og Dybdebælter og 
charakteriseres ved sine talrige og ejendommelige svøm- 
mende Dyreformer, ved sine svømmende Krebsdyr, 
Annelider, Bløddyr, Gopler osv., for største Delen 
lette, gjennemsigtige, glasklaåre Skikkelser, — ja 
selv Fiskene ere undertiden. ligesaa vandklare som 
Salperne — der snart stige op til Overfladen, navnlig i 
stille Nætter, snart, naar det er uroligt deroppe, sænke 
sig ned i dybere og mere stille Regioner. Men ned til 
Oceanets paa sine Steder over 1 Mil dybe Bund naaåe 
uden Tvivl kun deres efterladte Skaller. (Maaskee skal 
jeg en anden Gang finde Leilighed til at forsøge en 
Skildring af dette det aabne Havs Dyreliv eller den 
saakaldte pelagiske Fauna, for saa vidt som denne 
hidtil er bekjendt. 


137 


Gletschernes Natur og Forekomst. 


Af Cand. mag. E. Løffler. 


De: var tidligt om Morgenen den 15de Septbr. Mørket 
begyndte allerede at adsprede sig i mit lille Kammer, 
hvis eneste Fag Vindue saae ned fra Gavlen af et uan- 
seeligt Vertshuus i den prægtige Stubayerthal, — og rask 
sprang jeg op fra Leiet for at ruste mig til Dagens fore- 
staaende Vandringer. Min Paaklædning var snart fuldendt, 
og med den ønskeligste Appetit traadte jeg ind i Gjæste- 
stuen, hvor Frokosten allerede ventede paa mig. Kaffen 
var som sædvanlig ikke af første Skuffe og Hvedebrødet 
rimeligviis flere Dage gammelt, men for åt krydre mig 
denne vistnok ikke ganske ublandede Nydelse under- 
holdt Vertinden mig med allehaande Fortællinger, blandt 
hvilke navnlig Skildringen af et Par forulykkede Englæn- 
deres Gjenvordigheder spillede en fremragende Rolle. 
Endelig var jeg da klar til Opbrud: »Leben sie recht wohl 
und kommen sie bald wieder zuruich« lød her som sæd- 
vanligt til den bortdragende Gjæst, og med Tasken over 
den ene Skulder, Kappen over den anden traadte jeg nu 
ud under Guds frie Himmel. Morgenen var stille og kold, 
men fuldkommen klar, og kun hist og her øinede jeg en 
lille hvid Skyplet, hvis taagede Omrids imidlertid antydede 
en fugtig Luft, saa at Aftenen maaskee ikke vilde blive 


138 


Morgenen lig. Om Bjergenes Sider dannede endnu Natte- 
taagen disse lette, bølgende Striber, der ere saa charak- 
teristiske for Morgentimerne i Alperne; mod Vest skinnede 
de højeste Fjeldtoppe med et prægtigt, rosenfarvet Skjær, 
men Dalen hvilede endnu fuldkomment i Skygge og Duggen 
glimrede i Græsset og paa de mørke Naaletræer. Naturen 
bar det stille, højtidelige Præg, der er saa charakteristisk 
for Landskabet i Alperne, og turde jeg end ikke gjøre 
Regning påa en smuk Daåg, saa kunde dog denne min 
sidste Fjeldvandring, inden jeg atter maatte vende mine 
Skridt mod Hjemmet, idetmindste glæde sig ved en smuk 
Begyndelse. « 

»Efter at have marscheret en lille halv Time bøiede 
jeg af til højre og betraadte den snevre Bergbachthal. 
I sin Munding er den såa smal, at den kun giver Plads 
til Stien og den buldrende Elv, der besværligt baner sig 
Vei mellem talløse Fjeldblokke, men længere oppe for- 
andrer den sin Form og danner gjentagne Gange betyde- 
ligere Udvidelser. Om Cultur er der næsten ikke Tale, 
men Dålen har paa flere Steder gode Græsgange og i sin 
nedre Deel en temmelig kraftig Skovvæxt. Lærk og Rød- 
gran spille her som sædvanligt Hovedrollen, men Grønæl 
og Gråaæl (A. viridis og incana), Birk og Berberisbuske 
danne overalt en væsentlig Bestanddeel af Skoven, og paa 
de fugtige Fjeldsider trives en rig Mangfoldighed af 
Mosser og fiintløvede Bregnearter. Veien stiger jevnt, 
Dalen udvider sig og indsnevrer sig atter, jeg bøjede om en 
Pynt — og foran mig laa » Alpeiner« med sin hvide Ryg, 
hvis blændende Sneemasser bogstaveligt lyste i det. klare 
Solskin. Skoven bliver tyndere og tyndere, tilsidst for- 
svinder den ganske, og den stærke Forvittring af Gneisen, 
der overhovedet udmærker Dalen, bliver ved Vegetationens 


139 


Forsvinden baade kraftigere og lettere bemærkelig. De 
nøgne Fjeldsider ere som overøste med svære Fjeldblokke, 
der ofte i lange Strømme strække sig fra Ryggen ud over 
Dalen, og Landskabet antager dette vilde, melancholske 
Præg, der er saa ejendommeligt for mange Egne i Tyroler- 
alperne og hyppigt virker såa underligt forstemmende paa 
Vandringsmanden, især naar han er alene. Men midt 
paa denne Skueplads for Død og Ødelæggelse udbreder 
Dalbunden sig som en frodig Eng, og nogle faa brune 
Senmnhytter, der forénes under Navn af Oberiss, danne 
baade velkomne Hvilepunkter for Øiet og vidne tillige om, 
at man her ikke har ladet Stedets naturlige Rigdom ube- 
nyttet. Træt og hungrig tråadte jeg ind under en af 
Hytternes gjæstevenlige Bjælketag for der at nyde nogle 
Øieblikkes Hvile, men Hvilen maatte ogsåa kun være kort, 
dersom jeg vilde naae mit Maal i rette Tid, thi det var 
allerede over Middag og Himlens skyfulde Udseende be- 
budede en snarlig Forandring i Veirets Charakteer. « 
»Snart var da Føreren færdig og det gik altsaa videre. 
En stiv Time klattrede vi opad mellem Fjeldblokke, Ene- 
bær, Hedelyng og Alperoser, indtil endelig en iiskold Blæst 
susede hen over os, og Gletscheren dukkede frem i hele 
sin storartede, men uhyggelige Pragt. Det var en snee- 
dækket, jevnt stigende Slette, i hvis knudrede Overflade 
den blaagrønne lis hist og her skinnede frem, men sorte, 
halvt opløste Gneisfjelde ragede truende op over Sneen 
og gjenkaldte mig Billedet af de hensmuldrende Kors 
paa en forfalden, vinterlig Kirkegaard. Alt var saa koldt, 
saa livløst og øde, men Himlen, der længe havde truet, 
aabnede nu sine Sluser og bragte Bevægelse om end ikke 
Liv i denne stille, overjordiske Udørk. Sneen fygede hen 
over Gletscheren, medens Føreren og jeg søgte Ly mod 


140 


Veiret bag en stor Fjeldblok; men Bygen drev snart over, 
den dybe blaa Himmel tittede atter frem og Solen skin- 
nede klart paa den øde Sneemark, medens jeg trak min 
gjennemblødte. Kappe af og med min Ledsager steg ned 
i det lille, steenbedækkede Fjeldbassin, der omslutter 
Gletscherens Fod.« 


Ved den ovenfor meddeelte Skildring, som jeg har 
uddraget af den Dagbog, jeg førte under mit Ophold i 
Tyroleralperne, har jeg søgt at bibringe en almindelig 
Forestilling om, hvorledes man kæmper sig op til Gletscher- 
regionen, og hvilket Indtryk denne ved første Øiekast 
frembringer påa Beskueren. Da imidlertid Tyrolerglet- 
scherne ikke ere såa smukt udviklede som de tilsvarende 
Dannelser i Schweiz og Savoien, turde det være mindre rig- 
tigt fortrinsviis at vælge de førstnævnte til Udgangspunkt 
for vore Undersøgelser, og i den efterfølgende Fremstilling 
er det.derfor snarere de schweizerske end de tyrolske, ved 
hvis Betragtning vi ville gjøre os bekjendte med et af Alpe- 
verdenens mærkværdigste og mest storartede; Phænomener. 

Lad os nu altsaa tænke os, at vi have  gjennem- 
vandret en af Alpernes høiere Dale og endelig ere naaede 
op til den nedre Deel af den store lismasse, der er ind- 
leiret i Dalens øvre Parti op imod Bjergmassens Kam — 
saa befinde vi os foran en meer eller mindre steil lis- 
muur, der synes at sætte en skarpt betegnet Grændse 
mod vor videre Fremtrængen. Undertiden kan det vel 
hænde, at Isen gaaer temmelig jevnt over i Dalbunden, 
saa at man uden Vanskelighed kan komme op ad den, især 
da den ikke er glat, men for det meste stiger »Gletscher- 
foden« saa steilt i Veiret, at den kun med den yderste An- 
strengelse eller aldeles ikke kan bestiges, og Alpevandreren 


141 


maa da ved at klattre op ad de begrændsende Bjerg- 
skrænter søge at komme ud påa Gletscheren. Foran 
Foden træffer man næsten altid en større eller mindre 
Vold af Steenblokke, Gruus og Jord, som Alpeboerne 
sædvanlig benævne »Endemorænen« og hvis Masser, 
som vi senere skulle see, ere hidførte af Gletscheren, — 
men hvad der strax og maaskee i en endnu høiere Grad 
vækker Besøgerens Opmærksomhed, det er den smukke, 
blaaliggrønne Grotte, der forneden hvælver sig ind i Isen 
og tjener til Udgangspunkt for den mælkefarvede Gletscher- 
bæk. Grotten hår undertiden betydelige Dimensioner. 


! Urt rdenej be 


| it å 
Min, - 


FILE 


RRSESSEERERRN Mm (9 | 
KN 
| 


RGS 
LES NV Å 


Marcellgletscherens lisgrotte. 


Paa Glacier des Bois håvde den i Saussures Tid en 
Højde af 100” og en Brede af henimod 80”, men dens Form 


142 


og Størrelse er, som Alt, hvad der angaaer Gletscherne, 
meget foranderlig… Imod hvåd man skulde antage, naar man 
betragter den udenfra, har den hyppigt en stor Udstræk- 
ning op under Isen, idet den taber sig i talrige Gange 
og Forgreninger, og ifølge Agassiz, der unægtelig har 
havt god Leilighed til at studere dens Bygning, synes den 
undertiden at fortsætte sig op til Gletscherens høiere Re- 
gioner, hvor Isens løsere, mere sneeagtige Natur gjør 
dens videre Fremtrængen umulig. . 
Dannelsen af denne Grotte (der Gletscherthor) 
er ingenlunde vanskelig at forklare. I den Deel af Dalen, 
der dækkes af Gletscherens mægtige lismasse, fremsprudler 
der naturligviis Kilder ligesaavel som påa andre Steder, 
og da disses Temperatur altid overstiger Frysepunktet, 
saa udøve de aabenbart en opløsende Indflydelse paa den 
dækkende lis, idet de risle hen mellem denne og Dal- 
bunden. Paa denne Maade danner der sig efterhaanden 
et meer eller mindre vidtløftigt System af Buegange påa Glet- 
scherens Underflade, i hvilke Vandmængden stadigt forøges 
ved dens Hentøen ovenfra og Vandets Nedsivning. gjennem 
Spalter og Revner; Bækkene forene sig idet de søge Dal- 
bundens Midte som dens dybere Deel, og endelig bryde 
de som en samlet Strøm ud gjennem Gletscherens Fod, 
hvis Aabning de bidrage til at udvide, deels ved deres 
opløsende og deels ved deres bortførende Kraft. Men 
Grotten skylder endnu en anden Virksomhed sin Tilbliven, 
og det er Vexelvirkningen mellem den kolde Luft, der 
circulerer inde i Gangene, og den ydre varme Luft, der 
hviler over Dalen. Idet nemlig den førstnævnte som den 
tungere strømmer ud gjennem den nedre Deel af Grotten, 
vil den sidste som den lettere trænge ind foroven, og da 
jo naturligviis dens opløsende Indvirkning maa tabe i 


143 


Kraft jo længere den trænger ind i Isen, saa er det øien- 
synligt, at Grotten måa være videst netop i Mundingen. 
Ved denne Indvirkning af den ydre Luft og ved Gletscherfodens 
Hensmeltning i det Hele tåget forøges i høi Grad Gletscher- 
bækkens Vandmængde; den bryder gjennem Endemorænen, 
ruller dens Fjeldblokke afsted med sig og vilde efter- 
haanden aldeles tilintetgjøre den, hvis den ikke modtog 
stadige Forstærkninger oppe fra Gletscheren. 

Saavidt i Almindelighed om dennes nedre Deel. Førend 
vi imidlertid forlade Foden og vove os op paa selve lis- 
massen, vil det være nødvendigt at gjøre opmærksom paa 
et Forhold, der strax maa være Alpevandreren paafaldende, 
fordi det synes at staae i aabenbar Strid med Naturens 
almindelige Love — det er Gletscherens Høide over 
Havet. Skjøndt Bestemmelsen af Sneegrændsens Beliggen- 
hed i et udstrakt Bjergland altid er meget vanskelig, saa 
troer jeg dog, at man for Alpernes Vedkommende med 
temmelig Sikkerhed tør anslaae den til c. 8000 Fod, og den 
Tanke ligger da meget nær, åt hine store lismasser, hvis 
Naturforhold vi her skulle lære at kjende, mååe være ind- 
skrænkede til samme Region af Bjergene som den evige 
Snee. Dette er imidlertid ingenlunde Tilfældet. Man be- 
høver ikke at gjøre mange Fjeldvandringer for at over- 
bevise sig om, at Gletscherne strække sig betydeligt længere 
ned i Dalene end de Sneemasser, hvoraf de underholdes, 
ja Forskjellen kan undertiden være såa stor, at man alle- 
rede træffer den nedre Deel af Gletscheren paa en Høide 
af lidt over 3000' omgivet af Bøndergaarde, Skovpartier 
eller Agerland. Den Deel af Isen, som strækker sig ned 
under Sneegrændsen, maa altsaa i Sommertiden befinde 
sig i en stadig Optøening, og efter hvad vi have seet i 
det Foregaaende, er dette virkelig ogsaa Tilfældet, men 


144 


trods den Kraft og Ufortrødenhed, hvormed Atmosphæren 
Aar for Aar fortsætter sin opløsende Virksomhed, trods 
de Masser af lis, der ere nødvendige for at underholde 
den rivende Gletscherbæk, — såa taber Gletscheren 
dog ikke i Længde, men hår den samme Udstrækning 
nu som for Aarhundreder siden.  Rigtignok maa dette 
ikke forstaaes aldeles bogstaveligt, thi dersom en Række 
af kolde Sommere følge efter hinanden, vil Foden skyde 
sig noget fremad, ligesom den i det modsatte Tilfælde 
vil trække sig noget tilbage, men disse Stedforandringer 
ere forholdsviis meget ubetydelige”), og da de tillige hæve 
hinanden gjensidig, saa bliver den Paastand fuldkommen 
berettiget, at Gletscherens Udstrækning nedefter stadig 
er den samme. Dette Forhold er saa meget mere værd at 
lægge Mærke til, som det giver os den første Antydning 
til en Eiendommelighed ved Gletscheren, der meer end + 
nøgen anden er charakteristisk for dens Natur, nem- 
lig dens særegne Bevægelse; thi det er jo klart, sat 
naar den bestandig opløses forneden og dog bestandig 
vedligeholder samme Udstrækning, såa måa den stadigt 
fornye sin Masse ovenfra og paa en eller anden Maade 
befinde sig i en jevn nedadgaaende Bevægelse. Om dennes 
egentlige Natur kunne vi paa vort nuværende Standpunkt 
intet videre afgjøre, og vi ville derfor søge at komme 
op paa Gletscherens Overflade, for ved Betragtning af 
denne. at skaffe os det: fornødne Materiale til en rigtig 
Bedømmelse af Gletscherens Bevægelse, Structur og sær- 
egne Dannelsesforhold. 

I en kold og fugtig Sommer som den sidst forløbne 
har man just ikke stor Fornøielse af en Gletschervandring, 


æ) Som et meget sjeldent Tilfælde maa fremhæves, at Rhonegletscheren 
i 1818 skød sig 150' fremad. 


145 


thi Sneen dækker næsten overalt den faste lis, og Faren 
ved en saadan Tour er af Grunde, som vi senere skulle 


Fiz 2: 


DDS 

OD, 

PDVO 
2 | 


== 


lære at kjende, saa stor, at selv den meest erfarne Fører 


146 


nødig vil indlade sig derpaa. Men i en varm Sommer og 
ved godt Veir, naar Solen skinner klart fra den dybe, 
blaa Himmel og den friske Bjergluft stemmer Sindet glad, 
da er det vistnok en af de meest storartede og meest 
lønnende Excursioner,, som Alpevandreren kan foretage. 
Vel er Gletscheren stille, livløs og øde, men en skyfri 
Himmel. boritager dog tildeels dens uhyggelige Charak- 
teer og lader dens ophøjede Storhed og Ko fremtrædé 
med en gribende Styrke. - Man vandrer hen over en bred, 
jevnt stigende Slette af knudret lis, der ofte afbrydes af 
dybe, azurblaa Kløfter, medens lange Volde af Fjeld- 
blokke og Gruus strække sig hen over Gletscheren efter 
dens Længderetning, indtil de endelig forsvinde ved dens 
Fod, hvor de bidrage til åt vedligeholde Endemorænen. 
Til begge Sider rage mørke, nøgne Fjeldmasser op over 
Isen; de ere gjennemspaltede og forvittrede af Aartusin- 
ders Kampe med Elementerne, men deres søileformede 
Tinder kneise dog kjækt og urokkeligt, trods alle de 
Storme, der i Tidernes Løb ere farne hen over. dem. 
I Landskabets Baggrund taarne kolossale Bjergmasser sig 
i Veiret, meer eller mindre dækkede af den evige Snee, 
og ved den Skarphed, hvormed de tegner" sig påa den 
blaa Himmel, berede de ofte den uerfarne Alpevandrer 
de mærkværdigste Skuffelser med Hensyn til deres Af- 
stand, idet han gjerne anslaaer denne dobbelt, ja tre- 
dobbelt saa ringe, som den i Virkeligheden er. — Dette 
er i faa Træk Gletscherlandskabets Charakteer, men hvor 
vild og øde den end forekommer os, såa vil dog en 
lille Blomst i Fjeldrifterne nu og da minde Vandrings- 
manden om, at Naturen selv ikke der er blottet for 


Liv, hvor den forekommer os at være meest livløs. 


147 


Fra denne almindelige Charakteristik af Gletscher- 
landskabets Udseende vende vi os nu til en speciellere 
Betragtning af dets enkelte Dele, og da først og fremmest 
til en Undersøgelse af selve lismassens Beskaffenhed. 
Som ovenfor antydet er den ikke glat og Udsigten til at 
falde er derfor ikke stor; tvertimod er den knudret og 
ru, og ikke sjeldent, navnlig hvor Grunden har stærkere 
Fald, er Overfladen ligesom opløst i et System af raa, 
kegleformede Spidser. Disse eiendommelige Overflade- 
forhold skyldes for største Delen atmosphæriske Virk- 
ninger. I Sommertiden, nåar Solen om Formiddagen 
skinner påa Gletscheren og varme Luftstrømme fra de 
lavere Regioner eller fra de begrændsende nøgne Fjeld- 
masser nu og da stryge hen over den, saa tøer Isen i 
Overfladen, men ikke i lige Grad overalt. Locale For- 
skjelligheder i dens Structur saavelsom. ogsaa den ulige 
Kraft, hvormed Sol og Luft virke paa de enkelte Steder 
af Gletscheren, ville naturligviis foranledige, at Isen ikke 
opløses lige rask allevegne; talrige Smaåabække risle i 
forskjellige Retninger hen over den gjennem Kanaler, 
som de selv håve bidraget til at frembringe, og danne 
ofte prægtige Vandfald, naar de kaste sig ned i de dybe, 
blaa Kløfter, der saa hyppigt stræbe at afbryde Glet- 
scherens Sammenhæng. Paa denne Maade bliver Isen 
ujevn, og da Opløsningen foregaaer desto raskere, jo 
længere den nåaer ned under Sneegrændsen, saa vil 
man i det Hele taget finde, at den lavere beliggende 
Gletscher har en mindre plan Overflade end den høiere. 
Den Hurtighed, hvormed Isen i den varme Sommertid 
tøer og fordamper er iøvrigt paafaldende stor og kan be- 
stemmes ved directe Forsøg. Man borer et flere Ålen 
dybt Hul i Isen og stikker en Stok af tilsvarende Længde 


148 


ned deri, saaledes at dens- øverste Ende befinder sig 
i Niveau med Hullets Munding; efterhaanden som Isen 
tøer bort vil Stokken meer og meer komme tilsyne, 
og man har nu ved Maalninger påa denne fundet, at 
Isen kan svinde med over 3' i Løbet af 3 Uger. Det 
ved Optøeningen frembragte Vand taber sig snart, som vi 
have seet, i dens Revner og Spalter, og skjøndt det nu 
vistnok maa antages, at det herfra for en stor Deel baner 
sig Vei til Gletscherbækken og forøger dens Vandmasse, 
saa vil det sikkert ogsaa for en Deel fryse i Dybet og 
saaledes atter gaae over til den faste Form. — Paa Steder, 
hvor Dalbunden har et raskere Fald, vil naturligviis lis- 
massen, idet den tager Deel deri, modtage stærke Gjen- 
nemspaltninger i Overfladen, og de saaledes fremkomne, 
raa Prismer (Gletschernådel) ville snårt under Solens 
og Luftens Paavirkning antage tilspidsede, kegleformede 
Skikkelser. . 

Af den her meddelte Fremstilling vil det nu sikkert 
være klart, at den blotte Indvirkning af Sol og Luft er 
i Stand til at frembringe betydelige Ujevnheder paa Glet- 
scherens Overfiade. Imidlertid kunne ydre Omstændig- 
heder paa forskjellig Maade begunstige denne Indvirkning, 
og en Gletschervandring vil gjøre os bekjendt med flere 
Phænomener, der godtgjøre dette paa den meest iøine- 
faldende Maade. Vi ville saaledes snart bemærke, at 
Isen overalt er gjennemboret af Huller, og at der paa 
Bunden af disse altid findes et eller andet mørkt Legeme, 
som f. Ex. en lille Steen, et Blad, et dødt Insect eller 
noget Lignende, der aabenbart har givet Anledning til 
åeres Dannelse. Overalt paa Gletscherens Overflade 
ligger der nemlig Smaasteen og Gruus, og naar Vinden 
fra de lavere Regioner stryger hen over den, saa afleirer 


149 


den stadigt forskjellige lette Småaalegemer som vissent 
Løv og andre saadanne Gjenstande. Idet nu Solen om 
Formiddagen gjennemvarmer disse, saa vil naturligviis 
den Plet af Isen, påa hvilken de netop hvile, komme til 
at tøe raskere end under Solens umiddelbare Paavirkning, 
og paa denne Maade ville de successivt sænke sig under 
Overfladens almindelige Niveau, indtil de ere komne saa- 
langt ned, at Solstraalerne ikke længere ere istand til at 
naae dem. Hvor derimod Isen bærer større Gjenstande, 
navnlig store Steenblokke, som Solen ikke formaaer at 
gjennemvarme, der vil Phænomenet gjentage sig i modsat 
Retning. Stenen vil nemlig beskytte den Flade, paa 
hvilken den hviler, Isen vil tøe bort rundt omkring, og 
der vil endelig danne sig et saakaldet Gletscherbord, 
hvis svære Steenplade hviler påa en Søile af Gletscherens 
lis. At et saadant Meubel trøds sit solide Udseende dog 
"ikke har stor Varighed, fålger naturligviis af sig selv; 
efterhaanden som Søilen tiltager i Højde, bliver den under 
Luftens Paavirkning ogsåa tyndere og tyndere, og endelig 
falder det Hele fra hinanden, for at det samme Skuespil 
kan gjentage sig paany. En større Gruusmasse, som 
ikke kan .gjennemvarmes, vil nåturligviis have en lignende 
Indflydelse påa den underliggende lis, idet den giver 
Anledning til Dannelsen af en saåakaldet Gletscher- 
kegle, og de lange Steenvolde, der under Navn af Mo- 
ræner strække sig hen over Gletscheren, hvile stedse paa 
høie, bølgeformige Rygninger af Isen, der ere frembragte 
ved den Beskyttelse, som de overleirede Masser yde mod 
Solvarmens Indvirkning. Gletscheren er saaledes underkastet 
en stadig Vexel og en. stadig Opløsning; hvor der nu er 
dybe Spalter,. findes maaskee ad Aare jevn lis, og hvor 
nu høie Kegler rage i Veiret, træffer man maaskee om 
11 


Gjennemsnit af en Morænevold. 


en Maaned betydelige Fordybninger, men dens Physiognomi 
og Masse vedblive Aar for Aar at være de samme, og 
heri ligger et nyt Beviis for, at den bestandig maa re- 
producere det Tabte eller med andre Ord, befinde sig i 
en stadig Tilbliven. 

Gjentagne Gange have vi i det Foregaaende bemærket, 
at Gletscherens Sammenhæng hyppigt er afbrudt af dybe 
Spalter og Kløfter, uden- at vi imidlertid have havt Leilig- 
hed til at offre disse en nærmere Betragtning. De danne 
fordetmeste rette Vinkler med Gletscherens Længdeaxe, 
idet de fra Dalvæggene skyde sig ud imod denne, men 
skjøndt deres Udstrækning jo ganske vist er meget for- 
skjellig, saa hører det. dog til Sjeldenhederne, at. de over- 
skjære Gletscheren i dens hele Brede. Foroven kunne 
de til liden Opbyggelse for den uerfarne Tourist have en 
Vidde af mange Ålen, og Dybden kan være saa betydelig, at 
Ågassiz paa Aargletscheren har maalt 780' uden dog at kunne 
afgjøre, om Spalten naaede Dalbunden eller ikke. At disse 
Kløfter i høi Grad bidrage til at gjøre en Gletsehervandring 
farlig og besværlig, trænger næppe til nogen videre Forklaring, 
men. dobbelt frygtelige blive de naturligviis, naar Sneen 
som i sidst afvigte Sommer næsten overalt: dækker Isen 
og ved at tilstoppe Kløfternes Munding unddrager disse 
Afgrunde for Vandrerens Blik. - Saameget nu imidlertid 


151 


Touristen, selv naar Isen er fri for Snee, kunde være 
tilbøjelig til at ønske dem bort, såa kan man ikke nægte, 
at de frembyde stor Interesse, deels fordi de aabne os 
et fortrinligt Indblik i Gletscherens Bygning, og deels 
fordi de ved deres Farvepragt bidrage overordentligt til 
at forhøje Gletscherlandskabets eiendommelige Skjønhed. 
Medens nemlig den halv gjennemsigtige, undertiden mælke- 
farvede lis i Reglen udmærker sig ved en svag, blaalig- 
grøn Tone, såa straale Kløfterne med det reneste og 
dybeste Azurblaa, som det kun er nogen Malers Pensel 
muligt at gjengive, og de forvirre næsten ved deres 
Farveglands den studsende Betragter, naar han kaster 
Blikket ned i deres gjøglende Dyb. Vistnok ere Spal- 
terne ikke saameget undersøgte, som de kunne fortjene 
det, naår man tager Hensyn til det Udbytte, som saadanne 
Undersøgelser maatte kunne yde, men de have allerede 
givet vigtige Oplysninger om Gletschernes indre Bygnings- 
forhold og kunne derfor sikkert gjøre Fordring påa en 
noget udførligere Betragtning. 

Efter Agassiz”s Anskuelse dannes Kløfterne påa Grund 
af Temperaturforskjelligheder i Isen. Rigtignok hår denne 
berømte Naturforsker godtgjort, at Isens Varme i Sommer- 
tiden fordetmeste er 0? og om Vinteren næppe overstiger 
— 20, men skjøndt den saaledes kun er smaa Foran- 
dringer underkastet, saa ere dog disse ifølge deres Ind- 
flydelse paa dens Rumfang tilstrækkelige til at frembringe 
større og mindre Revner, der altsaa med Hensyn til 
Dannelsesmaaden blive analoge til dem, der fremkomme 
i vore Indsøers lisdække under tiltagende eller aftagende 
Frost. Ere Revnerne først tilstede, kunne de let ud- 
vides, deels paa Grund af Ujevnheder i Dalbunden, påa 
hvilken Gletscheren hviler, deels formedelst Indvirkning af 
ur 


152 


Sol og Luft, — og det er saaledes let forklarligt, at de 
efterhaanden kunne omdannes til flere hundrede Fod dybe 
Afgrunde. løvrigt kan der næppe være Tvivl om, at alene 
Ujevnheder i Dålbunden ofte maae give tilstrækkelig An- 
ledning til Spalternes Dannelse, naar man erindrer, at 
Gletscheren befinder sig i en jevnt nedadglidende Be- 
vægelse, og den Omstændighed, at Spalter af en meget 
anselig Dybde oftere fremkomme aldeles pludseligt, synes 
ogsaa at tale til Fordeel for denne Mening. — Uden 
imidlertid at ville opholde os længere ved, disse Afgrundes 
Dannelsesmaade, ville vi nu gjøre en enkelt af. dem til 
Gjenstand for en speciellere Undersøgelse, og vi haabe ad 
denne Vei at skaffe os et Indblik i Gletscherens Bygning, 
der vil være af største Vigtighed med Hensyn til For- 
klaringen af dens særegne Bevægelsesforhold. 

Det Første, der i saa Henseende tildrager sig vor 
Opmærksomhed, er at Isen, langtfra at være eensartet, 
tvertimod udmærker sig ved en regelmæssig Lagdeling, 
der iøvrigt synes at udviskes meer og meer, efterhaanden 
som man trænger ned i Gletscherens Dyb. Denne Lag- 
deling svarer øjensynligt til Sneefaldets aarlige Periodicitet 
i det øvre Gletscherbækken, og da Vinden om Sommeren 
stadigt fører Støv og Sand op over de højere Sneeregioner, 
saa finder man i Reglen lislagene adskilte ved en tynd 
Hinde af fine Støvpartikler. - Skjøndt nu allerede dette 
Forhold frembyder en ikke ringe Interesse, især da det 
tillige giver en ny Antydning om Gletscherens Bevægelse 
og de øvre Sneemassers successive Overgang til lis, saa 
er dog selve de enkelte Lags Sammensætning af en endnu 
større Betydning for hele Gletscherens Økonomie. Heller- 
ikke i disse finde vi en eensformig lismasse, men Lagene 
vise sig ved en nøiere Betragtning at beståae af uregel- 


153 


mæssige, kantede Stykker, der tiltage i Størrelse henimod 
Gletscherens Fod og undertiden, skjøndt meget med 
Uret, ere blevne benævnede »liskrystaller«. — Uagtet de 
ligge fast sammenpakkede paa hinanden med Flade mod 
Flade, er Berøringen dog ikke saa fuldstændig, at der ikke 
efterlades fine Rør og Huulheder imellem dem, og heraf 
følger altsaa, at den hele lismasse er i Besiddelse af en vis 
Porøsitet, der tillader det ved Overfladens Optøening frem- 
bragte Vand en stadig Gjennemsivning. Paa Grund af 
Isens høie Temperatur i Sommertiden maa man antage, 
at den er fuldstændig gjennemtrængt af Vand, og da nu 
tillige de Smaalegemer, hvoraf den sammensættes, skjøndt 
man ikke kan eftervise det i mindre Blokke, dog ere i 
Besiddelse af en vis Forskydelighed paa hinanden, saa 
faaer hele lismassen trods sit stive Udseende dog en 
særegen Bøielighed, der tillader de ved første Øiekast 
uforklarlige Bevægelser, som vi i det Følgende skulle 
lære at kjende. Naar vi senere have betråadt Gletsche- 
rens høieste Egne, ville vi bedre end påa vort nuværende 
Standpunkt kunne fatte Aarsagen til de særegne Structur- 
forhold, som vi her have gjort opmærksom paa, og vi ville 
altsaa for Øieblikket ikke opholde os videre ved denne 
Side af Sagen; ogsaa Isens mærkværdige Faårvephæno- 
mener ville vi først i det Følgende søge at oplyse. 

Strax da vi betraadte Gletscheren og søgte at tilegne 
os en almindelig Anskuelse af dens Physiognomi og 
Charakteer, var det os paafaldende, at lange Volde af 
Steenblokke og Gruus strakte sig hen over dens ujevne 
Flade, idet de fulgte Retningen af den Dal, hvori den 
er indleiret. Disse Steenvolde, der ere velbekjendte 
under Navn af »Moræner«, ere dannede ved Forvittring 
af de omgivende Bjergmasser og optræde paa enhver 


154 


Gletscher under Form af »Sidemoræner«, idet de 
strække sig hen langs Foden af de Fjeldvægge, der til 
begge Sider hæve sig op over Isen. Dannelsen af Mo- 
rænerne er overmaade let at forklare. Naar den mildere 
Aarstid indtræder og Sneen om Formiddagen begynder 
at smelte påa de omliggende Bjerge, saa vil Vandet na- 
turligviis fylde de talrige Kløfter, hvoraf disse ere gjen- 
nemspaltede, ja endog efterhaanden bane sig Vei til de 
allerfineste Revner. Idet nu Temperaturen om Natten 
synker under Nulpunktet og Vandet fryser til lis, vil 
dette udvide sig med omtrent I af sit Rumfang, og da 
denne Udvidelse skeer med en ganske overordentlig 
Kraft, vil Naturen foretage storartede Sprængningsarbeider, 
der uendelig meget overgaae Alt, hvad vore Dages In- 
genieurer ere i Stand til at udføre.  Anselige Fjeld- 
partier rives efterhaanden løs, knuses meer eller mindre 
ved at styrte ned over Skrænterne og ankomme endelig 
som en Masse af større og mindre Steenblokke til Over- 
fladen af Gletscheren, hvor de hugge sig fast i Isen. Da 
den her beskrevne Proces, om end i mindre Maalestok, 
fortsætter sig hele Sommeren over, såa maa naturligviis 
efterhaanden Sidemorænerne fremkomme, selv om For- 
vittringen ikke foregaaer lige rask overalt, ja selv om den 
er indskrænket til et enkelt Punkt paa hver Side af Glet- 
scheren i dennes højere Egne; thi da Isen er i en stadig 
nedadgaaende Bevægelse, saa ville de Blokke, der foroven 
falde ned paa den, stedse blive flyttede nærmere og nær- 
mere til Gletscherens Fod, og da der ovenfra altid til- 
føres nyt Materiale, saa vilde selv i dette Tilfælde Side- 
morænernes Dannelse ikke udeblive. De lange Steenvolde, 
der saaledes strække sig hen langs Foden af de begrændsende 
Fjeldvægge, maae efter den ovenstaaende Fremstilling ube- 


155 


tinget ansees som noget, der tilhører enhver Gletscher; 
derimod findes den saakaldte »Middelmoræne« (die 
Gufferlinie), der falder 


Fig. 4. 


sammen med Gletscherens 
Længdeaxe og dannes ved 
Forening af tvende Side- 
moræner, som Tegningen 
viser, kun hos saadanne 


Gletschere, der ere op- 


ON 
OD HUN X 


staaede ved Sazmmensmelt- 


FINT 
[INN AN 
SADYDN 


NG 


ning af tvende andre. — ) 


N< ==" i WNZ 
; RRS MÅ AV [1/7 
At denne Middelmoræne MINE z MTG 
z Ll, (ÅSNNOA z NO 14 
strax ved første Øiekast UN 1 
i S SNN Ø R V 
leverer et fuldkomment VØ 
stringent Beviis for Glet- En 
UNE 
scherens Bevægelse — DUM 
li ON 


da den nemlig ikke kunde HEN 
danne sig «uden;en' 'sad- —$måndat ”eletscher. "då Sidémoræner, 
"dan — det trænger næppe ?? MEST eE red KRAGE ALE 
til mogen nærmere Op- 

lysning, og vi ville derfor nu, da vi have alt Fornødent 
påa rede Haand, søge at give en Fremstilling af, hvor- 
ledes vi netop ved Morænernes Hjælp ere i Stand til at 
opnaåe et nøjere Kjendskab til Gletscherbevægelsens 
egentlige Natur. 

Alpevandreren, som flere Gange i Løbet af en Som- 
mer har havt Leilighed til at besøge den samme Glet- 
scher, vil ofte studse ved det ejendommelige Forhold, at 
Moræneblokke, som han paa Grund af deres Farve eller 
Størrelse specielt har lagt Mærke til, uden at have for- 
andret deres Plads i Morænen ere komne i en anden 
Stilling til de omgivende Dalvægge. Dersom han nu, for 


156 


at skaffe sig nøjere Kundskab om Sagens egentlige Sam- 
menhæng, mærker sig en eller anden fremragende Blok 
saavelsom det Sted af den nærmeste Fjeldvæg, udenfor 
hvilken den netop befinder sig, og nu besøger den fra 
Tid til anden, saa vil han ogsaa see, at Blokken, skjøndt 
den ligger fast i Morænen, efterhaanden har forandret sit 
Sted i Dalen og da navnlig, at den er rykket længere 
ned, end da han første Gang iagttog den. Denne Van- 
dring kan han forfølge fra Uge til Uge — ja man kån 
næsten sige fra Dag til Dag — og da han meget snart 
overbeviser sig om, at Steenblokkenes Leie og Beskaffen- 
heden af Gletscherens Overflade gjør en Nedgliden af 
Morænerne umulig, saa er jo selve lismassens Bevægelse 
saa bestemt godtgjort, at den ikke kån underkastes 
nogensomhelst Tvivl, og vi kunne nu godt forstaae, at 
Saussures Stige, som han under sin Vandring påa »mér de 
glace« 1788 havde efterladt ved » Aiguille noire«, 44 Aar se- 
nere. havnede 2 Miil derfra ved »les Moulins«. Imidlertid 
tilbyde Morænerne os ikke alene Leilighed til at bevise 
Gletscherens Bevægelse påa en mere slaaende og mere 
umiddelbar Maade end vi tidligere have været i Stand til, 
men de give os fornemmelig et Middel til at bedømme 
denne Bevægelses egentlige Natur, naar vi samtidig be- 
stemme Stillingen af et større Antal Blokke paa forskjel- 
lige Steder af Gletscheren. Det er navnlig den skotske 
Naturforsker Forbes, der paa sine Toure i Schweiz og 'Sa- 
voien har foretaget de herhenhørende Undersøgelser, og ved 
sine omfattende Arbeider har han unægtelig opnaaet Re- 
sultater, der fortjene den største Opmærksomhed. " Glet- 
scherisens Bevægelse svarer nemlig fuldkomment til: det 
rindende Vånds; den er raskere i Midten end ved Siderne 
paa Grund af Gnidningsmodstanden mod Dalvæggene, den 


157 


er raskere, hvor Dalbunden har et stærkere Fald, end hvor 
den skraaner mere jevnt hen under Isen, og skjøndt den 
fortsættes uafbrudt hele Aaret rundt, er den dog livligst i 
Foraarstiden, nåar ogsaa Bjergvandene paa Grund af 
Sneens Smeltning bruse afsted med en ellers uvant Fart. 
Analogien er forsaavidt fuldstændig, men Hurtigheden er 
meget forskjellig, thi medens vi strax iagttage Bevægelsen 
selv i den langsomst flydende Strøm, såa skal der spe- 
cielle Undersøgelser til åt påaavise dens Tilstedeværelse 
hos Gletscheren, og det er sikkert de færreste Tilfælde, 
hvor dens aarlige Middelhastighed beløber sig til 500'. 
Bevægelsens Natur er saaledes klar, og vi indsee ogsaa 
dens Mulighed ifølge de tidligere meddeelte Oplysninger 
om Gletscherisens Bygning; det staaer nu tilbage deels 
at forklare denne, deels at angive Grunden til, at Glet- 
scheren overhovedet bevæger sig, — men for at løse 
disse Spørgsmaal maae vi nu forlade Gletscherens nedre 
Regioner og betræde dens øverste, bækkenformigt udvidede 
Deel, der omsluttes af Alpernes højeste med evig Snee 
dækkede Fjelde. 

Naar man fra Gletscherens lavere Egne under en 
møisommelig, ofte farefuld Vandring efterhaanden kæmper 
sig op til dens øvre Bækken, der af Alpeboerne sædvanlig 
benævnes »der Gletscherfirn«, — såa iagttager man 
successivt en Forandring i Isens Beskaffenhed. Den faste 
Grund bliver løsere og løsere, indtil man tilsidst vader i 
en kornet Snee til høit op paa Benene, og de dybe Af- 
grunde blive efterhaanden sjeldnere, idet de tillige om- 
bytte deres azurblaa Farve med en mørk seladongrøn. 
De talløse Ujevnheder i Overfladen, som vi tidligere have 
lært at kjende, udslettes mere og mere i den løse Snee, 
idet vi nærme os Gletscherens øverste Ende, og de lange 


158 


Morænevolde, der spillede en såa fremragende. Rolle i 
de lavere Regioners Physiognomi, standse ved Grændsen 
af det øvre Bækken, hvor den svage Grund ikke længere 
er i Stand til at bære dem. liskold suser Vinden hen 
over den øde Sneemark og medfører undertiden en Regn 
af fine lisnaale fra de hvidklædte Giganter, der omgive 
den, men ingen Lyd naåer Vandrerens Øre, og intet le- 
vende Væsen møder hans Blik, thi selv Murmeldyret -og 
den hurtige Gemse skye at betræde dette Vinterens evige 
Hjem. Som Livet svinder døer ogsaa Farven bort, thi 
Himmelhvælvingens sorteblaa Dyb danner den eneste, kun 
lidet opmuntrende Modsætning til det: blændende Sneelys; 
men hvor øde der end seer ud paa dette Sted, saa er 
Naturen heroppe dog i en evig Virksomhed, thi er det 
berettiget at kalde Gletscheren en langsomt flydende lis- 
strøm, såa er det ligesaa berettiget at betragte dette 
store Sneereservoire som Gletscherens Kilde. 

Det øvre Gletscherbækken, hvis almindelige Charak- 
teer vi her have lært at kjende, bestaaer altsaa ikke af 
lis, men af en løs, kornet Snee, hvis enkelte Smaalegemer 
nærmest mååe sammenlignes med den særegne Form af 
Hagel, der af Tydskerne benævnes »Graupeln«. Som 
tidligere antydet er Sneen regelmæssigt lagdeelt, og da 
Vinden i Sommertiden altid fører fine Støvpartikler op 
over Gletschéren, saa ere Lagene, der jo svare til Snee- 
faldets aarlige Periodicitet, i Reglen adskilte fra hinanden 
ved tynde Støvhinder. Aar for Aar dynge Sneemasserne 
sig saaledes ovenpaa hinanden, og da denne Deel af 
Gletscheren altid maa antages at ligge ovenfor Snee- 
grændsen, saa tøer den ikke om Sommeren, men Sneen 
fra det sidste Aar bliver rolig liggende og dækkes snart 
af den, der falder i det næste. Paa denne Maade har 


159 


der naturligviis i Tidernes Løb samlet sig uhyre Oplag 
i den øvre Deel af Gletscherdalen, men da disse hvile 
påa en jevnt skraanende Flade og de højere Lag udøve 
et betydeligt Tryk påa de dybere, saa ville naturligviis de 
sidste efterhaanden skyde sig nedefter og saaledes bane sig 
Vei til de lavere Regioner. Men her tøer Overfladen 
om Formiddagen i den varme Aarstid; Vandet siver ned 
i Dybden, gjennembløder de smaa Sneekorn og bevirker 
derved, åt de forvandle sig til meer eller mindre faste 
liskugler under første indtrædende Frost. Da imidlertid 
de øvre Sneemasser stadigt forøges og Trykket nedefter 
” altsaa vedbliver, saa vil den halvt stivnede Masse be- 
standig rykke fremad; udsatte for en stadig Gjennem- 
blødning og Frysning ville de smaa Sneelegemer efter- 
haanden forvandle sig til lis og, da de ligge tæt sammen- 
påkkede, antage uregelmæssige, kantede Former; men 
hvor stort end det Tryk er, som hviler påa dem, saa vil 
der dog altid vedligeholde sig smaa Huulheder imellem 
dem, og hvor fast de end ligge paa hinanden, saa 
beholde de dog altid en vis Evne iil indbyrdes Sted- 
forandring. Paa denne Maade faaer hele Gletschermassen 
en særegen Bøielighed, og idet den stadigt drives ned- 
efter under Trykket ovenfra, kommer den ganske naturligt 
til at bevæge sig paa den Maade, som vi tidligere have 
lært at kjende. At denne Bevægelse nærmest maa sam- 
menlignes med en Flyden fremgaaer ubetinget deraf, at 
den ganske forholder sig som det rindende Vands — 
Gletscheren udvider og indsnevrer sig endogsaa efter 
Dalens vexlende Bréde, og skjøndt det unægtelig ved 
første Øiekast synes en paradox Paastand, at et saa stivt 
og sprødt Legeme som lis flyder, saa er det ikke alene 
efterviist, at dette virkelig finder Sted, men det vil for- 


160 


haabentlig ogsaa være klart, hvorledes denne særegne 
Bevægelse bliver mulig. Kun i Henseende til Bevægel- 
sens Hastighed staaer Gletscheren tilbage for det rin- 
dende Vand, »thi medens ØRhonen flyder saa rask, at Be- 
tragteren næsten bliver svimmel ved med Øiet at følge 
dens Hvirvler, og Lavastrømmen maa iagttages Secunder, 
Minuter, maaskee endog Timer, for at man kan opfatte 
dens Fremadskriden, saa er Gletscherens stolte: Gang 
endnu langsommere, og Uger, ja Maaneder kunne være 
nødvendige for at komme under Veir med, at her virke- 
lig finder Bevægelse Sted. « 

Saaledes have vi da lært Gletscheren at kjende i 
dens typiske Skikkelse, under hvilken den optræder i 
Schweiz og Savoyen, paa M. Blanc-Gruppen, Finster 
Aarhorn og M. Rosa. Om dens Bygning og Dannelse 
have vi her intet videre at tilføje, men førend vi forlade 
dens lis og Snee for at studere dens geologiske Virk- 
ninger og geographiske Forekomst, maae vi dog endnu 
dvæle nogle Øieblikke ved Betragtningen af dens organiske 
Liv, der tildeels er af en ret eiendommelig Natur. Den 
guulblomstrede Kjællingetand (Lotus corniculatus) i For- 
bindelse med Silene acaulis, enkelte Ranuncler (RØR. glå- 
cialis), Steenbrækarter og fiintløvede Græsser (t. Ex. Poa 
alpina) fæste endnu Rod paa Morænernes Fjeldblokke, 
medens Murmeldyret lader sin Piben høre fra Fjeldene 
og den" sorte Alpekrage (Corvus: pyrrhocorax) 'skrigende 
flokkes om deres Tinder; men Plantelivet er dog i det 
Væsentlige indskrænket til Mosser og Lavarter, og af de 
dyriske Beboere er ingen saa charakteristisk som den 
sorte, hvidhaarede Gletscherloppe (Desoria glacialis), der 
ofte træffes i store Hobe sammen paa Isen. Ved sin 
eiendommelige, gaffeldeelte Springhaåale hopper den muntert 


161 


omkring mellem Stenene for at søge sin os endnu ukjendte 
Føde, og dens Seiglivethed er saa stor, at den under 
streng Kulde over en Uge kan sidde fastfrossen i Isen 
uden at tage nogen Skade, medens den derimod døer, 
naar man udsætter den for en Varme af henimod .40? C. 
Hvorvidt Isens blaa Farve kan antages at hidrøre fra de 
talløse Infusorier, der trodse Kulden i dens Dyb og hvis 
Skaller i millionviis føres bort af Gletscherbækken, maa vel 
ansees for tvivlsomt, men derimod er det vist, at de røde 
Pletter, der undertiden findes påa Isen og Sneen, frembringes 
af den lille Sneealge (Sphærella nivalis), skjøndt rigtignok 
ogsaa visse Infusorier, der farves røde ved at spise den, 
bidrage til at give den omtalte Farve en større Udbredelse. 
— Som Gletscherens stive, ubevægelige Udseende kun er 
et ydre Skin, der skjuler en evig Vexel og en evig For- 
nyelse, saaledes gjælder altsaa det Samme om dens liv- 
løse, forstenede Præg, thi skjøndt det kun er faa Blom- 
ster, der smykke den, og faa Dyrearter, der oplive dens 
Stilhed, saa er dog Isen og den evige Snee ligesaavel et 
Opholdssted for organiske Væsener, som de Egne, der 
opvarmes af den tropiske Sol. 


Som et af Alpeverdenens interessanteste Phæno- 
mener have Gletscherne allerede længe været Gjenstand 
for Naturforskernes Undersøgelser, og forskjellige meer 
eller mindre værdifulde Anskuelser have i Tidernes Løb 
gjort sig gjældende for at oplyse disse store lismassers 
egentlige Natur. Uden at miskjende, hvad Scheuchzer 
og hans nærmeste Samtidige i saa Henseende have præ- 
steret, er det dog egentlig den berømte og talentfulde 
Physiker Saussure, der først har kastet et klårere Lys 


162 ig 


over Gletscherdannelserne, og hans Reiseværk over ÅAl- 
perne”), der fornemmelig beskjæftiger sig med M. Blane- 
Gruppen og Chamouni-Dalen, læses endnu med den 
største Interesse. Da vi imidlertid ikke kunne gaae ind 
påa Enkelthederne i hans Skildring, ville vi indskrænke 
os til den Bemærkning, at han søgte at forklare Glet- 
schernes nedadgaaende Bevægelse ved en simpel Ned- 
gliden under de øvre Firnmassers Tryk, og hans Theori 
er unægtelig saa simpel og naturlig, at man i lang Tid 
slog sig til Ko ved den og selv den Dag idag ikke kan 
nægte den en vis Berettigelse. Efterhaanden som man 
imidlertid lærte Gletscherne nærmere at kjende, viste det 
sig mere og mere bestemt, at Saussures Theori ikke af- 
gav nogen tilfredsstillende Forklaring, og Charpentier””) 
søgte senere at løse Opgaven ad en ganske anden Vei 
ved at antage en indre Udvidelighed af Gletscheren. Naar 
nemlig dennes Overflade tøer i den varme Aarstid, saa 
vil jo Vandet fylde dens Spalter og Revner, selv de aller- 
fineste, og idet det nu fryser om Natten og altsåa tiltager 
i Rumfang, såa kommer derved hele Gletscheren. til at 
udvide sig noget baade i Tykkelse og Længde. Ogsaa 
denne Theori, der senere blev udvidet af AÅgassiz””) og 
Dr. Petzholdt), kan man ikke frakjende en vis Betydning, 
men da den ikke forklarer: de Særegenheder i Bevægelsen, 
som vi ovenfor have lært at kjende, og Agassizt +) tillige 
ved senere Undersøgelser fandt Leilighed til at overbevise 


”) »Voyages dans les alpes« Tome I, 1770, Tome II, 1786. En al- 
mindelig Skildring af Gletscherphænomenet findes I, cap. VII. 

"”) »Essai sur les glaciers« 1841. Gonf. især lére Part. $ 11. 

””). »Etudes sur les glaciers« 1840 (41). 

+) »Beitråge zur Geognosie von Tirol« 1843. 

tt) »Systeme glaciere« 1848. 


163 


sig om, at Vandet i de større Spalter ikke fryser om 
Natten, såa kunde man heller ikke slaae sig til Ro herved 
men maatte stræbe at løse Opgaven paa anden Maade. 
2 Aar efter at have udgivet sit første Værk om Gletscherne 
begyndte Agassiz en Række vigtige Bestemmelser af 
Aargletscherens Bevægelsesforhold, medens påa samme 
Tid Forbes gjorde den store Gletscher under Mont Blanc, 
»Mér de glace« til Gjenstand for. sine Undersøgelser, og 
det er da navnlig den sidste talentfulde Forsker, hvis 
Arbeider”) vi skylde den Opfattelse af Phænomenet, som 
vi have lagt. til Grund for vor ovenfor meddeelte Frem- 
stilling. Skjøndt mindre epokegjørende end de her nævnte 
Forfattere fortjene endnu Brødrene Schlagintweit at 
nævnes blandt de Naturkyndige, der have skjænket Gletscher- 
phænomenet en speciellere Opmærksomhed. 


Efter den Betragtning af Gletschernes Natur, hvor- 
med vor Vandring nu har gjort os bekjendt, ligger den 
Tanke jo vistnok meget nær, at disse mægtige lismasser, 
der i Aartusinder uafbrudt have skudt sig ned gjennem 
Alpernes Høidale, ogsaa maae have udøvet en vis Indvirk- 
ning paa de Fjeldmasser, der omslutte dem, og den Grund, 
over hvilken de bevæge sig hen. Vi have jo allerede 
seet, hvorledes Gletscherne ere i Stand til at transportere 
de utallige Fjeldblokke, der paa Grund af Atmosphærens 
opløsende Virksomhed uafbrudt falde ned påa dem, og 
hvorledes Endemorænen netop skylder disse Transporter 
sin stadige Fornyelse og Forøgelse, — men denne Virk- 


”) »Travels in the alps of Savoy« 1843. ' 
»Norway and its glaciers.« 1853. Indeholder tillige Oplysninger 
om AÅAlpegletscherne. 
»The tour to M. Blanc and M. Rosa.« 1855. 


164 


ning er ingenlunde den eneste, som lismassen udøver 
påa den Dal, hvori den er indleiret. Naar den med sit 
… uhyre Tryk skyder sig hen langs med Fjeldvæggene, saasaf- 
glatter og polerer den disse med den største Omhu, og 
populære Benævnelser som »helle Platte« og andre lig- 
nende vise os tydeligt nok, hvorledes dette Phænomen er 
gaaet over i den almindelige Folkebevidsthed. Imidlertid 
hænder det jo meget let, at mindre Brudstykker af Fjel- 
dene enten ved Løsrivning eller Nedfald ovenfra komme 
ind mellem Dalvæggene og Isen, og idet nu disse ved 
Gletscherens Bevægelse, rigtignok langsomt, men med 
en overordentlig Kraft blive skurede hen over de afglattede 
Fjeldsider, saa forholde de sig ligesom Gravstikker i en 
kæmpestærk Kunstners Haand og frembringe skarpe Ridser 
i de polerede Flader. Disse Ridser, der antyde Bevæ- 
gelsens Retning og altid løbe parallelt med Dalbunden, 
fortjene sikkert den største Opmærksomhed som et for 
Gletschernes Virkninger høist chaårakteristisk Forhold, — 
men den Maade, paa hvilken selve Dalbunden bliver be- 
arbeidet, er imidlertid ikke mindre interessant og, som 
vi snart skulle see, bidrager den ligesaa meget til at lade 
Geognosten erkjénde Gletschernes tidligere Historie. Og- 
saa Dalbundens Ujevnheder poleres og glattes; mindre 
Stykker rives løs fra Grunden, rulles rundt og afslibes af 
den over dem henglidende lis og modtage ofte fine Ridser 
af de indblandede Smaasteen, der - ved at søndermales 
efterhaanden gåae over til en fugtig, leeragtig Masse. — 
Gletscheren hviler saaledes paa et dyndet Lag., hvori tal- 
rige, stribede KRKullesteen ere indstrøede, og der kan 
naturligviis ikke være Tvivl om, at dens eiendommelige 
Bevægelse i høi Grad lettes ved de mangfoldige Hjul; som 
Naturen benytter for at føre den fremad. 


165 


Geognosten, som gjennemvandrer Alpedalene i Schweiz 
og Savoien, vil sikkert ikke behøve mange Excursioner 
for at overbevise sig om, at den eiendommelige Behand- 
ling af Fjeldene, som vi her have seet Gletscherne udøve, 
fremtræder paa mangfoldige Steder i de lavere Egne, hvor 
Culturen har blomstret saa langt Historien naaer. Næsten 
overalt, men sjeldent saa udpræget som i Wallis, træffer 
man langt nede i Dalene mægtige Volde af Steenblokke 
og Gruus, der ere sammensatte af alle de Bjergarter, som 
staae frem højere oppe, men fordetmeste ere de meer 
eller mindre dækkede af Grønsvær og Blomster og desto 
mere forvittrede, jo nærmere måan kommer til Dalmun- 
dingen. Det er øjensynligt gamle Moræner; Ligheden 
. med dem, der danne sig den Dag i Dag ved Gletschernes 
Fod, er altfor slaaende, til at Geognosten nogensinde kan 
tvivle derom. Lad ham nu betragte selve Dalbunden, 
navnlig hvor -den har større Udvidninger og et ringere 
Fald, og han kan være. overbeviist om at finde talløse 
stribede Rullesteensblokke, der ganske svare til dem, han 
iagttager for nærværende Tid som Gletschernes Underlag, 
og den Omstændighed, at det rindende Vand vel kan af- 
slibe Rullestene men aldrig fure dem, nøder ham til at 
indrømme,. at han ogsaa her har at gjøre med en Virk- 
ning af Gletscherisen. Paa mangfoldige Steder, men 
næppe tydeligere end i den nedre. Deel af Øhonedalen 
mellem Martinach og Genfersøen, vil han paa de øvre 
Fjeldterrasser deels finde isolerede, deels rækkeformigt 
ordnede Fjeldblokke af en ganske anden mineralogisk Be- 
skaffenhed end deres Omgivelser, og da de altsaa ikke 
kunne være frembragte ved Forvittring og Nedstyrtning paa 
Stedet, men øjensynligt ere Brudstykker af de Bjergarter, der 
staae frem i den øvre Deel af Dalen, saa bliver han 

12 


166 


ogsaa her nødt til at tage sin Tilflugt til Gletschernes 
transporterende Virksomhed og det saåaameget mere, som 


Opplantede Moræneblokke. Monthey i Rhonedalen. 


disse Rækker eller Volde af Blokke i høj Grad minde om 
de nuværende Gletscheres Sidemoræner. Ålt forener sig 
virkelig for at overbevise ham om, at Fortidens lismasser 
have havt -en ganske anden Udstrækning og Mægtighed 
end Nutidens; men lad ham nu besøge St. Nicolausthal, 
Oberhasli eller saamange andre af Schweizeralpernes Dale, 
lad ham see, hvorledes Fjeldvæggene ikke alene mange 
hundrede Fod over Gletschernes nuværende Overflade 
men milevidt ned gjennem Dalene ere polerede og stribede 


167 


påa samme Maade, som umiddelbart ved Gletschernes 
Fod — da kan han dog ikke længere tvivle påa, at den 
Grund, over hvilken- han vandrer, i en længst forsvunden 
Tid har været dækket af Høibjergenes lis! 

Af de her meddeelte Kjendsgjerninger er man nu ganské 
sikkert berettiget til at drage den Slutning, at Alpeglet- 
scherne i en forhistorisk Tid længe før Menneskets Op- 
træden her paa Jorden have havt en langt betydeligere 
Udstrækning end nu, såa at de ikke alene have dækket 
de højere og kortere Dalstrøg, men endog sendt deres 
Jismasser ned igjennem Hoveddalene iil de i Nord og 
Syd begrændsende Sletter. At Klimaet dengang maa have 
været anderledes end nu for Tiden, det følger vel af sig 
selv; det maa have været koldere og navnlig fugtigere, 
Sneegrændsen har ligget lavere, og Firnmasserne havt 
en langt større Udbredelse end det er Tilfældet i vore 
Dage, men naar vi erindre, at store Strækninger af Eu- 
ropas Fastland endnu i den yngre Tertiærtid vare dækkede 
af Havet, og at en saadan Havbedækning nødvendigvis 
maatte fremkalde et baade kjøligere og fugtigere Klima end 
vi nutildags leve i, saa synes Alpegletschernes gamle Ud- 
strækning ikke at være et mere paafaldende Phænomen, 
end hvad vi den Dag i Dag iagttage påa den patagoniske 
Kyst og paa en Brede, der svarer til Parises og Genfer- 
søens. Dersom Sneefaldet dengang har været stærkere, 
har det ogsaa forøget de øvre Firnmassers Tryk, Isens 
Dannelse og Fremadskriden er gaaet hurtigere for sig og 
Gletscherne vilde skyde sig betydeligt fremad, inden de 
kom saa langt ned, at Varmens opløsende Kraft satte en 
Grændse for deres videre Fremtrængen. Men uagtet hine 
Fortidens Gletschere saaledes have været meget anseelige, 


uagtet lismassens Tykkelse i de fleste Tilfælde sikkert har 
12 


168 


været dobbelt saa stor som nutildags og Længden endnu 
meget betydeligere, saa ere de dog med det indtrædende 
varmere Klima efterhaanden aftagne baade i Udstrækning og 
Mægtighed; Endemorænerne ere rykkede høiere og: høiere 
op i Dalene, medens Sidemorænernes Blokke, idet lis- 
strømmen sank, ere blevne liggende paa dens Bredder, — 
og tilsidst ere Gletscherne blevne indskrænkede til deres 
nuværende Grændser, men ikke uden at have efterladt tyde- 
lige Spor, der fortælle om deres Bedrifter i gamle Dage. — 

Og hermed ville vi da afslutte vore Betragtninger 
over Gletschernes Fortid og geognostiske Virkninger. 
Rigtignok er det lave Schweiz overstrøet med talløse 
Fjeldblokke, der ifølge deres mineralogiske Beskaffenhed 
stamme fra de 6 Hoveddale, som her udmunde; rigtignok 
bærer Jurabjergenes sydlige Skraaning talrige Blokke, som 
man ikke alene med Sikkerhed kan henføre til Alpernes 
Høibjerge, men endog til bestemte Localiteter i disse; 
rigtignok frembyde Jurabjergenes Kalkrygge stedviis Politur 
og Striber af samme Udseende, som vi kjende det fra 
Alperne, — men disse Phænomener ville vi her ikke 
videre forfølge, da de ville føre os for langt fra vor 
egentlige Gjenstand. De optræde med ganske lignende 
Charakteer paa mangfoldige andre Steder, som f. Ex. i 
Pyrenæerne, Skotland og Wales, den skandinaviske Halvø”) 
og Nordamerika og sammenfattes gjerne under Benævnelsen 
v»erratiske Dannelser«, men hvåd deres Udtydning angaaer, 
da henhøre de ubetinget til de Problemer, som det er 
Geognosten allervanskeligst at løse. Efter vor hele fore- 


”) For dennes Vedkommende har Lector Kjerulf meddeelt interes- 
sante Oplysninger i Christianias Universitetsprogram for 1860. Han 
antager, at Norges Dale i den yngre Tertiærtid vare dækkede af 
mægtige Gletschere, der skjøde sig frem lige til Havet. 


169 


gaaende Udvikling ligger den Tanke maaskee temmelig nær, 
at de staae i Forbindelse med en gammel lisbedækning, der 
i en fjern Fortid og under en større Udbredelse af Havet 
maatte antages at have skjult de højere Dele af Conti- 
nenterne, ligesom Indlandsisen i vore Dage dækker Grøn- 
land, — men denne Hypothese kan næppe saaledes be- 
grundes, at man for Øieblikket med Bestemthed tør fast- 
holde den, og det synes saaledes rigtigere at overlade 
Spørgsmaalets Løsning til fremtidige Undersøgelser. 


Den hele Opfattelse af Gletschernes Natur og Virk- 
somhed, som vi ved vore foregaaende Undersøgelser have 
tilegnet os, skylde vi ene og alene vore Vandringer i 
Alperne. At vi netop valgte disse til Udgangspunkt for 
vore Studier grunder sig deels derpaa, at deres Gletscher- 
" dannelser have en fuldkommen typisk Udvikling, deels paa 
at de have været Gjenstand for flere fremragende For- 
skeres Arbeider, der virkelig have givet Alpegletscherne 
en vis klassisk Berømmelse, — men der findes naturlig- 
viis mange andre Steder, hvor vi havde kunnet anstille 
vore Iagttagelser, og Jordens Bjerglande baade i Nord og 
Syd ville ofte byde os Leilighed til at betræde Fjeldenes 
lis. i et kjøligt og fugtigt Klima, hvor et betydeligt Snee- 
fald kan opsamles Aar for Aar og hvor der findes vide, 
jevnt skraanende Dale, i hvilke Sneen under Sol- 
varmens Indflydelse om Sommeren kan gjennemsives af 
Vand — der kan man ogsaa vente at finde Gletschere, 
men naturligviis alt efter Zonerne paa en meget forskjellig 
Højde over Havet. Medens de nemlig i de nordlige 
Polarlande hænge ned lige til Vandspeilet og i Alperne 
sædvanlig træffes paa en Høide af omtrent 6000', saa maa 


170 


man vel i Æqvatorialegnene stige til en Højde af 12—14000', 
inden man kan vente at træffe de Betingelser, der ere 
nødvendige til disse store lismassers Dannelse og Vedlige- 
holdelse. At de Gletschere, der findes i den tempererede 
og tropiske Zones Høibjerge, skulde frembyde andre For- 
skjelligheder end reent lokåle, det er hverken rimeligt 
eller godtgjort ad Undersøgelsens Vei, men derimod ud- 
mærke de polare sig i det Hele ved en overveiende Ud- 
vikling af Firnmassen og mindre Fasthed af Isen, hvilket 
aabenbart hidrører fra, at Tøeningen i den korte Som- 
mertid kun kan foregaae efter en meget ringe Maalestok… 
Fra disse indledende Bemærkninger ville vi'nu gaae over 
til at give en Udsigt over Gletschernes geographiske Ud- 
bredelse, saavidt man for Øieblikket med nogen Bestemt- 
hed-kan udtale sig derom, og idet vi besøge Continen- 
ternes største Bjergmasser ville vi tillige stræbe at antyde 
de særegne Naturforhold, under hvilke lismasserne ud- 
vikle sig paa de forskjellige Steder af Jorden. 

Vi ville begynde med Europa og da navnlig med det 
skandinaviske Højland. Som bekjendt udmærker det 
sig ved store Plateaudannelser og sænker raskt og gjennem- 
spaltet af utallige Fjorde sine mægtige Gneisfjelde ned 
imod Atlanterhavet, men mod Øst falder Landet jevnt og 
næsten umærkeligt, indtil det endelig taber sig i Kystslet- 
terne ved den botniske Bugt. Vestsiden har et over- 
ordentligt eensformigt, mildt og fugtigt Klima, thi den 
stadigt blæsende Vestenvind udjevner i høi Grad For- 
skjellen mellem Aarstidernes Temperaturforhold og be- 
tinger i Vintertiden et stærkt Sneefald, der opsamles paa 
Høilandets udstrakte Fjeldsletter.- Man har altsaa Grund 
til at vente, at Norges Vestkyst maa være rig paa Gletscher- 
dannelser, og Geognosternes Undersøgelser, blandt hvilke 


141 


navnlig de af Prof. Forbes anstillede indtage en frem- 
ragende Plads, have ogsaa godtgjort dette paa den meest 
glimrende Maade. Uden her at kunne indlade os paa 
Specialiteter ville vi kun bemærke, at de største Gletschere 
eller som de her benævnes »lisbræer« findes påa Fondal, 
Sulitelma, Justedal og Folgefond, og at de paa den først- 
nævnte mægtige Ryg, der netop gjennemskjæres af den 
nordlige Polarkreds, naae saa langt ned, at deres Fod 
beskviles af Atlanterhavets Vande. I Bygning og Udseende 
- stemme de nøje overeens med Alpegletscherne, men ad- 
skille sig dog derved, at Firnmasserne påa Grund af Høi- 
landets Form ere langt stærkere udviklede; thi medens vi 
i Tyrol, Schweiz eller Savoien stedse ville finde et nogen- 
lunde ligeligt Forhold mellem det øvre Sneebasin og den 
egentlige Gletscher, saa er det første altid langt over- 
veiende i Skandinavien. — At Alperne frembyde gunstige 
Localiteter for Gletscherdannelsen hidrører deels fra, at 
de mod Syd begrændses af Havet og den fugtige Poslette, 
deels fra, at deres betydelige Høide tvinger den vistnok 
temmelig tørre Nordenvind til at afgive den Fugtighed, 
den endnu har tilbage, og -paa de vældige Fjeldgrupper, 
der beherskes af M. Blanc, M.-Kosa, Bernina og Finster- 
aarhorn, samt påa Oetzthalermassen i Tyrol. dækkes Høi- 
dalene af prægtige Gletschere, der have tjent til Udgangs- 
punkt for Geognosternes Undersøgelser af dette Alpe- 
verdenens interessante Phænomen. — Pyrenæernes 
mindre anseelige Bjergland, der mod Syd begrændses af den 
kastilianske Høislettes tørre Hedeegne, er derimod ikke 
Gletscherdannelsen gunstig, og kun påa Nordsiden, hvis 
Klima er fugtigere, findes ifølge Charpentier mindre lis- 
masser udviklede, saasom navnlig paa Maladetta, Cabrioules 
og Vignemale. 


172 


Lad os nu besøge Asien og der fortsætte vore 
Undersøgelser. I Kaukasus, der har en ældgammel Be- 
rømmelse som den fangne Prometheus's Fængsel, var 
man jo vistnok påa Grund af dets Beliggenhed mellem 
det sorte og caspiske Hav og dets stærke Sneefald i 
Vintertiden berettiget til at vente betydelige Gletschere, 
men de steile vulkanske Toppe tillade ikke "Afleiringen af 
større Sneemasser, og skjøndt Kolenati rigtignok beskriver 
flere Gletschere påa Kasbek (16,000'), saa synes det 
kaukasiske Alpeland dog ingenlunde at være rigt paa såa- 
danne Localiteter, der ere gunstige for store lismassers 
Udvikling. Om de høiasiatiske Parallelkjæder mangle næsten 
alle Efterretninger, men det tørre Steppeklima og Bjer- 
genes tildeels vulkanske Natur lade os just ikke vente 
meget.  Rigtignok iagttog Radde betydelige Gletscher- 
dannelser påa Munku - Sardyk ikke langt fra Baikal- - 
søen”); i den vestlige Deel af Thian-shan paa den 
20,600" høie Tengri- Masse omtales lignende af Seme- 
now”), og længere mod Øst paa Routen mellem lli 
og Kutsche fører Veien over den uhyre Gletscher Dje- 
parle””), der af chinesiske Forfattere skildres som et 
sandt Chaos af Fjeld og lis, og som Cømmandanten af 
Uschi søger at formilde ved aarlige Ofringer, — men 
selv om man nu maa indrømme, at det indre Høiasien 
under stedegne Forhold kan begunstige Gletscherdannel- 
sen, såa er der dog intet Sted i Orienten, der i saa 
Henseende fordrer saamegen Opmærksomhed som Hima- 
layas Kæmperyg mellem Tibet og Hindustan. Over pragt- 
fulde Cederskove (Cedrus deodara) og et Bælte af smukt- 


”) Petermanns Mittheilungen 60 p. 482. 
EP er Foss p 3 
””) Humboldt Central Asien I, 379. 


173 


blomstrende ÅAlperoser (Rhododendron - Årter) rage dets 
Granitfjelde i Veiret til en Høide, som ikke gjentager sig 
noget andet Sted påa Jorden, og de uhyre Sneemasser, 
der dække dets takkede Kam, sende mægtige lisstrømme 
ned over dets Sider, der i Størrelse langt overgaae Alt, 
hvad de europæiske Alper ere i Stand til at opvise. 
Tibets tørre Klima og evigklare Luft betinger en kraftig 
Varmeudstraaling af dets skovløse Høijisletter”), hvorved 
Sneegrændsen påa Himalayas Nordside skydes i Veiret 
til den forbausende Høide af 16,000', men paa Bjerg- 
landets Sydside, hvor Klimaet er langt fugtigere, synker 
Sneelinien til omtrent 12,000', og det er da ogsaa her 
at man maa søge den stærkeste Gletscherdannelse”"). For 
Kaschmirs Vedkommende har Jacquemont meddeelt 
værdifulde Oplysninger, men dets Gletschere ere forholdsviis 
ubetydelige og kunne i ingen Henseende maale sig med 
dem, som Strachey har undersøgt i Kumaon og Gurhwal. 
Fornemlig er Omegnen af Nanda - Devi (24,700') og 
Milum i såa Henseende meget interessant, men ogsaa i 
det vestlige Tibet, i Schajoks og Nubras Floddale har 
man opdaget mægtige Gletscherpartier, og i det prægtige 
Alpelandskab Sikkim, som Hooker har bereist, afgiver 
især det gigantiske Kintschinjinga (27,000') et gunstigt 
"Sted for Høibjergenes lisafløb. 

Efter disse Vandringer i Asiens Bjerglande ville vi 
nu forlægge Skuepladsen for vore Forskninger til Amerika. 
Mod Vest stiger her Cordillerernes lange Højland i Veiret 
som en uhyre Vold mellem Ildlandet og det nordlige lis- 
hav, men skjøndt dets Toppe rage høit over Grændsen 


”) Humboldt Ansichten der Natur I, 124—26. 
SEP 55] 200" og 201. -56;-p:"105: 


174 


for den evige Snee, saa høre Gletscherne dog til de 
Phænomener, som Apevandreren i disse Egne foørholds- 
viis sjeldent kommer i Berøring med. Grunden til dette 
ved første Øiekast saa paafaldende Forhold ligger deels 
deri, at Cordillerernes steile, isolerede Vulkankegler' ikke 
tillade Ophobningen af større Sneemasser, deels deri, at 
de højere Luftregioner, hvor Søvinden ikke mere kan 
virke, udmærke sig ved en ganske overordentlig Tørhed, 
og det maa forsaavidt betragtes som Undtagelser, at 
vi påa Ixtaccihuat! (15,100) og Orizaba (17,000") i 
Mexico og Antuco (8600) i Chile virkelig finde mindre 
Gletschere udviklede. I Rocky Mountains, hvor Saskat- 
schewans Hovedtilløb næres af de store lismåsser mellem 
M. Forbes og M. Lyell”), synes Forholdet at stille sig gun- 
stigere, men i den sydlige Deel af Patagonien og paa Ildlandet 
forandrer det sig aldeles, thi have de nordlige Egne af de 
angivne Grunde været Gletscherdannelsen imod, saa naaer 
den her, trods Planteverdenens næsten tropiske Charakteer, 
en såa eiendommelig Udvikling, at man allerede under den 
ATde Bredegrad kunde tro at befinde sig indenfor Polarcirklen. 
Som paa Fondal i Norge naae lismasserne ned umiddel- 
bart til Havspeilet, og i denne Labyrinth af Sø og Land 
kan man sjeldent besøge en af de dybere Bugter uden 
at finde Gletschere og svømmende lisbjerge -i dens 
Grund”). I Eyres Sund, der ligger paa Paris's Brede, 
fandt Darwin uhyre Gletschere, skjøndt de omgivende 
Bjerge ikke naae en Høide af 6200", ja endnu i Penas 
Bugten, der ligger tvende Grader nærmere ved Æqvator, 
har man opdaget en lisstrøm med en Brede af 14 og en 
Længde af 4 geographiske Miil. At Gletscherdannelsen i 


Per bo PALLE 
") Pet. 55, p. 202 og 203. 


175 


disse forholdsviis lave Egne foregaaer med en såa ganske 
overordentlig Kraft har væsentlig sin Grund i det kjølige 
og særdeles fugtige Klima, hvis Vinter er mild nok til at lis- 
dannelsen i de lavere Regioner kan vedblive, og hvis 
Sommer ikke er varm nok til at Isen kan smelte bort, 
men der kan forresten ikke være Tvivl om, at den saa- 
kaldte Peruanske Koldtvandsstrøm, der fører Polarhavets 
Vande. langs Sydamerikas Vestkyst lige til Linien, ogsaa 
bidrager sit til, at den arktiske Gletscherform i disse 
Egne kommer Æqvatoren 20 Grader nærmere end Tilfældet 
er påa den nordlige Halvkugle. 

Førend vi afslutte vor Betragtning af Gletschernes 
geographiske Udbredelse, maae vi endnu kåste et Blik 
paa Polaregnene, især de nordpolare, da nemlig hine 
store lismasser, hvis Natur vi alt saalænge have helliget 
vor Opmærksomhed, netop i disse Egne opnaae en ganske 
eiendommelig Udvikling. Sneegrændsen,. som paa Island 
endnu ligger i en Højde af omtrent 4000', synker be- 
standig dybere og dybere, indtil den endelig naaer ned 
lige til Havspeilet, og som Følge deraf maa i alt Fald 
påa sine Steder Modsætningen mellem den øvre Firn- 
masse og den nedre Gletscheriis ganske udslettes, da 
Isen kun dannes under saadanne Forhold, hvor Sneen 
mere eller mindre kan gjennemsives af Vand. Da imid- 
lertid dette indtræder i Sommertiden paa mangfoldige 
Steder i de sneedækte Polarlande, saa finder ogsaa her 
en virkelig lisdannelse Sted, om man end maa indrømme, 
at denne polare Gletscheriis i det Hele besidder mindre 
.Fasthed end den vi tidligere have lært at kjende, men 
der kan som sagt ikke være Tvivl om, at der ogsaa 
gives mange Steder i Polarlandene, hvor lisdannelsen 
slet ikke kan foregaae, og hvor kun Sneen ved at op- 


176 


N 


hobes og sammenpakkes Aar for Aar efterhaanden op- 


naåer en temmelig høi Grad af Fasthed. — Paa det af 
vulkanske Masser byggede Island, der danner en Slags 
Overgang til Polarzonen og har et Areal af evig Snee 
paa omtrent 200 geogr. [] M., finde vi endnu . regel- 
mæssige Gletschere udviklede, saaledes navnlig paa Klofa 
og Vatna Jøkull mod Syd-Ost, Lange- og Hof-Jøkull i 
det Indre; men låd os nu overskride Polarcirklen og be- 
søge Spitzbergen eller Grønland, og vi ville da blive be- 
kjendte med Forhold, der afvige betydeligt fra hvad vi 
tidligere have havt Leilighed til at undersøge. Paa Spitz- 
bergen ender rigtignok hver af de talløse Bugter med en 
Gletscher, der efter Scoresby, Martins, Torell”) og flere 
andre Reisende er at betragte som Afløb af den store, 
indre Firnmasse,; men trods Phænomenets storartede 
Udvikling i Bells sound, Magdalene bay og Sevenhills bay, 
saa forsvinder det næsten overfor den mægtige lisdannelse, 
som Dr. Rinks Iagttagelser har lært os at kjende i 
Grønland. Egentlig er her ikke mere Tale om Gletschere, 
thi det hele, uhyre Terrain er dækket af den saakaldte 
Indlåndsiis, der nærmer sig Vestkysten paa en Afstand af 
2 Miil og med en Mægtighed, der vel maa anslaaes til 
et Par Tusinde Fod. Under de høiere Firnmassers Tryk 
nærmer den sig bestandig til Kysten, idet den skaffer sig 
Afløb gjennem de mærkelige lisstrømme ved Jacobshavn, 
Tossukatek , Kariak,-Kangerdlursoak og Upernivik, skyder 
sig i Form af mægtige Plader, der have en Tykkelse af 
et Tusind Fod og mere, ud i Havet og knækker endelig 
over ved Vandets løftende Kraft, for saaledes at frem- 
bringe de talløse lisbjerge, der gjøre Seiladsen saa farlig 


”) Pet. 61, p. 51. 


177 


i de polare Have. Den Iismasse, der aarlig produceres 
af de 5 anførte Afløb, grændser næsten til det Fabelagtige, 
idet Dr. Rink har beregnet, at den idetmindste maa an- 
slaaes til 5000 Mill. Cubikalen, men de polare Strøm- 
ninger føre Isen hurtigt sydpaa ud i Atlanterhavet, hvor 
den undertiden holder sig saalænge, at man har fundet 
Spor af den ved de azoriske Øer. — At ogsaa den syd- 
lige Polarregion har store lismasser er jo vistnok en vel- 
bekjendt Sag, men deres Natur er endnu saa lidt under- 
søgt, at vi ikke her ville offre dem en speciellere Om- 
tale. Med Hensyn til geologiske Virkninger ståae de 
sikkert tilbage for Nordpolarisen, thi naar denne belæsset 
med nedstyrtede Fjeldblokke i Nærheden af St. Law- 
renz - Bugten mødes og opløses af Golfstrømmens varme 
Vande, synke dens Steenmasser tilbunds, og det er dette 
vel sagtens gjennem Åartusinder fortsatte Nedslag, der 
har bygget den store, for sine indbringende Fiskerier såa 
berømte Newfoundlandsbanke. 


Flodernes udgravende Kraft. 


(Af R. Schlagintweit i »Zeitschrift fur allgemeine Erdkunde«.) 


Brandt de Fremtoninger, som vel ikke ganske mangle 
ved de europæiske Floder, men som dog især udmærke 
de store tropiske Floder, høre de til visse Aarstider 
periodisk tilbagevendende Forandringer i Vandmængden 
og navnlig deres overordentlige udgravende Kraft (Ero- 
sionsevne), hvorved Flodens Leie efterhaanden fordybes, 
saa at det gradvis rykker bort fra den almindelige Over- 
flade. Der er neppe noget andet Sted påa Jorden, hvor 
saadanne Udgravninger fremtræde i en saa stor Maalestok 
som i Indien og "navnlig i Flodernes midterste og øvre 
Løb i Himalaya og Tibet, og rigtigt opfattede ville de af 
give , vigtige Tilknytningspunkter med Hensyn til Forkla- 
ringen af mange geologiske og physisk-geographiske For- 
hold. I Himalaya og Tibet have disse Udgravninger i 
Almindelighed en Dybde af 1200—1500 engl. Fod, men 
ofte over 2000 Fod, ja i-enkelte Tilfælde, som i det øvre 
Løb af Ganges, Satledsh. og Indus, nåae de den over- 
ordenlige Størrelse af 3000 Fod, eller med andre Ord: 
disse Floders Leie laa her oprindelig 3000 Fod høiere 
end nu, og hver af disse Floder har i Tidernes Løb 
bortført et Lag paa 3000 Fods Mægtighed, deels af faste 
Bjergmasser, deels af løse Jordlag. I Almindelighed er- 
Flodleiets oprindelige Høide saa tydelig betegnet, at man 
ved ligefrem Maalning kan bestemme Udgravningens Dybde. 
I Lavlandet viser denne Flodernes' Virksomhed sig paa 
en anden Maade og Udgravningen er langt ringere, nem- 
lig kun 80—120 Fod. Alle Floderne i den sydlige Deel 


179 


a 


af Indien, som Kaveri, Pener, Kistna og Godaveri og 
ligeledes de i Central- Indien indtil Ganges -Sletten, have 
alle et tydeligt betegnet Udgravningsleie, hvori to Trin 
kunne adskilles, nemlig et, som betegner Flodens alminde- 
lige Vandstand og et andet, Regn-Flodleiet, som angiver 
Vandstandens største Høide. Regn-Flodleiet har ofte en 
betydelig Størrelse; det har saaledes ved det nedre Løb 
af Ganges, Brahmaputre og Indus, hvor det almindelige 
Flodleie kun er + Mil bredt, paa nogle Steder en Brede 
af omtrent en Mil. Jo mindre det almindelige Flodleie 
er, desto større er forholdsvis Regn-Flodleiet. Dette 
ligger tørt i de 9 Maaneder af Aaret og danner snart 
frugtbare Marker, som ved Ganges og Dshamna, snart et 
goldt og nøgent Bælte, dækket med fiint Sand og Mus- 
linger, som ved Indus og Satledsh. Allerede faa Dage 
efter Regntidens Begyndelse sees Floden at stige over 
isme Bredder, og Stigningen foregaaer nu fra Time til 
Time, saa hurtig, at man ligesaa let iagttager den som ved 
Havet i Flodtiden, indtil Floden omsider ganske udfylder 
|Regn-Flodleiet. Ved de ganske smaa Floder er den Foran- 
dring, som foregaaer ved Regntiden, endnu meget mere 
paafaldende; i Løbet af faa Dage seer man de smaa, kun 
faa Tommer dybe Kanaler. svulme til rivende Strømme, 
der ofte frembyde store Vanskeligheder for Samfærdslen. 
Oversvømmelser indtræde kun, nåar Floden stiger over 
idet ofte af steille Skrænter indesluttede Flodleie, men de 
ere ved de indiske Floder sjelden saa betydelige, at de 
foraarsage større Ødelæggelser.. Deltadannelsen begynder 
der, hvor Floden ved den periodiske Stigen gaaer noget 
over Regn -Flodleiets fulde Høide; her indtræde regel- 
mæssig tilbagevendende Oversvømmelser, som hvert Aar 
omtrent have samme Udstrækning. At de ved Floderne 


180 


frembragte Erosioner eller Udgravninger ere langt større 
i Indien end i Europa, finder for Lavlandets Vedkom- 
mende let sin Forklaring ved Vandmassens Størrelse og 
den periodiske Stigen; i Høilandet derimod er det navnlig 
Dalens Snæverhed og Steilhed, som bidrage til at forøge 
Virkningen af den udgravende Kraft, der her, som oven- 
for bemærket, er saa overordenlig paafaldende. Hertil 
komme de uregelmæssige, men hurtig indtrædende og 
ofte ødelæggende Oversvømmelser, som af og til fore- 
komme i alle større Floders øverste og midterste Løb. 
Vandfald og Indsøer mangle næsten ganske i Himalaya 
og Tibet, thi de kunne kun findes, hvor Virkningen af 
den udgravende Kraft ikke endnu har naaet en vis Stør- 
relse. Men påa ovennævnte Steder er den allerede kom- 
men ud herover. Indsøerne ere overalt blevne udtømte, 
og Midten af alle Bjergdalene indtages af den fordums 
Søbund.  SVandfaldene ere ogsaa forsvundne, idet den 
nederste Deel af Sidedalene næsten er kommen i samme 
Niveau som Hoveddalen, saa at Bifloderne oftest forene 
sig med Hovedfloden uden at danne noget Katarakt. — 
Denne grådvise Sænkning af Dalbundene, hvorved. de 
komme til at ligge 1000—3000 Fod under deres oprinde- 
lige Højde, maa naturligvis have en betydelig Indflydelse 
påa Landets almindelige physisk -geographiske Forhold. 
De nærmeste Følger ville saaledes være en Forhøjelse af 
Temperaturen, thermisk Virkning af de langs med de 
steille Vægge opstigende Luftstrømme og en Forandring 
i Fugtighedsforholdene; men hermed staae atter Glet- 
" schernes Udbredning og Planternes Fordeling i Forbin- 
delse. 


Om Lysets og Skyggens Indflydelse paa Skovtræernes 
Form og Tilværelse. 


Af Chr. Vaupell. 


Naar Planten spirer, styrer Stænglen mod Lyset; Stænglen 
bærer en Endeknop og flere Sideknopper; naar ikke andre 
Forhold indvirke forstyrrende påa Væxten, vil Endeskuddet 
altid have den stærkeste Væxt, fordi det er mest udsåt 
for Lyset, og Sidegrenenes Størrelse vil betinges af, i 
hvad Grad de ere paavirkede deraf. Medens saaledes 
enhver Plante, som hæver sig over Jorden, formes af 
Lyset, fremtræder dette dog stærkest hos Træerne, fordi 
deres Grene håve større Udstrækning og Varighed end 
Urternes. Dersom vi kunde tænke os Stammen med 
sine Sidegrene udvikle sig i en opadgaaende Retning 
uafhængig af Lyset, og at som Følge deraf Ende- 
knoppen ikke havde en gunstigere Stilling end Side- 
knopperne, som derfor havde den samme Tilvæxt, 
vilde Træet antage Form af en Halvkugle som Følge 
af, at de opadgaaende og de til Siden gaaende 
Grene vare lige store. Men alle Grene voxe ikke 
lige stærkt. Endeknoppen faaer ved sin Stilling til Sol- 
lyset en langt stærkere Tilvæxt end Sidegrenene. Det 
af Endeknoppen udvoxede Skud kan være to, tre, 
13 


182 


tyve, ja hundrede Gange større end de Skud, der dannes 
af Sideknopperne. Da Sidegrenene ligeledes trækkes 
af Sollyset, staae de ikke lodret ud fra Stammen, 
men skyde ud i en spids Vinkel. Træet har nu Form af 
en Kegle. Men dennes Grund staaer sædvanligvis ikke 
påa Jorden, saaledes som Tilfældet er hos fritstaaende 
Graner, der kunne bevare deres nederste Grene selv i 
en Alder af 50 Aar; men i Reglen affalde de nederste 
Grene hos de fleste Træer i en tidlig Alder. Det er 
atter Lysforholdene, som bevirke dette, thi idet de 
nedre Grene berøves Lyset, det vil sige beskygges af de 
øvre, gaae flere eller færre af dem ud. Den nedre Del 
af Stammen bliver grenløs, og herved sondrer den over- 
jordiske Del af Træet sig i Krone og Stamme. Hvor 
langt Stammen skal rense sig for Grene, beroer paa 
Artens Evne til at taale Skygge.  Birken behøver meget 
Lys, derfor. gåaer dens Krone ikke såa langt ned som 
Granens, der kan nøies med en meget ringe Lys- 
mængde. Denne Form, der betinges af Endeknoppens 
Væxt, vilde bevares, dersom Topvæxten kunde vedblive i 
det Uendelige, men nåar Træet nærmer sig til sin, 
naturlige Højde, sagtnes Endeskuddets Væxt, og nogle 
Sideskud komme med, hvilket bevirker, at Keglespidsen 
bliver kuppelformig. Den store Forskjel, som de. for- 
skjellige Arter af Træer frembyde med Hensyn til deres 
Kroners Tæthed, betinges især af deres større eller mindre 
Evne til at taale Skygge. Tax, Gran, Bøg, Lind og 
Hvidtjørn have tætte Kroner, fordi deres Grene kunne 
nøjes med en ringe Lysmængde og derfor -taale megen 
Skygge. Lærk, Fyr, Esp, Pil og Birk have derimod 
aabne Kroner; thi deres Grene behøve meget Lys og 
gaae ud, saa snart de overskygges. 


183 - 


Hidtil er Træet bleven betragtet som fritstaaende, Ensartede 
' É Træers Form 
men dets Form forandres meer eller mindre i sel-i selskabelige 


skabelige Bevoxninger. Alle Træer egne sig imidlertid Bevan 
ikke dertil i samme Grad. De, som behøve meget 
Lys, voxe helst mere fjernede fra hverandre x og 
naar de komme ind i tætte Bevoxninger, geraade de 
i en lidende Tilstand. Anderledes forholder det sig med 
de skyggetaalende Træarter; det er i Harmoni med deres 
Natur at være stillede i meget tætte Bevoxninger, som 
vel forandre deres Kroners Form, men ikke skade Træets 
Natur. Dette er saaledes Tilfældet med Granen og Bøgen. 
En fritstaaende Gran bevarer paa Grund af sin Evne til 
at taale Skygge længe sine Grene lige ned til Jorden. 
Staaer den derimod i en tæt Granplantning, blive de fleste 
Sidegrene i den Grad beskyggede, at de gaae ud, og 
alene Toppen med de øvre Sidegrene grønnes; staaer en 
Gran i Skovkanten, er den grøn i Toppen og påa den 
udadvendende Side, men paa den mod Skoven vendende 
Side ere Grenene udgaaede. 

Bøgen kan ikke taale saa megen Skygge som Granen; 
derfor kan den fritstaaende Bøg ikke saalænge bevare de 
nederste Grene, derimod har den i denne Stilling en af- 
lang, tæt Krone, bestaaende af mange Grenlag, som ere 
leirede oven paa hverandre, og som sædvanligvis nærme 
sig Jorden til en Afstand af sex til ti Fod (Fig. 1). Sættes 
Træet derimod ind i Skoven, vil det have samme Skjæbne 
som Granen, hele den nedre Del af Kronen vil nemlig paa 
Grund af Overskygningen forsvinde (Fig. 2), og naar man 
seer nedenfra op imod Løvhvælvingen, seer det ud, som 
om Kronen var svunden ind til en grøn Top. Dette er 
imidlertid en Illusion, thi i Virkeligheden indtager Kronen 
en Trediedel eller henimod en Trediedel af Træets Høide. 


ere 


Fig. 1. En fritstaaende Bøg fra Bakken i Dyrehaven. Stammens Omfang i Brysthøide 
er 8' 10”, Træets Høide 75. 


185 


Staaer en Bøg i Skovkanten (Figur 3) vil den Side, som 
vender mod Skoven, være formet, som om Træet stod i 
en tæt Bevoxning, hvorimod påa den anden Side Kronen. 
vil være lige saa udviklet som paa et fritstaaende Træ. 
Da Bøgens Forgrening saaledes indskrænkes, naar den 
staaer i en Skov, og da den for fuldstændig at udvikle sin 
Form maa staae paa en aaben Plads, skulde man antage, at 
denne Stilling var naturlig. Dette er imidlertid ikke Tilfældet ; 
thi naar en Bøg staaer aldeles isoleret paa en Mark, vil den 
være udsat for, at Løvet ikke bliver liggende under den, men 
føres bort af Vinden, hvorved Jordbunden berøves sin natur- 
lige Gjødning og saaledes ikke mere er istand til at levere 
Træet rigelig Næring, hvorved dettes Sundhed og Tilvæxt 
vil lide. Naar en i tæt Stand stillet Bøg bliver stillet noget 
mere frit ved nogle af Nabotræernes Borttagelse, har denne 
Overgang imidlertid ingen skadelig Indflydelse paa Træets 
Sundhed og Væxt, hvilken nu skeer i Harmoni med den 
friere Stilling. Træet faaer derved mere Lys og Luft og har 
Livskraft til at bruge disse Goder. Ikke alene udvikle dens 
Sidegrene sig meget stærkere end i den sluttede Stand, 
men ogsaa Stammens Vedproduktion bliver større, idet 
de aarlige Vedlag, som vi kalde Aarringe, blive meget 
bredere. Dette er saa tydeligt, at man endogsaa ved at 
betragte ÅAarringene påa et Stykke Favnebrænde vil af de 
brede Aarringe kunne finde de Aar, da Træet har faaet 
en friere Stand. Bøgen kan altsaa baade taale Lys og 
Skygge, den kan uden at beskadiges sættes i en mere 
fri og mere tæt Stand og læmper sin Form efter den 
Stilling, den indtager; det er derfor, at Bøgen saa godt 
egner sig for den rationelle Skovdyrkning, som fordrer, 
at Træerne i en lang Aarrække skulle staae tæt, for 
senere at komme i en fri Stand. 


186 


Stammens Omfang i Brysthøide er 4! 8% 


Fig. 3. En Bøg fra Udkanten af Ordrup Krat ud mod Mosen, dens Høide er 65' og Stammens: 


Fig. 2. En Bøg fra Ordrup Krat, omtrent 77 Fod høi. 


Omfang 4' 6'. 


187 


De mere lysbehøvende Træer som Birken og Fyrren 
kunne kun i deres Ungdom taale den tætte Stand. Allerede 
i en tidlig Alder stille de sig lyst, det vil sige, Afstanden 
imellem de enkelte Træer bliver saa stor, at Kronerne 
ikke berøre hverandre, men ere ved flere Fods Mellemrum 
fjernede fra hverandre, og de Individer, som ikke kunne 
opnaae en saa fri Stilling gaae tilgrunde”). Derfor er en 
Fyrre-, Birke- og Espeskov altid aaben. Det lukkede 
Løvtag, som udmærker Bøge- og Granskoven, kjendes 
ikke. Naar Træerne ved Udhugning stilles aldeles frit, 
øver denne forandrede Stilling derfor ingen stor Indfly- 
delse påa Kronens Form og Omfang eller påa Stammens 
Tilvæxt, der vedbliver at være den samme, som da Træet 
stod i den tætte Stand ”"). 


Da Træets nedre Grene undertrykkes af Mangel påa  Moder- 
træernes For- 


Lys, maa den samme Aarsag ogsaa gjøre det umuligt for hold il Op- 
de unge Træer at voxe under Modertræets Krone. SA 
Det er derfor eiendommeligt for Træerne, at Afkommet 
altid fjernes meer eller mindre fra Modertræet, og 
Afstanden imellem dem er ofte meget stor. Dette er 
ikke tilfældigt, men aldeles nødvendigt og følger af de 
Forhold, hvori Træerne staae til Lyset; thi da det unge 
Træ behøver lige saa meget Lys som Modertræet, følger 
deraf,'at det ikke kan voxe i Modertræets Skygge, men 


maa befries derfra for at kunne leve. Hos Urterne skeer 


”) Paa en Tønde Land staaer der omtrent 140 hundredaarige Bøge, 
hvorimod af naturlige (ikke dyrkede) Ege kun henved 40, og dog 
er Egen mindre lysbehøvende end Fyrren og Birken, som derfor 
fordre en mere fri Stilling. 

Heraf fremgaaer, at disse Træer ikke ere saa skikkede til at danne 
samlede Bevoxninger som de skyggetaalende Træer. 


il) 


188 S 


det simpelthen derved, at Moderpianten døer, hvorved 
den unge Plante faaer den fulde Nydelse «af Lyset. 
Modertræet har derimod en længere Tilværelse og ved- 
bliver at leve i en lang Aarrække, efter at det har kastet 
sine første Frø, og derfor maa Opvæxten altid fjernes 
fra de gamle Træer; dette fremtræder stærkest hos de 
mange Træarter, som have letbevægelige Frø og Frugter, 
saaledes som Ask, Birk, Pil, Poppel, Elm 0, s. v. Asken 
er- meget frugtbar; dens bevingede Frugter føres af 
Vinden trindt omkring i alle danske Skove, som staae 
påa en god Jord, og spire i Lysninger og ved Skov- 
kanterne; det Samme er Tilfældet med Palmepilens 
ullede Frø. 

Ogsaa hos de Træer, som have tunge Frø t. Ex. 
Bøg, Eg og Abild, er det nødvendigt, at Afkommet be- 
fries fra Modertræets Skygge, hvilket vel kan skee derved, 
at Frugterne flyttes af Dyrene, men i dyrkede Skove ud- 
føres derved, at Modertræerne fjernes. I en sluttet 
Bøgeskov kunne Træerne være nok såa frugtbåre, Op- 
væxten kan dog ikke komme frem.  Kimen kan vel spire 
under det tætte Løvtag,; men ikke voxe, og komme 
endog enkelte Planter frem, nyde de kun en sygelig Til- 
værelse. Hvorledes kan da en saadan Bøgeskov forynges? 
I den naturlige Bøgeskov skete det derved, at mange 
Træer faldt om enten af Ælde, eller fordi de bleve kuld- 
kastede af Stormen, hvorved der dannede sig Lysninger 
i Skoven, hvori Nabotræernes Frø spirede, og hvor der da 
dannede sig en Opvæxt. Naar Skoven derimod er under- 
kastet en rationel Behandling, bringes den for Opvæxten 
nødvendige Lysmængde tilveie derved, at der borttages 
saa mange af de gamle Træer, at Frøet kan spire og 
udvikle sig. 


189 


Om Egeskoven gjælder det Samme. De gamle Træer 
kunne i enkelte Aar besaae Grunden under sig med en 
stor Mængde Agern, hvoraf i det følgende Foraar mange 
Egeplanter fremspire, men disse friste kun et kort Liv 
under Egens Skygge; alene der, hvor denneæikke naaer 
dem, kunne de udvikle sig. 

Dersom nu alle vore - Træarter i lige Gråd vare 
skyggetaalende, var Opvæxten alene indskrænket til Lys- 
ningerne og Skovkanterne, hvoraf Følgen vilde blive, at 
de Træarter, som have tunge Frugter, som Bøgen, ikke 
kunde udbrede sig meget, da deres Frugter ikke saaledes som 
Askens og Birkens af Vinden kunne føres omkring i Skoven. 
Men da Træernes Evne til at taale Skygge er forskjellig, 
følger deraf, at den ene Træart kan spire og udvikle sig 
under en anden, som er mere lysbehøvende og giver 
mindre Skygge, altsaa ikke forhindrer noget Lys fra at 
komme ned til Frøplanten, som derved vel bliver be- 
skygget, men ikke af Modertræet, hvilket vilde under- 
trykke den, men af en mindre stærk Skygge, som ikke 
forhindrer dens Væxt.  Rigtigheden af denne Anskuelse 
godtgjøres ved Erfaringer, som ere gjorte i mange Skove. 
Egen saaer sig og voxersaaledesunderBirk, Fyr og Lærk; Bøg 
under Eg; Ask under El; Løn”) under Ask; Bøg under Løn. 
Avnbøg under El. Bøg saaer sig og voxer frodigt under 
alle de nævnte Træarter, fordi den i Evne til at 
taale Skygge overgaaer dem alle. Derimod kunne 
de lysbehøvende Træer ikke komme frem under de skygge- 
taalende. Det er umuligt for Birken at udvikle sig under 
Bøgens Skygge, ligesom Fyrren ikke kan komme frem 


”) Acer pseudoplatanus. Jeg foretrækker Benævnelsen Løn for Ær, 
som jeg har brugt i en tidligere Afhandling. (2. B. S. 176). 


Blandings- 
skov. 


190 


under Egen og Asken. Man seer vel, at Røn og Ask 
spire i Bøgeskoven, men de unge Planter have ikke nogen 
lang Tilværelse, allerede paa det andet eller tredie Aar 
henblegne de unge Aske under Bøgens Skygge. Naar saa- 
ledes de skyggetaalende Træer udvikle sig mellem de lys- 
behøvende, opstaaer der en blandet Skov, til hvis Be- 
tragtning vi nu gåae over, medens vi hidtil have forudsat, 
at Skoven har været dannet af den samme Træart. 


Ovenfor er Bøgen fremstillet som et Exempel paa et 
skyggetaalende ligesom Birken paa et lysbehøvende Træ; 
blandes nu Bøg og Birk, da vil Birken paavirkes af 
Bøgen påa samme Maade som Bøge paavirke hverandre, 
naar de staae i en tæt Stand, men i højere Grad. Paa 
den Side nemlig, som beskygges af Bøgen, ville Side- 
grenene henvisne, og "Træet vil skyde i Veiret, alene 
Toppen vil være grøn, hele den øvrige Krone derimod 
indsvunden til nogle korte Kviste. Men imedens Bøge, 
som staae tæt sammen, gjensidig paavirke og forandre 
hverandres Form i samme Grad, finder der ikke et saa- 
dant gjensidigt Forhold Sted mellem Bøgen og Birken; 
thi imedens Bøgen aldeles omformer og ofte kvæler Bir- 
ken, øver denne ingen Indflydelse påa Bøgens Form: 
Bøgen tager aldeles ingen Notice af Birken, den danner 
sin Krone, om den end staaer indeklemt imellem Birkene, 
som om den befandt sig i en fri Stilling. 

Det synes, at der iblandt vore Skovtræer ikke exi- 
sterer to Arter, som i samme Grad er lysbehøvende. 
Hvor de forskjellige Træarter voxe i Selskab og udvikle 
sig frodigt, er det ikke vanskeligt at sammenligne deres 
Evne til at. taale Skygge; thi de mere lysbehøvende 
ville stedse røbe sig derved, at de af de mere skygge- 


191 


taalende forhindres i at udvikle Sidegrene og derfor 
af Trang til Lyset skyde i Veiret.  Birken drives saa- 
ledes i Veiret imellem Granerne, Egen og Asken 
imellem Bøgene. Alligevel har det sine Vanskeligheder 
paa naturlig Maade at ordne Træarterne efter deres Evne 
til at taale Skygge. Efter min Erfaring er der vel nogen 
Forskjel imellem alle vore Træarter, men Nogle af dem 
nærme sig dog saameget til hverandre, at de passende 
kunne henføres til samme Klasse, og saaledes deler jeg 
alle vore Træarter i tre Klasser. Den første: «De 
Skyggetaalende,» som repræsenteres af Bøgen, den 
tredie: «de Lysbehøvende»”), som repræsenteres af 
Birken, og endelig er der en Klasse af Træarter, som 
ligeover for de Lysbehøvende vise sig som Skyggetaalende, 
men i denne Henseende langt staae tilbage for Træerne 
af første Klasse. Indenfor disse Klasser ordnes nu Træerne 
efter deres forskjellige Evne til at taale Skygge. 

Første Klasse: Gran, Bøg, Lind og Avnbøg. 

Anden Klasse: Løn, Alm, Ask, El og Eg. 

Tredie Klasse: Birk, Fyr, Esp og Lærk. 

Da jeg skrev min Afhandling om Bøgens Indvandring 
i de danske Skove, optog jeg den Klasseinddeling, som 
G. Heyer havde opstillet 1852, hvilket passede til alle de 
Tilfælde, som der forekomme, nemlig til de Forhold, hvori 
Bøgen, Egen, Birken og Fyrren staae til hverandre, 
men ved omhyggelige Undersøgelser, anstillede i Landets 
forskjellige Skovegne, er jeg kommen til det Resultat, at 


”) Benævnelserne Skyggetaalende og Lysbehøvende maae tages 
i relativ og ikke i absolut Forstand. Ligesom intet Træ kan 
voxe i Mørke, saaledes existerer der ikke nogen Træart, som ikke 
kan taale nogen Skygge. 


1792 


navnlig den Ordning, som Heyer fulgte for de Træarter, 
som jeg har stillet i den anden Klasse, ikke stemmer 
med Virkeligheden. Han sætter nemlig lige efter Avn- 
bøgen Egen, derefter Asken og som næsten i samme 
Gråd skyggetaalende Lønnen, Ellen og Skovbirken, hvor- 
imod Elmen faaer sin Plads imellem Fyrren og Espen. 
1856") har han foretaget den rigtige Forandring at sætte 
Asken foran Egen, men Lønnen, Ellen og Elmen anseer 
han alle for mere lysbehøvende end Egen, hvilket aldeles 
ikke stemmer med vore Forhold. Paa Als er det al- 
mindeligt at see Lønnen voxe frodigt under Asken, 
hvilket beviser, at den kan taale mere Skygge end 
denne. I nogle Skovegne udbrede Egene deres Kroner 
over Elleskovene, hvilket ogsaa godtgjør Ellens Forrang 
som skyggetaalende Træ. = Forresten hidrører Afvigelsen 
heri især derfra, at der ikke er nøgen stor Forskjel 
imellem de Træarters Evne til at taale Skygge, som ere 
stillede i anden Klasse, og det er vel muligt, at der kan 
være afvigende Forhold i forskjellige Egne. 

Den Indflydelse, som Træarterne øve paa hverandre 
i denne Henseende, er forskjellig. I Almindelighed kan 
. det opstilles som en Regel, at i en blandet Skov, hvor 
Forskjellen mellem de forskjellige Træarters Evne til at taale 
Skygge ikke er meget stor, ville de mere skyggetaa- 
lende trykke de mere lysbehøvende, men de ville 
ikke undertrykke dem, hvorfor disse ville vedblive at 
vegetere i Skoven. Optræder derimod Bøgen”;, som langt 
overgaaer nogle Træarter i Evne til at taale Skygge, ville 
de mest lysbehøvende ikke alene paavirkes saaledes, at 
deres Sidegrene gaae ud, men de ville aldeles under- 


”) Heyer, Forstliche Bodenkunde. 


193 


trykkes. Heraf kunne vi forklare os, hvorfor de Skove, 
hvor Bøgen endnu ikke har faaet Indpas, i Reglen ere 
Blandingsskove, såaledes som Skovene påa Almindingen 
paa Bornholm, hvis naturlige Bestanddele ere Avnbøg, 
Eg, Birk og Esp. I Fortiden groede Birken og Fyrren 
i Selskab med Egen i de danske Skove; thi om end 
denne er mere skyggetaalende end de to andre, vil den 
dog i Reglen ikke aldeles undertrykke dem. Anderledes 
blev det, da Bøgen optraadte: hvor den voxede frodigt, 
maatte Birken og Fyrren ligge under, alt som den sluttede 
Bøgeskov dannede sig. Naar Træarterne af anden Klasse 
t. Ex. Egen og Asken voxe i Selskab med Bøgen, da vil 
denne altid trykke dem og hæmme den fuldstændige Ud- 
"vikling af deres Kroner; men Resultatet af Kampen er 
uvist og afhænger af forskjellige Forhold. Hvor Jord- 
bunden, Fugtigheden og Behandlingen af Skoven begun- 
stige Egen og Åsken, som kunne taale mere Fugtighed 
og som behøve mere Lys, der ville disse Træer kunne 
hævde deres Tilværelse. Staaer Skoven derimod paa en 
Jordbund, der er rig påa Kalk og ikke lider af Fugtighed 
eller af slet Behandling, som udbreder mere Lys i Skoven 
end der er Bøgen tjenlig, da vil denne snart faae Bugt 
med de andre Træarter, og Skoven blive en ren Bøgeskov. 
Forresten er her ikke Stedet til at gaae nøjere ind påa 
disse Forhold, hvis omstændelige Beskrivelse hører hjemme 
ved de enkelte Træarters Historie. 


Da de skyggetaalende Træarter saaledes formaae at under-  Bestands- 
; Å forvandlinger. 
trykke de mere lysbehøvende, fører dette til Forandringer 
i Skovbestanden, saaledes at den ene Træart paa 
naturlig Maade fortrænger den anden. I Moserne, 
som ligge i Skovene, fortrænger Asken Ellen. I 


194 


Fyrreplantningerne trænger Egen ind og undertrykker 
Fyrren.  Avnbøgen fortrænger paa Lolland Has- 
selen. Bøgen undertrykker Egen i gode Skovegne 
overalt i Danmark, ligeledes undertrykker den Birken 
ved Silkeborg, Avnbøgen i mange Skove og Fyrren i 
Nord-Sjælland. Bøgeolden spire og voxe ikke saa frodigen 
i en Bøgeskov som i en Fyrreskov, hvor Bøgen netop 
faaer saameget Lys, Skygge og Læ, som er den tjenlig. 
Naar den er voxet til, modtager Fyrren som Løn for den 
gjæstfrie Modtagelse og opammende Pleie, som den har 
ydet Bøgen, at den trykkes og undertrykkes af Bøgens 
Skygge. Medens saadanne Bestandsforvandlinger ere 
stærkt fremtrædende i enkelte Skovegne, mærker man 
i andre saa godt som slet ikke til dem, navnlig” 
der hvor Bøgeskoven er gammel og staaer paa en 
nogenlunde god Jordbund. Anderledes er det i de 
Egne, hvor Bøgen først i den nyere Tid . har vundet 
Indgang, samt i de Skøve, som staae paa en usædvanlig 
god Jordbund, hvilket medfører en rigelig Selvsaaning og 
Opvæxt af de forskjellige Træarter, som derefter ved 
Naturforholdene søge -at hævde deres Tilværelse og at 
” undertrykke hverandre. Alses Skove frembyde de mærke- 
ligste Exempler herpaa. Man seer her, hvorledes Ellen 
undertrykkes af Asken, Asken af Lønnen og 
Lønnen og Asken af Bøgen. 

I Skovdyrkningen faaer denne Del af Læren om Træ- 
arternes forskjellige Evne til at taale Skygge Anvendelse, 
hvor man foretager Bestandsforvandling, eller hvor man 
dyrker en Træart som Forberedelse for en anden. Efter 
Ovenstaaende er det en Lov, at en-Bestand af lys- 
behøvende Træarter let forvandles til en Bestand 
af skyggetaalende Træarter. Naar Lærke-, Fyrre- 


195 


og. Birkeskove ikke staae paa en altfor daarlig Jordbund, 
lade de sig let forvandle til Ege- eller Bøgeskove. Ellen 
afløses af Asken i Statsskovene, hvor ogsaa mange Ege- 
skove forvandles til Bøgeskove. 

Disse Forandringer støde i Reglen ikke paa Van- 
skeligheder, fordi de ere naturlige; vil man derimod 
gaae den modsatte Vei at lade en Bestand af lyshehøvende 
Træer afløse skyggetaalende, da er denne Forvandling 
imod Naturens Orden og kan ikke skee alene ved at 
saae Frøet i Skoven; thi det vilde ikke kunne udvikle sig 
af Mangel påa det fornødne Lys. Man maa derfor gjøre 
Vold påa Skoven, idet man enten borttager en stor Del 
af Træerne eller aldeles borthugger dem, førend Jord- 
"bunden besaaes med den nye Træart, og dog er det uvist, 
hvorvidt Forvandlingen vil lykkes. Erfaringen har godt- 
gjort Rigtigheden heraf. Baade Fyrre- og Granbestande 
har man forvandlet til Bøgeskove. Men medens Bøge- 
udsæden i Fyrreskoven kan skee uden at beskadige 
denne, blot ved at nedhakke Olden under Træerne, som 
udvikle sig, som vi have seet, med en mageløs Frodighed 
i Fyrrens Skygge, er man nødt tit at nedhugge Gran- 
skoven tildels eller aldeles, naar man vil besaae Skov- 
bunden med Olden, og Udfaldet bliver dog tvivlsomt. 
Det er Lysforholdene, som bevirke dette; thi, som vi 
vide, er Granen mere skyggetaalende end Bøgen, hvor- 
imod dette Træ i denne Henseende langt overgaaer Fyrren. 


Baade ved Natur og Kunst kan der tilvejebringes et 
Forhold, i Følge hvilket en lysbehøvende Træart kan groe 
i Selskab med de skyggetaalende uden at undertrykkes 
eller hæmmes i sin Udvikling af disse. Dette indtræffer, 
hvor der danner sig en Underskov. For at denne kan 


Under- 
skoven. 


196 


være blivende, maa den være dannet af skyggetaalende 
Træarter, som under almindelige Forhold ere saa lave, 
at de ikke formaae- at overskygge Overskovens Træer, 
som ere mere lysbehøvende. Det er altsaa skygge- 
taalende Træarter med Tilbøielighed til at forme sig som 
Buske, som mest egne sig til at danne Underskoven. Til 
Overskoven egne sig især de lysbehøvende Træer; mere 
bestemt kan Reglen stilles saaledes, at det Træ, som 
danner Overskoven, ikke maa give såa megen 
Skygge,somdet,derdannerUnderskoven, da denne 
ellers vilde undertrykkes. Endvidere følger heraf, at jo mere 
skyggetaalende en Træarter, desto færre Træarter kunne stilles 
under den, hvorimod under de mere lysbehøvende Træarter 
mange Træarter kunne danne Underskoven. Under Egen 
voxe Hvidtjørn, Lind, Naur, Tyst, Hassel, Avnbøg og 
El. Alle disse syv Arter har jeg mere eller mindre hyppig 
seet som Underskov under Egen. Under Asken vil mån 
finde de samme Træarter, som alle ere mere skygge- 
taalende end Egen og Asken; derimod træffer man dem 
ikke under Bøgen, thi de staae alle tilbage for denne i 
Evne til at taale Skygge; herved kan man forklare en > 
iøjnefaldende - Forskjel mellem Sjællands Bøge- og Ege- 
skove, i det nemlig de første i Keglen staae paåa en 
frodig Underskov, som aldeles mangler i Bøgeskoven. 
Ja Bøgens Skygge er saa stærk, at selv af Urternes tal- 
rige Flora er der kun faa, som kunne trodse dens 
Skygge. Naar man vil underkaste-Underskoven en kunstig 
Behandling, idet man afkapper den, naar den truer med 
at besvære Høiskoven, vil Skovdyrkeren faae et langt 
større Udvalg af Træer til Underskov, idet selv Bøgen 
kan voxe under Egen, naar. den afdrives hvert tyvende 
Aar eller oftere. Naar man nu efter Lysforholdene 


197 


vilde bestemme hvilke Træarter, der enten naturlig eller 
kunstig kunne staae som Underskov under Høiskovens 
Træer, kan man opstille følgende Skala”for vore vildt- 
voxende Træer. 


Under kan den naturlige eller kunstige Underskov 
dannes af 

Bee 0] 

Avnbøg. . Bøg. 

Løn. . .. Bøg, Avnbøg, Lind og Hvidtjørn. 

Elm. . . . Bøg, Avnbøg, Lind, Hvidtjørn, Naur og Hassel. (?) 

Ask. . . . Bøg, Avnbøg, Lind, Hvidtjørn, Naur, Hassel 
og Elm. 

Eg . ... Bøg, Avnbøg, Lind, Hvidtjørn, Naur, Hassel, 
Elm og Åsk. 

Birk . .. Bøg, Avnbøg, Lind, Hvidtjørn, Naur, Hassel, 
Elm, Ask og Eg. 

Fyr. . . . Bøg, Avnbøg, Lind, Hvidtjørn, Naur, Hassel, 
Elm, Ask, Eg og Birk. 

Esp. . . . Bøg, Avnbøg, Lind, Hvidtjørn, Naur, Hassel, 


Elm, Ask, Eg, Birk og Fyr. 


Man vil maaskee indvende herimod, at der under flere 
af disse Træarter, navnlig dem, som have et stort Udvalg af 
Underskovstræer, t. Ex. i nogle Birkeskove, aldeles ikke findes 
nogen Underskov, men Jordbunden er kun bevoxet med 
et tarveligt Græsdække. Dette er vel sandt, men der er 
ogsaa Birkeskove, hvor Underskoven er stærk og artrig. 
Saaledes findes der under Birkene i Nordskoven ved Silke- 
borg Bøg, Eg, Røn og Tyst. I en Birkeskov ved Hjulberg 
i Halland findes der under Birken Tyst, Røn, Hassel, Eg og 


”) Paa Halvøen Kristtorn. 
14 


198 


Eunbær. Forresten er det vist, at Birken ligesaavel som Fyrren 
og Espen ofte savner Underskov, men dette er Jord- 
bundens Skyld, thi for at Jorden i en Skov skal kunne 
dække sig med Underskov, udfordres at den er saa 
frugtbar, at den foruden Høiskoven formaaer at nære en 
Underskov. Nu staae imidlertid mange Birkeskove saavel 
som Fyrreplantninger paa en mager Jordbund, som ikke 
formaaer at frembringe nogen naturlig Underskov. 

Det er af den samme Vei, at man kan forklare sig, 
hvorfor man netop under Egen ofte træffer den frodigste og 
stærkeste Underskov. I de Petersgaardske Skove Viemose 
og Langebæk danner Underskoven i den gamle Egeskov 
en tæt Bevoxning. Det samme er Tilfælde i Rudbjerg- 
gaard Skov paa Laaland, hvor Hasselunderskoven er saa 
tæt, at Jordbunden under den paa sine Steder er nøgen, 
sort Muld. Disse Skove staae nemlig alle paa en frugtbar 
Jordbund. I den ufrugtbare Del af Gribskov findes der- 
imod nogle Egeplantninger, hvor Underskoven mangler, 
uagtet der er stor Afstand imellem Træerne. — Naar 
Underskoven er saa stærk som i de Petersgaardske Ege- 
skove, kan den give et godt Udbytte, og man hår då paa 
den samme Jordbund to Etager Skov, Haslerne og 
Egene, hvis Dyrkning derved bliver langt mere fordel- 
agtig. Det er Overførster Møllers Fortjeneste at have 
bevaret og reguleret denne smukke Drift. 

Ved at betragte Egeoverskoven med den derunder 
staaende Hasselskov, kunde man spørge, hvilken af dem 
er ældst. Egene ere naturligvis paa Pladsen førend Has- 
lerne, thi disse vilde i højeste Grad vanskeliggjøre de unge 
Eges Fremkomst, om det end ikke er aldeles umuligt, 
at en enkelt Eg kunde arbeide sig igjennem Hassel- 
tykningen. Derimod kunne Hassel, Hvidtjørn og andre 


99 


Underskovstræer spire og voxe frodig under Egen. Talrige 
Egeplantninger og Egesaaninger, som findes paa Sjælland, 
kunne godtgjøre Rigtigheden heraf. Naar disse staae paa 
taalelig god Jordbund og ikke have savnet Udluftning, 
begynder Underskoven at indfinde sig, naar Egene om- 
trent ere 30 Åar gamle. 

I Langebæk Skov findes tæt nord for Skovriderboligen 
en Egesaaning, som snart er 40 Aar gammel. Under 
Egene er der naturlig Opvæxt af Naur, Åsk, (Hassel) og 
Bøg, men disse Underskovstræer staae endnu i store 
Afstande fra hverandre. I Steensby Egeskov, som er 
60 Aar gammel, er Underskoven derimod temmelig 
tæt, Vinden og Dyrene have ogsaa her tilført Frøet fra 
de tilgrændsende Bestande. Hasselen, som har en Høide 
af 10 Fod, er fremherskende. Desuden findes der 
Naur, Hvidtjørn, Bøg og Ask. Ude ved Veikanten findes 
mange Åske samt Slaaen, hvilket sidste Træ ikke godt kan 
taale Egens Skygge. 

Da Jordbundens Beskaffenhed betinger Underskovens 
Tilværelse og Styrke, kunde man fristes til at antage, at 
Underskoven lever påa Overskovens Bekostning, 
at den trækker Næringen fra den, og at Overskoven 
som Følge deraf vilde voxe frodigere, naar den befriedes 
fra Underskov. Dette er imidlertid ikke Tilfældet; Er- 
faringen har lært, at Overskoven voxer frodigere, hvor 
Underskoven bevares, end hvor denne borttages. Vi 
kunne tildels paavise de Grunde, hvorpaa dette Forhold 
beroer. Overskoven bestaaer oftest af lysbehøvende Træer, 
der have aabne Kroner, hvilke ikke ere istand til at 
give Jordbunden den fornødne Læ, hvorfor det nedfaldne 
Løv ikke bliver liggende under Træet, men bortføres af 


Vinden, ligesom Jorden ogsaa er udsat for Tørke, da den 
147 


200 


aabne Krone ikke formaaer at dække Jordbumden mod 
Solstraalerne. Dette opnaaes ved Underskoven, som tjener 
til at holde paa det nedfaldende Løv og bevare Jordens 
Fugtighed; hertil kommer endnu, at Løvet af mange 
Underskovs Træer er af den Beskaffenhed, at det kan 
gjøde og forbedre Jorden. 

Underskoven skader altsaa ikke Overskoven, men 
finder heller ikke det Modsatte Sted? dette kan ikke be- 
nægtes: thi Underskoven lider i Reglen mer eller mindre 
af Overskovens Tryk. Uagtet saaledes Lind, Naur og 
Avnbøg, som ståae under Egen, ved dennes Skygge ikke 
forhindres fra påa en god Jordbund at danne en frodig 
Underskov, er det dog vist, at de skyde i Veiret og 
voxe langt stærkere, saasnart de befries fra Overskovens 
Tryk. . Ved Havekulturen har man gjort samme Erfaring. 
I Frugthaverne omkring Kjøbenhavn seer man ofte, at 
Stikkelsbærtræet dyrkes som en Slags Underskov under 
Frugttræerne. Dette Samliv svækker ikke Frugttræernes 
Væxt, derimod er det en bekjendt Sag, at Stikkelsbær- 
træerne give langt større Udbytte, hvor de dyrkes for 
sig selv. 


Jeg troer, at Alle ville samstemme med mig deri, 
at det er overraskende, hvilke Resultater, der for vore 
Skoves Vedkommende kan drages af Lys og Skygge- 
forholdene. For at forstaae Træernes Form og Skovens 
Sammensætning, kort sagt det hele Liv, som Skoven ud- 
folder, maae mange Momenter tages i Betragtning; men 
ingen Del er saa vigtig og øver en saadan Indflydelse 
paa alle Forhold i Skoven som Lyset. Ved at tage 
Hensyn dertil kunne vi forstaae Træets Form, Kronens 


201 


Tæthed, Skovens Foryngelse ved den samme eller ved 
en anden Træart, Forholdet mellem Overskov og Under- 
skov, og endelig er det ad denne Vei vi kunne for- 
klare os, hvorfor Bøgen hovedsagelig danner de danske 
Skove, og hvorfor andre Skovarter — paa tør Bund 
— uden stor Vanskelighed forvandles til Bøgeskov. Det 
vilde imidlertid være en Overdrivelse af Lysforhol- 
denes Betydning, naar man alene heri vil søge 
Grunden tilBøgens Omsiggriben og Fremhersken 
i Danmarks Skove. Det maa altid tages med i Betragt- 
ning, at ikke alene Klimaet, men ogsaa Jordbundens Be- 
skaffenhed i høi Grad stemmer med Bøgens Natur. Dette 
kommer til Anerkjendelse naar man vil undersøge, hvorfor 
Granen ikke har vundet mere Terrain, da Bøgen dog i 
Evne til at tåale Skygge staaer tilbage for den. Thi at 
Granen ikke har fortrængt Bøgen, kan ikke forklares der- 
ved, at den er et indført Træ, thi de naturlige Gran- 
skove ere ikke saa langt borte, at man kan antage, at 
det er Afstanden, som har holdt Granen borte fra de 
danske Skove; den vilde vistnok have indfundet sig der, 
dersom Jordbunden og Klimaet havde tiltalt den; Er- 
faringen har imidlertid lært, at Granerne i mange Skov- 
egne paa den gode Jordbund ere gaaede ud, uden at 
man har kunnet angive anden Grund dertil, end at Jord- 
bunden er imod deres Natur. Og at Granen vel vil 
være istand til at trykke Bøgen, hvor Jordbunden begun- 
stiger den, derpåa har man havt Exempel i nogle Skov- 
egne f. Ex. i Nordsjælland, hvor Skoven staaer paa en 
ufrugtbar Jordbund. 

Dersom den Paastand holder Stik, at de skyggetaalende 
Træer altid ere de stærkere, og at de mere lysbehøvende 
maae ligge under for dem, skulde — naar ikke andre 


202 


Momenter optræde hindrende — de første fortrinsvis danne 
store og rene Bestande. Dette passer fortrinlig paa Danmark, 
hvor Skovforholdene aldeles harmonere med denne Lære. 
Paa den skandinaviske Halvø synes det at forholde 
sig anderledes, thi efter troværdige Vidnesbyrd er der 
(naar Skaane ikke medtages) mere af Fyr og Birk end 
af Gran. Anderledes kunde det imidlertid ikke være ifølge 
det System, hvorefter Skovene der behandles, idet den 
fuldstændige Afdrivning ved Øxe eller Ild i højeste Grad 
vanskeliggjør, at et såa skyggetaalende Træ som Granen 
faaer Magten imod de lysbehøvende Træarter, Fyr, Birk 
og Esp. Alligevel er ogsaa i Skandinavien Forholdene saa- 
danne, at man ved en omhyggelig Betragtning maa komme 
til den Anskuelse, at Bøgen i Skaane og Granen nord for 
Bøgegrændsen i Grunden ere at betragte som de do- 
minerende Træer. Agardh”) siger imidlertid: »Om man vill 
»betrakta Sverige efter vårdet af den trådart, som utgår 
»dess skogar, skall man finna, ått boken år fornåmsta 
»skogstrådet i hela den del deraf, som år såder om den 
»ofvannåmnda bokgrånsen, liksom tallen år det i hela den 
»delen, som ligger norr om denna gråns. Når man nåmner 
»skog i Skåne, betyder det bokskog«. — Men jeg troer at 
det er Mishandlinger, som have bragt det dertil, og at ligesom 
Birken i Skaane har kunnet brede sig paa den ødelagte 
Bøgeskovs Grund, saaledes har Granen maattet vige for 
Fyrren og Birken. 

Paa Mont d'or i Auvergne ere Bøg og Ædelgran 
fremherskende, da de ere de meest skyggetaalende af alle 
Træarter, som der ere vildtvoxende. Da deres Evne til 
at taale Skygge omtrent er ligestor, er det vanskeligt at 


”) Statistik dfver Sverige 3die Del, Zdet H., S. 156. 


203 


sige, hvilket af disse Trær der hår Overmagten; forresten 
egne de franske Skove sig ikke til at gjøre den Slags 
lagttagelser, fordi de fleste endnu behandles som Lavskov. 
I Tydskland er det derimod anerkjendt, åt naar de Hin- 
dringer, som hidtil have vanskeliggjort Skovens frodige Væxt, 
fjernes, da ville de skyggetaalende Træarter blive fremher- 
skende, Granen i Sydtydskland og Bøgen i Vest- 
tydskland samt påa Østersøkysterne. Pfeil udtaler dette 
påa flere Steder, men med størst Bestemthed er det ud- 
talt af. G. Heyer, at de lysbehøvende Træer stadig maae 
vige for de skyggetaalende; han siger saaledes »den lys- 
behøvende Træart afløses af den skyggetaalende, saasnart 
der finder nogen Forvandling Sted i Skovbestanden. For- 
skjellige Fugle og Pattedyr hidføre Frøet, og de frem- 
spirende Planter skyde frodig iveiret under de aabne 
Kroner og undertrykke senere de ældre fræér eller 
disses Afkom.« Det er især paa Vogelsgebirge, at Heyer 
har iagttaget Fyrreskovens Forvandling til Bøgeskov. Kun 
… med Møie, siger han, er man i Stand til at holde 
Fyrreskovene rene, Bøgen trænger ind overalt, og naar 
man i længere Tid ikke bekymrer sig om Fyrren, bliver 
den overalt undertrykt af Bøgen. Naar de unge Fyrre 
endnu holdes meget tæt, spirer Bøgen med Lethed, senere 
naar de komme i en mere fri Stilling, skyde Bøgene rask 
iveiret og begynde at bevirke et Dæmrelys; påa denne 
Maade ligger Fyrren ofte under i den første Omdrift; vil 
man forynge den ved Saaning, gaaer den meget hurtig 
aldeles tilgrunde, da Fyrrene ikke kunne voxe i Bøgenes 
tætte Skygge. Ved at gjennemvandre Vogelsgebirge i sin 
hele Udstrækning kan man overalt faae Øie paa saadanne 
Fyrreskove, som ere paa Veie til at forvandle sig til 
Bøgeskove. 


Om Perlerne. 


Af Dr. H. Krabbe. 


Ti alle Tider og hos alle Folkeslag have Perler, Guld 
og Ædelstene været regnede for de smukkeste og værdi- 
fuldeste Naturgjenstande; med dem prydede Oldtidens Folk 
deres Gudebilleder, de vare en væsentlig Bestanddeel af 
Kvindernes Smykker, og de straalede fra pråagtelskende 
Fyrsters Diademer. 

Medens det hos Guldet er selve Massens Egenskaber 
i Forbindelse med dens Sjeldenhed, der giver det sit 
Værd, ere Ædelstenene dannede af Stoffer, der i og for 
sig forekomme hyppig nok i Naturen, men sjeldnere have 
antaget de Egenskaber, som gjøre dem til Ædelstene. 
Perlerne bestaae af et meget almindeligt, skjøndt over- 
maade nyttigt Materiale, det samme vi under andre Former | 
kjende som Marmor, " Kalksteen og Skrivekridt, nemlig 
kulsuur Kalk; deres Værd skylde de hverken. Stoffet i og 
for sig eller en særegen Tilstand af Stoffet, der som hos 
Ædelstenene er begrundet i dettes egen Natur, men kun 
deres Form og deres Overflades Skjønhed; og dog vur- 
deredes de allerede i Oldtiden af Indierne til den tre- 
dobbelte Vægt Guld. 


205 


Det er i Orienten at de skjønneste Perler findes; 
deres milde og rolige, men dog saa uforlignelige Glands 
maatte naturlig fængsle de yppige og pragtelskende Åsiater, 
og et Vidnesbyrd om den høie Priis, de satte påa dem, 
afgive Sagnene om deres overnaturlige Oprindelse og den 
underfulde Kraft, som tillagdes dem. Saaledes haves 
chinesiske Beretninger om en Perle, der var af Størrelse 
som en knyttet Haand og lyste med en såadan Glands, 
at den i Mørke kunde sees i tre Miles Afstand, og indiske 
Legender fortælle om Moni-Perler (ao: Eremitperler), hvis 
Lys var saa stærkt, at man kunde koge Riis derved; deres 
Oprindelse skyldte de Dugdraaber fra Himlen, der opfanges 
af Muslinger og befrugtes af de varmende Solstraaler. 
De skulde kunne helbrede Sygdomme, og de simplere 
Perler tygges af fornemme Chinesere med Betel og 
Åreka. 

Chemiens Fremskridt have tilintetgjort Middelalderens 
Forhaabninger om at lave Guld; de have paa den anden 
Side gjort det muligt at frembringe kunstige Diamanter, 
skjøndt rigtignok sorte, og derfor værdiløse, men Perlernes 
Dannelse beroer ikke paa chemiske Kræfter alene; skjøndt 
de hovedsagelig sammensættes af mineralske Bestanddele, 
er dog en dyrisk Livsvirksomhed nødvendig medvirkende 
til deres Dannelse. 

Der kan dannes Perler i mange forskjellige Skaldyr, 
baade Muslinger og Snegle, selv i de almindelige Østers 
har man fundet smukke og værdifulde Perler; men de 
fleste og bedste findes i 2 Arter af Muslinger, af hvilke 
den ene beboer Havet, den anden lever i Floder. Den 
første, Havperlemuslingen (Avicula margaritifera), ifølge 
sin Bygning nærmest beslægtet med Østers, forekommer 
i det røde Hav, den persiske Havbugt (ved Bahrein-Øen), 


206 


i det indiske Hav og ved Amerikas (især ved Panamas) 
Kyster, og fra den stamme de kosthare orientalske Perler. 
Flodperlemuslingen (Unio margaritifera) ligner mere 
vore almindelige Dammuslinger og findes ikke blot iAsiens og 
Amerikas, men ogsaa i adskillige europæiske Floder; dens 
Perler staae vel i det Hele tilbage for de orientalske, men 
gode Exemplarer af dem kunne dog i enhver Henseende 
maale sig med disse. I begge Muslinger dannes Perlerne 
påa samme Maade, ligesom begge Dyr i det Væsentlige 
stemme overeens i deres Bygning. | 

Den Deel af en Musling, som danner det bløde Dyrs 
ydre Beskyttelse og derfor meest falder i Øinene, er Skal- 
. lerne; disse frembyde hos de forskjellige Arter af Muslinger, 
skjøndt deres Antal ikke er ringe, langtfra den Mangfol- 
dighed af smukke Former som Sneglehusene, for hvilke 
de ogsaa staae tilbage i Farvepragt, og da de alle leve i 
Vandet, er ogsåa deres indre Bygning mere eensartet. 
Enhver vil have lagt Mærke til, at Muslingskallernes ydre 
Side har en anden Farve end den indre, hvilket hidrører 
fra Skallens Sammensætning af forskjelligartede Lag. 
Yderst beklædes den nemlig af en tyndere, for det Meste 
mørkere farvet, hornagtig Overhud; indenfor denne findes 
et meget tykkere kalkagtigt Lag, hvis ydre Deel har 
en anden Bygning end det inderste, Perlemorlaget, 
men en lignende chemisk Sammensætning som dette; 
dette, der er det tykkeste af dem alle, bestaaer af mange 
tynde Blade, er i Reglen hvidt, ofte meer eller mindre 
perlemoragtigt, og kaster undertiden Lyset tilbage paa en 
saadan Maade, at det spiller i Regnbuens Farver. Sneg- 
lenes Skaller have en noget lignende Bygning; ogsaa hos 
dem kan det indre Lag være perlemoragtigt og have det 
iriserende Udseende, og dette finder i høi Grad Sted hos 


207 


en Havsnegl med en flad og aaben, kun lidt spiraldreiet 
Skal, Søøret (Haliotis), hvis Perlemor Jåpaneserne benytte 
som Forsiring til Indlægning i deres Meubler; men det 
sædvanlige Perlemor faåaes af Muslinger. 

Indvendig beklædes Muslingens Skaller af Kappen, 
en Hinde, der omslutter alle de øvrige bløde Dele af 
Dyret, og det er denne, som afsondrer den Masse, hvoraf 
Skallen bestaaer.  Langsmed ØKanden har den en tyk- 
kere Bræmme, som afsætter den hornagtige Overhud, 
og som Følge af en afvexlende hurtigere og langsom- 
mere Væxt viser denne concentriske Striber.  Kappe- 
bræmmen rykker ved Dyrets Væxt bestandig længere ud, 
saa at dette Lag kun voxer i Udbredning, men ikke i 
Tykkelse, og naar derfor Overhuden er afslidt, som det 
hos ældre Dyr ofte er Tilfældet i Nærheden af Hængslet, 
saa at det hvide Kalklag kommer tilsyne, kan den ikke 
mere erstattes.  Periemorlaget afsættes af den øvrige 
tyndere Deel af Kappen, og idet der stadig dannes nye 
Lag indenfor de ældre, voxer det ikke blot i Omfang, 
men ogsaa i Tykkelse. Hos Havperlemuslingen, der kan 
have en Vægt af indtil et Par Pund, opnaåaer Perlemor- 
laget en saa anseelig Tykkelse, at det kan benyttes som 
Perlemor, og Skallerne have allerede saaledes Værdi; 
alene fra Californiens Kyster komme aarlig 5—6 Millioner 
Pund Skaller i Handelen. Beskadiges Skallen paa en eller 
anden Maade, da søger Muslingen ved indenfra at afsætte 
Kalkmasse at raade Bod derpaa, og saaledes kan der op- 
staae større eller mindre Ujevnheder paa Skallens Indside, 
hvis i Almindelighed uregelmæssige Form retter sig efter 
Beskadigelsen. Men Kappen kan ogsaa afsætte de samme 
Lag uden Sammenhæng med Skallen, som meer eller 
mindre regelmæssig formede Masser med concentrisk 


208 


Leiring omkring en Kjærne, og det er disse vi kalde 
Perler. De have samme Bygning som Skallen og ere paa 
samme Maade som denne gjennemtrængte af en ringe 
Mængde organisk Substans, hvorved de opnaae en større 
Haardhed end den kulsure Kalk ellers er i Besiddelse af. 
De kunne dannes i enhver Musling, og Afleiringen skeer 
da påa samme Maade som i Skallen, men i omvendt 
Orden, såa at de Lag, der paa Skallen ligge yderst, i 
Perlen blive de inderste; dog kunne Lagene afvexle, og 
det er undertiden kun en enkelt af Skallens Bestanddele, 
der kommer til at danne Perlen.  Perlens Skjønhed og 
følgelig dens Værdi beroer nu foruden paa dens regel- 
mæssige Form især påa Beskaffenheden af de Lag, der 
komme til at beklæde. den yderst: jo smukkere og tykkere 
Periemorlaget er, og jo mindre Overhuden deeltager i 
Perlens Dannelse, desto smukkere bliver den, thi den 
farvede Overhud vil ved at skinne igjennem fra det Indrg 
meddele Perlen en Farve, og kommer den til at danne 
den yderste Beklædning, kan en forhen smuk Perle derved 
blive ganske værdiløs. Jo mørkere Overhuden er hos en 
Musling, desto sjeldnere vil man finde smukke hvide 
Perler i den; imidlertid gives der ogsaa smukke og brug- 
bare farvede Perler, og man har dem af næsten alle 
mulige Farver. Hos vor almindelige Blaamusling med 
den næsten sorte Overhud og det uanseelige blaagraae 
Kalklag blive de blaae, men uden Skjønhed, derimod 
finder man i det røde Hav smukke og værdifulde røde 
Perler. Havperlemuslingens blege Overhud i Forbindelse 
med det tykke og rene Perlemorlag er Aarsag til, at der 
hos denne forekommer forholdsviis mange Perler af et saa 
reent »Vand«; de opnaåe hos den baade den betydeligste 
Størrelse og undertiden en saa regelmæssig Kugleform, 


209 


at de paa en jevn Flade rulle som en stor Kviksølvkugle. 
Hos Flodperlemuslingen, der har en mørkere Over- 
hud, træffes forholdsviis færre smukke Perler; i Baiern, 
hvorfra man overhovedet har de nøiagtigste Iagttagelser, 
har man i Gjennemsnit fundet een Perle i henved 100 
Muslinger, men blandt 30 saadanne Perler er der kun 
een, som kan kaldes god, medens man i 1000 Havperle- 
muslinger kan gjøre Regning paa at finde een smuk 
Perle. Forøvrigt kan Antallet af de Perler, der dannes i 
eet Dyr, være meget forskjelligt; man har endog fundet 
indtil 150 Stykker i een Musling. 

Perlerne voxe langsomt; hos Flodperlemuslingen, om 
hvilken man veed, at den kan blive 70—806 Aar gammel, 
medgaaer der en Snees Aar til Dannelsen af en Perle af 
sædvanlig Størrelse, og nåar den har begyndt at udvikle 
sig inden Muslingen var udvoxen, kan den faae Indflydelse 
påa Skallens Form, som bliver uregelmæssig med tver- 
løbende Furer og Ophøininger, Noget, som Perlefiskerne 
ogsaa vide at benytte som Kjendetegn paa de Muslinger, 
hvori de kunne vente at finde Perler. 

—… For Flodmuslingens Vedkommende møder Fiskeriet 
ingen særegne Vanskeligheder; det er endog saa let, at 
man hår meest Nød med at holde Tyve borte. Derimod 
er Fiskeriet af de orientalske Perler. forbundet med ikke 
ringe Besvær, ja det medfører Fåre, og det paa forskjellig 
Maade.  Havperlemuslingen findes i Almindelighed paa 
5—8 Favnes Dybde, hvor den kan danne Banker af 
Muslinger, der som oftest ligge ubevægelige. Det maatte 
nu ligge nær åt optage dem paa lignende Maade som det 
skeer ved Østersfiskeriet, nemlig ved at skrabe; man har 
ogsaa forsøgt det, men uden Held. Den sædvanlige 
Maade at tage dem er ved at dykke, og dette udføres af 


210 N 


Folk (i det røde Hav og ved Panama af Negerslaver), der 
for at komme hurtig tilbunds låde sig sænke ned med 
en Steen, der er bunden til et Toug; men kun eet Minut 
kunne Dykkerne holde ud at tilbringe under Vandet, og 
ret mange Muslinger kunne de ikke tage ad Gangen; 
Nogle drive det til 1% Minut, men længere taåaales det 
ikke, naar ikke Kræfterne aldeles skulle udtømmes. Denne 
besværlige Dykning bliver dernæst farlig ved Haifiskenes 
Efterstræbelser, og til Forsvar imod disse medtager Dyk- 
keren ved Amerikas Kyster en i begge Ender tilspidset 
Stok, som han skynder sig at anbringe paatvers i Haiens 
Gab, saa at den ved at bide til jager begge Spidser ind 
i sig. Ved Kysten af Ceylon, hvor Perlefiskeriet især har 
blomstret, først under Muhamedanernes Herredømme, se- 
nere under Portugiserne, Hollænderne og tilsidst Eng- 
lænderne, dreves det (thi nu er det her som paa de 
fleste Steder betydelig aftaget, tildeels maaskee som Følge 
af den overdrevne Benyttelse”) efter den meest storartede 
Maalestok, og mange tusinde Mennesker samledes påa 
eet Sted, naar Perlefiskeriet skulde gaae for sig. Men 
de påa Strandbredden henkastede døde Muslinger for- 
pestede ved at raadne i den brændende Hede Luften 
saaledes, at dræbende Sygdomme bleve Følgen deraf, og 
i en Beretning fra 1666 hedder det, at der af 200,000. 
Mennesker, som vare komne sammen, bortreves 1500 af 
Epidemien. 


sø 


”) Saaledes var Forpagtningsafgiften 


1796 — 60,000 Pund Sterling. 
1798  —'192,000 .— —= 
1829 — 39,000 — — 
1837 — 10,000 — — 


1844 — 105 …— == 


211 


Blandt de orientalske Perler ere de persiske vel ikke 
saa hvide og have ikke den overordentlige Glands som 
de indiske, der dog ogsaa undertiden spille lidt i det 
Gule, men de udmærke sig ved deres mere varige Glands, 
ere større, haardere og regelmæssigere, og de ere de 
meest søgte i Asien, hvortil der aarlig forsendes for over 
en Million Rigsdaler, især over Bombay til China. . De 
amerikanske ere lidt blaalige, men de opnaåae den be- 
tydeligste Størrelse, indtil et Hønseæg. 

Som nogle af de berømteste orientalske Perler for- 
tjene åt anføres en, der findes i det persiske Skatkammer, 
hvilken Schach Sofi 1633 kjøbte af en Araber for 550,000 
Rigsdaler, og som er en Tomme i Gjennemsnit; og en 
anden, som findes i Brødrene Zosimas Samling i Moskau 
og veier 277 Karat”). Fra Panama kom 1579 en Perle i 
Philip I af Spaniens Skatkammer, der vurderedes til over 
en Million Rigsdaler. Af usædvanlig Størrelse var den 
indiske Perle, der tilhørte Philip IV og veiede 126 Karat, 
og en af de største Perler, man nogensinde har fundet, 
var påa Industriudstillingen i London 1851; den veiede 
535 Karat. I Modsætning hertil ere de pragtfuldeste 
Perler fra Ceylon i Reglen smaa og veie sjelden 4—6 
Karat. 

Perlehandelens Hovedmarked var i det 17de og 18de 
Aarhundrede Amsterdam, medens det nu er Paris, og i 
de 35 Aar fra 1821 til 1855 indførtes i Frankrig i Gjen- 
nemsnit henved 2300 Lod Perler til en Værdi af omtrent 
248,000 Ødlr. om Aaret. Af Havperlemuslingens Perler 
kan man regne, at der aarlig fiskes omtrent 20,000. 


”) 1 Lod er påa det Nærmeste 711 Perlekarat. 


2192 


Flodperlemuslingen findes i mange Egne i Europa, 
og påa de fleste Steder, hvor Fiskeriet har været af nogen 
Betydenhed, betragtes det som et Regale. Saavel i Nor- 


ges som i Sveriges Floder fiskes Perler, og paa først- 


nævnte Sted, hvor Perlefiskeriet i Begyndelsen af forrige 
Aarhundrede var Dronningens Regale, forekomme de hyp- 
pigst i Christiansands Stift; i 1841 fandtes der flere Perler 
af 60 Pund Sterlings Værdi, og til Industriudstillingen i 
London leveredes smukke Perler derfra. — Fra Floden 
Tay i Skotland sendtes i Aarene 1762—64 Perler til en 
Værdi af 10,000 Pund Sterling til London, og endnu 
findes der hyppig Perler af 4 Tommes Gjennemsnit og 
2—3 Pund Sterlings Værdi. — I Tydskland er det i 
Elbens og Donaus Bifloder, navnlig i Sachsen og Baiern, 
at der især forekommer Perler. Ved Siden af de skotske 
staae i Europa de baierske Perlefiskerier øverst, og tal- 
rige Lovbestemmelser vidne om Fyrsternes Bestræbelser 
for at gjøre Fiskeriet saa indbringende som muligt; de 
have været drevne siden Slutningen af det 15de Aar- 
hundrede, men med afvexlende Held; i dette Aarhundrede 
have Fiskerierne aarlig leveret 3700 Perler. Meest Be- 
rømmelse nyde Passauer Perlerne, af hvilke enkelte ere 
blevne vurderede til over 2500 Ødlr. Muslingerne fore- 
komme der fornemmelig i Floder med klart Vand, der 
løber over Granitgrund og kun er lidt kalkholdigt; men 
af særegen Vigtighed før Perlernes Dannelse er det, at 
Floderne ere fattige paa Plantevæxt; denne giver nemlig 
Anledning til, at der udvikler sig en større Mængde Farve- 
stof i Muslingerne, hvorved Perlerne tåbe i Godhed. 

I Tidens Løb tabe Perlerne, naar de ere udtagne af 
Dyret, efterhaanden i Farve, Glands og Vægt, de blive 
møre og blade af; dog have Lys- og Fugtighedsforholdene 


213 


Indflydelse påa Varigheden af deres Skjønhed, og man 
har Exempler paa, at Perler have kunnet holde sig længe 
uforandrede ; saaledes har man ved Udgravningerne i 
Pompeji fundet Kvindesmykker med smukke ubeskadigede 
Perler.  Syrer angribe dem let, og det fortælles om 
Kleopatra, at hun for at overgaae Antonius i Ødselhed 
opløste en uhyre kostbar Perle i Eddike og drak den ud, 
— en Historie, som dog bliver noget usandsynlig derved, 
at Eddike kun meget langsomt formaaer at opløse en 
nogenlunde stor Perle. Man har ogsaa villet benytte 
denne Egenskab til at opfriske gamle Perler ved at lade 
Høns sluge dem, for at Syren i deres Mave skulde paa- 
virke Overfladen. 

Det er naturligt, at man paa Grund af Perlernes 
Kostbarhed har bestræbt sig for at finde Midler til at 
forøge Fiskeriets Udbytte, ligesom man ogsaa har søgt at 
gjøre Fangsten lettere, i hvilket Øjemed man har forsøgt 
at anbringe Muslingerne påa bekvemmere Steder; men 
for Havperlemuslingens Vedkommende, hvor det især 
maatte være af Vigtighed, har dette ikke villet lykkes. 
Man har stræbt at bevæge Muslingerne til at frembringe 
flere Perler og dertil foreslaaet forskjellige Fremgangs- 
maader; i denne Henseende bliver den rigtige Erkjendelse 
af Perlernes Dannelsesmaade og af de Forhold, som for- 
anledige deres Tilblivelse, af særdeles Betydning. 

Den almindeligste Mening har længe været den, at 
Perlerne maatte betragtes som sygelige Dannelser (Con- 
crementer) i Lighed med Steendannelser i andre Dyr; 
men en Proces, som her specielt. kommer i Betragtning, 
er Muslingernes normale Skaldannelse, saa at Perlerne 
nærmest maae ansees som opstaaede ved en Virksomhed 


af Kappen, der egentlig ikke kan kaldes sygelig, men 
15 


214 


foregaaer påa et usædvanligt Sted, nemlig omkring et 
fremmed Legeme, der tilfældig er kommet ind i Kappen 
og danner Perlens Kjærne, som en Slags Naturbestræbelse 
for at gjøre det fremmede Legeme uskadeligt. . Som saa- 
danne Kjærner i Perlerne finder man undertiden Sandkorn, 
Plantedele 0. desl., der tilfældig ere trængte ind i Kappen; 
men hyppigst er det Smaadele af selve Skallens Overhud. 
I Aarene 1852—54 fandt Prof. de Filippi i Turin hyppig 
Ikter (en Slags Indvoldsorme) og andre Smaadyr som 
Kjærner i Perler; han méente, at Hyppigheden af Perler 
skulde staae i Forhold til Hyppigheden af saadanne Snylte- 
dyr i Perlemuslingens Kappe, og Dr. Kuichenmeister, 
der i Sachsen fandt Mider som Kjærne, søgte at give det 
praktisk Betydning ved at foreslaae at bringe Perlemus- 
lingerne sammen med disse Parasiter. Om de nu end 
hyppig kunne give Anledning til perlelignende Udvæxter 
hos forskjellige Muslinger, saa synes dog de Filippis og 
Kiuchenmeisters Forhaabninger ikke at ville gaae i Op- 
fyldelse, idet man ved en grundigere Undersøgelse af 
Perlerne i det Mindste ikke har fundet det bekræftet i 
Baiern, hvor Dr. Hessling"”) ved talrige Undersøgelser såå 
godt som aldrig fandt Snyltedyr hos Unio margaritifera og 
aldrig som Kjærne i dens Perler. 

Allerede tidligere har man søgt ved kunstige Midler 
at foranledige Dannelsen af Perler, øg den Hemmelighed, 
som Linné i forrige Aarhundrede betroede den svenske 
Regjering i denne Retning, og som skal have foranlediget - 
hans Optagelse i Adelstanden, har sandsynligviis bestaaet 
i at bore smaa Huller udvendigfra i Muslingens Skaller. 


”) Th. v. Hessling: die Perlmuscheln und ihre Perlen, Leipzig 1859; 
— et Arbeide, der er fremkaldt ved de Filippis og Kuchenmeisters 
Paastande, og som ligger til Grund for denne Meddelelse. 


215 


Man faaer imidlertid derved kun perleagtige Udvæxter paa 
Skallerne uden de virkelige Perlers Skjønhed, og de 
kunne i det Høieste benyttes til at indfattes. En hermed 
noget beslægtet Fremgangsmaade benyttes ved en Industri, 
som i China sysselsætter en heel Landsbys Beboere: de 
bringe nemlig smaa Kugler eller flade Gudebilleder trukne 
paa Snore i Rækker ind imellem Skallen og Kappen hos 
en Slags Flodperlemusling (Barbata plicata), og denne over- 
trækker da Gjenstanden med et Lag af Perlemor, saa at 
man faaer ligesom et galvanoplastisk Aftryk, som derefter 
kan udskæres og indfatttes. 


15" 


216 


"De stedsegrønne Bøges Rige. 


Af Professor Å. S. Ørsted. 


E, Lands Klima, Plantevæxt og meget Andet, som. her- 
med staaer i Forbindelse, bestemmes fornemmelig ved 
dets Afstand fra Æquator eller Polerne; men undertiden 
er der andre Forhold af en mere local Natur, saasom 
Bjergenes Høide og Retning, Strømninger i det tilgrænd- 
sende Hav 0. dsl., som i den Grad gjøre deres Indflydelse 
gjældende, at mange Egne herved fåae en ganske anden 
Charakteer, end man skulde vente efter deres geographiske 
Beliggenhed. Der er neppe noget andet Land paa Jor- 
den, der frembyder et mere paafaldende Exempel herpaa, 
end den Deel af Amerika, som gjøres til Gjenstand for 
Betragtning i efterfølgende Blade. Den sydlige Deel af 
Chili”), noget syd for Floden Maule (omtrent paa 36? s.Br.) 
og lige til Magalhaensstrædet, er i alle sine Naturforhold 
saa forskjellig fra det omgivende Land, at man kunde 
fristes til at antage, at det var en af Sydhavsøerne, som 
her var kommen i landfast Forbindelse med. Amerika. 
Baade den nordenfor liggende Deel af Chili og Patagonien 
have et næsten ørkenagtigt Klima — mægtige Saltlag be- 


+) Chili regner nu sit Territorium lige til Magalhaensstrædet, saa at 
det altsaa ogsaa indbefatter det tidligere saakaldte Vest- Pata- 
gonien. 


217 


dække store Strækninger som et umiskjendeligt Vidnesbyrd 
om vedvarende Tørke —, al Trævæxt mangler, og hvor 
Jorden ikke er ganske nøgen, som i en stor Deel af 
Atacama - Ørkenen, findes kun lavt Krat af tornede Buske 
og bladløse Cactusplanter; her derimod er en regnløs 
Dag en Sjeldenhed, og en tæt stedsegrøn Skov bedækker 
Bjerg og Dal. Den hele Plantevæxt udfolder  des- 
uden en næsten tropisk Yppighed og stemmer i det 
Hele nærmest overeens med den påa Sydhavsøerne, 
saa at denne Deel af Chili danner et høist eiendomme- 
ligt naturhistorisk Rige, som passende vil kunne be- 
nævnes efter de mest fremherskende Skovtræer: de 
stedsegrønne Bøge. 


Det ovenfor staaende Profil af den under de stedsegrønne Bøges Rige 
hørende Deel af Cordilleren er her sat i Forbindelse med en Kortskizze af Kysten. 
De stedsegrønne Bøges Region naaer i den nordlige Deel til 60007 og sænker sig 
gradviis mod Syd, saa at dens øvre Grændse paa Ildlandet ligger ved 1500”. De 
fremragende Trætoppe i den nedre Deel af Bøgeregionen angive Alercens Udbredning, 
og mellem den 360 og den 460 er Araucariens Region betegnet ovenover Bøgenes. 
Derpaa følger Alpeurternes Region indtil Sneelinien (9000 — 3500”). I den sydlige 
Deel. sees Gletscherne at naae ned til Havet. — 1. Vulkanen Chillan. 2. Antuco. 
3. Villa Rica. 4. Lajara. 5. Osorno. 6. Minchinmadom. 7 Corcovado. 8. Yanteles, 
9. Sarmiento paa Ildlandet. 410. Talcahuana. 11. Concepcion. 12. Yumbul. 13. Lands- 
byen Antuco.: 14. Valdivia. . 15. Puerto Mont. 16. Ancud. 17. Tres Montes. 
18. Floden Maule. 419. Sydgrændsen for den chileniske Palmes Udbredning. 


Dette Rige har overalt meget skarpt betegnede Grænd- 
ser. Medens man syd for Valparaiso (omtrent paa 33? 
s. Br.) endnu finder den samme Skovløshed, som er saa 


LJ 


218 


charakteristisk for hele den syd for Cap Blanco, altsaa 
omtrent fra 49% s. Br., liggende Deel af Amerikas Vest- 
kyst, medens den brune Jordbund”) enten er ganske 
nøgen eller kun bedækket med tornede Colletier og 
Acacier, og medens Vinden her den største Deel af Aaret 
hvirvler tætte Støvskyer hen over Landet, saa viser der 
sig allerede lidt sydligere, saasnart man har overskredet 
Floden Maule, anselige Skove, og disse dække snart hele 
Landet lige fra Havfladen til en Høide af 5—6000 Fod, 
der i den nordlige Deel af Riget betegner den øvre 
Grændse for Skovvæxten; men denne sænker sig gradviis 
mod Syd og ligger saaledes paa Ildlandet i en Høide af 
1500 Fod, ja naaer i den sydligste Deel kun til 1000— 
1200 Fod. Cordilleren vedbliver lige til den sydligste 
Spidse af Amerika at danne samme skarpe Grændseskjel 
for Klima og Plantevæxt som i hele sin øvrige Udstræk- 
ning, hvorved denne Bjergkjede kommer til at spille en 
saa mærkelig Rolle i denne Verdensdeels physisk-geogra- 
phiske Forhold. De stedsegrønne Bøges Rige er saaledes 
indskrænket til den vestlige Skraaning, og Østgrændsen 
betegnes i den sydlige Deel nøiagtig ved en Linie, som 
drages fra Nordostenden af Otway Water -til det omtrent 
midt i Magalhaensstrædet liggende Cap Negro og herfra 
til Nassaubugten i den sydlige Deel af Ildlandet.”) 

Ved at kaste et Blik påa Kortet over Sydamerika, vil 
det strax være paafaldende, at hele Vestsiden lige til 
Chiloe er begrændset af en næsten lige Kystlinie uden 
Fjorde og uden foranliggende Øer, medens Kysten syd 


”) Betegnelsen »det brune Chili«, som Nogle have anvendt, hidrører 
fra den i Central - Chili fremherskende brune Jordbund, der er 
opstaaet ved Forvittring af porphyritiske Bjergarter. 


+%) King: Voyage of the Adventure and Beagle. V. 1. p. 439 og 570. 


219 


for ovennævnte Ø har dybt indskjærende Fjorde og er 
søndersplittet i en utallig Mængde større og mindre Øer, 
saa at Fastlandet kun paa et Sted træder ud lige til det 
aabne Hav, nemlig ved Halvøen Tres Montes(!7); men 
den forbindende Tange er her saa smal, at Indianerne 
undertiden føre deres Canoer over den. Ifølge Dårwins 
Undersøgelser kan der ikke være nogen Tvivl om, at 
denne mærkelige Forskjellighed i Kystens Beskaffenhed 
nord og syd for Øen Chiloe grunder sig paa en Sænk- 
. ning, som har fundet Sted syd for denne Ø, hvor man 
ogsaa overalt modtager Indtrykket af et sunket Land, idet 
Øerne fremtræde som Toppene af en Kystkjæde, hvoraf 
den øvrige Deel er skjult af Havet, medens Kysten nord 
for Chiloe endnu stadig hæves iveiret”), og man let gjen- 
kjender en fordums Havbund i de fuldkomment horizon- 
tale Sletter, som navnlig i Central- Chili adskille de lave 
parallele Bjergkjæder””).  Saadanne Sletter strække sig 
gjennem Provindsen Valdivia (til 41? s. Br.), hvor de be- 
grændses mod Vest af en lav Kystkjæde, hvis høieste 
Toppe hæve sig 1500—3000 Fod, medens den østlige 
Deel optages af en næsten sammenhængende Række af 8 
større og mindre Søer, som kun ligge henved 200 Fod 
over Havfladen.  Cordillerens Hovedkjæde bestaaer i den 
nordlige Deel af Porphyr, Trachyt og nyere vulkanske 
Bjergarter og har en Middelhøide af 8$—9000 Fod, men 
sænker sig efterhaanden imod Syd til 3—4000 Fod. De 
højeste Toppe (38—12000 Fod) ere næsten alle virksomme 


”) Denne Hævning, som er foregaaet i den historiske Tid, har været 
størst ved Valparaiso, nemlig 1300 Fod, og aftager herfra grad- 
viis mod Nord og Syd, saa at den ved Callao er 85 Fod og ved 
Chiloe 350 Fod. (Darwin: On the geology of South-America). 


”) Meyens Reise um die Erde; Darwin, Naturwissens. Reisen. 


220 


Vulkaner. Chili er nemlig et af de Steder, hvor de 
vulkanske Kræfter, som igjennem hele Cordilleren give 
deres Tilstedeværelse tilkjende i en større Dybde, især 
have gjort sig gjældende og dannet en sammenhængende 
Række Vulkaner.”) Her findes saaledes mellem 30? 5” og 
43? 20' ikke mindre end 14 Vulkaner, blandt hvilke flere 
endnu ere i Virksomhed. ”) Vi skulle her indskrænke os 
til at nævne de Vulkaner, som ligge i den under de 
stedsegrønne Bøges Rige hørende Deel af Chili. Efter 
den 12500 Fod høie” Vulkan Chillan (") følger, naar man 
gaaer mod Syd, Vulkanen Antuco (?”), om hvilken navnlig 
Den hæver 


SA) 


Poeppig har givet nøjagtige Oplysninger. 
sig som en spids Kegle til en Højde af omtrent 8500 Fod 
og er den mest virksomme af alle Chilis Vulkaner. Snart 
udsender den mørke Røgskyer, som med en umaadelig 
Kraft stige iveiret og see ud som en 2—3000 Fod høi 
Støtte, medens den samtidig spreder til alle Sider en 
Regn af Stene og Klippeblokke; snart stige tætte hvide 
Dampe iveiret til' en betydelig Højde, hvor de brede sig 
ud og danne Skyer, og nu gjør Landmanden i Omegnen 
sikker Regning paa, at der vil falde Regn, medens den 
til andre Tider udgyder Lavastrømme,.…der sjelden komme 


”) Foruden i Chili finder dette ogsaa Sted i Bolivia og den sydlige 
Deel af Peru, i Ny - Granada og Quito, fremdeles i Centralamerika 
med 29 Vulkaner, hvoraf 18 ere virksomme. 


"”) Naar Philippi angiver (Bot. Zeit. 1860 p. 406), at der i den be- 
boede Deel af Chili kun er tre virksomme Vulkaner, er det dog 
nok saaledes at forstaae, at kun disse tre jevnlig have Udbrud ; 
men foruden dem er der endnu adskillige, som med større 
Mellemrum ere i Virksomhed, om det end maaskee er for meget 
med Humboldt at antage 13 virksomme Vulkaner i Chili (Cosmos 
4 Bd. p. 317.) 


5%) Reise in Chili und Peru. Bd. 1. p. 364. 


294 


fra Toppen af Krateret, men næsten alltid bane sig en Vei 
gjennem dettes Fod. Lidt længere mod Syd ligger Vul- 
kanerne Villa Rica(?), der ifølge Philippi skal have en 
Højde af 16000 Fod”), og Lajara(?) (12000 Fod?), som 
begge endnu kun ere lidet kjendte. De følgende fire 
Vulkaner have alle omtrent samme Høide (7500 Fod). 
Vulkanen Osorno (5) hæver sig som et isoleret meget 
regelmæssigt  kegleformigt Bjerg mellem to Indsøer 
(Søen Llanquihue mod Vest og Søen Todos los Santos 
mod Øst) og er næsten i hele sin Højde dannet af smaa 
Lavastykker (Kapilli), hvorfor ogsaa Vandet af den smel- 
tende Gletscheriis, der bedækker hele Toppen ned til 
4500 Fod, efterhaanden siver ind i Vulkanens porøse 
Vægge. Paa den sydvestlige Side sees to Lavastrømme, 
som ere brudte igjennem omtrent påa Midten af Vulka- 
nen. Baade Osorno og Minchinmadom(?) samt Corco- 
vado (7) og Yanteles eller Yntales ('), der slutte den chi- 
leniske Vulkanrække mod Syd, vare i 1835 i flere Maa- 
neder i Virksomhed, nemlig efterat det frygtelige Jord- 
skjælv, hvorved Byen Concepcion blev lagt i Ruiner, havde 
fundet Sted den 20de Februar; thi uagtet der kun er faa 
Steder paa Jorden, hvor den vulkanske Virksomhed har 
dannet sig saa mange blivende Aabninger (Kratere) paa 
Jordskorpen, såa vise dog baade den ovenfor omtalte 
gradvise Hævning af Kysten og de hyppige voldsomme 
Jordrystelser, at de langtfra ere tilstrækkelige til at skaffe 
de spændende Dampe en Udvei. De vulkanske Frem- 
toninger have her faaet en særegen Betydning ved den 
Forbindelse, som der navnlig 1835 viste sig at være 


”) Petermann: Geogr. Mittheil. 1860. Taf. 6. Den skal ofte være i 
Virksomhed og navnlig 1640 have havt et meget stærkt Udbrud. 


222 


mellem de forskjellige Yttringer af den vulkanske Virk- 
somhed i en Landstrækning af ikke mindre end 700 geo- 
graphiske Miles Længde og 400 Miles Brede. Naar man 
betænker, åt paa samme Tid, som de Jordrystelser fandt 
Sted, hvorved foruden Concepcion 23 Landsbyer øde- 
lagdes, næsten alle Vulkaner i den hele Kjæde udgøde 
smeltede Masser eller udsendte Røg og Dampe, me- 
dens Kysten hævedes og en Vulkan dannede sig i Havet 
i Nærheden af Øen Juan Fernandez, da maa man vistnok 
heri see Yttringer af en og samme Naturkraft, og man 
kan neppe, tvivle paa, at Darwin hår Ret, naar han 
heraf drager den Slutning, at Jordskorpen her som en 
meget tynd Skal hviler paa en uhyre underjordisk Sø af 
smeltede Masser. 

I det Vest for Vulkankjæden liggende Lavland og 
i Kystbjergene er Glimmerskifer fremherskende”); des- 
uden findes her en graabrun leerholdig Sandsteen, 
henhørende til en tertiær Dannelse og rig paa Steen- 
kul, der i den senere Tid benyttes af de chileniske 
Dampskibe. Fra det Sted, hvor Vulkanerne ophøre, synes 
Cordilleren, at slutte efter de faa hidtil undersøgte Punk- 
ter, fortrinsviis åt bestaae af Granit og Grønsteen. De 
samme Bjergarter ere ogsaa fremherskende i den vestlige 
Deel af Ildlandet, et vildt, søndersplittet Bjergland, gjen- 
nemskaaren af uregelmæssig bugtede Sunde, opfyldte med 
smaa Øer; i den midterste Deel derimod bestaae Bjer- 
gene, som her hæve sig til den største Høide (Sarmiento(?) 
69007, Darwin 6800”), af Leerskifer; de ere steile og have 
skarpe Omrids, og Sundene ere her lige og næsten blot- 
tede for Øer. Ved den midterste Deel af Magalhaens- 


”) I de tilsvarende Dele af Gentral-Chili findes udelukkende porphy- 
ritiske Bjergarter. 


223 


strædet, navnlig paa Østsiden af Halvøen Brunswick, gjen- 
findes den ovenfor omtalte tertiære Sandsteensdannelse, 
indesluttende 2—3 Fod mægtige Lag af Steenkul, der 
ifølge Schythes Undersøgelser have en paafaldende Lighed 
med dem, som findes i en lignende Dannelse påa Øen 
Disco ved Grønland. ”) Samme Naturforsker har ogsaa 
paaviist Tilstedeværelsen af en endnu yngere Kuldannelse 
(Brunkul), som findes ved den lige vest for Cap Negro 
liggende Deel af Otway Water. 

Klimaet udmærker sig gjennem hele denne Land- 
strækning ved en ringe Forskjel i Middeltemperaturen af 
Sommeren og Vinteren, ved en i Forhold til Bredegraden 
ringe aarlig Middelvarme og ved en meget stor Regn- 
mængde; men medens i den nordlige Deel Regnen næ- 
sten er indskrænket til Vinteren, bliver den, jo længere 
man gaaer imod Syd, desto mere ligelig fordeelt over alle 
Aarets Maaneder. Ved Concepcion begynder Regntiden i 
Mai; nordlige Storme, ledsagede af Regnskyl, blive be- 
standig hyppigere, saa at i Juni og Juli Regnen ofte ned- 
styrter uafbrudt 5 — 6 Dage efter hverandre. Al Sam- 
færdsel ophører paa Landet og Uvirksomhed hersker i 
Byerne, hvor man seer Beboerne for at beskytte sig mod 
Plaskregnen lukke Skaaderne, som i de fleste Huse træde 
istedetfor Vinduer; og Temperaturen er såa lav, at man 
opvarmer Værelserne ved Kobberbækkener, der, fyldte 
med brændende Trækul, erstatte Mangelen af Kaminer 
eller Ovne, I September begynde de sydlige Vinde at 
drive Skyerne bort; skyløse Dage følge nu påa den mørke 
Regntid; men Varmen er endnu i Aftagende, saa at man 
endog om Morgenen bemærker en let Riimfrost, og under- 


=) Zeitschrift f. allg. Erdk. 1857. 


224 


tiden bringer Østenvinden en saadan Kulde fra de snee- 
bedækte Ander, at Thermometret, der ved. Middagstid 
viser 15? C., i kort Tid synker 8 Grader. Nu be- 
gynde Planterne, der uden at afkaste Bladene dog have 
været i et Slags Hviletilstand, atter at vise Tegn til for- 
nyet Livsvirksomhed. I Oktober ståae de europæiske 
Frugttræer dækkede med Blomster som hos os i Mai, og 
i November begyndér den egentlige Sommertid; men først 
i December udfolde Planterne den største Rigdom paa 
Blomster, der omsværmes af Kolibrier, medens Papa- 
gøierne — til stor Ærgrelse for Bønderne — kaste sig 
over de halvmodne Maismarker. I Februar indtræder 
Høsten og i den følgende Maaned bringe svage Regnbyger 
de første Forvarsler om Vinteren.”) — Allerede paa Øen 
Chiloe og den tilstødende Deel af Fastlandet, der ligger 
59—6? syd for Concepcion, viser der sig en saa betyde- 
lig Forskjel i Klimaet, at der ikke er megen Overdrivelse 
i den Maade, hvorpaa Chiloten skildrer dette, naar han 
siger, at der hele Aaret igjennem de 6 Dage af Ugen 
falder Regn og den 7de Dag er overtrukken Himmel.”) 
Thermometret viser her i Sommermaanederne i ÅAlminde- 
lighed 11—13? C. og om Vinteren 7—10? C. og falder 
sjelden under 3? C. Sommervarmen er saaledes her paa 
en Bredegrad, som svarer til det sydlige Spanien og Ita- 
lien, såa ringe, at Hveden og Ferskenen neppe modnes, 
og Kartofler udgjøre Befolkningens Hovednæringsmiddel. 
I hele den syd for Chiloe liggende Deel og navnlig i 


+) Poeppigs Reise 1 Bd. p. 318. 

"") Paa Østsiden af Chiloe falder meget mindre Regn end paa Vest- 
siden, og baade paa denne Ø og paa Fastlandet skal Regnmæng- 
den være i Aftagende, efterhaanden som Skovene ryddes. (Fitzroy, 
Voyage p. 386.) 


225 


Omegnen af Magalhaensstrædet ere kolde vestlige Storme, 
ledsagede af stadige Regnskyl, i den Grad fremherskende 
hele Aaret rundt, at der neppe er noget andet Sted paa 
Jorden under samme Bredegrad, som frembyder et saa 
ubehageligt Klima, hvorfor ogsaa denne Kyststrækning 
vistnok endnu i mange Åar vil vedblive at være udeluk- 
kende i en Folkestammes Besiddelse, som ståaer påa det 
laveste Trin af Civilisation. Man har herfra aldeles ingen 
meteorologiske Iagttagelser; thi de, som skyldes King”) 
og Schythe ”), ere foretagne påa den Deel af Kysten 
i Magalhaensstrædet, som vender mod Øst, og som i 
klimatisk Henseende staaer paa Overgangen mellem Vest- 
og Øst-Patagonien. Dog viser der sig ogsaa her gånske 
andre Varmeforhold end i den tilsvarende Deel af den 
nordlige Hemisphære, hvilket sees ved følgende Sammen- 


ligning : 
Tempera- Middel- 
Brede- | turen af ae ; tempera- 
graden. | Somme- reg Bet ne an Gå (TCO NREN 
ren. interen, hele Aaret. 
Port Famine. (53? 38'S.| 10? C. 0,69 C. VÆR Bo Pi: 
Punta. Arenas | 53? 10'S. | 11,6? 2,89 8,8" free 
+)Kjøbenhavn | 55? 40' n. | 16,6? —0,3" 16,9? 1.69 


Denne Deel af Amerika har altsaa en forholdsmæssig 
kold Sommer og en mild Vinter eller et mere eensformigt 
Klima, men ogsaa en ringere aarlig Middelvarme. Uagtet 
der saaledes findes et endnu meget mere udpræget 


+) Voyage of the Adventure and Beagle. p. 585. 

+) Zeitschr. fir allg. Erdk. Neue Folge. 3 Bd. p. 347. 

+) Berlin, der ligger paa 52? 30', har næsten ganske de samme 
Varmeforhold som Kjøbenhavn. 


996 


Øklima end i Danmark, saa skal det dog ved Punta 
Årenas ingenlunde være sjelden, at der om Sommeren 
med klart Veir indfinder sig Nattefrost, og at Vandet 
dækkes med et 2 —3 Linier tykt lislag, saa at det maa 
ansees for meget tvivlsomt, om det her vil kunne lykkes 
at dyrke de europæiske Kornsorter. — Denne eensformige 
og lave Temperatur og navnlig den ringe Sommervarme 
bevirke, at Sneelinien og Gletscherne ligge meget nær- 
mere Havfladen, end man skulde vente paa denne Brede. 
Sneelinien ligger paa Ildlandet, navnlig paa Bjerget Sar-- 
miento (54? 25”), i en Høide af 3500 Fod og hæver sig 
påa Osorno (40? 30”) til 4500 Fod, men i Norge ligger 
den endnu paa 60—62? i en Høide af 3800 Fod, og 
Gletscherne gaae ikke blot paa Ildlandet, men endnu langt 
nordligere, nemlig ved Kelly Harbour påa 46—47?, ned 
til Havfladen, hvilket i Norge først finder Sted paa den 
67de Grad, altsaa 20 Grader længere fra Æquator. 

Til et Øklima som det ovenfor skildrede knytte sig 
altid egne Forhold i Plantevæxten — det er saaledes be- 
kjendt, at Myrten i den nordøstlige Deel af Irland voxer 
ligesaa yppigt som i Sydeuropa, medens Sommervarmen 
dog er for ringe til at modne Viindruen —, men der er 
kun faa Steder paa Jorden, hvor Øklimaets Indvirkning er 
saa stærkt afpræget i Plantevæxten som her; thi medens 
vore almindelige Kornsorter neppe kunne modnes, og 
medens Klimaet er saa ublidt og ufordrageligt, at den 
allerstørste Deel af Landet ikke let vil blive beboet af 
Mennesker, som gjøre Fordring paa Civilisationens Goder, 
saa træffer man i den nordlige Deel (Provindsen Valdivia) 
en såa yppig Plantevæxt, at man troer sig hensat i Bra- 
siliens Urskove, og i Omegnen af Magalhaensstrædet seer 
man sig midt om Vinteren omgiven af en Skov, som i 


227 


Frodighed næsten overgaaer den ved Middelhavets Kyster. 
Ligesom Klimaet i det Væsentlige vedligeholder samme 
eensartede Charakteer lige fra 36? til Sydspidsen af 
Amerika, saaledes er ogsaa i hele denne Strækning ikke 
. alene Plantevæxtens almindelige Præg det samme, men 
man finder endog tildeels de samme Arter af skovdannende 
Træer lige fra Valdivia til Magalhaensstrædet. Der er saa- 
ledes navnlig 4 Træer, som have denne mærkelige store 
Udbredning, nemlig den antarctiske Bøg, Winters- 
barktræet, Alercen og den saakaldte Cypres, og som 
derfor ogsaa kunne betragtes som Charakteerplanter for 
dette Rige; men medens disse Træer næsten ere de 
eneste, som danne Skoven paa Ildlandet, saa kommer der 
bestandig flere Arter til, jo længere mån gaaer imod Nord, 
og Skoven faaer desuden her ved Indblanding af flere 
Slyngplanter og halvparasitiske Planter et subtropisk eller 
næsten tropisk Præg. For åt faae en rigtig Forestilling 
om Plantevæxten vil det være nødvendigt at tage de en- 
kelte Dele af dette Rige noget nærmere i Betragtning, 
og vi ville begynde med at undersøge de Forhold, som 
vise sig i den allernordligste Deel, naar man reiser fra 
Talcahuano (!?) ind igjennem Landet og op til Landsbyen 
Antuco: (12), 

Den lille Havnestad Talcahuano, sørgelig bekjendt 
ved det frygtelige Jordskjælv den 20de Februar 1835, da 
Havet i store Bølger rullede ind over Landet og neppe 
lod Spor tilbage af Byen, hår en malerisk Beliggenhed 
ved en lille Bugt. Skovklædte Bjerge afvexle med frugt- 
bare Enge, og Avlsgaardene ere omgivne af Frugthaver 
og Hvedemarker. I de Klippekløfter, som føre op til 
Bjergene, voxe den stedsegrønne Coriaria (C. ruscifolia), 
en Arbutus (A. furiens), hvis Bær have berusende 


228 


Egenskaber, den finnedbladede Weinmannia (W. pani- 
culata), Fuchsier (F, macrostemma og F. lycioides) og 
flere Myrter, og påa Toppen træder man ind i en høi- | 
stammet Skov, som fornemmelig bestaaer af det chileniske 
Nøddetræ (Guevinia avellana), og hvor halvparasitiske Bregner 
og Slyngplanter, navnlig Lapageria rosea med sine store 
lilieagtige høirøde Blomster, allerede antyde den Charak- 
teer i Plantevæxten, som først træder tydelig frem længere 
imod Syd. — Omegnen af Concepcion (!!), der nu kun 
er en Skygge af den under Spaniernes Herredømme saa 
anselige By, er ganske skovløs, og hele Landet er op- 
taget til Dyrkning af Hvede og Viindruer. Hveden udgjør 
ogsaa den vigtigste Udførselsartikel fra denne Deel af 
Chili, og Vinen fra Concepcion, som nærmest ligner Port- 
viin i Smag, er meget yndet i Valparaiso.  Veien fører 
langs med Floden Biohio (der ved Concepcion hår en 
Brede af henved 9000 Fod) og er påa den anden Side 
begrændset af skovklædte Bjergaase.”) Dog varer det ikke 
længe inden den yppige Trævæxt hører op, og paa flere 
lave parallele Bjergkjæder, som nu overskrides, seer man 
kun Buskvæxt, og de mellemliggende Sletter håve en 
ufrugtbar sandet Jordbund, som kun nærer en fattig 
lantevæxt. Fåbiana'en (Chilenernes Piche-piche) med sine 
 lyseblaa Blomster, harpixholdige Senecioner og talrige 
lysegrønne Klynger af en Cactus med svovlgule Blom- 
ster og sølvhvide Torne vise, at de for Central-Chili cha- 
rakteristiske Planteformer i denne høiere liggende Deel af 
Landet gaåaae længere imod Syd end i Nærheden af Ky- 


”) Skoven bestaaer her af en Art Lindetræ, Crinodendron Patagua, 
med Underskov af Berberis corymbosa og flere Slyngplanter, 
saasom Lardizabala biternata, Herreria stellata og Alstroemeria 
Salsella. 


229 - 


sten. Blandt de faa Træer, som her tiltrække sig den 
" Reisendes Opmærksomhed, fortjener især at nævnes den 
chileniske Palme (Jubæa spectabilis”), som længere mod 
Nord (mellem den 33" og 35?) danner store Skove,” men 
her kun sees plantet i Nærheden af Boliger, hvor den 
gjør et melancholsk Indtryk ved sin blege, påa Midten ud- 
videde Stamme og de graaliggrønne nedhængende Blade”). 
Landet er her øde og ubeboet og foruden nogle spredte 
Avlsgaarde findes her kun et Par smaa Landsbyer, blandt 
hvilke Yumbel (!2) er befæstet eller omgiven af en høi 
Leermuur; den hørte nemlig til den Kjæde af Forter, ved 
hvilke den spanske Regjering søgte at beskytte Landet 
mod de vilde Indianeres røveriske Anfald. Først naar 
man gjennem disse hedeagtige Egne er kommet op til 
en betydelig Høide (omtrent 4000 Fod) og har over- 
skredet”) Laxa, glædes man atter ved Synet af skovklædte 
Bjerge. Disse Skove bestaae af Bøge med stedsegrønne, 
myrteagtige Blade (Fagus obliqua og F. alpina) og af 


”) Cocos chilensis hos Molina. 


”) Af denne Palmes Saft indkoges en Sirup, som er meget yndet og 
under Navn af »Miel de Palma« udgjør en Handelsartikel over 
hele Chili. Saften erholdes ved om Foraaret, i August, at fælde 
Stammen og kappe Kronen; naar man hver Morgen foroven af- 
skjærer en tynd Skive af Stammen, vedbliver Saften i flere Maa- 
neder at udflyde; men paa denne Maade gaae hvert Aar utallige 
Træer tilgrunde. 


I) 


Den Reisende seer sig i disse ubeboede Egne af Chili nødt til at 
benytte sig af de Indfødtes bøist ubeqvemme og farlige Midler til 
at komme over saadanne Floder. De bestaae i at man enten 
maa sætte sig paa et Flaad, dannet af uordentlig sammenbundne 
Grene, som fæstes ved en Strikke til Halen af en Hest, der nu 
svømmende trækker Flaaddet til den modsatte Bred, eller man 
maa klæde sig af, fastgjøre en Strikke om den nederste Deel af 
Hestens Hals og saaledes lade sig trække igjennem Floden, idet 
man kun svømmer med Fødderne. (Poeppigs Reise 1 B. p. 407). 


16 


230 


Naaletræer, navnlig Podocarpus nubigena”) med læder- 
agtige, næsten segldannede Blade. Langs med Randen 
og i Bunden af disse Skove voxe mange velbekjendte 
Planteformer som: -Berberisser (B. trigona, B. rotundi- 
folia), af hvis Bær Indianerne tilberede en berusende 
Drik, Hieracier, Kløverarter, Geranier, Anemoner, Vikker 
og Lathyrusarter. Endelig er man naaet op til det høieste 
beboede Sted i de sydlige Ander, Dalen ved Antuco (!2), 
der strækker sig omtrent 7 Timers Reise fra Vest til Øst 
og ved Laxastrømmen er gjennemskaaren i to lige Dele. 
Landsbyen Antuco ligger malerisk lænet op til en høi 
oventil skovklædt Fjeldvæg, og længere tilbage taarne Bjer- 
gene sig bestandig høiere iveiret, indtil Udsigten be- 
grændses af Pico de Pilques stolte Klippetop, Silla Ve- 
ludos takkede Gletschere og Vulkanens mørke Kegle. Her 
hersker et behageligt tempereret Klima; 'Thermometret 
viser om Sommeren ofte 25% C, og om Vinteren ligger 
Sneen kun en meget kort Tid. Jorden er påa mange 
Steder frugtbar, og Hveden giver undertiden 80 Fold; 
men Æble-, Pære- og Ferskentræerne, der have udbredt 
sig i saadan Mængde, at de danne hele Skove, give 
sjelden gode Frugter, saa at disse kun anvendes til Til- 
beredning af Most. — Spanske Kolonister nedsatte sig 
her 1782 for at drive Tuskhandel med de paa den østlige 
Skraaning af Anderne nomadiserende Pehuenche - India- 
nere, der. modtoge alle Slags Jernvarer og Glasperler og 
herfor leverede Qvæg, Svovl, Kobber og navnlig det langs 
med den østlige Fod af Anderne i disse Egne saa over- 


”) En anden Art af denne Slægt (P. andina), der danner Skove i 
Dalen Quillai-Leuvu, ikke langt fra Antuco, minder ved Bladenes 
Form om Taxen. 


231 


ordentlig udbredte Steensalt; men Opholdet her har altid 
været forbundet med store Farer, da Beboerne stadigen 
vare udsatte for røveriske Overfald”) af de noget sydligere 
boende Moluche-Indianere, uågtet den chileniske Regjering 
havde sluttet en Overeenskomst med Pehuencherne og 
gav disse en aarlig Godtgjørelse for at holde Molucherne 
i Ave. 

Man kan ikke let forestille sig noget Landskab, som 
påa een Gang er saa fortryllende og venligt og tillige saa 
ophøjet og næsten skrækindjagende som det, hvoraf man 
seer sig omgiven, naar man fra Antucos Dal, hvor natur- 
lige blomsterrige Enge vexle med skjønne Bjergskove, 
stiger op til de høieste Fjeldtoppe, hvor man tilsidst 
standses af den aldrig. smeltende Snee. Man tænke sig 
de colossale Former af Bjergene, som overalt bære Spor 
af voldsomme Omvæltninger, den aldrig hvilende Vulkans 
buldrende Drøn, Himmelens dybe Blaa i Modsætning til 
de hvide Sneemasser, de overalt fra Bjergene nedstrøm- 
mende Bække, den rene gjennemsigtige Luft, det brogede 
"Tæppe af de yndigste Alpevæxter — og man vil maaskee 
forstaae det uudslettelige Indtryk, som Vandreren mod- 
tager af hine vilde Alpeegne. Den chileniske Alpeflora er 
med Rette berømt for sin Skjønhed; thi den forener med 
det eiendommelige Tiltalende hos Alpevæxter i Alminde- 
lighed de tropiske Planters Mangfoldighed i Former og 
Farvepragt, hvorom vi have talende Vidnesbyrd i de mange 
Calceolarier, Alstroemerier, Loaser og Tropæoler””), som 
herfra ere indvandrede i vore Haver. Dog Skoven op- 
giver kun nødtvungen sit Herredømme, og efterat man 


”) Ved et saadant Overfald 1822 blev denne Landsby afbrændt. 
"") Blandt disse den pragtfulde Tropæolum speciosum. 
16” 


232 


"dl 


har forladt dens egentlige Bælte, sniger den sig endnu 
langt op i. Kløfterne, ja den vedbliver at vise sig, rigtignok 
i Dværgskikkelse, næsten lige til Sneegrændsen. — Dette 
gjælder navnlig om Dværgbøgen (Fagus Pumilio), saa at 
denne Slægt behersker Landet lige fra Havfladen til Snee- 
linien. Dens Grene brede sig over Jorden. som et tæt 
Væv, gjennem hvilket man kun med Møjie baner sig Vei. 
Herimellem titte den violette Amaryllis, de brogede Al- 
stroemerier og vellugtende Orchideer”) frem. Naar man 
er naaet noget høiere op, er det navnlig en Hæf af 
kurvblomstrede Planter, som sætte os iForbauselse over 
deres i det Uendelige vexlende Former. Den første Plads 
indtage Senecionerne””) med sneehvide eller gråa Blade 
og gule Blomster; hertil slutte sig de blaåa Perezier, de 


mosagtige Nassauvier rødlige Lasiorhizer øg den lave 


ak). 
buskede Amellus med Biade som Rosmarin og Kurve som 
Aster. Dværgagtige Escallonier, tornede Colletier, Cassier 
med store Klaser af gule Blomster, Violer med et af- 
vigende Udseende og mange andre Planter, som vi her 
maae forbigaae, danne det brogede Tæppe, der ledsager os' 
til de høieste Toppe, hvor Condoren hersker og om- 


kredser den eensomme Vandrer, naar han kommer dens 


") De henhøre navnlig til Slægten Chloræa, som her optræder i 
talrige Arter med meget store Blade og smukke gule Blomster 
(C. speciosa, grandiflora o. fl. a.) 


++) Slægten Senecio tæller henved 800 Arter, udbredte over hele 
Jorden, og afgiver maaskee et bedre Beviis end nogen anden 
Planteslægt paa den Rigdom af Variationer, som Naturen er istand 
til at frembringe over det samme Thema. 


PEN) Denne' Afdeling af de Kurvblomstrede (Nassauviaceæ) tilhører ude- 
lukkende disse Regioner af Anderne, navnlig i Chili. Nogle Arter 
(Nassauvia nivalis, Perezia nivalis) gaae lige op til Sneelinien. 


233 


Rede for nær, med saadan Dristighed, at han undertiden 
føler Luften bevæget af dens Vingeslag.”) 
i Vi kunne ikke for- 
lade denne Deel af 
SØ Chili uden at omtale 
rd et mærkeligt Naale- 
=g træ, som vel ikke 
voxer i den nær- 
meste Omegn af An- 
tuco, men som ellers 
spiller en vigtig Rolle 


i det øverste Skov- 


bælte mellem 36?— 
469). DeterArau- 
carien  (Åraucaria 


imbricata), der dan- 


ner store Skove 
(»Pinares«) baade paa 
den vestlige og den 
østlige Skraaning af 
Cordilleren, især påa 


steile klippefulde Aa- 
se, hvorJorden ofte er 


saa nøgen, at man 


Hunplante af Araucaria imbricata. Til Høire et ungt Seer dens Rødder 
Exemplar af samme Træ, 


som Kæmpeslanger 
skyde sig hen langs 


”) Poeppigs Reise 1 Bd. p. 412. 

”) Da de høiere liggende Egne af Chili, hvor Araucarien voxer, 
endnu kun ere lidet kjendte, kan dens Udbredning ikke nøiagtig 
angives. I Beretningen om Louis de la Cruz's bekjendte Reise 
fra Antuso til Buenos Ayres (1806) omtales dens Forekomst paa 


234 


Overfladen. Bunden er ligesaa blottet for al anden 
Plantevæxt som i Fyrreskovene, og de gamle Træer 
have ogsaa, især nåar man seer dem i Frastand, megen 
Lighed i deres hele Form med Fyrretræer — den 
lige søileformige Stamme er i Trefjerdedele af sin Høide 
nøgen, .og Kronen er dannet af regelmæssige Krandse 
af horizontåle, i Enden lidt opadbøiede Grene —, men 
de yngre Træer frembyde, sete mærved, et meget 
eiendommeligt Udseende. Stammen er nemlig indtil en 
Alder af 40—50 Aar forsynet med Grene lige ned til 
Jorden, og disse ere alle saa regelmæssig stillede og saa 
eensformig og tæt beklædte med mørkegrønne tornspidse 
Blade, at man uagtet det Tidselagtige, som gjør sig 
gjældende, dog maa tilkjende disse Træer en ikke ringe 
Grad af Skjønhed”). Der viser sig her det høist mærke- 
lige Forhold, at Hunplanten er mere end dobbelt saa høi 
(1007—150') som Hanplanten (40'—-50'.  Koglerne ere 
kugleformede, af et Menneskehoveds Størrelse og hænge 
ned fra Enden af Grenene. Hver Kogle indeholder 2-——300 
Frø, der ligne Mandler i Form og Smag, men ere dobbelt 
saa store. Medens Naaletræerne i Almindelighed have to, 


den østlige Skraaning, og de derboende Pehuencher skulle endog 
have deres Navn af dette Træ, da Pehuen i deres Sprog betegner 
AÅraucarien. Dog er der næppe nogen Tvivl om, at den især til- 
hører Vestsiden, og at den her ikke gaaer længere mod Nord end 
omtrent til Antuco, hvor den indtager det øverste Skovbælte. 
Herfra stiger den mod Syd bestandig længere ned påaa Bjergene, 
og paa 46%, der synes at betegne Sydgrændsen for dens Ud- 
bredning, voxer den neppe mere end omtrent 1000 Fod over Hav- 
fladen. 


”) Araucariens Skjønhed betinges fornemmelig derved, at Bladene 
blive siddende næsten uforandrede i 20—30 Aar, saa at den 
Nøgenhed, hvormed Grenene hos de flesté Træer allerede optræde 
i det andet Aar, her først viser sig i en høiere Alder. 


235 


omsider affaldende Frø paa hvert Kogleskjæl, såa findes 
der hos Åraucarien kun eet Frø, som vedbliver at være 
sammenvoxet med Kogleskjællet. Disse Frø danne et 
meget vigtigt Næringsmiddel for Indianerne i denne Deel 
af Chili, navnlig for Pehuencherne påa Østsiden og Årau- 
canerne paa Vestsiden. De spises baade friske, kogte og 
stegte, og til Vinterbrug bliver der, efterat de ere kogte 
og tørrede, tilberedt et Slags Meel af dem. Poeppig be- 
regner, at 18 Træer ere tilstrækkelige til at give Indianeren 
al den vegetabilske Føde, han bruger i Aarets Løb, og 
han behøver kun at opsamle Frøene, nåar de modne 
Kogler henimod Enden af Marts falde af og sprede deres 
Indhold over Jorden.”) 

Vi tage nu Afsked med den nordlige Deel af de 
stedsegrønne Bøges Rige for at aflægge Øen Chiloe et 
Besøg og lande her påa Nordsiden ved Ancud eller som 
den tidligere kaldtes San Carlos”), en lille By med Træ- 


") Smaa Exemplarer af Araucarien ere vel bekjendte fra vore Haver, 
hvor den endog kan voxe i Friland, saa længe den kan dækkes 
om Vinteren. Den blev først opdaget 1780 af Francisco Dendari- 
arena, da den spanske Regjering havde overdraget ham at opsøge 
Træer, tjenlige til Skibstømmer til den spanske Flaade. Molina 
beskrev den i sin Hist. pol. og fisica de Chili under Navn af 
Pinus Araucaria, og Pavon gav den samme Aar det Navn, hvor- 
under den nu er almindelig kjendt. Menzies, der som Natur- 
forsker ledsagede Vancouver paa hans Verdensomseiling, saaede 
Frø, han erholdt i Valparaiso, ombord i Kasser, såa at han kunde 
bringe levende Planter til England. En af disse saae jeg 1857 i 
Haven ved Dropmoore, en anden i den botaniske Have i Kew, hvor 
de nu ere ret anseelige Træer og høre til disse Havers største 
Prydelser. 


xx 
æ 


) Ancud er Hovedstaden paa Øen og blev anlagt 1558, da Spanierne 
af Araucanerne bleve tvungne til at forlade de paa det ligeoverfor 
liggende Fastland af Don Pedro de Valdivia grundede Colonier. 
Øen Chiloe er omtrent 23 Mile lang og henved 10 Mile bred. 
Indbyggernes Antal anslaaes til 42000; de ere deels Indianere, 


236 


huse, som ligge amphitheatralsk opad en Skraaning. En 
Reise herfra igjennem Landet til Castro, omtrent midt 
paa Østsiden, vil give os en Forestilling om Plantevæxten, 
men den er forbunden med ikke ringe Vanskelighed ; thi 
en mørk, tæt og uigjennemtrængelig Urskov breder sig 
over Høi og Dal, hvorfor ogsaa Beboerne ofte foretrække 
at gaae en lang Omvei langs Kysten i deres Kanoer. Vel 
har man forsøgt at anlægge en Vei, som er belagt med 
Træstammer, men Jorden er i den Grad opløst af den 
bestandige Regn, at man kun ved en næsten utrolig Be- 
hændighed af de hertil vante Heste er istand til at ar- 
beide sig gjennem. Skoven har her en eiendommelig 
vild Charakteer ved mange udgaaede, som Skeletter frem- 
ragende Træstammer, og den faaer herved en ikke ringe 
Lighed med den nordamerikanske Urskov; dog kun i sit 
almindelige Udtryk; i de enkelte Planter derimod seer 
man snart en paafaldende Forskjel.  Veien er paa begge 
Sider omgiven af høie Træer, bedækkede med Blomster, 
som fylde Luften med Vellugt; men der er især et, som 
tiltrækker sig vor Opmærksomhed ved sine smukke røde 
Klaser, og ved en nærmere Betragtning studser- man ved 
at see, at ikke blot dette (»CGitrulillo«, Embotrium cocci- 
neum), men at ogsåa de andre Træer, som udgjøre den 
væsentligste Bestanddeel af Skoven, henhøre til en Familie 
(Proteaceæ), der har sit egentlige Hjem paa Ny Holland, 
obliqua) og »Avellano«, det forhen nævnte Nøddetræ med 
finnede Blade (Guevinia Avellana). Herimellem sees Myrter 
(Eugenia apiculata) og det chileniske Kaneeltræ (»Canelo«, 


saaledes foruden ovennævnte ogsaa »Rabral« (Lomatia 


deels en blandet Race og udmærke sig ved stor Godmodighed og 
Modtagelighed for Civilisation (King: Voyage etc. V. 1 p. 290). 


237 


Drimys Winteri), iøinefaldende ved sin hvidlige Stamme 
og bleggrønne Blade i Modsætning til de andre mørke- 
grønne Skovtræer”.  sUnderskoven er fornemmelig dannet 
af 6—8 Fod høie, træagtige Bregner (Alsophila pruinata) 
og af Buske med prægtige røde Blomster (Escallonia 
macrantha og Fuchsia coccinea), men paa nogle Steder 
bestaaer det tætte Krat alene af Metrosideros stipularis, 
den eneste Årt af denne i Ny Holland saa artrige Slægt, 
som voxer i Amerika”), eller af en Art Bambusrør, 
»Coliguen« (Cusquea Colea), der hæver sig til en Høide af 
20—30 Fod og ved sine tætte Masser især bidrager til at 
gjøre Skoven ufremkommelig. Her sees ogsaa den mærke- 
lige »Panke« (Gunnera scabra) med kæmpestore kreds- 
runde Blade, som udgaae fra en tyk Rodstok. Den 
minder om Øhabarberplanten, men Bladstilkene ere tor- 
nede og Bladpladen har ikke mindre end 24 Fod i Om- 
kreds”). — Kun hist og her er Skoven ryddet og smaa 


nm 


”) Dette Træ har en mærkelig stor Udbredning (fra Valparaiso til 
"… Ildlandet) og tiltrak sig allerede de første Søfarendes (Francis 
Drakes) Opmærksomhed, som besøgte denne Kyst; de meente i 
dets aromatiske Bark at have opdaget et kosteligt Kryderi. Barken 
blev allerede 1579 bragt til Europa af Dr. Winter, men har ikke 
funden Anvendelse uden som (navnlig antiscorbutisk) Lægemiddel. 


") Den henhører ligesom de ovennævnte Træer til de mærkelige 
Exempler paa denne Floras Slægtskab med den nyhollandske. 
Slægten Metrosideros tilhører nemlig en Afdeling af Myrterne 
(Leptospermeæ), som udelukkende har hjemme i Ny Holland, hvor 
den tæller ikke mindre end 450 Arter; den sender ligesom til 
Amerika ogsaa en enkelt Repræsentant til Capstaten og en til 
China. 


”"”) Bladstilkene indeholde en syrlig Saft, som Chileneren holder 
meget af at udsuge. De bringes derfor tiltorvs i Chili ligesom 
Sukkerrøret i de tropiske Lande. — Gunneraen hører til en egen 
lille Familie (Gunneraceæ), som fortrinsviis har hjemme paa 
Sydhavsøerne. Fra Chili stiger denne Slægt, naar man gaaer 


238 


Hytter ligge omgivne af Haver, hvor Æble-, Pære- og 
Ferskentræer voxe i stor Yppighed, og af Marker med 
Kartofler, sjeldnere med Hvede og andre Kornsorter. 
Naar man nærmer sig Landsbyen Castro, bliver Landet 
ganske fladt og er her i en stor Udstrækning langs med 
Kysten aldeles opdyrket. Det er ogsaa det eneste Sted 
paa Øen, hvor Befolkningen ikke er meget spredt — her 
frembyder sig ogsåa noget gunstigere klimatiske Betin- 
gelser, da den vestlige Bjergkjæde her hæver sig til sin 
største Højde (3000') og saaledes er bedre skikket til. at 
holde Regnen borte fra Østsiden — ; Sydsiden derimod 
og navnlig Vestsiden ere næsten ganske ubeboede. Men 
her er ogsåa Skoven ligesåaa opfyldt med døde og hen- 
smuldrende Træstammer som i Brasiliens Urskove. » Vore 
Fødder siger Darwin«, idet han beskriver en Excursion 
ved St. Pedro paa Sydsiden af Øen, »vare ofte i ti Mi- 
nutter ikke i Berøring med Jorden, og vi vare ofte 10—15 
Fod over denne, saa at Matroserne spøgende foresloge at 
kaste Loddet ud for at maale Dybden. Påa andre Steder 
maatte vi den Ene efter den Anden krybe paa vore Hænder 
og Knæ under råadnende Stammer og Bambusrørenes Væv, 
saa at vi her befandt os ligesom Fisk, der slaae om sig 
i et Næt for at undgaae Døden«”). Højere oppe paa Bjer- 
gene forandrer Skoven sin Charakteer, og fra en Høide 
af 1000 Fod bestaaer den især af lave forkrøblede Bøge 
(Fagus antarctica). 

Naar man fra Chiloe vil besøge Fastlandet, kan det 


skee ved en hurtig og meget behagelig Seilads over 


mod Nord, op paa Bjergene. Costa Rica, hvor jeg fandt en ved 
sin mandshøie Blomsterstand meget udmærket Art (G. insignis 
Ørd.), danner dens Nordgrændse. 

") Darwins Reise 2 Bd. p. 34. 


239 


Bugten, der ligner en stor Indsø og er opfyldt med 
mange smaa Øer. Talrige Fugle udbrede Liv paa Vandet 
— Skarer af Kormoraner (Graculus Gaimardi og brasili- 
anus), Sværme af Pengviner og enkelte Maager, som speide 
efter Bytte og piilsnart styrte sig i Bølgerne — og Kysten 
er meget malerisk. Urskoven breder sit mørkegrønne 
Dække over hele Landet lige til Havet, og i Baggrunden 
sees de høie sneeklædte Vulkantoppe. Vi lande ved en 
lille By, Puerto Mont, som først er anlagt 1853 og har 
600 Indbyggere, blandt hvilke omtrent Halvdelen er 
Tydskere”)..  Disses Hovederhverv bestaaer i Handel 
med Planker af Alercetræet, som her har det egentlige 
Centrum for sin Udbredning og danner store Skove, 
navnlig mellem Puerto Mont og Søen Llanquihue. Skoven 
her overgaaer langt i Yppighed og Skjønhed den, vi 
have lært at kjende påa Øen Chiloe, og har et meget 
mere tropisk Præg. Foruden de ovennævnte Protea- 
ceetræer og Caneloen er det især Bøge”), Laurbær- 


”) Mange Tydskere ere i de senere Aar udvandrede til Chili, men 
især til Provindsen Valdivia, navnlig efter at Oberst Philippi (der 
1852 som Guvernør i Magalhaenstrædet blev myrdet af Patago- 
nierne) af den chileniske Regjering i 1848 var sendt til Tydskland 
for at virke til at give Udvandringsstrømmen denne Retning. Fra 
1850 til 1857 udgjorde det hele Antal af Udvandrere 2754, som 
deels ere spredte over hele Valdivia, deels have et eget, fra Pro- 
vindsen i administrativ Henseende sondret Territorium, som ind- 
befatter hele Landet rundt om Søen Llanquihue. Man havde 
nærmest beregnet, at Kolonisterne skulde finde Erhverv ved Ager- 
brug, men det er hidtil — vistnok fornemmelig påa Grund af 
de store klimatiske Vanskeligheder — åldeles mislykket, og kun 
Haandværkerne ere. blevne tilfredse med deres Stilling i det nye 
Land (Petermann: Mittheil. 1860 p. 125). 

Fagus Dombeyi, et gigantisk Træ med en stor Krone, dannet af 
horizontale Grene, og smaa myrteagtige Blade. Den har fortrinligt 
Ved, og af Stammen udhules Kanoer saa store, at de kunne 


ss 


mør 


240 


Ålercen og andre Naaletræer””), til- 


deels af de paa Sydhavsøerne hjemmehørende Slægter, 


træer”), Myrter””), 
som danne den væsentligste Bestanddeel af Skoven, men 
hertil komme endnu en Mængde andre Træer af for- 
skjellige Familier og navnlig af saadanne som i de nord- 
lige Lande kun kjendes som urteagtige Planter) eller 
der ganske manglet). Til denne Formrigdom i Høi- 
skoven kommer en tilsvarende Mangfoldighed blandt de 
Buske, som danne den tætte Underskov, og det er navnlig 
disse, der oversaaede med pragtfulde Blomster i For- 
bindelse med Slyngplanternes Guirlander og de fra alle 
3srene nedhængende, altid vexlende, parasitiske og. halv- 
pårasitiske Planter, bidrage til den Yppighed og Skjøn- 
hed, som i såa høi en Grad udmærke Valdivias Skove. 
Desfontainea ilicifolia, en $' høj Busk med Blade 
som- Christtornen, men med lange røde Blomster, Ber- 
berisser7+ 7), »Aroma de Castillo« (Azara lanceo- 
lata), hvis talløse gule Blomster opfylde Luften med Vel- 
lugt, Myrtus Uni med røde velsmagende Bær, »Espino 
blanco«  (Citharoxylon cyanocarpum) med myrteagtige 


rumme 6—7 Personer. Ogsaa F. obliqua og F. antarctica 

voxe her. 

”) Laurelia serrata (»Vauvan«) og Persea Lingve (»Lingue«), der 
begge levere Gavntømmer. 
Myrtus Luma (»Luma«) med overordentlig haardt Ved. 

") Saxegothea conspicua, Podocarpus chilena og navnlig Libocedrus 
tetragona, der har megen Lighed med Livstræet, men af Chile- 
nerne kaldes Cypres. 

t) Saaledes Flotowia diacanthoides, et 30' højt Træ af de Kurv- 
blomstredes, Weinmannia trichosperma og Cåldcluvia paniculata 
af Steenbræk-, og Aegotoxicum punctatum (»Olivillo«), et anseligt 
Træ med eenfrøede Steenfrugter af Vortemælk-Familien. 

tt) Saaledes Eucryphia cordifolia, Chilenerens Elm, 100' høi og med 
store sneehvide Blomster, henhørende til Theefamilien (Theaceæ). 

ttt) Berberis Darwinii og buxifolia med spiselige blaa Bær. 


EN) 


241 


Blade og tætte Klaser af violette Blomster, Philesia 
buxifolia med .rosenrøde lilieagtige Blomster og mange 
andre, som vi her maae forbigaae, ere de Buske, der 
overalt træde os imøde påa vor Vandring, naar vi ikke 
standses af Bambusrørenes”) uigjennemtrængelige Masse. 
Blandt de talrige Slyngplanter fortjene især at udhæves 
Luzuriaga scandens, »lige yndig, naar den om For- 
aaret udfolder sine hvide Stjerneblomster, som naar den 
om Efteraaret pranger med sine blodrøde Bær«, frem- 
deles de sneebollelignende Cornidier (Cornidia integer- 
rima og serrata), hvis armtykke Stængler i Begyndelsen 
klamre sig tæt til Træstammerne ligesom Vedbendens, 
men omsider løsne sig fra disse og derpaa fra en Høide 
af 30—40 Fod hænge frit svævende i Luften; men Sko- 
vens største Prydelse er »Copiguen« (Lapageria rosea), 
der overalt viser sine røde lilieagtige Klokker”) og ved 
sine seige traadformige Stængler ofte gjør det vanskeligt 
at trænge frem mellem Træerne. Med ikke mindre Til- 
fredsstillelse dvæler Øiet ved den lille Planteverden, som 
har opslåaet sin Bolig paa Træernes Grene; talrige 
Bregner og især de gjennemsigtige Hymenophyller og 
de formrige Halvmosser, der give ligesom et Miniatur- 
billede af de fuldkomnere Blomsterplanter, danne et tæt 


”) Chusquea Quila, C. valdiviensis og C. tenuiflora. Arter af denne 
Græsslægt ere udbredte i Chili fra Havfladen næsten til Snee- 
grændsen. De større spille næsten samme Rolle som Bambu- 
serne i Asien, og det er navnlig dem, som forsyne Åraucanerne 
og Pampasindianerne med deres lange og stærke Landseskafter; 
men paa de fra Urskoven indvundne Marker gjøre de stor Skade 
som et uudryddeligt Ukrud. 

Baade denne og Luzuriaga høre til Lilieconvallernes Familie. 
Foruden ovennævnte Slyngplanter kunne endnu mærkes: Cissus 
striata, Aralia valdiviensis, Lardizabala trifoliata, Ericilla volubilis 
og Echites chilensis. 3 


+ 
- 
nam 


242 


lysegrønt Tæppe, og herimellem sees de pragtfulde Ges- 
neraceer og den lille Peperomia (P. australis), den 
eneste Art af Peberplanternes Familie, som voxer saa 
langt udenfor Vendekredsen”;. — Saaledes er i sine al- 
mindelige Træk den Skov, som bedækker den største 
Deel af de stedsegrønne Bøges Rige; men der er et af 
de ovenfor nævnte Træer, som fortjener åt tages noget 
nærmere i Betragtning, da det yder Valdivias Beboere 
deres vigtigste Erhverv og forsyner hele den træløse nord- 
chileniske og peruanske Kyst med et fortrinligt Gavn- 
tømmer. Det er Alercen (Fitzroya patagonica), et gigan- 
tisk Naaletræ, i Kronens pyramidale Form mest ligt en 
Cypres; men Stammen har undertiden 50 Fod i Omkreds 
og er såa høj (90—100'), at den forholdsviis lille 
Krone rager langt op over de andre Skovtræer. Barken, 
der er glåt og derfor i Almindelighed er ganske blottet 
for parasitiske Væxter, har en stor Seighed og benyttes 
til Tougværk; det rødlige Ved er meget varigt og splin- 
tres let.  Alercen har Nerdgrændsen for sin Udbredning 
ved Valdivia, altsaa omtrent paa 40, er derfra udbredt 
gjennem hele den store Slette, som i Valdivia ligger 
mellem Cordilleren og Kystkjæden; men da den kun 
voxer i sumpig Bund, forekommer den især i stor 
Mængde omkring Søen Llanquihue eller i hele det tydske 
Colonisationsdistrict. Herfra tager den atter gradviis at 


”) Af de her voxende Bregner udhæves: Asplenium magellanicum, 
Å. trapezeideum, Grammitis repanda, Hymenophyllum pectinatum. 
Gesneraceerne, som ellers tilhøre den tropiske Zone, sende her 4 
Repræsentanter langt udenfor deres egentlige Hjem; blandt disse 
ere især Mitraria coccinea og Sarmienta repens, begge udmærkede 
ved pragtfulde røde Blomster, almindelige. De høre ligesom den 
ovennævnte Peberart til de mange Exempler påa denne Floras 
tropiske Charakteer. 


243 


" imod Syd, men voxer dog endnu — rigtignok kun i smaa 
forkrøblede Exemplarer — i Skovene omkring Magal- 
haensstrædet. Tidligere udførtes alt Alercetømmer fra 
Ancud paa Chiloe, hvilket gav Anledning til den urigtige 
Forestilling, at Alercen især voxede påa denne Ø, men 
nu er Puerto Mont Hovedudførselstedet, og Handelen 
hermed er navnlig i de tydske Colonisters Hænder. Fæld- 
ningen udføres af Chiloter, som om Sommeren eller i 
den mindst regnfulde Tid — 1000 eller 1200 i Tal — forlade 
deres Ø for at opslaååae deres midlertidige Boliger i Alerce- 
skovene. Øxen er det eneste Redskåb, som benyttes til 
at kløve Stammerne i Bræder, 7' lange, 8” brede og 2" 
tykke. Af et Træ kan, man undertiden faa 2000 saadanne 
Bræder. »Det gjør et eget Indtryk«, siger Philippi”), 
»naåaar man møder Hundreder af Mænd, Qvinder og Børn, 
som alle slæbe Alercebræder. Mændene bære 40, Qvin- 
derne 25—30. Disse Bræder, hvis- Bearbeidelse næsten 
udgjøre Chilotens eneste Industri, ere paa det Nøieste 
sammenknyttede med hans hele Liv. Spørger man en 
Dreng, hvor gammel han er,.faaer man til Svar: »Jeg 
er en 6, 10 eller 15: Bræders-Dreng«, oa: han er gammel 
nok til at bære 6—10—15 Bræder. Afstanden mellem 
to Steder angives ikke i Miil, men i Descansos eller 
Hvilepunkter. Naar et Sted siges at være 6 Descansos 
borte, mener man hermed, at naar man bærer Bræder, 
maa man 6 Gange hvile og lægge Dragten paa den anden 
Skulder. Bræderne ere fremdeles den gængse Mønt; 
en Snaps koster to Bræder, et Lommetørklæde 3—4, et 
Pund Sukker 8 0. s: v.4« Y) 


”) Petermann Mittheil. 1860 p. 134. 
”) Alercen blev opdaget af Fitzroy, paa hans bekjendte Undersøgelses- 
reise (1831—36), men først 1851 blev den indført i Haverne ved 


244 


Hele den store Slette, som fra Bugten ved Ancud. til 
€oncepcion breder sig ud mellem. Cordilleren og Kyst- 
kjæden, danner et stort næsten uafbrudt Skovgebeet”), 
der endnu kun er meget tyndt befolket, navnlig den mel- 
lem Valdivia og Goncepcion- liggende Deel, som udeluk- 
kende er i de uafhængige Araucanindianeres Besiddelse; 
men nåaåar man seer hen til de talrige Udvandringer, som 
i de senere Aar have fundet Sted til denne Deel af Chili, 
er der neppe nogen Tvivl om, at der ikke vil hengaae 
mange Aar, inden driftige Smaabyer ville indtage den fat- 
tige Hyttes Plads og Urskoven vige for Kornmarker;. thi 
ihvorvel Klimaet lader en Deel tilbage åt ønske, saa hører 
dette Land dog i andre Henseender til de af Naturen 
meget begunstigede Egne, og dette gjælder navnlig med 
Hensyn til Vandkominunicationen, da de overalt gjennem- 
strømmende Floder ere seilbare lige til Cordillerens Fod 
og omgivne af Skove,. opfyldte med de nyttigste Gavntræer. 

- Naar man fra Chiloe fortsætter Reisen mod Syd, maa 
man ikke vente en saa behagelig Seilads som paa An- 
cudbugtens rolige Vande; men man. maa være belavet 
påa voldsomme Storme og pidskende Regnskyl. Her have 


Lobb.  Alercebræder havde vel længe været kjendte i Handelen, 
men man antog indtil den allerseneste Tid, at de hidrørte fra et 
andet chilenisk Naaletræ, med hvilket den har megen Lighed, 
nemlig den ovenfor omtalte Cypres (Libocedrus tetragona). A. hører 
til Cypresgruppen, er nærbeslægtet med Enen og har ligesom 
denne krandsstillede Blade. 

”) Dog er der en Slette af en ikke ganske ringe Udstrækning, der 
fra Flækken Osorno løber langs med Cordillerens Fod mod Nord, 
har en sandet Bund og er bedækket med en hedeagtig Plante- 
væxt, især bestaaende af Colletia crenata, Berberis valdiviana, 
Imperata aårundinacea og Pernettya angustifolia, hvilken - sidste 
især minder om vor almindelige Lyng. 


245 


Stormfuglene”) deres rette Hjem, og man seer dem under- 
tiden i saadanne talløse Masser, at Havfladen er ganske 
sort. Hvad enten man lander paa Fastlandet eller paa en 
af de mange større eller mindre Øer, henhørende til 
Chonosgruppen, vise Bjergene samme vilde og sønder- 
splittede Charakteer; Kysten er lige til Havfladen dækket 
med den mørke, tætte Skov, endog der, hvor dén sænker 
sig saa brat, at man kun ved at klamre sig fast til 
Træerne kan bestige de nærmeste Kystskrænter. Bøgene 
have her fortrængt de fleste andre Træer, og de store 
træagtige Græsser vise sig ikke mere; derimod ere Breg- 
nernes, Mossernes og Halvmossernes store Skarer endnu 
blevne betydelig forøgede, saa at de danne et meget 
fremragende Træk i disse af Regnen altid dryppende 
Skove. Her viser sig desuden i en anden Henseende en 
væsentlig Forandring; Tørvemoser begynde nemlig her 
paa enkelte Steder at afbryde Skoven og tiltage nu, jo længere 
man gaaer mod Syd, saa at de paa Ildlandet indtage be- 
tydelige Strækninger. Tørvedannelsen kan som bekjendt 
ikke finde Sted i de varme Lande; de klimatiske Betin- 
gelser, som begunstige denne eiendommelige Opløsnings- 
proces, begynde saaledes i Sydamerika paa 43—44" s.Br., 
men det er ganske andre Planter, som her voxe paa 
Moserne og danne Tørven, end dem, vi kjende fra vore 
nordiske Moser. Der er navnlig to Planter, som her 
spille den vigtigste Rolle, nemlig ÅAstelia pumila og Do- 


+) Puffinus cinereus, en Fugl med en meget stor Udbredning, da 
”…… den ikke alene forekommer her fra Cap Horn til Peru, men og- 
saa ved Europa, men neppe noget andet Sted paa Jorden i saa- 
dan Mængde som ved Chiloe Her sees ogsaa meget hyppig en 
anden meget større Stormfugl (Procellaria gigantea). 


17 


246 


natia magellanica; hertil kommer desuden en lille Myrte 
(Myrtus  nummularia), der minder om vor almindelige 
Tranebær (Oxycoccos pålustris), en Art Krækling (Empetrum 
rubrum) og en Art Siv (Rostkovia grandiflora)"); men det 
er dog fornemmelig den ovennævnte Astelia, der danner 
den største Deel af Tørven, og medens den stadig for- 
oven frembringer nye Blade, kan- man nedad forfølge disse 
i alle mulige Opløsningsgrader, indtil de gaae over i den 
egentlige Tørvemasse. Kartoffelplanten træffes her påa 
mange Steder (navnlig paa Chonos-Øerne) i Nærheden af 
Kysten og under saadanne Forhold, at der ikke kan være 
nogen Tvivl om, at den er vildtvoxende, saa at denne 
vigtige Kulturplante maa antages at have sit egentlige 
Hjem her. — I disse øde mennesketomme Egne afbrydes 
Skovens Stilhed kun ved forunderlige, vexlende Toner 
(»Chiduco«, »Huitreu« 0. dsl.), der lyde fra de mørkeste 
og tætteste Steder som et fremmed Tungemaal, eller man 
troer at høre en Hunds Gjøen, indtil man efter lang 
Søgen til sin Forundring opdager, at disse skjulte Beboere 
ere to småa, mærkelige Fugle.”) Det er kun meget faa 
Steder, at her findes en spredt Befolkning af Indianere, 
som vel i det Hele ere nærbeslægtede med Ildlænderne, 
men dog ere mere velskabte og staae paa et ikke lidet 
højere Civilisationstrin. De have bedre Boliger, men 
navnlig udmærke de sig ved en ikke ringe Sømandsdyg- 
tighed og foretage i deres store Kanoer Farter langs med 


”) Astelia hører til en egen lille Familie, som kun adskiller sig fra 
Sivene ved at Frugten er et Bær; Donatia er en anomal Slægt. 
blandt Saxifragerne.  Empetrum rubrum adskiller sig neppe fra 
den i hele Norden saa almindelige Krækling uden ved at Bærrene 
ere røde. 

”") Pteroptochos rubecula og Hylactes Tarnii. 


247 


hele Kystén, fra Magalhaensstrædet til 47; ja, de kjende 
alle Havne og Skjær saa nøie og ere saa kyndige i at 
forudsee Veirforandringer, at King og Fitzroy ofte med 
megen Nytte kunde betjene sig af dem som Lodser. De 
leve i hele den nævnte Kyststrækning i fredelig Forstaaelse 
med hverandre og tale samme Sprog.”) 

Jo længere man reiser mod Syd og jo mere man 
nærmer sig Magalhaensstrædet, desto mere tiltage Mang- 
foldigheden og Mængden af de forskjellige Slags Hav- 
dyr, som leve ved Kysterne eller <opfylde Havet. I 
Nærheden af de mange smaa Øer sees ofte Bæverrot- 
ten”) (Myopotamus Coypus) og Odderen, og paa an- 
dre Steder ligge umaadelige Skarer af Sæler indsølede 
i Dynd og udbredende en afskyelig Stank. Hvaler svømme 
undertiden kun i et Steenkasts Afstand fra den skovklædte 
Kyst og udsende deres Dampstøtter, alle Bugter og Fjorde 
vrimle af Ænder, Gæs, Svaner, Skarver”””) og andre Svømme- 
fugle, og naar Havet ved Ebbetid viger tilbage, er Bunden 
som oversaaet med Bløddyr+), Krebsdyr, Søstjerner, 
Søæg og Polyper. Denne store Rigdom i det dyriske Liv 
er betinget af en mærkværdig Yppighed i Havets Plante- 
væxt. Her voxe nemlig i utrolig Mængde Tangarter, som 
snart i Tykkelse og snart i Længde overgaae dem i de 
fleste andre Have ligesaa meget som Tropezonens Urskove 


”) Fitzroy: Voyage etc. p. 175. 

””) Her færdes den altid i det salte Vand, men i Platastaterne, hvor 

den er almindelig udbredt, lever den i Floderne. Den har en 

fiin Pels, som udgjør en Handelsartikel. 

Anas nigricollis, A. Rafflesii, Anser inornatus, Cygnus anatoides, 

Phalacocorax imperialis. 

t) Især forekommer Mactra edulis i stor Mængde og udgjør et vig- 
tigt Næringsmiddel blandt Ildlænderne. 


ea) 


rs 


248 


den nordiske Skovvæxt. I disse undersøiske fTangskove 
udmærker Pæretangen (Macrocystis pyrifera) sig ved 


Tangskove i Magalhaensstrædet. Til Højre Macrocystis pyrifera, uåbredende sit 
Løv i Overfladen af Vandet. De høie, oprette Tangtræer, som ved deres hængende 
Løv have nogen Lighed med Taarepilen, ere Lessonia fuscescens ; den lavere busk» 
formige Tang midt paa Tegningen er Lessoma ovata. Noget længere tilbage til 
Venstre voxer Durvillæa Harveyi, der næsten mangler Stamme. 1 Baggrunden sees 
det sneeklædte Sarmiento, udsendende Gletschere til Havet. 


sin overordentlige Længde. Den er ved sin Rod fæstet 
til Klipper og Stene i en Dybde af 50—100 Fod; herfra 
hæver den tynde, cylindriske Stamme”) sig lodret iveiref 


KU 


+) Stammen bliver sjelden 1 Tomme tyk. Tangarternes Rod, Stæn- 
gel og Blade ere kun forskjellige Dele af Løvet og ikke som 
hos de højere Planter forskjellige Organer. Hos Pæretangen viser 
sig det højst mærkelige Forhold, at Fructificationsorganerne ikke. 
findes uden påa de unge Blade, der kun sidde faa Tommer fra 
Roden. 


249 


og udsender, naar den nærmer sig Overfladen, til begge 
Sider store ved Grunden blæreformig udvidede Blade. 
Denne bladbærende Deel holdes svømmende i Vandspeilet 
ved de pæreformige, luftfyldte Blærer, og den hele Plante 
opnaaer den umaadelige Længde af 300, ja indtil 500 Fod, 
saa at den i denne Henseende endog betydelig overgaaer 
det californiske Kæmpetræ.  Pæretangen voxer baade i 
Fjordenes rolige Vande og paa Steder, hvor den er udsat 
for de voldsomste Brændinger; men den bidrager ikke 
lidet til at gjøre Seiladsen langs Sydamerikas Kyst min- 
dre farlig, hvor den overklæder de skjulte Skjær og saa- 
ledes allerede i lang Afstand angiver disses Nærværelse i 
Dybet, og mange Skibe ere blevne frelste fra Undergang 
ved disse naturlige Lodsmærker. Ogsaa i det aabne Hav 
træffes den mange Steder svømmende paa Overfladen i 
store Masser ligesom Sargassotangen i Atlanterhavet. 
Lessonierne udmærke sig ved en paafaldende Lighed 
med visse Træformer. De have nemlig 5—10 Fod høie, 
armtykke, i Enden gaffelformig deelte Stammer”), og fra 
Enden af Grenene hænge de 1—3 Fod lange liniedannede 
Blade ned. Durvillæerne ligne de nordlige Haves Lami- 
narier, men en enkelt Plante er med sit 10 Fod långe 
Løv undertiden saa tung, at en Mand neppe kan løfte 
den. ”) … Det frembyder et i højeste Grad underholdende 
Skue fra en Baad i roligt Veir at betragte disse under- 
søjiske Tangskove med deres uendelige Vrimmel af Dyr, 


+) Stammen bliver ved Indtørring ligesaa haard som Horn og kan 
benyttes paa samme Maade som denne Substants. 

”) Navnlig Durvillæa utilis, hvis Løv benyttes af Beboerne ved Chilis 
Kyst som Næringsmiddel. Durvillæa voxer fra den 65? s. Br. til 
Valparaisos Bredegrad (33?) og paa Østsiden af Amerika til 65?. 
Macrocystis har en langt større Udbredning. Den forekommer 


250 


hvorved de danne en paafaldende Modsætning til de 
dyretomme Skove paa Landet. Løvet er overklædt med 
mindre paårasitiske Alger, med smukke sammensatte Åsci- 
dier, Coralliner, Mosdyr; Chitoner, Pateller og mange 
andre Bløddyr; Fisk, Krebsdyr og Blæksprutter svømme 
omkring mellem Stænglerne, og påa Bunden sees den 
mylrende Skare af Søæg, Søstjerner, Krabber, Nereider 
og herimellem de blomsterlignende Actinier og Holothu- 
rier. Man kan derfor ikke tage i Betænkning at give 
Dårwin Ret, naar han mener, at disse Tangskoves Under- 
gang vilde foraarsage en større Omvæltning i Havets Dyre- 
liv, end der vilde afstedkommes blandt Urskovens Dyr, 
hvis denne gik tilgrunde. De lavere Havdyr leve nemlig 
af Tangen og tjene atter som Næring for de højere og 
navnlig for Fiskene, og (disse efterstræbes tilsidst af 
Svømmefuglene, Odderen, Sælerne og Delphinerne. 

De fire Evangelister — saaledes kaldes fire næsten 
eensdannede Klippeøer — betegne det vestlige Indløb til 
Magalhaensstrædet, og snart sees Cap Victory i Nord og 
Cap Pillar i Syd. Begunstiget af den fremherskende vest- 
lige Vind føres Skibet hurtig ind i den Deel af Strædet, 
hvor det kun har et Par Miles Brede, men ofte er saa 
dybt, at man ikke træffer Bund paa 1500 Fod. De af 
evige Storme og af Snee og Regnbyger forpidskede Bjerge 
nære kun et lavt Krat af forkrøblede Buske, hvor Bøgen 
sjelden hæver sig til en Højde af 2—3 Fod, og de mange 
mørke Skildringer af Klimaet og Naturen i Maågalhaens- 


nemlig hele Sydpolen rundt og gaaer herfra ved Amerika op til 
440 paa Østsiden (undertiden til Platafloden (35?), og til Kysterne 
af det sydlige Africa, Ny Holland og Ny Zeeland; ja den optræder 
endog ved Kysterne af Ny Kalifornien, de aleutiske Øer og Kam- 
tschatka og gaaer herfra ned til det nordlige China. 


251 


strædet passe ganske til næsten hele den vestlige Deel, 
lige til Cap Froward; men såasnart man er kommen påa 
Østsiden af dette Forbjerg, hvor Kysterne atter vige ud 
fra hinanden, og hvor de vestlige Storme have mistet 
deres kuende Virkning, såa antager Naturen pludselig en 
ganske anden Chårakteer. Kysten mellem Cap Froward 
og Cap Negro frembyder et smukt Landskab. Landet 
hæver sig terrasseformigt og er i Baggrunden begrændset 
af en 1000” høi Bjergkjæde, overklædt med en yppig tæt 
Skov, der paa nogle Steder naaer lige ned til Kysten, saa 
at Havvandet beskyller Bøgenes Rødder, men påa andre 
Steder viger tilbage og giver Plads for græsklædte Sletter. 
Imod Syd sees Sarmiento hævende sig kegleformig iveiret 
til en Højde af 7000 Fod; de umaadelige, aldrig smel- 
tende Sneemasser udsende Gletschere, der som stivnede 
Vandfald naae ned til Havet, og Gletschernes berylblaa 
Ismasser danne en paafaldende Modsætning til det mørke- 
grønne Skovdække, der bræmmer Bjergets Fod. Her sees 
hist og her tæt ved Strandbredden Ildlændernes Hytter, mere 
lig Høstakke end Boliger for menneskelige Væsner, og 
snart vise de hæslige nøgne Beboere sig med flagrende 
Haar og udtrykke ved vilde Gebærder og afskyelige gjen- 
nemtrængende Skrig deres Forundring og Nysgjerrighed. 
Ofte sees de milevidt følge Skibet langs med Strandbred- 
den, og Baal antændes”) til alle Sider for vidt og bredt 
at udbrede Efterretningen om de Fremmedes Ankomst. 
»Skoven er her saa tæt, at man bestandig maa benytte 
Compasset for at finde Vei; ide dybe Dale overgaaer 
Landskabets dødlignende Øde al Beskrivelse. De ere lige- 
som barricaderede af hensmuldrende, omstyrtede Træ- 


") Heraf Landets Navn. Darwins Reise p. 232. 


252 


stammer, saa at det næsten er umuligt at bane sig Vei. 
Ofte, naar man troer åt gaae paa en fast Stamme, synker 
man i Trøske op til Knæene, eller man troer at kunne 
læne sig til et Træ, og man finder til sin Forundring en 
opløst Masse, som styrter omkuld ved den mindste Be- 
røring. Alt er her såa mørkt, saa koldt og saa vaadt, at 
ikke engang Svampe, Mosser eller Bregner kunne trives. 
Omsider begynde Træerne at blive lave og forkrøblede, 
og man naaer endelig op til den nøgne Bjergryg, der 
fører til Toppen (af Mount Tarn, 2600”). Her have vi en 
for Ildlandet charakteristisk Udsigt: uregelmæssige Bjerg- 
kjæder, hist og her bedækkede med Snee, dybe, gul- 
grønne Dale og Arme af Havet, som gjennemskjære Lan- 
det i mange Retninger; Vinden er her bidende kold, og 
vi tøve ikke længe med at begynde vor Nedstigen, der 
ikke er fuld saa besværlig. « 

Dog Skoven er ikke overalt såa mørk og trist, som 
denne Vandring lader formode. Vi ville betragte dens 
Sammensætning lidt nærmere, saaledes som den viser sig 
i Omegnen af Port Famine.  Høiskoven bestaaer her 
næsten udelukkende af den birkebladede Bøg (Fagus 
betuloides), et anseligt Træ, hvis Stamme undertiden 
har 20 Fod i Omfang, med smaa, ovale, stedsegrønne 
Blade, der have saa megen Lighed med dem hos visse 
alpine Birkearter, at dette Træ blev anseet for en Birk, 
saalænge Frugten var ukjendt. ”) Mindre almindelige ere 
den matbladede »Canelo«, som dog her voxer fuldkommen 
saa yppigt som paa Chiloe, og den antarctiske Bøg 
med aflaldende Blade.””)  Underskoven udfolder her næsten 


") Forster beskrev denne Bøg under Navn af Betula antarctica. 
”) Denne Bøg er mere fremherskende i den østlige Deel af Ild- 


253 


samme Skjønhed og frodige Væxt og bestaaer tildeels af 
de samme Arter som i Valdivia. Berberisser — navn- 


Deu birkebladede Bøg; a en Green med Frugter; b en Green med 
Hanblomster. 


lig den christtornbladede, maaskee den smukkeste Art af 
denne Slægt, udmærket ved sine mørkegrønne glindsende 
Blade og store guldgule Blomster — den blodrøde 
Fuchsie, den magalhaenske Ribsbusk, den træ- 
agtige Veronica med en Stamme, der har 6—7 Tom- 


landets Skovgebeet, som danner Overgangen til de ganske skov- 
løse Sletter, der indtage den østlige Halvdeel af Ildlandet (King 
Charles South Land). Da den har affaldende Blade, faaer Land- 
skabet der om Vinteren en anden Charakteer end i den midterste 
Deel af Øen. 


254 


mer i Gjennemsnit, den tornede Desfontainea, en 
Escallonia og flere Lyngbuske — alle yndede Zir- 
planter i vore Haver — have her deres Hjem.”) Allerede 
naar man seiler langs med Kysten, er det påafaldende, 
at der i den mørkegrønne Skov næsten overalt sees en 
Mængde lysebrune Pletter. Disse hidrøre fra flere Arter 
af en høist mærkelig Slægt (Myzodendron) af Fuglelims- 
planternes Familie, der som Parasiter have fæstet Bo paa 
Bøgene. Nogle af dem ere bladløse, andre forsynede 
med Blade, næsten kun i Farven forskjellige fra dem af 
Bøgen, hvorpaa den voxer; men alle udmærke de sig ved 
en høist ejendommelig Bygning af Frugten. Denne er 
en lille trekantet Nød; i hver af Kanterne er der en 


En Frugt af Myzodendron brachystachyum, lidt forstørret. Kimroden har gjennem- 
brudt Frøgjemmet og hæftet sig ved sin Sugeskive til en Bøgegreen, søm omslynges 
af Slimtraadene, 


Spalte, og af denne Spalte voxer der, naar Frøet er mo- 
dent, meget hurtig en fjerformig slimet Børste frem. 


+) Foruden ovennævnte: Berberis ilicifolia, Fuchsia coccinea, Ribes 


255 


Disse Børster tjene til Fasthæftning af Frugten til Bøge- 
træernes Grene, og naar Kimroden er trængt frem og har 
dannet sin Sugeskive, og naar Frugten omslynger Grenen 
med sine slimede Arme, har den mere Lighed med et 
lille Dyr end med en spirende Plante og minder især om 
Slangestjernerne eller Ophiurerne.”) Påa Bøgene træffes 
ogsaa i stor Mængde en kugleformig, lysegul, morchel- 
agtig Svamp (Cyttaria Darwinii), der udgjør et af Ildlæn- 
dernes Hovednæringsmidler. Blandt de urteagtige Planter 
er der navnlig en, som fortjener at omtales, fordi den 
afgiver Exempel paa et Forhold som — dog vistnok uden 
Grund — er bleven anseet for meget afvigende i plante- 
geographisk Henseende. ”Det er den vilde Selleri (Apium 
graveolens), en i Europa hjemmehørende Plante, som 
forekommer såa almindelig langs med Kysterne i Magal- 
haensstrædet, at man fristes til at troe, at den ogsaa er 
oprindelig her. Den er dog forskjellig fra den europæiske 
Plante ved en mere nedliggende Væxt; og den mangler 
desuden dennes skarpe Smag og eiendommelige Lugt"), 


magalhanicum, Veronica elliptica, Desfoniainea spinosa, Escallonia 
serrata, Pernettya mucronata, Gaultheria microphylla kunne endnu 
udhæves: Berberis buxifolia, Azara lanceolata, Maytenus magalha- 
nicus, Colletia discolor og Cornidia integerrima. 

Slægten Myzodendron tilhører udelukkende de stedsegrønne Bøges 
Rige og er her udbredt fra den nordligste til den sydligste 
Grændse i 6 Arter; fire af disse tilhøre Ildlandet, hvor de paa 
nogle Steder voxe i saadan Mængde, at de ikke bidrage lidet til 
at give Skoven et eget Præg. Den nordligste Art (M. macro- 
phyllum i Valdivia) udmærker sig ved sine store Blade. 

Hooker meener, at dens Mangel paa skarpe Stoffer hidrører der- 
fra, at den her under den altid skyfulde Himmel ikke er udsat 
for Solstraalernes directe Indvirkning (Flor. antarct. p. 287). Det 
turde dog maaskee vise sig ved en nærmere Undersøgelse, at 
denne Plante er en egen Art, forskjellig fra den europæiske, som 
ogsaa nogle Botanikere have meent (A. antarcticum Banks, AÅ. 
prostratum Labill.) 


ER 


x% 


mør 


2356 


hvorfor ogsaa Besætningen paa de engelske Orlogsskibe 
gjorde stadig Brug af den vilde Selleri baade raa og kogt. 
Da der nu foruden denne er en Mængde andre europæiske 
urteagtige Planter, der baade paa Ildlandet, i den sydlige 
Deel af Patagonien og påa Falklandsøerne forekomme 
aldeles som vildtvoxende”), ofte paa afsides liggende og 
ganske ubeboede Steder, saa har man troet heri at see 
et Beviis paa, at samme Planteart kunde opstaae paa to 
ganske forskjellige Dele af Jorden; men tager man i Be- 
tænkning, at disse Lande bleve besøgte og tildeels be- 
boede af Spanierne, længe førend de bleve gjorte til Gjen- 
stand for Botanikernes Undersøgelser, og seer man frem- 
deles hen til den overordentlige Lethed, hvormed mange 
fra. Europa overførte Planter have udbredt sig i Amerika, 
saa at de endog.paa flere Steder have fortrængt den op- 
rindelige Plantevæxt —- saaledes t. Ex. Kardunklen og 
Tidselen (Carduus marianus) i en stor Deel af Pampas- 
gebetet —, saa er” det vistnok langt naturligere at forklare 
ovennævnte europæiske Planters Tilstedeværelse i denne 
fjerne Deel af Amerika ved en Overførelse, som navnlig 
skyldes Menneskene. 

Skoven vedligeholder væsentlig samme Charakteer lige 
til Sydenden af Ildlandet; den birkebladede Bøg vedbliver 
at være fremherskende og stiger op til en Højde af 800 
til 1000 Fod. Naar man er kommen op over denne Høide, 
savnes Bøgen vel ikke ganske, men man gjenkjender den 
neppe i de smaa kun faa Tommer høie Dværgtræer, som 


+) Saaledes blandt andre: Poa nemoralis, P. pratensis, Lolium pe- 
renne, Triticum repens, Rumex crispus, R. Acetocella, Epilobium 
tetragonum , Potentilla anserina, Sisymbrium Sophia, Lathyrus 
maritimus. 


ÆT 


brede sig hen over Jorden og ved deres sammenvævede 
Grene danne en tæt Masse under Foden.  Efterhaanden 
viger den Pladsen for Saxifrager, Lyngarter, Græsser, 
Halvgræsser ”) og andre Alpeplanter, som her danne et 
Bælte indtil Sneelinien (3500—4000)). 

Ildlandets mørke Skove oplives kun ved et ringe An- 
tal Fugle, blandt hvilke en Træløber (Oxyurus Tupinieri) 
er meget almindelig udbredt. Den ledsager Vandreren 
i den tause Bøgeskov fra de dybeste uigjennemtrængelige 
Kløfter til Bjerghøiderne, idet den ligesom af Nysgjerrig- 
hed følger ham i faa Fods Afstand og flagrende fra Træ 
til Træ, ivrig opsøgende Insekter påa hver Green og Qvist, 
bestandig lader høre sin gjennemtrængende Qviddren. 
Stundom har man det mærkelige Syn af Papegøier, som 
gjøre sig tilgode med Bøgenes og Canelvens Frugter, og 
Kolibrier, susende om Fuchsiernes og Veronicaens Blom- 
ster — Fugle, som man kun venter at træffe i tropiske 
Lande, sees her paa Danmarks Bredegrad! Som et andet 
mærkeligt Forhold i Ildlandets Fauna fortjener at ud- 
hæves den fuldstændige Mangel af Reptilier.””) 


+) Saxifraga exarata, S. bicuspidata, Pernettya pumila, Triodia ant- 
arctica, Carex Banksii. Flere af de antarctiske Alpeplanter ud- 
mærke sig ved Bladenes toradede Stilling, hvorved de faae et 
eiendommeligt Præg, der især er tydelig udtalt hos Tapeinia ma- 
gellanica, Oreobolus pectinatus, Gaimardia pallida og Tetroncium 
magellanicum (Hooker: Flora antarctica p. 354). 

Foruden de ovennævnte Fugle forekommer her endnu en lille 
Gjærdesmutte (Scytalopus magellanicus), 3—4 Finker, en Drossel, 
en Stær, flere Rovfugle og Ugler.  Papegøyerne (Psittacus sma- 
ragdinus) og Kolibrierne (Mellisuga Kingii) ere iagttagne ved Ma- 
galhaensstrædet. King fandt sidstnævnte her endnu langt ind i 
Vinteren paa en Tid, da Sneestorme ere hyppige, saalænge nemlig 
som Fuchsiernes og Veronicaernes Blomster huse de smaa In- 


x% 


ør 


258 

Ildlandet hører til de faa Egne i Amerika, hvor Eu- 
ropæerne- endnu ikke have fæstet Bo og som derfor er 
forbleven aldeles uberørt af Civilisationens Indvirkning. 
Denne Ø eller rettere denne Samling af Øer”) er ude- 
lukkende i et Folkefærds Besiddelse, der af alle Jordens 
Beboere maaskee er det, som er forblevet paa det laveste, 
mest primitive Stade.  Ildlænderne have en smudsig 
kobberrød Farve, en i Forhold til Arme og Been meget 
stor Krop, meget hæslige Ansigtstræk: en. lav Pande, 
smaa Øine, udstaaende Kindbeen, flad Næse med store 
Næseborer, en bred Mund med opsvulmede Læber og 
dertil sort, grovt, i Tjavser nedhængende Haar og faa 
Skjæghaar, som de omhyggelig udrive.”) De leve spredte 
i enkelte Familier langs med Kysten og opholde sig sjel- 
den mere end 1— 2 Maaneder påa samme Sted. Her 
opføre de deres improviserede, høstaklignende Hytter af 


sekter, der udgjøre deres Yndlingsføde. Af de faa Pattedyr, som 
angives fra Ildlandet, nemlig en Flagermuus, 3 Musearter, Guana- 
coen, en Hjort, 2 Ræve og Odderen, er der neppe andre end 
denne sidste, der har hjemme i den vestlige Halvdeel, som her 
alene tages i Betragtning; de andre forekomme kun i den øst- 
lige Deel, der hører til et ganske andet naturhistorisk Rige, hvor 
ganske andre Naturforhold gjøre sig gjældende, og hvor en lyseblaa 
Himmel hviler over tørre, ufrugtbare Sletter. 

Ildlandet bestaaer af een større og fem mindre (Santa Ines, Cla- 
rence, Dawson, Host og Navarin) og en Mængde ganske smaa 
Øer; men det vilde maaskee være rigtigst hertil ogsaa at regne 
Halvøen Brunswig, som kun ved en smal Tange er forbunden 
med Fastlandet og i sine Naturforhold stemmer nøie overeens 
med Ildlandet. 

Mærkeligt nok forekomme enkelte Individer imellem dem, som 
have et ganske andet Physiognomi: en høi Pande, Ørnenæse og . 
krøllet Haar, saa at de meget ligne Ny Zeelands Beboere. (Fitzroy 
Voyage etc. p. 176). 


Fy 


s% 


ør 


259 


Grene og Græs; Muslinger, Søæg og andre Havdyr 
udgjøre næsten deres eneste Føde, hvorfor man ogsaa 
finder store Kjøkkenmøddinger, ganske lig dem, vore For- 
fædre have efterladt sig, langs med Kysterne. Baade Mænd 
og Qvinder ere fortrinlige Svømmere, og man maa be- 
undre den Lethed, hvormed de (ogsaa om Vinteren) dykke 
for at hente Dyr fra Havbunden; men de have ogsaa 
smaa Kanoer, hvori de fiske eller gaae paa Jagt efter 
Sælhunde og Oddere. Nogle Bær og den ovenomtalte 
lille Svamp udgjøre deres eneste vegetabilske Føde. De 
benytte ogsaa Buer, men især er Stenen et farligt Vaaben 
i Ildlænderens Haand, og med den forfeiler han sjelden 
sit Maal. Farver spille en langt vigtigere Rolle blandt 
Ildlænderne end Klæder, thi de gaae enten ganske nøgne 
eller have kun en lille Deel af Kroppen bedækket med et 
Odderskind, som de dreie efter Vinden; derimod male de 
sig og benytte navnlig den røde Farve til Pynt og den 
sørte for at vise deres Sorg. Ildlænderne ere Menneske- 
ædere; de fortære nemlig deres overvundne Fjender, og i 
Tilfælde af Hungersnød de ældste blandt Qvinderne. 

Det er imidlertid ikke blot paa Ildlandet, at Euro- 
pæerne ikke endnu have faaet faste Besiddelser, men det 
samme gjælder om hele den sydlige Deel af Amerikas 
Fastland, nemlig påa Østsiden til den lille Flække Car- 
men, ikke langt fra Udløbet af Rio Negro (paa 41 s. Br.), 
og paa Vestkysten til den ligeover for Chiloe liggende 
Deel af Chilis Kyst (påa 43—44?). Spanierne have vist- 
nok meget tidligt (nemlig 1581) søgt at anlægge en Ko- 
løni ved Magalhaensstrædet, men den gik meget snart 
tilgrunde, og et Forsøg i samme Retning, i de senere 
Aar foretaget af den chileniske BRegjering, synes idet- 


260 


mindste hidtil ikke at have ført til noget heldigt Re- 
sultat. ”) 

Vi have saaledes gjennemreist de stedsegrønne Bøges 
Rige fra dets nordligste til dets sydligste Grændse, og 
kaste vi nu et Blik tilbage påa Plantevæxten, da er det 
især paafaldende, at den er saa forskjellig fra den, som 
ellers findes i Amerika, og at den i det Hele har langt 
større Overeensstemmelse med den paa Sydhavsøerne og 


+) Da Drake var reist gjennem Magalhaensstrædet og havde foretaget 
sine forvovne Plyndringstog ved det stille Havs Kyster, sendte 
Vicekongen af Peru i Aaret 1579 Pedro Sarmiento de Gamboa 
med to Skibe til Magalhaensstrædet for at gjøre Jagt efter den 
dristige engelske Sømand, som man ventede at træffe her.  Sar- 
miento kom vel ikke til at udføre det egentlige Maal for sin 
Reise, da han ikke traf sin Modstander, men den blev dog til 
megen Nytte, da han har leveret en meget god Beskrivelse af 
denne Kyst (Viage al Estrecho de Magalhanes por el Capitan Sar- 
miento de Gamboa. Madrid 1768), ledsaget af Kort, hvis Nøiag- 
tighed Cheferne for de senere engelske Expeditioner ikke noksom 
kunne rose. 1581 sendte den spanske Regjering paa Sarmientos 
Opfordring 23 Skibe til Magalhaensstrædet for at grundlægge en 
Koloni og bygge et Fort, da man antog, at man ved at spærre 
den eneste den Gang bekjendte Søvei til Amerikas Vestkyst kunde 
forhindre fremtidige Røvertog i det stille Hav. Der var imidlertid 
kun 5 Skibe, som under Ribera naaede deres Bestemmelsessted 
og anlagde en Koloni, som blev kaldet San Felipe; men då Ca- 
vendish kom hertil 1587, fandt han næsten hele Befolkningen 
død af Hunger, og nu blev ikke engang Navnet tilbage af Kolo- 
nien; thi denne tappre Eventyrer kaldte Stedet, hvor den havde 
ligget, Hunger- Havnen (Port Famine), og dette Navn har siden 
vedligeholdt sig. Det var paa dette Sted, at den chileniske Re- 
gjering søgte at anlægge en Koloni i Aaret 1843; men allerede 
efter 7 Aars Forløb blev den flyttet lidt nordligere til et Sted, 
som bærer Navnet Punta Arenas.  Gouvernøren over denne Ko- 
loni er en dansk Naturforsker, bekjendt ved sine Undersøgelses- 
reiser i Grønland og Island, C. Schythe, hvem vi skylde en interessant 
Beretning om Kolonisations - Territoriet ved Magalhaensstrædet (El 
Territorio de Magalhanes i su Colonizacion, oversat i Zeitschr. 
f. allg. Erdk. Berlin 1857), hvoraf man seer, at denne Koloni i 
1853 kun talte 150 Beboere. 


261 


navnlig paa NyZeeland. Dette gjælder ikke blot med Hensyn 
til Plantevæxtens almindelige Præg, men vi finde ogsaa, at 
de påa begge Steder fremherskende skovdannende Træer 
henhøre til de samme Familier eller Slægter; saaledes navnlig 
til Proteaceernes Familie og til Slægterne: Araucaria, 
Libocedrus og Fagus. Det er fornemmelig den sidst- 
nævnte Slægt, som i denne Deel af Amerika spiller den 
vigtigste Rolle, og den optræder her og dernæst paa Ny 
Zeeland i et større Antal Arter end noget andet Sted paa 
Jorden, et overmaade mærkeligt Forhold, da Bøgeslægten, 
som bekjendt, ogsaa tilhører den nordlige Hemisphære; 
men her forekommer den påa en ganske anden Maade; 
her er det nemlig kun een enkelt Art, som er udbredt 
over den største Deel af Europa, hvor den i nogle Lande 
er det fremherskende Skovtræ, medens en anden Art til- 
hører den østlige Deel af Nordamerika.”) 


+) Bøgeslægten tæller i' det Hele 17 Arter, af hvilke 7 tilhøre den 
ovenfor beskrevne Deel af Amerika, hvor de, naar man gaaer fra 
Syd mod Nord, optræde påa følgende Maade. Paa Ildlandet ere 
Fagus antarctica og navnlig F. betuloides næsten de eneste skov- 
dannende Træer. Hertil kommer i den sydlige Deel af Amerikas 
Fastland F. obliqua, der atter længere mod Nord afløses af F. 
procera og F. Dombeyi. Disse to Arter danne saaledes tillige- 
med F. antarctica en væsentlig Bestanddeel af Skovene paa c. 409 
i Lavlandet og de lavere Bjergegne, men erstattes i de høiere 
Regioner af F. alpina og F. Pumilio. Paa Ny Zeeland voxe 4 
Bøgearter: F. Menzizii, F. fusea, F, Solandri og F. cliffortioides ; 
påa Van Diemens Land 2: F. Cunninghamii og F. Gunnii og paa 
Japan 2: F. Sieboldii og F. crenata. Den nordamerikanske Bøge- 
art (F. ferruginea) staaer baade med Hensyn til Størrelse, Skjøn- 
hed og Vedets Beskaffenhed langt tilbage for den europæiske og 
er ligeledes som skovdannende Træ af underordnet Betydning. 


18 


262 


Kan Menneskeslægten opstilles som et særligt 
Naturrige? 


Af Rudolf Varberg. 


Den franske Naturforsker Quatrefages har i »Revue des 
deux mondes« siden den i5de December 1860 under Titlen 
»Unité de Yespéce humaine« leveret en Række Afhandlinger, 
som man. ikke kan frakjende Dygtighed og Interesse, hvor 
uenig man end kan være med Forfatteren om flere eller 
færre betydelige eller mindre væsentlige Punkter. Det 
Hele udgjør eet Arbeide, men fordeles i en Række Mo- 
nografier, hvoraf hvert Hefte af Tidsskriftet indeholder 
een. Den første af disse, der er betitlet »le régne hu- 
main«, danner et aldeles selvstændigt Afsnit, der ikke 
staaer i nogen videre Forbindelse med Afhandlingens øvrige 
Dele; heri fremsætter Forfatteren sin ejendommelige Ind- 
deling af den hele Natur, der er endeel afvigende fra 
den almindelig antagne linneiske i de 3 Riger, Mineral-, 
Plante- og Dyreriget, men som det netop derfor kan have 
sin Interesse at gjøre Bekjendtskab med og underkaste en 
kritisk Vurdering. 

Alt Tilværende inddeler Forfatteren, heri ikke af- 
vigende fra det Almindelige, i den uorganiske og den or- 
ganiské Verden, dog fremtræder allerede her noget Særligt, 


263 


idet han med Pallas betegner disse to Grundinddelinger 
med Navnet Kejserdømme (empire), altsaa det uorganiske 
og det organiske Kejserdømme. Disse Kejseråømmer deles 
igjen'"i Riger; det uorganiske bestaaer af Stjerneriget 
(Candolles Idee), indbefattende de kosmiske Legemer, og 
Mineralriget, der ikke behøver nogen Forklaring. Det 
organiske Kejserdømme falder efter ham i tre mindre 
Dele, Planteriget, Dyreriget og Menneskeriget”). Medens 
vi efier Linnee ere vante til at betragte Mennesket som 
et Pattedyr, nøjes Quatrefages ikke med åt opstille sin 
hovmodige Slægt som en særegen Klasse i Hvirveldyrenes 
Række, ja ikke. engang den ellers anseelige Rang som 
særlig Række i Dyreriget kan tilfredsstille hans Stolthed, 
den beroliges ikke med mindre end et selvstændigt Rige. 
Naar Alt kommer til Alt, måa vi vel i Grunden takke til, 
at han ikke til Bedste for os har kreeret et tredie »Kejser- 
dømme« ved Siden af det uorganiske og organiske eller 
endog stillet os som overnaturlige i Modsætning til den 
hele Natur; det vilde i Virkeligheden koste lige meget. 
Det Hele hviler i Grunden påa den Stemning, der tid- 
ligere overtalte Folk til at antage Jorden for Solsystemets, 


”) Fra et strængt systematisk Standpunkt låder der sig iøvrigt gjøre 
væsentlige Indvendinger mod at opstille Himmellegemerne som 
et Naturrige ved Siden af de tre bekjendte: Deels ere de sidste 
nemlig parallele, medens en ringe Deel af Stjerneriget, Jord- 
kloden, i sig optager dem alle, thi udenfor Jordkloden er de tre 
Naturrigers Tilværelse jo altid problematisk, ialtfald med Und- 
tagelse af Mineralriget, hvortil alt Stof kan henføres, og deels 
tabes paa denne Maade den af Forfatteren senere pasviste Grada- 
tion, hvorefter hvert følgende Naturrige paa en vis Maade i sig 
optager det foregaaende. Den almindelige Inddeling gjælder kun 
for Jordklodens Indhold, og for hvad der er udenfor denne og 
omfatter denne behøves intet særligt Navn, da det jo falder 
sammen med det almindeligeste af Alt, Verden eller Naturen. 


165 


264 


ja den hele Verdens Centrum og senere, da dette blev 
umuliggjort ved Copernikus og de senere Opdagelser, 
haardnakket fastholder den Lære, at Jorden er den eneste 
Klode, der beboes af Fornuftvæsener. Denne Side af 
Forfatterens Theori er iøvrigt ikke såa ganske ny, den er 
navnlig oftere, om end mindre præcist, bleven fremsat af 
Theologer og aprioriske Filosofer, men blandt Naturfor- 
skerne er den saavidt mig bekjendt lidet udbredt. Det 
Mærkeligste ved den er imidlertid ikke selve Paastanden 
men Maaden. hvorpaa denne forsvares, idet Forfatteren 
her en Tidlang gaaer frem med videnskabelig Ro og 
Stringens, såa at man maa give ham sit fulde Bifald, 
men saa pludselig opgiver Ævret og slaaer om sig med 
Postulater istedetfor logiske Slutninger. 

Forfatterens Udgangspunkt er det meget rigtige, at 
Naturrigerne staa i et saadant Forhold til hinanden, at 
hvert højere gjentager det lavere med en Tilsætning af 
noget væsentligt Nyt: saaledes er der i Planteriget Mineral- 
riget og noget Nyt, i Dyreriget Planteriget og noget Nyt, 
og saaledes, fortsætter han, er der i Menneskeriget Dyre- 
riget samt noget Væsentligt, der ikke forekommer i Dyre- 
riget. Kan han bevise denne sidste Sætning, maa man 
give ham Ret. I Begyndelsen gaaer han frem med stor 
Besindighed: istedetfor at sammenskrabe alle Forskjellig- 
heder mellem Dyr og Mennesker paa eet Punkt for at 
overvælde med Massen, tager han dem hver for sig, 
prøver dem og forkaster de fleste. Menneskets saakaldte 
legemlige Fortrin f. Ex. den oprejste Gang kan han saa- 
ledes ikke betragte som nogen absolut Skillevæg mellem 
Mennesker og Dyr, da der lader sig paavise en Række 
Overgangsled i saa Henseende. Paa samme Maade gaaer 
det Talen, den menneskelige Intelligens og Følelse; han 


265 


anerkjender, at der hos Dyr forekommer baade Følelser 
og en Intelligens, der er mere end et blot Instinkt, saa 
at Menneskets Fortrin i saa Henseende kun ere kvantitative 
ikke kvalitative”). Alt dette lyder jo overordentlig moderat, 
men der synes herefter rigtignok kun at være ringe Udsigt til 
at faa noget Grundlag for det særlige Menneskerige, naar 
ikke engang den Fornuft, hvoraf vi med Rette ere saa 
stolte, maa gjælde derfor; Nu kommer imidlertid det Punkt, 
hvor Forfatteren hører op at være logisk og videnskabelig 
og rutscher ned ad sine. Ønskers og Indbildningers stejle 
Skrænt. 

Hvad der skiller Menneskene fra Dyrene og nødven- 
diggjør hines Opførelse som et selvstændigt Rige. er, siger 
Qvatrefages, Menneskets Moralitet og Religiøsitet, hvortil 
Dyret intet Tilsvarende har. Mod denne Argumentation 
rejser der sig to meget alvorlige Indvendinger, den ene, 
som vi skulle behandle sidst, om det da virkelig er såa 
afgjort, at Dyrene slet intet Saadant besidde, og den 
anden, om da dette, hvis det var rigtigt, vilde være til- 
strækkeligt til herpaa at opføre et heelt nyt Naturrige. 
Hvad det sidste Punkt angaaer, maa Forfatteren enten 
være iøjnefaldende inkonsekvent eller aldeles vildfarende 
med Hensyn til »Moralitetens og Religiøsitetens« Natur. 
Han har jo selv indrømmet, at det Nye, der skal danne 


”) Forfatteren kan saaledes ingenlunde underskrive en Paastand, som en 
med Rette anseet dansk Naturforsker for ikke længe siden fremsatte 
paa en offentlig Forelæsning, nemlig at Dyrene egentlig ikke havde 
nogen Individualitet, at hvert Exemplar, idetmindste aandelig, var 
en uforandret Gjentagelse af sin Arts Typus. Enhver, der blot 
nogenlunde fortrolig har omgaaedes f. Ex. Hunde, Katte eller 
Heste vil jo vide, at ethvert Individ har sin ejendommelige aande- 
lige Personlighed baade i Henseende til Intelligens, Gemyt og 
Karakteer. 


266 


Adskillelsen, ikke skal være en Kvantitetsforskjel, men en 
Kvalitetsforskjel, ligeledes har han indrømmet Dyrene 
baade Intelligens og Følelse; Fantasien omtaler han ikke, 
forsaavidt han ikke indbefatter den under Intelligensen, 
men den vil han vist heller ikke frakjende Dyrene al- 
deles”). Men hvad er nu Moralitet og Religiøsitet andet 
end Intelligensens og Følelsens Anvendelse, for Religiø- 
sitetens Vedkommende tillige Fantasiens, paa et vist be- 
stemt Omraade? De ere ikke nye og selvstændige Evner i 
Sjælen, men de ere en særlig Benyttelse af de alminde- 
lige og kunne altsaa kun begrunde en Gradsforskjel, ikke 
en Væsensdifferens fra de med Intelligens, Følelse og 
Fantasi udrustede Dyr. 

Hvad dernæst Spørgsmaalet om Dyrenes Moralitet an- 
gaaer — Religiøsiteten forbigaa vi foreløbig — er det jo 
meget let for Forfatteren at benægte dens Existens, men 
det vil nok falde lidt vanskeligere at føre Beviset. Skulde 
virkelig de idelig gjenkommende Fortællinger være usande 
om Svalerne, som indemurede en Spurv, der havde be- 
røvet en Svale sin Rede, om Storkehunnen, der begaaer 
Ægteskabsbrud og listig skjuler det en Tidlang, men 
da det tilsidst opdages, dræbes af en Mængde forsamlede 
Storke? Følgende lille Træk veed jeg ialtfald er sandt, 
thi jeg har selv været Øjevidne dertil: En ikke engang halv- 
voxen Kattekilling blev i største Fart forfulgt af en stor 
Hund og flygtede ind i et Kjældervindue, hvorved den 
imidlertid blev fangen, da Vinduet var lukket. Hunden 
styrtede over den, og jeg ilede til i al Skyndsomhed, 
for om muligt at frelse den; men min Bekymring var 


”) At der findes Fantasi hos Dyr fremgaaer blandt Andet af, at de 
kunne drømme. 


267 


overflødig, da jeg kom til, stod Hunden meget fredelig og 
slikkede Killingen. Men afseet fra saadanne enkelte Ex- 
empler, vise Dyrene da ikke daglig Spor af moralske Be- 
greber, kjende de ikke Eiendomsretten, vide de ikke at 
respektere et Forbud, at frygte for Straf, at beherske 
deres Tilbøjelighed, ja have de ikke Bevidsthed om at have 
forseet sig? Man vil maaskee svare, at det er, fordi de 
ere dresserede dertil, hvilket dog ikke gjælder i alle Til- 
fælde, men selv om saa var, vilde det Intet bevise, thi 
det gaaer jo ikke vore egne Børn bedre. Dem maa vi 
jo møjsommelig og successivt indprænte de moralske Be- 
greber, Respekt for Ejendomsretten, Sandhedskjærlighed, 
Lydighed o. desl., de faa. dem ingenlunde gratis af 
Moder Natur. Og som det er gaaet dem, er det gaaet 
Menneskeslægten i sin Barndom. Man maa ikke forestille 
sig, at f. Ex. den moralske Lighedslov, du maa ikke gjøre 
mod Andre, hvad du ikke vil, at Andre skulle gjøre mod 
dig, er os medfødt og har været det siden Menneske- 
slægtens Tilblivelse; tvertimod den er os lært, efter at 
den fra Først af er bleven opdaget af et moralsk Geni, 
der var forud for sin Tid, og har senere successivt 
kæmpet sig frem, endnu er den ikke almindelig anerkjendt, 
der er hele Folk, der forkaste den eller ikke kjende den. 
Og .saaledes er det overhovedet gaaet med alle moralske 
Begreber; de ere ligesaalidt vilkaarlige som de fysiske 
Naturlove, men de have ganske ligesom disse behøvet 
deres Opdagere og Udbredere. 

Hvad endelig Religiøsiteten angaaer, er det meget 
vanskeligt at have en bestemt Mening derom, da det ikke 
er let at indsee, hvorledes vi skulle kunne kontrollere Dyrenes 
Religiøsitet eller Mangel paa Religiøsitet. Deraf, at man 
ikke iagttager nogen Gudsdyrkelse hos dem, kan man dog 


268 


Intet slutte, thi Forfatteren paaberaaber sig med Rette 
Livingstones Vidnesbyrd for, at Kaferne og Bechuanerne 
have religiøse Forestillinger, uagtet de ikke. have Af- 
gudsbilleder, Offringer eller offentlig Kultus. En mægtig 
Faktor i Religiøsiteten, navnlig påa et råat Standpunkt, 
Følelsen af Afhængighed, Frygt for det Mægtigere have 
Dyrene aldeles afgjort. De svage Dyr frygte de stærke, 
og de stærke skjælve under Elementernes Oprør, i Torden- 
vejr, ved Jordskjælv o. desl. Men hvem tør paatage sig 
at afgjøre, hvilke Forestillinger Dyrene knytte til saadanne 
Stemninger? Heste og Hunde kunde man gjerne beskylde 
for Overtro, de ere nemlig ængstelige i Mørke og .lade 
sig skræmme af enhver Gjenstand, som de påa Grund af 
Mørket ikke strax kunne komme paa det Rene med. Jeg 
skal naturligviis ikke lægge nogensomhelst Vægt paa den 
hyppig forekommende Frase, åt Lærken, der stiger syn- 
gende tilvejrs, »takker sin Skaber for Livet«; afseet fra, 
at den, maaskee uden at vide det, indeholder den Sandhed, 
at den bedste Maade at »takke sin Skaber for Livet« er 
at bruge det med Frejdighed og Glæde, er det jo kun en 
af de poetiske Talemaader, som vel ikke engang ligefrem 
menes af den, der siger dem. Derimod er der en 
anden almindelig Talemaade, der maaskee har mere Be- 
tydning, det er den, at Mennesket er Dyrets Gud. Naar man 
seer en Hund kaste ydmyg-bønlige Blikke op til sin Herre 
eller ynkelig hylende krybe for hans Fod, kan man ikke 
nægte, at det er to Sider af en umiddelbar Gudsdyrkelse. 
At Mennesket er en falsk Gud er naturligviis ingen Ind- 
vending mod Dyrets Religiøsitet, thi hvormånge af Nu- 
tidens og Fortidens Mennesker have vel havt den sande 
Religion? For de tamme Dyr kunde man altsaa betragte 
Mennesket som Gud, og tildeels idetmindste ogsaa for 


269 


de vilde: Dyrenes Anerkjendelse af Menneskets Over- 
legenhed er ikke grebet reent ud af Luften; Livingstone 
bekræfter den af egen Erfaring for meget store Dyrs 
Vedkommende, og opstiller til Forklaring heraf en original 
Theori. Hvor Mennesket ikke indtager denne Plads, usur- 
pere de stærkeste Dyr den, og for disses Vedkommende 
træde Naturkræfterne til. Det er vel sandt, at det meste 
af alt dette vilde blive en Frygtens Religion, men er de 
raa Folks andet? Elskede man vel Moloch; er det ikke af 
Frygt, man bringer Offre for at stemme den frygtelige 
Gud mildt, og afværge hans Hjemsøgelser? Det er ganske 
vist, at alt dette kun er Hypotheser, tomme Fantasier, 
men det kommer deraf, at Quatrefages har bragt Under- 
søgelsen ind paa et Omraade, hvor ingen Undersøgelse 
er mulig, thi om Dyrenes Religiøsitet er det os i Virkelig- 
heden umuligt at vide noget. Den lader sig derfor 
hverken forfægte eller imødegaa med nogen Virkning. 

Vi kunne altsaa ikke anerkjende Quatrefages's Beviser 
for gyldige og maa følgelig forkaste hans Theori om et 
særligt Menneskerige. Vi mene, at saalænge Menneske- 
slægten vedligeholdes ved, at vore Kvinder føde Børn, 
som Naturen selv anviser dem at give Die, saalænge er 
det med god Ret, at Mennesket henføres til Dyreriget, 
Hvirveldyrenes Række, Pattedyrenes Klasse. 


270 


Et Besøg paa Mauna Loa under dets Udbrud 
i Åaret 1859. 


(Af W.D. Alexander i Neumanns Zeitschrift f. allg: Erdkunde 1860.) 


Rbsjsaagen den iste Februar seilede vi fra Hindiglk og 
landede Torsdag Middag i Kealakekua; Natten iforveien 
kunde vi i lang Afstand betragte Udbruddet: det saae ud 
som en Stjerne, der svævede over Bjerget i omtrent % af 
dets Højde og udsendte Lysstriber nedad. Om Fredagen 
beskjæftigede vi os med Forberedelserne til vor Udflugt, 
og tidligt Løverdag Morgen brøde vi op fra Keapehu og 
droge næsten lige mod Øst henimod Krateret. De første 
halvtredie Mil gik Veien gjennem tætte Skove, hvis 
Charakteer forandrede sig, efterhaanden som vi kom 
højere op; forneden vare kjæmpemæssige Bregner frem- 
herskende, derpaa vilde Brombær, tilsidst kom vi til aabne 
Koa-Græsninger. 

Saasnart vi vare komne ud af Skoven, havde vi et 
smukt Skue af Ildsøillen, som i en Afstand af omtrent 
5 Mil steg iveiret til en Højde af 300 Fod; den havde 
en mørkerød Farve, lignede i Form og Bevægelse fuld- 
kommen et Vandspring og ledsagedes af uhyre Dampskyer ; 
men snart skjulte Mauna Loas Forbjerge den for vore 
Øine. Omtrent 24 Mil fra Kystveien traf vi en Brønd 
ved Navn Waiio, som næsten var udtørret; her maatte vi 


244 


sende vore Heste og Qxer tilbage og fortsætte Reisen 
tilfods. Vor Fører ledede os i øst-sydøstlig Retning over 
en Strækning, der var bedækket med skarpkantede Lava- 
stykker (clinkers), til en Hule 12 Mil tra Waiio, hvor vi 
overnattede. Denne Hule hår engang hørt med til Flod- 
sengen for en underjordisk Strøm, der har betegnet sit 
tidligere Løb ved en Række af dybe Grotter, Spalter og 
Svælg. Det Svælg, hvori Alexander Smith faldt ned, var 
ikke fuldt 6 Alen fra det Sted, hvor vi havde leiret os; 
det var 25 til 30 Fod dybt og fuldkomment bedækket af 
Buskads. Det var ganske mørkt, og Ingen af os havde 
nogen ÅAÅnelse om, åt der kun et Par Skridt fra vor Ild 
fandtes en saadan sort Afgrund. Heldigvis hørte vi Smith 
falde; der blev straåx bragt en Lygte, og en Dreng blev 
ved et Toug hidset ned i Afgrunden, hvorfra den Ulykke- 
lige blev trukken op uden Bevidsthed, endnu aandende 
og tilsyneladende ubeskadiget. Ved Hjælp af Brændevin 
bragtes han til sig selv igjen, og han syntes at være fuld- 
kommen ved sin Samling, men kunde ikke røre sig og 
blev den næste Dåg påa en Oxehud baaren til Dr. Herrick, 
hvor han blev pleiet paa det Omhyggeligste; men hans 
Tilstand var haabløs, da Rygraden var bleven beskadiget, 
og efter en Uges Lidelser døde han den 12te om Mor- 
genen. Paa Grund af hans mandige Væsen og høihjertede 
Charakteer var han meget afholdt af hele Reiseselskabet, 
og hans sørgelige Skjæbne kastede en mørk Skygge over 
vor Udflugt. 

Da vi havde Mangei paa Vand, gik vi om Eftermid- 
dagen et Par Mil længer mod Syd-Syddst til en velbekjendt 
Brønd ved Navn Puapuavei, hvor vi leirede os; her var 
Kulden om Natten saa stærk, at Vandet i vore Kalabasser 
var bedækket med en Isskorpe af en halv Tommes Tyk- 


272 


kelse, og Bærrene påå Buskene vare steenhaarde af Frost. 
Efter et omtrentligt Overslag befandt vi os endnu henved 
1000 Fod lavere end Toppen af Hualalai, og altsaa om- 
trent 8000 Fod over Havets Overflade. Da der ogsaa i 
denne Brønd var Mangel paa Vand, ansaae vi det for 
hensigtsmæssigst, at Reiseselskabet deelte sig; den ene 
Halvdeel vendte under Anførsel af Præsident Beckwith 
tilbage til Kaawaloa og begav sig derpaa til Lavastrømmen 
ad Gouverneur Adams Vei. De Øvrige, 12 Hvide og 30 
Kanackaer, som vare forsynede med Proviant for en Uge, 
brøde op Mandag Morgen og begave sig i lige Retning 
henimod Krateret. Paa denne Dagsreise lede vi Alle meer 
eller mindre af Virkningerne af den fortyndede Luft, men 
især de Indfødte, der aldeles ikke vare istand til at bære 
den Vægt, de ellers pleiede åt bære; hele Dagen stege 
vi efterhaanden højere, Vegetationen blev stedse meer og 
meer tarvelig, indtil den omsider aldeles forsvandt. Om 
Middagen kom vi over en nyere Lavastrøm (maaskee den 
fra 1847), og efterat have gaaet henved 4 Mil i nord- 
østlig Retning, saae vi pludseligt begge de virksomme 
Kratere og Lavastrømmen umiddelbart for vore Fødder. 
Vi leirede os 12 Fjerdingvei sydvestligt for den største Kegle 
påa en Høi, hvorfra vi havde et pragtfuldt Overblik over 
hele Udbruddet. I en Afstand af mindre end 1000 Skridt 
saae vi brede Striber af Snee og Is, saa at vi ikké be- 
høvede at være i Bekymring for Vand. 

Det Syn, vi nøde denne Nat, vil Ingen af os nogen- 
sinde glemme: Ildsøilen steg ikke længer iveiret, men 
begge Kråterne udstødte uhyre Dampsøiler og Haglbyger 
af rødglødende Slagger med en Larm, snart som af en 
heftig Brænding, snart som Kanontorden. En halv Fjerdingvei 
nedenfor det nederste Krater styrtede en Ildstrøm ned, 


273 


der slyngede sig som en Lysstribe gjennem en Strækning af 
flere Kvartmil og tilsidst forgrenede sig i et Net af Årme, 
der indesluttede talrige Øer; den Arm, der gik henimod 
Kawaihae, udbredte endnu paa enkelte Steder et mørkerødt 
Lys, men Hovedstrømmen syntes at være rettet mod Vest, 
henimod Kona. I denne Retning syntes to nye Strømme 
at være ifærd med at anstille et Væddeløb, og vi saae 
Skoven antændes af dem og gaååe op i Flammer. 

Den følgende Dag, den 10de, regnede det og Taagen 
var saa tæt, at vi ikke kunde begive os paa Veien; vi gik 
kun et Par Kvartmil længere ned og leirede os ved den friske 
Lavastrøm I Fjerdingvei Syd for Hovedkeglen. Over de dam- 
pende Sprækker kogte vi vor Kaffe, stegte Kjød og Kartofler 
og smeltede Sneen, som de Indfødte bragte os i Sække, saa 
at vi kunde fylde alle vore tomme Flasker med Vand. 
Nogle af os undersøgte Krateret i Løbet af Dagen; begge 
Hovedkeglerne ere omtrent i 1200 Fods Afstand fra hinan- 
den; den øverste ligger sydøstligt for den anden; de ere 
henved 180 Fod høie og bestaae kun af Pimsteen og 
smaa Lavastykker, der ere udkastede i flydende Tilstand. 
Den øverste Kegle var et fuldkommen afsluttet Krater, 
der havde to rødglødende Svælg af flere Fods Tvermaal, 
hvorigjennem den udstødte Vand- og Svovldampe og un- 
dertiden en Regn af lette Pimsteen; paa Grund af de 
qvælende Luftarter kunde mån kun nærme sig den fra 
Vindsiden. Det nederste Krater, hvorfra den store Ildsøile 
for to Dage siden var stegen iveiret, var noget større; 
forneden havde der påa den ene Side aabnet sig et stort 
Svælg, hvorfra der flød en Lavastrøm ud, der gled ned 
ad Bjergets Skraaning. Ovenfor disse to Kratere fandt vi 
endnu et tredie, der endnu stedse røg, og vi kunde henved 
1—3 Mil opåd Bjerget forfølge en Stribe af frisk Lava og 


274 


Slaggekegler. De større Kegler laae midt i en Strøm, der 
var 1 Miil bred og endnu vedblev at ryge, og som altsaa 
maa håve havt sit Udspring påa et meget høiere belig- 
gende Sted; vi beklagede meget, at vi ikke havde taget 
et Barometer med for at kunne bestemme Høiden af dette 
Sted, men ved at tage alle Omstændigheder med i Be- 
tragtning maåtte vi antage, at det ligger idetmindste 8000 
Fod og sandsynligvis henved 10,000 Fod over Havets Over- 
flade. Højden af Templet i Umi angives af Wilkes kun 
til 5000 Fod, og vi troe, at hint Udbruds Aabning sikkert 
ligger 3 til 4000 Fvd højere. 

Denne Nat sov vi ved den varme Lava, besøgte næste 
Morgen igjen det nederste Krater og forfulgte den mel- 
lemste Lavastrøm 1 Fjerdingvei forbi 2 eller 3 smaa Kegler, 
indtil vi naaede det Sted, hvor Lavaåen, der aabenbart havde 
maattet bane sig Vei derhen fra Krateret gjennem en 
underjordisk Canal, brød frem. Denne Aabning lignede 
en Sump, var kun et Par Favne i Tvermaal, sprudlede 
som en Kilde og udkastede tykke sammenløbne Klumper 
til en Høide af 10 til 20 Fod; En af os vovede sig saa 
nær hen til den, at han kunde stikke en Stok ned i den. 
Gjennem, den nederst beliggende Deel af Aabningen ud- 
brød der en Strøm af smeltet Steenmasse, der styrtede 
ned fra en Høide af 50 Fod med en Brusen, ligesom ved 
en voldsom Brænding. Der blæste netop en stærk Søn- 
denvind, hvilket gjorde det muligt for os, naar vi holdt 
Hatten for Ansigtet, at nærme os Randen i et Par Fods 
Afstand.  Lavaen syntes næsten at være ligesaa flydende 
som Vand, og den bevægede sig med såa stor Hastighed, 
at Øiet neppe kunde følge den; de faste Masser, som hist 
og her faldt ned i den, forsvandt øieblikkeligt, og i en 
Længde af flere Kvartmil bestod Ildfloden kun af en uafbrudt 


275 


"Række af Hvirvler og Fald. Kun modstræbende besluttede 
vi os til at vende tilbage til vort Leiringssted; Veien der- 
hen førte os 1 til $ Mil over frisk Lava, der mange 
Steder endnu var saa varm, at Saalerne påa vort Fodtøi 
bleve svedne. 

Efterat vi havde spist Frokost, brøde de Indfødte op 
over den gamle »pahoehoe« (en jevn Lavamark) langs med 
den sydlige Rand af Strømmen, og vi vendte tilbage til det 
store Fald; den vulkanske Virksomhed var her voxet be- 
tydeligt i de sidste 3 Timer; fra Sumpen hævede sig en 
Straale 30 Fod iveiret, og de nedfaldne Stykker havde 
næsten dannet et Krater omkring den, hvis Indfatning 
allerede var 10 Fod høi, men aaben paa den dybere lig- 
gende Side, saa at Lavastrømmen kunde flyde ud; to 
mindre, noget højere oppe fremspringende Straaler vilde 
sandsynligvis forbinde sig med denne og danne et eneste 
Krater; den øverste kastede- lette Stykker Pimsteen 60 
Fod iveiret og dannede en meget regelmæssig Kegle om- 
kring sig. 

Heldigvis var det meget klart Veir med stærk Syd- 
vestvind, saa at vi uden Besvær kunde vandre 3—4 Timer 
tæt ved Randen af Lavastrømmen; vi behøvede ikke at 
frygte for en pludselig Forandring af dens Løb, da den 
havde dannet sig et dybt, skarpt begrændset Leie, der var 
mellem 20 og 50 Fod bredt og 10 til 15 Fod dybt; dog 
var Strømmen i Virkeligheden meget bredere, eftersom 
Bredderne paa begge Sider vare meget undergravede, og 
Skorpen, som hvælvede sig over den, havde flere Spalter, 
hvorigjennem vi saae Strømmen flyde under vore Fødder 
i en Dybde af et Par Fod, undertiden kun et Par Tommer. 
Det er umuligt at give en Beskrivelse af dette Skuespil: 
i Begyndelsen saae vi virkelige Bølger og sprudlende Skum 


276 


af flydende Lava, og naar disse Lavabølger kastedes tilbage 
fra Klippevæggen, styrtede de over hinanden og brødes 
ligesom i en Brænding ved et Kev; deres Former vare 
dristigere og mere maleriske end Vandbølgernes, fordi 
Vædsken var tungere og seigere, og desuden vare de 
langt mere mangfoldige. Snart kom vi til et Fald, snårt 
til en Hvirvel, snart til en jevn majestætisk Strøm og 
snart til en Række af smaa Fald, hvor Bølgerne kastedes 
hid og did som paåa en af Stormen oprørt Sø, idet de 
snart styrtede ind i mørke Grotter, fra hvis Hvælvinger 
der hang rødglødende Drypsteen, og snart fløde hen un- 
der Buer, som Strømmen selv paa sin Vei havde spændt 
fra dens ene Bred til den anden. Iøvrigt vare vi Alle 
forbausede over, at vi uden Fare kunde komme Strømmen 
såa nær. 

Efterat vi havde fulgt. Strømmen et Par Mil, holdt 
vi vort Middagsmaaltid paa en Ø omtrent +, Mil fra det 
største Fald og gik derpaa videre nedad langsmed Strøm- 
men til Kl. 4 om Eftermiddagen. Eftersom Skraaningen 
blev mindre, forandredes Strømmens Farve først til Rosen- 
rødt, og derpaa til mørkt Blodrødt; påa Overfladen sam- 
ledes efterhaanden et graat Skum, og der viste sig hyp- 
pigere store faste Masser, som dreve paa den. Den deelte 
sig nu i mange Årme, og det blev stedse betænkeligere 
at følge den midterste Strøm, da den ofte forandrede sit 
Løb, saa at Tilbageveien let kunde blive os afskaaren; vi 
holdt os derfor ved den yderste Rand af Strømmen og 
leirede os endelig påa en Ø i Skoven. Hele denne Nat 
var Krateret meget virksomt, og hele Sletten rundt om os 
syntes at staae i Flammer. 

Tidligt den næste Morgen gik vi et lille Stykke opad 
for at betragte en ny Strøm, som var brudt frem igjennem 


ATT 


Skoven i Retningen af vor Leir; det var ingen dyb, men 
meget letflydende Strøm, der dannede en glat »påhoehoe«. 
Den Maade, hvorpaa den bevægede sig frem i Skoven, 
omflød Træerne og efterhaanden antændte dem, størknede 
paa Overfladen og derpaa brød op igjen, vår ganske den 
samme, som tidligere er iagttagen og behøver ingen nær- 
mere Beskrivelse; flere Steder var Massen saa seig, at vi 
kunde aftrykke Stempler i den, og havde vi havt Former 
med os, kunde vi have dannet Massen i hvad Skikkelse, 
vi vilde. f 

Om Formiddagen fulgte vi med Strømmen til Sletten 
og gik mange Gange over den for at betragte en eller 
anden ny Årm; vi vare især nysgjerrige efter at see, hvor- 
ledes de saakaldte »Clinkers« dannedes, og vare saa heldige 
at faae vort Ønske opfyldt. Forskjellen mellem »påhoehoe« 
eller glat Lava og »aa« eller Clinkers synes især at hid- 
røre fra den forskjellige Afkjølingsmåaade; de Strømme, 
som danne en »pahoehoe«, ere forholdsvis ikke dybe, 
fuldkommen flydende og afkjøles pludseligt til en eneste 
sammenhængende fast Masse; »aa«-Strømmene ere der- 
imod dybe og bevæge sig ofte med en 20 Fod høi Masse 
mellem faste Sidevægge; de ere mindre letflydende, be- 
væge sig kun meget langsomt frem og indeholde mange 
faste Stykker, der. kunne betragtes som Udgangspunkter 
for Afkjølingen; »aa«-Strømmen bliver som Følge deraf 
kornet ved Afkjølingen ligesom Sukker.  Seet i Afstand 
ligner den en uhyre Masse halvglødende Kul og Slagger 
fra en Smelteovn, som drevne af en uimodstaaelig Kraft 
bagfra og nedenfra stedse paany styrte over hinanden. 
Den drivende Kraft er den nedenunder flydende Strøm, 
der for det meste ganske skjules af de Masser, den ved sin 
Afkjøling selv har frembragt. Vi hørte. ofte Explosioner, 

19 


278 


som frembragtes derved, at Lavaen trængte ind i Huler 
og sprængte dem; Hovedstrømmen af den flydende Lava, 
som vi saae paa Sletten, låae ca. $ Mil sydøstlig for 
Judd Road og bevægede sig mod V.t.N.; her forlode vi 
Lavastrømmen og stege gjennem en Pahoehoe-Skov ned 
til Umis Tempel, som vi naaede Kl. 3 om Eftermiddagen, 
og Kl. 8 kom vi til Mr. Johnstons Bolig. Den anden Deel 
af vort Reiseselskab havde undersøgt Strømmen paa Gou- 
verneur Adams Vei og var allerede vendt tilbage; næste 
Tirsdag seilede vi igjen fra Keauhou og ankom tidligt om 
Søndagen til Honolulu. 


Om lyse og mørke Striber i brudt Lys, 


Af Docent Fjord+). 


Kræver veed, at naar en Gjenstand staaer foran et almin- 
deligt Speil, såa kan man af denne see et Billede, der 
synes at være ligesaa langt. bag Speilet, som Gjenstanden 
selv er foran; stiller man to Speile sammen under en 
Vinkel og anbringer en Gjenstand imellem dem, saa vil 
man kunne faae flere Billeder at see, idet det Billede, 
der synes dannet bag det ene Speil, atter vil speile sig 
i det andet påa selvsamme Maade, som om der stod en 
Gjenstand paa Billedets Plads. De Fleste have vist ogsaa 
seet gjennem Glasperler med endeel slebne Flader eller 
gjennem en Fiaske med slebne. Sideflader og fyldt med 
Vand, og da bemærket, at der viste sig mange Billeder af 
en Gjenstand, der stod foran. Grunden til det Anførte er 
den, at Lysstraalerne have forandret deres Retning, og at 
Øiet altid søger Gjenstanden i den Retning, hvori Lyset 
gaaer, naar det træffer Øiet. Hvis Lyset fra en Gjenstand 
til Øjet gaaer i en ret Linie, hvad der vil finde Sted, 
naar der mellem dem kun er Luft med eens Tæthed, saa 


2) Hovedtrækkene af et Foredrag, holdt i polytechnisk Forening i 
November f. Å., med Tilføjelse af nogle indledende Bemærkuinger 
om Forandring af Lysstraalernes Retning. 


19% 


280 


vil Gjenstanden synes at ståae paa sin virkelige Plads; 
hvis Lyset derimod ad en Omvei er naaet til Øiet, saa vil 
den sees påa et andet Sted; da Gjenstanden derhos ud- 
sender Lys i alle Retninger, er det jo muligt, åt noget 
Lys kan gåae den lige Vei fra Gjenstanden til Øiet, andet 
ad en Omvei, atter andet ad en tredie Vei 0. s. v., og 
man vil da synes, at Gjenstanden staaer påa såa mange 
forskjellige Steder, som Lyset ad forskjellige Veie er naaet 
Øiet, medmindre det paa Veien har lidt saa uregelmæssige 
Forandringer, at Øiet slet ikke kan bestemme Udseendet 
af den Gjenstand, der har udsendt det. 

Noget Lignende finder jo ogsaa Sted ved andre Virk- 
somheder i Naturen; hvis f.Ex. en Mand kaster en Steen 
mod en Muur, saa at den springer tilbage og rammer os, 
og han samtidigt kaster en Steen directe påa os, saa vil 
det være, som om der var en Ophavsmand i hver enkelt 
af de Retninger, hvori vi rammes; naar et Skud affyres, 
og der i Nærheden er Bygninger eller andre Gjenstande, 
som kunne tilbagekaste Lyden, saa vil Lyden ad forskjel- 
lige Veie kunne naae vort Øre, og vi ville høre flere Skud. 
Paa lignende Maade tilbagekastes ogsaa Lyset, naar det 
træffer et plant Speil; hvis de tilbagekastede Straaler træffe 
Øiet, vil det søge Lysgiveren i Retningen af Speilet, og 
da Øiet til en vis Grad kan bedømme, hvor lang en Vei 
Lyset har gjennemløbet, saa vil det søge Gjenstanden 
ligesaa langt bag Speilet, som den i Virkeligheden er foran; 
noget af det Lys, der træffer Speilet, kan derfra kastes 
tilbage paa et andet Speil og fra dette til Øiet, andet kan 
løbe flere Gange frem og tilbage mellem Speilene, før det 
kastes til Øiet; man seer her Grunden til, at Vinkel- 
speile, f. Ex. Kaleidoskopet, kunne give flere Billeder af 
en Gjenstand. 


281 


Det er imidlertid ikke blot ved Tilbagekastning, at 
Lysstraalernes Retning kunne forandres; dette vil og finde 
Sted, naar Lyset gaaer fra et gjennemsigtigt Legeme over 
i et andet, f. Ex. fra Luft til Glas eller Vand, fra Glas til 
Vand etc. og omvendt. Denne Forandring af Retningen 
kalder man Lysbrydning; den foregaaer ikke lidt efter lidt 
inde i Legemerne, men ved Overfladen af disse, her faae 
Lysstraalerne ligesom et Knæk, medens de inde i Lege- 
merne følge rette Linier. Ved Overgangen fra Vand til 
Luft ville Lysstraalerne bøje ned mod. Overfladen, med- 
mindre de træffe lodret paa denne. Enhver kan ved et 
simpelt Forsøg iagttage denne Lysbrydning. 

Man lægger en 
Gjenstand m, f.Ex. 
en Mønt, paa Bun- 
den af et Fåd og 
stiller sig saaledes 
med Øiet i 0, at 
man ikke kan see 
Mønten, hvilket er 
umuligt, naar den 
rette Linie mo 
træffer Fadets 


Side. Fylder man 
derefter Fadet med Vand, vil man kunne see Mønten fra 
0; Lysstraalen mp vil ved Vandets Overflade i Punctet p 
brydes i Retningen po og altsaa naae Øiet; i Forlængelsen 
af op maa Mønten sees, og tillige vil den samt Bunden af 
Karret rykke nærmere op mod Overfladen, hvorfor den vil 
sees i n. 

Man seer heraf Grunden til, at Vandet ikke synes at 
være saa dybt som det i Virkeligheden ér, at man sjelden 


282 


rammer Gjenstande i Vand, som man støder efter, at en 
Stok, der staåaer skraat deels i Vand deels udenfor, måa 
synes brudt; thi de Dele af Stokken, der ere under Van- 
det, ville rykke nærmere op mod Overfladen. Hvis Lyset 
gik den modsatte Vei, det er fra o til p, vilde det brydes 
til m, altsaa fra Overfladen. Glas bryder Lyset lidt mere 
end Vand, men forresten påa samme Maade. 

Lader man Lyset gaae igjennem et Stykke Glas, der 
er begrændset af plane Flader, som ikke er parallele (et 
Glasprisme), træder Lysbrydningen især tydeligt frem. 


ABC er Gjennemgsnittet af et Glasprisme, Sm er en Lys- 
straale, den brydes ved m fra Overfladen AB, gaaer der- 
efter i Retningen mn, brydes ved n mod Overfladen BC, 
hvorefter den gaaer i Retning no; et Øie i o vil derfor 
søge Gjenstanden S, der har udsendt Lyset, i T. 

Hvis de to Sideflader, hvorigjennem Lyset gaaer, ere 
parallele, saaledes som det er Tilfældet ved en almindelig 
Glasrude, ville vi ikke opdage nogen Brydning; der finder 
vel Brydning Sted ved begge Overflader, men den sidste 
er ligesaa stor som den første og gaaer i modsat Retning, 
hvorfor de ophæve hinandens Virkninger. 

Er AB et Glaslegeme, der er begrændset af tre Par 
plane Flader, af hvilke det midterste Par ere parallele, 


283 


saa vil Lyset fra en Gjenstand S ad de tre antydede Veie 
kunne naae til Øiet O, og man vil derfor synes at see 
Gjenstanden saavel paa sin Plads som i T og U. 


Naar man seer gjennem et Glasprisme, opdager man, 
at Gjenstandene ere omgivne med Farver, der ligne Regn- 
buens. Disse Farver fremkomme altid, naar Lyset brydes, 
og de ligge i en aldeles bestemt Orden. Man faaer dem 
til at træde tydelig frem, naar man leder Sollyset gjennem 
et lille Hul ind i et mørkt Værelse og derefter gjennem 
et Prisme. 

Det er et Forsøg, som Enhver let kan gjøre; der 
udfordres blot, at man foruden Prismet (i Mangel af et 
Glasprisme kan man benytte en Flaske med planslebne 
Flader og fyldt med en klar Vædske) har et Værelse paa 
Solsiden med nogenlunde tætte Rullegardiner. Paa eet af 
disse gjøres et lille Hul, omtrent et Par Linier i Gjennem- 
snit. Naar Sollyset trænger derigjennem, og man opfanger 
det paa et Stykke hvidt Papiir, saa vil man paa Papiret 
see en lille rund klar Plet; bringer man Prismet mellem 
Hullet og Papiret, saa ville Lysstraalerne forandre Retning, 
og tilmed vil man istedetfor den klare hvide Plet faae et 


284 


aflangt farvet Billede paa Papiret. Farvernes indbyrdes 
Orden er her den samme som i Regnbuen, og de gaae 
jevnt over i hinanden; nærmest den oprindelige Retning 
ligger Rødt, derefter kommer Orange, Guult, Grønt, Blaat 
og Violet.… Det er jo. aabenbart, at det ikke. kan være det 
ufarvede Glas eller den klare Vædske, der”meddeéler det 
brudte Sollys disse Farver, de maa findes i selve Lyset. 
Vi nødes til at antage, at i den lille Lyskegle, der trænger 
ind i Værelset, findes Solstraaler af disse sex Hovedfarver, 
og at det Lysindtryk, man faaer, naar alle Straaler virke 
påa samme Sted, netop er den klåre hvide Farve; ved 
Gjennemgangen gjennem Prismet blive disse Straaler skilte 
ad derved, at de ikke alle brydes ligemeget; de røde 
brydes mindst, de violette meest; de ville derfor gaae til 
forskjellige Steder paa Skjærmen, hvert Sted maa faae en 
Farve, svarende til de Straaler, der træffe det. Denne 
Betragtning maa være rigtig, hvis vi omvendt kunne paa- 
vise, at disse forskjellige Farvestraaler, naar de atter 
bringes til at virke paa samme Sted, ville give den samme 
klare hvide Farve, som de gave, før de bleve skilte ad i 
Prismet; dette er meget let at vise. Man har Glaslinser 
(Brændglas), ved hvilke man kan samle Solstraalerne; hol- 
der man en saadan Linse i nogen Åfstand bag Prismet 
og et Stykke Papir bag denne paa det Sted, hvor Straa- 
lerne løbe sammen, saa vil man her have det hvide klare 
Søllys. 

De forskjellige Farver i Sollyset faaer man endnu til 
at træde tydeligere frem, naar man kun lader en smal 
Lysstribe brydes i Prismet. Denne kan simplest erholdes 
derved, at man lader Lyset passere to snevre Spalter, af 
hvilke den ene anbringes i Vinduesskodden til et mørkt 
Værelse, den anden længere inde; man fåaer derved en 


285 


Lysstribe af samme Form og Størrelse som Spalten. Naar 
man låder denne Lysstribe gaae igjennem et nøiagtigt 
Prisme og i nogle Alens Afstand opfanger det brudte Lys 
påa en hvid Skjærm, vil Farvebilledet danne en Rectangel 
(Fig. 1), hvis Længde voxer med Skjærmens Afstand; der- 
imod forandrer Breden sig ikke kjendelig og er lig Spal- 
tens Længde. Billedet vil derhos, som Figuren viser, paa 
Breden sees gjennemskaåaret af endeel mørke Linier, pa- 
rallele med Spalten. Det er let at indsee, at vi ville faae 
et saadant Farvebillede, naar vi som sagt antage, at den 
hvide Lysstribe indeholder mange forskjellige Arter af 
Farvestraaler, og at alle Straaler, der give samme Farve, 
brydes lige meget, hvorimod Straaler med forskjellig Farve 
brydes forskjelligt. Antage vi f. Ex., at det hvide Sollys 
kun er sammensat af tre Slags, røde, gule og blaa, oger S 


Lysstriben, P Prismet, K Skjærmen seet fra Siden, L Skjær- 
men seet forfra, saa ville disse tre Arter af Farvestraaler 
brydes forskjelligt, de røde ville gaae til et Sted r paa 
Skjærmen, de gule til g og de blaae til b, og man maa 
påa Skjærmen faae tre farvede Striber, der hver for sig 
ere lig Spalten og altsaa indbyrdes lige store. Man kan 
derfor sige, at der er tre Billeder af Spalten. Til de 
øvrige Steder af Skjæermen kommer intet Lys, man maa 


286 


derfor mellem Striberne have to mørke Mellemrum; Stør- 
relsen af disse maa være afhængig af den Forskjel, der 
er mellem Brydningen af de tre Arter Farvestraaler; saa- 
ledes udviser Figuren, at denne er antaget at være større 
mellem guult og blaat end mellem rødt og guult; derhos 
er det en Selvfølge, at Afstanden mellem Striberne maa 
blive større, nåar Skjærmen flyttes længere bort. Hvis 
Sollyset kun indeholdt de sex Arter af Farvestraaler, som 
almindelig nævnes, såa vilde der mellem den røde og gule 
Stribe ligge en orange, mellem den gule og blaae en grøn 
og nedenfor den blaae en violet, altsaa sex ligestore lyse 
Striber med fem mørke Mellemrum eller mørke Striber; 
hvis Sollyset bestod af 1000 forskjellige Arter af Farve- 
straaler med forskjellig Brydning, såa sees, at man vilde 
faae 1000 lyse, forskjelligt farvede Striber med mørke 
Striber imellem, hvis Forskjellen påa Brydningen af de 
Farvestraaler, der ligge hinanden nærmest, var stor nok til 
at forhindre de lyse Striber fra at komme til at gribe ind 
i hinanden; thi skeer dette, måa den tilsvarende mørke 
Stribe forsvinde. Hele Systemet af lyse og mørke Striber 
vil altsaa her netop danne et rectangulært Farvebillede, 
lig det vi, som ovenfor sagt, faae af Sollyset. Naar man 
almindelig siger, at Sollyset indeholder 6 eller 7 Arter af 
Farvestraaler, da er dette Antal aldeles vilkaarligt, thi to Dele 
af Farvebilledet, der ligge endog ganske tæt ved hinanden, 
have ikke nøjagtig samme Farve; i den røde Deel af Bil- 
ledet gaaer Farven over fra at være saa mørkerød, at den 
neppe kan sees, til at blive lyserød og saa fremdeles, men 
vi kunne jo ligesaa godt kalde Mørkerødt og Lyserødt to 
forskjellige Farver, som Lyserødt og Orange. Hvis vi for 
"hver Nuance i Farven fik en mørk Stribe, såa kunde vi 
jo let angive Antallet af Arter af Farvestraaler i Sollyset; 


287 


men det faae vi ikke; den mørke Stribe kan jo som an- 
tydet kun da fremkomme, naar der er såa store Spring 
i Brydningen, at de lyse Striber kunne skilles ad; i mod- 
sat Fald ville de gribe over i hinanden og frembringe en 
jevn Overgang. En mørk Stribe tyder altsaa paa, at der 
mangler Straaler med en bestemt Brydbarhed eller, hvad 
der er det samme, af en bestemt Farve. Da man ved at 
lade Straalerne falde ind i en Kikkert med betydelig For- 
størring istedetfor påa en Skjærm har talt over 2000 (i 
Fig. 1 ere kun nogle af de tydeligste angivne) mørke Striber 
i det brudte Sollys, saa sees deraf, at Antallet af Farve- 
nuancer, selv om det antages. begrændset, er meget stort. 

"Det er især Frauenhofer i Minchen, der har bestemt 
Pladsen af nogle af de meest fremtrædende Striber i Sol- 
lvset og betegnet dem med de Bogstaver, som ere skrevne 
ved Figuren.  Linierne ere opkaldte efter ham. Hele 
Billedet kaldes Solspectret; vi ville kalde det Solens 
Spaltebillede. 

Undersøger man paa samme Maade Lyset af en glø- 
dende Metaltraad, af en glødende Kalkcylinder, der jo 
lyser overordentlig stærkt, af en almindelig Lampeflamme, 
hvor det jo især er de glødede Kulpartikler, altsaa faste 
Legemer, der udstraale Lyset, faaer man ligeledes et 
rectangulært Spaltebillede med den samme Farveorden ; 
men de mørke Striber mangle aldeles. Dette tyder paa, 
at her er der ikke Spring i Brydbarheden, og altsaa haves 
her mange Farvestraaler. som mangle i Sollyset. Man 
har derfor opkastet det Spørgsmaal, om Grunden til de 
mørke Striber ikke kunde søges i, at Jordens AÅtmosphære 
standsede de tilsvarende Farvestraaler fra Solen; men da 
man undersøgte Lyset fra de klareste Fixstjerner, fik man 
vel et Spaltebillede med mørke Striber, men de laa paa 


288 


heelt andre Steder, såa her maatte mangle andre Straaler; 
i Planeten Venus's Spaltebillede fandtes derimod de mørke 
Striber, der kunne sees, påa den samme Plads, som de 
tilsvarende i Sollyset; men det er jo og Sollys, vi her håve 
med at bestille. Det er altsaa aabenbart, at Grunden 
maa søges i Lysgiveren selv. 

Man har ligeledes undersøgt den electriske Gnist, 
men her fik Spaltebilledet et heelt andet Udseende, der 
viste sig kun enkelte lyse Striber med store mørke Mel- 
lemrum; de lyse Striber havde naturligviis den til deres 
Plads svarende Farve, men forresten viste de sig paa for- 
skjellige Steder, eftersom man lod Gnisten slaae over 
mellem forskjellige Metaller og i forskjellige Luftarter. 

Man har indtil for et Aarstid siden ikke rigtig vidst, 
hvori man skulde søge Grunden til de omtalte Phænomener; 
nogle Undersøgelser, som Bunsen og Kirchhoff i Hei- 
delberg have foretaget og endnu fortsætte, synes imidlertid 
at forklare paa en tilfredsstillende Maade, hvad man hidtil 
har seet. 

De have ved deres Undersøgelser viist, at der er en 
væsentlig Forskjel paa Spaltebillederne af Metaller, efter- 
som man undersøger det glødende faste Metal eller den 
glødende Metaldamp; imedens hiint — og overhovedet 
alle faste Legemer — gav et Billede, der var lyst overalt 
uden mørke Striber, gav denne kun enkeltstaaende lyse 
Striber, der for forskjellige Metaller laa paa forskjellige 
Steder og havde en til disse Steder svarende Farve, hvor- 
hos hele den øvrige Deel af det af Solens og de fåste 
Legemers Spaltebillede bedækkede Kum viste sig mørk 
(see Fig. 2, 3 og 4); altsaa medens de faste Legemer 
udsende Straaler af alle Farvenuancer, vil Dampen kun 
udsende enkelte bestemte Arter, dér brydes paa samme 


289 


Maade som de tilsvarende i Sollyset. Man indseer nu, 
hvorfor den electriske Gnist giver de lyse Striber; thi 
dens Varme er naturligviis stor nok til at forvandle de 
smaa Partikler, som den river med sig af de faste Lege- 
mer, mellem hvilke den slaaer over, til Damp. 

Man har rigtignok længe vidst, at flere Metaller gav 
den Flamme, hvori de forbrændtes, en vis Farve, der 
endog har været et af de Kjendemærker, som Chemikerne 
have havt til at opdage Grundstofferne; da Farven imid- 
lertid skulde bestemmes ved et Skjøn, kunde den i de 
fleste Tilfælde kun være et høist usikkert Beviis for Stof- 
fernes Tilstedeværelse, hvorimod den ved Kirchhoffs og 
Bunsens Undersøgelser synes i mange Tilfælde at skulle 
blive ikke blot et nøjagtigt, men et langt finere Kjende- 
mærke end alle hidtil brugte. 

Det Apparat, Bunsen og Kirchhoff bruger, er i Prin- 
cipet ikke forskjelligt fra det, der bruges ved -Sollyset. 
Prismet og Kikkerten anbringes i en mørk Kasse, Spalten 
i Enden af et Rør, der gaaer ud af Kassen, saa fremmed 
Lys ikke kan trænge ind.  Desforuden maa haves en 
Varmekilde, hvis Temperatur er såa høi, at Stofferne 
kunne forflygtiges. Foran Spalten anbragtes derfor en 
stærk varmende, men såa lidet lysende Gasflamme, at den 
betragtet gjennem Kikkerten, næsten ikke kunde sees; i 
Flammen tæt nedenfor Spalten lægge de paa Øiet af en 
Platintraad en Smule af det Stof, de ville undersøge; dette 
kunde saaledes ikke sees gjennem Kikkerten, men der- 
imod den opadstigende glødende Damp af Stoffet. 

Vi ville her blot omtale nogle enkelte af deres Un- 
dersøgelser. 

Chemisk reent Kjøkkensalt, der som bekjendt er sam- 
mensat af et Metal Natrium og en Luftart Chlor, gav et 


290 


meget simpelt Spaltebillede, nemlig een skarpbegrændset 
lys Stribe, den gule & i Fig. 2; den ligger nøiagtigt paa 
samme Sted som den mørke Stribe D i Sollyset. Med 
Undtagelse af meget svage Spor af Lys i Nærheden af 
den gule Stribe var Resten af Spaltebilledet mørkt. For 
at undersøge, om denne gule Stribe hidrører fra Metallets 
Chlorforbindelse, netop glødet i denne bestemte Flamme, 
eller om den er eiendommelig for selve Metallet, prøvede 
de Forbindelser af Natrium med mange andre Stoffer og 
bragte dem i forskjellige Flammer; allevegne hvor der var 
Natrium i Forbindelserne, viste denne gule Stribe sig 
uden åt forandre sin Plads, saa det maa ansees for af- 
gjort, at glødende Natriumdamp, hvorsomhelst den fore- 
kommer, altid vil udsende guult Lys af en bestemt Bryd- 
barhed. Men det er naturligviis en Selvfølge, at foruden 
denne Stribe kunde der i forskjellige Forbindelser vise sig 
forskjellige andre. To andre Metaller, der i chemisk Hen- 
seende ligne Nåtrium, nemlig Kalium (en væsentlig Be- 
standdeel af Salpeter, Potaske etc.) og Lithium gave der- 
efter — aldeles uafhængig af Forbindelser og Flamme — 
de simpleste Spaltebilleder. Lithium gav to lyse Striber, 
nemlig den skarpe røde & og den svage orange É i Fig. 3; 
påa de tilsvarende Steder i Sollyset fandtes ingen mørke 
Striber. Kalium gav hele den midterste Deel af Spalte- 
billedet en svag Farve, men desforuden to ejendommelige 
lyse Striber & og 8 i Fig. 4; den mørkerøde & ligger paa 
samme Sted som den mørke Stribe A i Sollyset, ligeledes 
findes til den violette 2 en mørk Stribe i Sollyset, som 
ikke er afsat i Fig. Nogle andre Metaller, som Bunsen 
og Kirchhoff undersøgte, gave lidt mere sammensatte, men 
ligesaa characteristiske Spaltebilleder. 


291 


Da flere Grundstoffer saaledes vise sig med eiendom- 
melige Lyslinier, måa disse være et Middel til at opdage 
hine. Antage vi f. Ex., at vi have et ubekjendt Stof, i 
hvis Spaltebillede der viser sig de tre lyse Striber & i Fig. 2 
samt & og Ø i Fig. 3, saa maatte dette Stof indeholde 
Natrium og Lithium. Ja dette Middel synes at overgåae 
alle hidtil kjendte i Simpelhed og Fiinhed; det er ikke 
engang nødvendigt at bringe Stoffet ind i Flammen, hvis 
Luften i Værelset indeholder en Smule, ville Lyslinierne 
vise sig. 

I et Hjørne i Værelset i flere Alens Afstand fra Ap- 
paratet forbrændte Bunsen og Kirchhoff saaledes en ube- 
tydelig Smule Natrium. Til Flammen foran Spalten vil 
der jo uafbrudt strømme Luft, denne indeholdt nu lidt 
Natrium, som bliver glødende i Flammen; den gule Na- 
triumstribe viste sig meget tydelig. Hvis det antages, at 
Natriumet var ligeligt fordeelt overalt, vilde hver Vægtdeel 
Luft indeholde "/20000000 Vægtdeel Natrium, og i et Secund 
vilde ca. //3000000 Milligram ('/,500000000000 Pd.) strømme til 
Flammen; denne ubetydelige Deel kunde altsaa paavises ; 
thi et Secund er en tilstrækkelig Tid, til at Øiet kan faae 
et Indtryk af Billedet. 

Denne gule Linie viste sig ved Forbrænding af næsten 
alle Stoffer, der i længere Tid havde været udsatte for 
Luftens Paavirkning; men enhver Blæst fører jo mangfol- 
dige fine Vanddraaber fra Havet op over Landet, Vandet 
fordamper, Saltet bliver tilbage som et fiint Støv, der leirer 
sig paa faste Gjenstande, trænger ned i Jorden, optages af 
Planterne, ofte vel i saa ubetydelig Mængde, at ingen an- 
den Analyse kan paavise Tilstedeværelsen. Deres Under- 
søgelser viste og, at Lithium, som hidtil ansaaes for et 
Metal, der forekom yderst sjeldent, er, skjøndt i ringe 


292 


Mængde, dog meget udbredt i Naturen; saa det synes, 
at disse Lyslinier ville ved den chemiske Analyse komme 
til at spille en vigtig Rolle. 

Men Bunsen og Kirchhoff have ikke blot ved deres 
Undersøgelser analyseret Lyset fra jordiske Gjenstande; 
de have ogsaa givet et Bidrag til Besvarelsen af det 
Spørgsmaal, om det er Solens Atmosphære eller selve 
Solkjernen, der udsender Lys til os; de have angivet en 
sandsynlig Grund til de mørke Striber i Sollyset og viist en 
Vei, ad hvilken det maaskee kan lykkes at bestemme nogle 
af de Grundstoffer, der ere tilstede i Solens Atmosphære. 

Antage vi, at Solen bestaaer af en Mængde glødende 
Stoffer, og at hvert Stof for sig udstraaler sit Lys, som 
atter giver et bestemt Spaltebillede, det samme, ”som vi 
ville faae frem, naar vi bringe Stoffet i en Flamme med 
tilstrækkelig høj Temperatur, saa er det jo aåabenbart, at 
Solens Spaltebillede maa være lig Summen af alle de 
enkelte, eller med andre Ord, i Sollysets Spaltebillede 
maae alle de lyse Partier fremtræde, der ere i alle Stof- 
fernes tilsammen. Hvis derfor de enkelte Stoffer hver for 
sig give et Spaltebillede, der er lyst overalt, maa alle 
Stoffer give et lignende med forøget Lysstyrke; give der- 
imod de enkelte Stoffer Lyslinier paa forskjellige Steder, 
maa alle Stofferne give alle disse Lyslinier, der blive ad- 
skilte ved mørke Striber, hvis de Steder, paa hvilke hine 
falde, ere saåavidt fjernede fra hinanden, at den ene ikke 
griber ind over den anden; alt under den Forudsætning, 
at der intet Lys gaaer tabt paa Veien fra Solen til Jorden. 

Betingelsen for, at de mørke Striber kunne findes i 
Solens Spaltebillede, synes altsaa at være een af to: enten 
maae de enkelte Stoffer i Solen for sig give lyse Striber, 
eller der maa paa Veien blive visse Arter af Farvestraaler 


293 


standsede. Under den første Forudsætning maae vi komme 
til det Resultat, at det er Solatmosphæren og ikke Sol- 
kjernen, der udsender Lys til os; thi vi have seet, at vi 
kun fik lyse Linier for de enkelte Stoffer, naar de bleve 
forvandlede til glødende Damp. Til den mørke Stribe D 
i Sollyset svarer en lys Natriumlinie, ligesaa ligger der 
mørke Linier i Sollyset påa de Steder, hvor vi have Ka- 
liumlinierne, altsaa synes Solens Atmosphære hverken at 
indeholde Kalium eller Natrium; derimod maa den inde- 
holde Lithium, thi hvor dette giver Lys, giver Solen ogsaa 
Lys. — Bunsen og Kirchhoff ere imidlertid komne til de 
stik modsatte Resultater; der skal netop være Overflødig- 
hed af de to første Stoffer og Mangel paa det sidste; 
ligesaa er det nok selve Solkjernen, der fortrinsviis ud- 
straaler Lys til os. Da dette Lys imidlertid maa give et 
Spaltebillede uden mørke Striber, måa endeel Farvestraaler 
være tabte underveis; men da Fixstjernerne give Lys paa 
flere af de Steder, hvor Solen giver mørke Striber, kan 
det jo hverken være i Jordens Atmosphære eller i det 
tomme Himmelrum, at hine standses. Der er altsaa intet 
andet tilbage, som kan standse dem, end selve Solens 
Atmosphære. 

For at vise Berettigelsen af denne Antågelse, maae 
vi endnu omtale et Par Forsøg. 

Betragtes en glødende Kalkcylinder gjennem Spalten, 
faaes som alt bemærket et lyst Billede uden mørke Striber; 
bringes en Lampeflamme med Kogsalt mellem Kalklyset 
og Spalten, skulde man jo troe, at man fik en frem- 
trædende gul Stribe. paa det Sted, hvor Lampeflammen 
alene vilde give Lys; men nei, man faaer paa dette Sted 
en mørk Stribe og Resten uforandret; ligesaåaa faaer man, 
naar man betragter Kalklyset gjennem en Lithiumflamme, 

20 


294 


mørke Striber påa de Steder, hvor de lyse Lithiumlinier 
skulle ligge. Holdes istedetfor Kalkcylinderen en glødende 
Platintraad (der holdes glødende ved en electrisk Strøm) 
bag Flammen, faåaaes ligeledes mørke Striber påa de samme 
Steder og Resten stærkt lysende. Ved en Række af For- 
søg godtgjordes det, at jo højere Temperatur den bageste 
Lysgiver har, der for sig ingen mørke Striber giver, og 
jo lavere Temperaturen er i Flammen med den glødende 
Metalluft, jo mørkere blive Striberne. Dette træder især 
tydeligt frem, naar vi bruge Sollys som den bageste Lys- 
giver og lade dette trænge igjennem en Lithiumflamme; 
vi faae da i Solens Spaltebillede to nye mørke Linier påaå 
de Steder, hvor de to lyse Lithiumlinier skulle ligge; 
svække vi derimod Sollyset stærkt, saa træde atter de lyse 
Lithiumlinier frem, det er, de blive lysere end Omgivelserne. 
Det Anførte synes at vise, at Lithiumflammen kan lade 
alle Lysstraaler fra Solen, fra Kalklyset og fra Platintraaden 
gaae igjennem sig påa de Straaler nær, der ere af samme 
Slags som de, der udsendes af selve Lithiumflammen; thi 
før denne Fiamme kom mellem Spalten og den bageste 
Lysgiver, havdes Lys overalt; naar den bringes imellem, 
faaes to mørke Striber, Resten uforandret; det tilsvarende 
Lys maa altsaa være indsuget eller standset af Flammen; 
vel udsender denne selv Lys til de mørke Striber, men 
naar den bageste Lysgiver langt overgaaer Flammen i Lys- 
styrke, blive disse jo. belyste af langt svagere Lys end 
Omgivelserne og maa altsaa fremtræde som mørke Linier 
påa lys Grund og jo mørkere, jo stærkere den bageste og 
jo svagere den forreste Lysgiver lyse. Svække vi den 
bageste Lysgiver, saa ville Lithiumlinierne fremdeles blive 
belyste af Lithiumflammen, medens de omliggende Dele 
belyses af et svagere Lys, altsaa faae vi klare Linier paa 


295 


lys Grund. (At en Lysgivers tilsyneladende Klarhed er 
forskjellig efter den Belysning, Omgivelserne have, er jo 
bekjendt nok: holdes en almindelig Lampe eller Lysflamme 
op imod Solen, vil den ikke kunne sees; kommer man 
fra et stærkt belyst ind i et svagt belyst Værelse, synes 
dette i Begyndelsen langt mørkere end senere; seer man 
ned i en dyb Brønd, synes alle Gjenstandene mørke, stiger 
man derimod derned, saa vil man finde, at de kunne være 
ret godt belyste etc.) Disse og flere lignende Forsøg med 
andre Stoffer give Berettigelse til at antage, at en Flamme 
i en betydelig Grad indsuger de samme Årter af Farve- 
straaler, som den selv udsender. (Man har noget Til- 
svarende hertil i Varmelæren: de Legemer, der udstraale 
Varmen bedst, indsuge den ogsaa bedst; lægges saaledes 
en klar Dag et sort og et hvidt Stykke Klæde paa Jorden, 
saa vil Jorden opvarmes stærkest under det første Stykke 
om Dagen og afkøles meest om Natten, fordi det sorte 
Stykke om Dagen indsuger og om Natten udstraaler mere 
Varme end det hvide.) 

Slutningerne, som vi heraf kunne drage med Hensyn 
til Sollyset, ville da blive: 

Solkjernen er et glødende Legeme af en meget høi 
Temperatur, Solatmosphæren er Damp af en lavere; hiin 
udsender Lys af alle Farvenuancer, denne af visse be- 
stemte, hvorhos denne indsuger — om ikke alt, såa en 
stor Deel af det Lys, der kommer fra Kjernen af samme 
Slags, som den selv udsender.  ÅAltsaa fremkomme de 
mørke Striber i Spaltebilledet derved, at Solatmosphæren 
indsuger det tilsvarende Lys, medens den selv til disse 
Striber udsender langt svagere Lys. Hvis Solkjernen et 
Øieblik ophørte at lyse, vilde Atmosphærens Lys kunne 

20% 


296 


sees; vi ville da faae lyse Linier, hvor vi nu have mørke 
og omvendt. 

Ville vi vide, hvilke Grundstoffer der findes i Solens 
Atmosphære, have vi blot behov at opsøge de Stoffer her- 
nede paa Jorden, der give lyse Linier, hvor Solen giver 
mørke. Natrium er et saadant Stof, Kalium ligesaa,. Li- 
thium derimod ikke; af hine Stoffer maa der altsaa være 
Overflødighed, af dette maa der enten være intet eller for 
lidt til at standse de tilsvarende Straaler; men påa den 
Klode i vort Solsystem, som vi kjende bedst, er der 
netop ogsaa Overflødighed af de to første Stoffer, hvor- 
imod det sidste kun findes yderst sparsomt udbredt i 
Naturen. 


(6 "DL 


"Uu9[oS 


T 34 


p s 
ln Sera 


4 


297 


Sidensvandsen. 


Af Stud. med: P… V. Heiberg. 


Naar Sneen dækker Markerne, og vore Sangfugle for- 
længst ere dragne mod Syden, naar Skoven ståaer me- 
lankolsk og mørk, og Vinden suser gjennem de høie, 
nøgne Trætoppe, hvor Ravnen og Kragen ere Eneherskere 
og forsultne udstøde deres hæse Skrig — da faae vi som 
oftest Besøg fra vore nordlige Nabolande af smaa, nyde- 
lige Fugle, som glæde Øiet og oplive den kolde Vinter- 
dag. Da kommer i store Flokke den lille Graasidsken 
(Fringilla linaria) med det smukke røde Bryst og den lille 
røde Kalot, Graairisken (F. cannabina), Bjergirisken (F. 
montium), Kvækerfinken (F. montifringilla) og mange an- 
dre, som kviddrende færdes paa Markerne, ved Strand- 
kanten og i Udkanten af Skovene. Ofte kan man see 
hele Klynger af disse Smaafugle hænge i een eller anden 
Plante, hvis Frø smage dem fortræffeligt, flagre et Stykke 
bort og hoppe omkring paa Sneen, hvorpaa hele Flokken 
under en almindelig Kviddren farer op og beskriver en 
stor Bue i Luften for atter at vende tilbage og paany 
gjennemsøge de faa hentørrede Planter, som rage op over 
Sneen. Men blandt alle vore Vintergjæster bærer dog 
Sidensvandsen (Ampelis garrulus) eller rettere Silkehalen 


298 


Prisen. Det er- virkelig et nydeligt Syn at see en Flok 
af disse prægtige Fugle i et Rønnebærtræ ret gjøre sig 
tilgode med de røde Bær, som hæves ved de sneedækte 
Omgivelser. Under en bestandig, sagte Kviddren holde 
de deres Maaltid, og da de ere nogle forslugne Krabater, 
som påa een Dag skulle fortære ligesaa meget som de 
selv veie, gaaer Arbeidet rask fra Haanden. Allerede ere 
de fleste Klaser forsvundne, og enkelte af Euglene gjøre Mine 
til at opsøge et nyt Spisekvarieer — saa vi måa skynde 
os at faae fat påa een af dem for at betragte den lidt 
nærmere. Vi gjøre et Skud, og et Par Stykker falde 
trufne ned; hele den øvrige Flok flyver op, men kun et 
Par Træer længere bort, og saasnart vi have bortfjernet 
os med vort Bytte, kommer først en enkelt og strax der- 
paa hele den øvrige Flok. tilbage for at fortære de faa. til- 
oversblevne Bær. Undersøge vi nu vort Offer, da finde 
vi en Fugl lidt mindre end Sangdrosselen med en usæd- 
vanlig tyk og silkeblød Fjerdragt, som ogsaa har givet 
den dens tydske Navn »Seidenschwanz«, som vi Danske 
glat hen forandre til »Sidensvands« istedetfor at give den 
det smukke Navn »Silkehale«. Dens Næb er kort og 
fladt ved Grunden, og i Spidsen af Overnæbet findes et 
lille Udsnit.  Hovedfarven er rødgraa, mørkere paa Ryg- 
gen og faldende i det Askegraa over Halen og under 
Bugen; Struben er sort, og et sort Baand gaaer over Næb- 
roden gjennem Øinene, som ere meget store og klare. 
Vingernes store Svingfjer ere sorte med tvende hvide 
Tværstriber og en høiguul Længdestribe, og de bageste 
Svingfjer ende med zinnoberrøde, pergamentagtige Spid- 
ser, som ere tilstede i forskjelligt Antal fra 3—7 og i 
forskjellig Længde efter Fuglens Kjøn og Alder. Halen er 
sort med et høiguult Baand i Spidsen, i hvilket hos me- 


299 


get gamle Fugle Fjerribberne have en rødlig Farve; 
Halens Underdækfjer ere rustrøde, og paa Hovedet bærer 
den en indtil 114 Tomme lang Fjertop, som i Almindelig- 
hed bæres liggende langs ad Hovedet, men som i Affect 
reises.. Næb og Fødder ere sorte. Disse smukt fordeelte 
Farver ere meget rene og skarpt begrændsede hos de 
gamle Hanner, hos Hunnerne og de unge Fugle ere de 
derimod mere måtte. 

Denne prægtige Fugls Hjem er det høie Norden, 
hvor man i de sidste Aar har fundet den ynglende. 
Æren for Opdagelsen tilkommer udelukkende Englæn- 
deren John Wolley, som 1856 bereiste det nordlige 
Finland og hjemsendte de første Æg og Reder. Siden- 
svandsen bygger coloniviis i. de store, mørke, ofte sum- 
pige Gran- og Fyrreskove i det nordlige Finland og Skan- 
dinavien, og lægger i Begyndelsen af Juni 5—7 blaahvide 
Æg med mørke Streger og Punkter, som aldeles ligne 
Æggene af dens amerikanske Slægtning (Ampelis cedrorum) 
og nærmest kunne sammenlignes med Kjernebiderens Æg. 
Reden, som ikke, hvad man tidligere antog, har nogen 
Lighed med en Drosselrede, er omtrent 5 Tommer i 
Gjennemsnit; Grundlaget og Væggenes Yderside dannes 
af grove Grankviste, medens Hovedmassen bestaaer af et 
tæt Filt af Skjæglav (Usnea barbata) og det Indre er ud- 
foeret med fine Græsstængler og enkelte Fjer. Reden 
bygges i Almindelighed 15 — 20 Fod fra Jorden paa en 
Green tæt inde ved Stammen af en Gran, Fyr eller Birk. 
At man lige til den nyeste Tid har været uvidende om 
denne Fugls Forplantning, ligger deels i, at den yngler 
saa nordligt i kolde og næsten uveibare Egne, og deels, 
som Nilsson mener, deri, at selv om man finder Rede og Æg, 


300 


vise Forældrene sig dog aldrig, ja de udstøde ikke engang en 
Klagelyd. 

Hen paa Vinteren, naar Snee og Kulde tvinge dem, 
samles de familie- eller flokkeviis i store Skarer og. drage 
sydpaa, hvor mere Næring er at finde, og komme saa- 
ledes ogsaa i strenge Vintre til os. I Åaret 1858 ankom 
Sidensvandsen saaledes til Omegnen af Kjøbenhavn i stort 
Antal i Slutningen af December; 1859 i Slutningen af 
November; 1860 ankom enkelte midt i November og 
store Skarer i Slutningen af December. Deres Flugt er 
rask, da Vingerne ere lange og spidse, og de beskrive 
store Buer i Luften; øjine de et Rønnebærtræ eller en 
Tjørn med dens røde Bær, styrter hele Flokken uden 
Betænkning med sin sædvanlige Kviddren ned og giver 
sig strax ifærd med at æde; da deres Fordøielse gaaer 
meget hurtigt og ufuldstændigt for sig, ere de nødte til 
at tage megen Føde til sig, ja man seer endogsaa under- 
tiden, at de i knappe Tider, efterat have gjort reent Bord 
i Træet, søge ned påa Jorden og fortære deres egne halv 
fordøiede Excrementer. Saa smuk Fuglen derfor end er, og 
saa let den er at fange, idet den uden Betænkning gaaer 
i Doner og paa Liimpinde, og saa let den er at holde i 
Buur, idet den æder næsten Alt, hvad man giver den, 
saa ureenlig er den i Fangenskab, og den taber der aldeles 
den Skjønhed og Friskhed, som den har i den frie Natur. 
I sit Hjem skal den om Sommeren leve af Insecter, 
som den paa samme Maade som Fluesnapperne fanger i 
Luften fra Toppen af et Træ, til hvilken Levemaade dens 
brede Næb ogsaa synes skikket. 

Sidensvandsen er meget godmodig og fredelig og færdes 
ogsaa sammen med andre Fugle; jeg har saaledes truffet en 
enkelt i et Selskab af Dompapper, som den fulgte og lod til at 


- 


301 


være meget gode Venner med. Bliver den vred, saa yttrer den 
sin kortvarige Forbittrelse ved at klappe Næbet sammen flere 
Gange og såmtidigen reise Toppen, hvilket sidste den 
ogsaa gjør, naar den befinder sig vel ved et godt Maal- 
tid. Den er hos os meget lidt sky, naar den kommer; 
man kan saaledes gjøre et Par Skud mellem dem, og de 
vende dog stedse tilbage til deres Yndlingsføde; men de 
ere langtfra dumme, og have de først lært, hvor farligt 
Mennesket er, såa lade de sig ikke komme nær, og deres 
muntre Tillid er vegen for en sky Forsigtighed. — Tidligt 
paa Foraaret, i Februar eller endog i Januar, naar blot 
nogenlunde mildt Veir indtræder, drager Sidensvandsen 
hjem til sine kolde Birkeskove; den reiser hurtigt, par- 
eller enkeltviis og opholder sig kun meget kort Tid under- 
veis. Snart efter have alle vore Vintergjæster søgt til- 
bage til deres Hjem — vore Marker staae øde og for- 
ladte og Skoven stille og sørgmodig, men kun en 
kort Tid, da gjenlyder Luften af Lærkens jublende To- 
ner, Stæren fløiter fra Trætoppene, og med den mun- 
tre Svale kommer Foraar og Liv og Lystighed i vore 
Skove. 


302 


Nogle Bemærkninger i Anledning af en Notits om 
Beccassinerne, 


i dette Tidsskrifts 2det Bind for 1860, 


af Jægermester A. Brun. 


æl ovennævnte Sted er anført et tilsyneladende begrundet 
Beviis for, at den almindelige dobbelte Beccasin (Scolopax 
gallinago) ved Hjelp af Halefjedrene frembringer den be- 
kjendte summende Lyd, som i Tydskland stundom har 
givet Fuglen Navnet »die Himmelsziege«. 

Jeg er dog overbeviist om, at Hr. Conservator 
Mewes har taget Feil i sine Undersøgelser i denne Ret- 
ning”), og skal fremføre mine Grunde, som ikke alene 
ere baserede paa Undersøgelsen af enkelte Fjedre inden 
fiåre Vægge, men desuden paa ofte gjentagne Iagttagelser 
af Fuglen i dens Flugt. Jeg tør tilføje, at Resultatet 


”) Redaktionen skal hertil knytte den Bemærkning, at da Hr. Mewes 
er bekjendt som en dygtig og intelligent praktisk Ornitholog, da 
hans Iagttagelse udentvivl er meddeelt det svenske Akademi af 
den udmærkede Ornitholog Prof. Sundewall og endelig oversat i 
engelske Tidsskrifter af en anseet praktisk Ornitholog (John 
Wolley), håvde vi al mulig Grund til at fæste Lid til Forkla- 
ringens Rigtighed. Da Hr. Jægermester Bruns Modbemærkninger 
påa den anden Side forekomme os grundede, er det os kjært at 
kunne meddele dem for at anspore til yderligere Iagttagelser om 
Sagen. (Red. Anm.) 


303 


heraf forekom mig såa utvivlsomt, og selve Sagen om- 
sider saa bekjendt, idetmindste blandt Jægere, at jeg 
hidtil ikke ansaåe denne Gjenstand for at trænge til yder- 
ligere Discussion. Da imidlertid alle Undersøgelser i den 
levende Natur ere af høi Interesse for mig, griber jeg 
denne Leilighed til at udtale mig. 

For en 30 Aar siden, i Begyndelsen af mit paa 
interessante Erfaringer temmelig rige Jægerliv, lærte jeg 
Jagten paa et Distrikt, hvor Beccassinen bygger, og be- 
nyttede Leiligheden til at anstille nedenstaaende lagt- 
tagelser, som jeg hidtil har fundet rigtige. — Omend- 
skjøndt Hanbeccasinens Parringslyd just ikke er klangfuld, 
fandt jeg dog i hiin Tid, at den indeholdt en egen 
Melodi, der maatte tiltrække enhver Jægersmand, som 
har Sands for Livet i Naturen, og ikke færdes alene som 
Dråbsmand. Denne Melodi ligger maaskee mest i Ind- 
bildningen, og udgjør en Deel af den Jubel, hvormed Alt 
er opfyldt i Naturen, naar den om Vaaren reiser sig i 
sin Kraft og Ungdom, opfyldt af Forhaabninger,  Des- 
værre kunne disse Indtryk kun gjøre sig gjældende i deres 
fulde Styrke, saalænge Sindet er frit og ikke nedtrykkes 
af Ulykker, Sorg og de Bekymringer, som Livet saa ofte 
medfører; alligevel vil Ingen, som en Gang ret dybt har 
følt Vaarens Jubel, nogensinde glemme dette Indtryk — 
og Beccassinens Parringssang, beskeden som den er, 
udgjorde en ikke ringe Deel af Foraarslivet i hiin Egn, 
som ellers er temmelig fattig paa Naturskjønheder, nemlig 
Tidsvildes Flyvesandsdistrikt. 

Beccassinen kømmer i den sidste Halvdeel af April 
Maaned tilbage hertil fra Syden, parviis som Sneppen og 
Storken. De fleste drage nordligere end Danmark, men 
en Deel bliver dog endnu her, indtil de fortrænges af 


304 


Landets tiltagende. Befolkning, af Vandledninger og Drains- 
rør.  Parringstiden er nu forhaanden, og Parrings- 
legen, som egentlig er det her skal omtales, begynder 
strax efter Ankomsten, naar Veiret tillader det; dog maa 
dette være nogenlunde behageligt, og helst stille med 
klart Solskin. Naar man da, helst tidlig paa Morgenen, 
nærmer sig Mosestrækninger, hvor Beccassiner opholde 
sig, vil det som oftest ikke vare længe, før man hører 
deres Kjærligheds Vexel-Sang, — thi Hr. Mewes har 
efter mine Iagttagelser Uret, naar det Linie 11 f. 0. 
hedder: »hin Lyd, som vel at mærke kun høres, naar 
Beccassinen flyver, kun naar den kaster sig ned med 
spredte Halefjedre, aldrig naar den flyver op med samlet 
Hale, og som ofte høres samtidig med dens Skrig.« 
— Det er nemlig heraf aabenbart, at Hr. Mewes er af 
den Mening, at begge disse Lyd frembringes af den 
samme Fugl, nemlig den flyvende Beccassin, men j 
dette er, troer jeg, ikke Tilfældet. Som af det Følgende 
vil fremgaae frembringes, idetmindste som oftest, kun 
den surrende Lyd af Hannen, som flyver, medens 
Hunnen siddende i Græsset gjennem Næbbet frembringer 
den anden Lyd, som senere skal omtales. 

Jeg måa endnu bemærke, at jeg altid fører en kort 
Jagtkikkert med stort Focus med i min Jagttaske, noget 
jeg vil anbefale enhver Jæger, thi det har saare ofte 
været mig til stor Nytte og fyldt min Taske, medens de 
Andres forbleve tomme. 

Legen begynder dermed, at Hanbeccassinen, medens 
Hunnen bliver siddende, i stærk Stigning og med kraftige 
Vingeslag hæver sig til en Højde af 100 til 300 Alen. 
Derpaa flyver den i en stor Cirkel, hvis Diameter udgjør 
500 og endog 1000 Alen, omkring det Sted, hvor Hunnen 


305 


blev tilbage. Den begynder sin Bue i horizontal Flugt, 
men naar den har faaet Fart, kaster den sig med stor 
Hastighed og med krampeagtige korte Vingeslag, men dog 
med spredte Vinger 30—50 Fod skraat nedad, medens 
den stundom kaster Ryg- stundom Bugsiden mod Be- 
tragteren, og i dette Øieblik er det, at den snurrende 
Lyd høres. Derpaa benytter den tildeels Faldhastigheden 
til atter at hæve sig saa høit”), som den var før, og 


”) Denne Flugtform ligner noget BRingduens (Skovduen, Columba 
pålumbus) i Parringstiden, men selve Flugten er dog meget 
forskjellig. I den Tid Ringduen er beskjæftiget med Rede- 
bygningen, og dette skeer to Gange hver Sommer, udfører den 
ofte i smukt Veir følgende Flugtform, som i hele den Skandina- 
viske Fauna er aldeles charakteristisk og eiendommelig for -»denne 
Fugl. Tillige er det den skjønneste Flugt, nogen Fugl hos os 
viser, selv Falkenes ikke undtagen. Ialmindelig flyver den alene, 
men undertiden ledsaget af sin Mage, som da flyver paa samme 
Maade og gjør Skuespillet end yndigere.  Duen flyver i Alminde- 
lighed i Højde med de højeste Trætoppe og som Beccassinen i 
en stor Kreds; den hæver sig med en Deel kraftige Vingeslag en 
20 å 30 Alen, og naar den har naaet Høidepunktet, frembringer 
den ved at slaae Albuleddene sammen over Ryggen to stærke og 
et svagere Vingekladsk.  Derpaa udfolder den baade Vinge- og 
Halefjedrene og sænker sig blidt svævende saa dybt ned som den 
var før Stigningen, og det samme Spil gjentages forfra. 

Da baade BRingduens Legemsformer have smukke indbyrdes 
Forhold, og Forkropfjedrenes Smaragd- og Purpurglands samt den 
skjøntformede Hales smukke Ringtegning saaledes fremtræde paa 
det Fordeelagtigste i Solskinnet, forhøjes Skuespillets Skjønhed 
derved overordentligt. At der imidlertid er en stor Forskjel 
imellem Duens og Beccassinens Bevægelser fremgaaer af oven- 
staaende. 

Der ligger for den praktiske Naturforsker en stor Tilfredsstillelse 
i at studere de forskjellige Fuglearters Flugtbevægelser, ligesom 
ogsaa deres Sprog. Den ligger deri, at man omsider bringer det 
til, ikke alene at kunne sige med Bestemthed, hvilken Fugl man 
har at gjøre med, naar man blot — om og paa betydelig Afstand 
— seer nogle faae af dens Flugtbevægelser, eller tydelig hører 
en Lyd af dens Stemme, men at man i Sandhed lærer at for- 


306 


medens dette Sidste gaaer for sig, høres som oftest, dog 
ikke altid, den anden omialte Lyd, som, hvor nødig jeg 
end griber til Hjelp af Noder, naar jeg omtaler Fuglenes 
Sprog, vel kan udtrykkes med: 


Hannen fortsætter imidlertid den beskrevne Bue-Flugt, og 
bliver ofte i saa lang Tid ved dermed”), at der hører en 
udlært Jægers Taalmodighed til at holde Øie med den. 
Endelig kaster den sig hurtig som en Piil ned fra sin 
Højde, og sætter sig i Nærheden af Hunnen. "Naar man 
da ved Hjelp af et eller andet fremragende Mærke, en 
større Tue, et høit Græsstraa, en afstikkende Blomst 
0. Ss. v. nøje hår mærket sig Stedet, hvor den kastede sig, 
kan man ved at nærme sig i lige Linie være sikker nok 
påa at skræmme den op, men ikke slet saa sikker påa at 
træffe den med Skuddet, thi paa denne Aarstid, da den 
er mager, er dens Flugt endnu mere ujævn og vinkelformet, 
end om Efteraaret, i den egentlige Jagttid, naar den er 
fed. Det er indlysende, at det er meget lidt jæger- 
mæssigt at skyde Beccassinen i Parringstiden, men jeg 
har dog stundom gjort det for at undersøge den, og da 
altid fundet, at det er Hannen, som udfører den ovenfor 
beskrevne Flyvescene. Da Han og Hun i det Ydre aldeles 
ligne hinanden, kan man kun overbevise sig derom ved 


staae dens Sprog, d. v. s. hvad den udtrykker ved de forskjellige 
Toner, som Skræk, Varsel, Lokning, Ømhed, Velbefindende o.s. v. 
Det forstaaer sig at hver Fugleart har sit eget Sprog. Brun. 

”) Jeg har undertiden kunnet vente 1 Time og mere, før den 
kastede sig. Brun. 


307 


at undersøge Fuglens indre Dele. Hunnen flyver ved 
Skuddets Lyd næsten altid op i en ringe Afstand fra det 
Sted, hvor Hannen sad. 

Af hvem og hvorledes frembringes nu de to Slags 
Toner? 

Jeg vil først omtale den summende Lyd, som Hr. 
Mewes antager frembringes med de yderste Halefjedre, og 
vil først tage Sagen theoretisk. Åt dette dog ingenlunde 
er tilstrækkeligt, hvor Naturforskningen skal drives grundigt, 
men at herved som overalt Theori og Praxis maååae gaae 
Haand i Haand, haaber jeg at Følgende vil afgive et nyt 
Beviis paa. 

Den yderste stive Halefjeder kan vel frembringe en 
lignende summende Lyd, dog umuligt ved den forholds- 
viis yderst langsomme Bevægelse, som vi formaae at give 
den ved med Haanden at føre den gjennem Luften, men 
vel nåar man under en vis Vinkel blæser paa den — men 
en end stærkere Lyd kunne under lignende Forhold de 
yderste 4 eller 5 Vingefjedre frembringe. At det altsaa 
just er Halefjedrene, som spille denne Rolle, er 
dermed ikke beviist. Efter Hr. Mewes's Mening er det 
desuden kun den yderste, i Alt to Fjedre, som skulle 
kunne frembringe en såa stærk Lyd, som den omtalte. 

Hr. Mewes finder endvidere et Beviis for sin Paa- 
stand deri, at Lyden kun fremkommer, naar Beccassinen 
med spredte Halefjedre kaster sig nedåd, »aldrig naar 
den flyver op med samlet Hale«. Heri iigger tydelig 
den Anskuelse, at Beccassinen aldrig flyver op med 
spredt Hale og derfor ikke ved Opflyvningen frembringer 
Lyden. Jeg maa erindre herimod: 

at Beccassinen som alle korthalede Fugle for Sty- 
ringens Skyld næsten altid under Flugten har Halen 


308 


spredt, og navnlig altid naar den flyver op. Ved alle 
deslige Leiligheder maatte altsaa denne Lyd kunne frem- 
bringes, men den udebliver; 

at den, naar den kaster sig ned i Mosen fra sin Flugt, 
altid gjør det med stor Hurtighed og med spredt Hale, 
uden at nogen Lyd høres. Vel at erindre: naar den 
saaledes kaster sig ned, folder den Vingerne sam- 
men og kan derfor ei heller frembringe den omtalte Tone 
med disse; 

at ifølge Hr. Mewes's Theori den samme Lyd nød- 
vendigviis stundom maatte høres paa Jagten efter Beccas- 
sinerne, under de mange forskjellige piilsnare Bevægelser, 
som de ofte gjøre med spredt Hale for åt undgaae 
Haglene, som de høre suse omkring sig, men den høres 
aldrig. Men atter bedes bemærket: at den Bevægelse, 
som den gjør med Vingerne under Parringsflugten, be- 
høver den aldrig at gjøre uden just ved denne Leilighed, 
og gjør den ei heller. 

Uden at Nogen ellers havde henledet min Opmærk- 
somhed derpaa, fandt jeg dog alt i hiin Tid Spørgsmaalet 
interessant, og gjorde mig megen Umage for at komme 
efter. Hemmeligheden. Jeg valgte da gjerne min Plads 
indenfor den Cirkel, som Fuglen beskrev, lagde mig 
plat påa Ryggen, saa Albuerne kunde støttes mod Jorden, 
og satte Kikkerten for Øiet. Der hører Øvelse til, med 
Kikkert at følge en Fugl i dens Flugt, men naar den 
holder sig i betydelig Afstand, og Instrumentet er som 
ovenfor beskrevet, lader det sig gjøre. — Jeg saae og hørte 
da meget tydeligt, at Takten i den summende Lyd 
stemmede overeens med Hurtigheden af Fuglens korte, 
zittrende Vingeslag i det Øieblik den gjorde sine Sving- 


. 309 


ninger nedad, og at Lyden ophørte i det Moment”), at 
Fuglen forandrede Vingebevægelserne, selv naar den 
umiddelbart endte sin snurrende Bevægelse med at den 
styrtede sig ned i Kjæret, altsaa uden at Halens 
Stilling derved forandredes. 

Endvidere bemærkede jeg tydeligt, at Fuglens Be- 
vægelseslinie nedad, medens Lyden hørtes, var aldeles 
stadig, saa at den derved beskrevne Bue var aldeles jævn. 
Halen kunde altsaa ikke som Følge deraf bevæges zit- 
trende, men kun i en jævn Linie, og det forekommer mig 
derfor utænkeligt, at den saaledes kan frembringe en 
saa stærk vibrerende Lyd, som alt ligger i Benævnelsen: 
» Himmelsziege «. 

Den anden Lyd, som jeg ved de to Noder har an- 
givet, overraskede mig i Begyndelsen, da jeg, medens 
Hunnen var skjult for mit Øie, antog, at den ogsaa hid- 
rørte fra Hannen. Jeg fandt det dog usandsynligt, fordi 
dens Ånstrengelse ved den saa hurtige Flugt alt vår saare 
stor, og fordi Lyden næsten altid lader sig høre, naar den 
atter hæver sig i, Luften, da altsaa Lungernes Ån- 
strengelse er størst. Ei heller var det mig i lang Tid 
muligt, ved Hjelp af Øret åt komme paa det Rene med, 
hvorfra Lyden kom, indtil jeg endelig bemærkede, at 
naar den flyvende Fugl havde fjernet sig temmelig langt 
fra mig, medens jeg befandt mig midt imellem den og 
Stedet, hvor Hunnen skjulte sig, "da hørte jeg Lyden 
ganske tydelig komme fra dennes Side, og ikke derfra, 
hvor Hannen fløj. Endvidere traf det sig undertiden, at 


" Hermed maa naturligviis Fuglens Afstand tages med i Beregning; 
naar den er langt fjernet, seer man den sænke sig, inden Lyden 
begynder, og hæve sig, inden den holder op. Br 


310 


den fløitende Lyd, som egentlig er Svaret paa Hannens 
Snurren, hørtes i samme Moment som denne; men det 
er højst usandsynligt at begge Lyd skulde frembringes af 
samme Fugl samtidigt. 

Naar jeg derpaa lod min Hund søge Hunnen op, fandt 
jeg den i Almindelighed hvor jeg formodede den, og 
antog — som jeg antager endnu — Knuden for løst. 

At Hunden ikke altid formaaer at finde en Beccassin 
som trykker sig, veed enhver Jæger. 

Af ovenstaaende Grunde troer jeg at turde ansee det 
som utvivlsomt: 

at den snurrende Lyd frembringes af Beccassinhannen 
ved Hjelp af Vingerne, og blot i Parringstiden, samt: 

at den fløjitende Dobbelttone som Svar udstødes af 
Hunnen, ogsaa kun i Parringstiden; — dog er jeg ikke 
ganske vis paa, om ikke Hannen ogsåa kan frembringe 
denne Lyd. 


Om Skovtræernes Selvsaaning og Frøets Udbred- 
ning i Skoven, 


AR Girrs Va ure kl 


Ds første Betingelse for, at en Træart kan bevare sin 
Tilværelse og udbrede sig i Skoven, er, at den frem- 
bringer spiredygtigt Frø; i denne Henseende er det eien- 
dommeligt for Træerne, at de saa sildigt blive frugtbare. 
Ligesom hos Urterne gaaer Væxtlivet forud for Blomster- 
livet, hvilket dog for disse indtræffer i en tidlig Alder, 
idet de fleste blomstre i første eller andet Aar; Træerne 
derimod behøve en lang Aarrække, inden de blive blom- 
stringsdygtige; dette hidrører hos mange Træarter deraf, 
at de blomstringsdygtige Grene, som ere af en anden 
Form end de rent vegetative, fremtræde i en senere Alder. 
Dette gjælder saaledes om Vedbenden, hvis Grenes Blade 
aldeles skifte Form, naar Planten skal blomstre. Hos vore 
Skovtræer have de blomsterbærende Grene ogsaa en egen 
Form; de ere navnlig kortere end de vegetative Grene; 
men deres Fremkomst medfører ikke nødvendig Blom- 
21 


312 


sterne, som i Reglen komme langt senere. Hos Bøgen 
indfinde de korte Blomstergrene, som ere meget kjende- 
lige, sig allerede, nåar Træet er tre Aar gammelt, men 
Blomsterne komme først, naar Bøgen er 50 Aar gammel. 
Egen blomstrer hos os i Skoven i en Alder af 40 Aar. 
De Omgivelser, hvori Træet lever, øve imidlertid en meget 
stor Indflydelse paa Blomstringsalderen.  Fritstaaende Ege 
blomstre langt tidligere; jeg hår saaledes seet en Eg paa 
Laaland i Frugt, som knap var 18 Aar gammel; Abild be- 
høver i Dannemark næsten 19 Aar for at kunne blomstre. 
Nogle Træarter, som i Skovhuusholdningen + kave ingen 
eller kun ringe Vigtighed, blomstre i en tidligere Alder. 
Saaledes blomstre Palmepilen og andre Pilearter, naar de 
ere sex Aar gamle.  Stikkelsbærtræet blomstrer allerede 
i-sit tredie Aar. 

Destoværre foreligger der endnu ikke paalidelige An- 
givelser om den Alder, i hvilke Træarterne ere blomstrings- 
dygtige. Hartig”) har givet følgende Oversigt over den 
Levealder, hvori de forskjellige Træarter blive frugtbare, 
men hans ÅAngivelser afvige i høi Grad fra de Erfaringer, 
som man i denne Henseende har gjort saavel hos os, 
som i andre Lande. Dette vil fremgaåaae af følgende Tabel, 
hvori jeg har sammenstillet Hartigs Angivelser med 
Lorentz's”) for Frankrigs Vedkommende og Bjørnsens 
for Danmarks. 


”) Efter Wiegand. Der Baum. S. 215. 
"") Cours elementaire de culture de bois. 


313 


Træarternes Frugtbarheds Alder. 


| Bjørnsen. 
Hartig. Lorentz. 

| I fri Stand. adel | ME Hf 

Rødgran. ... DO i: 60—70 | 15—20 30—40 

BR STA 15—20 40 15—20 30—39 

Weymouth Fyr 25 | 20—25 30—35 

| DYRE SE NE RRN Se: 60 50—80 40—50 60—80 

Bø. 40—50 50 50 60—80 

Hasse smik 10 

Avnbøg 20 30 

Birk Es 10—12 I en tidlig Alder 

Boder. 15—20 12—15 

03471 erne eÅs | 40 |Ien tidlig Alder | 

Ask Hareaker 25 | Ien tidlig Alder 

Bens | 25—30 Ientidlig Alder|  20—25 | 30—35 

[EDT bugs sanereee 25—30 


Bjørnsens Angivelser stemme med mine Erfaringer, 
naar jeg undtager Frugtbarheds Alderen for Eg og Bøg i 
sluttet Stand, hvilken Bjørnsen har ansat altfor høi. I 
denne Stilling bliver Bøgen frugtbar i det 50de, Egen i 
det 40de Aar. Naar vi bortsee derfra, ere Angivelserne 
for Bøgens Frugtbarhedsalder nogenlunde overeensstem- 
mende, hvorimod de for Rødgranen ere i høieste Grad 
afvigende. Det er mærkeligt, at Hartig sætter Rød- 
granens Frugtbarhedsalder til 50 Aar; kos os er den 
sædvanlig frugtbar, før det 20de Aar, og i Somme- 
ren 1860 vare mange Rødgraner rigt besatte med 
Frugter, skjøndt de kun våre 12 til 15 Aar; men 
da ogsaa Lorentz angiver, at Rødgranen først er frugt- 
bar i sit 60de Aar, maa man antage, at der i denne 
Henseende virkelig existerer en saadan Forskjel mellem 
de franske og tydske Granskove paa den ene Side og de 
danske Granplantninger paa den anden. Ved at sammen- 

Pl lg 


314 


ligne Træernes Frugtbarhedsalder vil man finde, at de Træ- 
arter, som især ere Gjenstand for Skovdyrkning, og som 
derfor kaldes de ædle Træarter, til Ex. Egen og Bøgen, 
blomstre i en sildig Alder, hvorimod de hurtigtvoxende 
Træarter, som have ringe Værdi og derfor ikke anvendes 
i Skovdyrkningen, blive frugtbare i en tidlig Alder, saa- 
ledes Birken og Pilen. 

Mærkeligt er det, at de ædlere Træarters Frugtbarhed 
tillige er underkastet en anden Indskrænkning; naar de 
nemlig have naaet Frugtbarhedsalderen, ere de ikke hvert 
Aar frugtbare, men de ufrugtbare Aar afvexle med de 
frugtbare. Ogsaa i denne Henseende er der stor Forskjel 
imellem Planterne. De Urter, som ere Gjenstand for 
Agerdyrkning, kunne ved en god Behandling bringes til 
hvert Aar at bære rigelig Frugt, og dette Forhold frem- 
træder såa sikkert, at Forpagteren i Troen derpaa paa- 
lager sig store og kostbare Forpligtelser. Anderledes for- 
holder det sig med de fleste Frugttræer. Oliventræet 
er kun frugtbart hvert andet eller efter Andre hvert fjerde 
Aar, Orangerne hvert andet Aar, Vintræet, Abild 
og Pæretræet hvert tredie til fjerde Aar. Stikkels- 
bær og Ribs udmærke sig frem for de andre Frugt- 
træer derved, at de næsten hvert Aar ere frugtbare. 
Det Samme gjælder om nogle Skovtræer, saaledes Pil, 
Esp, Birk, Æl, Ask og Alm, og tildeels om Avnbøg 
og Løn. Derimod have de vigtigste Skovtræer langt 
flere ufrugtbare Aar end Frugtaar. Da Egens og Bø- 
gens Frugter fra Årildstid have været benyftede som 
Føde for Svinet, som var det vigtigste Husdyr, har man 
allerede i den ældste Tid havt Opmærksomheden henvendt 
påa dette Forhold.  Frugtaarene benævnes Oldenaar. 


315 


Årent Berntzen siger saaledes, »at Oldengjeld”) icke er en 
ringskætsig, men en meget stoer Fordeel for Skoffvens Her- 
skab«, men han tilføjer udtrykkelig, »de Aaringer naar 
vel Olden er« eller blot »naar Olden er«. Egen er 
frugtbar hvert tredie eller hvert fjerde Aar”). Medens 
man ikke træffer nogen bestemt Mening om, hvor ofte et 
Agernaar i Reglen indtræffer, er det derimod forBøgens 
Vedkommende en almindelig udbredt Mening, at man 
kun kan regne et Frugtåar påa syv Aar. De sidste 
Oldenaar, som ere indtrufne, ere 1846—1853—1858”), 
Grunden til, at Bøgen ikke hvert Aar kan bære 
Frugt, er vel især den, at Frugtsætningen forbruger saa- 
megen Næring, at der udfordres flere Aar, førend der kan 
være indsamlet tilstrækkelig Næring til et nyt Frugtaar; 
men desforuden øve de meteorologiske Forhold den stør- 
ste Indflydelse derpaa.  Foraarskulden kan tilintetgjøre 
Blomsterne, ligesom en fugtig, kold Sommer kan forhindre 
Frugternes Udvikling; hertil kommer endnu, at Træernes 
Frugtbarhed betinges ikke alene af dette men ogsaa af 
det foregaaende Aars Varme; da er det nemlig, at de 
Stoffer afsættes, hvoraf Frugterne skulle dannes det føl- 
gende Aar. Blomsterknopperne anlægges ogsaa hos de fleste 
Træarter Aaret før de fremtræde. Allerede i Efteraaret 
1857 vidste Forstmændene, at der var den største Sand- 
synlighed for, at det følgende Aar vilde blive et godt 
Oldenaar, thi Bøgens Blomsterknopper vare efter den varme 


”) Affgifft som til noget Herskab udgiffvis af Svin til Olden. Dan- 
marckis oc Norgis Fructbar Herlighed. 2 B. S. 132. 
"”) Efter Lorentz er Egen i det nordlige og østlige Frankrig frugtbar 
' kun hvert sjette, ottende eller hvert tiende Aar. 
"”) Uagtet et Oldenaar i høi Grad indgriber i Skovdriften, ere de tid- 
ligere Oldenaar dog ikke optegnede. 


316 


Sommer fyldige. - Alligevel vilde 1858 neppe være bleven 
et Oldenaar, dersom ikke dette Aars Veirlig havde begun- 
stiget Blomsternes Udvikling og Frugternes Modning. Saa- 
ledes hår Forskjellen imellem de frugtbare og,de ufrugt- 
bare Aar sin første Grund i Træernes Natur; men de 
ufrugtbare Aars Hyppighed forøges ved de meteorologiske 
Forhold, uden at det er muligt at bestemme, hvor stor 
en Indflydelse de udøve herpaa. Ogsaa imellem Frugt- 
aarene er der Forskjel, idet Frugterne det ene Aar kunne 
være meget bedre end det andet. 1857 var saaledes et 
udmærket Agernaar, hvilket ikke alene fremgik af dette Aars 
store Overflod paa Agern, hvoraf der om Efteraaret i alle 
Landets Skovegne blev indsamlet store Forraad til Svine- 
føde, men i det følgende Aar viste der sig i Skovene 
en Opvæxt af Ege, som baade var talrigere end Til- 
fældet havde været i Mands Minde, og Planterne våre 
kraftigere og sundere end sædvanlig”).  Oldenaaret 1853 
siges ogsaa at have leveret langt bedre Frugter end 1847 
og 1858. 

Med Hensyn til Frugtaarenes Indtræffen er Bøgen 
altsaa stillet ligesaa ugunstig som med Hensyn til Frugt- 
barhedsalderen og Jordbunden, og staaer tilbage for de 
fleste andre Træarter, som have den Fordeel, at de i 
Reglen hvert Åar ere frugtbare; kommer hertil endnu, at 
Bøgeopvæxten er kjælen og let ødelægges af et ugunstigt 
Veirligt, kan der opstaae et saa stort Mellemrum imellem 
de virksomme Frugtaar, at de andre Træarters Indtrængen 
og Omsiggriben i Skoven derved faae et stort Omraade. 

Oldenaarets Modsætning til det ufrugtbare Aar maa 
imidlertid ikke tages efter Bogstaverne, saaledes at der 


”) Jeg har ogsaa hørt 1834 omtale som et godt Agernaar. 


ø 


317 


i de ufrugtbare Aar aldeles ikke er nogen Olden i Bøge- 
skoven. Lidet er der altid, navnlig findes der næsten hvert 
Aar nogen Olden påa de gamle Bøge, som bevares af 
æstethiske Hensyn. 

En iøinefaldende Forskjel mellem Træernes Frugter 
og Frø bestaaer deri, at nogle ere saa lette, at Vinden 
kan føre dem omkring, som Birkefrugter, andre, 
som Ågern, ere tunge. Hvor simpel end dette For- 
hold er, har det dog en vigtig Indflydelse paa Træarternes 
Udbredning. Frøenes og Frugternes Lethed bevirkes ikke 
ved deres Vægtfylde, men derved, at de ere forsynede 
med Vedhæng, som ere af den Beskaffenhed, at de meget 
forøge Udstrækningen, men kun i ringe Grad Vægten. 
Pilens og Poplens Frø ere saaledes besatte med uid- 
agtige Haar, som bevirke, at de med en utroelig Lethed 
føres af Vinden. Hos Fyr og Gran er Frøet forsynet 
med et hindeagtigt Vedhæng; et lignende Legeme findes 
paa flere Træarters Frugter, nemlig hos Ask, Alm, Løn 
og Birk.  Saadanne Frugter kalder Plantelæren Vinge- 
frugter. Hos Avnbøgen er Frugten vel ikke' vinget, men 
det hossiddende Dækblad er saaledes voxet til Frugten, 
at det udfører den samme Bestilling som Vingen. Ved 
disse forskjellige Vedhæng blive Frøene og Frugterne saa 
lette, at de kunne flyttes af Vinden. Herved bevirkes, at 
Afkommet kan komme udenfor Modertræets Skygge, som 
ellers vilde kue den opvoxende Plante. Det unge Træ 
kan nemlig vel spire, men ikke voxe i Modertræets 
Skygge; det behøver nemlig ligesåa meget Lys som 
Modertræet og maa derfor befries for dets Skygge for at 
kunne opnaae den fornødne Lysmængde. Det er altsaa 
nødvendigt, at Frøet (eller Modertræet) flyttes, naar en For- 
mering skal finde Sted. Palmepilens Fremkomst i Skoven 


318 


oplyser, hvorledes Naturen flytter Træarternes Afkom i 
Skoven. Denne Pileart er almindelig i Skove, som staae 
påa en nogenlunde god Jordbund. Selv i Bøgeskove er 
den ikke sjelden, uagtet den er såa ømfindlig for Bøgens 
Skygge, at den gaaer ud, naar den i nogle Aar er bleven 
paavirket deraf; imidlertid har den faaet Tid til at ud- 
sende sine lette Frø. Naar de smaa Kapsler nemlig 
aabne sig, undslippe Frøene, der ere forsynede med Frø- 
uld, hvis Haar ere flere Gange længere end Frøene; ved 
den mindste Rystelse sættes de i Bevægelse. Allerede i 
Juni Maaned kan man bemærke store Masser af dette Frø; 
det Meste gaaer til Grunde af Mangel paa et passende 
Voxested, men Noget kommer frem. Dette skeer navnlig i 
Besaaningshugsterne”), hvor Træerne ikke staae saa tæt, 
at deres Skygge kan trykke Pilen. Denne behøver kun 
sex Aar for at blive frugtbar, men meget længere 
Tid varer det heller ikke, før Bøgeskoven lukker sig 
over den og trykker den. Førend Modertræet gaaer 
tilgrunde, har det imidlertid udsendt en talrig Afkom, 
hvoraf en Deel har fundet et Fristed andetsteds i Skoven. 
Saaledes vedbliver Palmepilen at leve i Bøgeskoven, uagtet 
den stadigt kvæles af Bøgens Skygge. Det er især påa 
den gode Jordbund, at Palmepilen gjerne udbreder sig. 
Saaledes har jeg seet Egesaaninger paa Laaland over- 
voxede af selvsaaede Palmepile. Da Egens Skygge langt- 
fra er saa stærk som Bøgens, kan Palmepilen ogsåa bedre 
holde sig i Egeskoven, hvorfor man der kan træffe Exem- 
plarer af dette Træart af en Størrelse og en Skjønhed, 
som ikke kjendes i Bøgeskoven. 


”) Saaledes benævnes i Skovens Omdrift den Periode, i hvilken 
de gamle Træer staae i saa store Afstande fra hverandre, at Op- 
væxten kan komme frem. 


319 


Ogsaa udenfor Skoven føres Pilefrøet omkring og 
spirer, hvor det er saa heldigt at træffe en passende 
Jordbund , hvilket imidlertid ofte kan være vanskeligt. 
I de store Floder danner der sig paa Grundene Sand- 
øer, og naar disse i nogen Tid have ligget tørre, be- 
dækkes de af selvsaaede Pile, hvortil Frøet er hidført 
af Vinden. Den Indflydelse, som Vinden kan udøve 
paa Pilearternes Udbredning, og den Afstand, hvori 
Frøene kuune flyttes, er godtgjort ved den Vegetation af 
Pile, som har vist sig i Lersøen, der er beliggende 4 Mil 
Nord for Kjøbenhavn. 1852 begyndte Kjøbenhavns Vand- 
væsen at udtørre denne Sø, hvorved 100 Tdr. Land blev 
blottet: og derefter bedækkedes overmaade hurtigt af et 
frodigt Plantedække, der senere er bleven forøget og 1858 
talte et Par hundrede Plantearter, hvoraf de i størst 
Mængde forekommende netop tilhøre saadanne Familier, 
hvis Frø ere forsynede med Flyveredskaber; en Hoved- 
masse af Vegetationen danne saaledes Pilene, hvoraf der 
findes ikke færre end 20 Arter, af hvilke flere ikke vides 
at voxe uden i en lang Afstand fra Lersøen. De øvrige 
Træer, som forekomme i den udtørrede Søbund, nemlig 
Popler, Birke og Alme, have ligeledes Frø forsynede 
med Flyveredskaber, og det samme er Tilfældet med de 
andre i Masse optrædende Planter, som navnlig tilhøre 
de Kurvblomstrede, Dueurt og Gedearms”). 

Nogle af Pilearterne ere komne fra den gamle Pile- 
hæk, som til alle Sider omgiver Lersøen, saaledes Hvid- 
Pil, Grøn-Pil, Baand-Pil og Skjør-Pil. Fra den nærliggende 
Lundehusmose er kommen Femhannet-Pil, Palmepil og 


”) Rostrup, om Vegetationen i den udtørrede Lersø ved Kjøbenhavn. 
Den naturhistoriske Forenings Meddelelser 1859. S. 1. 


320 


Øret Pil; men de nærmeste Modertræer til sex Arter ståae 
over en halv Mil fra Lersøen, saaledes Salix cuspidata ved 
Frederiksberg, Salix acutifolia ved Stadsgravene, Salix 
nigricans ved gamle Kongevei, Salix plicata i Hareskoven, 
Salix angustifolia ved Frederiksborg; Salix hastata kjendes 
nu ikke nærmere end ved Tidsvilde.. Hornemann an- 
giver den ved Dronninggaard, hvor den imidlertid ikke 
senere er gjenfunden. 

Pileskovens Opvæxt i Lersøen er mærkelig i flere 
Henseender; først see vi her et Bevis påa, hvorledes 
Plantearterne kunne vandre, og hvor hurtig det frugtbare 
Dynd besættes af Planterne, hvilket kan give os en Fore- 
stilling om, hvorledes Planterne i Fortiden ere stegne ned 
fra de til en ældre Formation hørende Bjerge og have besat 
det yngre Land, naar dette med sine dyndede Grunde blev 
hævet over Havet. Hertil kommer, at uagtet det er meget 
almindeligt at Pilene indfinde sig i Sumpe og Moser, saa 
er det dog sjeldent, og saavidt jeg veed uden noget andet 
Exempel hos os, at træffe en saadan Mangfoldighed af 
Individer og Arter som i Lersøen. Naar Søerne udtørres, 
indfinder der sig ellers kun enkelte Pile. Hvor ualminde- 
lig den stærke Pileopvæxt er i Lersøen, kan bedst sees 
ved Sammenligning med Harlemmersøen i Holland, i som 
påa samme Tid blev udtørret. Ligesom i Lersøen var 
Fnokurt (Cineraria palustris) en. af de Plantearter, som -i det 
første Aar optraadte i saa store Masser, at Søen i Afstand 
saae ud som en uhyre Rapsmark; den blev i det følgende 
Aar afløst af andre Plantearter, hvis Antal dog ikke var 
stort, og af Pile var der ikke meget. Dette er såa meget 
mærkeligere, som Harlemmersøens nærmeste Omegn netop 
er meget rig paa dyrkede Pile. Hvad mon der har bevirket, at 
Pilearterne saa talrige have indfundet sig i Lersøen? Jeg 


321 


formoder, at det modne Pilefrø, som kun i kort Tid kan 
bevare sin Spirekraft, netop har været i Circulation, da 
Søens Bund var Dynd, hvorfra det klare Vand var løbet 
bort, men Eng- og Sumpplanterne endnu ikke våre an- 
komne; thi naar Jordbunden først er plantedækket, er det 
ikke muligt for de allerfleste Pilefrø at spire. Falder Pile- 
frøet i Vandet, vil det snart gaae tilgrunde enten, naar det 
har spiret, eller iforveien. 

Heraf see vi, at der udfordres ganske særegne Be- 
tingelser for, at Pilenes langtflyvende Frø kunne komme til 
at udvikle sig; for åt Jordbunden kan være passende, 
maa den just være tilberedt i den Tid, da Pilefrøene for- 
lade Frøhuset; thi senere ere de ikke istand tii at kunne 
spire. 

Træarter med Vingefrugter spille i mange Skove 
en vigtig Rolle, idet de besætte Lysningerne i Skoven og 
bidrage til Bøgeskovens Gjenkomst. I alle danske Skove, 
som staae påa en frugtbar Jordbund, er der Opvæxt af 
Ask, hvortil Frøet ofte er hidført af Vinden. Paa den 
ufrugtbare Jordbund optræder Birken påa en lignende 
Maade. Alm, Løn og Åvnbøg spille en lignende Rolle i 
Skovene, men det vilde blive for vidtløftigt her at udvikle 
den Betydning, som disse Træarter have for Bøgeskovens 
Gjenkomst og Forberedelse, hvilket udfordrer et eget 
Afsnit. 

Vi gaae nu over til at betragte Træarter med tunge 
Frugter; disse kunne enten være saftige eller tørre. I 
første Tilfælde kaldes de Bær eller Kjærnefrugter”), i det 
andet Tilfælde kaldes de Nødder.  Træarterne med let 


”) I daglig Tale kaldes Rønnens og Hvidtjørnens Frugter efter deres 
Udseende Bær, skjøndt de ere Kjærnefrugter ligesom Æblet. 


322 


Frø synes med Hensyn til deres Udbredning i høi Grad at 
være begunstigede frem for dem, som have tunge Frugter, der 
ikke kunne flyttes af Vinden. Imidlertid blive ogsaa disse 
førte omkring i Skoven og blive ikke altid liggende under 
Modertræets Krone eller i dets Nærhed. Thi det, der giver 
dem deres Vægt, er oftest af den Beskaffenhed, at det 
tjener til Næring for Dyrene, hvem det altsaa er over- 
draget at sprede Frugterne, som derved kunne blive 
saaede ofte i en stor Afstand fra Modertræet. 

Bærrene og Kjærnefrugterne søges af Fuglene, som 
fortære det saftige Frøhus og derefter afsondre de ufor- 
døielige Frø i såa ufordærvet Tilstand, at de kunne 
spire. Den Skovfrugt, som med mest Begjærlighed søges 
af Fuglene, er vistnok Rønnebærret; derfor taler 
ikke alene den Kjendsgjerning, at det af alle Frugter er 
den bedste Lokkemad i Fuglesnårer, men et Vidnesbyrd 
derom er ogsåa, at man hyppig træffer unge Køn i 
Skovene. Næsten i alle danske Bøgeskove træffer man saa- 
ledes paa Rønneplanter. Forundret spørger man, hvorfra de 
ere komne, da der ofte ikke er nogen gammel Røn i Nær- 
heden. Større Samlinger af Røn træffes i de smaa aabne 
Granholme samt i de lune Skovkanter, hvor Fuglene pleie 
at samle” sig ved Aftenstid, hvorefter et Rønnekrat danner 
sig af deres Affald. Det er såa almindeligt at træffe 
Rønne, saaede af Fugle, saavel påa den gode som paa 
den slette Jordbund i alle danske Skove, at det næsten 
bliver en Mærkelighed, naar Rønnen savnes, saaledes som 
Tilfældet er i nogle Skove paa Laaland. Ei alene paa 
Jorden saae Fuglene Rønnefrø, men ogsaa i Træerne. 
Ved opmærksom lagttagelse kan man i mange Skove og 
Haver træffe Rønne i gamle Træer. Almuen kalder dem 


323 


Flyrøn eller Flirøn”) og tillægger dette Træ, som er op- 
voxet under saa usædvanlige Forhold, overnaturlige Kræfter. 
Det gjælder nemlig om Flyrønnen ligesaagodt som om Mistel- 
tenen, at den ikke er rodfæstet i Jorden, altsaa ogsaa 
kan siges ikke at henhøre til Jordens Træer. Ogsaa 
Hyld, Stikkelsbær, Ribs og Gjedeblad kunne groe i store 
Træer, hvor Fuglene have såaet dem. Saaledes bærer en 
Række af gamle Pile ved Frederiksberg hver sin Ribsbusk 
i Toppen”). I en Lind i Frederiksberg Allee voxer Dunet- 
Gjedeblad (Lonicera xylosteum); den viser sig tydelig i Slut- 
ningen af April og i Begyndelsen af Mai, da den springer 
ud en Maaned før Linden. Ved Fuglenes Hjælp finder 
Hylden Vei hen til Steder, hvorhen kun faa andre Træer 
naae, saaledes voxer den i Brønde, paa Mure, i Pære- 
træer; uagtet: Træet saaledes er et almindeligt Ukrud og 
voxer med stor Frodighed, er det dog ikke haardført; de 
nye Skud beskadiges næsten altid af Foraars-Kulden, og 
i meget strænge Vintre gaaer ogsaa Stammen tilgrunde, 
hvilket i Forening med Mangel påa Fredning bevirker, at 
gamle Hylde ere sjeldne hos os. 

Enebærrets Frugt søges meget af Fuglene, hvorved 
denne Træart endnu mere udbredes i Skoven; da den 
imidlertid er et almindeligt Træ i mange Skove, er det 
ofte ikke let at paavise Træets Herkomst; men naar der 
i Knuthenborg Skove ellers ikke findes nogen Enebær, men 
alene i Rørkjær””) et Træ, da er det den største Sandsyn- 
lighed for, at dette er saaet af Fuglene. Til de Træarter 
med Bær, som saaes af Fuglene, kan tilføjes almindelig 
Gjedeblad, Tyst og Hvidtjørn. 


”) Flyverøn. 
”) Smlgn. dette Tidsskrifts 2 Række 1. Bind: Plantevan dringer. 
””) Meddeelt af Skovrider Holten. 


324 


Det staaer tilbage at betragte Træerne med Nød- 
frugter; saadanne ere Eg, Bøg og Hassel. Mange Dyr 
nære sig af deres melholdige Frø, navnlig vide vi, at 
Skovskaden har stor Kjærlighed til Agern, som den i den 
Hensigt at ville gjemme dem i Jorden spreder omkring i 
Skoven. Bogfinken (?) fører Olden omkring, Mus og Egern 
arbeide ogsaa paa at sprede Frugterne af de nævnte Træer. 
Resultaterne af disse Dyrs Virksomhed ere store og let 
bemærkelige. Ofte overraskes Skoveieren ved at see Ege 
skyde frem under Fyr, Bøge i Egeskove saavelsom Hasler. 
Hverken han eller nogen anden har saaet eller plantet 
disse Træer, som alle skylde Dyrene deres Tilblivelse. 
I den unge Egeskov ved Petersværft indfinder Haslen 
sig saaledes tilsyneladende af sig selv; paa samme Maade 
skyder Bøgen frem, som har Tilbøielighed til at indfinde 
sig i alle danske Egeskove. I de nordsjællandske Fyrre- 
plantninger træffer man næsten overalt Opvæxt af Eg, 
undertiden ogsaa af Bøg. I Hornbæks Fyrreplantning, som 
staaer paa Flyvesand, er Jordbunden paa sine Steder saa 
rig paa Ege, som Skovskaderne have saaet, at man skulde 
ansee dem for at være dyrkede; desforuden voxer her 
almindelig Gjedeblad, Tyst og Hindbær, hvilke alle ere 
hidførte af Fuglene. 

Af det Foregaaende fremgaaer, at uagtet Selvsaaningen 
er en nødvendig Betingelse for, at en Træart paa naturlig 
Maade kan blive herskende, ere dog de Træarter, som 
danne Hovedmassen af vore Skove ingenlunde begunstigede 
hverken i Henseende til Frugtbarhed eller til Frøets Ud- 
bredning. Egen og Bøgen staae heri langt tilbage for 
Birken og Asken. Det er altsaa andre Forhold, navnlig 
Lysforholdene, som afgjøre, hvilken Træart der bliver frem= 
herskende i Skoven. 


325 


De Træarter, som vi hidtil have omtalt, ere — med 
Undtagelse af Pilene i Lersøen — indenlandske. Det 
staaer tilbage at undersøge, hvorledes det forholder sig 
med de fremmede Træarters Selvsaaning, om der er 
Udsigt til, at nogen af dem vil gjøre Invasion i Skovene. 
Hvad Urterne angaaer, då er det en bekjendt Sag, at 
mange af dem i den historiske Tid have udbredt sig over 
Egne, hvor de ikke før fandtes, og at Menneskene ikke 
alene med Forsæt have ført Kulturplanterne til forskjellige 
Egne, men åt ogsåa mange Ukrudsplanter uden Menne- 
skets Vidende og Villie have fulgt ham til fremmede Lande, 
og der have udbredt sig såa stærkt, at de kunne ansees 
for at være aldeles naturaliserede. Det er saaledes be- 
kjendt, at Amerika har været udsat for en stærk Ind- 
vandring af. europæiske Ukrudsplanter, ligesom flere ameri- 
kanske Planter ere blerne hjemme i Europa. Da disse 
Kjendsgjerninger foreligge, kunde man troe, at vore Skove 
ogsaa vare udsatte for en Indvandring af defremmede 
Træarter, som dyrkes her, hvilke, nåar de vare stær- 
kere end vore egne, kunde fortrænge disse og saaledes 
give Skovene en anden Karakteer. Denne Frygt vilde være 
saameget mere berettiget, nåar de havde Ret, som paastaae, 
at mangfoldige fremmede Træarter ere aldeles akklimati- 
"serede hos os. Tillige maae vi tage i Betragtning, 
at de fremmede Træarter dyrkes ikke alene i Haver, 
men ogsaa i Ålleer og Lystskove, som ofte ere i 
umiddelbar Berøring med Skovene og saaledes give de 
fremmede Træarter den bedste Leilighed til at udbrede 
sig, ja nogle Arter ere endog Gjenstand for Skovdyrkning. 
De fremmede Træarter (hvoraf de fleste ere fra Nord- 
Amerika) anvendes som Frugttræer og Zirtræer, eller 
ogsaa som Skovtræer. Til de Første henhøre Arter af 


326 


Pile-, Ege- og Valnødslægten, Syrenen, Vinstokken, 
mange Lønarter, Hestekastanien; den uægte Jasmin, Guld- 
regn, Kobinie, Blæretræet; endelig af Buske Ribs-, 
Cratægus-, Lonicera-, Spiræa-Årter 0. s. v.; disse Træ- 
arter erholde en god Pleie, befinde sig ofte i Skovenes 
umiddelbare Nærhed, og Mennesket gjør Intet for at 
holde dem borte fra Skoven, alligevel trænge de ikke 
ind i samme, men de lade de oprindelige Træarter 
i uforstyrret Besiddelse af denne. Den vigtigste Grund 
dertil er, at de fleste fremmede Træarter ikke sætte modne 
Frø, 
vel er tilstrækkelig til at frembringe Blade og Blomster, 


det være nu, fordi den Vårme, som de her nyde, 


men ikke til at sætte modne spiredygtige Frø, eller at 
ogsaa andre Åarsager forhindre Frøenes Udvikling"). 

Men selv de Træarter, som hvert Aar sætte modent 
Frø, som Guldregnen og Hestekastanien, udbrede sig derfor 
ikke i Skovene. Alene i Haverne saaer Guldregnen sig meget; 
hvor Bøgeskove ere gjennemskaarne af Hestekastaniealleer, 
kan man træffe enkelte selvsaaede Træer, som ere udgaaede 
fra Alleerne, men større Udbredning i Skoven vinder 
Træet ikke. Selv den fremmede Lind (Tilia intermedia D C.), 
hvoraf der findes Alleer i mange Skove, udbreder sig 
ikke der; uagtet den i Evne til at taale Skygge næsten 
kan staae sig imod Bøgen, som ikke formaaer at 
hindre dens Krones Væxt, maa den dog i Tidens Længde 
bukke under i Kampen med dette Træ, da den hos os 
aldeles savner Selvsaanings-Evne”). Alligevel er der kun 


"”) Kanadisk- og Italiensk-Poppel kunne påa Grund af deres Blomsters 
Beskaffenhed ikke frembringe Frø. 

”) Hvorvidt de fremmede Arter kunne udbrede sig ved Selvsaa- 
ning, er uvist; tidligere troede jeg, at deres Udbredning altid 


327 


faa Træarter, som ere såa akklimatiserede som de Nys- 
nævnte, de andre Årter nyde en kunstig Tilværelse; det er 
som Følge af den gode Pleie, som de modtage, at de 
existere hos os, nåar den ophører, ville de forsvinde. 
Uddøde Menneskene her i Landet, vilde allerede om 50 
Aar over Halvdelen af de fremmede Træarter være for- 
svundne, kun faa Individer vilde holde sig i 100 Aar, og 
om 200 Aar vilde sandsynligvis alt Spor af dem være ud- 
slettet. 

Blandt de fremmede Træarter, som dyrkes eller have 
været dyrkede i Skovene, er det alene Rødgranen og 
maaskee Ædelgranen, som i nogle Egne udbrede sig ved 
Selvsaaning; vel er det ikke umuligt hist og her at træffe 
selvsaaede Frøplanter af Lærk, Weymouth-Fyr og Balsam- 
gran; men det er saa sjeldent, og Exemplarernes Antal 
er såa ringe, at det er for Intet åt regne. Hvid-Ellen 
udbreder sig meget ved Rodskud, men, saåavidt jeg veed, 
ikke ved Frø. " Rødgranen kan derimod saae sig selv 
i Danmarks Skove, uagtet den er et fremmed Træ, 
men kun i enkelte Dele af Landet, hvor Skovene staae 
påa en meget let Jordbund; i de andre Skovegne ud- 
breder Rødgranen sig ikke, navnlig saaer-den sig i Reg- 
len ikke i de gode Bøgeskove, maaskee fordi Jordbunden 
ikke tiltaler den. Ædelgranen har vel givet nogen Selv- 
saaning ved Klampenborg og andetsteds, men forresten 
kan man endnu ikke afgjøre, hvorledes denne Træart 
forholder sig paa den danske Skovjord, da dens Dyrk- 
ning ikke er meget udbredt hos os. At Rødgranen ud- 


skete paa kunstig Maade, ved Stiklinger; men Erfaringerne fra 
Lersøen, tale for, at de ogsaa udbrede sig paa naturlig Maade 


ved Frø, 
22 


328 


breder sig noget mere end de andre fremmede Træarter, 
hidrører naturligvis deraf, at den er vildtvoxende i Nabo- 
landene, hvis Klimatforhold ligne vore. | 

Det er ogsaa nok værd at lægge Mærke til, at uagtet 
saamange fremmede Træarter ere bleve anbefalede til 
Skovdyrkning og ere forsøgte her i Landet i den Tro, at de 
vare bedre end vore egne, er det dog foruden Rødgranen”) 
kun vore egne, som endnu have vist sig egnede til ratio- 
nel Dyrkning. 

De physiske Forhold i vort Fædreland synes just at 
være saadanne, som vore Træarter udfordre for at kunne 
formere sig og voxe. De harmonere saa godt med det 
Klima og med den Jordbund, hvorpaa de befinde sig. De 
fremmede Træarter passe ikke saaledes til de physiske 
Forhold, og derfor kan der ikke siges om en eneste af 
dem, at den er saa akklimatiseret som de indenlandske, 
endsige at den kunde blive istand til at fortrænge de op- 
rindelige. 


”) og det langtfra i alle Skovegne. 


Den organiske Chemi og Livskraften. 


Af S. M. Jørgensen, stud. mag. 


Den organiske Chemi er ingen gammel Videnskab. Thi 
skjøndt den første bekjendte Syre, Eddikesyren, netop er 
en organisk Forbindelse, er det dog først i den sidste 
Halvdeel af det 17de Aarhundrede, at der, mere som en 
Anelse end som en Tanke, antydes en Grændse mellem 
de Forbindelser, Chemikeren kalder organiske og uorga- 
niske. Becher opfattede Forskjellen som beroende paa 
Forbindelsesmaaden: han meente, at Stofferne vel i begge 
vare de samme, men Forbindelsen i den uorganiske Ver- 
den mere simpel, i den organiske mere indviklet. Stahl 
søgte derimod Forskjellen i selve Stoffet: i den mineralske 
Verden var det jordagtige, i Dyre- og Plantelegemerne 
det vandige og brændbare Princip det fremherskende. 
Det er ikke uden Interesse, åt den ene af disse Opfat- 
telser navnlig fremhæver Formen, den anden Stoffet; 
thi den samme Strid mellem Form og Stof kan føres 
tilbage til Oldtiden, da jo Empedokles udledte Ver- 
dens Forskjellighed fra de fire væsenlig forskjellige Ele- 
menter, medens Leukippos's Atomer qvalitativt vare 
ens, og kun den uendelige Afvexling i deres Gruppering be- 
grundede Verdens Mangfoldighed. Og den samme Strid 
227 


330 


gaaer igjen i dette Aarhundrede i den store Kamp, der 
nu i over tyve Aar har været ført mellem Berzelius's 
elektrochemiske Theori, som fremhæver Atomernes qvali- 
tative Forskjellighed og drager en temmelig skarp Grændse 
imellem de elektropositive og elektronegative Stoffer, og 
Typetheorien, der betragter Anordningen som det Vigtigste, 
idet den paaviser, at høist forskjellige Stoffer kunne træde 
istedenfor hverandre, udfylde samme Plads og spille den 
samme Rolle. »Den handler heri,« siger Dumas et Steds, 
»som en Konstner, der ved Synet af flere Statuer, som 
ere støbte i samme Form, vil sige: Dette er Venus fra 
Milo i Bronce, i Bly, i Gyps, idet han bestandig har 
den konstneriske Typus for Øie, saa at det aldrig kunde 
falde ham ind at sige: Dette er Bronce eller Gyps i Form 
af Venus fra Milo.« - Sandheden er imidlertid, at der maa 
lægges lige megen Vægt paa Form og Stof. Dette var 
ogsaa klart for Lavoisier, som derfor forbandt Bechers og 
Stahls Anelser til en Tanke, der lige stærkt fremhævede 
begge Sider og er bieven staaende i Chemien til for ikke 
mange Aar siden. Han udtalte nemlig, at i Mineralriget 
var Ilt forbundet med et enkelt, men meget forskjeiligt 
Grundstof, i Dyre- og Planteriget var den med Ilt for- 
bundne Del med Hensyn til Sammensætningen langt mere 
compliceret, men med Hensyn til Stoffet langt simplere, 
idet-den kun bestod af Kulstof og Brint, hvortil undertiden 
kom Kvælstof og Fosfor. Tidligere havde man i Chemien 
bestandig kun lagt Vægt paa det Qvalitative, og i den 
uorganiske Verden, som man da fortrinsvis studerede, 
havde dette jo sin store Betydning. Men i den organiske 
Verden opdagede man snart, at den tørre Destillation, 
Glødning, Udludning af Asken osv. vel kunde forskaffe 
Underretning om de mineralske Bestanddele, som Dyre- og 


331 


Plantelegemerne indeholde, men åt Korn forøvrigt gav 
de samme Producter som Skarntyde, at man altsaa ad 
denne Vei ikke engang var istand til at adskille Nærings- 
midler fra stærke Gifte. Man maatte da anvende en ny 
Methode nemlig Virkningen af forskjellige Opløsningsmidler. 
Ved at behandle Dyre- og Plantedelene med Vand, Vin- 
aand, sure og alkaliske Vædsker og flere andre Opløsnings- 
midler vandt man i Virkeligheden en Mængde hidtil ukjendte 
Legemer, der maatte betragtes som Organismens nærmere 
Bestanddele. Men alle disse havde qvalitativt den samme 
Sammensætning; de bestod alle af ovennævnte faa Stoffer. 
Her blev da mere end noget Steds Vægtskaalen uundvær- 
lig, og den saakaldte Elementairanalyse, hvorved Kulstof 
bestemmes og veies som Kulsyre, Brint som Vand, Kvæl- 
stof i fri Tilstand eller som en Ammoniakforbindelse, blev 
Grundlaget for den organiske Chemi. Først nu kunde der 
blive Tale om en videnskabelig Behandling af det umaade- 
lige Stof: en my Videnskab havde seet Lyset, og paa Alt 
mærkedes det, at den bar Ungdomskraften i sig. Med en 
vidunderlig Energi har den i Løbet af et halvt Aarhundrede 
udviklet sig i alle Retninger og i mange Maader overstraalet 
sin ældre Søster. De nærmere Bestanddele, som den ved nye 
og sindrige Methoder vandt af Dyre- og Plantedelene, 
underkastede den de mangfoldigste Behandlinger, hvorved 
nye Legemer dannedes, som ikke fandtes i Naturen, men 
som bidrog til at kaste myt Lys i denne eiendommelige 
Verden. Dog var der et Punkt, hvor den Chemiker, der 
arbeidede med organiske Legemer, bestandig mødte noget 
Dunkelt og Gaadefuldt, et Sted, hvor der ligesom lød et: 
Hertil og ikke videre! en Side, hvor det var, som selve 
Livet traadte ham imøde, uforklarligt og hemmeligheds- 
fuldt, og som syntes at stille en bestemt Grændse mellem 


332 


organiske og uorganiske Legemer. Naar det i den uor- 
ganiske Chemi vises, at Kogsalt kan spaltes i to Bestand- 
dele, hvoraf den ene er et sølvblankt, blødt og meget let 
Metal (Natrium), der sønderdeler Vand i dets Bestanddele, 
den anden en gulgrøn Luftart af en stikkende og høist 
ubehagelig Lugt (Chlor), der med største Lethed affarver 
organiske Forbindelser og i det Hele udmærker sig ved 
sine overordentlig kraftige chemiske Virkninger, og vi see, 
hvorliden Lighed begge disse Stoffer have med det krystal- 
linske, farveløse og lugtfrie, letopløselige Kogsalt, synes det 
os i Begyndelsen uforklarligt, og vi fristes til at antage, 
at Noget maa være undgaaet Chemikerens Opmærksomhed, 
Noget, som kunde forklare denne mærkelige Uoverens- 
stemmelse. Men Chemikeren har då et uomstødeligt Be- 
vis i Baghaanden, det er Synthesen: af Chlor og Natrium 
fremstiller han igjen Kogsalt med alle dets bekjendte 
Egenskaber. Paa den Maade kunde man ikke gjenfrem- 
stille den organiske Naturs nærmere Bestanddele; man 
kunde ikke. af Kulstof, Brint og Ilt fremstille Sukker eller 
Stivelse eller Vinaand, og man kom da til den Anskuelse, 
at Stofferne i den levende Natur adlød ganske andre Love 
end i den livløse (Berzelius). I den uorganiske Natur 
fulgte Stofferne i deres Forbindelser Lovene for den che- 
miske Tiltrækning (Affinitet), men i den organiske — ja 
her var der noget Ubekjendt, som man stod stille for; 
saa gav man det et Navn, man kaldte det Livskraften, 
men hermed var Spørgsmaalet ikke klaret. Thi de orga- 
niske Forbindelser adlød dog Affinitetens Love: i Labora-. 
torierne omdannedes de paa de forskjelligste Maader, 
spaltedes i nye Legemer med ganske andre Egenskaber, 
indgik Forbindelser med andre Legemer osv., ganske som 
man var vant til at see det i den uorganiske Natur. Man 


333 


mente da, at naar Livskraften engang havde dannet de 
organiske Legemer, stod det i Chemikerens Magt at om- 
danne dem, men vilkaarligt at danne dem af Stofferne, 
det laa udenfor menneskelig Evne, det formaaede alene 
Livskraften. Ja da man lærte at fremstille Cyan og» en 
Mængde af dets Forbindelser af selve Grundstofferne, da 
Wohler 1828 havde fremstillet Urinstof ad rent uorganisk 
Vei, forandrede man endnu ikke sin Mening, men foretrak 
at betragte de første af disse Legemer som uorganiske 
og at stille det sidste paa Grændsen mellem den uorga- 
niske og organiske Natur, saa overbevist var man om, at 
Livskraften og ene og alene Livskraften var istand til at 
danne organiske Forbindelser. : 

I vore Dage har Sagen imidlertid faaet et andet Ud- 
seende. De mærkelige Opdagelser, der ere skete i denne 
Henseende i Løbet af de sidste ti Aar, ere allerede tid- 
ligere kort antydede i dette Tidsskrift (den Række I. 433). 
Senere (1860) har imidlertidBerthelot, den unge franske 
Chemiker, hvem de skyldes, samlet dem i et større Værk, 
og det er væsenlig en Gjengivelse af dettes vigtigste 
Resultater, jeg ved denne Skizze ønskede at give. 

Først vil det være nødvendigt at bestemme Begrebet 
Synthese, for at man kan være paa det Rene med, hvad 
Chemien i denne Henseende formaaer, og hvad der ligger 
udenfor dens Evne. Et Stykke Granit vil man hurtigt see, 
bestaaer af flere uensartede Bestanddele: en ofte hvid, 
ofte farvet krystallinsk Masse, bekjendt under Navnet 
Feldspath, blanke, glimrende Blade, som Mineralogen kal- 
der Glimmer, og sexkantede, farveløse Naale, den Form, 
hvori Qvartsen i Almindelighed fremtræder. Disse Granit- 
tens nærmere Bestanddele kunne ad mechanisk Vei skilles 
fra hverandre. Hver af dem formaaer Chemikeren igjen 


334 


at spalte i deres nærmere Bestanddele. -Qvartsen eller 
Kiselsyren viser sig da sammensat af Ilt, den farveløse, 
ildnærende Luftart, som udgjør en saa vigtig Del af At- 
mosphæren, og et sortegraat, krystallinsk Legeme: Silicium. 
Qvartsens Analyse fører altsaa lige til Grundstofferne. 
Anderledes forholder det sig med Feldspath og Glimmer. 
Feldspathens nærmere Bestanddele ere Kiselsyre, Kali og 
Lerjord”); men disse kunne atter spaltes i deres Elemen- 
ter, idet Kaliet er sammensat af Kalium, et let Metal, der 
næsten i alle Egenskaber stemmer med det ovenfor om- 
talte Natrium, og Ilt; Lerjorden af Ilt og det i vor Tid 
saa bekjendte Aluminium. Analysen af Feldspath er altsaa 
en dobbelt, og Synthesen, der bestandig er netop det 
Omvendte af Analysen, ligeledes.  Feldspath kan konstig 
dannes af sine nærmere Bestanddele, Kiselsyre, Kali og 
Lerjord: det er en Synthese, men en ufuldstændig. Den 
fuldstændige Synthese skeer først, naar disse nærmere 
Bestanddele hver for sig dannes af deres Grundstoffer. 
Man kunde endnu tænke sig en tredie Synthese, som i 
dette Tilfælde skulde have til Maal at fremstille Granit af 
Qvarts, Feldspath og Glimmer,- men denne Synthese er 
ikke en Opgave for Chemikeren, men for Mineralogen og 
Geognosten. Aldeles paa samme Maade forholder det sig med 
de organiske Legemer. Lader os analysere en Citron. 
Ad mechanisk Vei kunne vi let skille Saften fra Skallen. 
Den Første viser sig for en nærmere Undersøgelse som 
en Blanding af Citronsyre, Druesukker, Rørsukker, et 
albuminagtigt Legeme, Vand, forskjellige Salte osv. Skal= 
len bestaaer af Cellestof, en flygtig, vellugtende Olie, et 


”) At Feldspath ofte indeholder mange andre Stoffer, er i dette Til- 
fælde ganske ligegyldigt. 


335 


gult Farvestof osv. Alle disse Legemer udgjøre for Che- 
mikeren Citronens nærmere Bestanddele. Rørsukkeret for- 
holder sig ligesom Feldspathen: det har ogsaa sine nær- 
mere Bestanddele; ved Behandling med fortyndede Syrer 
sønderdeles det nemlig i Druesukker, som kan faaes 
krystallinsk, og Lævulose, en anden Sukkerart, som ikke 
lader sig krystallisere. En ufuldstændig Synthese vilde 
det nu være at danne Rørsukker ved at forbinde Drue- 
sukker med Lævulose. Fuldstændig blev Synthesen først, 
naar disse hver for sig vare dannede af deres Grundstoffer. 
Men den Synthese, der skulde bestaae i, af alle Citronens 
nærmere Bestanddele igjen at fremstille en Citron, ligger 
aldeles udenfor Chemien. Denne kan vel fremstille et 
organisk Legeme, men konstig Dannelse af et organiseret 
Legeme bliver en Opgave, hvis Løsning, om den over- 
hovedet er mulig, maa henstilles til Fysiologien. Synthe- 
sens Maal er at fremstille alle organiske Legemer af deres 
Stoffer. Der gives nu mange saadanne, som ere Om- 
dannelsesproducter af andre, og en egen Årt af Synthese 
bliver det da, fra Omdannelsesproducterne at komme til- 
bage til det oprindelige Legeme. Enhver har sikkert 
gjort den sørgelige Erfaring, at Øl undertiden kan være 
surt. Dette beroer påa, at Vinanden deri under Luftens 
Indvirkning er bleven iltet til Eddikesyre. Ved Iltens Ind- 
virkning gaaer ren Vinaand dog ikke umiddelbart over til 
Eddikesyre; først afgiver den 2 Atomer Brint”), som med 
Atmosfærens Ilt danner Vand og dette gaaer ud af For- 
bindelsen. Saaledes dannes en meget flygtig Vædske af 
en kvælende Lugt (Aldehyd), der navnlig udmærker sig 


”) Om Atomer jfr. dette Tidsskr. 2den Række II. 208. 


336 


ved den Lethed, hvormed den optager 2 Atomer Ilt og danner 
Eddikesyre. . Det er nu en Opgave for Synthesen, fra 
Eddikesyre at komme tilbage til Aldehyd, og derfra til 
Vinaand. Men undertiden have Omdannelsesproducterne 
den selv samme procentiske Sammensætning som de op- 
rindelige, men helt forskjellige Egenskaber (isomere og 
polymere Legemer). Druesyren, der forekommer i nogle" 
Druer fra Øhinen og Italien, har ikke den Evne at polari- 
sere Lyset (Jvf. dette Tidskskr. 2den Række II. 218). Dette 
er derimod Tilfældet med to af dens Omdannelsesproducter, 
to Syrer, hvis Sammensætning er ganske den samme som 
Druesyrens, men hvoraf den ene polariserer Lyset til Høire, 
den anden til venstre. Blandes nu lige Mængder af disse 
Syrer, faaer man igjen den optisk neutrale Druesyre, og 
dennes Gjenfremstilling er en virkelig Synthese. Men der 
gives endnu -en fjerde Syre af samme Sammensætning, 
som man faaer af Druesyren ved at opvarme adskillige af 
dens Forbindelser, og som i optisk Henseende er aldeles 
uvirksom; den lader sig nemlig ikke spalte i to symme- 
triske Syrer, der kunne polarisere Lyset i modsat Retning, 
og hvis Saltes Krystalformer ere Speilbilleder af hinanden; 
af den seer Chemikeren sig endnu ikke istand til at 
gjenfremstille Druesyren, men Opgaven er en synthetisk. 

Jeg skal nu først meddele Noget om den ufuldstæn- 
dige organiske Synthese, ved hvilken man af to givne 
organiske Forbindelser fremstiller en tredie af mere com- 
pliceret Sammensætning. Den første organiske Forbindelse, 
der blev dannet ad denne Vei, var Eddikesyreæther, en 
vandklar Vædske af en behagelig, forfriskende Lugt, som 
Lauraguais1759 fremstillede ved Destillation af Eddikesyre 
og Vinaand.  Eddikesyreæther er nemlig sammensat af 
Eddikesyre + Vinaand — Vand. Ganske påa samme 


337 


Maade fremstillede Bucholz 1782 Myresyreæther. Af saa- 
danne Forbindelser af en Alkohol og en Syre kjender man 
nu en utrolig Mængde: de ere alle dannede ved Synthese 
og med Undtagelse af de to- nævnte er næppe nogen ældre 
end 1834. Siden den Tid er en næsten uoverskuelig 
Række organiske Legemer bleven dannet ad synthetisk 
Vei, de fleste i Løbet af de sidste 12 Aar. Blandt disse 
er Berthelots Fremstilling af de fede Legemer (1854 fi.) 
en af de interessanteste og skal derfor her meddeles med 
nogle Details, saa meget mere som den bedre end nogen 
anden kan give et Begreb om den organiske Chemies 
nuværende Standpunct. 

I de organiske Legemer saavel af Dyre- som af 
Planteriget forekommer en hel Række af Forbindelser, der 
i Chemien er kjendt under Navn af de fede Syrers Række. 
En af disse Syrer er Eddikesyre, en anden, Myresyre, fore- 
kommer i Myrer, i Grannaale og Brændenælder; en giver 
harskt Smør dets ubehagelige Lugt, men udgjør ogsaa en 
væsenlig Bestanddel af den vellugtende Ananasolie; en 
anden findes i Baldrianrod og i raadden Ost, som netop 
skylder den sin Lugt; en vindes navnlig af Fuselolie fra 
de skotske Brænderier, og Stearinlys bestaae af en Blan- 
ding af to andre Syger af denne Række; i Talg, i Biernes 
Vox, i Hulhederne i mange Hvalers Hovedknogler, i Sved 
og i Kokosolie finder man andre Forbindelser af samme 
Række. Nogle af dem ere tynde, farveløse Vædsker, 
andre faste, krystallinske Legemer; nogle kunne med største 
Lethed destilleres, andre sønderdeles fuldstændigt ved et- 
hvert Forsøg i denne Retning; nogle ere letopløselige i 
Vand, andre aldeles uopløselige i denne Vædske. Men 
hvorledes ere da Chemikerne faldne paa at stille disse 
Legemer, der synes at være saa forskjellige som vel 


338 


tænkes kan, i samme Række? Ja, Chemikerens Rang- 
forordning er noget forskjellig fra den almindelige; for 
ham er Diamant jo kun en anden Form for Kul, ægte 
Perler kun en ånden Form for Kridt; for ham er Spansk- 
grønt og Sæbe, for ham er det lette, blændende Skum i 
Champagneglasset og den faste, haarde Bjergkrystal ana- 
loge Legemer. Og m.H.t. de fede Syrer hår hån unæg- 
telig ogsaa mange Grunde til at betragte dem som ana- 
loge... De ere alle sammensatte af et vist Antal Kulstof- 
atomer, ligesaa mange Brintatomer og 4 Åt. Ilt. Da der 
nu ikke i nogen bekjendt Forbindelse forekommer et 
ulige Antal Kulstofatomer, vil man indsee,.at disse Syrer 
forsaavidt danne en Række, som man ved at addere 2 At. 
Kulstof + 2 At. Brint til den chemiske Formel for en af 
dem faaer den følgende Syres Sammensætning. Men ikke 
nok hermed: de to laveste Led ere temmelig tyndflydende 
Vædsker, men stiger man nu højere op i Rækken, blive 
de mere og mere olieagtige, til man naaer den Forbindelse, 
der indeholder 20 At. Kulstof; den er nemlig ligesom alle 
de følgende Led fast ved almindelig Temperatur. Men 
selv i disse faste Syrers Egenskaber gjør Rækken sig 
gjældende, idet deres Smæltepuncter stige med Kulsiof- 
atomernes Antal, skjøndt man ikke kap paavise nogen be- 
stemt Regel. Desto tydeligere fremtræder en saadan ved 
de flydendes Kogepuncter. Det laveste Led, der kun inde- 
holder 2 At. Kulstof, (Myresyre) koger ved 100?, og med 
hver 2 At. Kulstof, der komme til, stiger Kogepunctet 
19%. De flydende Syrer kunne med Lethed destilleres, 
men den sidste af disse destilleres dog bedst i en Kulsyre- 
strøm; de første af de faste kunne endnu destilleres i det 
tomme Rum, men de højeste Led sønderdeles ved De- 
stillationen. I disse Legemers Opløselighedsforholde viser 


339 


sig en lignende Rækkefølge, og hos alle deres Forbindelser 
findes ligesåaa iøinefaldende Overensstemmelser. Af saa- 
danne Forbindelser have mange af de ovenomtalte Æther- 
arter i den senere Tid faaet en betydelig technisk Anven- 
delse; de udmærke sig nemlig ved en saa behagelig Lugt, 
at de allerede ere Gjenstand for en meget indbringende 
Fabrication (Ananasolie, Pære- og Æbleolie, Melonessens 
høre f. Ex. herhen). En anden Række Forbindelser af de 
fede Syrer ere de i Naturen saa udbredte Fedtstoffer. De 
findes dels spredte over hele Planten, ja der gives vel 
næppe nogen Pantedel, som ikke indeholder Fedtstoffer, 
dels ophobede i enkelte Plantedele, navnlig i Frøbladene. 
Den store Betydning, som disse Plantefedtstoffer have i Tech- 
niken, vil let indsees," da Hampeolie, Linolie, Mandelolie, 
Oliven- og Palmeolie høre herhen. Og seer man hen til 
deres saa udbredte Forekomst, kan det næppe være Tvivl 
underkastet, at deres fysiologiske Betydning er ligesaa stor. 
I den dyriske Organisme findes de i alle faste og flydende 
Dele, især dog ophobede i Underlivets Bindevæv (Talg); 
ofte optræde Fedtmasser som mechaniske Hjælpemidler for 
Musklernes Bevægelser, og i alle Legemets vigtigste Or- 
ganer spille Fedtstoffer en betydningsfuld Rolle. Alle disse 
mærkelige Legemer- ere Forbindelser af de fede Syrer, 
hvortil dog endnu kommer Oliesyren, der i Sammensæt- 
… ning staaer hine meget nær. I Almindelighed kan man 
sige, at de fede Syrer udgjøre en væsenlig Bestanddel af 
de faste, Oliesyren af de flydende Fedtstoffer. Men alle 
fede Legemer indeholde desuden en anden Bestanddel, 
der her spiller ganske den samme Rolle som Alkoholerne 
i de sammensatte Ætherarter. Det er Glycerin, en sød, 
farveløs, tykflydende Vædske, hvis Navn i alt Fald vil være 
Læseren bekjendt fra de i Adresseavisen saa hyppigt om- 


340 


talte »dulcificerede Glycerinsæber«. Af Fedtstofferne har 
man alt i lang Tid kunnet fremstille Glycerin ved »For- 
sæbning« ad: ved Behandling med stærke Baser. Herved 
gaae nemlig de fede Syrer i Forbindelse med Baserne, 
og forsaavidt disse ere Alkalier, er Forbindelsen en Sæbe, 
forsaavidt Basen er Blyilte (Sølverglød) et Plaster; men i 
begge Tilfælde udskilles Glycerinet. Det spiller som sagt 
en Alkohols Rolle, og ligesom de sammensåtte Ætherarter 
bestaae af Syre + Alkohol — Vand, ere Fedtstofferne 
sammensatte af Syre + Glycerin — Vand.  Forskjellen 
er blot, at de almindelige Alkoholer kun kunne indgaae For- 
bindelse med 1 Syreæqvivalent, medens Glycerin kan for- 
binde sig med 1, 2 eller 3 Æqv. Syre.  Forsaavidt For- 
bindelsen indeholder flere Syreæqyvivalenter, kunne disse 
snart bestaae af samme, snart af forskjellige Syrer. Her- 
ved indsees let Muligheden af en overordenlig stor Mængde 
Forbindelser. Man kjender med Sikkerhed 18 fede Syrer, 


der altsaa med Glycerin kunne danne 18 Forbindelser, 
18.19 
kr. S 


, i hvilke 3 Æqv. Syre have 


der hver indeholde 


hver indeholdende 1 Syreæqv., 

ES 20 
12753 

fundet Plads. Efter en bekjendt Formel udgjør dette i Alt 


ii — 1] — 1329 bestemte Forbindelser. Men ikke 


nok hermed: det er ikke blot de fede Syrer, der kunne 


2 Ægqv. Syre, og 


forbinde sig med Glycerin. Af mange andre Syrer har 
man allerede fremstillet lignende Producter, og det kan 
næppe være tvivlsomt, at alle Syrer kunne indtræde i saa- 
danne Forbindelser. Anslaaer man nu de bekjendte Syrers 
Antal til 1000, hvad snarere er for lidt end for meget, 


1001 .1002. 1003 


; d ) ER 
viser der sig en Udsigt til FE 


— 1, altsaa 


341 


over 160 Millioner Glycerinforbindelser. Og det er ikke 
blot en tænkt Mulighed; thi man kjender den almindelige 
Methode, efter hvilken de ville kunne fremstilles; det er 
den, Berthelot hår opdaget, og ved hvilken han allerede 
har været saa lykkelig at fremstille de naturlige Fedt- 
stoffer. Denne Methode beroer paa et Princip, der har 
havt en uberegnelig Indflydelse, navnlig paa den organiske 
Chemies Fremgang; det bestaaer i, at man anvender 
langsomme og svage Virkninger og lader Processen fore- 
gaae i tilsmæltede Kar. For saaledes at fremstille de 
Glycerinforbindelser, der indeholde 1 Syreæqvalent, opvar- 
mede Berthelot i et tilsmæltet Glasrør vexlende Mængder Gly- 
cerin og Syre til 1007—200? i en Tid, der i de forskjellige 
Tilfælde varierede mellem 3 og 114 Timer; af de saaledes 
dannede Legemer kunne de Forbindelser igjen fremstilles, 
der indeholde flere Syreæqvalenter ved Opvarmning med 
Overskud af Syre en kortere eller længere Tid, der retter sig 
efter den anvendte Temperatur. Men for at rense de saaledes 
konstigt dannede fede Legemer fordres igjen eiendomme- 
lige Fremgangsmaader, hvis nærmere Details kun kunne 
have liden Interesse: for Ikkechemikeren. 

Som det vil blive klart af det Følgende, kunne mange 
af de fede Syrer allerede fremstilles af selve Grund- 
stofferne: den Methode, Berthelot i saa Henseende har 
angivet, synes endog at kunne udstrækkes til dem alle. 
Derimod er det hidtil ikke lykkedes at fremstille Glyce- 
rinet af dets Elementer, men Forholdene stille sig saa 
gunstigt for denne Synthese, at man tør have Haab om, 
i den nærmeste Fremtid at see den udført. I saa Fald 
ville Fedtstofferne, disse mærkelige Legemer, der efter 
Ålt at dømme spille en saa betydningsfuld Rolle i Livets 


342 


Functioner, kunne fremstilles i Laboratoriet af de raae 
Stoffer. 

Ligesom den ufuldstændige Syntheses Historie viser 
ogsaa den fuldstændiges nogle enkelte spredte Syntheser 
fra en ældre Tid, der imidlertid ere blevne staaende som 
isolerede Kjendsgjerninger uden at have havt nogen Ind- 
flydelse påa Synthesens Udvikling, væsenlig fordi de be- 
nyttede Methoder ikke vare almindelig anvendelige. Saa- 
ledes fremstillede Scheele allerede i 1780 Cyankalium af 
rent uorganiske Legemer, nemlig ved Glødning af Salmiak, 
Grafit og Potaske. Men om Cyankaliums Sammensætning 
havde man dengang kun meget ufuldkomne Begreber. 
1814 opdagede imidlertid Gay Lussac Cyanet, en Luftart, 
der i den Grad viste Analogi med et Grundstof, at man i 
et helt Aar stod i den Formening, at et nyt Grundstof var 
fundet; men då fandt samme Chemiker, at det bestod af 
Kul- og Kvælstof. Saaledes havde da Scheele fremstillet 
et organisk Legeme af dets Elementer. Thi vel benyttede 
man i Almindelighed organiske Producter til Fremstillingen 
af Salmiak, men allerede Cavendish og Priestley have vist, 
at det kan dannes af dets Grundstoffer. Ved Opvarmning 
af en Cyanforbindelse, det cyansure Ammoniak, fik Wohler 
1828 det omdannet til det isomere Urinstof, et krystallinsk 
farveløst Legeme, der udgjør en af de vigtigste Bestanddele 
i de kjødædende Pattedyrs Urin, men som mærkværdigt 
nok ogsaa forekommer i Øiets Glasvædske og under visse 
Sygdomme (Cholera) kan træffes i mange af Legemets Væv. 
Det findes åldrig dannet uden af Legemer af dyrisk Oprin- 
delse, og vil man fastholde Forskjellen mellem organiske 
og uorganiske Legemer, maa man nødvendigvis henregne 
det til de Første. Endelig fremstillede Kolbe 1844 Eddike- 
syren af rent uorganiske Legemer, men ved en saa compli- 


343 


ceret Methode, at det vilde blive altfor vidtløftigt her at 
meddele Gangen deri, såa meget mere som Methoden i 
sin Helhed ikke har nogen Betydning for den fuldstændige 
Syntheses Udvikling. Men først 1855 begyndte den Række 
glimrende Arbeider, hvorved Berthelot anviste almindelige 
synthetiske Methoder og aabnede Chemikerne Udsigt til 
med Tiden at fremstille alle organiske Legemer af deres 
Bestanddele. Som et Exempel, der bedre end noget andet 
er skikket til at vise de Vanskeligheder, Chemikeren her 
har at overvinde, de lange Omveie, der maa gaaes, og 
den Energi og Dygtighed, her er bleven udviklet, skal i 
det Følgende meddeles den almindeligste Alkohols, Vin- 
aandens Dannelse af dens Grundstoffer. 

Som ovenfor bemærket er Myresyren sammensat af 
2 At. Kulstof, ligesaa mange Brintatomer og 4 At. Ilt. Naar 
den opvarmes med stærk Svovlsyre, der som bekjendt ud- 
mærker sig ved sine vandtiltrækkende Egenskaber, spaltes 
den i Vand og Kulilte, en Luftart, der har et sørgeligt 
Ry ved de mange Ulykkestilfælde, den har foraarsaget. 
Naar nemlig Kulstof forbrænder uden tilstrækkelig Adgang 
af Luften, forefinder det ikke Ilt nok til at danne sit 
højeste Iltningstrin, Kulsyre (2 At. Kulstof + 4 At. Ilt), 
men 2 At. Kulstof maae nøies med at forbinde sig med 
2 At. Ilt til Kulilte. Det er denne Luftart, der forbrænder 
med den blåae Flamme, Enhver har seet over antændte 
Kul eller Brænde; det er den, der væsenlig bevirker 
»Kvælning ved Kuldamp«. Thi medens Kulsyren ikke er 
giftig, har Kulilte samme Indflydelse paa det venøse Blod 
som Blaasyre: den farver det skarlagenrødt og forstyrrer 
aldeles dets oprindelige Egenskaber. Ved at sammenligne 
Myresyrens og Kuliltens Sammensætning vil man see, at 
den Første netop indeholder Bestanddelene af Kulilte + Vand. 

23 


344 


Synthesens Opgave vil nu være at vende den Proces om, 
ved hvilken Myresyren sønderdeltes, med andre Ord at 
forbinde Kulilte med Vand. Directe lader dette sig endnu 
ikke gjøre; men Myresyren indeholder 1 At. basisk Brint 
a: 1 At. Brint, der med stor Lethed bytter Plads med 1 
Metalatom. Herved fremkommer et Myresyresalt, og det 
er characteristiskt, at saadanne Salte altid dannes lettere 
end de frie Syrer (Brintsalte). Da nu imidlertid Vand, 
som man af forskjellige Grunde maa antage sammensat af 
2 At. Brint + 2 At. Ilt, ligeledes indeholder et" basiskt 
Brintatom og forsaavidt kan betragtes som en Syre, vil det 
være klart, at man istedetfor Vand kan benytte et Vandsalt, 
der vel ikke med Kulilte vil danne fri Myresyre, men et 
Myresyresalt, hvoraf man igjen ved at ombytte det ene 
At. Metal med 1 At. Brint kan fremstille Syren. Det er 
netop ad denne Vei, at det 1855 er lykkedes Berthelot at 
fremstille det laveste Led i de fede Syrers Række. I 70 
Timer opvarmede han tilsmæltede Balloner, der indeholdt 
Kalihydrat og Kulilte, til 1009; efter denne Tids Forløb 
var Kulilten indsuget af Kalihydratet og myresurt Kali 
dannet. Ved Destillation af Ballonernes Indhold med for- 
tyndet Svovlsyre, byttede et af Svovlsyrens Brintatomer 
Plads med Myresyresaltets Kaliumatom, og en sur Vædske 
destillerede over, der viste alle Myresyrens Egenskaber. 
Og for at der ikke skulde være Skygge af Tvivl om, at 
denne organiske Forbindelse jo var dannet ad ren uorga- 
nisk Vei, gjentog Berthelot Forsøget i det Store og be- 
nyttede hertil Kulilte, der var dannet ved Glødning af kul- 
sur Baryt med Jern, altsaa af fuldkommen uorganiske 
Materialier”). Af den saaledes fremstillede frie Myresyre kan 


”) Efter at dette var skrevet, kom Augustheftet af Liebigs Annaler 
mig i Hænde. Jeg seer deri, at Kolbe og Schmitt have fundet 


345 


nu med Lethed hvilkesomhelst Myresyresalte dannes, saa- 
ledes ogsaa den myresure Baryt. Ved at neutralisere 
Syren med kulsur Baryt bringer mån nemlig Myresyrens 
basiske Brintatom til at bytte Plads med et Metalatom. Og 
dette Myresyresalt er saa vigtigt, fordi det ved tør Destillation 
sønderdeles under Dannelse af forskjellige Kulbrinter, der 
igjen kunne benyttes til Fremstilling af andre organiske 
Legemer. Den af disse Kulbrinter, der her nærmest har 
Interesse for os, er den s. k. »tunge Kulbrinte«, en farve- 
løs Luftart, der udgjør en væsenlig Bestanddel af Belys- 
ningsgassen, og som er sammensat af 4 At. Kulstof + 4 
At. Brint. Den dannes ved den tørre Destillation af en 
stor Mængde organiske Legemer, saaledes af Fedtstoffer, 
Harpixarter, Stenkul, Kautschuk; men den Fremstillings- 
maade, hvorved den 1795 blev opdaget af 4 hollandske 
Chemikere, er her navnlig af Vigtighed. De destillerede 
nemlig Vinaand med stærk Svovlsyre ved en Ternperatur af 
170?. Herved spaltes Vinaanden i Vand og tung Kul- 
brinte, der altsaa staaer iselv samme Forhold til Vinaand 
som Kulilte til Myresyre. Synthesens Opgave vil da ogsaa 
i dette Tilfælde være at vende Processen om, altsaa at 
danne Vinaand af tung Kulbrinte og Vand, Og her viser 
sig da det Mærkvæsdige, at det samme Legeme, som ved 
170? sønderdeler Vinaanden, ved almindelig Temperatur kan 
benyttes til at gjenfremstille den. Berthelot fyldte en stor 
Ballon med tung Kulbrinte, gød dernæst en større Mængde 
Svovlsyre og Kviksølv deri og bragte det Hele i en stærk 


en langt simplere Methode til Myresyrens Synthese. De lagde nem- 
lig tyndtskaaret Kalium paa en flad Skaal, satte denne under en 
med lunkent Vand afspærret Klokke og holdt Klokken fyldt med 
Kulsyre. Efter 24 Timers Forløb var da Metallet omdannet til en 
Blanding af tvekulsurt og myresurt Kali. 


237 


346 


og vedholdende Bevægelse.  Kviksølvet virkede kun me- 
. Chanisk.  Efterhaanden indsugedes Kulbrinten af Svovl- 
syren, og efter 53000 Rystninger, der medtog en Tid af 
4 Dage, var Processen endt, Kulbrinten optaget af Syren 
og et nyt Legeme dannet, nemlig Æthersvovlsyre, der 
indeholder de samme Bestanddele som Vinaand —+ vand- 
fri Svovlsyre, og hvoraf man ved Fortynding med Vand 
og Destillation vandt Vinaand med alle dennes bekjendte 
Egenskaber. Da nu Kulbrinten kan dannes af dens Ele- 
menter, er altsaa ogsaa Vinaand fremstillet ved fuldstændig 
Synthese. Ovenfor er det imidlertid vist, at Vinaand ved 
Iltning danner Eddikesyre, og det er netop ad denne Vei, 
man i det Store fremstiller denne Syre (Øleddike, Vin- 
eddike). Saaledes er da ogsaa denne, det andet Led i de 
fede Syrers Række, dannet af Grundstofferne. Men som 
det forholder sig med myresur Baryt, saaledes giver og- 
saa eddikesur Baryt ved tør Destillation tung Kulbrinte, 
men tillige 3 analoge Forbindelser af et højere Antal 
Kulstofatomer. Disse Legemer ståaåae i selv samme For- 
hold til hverandre som de fede Syrer indbyrdes; hvert 
indeholder 2 At. Kulstof og 2 At. Brint mere end det 
nærmest lavere Led af samme Række, og i alle deres 
Egenskaber viser der sig en bestemt Rækkefølge. De 
danne Forbindelser, der have analog Sammensætning 
og overensstemmende fysiske og chemiske Egenskaber. 
De mærkeligste af disse Forbindelser ere de ”saa- 
kaldte Alkoholer. Disse forholde sig til de tilsvarende 
Kulbrinter som den almindeligste, Vinaand, til den tunge 
Kulbrinte o: de kunne betragtes som den vedkommende 
Kulbrinte + Bestanddelene af 1 Grunddel Vand (2 At. 
Brint + 2 At. Ilt); og til de fede Syrer staae de i selv- 
samme Forhold som Vinaand til Eddikesyre. Af enhver 


347 


Alkohol kan dannes den tilsvarende fede Syre, idet man 
ved Iltning fjerner 2 At. Brint af Alkoholen, hvorved dan- 
nes vedkommeude Aldehyd (jvf. ovenfor) og bringer dette 
til at forbinde sig med 2 At. Ilt. Vi see altsaa her en 
mærkelig Lov aabenbare sig, der forener en stor Mængde 
organiske Forbindelser ved snævre Slægtskabsbaand; vi 
see, at den ejendommelige Belysning, hvori Chemien be- 
tragter Naturproducterne, i Virkeligheden er skikket til at 
kaste Lys påa dem, til at klåre hvad der før vår dunkelt 
og hjælpe til at finde sig til Rette i det umaadelige Stof, 
der, sammensat som det er af de fåa Grundstoffer, for 
den overfladiske Betragtning vilde ligne Chaos. 

Jeg skål endnu kun med et Par Ord antyde den Methode, 
hvorved Berthelot har fremstillet flere højere Alkoholer 
af de tilsvarende Kulbrinter, en Methode, som efter 
al Sandsynlighed er almindelig. Ovenfor blev det be- 
mærket, at de sammensatte Ætherarter bestod af Syre + 
Alkohol — Vand. Saadanne Legemer hår man nu ikke 
blot dannet af de fede, men af næsten alle organiske 
og uorganiske Syrer.  Saltsyre bestaaer som bekjendt 
af 1 At. Chlor + 1 At. Brint. Og ligesom Lauraguais 
fremstillede Eddikesyreæther ved Destillation af Eddikesyre 
og Vinaand, kan Saltsyreæther dannes ved Destillation af 
Saltsyre og Vinaand, og Productet er Saltsyre + Vinaand — 
Vand. Men denne Forbindelse kan ogsaa dannes paa en 
anden Maade. Berthelot har fundet, at naar man i læn- 
gere Tid opvarmer en tilsmæltet Ballon, fyldt med tung 
Kulbrinte og en i Kulden mættet, vandig Opløsning af 
Saltsyreluft, til Vandets Kogepunct, dannes der Saltsyre- 
æther, og de andre med den tunge Kulbrinte analoge 
Legemer forholde sig ganske paa samme Maade. Da vi 
nu vide, at disse Kulbrinter kunne fremstilles af deres Grund- 


348 


stoffer, og alle Ætherarter (altsaa ogsaa Saltsyreætherne) 
ved Behandling med stærke Baser give vedkommende 
Syres Metalsalte, medens Alkoholen udskilles (ganske som 
vi saae det ved de fede Legemers Forsæbning), saa vil man 
let indsee, åt der er Udsigt til at fremstille hele denne 
Gruppe, til hvis Forbindelser og Omdannelsesproducter 
sikkert mere end Halvdelen af de organiske Legemer hen- 
høre, af selve Grundstofferne. 

Med den fuldstændige Syntheses Virkeliggjørelse er 
den sidste Grændse falden, som adskilte organiske og uor- 
ganiske Legemer. Lavoisiers Tanke, at der maa lægges 
lige megen Vægt paa Forbindelsesmaaden og Stoffet, har 
vel ikke mistet sin Betydning, men det visef sig netop 
selv for en temmelig overfladisk Undersøgelse, at de mere 
complicerede Forbindelser i den uorganiske Chemi have 
en mindre simpel Sammensætning end mange af de orga- 
niske, og at tillige mange andre Stoffer end Kulstof, Brint, 
Ilt, Kvælstof og Fosfor, ja maaskee alle Grundstoffer 
kunne indtræde i de saakaldte organiske Legemer. Naar 
man derfor endnu i vor Tid fastholder en Inddeling af de 
chemiske Forbindelser i organiske og uorganiske, da er 
Principet for denne et helt andet end tidligere. Det er kun 
en Hensigtsmæssighedsinddeling, ved hvilken man skjelner 
mellem Kulstoffets og de andre Grundstoffers Forbindelser. 
De første lyde ganske de samme Love som de sidste; de 
dannes og omdannes ved den samme eiendommelige che- 
miske Kraft, Affiniteten, og det ikke blot i Chemikernes 
Retorter og Kolber; men i hele det vidunderlige Virksom- 
hedssystem, vi kalde Livet, beroe Virkningerne, Dannelse 
og Sønderdeling, paa de selv samme Tiltrækninger, der 
beherske Stofferne udenfor Organismen. Og naar Ch. Ger- 
hardt endnu 1844 (i sin Précis de chimie organique) udtaler, 


349 


at Livskraften er det Princip, ved hvilket Organismens Be- 
standdele dannes af Kulsyre, Vand, Ammoniak osv., medens 
den chemiske Affinitet kun tilintetgjør de af Organismen 
dannede Producter, saa at Livet beroer påa den Første, 
Døden paa den Sidste, saa erklærer Fysiologien nu lige- 
frem denne Sætning for falsk: »alle de moleculaire For- 
andringer, bestaaende i Sammensætning og Opløsning, der 
indtræde i det levende Legeme, al Ernæring, Afsondring 
og Bevægelse beroer paa chemiske Virkninger« (G. H. 
Lewes). Og dog synes det, som en hel Række Frem- 
toninger, og det netop nogle af de mest betydningsfulde 
i Livsprocessen, aldeles ikke ere afhængige af den che- 
miske Affinitet, men af ganske eiendommelige Kræfter. Jeg 
mener Gæringsfænomenerne. Hvor indgribende disse 
ere i Livets Functioner, vil let indsees, da Dyrenes For- 
døielse beroer påa en Række af Gæringer: de melstof- 
holdende Næringsmidler blive opløselige under Indflydelse 
af Spyttet og Fordøielsescanalens øvrige Vædsker; de fede 
Legemer bringes ved Bugspyttets og Galdens forenede 
Virkning i den eiendommelige Tilstand, hvori Legemet er 
istand til at optage dem; de æggehvideagtige Legemer 
blive fordøielige ved Hjælp af Pepsin, der alene fore- 
kommer i Mavesaften; alle disse Processer beroe paa be- 
stemte Gæringsacter, og det er mere end sandsynligt, at 
de frygtelige Fænomener, som Gifte og Smitstoffer frem- 
kalde i Organismen, maae forklares paa lignende Maade. 
I Planten begynder selve Livsprocessen med en Gæring. 
Frøét indeholder et kvælstofholdende Legeme, der under 
visse Betingelser (Luft, Varme, Fugtighed) virker paa andre 
Bestanddele deri; navnlig omdannes Frøets Melstof til 
Sukker, og med denne Proces begynder Spiringen, Livet. 
Frugtens Modning beroer ligeledes paa forskjellige Bestand- 


390 


deles Omdannelse af Gæringsstoffer. Og endelig skeer 
Plantens og Dyrets sidste, store Omdannelsesproces, den, 
hvorved de gåae til Grunde og forraadne, bestandig under 
Indflydelse af Gæringsmidler. Det vil da være klart, at 
disse mærkværdige Fremtoninger, der spille en saa ind- 
gribende Rolle i selve Livet, maae forklares fra et chemisk 
Synspunct og ved Hjælp af Stoffernes Affinitet, om det 
ellers skal være sandt, at »alle moleculaire Forandringer 
i det levende Legeme beroe påa chemiske Virkninger«. 
Thi vi kjende ingen anden eiendommelig chemisk Kraft 
end Stoffernes Affinitet.  Berthelot er ogsaa gaaet nær- 
mere ind påa disse Fænomener, har betragtet dem under 
et almindeligt Synspunct og vist, hvorledes de sandsynlig- 
vis alle lade sig føre tilbage til Affiniteten. 

Lader os da for et Øieblik og ganske i Almindelighed 
betragte dennes forskjellige Virkningsmaader. De fleste 
chemiske Fænomener ere Resultater af 2 Legemers 
gjensidige Indvirkning paa hinanden, hvorved begge for- 
andres. De kunne da enten ligefrem forene sig, saa at 
et nyt Legemer fremkommer, hvis Grunddele ere Summen 
af de oprindeliges. Saaledes saae vi ovenfor, at Saltsyrens 
og den tunge ;Kulbrintes Affinitet til hinanden bragte dem 
til at forene sig til Saltsyreæther. Eller flere nye Legemer 
kunne fremkomme som Resultat: af hines Virkning paa 
hinanden. Bringer man saaledes en Opløsning af svovlsurt 
Natron (Glaubersalt) sammen med en Opløsning af salpeter- 
sur Baryt, ville Metallerne bytte Plads: uopløseligt svovl- 
sur Baryt vil udfældes, medens salpetersurt Natron vil 
forblive i Opløsningen. I begge Tilfælde indgaae altsaa 
Stofferne i de anvendte Legemer ny Forbindelse, dannede 
ved en forskjellig Ordning af Atomerne, og den Kraft, der 
har tilveiebragt denne moleculaire Bevægelse, kalde vi 


301 


Affinitet. Men undertiden hændes det, at et Legeme vir- 
ker såaledes paa et andet, at dettes Atomer leire sig paa 
en anden Maade, medens det første bliver aldeles ufor- 
andret. Man siger da, at dette virker ved Contact. Saa- 
danne Contactvirkninger ere temmelig hyppige i Chemien, 
men man hår tidligere savnet enhver Forklaring af disse 
mærkelige Fænomener. Flere af Berthelots Iagttagelser, 
navnlig de angaåaaende Svovlets forskjellige Modificationer, 
kaste ganske vist et interessant Lys over denne Gjenstand. 
En Opløsning af Svovl i Svovlkulstof (en ildelugtende, 
meget flygtig Vædske) giver ved sin Fordampning Kry- 
staller, der igjen med Lethed kunne opløses af Svovlkul- 
stof. Smæltet og hurtigt afkølet Svovl danner derimod 
en amorf Masse, som er uopløselig i denne Vædske. 
Men under Indvirkning af kogende Salpetersyre gaaer den 
krystallinske og opløselige Svovlmodification over til den 
amorfe og uopløselige, og omvendt forandres den sidste 
til den første under Indflydelse af en kold Opløsning af 
Kalihydrat. Disse Kjendsgjerninger have unægtelig stor 
Interesse. Thi det er det amorfe, uopløselige Svovl, som 
forbinder sig med Ilt, og Salpetersyren er et af de stær- 
keste Iltningsmidler, vi kjende; og det er den krystallinske, 
opløselige Modification, der indgaaer Forening med Me- 
taller, og især let med Alkalimetaller. Tager man nu des- 
uden i Betænkning, at Salpetersyren, foruden at omdanne 
det krystallinske Svovl, tillige ilter en ringe Mængde deraf til 
Svovlsyre, og at Kalihydratet ikke alene forandrer det 
amorfe Svovl til krystallinsk, men ogsaa begrunder Dan- 
nelsen af en lille Mængde Svovlkalium, saa ligger i Virke- 
ligheden den Slutning nær, at det er Iltens Affinitet til det 
amorfe, og Kaliums Affinitet til det krystallinske Svovl, der 
bevirker disse Omdannelser. De Affiniteter, der her komme 


352 


i Virksomhed, ere vel ikke saa kraftige, at de kunne frem- 
kalde fuldstændige Foreninger, men dog altid stærke nok 
til at hensætte Svovlet i de ejendommelige Tilstande, 
hvori det i de enkelte Tilfælde maa findes, for at Foreningen 
kan finde Sted. — Med disse mærkelige Fænomener lader 
Stivelsens Dextringæring sig sammenligne. Stivelse er som 
bekjendt uopløselig i Vand og gives med en Jodopløsning 
en megét stærk blaa Farve. Men i spirende Byg fore- 
kommer et kvælstofholdende Legeme, som kan udtrækkes 
deraf med Vand og udfældes af denne Opløsning med 
Vinaand; det kaldes Diastase og har blandt andet den Egen- 
skab ved en Temperatur af omtrent 30? at omdanne en bety- 
delig Mængde Stivelse til Dextrin, et gummilignende Legeme, 
der er meget letopløseligt i Vand og ikke farves blaat af 
Jod, men som forresten har selvsamme procentiske Sammen- 
sætning som Stivelse — altsaa ganske som den uopløse- 
lige Svovlmodification under Alkaliers Indvirkning gåaer 
over til den opløselige, der bestaaer af samme Stof, men 
har andre Egenskaber.  Forskjellen er blot, at man ikke 
ved Dextringæringen kan bestemme de Affiniteter, der 
træde i Virksomhed, saaledes som man kan det ved 
Svovlets Omdannelse; vi kjende nemlig ikke engang Dia- 
stasens chemiske Formel, altsaa ei heller de Processer, 
"den ved Gæringen undergaaer. Dog tør man antage, at 
analoge Virkninger hidrøre fra analoge Aarsager, altsaa at 
det er et ejendommeligt Spil af Affiniteter, som her kom- 
mer i Virksomhed. Dette. bliver saameget sandsynligere, 
som man alene ved Varmen, denne Kraft, der har en saa 
stor Indflydelse paa Affiniteten, kan bevirke den selv 
samme Omdannelse. Man behøver i Virkeligheden kun 
at opvarme Stivelsen til 210? for at omdanne den til Dex- 
trin. Men Diastasens Indvirkning paa Stivelse indskrænker 


3593 


sig ikke til Dextrindannelsen. Umiddelbart efter denne 
gaaer Dextrinet under Optagelsen af Vandets Bestanddele 
over til Maltsukker. Det er mærkeligt, at en aldeles 
analog Omdannelse kan fremkaldes ved fortyndede Syrer. 
Koger man saaledes Stivelse med en meget fortyndet 
Opløsning af Svovlsyre, omdannes den til Druesukker, der 
hår samme chemiske Formel som Maltsukker og i alle 
Henseender viser saa stor Lighed med dette, at de kun 
ved en enkelt fysisk Egenskab kunne adskilles. Svovlsyren 
bliver ved denne Proces aldeles uforandret; den virker 
altsaa ved Contact, og da Svovlsyre under andre Betin- 
gelser danner en Forbindelse med Druesukker, kan Fæno- 
menet påa samme Maade som ovenfor forklares ved en 
svag Affinitetsvirkning. Da nu Maltsukker uden fortyndede 
Syrers Indvirkning omdannes til Druesukker, tør det maa- 
skee endog antages, at Svovlsyrens Virkning er aldeles 
analog med Diastasens, saameget mere som Syren, før den 
omdanner Stivelse til Druesukker, forandrer den til Dex- 
trin, saa at Processen altsaa gaaer den selv samme Vei, 
som naar man anvender Diastase. Vi slutte derfor, at 
ogsaa dennes Virkning beroer påa Affinitet, om vi end 
påa Grund af vore mangelfulde Kundskaber ikke nærmere 
kunne bestemme dens Yttringsmaade. 

Ligesaa tydeligt fremtræder en saadan Overensstem- 
melse ved den Gæring af de fede Legemer, der skyldes 
Bugspyttets og Galdens forenede Virkning. Ved denne 
spaltes Fedtstofferne i fede Syrer og Glycerin, idet de 
optage en vis Mængde Vand, hvis Bestanddele gaae ind i 
de nye Legemers Sammensætning. Denne Virkning be- 
roer navnlig paa et ejendommeligt Gæringsstof, Pankreatin, 
som man let kan udfælde af Bugspyttet ved Vinaand og 
rense ved gjentagen Opløsning i Vand og Fældning med 


304 


Vinaand. Det er et kvælstofholdende Legeme, der i alle 
Henseender viser stor Lighed med Æggehvidestof. Vi 
kjende ikke dets Sammensætning eller dets Omdannelses- 
processer, men vi tør slutte, at dets Indvirkning paa de 
fede Legemer beroer påa den chemiske Affinitet, som gjør 
sig gjældende i Contactvirkninger; thi ved en Methode, 
der utvivlsomt beroer påa en saadan, kan man fremkalde 
den selv samme Spaltning. Naar man behandler de fede 
Legemer med Saltsyre ved Vandets Kogepunct, sønderdeles 
de nemlig i Glycerin og Syre. Da nu Saltsyre under 
andre Forhold indgaaer Forbindelser med Glycerin, er det 
sandsynligt, at hin Virkning beroer paa disse Legemers 
Affinitet til hinanden, en Kraft som vel ikke under disse 
Omstændigheder formaaer at danne en Forbindelse, men 
som dog er istand til at fremkalde en Sønderdeling af et 
Legeme, hvis nærmere Bestanddele have en mindre stærk 
Tiltrækning til hinanden. 

Paa ganske lignende Maade kunne vi forklare den 
Spaltning af Rørsukkeret, som et Sted i det Foregaaende er 
antydet. Under fortyndede Syrers Indvirkning sønderdeles 
det nemlig under Optagelse af Vand i Druesukker og 
Lævulose, to Sukkerarter, der vise temmelig forskjellige 
fysiske og chemiske Egenskaber, og som det ikke er vanske- 
ligt at vinde særskilte. Da nu Syrerne under andre Be- 
tingelser danne Forbindelser med Druesukker og sandsyn- 
ligvis ogsaa med Lævulose, kunne vi henføre Rørsukkerets 
Sønderdeling til en lignende Affinitetsvirksomhed som de 
allerede nævnte Fænomener, og da Rørsukkeret spaltes 
påa selv samme Maade ved Tilsætning af almindelig ØlI- 
gær, tør vi vel, især med Hensyn til de ovenanførte ana- 
loge Tilfælde, drage den Slutning, åt ogsaa Gærens Virk- 
somhed i dette Tilfælde beroer paa Affiniteten. I denne 


355 


Henseende har Berthelot nemlig bevist, at Gæren ikke 
virker ved sin organiserede Bygning, men ganske paa 
samme Maade, som vi see Diastase, Pankreatin eller et 
hvilketsomhelsk andet organisk, men ikke organiseret 
Gæringsmiddel yttre sin Virksomhed. Han har nemlig be- 
handlet Ølgæren med koldt Vand og filtreret Opløsningen. 
Af denne udskiltes ved Tilsæining af Vinaand hvide Fnokke, 
der våre opløselige i Vand, løb sammen i Varmen ligesom 
Æggehvide., og hvis vandige Opløsning virkede paa en 
Rørsukkeropløsning ligesom Gær 9: omdannede Rørsukkeret 
til en Blanding af lige Dele Druesukker og Lævulose. 
Dette eiendommelige Gæringsstof synes at udskilles af 
Gæralgen ved en fysiologisk Proces; thi man kan behandle 
Gæren med hvor stor en Mængde Vand, man vil: saafremt 
Gæralgen ikke er bleven dræbt, har den ikke mistet 
Evnen til at afgive en ny Mængde Gæringsstof, naar man 
igjen behandler den med en ringe Mængde friskt Vand. 

Men Gæralgens Indflydelse paa en Rørsukkeropløsning 
er ikke endt med Sukkerets Sønderdeling i dets nærmere 
Bestanddele. Paa disse udøver den en ny og eiendomme- 
lig Virkning. Først angribes Druesukkeret, der netop er 
saaledes sammensat, at dets Bestanddele kunne danne 
Vinaand og Kulsyre, og under Gæralgens Virksomhed 
skeer virkelig denne Omsætning. Hvis man nu standser 
Gæringen, vil man finde, at Opløsningen foruden Vinaand 
væsenlig kun indeholder Lævulose; men låder man Pro- 
cessen gaåae sin uafbrudte Gang, vil ogsaa denne Sukker- 
art sønderdeles paa samme Maade som det isomere Drue- 
sukker, og Rørsukkeret vil fuldstændig være forandret til 
Vinaand og Kulsyre. Dog er det ikke blot disse Sukkere, 
der saaledes paavirkes af Gæralgen: saagodtsom alle Arter 
af Sukker kunne ved Ølgær bringes til Vinaandsgæring. 


356 


Paa denne mærkelige Proces beroer enhver Tilberedning 
af vinaandige Drikke: enten de nu tilvirkes af Saften af 
Druer, Valbirk eller Palmer, af Byg, Kartofler eller Træ- 
frugter, enten vi see hen til den af vore Forfædre saa 
yndede Mjød, eller til den Drik, Tåtarerne tilberede af 
Hoppemælk, overalt er Vinaand det berusende Princip, og 
overalt er denne dannet ved Gæralgens Indvirkning påaå et 
Sukkerstof. Gæren selv er et levende Væsen (Mycoderma 
cerevisiæ), der bestaaer af en Uendelighed af smaa, lidt 
aflange Celler, hvis Gjennemsnit varierer imellem -% og 
ræg Millimeter. Under Gæringen voxer denne Plante, idet 
nye Celler skyde frem påa de gamle, blive større og selv 
udvikle nye. Gæralgesporer opfylde Luften: beskytter man 
Druesaft fuldstændigt imod Luftens Adgang, holder den 
sig klar og gjennemsigtig, men en eneste Luftboble er 
tilstrækkelig til at bringe Saften i Gæring. Schwann 
kogte Druesaft for at tilintetgjøre de deri indeholdte 
Gæringsstoffers Virkningsevne; naar han da lod atmosfærisk 
Luft strømme til, som først havde passeret et rødglødende 
Rør, indtraadte ingen Gæring, medens en Boble alminde- 
lig Luft strax fremkaldte en saadan. Pasteur fandt, at 
Luft, der var filtreret gjennem Bomuld, ikke bragte Drue- 
saft til at gære, men at Gæringen øieblikkelig begyndte, 
naar den med Sporer opfyldte Bomuld kastedes i Vædsken. 
Men hvorledes virker da denne Plante påa Sukkeropløs- 
ningen? Svaret er kort: vi vide det ikke.  Hypotheser 
have vi nok af paa dette Punct, men egenlige Beviser 
fattes. Dog har Berthelot paavist, at en Sukkeropløsning 
ogsaa kan bringes til Vinaandsgæring ved Midler, der al- 
deles mangle Gæralgens organiserede Bygning, og uden 
at der dannes en eneste Gærcelle. Han har saaledes om- 
dannet Sukker til Vinaand og Kulsyre ved Æggehvidestof, 


397 


Lim og mange andre Legemer. Her maa Virkningen upaa- 
tvivlelig tilskrives et lignende Spil af Affiniteter, som i de 
; Tilfælde, jeg ovenfor har nævnet. Og Berthelot mener, 
at Gæralgens Virksomhed beroer paa et af dens Afsondrings- 
producter, der da spiller samme Rolle som de almindelige, 
uorganiserede Gæringsmidler. Imidlertid bliver der dog 
den Forskjel, at disse alle ere opløselige, medens hint 
maa være uopløseligt. Thi naar man sætter et forneden 
med Filtrerpapir tilbundet Rør, fyldt med Gær, halvt ned 
i et med en Sukkeropløsning fyldt Glas, kommer denne 
kun i Gæring indeni Røret, idet Sukkeropløsningen træn- 
ger igjennem Filtrerpapiret og derved kommer i Berøring 
med Gærcellerne, medens Opløsningen udenfor Rørret ikke 
påavirkes af Gæren, hvilket sidste maatte finde Sted, naar 
det paagjældende Gæringsmiddel var opløseligt. Denne 
sidste Omstændighed (Gæringsmidlets Uopløselighed). gjør 
'Spørgsmaalet saa indviklet, at det er vanskeligt at udtale 
sig med Bestemthed derom. == Saameget er imidlertid 
vist, at man ikke klarer det ved den Antagelse, at 
Vinaandsgæringen beroer påa Gæralgens vitale Virksom- 
hed, påa dens Ernæring og Udsondring: herved skydes 
Problemet blot længere ud; thi det vil da blive nød- 
vendigt nærmere at paavise, hvorledes disse Processer 
gaae for sig i selve Gæralgen, og paa hvilke Virk- 
… ninger de beroe, men såa kommer man i Grunden til- 
bage til Berthelots Synsmaade; kun har man nu faaet 
to Hypotheser istedet for en. Dette synes Aug. Laugel at 
have overseet i sit interessante Studie over Berthelots 
Arbeider, som turde være Læseren bekjendt fra Revue des 
deux Mondes (1% Mai 1861), og han er derved bleven 
noget" ubillig mod Berthelot. »Bannir la vie de toutes 
les explications relatives å la chimie organique, tel est le 


358 


but de nos études«: saaledes udtaler denne Chemiker sig, 
men Laugel vil paa ingen Maade tilstede Videnskaben en 
saadan Udelukkelsesret. Han synes derfor.næsten at være 
glad over, at kunne erklære ogsåa den chemiske Affinitet 
for en Hypothese. Men uden at tåle om, at dette Bevis 
for Livskraftens Existens just ikke er meget strængt, maa 
man erindre, åt der dog altid bliver en betydelig Forskjel 
påa disse Hypotheser. Medens Lovene for den chemiske 
Affinitet Dag for Dag blive klårere, og man, jo mere 
Videnskaben udvikler sig, kommer til tydeligere Erkjen- 
delse af, at man ved denne Kraft kan forklare saagodtsom 
alle Fænomener, men uden denne ikke et eneste, for- 
holder det sig helt anderledes med Livskraften. Ifølge 
selve dens Begreb er det indlysende, at den Intet kan 
forklare; thi saasnart et Fænomen bliver forklaret, er For- 
klaringen eo ipso et Bevis for, at det ikke kan tilskrives 
Livskraften.  Efterhaanden som vor Indsigt voxer, taber 
Livskraften derfor Terrain; jo bedre Livets Fænomener 
blive gjennemstuderede, desto mere indseer man, at An- 
tagelsen af en ejendommelig Livskraft er unødvendig, alt- 
saa unyttig. Vistnok kan Ingen sige, hvad Affinitet er, 
men det Samme gjælder om alle de Kræfter, vi kjende. 
En Række Fænomener forkiare vi: ved en Kraft, der virker 
påa en bestemt Maade, men hvad selve Kraften er kan 
Videnskaben ikke sige, ligesaalidt som Fysiologien kan 
sige os, hvad selve Livet er, eller Psychologien, hvad 
selve Sjælen er. 


Om Brændsel. 


Ved A. Thomsen. 


Bkersteltisærelsen af rigeligt Brændsel af god Beskaffenhed 
er en Betingelse for Industriens Blomstren.  Producterne 
fremkalde en livlig Handelsomsætning saavel i Indlandet 
som med Udlandet; den derved erhvervede Rigdom forøger 
Nationalvelstanden, som er den politiske Indflydelses 
Grundpille. England skylder sine Kulminer den Rolle, 
det spiller i alle Verdensdele, sin udstrakte Handel, sin 
store Sømagt. Dette såa practiske og tilsyneladende 
maaskee trivielle Spørgsmaal om Brændsel voxer saa- 
ledes til store Dimensioner og bliver en af Betin- 
gelserne for Staternes og derigjennem for Individernes 
Velvære. Det vilde derfor maaskee lønne sig at gjøre 
dette Spørgsmaal til Gjenstand for nærmere Drøftelse. 
Ved Benyttelsen af Brændsel har man til Øiemed 
deels directe at anvende den frembrågte Varme til Smelt- 
ning, Kogning, Glødning 0. s. v., deels at anvende den 
som Middel til Frembringelse af Bevægelse, som ved 
Dampmaskinen. Efterat James Watt har construeret denne 
i en practisk Form, som af hans Efterfølgere stadigt 
modtager Forbedring, ere Bestræbelserne gaaede ud paa, 
overalt hvor det lader sig gjøre, at erstatte Haandkraft ved 
24 


360 


Maskinkraft. Derved er Brændmaterialiernes Betydning 
traadt endnu klarere frem. 

Da Forbrændingen skal foregaae i den atmosphæriske 
Luft ved Hjælp af dennes Ilt, vilde i og for sig ethvert 
Stof, som ved at gaae i Forbindelse med Ilt kan frem- 
bringe fornøden Varme, egne sig hertil. Uagtet en stor 
Mængde af Stoffer ere i Besiddelse af denne Egenskab, 
indsees det dog, at man, med Hensyn til Materialets 
hyppige Forekomst og deraf afhængige Priisbillighed, til 
den Lethed, hvormed det brænder og til Beskaffenheden 
af Forbrændingsproducterne er betydeligt iudskrænket i 
sit Valg.  Metallerne og Svovl f, Ex, låde sig ikke an- 
vende dertil; derimod forbrænde Kulstof og Brint særdeles 
let, ligesom de ogsaa derved udvikle en betydelig Varme. 
Vel er Kulstoffets Forbrændingsproduct Kulsyren en skadelig 
Luftart, forsaavidt den ikke kan benyttes til Menneskets 
Aandedræt, men deels føres den ved Skorstene op i 
Atmosphæren, deels vil den ved Planternes Virksomhed 
atter skilles i Kulstof og Ilt. Brintens Forbrændingspro- 
duct er Vanddamp. 

De brugelige Brændstoffer ere derfor saadanne, som 
hovedsagelig bestaae af Kulstof og Brint, navnlig Træ, 
Tørv og de forskjellige Sorter af Kul. Medens Træ 
er uforandret Plantesubstans, er Tørv og Steenkul dannet 
ved en Metamorphose, Tørv ved en under eiendommelige 
Forhoid indtraadt Gjæring, Kul rimeligviis ved en forenet 
Virkning af Varme og stærkt Tryk. Tørven dannes den 
Dag i Dag, medens Kuldannelsen tilhører en forhistorisk 
Periode. 

Af Maaden, hvorpaa Planten ernærer sig, kan man 
slutte sig til Træets Bestanddele. Igjennem sine Blade . 
staaer den i Vexelvirkning med Atmosphæren, hvis Kul- 


361 


syre og Vanddampe den indaander, idet Kulsyren derved 
skilles i Kulstof, som optages, medens Ilten udaandes; 
gjennem sine Rødder optager den den i Jorden indeholdte 
Næringsvædske med de deri opløste faste Stoffer, som 
Planten tilbageholder, medens Vandet fordamper fra Blad- 
overfladen. Kulstoffet findes ikke udskilt i reen Tilstand, 
men i Forbindelse med Vandets Bestanddele Brint og ilt 
som et Stof, der kaldes Cellulose eller Cellestof, som altsaa 
i Forbindelse med de faste Bestanddele, som ved For- 
brændingen blive tilbage som åÅske, udgjøre Træets 
Hovedbestanddele, hvortil endvidere kommer det i Træets 
Porer optagne Vand tilligemed Saftbestanddele og Excreter, 
saasom Garvestof, Harpix, Gummi, Olie, Sukker og for- 
skjellige Farvestoffer, hvilke enkeltviis kunne være stærkere 
fremtrædende ved forskjellige Træsorter, hvorved disse 
opnaae en særegen Anvendelse. Sees bort fra dissse 
som oftest mindre betydende Stoffer, vil Træets Hoved- 
bestanddele blive Cellestof, Aske og Vand. 

Som Navnet antyder, er Cellestoffet det Stof, hvoraf 
Plantecellen er dannet. Paa Grund af Vanskelighederne 
ved at sondre det fra alle fremmede Bestanddele og 
saaledes fremstille det chemisk reent, har man i lang 
Tid været i Tvivl om dets Sammensætning. Man troer 
dog nu at være kommet til det Resnltat, at det indeholder 
Kulstof, Ilt og Brint i aldeles samme Forhold som Sti- 
velsen, saa at påa denne Maade Ilten og Brinten netop 
findes i en saadan Mængde, at de tilsammen vilde kunne 
danne Vand, hvorfor man ogsaa kalder Cellulosen for et 
Kulhydrat, idet Chemikeren ved et Hydrat forstaaer en 
Forbindelse med Vand. KRenest findes Cellulosen i Na- 
turen i Bomuld og Marven af forskjellige Træsorter, 


247 


362 


ligesom ogsaa det svenske Filtreerpapir og ubleget Lærred, 
naar undtages de deri indeholdte Askebestanddele, næsten 
ere reen Cellulose. 

Til dennes Fremstilling kan man vælge Hyldemarv, 
som man efterhaanden behandler med fortyndede Alkalier, 
Syrer, Vand, Alkohol og Æther, hvorved alle fremmede 
Stoffer fjernes og Cellulosen bliver tilbage. Den er en 
farveløs Masse uden Smag og uopløselig i Vand. Lige- 
som Stivelsen kan den ved Kogning med concentreret 
Svovlsyre forandres til Sukker, og ligesom Bomuld for- 
andres den ved Neddypning i en Blanding af stærk - 
Salpetersyre og Svovlsyre til det bekjendte Skydebomuld. 
Cellulosen hår en Vægtfylde af 1,5, a: den er halvanden 
Gange saa tung som Vand. 

Naar det ovenfor blev sagt, at Cellulosen var et 
Kulhydrat, var Meningen kun, at man kunde tænke sig 
dens Brint og Ilt forenede til Vand og dette forbundet 
med alt Kulstoffet. Det er meget uvist, om denne Be- 
tragtningsmaade er rigtig, men den er practisk, naar det 
gjælder om at anslaae Cellestoffets og derigjennem Træets 
Værdi som Brændstof.  ÅAntændes nemlig Cellestoffet, 
dannes Kulsyre og Vand; tænkes ilten og Brinten ifor- 
veien forenede til Vand, skyldes Varmeudviklingen alene 
Kulstoffet. 

Mængden af Cellestof eller Kulstof i Træet betinger 
altsaa dets Værdi som Brændsel, idet dets: øvrige Be- 
standdele, Aske og Vand, tvertimod formindske denne. 
Asken eller de i Træet indeholdte uorganiske Bestanddele 
ere kun skadelige, forsaavidt som de optage Pladsen 
for de brændbare Dele af Træet; Vandet derimod har en 
langt uheldigere Indflydelse, idet dets Fordamping paa 


363 


Ildstedet binder en betydelig Deel af den ved For- 
brændingen udviklede Varme”). Denne Indflydelse bliver 
saameget større, som Vandet er optaget i Træet i stor 
Mængde, forskjellig efter den Tid, paa hvilken Træet er 
fældet. For de fem Træsorter, Hvidgran, Hassel, Heste- 
kastanie, Ahorn og Ask, fandtes som Middeltal ved Fæld- 
ning den 27de Januar og 2den April respective 39,2 og 
47,2 pCt., hvilket altsaa viser en Forøgelse af 8 pCt., 
hidrørende fra det med Foraaret indtrædende livligere 
Saftomløb. Ved at lade Træet henligge i Luften, beskyttet 
mod Regn, kan man fjerne en stor Deel af denne Fug- 
tighed; men saadant lufttørret Træ indeholder dog 
endnu 15—20 pCt., der som hygroskopisk Vand tilbage- 
holdes af Træet, og som først uddrives ved en længere 
Tids Opvarmning til en Temperatur af 100—150"; 
udættes Træet efter denne Operation atter for den frie 
Lufts Paavirkning, vil den ved Opvarmningen uddrevne 
Vandmængde atter indsuges 3 hvorfor Træet strax maa 
benyttes. 

Ved Bestemmelsen af Askebestandelene i Træet er 
det til Opnaaelsen af eensartede Resultater nødvendigt altid 
at anvende fuldkommen tørt Træ. De forskjellige An- 
givelser afvige alligevel betydeligt fra hinanden, dog er 
Askemængden sjeldent større end 2 pCt., og ved de al- 
mindelige Træsorter, der benyttes som Brændsel, antages 
i Praxis 1 pCt. som den Angivelse, der kommer Sand- 
heden nærmest. — Paalidelige Undersøgelser over Aske- 


mængden i de forskjellige Dele af en og samme Plante 


") Til at fordampe 1 Pund Vand bruges ligesaa megen Varme, som 
til at bringe 57, Pund Vand i Kog fra en Temperatur af 0”. 


364 


have udviist det: interessante Resultat, at Mængden til- 
tager fra Stammen ud til Bladene; for Egetræets Ved- 
kommende har man saaledes i Stammens Ved fundet 
0,2 pCt., i Grenenes 0,4 pCt. og endelig i Bladene 5,3 
pCt.; i Poppeltræets Ved fandtes 0,8 pCt., i Bladene 6,1 
pCt. Ligeledes fandtes Egetræets Ved at indeholde mindre 
Aske end Splinten, medens Barken indeholdt 6 pCt. I 
denne Henseende vilde altsaa de ældre Dele af et Træ 
afgive et bedre Brændsel end de yngre, og Bark og Blade 
kun et meget slet. 

Af megen Vigtighed med Hensyn til Bestemmelsen 
af Træets Værdi som Brændsel er dets Vægtfylde. At de 
fleste Træsorter svømme paa Vand, hidrører fra, at de 
ere opfyldte af Mellemrum, der ligesom ved Pimpstenen 
ere opfyldte med Luft, som holder Træet oppe påa Vandet. 
Raspes Træet saa fiint, at Mellemrummene sønderrives, 
vil det ogsaa synke tilbunds i Vand, og det har viist sig 
at Vægtfylden af forskjellige paa denne Maade undersøgte 
Træsorter kun har varieret fra 1,40 til 1,53, saa at man 
er berettiget til at antage, at al Træsubstants har samme 
Vægtfylde. I Praxis, hvor der er Tale om hele Stykker 
Træ, gjælder dette ikke, og Forskjellen faaer Indflydelse 
derved, at Brændet ikke forhandles efter Vægt men efter 
Maal. Da de lette Træsorter, 2: de mere porøse, ind- 
suge forholdsviis mere Vand end de tunge, vil Forskjellen 
mellem Vægtfylderne af de forskjellige Træsorter i frisk 
fældet Tilstand være mindre end i lufttørret, da Vand- 
mængden i sidste Tilfælde ikke varierer meget ved de 
forskjellige Træsorter. Exempel herpaa haves i følgende 
Vægtfyldetabel : 


365 


Aftagen i Vægtfylde 


Frisk. Lufttørret. efter Procent. 


ea nt xn0 07 3 0,785 19 
Bør. 0980 0.721 Al 
ek 0.010 0,664 Mr 
Er... x 05008 0,613 32 
bBærk 5. 0.809 0.519 36 
Pal 508, 20,785 0,461 41 
Rødgran . 0,893 0,428 52 


Beregnes nu for de fire Træsorter Bøg, Birk, Fyr og 
Piil Vægten af en Favn eller 72 Cubikfod (idet 1 Cubikf. 
Vand veier 61,83 Pd.), faaes de i nedenstaaende Tabels 
første Række opførte Værdier; dette er imidlertid kun 
den nominelle Vægt, idet Mellemrummene i Favnen om- 
trent udgjøre 40 pCt., efter hvis Fradrag den anden 
Række Talstørrelser fremkommer; men da det lufttørrede 
Brænde endnu indeholder 20 pCt. Fugtighed, maa disse 
endnu fradrages, saa at den sidste Række endelig inde- 
holder det Antal Pund fuldkommen tørt Brænde, som 
indeholdes i en Favn af de fire nævnte Træsorter: 


Nominel Vægt Virkelig 


Vægtfyfde. skr dark seg Vægt. I tør Tilstand. 
(7 (7 (74 
Bos 770 12] 3209 1925 1540 
Birk . . 0,664 2956 1774 1419 
Br 0FS 2429 1637 1310 
FR 0.407 1785 1071 875 


Kjøbes altsaa en Favn af disse fire Træsorter, faaes 
i Virkeligheden kun 60 pCt. af Favnen, deriblandt endda 
respective 385, 355, 327 og 214 Pd. Vand.  Kjøbtes 
Brændet efter Vægt, var man ikke meget bedre faren, idet 


366 


Sælgerne ved Befugtning af Brændet kunne forøge 
Vægtfylden og saaledes faae Vand betalt som Brænde, 
medens Ulempen med Hensyn til Mellemrummene vilde 
forsvinde. 

Det lufttørrede Brændes Sammensætning kan man i 
Almindelighed sætte til 40 Dele Kul (incl. 1 Deel Aske), 
40 Dele dertil chemisk bundet Vand (tilsammen dannende 
Cellestoffet) og 20 Dele hydroskopisk Vand. Efterat det 
er tørret fuldstændigt, bestaaer det altsaa af 50 Dele 
Kul (deriblandt 1 Deel Aske) og 50 Dele chemisk bundet 
Vand, saa at 2 Dele absolut tørt Brænde veie op imod 
1 Deel Kul. 

Tørven er påa Grund af sin Udbredelse. et meget 
vigtigt Brændsel. At den skylder Plantestoffer sin Til- 
blivelse, er ved de fleste Sorter let at see paa de Stilke, 
Blade og Trevler, hvoraf den er gjennemvævet, medens 
der paa den anden Side dog gives Tørv, som for det 
blotte Øie ikke fremviser Spor af organisk Structur, men 
heelt er forvandlet til en amorph, jordagtig Masse. Hoved- 
massen dannes af forskjellige paa Vand eller fugtige 
Steder voxende Mos-, Græs- eller Halvgræsarter, hvis 
bortraadnede Dele ved Vandet ere forhindrede fra at 
komme i Berøring med Atmosphærens Ilt og saaledes at 
omdannes til Kulsyre og Vand, saa at de undergaae en 
særegen Forandring, idet endeel Kulstof træder i For- 
bindelse deels med Brint, deels med Ilt til Luftarter, som 
udvikle sig, medens den bruunlige Tørvemasse eller 
Humus bliver tilbage og, da den er tungere end Vand, 
bundfældes. Moserne, hvori Tørven findes, henføres til 
tre Slags, som med Hensyn til Maaden, hvorpaa de ere 
dannede, deres Fremkomst og Beskaffenheden af den inde- 


367 


holdte Tørv frembyder væsentlige Forskjelligheder. Disse 
tre ere Skovmoser, Kjærmoser og Lyngmoser eller 
Høimoser. Skovmoserne have deres Navn af, at de paa 
den Tid, deres Dannelse foregik, vare omgivne af Skove, 
som nu rigtignok som oftest ere forsvundne. De ud- 
fylde kjedelformige eller trugformede Fordybninger i det 
bakkeformede Rullesteenssandparti, som før Mosedannelsen 
dannede smaa Skovsøer. Et lodret Gjennemsnit gjennem 
en såadan Mose vilde nederst vise os det Leer- eller 
Sandlag, hvorpaa den hele Masse hviler; ovenover findes 
et Lag, der i frisk Tilstand ligner en fiin, blød, bøielig 
Leer af graaagtig Farve, som ved Luftens Tilgang gaaer 
over til at blive sort, ligesom Massen derved tørrer ind 
og antager en skifret Structur. Al Spor af Plantestructur 
er her forsvunden, hvorfor dette Lag kaldes amorph 
Tørv. Herpaa hviler igjen Moslaget, der bestaaer af 
hele sammenhængende Planter, der fuldkommen haåve 
vedligeholdt deres Form; Hovedplanten er Hypnum eller 
Vandmosset. Efter dette Lag følger atter Svampen, 
der indeholder et Væv af sønderdeelte Planter, af hvilke 
den langt overveiende er Sphagnum eller den egentlige 
Tørvemos. Øverst findes Muldjorden. Undtagelser fra 
ovenanførte Rækkefølge af Lagene kan finde Sted forsaa- 
vidt som der kan findes endnu et Skifte amorph Tørv og 
Moslag. — Igjennem hele Mosen fra øverst til nederst 
findes endvidere Træstammer, Grene og Blade, hidrørende 
deels fra de omgivende Skove, deels fra Trævegetationen 
i selve Mosen, såaledes undertiden Bævreasp, hyppigere 
Fyr, Eeg, El, Birk og Piil. De Træstammer, der fra de 
omgivende Skove ere styrtede ned i Mosen, findes hældende 
fra Randen med Toppen ind imod Mosen, medens de, 


368 


der have voxet paa selve Mosen, ere opreiste, forsaavidt 
Træerne have havt en lige Væxt.”) 

Kjærmoserne ere i flere Henseender forskjellige 
fra Skovmoserne. De ere dannede i tidligere Bugter af 
Havet, i udtørrede Aaløb elier i de Fordybninger, der 
ere opstaaede ved, at Havet har opkastet en Sandvold, 
der har afskaåret Vandet Udløbet. De have en stor Ud- 
strækning, men kun ringe Dybde, og det er væsentlig 
Græs- og Halvgræsarter, Siv- og Rør, som have bidraget 
til Tørvedannelsen, medens Mosarterne kun have udfyldt 
Mellemrummene mellem Græsbuskene. Mosens Overflade, 
der dannes af et Lag Mos- eller Græstørv, er fuldkommen 
horizontal, forsaavidt der ikke ovenover Kjærmosen har 
dannet sig en Lyngmose. 

Lyngmoserne eller Hængesækkene, som de kaldes i 
Jylland, dog rettest naar deres Udvikling ikke er afsluttet, 
ere dannede af een eneste Mosart, en Sphagnum, hvorfor 
de ogsaa kaldes Sphagnum-Moser. De findes hyppig i 
Fordybninger, der have været Dele af Havet og hvor 
den opsamlede Fugtighed har fremmet Mosvæxten, men 
ogsaa paa fuldkommen flade Strækninger, ja endog støt- 
tende sig til Skraaninger. Er Bunden heeli flad, vil 
Mosen voxe stærkere i Midten end paa Siderne, såa 
at Niveauforskjellen kan beløbe sig til henved 30 Fod, 
og det samme kan finde Sted, naar Mosebunden har 
været en Fordybning, dog først efterat denne er udfyldt. 
Derfor seer man ogsaa Lyngmoser dånne sig ovenpaaåa 
en Kjærmoses eller Skovmoses heelt horizontale Flade, 
hvorfor man har givet dem Navn af Høimoser.  Mulig- 
heden af denne Væxt over Niveauet er betinget af Sphag- 


+) Ovenstaaende Skildring af Skovmoserne støtter sig paa Dr. 
Vaupells Skrift: »De nordsjællandske Skovmoser«. 


369 


num - Mossets Beskaffenhed, idet »denne Mos modtager 
Vandet baade nedenfra og ovenfra ved sine hullede Celler 
og ingen anden Plante besidder en saadan Evne til at 
indsuge Vandet og hæve sig. til en saadan Høide som 
Tørvemosarterne. = Disse Planter kunne betragtes som 
naturlige Svampe, der indsuge Vandet med en forbau- 
sende Hurtighed«. — Lyngmoserne ere dybe og af stor 
Udstrækning; Massen er foroven løs og guulagtig, længere 
nede bruun, nederst sort. Har Mosen naaet en saadan 
Udvikling, at Sphagnum ikke længere trives, afløses 
det af Mosesiv, Kjæruld og Tranebær, disse atter af 
Moselyng, og tilsidst afsluttes Dannelsen af Hedelyngen, 
som har givet dem Navn. — Saavel i Lyng- som i Kjær- 
moserne spille Træerne en aldeles underordnet Rolle, medens 
de have bidraget betydelig til Dannelsen af Skovmoserne. 

En fjerde Slags Tørv staaer endnu tilbage at omtale, 
Martørven, hvis Egenskaber skyldes den Behandling, den 
dannede Tørv hår været underkastet, ikke selve Tørvens 
Dannelsesmaade. Den er blevet til derved, at en af de 
ovennævnte Slags Moser er bleven dækket af Flyvesand, 
som ved at sammenpresse Tørven med sin hele Vægt 
har givet den en såadan Tæthed, at de fleste Sorter ere 
tungere end Vand. 

Efter ovenstaaende Fremstilling af de Forhold, hvor- 
under Tørven forekommer i Naturen, skulle vi nærmere 
undersøge Tørvens egentlige Beskaffenhed og hvilken Be- 
handling den underkastes, førend den kan benyttes som 
Brændsel. Som blot modificeret Plantesubstants inde- 
holder den uforbrændelige Bestanddele (Aske) og Vand, 
hvorimod der er foregaaet større Forandringer med Celle- 
stoffet, som er forandret til Humus eller Tørvesubstants. 
Med Hensyn til Varmefrembringelsen er det blot af Vigtighed 


370 


at vide, i hvilket Mængdeforhold Kulstoffet, Brinten og 
ilten findes. Tænkes nu al Asken fjernet af den iforveien 
fuldstændigt tørrede Substants, have Analyserne af en 
Tørvesort givet følgende Resultat, som væsentlig stemmer 
med de fleste andre. 


Kulsbor ss 60,06 
Bl ES 0:24 
i RE zenleg Bee eG SøG: 33,13 

100,00 


Da nu ilten kun udfordrer 4 af sin Vægt Brint til 
at danne Vand, altsaa i dette Tilfælde 4,21 .Vægtdele, 
sees det, at der er 2 pCt. Brint tilovers. Endvidere 
indeholder den organiske Substants c. 10 pCt. mere 
Kulstof end fuldkommen tørt Træ, saa at altsaa det 
characteristiske for 'Tørvesubstantsen er Overskud saavel 
af Kulstof som af Brint, som begge Dele bidrage til at 
forhøje dens Værdi som Brændsel. Men denne Fordeel 
mere end opveies ved andre Omstændigheder, nemlig en 
som oftest betydeligere Askemængde, en stor Vand- 
mængde og ringe Vægtfylde.. Med Hensyn til Aske- 
mængden ere Skovmoserne bedst stillede; i de bedre 
Dele af dem overstiger den ikke meget 1 pCt., der 
sættes som Gjennemsnit for Træets Vedkommende, men 
kan dog ogsaa nååe 3 pCÆt., medens den i Kjærmoserne, 
hvis Masse er stærkt blandet med Sand og deslige, som 
Vandet har ført med sig, kan være 10 pCt., ja endog 
naae 40 pCt. Asken af Kjærmosetørv kjendes tillige paa 
sin fra Jern hidrørende røde Farve. Paa Grund af 
Tørvens Porositet er den meget hygroskopisk og tilbage- 
holder Vandet, saa at man i ikke stor Dybde alt træffer 
påa stillestaaende Vand. Den vundne Tørv er derfor 


371 


aldeles gjennemtrængt med Vand og mister ved Henliggen 
i Luften om Sommeren c. 45 pCt. af sin Vægt, og inde- 
… holder endda c. 25 pCt. hygroskopisk Vand.  Tørvens 
store Porositet letter Vandets Fordampning, men har påa 
den anden Side den Ulempe, at Tørven tager megen 
Plads op. En tæt Tørv maa imidlertid ikke ubetinget 
foretrækkes for en let, da den større Vægt ogsaa kan 
hidrøre fra en stor Askemængde, men naar denne er 
eens, kan man sige, at Tørvens Værdi stiger med dens 
Vægtfylde, hvorfor de dybere liggende Dele af en Mose, 
dog især en Skovmose, da de ere sammentrykkede af den 
overliggende Tørv, frembyde et bedre Materiale end de 
øvre Lag. Medens Svampen, som er Hovedmassen i 
Skovmoserne, næppe naaer en Vægtfylde af over 0,5 (31 Pd. 
pr. Cbf., det Halve af Vægten af en Cubikfod Vand) kan 
den amorphe Tørv naåae indtil 1,5 (93 Pd. pr. Cbf.). Den jydske 
Martørv har efter Forchhammer en Vægtfylde af 1,1 (68 Pd. 
pr. Cubikfod), den sjællandske af 1,25 (77 Pd. -pr. Cubik- 
fod) med en Åskemængde af resp. 6,3 og 3,3 pCt. Kjær- 
mosetørven kan ogsåa naåe en saa stor Vægt, men denne 
skyldes da meest indblandede Sandpartikler og Aske i det 
Hele taget. 

Ved Udgravningen af en Mose vil man oftest i en 
ringe Dybde allerede træffe paa stillestaaende Vand, hvor- 
for det er hensigtsmæssigt at begynde Gravningen fra 
Midten for ikke at blive afskaaret. For at kunne naae 
Bunden, maa Mosevandet ledes bort. Lyng- og Kjær- 
tørven kan ligefrem skjæres med Spaden til regelmæssige 
Tørv, de saakaldte Skodtørv (i Jylland), Skovmosetørven 
er derimod for løs og maa derfor først æltes til en Deig, 
som derpaa »stryges« ligesom Steen i Træformer, eller 
ogsaa udbredes Deigen fladt paa Jorden og gjennem- 


372 


skjæres da efter nogle Dages Henliggen paa langs og paa- 
tværs hvorefter de saaledes dannede Tørv henligge til Tør- 
ring. Er Tørvemassen heelt vællingagtig, hvad der navnlig 
er Tilfældet, naar Vandet ikke har kunnet skaffes bort, 
da er Fremgangsmaaden igjen en anden. 'Tørvemassen 
øses op i en med et langt Skaft forsynet Pose, hvor- 
igjennem den større Mængde Vand sies fra, og den tilbage- 
blivende Vælling heldes ud paa Moseranden.  Efterat det 
meste Vand her er løbet fra, kastes den noget tørrere 
Masse paa en af Brædder indhegnet, tør og faststampet 
Plads... Ved Fordampning og Bortsivning bliver Massen 
efterhaanden tørrere, hvilket yderligere befordres ved at 
behandle Massen med Knipler og Pleile; tilsidst give 
Årbeiderne sig til at trampe paa Massen med Brædder 
anbragte under Fødderne. Ved disse Operationer er 
Høiden efterhaanden svundet ind fra 14 Tommer til $; 
Massen er bleven saa fast, at den" kan bære en Mand. 
Brædderne- tages bort og Arbeiderne gjennemskjære da 
Laget saaledes, at der dannes regelmæssige Tørv, af 
hvilke hver anden tages ud og lægges over dem, der 
blive staaende, for paa denne Maade at befordre Tørringen. 
Denne Fremgangsmaade anvendes navnlig i Holland. 

En stor Ulempe ved samtlige disse Fremgangsmaader 
er Afhængigheden af Veiret. En nogenlunde tør Sommer 
er en nødvendig Betingelse saavel for Gravningen som 
for Tørringen. Tillige hengaåaaer en uforholdsmæssig lang 
Tid, inden Tørven bliver færdig. Denne er tillige temmelig 
fugtig, tager megen Plads op og er saa løs, at den kun 
med stort Tab kan transporteres påa større Strækninger. 
Samtlige disse Ulemper har man søgt at overvinde ved 
kunstig Tilberedning. — Ved større Etablissementer be- 
skytter man Tørven mod Regn ved at anbringe den i 


373 


Skure, men fuldkommen Uafhængighed af Luftens Fug- 
tighed opnaaer man kun ved kunstig Tørring med paa- 
følgende Presning; paa denne Maade faaes altsaa en 
tør og tæt Tørv, og da kun de forberedende Arbeider 
foregaae i fri Luft, kan man indrette det saaledes, at der 
haves Materiale nok for hele Vinteren. Ved denne Me- 
thode kunde der opnaaes en Vægtfylde af 1,1 eller c. 
68 Pd. pr. Cubikfod. Franskmanden Challeton er gaaet 
en heel anden Vei, idet efter hans Methode Tørvemassen 
udrøres med en stor Mængde Vand, hvorpaa Rødder og 
Trevler børstes- fra påa en Sigte; den eensartede- Vælling 
fyldes derpaa i Kasser med en noget porøs Bund, i hvilke 
den meget fiintdeelte Tørvemasse da efterhaanden sætter 
sig tilbunds og påa Grund af sin store Fiinhed opnaaer 
en stor Tæthed, fordi der ingen Mellemrum lades tomme.”) 
At der påa begge disse Maader kan opnaaes udmærket 
Brændsel, er hævet over al Tvivl; men hvorvidt saadanne 
Anlæg maatte betale sig, turde endnu være problematisk. 
En simpel Presning af Tørven alene, blot til Bortskaffelse 
af Vandet, har ikke viist sig practicabel, idet den fine 
Tørvemasse løber bort med Vandet, og Tørven tillige 
bedækkes med en tæt Skorpe, som hindrer dens senere 
Udtørring. 

Det tredie Slags Brændsel, hvoraf der skulde gives 
en foreløbig Charakteristik var de forskjellige Slags Kul, 
som indbefattes under Benævnelsen Jordkul eller Mine- 
ralkul. Dertil hører Bruunkul, Sortkuul (Steenkul) og 
Anthracit, som dog ikke have saa skarpt adskilte Egen- 
skaber, at det jo nok kan være vanskeligt i de enkelte 


") Nærmere Oplysning herom og om Tørvens Beredning i det Hele 
taget findes i Bromeis: De nyeste Fremgangsmaader ved Tørvens 
Tilberedning og Fortætning, ved A. Thomsen. 


374 


Tilfælde at classificere en Sort Kul.  Afgjørende er her 
imidlertid den Formation, hvortil det tilsvarende Kullag 
hører, idet i Almindelighed al Kul, som findes i de tertiære 
Dannelser, er Bruunkul, i de secundære Dannelser (Trias, 
Jura) og Steenkulformationen Steenkul og endelig i Over- 
gangsformationen Anthracit. Da nu de fire nævnte Dannelser 
i Jordens Udviklingshistorie følge efter hverandre i den 
nævnte Orden, saaledes at Overgangsformationen er den 
ældste af dem, sees det, at Bruunkullene ere dannede 
senere end de egentlige Steenkul, og at Anthraciten er 
ældre end begge. Den organiske Oprindelse forraader sig 
strax i Bruunkullagene og navnlig i Ligniten, den Varietet, 
hvor Decompositionen ikke er nåået videre end at man 
ofte kan skjelne Stammer, Grene og Frugter af de Træer, 
som have bidraget til dens Dannelse. I de almindelige 
Bruunkul er Plantestructuren ikke såa vel vedligeholdt, 
skjøndt meget kjendelig; kun i enkelte Varieteter, som 
nærme sig stærkt til Tørven, er den forstyrret. Farven 
varierer fra guulbruun til mørkebruun. Steenkullene der- 
imod ere sorte og skylde fra først af denne Farve deres 
Navn af Kul.  Decompositionen af Plantestoffet er her 
gaaet langt videre; kun meget sjeldent finder man -i selve 
Steenkullene Planteaftryk, ved Mikroscopet er det derimod 
lykkedes at eftervise Celledannelse i alle Steenkul, hvor- 
ved deres Dannelse af Plantestoffer er beviist.  Anthra- 
citen eller Glandskullene, som de ogsaa benævnes, trodser 
enhver Ånstrengelse i saa Henseende; "det er en tæt, 
ukrystallinsk, sort Substants med stærk Glands. Da 
Bruunkullene ere mere porøse end de næsten aldeles 
faste Steenkul og Anthracit, indeholde de ogsaa mere 
hygroskopisk Vand, som, efterat de ere lufttørrede, endnu 
beløber. sig til 20 pCt., eller fire Gange saameget. Lige- 


375 


som ved Tørven varierer Askemængden meget betydeligt 
saaledes ved Bruunkul fra 0,81 til 58 pCt., ved Steenkul 
fra 0,15 til 27 pCt., saa at det her er vanskeligt at sætte 
et Middeltal; dog vil 5—10 pCt. være gjennemgaaende 
for de første og 2—5 pCt. for de engelske Steenkul og 
4—5 pCt. for Anthracit. Man har søgt at finde et Af- 
hængighedsforhold mellem Vægtfylden af Steenkullene og 
Askemængden, dog uden Resultat, idet den større Tyngde 
ligesaa ofte skyldes en stærkere Sammenpresning af 
Kullene som et større Indhold af de tunge Askebestand- 
dele.  Lignitens Vægtfylde kan variere fra 1,1—1,85 
(689—114 Pd. pr. Cbf.), de mere jordagtige Bruunkuls er 
derimod 1,25 (77 Pd.), Steenkullenes kan sættes til 1,33 
(82 Pd.) og Anthracitens til 1,5 (93 Pd.). — Tilbage staaer 
endnu at betragte de organiske Bestanddele eller Resterne 
af den oprindelige Cellulose. Det viser sig herved, at den 
Forskjel, som der fandtes mellem den organiske Substants 
i Tørven og Cellulosen, ved de tre sidste Brændmateri- 
alier udvikler sig yderligere og i Forhold til deres Ælde. 
For at give et klart Overblik over disse Forandringer, 
fremsættes nedenfor Mængdeforholdene, hvori Kulstoffet, 
ilten og Brinten forekomme i Cellulosen og i de Brænd- 
materialier, som hidtil have været Gjenstand for vor 


Undersøgelse. 
Kulstof. Brint. Ilt. 
FO LG nag adeenrgr essere fi ge: 7. bgggudel 7 brøkdel 1 
HEE 3 ST STN SEES STAK | Alekiadel SE mles res 
ER TE RENEE ER ae sr ae rer 
Jordagtig Bruunkul .. . ... 74,20. 5,90 19,90 
Newcastle Steens SSD Va 0 ARR 


Anthracit fra Pennsylvanien 94,88 2,55 2,57 
25 


376 


Det sees heraf, hvorledes Kulstofmængden gjennem- 
gaaende tiltager, Brint- og Iltmængden derimod aftager, 
hvorved altsaa Brændmaterialet uafbrudt bliver bedre, naar 
der ikke tages Hensyn til Askemængden.  Vægtfylden viste 
vi ovenfor var ligeledes gjennemgaåaende i Tiltagen og 
Åskemængden synes ogsaa i Almindelighed at være 
større end for Tørv. Ved dette Brændsel var den or- 
ganiske Substantses Sammensætning bleven forandret ved 
Dannelsen af Kulsyre og Kulbrintearter, hvorved Kul- 
stoffet fik QOverhaand. Disse Omdannelser have været 
endnu mere fremtrædende ved Bruunkul og meest ved 
Anthracit. Forklaringen af disse Phænomener kan søges 
i, at Jordens Overflade, paa den Tid da de ældre Brænd- 
seler dannedes, langt mere var udsat for Indvirkningen af 
den glødende Jordkjerne, medens de ved senere påa- 
leirede Masser bleve underkastede et stort Tryk. Den 
stadigt virkende Jordvarme fremkaldte deres Forkulning, 
idet de paaleirede Lag tildeels udelukkede Luften og ved 
Tryk forhindrede de udviklede Luftarters Undvigen. Trykket 
gav dem tillige en større Tæthed, som forøgedes ved, at 
det var de lettere Bestanddele af Brændselet, som undveeg, 
medens de tungere, Kulstof og uorganiske Bestanddele, 
bleve tilbage I den paa mange Steder frembrydende Kul- 
syre og Steenolie (en Kulbrinteart) og i Grubegassen, en 
Kulbrinteart, der udvikler sig i Steenkulsminerne, have vi 
Yttringer af disse endnu virkende Kræfter. Den usæd- 
vanlig store Mængde Aske, der undertiden findes i de 
tre. omtalte Brændseler, maa tilskrives mechanisk Ind- 
blanding, begunstiget ved senere locale Omvæltninger, 
ligesom ogsaa den store Mængde Leerjord, som ikke ud- 


377 


gjør Bestandeel af nogen Planteaske, maa have en saadan 
Oprindelse”). 
Den Forandring, som Cellulosen i Henhold til oven- 
staaende Tabel successive er undergaaet, indtil det tilsidst 
fremtræder som ÅAnthracit, skyldes en Forkulning, den 
Operation, hvorved Brændematerialet forandres til Kul ved 
Uddrivelsen af alle luftformige Bestanddele; denne Opera- 
tion kaldes ogsaa en tør Destillation.  Foretages denne i 
en Retort, der hindrer Luftens Tilgang og altsaa de udvik- 
lede Luftarters Forbrænding, saaledes at Producterne kunne 
opsamles, viser det sig, at disse deels bestaae af brænd- 
bare, ufarvede Luftarter, deels fortættes til en Vædske, 
som sondrer sig i en nedre vandagtig og en derpaa leiret 
olieagtig Vædske eller Tjære, medens der i Retorten 
bliver Kul tilbage, som dog endnu indeholder noget Brint 
og Ilt. Paa Grund af den Lethed, hvormed i Almindelig- 
hed de mere sammensatte organiske Stoffer ved Varmens 
Indvirkning falde fra hinanden og danne mere simpelt 
sammensatte, er såaledes Cellestoffet eller det forandrede 
Cellestof omdannet til en stor Mængde andre chemiske 
Forbindelser. Det kan ikke her være Stedet til nærmere 
at gaae ind paa disse Stoffers Detail, hvorfor der kun i 
Almindelighed skal anføres, at de fleste af disse Omdan- 
nelsesproducter ere sammensatte af de fire Stoffer Kulstof, 
[lt, Brint og Qvælstof, hvilket sidste nemlig tillige findes 
i ikke ringe Mængde i Tørven og, Steenkullene; at den 
brændbare Deel af Luftarterne væsentlig er Kulbrinter 9: 
Legemer sammensatte af Kulstof og Brint; at Tjæren be- 


") En populær Undersøgelse af Steenkullenes Tilblivelsesmaade og af 
alle herhenhørende Spørgsmaal findes i Cotta: Geologiske Billeder 
ved C. Fogh. 

ADT 


378 


staaer af flydende og opløste faste Kulbrinter (iblandt de 
sidste Paraffin og Naphtalin), af Kreosot, som er dannet 
af Kulstof, Brint og Ilt, og at Steenkulstjæren tillige inde- 
holder en qvælstofholdig Vædske: Anilin, som i den nyere 
Tid har spillet en stor Rolle i den organiske Chemi ved 
den Mængde Farvestoffer, det er lykkedes et fremstille 
deraf. Det vandige Destillat fra Træet bestaaer af Eddike 
og Træspiritus, fra Tørven tillige af Ammoniak, medens 
Steenkullenes vandige Destillåt kun indeholder Ammoniak- 
salte. Bruunkullene egne sig ikke til Forkulning i Praxis, 
fordi de dannede Kul ikke beholde den fornødne Fasthed, 
hvorimod saavel Træ og Tørv som Steenkul underkastes 
denne Operation; kun de af Steenkul fremstillede Kul har 
man givet et særskilt Navn: Cokes.  Forkulningen kan 
foretages i Miler eller Gruber, alt eftersom Materialet 
anbringes over Jorden eller i en udgravet Fordybning i 
Jorden. I begge Tilfælde stavles Stykke paa Stykke op 
saaledes, at der lades radiære Canaler aabne til Circula- 
tionen af den til den senere Forbrænding fornødne Luft, 
hvorpaa til Slutning Bunken dækkes af et Lag af Græs- 
tørv.  Kulsvieren antænder derpåa paa flere Steder og 
har det i sin Magt ved at aabne eller lukke for de for- 
skjellige Kanaler at regulere Forbrændingen saaledes, at 
alle Kullene blive brændte påa samme Maade. Er dette 
skeet tilstrækkelig, dækkes alle Huller til og Bunken over- 
lades til Afkjøling. Ved denne Fremgangsmaade har Luf- 
ten Tilgang og endeel af selve Bunken afgiver ved sin 
Forbrænding den til Forkulningen fornødne Varme; De- 
stillationsproducterne gaae enten aldeles tabte eller op- 
samles kun ufuldstændig. Ved Forkulning i Retorter kan 
man derimod fuldstændig udelukke Luften og opsamle alle 
Destillationsproducter, men Retorterne maåae da opvarmes 


379 


ved et særeget Ildsted. Da man imidlertid ikke ved nogen 
af disse Fremgangsmaader kan opnaae en fuldkommen 
eensformig Forkulning gjennem hele Massen, hvad der 
navnlig ved Fremstillingen af Kul til Krudtfabrikation er 
særdeles vigtigt, har Violette, Bestyrer af Krudtfabrikken i 
St. Omer, forsøgt at benytte overhedede Vanddampe”), som 
ledes ind imellem Kullene i Retorten og saaledes bibringe 
disse eens Varmegrad. Forsøgene have givet det for- 
ønskede Resultat, idet Apparatet, naar blot Temperaturen 
blev omhyggeligt iagttaget, kun gav een Slags Kul. Den 
nævnte Mand skyldes den største Deel af vor Kundskab 
til alt Træforkulningen vedrørende, idet han ved en meget 
vidtløftig Række af Forsøg har søgt at klare alle herhen- 
hørende Spørgsmaal. Træet opvarmedes først i en Damp- 
strøm til 150? saalænge, at det ikke tabte mere i Vægt og 
altsaa havde mistet al hygroskopisk Fugtighed, hvorpaa 
det forkulledes ved Hjælp af overhedede Vanddampe. Een 
Forsøgsrække gik ud påa at bestemme Temperaturens 
Indflydelse, hvortil anvendtes Tørstetræet (Øhamnus fran- 
gula), som opvarmedes til Varmegrader fra 160 til 1500 og 
højere endnu indtil Platinets Smeltepunkt. Under 280? 
kunde Productet ikke siges at være Kul, da det ikke kunde 
pulveriseres; ved den nævnte Temperatur fik han derimod 
en stærkt bruunrød og letantændelig Kul, ved 10009 til 
1500? bleve de sorte, faste og vanskelige at antænde, 
ved Platinets Smeltepunkt vare de meget vanskelige at 
bryde, gav Metalklang, naar de faldt mod en Steen, og 


”) Derved forstaaes Vanddampe, som ophedes over deres Stamvædskes 
Kogepunkt. De Dampe, som udvikle sig af Vand, som koger ved 
almindeligt Lufttryk, have en Temperatur af 100?, men en 
højere Varmegrad kan, om saadant ønskes, meddeles dem ved 
Opvarmning af de Rør, hvorigjennem de ledes. 


380 


brændte kun i umiddelbar Berøring med Flammen. Kul- 
lenes Kulstofmængde steg med Temperaturen, saa at me- 
dens de ved 280? fremstillede Kul kun indeholdt 73 pCt. 
Kulstof, var denne voxet til 96,5 pCt. ved Platinets Smelte- 
punkt; endnu ved denne særdeles høie Temperatur tilbage- 
holdtes der 1,5 pCt. Brint og Ilt (idet Kullene desuden inde- 
holdt c. 2 pCt. Aske); Kuludbyttet aftog med voxende Tem- 
peratur, saaledes var det ved 2809, 350?, 1100? og ved 
Platinets Smeltepunkt henholdsviis 36, 30, 17 og 15 2. 
Han bekræftede desuden den forhen gjorte Erfaring, at 
Kuludbyttet ved en langsom Opvarmning til en bestemt 
Temperatur altid bliver større end ved en hurtig Op- 
varmning. En ånden Række af Forsøg gik ud paa at 
undersøge, hvorledes Træet forholdt sig ved Forkulning i 
fuldkommen lukket Rum. I dette Øiemed indesluttedes 
Træet i stærke Glasrør, som smeltedes til og opvarmedes 
i Damp af constant Temperatur. Det viste sig, at kun en 
ringe Mængde Kulstof dannede flygtige Forbindelser, såa 
at Kuludbyttet blev 2—3 Gange større end ved Indledning 
af Damp til Træet. Ved 300—400"? undergik Træet en 
fuldkommen Smeltning; efter Afkjølingen havde Massen 
mistet al organisk Structur og lignede ophedet Gaskul. 
Denne sidste lagttagelse har især Betydning, forsaavidt 
som der heri kan søges en Bestyrkelse af vor Antagelse, 
at Steenkullene ere dannede ved Opvarmning af det orga- 
niske Stof under stærkt Tryk, saaledes at de flygtige Pro- 
ducter kun vanskeligt have kunnet undvige. Resultatet af 
Violettes Forsøg var Constructionen af det ovenanførte 
Retortapparat, hvor Træet. forkulledes ved overhedede 
Vanddampe, som lededes ind mellem Kullene i Retorten. 
Han fik paa denne Maade et Udbytte af 36 pCt., medens 


Mileforkulningen kun giver 15 og i heldigste Tilfælde 
Å 


381 


22 pCt., og den gamle Retortforkulning c. 27 pCt.… Her maa 
da tillige tages i Betragtning, at der medgaaer Steenkul 
saavel til Fordampning af Vandet, som til Dampenes Op- 
varmning, ligesom til den ældre RKetortforkulning til Op- 
varmning af Retorterne udenfra, men såa opnaåaes paa 
den anden Side et fuldkomment eensformigt Materiale, 
hvad der ved Krudtkul, hvor kun de letantændelige rød- 
brune Kul kunne benyttes, er særdeles vigtigt. Om end 
denne Fremgangsmaade saaledes medfører Fordele, vil den 
dog næppe fortrænge Kuleforkulningen, som kan foretages 
påa et hvilketsomhelst dertil egnet Sted uden vidtløftige 
Forberedelser, saaledes at Transporten af det voluminøse 
og tillige tungere Brænde undgaaes, som er et af Øie- 
medene for Forkulningen. 

Beregnes Udbyttet efter Rumfang (Mellemrummene 
saavel mellem Træet som mellem Kullene fraregnede) faaes 
et højere Tal end efter Vægt, hvad der altsaa viser, at 
Kullene ere lettere end Træet, hvoraf de ere fremstillede. 
Askemængden maa selvfølgelig blive større og naaer 3 pCt., 
medens der kun findes c. 12 pCt. hygroskopisk Vand i 
Kullene! 

Tørv og Steenkul forkulles hovedsagelig paa samme 
Maade som Træ. Da Temperaturen, som de sidste ud- 
fordre, er langt højere, og Cokes brænde långt vanske- 
ligere bort, lader denne Forkulning sig meget lettere ud- 
føre. Då Steenkullenes Kulstofmængde er større, give de 
ogsaa et større Kul- (Cokes) Udbytte, som ved godt con- 
struerede Ovne (Appolt's) kan naae indtil 80 pCt. Udbyttet 
af Tørvekul i Kulen beløber sig til c. 27 pCt. 

Efter den i de foregaaende Blade givne Fremstilling 
af de vigtigste Brændmaterialiers Forekomst og Fremstilling, 
deres Sammensætning og hele physiske Forhold, skal der 


382 


til Brændselsspørgsmaalets fuldstændige Besvarelse endnu, 
næstefter en almindelig Udvikling af Betingelserne for For- 
brændingen, fremsættes de lagttagelser, som de forskjellige 
Sorter Brændsel under Benyttelsen give Anledning til, 
og de Fremgangsmaader, som man har anvendt. for at 
classificere dem efter deres Værdi. 

Chemikeren giver Ordet Forbrænding en langt videre- 
gaaende Betydning, end det har i det daglige Liv. Naar 
han saaledes taler om Fødemidlernes Forbrænding i Lege- 
met og Forbrændingsproducternes Udaanding gjennem 
Lungerne, da abstraherer han fra Lægmandens Kjendetegn 
påa Forbrændingen, nemlig Lysudviklingen, som noget 
Uvæsentligt, og fastholder det Væsentlige, nemlig den 
chemiske Virkning. Naar et Stykke Træ henligger i Luften 
i tilstrækkelig lang Tid, vil det efterhaanden forsvinde og 
kun efterlade de uorganiske Rester påa samme Maade som 
naar det brænder paa et Ildsted. Omdannelsesproducterne 
ere de samme og den udviklede Varme er i begge Til- 
fælde ligestor.  Forskjellen er altsaa kun Omdannelsens 
Varighed; i det ene Tilfælde spredes Virkningen over en 
længere Tid, den i et enkelt Øieblik udviklede Varme er 
mindre og ikke tilstrækkelig til at gjøre Gjenstanden 
lysende; det Modsatte finder Sted i det andet Tilfælde, 
hvor hele Virkningen concentreres paa en kortere Tid, 
hvorved Temperaturen stiger tilstrækkelig til at frembringe 
en Glødning.  Forskjellen er altsaa kun en Gradsforskjel. 
Naar der i Techniken imidlertid er Tale om Forbrænding, 
menes derved altid den livlige Forbrænding, som er led- 
saget af Lys- og Varmeudvikling, og som derfor i .det Føl- 
gende skal være Gjenstand for Omtale, idet tillige For- 
brændingen tænkes at foregaae i den atmosphæriske Luft 
ved dennes Ilt. 


393 


Det har viist sig, at ethvert brændbart Stof for at 
kunne bryde i Brand maa opvarmes til en bestemt Tem- 
peratur, som kaldes Antændelsestemperaturen; jo lavere 
denne er, desto lettere antændeligt er det tilsvarende Stof. 
I hvilket Afhængighedsforhold denne Temperatur staaer til 
Stoffets chemiske og mechaniske Beskaffenhenhed er endnu 
ikke tilstrækkeligt oplyst, medens det paa den anden Side 
er paaviist, at den ikke lader sig forklare ved en større 
eller mindre Affinitet til Ilt. At den mechaniske Beskaf- 
fenhed af Legemet har Indflydelse, sees bedst af Træ- 
kullene, som, nåar de ere brændte ved en meget lav Tem- 
peraåtur, kunne antænde sig uden foregåaende Opvarmning 
ved Henliggen i Luften, medens Selvantændeligheden af- 
tager med Forkulningstemperaturen; men de nævnte selv- 
antændelige Kul ere ogsaa meget porøse og lette, medens 
Tætheden og Fastheden tiltager med Temperaturen, ved 
hvilken Kullene ere fremstillede. I daglig Tale vil ogsaa 
Stoffets Varmeledningsevne være af Indflydelse paa den 
Mening, man danner sig om et Legemes Antændelighed, 
idet den gode Varmeleder først over det Hele maa op- 
varmes til Antændelsestemperaturen, medens den slette 
Varmeleder godt påa et enkelt Sted kan have naaet 
denne og have sin sædvanlige Varmegrad forøvrigt. Dette 
sidste Legeme vilde man kalde lettere antændeligt, om 
det end havde samme Antændelsestemperatur som det 
andet. — Er Legemet begyndt at brænde, vil det kun ved- 
blive dermed, forsaavidt den ved Forbrændingen udviklede 
Varme kan vedligeholde Antændelsestemperaturen; i mod- 
sat Fald vil en fortsat Forbrænding betinges af en T;il- 
førsel af. den manglende Varme. Men Forbrændelses- 
temperaluren er afhængig af den Hurtighed, hvormed For- 
brændingen skeer, altsaa af den tilstrækkelige Tilførsel af 


384 


lit. Tilføjes der mere end nødvendigt, vil den overflødige 
Luft afkjøle Flammen, og tilføjes for lidt, vil Forbræn- 
dingen formindskes. At der i første Tilfælde finder en 
Afkjøling Sted ved for stærk Tilførsel af Luft hidrører fra, 
at Luften ikke er reen Ilt, idet 79 2 af dens Rumfang 
indtages af Qvælstof og Kulsyre, som ikke træde i For- 
bindelse med det brændende Stof og. saaledes udvikle 
Varme, men tvertimod ved at stryge forbi Stoffet fratager . 
det endeel af Forbrændingsvarmen. I Praxis har man 
fundet, at det bedste Resultat opnaåes, nåar kun Halvdelen 
eller i det Højeste 2 af Illmængden i den tilstrømmede 
Luft forbruges. Resten tilligemed Luftens Qvælstof og 
Kulsyre gaaer bort med Forbrændingsproducterne, Kulisyre 
og Vanddampe. 

Da de forskjellige Brændematerialier ere af saa ulige 
Beskaffenhed, har man bestræbt sig for åt erholde en 
practisk Prøve påa deres Godhed ved at maale den Mængde 
Varme, en vis Vægt er istand til at udvikle, og då man. 
intet absolut Maal har for Varmen, har man. udtrykt dens 
Værdi som Brændsel ved det Antal Pund (Vægtdele) Vand, 
som ved eet Pund (Vægtdeel) af Brændematerialet kunde 
opvarmes 1?. Der medgaaer ligemegen Varme til at 
opvarme f. Ex. 3 Pund Vand 5? eller 5 Pund 3? eller 
15 Pund Vand 1?. Da man kalder den Varmemængde, som 
1 Pund Vand udfordrer til at opvarmes 19, en Varmeenhed, 
er der i de anførte Exempler medgaaet 15 Varmeenheder. 
I det anførte Øjiemed har man brændt en vis Vægt af det 
tørrede Brændsel og ladet Forbrændingsproducterne gaae 
bort gjennem et slangeformigt Rør, som omgaves af Vand, 
til hvilket de varmere Luftarter da afgåave deres Varme. 
Temperaturforskjellen af Vandet før og efter Forbrændingen 
angav altsaa det Antal Grader, som det omgivende Vand 


385 


var blevet opvarmet,  Dettes Vægt multipliceret med 
Temperaturforhøielsen angiver altsaa den udviklede Varme- 
mængde. Men uagtet denne Methode ved Anvendelsen 
af den fornødne Omhu kan give særdeles nøiagtige Resul- 
tater, var den dog ikke tilstrækkelig simpel til at faae ud- 
strakt Anvendelse. Man anvender derfor en anden Me- 
thode, som grunder sig påa det Princip, at den udviklede 
Varme staaer i ligefremt Forhold til den forbrugte Ilt- 
mængde og er uafhængig af det brændbare Stof. Da 
Forsøg have givet, at 1 Pund Ilt ved at forbrænde 
Kul til Kulsyre udvikler 3000. Varmeeenheder, gjælder 
det kun åt bestemme, hvormeget Ilt eet Pund af Brænde- 
malerialet bruger til sin Forbrænding. Et godt Middel 
hertil hår man i Sølverglød, et af Bly og Ilt sam- 
mensat letsmelteligt Stof, som let afgiver sin Ilt og 
derved reduceres til metallisk Bly. Blandes derfor denne 
Sølverglød med en vis Mængde af det fiintrevne, tørrede 
Brændemateriale i en Digel, og denne opvarmes til- 
strækkeligt, vil den brænde bort paa Bekostning af den 
Ilt, som Sølvergløden indeholder, og en tilsvarende Mængde 
Bly vil udskilles i metallisk Tilstand og smelte sammen 
til en Klump påa Bunden. Da hver Vægtdeel Bly har 
været i Forbindelse med +; af sin Vægt Ilt, er den for- 
brugte Ilt 2, af Blyets Vægt; det herved udkommende 
Tal multipliceret med 3000 giver Antallet af udviklede 
Varmeeenheder. Da -y af 3000 omtrent er 230, faaes 
altsaa det simple Resultat, at Blyets Vægt blot skal 
multipliceres med 230, hvorved da faaes den Varme- 
mængde, som det anvendte Brændemateriale har ud- 
viklet. — Methoden er altsaa meget simpel; men det 
har senere viist sig, at det til Grund liggende Princip 
ikke holder Stik. Een Vægtdeel Ilt udvikler saaledes ved 


386 


at forbrænde Brint til Vand 4300 Varmeeenheder, hvilket af- 
viger betydeligt fra ovenanførte Tal 3000, og ved For- 
brænding af Kulilte (den Forbindelse af Kulstof med Ilt, 
som indeholder mindst [It) bliver Tallet kun 2400. Man 
vil tillige i den senere Tid have efterviist, at den Varme, 
som udvikles ved Forbrænding af de saakaldte isomere 
Legemer, hvorved forstaaes saadanne, som indeholde de 
samme Grundstoffer i det samme Mængdeforhold, medens 
deres chemiske og physiske Forhold forøvrigt ere for- 
skjellige, er forskjellig og aftager med deres Vægtfylde, og 
de bruge dog nøiagtigt den samme Mængde Ilt til deres 
Forbrænding. Den sidstnævnte Methode er derfor behæftet 
med en Feil, som faaer desto større Indflydelse, jo mere 
Brændmaterialet indeholder af fri Brint, som afviger fra 
den opstillede Lov; og Beregningerne vilde give, at den 
ved Forsøget fundne Brændværdi blev angivet 104 for 
ringe for hver Procent fri Brint, der fandtes i Brænde- 
materialet. Det lader sig heller ikke gjøre af Mængde- 
forholdet af Kulstof, Brint og Ilt ved Hjælp af de bekjendte 
Talstørrelser for Varmeudviklingen af disse Stoffer (idet 
den Brint, som udfordres for med den tilstedeværende [lt 
at danne Vand, tænkes uvirksom) at regne sig til Varme- 
udviklingen, da disse Stoffer i den Forbindelse, hvori de 
findes i Brændselet, ikke udvikle den samme Forbrændings- 
varme, som naar de findes i fri Tilstand. Da dette an- 
tages ved Sølverglødsmethoden, sees det, at den ogsaa 
af denne Grund maa være unøiagtig. Uagtet denne Me- 
thode saaledes har tvende Feil, lader den sig dog nok 
anvende; thi den sidste Feil er sandsynligviis nogetnær 
eens for alle Brændseler, saaledes at de relative Værdier 
blive de samme, og hvad Brintens Afvigelse angaaer, da 
har denne mindre at betyde, fordi denne Luftart i Sam- 


> DN 


menligning med Kulstoffet er en saa forsvindende Be- 
standdeel af Brændselet. Da Methoden tilmed er let at 
anvende, benyttes den meget. Forsøgene have givet føl- 
gende Resultat: 


Trækul udvikler 7500 Varmeeenheder 
Anthracit — 7000 == 
Newcastle Kul — 6000 5 
Høganæs - — 4500 — 
Bornholmske - — 3700 — 
Bruunkul — 3000-3500 — 
Tørv, udtørret == 3300 ra 

— lufttørret — 23500 —= 
Træ (Bøg) udtørret  — 2900 == 

— lufttørret  — 2200 == 


Ved disse Bestemmelser opnaaer man kun at faae 
at vide, hvormegen Varme Brændselet kan udvikle, men 
i" Praxis” er "der flere "Hensyn at" tage. "Da "alt Træ 
hår samme Sammensætning, hår det ogsaa ved samme 
Fugtighedsgrad samme Brændeværdi; men er det en let 
Træsort, man benytter, da maa man efter Maal benytte 
meer end af en tung; Ildstedet maa altsaa være større 
og derved bliver ogsaa Tabet i Varme ved Udstraaling fra 
samme, ved Ledning og ved Flammens Afkjøling ved 
Trækket, som det ved et saadant Ildsted er vanskeligere at 
regulere, ogsaa større. De lette Træsorter brænde tillige 
hurtigere, fordi de ved deres Porositet frembyde en større 
Overflade for Luftens Paavirkning; Varmen gjennemtrænger 
dem hurtigere, der udvikles en større Mængde Luftarter, 
altsaa en større Flamme, medens Vægten af de tilbage- 
blevne Kul, som brænde hurtigt bort, er mindre. Det 
modsatte er Tilfældet med de tunge Træsorter. Men jo 
hurtigere Brændselet forsvinder i Ovnen, desto oftere maa 


388 


det fornyes, hvortil fordres hyppigere Pasning af Ildstedet, 
ligesom ogsaa hver Aabning af Døren til Ildstedet med- 
fører en Afkjøling og dermed Tab i Brændemateriale og 
en Svækkelse af Varmeudviklingen. I nogle Tilfælde har 
man tillige Brug for et stærkt flammende Brændsel, i 
andre til et, der giver mange Gløder. Til de første hører 
saaledes Træ, Tørv og i ringere Grad Steenkul og Bruun- 
kul, som anvendes til Glas og Metalsmeltning, til Bræn- 
ding af Porcellain og Leervarer i det Hele taget; til de 
sidste høre de af de nysnævnte Brændematerialier frem- 
stillede Kul og Anthracit, som anvendes ved Metaludsmelt- 
ning og overalt, hvor der udfordres en local Varme. 
Endelig gjælder det ofte at opnåae en høi Varmegrad. 
Dette opnaaåaes ved Forkulning af Brændselet. Det har 
nemlig viist sig, at Brændselets luftformige Bestanddele, 
som danne Flammen, ikke frembringe såa høi en Varme, 
som den faste Bestanddeel Kulstoffet, hvortil endvidere 
kommer, åt der bindes endeel Varme ved Uddrivningen 
af de luftformige Bestanddele, hvorved Temperaturen synker. 
Uddrives nu disse iforveien, ville de tilbageblivende Kul 
kunne udvikle hele deres Varme. Cokes udvikle saaledes 
en langt stærkere Varme end Steenkul; men de ere 
vanskeligere at antænde, deels fordi Antændelsestempera- 
turen er højere, deels fordi de ere bedre Varmeledere, 
og de fordre til deres Forbrænding en stærkere Træk for 
at underholde den livlige Forbrænding. Vil man end 
yderligere forhøje Temperaturen, kan man forud opvarme 
og tillige sammenpresse den Luft, der skal nære For- 
brændingen; man undgaaer derved paa eengang Afkjøling 
ved Trækket og giver Luften derved en større Iltmængde. 
Disse Midler maa man saaledes anvende ved Anthraciten, 
som frembringer en meget høi Varme ved sin Forbræn- 


389 


ding. Tidligere betragtedes den som værdiløs, men har 
siden faaet en udstrakt Anvendelse navnlig til Jernudsmelt- 
ning, hvortil den anvendes alene eller blandet med Cokes. 

Ved Forkulningen hår man foruden en Stigning af 
Temperaturen ogsaa andre Øiemed. Træforkulningen fore- 
tages saaledes tildeels for at gjøre Brændselet lettere 
transportabelt, og ved Steenkullene har man tillige til 
Hensigt at fjerne de ildelugtende Bestanddele og de 
skadelige. Til de sidste hører navnlig Svovlet, som ved 
Jernudsmeltningen er ligefrem skadeligt, fordi det ved at op- 
tages af Jernet gjør det skjørt i Rødglødheden. Tillige an- 
griber Svovlet meget stærkt Riststængerne, Dampkjedelen 
og Kogerørene, naar disse ere af Jern, hvorfor der til 
Jernudsmeltning og Locomotivfyring bedst benyttes Cokes 
eller som de ogsaa kaldes afsvovlede Kul. 

Steenkullene frembyde forskjellige Varieteter, som 
hver have faaet deres Anvendelse. Nogle undergaae en 
formelig Smeltning påa Ildstedet, saaledes at flere Stykker 
kunne forene sig til eet eller bage sammen. Disse Bage- 
kul egne sig godt til Smedning, da de omslutte Jernet 
tæt og beskytte det mod Luften; de give tillige rigelig 
Gas, og Cokes fremstilles deraf i store, porøse Stykker. Der- 
imod egne de sig ikke til at brænde paa Rister, da de 
ved deres Sammenbagning forstoppe denne og hindre 
Lufttrækket. — Andre, de saakaldte Sinterkul, lide ikke en 
saadan fuldstændig Smeltning, men dog en begyndende, 
idet dog de enkelte Smaadele samle sig, hvorved Massen 
sintrer sammen. Nogle Kul give en lang Flamme og 
benyttes til Glassmeltning, andre kun en kort, men mange 
Gløder, som brænde længe, og benyttes under Dampkjedler, 
hvor der ønskes en local Varme. — De i Naturen fore- 
kommende Brændematerialier frembyde saaledes den rigeste 


390 


Afvexling i Beskaffenhed, alt efter vort Behov, og det 
staaer tillige i Menneskets Magt at lade dem undergaae 
saadanne Forandringer, at de komme til at svare til vort 
Øiemed. 

Hvad vort Lands Forraad påa Brændsel angaaer, er 
det almindeligt bekjendt, åt vi saagodtsom udelukkende 
ere henviste til Tørv og Træ. Undtagelsesviis findes paa 
Bornholm nogle til Juraformationen henhørende Steenkul, 
men de staae betydeligt tilbage for de engelske og Kullene 
fra Høganæs, som dog høre til den samme Formation 
(p. 387). Kullene indeholde 15—20 pCt. Vand, som ved 
deres Henliggen i Luften fordamper, hvorved Kullene falde 
hen i smaa Stykker, hvilket indskrænker deres Anvende- 
lighed betydeligt. Den hele Production, som i Aaret 1860 
paa de to Fabriker Hasle og Sorthat (mellem Rønne og 
Hasle) beløb sig til henholdsviis 10500 og 18000 Tådr., 
er ikke tilstrækkelig til at forsyne det påa Tørv temmelig 
fattige Land med det fornødne Huusholdningsbrændsel, 
hvorfor der indføres ikke ubetydeligt Brændsel, navnlig fra 
Preussen. Den ligeledes paa Bornholm fundne Alunskifer 
er et meget slet Brændemateriale, idet dens Brændeværdi 
900 kun er omtrent £—2 af Newcastle Steenkullenes ; 
som Brændemateriale benyttes den kun til Kalkbrænding 
paa Stedet. 

Af Moser findes flere større her i Landet, deriblandt 
Aamosen i Holbæk Amt, der har en Længde af 2—3 Mile 
og nogle Steder en Brede af 4 Miil, den store Vildmose 
N. for Liimfjorden med et Areal af 11 O Miil, Linden- 
borgvildmosen S. for Liimfjorden med et omtrentlig Areal 
af 1 CJ Miil og Vildmosen i Holsteen S. for Rendsborg. 
De mindre Moser forsvinde efterhaanden som de skjæres 
og forandres til Agerland, medens paa den anden Side 


391 


mange indsøer atter forandres til Moser. Fordelingen af 
Møoserne er ikke altid saaledes, at det locale Behov kan 
tilfredsstilles, medens der paa den anden Side findes 
Egne, der have Overflod. I Thyland maa saaledes »sam- 
menrullet Ærtehalm og gammelt Straa eller tørre Ko- 
kasser og sammentrampet Faaremøg eller Klittetag eller 
Klittetags Rødder tjene som Brændsel«”). Det samme 
gjælder for en Deel om Ringkjøbing Amt og flere vestsles- 
vigske Øer, hvor Beboerne maa gjøre nysomtalte for Ager- 
bruget såa fordærvelige Anvendelse af Gjødningen. Hvor 
Lyngheder findes, afskrælles de øverste 2—3 Tommer af 
Jorden med Lyngen paa; disse saakaldte Fladtørv, som 
samles og opstilles i store Bunker, der ligne Udhuse, be- 
nyttes meget og mange Steder hellere end Tørv, fordi de 
ere lettere at grave. — Andre Egne, som Kjøbenhavns og 
Frederiksborg Amter, ere rigelige forsynede med god Tørv, 
saa at der kan drives Handel dermed, og de talrige Skove 
gjøre Tørven paa mange Steder heelt undværlig. — Det 
samlede Areal af Moser og Moradser udgjør i Monarchiet 
35 O Mile eller + af det hele Areal. 

Landets Skovareal udgjør 46 OC) Mile eller 2% til 2% 
af det hele. Skovene leed i Slutningen af forrige Åar- 
hundrede betydeligt derved, at en stor Deel Krongods 
med tilhørende Skov gik over til privat Eiendom, hvorpaa 
Skovene bleve underkastede en hensynsløs Behandling, be- 
regnet paa blot at faae det største øieblikkelige Udbytte ud. 
af dem. Nu vinder en rationel Behandling mere og mere 
Indgang, ogsaa i de private Skove, ligesom man ogsaa 
bestræber sig for ved Træplantning at vinde Arealer, som 
ikke egne sig til Agerbrug. Med Brænde kan Landet 


+) Bergsøe: Den danske Stats Statistik. I. S. 179. 
26 


392 


forsyne sig selv; vel indføres søværts store Qvantiteter, 
men paa den anden Side udføres landværts omtrent lige- 
meget. 

Af Steenkul, som ved de fleste industrielle Anlæg, 
vil være et næsten uundværligt Brændsel, indtil man lærer 
at forbedre Tørven saaledes, at den kan gjøre samme 
Nytte, kræver Landet en stadig Tilførsel, som i Aaret 1856 
beløb sig til 2,814000 Tdr.  Bruunkullene og Tørvene, 
saaledes som de nu forarbeides, spille kun en ubetydelig 
Rolle i vort Lands Industri. Vel anvendes de sidste en— 
kelte Steder, men det turde være tvivlsomt, om denne 
Ånvendelse overalt giver det forventede Udbytte. 


Forvandlingerne i Dyreriget”), 


4 Foredrag i den naturhistoriske Forenings Søndagsmøder i Vinteren 
og Foraaret 1861. 


Af Dr. phil. Chr. Lutken. 


Første Afsnit. 
Metamorfosen i Hvirveldyr-Rækken. 


Ved at kaste et Blik paa den os omgivende Natur ville 
vi meget snart blive opmærksomme paa, at Uforander- 
"ligheden er en af de vigtigste og ukrænkeligste Grund- 
love for den organiske Natur: Hvad Planten eller Dyret 
er ved sm" første Fremtræden, "blive de ved af være: 
den unge Bøg, knap et Kvarteer høi, er allerede kjendelig 
som saadan, skjøndt den kun besidder nogle faae Blade 
og endnu ingen Grene, og den vedbliver at beholde 


”) Det har været min Hensigt i denne Afhandling at give en, saa vidt 
mulig, letfattelig Oversigt over de vigtigste Kjendsgjerninger, som 


hidtil ere komne for Dagen — og navnlig i de sidste Decennier i 
saa stor Mængde — og falde ind under Begrebet »Metamorfosen 


i Dyreriget«. For de Læseres Skyld, der maatte ønske et grun- 
digere Bekjendtskab -til, hvad der om dette Æmne er præsteret, 
har jeg tilføjet de vigtigste Litteraturhenvisninger samt, i Form af 
Anmærkninger, Oplysninger om Forhold, som kun ville have 
Interesse for Læsere med mere Forkundskab end. der i Reglen 
tør forudsættes hos dette Tidsskrifts Venner og Velyndere, 


267 


394 


alle Bøgens Eiendommeligheder, hvor gammel den end 
bliver; den gaaer ikke med Tiden over til at blive en Eg 
eller en Birk eller hvad man ellers kunde tænke paa. 
Jeg anfører denne vistnok meget trivielle Sandhed kun, 
for at det strax fra Begyndelsen af kan staae os klart, 
al i den organiske Verden ere individerae ufor- 
anderlige d. v. s. de kunne ikke erhverve sig Eien- 
dommeligheder i Bygning, som falde udenfor.deres Arts- 
begreb. Men hvad mere er, dette gjælder tillige om hele 
Årten, Generation efter Generation, og Naturen er der- 
for i sin Heelhed uforanderlig og altid den samme; En- 
hver veed, at naar han saaer Byg, kommer der ikke Rug 
op, og at man ikke riskerer at Huskatten skal føde Løve- 
unger! Et Dyrs eller en Plantes Afkom vil selv i tusinde 
Led blive ved at optræde med den samme almindelige 
Bygning, med de såamwe Organisationsforlold,.ja endog 
med samme Farvetegning, kort sagt med alle for Slægten 
og Årten betegnende Eiendommeligheder. Hvor fortrolige 
vi end ere med denne Naturlov — uden hvilken al 
Videnskab om den organiske Natur vilde være en Umu- 
lighed”) —, hvor simpel og naturlig den end fålder 
os ved Vanens Magt, er den dog i. Grunden et af 
de allermærkeligste, jeg turde næsten sige ubegribeligste 
Forhold i hele Naturen. De maae betænke, åt enhver 
Plante har begyndt sit Livsløb som et lille Frø, der kun 
indeholdt ligesom et raat Udkast til en ganske lille Plante 


”) Man seer, at vi her see bort fra det i den sidste Tid igjen af en 
berømt Naturforsker reiste Spørgsmaal, om det ikke er sandsynligt, 
at Arterne i Løbet af meget lange Perioder kunne forandre sig 
ikke saa lidt uafhængigt af enhver Kulturindvirkning. Her er kun 
Tale om vilkaarlige, regelløse Afvigelser, hvis Mulighed selvfølgelig 
vilde gjøre Videnskaben umulig. 


395 


i sin simpleste Skikkelse, bestaaende af et Par smaae tykke 
Kimblade og en lille Rodspire, og at selv denne Miniatur- 
plante kan forfølges tilbage til en endnu tidligere Begyn- 
delse, hvor Frøet kun bestod af en eneste mikroskopisk 
Celle; samt at det dyriske Foster ligeledes begynder som 
et mikroskopisk lille Æg eller Celle, men at der alligevel 
af denne yderst simple og for alle organiske Væsener saa 
at sige fælles Begyndelse udvikler sig — efter en for hver 
Årt nøiagtig fastsat Plan, efter en ufravigelig Udviklingslov, 
der gjentager sig hos Artens samtlige Individer med samme 
Troskab som den, hvormed f. Ex. de forskjellige Aftryk 
af en og samme Bog gjengive hinanden — hist en Bøg, 
her en Eg, hist en Hund, her en Ræv, en Snegl osv., 
altsaa Organismer med en yderst sammensat Bygning, 
hvor dog det mindste Organ hos alle Artens Medlemmer 
i Et og Alt er bygget paa selvsamme Maade, selv i de 
fineste Enkeltheder; — og det uagtet vi ligesaalidt kunne 
indsee, hvad det er, der leder Udviklingen af det ene Æg 
i den ene Retning, af det andet Æg i den anden Retning, 
som hvorfor det ene Individ endog i det tilsyneladende 
Uvæsenlige såa nøie gjengiver hvert et Træk af de andre 
Individer af samme Årt.  sArveligheden er imidlertid ikke 
indskrænket til Artskjendemærkerne alene, selv det aldeles 
Tilfældige, Individuelle er arveligt”); aldrig saasnart er et 
lille Barn kommet til Verden, førend man jo troer at 
kunne finde Faders og Moders Træk, og den øvede Heste- 
kjender seer strax, at Føllet stammer fra »Lady Stanhope« 
eller »Prince Ålbert«. Bøgen har ikke forandret sig i de 
3—4000 Aar, i hvilke den har prydet vore Øer og Kyster, 


”) Det er en bekjendt Sag, at Hunde, hvis Hale man har afhugget, 
ofte faae stumphalet Afkom. 


396 


og Knoglerne af de i det gamle Ægyptens Sarkofager 
balsamerede Ibisser har man ikke været istand til at 
skjelne fra Knogler af Nutidens Ibisser af samme Alder 
og Kjøn. 

Nærmere beseet er dog denne Uforanderlighed kun 
betingelsesvis sand; ubetinget holder den ikke stik. Jeg 
tænker ikke her påa den Raceforskjel, som Kulturen 
ved en meer eller mindre bevidst Behandling af Naturen 
kan fremtvinge, og hvorpaa vore tamme Dueracer, der 
dog alle uden Tvivl nedstamme fra den samme vilde Stam- 
art, nemlig Klippeduen (Columba livia), afgive et såa glim- 
rende Exempel, der noøksom viser, til hvilken Grad Naturen 
er plastisk; eiheller paa Albinismen, der rettest be- 
tragtes som en partiel sygelig Tilstand, eller paa de reent 
individuelle Forskjelligheder, som ere såa iøinefaldende 
— ialfald for Ilyrden og Hyrdehunden — hos vore Hus- 
dyr, men som upaatvivlelig findes i hele Dyreriget. Heller 
ikke har jeg Kjønsforskjelligheden for Øie, uagtet 
denne vistnok ogsaa altid er udpræget i det ydre, selv 
om den ikke altid er saa stor som mellem Hanen og 
Hønen eller mellem Eghjorten og dens Hun; var det min 
Agt her nærmere at drøfte disse Forskjelligheder, vilde 
jeg kunne nævne Dem mangfoldige Exempler påa Dyr, 
hvor Han og Hun ere saa forskjellige, at Ingen, der ikke 
vidste det, vilde henføre dem til samme Dyregruppe, end 
sige til samme Årt. Lige saa lidt vil jeg dvæle ved de ofte 
meget iøinefaldende periodiske Forskjelligheder, der 
gjentage sig hos mange Dyr hvert Aar til bestemte Tider f. Ex. 
hos Hjorten, hvis statelige Takker paa en bestemt Aarstid 
skyde frem for atter til en anden bestemt Aarstid at fældes, 
hos Rypen, som i sin brune Sommerdragt og med de 
korte Kløer let kunde antages for et heelt andet Dyr end den 


397 


sneehvide Vinterrype med de lange Kløer, hvormed den 
bortskraber Sneen for åt naae de affaldne Frø, eller hos 
Salamanderen, som i sin Foraarsdragt med en høi Hudkam 
langs hen ad Ryggen, med Halen kantet foroven og neden 
af en Hudbræmme, med en Hudkant omkring hver Taa 
og med Hudflige hængende ned fra Læberne, af en kyndig 
engelsk Zoolog blev beskrevet som en anden Art og Slægt 
end Salamanderen om Efteraaret, da den mangler alle hine 
Hududviklinger. Hvor mærkelige end alle disse Forskjellig- 
heder ere, som hver paa sin Vis modificere Uforanderlig- 
hedsprincipet, taale de dog ingen Sammenligning med de 
progressive Forskjelligheder, som indtræde efter 
en bestemt Orden hos mange Dyr og ofte ere saa betyde- 
lige, at man ikke uden at have forfulgt den ene Forms 
Overgang i den anden vilde ane, at de have noget med 
hinanden at gjøre, men hensætte dem påa meget for- 
skjellige Steder i Systemet. Endnu gjøres der jevnlig den 
Opdagelse, at Dyr, som man har kjendt i mange Tider, 
givet Navne og uden Betænkning indført i Videnskabens 
Protokol som selvstændige Dyreformer, kun ere Udviklings- 
trin af andre ikke mindre velbekjendte Former, om hvilke 
man aldrig havde anet, at de som yngre kunde have saa 
forskjelligt et Udseende og Bygning. 

Da ethvert Dyr begynder sit Livsløb som et Æg 
d. v. s. som en for alle Organer blottet lille Blære eller 
Celle, maa der mellem dette Stadium og Fosterets Fødsel 
"eller Udklækning af Æget ligge en lang Række af For- 
skjelligheder, den ene udviklende sig af den anden. Hin 
første Celle deler sig i 2, disse 2 blive til 4, til 8, til 
mange; disse Celler sondre sig i Grupper, som udvikle 
sig hver i sin Retning, nogle til Hud, andre til Brusk, 
Nerver, Kjød, Blod osv. Det første råae Udkast til Fosteret 


398 


antager efterhaanden en fuldkomnere Skikkelse samtidig 
med at dets indre Organer dannes og udvikles. Men fra 
alle disse tidligere Tilstande og Trin af Dyrenes Udviklings- 
historie ville vi her see bort; vi begynde først vor Under- 
søgelse med det Øieblik, da Ungen fødes af Moders Liv eller 
da Æggehinden eller Æggeskallen brister og Ungen bliver 
fri. Vel sandt, at Kyllingens Pip i Æget vidner om, at 
den allerede førend dette brister fører et bevidst, og alt- 
saa et selvstændigt Liv; vel sandt, at nogle Dyrearter for- 
lade Æget forholdsvis tidligere end andre og derfor ogsaa 
begyndt deres egenlige Liv med en. ufuldkomnere Organi- 
sation; men naar jeg ikke vilde foredrage Dem en fuld- 
stændig . sammenlignende Udviklingshistorie (Embryologi), 
kunde jeg kun begrændse mit Stof ved at sætte Fødselen 
eller Udklækningen af Æget som mit Udgangspunkt… Disse 
Momenter svare nenilig i Reglen til hinanden; de levende- 
fødende Dyrs Unger fødes netop med det samme eller 
umiddelbart efter at": Æggehinden er bristet; sjeldnere — 
som hos visse Fiske og Slanger — opbevares den. ud- 
klækkede Unge endnu nogen Tid i Forplantningsredskaberne; 
men da ere de jo i Grunden allerede fødte, men endnu 
ikke slupne løs. 

En Betragtning af Dyrenes progressive Forskjelligheder 
fra Fødselen indtil de ere udvoxne og forplantningsdygtige 
vil føre til det Resultat, at det aldrig er alene iStørrelsen 
at Ungerne ere forskjellige fra de voxne, om Forskjellen 
end i mange Tilfælde kun er ringe. Vi pleie vel i. Al- 
mindelighed at antage, at Formen er det stabile, kun 
Stoffet er det foranderlige, vel vidende, at tage vi blot 
Hensyn til de materielle Stoffer, hvoraf vort Legeme be= i 
staaer, da ere de ikke længere de samme som for 10 Aar 
siden; det er vel fra et chemisk Standpunkt. omtrent 


399 


samme Forholdsmængde af Iklt, Brint, Kvælstof, Kulstof osv., 
men fra et reent materielt Standpunkt er det dog andre 
Stoffer; det Kulstof, som vi dengang udaandede som 
Kulsyre,. brænder nu maaskee i vor Kakelovn som en af 
Veddets Bestanddele, og den Ilt og Brint, som dengang 
var en Deel af vort Legeme, er maaskee nu mange tusind 
Mile borte eller udgjør maaskee en Deel af andre Dyrs 
og Planters Legemer. Men selv om vi ville indrømme, 
at for saa vidt ere vi rigtig nok i Løbet af nogle Aar blevne 
til »andre Mennesker«, ville de fleste døg som Modvægt 
mod denne Betragtning gjøre gjældende, at Formen, 
Rammen er dog den samme, den forandres ikke, den 
er stabil. Men ogsaa denne Paastand maa opgives lige- 
overfor den daglige Erfaring, som viser os, at ethvert 
Menneske eller Dyr gjennemløber en saa bestemt Form- 
række, at vi jo sjelden tåge ret mange Aar feil, naar vi 
tilnærmelsesvis skulle bedømme et Menneskes Ålder efter 
dets Udseende. Man sammenligne blot Formen af Menne- 
skets Underansigt hos Barnet, der endnu ingen Tænder 
har faaet og hvor Kjæberne endnu kun ere lidet udviklede, 
hos den udvoxne Mand, hvor Underansigtet paa Grund af 
Tændernes fulde Udvikling er traadt meget stærkere frem, 
og hos Oldingen, hvor Tænderne ere opslidte lige til 
Roden og Underansigtet derfor atter svundet betydeligt 
ind. Hvad Forskjel der er påa et Føl og en Hest eller 
påa en Kylling og en Høne, det veed enhver, og blev end 
Kyllingen saa stor som en Høne og Føllet som en Hest, 
man vilde dog øieblikkelig opfatte, at det var en uhyre 
stor Kylling eller Føl og ikke en fuldt udviklet Høne eller 
Hest. Det er altsaa ikke egenlig Uforanderlig- 
heden, men Foranderligheden indenfor visse 


400 


bestemte, uforanderlige Grændser, som er den 
organiske Naturs egenlige Grundlov. 

Jeg anfører dette kun for at vise, at selv hvor den 
fremskridende Formforandring er svågest, er den -dog altid 
tydelig tilstede; men naar den ikke er større end i de 
anførte Exempler, mellem Barn og Mand, Kylling og Høne, 
Føl og Hest, saa agter man den ikke. videre og siger, for 
at fatte sig kort, at der ingen væsenlig Forskjel er. Men 
saaledes forholder det sig dog ikke altid; ofte ere For- 
andringerne meget store og iøinefaldende, og man pleier 
da at sige, ikke at Dyret forandrer sig, men at det 
forvandler sig eller gjennemløber en Metamor- 
fose; Udtrykket »Forvandling« er i Grunden mindre hel- 
digt og kunde let misforstaaes; forvandle sig til noget 
heelt andet, til en ånden Art, kan naturligvis intet Dyr. 
Fordi Kaalormen »forvandler sig« til Sommerfugl, derfor har 
man ikke Lov til med Almuen at antage, at Gøgen om 
Efteraaret forvandler sig til en Høg eller at Vandmanden 
bliver til en Korsfisk (Søstjerne), og ligesaa taabeligt er det 
at troe, at Havren ved at afskjæres gjentagne Gange kan 
forvandles til Vikker. Et Dyr siges imidlertid at forvandle 
sig, naar de Skikkelser, hvormed det efterhaanden træder 
op, ere såa forskjellige, at det næsten seer ud, som 
om det blev til noget heelt andet end det fra først af var. 
Hvori Forvandlingen egenlig bestaaer, og hvorledes den 
yttrer sig, ville vi bedst komme til Kundskab om ved at 
forfølge enkelte Dyreformer paa deres Udviklingsreise gjen- 
nem Livet, fra de forlade Æget indtil de selv skjænke et 
Afkom Livet. 

Insekternes Metamorfose er et såa iøjnefaldende. Natur- 
fænomen, at Sammenhængen dermed ikke længe kunde 
forblive en Hemmelighed. At der af Fluens eller Sommer- 


401 


fuglens Æg fremkommer en Orm uden Been og Vinger 
eller i det højeste med meget smaae Been, og at denne 
Orm senere, efter i nogen Tid at have ført et indesluttet 
og tilbagetrukket Liv, forvandles eller omdannes til en 
Flue eller Sommerfugl, behøvedes der ikke Mikroskop 
eller Skalpel til at opdage, og det er derfor Noget, som 
saa at sige hver Bonde veed og som de fleste Børn have 
moret sig med at iagttage. Denne Erfaring gik derfor 
tidlig over i den almindelige Bevidsthed”) og i Natur- 
historien, medens denne endnu var i sin Barndom, og 
den blev, mere end maaskee var ønskeligt, opfaltet som 
Normen eller Forbilledet for Dyrenes Metamorfoser over- 
hoved, og man søgte til den at knytte de andre Erfaringer, 
man efterhaanden derom gjorde i andre Grene af Dyre- 
riget, saa længe i al Fald som de nogenlunde vilde passe 
dermed. Men for åt undgaae de eensidige Anskuelser, 
hvortil denne Fremgangsmaåaade maaskee kunde give Ån- 
ledning, ville vi foretrække istedenfor at gaae den histo- 
riske Vei og vælge Insekternes Metamorfose som Udgangs- 
punkt at følge den af Systemet antydede Vei og først 
afhandle de »Forvandlinger«, som finde Sted i Dyrerigets 
højere Række””). 


7") Som bekjendt er Sommerfuglens Forvandling ofte bleven anvendt 
som Billede paa Opstandelsen, og man vilde vel neppe kunne 
finde noget smukkere; men sandt er det ikke. Thi — afseet fra 
den Formforandring, som Insektets Legeme i den nærmest fore- 
gaaende Tid. har undergaaet, men som hidtil hår været skjult af 
den gamle Hud ligesom af en Maske, — er dennes Afkastelse 
egenlig ganske det samme, som naar Slangen skifter Ham eller 
vi afskalle vor Overhud efter en Skarlagensfeber. 

"”) I de 3 højere Hvirveldyrklasser findes der intet Exempel paa en 
Metamorfose. Vel kunne Krybdyrenes Unger ofte have et fra 
deres Forældre temmelig forskjelligt Fysionomi, en anden Farve- 
tegning, eller mangle de for Arten charakteristiske Prydelser, f. Ex. 


402 


Paddernes Metamorfose 


viser sig i sin simpleste og derfor ogsaa reneste Skikkelse 
hos Salamandrene eller Vandøglerne”). De kjende 
vist alle disse Smaadyr, som i Udseende og Legemsform 
ligne Firbenene (Landøglerne), men afvige fra dem ved en 
påafaldende Træghed og Langsomhed i deres Bevægelser, 
naar de befinde sig udenfor Vandet, der kan betragtes 
som deres rette Element, en Langsomhed, som staaer i 
en temmelig skarp Modsætning til Landøglernes muntre 
og vevre Færd. Lige saa omhyggeligt som disse søge Sol- 
varmens oplivende Indflydelse, undflye Vandøglerne den, 
i det mindste paa Landjorden, for at undgaae den dermed 
følgende Indtørring af deres bløde og nøgne, ubeskyttede 


Hudkamme ned ad Ryggen eller deslige, især naar disse kun 
udmærke det ene Kjøn, og man kan derfor let komme til at an- 
see dem for særegne Arter, naar man ikke er fortrolig med den 
Formrække, hvorigjennem Arten bevæger sig i en vis Gruppe, men 
jeg veed dog intet Exempel paa, at et Krybdyr af den Grund er 
bleven stillet i en urigtig Slægt eller Familie. -—- Vi mangle endnu 
en sammenhængende Betragtning af de Forskjelligheder, som 
Fugleungerne frembyde fra deres Forældre, men om en Meta- 
morfose vil her dog aldrig kunne være Tale. Det er altid en 
rolig, i lige Linie fremskridende Udvikling, som her finder Sted. — 
Blandt Pattedyrene frembyde især Pungdyrene og Flager- 
musene Exempler paa store Forskjelligheder mellem Forældrene 
og Ungen, men heller ikke disse Forhold kunne drages ind under 
Læren om Metamorføosen, naar man ikke vil udvide denne til at 
omfatte alle de Forandringer, store og smaae, som Dyrene kunne 
gjennemløbe fra Fødselen til de ere voxne. Selv hos Dyreformer, 
der besidde en ægte Metamorfose, kan der endnu staae adskilligt 
tilbage at ændre efter at denne er afsluttet, især naar dette skeer 
i en meget tidlig Alder. 

Hovedværkerne om dette Æmne ere: Rusconi: 'amours des 
Salamandres aquatiques (1821), og Sammes histøire naturelle, 
developpement et metamorphose de la Salamandre terreste (1854), 
samt Dugés: recherches sur Vosteologie et la myologie des 
Batraciens å leurs differens åges (1835). 


x 
Så 


403 


Hud. Uagtet Vandet, som anført, ret egenlig synes at 
være deres Element, træffes de dog kun om, Foraaret i 
dette”); om Efteraaret træffe vi dem paa mørke, fugtige 
Steder, f. Ex. i Kjældere, og om Vinteren søge de Ly 
mod Kulden i hule Træer, under Barken eller Rødderne 
osv. Der findes hos os 2 Arter af denne Slægt, en større 
og en mindre”), begge udmærkede ved en ildrød, sort- 
plettet Bug, men forresten af en lysere eller mørkere, 
brunlig eller sortladen Farve. 

Vor større Vandøgle lægger om Foraaret sine Æg 
paa Vandplanternes Blade, hvilke den efter Rusconis lagt- 
tagelse bøjer sammen med Bagbenene om Æget, saa at 
dettes Slim sammenklæber Bladets 2 Halvdele.  Fostrene 
gjennembryde den fine Æggeskal i gunstigste Tilfælde efter 
omtrent 14 Dages Forløb som spæde, lidt over 1” lange 
Væsener, der vel allerede nogenlunde have Salamander- 
formen, for saa vidt som denne allerede kan være udpræget 
hos såa spædt et Væsen — vi bemærke, at Hovedet endnu 
kun har en ufuldkommen Form, åt Øinene og Munden 
netop kun ere antydede —, men der er dog den væsenlige 
Forskjel, at Halen og den Fortsættelse af dennes Hud- 
bræmme, der danner ligesom en Finne hen ad Ryggen, 
ere forholdsvis meget stærkt udviklede og nu for Tiden 
afgive disse Smaavæseners eneste Bevægelsesredskab. Bag- 
lemmerne mangle nemlig endnu aldeles, og til For- 
lemmerne seer man i det højeste kun ligesom en Antyd- 
ning i Form af en lille Knude påa hver Side af Brystet. 
Et andet væsenligt Træk i vore Larvers Bygning er, af 
Huden , som beklæder Hovedets Sider og Underflade, 


”) Maaskee forblive Hannerne tildeels i Vandet Vinteren over. 
”) Triton cristatus og T. punctatus. 


4 04 


ikke fortsætter sig umiddelbart over i Kroppens Huddække, 
som hos den voxne Salamander, men er adskilt derfra 
ved en dyb Spalte, i hvilken der ligesom hos Fiskene er 
anbragt 4 Gjællebuer, og at Huden fra disse forlænger 
sig langt udenfor Gjællehulen i Skikkelse af 3 Gjæller, 
der endnu kun have Form af smalle Flige, men i hvilke 
man allerede seer Blodet kredse og som paa dette Ud- 
viklingstrin udgjøre Salamanderlarvens eneste AÅanderedskab. 


x I Begyndelsen føre 
DÅ, Eg KAN RE . 

se 2 ss EDER disse spædelLarver 
CE i == Sek É = - 


et megetroligt Liv; 
de holde sig i Reg- 
len fast til Vand- 
planternes Blade 
ved 2 Heftetraade, 
som udgaae fra Hovedets Sider; men disse aldeles midler- 


i 78 


Salamanderlarver. 


tidige Organer forsvinde snart, og Larverne svømme 
nu livligt om og forfølge smaåae Vandinsekter”); er 
der Mangel paa Føde, forgribe de sig vel endog påå 
deres svagere Kammeraters Gjæller og Hale. — Forfølger 
man nu disse Larver under deres videre Udvikling, vil 
man see Forlemmerne voxe frem og udvikles, Gjællerne 
voxe og antage en mere sammensat, fjerformig Skikkelse 
og tilsidst Baglemmerne komme frem, først ligesom For- 
lemmerne som 2 Knuder, der efterhaanden tiltage i Om- 
fang og Uddannelse; efter 6 Ugers Forløb have vi da 
endelig for os en 11” lang, fuldfærdig Salamander- 
larve med Svømmehale, Gjællebuske og 4 vel- 


") Først omtrent den 10de Dag efter Udklækningen ere, ifølge Rus - 
coni, Larvens Mund og Fordøielseskanal saa udviklede, at deres 
Funktioner kunne begynde. 


405 


udviklede Lemmer, og denne Skikkelse vil den beholde 
endnu i nogen Tid, i hvilken den voxer i Omfang og 
efterhaanden antager mere og mere af den Farvefordeling, 
som udmærker det voxne Dyr. 

Det hidtil skildrede Afsnit af Vandøglernes Udvikling 
kan man, efter min Mening, dog kun uegenligt henregne 
til Metamorfosen;' standsede den paa dette Punkt — var 
det f. Ex. en Axolotl og ikke en Salamander, hvis Ud- 
vikling vi havde forfulgt — vilde det ikke være andet end 
en fremskridende Udvikling, der hos disse Former rigtig- 
nok blev tilbagelagt udenfor Æget, men forresten vilde 
svare til den, som andre Dyr gjennemløbe indenfor dettes 
Dække. Ja vi kunne endog udpege en Salamander-Art, nem-. 
lig den saakaldte Land-Salamander”), hos hvilken Ægene 


”Y Salamandra maculosa, den store, indtil 10” lange, sorte, 
gulplettede Land-Salamander med trind Hale i Mellem - Europa. 
Ægene forblive her endnu i flere Maaneder efter Befrugtningen i 
Hunnens Æggeleder, og Æggehinden brister umiddelbart efter at 
de ere lagte i Vandet, hvori Hunnen i dette Øiemed har begivet 
sig ud. Larven er nu omtrent 1” lang, lysebrun uden Pletter og 
har 3 fjerformige Gjællebuske samt 2 Par vel udviklede Lemmer ; 
de tidligere Udviklingstrin — først med Gjæller, men uden Lemmer, 
saa med Forbeen og endelig tillige med Bagbeen — som hos vore 
2 Vandøgle-Arter jo falde udenfor Livet i Æget, tilbagelægges hos 
Land-Salamandrene i dette. Under Larvelivet, som varer over 2 Maa- 
neder, voxe de til en Længde af c. 2”, hvorefter de miste Gjæl- 
lerne, deres Hålekam forsvinder aldeles for aldrig at komme 
igjen, selv ikke i Forplantningstiden, og de gaae op paa Land. 
En ung Salamander, der havde naaet en Alder af 2 Aar, besad 
allerede de voxnes Farvetegning, men var kun 7” lang. — De 
ufødte Larvers tykke Bug vidner om, at der i Æget er medgivet 
dem den Føde, som de behøve for at naae et mere fremrykket 
Udviklingstrin end vore Vandøgler opnaae inden de fødes, hvorfor 
disse ogsåa meget snart maae begynde at erhverve sig deres 
Føde selv, 

Den mindre, heelt sorte Alpe-Salamander (S. atra) opholder 
sig kun i Vandet en ganske kort Tid, ja Czermak betvivler 


406 


befrugtes i Moderens Legeme og holdes tilbage i dette i 
længere Tid, saa at den hele beskrevne Udvikling virkelig 
her foregaaer i Æget og Larven fødes med store Gjælle- 
buske og med 4 vel udviklede Fødder. Den egenlige 
Forvandling skal nu først til at begynde; den bestaaer 
i de Forandringer, som den forresten færdige, nu om- 
trent 21% lange Salamanderlarve hår "at undergaae for 
at blive til en fuldt udviklet, ægte Salamander. Hvad det 
Ydre angaaer, behøver man blot at tænke sig, at den 
mistede sine Gjællebuske, at dens Gjællespalte 
lukkede sig, og at Halens Bræmmehinde svandt 
noget ind for at see den forvandlet til en fuldt udviklet, 
.om end hverken fuldvoxen eller forplantningsdygtig Sala- 
mander. Rusconi har seet denne Metamorfose gaåae for 
sig i Løbet af 5 Dage; først forsvinde de yderste Blade 
påa Gjællebuskene ved Resoption, saa kommer Raden 


endog aldeles, at den overhovedet gaaer i Vandet, og antager, at 
Befrugtningen foregaaer paa Land. Den føder i al Fald sine 2 
Unger paa Land; der udvikles nemlig kun et Æg i hver Ægge- 
leder, alle de andre i samme Æggeleder (indtil c. 50) værende 
-Æg flyde sammen til en grødagtig Blommemasse, som det ene 
udviklede Foster efterhaanden optager i sin Fordøielseskanal, 
efter at have gjennembrudt sin Æggeskal. Ved Fødselen have 
disse 2 Unger allerede mistet Gjællerne, som de dog besad me- 
dens de laae indesluttede i Æget, og besidde en rund kegle- 
dannet Hale uden Svømmehud.: Her findes altsaa vel en Meta- 
morfose, men denne foregaaer i Æget (Medicinische Jahrbucher 
des Oesterr. Staates 1843). Man seer heraf, hvor vilkaarligt det i 
Grunden er, naar vi have bestemt os til i denne Afhandling at 
begynde vor Fremstilling af Dyrenes Forvandlinger med Fødselen 
eller Udklækningen af Æget, da denne i Grunden aldeles ikke 
giver noget fælles Udgangspunkt. — Det er høist rimeligt, at de 
amerikanske Salamandre, som lægge deres Æg under Stene, hvor 


der er fugtigt, og ligge krummede over dem, eller som snoe dem - 


om Hunnens Krop, ville frembyde lignende Afvigelser fra Vand- 
øglerne i Henseende til Udviklingsforholdene som Land-Salamandrene. 


407 


til de næste og saa fremdeles, tilsidst voxer Gjællelaags- 
" huden sammen med Huden paa Halsen og det sidste 
Spor af Larvelivet er dermed borte. Den hele Udvikling 
fra. Æglægningen til Metamorfosens Afslutning varer ifølge 
Rusconis Iagttagelser omtrent 3 Maaneder (fra 23de 
April til 27de Juli i det iagttagne Tilfælde); undertiden 
hændes det dog, at den endelige Forvandling først gaaer 
for sig i det: næste Foraar, og man træffer ofte næsten 
fuldvoxne Salamandre, der endnu have et Hul paa hver 
Side af Halsen, nemlig den endnu ikke fuldstændigt luk- 
kede Gjællespalte. Allerede et Par Dage førend Gjællerne 
forsvinde fuldstændigt ere Lungerne traadte i Virksomhed ; 
de have rigtignok allerede i længere Tid været dannede 
og indeholdt Luft, men denne synes de selv at have af- 
sondret ligesom Svømmeblæren hos Fiskene; først nu have 
de indre Næsebor ved Hovedskallens Omdannelse faaet 
en saadan Beliggenhed, at Luften gjennem Næsehulerne 
kan trænge ned i Luftrøret, og først nu seer man derfor 
Strubemusklerne foretage de for Padderne charakteristiske 
Aandedrætsbevægelser. 

For rigtigen at vurdere Metamorfosens Betydning, 
for at gjøre os det ret klart, at denne ikke blot er et ud- 
vortes, men tillige et i Dyrets hele indre Organisation 
dybt indgribende Fænomen, vil det imidlertid være nød- 
vendigt, at vi ogsåa orientere os lidt i Salamander- 
larvens øvrige indre Bygning. At den ikke frem- 
byder noget Spor til Forplantningsredskaber, forklares let 
deraf, at den endnu i et Par Aar ikke skal udøve den 
dertil hørende Virksomhed; at Rygradens Hvirvler endnu 
have den samme Timeglasform, som gjenfindes hos Fiskene 
hele Livet igjennem, er for såa vidt ikke udenfor Reglen, 
som den samme Hvirvelform kan paavises hos højere Dyr 

2l 


408 


i Fosterlivet som et Overgangstrin, om end aldrig efter at 
Dyret er født eller udklækket.  Vanskeligere vilde det 
maaskee være paa, denne Maade at gjøre Rede for de 
Forskjelligheder, som Hovedskallens Bygning og Gane- 
tændernes Stilling frembyde hos Larven og hos den for- 
vandlede Salamander, og Forskjellen i Bygningen af Tungen”) 
samt af Gjælle- og Tungebeenspartiet er saa betydelig, at 
den kun kan udjevnes ved at hele Partier af Larvelegemets 
Organer forsvinde og ved at andre underkastes en gjennem- 
gribende Omdannelse. Larven har, som alt er anført, 4 
bruskede Gjællebuer påa hver Side af Halsen, fæstede 
deels til Hovedet ved særegne Muskler, deels til Tunge- 
benets Forlængelser; et temmelig sammensat Muskelsystem 
tjener til at bevæge det hele Apparat i forskjellig Retning. 
Den fra Hjértet udspringende Pulsaare deler sig strax i 
flere Grene, som føre Blodet hver til sin Gjælle og dele 
sig i mindre Grene til disses enkelte Blade eller Flige; 
fra disse føres Blodet bort igjen i fine Aarer, som påa en 
tilsvarende Maade samle sig i 6 større Blodkar, der for- 
ene sig for at danne Legemets store Pulsaarestamme, 
som skal fordele det iltede Blod til Legemets forskjellige 
Organer. Ved Forvandlingen bliver Alt dette i Løbet af 
nogle faae Dage aldeles forandret; den hele møisommeligt 
opførte Bygning bliver nedrevet og en anden opført istedet; 
men lidt efter lidt, inden det ene Stykke er borte er det 
allerede erstattet med et andet. Gjællebuerne forsvinde 
paa et lille Stykke af den første nær, hvilket voxer sam- 


”) Hos Salamanderlarven er Tungen fiskeagtig og udøver den 
samme Forretning som hos Fiskene, nemlig åt paavirke Vandets 
Strømning gjennem Munden og udad Gjællespalterne. Hos de ud- 
viklede Salamandre har den derimod antaget meget forskjellige 
Former hos de forskjellige Slægter. 


409 


men med Tungebeenshornene; de ovenfor omtalte Gjælle- 
muskler forsvinde ligeledes; det samme er endelig ogsaa 
Tilfældet med Gjællernes Aarer, men samtidig have visse, 
hidtil temmelig ubetydelige Blodkar tiltaget i Omfang og 
Betydning og derved aabnet nye Veie for Blodet, der nu 
skal søge til Lungerne istedenfor til Gjællerne. Man kan 
udtrykke det væsenlige i denne hele Omdannelsesproces 
med de faae Ord: hosLarven forholdeRedskaberne 
for Blodets Omløb og Aandedrættet sig som hos 
Fiskene, hos den fuldt udviklede Øglepadde der- 
imod som hos de ægte Krybdyr. Uagtet denne Om- 
dannelse aabenbart gaaer ud paa at forvandle dem fra 
Vanddyr til Landdyr, uagtet ogsaa Tungeformen og 
Hvirvlernes Bygning hos, Larven minder om Fiskene, vilde 
det dog ikke være rigtigt, som man saa ofte har gjort, at 
sige, at Salamandrene forvandles fra Fiske eller fiskeagtige 
Væsener til Padder; de have i det højeste som Larver i 
flere vigtige Træk stor Lighed med Fiskene. 

De vil maaskee tillade mig en lille Digression om 
Anvendelsen af disse Erfaringer paa Opfattelsen af Øgle- 
padderne overhoved. Der slutter sig nemlig til de egen- 
lige Øglepadder en Række af Former, de saakaldte Fiske- 
padder, som ligne Salamanderlarverne deri at de aldrig 
forlade Vandet, at deres Hvirvler altid beholde Fiskeformen, 
og at de — med en enkelt Undtagelse”) —- altid beholde 
et større eller mindre Hul eller Gjællespalte paa Siden af 
Halsen. Man kan dele disse Fiskepadder i 2 Grupper: 


"). nemlig den japanske Menopoma eller Keæmpe-Salamander, der længe 
kun fåndtes levende i Leyden, nu ogsaa i de zoologiske Haver i 
London og Paris. 

PT ig 


410 


til den første, de tungeløse, hører Menopoma-Slægten 
med en japansk og en nordamerikansk Art; de ligne store 
(05.3 Fod lange) Salamandre, der havde mistet Gjællebuerne 
og Gjællerne og kun aandede ved Lunger; de kunde alt- 
saa betragtes som Salamanderlarver, hvis Udvikling ikke 
var bleven fuldstændig gjennemført, naar ikke den Om- 
stændighed, at Tungen er aldeles forsvunden, til en vis 
Grad forstyrrede denne Sammenligning. Det såmme gjæl- 
der om Aalepadden eller Amphiuma-Slægten, et Dyr 
med et langt, aaleagtigt Legeme, en kort Hale og 4 meget 
smaae Lemmer med kun 2 eller 3 småae Tæer, som lever i 
Sumpe i de sydlige Fristater. — Den anden Gruppe be- 
staaer af dem, der ligesom Salamanderlarverne have en 
fiskeagtig Tunge og baade beholde Gjællerne fuldt ud- 
viklede og Gjællespalterne; at de aande ved deres Gjæller 
er vist, om de tillige aande ved deres Lunger er maaskee 
tvivlsomt. Hertil hører først den nordamerikanske. Slægt 
Axolotl eller Siredon, der i Et og Alt kan betegnes som 


En Axolotl. 


en stor Salamanderlarve paa det Udviklingstrin, som vi i 
det foregaaende have betegnet som den færdige. Sala- 
manderlarves, men som vel at mærke ikke forvandler sig; 
fremdeles den ligeledes nordamerikanske Slægt Meno- 
branchus, som allerede har en mere langstrakt Krop, 
en kortere Hale og mindre udviklede Lemmer; den blinde 


EN 


411 


Hulepadde eller Proteus i Alpehulernes Vande, hos 


Hulepadden. 


hvilken de nysnævnte Afvigelser 
fra Salamanderformen er endnu 
mere iøinefaldende; og endelig 
Siren'en, der omtrent har Op- 


| holdssted tilfælles med Amphiu- 


måen, og hos hvilken Kroppen er 
aldeles aaleagtig, Halen kort, Bag- 
lemmerne forsvundne og Forlem- 
merne ligesom hemmede i deres 
Udvikling. 

Det ligger unægtelig meget 
nær at parallelisere disse Former 
med = Salamandrenes Udviklings- 
række og sige, at Menopomerne 
repræsentere Salamandrenes næst- 
sidste Udviklingstrin, Axolotlen et 
tidligere og de andre Fiskepadder 
med Gjæller endnu tidligere Sta- 
dier, hvor Lemmerne ere mindre 
udviklede, og at Siren'en navnlig 
svarer til Salamandrenes allerførste 
Udviklingstrin kort efter Udklæk- 
ningen, eftersom den kun har 
Forlemmer. Der er vistnok noget 


sandt i denne Tanke, men man maa ikke givé den 


for eensidig en Anvendelse, hvortil især de Natur- 


forskere ere tilbøjelige, som forfægte den Idee, at de 


skabte Væsener ikke alene i de store Træk, men i alle 


væsenlige Enkeltheder forholde sig til hinanden som de 


forskjellige Stadier af de fuldkomnere Væseners Udviklings- 


bane, og at man derfor er berettiget til at antage, at de ere 


412 


blevne til blot derved, at Naturen standsede af og til og 
gav sine fremskridende Udviklingsformer selvstændig Til- 
værelse, inden den byggede videre paa det saaledes til- 
kæmpede Grundlag. — Man vil see, at der gjennem 
Fiskepaddernes Formrække foruden Analogien med Sala- 
mandrenes Udviklingstrin gaaer en anden Bestræbelse i en 
ganske. forskjellig Retning, nemlig efter at uddanne For- 
mer med en mere og mere langstrakt Krop og med mere 
og mere hemmede Lemmer og Hale, som ligesom de 
aaledannede Fiske egnede sig vel til at leve og rode…i 
Dyndet. Axolotlen er den Form, som har givet Forfæg- 
terne af hin Idee deres bedste, ja maaskee deres eneste 
rigtig slaaende Årgument; den er virkelig ogsaa såa alde- 
les lig en Salamanderlarve, at der ikke kan anføres nogen 
anden Grund imod at det skulde være Larven til en stor 
ubekjendt Salamanderform, end at man finder store Æg i 
dens Æggestokke, hvilket aldrig er Tilfældet hos virkelige 
Paddelarver. Men er dette Argument virkelig tilstrække- 
ligt? Har man ikke beskrevet virkelige Æg hos Høraalen”), 
uagtet denne har vist sig kun at være Larven til Lam- 
pretterne? Ganske vist forplanter intet Dyr sig i Larve- 
livee — vi maååae holde fast ved denne Sætning, som er 
en af Dyrerigets. ubrødeligste Grundlove — men var det 
dog ikke muligt, at hos en Salamander Metamørfosen 
maaskee først indtraadte meget seent, umiddelbart førend 
Forplantningen stod for Døren, og at Kjønsstofferne der- 
for kunde være temmelig udviklede førend Forvandlingen, 
uagtet dette ikke er Tilfældet hos de almindelige Padder, 
hvor der ligger flere Aar mellem Forvandlingen og For- 


”): See det Følgende. 


413 


plantningen?”) — Zoologiens Opblomstring i Nordamerika 
giver godt Haab om, at disse Spørgsmaal snart ville blive 
løste ad den eneste mulige Vei, nemlig Erfaringens, og 
det er sandelig ogsaa paa høie Tid; thi endnu har man 
ikke et eneste Datum til nogen Fiskepaddes Udviklings- 
historie, endnu veed man ikke, om de lægge Æg eller 
føde levende Unger, om de gjennemgaae en Metamorfose 
eller ikke! — 

Vi ville efter denne Digression gaae over til de saa- 
kaldte ægte Padders, Frøernes, Tudsernes og Løv- 
frøernes Forvandlingshistorie””). Den forholder sig i det 
væsenlige ligesom Øglepaddernes, men er dog noget mere 
indviklet, fordi der her kommer et nyt Moment til, nemlig 
en Forskjel i det Fødemiddel, hvoraf Larven og den fuld- 
komne Padde lever, hvilket medfører betydelige Forskjellig- 
heder i Mundens Bevæbning og Fordøielseskanalens Byg- 
ning. Forplantningstiden indtræder ogsaa for disse Padde- 
"former om Foraaret, hos nogle næsten strax efter Tøbruddet, 
hos andre noget senere, efter Løvspringet, og vi see der- 
for påa denne Tid samtlige vore Frøer, Løvfrøer og Tudser 
begive sig ud i Damme og Søer for at lægge Æg, ligesom 


") Maaskee vil det snart vise sig, at den her udtalte Tvivl om 
Axolotlformens Selvstændighed er ugrundet, det skal ikke undre 
mig. Det var mig kun om at gjøre at vise, at Spørgsmaalet 
endnu er aabent. 

Hovedværket herom er Råsel v. Rosenhofs for sin Tid klas- 
siske Pragtværk: »Historia naturalis Ranarum nostratium«, die 
naturliche Historie der Fråsche hiesigen Landes. Nurnberg 1758. 
Sammenlign fremdeles Dugé's ovennævnte Skrift; mindre vigtig 
for et mere almindeligt ØjiemederSteinheims »die Entwickelung 
des Froschembryos, insbesondern des Muskel- und Genitalsystems» 
(Abhandlungen aus dem Gebiete der Naturwissenschaften, heraus- 
gegeben von dem naturwissenschaftlichen Verein im Hamburg. I. 
1846). Rusconis »développement de la grenouille commune« har 
jeg desværre ikke kunnet benytte. 


vø 


ED. 


414 


det jo ogsaa er påa denne Åarstid at Luften gjenlyder af 
deres vedholdende Kvækken. Ægene ere ligesom Sala- 
mandrenes omgivne af Slim, men lægges ikke enkeltvis 
som hines, men samlede, forbundne ved Slimmassen, 
enten i Form af store Klumper, som hos den brune og 
grønne Frø, hos Løvfrøen og Klokkefrøen, eller i en en- 
kelt lang tyk Snor som Løgfrøens eller endelig i Form af 
2 tyndere Snore som hos vore 3 Arter af Tudser. — De 
nylig udklækkede Larver ere selvfølgelig meget smaae, 
kun nogle faae Linier lange, i Reglen sorte eller brune; 
deres Legeme er endnu tydelig deelt i 3 Afsnit: Hoved”), 
Krop og Hale, hvilken sidste endnu er temmelig kort, 
men kantet af en Svømmehinde ligesom Salamandrenes; 
til Lemmer er der intet Spor. Først nogle Dage efter 
Udklækningen vise Gjællerne sig som to lange, fligede”) 
Traade eller Fryndser paa hver Side af Halsen, men disse 
ydre Gjællers Virksomhed varer kun meget kort, efter 
og 
Gjællespalten har lukket sig; dog bliver der en Aabning 


nogle faae Dages Forløb ere de forsvundne igjen”), 
tilbage tæt under det venstre Øie, og gjennem denne seer 
man det i Munden optagne Vand jevnligen blive udstødt; 
Larven har nemlig nu, uagtet de ydre Gjæller ere gaaede 
tabt, en Mængde indre Gjællebuske, der sidde langs 
hen ad Gjællebuerne ligesom hos Fiskene, skjulte i Gjælle- 
hulen, og for at vedligeholde Aandedrættet i dem låder 


") I de første Dage efter Udklækningen er Munden meget lille og 
Øinene usynlige ligesom hos Salamandrene. 

") Ifølge Rosel ere Løvfrølarvens ydre Gjæller korte og udelte. 

"") Det synes at ligge nær at betragte de ydre og indre Gjæller som 
Dele :af det samme System, saalédes at de ydre svarede til Sala- 
manderlarvernes, de indre til den Gjællebuerne hos disse kantende 
Hudbræmme og til Fiskenes Gjæller. Men det er ikke vist, at 
denne Tolkning kan holde Stik. 


415 


den ligesom Fiskene Vandet gaae gjennem Mundhulen, 
mellem Gjællebuerne og udad den omtalte Gjællespalte, 
der kan iagttages lige til den endelige Forvandling skal 


Frølarver påa de forskjellige Udviklingstrin. 


Fig. !. Nyligt udklækkede Larver af den brune Frø, hængende flokkeviis paa 
Vandplanter. Fig. 2. En saadan Larve, lidt ældre, forstørret. Fig. 3. Ældre Larver 
af den grønne Frø, nat. Størr. Fig. 4. samme endnu ældre (s Gjællespalten, m Mun- 
den med Hornkjæberne). Fig.5. En ung Løgfrø efter Forvandlingen, ifærd med at 
hoppe paa Land. iz 
gaae for sig. Ved de ydre Gjællers Forsvinden ophører 
ogsaa den tidligere Adskillelse mellem Hoved og Krop, og 
den Skikkelse, hvormed de nu saa vevre Haletudser 
vise sig for en kortere” eller længere Tid, er et næsten 
kugleformigt Legeme, efterfulgt af en sammentrykt, blad- 
formig, spillende Svømmehale. — I de første Dage leve 
de af Æggeslimen, senere af spæde Plantedele og den 
disse vedhængende Slim, og mån seer dem derfor hænge 
klyngevis ved Andemad, Chara'er og andre Vandplanter 
ved Hjelp af 2 smaae Hefteredskaber”) af lignende Art 
som de spæde Salamanderlarvers, hvilke have deres Plads 


tæt bagved eller ved Siden af Munden. Naar vore Larver 


”) Ifølge Dugés forsvinde de temmelig hurtigt igjen; de synes at 
afsomdre en seig Slim, der ofte antager Form af en Traad. 


416 Rg 


ere blevne større — og dette vil da især gjælde om de 
Arter, hvor »Haletudsen« opnåaer en anseligere Stør- 
relse — afgnave de endog temmelig suffisante Plantedele, 
f. Ex. Salatblade, naar man fodrer dem dermed. Til dette 
Øiemed er deres endnu paafaldende lille Mund udstyret 
med en skarp, hornagtig Over- og Underkjæbe — en 
eiendommelig Bevæbning, som man kunde sammenligne 
med Skildpaddernes eller Blæksprutternes — og medens 
Fordøielseskanalen hos den voxne Påadde er temmelig kort, 
fordi den lever af Insekter, Snegle og andre Smaadyr, er 
den hos Larven som hos saa mange andre planteædende 
Dyr af en overordenlig Længde”), og den kan derfor kun 
faae Plads i den rummelige Bughule ved at være rullet 
op i en Spiral »som et Ankertoug«, som Råsel træffende 
udtrykker sig om Løgfrølarvens. 

Altsaa: af Æget af den haleløse Frø eller Tudse 
med det brede Gab, med den eiendommeligt byggede 
Tunge, der ofte kan smækkes ud for at gribe Insekter, 
med 4 vel udviklede Lemmer, af hvilke de bageste ere 
lange Springbeen og Svømmebeen, med kort Fordøielses- 
kanal og med Lunger, fremkommer der et næsten fiske- 
agtigt, lemmeløst Væsen med Rygfinne og Svømmehale, 
med en lille, med Hornkjæber væbnet Mund og en lang 
spiralsnoet Fordøielseskanal, med ydre Gjæller eller senere 
med indre Gjæller og Gjællespalte. Forældrene vare nyttige 
Rovdyr, Ungerne leve af Planteføde! Uagtet denne Mod- 
sætning er saa stor, som man vel vilde kunne tænke sig 
den, ville vi dog kunne see den forsvinde Dag for Dag, 
naar vi forfølge Larvens Udvikling videre. Denne har alle- 


”) Hos den i det højeste 5” lange Løgfrølarve er Fordøielseskanalen 
ifølge Råsel 1 Alen lang. 


417 


rede nåaet mere end Halvdelen af sin fulde Størrelse, 
” inden Baglemmerne begynde at komme frem, først blot 
som en lille Knude, senere forlænger denne sig og 
sondrer sig i to Afsnit, af hvilke det underste bliver lige- 
"som takket eller udskaaret i Kanten; det er Tæerne, der 
antydes paa denne Maade.  Baglemmerne have allerede 
naaet deres fulde Størrelse, og endnu seer man Intet til 
Forlemmerne; pludselig ville vi en Dag see en af vore 
Larver stikke en Arm ud af et Hul, ligesom af et Ærme- 
gab, og derpaa maaskee ligesom forskrækket over sin 
egen Dristighed hurtig trække den til sig ind under Huden 
igjen; aabner man nu nogle af dens Jevnaldrende for at 
see, hvorledes dette hænger sammen, vil man opdage, at 
nu have de alle begge Forlemmerne liggende fuldfærdige 
i Gjællehulen under Huden”). Paa den Tid da Forlemmerne 
" komme tilsyne, hår Larven omtrent naaet sin fulde Stør- 
relse; den er nu en underlig Mellemting mellem Hale- 
tudse og Frø, den har endnu den førstes Mund, Gjælle- 
spalte, Legeme og Halé, men dertil 2 veludviklede Par 
Lemmer af det for hver Paddeart bestemte indbyrdes 
Størrelseforhold. Efter faae Dages Forløb har den faaet en 
endnu større Lighed med en voxen Frø; Hornkjæberne 
ere nemlig faldne af, Munden har udvidet sig til det 
charakteristiske store Paddegab, og Gjællespalten har lukket" 
sig; Gjællebuerne og de indre Gjæller forsvinde nu, Tar- 


”) Det er altsaa kun tilsyneladende, at Baglemmerne udvikles førend 
Forlemmerne. Dugés har seet Fingrene adskilte og udstyrede 
med Sugeskaale hos en Løvfrø, påa samme Tid som Bagfodens 
Tæer kun vare antydede ved smaae Takker og Furer, og det 
første Spor til Forlemmerne er tidligere tilstede end den tilsva- 
svarende Kim til Baglemmerne. Men medens denne strax er 
synlig udvendig, opdages hin først ved Dissektion. 


418 


men forkortes og den unge Frø, hvis Hale allerede er 1 
begyndt at svinde, kommer ofte op til Vandets Overflade 
for at optage Luft i sine Lunger; snart hopper den op 
påa Land, maaskee endnu forsynet med en lille, snart 
forsvindende Halestumpe, som en forresten aldeles normal 
Padde, med Undtagelse af Størrelsen aldeles lig sine For- 
ældre. Førend flere Aar ere omme vil den dog ikke være 
udviklet nok til selv at give sig af med den til Artens Opret- 
holdelse sigtende Virksomhed. — Denegenlige Forvand- 
ling — som kan regnes at tage sin Begyndelse strax efter 
Forlemmernes Fremkomst — medtager kun nogle fåae Dage, 
i hvilke den unge Frø, ifølge en lagttagelse af Råsel, 
ikke tager Føde til sig. Den har vistnok ogsaa tilstrække- 
lig Føde i sin egen Hale, der ikke afkastes, men resor- 
beres og saaledes kommer Organismen tilgode. At denne 
Forandring er ledsaget af lige såa gjennemgribende For- 
andringer i Beenbygningen, i Tungens Form og i Red- 
skaberne for Blodets Omløb som hos Salamandrene, er jo 
en Selvfølge. S 

Vore Frøers Udviklings- og Forvandlingshistorie er 
sig selv saa lig hos de forskjellige Arter, gaaer saa nøi- 
agtig gjennem de samme Stadier, at naar man kjender en 
Arts, kjender man i alt væsenligt alle de andres. Dog 
'er der en Forskjel; nogle gjennemgaae deres Forvandling 
hurtigere, andre langsommere, og som en Følge deraf 
opnaae Haletudserne af de første forholdsvis aldrig den 
Størrelse, som af de sidste.  Paafaldende Exempler påa 
denne Modsætning afgive en af vore største Padder, 
vor almindelige Skruptudse, og en af vore mindste, 
Klokkefrøen (Peder Oxes Frø).  Hin forvandler sig 
allerede sidst i Juni Maaned, og den unge Tudse — 
De ville vist alle erindre paa den nævnte Aarstid at have 


419 


seet disse smaabitte Tudser hoppe skarevis om. paa Stierne 
i Nærheden af Vandet, især paa fugtige Eftermiddage — 
har umiddelbart efter Forvandlingen kun en Længde af 5”, 
medens den voxne kan blive 4” lang. Klokkefrøens Larve 
naaer derimod den forholdsvis meget betydelige Længde 
af 13”, og den unge nysforvandlede Frø er derfor mere 
end dobbelt saa stor som den unge Skruptudse og næsten 
halv såa stor som den selv kan blive. Paa Grund af 
den store Hale seer den som Haletudse endog større ud 
end senere som udviklet (forvandlet) Padde, og man kan 
egenlig ikke undre sig over, at hvor dette er Tilfældet, 
kunde det blive Folketro, at Frøen forvandlede sig 
til en Fisk”), da Menigmand lettere kunde gaae ind paa 


”) Råsel fortæller, at i hans Egn spistes Løgfrøens 4—5” lange 
Larve som Fisk og at Almuesfolk bleve meget forbausede ved 
at høre, at den blev til en Frø. Om en i Surinam levende Frø 
(Pseudis paradoxa), hvis store Haletudse ogsaa spises som 
Fisk, fortælle Beboerne, at den iFrøen) forvandler sig til en Fisk 
(Haletudsen). Merian har gjentaget Fortællingen efter dem, og 
Seba har meddelt en Række Afbildninger, der skulde vise, hvor- 
ledes den efterhaanden faaer Hale, Forlemmerne forsvinde, Bag- 
benene ligeledes,” indtil den tilsidst aldeles er Fisk. Sagen er 
naturligvis, at man har vendt Sagen om og af Mangel paa fuld- 
stændige Iagttagelser stillet de enkelte bekjendte Stadier af Udvik- 
lingen i den forkerte Orden. 

En fransk Naturkyndig, Thomas, har (i Annales des scienc. 
natur. 1854) gjort den ret træffende Bemærkning, at for vore 
europæiske Frøer gjælder det som Regel, at hos de med lod- 
ret eller trekantet Pupil og brede Korsbeen udstyrede Arter, 
hvis Hanner under Parringen fatte Hunnen om Lænden, umid- 
delbart foran Baglemmerne, opnaaer Haletudsen en meget bety- 
delig Størrelse inden den forvandler sig. Dette gjælder saaledes 
om Løgfrøen (Pelobates fuscus), Klokkefrøen (Bombinator 
igneus), om flere sydeuropæiske Arter(Pelobates cultripes, Aly- 
tesobstetricansogPelodytespunctatus).: Disse Former lægge 
ikke heller deres Æg påa een Gang, men i flere Afsnit, og flere af 
dem parre sig 2 Gange om Aaret, nemlig Foraar (Februar —April) og 
Efteraar (September — October); dog er denne dobbelte Forplant- 


420 


denne Anskuelse, end fatte, at et Dyr skulde blive mindre 
under sin Udvikling. 

Hvor særegne Opfostringsforhold gjøre sig gjældende, 
var det at vente, at den her skildrede Forvandlingsproces 
modificeredes noget; dette er f. Ex. Tilfældet med Pipa'en, 
hvis Unger forlade deres midlertidige Logi i Moderens Ryg- 
hud som meget smaae, men i øvrigt aldeles normale 
Pipa'er. Af det lidet, der er bekjendt om deres Udviklings- 
historie, synes det at fremgaae, at de hver i sin Hudcelle 
gjennemgaae en aldeles normal Forvandling. Om det 
samme er Tilfældet med den i Chile opdagede levende- 
fødende Tudse (Rhinoderma Darwinii), om hvilken 
der berettes, at man i den træffer »befrugtede Æg eller 
levende Larver«”), kunde vel være tvivlsomt. N 


Metamorfosen i Fiskeklassen. 


Lad os for at komme til Kundskab om Fiskene kunne 
siges at gjennemgaae en Forvandling, betragte de For- 
andringer, som en Gedde-Unge vil undergaae efter at være 
udklækket af Æget. Umiddelbart efter at dette er skeet 
(Fig. 1), er den 2" lang og ligner snarere en Frølarve end 


ningstid endnu ikke iagttagen hos nogen af vore nordiske Årter; 
det andet Kuld Larver forvandler sig da først i April og Mai- 
maaned i næste Aar. Hos de med horizontal Pupil og smalle 
Korsbeen forsynede Arter, hvis Hanner under Parringen omfatte 
Hunnen umiddelbart bagved Forlemmerne, naaer Haletudsen i 
Reglen kun en ringere Størrelse førend Forvandlingen, saaledes 
som hos vore Bufo- og Rana-Arter. De forplante sig kun 1 Gang 
om Åaret og lægge alle deres Æg paa een Gang. Dog er herved 
at bemærke, at Larven af Rana esculenta allerede bliver 
temmelig stor, og at Løvfrøens forholdsvis ikke er mindre end 
Løgfrøens. - 

Dumeril et Bibron: Erpetologie générale. t. IX. p. 65. OmPung- 
frøen see dette Tidskrifts 2den Række, Zdet Bind p. 147 og om 
Pipa'en i1ste Bd. p. 203. 


xx 
øm 


ig 


421 


en Gedde, sidder ligesom hin fast ved Straa eller andre 
Gjenstande i Vandet eller ligger stille paa Bunden af dette; 
kun naar man forstyrrer den, svømmer den omkring, men 


c. Rygstrængen. 
p. Brystfinnen. 
x. Gattet. 

a. Gatfinnen. 


v. Bugfinnen. 


d. Rygfinnen. 
u. Halefinnen. 
(Brøktallene an- 


give, hvor mange 


Gange hver en- 


kelt Figur er for- 


størret.) 


Geddens Udviklingshistorie”). 


sætter sig snart til Hvile igjen. Den viser endnu ikke 
Spor til Geddens charakteristiske Form af Hovedet eller 
til Mundens frygtelige Tandbevæbning; Bugfinner findes 
endnu ikke, og de 3 Finner, der senere benævnes Ryg-, 
Hale- og Gatfinnen, ere endnu ikke adskilte; en sammen- 
hængende Hudfinne uden Straaler, kun afbrudt af Tarm- 
aabningen, begynder tæt bagved Nakken og fortsætter sig 


") Efter C. Sundewall i Yetensk. Akad. Handl. Ny R. I Bd. 


422 


udenom Halespidsen lige til det Sted, hvor Bugen. udspiles 
af den store Blommesæk, som endnu udgjør den spæde 
Yngels Forraadskammer. Huden er såa klar og gjennern- 


sigtig, at man gjennem den kan see, at Rygraden endnu 


fremtræder i sin allertidligste Form som en Bruskstreng, . 


men at. der forresten aldeles ingen Knogler findes; at 
Hjertet er dannet, og at Blodet gaaer sine bestemte Veie, 
men at dette endnu er farveløst! -— Elleve Dage senere (Fig. 2 
og 3), naar Gedde Ungen er lidt over 4” lang, har Hovedet for- 
andret Form, det er væbnet med Tænder, og den gjør nu 
allerede ifølge sit Instinkt — Blommesækken er nu for- 


tæret —- Jagt paa andre Smaafiske, hvor lidt man end af 


dens Ydre skulde ane, at man havde en Gedde for sig; 
paa hver Side af det umage Finneparti foran Gattet skyder 
dog nu allerede en lille Hudflig frem, det første Spor til 
Bugfinnerne. — Er den endelig 3” lang (Fig. 4), er der 
i Hovedets og Finnernes Form en betydelig Tilnærmelse til 
Geddeformen, der er endnu tydeligere, naar den har 
naaet 1 Tommes Længde (Fig. 5). Jeg foretrækker at 
henvise Dem til Figurerne istedenfor at opholde Dem 
med en vidtløftig Beskrivelse, og skal kun tilføie, at 
samtidig med de andre ydre Forandringer komme Skjæl- 
lene og Sidelinien tilsyne, der uddannes Finnestraaler, 
Hvirvler samt Skelettes øvrige Dele osv. 

Det fremgaaer heraf, at Fiskene i deres første selv- 
stændige Livsperiode gjennemgaae meget væsenlige For- 
andringer, men tillige, at disse ikke kunne faåae Navn af 
en Metamorfose; det er en Udvikling i lige Linie fra en 
meget ufuldkommen Begyndelse, en jevnt fremadskridende 
Uddannelse, der efterhaanden, uden Omveie, uden pludse- 
lige Spring eller Standsninger, fører til Maalet. Det Paa- 
faldende ligger maaskee snarest i, at denne hele Udvikling 


423 


ikke er afsluttet i Æget, at Fiskene udklækkes saa tidligt, 
at de maae indhente, hvad de mangle i Sammenligning 
med andre Skabninger, efter Fødselen. Grunden til at Fiske- 
ynglen saa tidlig sættes i den Nødvendighed og tillige i Stand 
til at sørge for sig selv, turde maaskee søges i Fiskeægets 
forsvarsløse Tilstand; hvormeget Ungerne end efter Ud- 
klækningen ere udsatte for Fare, ere Ægene det dog i 
endnu høiere Grad, da Ungerne dog nogenlunde ere i Stand 
til at bjerge sig ved at skjule sig, undflye 0. s. v. Hvor 
denne Aarsag ikke er tilstede, fødes eller udklækkes 
Fiskeynglen derfor ogsaa med en langt mere udviklet 
Skikkelse og med en forholdsvis langt betydelige Størrelse, 
f. Ex. de levendefødendes Fiskes eller deres, hvis Æg 
ere beskyttede ved en haard Skal, som hos visse Haier 
og Rokker. '; 

Der kjendes allerede adskillige Fiske —. og deres 
Antal vil sikkert voxe — hvor Ungen påa det Udviklings- 
trin, som Gedden indtager, naar den er 1” lang, endnu 
er saa forskjellig fra den udvoxne Fisk og mangler saa- 
meget af det, der er betegnende for denne, at den er 
bleven miskjendt og anseet for at være en egen selv- 
stændig Form. Jeg vil som Exempel herpaa blot nævne 
Sværdfisken, Hornfisken, Kvabsoen og Tangnaa- 
lene”). Men det mærkeligste Exempel paa en gjennem- 


”) Til Oplysning herom indskrænke vi os til at anføre, at Horn- 
fiskens Yngel, nåar den har en Længde af c. 1”, er saa for- 
skjellig fra den voxne Hornfisk, at man har henført den til en 
anden Fiskeslægt (Hemiramphus); Overkjæben er nemlig da 
endnu aldeles ikke forlænget og Underkjæben kun svagt; Bug- 
finnerne mangle og Halefinnen er afrundet, ikke kløftet. (See Krøyer, 
"Danmarks Fiske. 3die Bd. p. 273, og Malm i Ofvers. Vetensk. Akad. 
Forhandl. 1852); Cyclopterus lumpus har som ganske liden 
en temmelig forskjellig Legemsform og en nøgen Hud, der ganske 


424 


gribende Omdannelse, er dog det som en tydsk Natur- 
forsker, August Muller”), for nogle Aar siden paaviste 
hos Niøinene eller Flod-Lampretterne (Petromyzon): 


Flodlampretten. 


Den mindre Art af denne Slægt (P. Plan eri) er almindelig 
ogsaa i vore Aaer og Bække. Det er en omtrent 6” 
lang, aaleformig, nøgen, slimet Fisk uden Bryst- eller Bug- 
finner; Hovedet er ikke adskilt fra Kroppen, søm igjen 
gaaer ganske jevnt over i den sammentrykte, spidst til- 
løbende Hale, som er kåntet med en lav Finnebræmme 
uden Straaler. En rund Sugemund, der er kantet med 
Papiller og regelmæssig besat med hornagtige Tænder, 
optager Legemets forreste Ende; noget bagved den iagt- 
tages det enkelte Næsebor, begge Øinene og længere til- 
bage en Række af 7 Gjællehuller paa hver Side, som føre 
ind til runde Gjællesække, i hvilke Gjællerne ere anbragte, 
og til hvilke Vandet føres fra Munden gjennem en egen 
Kanal. Af den indre Bygning maae vi endnu anføre, at 
Fordøielseskanalen er meget tynd og snever, hvorimod 
Forplantningsredskaberne ere meget stærkt udviklede. Been- 
bygningen staaer paa et meget lavt Trin, da hele Skelettet 


mangler de Rækker af Beenknuder, hvormed den senere er be- 
væbnet. (SeeKorens og Dubens Ichthyologiska Bidrag i Vetensk. 
Akad. Handl. 1844.) f samme Skrift for 1837 har' Fries vist, at 
visse Tangnaaåale som nysudklækkede afvige betydeligt fra deres 
Forældre. 

”) I Joh. Mullers Archiv f Anatomie u. Physiologie. 1856. 


425 


er brusket eller hudagtigt.  Hvoraf de leve, veed man 
endnu ikke; man træffer dem i lave Bække med klart 
Vand, enten svømmende i Smaaflokke eller fastsugede ved 
Munden til Stene og forresten bølgende frit for Strømmen. 
Aug. Miller har iagttaget Parringen og seet, at Hannen 
fastholder Hunnen i Nakken med sin Sugemund, der ofte 
efterlader sit Mærke tæt bagved Hunnens Øine; denne 
lægger nu alle sine Æg, uden at der som hos andre Fiske 
bliver smaae Ægkim tilbage, som skulle udvikles til 
næste Aar, og paafaldende er det, at kort Tid efter ere 
alle Lampretter, Hanner og Hunner, næsten sporløst for- 
svundne — man kan træffe enkelte drive døde omkring — 
lige til næste Foraar; ingen hår nogensinde seet en 
Lampret, der var mindre end 5” lang; med denne Stør- 
relse komme de til næste Foraar pludselig tilsyne! 

I de samme Vande vil man derimod, og det til alle 
Åarstider, kunne træffe en anden lignende lille Fiskeform, den 
saakaldte Høraal(Ammocoetes branchialis), der ifølge 
det ichthyologiske System skulde tilhøre en forskjellig, 
men nærstaaende Slægt. Den opnaååer samme Størrelse 
som den lille "Lampret, men er tyndere og mørkere af 
Farve; Munden har en ganske anden Bygning og danner 
intet Sugeredskab. De tynde Læber, der mangle baade 
Fryndserne og Tænderne, give den ikke Form af en Kreds, 
men kun af en Halvkreds; Indgangen til Svælget dækkes 
af et System af grenede Trævler, Øinene ere smaaåe og 
lidet tydelige; Gjællerne staae directe — ikke ved en 
Kanal — i Forbindelse med Svælget, Tarmen er meget 
rummeligere, mangler Lampretternes charakteristiske Spiral- 
fold, 0. s. v.; den lever endelig nedgravet i Dyndet eller 
Sandet. Kort sagt den var i Saa mange Henseender for- 
| skjellig fra Lampretterne, at før 1856 anede Ingen, at den 


426 


stod i noget nærmere Forhold til dem, såa meget mindre som 
man havde fundet Æg — nu veed man, at disse Æg ikke vare 
modne — i dem. Ikke desto mindre er Høraalen Larven 
til Lampretten, ligesom Haletudsen til Frøen. Miller 
har forfulgt Udviklingen af Lampretternes Æg, indtil de 
vare 2 Aar gamle og havde udviklet sig til Hør- Aal, og 
han har påa voxne Ammocoeter forfulgt den hele Meta- 
morfose, hvorved de forvandles til Lampretter; dette skeer 
meget hurtigt, i Løbet af nogle faae Uger. Han har endelig 
overbevist sig om, at der gives 2 Arter af Hør- Aal eller 
Lampretlarver svarende til den store og lille Flod- 
Lampret; hvorledes det forholder sig med Hav-Lampret- 
ten i denne Henseende, vides endnu ikke. For de to andre 
Arters Vedkommende er Lampretformen kun en kortvarig, til 
Forplantningsvirksomheden indviet Form, der gaaer til 
Grunde efter at have udøvet sit Hverv; efter Forvandlingen, 
som antages at indtræde i Dyrets fjerde Aar, tage de ikke 
Føde til sig. At saa godt som hele Livet — med Und- 
tagelse af de faae til Forplantningsvirksomheden indviede 
Dage, som kun indtræffe een Gang i Dyrets Liv, hvilket 
hermed er tilende — her tilfalder Larvelivet, at Dyret 
derfor allerede har opnaaet sin fulde Størrelse førend 
Forvandlingen, derpaa kan for Tiden intet andet Exempel 
anføres fra Hvirveldyrenes Række; kun hos Insekterne 
møder det samme Forhold os ofte igjen. 


2: 


gm 


14. 
15. 


Indhold af tredie Bind. 


Side 
Meddelelser om Insekternes Instinktliv. Af Cand. mag. 
Bero EEN ER SEE ERR BIETE SES ERS REDE EET SET NEGER SE: 1 
Terpentingange og Indsamling af Terpentin (tildeels efter Mohl) 46 
Lidt om Glas og Glasmaleriet. Af Stud mag. S.M.Jørgensen 60 
Wallaces Iagttagelser om Maleoen paa Celebes, meddeelte af 


Bees Re ad ES See Sr HS SR SES (9 
Nogle Træk af Dyrelivet i Havet ved vore Kyster; tre populære 
Boseiresl afs Dr:phil GR kat. Dob 5. argon, 85 


Gletschernes Natur og Forekomst. Af Cand. mag. E. Loffler 137 
Flodernes udgravende Kraft. AfR.Schlagintweit (Zeitschr. 


SEE kue KS ENR SNEEN ER De RE BREST SN 178 
Om Lysets og Skyggens Indflydelse paa Skovtræernes Form 

ges filværelse Af Dr phil CE Va up el == 5.2 ER LEE 181 
fine Perlerne: Af Dr med—H--Kråabbe 2 SEDs få 204 


De stedsegrønne Bøges Rige. Af Professor A. S. Ørsted .. 216 
Kan Menneskeslægten opstilles som et særligt Naturrige? Af 


Borde bh Var ber se DE AE ENN SIS AERE SEE TD 262 
.. Et Besøg påa Mauna Loa under dets Udbrud i Aaret 1859. 

Af W. D. Alexander ("Zeitschr. f. allg. Erdkunde)...... 270 

Om lyse og mørke Striber i brudt Lys. Af Docent Fjord. 

vklermed en FavlesTRarvetryR SEE IE an aks VSTA 279 

Sidensvandsen. Af Stud. med. P. V. Heiberg BY SERENE il 


Nogle Bemærkninger i Anledning af en Notits om Beccasinerne 
i dette Tidsskrifts Zdet Bind for 1860. Af Jægermester 
EEC r7 rs lee EEN REE USER RE SN NENS 302 


16. 


mefe 


rs: 
19: 


Side 
Om Skovtræernes Selvsaaning og Frøets Udbredning i Skovene. 


Af-Dr. phil.GhrxVaupell. —.5..5 25:17 SENERE SEERE 311 
Den organiske Chemi og Livskraften. Af Stud. mag. S. M. 
JØTEENSEn  SEE le sum de ene RES E OR ERE RER ERE 329 
Om Brændsel. AfA.Thomsen, Justeermester i Sønderjylland 359 
Forvandlingerne i Dyreriget, fire Foredrag af Dr. phil. Chr. 
Lutken. Første Afsnit: Metamorfosen i Hvirveldyr- 
Rækken arte skred rr ERE 393 


Rettelser. 


S. 61 L. 7 f. n. Tilfælde læs: Tilfældet. 
S. 233 L. 8 f. n. høire læs: venstre. 


Varmeangivelserne i dette Tidsskrift ere efter det hundrededeels 


Thermometer; Maal- og Vægtangivelserne ere danske. 


OSSE ES SR REE NE RR SE ER dr 


1861. 


NANNA AANALMARIA NAANRRNASRRAANANAAVRADAAMDAE 


| 
Å 
å 
| 
å 
| 
| 
| 


N 


"d 


ma) 


on 
UR 
"+: i mk i is 


ver (Og i SØ 
' UN ig SER k 
Berg i: g FÅS, & 
Å ÆT GÅ ol 
KRAN, 


Mann 


3 2044 106 298 177 


hes SE SE orne aen 
sær: —r såse - i 
SEEEs RES 


enn did 
arier — 


-= ere ad rsmsen øse ENES — mm" 
ge FEET fag væk søm 


any se 


nn San ry.» 


rente 


- - - roses 
É eg SERGE RET ” 
arrene 
. ERNEST, porn