Tromsø museums aarshefter

«+
pA EZ

Library of the Museum

OF

COMPARATIVE ZOOLOGY, |

AT HARVARD COLLEGE, CAMBRIDGE, MASS.

The gift of on wi Me

No. / à, 0987

DE Qi, 1880. MP

3
a Å
ft
-

| SH

/. *

Va

2
x

. * f

#

NA 4
t
£

Tromso Museums

Aarshefter.

Tromsø.
Trykt i- Tromsppostens trykkeri ved M. Astad.
Sm 1886.

Indhold.

J. Sparre Schneider: Undersggelser af dyrelivet i de arktiske
fjorde. III. Tromsgsundets Molluskfauna. (Fortsat
fra aarshelter VIK vor br SAR ne ;

Axel Hagemann: Polarcirkelen som Nordgrændsen for en Del

Vertebraters Udbredelse i Norge REA

J. Sparre Schneider: Nogle bemærkninger om en ny art af
slægten Phyllodecta fra det arktiske Norge .

Ron Pettersen: Kvartærtidens udviklingshistorie efter det nord-
kreert SSG i

M. Foslie: Kritisk fortegnelse over Norges havsalger efter See
botaniske arbeider indtil aar 1850. . . . . .

Side.

Undersøgelser af dyrelivet i de
arktiske fjorde,

III. Tromsøsundets Molluskfauna.
Af
J. SPARRE SCHNEIDER.

(Fortsat fra aarshefte VIII).

105. ZLunatia montagui, Fors., G. O. Sars 1. c. p. 157.
— Loven I. c. no. 127. — M. Sars, Beretning p. 183. —Id.,
Bidrag p. 42: — Id., Foss. Dyrl, p. 114, — Danielssen 1. c.
p. 31. 5

Udenfor Skatgren har jeg fundet et enkelt levende eksplr.
(l. 8 mm.) blandt Lithothamnion og Delesseria paa c. 10—12
favnes dyb. Den tilhgrer den førnævnte lille koloni af bo-
reale former, som gjør dette punkt særlig interessant, men
om hvis eksistensforholde jeg paa undersøgelsernes nuværen-
de standpunkt endnu ikke har kunnet opgjøre mig nogen be-
grundet formening. Ifølge G. O. Sars naar den Hammerfest,
selv har jeg kun fundet nogle stykker ved Bodø sammen med
L. intermedia, hvilken sidste her omtrent er ved sin nord-
grændse men dog opnaar fuld størrelse. |

At en befaring af den betydelige mod havet vendende
strækning af Tromsø amt, hvis marine fauna hidtil er ganske
ukjendt, i væsentligt mon vilde kaste lys over de boreale ar-
ters udbredelsesforholde, anser jeg for utvivlsomt; men hidtil

2 J. Sparre Schneider.

er mine undersøgelser desværre ikke naaede ud over den in-
dre led, en mangel som er bleven følelig ved udarbeidelsen
af denne fortegnelse.

106. L. gronlandica Beck, G. 0, Sars, 1. c. p. 158, tab.
21, fig. 15. — Møller 1. c. p. 80. — Lovén 1. c no. 126. —
— M. Sars, Beretning p. 183. — Id., Bidrag p. 42. — Id.
Foss. Dyrl. p. 46. — Pusilla (Gould) Danielssen 1. c. p. 31.

Forekommer ligesaa almindelig som Nat. clausa men
næsten kun paa blød lerbund, eller ialfald hvor bunddækket
er lerblandet, og neppe ovenfor 10 f., hvorimod den gaar ned
til mindst 80 f., men er da af ringere størrelse. Hyppigst
maaske i Ramfjordmundingen, ogsaa ganske talrig søndenfor
Lanæs og ved Skatøren, enkeltvis udenfor Juledagene og i
Haukøbotn. Fra Kjosen har jeg medbragt talrige eksplr.,
hvoraf det største maaler 22 mm. Den opnaar imidlertid
endnu betydeligere dimensjoner, saaledes er et i skalmun-
dingen defekt ind. fra Tromsøsundet endnu 26 mm. langt og
et gammelt slidt stykke fra Kvænangen er ligesaa stort; de
tør i ubeskadiget stand have maalt nær 30 mm. og er saale-
des endnu større end de i glacialbankerne forekommende
som M. Sars opgiver til 24 mm. Individet fra Tromsø er
vistnok dødt, men det har ellers et friskt udseende med be-
varet epidermis.

Store forandringer synes denne art ikke at være under-
kastet; variationerne indskrænker sig til skallens større eller
mindre soliditet og det mere eller mindre uddragne spir.
De nævnte store eksplr. er meget tykskallede, forholdsvis
maaske endnu solidere end de store Nat. clausa; det fra
Kvænangen er kortspiret, det fra Tromsø langspiret, ligesom
overhovedet individerne fra denne trakt. De fra Kjosen med-
bragte eksplr. er atter gjennemgaaende mere fladtrykte og
har alle spiret korroderet, som almindeligt er tilfældet med
denne art; individerne fra Kvænangen forekommer mig at
have det tyndeste skal, de fra Tromsøsundet at være de so-

Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 3

lideste, især de paa grundere vand og haardere bund fore-
kommende, hvilket jo forøvrigt er en almindelig kjendsgjer-
ning. Vort eneste eksplr. fra Spitsbergen er tyndskallet og
høispiret.

107. Natica clausa Bro». § Sows, G. O. Sars, 1- c. p.
159, tab. 21, fig. 12, a—b, fig. 13, tab. 12, fig. 1, a—c. —
Lovén 1. c. no. 123. — M. Sars, Beretning p. 182. — Id,
Bidrag p. 42. — Id., Foss. Dyrl. p. 46. — Danielssen 1. c.
p. 31. — Leche, Hafsmollusker no. 93 (ex parte?) — Sep-
tentrionalis (Beck) Møller 1. c. p. 80.

a. forma typica G. O. Sars.

Meget almindelig næsten overalt fra 5 favne, især ;paa
sandbund og lerblandet sand, sjelden paa ren lerbund, og
saaledes mindes den hverken at være funden i Ramfjorden
eller Haukøbotn. I Kjosen er den meget almindelig paa et
rev, vistnok en gammel morænevold, i 10—12 f. dyb men
neppe funden paa den bløde ler; ngiagtigere opgaver herover
kan jeg imidlertid ikke præstere. Det største eksplr. fra
Tromsø, hvilket desuden er temmelig høispiret, er ikke læn-
gere end 20 mm., 2 stykker fra Kjosen er ikke fuldt saa lan-
ge men dog omfangsrigere, og N. clausa naar altsaa ikke her
den udvikling som L. grgnlandica; de største fossile er 32
mm. lange, Leches største fra Kostin schar angives til 28
mm. Jeg hår dog ikke seet større dimensjoner angivne for
norske individer end den tor Tromsg-eksplr anførte.

b. v. elatior (Midd.) G. O. Sars.

Ogsaa ved Tromsø forekommer en form af N. clausa me-
get almindelig i littoralzonen, oftest nedgravet i sandet under
stene; den har de af Sars for denne varietet angivne kjende-
mærker, men ellers forekommer alle overgange til den typi-
ske form, saa den forekommer mig meget svagt begrændset.
Ogsaa littoral findes eksplr. med brun epidermis, som ellers
tilkommer den typiske form og omvendt, og eksplr. tagne
ved Vardø fra 10—25 f. er alle ligesaa lyse som v. elatior,

À J. Sparre Schneider

c. v. zonata (Midd.) Leche.

Ikke sjelden men fornemmelig kun i yngre individer, især
paa skjælsan d i 3—5 f. d. straks nordenfor Juledagene. En-
kelte stykker har ogsaa et 3die lyst spiralbaand mere eller
mindre antydet midt efter den første vinding.

108. Trichotropis borealis Prov. & Pow». G. 0. Sars 1.
c. p. 163. — Lovén 1. c. no. 105. — M. Sars, Beretning p.
186. — Id., Bidrag p. 38. — Id., Foss. Dyrl. p. 114, — Da-
nielssen 1. c. p. 32. — Leche, Hafsmollusker no. 87. — At-
lantica (Beck) Møller 1. c. p. 85. — Canaliculatus (Leach)
Weinkauff, Catalog no. 210.

a. forma typica.

Særdeles almindelig, hvor bunddækket er ler eller ialfald
lerblandet, sjelden paa ren og haardere bund, især mellem
15—30 favne, og intetsteds hyppigere end i Haukøbotn og
Kjosen, hvor den maaregnes for en af de talrigst optræden-
de gastropoder. Paa de større dyb ved jeg ikke at have fun
det den, Sars angiver dog dybdegrændsen til 150 £ Mit
største eksplr., fra Kjosen, maaler nær 16 mm.

b. v. acuminata (Jeffr.) G. O. Sars.

Til denne varietet kan maaske henføres de eksplr., som
er noget smalere og tildels har 7 vindinger, men de peger
sig neppe mærkbart ud mellem de almindeligt forekommen-
de eksplr., saa jeg vel neppe har den rigtige form for mig.
Naar undtages 3 smaa mindre gode grønlandske stykker, er
jeg kun i besiddelse af material fra trakten omkring Tromsø
og fra Hammerø, og dette, skjønt rigeligt, frembyder ikke
store formforskjelligheder. .

1097 EVconieha, MØLLER, l. c. p. 85. — G. 0. Sars, 1. c.
p. 163, tab. 13, fig. 3. — M. Sars, Bidrag p. 38. — Mørch,
Prodromus no. 82. — Weinkauff, Catalog no. 211.

Synes at være meget lokal og dertil meget sparsom, idet
den kun er funden udenfor Skatøren mellem 30—40 f. blød
lerbund, hvor jeg ialt har samlet omkring et dusin eksplr.,

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 5

de fleste levende, hvoraf dot største er 15 mm. langt med
en bredde af ner 10mm. Vistnok sammesteds blev den 0g-
saa funden af Dr. Krause. Til de af Sars anførte lokaliteter
kan endvidere føies Langfjord i Syd-Varanger, hvor jeg paa
c. 80 f. udenfor Kirkenæs tog etpar stykker i 1882.

110. Littorma littorea F-, G. O. Sars, 1. c. p. 164. —
Lovén I. c. no. 158. — M. Sars, Beretning p. 180. — Id,
Bidrag p. 44. — Danielssen 1. c. p. 28.

Træffes ialmindelighed mere enkeltvis, men hist og her
vil man dog kunne samle et større antal individer, saaledes
bemærket meget talrig paa sydspidsen af Tromsøen samt ved
Ramfjordnæs. I Kjosen har jeg ogsaa fumdet den ret almin-
delig. Den er talrigst i lavvandsmærket, gaar ikke saa høit
op i fjæren som de 2 følgende og erstattes her nord af disse,
medens den i det sydlige Norge er littoralbæltets talrigste
gastropod.

De største eksplr. fra Tromsø maaler 34 mm., men er
dog endnu smaa og tyndskallede ved siden af de engelske,
som jeg besidder af 40 mm. længde. Formen er variabel,
men gjennemsnitlig forekommer Tromsg-eksplr.ne mig at være
lidt mere kortspirede end sædvanligt. Nogen udpræget race
danner de arktiske individer ikke, forekommer det mig,
111. L. rudis Maton, var. gronlandica (Møll.) G. O. Sars
1. c. p. 165, tab, 9, fig, 10, a—b. — Grønlandica Møller 1.
©. p. 82. — Lovén 1. c. no. 160. — M. Sars, Beretning p. 180.
— Mørch, Prodromus no. 60. — Rudis (Don.) M. Sars, Bi-
drag p. 44 (ex parte). — Id., Foss. Dyrl. p. 45 (ex parte).
— Danielssen 1. c. p. 28 (ex parte). — Weinkauff, Catalog
no. 263 (ex parte).

a. forma typica.

Jeg har været i adskillig tvivl, angaaende hvilken form
der rettest burde ansees for den typiske, da de eksplr., vi
besidder fra de forskjellige lokaliteter, hver frembyder sine
ejendommeligheder. De danske fra Hirtshals er meget mas

6 J. Sparre Schneider

sive, har et forholdsvis kort spir og en stor sidste vinding,
de er tem. ensfarvede, blegt gulagtige og næsten glatte, og
ser idetheletaget ud til at leve i uroligt vand. Brakvands-
formen tenebrosa, som maaske rettest bør opfattes som en
egen art, besidder jeg kun i dværgvarieteter fra Kjøbenhavn.
Et større antal eksplr., som jeg ifjor tog i Biskopshavn
ved Bergen, danner en meget ensartet race. De er brungraa,
af middels soliditet og med temmelig stærk spiralskulptur;
farvevarieteter bemærkes neppe blandt de medbragte talrige
stykker. Denne form forekommer mig næsten at maatte gaa
ind under v. grønlandica. Nogle stykker, som R. Bell har —
sendt fra S. Devon som L. rudis var., har farve og skulptur
som de bergenske men er ganske tyndskallede; det skalnep-
pe være muligt at holde dem ud fra den nedenfor som far-
vevarietet 1 karakteriserede form af v. grønlandica, saaledes
som den i masse kan samles ved Tromsø. Nogle stykker fra
Wight, ogsaa sendte af R. Bell, er meget tykskallede, bleg-
gule og glatte med langt spir, adskillig lig de nedenfor om-
talte typiske amerikanske; maaske er dette at betragte som
hovedformen. Den amerikanske fra Connecticut udmærker
sig ved soliditet, langt spir og stærkt konvekse vindinger
med dyb sutur, skulptur og farve er som hos de jydske in-
divider. Hvad Verkrüzen derimod har sendt som rudis v.
sulcata fra Massachusetts i 10 smaa eksplr., skal neppe no-
gen kunne holde ud fra stærkt kjølede yngre individer af den
almindelige ved Tromsø forekommende v. grømlandica.

L. sitchana Phil. kan jeg, saafremt ikke dyret udviser
anatomiske ejendommeligheder, ikke anse for andet end en
form af rudis; man kan blandt de kraftige stærkt kjølede
Vardø-individer af v. grønlandica finde frem eksplr., som det
skal være umuligt at holde ud fra sitchana,

Af det her anførte fremgaar paa den ene side, at L.
rudis Mat. er overmaade polymorf, og paa den anden, at den
af flere forskere endog som egen art udskilte v. gronlandica

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 7

i grunden ikke kan holdes indenfor synderlig skarpe grænd-
ser. Naar jeg da efter dette betragter den i Tromsø litto-
ralbelte i uhyre masser forekommende L. rudis, faar jeg si-
ge, at den indeslutter elementer baade af den ene og den
anden af denne arts benævnte og ubenævnte udviklingsformer.
Tromsø-individerne har dog en aldeles bestemt og i grunden
meget ensartet type: temmelig tyndskallet med jevnt kon-
vekse vindinger og høit spir; skulpturen er ubestandig, far-
ven saare vekslende. Jeg henfører den som plenum til v.
grønlandica, efterdi de i vor besiddelse værende Møllerske
type-eksplr. til fuldkommerhed stemmer med Tromsøsundets
nedenfor anførte varieteter 2, 4 og 5. Den typiske rudis fo-
rekommer efter min opfatning ikke indenfor vor arktiske region.

b. v. grønlandica (Møller) G. O. Sars.

Denne og følgende art erstatter i de arktiske egne den
sydpaa saa talrige L. littorea, kun optreder de i endnu langt
større mængde. L. v. grønlandica sidder fornemmelig i flo-
maalet i fordybninger paa stene eller den faste klippe, spar-
sommere kryber den paa taugen sammen med følgende.

Arten opnaar i Tromsøsundet kun ringe dimensjoner, ikke
funden over 15 mm. lang, medens jeg paa Andenæs i Vester-
aalen har taget individer op til 22 mm., med en skalmun-
ding af 13 mm. høide. Næsten ligesaa kraftigt udviklet har
saavel G. O. Sars som forf. taget den paa Vardø.
Farveforandringerne kan grupperes saaledes.
Unicolor fusca vel violaceo-fusca.

Unicolor rufo-brunnea vel coccinea.

Unicolor alba, rarius pallide flava.

Fusca albo-tesselata.

Nigra vel fusca, fasciis 1—3 albis, citrinis vel coccineis.

super

Af disse forekommer 1, 4 og 5 almindeligt, de øvrige
varieteter er mindre væsentlige; enkelte af dem er udmærket
smukke, navnlig eksplr. blandt varieteterne 4 og 5.

Skulpturen er som før nævynt vekslende. Den bestaar i

8 es ay Sparre Schneider.

mere eller mindre stærkt fremtrædende spiralkjøle, der snart
er faa og grove, snart meget tætte og fine, men hyppigt svin-
der dog ethvert spor af disse spiralkjøle. Disse for det ube-
væbnede øie tilsyneladende glatte eksplr. viser dog under
loupen næsten ganske den samme elegante smaabølgede eller
rettere netridsede (retikulerede) spiralstribning, der er saa
karakteristisk for L. obtusata v. palliata kun langt stærkere
udviklet. Ogsaa de med spiralkjøle forsynede eksplr. viser
den samme skulptur mellem de ophøiede baand, hvilket for-
hold har undgaaet andre forskeres opmærksomhed, som det
synes; G. O. Sars bemærker endog udtrykkelig, at L. rudis
mangler en saadan stribning.
Med dette behøver man dog aldrig at forveksle eller
sammenblande disse 2 arter, saaledes som Mørch, besynder-
ligt nok, har gjort, hvilken forvirring ogsaa er indkommen i
Weinkauffs katalog; grønlandica Møll. og palliata Say. (arctica
Møll.) har intet med hinanden at gjøre. Den første er en
form af rudis, den anden en noget mere forandret obtusata,
og disse 2 vil vel ingen vove at forene, som endnu agter at
opretholde artsbegrebet.
Allerede faa dage efter min ankomst til Tromsø for over
8 aar siden begyndte jeg at indsamle Littoriner med stor
forkjærlighed og har atter til denne anledning i høst baaret
hjem et rigeligt materiale; blandt disse tusinder af individer
har jeg vel endnu ikke fundet frem et eneste eksplr., naar
det ikke har været slidt eller defekt, angaaende hvilket jeg
har følt mig usikker, og den samme opfatning vilde visselig
enhver faa, der havde anledning til selv at samle og iagtta-
ge disse dyr. Nu afdøde Dr. Paulsen gik ogsaa straks over
til min anskuelse efterat have modtaget et større antal fri-
ske eksplr. fra Tromsø; hidtil havde disse 2 arter ogsaa’hos
ham ligget sammenblandede, hvad en fra ham modtaget sen-
ding ogsaa udviser.
Det ligger nær at antage, at saa beslægtede former

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 9

maatte hybridisere, men hidtil har jeg forgjæves speidet ef-
ter hybrider. Blandt palliata v. elatior findes vistnok ofte
eksplr., som ved et flygtigt paasyn ligner rudis i sin almin-
delige habitus; i detaillerne forsvinder imidlertid ligheden.

Man kunde blandt den norsk-arktiske regions grønlandica
former udskille flere lokalracer, som jeg imidlertid skal af-
holde mig fra at give særskilte benævnelser, da der inden-
for gruppen allerede er altfor mange navne.

Tromsø-formen er liden og tyndskallet og dame
sig ved elegante farver og skulptur samt heit spir.

Eksemplarerne fra Vardø og Andenæs viser en indbyr-
des noget forskjellig habitus men er begge usædvanlig kraf-
tigt udviklede, ret tykskallede og har gjennemgaaende et tar-
‘veligere udseende; de fra Vardø er grovt skulpterede. :

Fra Store Fuglø, der ligger ved indløbet til Lyngenfjord
under 70° 14’ n. b., medbragte jeg talrige eksplr. af en form,
som er ret ejendommelig. Den er meget tyndskallet, næsten
ganske glat med dyb sutur og stærkt konvekse vindinger;
farven er ensartet blaagraa. De levede her i sprækker gjemt
bag strandens vældige klippeblokke, da det aabne polarhavs
raseri ikke tillader dem at opholde sig frit paa klipperne.
Deres tyndskallethed synes foraarsaget, ved at skallerne rul-
les og slides af den stadige brænding, modsat den alminde-
lige regel, at de paa aabne kyster levende mollusker altid
faar et mere massivt skal end de i roligt eller dybere vand
levende.

Der lod sig visselig paavise endnu mange lokalracer,
men jeg besidder desværre intet materiale fra andre punk-
ter. |

Foruden de omtalte grønlandske og nogle stykker fra
Island, der ligner disse, ejer vort museum fra det egentlige
- polarhav kun 10 eksplr, som af prof. Nathorst er tagne ved
»Fæstningskammen* i nærheden af Green Harbour paa Spits-
bergen. De har temmelig lavt spir, ganske stærke spiral-

10 J. Sparre Schneider

kjøle, er ensfarvet gulgraa og noget massivere end Tromsø-
traktens former; i sin almindelige hahitus ligner de kanske
mest den ved Vardø levende form.

112. L. obtusata L., v. palliata (Say) G. O. Sars 1. c.p.
165, tab. 9, fig. 9, a—b., tab. 21, fig. 19 & 20. — Limata
Lovén, 1. c. no. 164. — Littoralis v. limata, M. Sars, Bidrag
p. 44. — Tenebrosa (Mont.) M. Sars, Beretning p. 180. —
Arctica Møller 1. c. n. 82. — M. Sars, Beretning p. 180. —
Littoralis (L.) Dauielssen 1. c. p. 28. — Weinkauff, Catalog
no. 261 (ex. parte). — Grønlandica v. lævior Mørch, Prodro-
mus no. 61.

a. forma typica.

Ved Tromsø har jeg ikke kunnet paavise et eneste eksplr.
af hovedformen; thi selv om der findes et eller andet individ,
der mangler den karakteristiske skulptur, saa røber det sig
dog som palliata ved det fremtrukne spir og den hele habi-
tus forøvrigt. If. G. O. Sars gaar dog den typiske form til
Hammerfest, og endnu ved Vardø har jeg blandt de ægte
palliata taget 6 stykker, som ved det indtrykte spir og den
glatte overflade umiskjendeligt forraader sig som obtusata,
uden dog at besidde dennes typiske udseende. Disse eksplr.
fra Vardø har voldt mig meget hovedbrud og lige til det
sidste opretholdt min tro paa disse 2 former som distinkte
arter, hvilken anskuelse jeg imidlertid nu tilslut efter lang-
varig overveielse alligevel fragaar.

b. v. palliata (Say) G. O. Sars.

I selskab med L. rudis overalt i største mængde, men
som ovenfor berørt, hovedsagelig nede mod lavvandsmærket
krybende paa Fucus, enkeltvis dog næsten op til flomaalet.

a. a. forma typica G. O. Sars.

b. b. v. elatior G. O. Sars.

Begge former forekommer om hinanden med de jevneste
overgange, pletvis kan dog den ene eller anden være frem-
herskende, De største eksplr., som jeg især har samlet paa

/

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 11

Tromsøens sydpynt, maaler 16 mm.,imen kun sjelden opnaar
den saadanne dimensjoner; gjennemsnitsstørrelsen for udvok-
sede individer er 12—14 mm.

c v. monstr. coarctata G. O. Sars.

Denne monstrøst udviklede form forekommer ikke saa
sjelden; af mellemformer besidder jeg en stor serie i alle
nedenfor karakteriserede farvenuancer og udvisende alle over-
gange til den typiske form. Et eksplr. fra Vardø maaler 19 mm.

d. v. angulata M. Sars.

Denne høist ejendommelige kjølede varietet, som M. Sars
ogsaa omtaler fra Tromsø, forekommer mig at være den in-
teressanteste af obtusata’s arktiske udviklingsformer, som vel
fortjener at erholde en særskilt benævnelse. Ved Tromsø
har det ikke lykkes mig at finde mere end 4 ganske vel ud-
prægede eksplr., men af et antal individer, som en for mu-
seet meget interesseret fiskergut i høst medbragte fra Lyngø
ude ved havet i nordvest for Tromsø, tilhører næsten halv-
parten, mere eller mindre bizzart udviklet, denne udmær-
kede form. De øvrige fra samme lokalitet medbragte eksplr
viser baade tykskallede og tyndskallede individer, tildels lig-
nende typiske obtusata, og frembyder overhovedet den mest
brogede prøve, som jeg har seet fra nogen enkelt lokalitet.

Yderst polymorf i henseende til den ydre form, varierer
palliata ogsaa, hvad farven angaar, snart sagt i det uendeli-
ge, og jeg tror neppe, at den typiske obtusata, ialfald ved
Norges kyster, frembyder de talrige og tildels meget vakre
nuancer, som pryder vor arktiske palliata. Nedenfor har jeg for-
søgt at karakterisere nogle af de almindeligste farvevarieteter.

1. Unicolor nigro-fusca vel violaceo-nigra.

2. Unicolor sordide flava vel læte citrina.

3. Rufa vel sordide flava, fusco-tesselata v. reticulata.

4, Nigro-fusca, unicolor vel flavo-tesselata, fasciis 1—2 al-
bis vel citrinis.

12 J. Sparre Schneider.

5. Pallide flava, striis spiralibus violaceis, vel violacea striis
flavis et fuscis variegata.

Af disse fortjener især no. 5 at fremhæves, i visse nuan-
cer ubetinget en af vore vakreste mollusker. Den helt gule
varietet er den sjeldneste, de øvrige forekommer alle talrigt,
i størst mængde maaske no. 3.

Det er først efter en fornyet omhyggelig undersøgelse
af vore faa i 1880 fra Bodø (67°) medbragte eksplr, at jeg
er kommen til en bestemt opfatning af palliata’s forhold som
en arktisk udviklingsform af obtusata. Mcdens der nemlig,
som ovenfor berørt, ikke ved Tromsø lader sig paavise en ene-
ste typisk obtusata, viser de fra Bodø medbragte dels rene
obtusata, dels former, som næsten ganske mangler spir, men
har palliata’s skulptur vel udviklet; de er efter min opfatning
fuldstændig intermediære og knytter begge former uløseligt
sammen. Den lille prøve fra Lyngg har endyderligere bestyr-
ket min overbevisning; jeg har dog stærkt følt savnet af et
rigeligere materiale fra andre lokaliteter udenfor Tromsø
omegn.

Fra Grønland haves til sammenligning 4 eksplr. sendte
som grønlandica v. lævior; de 2 mindste viser skulpturen vel
udpræget, de 2 større forekommer selv under loupen at være
næsten ganske glatte men hører dog efter sin hele habitus
til palliata v. elatior. Alle 4 er meget tyndskallede.

Verkrüzen har sendt 4 stykker fra New Hampshire, om
hvilke han siger, at de er ham sendte som palliata, men han
anser dem ikke derfor. De er smaa, tykskallede, matte men
uden skulptur og ensfarvet rødbrune; jeg vil kalde dem smaa
obtusata med antydning til spir, saaledes som f. eks. de ved
Bodø forekommende.

113. Lacuna pallidula På Posta, G. O. Sarsl. c.p. 168,
tab. 21, fig. 21, a—b. — Lovén 1. c. no. 175.— M. Sars, Be-
retning p. 180. — Id., Bidrag p. 44. — Id, Foss. Dyrl. p.
110, — Danielsen 1. c. p. 28. — Collin, 1. c. p. 65. — Mon-

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 13

tagui (Turt.) Lovén 1. c. no. 174. — Neritoidea Gould teste
M. Sars.

Almindelig i Lavvandsmærket paa tang; i Kjosen talrig
og kraftigt udviklet til en bredde af nær 10 mm.

Til sammenligning foreligger kun 2 eksplr. fra Grønland,
som ikke i nogen henseende synes mig at afvige fra vore
arktiske. Desværre mangler vi materiale fra sydligere loka-
liteter paa vor kyst, saa jeg intet nærmere kan sige om de
hos os optrædende formforandringer. M. Sars omtaler fra
det nordlige Norge en form med længere spir og mindre
bred aabning, hvilken han mener ligger til grund for Lovéns
angivelse om forekomsten af L. puteolus (Montaqui Lov.) ved
Finmarken. Collin anser puteolus som var af pallidula. Den
af G. 0, Sars omtalte ejendommelighed ved eksplr. fra Lo-
foten, nemlig yderlæbens indbugtning henimod suturen, be-
mærkes tildels paa Tromsø-individerne men kun i ringere
grad.

114. L. divaricata Frer., G. O. Sars, 1. c. p. 169, tab.
21, fig. 22. — Lovenl. c. no. 169. — M. Sars, Beretning p. 180
— Collin 1. c. p. 62, — Vincta (Mont.) M. Sars, Bidrag p. 44.
— Id., Foss. Dyrl. p. 110. — Danielssen 1. c. p 28. -- La-
biosa, Solidula, Frigida Lovén, 1. c. no. 170—72.
| Særdeles talrig paa Laminaria nedenfor lavvandsmærket,
men hvor langt ned i dybet har jeg forsømt at undersøge:
if. Collin træffes den i Limfjorden kun undtagelsesvis neden-
for 4 a 5 favne, og jeg tror neppe den hos os gaar stort
dybere ned.

Det største eksplr. fra Tromsø er nær 13 mm heit og
adskillig tykskallet, neppe til at skille fra 3 som L. crassior
af Bell sendte engelske individer, de øvrige foreliggende 29
eksplr. er tyndskallede, samtlige ensfarvet gulhvide eller bleg-
røde, og kun etpar stykker viser en svag antydning til de
spiralbaand, som ellers er almindelige og bemærkes vel ud-
viklede paa flere eksplr. fra Øst-Finmarken. Gjennemsnitlig

a wort
Da kid à m2 uate oe

14 J. Sparre Schneider.

mener G. O. Sars, at de baandede varieteter er ligesaa alm.
som de ensfarvede i vor arktiske region, efter mit forresten
temmelig sparsomme materiale at damme udgjer de kun en
mindre del, men dette forhold kan vel veksle efter lokaliterne.

+ 115. Jeffreysia globularis jerrr., G. O. Sars 1. c. p. 347,
tab. 33, fig. 8, a—d. — Weinkauff, Catalog no. 341.

G. O. Sars fandt den i stor mængde mellem alger paa
ganske grundt vand i Tromsø havn under „Veringens“ besøg
i 1877, medens den hidtil er undgaaet min opmærksomhed;
Dr. Krause fandt ogsaa denne lille mollusk.

Fra Kjosen har jeg medbragt et dødt eksplr. af en Hy-
drobia, som Friele har henført til ulvæ Penn.; denne art er
tidligere ikke funden nordenfor Lofoten, medens dens nære
slægtning H. minuta Totten gaar lige til Vadsø if. G. 0. Sars.
Begge tør ved senere undersøgelser maaske ogsaa kunne vin-
des for Tromsøsundets fauna. _

116. Onoba aculeus four», G. O. Sars 1. c. p. 172, tab.
9, fig. 12, a—b. — Arctica Lovén 1. c. no. 184, — M. Sars,
Beretning p. 179. — Id, Bidrag p. 45. — Saxatilis Møller
lc. p. 82. — Striala (Adams) M. Sars, Foss. Dyrl. p. 45
(ex parte). — Danielssen 1. c. p. 28. — Friele I. c. no. 225
(ex parte).

Forekommer i stor mængde under stene i fjæren, under-
tiden dannende store kolonier paa huudreder af eksplr.; uag-
tet den vel findes paa de fleste punkter, erindrer jeg dog
kun at have samlet den paa stranden straks søndenfor byen.
Af og til gaar den nedenfor littoralbæltet, og jeg har saale-
des fundet et ekspl. paa 15—20 f. i Haukøbotn.

De foreliggende talrige individer frembyder et ganske
ensartet udseende; kun 2 eksplr. udmærker sig ved en mon-
strøs udvikling i længden med dybe suturer. Det største
maaler hele 6!/, mm. og har 8 vindinger, men kan dog ikke væ-
re andet end en deformeret aculeus; den almindelige størrelse
er ellers fra 3—4 mm. og vindingernes antal 6.

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 15

O. striata Mont., af hvilken aculeus af mange forskere
kum ansees for en arktisk varietet, er af G. O. Sars funden
lige til Hammerfest og turde maaske ogsaa kunne paavises
ved Tromsø.

q 117. Alvania sp.?

I sin ,Beretning“ etc. omtaler M. Sars fra Tromsø et eksplr,
af en Kissoa, som karakteriseres saaledes: ,5!/, vindinger,
convekse, gittrede; mundingen */, af hele skallens længde*.
Dette har uden tvivl været en Alvania, maaske punctura
Mont., der ogsaa er funden i Øxfjord.

118. Rissoa violacea P=sm. G. O. Sars 1. c. p. 180, tab.
10, fig. 8, a—b. — Friele Bergens Moll. no. 215 — Rufilabris
(Leach) Lovén 1. c. no. 188. — M. Sars, Beretning p. 179.
— Id. Bidrag p. 45. , Foss.
Dyrl. p. 111. — Danielssen 1. c. p. 29. — Porifera Lovénl.
c. no. 189, teste M. Sars.

Udenfor Skatøren har jeg paa 20—30 f. dyb fundet et
enkelt dødt men taalelig vel vedligeholdt eksplr. af denne
hidtil ikke nordenfor Lofoten bemærkede art.

Saavidt jeg kan forstaa, var det vistnok rigtigst at be-
holde navnet violacea for den midéelhavske form og benævne
den nordiske v. rufilabrum Leach, som man endog har villet
anse artsforskjellig fra hin; med mit ringe literaturkjendskab
vil jeg dog ikke indlade mig nærmere paa udredelsen af det-
te spørgsmaal.

119. R. parva På fosta, Lovénl, c. no. 187. — M. ed
Bidrag p. 45. — M. Sars, Foss. Dyrl p. 110. — Danielssen
1 c. p. 28. — Weinkauff, Catalog no 280. — Collin 1. c. p.
72. — Friele 1, c. no. 214. — Interrupta (Ad.) M. Sars, Be-
retning p. 179. — Lovén 1. c. no. 186. — G. 0. Sars I. c.
p. 180, tab. 10, fig. 9 & 10.

a. forma typica (parva auct.).

Forekommer ikke i vor arktiske region; almindelig ved
Bergen (Friele).

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 16

b. v. interrupta Ad.

Denne ved Norges nordlige kyster overalt hyppige form
har jeg ved Tromsø kun fundet i 3 exsplr. i Haukøbotn 1 ce.
15 f. d., men jeg tør vel hidtil tildels have overseet den. Og-
saa Dr. Krause har den i sin fortegnelse.

De 2 af mine eksplr. tilhører den af G. 0. Sars som v.
bifasciata afbildede og beskrevne varietet, det 3die ligner me-
re den almindelige interrupta, som jeg har den fra Grote i
Stegen.

G. 0. Sars fremfører vægtige grunde forat bibeholde in-
terrupta som selvstændig art; jeg savner kompetence til at
dømme selvstændigt i dette spørgsmaal og følger derfor Frie-
le, som har havt mine Rissoer til determination.

120 R. inconspicua Aro, G. O. Sars 1. c. p. 182, tab. 10, fig.
11, tab. 22, flg 5 & 6. — Friele 1. c. no. 216. — Collin 1.
c. p. 71. — Weinkauff, Conch. d. Mittelmeeres, p. 295. — M.
Sars, Foss. Dyrl. p. 110. — Albella (Lov.) Weinkauff, Catalog
no. 285 (ex parte).

Hidtil kun bemærket sparsomt, men dens sjeldenhed er
vistnok mere tilsyneladende. Jeg har taget et dødt eksplr.
paa 25—30 f. d. ved Skatgren, samt et ved Lanæs og 2 hen-
imod Grindøen paa c. 10—15 f., disse 3 levende... Ogsaa
funden af Dr. Krause.

Saavel R. abella Lov. som sarsti Lov. er af flere forskere
bleven forenede med inconspicua; G. O. Sars hævder dem alle
3 som selvstændige arter, Friele skiller inconspicua og albella
men opfører sarsit som varietet under denne sidste.

121. Skenea planorbis Fser., G. O. Sarsl. c, p. 184. —
Møller 1 c. p. 81. — Lovén 1. c. no. 196. — M. Sars, Be-
retning p. 179. — Id, Bidrag p. 45. — Id., Foss. Dyrl. p.
45. — Danielssen 1. c. p. 29. |

Som vistnok overalt i vor arktiske region er den ogsaa
ved Tromsø meget almipdelig i fjæren, især mellem grønne
alger.

Underssgeiser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 17

122. Lovenella (Cerithium) metula Jovin, 1. c. no. 177.
— G. 0. Sars L c. p. 188, tab. 13, fig. 5. — M Sars, Bi-
drag p. 43. — id., Foss. Dyrl. p. 112. — Cerithium emersonit
(Adans.) Danielssen 1. c. p. 29. |

Forekommer kun meget sparsomt paa lerbund nedenfor
30 favne, og er funden i nogle faa eksplr. udenfor Skatøren,
i Finnæsdybet samt ved Ramfjordnes. Det største eksplr.-
maaler 10 mm., if. G. 0. Sars naar den op til 14 mm. Den
er ogsaa bemærket af M. Sars og Dr. Krause. |

+ 123. Cerithiopsis costulata Møtrer, 1. c. p. 83. — G.
O. Sars 1. c. p. 189, tab. 13, fig. 7. — Cerithium arcticum
Mørch, Prodromus no. 80. — Chemnitzia elegantissima M. Sars,
Bidrag p. 43. — Danielssen 1. c. p. 30.
| Allerede M. Sars omtaler den som forekommende ved
Tromsø; min upmærksomhed er den hidtil undgaaet, men —
Dr. Krause fandt et enkelt dødt og mutileret eksplr., sand-
synligvis udenfor Skatøren. G. 0. Sars har ikke observeret
den lengere end til Hammerfest men antager det som givet, —
at denne vakre form ogsaa vil blive paavist i Finmarken.
Denne antagelse kan forf. bekræfte, idet jeg udenfor Kirke-
næs i Syd Varanger paa c. 50 f. d., lerbund, opfiskede et le- Ne
vende eksplr. i 1882. AT

Den lige til Øxfjord gaaende Aporrhais pes pelecant L.

er funden flersteds i Tromsø amt, saaledes i Malangen, ved
Lyngø og paa Vandø, men endnu ikke observeret indenfor
det egentlige Tromsø-omraade; efter hvad man i Kjosen bes
rettede, skulde den ogsaa være funden der, hvilket vild > væ-
re ganske paafaldende, da den ellers synes at holde sig til
kysten.
124. Scalaria granlandica Frmn., G. O. Sars, L c. p.194, —
tab. 10, fig. 15, a—b., fig. 16, tab. 23, fig. 1. — Møller 1. c. |

p. 83. — Lovén 1. c, no. 115. — M. Sars, Beretning p. 183.

— Id., Bidrag p. 44. — Danielssen 1. c. p. 28.
a. forma typica G. O. Sars.

18 2 J. Sparre Schneider.

‘Den typiske form synes fornemmelig at forekomme, hvor
bunden bestaar af grovere materiale men dog noget lerblan-
det, og er især funden talrig i byens nordre havn paa 15—
20 f. samt i lignende dybde udenfor Juledagene; sjelden fin-
des den paa ren blød lerbund, saaledes i Finnæsdybet paa
50—60 f. De største eksplr. naar 30 mm., medens G. 0.
Sars ikke har taget dem over 21 mm.; gjennemsnitsstørrel-

sen for voksne eksplr. kan sættes omkring 25 mm. Fra Kjo-
. sen haves ogsaa etpar mindre eksplr.

b. var. lovéni (M. Andrew) G. 0. Sars.

Ligesaa hyppig som hovedformen, men næsten udeluk-
kende paa lerbund; talrigst har jeg taget den udenfor Skat-
øren paa 25—30 f. De største eksplr. opnaar en længde af
32 mm,og i vel udviklede individer er denne varietet maaske
den arktiske zones vakreste mollusk.

c. var. crebricostata G. O. Sars.

Denne varietet, som Sars har fundet ved Vadsø, tore-
kommer ikke udpræget ved Tromsø, men jeg besidder herfra
nogle yngre eksplr, hos hvilke antallet af costæ gaar op til
12 a 13, medens det normalt er 10; ribberne er dog ikke
saa smale som hos den ægte crebricostata.

Sc. grønlandica synes baade hvad størrelse og talrighed
angaar at opnaa sin høieste udvikling i Tromsgsundet; for-
øvrigt fattes mig sammenligningsmateriale, idet jeg fra andre
lokaliteter kun besidder 2 stykker af den typiske form fra
Vardø; det vilde navnlig have interesseret mig at vide, om
v. lovéni kun forekommer ved det arktiske Norges kyster.

+ 125. Parthenia eximia Jerrr-, G. O. Sars 1. c. p. 199,
tab. 11, fig. 3, tab. 22, fig. 13. — Friele 1. c. no. 242.

v. elongata (Verkrz.) G. O. Sars.

Dr. Krause har fundet 3 døde eksplr., som nærmest gaar
ind under denne varietet, der først er observeret i Finmar-
ken af Verkrüzen.

+ 126. P. spiralis Mont, G. 0. Sars 1. c. p. 200, tab.

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 19

11, fig. 4. — Lovén 1. c. no. 138. — M. Sars, Bidrag p. 43.
— Id. Foss, Dyrl. p. 46. — Friele 1. c. no. 241.

Heller ikke denne art har jeg selv observeret; af Dr.
Krause blev et enkelt dødt eksplr. sammen med foregaaende
udskilt af medbragte bundprøver. Nordligst funden til Øx-
fjord af M. Sars.

+ 127. Odostomia unidentata Mont, G. O. Sars 1. c. p.
201, tab. 11. fig. 6—8. — M. Sars, Foss. Dyrl. p. 46. —
Friole 1. c. no. 231.

Ligeledes kun funden i et enkelt dødt eksplr. af Dr.
Krause, sandsynligvis udenfor Skatøren.

128. Auriculina inscu/pta Moxr., G. O. Sarsl. c. p. 204,
tab. 11, fig. 11 & 12.—-M. Sars, Foss. Dyrl. p. 113. — Friele
1. c. no. 240.

var. nobilis G. O. Sars.

Paa en enkelt lokalitet udenfor Skatøren paa c. 30 f.
d. lerbund synes denne art at være ret hyppig, idet jeg her
har taget omkring 20 eksplr., fordetmeste levende, medens
vistnok en stor del under udvaskningen er falden gjen-
nem mine noget grovmaskede sold. Dr. Krause fandt ogsaa
nogle stykker.

De foreliggende eksplr. varier noget med hensyn til spi-
rets længde og den mikroskopiske strierings jevnhed, men
bliver vel alle at henføre under v. mobilis.

129. Eulima stenostoma fEFFR-, G. 0. Sars 1, c. p. 211,
tab. 11, fig. 12. — Friele 1, c. no. 254.

Denne særdeles vakre art forekommer almindelig paa
lerbund i Finnæsdybet, 50—60 f., og noget mindre talrig
udenfor Skatøren mellem 30 og 40 f.; fra andre lokaliteter
kjender jeg den ikke, ligesom dens nordgrændse forøvrigt er
Tromsø; Sars har ikke fundet den nordligere end ved Lofoten.

Det største eksplr. maaler 9", mm, og de levende eksplr.
har spidsen af spiret stærk rødfarvet, hvilket Sars ikke har

20 _ J. Sparre Schneider.

optaget i diagnosen, men som dog neppe er ejendommeligt
for den ved Tromsø forekommende form.

+ 130. Homalogyra atomus Pair. G. G. Sars]. c, p. 215,
tab. 22, fig. 21, a—c. — Friele 1. c. no. 212. — Euomphalus
nitidissimus (Adams.) M. Sars, Foss. Dyrl. p. 111.

Dr. Krause har sendt mig til paasyn et dødt men ganske
vel vedligeholdt eksplr., som var udskilt af medbragte bund-
prøver. Den er funden fra Vadsø til Kristianiafjorden, men
hidtil kun sjelden bleven observeret.

131. Admete viridula Frer.,G. O. Sarsl. c. p. 216, tab.
13, fig. 1, a—b, fig. 2. — Lovén 1. c. no. 104. — M. Sars,
Beretning p. 186. — Id., Bidrag p. 38. — Id., Kristianiafjor-
dens Fauna II p. 53. — Danielssen 1. c. p. 32. — Mørch,
Prodromus no. 84. — Leche, Hafsmollusker no. 89—92, tab.
I, fig. 13 & 14. — Crispa Møller 1. c. p. 88.

a. forma typica G. O. Sars.

Overalt almindelig fra c. 15 f. paa lerbund, eller hvor
bunden ialfald er lerblandet, ligeledes meget talrig i Kjosen.
Jeg har ikke fundet større eksplr, end 16 mm, medens den
if. Sars bliver indtil 20 mm lang; af denne størrelse har vi
imidlertid eksplr. fra Metis ved St. Lawrence-bugten i Nord-
Amerika, hvilke forøvrigt i sin habitus ikke nævneværdigt af-
viger fra Tromsø-formen. i

b. var. undato-costata (Verkrz.) G. O. Sars. |

I blandt de c. 150 foreliggende individer findes etpar
yngre eksplr., som kommer denne varietet temmelig nær, me-
dens andre danner etslags mellemformer.

c. var. producta G. O. Sars.

Det samme gjælder om denne varietet, som mere eller
mindre udpræget forekommer blandt hovedformen. Forgvrigt
varierer Å. viridula ganske meget baade med hensyn til skal-
lens form, soliditet og skulpturen, hvilken hos de gamle ud-
voksede individer ofte indskrænker sig til spiralfurer paa den
sidste vinding, medens længderibberne kun sjelden forsvinder

Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 91

fra de øvre vindinger; etpar stykker fra Kjosen nærmer sig
herved betydeligt til den af Leche afbildede v. distincta, li-
gesom overhovedet individerne fra denne sidste lokalitet gjen-
nemgaaende har svagt udviklede længdefolder. Det samme
gjælder tildels ogsaa de fra Hammerø medbragte eksplr.

Særdeles paafaldende forekommer det mig, at denne saa
almindelige art endnu ikke, mig bekjendt, er funden i de gla-
eiale eller postglaciale afleiringer, i hvert fald finder jeg in-
tet nævnt herom i den mig tilgjængelige literatur; det er en
ægte arktisk form, der forøvrigt gaar lige til Kristianiafjor-
- den, hvor den har sin sydgrændse.

132. Rhaphitoma amoena f, P- Sars 1 ce. p. 220, tab. 17,
fig. 10, a—b — Friele, Jan Mayn Mollusca p. 6 (Defrancia).

En overordentlig vakker og distinkt form, som hidtil kun
i nogle faa individer var observeret af G. O. Sars ved Has-
vik paa Sørøen. Dr. Krause fandt 3 døde skaller, selv har
jeg i Fmnæsdybet paa 50—60 favne taget 1 ubeskadiget le-
vende eksplr., samt ved Skatøren 2 stykker, hvoraf imidler-
tid desværre det ene senere gik tabt.

133. Taranis morchii Mam, G. 0. Sarsl. c. p. 220, tab.
17, fig. 8: — M. Sars, Foss. Dyrl. p. 48 (Mangelia). — Id.
Kristianiafjordens Fauna, II p. 51 (Pleurotoma)- — Friele,
1. c. no. 278 (Bela). — Norman 1. ce. p. 57. |

Udenfor Skatøren samt i Finnæsdybet har jeg fundet nog-
le faa eksplr. af denne ved vore kyster vidt udbredte men,
som det synes, overalt sjeldne art; den blev ogsaa observe-
ret af Dr. Krause.

Hidtil var 7. march kun kjendt fra de norske farvan-
de, lige fra Kristianiafjorden til Vadsg, men Norman nævner
paa ovenciterede sted, at ifølge Monterosato er Pleurotoma
cirratum Brug. og Bela demersa Tiberi identiske med vor 7,
mørchii der saaledes altsaa ogsaa forekommer i Middelhavet.
Dette kunde synes at være en paafaldende udbredelse, men

29 J. Sparre Schneider.

vi har jo flere analoge tilfælde f. eks. med Poromya granulata
og Lovenella metula.

134. Thesbia nana Jovén, 1. c. no. 79 (Tritonium). —
G. O. Sars 1. c. p. 221, tab. 16, fig 2. — M. Sars, Bidrag p'
42 (Mangelia). — Id., Kristianiafjordens fauna, II p. 52 (Co-
lumbella). — Danielssen 1. c. p. 35. — Friele 1. c. no 306. —
Norman |. c. p. 56.

Denne lille vakre mollusk er ikke sjelden udenfor Skat-
øren paa lerbund i en dybde af c. 30 favne; vistnok samme-
steds blev den ogsaa funden af Krause. Det største eksplr.,
som er dødt og meget tykskallet, maaler 6 mm og har saa-
ledes en usædvanlig størrelse.

Den var tidligere ikke anmærket østenfor Hammerfest,
men i 1882 fandt jeg et levende eksplr. udenfor Kirkenæs i
Byd-Varanger paa c. 50 f. d. lerbund.

135. Bela pyramidalis Strem, G. 0. Sars, 1. c. p. 222
tab. 16, fig. 3 & 4. — Lovén I. c. no. 86 (Tritomum). — M.
Sars, Beretning p. 188. — Id., Bidrag p. 41 (Mangelia). —
Danielssen 1. c. p. 35. — Mørch, Prodromus no. 90 (Pleuro-
toma). — Id., Faunul. mol. Island no. 82. — Leche, Hafs-
mollusker no. 109—11, tab. I, fig. 17 (v. jenisseiensis). — De-
francia vahlii (Beck) Møller 1. c. p. 86. — Fusus pleurotoma-
rius Couth. teste Mørch.

a. forma typica G. O. Sars.

I selskab med v. semiplicata og med alle overgange
til denne men noget sparsommere forekommer hovedfor-
men overalt fra c. 15 favne og nedover, paa næsten alslags
bund, sjelden dog paa blød ler; jeg har saaledes taget et en-
kelt ekeplr. i Haukøbotn. De fleste individer har den af
Sars anførte lyse kjødfarve, der ofte næsten gaar over i
hvidt, men enkeltvis forekommer dog ogsaa mørkeviolette
eksplr. af den typiske form. De største eksplr. maaler 17 mm.

v. semiplicata G. O. Sars.

Ved siden af violacea og harpularia v. roseg er dette en

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 23

af Tromsøsundets almindeligste Bela-former, som navnlig er
talrig udenfor Juledagene i mørkviolette og ved Skatøren i
lyst kjødrøde eksplr., idet farven afhænger af bundens beskaf-
fenhed; de mørke findes paa renere sandbund, de lyse, hvor
materialet er lerblandet. Den varierer ikke ubetydeligt i hen-
seende til spirets længde og længderibbernes udvikling; den
hos hovedformen som oftest tydelige spiralstriering forsvin-
der ofte næsten aldeles hos varieteten, der vel nærmest fal-
der sammen med den af Leche karakteriserede v. lævior fra
Novaja Semlja. Fra Kjosen er medbragt 6 store eksplr. af
v. semiplicata, hovedformen synes der ganske at mangle.

De 4 fra Grønland foreliggende eksplr., som imidlertid
er mindre vel vedligeholdte, synes lidet eller intet forskjellig
fra de norske; de repræsenterer begge de ovenfor nævnte
former. |

G. O. Sars omtaler, at han ved artens sydgrændser, Bodø
og Lofoten, kun har fundet varieteten; den form, som jeg i
10 eksplr. i 1880 medbragte fra Grote i Stegen (68°), tagne
paa sandbund i ganske ringe dyb, frembyder imidlertid et
fra pyramidalis i de mig bekjendte former saa afvigende ud-
seende, at jeg ikke vilde have næret den mindste betænke-
lighed ved at indordne dem som en ny art, saafremt Friele
ikke havde bestemt dem for mig som typiske pyramidalis.

Disse 10 eksplr., som alle er friske og hele, frembyder
et meget ensartet udseende, Farven er rødviolet, spiret er
meget kort, næsten scalariformt som hos exarata, suturen dyb,
tværribberne lige stærke paa alle vindinger og næsten rette,
spiralstrieringen vel udviklet, kort sagt, udseendet er saa ej-
endommeligt, at man neppe vilde komme til at tænke paa
pyramidalis.

Jeg har atter sendt disse eksplr. ned til Friele, da maa-
ske fra en af siderne en misforstaaelse har fundet sted, men
nærmere oplysninger er endnu ikke indløbne.

136. B, pingelii Beck, G. O, Sars 1. c. p. 223, tab, 16,

- 24 J. Sparre Schneider.

| fig. 5 — Møller 1. c. p. 86. — Weinkauff, Catalog no. 152. —
Pleurotoma cancellata v. purpurea Mørch, Prodromus no. 92.
Er funden paa de fleste punkter i det egentlige Tromsø-

"sund fra Grindøen til Skatøren men oftest kun enkeltvis og

À sjelden ovenfor 20 favnes d.; den forekommer sammen med

de øvrige arter men synes dog at foretrække Lithothamnion

med røde alger paa noget lerblandet bund.

— Dette er en af de lettest kjendelige og skarpest afgrænd-
— sede Bela-former, saa det forundrer mig, at Mørch har kun-
. net mistyde denne art. De foreliggende 55 eksplr. fremby-
der i formen kun ubetydelige variationer, i det enkelte kan

NE have spiret lidt mere fremdraget end andre. Skulpturen er

xæsten ligesaa konstant, kun sjeldent forkommar individer,
der har forsvindende tværfolder paa sidste vinding henimod
-mundingen. Farven varierer fra mørkviolet til kjødrød; saa-
| danne lyse ekspir. ligner ved første øiekast lidt sarsiü, men
skilles let ved spirets form og de tumide vindinger. Det

største eksplr. maaler 15 mm.

— Fra Grønland besidder vi 3 eksplr., hvoraf imidlertid kun
et er helt og friskt samlet; de stemmer ganske vel med de
- norske.

_. Hidtil var den kun fundet meget sparsomt ved Hasvik
og Vadsø af G. O. Sars, men som man ser, synes den ret at
have .hjemme i Tromsøsundet, som er sydgrændsen, men til-
lige at være adskillig lokal i sin større udbredelseskreds.

- 137. JB. sarsit Yerru,, Friele in lit. — Cancellata, G. 0.

Sars 1. c. p. 224, tab. 23, fig. 3.

- Ved sin indskrænkede forekomst efter min opfatning ube-
tinget den mærkeligste af Tromsø-traktens talrige Bela-for-
mer, idet den nøiagtig synes at følge B. pingelit; kun at den
gaar op til 10 favne og mere synes at foretrække lerblandet
_ sandbund. De bedste findesteder er en fordybning med hen-
imod 20 f. lige søndenfor Juledagene, mellem Lanæs og Grind-
gen (20—30 f.) og i byens nordre havn, hvor den maa siges

- Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 95

at være tildels meget hyppig; jeg har vistnok ialt samlet et-
par hundrede stykker.

Tromsø er hidtil den eneste mig bekjendte lokalitet, men
udentvivl maa arten ogsaa være at finde andetsteds. Ret
paafaldende er det ogsaa, at den først i 1877 skulde blive
paavist her, først i Mai af forfatteren og senere af Nordhavs-
ekspeditionens zoologer; de ældre samlere har uden tvivl sam-
menblandet den med andre arter; thi at den med sin talrig-
hed ganske skulde have undgaaet deres bundskraber, er nep-
pe rimeligt.

Ogsaa B. sars er en af de ,gode“ arter, som ikke let-
telig skal sammenblandes med nærbeslægtede. I sin ydre

habitus minder den noget om exarata, idet man ofte finder
eksplr., der har stærkere kjøl og tydeligere skalariformt spir
end det af Sars afbildede, men adskiller sig straks ved skulp-
tur og farven, som paa friske eksplr. er vakkert lys rosenrgd
men hurtigt bleges til tarveligt kjødrødt. Saadanne friske
eksplr. ligner da ved første øiekast harpularia v. rosea, dens
stødige ledsager, men skilles ogsaa fra denne ved skulpturen. ©

Det betydelige antal foreliggende individer frembyder et
saa gjennemgaaende ensartet udseende, at jeg ikke har fun-
det mig beføiet til at udskille varieteter; man kunde kanske
skjelne mellem en forma robustior og en f. attenuata, idet
spiret kan veksle i længde, men forskjellen mellem dem er
mindre end mellem harpularia og dens v. rosea. De største
eksplr. opnaar en længde af 11 mm.

138. B. cancellata Micu., Friele in lit. — Elegans Møl-
ler 1, c. p. 86. — G. 0. Sars, 1. c. p. 225, tab. 16, fig. 15.
— Id., Dyrelivet paa vore havbanker, p. 29 (99) — Declivis
Lovén |. c. no. 92. — G. 0. Sars 1. c. p. 224, tab. 16 fig.
10. — Danielssen 1. c. p. 34. — Jeffreys: ,Valorous* Expe-
dition p. 189, no. 9 — Angulosa G. O. Sarsl. c. p. 227, tab.
16, fig. 16. — Pingelü (Beck) M, Sars, Beretning p. 188, —

96 J. Sparre Schneider

Scalaris v. ecarinata (G. O. Sars) Schneider 1. c. p. 65. —
Scalaroides (G. O. Sars) Schneider 1. c. p. 65.

a. forma typica Friele.

Den typiske form, som kjendes paa det kortere spir og
den mere tumide sidste vinding, synes at være meget sjelden;
jeg har kun fundet 2 vakre eksplr. søndenfor Lanæs paa c.
30 f. dyb, lerblandet grus. 2 stykker erholdtes i Kvænangen
i 1881, det største 17 mm langt.

b. v. declivis Loven (elegans Møller).

Forekommer ikke sjelden paa dybere vand (fra c. 20 f.)
paa lerblandet bund, de fleste eksplr. har jeg taget udenfor
_ Skatøren paa 25—30 f. d. |

Declivis fremstiller de gamle udvoksede eksplr., som jeg
besidder i en størrelse af op til 21 mm, elegans er de yngre
mere tyndskallede og med stærkere spiralskulptur forsynede
individer.

b. b. v. angulosa G. O. Sars.

Denne smukke form, der udmærker sig ved sit lange
spir, de kjølede vindinger med dyb sutur og faa længderib-
ber, er sikkert kun et ungdomsstadium af v. declivis, med
hvem den forekommer af og til.

Jeg har i dette gieblik for mig 53 eksplr., som paa det
evidenteste viser sammenhængen mellem de her behandlede
cancellata-former. Jeg har ikke villet opstille nogen v. elegans,
da den forekommer mig at afvige altfor ubetydeligt fra declivis.

139. B. obliqva G. P. Sars, 1, c. p. 226, tab. 16, fig. 6.
— Schneider 1. c. p. 64.

En meget ejendommelig og konstant form, som vistnok
vil faa lov til at staa uantastet som en distinkt art. Den
forekommer kun meget sparsomt sammen med sine slægtnin-
ge, saaledes haves 4 stykker fra Skatøren, etpar har jeg fun-
det udenfor Juledagene og 1 i Haukøbotn; Dr. Krause tog
kun et enkelt dødt ind. Fra Kjosen er medbragt 7 eksplr.,
hvoraf det største maaler 10 mm; de er tykskallede og stærkt

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 97

korroderede om end tildels tagne levende, men dog sikkert
at erkjende som obliqua. Til de af G. O. Sars nævnte loka-
liteter kan endvidere nævnes Kvænangen, hvorfra jeg i 1881
medbraste 2 stykker.

140. B. cinerea Motrer, 1. c. p. 86. — G. 0. Sars I.
c. p. 227, tab. 23, fig. 4. — Weinkauff, Catalog no. 148.

Denne sjeldne art har Dr. Krause fundet i 2 eksplr.,
hvoraf det større, som er mindre vel konserveret, maaler nær
20 mm, det mindre 15 mm. Fra Kjosen har jeg medbragt
et yngre levende individ. Tidligere var kun et enkelt stykke
taget ved Vadsø af G. O. Sars.

Visselig staar den meget nær cancellata f. typica, men
der er dog en ejendommelighed ved skulpturen, fint men stærkt
indtrykte spiralfurer, som efter Frieles opfatning berettiger
den til at faa beholde sin selvstændige stilling, og herimod
vil jeg uden et større materiale ingen indvending gjøre.

Det er vistnok hævet over enhver tvivl, at senere under-
søgelser vil indføre ogsaa B. nobilis Møller i Tromsøsundets
fauna; jeg har fundet et yngre eksplr. i Kjosen, ligesom den
i Kvænangsfjorden var ret hyppig.

141. D, scalaris Møller 1. c. p. 85. — G. 0. Sars |. c.
p. 229, tab. 16, fig. 9 (v. ecarinata), tab. 23, fig. 5 (f. typica).
— Mørch, Prodromus no. 86. — Turricula (Mont.) v. scalaris
M. Sars, Bidrag p. 188 (ex parte). — Weinkauff, Catalog
no. 143.

a. forma typica G. O. Sars.

Hid har Friele ført 6 ved Skatøren fundne eksplr.,
hvoraf det største maaler 20 mm, men udtaler samtidig sin
tvivl, om det maaske alligevel kun er rugulata med uddrag-
ne spir. Det største af dem synes ved den næsten forsvin-
dende kjøl at danne en overgangsform til v. ecarinafa, som
imidlertid endnu er mig fremmed in natura.

142. B. rugulata , Mørrer" (fide Troschel), G. 0. Sars
L c. p. 230, tab. 23. fig 6.— Schneider 1. c. p. 65 (ex parte)

98 J. Sparre Schneider

— Turricula (Mont.) Lovén 1. c. no. 87 (e. p). — M. Sars,
Beretning p. 188 (e. p). — Id., Bidrag p. 41 (e. p.) — Da-
nielssen 1. c. p. 35 (e. p.). — Weinkauff, Catalog no. 143 (e.
p.). — Friele, Bergens Moll, no. 275 (e. p). — Leche, Hafs-
mollusker no. 99—101 (e. p.?).

Overalt paa passende lokaliteter, fra 15 f. og nedover,
forekommer denne art hyppig, tildels meget talrig som f. eks.
udenfor Skatøren og øens sydspidse. Den haves ogsaa fra
Ramfjord og Kjosen.

Det store antal foreliggende eksplr. frembyder et meget
ensartet udseende, hvad den ydre habitus angaar, om man
end ved en nøiere prøvelse vil bemærke endel foranderlighed
i skallens soliditet, spirets længde og skulpturens udvikling.
Dens slægtskab til scalararis og scalaroides er dog foruroli-
gende nært, og nobilis staar heller ikke langt borte; jeg vil
dog her afholde mig fra atindgas paa nogen nøiere behand-
ling af disse vanskelige forhold, som vel snart fra en mere
kompetent haand vil foreligge udtømmede behandlede.

143. B. assimilis & P- Saes.l- c. p. 231. tab. 23, fig. 8.

Dette er en af de allervanskeligste former, som neppe
erkjendes uden ved uncinernes form. Efter habitus og skulp-
tur at holde den ud fra rugulata er neppe muligt, og saale-
des har et antal, der var udskilte som assimilis, alle ved
undersøgelsen af radula vist sig at tilhøre rugulata. Af et
større antal, som Friele modtog til determination, lykkedes
det ham kun at finde frem en eneste ægte assimilis, et yn-
gre eksplr., som forøvrigt i skallens form og skulptur stem-
mer nøie med figuren hos Sars. Der tør vel endnu kunne
findes frem nogle assimilis blandt det betydelige endnu uun-
dersøgte materiale af formentlige rugulata, men jeg har end-
nu ikke vovet mig ikast med dette vidløftige arbeide. At
bygningen afradula heller ikke indenfor denne slægt er paa-
lidelig, beviser den af Sars som egen art opstillede angulosa,
der sikkert kun er et yngre stadium af cancellata v. declivie,

I

Undersggelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 29

144, B. scalaroides 6. P- Sars], c. p. 231, tab. 23, fig. 7.

6 unge individer, som er tagne i Finnæsdybet paa 50
—60 f, blød lerbund, er af Friele bestemte som tilhørende
denne tidligere kun i et enkelt eksplr. fra Vest-Finmarken
(Hasvik) bekjendte art.

145. B. exarata Matter |, c. p. 85. -- G. 0. Sars 1.
c. p. 232, tab. 16, fig. 18. — Schneider 1. c. p. 65. — Turri-
cula (Mont.) Lovén 1. c. no. 87 (ex parte). — M. Sars, Be-
retning p. 188 (e. p.) — Id., Bidrag p. 41 (e. p.). — Dani-
elssen 1. c. p. 35 (e. p.) — Weinkauff, Catalog no. 143 (e.
p.) — Friele 1. c. no. 275 (e. p.) — Mørch, Prodromus no.
87. — Leche Hafsmollusker no. 101. — Mitrula Loven 1. c.
no. 90. — M. Sars. Bidrag p. 42. — Danielssen 1, c. p. 35.
_ Weinkauff, Catalog no. 149. — G. 0. Sars 1. c. p- 233, tab.
23, fig. 9.

a. forma typica Friele (exarata auct.).

Den mere tykskallede, kortspirede og med en rettere
cauda forsynede form er en af den arktiske regions almin-
deligste Bela-arter, der ogsaa forekommer talrig overalt ved
Tromsø paa næsten alslags lerblandet bund nedenfor 15 favne.
I Kjosen er den heller ikke sjelden og naar der som ved
Tromsø en størrelse af vel 12 mm.

De 5 foreliggende grønlandske eksplr. er massivere og
mere kortspirede end Tromsø-formen, af hvilken der dog kan
findes individer, som vel stemmer med disse Møllers type-ekspår.

v. mitrula Loven.

Hovedmassen af den ved Tromsø forekommende exarata
tilhører denne hidtil med urette som en distinkt art opret-
holdte varietet, som med de aller jevneste overgange , flyder
over i hovedformen, med saameget mere ret at betragte som
varietet, som Sars i uncinernes form ikke har kunnet finde
nogen differens.

146. B. harpularia foutu, G. O. Sars 1. c. p.234, tab,
16, fig. 17, tab. 23, fig. 10. — Lovén 1. c. no. 88. (Tritomi-

vier»

30 J. Sparre Schneider

um.) — M. Sars, Beretning p. 187. — Id., Bidrag p. 41. —
Id., Foss. Dyrl. p. 115. — Danielsen 1. c. p. 35. — Friele
1. c. no. 276. — Roseum (M. Sars) Lovén 1. c. no. £9. —
Turricula (Mont). Weinkauff, Catalog no. 143 (ex parte). —
Woodiana Møller 1. c. p. 86. — Mørch, Prodromus no. 88.

a. forma typica G. O. Sars.

Forekommer næsten overalt paa passende lokaliteter
saavel paa ren sandbund som paa blød dyndet bund fra ec,
3—30 favne; i Kjosen synes den ikke at være synderlig hyp-
pig. De største eksplr. opnaar en længde af omkring 12 mm.

b. v. rosea (M. Sars) Lovén.

Med alle overgange til hovedformen men mindre talrig
end denne, kan heller ikke opfattes som nogen lokalrace, da
den forekommer blandet med den typiske form.

B. harpularia er under alle former let kjendelig og kan
ikke forveksles med nogen af de øvrige farvede arktiske Bela-
arter; naar undtages spirets vekslende længde og spiralstrie-
ringens større eller mindre skarphed, forekommer denne art
mig at være forholdsvis lidet variabel.

147. DB. trevelyana Turt, G. O. Sars 1. c. p. 235, tab.
16, fig. 13. — M. Sars, Bidrag p. 187. — Id., Foss. Dyrl. p.
48. — Danielsen 1. c. p. 35. — Friele 1. c. no. 273. — Wein-
kauff, Catalog no. 147 (ex parte). — Reticulata (Brown) M.
Sars, Beretning p. 187 (Tritonium). |

a. forma typica, —

Meget enkeltvis forekommer hist og her en form, der
kommer temmelig nær den typiske trevelyana, saaledes som
den foreligger fra flere lokaliteter, saavel uorden- som søn-
denfor Tromsø, de største eksplr. af c. 12 mm længde.

Medens den typiske form hovedsagelig synes at forekom-
me paa sandblandet bund i en for holdsvis ringe dybde, har
jeg paa ren lerbund ned til 100 favne paa flere punkter fun-
det ret hyppig en varietet, som jeg vil benævne

v. parva. 7

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 31

Denne varietet, som er mindre og mere tyndskallet end
hovedarten, hvortil overgange haves, vil senere blive nærme-
re omhandlet af Friele, hvorfor jeg overhovedet, for ikke at
foregribe resultaterne af hans mangeaarige møiefulde under-
søgelser, over slægten Bela kun har gjort de aller nødvendig-
ste bemerkninger. — V. parva er især funden talrig i Ram-
fjorden, mere enkeltvis i Haukøbotn, ved Juledagene og uden-
for Skatøren. I Kjosen forekommer den ligeledes ret al-
mindelig.

148. B. decussata foutu. Friele in lit. — Viridula Møl-
ler, 1: ep. 87. — G. O- Sars, 1. c. p. 235, tab. 16, fig. 7&
8. — Schneider, Kvænangens Moll. p 65. — Kobelti Verkrüzen
teste G. O. Sars. — Conoidea G. O. Sars, 1. c. p. 236, tab.
16, fig. 14. — Borealis (Reeve) v. ventricosa Mørch, Prodro-
mus no. 97. — Trevelyana v. decussata (Couth.) Weinkauff,
Catalog no. 147.

a. forma typica Friele (viridula G. O. Sars).

Som denne art overhovedet er en af de vanskeligste in-
den gruppen, saaledes er den ogsaa en af de sparsomst fore-
kommende, idet jeg alt i alt neppe har kunnet opdrive en
20 stykker. Opholdssted deler den med de øvrige arter og
er funden paa de fleste lokaliteter i det egentlige Tromsøsund.

Fra Grønland foreligger 3 Møllerske typer, der har fær-
re tværribber og synes mere tykskallede, men ellers stemmer
ganske godt med vore arktiske.

b. v. finmarchica Friele in lit.

Under dette navn har Friele udskilt en form, som i et-
par ekspl. er funden blandt hovedformen og ogsaa blev med-
bragt fra Kvænangen i et enkelt stykke. Den synes mig at
komme temmelig nær trevelyana, som idetheletaget viser et
intimt slægtskab til decussata, uagtet de sikkert er artsfor-
skjellige.

c. v. conoidea G. O. Sars.

Denne smukke og fine form, som jeg har fundet i et-

39 J. Sparre Schneider.

par yngre eksplr. udenfor Skatøren paa c. 25—30 f., bør vist-
nok rettest opfattes som en høispiret varietet af decussata,
der saaledes efterhaanden har vist sig at være næsten lige-
saa polymorf som camcellata, slægtens som det forekommer
mig mest variable art.

149. B. tenuicostata M. Sars, Fortsatte Bemærkninger
etc.. Chr. Vid. Selsk. Forh. 1868, p. 259. — G. 0. Sars I. c.
p. 237, tab. 17, fig. 1. a—b. — Id. Dyrelivet paa vore Hav-
banker p. 29. — Friele 1. c. no. 274. — Weinkauff, Catalog
no. 151. — Leche, Hafsmollusker no. 107.

Dr. Krause fandt et enkelt dødt eksplr. antagelig uden-
for Skatøren, og jeg har sammesteds fundet et levende, som
vistnok hører hid. Denne art varierer ogsaa noget og kom-
mer temmelig nær saavel unge eksplr. af trevelyana v. parva
som decussata v. finmarchica, men vil dog temmelig sikkert
kunne kjendes paa den dybe udbugtning af yderlæben, me-
dens skulpturen ikke udgjør et aldeles paalideligt kjendemær-
ke, forekommer det mig.

150. B. bicarinata Fourx., G. O. Sars 1. c. p. 237, tab.
16, flg. 11 & 12. — Leche, Hafsmollusker no. 106. — Cy-.
lindracea var. alba M. Sars, Christianiafjordens fauna, II, p. 51.

a. forma typica G. O. Sars.

Af denne sjeldne art fandt Dr. Krause 6 døde mere og
mindre vel vedligeholdte eksplr, og selv har jeg taget 3 døde
mindre gode stykker udenfor Skatøren, det største maalende
12 mm. Disse eksplr. har alle et fossilt udseende, og jeg
var derfor nær ved at tro, at denne art ikke længere levede
i Tromsøtrakten; senere har det imidlertid lykkes mig blandt
vore talrige eksplr. af violacea at finde frem 2 levende unge
eksplr. af den ved sin blegrøde farve karakteristiske

v. rufescens G. O. Sars.

Disse 2 individer, der kun er 5—6 mm. lange, er fund-
ne ved Skatøren paa lerbund i en dybde af c. 30 favne, li-
gesom B. bicarinata idetheletaget er en udpræget dybvands-

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 33.

form. Den er ikke altid saa let at skille fra stærkt skulpte-
rede violacea, da de karakteristiske spiralkjele ikke altid er

lige stærkt udviklet; i den ydre habitus staar disse 2 arter
- hinapden meget nær.

151. B. violacea Micu., G. O. Sars 1. c. p. 238, tab. 17
fig. 2 & 3. — M. Sars, Bidrag p. 41. — Danielssen 1. c. p.
35. — Weinkauff, Catalog no. 153. — Leche, Hafsmollusker
no. 112. — Mørch, Prodromus no. 93. — Cylindracea Møller
1. c. p. 86. — M. Sars, Beretning p. 187. — Frielel. c. no. 277.

a. forma typica G. O. Sars.

Den typiske mørkere farvede, stærkere skulpterede og
mindre form forekommer almindelig fra 10—30 favne, især
paa sandbund, ligesom den ogsaa er funden hyppig i Kjosen.

b. v. lævior G. 0. Sars.

Mere eller mindre udpræget forekommer denne lang-
spirede, blegtfarvede og glatte form næsten overalt blandt
hovedformen; næsten ublandet og i allerstørste mængde fin-
des den paa blød lerbund i Haukøbotn fra 20—30 favne i
usædvanlig store eksplr, der ofte er indtil 12 mm lange,
men individerne herfra er oftest stærkt corroderede paa de
øverste vindinger og har alle en gulagtig stærkt vedhængende
lerhinde. Saavel varieteten som hovedformen varierer ret be-
tydeligt saavel i henseende til skulpturen som spirets længde, -
men B. viola <a er dog altid let kjendelig ved sin ejendom-
melige habitus, de hosyngre eksplr. ofte minder stærkt om
trevelyana i visse former. De 6 foreliggende grønlandske
eksplr., der øiensynlig er tagne paa lerbund, er blegt farvede,
kortspirede, bugede og svagt skulpterede.

152. Typhlomangelia nivalis Joven, 1. c. no, 99 (Pleuro-
toma). — M. Sars, Beretning p. 186. — Id., Bidrag p. 41-
.— Id, Beretning om en i 1859 foretagen Reise etc, Nyt
Mag. 11 b. 3 h., p. 243, — Id., Christianiafjordens fauna,
II, p. 50. — Danielssen 1. c. p. 34. — Friele 1, c. no. 966.

— Weinkauff, Catalog no. 140. å

gå 00005. Sparre Schneider

Saavel Dr. Krause som forfatteren har fundet etpar yn-
gre eksplr. paa ren lerbund i Finnæsdybet paa 50—70 fav-
ne, hvorhos kirkesanger Nikolaisen har medbragt et meget
stort men dødt eksplr. fra 100—200 f. i Malangenfjord ; det-
te maaler 22 mm, medens G. O. Sars angiver størrelsen til
19 mm.

T. mivalis er neppe af arktisk oprindelse, da den ogsaa
indenfor den arktiske region kun holder sig paa større dyb
og ikke synes at gaa ind i de lukkede fjotde, i analogi med
Eul. stenostoma og dybvandsformer af lignende udbredelse.

Sammen med foregaaende fandt Nikolaisen i Malangen
et 184, mm langt levende eksplr. af den interessante Spzro-
tropis carinata Phil., der har omtrent samme udbredelsesfor-
holde som Typhl. nivalis og saaledes sandsynligvis ogsaa fo-
rekommer ved Tromsø, om den end hidtil har undgaaet min
opmærksomhed. Den opnaar uden tvivl sin kraftigste udvik-
ling i den arktiske region, om den end ikke i den alminde-
lige omfattende betydning kan karakteriseres som en arktisk
form.

153. Trophon truncatus Strom, G. 0. Sars 1. c. p. 246
tab. 15, fig 9. — Weinkauff, Catalog no. 91. — Clathratus
(L) Lovén 1. c. no. 83 (ex parte). — Møller 1. c. p. 87. —
M. Sars, Beretning p. 189 (ex p,). — Id., Bidrag p. 40 (ex
P.). — Id., Fossil. Dyrl. p. 47 (ex p.). — Danielssen 1. c. p.
34 (ex p.). — Friele 1. c. no. 289 (ex p.).

Den forekommer kun meget sparsomt ved Tromsø og er
hidtil kun. bemærket omkring Juledagene paa 10—15 fide,
skjælsand, hvor jeg ialt har fuudet 5 eksplr., det største maa-
lende 14 mm.

: Hvor nær beslægtet den end er med Z. daten tror
jeg dog den rettest bør betragtes som distinkt species, da
overgangsformer endnu ikke er faldne i mine hænder, lige-
som ogsaa de af Sars paaviste forskjelligheder i radulas byg-
niag, om end ikke betydelige, dog altid bør tillægges nogen vægt:-

Undersøyelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 35.

Sars omtaler 7. éruncatus som meget almindelig* i vor
arktiske region; jeg har i min hele samletid kun erholdt de
nævnte 5 eksplr.; maaske har den sit egentlige hjem ved den

aabne kyst.
- 154. T. clathratus J-., G. O. Sars, 1. c. p. 247, tab. 15,
fig. 10 & 11. — Lovén 1. c. no. 83 (ex parte). — M. Sars,

Beretning p. 189 (ex p.). — Id., Bidrag p. 40 (ex p.) — Id,
Foss. Dyrl. p. 47 (ex p.) — Danielssen 1. c. p. :4 (ex p.) =
Friele 1. c. no. 289 (ex p) — Weinkauff, Catalog no. 90. —
Banffii Møller 1. c. p. 87 (ex p).

a. forma typica G. O. Sars (var. major & minor M. Sars).

Paa forskjellig slags haard bund, ikke paa den bløde
ler, næsten overalt meget almindelig, talrigst indsamlet paa
banken udenfor Skatgren mellem 20 og 30 favne. Kun sjel-
den er den bemærket ovenfor 10 à 15 f., hvorfor det var ret
overraskende at finde den ogsaa littoral; i afvigte Novem-
- ber tog jeg nemlig 2 temmelig store levende eksplr. ved lavt
vand paa Tromsøens sydspidse og kom uvilkaarligt paa den
tanke, om ikke saavel 7’ clathratus som mange andre gas-
tropoder maaske skift r opho'dssted efter aarstiderne, et for-
hold, der frembyder den største interesse, men til hvis ud-
redelse d-r ialfald fra Norges farvande neppe foreligger en
eneste observation. |

Arten opnaar i Tromsøsundet en særdeles kraftig udvik-
ling, idet mit største eksplr. maaier 37 mm og saaledes kun
staar lidet tilbage for de i glacialbankerne og ved Spitsber-
gen forekommende, der angives at naa 40 mm I Kjosen,
hvor den ligeledes er almindelig paa et rev med 7—10 f,
vand, er den ogsaa vel udviklet, idet det største individ fra,
denne lokalitet maaler 35 mm. Gjenne -msnitsstørrelsen for
udvoksede individer fra Tromsø omegn kan sættes fra aa:
30 mm; G. O. Sara har ikke fundet dem større end 24 mm.
Under disse omstændigheder at skjelne mellem en var. major.
og en var. minor, saaledes som M. Sars har gjort 1 sit vig-

86 3 sg Sparre Schneider.

tige arbeide over dyrelevningerne i vore glacialbanker, bliver
altsaa ufornødent, da længden af cauda tillige er ligesaa va-
riabel som skulpturen.

b. var. gunneri Lovén.

Denne vakre form er endau talrigere end den typiske
og forekommer mest udpræget paa dybere vand, men forøv-

rigt gaar begge med de allerjevneste overgange over i hinanden.

Med al denne foranderlighed i antallet og formen af
varices, længden af cauda og spiret og den større eller mindre
soliditet, tror jeg dog ikke der af Tr. clathratus med nogen
fordel kan udskilles flere end de 2 her behandlede former,
ialfald naar kun hensyn tages til materiale hentet fra Nor-
ges nordlige kyster; eksplr. foreligger kun, om end rigeligt,
fra lokaliteter nordenfor polarcirkelen.

155. T. barvicensis jounst.,G. O. Sars i. c. p. 248, tab.
93, fig. 13. — Lovén I. c. no. 85. — M. Sars, Bidrag p. 40.
— Danielssen 1. c. p. 34. — Weinkauff, Catalog no. 93.

Forekommer ogsaa ved Tromsø kun paa dybere vand og
dertil meget sparsomt; selv harjeg taget 3 eksplr. ved Skat-
øren og i Finnæsdybet paa 30—60 f. dyb, medens Dr. Krause
omkring samme lokaliteter fandt 3 tommer skaller og et le-
vende individ. Mit største eksplr. maaler henved 11 mm.

156. Polytropa (Purpura) lapillus L-, G. O. Sars 1. c.
p. 250, tab. 23, fig 15. — Lovên 1. c. no. 103. — M. Sars,
Beretning p. 186. — Id., Bidrag p. 41. — Id, Foss. Dyr].
p. 114. — Danielssen 1. c. p. 33

a. forma typica G. O. Sars.

Overalt i littoralbæltet i allerstørste mængde, langt tal-
rigere end Lit. litorea.

Den ved Tromsø forekommende form er gjennemsnitlig
adskillig tyndskallet, dog i forskjellig grad efter lokaliteter-
ne, og som levende i roligt vand i almindelighed stærkt skulp-
teret. Det største eksplr. maaler 41 mm, vort største fra

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 97

Syd-England 47 mm; Sars angiver maximum til 35 mm. Af
mærkbare farvevarieteter har jeg kun bemærket følgende:

1. Unicolor cinerea vel cinereo—fusca.

2. Unicolor aurantiaca vel pallide flava.

3. Unicolor alba. =

4. Cinereo—fusca fasciis spiralibus 2 albis.

Medens den ensfarvede hvide form under sydligere bred-
der ofteer den eneraadende, er den derimod her nord yderst
sjelden; mere end 90 % tilhører varietet no. 1, den lysere
eller mørkere graabrune; den baandede no. 4 er hyppig,
sjelden derimod den vakre orangegule.

b. v. imbricata (Lam.) G. O. Sars.

Denne smukke form, der udvikler sig i roligt vand, fo-
rekommer ved Tromsø meget almindelig sammen med den
typiske, med de aller jevneste overgange til samme og i alle
dens farvevarieteter. Skulpturen er overordentlig vekslende,
idet de krusede costæ snart staar tæt over det hele skal,
- snart er tilstede i et ganske lidet antal. Paa mange eksplr.
bemærkes kun en enkelt stærkt fremstaaende tyk længdefold
midt efter den sidste vinding.

157. Pyrene rosacea Gourr, G. O. Sars 1. c. p. 251, tab.
16, fig. 1 — Holbølli Møller 1. c. p. 85 (Mangelia). — Lovén
1. ce. no. 78. — M. Sars, Beretning p. 189. — Id., Bidrag p.
42. (Columbella), — Danielssen 1 c. p 34. — Weinkauff, Ca-
talog no. 33 (Mitrella). |

var. lævior M. Sars.

Allerede M. Sars gjør opmærksom paa, at den ved vore
kyster forekommende form ved sin glatte skal betydelig af-
_viger fra den grønlandske, der, som mine 3 rigtignok slet kon-
serverede eksplr. udviser, har stærke lengdefolder næsten over
den hele skal forbunden med en langt skarpere spiralstrie-
ring, end samme bemærkes hos mine talrige arktiske indivi-
der. Da den grønlandske vel bør betragtes som hovedfor-

88 0.0025, Sparre Schneider

men, har jeg for den norske sure det af M. Sars fore
slaaede varietetsnavn.

Paa passende lokaliteter, navnlig talrig og kraftigt ud-
viklet paa Cynthia-banken udenfor Skatøren, forekommer P.
rosacea ret hyppig flersteds i Tromsøsundet mellem 20 og 30
favne, sparsommere høiere op. De største eksplr. maaler 12 _
mm. I enkelte stykker er den ogsaa funden i Ramfjordan
men derimod ikke bemærket i Kjosen.

158. Buccinum undatum L..G. O. Sarsl. c. p. 254, hr
13, fig. 12, tab. 24, fig. 2—4. — Lovèn I. c. no. 80. — M.
Sars, Beretning p. 190. — Id., Bidrag p. 40. — Id., Foss.
Dyrl. p. 114. — Danielssen 1. c. p. 33. — Friele, norske
Nordbavseksp. VIII, p. «8. — Verkriizen, Buc. undatum, Jahr-
buch 1882, Juli. — Grønlandicum (Chmn.) M. Sars, Foss. Dyrl.
p. 46 (ex parte) — Donovani (Gray) G. O. Sars 1. c. p. 257,
tab. 13, fig. 11. — Schneider, zoologiske iagttagelser etc. p.
31. — Storm, kgl. n. Vid. Selsk Skrifter 1880, p. 87.

Da hr. Verkrüzen har modtaget et større antal eksplr.
af de ved Tromsø forekommende varieter og agter at affatte
én opsats over dette materiale, skal jeg afholde mig fra no-
gen vidløftigere behandling af det samme emne og indskræn-
ke mig til at meddele de fornødne oplysninger om artens op-
træden i denne trakt.

Som overalt ved vore kyster forekommer B. undatum -
ogsaa ved Tromsø i stor mængde og i en mangfoldighed af
former, fra littoralbeltet ned til de dybder, hvori fiskerne
_ bruger sine redskabe1; dog frembyder vor betydelige samling
af Tromsø-ekspl. paa langt nær de yderligheder og den af-
-veksling som det i 1882 fra Vardg medbragte materiale, der
skriver sig fra et større omraade med endnu større veksel
af dybde og bundforholde, end Tromsøsundet kan opvise.

Naar undtages v. littoralis G. O. Sars (tab. 13, fig. 12),
der ikke fuldt udpræget forekommer ved Tromsø, findes. alle
hans varieteter repræsenterede, ogsaa den formentligs dong-

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 39

vani (fig. 11), der af Verkrüzen antages for at være. yderst
langstrakte, noget monstrøst udviklede hunner. Jeg har i den
forløbne vinter faaet flere eksplr., tagne paa omkring 30 f.
i den nordlige del af Tromsøsundet, som nøie stemmer med
Sars's figur, og af en størrelse op til 108 mm, i almindelig-
hed temmelig tyndskallede; i Trondhjemsfjorden har Storm
taget kolossale eksplr. af op til 128 mm., og efter hans op-
gayer forekommer denne form paa bestemte punkter, saa de
der danner en virkelig lokalrase. Ved Tromsø forekommer
disse udtrukne former sammen med de øvrige varieteter.

Littoral findes B. undatum kun sparsomt i Tromsøtrak-
ten, og jeg har oftest kun taget unge, stærkt mutilerede eksplr ,
der har stærke tværfolder, jevn og skarp spiralstriering og
dertil ved sin blaahvide farvetone frembyder et ensartet ud-
seende; de ligner kanske mest forma typica (tab. 24, fig. 2),
der forøvrigt nærmest er en dybvandsform. De faa udvok-
sede i littoralbæltet paatrufne eksplr. har lignet noget: v.
cærulea (tab. 24, fig. 3), der falder sammen med Verkrüzens
v. vadsøensis, men forresten været i en yderst slet konser-
veringstilstand. ;

Hovedmassen af de paa dybere vand opfiskeda plie
hvoraf jeg i vinterens løb har faaet et stort antal, tilhører
«former, der snart nærmer sig v. pelagica (tab. 23, fig. 4) snart
den typiske form, medens mange af dem ikke passer ind un-
der nogen af de af G. O. Sars karakteriserede varieteter,
-— hvis antal maatte være bleven fordoblet, om det skulde have
- omtattet ogsaa Finmark-kystens mangfoldige og tildels meget
-mærkelige former. Som ovenfor sagt, vil der formentlig fra
Verkrüzens haand snart foreligge en nærmere redegjørelse
over Tromsøsundets Buc. undatum. |

159. DB, gronlandicum fxmn, G. 0. a 1, ‘Gap; 259,
tab. 13, fig. 9, tab. 25. fig. 1—2. — M. Sars, Bidrag p. 40.
— Id,, Foss. Dyrl. p. 46 (ex parte). — Danielssen 1. c. p: 33.
— Leche, Hafsmollusker no. 125. — Friele, Norske Nord-

‘ 40 on -J. Sparre Schneider. |

‘havseksped. VIII, p. 29, — Cyaneum (Beck) Møller 1. ce. p.
:84. — Loven 1. c. no. 82. — M. Sars, Beretning p. 189.

a. forma typica G. O. Sars.

b. v. tenebrosa G. O. Sars (wv. pcterseni Verkrz )

c. v. patula G. O. Sars

Alle 3 former forekommer sammen og med de jevneste

overgange og er derfor mere at betragte som individuelle
'varieteter end som lokalraser, uagtet vistnok ‘eksemplarerne
- fra forskjellige, ofte nærliggende, lokaliteter tildels frembyder
sine ejendommeligheder. Den typiske form har jeg især fun-
"det talrig paa Tromsøens sydspidse i tyndskallede, oftest

mørkfarvede eksplr, der ikke overstiger 32 mm Jængde, og —

som udmærker sig ved smukke farvetegniuger; den er ial-
-mindelighed lysere eller mørkere brun med hvidgule flammer,
sjeldnere prydet med smale afvekslende brunt og hvidt va-
trede spiralbaand, medens eksplr.ne fra Ramfjordnæs næsten
alle har saadanne baand paa lys gulagtig bund. V. tenebro-
_sa forekommer især udpræget i Kjosen og der meget krafti-
gere udviklet, op til 45 mm. V. patula er en art tykskallet
dvergform; jeg har ikke fundet den udpræget paa Tromsøen,

hvorimod den ikke er sjelden paa Ramfjordnæs, oftest lyst —

farvet som den sammesteds forekommende typiske form.
B. grønlandicum, en af den arktiske regions mest ka-

rakteristiske littoralformer, er vistnok ikke samlet søndenfor
Tromsø, men udentvivl forekommer den vel endnu et stykke

syd i leden. Saalangt som til Lofoten naar den neppe, uag-
tet M. Sars omtaler den herfra; han har uden tvivl forveks-

let den med undatum’s littoralformer. Dens hovedtilholds- |

sted er stranden henimod lavvandsmærket, hvor man finder

den kolonivis under stene, delvis nedgravet i sanden; jeg

. har rigtignok af en fisker faaet etpar eksplr., der foregaves at
være tagne paa line i en dybde af c. 15—20 favne, men tør
‘ikke garantere for paalideligheden af denne opgave; saa

i
Den å
Bu.
ET FRE

en We EA ey Ser
7 y Ps

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 41

- -usandsynligt er det ikke, da arten i det egentlige polarhav

ikke længere kan kaldes en littoralform.
Uden at have seet M. Sars's efterladte samlinger anser
jeg det dog for givet, at en stor del af de fra glacialbanker-

ne omtalte eksplr. af B. grønlandicum tilhører en eller an-

‘den af undatum's arktiske udviklingsformer, nærmest vistnok

var. coerulea; allerede de opgivne dimensjoner, 80 mm, viser

bestemt, at disse eksplr. ikke bar noget med grønlandteum

-at gjøre.

Med Friele holder jeg den af G- 0. Sars som conoideum

-karakteris: rede form for en hybrid af undatum og grønlan-

dicum; vi besidder 2 eksplr., det ene fra Tromsøen, det an-

det og større fra ukjendt lokalitet, desuden et fra Trumsø,

der hælder mest til gronlandicum men vistnok ogsaa er hy-

-brid. Da conoideum bestemt er en bastard af disse 2 arter

og dertil littoral, kan de af Collin fra Limfjorden og af Storm

fra Trondhjemsfjorden omtalte eksplr. ikke falde sammen med
- conoideum men kun betragtes som former af undatum.

160. B. finmarchianum Y=rkrözen, G. O. Sars, 1. c. p.
262, tab. 13 fig. 10, tab. 25, fig. 3—4. — Schneider, z0016-

giske iagttagelser ete. p. 31. — Friele, Norske Nordhavseks-

ped. VIII, p. 30. — Pulchellum G. O. Sars 1. c, p. 261, tab.
24, fig 9. ;

a. forma typica G. O. Sars.

Det var mig en behagelig overraskelse at kunne indføre

i Tromsø fauna denne vakre art, som hidtil kun var funden
ved Finmarkens kyster, idet jeg i December 1885 modtog et

ubeskadiget levende eksplr., der var opfisket med line paa
Balsfjord udenfor Ramfjordnæs. Det er meget tykskallet,

59 mm langt og stemmer nøie med eksplr. fra Vardø; det er-

holdtes sammen med undatum’s dybvandsform, den langspi- —

rede og tyndskallede typus finmarchianus Verkrz., den ved

Vardø almindeligst optrædende varietet.
B, finmarchianum var hidtil sydligst bemærket ved Skjervø

49 SE: J. Sparre Schneider.

paa grændsen af Vestfinmarken, hvorfra jeg i 1877 medbrag-
te talrige eksplr. af en meget ejendommelig yderst fragil
dybvandsform, der endnu ikke er bleven karakteriseret; den
synes mig at komme humphreystanum foruroligende nær, men
jeg skal her afholde mig fra videre indgaaeu paa det van-
skelige Buccimtum-spørgsmaal. Verkrüzen har modtaget
eksplr. ogsaa af Skjærvøformen og vil maaske i sin tid pu-
blicere noget herover.-

Den af G. 0. Sars som pulchellum udskilte form er vist-
nok en varietet af finmarchianum, men en saa ejendommelig
og konstant, at benævnelsen bør opretholdes som varietets-

navn. Det er en tykskallet dvergform, som navnlig synes at

være ret hyppig omkring Gjæsvær, hvorfra vi i det forløbne
aar har modtaget flere eksplr. sammen med masser af fin-
marchianum i de 3 almindelige af G. O. Sars opstillede va-
rieter.

161. Neptunea despecta -.,G. O Sars 1. c. p. 267, tab.

14 fig. 4, a—c. — M. Sars, Bidrag p. 38 (Tritonium.) — Id,
Foss. Dyrl. p. 47. — Friele, Norske Nordhavseksped. VIII,
p. 9. — Mørch, Prodromus no. 111.— Antiquum (L.) Lovén
l. e. no. 74 (ex parte). — Danielsen 1. c. p, 33. — Antiquum
v. aretica M. Sars, Beretning p. 190.

a. forma typica G. O. Sars.

Uden hensyn til bunddækket forekommer denne vor stør-
ste gastropod overalt ganske talrig fra c. 15 f. og nedover,
og er nest Buc. undatum den almindeligste søsnegle, der
pleier at folge op med fiskernes liner; den benyttes ogsaa i
betydelig udstrækning som et godt agn.

Det største eksplr. fra Tromsøsundet i museets samling

maaler 152 mm, skalaabningens høide 85 mm, de største fra‘

Vardø naar 138 mm. Storm omtaler fra Trondhjemsfjorden
et individ paa 170 mm, og større er den vel neppe nogetsteds
funden; Sars’s største maaler kun 130 mm. Saadanne store
gamle eksplr. har næsten bestandig ngiagtig den form og

AE kant Å

| Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 43

skulptur, som den udmærkede figur hos G. O. Sars udviser

D. v. carinata (Penn) G. 0. Sars.
Denne med stærkere eller svagere spiralkjøle udstyrede

-varietet er nærmest at betragte som et ungdomsstadium, især
paa dybere og roligt vand, men kan ogsaa forme sig
'som en virkelig lokalrace, saaledes som i Kjosen, hvor N.

despecta er yderst alm. men ikke stor, men navnlig omkring
Giæsvær ved Nordkap, hvorfra vi af handelsmand Holst har
faaet en vakker svite af en kortspiret, atærkt kjølet og tyk-

skallet form; den mere typiske despecta forekommer dog og-

saa her men naar ingen betydelig størrelse.
162. Volutopsis norvegica Cumn.,G. O. Sars]. c. p. 268,

tab. 15 fig. 1, a—b. — Lovén 1. c. no. 75 (Tritonium). —

M. Sars, Bidrag p. 39. — Danielssen 1. c. p. 34 (Fusus). —

Mørch, Prodromus no. 123. — Schneider, Kvænangens Mol-

lusker p. 67. — Friele, Norske Nordhavseksp. VIII, p. 8.

Først i den sidste sommer (1885) er denne art bleven
mig bekjendt som tilhørende Tromsøsundets fauna, idet jeg
først erholdt et ungt eksplr. (1. 59 mm) taget paa line i
Balsfjordens munding og senere et noget større fra c 50 f.
dyb udenfor Ramfjordnæs, begge levende men desværre, som
nesten al tid er tilfældet med denne smukke og fragile form,
meget beskadiget i skalmundingen.

Skjønt fremdeles at betragte som en sjeldenhed er den
funden paa mange punkter i vor arktiske region; i bundskra-

ben kommer den yderst sjelden, de fleste eksplr. faaes paa

fiskernes liner.

Engelske eksplr. adskiller sig ikke fra vore norske; Friele
mener, at den ikke naar en saa kraftig udvikling i den ark-
tiske region som i Nordsøen, men denne formodning holder
neppe stik. Det pragtfulde stykke, somjeg optog i skraben

i Kvænangen 1881 maaler 118 mm, og større tør den neppe
være funden andetsteds, uagtet jeg ikke har seet maal op-

givet for de største engelske individer,

44 J. Sparre Schneider.

Fra Havnæs i Lyngenfjord har museet modtaget 2 fuld-
voksne af Pagurus beboede Chrysodomus turtoni, og det er
ikke usandsynligt, at den vil blive paavist nærmere Tromsø.
Den er efter min erfaring, ialfald i havet omkring Vardø,
ikke saa sjelden som V. norvegica.

163. Sipho islandicus Cumn, G. O. Sars 1. e. p. 270,
tab. 15 fig. 3. —? Lovén 1. c. no. 76. — M. Sars, Beretning.
p. 191. — Id., Bidrag p. 39. — Danielssen 1. e. p. 33. — Mørch,
Prodromus no. 117. Friele, Norske Nordhavseksp. VIII, p. 10

I det nordlige parti af Tromsøsundet paa lerbund i 30
—40 favnes dyb erholdes denne art som en stor sjeldenhed

i bundskraben, i som det synes fuldvoksne eksplr.; baade for-

fatteren og Dr. Krause har fundet den her, derimod har in-
tet eksplr. været blandt de masser af B. undatum og N. de-
specta, som jeg i vinterens løb har faaet fra denne lokalitet
af byens fiskere. Det største af vore 2 individer fra Tromsø
maaler 102 mm, det største fra Vardø er 112 mm langt, end-
nu lidt større end G. 0. Sars angiver som maximum (110
mm). Udenfor Finmarkens kyster synes denne anselige art
at være ganske hyppig, men det lykkes ikke ofte at faa kom-
plette eksplr. |

S. glaber Verkrz., somjeg mod Frieles opfatning er mest
tilbøielig til at anse for en fra S. gracilis d. C. forskjellig

art, ialfald som denne i talrige eksplr. foreligger mig fra

Englands kyster, er endnu meget talrig ved Skjærvø, hvor-
fra jeg i 1877 medbragte et stort antal individer. Den synes
at være en ren kystform, som ikke gaar ind i fjordene, men

den tør vel kunne findes i et af Tromsgsundets udløb til ha-

vet, f. eks. Kvalsund, og saaledes ogsaa blive indført i den
egentlige Tromsø-fauna.

164. Sipho turritus M. Sars, Bidrag p 39 Gndesor)
Friele, Norske Nordhavseksped. VIII, p. 20 (Neptunea).
-Tortuosus (Reeve) G. O. Sarsl. c. p. 272, tab. 15, fig. 485.
tab. 25, fig. 11,

a ge BT nt

Undersøgelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. 45

a. forma typica G. O. Sars.

Denne form har jeg ikke fundet tydelig udpræget ved :
Tromsø, derimod medbragtes i 1882 fra Vardø et vakkert
friskt eksplr. af 47 mm længde, der stemmer ganske godt
med Sars's figur {no. 4), kun er spidsen af cauda ikke saa
stærkt vreden. |:

b. v. turrita (M, Sars) G. 0. Sars.

Heller ikke denne varietet har jeg funden tydelig ud-
præget ved Tromsø men vel mellemformer, især blandt de
yngre eksplr.

c. v. attenuata (Jeffr.) G. O. Sars.

Denne form forekommer ikke sjelden paa lerbund 1 c. 30
—40 f. dyb udenfor Skatøren, og i aarenes løb har jeg her
samlet endel eksplr., ligesom nogle er bragte mig af en fi-
sker. Det største stykke maaler 48 mm. Denne art synes
i endnu høiere grad end de øvrige Buccinider at være hjem-
søgt af Actinier, især af en glat lyserød, hvis navn imidlertid
er mig ubekjendt.

165. S. latericeus Merrer, 1. c. p. 88. — M. Sars, Bi-
| drag p. 39. -- Danielssen 1. c. p. 34. — Mørch, Prodromus

no. 116. — Friele. Norske Nordhavseks. VIII, p. 17. — Tri-

tonium incarnatum M. Sars, Beretning p. 191.

Denne ejendommelige art blev allerede af M. Sars paa-
vist ved Tromsø, hvor den er jevnt udbredt og bemærket
paa næsten alle lokaliteter, oftest kun enkeltvis; paa Cyn-

3 thia-ageren udenfor Skatøren er den derimod tilstede i stor

mængde, ligesaa i Kjosen paa det før omtalte stenrev i c.
10 favnes dybde; i det egentlige Tromsøsund forekommer den
neppe ovenfor 20 favne og foretrækker ogsaa her et haardt
_ bunddække.

S. latericeus varierer endel, især med hensyn til spirets
længde og længdefoldernes stærkere eller svagere udvikling,
men allerede den ejendommelige farve gjør den let kjende-

46 3. Sparre Schneider.

lig. Det største eksplr. maaler 26 mm, skalmundingens høi-
de 12 mm. 4 |

166. Akera bullata Mörr., G. O. Sars 1. c. p. 281, tab.
26, fig. 1, a—c. — Lovén 1. e. no. 55. — M. Sars, Beret-
ning p. 192. — Id., Bidrag p. 49. — Danielssen 1. c. p. 36.

Paa en af de sidste ekskursjoner i den nu forlabne høst
lykkedes det mig at paavise denne art, som hidtil ganske
havde undgaaet min opmærksomhed, som tilhørende ogsaa
Tromsøsundets fauna. Den synes nemlig ikke at være sjel-

den blandt grønalger paa lerblandet sand paa etpar favnes

vand nær under land lige nord for Juledagene, ganske un-

der samme forholde som jeg har fundet den ved Grote, Ham- ©

merø og i Øxfjord, dens hidtil kjendte nordgrændse, hvor den
ogsaa er funden af M. Sars.

Mine største arktiske eksplr., fra Grøtø, maaler henved
12 mm, G. 0. Sars anfører 10 mm som maximum.

107. Cylichna alba Brewn, G. 0. Sars. 1. c. p. 283, tab.

17, fig. 15 & 16, a—h. — Lovén 1. c. no. 64. — M. Sars,

Beretning p. 192. — Id., Bidrag p. 48. — Id., Foss. Dyrl. p.

44. — Danielssen 1. c. p. 36. — Leche, Hafsmollusker no.

146. — Corticata Møller 1. c. p. 79 (Bulla),
a. forma typica G. O. Sars.

- Forekommer hyppig fra 10 favne og nedover paa al-

slags bund og er bemærket omtrent paa alle undersøgte lo-
kaliteter.
b. v. corticata Møller.

Almindelig sammen med foregaaende og umærkeligt gaa-

ende over i denne, talrigst i Kjosen, hvor den typiske form

neppe forekommer. Den er ved Tromsø i almindelighed kun.
af ringe størrelse; det største eksplr., taget i Haukøbotn paa:

lerbund i 20—25 f. dybde, maaler kun 9 mm, medens Leche

fra det Kariske hav anfører individer af 12, mm længde.:
Det største arktiske eksplr. i vor samling, maalende 10 mm,,

har jeg taget i Hammerø (68°).

FE i E
ry DA Re MEG

Undersøgelser af dyrelivet i de arkske fjorde. | 47:

- 168. ©, reinhardti Merrer, 1. c. p. 79. — Leche, Hafs-
moll. no. 148, tab. I, fig. 21. — Mørch, Prodromus no. 22.
— Striata Brown teste G. O. Sars. — Schneider, Kvænan-
gens Mollusker p. 68 — Propingva M. Sars. Bidrag p. 49.
— G. 0. Sars, 1. c. p. 284, tab. 18 fig. 5, a —d. —? Insculp-
ta (Totten) Leche, Hafsmoll. no. 147.

En for de indre fjordbunde meget karakteristisk art,
som M. Sars opdagede paa sin andon nordlandske reise ved
Tromsø, sandsynligvis i Ramfjord, hvor ogsaa jeg senere har
fundet den ganske hyppig, saavel i det store dyb ved indlø-
bet som i den søndre fjordbund. Nogle faa, mest døde eksplr.
er ogsaa tagne udenfor Skatøren paa c. 30—40 f. dyb. I
største mængde forekommer den i Kjosen, hvor den først blev
funden af den norske Nordhavs-ekspedition i 1877 og sene-
re samlet af forfatteren. Til disse lokaliteter kan endvidere
føies Sørfjord i Kvænangen, hvor den lever paa ringe dyb al-
deles under samme forholde som i Kjosen, samt Langfjord i
Syd-Varanger, hvor jeg har taget et enkelt eksplr. 1 c. 50 f.
dybde; af G. O. Sars er den ogsaa bemærket ved Vadsø.
Den vil uden tvivl efterhaanden blive paavist i de fleste luk-
kede fjorde i vor arktiske region, som jeg med den hid-
til vundne erfaring for øie antager for dens egentlige hjem,

medens forekomsten ude ved den aabne kyst, som ved Vadsø,
hører til undtagelserne og afhænger af særegne forholde.

At den her omhandlede art er identisk med Møllers

1 - seinhardti, har jeg havt anledning til at overbevise mig om
ved direkte sammenligning med 6 Møllerske typeeksplr. fra

Grønland, som jeg i ingen væsentlig henseende kan findes for-.

-— skjellig fra vore norske hverken i form eller skulptur. Jeg,

har: derfor med Leche gjenoptaget Møllers navn, men tør
dog ikke paastaa hermed at have truffet det rette valg i den.
uredige synonymi, hvoraf denne art lider; navnlig formaar
jeg: ikke at komme til klarhed angaaende forholdet mellem

- inseulpta : Totten og reinhardti Møller, der af Leche opret-:

As J. Sparre Schneider.

holdes som 2 distinkte arter. Scalpta (Reeve) Leche er vist-
nok derimod artsforskjellig fra samme forfatters reinhardti.

169. Utriculus truncatulus Brue., G. 0. Sarsl. c. p. 285,
tab. 17, fig. 18, tab. 26 fig. 2, a—b. — Truncata (Ad.) Lo-
ven 1. c. no. 65. — M. Sars, Bidrag p. 48. — Id., Foss. Dyrl.
p. 107. — Danielssen 1. c. p. 36.

b. v. pellucida (Brown) G. O. Sars.

Paa fin sandbund i ganske ringe dybde er denne art
ikke saa ganske sjelden udenfor Skatøren og er ligeledes fun-
den ved Grindøen under lignende forholde.

De foreliggende eksplr. hører efter skallets form til den
af G. O. Sars karakteriserede varietet, men enkelte nærmer -

sig noget den typiske truncatula ved at have svage folder
omkring skallets øvre ende og ved dettes nedentil noget bu-
gede form. |

170. U. nitidulus Loven, 1. c. no. 68. — a O. Sars I.
c. p. 286, tab. 17, fig. 13, tab. 26, fig. 3. — Friele, Bergens
Moll. no. 176.

Dr. Krause fandt 6 eksplr., hvoraf etpar levende, sand-
synligvis udenfor Skatøren; den har hidtil undgaaet min op-
mærksomhed. |

171. U. pertenuis Micu., G. O. Sars 1. c. p. 287, tab.
17 fig. 19—20. — Semen Reeve teste G. 0. Sars. — Turrita
Møller 1. c. p. 79.

a. forma typica G. O. Sars.

Saavel G. 0. Sars som Dr. Krause og forfatteren har
fundet denne lille art i Tromsøsundet, og navnlig synes den
at være ret hyppig paa den fine sand i knapt en meters dyb-

de ved Grindøen, hvor jeg har taget den vadende ved lavvande.

Den varierer med hensyn til spirets længde, uden at no-
get af mine eksplr. dog kan henføres til v. turrita.

+ 173. U. obtusus Monr., G. O. Sars 1. c. p. 349, tab.

34, fig. 10 a—b. —? Friele, Bidrag til Vestlandets Mollusk- —

fauna p. 59, tab. I, fig. 5. — Weinkauff, Catalog no. 469.

Fer pos x Per
ets “> BIT + £ à
RER, EN nd Zn

PSN Ünderspyelser af dyrelivet i de arktiske fjorde. _ 49

- Denne efter min opfatning meget tvivlsomme art har G.
O. Sars fundet ved Tromsø og i Kjosen, ligesom ogsaa Dr.
Krause har den i sin fortegnelse. — Blandt mine eksplr. af
pertenuis er der ogsaa etpar, som synes ligesaa snart at maat-
te henføres under obtusus, men Friele har bestemt alle som
pertenuis; jeg formaar ikke at holde disse 2 formentlige ar-
ter ud fra hinanden. ;

173. Diaphana hyalina Jort., G. O Sars 1. c. p. 289,

| frie te 1, ab M Sars Bidrag p 49. — Id, Foss.
Dyr). p. 107. — Danielssen L c. p- 36.

I største mængde forekommer den i Haukøbotn paa blød

-— lerbund i 20—25 favnes dybde, ganske enkeltvis er den fun-

den i det egentlige Tromsgsund.

174. Scaphander puncto-striatus Mien. G. OSars te
p- 292, tab. 1*, fig. 6 — Friele, Bergens Moll. uo. 162. —
Librarius Loven 1. © no. 61. — M Sars, Beretning p. 192.

: Ge Bidrag p. 49. — Danielssen 1. c. p. 37. — Weinkauff,

Catalog no. 481. -

G. O. Sars omtaler denne art som „meget almindelig".
overalt i vor arktiske region, men mig har det i disse 9 for-
løbne sommere ‚kun lykkes at finde et eneste dødt og muti-

leret ungt eksplr. i Finnæsdybet paa 50—60 f. dyb. Grun-
den hertil er rimeligvis den, at jeg hidtil næsten udelukken-
de har drevet mine undersøgelser i den indre lukkede led,
hvor Sc puncto-striatus ikke synes at trænge ind.

175. Philine scabra Möır., G. O. Sars 1. c. p 294, tab.

18, fig. 13, a—e — Lovén 1. c. no. 58. — Daniclssen I c
p. 37. — Bullea granulosa M. Sars, Beskrivelser og lagtta-
gelser etc. p. 73, tab. 14, fig. 36. —? Møller 1. c. p. 79.

Synes at være temmelig sjelden; Dr. Krause fandt en tom

_ skal, selv har jeg taget 2 yngre levende eksplr. i c. 30 f. dyb
_udenfor Skatøren.

176. Philine en M. Sars, Bidrag etc. p. 49 (in-

- descript). -- G. 0. Sars 1. c. p. 296, tab. 18, fig. 10, a—d.

50 J. Sparre Schneider.

Denne synes at være slægtens almindeligste repræsentant
ved Tromsø og forekommer som de øvrige arter paa blød
lerbund i c. 20 favnes dyb og nedover, navnlig udenfor Skatøren.

177. Ph. qvadrata Woo», G. 0. Sars 1. c. p. 299, tab.
18, fig. 9, a—d. — M. Sars, Bidrag p. 49. — Id., Foss. Dyrl.

p. 108. — Leche, Hafsmoll. no. 152. — Danielssen 1. c. p.
37. — Scutulum Lovén 1. c. no. 5 . — M. Sars, Beretning
p- 192.

Allerede M. Sars omtaler denne art som forekommende
ved Tromsø, hvorfra den ogsaa er medbragt af Dr. Krause;
mig er den hidtil undgaaet i det egentlige Tromsøsund, men
jeg har et fuldvokset eksplr. fra Kjosen

De fra Kvænangen 1 1881 medbragte og som finmarchica
fortegnede eksplr. har senere alle vist sig at tilhøre guadrata.

+ 178. Ph. sinuata Stmps, G. O. Sars 1. c. p. 298, tab.
JG Ho ae

- Kun G. 0. Sars har fundet denne lille art, saavel ved Tromsø å
som i Kjosen paa 10 15, paa den sidstnævnte lokalitet
endog i mængde.

179. Ph. lima Brown, G. 0. Sars 1. c. p. 300, tab. 18,
fig. 12. a—f. — Schneider, 1. c. p. 69. — Lineolata Couth.
teste G. O. Sars.

Blev først funden af G O. Sars i Kjosen, ee jeg sene-
re har samlet den 1 stort al Udenfor Skatyreu forekom-
mer den ogsaa ret hyppig, og blandt de herfra indsamlede
eksplr. befinder sig et, som afviger saameget i skallens form,
at det maaske | er specifisk forskjelligt, nee Re et
større materiale maa afgjøre.

TRYKT 97 JANUAR 1880.

= das an AC GA eV TE cs,

Polarcirkelen

som Nordgrzendsen for en Del

Vertebraters Udbredelse i Norge.
af

FORSTCAND. AXEL HAGEMANN-

Et Land som Norge, med en saa vidtstrakt geografisk
Udbredelse og saa uensartede Naturforholde, maa nedvendig- —
vis frembyde adskilligt af Interesse ogsaa med Hensyn til
de forskjellige Dyrearters naturlige Udbredelse inden Landet.
Betragter vi saaledes Vertebraterne, finder vi, at en stor Del
næsten udelukkende tilhører de ydre Kystegne, medens an-
dre ere udprægede Indlandsformer, foruden at en større Del,
som viser sig mindre nøieregnende med Hensyn til Valget
af Opholdssted, forekommer spredt næsten over det ganske

Land fra Lister til Sydvaranger. Fæster vi os udelukkende

ved Græudsen for deres nordlige Udbredelse inden Landet,
finder vi atter, at en stor Del som f. Ex. fl re Flaggermus-

arter, Pindsvinet, Glenten, Musvaagen, Dobbelttrosten, Nødde-

vækken, Hærfuglen, Natteravnen, Skovduen etc. kun tilhører
den sydøstlige Del af Landet, eller ialfald ikke overskrider
Fjeldryggen, som danner Grændsen mellem det norden- og
det søndenfjeldske Norge. Andre derimod som Grævlingen,

53 Forsteand. Axel Hagemann. Polarcirkelen som N ord-

Saagjøgen, Nøddekraaken, Solsorten, flere Meisearter, Vagtelen
etc. forekommer helt op til Trondhjemsfjorden, medens atter
en større Del under Polarkredsen eller i Trakterne mellem

Ranen og Saltenfjord naar Grændsen for sin nordlige Udbre- —

delse inden Landet, foruden at, som tidligere anmærket, et

stort Antal forekommer saagodtsom overalt, uden Hensyn til

Breddegrader eller øvrige Naturforholde.
Vi finder altsaa Dovre, Trondhjemsfjorden og Egnene
under Polarkredsen, som tre store naturlige Mærker for Ver-

tebratfaunaens Udbredelse, og vi skulle i det tølgende beskjæf-

tige os med de Arter, som heroppe i Ranens Granlier eller

Saltens Furumoer maa siges at have naaet Nordgrændsen for -

deres geovrafiske Udbredelse hos os. Begynder vi med Pat-
tedyrene møder os først en Flaggermusart:

Den langerede Flagermus (Plecotus auritus L) Den”
ne forekommer endnu i Saltdalen, skjøndt ikke saa talrigt
som den der og overalt nordenfor mere almindelige Vespe-
rugo borealis. Selv har jeg endnu ikke opnaaet at faa un-
dersøgt noget Exemplar, men Befolkningen heroppe fasthol-
der bestemt to forskjellige Arter af ,Skindpungen", hvoraf
den ene især udmærker sig ved sine i Forhold til den an-

den overordentlige lange Øren, ligesom det rimeligvis ogsaa
var et Selskab af denne langørede Flaggermus man for en

Del Aar siden stødte paa i Stornæs (40 Km. fra Søen), da
man en Vinter holdt paa at fælde en gammel hul Træstam-
me. De hang nemlig fasthagede med Hovedet nedad, medens
_ Vesperugo borealis ifølge W. Lilljeborg aldrig overvintrer i
hængende Stilling, men indkrøbne i Hul, med Hovedet rettet
udad. Da den nordenfor Trondhjemsfjorden kun er sparsomt
bemærket og nordenfor Saltdalen ikke, synes den her at ha-
ve sin Nordgrændse hos os, medens der i Sverige og Rus-
land ifølge Lilljeborg ikke overstiger den 62de Breddegrad.
Endnu et andet Pattedyr nemlig Gaupen (Felis lynx.
L.) synes under Polarkredsen at naa Grændsen for sin nor-

grændsen for en Del Vertebraters Udbredelse i Norge 53

male Udbredelse inden Landet, om end spredte og omstrei-
fende Individer kunne paatræffes endnu adskilligt nordligere. _
I Vefsen forekommer den som bekjendt ganske almindeligt,
og det var her at en engelsk Dame for nogle Aar siden fandt
dens spæde Unger i Skoven lige ved Ladestedet Mosjøen og
bar dem hjem i den Formening at det var Katunger. Det
nordligste Sted, jeg med Bestemthed ved at den yngler, er i
Sørranen eller Korgen Annex under Hemnæs (ca. 66° N. B.).
Ifølge Meddelelse fra Lensmanden sammesteds er i 1881 &
82 ingen Præmier udbetalte for Gauper, 1 1883 & 84 deri-
mod en for hvert Aar og i den første Halvdel af 1885 to,
hvoraf den ene blev fanget i Sax, den anden blev dræbt ved
Gift. Den i 1884 blev fanget 1 en af en Gut udsat Hare-
snate, hvor den blev fundet kvalt. Dyret var endnu ikke
fuldvoxet, men dog af adskillig Størrelse, og man ser altsaa,
at den heller ikke heroppe fornægter sin Natur, men gaar
paa de forbudne Hareveje. I det nordenfor liggende Mo vi-
des ingen Gaupe at være dræbt i den senere Tid, ‘og jeg har
heller ikke Anledning til at tro, at den yngler der, skjønt
den aarligaars indfinder sig, og især om Høsten og Vinteren
bliver nærgaaende og anretter adskillig Skade.

I Dalsgrænden dræbte den saaledes forleden Vinter sex
Sauer for en Mand. Paa Fjeldstrækningen mellem Ranen,
Saltdalen og Bejeren klager Lapperne undertiden over, at den
gjør Skade paa Renkalverne, skjøndt den ikke her optræder
normalt. Nede i selve Saltdalen viser Gaupen sig kun yderst
sjelden, ja jeg kjender egentlig ikke til, at den er seet der.
før ifjor Vinter, da et Exemplar fra Julen udover opholdt sig
i Junkerdalen, hvor den jevnligt blev seet endog midt paa
Dagen uden at det lykkedes at faa fanget den i de udlagte
Saxe og Selvskud. I Solvaagli var den endog saa fræk at
forsyne sig af en ulykkelig Maar, som var fæstnet 1 det for
den udlagte Jern, og i Junkerdal fortærede den en død Hun-
deskrot lige ved Gaarden og en anden, der senere blev ud- -

#4 Forstcand. Axel Hagemann Polarcirkelen som Nord:

lagt som Aate i en Sax. Ogsaa i Bejeren viser Gaupen sig
kun yderst sjelden, og kun Vinteren 1884 har jeg hørt Tale
om, at et Individ holdt sig øverst i Dalen hele Vaaren udover
uden at det dog lykkedes at faa det aflivet. Gamle Han-
delsmand Jentoft paa Solø, som har tilbragt alle sine Dage
i Bejeren, har fortalt mig, at der ikke i hans Tid er blevet
dræbt nogen Gaupe sammesteds, ligesom han aldrig har seet
dens Skind i Handelen. |
Det nordligste Sted jeg ved, at den er blevet iagttaget
nogenlunde regelmæssigt, er i Langvatsbygden i Skjærstad
under 67,45’ N. B. Herskal den ikke vere saa rent sjelden
den er ial'ald godt kjendt af Befolkningen, som ogsaa klager
over, at den jager deres Sauer. Nordenfor Skjærstad har jeg
ikke kunnct faa Oplysninger om, at Gaupen er iagttaget iden
senere Tid, ogen Meddelelse fra en Mand om, at han i Ste-
gen for et Par Aar siden blev budt et Gaupeskind tilsalgs,
- synes at kero paa en Misforstaaelse da ialfald ifølge Medde-
lelse fra Lensmanden sammesteds intet saadant Dyr vides
skudt der.

I Helgelands ydre Kystdistrikter synes Gaupen ikke paa
langt nær at forekomme saa talrigt som i de indenfor lig-
gende Fjorde og Dale, hvor den i Skovlierne opunder Fjel-
dene har sit kjæreste Tilhold. Lensmanden i Rødø medde-
- ler saaledes, at den i alfald i de 10 sidste Aar ikke er seet
der i Distriktet, og heller ikke i Melø har man i de sidste
15 Aar seet Spor efter den mere end en eneste Gang for en
tre fire Aar siden. Saavidt jeg kan skjønne holder Gaupen
paa at blive talrigere i den sydligere Del af Nordland, efter-
at den nu i over en Menneskealder stadigt var aftaget i An-
tal, ligesom den ogsaa synes tilbøieligere til at indfinde sig
i de nordenfor liggende Distrikter, uden at den dog endnu
har faaet fast Fod nordenfor Sørranen og Vefsen. :

Ifølge de statistiske Tabeller sees folgende Premier at

grændsen for en Del Vertebraters Udbredels i Norge 55

være udbetalte for Gaupe i Nordland, der, vel at mærke, al-
le maa skrives paa Helgelands Regning:

Femaaret 1846—50 3
LV 185155 a
3 1856—60 5
02-1866 65 Å
å 1866—70 8
= 1871—76
5 1876— 80 9

1881 <
1882 4
1883 11
1884 4

I de sidste 29 Aar altsaa 47 Gauper fældede paa Hel-
geland.

Som bekjendt har man sat Gaupens i den senere Tid
over hele Landet kjendeligt talrigere Optreden i l'orbindelse
med Ulvens Aftagen, og dette kan forsaavidt ossaa holde
Stik for Nordlands Vedkommende, som Ulven ossaa der er
fuldstændigt forsvunden og kun viser sig af og til om Vin-
teren, helst parvis eller i et enkelt Individ forfølger de Renen,
naar Lapperne kommer over fra Sverige.

At under disse Omstændigheder Elgen og Hjorten med
Tiden kunne faa en større Udbredelse i Nordland er ikke
umuligt. I ældre Tider fardtes de som bekjendt begge her-
oppe, og endnu i Aarhundredets Begyndelse traf man Elgen
af og til i Saltdalen og Skjærstad, ligesom der i Saltdalen
endnu gaar Sagn om, at en Hind for lang Tid siden skal være
skudt i Sundbyholmene.

I Sverige synes Gaupen at gaa noget lengere mod Nord
end hos os, ialfald er den endnu almindelig i Arjeploug, me-
dens den som sagt i Saltdalen, der ligger omtrent under
samme Breddegrad, kun viser sig yderst sjelden. |

56 Forstcand. Axel Hagemann. Polarcirkelen som Nord-

Forlader vi Pattedyrfaunaen og zaar over til Fuglene,
finder vi et forhoidsvis stort Antal Arter, for hvis Udbredel-
se inden Landet Polarcirkelen stiller sig som Nordgrændse.
Vi skulle i det følgende lidt nærmére omhandle hver enkelt
af disse, som altsaa kun delvis berører det arktiske Gebet,
idet en sydligere Zones Fauna her har sine nordligste For-
poster og Udløbere.

1) Gransangeren (Phyllopsevstes abictina Nilsson), som
man tidligere ikke havde observeret nordenfor det Trondhjem-
ske, har jeg truffet hist og her op i Saltdalens Furuskove
(67° N. B.), hvor jeg har al Anledning til at formode, at den
ruger. Det viser sig altsaa, at den ikke udelukkende er bun-
det til Granskovene men ogsaa kan forekomme, hvor Furuen
indtager dens Plads, naar Localiteterne forøvrigt ere passen-
de. I Sverige, hvor som bekjendt Ganen gaar adskilligt hei-
ere end hos os, synes ogsaa Gransangeren at forekomme no-
get længere mod Nord.

_ 9) Bastardnattergalen (Hypolais icterina. Degland)
angives af L Stejneger som forekommende „ikke sjelden op-
til ovenfor Polarcirkelen*. Professor Collett anmærker den _
som en af de Smaafugle, der stadigt vinder stgrre Udbredel-
se inden Landet. I Saltdalen ved jeg endnu ikke med Be-
stemhed at have iagttaget den. I Sverige synes 63° N. B
at være dens Nordgrændse. |

3) Gjærdesmutten (Troglodytes parvulus. Koch), som
heller ikke tidligere var bemærket norden Trondhjemsfjorden,
erholdt jeg ‘*/, 1883 fra Junkerdalen (66,,,° N. B.) i et en-
kelt Individ, som blev skudt ved Pladsen Solvaagli! Dette
er saavidt vides det nordligste Sted Gjærdesmutten hos os er
observeret, men hække heroppe gjør den ikke, og dajeg ikke
senere har paatruffet den, kan man altsaa kun uegentligt
sætte Artens Nordgrændse til Polarkredsen. I Sverige synes
den ikke at overstige den 64de Breddegrad.

4) Halemeisen, (Orites caudatus L.) forekommer deri- -

grændsen for en Del Vertebraters Udbredelse i Norge 87

mod hos os hækkende ialfald til Saltdalen og Bejeren (67° |
N. B.), hvor den i milde Vintere er fuldstændig stationær,
og hvor den i Saltdalen er en af de mere almindeligt fore-
kommende Smaafugle, medens den i Bejeren ifølge Forstas-
sistent Hall optræder mere sparsomt. I Ranen har jeg ikke
gjenfundet den før i Korgen (66° N. B.), hvor jeg i forgan-
_ gen Sommer ved Bygdaas traf et enkelt Par. I Sverige over-
skrider Halemejsen ikke don 63de Breddegrad.

5) Ogsaa for Kulmeisen (Parus ater L.) synes Saltda-
len at være det nordligste Sted, hvor den hos os forekommer
hækkende. Den er der stationær og en almindeligt forekom-
mende Art, medens den nordenfor kun ifølge Professor Col-
lett er sporadisk bemærket i Sydvaranger. I Sverige er dens
Nordgrændse allerede mellem den 62de og 63de Breddegrad.

6) Blaameisen (P. caeruleus L.) forekommer ifølge L.
Stejneger „op til Nordland*. Selv har jeg aldrig paatruffet
den heroppe. For Sverige angiver Å. E. Holmgren dens
Nordgrændse til 61° N B.

7) Trækryberen (Certhia familiaris L), som tidlige-
re ikke var bemærket nordenfor Trondhjemsfjorden, har jeg
paatruffet temmeligt talrigt hækkende i Saltdalen, hvor den
ogsaa er fuldstændigt stationær. Ifølge Meddelelse fra Forst-
assistent Hall forekommer den ogsaa i Bejeren, dog der kun
yderst sparsomt. I Sverige er dens Nordgrændse allerede
ved den 62 Breddegrad.

8) Hortulanen (Emberiza hortulana L) har hos os sin
væsentlige Udbredelse paa Østlandet og er kun sparsomt be-
mærket nordenfor Trondhjemsfjorden. I Saltdalen har jeg
dog jevnligt bemærket den om Vaaren, hvor den i de sidste
Dage af Mai eller først i Juni indfinder sig ved Gaarden,
ikke i enkelte forvildede Individer, men regelmæssigt og fuld-
stændigt ordinært, og hvor jeg har havt Anledning til atiagt-
tage den ialfald hele Juni Maaned ud, ligesom jeg ogsaa har
gjenfundet den under Høsttrækket. Hvorvidt den hækker

58 Forstkand. Axel Hagemann, Polarcirkelen for Nord-

|

der, kan jeg endnu ikke med Bestemthed afgjøre, skjønt jeg

for mit eget Vedkommende er tilbøielig til at tro det. For
Sverige angives den at findes spredt over det hele Land.

9) Bogfinken (Fringilla coelebs L.) synes ogsaa ved Po-
larcirkelen at naa Grændsen for sin normale Udbredelse in-
den Landet. I Saltdalen er den saaledes yderst almindelig
og den første eller ialfalden af de allerførste Trækfugle, som
indfinder sig der om Vaaren. I Ranen har jeg seet den, og
i Bejeren findes den ogsaa, men nordenfor Saltenfjord synes
den at blive sjeldnere. 1 Sverige synes den at gaa endnu
længere mod Nord end hos os, og opgives at hække almin-
deligt over hele Landet. | |

10) Grønfinken (Linota chloris L.) angives af L. Stejn-
eger som fundetlige op til Polarkredsen. Selv har jeg ikke
havt Anledning til at bemærke den heroppe. For Sverige
opgives den hække i de sydlige og mellemste Dele af Lan-
de
hos os.

, Og Synes altsaa ikke der at gaa saa langt mod Nord som

1881 indfandt den sig saaledes i store Skarer i Saltdalen,
hvor den holdt sig hele Vinteren udover og paa Vaarkanten
delvis syntes at hække i Skovene, indtil den Sommeren 1882
aldeles var torsvundet. Samtidigt optraadte den ogsaa 1 store

Skarer andetsteds i Salten f. Ex i Bejeren og i Skjærstad,

ligesom der samtidigt indtraf et rigt Frøaar for Furuen, i
hvis Kongler den fraadsede. For Sverige opgives den at fin-
des over hele Lanoet.

12) Ogsaa Grankorsnæbbet (Loxia curvirostra L.) an-
gives at findes op til Polarcirkelen, hvor jeg dog aldrig har
havt Anledning til at iagttage den. I Sverige skal den lige-
som foregaaende findes spredt over hele Landet.

13) Skovskriken (Garrulus glandarius L.) anføres af

L. Stejneger som almindelig op til Polarcirkelen. Selv har

11) Furukorsnæbbet (Loxia pityopsittacus. Bechst) fo-
rekommer ialfald saa langt som op til Saltenfjorden. Høsten —

PE RE EV ll nn

he 2 AT DE Ji SE
x i w
¢ ete Kr

_ grændsen for en Del Vertebroters Udaredelse i Norge. 59

| jeg dog intetsteds paatruffet den hverken i Salten eller paa
- Helgeland. I Sverige synes den neppe at overskride den 62de

Breddegrad.

14) Kajen (Corvus monedula L.) er ifglge Meddelelse
fra Professor Collett hos os ikke med Vished kjendt rugen-
de nordenfor Inderøen (64°N.B), skjøndt et Individ er skudt
paa Grote (64,,,°.) I Beieren har jeg et Par Gange havt An-
ledning til at iagttage den om Vaaren, hvor den ved Sole
(67° N. B) spadserede om paa de netop optinede Agerstyk-

ker. Ifølge Meddelelse fra Gildeskaal skal den dernede slet

ikke være saa sjelden, navnligt siges den at indfinde sig no-
genlunde regelmæssigt omkring Kirken (67°), hvor man dog
ikke med Sikkerhed har kunnet opgive mig at den hekker.
I Sverige skal den efter A. E. Holmgren ikke hække norden-
for den 60de Breddegrad.

15) Det nordligste Sted, hvor Lærken (Alauda arvensis
L.) hos os optræder normalt hækkende, er Egnene om Salt-

- tenfjord (67.5° N. B) Paa Bodømyren ligesom paa Fuske-

myren og andrestedsi Skjærstad er den saaledes aarvis. Nor-
denfor er den paatruffet spredt og tilfældigt helt op til Pors-
anger (76,40°), uden at den dog nogetsteds høres til de der
normalt optrædende Arter. I Sverige synes den at have om-
trent samme Udbredelse som hos os.

16) Taarnsvalen (Cypselus apus L.) forekommer hos
os ifølge Professor Collet ikke normalt hækkende nordenfor
den 66de Breddegrad. Vefsen synes altsaa hos os at være
Grændsen for den nordlige Udbredelse, i Rauen har jeg ial-
fald ikke paatruftet den. Enkelte forvildede Individer ere dog
blevne iagttagne helt op i Finmarken. For Sverige angives
den som temmelig almindelig til nordenfor Polarcirkelen, den
synes altsaa der at have en noget større Udbredelse mod à
Nord end hos os.

Blandt Haklk:espætterne synes flere netop i disse Egne

i

60 Ferstcand. Axel Hagemann. Polarbirkelen som Nord-

at naa Grændsen for sin normale Udbredelse inden Landet.
Dette er saaledes Tilfældet med:

17) Den store Flagspætte (Picus major L), som i Salt-
dalen kun viser sig sjelden og ikke hækkende. Kun familie-
vis omstreifende om Høsten har jeg der paatruffet den. Ft
enkelt Individ, det eneste nordenfor Saltdalen, er forresten
skudt ved Morteusnæs i Varangerfjorden I Sverige gaar den
længere mod Nord end hos os, omtrent saa langt som Gra-
nen danner Skov.

18. Grønspetten (Picus viridis L.) angives af Sommerfelt
for Saltdalen, hvor jeg dog ikke har kunnet gjenfinde den.
Ifølge Collett blev et Individ, det nordligste hos os observe- ~
rede, i Juni 1879 skudt i Tysfjorden (6810 N. B.) og indsendt
til Tromsø Museum. I Sverige forekommer Grønspetten ikke
normalt nordenfor Egeregionen eller den 60de Breddegrad.

19) Graaspetten (Picus canus Gmelin) skal ifølge Stejn-
eger forekomme temmelig hyppigt ,til ovenfor Polarcir-
kelen*, uden at Jeg selv nogetsteds har paatruffet den her-
oppe. I Sverige begynder dens Udbredelse, hvor Grønspet-
tens ender, og den gaar helt op til 65° N. B.

20. Gjertrudsfuglen (Pieus martius L.) naar i Salt-
dalen (67° NB) Grændsen for sin nordlige Udbredelse hos os.
Deroppe forekommer den dog kun spredt og enkeltvis. For
Sverige angives den at forekommer næsten over hele Landet.

Ogsaa for Rovfuglene danner Polarkredsen for enkelte
Arters Vedkommende. Nordgrændsen for deres Udbredelse i
vort Land.

21) Perleuglen (Strix Tengmalmi Gmelin) forekommer
saaledes almindeligt helt op i Saltdalen, hvor den er en af
de talrigst forekommende Arter. Det nordligste Sted, hvor
den hos os er observeret, er ved Trondenæs (08,45? NB.) hvor
et Individ i Januar 1877 blev skudt og indsendt til Tromsø
Museum. I Sverige forekommer Perleuglen ifølge C. R. Sund-
strøm til den 67 Breddegrad, og gaar altsaa der omtrent li-

grendsen for en Del Vertebroters Udbredelse i Norge. 61

ge ot mod Nord som hos os.

22) Katuglen (Strix aluco L) tør maaske ogsaa gaa
op til Saltdalen. Den angives ialfald som forekommende der
af Sommerfelt, og om jeg end ikke selv har gjenfundet den
vil jeg dog ikke benægte Forekomsten, skjøndt den visselig
hører til en af de der sparsomst optrædende Arter. I Sve-
rige synes den ikke at overstige den 65de Breddegrad.

23) Hubroen (Bubo ıynavus Forster) synes ligeledes
hos os under Polarkredsen eller lidt nordenfor at naa Grænd-
sen for sin normale Udbredelse. Endnu i Saltdalen og Beje-
ren er den en meget almindeligt forekommende Art, og den
forekommer vistnok, om end ikke saa regelmæssigt, ogsaa

adskilligt nordligere. For Sverige angives den som forekom-

mende spredt over hele Landet.
24) Dverguglen (Sørix passerina L) angives af Stejn-
eger som forekommende til Polarcirkelen. I Sverige gaar

den op til over den 67de Breddegrad.

25) Qgsaa Taarnfalken (Falco tinnunculus L) naar ved
Polarcirkelen sin Nordgrændse, i det den enduu 1 Saltdalen
forekommer nogenlunde almindeligt hækkende, medens den
nordenfor optræder mere spredt og enkelt, dog helt op til
Tromsø. I Sverige gaar den ikke saa langt mod Nord som
hos os. |

26) Spurvehøgen (Astur nisus L) hækker almindeligt

helt op til Saltdalen (67° NB) I Sverige angives den at fo-

rekomme over hele Landet.
27) Hjerpen (Bonasa betulina Scopoli) findes hos os

nordligst i Sørranen eller det ovenfor nævrte Korgen Annex

under Hemnes (66,05 NB) Der traf jeg den i sidstledne
Sommer almindelig i Granskovene, medens den i Dalsgrænden
og Nordranens øvrige Skovdistrikter, hvor man skulde vente
at finde den igjen, da Naturforholdene ere ensartede og Gra-
nen fremdeles eneraadende som Skovtræ, mærkeligt nok gan-
ske mangler. Gisendsen er her trukket skarpt og bestemt,

62 Forstcand. Axel Hagewann. Polarcirkelen som Nord-

thi ınedens den i Sørranen endnu er Gjenstand for en ikke
ubetydelig Fangst, er Hjerpen i de strax nordenfor liggende
Distrikter end ikke til Navnet kjendt af Befolkningen. I
Sverige gaar den over en Breddegrad længere mod Nord end
hos os og forekommer endnu i Arjeploug ganske almindeligt.

28) Viben (Vanellus vulgaris Bechstein) ruger ifølge
Collet neppe regelmæssigt nordenfor Tjøttø (65,50? NB.). Fler-
steds ved Bodø og i Skjærstad (67,15° NB.) synes den dog at
være aarvis, men nordenfor forekommer den mere spredt og
tilfældigt, skjønt paatruffet helt op i Østfinmarken, I Sveri-
ge synes Gen ikke at forekomme regelmæssigt hækkende nor-
denfor den 62de Breddegrad.

29) Agerrixen (Orex pratensis Bechst.) hører ifølge Col-
lett ikke til de nordenfor Polarcirkelen regelmæssigt forekom-
mende Arter, skjøndt den ogsaa er fundet rugende helt op
til Tromsø (69,40° NB). Den er. idethele noget ubestemme-
lig og periodisk i sin Optræden. I Saltdalen skal den saa-
ledes for en 20—30 Aar siden have været ganske almindelig,
medens man derimod nu mere ikke vil paatræffe den sam-
mesteds. I Sverige synes len omtrent at have samme Ud-
bredelse mod Nord som hos os.

30) Den sortkravede Toplom (Podiceps auritus L.) er _
den eneste af de til Toplommene henhørende Arter, som man
har fundet regelmæssigt rugende hos os, hvor den ialfald
gaar op til Polarcirken, skjønt overalt spredt og sporadisk
i sin Optreden, Tjøttø, Hero. og en Del andre Smaager paa
Helgeland (65,50° NB.) angives af Collett som aarvisse Ruge-
steder. For Saltdalen angives den hekkende af Sommerfelt
og blev der gjenfundet af mig 23de Mai 18541 et lidet Skov-
vand ved Rusaanæs, hvor dog baade Hannen og Hunnen bleve
bortskudte. Enkelte Individer ere til og med observerede
helt op i Finmarken. I Sverige er den neppe iagttaget hæk-
kende nordenfor den 61de Breddegrad.

Af de ca. 200 Fuglearter, man for Tiden med Sik-

~

)

grændsen for en Del Wectobroters Udbredelse i Norge 63

kerhed kjender rugende hos os, synes aitsaa de 30 omkring
Polarkredsen at naa nen for sin Udbredelse mod Nord
inden Landet.
Ogsaa Reptilierne representeres af en Art, hvis nord-
lige Udbredelsesgrendse gaar op imod Polarkredsen. Det
er Hugormen (Coluber berus L), om hvem Collett i sine Be-
= mærkninger om Norges Reptilier og Batrachier ,(Chr. Vid.
Selsk. Forh. 1878) anfgrer: „Mod Nord er den endnu hyp-
„pig i Kystegnene i Namdalen samt i hele søndre Helgeland,
„i Nordland, ifølge en Meddelelse af Forstmester Berbom er
„den talrig paa Alsteng, ligesom i Mo Sogn i Ranen (66,20),
„men gaar ikke op til Saltdalen eller Bods.“ — Om dens
Forekomst paa Alsten har jeg for Tiden intet Kjendskab,
derimod synes Hugormen i Mo Sogn ligesom idethele i Eg- -
nene om Ranenfjorden for Tiden at maatte udslettes af Fau-
naen. I hele Sørranen og Hemnæs har det saaledes trods
- ivrige Efterforskninger været mig umuligt at opdrive nogen-
- slags Besked om Hugormen, man kjendte neppe dens Navn
og vidste ikke om, at der fandtesnogen Orm og allermindst
nogen giftig.

I Mo tyder flere Stedsnavne saasom „Ormlid“ etc
paa, at Hugormen tidligere der har forekommet, ligesom man
ogsaa vidste at fortælle, at den i gamle Dage skulde været
almindelig mangesteds, især der hvor ,Kungsgraset* (Origa-
num vulgare) voxede yppigt i Krat og Lier. For Tiden vid-
ste man derimod intet om, at Hugorm skulde forekomme i
Mo, den almindelige Mening var, at den tidligere havde fore-
kommet der, men nu efterhaanden var blevet borte, og man
kunde heller ikke paavise mig et eneste Sted, hvor nogen ~
Orm i de senere Aar var blevet seet eller dræbt, thi et løst
Rygte om, at en Gjætergut for kort Tid siden skulde have

- seet en Orm i Lien ovenfor Selfors, der tidligere var noke
som bekjendt som Tilhold for disse Dyr, fik jeg ikke senere .
- bekræftet. Hugormen synes altsaa nu for Tiden at være ud-

64 Forstcand. Apel Hagemann, Polarcirkelen som Nord-

ryddet i Mo, og dens Nordgrændse hos os at burde sættes —
til Vefsen og Alsten eller 66° NB.

I Sverige gaar den adskilligt længere mod Nord og
forekommer endnu i Arjeploug ganske talrigt i Trakterne om
Hornafvan. Det er heller ikke saa usandsynligt, at Hugor-
men i gamle Dage ogsaa her i Landet har havt en større
Udbredelse mod Nord. I Olaf Tryggvesons Saga (87 Cap.),
hvor Drabet paa Raud hin Ramme, der boede paa Godøen
ved Indløbet til Skjærstadfjorden omtales, beretter Snorre
saaledes om, at Kongen lod ,tage en Lyngorm,* hvilket Ud-
sagn imidlertid ligesom saa mange lignende i disse Sagaer,
maa benyttes med stor Varsomhed.

Ville vi tilsidst kaste et Blik paa den rent arctiske
Vertebratfauna, der som bekjendt ikke hos os udmærker sig
ved nogen synderlig Artsrigdom, finder vi omvendt, at Egne-
ne under Polarkredsen for et Par af de hidhen hørende Ar-
ters Vedkommende maa betragtes som Sydgrændsen for de-
res naturlige Udbredelse inden Landet.

Dette er saaledes Tilfældet med den graasidede Skov-
mus (Arvicola rufocanus. Sundevall) hvis egentlige Tilhold
er Finmarkens Høideplateauer, men som i 1882 under en
stedfindende Lemingvandring forbundet med Masseoptræden
af Arvicola-Arter, indfandt sig helt ned i Saltdalen.

Sivsangeren (Calamoherpe schoenobaenus L.), der som
bekjendt kun findes hækkende i Landets nordligste Egne, er
dog endnu tairig i Saltdalen {67° N. B.), hvor jeg i Junker-
dalen har fundet den rugende i de tætte Salixkjærr langs
Elvene. Paa Tjøttø (65,50? N. B.) er det sydligste Sted, hvor
den hos os er fundet om Sommeren (Fiskeriinspect. Lan d-
mark.) u

Fjeldgaasen (Anser erythropus L.), som hos os har
sine væsentligste Hækkepladser i de indre Dele af Finmar-
ken, forekommer dog ogsaa om Sommeren, skjøndt mere en-

Yo AU TDE
ee

greendsen for en Del Vertebroters Udbredeise i Norge. 65

keltvis, paa flere af Fjeldvandene lige ned til Polarkredsen,
hvor den dog i de senere Aar synes at være bleven langt

_ sjeldnere.

Ogsaa Havellen (Clangula glactalis L) forekommer
hos os hækkende i Tromsø Stift, hvor den er almindelig til
nedimod Polarcirkelen. Endnu i Bejeren og Saltdalen er den
saaledes en af de ved Fjeldvandene almindeligst forekommen-
de Arter. Søndenfor finder man den mere spredt og enkelt-
vis. I Sverige har den omtrent samme Udbredelse som hos os.

Sammenholder vi det ovenfor anførte, finder vi, at
Polarcirkelen med Skjel kan betragtes som en Mærkestreg i
Vertebratfaunaens Udbredelse inden Landet, og at følgelig
de herom liggende Egne stedse maa have Interesse saavel i
mastologisk som i ornithologisk Henseende.

PALTDALEN 1 FEBRUAR 1886.

Trykt Marts 1886.

66

Nogle bemærkninger om en ny art af slægten

Phyllodecta fra det arktiske Norge
af

}- PPARRE SCHNEIDER.

I „Entomologisk tidskrift* 6 bd. p. 147 (1885) har jeg

kortelig omtalt en ejendommelig liden Phyllod:cta, som me-
get udpræget alpin forekommer paa , Flaifjeldet“ ved Tromsø,
hvor den optræder i stor mængde og sandsynligvis ernærer
sig af Salix herbacea. Den var foreløbig bleven bestemt som
laticollis Suffr., ved hvilken bestemmelse jeg dog ikke kunde
acqviescere, da nævnte art if. Stein & Weises Catalog skal
forekomme paa Sicilien. Det var mig derfor en tilfredsstil-
lelse, da prof. J. Sahlberg i Helsingfors i sit sidste brev med-
deler, at den af Dr. Weise, som for tiden er første authori-
tet inden Chrysomeliderne, er erklæret for en ny art, for
hvilken Sahlberg foreslaar navnet polaris, der som meget pas-
sende bør beholdes. Foruden ved sin ringe størrelse adskil-
ler den sig ogsaa ved formen af prothorax og anordningen
af punktstriberne paa elytra, men da den ved en senere lei-
lighed skal blive udførligere beskreven, indskrænker jeg mig
her til disse foreløbige bemærkninger, til orientering for dem
af mine kolleger, hvem jeg i de sidste par aar har sendt
eksplr. af dette lille vakre fjeldinsekt. —

TORE eut VIRUS Mg CRP Ue ee
re på à G v

Kvartærtidens
udviklingshistorie efter det nordlige
Norge.
| Med kart og profilrits.

LA
KARL PETTERSEN.

Fra de forskjellige strøg efter den nordlige halvkugle,
der har lagt ind under en glacial tid, foreligger der vidnes-
byrd, der med mer eller mindre bestemthed antages at pege
hen paa at den glaciale tid er at udskille i en ældre og en

yngre periode — indbyrdes udskilte ved en mellemliggende

forholdsvis kortvarig mildere periode.

_ Ogsaa for det nordlige Norges vedkommende er der
tidligere fremholdt forskjellige forholde, der syntes at kunne
pege i lignende retning. Samtidig er der dog derunder ble-
ven fremhævet at disse ikke traadte saaledes frem at det
lod sig gjøre paa dem i saa henseende at bygge mere af-

gjørende slutninger.

Under forrige aars høst (1885) blev der lagt en ny
vandledning ned over til Tromsø by. Ved de udgravninger,
der herunder foregik efter de her optrædende udbredte al-
luviale og diluviale masser, aabnedes der efter disse et sam-
menhængende profil, hvorfra — som det synes — ret væsent-

lige bidrag ere at hente til belysning af Kvartertidens ud-
Be: 5

68 Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

viklingshistorie for det nordlige Norges vedkommende.

De herunder gjorte aflæsninger skulle her søges nær-
mere fremstillede. Til belysning af disse vedlægges et rits,
der omfatter den nordlige del af det landparti, hvorpaa den

nordre del af Tromsø by er bygget, tilligemed nærmest til- —

grændsende omraade. Dette parti indbefatter det forholds-
- vis brede forland, der fra øens højere opstigende aasdrag
skjær sig ned mellem Tromsø bys havn paa den sydlige side

og den brede Bredvikbugt paa den nordlige. Dette forland

er paa det nærmeste helt bygget af løse bedækninger, fra
hvilket den faste undergrund kuns vil findes brydende frem

efter den saakaldte St. Hanshoug (H), der fra en højde af

120’ (38”) temmeligt stejl stiger op til en højde af omkring
200° (63 m).
Underlandet stiger i det hele nogenlunde jevnt op fra

stranden indtil foden af (A) — tre i samme række liggende

brudstykker af en oprindelig sammenhængende terrassedan-
nelse. Terrassens fodpunkt ligger i en højde af 60° (19 m.)
over havfladen. Dens temmelig stejlt stigende ryg (afsats)
har en højde af 10’ (3 m.) og terrassens øvre fremspringen-

de kant ligger saaledes i en hojde af 70° (22 m.) Fra ter-

rassens øvre kant stiger dagfladen jevnt op mod volden (B).
Stigningsforholdene her ville nærmere findes belyste ved pro-
filrits fig. (1), der er optrukket efter det paa kartskissen an-
givne profil I. Denne profillinje overskjær det midtre ter-
rassebrudstykke (A) ligesom ogsaa den nordlige del af vol-
den (B). Terrassebrudstykkerne (A) ere byggede af sand,
grus og talrige i regelen lidet alrundede blokke, regelløst
kastede om hinanden. Dette gruslag hviler paa eu under-
grund af finere tildels afslemmet sand.

Volden (B) er bygget af sand og grus indblandet med
sten. Den er tildels dækket med store flytblokke. Ved sin
søndre afslutning gaar den over i det nordre afhæld af Ste

Hanshougen (H). Herfra skyder den sig nordover indtil Hans-

efter det nordlige Norge 69

| jordneselven, idet den derunder gjennem sin halve længde
bevarer en nogenlunde ens højde med en i det hele stærk

humpet topflade. Efter den nordre halvdel skraaner ryggen
langsomt nedad mod Hansjordneselven. Fra dens østre fod-
punkt, der ligger i en højde af 128° (40 m.) stiger volden i

en temmelig stejl afsats efter det sydlig> parti op til en højde

over havfladen af 160' (50 m.) Voldens vestre afsatser der-
imod noget lavere og i det hele svagere og mere uregelmæs-
sigt præget. Den falder her ned mod den brede flade, der i
omkring syd-nordlig retning som en dallignende indskjæring
fører frem langs den vestre side af St. Hanshougen og volden £B).

Fra volden (B's) vestre afhæng stiger dagfladen efter
den nævnte dalligneude indskjæring langsomt op mod volden
(C), hvis fodpunkt ligger i en højde af 180' (56 m.) Her-
fra stiger volden temmelig stejlt op til en højde af 248’ o.h. og
falder til den anden side mod vest med svagere afheld ned
mod Hansjordneselvens indskjæringsløb. Ligesom (B) har og-
saa (C) en noget ujevn humpet eller smaakuperet topflade,
der viser langsomt afhæld mod nord. |

Den dallignende indskjæring mellem volden (OC) paa
den ene side og St. Hans- hougen (H) og volden (B) paa den
anden side er stærkt udfyldt med diluviale masser, der byg:
ger rækker af lave drag og smaa humper.

Medens terrassedannelsen (A), at slutte fra topflader-

nes form, utvivlsomt maa være dannede under havfladen og

saaledes nærmest maa være at betegne som en marin dannelse,
om og glaciale kræfter her derunder kunne have været med-
virkende, maa derimod de udprægede volddannelser (B) og
(C) med sine stærkere vekslende topforholde antagelig være

_ af mere udpræget glacial oprindelse.

Vi skulle nu nærmere fæste os ved forholdene efter
profilritset (2). Dette fører fra havnen op efter Bispegaden
til krydset med Grønnegade (paa profilet betegnet med x),
derfra langs denne i omkring nordlig retning op til den lang-

70 Karl Pettersen. Kyartierlidens udviklingshistorie

somt stigende topflade af terrassedannelsen (A,s) sydligste
brudstykke (profilets (y}, derfra i nordvestlig retning opimod
volden B,s sydligste parti (profilets (z), — gjennemskjær nu
denne og fører herfra videre i vestlig retning op til den ny
vandledningskum under foden af volden (0).

Efter denne profillinje ville følgende bygningsled findes

trædende frem — i orden fra yngre til ældre — idet dog

skal bemærkes at mægtigheden af de forskjellige afdelinger paa
ritset træder frem i større maalestok end den der svarer til
ritsets højdeforholde.

a. Yngste skjællag langs efter Bispegaden samt efter Grøn- —

negade indtil en højde af 35° (11 m.) over havfladen.
Skjællaget er for største delen dannet af skjælrester —
samtlige tilhørende nu levende molluskarter. Lagets
mægtighed ivarierer her adskilligt og naar efter de ne-
derste partier en mægtighed af 5' (1,6 m), aftyndes op-
over og afsluttes her i en højde af 25' o. h. (8 m).

b. Herunder blaaler med talrige skjælrester af nulevende
molluskarter, — hvorimellem helt forherskende exempla-
rer af mya truncata (forma typica).

Lerlaget viser efter de lavere liggende niveauer fra
stranden opefter Bispegaden en anseelig mægtighed, —
uden at denne dog her nærmere kan bestemmes. Op
efter Grønnegade kiler lerlaget sig ud, og underlejes her

afsandlaget (d) der nedenfor nærmere skal blive omhandlet

c. Fra terrassen A’s sagte opadstigende topflade opover til
volden B og opefter denne optræder øverst et i regelen
omkring 1 meter mægtigt sand og gruslag. Dette er
stærkt stenblandet og ogsaa i høj grad indblandet med
større stene og flytblokke, hvoraf ikke saa faa, der ere
at henfore til den røde indlandsgranit. Flytblokke af
denne sidste bergart vil dog ikke være at paatræffe i
større højde end til omkring 120' (38 m) over den nu-
værende havstand.

gg Ede ne nå ol Sil

op

eee ok CS EE We CP zn

efter det nordlige Norge 1

. lag af finere slemmet sand, mere sparsomt indblandet med

sten. Dette sandlag træder overalt frem umiddelbart un-
der (c) og skyder sig længere ned — som fer nævnt —
ogsaa ind under lerlaget (b).

Dette sandlag bærer tydelig præget af at være afsat
under vand (havfladen). Skjælrester er forgvrigt intet-
steds paavist inden samme.

Afdelingen (c) skulde i henhold hertil indtage et ni-
vean imellem (b) og (d). Direkte sammenstød mellem
(b) og (c) har der dog ikke været anledning til at paa-
vise. Paa andre steder — udenfor omhandlede profil —
men forøvrigt i tilsvarende niveauer optræder øverst un-
der humuslagene brunlig sand i flere fods mægtige lag,
derunder en sandholdig og fossilførende ler.

Dette brunlige stenblandede sand har her en stor ud-
bredelse. Det her nævnte ler er nært knyttet til det
egentlige blaaler, men er afsat noget tidligere. Forøvrigt
skal tilføjes at saavel skjællagene som ogsaa de fossil-
førende lerlag paa andre steder kan optræde som ind-
lejninger i grovere eller finere sand.

. Hvor profilet gjennemskjær volden (B), underlejes den

her optrædende afdeling (c) aflerblandet sand (e), tem-
melig stærkt indblandet med smaasten. I dette lerblan-
dede sand er der i en højde af omkring 150' (47 m.)
paavist rester af molluskskjæl — dog blot i ubestemme-
Bes rudimenter.

_Alderforholdet mellem (d) og (e) kan ke lade sig
bestemme igjennem direkte aflæsninger. Vestenom vol-
den B støder man paa afdelingen
der dannes af brunligt stenblandet sand. Dette kiler sig
ud op under foden af volden (C) og overlejer her et 5 a
6' (1,6 a 1,9 m) mægtigt lag

gy og g, af lerholdigt sand, indblandet med sten, g, tillige
med talrige spor af i høj grad fortærede molluskskjæl

79 Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

brudstykker og tynde blade. Trods omhyggelige undersøgel-

ser lykkedes det dog ikke at indsamle exemplarer, der kun-
de tillade en nærmere bestemmelse. Umiddelbar under (g)
optræder
h. et fods megtigt lag af fin temmelig stenfri sand, der
ligger umiddelbart over det faste berg.
i. der dannes af laget kalksten under 30° vestlig indskyden.
Som det vilsees er finere slemmet sand at paavise som
det dybest liggende lag langs efter store partier af profilet
(lagene (d)og (b), og der kunde saaledes være mulighed for
at man overalt ved at trænge dybt pok ned, vilde finde dilu-
viet nedad at afslutte med lignende sandlag. Selv om saa
skulde være tilfældet, er det dog dermed ikke givet at et
saadant sandlag gjennem sin hele længde skulde være at
opfatte som en nogenlunde samtidig dannelse. Snarere er
der vel være at forudsætte at sandlaget har dannet sig
efterhaanden eller bredt sig videre frem fra vest mod øst un-
der havfladens suceessive synken. Der vil saaledes kunne
ligge lange tidsrum mellem afdelingen (h), der er det ældste
og sandlaget (d), der i sea tilfælde er det yngste.

De skjælrester, der ere paaviste efter profilets øverst-
liggende parti i en højde af 180’ (56 m) over den nuværen-
de havstand lader sig som førnævnt vistnok ikke nærmere
bestemme. Saavidt det af de foreliggende brudstykker kan

sees, maa de dog tilhøre en fauna, der nogenlunde falder

sammen med den nulevende. At de ikke kan være at føre
tilbage til en bagenfor den egentlige istid liggende periode
vil i ethvert tilfælde være klart, naar sees hen til den højde

over den nuværende havstand, i hvilket det skjælførende lag — EG

ligger. Om denne fauna paa den anden side forøvrigt har
haft et mere arktisk præg end den nulevende efter disse strøg,
maa der at slutte fra andre aflæsninger være al grund til at for-
udsætte. Denne fauna man aabenbart tilhøre en postglacial tid,

men da dette fossilførende lag paa den anden side skyder ind

K efter det nordlige Norge 73

under volden C,s glaciale dannelser, maa det paa en vis maa-
de være at henføre til en interglacial periode.

Skjælførende lag er endvidere paavist efter profilet,
hvor dette gjennemskjær volden (B) i en højde af omkring
150° (47 m.). Beklageligvis lykkedes det heller ikke her at
finde skjælrester saaledes bevarede, at de kunde tillade
en nærmere bestemmelse. Efter hele det mellemliggende par-
ti af profilet fra volden (C) nedover til (B) mangler fossil-
førende lag ganske. Hvorvidt de skjælførende lag under fo-
den af (C) og efter gjennembrudet af (B) tilhøre samme ge-
ologiske afdeling, lader sig saaledes ikke direkte afgjøre.
Paa forhaand synes der dog at skulle være grund til at for-
udsætte dette. Højdeforskjellen mellem disse to punkter ud-
gjør alene 30’ (9 m) og bygniugsforholdene efter denne lin-
je, saalangt disse ere afdækkede, falder sammen. Muligt at
skjælførende lag langs den hele linje kunde være at paavise
under sandlaget (f).

Hvorvidt postglaciale skjællag her vil være at paavise
i større højde end til de ovennævnte 180’ (56 m.) lader sig
for tiden ikke afgjøre med fuld bestemtbed. Profilet afslut-
tes her og der har heller ikke noget andetsteds været an-
ledning til paa Tromsøen at blotte højere liggende skjælfø-
rende lag. Det skal imidlertid bemærkes at der paa et
andet sted i omegnen af Tromsøen ligeledes er paavist skjæl-
- førende sandlag til en højde af 180° (56 m) over den nuvæ-
rende havstand, nemlig paa den udenfor Kvalsund —, et
sund der skjær sig frem mellem Kvalø og Ringvatsø — liggende
Sandvik-ø. I de mægtige sandlag, der fra stranden her sky-
der sig opover til en højde af 200' (63m.) fandtes indtil den oven-
nævnte højde sparsomt indblandede skjælrester*). Muligt at

*) Cfr: Det nordlige Norge under glacialtiden og dennes afslutning.
Tr. M. Aarshefter V 1882 pag. 73.

74 Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

sandlaget her kunde vise sig fossilførende indtil dets øverste
afslutning. Ser man endvidere hen til forholdene paa Tromsøen,
hvor de kvartære dannelser i det hele ere stærkt udprægede
og hvor gravninger har været foretagne paa mangfoldige ste-
der op over til de høyest liggende partier, uden at det hidtil
har lykkets at paavise skjælførende lag til større højde end
de nysnævnte 180", saa peger dette hen paa at grændsevær-
dien i saa henseende for omegnen af Tromsø vedkommende
kan være at sætte til 180° eller muligens op imod 200’ (62 m.)

Under forudsætning af havfladens jevne og stadige syn-
ken i forhold til den faste fjeldgrund har altsaa en postgla-
cial mildere periode (interglacial periode) efter disse strøg
været raadende fra en tid, da havfladen stod fra 180—200’
(56 til 62 m) højere end nu og nedover til en tid, da den

var sunket med 30 a 59' (16 a 9 m) herunder, — altsaa ned >

til 150° (47 m). Ved dette sidste tidspunkt maa den milde-

re interglaciale periode være bleven afløst af et koldere tids- _

afsnit. Anseelige gletschere maa paa denne tid have skudt
sig nedefter øen og er de ældre skjælførende lag derunder
blevne begravede under yngre glacialt grus. En anseelig
gletscher har fra gens højparti skudt sig nedefter og er langs
øens langside bleven afbøjet i nordnordostlig retning, har
herunder udfyldt den dallignende indsænkning vestenom St.
Hans-hougen (H) og ere voldene (C) og (B) herunder afsatte
som sidemoræner. Gletscheren maa have bredt sig frem ligetil
den daværende havlinje, og maa volden (B) antagelig være
dannet under gletscherens og havets forenede virksomhed.
Med hensyn til afslutningstiden for denne yngre gla-
ciale periode, saa er der i saa henseende forskjellige mo-
menter tilstede, der ville kunne tjene til nærmere bestem-

melse heraf, Der er saaledes i forskjellige tidligere offent-

jiggjorte afhandlinger paavist, hvorledes der paa en tid, da
havfladen laa omkring 120° (35 m) højere end nu, indtraadte
en driftperiode, hvorunder flytblokke oe derimellem navn-

REIN AGDE DE ART a en id EE de Do Ut
DEE DTA 5 ; pe LÉ ;
ar Er ER
r + LT \ CES i
À & j

efter det nordlige Norge 75

lig af indlandets rødlige petrografisk let kjendelige granit — paa
drivis ere førte udefter fjordene til de indre sundløb og om-
vendt flytblokke af kyststrøgenes petrografisk ligeledes let
kjendelige granit ere førte indover mod sundløbene og i over-
ordentligt stort maal strøede ud langs disse op til en højde
af omkring 120° (38 m.) over den nuværende havstand. Un-
der foden af volden B. træffer man saaledes ogsaa her de
første flytblokke fra denne driftperiode. Denne flytblokke-
strøms første optræden maa utvivlsomt være at henføre til
den første begyndelse af en glacialtids afslutningsperiode.
Da paa den anden side til en højde fra 100’ à 110° (31—36
m.) over den nuværende havstand skjælførende lag paa man-
ge steder paa Tromsøen og dennes omegn er at paavise med
rester afen rigere udpræget med den nulezende i det væsent-
lige ensartet hvorvel endnu forholdsvis noget stærkere ark-

tisk præget molluskfauna, saa peger dette hen paa, at drifts-

perioden paa det nærmeste maa have afsluttet sin virksom-

- hed, forinden havfladen var sunket ned til 110° (36 m.) over

den nuværende havstand. Under denne driftperiode vil drift-
grus naturligvis kunne være kastet ned under den daværen-
de havstand og saaledes her have samlet sig i mer eller min-
dre mægtige tildeis sammenhængende gruslag. Gruslaget (c),
der optræder over det finere havslemmrde sand (d) i stræk-
ningen fra volden (B) nedover til terrassen (A.s) stejle afhæld,
er antagelig af glacial oprindelse, og dannet ad denne vej.
Molluskførende skjællag ere ikke paaviste efter denne sidst-
nævnte strækning, og dette lader sig antagelig forklare deraf,
at en molluskfauna vel vilde have haft vanskeligt for at kun-
ne trives paa en lokalitet, hvor driften har virket under saa-
danne forholde som her.

De slutninger, som her ere dragne om den yngre |
glaciale periode og den dertil knyttede interglaciale periodes
varighed, ville antagelig yderligere støttes, naar man ser hen
til de forholde, hvorunder de i fast berg indgravede strand-

*

76 Kal Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

linjer optræde i omegnen af Tromsø. Der er nemlig, — hvad
navnlig A. Blytt har sagt at paavise — grund til at forud-
sætte at strandlinjedannelsen er knyttet til tidsperioder med
større nedslag end de nuværende og tillige med stærkere
temperaturvekslinger. Strandlinjedannelsen maa saaledes i
det hele være yngre end den ældre glacialtid, under hvilke
de aarlige og daglige temperaturvekslinger antagelig have
været mere tilbagetrængte, og derimod snarere knyttet til
den interglaciale men endnu dog stærkt arktiske periode, der —
som nedenfor nærmere skal blive paavist, — maa staa i et
meget nært tilknytningsforhold til den yngre glacialtid.
Disse perivder maa utvivlsomt have været præget af
saadanne aarlige og daglige temperaturvekslinger — en
stærkere veksel mellem sterk frost vg optø:n — der efter
al sandsynlighed vilde afgive nødvendige betingelser for
strandlinjedannelsen i fast berg. I en i Tromsø Museums
aarshefter III for 1880 offentliggjort afhandling ,Terrasser
og gamle strandlinjer* er der paa pag 24 leveret en tabellarisk
. oversigt over de i omegnen af Tromsø optrædende strandlin-
jer ogterrassedannelser. Det vil af tabellen sees at samtlige
af de i fast berg indgravede og mere karakteristisk udprægede
strandlinjer ligge i en højde over midlere havstand fra 100 til 187°
(31 til 59 m), idet de tre lavest liggende fra 72 til 89' (23
til 28 m) højtliggende strandlinjer her antages at kunne sæt-
tes ud at betragtning. Disse sidste ere nemlig lidet udpræ-
gede og som det synes nærmest dannet ved at nedras eller
det under vekselvis frysen og optøen opbrudte materiale her
har ordnet sig efter den daværende havstandslinje. Seede i
afstand stikke disse sidste frem som ret markerede linjer,
medens det paa selve aastedet ofte vil være forbundet med van-
skelighed at kunne paavise dem, idet den vejlignende flade
her ganske mangler. De renest udprægede strandlin-

jer ere her knyttede til uiveauerne mellem 188° (59 m.) og

112’ (35 m) over den nuyærende havstand, og ligge saaledes

SUBI tg a ee I ME es ne Å
LEE i Ly à vi N r
= x :

À

efter det nordlige Norge. | 2

i det væsentlige mellem begyndelses- og afslutningstiden for
den interglaciale arktiske periode og den dertil knyttede

- yngre glacialtid.

Skjønt denne yngre glaciale periode ligeovenfor den

ældre egentlige glacialtid kuns har været af kort varighed og

forholdsvis kuns svagt udpreget, maa den dog paa den an-
den side — at slutte fra de dannelser, der ligge igjen som
vidnesbyrd om dens virksomhed — i det hele have arbejdet
under ikke saa ganske smaa forholde.

_-Volddannelserne (C) og (B)ere af ret anseelige dimen-
siouer, og samtidig er den brede indsænkning mellem disse i
stort maal udfyldt med glacialgrus. Navnlig i partiet længst
mod nord, hvor volden B, finder sin afslutning, bygger gla-

_ cialgruset et stort antal uregelmæssige forhøjninger og smaa-

”

humper. Her har isen ad denne kant fanet sin afslutning
ud mod den daværende havstand. Hertil kommer endvidere
at der efter den midtre del af Tromsøen skjær sig frem et

bredt bælte, bygget af glacialt grus. I dette bælte, der bre-

der sig tvertover øen, ligger til den ene langside mod øst de
her omhandlede volde (B) og (C), ligesom der ogsaa til den
anden side efter øens vestlige langside inden det samme bælte
træder frem anseelige karakteristisk prægede morænevolde i
højder, der falder sammen med højderne for (B) og (C). Fra
øens omtrent 300' (94 m.) liggende højflade, — nu delvis op-
taget af byens vandledningsdam — har anseelige gletschere
under den her omhandlede yngre glacialtid aabenbart skude

sig ned langs efter øens begge langsider.

Men navnlig vil afslutningsperioden med den dertil
knyttede drift kunne give et begreb om de forholdsvis ret
storartede kræfter, der have været i virksomhed under denne —
yngre glaciale tid.

I henhold til den her leverede fremstilling vil den kvar-

tære tid for omegnen af Tromsø vedkommende kunne lade
sig opløse i følgende afdelinger nedenfra opad (ældre til yngre).

78

Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

Den ældre glacialtid.

En interglacial periode, hvorunder glacialtidens ismasser
var stærkt tilbagetrængte og betingelserne derunder aab-
nede for udviklingen af en havfauna — endnu i det
hele renere arktisk præget end den nulevende. Denne
interglaciale periode har taget sin begyndelse, da hav-
fladen laa opimod 200° (63 m.) højere end nu. Sandla-
get (h) ligesom ogsaa det fossilførende lerholdige sand-
lag (g,) og (e) og antagelig ogsaa det lerholdige sandlag
(g,), ere afsatte under denne periode.

En yngre glacialtid, hvorunder ismasserne atter skjød sig

længere ned. Denne yngre glacialtid tog sin begyndelse

paa en tid, da havstanden i forhold til den faste fjeld-
grund stod omkring 150° og vedvarede til havstanden un-

der dens jevne og stadige synken var naaet ned til en —

højde af mellem 120 a 110' (38 a 35 m.) over den nu-
værende havstand. Strandlinjedannelsen — de 1 fast berg
indgravede strandlinjer — er særlig knyttet til denne
periode. |

Denne yngre glacialtid afsluttedes under en stærk
isdrift, hvorunder flytblokke førtes dels fra indlandsstrg-
gene udefter fjordløbene og dels omvendt fra kysten ind-
efter, og strøedes efter en stor maalestok ud langs de in-
dre sundløb indtil en højde af 120 a 130' (38 a 41 m.)
over den nuværende havstand.

Det stenblandede sandlag (f), det finere slemmede

sandlag (d og endelig gruslaget (c) er afsat under

denne periode.

den yngste postglaciale tid, hvorunder de ældre mere
sammenhængende isbedækninger trak sig mer og mer
tilbage, saa de nu paa det nærmeste — enkelte spar-
somme rester fraregnede — ere svundne samtidig som
klimatet mildnedes. Den ældre arktiske fauna fra den
interglaciale periode, der under den yngre glacialtid

Pr p a må i eee
GE Sr FE SDV 23

LG De EEE ter i OS

efter det nordlige Norge ~ ¥9

allerede stærkt var reduceret, trængtes under denne yder-
ligere tilbage, dels gjennem artsovergange, betingede af
det mildere klima dels ved eu fra syd af fremtrængen-
de boreal fauna, der fremdeles synes at være i stadig
fremvækst. Den mere oprindelige arktiske fauna gjen-
findes nu alene efter de inderste botner af de dybere
indskaarne fjorde. De postglaciale skjælførende lag og
de yngste tildels flere fods mægtige skjællag have endnu
ikke været underkastede en mere omfattende zoologisk

- undersøgelse. Der kan imidlertid være megen sandsyn-

- lighed for at ogsaa disse ville — ovenfra nedad — vise
en jevn overgang i den omhandlede retning.

Under denne yngste postglaciale tid er blaaleret (b)
og skjællaget (a) med forskjellige dertil knyttene vekslinger
af finere og grovere sand blevne afsatte.

Hvad den her fremlagte inddeling angaar, saa skal frem-
holdes at de foreliggende aflæsninger i sig selv ingenlunde
peger med nogen bestemthed hen paa at den ældre og yngre
istid skal være at betegne som tvende selvstændige helt ud-
skilte perioder. Den yngre istids forholdsvise kortvarighed
og de sammenlignelsesvis indsnævrede forholde, hvorunder

den har virket, gjør det mere sandsynligt at den ikke danner

andet end et led under deu egentlige glacialtid. Den er som

saadan knyttet til glacialtidens afslutning, da indlandsisen

allerede i det hele og store vari stærk tilbagerykning — en
tilbagerykning, som dog ikke til enhver tid har været jevn
og stadig, men derimod har været karakteriseret ved enkelte
frem og tilbagegaaende oscillationer. Hver svingning fremad
vilde saaledes blive at betegne som en yngre istid i oven-
omhandlede betydning, og hvor flere saadanne svingninger
maatte være at paavise, vilde man altsaa have et tilsvarende

antal istider med mellemliggende interglaciale perioder.

Denne her omhandlede yngre istid vil saaledes være at be-
tegne som den første stærkere oscillation i isens fremadsky-

= 4

-

80 Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

den under istidens egentlige afslutningsperiode,

Under denne forudaætning — der vistnok ogsaa fal-
der sammen med den almindelige opfatning vedrørende de
vekslende klimatiske forholde under Kvartærtiden — vil
det være klart at den interglaciale periode (b) og den yng-
ste postglaciale tid (d) heller ikke kunne være at opfatte
som tvende helt ud fra hinanden skilte perioder. Meget me-
re maa de være at opfatte som led under en og samme pe-
riode, hvorunder havfaunaen har været underkastet mere mærk-
bare vekslinger, betingede af de til indlandsisens frem- og
tilbagerykning knyttede klimatalogiske svingninger. Den
stærkt arktisk prægede molluskfauna, som traadte frem under
de gamle isbedekningers første tilbagerykken, er saaledes
senere aldrig ganske bleven udslettet, men har derimod un-
der istidens lange afslutningsperiode — her altsaa den yng-
re glacialtid — efter forholdenes medfør udviklet sig noget
ulige til forskjellige tider. Derimod har denne mere oprin-
delige arktiske fauna gjennem den yngste postglaciale tid
helt ned til nutiden antagelig befundet sig under en stadig
tilbagerykken, dels gjennem artsovergange, betingede af en

stadig mildere havtemperatur, dels gjennem indflytning fra.

syd af mere boreale arter. Under denne postglaciale tid
har overgangsforholdene langs det nordlige Norges kyststrøg
i saa henseende gaaet i modsat retning af den, der har fun-
det og rimeligvis fremdeles finder sted langs Atlanterhavets
vestside eller Nord-americas fastland, hvor en arktisk hav-
fauna fra nord af har bredt sig sydover endog langt søn-
denom polarcirkelen *)

Efter den her fremholdte forklaring skulde der altsaa
intet være til hinder for at der efter hele profilets længde

fra en højde af 180° (56 m.) nedover til havstanden skulde 3

*) G. O. Sars: Nogle bemærkninger om den marine faunas karak-
ter ved Norges nordlige kyster. Tr. M. Aarsh II 1879 pag 58.

VO

EEE mr
m à LS

efter det nordlige Norge 81

være at paavise molluskrester efter de forskjelligste niveauer.
Naar der efter det fremlagte profil ligger auseelige mellem-
rum, hvor skjælførende lag ikke er paaviste, saa kan dette
være betinget af ganske tilfældige eller lokale forholde. Naar
skjælrester saaledes ikke har været at paavise i strækningen
fra volden B ued over til en højde af 30 å 40' (9 å 12 m.)

over havstanden, saa maa dette i ethvert tilfælde være at
henføre til saadanne særlige, helt lokale forholde. Som før-

nævnt er molluskrester paa forskjellige steder inden Tromsø
omegn at paavise op til en højde af 100 à 110' (31 å 35 m.).
Aabenbart har den yngre istids ismasser ikke overalt strakt
sig sammenhængende nedover til havfladen, men derimod i
lighed med nutidens skandmaviske gletschere afsendt frem-

springende flige, der paa et sted kan have skudt sig længe-

re ned end paa et andet. De forskjellige højder over den
nuværende havstand, hvortil de skjælførende postglaciale lag
nu kunne naa op paa de forskjellige steder, er saaledes vist-
nok betinget af saadanne eller lignende lokale forholde. Det
samme maa antagelig ogsaa gjelde de i fast berg afsatte
strandlinjer, forsaavidt de paa enkelte steder naa noget læn-
gere ned end det niveau, der nedad danner grændsen for
det mere regelmæssigt optrædende forhold. De forskjellige
afvigelser, der herunder kan træde frem, ere i det hele ikke
større end at de, — som det kan synes — ret naturligen
lader sig indordne under en saadan forudsætning, som her
er gjort gjeldende.

Det efter dette profil omhandlede punkt 180° (56 m.)
over havfladen er det højest liggende punkt efter det nord-
lige Norge i strøget fra Saltenfjord (Bodø) nordefter, hvor
der har været at paavise skjælførende lag. Forholdene her
ere imidlertid i denne retning lidet undersøgte og det er
saaledes hermed naturligvis ikke givet at denne grændse-
værdi ligesaalidt som de øvrige langs efter profilet omhand-
lede grændseværdjer kunne være at tillegge vægt som saa-

89 Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie

danne for de strøgs vedkommende, der ligge noget længere
fjernede fra Tromsøen. Paa forhaand vil der tvertimod være
adskillig sandsynlighed for — og forskjellige aflæsninger, der
ere gjorte efter disse strøg, synes ogsaa med adskillig be-
stemthed at skulle pege 1 denne retning -— at de forskjelli-
ge ovenomhandlede grændseværdier, der gjelde for Tromsø
nærmere omegn, stadig maa blive at flytte opad i pe
fra nord mod syd efter den langstrakte kyst.

Kvartærtidens udviklingshistorie for omeguen af Tromsø-

ens vedkommends vil i korthed kunne fremstilles saaledes: —
1) Under Kvartærtidens første afsnit var indlandsstrøgene
overdækkede af sammenhængende ismasser, der have skudt

sig op til en højde af mindst 3000 (941 m.) over den
nuværende havstand. Den gamle istids sammenhængen-

de bedækninger har i det hele og store fundet sin af-
slutning mod de dybere indskaarne fjordbotner og har

- derimod ikke skudt sig ud efter disse. (Ældre gla-

cialtid).

2. Under den egentlige glacialtids forste forholdsvis stær-
kere tilbagegang — nærmest at betegu> som begyndel-
sesperioden for dens endelige afslutning — aabnedes
betingelser for fremkaldelsen og udviklingen af en ark-
tisk molluskfauna. De ældste spor efter denne er paa-
vist i en højde af 180 (56 m.) over den nuværende hav-

stand. Fra dette punkt ned over til en højde af 150°

(47 m) har denne arktiske fauna antagelig udviklet sig
nogenlunde frit og uhindret (Interglacialperi-
ode). Der er grund til at forudsætte at havstanden i
forhold til den faste fjeldgrund fra denne arktiske fau-
pas første optræden og videre ned over til uutiden i det
hele og store har været i en jevn synken.

3. Ved det tidsrum, da havfladen stod omkring 150' (47 m.)

Les
Å

efter det nordlige Norge 83

højere end nu, skjød glacialtidens ismasser, der gjennem
lange tidsrum havde været i tilbagerykken, sig atter
gjennem en længere periode fremover og overdækkede
derunder med glacialt grus de tidligere arktiske mollusk-

førende skjællag. (Yngre glacialtid).

. Dannelsen af de i fast berg indgravede strandlinjer ere

knyttede til denne tidsperiode ligesom ogsaa til den in-

- terglaciale periode.
. Denne yngre glacialtid afsluttedes ved en driftperiode

(yngste diluviale afsmeltningsperiode),

hvorunder drivis førtes paa den ene side fra fjordbun-
dene udefter mod de ytre sundløb, og paa den anden
side fra kyststrøgene indover mod disse. Herunder
afsattes langs sundløbene flytblokke, der i stort maal
findes strøede ud indtil en højde af 120 a 130"(38a 41 m.)
over den nuværende havstand — hvilken hajde altsaa
betegner driftens første indtræden, Den oprindelige ark-
tiske fauna trængtes under deune — uden nogensinde
ganske at blive udslettet — tilbage til enkelte lokalite-
ter, hvor forholdene endnu ydede de nødvendige betin-

gelser for dens trivsel.

. Efter driftperiodens endelig afslutning — ved en tid da

havfladen laa mellem 110 og 120 (35—38 m.) højere end
nu — var overgangen dannet for en mildere postglacial
periode, bvorunder den mere oprindelige arktiske fauna
lidt efter lidt dels gjennem artsovergange, betingede af
den mildere havtemperatur, dels gjennem indflytning af
sydligere arter afløstes af en altid rigere udpræget bo-

real fauna. (Yngste postglaciale tid.)

7. De sidste rester af denne arktiske fauna, der for tiden

84

Karl Pettersen. Kvartærtidens udviklingshistorie.

er trængt tilbage til forskjellige af de inderste længst

fra det aabne hav liggende fjordbotner, er antagelig og-

saa i vor tid fremdeles udsat for en stadig fortsat til-

bagetrængen.

Tromsø den 26de Mai 1886.

Kritisk fortegnelse
over
Norges havsalger efter ældre botaniske arbeider
indtil aar 1850.

Af

M Foslie.

Under det kraftige videnskabelige liv, som især 1 sid-
ste halvdel af forrige aarhundrede gjorde sig gjældende i de
skandinaviske lande, tiltrak ogsaa algerne sig forskernes op-
merksomhed, og skjønt de hører til den gren af vekstriget,
hvis studium tildels frembyder de største vanskeligheder i
henseende til materialets tilgjængelighed, finder man alger-

ne indtager en ikke ubetydelig del af ældre botaniske ar-

beider. Ilvad der alene for Noiges vedkommende findes i
algologisk retning er dog forholdsvis sparsomt, men ikke de-
sto mindre gaar antallet af de ved slutningen af forrige aar-
hundrede ved Norges kyster fundne havsalger op til henimod
60. I første halvdel af dette aarbundrede øgedes tallet jevnt,
og den algologiske literatur berigedes med arbeider som
Lyngbyes Tentamen IHydrophytologiæ Danicæ, C. A,
Agardhs Species Algarum m. fl.

86 M. Foslie.

De første havsalger fra Norge, man finder omtalt og
nærmere beskrevne, indsamledes af Linné paa hans lap-
landske reise i aaret 1732 ved Rørstad i Nordland (67" 36)
og udgjorde 10 arter, fornemmelig Fucaceer. De beskreves

i Flora Lapponica ed I (1737). Omtrent 20 aar senere be- —

gyndte Hans Strøm sin forfattervirksomhed, og i hans
Beskrivelse over Fogderiet Søndmøre findes optaget ialt 22
arter havsalger uden dog at være beskrevne efter den binæ-
re nomenklaturs regler. Som supplement hertil skrev han
et par mindre opsatser over algefloraen ved Søndmøre i Kjø-
benhavns Vidensk. Selsk. Skrifter ledsaget af forholdsvis vel

udførte afbildninger af saadanne, som han ansaa for mindre

kjendt. Næsten samtidig med Strøms arbeide udkom
Gunnerus” Flora Norvegica, hvori beskrives ialt ca. 90
havsalger; men ofte er en og samme art beskrevet flere
gange, saaledes at det virkelige antal arter er betydelig
mindre. Ogsaa Gunnerus leverede senere et par mindre

algoiogiske afhandlinger i det af ham oprettede ,Norske Vi-

densk, Selsk. Skr.* med afbildninger af enkelte arter, som
tidligere var beskrevne i Flora Norvegica. Tonning op-
regner i sin Rariora Norvegica (1767) 45 tildels for Norge
egne arter alger, men samtlige uden specielle voksesteder.
— I de otte første bind af Flora Danica (1766—1813) af»
bildes en mængde havsalger fra Norge, de fleste allerede
tidligere beskrevne, men ogsaa endel for videnskaben nye,
som her for første gang beskrives. Disse værdifulde bidrag
til kundskaben om Norges havflora skyldtes væsentlig M i 1-
ler, Oeder og Martin Vahl, af hvilke især den sidste
foretog flere reiser i Norgei botanisk henseende. Hammer
(FL Norv., 1794) og Retzius (Fl. Ssand., 1795) optager
efter andre forfattere næsten alle indtil da kjendte alger,
men uden angivelse af udbredelse eller voksested, den sidste
endog ofte uden angivelse af, hvilket lands flora den enkel-
te art tilhører. I aaret 1812 udkom G. Wahlenbergs

| A re Ve
Br

TE

- Kvitisk fortegnelse over Norges havsalger. 87

omfangsrige arbeide Flora Lapponica, hvori han beskriver
ca. 45 alger, som han i maj og juni 1810 indsamlede ved
Kjerringø og tilgrænsende tragter i Nordland, og i 1813
udgav Det kgl. Selskab for Norges Vel et af J. A. Krogh

efterladt arbeide ,Efterretninger om Provstiet Nordfjord*,

hvori opregnes nogle ved Stadt og tilgrænsende dele af da-

værende provsti Nordfjord forekommende havsalger. Et væg-

tigt bidrag til kundskaben om vort lands algeflora gav Lyng-
bye i sit bekjendte verk Hydroph. Dan. (1819), hvori be-
skrives en mængde baade havsalger og ferskvandsalger, som
han samlede ved Svinør og Arendal samt Næs jernverk. End-
videre har Hornemann i Dansk oek. Plantelære (1837) le-
veret en temmelig udførlig, men tildels kritikløs fortegnelse
over Danmarks og Norges alger.

Hensigten med nærværende er, som titelen angiver, at
give en samlet fortegnelse over, hvad der saavel i norsk som

svensk og dansk literatur findes angaaende de indtil omkring

aaret 1850 ved Norge fundne havsalger. Ved en kritisk gjen-
nemgaaelse saavel af ældre som nyere arbeider i denne ret-
ning har jeg søgt at gjøre fortegnelsen saa fuldstændig og
bedømmelsen af de enkelte arters værdi og rette plads saa
korrekt, som det har været mig mulig. At det med de som

oftest ufuldstændige beskrivelser og i mangel af originaleks-

emplar') ikke har været mulig at bestemme eller klargjøre
alt er naturlig, og selv i enkelte tilfælde, hvor jeg med en

næsten til vished grænsende sandsynlighed har givet en af

disse mange tvilsomme arter en bestemt plads, ter jeg ikke
fastholde dette som fuldt paalideligt, om jeg endog undta-
gelsesvis har ladet dem staa uden et vedføiet spørgsmaals-
tegn. — En fortegnelse over usikre arter vil findes til slut-

1) Ved konservator Storms velvilje har jeg havt til gjennemsyn
de tilbageværende rester af Gunnerus i sin tid efter sigende :
temmelig fuldstændige algeherbarium.

88 ZN Bose.

ning; enkelte har jeg dog ganske udeiadt, naar det har vist
sig at en sammenblanding har fundet sted.

Jeg har af flere grunde fundet det hensigtsmessig at
«fslutte fortegnelsen med udsivelsen af Areschougs Phyc.
Scand. (:847—50) og J. G. Agardhs Species Algarum
(1848), og jeg har heller ikke medtaget de betydelige bidrag
til kundskaben om vort lands algeflora, som afdøde profes-
sor M N. Blytt og professor dr. F. C. Schübeler fra
omkr. aarene 1840—55 har givet gjennem deres til univer-
sitetets botaniske museum skje: kede store samlinger.

Da det kan have sin interesse, har jeg i regelen ci-
teret de enkelte forfatteres anførsler om udbredelsen, hvor
dette ikke har staaet fuldstændig i strid med vort nuværen- ~
de kjendskab til havsalgernes udbredelse langs Norges kyst.

a

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 89

Ser, Florideæ.
Fam. FRRhodomelace z.

Gen. Odonthalia,

1762. Fucus Nr. 8 Strom, Beskr. p. 91.

. 1769. SNE 3 sa ab Act. Han. p. 259, 6. 8 £ 3:

— Søndmøre.

1772. » dentatus Gunn. Fl. Norv. II, p. 91 et herb
„Hab. in oceano septentrionali.“
pinnatifidus Gunn. 1. c, p. 104, „Hab. in

oceano septentr. passim“. '
1819. Odonthalia dentata Lyngb. Hydr. Dan. p. 9, t. 3. —
' „Ad littus Norvegiæ meridionale, Prof.
Smith in lit. — In sinu prope Nidro-

” 7

siam, Sommerfelt.
@donthalia dentata (L.) Lyngb.

Gen. Rhodomela.

1769. Fucus lycopodioides Tonn. Rar. Norv. p. 12.
1772. > * Gunn. 1,6.p. 80, „Hab, in oce-

90

1819.

1819.

M. Foslie.

ano septentrionali, e. gr. in mari fin-
marchico ad Vardø, Vadsø &c.“
Conferva squarrosa Gunn. 1. c.p. 105. „Hab. in ru-
- pibus maris finmarchici.*
Fucus lycopodioides Wg. Fl. Lapp. p. 505.
subfuscus Weg. 1. c. Cfr. Ares ch. Obs. oe

»

Leap. 7:
Gigartina lycopodioides Lyn gb. 1. c. p, 45. — Fin-
marken.
å subfusca Smft. in Act. Nidros. p. 51. —
-— Salten.
Foo lycopodioides Horne m. Plantel. II, p. 710.
—- Finmarken.

Rhodomela lycopodioides (L.) Ag.

Rhodomela subfusca Lyngb. 1. c.p. 47, t. 10. „Hab.
ad littus Svinør et Oxefjord Norvegiæ.”

Rhodomela subfusca (Woodw.) Ag.
Gen. Polysiphonia.
Huichinsia Brodiei Lyngb. 1. c. p. 109, t. 33. —

»Hab. ad Svinør prope Lindesnæs et
Oxefjord pr. Arendal,“

N
ee ef TEEN a en ae PE EEE a
FETE a JE SG a A VEN ON PE NL ehe a

ER
OLE

Polysiphonia Brodiæi (Dillw.) Grev.

Conferva Nr. 2 Strøm, Beskr. p. 82. — Søndmøre.
» omissa Gunn. Fl. Norv. II, p. 116.
Fucus lanosus Gunn.l.c p. 78 ,Hab. in oc. septentr.*
Conferva polymorpha Gunn, 1. c. p. 92.
5 ie We. L c. p. 511
Hutchinsia fastigiata Lyngb. L c. p- 108, LOG aes
Svinør.

HUN ©
oe “ :

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger.- 91

1827. Hutchinsia fastigiata S mft in Act. Nidros.p. 51. —
vor Salten,

Polysiphonia fastigiata (Ro th.) Grev.

1812. Conferva stricta Wg. Fl. Lapp. p. 512 et herb. sec.

Kleen, Nordl. Ale. p. 13.
Polysiphonia urceolata (Lightf) Grev.

1819. Hutchinsia atrorubescens Lyngb. 1. c. p. 110. „Hab.
ad littora Norvegica,

Polysiphonia atrorubescens (Dillw.) Grev.

1812. Conferva atrorubescens Wg. Fl. Lapp. p. 511 et herb,
sec. Kleen. 1, c. p. 13.

1819. Hutchmsia nigrescens Lyngb. 1. c. p. 109, t. 33. —
»Hab. ad Svinør Norvegiæ.*

Polysiphonia nigrescens (Huds.) Harv.

1819. Hutchinsia byssoides Lyngb. L c. p. 110, t. 34. —
Oxefjord.

Polysiphoula byssoides (G. & W.) Grev.

Fam, Chondriacese,

Gen. LLaureneia.

1767. Fucus ramosissimus Fl. Dan. t. 276. — Stavanger.

1772. , Oederi Gunn. Fl. Norv. II, p. 100.

1788. , pinnatifidus Strøm in Act. Nidros. p. 348,
t. 1, f. 1. — ,Søndmøre, sjelden. *

99 M. Foslie.

1819. Gelidium pinnatifidum Lyngb. Ve. E 40, Lg
Oxefjord.

Laurencia pinnatifida (Gm el.) En our.
Fam. Lomentariacez.

Gen. Lomentarin.

1819. Gastridium kaliforme Lyng b.1.c. p. 70. — Oxefjord
prope Arendal (Hofmann Bang).
Lomentaria kaliformis (G. & W.) Gaill.

Fam. Spongiocarpez,

Gen. Polyides.

1766. Fucus caprinus Gunn. FI. Norv. I, p. 96 et herb.
— „Hab. in oceano nostro passim.“
1768. ke » Gunn, in Act. Nidros. p. 82, t. 5, fig.
4—5,
1818. » Totundus Fl. Dan. t. 1544 a.
1827. Furcellaria rotunda Smft. in Act. Nidros. p. 51. Sallen.

Polyides rotundus (Gmel.) Grev.
Fam. Delesseriace.

Gen, Delesseria.

1762. Fucus Nr. 9 Strøm, Beskr. p. 91. — Søndmøre.
1769. , Nr. 4 Strøm in Act. Hafn. p. 254, t. 8, f. 4,

1780,

1812:

1819.
1837.

1769,
1772.
1812.

1819.

ALP:

1819.

= 1762.

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 93

Fucus roseus Fl. Dan. t. 652. „Passim in sinu Chri-
stianensi Norvegiæ*.
, simtiosus Weg. Fl. Lapp. p. 491 et herb, sec,
| Keene pit
Delesseria sinuosa Lyngb. 1. c. p. 7, t 2.
Ep „ Hornem. 1. c. p. 727. ,Hyppig ved
Kysterne af Norge.“

Delesseria sinuosa (G. & W.) Lamour.

Fucus Nr. 8 Strøm in Act. Hafn. p. 257, t. 9, f. 8.
— Søndmøre.

Fucus alatus Gunn. Fl. Norv. I, p. 91. „Hab. in
occano septentr.*

5 » We. Fl. Lapp. p. 492 et herb, sec. Kleen

Pec pr

Delesseria alata Lyngb. 1- c. p. 8, t. 2. — Oxefjord
prope Arendal.

Delesseria alata (Huds.) Lamour

Gen. Nitophylium.

Fucus crispatus Gunn. Fl. Norv. II, p. 32, — „In
| mari Norvegico (Tonuing).*
Chondrus laceratus Lyngb. p. 18.
Cfr. Lyngb. 1. c. et Aresch. Phyc.
Scand. p. 72.
€ Nitophyllum laceratum (Gmel.) Grev.

Fam. Rhodymenirceææ.

Gen Hydrolapathum.

Fucus Nr. 11 Strøm, Beskr. p. 92. — Søndmøre.

94

1769.
1772.

1812.
1819.

1837.

1795.
1819.

1772.

1812.

1819,

M. Foslie.

Fucus sanguineus Tonn. I. c. p. 12.

i > Gunn. Fl. Norv. II, p. 91. „Hab.
in oceano septentrionali.“
Ve = Weg. Fl. Lapp. Pp. 491 sec. Kleen
l.ee..p: 16.

Delesseria sanguinea Lyngb. L c.p. 7, t. 2. Oxehard
“ prope Arendal.
Å » Hornem.l.c. p. 727. „Hyppig ved
Kysterne af Norge.*

Hydrolapathum sanguineum (L.) Stackh.

Gen. Rhodophyllis.

Fucus ciliatus Gunn. 1. c. II, p. 96. — „Hab. in oceano —

septentr.* |

» laciniatus Gunn. 1. c. p. 143. „In mari fin-
marchico, ad Hammerfest.*

» pumilus Fl. Dan. t. 1066. „In rupibus nord-
landiæ maritimis.*

2 Ed
ery

å » Retz. Fl. Scand. p. 297. :
Chondrus crispus var. pumilus Lyn gb. 1. c. p. 16. 8
Rhodophyllis dichotoma (Lepech.) Gobi. E:
I

(ted år ee

en. Euthora.

Fucus gigartinus Gunn. Fl. Norv. II, p. 106. à
mari finmarchico*.
5 coccineus var. pusillus Wg. Fl. Lapp. p. 50.

Euthora eristata (L.) J. G. Ag.

Gen. Plocamium.

Plocamium coccineum Lyngb. 1. c p. 39, & 9. „ad

FRA ED 7 TR PE SE UIL PIET
f Å À
(

I ER

% _ Kritisk forteenelse over Norges havsalgen. 95

littus Molde Norvegiæ; C. Smith.“
Plocamium coccineum (Huds.) Lyngb.

Gen. Rhodymenia.

1766. Fucus ovinus Gunn. Fl. Norv. I, p. 96 et Act. Ni-
dros. p. 85, t. 9. — „Hab. in oceano no-
stro passim.“

M69% ee » Tonn. Rar. Norv. p. 12. |

1022, >: , palmatus Gunn. Fl. Norv. II, p. 69. „In oce-

ano septentrionali.“

Ulva caprina Gunn. 1. c. p. 12? et herb. „Hab. in

mari finmarchico.*

delicatula Gunn. |]. c. p. 134, t. 8, f. 2. „Hab.

__ in oceano nostro passim, præsertim in lit-

9 »

toribus pelagicis.*
1782. Fucus bullatus Fl. Dan.t. 770. „In oceano Norvegico*,
1788, » foliaceus Strøm in Act. Nidros. p. 347, t. I,
f. 4. — ,Søndmøre, almindelig.*
1792. - , soboliferus Fl. Dan. t. 1065. „In fundo maris
Finmarkiæ femel inveni.*
1799. » caprinus Fl. Dan. t. 1128. ,Copiosissime in
| littoribus præfecturæ Tromsø et Finmarkiæ*.
delicatulus Fl. Dan. t. 1190. ,Copiosissime ad
littora maris Nordlandiæ versus Finmark-

” a ”

iam.“

1819. Ulva palmata Lyngb.l.c.p.24. „In mari Norvegico.*

sobolifera Lyngb. 1. c. p. 27. — Finmarken
(Vahl).
1827: » Smft. in Act. Nidros. p. 50. — Salten.
1837. Halymenia pa'mata Hornem. L c. p. 722. „Hyppig
ved Kysterne af Norge lige til Nordkap.“

SE 9

Rhodymenia palmata (L.) Grev.

96 EN M. Foslie.

Fam COhampiaceæ.

Gen. Chylocladia.

1819. Gastridium clavellosum Lyngb. 1. c. p. 70, t. 17. -

„Hab. ad littus Norvegiæ, Fuco vesiculoso
insidens; Herbarium Vahlii.*

Chylocladia clavellosa (Turn.) Grev.
Fam. DPumontiace».

Gen. ÅPimontia.

1780. Ulva incrassata Fl. Dan. t.653. „In sinu Laurvigensi
Norvegiæ. * Re

1812. , filiformis We. Fl. Lapp. p. 508 et herb. sec.
Kleen cp. 18.

1819. Gastridium filiforme Lyngb. I c. p. 68, t. 17.

1826. Ulva filiformis Sm ft. Suppl. p. 187.

1827, Gastridium filiforme Smft. in Act. Nidros. p. 51. —
- Salten.

Dumontia filiformis (Fl. Dan.) Grev.

Gen. Halosaccion.

1769. Fucus ramentaceus Tonn. 1. c. p. 12.
1772. ER Å Gunn. Fl Nory Ip 7990 „Hab.
| in oceano septentrionali, e. gr. in mari
finmarchico ad Vardø, Vadsø &e.“
1772. Ulva sobotifera Gunn. I c.p. 105. „Hab. in oc. sept.“ -
» Fucus barbatus Gunn. 1. c, p. 129. „In mari fir-
marchico.“

LATE øre Vi i br Bet pi :
ER à y à

a

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 97

1812. Fucus ramentaccus Wg. 1. c.p 504.
1819. Scytosiphon ramentaceus Lyngb. 1. c. p. 61. — „In
mari Finmarkiæ (Hell, Gunn.).“

Halosaccion ramentaceum (L.) J. G. Ag.
Fam. F'urcellariace ce.

Gen. F'urceilaria.

1766. Fucus fastigiatus Gunn. Fl. Norv. I, p. 48. Tuterg.

1772. » [urcellatus Gunn. Fl. Norv, II, p- 78 et herb.
„dab. in oceano septentr.“

1812. » -lumbricalis var. Wg. Fl. Lapp. p. 503.

Furcellaria fastigiata (L) Lamour.
Fam. Gigartinacez.

Gen. Øystoecelonium.

1772. Fucus confervoides Gunn. Fl. Norv. II, p. 92. „Hab.
in oc. septentr,“

; » elongatus Gunn. I. c. p, 143. — „In mari
Finmarchico, ad Hammerfest, a. 1763 lec-
tus.“

1780. » Corallinus Fl. Dan. t. 709. „In scopulus Nor-
regiæ Christiansandensis.“

1782. » Scorpioides Fl. Dan. t. 887, „In sinibus Nor-
vegiæ passim,“

1812. » confervoides Wg. Fl. Lapp. p. 504 et herb.

sec. Kleen 1. c. p. 18.
1819. Gigartina purpurascens Lyngb. 1. e. p. 46; excl.
: var. „Ad ıupes Norvegiæ.*

98

M. Foslis.

Skjønt det ikke med sikkerhed lader sig afgjere,

hvad Gunnerus har villet fremstille under de her citere-

de navne, finder jeg det lidet sandsynlig, at det er Gracila-

ria confervoides (L) Grev., til hvilken art de henføres af

Lyngbye, men at saavel disse som de to maadelige figu-
rer i Fl. Dan.') tilhører.

1782.

1819.

1782.

1762.
1768.

Cystoclonium purpurascens (Huds.) Kütz. |

Gen. Callophyllis.

Fucus miniatus Fl. Dan. t. 769. „In sinibus Norve-
giæ raro.*

Spherococcus lacimiatus Lyngb. 1. c. p. 12, t. 4.—

Norge.
Callophyllis laciniata (Huds). Kütz.

Gen. Phyllophorn.

Fucus crispatus Fl. Dan. t. 826, f. 2—3. — Drøbak,
Phyllophora Brodiæi (Turn. J. G. Ag. —

Fucus rubens Fl. Dan. t. 827. „In sinibus Norvegiæ
passim.“
„ crispatus Fl. Dan. t. 896, f. 1. Drøbak.
Sphærococeus membranifolius Lyngb. 1. c. p. 10, t.
3. „In sinibus Norvegiæ.*

Phyllophora membranifolia G. & W.) J. G. Ag.

Fucus Nr. 10 Strøm, Beskr. p. 92. Søndmøre.
» Nr. 8 Strom in. Act. Hafn. p. 255,t. 9, £ 5.

1) Cfr. J. G. Agardh, Species Algarum II, p. 397 et 587.

SEE eg i dE nen Sd LS on ad do LS b PT
KR RAAE ED et Le MRL RI et de sø Sr eie ide Nrk bek ae re

"
er

TRE Sy ne OT BE
Ge OL ME en TA TA

ratt! Pr

EEE NN

EN

1812.

1772.
1812.

1819.

_ 1826.
“or.

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 99

Fucus. rubens Gunn. Fl. Norv. p. 69. fide herb. —
lån oceano septentr.*
» epiphyllus Fl. Dan. t. 708. „In sinu Drøbaki-
ensi.*
Chondrus rubens Lyngb. 1. c. p. 18.

Phyllophora rubens (G. & W) J. G. Ag.

Gen, A hnfeltia.

Fucus albus Gunn. Fl. Norv. II, p. 92. — „Hab.
in oceano septentrionali, e. gr. ad Le-
dingen norlandiæ.*

Fucus plicatus W g. Fl. Lapp. p. 504 et herb. sec.
Kleen 1. c. p. 17.

Abnfeltia plicata (Huds.) Fr.

Gen. Gigartina’).

Fucus spermophorus Gunn. Fl. Norv. II, p. 26. ‚In
mari Norvegico*.
» mamillosus Weg. 1. c. p. 469 et herb. sec. Kleen
lee pals,
Sphærococcus mamillosus Lyngb.1. c. p. 14, t. 5.
-,Svingr prope Lindesnæs.*

Fucus mamillosus Sm ft. Suppl. p. 183.

Sphærococcus mamillosus Smft. in Act. Nidros. p.
51. — Salten.

Gigartina mamillesa (G. & W) J. G. Ag.

= 1) Fucus Oederi Esper t. 35 (Gelidium gigartinum Lyngb. 1. c.p.

41), der er identisk med Gigartina pistillata (Gmel.) Lamour.

angives at veere funden ved Norge; men da det er hgist sandsyn-

lig, at denne sydlige vekst ialfald ikke er funden fastvol,set ved

nogen del af Norges Kyst, PRE jeg den ikke som tilhørende

- Norges algeflora.

-100 ; | M. Foslie.

1769. Fucus crispus Tonn. Rar. Norv. p. 12. |
Nr. 6 Strøm in Act. Hafn. P. 254, t. 9, f. 6.
Søndmøre.

” »

1770. » crispus Gunn. Fl. Norv. II, p. 91. „Hab. mi

oceano septentr.*
5 » norvegicus Gunn. l.c. p. 122. t. 3, f. 4. „Hab.
in oceano nostro.“
1788. Eschara papyracea Strøm in Act. Nidros. p. 354. —
» Søndmøre, almindelig.*
1812. Fucus crispus Wg. Fl. Lapp. p. 497 et herb. sec.
Kleen 1. c. p. 18. |
1819. Chondrus crispus Lyngb. 1. c. p. 15, t. 4.
= 5 norvegicus Lyngb. I. c. p. 16.
1837. Spherococcus crispus Hornem, Plantel. p. 716. —
| | Ikke sjelden.*
5 Blandt resterne af Gunnerus’ herbarium findes et
fragmentarisk eksemplar (topstykke) af Fucus Norvegicus
Gunn., som af de fleste forfattere har været identificeret med

Gymnogongrus norvegicus (Turn.) J. G. Ag. Etiketten bæ-

rer Gunnerus” egen haandskrift og henvisning til nr. 971
i Fl. Norv. Der kan heller ikke være nogen tvil om, at det-
te er originaleksemplaret til den citerede figur i F1. Norv.
Habituelt stemmer dette fragment fuldstændig overens med
den smale og tykbladede form af Chondrus crispus, der er
almindelig især paa udsatte steder langs Norges vestkyst.
Ogsaa i henseende til strukturen viste det sig at stemme
overens med Ch. crispus; men i mangel af noget authentisk
eksemplar af Gymnogongrus norvegieus (Turn.) J. G. Ag. til
en nøiagtig sammenligning sendte jeg et snit af Gunnerus'
originaleksemplar til professor J. G. Agardh,, som velvil-
lig har undersøgt samme og erklæret, at der heller ikke i
henseende til strukturen kan være den mindste tvil om, at
det tilhører Ch. crispus. — J. G. Agardh har allerede i
Species Algarum (Lund 1851) udtalt sin tvil mod identite-

GE ANT SRE Er Re Se ee
r % * = rs 2 \

x

rå ER ED

a

es ee ét

RED,

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. -101

ten af den sydligere art Gymn. norvegicus med Gunnerus’
"vekst, og det bekræfter sig saaledes, at denne tvil har været
fuldt beføiet.

| — Gymn. norvegicus (Turn.) J. G. Ag. blir saaledes ind-
til videre ikke at henregne til Norges algeflora.

Chondrus crispus (L.) Lyngb.

Fam. Cryptonemiacez.

Gen. Grloiosiphonia.

1819. Gigartina lubrica Lyngb. L c. p. 45, t. 12. „Hab.
; ad rupes exteriores ante ostium sinus Oxe-
fjord Norvegiæ“.

Gloiosiphonia eapillaris (Huds.) Carm.
Fam. Ceramiacez.

Gen. Ceramium.

1762. Conferva Nr. 3 Strøm, Beskr. p. 83. — Søndmøre.
ID Ni, littoralis Gunn. Fl. Norv. II, p. 106 et herb.
„Tingvold Nordmøre.* —

ar » » rupestris Gunn. 1. c. p. 107, t. 8, f. 3 et
herb. — „Hab. in rupibus marinis.* —
x us seposita Gunn. 1. c. p. 116.

re Or à diaphana Wg. Fl. Lapp. p. 511 et herb. sec.
Kleen 1. c. p. 20.

. Ceramium rubrum (Huds.) Ag.

1819. Ceramium diaphanum Lyngb. 1. c. p. 119, t. 37 B.

102 M. Foslie. + Me

f. 3. — „Hab. ad. lit. Norvegiæ.*
Ceramium diaphanum (Lightf.) Roth.

Gen. Ptilota.

1769. Fucus Nr. 7 Strøm in Act. Hafn. p. 256, t. 9, f. 7.

— Søndmøre.
» Fucus discors Tonn. Rar. Norv. p. 12?
1772. 5 » Gunn. FI. Norv. II, p. 46?
5 » plumosus Gunn. 1. c. II, p- 91. „In mari sep-
tentr.* | | ;
5 » ptilotus Gunn. 1. c. p. 135. „In mari nostro
passim.“
5 » carbilagineus Gunn. 1. c. p. 108; ex parte.
8 Å å vindicatus Gunn. 1. c. p. 123; ex
N parte.
1813. Å » Krogh, Efterretn. p. 275. — Stadt.

1819. Ptilota plumosa Lyngb. 1. c. p. 38, t. 9. — Norge.

I Gunnerus" herbarium findes tre eksemplarer med
paaskrift „Fucus ptilotus* og et med paaskrift „Fucus car-
tilagineus“, hvilke alle tilhører Pi. plumosa. — Gunnerus
synes saaledes besynderlig nok delvis at bave sammenblan-
det disse to arter, medens han derimod synes at have hold:
Pt. plumosa og pectinata temmelig skarpt fra hinanden, og
Strøm anfører endog (1. c.), at Gunnerus ansaa Pi. plu-
mosa som ung Sphæroçoccus cartilagineus.*)

Ptilota plumosa (L.) As.

1, Jeg skal her bemerke, at blandt de talrige eksemplarer af den vir»
kelige Sphærococcus cartilagineus, som findes i herbariet, bærer
kun ét Gunnerus” egen paaskrift, de øvrige ,Tyrholms herb.*,
og alle uden angivelse af findested.

Hvorvidt afbildningen af Fucus (Sphærococcus) cartilagineus
Gunn. (Fl. Norv. t. 3, f 5) ved forveksling er udført efter et

AN

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. | 103

1772. ro pectinatus Gunn. Fl. Norv. II, p. 122, t. 2, f.
8 et herb. „Hab. passim in Nordlandia*.
1819. Ptilota plumosa var. asplemioides Lyn gb. 1. c. p. 38.
Kjellman har allerede paavist (Ishafsfl. p. 220),
at den af Gunnerus beskrevne Fucus pectinatus er iden-
tisk med Pi. serrata Kiitz. Dette bekræftes ogsaa ved de
i herbariet forefundne eksemplarer, hvoraf dog et tilhører
den form af Pt. plumosa, der har karakter af begge arter;
men dette kan neppe tillægges nogen betydning, hvor det
gjelder to hinanden saa nærstaaende arter som disse, og
jeg anser det derfor rettest at bibeholde det af Kjellman
fremtrukne ældre navn.

Ptilota pectinata (Gunn.) Kjellm.

Gen, Callithamnion.

1819, Callithamnion roseum Lyngb. 1. c. p. 126, t. 39. —

Oxefjord.
? Callithamnion polyspermum Bonnem.

1818. Ceramium pedicellatum Fl. Dan.t. 1596, f. 2. — Oxe-
å fjord (Lyngbye).

1819. = corymbosum Lyngb. 1. c. p. 125, t. 38.

Callithamnion corymbosum (Smith) Lyngb.

eksemplar, som. muligens ikke engang er taget ved Norges kyst
og angivelsen „hab. in oceano septentrionali, e. gr. ad finmarchiam
passim* helt eller delvis gjælder Pt. plumosa eller — man
skulde endog snarere være tilbgielig at antage — Pt. pectinata
lader sig ikke med sikkerhed afgjøre. Det sandsynlige er dog,
at det foreliggende eksemplar med Gunnerus” egen haandskrift
er taget af ham selv, men det synes ikke at have været original-
eksemplar til afbildningen, og en sammenblanding mellem denne
og Pt. plumosa har i ethvert fald fundet sted. — Cfr. Lyng-
byel.c.p. 55.

104 M. Foslie.

1819. Callithamnion repens Lyngb. 1. c. p. 128, t. 40; ex
parte. — „In Ptilota plumosa ad Svinør
prope Lindesnæs.*

Callithamnion roseolum Ag.

1819. Callithamnion fruticulosum Lyugb. 1. c.p. 125, t. 36.
? Callithamnion versicolor (Draparn.) Ag.

Gen. Antithamnion.

1782. Conferva floccosa Fl. Dan. t. 828. — „In sinibus Nor-
vegiæ passim.“

Antithamnion floccosum (Fl. Dan.) Kleen, ,

Gen. Rihodochorton. ;

1819. Callithamnion Roth Lyngb.l-c.p 149, t. 41. — Svin- |
ør prope Lindesnæs. k

1826. 6 3 Smft. Suppl. p. 193. i
1826. : floridulum Smft. Suppl. p. 193. 400
1827. , Rothii Smft. in Act. Nidr. p. 51. Salten
Rhodochorton Rothii (Turt.) Näg. å

Fam, Porphyracez.

Gen, Diploderma,

1812. Ulva umbilicalis var. purpures Wg. Fl. Lapp. p. 506,
sec. Kjellm. Ishafsfl. p. 236. — Kjerringø.

Diploderma amplissimum Kjellm,

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 105

1772. Ulva umbilicalis Gunn. Fl. Norv. II, p. 121. ,Hab.
in oceano sept. e. gr. ad Lødingen nor-
landiæ.*

1819. , purpurea Lyngb. IL c. p. 29. — Oxefjord.

Porphyra laciniata (Lightf) Ag.

Gen. Bangia.
1812. Conferva atropurpurea W g. Fl. Lapp. p. 515. et herb.

sec. Kleen 1. c. p. 24. — Kjerringø.
Bangia fuscopurpurea (Dillw.) Lyngb.

Ser. Fucoideæ,
Fan, Fucace»». |

Gen. Himanthalia.

1769. Fucus loreus Tonn. Rar. Norv. p. 12.

1772. Ulva pruniformis Gunn. Fl. Norv. II, p. 89; ex parte.

1772. Fucus loreus Gunn. 1. c. p. 125. „Hab. in mari no-
stro, e. gr. ad Ofoten norlandiæ.“

JE 1780. = » Fl. Dan. t. 719. „In littore Norvegiæ

passim“.

D 16100, » We. Fl. Lapp. p. 499 et herb. sec. Kleen

Le pu 51.
1813. Ulva pruniformis Krogh, Efterretn, p. 276. — Bre-
manger,

106

1837.

1737.

1762,
1764,

1766.
1769.

1812.
1813.

1737.

1762.
1764.

1766.

1769.
1812,

M. Foslie. .

Fucus loreus Hornem. l.c. p.746. — „Norge, ikke

sjelden.*

Himanthalia lorea (L.) Lyngb.

Gen. Halidrys.

Fucus siliquosus L. Fl. Lapp. p. 343, nr. 463. — Ror-

”

Fucus nodosus L. Fl. Lapp. p. 350, nr. 464. — Rør-

”

pp

”

”

”

”

stad (Nordland).

Strøm, Beskr. p. 90. — Søndmøre.
Fl. Dan. t. 106, „Frequens ad littora
Norvegiæ.*

Gunn. Fl. Norv. I, p. 83. „Hab, pas-

sim in mari nostro.*
Tonn. Rar. Norv. p. 12.
Weg. Fl. Lapp. p. 498 et herb,

Krogh, Efterretn. p. 275. — „Stadt, °

almindelig.“

- Halidrys siliquosa (L) Lyngb.

Gen. Ozothallia.

~ stad (Nordland).
Strøm, Beskr. p. 90. — Søndmøre.

Fl, Dan. t. 146. — „Ad littora maris

potissimum oceani Norvegiam alluentis.*
= Gunn. Fl. Norv. I, p. 33. — „Hab.

ubique in mari nostro, ad littora sæpe

rejectus.*

Tonn. Rar Norv, p. 12.

We. Fi. Lapp. p. 499,

3
a
pr
>
ct
9
70
€
Nr
x.
7
24
3
a
5
ER:
gh
3

Bier ne TL le SS Å OR > le,

ya SPK a UT FT rer

sphere. see v REX MANS, FR SE
x Va å x

1737.

1762.
1766.

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger, 107

N

. Fucus nodosus Krogh, Efterretn. p. 275. — „Stadt,

almindelig. *

Halidrys nodosa Lyngb. 1. ce. p. 37, t, 8. — ,,Hab. ad

99 39

littora Norvegiæ."
Smft. in Act. Nidros. p. 51. — Salten.

Fucus nodosus Hornem. 1. c. p. 742. — „Temme-

lig almindelig ved Norge.“

Ozothallia nedosa (L.) Desne et Thur.

Gen, F'ucus.

Fucus serraius L. Fl. Lapp. p. 349, nr. 462 —

2 0.
” 39
2 ”
29 »
7 ”

Rerstad (Nordland).

Strøm, Beskr, p. 89. — Søndmøre.

Gunn Fi. Norv. I, p. 28 et herb. —
„Hab. in rupibus maris Brunværet pa-
roeciæ norlandiæ Hammerø et alibi
frequens.*

Tonn. Rar. Norv. p. 11,

We. Fl. Lapp. p. 489.

Krogh, Efterretn. p. 275. — „Stadt,
almindelig.“

Smft. in Act. Nidros. p. 50. —
Salten.

Fucus serratus L:

Fucus vesiculosus L. Fl. Lapp. p. 350, ur. 466. —

Rørstad (Nordland).

Strøm, Beskr. p. 90. — Sønd-

møre,

Gunn. Fl. Norv. I, p.28. — ,Hab.
- ubique in oceano sæpissime ad lit-

tora nostra rejectus“,

108

M. Foslie.

1769. Fucus vesiculosus Tonn. Rar. Norv. p. 11.

1770.
1812.

1813.
1827.

1837.

1762.
1767.

1769.
1770.

1812.

1813,

1819.
1837.

1772.

„ divaricalus Gunn, Fl. Norv. II, p. 143, Ham-

merfest.

» vesiculosus Wg. Fl. Lapp. p. 490; excl. var.

5 » . Krogh, Efterretn. p. 275.

5 = Smft. in Act. Nidros. p. 50. —
Salten.

Fucus vesiculosus L.

Fucus spiralis L. Fl. Lapp. p. 350, nr. 467. — Rør-
stad (Nordland).

så 5 Strøm, Beskr. p. 90. — Søndmøre.

5 „ Fl. Dan. t. 286. — „In oceano Norve-
gico.“

A å Tonn. Rar. Norv. p. 11.

= 5 Gunn. Fl. Norv. II, p. 64. „In oceano

septentrionali.“

» vesiculosus var. spiralis Wg. FL Lapp. p. 490,

» spiralis Krogh, Efterretn. p. 275. — „Stadt,
mindre almindelig.“

» vesiculosus var. spiralis Lyngb. 1. c. p. 3.

Hornem,1. c. p. 743.

” 2 9

Fucus spiralis L.

Fucus ceranoides Gunn. Fl. Norv. II, p. 64 et herb,
— ,Hab. in sinu maris nidrosiam
alluentis. Borchgrevink.“

5 Lyngbl ep 5 „Hab in

mari Nervegico.“
Smft. Suppl. p. 192. — ,Hab. in
rupibus a refluxa maris denudatis
ad littora Nordlandiæ e. gr. ad Bo-
de.“

I Gunnerus' herbarum findes et eksemplar af den-

À

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 109

ne art taget i Trondhjemsfjorden. Det er mindre vel kon-
serveret, men synes nærmest at slutte sig til f. Harveyana.

Fucus ceranoides L.

1737. Fucus MER L. Fl. Lapp. p. 351, nr. 468, — Rør-
stad (Nordland).

1769. 5 » Tonn. Rar. Norv. p. 11.

1772. a » Gunn. Fl. Norv. II, p. 38? — „Hab.
in oceano nostro passim,“

1794. 5 »„ Hammer, F1 Norv. p. 139.

1795, 5 Retz FL Scand. p. 297,

II“, “=. FR Dan, -t. 1127:

Fucus inflatus er en af de Fucaceer, som af Linné
indsamledes ved Rørstad i Nordland paa hans laplandske

reise i aaret 1732, og den beskrives første gang i Fl. Lapp.

ed. I (1. c.) saaledes: „ Fucus folio bifido, laciniis ovato-
lanceolatis inflatis, ad apicem divisis.* Senere blev den op-
taget i de fleste af Linnés øvrige arbeider dels under

samme dels med en noget ændret diagnose, deriblandt ogsaa

i Systema Neturæ, hvor den tillægges artsnavnet inflatus
og beskrives saaledes: „Fronde plana, dichotoma, integerri-
ma, punctata, ovato-lanceolata, inflata, apice diviso.* — Ton-
ning, Hammer og Retzius optager den som egen art,
men ingen af disse giver nogen nærmere beskrivelse af sam-
me, heller ikke nærmere angivelse af dens udbredelse langs

- kysten. — I Fl. Dan. vol. 7, t. 1127 (udgivet af Martin
Vahl) findes derimod en ganske godt udført afbildning af

Fucus inflatus, og ovenfor citerede beskrivelse i Syst. Nat.
(og Syst. Veg.) findes her gjengivet samt følgende tilfgiet
angaaende artens udbredelse: ,Vulgarisin præfectura Salten,
Senjen et Tromsøen Nordlandiæ, in aliis partibus Norvegiæ
non mihi obvius“. — Denne er identisk med den i Nordland
og Finmarken forekommende art, der af senere forfattere er

- henført til Fucus edentatus De la Pyl.

110 M. Foslie. :

Omtrent samtidig med Fl. Dan. udkom Smiths
Plantarum Icones, hvori der ogsaa findes en afbildning af
„Fucus inflatus L.* Den vekst, som her fremstilles, og som
Lightfoot noget tidligere nærmere har beskrevet i Fl.
Scot. under samme navn, og som desuden Smith saavel i

Plant. Ic. som i den af ham besørgede anden udgave af Fl.

Lapp. identificerer med den oprindelige i Fl. Lapp. ed. I
beskrevne F. inflatus er derimod neppe andet end en for-

krympet form af F. vesiculosus, hvad der ogsaa til vished —

synes at fremgaa af den iøvrigt mindre vel udførte figur i
Plant. Ic, — Originaleksemplaret til denne angives at være
taget i nærheden af Edinburgh, og jeg har ikke kunnet finde
noget, der godtgjør eller støtter hans formodning om, at den
af ham her afbildede Fucus vesiculosus-form fra Edinburgh

virkelig er identisk med den af Linné fra Nordland be-

skrevne F. inflatus.

Efter denne tid finder man F. inflatus L. dels henført

til F. vesiculosus dels optaget som en benævnt form af den-
ne, og de fleste synes at have havt en virkelig F. vesiculosus-
form for sig. ;

Linnés beskrivelse af arten er vistnok ufuldstændig,
men den synes dog bedre at svare til F. edentatus end no-

gen form af F. vesiculosus, og det er endvidere lidet sand.

synlig, at Linné, som i Fl. Lapp. beskriver de gvrige i

Nordland almindelig forekommende Fucus-arter, skulde have —

opstillet to arter af den vistnok meget varierende F. vesicu-

losus, men samtidig overseet den almindelige og selv i ste-

ril tilstand ret karakteristiske F. edentatus. — Jeg anser

det for en til vished grænsende sandsynlighed, at det er

sidstuævnte art, Linné har havt for sig. Denne, der saa-

vidt endnu bekjendt, ikke gaar længere syd end til henimod

poiarcirkelen, er meget almindelig i Finmarken, tildels en-
dog alinindeligere end nogen anden Fucacé, ligesom den og-
saa i Nordland er almindelig især paa aaben kyst, men her

: 3

; |
x

a
à
®

k KG x
DT ETS LR

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 111

blir den sjelden saa stor som nordenfor, og den af Linné
angivne læugde!) svarer ret vel til gjennemsnitslængden hos
nordiandske eksemplarer af F\ edentatus.

å Jeg optager derfor navnet F. inflatus (L.) paa den
art, som nu i almindelighed benævnes F. edentatus, uagtet _
navnet maa ansees mindre heldigt?); men samtidig finder
jeg det rigtigst og mod senere misforstanelser eller forveks-
linger mest betrygg gende at optage det i den betydning og
ing det er taget af Vahli Fl. Dan.

| Fucus inflatus (L.) Fl, Dan.

1770. Fucus linearis Gunn. FI, Norv. II, p. 104. „Hab. in
a oceano septentr.“
> „. distichus Gunn. 1. c. p. 125. „Hab. in mari
nostro, e. gr. nordlandico ad Ofoten.“
PEN » Retz. Fl. Scand. p. 296.
1812. » ceranoides W g. Fl. Lapp. p. 490; ex parte sec.
Kjellm. Ishafsfl. p. 260. ~
- Det lader sig neppe afgjøre, hvilken eller hvilke af
de tre mindre og hverandre nærstaaende Fucus-arter, F. li-
nearis Fl. Dan., F. filiformis Gm el, F, distichus L., de to
- først citerede forfattere har villet fremstille. Det sandsyn-
_ ligste er dog, at de ikke har holdt nogen af dem skarpt ud
fra hverandre, og skjønt der paa hvert enkelt sted henvises
til Fl. Dan. t. 351 (FP. linearis), bør de maaske rettest hen-
føres til den af arterne, som er den almindeligste, nemlig

Fucus filiformis Gmel.

1, „Fucus hic est een
2) Med „inilatus* antager jeg Linné har villet eterna de blære-
agtige opsvulmninger, som er temmelig almindelige især hos ste-
rile eksemplarer. Jeg har saaledes fundet ekspl. med indtil 8cm.
: lange opsvulmninger, der endog har strukket sig over Igvets hele
bredde.

112

1769,

1762,
1766.

1767.
1769.
1795.
1812.
1813.

1827.

1837.

1819.

M. Foslie.

Fucus distichus Tonn. Rar. Norv. p. 12 (L. Syst. Nat).
Fucus distichus (L.)

Gen. Pelvetia.

Fucus Nr. 7 Strøm, Beskr. p. 91. — Søndmøre.
å excisus Gunn, Fl. Norv. I, p. 96 et herb.
»Hab. in rupibus maris passim et co-
piosissime.* å

= » Fl. Dan, t. 214. — ‚In mari Norvegico.“ _

5 „. Bonn. Rar, Norv. pi 1%
Fucus canalieulatus Retz. Fl. Scand.p. 296.

hå as Wg. Fl. Lapp. p. 495.

» excisus Krogh, Efterretn. p. 275. — , Stadt,
temmelig almindelig.“

» canaliculatus Smft, in Act. Nidros. p. 50. —
Salten.

gå , Hornem. |. c. p. 745. — Ved ky-
sterne af Norge indtil Finmarken.* 1

Pelvetia canaliculata (L.) Desne et Thur.
Fam Dictyotaceæ.

Gen. Dictyota.

Ulva dichotoma Lyngb. 1. c. p. 31, t. 6. — ,.Hab. ad
littus Bergense Norvegiæ; Dom. Kriiger
Ad littus meridionale Norvegiæ; Prof. C.
Smith.“

Dictyota dichetoma (Huds.) Lamour.

1, Den forekommer ogsaa i Finmarken.

Ext 73
ve

Å

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. | 113

Fam Laminariacese,
Gen, Alaria.

1766. Fucus pinnatus Gunn. Fl. Norv. I, p. 2 et herb.
'„Hab. in oceano norv. passim.“

vee 5 „»Gwnn. im Act. Nidros. p. 84 1.8 8.1.

Kjellman formener (Ishafsfl. p.268) denne art nær-

mest maa være at hentgre til A. Pylaü (De la PyL) 5.0

Ag., og deri maatte jeg erklæret mig enig, forsaavidt jeg kun
havde havt anledning til at identificere arten efter den figur —
af samme, som findes i Act. Nidros; thi denne svarer vistnok
mere til A. Pylatt end A. esculenta f. musæfol;a. I Gun-

nerus herbarium findes imidlertid et eksemplar af Fucus

pectinatus, som uden tvil er originaleksemplaret til figuren
i Act. Nidros. trods den mindre korrekte gjengivelse, og det-
te tilhører A. esculenta f. musæfolia. Eksemplaret har sand-
synligvis været taget sent paa sommeren, da kun den nedre
del af laminan er i behold, og selv denne er delvis opløst.
Gunnerus har gjengivet den saaledes, som han har tænkt
sig den i fuld flor, men forholdet mellem længden og bred-
den er ikke rigtig iagttaget, idet bredden er forholdsvis stør-

- re end længden, og den øvre ca. 12 cm. lange del af lami-

nan, som hos nærværende eksemplar kun bestaar af den
nøgne kosta, er helt udeladt, — Sporofyllernes form og stør-

_relse er derimod temmelig nøiagtig gjengivet, og hvad der
med sikkerhed viser, at F. pinnatus er identisk med f. mu-
- sæfolig er især den hos nærværende eksemplar tydelig ud-

prægede karakter, som ifølge Agardh og Kjellman er

egen for sidstnævnte, at sporofyllerne ,,quasi e canaliculo

impresso egredientes.*

114 M. Foslie.

Jeg optager derfor istedenfor A, u f. musæfolia
benævnelsen
Alaria esculenta (L.) Grev.
f. pinnata (Gunn.)

Gen. Saccorhiza.

1847. Laminaria bulbosa Aresch. Lamin. p. 272.

Af denne art opgives 3 eksemplarer at være funden af
Dr. Koren ved Hitteren i aaret 1847. Det af Areschoug
erholdte ekspl. angives at være ,8 alner lang och 6 bred.*
Han bemærker, at naar arten allerede tidligere (i C. Agardhs
Syn. Alg. Scand.) er bleven optaget som tilhørende Skandi-
naviens algeflora, er dette skeet paa grund af at Fucus bi-
furcatus Gunn. af nogle foregaaende forfattere ansaaes at
være samme art. |

Saccorhiza buibosa Πuds.) De la Pyl.

Gen. Luaminaria

1762. Fucus Nr. 12 Strøm, Beskr. p. 92. — Søndmøre.
1766, » saccharinus Gunn. Fl. Norv. I, p. 52.
5 Ulva latissima Gunn. 1.-c. p. 52 fide herb.
1769. Fucus saccharinus Tonn- Rar. Norv. p. 12.
1772. Ulva maxima Gunn. Fl. Norv. I, p. 127. — „Hab.
ubique ad oras pelagicas.“
1794. Fucus saccharinus Hammer, Fl. Norv. p. 139.

1795. 4 å Retz Fl. Scand. p. 299.

1912. Å Weg. Fl. Lapp. p. 493.

1813. À A Krogh, Efterretn. p. 276- gnr
almindelig. *

Cfr. Foslie, Lamin. Norw. p. 91.
Ulva latissima Gunn. er saadanne fragmenter af bla-

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. SES

det af L. saccharina som opkastet paa stranden har antaget

en grønagtig farve.-

1770.

1770.

1819.

1762.

1766.

1769.

1770.
- 1813.

Laminaria saccharina (L.) Lamour,

Fucus saccharinus Fl. Dan. t. 416. — Norvegia.

Laminaria saccharina (L.) Lamour.
f. linearis J. G. Ag.

Ulva longissima Gunn. Fl. Norv. II, p. 128, t. 7, f.
2. — „Hab. ubique ad oras pelagicas,“
Cfr. Foslie, Lamin. Norw. p. 93.
Laminaria saccharina (L.) Lamour.
f. longissima (Gunn.) Foslie.

Laminaria Phyllitis Lyngb. L c. p. 23. — Oxefjord
- prope Arendal.
Cfr. Foslie L c. p. 98.

@Laminaria Phyllitis (Stackh.) J. G. Ag.

Fucus scoparius Strøm, Beskr. p. 93. — Søndmøre.
» hyperboreus Gunn. Fl. Norv. I, p. 34 et herb.
— ,Hab. in mari passim, præsertim
vero et copiosissime ad Nordlandiam
et Finmarchiam.*
scoparius Strøm in Act. Hafn, p. 250, t. 8,
f. 1. — ,Søndmøre, almindelig.*
digitatus F1. Dan. t. 392.
scoparius Krogh, Efterretn. p. 276. — Stadt.

2

22

Jeg har i Lamin. Norw. (p. 34) nærmere begrundet be-

- rettigelsen af at optage navnet L. hyperborea (Gunn.) paa
den art, som i den senere tid i almindelighed gaar under
navnet L. Cloustoni Le. Jol., og jeg finder fremdeles fuld
grund til at bibeholde denne benævnelse.

Laminaria hyperborea (Gunn.) Foslie.
; vr

116 M, Foslie.

1766. Fucus bifurcatus Gunn. FI. Norv. I, p. 96 et herb.
— „Hab. in sinu maris Ofoten allu-
entis et alibi.“

1768. å 5 Gunn. in Act. Nidros. p. 96, t. 6, f. 2.
1769. 5 å Tonn. Rar. Norv. p. 12.
1794. „ 5 Hammer, Fl, Norv. p. 140.

Cfr. Foslie 1. c. p. 39 et 60.
Laminaria digitata (L.) Edm.

Gen. Chorda.

1737. Fucus filum L. Fl. Lapp. p. 348 nr. 459. — Rørstad

Nordland.
1762. » filiformis Strøm, Beskr. p. 94. — Søndmøre.
1769. » filum Tonn. Rar. Norv. p. 12.

1772. » » Gunn. Fl. Norv. I, p. 10 et herb, — —

»Hab. in mari nostro, passim.*
1812. Å „ Wg. Fl. Lapp. p. 505.
1813. 5 på Krogh, Efterretn. p. 276. — „Stadt,
almindelig.*
1827. “ he Smft. in Act. Nidros, p. 51. — Salten.
Chorda filum (L.) Stackh.

1819. Chorda tomentosa Lyngb. 1. c. p. 74, t. 19. — Ris-
ør et Oxefjord.

Chorda tomentosa Lyngb.
Fan, Encoelieæ.

Gen. Stilophora.

1818. Scytosiphon paradoxus Fl. Dan, t. 1595, f. 2. — Nor-

\

de Aa at
DIESER,

1819,

1819.

1819.

1762.

1772.

1780.

1812.

1819.

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 117

vegia, Kalvesund.
Chordaria paradoxa Lyngb. 1. c. p. 53, t. 14. — Oxe-
fjord prope Arendal.

Stilophora Lyngbyei J. G. Ag.

Gen, Asperococeus.
Gastridium Opuntia Lyngb. 1. c. p. 71, t. 18. —

Kalvesund prope Arendal.

Asperococcus bullosus Lamour.

Gen. Ralfsia.

Ralfsıa deusta Lyngb. 1. c p. 19, t. 5.
Ralfsia verrucosa (Aresch.) J. G. Ag.

Fam. Chordarinceze,

Gen. Chordaria.

Conferva Nr. 1 Strøm, Beskr. p. 82. — Søndmøre.
5 dichotoma Gunn. Fl. Norv. II, p. 105. —
»Hab. in oceano septentr.*
a elongata Gunn. 1. c. p. 126.

Fucus flagelliformis Fl. Dan. t. 650. — „In oeeano ~
Norvegico.“
te = We. Fl. Lapp. p. 505.
Chordaria , dicey neh; -l.-crype ol, i 18

Chordaria flagelliformis (Fl, Dan.) Ag.

118 M. Foslie.
Gen. Mesog1loia.

1819. Mesogloia vermicularis Lyngb. |. c. p. 190, t. 65. —
Oxefjord.

Mesogloia vermicularis Ag.
Fam. Myrionemacez.

Gen. Leathesia.

1819. Chetophora marina Lyngb. 1. c. p. 193, t. 66. —
Oxefjord prope Arendal.

Leathesia difformis (L.) Aresch.

Gen. Elachista.

1812. Conferva fucicola W g. Fl. Lapp. p. 514 et herb. sec.
Kleen, 1. c. p. 35.
1819. på flaccida Lyngb.1. c. p. 146, t. 50. — Svin- _
ør prope Lindesnæs.
1827. > „ Smft. in Act. Nidros. p. 52. —
Salten.

Elachista fucicola (W eli.) Aresch.

Fam, Scytosiphone ze.
Gen. Hea.

1782. Fucus fascia Fl. Dan. t. 768. — „In scopulis mariti-
mis Norvegiæ.*

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 119

| 1819. Ulva fascia Lyngb. 1. c. p. 28. — Christiansand.
Ei llea fascia (Fl. Dan.) Fr.

Gen. Scytosiphon.

a 1826. Fucus lomentarius S mft. Suppl. p. 184. — Bertnæs,
à Salten.

Scytosiphon lomentarius (L y n g b.) J. G. Ag.

Fam. Punctariaceæ.

Gen. Punctaria.

1819. se rubescens Lyngb. 1 c. p.27,t. 7. — Oxefjord
prope Arendal.
1826. Fucus , Smft. Suppl. p. 183.
1827. Ulva » Smft. in Act. Nidros. p. 51. — Sal-
ten.

Punctaria plantaginea Roth) Grev.

- 1819. Due plante Lyngb. 1. c. p. 31, t. 6. — Oxe-
fjord prope Arendal.
Punctaria undulata J. G. Ag.

Fan. Desmarestiacesæ,

; | Gen. Desmarestia.

1766. Fucus virgatus Gunn. Fl. Norv. I, p. 45 et herb. —
Hittergen,

120

1768.
1769.
1770.

1795.

1812.
1819.
1837.

1782.

1812.

1819.

1812.

1819.

1818.

M. Foslie.

Fucus virgatus Gunn. in Act. Nidros. p. 85, t. 7.
5 „..,Vonn. Rar: Norv./p. 12.
» muscoides Gunn. Fl. Norv. II, p. 139. — „In
mari finmarchico et hitterensi.*
Fucus aculeatus a. et b. Retz. Fl. Scand. p. 290.
5 å Weg. Fl. Lapp. p. 502.
Desmia aculeata Lyngb. 1. c. p. 34, t. 44 B. 1.
Sporochnus aculeatus Hornem. 1. c. p. 732.

Desmarestia aculeata (L) Lamour.

Gen. Dichloria.

Fucus viridis Fl. Dan. t. 86. — „In sinu Drøbakiensi.*
å å W g. FL. Lapp. p. 503 et herb. sec. Kleen
ep. 39.

Gigartina „ Lyngb. 1. c. p. 44. — Oxefjord prope

Arendal.
Dichloria viridis (Fl. Dan.) Grev.

Gen. Phloeospora.

Scytosiphon foeniculaceus Lyngb. le. t. 14 c, å. 3.

Phloeospora subarticulata Aresch.

Gen. Dictyosiphon.
Scytosiphon foeniculaceus Lyngb. 1. c.t. 140. Da
Dietyosiphon foeniculaceus (Huds.) Grev.

Scytosiphon tomentosus Fl. Dan. t. 1594, f. 2. „Adlit-
tus prope Øster Risør (Lyngbye).*

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 121

1819. Scytosiphon tomentosus Lyngb.1. c. p. 62.
5 ÿ hippuroides Lyngb. 1. c. p. 63, t. 14.

Dictyosiphon hippuroides (Lyngb.) Kütz.
Fam. Sphacelariaceze.

Gen. Oladostephus.

1779. Fucus hirsutus Gunn. F1. Norv. II, p. 25. — „Hab.
j in mari finm, rarior.“

1788, » Brym Strøm in Act. Nidros. p. 348, t. 1,
f. 2. — Søndmøre.

Cladostephus spongiosus. (Lightf.) Ag.

Gen. Chætopteris.

À

- 1812. Conferva pennata Weg. Fl. Lapp. p. 512, ex parte sec.
Kjellm. Ishafsfl. p. 337.

1819. Sphacelaria plumosa Lyngb. 1. c. p. 103, t. 30. —
Oxefjord prope Arendal.

Chætopteris plumosa (Lyngb.) Kiitz.

Gan! Sphacelaria.

1819. Sphacelaria cespitula Lyngb. 1. c. p. 105, t. 32. —
»Ad. littus Svingr prope Lindesnæs
Norvegiæ in folio Laminariæ saccha-
rinæ expanso.“

Sphacelaria cæspitula Lyngb,

129 | | M. Foslie.

1819. Sphacelaria spinulosa Lyngb. 1. c. p. 106, t. 32. —

„Ad ostium sinus Oxefjord Norvegiæ.“
Sphacelaria spinulesa Lyngb.

1812. Conferva pennata Wg. Fl. Lapp. p- 512; ex parte sec.
Kjellm. Ishafsfl. p. 359.

1819. Sphacelaria pennata Lyngb. |. c. p. 105, t. 31. „Ad
littus Svinør prope Lindesnæs.*

Sphacelaria cirrhosa (Roth) Ag.

1812. Conferva pennata Weg. Fl. Lapp. p. 512; ex parte sec.
Kjellm. Ishafsfl. p. 359.

Sphacelaria arctica Harv:

1819. Spacelaria scopartoides Lyngb. 1. c. p. 107, t. 32.

— Ad ostium sinus Oxefjord Norvegiæ.*

Sphacelaria scoparioides Lyng b.

1819. Sphacelaria disticha Lyngb. 1. c. p. 104, t. 31, —
„Hab. in mari Norvegico (Vahl).
Cfr. Aresch, Phyc. Scand. et Harv. Phyc. Brit.
_? Sphacelaria scoparia (L) Lyng b.’)

Fam, Wietocarpace se.

Gen. Ketocarpus,

1812. Conferva litoralis Wg. FL Lapp. p. 513; ex parte

sec, Kleen l/c. p. 37.

1.) Efterat nærværende var nedskrevet fandt jeg ved Svinør to Spha-
celarier, som sandsynligvis er identisk med to af de af Lyngbye
beskrevne, men hidtil ikke gjenfundne arter. Tiden har heller ikke
tilladt en nærmere undersøgelse af disse, og jeg skal derfor ved
en senere anledning udtale mig angaaende artsværdien.

ig F ;
TEEN

BR de Lyse Då

f. rn
PSE pk

a,
Te

3
hj
4

1826.

1819,

_ 1812.

1827,

1819.

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. _ 123

Ectocarpus siliculosus Smft. Suppl. p. 198, — Sal-
ten.

Ectocarpus confervoides (Roth) Le Jol.

Ectocarpus tomentosus Lyngb. 1. c. p. 132, t. 44. —
Sognefjord (C. Smith).

Ectocarpus tomentosus (Huds.) Lyngb. |

Gen. Pylaiella.

Conferva litoralis Wg. Fl. Lapp. p. 513; ex parte
sec. Kleen 1. c. p. 38.
Ectocarpus , Smft. in Act. Nidros. p. 51. —
Salten.

Pylaiella litoralis (L.) Kjellm,

Ser. Chlorophyllophyceæ.

Fam. Ulvaceææ.

Gen. Einteromorpha.

Scytosiphon erectus Lyngb. 1. c. p. 65, t. 15. —
Oxefjord.

Enteromorpha clathrata (Roth) Grev.

1772. Ulva intestinalis Gunn. Fl. Norv II, p. 120. — ,Hah.

in mari nostro passim.*

124
1812.

1813.
1826.

1772.

1812.

1813.
1826.

1772.

1826.
1845.

1812.

M. Foslie.

Ulva compressa Wg. Fl. Lapp. p. 508; ex parte sec.
Kleen 1. c. p. 40
» ‘ntestinalis Krogh, Efterretn. p. 276. — Stadt.
4, x Sm ft. Suppl. p. 186. — Salten.
Enteromorpha intestinalis (L.) Link.

Ulva compressa Gunn. Fl. Norv. II, p. 120? „In
mari nostro passim“.

= » - We. Fl. Lapp. p. 508; ex parte sec. —
Kleen I. c. p. 40.

å = Krogh, Efterretn. p. 276. — Stadt.

å = Smft. Suppl. p. 186. — Salten.

Enteromorpha compressa (L.) Link.

Gen. Ulva.
Ulva Linza Gunn. Fl. Norv. II, p. 120. — „In litto-

ribus marinis.*
Ulva Linza L.

Gen. Monostroma,

Ulva rigida Smft. Suppl. p. 185. — Salten.

» Blytt Aresch. in Fries Sum. Veg. Scand, p.

129, — Renø.
Monostroma Blyttii (Aresc h.) Wittr.

Ulva lactuca W g. Fl. Lapp. p. 507 et herb. — Kjer-
rings (Nordland).
Cfr. Wittr. Monostr. p. 46.

Monostroma undulatum Wittr,

1826.

1819.

1819.

- 1826.

1812.

1819.

1827.

- 1812.

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 195
Gen. Diplonema.

Ulva percursa Smft. Suppl. p. 187. — Salten,

Diplonema percursum (Ag.) Kjellm.
Fam. Confervaces,

Gen. Spongomorpha.

Conferva arcta Lyng b. 1, c. p. 157. — „Ad littus
- Norvegiæ (Hofmann Bang).*

Spongomorpha areta (Dillw.) Kütz.

Conferva uncialis Lyngb. 1. c. p. 60, t. 56. „Hab.
ad scopulos insularum exteriorum
Norvegiæ*
Å » %Smft. Suppl. p. 196. — Salten.
Spongomorpha uncialis (Fl, Dan.) Kütz.

Gen. Oladophora.

Conferva rupestris Wg. Fl. Lapp. p. 512 et herb.
sec. Kleen 1. c, p. 44.

= x Lyngb. 1. c p. 156, t. 54. „Hab.
ad rupes maritimas Norvegiæ.*
: » Smft.in Act. Nidros. p. 27. —
~ Salten.

Cladophora rupestris (L.) Kütz.

Conferva glomerata var. marina Wg. FI. Lapp. p.
513, sec. Kjellm. Ishafsfl. p. 378.

Cladophora glauscescens (Griff) Harv

126

1819.

1826.
1827.

1819.

1819.

1826.

M. Foslie.

Conferva crystallina Lyngb. 1. c. p. 155. = ale
vesund prope Arendal.‘

Cladophora erystallina (Roth) Kitz.

Gen. EQhizocionium.

Conferva obtusangula Smft. Suppl. p. 196.
Å ‘a » in Act. Nidros. p. 52. —
| Salten.
Rhizoclonium riparium (Roth.) Harv.

Gen. Chætomorpha.

Conferva Melagonium Lyngb. 1. c. p. 148, t. 51. —
Oxefjord prope Arendal.

Chetomorpha Melagonium (W. et M.) Kütz.

Conferva ærea Lyngb. 1. c. p. 147, t. 51. — Oxe-
fjord prope Arendal. |

Chætomorpha ærea (Dillw.) Kit».

Conferva tortuosa Smft. Suppl. p. 196. ,Hab supra

arenam in rimis rupium litoris su-

perioris Nordlandiæ saltensis.“
?Chætomorpha tortuosa (Dillw.) Kütz.

Fam Rivulariaceze.

Gen. Rivularia.

1826. Linkia atra Smft. Suppl. p. 201. — Salten,

Rivularia hemisphærica (L.) Aresch.

PD

Ne a ae

i
- : : i
ODE De EEE Å br an BSE aa FN NE AER

RS
fa

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 197

Gen. C alothrix.

1819. Oscillatoria scopulorum Lyngb. 1. c. p. 93, t. 27. —

Oxefjord prope Arendal,
Calothrix scopulorum (W. et M.) Ag.

Usikre arter.

Fucus granulatus Fl. Dan. t. 59, Gunn. Fl. Norv, II, p. 189%)

selaginoides Gunn. Fl. Norv. II, p. 90.

ericoides Gunn. 1. c. p. 106.
vittatus Gunn. lc. p. 35; Tonn. Rar. No I p. 12.

abrotanifolius Gunn. 1. c. p. 79.

Conferva vagabunda Gunn. 1. c. p. 107.

3 Ulva Lactuca Gunn. 1- c. p. 120.

Fucus concatenatus Tonn. 1, c. p. 12.
Hutchinsia badia Lyngb. 1 c. p. 114.
Fucus Bastera G mel. Hist. Fuc. p. 166.

4)

albus Esper t. 51.
aculeatus Esper t. 33.

Forsaavidt denne er identisk med Cystoseira granulata (L.) Ag.

(Cfr. C. Ag. Spec. Alg. p. 55), maa det antages, at den ialfald ikke
er funden fastvokset ved Norge. Figuren i Fl. Dan. er igvrigt van»
skelig at erkjende.

1 28 M. Foslie,

Literatur-fortegnelse.

Agardh, C. A. Species Algarum. Gryphiswaldie 1821—
1828. — (Ag Spec. Alg.)

Agardh, J. G. Species, genera et ordines Algarum. Lun-
dæ 1848—1876. — (J. G. Ag. Spec. Alg.)

Areschoug, J. E. Om Laminaria bulbosa vid Norge, —
Öfversigt af Kongl. Vetenskaps-Akademiens
Förhandlingar 1847. Stockholm 1848. —
(Aresch. Lamin.)

> Phycearum, qvæ in maribus Scandinaviæ

crescunt, enumeratio. — Nova Acta regiæ
Societatis scientiarum Upsaliensis. Vol. 13
og 14. Upsalie 1847, 1850. — (Aresch.
Phyc. Scand.)

Flora Danica Tome 1—7. Hafniæ 1766—1813. — (Fl. Dan.)

Foslie, M. Ueber die Laminarien Norwegens — Christi-
ania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1884,
Nr. 14. — (Foslie, Lamin. Norw.)

Fries, E. Summa vegetabilium Scandinaviæ. Upsaliæ 1845.

| — (Fr. Sum. Veg.)

Gmelin, S. G. Historia Fucorum, Petropoli 1768. — (Gmel.
Hist. Fuc.)

Gunnerus, J. E. Flora norvegica, Nidrosiæ 1766—1772.
— (Gunn. Fl. Norv.)

5 Om nogle norske Planter. — Det Kongelige
Norske Videnskabers Selskabs Skrifter. Del
4. Kjøbenhavn 1768. — (Gunn, in Act.
Nidros.)

Hammer, Chr. Floræ norvegicæ prodromus. Forløber af
Norske Flora eller Planterige. Kjøbenhavn ~
1794. — (Hammer, Fl. Norv.)

je ere PEN à
“= HÅ ae Te

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 199

Harvey, W. H. Phycologia Britannica or a History of

British Sea-Weeds. London 1846—1851, —
(Harv, Phyc. Brit.)

Hornemann, J. W. Dansk økonomisk Plantelære. Del 2.
Kjøbenhavn 1837. — (Hornem. Plantel)

Kjellman, F. R. Norra Ishafvets Algflora. — Vega-Ex-

peditionens vetenskapliga Iakttagelser. Band
3. Stockholm 1883. — (Kjellm. Ishafsfl.)

Kleen, E. Om Nordlandenes høgre Hafsalger. — Pfver-
sigt af Kongl. Vetenskaps-Akademiens För-
handlingar 1877, Nr.9. Stockholm. — (Kleen,
Nordl. Alg.)

Krog h, J. A. Efterretninger om Provstiet Nordfjordi Ber-

gens Stift i Norge. — Topographisk-Stati-
stiske Samlinger, udgivne af det Kgl. Sel-
skab for Norges Vel. Del 2, Bind 1. Chri-
stiania 1813. —- (Krogh, Efterretn.)
Linné, C. von. Flora Lapponica. Ed. I. Amstelædamiæ
| 1737. — (L. Fl. Lapp.)

Lyngbye, H. C. Tentamen Hydrophytologiæ Danicæ. Haf-

ae nie 1819, — (Lyngb. Hydroph. Dan.)
Retzius, A. J. Flore Scandinaviæ prodromus. Ed. 2. Lip-
sie 1795. — (Retz. FL Scand.) ;

Smith, J. E. Plantarum Icones hactenus ineditæ, plerumque

ad plantas in herbario Linnæano conserva-
tas delineate. Fasc, 3. Londini 1791. —
(Smith, Plant. Ic.)

Sommerfeldt, Chr. Supplementum Flore Lapponice
quam edidit Dr. G. Wahlenberg. Christi-
ania 1826. — (Smft. Suppl. Fl. Lapp.)

= Physisk oekonomisk Beskrivelse over Salt-
dalen i- Nordlandene. — Det Kgl. norske

_ Videnskabers-Selskabs Skrifter i det 19de
Aaarhundrede, B. 2,H.2. Trondhjem, 1827,

130

M. Foslie.

— (Smft. in Act. Nidros.)

Strøm, H. Physisk og Oekonomisk Beskrivelse over Fogde-

Tonning, H.

riet Søndmøre, beliggende i Bergens Stift i
Norge. Del 1. Sorøe 1792. — Strøm, Be-
skr.)

Beskrivelse over 10 Norske Søe-Væxter. — _

Skrifter, som udi det Kjøbenhavnske Sel-
skab af Lærdoms og Videnskabers Elskere
ere fremlagte og oplæste i Aarene 1765 —
1769. Del 10. Kjøbenhavn 1770. — (Strøm
in Act. Hafn.)
Fortegnelse over Norske Søevexter. — Nye
Samling af det Kongelige Norske Videuska-
bers Selskabs Skrifter. Andet Bind. Kjø-
benhavn 1788. — (Strøm in Act. Nidros.)
Rariora Norvegiæ. — C. von Linné. Amoeni-
tates Academicæ. Vol. 7. Holmiæ 1769. —
(Tonn. Rar. Norv.)

Wahlenberg, G. Flora Lapponica. Berolini 1812. —

(Wg. Fl. Lapp.)

Wittrock, V. B. Forsøk till en Monographi öfver Ale:

slegtet Monostroma. Stockholm 1866. —
(Wittr. Monostr.)

Kritisk fortegnelse: over: Norges havsalger.

4

131
Register.
Alaria esculenta (L.) Grev. ||Ceramium pedicellatum
f. pinnata (Gunn.) Fl. Dan. 109
Foslie 114| rubrum (Huds.) Ag. 101
_ Ahnfeltia plicata (Huds.) Chætomorpha ærea
| Be a 99 (Dillw.) Kütz . 126
Antithamnion floccosum melagonium (W. et M.)
(Fl. Dan.) Kleen . 104 Kütz . 126
Asperococcus bullosus La- tortuosa (Dillw.) Kite, 126
mour, 117||ChetophoramarinaLyngb.: 118
Bangia fuscopurpurea Chætopteris plumosa
(Dillw.) Lyngb. 105 (Lyngb.) Kitz 121
Callithamnion corymbo- Champiaceæ KG
sum (Sm.) Lyngb: 103]|Chondriaceæ _. . Mee
floridulum Smft. . 104|Chondrus crispus ŒL)
fruticulosum Lyngb. . 104 Lyngb. 101
polyspermum Bonnem, 103 var. pumilus Te. 94
_ repens Lyngb. . . . 104 laceratus Lyngb. . 93
roseolum Ag. . 104|| norvegicus Lyngb.: 100
roseum Lyngb. 103 rubens Lyngb. . 99
Rothii auct, — 104||Chorda filum (L.) Stackh. 116
versicolor Draparr. . 104} tomentosa Lyngb. 116
- Calléphyllis laciniata Chordaria flagelliformis
(Huds.) Kütz . 98 (Fi. Dan): Ag. „117.
Calothrix scopulorum (W, paradoxa Lyngb. . . 117
et M.) Ag. 127||Chordariaceæ ; 117
Ceramiaceæ . . 101|Chylocladia clavellosa
Ceramium corymbosum (Turn:) Grev... 96
Lyngb. . . ++ 103|Cladophora crystallina.
diaphanum (Lightf.) (Roth) Kütz + . 126
Roth. . . 4, . 102] glaucescens (Griff.)

152

Harv .

rupestris (L.) Kütz
Cladostephus spongiosus

(Lightf.) Ag.

Conferva nr. 1 Strøm

(Beskr.)

nr. 2 Strom (Beskr.)
nr. 3 Strøm (Beskr.)

erea Lyngb.
arcta Lyngb.
atropurpurea Wg.

atrorubescens Wg.
crystallina Lyngb.

diaphana We. .

dichotoma Gunn- .

elongata Gunn.
flaccida auct. .

floccosa Fl. Dan. .

fucicola Wg.

glomerata var. marina

Weg.
litoralis Gunn.
htoralis We. .

obtusangula Smit.
omissa Gunn. .
pennata Wg.
polymorpha auct.
rupestris auct. .
~ rupestris Gunn.
seposita Gunn.

squarrosa Gunn. .

stricta We. .
tortuosa Smit. .

°

o

M. Foslie.

125
125

121

117
90

101)

126
125
105

91
126
101
117
117
118
104
118

125

101

122,
melagonium Lyngb. .

121,

123
126
126
90
122
90
125
101
101
90
9]
126

Conferva uncialis auct. .
vagabunda Gunn.
Confervaceæ
Cryptonemiaceæ
Cystoclonium purpuras-
cens (Huds.) Kütz
Delesseria alata {Huds.)
Lamour. .
sanguinea auct.
sinuosa (G. et W.)
Lamour. .
Delesseriaceæ . >
Desmarestia aculeata (L.)
Lamour. .
Desmarestiaceæ
Desmia aculeata Lyngb.
Dichloria viridis (Fl. Dan.)
Grev A,
Dictyosiphon foeniculace-
us (Huds.) Grev
hippuroides (Lyngb.)
Kütz
Dictyota dichotoma

(Huds.) Lamour
Dietyotace : . . «
Diploderma amplissimum

Kjellm.

Diplonema percursum
(Ag.) Kjellm.
Dumontia filiformis (Fl.
Dan.) Grey .
Dumontiaceæ . . . .

Ectocarpaceæ
Ectocarpus confervoides

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 133

(Roth) Le Jol.. . 123! Fucus albus Esper . . 127

litoralis Smft. ». . . 123] albus Gunn. . . . . 99
stliculosus Smft. . . 123|| barbatus Gunn. . . . 96
tomentosus (Huds.) Bastera Gmel. . . . 197.

Lyashb = 20002123) bfurcatus:auct: . 2116

Elachista fucicola (Vell.) Bryum Strøm . . . 121

Aresch. . . 0. 118) \ bullatus Fl. Dans». 295

Encoelieæ . . > . . 116| canaliculalus auct. . . 112

Enteromorpha clathrata caprmus Fl. Dan. . . 95

(Roth) Grev . . 123]! caprinus Gunn. . . . 92

compressa (L.) Link 124| cartilagineus Gunn. . 102
intestinalis (L.) Link 124) cartilagineus vindicatus

Eschara papyracea Strøm 100 Gin MOD

Euthora cristata (L.) J. G. ceranoides auct. . . . 109

Me. 00 09400. ceranoides Li, 02000109

Poe Encaceæ. . 2. 2.02 1051 ceranoides Wg: - N... 111

& Fucus nr. 3 Strøm (Act. ciliatus Gunn. . . . 94
Hafn.) . > . . . 89]! coccineus var. pusillus

nr. 4Strøm (Act.Hafn.) 92 Wahn

nr. 5 Strøm (Act.Hafn.) 98 concatenatus Tonn. . . 127
nr. 6 Strøm (Act.Hafn.) 102)! confervoides auct. - - 97
nr. 7Strom (Beskr) 112] corallinus Fl. Dan. . 97

à nr. 7 Strøm (Act. Hafn.) 93| crispatus Fl. Dan... . 98
å nr. 8 Strøm (Beskr.) . 89| crispatus Gunn, . . 98
5 nr. 8 Strøm (Act. Hafn.) 93) crispus auct.. . . . 100
mr. 9Strøm (Beskr.) . 92| delicatulus Fl. Dan. . 95
ey nr. 10 Strøm (Beskr) . 98| dentatus Gunn. . . . 89

nr. 11Strom(Beskr) . 93] digitatus Fl. Dan. . . 115
- nr. 12 Strom (Beskr.) . 114] discors auct. . . . 102

- abrotamifolius Gunn. . 127|| distichus Gunn. . . 111
aculeatus auct. . . . 127| distichus L. . . . . 112
aculeatus Esper . . 120] distichus Tonn... . . 112

N alatus Gunn. . . . 93) divaricatus Gunn. . . 108
138 alatus Wg. . . . . 93] elongatus Gunn. , . 97

‘134

Fucus epiphyllus Fl. Dan.

ericoides Gunn.
excisus auct.
fascia Fl. Dan.

fastigiatus Gunn. .

fihformis Gmel. .
- filiformis Strøm .

filum auct.

flagelliformis auct.
foliaceus Strøm .

furcellatus Gunn.

gigartinus Gunn. .
granulatus Fl. Dan. .

hirsutus Gunn.

hyperboreus ‘Gunn.

inflatus auct. :.

inflatus (L:) Fl. Dan.
Jaciniatus Gunn. .

lanosus Gunn. .

linearis Gunn. .

lomentarius Smit.
_ loreus auct.

lumbricalis b. We,
lycopodioides. auct.

mamillosus Smft. .

mamillosus Weg.

miniatus FL. Dan.

muscoides Gunn.
nodosus auct: .

norvegicus Gunn. .

Oederi Esper .
Oederi Gunn. .
ovinus auct, .
palmatus Gunn-

+

‘M. Foslie.

99! Fucus pectinatus Gunn. 103
1971 pinnatifidus Gunn... 89
112]! pinnahfidus Strøm 91
118 pinnatus Gunn. 113

97|| plicatus We. 99
111 plumosus Gunn. 102
116|| ptilotus Gunn. 102
116] pumilus auct. . 94
117 ramentaceus auct. 96

95 ramosissimus Fl. Dan. 91

97 roseus Fl Dan. 95

94 rotundus Fl. Dan. 92
127 yubens Fl. Dan. . 98
121 rubens Gunn. . 99
115 rubescens Smft. 119
110 saccharinus auct. 114
111 saccharinus Fl. Dan. 115

94 sanguineus auct. . 94

90 scoparius auct. 115
111 scorpioides Fl, Dan. . 97
119 selaginoides Gunn. 127
105 serratus L. . «

OG stliquosus auct. 106

89| sinuosus We. . 93

99 soboliferus Fl. Dan. . 95

99 spermophorus Gunn.

98 spiralis L. 108
1201 subfuscus We. . 90
105 vesiculosus L. . 108
100 var. spiralis auct. 108
99 virgatus auct. . 119

91 viridis auct. 120

95! — vittatus Gunn. 127

1040

99

95||Furcellaria fastigiata (L.)

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger. 135

Ke Lamour. . . . . 97 Hut. nigrescens Lyngb. . 91
Fure. rotunda Smit. . . 99/[lea fascia (FL Dan.) Fr. 119
i Furcellariaceæ . . . . 96|Laminaria bulbosa Aresch. 114
å Gastridium clavellosum digitata (L.) Edm. . 116
2 Prucbea i tune 0096 hyperborea (Gunn.)
Altjorme auct.- 2 -:092 Foshes- iss AHTS

kaliforme Lyngb. . . 92 Phyllitis Lyngb. . . 115
Opuntia Lyngb. . . 117] Phyllitis (Stackh.) J.

Gehdium gigartinum Lyb. 99 GAB SSN el LS
pinnatifidum Lyngb. 92 saccharina (L.) Lam. 115
Gigartina lubrica Lyngb. 101 f. linearisJ.G.Ag. 115

lycopodioides Lyngb. 90 f. longissima (Gunn.)
mamillosa (G. et W.) Foslie... ,,.,.. «LES
J. G. Ag. . . . 99lLaurencia pinnatifida
> purpurascens Lyngb. 97 (Gmel.) Lamour. . :92
subfusca Smft. . . 90Leathesia difformis (L.)
; viridis Lyngb. . . 120 Aresch, 253% tu 02118
… Gigartinaceæ . . . . MILinkia atra Lyngb. . . 126
a - Gloiosiphonia capillaris Lomentaris kaliformis (G.
(Huds.) Carm . . 101 et W) Gaill. . . 92.
à Halidrys siliquosa (L.) Lb. 106|Lomentariacee . . . 92
: _ nodosa auct. . . . 107|Mesogloia vermicularis Ag. 117
3 Halosaccion ramentaceum Monostroma Blyttii
“ (Lyd. Gen 97 (Aresch.) Wittr. . 124

Halymenia palmata Horm. 95 undulatum Wittr. . 124
Himanthalia lorea (L.) Lb. 106|Myrionemaceæ . . + 118

Hydrolapathum sanguine- |Nitophyllum laceratum
um (L.) Stackh, . 94 (Gmel) Grev. .. . 93
Hutchinsia atrorubescens Odonthalia dentata (L.)
Lyne een... QI Eynebo m. 89
badia Lyngb. . . . 197|Oseillatoria scopulorum
Brodder bynebe = 901 Lyngb: euer... 197

byssoides Lyngb. . . 91/Ozothallia nodosa (L. ;
fastigiata auct. , . 90) Desne et Thur. .. 107

136

Pelvetia canaliculata (L.)
Desne et Thur.
Phloeospora subarticula-
ta Aresch. . .
Phyllophora Brodiæi
(Turn) J. G. Ag.
membranifolia (G. et

W.) J. G. Ag..
rubens (G. et W.) J.
G. Ag.

Plocamium coccineum
(Huds.) Lyngb.
Polyides rotundus (Gmel.)

Grev. 242 3
Polysiphonia atrorubes-
cens (Dillw.) Grev.
Brodiæi (Dillw.) Grev.
byssoides (G. et W.)
Grev.
fastigiata (Roth) Gay
nigrescens (Huds.)
Harvi me
urceolata (Lightf.
Grev.
Porphyra laciniata Light )
Ag.
Porphyraceæ .

Ptilota pectinata (Gunn.)
Kjellm. . .
plumosa (L.) Ag. .
var. asplenoides
Lyngb.
Punctaria plantaginea

(Roth) Grev. .

M. Foslie. \

undulata J. G. Ag.
112 Punctariaceæ SA
Pylaiella litoralis (L).
120 Kjellm. 123
Ralfsia deusta Lyngb. . 117
98|| verrucosa (Aresch.) J.
G. Ag. 117
98||Rhizoclonium riparium
(Roth) Harv. 126
99|Rhodochorton Rothii
(Turt.) Nag. 104
$5||Rhodomela lycopodioides
(L.) Ag. 90
92|| subfusca (Woodw.) Ag. 90
Rhodomelaceæ . . . 89
91| Rhodophyllis dichotoma
90 (Lepech) Gobi . 94
Rhodymenia palmata (L.)
91 Grev» 005 95
91 Rhodymeniaceæ 93
Rivularia hemisphærica
91 (L-) Aresch. . . 126
Rivulariaceæ 2.196)
91|Saccorhiza bulbosa (Huds.)
De la Pyl. 4
105) Scytosiphon erectus Lyngb. 123
104|| foeniculaceus Lyngb. . 120
hippuroides Lyngb. 121
103|| lomentarius (Lyngb.)
102 J. G. Ag. Ft
paradoxus Fl. Dan, 116
103| ramentaceus Lyngb. . 97
tomentosus auct, . , 120

119 Scytosiphoneæ , , . ;

118

119 28

Kritisk fortegnelse over Norges havsalger.

Sphacelaria arctica Harv.
cæspitula Lyngb. .
cirrhosa (Roth) Ag.
disticha Lyngb.
pennata Lyngb.
plumosa Lyngb.
scoparia (L) Lyngb. .
scoparioides Lyngb.
spinulosa Lyngb.

Sphacelariaceæ .

Sphærococcus crispus

Hornem. .
laciniatus Lyngb.
mamillosus auct. . »

membranifolius Lyngb.

Spongiocarpeæ

Spongomorpha arcta

(Dillw.) Kütz.

‚ uncialis (Fl. Dan.) Kütz.

Sporochnus aculeatus _
Hornem. . .

- Stilophora Lyngbyei J.

GRAS.
Ulva Blyttii Aresch.
- caprina Gunn.

compressa auct.

122] Ulva delicatula Gunn.
121 dichotoma Lyngb.
1921 fascia Lyngb. .
122| filiformis We. .
122 filiformis Smft.

intestinalis auct. . .

122 lactuca Gunn. .

122 lactuca Wg.

121 latissima Gunn.
linza Gunn.

100 linza L. .

98 longissima Gunn.

99 maxima Gunn.

98| palmata Lyngb.

99! percursa Smft. .
plantaginifolia Lyngb.

125]| pruniformis auct. :

1251 purpurea Lyngb. .
rigida Smft. . . -

120 rubescens auct. .
umbilicalis Gunn. .

117 var- purpurea Wg.

124 sobolifera auct.

95 sobolifera Gunn. .

124 Ulvaces . 2.82,

all incrassata Fl. Dan. .

197

95
112
119

96

96

96
123
127
124
114
124
124
115
114

95
125
119
105
105
124
119
105
104

95

96
123

Loldbodnes

Hansjordnes

Stenbland et
Blaaler (b) å sand og grus(c/ Pee sand (d) og (h)

_ Lerh oldig sand (e) Stenblandet £
7 < NS
Å samt{yllog (g 2) Hr brinltg sand (4) RI Halkster (hk)

C's Proll

Maalestok for læengden 4 gange Kartets.

Kristiania Lith Akhebolaz.

LL

06 298 9

on = a - 2 og Paet: EE innen » in, - — Ea ør, CRIE. an Du ras
as ER ey me = - . er u at

£ ; = ; ; 6 mit > - å | Er.

we, 1
ig CP
"epee rat wet

"ett ere