Vaerker i mindeudgave

m8*

WÆ fl

Pr es ente d to the
library qf the

UNIVERSITY OF TORONTO

by

Estate of the late

JOHN B. C. WATKINS

Digitized by the Internet Archive

in 2011 with funding from

University of Toronto

http://www.archive.org/details/vaerkerimindeudg05bang

HERMAN BANG

VÆRKER
I MINDEUDGAVE

HERMAN BANG

VÆRKER
I MINDEUDGAVE

FEMTE BIND

GYLDENDALSKE BOGHANDEL- NORDISK

FORLAG - KJØBENHAVN OG KRISTIANIA

MDCCCCXXI

pr

33
/.UO

ANDET OPLAG

9981552

GYLDENDALS FORLAGSTRYKKER1
KJØBENHAVN

MIKAEL

Nu kan jeg dø roligt: jeg har set en stor Lidenskab.

I

Mesteren aabnede Døren til Balkonen og traadte
ud. Hans Øjne var let knebne sammen, enten
fordi de endnu søgte at se Værket, hans Tanker endelig
vilde forlade, eller maaske blot fordi de blændedes af
Dagens Lys.

Han satte sig i den vante Stol, hvor det mægtige
Skæg, hvis hvide Striber randt som sære Bølger gen-
nem det Sorte, naaede næsten lige til Rækværket, og
han trykkede, efter det endte Dagværk, et Øjeblik sine
Hænder mod Gelænderets Jern, som vilde han stemme
dem mod en urokkelig Sten.

Mikael sad som altid, med den slanke Hage støttet
mod Balustren, og stirrede ud i Luften. Der laa et Par
Skitser i hans Skød, som var de glemte.

Tjeneren kom frem i Døren med Dagens Post og Vi-
sitkort, som han rakte Mesteren paa en Bakke. Meste-
ren læste Kortene og lod dem falde tilbage paa Bak-
ken, som om intet af dem havde baaret noget Navn.
Han beholdt et eneste, som han skød ind oppe tilvenstre
bag sin Vest.

Saa tog han Bladene. De fleste var i Korsbaand, og
Spalterne var indrammet med Blaat.

— Hvad skriver de om? spurgte Mikael og løftede
Hovedet.

— Om Udstillingen i Melbourne.

— Hvad? sagde Mikael og saa Claude Zoret ind i
Ansigtet.

HERMAN BANG 8

— Hvad de altid skriver, sagde Mesteren, der kun
aabnede Læberne ganske lidt, naar han talte, og han
skød Avispapiret bort.

Mikael satte sig højere op i sin halvlave Stol og
bredte Aviserne ud paa Gelænderet, mens han hvert
Øjeblik, i sin Iver, slog det lange og mørke Haar bort
fra sin Pande, som om det hindrede hans Øjne i at se.

Mesteren rørte sig ikke. I Hvile laa hans Blik paa
Tuileriernes Have, hvor den begyndende Aften allerede
sænkede sine rindende Slør ned over Statuernes Skul-
dre og øgede Laurbærtræernes Mørke, og der var i
hans Blik noget af det Udtryk, som hans Bondefor-
fædre havde haft, naar de, mod Aftenstid, sad foran
deres Agre.

— Claude Zoret vendte sit Hoved.

— Du kan jo slet ikke læse Engelsk, sagde han.

— Lidt, lidt, sagde Mikael og blev ved at sidde bøjet
over Bladene fra Melbourne.

Mesteren tog Skitserne op, der var faldet ned fra Mi-
kaels Skød, og han betragtede dem: Det var igen et
Par udstrakte Kvindelegemer. Paa det ene var Hovedet
ikke fuldført eller blevet glemt. Det andet var ikke stort
mere end en Lænd.

— Aldrig kom dog Mikael længere. Give et Bryst,
en Lænd, en Nakke, en Hals og aldrig gribe det hele
Legeme.

— Men — og Mesteren holdt Skitsen frem i sin
Haand — de Linjer var gode.

— Ja, de var gode.
Mesteren smilte:

— Naturligvis, Skitsen var allerede signeret. Un-
der hvert et Rids stod altid, med hans underligt hen-
flydende eller maaske snarere indfiltrede Skrift, thi
hvert Bogstav holdt tæt fast i det andet: Eugéne Mikael,
og Stregen under Navnet var som baldyret med sine
tre Prikker.

Claude Zoret løftede atter Hovedet og, uden at han
selv vidste det, indsugede hans Øjne Himlens Farve,

9 MIKAEL

der blev bleg og mere bleg under den skridende Aften,
af et sært og hvidligt Blaat, næsten lige det allerførste
Skær af en Sommermorgens allerførste Lys.

Ogsaa Mikael havde rejst sit Hoved og betragtede
Himlen. Naar han sad saadan rank, løftede hans mørke
Haar sig over Hovedet næsten som en Hjelm.

— Hvor underlige Farver der er paa Himlen, sagde
han og han forsøgte at læse igen, mens Rivoligadens
Støj steg op imod dem som en fremvældende Strøm af
Lyd, hvori man intet skelnede.

Nogle Øjeblikke talte ingen, til Mikael slog Øjnene
op paany og saå langt ind i Himlen :

— Véd Du, sagde han, er det ikke mærkeligt? Jeg
har set de Farver hjemme, paa Majmorgener, hjemme
over Hradschin.

Mesteren lo kort:

— Var Du oppe saa tidligt?

— Ja, den Gang, sagde Mikael og læste igen.
Mesteren rullede, uden at vide det, Mikaels Skitser

sammen og holdt dem i sin lukkede Haand, mens han
betragtede ham, der læste :

— Saa stærk af Lemmer han var blevet. Hans Le-
geme fik Muskulatur. Det voksede sig færdigt. De Lin-
jer dér — og uvilkaarligt førte Claude Zoret Skitse-
rullen gennem Luften — var andre, da han malede
ham, som Alkibiades eller som „Sejren".

■ — Men det var ogsaa fem Aar siden — og Meste-
rens Øjne fik et Udtryk, som læste han de skridende
Signaturer paa sine egne Lærreder — ja, virkelig fem
Aar, siden han malede Sejren. Og over fem Aar, siden
han havde taget de Studier i Hradschin.

— Hvor godt han altid huskede den Tid. Luften
over Prag, hvor besynderligt den lignede Luften over
Montmartre, alle dens Farvetoner, hele dens Stemning

Og saa var det jo i Prag, Mikael var kommen til

ham.

— Hver Aften, naar han var vendt hjem fra Hrad-
schin, sagde Portieren i Hotellet til ham: „Det unge

HERMAN BANG 10

Menneske er der", og hver Aften svarede han: „Imor-
gen". Til han endelig en Aften, halvt i Raseri, havde
sagt: „Igen, naa, lad ham saa komme da". Og ind i
hans Stue var Mikael kommen og havde staaet henne
ved Døren, lidt bøjet i Knæene, helt hvid i sit ganske
lige Ansigt, med Svedperlerne, Perle ved Perle, over
den hele Pande. „Naa, hvad er det saa, De vil?" —
„Vise Mesteren noget". — „Hvad?" — „Nogle Teg-
ninger, Mester". — „Saa. Tegner man i Deres Alder?
Lad mig se dem."

— Og han havde faaet dem, det Makværk, de Stre-
ger, som det var. Men der var det Par Kvindeskitser
iblandt, som alligevel ....

— Sæt Dem, havde han sagt: Ja, bliver De Maler,
kommer De da aldrig til at gøre andet end Kvinder.

— Han havde set hen paa Mikael, der ikke havde
sat sig og ikke rørt sig. Stadig bleg, med Sveden over
Ansigtet næsten som et Slør, stod han — og der maatte
vel have været noget over denne Statue af Angsten,
noget, som greb hans Øjne, for han havde pludselig
sagt, som man siger et Farvel, man vil gøre venligt — :

— Naa, De, naar De inden et Aar bringer mig et

Billede, en Kvinde, der er malet, rigtig malet

saa kan vi jo tales ved.

— Forresten er jeg ingen Hr. Bonnat og jeg tager
ikke mod Elever.

— Og han spurgte endnu, da Mikael allerede havde
aabnet Døren, stadig bleg og med vidt opspilede Øjne:
„Hvor gammel er De?" — „Sytten Aar, Mester". —
„Og hvad hedder De?" — „Mikael", havde han svaret
og bøjet sit Hoved.

— Nej, han havde aldrig set et Menneske, der saa
ganske og aldeles, lige ud til sine Fingerspidser, var
Udtrykket for én Følelse: Angsten. Han havde rakt
ham Haanden: „Farvel", havde han sagt og følt Mikaels
Haand, der var iskold som hele hans Legeme var.

— Farvel, Mester, havde Mikael svaret og havde at-
ter bøjet sit Hoved, før Døren faldt til.

11 MIKAEL

Claude Zoret blev ved at betragte den blegnende
Himmel :

— Hvor mon de Studier fra Hradschin egentlig var?
For han havde aldrig faaet dem brugt. Da han kom
hjem fra Prag, var han pludselig, han huskede det, uden
Grund, uden tænkelig Aarsag falden hen i et af de
urimelige, sindstomme Anfald af Vanmægtighed, hvor
han lange Maaneder igennem Dag efter Dag flakkede
rundt i sin egen Vanmagt som en virrende Bjørn i sit
Bur, eller hvor han kastede sig hen i en uhyre Be-
døvelse, der slettede Ugerne ud til en eneste Nat, hvor-
fra han intet mindedes uden sin dumpe Trang til Be-
vidstløshed eller til Søvn.

— Ja, han havde netop haft et saadant Anfald, et
forbandet Anfald den Gang. Et halvt Aar næsten havde
det varet. Mikael var jo kommen imens med sin Kvinde,
nøgen og henstrakt i noget Græs. Mange Maaneder
havde Anfaldet varet, indtil han pludselig uden at tænke
næsten, uden at veje, uden at vide, han, i hvis Hjerne
Tanker og Skikkelser ellers laa Halvaar, Helaar, mange
Aar, indsugende alle hans Forestillinger, som en Svamp
opsuger Blod, pinende ham, til han slyngede dem fra
sig som Møllesten — var slaaet ned over det Lærred :
„Athenerne venter Oraklets Svar", hvor han endelig
en Gang havde naaet at male Menneskers elendige
Dødsensangst, og hvor han havde stillet Mikael dér,
bagest, just saadan bøjet lidt i Knæene, som han havde
staaet i Prag, ved Døren.

— Og efter „Angsten" havde han malet „Sejren".
Mikael havde løftet sit Ansigt:

— Véd Du, hvad her staar? spurgte han.
Mesteren svarede ikke.

Gennem den blege Luft faldt den vestlige Himmels
Rødme som Genskær af en Flamme over Louvres Tage.

— Véd Du, hvad der staar? gentog Mikael.

Og som havde han lært det udenad, sagde han ud i
Luften :

— Der staar: „Men det Indtryk bliver tilbage, at

HERMAN BANG 12

højt over alle løfter sig Frankrigs Navn, som et Ban-
ner, baaret af Claude Zorets vældige Hænder".

Mesteren forandrede ikke sit Ansigt, men Mikael
støttede Hovedet i sine Hænder, medens han sagde ud
i Aftnen :

— At være den, om hvem det skrives.
Mesteren smilede :

— Ja, Mikael, Manden maa jo kunne male, sagde
han og udslyngede Sætningens sidste Ord som i en
vred Haan.

Pludselig skiftede han Tone:

— Men Du skulde springe ud over dette Gitter,
sagde han og slog sine Hænder mod Gelænderet.

— Hvorfor?

Cyklernes Klokker lød op imod dem, mens de begge
tav.

— Hvorfor — spurgte Mikael, og han talte sagte —
siger Du mig altid det samme?

Mesteren svarede ikke.

Men Mikael sagde og blev ved at tale sagte, mens
en pludselig Rødme brød ud over det sænkede Ansigt:

— Maa jeg sige Dig noget?

— Hvad Du vil.

— Forstaar Du ikke . . . kan Du slet ikke forstaa, at
jeg . . . at naar jeg læser som nu her, at dine Billeder,
at de er som de store Mestres, der vil vare de hun-
drede Aar, og Mennesker vil se paa dem om saa lange
Tider, som vi slet ikke kan tænke . . .

Claude Zoret rystede paa sit Hoved :

— Ingen, sagde han, véd, hvor længe noget varer.
Og idet han løftede sin haarede Haand over mod

Louvre, sagde han, og hans Stemme fik samme Tone-
fald som før:

— Gaa over at se, hvor mange af de Udødelige der
allerede er døde.

Mikael løftede Ansigtet:

— Du véd, at Du lever. Naar jeg ser paa Dig, mens

13 MIKAEL

Du maler, ser jeg det paa dit Ansigt, Du véd, Du maler
ikke for dem, som nu er.
Mesteren lo:

— Hvordan ser jeg da ud i Ansigtet, naar jeg maler?

— Du smiler, sagde Mikael.

Claude Zoret lo paany med den Bondens stærke Lat-
ter, han pludselig kunde faa :

— Ja, fordi jeg véd, de Folk vil intet forstaa.

— Nej, sagde Mikael og virrede med sit Hoved : Du
smiler, fordi Du véd, at der vil komme dem, som for-
staar.

— Men, og han sænkede sin Stemme, kan Du saa
ikke begribe, at jeg — jeg siger til mig selv . . .

— Hvad? spurgte Mesteren.

At jeg siger til mig selv — og pludselig talte Mi-
kael meget hurtigt, næsten som En, der skammer sig
— det er d i t Legeme, han maler.

Han rejste sig i et Sæt som den, der maa have Plads
for sin egen Sindsbevægelse :

— Det er Dig, han gør evig, sagde han.

Han tav et Øjeblik, og mens han satte sig paany,
sagde han :

— Men saa maa Du ogsaa, ja, forstaa, at med mit
Legeme (han søgte om et Ord og faldt over det under-
ligste) tør der heller ikke fares som med de andres.

Mikael tav og heller ikke Mesteren talte. De elek-
triske Vognes tunge Duven trængte op imod dem som
Lyden af vældige Plovjern, der vilde spalte Jorden.

Saa sagde Mesteren ud gennem Halvmørket:

— Du vil en Dag give mer end dit Legeme.

— Hvad?

— Alt, lød Mesterens Stemme gennem Mørket.

De tav igen, til Mikael sagde og havde bøjet sit Ho-
ved næsten helt ned mod Balkonens Gelænder, mens
han hviskede :

— Sig mig, hvordan var hun?

— Hvem?

Mikael tøvede et Nu, før han sagde og talte som før:

HERMAN BANG 14

— Din Hustru.

Mesterens Udtryk forandredes ikke.

— Du har jo set hende, sagde han og rørte sig ikke.
Mikael stirrede ud i Skumringen :

— Ja, sagde han og bevægede Hovedet ganske lidt,
han havde ikke turdet vende det. Og han følte paany
den samme Sky eller næsten Angst, han havde følt, og
ikke vidst hvorfor, den Gang, da Mesteren havde ført
ham ud paa Kirkegaarden i Montreuil, og han havde
staaet der foran Mindesmærket, Statuen, der var den
eneste, Mesteren i hele sit Liv havde skabt: Kvinden,
der, bøjet og stirrende sad med et sønderbrudt Kar i
sin Haand. Ved hendes Fod — hvor var den træt —
var der ridset et „Maria".

— Men, sagde Mikael, og hans Stemme sitrede gan-
ske lidt, mens han bestandig saå den hvide Kvindes
Ansigt foran sine Øjne: hvordan var hun?

Claude Zoret rørte sig ikke og hans Stemme lød som
før:

— Hun var fra min Hjemstavn, sagde han og tav
igen.

Mikael vidste ikke selv, hvor hvidt hans Ansigt var
eller at hans Hænder sitrede.

— Men, blev Mesteren ved og talte stadig med den
samme Stemme: her tales ikke om mig.

Claude Zoret rejste sig og gik forbi sin Plejesøn, der
ved en Tankeforbindelse sagde og atter sagte :

— Hvem mon der egentlig er lykkelig?
Mesteren svarede :

— Ja, hvem? Den, der faar, fordi han giver.
Mikael saå op paa Mesteren.

— Du gav jo alt, sagde han.

Mesteren blev staaende. Vinden, der kom frem over
Tuileriernes Have, bevægede hans bølgende Skæg.

— Jeg gav intet til Livet, sagde han.

Mikael hørte ikke. Hele Tiden saå han Gravmælet
for sig, Kvinden og hendes Stirren frem mod det søn-
drede Kar og hendes dødtrætte Arme.

15 MIKAEL

Men Mesteren gentog Ordene, og pludselig naaede
det sidste Ord Mikaels Øre.

Og aandende langt ud — han vidste ikke, hvorfor el-
ler hvilken Byrde han hemmeligt kastede — sagde han
og smilte, saa man saå hans hvide og stærke Tænder:

— Ja. Livet.

Mesteren havde paa én Gang drejet Hovedet ved
Lyden af Mikaels Ord, Klangen derover, og han blev
staaende, mens paa én Gang hele Udtrykket i hans An-
sigt skiftede og han blev ved at betragte Plejesønnen
med et Par Øjne, der næsten blev større. Han saå ham
fra højre Side : Profilens Læber var aabnede begær-
ligt eller som han endnu aandede stærkt, og Panden
— Mesteren saå det for første Gang — traadte opefter
sært brat tilbage.

— Mikael, sagde han — og det var ikke at se, om
det var Mennesket eller Maleren, som undredes — :

— Du har jo to Ansigter.

Der fløj en blodig Rødme over Mikaels Ansigt:

— Det véd jeg nok, sagde han og lo som En, der for-
virres eller bliver forlegen.

— Nej, bliv siddende, sagde Claude Zoret, og der
kom, mens han blev ved at stirre paa Mikael, pludselig
den Skarphed i hans Blik, som lyste i det, naar han
stod, mest anspændt, foran sine Lærreder:

— Det har jeg aldrig set, sagde han.
Og lidt efter:

— Det er besynderligt.

Mikael havde vendt sit Hoved bort og ingen af dem
talte.

De elektriske Lys tændtes rundt over den vide Plads.
Det saå ud, som hoppede der Lygtemænd frem, naar
de tændtes. Gadens Støj skød op imod dem som en
Flod, der løfter sig mod en Strandbred.

Mesteren stod endnu ved Gelænderet med det samme
Udtryk i sit Ansigt.

Tjeneren traadte frem i Døren :

— Der er i Orden, sagde han.

HERMAN BANG 16

— Tak.

Claude Zoret gik forbi Mikael for at gaa ind :

— Kast Berømmelsen paa Ilden, sagde han, idet
han pegede paa Bladene, og selv bøjede han sig for at
tage det ene op.

— Du tabte et Kort, sagde Mikael og tog det Visit-
kort op fra Jorden, som Mesteren havde haft stukket
ind bag sin Vest.

— Ja, sagde Tjeneren, som ventede ved Døren : Ma-
dame vilde hente Besked.

— Aa, sagde Mesteren: det er hende. Sig, jeg er
hjemme i Aften.

Tjeneren gik.

Mikael holdt Kortet op i Lyset fra Døren:

— Fyrstinde Lucia Zamikof.

— Ja, sagde Mesteren: det er et Fruentimmer, der
vil males.

Mikael lo, mens han endnu en Gang vrængende gen-
tog det fremmede Navn. Med Bladene i Lommen gik
han, foran Mesteren, ned ad Trappen til Atelieret, hvor
han kastede Bladbunken ind i den store Kamin, mens
han selv satte sig paa en Skammel. Flammerne af det
brændende Papir lyste rødt mod hans Ansigt.

Mesteren stod et Øjeblik:

— Kommer Du saa? sagde han.- Adelsskjolds spiser
her i Dag.

Mesteren gik.

Mikael sad endnu paa sin Skammel. Over Kullene i
Kaminen laa der af det brændte Papir som et graat
Slør af Aske eller af Støv.

Claude Zoret førte Fru Adelsskjold ned ad Spise-
salens tre hvidtlakerede Trin.

Bagefter fulgte Adelsskjold og Hr. de Monthieu.

Charles Schwitt, der kom sammen med Mikael, sag-
de, idet han saå en Ring paa Mikaels Finger :

17 MIKAEL

— Hvad er det for en Ring?

— Den er ægyptisk, svarede Mikael og løftede
Haanden.

Den var en Gave fra Mesteren.

— Naturligvis, sagde Schwitt: han forærer Dem vel
snart et Par Ankelringe.

De tog alle Plads, mens de to Stuepiger med hvide
Huer ombar Suppen, og de talte atter om Smykker, an-
tikke Smykker, et syrisk Kar, der var købt af Hertugen
af Rochefoucauld, og om et Par Erhvervelser af Louvre,
ad hvilke de alle lo.

Fru Adelsskjold løftede sine Hænder, som var tunge
af Diamanter, en Smule fra Bordet og sagde :

— Jeg holder ikke af antikke Ringe. Man véd aldrig,
paa hvis Hænder de har siddet. Jeg tror, de bringer
Ulykke.

Charles Schwitt lo og sagde :

— Tror De, at saadan en Ring i to tusind Aar har
ligget i Jorden og indsuget Ulykker?

Fru Adelsskjold svarede :

— Jeg véd ikke. Det er en Idé. Og desuden er jeg
angst for Lig.

Adelsskjold, som, trods sit femten Aars Ophold i Pa-
ris, talte Sproget møjsomt og som noget, der var van-
skeligt at haandtere, sagde :

— Alice er overtroisk som Værtinden i „Den graa
Bjørn".

Mesteren lo ved Tanken om den gamle Værtinde fra
Bjørnen i St. Malo, hvor han, der ellers altid arbejdede
alene, skyende Kunstner-Kolonierne og altid kun led-
saget af Mikael, en eneste Sommer havde slaaet sig
ned sammen med Adelsskjolds — indtil Udtrykket i
hans Ansigt paa én Gang skiftede og han sagde:

— Ja, hun var saa overtroisk som min gamle Mo'er.
Den unge Hertug bøjede sit Ansigt, som havde den

sarte Lød, der frembringes af Creamer og Essenser, og
sagde :

— I vor Familie tror vi nu alle paa Spaadomme.

H. B. V 2

HERMAN BANG 18

— Ja, er det ikke utroligt, sagde Hr. Schwitt, der
altid talte mærkværdigt stødvist og med mange særegne
Bevægelser med Hænderne som de fleste Mænd af
jødisk Afstamning: Men Overtroen breder sig bogstave-
lig i hele Paris og stærkest i vore Kredse.

Hertugen vendte sit Ansigt og sagde ned mod Hr.
Schwitt, mens hans Stemme lød meget ærbødigt:

— Er det ikke ret naturligt? Jeg mener, at de, som
overhovedet søger en Sammenhæng, dumper ud i det
Urimelige?

Mesteren drejede sit Ansigt og saå paa den unge
Mand :

— De har Ret, Monthieu, sagde han brat: for at
forklare det Urimelige opsøger man det Urimelige.

■ — Men det er dog for galt, sagde Hr. Schwitt og
slog ud med Haanden i Højde med sit Ansigt : Du ender
vel ogsaa med at blive Stjernelæser? Man kommer i
hele Paris snart ikke et Sted, hvor de ikke læser enten
i Stjerner eller i Hænder.

— Jeg har ikke sagt, man burde søge nogen Sam-
menhæng, sagde Mesteren.

Men Fru Adelsskjold bøjede hastigt Brystet frem over
Bordet og sagde:

— De kalder da vel ikke Kiromanti for Overtro?
Alle lo af Iveren eller næsten Forargelsen i hendes

Stemme (undtagen Hertugen, hvis blaa Øjne mindre
end et Sekund hvilede paa Fru Adelsskjolds nøgne Bu-
ste), mens Hr. Schwitt sagde:

— Hvad skulde jeg dog ellers kalde den?

Fru Adelsskjold sagde med samme Stemme som før :

— De tror jo ikke paa nogen Ting, saa med Dem
kan man ikke disputere. Men at man kan læse i Hæn-
derne er dog virkelig noget, som er bevist.

Og hun gav sig til at fortælle en Mængde Historier
om Mennesker, Mennesker af mine Venner, sagde hun,
som havde faaet læst i deres Hænder:

— De har læst Hemmeligheder, som de umuligt kun-

19 MIKAEL

de vide, sagde hun : De har læst, hvad der var sket, og
hvad der skulde ske — alting, og det er truffet ind.

— Har de ogsaa læst Fremtiden, sagde Hr. de Mon-
thieu og løftede et Nu sine Øjne.

— Ja, alting i Fremtiden ... og det er hændet.
Mesteren smilede lidt:

— Jeg vilde nu aldrig bryde mig om at blive læst i
Haanden, selv om jeg ogsaa troede paa det.

— Hvorfor?

— Aa, sagde Mesteren : i min Alder er Hemmelig-
heden ved hvad der hænder kun den, at der ingenting
hænder.

Hr. de Monthieu bøjede Hovedet :

— Der skabes dog.

— Ja, svarede Claude Zoret, hvis Stemme lød lidt
højere eller utaalmodigt: der males en Del.

— Jeg, sagde Mikael, hvis Ord ofte kom saadan
plumpende: vilde nu umaadelig gerne læses i Haanden.

— For at faa hvad at vide, spurgte Hr. Schwitt.
Mikaels Kinder blev røde:

— For at faa at vide, hvad der kommer.

Hr. Schwitt lo ad Tonen i hans Ord, men Adelsskjold
løftede sit store Hoved :

— Alice er forresten aldrig blevet spaaet.

— Ikke? kom det fra Hertugen.

— Nej, sagde Fru Adelsskjold: jeg tør ikke.

Og med en lille Latter, der pludselig viste de aller-
første Rynker af de Par og tredive Aar om hendes Mund,
sagde hun :

— Jeg er bange for, de skulde læse noget om min
Død.

— De? sagde Hr. Schwitt og lod paa én Gang sine
Øjne hvile paa hendes stærke Skikkelse, hvor det skøn-
ne og hvide Bryst var gennemvævet af Aarerne som af
et halvt usynligt Kniplingsnet.

— Ja, sagde Fru Adelsskjold og talte maaske i en
uvilkaarlig Sindsbevægelse mere end hun vilde: Er det
ikke besynderligt, men jeg kan pludselig gribes af en

HERMAN BANG 20

Dødsangst, saa jeg véd ikke, hvor jeg skal flygte hen
af Rædsel. Jeg kan — og hun lo halvt — vække Alex-
ander midt om Natten, Stakkel, og vi tænder Lam-
perne i hele Huset, mens han spiller for mig ... for
jeg tør ligefrem ikke være i min Seng.

Alle havde set paa Fru Alice : en mat Hvidhed havde
gydt sig ned fra hendes Ansigt over hendes Bryst lige
til Kanten af hendes rødbrune Kjole :

— Ja, sagde hun og førte Haanden over sin Pande,
mens hun skiftede Tone :

— Det er ganske latterligt.

Hr. Schwitt, der blev ved at se paa hende, sagde
med et Smil, man næppe saå:

— Det er kun. fordi De er saa stærk.

Hr. de Monthieu, der var saa hvid som om Fru
Alices Bleghed havde smittet ham, sagde halvsagte,
mens han saå ind i Kandelabrene :

— Jeg véd egentlig ikke, om det vilde være saa
svært at dø en Aften efter en Dag, hvor man havde
levet.

Fru Alice saå pludselig paa ham og slog atter Øjnene
ned.

— Eller, Monthieu, sagde Mesteren: en Aften, hvor
man blot havde set de andre leve.

Adelsskjold sad som den, der intet hører. Alt hans
Liv var samlet i hans Øjne, der hvilede paa Fru Alice.
Saa sagde han :

— Men nu rejser vi snart til Normandiet.

Hr. de Monthieu vendte hastigt Hovedet mod Adels-
skjold :

— Gør De? sagde han.

— Ja, sagde Adelsskjold : dér er godt for alle Ner-
ver.

Men Hr. Schwitt, der endnu var ved Emnet Døden,
sagde :

— For mig er Døden simpelthen den sidste Del af
Livet; mens Mikael, der stadig saå paa Fru Adelsskjold,
sagde til hende :

21 MIKAEL

— Jeg har aldrig været bange for at dø — ikke en
Gang da jeg havde Tyfus og alle troede, jeg skulde det.

— Hvorfor ikke, Mikael, spurgte Hertugen, hvis
Øjne ofte ligesom vaagnede af deres Sørgmodighed,
naar Mikael pludselig talte.

Mikael slog Hovedet tilbage, saa det rige Haar høj-
nede sig over hans Hoved som en Krone :

— For jeg vidste da godt, jeg vilde ikke dø, sagde
han.

Hr. de Monthieu lo, men Fru Alice, der vilde dreje
Samtalen, sagde, mens hun løftede Ansigtet og betrag-
tede Loftet, hvor hvide Fajanceliljer gød sig frem over
et eneste mægtigt Spejlglas :

— Hvor de Liljer dog er dejlige.

Mesteren, der endnu bestandig, efter tyve Aars Ver-
densberømmelse, følte sig smigret, naar nogen beun-
drede det Hus, han havde rejst for et Par Millioner for
at ha'e det som „de andre", pegede paa Glasset, Stue-
pigen netop fyldte med Champagne :

— De er kønne, sagde han og løftede Glasset, hvor
den gule Vin funklede i en engelsk Slibning. Han holdt
et Øjeblik Glasset i sin Haand. Han ejede endnu, til
Tider, sine Fædres Trang til at fremvise sit Eje.

Stuepigerne blev ved at iskænke Champagne, som
Hr. Schwitt drak blandet med Selters, og Mikael sagde
rapt og højt om Glassene :

— De er fra London efter en Tegning af Jones.

Fru Adelsskjold løftede Glasset i sin Arm, hvis Al-
bue var sløret af et blodrødt Chiffon, for at betragte dets
Slibning mod Kandelabrens Lys, da hun, efter et Blik
paa Mikael, leende sagde til Mesteren :

— Mikael begynder at faa Øjne.

— Hvordan? spurgte Mikael, mens alle lo, og Hr.
Schwitt sagde :

— Ja, han vokser til.
Mesteren smilte og sagde :

— Kvinder har han altid kunnet se.

HERMAN BANG 22

Og vendende tilbage til den samme Tankegang, der
før havde fulgt ham paa Balkonen, sagde han :

— Har De aldrig set hans Skitser?

— Nej, nej, raabte Mikael og sprang op fra Stolen.
Men Mesteren sagde, vendt mod Majordomus, der

bred og som en Støtte stod foran den hvide og vældige
Buffet:

— Hent dem.

— Nej, nej, raabte Mikael igen.

— Hent dem.

De lo alle af Mikael, som var blussende af Forfær-
delse.

— Aa, Mikael, nu skal vi se Deres Værker, sagde
Fru Adelsskjold, mens alle blev ved at le. Adelsskjold
lo altid, som lo hele hans store Krop, saa rungende —
hvad der pludselig standsede Fru Adelsskjolds Latter.

— Vi faar maaske mere at se, sagde Schwitt.
Majordomus vendte tilbage med Mikaels Mappe un-
der sin Arm :

— Nej, det nytter ikke, det nytter ikke, sagde Hr.
de Monthieu : nu vil vi se dem.

Mikael vilde rive Skitserne fra ham, men Monthieu
holdt paa Mappen.

Bladene begyndte at gaa fra Haand til Haand, mens
alle, medens de betragtede dem, fik et andet Udtryk i
deres Øjne. Adelsskjold trak uvilkaarligt Kjoleærmet op
over sin Manchet. Han maatte bestandig, naar han fore-
tog sig noget, ligesom befri sin svære Krop for Klæder,
og han malede altid halvt paaklædt.

— Hvor Satan har Drengen set alt det? sagde han
og saå paa Mikael.

Han førte sine store Hænder i en Bue over en ny
Skitse :

— Hvor Satan har han set det, sagde han igen op til
Mesteren, der sad, rank i sin Stol, med det mægtige
Skæg ned imod Bordet:

— I Bøhmen vel, sagde Mesteren, mens hans Øjne

23 MIKAEL

hvilede paa Mikael, i hvis smalle Ansigt de mørkeblaa
Øjne var duggede af Bevægelse.

— Han har i det mindste ikke set det i Drømme,
sagde Hr. Schwitt, der holdt en Skitse frem for sig,
mens Hertugen hastigt havde løftet Blikket fra det Blad,
han holdt i sin Haand, og betragtede Fru Adelsskjold,
der en Smule hastigt lod Bladene glide ned paa Dugen.

— Jeg har altid tænkt, Mikael, sagde Hr. Schwitt og
løftede fra sin Skitse det Blik imod ham, som har gjort
hans Race til Verdens store Kritikere:

— At De blev farlig for Kvinderne.

— Hvorfor? sagde Mikael og halvlo i sin Forvirring.
Hr. Schwitt lagde Bladet og sagde med den Klang af

Kynisme, med hvilken han slog Menneskene i Ansigtet:

— Fordi Kvinderne altid véd, hvem der er beredt til
at give dem det Hele.

— Og, blev han ved: der bliver færre og færre
Mænd til at give det Hele.

Hertugen vendte langsomt sit Hoved:

— Tror De? sagde han.

— Jeg véd det. Og Grunden er meget simpel. Mæn-
dene nutildags, sagde Hr. Schwitt, maa først og frem-
mest tænke paa Pengene. Saa faar Kvinderne Resten.

— Det tror jeg ikke, sagde Adelsskjold,. som løftede
Hovedet, idet han saa paa sin Hustru.

— Saa? sagde Hr. Schwitt og hans Øjne gled let for-
bi Adelsskjold: Men sandt er det alligevel. Ja, nogle
Mænd bliver naturligvis Slidere, fordi de elsker, og
mens de saa slider, ophører de med at være elskede,
fordi de har slidt. Det har de for det.

Der blev et Nu stille ved Bordet, mens Adelsskjold
uvilkaarlig førte Servietten hen over sin Pande, som
var den fugtig, før Fru Alice sagde og halvlo :

— Hvor mange Paradokser, sagde hun, mon De,
Hr. Schwitt, til daglig udslynger i Timen?

Enten hørte Hr. Schwitt ikke, eller han vilde ikke
fortsætte, for han vendte sig mod Mikael og sagde :

— Mikael, hvad mener De?

HERMAN BANG 24

Mikael lo, mens han svarede:

— Jeg forstaar mig ikke paa det.

Hr. de Monthieu havde hastigt vendt sig mod Adels-
skjold og talte om en Bog af Anatole France, medens
Mesteren, der havde taget en af Mikaels Skitser op fra
Bordet, sagde til Fru Adelsskjold :

— Se en Gang paa Mikael, nu . . . som han

sidder. Drengen har to Ansigter.

— Ja, et i højre Profil og et i venstre, svarede Fru
Adelsskjold, som atter drejede Hovedet: det har jeg al-
tid vidst. Har egentlig ikke alle Mennesker det?

— To Udtryk, jo — og Mesteren betragtede sin
Plejesøn paany med det samme Blik som paa Balko-
nen — men ikke to Ansigter.

Han trillede noget Brød med sine Fingre, saa det
faldt ned over Dugen som Krummer eller Sand, mens
han talte :

— Men det er sandt, vi ser alle kun et Menneskes
Ansigt hvert femte Aar, og saa ser vi, det er blevet et
andet Ansigt.

— Ja, sagde Fru Adelsskjold, som pludselig saa paa
Mesteren : det er sandt.

Og lidt efter gentog hun og nikkede med Hovedet,
mens hun saa ind i Lysene :

— Det er sandt.

Mesteren havde ikke hørt det. Han havde skudt Ser-
vietten bort og støttede Hovedet i sin Haand, da han
paa én Gang sagde ned til Hr. Schwitt:

— Charles, véd Du, jeg har faaet Idéen til et Billede
idag — nu før

Alle tav langs Bordet. Det hændte ellers aldrig, at
Claude Zoret talte om sine Billeder til andre end til
Mikael — aldrig, ikke en Gang til Charles Schwitt,
den første Kritiker, som havde skimtet hans Geni.

Claude Zoret tog, halvt uden at vide det, Sømands-
piben som laa ved Siden af hans Kuvert og som han al-
tid røg ved Bordet, ogsaa naar han havde Gæster:

— Véd Du, jeg vil male Cæsar jeg har altid

25 MIKAEL

villet male den Mand. Men nu — og han betragtede
Røgen af Piben, han havde tændt — nu véd jeg, hvor-
dan . . . Jeg vil ta'e ham i det Øjeblik, hvor han saares

af en germansk Soldat — en uvidende, menig,

barbarisk ung Soldat.

Han sad et Nu, før han lagde til :

— I Ankelen skal han saare ham.

De betragtede alle Claude Zoret. Hans diamantlig-
nende Øjne lyste ud i Rummet, som saå de allerede
Skikkelsernes Form og Rejsning.

Mikael stirrede paa Mesteren med et Blik, som sad
han ved hans Fødder :

— Hvordan skal han se ud? sagde han, saa sagte,
som var de to alene.

Men Mesteren brød pludselig af og sagde muntert til
Fru Adelsskjold :

— Det er den Tankes Skyld, at jeg er saa daarlig en
Vært.

Og brat forladende sin Tankegang, greben af den
Trang til at skabe Glæde, som kunde komme over ham
— maaske ogsaa, fordi han selv udhvilede i den — gav
han sig til at tale om Republikkens Præsident, som han
havde set ved en Havefest i Elyséet, og kaldte paa Ma-
jordomus, hvem han hviskede en Besked.

De talte alle om Præsidenten, lystigt, med lyse Stem-
mer, som Folk, hvis Tanker hviler:

— Præsidentens Frue var i sit Ansigt som et gloende
Strygejern, saadan var hun snøret.

— Men latterligst er hendes Hatte, sagde Fru Adels-
skjold.

— De vajer som Halen paa den galliske Hane, sagde
Hr. de Monthieu.

Hr. Schwitt sagde :

— Jeg har set hende uddele Præmierne til franske
Mødre, der havde faaet syv Børn. Det er hun født til.

Majordomus vendte tilbage med to Kurve, hvori han
bar et Par støvede Flasker, hvoraf han selv skænkede

HERMAN BANG 26

Vinen i de fremsatte Pokaler, en Gave fra Prinsen af
Wales.

— Det er Burgunderen, sagde Adelsskjold og løftede
Pokalen, mens hans smaa lyseblaa Øjne blev større af
Glæden over Vinens Farve.

— Ja, den er gammel, sagde Mesteren: og ægte.
Den Drue randt af Jorden.

Glas og Tallerkener havde han skubbet fra sig, og
han sad for sin Bordende, med Albuerne støttede paa
Bordet, bred som en af sine Bondefædre ved Gæste-
budet, paa Navnedagen :

— Skaal da, sagde han og løftede sit Glas.
De drak.

Fru Adelsskjold havde bøjet sit Hoved let tilbage,
mens hun beholdt den duftende Vin paa sin Tunge, til
Charles Schwitt sprang op og sagde :

— Saa drikker vi for Cæsar, der saares af Germa-
neren.

Alle stod op og vendte sig mod Mesteren, mens
Adelsskjold, hilsende, slog Kniven mod sin Tallerken,
og Monthieu, med bøjet Hoved, raabte :

— Cæsar vivat!

— Cæsar vivat, raabte de andre, mens Mikael lod
Vinens fulde Strøm glide gennem sin svulmende Strube :

— Cæsar vivat, raabte han og svingede sit Glas :
Vivat Cæsar.

— Mikael, Du bli'er fuld, raabte Mesteren.

Og de lo alle, mens alle begyndte at tale. Fru Adels-
skjold spurgte — ved en Tankeforbindelse — Hr. de
Monthieu om en Luksusudgave af Paul Bourgets Bøger
om Italien, og Adelsskjold talte om en Udstilling, der
skulde aabnes hos Georges Petit.

— Er det ikke Hr. Leblanc, der arrangerer den?
spurgte Schwitt.

— Jo, jeg tror det, sagde Adelsskjold.

— Jeg kender ingen lumpnere Person end Leblanc,
sagde Schwitt: det skulde da være Mr. George Pinero.

21 MIKAEL

Mesteren sad et Øjeblik. Saa sagde han, med Haan-
den stemt mod Bordkanten :

— Er de to mer gemene end alle de andre, som flad-
træder Jorden?

— Leblanc, blev han ved, er kun Billedet af Mæng-
den, og vi betjener os af ham, fordi han betjener os vel.

— Ja, sagde Adelsskjold, der maaske ikke havde
fattet Mesteren helt : jeg har staaet mig ved mit Arrange-
ment med Hr. Leblanc.

Hr. de Monthieu talte om „Le Disciple". Men Fru
Adelsskjold sagde :

— Af alle Bøger elsker jeg „Le Mensonge" højest.
Hr. de Monthieu løftede Blikket:

— „Le Mensonge"? Det kom lidt for hastigt eller
maaske forbavset, for Fru Adelsskjold sagde, mens en
næsten usynlig Rødme var fløjet op i hendes Kinder :

— Af alle nye Bøger.

— Jeg, sagde Hertugen, læser oftest Peints par em-
mernes.

Og sagtere lagde han til :

— Jeg forstaar saa godt „Helten"s Indsats.

Fru Adelsskjold svarede ikke. Men forbi Mesteren
saa hun hurtigt over paa Hr. de Monthieus Ansigt, mens
Claude Zoret sagde :

— Jeg læser aldrig mer.

— Vi læser Biblen, raabte Mikael.

— Ja, sagde Mesteren: de Mennesker ser man.

— Men, blev han ved og vendte sig til Hertugen:
jeg har læst. Jeg har læst og læst, naar jeg ikke kunde
male, for at se noget, forstaar De, for at se Billeder
med mine to Øjne. Men de viser os ingenting — de
Folk laver hverken Mennesker eller Rødt.

— Vi Bøhmerinder, sagde Fru Adelsskjold og lo —
hun var født Rohan af den østrigske Linje — : er nu al-
tid forfaldne til Læsning.

Claude Zoret tog et Drag af sin Pibe:

— Læsning fortynder Blodet, sagde han.

HERMAN BANG 28

— Ja, sagde Hertugen og beholdt et Øjeblik Øjnene
vidt aabnede.

— Hvad taler I om? sagde Claude Zoret ned til Hr.
Schwitt.

De talte atter om Udstillinger.
Hr. Schwitt sagde :

— Om Melbourne.

— Ja, sagde Mesteren, nu skal man ogsaa sælges i
Australien.

Mikael sagde over til Hr. Adelsskjold :

— Kritikerne er kommen. Vi fik dem i Dag.

— Fra Melbourne? Er de kommen? — Adelsskjolds
Ord snublede næsten over hinanden — : jeg har ikke
faaet dem.

Og næsten med Sved paa sin Pande, febrilsk, sagde
han, som Timer af sin Dag sad bøjet over Reklameud-
klip fra to Verdensdele, (pint af Angsten for at det
skulde være sagt, som var hans eneste Tanke, at han
gik tilbage, at han gentog sig selv, at han var paa Re-
tur) :

— Hvad stod der?

Og Mikael, der blev rød, fordi han knap havde læst
det, sagde :

— Der stod en hel Mængde. Men tilsidst saa stod
der : Der gives ingen større Virtuos i Skildringen af
Frankrigs Landskab end denne Mand fra Norden.

Adelsskjold havde krammet om sin Serviet:

— Virtuos, Virtuos, sagde han, for hvem der ikke
var noget Ord, der stak ham som dette ene, Kritikerne
havde begyndt at gentage og som lød for ham som Til-
bagegangens første Fugleskrig : Teknik bliver snart en
Forbrydelse.

— Hvor er de? sagde han til Mikael, og, vendt til
Schwitt, blev han ved :

— Naar man læser de Folk, skulde man tro, Talentet
var intet at kunne.

— Hvor de er, sagde Mesteren ned over Bordet : de
er brændt. Jeg vil ikke ha'e de Papirer flydende i

29 MIKAEL

Huset. Jeg læser dem dog aldrig. Mikael propper mig
nok.

Adelsskjold sagde :

— Man maa dog vide . . .

Mesteren stoppede med Tommelen langsomt Tobak-
ken fastere :

— Vide hva' for no'et? De Gamle har man og dem
kender man. Den Lire er godt nok smurt.

Pludselig lo han og med den Haan, der paa én Gang
kunde ramme hans Nærmeste som et Piskeslag, sagde
han:

— Jeg véd meget godt, Schwitt mener, jeg har Geni.
Og lidt lavere sagde han:

— Det er saagar en Del af hans Levebrød at mene
det.

Schwitt var blevet hvid under Skægget og bøjede Me-
nuen, saa den knækkede.-

— Ja, jeg skrev om Dig, da de andre haanede Dig,
sagde han.

Et Øjeblik blussede Mesterens Ansigt, men Adels-
skjold sagde, uden at tænke paa Hr. Schwitts Alder.-

— Det er vel ogsaa de Yngre, man læser.

— Af de Unge, svarede Mesteren, og hans Stemme
lød igen som sædvanlig : lærer man heller ikke noget.
De siger heller ikke Sandheden. Og det kan vi heller
ikke forlange. De skal jo ha'e Plads for dem og deres.

Han lo paa én Gang igen, bredt og af sit hele Hjerte :

— De Unge maa se vort Blod, for at Publikum kan
se dem.

— Naa, sagde han og hans Stemme skiftede, mens
Mikael betragtede ham med sine store Øjne :

— Naar man ikke kan male mere, er man vel hørt
op at male.

Hr. Schwitt stødte sit Glas mod Mikaels, mens og-
saa han fæstede sine Øjne paa Claude Zoret.
Men Fru Adelsskjold sagde til Mesteren :

— Men er det sandt, Fru Simpson sagde, at De i
Aar endelig vilde udstille?

HERMAN BANG 30

— Hvor? sagde Mesteren.
— ■ Her, i Deres Atelier.

— Nej, sagde Claude Zoret, der aldrig havde udstil-
let i Paris siden Forsmædelsen, som Pariserne havde
tilføjet ham i hans Ungdom, og han lagde Piben ned
mod Bordet : det faar De ikke at se.

Et Øjeblik efter sagde han:

— Det er galt nok, man skal sælge.

— Tak, raabte Adelsskjold : det forstaar jeg s'gu
ikke.

Og mens han rankede sin store Krop og hans Ansigt
blev næsten ungt, sagde han :

— Jeg synes, at saadan en Check — og han førte
Hænderne mod hinanden med et Smæld — den er som
det visse Segl paa, at man er til og duer endnu.

— Ja, sagde Mikael, som saå han efter en Sæbe-
boble, han havde pustet: Penge.

Schwitt drejede Ansigtet mod ham, næsten forbavset :

— Bryder De Dem om Penge? sagde han og saå
paa hans Ansigt.

— Ja, svarede Mikael lidt hastigt: for jeg har jo al-
drig haft no'en.

— Men Mesteren sagde ved Bordenden :

— Hm, jeg kan forsikre, at naar de Amerikanere
— og det var, som et pludseligt Oprør kogte i ham —
kommer her for at købe, kunde jeg tit have Lyst at slaa
dem lige i Ansigtet og piske dem med deres egne Dol-
lars langs ned ad deres Ryg.

— Aa jo, sagde han og slog med den flade Haand
ned mod Bordet: det er muntert at hænge paa Museet
i St. Louis og blive begloet af nogle Kvæghyrder i
Illinois.

Adelsskjold sagde og slog ud med Haanden :

— Men det er dog dem, der lader os leve — leve
som vi gør. Det er Køberne. Det er Markedet — der-
ovre.

— Ja, sagde Mesteren : og vi er Gøglerne, der træk-
ker det malede Lærred ud af vores Munde.

31 MIKAEL

Schwitt lo:

— Nu er Du oppe, sagde han og opnoterede i sin
Tanke Talens Gang for de Dagbøger, han førte om
Mesteren og som skulde blive hans Livs Hovedværk:
Nu falder Seglene fra din Mund.

Mesteren hørte ham ikke:

— Nej, det var andre Tider, sagde han: da man
kunde sælge et Billede for to hundrede Francs til en
Ven, der forstod det.

Han tav, mens Hr. de Monthieu sagde meget sagte :

— Hvor jeg forstaar Dem.
Fru Adelsskjold bøjede Hovedet:

— Jeg ogsaa, hviskede hun.

Mesteren havde paa én Gang skiftet Tanke, og vendt
mod Mikael sagde han :

— Hvad stod der om Ulpiano Checa?

— Hvor?

— I de Aviser.

— Jeg véd ikke, svarede Mikael: jeg saå det ikke.
Schwitt havde løftet sine Øjne og saå paa Mesteren.

— Ellers ser Du alting, sagde Claude Zoret og skød
Røgen fra sin Pibe ind i Duften af Violerne, der laa
over Bordet næsten som en Sky.

Hr. de Monthieu sagde :

— Ja, hans „Væddekørsel" glemmer man ikke.

— Men han behersker aldrig sin Farve, sagde Me-
steren, hvem Schwitt bestandig betragtede.

— Endnu ikke, sagde Kritikeren brat og bøjede sig
for at dyppe de afrikanske Druer i sin Vin.

Majordomus iskænkede Madeiraen, der lyste i Glas-
sene som en gul Flamme.
Adelsskjold sagde :

— Disse Spaniere faar altid Manér, mens Fru Adels-
skjold sagde til Mesteren :

— Er det sandt, De skal male Prinsesse Lucia Zami-
kof?

Man hørte ikke Mesterens Svar, mens Adelsskjold
blev ved at tale højt, og med lidt røde Pletter paa sine

HERMAN BANG 32

Kinder, om Benlliure y Gill og Spanierne, og Hr.
Schwitt greb Navnet Zamikof og sagde:

— Ja, hvordan er hun egentlig? Jeg hørte i St. Pe-
tersborg saa mange Historier.

Fru Adelsskjold svarede :

— Jeg kender hende saa lidt.

Mikael, som havde taget en Bunke Violer i Hæn-
derne for at køle sit Ansigt, snærrede Ordet Zamikof
over til Hr. de Monthieu, mens Hr. Schwitt, der bøjede
Hovedet virrende frem over Bordet, sagde :

— Men hun er dog umaadelig rig.

— Maaske, sagde Fru Adelsskjold lige med det
yderste af sine Læber.

Men Hr. Schwitt begyndte, tilbagelænet, at tale om
Petersborg og Eremitagen og de slaviske Kvinder. Der
var overhovedet kun de slaviske Kvinder. Blot at se
deres Stilling i en Vogn, kun at se deres Armes Bevæ-
gelser, kun Rejsningen af deres Nakker . . .

De tav alle, mens Hr. Schwitt blev ved at tale med
Øjne, som saa han Kvinderne for sig, og han førte sin
Haand gennem Luften, som vilde han tegne deres
Linjer :

— Og som de gaar, sagde han : de gaar som Perser-
inder.

Han talte endnu om Fyrstinde Ruschewkin :

— Har De set hende? sagde han til Hr. de Mon-
thieu, der ikke svarede, men kun, under de halvtsæn-
kede Laag, stirrede paa Rubinbroderiet paa Fru Adels-
skjolds Bryst. Charles Schwitt blev ved at tale om
Prinsesse Demidoff, om Hoffets Skønheder, som lyste
deres Legemer foran hans Øjne — medens Mikael, der
stadig sad og halvlo, trykkede Violerne ind mod sine
Kinder, og Adelsskjold, med sin store Haand støttet
mod en af Sølvjardiniérernes høje Karyatider, betrag-
tede sin Hustru uophørligt med Øjne, der intet saa uden
hendes dejlige Ansigt, som hun pludselig havde bøjet
under Hr. de Monthieus Blik.

Mesteren sad kun ubevægelig og pustede Røgskyer

33 MIKAEL

fra sin Pibe ud i Luften som store Ringe, der løste sig
til blaalige Slanger og flød bort.

Majordomus havde aabnet den store Dør, og Claude
Zoret stod op, mens Hr. Schwitt tav og Mesteren sagde:

— Skal vi saa rejse os.

Og med en gammel Gæstebudsformel fra sin Hjem-
stavn lagde han til :

— Og takke, fordi vi lever.
Han tømte sit Glas.

Men idet han bød Fru Adelsskjold Armen, sagde han
ned mod Hr. Schwitt:

— Han dér bli'er dog aldrig gammel.
Og han gav sig til at le:

— Min Fred skal Fru Lucia idetmindste ikke for-
styrre.

Men Adelsskjold standsede pludselig paa Trappens
midterste Trin og sagde til Hr. de Monthieu, mens han
saa ham lige ind i Ansigtet:

— Gud hjælpe mig, hvor er min Kone dejlig.

Hr. de Monthieu saa, ved Siden af Mikael, fra
Trappens Afsats, der førte til Atelieret, udover Daglig-
stuen : Fru Adelsskjolds Slæb var næsten af Farve som
Tæppets. Nu tog hun Plads ved Siden af Mesteren. Og
Hr. de Monthieu flyttede Blikket over mod Hr. Schwitt,
som lænet til Fodstykket af „Damen med Masken", der
rejste sin Broncekrop under to Palmer, talte med Hr.
Adelsskjold næsten saa højt, at det hørtes herop.

Hr. de Monthieu sagde :

— Hvorfor vil Mesteren egentlig male Prinsesse Za-
mikof?

Mikael, der sad og slog Benene mod Trappens gyld-
ne Gelænder, sagde:

— Der er ingen, som har sagt, han vil male hende.
Hun kommer her bare i Aften.

H. B. V 3

HERMAN BANG 34

Og idet han blev ved at slaa sine Ben mod Gelænde-
ret, sagde han :

— Vi har jo aldrig set hende.
Hr. de Monthieu smilede:

— De har mødt hende hundrede Gange, Mikael,
sagde han, og han føjede til, mens Smilet forsvandt fra
hans Læber, der var lidt for svulmende som hos alle
Monthieu'er :

— Men vi ser vel alle kun én Ting

Mikael havde vist slet ikke hørt det. Han sagde,

mens han stadig sad og dinglede paa Gelænderet som
en stor og lang Dreng:

— Hvor Fru Adelsskjold er smuk.

— Ja, sagde Hr. de Monthieu og vidste ikke selv,
at han havde sagt det.

— Mikael, kaldte Mesteren op mod Trappen : Véd
Du, hvor mine Studier fra Hradschin er henne?

— Ja, svarede Mikael og sprang ned fra Gelænderet.
Han var blevet blodrød i sit Ansigt som en Tyv, der

gribes under Gerningen : han havde fundet dem en Dag,
mellem nogle andre Studier og havde gemt dem.

— Hvor er de da? spurgte Mesteren.

— Jeg skal hente dem, svarede Mikael og løb op
ad Trappen ind i Atelieret, hvor han af et Skab, i en
Krog, tog en Mappe frem af en halvskjult Skuffe.

— Han gemmer tilsidst ogsaa hans Malerklude, sag-
de Hr. Schwitt halvhøjt til Adelsskjold.

Mikael vendte tilbage med Mappen, og Mesteren lø-
ste den op. De samledes alle om Bordet, hvor Claude
Zoret lagde Studierne frem, pludselig genkendende
dem, Studie efter Studie:

— Ja, det var det, sagde han og erindrede paa én
Gang sit eget Værk, som han mer end halvt havde
glemt :

. — Men der var et — og han søgte mellem Skitserne
— fra Sarkofagerne.

— Det kommer nu, sagde Mikael og tog mellem

35 MIKAEL

Studierne som den, der tager med hjemmevante Hæn-
der:

— Men der er et andet fra Koret, sagde han og
søgte det.

Mesteren tog det frem for sig, og som var det malet
af en Fremmed, af en anden, sagde han :

— Ja det er godt — det er godt; og han skød det
hen til Fru Adelsskjold, der længe beholdt hver Studie
i sin Haand, før hun langsomt rakte den til Hr. de
Monthieu :

— Ja, sagde hun : det er Sarkofagerne.

— Hvor — og hendes Stemme havde en Klang som
den, hvis Tanker gaar langt op mod noget, der længst
er forbi — : der dog er skønt.

— Men der er det andet, sagde Mikael og fremviste
et nyt Blad.

Mesteren saå pludselig op og sagde :

— Hvor har Du haft de Blade henne i Aar og Dag?

— Jeg, sagde Mikael, og med et lille Ryk skjulte
han sit Ansigt med Studierne, før han fortsatte : jeg har
ikke haft dem.

— Jeg, sagde han og løj for Mesteren, vist for første
Gang: jeg fandt dem først forleden.

— Ja saa, sagde Mesteren og blev ved at se paa
ham.

Schwitt, der stod op og betragtede Skitserne med et
eget Blik som Gerard Dow's Læge betragter Vædsken
i det løftede Glas, sagde, mens han holdt „Sarkofager-
ne" i sin Haand :

— De Svenskere har alligevel gjort Menneskeheden
en Tjeneste.

Og da Adelsskjold lo, sagde han :

— Jo, Deres kære Landsmænds Lemlæstelser har
gjort dem meget skønnere.

Og han begyndte, medens han stadig saå paa Studier-
ne, der hos ham, i selve Nuet og uvilkaarligt, afsatte
egne og langt rækkende Tanker, at tale om historiske

3*

HERMAN BANG 36

Lemslæstelser, hvor Barbariet uvidende havde skabt ny
Skønhed.

Men Mikael havde grebet en ny Studie:

— Det er „Muren", sagde han og beholdt Studien et
Øjeblik i sin Haand, før han rakte den til Fru Adels-
skjold.

Det var det Billede af „Muren", han i de tre Aar,
siden han fandt Studierne fra Hradschin, oftest havde
siddet bøjet over, naar han i skjulte Timer blev over-
falden af, hvad han troede var Hjemve.

— Kender De „Muren" igen? spurgte han.

Fru Adelsskjold tog Studien med sin lange og smalle
Haand, der, naar hun løftede den, syntes underlig træt
af dens egen Diamantbyrde :

— Ja, sagde hun, og hendes Stemme lød som lig-
nede den paa én Gang ganske Mikaels : det er Muren
paa Hradschin.

Adelsskjold havde nærmet sig — uvilkaarligt og med
to Skridt — og berørte hendes Skulder med sin varme
Haand, meget blødt, men lidt hastigt. Men Fru Adels-
skjold førte, uden at vide det, Skuldren et Haarsbred
bort, mens hun rakte Studien videre til Hr. de Mon-
thieu :

— Er det ikke smukt, sagde hun.

— Dejligt, sagde Hertugen, og han tog Studien,
mens hans og Fru Adelsskjolds Haand et Sekund holdt
om det samme Billede.

Fru Adelsskjold blev siddende med Hovedet bøjet til-
bage. Saa sagde hun, med den samme Stemme som før,
vendt mod Mesteren :

— Har De aldrig set Rohane'rnes Slot i Bøhmen?

— Nej, svarede Claude Zoret, der ikke mer betrag-
tede Studierne, som var han allerede trættet af dette
her, som forlængst var gjort: jeg har aldrig haft Lejlig-
hed til at komme der.

Fru Adelsskjold sad i den samme Stilling :

— Jeg tror, det er Bøhmens dejligste Plet.
Og lidt efter lagde hun til, i en skiftet Tone:

37 MIKAEL

— En Fløj af Huset er bygget af Bøhmens gamle
Konger.

— Jeg har hørt saa meget om Riddersalen, sagde
Hr. de Monthieu.

— Har De? sagde Fru Adelsskjold, og saa paa ham,
glad, som naar man træffer et Menneske, der kender
noget, man elsker.

Men Mesteren sagde med en Stemme, som spændte
Ordene over en hemmelig og uvilkaarlig Vrede :

— Ja, de gamle Sten, der blev slæbt sammen, pyn-
ter i et Landskab.

Fru Adelsskjold havde næppe hørt det. Hun vendte
Hovedet op mod sin Mand og sagde, meget blidt :

— Alexander, Du skulde en Sommer male ved Mol-
dauen.

— Ja, sagde Adelsskjold, i hvis Ansigt det pludselig
lyste ved Klangen over hans Hustrus Ord : Du véd, det
har jeg længe villet. I Virkeligheden havde han aldrig
villet det, af en dulgt Skinsyge eller maaske Angst for
sin Hustrus Hjemstavn.

Hertugen havde vendt sig bort og hørte paa Hr.
Schwitt, der talte om Domkirken i Agram.

Der var ingen mer, der betragtede Skitserne, und-
tagen Mikael, der, ved en Standlampes Lys, holdt Bille-
derne op foran sine Øjne, mens i det blege Ansigt hans
Mund, hvis Form bestandig skiftede, blev buet under
et Smil, som dvælede han i lykkelige og forbigangne
Erindringer.

Mesteren havde rejst sig og saa paa Mikael :

— Læg dem til Side, sagde han, og der lød paa ny
som en pludselig Harm i hans Stemme.

— Jo, sagde Mikael, hvis Ansigt forandredes, som
var alle Træk trukne tilrette af en usynlig Snor.

Men Adelsskjold, der altid hurtig blev træt af at be-
tragte Andres Arbejde, greben af Utaalmodighed for sit
eget, sagde, og havde ganske skiftet Stemning, til Mi-
kael :

— Har De brændt dem alle?

HERMAN BANG 38

— Hvad? spurgte Mikael.

— De Blade? fra Melbourne?

— Ja, sagde Mikael og lo (han havde den Vane ofte
at le Adelsskjold ind i Ansigtet, hvad maaske skyldtes
Mesteren, hvis inderste Mening om „Adelsskjolds Ku-
lører" han kendte) : de er skam brændte.

— Men hvad stod der da? sagde Adelsskjold igen.
Og paa Mikaels Svar begyndte han atter at tale om

Teknikken :

— Hvorfor kalder de os ikke ligesaa godt for Haand-
værkere? sagde han: Rent ud Haandværkere — hvor-
for ikke? Det er jo dog deres Mening om alle dem, der
kan noget.

Fru Adelsskjold, der hørte sin Mands Ord, og som
maaske vilde afbryde ham, sagde til Hr. de Monthieu
og en Smule højt:

— Vi ta'er virkelig til Normandiet i Sommer.

Hr. de Monthieu bøjede Hovedet og sagde halvhøjt:

— Jeg troede det ikke.

— Hvorfor? spurgte Fru Adelsskjold som En, der
ikke begriber.

Hr. de Monthieu sagde forvirret:

— Jeg véd det ikke.

Og med en Anstrengelse lagde han til et Øjeblik ef-
ter, som den, der konverserer:

— Vi har et Gods dér.

— Saa? sagde Fru Adelsskjold:

— Ja, rigtigt, det har De jo. Jeg véd det.

Og som for at bøde paa Ligegyldigheden, med hvil-
ken hun følte, hun havde talt, sagde hun :

— Hvad er der egentlig spaaet Dem, Hertug?

Hr. de Monthieu saå ud i Stuen og sagde, mens hans
Læber krusedes :

— Noget meget lykkeligt.

— Ja saa . . .

— Og, blev den unge Hertug ved, med den samme
Stemme : noget, der aldrig vil hænde.

Fru Adelsskjold saa, som en Gang før ved Bordet,

39 MIKAEL

paa Hertugens sænkede Ansigt — maaske var det
Stemmens Lyd, der fik hende til det — og sagde:

— Hvorfor skulde det dog ikke ske? De, som tror
paa Spaadomme.

Hertugens Læber sitrede, saa lidt, at man næppe
kunde se det:

— Fordi der er Ting, man véd aldrig kunde hænde.
Og næsten som for at trøste for noget, hun ikke

vidste, hvad var, sagde Fru Alice, drejende Samtalen :

— Hvor ligger egentlig Deres normanniske Gods?
Hr. de Monthieu, der satte sig, nævnede Stedet.
Han havde efter sin Faders Død tilbragt sin meste

Barndom der, alene sammen med sin Moder og sin
Søster. Der var Ege dér i Parken, næsten det eneste
Sted i Frankrig. Der gik det Sagn, de skulde gaa ud.
naar den sidste Monthieu døde. Det var besynderligt,
Lynet havde spaltet ikke mindre end fem af Egene den
Sommer, hans eneste Søster døde, Markisen af Beau-
paire.

— Er det ikke fem Aar siden Deres Søster døde?
sagde Fru Adelsskjold.

— Jo, fem Aar.

— Og hun var dog saa ung . . .

Fru Adelsskjold havde løftet sine Skuldre, som om
Trækken fra en aaben Dør havde strejfet dem.

— Ja, saa ung, sagde Hertugen, og, med det meget
slanke Legeme bøjet ærbødigt frem i Stolen, fortalte han
igen om Slottet derhjemme. Ingen Træer var ham saa
kære som Ege. De var saa stærke, Ege. Og med et
Smil, saa sørgmodigt, som det kun kan findes hos Men-
nesker af de gamle Racer, der synes at have set og at
bære alt, hvad her i Verden deres atten Aner tilsam-
men saa og bar, sagde han pludselig med en Tankefor-
bindelse, som Fru Adelsskjold forstod :

— Som Barn har man saa mange Drømme.
-Ja.

Fru Adelsskjold havde bøjet sit Hoved tilbage, saa
Ansigtet laa i Skygge af de store Palmer bag hendes

HERMAN BANG 40

Sæde, og paa det ene Ord havde hendes Stemme skæl-
vet ganske lidt.

— Men min Moders Stolthed, blev Hertugen ved, er
en Allé af Akacier. Den blev plantet paa hendes Bryl-
lupsdag.

Fru Adelsskjold sad et Øjeblik. Saa sagde hun, og
stadig med opadvendt Ansigt:

— Der er intet Sted, hvor Akacierne er saa dejlige
som i Bøhmen.

Mesteren og Schwitt, der i tredive Aar aldrig havde
kunnet undvære hinanden, og som sjældent havde noget
at sige hinanden, havde vekslet fem Ord og var blevet
staaende foran en Konsol, bedækket med Porcelæn fra
Sévres; medens Adelsskjold, der i Selskaber, hvor det
ikke kunde dreje sig om mulige Forretninger, let blev
søvnig, sad i en Stol, hvor hans Kæmpekrop tungt var
falden sammen i Sædet.

Hr. de Monthieu talte om Klosterskolen for Forældre-
løse, hans Moder havde oprettet derhjemme, og han
sagde efter at have tiet lidt:

— Hvor dog alle saadanne Minder binder et Menne-
ske fast.

Fru Adelsskjold bøjede sit Hoved som til et stumt Ja,
og paa én Gang sagde hun uden at forandre Stilling :

— Det er besynderligt. At skifte Samfund er næsten
som at skifte Fædreland to Gange.

Det var, som hun vilde standse sine egne Ord, da
de allerede var sagt, mens en hurtig Rødme brød frem
over Hr. de Monthieus Ansigt, der som med et Stød
havde løftet Hovedet.

— Ja, lød det brat bag ved dem.

Det var Mikael, og de to fo'r begge sammen. De
vidste ikke, nogen stod dem saa nær. Men Mikael sagde
forvirret og maaske for at finde en Udvej :

— Kan De, Fru Adelsskjold, ikke ogsaa læse i Hæn-
derne?

— Ganske lidt, svarede Fru Adelsskjold, der alle-
rede havde ladet et Smil forandre sit Ansigt.

41 , MIKAEL

— Læs saa i min, sagde Mikael og strakte Haanden
frem.

Fru Adelsskjold tog den og betragtede et Øjeblik
dens Flade i Lyset af Lampen.

Saa slap hun den saa pludseligt, at hele Armen faldt
tilbage mod Mikaels Legeme.

— Hvor Deres Haand er brutal, Mikael, sagde hun.
Og idet hun fornam Ubehaget, der havde lydt gen-
nem hendes Ord, føjede hun til og lo :

— Jeg forstaar slet ikke at læse i Hænder, Mikael.
Mikael havde aabnet sin Mund, men lukkede den

igen : det syntes som om alt hans Ansigts Blod havde
samlet sig i hans dybtrøde Læber.

— Hvad læste hun? spurgte pludselig Mesteren.
Men Mikael svarede ikke.

Han gik bort.

Fru Adelsskjold sagde, maaske for at komme bort fra
det ubestemte Mishag, hun endnu følte:

— Men hvad er der saa spaaet Dem, Hr. de Mon-
thieu?

Den unge Hertug løftede sin Øjne næsten umærke-
ligt.

— At den sidste Monthieu, sagde han og saa paa
hendes Ansigt: dyrt skal betale en stor Lykke.

Fru Adelsskjold lo et Nu, før hun slog sin Vifte sam-
men :

— Men er det ikke en skøn Spaadom, sagde hun og
talte paa én Gang saa koldt, som naar hun modtog en
stenrig Amerikanerinde i sin Salon.

De sad tavse, indtil Hertugen sagde — maaske hav-
de han ikke lagt Mærke til Fru Adelsskjolds forandrede
Tone eller muligvis havde han frygtsomt vovet at gætte,
hvad den kunde gemme — :

— Hvis De kommer til Normandiet, vilde det glæde
min Moder at se Dem og Hr. Adelsskjold.

Fru Adelsskjold sagde og syntes distræt:

— Vi kommer der maaske slet ikke. Vi kommer al-
drig, hvor vi bestemmer.

HERMAN BANG 42

Og i et paany ændret Tonefald, der hartad forekom
irriteret, lagde hun til :

— Vi falder hen, hvor min Mand finder et Motiv.
Vort Liv er en Jernbanefærd, hvor Alexanders Motiver
er Holdepladserne.

Hr. Schwitt gik hen over Gulvet imod dem:

— Jeg har staaet og set paa Dem, sagde han, og der
kom et Glimt i hans Øjne ligesom i en Gnavers, mens
han saå ind i Hr. Monthieus Ansigt: De er virkeligt et
skønt Værk af seks Aarhundreder.

Hr. de Monthieu, der undertiden blev ligesom gan-
ske fortumlet over Hr. Schwitts selskabelige Frimodig-
heder, sagde, efter et Sekunds Pause :

— Aarhundrederne, Hr. Schwitt, forskønner ikke
altid Racerne.

Og efter at have sagt endnu nogle Ord gik han, mens
Hr. Schwitt, hvis Ansigt havde dirret et Øjeblik under
Skægget, satte sig og sagde:

— Jeg kan ikke glemme, Frue, at De skulde være
saa angst for Døden.

Fru Adelsskjold sagde og bevægede Viften :

— Hvorfor netop — at jeg?

— Fordi, sagde Hr. Schwitt (og der lyste i hans
Øjne noget af den paagaaende Haan, som i fyrretyve
Aar havde gjort ham uimodstaaelig for saa mange Kvin-
der) — .- Fordi Dødsangsten plejer at være et Symptom
hos dem, der endnu ikke er mætte ... af Livet.

Fru Adelsskjolds Neglespidser havde boret sig gen-
nem hendes Handsker. Men hun svarede, mens hendes
Stemme lød ganske roligt:

— De skulde egentlig slet ikke have Lov til at kom-
me inden for vore Døre, Hr. Schwitt. De gør sandelig
altfor mange Iagttagelser.

Tjeneren meldte Hertugens Vogn, og Hr. de Mon-
thieu tog Afsked, bøjende sig for Mesteren.

— Vil De ikke vente, Hertug, og se, hvordan hun
tér sig? spurgte Claude Zoret.

43 MIKAEL

— Hvem?

— Hun, Russerinden. Hun bryder jo ind her i Aften.

— Jeg har set Fystinde Zamikof før, sagde Hr. de
Monthieu og bukkede igen.

Schwitt, der talte med Adelsskjold, vendte sig og,
bevægende Læberne paa en besynderlig Maade, sagde
han:

— Kommer Fyrstinde Zamikof nu?

— Ja, svarte Mesteren, hun vilde det.

Hr. de Monthieu bukkede for Fru Adelsskjold, der
sagde, maaske halvt mod sin Vilje:

— Hvorfor holder De ikke af Fyrstinde Zamikof?
Hr. de Monthieu stod endnu i samme Stilling.

— Holder af? sagde han, og en Smule sagtere, med
Øjnene fæstede paa Tæppet, lagde han til :

— Den sidste af Slægten maa vel stoltest bære sit
Valgsprog.

Hr. de Monthieu gik, da Adelsskjold kom hen til sin
Hustru :

— Du véd, vi skal til Davis. Det er paa Tiden.

— Ja, svarede Fru Alice, der var blevet staaende et
Øjeblik :

— Ja, min Ven, sagde hun og lagde hastigt og fast
Armen ind i sin Mands.

Mesteren beholdt Fru Adelsskjolds fremrakte Haandi
sin, mens hans klare Øjne saå lige ind i hendes Ansigt:

— Jeg véd, sagde han : De bryder Dem ikke om det.
Men saa smuk som iaften har jeg aldrig set Dem.

— Ikke sandt, sagde Adelsskjold, hvis Ansigt lyste.
— - Har De virkelig set mig, sagde Fru Alice og lo.

— Ogsaa jeg ser undertiden, sagde Claude Zoret
og slap hendes Haand.

— Hvor skal De hen? spurgte Schwitt.

— Mrs. Davis har Modtagelsesaften, svarede Adels-
skjold, og det var, som blev hans Bryst endnu bredere,
mens han nævnede „Sølvdronningen"s Navn — altid
imponeret af den uhyre Rigdom, som han var, han, der
var kommen fra et Land af Søer og Sten.

HERMAN BANG 44

Dørene lukkedes bag Adelsskjold, da Hr. Schwitt
leende sagde, hen mod Døren :

— God Handsel.

Og pludselig greben halvt af Kritikerens besynder-
lige og skinsyge Harme over et Ry, han selv har skabt,
halvt af Parisernes altid levende og dulgte Vrede mod
alle Fremmede, sagde han :

— Hvor vi Franskmænd er dumme.

Han slog Benene over hinanden og blev ved :

— Vi skaber af Forfængelighed de Barbarers Ry og
de ler af os — og fortrænger os.

Mesteren lo med sin brede Latter.

— Charles, sagde han : lad os kun blive ved at være
gæstmilde.

Men Schwitt, der endnu var Bytte for sin egen Irrita-
tion, greb en Pil, han hemmeligt vidste vilde ramme,
og sagde :

— Ulpiano Checa har faaet Hundredetusind Francs
for sin „Maurer".

Det varede maaske et Sekund, før Mesteren svarede
fra sin Plads bag en Lampe:

— Det er godt, Du; Spanien er fattigt.
Schwitt sad et Øjeblik :

— Og Frankrig bliver det, sagde han pludselig i en
helt forandret Tone.

Der blev stille i den høje og skønne Stue. Mesteren
havde lukket sine Øjne :

— Vi, Charles, sagde han saa, og hans Stemmes
Klang kendte kun Mikael : faar vel Lov at dø først.

Der blev atter tyst, mens Mikael under Lampen, hvor
han sad, løftede sit Hoved mod Mesteren. Over det
hvide Ansigt laa et Udtryk som hos den hellige Jo-
hannes.

Efter en Stunds Forløb sagde Schwitt, der altid
maatte ligesom fastslaa hver Stemning i nogle udtalte
Ord:

— Hvor her er stille.

Mesteren, der atter havde taget sin Pibe og som sad

45 MIKAEL

i sin Stol med det hvidnende Skæg ned over sit Bryst,
sagde :

— - Vi bliver gamle, Charles, sagde han, og glædes
ved Fred.

Men Schwitt, hvis Skræk var de rindende Aar, sva-
rede og skiftede Stilling:

— Du taler, som Du var tusinde Aar.
Mesteren svarede og rørte sig ikke:

— Undertiden synes man, man er hundrede.
Men Hr. Schwitt sagde pludselig og lo :

— Stakkels Adelsskjold.

— Hvorfor? spurgte Mikael, der sad lænet til Trap-
pens Gelænder, som var han i et Sæt bleven vækket.

Hr. Schwitt blev ved at le:

— Fordi Skæbnen hænger lige over hans Hoved,
sagde han.

Og han begyndte at tale om nogle Raderinger, som
han nylig havde erhvervet og indlemmet i sin Samling.
Han havde erhvervet dem billigt. Han havde tusket
med et Par Raffaélli'er, som var lidt „farlige".

Tjeneren aabnede Døren og gik tre Skridt frem mod
Mesteren :

— Prinsesse Zamikof.

— Lad hende komme, svarede Mesteren og rørte
sig ikke.

Heller ikke Mikael stod op, mens Hr. Schwitt alle-
rede var halvt henne ved Døren.

Prinsesse Zamikof var kommen ind og var, som blev
hun forlegen, standset tæt ved Tærskelen under en
Lampe, hvis Skær gød en Rødme over hendes meget
blonde Haar.

Mesteren havde endelig rejst sig og ogsaa Mikael stod
op, paa Trappens nederste Trin.

— Jeg takker Dem, Mester, sagde Lucia, hvis Hæn-
der, der var uden Handsker, krammede let om den sølv-
glitrende Boa, som gled ned fra hendes spinkle og jom-
fruagtige Hals: fordi De har tilladt mig at komme.

Mesteren svarede :

HERMAN BANG 46

— Tilsidst tillader man, Frue.

Og med en meget lille Haandbevægelse lagde han til :

— Vil De ikke tage Plads?

— Hr. Charles Schwitt, sagde han og stod bestan-
dig op: Eugéne Mikael.

Fyrstinden bøjede Hovedet for Hr. Schwitt og for
Mikael uden at se paa dem, mens Hr. Schwitt sagde,
at han vidste ikke, om Prinsesse Zamikof erindrede
ham. Og lidt for hastigt begyndte han, mens han satte
sig ved Siden af hende, at opremse de Steder, hvor de
havde mødtes.

— Jeg elsker det store Rusland, sagde han.
Fyrstinden, der holdt Hovedet bøjet og som, naar

hun overhovedet saå, kun fæstede Øjnene paa Meste-
ren, sagde med en Stemme, der lød meget ung:

— Jeg færdes i Paris saa lidt mellem Landsmænd.

— Men Schwitt, hvem Synet af en ny Kvinde altid
hensatte i en hastig Beruselse, talte om Kreml og fæ-
stede Billedet af dets Kupler og Moskwas Skønhed i ti
farvedejlige Sætninger, mens hans fremspringende
Næsebor syntes at inddrikke Kvindeduften af Fru de
Zamikofs Legeme.

Fyrstinde Lucia, der stadig ikke saå paa ham, løftede
sin Arm, fra hvilken Perleraderne gød sig, og sagde,
mens hun atter lod Armen falde tilbage i sit Skød mod
Kjolens tætte Glitter, der indhyllede hende som i en
tindrende Regn af Sølv :

— Alle Russere maa være Dem taknemmelige for
Deres „Dagbøger fra Rusland".

Hverken Mesteren eller Mikael havde talt. Mikael
stod saa nær ved Trappens gyldne Kumme, at Spring-
vandets yderste Draaber, som en Dugg, naaede at
strejfe hans Kind.

Hr. Schwitt sagde i en Tone, der lød kortere :

— Jeg skrev, hvad jeg saå.

Men han begyndte paany at tale, til han pludselig
standsede, maaske i et Mandfolks Vrede, som ikke bli-
ver hørt af en Kvinde, og han sagde :

47 MIKAEL

— Men jeg glemmer aldeles, jeg skal i Operaen.
Fyrstinden sagde, med den samme unge Stemme:

— Og jeg, svarede hun, der kom lige hjemmefra,
men maaske vilde forklare sit Toilette, kommer lige
derfra.

Hr. Schwitt bøjede sig hastigt:

— Farvel, Claude, sagde han.

Og da han kom ud i Vestibulen, sagde han med
krængede Læber til Mikael, der havde fulgt ham :

— Hvad vil hun her? Hun er højst ubehagelig.
Mikael, som stadig lo, med en Drengs Latter, sagde :

— Jeg vilde bare ønske, hun snart vilde gaa, for jeg
er umaadelig søvnig.

Men Majordomus, der havde gjort Tjeneste i Huset
i elleve Aar, rakte Hr. Schwitt hans Hat og sagde —
han var inde i alle Hemmeligheder, som løb rundt i
Tjenerskabets faste Ring i alle de store Huse — :

— Det vilde maaske styrke Madames Kredit, hvis
hun blev malet af Mesteren.

Mikael var vendt tilbage, mens Hr. Schwitt endnu
stod hos Majordomus.

Da Mikael aabnede Døren, hørte han Mesteren sige :

— Og hvad er det saa, De ønsker, Frue?
Fyrstinde Zamikof svarede med en Stemme, som

maaske var forskræmt:

— Mesteren véd det, tror jeg, og hun løftede de
ganske sorte Øjne mod ham.

— Ja, svarede Claude Zoret og saå hende lige ind
i hendes Ansigt, mens Mikael vendte tilbage til Trap-
pen. •

— Men, blev Mesteren ved, og han talte, som han
talte til Amerikanerne, som kom for at købe hans Bille-
der : jeg maler nu én Gang ikke Portrætter. Jeg giver
mig ikke af med at klistre fremmede Ansigter op paa
et Lærred.

Fru de Zamikof var bleven bleg, men hun smilede
alligevel, med et Smil, som pludselig viste, at hendes
Underlæbe var lidt fyldig :

HERMAN BANG 48

— Mesteren har dog før malet Portrætter.

— Ja, og Claude Zoret forandrede ikke sit Ansigt:
af Fru Carnot, som var min Ven.

Der var stille et Øjeblik, før Mesteren lagde til :

— Og af Fru Sarah Bernhardt, der er et Geni.
Mesteren slog sine Øjne ind i hendes, mens Mikael,

der atter stod lænet til Kummen, følte en næsten dren-
geagtig Glæde, og Fyrstinden sagde, idet hun rejste sig,
med en Stemme, der bevarede sin unge Ærbødighed :

— Saa beder jeg Mesteren undskylde, jeg er kommen.
Claude Zoret stod et Øjeblik, til han sagde med en

af de Overgange, der var hans Vane og som maaske
bundede i hans selskabelige Usikkerhed :

— Naa, lad mig saa male Dem da, naar De nu én
Gang er kommen her.

Mindre end et Nu fløj en Rødme over Prinsessens
Kinder, før hun bøjede sig lidt for dybt, foran Claude
Zoret :

— Takke kan man jo ikke, sagde hun.
Mesteren lo:

— Jo, det skal De faa Lov til, sagde han : naar De
en Gang er blevet malet.

Og med én Gang munter, maaske ved Tanken om
det Portræt, han allerede skimtede, gav han sig til at
spørge om et Par af Wereschtschagins Værker, og mens
han skød sine Læber frem, sagde han :

— Deres Hr. Landsmand, Fyrstinde, var en stor
Kultegner af Rædselen.

Og idet han pegede paa en af Væggene, sagde han :

— Den Kosak er af ham.

— Mikael, blev han ved, tænd Lyskasteren.
Mikael løb ned og vendte en Lyskaster mod We-
reschtschagins Lærred :

— Ja, sagde Fru de Zamikof: mig har hans megen
Sne nu egentlig aldrig begejstret.

Mesteren lo paany:

— Han og Hr. Munkaczy burde have illustreret
Cantu, sagde han.

49 MIKAEL

Fru de Zamikof lo og sagde :

— Det er en Meissonnier.

Men idet Mikael, der stod hende ganske nær, vilde
flytte Lampen, faldt dens Skær pludselig hen over „Sej-
ren", der hang paa Væggens Midte, saa Straalerne lyste
over Athenerens palmebærende Legeme.

— Det er Dem, sagde Prinsessen, og hun vendte sig
brat mod Mikael.

Mikaels Haand slap Lampen. Det var, som alt hans
Blod pludselig farvede hans hvide Ansigt, hans, hvis
Nøgenhed dog var kendt af de Titusinder.

— Ja, det er Atheneren, sagde Mesteren.

Mens Mikael i sin Forvirring stadig ikke flyttede
Lampen, der lyste mod Sejrsbringerens skinnende Le-
geme, betragtede Fru de Zamikof Atheneren, og der
viste sig paa én Gang to Smilehuller i hendes Kinder.

Hun vendte sig igen til Mikael og sagde, mens det
hastige Glimt af hendes Øjne ramte hans:

— Det minder mig om et russisk Digt.

— Hvilket?

Men Fru Zamikof lo.-

— Det vilde smigre Dem for meget, sagde hun og
vendte sig mod Mesteren for at tale om Meissonnier.

Mikael drejede, maaske af Drengekaadhed, et hurtigt
Nu Lyskasteren mod hendes Ryg: Perlerne faldt
tindrende fra de buede Skuldre som et Sølvvæld.

— Hvor kaster Du Lyset hen? sagde Mesteren.

— Ja, sagde Mikael og vendte rapt Lampens Skær
ind mod Meissonniers Billede.

Fru de Zamikof spurgte, mens hun bøjede Hovedet,
maaske med et Spørgsmaal, hun havde læst i en Bog,
og som Instinktet lod hende gribe :

— Men kan man, Mester . . . kan man i Grunden
skabe (og hun søgte, eller lod som hun søgte, efter
Ordet) — det „afgørende" indenfor saa lille en Ramme?

Mesteren løftede brat sine Øjne :

— Man har jo ment det, sagde han.

Og enten hemmelig smigret eller fordi han tænkte,

H B V 4

HERMAN BANG 50

hun var af dem, der virkelig forstod, viste han hende,
paa én Gang muntert og meget talende, Billede efter
Billede : Corot'erne, Manet'erne, Besnard'erne — alle
sine Skatte, mens Fru de Zamikof, der havde et besyn-
derligt Udtryk i sit Ansigt, som var hun pludselig stand-
set foran en ganske ny og forvirrende Tanke, uden at se
lod sine Øjne glide hen over Lærrederne.
— ■ Lys, sagde Mesteren.

— Ja, svarede Mikael og var aandsfraværende som
før.

Mens Fyrstinden pludselig igen begyndte at tale, me-
get nær ved Mesteren, med sin ganske unge Stemme,
ærbødigt, som smøg hendes Ord sig om Claude Zoret,
der talte glad, tyve Aar forynget:

— Lys dog, raabte han igen, mens han førte de
straalende Øjne fra de malede Lærreder hen mod Fru
de Zamikofs Skikkelse, han skulde male.

Mikael, hvis Bleghed var som underlagt af en lysrød
Strøm af Blodet, førte bestandig, halvt sky og halvt
hidsig, Lampen ind mod Mesterens egne Lærreder :
„Alkibiades paa Athens Torv" og „den unge Brutus".

Mens Fru de Zamikof stadig gik forbi dem, som i en
Beskedenhed, der forbød hende at tale om Mesterens
egne Værker.

Paa én Gang standsede hun :

— Dér er Eros, sagde hun, og hun blev staaende,
mens Kasteren, ført af Mikaels Haand, gød alt sit Lys
ud over Billedet, hvor Eros, støttet til sit Jernsværd,
nøgen, rank, med Hovedet løftet paa den kongelige
Hals, vogtede de Saliges Have.

— Ja, det er Eros, sagde Mesteren ligegyldigt, som
var Talen om Værket af en anden.

Fru de Zamikof havde vendt sig halvt mod Mikael,
som vilde hun tale. Nu strejfede hendes Blik kun Run-
dingen af hans Kind.

Men Mesteren, der bestandig betragtede hende, ind-
føjede i sin Erindring, der allerede indsugede hendes
Væsen, som han skulde fæste paa sit Lærred, det nye

51 MIKAEL

og sitrende Udtryk i hendes Ansigt, mens Prinsessen
drejede sig halvt og sagde:

— Hvor skønne, Mester, maa saa ikke de Salige
være, som han vogter.

Mesteren sagde:

— Dem har jeg ikke malet.

Og et Nu efter lagde han til og haardt:

— For jeg har aldrig set dem.

Mindre end et Sekund havde Mikael — og vidste
det knap — vendt sit lysende Ansigt mod Fru de Zami-
kofs, der straalede som hans.

Saa sænkede hun sine Øjenlaag, og det var, som gled
der et Slør. af Sorg over hendes hele Ansigt ved den ene
Bevægelse :

— Hvem har vel set dem? sagde hun, og de tav et
Øjeblik.

— Saa sender jeg Fyrstinden Bud, sagde Mesteren,
der altid selv afskedigede sine Gæster.

Fru de Zamikof bøjede sig dybt, mens hun løftede
sine Øjne imod ham :

— Man tør altsaa ikke takke Dem, sagde hun.

— Mikael, sagde Mesteren : følg Fyrstinden ud.
Majordomus ventede i Vestibulen.

Men Mikael lagde selv (mens det var, som om Fru
de Zamikof i et eneste Blik omfattede og maalte hele
Søjlehallens Rigdom) Kaaben om hendes Skuldre.

— Tak, sagde hun uden at se paa ham, og hun gik,
fulgt af Majordomus, ned til sin Vogn.

Porten sloges op og Vognen kørte bort.

Fru de Zamikof slog Gardinerne for, som vilde hun
ikke ses, men være helt alene.

Mikael vendte tilbage til Dagligstuen.

Mesteren sad paa sin Yndlingsplads under en af de
gyldne Kummer. Mikael gik rundt og rundt i Stuen og
standsede bestandig foran „Sejren".

— Sæt Dig ned, sagde Mesteren.

— Ja.

Og Mikael satte sig.

HERMAN BANG 52

De sad begge tavse, mens Vandet faldt rislende i sine
Kummer.

Mesteren strakte sit stærke Legeme og sagde inde i
en ukendt Tankegang:

— Mikael, man er dog ikke gammel. Jeg kan end-
nu se.

Mikael hørte det ikke. Han sad bestandig med Ho-
vedet vendt mod sig selv, mod Athenerens palmebæ-
rende Legeme.

Mesteren havde rejst sig og slog Armen ned om Mi-
kaels Skulder:

— Jeg gi'er Dig det, sagde han. Det har jeg dog
længe villet.

— Det maaDu ikke, sagde Mikael og næsten heftigt:

— Det skal Du ikke. Det har jeg ikke fortjent.
Mesteren førte mildt sin Bondehaand ned over Mi-
kaels Haar:

— Det skal jo dog en Gang, sagde han, og hans
Stemme klang blødt : altsammen være dit.

Taarerne var kommet frem i Mikaels Øjne, og han
holdt fast om Mesterens Haand med begge sine :

— Hvor Du er god, sagde han :

— Tak.

— Hent mig en Pensel, sagde Mesteren : jeg skal
skrive dit Navn.

— Tak, hviskede Mikael igen og kunde næppe tale.
Han gik op i Atelieret. Han vidste, nej, han vidste

ikke, hvad Fyrstindens Øjne var af for en Farve.

Han vendte tilbage med den fugtige Pensel, og, staa-
ende op paa en Stol, skrev Mesteren paa „Sejrbringe-
renus Fod: „Til Mikael".

De stod begge et Øjeblik foran det dejlige Lærred :

— Nu er det dit, sagde Mesteren.
Og der var stille igen.

Men paa én Gang løftede Claude Zoret sine Øjne og
saå sig rundt i Salen, fra Lærred til Lærred :

— Og hvem véd saa, sagde han : hvad det altsam-
men er værd?

53 MIKAEL

Han stod lidt, og det var, som om hans Skuldre sank
sammen :

— Sommetider synes jeg, at det eneste, der er værd
at male, det fik jeg aldrig malt.

— Hvad eneste? spurgte Mikael.

— Livet, svarede Mesteren og de sidste Ord for-
svandt under Støjen af den tunge Stol, som han pludse-
lig flyttede:

— Livet, som jeg aldrig har levet.
Og med fremskudte Læber sagde han :

— Jeg vil en Gang faa min Væg ved Siden af David.

Mikael havde ikke rørt sig. Kun hans Øjne var lyn-
snart faret, hen over Væggenes Billeder — med et mær-
keligt Blink.

Saa sagde han i et Udraab :

— Claude, „Sejrbringeren" kan aldrig dø.
Mesteren smilte :

— Nej, sagde han: den er jo din.
De tav igen.

Saa sagde Mikael og sært brat :

— Farvel.

— Gaar Du? spurgte Mesteren og vendte Hovedet.
Mikael plejede altid at sove herhjemme, naar der havde
været Selskab.

— Ja. jeg gaar hjem til mig selv, svarede Mikael :
Godnat.

— Lev vel, svarede Mesteren og satte sig atter un-
der sin Kumme.

Mikael gik.

— Gaar Hr. Mikael? spurgte Majordomus.

— Ja, sagde Mikael og blev pludselig halvt forvirret :

— Jeg gaar hjem ... til mig selv.

Paa én Gang udspilede han sine Næsebor : Jo, det
var Duften af Fru de Zamikofs Kaabe.

— Godnat, Du gamle Jacques, sagde han og lo, idet
han gik.

. . . Mikael kom ind i Tuileriernes Gaard. Natten laa

HERMAN BANG 54

sølvhvid under den glidende Maane og Gitrenes gyldne
Spidser lyste som smaa og nysantændte Lys.

Mikael gik videre. Under ham gød Seinen sit mørke-
blaa Vand gennem Broens Buer. Strømmens Kølighed
slog op imod ham og mødte hans hede Kinder.

Da han naaede Kajen, standsede han under Træerne
pludselig foran Hr. de Monthieu :

— Gaar De her? sagde han.

— Ja, svarede Hertugen, der syntes forvirret : Nat-
ten var saa smuk.

— Ja, vidunderlig smuk, sagde Mikael, der aandede
langt med sine aabnede Læber.

Og de skiltes som to, der ikke har noget at sige hin-
anden.

Mikael gik over sin Gaard, ind gennem sit Havehus'
Have.

Tjeneren, der ventede i Vestibulen, tændte de elek-
triske Blus.

— De kan gaa til Ro, sagde Mikael og gik op.
Han aabnede i Dagligstuen Altanens Døre, og, lænet

til Muren, sad han, over Havens Træer, i den hvide
Nat. Violernes Duft blandede sig tæt med de nylig
udfoldede Akaciers.

Mikael rørte sig ikke.

Maanen gled frem og gled bort.

II

Mesteren gik i Arbejdsbluse frem og tilbage over
sit Gulv. Øjnene holdt han halvlukkede, mens
Læberne under det mægtige Skæg var aabnede, som
kostede det ham under Anspændelsen næsten Møje at
aande :

— Han fik det ikke, nej, han fik det ikke fat, Skæ-
ret over hendes Haar.

— Tre Dage — tre Dage og Nætter, og han fik det
ikke, fik det ikke fat.

— Tre Døgn — og han saå det ikke. Det levede
ikke under hans Pensel.

Charles Schwitt, der, foruden Mikael, var den ene-
ste, som turde komme uanmeldt, løftede Tæppet til
Atelieret :

— Godmorgen, sagde han :

Mesteren vendte Hovedet og aabnede Øjnene, hvis
Udtryk var saa træt, som var det dødt eller var Blikkets
Lys vendt indad mod Hjernens Billede, mod det, han
vilde se :

— Hvad vil Du? sagde han.

— Se Dig, svarte Schwitt.

— Jeg arbejder, sagde Mesteren og fortsatte sin Vej.

— Jeg véd det. Og Du har ikke været i Seng i tre
Nætter?

— Nej.

Charles Schwitt satte sig :

— Jacques fortalte det, sagde han : Mon det er for-
nuftigt?

Mesteren gik op og ned, mens han sagde, i haardt
afskaarne Ord :

HERMAN BANG 56

— Fru Adelsskjold har læst for mig.
Undertiden, naar hans Hjernes Arbejde ikke vilde

standse og Hjernen dog kæmpede forgæves, lod Meste-
ren læse højt for sig for at dulme sine Tankers Virke.
— ■ Hvad har hun læst? spurgte Schwitt.

— Britten, svarede Mesteren i samme Tone som før.
Han satte sig i en Stol, uden at aabne sine Øjne,

fortabt i den frygtelige Stirren, hvorunder han vilde
tvinge sig selv til at se hver Linje og hver en Skygge,
saa den talte fra Lærredet og var Liv.

— Hvor er da Mikael? spurgte Hr. Schwitt.

— Jeg véd ikke, svarede Mesteren uden at aabne
sine Øjne.

— Hm, sagde Schwitt, han render hver Aften rundt
i Opera-Foyeren og lader Øjnene lyne mod hver Ballet-
tøs.

Mesteren blev siddende som før.

— Det er jo godt, sagde han.

— Men det koster, sagde Schwitt og saå paa Claude
Zoret.

Mesteren svarede ikke.

Men maaske for at slippe bort fra Tankerne, som ikke
vilde forlade ham, sagde han lidt efter, mens han rejste
sig igen:

— Hvad Nyt er der i Byen?

Charles Schwitt fortalte et Par Skandaler fra Kam-
meret, til Mesteren pludselig sagde, og hans aabnede
Øjne havde paa én Gang faaet al deres Glans tilbage :

— Men Charles, jeg maa kunne, ser Du; jeg maa
kunne male hende.

Mesteren gik paany op og ned gennem Rummet,
mens han sagde:

— Jeg ser det godt, Portrættet fornyer sin Mand.
Man har det Levende lige for sig, klods for sig, lige for
sine Øjne — dette hersens Levende, Du, som man ikke
kommer forbi, som man maa gribe og som vil males.
Det Levende, Charles, der ikke giver Pardon.

Han stoppede Piben med Tommelen :

57 MIKAEL

— Man gaar i Skole, naar man maler Portrætter, og
man vokser aldrig fra Skolen.

Han lo.

— Den store Skole, Charles, sagde han: den, hvor
man maa vende Bindet og læse i Livets den aabnede
Bog.

Han blev ved at tale varm og spændstig, som i
Quartier Latin, da han var syvogtyve Aar og han kunde
maale sit Gulv med seks af sine mægtige Skridt:

— Maaske jeg burde ha'e malet flere Portrætter.
Portrætter med sit „Enten-Eller", Portrættet er Liv el-
ler Død. De Hollænder-Bæster vidste det, naar de ma-
lede deres Kællinger.

Charles Schwitt lo :

— Du er tyve Aar idag.

— Nej — og Mesteren traadte pludselig haardere —
jeg er gammel, gammel og graa som en Israels Profet,
og hvad er det saa, jeg har faaet klistret? Undertiden
synes jeg, alle de Rammer er tomme og jeg selv staar
gammel foran alt det, jeg aldrig fik malet.

— Du har malet Mikael, sagde Hr. Schwitt.

— Ja, raabte Mesteren kort, mens Charles Schwitt
pludselig betragtede ham :

— Og naar jeg er død, kan man hænge mig op ved
Siden af Napoleon-Smøreren, og Hr. Rafaélli vil med
sine Gadedrenge leve længere end jeg.

Han blev ved at ryge, mens han pludselig skød Staf-
feliet med Fru de Zamikofs Billede frem i Lyset :

— Og jeg har hende, sagde han : Linjerne er der.
Det er godt — det er godt og godt nok til at ophænge i
en Kramkiste.

— Og naar jeg er alene, saa har jeg hende for mig,
hele Kvinden som hun er og staar og gaar, har jeg.
Men naar hun saa sidder her, er det borte, borte det
Hele og altsammen.

Charles Schwitt blev ved at betragte ham :

— Det er saa længe siden, Du malede Kvinder, sag-
de han.

HERMAN BANG 58

Mesteren svarede ham ikke.

Maaske med et nyt Forsøg paa at rive sig løs fra sin
evindelige Tanke sagde han :

— Hvor Fru Adelsskjold læser smukt.

— Hvad har hun læst? spurgte Schwitt, der altid
holdt Øje med alle Mesterens Paavirkninger under Ar-
bejdet — vistnok af Hensyn til „Erindringerne".

Mesteren svarede ikke straks. Saa sagde han som
En. der tænker paa noget andet:

— Romeo og Julie.

Hr. Schwitt smilte pludselig, saa lidt, at det næppe
saas :

— Ja saa, Romeo og Julie.

Mesteren havde sat sig, og, med Tanken paa Shake-
speare, sagde han langsomt:

— Om ham taler man ikke, og illustrere ham tør
man ikke.

Men lidt efter sagde han, med en helt anden Stemme :

— Du, Charles, burde Julie ikke være blond?

Charles Schwitt, der havde tænkt paa Fru Adels-
skjold, hvem han iforgaars havde set i Hertuginden af
Monthieus Loge i Operaen, sagde, uden egentlig at
vide, hvad han svarede paa :

— Det kan gerne være.

Der var, som han sad, kommet et pludseligt Skær, et
Lys over Mesterens Ansigt:

— Jo, jo, sagde han og det var, som om ganske an-
dre Tanker var fødte i ham : hun skulde være blond . . .
askeblond.

— Nu maa Du gaa, sagde han hastigt og rejste sig.

— Du maa gaa — og hans Stemme havde en ganske
anden Klang — : jeg skal arbejde.

Hr. Schwitt stod op, da Mesteren vendte sig imod
ham:

— Charles, sagde han: det er dog det eneste i
Verden.

— Hvad for no'et? sagde Hr. Schwitt.
Mesteren slog sin Næve ned mod Vennens Skulder:

59 MIKAEL

— At ville det Fuldkomne, sagde han. Han stod et
Øjeblik og havde atter skiftet Tone, da han sagde:

— Hvor det vilde være smukt Du, at dø, foran sit
Lærred efter et sidste Penselstrøg, der var lykkedes.

— Farvel.

Hr. Schwitt gik ud i Hallen, hvor Majordomus ven-
tede :

— Bliver Hr. Schwitt her ikke til Frokost? spurgte
Jacques.

— Nej, sagde Schwitt, jeg er sendt væk.

— Hm, sagde Jacques, Zamikof'en kommer her.

— Skal hun sidde i Formiddag? spurgte Hr. Schwitt.
Jacques fortrak et Øjeblik sit Gummiansigt:

— Det véd jeg ikke, sagde han og rakte Hr. Charles
Schwitt hans Hat: naar der ikke bli'r malet, bli'r der
snakket.

Charles Schwitt gik langsomt ned ad Vestibulens fem
Trin.

Mesteren havde hastigt drejet sit Staffeli. Saa blan-
dede han sin Farve, som skete det i Sekunder:

— Ja, aa ja, dér var det, Skæret — endelig —

— Endelig.
Jacques traadte ind :

— Gaa, raabte Mesteren.
Og han blev ved at arbejde :

— Endelig.

Og, med de straalende Øjne fæstede paa Lærredet,
lagde han den graa Glans, den fundne Glans over Fru
de Zamikofs dejlige Haar.

Han havde arbejdet en Time, lukkede Øjnene for at
tvinge sit Syn, og atter arbejdende for at fæstne det
Sete — da han vendte sit Hoved :

— Hvem er det? spurgte han.

— Kun mig.

Det var Fru de Zamikof, der stod foran Dørtæppet
og gik frem over Gulvet med den Bøjning af Overkrop-
pen, som er høje Kvinder egen, naar de gaar.

Der gik et Lyn over Mesterens Ansigt:

HERMAN BANG 60

— Jeg arbejder, sagde han. Gør, hvad De vil.

Som hun plejede begyndte Prinsesse Zamikof at van-
dre rundt i Rummet, hvor hun standsede og betragtede
Vaser og Skaaler og Krystaller med Kenderens Øjne —
maaske ogsaa med lidt af det vejende Blik, hun til Tider
kunde faa, og som hun havde arvet fra sine Købmands-
forfædre i Odessas Boder. Det Blik var fra Dagene, før
den gamle Fyrst Zamikof ægtede hende, som en Sultan,
der udtager en Kvinde til sit Harem.

Mesteren blev ved at arbejde, mens Fru de Zamikof,
med Ryggen til ham, stod længe foran den Ynglinge-
Torso, der var et Fund fra Sicilien, og som Dronning
Margherita, næsten som et Rov, havde skænket til Me-
steren.

Claude Zoret vendte sit Hoved :

— Den ligner Mikael, sagde han : Har De aldrig lagt
Mærke til det?

Fyrstinden lo, som vilde hun gemme en dulgt Misfor-
nøjelse i sin Latter, og sagde:

— Mon der overhovedet er nogen Skønhed, der ikke
ligner Hr. Mikael?

— Sæt Dem, sæt Dem, sagde pludselig Mesteren
og, mens han lo og hans straalende Blik gød sig ud
over hendes Skikkelse, sagde han :

— De skulde virkelig klage.

Fru de Zamikof havde aabnet Læberne, som vilde
hun tale. Men kun hendes Øjne hvilede store og helt
aabnede paa Mesteren, der arbejdede, mens hun satte
sig.

— Godt, godt, sagde han, og han gik frem og tilbage
foran sit Lærred.

— Godt, sagde han igen.

Der var i hans Øjne kommet næsten en lys Flamme,
som hos Stordyret, hvis Kreds bliver snævrere om dets
Bytte, mens Brillanterne glimtede paa Fru de Zamikofs
foldede Hænder, som straalede de af en hemmelig Tri-
umf.

Men pludselig brød Mesteren af og kastede sin Palet:

61 MIKAEL

— Nej, sagde han: nu spiser vi.
Prinsessen lo.

— Ja, sagde Mesteren: jeg er sulten.
Og han ringede.

Fru de Zamikof sagde og rejste sig endnu ikke:

— Men Hr. Mikael er endnu ikke kommen.

— Ham om det, svarede Mesteren og strakte sine
Arme: vi spiser.

Der var fløjet et pludseligt Smil over Fru de Zamikofs
Ansigt, mens Tjeneren viste sig i Døren :

— Ret an, sagde Mesteren.
Jules tøvede et Nu :

— Hr. Mikael er ikke kommen, sagde han.

— Ret an.

Tjeneren gik og Mesteren sagde :

— Tilgiv et Øjeblik.

Fru de Zamikof var langsomt gaaet ned ad de gyldne
Trapper. Med bøjet Hoved maalte hun Dagligstuens
Gulv, mens hun under sin Gang betragtede sine egne
Fødder. Hun standsede nu og da. Hun blev, uden at
vide det, staaende ved Søjlen, der bar Krystalskaalen
med de uslebne Rubiner, som i deres matte Glans lig-
nede Kapsler fyldte med Blod.

Halvt i Tanker tog hun nogle af Stenene op i sin
Haand og lod dem falde tilbage i deres Skaal, til hun
pludselig vaktes ved den klirrende Lyd og saå paa
Ædelstenene, hun endnu havde tilbage i Haanden —
med et pludseligt Glimt i sine Øjne. Paa én Gang hørte
hun Mesteren le henne fra Døren og hun lod Stenene
falde, mens Claude Zoret blev ved at le :

— Fru de Zamikof, sagde han og lo og lo : Fru de
Zamikof, De ser paa Ædelstene som Tyve ser paa
Guld.

Og mens han blev ved at le og slog sig paa sine
Ben som en Bondekarl slaar sig paa sine Laar, sagde
han :

— Men jeg skal male Dem, Prinsesse. Jeg skal male
Dem for Louvre. De har mit Ord paa det.

HERMAN BANG 62

— Men nu skal vi spise, sagde han og bød hende
brat sin Arm.

De gik ind i den lille Spisestue, hvor Tjeneren ven-
tede bag den læderbetrukne Armstol — mens Mesteren
vedblev at tale, overstadig, greben af en ukendt og uri-
melig Glæde, talende om alt, om Dagene, da han ikke
havde Brødet, om Tiderne paa den anden Bred, om Ma-
lerierne, han solgte for hundrede Sous . . .

— Og Trappegangen, han havde malet for en Spæk-
høker.

Han tegnede en Guirlande i Luften med det lange
Brød, han altid selv vilde knække til sin Frokost :

— Guirlander skulde der være og røde skulde de
være, røde Roser, sagde han : Og røde blev de s'gu,
med lyseblaa Baand.

Mesteren lo :

— Der, sagde han og rakte pludselig Fru de Zami-
kof Brødet at knække af som paa en Knejpe, mens
Prinsessen lo:

— Tak, sagde hun og greb om Brødet.

Han blev ved at fortælle, bestandig betragtende hen-
de, med et Par sejrrige Øjne, reven hen af en gnist-
rende Fryd — den Glæde som ellers ingen kendte uden
Mikael og som kunde komme over ham enten Sommer-
dage, naar de helt alene strejfede gennem Skoven, eller
i de Skaberens Øjeblikke, hvor hans Tanke eller Syn
havde vundet pludselig Jord :

— Ja, det var den Gang, sagde han, den Gang i vor
Ungdom.

Der blev tiet et Øjeblik, til Fru de Zamikof sagde,
og i en anden Tone :

- — Da Fru Zoret levede.
Mesteren rankede sit Hoved :

— Ja, sagde han kort.

Men Fru de Zamikof, der aldrig havde sat sine Fød-
der i Montreuil, sagde:

— Jeg glemmer aldrig hendes Billede.
Mesteren svarede ikke.

63 MIKAEL

Og hastigt, næsten som havde hun forløbet sig, be-
gyndte Fru de Zamikof at tale om Rusland, om Odessa
og Sletterne ved Wolga — uvilkaarligt og med Kvin-
dens Instinkt seende som Mesteren, omskabende alt til
Farver, malende de gule Hvedemarkers Bølger Gult i
Gult, saa langt som Øjet saå.

Mens Mesteren, med de brede Arme langt frem paa
Bordet, stadig saå hende ind i hendes Ansigt med det
samme Blik.

Mikael sprang op ad Vestibulens fem Marmortrin :

— • Maler Mesteren? spurgte han.

Majordomus blev siddende i sin gothiske Stol :

— Hun. er her, sagde han.

Der gik en Sitren over Mikaels Ansigt, mens han
smed sin Hat:

— Kommer hun her nu, før Hanen galer, sagde han.
Jacques fortrak sit Ansigt, der blev en eneste

Rynke :

— Hun ender med at blive her om Natten.
Og han lagde til :

— De spiser.

Mikael havde vendt sig :

Mesteren havde i fem Aar aldrig sat sig til Bords, før
han var kommen.

— De har vel været sultne, sagde han, men hans
Mundvige skælvede.

— Det har de vel sagtens, svarede Jacques og viste
begge sine Gummer, som var uden Tænder. Og Mikael
og han mødtes i en pludselig Strøm af Skældsord, hvor-
med de, naar de var ene, tildængede „Russerinden".

— Naa, sagde Mikael : jeg skal derind.

— Du er gaaet til Bords, sagde han til Mesteren, da
han kom ind.

— Fordi Du kommer for silde, svarede Mesteren.
Mikael svarede ikke straks, men saå hen paa Kami-
nens Uhr, som endnu ikke viste ét.

— Maaske, sagde han, mens hans Øjne fløj over til
Mesteren.

HERMAN BANG 64

Paa Fyrstinden, der havde bøjet sit Hoved til God-
dag netop en Streg mindre end venligt, havde han
næppe hilst.

Mens Tjeneren bød Mikael af de halvkolde Retter,
blev Fru de Zamikof ved at tale om Rusland, om en
Rejse i Kaukasus, hvor hun havde været med Fyrsten :
Lavinerne styrtede ned foran deres Vogn som splintrede
Verdener af Hvidt, og strømmende Floder var piskede
ned over Bjergene som det tindrende Skum af det ly-
sende Platina.

Fru de Zamikof fandt, under en halvt ubevidst An-
spændelse, endnu stærkere Farver og de mangfoldige
Billeder — medens Mesteren lyttede, uden at tænke
paa Mikael med et Blik, og Mikael den hele Tid kun
sad bøjet og spiste.

— Ja, sagde Mesteren : Rusland er stort.
Pludselig løftede Mikael Hovedet og sagde med en

Stemme, der lød raat som et Slag :

— Dets Horder maa have Plads.

Fru de Zamikof sagde, med et Smil, der mødte Mi-
kaels blussende Ansigt:

— Hvor kan egentlig De — og Fyrstinden dvælede
lidt paa Ordene — Hr. Mikael, som er Czecher, have
saa brændende et Had til Rusland? De forraader
virkelig Deres egen Race, for vi to er dog . . . Slægt-
ninge.

Mesteren havde set ud for sig, og i en anden Tone
sagde han :

— Maaske burde vi alle hade det.

— Og pludselig vendt mod hvad der maaske altid var
hans inderste Tanke, sagde han :

— Hvor Historiens lange Veje er besynderlige.
Han talte dæmpet og meget langsomt:

— Frankrig skulde have Geni i Hundreder af Aar
for tilsidst at skænke sine Milliarder til den, som skal
bruge os alle.

Der var gaaet en Skælven over hans Ansigt.

Men han forlod sin egen Tanke og saå brat frem mod

65 MIKAEL

Fru de Zamikof, hvis Øjne et Nu havde hvilet i Mi-
kaels, der pludselig lyste.

Fru de Zamikof, som maaske kun halvt havde hørt,
sagde hastigt med den meget blide Klang i Stemmen :

— Hvorfor, Mester, skal Menneskene dog se saa
langt?

— Nej, sagde Claude Zoret og blev ved at le: det er
sandt. Lad os lukke vore Øjne.

Men Fru de Zamikof begyndte, stadig lidt hastigt, at
spørge om Servicet, paa hvilket de spiste Desserten,
nogle sjældne Tallerkener med et kronet og fyrsteligt
Navnetræk.

— Porcelænet sorterer under Mikael, sagde Claude
Zoret : det er ham, der samler Skaarene her i Huset.

Mikael havde løftet Hovedet for at besvare Fru de
Zamikofs Spørgsmaal. Men Prinsessen var, uden at
vente paa noget Svar, allerede begyndt at fortælle en
Historie fra det rumænske Hof. Det var en Anekdote,
der gjorde en Monark meget latterlig, og som Mesteren
lo af — mens Mikael hurtigt havde bøjet sit Ansigt og
knugede sin venstre Haand om det Egetræs Bordben.

Fru de Zamikof vedblev at tale om Hofferne med An-
sigtet vendt mod Mesteren, mens hun, med sin Haand,
der var skøn af Form men lidt for fyldig, førte de hvide
Nøddekærner ind mod sine Læber og Tænderne greb
dem som i et Sæt — til Mesteren sagde, og hans Ansigt
havde skiftet :

— Forresten indgyder — og han talte om Fyrsterne
— de Mennesker mig kun Medlidenhed.

— Medlidenhed?

— De har jo, sagde Mesteren: ikke bedt om at
komme til Verden for at sidde i Bur paa en rødtbetruk-
ket Stol.

Fyrstindens Stemme, der havde saa let ved at blive
sørgmodig, svarede :

— Sidder ikke alle Mennesker i Bur, i det ene Bur
ved Siden af det andet?

H. B. V 5

HERMAN BANG 66

— Jo, svarede Claude Zoret : men de fleste tømrer
sig dem selv.

Som et Lyn fløj Mikaels Blik mod Mesteren, der
ikke saa det, mens Fru de Zamikof havde grebet dets
Glimt.

— Er vi færdige? sagde Mesteren over mod Prin-
sessen : Velbekomme.

Og vendt mod Mikael sagde han :

— Du kommer vel op — siden?

Mikael havde løftet sit Ansigt, der var hvidt som
hans hvide Hals :

— Jeg venter Adelsskjolds hjemme, sagde han og
rejste sig halvt for Fru de Zamikof, der gik ved Meste-
rens Arm.

Da de gik op ad Trappen til Atelieret, sagde Prin-
sessen og smilede :

— Hr. Mikael var i daarligt Humør.
Mesteren halvlo:

— Var han? sagde han: Naa, naar unge Mænd be-
gynder at leve, er de altid saa lunefulde som Børn. der
faar Tænder.

I Atelieret begyndte Mesteren paany at arbejde. Men
pludselig holdt han op :

— Nej, nej, ikke idag, sagde han: vi maa bie paa
„Tidens Fylde".

Og med de straalende Øjne fra før, af Sejr eller
Lykke, sagde han :

— Men kom, Prinsesse, idag følger jeg Dem selv til
Dørs.

Han bød hende sin Arm og førte hende ud i Vesti-
bulen.

Majordomus havde rejst sig, med Læberne sammen-
knebne som en Syl, og vilde række Fru de Zamikof
hendes Cape. Men Mesteren tog den selv og lagde den
om hendes Skuldre :

— Tak for idag, sagde han med sin brede Stemme.

— Hvorfor takker De? spurgte Fru de Zamikof.
Mesteren smilte og sagde :

67 MIKAEL

— Fordi jeg idag har set Dem, Frue, og han bød
Prinsessen Farvel ved Trappens øverste Trin.

Mikael havde aabnet en af Vestibulens Døre. Med
opskudte Læber var han et Nu standset paa Tærskelen :

— Er Du her endnu? sagde Mesteren, der gik forbi
ham.

— Ja, endnu, svarede Mikael.
Mesteren gik op.

Timevis kæmpede han med Fru de Zamikofs Billede,
med det Ansigt, han havde set, da Prinsesse Zamikof
betragtede Rubinerne — med det Udtryk ... det Ud-
tryk af Begær.

.... Fru de Zamikof kørte, efter sin Omklædning, til
Boulogneskoven. Da hendes Vogn var ved at svinge om
ved Triumfbuen, lod hun Kusken standse: Hun havde
set Hr. Schwitt og vinkede til ham.

Og straalende som den, der er meget lykkelig, eller
maaske som den, der vil sikre sig Venner — bøjede
hun sig frem og sagde:

— Hvor Vejret dog er smukt. Vil De ikke køre med?
Hr. Schwitt stod paa Vogntrinnet og saå ind i hendes

Ansigt :

— Naar man ikke kan fare med Ridderen, sagde han,
farer man med hans Svend.

Fru de Zamikof tøvede et Øjeblik, før hun sagde i
samme Tone, mens hendes Øjne lyste lige mod ham:

— Det var slet ikke faldet mig ind. Men De har gan-
ske Ret.

De kørte og talte om alt muligt.
Paa én Gang sagde Fru de Zamikof:

— Finder De ogsaa Mikael saa „uendelig" smuk?
Mesteren driver jo et sandt Afguderi med ham.

Charles Schwitt saå, lidt fra Siden, hen paa hende:

— Ja, sagde han, han er vel Paris' smukkeste Fæno-
men for en Maler.

Prinsessen lo og sagde saa, lidt efter og langsommere:

— Naturligvis har han andre Farver i sit Ansigt end
alle andre.

HERMAN BANG 68

Hun hilste paa den russiske Militær-Attaché, der red
forbi Vognen, og begyndte at tale om Storfyrst Wladi-
mir, der lige var kommen til Paris.

.... Mikael gik hastigt gennem sin hvide Dagligstue
og slog Rygeværelsets persiske Forhæng ned. Han naae-
de ikke længer : lænet til Stolpen og skælvende over det
hele Legeme, begyndte han at græde, hulkende ustand-
seligt, mens han tørrede de strømmende Taarer i For-
hænget som i et Klæde.

Saa løftede han sit Ansigt, der var hærget som af et
Barne-Uvejr :

— Han var aldrig blevet saadan behandlet, aldrig
saadan behandlet af Claude. Og det var hendes Skyld
— „Russerinden".

— Som mod en Fremmed var de mod ham — ja,
begge to — og saå paa ham som et Slags Dyr, der ikke
kunde tale eller sige et Ord.

— Saadan saå Claude paa ham — og hun.
Han hulkede igen og blev ved at hulke.

Saa gik han hen til det lille Skrivebord. Han vilde
skrive . . . hjem, hjem til Prag.

— Ja, han vilde skrive. Han vilde skrive til sin Sø-
ster. Han havde saa længe sendt sin Søster Pengene
uden at skrive et Ord.

Han tog Papiret frem og han skrev paa sit Moders-
maal : „Kære Søster", til han græd igen og blev sidden-
de, stirrende, foran det blanke og tomme Papir . . .

Han tænkte paa derhjemme. Han vilde huske dem
allesammen, sin Mo'er og sin Søsters smaa Børn og alle
sine Kammerater . . .

Men det var, som kunde han ingenting mindes, og
han saå ikke andet end Husdøren — kun den lave,
graa Dør med sin Klokke ....

Men maaske var Claude vred over noget. Maaske
havde han været uhøflig mod Prinsesse Zamikof. Ja,
han havde været uhøflig imod hende. Han vidste det
godt, men . . .

69 MIKAEL

— Det var jo saa stygt mod ham, at de var gaaet til
Bords.

— Men nu — og pludselig smilede han — nu vilde
han gaa derover igen og lade som ingenting. Eller bede
Claude undskylde. Ja, det vilde han.

Hans Øjne faldt paa Papiret med et Blik, som havde
han glemt det, og han skrev hastigt : Jeg har det godt og
ønsker Jer leve vel. Din Broder Eugéne Mikael.

Han lagde to Sedler ved.

— Rekommandér det, sagde han til Tjeneren, som
stod ved Trappen.

Og han gik.

Da han - kom ind i Atelieret, stod Mesteren endnu
foran Fru de Zamikofs Billede :

— Er Du dér? sagde han og vendte Hovedet, mens
det lyste op i Mikaels Ansigt, blot ved Lyden af Claude
Zorets Stemme.

— Du skulde jo ha'e Fremmede.

— Ja, siden, sagde Mikael og satte sig hastigt i Sto-
len, den Stol, hvor han plejede at sidde, naar Mesteren
arbejdede.

Claude Zoret blev ved at male, til han pludselig saå
hen paa Mikael, der hele Tiden førte de klare Øjne fra
Mesteren rundt i Rummet, som om det var længe siden
han havde siddet her, i sin egen Stol :

— Hvor Du ser glad ud, sagde Mesteren.

— Ja, svarede Mikael og smilte.

Der gik en Stund, mens Mesteren malede igen. Saa
sagde han, og hans Stemme lød lige saa ungt som Mi-
kaels :

— Du, nu faar jeg hende.

— Er det sandt? sagde Mikael og havde rejst sig.

— Nej, sagde Mesteren: Du skal ikke se det nu.
Og Mikael var standset ved en Stol, hvorpaa der Iaa

en russisk Handske :

— Ja, sagde Mesteren : hun maa ha'e glemt den.
Jeg saå den ligge der før.

HERMAN BANG 70

Mikael havde grebet den graablaa Handske og holdt
den i sin Haand:

— Véd Du hvad, sagde han og smilede med et lyk-
keligt Ansigt hen mod Claude Zoret: jeg troede egent-
lig, Du var vred.

— Hvorfor skulde jeg være vred? spurgte Me-
steren.

— Jo, sagde Mikael, der stadig stod med Fyrstindens
Handske i sin lukkede Haand, og han gav sig til at le :

— Men saa er Du det jo ikke.

— Du er et Barn, sagde Mesteren.

— Ja.

: — Men nu maa jeg gaa, sagde han, og langsomt aab-
nede hans Haand sig, mens han lod Fru de Zamikofs
Handske glide tilbage paa Stolen.

— Hils dem derovre, sagde Mesteren : Og mor Jer
godt.

Mikael løb ned ad Trappen, mens han sang.

Tjeneren meldte foran den hvide Dør Hertugen af
Monthieu, mens Mikael stod op:

— Jeg er nok den første, sagde Hr. de Monthieu :
Jeg kommer vist for tidlig.

Hertugen havde bestilt sin Vogn en halv Time før
Tiden, havde saa ladet den vente et Kvarter og var saa
pludselig kørt.

— Det er de andre, der kommer for sent, sagde Mi-
kael, der, meget slank, ligesom Hr. de Monthieu, bar
sin Eftermiddagsdress som en Uniform.

Mikael spurgte, om der havde været mange Menne-
sker i Boulogneskoven, og Hr. de Monthieu, der først
vilde have sagt: „Jeg har ikke været der", svarede:

— Ja, der var mange.

Og vidste bagefter ikke selv hvorfor han ikke havde
talt sandt. Han vendte Hovedet, og idet han pludselig
saa over paa Væggen ligeoverfor Altandøren, sagde han-

— Men Mikael, hvor er „Sejren"?

71 MIKAEL

Mikael havde rejst sig og lænede sig til det hvide
Flygel :

— Jeg syntes, Lyset var for skarpt hernede, sagde
han : Jeg har flyttet det. Det hænger deroppe.

— I Atelieret?

Mikael svarede ikke, men sagde ligesom hastigere :
— ■ Og saa er det ikke . . . ganske behageligt at hæn-
ge saadan her hos sig selv i sin „Nøgenhed" — naar
alle Mennesker kommer.

Hr. de Monthieu havde set paa Mikael et Nu. Men
han spurgte kun, mens Tjeneren meldte Grev Toll, en
Sekretær ved Gesandtskabet for Hr. Adelsskjolds Fæ-
dreland, hvorledes Mesteren befandt sig.

— Han maler Fru de Zamikof, sagde Mikael, og han
lagde sin vanlige Vrængen paa Navnet.

Grev Toll, der var lille, meget blond og havde en
Krop som en Dreng, greb straks Navnet Zamikof og
sagde, at han netop havde set hende ved Søerne med
en Jøde.

Han tog Plads i en Lænestol og begyndte med en
Stemme, der var underligt klinger, at opremse en Mæng-
de Damer, han lige havde set. Han talte altid om Da-
mer og altid mærkeligt hæsblæsende, som omtumledes
han mellem deres Kniplinger i en Cotillon.

Grev Toll blev ved at tale, mens Mikael, lænet til
Flygelet, hele Tiden førte sin venstre Pegefinger frem
og tilbage over sit Øjenbryn. Hr. de Monthieu bladede i
en Luksusudgave af „Fort comme la mort", som var
Mikaels Yndlingsbog.

Pludselig sagde Grev Toll :

— Men De, Hertug, er nu en Portugiser i Kærlighed.
Mikael gav sig til at le.-

— Hvorfor det? sagde han.

— Jo, sagde Grev Toll, mens Hertugen uvilkaarligt
støttede Bogen mod sit Ben ligesom en Klaphat : For jeg
har læst i en Bog, jeg tror, den var af Fyrstinde Ra-
tazzi, hvad er det, hun hedder nu? — at Portugiserne
de rier og dræber.

HERMAN BANG 72

Der blev et Øjebliks Stilhed, før Hr. de Monthieu
sagde om „Fort comme la mort" :

— Nu maa De snart kunne den udenad, Mikael.
Grev Toll sagde, at han læste s'gu aldrig en Bog to

Gange. For naar man kendte den, saa kendte man den.
Men Mikael sagde:

— Jo, i „Stærk som Døden" læser jeg altid. For den
forstaar jeg.

— Hvordan mener De, Mikael?

— Jo, sagde Mikael, for dér skilles de uden at skæn-
des.

Grev Toll lo højt. Men Mikael sagde :

— Ja, er Kærligheden da ikke noget, som, naar det
er forbi, saa er det forbi? Og saa bagefter er der ingen
Jammer.

— Men en Omnibus, sagde Grev Toll, der lo.

Hr. de Monthieu havde rejst sig og stirrede ud i
Haven.

Men Grev Toll, hvis vimse Hjerne pludselig igen var
falden over Navnet. Zamikof, sagde:

— Ah, la Zamikof a bien appris beaucoup de choses.
Og idet han lo, blev han ved :

— Mais, oui en parcourant tant de pays elle a bien
appris la connaissance de trics.

Mikael havde vendt sit Ansigt, og Hertugen drejede
sig pludselig: Tjeneren aabnede Døren for Fru Adels-
skjold, som var ledsaget af Fru Morgenstjerne, en norsk
Malerfrue, der var stor som en Valkyrie :

— Ja, sagde Fru Adelsskjold : Adelsskjold maler og
kunde ikke komme. Men saa var Fru Morgenstjerne saa
elskværdig at følge med.

— For, lagde hun til og smilede, mens hun hilste:
hvis vi ikke var kommet, Mikael, vilde De dog være
blevet bedrøvet.

— Og desuden, sagde Fru Morgenstjerne, der lo,
saa man saa alle hendes dejlige Tænder : vilde jeg saa
umaadelig gerne se, hvordan De boede.

Fru Adelsskjold sagde :

73 MIKAEL

— Mikael har det dejligt. Han bliver i det Hele
græsselig forkælet.

— Men, sagde hun og rakte Hr. de Monthieu Haan-
den : det er kun godt.

— Mon? sagde Fru Morgensterne.

— Ja, jeg tror kun, sagde Fru Adelsskjold, og hendes
Ansigt ændrede pludselig Udtryk : at Menneskene tri-
ves i Solen.

— Det er sandt, sagde Fru Morgenstjerne og satte
sig bredt i en Stol, mens Tjeneren ombød Malvoisier
paa en Bakke, og hun lagde til :

— Her er henrivende. Det er det med de Havehuse
her i Paris, som ligger og skjuler sig — de er som Re-
der, ligefrem.

Og de begyndte at tale om Havehuse, Atelierer,
Sidegader ved Triumfbuen og Boliger.

Grev Toll talte med Fru Morgenstjerne sit skandi-
naviske Tungemaal, og Mikael vrængede efter dem,
mens de lo :

— La langue d'lbsen ... n'est-ce-pas? raabte Mi-
kael.

Og Fru Morgenstjerne, der blev patriotisk berørt,
sagde :

— Netop. Men De foretrækker naturligvis Deres Hr.
de Curel.

— Det er slet ikke min Hr. de Curel, svarede Mi-
kael : For jeg er Czecher.

Og han lagde til, lidt lavere:

— Men der skrives ikke saa mange Bøger paa
Czechisk.

Der gik en Engel gennem Stuen et Nu.
Men pludselig vilde Mikael lære tre Ord paa Norsk,
rigtig Norsk.

— Hvad for tre Ord? sagde Fru Morgenstjerne, der,
glad og stærk, fyldte sin hvide Stol.

— Jeg elsker Dig, lo Grev Toll.

— Ja, sagde Fru Morgenstjerne og tog endnu en
Slurk Malvoisier: lad ham lære dem: „jeg elsker Dig".

HERMAN BANG 74

Og hun begyndte med vidtaaben Mund, mens de dej-
lige Tænder straalede, at foredrage de tre Ord, som
Mikael ikke kunde sige, mens Hr. v. Toll lo og sagde
dem med :

— Jeg, raabte Toll.

— Jeg, begyndte Fru Morgenstjerne igen.

— Jai, sagde Mikael.

— Elsker Dig, blev Fru Morgenstjerne ved.
Men Mikael snublede paa „elsker" og Toll tog paa
igen :

— Elsker Dig ... for Fanden.

— Eiskar dai.

Fru Adelsskjold havde nærmet sig til Flygelet, hvor
Hr. de Monthieu havde lagt Guy de Maupassants Ro-
man.

— De var en Ven af Guy de Maupassant, ikke? sag-
de hun til Hr. de Monthieu.

— Jeg tror nok, jeg tør kalde mig det, men jeg var
jo saa meget yngre end han.

— Hvorledes var han egentlig, jeg mener som Men-
neske? spurgte Fru Adelsskjold halvt sagte, mens de
andre stadig lo bagved dem.

— Jeg elsker Dig, raabte Fru Morgenstjerne endnu
en Gang.

Hr. de Monthieu fortalte om sin døde Ven og talte
dæmpet ligesom Fru Adelsskjold, til han tilsidst sagde :

— Han var det stolteste Hjerte, jeg har kendt.
De tav et Øjeblik, til Fru Adelsskjold sagde :

— Hvor De dog holder meget af Deres Venner.
Og de tav igen et Nu, indtil Fru Adelsskjold vendte

sig om :

— Hvad er det dog, I gør for et Spektakel?
Fru Morgenstjerne lo af aaben Hals :

— Han vil jo lære at sige : „jeg elsker Dig" . . .

— Men, og hun løftede sine Arme, saa Armbaandene
klirrede: han lærer det jamæn aldrig.

— Nej, sagde Toll, der opgav Undervisningen.

- Jeg har lært det af Alexander, sagde Fru Adels-

75 MIKAEL

skjold, der lo, og hun sagde paa Svensk, møjsomt og
med en stærk Akcent :

— Hør nu Mikael : jeg elsker Dig.

Men Grev Toll og Fru Morgenstjerne druknede i
Latter over hendes Udtale.

Paa én Gang var Fru Morgenstjerne træt af det og
hun begyndte igen at tale om Stuerne — snakkende om
alting: hvad det var og hvor Mikael havde det fra:

— Det er et vidunderligt Uhr, sagde hun og stand-
sede foran Kaminen, der bar et Empire-Uhr i Hvidt og
Guld.

— Ja, det havde tilhørt Joseph Bonaparte. Mesteren
havde faaet det af Prinsesse Mathilde.

— Alt faar han af Mesteren, sagde Fru Morgenstjer-
ne med oprakte Arme.

Men Hr. de Monthieu beundrede Uhrets gyldne Sta-
tuette, der var en Amor, som tændte sin Fakkel.

— Jo, sagde Toll, de Bonaparte'r var s'gu Folk, der
forstod at holde Luerne vedlige — og det paa alle
Maader.

Fru M'orgenstjerne var ovre ved Flygelet, hvor hun
pegede paa nogle Orkidéer, som i en graablaa dansk
Vase stod paa Laaget:

— Kære Ven, sagde hun til Mikael : de er fra Stedet
ligeved Operaen.

Alle betragtede Blomsterne, der var næsten af sam-
me Farve som Vasen, og Fru Adelsskjold krængede
Kanten af sin russiske Handske, som hun holdt hen
mod Orkidéerne :

— Se blot, sagde hun : hvor nøje de passer i Farven.

— Ja, sagde Mikael hastigt og tog om Buketten med
sin fulde Haand : saa det var mærkeligt.

Og han blev ved at staa og smile ned mod Buketten,
mens de andre talte om en Rosenudstilling, Aristokra-
tiet havde foranstaltet i Versailles.

Det var, som Tjeneren næsten maatte vække Mikael,
da han hviskede en Besked, og Mikael sagde:

HERMAN BANG 76

— Det er Hr. Ducal. Jeg har bedt ham synge lidt
i Eftermiddag.

— Skal vi høre ham? raabte Fru Morgenstjerne: De
er storartet.

— Ja, De har jo aldrig hørt ham, sagde Mikael og
vendte sig til Fru Adelsskjold, mens Hr. von Toll klap-
pede i sine Hænder.

Sangeren kom ind, og Mikael rakte ham Haanden,
uden at forestille ham, medens de andre uvilkaarligt og
kortere end et Nu førte deres Øjne fra den Fremmedes
Støvlespids op til hans engelske Haar.

De blev ved at tale mens Hr. Ducal satte sig i en
Lænestol og begyndte at stemme sin Luth — lidt for
længe.

— Skal vi ikke sætte os, sagde Mikael.

Og alle satte sig rundt om Sangeren, der endnu
stemte sine Strenge, som lyste.

Kun Fru Adelsskjold sad i Rygeværelsets Dør, hvor
de sølvindvævede Tæpper skjulte hende halvt. Men Fru
Morgenstjerne, der havde anbragt sig lige midt foran
Hr. Ducal, sagde paa sit Modersmaal til Grev v. Toll:

— Det er dejligt, De, en Gang at være ham rigtig
nær. Saa kan man da faa Greb i hans Fingersætning.

Hr. Ducal talte nogle Øjeblikke med lidt for lange
Pauser, om de gamle Visers Melodier, indtil han be-
gyndte at synge halvt dæmpet, mens Hr. de Monthieu
gik nogle Skridt over Gulvet og standsede foran den
hvide Kamin.

Sangeren sang med bøjet Ansigt, saa kun de blanke

Øjne saås : A Vomhre d'un 0rmeau

Filait du lin tranquilement,
Son berger la trouvant seulette
S'en vient lui dire tendrement:
„Brunette, mes Amours,
Languirai-je toujours?"

Hr. de Monthieu støttede sin Arm mod Kaminens
Plade. De lange Øjenhaar paa de sænkede Laag lagde
som en Skygge over hans smalle Kind.

77 MIKAEL

Le berger, de si bonne gråce,
Contait son amoureux tourment;
Qu'un jeune coeur, fut-il de glace,
Se fut rendu dans le moment.
Chacun doit å son tour
Un tribut å l'Amour.

Fru Morgenstjerne lo med en sagte Latter, der næ-
sten faldt som i Takt med Musikken, mens Grev Toll
sad med fremstrakte Ben og spidsede Læberne, som
om han uhørligt fløjtede.

Hr. de Monthieu havde hævet sine Øjne.

Men Mikael greb i en Krog sin Luth, og, svingende
sig op paa Flygelet, ved Siden af den danske Vase,
stemte han i med Hr. Ducal — mens hans Øjne lyste:

Lisette, sentant sa défaite,
Peut-étre ne l'eut jamais dit,
Sans que la tendre Lisette
Fit un soupir qui la trahit.
Chacun doit å son tour ,

Un tribut å l'Amour.

Mikaels Stemme klang over Hr. Ducals. I Leg fløj
hans Hænder over hans Luth, mens et straalende Smi-
lehul viste sig i hans Hage, og han blev ved at synge :

Ils etoient seuls dans ce boccage,
On ne sait ce qui s'y passa.

Hr. Ducal holdt pludselig op at synge, mens Mikael
blev ved, med det sorte Haar kastet tilbage, jublende
over den hvide Luth :

Mais Thircis eut été peu sage
S'il en étoit demeuré — lå:
Chacun doit å son tour
Un tribut å l'Amour.

Hr. Ducal slog, til Bifald, Knoerne mod Bagsiden af
sin Luth og Fru Morgenstjerne raabte sammen med
Grev Toll :

— Bis, bis, Mikael.

— Bis, bis.

— Se, saadan skulde han s'gu males, sagde Toll og

HERMAN BANG 78

slugte Mikael med Øjnene, greben af Mandfolke-Beun-
dring for et andet rigtigt Mandfolk.

Men Mikael sang endnu en Gang, med en næsten
forvoven Glæde, højt paa sit Flygel — mens Hr. de
Monthieus Læber sitrede let:

Mais Thircis eut été peu sage,
S'il en etoit demeuié — lå:
Chacun doit å son tour
Un tribut å l'Amour.

— Men De er jo Kunstner, Mikael, raabte Fru Mor-
genstjerne, og Toll lagde til :

— Ja gu' er han Kunstner.

— Man er da Czecher, svarede Mikael og slyngede
Luthen fra sig, der klirrende faldt ned paa Tæppet.

Men pludselig saå han hen mod Fru Adelsskjold, som
havde ført sit Ansigt helt tilbage bag Portierens Tæp-
per :

— Men De, Prinsesse Rohan, sagde han, og der
kom over Ordet „Prinsesse" en hemmelig Klang næ-
sten som en Fanfare: De holder ikke af, at jeg ikke
repræsenterer Nationen.

De lo allesammen, mens han sprang ned fra Flygelet:

— Men nu, De, Hr. Ducal, sagde han og blev staa-
ende ved Siden af Flygelet, mens han Jo.

Hr. Ducals Luth lød paany og hans Øjne, der syntes
at søge et Hvilepunkt under Sangen, fæstede sig ved
Kniplingsbræmmen af Fru Adelsskjolds Kjole.

— Det er Sangen om „Kongens Datter", sagde han
uden at løfte sit Ansigt.

• Og han sang Kongedatterens Klage .

Las! il n'a nul mal,
Qui n'a le mal d'amour!
La fille du Roy
Est au pied de la tour.

Luthen lød et Øjeblik alene.

Ingen havde rørt sig. Mikael stod bestandig ved

79 MIKAEL

Flygelet ved Siden af de graa Orkidéer. Fru Adels-
skjold havde gemt sit Ansigt, mens Hr. de Monthieu
uafladelig betragtede hendes sammenfoldede Hænder.
Sangeren blev ved at synge, mens han slørede sin
egen Røst:

Qui pieure et soupire
Et mene grand doulour.
11 n'a nul mal,
Qui n'a le mal d'Amour.

Fru Adelsskjold havde fattet med Hænderne om et
Pragtværk og lagde det ned i sit Skød, hvor hun lang-
somt vendte de tunge Blade — maaske uden at se.

Sangerens Haand gled nænsomt over Luthen, saa
dens Strenge næppe klang:

Las! il n'a nul mal
Qui n'a le mal d'amour.
Le bon Roy lui dit:
„Ma fille

Fru Adelsskjold havde bøjet Hovedet over Bogen.
Ja, nu saa hun det: det var den franske Adels Vaaben.
Der var Rochefoucauld'ernes Skjold. Og dér var Mon-
tesquieu'ernes. Hvor det var længe siden, hun havde
set alle de gamle Vaabenmærker. Hun syntes næsten
ikke siden sin Barndom. Da havde hendes Fader altid
vist hende dem og forklaret hende alle deres Valg-
sprog.

„ . . . voulez Vous un mari?"

„„Hélas! oui, mon Seignour"".

Las ! il n'a nul mal,

Qui n'a le mal d'Amour.

— Der var Monthieu'ernes Skjold med Jernsværdet
gennem det luende Hjerte. Og nedenunder Sølvbaandet
med deres Valgsprog. Ja. dér stod det : „Giv Alt og for-
raad Ingen" . . .

— „Giv Alt . . . og forraad Ingen" . . .
Sangen holdt inde og der blev stille i Stuerne.

HERMAN BANG 80

Men Mikael sagde frem mod Hr. Ducal :

— Syng endnu en Gang.

Og mens Sangeren atter bøjede sig over sin Luth,
satte Mikael sig stille foran Flygelet og lod nogle mørke
Akkorder dæmpet følge Sangen som et Svar :

Las! il n'a nul mal,

Qui n'a le mal d'amour.

La fille du Roy

Est au pied de la tour ....

Akkorderne klang, som steg de dybt op fra Sangens
og Melodiens Bund, mens Fru Adelsskjold langsomt
vendte Vaaben-Værkets Blad med sin Haand, som Hr.
de Monthieu saå rystede let:

Qui pieure et soupire
Et mene grand doulour.
Las! il n'a nul mal,
Qui n'a le mal d'amour.

Sangen var forbi.

Da Hr. Ducal rejste sig til Afsked, bøjede de alle
deres Hoveder. Men Mikael glemte at staa op. Han
blev siddende foran Flygelet med opadvendte Øjne,
som betragtede han et usynligt Billede. Alle tav, indtil
Fru Morgenstjerne, der sad med fremstrakt Hoved og
Hænderne i sit Skød, sagde ud i Rummet:

— Er det ikke forunderligt, men naar jeg hører Mu-
sik, synes jeg altid, det er, som Luften var fuld af
Hemmeligheder.

Ingen svarede hende og alle sad som før, til Toll
sagde paa sit Modersmaal med sin sære Barnetrompet-
Stemme :

— Ja, det er besynderligt, naar man hører Musik,
er det som man ser saa mange Ting.

— Hvad ser De? sagde Fru Morgenstjerne, som
brast i Latter.

— Ja, det er det sære ved det, sagde Hr. v. Toll :
man véd det ikke.

81 MIKAEL

Mikael spurgte:

s — Hvad er det, han siger?

Men Fru Morgenstjerne blev ved at le og sagde :

— Han siger, vi skal se Deres Hus nu — da jeg
er her.

De brød alle op fra deres Pladser, mens Fru Adels-
skjold, der allerede var gaaet nogle Skridt, pludselig
standsede igen og sagde:

— Ja, Mikael, jeg bliver hernede. Jeg har jo set
Deres Herligheder før.

Hr. de Monthieu blev staaende et Nu paa Vindel-
trappens Trin. Saa fulgte han de andre, som gik op i
Atelieret. .

Fru Morgenstjerne blev staaende i den portbrede
Aabning, der var Atelierets Dør:

— Nej, raabte hun og hun talte Norsk : Du min an-
den Verden, hvor her er dejligt!

I et Nu havde hendes Øjne overfløjet det hele Rum
med den gamle Kardinalstol under Baldakinen og
Bronceafstøbningerne af Rodin paa afhugne gyldne
Kapitæler og Væggenes Silketæpper, hvis stærke Far-
ver stod saa godt som i en Arabers Telt, og Hynderne
med Guldbroderi, som var spredte overalt.

— Nej, Du min anden Verden, raabte hun igen:

— Menneske, hvad maler De her?

Og hun begyndte at løbe rundt som den, der er vant
til at færdes mellem Lærreder og Staffelier og Klatter,
mens hun tog Skitser ned fra Væggen og rumsterede
med Studierne.

— Nej, nej, sagde Mikael og rev en Studie ud af
hendes Haand : jeg maler ingenting, der er værd at se.

— Saa skulde De ske en Skam, sagde Fru Morgen-
stjerne og satte sig i en Stol: saa himmelskønt her er.

Men Mikael gav sig til at fortælle om Hynderne. Han
holdt dem op i sine Hænder og talte hurtigt, næsten
som en Dreng, der forklarer sit Legetøj : de var en
Gave fra Shahen, som Mesteren ikke vilde ha'e : „Jeg

H. B. V 6

HERMAN BANG 82

vil intet ha'e i mit Hus fra det persiske Rundhoved",
havde Mesteren sagt, fortalte Mikael . . .

— Men det Tæppe er det smukkeste af det altsam-
men, sagde han og pegede paa et Silkedraperi, som
hang paa Væggen.

Fru Morgenstjerne, der var Kenderske, maatte op for
at føle paa det. Men Mikael sagde :

— Ja, her er dejligt ved Lys; naar her er tændt om
Aftenen.

— Men nu, Børnlille, sagde han og løftede Armene:
vil jeg ogsaa ha'e Fest. Hva', Fru Morgenstjerne? Fest
i hele Huset og med hundrede Mennesker op og ned ad
Trappen. Vi ta'er et spansk Orkester, det fra „Grand
Cafe". De er gule i Klæderne — de Spaniere, Mon-
thieu, hænger Kulører paa sig, saa de skriger i Øjnene.
Og saa danser vi her og spiser nedenunder.

— Aa, der er nok af Plads, der er jo Masser af
Plads.

Mikael blev ved at tale, straalende i det hvide An-
sigt, mens Fru Morgenstjerne og Grev Toll talte med,
smittede af hans Glæde.

— Der skulde der stilles Blomster og der kunde
man hænge Lamper.

— Men, sagde Mikael pludseligt: Orkestret skal
ikke være spansk. Russerne vil vi ha'e, for de, de
spiller dejligst.

Han lo med sit lysende Ansigt:

— Og saa, sagde han : er de af min Familie.
Fru Morgenstjerne lo.

Men Mikael sagde:

— Jo, for jeg er Czecher ... og Russere og Cze-
chere, de er Slægtninge.

Han tav et Øjeblik, før han sagde med en besynder-
lig Overgang og med en helt anden Stemme:

— Men jeg kender jo egentlig slet ingen Menne-
sker.

— Hvad ! brød Fru Morgenstjerne ind : De kender
da Hundreder.

83 MIKAEL

— Nej, svarede Mikael: jeg kender ingen. Det er
bare Claude, som kender dem.

Der blev stille et Øjeblik, til Grev Toll sagde, uvil-
kaarligt i en Tone, som nu var det begravet:

— Ja, det vilde blive storartet.

Men Hr. de Monthieu, der ikke havde talt, stod
foran „Florentineren", der løftede sig paa sit Fodstyk-
ke, medens han ud i Rummet sang sin stumme Sang.

Fru Morgenstjerne var begyndt at vandre rundt i
Atelieret igen, da hun pludselig blev staaende foran
et Staffeli :

— Ja, men dette er godt, sagde hun, og hun gik et
Skridt bort fra Lærredet, hvor hun saå et kvindeligt
Bryst, en Hals og et Ansigt, der halvt var slettet ud.

Hr. de Monthieu havde vendt sig.

— Hertug, de Linjer er gode, sagde Fru Morgen-
stjerne og førte sin Haand ud i Luften.

— Ja, sagde Hr. de Monthieu næsten i et Udbrud.
Mikael havde hørt op at tale, men ogsaa Hr. von

Toll var'gaaet hen foran Maleriet:

— ■ Ja, sagde han: den er brillant — lige akkurat
Prinsesse Zamikofs Hals.

Mikael gjorde to Skridt som for at se selv, og Hr. de
Monthieu havde vendt sit Ansigt. Men Fru Morgen-
stjerne blev bare staaende foran Studien, som den
Studie den var:

— Ja, sagde hun igen : pragtfuld er den Linje. Og
saa si'er de, han har intet Talent.

— Hvem si'er det? spurgte Mikael, der, forvirret,
greb Lejligheden til at le.

— Sludder, svarede Fru Morgenstjerne, og hun
vendte sig om og spurgte:

— Skal vi saa se mer?

— Ja, sagde Mikael brat og førte dem over Gangen
for at aabne til sit Soveværelse.

— Hænger „Sejren" her, raabte Fru Morgenstjerne
midt i Døren : Det var osse en Idé.

Men Grev Toll sagde halvhøjt:

6*

HERMAN BANG 84

— Det er vel til behagelig Sammenligning.

. . . Hertugen var steget ned ad Vindeltrappen. Fru
Adelsskjold var fra Dagligstuen gaaet ud paa Altanen.
Med Hænderne støttede mod Gelænderet saå hun ud
over den lille Plet af Have.

Hr. de Monthieu gik langsomt gennem Stuen og stod
i Døren. Langs Havens Mure hang de gule Roser saa
tæt som Frugt i Klaser og de to Violbede bredte sig
over Jorden som et mørkeblaat Klæde. Oppe fra, fra
de aabnede Vinduer, lød de andres Stemmer — og
højest Mikaels — som en ung og lykkelig Pludren.

Hr. de Monthieu stirrede ud i Haven og sagde
pludseligt:

— ■ Stakkels Mikael.

Fru Adelsskjold vendte Hovedet, som om hun ikke
havde forstaaet ham. Men lidt efter sagde hun, mens
hun betragtede Palmegruppen, der rejste sine Blade
midt i den indelukkede Have som i et Drivhus :

— Ja, den stakkels Mikael.

De tav et Øjeblik, til Fru Adelsskjold sagde, som
fortsatte hun en Tankegang:

— Men hvor Huset her er smukt.

— Ja. Jeg har altid haft det kært.

Hr. de Monthieu var traadt hen til Gelænderet:

— Vi har derhjemme, hjemme i Normandiet, et
Havehus, der minder mig saa meget om dette.

Fru Adelsskjold strøg Haanden hen ad Altanens Ge-
lænder og saå bestandig ud mod den lyse Have:

— Hvor De dog elsker Deres Normandi, sagde hun.
De stod tavse, til Hr. de Monthieu sagde og havde

besværligt ved at fremføre Ordene :

— Kommer saa . . . De og Deres Mand derop i Aar?
Støjen fra den fjerne Kaj flød ind mellem deres Ord

som en stille Brusen.

— Det bliver i hvert Fald langt fra Deres Ege, lød
Fru Adelsskjolds Stemme: Normandiet er stort.

Hr. de Monthieu tav et Nu.

85 MIKAEL

— Verden er større, sagde han saa og det var, som
hans aandeløse Ord fløj som en pludselig Pil mod en
Rustning :

— Og dog har vi to mødtes.

Fru Adelsskjold hvidnede i sit Ansigt og hun aab-
nede Læberne til Ord, hun ikke fandt, mens Hr. de
Monthieu, hvis Tale lød som trængte den gennem en
uhørlig Hulken, sagde:

— Men véd De da ikke, véd De da slet ikke? Ser
De da slet ingen Ting?

Fru Adelsskjold hørte Fru Morgenstjerne tale bag
sig og hun talte selv og hun hørte Mikaels Stemme.
Se gjorde hun kun Tjeneren, der, bøjende sig, meldte
hendes Vogn.

Fru Morgenstjerne snakkede i Vognen uafladeligt.

Paa én Gang sagde hun :

— Hvor Hertugen dog var bleg.

— Ja, sagde Fru Adelsskjold og saå pludselig Hr.
de Monthieu, der bøjede sig til Afsked, og syntes slet
ikke, at hun den Gang havde set ham.

Men Fru Morgenstjerne blev ved at tale, til hun
sagde :

— ■ Det er lige meget, det er nu Synd.

— Hvilket?

— Det er Synd for den unge Mand, sagde Fru Mor-
genstjerne : For véd De hvad, han er og bliver dog al-
drig andet end en Model sat i Bur — som han er me-
get for god til. For han er rigtig et prægtigt Menneske,
som tilmed har Talent. Og hvad nytter det ham, at han
hænger paa Museer, signeret Claude Zoret, om tre
hundrede Aar.

Fru Adelsskjold sad et Øjeblik. Saa sagde hun :

— Men maaske bryder han ud.

Og hun tav saa mærkeligt i et Sæt, at Fru Morgen-
stjerne vendte sig i Vognen.

Mikael laa i Sovekammeret, hvor de mørkt-

røde Stores var slaaet for, udstrakt paa sin Seng og stir-

HERMAN BANG 86

rede op mod sit Loft, hvis Hvidhed glødede som belyst
af en sær og dunkel Flamme.

Mesteren kom ud fra sit Badeværelse. Men Badet
havde ikke hjulpet ham. Hans Øjne var trætte som
dens, der altfor længe har anstrengt sig med at læse.

Prinsesse Zamikof skulde idag sidde for ham for
sidste Gang.

— Og dog — og dog —

— Dog var det ikke hendes Ansigt.

— Saa fangede han aldrig hendes Ansigt.

Han gik op i sit Atelier og han vandrede frem og
tilbage med Hænderne foran sig i en besynderlig Stil-
ling, som knugede han dem om et Plovgreb :

— Altsaa kunde han ikke. Altsaa kunde han ikke.

Hans Underlæbe faldt slapt ned og gjorde i et Se-
kund hans Træk til en Oldings, hvad han selv mær-
kede, og hastigt rettede han sit eget Udtryk :

— Og Billedet skulde males, skulde males og sig-
neres med hans Navn.

— Aa, om nogen vidste, hvor træt han var og hvor
gerne han var flygtet bort fra sit eget Navn.

— Hans Navn ... og hans Berømmelse.

Hans Ansigt havde skiftet Udtryk og viste kun en
forbitret Haan :

— ■ Hans Berømmelse og hans Navn : Claude Zoret.
Elleve Bogstaver. Et Navn. Jernrustningen om hans
Liv — Bæltet snøret under hans Hjerte.

— Hvad er det? han vendte sig.

Det var Majordomus, der havde slaaet Forhænget til
Side :

— Fyrstinde Zamikof.

— Lad hende komme.

— De skaffer mig søvnløse Nætter, sagde Mesteren
højt hen mod Fru de Zamikof, der kom ind.

— Da er det mod min Vilje, svarede Fru de Zami-
kof og vendte det blide Ansigt mod ham.

87 MIKAEL

Og lidt efter lagde hun til :

— Og i Dag er jo desuden alt forbi.

— Ja, svarede Mesteren.

Hans højre Øjenlaag faldt halvt til under hans An-
spændelse for at se, mens han gik roligt frem og til-
bage foran sit Lærred :

— Nej, det var ikke hendes Øjne.

Aarerne i hans Pande svulmede, mens han blev ved
med at arbejde:

— Fortæl mig noget, sagde han.

Fru de Zamikof smilede op mod hans Ansigt:

— Hvad skal jeg fortælle Dem? spurgte hun. Har
jeg ikke saa rit sagt, De hører jo dog ikke efter.

Mesteren svarede :

— Og har jeg ikke saa svaret, at, naar De taler,
ser jeg Dem?

Hun begyndte at tale om Løbene, hvor hun, sagde
hun, havde mødt Hr. Mikael.

— Ja, svarte Mesteren : han løber rundt, som havde
han Bisselæder i Saalerne, i den sidste Tid.

Og han spurgte om en Nyhed fra Rusland, drivende
hende til at tale om det uhyre Hjemland, som troede
han ubevidst, at hendes Billede endelig kunde vokse
op af hendes Ord — op af Hjemstavnens Jord.

Fru de Zamikof talte, ved en Tankeforbindelse fra
Væddeløbene, om Ridtene derhjemme paa de store
Godser, Ridt over Mark og Stok og Sten; og hun for-
talte om et Marked, hvorhen de var redet i Kohorte, et
af de russiske Markeder med tusinde Barakker og
smudsige Penge og brogede Farver og Stank af Løg
og Støv.

Og Mesteren slog sig ned paa en Stol, pludselig mun-
ter, endnu en Gang haabende at gribe hendes Ansigt,
ind i hvilket han saa — til han atter stod op og arbej-
dede paany.

Mikael kom ind, flygtig hilst af Prinsessen, og han
satte sig i en Krog. Det hvide Ansigt støttede han i
sine Hænder, mens han — med et Blik, der maaske

HERMAN BANG 88

var nyt i hans Øjne — uafladelig betragtede Fru de
Zamikofs Buste, uden at løfte Øjnene højere.

Ingen talte, mens Mesteren bestandig arbejdede med
nedtrukne Bryn, med Underlæben falden ned som før,
da han var ene — under en afmægtig Slappelse, som
Fru de Zamikof saå. Og paa én Gang følte hun den
Unges uvilkaarlige Ubehag ved at være nær det Æl-
dede — en Ældet, som hun maaske i Tanker havde
vænnet sig til at være meget nær.

Mesteren vendte sig i et Ryk:

— Nej, sagde han: det er der ikke.

Og idet han med sin højre Haand skød til Staffeliet,
sagde han :

— Kom herhen, Mikael.

— Ligner det?

Mikael havde rejst sig. Maaske et halvt Minut stod
han foran Lærredet, uden et Ord, mens Mesteren be-
tragtede hans Ansigt.

— Nej, sagde Claude Zoret: Du har Ret. Det er der
ikke.

Og pludselig atter rank, i en halv Ironi, med en
Haandbevægelse som en Kæmpes, der rækker sin Fo-
stersøn sit Sværd, sagde han :

— Prøv Du.

Mikael blev staaende et Nu, mens det hvide Ansigt
blev hvidere, til han, med et Greb, fattede om Palet
og Pensel, og sitrende som et Dyr over det ganske
Legeme undtagen i Arm og Haand, der førte Pense-
len, ændrede han i fire Strøg, i fem Strøg Portrættets
Øjne — og traadte bort:

— Ja, raabte Mesteren og hans Øjne lyste :

— Hun er der.

Fru de Zamikof havde rejst sig. mens hun som om-
tindrede Mikael i et eneste Blik.

— Ja, raabte Mesteren, atter bred i sin Bluse, mens
han lo: Det er, hvad jeg altid har sagt: Mikael har ma-
let mer af Claude Zorets Billeder end hvad Verden
véd af.

89 MIK Am

Mesteren blev staaende foran Lærredet, betragtende
det med et nyt Udtryk i de skinnende Øjne:

— Ja, sagde han og smilte besynderligt:

— Det gætter kun Ungdommen.

Fyrstinden vilde se. Men Mesteren standsede hende :

— Det venter, sagde han.

— Om otte Dage kan De hente Deres Portræt.
Og som han sluttede en Audiens, sagde han :

— Farvel, Madame.
Fru de Zamikof gik.

Mikael fulgte hende ikke. Sitrende endnu stod han
lænet til Fodstykket, der bar den hvide Torso.

Mesteren gik op og ned med Piben i sin Mund, da
Hr. Schwitt kom ind.

— Charles, raabte Mesteren : jeg er færdig med
Mænaden.

Og idet han drejede Staffeliet, sagde han :

— Mikael gav hende Øjne.

Charles Schwitt var traadt hen foran Billedet, som
han betragtede længe :

— Men Du malede hende, sagde han med en un-
derlig lav eller hæs Stemme.

. . . Det var Dagen efter, at Portrættet var tilsendt
Fyrstinde Zamikof.

Mesteren arbejdede, medens Mikael læste.
Majordomus aabnede Forhænget og meldte :

— Fyrstinde Zamikof.

— Hvad vil hun her, raabte Mesteren, mens Mikael
lukkede Beaudelaire som i et Sæt:

— Lad hende komme.

Fyrstinden var allerede gaaet nogle Skridt hen over
Gulvet:

— Godmorgen, sagde Mesteren.

Fru de Zamikof bøjede sit Hoved, saa Atelierets
Lys lagde som en Glorie over det askegraa Haar :

— Jeg kommer, sagde hun og smilte : for at takke
Dem. Nu havde De givet mig Lov dertil.

— Og, sagde Mesteren og talte til hende, han hav-

HERMAN BANG 90

de malet, som til en Person, han knap nogensinde
havde set:

— For at spørge mig om Prisen.

Fyrstinden var standset, med et stirrende Udtryk, og
Mikael havde rejst sig, med hver Fiber dirrende i sit
Ansigt.

— Der er ingen Pris, sagde Mesteren : Jeg maler
ikke Portrætter. Og en Gave fra mig kan ikke fornær-
me Dem.

Mesterens Stemme var bleven godmodig og han bød
hende tage Plads.

Fru de Zamikof takkede ikke. Medens nogle Øje-
blikke den samme Stirren sad fast i hendes Blik (en
Stirren som mod noget, der pludselig var knust), talte
hun om Dagen og Vejen, indtil hun rejste sig:

— Farvel, Mester, sagde hun og løftede paa én
Gang sine Øjne mod Mikaels skælvende Ansigt:

— Farvel, Hr. Mikael, sagde hun og slyngede ham
atter ind i sit Blik.

Mesteren rakte hende sin Haand til Afsked:

— Mikael, sagde han: følg Fyrstinden ud.

Ingen af dem talte, mens de gik ned ad den gyldne
Trappe. De hørte begge Springvandenes Fald. Mikael
skjalv, som skulde hans Tænder slaa sammen.

Vestibulen var tom.

Haanden, hvormed Mikael tog hendes Kaabe, var is-
kold. Hans Læber var opskudt i en Bue. Saa lagde han
Kaaben om hende, mens han traadte hende lidt for
nær. Og pludseligt, mens det var, som selve hendes
Klædning var blevet ét med hendes Legeme og fornam
som det, sagde hun :

— Hvor vidste Du, det var mit Ansigt?

Og de mødtes i et Kys saa tæt, som skulde deres
Læber og Aande aldrig skilles mer.

91 MIKAEL

Mesteren var allerede paa Vejen til Spisestuen, da
Mikael kom løbende, udraabende, næsten forpustet:

— Undskyld, jeg kommer saa sent, sagde han : Men
jeg kommer lige fra Badet.

— Saa silde? sagde Mesteren.

— Ja, for jeg havde først fægtet med Monthieu.
De satte sig og begyndte at spise. Mesteren spiste

langsomt, som den, der vil fordøje vel, mens Mikael
slugte Maden med en glubende Appetit, alt mens han
talte med Maden i Munden :

Om Fru Adelsskjold, som han lige havde set i en
Vogn.

— Hvor hun saa daarlig ud, sagde han. Hun er
blevet ganske mager.

Og om Versailles fortalte han.

— ■ Har Du været derude igen? spurgte Mesteren.

— Ja, jeg malede derude, sagde Mikael, det var
derfor, jeg ikke kom igaar. Det blev saa sent og Slottet
var saa smukt.

— Ja, sagde Mesteren : det Bygningsværk er kun
skønt om Natten.

Mikaels Øjne tindrede og blev violfarvede i deres
Glans :

— Ja, sagde han og hans Stemme blev en anden :
der er skønt om Natten.

Og med en skiftende Røst blev han ved :

— Jeg spiste til Middag i Hotel Vatel . . . ligeover-
for Theatret. Kender Du ikke det?

— Jeg har vist spist der med Schwitt, sagde Me-
steren og lo : det er et af hans Gemmesteder, tror jeg.
Han har sine Reder saadan her i Omegnen.

Men Mikael fortalte som den, der maa fortælle, om
den lille Forgaard hos Vatel og Springvandet, der var,
og Haven med det rene Væld af Reseda; og Restaura-
tionen, den ganske stille Restaurant:

— Aa, den er saa lukket, sagde han : som var man
hjemme hos sig selv, saa dejlig.

HERMAN BANG 92

— Men, blev han ved, man skal forresten altid
være saa klog at ta'e ind paa engelske Hoteller.

— Naar kom Du hjem? sagde Mesteren, som be-
standig kom til at smile, naar Mikael talte i den over-
legne Tone, der mindede lidt om hans bratte Vej fra
Smøgen i Prag og opad.

— Ja, sagde Mikael, som pludselig blev en bitte
forvirret: jeg blev der jo inat.

Majordomus meldte Hr. de Monthieu. Hertugen bad
om, blot i to Ord, at maatte sige Hr. Claude Zoret
Farvel.

— Skal han da rejse? vendte Mesteren sig til Mi-
kael.

Mikael var allerede staaet op fra sin Stol, mens han
sagde, meget hurtigt:

— Jeg skal ta'e imod ham. Ja, jeg havde glemt at
sige det.

— Nej, sagde Mesteren: lad kun Hertugen komme.
Hr. de Monthieu stod allerede i Døren, og Mesteren

sagde :

— Men skal De rejse, Monthieu? Og Mikael har
ikke talt et Ord om det, skønt han lige har fægtet med
Dem i Badet.

Hr. de Monthieu saa et Nu over paa Mikael. Men
Mesteren sagde:

— Sæt Dem ned, Mand. Lidt Frugt kan man altid
spise, selv om man ikke er sulten.

Mikael, som var blevet rød som et Blod, begyndte
igen at spise, medens Mesteren spurgte :

— Hvorhen rejser De saa?

— Jeg ta'er hjem — til Normandiet, svarede Hr.
de Monthieu.

— Saa pludseligt, sagde Mesteren.

Hr. de Monthieu sagde, bøjet over sit Glas:

— Det er ikke saa pludseligt. Det har været be-
stemt i otte Dage.

— Ja saa? kom det fra Mikael, der med et Ryk løf-
tede Hovedet : han havde sidst været sammen med Hr.

93 MIKAEL

de Monthieu for tre Dage siden hos Adelsskjolds, og
da havde der slet ikke været Tale om nogen Rejse.
Lidt hurtigt sagde Hr. de Monthieu :

— Og hvorhen tænker Mesteren paa at rejse i Som-
mer?

— Jeg véd ikke, sagde han. Nu maser jeg jo med
Cæsar. Og Mikael tager Studier i Versailles. Han er
der den hele Dag, saa flittig er han blevet.

Hr. de Monthieu saa lynsnart over paa Mikael, som
bestandig spiste — under Huden var der to lysrøde
Pletter paa hans Kinder — mens Claude Zoret, hvis
Lyst det var at se Mikael spise, sagde:

— ■ Se, Monthieu, hvor Mikael ta'er til sig, han ta'er
til sig som et Rovdyr.

— Men, blev han ved, Dem vil vi savne, Hertug.
De lange Aarhundreder skaber desværre som oftest
kun Døgenigter. Men en Gang imellem, Monthieu, la-
ves der ogsaa et Menneske, og saa er han udmærket
. . . Naar rejser De?

Hr. de Monthieu, hvis Ansigt nu, det saås i Lyset,
sitrede svagt, svarede:

— Jeg rejser iaften.

De stod op og Mesteren rakte Haanden frem:

— Saa ønsker jeg Dem en lykkelig Sommer.
Der gled et skælvende Smil hen over Hr. de Mon-

thieus Ansigt, mens han bøjede sig:

— Mester, sagde han: jeg vil tage Deres Hilsen
som et Varsel.

Men Mesteren tog igen hans Haand :

— Menneske, De har jo Feber, sagde han.
Hr. de Monthieu smilte:

— Det er kun vor Families Puls, som er upaalide-
lig, sagde han: Det har den altid været. Enten slaar
den altfor hastigt eller slet ikke.

Mikael fulgte Hr. de Monthieu ud. Han greb lidt
usikkert, hvad Emne han fandt, og talte om en ung
Bekendt, der pludselig var død. De sagde jo, han hav-
de skudt sig.

HERMAN BANG 94

— Men hvorfor skulde han dog have skudt sig?
sagde Mikael.

— Hvem véd, sagde Hr. de Monthieu : han har væ-
ret klog nok til ikke at sige det.

De tav et Øjeblik. De var begge en Smule forvir-
rede. Saa smilede Mikael, mens han saå ind i Lyset,
der som en gylden Strøm gød sig gennem Vestibulens
brogede og mægtige Vindu, og han sagde :

— Hvor han var dum at dø — nu, hvor det er
Sommer.

Hertugen stod i Skyggen :

— Maaske, sagde han og stirrede frem mod Solen.

— Farvel, Mikael, sagde han saa og greb mærkelig
fast om hans Haand.

— Farvel, Monthieu, og en lykkelig Rejse.
Hertugen gik.

Men Mikael slog syngende de store Ruder op, da
Majordomus kom ind :

— Jeg slaar op for Solen, sagde Mikael.

Men Majordomus satte sig i sin Stol med „Petit
Journal" .

— Hr. Mikael, sagde han : er det virkelig sandt, at
Hr. d'Harcourt har skudt sig?

— ■ Det siger de, sagde Mikael ud i Solen.

— Men saa har han vel været — forvirret?

— Ja, sagde Mikael og lo : det maa han vel, at
skyde sig — og der fløj som en Flig af en Skygge over
hans leende Ansigt — det var ogsaa en Idé, naar man
har Millioner.

Majordomus sad med sin Avis:

— Men der kan nu, sagde han, være mange Sorger
uden Pengene.

— Ja, sagde Mikael og saå stadig frem i Solen :
Hva' for nogen egentlig? Men Penge, Jacques, mange
Penge, de gør Lykken lykkeligere.

Han greb sin Hat:

— Sig, jeg kommer til Middag, sagde han.
Og han gik.

95 MIKAEL

Jules aabnede en af Vestibulens Døre :

— Mesteren havde en Besked til Hr. Mikael.

— Hr. Mikael er gaaet, svarede Majordomus og
løftede ikke Øjnene fra sin Avis.

Bag sin Petit Journal mumlede Majordomus et Par
stille Bønner for Hr. Louis d'Harcourt.

— Han havde dog været saa smuk og altid saa ven-
lig af sig. Men de var nu saa sære, d'Harcourterne.
Onklen, der var lige saa køn, han havde ogsaa gjort en
Ende paa det — og ligesaa pludseligt.

— Og det var ligesaadan med de Monthieu'er. Det
var, ligesom de ogsaa altid skulde rammes af Ulykker
— lige til saa langt man kunde huske tilbage ....

Mikael saa Fru de Zamikof i Perronens

Vrimmel og han smuttede ind i hendes Kupé.

— Tak, at Du kom. Kys mig.

Han dækkede hende med sin Ryg mod Perronens
Mængde og kyssede hendes opadvendte Mund.

— Der var Fremmede, sagde han, forpustet af
Lykke.

— Hvem? spurgte Lucia.

— Monthieu.

— Hvad vilde han?

— Sige Farvel.

— Hvor rejser han hen?

— Hjem.

Mikael gav sig til at le, lykkelig, ind i hendes Ansigt:

— Vi løj omkaps, Du, sagde han.

— Hvem? spurgte Lucia.

— Monthieu og jeg, naturligvis.
Lucia vendte sit Hoved :

— Hvorfor løj han? spurgte hun.

— Kys mig, sagde Mikael og svarede: Jeg véd det
ikke. Men han løj — græsseligt.

Togets Pibe lød, og de fløj forbi Gader og Villaer og
Marker.

Som en Vaarregn brast Mikaels Kys ned over Lucias
Ansigt, Klæder og Haar:

HERMAN BANG 96

— Jeg elsker Dig.

— Jeg elsker Dig.

— Jeg elsker Dig, sagde han.

— Ja.

— Hvor jeg elsker Dig, hviskede han.

— Ja.

Som de, der kommer hjem, fløj hans Læber ned om
hendes Øre, rundt om hendes Nakke, op om hendes
Øre:

— Hvor jeg elsker Dig, hviskede han.

— Du kvæler mig, sagde hun.

— Nej.

— Du kvæler mig.

— Ja, sagde han :

— Hvor jeg dog elsker Dig.

— Ja.

Pludselig slap han hende og han greb hendes Haand,
som han kyssede der, lige ved Fingrenes Rand :

— Lucia, Lucia, Du, hviskede han, mens hans
Stemme skjalv.

Og i ét Sæt satte han sig, næsten med et Plump,
midt i Sædet, ligeoverfor hende :

— Og saa sidder vi stille, sagde han.
Toget skød videre, mens de pludrede.

— Hvad sagde han til Dig? spurgte pludselig Lucia.

— Hvem?

— Hr. Zoret, sagde hun, der aldrig mere sagde
„Mesteren" . . .

— Ingenting — Mikaels Tone blev ligesom en Ken-
de knappere — : Han tror jo, jeg maler herude.

Han saa ud ad Vinduet:

— Se, sagde han, han stod der ogsaa igaar.
Der stod en ung Mand ved et Led, og Mikael lo.

— Han ligner sin Bedstemoder i Ansigtet, sagde han.
Lucia sprang op. Hun var af Væsen, af Skikkelse,

af Stemme som omgydt af Mikaels Ungdom :

— Nu kommer de Nygifte, sagde hun.

— Ja, ja.

97 MIKAEL

— Vift, vift, raabte Mikael.

Og de viftede begge, ud af Vinduet, med begge de-
res Hænder, ud til to unge Folk, der stod paa en Villas
Altan, som var fuld af Blomster. De saå de to hver
Dag. Mikael havde fundet paa, de var nygifte.

De Unge svarede og lo og viftede igen.

— Maaske har de været gifte i tyve Aar, sagde Mi-
kael.

De unge Folk saås ikke mer.

— Saa blev de da gift, da de blev født, sagde Lucia
og lo.

— Ja, lo Mikael, vi skulde alle giftes, naar vi blev
født.

Han svingede hende rundt i Kupéens smalle Rum:

— Vi skulde alle giftes i Vuggen.

De var i Versailles og søgte hver sin Vogn og kørte
til Hotellet til hver sin Indgang.

Mikael kom først. Han saå sig om i den lystbetrukne
Stue:

— Ja, ja, Bordet var dækket ... Og jo — han
bøjede sig over dem et Nu — Roserne var friske i
Kummerne paa Verandaen.

Lucia kom ind.

— Velkommen, sagde Mikael og bukkede.

— Velkommen hjem, sagde han og trykkede hende,
i Storm, ind mod sin Skulder.

— Nu spiser vi, sagde han, og de satte sig til Bords.
Mikael spiste, som spiste han af Lykke, til alle Da-
gens Tider og i alle Døgnets Timer.

— Hvor Du spiser, sagde Lucia.

— Jeg er sulten, lo Mikael.

— Det ser jeg.

— Er Du ikke?

— Nej, sagde hun.

De talte dumme Ord og de lo ad ingenting, og naar
Tjeneren var ude, kastede Mikael hende Nøddekerner
i Hovedet.

— Hold op, sagde Lucia.

H. B. V 7

HERMAN BANG 98

— Nej, sagde han og han blev ved.

Kernerne fløj fra Mikaels Haand mod hendes Pande
og mod hendes Kinder og mod hendes Hage.

— - Av, sagde hun : Du kaster til Skive mod min
Næse.

— Ja, lo han.

— Nu kommer Tjeneren, sagde hun, og de runde
Kerner fløj endnu.

— Ja, svarede han og spiste igen, mens Solen faldt
ind over Gulvet og Verandaens Roser.

— Se, hvor den funkler, sagde Mikael og løftede
Glasset med Vin.

— Ikke som i de engelske Glas, sagde Lucia.

— Nej, det er sandt.
Mikael lo :

— Du, jeg stjæler dem.
Lucia lo med:

— Ja, jeg laaner dem, sagde Mikael og slog med sit
Hoved :

— Jeg laaner saa tit — hvad jeg vil.

— Det tror jeg saa gerne, lo Lucia.
Hun blev ved at le, mens hun sagde :

— Hvad gi'er Du for disse Stuer?
Ogsaa Mikael lo :

— Halvtreds Francs i Døgnet.

— Og Du har?

— To Tusind Francs om Maaneden.

— Du er fornuftig, sagde Lucia.

— Og Du bruger? sagde Mikael — Ordene kom
som spillede de Fjerbold, mens de lo.

— Trehundred Tusind om Aaret.

— Og Du har?
Ordene fløj :

— Hundrede og halvtreds.

• — Der blev stille — mindre end et Sekund.

— Tak, sagde Mikael og slog Fødderne ned imod
Rørtæppet : Vi hører skam til det rige Folk i Frankrig.

99 MIKAEL

Han lo mens han brystede sig:

— Velbekomme, og han greb om hendes Liv, mens
de gik ud paa Verandaen.

— Hvor her er dejligt, sagde hun og saå ud over alle
Kummernes Roser og Havens Roser, der udenfor stod
som et eneste Bed.

— Ja, her er dejligt.

De satte sig begge og tav længe, mens Sommerens
Sol strømmede ud over deres Legemer :

— Mikael, Mikael, hviskede Lucia, lænet til hans
Skulder.

Hans Ansigt var hvidt, og under de sænkede Laag
syntes hans Øjne sorte:

— Ja, min Elskede, hviskede han tilbage, ud mod
Himlens Lys.

De sad igen, til Mikael langsomt strakte Haanden ud
mod Likøren, der lyste som en gylden Iris i det fyldte
Glas :

— Vi maa drikke, sagde han, og paa én Gang drak
de begge af det samme snævre Glas, som af en Blom-
sterkalk, midt i Solen.

Og som helt beruset, ude af al Fornuft, lykkefunklen-
de, skød Mikael Lucia fra sig og greb Servicets Glas,
dets Kopper, Kar og Kummer, og én efter én, ét efter
ét, under de samme Ord, slyngede han dem ned mod
Verandaens Gulv i en lysende Bue :

— Jeg elsker Dig,

— Jeg elsker Dig.

— Jeg elsker Dig, raabte han, til hvert et Glas var
splintret.

Og som han vilde plyndre det altsammen og hærge
hele Rummet, rev han Roserne op af alle de store Va-
ser og dyngede dem hen og ned over Gulvet som et
Væld af Hvidt :

— Gaa nu over dem, raabte Mikael.

Lucia, hvis vidtopspilede Øjne hvilede paa ham, sag-
de, mens hendes Stemme lød saa mærkelig stille eller
ydmygt :

HERMAN BANG 100

— Jeg vilde saare mine Fødder.

Men Mikael løb, i to Spring, hen over Roser og
Skaar, og løftede hende op i sin Arm :

— Saarer Du Foden nu, sagde han og han bar hende
ind.

Ellevildt fo'r han rundt om Bordet, mens Lucia sad
paa hans Skulder og langsomt førte sine Hænder ned i
hans sorte Haar, som dyppede hun sine Hænder i et
Vievandskar.

— Buk Dig, raabte Mikael, og Lucia bøjede sit Ho-
ved under Sovekammerets Forhæng.

Mikael havde paa Slaget været ved Mesterens Mid-
dag, hvor Hr. Schwitt spiste med.

— Tak for Mad, sagde Mikael og løftede den tunge
Egetræsstol i sin Arm.

Mesteren lo :

— Det ender med, at han løfter Huset.

— Eller knuser Taget, sagde Hr. Schwitt.

— Kan gerne hænde, sagde Mikael, der ved Døren
til Dagligstuen slog Hælene sammen.

Hr. Schwitt fortsatte Bordets Samtale om Penge og
Anbringelse af Penge : der var dem — man sagde ogsaa
Rothschilderne — som nu anbragte Kapitaler i Gali-
zien. Der skulde være utroligt med Petroleum i visse
galiziske Egne.

— Jeg gemmer mit Guld i Frankrigs Bank, sagde
Mesteren.

— Du gemte det vist helst i dine Strømpeskafter,
sagde Hr. Schwitt.

— Ja, sagde Mesteren, som lo : da Strømpeskafter-
ne var fulde, var Frankrig rigt.

Mikael, der sad paa Trappen og førte Hænderne op
og ned, som legede han med Kugler, sagde:

— Jeg tænker saamæn aldrig paa at gemme Penge.

— Men paa at øde dem, sagde Mesteren :

101 MIKAEL

— Mikael, Du spiser Penge.

Mikael sad lidt. Saa sagde han ud i Luften i saadan
en selvfølgelig Tone:

— Penge er jo nødvendige.

Og mens hans Øjne straalede, lagde han til som i ét
Aandedrag :

— Naar man er lykkelig.
Mesteren betragtede ham et Nu :

— Ja, sagde han : det er sandt.
Mikael havde rejst sig.

— Gaar Du? spurgte Mesteren, lidt brat.

— Ja. Jeg skal i Vaudeville.

— Hvad spiller de?

— „L'Amoureuse", sagde Mikael.

— Farvel.

Claude Zoret og Charles Schwitt sad en Stund tavse,
før Mesteren sagde:

— Jeg vilde egentlig gerne selv være gaaet derhen.
„L'Amoureuse" , det er da endelig et Skuespil. Men
hvorfor mon Réjane forresten har taget det op igen?

Charles Schwitt lo:

— Det gør hun jo, sagde han, hver Gang hun har
Raad til det.

— Ja, det er sandt, sagde Mesteren.
Og lidt efter lagde han til:

— Hr. Portoriche er klog. Han skriver Stykker,
som Folk ikke tør se. Jeg tænker undertiden, jeg kunde
have Lyst til at male Billeder, som Menneskene ikke
turde se paa.

Han tav, indtil han fortsatte sin forrige Tankegang og
sagde :

— Men nu kommer jeg sjældent i Theatret.
Charles Schwitt løftede Hovedet:

— Ja, hvorfor? Man ser Dig aldrig mer noget Sted.
Claude Zoret svarede og tændte sin Pibe:

— Jeg gik der jo altid med Mikael.

— Ja, svarede Charles Schwitt, og de to Bogstaver
lød lidt kort og højt i Rummet.

HERMAN BANG 102

Mesteren drejede Hovedet ved Lyden, næsten for-
bavset. Men Charles Schwitt sagde:

— Du er snart den eneste, som ingenting véd.

— Om hvad? spurgte Mesteren.

— Om Mikael og Fru de Zamikof.

Mesteren havde vendt sit Ansigt mod Charles
Schwitt :

— Er det blevet hende? sagde han saa og tav igen.

— Ja, og, sagde Charles Schwitt og gjorde en Be-
vægelse med sin Haand: hun er næppe den bedste.

Mesteren sad et Nu :

— Hvem er den bedste? Den, man trænger til, er
bedst.

Og lidt efter sagde han :
— ■ Og Mikael er stærk.
Hr. Schwitt lo:

— Ja, sagde han.

Lidt efter var han gaaet.

Tjeneren kom ind og stillede Skakbordet frem.

Mesteren sad paa samme Plads.

— Hr. Mikael er gaaet, sagde han.

— Er Hr. Mikael ....

— Ja, sagde Mesteren.

Tjeneren slog atter Pladerne sammen og stillede Bor-
det hen.

Mesteren var alene. Vandet randt langsomt i de gyld-
ne Kummer, mens Lampernes Lys faldt stille over
Væggenes Lærreder.

Fru de Zamikof gled ind i Logens hede Luft forbi
den ventende Mikael.

— Er Du her?
-Ja.

— Har Du været her længe?
-Ja.

— Har Du længtes?

Mikaels Læber gled, bag hans løftede Klaphat, hen
over Lucias Skulder:

103 MIKAEL

-Ja.

Parkettets Hede og Duften af det krydrede Pudder
steg op imod dem, mens Lucia skjulte sig bag sin store
Vifte og Mikael holdt Overkroppen fremstrakt, saa de
sad saa tæt ved hinanden, at Skulder stemte mod Skul-
der.

— Hvor er vi i Stykket? hviskede hun og betragtede
Réjane i sin Kikkert.

— Hun har faaet Smykket, hviskede han tilbage.

Men tyssende Hys lød allerede fra Logerne, mens al-
les Øjne fulgte Fru Réjane, Germaine, der borgerligt
kysk, sneg sig rundt om sin Mand, om Etienne :

— Nu kommer Bogpakken, hviskede Mikael.

— Ja.

Stuepigen paa Scenen bragte Bogpakken, som Ré-
jane løste, før hun tog den første Bog og læste Titlen :

— „En Kvindes Hjerte".

— Mens Hr. Guitry, Etienne, hendes Mand, ironisk
læste paa det næste Bind :

— „Vort Hjerte".

Og Husvennen, Pascal, der tog den tredje Bog, leen-
de sagde :

— „Deres Hjerte" — mens Parkettets Herrer lo.
Men Fru Réjane sagde roligt, med en Haandbevæ-

gelse, som slog hun Kreds eller en Slynge om de tvende
Mænd og sig selv ■

— „Tre Hjerter". Og hun blev, med den sidste Bog
i sin Haand, smilende staaende mellem sin Mand og
hans Ven.

Der gik en Mumlen gennem Huset, og Parkettets
Hoveder bøjede sig som en Bølge.

Men Pascal, Husvennen, sagde og lagde Bogen bort,
mens han trak paa sin Skulder :

— Kærlighedshistorier.

— Ægteskabsbrudsromaner, sagde Etienne og løfte-
de sine Øjne mod sin Hustru.

— „Bøger om Kvindens Sorger", svarede hun og
Réjanes Stemme lød næsten bedrøvet.

HERMAN BANG 104

Men Etienne henskastede barsk til sin Ven :

— Ja, der ser Du, hvad hun læser.

Pludselig skiftede Fru Réjanes Ansigt og fuldkom-
men troskyldig sagde hun :

— Jeg læser, hvad jeg forstaar.

Et Par sagte Udbrud steg op fra Parkettets Vrimmel,
madens Mikael, i Logen, førte sine Læber næsten ned
til Lucias Øren og hviskede — og der lød som en Jubel
i hans Hvisken :

— Hvad læser Du?

Lucia smilte kun, mens hendes Aande hastigt gled
hen over hendes Vifte, som bortvejrede den de tusinde
trykte og døde Ord — og Mikael smilede som hun.

— Lucia, Du, hviskede han.

Han vendte sig pludselig og greb sin Kikkert:

— Men dér er Adelsskjold, sagde han.

— Hvor? spurgte Fyrstinden og drejede sit Hoved.

— Dér, sagde Mikael og pegede ned mod Gitter-
logen, allernærmest Scenen.

— Og Monthieu, lagde han til i samme Øjeblik, saa
forbavset, at han strakte hele Kroppen tilbage i sin Stol.

Fru de Zamikof lo sagte:

— Saa rejste Hr. de Monthieu altsaa ikke længer . .

— Lucia . .

Adelsskjold sad forrest i Logen. Han holdt det store
Hoved frem i Aabningen som et Dyr, der strækker Ho-
vedet ud af et Bur, mens han ufravendt betragtede
Réjane :

Hun gled forbi sin Mand, Etienne, og slog ham saa
ganske let paa Skulderen — og dog fattede hendes
Haand om hans Skulderblad som en Krampe — mens
hun halvlo og sagde:

— „Forlade Dig . . . nej, min Ven, aldrig ..."
Og skiftende Stemmen, som en skæmtende Trusel,

blev hun ved :

— „Tro ikke paa det, min Ven, regn ikke paa det —
aldrig. Det er ikke Umagen værd, det skal Du ikke
haabe."

105 MIKAEL

Hendes Øjne skød Besidderindens Lyn frem under
de halvlukkede Laag, og Røsten lød næsten som dens,
der dikterer en Dom :

— „Hvad jeg saa gør og hvad Du saa gør — jeg
bliver."

I Salen var der tyst. Men det var, som gik der under
de elektriske Lamper, der brændte medvidende og
stille, sitrende Strømme gennem Luften.

Fru Morgenstjerne, der ved Siden af sin lille Mand
sad midt i Parkettet, havde vendt sit Hoved mod Adels-
skjolds Loge, i hvis Halvmørke hun skimtede Alices
hvide Ansigt.

Men Fru Réjane talte endnu :

— „Jeg bliver her i din Tilværelse, under dit Tag, i
dit Hus, ved din Side, altid, alle Dage, paa Trods af
alt, som en Hage."

Réjane talte roligt, og Etienne hviskede med et Blik,
der flakkede sky:

— „Du er forfærdende."
Men Réjane lo:

— „Vi to, " sagde hun, „vil blive sammen i alle Evig-
heder."

— Uh Du, sagde Fru Morgenstjerne til sin Mand og
tog ikke Øjnene fra Adelsskjolds Loge : Det er, som jeg
havde Gaasekød paa Kroppen.

Men en ung Bergenser, der sad bag ved dem og
svedte en ond Sved, sagde til sin Ven :

— Det er s'gu ikke kækt at komme ud for et Fruen-
timmer.

Adelsskjold havde drejet sit Ansigt om mod sin Hu-
stru, mens Hr. de Monthieu, der sad imellem dem,
bøjede Overkroppen frem næsten som vilde han skærme
Fru Alice mod Hr. Adelsskjolds Blik.

Men Mikael havde stemmet sine Ben om Lucias
Stol :

— Du, Du, hviskede han og halvt løftede hendes
Sæde, som vilde han skyde hende foran sig, i en Tri-

HERMAN BANG 106

umfvogn, mens Vennen Pascal sagde til Etienne der-
oppe paa Scenen :

„Ja, min Dreng, de vil en Gang begrave Dig sam-
men med din elskede Hustru."

Etienne havde tæt ved Rampen støttet sig til et Bord.
Han talte om Lykkens befriende Tid, der kom, om Fre-
den, naar man endelig blev gammel og Ens Haar blev
hvidt og man ikke følte mer og Drifterne var endelig
døde:

— „Saa vil jeg være tresindstyve Aar og have
Fred."

Der gled en Mumlen hen over Rækkerne gennem
Salen som en Mumlen i en Skriftestols Lukke.
Men Pascal sagde til Etienne og lo :

— „Tres — men Du er kun tre og fyrre."

Mens Réjanes Ansigt lyste under Bølgekammen af
det blonde Haar og hun raabte, jubelsikker:

— „Ja, kun tre og fyrre."

Toll, der sad i Balkonen ved Siden af Grev Hamil-
ton, Gesandtskabets første Attaché, holdt ufravendt sin
Kikkert mod Fru Adelsskjolds Ansigt:

— Du, sagde han, ta'e mig Fa'en, hun har aldrig
været saa smuk.

— Nej, svarede Hamilton: Hva' gaar der af hende?
Fra Scenen talte Réjane:

— „Tyve Aar tilbage at leve — tyve Aar tilbage at
elske."

Fru Adelsskjolds Hoved var faldet tilbage mod Lo-
gens Væg, mens Adelsskjold blev ved at sige ud i Luf-
ten:

— Ja, er det ikke det, jeg siger, der er dog Digtere
til.

Mens Réjane hviskede til Etienne:

— „Tyve Aar ... Mod, min Elskede."

Mikael havde i sin Loge løftet det skinnende Ansigt
og straalende saa han ud over det store Parket, hvor
Kvindernes Nakkekamme lyste over deres opredte
Haar:

107 MIKAEL

— Se, sagde han, se — og selve hans Malerøje
glædedes — : se, hvor Kammene straaler som Kroner.

Og i samme Øjeblik havde han bøjet sig ned og
kysset Lucias Kam af Diamanter.

Men Fru de Zamikof bøjede sig, pludselig angst for
at nogen skulde have set dem, tilbage i Logen og
sagde :

— Se, dernede sidder Hr. Schwitt.

— Ja, lo Mikael : dér har vi hans Næse.

Hr. Schwitt hilste netop til Hr. de Monthieu med et
Par Øjne, der glimtede bag hans Lorgnetter; og Her-
tugen sagde pludselig til den sammensunkne Fru Adels-
skjold med. en Stemme, som kaldte han paa En, der
sov:

— Hvor Guitry dog er fortræffelig.
Fru Réjane gik.

Og paa én Gang steg der fra hele Rummet en halv-
høj Summen op gennem Huset som af en Sværm af
Bier, mens Herrerne i Logerne hviskende bøjede sig
frem over Damernes Skuldre, hvis farvede Boaer flød
langs de fløjlsbetrukne Brystninger — som Slanger,
der legede og parrede sig.

Adelsskjold var flyttet tilbage i Logen. Med Over-
kroppen støttet mod Væggen sad han, som var han træt,
mens Sveden piblede ned over hans Flip.

Pludselig sagde han til Hr. de Monthieu :

— Hvad har han skrevet mer?
Hr. de Monthieu vendte Hovedet:

— Hr. de Portoriche? Hans Skuespil staar i et
Bind: „Kærlighedens Theater".

— Men hvad hedder de? spurgte Adelsskjold, der
stadig sad i samme Stilling.

Hr. de Monthieu havde maaske ikke hørt Adels-
skjolds Spørgsmaal, men Hr. Adelsskjold gentog Orde-
ne og Hertugen sagde hastigt:

— „Den Utro",

og lidt efter lagde han til, mens der fløj et Glimt
over hans Ansigt:

HERMAN BANG 108

— Og „Fortiden".

— Jeg vil læse dem, jeg vil virkelig læse dem, sagde
Adelsskjold og tog ikke de hungrige Øjne fra sin Kones
Hals.

Hr. de Monthieu havde vendt sig mod Fru Adels-
skjold, der bestandig ikke rørte sig, og han sagde:

— Deres Veninde Fru Morgenstjerne er her.

— Ja, jeg har set hende, sagde Fru Adelsskjold og
rankede pludselig sin Skikkelse foran Grev Hamiltons
Kikkert.

— Se paa hende, se paa hende, sagde Toll og skub-
bede til Hamiltons Albue.

Germaine og hendes Mand var blevet ene og Réjane
løftede sine Arme:

— „Endelig, endelig er vi ene."

Og med en næsten drengeagtig Kaadhed løb hun hen
mod sin Mand og raabte:

— „Lad mig kysse Dig ... aa, ikke stærkt . . . bare
saa blødt, ganske blødt"

mens alle Salens Kikkerter knitrende vendtes imod
hende med en Lyd næsten som af en fjern Geværild.

Men Etienne, hvis Øjne pludselig flammede, sva-
rede :

— „Kys mig, som Du vil ..."

— „Som jeg vil," svarede Réjane og hun vuggede
hans Hoved i sine Hænder, med Ansigtet ind mod hans :

— „Som jeg vil?"

— „Ja," hviskede Etienne, „din Elsker giver Dig
Lov."

— „Men min Mand forbyder mig det."

Hun kyssede ham, mens hun blev ved at holde hans
Hoved fast.

— „Det er nok," hviskede Etienne.

— „Et endnu ..."

— „Jeg har travlt."

— „Et endnu . . . kun ét endnu."

Hun holdt bestandig hans Hoved fast, som lagde hun
al sin Kvindemagt ind i sine dejlige Hænder :

109 MIKAEL

— „Et endnu."

— „Ja, det sidste," hviskede Manden.

— „Paa min Ære," mumlede Réjane: „det sidste."
Og hun kyssede ham igen.

I Salen var der tyst og blevet saa stille — som var
alle de Hundreder kun de fire Sekundanter, der paa
Valpladsen, stumme, vaager ved en Duel.

Mikael havde bøjet sit Hoved og inddrak med sine
Læber Duften af Fru de Zamikofs Haar.

Fru Réjane havde sat sig. Paa Kanten af en Stol sad
hun med lukkede Øjne og vuggede sine Fødder, mens
hun talte om Nattens Lykke . . .

Adelsskjold havde igen flyttet sig frem i Logen. Pu-
stende og forvirret sad han og klappede uafladelig sin
Kones behandskede Arm, mens han stirrede Fru Réjane
lige op i hendes Ansigt — mens Hr. de Monthieu hav-
de rejst sig og stod lænet til Logens Væg og Fru Adels-
skjold skærmede sit Ansigt med Viften som med en
Maske, der intet kunde skjule.

Men Fru Réjane havde rejst sig. Hun fo'r med Hæn-
derne gennem det røde Haar og rejste dets gyldne Kam
som en Stridshjelm over sin Pande :

— „Dagen, aa, Dagen er min Fjende. Naar den kom-
mer, tager Du din Fornuft tilbage. Du bliver forstandig
igen. Du bliver klarhovedet igen. Du bliver grusom. Aa,
kun Natten er min. Min Magt hører op med Dagen, min
Overmagt døer med Mørket. Og jeg har kun en Frem-
med for mig, en Mand, jeg skal generobre og jeg véd
ikke en Gang om jeg kan . ."

Mændene i Parkettet havde strakt deres Halse frem
og stirrede mod Scenen med Øjne, der glimtede af Nys-
gerrighed eller maaske af Had. Rundt om i Balkonen
sad der Kvinder med nedslagne Laag som Elskere af
Musik, der lytter i en Koncertsal.

Fru Morgenstjerne havde igen vendt Hovedet mod
Adelsskjolds Loge: Viften var faldet ud af Fru Alices
Haand, og i Rampelyset, der gød sig ud over Logen,
sad hun ubevægelig som den, hvis Liv er slukket ud.

HERMAN BANG 110

Men Fru Réjane blev ved at tale med Germaines
Ord. Højere, med en Bevægelse af Hænderne ned over
sine Hofter, sagde hun:

— „Aah, hvorfor svinder det Minut, hvor jeg saa
helt er din og dit halve Jeg, saa hastigt? Hvorfor har
to Væsener forskellige Tanker, naar to Legemer har
Nydelser, der er saa ens? Men det er saadan og vil
altid være: efter det Øjeblik er man to igen, to Væse-
ner, to adskilte Væsener — to Fjender Hvor er

det dumt, hvor er det dog ikke vanvittigt ..."

Nogle Kvinder havde bøjet sig frem over Logebryst-
ningen, mens deres Buster skinnede som Brystet paa
hvide Fugle.

Bergenseren bed i sin guldknappede Stok, saa hans
norske Tænder satte Mærker ved Siden af hans Navne-
træk.

Men Schwitt havde vendt sit Ansigt mod Logernes
Rækker af Kvinder, hvis Diamanter lyste paa deres
aandende Halse:

— Se, sagde han til sin Nabo, og han lo : Se, hvor-
mange der forraader sig.

Mens Mikael hastig havde berørt Lucias ene Skul-
der med sine Læber:

— Germaine, Germaine, Germaine

hviskede han og lod Skuespillets fremmede Navn,
som han gentog og gentog, glide ned ad den Elskedes
Hud som en Strøm af rislende Kys.

Men Fru Réjane blev ved, overskyllende Etienne
med sine Ord som med en stigende Bølge :

„Du er ingen Mand. Du er kun den evige Elsker.
Saa længe Du er til og Du lever, vil Du blive elsket og
vil Du elske — "

Lucia havde løftet sit Ansigt og mens hendes Øjne
fik Portrættets Blik, hviskede hun :

— Mikael, Eros, min Elskede

Tæppet faldt.

Kvinder slog Logernes Forhæng for, saa de raslede
paa deres Hængsler, og Mænd, der var sprungne op i

111 MIKAEL

Parkettet, fremkaldte Réjane med rasende Haandklap,
hvor de førte den højre Haand mod den venstre, som
var den venstre et hemmeligt og et hadet Ansigt, som
de slog i dets Syn :

— Réjane, Réjane, Réjane

lød det, oppe og nede, fra alle Kanter og fra alle
Kroge som et Skrig:

— Réjane.

Mikael havde rejst sig :

— Kom, sagde han.

— Jeg kan ikke.

— Kom, gentog han og fra Baggrunden af Logen
lyste hans Øjne.

— Jeg kan ikke. Folk maa først se mig sammen
med Fru Simon.

— Naar kan Du komme? spurgte Mikael, og Réjane
stod atter paa Scenen.

— Snart.

— Saasnart Du kan? hans Øjne mødte hende som
Lyn.

— Ja. Farvel.

Og han sprang bort som et Føl.

Folk brød op og der var Trængsel i alle Gange. Fru
Morgenstjerne, der gik med Bergenseren, som var pur-
purfarvet lige til Haarrødderne, trængte sig frem til
Fru Adelsskjold og hendes Mand og sagde :

— Men, kære I, det er hendes Hænder, som er saa
rent uanstændige.

— Ja, hvorfor? spurgte Nordmanden paa sit Dræve-
maal.

— Fordi, fordi, sagde Fru Morgenstjerne: de fortæl-
ler Resten.

Adelsskjold sagde kun fuldkommen forvirret og gan-
ske dryppende :

— Ja, kære Ven, Alice vil hjem ... det er dog gan-
ske urimeligt.

Fru Morgenstjerne saå" pludseligt paa Fru Adels-

HERMAN BANG 112

skjold. Hun lignede i sin hvide og lange Kaabe Ridder-
fruen paa en Sarkofag, der havde rejst sig for at stræk-
ke sine Ben.

Og Fru Morgenstjerne sagde:

— Men, kære Alice, De er jo syg.

Og idet hun traadte frem foran Fru Adelsskjold,
næsten som vilde hun skjule hende, lagde hun til :

— Kære Adelsskjold, lad dog Deres Kone køre
hjem.

— Ja, Alice, hvis Du vil ...

— Det er dog nødvendigt, sagde Fru Morgenstjerne,
der allerede begyndte at trænge sig gennem Vrimlen,
mens Fru Adelsskjold fulgte hende og sagde med en
Stemme, der næppe hørtes :

— Det gaar jo over, saa snart jeg kommer hjem.
Men paa én Gang greb hun Fru Morgenstjernes

Haand saa fast, som vilde hun ikke slippe den :

— Godnat, sagde hun.

Fru Morgenstjerne, der var blevet ganske bleg, sagde
halvhøjt og som det syntes ret meningsløst:

— Ja, det er hvad jeg har sagt, De skulde være
rejst paa Landet for længe siden.

Fru Adelsskjold gik og vidste ikke selv, det var Toll
og Hamilton, hun hilste.

Lidt efter stødte de to Svenskere paa Monthieu, der
borede sig Vej, med Frakkekraven op om sine Øren.

— God Aften, hilste de.

Men Hr. de Monthieu hørte det ikke og gik kun
videre.

— Han saa underlig ud, sagde Hamilton, der saa
efter ham.

— Ja, svarede Toll, der tyggede paa et Par Haar af
sit Overskæg. Men der sker s'gu ogsaa mange under-
lige Ting.

Grev Toll afbrød sig selv og sagde :

— Skal vi gaa op til Fru de Zamikof? Har De lagt
Mærke til, hvor hun er bleven fyldig?

113 MIKAEL

. . . Adelsskjold havde fulgt Fru Alice ned paa Ga-
den, ud over Fortouget til en Vogn:

— Men kære Alice, sagde han : skal jeg dog ikke
følge Dig?

Og han gentog med et pludseligt og hastigt Blik ned
over hendes Nakke :

— Lad mig dog følge Dig.

Han rakte sine Hænder frem, som hun ikke saå. I
sin hvide Kaabe steg hun ind i Vognen og var kørt
bort.

En Herre, som kom løbende, standsede hendes Vogn,
raabte, gav Kusken en Mønt og aabnede Vognens Dør :

— Alice, det er mig.

Knælende ned paa selve Vognens Gulv laa Her-
tugen af Monthieu foran hende :

— Alice, Alice, Alice,

blev han ved at sige og kyssede hendes Hænder.
Hans Frakke var slaaet op, saa den lignede en Kors-
ridders Krave :

— Alice, Du véd jo, Du er min. Du véd, at Du el-
sker mig.

Mens Fru Adelsskjolds Hoved faldt ned mod hans
Haar som noget, over hvilket man ikke mer har Magten.

— Min Ven, min Ven, sagde hun, og Taarerne løb
ned ad hendes Kinder og lagde sig over Hr. de Mon-
thieus lyse Haar som en Dugg: hvorfor skulde vi dog
alle blive saa ulykkelige?

Mikael havde ventet en Time. Han havde badet sit
Ansigt. Han havde vandret over Gulvene. Han havde
slukket og tændt. Han havde været i Sæt ved Dørene.

— Men nu

— Nu var det hende. Nu kom hun.

Han greb en Kandelaber i sin Haand og han bøjede
sig foran Lucia, der i Døren stod i sin gyldne Kaabe :

— Der lyses for det kongelige Herskab, sagde han

H. B. V 8

HERMAN BANG 114

og, foran hende, gik han op ad Vindeltrappen til Sove-
kammeret, hvor Junimaanen lyste :

— Sæt Dig nu, sagde han.

Og hun satte sig i Maanens Lys.

— Saadan, sagde han og rettede paa hendes Ho-
ved.

Han bragte hende Druer og han bragte hende Vin
og hun spiste og hun drak og han bragte Druer igen

— mens der var tyst og de sad i Maanens Lys:

— Elskede, min, hviskede han.

— Ja, mumlede hun.

Men pludselig rejste han sig og han slog de klare
Gardiner til Side, saa alt det skønne Sølvskær faldt
ind over hende og ham, og uden et Ord, i en uendelig
Jubel, løftede han det funklende Glas op imod Maanen

— op ril en Hilsen.

Lucia havde rejst sig. Ingen af dem talte. Kun deres
Legemer skælvede ganske svagt.

— Lucia.
-Ja.

— Lucia — og Mikaels hvide Ansigt stirrede frem
i Lyset mens hans Stemme sitrede en umærkelig
Smule — :

Lucia, hvis Evigheden er, er dette Evigheden ....
.... Lucia hvilede paa Mikaels Seng og stirrede paa
„Sejren", der tegnede sig i Lyset:

— Mikael, kaldte hun.

— Ja, svarede han fra Paaklædningsstuen.

— Hvad kan mon „Sejren" være værd?

— „Sejren", raabte Mikael, der kom løbende ind.

— „Sejren", gentog han, og gribende om Kanten af
Sengens Fodstykke, løftede han i de strakte Arme det
hvide Legeme op i Rummet, op imod Maanens Lys.

— „Sejren", lo han endnu en Gang, mens han rul-
lede sig frem over Sengen, som en Akrobat over Ma-
negens Muld, til han sad paa Hovedgærdet:

— „Sejren", den er en Formue værd, sagde han og
lo igen :

115 MIKAEL

— To hundrede Tusinde er den værd. Nu véd Du
det.

Lucia laa stille. Hovedet havde hun støttet til hans
Knæ.

— Hvad tænker Du paa? hviskede han.
Hendes Stemme kom som langt borte fra eller fra

andre Egne, da hun talte :

— Jeg tænker paa Lykken, sagde hun.

— Lucia, hviskede han : kom med dine Øjne.

Mesteren vendte sig ikke, da Tjeneren meldte Ban-
kier-Baronens Navn :

— Hvad vil han? spurgte han.
Tjeneren bukkede:

— Baronen sagde det ikke.

— Det er ikke min Modtagelsestid, sagde Mesteren.
Tjeneren blev staaende :

— Baronen vidste det.
Mesteren rejste sig:

— Lad ham komme, sagde han : Sig, han er velkom-
men.

Han stod foran et Bord, da Pengemanden kom ind.

— Jeg kommer paa en urimelig Tid, sagde Baronen,
der holdt sin høje Hat og Stokken paa en ganske egen
Maade, ind til Figuren.

— Lidt urimelig, sagde Claude Zoret, og med en
Haandbevægelse, der kun var kort, lagde han til: Vil
De ikke tage Plads?

— Netop, kære Mester — og der gled et næsten
usynligt Smil hen over Bankierens ubarberede og en-
gelske Ansigt — fordi jeg véd, hvor kostbar Deres

Tid er, skal jeg ikke spilde den, men straks gaa

til Sagen.

Claude Zoret havde ved den næsten uhørlige Under-
stregning af Ordene løftet sit Hoved:

8*

HERMAN BANG 116

— Det drejer sig om Hr. Mikael, sagde Baronen:
Og det er jo i og for sig en ren Bagatel.

— Hvordan?

— Ja, kære Hr. Zoret, sagde Baronen, hvis Fader
havde bestyret Mesterens Formue før han og som nu
talte i en ganske anden Tone : det Hele er slet ingen-
ting. Det er kun, hvad Folk, der sætter Pris paa hin-
anden, synes, det er en Slags Pligt at sige hinanden.

Mesteren rørte sig ikke. Haanden havde han lagt paa
et Bord.

— Hr. Mikael har i den sidste Tid . . . flere Gange
laant nogle Penge af mig.

Mesteren saå paa ham.

— Hvad vil det sige? laant? sagde han (og han
gjorde sig en pludselig Umage for at være ganske rolig) :
Hvad skal det betyde?

— Det Hele, sagde Baronen, er jo ganske ligegyl-
digt (han gjorde et ganske lille Ophold) : men jeg havde
nu besluttet at sige Dem det .... af mange Grunde.

Mesteren hørte ham vistnok ikke. Han arbejdede i
sin Hjerne med to Tanker : han opstablede i en hastig
Beregning alle de Summer, Mikael i den sidste Tid
havde faaet, og han tænkte den anden Tanke : Mikael
er gaaet uden om mig, Mikael er gaaet bag min Ryg.
Mikael er gaaet til en Fremmed.

Men han sagde, og løftede Haanden, næsten mun-
tert:

— Naa, Ungdommen raser, og skal vel rase.

Og uden at spørge om Laanenes Størrelse sagde
han:

— Summerne vil jeg bede Dem bogføre.
Bankieren bøjede Hovedet, mens Mesteren stod op:

— Og for Fremtiden skal De ikke laane ham mere,
sagde han : De véd — og Claude Zoret lo, skønt han
i Virkeligheden udtrykte sin hemmeligste Tanke — at
os Bønder er der ingenting, der gør saa bange som
Laan. Det er dem, der tilsidst berøver os Jorden.

117 MIKAEL

Finansmanden lo, da Mesteren pludselig greb hans
Haand :

— Og for Resten . . . Tak, sagde han.
Og han fulgte Bankieren til Dørtærskelen.
Mesteren vilde gaa op i sit Atelier, men han holdt

nu og da inde paa sin Vej, som standsedes hans Gang
af en Tanke eller maaske af en legemlig Smerte. Hans
Læge havde i den sidste Tid igen et Par Gange villet
undersøge hans Hjerte.

Oppe i Atelieret tog han Bluse paa. Modellen var
ikke tilsagt. Men det var ogsaa med Germanerens Øj-
ne, han stred: De skulde skinne, mens han huggede i
Cæsar.

— Men det var jo kun rimeligt, at Mikael brugte
Penge. Glæden kostede Penge. Sol kostede Penge.
Livets Lys kostede Penge.

Mesteren standsede og smilede: han huskede en
Gang fra den Vinter, han med Mikael tog Studier i det
sydlige Algier, han havde set et Par unge Palmer paa
en Skraaning og han havde tænkt, at saadan som de
voksede, ranke og frie, bredende deres dejlige Blade
i Lyset — — saadan vilde han lade et Menneske
leve, saadan vilde han lade Mikael vokse sig stærk i
Solen.

Mesteren gik tilbage fra sit Lærred :

— De Øjne skulde skinne.

— Af Livets Uforstand skulde de skinne, mens han
hug til Cæsar.

Mesteren slap sine Redskaber og gik med lukkede
Øjne rundt i Atelieret, hvor han kunde færdes som den
hjemmevante Blinde :

— Men det var kun det, at Mikael var gaaet til den
fremmede Mand, havde foretrukket at gaa til det frem-
mede Menneske, skønt han dog vidste ....

Pludselig aabnede Mesteren Øjnene og han lo :

— Men han havde jo rigtignok trukket rigeligt hos
dem begge.

Claude Zoret stoppede sin Pibe fast med sin brede

HERMAN BANG 118

Tommel, og med et plat forvandlet Ansigt, som mejs-
lede hans Vilje pludselig hans Træk ud i Bronce, gav
han sig i Kast med sin Germaner.

Men det var Haanden, han malede, efter Erindrin-
gen — hvilken, hvilken Erindring? — Haandens Greb
om Vaabnet, der flækkede Cæsar.

... To Timer var gaaet, da Tjeneren meldte, at Fro-
kosten var beredt:

— Vel, svarede Mesteren.

Han spurgte aldrig mer, om Mikael var kommen,
men han gik kun til Bords.

Han satte sig i den tomme Spisestue og han begyndte
at spise. Man hørte ikke andet end den enlige Lyd af
Mesterens Gaffel og hans Kniv.

Tjeneren bragte Maden ud og ind. Da han bragte
den anden Ret, meldte han Hr. Adelsskjold.

— Lad ham dog komme, sagde Mesteren.

Hr. Adelsskjold kom ind — hans brede Arme hang
saa underlig slapt ned, mens han gik hen over Gul-
vet — :

— Undskyld, sagde han, at jeg kommer, og netop
ved Frokosttid . . .

— Men, bedste Adelsskjold, sagde Mesteren, sæt
Dem dog ned op spis med.

— Ja, sagde Adelsskjold, man driver saadan om-
kring og véd ikke af sig selv nu, hvor Alice er borte.

Han vilde allerede gribe Mikaels ventende Serviet,
der af Tjeneren var opdækket som et Spyd, da Meste-
ren vendte sig til Kammertjeneren :

— Sæt en Kuvert til, sagde han.

Kuverten blev sat frem, og de to Mænd spiste og be-
gyndte at tale og holdt op igen og sad tavse, som Folk,
der glemmer, at de skal sige noget til hinanden.

— Hvordan har hun det? spurgte Mesteren og hans
Stemme lød besynderligt mild.

Og han tilføjede uden at vente paa Svaret:
c— Spis dog, Mand.

119 MIKAEL

— Man maa spise, naar Nerverne skal være i Or-
den.

Adelsskjold tog af Fadet:

— Der er jo dejligt i Normandiet, sagde han, som
Svar paa Claude Zorets Spørgsmaal.

— Ja, sagde Mesteren, der sagtens kun halvt havde
hørt: Der er dejligt hos Monthieus.

Mens han saå over paa Mikaels Kuvert, kom han
pludselig til at tænke paa en Dag ved Frokost som nu,
en Dag det første Aar, Mikael var kommen. Mikael,
som ellers altid pludrede op, naar de var alene, havde
siddet ganske tavs ved Bordet, og da han havde mær-
ket det og set over paa ham, havde Mennesket siddet
med store Taarer i Øjnene: „Hvad er der med Dem,
Mikael?" havde han spurgt. — „Der er Ingenting."
— „Jo vist er der no'et. Naa!" — „Det er min Navne-
dag," brast det saa ud af Mikael. — „Er det Deres
Navnedag, Herregud." — „Ja, det er idag." — „Hvad
skete der da," havde han saa sagt, „hjemme i Prag paa
Deres Navnedag?" — Mikael havde siddet lidt: „Der
blev hængt Lamper over Døren," havde han sagt. —
„Lamper? Vi kan ogsaa tænde Lamper, Mikael," havde
han svaret. Og om Aftenen havde alting været tændt
i det hele Hus, og Mikael havde siddet derinde paa
Trappen og set paa det altsammen med sine straalende
Øjne ....

Mesteren hørte pludselig Adelsskjold tale og sige :

— Og Breve fortæller saa lidt.

— Ja, svarede Mesteren og vidste ikke selv, at han
svarede.

— Men naar Alice vil ha'e Ro og være ene, sagde
Adelsskjold paa sit besværlige Fransk : saa skal hun
have Ro.

De tav igen, mens de skrællede hver sin Frugt, til
Adelsskjold sagde :

— Hvor er Mikael?
Mesteren svarede:

— Han maler.

HERMAN BANG 120

— Ja, sagde Adelsskjold og saå ud for sig: naar man
blot er flittig.

De sad igen, til Mesteren rejste sig, og Stolene
skubbedes tilbage i den stille Stue.

De to Mænd gik ind i Dagligstuen, hvor Vandet faldt
i de Rodinske Kummer med Lyden som af en lang Regn.

— Farvel, sagde Adelsskjold og tog om Mesterens
Haand.

— Farvel, min Ven, svarede Mesteren og gengældte
pludselig hans Haandtryk.

Claude Zoret vendte tilbage til sit Atelier og iførte
sig sin Arbejdsbluse. Han stod igen foran „Germane-
ren".

Det var hans Ansigt, han vilde se, hans Ansigt —
hans Øjne.

— Hans Øjne skulde lyse.

— Af Livslyst skulde de lyse.

Mesteren vandrede paany med lukkede Øjne og
tvang sig til at se under'den allersidste Anspændelse af
sin Vilje :

— Hvis han dog kunde fange Ungdommens Livs-
lyst i hans Øjne. Hvad angik Cæsar ham? hvad ved-
kom ham Cæsar? Han huggede til, fordi han var tyve
Aar, fordi hans Blod var blankt og rødt, fordi hans Tæn-
der var hvide, fordi hans Muskler var stærke og bar
ham. Fordi han var — hug han til og flak han Cæsar.

— ■ Ja, Ungdommen skulde straale i hans Øjne.
Men paa én Gang aabnede Mesteren sine Øjenlaag
og der fløj et Smil over hans Ansigt:

— Hvor kunde man tage saadan fejl.

— Selve Kompositionen maatte han ændre. Solda-
ten var Midtpunktet og Skikkelsen. Enten det var Cæ-
sar, Drengen saarede, eller det var en anden — hvor
tilfældigt.

— Det var Hugget, det gjaldt. Hugget, som faldt,
fordi det maatte falde.

Claude Zoret havde sat sig. Med de lukkede Hæn-

121 MIKAEL

der stemte mod sine Knæ lignede han en Kæmpe i sit
Sæde.

— Men Mikael maatte alligevel lære, at der var
Grænser. Tilsidst blev det Summer, han brugte, smaa
Formuer, han købte „Lys" for ...

— Hm, han havde naturligvis Raad til det — og
Mesteren smilte — vist havde han Raad. Og Mikael
brugte vel heller ikke mer end den unge Hertug af
Ségonsac brugte for Eksempel.

Mesteren havde rejst sig, rank i Blusen :

— En Fyrstesøn kunde der vel ogsaa være blandt
Kunstnersønner. En Hertug blandt (der kom i Claude
Zorets Øjne et Glimt som af Bondens Had) disse Her-
tuger . . .

— Men alligevel, alligevel var der Grænser.

— Naa (det gav uventet et Ryk i Mesteren) dér var
Mikael . . . det var hans Trin paa Trappen.

Mesteren tog sin Palet, før Mikael løftede Tæppet.
Han tog i den sidste Tid saa uens om det Forhæng,
snart meget rapt og snart lidt tøvende.

— Du maler, sagde han, da han kom ind.

— Ja, som jeg plejer, svarede Mesteren, hvis An-
sigt, uden at han selv vidste det, pludselig syntes be-
synderlig træt:

— Og Du?

Mikael havde sat sig og talte i en ligesom udslø-
vende eller misfornøjet Tone :

— Man ender vel med ikke længer at vide, om man
i det Hele kan noget.

— Hvorfor? sagde Mesteren. Men Sagen er blot,
alt skal ha'e sin Tid.

Mikael svarede underlig irriteret:

— Talentet kommer vel ikke ved, at man klistrer
løs.

— Nej, det er sandt, svarede Mesteren, der aldrig
mere modsagde Mikael, som han, naar han var sammen
med ham, ligesom ikke rigtig genkendte mer. Han
søgte et Emne, der gik lige ud ad Vejen, og han sagde :

HERMAN BANG 122

— Adelsskjold var her til Frokost.

Mikael svarede, som var noget bebrejdet ham:

— Ja, jeg spiste hos Toll.

Men Mesteren, der arbejdede hastijgt og havde fat
paa Germanerens Ansigt, fortsatte kun sin Tale om
Adelsskjold :

— Det er mærkeligt med den Mand. Han kan ikke
haandtere nogen Ting her i Livet — hverken sin
Glæde eller sin Bedrøvelse.

Mikael løftede Ansigtet:

— Sin Sorg, sagde han: véd han da noget?
Mesteren havde vendt sig:

— Hvad skulde han vide? spurgte han.
Mikael havde vendt sig bort:

— Maaske er det Pengene, der trykker ham igen,
sagde han pludselig som den, hvis Tanker er ved den
samme Ting . . .

Mesteren lo. Hans egne Tanker havde uafbrudt
kredset om Mikaels Penge. Men han havde ingen Vej
fundet til at tale om dem. Han havde overhovedet altid
haft Sky for at tale med Mikael om de Penge, som han
bestandig gav :

— Ja, sagde han og talte muntert: hvordan gaar det
med dine Penge?

— De springer, sagde Mikael og vidste ikke selv,
at han alligevel paa én Gang talte gladere, fordi der
maaske var Udsigt til at faa.

Mesteren, der bestandig skjulte sig bag Latter, sagde:

— Gæld gør Du da ikke?

Mikael havde slaaet det ene Ben over det andet:

— Hvor mon jeg skulde kunne gøre den?

Det var et Øjeblik, som sank Mesterens Hoved bort
fra Lærredet, før han sagde :

— Nej, det var vel ikke let.
Og der blev stille i Atelieret.

— Men jeg har tænkt, sagde Mesteren, at vi ord-
nede det paa en anden Maade, saa at Du for Frem-
tiden fik din egen Konto hos min Bankier . . .

123 MIKAEL

Og han lagde til :

— ■ Hvor Du saa begyndte . . . paa en blank Side.

Der fløj en Rødme, som i Striber, over Mikaels An-
sigt, mens Mesteren forlod sit Lærred, og de to Mænd
gik, tavse, forbi hinanden over Gulvet.

— Saa vidste Claude det. Saa havde Bankieren sagt
det.

Mikael havde, i sin Forskræmthed, nærmet sig Bil-
ledet. Men pludselig standsede han, som var han ramt
af en Bajonetspids i sit Bryst, og han blev staaende,
stirrende paa Germanerens Ansigt — staaende et halvt
Minut maaske, hvid som Dronning Margheritas Mar-
mortorso bag sig.

Til han paa én Gang vendte sig ved Lyden af Hr.
Schwitts Stemme, der sagde, lige idet han kom ind,
med Lyd som af et Stenkast:

— Er De her, Mikael?

— Ja.

Mikael gik bort fra Billedet.

Hr. Schwitt havde sat sig og han fyldte hele Atelie-
ret med sin Tungefærdighed og sine Nyheder. Adels-
skjold havde han mødt : Han ligner en af Isbjørnene i
Jardin des Plantes nu i Sommerheden, sagde han. Han
havde besøgt „Republikkens første Dame" : hun var
snart saa støvet som Republikkens Valgsprog „Frihed,
Lighed og Broderskab" over Raadhuset.

Pludselig vendte han tilbage til Adelsskjold og sagde :

— Den Mand hører alligevel til dem, der er far-
lige. Han kunde en Dag gøre, hvad man ikke venter.

Mesteren, der, fraværende i sine Tanker, holdt Piben
mellem sine Læber, sagde, mens Mikael sad helt borte
paa en Stol, hvorfra han bestandig stirrede paa Ger-
maneren :

— Han var her til Frokost. Han saa bedrøvet ud.
Hr. Schwitt sagde og lo :

— Ja, det tror jeg.

— Giv mig Ild, Mikael, sagde Mesteren,
-Ja.

HERMAN BANG 124

Mikael rejste sig fra sin Plads — der var i hans
Øjne et Udtryk som i et Barns, for hvem noget er
knust — og han rakte ham Ilden.

— Du ryster paa Haanden, sagde Mesteren.

— Det gør undertiden Ungdommen, sagde Hr.
Schwitt, der udslyngede Ordene i samme Tone som
før.

Mikael vendte Hovedet halvt, men, uden at svare,
gik han tilbage til sin Stol, hvorfra han kunde se den
griske Germaner. Han følte, inde i Brystet, en svul-
mende Smerte, en sprængende Drengesmerte næsten,
mens hans Hjerte hamrede, som vilde det slaa mod
selve Stolens Ryg:

— Saadan tænkte han altsaa. Saadan tænkte Claude
om ham. Saadan var han i hans Tanker.

Mikael lukkede sine Øjne, som var han bange, Taa-
rerne skulde rinde frem under deres Vipper-.

— Hvorfor? Og hvorfor? Det om de Penge havde
han jo dog saa gerne sagt ham ... Og Pengene var
det heller ikke. Claude tænkte jo aldrig paa Penge . . .

— Men Adelsskjold havde, sagde Hr. Schwitt, solgt
et Par Billeder.

Det var som vaagnede Mesteren, der denne Formid-
dag etsteds i sin Hjerne bestandig regnede, ved Ordet
„solgt" :

— ■ Maaske var det klogt at sælge, sagde han.

Hr. Schwitt saa ud over Rummet:

— Bruges der saa meget her i Huset? sagde han:
Eller er det maaske hos Vatel, det gaar med?

Mikael rørte sig ikke.

Men Mesteren begyndte paa én Gang at tale om det
mulige, det kloge, det eneste rette i et Salg, et stort
Bortsalg, et Under-Hammeren paa én Gang. Der var
„Eros" og der var „Alkibiades paa Torvet". Der var
„Athenerne" og „Brutus, der læser Cæsars Skrifter".

— Men i hvert Fald, sagde han: vil jeg sælge „Ger-
maneren".

Han nævnede alle sine Billeder og han paaheftede

125 MIKAEL

dem Priser — han, som ellers aldrig talte om sit eget
Værk og kun forraadte sig, naar han en Gang hvert
femte Aar pludselig talte om sine Lærreders Værdier;
kastende sig ud i Storsummer, opstablende Hundrede-
tusinder, ladende Guldet glitre i overstore Værdsættel-
ser, saadan som det i Strømme flimrede for Øjnene af
hans Bondeforfædre, naar de dreves til Kanada.

Hr. Schwitt, der ikke tog Øjnene fra Claude Zoret,
men bevogtede ham ustandseligt, som læste han i hans
Ansigt gennem en Lupe, sagde :

— Ja, Du kan jo sælge „Germaneren". Men „Sej-
ren" har størst Værdi.

Mikael havde taget Øjnene bort fra „Germaneren",
som var han pludselig vækket ved Klangen af det me-
get Guld.

Hr. Schwitt, i hvis Blik det stadig glimtede næsten
som i en Spillers, sagde :

— Der stikker mindst halvandethundredetusind i
„Sejren".

Mikael havde, mens han lyttede, støttet Hovedet i
sine Hænder og stirrede paa Claude Zoret i en pludse-
lig Vrede, han ikke selv forstod — som om en Storm
var skyllet op gennem alt hans Væsen, en vredagtig
Forbitrelse mod Manden der, som raslede med sit
Guld og kun svælgede i sit. eget Geni med Geniets
Overdrivelse.

Hans svimle Harme, der kom han vidste ikke hvor-
fra, rejste sig i et Nu, som havde han Lyst til at rokke
ved dette Menneske, der sad i sin Guldstol, saa stor og
fjern som paa et Bjerg, mens Aarerne svulmede i de
sitrende Hænder, med hvilke han støttede sit Hoved.

— Men „Germaneren" sælger jeg straks, gentog
Mesteren som et Omkvæd.

Da brast det ud af Mikael, med et Tonefald, Meste-
ren aldrig havde hørt — en Fjendes eller en Dødssaa-
rets — :

— Ja, det skulde Du gøre.

Et Nu var der stille, mens Hr. Schwitt stod op —

HERMAN BANG 126

før Mesteren sagde, idet en Hvidhed gik over hans An-
sigt:

— Ja, Mikael, jeg maa gøre det.

Der var atter stille, saa tyst, at man fra Trappen
hørte det rindende Vand i Dagligstuens Kummer —
indtil Hr. Schwitt sagde med sin Stemme, der snerrede,
mens han halvlo:

— Ja, Du kan jo ogsaa gerne holde Auktion. Der
bliver i al Fald Auktion hos Zamikofs.

Han vendte sig mod Mikael :

— Har De ikke læst det i „Le Gaulois" , at deres
russiske Godser er sat under Administration? For
Fyrstinden betyder det vel Fallit.

Mikael rørte sig ikke, og kun Pupillerne udvidede
sig i hans hvide Ansigt som af Angst, mens Sveden
perlede frem paa Panden.

Mesteren betragtede ham et Øjeblik:

— Lad mig arbejde, sagde han og han rejste sig.
Mikael hørte ikke selv, hvad han havde stammet,

mens han naaede over Gulvet og kom ud. Han vidste
knap, at han, nede paa Gaden, kastede sig op i en Vogn
og raabte til Kusken :

— Hurtigt.

Som om han kunde køre til hendes Redning ved
Hjælp af en Hest.

Han tænkte kun én Ting:

— Saa havde Folk talt sandt. Saa havde Monthieu
haft Ret. Det stod altsaa saadan til.

— Saadan stod det til med hans arme, hans arme
— hans elskede Lucia.

Og i samme Nu veg næsten Tanken om Ulykke og
Krach, og den overskylledes af hans Længsel, en
Længsel efter hende, selve hende, saa overmægtig og
stærk, at den fyldte alt hans Væsen som en Drue kan
fylde et næsten bristefærdigt Kar:

— Min Lucia — min elskede Lucia.
Mennesker kom ham forbi paa Broen, og han saa

127 MIKAEL

dem ikke. Dampernes Piber lød fra Seinen, og han
hørte dem ikke:

— Kun se hende, eje hende i sin Arm, være hendes
hos hende.

Og pludseligt raabte han til Kusken:

— Hvordan kører De? Kør til! Jeg har travlt.

— Ja, Herre, sagde Kusken, og idet han vendte sig
om paa Bukken sagde han til Mikael, som han kendte
fra Rue de Rivolis Holdeplads:

— Man kører for saa mange Slags Folk, Herre, sag-
de han, og de har travlt allesammen.

Mikael næsten lo:

— Ja, det er sandt, sagde han, og paa én Gang var
han reven tilbage til Virkeligheden, til det som var
sket, til Jorden og Stenene, over hvilke han kørte :

— Administrationen, Gælden, Fallitten — Skanda-
len over Lucia.

Og i mindre end et Øjeblik gennemløb hans Tanker,
som var blevet hjemmevante paa den parisiske Jord,
det altsammen, alt det, han kendte : Interviewerne, Re-
porterne, Bladene, Kaféernes Snak, Dagligstuernes
Sladder, hele den halsende Boulevard, skrigende,
skraalende, vrængende op omkring Lucia:

— Op imod Lucia.

— Men det kunde ikke ske. Det maatte ikke ske —
det turde ikke.

— Han maatte hjælpe hende.

Midt i hans Smerte og Forvirring slog der en næ-
sten drengeagtig Fornemmelse af Stolthed op i ham :

— Han maatte værge og værne hende, som var
hans.

Vognen rullede ind foran hans Havegitter, og han
sprang ud :

■ — Fyrstinden er her, sagde Tjeneren i Vestibulen og
rejste sig.

— Ja, svarede Mikael og tvang sig, foran sin Tje-
ners Øjne, til at gaa meget langsomt op ad Trappen.

HERMAN BANG 128

I Dagligstuen var hun ikke. I Kabinettet var hun
ikke. Der var hun ikke.

Saa stormede han op ad Vindeltrappen og saå Lucia,
der laa paa hans Seng og smilede til ham :

— Jeg har været her længe, sagde hun og rakte, som
hun plejede, Haanden op imod hans Læber til et Kys.

Mens Mikael forvirret, staaende foran Sengen, lyn-
snart tænkte, og den uhyre Lettelse virkede som et Til-
bageslag, hvorunder hele hans Legeme skælvede :

— Saa er det Digt. Det er Opspind. Det er Løgn.
Og han begyndte med Læber, som endnu var kolde

af Angsten, at kysse hende, hendes Haar, hendes Pan-
de, hendes Kind, som var det deres første Møde — ind-
til han, som slaaet lam af en pludselig Træthed, lod sig
synke ned paa Gulvet, hvor han blev siddende paa
Tæppet, med Hovedet støttet imod Sengens Kant.

Lucia laa stille en Stund og lyttede til Mikaels Aande-
drag, der var dybt, næsten som hos En, der sover.

Saa sagde hun :

— Hvad talte I om hos Mesteren?
Mikael sad lidt:

■ — De talte om hans Malerier.

Mikael tav igen og, idet det paa én Gang var, som
hørte han Schwitts Stemme i sit Øre, løftede han uvil-
kaarligt Øjnene mod „Sejren".

— De talte om deres Priser, sagde han.
Lucia sagde:

— Saa svælgede I i Penge?

— Ja, sagde Mikael, der vedblev at stirre paa „Sej-
ren".

— Det er behageligt, sagde Lucia, hvis Øjne be-
standig betragtede det rødmende Loft.

— Ja, lød det fra Mikael.

— Og der blev stille igen, indtil Mikael drejede Ho-
vedet og sagde:

— Forresten fik jeg en frygtelig Skræk.

— Hvilken Skræk? spurgte Lucia og saå ned paa
ham.

129 MIKAEL

— Schwitt fortalte, sagde Mikael og hans Angst
steg frem paany ved Synet af hendes Ansigt: hvad
der havde staaet i „Le Gaulois" .

— Ja, sagde Lucia uden at forandre Stilling: det er
sandt nok.

Mikael havde rejst sig paa sine Knæ og med begge de
knyttede Hænder støttede han sig til Sengekanten :

— Hvad si'er Du?

— At det er sandt.

Og paa én Gang begyndte Lucia at græde, uden at
forandre Stilling, med en stille og voldsom Graad, der
bragte hele hendes Legeme til at skælve og næsten sel-
ve Sengen, hvor hun laa, til at ryste under hende.

— Lucia, hør dog, Lucia.

Mikael havde rejst sig, men han rørte hende ikke.

— Hvorfor har Du ikke sagt det? hvorfor har Du
aldrig sagt et Ord?

Og som om hele Ulykken og al dens Løsning rum-
medes meningsløst i det ene Spørgsmaal, blev han ved
at gentage det, fortumlet og fortvivlet, mens han gik
op og ned ad Gulvet, med Hænderne foran sine Øjne.

— Hvorfor skulde jeg tale om det? sagde Lucia og
rejste sig halvt: hvad skulde det vel nytte?

Hun græd igen :

— Og tror Du ikke, jeg trængte til ét Sted, hvor
ingen vidste noget, og hvor jeg havde Fred?

— Jo, jo ...

Lucia satte Fødderne ned paa Gulvet og sad paa
Sengens Kant:

— Hvad sagde Hr. Schwitt? spurgte hun og glattede
Haaret bort fra sit Ansigt.

Mikael standsede i et Hjørne.

— Schwitt? sagde han og ved Lyden af Navnet stir-
rede han atter paa „Sejren" :

— Schwitt, sagde han og blev staaende, mens hans
Stemme lød saa besynderligt, som kom den langt borte
fra:

H. B. V 9

HERMAN BANG 130

— Schwitt sagde ingenting . . . andet end det, at det
stod i „Gaulois" .

— Men, forstaar Du, sagde Lucia, der rejste sig og
støttede sig til Sengens Fodende : det er jo kun den
første Tid, som det gælder. Kejseren hjælper os natur-
ligvis . . . naar kun det første Choc er ovre og alt er
kommet i Gænge . . .

Mikael stod paa samme Sted :

— Det gjaldt at have Penge paa Haanden, sagde han
og saå mod samme Sted.

— Ja.

Mikael rørte sig ikke:

— Penge nu, sagde han.

Og som Lyn skød Tankerne frem i hans Hjerne, ord-
nende sig, Led for Led, følgerigtigt, til en Plan — en
udførlig Plan :

— „Sejren". Han kunde pantsætte „Sejren". Nej,
ikke pantsætte den. Sælge den. Sælge den paa Sigt.
Sælge den at magasineres i fem Aar. Sælge den til at
magasineres i London i fem Aar.

— Ja, det kunde han.

— Skal vi gaa ned? sagde han.

— Ja, sagde Lucia: jeg maa hjem.

De gik ned ad Vindeltrappen ind i Dagligstuen.

— Farvel, hviskede Lucia.

— Farvel, svarede Mikael.

Lucia var gaaet. Mikael stod stirrende foran sit Bord.
Der var ingen Tanke i ham uden Beslutningen :

— Saa tog han iaften til London. Med Nattog Caiais
— Dower. Ordnede Salget. Ordnede Salget med Hr.
Pinero. Var hjemme iovermorgen.

Det var, som Beslutningen bedøvede ham, næsten,
saa han handlede som en Søvngænger.
Da han havde ringet, viste Tjeneren sig.
Mikael sagde:

— Pak min lille Kuffert. Jeg rejser iaften.
Og efter et Nu lagde han til :

— ■ Ingen behøver at vide det.

131 Mikael

Tjeneren bukkede uden Ord.

Mikael spiste til Middag hos Mesteren. Det var længe
siden han havde været saa munter.
Efter Bordet spillede de Skak.
Mikael sagde under Spillet:

— Jeg tager til Versailles imorgen og bliver der tre
Dage.

Mikael flyttede en Springer:

— Det er fornuftigt, sagde han : her er snart uudhol-
delig varmt.

. . . Om Aftenen rejste Mikael til London.

III

MESTEREN sad i Biblioteket foran det grøntbeklædte
Bord. Han læste i den opslagne Bog atter og
atter den samme Side. Mens han sad, gik der Ryknin-
ger gennem hans sammenknugede Hænder.

Da Charles Schwitt kom ind, løftede Claude Zoret
sit Hoved, og i Lyset fra det store Vindu saå Charles
Schwitt for første Gang, at de hvide Striber i Mesterens
Skæg var blevet tættere.

— Hvem er det, som har skrevet det? spurgte Me-
steren og løftede sin Haand.

Schwitt betragtede Claude Zorets sitrende Haand,
hvis Aarer svulmede under Huden :

— Jeg véd det ikke, sagde han : Og jeg v i 1 ikke
vide det — hvis Du ikke selv har givet dine egne Selv-
tvivl i Trykken.

Mesteren svarede ikke og tog sine Øjne bort, medens
Charles Schwitt saå paa hans Ansigt, der med de ned-
slagne Laag lignede en gul Maske, der skjulte hans
Tanker eller hans Frygt.

Charles Schwitt sagde hen over Bordet :

. — Der er kun én Ting, jeg ikke forstaar, at Hr.
George Pinero har villet lade de Ting trykke i sit Tids-
skrift.

Mesteren løftede sit Hoved.

— For det er jo, sagde Charles Schwitt, Hr. George
Pinero, der er Udgiveren.

— Ja, svarede Claude Zoret og stirrede ud i Luften.

133 MIKAEL

— Og, sagde Charles Schwitt og saå paa Mesteren
med et pludseligt Blik: han ... sælger jo dine Lær-
reder?

— Ja, svarede Mesteren, der sad som før.
De tav en Tid.

Claude Zoret fæstede igen sit Blik paa Bogen og læ-
ste atter det samme, mens Bogstaverne blev unaturligt
store for hans Øjne og saa tydelige, som var Tegnene
en Jernskrift mod Marmor :

— „Den, som formaar at se nøgternt gennem den
Lystaage, som et Verdensry eller maaske snarere to
Verdensdeles Reklame har spundet over Claude Zorets
Lærreder, vil naa til den Sandheds Erkendelse, at ogsaa
i Kunsten alt kun er en evig Gentagelse, og at ligesom
Napoleon-Myten havde sin David, har nu Hellenismens
Myte sin Claude Zoret, og de er hinanden forbløffende
lige. Begges Maleri er Theater og Mr. Claude Zoret
maa nøjes med en Alma Tademas Ry."

Charles Schwitt betragtede Mesteren, mens han læ-
ste, men det voksagtige Ansigt bevægede sig ikke, og
Øjnene hvilede bestandig paa Bogen :

— „Men vil man vide, hvor langt Mr. Claude Zoret
er kommen bort fra Livet, behøver man kun at vende
sig mod hans sidste Værk, der er et Portræt, et Billede
af Fyrstinde Z. Portrættet er en sund Maalestok for en
Kunstners Modtagelighed overfor Livet og hans Tro-
skab mod Livet. Men i Mr. Claude Zorets sidste Værk
er der ikke et ægte Penselstrøg og ikke en uforfalsket
menneskelig Farve. Prinsesse Z. er kun en Theater-
prinsesse til i hans lange og bestikkende Theatergalleri.
Undtages kan kun Blikket og — saa usandt er det
øvrige — man kunde næsten vædde paa, at disse Øjne
var malede af en anden. De levende Øjne virker i dette
malede Ansigt som et Menneskes Iivsfyldte Øjne virker
bag en Maske."

Claude Zoret løftede sit Blik, i en tom Stirren som
deres, hvis Tanker er gaaet i Staa.
Kaminens Uhr faldt frem til Slag.

HERMAN BANG 134

Og der blev stille igen, mens de begge sad tavse.
Saa sagde Charles Schwitt:

— Men hvem kender, Claude, Historien med Zami-
kofs Øjne?

— Hun.

Der blev tyst igen, til Schwitt slog sine Øjne over
mod den tavse Mester og sagde frem i Stuen :

— Og han.

Der løb en Sitren over Mesterens Læber, men han
rørte sig ikke.

Men Charles Schwitt sagde og rankede pludselig det
endnu smidige Legeme i sin Stol :

— Han (han vilde have sagt „Mikael", men det blev
til „han") taler ikke godt om Dig mere, hverken om Dig
eller om dine Billeder.

Mesteren svarede ikke.
Schwitt talte igen :

— Den, sagde han, som har saa megen Uret, vil
altid gøre mere Uret.

Mesteren svarede endnu ikke.

Og begge hørte de lige tydeligt Uhrets Dikken, til
Charles Schwitt sagde igen :

— En maa vel sige Dig Sandheden, og Sandheden
er, at

Mesterens gule Hud blev hvid, mens han sagde, næ-
sten som et Raab :

— Charles, hold op.

Schwitt svarede, mens han bed i sin skælvende Læbe :

— Jeg har holdt op.

Men Mesteren slog sit Ord ind i hans :

— Men, Sandheden er — og han lo — at Du har al-
tid hadet Mikael.

— Ja, saa.

— Ja, sagde Mesteren og talte heftigt som den, der
vil dække sig mod de andre eller maaske mod sig selv :
Du hader ham og Du har hadet ham fra den første
Dag.

135 MIKAEL

— Og hvorfor? spurgte Schwitt, der pludselig stod
op.

Ogsaa Mesteren havde rejst sig.

— Hvorfor Du lægger ham for Had? sagde han, og
de talte begge, som slog der gennem Ordene en Flam-
me fra en Ild, der havde ulmet i Aarevis :

— Hvorfor? Hvis Du spørger mig, skal jeg sige det.
For jeg véd det lige saa godt som Du. Du har hadet ham
alle disse Aar, fordi han slap ind, hvor han ikke skul-
de og maatte slippe ind — fordi han slap ind i mit Liv,
hvor der ingen skulde findes og turde findes uden I eller
uden Du.

Mesteren stod midt for Bordet, og Charles Schwitt
bevægede Læberne til et Svar. Men Claude Zoret slog
Haanden imod Bordet:

— Lad mig tale, sagde han : jeg taler ikke tit, og
hvad jeg siger er sandt.

— Hør nu.

Og pludselig gav han sig til at tale som den, der fører
Tal i Marken, Sum ved Sum, og Kolonne efter Kolon-
ne, mens Charles Schwitt støttede sine Hænder mod
Bordets yderste Kant som mod en Skranke :

— Da jeg var ung, tog I mig — fire, fem Stykker,
som I den Gang var. I fandt mig og I tog mig i Besid-
delse. Det var Jer, som havde opdaget mig. Det var Jer,
der berømmede mig. Det var Jer, som skabte mig, og I
forpagtede mig. Og da jeg var blevet „berømt", stod I
Vagt over mig, og I spærrede mig inde og I slog Kreds
om mig og Væg om mig, til Kredsen var blevet en Mur.
Men inde bag Muren kunde jeg sidde og blande Kulører
og male — som den Bondekarl, jeg var.

— Ja, Mesteren talte højere: Bondekarlen, som jeg
var. For for Jer blev jeg aldrig andet end en Bondekarl,
der kunde male . . .

Charles Schwitts Øjne slog Lyn :

— Og faa, hvad Du malede, solgt.

— Ja, Du har Ret, faa, hvad jeg malede, solgt, —

HERMAN BANG 136

og Mesteren pressede Knoerne ind mod sit Bryst — for
en Bonde er jeg.

— Men — og Claude Zoret talte atter langsomt som
den, der lægger sammen — : I holdt mig i Fængsel, I,
Parisere som I var, I, der kendte Livet, I, der havde
Elskerinder, I, der var til i Verden, I,' der levede i en
Verden, mens jeg, Bondedrengen, Livsfjoget, kun ma-
lede — sad bag Laas og Slaa og Mur og Bjerg og havde
kun Geni og huggede Jeres Bane og var en Fremmed og
var alene.

— Med din Hustru, sagde Schwitt.
Mesteren tav et Øjeblik :

— Ja, sagde han : med min Hustru som

var blevet mig en Fremmed under Jeres Spot.

— Den Gang, den eneste Gang, da jeg huggede en
Statue, huggede jeg noget, der var knust ... Og det
var Jer, som havde knust hende.

Charles Schwitt løftede Hovedet:

— Mon? sagde han — : Tror Du?

Der var stille nogle Øjeblikke, mens Claude Zoret
gik hen over Gulvet, indtil Charles Schwitt sagde halv-
sagte :

— Og hvorfor skulde vi egentlig have gjort alt det?
Mesteren vendte sig rank :

— Fordi I var en Flok, der vilde fremad. Ja, I vid-
ste det vel ikke, men det var saadan. I skulde have
Plads. Og en Flok, der vil have Rum, trænger til en
Vimpel eller en Stump af en Fane. Saa var mit Navn
Fanekluden for Jer. Og ingen andre maatte bære den og
ingen andre faa Del i den. Og den skulde ikke vaje
over andre end over Jer, som ejede den.

Charles Schwitt gik et Par Skridt og sagde kun :

— Du taler meget idag.

— Ja.

Mesteren nikkede to Gange. Men Charles Schwitt
sagde og betragtede sine Hænder :

Og alt det lod Du Dig altsaa byde i tredive Aar, af
os? Tror Du virkelig selv paa det?

137 MIKAEL

Claude Zoret saå paa ham :

— Ja, jeg lod mig det byde.
Charles Schwitt løftede Øjnene.

— Du, energiske Person.

Claude Zoret bevægede sin Haand :

— Ja, jeg ventede det. Nu skulde Du møde frem
med Bondesejgheden og med Jernviljen og med Ryg-
raden, der ikke kan bøjes. Du, der dog bedst véd det,
hvad min Energi er lavet af, og at den kun er Staalnettet
over mit dødstrætte Ansigt. Dødstræt — for det er det,
jeg har været i femten Aar. Dødstræt af at løbe omkap
med mig selv. Ikke med de andre, for de kører paa an-
dre Baner. Men træt til Døden af Kapløbet med mig selv
for at skabe det Store og efter det Store det Større og
efter det Større det Største — som jeg aldrig naa'r.

Claude Zoret stirrede ud i Luften :

— Men jeg havde drømt en stor Drøm. Hvad er det,
de taler om Adel og om gammel Slægt? Bønderne fra
Kilderne har i tre hundrede Aar pløjet de samme Agre
i det samme Sogn. Jeg drømte en Gang noget om, at der
efter Nederlaget, af selve Frankrigs Jord og Frankrigs
Muld skulde være vokset en Mand, der evindeliggjorde
Frankrigs Navn. Jeg drømte for højt.

Mesteren tav.

Men Charles Schwitt hviskede :

— Jeg kendte den Drøm.

Claude Zoret vendte sine Øjne imod ham :

— Ja, Du kendte den. Og Du var glad ved, at Du
kendte den. For saa havde I mig der, hvor I vilde have
mig : bastet, naglet — som han fra Golgatha var naglet
— til det' Uopnaaelige.

Claude Zoret holdt inde og han førte den venstre
Haand hen over sine Øjne :

— Men saadan blev jeg Manden, der kun kunde male
og som dog ikke kunde male det Højeste.

Der var tavst et Øjeblik, før Charles Schwitt sagde :

— Og hvorfor skulde Du ikke naa at male „det Høje-
ste"?

HERMAN BANG 138

Mesteren nikkede med sit Hoved:

— Fordi jeg aldrig havde oplevet det og ikke en
Gang havde faaet Lov til at leve saa meget, at jeg havde
set det.

Charles Schwitt svarede ikke. En Skælven gled over
hans Ansigt.

— Saa, sagde Claude Zoret og drog Vejret dybt : nu
har jeg talt . . .

Han tav et Nu:

— Men da jeg saa var blevet gammel, kom altsaa
Mikael ind i mit Liv.

Charles Schwitt løftede Hovedet:

— Det vil sige, Du tog ham ind i dit Liv.

— Tog?

Charles Schwitt saa Mesteren ind i hans Ansigt :

— Hvad jeg siger, har jeg sagt.
Men Mesteren gengældte hans Blik :

— Og Du hadede ham, fordi han kom.

Der faldt en pludselig Træthed over Mesterens An-
sigt. Men paa én Gang saa han atter paa Schwitt og
sagde brat:

— Hvad har Mikael sagt?

Der fløj et besynderligt Smil over Schwitts Ansigt:

— Han har sagt adskillige Ting, sagde han : og alle-
vegne.

— Hvad har han sagt? spurgte Mesteren igen.

— Hvis Du spørger mig, saa sagde han forleden ved
Festen i Poissy, sagde Schwitt, der saa paa det grønne
Gulvtæppe ■ at det kunde vist ikke nytte at søge Dig i
denne Tid, for Du havde været døddrukken i ti Døgn.

Det syntes, som Blod randt ned over Mesterens An-
sigt, og hele hans Legeme skjalv som i et kæmpemæs-
sigt Ryk. Men saa sagde han, roligt og blot lidt hæst:

— Maaske var det sandt.

Ogsaa Schwitt var blevet rød og atter bleg:

— Tilgiv mig, sagde han og formaaede ikke at løfte
sine Øjne.

139 MIKAEL

Mesteren svarede, bortvendt, ligesaa sagte som han :

— Jeg har intet at tilgive.

Og idet han pludselig gik hen mod Schwitt og greb
hans Hænder med et Tryk, der smertede dem, sagde
han og kunde knap fremføre Ordene:

— Det er Dig, der skal tilgive. Du er alligevel tro-
fast — som dit Folk.

— Claude.

De stod begge tavse igen, bortvendte, hver paa sit
Sted.

Saa sagde Charles Schwitt og kunde næsten ikke tale :

— Claude, Claude, jeg be'er Dig, lad den Dreng gaa.
Mesteren svarede ikke straks. Hans Ansigt kunde

Schwitt ikke se.

— Nej, Charles, sagde han saa, og Vennen kendte
ikke ret hans Stemme :

— En Bonde vil ikke dø barnløs.

De sad lang Tid, hver i sin Stol. Ord talte de ikke.
To Taarer var faldet ned ad Charles Schwitts Kinder.

De rettede sig begge i Stolen, da Majordomus aabne-
de Døren og meldte Kunsthandleren, Hr. Leblanc.

— Lad ham komme, sagde Mesteren og stod op.
Da Jacques var gaaet, spurgte Hr. Schwitt:

— Vil Du modtage ham nu?

— Ja, hvorfor ikke? svarede Mesteren, og han fat-
tede paany om Schwitts Haand med et heftigt Tryk :
Farvel, Charles.

Da Hr. Schwitt var gaaet, slog Claude Zoret de tunge
Gardiner halvt for det store Vindu og gik gennem
Sidedøren ind i sit Paaklædningsværelse. Han vaskede,
foran Spejlet, sit Ansigt i to Essenser, som han havde
slaaet ud i en Kumme, og, mens han betragtede sig
selv, børstede han langsomt sit Skæg, saa de hvide
Striber syntes smallere.

Han vendte tilbage til Biblioteket, hvor Hr. Leblanc
stod foran Stuens eneste Maleri, en Corot, hvor Efter-
aarets Storm røvede et Kæmpetræ dets sidste Løv.

— Mester, det er et herligt Billede, sagde han og

HERMAN BANG 140

slog Hælene sammen til en Hilsen, mens han løftede
Haanden op mod Corots Maleri.

— Men den Signatur kan ikke erhverves. En hæ-
derlig Mand opdriver den ikke for Penge.

— Mr. Pinero (Hr. Leblanc saå et Nu paa Mesteren
med sine Øjne, der var vandblaa, men som kunde synes
hvert Øjeblik at skifte Kulør) : Mr. Pinero har, siger
man, for Øjeblikket ogsaa en Corot paa Haanden. Naa,
ikke sandt, man erfarer, hvad en Mand har paa Haan-
den og véd derfor ikke, hvordan han har erhvervet det.

Hr. Leblanc havde flyttet sine Øjne og sagde pludse-
lig uden nogensomhelst tilsyneladende Sammenhæng:

— Men det er kun Eftertiden, som er retfærdig.
Mesteren havde allerede sat sig, før han pegede paa

en Stol:

— Det var om „Germaneren", vi skulde tale, sagde
han:

— Jeg ønsker at sælge den, Hr. Leblanc.

Et Sekund havde Hr. Leblanc, der endnu stod, slaaet
sine Øjne ned mod Mesteren :

— De vil sælge „Germaneren", kære Mester, sagde
han: Hvad siger De? Det er udmærket. Det havde jeg
slet ikke anet (Hr. Leblanc gled gennem alle Talens
Tonefald som en Aal). Det havde jeg ikke troet ... jeg
har slet ikke ventet det i dette Øjeblik.

Mesteren svarede ikke, men Hr. Leblanc lod Øjnene
løbe hen over Mr. Pineros Tidsskrift og sagde :

— Kære Mester, det er udmærket. De véd, at for
hele mit Firma er Claude Zoret Ønskekvisten, Heste-
skoen over Døren. Og De vil sælge — en Gang igen
og hos mig.

Hr. Leblanc strømmede over med Taksigelser, indtil
han pludselig spurgte og med en ny Overgang:

— Og til hvilken Pris skal vi ansætte „Cæsar" ?
Mesteren aabnede næppe Læberne:

— Jeg har kun én, sagde han.

— Naturligvis, jeg véd det, naturligvis, der er kun
én, som det bør sig, sagde Hr. Leblanc.

141 MIKAEL

Men pludselig løftede han Blikket, der syntes fuldt af
Beundring, op paa Mesteren og sagde:

— Men, nej, for „Cæsar" sætter vi Prisen højere.
Ikke sandt, man bør altid være de klogeste. I dette Øje-
blik sætter vi Prisen højere. „Cæsar" har desuden ....

— „Germaneren", rettede Mesteren.

— „Germaneren", ja ... . „Germaneren, der saarer
Cæsar" har desuden, kære Mester, en ganske særlig
Interesse. Jeg mener, man kunde næsten sige, det Bil-
lede betyder et Vendepunkt, jeg mener ... en Fase i
Mesterens Produktion.

Hr. Leblanc bevægede sin Lillefinger hen over Bor-
dets grønne Klæde med en ejendommelig Bevægelse,
som stak han Knappenaale ind i et Bundt:

— Og desuden Geniet, sagde han i samme Tone som
før, bør først og fremmest staa i sin Pris.

Mesteren sagde uden at røre sig:

— De forstaar Dem bedre paa Handel.

Hr. Leblanc løftede et Par troskyldigt beundrende
Øjne og sagde:

— Kære Mester, man handler ikke med en „Claude
Zoret". Man meddeler Kunstverdenen Chancen, ikke
sandt, og Køberen melder sig.

— Men, fortsætter han : vi sætter Prisen højere.
Og ligesom i et Sæt frem. mod Claude Zoret lagde

han til :

— Saa vil der ogsaa være noget at tinge om.
Mesteren saa paa ham, mens hans Bryn pludselig

sitrede :

— De tager fejl, sagde han : min Pris er Prisen.

— Kære Mester, sagde Hr. Leblanc, der uophørligt
blev ved at glide fra Tonefald til Tonefald : De forstaar
dog Spøg. Naturligvis vil det være noget, der aldrig kun-
de ske. Kendere vil strømme til. Vi vilde ikke kunne
rumme Publikum i Trocadéro, hvis vi udstillede „Ger-
maneren" til Salg — skønt Tiderne er ringe . . .

Claude Zoret havde knyttet Haanden paa sit Bord :

— „Germaneren" kan gaa til England, sagde han.

HERMAN BANG 142

— Naturligvis, svarede Hr. Leblanc og betragtede
det grønne Bord : den kunde gaa til England . . . den
kunde maaske gaa til England . . .

— Men? sagde Claude Zoret, og det ene Ord slog
frem af hans Harm mod Kunsthandlerens Ansigt som
en Ild.

— Ja, kære Mester, sagde Hr. Leblanc og holdt
Hænderne med de udspilede Fingre frem paa Bordet:
Jeg er ærlig, ikke sandt, det er min Vej at være ærlig
. . . Jeg mener kun, Luften kan være hed, ikke sandt, og
Luften kan være lunken. Jeg mener blot, at hvert Nu,
om jeg saa maa sige, har sin Atmosfære omkring en
Kunstner og et Navn. Et Øjeblik er belejligt, ikke sandt
... og et andet . . .

Mesteren løftede Hovedet:

— Er Kræmmeren ubelejligt, ja. Men jeg tror ikke,
at nogle Skriverier hos en Mr. Pinero rokker Claude
Zoret . . .

Hr. Leblanc skød ind:

— Jeg har aldrig tænkt . . . Jeg har slet ikke læst . . .

— Det er muligt. Det véd jeg ikke. Men paa
Grund af disse Skriverier, Hr. Leblanc, ønsker jeg
„Germaneren" stillet til Salg — og nu. Hvad Prisen
angaar, er den den sædvanlige.

— Som Mesteren vil, svarede Hr. Leblanc.

— Vi plejer ellers ikke, sagde Claude Zoret, at for-
handle med saa mange Ord.

Og han gjorde en Bevægelse med sin Haand, som
afsluttede han en tilstaaet Sammenkomst.

Men Hr. Leblanc havde vistnok ikke set det. For Hr.
Leblanc blev siddende og sagde kun efter en ganske
lille Stilhed:

— Saa underretter vi altsaa vore Agenter — overalt.
Der er dog fem Verdensdele, ikke sandt. Efter Sukces'-
en i Melbourne er der ogsaa Australien. Kære Mester,
„Germaneren" vil være solgt inden otte Dage — skønt
vi nu har „Sejrbringeren" til Konkurrent . . .

Mesteren forstod vistnok ikke straks.

143 MIKAEL

Saa kom der, brat, et Nu i hans Øjne et Udtryk som i
Hjulrytterens, der pludselig redningsløs ser sig foran en
uanet Skrænt, mens hans Tanker standser:

— „Sejren", „Sejren" solgt

Men med en Kæmpeanstrengelse rakte han sin Arm,
der syntes ham tung som af Jern og ikke nogen Del af
hans egen Krop, ud efter sin Pibe paa det lille Bord.
Men han tabte Piben, fordi han saa den dobbelt, og den
faldt ned paa Gulvet.

Hr. Leblanc, hvis troskyldige Øjne pludselig var ble-
vet blanke som Staalet, vilde bøje sig for at tage den op.

Men Mesteren havde allerede grebet den.

— Tak, sagde han og gik frem i Stuen, hvor han
blev staaende, med Ansigtet vendt mod det fortrukne
Gardin.

Hr. Leblanc, der talte, lod uafladeligt sine Ertsøjne
hvile paa hans Ryg:

— „Sejren" var jo, sagde han, og han syntes at tale
forretningsmæssigt, mens han alligevel støbte hvert et
Ord som en Kugle : af Ejermanden solgt paa Sigt . . .
paa fem Aars Sigt, at magasineres i London. Men,
kære Mester, ikke sandt, lad os være oprigtige — hvad
er i vore Dage en Forpligtelse, ikke sandt ... og hvad
betyder fem Aar i en Kontrakt for en Mand, der vil
gøre Penge, og som benytter sig af et Øjebliks Forle-
genhed hos et ungt Menneske? Mr. Pinero har kastet
„Sejren" paa Markedet straks.

Mesteren rørte sig ikke :

— „Sejren", „Sejren", hans Gave, solgt.
Stakaandet af Smerte havde han aabnet sine Læber

og klemte atter Tandrækkerne sammen, saa den tomme
Pibes Spids sønderbedes af hans Bondetænder :

— „Sejrbringeren" solgt, „Sejren", hans Gave solgt
af Mikael.

Men Hr. Leblanc blev ved:

— Og de Herrer véd, at de risikerer ingenting. In-
genting — ikke sandt? Der er intet Forhold i, hvad de
risikerer, det er Ulykken. De Herrer bryder en Aftale,

HERMAN BANG 144

og alt, hvad man, efter Loven, kære Mester, kan gøre
dem til Gengæld, er at anlægge en Proces, en simpel
Proces.

Mesteren svarede ikke. Maaske hørte han ikke.

Men Hr. Leblanc blev ved at tale, mens han saå, at
Claude Zorets Skuldre sitrede under hans Klædning,
besynderligt som et Dyr kan sitre under Huden, naar
det piskes:

— Og, ikke sandt, hvad vindes der ved en Proces?
Det véd de Herrer. Den blev maaske ovenikøbet ube-
hageligst for os, ikke sandt — og det véd de Herrer . . .
i en Sag som denne.

Hr. Leblanc holdt inde.

Stilheden, da han tav, naaede pludselig ind til Me-
sterens Tanke, og han gjorde med sin Haand en Bevæ-
gelse som et Greb, der skulde kneble hans egen Smerte:

— Nej, for denne Slyngel skulde han ikke forraade
sig. Han idetmindste skulde aldrig se hans Ansigt.

Men alligevel vendte han sig endnu ikke. For han
frygtede for sin Bleghed og han var bange for sin Stem-
me. Og han vidste ikke, om Manden vilde tale mer.

Men han talte ikke. Nej, der var vel ikke mer.

Claude Zoret knugede sine Hænder, som vilde han
bære sig selv i sine egne sammenknyttede Næver, og
pludselig vendte han sig, og hans Ansigt var roligt:

— Hvem havde sidst, sagde han — og hans Stemme
lød, som naar han talte til sin Staldkarl — „Sejren"
paa Haanden i London?

— Kære Mester, det er Hr. George Pinero som har
haft den — hele Tiden.

Hr. Leblanc tog ikke sine glimtende Metaløjne fra
Mesteren :

— Derfor, ikke sandt, sagde han, er vel ogsaa „Sej-
ren" undgaaet Dadelen i Hr. Pineros Tidsskrift.

Og, citerende, hvad han ikke havde læst, sagde Hr.
Leblanc, som om det var Mr. Pinero, han vilde haane :

— Derfor er vel „Sejren" „det ene Værk af det be-

145 MIKAEL

tydelige Talent, der et Øjeblik havde Geni4' ? Kære
Mester, saaledes handler — en Englænder.

Et Øjeblik stirrede Claude Zoret paa den tomme
Luft. Saa forstod han : Endelig, endelig begreb han (og
han førte sin Haand op til et Slag og vidste ikke, om
han vilde rette det mod den, der havde forraadt ham,
eller mod ham, der fortalte det) at det var Mikael . . .
Mikael, der havde ført hans hemmeligste Selvtvivl over
Vandet og forraadt dem paa et fremmed Maal — som
en Tilgift paa hans Handsel.

— Ja, sagde Hr. Leblanc, da Mesteren ikke talte, tro-
skyldigt, som fortsatte han sin egen Tankegang fra før:

— Der er Forbrydelser, som ikke kan straffes.
Mesterens Læber var hvide, som havde pludselig

hans Hjerte, i en eneste Trækning, opsuget alt hans
Kæmpelegemes Blod.

Men paa én Gang sagde han og talte med ét kort og
klart som en Feltherre, der under Faren udspørger en
Adjudant og uddeler sine Befalinger :

— Hvor er „Sejren" nu?

— Hr. Pinero har bragt den til Paris.

— Hvor er den?

— Hos Hr. Petit.

— I Rue Blanche?

— Ja.

— Vel.

Claude Zoret gik to Skridt.

— Saa køber De den tilbage.

— Tilbage?

Hr. Leblancs Øjne havde mistet deres staalagtige
Farve og hans Blik gled ud, mens han pludselig stod op
fra sin Stol.

Mesteren satte sig ved sit Bord :

— De har Ret, sagde han, jeg havde ikke tænkt der-
over, at „Sejrbringeren" var paa Markedet. Men „Sej-
ren" og „Germaneren" bør ikke udbydes paa den sam-
me Tid.

Han lagde den flade Haand mod det grønne Bord saa

H. B. V 10

HERMAN BANG 146

fast, som var hans voldsomt strakte Arm en Stiver, han
rejste til Støtte for sit eget Legeme :

— Jeg vil, sagde han, „Germaneren" skal sælges
først, og dens Pris skal ikke trykkes.

Hr. Leblanc mumlede et Svar.

— Derfor køber vi „Sejren" tilbage. D e køber den
for et fremmed Navn og straks.

Med sin tunge Haand udfyldte Claude Zoret en An-
visnings Tal :

— Prisen er ligegyldig.

— Dér, sagde han og skød Anvisningen frem over
Bordet.

Hr. Leblanc tog den, med underlige, nervøse eller
usikre Trækninger i sine Fingre:

— Naturligvis, sagde han ganske meningsløst.
Men Mesteren spurgte:

— Naar kan Handelen være sluttet?

Hr. Leblanc, der stod foran Bordet med Hovedet
bøjet paa Skraa som en Kontorist, der venter, sagde :

— Om to Timer.

— Vel. Saa bringer De Billedet herhen.

— Ja, Mester.

— Farvel.

— Farvel, sagde Hr. Leblanc, der ligesom drejede
sig to Gange foran Døren:

— Farvel.

Hr. Leblanc slap ud, og Døren blev lukket.

Da han var blevet ene, rejste Mesteren sig. Men
pludselig faldt han forover, svajende to Gange, som et
rodhugget Træ — over mod Bordet. Men, støttende sig
mod Bordkanten, betvang han sig og rejste sig paany.

Han slæbte sig hen over Gulvet og henne i Krogen
satte han sig ned, ned paa selve Gulvet med frem-
strakte Fødder, saadan, som hans Bondefædre sad paa
den nøgne Jord.

Hovedet faldt ned paa hans Bryst og hans Skuldre
slappedes. Hænderne laa i hans Skød, som skulde de
aldrig fatte om noget Redskab mer.

147 MIKAEL

Han følte kun sit Hjerte, der som et blodrødt Jern
brændte hans Bryst.

— Mester, Mester.

Majordomus slog paa den laasede Dør.
Mesteren havde rejst sig og aabnede for Jacques, der
stod paa Tærskelen med forstyrret Ansigt.

— Hvad er der? spurgte Mesteren.
Majordomus stammede :

— Det er Hr. Leblanc . . . Hr. Leblanc, der er her
igen med et Billede.

— Det er godt.

Mesteren stod rank og midt i Stuen :

— Lad Francois faa det bragt over til Hr. Mikael
— men straks. Og lad spænde for om en halv Time.

— Ja, Mester, mumlede Majordomus.

— Og gør et Halvbad i Stand, sagde Mesteren og
vendte sig bort.

Jacques' rystende Hænder fandt ikke Dørgrebet, da
han lukkede.

Mesteren stod et Øjeblik, og der var i hans Øjne og
over hans slappe Skuldre noget som hos en Vandrer,
der foran en ny og en ubekendt Egn ikke mer véd, hvor-
hen han skal gaa og hvor han skal vende sine Fødder.

Saa tog han Tidsskriftet og lagde det bort uden at se
paa det og med en underlig Bevægelse, som brændte
Heftet hans store Hænder. Han lukkede Blækhuset og
flyttede Pennen hen, som en Mand, der rydder op, eller
som En, der vil slette noget ud, der aldrig vender til-
bage.

Men paa én Gang saå han Mikael foran sig igen —
saadan som han havde siddet der foran det samme Bord
saa mange Aftener i de første Aar, læsende, med bøjet
Hoved under Lampen, Time efter Time i den samme
Stilling.

— „Mikael," havde han kaldt. Mikael hørte knap:

HERMAN BANG 148

„Ja." — „Du læser og læser." — „Ja." — „Men
hvorfor?" havde han spurgt igen. „Jo, jeg maa jo vide,
alt det — alt det, hvad I taler om," havde han sagt; og
han havde læst igen, med Hænderne op i Haaret; som
en Dreng, der læste „De tre Musketerer", havde han
siddet og læst.

Mesterens Udtryk forandredes.

— Han havde egentlig været flittig de første Aar og
havde lært sig meget . . . meget om mange Ting. Ar-
bejdskraft var der i ham, det var det, Monthieu ogsaa
altid havde sagt.

Mesteren drog Aanden dybt:

— Kraften, Kraften var i ham.

Men maaske arbejdede han nu, maaske malede han.

Man maatte først se, hvad han malede.

Mesteren støttede sig til Bordets Kant, som var han
træt af en lang Vandring.

Han satte sig i Stolen, og mens hans Arme faldt slap-
pe ned over Stolen, tænkte han igen paa Aarene for saa
langt tilbage : naar Mikael havde siddet her og klippet
al hans „Berømmelse" ud af alle de Verdens Aviser og
havde rodet med Saks og med Klister og havde læst
højt og havde ordnet sine evige Scrap-books . . .

— Hvor mon de egentlig var? De var her vel endnu
— etsteds paa Reolerne. De var i røde Bind, det
huskede han.

Claude Zoret rejste sig og gik hen mod Boghylder-
ne : Jo, dér stod de, en hel Række. Elleve var der . . .
Mesteren tog et Bind ud og lukkede Bogen op : Hm, det
var Kritikkerne fra den Sommer, han havde udstillet i
London ... Ja, hvor Mikael havde været glad den Gang.

Mesteren begyndte at læse. Han havde aldrig selv
læst det, alle de Lovsange.

— Men der var dog iblandt dem (Claude Zoret havde
sat sig og blev ved at læse) ogsaa Folk, der begreb . . .
Personer, der forstod, hvad de skrev om . . . Folk, der
vidste, hvem han egentlig var . . . Mænd. som fattede,
hvad det gjaldt . . .

149 MIKAEL

Claude Zoret blev ved at vende Bindets Blade, Side
efter Side, mens Taarerne kom frem i de underlig slukte
Gammelmandsøjne, der hvilede paa Bogen : „Claude
Zoret staar i Nutidskunsten stolt og ene. I Kampen for
den store Skønhed har han kun én eneste Vaaben fælle:
sit Geni."

Taarerne gled ned over Mesterens gule Kind som
Duggen over et visnet Blad, mens han blev ved at læse.

Men pludselig stod han op og skød Bogen bort. Det
var Jacques, der meldte, Badet var færdigt.

— Tak, svarede Mesteren med bortvendt Ansigt, og,
da Jacques igen var gaaet, satte han Scrap-book'en paa
Plads.

Han gik ind og klædte sig af og han aabnede Dø-
ren til Badekammeret. Han gik ned ad de tre Trin og
han lagde sig i Marmorkarret udstrakt i det lunkne
Vand. Det var, som dulmede det en Smerte i hans Le-
geme, eller kun som det løste en Træthed, som sad ham
i al hans Krop :

— Man skulde altid male — male og ikke andet ind-
til den Dag, da Penslen sank ned fra en død Haand.

Mesteren løftede sine Øjne og de faldt paa Marmor-
friserne i Kammeret. Det var saa længe siden han havde
set dem :

— De badende Romerkroppe var gode. Dubois skul-
de altid have holdt sig til Leret. Farven, den bestandig
ligesom døde for ham under Strøget.

Claude Zoret blev ved at stirre paa Paul Dubois'
Frise :

— De Romere, de havde altsaa kun overskaaret
Aarerne, skaaret dem over med en Kniv, og Blodet var
flydt ud i det lunkne Vand. Rundet ud. Saa langsomt
rundet bort.

Mesteren lukkede sine Øjne. Hans Kæmpelegeme
lignede en blundende Flodguds under Vandet:

— Og Blodet havde farvet Vandet lys-rødt og dun-
kel-rødt og blodig-rødt — ganske langsomt, lidt efter
lidt.

HERMAN BANG 150

Claude Zoret slog Blikket op. Det var, som hans
Malerøje saå og glædedes ved den skridende Farve, den
sælsomme og dejlige Blodets Farve.

— Men Mikaels Arbejde maatte han se. Nu kunde
han vel male den hele Kvinde.

Mesteren stod op af Vandet, og foran Spejlet aftør-
rede han sine Lemmer.

Han førte haardt de ru og varme Tæpper op og ned
ad sin stærke Krop, og Blodet steg hastigt gennem hans
Legeme :

— Nej, de skulde faa det at vide, at han var ikke
død, men at han levede. Der var endnu en Væg i
Luxembourg, og Hr. David kunde hænge ene i sit
Louvre.

Han klædte sig paa og gik ind i Dagligstuen. Han
standsede paa den gyldne Trappe til Atelieret og be-
tragtede den vældige Sal, som vilde han veje og maale
sit eget Eje saadan, som Bonden maaler sin Mark med
Sædens mange Fold og Agren, han har dyrket op og
pløjet.

Han vilde gaa videre, da Jules meldte Vognen.

— Godt, sagde han og han gik ud gennem Vestibu-
len forbi Majordomus, i hvis Ansigt alle Rynker sit-
rede, og han nikkede til sin Kusk, før han steg ind i
sin Vogn.

Han kørte gennem Tuileriernes Gaard og over
Broen. Han hilste roligt dem, der hilste ham. Han
raabte paa Kajen sit høje „Goddag" til en Boghøker,
af hvem han til Tider købte gamle Stik, og han rullede
videre, rank i sit Sæde.

Men da han saå Gitteret foran Mikaels Hus, skjalv
han over hele sin Krop, saa han maatte støtte sig, med
et Greb, til Kalechens Rand for at stige ud.

Han gik gennem Haven og ringede paa det lukkede
Hus.

Den unge Tjener kom løbende, hvid i sit Lakaj-
ansigt og saa forvirret, at han knap kunde lukke Dø-
ren op.

151 MIKAEL

— Ja, sagde Mesteren : det er mig.

Han gik ind i Vestibulen, hvor han saå „Sejren" staa
lænet til Væggen, indhyllet i et grønt Klæde, og en
Blodstrøm skød op i hans Ansigt.

Tjeneren, der følte, at han rystede lige ned til sine
Knæ, var løbet op ad Trappen.

— Bliv, sagde Mesteren og vendte Ansigtet mod
ham. Aarerne i hans Pande svulmede som Skrifttegn.

Og Tjeneren blev staaende, støttende sig til Muren,
mens Mesteren gik ham forbi, op mod Stuerne.

Han aabnede Døren til Dagligstuen og traadte ind.
Han saå sig om fra Væg til Væg, som søgte han dog
paa de tomme Felter Billedet, som han vidste var der
ikke. Han betragtede Shahens Stue og han løftede de
tunge Guldbroderier, som vilde han veje dem i sin
Næve. Han standsede foran Vindeltrappen et Nu. Hans
stirrende Øjne faldt paa dens dansende Amoriner, der
drev Leg med deres spæde Fakler, og han steg videre.

Han rev Atelierets Port op med et Ryk og et Se-
kund blev han, foran det pudsede, prydelige Rum,
staaende paa Tærskelen.

Saa gik han ind, og rolig som en Vurderingsmand
før Bortsalget ved en Auktion, tog han, langs med Væg-
gen, mens kun nu og da hans Skulder sank hen mod
Muren, Skitserne op, en efter en, alle de Skitser, han
kendte.

Der var ingen andre.

Ingen.

Men han søgte igen.

Langs Væggene, bag Tæpperne, langs de normanni-
ske Kister søgte han om en Studie, om et Rids fra
Poissy, fra St. Germain, fra Versailles. En eneste
Studie blot fra alle de Steder, hvor Mikael havde sagt
ham. at han havde malet.

Men der var intet.

Saa havde Mikael kun talt Løgn.

Langsomt standsede Claude Zoret, mens han gik
som en styrtet Ridder vilde vade i sin Rustning, foran

HERMAN BANG 152

de tre Staffelier, der bar deres halvtomme Lærreder,
hvorpaa der intet var arbejdet.

Men pludselig tog han den tørre Palet ned fra dens
Søm og han vred sin Tommel rundt i dens Farvestøv,
som førte han sin Finger rundt i et aabent Saar, der
smertede hans eget Legeme.

Paa én Gang greb han med Haanden frem mod
Kardinalstolens Arm og han satte sig. Hans højre
Haand laa aaben paa hans Knæ, som var en Stav gle-
det ud af dens Tag.

Han løftede det sænkede Hoved og han maalte Rum-
met som en afbrændt Tomt, mens de brudte Klager
brød frem af hans Bryst som af en Hunds, der piber.

Saa rejste han sig og hans stirrende Øjne betrag-
tede Stolen, han havde forladt. Men pludselig saå han,
der, i Stoleryggens gyldne Snitværk, nogle lange af-
revne blonde Haar, og i en Harm, der overvældede
ham som en Bølge, mens Kroernes Bonde-Eder pres-
sede sig frem af hans sammensnørede Strube, rev han
Haarene ud, ét efter ét, dækkende dem, ét efter ét,
med Bondelandets Værtshus-Bespottelser.

Og overmandet af et raadløst Raseri styrtede han sig
pludselig frem mod Florentineren, den evige Sanger,
og han greb om hans Strube med et Tag af sin Haand,
som vilde han kværke hans syngende Broncehals.

Men paa én Gang bragt til Besindelse ved sin
Haands Berøring af den kolde Bronce, rankede Me-
steren sit Legeme, og han gik.

Han aabnede Døren til Soveværelset og han saå den
silkedækkede Seng og i Toiletværelset Prinsesse Zami-
kofs Skørter, der hang paa en Stander, og han ringede.

Tjeneren kom ind, med underlig halvt dukket Ansigt
som den, der venter et Slag i sit Syn.

— Bring „Sejren" herop, sagde Mesteren, der stod
ved Fodenden af Mikaels Seng.

— Ja, Mester.

— Tag Kusken med.
— - Ja, Mester.

153 MIKAEL

— Og bring en Stige.

— Ja, Mester, svarede Lakajen, for hvis Øjne det
flimrede.

Mesteren ventede paa samme Sted.

De to kom ind, slæbende det vældige Billede.

— Kom med Stigen, sagde Mesteren fra det samme
Sted.

De bragte Stigen i Arme, der rystede.

— Dér skal det hænge, sagde Mesteren og løftede
sin Haand, pegende mod Feltet over Sengen.

— Har I Kramper?
- — Ja, Mester.

— Og Hammeren?

— Ja, Mester.

— Vel.

Mesteren stod paa samme Plads.
Tjeneren gik op ad Stigen. Men Hammeren i hans
rystende Haand ramte ikke Krampen.
Mesteren stod paa samme Plads.

— Hvordan er det, Du bruger en Hammer, sagde
han : Hug til.

Tjeneren slog til. Han var i Muren stødt paa Træ,
der syntes hult, som slog han paa et Laag.

— Hug til, sagde Mesteren.

— Ja, Mester, svarede Tjeneren, og Hammeren faldt
paany forkert.

— Lad mig selv, sagde Mesteren :

— Giv mig Hammeren.

Han steg op paa Stigen og slog Krampen ind, som
huggede han den ind i en Bjælke.

— Saa, sagde han og gik ned.

— Hæng Billedet op.

De to hængte det op og steg atter ned, mens Meste-
ren ventede, ubevægelig, foran Fodenden.

— Godt, sagde han, nu er det paa Plads.
Og vendende sig til sin Kusk sagde han :

— Denis, vi skal hjem,

HERMAN BANG 154

Mesteren vendte sig og gik gennem Huset ud til sin
Vogn.

Han kørte paany over Kajen, høj i sit Sæde, med
Armene stemmede mod Kalechens Sider. Eleverne, der
kom fra Republikkens Kunstskoler, hilste ham og blot-
tede deres Hoveder.

Saa naaede han Broen, og Claude Zoret drejede sit
Ansigt: i en mødende Vogn saå han, bag Glasset, faa
Alen fra sig, Hr. de Monthieu bøjet over mod Fru
Adelsskjold, med hendes Haand i sin.

Et Øjeblik forstod han ikke, han, som hørte og ikke
hørte menneskelig Sladder.

Saa havde han rejst sig: staaende op i sin Vogn,
med sammenknugede Hænder stirrede han efter Hr.
de Monthieus Køretøj, med aabnede Læber, som vilde
han udspy en Forbandelse.

Og mens han satte sig, talte han, som hans dumpe
og utaalelige Smerte trængte til Lyd og til et Sted,
hvorhen den kunde vende sig, ud i Luften, højt, saa
Vognenes Larm næppe overdøvede hans Stemme —
sendende en Flod af Skældsord ud over Monthieu og
hans Elskede, Rakker og Bolerske.

Han kørte gennem Tuileriernes Gaard, og pludselig
blev han atter rolig, som om selve Paladsernes Sten-
masser betvang ham og bragte ham til Ro.

Han kom hjem og i Vestibulen hilste han Majordo-
mus med et Nik :

— Lad rette an, sagde han og han gik op.

Majordomus meldte, at Middagen ventede, og Me-
steren satte sig til Bords. Majordomus opvartede selv,
bragte Retterne og tog dem bort. Mesteren spiste som
den, der havde følt Døgns Hunger.

— Bring mere Vin, sagde han.

— Vel, Mester.

Majordomus bragte endnu en Flaske, og Mesteren
slog Vinen op i sit Glas og tømte Glasset som den, der
ikke vil smage Vinen, men vil fyldes af Vin — mens
Majordomus fra Krogen sky vogtede paa hans Ansigt.

155 MIKAEL

Mesteren rejste sig. Han gik langsomt op ad Atelierets
Trappe og højere op, til han aabnede Balkonens Dør.

Med løftet Hoved stirrede han frem mod Tuilerier-
nes Have. Statuer, Træer og Lys blev sløret til af de
tunge Dunster, som, efter den luende Dag, steg op
af den brændende Jord og mødtes med Himlens Brand,
der graatung sank ned fra Rummet og dovnede paa
Louvres Tag.

Mesteren havde korslagt sine Arme.

Han betragtede Stenkolossernes Konturer, der sit-
rede i Hedens Skumring, saa de næsten slettedes ud,
mens selve Louvres Linjer, der dirrede, syntes at vakle
i Luftens Ild.

Mesteren stod der endnu. Gennem Halvmørket skin-
nede hans hvidnende Skæg.

Saa gik han ind.

Men paa Trappen greb han for sig, som skulde han
pludselig falde.

Det var, som alle hans Sener og alle hans Ledemods
Led smertede ham og gjorde ondt. Han slæbte sig ned
ad sine egne Trapper, som om han slæbte paa en Byr-
de. Og hans Hjerne var tom, som om alle Tanker havde
forladt den, alle — undtagen én, at nu vilde han glem-
me det. Være død for sig selv og glemme det.

Han gik ind i sit Soveværelse og han klædte sig af.
Han hældte den hvide Sovesaft ud i et Glas og drak
den. Men Smerten, der brændte hans Hjerte, slog ud
i Vabler over hans Kæmpekrop som paa en Spedalsk
og pinte ham, som var det Naale, der blev stukket i
en Pude.

Halvt i Søvne stod han op igen og fyldte Glasset
paany og slugte Saften, som den, der tørster, i ét Drag.

Saa faldt han hen.

Majordomus listede frem over Tæppet og, tæt ved
Sengen, betragtede han Mesteren.

Ansigtet var roligt. En let Fraade stod som Skum
ud over de halvaabne Læber.

HERMAN BANG 156

Majordomus gik tilbage. Han vaagede paa Sovebæn-
ken, til Morgenen kom.

Mesteren laa i sin Seng paa det ottende Døgn.

Han vaagnede og han forlangte at drikke, han blun-
dede og han drak igen.

Der stod Slim fra hans stønnende Bryst ud af den
aabne Mund og den rindende Sved laa under ham som
en Sø.

Majordomus sad foran hans Seng.

Naar Mesteren vaagnede, bragte han ham Mad, som
Mesteren slugte, raat og hurtigt, som havde han glemt
Gaffelens og Knivens Brug.

Han lagde sig ned paany. Det hvidnende Skæg laa
uredt over de plettede Puder, og de opspilede Øjne i
det hovne Ansigt syntes af Glas, bag hvilket Lyset er
slukket.

Naar Majordomus talte, svarede Mesteren ikke, og i
hans Øjne kom der intet Liv — til han sov igen.

Ingen kom og gik paa de øde Trapper. Jules rejste
sig fra sin Stol i Vestibulen og med et: „Mesteren er
bortrejst" modtog han de Besøgendes Kort.

Og der blev igen stille i Huset, hvor Majordomus
havde lukket alle Døre.

Kun Charles Schwitt gik uhindret gennem Vesti-
bulen.

Majordomus kom ind i Dagligstuen efter at have
lukket alle Døre fra Stue til Stue :

— Hvordan er det? spurgte Charles Schwitt.
Majordomus svarede :

— Det samme.

Charles Schwitt spurgte, mens hans Læber krænge-
des af Væmmelsen ved en Last, hans Race ikke kender :

— Hvor længe kan det dog vare?

— Man véd det ikke, svarede Majordomus.

157 MIKAEL

Charles Schwitt løftede pludselig Blikket mod
Jacques' ubevægelige Ansigt:

— Men hvoraf kom det? spurgte han.
Majordomus rørte ikke en Nerve :

— Mesteren var vel træt, sagde han.

Men idet han vilde gaa, sagde Charles Schwitt, som
vilde han overraske den, han spurgte:

— Hvor er Mikael?
Majordomus svarede som før :

— Hr. Mikael er paa Landet.

— Ja saa, kom det fra Schwitt, der gik.
Majordomus vendte tilbage, forsigtigt, gennem alle

Døre.

Mesteren stønnede i sin Søvn, mens Sveden randt
ned ad hans Kinder og fra hans Pande.

Om Natten vaagnede Jacques : Mesteren kastede sig
i sin Seng :

— Jacques.

— Ja, Mester.

— Jacques, jeg kan ikke sove.

— Mesteren har sovet saa meget, sagde Jacques.
Claude Zoret svarede ikke.

Men lidt efter sagde han :

— Men læg Du Dig nu — han tog Majordomus'
Haand — : Du har vist vaaget meget.

Han laa et Øjeblik. Saa sagde han :

— Hvad Dag er det?

— Lørdag, Mester.

Der gik en Skælven over Mesterens bulne Maske af
et Ansigt, men han sagde kun :

— Sov Du nu.

Udstrakt i sin Seng hørte han lige til om Morgenen
Majordomus' tunge Søvn.

Klokken ni ringede han med en Klokke ved Sen-
gen for at vække Jacques. Tjeneren tumlede ud af sin
Søvn og sagde forskrækket, mens hans Øjne løb hen
over Glassene paa Mesterens Bord :

— Hvor Mesteren vækker mig sent.

HERMAN BANG 158

— Du skulde jo sove, sagde Mesteren og rørte sig
ikke.

Jacques gik og bragte ham Bladene, og Claude Zo-
ret foldede dem ud. Han forsøgte at læse. Men det var,
som om hans Tanker ikke kunde holde Bogstaverne
sammen eller som om hans Øjne havde mistet deres
Sekraft, saa de ikke saå.

— Lad mig staa op, sagde han.

Han fik nogle Klæder om sig, og skælvende i de
usikre Knæ, der knap kunde bære ham, gik han ind
i Toiletværelset. Han betragtede i Spejlet sit ophov-
nede Ansigt, hvor Poser laa under de døde Øjne, og
han vaskede sig, kun sine Hænder. Han var endnu
angst for Renselse og for Vand.

Han gik ud og han flakkede rundt i Huset, uden Ro,
mens Klæderne, der syntes alt for store, slog om det
sammensunkne Legeme. Tørsten plagede ham, og ikke
det Sted var der paa hans Krop, som ikke smertede.

— Jeg vil i Seng, sagde han og Majordomus aftog
hans Klæder, før han kuldegysende gemte sig under
Tæpperne.

Den lange Dag gik han til Sengs og stod op, søgte
paany til Sengen og stod op paany.

Han sov ikke fire Døgn. Han stirrede udstrakt paa
sin Ryg blundforladt de lange Nætter paa Sengens Bal-
dakin, mens hans Tanker langsomt vendte tilbage og
hans Hjerne genvandt sin Magt.

Da Jacques den femte Aften rakte ham Sovesaften,
skælvede Mesterens Hænder om Glasset:

— Nu, Jacques, sagde han, skulde Du bede til dine
Helgene, for, hvis jeg ikke sover nu, mister Claude
Zoret sin Forstand.

Men den Nat sov han, en pinefuld Søvn, i tolv Ti-
mer. Hans Legeme var som lamslaaet, da han vaag-
nede, men hans Tanke var klar.

— Gør Badet i Stand, sagde han, og medens Major-
domus tilberedte Badet, læste han Bladene, oprejst i
sin Seng.

159 MIKAEL

Han gik ind og lagde sig i Bassinet. Da han igen var
staaet op, satte han sig foran Spejlet og, med trætte
Hænder, begyndte han, fyldt af en besk Smerte, end-
nu en Gang at genfremstille Claude Zorets Maske.

Han kom ud fuldt paaklædt og gik op i sit Atelier.
Han bladede i gamle Kobbere, mens Timerne gik.

Ved Middagen spurgte han:

— Har Charles Schwitt ikke været her i Dag?

— Jo, svarede Majordomus.

— Men, sagde Mesteren, Du lod ham ikke komme
ind.

Majordomus svarede ikke.

— Hm, sagde Mesteren : det kan maaske være me-
get rigtigt. Hvad han ikke har set, kan han ikke skrive
ned.

Han sov kun kort om Natten. Han laa vaagen indtil
Morgen, med straalende Øjne. Som Stridsvogne ryk-
kede Tankerne frem paany i hans mægtige Hjerne.

Han ringede tidligt:

— Jeg skal male, sagde han og han gik ind til Ba-
det.

Jacques hjalp ham, da Claude Zoret pludselig, med
lysende Øjne, slog sin Haand ned mod hans Skulder :

— Jacques, sagde han : maaske bliver jeg dog Ma-
ler.

— Det er da Mesteren, sagde Jacques.

— Nej, gamle Jacques, endnu ikke.

Claude Zoret vilde gaa. Men pludselig vendte han
sig og tog Majordomus' Hænder:

— Tak, min Ven, sagde han og gik.

Og rank, saa spændstig som en af hans Bondefor-
fædre, der en Martsdag gik til Markens første Arbejde,
gik han gennem sit Hus op i sit Værksted.

Men ved Trappens nederste Trin hørte den lyttende
Majordomus, at Mesteren allerede fastspigrede sine
Lærreder.

Ved Middag kom han ned. Han talte ikke, mens Ju-
les bragte Retterne til og fra.

HERMAN BANG 160

— Tænd i Biblioteket, sagde han, da han skød Sto-
len bort.

Majordomus saå ham, gennem Døren, læse i den
store Bibel. Han sad der til ud paa Natten. Hans mæg-
tige Skæg faldt ud over Bladene i Esaias' Bog.

Om Morgenen spurgte Jacques :

— Skal der nogen lukkes ind, Mester?

— Nej, ingen. Nu skal jeg have Fred, svarede Me-
steren.

Majordomus aabnede Munden til et Spørgsmaal. Men
han tav.

Mesteren vendte sit Hoved og spurgte brat :

— Er Mikael paa Landet?

Det var første Gang, han nævnede hans Navn.
Majordomus svarede halvsagte :

— Jeg véd det ikke.
Mesteren gik mod Døren.

— Til Hr. Mikael skal der dækkes, sagde han og
gik til sit Værksted.

Dagene randt og blev til Uger. Mesteren kom og gik
til sit ensomme Maaltid. Hans Ansigt var furet som en
Ager, men hans Skuldre var ranke. Atelierets Skyde-
døre var lukkede, og der var ingen, som turde aabne
dem.

Majordomus listede sig op til Trappens øverste Trin.
Mesterens Skridt lød derinde. Nu talte han — talte
han højt.

Majordomus listede sig op ad det sidste Trin.

— Ja, han talte, raabte højt.

Angst bøjede Jacques sit Øre frem mod Skydedørens
Sprække, saa han kunde høre :

Nu tav han. Nu gik han derinde. Nu talte han igen:

„Gid Du vilde gemme mig i Graven, ja, skjule mig,
indtil din Vrede vendte om. At Du vilde sætte mig den
beskikkede Tid og komme mig ihu igenu.

Majordomus' Hoved faldt ned mod Døren uden at
han mærkede det. mens Mesterens Stemme derinde lød
paany.

161 MIK Al^L

— • Saadan havde Mesteren aldrig talt, aldrig saadan.

„Men fortabt vorde den Dag, jeg blev født, og den
Nat, der man sagde: en Dreng er undfanget. Den
samme Dag skal være mørk. Gud fra oven skal ikke
spørge efter den, og intet Skin skal skinne over den.
Mørkets og Dødens Skygger skal besmitte den. En
Sky skal bo over den."

Mesteren talte højere, bestandig højere, som vilde
han tvinge sin Haand og sit Syn og sin Hjerne under
Bibelens mægtige Klager og fylde sin Sjæl og Nerver-
nes Væv og sit Væsen med Testamentets Jammer, saa
han saå den, saå den sidste Fortvivlelse foran sine to
Øjne :

„Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? Hvorfor
udkom jeg af Livet og hvorfor blev jeg opfostret med
Bryst? Thi da havde jeg nu ligget og været stille, jeg
havde sovet og éa havde jeg hvilet."

Majordomus greb frem for sig mod Trappens Gelæn-
der. Men gennem den lukkede Dør hørte han endnu,
mens han gik ned ad Trinnene og ligesom sank i Knæ
to Gange, Mesterens Røst, der lød igen, højt gennem
den stængede Dør :

„Hvorfor giver han en Ussel Lyset og Livet, som er
beskeligen bedrøvet i Sjælen? Thi før jeg æder mit
Brød, kommer mit Suk, og mit Skrig udøses som Van-
det."

Majordomus lyttede endnu, støttet til Gelænderet,
paa Trappens nederste Trin. Men pludselig løb han, løb
hen over Gulvet og ud af Døren, ned i Vestibulen, ud,
hvor Jules sad.

— Hvad er der, Gamle? sagde Jules, der rejste sig.
Majordomus svarede ikke. Han bed de falske Tand-
rækker sammen, mens han, skælvende, sad i sin Stol.

Det ringede paa Porten. Det var Charles Schwitt, og
Majordomus rejste sig, da han kom ind i Vestibulen.

— Hvordan staar det til? spurgte han.

— Mesteren arbejder, svarede Jacques, mens hans
Stemme rystede.

h. b. v 11

HERMAN BANG 162

— Paa hvad? spurgte Schwitt.

— Jeg véd det ikke.
Schwitt stod et Øjeblik.

— Hvorfor ser De ikke efter om Morgenen?

— Døren er laaset, svarede Jacques, og mens han
begyndte at skælve igen — angst for det, som han al-
tid frygtede og som han aldrig turde sige, at nu var
„det" kommet — lagde han til:

— Men han taler . . . hele Tiden.

— Taler? sagde Schwitt: Hvad „taler" han?

— Jeg véd det ikke, svarede Jacques. Men . . . men
(og han sagde det ganske sagte) jeg tror, det er Bibelen.

Der gled et Skær over Charles Schwitts Ansigt.

— Det kan være, sagde han og pludselig lagde han
til : Lad os gaa derop.

De gik begge to op ad Trappen, uvilkaarligt saa
stille, som sov En, der ikke turde vækkes. Og Major-
domus aabnede Dagligstuedøren :

— Hør, sagde han.

— Ja.

— Han taler igen, hviskede Jacques, der blev staa-
ende paa Tærskelen, mens det rynkede Ansigt saå ud,
som var det overgydt med Kalk.

Skydedørene var slaaede til Side og kun Forhæn-
gene dækkede Atelieret, hvor Mesterens Stemme lød
med de samme Ord, bestandig:

„Fortabt vorde den Dag, paa hvilken jeg er født og
den Nat, dér man sagde, en Dreng er undfanget. Stjer-
ner i dens Tusmørke skulle slukkes, den skal vente
paa Lys og det skal ikke komme; og den skal ikke se
Morgenrødens Øjenlaag ..."

— Hvad er det, han læser? hviskede Jacques, der
støttede sig til Dørens Karm.

Charles Schwitt svarede ikke. Sveden randt ned ad
hans Pande, som var det ham selv, der underkastede
sig Mesterens Anspændelse.

— Hvad er det, han læser? hviskede Jacques igen

163 MIKAEL

og han rakte de udspilede Hænder frem mod Charles
Schwitt.

Mesteren talte paany, men det var, som Ordene kun
med Møje pressedes frem af hans anspændte Bryst:

„Thi da havde jeg hvilet og været stille, jeg havde
sovet, og da havde jeg nu hvilet."

Charles Schwitt havde ikke rørt sig.

Mesteren tav og de hørte kun hans Skridt over Gul-
vet og Vandet, der langsomt faldt i de gyldne Kummer.

Pludselig slog Claude Zoret Portieren bort og stod
paa Afsatsen. Der var Furer som skaarne med Knive
ned over hans Kinder.

— Er Du her? sagde han ned mod Charles Schwitt,
og som om han allerede havde glemt ham, sagde han,
vendt til Majordomus, og pegede paa Kummerne :

— Stands det Vand.

Majordomus gik hen over Gulvet og standsede
Springvandet med sine rystende Hænder.

— Og lad spænde for, sagde Mesteren. Jeg vil
køre ud.

Claude Zoret gik tilbage til sit Værksted.
Hr. Schwitt fulgte Majordomus.

— Nu skal han have Ro, sagde Charles Schwitt, og
Jacques kendte næsten ikke hans Stemme.

Da Hr. Schwitt kom ned paa Trinnene til Vestibulen,
kom Hr. Adelsskjold op imod ham. Han saå saa be-
synderlig ud, som om selve det blonde Skæg sad løst
i hans Ansigt.

Charles Schwitt saå paa ham :

— Er det Dem? sagde han: Hvor har dog De været
saa længe?

— I Finland, svarede Adelsskjold, der stadig stir-
rede ud for sig med det samme Blik, der flakkede.

— Det var langt, sagde Schwitt. Og Fru Adelsskjold
har det godt?

Adelsskjold saå pludselig paa ham :

— Fru Adelsskjold er jo i Normandiet.

HERMAN BANG 164

Og som en Mand, der maa udtale den eneste Tanke,
hvorom hans Hjerne kredser, lagde han til :

— Hun er i Besøg hos Enkehertuginden af Mon-
thieu.

Charles Schwitt lod gaa maaske et halvt Minut, før
han svarede:

— Men det er sandt, det har jeg jo hørt.
Han svippede et Øjeblik med sin Stok:

— Zoret tager ikke imod, sagde han saa, han ar-
bejder.

Adelsskjold, der, naar han hørte en Sætning, fo'r
op som en Mand, der bortjager en Flue fra sin Pande,
sagde :

— Jeg vil kun lægge mit Kort.
Og de skiltes.

Hr. Adelsskjold gik op i Vestibulen og gav Jules sit
Visitkort.

— Maaske kan jeg sidde et Øjeblik her, sagde han •
jeg er lidt træt.

Og han satte sig mekanisk i en af de store Stole,
stirrende ud i Luften, ubevægelig, som et Menneske,
for hvem det er staaet stille.

Mesteren havde badet sit Ansigt og skiftet Dragt.
Han kom rask gennem Forhallen.

— Men er det Dem? sagde han, da han saå Adels-
skjold, der rejste sig. Og meget mildt lagde han til :

— Vil De ikke køre med? Frisk Luft gør godt.
Adelsskjold tog om Mesterens Haand :

— Tak, sagde han.

— Men tale kan jeg ikke, sagde Claude Zoret, da
de steg ind i Vognen : jeg arbejder.

Laagene sitrede over Adelsskjolds tørre Øjne :

— Gør De? sagde han.

— Ja, svarede Mesteren, og Tankerne vil ikke hvile.
Adelsskjold sad et Nu, stirrende frem for sig som

før i Vestibulen :

— Nej, sagde han. det er det med Tankerne, at de
ikke vil hvile.

165 MIKAEL

De to Mænd kørte frem over Boulevarden, Side om

Side. Nu og da bevægedes Mesterens Læber, som om

han hviskede uhørlige Ord. Adelsskjold faldt sammen
i Sædet og rettede sig op paany. Ingen af dem talte —
ikke et Ord.

— Levvel, min Ven, sagde Mesteren, da de atter
skiltes.

Tonefaldet over Ordene naaede ind til Adelsskjolds
Sind, og der gik en Sitren over hans hærgede An-
sigt.

— Tak, Claude Zoret, sagde han.
Og han gik.

Claude Zoret blev staaende et Øjeblik i Hallen. Hans
Mundvige faldt ned som under en Træthed eller maa-
ske under en Smerte . . .

Da Mesteren ved Middagstid gik ind i Spisestuen,
kom Mikael ind ad den modsatte Dør — maaske havde
han ventet udenfor — og han gik med et „Goddag",
der lød halvforsorent, men knap kom frem over hans
Læber, hen til sin Plads. Hans Øjne skinnede, som
havde han lige nydt en hurtigt virkende Likør. ■

Mesteren havde ført sin venstre Haand op bag sin
Ryg, som følte han et Stik under sit Skulderblad. Men
han begyndte straks at tale muntert om Vinden og Døg-
net og om, hvem der havde været i Trouville, hvorfra
Mikael sagde, at han kom. .

— Vi ta'er en Flaske Bourgogne, sagde han, vendt
til Majordomus, og som for at forklare Hidbringelsen
af den sjældne Vin lagde han til over mod Mikael :

— Jeg arbejder saa meget i denne Tid.

— Paa hvad? spurgte Mikael, der aabnede Læberne
meget lidt.

— Man tror vel altid, sagde Mesteren — der vistnok
ikke havde hørt Mikaels Tonefald — at man arbejder
paa sit Største.

Mikael svarede i samme Tonefald, men Sveden stod
paa hans Pande :

— Det maa være dejligt, naar man kan tro det.

HERMAN BANG 166

Der skød et Glimt frem fra Mesterens Øjne:

— ja, sagde han og stemte sin Haand mod Bordet.
Majordomus vendte tilbage med Vinen.

— Tag de engelske Glas, sagde Mesteren.
Majordomus blev staaende, ventende, et Nu, før Mi-
kael sagde og halvsnublede over Ordene :

— Jeg har laant dem.

Der lurede næsten som en Glæde i Mesterens Øjne
— maaske for første Gang Glæden over at se og maale
hvor langt Mikael turde gaa — :

— Det var fornuftigt, sagde han og han lo : Saa ta'er
vi no'en andre.

Majordomus skænkede i de bragte Glas og gik.
Mikael spurgte, mens hans Stemme paa én Gang
sitrede ganske svagt:

— Maler Du uden Model?

— Ja, sagde Mesteren og han føjede til, underlig
langsomt: Denne Gang maler jeg efter Erindringen.

Han drak et Glas :

— Men til Luften har jeg brugt Studierne fra Algier.
Mikael løftede Hovedet:

— Ja, sagde han hastigt: de var gode.

Han blev siddende nogle Øjeblikke, som var han
pludselig greben af en Tanke, han fulgte videre.

— De var gode, gentog han uvilkaarligt, i en Tone
som en Auktionarius, der fastslaar en Pris.

Mesteren rørte sig ikke. Han talte atter muntert om
Jacques' Gigt og alle de Løgnebøger, han døvede sig
med at læse om Aftenen, saa muntert, som Mikael hav-
de siddet paa sin vante Bordplads igaar, eller han —
aldrig havde set ham.

— Men, sagde han pludseligt, man trængte dog til
at blive færdig nu og slippe en Smule ud igen.

Mikael løftede sit Ansigt:

— Ja, sagde han og talte i den Tone fra Smøgen i
Prag, som Claude Zoret kun havde hørt en eneste
Gang, da de i Atelieret talte om „Germaneren" : her er
ikke morsomt.

167 MIKAEL

Mesteren tav et Nu. Saa sagde han med et Smil :

— Derfor søger Du jo ogsaa dine Glæder uden for
Huset.

Mikael slog Hovedet tilbage, saa det sorte Haar stod
som en Jernkam over hans Lig-hvide Pande :

— Ja, tror Du maaske — og Ordene fløj over hans
dirrende Mund — at det er morsomt for mig at komme
her, naar Du taler til mig, som Du taler til Hr. Leblanc,
naar Du slaar ham din Haan som Strimer ind i hans
Kræmmeransigt . . . ?

— Mikael . . .

— Jo, jeg kender Dig — Mikael blev ved, mens hans
Øjne var grønne, og hans Ord fo'r som Slag mod Me-
sterens Ansigt — jeg kender Dig, Dig og din Munterhed,
den, Du slaar om Dig som en Slaabrok, fordi Du ikke
saa meget som gider vise en Anden din Foragt. Og saa
var Piskeslag — og Du véd det — ikke saa grusomme
som din Stenmunterhed er. Véd Du, hvad Du ligner,
naar Du lér? En Granitgud, der vrænger ad os andre,
os Stakler — det ligner Du. Og jeg skal taale det, for
Du har jo Ret til at foragte. Uden at spørge, uden at
tale, uden at forstaa, uden at forsøge at begribe, for-
agter Du fra Toppen af dit Geni.

Mesteren sagde og bevægede knap sine Læber :

— Hvem foragter jeg?
Mikael lo :

— Aa, gaa op paa dit Tag og se, hvem Du ikke for-
agter. Men jeg kender Dig, Dig og dit Venskab. Du ta'er
Dig Retten til at fornærme ved hvert eneste Ord, som
Du behager at sige. Og fornærmer en Ven Dig saa me-
get som ved et Blik, saa hælder Du ham ud af dit Liv
uden ét Ord, uden at fortrække en Mine, ud paa Gaden
som den Las og Pjalt han er. Han har haft den Ære at
være en Figur i dit Liv. Han har den ikke længer.
Han kan gaa. For Dig brister der ingen Baand, for der
var ingen.

— Men hvad er det ogsaa for Venner, Du har til-
bage. Adelsskjold, hvem Du foragter som en Stud paa

HERMAN BANG 168

Marken, og Schwitt, Hr. Charles Schwitt, til hvem Du
taler som foran Evighedens Fonograf, der skal gemme
dine udødelige Ord paa sine Valser. Aa, naar Du en
Gang skal dø, vil Du diktere ham din sidste Vilje, og
Du vil trykke hans Haand og ikke skænke ham en Tan-
ke, men kun tænke paa én Ting, hvordan Claude
Zoret skal dø. Det er dit Venskab — og dine Venner.
Mesteren havde lukket sine Øjne :

— Hvor længe har Du vidst alt det? sagde han, og
hans Stemme hørtes knap.

— Jo, raabte Mikael : om jeg har vidst det længe. Jeg
kender Dig, Claude Zoret, Dig og dit Hjerte. Hr. Clau-
de Zorets Hjerte (det var, som om en Hulken, man
ikke hørte, genembævede hele Mikaels Legeme). Du
kunde slaa mig ihjel ... og Du kan slaa ihjel, Liv og
Sjæl, blot ved et Ord — Du kunde slaa mig ihjel og Du
vilde ikke skænke mig to Tanker, men bare slaa Skod-
derne til for ét Lig endnu. Og Du vilde gaa videre og
være elskværdig, fordi det er det nemmeste, og være
medlidende af Ligegyldighed og være Kunstens store
Hjerte, fordi Du hvert femte Aar lader bortlodde et af
dine berømte Lærreder til Fordel for de Fattige.

— Men jeg havde aldrig været til uden som en Gen-
stand, der kunde males — den Genstand jeg var.

Claude Zoret aabnede sine Øjne. Hans Hænder, der
var blevet hvide, som om de frøs, fattede om Bordets
Kant:

— Tror Du? sagde han, og Mikael tog Øjnene bort
fra hans Ansigt.

Men et Øjeblik efter lagde han til :

— Men, Mikael, jeg skal aldrig svare Dig.
Majordomus bragte Efterretten ind, og de to spiste

foran Jaques' Øjne, der dog vidste alt, saa roligt, som
sad de i en Restaurant bag Operaen, der var fyldt af alle
deres Bekendte.

De talte ikke, mens de drak Kaffen i den store Dag-
ligstue.

Mikael rejste sig :

169 MIKAEL

— Farvel, sagde han.

— Farvel saa længe, svarede Mesteren og blev sid-
dende i den store Stol.

Da Majordomus kom ind for at hente Kopperne, gik
Mesteren rundt og standsede alle Uhre :

— Nu skal her være stille, sagde han, for nu skal
her arbejdes.

Han satte sig ved Bordet foran den opslagne Bibel og
paa én Gang løftede han Blikket op mod Jacques og
sagde, mens Majordomus saå paa ham som den, der
ikke forstaar :

— Maaske behøvedes ogsaa dette.

Han sænkede Hovedet paany og han læste i Jobs op-
slagne Bog:

„Da fo'r Satan ud fra Herrens Ansigt og slog Job med
en ond Byld fra hans Fodsaal og ind til hans Isse. Og
han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig dermed og
han sad midt i Asken."

Klokken elleve ringede Mesteren og gik ind i sit
Soveværelse. Majordomus kom og hjalp ham.

— Nu har jeg set ham, sagde Mesteren.

— Hvem har Mesteren set? spurgte Jacques.

— Job, svarede Mesteren, og Majordomus forstod
ham ikke.

Der gik tre Maaneder. Mesteren gik til og

fra sit Værksted. Om Eftermiddagen kom Adelsskjold og
ventede i Hallen som en Hund, der venter foran en Dør.
Mesteren kom ned, og de kørte, Side om Side, langs de
vinterlige Boulevarder, begge tavse, men dog sammen.

— Farvel, Zoret, sagde Adelsskjold, naar han steg
ud og han gik, saadan ludende, som han nu plejede.

Mesteren fik Maaltiderne bragt op i sit Atelier.
Han spurgte:

— Er Hr. Mikael her?

— Ja, Mester, svarede Majordomus

— Hils ham, sagde Mesteren.

— Mesteren spiser ikke nok. sagde Majordomus.
Claude Zoret svarede :

HERMAN BANG 170

— Jeg kan ikke. Jeg skal arbejde.
Og Majordomus bragte Maden bort.

. . . Charles Schwitt kom nu og da. Han gik op i den
stille Dagligstue og han maalte Gulvet op og ned, til
han gik igen.

En Dag, da han var der, aabnede Mesteren Døren til
Atelieret :

— Er det Dig? sagde han og blev staaende i Aab-
ningen :

— Nu er det gjort. Du kan se det.

Blegheden slog op om Charles Schwitts Ansigt som
en hvid Flamme:

— Tak, sagde han.

Og han gik op ad Trappen, ind i Atelieret, foran tre
Lærreder.

— Det er Job, sagde Mesteren.

Og Charles Schwitt saå paa en graagul Mark og
under en graagul Himmel et knust Noget, noget som
en søndret Krukke af Ler, dækket af et Klæde, et dødt
Noget, som dog levede.

— Det er Esaias, sagde Mesteren og han pegede mod
det næste Lærred.

Charles Schwitt blev staaende, bleg som før, foran
Profeten, der, ene, med korslagte Arme, staaende paa
en Klippe, forkyndte Folket Herrens Forbandelser, me-
dens Hordernes Dunster syntes at stige op omkring
ham og indhyllede hans Kappe som i en dunkel Sky.

Men Mestren pegede paa det sidste Lærred :

— Og det er Sandheden, sagde han.

Charles Schwitt løftede sine Øjne mod det vældige
Lærred :

Høj og sejrrig førte en Yngling, hvis mørke Haar
knejste paa hans Hoved, med en lysende Kvinde uskil-
leligt lænet til sin Side, Tøjlerne for en gylden Triumf-
vogn, der drog frem over Skyer — Skyer, der lignede
Slør, som var svøbt om mægtige Kroppe af lænkebundne
Giganter, mørke Skyer og omrandede med Blod.

Charles Schwitt talte ikke. Han førte kun længe Blik-

171 MIKAEL

ket fra Lærred til Lærred, bleg foran det Største eller
maaske bleg af Smerte.

Saa sagde han, mens hans Gane var tør:

— Claude, nu har Du naaet det.
Mesteren svarede ikke straks. Saa sagde han :

— Man véd det ikke.

Men lidt efter sagde han med en Stemme, der brast
som en Streng:

— Men, Charles, nu har jeg idetmindste levet.
Og han vendte sig bort.

Men lidt efter drejede han Hovedet igen :

— Disse Billeder vil jeg udstille, sagde han.

— Udstille? Hvor?

— Her, svarede Mesteren : her i Paris.

Og de gik ned ad Trappen og skiltes uden Ord.

IV

Mesteren blev et Øjeblik staaende paa Kupéens
Trin, som søgte han nogen blandt Perronens
Vrimmel.

Men saa sænkede han atter Øjnene og han steg ned,
mens den ventende Majordomus betragtede hans An-
sigt: Jo, Mesteren var gul endnu ned over sine Kinder.
Hr. Adelsskjold fulgte efter, stigende ud af Kupéen,
og foran Banegaarden stod de op i Vognen.
De havde kørt en Stund, da Adelsskjold sagde :

— De har dog haft godt af disse tre Uger i Versailles.
Mesteren nikkede :

— Nu gælder det blot, sagde han, om at holde sig
disse Par Døgn hjemme og i Ro. Og saa tage Stødet.

— Ja, svarede Adelsskjold som den, der svarer paa
noget, han allerede har glemt, hvad var.

Mesteren havde vendt sit Ansigt imod ham :

— Men De skulde have været der længere end de
tre Dage.

Adelsskjold svarede ikke. I tavs Stirren hvilede hans
Blik paa Mængden langs Boulevardens Fortove.

— Adelsskjold, fo'r det ud af Mesteren saa højt næ-
sten, som om han kaldte paa Manden. Men pludselig
brød han af og raabte til Majordomus-.

— Vi kører til Adelsskjold.

Det var, som Adelsskjold vaagnede ved Kuskens
Drejning af Vognen.

— Hvor vil De køre hen? spurgte han.

— Jeg vil køre Dem hjem. svarede Mesteren,

173 MIKAEL

— Tak, sagde Adelsskjold. Hans trætte Tunge fandt
næsten aldrig andet Ord end „Tak".

Men Claude Zoret, der vilde tale til ham, strakte sig
i Vognen og sagde :

— ■ Hvor det er mildt idag. Man skulde tro, vi var
inde i April. Man kan allerede mærke, hvordan Hæk-
kene dufter.

— Det er jo Marts, sagde Adelsskjold, der kun hav-
de grebet Maanedsnavnet i hvad Claude Zoret havde
sagt.

De kørte frem mod Triumfbuen, der løftede sin mæg-
tige Port lige foran deres Øjne.

Claude Zoret betragtede dens Bue og paa én Gang
gav han sig til at le :

— Ja, sagde han : man har sære Idéer, naar man er
ung. Da jeg var fem og tyve Aar, gik jeg hver Aften
eller hver Nat herhen, gik herhen lige fra Quartier La-
tin og vandrede tre Gange rundt om de Sten, før jeg
travede hjem igen og krøb i Seng.

Adelsskjolds Ansigt lyste pludselig op og han løftede
Hovedet :

— Det var ogsaa, sagde han, det første Sted, vi kørte
hen, Alice og jeg, da vi kom her.

Han tav et Øjeblik og saa lagde han til med samme
Stemme :

— Det var i Maj.

Og som altid i de sidste Maaneder begyndte han at
tale om gamle Minder og saa mange Ting fra deres
Ægteskabs første Aar.

— Det var den Tid, vi saadan købte alting sammen,
sagde han : Hvor Alice forstod at købe billigt, hun, der
dog havde været saa rig.

Mesteren havde vistnok ikke hørt, hvad Adelsskjold
talte om, for han sagde paa én Gang — det gik dem
forresten ofte saadan, at den ene var i Øst og den anden
i Vest — :

— Men det er et daarligt Tegn, naar Foraaret først
begynder at lade os føle Smerte.

HERMAN BANG 174

Adelsskjold vendte Ansigtet imod ham :

— Ja, sagde han, og de tav.

De bøjede ned ad en Sideallé mod Adelsskjolds Hus
og Adelsskjold blev urolig i Sædet og tog sin Vadsæk op
paa sine Knæ. Han sprang ud, næsten før Vognen holdt:

— Hjemme er dog hjemme, sagde han og greb hur-
tigt Mesterens Haand :

— Farvel.

— Jeg venter, sagde Mesteren, for at høre, hvordan
Deres Frue har det.

Adelsskjold gik ind gennem den lille Have, forbi Ho-
vedindgangen og rundt om Huset — op ad Trappen til
Verandaen.

De engelske Vinduer var slaaet op og kun Skodderne
dækkede, saa han kunde høre dem tale derinde — ja,
de talte derinde . . .

— Det var Monthieu, der talte . . .

— Monthieu, der talte, og Alice, der svarede.

— Monthieu, der talte med „Du" og Alice . . . Alice,
der svarede ham med „Du" . . .

Adelsskjold havde grebet frem for sig mod Skod-
derne. Tremmerne slog, klaprende, ned og klemte hans
Fingre som to Skruer, og han mærkede det ikke, men
tumlede tilbage mod en af Verandaens Piller og ravede
ned ad de fire Trin som en drukken Mand, der dingler
ned fra et Værtshus, og kom ud gennem Haven og stir-
rede paa Mesterens Vogn og huskede akkurat, hvem det
var, og sagde sagte :

— Hun har det godt.

Men Mesteren slog sin Haand som en Klo ned over
Adelsskjolds Arm og sagde :

— Adelsskjold, kør hjem med mig.

Men som et spydstukket Dyr rev Adelsskjold sig løs :

— Hvad vil De mig, Menneske — kør.

— Adelsskjold, Adelsskjold, sagde Mesteren igen.
Men pludselig holdt han inde — Majordomus havde
vendt sit Ansigt :

— Kør, raabte han, og Vognen kørte bort.

175 MIKAEL

Adelsskjold blev staaende, støttet til sit eget Gitter.
Saa begyndte han at gaa og vidste ikke hvorhen. Men da
han pludselig saå Triumfbuen, gik han over Pladsen og
han satte sig paa en af de Sten, til hvilke Lænkerne er
fæstede, og med sit forstyrrede Ansigt — Hatten havde
han stillet paa Jorden — lignede han en forhutlet Tigger,
der bad om en Skilling.

Men paa én Gang stod han op og som et Menneske,
der gaar lige ud, som mod en nedrammet Pæl, gik han
hjem.

Han ringede paa og, rød i sit Ansigt og atter bleg
foran sit eget Tyende, spurgte han Tjeneren :

— Er Fruen hjemme?

— Ja, Herre, svarede Tjeneren, som ikke fortrak en
Mine, Fruen er inde i Dagligstuen.

Adelsskjold gik hen gennem Forstuen, men foran
Dagligstuedøren blev han staaende. Han turde ikke
lukke den op.

Men saa aabnede han den og han saå Alice, der stod
ved Vinduet med Ryggen mod ham og ikke vendte sig
og ikke hilste. Og over selve hans egen Mund kom der
ikke et Ord — før han brast i Graad.

Han begyndte at gaa op og ned ad Gulvet, paa sam-
me Rum af Gulvet, op og ned, til han pludselig raabte
til hende, der ikke vendte sig og ikke rørte sig, me-
ningsløst og bare overmandet af en Smerte, der ikke
fandt Udvej :

— Saa sæt Dig.

Og Alice satte sig, uden Ord, med slappe Hænder,
hvid i Ansigtet, hvid som en Forfærdet.

Men Adelsskjold blev ved at vandre, ved at gaa, til
han paa én Gang standsede foran hende, lige foran hen-
des Knæ og sagde med en Stemme, der dirrede:

— Tal dog, Menneske.

Og greben af Legemets frygtelige Skinsyge ved Nær-
heden af hendes Legeme, raabte han igen, mens hans
Hænder skjalv :

— Sig dog noget.

HERMAN BANG 176

Og gik bort igen, angst for, hvad hans Hænder kunde
forøve.

Fru Alice rørte sig ikke.

— Hvad skal jeg sige? sagde hun.
Og endnu sagtere lagde hun til :

— Hvad skal jeg sige Dig nu . . . som ikke vilde
smerte Dig?

Adelsskjold var standset ved Lyden af hendes Stem-
me. Kastet ned over en Stol, der var gemt bag et Par
Palmer, hulkede han som den, der véd og som dog ikke
begriber.

Men paa én Gang rejste han sig, og det var pludselig,
som Soldaterblodet i hans Race rankede ham op eller i
det mindste lod ham kunne tænke. Kun Synet af hendes
Legeme smertede ham, saa han talte med Øjnene ud i
Luften, da han sagde :

— Saa rejser jeg altsaa.

Han blev staaende, fortsættende sine hemmelige Tan-
ker, ordnende alt, som det Soldaterbarn han var, til han
talte igen :

— Og Du tager imod imorgen som sædvanlig.

Han tog efter Vejret, som om der ikke var mere Luft
i hans Lunger:

— Og paa Fredag gaar Du til Claude Zorets Udstil-
ling og beder mig undskyldt ved Sygdom.

Fru Adelsskjold sad med sine Arme trykkede mod
Sofaens Kant som for at støtte det ranke Legeme. Med
de lukkede Laag lignede hun en Død, der sad oprejst.

Adelsskjold sagde og talte som før:

— Til alle.

Fru Adelsskjold aabnede Læberne, og, mens hun
førte de pludselig foldede Hænder op og ned foran sit
Bryst, nævnede hun Adelsskjolds Navn to Gange :

— Alexander, Alexander

Uden Tone, næsten uden Lyd.

Men Adelsskjold, hvis Hjerne kun rummede den ene
Tanke, han ikke turde slippe, gik hen mod Døren, der
ligesom flyttede sig for hans Øjne — og var gaaet.

177 MIKAEL

.... Da Mesteren var kommen op i Hallen, spurgte
han og førte Haanden over Panden :

— Har Hr. Mikael været her?

— Ja, svarede Majordomus, hver Dag.
Claude Zoret gik et Par Skridt.

— Var han oppe i Atelieret? spurgte han.

— Ja, Mester.

Og med bortvendt Ansigt, mens en Rødme slog op i
hans Ansigt, sagde Claude Zoret:

— Talte han om mine Billeder?
Majordomus' Læber sitrede :

— Hr. Mikael taler aldrig mere til os, sagde han.
Og Mesteren gik.

Mesteren, der, ved Foden af Dagligstuens Trappe,
rakte Haanden til sine Gæster, traadte to Skridt frem
og bød sin Arm til Enkehertuginden af Monthieu, som,
idet hun lagde Armen i Claude Zorets, hastigt sagde :

— Har De set min Søn?

Og Mesteren svarede med noget af den samme Uro :

— Nej, endnu ikke.

Men i næste Nu lagde han til :

— Men han kommer vel straks.

De kom kun langsomt op ad Trappen, hvor Damer-
nes Silkeslæb gled sammen som en broget Strøm, og
Herrerne, der standsede for at give Plads, kun tættede
Vrimlen, hvor ingen trængte frem. Alle talte, oppe og
nede, med Nik og Hilsener; medens det franske Sprog
som en høj Bølge syngende slog op over alle de blan-
dede Tungemaal, og en susende Summen gød sig ud fra
Atelierets Dør ned imod dem, næsten som Bruset af
en Hymne.

Charles Schwitt kom imod dem paa Trappen oppe
fra, hvid i sit Ansigt, med opspilede Næsebor, bevæ-
get som paa en af sine egne store Forelæsningsdage i

H. B. V 12

HERMAN BANG 178

Sorbonne, og han sagde, skubbende sig forbi alle de
andre og glemmende Hertuginden :

— Claude, Claude, det er naaet, og han trykkede
Mesterens Arm med sin venstre Haand som i en Skrue-
stikke.

Fru Morgenstjerne, der altid talte en Tone højere
end alle andre, raabte midt paa Trappen til en Sekre-
tær ved det østrigske Gesandtskab :

— Men kan De begribe, hvor Toll er? Han skulde
dog vente mig i Vestibulen præcis Klokken to.

Og idet hun pludselig saå Claude Zoret, der havde
vendt sit Ansigt, sagde hun i et Sæt :

— Dér er Mesteren.

Alle vendte Hovederne imod Claude Zoret og tryk-
kede sig sammen, saa der blev Vej for ham og Hertug-
inden ind til Atelierets Dør, hvor to Amerikanerinder,
der bar Brillanter om Formiddagen, pludselig borede
sig frem og spærrede, mens de „tog" Claude Zoret og
Hertuginden med et Par smaa Fotografiapparater, de
holdt skjult bag Kniplingerne paa deres Kjoleliv.

Mesteren havde naaet sit Værksteds Tærskel og,
mens han bøjede sig for Hertuginden af Monthieu og
alle strakte og rakte sig for at se, blev der i Rummet
tyst et Nu, før der, fra trehundrede Struber, løftede sig
et eneste dirrende Vivat-Skng som Gryet af Claude Zo-
rets Triumf.

Mesteren havde bøjet sit Hoved, saa lidt, at det
næppe saas. Kun hans Hjerte skjalv, uens og voldsomt,
i hans Bryst.

Men Vivatraabet løftede sig paany, mens Sværmen
atter trængte sig frem mod Tribunen, hvorfra Billederne
skulde ses, og to Reportere, der holdt deres Notitsbøger
ind mod Estradens Træværk, opnoterede Navne. Hr.
Leblanc, der løb omkring med et Udtryk af næsten per-
pleks Underdanighed i sit Ansigt, halvt snublede over
de Herrer af Pressen og sagde:

— Ikke sandt, ikke sandt, det er en Overraskelse.
Det er en uhyre Overraskelse.

179 MIKAEL

— Men, sagde han, Hr. Claude Zoret vil vedblive
med at overraske — og hans Ansigt skiftede pludselig
Udtryk — indtil den Dag, hvor han er bleven Idiot.

Claude Zoret gik frem forbi to belgiske Malere, der,
seende frem mod „Job", som stirrede de mod et Alter,
ikke genkendte den, som havde malet ham. men kun
blev ved at sige :

— Hvad er det, hvad er det for et Graagult, han
har gjort det med?

Hertuginden af Monthieu var standset foran den
østrigske Minister og efter en Hilsen spurgte hun, mens
hendes Øjne bestandig løb rundt i Salen :

— Har De ikke set min Søn? Jeg forstaar slet ikke,
hvor han er.

— Nej, jeg ser ham ikke, svarede Ministeren og
bøjede sig for Fru de Monthieu, som han vilde have
bøjet sig for en Kvinde, der herskede over Frankrig.

Og idet han vendte sig mod Mesterens Billeder, lagde
Ministeren til :

— Hertuginde, Frankrigs Geni er dog altid uover-
vindeligt.

Fru de Monthieu vendte sine Øjne mod Job, der
rokkede under sit Klæde, og hun sagde, som om hun
næppe kunde faa Ordene frem:

— Ja, Windischgratz, det er frygteligt.
Ministeren, der med sine egne Øjne havde set sin

Slægt afmejet som grønt Korn, blev ved at betragte
Billedet:

— Det Klæde, sagde han, dækker en Mand, som
har mistet alt.

Fru de Monthieu følte et Gys af Iskulde gennem sit
Legeme :

— Ja, sagde hun næsten uhørligt og hun blev staaen-
de, ved Siden af Ministeren, med Øjnene løftede mod
„Job", indhyllet i sit Enkeslør næsten som i en Kaabe.

Alle talte rundt om, mens alle Sprog flød sammen.
To Ungarere, der stod foran Esaias, slog ud med Hæn-
derne og talte om Munkaszy og hans „Kristus for Pila-

HERMAN BANG 180

tus", mens Kvinderne, der var naaede op paa Balu-
straden, med halvaabnede Læber bag de pailletbesatte
Slør betragtede „Sandheden "s dejlige Legemer.

Skandinaverne stod midt i Salen og Nordmændene
talte højst, fyldende Rummet med deres rungende Rø-
ster mens Fru Morgenstjerne, der i guldbroderet Liv
næsten ragede op over Herrerne, lo og sagde :

— Ja, Gutter, saa pakker vi andre sammen.

Og en Dansker, hvis tynde Spanierskæg lignede ud-
revne Nervetraade, sagde, mens han knugede sine
Hænder, der var klamme af Betagethed :

— Den Mand har jo aldrig malet før idag.

Fru Morgenstjerne havde drejet sit Hoved og fik
Øje paa Fru Adelsskjold, der kom ind ad Døren ved
den østrigske Gesandtskabssekretærs Arm.

— Der er Fru Adelsskjold, sagde hun og gik et Par
Skridt.

Fru Adelsskjold hilste paa Herrerne fra Norden ved
at bøje sit Hoved besynderlig automatisk som konge-
lige Herskaber, der hilser fra deres Vogne, mens Fru
Morgenstjerne spurgte hende :

— Har De ikke set Grev Toll?

— Nej, jeg har ikke set ham, svarede Fru Adels-
skjold og rakte Fru Morgenstjerne en Haand, der var
kold som Is, før hun gik videre ved Østrigerens Arm.

Da hun var gaaet, sagde en lille Dansker, som uafla-
delig slikkede sig om Munden :

— Men hvor er Adelsskjold idag?

— Ja, hvor Fa'en er Adelsskjold? sagde et Par an-
dre, og de raabte hans Navn ganske højt.

— Saa skrig dog ikke saa højt, sagde Fru Morgen-
stjerne, og greb den Ene om Armen.

I samme Nu tænkte hun :

— Han var heller ikke hjemme igaar — heller ikke
hjemme ved Modtagelsen.

Og hun gik et Par Skridt, som vilde hun følge Fru
Alice, og — standsede igen, mens hun, med et Par
aandsfraværende Øjne, sagde til den unge Bergenser :

181 MIKAEL

— Naa, her kan De da faa set Paris?

Fru Adelsskjold var gaaet videre hen mod Prinses-
sen af Sagan, der, i Samtale med Gesandtskabssekre-
tæren, pludselig sagde til Fru Adelsskjold, med et Smil,
der lige strejfede hendes Læber:

— Men hvor er Hr. de Monthieu? Hans Moder har
lige spurgt efter ham.

Prinsessen blev ved at se Fru Adelsskjold ind i hen-
des Ansigt, mens Fru Adelsskjold svarede med et Smil :

— Er Hertuginden virkelig kommen ind fra Ver-
sailles? Hvor det vil glæde Mesteren.

Og idet hun vendte Hovedet og betragtede „Job"
med Øjne, der saå akkurat lige saa meget som en
Blinds, sagde hun :

— Hvor de Farver dog er vidunderlige.

Charles Schwitt kom hen imod dem, hilsende, tryk-
kende Hænder allevegne, foraset, under Triumfen,
som var det hans egen Sejr :

— Men skal De dog ikke op paa Tribunen? sagde
han og førte Damerne frem gennem Stimmelen —
mens Fru Morgenstjerne, ubevægelig, midt blandt
Skandinaverne, ikke tog Øjnene fra Fru Adelsskjolds
Nakke.

Trængslen blev tættere, mens alle Tungemaal mød-
tes og krydsede hinanden i Atelierets hede Luft. To
Spaniere kyssede midt i Rummet Mesteren paa begge
hans Kinder, mens de sagde :

— Benlliure y Gil er overvunden, Ulpiano Checa
er død, raabte de og kyssede Claude Zoret igen, mens
de talte om „Væddekørslen i Rom".

Charles Schwitt kunde ikke komme frem paa Tri-
bunen, hvor alle stuvedes sammen, mens alle vilde se.
Tre Amerikanerinder spærrede for Trappen, medens en
Tegner fra Chicago stjal et Rids til sit Blad, skjult bag
deres Ryg.

Hr. Schwitt naaede endelig frem og, midt paa Tri-
bunen, forrest i Sværmen, sagde Charles Schwitt og
standsede :

HERMAN BANG 182

— Ja, derfra skal de ses.

Og, lænet til Gelænderet, sagde Fru Adelsskjold,
der bestandig smilede paa samme Maade, som om hun
ikke mægtede at udslette sit eget Smil :

— Ja, derfra skal de ses; kun gentagende de Ord,
hun næppe havde forstaaet.

Charles Schwitt havde drejet Hovedet ved den be-
synderlige Lyd i hendes Stemme:

— Kommer De, Frue? sagde han: her er ikke til
at være.

Fru Adelsskjold blev staaende. Hendes Hænder hav-
de grebet om Gelænderet. Nede i Salen, midt i Svær-
men saå hun Hertuginden af Monthieu, hvis Øjne be-
standig og forgæves søgte angst gennem Rummet.

— Kommer De? gentog Schwitt.

Og Fru Adelsskjold flyttede sine Fødder.

Charles Schwitt havde løftet Hovedet og saå ud over
Salens Hundreder, hvor Claude Zoret ragede frem over
alle, ubevægelig, med det hvide Skæg ned over det
kæmpemæssige Bryst.

En ung Dame, der havde fulgt hans Blik, slog uvil-
kaarligt sin Haand ned mod Kritikerens Arm :

— Hvor han dog maa være lykkelg, hvor han dog
maa være lykkelig, sagde hun og førte af Glæde sine
Hænder sammen næsten som om hun klappede.

— Frankrig maa være lykkeligt, svarede Schwitt.

— Ja, det er sandt, sagde den unge Pige, og pludse-
lig havde hun spilet Øjnene op.

En ung Englænderinde var traadt hen til Mesteren
og, løftende sig paa sine Fødder, kyssede hun hastig
som et Lyn en gylden Laurbærgren og fæstede den
paa Mesterens Bryst:

— Se hende, se hende, raabte de fra Tribunen, og
Bravoraabene slyngedes gennem Salen.

Men Charles Schwitt vendte sig igen mod Fru Adels-
skjold, og, da de var kommet ned ad Estradetrappen,
sagde han og saå paa hende :

— Véd De, Fru Adelsskjold, jeg kan aldrig tænke

183 MIKAEL

paa Dem uden at komme til at mindes Deres Angst for
Døden.

Fru Adelsskjold aabnede Læberne og fandt ikke
straks Ord eller Lyd:

— Tænker De saa meget paa mig? sagde hun saa;
og hun vendte sig til en russisk Diplomat, der just var
kommen fra Wien og skulde hilse hende fra hendes
Fætter, Fyrst-Biskoppen i Prag, saa mange, rigtig saa
mange Gange.

— Ja, sagde Fru Adelsskjold, hvis Mundvige sit-
rede: vi har saa ofte leget sammen som Børn.

— Han er blevet en af Østrigs første Prælater, sag-
de den russiske Udsending.

— Ja, han har fundet Trøst i Troen, svarede Fru
Adelsskjold, der et Nu lod Øjenlaagene lukke for sine
Øjne.

Men paa én Gang havde de begge drejet Hoveder-
ne : alle Gæster hilste, som i et Stormkast, Mesteren
med deres Raab, hvor Eljen blandedes med E viva,
Hoch og Cheers og Hurra — merfs Charles Schwitt
løb frem mellem Damernes Slæb og stødte til Mænde-
nes Albuer, hen mod Claude Zoret, hvis Haand han
greb :

— Claude, Claude, sagde han.
Og han mægtede ikke at sige mere.

Men Mesteren løftede sit Blik fra Jorden, mens
Hyldingsraabene slog mod Loft og Vægge :

— Hvor er Mikael? spurgte han brat og saa atter
mod Jorden.

Charles Schwitt slap hans Haand, mens en høj
Englænder, i graa Dress, sagde med en tør Stemme,
idet han traadte til og bøjede sig for Mesteren :

— Mr. Claude Zoret, idag skammer vi os over, at
Mr. Pinero er en Englænder.

Claude Zorets Ansigt fortrak sig, som følte han sit
Legem værke, og da han saa Fru Adelsskjold, der i det
samme kom hen imod ham, sagde han med et Udtryk,
der pludselig lod se, hvem han som Esaias havde malet.

HERMAN BANG 184

— Er De her, Madame ?

En Blodstribe fo'r over Fru Adelsskjolds Kinder.
Men idet hun bøjede sin Nakke, som Prinsessen af
Rohan vilde have bøjet den paa et Bal i Hofburg foran
Monarken, svarede hun roligt, og kun hendes Hænder
skælvede :

— Ja, Hr. Zoret, for at bringe Mesterens min Mands
Hilsener.

Men Fru Morgenstjerne, der i hele Trængslen ikke
havde sluppet Fru Adelsskjold af Øje, skød pludselig
frem og tog hendes Arm.

— Du, sagde hun — og for første Gang kaldte hun
Alice Adelsskjold „Du" — lad os to gaa sammen.

Paa én Gang trængte Majordomus sig frem, bred,
med Huskæden over sit Bryst, hen mod Mesteren, til
hvem han hviskede. Og Mesteren fulgte ham, rank,
med ubevægeligt Ansigt, gennem Mængden, hen mod
sin Dør, hvor Hans kejserlige Højhed allerede ventede
paa Tærskelen.

Mesteren hilste ved at sænke sine Øjne og den unge
Storfyrste sagde med et Smil, der næsten forjog Sørg-
modigheden fra hans Ansigt:

— Tillader De mig, at jeg kommer ind. Mester,
skønt jeg ikke er buden? Ministeren — og han pegede
paa Republikkens Minister for de skønne Kunster —
var saa god at tro, det gik an.

Claude Zoret sænkede paany sine Øjenlaag for den
unge Mand og sagde :

— Det glæder mig, Deres Højhed, at mine Billeder
ses af alle, der forstaar dem.

Og mens alle, hilsende og nejende, trykkede sig
sammen, saa der blev en snæver Vej gennem Salen,
førte Claude Zoret den unge Mand og Ministeren op
paa Forhøjningen — medens langsomt alle Stemmer
døde hen, ud i Krogene, ganske hen.

Den unge Fyrste førte længe sine mørktblaa Øjne
fra Job og Esaias og op mod Driftens gyldne Triumf-

185 MIKAEL

vogn, mens hans hvide Tænder uvilkaarligt bed i hans
stærktrøde Læber.

Saa sagde han, meget sagte:

— Mester, giver De mig Lov at tie?

Og pludselig bevæget ved noget i den unge Mands
Stemme greb Claude Zoret hans Haand og sagde :

— Ja.

Men paa én Gang, mens alle Hoveder vendtes, gød
sig, som et eneste Jubelskrig, alle Jordens Hurraer
frem imod Mesteren, op mod Væggene, frem mod hans
Værk — medens Esaias' forkyndende Mund fik Liv i
den sitrende Luft og Driftens gyldne Vogn syntes at
sprænge frem fra sit Lærred ud over de hyldende Hun-
dreders Hoveder . . . mens Job havde dækket sin Spe-
dalskhed.

Pludselig greben af en eneste Tanke, den, at Mikael,
Sønnen, skulde dele hans Sejr, bøjede Mesteren sig
ned mod Charles Schwitt, der stod ved Forhøjningens
Fod, og hviskede :

— Hent Mikael.

Charles Schwitt raabte over til den unge Montequiou
gennem Raabene :

— Hent Mikael.

Og mens Hurraskrigene steg og sank, kaldte Husets
Venner gennem Salen, ned ad Trapperne, højt og sva-
gere :

— Mikael, Mikael,

saa den kaldende Lyd skar gennem Jubelen, som en
Kniv kan skære, naar den hastigt føres, flængende,
gennem et Lærred.

Mesteren holdt Øjnene fæstede mod Døren. Saa
bøjede han, til en Hilsen, sit Legeme saa dybt, at in-
gen kunde se hans Ansigt.

I Salens bølgende Stimmel stod Fru Adelsskjold, der
støttede sig til Fru Morgenstjernes Arm, paa én Gang
foran Hertuginden af Monthieu.

Hertuginden berørte svagt Fru Adelsskjolds Haand.

HERMAN BANG 186

— Véd De ikke, Frue, sagde hun og hun talte som
en Morlille: hvor min Søn han er?

Fru Adelsskjold tav et Nu, og bag hendes høje Knip-
lingsflip syntes hendes Strube at bevæge sig som hos
En, der hulker. Saa sagde hun og sænkede sine Øjen-
laag :

— Jeg véd det ikke.

Og mens Hurraraabene døde hen, stod de, Ansigt
vendt mod Ansigt, midt i Sværmen som to Støtter.

Den unge Storfyrste var gaaet ned i Salen. Ved Si-
den af Ministeren talte han med et Medlem af Akade-
miet. Og med et Smil som den, der, altfor ung, har set
altfor meget, sagde han :

— Har Verden ikke idag kronet Smerternes Maler?
. . . Gæsterne var borte.

Mesteren steg, ene, op i sin Vogn.

— Ad Champs Elysées, sagde han.

Der tændtes under Rue de Rivolis Buer. Paa Con-
corde-Pladsen stod Frankrigs Stæder endnu i Skum-
ringen som store Skygger.

Saa rullede Vognen frem ad Champs Elysées.

Fremme over Fortovene blev Lygterne tændte en
efter en og paa begge Sider, som ilede Fakkelbærere
hurtigt forud for den rullende Vogn.

Mesteren sad rank. Han havde aldrig følt sit Hjerte
og sit Sind saa tomt.

Aftenens Rødt flammede bag Triumfbuen som et
luende Ildhav og laa bag dens Port som et Væld af det
blodige Guld.

Mesteren stirrede paa de gyldne Farver og hans Øjne
saa dem ikke.

Saa vaktes han op af sit eget Navn :

— Claude Zoret — Smerternes Maler — Claude
Zoret, Frankrigs Hæder . . .

— Le Petit Parisien — Smerternes Maler — Claude
Zoret, Frankrigs Hæder.

Det var Avisdrengene, som pilede langs de menne-
skefyldte Fortove, ud og ind, udskrigende hans Navn,

187 MIKAEL

raabende til Mængden, højere og højere, kæmpende
med hinanden :

— Claude Zoret — Frankrigs Hæder — Claude
Zoret, Smerternes Maler . . .

Ved Avenuens Hjørne kom flere til, hvinende, mens
de svingede Bladene i de oprakte Hænder:

— Les Debats — Claude Zoret — Les Debats —
Verdens Dom . . .

Majordomus' Ansigt skjalv og Denis strammede uvil-
kaarligt Hestenes Tøjler.

— Les Debats, Claude Zoret . . .

Drengenes Skingren lød som et eneste Skrig, hvor
alle Tonarter blandedes.

— Le Journal, Claude Zoret, Frankrigs Geni, Claude
Zoret . . .

Herrerne købte Bladene og læste dem under de
elektriske Standere, mens Damerne læste med, lænede
til deres Skuldre.

— Le Petit Parisien — Smerternes Maler — Claude
Zoret . . .

Paa de svinglende Omnibussers Tag havde Passage-
rerne bredt Aviser ud over deres Knæ eller holdt dem
i de løftede Hænder.

— Claude Zoret, Frankrigs Hæder . . .

Sælgerne svingede Bladene som Flag op over For-
tovets vandrende Vrimmel :

— Claude Zoret . . .

Mesteren havde lukket sine Øjne. Han var i det blod-
løse Ansigt mere hvid under sin egen Sejrssang end
Cæsar havde kunnet hvidne under Legionernes Skrig.

— Le Journal, Claude Zoret — Frankrigs Geni,
Claude Zoret.

Mesteren rejste sig i sin Vogn.

— Kør hjem, raabte han højt til sin Kusk.

Da Vogen drejede, og mens en Avisdreng svang et
Blad som en Fane frem imod ham : Les Debats —
Claude Zoret . . . saå han i Hjørnehusets Restaurant,

HERMAN BANG 188

bag den store Rude, Mikael, der ved et Bord sad lige
overfor Prinsesse Zamikof.

Hans Ansigt bevægede sig ikke, og hans Vogn var
borte.

Men rundt om paa alle Fortove, over den hele Gade
lød og lød det igen over Vognenes Støj, frem over Men-
neskenes Stimmel :

— Claude Zoret, Frankrigs Hæder. Claude Zoret
— Smerternes Maler

Mikael havde fra sin Plads bag Restaurantens Rude
set Mesteren :

— Dér var han, sagde han.

— Hvem? spurgte Fru de Zamikof.

— Claude Zoret, svarede Mikael.

De tav et Øjeblik, mens de bestandig hørte Drenge-
nes Raab. Saa sagde Fru Zamikof:

— Hvad tror Du, han siger til, at Du ikke var der
oppe idag?

Mikael skød Læberne frem :

— Han siger ingenting.

— Han slaar bedst ihjel, naar han tier.

De sad et Øjeblik igen, mens Drengene bestandig
skreg.

— Hent mig de Aviser, sagde Mikael og kaldte paa
Tjeneren.

— Smerternes Maler, Claude Zoret, Claude Zoret,
Smerternes Maler.

Mikaels Ansigt var næsten fortrukket, uden at han
selv vidste af det. Men Prinsessen betragtede ufravendt
Furerne, der drog sig ned over hans Kinder.

Tjeneren bragte Bladene, og Mikael foldede „Les
Debats" ud paa Bordet.

Han havde begyndt at læse — og en pludselig og
rød Flamme var slaaet op over hans Ansigt :

— „Dette var endelig en Sejrsdag", stod der:

— „Hvis Claude Zoret havde været død, er han idag
igen opstanden".

Fru de Zamikof betragtede ham uafladeligt:

189 MIKAEL

— Hvad staar der? spurgte hun.

— Du kan selv læse det, sagde Mikael og skød Bla-
dene over til hende uden at løfte Øjnene.

Prinsessen læste en Stund.
Saa sagde hun :

— Hvordan kan Du egentlig være misundelig paa
den Mand?

Mikaels Øjne fløj over paa hende :

— Misundelig? Jeg tror, Du er forrykt, sagde han:
Hvordan skulde jeg være misundelig . . . jeg, som selv
ingenting forsøger paa at lave.

Prinsessen saa ud i Luften :

— Og dog er Du ogsaa misundelig, sagde hun lang-
somt.

Udenfor raabte Drengene endnu : Claude Zoret,
Frankrigs Hæder . . .

Paa én Gang lagde Fru de Zamikof Hænderne ned
paa det opslaaede Blad :

— Véd Du, sagde hun og lo halvt: at der var en
Tid, hvor jeg tænkte paa at gifte mig med ham?

Mikael drejede Hovedet som i et Stød.

— Med hvem? spurgte han.

Lucia svarede saa ligefrem, som talte hun om Vej-
ret:

— Med Claude Zoret.

Mikael svarede ikke straks. Kun en Aare var sprun-
get frem, svulmende paa tværs over hans Pande:

— Ja saa, sagde han.

Fru de Zamikof sagde i samme Tone som før :

— Det var lige i Begyndelsen, da jeg kom og blev
malet. Det første Krach hang jo lige over Hovedet. Saa
tænkte jeg, at det Hele kunde maaske reddes, hvis jeg
kunde gifte mig med Claude Zoret.

— Ja saa, sagde Mikael igen.
Og Lucia spurgte, mens hun lo :

— Tror Du slet ikke, han var forelsket i mig?
Mikael svarede ikke. Et lille Øjeblik efter sagde han

HERMAN BANG 190

lige saa ligegyldigt som hun, men med de sorte op-
spilede Øjne fæstede lige paa hendes Ansigt:

— Har Du nogensinde haft andre Elskere, mens vi
har kendt hinanden?

Fru de Zamikof tav et Øjeblik. Saa svarede hun :

— Ja, én — i Begyndelsen.

Og et Nu efter sagde hun og stadig, som talte hun
om noget ganske ligegyldigt:

— Da elskede vi jo ikke hinanden.
Mikael rørte sig ikke.

— Og siden? sagde han.

Udtrykket i Fyrstindens Ansigt forandredes :

— Det véd Du jo godt, sagde hun, og, idet hun
lagde sin Haand over paa hans, sagde hun meget blidt :

— Eller véd Du det ikke?

. — Jeg, Mikael, lyver ikke mer. Saa meget har Du
lært mig.

Mikael svarede hende ikke.

Hans bestandig opspilede Øjne betragtede den tom-
me Luft.

— „Claude Zoret, Smerternes Maler — Claude Zo-
ret, Frankrigs Hæder" . . .

Fru de Zamikof sad en Stund, før hun sagde :

— Men Menneskene véd saa lidt om Kærligheden,
og vi giver saa mange Følelser det samme Navn.

Hun løftede pludselig sit lysende Ansigt imod ham :

— Men Kærligheden, sagde hun og smilede: den
er den store Guldrenser.

Mikael havde bøjet sit Hoved over det opslagne
Blad, mens det sorte Haar faldt ned over hans Pande
som en dækkende Sky.

Al hans Forvirring og al hans hemmelige Anger, alt
hans brunstige Nag til dem, der havde besiddet hende
før ham og med ham — brød sig som en urimelig Storm
af Had frem mod Mesteren, „den Genopstandne", ham,
Geniet, ham, hans „Velgører", „Smerternes Maler",
ham, til hvem hun havde budt sig frem — Mesteren,
Mesteren, Claude Zoret . . .

191 MIKAEL

Han talte ikke. Han vidste ikke selv, han paany var
begyndt at læse i det opslaaede Blad, hvis Bogstaver
blev store som undertiden for den, der læser gennem
Taarer :

— „Maaske er, teknisk set, intet saa beundrings-
værdigt som Luften i „Job". Ingen Landskabsmaler er
nogensinde naaet højere end her Claude Zoret."

Mikael flyttede halvt i Tanker sine Øjne og han læste
alle de Besøgendes Navne :

— Jo, de var der alle — Hertugerne og Stormagts-
Gesandterne og Hr. Leblanc . . .

Fru de Zamikof havde tiet en Stund, mens Mikael
læste. Saa sagde hun ud i Luften :

— Nu véd vi det da, at Kejseren hjælper os ikke.
Mikael løftede Hovedet og sagde — han tænkte : det

er Studierne fra Algier, han har brugt til Luften i „Job"
— aandsfraværende :

— Hjælper han ikke?
Og han gentog:

— Hjælper Kejseren ikke?

— Nej, sagde Lucia: jeg havde imorges Brev fra
St. Petersborg.

Hun sad lidt:

— Saa er der altsaa (og hun lo) ikke andet at gøre
end at gifte sig med Claude Zoret.

Der slog en Flamme ud af. Mikaels Øjne:

— Vi maa afsted, sagde han.

De fik Tøjet paa, og ude paa Fortovet fløjtede Mikael
paa en Vogn.

Men inde i Vognens Mørke tildængede han som
den, der er bunden og aldrig skal løses, Lucia med
sine Læbers Kys.

Pludselig løftede han Hovedet og sagde:

— Jeg gaar derover og spiser.

— Hvorfor?

— Jo, svarede Mikael og hans Ansigt lyste gennem
Vognens Mørke.

HERMAN BANG 192

— Claude Zoret, Smerternes Maler — Le Petit
Parisien — Claude Zoret . . .

skingrede det endnu omkring Vognen, mens de
kørte.

. . . Mesteren var kommen hjem. Majordomus fulgte
ham med Øjnene, mens han med tunge Fødder sled
sig op ad den høje Trappe.

Claude Zoret var allerede ved Suppen, da Mikael
kom.

— Goddag, sagde han og rakte Mikael sin Haand,
og de spiste lidt i Tavshed, før Mesteren sagde :

— Du var her ikke idag?

— Nej, svarede Mikael, jeg var paa Landet.

Og lidt efter lagde han til i samme Tone som af en
besynderlig og dulgt Forbitrelse, der maaske kun var et
Skjul for hans Forvirring :

— Og dine Billeder kendte jeg jo.

— Ja, svarede Mesteren.

— Men Bladene har jeg læst, sagde Mikael, stadig
i samme Tone.

— Jeg ikke, sagde Mesteren.

De tav igen en Stund, indtil Claude Zoret — det
var, som vilde han ikke støde Mikael eller ikke gøre
hans Uret større, eller mulig trængte han ogsaa selv
til at hvile ud i Tanker om fjerne Ting — med en Over-
gang gav sig til at tale om Rejser og fremmede Lande
og Egne, hvor de havde været sammen : om Londons
Broer og Westminster, hvor han en Gang havde taget
Studier, og om de to Vintre i Rom :

— Den første Vinter i Rom, sagde Mesteren og lo,
kom Du aldrig hjem om Aftenen. Men Du sad i Kolos-
sæum lange Nætter, lige til Du fik Feber af Kulden paa
Stenbænkene.

Mikael begyndte at tale med :

— Men husker Du i Norge, sagde han, hvor Du
blev syg, fordi Du havde staaet og malet otte Timer
paa Isen paa Fjorden, og dine Ben var dog indvundne
i hvide Sokker.

193 MIKAEL

Mesteren lo :

— Ej, ej, for en Mad, man dog spiser i det Land,
sagde han.

Han sad et Øjeblik. Saa sagde han :

— Da var det dog bedre at lave sin Føde selv —
som i Algier, kan Du huske, naar vi stegte vort Kød
ved et Baal

Mesteren tav igen, før han sagde og saå frem for
sig:

— Der er dog ingenting, som er saa skønt som Ør-
kenen.

— Nej, sagde Mikael, hvis Udtryk pludselig var
forandret.

Mesteren saå paa én Gang, mens han var blevet ved
at tale om Algier og Ægypten, at den lille Laurbærgren
af Guld sad i hans Knaphul endnu, og han tog den af
og rakte den frem mod Mikael :

— Vil Du ikke have den? sagde han.

Men Mikael, der paany saå ret ned for sig paa Du-
gen, sagde:

— Hvad skulde jeg med den? Den er jo til Dig.

— Ja, det er jo sandt, sagde Mesteren, og den gyld-
ne Laurbærgren med sine Perler gled fra hans Haand
lydløst ned paa Dugen.

Jacques bragte Karren.

— ■ Stil min Kop hen ved Kaminen, sagde Mesteren:
jeg fryser om mine Fødder.

— Du undskylder, sagde han til Mikael, der endnu
skrællede en Frugt, og han stod op fra sin Plads for
at sætte sig hen ved Ilden.

— Mesteren skulde tage Støvlerne af, sagde Major-
domus, saa henter jeg Mesterens Tøfler.

— Tak, sagde Claude Zoret, og Majordomus bragte
Tøflerne og hjalp ham.

Ogsaa Mikael havde rejst sig. Lænet til Kaminpla-
den saå han ud i Stuen, da hans Øjne faldt ned paa
Mesteren. Hans Ansigt syntes saa gustent i Lyset af

H. B. V 13

HERMAN BANG 194

Kandelabrene, mens han sad dér med Fødderne mod
Kaminristen.

Og pludselig sagde Mikael — som var han i Løbet af
Minuttet Byttet for alle Stemninger — :

— Lad mig varme dem.

Og han bøjede sig ned og, knælende paa Gulvet,
„trillede" han Mesterens Fødder mellem begge sine
Hænder, saadan som han før saa tit havde gjort det:

— Tak, min Ven, sagde Mesteren.

— Det gi'er Varme, sagde Mikael, der blev ved.

— Ja, svarede Mesteren, og lidt efter sagde han-:

— Nu kunde jeg trænge til at have Ørkenens Sand
under mine Saaler.

— Ja, sagde Mikael og slap paa én Gang Mesterens
Fod.

— ■ Men jeg vil hvile mig, sagde Mesteren : Jeg tror,
jeg er bleven lidt for træt.

Og vendt til Majordomus sagde han :

— Tænd i Biblioteket.

— Farvel, min Ven, sagde han og gik med Major-
domus.

Mikael stod endnu i Spisestuen, da Jacques vendte
tilbage.

— Fra hvem er den Laurbærgren? spurgte Mikael.

— Jeg tror fra en Englænderinde, svarede Major-
domus.

En hastig Rødme fløj over Mikaels Ansigt :

— Hm, sagde han : Ja, smuk er den ikke.
Og han gik ind i Dagligstuen.

Han maalte Gulvet hastigt og hastigere:

— Nej, det nyttede ikke. Der maatte skaffes Penge.
Nu, hvor alle Mennesker vilde faa at vide, at Kejseren
han hjalp ikke. Og hvad skadede det desuden — eller
hvem? Claude rodede aldrig i sine brugte Studier. Og
Studierne fra Algier vilde staa i Pris nu — en vældig
Pris. Det vidste Leblanc. Paa sine egne Øjne og Øren
stolede den Karl og han havde jo været her idag, under
„Jublen". Og Leblanc var for klog. Leblanc gjorde in-

195 MIKAEL

gen Dumheder. Leblanc vilde vente med at sælge, om
han saa skulde vente lige til Claudes Død — lige til
hans Død.

Mikael var bleven staaende, ret op og ned, lige under
den elektriske Krone:

— Ja, naar Claude døde

Mikael løb op ad Trappen. Med et Tryk tændte han
alle Atelierets Lamper.

— Jo, der var Studierne. Der laa Mappen. Og de
var der alle. Han talte dem og han talte dem ikke. . .
for, som altid, naar han gav hende noget eller hjalp
hende med noget, var Begæret efter Lucia skyllet ned
igennem ham som en Brand.

Saa slog han Mappen sammen og gik.
En Times Tid efter kom Charles Schwitt.

— Hvordan gaar det? spurgte han i Vestibulen Ma-
jordomus.

— Mesteren hviler, svarede Jacques.

— Men jeg skal melde Hr. Schwitt.

Charles Schwitt gik op i Dagligstuen, og Claude Zo-
ret kom ind.

— Jeg vilde bare se Dig en Gang endnu — idag,
sagde Schwitt og han tog hans Haand.

— Og Du er alene? sagde han og satte sig.

— Ja, sagde Mesteren og tændte i hele det store
Rum: jeg er alene. Hvem skulde der vel være her?

Charles Schwitt fo'r med Haanden over sit Ansigt:

— Du er vel ogsaa træt? sagde han.

Men saa begyndte han at tale om Dagen idag, om
hvad den havde sagt og hvad den havde ment og om
alle dem, som havde været der. Der manglede jo ingen,
slet ingen, det var da hele Paris, sagde han.

— Men hvor var Adelsskjold? spurgte han pludselig.

— Jeg véd det ikke, svarede Mesteren.

— Og Englænderne, blev Charles Schwitt ved : de
var de mest entusiastiske af dem alle. De var rent ude
af sig selv, forsikrer jeg Dig, ganske vilde.

13*

HERMAN BANG 196

Charles Schwitt holdt inde et Øjeblik og sprang i
Tanken :

— Men, teknisk, tror jeg aldrig, Du har gjort noget
saa dejligt som Luften i „Job".

— Jeg har brugt mine Studier fra Algier, sagde
Mesteren.

— Ja, det har Du sagt, sagde Schwitt. Men den Luft
var pragtfuld. Hvor er de Studier? Jeg har vist aldrig
set dem.

— Vi kan jo finde dem, sagde Mesteren.
Og de gik op mod Atelieret.

— Her er Lys, sagde Mesteren. Alle de elektriske
Lamper brændte endnu.

— Her skulde de være, sagde han og gik hen imod
en Reol, hvor han søgte blandt nogle Mapper, mens
Charles Schwitt havde fulgt efter ham.

— Nej, de er her ikke, sagde Claude Zoret, der
vedblev at søge :

— Og heller ikke her . . .

— Nej, heller ikke . . .

Pludselig var Mesterens Hænder begyndt at skælve,
mens han greb Mappe efter Mappe.

— Og heller ikke her, sagde han, og hans Hænder
faldt ned fra Bindet, som han holdt.

— Men de maa jo være her, sagde Charles Schwitt,
der søgte ligesom Mesteren.

Men Claude Zoret rørte sig ikke. Saa sagde han og
talte, som om Tungen ikke rigtig vilde lyde ham :

— Jeg skal spørge Jacques.
Og han gik ned.

Det var Jules, der kom, da han ringede.
Mesteren spurgte:

— Naar gik Hr. Mikael?

— Klokken var vel ni, sagde Jules, og han lagde til :

— Hr. Mikael gik med en stor Mappe.
Mesteren støttede Haanden mod Ryggen af en Stol :

— Det er godt, sagde han, og Jules gik.

197 MIKAEL

— De er der ikke, Claude, sagde Schwitt, der kom
ned ad Trappen.

Mesteren stod paa samme Sted.

— Jeg skal, sagde han, en Dag lade Jacques søge
efter dem.

— Men nu gaar jeg, sagde Schwitt, Du er træt.

— Ja, sagde Mesteren, der stirrede ind i Lampen:
nu er jeg træt.

Charles Schwitt tog hans Haand.

— Farvel, sagde han :

— Men hvor dine Hænder er kolde.

— Det er de tit, sagde Mesteren : Farvel.

Da Charles Schwitt var gaaet, vendte Mesteren til-
bage til sit Atelier og slukkede alle Lamper.

Majordomus vilde slukke i Vestibulen, da det ringede
paa Porten, og Portneren lukkede op.

Det var Hr. Adelsskjold, som stod udenfor. Han
havde saadan en underlig tyk Kappe paa, der var slaaet
op om Ørene, saa han lignede en sær Sæk med en høj
Hat i Toppen.

— Det er mig, sagde han og holdt sig ved Porten.
Inde i Vestibulen sagde han igen med en Stemme,

som slog Tungen mod hans Tænder :

— Det er kun mig, sagde han og satte sig i en Stol.
Majordomus bøjede sig helt forskrækket ned mod

hans Ansigt, der stirrede frem af den opslagne Krave :

— Er Hr. Adelsskjold syg? sagde han.
Men Adelsskjold sagde blot som før:

— Sig, det er mig.
Og han blev siddende.

Da Majordomus kom ind i Dagligstuen, sad Mesteren
ved Bordet. Det var, som blev han vækket af en Søvn
og havde dog ikke sovet.

— Hvad vil Du? sagde han og vendte Hovedet brat.

HERMAN BANG 198

— Det er Hr. Adelsskjold, sagde Majordomus, der
rystede uden at vide hvorfor.

Mesteren havde rejst sig :

— Adelsskjold, sagde han : Lad ham komme.
Mesteren blev staaende, med Øjnene fæstede mod

Døren, til han havde set Adelsskjold, der kom ind som
en vaklende Bylt og løftede begge sine Arme og faldt
som En, der ikke kan staa mere, ned over en Hvile-
bænk og hulkede — hulkede, som hulkede hele hans
Legeme med, hele hans Sjæl og hele hans Legeme.

— Hvad er der sket, sagde Mesteren.

— Hvad er der sket, Mand, sagde Mesteren.
Men han fik til Svar kun den samme Hulken (som

naar et Dyr kunde faa Lov til at græde), der fyldte hele
Rummet og alle Kroge med sin hjælpeløse Lyd.

— Mand dog.

— Mand dog, sagde Mesteren og pludselig sagde han :

— Adelsskjold, Adelsskjold, tag Tøjet af, tag Deres
Tøj af.

Og Claude Zoret begyndte at ruske i ham og fik ham
halvt rejst op og tog Tøjet af ham, som han vilde have
taget Tøjet af et lille Barn.

Saa stilnede Adelsskjolds Graad eller den blev lydløs,
og han sad kun paa Kanten af Hvilebænken, besynder-
ligt, bestandigt vrissende med sit Hoved som et Stykke
Kvæg, hvis Hjerne Heden smerter.

Mesteren talte til ham og vidste ikke, hvad han selv
sagde.

Saa spurgte han paa én Gang, og hans Stemme blev
hæs:

— Hvem var med?

Han vilde have brugt et andet Ord, men han sagde
„med".

Adelsskjold saa op paa ham for første Gang:

— Toll, sagde han, Toll og Ehrensvard.

— Men hvis De havde set ham, sagde han, og det
var, som hans Ansigt igen forvildedes : Hvis De havde
set ham —

199 MIKAEL

Med ét holdt Adelsskjold Hovedet stille og Øjnene
fæstede hen paa Mesteren.

— Han sænkede Armen — forstaar De — han sæn-
kede Armen — saaledes (og Adelsskjold gjorde Bevæ-
gelsen) saadan, før jeg skød ... før jeg skød, forstaar

De og jeg skød . . . Jeg havde set det og skød —

som ind i en Skive ... ind mod hans Bryst.

Mesteren stirrede mod en Lampe. Det var et Nu,
som flimrede dens Lys for hans Øjne.

— Ind i hans Bryst, gentog Adelsskjold ud i Luften.
Og paa Svensk, paa Tysk, paa Fransk, blandende alle

de Landes Sprog, hvor han havde færdedes, begyndte
han at tale igen, vise om igen, saadan, saadan havde
han skudt og saadan faldt Monthieu — ja, næsegrus, plat
ned, Ansigtet nedad, lige mod Jorden med Ansigtet

— Lige mod Jorden med Ansigtet Jorden, for-
staar De, den frosne Jord.

Og han blev ved at gentage, ved at sige og sige :

— Forstaar De — mod den frosne Jord, forstaar De,
den haardtfrosne Jord.

Men Mesteren, der vilde flytte hans Tanke, som vilde
han udrive et Søm af en Mur, sagde :

— Hvor er Fru Adelsskjold?

Det var, som Adelsskjold studsede.

— Hjemme, sagde han.

Pludselig stod han op og gik hen foran Mesteren.

— Og hvad nytter det saa, sagde han, sig mig, hvad
nytter det?

Mens han stod foran Mesteren, løb Taarerne ned ad
hans Kinder.

Lidt efter lidt blev han roligere. Han satte sig i So-
faen. Nu og da rystede hans Legeme.

Mesteren sad ubevægelig og tavs. Naar Adelsskjold
begyndte at hulke igen, gik der en Sitren over Claude
Zorets Ansigt.

Vandet rislede svagt i sine Kummer.

Saa sagde Adelsskjold sagte, som man siger det
uhjælpelige :

HERMAN BANG 200

— Jeg har ejet hende og kommer aldrig til at eje
hende mer.

Mesteren talte ikke.

Men paa én Gang sagde Adelsskjold og saå* frem over
Bordet paa Claude Zoret:

— Har De nogensinde mistet nogen?

Mesteren svarede ikke. Sine tunge Øjenlaag holdt
han sænket.

— For, sagde Adelsskjold og førte Haanden op til
sin Pande: Ellers tror jeg ikke, at man rigtig begriber
eller véd, hvad det er.

Lidt efter sagde han :

— Hvis jeg kunde faa lidt frisk Luft. Kan vi ikke
gaa op paa Balkonen?

— Jo, sagde Mesteren, lad os gaa derop.

De gik op ad Trappen Side om Side, og Mesteren
aabnede Balkonens Dør:

— Det er blevet Taage, sagde han.

— Ja, det er blevet Taage, gentog Adelsskjold i gan-
ske samme Tone.

Og de stod begge lænede til Gelænderet.

Mesteren stirrede frem i Taagen. Pladsens Lys blev
til matte Skær i Natten og Gadernes Lyd svandt hen,
som aflivedes de i den tunge Luft.

Saa sagde Adelsskjold og hans Stemme lød, som gled
den sammen med Taagen :

— - Claude, sagde han : Og naar saa alt er forbi, kom-
mer det værste —

— Hvad kommer? spurgte Mesteren.

— Tilsidst spørger man sig selv — og Adelsskjolds
Stemme brast — om man virkelig ogsaa har elsket
hende . . . Eller om hun kun var mig nødvendig.

— Nødvendig?

Claude Zoret havde grebet om Gelænderets Rand.

— Ja, hviskede Adelsskjold frem i Taagen.
Mesteren havde aabnet sine Øjne, næsten spilet dem

op — som saå han forfærdet, i et eneste Lyn, hele sit
Liv.

201 MIKAEL

„Nødvendig — nødvendig."
Men Adelsskjold sagde igen :

— Naar man ser ind i sig selv . . .

— Ja, svarede Mesteren og hans Tanke gentog:
„Nødvendig, kun nødvendig" ...

— Naar man ser langt ind i sig selv, sagde Adels-
skjold, der stirrede mod Taagen.

— Ja, svarede Mesteren og rørte sig ikke, mens hans
Tanke saå :

„Nødvendig — kun nødvendig."

„Nødvendig, saadan var det — nødvendig . . . hans
Ungdoms Hustru, Kvinden fra Montreuil, hun havde
været ham nødvendig — kun nødvendig til at bære
Ulykkens Tid" . . .

Adelsskjold talte ikke mere, mens Mesteren stod som
en Støtte i Taagens Rand :

„Og Mikael ja, Mikael, ogsaa Mikael" . . .

Der gik en Skælven gennem Claude. Zorets Legeme.

— Jo, ogsaa han havde været ham nødvendig, kun
nødvendig for ham, da alt var forbi og ingenting mæt-
tede ham mer, nødvendig i hans Celle og hans Fæng-
sel — nødvendig for at han kunde bære sin Berømmel-
ses Jern.

— „Nødvendig, jo, ogsaa Mikael . . . kun nødvendig.
Ham nødvendig."

Adelsskjold rørte sig ikke. En Trækning af en sidste
Hulken gik igennem hans Legeme.
Men Mesteren sagde ud i Taagen :

— Og naar man har set sig selv . . .

— Ja — og Adelsskjold vendte sit sitrende Ansigt
imod ham — ja, Mester, ja, hvad da?

Mesteren svarede ikke. Hans Stenansigt stirrede mod
Taagen.

— Kom, lad os gaa ind, sagde han. Natten er kold.
Og de steg ned.

. . . Mesteren var i sit Sovekammer. Majordomus hjalp
ham :

HERMAN BANG 202

— Dette, sagde Jacques, har dog været Mesterens
største Dag.

Mesteren saå paa Majordomus' Ansigt:

— Maaske Du har Ret, sagde han.

Og med Albuerne støttet mod sine Knæ og Hænderne
begravede i det hvide Skæg blev han siddende paa
Kanten af sin Seng.

— Men Mesteren fryser, sagde Majordomus, der saå,
at hans Legem skjalv.

— Ja, svarede Mesteren.

— Godnat.
Majordomus gik.

. . . Claude Zoret maatte atter rejse sig i sin Seng.
Aandenøden var over ham.

Det var, som om hans Hjerte vilde standse, mens
hans aabne Mund snappede efter Luft.

Majordomus aabnede Døren for de tre Læger, der
traadte ind fra Soveværelset, mens Charles
Schwitt rettede Blikket mod deres Ansigter.

De tre Herrer talte, i et Hjørne af Stuen, kort og
sagte. Ranke, i de sorte Frakker, med deres glatte An-
sigter, lignede de tre Nævninger i en Jurys Sal.

Da de to var gaaet, traadte Charles Schwitt frem i
Stuen og spurgte, med Øjnene paa Lægens Ansigt:

— Hvordan er det?
Lægen svarede :

— Det er det samme.

Og lidt lavere lagde han til :

— Det samme og — Døden.

Et Nu var der stille, og de to Mænd var lige blege.
Saa sagde Charles Schwitt, dér støttede sig til Bordet,
hvor han stod, og hans Stemme var næsten uhørlig :

— Vil det blive svært?

Hr. Brouart saa ikke paa ham.

— Vi véd det ikke, sagde han : men Claude Zoret er
stærk.

Og i en lidt lavere Tone spurgte han :

— Naar kommer Notaren?

— Vi venter ham hvert Øjeblik.

— Det er godt.

Og lidt højere eller lidt haardere spurgte Lægen :

— Og hvor er Hr. Mikael? Mesteren spørger efter
ham. Det gør ham urolig.

HERMAN BANG 204

Charles Schwitt svarede, med Øjnene mod Gulvet:

— Der er gaaet Bud — igen.

Der gik en Trækning over "Hr. Brouarts Ansigt:

— Jeg kommer tilbage om to Timer, sagde han og
gik.

Da Lægen kom ned i Vestibulen, ringede Telefonen
paany — klingert op i Huset, der var saa tyst, som var
det tomt.

— Her maa være stille, sagde han til Majordomus,
der rakte ham hans Tøj.

— Ja, Hr. Doktor, sagde Majordomus. Men det er
Bladene, der hele Tiden spørger i Telefonen . . .

— Hvilket Blad? spurgte Lægen Majordomus, der
var gaaet hen til Høretragten.

— Det var Le Temps, svarede Jacques.

Og Hr. Brouart, i hvis Ansigt der var kommet et an-
det, et ligesom forretningsmæssigt Udtryk, gik, da han
hørte Bladets Navn, selv til Telefonen, hvor han talte
ind i Tragten, længe, distinkt som under en Forelæsning
i Fakultetet — mens Majordomus, der hørte hans Ord,
pludselig gav sig til at bevæge sine Læber, som om han
mumlede en helt mekanisk Bøn.

Lægen talte stadig ind i Telefonen :

— Ja, Hjerteklapperne lammedes pludseligt, synes
det. Jeg tilkaldtes Klokken to. Men Katastrofen havde
jeg ventet og fraraadet Sindsbevægelserne igaar.

— Farvel, Dr. Brouart ringede af.

— Jeg er her tilbage om to Timer, sagde han og han
steg i Porten ind i sin Vogn.

Denis kom ind i Vestibulen, listende op ad Trinnene.

— Hvordan er 'et? sagde han og saa paa Major-
domus. Kuskemasken var ligesom gledet af ham, og han
havde, i Angsten, faaet sit skræmte Bondeansigt igen :

— Hvordan er 'et? gentog han, da Majordomus ikke
svarede :

— Hva' sa'e han?

Majordomus svarede endnu ikke. Han stod med sam-
menfoldede Hænder midt i Rummet.

205 MIKAEL

Og Denis satte sig, uden at spørge mer, ned paa
Trappens Trin, underligt frysende, i en sær Stilling, som
sad han foran en Ild, der var gaaet ud — til han plud-
selig sagde op mod Majordomus, der havde sat sig i sin
Stol med bestandig mumlende Læber :

— Bæsterne vil ikke æde, sagde Denis og han sad
som før.

Det ringede hastigt paa Porten. Det var Jules, der
kom løbende.

— Hr. Mikael var ikke hjemme, sagde han.
Majordomus havde pludselig rejst sig. Et Øjeblik saå

man, hvilken Kæmpekarl han var.

— Meld det, sagde han.

Og uden at han vidste det, havde han løftet den goti-
ske Stol op i dens Arme og lod den falde igen.

Jules gik op ad Trappen og ind, hvor Charles Schwitt
sad foran Sovekammerdøren, sammenfalden, i en enlig
Stol.

— Hr. Mikael var ikke hjemme, sagde Jules midt i
Stuen.

Charles Schwitt havde løftet sit Hoved. Jules vilde
ikke have genkendt hans Ansigt.

— De kan gaa, sagde Schwitt.

Da Jules kom ud paa Trappen, mødte han den yngste
Kok, der, i sit hvide Tøj, kom ud fra den store Spisesal.

— Hvordan er det? hviskede den unge Mand, hvis
Ansigt var blegt under det nedkæmmede Haar.

— Nu er 'et vel snart, hviskede Jules, hvis Øjne
skinnede af Angsten.

Og de blev begge staaende, tæt ved hinanden, paa
den mørke Afsats, mens Telefonen dernede skingrede
paany.

. . . Charles Schwitt aabnede sagte Soveværelsets
Dør.

Dr. Brouarts Amanuensis rejste sig fra Halvmørket i
Skyggen af den store Seng.

— Mesteren blunder, hviskede han.

HERMAN BANG 206

Charles Schwitt talte ikke. De sad tavse, hver i sin
Krog, og lyttede til Mesterens stødvise Aandedrag.

Pludselig aabnede Mesteren sine Øjne og han vilde
vende Hovedet:

— Hvem er her? spurgte han.

— Det er mig, sagde Schwitt, der havde rejst sig.
Den Syge flyttede atter sit Ansigt.

— Tak, sagde han og lukkede sine Øjne igen.
De tav et Øjeblik. Saa hviskede Amanuensis :

— Mesteren venter.
Schwitt bøjede Hovedet.

— Men Notaren kommer vel snart, sagde Amanuen-
sis igen.

Charles Schwitt havde rejst sig og stod ved Sengens
Fodende med Blikket fæstet paa Mesterens Bryst.

En Dør gik i Stilheden, og Mesteren løftede brat sit
Hoved igen:

— Hvem kom? sagde han og stirrede paa Charles
Schwitt.

— Her er ingen.

— Ingen, sagde Mesteren og hans Ansigt faldt til-
bage. Kun de lange Øjenlaag sitrede over hans gule
Kind. Men pludselig slog han Øjnene op paany, og frygt-
somt eller som Lyden smertede ham, sagde han:

— Kommer Mikael?

— Ja, han kommer.

— Tak.

Der hørtes Trin gennem Huset, mange Trin op ad
alle Trapper.

— Claude, sagde Schwitt, som vilde han kalde.

— Claude. Det er Notaren.

— Godt, hviskede Mesteren.

— Det er godt, sagde han.

Han vilde rejse sig, men hans Ansigt fortrak sig af
Smerten.

— Lad Jacques komme, sagde han.
Majordomus rettede Puderne, saa Mesteren sad halvt

oprejst.

207 MIKAEL

— Tak, sagde han : Tænd saa.

Majordomus trykkede paa den elektriske, og alle Lam-
per tændtes.

— Saa lad dem komme, sagde Mesteren.

Hr. Roux kom ind. Bag ham fulgte to Herrer.

Mesteren bøjede sit Hoved, mens alle betragtede ham,
hvid som han laa, i Lyset, under den mørkerøde Senge-
himmel.

— Har De Dokumentet med? spurgte han, og hans
Stemme var ganske klar.

— Ja, Mester, svarede den unge Advokat, der havde
arvet Notariatet efter sin Fader og som var bleg under
det friserede Haar.

Og han spurgte, mens hans Stemme rystede let:

— Skal jeg oplæse det for Mesteren?

— Nej, svarede Mesteren, lad mig læse det selv.
Den unge Mands Fingre fik ikke aabnet Mappens

Laas.

— Her, Mester, sagde han og rakte Claude Zoret
Dokumentet.

Mesteren tog det og pludselig rejste han sig helt i sin
Seng, og siddende rank — hvad enten fordi det smer-
tede ham mindre eller det skyldtes Bondens Ærbødig-
hed under Udøvelsen af Lovens Handlinger — læste
han Testamentets Ord. Alle havde bøjet deres Hoveder.
Kun Charles Schwitt betragtede ham ufravendt.

— Jeg, Claude Zoret, hvis Hustru er død og som
blev en ensom paa Jorden, bestemmer herved som min
velovervejede og sidste Vilje, at ved min Død, da skal
alt, hvad jeg maatte efterlade mig . . .

Mesterens Stemme blev tydeligere, som var hvert et
Ord en Skrue, han borede ind i en Sten, mens Nota-
rerne ventede med deres Hoveder bøjede og Charles
Schwitt var hvid som det Lagen, om hvilket han kram-
mede, uden at han vidste det.

Men Mesteren blev ved at læse :

— være sig rede Penge, faste Ejendomme, Effekter
af alle Arter tilfalde og tilhøre min Plejesøn, Eugéne

HERMAN BANG 208

Mikael, født i Prag den ottende Februar 1880, saa at
den nævnte Eugéne Mikael overtager alt mit Bo efter
mig . . .

Mesteren standsede et Sekund, og Charles Schwitt
holdt Blikket fæstet mod hans Ansigt.

— Som min eneste Arving.
Mesteren holdt inde — alle tav.

— Ja, sagde Mesteren : Saaledes er det Ret.
Og vendt mod Majordomus sagde han :

— Ræk mig Pennen.

Majordomus tog den, og, med Dokumentet støttet mod
Notarens Mappe, mens de to røde Segl laa paa Lagenet
som to skinnende Pletter af Blod, skrev Claude Zoret
paa Papiret sit Navnetræk — mens Notarerne havde
løftet deres Ansigter.

— Det er godt, sagde Mesteren : Nu De.

Og hans Øjne fulgte hver, der, som Vidne, skrev un-
der, med et Blik som Bondens, der mistænker til det
Sidste.

— Nu kan der altsaa intet forandres? spurgte han
og støttede sig pludselig til Sengekanten.

— Nej, Mester.

— Tak, sagde Mesteren.

Og han tog Afsked ved at løfte sin Haand.
Majordomus fulgte de trende Herrer, mens Charles
Schwitt blev staaende ved Sengen.
Mesterens Øjne hvilede paa Lagenet:

— Nu er det skrevet, sagde han, og pludselig brød
to Taarer frem fra hans Øjne, der i Livet saa sjældent
kunde græde.

Han sank tilbage ned i sine Puder. Hans Øjenlaag
var lukkede. Aanden drog han møjsomt. Kun naar en
Dør gik eller Skridt lød, gled der en Trækning over hans
Ansigt som hos den, der lytter og endnu venter.

Paa én Gang rejste han sig halvt i Sengen :

— Sluk de Lamper, hviskede han og faldt hen igen.
Charles Schwitt slukkede, og Mesteren laa i Mørket.
Da Notarerne kom ned, var Vestibulen fuld af Folk,

209 MIKAEL

en Snes af Mennesker, der talte højt og imellem hver-
andre, mens de gik til og fra Telefonen. To Herrer, i
aabentstaaende Overfrakker og med høje Hatte paa Ho-
vedet, gik hen mod Hr. Roux og sagde:

— Saa kan man da endelig faa noget at vide. Kære
Ven, her er jo ikke et Væsen til at give Bladene Op-
lysninger.

Tre Herrer, der var kommet fra et Theater og som
var i Kjole, interviewede Hr. Brouarts Amanuensis, der
røg en Cigaret og blev ved at sige :

— Det er meget interessant . . . Det er Hjerteklap-
perne, der ikke vil gøre Tjeneste. Vi blev tilkaldt Klok-
ken to, tyve.

Og idet Amanuensis geskæftig vendte sig til en anden
Herre af Pressen, sagde han :

— Mit Navn er Fabre, Fabre, gentog han og blev
ved:

— Vi tilkaldtes Klokken to, tyve. Men Hr. Claude
Zoret var allerede blevet syg inat.

En Tegner fra Le Matin havde Jules henne i en Krog
og spurgte Gang paa Gang :

— Men hvor staar Sengen, hvor staar Sengen i Væ-
relset?

Og vendt til en Kollega sagde han :

— Kære Ven, vi ætser vore Clichéer paa to Timer.

Det ringede paa Porten igen. Det var en Korrespon-
dent fra „New York Herald". Han var saa tynd som en
Rosentræsstok og sagde til sin Kollega :

— Kablet venter til Midnat.

Majordomus havde fulgt Hr. Roux til Vogns. Nota-
rens Vogn kom ikke frem paa Gaden for alle Journali-
sternes Køretøjer.

Da Jacques vendte tilbage, spurgte en Herre fra Le
Temps ham, om Hr. Charles Schwitt ikke var til Stede.

Tegneren fra Le Matin lo højt gennem Rummet:

— Ja, spørg De ham, sagde han. Dér faar De nok
noget at vide. Han plyndrer straks sine egne Erindrin-
ger.

H. B. V 14

HERMAN BANG 210

Majordomus havde ikke svaret. Men da en af de
Kjoleklædte, tæt ved Trappen, stod med Telefontragten
ved sit Øre, greb Majordomus pludselig om den, saa
Herren slap sit Tag.

. . . Jacques gik videre, lukkende alle Døre saa fast,
som vilde han stænge dem.

Mesteren drejede møjsomt sit Hoved, da han kom
ind:

— Hvem er det? spurgte han sagte.

— Det er kun mig, Mester, svarede Jacques.

— Er det Dig?

Mesteren førte Tænderne ned i sin Læbe :

— Løft mig, sagde han pludselig.

Aandenøden kom tilbage. Schwitt og Jacques løftede
det stønnende Legeme, mens Mesteren blev blaa i det
gule Ansigt.

— Doktoren, Doktoren, raabte Schwitt.

Jacques løb bort fra Sengen og raabte ud gennem
Stuerne :

— Doktor, Doktor . . .

— Ja, ja, svarede Lægen dernede.

— Doktor . . . Doktor . . .

— Ja.

Lægen var løbet op ad Trinnene.

Men Raabet lød endnu, angstfuldt, gennem Dørene,
ned over Trapperne, hvor Journalisterne stimlede sam-
men, mens Herren ved „Herald" sindig gik hen mod
Telefonen forat være Førstemand med Besidderens
Ret.

Anfaldet var ovre.

Doktoren stod ved Mesterens Seng, da han aabnede
sine Øjne.

— Luk op, hviskede han. Luk op Luk op til

Badeværelset.

— Ja, Mester.

— Skaf mig mere Luft. Skaf mig mere Luft.

— Ja, Mester.

211 MIKAEL

Majordomus aabnede Badeværelsets Dør, og Meste-
ren slog atter Blikket op mod Lægen:

— Hvem er her? spurgte han.

— Vi, svarede Lægen.'

Claude Zorets Læber trak sig sammen :

— Hvor er Schwitt? sagde han.

— Jeg er her, sagde Schwitt, der stod lænet til Sen-
gen.

Mesteren vendte Øjnene mod ham.

— Sæt dig dér, sagde han.

— Og lad de andre gaa.

Lægen og Majordomus gik, mens Charles Schwitt
satte sig paa Sengekanten. Nær Mesteren som han sad,
fornam han hans Legeme skælve under Tæpperne.

Mesteren havde flyttet sine Øjne og han talte lang-
somt. Gennem Halvmørket skinnede hans Ansigt.

— Charles, sagde han, vil Du love mig, at naar jeg
er død, vil Du føre mig hjem, hjem til „Kilderne", der
hvor jeg kom fra. Dér vil jeg hvile midt i Agrene der,
hvor Sæden skyder og Græsset grønnes. Der vil jeg
ligge ene. Og snart vil ingen vide, hvor det er gemt,
som en Gang hed Claude Zoret.

Mesteren havde lukket sine Øjne. Fra Badstuen hørte
man en enlig og langsom Draabes Fald.

— Lover Du mig det? sagde Mesteren.

— Ja, Claude, jeg lover Dig det.

Mesteren blev ved at se ind i hans Ansigt, fast, som
vilde han tage ham i Ed :

— Og I vil begrave mig en Morgen, naar Solen
staar op og ingen skal kende Stedet, hvor jeg blev lagt.

— Jeg lover Dig det.

— Og ingen skal rejse nogen Sten med mit Navn,
saa længe dit Ord er til — lover Du mig det?

— Jeg lover Dig det.

En Hulken trængte sig frem over Charles Schwitts
sammenpressede Læber. Men Mesteren sagde roligt:

— For Mennesker skal ikke rejse Mindesten for
En, de ikke kendte.

14*

HERMAN BANG 212

Charles Schwitt havde dækket Ansigtet med sine
Hænder, men Taarerne, der strømmede ud fra hans
Øjne, piblede frem mellem hans Fingre:

— Claude, Du véd dog, hvem Du var.

Men Mesteren aabnede sine skælvende Læber og
sagde :

— Jeg var intet. Hvem tæller, Charles? Ingen af os.
Og mens et frygteligt Ryk bragte hans Kæmpelege-
me til at sitre, sagde han :

— Mit Liv var nogle Billeder . . . som jeg malede
med nogle Hjerters Blod.

Døren gik, og Mesteren drejede hurtigt sit hvide An-
sigt:

— Hvem er det? sagde han hastigt.

— Det er kun mig, svarede Jacques.

— Er det Dig, hviskede Mesteren og lukkede Øj-
nene til.

Men ude af sig selv, forpint af en Smerte, der for-
trak hele hans Ansigt, havde Charles Schwitt rejst sig
op fra Sengens Kant og gik.

Paa Dagligstuebordet greb han et Stykke Papir og
med Blyant og med en Skrift, der næppe var til at læse,
skrev han:

— Claude Zoret er døende. Charles Schwitt.

Han lagde det i Konvolut og skrev udenpaa, før han
ringede.

— Til Hr. Mikael, sagde han til Jules, der kom ind :
Men straks.

Da Charles Schwitt var gaaet, havde Mesteren løftet
sit Hoved,

— Jacques, kaldte han.

— Ja, Mester.

— Kom herhen.
Majordomus gik hen til Sengen.

— Her er jeg, Mester, sagde han.

Pludselig slog Claude Zoret sine Arme op om Ma-
jordomus' Hals :

— Jacques, sagde han og stirrede sin Tjener ind i

213 MIKAEL

hans Ansigt, som vilde han vriste den sidste Sandhed
ud af hans Mund: Er der gaaet Bud efter Mikael?

— Ja, Mester.

Armene slap, og Mesteren sank tilbage paa sine
Puder.

— Er det Charles? spurgte han, da Schwitt kom
ind igen.

— Ja, Claude.

Mesteren laa en Stund med lukkede Laag.
Saa sagde han:

— Hvor er mit Uhr?
Schwitt tog det.

— Her er det, sagde han.

— Hæng det der, sagde Mesteren, der, hvor jeg
kan se det.

— Ja.

Charles Schwitt hængte det, hvor han vilde.

— Tak, sagde Mesteren.

Han talte ikke mer. Hans Øjne fulgte ufravendt
Uhrets glidende Viser.

Charles Schwitt havde knuget sin Haand om Sto-
lens Kant.

Han læste hans Tanker.

Mikaels Vogn rullede op foran Havegitret, og Mi-
kael sprang ned for at hjælpe Fru de Zamikof ud.
Den unge Tjener aabnede Døren og sagde:

— Der har været Bud fra Hr. Claude Zoret, og Ju-
les har bragt et Brev.

Mikael gjorde en Bevægelse, som var han utaalmo-
dig:

— Hvor er det? spurgte han.

— Jeg har lagt det op, sagde han og bøjede sig.
Fru de Zamikof og Mikael gik op. Brevet laa paa

Toiletbordet.

HERMAN BANG 214

— Det er fra Schwitt, sagde Mikael, der havde læst
Udskriften.

Og enten angst eller greben af en pludselig Uvilje,
der gemte hans Angst, sagde han til Lucia :

— Luk det op!

... og aabnede det alligevel selv og læste det og
blev staaende, mens Sveden som Smaadraaber laa paa
hans Pande.

— Hvad er det? spurgte Lucia og hun skød hastigt
sin Nakke frem mellem Mikaels Ansigt og Brevet, han
holdt i sin Haand.

Og foran Døden eller maaske dreven af Døden tryk-
kede Mikael sine Læber ned under Lucias opstrøgne
Haar.

Men paany stirrende frem for sig og lyvende for sig
selv — thi det var ikke det, han frygtede — sagde
Mikael :

— Lucia, jeg har aldrig set nogen, der skulde dø.
Lucia havde allerede aabnet sin Kaabe.

— Skal jeg følge Dig? sagde hun og begyndte at
lukke Kaabens Spænde igen :

— Jeg kan tage en Vogn i Rue de Rivoli og køre
tilbage.

Hun var allerede gaaet nogle Skridt, og Mikael fulgte
hende.

De gik ned ad Trapperne og de traadte ud i Haven,
tæt til hinanden.

— Hvor Violerne dufter, sagde Lucia.

— Ja.

— Saa tidligt paa Aaret.

— Ja. "

De gik frem langs Kajen, hen over Broen.

— Se, det er Fuldmaane, sagde Lucia.

— Ja, sagde Mikael, der løftede sit Ansigt:

— Saa dør han ved Fuldmaane.

De traadte ind i Louvre-Portens Mørke, da Mikael
pludselig spurgte :

— Lucia, hvad tror Du egentlig om Døden?

215 MIKAEL

Lucia løftede brat sit lysende Ansigt imod ham :

— At vi lever, sagde hun.

Og som beruset af Lykkens Sejrsskær over hendes
Ansigt, af hendes Stemmes Klang og hendes Skuldres
Sitren, som han fornam gennem hendes Kaabe, bøjede
Mikael sig over hende, hviskende hendes Navn :

— Lucia, Lucia, Lucia —
uden at kunne standse.

De gik ud i Tuileriernes Gaard. Hele den mægtige
Plads laa hvid i Maanens Skin, hvor Statuerne løftede
deres Sten. Der var ingen. De to var ene. Der hørtes
ingen Lyd. De var helt alene.

— Hvor her er skønt, hviskede Lucia.

— Ja, her er skønt, svarede Mikael, hviskende som
hun.

De var standsede midt i Rummet.

Gitrenes gyldne Spidser lyste i Maanens Skær som
Hundreder af Glædesblus, der tændtes, og Søjlernes
gyldne Kugler syntes som nye Kloder at glide gennem
Nattens Luft:

— Lucia, Lucia, min Elskede.

Midt i Maanens Lys, mens Gitrene tindrede som
Flammer, slog Mikael sine Arme ned om Lucias Hals:

— Lucia, Lucia, raabte han. Er jeg nu din Mand?

— Ja, min Elskede.

— Manden for Dig?

— Ja, min Elskede.

— Den eneste Mand for Dig?

— Du, Elskede.

— Jordens eneste Mand for Dig?

— Ja — saa længe jeg elsker Dig.

— Sanddru Du, sanddru Du, hviskede Mikael ned
over hendes Ansigt under Kyssenes Regn.

Og som i en Jubel, der vilde sprænge hans Væsen,
stormede han frem over Pladsen, raabende hendes
Navn, udslyngende hendes dejlige Navn, fangende Mu-
re, Stenmasser, Tagene ind under Lyden af hendes
elskede Navn :

HERMAN BANG 216

— Lucia, Lucia.

Og pludselig rakte han sin Arm op i Maanens Lys
— og det syntes, som bar han et skinnende Glavind
i sin Haand — :

— Lucia, Lucia, se . . .

Han pegede paa Louvres Mur.

— Se, hvor Stenmændene spiler deres Øjne op.

— Lucia, og han løb tilbage og han dækkede hen-
des Ansigt med Kys:

— De har aldrig set — aldrig før, to Mennesker,
der elskede.

De stod et Nu.

Saa kørte der en Vogn over Pladsen.

Og glemmende alt, alle, der levede, og alle dem,
som skulde dø — raabte de paa Vognen og sprang
ind.

— Hjem, raabte Mikael : hjem.

Mesteren havde ikke talt.

Majordomus, der kom ind, aabnede Sovekammerets
Dør. Men Mesteren rørte sig ikke.

Ufravendt betragtede han Uhrets glidende Viser,
mens Charles Schwitt sad ved hans Seng.

De hørte længe Draabernes Fald og Uhrets Dikken,
mens Mesterens Bryst arbejdede svagt.

Paa én Gang vilde Claude Zoret dreje sit Ansigt.

Men han mægtede det ikke mer.

— Hvad vil Du, Claude? hviskede Schwitt og bøje-
de sig ned over Mesterens Hoved.

— Tag Uhret bort, sagde Mesteren. Jeg ser det ikke
mere.

Charles Schwitt stod op og vilde tage Uhret. Men
det faldt fra ham, ned paa Sengetæppet.

— Hvor er det? spurgte Mesteren, og Charles lagde
Uhret i Claude Zorets iskolde Haand.

217 MIKAEL

— Lad det være dit, sagde Mesteren og trykkede
Uhret ind i Vennens Haand.

Han laa en Stund.
Saa sagde han :

— Hvor er Du, Jacques? spurgte han.

— Her er jeg, Mester, svarede Majordomus, der
traadte hen til Sengen. Han kunde knap bære sit eget,
store Legeme.

— Tak, min Ven, Tak for al Ting, sagde Mesteren
og søgte om hans Haand, mens det var, som en stille
og sidste Hulken trængte op i hans Hals :

— Og glem mig ikke.

Taarerne løb ned ad Majordomus' Kinder og faldt
paa Mesterens Haand.

— Jacques, min Ven, sagde Mesteren, for mig skal
Du ikke græde. Jeg gaar hen, hvor Hjertet bliver
stille.

Han laa endnu med de brustne Øjne aabne. Hvid
og ubevægelig under Tæppet lignede han Stenmanden
paa en Sarkofag.

Pludselig gik der et Smil over hans Ansigt, et Smil
af Vemod eller af en mild Smerte.

— Hvorfor smiler Du, Claude? spurgte Schwitt
sagte.

— Jo, Charles, sagde Mesteren og han talte helt
tydeligt :

— Nu kan jeg dø roligt, for jeg har set en stor
Kærlighed.

Charles Schwitts Hoved sank ned paa hans Bryst.

Men Mesteren havde lukket sine Øjne og han talte
ikke mer.

Døren gik. Det var Hr. Brouart. Ved Siden af Sen-
gen betragtede han Mesterens Ansigt.

Han tog om Pulsen. Den føltes ikke længer.

— Spejlet, sagde han og vendte sig til Amanuen-
sis.

Den unge Mand rakte ham Spejlet, og Lægen holdt
det frem over den Døendes Mund.

HERMAN BANG 218

Henne i en Krog var Majordomus sunken ned og
bad sine lydløse Bønner. Charles Schwitt havde rejst
sig. Udtryksløse stirrede hans Øjne frem i Rummet.

Lægen løftede Spejlet. Med et Silkeklæde afviskede
han Taagen, der dækkede det, og han holdt det atter
over Mesterens Mund.

Ingen Trækning gik mer gennem det stille Le-
geme.

Jacques havde rejst sig, og Charles Schwitt drejede
pludselig sit Ansigt, da Lægen hævede Spejlet paany:

Dets Flade bar ikke længer Mærke af nogen Aande.

— Det er forbi, sagde Lægen sagte og han lagde
Spejlet bort.

Majordomus hulkede højt, mens Charles Schwitt
med sammenknugede Hænder blev staaende, hvid, ved
den Dødes Fødder.

Men Amanuensis var, med Uhret i Haanden, alle-
rede gaaet for at underrette de Herrer Journalister.

... Da Charles Schwitt kom ned, var Vestibulen
tom. Kun nogle glemte Aftenaviser og nogle Stumper
af Cigaretter flød der hist og her.

Men da Charles Schwitt kom ud paa Gaden, holdt
der en Droske foran Porten og en Herre sprang ud af
Vognen :

— Kære Kollega, sagde han og rakte Charles
Schwitt et Visitkort, De forstaar, en Gentleman vil ikke
forstyrre Deres Sorg, Deres dybe Sorg . . . Men det er
kun et Spørgsmaal, som ikke kan genere: Hvem, min
Herre, tror De, skal tage Dødsmasken?

Charles Schwitt dirrede i sit Ansigt:

— Min Herre, nu skal her være Fred, sagde han
og løftede Haanden, næsten som vilde han slaa.

Den pelsklædte Herre af Pressen blev forfjamsket
og gik et Par Skridt.

Men midt paa Fortovet vendte han sig igen og sagde,
idet han bukkede halvt:

— Men Dødsøjeblikket var jo Klokken tolv? sagde

219 MIKAEL

han og han føjede til : De véd dog, kære Herre, at
Publikum vil underrettes.

Journalisten sprang ind i sit Køretøj. Han var af Ra-
seri helt fortrukken i sit Ansigt. Men han skulde huske
det Reklame-Dyr, Hr. Charles Schwitt. Som om ikke
Publikum havde Ret til at blive underrettet.

Da han kørte over Place de la Comédie, strakte
Journalisten pludselig Hovedet ud ad Vinduet.

Han havde set Hr. Leblanc komme styrtende over
Pladsen og han raabte Kunsthandleren an.

Hr. Leblanc løb hen til Vognen, med helt forstyrret
Ansigt :

— Véd De det, kære Ven, sagde han : Véd De
det . . .

— Ja, svarede Herren af Pressen : Jeg kommer lige
derfra. Han døde Klokken tolv.

Hr. Leblanc var staaet op i Vognen :

— Klokken tolv, gentog han ganske forfjamsket.
Men den Herre af Pressen sagde i en Tone, som

den, der spiller sin Del paa Børsen:

— Har De noget af ham paa Haanden?
Hr. Leblanc syntes ganske svimmel :

— Kære Ven, sagde han : kære Ven, jeg har jo
netop idag erhvervet alle hans Studier fra Algier.

Journalisten saå paa ham:

— Det er en Formue, sagde han.

Og idet han i Tankerne rapt opbyggede tre Reklame-
Kroniker til sine Aviser, tilføjede han, som den, der
allerede tager sin Part i Foretagendet :

— Naturligvis kan De stole ganske paa mig.

.... Charles Schwitt gik gennem Louvres Gaard,
over Broen, hen ad Kajen, ind i Mikaels Have.
Alt var mørkt.

Et Øjeblik stod Charles Schwitt foran det tavse Hus.
Saa raabte han op mod Balkonen :

— Hr. Mikael, Mesteren er død.

Det lød som et Stenkast mod de lukkede Ruder.
Saa gik han.

HERMAN BANG 220

Mikael havde rejst sig op i sin Seng. Hele hans Le-
geme skælvede.

Men Lucia slog sine Arme op om hans Skuldre:

— Vær rolig, hviskede hun og førte hans Hoved
ned imod Puden :

— Vær stille. Jeg er hos Dig.

„ — Vi lider og bereder Lidelser.
— Mere véd vi ikke."

DE

UDEN FÆDRELAND —

I

Joan Ujhazy saå ud ad Kupéens Vindu. Det var det
samme Billede. Mens Toget igen gik skumplende
i Gang, løftede Stationskarlen Spandene og flyttede de
tunge Ben hen over den pjaskede Perron. Dér boede
Skrædderen og Skomageren og en Uhrmager. Der hang
et Uhr i hans Vindu : Hm, Lodderne gik, men den store
Skive var tom og uden Visere. Og dér var Snedkeren.
Hans Skilt var en sort Kiste. Men den ene Skorsten
var Mejeriet.

Saa bøjede Telefonens Traade igen hen over Mar-
ken, hvis Jord var uden Farve. De hang saa slappe un-
der Regnen, som havde de ikke ret meget at tale om
fra Pæl til Pæl, Stang til Stang, henover Marken.

Joan Ujhazy blev ved, som han plejede, for sig selv
at sige Ordene for det, som han saå, paa sin Moders
Sprog :

— Mark, Marker, lav Mark; et Hus, lavt Hus; to
Fugle, to graa Fugle ... og Regn.

Og pludselig søgende Tilflugt i et andet Sprog og
strækkende begge Arme op i Luften sagde han :

— Ah, la pluie, cette pluie morne.

Da han drejede Hovedet, saå han kun Hans Hacke,
der sad i det modsatte Hjørne med de hvide Klaver-
hænder foldede, stirrende med de runde Øjne ud for
sig — hjem mod Brux, mod Bagerdatteren, Kæresten,
Naboens Datter i Briix.

HERMAN BANG . 224

Joan Ujhåzy vendte igen det lidt for lille Hoved og
stirrede ud paa de samme Marker:

— Mark, Marker, flad Mark. Tre Fugle — graa
Fugle.

Han gentog endnu de danske Ord i sine Tanker —
Ordene i hans Moders Sprog. Hvor det var underligt,
han havde kunnet glemme det og først havde set det
tilfældigt paa den Hotelregning imorges: 8/s, den otten-
de Marts.

Nu var Ane derhjemme allerede kørt til Byen, som
hun gjorde paa hver Moderens Fødselsdag, med alle
sine Kranse. Hun bandt dem af Violer. De blomstrede
saa tæt paa Engen under Skraaningen, hvor Dmeter
havde sine Vinstokke. Og hun var, kroget og knækket,
draget til Kirkegaarden og havde siddet paa den lille
Jernbænk, opad Muren, under Vaabenet, og havde sun-
get sine Salmer udover Graven. Der var to, Ane kunde.
Der var ingen Toner og ingen Melodi. Men Ane sad
ret op og ned, uden at røre sig, opad Muren og blev
ved at synge :

Julefryd, evige Fryd,

Hellig Sang med himmelsk Lyd.

Det er Englene, Hyrderne saa.

Dengang Herren i Krybben laa.

Evig er Englenes Sang,

Evig er Englenes Sang.

Da Joan var Barn, sad altid han ved Siden af Ane
paa Bænken. Han syntes næsten det var, ligesom naar
Nik gøede, den russiske Mynde, der var død, fordi den
frøs saa meget om Vinteren.

De rutheniske Piger, der vaskede ved Bybrønden,
kiggede ned til Ane, ind over den lave Mur, og Told-
forvalterens rumænske Frue, der laa oppe i sit Vindu
med de bare Arme paa de snavsede Karmpuder, lo ned
til de ungarske Gendarmer.

Men Ane blev ved at synge, mens hun knyttede
Hænderne, den anden Salme eller det var jo ingen

225 DE UDEN FÆDRELAND

Salme, den anden Sang, hun kunde og som hun sang
— frem over Graven :

Der er et yndigt Land,
det staar med brede Bøge
nær salten Østerstrand,
nær salten Østerstrand. >
Det bugter sig i Bakke, Dal.
Det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas Sal
og det er Frejas Sal.

De rutheniske Piger slog leende deres Vasketræer
klaprende mod Muren, men Ane hørte dem ikke.

Det bugter sig i Bakke, Dal,
dets Navn er gamle Danmark . . .

Pigerne jodlede og klaprede med Træerne og tral-
lede og lo, mens de sang paa deres Maal :

Saa tog Fedor Susanna,
Susanna, Susanna,
Susanna med det hvide Bryst,
Susanna.

De klappede i Hænderne og de pegede Fingre :

Susanna, Susanna,

Susanna med det hvide Bryst,

— Stem i, stem i, skreg Pigerne fra Muren, hvor
de var halvt krøbne op, og de grinende Gendarmer
sang med, overdøvende Ane, mens de klaskede i deres
Næver :

Og de blev to
og de blev tre,

Susanna med sit Elskovsbryst,
Susanna.

Anes Haand laa paa Joans Hoved. Taarerne smøg
saa tæt ned over hendes Kinder — det var ligesom der
var Render i Anes Ansigt for Taarer at løbe i — mens
hun kvædede :

H. R. V KS

HERMAN BANG 226

Og det er Frejas Sal,
og det er Frejas Sal.

Ane tav, og pludrende var Pigerne gaaet tilbage til
deres Brønd, medens Mørket kom saa pludseligt, som
blev et dunkelt Vod draget op fra Floden.

— Nu ska' vi gaa, sagde Ane : for nu glemmer
Fruen det ikke.

— Hvad glemmer Mo'r ikke? spurgte Joan.
Men Ane svarede ham ikke.

— Kom nu, sagde hun, hun førte ham hen mellem
Gravene, hvor hans Fødder stødte mod de perlestukne
Kranse.

De kørte hjem til „Slottet". Ane talte ikke, og Joan
maatte jo raabe saa højt, om han skulde snakke med
hende. Det var som Hørelsen var gaaet af hende, og
hun hørte ikke, hvad alle de fremmede Mennesker
snakkede — siden hans Moder var død.

Men hjemme stod den engelske Gouvernante paa
Stentrappen mellem Søjlerne og skændte, fordi de kom
saa sent . . .

. . . Joan Ujhåzy havde atter drejet sit rumænske Ho-
ved. Naar han sad saadan, med lukkede Øjne, kunde
han saa tydeligt se sin Moder — som hun havde siddet
i den lave Stol, dér paa Dmeters Skraaning i Solen
mellem de glimtende Vinstokke. Hendes Ansigt var saa
lille, og Haaret laa ned over hendes Tindinger ligesom
paa de gamle Billeder, og Ane og Joan sad ved hendes
Fødder.

Joan lænede sit Hoved til Moderens Stol, og hun
klappede sagte hans Haar med sin Haand — hun hav-
de saa mange Ringe paa sine Fingre, og hun saa aldrig
paa dem — :

— Hvor hans Haar dog er tæt, sagde hun.

— Det er Ungarerhaar, sagde Ane.

— Ja, sagde Moderen, og hendes Haand blev stille
over hans Haar.

227 DE UDEN FÆDRELAND

Faderen kom frem mellem Vinstokkene. Han tog en
Klase Druer i sin Haand.

— Se, hvor den er smuk, sagde han og lagde den
gul og tung ned i Moderens Skød.

— Ja, den er køn.

Faderen stod og saå paa den gule Klase i Moderens
Skød :

— Saadan er uslebne Topaser, sagde han.

— Ja, sagde hun og løftede Øjnene.

— Idag er her da varmt mellem Stokkene, sagde
Faderen. Han talte til Moderen saadan tydeligt, som
man taler til et Barn, eller højt som til En, der ikke
hører rigtig.

Moderen nikkede, mens Faderen førte sin Haand ned
over Kæden af Perler om hendes Hals — hun havde
mange Kæder og fik bestandig nye :

— De er saa smukke, sagde hun med en Stemme,
der altid var ligesom et andet Sted end hendes Ord,
og hun følte selv om Perlerne om sin Haand.

Men Faderen bøjede sig og kyssede hende paa Haa-
ret, saa hastigt.

— Har Du redet? sagde hun.

— Ja, sagde han og slog Pisken mod de ungarske
Støvler, som han altid bar fra den Tid, han endnu i
Budapest gjorde Tjeneste ved det andet Husarregi-
ment.

— Saa hurtig Du er kommen hjem.

— Her kan man snart faa redet rundt, svarede Fade-
ren, og hans Øjne havde skiftet Udtryk.

De tav alle, mens Faderen gik bort mellem Vinstok-
kene. Solen glitrede og lyste henover Moderens Kæde
og i alle hendes Fingerringes Stene. Hun stirrede, med
sine fjerne Øjne, saa længe ud over Flodens Vand.

— Ane, sagde hun og rørte sig ikke : Kan Du huske,
hvor Fjorden den var blaa hjemme ved Vejle.

Ane havde drejet sit Hoved :

— Der gik den lille Damper, sagde hun, og der kom
et pludseligt Lys i hendes Øjne.

15*

HERMAN BANG 228

— Aa ja, det var „Svalen", sagde Moderen, saa tæt
vi dog stod, tit, om Søndagen.

— Og saa krængede den, naar der var Sø, sagde
Ane: men det var kun brat ud for Munkebjerg.

Moderen smilede ligesom Ane :

— Nej, der var ingen Fare, sagde hun.
Men Ane sagde :

— Og som de spillede, Musikken fra Frederits.
Moderen svarede ikke mer, men stirrede kun igen

paa Floden, der gled ved hendes Fødder :

— Tag Sjalet, Ane, sagde hun.

— Fryser MoV? sagde Joan og løftede sine store
Øjne.

— Ja, lidt . . .

Ane havde taget et Sjal og lagt det om Moderens
Fødder :

— Men Ane, sagde hun : her er der heller ikke no-
gen rigtig Varme ved Solen.

— Nej, sagde Ane, her bare stikker 'en.

Joan stoppede ogsaa Tæppet ned om Moderen, mens
han blev ved at se hende ind i Ansigtet — der kom al-
tid saadan en stor og stiv Barneforskrækkelse i hans
Øjne, naar Mo'r frøs og blev „hvid i Ansigtet".

— Saa, saa, sagde han og blev ved at stoppe Tæp-
pet ned, saa langt han kunde naa med sine Hænder.

— Tak, Tak, Tak, lille Josse, sagde Moderen: nu
sidder jeg saa godt.

Joan havde sat sig igen. men han blev ved at skotte
op til Moderen : for hun blev ved at være hvid i An-
sigtet.

— Ane, sagde Moderen, imorgen vil vi køre ud til
Møllen, hvis Solen skinner.

— Ja, Frue.

— Den Sommer var her rart, sagde Moderen, da
Thomsen byggede Møllen.

— Det var her, sagde Ane. Thomsen var ved Hu-
mør. Men han var jo osse en Sjællænder.

229 DE UDEN FÆDRELAND

— Ja, nikkede Moderen, han var fra Slagelse. Det
er alle Thomsens.

De sad igen og saå mod Flodens Vand.
Ignaz og Dmeter gik forbi fra Vinstokkene og hilste
med deres store Hatte.

— Lad os nu gaa op, sagde Moderen.

Hun støttede sig lidt til Ane, mens hun gik med Joan
ved den ring-tunge Haand :

— Men Ane, sagde hun, og der gik et pludseligt
Lys over hendes Ansigt : iaften lægger vi i — i vores
egen Kakkelovn.

Gamle Ignaz og Dmeter slog Hvilestolen sammen
efter Fruen.

— Hvordan mon det egentlig er? sagde Ignaz og saa
efter dem, der gik.

— Ja, sagde Dmeter.

— Hun sidder saa stille, sagde Ignaz.

— Ja, sagde Dmeter.

— Hun sidder saa stille som de hellige Billeder,
sagde Ignaz.

Tjeneren Ignaz talte tit om den Naadige og de hel-
lige Billeder saadan ud i ét — maaske var det, fordi
Veronika, den Hellige med Vunderne, hun havde ogsaa
saa meget med Kæder om sin Hals og med Guld paa
sine Voksfingre i Kirken.

— Men, sagde han og bed i Træpiben: det er nu.
som jeg mener det, at et Fruentimmer sku' aldrig rejse
saa langt.

— Næ, sagde Dmeter.

Ignaz bragte Hvilestolen op.

Om Aftenen blev der lagt i Kakkelovnen, den store
sorte Kakkelovn paa Fødder. Moderen sad og stirrede
ind i den gulrøde Ild. Joan var krøbet op paa hendes
Skød.

Faderen kom ind og han satte sig ved Siden af dem.

— Nu har Du det rart, sagde han og lo : her foran
din egen Kakkelovn.

Moderen lagde det lille Ansigt ind mod hans Skulder.

HERMAN BANG 230

— Ja, nu er her dejligt, sagde hun : Nu er her lige-
som hjemme.

— Ja, sagde han og drog sit Ansigt bort fra Ildens
Skær, saa Mørket laa over det.

De sad længe, tæt ved hinanden. Joan var flyttet over
paa Faderens Skød, hvor han sov med Ansigtet gemt
under Frakkens Opslag.

— Joan, Joan, sagde Moderen og førte sin Haand ind
under hans Nakke:

— Nu skal Du i Seng.

Joan var vaagnet i et Sæt og havde set ind i hendes
Ansigt :

— Mo'r fryser, sagde han.

— Fryser Du? sagde Faderen, lige saa hastigt.

— Ja, Mo'r fryser, sagde Joan, der havde taget hen-
des Haand.

— Nej, nej, sagde Moderen og tog Hænderne til sig:
Nu skal Joan i Seng.

— Godnat. Godnat.

Men ogsaa hendes Læber var kolde, da hun kyssede
ham, og Joan blev ved at se ind i hendes Ansigt:

— Godnat, sagde han og det var, ligesom det gyl-
pede op i hans Hals.

— Nej, sagde Moderen, en artig Dreng græder ikke,
naar han skal i Seng.

Men Joan bed kun Tænderne sammen og gik med
Miss Teker.

Miss Teker klædte ham af og bad den engelske Aften-
bøn, siddende ved Siden af hans Seng. Saa flyttede hun
hen ved Lampen og broderede paa sit store Kanevas.

Joan blev liggende med store aabne Øjne og stirrede
paa den vide, lyse Plet over Lampen. Miss Teker løf-
tede Hovedet:

— Nu skal Joan sove.

— Ja.

Men han blev ved at ligge og stirre; Tæpperne gled
af ham, fordi han laa uroligt, og Miss Teker lagde dem
sammen om ham igen.

231 DE UDEN FÆDRELAND

— Sov nu, sagde hun.

Men Joan sagde — og pludselig talte han Rumænsk
— op til hende:

— Hvorfor fryser Mo'r?

— Joan véd, at Joan skal tale Engelsk.

— Yes.

Og Joan gentog, mekanisk og straks, i det samme
Tonefald :

— Why does mamma always feel cold ?

— Nu skal Joan sove, svarede Miss Teker.

Og lidt efter hørte hun, han sov, som var hans Øjen-
laag dumpede i paa en eneste Gang.

Det var altid saadan med Joan, at han talte jo ikke
meget, men sad mest sært stille enten med sit Legetøj
eller med ingenting. Men paa én Gang stod der et
Spørgsmaal ud af ham: „Hvorfor", som han saa blev
ved med og løb med til alle, gennem hele Huset; som
om der ikke levede andet i hele Hjernen paa ham, løb
han med det samme Spørgsmaal — til Faderen og til
Moderen og til Gouvernanten og de to Staldkarle og
dem i Køkkenet og til gamle Hana.

Gamle Hana var den serbiske Kartoffelskrællerske.
Hun sad i Rummet foran Køkkenet. Hun var lidt tos-
set og Næsen løb paa hende. Hun sad altid og rokkede
med Hovedet og smaasang. Det var nogle gamle Viser,
serbiske Viser fra Floderne. Joan tog en Treben og satte
sig hos Hana. Han kunde sidde der mange Timer, mens
hun sang. Hans Hoved rokkede ligesom Hanas.

Men pludselig sagde han og saå paa Hana ligesom
paa Miss Teker :

Hana.

— Ja.

— Hana, hvorfor pakker de Mo'r i Sjaler?
Hana saå paa ham og forstod ham ikke:

— Ja, her er Babylons Taarn, sagde hun og sang
igen.

De to rumænske Kokke løb ud og ind. Mundene stod
ikke paa dem, og de spiste altid Tomater, der var ligesaa

HERMAN BANG 232

røde som deres Læber. Miss Teker drog gennem hele
Huset og kunde ikke finde Joan. Tilsidst fandt hun ham
hos Hana. Han maatte ikke være der, og Miss Teker
sagde for at skræmme ham, at der var Rotter hos Hana.
Rotter var det værste, Joan vidste. Ved Floden var der
saa mange af dem, saa store og med lange, fede Haler.

Joan lærte at stave af Miss Teker. Men Ane kom tit
og hentede ham — ned til Fruen.

Moderen kom ikke ud mere. For det var Vinter, og
der var store Bølger paa Floden, naar Joan saa ud af
Vinduet.

Moderen sad altid foran Kakkelovnen, og Ane maatte
aldrig gaa fra hende.

— Du maa sidde stille, sagde Ane til Joan.

— Ja, hviskede Drengen.

Moderen krøb sammen under sit Tæppe :

— Bøgebrænde varmer mer, sagde hun.

— Ja, sagde Ane: der er ingen Ligning.

— Paa Munkebjerg, sagde Moderen, var Bøgene
saa brede.

— Ja, de var, sagde Ane.

Joan løftede Hovedet fra Billedbogen :

— Hvorfor taler MoV altid om Danmark?

— Fordi, lille Josse — for derfra kom Mo'r.
Moderens Stemme lød saa sagte, og, mens hun saa ind

i Ilden, førte hun Fingerspidserne mod hverandre lige-
som Marinka, Kammerjomfruen, gjorde om Søndagen.
Men paa én Gang løftede hun Hovedet og sagde med
en helt anden Stemme, en helt munter Stemme :

— Nu skal Du synge, Josse.

— Ja, sagde Joan. At synge for Moder var det bed-
ste, Joan kendte.

Han begyndte at synge med en lille skær Røst, lige
ind i Ilden sang han alle Hanas Viser — mens han slog
Takt med Fødderne. Men Ord var der ikke til. for han
forstod jo ikke Serbisk.

— Saadan synger Hana, sagde han, og højere og
højere sang han ind i Ilden.

233 DE UDEN FÆDRELAND

Moderen havde lukket Øjnene. Men en Gang imellem
slog hun dem op igen og saå paa alle sine Billeder, som
hang saa tæt om hendes egen Kakkelovn — alle de fra
Vejle og saa „Skumringen".

— Nu kommer Mo'rs Sange, sagde Joan, og han tog
fat med samme skære Røst paa alle Mørkningssangene,
som Moderen sang, mens han blev ved at trampe Tak-
ten med begge Fødder. Men Ord var der heller ikke i
dem, for i Sange kunde han ikke holde paa de danske
Ord, som var der.

Der kom et Smil over Moderens Ansigt:

— Ja, ja, det er den, sagde hun.

— Det er den.

Og næsten uden at hun vidste det, hviskede hun Or-
dene, mens Joan sang Melodien :

Det var Ridder Hr. Aage,
han red sig under 0,
fæsted han Jomfru Else,
hun var saa væn en Mø.

— Hvordan er det, Du si'er? spurgte Joan. der plud-
selig holdt op at synge.

— Det er om Ridder Aage, sagde Moderen.

— Men hvordan? sagde Joan.
Moderen tog ham om hans Haar :

— Det forstaar Du ikke, sagde hun : Det var i Dan-
mark.

Men Joan tog fat paa Melodien igen og sang — ind i
Ilden.

Fæsted han Jomfru Else
alt med det røde Guld,
Maanedsdagen derefter
laa han i sorten Muld.

— Hys, hviskede Ane: nu skal Josse være stille.
Moderens Øjne var faldne til. Hun blundede med

Hænderne i sit Skød, det lyse Haar laa ned over hendes,
Tindinger.

— Kom nu. Nu sover MoV, sagde Ane.

HERMAN BANG 234

Døren gik. Det var Faderen, der kom ind :

— Hys, tyssede Joan : nu sover Mo'r.

Joan blev staaende ved Døren og blev ved at tysse
med Fingeren oprakt foran sin Næse, mens Faderen gik
hen over Gulvet og betragtede Moderens Ansigt. Det
saå ud, som var det af Voks — dér ved Ilden.

Saadan, som hun havde siddet den Dag, med Rin-
gene i sit Skød, saadan ogsaa den Dag, da Ane paa en
Gang var sprunget op og væltede sin Stol og rev i
Moderens Arm og raabte:

— Frue, Frue!

og skreg og løb gennem Stuen og lod alle Døre staa og
skreg :

— Herre, Herre!

Men Joan, han tog om Moderens Hænder:

— Sover Mo'r?

Og Hænderne rørte sig ikke:

— Sover Mo'r? sover Mo'r?
Og Ansigtet, det rørte sig ikke:

— Sover Mo'r?

Og pludselig slap han Hænderne og kunde ikke
skrige, men løb, med Armene foran sig, efter Ane og
faldt paa Trappen og blev liggende — mens Ane blev
ved at løbe hen over Gaarden :

— Herre, Herre!

Hun svingede Armene som to svingende Hjul — forbi
Hestene, der stejlede og rev sig løs fra Josef og løb :

— Herre, Herre ! skreg hun ud over Markerne.

— Hvad er der, hvad er der! raabte Josef: Forban-
dede Ludder, hvad er der? raabte han; og han sendte
en Strøm af ungarske Skældsord frem efter Ane, der
skreg :

— Herre, Herre . . .

— Danskermær, skreg Josef, der kæmpede med He-
stene, mens Halvaraberne satte ind gennem Stalden,
sitrende over de skinnende Kroppe ; og med Fraade om
de skælvende Muler gemte de sig ind til hinanden, ry-
stende i Baasens Mørke.

235 DE UDEN FÆDRELAND

Miss Teker løb ned ad Trappen, ned i Hallen, Haaret
var udslaaet, og Haarbørsten holdt hun i Haanden og ka-
stede den og skreg:

— She is dead, she is dead; Mistress is dead! . . .
mens Marinka med stive Øjne stod og rullede den Dø-
des hvide Hænder, som vilde hun varme dem — og
vidste ikke, hvad hun gjorde, og sagde forvildet:

— Faa hende i Live, faa hende i Live, sagde hun og
pludselig begyndte hun at hulke med Hovedet ned mod
den væltede Stol.

Og rejste sig igen og løb gennem Hallen og tog Miss
Tekers Børste op og løb forbi Hana og skreg som Ane :

— Herren . . . Herren !

— Hvad er der, hvad er der?

Det var Kokkene, der sprang frem fra deres Dør,
halvvaagne, vækkede af Middagsblundet, nøgne :

— Hvad er der?

Men ud fra Vinduet, hvor Gardinerne flagrede, raabte
Miss Teker ud over Gaarden og slog Hænderne op for
sit Ansigt:

— She is dead — she is dead . . .

— Herren, Herren . . .

Joan var staaet op; uden Tanker, saa angst som om
Natten, naar han vaagnede i Mørke, listede han ind og
saa paa den døde Moder — gennem Sprækken.

Saa kom Faderen ind og skød Marinka bort og Gart-
neren, som var løbet ind, og Ignaz.

Han løftede Moderen op i sine Arme, højt op i sine
Arme, og bar hende ind.

Der var blevet stille i Huset. Inde i Sovekammeret
slog Ane hvide Lagener op paa alle Vægge. En Gang
imellem stod hun ned af Stigen og saa paa den Døde.
Øjenlaagene var gledet op over de brustne Øjne.

Ane gik op i sit Kammer og aabnede sin Kommode.
Hun tog to gamle Skillinger. De var fra Frederik den
Syvendes Tid. Der var et Hul i dem begge to.

Da Ane fik dem i Haanden, begyndte hun at snøfte.

Saa gik hun ned igen, ind til den Døde og laasede

HERMAN BANG 236

Døren. Og mens hun græd, saa Taarerne faldt ned paa
de hvide Hænder, lagde hun Skillingerne paa den Dø-
des nedtrukne Øjenlaag.

Joan, hvem ingen saa, sad hos Hana. Der var helt
tyst i Køkkenet, som om ingen skulde spise.

— Hana, hviskede Joan.

— Lille Herre.

— Hana, hviskede han og saa op i hendes Ansigt:
hvorfor er Mo'r død?

Og han sagde „død" saadan som et fremmed Ord, en
Lyd, man ikke forstaar.

— Lille Herre, svarede Hana kun og stirrede ud i
Rummet med de halvblinde Øjne.

Men paa én Gang kom Marinka løbende.
Hun var helt sort.

— Nu kommer Pateren, raabte hun og løb videre ud
i Hallen.

Joan fulgte efter. Han holdt Armene saa tæt ind til
Kroppen. De to Kordrenge gik lige bag ved Præsten, i
hvide Skjorter. Og Marinka lukkede alle Dørene op og
bankede paa den øverste.

Hun bankede igen :

— Ana, Ana.

Men Døren var lukket :

— Ana, Ana, kaldte hun højere:

— Ana, det er Pateren.

Men pludselig havde Ane revet Døren op og, midt
paa Tærskelen, som en forvildet, mens hun holdt i Kar-
mene med begge sine Arme, som om al hendes Fortviv-
lelse udladede sig i Raseri mod den fremmede og kron-
ragede Mand — skreg hun en Strøm af vildsomme For-
bandelser paa Dansk og paa ungarske Brokker. Forban-
delser frem imod Præsten — og slog Døren til, imens
de tomme Røgelsekar sitrede i Drengenes Hænder.

Joan var løbet ud.

Skælvende over sit hele Legeme trykkede han sig ind
mod Hanas Knæ :

• — Hana, Hana, hvorfor gik Præsten?

237 DE UDEN FÆDRELAND

— Lille Herre, lille Herre.

Men saa rejste Fader, og Joan fik den franske Frø-
ken. Men det var Ane, der bad med ham om Aftenen.

— Ane, hvor er Fa'r? spurgte Joan midt under „Fa-
dervor".

— Han fløjer, sagde Ane og blev ved i Bønnen :

— Forlad min Skyld, som jeg forlader mine Skyld-
nere.

— Hvorfor? spurgte Joan og tænkte paa Faderen.

— Led os ikke i Fristelse, men fri os fra det Onde,
blev hun ved.

— Hvorfor? spurgte Joan igen og var med ét blun-
det ind. Joan forstod ikke mere rigtigt, hvad Ane talte,
for han glemte Dansk nu. da Moder ikke var der. Som-
metider vaagnede Joan igen og han hørte Ane, der sad
og græd henne ved Lampen.

— Hvorfor græder Du? spurgte han og løftede Ho-
vedet.

Det gav et Sæt i Ane :

— Josse skal sove, sagde hun.

— Men hvorfor græder Du?

Ane fik Taarerne væk med Bagen af sin Haand.

— Jeg græder ikke, lille Josse, sagde hun, jeg sitter
bare og sør'er . . .

Om Dagen sad Joan mest hos Hana eller hos Josef i
Stalden, for han spillede Violin.

Den Sommer kom Læreren. Han var en Græker og
saa lang, at han maatte bøje Hovedet, naar han gik ind
ad Døren til Skolestuen. Da Faderen var hjemme, skrev
han en stor Timetabel over alt det, som Joan skulde
lære. Men Hr. Christopulos glemte tit at læse. Han sad
kun med Joan paa sit Skød og glattede og glattede hans
Haar og stirrede frem i Luften. Joan havde aldrig set
saadanne Øjne som Hr. Christopulos' — saa store og
saa blaa og aldrig var de glade.

— Men vi skal læse, Joan, sagde han. og han for-
talte igen om alle Stederne paa Kortet.

HERMAN BANG 238

— Hvor boer Du? spurgte Joan.

— Jeg? jeg boer i Hellas.

— Hvor er det?

Hr. Christopulos førte sin smalle Haand ned over
Grækenland :

— Dér er Hellas, sagde han.

— Hm. Og Joan saå paa Hellas.

— Og hvor boer jeg? spurgte han.

Hr. Christopulos sagde, at han havde søgt om „Øen".

— Men hvor Du boer, staar ikke paa Kortet.

— Hvorfor?

Men Læreren svarede ikke. Han saå paa Græken-
land, mens hans Haand gled hen over Joans Haar.

— Nu skal Du spille, sagde Joan.

Hr. Christopulos gik hen til Klaveret og begyndte at
spille. Tonerne steg op under hans lange og smalle
Hænder, mens det var, som saå hans Øjne saa langt
bort. Joan havde sat sig med Hovedet lænet til Pianoet.
Men snart laa han helt strakt ud paa Gulvet, saadan som
han laa om Sommeren paa Jorden foran Vinstokkene, i
Solen.

— Spil mer, sagde han.

I Stalden, hos Josef, spillede han selv. Hans Arme
var for smaa til Josefs store Violin. Men Melodierne,
de piblede frem, lidt efter lidt. Hanas Sange og Mode-
rens Sange, han skilte dem ikke ad, men de flød sam-
men, mens han blev saa rød og hed som naar han red
paa „Caprice" med sin Fader. Naar Fader var hjemme,
red de hver Dag. Ponyen kunde ikke strække ud, men
den løb med Joan som en stor Hund ved Siden af
„Amour". De red langs Floden forbi Træhuse og over
Marker. Bønderne hilste og Faderen kaldte dem ved
Navn og Joan nikkede.

Carol, Sognefogden, der stod foran sin rødmalede
Gavl, tog Hatten af:

— Hvordan gaar det, Carol? spurgte Faderen.

— Det gaar blot daarligt, Herre, sagde Carol og stod
med Hatten i Haanden : nu er hele Livet svullent.

239 DE UDEN FÆDRELAND

Carol talte om sin Kone, der var syg.

— Du skulde hente Lægen, sagde Faderen.
Carol drejede paa Huen :

— Det koster tyve Gylden at faa ham over Floden,
Herre, sagde han.

— Ja, det gør det jo. Naa, hvad der kan linde, kan
Du hente oppe hos os.

De red videre langs med Floden.

— Fa'r, sagde Joan : hvorfor har Carol saa store
Sølvknapper i sin Frakke?

— Fordi han er en Rumæner, sagde Faderen.

Iwo stod paa Toften uden for sin graa Længe, midt
mellem sine Svin :

— Nu er dine Svin nok snart tjenlige, sagde Fade-
ren.

— Ja, de er, svarede Iwo.

— Saa skal Du vel til Marked?

— Floden er for strid, Herre, sagde Iwo og saa hen
over Svinene : En tør ikke føre dem over.

— Det kan være sandt, sagde Faderen.
Vingaardskarlen Dmeters Moder stod lidt derfra ved

sin Grøftekant, i sit brogede Skørt.

— Hvor den lille Herre vokser, naadige Herre,
sagde hun.

— Ja, sagde Faderen og saa over paa Joan, der sad
helt rankrygget paa sin Pony; men nu er han jo ogsaa
otte Aar . . .

— Og han faar Fædrenes Ansigt, Herre, sagde den
Gamle: Nej, fremmed Blod synes aldrig i den Slægt.

Der fløj som en Trækning over Faderens Ansigt:

— Det kan være, sagde han, og de red igen, mens
Dmeters Moder nejede.

Vejen løb saa tæt ved Floden, der gik saa stærk og
mørk. De red til Øens Østspids, der var tynd som et
Rev. Paa begge Sider skred Flodens Strøm.

Faderen holdt længe og stirrede ud over Vandet.

— Fa'r, sagde Joan :

— Fa'r, hvorfor er Vandet saa sort?

HERMAN BANG 240

— Fordi Floden er dyb, sagde Faderen.

Men da de begyndte at ride igen, saå Joan Simon
Bissekræmmeren, der kom gaaende med den store Kas-
se paa sin Ryg, og han raabte — for Bissekræmmeren
med alle hans Sager, Uhre og Tørklæder og Piber og
Huer og Kæder, var det morsomste, han vidste — :

— FaV, FaV, dér er Simon.

Simon var standset helt inde paa Marken og han gik
i Jorden saa dybt, saa hans lange Frakke laa helt hen ad
Græsset. Men Faderen red ham forbi.

— Fa'r, Fa'r, blev Joan ved: det var Simon. Det var
Simon fra Orsowa.

Men Faderen saå ikke til Simon.

Joan blev ved at dreje sig paa Hesten, mens Simon
fra Orsowa var gaaet videre.

De bøjede bort fra Floden og red, ind over Markerne,
helt ud til bag Krattet, hvor Josef sagde, at dér huserte
de, alt det Pak der var og Smuglerne. Da de kom til
„Borgen", stod Faderen af Hesten og bandt Amour og
Caprice. Joan tog Faderen i Haanden, da de gik ind i
Ruinen. Det gjorde han altid. Der var blot de tre tykke
Mure tilbage. Den fjerde var kun nogle Grusdynger
ligesom Bjerge. Faderen gik op ad de smuldrende Sten-
trin og lænede Armene mod Murens Kant.

— Maa jeg sidde hos Dig? sagde Joan, og Faderen
løftede ham op, saa han sad paa Murranden.

Joan sad og drejede Hovedet: dér laa Carols Gaard
og dér i det skidne Hus boede Josefs Kæreste og dér
hjemme var Hr. Christopulos' Vinduer. Her saå man
hele Øen og alle Huse, helt forbi „Moders Mølle".

Faderen stirrede længe paa de langsomme Vinger.

— Dér sad Mo'r, sagde Joan og pegede ud paa den
lille Bænk foran Møllehuset.

— Ja, hviskede Faderen.

Men nederst, lige dernede, laa Byen med Kirken
midt i. Dér ved Døren var Moders Grav.
Joan saå altid ned til Moders Grav.

241 DE UDEN FÆDRELAND

— Fa'r, sagde han : skal Du ogsaa ligge, hvor Mo'r
ligger?

— Ja.

— Skal jeg ogsaa ligge, hvor I ligger?

— Ja — en Gang.

— Hvorfor? spurgte Joan.
Faderen stirrede ud over Floden.

— For dér, sagde han, ligger alle Ujhåzy'er.

Og lidt efter sagde han — og vidste maaske ikke
selv, at han talte — :

— Hvor man er født, dér maa man begraves.

Joan hørte ikke mer. Hans Drengehjerne var pludse-
lig igen sprungen over til Simon — at Faderen havde
ikke sagt Goddag til Simon.

Men han drejede Hovedet igen. Dér alleryderst, bag
Krattet, var Smuglernes Huse. Der var saa smaa Vin-
duer i alle de Huse.

— Hvorfor rider vi aldrig forbi Smuglernes Huse?
spurgte Joan.

Faderen svarede ikke.

Og paa én Gang plumpede det ud af Joan :

— Josef si'er, Smuglerne ta'er de smukkeste Kære-
ster.

Faderen vendte sig :

— Jeg har jo sagt Dig, Du maa ikke være i Stalden.

— Ja, sagde Joan spagfærdigt.

Men lidt efter sagde han, maaske for at komme bort
fra Josef og Smuglerkæresterne :

— Peter Georgewitschs Hus er stort. Og han saa
ned paa Peter Georgewitschs Hus, der laa bredt og
langt, med sine to hvide Søjler lige overfor Kirken.

— Ja, det er stort.

— Er det større end „Slottet"? spurgte Joan.

— Nej, Slottet er det største.

— Naa.

Joan sad lidt. Saa sagde han :

— Men den Gang, da Tyrkerne kom, var Borgen
den største.

H B. V 16

HERMAN BANG 242

— Ja, da var Borgen størst, svarede Faderen.

Men Joan spurgte om Tyrkerne og om Paschaen, som
de havde hængt, for han var bleven overvundet, og alle
hans Folk, de maatte flygte, alle Tyrkerne.

— Hvor flygtede de da saa hen? spurgte Joan.

— Over Floden, sagde Faderen.

— Hvem slog Tyrkerne?

— Joan Ujhåzy slog dem.

— Joan Ujhåzy, gentog Drengen ganske sagte. Han
var helt hvid i sit Ansigt.

— Og hængte han Paschaen? spurgte han igen,
som før.

— Ja.

Solen stod lavt paa Himlen. Over den graa 0 kastede
Husene deres lange Skygger. Joan frøs paa sin Mur-
kant, og han sagde, som én Gang før :

— Fa'r, hvor Floden er sort.
~ Ja.

— Og den løber helt omkring.

— Ja, sagde Faderen og knyttede begge sine Hænder
mod Ujhåzy'ernes Mur.

Joan blev ved at stirre paa den sorte Flod med sine
store Øjne. Saa sagde han pludseligt:

— Fa'er, Floden ligner Klædet paa Loftet.

— Hvad for et Klæde? sagde Faderen.

Men Joan svarede ikke. Det var ligesom han pludse-
lig var bleven bange eller var bleven kyst. For Klædet
paa Loftet, det var de store Ruller, som de havde rullet
ud over Gulvet og alle Trapper den Dag, da Mo'r var
død og de bar hende ud — Ignaz gik forrest, da de bar
hende ud, i den hvide Kiste.

— Kom, sagde Faderen, nu skal vi hjem.

De gik bort fra Borgen. Men Joan tænkte igen paa
Simon fra Orsowa, som Faderen ikke havde set paa.

Da de kom hjem, fik Joan to Stykker Sukker til Ca-
price af den yngste Kok. Han sneg sig hen under Vin-
duerne over Stalden, hvor Caprice fik Sukkeret.

— Vi mødte Simon, sagde Joan.

243 DE UDEN FÆDRELAND

— Naa, sagde Josef, render han her nu igen med sit
brogede Stads. Naa, her paa Øen trænger Pigerne, det
Skidt, forresten nok til Forklæder over deres Maver.

Joan stod lidt.

— Josef, sagde han : hvorfor si'er Fa'r ikke Goddag
til Simon fra Orsowa?

— Nej, sagde Josef, det gør Herren ikke. For Simon
er en Jøde. Og der er ingen kristent Mandfolk, der hil-
ser paa Jøderak.

Joan stod lidt, til han sagde og talte sagtere :

— Josef, véd Du, han, der hængte Paschaen, han
hed Joan.

Der lød et vældigt Skrig i Gaarden, og Josef løb hen
i Stalddøren. Det var de to rumænske Kokke, som slo-
ges med Vogterdrengene. Blodet løb Serberne ud af
Næsen. Alle Vaskepigerne kom ud med opkitlede Skør-
ter og skreg, mens Dampen fra Gruben stod ud i
Gaarden.

Rumænerne fløj ind paa de serbiske Drenge som et
Par Katte, mens de rutheniske Vaskepiger hylede.

— Hold Kæft, I rutheniske Mære, raabte Josef.

— Paa'en, paa'en, raabte Dmeter og sprang Kok-
kene til Hjælp.

— Klø dem, klø dem, raabte Josef med Hænderne
begravet i sine ungarske Bukser : Klø dem, de serbiske
Svin.

Serberne hvinede, for Rumænerne havde bidt dem i
deres nøgne Arme.

— Klø dem, klø dem . . .

— Hjælp, Hjælp.

Det var Pigerne, der hvinede.

— Stille.

— Er I gale?

Det var Faderens Stemme, der lød fra et Vindu —
højt over Støjen.

Og pludselig hørte de Ane, der raabte fra et andet
Vindu, ud i Halvmørket, gennem Skrigene:

— Josse, Josse.

16*

HERMAN BANG 244

— Hvor er Hr. Joan? spurgte Faderen.

Der var blevet stille. Som Skygger sneg de sig alle
væk — bort i Mørket. Men Joan løb, angst, op ad Trap-
pen ind i Hr. Christopulos' Stue.

— Josse, Josse. Det var Ane, som slog paa Døren.
Da hun havde aabnet den, tog hun Joan i Armen og

næsten rev ham med sig, gennem den lange Gang, ind i
hans Kammer :

— Men hva' er 'et, jeg har sagt, at Du ikke maa føjte
og rend', saa En sitter med Livet i Hændern'. Men Knubs
sku Du ha', saa Du fløjer med det Helvedes Rak, som
er til Gud Faders Forbandelse . . . Ta' Strømperne a',
har jeg sagt. Men Fruen sku' se for en Pøl, som vi van-
drer i med vores Fødder . . . Ta' Strømperne a' Dig, har
jeg sagt, men Fruen tog hjem til Gud Fader og det var
saamæn oss' det klogest .... for her er Forbandelsens
Land og Pestens Dal, som det skrevet staar. Men
Fruen gik hjem til sin Fred i Jesus, ta' Strømperne a'.

Pludselig begyndte hun at græde og lagde sig ned
foran Sengen :

— Og en anden ku' sitt' her tilbage. Og hva' ka'
man? Man ka' ingenting og man er et Kræ paa Guds
Jord og man ka' ikke andet end bede ... Josse, lille
Josse, forstaar Du, hva' jeg si'er . . .

— Ja, hviskede Joan, ja . . .

Han græd selv, af Skræmthed og Angst, saa Taarerne
løb ned ad hans Kinder.

— Næ, næ, Du forstaar 'et ikke — og Ane græd
højere — han forstaar ikke Moderens Maal —

— Moderens Maal, Moderens Maal, blev hun
ved at gentage.

Og hun talte til ham med de fremmede Brokker,
blandede Serbisk og Ungarsk og Rumænsk og Ruthenisk
fra Vaskekælderens Skændsmaal. Og igen talte hun
Dansk, forbandede dem, baade Hedninger og Jøder og
Græker, som tog ham, som tog hendes Josse.

— Og hva' ka' man, hva' ka' man. et enligen Kræ,
som er ladet tilbage paa Jorden.

245 DE UDEN FÆDRELAND

Hun talte som en Bog, hun, der aldrig talte, og hun
blandede sine Ord med Bibelens Sprog, Bibelen, der
var det eneste, hun læste.

Hun viklede Joan ind og hun dækkede ham til og vik-
lede ham ind og hun græd igen over Fruen i sin Him-
mel.

— Og vi, vi, som er udi Udlændighed, sagde hun.

Joan sov ikke. Gennem de sitrende Øjenvipper stir-
rede han hen paa Ane, der sad under Lampen, foran
den store Bibel. Hun tog Brillerne af og paa, og Ordene
blev borte foran hendes Øjne, som blændedes:

— Se, jeg sender Sværdet, Hungeren og Pesten over
dem, og jeg vil gøre dem som de modbydelige Figener,
som ikke kunde ædes, fordi de vare saa slette. Og jeg
vil forfølge dem med Hungeren og med Pesten og gøre
dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, til Forban-
delse og til Forfærdelse og til Spot og til Forhaanelse ...

Ane læste højere og bladede i den store Bog, hvor
der laa saa mange Mærker af røde og hvide Baand :

— Frygt da ikke, Du min Tjener Jakob, siger Her-
ren, og vær ikke forfærdet, Israel, thi se, jeg frier Dig
ud fra et langtfra liggende Land og din Sæd ud fra din
Fangenskabs Land og Jakob skal komme tilbage og bo
rolig og tryg og ingen skal forfærde ham.

Anes Graad stilnede, og hun havde foldet sine Hæn-
der.

— Aa, Herre, min Gud, aa, Herre, min Gud, sagde
hun.

Joan sov ind. Men der kom som Smaaryk i hans Le-
geme, endnu i Søvne.

. . . Men naar Faderen var rejst igen, tog Frøkenen
over Floden til Orsowa, og Joan var med, og de besøgte
alle Frøkenens Veninder. Men de kom mest hos Kom-
mandantens Frue, hvis Kjoler laa saa langt hen ad Gul-
vet, og som havde gult Haar og store røde Pletter paa
Kinderne. Joan sad ved Vinduet, med Hovedet i sine
Hænder, og saa ned paa alle Soldaterne, der var hvide
og gule og røde og med saa meget Guld.

HERMAN BANG 246

Kommandantens Søn, der var rødpurret, stod ved
Siden af ham. Han havde saadanne hvasse Negle, som
han, fordækt, satte tæt ind i Joans Lægge.

Fruen og Frøkenen sad bagved i de store Stole —
men Betrækket var laset — og lo og hviskede og drak
af smaa Glas og sad saa nær ved Ilden, at den brændte
dem. De fik ogsaa Kager med mange Korinther og
Fruen kaldte paa Joan, at han skulde spise med:

— C'est bon ca, c'est bon, sagde hun og stoppede
ham Kagen i Munden.

— Ah, qu'il est beau le petit Sans-patrie, sagde hun
og tog paa ham med sine bare Arme, som Joan var
bange for.

Og Joan vendte tilbage til Vinduet og saa paa Solda-
terne, der stadig gik op og ned.

— Uh, sagde Kommandantens Frue til sit eget op-
løbne Afkom: flyt dit fregnede Fjæs væk.

Og Drengen vendte tilbage til Vinduet.

Men sommetider var de ovre hos Marinka, som boede
paa den anden Side Torvet. Hendes Vinduer var de stør-
ste i hele Orsowa, og der stod Ananas med grønne Top-
pe og Glasskaale og hvide Flasker. Men inde var der
fuldt af Officerer, som drak The og som Mademoiselle
snakkede med. Og Theen blev bragt rundt af to Frøke-
ner, som var helt hvide i Ansigterne, og som Officererne
kyssede. Men Marinka havde faaet sorte Øjenbryn og
stod selv bag en hvid Disk med Sølvskaale og smaa
Tønder, der var paa Sølvfødder, og alting skinnede.

Frøkenen gik tit ind i en lille Stue, hvor der var
Dør for, og Joan gik alene rundt og saa paa Officererne,
som spillede Kort.

Men der var én, som aldrig snakkede, men kun sad
lige i Hjørnet ved Disken og kyssede Marinka paa alle
hendes Fingre, hver Gang hun gik forbi. Joan stillede
sig op ved hans Bord og saa paa ham — fordi han al-
drig sagde noget.

— Har De været i Krig? sagde Joan.

247 DE UDEN FÆDRELAND

— Ja, svarede den unge Mand, jeg har været i Krig.

— Naa.

— Med hvem? spurgte Joan saa igen.

— Med Tyrkerne, svarede Officeren.

— Naa.

Lidt efter sagde Joan og stemmede Hænderne om
Læderbæltet om den gendarmblaa Bluse :

— Jeg vil ogsaa være Soldat.

Den unge Mand saå paa ham med sine aflange Øjne :

— Men Du er ingen Serber, sagde han.

Den franske Frøken kom ud af den lille Stue. Hun
var helt rød i Hovedet:

— Depéche-toi, sagde hun.

— Depéche-toi — nous sommes presses.

Det var mørkt over Floden, inden de kom hjem.
Joan listede over i Stalden. Han krøb op paa Havre-
kassen foran Amours Baas.

— Josef, sagde han.

— Ja.

— Har Marinka en Mand? spurgte Joan.

— Hun har s'gu mange Mænd, sagde Josef og spyt-
tede ud mellem sine spidse Tænder.

Joan sad lidt. Og i Børns besynderlige Tankegang
sagde han :

— Men Marinka har været hos os.

— Ja, det er rigtigt, sagde Josef, for her lander ja
Gu' alle Tøse og alle de Tøjter, som maa rakke fra deres
Land.

— Hvorfor? sagde Joan.

— For saadan er 'et, sagde Josef og satte sig paa
Havrekassen.

— Depéche-toi . . . Allons, nous sommes presses. . .
Mademoiselle var vred. Det var blevet altfor sent,

og hun næsten løb over Torvet for at naa hjem, inden
det blev helt mørkt.

— Skynd Dig, skynd Dig, hun knubsede Joan i Tin-
dingen.

HERMAN BANG 248

Men pludselig løb der en Flok Drenge op, mange
Drenge, hundrede Drenge, op imod dem og skreg og
hujede og forrest løb David, Simons Søn, og alt hans
Tøj var i Stykker :

— Jøden, Jøden, skreg de.

— Jøden, Jøden, skreg de og peb i Fingrene.

Men David vendte sig om, lige foran Joan, og knyt-
tede sine løftede Hænder foran dem alle, foran alle de
hundrede.

— Jøden, Jøden, pisk ham, Jøden.

— Pisk ham, Jøden, skreg de.

Og pludselig sang de det som et Omkvæd, alle Dren-
gene :

— Pisk ham, pisk ham, pisk ham, Jøden.

Og David løb igen, med løftede Hænder, og klam-
rede sig til Frøkenen, der skreg, mens Drengene hvi-
nede :

— Op med Tomaterne, pisk ham, Jøden. Op med
Tomaterne. Pisk ham, Jøden.

David var snublet, mens Tomaterne fløj; de knustes
mod hans blottede Krop, ind mod hans Ansigt, ned mod
hans Haar, saa det syntes, som Blodet randt:

— Pisk ham, pisk ham, pisk ham, Jøden.

— Kom, kom, skreg Frøkenen og snublede igen,
skubbet og trykket og puffet — af Drengene, der træng-
tes ind paa hende :

— Kom, kom!

— Pisk ham, pisk ham, slaa ham, Jøden.

David laa paa Jorden; hans Hænder var oprakte med
de udspilede Fingre.

— Spark ham, spark ham, Æsels-Jøden.

De sparkede ham, de trampede ham. de stampede
ham.

— Kom, kom. skreg Mademoiselle.

Men pludselig borede Joan sig frem — ind mellem
Drengenes Ben, frem under deres løftede Hænder,
frem til David :

— Løb. løb. skreg han.

249 DE UDEN FÆDRELAND

— Løb, skreg han, mens alting sitrede paa ham,
Ansigt og de knyttede Hænder og Benene under ham
sitrede :

— Løb.

Og David slap bort, som en Aal, som en Slange mel-
lem deres Ben, henover Jorden, mens Drengene hujede
og skreg igen og Mademoiselle satte i Løb, op mod Ma-
rinkas Trappe, og han, den hvide Officer, der aldrig
talte, greb Joan i sine Arme og bar ham ind :

— // est fou.

— // est fou, le Sans-patrie, raabte Mademoiselle,
der var rasende, for alle hendes Klæder var sølet til.

Joan talte ikke i Baaden. Den hvide Officer havde
fulgt dem derned og havde dækket Joan med et stort
Tæppe. Under det laa han og rystede endnu. Hjemme
paa Stranden stod Josef og Hr. Christopulos og Ignaz
og raabte i Mørket ud over Floden, frem imod Baaden.

Men Mademoiselle sagde kun :

— Her er vi jo.

Og hun lod en pludselig Syndflod af Boulevardernes
Skældsord regne ned over de Ventende.

Der var vist gaaet en Uge.

Da de om Eftermiddagen kom ind med Baaden til
Orsowa og nærmede sig Molen, hvor Drengene laa med
deres Snører, raabte et Par af Drengene :

— Dér er de . . .

— Dér er de, dér er de fra Øen.
Bødkerens lange Søn sprang op fra sin Snøre :

— Ja, dér er de sgu, Rakket fra Øen.

Og han løb foran de andre hen til Stentrappen, hvor
alle Drengene stod samlede i en Klump, da Joan kom
op ad Trappen. Bødkerens Søn kom til at skubbe til
Joans Skulder og saa traadte Skrædderens Dreng ham
op ad Benene. Joan gik kun videre, bag Frøkenen, med
Hænderne knyttede om sit Læderbælte. Hans Øjne
var halvlukkede.

Da Joan var kommen et Stykke væk, begyndte

HERMAN BANG 250

Skrædderdrengen at pibe i Fingrene, og de andre huje-
de. Men Bødkersønnen var helt som skoldet i sit flade
Ansigt og raabte:

— Hvad bilder han sig ind, hvad Fa'en bilder han
sig ind med sine lukkede Øjne.

De blev ved at raabe, lige til Joan var bøjet om
Hjørnet.

Fra den Dag passede Drengene Baaden op, og naar
de saå den, begyndte de at pibe i Fingrene :

— Dér er de, dér er han —

Og de slog Grus og Sten mod Baaden.
Mademoiselle var bleg under det meget Pudder, men
Joan stod oprejst midt i Baaden :

— Læg til, sagde han og gik forbi de skraalende
Drenge med sine halvt tillukkede Laag.

De hujede bag dem. Mademoiselle var, saa hun ry-
stede i sine Knæ. Hun næsten løb over Torvet.

— Rakkerprins, Rakkerprins, skreg Drengene hen-
over Torvet.

— Viens, viens, raabte Mademoiselle til Joan.

— Ham fra Øen, ham fra Øen.

— Viens, viens.

— Rakkerprins, Rakker.

— Viens, parbleu, viens, Sans-patrie, raabte Frøke-
nen og løb op ad Marinkas Trappe, hvor Kommandan-
tens røde Søn svang sig op paa Gitret:

— Paa ham, paa ham — ham uden Fædreland.
Kommandantspirens Fistel lød over Pladsen :

— Paa ham, paa ham, ham uden Fædreland.

Og som var Ordet fundet og Navnet givet og
Skændselen stemplet, raabte de alle skingrende op mod
Joan:

— Paa ham, paa ham, ham uden Fædreland.
Forrest var Bødkerens Søn.

— Kan Du saa faa Øjnene op, raabte han og jog
sine Bødkernæver ind i Joans Nakke.

— Krum hans Ryg, hvinede Kommandantens Søn :

— Prins uden Fædreland.

251 DE UDEN FÆDRELAND

— Han uden Fædreland, han uden Fædreland.

De stormede op ad Trappen og de sprang over Ge-
lænderet, mens de peb og de skreg. Bødkerens Søn
laa over den snublede Joan. Marinka kom løbende til
Ruden :

— Hjælp ham, hjælp ham, hjælp Hr. Joan.

Men Officererne derinde svingede hende rundt, mens
de lo:

— Paa 'en, paa 'en, I Serbere, raabte de og lo og lo.

— Paa ham, paa ham, ham uden Fædreland.
Joan blev borte under de snublende Drenges Vægt,

og de slog ham og trampede ham og de slog ham.

Oberstens Frue havde revet sit Vindu op og fægtede
med begge de bare Arme :

— Sans-patrie, pauvre Sans-patrie, raabte hun frem
over Pladsen.

— Skam Dem, skam Dem, raabte Marinka, og hun
var løbet ud af Døren og frem paa Trappen.

— Hr. Joan, Hr. Joan,

raabte hun og slog Hænderne ud mod de tumlende
Drenge.

— Han uden Fædreland, han uden Fædreland.
Men paa én Gang havde Joan vredet sig ud under

Bødkerdrengens Krop og svunget sig op og kilet sig ind
mellem det hujende Pak — saa han stod paa det øverste
Trin. Blodet rendte ham fra hans blottede Bryst over
hans Livrem ned paa Armene.

Saa greb Marinka ham og løftede ham op i begge
sine Arme, der skjalv, og bar ham ind.

Da Joan vaagnede, sad den hvide Officer ved hans
Seng.

— Lig stille, sagde han, lig stille.
Joan bed sine Læber sammen.

— Jeg vil hjem, sagde han, og pludselig begyndte
han at hulke, som skulde hans hele Drengelegeme
sprænges.

— Ja, Du skal komme hjem, sagde den hvide
Officer.

HERMAN BANG 252

Mademoiselle var gaaet til Sengs og vilde blive der.
Marinka og den hvide Løjtnant kørte Joan ned til Baa-
den. Han laa i dens Bund, dækket af Tæpper, medens
Dmeter og Ignaz roede. Da de naaede hjem, bar de
Joan paa en Baare op til Slottet.

Ane kom hjem fra Fruens Grav .-

— Hvad er der sket af Himlens Forfærdelse? hvad
er der sket? Aa, bitte Jesus, de har slaaet ham ihjel,
de har slaaet ham ihjel. Josse, Josse, de har slaaet ham
ihjel . . .

Og hun kastede sig ned over Sengen, hylende som
en Hund over et Lig.

Joan talte ikke, han førte kun sin hede Haand op og
ned over sit venstre Bryst, der sved under det kølige
Lærred, som var det hans bankende Hjerte, der
brændte.

— Lad ham ligge, sagde Hr. Christopulos.

— Han skal ligge stille.

Om Natten havde Joan Feber. Han blundede og han
vaagnede. Ane sad ved Lampen foran sin store Bibel.
Hun læste saa højt, at Profeternes Forbandelser blan-
dede sig med den halvvaagnes Feber.

— Og det skal være saa, at der skal være Stank i
Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for Bælte og et
skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Sæk
i Stedet for vid Kaabe, Brændemærke i Stedet for
Skønhedsplet. Dine Folk skulle falde ved Sværdet og
din Styrke i Krigen . . .

— Hva' er der, Josse? Josse, gør'et ondt?

— Nej, ikke saameget.

Ane lagde Hovedet ned paa Joans Pude :

— Det gør godt, naar jeg græder, sagde han og slog
Armene op om hendes Hals.

Da Joan vaagnede igen, var det Formiddag. Ane sad
endnu ved Sengen. Joan laa stille, med store og stir-
rende Øjne. Men saa blev han urolig.

— Ane, jeg vil op, sagde han og vilde ud af sin Seng.

— Men det ka' Du ikke, Josse, Du maa ligge stille.

253 DE UDEN FÆDRELAND

— Nej, jeg vil op.

Ane hjalp ham med at klæde sig paa. Han var saa
urolig, men Øjnene var runde og helt spilede op.

— Jeg vil læse, sagde han.

Han læste altid om de store Musikere i røde Bind,
der kom fra Budapest.

Men han slap Bogen med aandsfraværende Hænder :

— Jeg vil gaa op, sagde han.

— Hvor vil Du hen? sagde Ane og rejste sig. Hun
var ganske angst, for Joan var stiv i sit Ansigt.

— Jeg gaar op, sagde han.

Joan bankede sagte paa Hr. Christopulos' Dør.

— Er det Dig? sagde Hr. Christopulos, og hastigt
lagde han til — for Joans Øjne var saa underlige, lige-
som saå de ingenting, og det var, som han var saa lille
indenfor sine Klæder :

— Hvordan er det, Joan?

— Mange Tak, sagde Joan.

Han satte sig paa Gulvet og støttede sit Hoved —
det var saa tungt — til Klaverets Fod.

— Vil De spille? sagde han.

— Det vil jeg saa gerne, sagde Hr. Christopulos.
Og han begyndte at spille, mens Joan saå op paa ham
for ligesom at tvinge sig til at høre.

— Men nej. Der var kun det. Kun det der gjorde
saa ondt inden i hans Hoved, ondt i alting inden i ham
— der var kun det:

De havde hujet af ham, som de hujede af David. De
havde revet hans Klæder af ham som de havde revet
dem af Kroppen paa Simons Søn, paa David.

— Han uden Fædreland.

— Han uden Fædreland.

— Ja — ligesom af David

Det var, som han ikke kunde tænke, som hans Ho-
ved var blevet saa stort, at han ikke kunde tænke. Men
naar han støttede Panden mod Klavérbenet, som var
koldt, saa var det, som han huskede:

— For Josef havde sagt, Josef i Stalden : Her løber

HERMAN BANG 254

alt det Pak, som er uden Fædreland. Det havde Josef
sagt. Og Frøkenen sagt. Og Ane havde sagt det. Og
Kommandantens Frue havde sagt det.

— Petit Sans- Patrie.

— Hvad er der, spurgte Hr. Christopulos, der holdt
op at spille:

— Hvad er der, Joan?

— Ingenting, sagde Joan og saå paa ham med Øjne,
der ikke saå.

— Hvorfor sukker Du da?
Joan virrede lidt med Hovedet.

— Er det dit Bryst, som gør ondt?

— Nej.

— Men hvad er det da?

Hr. Christopulos klappede hans Haar. Men Joan skød
Haanden bort, som gjorde hans Hoved ondt:

— Uden Fædreland.

— Ja, det havde Kommandantens Frue sagt. Og
Frøkenen sagt. Og Josef sagt.

— Saa var det — det var sandt.

— Men hvorfor — hvorfor?

— De havde raabt det. De havde hujet af ham som
af David, Simons Søn. De havde revet Klæderne af
ham som af Simons Søn, af David. Men Ane havde
sagt det, hvorfor de havde skreget ad David. For han
er Jødens Dreng, og det er en Skændsel. Og Frøkenen
havde sagt det og krænget med Munden: Ah, pfui, le
juif. Og Josef havde sagt det i Stalden og Drengene
havde pebet, alle Drengene i Orsowa : Jøden — Jo-
den ....

— Fordi det var en Skændsel.

— Joan, hvorfor græder Du?

— Jeg græder ikke.

Joan rørte sig ikke. Det var som sad der, bag Taa-
rerne, en stor, en forfærdelig Angst i hans Øjne.

— Gør det saa ondt i dit Bryst?

— Ja, nu gør det ondt i mit Bryst.

Joan blev siddende, stirrende med de samme Øjne :

255 DE UDEN FÆDRELAND

— Men Kommandantens Søn havde ikke hujet af
Simon. Men Kommandantens Søn, han havde begyndt
at skrige mod ham : Sans-Patrie — Sans-Patrie ....
Og Officererne — alle de, der spillede Kort hos Ma-

rinka de havde raabt mod ham i Sans-Patrie —

Sans-Patrie ... og lét — lét som Karlene som

Karlene lo ad den Puklede, som ad Peter, Peter med
Pukkelen, som de tre Kærester var løbet fra, fordi han
var et Kræ.

— Som af David, Jødens Dreng, og af den Puk-
lede, af Peter, havde de hujet af ham . . .

— ■ Joan, Du skal i Seng. Du har jo Feber. Du maa
i Seng.

Joan fo'r sammen.

— Nej, nej, og han rystede paa Hovedet: jeg vil
ikke i Seng.

— Saa skulde vi gaa lidt, sagde Hr. Christopulos.

— Ja, saa kan vi jo gaa lidt.

Ane stod nede i Hallen ved Trappen :

— Hvor vil han hen? hvor vil han hen? klynkede
hun, ligesom før.

— Vi gaar lidt ud, sagde Hr. Christopulos.

— Men, men gaa ikke for langt, bad Ane:

— Aa, gaa ikke for langt med ham, for han taaler
'et ikke.

— Vi gaar kun lidt, sagde Hr. Christopulos.

De gik tavse, langs med Slottet, frem og tilbage. Paa
en Gang spurgte Joan og saa op paa Læreren :

— Staar alting paa Kortet?

Det gav næsten et Sæt i Grækeren.

— Ja, sagde han : alt staar paa Kortet.

— Alt Land? spurgte Joan igen.

— Ja, alt Land staar paa Kortet.
Joan tav paany :

— Saa var det sandt. For Hr. Christopulos havde
sagt, det vidste han, Hr. Christopulos havde sagt —
tre Gange: Hvor Du bo'r, Joan, staar ikke paa Kortet.

— Uden Land — uden Fædreland . . .

HERMAN BANG 256

— Sans-Patrie.

Der kom nogen forbi dem, og Hr. Christopulos nik-
kede :

— Det var Peter, sagde han.

Men Hr. Christopulos greb om Joan. der var hvid
som Muren.

— Nej, kom Joan. sagde han og førte ham ind: Du
bliver syg.

De spiste i den store Spisestue, de to alene, og de
talte ikke.

— Hvor er Mademoiselle? spurgte Joan.

— Hun er i Orsowa, svarede Hr. Christopulos.
Der gik en Trækning over Joans Ansigt.

De gik op ad Trappen igen, ind i Hr. Christopulos'
Stue. Joan satte sig paa samme Sted som før. Det be-
gyndte at mørkne, og Skygger laa over Stuen. Hr. Chri-
stopulos rejste sig og lagde Bogen fra sig.

Saa sagde Joan inde fra Mørket:

— Hr. Christopulos.

— Ja.

Der var stille et Øjeblik, men saa kom det meget
hastigt :

— Har Rumænerne et Fædreland?

— Ja, de har jo Rumænien.

— Og Serberne — de har Serbien?

— Ja, de har Serbien.

Der blev stille igen, til Joan spurgte paany — og
Hr. Christopulos syntes næsten, Drengen talte som de.
der taler i Søvne, eller som den, der taler til En i en
Telefon :

— Og Mo'r havde Danmark?

— Ja, hun havde Danmark. Men hun rejste jo bort.

Joan sad lidt. Og pludselig spurgte han, brat — gre-
ben af en af de sære Tanker, der var yngre og ældre
end hans Aar — :

— Var det derfor hun døde?

— Din Moder blev jo syg. sagde Hr. Christopulos.

— Naa.

257 DE UDEN FÆDRELAND

Og lidt efter sagde han og løftede Hovedet:

— Jøderne — har Jøderne ogsaa et Fædreland?

— Nej, svarede Grækeren : Jøderne har intet Fædre-
land.

— Hvorfor?

Hr. Christopulos sagde :

— Det véd Du jo, at Jøderne, de blev forbandede
af Gud.

— Ja, sagde Joan, ganske stille og næsten uden Lyd.

— Nu tænder jeg Lampen, sagde Hr. Christopulos,
som med ét blev helt ængstelig over Ja'et og alle de
Spørgsmaal. Og mens han tændte den, sagde han:

— Joan, hvorover kom Du egentlig i Klammeri med
de Drenge i Orsowa?

Men Joan svarede ikke.

— „De blev forbandede af Gud."

Hans Ansigt var helt ubevægeligt, som han sad :

— „De blev forbandede af Gud."

— Nu skal Du til Ro, Joan, sagde Hr. Christopulos
og lagde Haanden ned paa hans Skulder.

— Vil De sidde hos mig ved Sengen? bad Joan.

— Ja, jeg skal sidde hos Dig.

De gik ind i Joans Stue. Da Joan laa i sin Seng, faldt
han i Søvn, pludselig, i et Nu som En, der har faaet et
Slag.

Men da han vaagnede om Morgenen, satte han sig op
i et Sæt, som om nogen sagde lige ved hans Kind, lige
ind i hans Øre :

— „Forbandede af Gud".

— Det véd Du jo, de blev forbandede af Gud.

— Ja, det vidste han — og Joan nikkede, angstfuld,
ud i Luften — at de var: Forbandede. Det var om dem,
Ane læste højt om Natten i den store Bibel, alle Straffe.
Og det var over dem, hun græd, Jøderne, fordi de var
forbandede, og Gud havde taget deres Fædreland.

— Taget deres Fædreland.

— Dem Gud forbandede, fra dem tog han deres
Fædreland. Dem, Gud forbandede, dem gav han intet

H. B. V 17

HERMAN BANG 258

Fædreland .... men de blev hujet af og de blev traadt
paa deres Fødder og knebet i deres Sider og trampet
paa deres Knæ og flænget i deres Bryst — som han,
som han af alle de Drenge i Orsowa.

Forbandet af Gud. Af Gud forbandet.

Og pludselig rejste han sig op og kastede sig ned paa
Knæ; mens alle Taarer strømmede ud af hans opspilede
Øjne, krøb han og trissede rundt i sin Seng og bad og
bad og vidste ingen Bønner og blandede alle Sprog og
bad:

— Aa, lille Gud og din Helgen ... og Josef og Maria
og Stefan . . . Stefan og Maria og Josef .... for jeg vil
ikke være forbandet, jeg vil ikke være forbandet . . .

Og paa én Gang stod han ud af sin Seng og han lagde
sig ned paa det bare Gulv, saadan som Ane gjorde, og
han bad med foldede Hænder, saadan som Ane gjorde.

Han bad, som Ane bad til Gud og Fader vor, Du,
som er i Himlen, og Josef og den hellige Iwo og Bar-
bara, som sidder i Kirken, og Gud — at de vilde give
ham et Fædreland, og at han ikke skulde være for-
bandet.

Han græd igen og bad igen :

— Aa, lille Gud, lille Gud og den hellige Jomfru
med Barnet — kan Du ikke hjælpe mig, Fader vor og
Du, som er i Himlen .... kan Du ikke hjælpe mig, Fa-
der vor, Fader vor .... kan Du ikke hjælpe mig.

Tilsidst stod han op og han tørrede sine Taarer af.
Hans Knæ gjorde ondt, og han var saa træt:

— Men dem, Gud forbandede, fra dem tog han de-
res Fædreland.

.... Det var Skoletid nu, og han samlede sine Bø-
ger.

— Hvor hurtigt Du sov iaftes, sagde Hr. Christo-
pulos, da Joan kom derind.

— Ja, sagde Joan og satte sig hen til Bordet.

Hr. Christopulos drejede Globen med sine slanke
Hænder, og han fortalte om Oceanerne, hvis Dybder in-

259 DE UDEN FÆDRELAND

gen kendte, og om Jorden, som var fuld af Ild, og om
Polerne, hvor de store Have stivnede og blev til Is.

— Og Gud skabte alt? sagde Joan sagte.

— Ja, sagde Hr. Christopulos og saå bort over Glo-
ben : den store Gud lod alle Verdener skabes.

Joan sad lidt, mens Hr. Christopulos blev ved at tale.
Saa sagde han pludselig og saå paa Grækeren :

— Kan da Gud alt?

— Ja.

— Kan han give os alting? sagde Joan og blev ved
at se paa Grækeren.

Hr. Christopulos svarede ikke. Men Joan sagde:

— Ane siger, han kan, hvis vi beder.

Hr. Christopulos saå paa ham — der var som en Pine
eller en altfor stor Anstrengelse i Joans Øjne — :

— Ja, Joan, sagde han : den store Gud kan alting.
Det var, som Joan blev roligere. Men mens han læste

og skrev og bøjede alle de Verber, tænkte han kun, at
saa vilde han bede, bede altid til Gud og til alle de
Hellige og til den hellige Jomfru og til Barbara, der sad
i Kirken, og til den hellige Anne, som Ignaz bad til, og
til Josef. Men Mademoiselle havde en Rosenkrans, der
laa i Skrinet mellem hendes Lugteflasker. Mademoi-
selle bad saa tit, naar de kom hjem, naar de havde væ-
ret i Orsowa, og græd og bad for alle Perler. Men bag-
efter blev hun glad igen og lo .med de rumænske Kokke.
Joan vilde laane Mademoiselles Rosenkrans og han vilde
bede paa alle Perler, saadan som Mademoiselle bad, naar
hun kom hjem fra Orsowa.

For han vilde, han vilde ha'e et Fædreland — som
alle Serberne havde, og Rumænerne havde et, og Hans
havde Siebenbiirgen, og hans Moder havde Danmark
og kunde ikke være forbandet.

Og han bad om Morgenen og han bad om Aftenen,
naar Ane laa bedende ved hans Seng :

— Fader vor, Du som er i Himlen.

— Sig det igen, sagde Joan og holdt om hendes fol-
dede Hænder.

HERMAN BANG 260

— Fader vor, Du som er i Himmelen.

— Fader vor, Du, som er i Himlen, gentog Joan, og
anspændt sagde han de halvglemte danske Ord.

— Helliget vorde dit Navn, sagde Ane.

— Vorde dit Navn, hviskede Joan.

— I Evighed, Amen, sluttede Ane.

Joan laa stille. Saa vendte han sit Hoved .-

— Ane, sagde han: Be'er Jøderne?
Ane stod et Øjeblik. Saa sagde hun :

— Det nytter dem ikke.

— Hvorfor? sagde Joan, med sine Øjne op i hen-
des.

— Fordi Gud har forbandet dem til evig Tid.

Joan vaagnede af et korteligt Blund, og Lampen var
slukket. Der brændte kun den lille Natlampe. Joan sad
op i sin Seng, sammenkrøben, med Hovedet ned mod
Knæene; det var, som al hans Krop kviedes og støn-
nede, saa han skjalv :

— Det nyttede dem ikke. Og han løftede sit Hoved
og han virrede med det over Linningen :

— Det nyttede ikke, det nyttede ikke.

— For de var af Gud forbandet — til evig Tid.
Pludselig stod han ud af sin Seng, og han tændte

Lampen med sitrende Hænder, og han satte Kuplen
paa og tog den store Bibel og slog den op og læste, hvor
Anes Mærker laa, de røde og hvide Mærker.

Han læste og han forstod det ikke og han læste højt
som Ane læste, og han fangede Ordenes kendte Lyd —
alle Guds Forbandelser, og hvordan Herren tog Jøder-
nes Fædreland ....

Joan gik tilbage. Biblen laa opslaaet med de rød-
hvide Mærker.

Men paa én Gang sagde han, højt og skingert og for-
tvivlet, ud i den tomme Stue :

— Mo'r, Mo'r, Mo'r dog ....

og hulkede med Hovedet ind mod den kolde Væg.

. . . Nogle Dage efter sagde Hr. Christopulos i Ti-
men :

261 DE UDEN FÆDRELAND

— Jeg skal til Orsowa. Vil Du med?

Joan bøjede hastigt Hovedet, og det skjalv i hans
Ansigt.

— Ja, sagde han :

— Ja, Tak.

— Vi ta'r afsted Klokken to.

— Ja Tak, gentog Joan.

Joan var ganske rolig — saa stille og rolig som den
Gang, da han var i Budapest hos Lægen, der skulde
snitte i hans Øjne. Han sad i Baaden og hørte hvert et
Aareslag. Nu saa han Bøjen og nu saa han Molen.

— Fryser Du, Joan? spurgte Hr. Christopulos.

— Nej, sagde Joan.

Nu saa han Drengene, der laa med deres Snører.

— Du er saa bleg, Joan.

— Ja.

Men Drengene rejste sig ikke og de blev ved deres
Snører.

— Sid stille, Joan.

— Ja.

— Dér var Bødkerens Søn.

— Hvad vil Du, Joan?

— Jeg flyttede kun.

Nu roede de forbi og lagde til.

— Kommer Du, Joan?

— Ja.

Joan gik ud af Baaden og stod paa Trappens Trin.

Saa kom det. Det var Skrædderens Søn, der raabte
det, og det ramte i Joans Ryg som en slynget Sten —
mens den skingre Latter slog frem imod ham.

Joan havde i et Nu ført sine Hænders Fingerspidser
ind mod hinanden, men saa samlede han begge sine
Hænder.

— Hvad er det, de Drenge raaber, spurgte Hr.
Christopulos, som ikke forstod Serbisk.

— Jeg véd det ikke, sagde Joan, og de gik videre.
De kom over Torvet. Men der var ingen, der raabte

mere,

HERMAN BANG 262

Men paa Fortovet, udfor Marinka, kom der to Smaa-
piger, som havde Blomster i deres Fletninger. Og den
ene skubbede pludselig til den anden :

— Se dér, se dér, det er ham, det er ham „Uden
Fædreland".

Joan gik saa tæt ind under Murene.
Der kom Officerer forbi og der kom Fruer forbi. De
bøjede Hovederne mod hverandre.

— Hvorfor mon Folk gloer saadan paa os, sagde
Hr. Christopulos og lo.

— Det véd jeg ikke, svarede Joan. Han løftede ikke
sine Øjne.

. . . Maaneder gik. Hr. Christopulos saa hver Efter-
middag Joan gaa over Gaarden med en Buket Blomster
i Hænderne, som han havde hentet i Drivhusene,

En Dag aabnede Grækeren sit Vindu :

— Hvor gaar Du hen, Joan?

— Jeg skal paa Kirkegaarden.

Joan gik hen over Markerne mod Byen. Hen over
Kirkegaarden næsten løb han, ind i Kirken. Der var
halvmørkt derinde, hvor alle de mange Hellige sad paa
deres Altre.

Joan gik sagte paa sine Fødder og lagde Blomsterne
op hos den hellige Anna. Der var Blomster paa alle
Altre. Nogle var lidt visnede. Joan havde bragt dem
alle.

Joan havde bøjet Hovedet over en Bedepult. Han
bad ikke højt mere. Han hviskede kun sine Bønner.

Naar Joan kom hjem, spillede han med Hr. Christo-
pulos. Han havde fundet en gammel Violin i en af de
Stuer, hvor der aldrig var rullet op, siden Moder døde.

Hr. Christopulos spillede med ham mange Timer.

Hr. Christopulos saa paa Joan. Han stod op, mens
han spillede, men hans Hoved var bøjet.

— Man skulde tro, Du bar en Sorg i dit Hjerte, sag-
de Hr. Christopulos.

Joan svarede ikke. Det sitrede altid saadan om hans
Mund, naar han spillede.

263 DE UDEN FÆDRELAND

Naar Joan gik til Drivhusene, kom han forbi Hugge-
huset.

Der var saa stille derinde, og Saven gik ikke. En
Dag listede Joan sig derind.

— Peter, kaldte han: Peter, er Du her?
Der var ingen, der svarede.

— Peter, sagde Joan, der blev bange; henne fra
Høvlspaanbunken var det, som noget jamrede eller peb
— som en Hund eller noget peb, ikke et Menneske.

— Peter, hviskede Joan, og Navnet blev i hans
Strube.

For det var Peter, som laa dér paa Ryggen, boret
ned i alle Spaaner, med Hovedet ned under alle Spaa-
ner, saa der dukkede ikke andet op end den puklede
Ryg . . .

— Peter, gentog Joan.

Men Spaanerne blev kun ved at skælve under
Pukkelens Hulken.

Joan havde vendt sig og gik. Blomsterne til Kirken
var falden ham ud af Haanden.

Han gik over i Stalden, hvor Josef stod og striglede
„Amour".

— Men det behøvede han snart ikke mere, naar«
Herren aldrig er hjemme, sagde Josef : Men her sku'
da ogsaa Fanden være. Hvor er mon Herren nu?

— Fa'r er i London, sagde Joan.

— London? sagde Josef: det er langt borte. Og lidt
efter lagde han til, mens han striglede :

— Ja, Verden er stor, og i Graven skal vi dog alle.
Joan sad paa Havrekassen :

— Josef, sagde han: Hvad er der med Peter?

— Der er vel, hvad der altid er, sagde Josef og
striglede videre . . .

— Nu er det Iwona.

— Iwona er smuk, sagde Joan.

— Ja, sagde Josef, dejlig er hun s'gu — og han
førte langsomt Striglen ned ad sit velskabte ungarske
Ben — naar man har set hende.

HERMAN BANG 264

Han striglede igen paa „Amour"s skinnende Krop,
til han sagde :

— Men man ka' vel ikke fortænke et Fruentimmer
i, at hun ikke holder til med saadan et Jammerskræ og
saadan som Gud har mærket ham.

Joan steg ned fra Havrekassen.

— Hr. Joan rider heller aldrig mer, sagde Josef.
Han havde uvilkaarligt sagt „Hr." Joan ved at se hen
paa hans Ansigt.

Men Joan var allerede gaaet hen over Gaarden og op
ad Trappen ind i Stuerne med de blændede Vinduer.

En Dag, da Joan sad over sine Bøger, bankede det
paa Døren :

— Kom ind, raabte han.

— Kom ind.

Da Døren gik op, var det Peter, som stod der. Han
havde taget sine Støvler af, og de altfor lange Arme
hang slappe ned foran ham, lige til hans Knæ.

— Hvad vil Du, Peter, spurgte Joan.
Peter gik to Skridt frem paa sine Sokker :

— Jeg vilde gerne . . . vilde gerne si'e Hr. Joan, for
Herren, da han ikke er tilstede . . . vilde jeg si'e, at . . .

Peter løftede sine Øjne — han talte saa sært, med
en Stemme ligesom fra en Valse —

— Si'e, at nu maa jeg rejse.

— Vil Peter rejse?

Den Puklede blev staaende i den samme Stilling,
men det var, som de skæve Skuldre faldt længere ned :

— Ja, nu maa jeg rejse.

Han talte med den samme Stemme, og paa hans Kin-
der brændte der to Pletter.

— Hvor skal Du saa hen? sagde Joan, der var gaaet
tre Skridt frem og spurgte ganske sagte :

— Hvor?

Peter havde drejet sit Hoved som et Dyr ved en
pludselig Lyd, som det ikke har ventet.

— Ja, sagde Joan, hvor vil Du saa være?
Den puklede Peter stod et Øjeblik :

265 DE UDEN FÆDRELAND

— En rejser hjem.

— Hjem til sit Land.

Joan havde lukket sine Øjne fuldt op — et Nu.

— Jeg rejser herfra, sagde Peter ud i Luften.
Men paa én Gang havde Peter kastet sig ned paa

Gulvet og rettede sig halvt op igen og sad paa Hug med
Hagen ned paa de spidse Knæ og Armene slaaet op i
det ukæmmede Haar og hulkede og hulkede, som om
han rallede.

Og han mumlede gennem sin Hulken en Strøm af
Ord:

— Ak, hjælp mig, lille Herre, hjælp mig, lille
Herre, hjælp mig.

Joan vidste ikke selv, hvad han sagde :

— Du maa staa op — Du maa staa op.

— Peter Brændehugger, Peter Brændehugger, staa
dog op.

Han vilde gaa hen imod ham og tage om ham, men,
paa^ én Gang greben af de ganske Unges Angst eller
Væmmelse for alt, hvad der er vanført, blev han
staaende igen og sagde kun, forskrækket i Stemmen :

— Staa op, staa op.

Forvildet, men som den, der er vant til at lyde, rejste
Peter sig op fra Gulvet :

— Ja, ja, sagde han tungt, og de lange Arme faldt
ind foran ham, slapt ligesom før.

Og med ét huskende, hvorfor han egentlig var kom-
men, begyndte han at klynke — med de Fattiges lige-
som faglærte Klynken :

— Aa, han havde ingen Ting, aa, min lille Herre,
og han var som den nøgne paa Marken . . . Herre, som
en nøgen paa Marken . . . Men hvis den lille Herre
vilde være saa naadig og god, saa god og naadig og
kunde give mig bare til Koften og en Vams — en
Vams til naar jeg maa rejse . . .

Men som om det ene udtalte Ord igen lod alle hans
forrige Tanker vende tilbage, begyndte han at hulke

HERMAN BANG 266

som før, mens Øjnene stod frem af hans Hoved, som
dreves de af selve hans Hjertes Slag ud af deres Huler :

— Aa, hjælp mig, lille Herre, hjælp mig, lille
Herre, hjælp mig.

Han greb med sine vanføre Hænder om Joans Albu

— mens Joan sagde og kunde næsten ikke tale :

— Vi skal nok hjælpe Dig, vi skal nok hjælpe Dig.
Og da Peter blev ved at græde, sagde han og vilde

trøste ham og stod dog endnu tre Skridt fra ham :

— Hører Du, hører Du, vi skal købe det altsammen
i Orsowa.

Pludselig, greben af dette at trøste, blev han ved at
tale :

— Vi skal købe Dig en Vams og vi skal købe en Trøje

— idag i Orsowa — vi skal ta'e over og købe Dig alting.

— Nu i Eftermiddag, i Orsowa.

Peter stod kun og ludede med Hovedet:

— I Eftermiddag, sagde Joan, skal vi ta'e til Orsowa.
Den Puklede var gaaet. Han havde næsten ingenting

sagt. Han havde bare holdt sig et Øjeblik ved Dør-
karmen.

Men Joan kaldte paa Josef og raabte paa Dmeter og
sagde til om Baaden, paa én Gang greben af en Slugs
Iver efter at kunne ordne som en Voksen og faa i Stand.

— Hvor skal Du hen? sagde Ane, der kom løbende
ned i Hallen.

— Vi skal til Orsowa, sagde Joan.

— Hvem — hva' for no'en? Hva' for? Ane saå
ham selv tage sit Tøj, og pludselig sagde han:

— Peter og jeg.

— Saa vil jeg med. Jeg vil med. Du faar ikke Lov
at rejse alene.

— Saa ta'er jeg med, sagde hun og løb op ad Trap-
pen, mens Joan gik ud i Gaarden. Peter stod der alle-
rede. Han havde en skiden Pels paa, der var ombunden
med et Reb. Han lignede en Savsmuldsæk, som han
stod dér.

267 DE UDEN FÆDRELAND

— Strømmen er stærk, Hr. Joan, sagde Josef, der
ventede i Baaden.

— Pas paa, Herre, sagde Dmeter og hjalp Joan.
Oppe paa Vejen kom Ane løbende. Hun var udstaf-
feret som til Altergang i Vejle Kirke.

— Skal hun med? spurgte Josef.

— Ja, svarede Joan.

De kom alle i Baaden. Strømmen var saa stærk, at
Baaden var ved at dreje med dem. Ane sad med fol-
dede Hænder i de sorte Handsker. Vinden havde sat
hendes Hat paa Skæv. Peter rørte sig ikke. Det brede
Ansigt dukkede frem af Pelsens skidne Uld, saa ube-
vægeligt, som var det dødt.

Paa Molen sad der kun to gamle Mænd og saa paa
deres egne spidse Knæ. Men Skildvagterne paa Bastio-
nen vendte sig og saa efter dem. Joan gik ved Siden af
den Puklede, bagved dem kom Ane. Vinden paa Floden
havde revet hendes Haar op, saa det stod som Totter
paa hende over Panden, under den Vejle-Hat.

Peter rokkede et Par Skridt bag Joan. Han gik saa
underligt, som et virrende Dyr, der bliver trukket i en
Snor.

Der var ingen i Smøgen.

Men pludselig røg Skrædderens Dreng ud af en
Gadedør og blev staaende foran Joan og foran Peter,
med aaben Mund, før han løb igen, frem imod Torvet,
over mod Vagten :

— Hej, hej, nu kommer han uden Fædreland.
Skrædderens Søn skreg det:

— Halløj, halløj, han er rykket ud med Befolknin-
gen.

Et Par Sergeanter kom til Vinduerne i Vagten og be-
gyndte at le, mens Soldaterne løb ud, med Hænderne
i deres Lommer, og lo. Den ene Sergeant havde lukket
Vinduet op og lo, saa han duvede ud over Karmen :

— Han rykker ud, han rykker ud med Garden,
raabte han.

HERMAN BANG 268

Og Soldaterne, der lo, saa de holdt sig i Siderne,
raabte Befalingsmandens Ord :

— Se Garden fra Øen, se Garden fra Øen.
Bødkerens Søn var kommen ud paa Trappen og

skingrede ud over Fortovet:

— Se, se, det er den gale Jomfru — se, se, den
Gale og den Puklede.

— Hurra, Hurra for Uden Fædrelands Garde.
Soldaterne skreg det først — saa raabte Bødkerens

Søn det:

— Hurra, Hurra for Uden Fædrelands Garde.
Joans Fødder vilde ikke ret finde Jorden. Men han

gik videre.

Saa pilede Skrædderens Søn lige frem imod ham, og
svingende sin Hue, som svang han en Fane, raabte
han, lukt ind i Joans Ansigt:

— Hurra for Uden Fædrelands Garde.

Ane var bleven staaende: med Hatten paa Skæv og
alle Haartotter strittende stod hun som en Forvildet, til
hun løb frem mod Skrædderens Søn med løftet Haand
og skreg :

— For den skidte Knægt.

Men Joan havde grebet hendes Haand :

— Ane, la' være,

og Ane lod Haanden falde og havde fornummet, at Joan
han skjalv som den, der skælver lige ind i sit Hjerte.

— Hurra for Garden.
De peb og de sang.

— Josse, Josse, sagde Ane. Hun var paa én Gang
blevet ganske stille :

— Josse, lad os gaa.

— La' os gaa.

Men de skreg og raabte foran og bagved og fra Trap-
perne :

— Se den gale Jomfru. Det er hans Amme. det er
Uden Fædrelands Amme.

Joan havde paany grebet om Anes Haand :

— Kom, sagde han.

269 DE UDEN FÆDRELAND

Han vidste ikke, at Taarerne rullede ud af hans Øjne
og stivnede, for saa kolde var hans Kinder.

— Josse, lille Josse.

— Hurra for Garden.

Saa begyndte han at se paa Jordens Stene og paa
sine egne Fødder. Han maatte gaa frem over Stenene.
Men alligevel saa han — og vidste ikke hvordan —
alle Vinduer, Oberstens Vinduer og Kommandantens
Vinduer og Marinkas Vindu, hvor alle Ansigter lo.

Og pludselig drejede han sit Hoved, og i et eneste
Nu saa han i Vindu ved Siden af Vindu, i Dørene, Dør
ved Dør, alle de leende Menneskeansigter — som en
Ring, mens den Puklede gik saa langsomt bag ham.

Men paa én Gang blev Joan staaende og aabnede sin
Mund som den, der vil skrige, og skreg ikke, eller
skreg kun et Skrig, som aldrig fik Lyd :

— Dér paa Hjørnet, paa Simons Hjørne, dér paa
Trappen stod Madam Simon, tykke Fru Simon og Da-
vid og alle Simons, Jødesimons Børn og de raab-

te — og den mindste peb — og de skreg :

— Se ham, se ham, ham uden Fædreland.
D e raabte højest.

— Se ham, se ham, Uden Fædreland med sin
Garde.

Jøden, Simon, David og alle de Jødens Børn.

Det var, som Joan ikke saa mere og hørte ikke. Jo,
Ane, der græd saa sagte, hørte han.

Saa var han paa Beklædningsmagasinets Trappe.

De to unge Mænd bag Disken lo til hinanden i et
Spejl, mens de høfligt handlede. Joan gik med dem
rundt mellem Stativerne, hvor de færdige Klæder hang
i lange Rækker.

Ane greb om hans Hænder :

— Josse, Josse, sagde hun : Ka' vi ikke bli'e her,
til det bli'r mørkt.

Men Joan rev sig løs.

Butiksdøren gik, det var den hvide Officer, der kom.

HERMAN BANG 270

— Goddag, Grev Joan, sagde han og gav Joan sin
smalle Haand med et Tryk.

Da Joan rørte Officerens Haand, sitrede hans Skul-
dre som i et Ryk, og, et Nu, faldt hans Hoved ind mod
hans Arm — saa tungt som noget Dødt.

Men Officeren slap Joans Haand — maaske fordi han
var bange for, at Joan ellers skulde komme til at græde
— og sagde :

— Jeg skulde ha'e et Par Handsker, og han prø-
vede længe Handskernes Skind.

— Skal De ned til Baaden, Grev Joan, spurgte han,
da alt var købt til den Puklede.

— Ja, sagde Joan, og paa én Gang holdt hans Hæn-
der saa fast om Diskens Kant som før om selve Baa-
dens Ræling.

— Saa kan vi følges, sagde Officeren : jeg skal sam-
me Vej.

De gik ud.

Joan vidste ikke selv, at han gik ved Siden af den
hvide Officer, selv saa rank som Soldaten i et Geled —
over Torvet. Peter gik bagved, med sin store Bylt med
alle de nye Klæder. Ane holdt Øjnene saa sti'ft paa
Joans Ryg.

Midt paa Torvet standsede Joan :

— Farvel saa, Peter, sagde han med saadan en
tydelig, tillært Stemme.

Den hvide Officer havde set paa Joan. (Hvem er
det, han minder om? fløj det gennem hans Hoved, og
i samme Nu havde han tænkt paa den unge Majestæt:
Ja, det var ham.)

— Saa rejs Du nu, Farvel, sagde Joan og tog den
Pukledes Haand. som han altid havde været bange
for:

— Farvel.

Peter vilde tale, men Joan havde vendt sig. og de gik
videre — mens den Puklede, midt paa Torvet, pludse-
lig gav sig til at svinge sin Bylt, enten i en Slags For-
tvivlelse eller maaske i en endeløs Glæde.

271 DE UDEN FÆDRELAND

Soldaterne ved Vagten havde rettet sig og hilste den
hvide Officer, der var standset ved Smøgen, mens han
førte sine Øjne henover Kæden af alle Ruders maa-
bende Hoveder.

— Farvel, Grev Joan, sagde han :

— Nu rejser jeg.

— Hvorhen skal De rejse?

— Bort.

Og lidt efter sagde den hvide Løjtnant:

— Min Fa'r er død, saa nu er jeg saa rig, at jeg kan
flygte

— Flygte? sagde Joan og forstod ham slet ikke.

— Ja, sagde Løjtnanten og løftede sit Hoved mod
Pladsens leende Ansigts-Lænke, der var spændt fra
Hus til Hus:

— Flygte for de Dyr, som kalder sig selv for Men-
nesker.

— Farvel, Grev Joan, sagde han og gav uvilkaar-
ligt Joan Ujhåzy et Haandslag som til en Kammerat i
Majestætens Livkorps.

Joan havde lukket Øjnene sammen som i en An-
strengelse for at forstaa.

— Farvel, sagde han saa.

— Farvel til Dem.

Og skønt han ikke vilde løbe, løb han dog — ned
ad Smøgen, de første Skridt:

— Kom, Ane.

— Ja, Josse, ja^Josse.
De var i Baaden.

Men saa rapt, som var de skudt op af Jorden, løb
pludselig alle Drenge, hele Sværmen og alle Knægte,
sammen paa Molen og sendte i Kor en eneste hvislende
Piben ud mod Baaden, ud imod dem — som om Kug-
ler peb i Vandet.

Joan sad midt i Baaden. Hans Ansigt var løftet, mens
de knyttede Hænder laa paa hans Knæ.

— Leve den gale Amme, leve den gale Amme.

HERMAN BANG 272

Og de peb igen, mens Josef og Dmeter løftede deres
Aarer, som kunde de naa at slaa.

— Ro, sagde Joan.

— Vel, Grev Joan, sagde Josef, og de roede. Saa-
dan havde Josef aldrig set den unge Herre se ud i sit
Ansigt.

Joan rørte sig ikke. Han holdt bestandig sit Ansigt
opad, og hans Øjne var aabnede saa stort, som vilde
han stirre ind i selve Himlens Hjerte.

— Ro til Byen, sagde han og flyttede ikke sine Øjne.

— Vel, Grev Joan, sagde Josef.
Raabene døde hen over Vandet.

— Hvor ska' vi hen? klynkede Ane, hvis Ansigt
var opsvulmet af Skrækken og af Kulde, som havde
hun Tandpine :

— Hvor ska' vi hen?

— Du skal gaa hjem, sagde Joan.
De lagde til ved Byens Bro.

— Gaa saa hjem, sagde Joan til Ane.
Hun turde ikke svare.

Joan gik saa fast med højtbaaren Nakke.

Han gik hen over Pladsen og aabnede Kirkegaardens
Laage. Der var mørkt i Kirken, men han saa det ikke
og Vejen kendte han. Én efter én tog han, med kolde
Hænder og mens han saa de Hellige ind i de malede
Ansigter, Blomsterkostene bort fra de døde Altre.

Saa gik han hjem.

— Hvor længe I blev borte, sagde Hr. Christopulos,
der vilde se, om Joan vilde tale om alt det, som Ane
allerede havde fortalt.

— Ja, sagde Joan blot og satte sig hen.

Han sagde ikke mer. Men paa én Gang løftede han
Ansigtet og saa over paa Hr. Christopulos :

— Er vi egentlig rige, sagde han.
Hr. Christopulos blev helt forbavset :

— Ja, sagde han : I er rige.

— Meget rige? spurgte Joan igen.

— Ja, I er meget rige.

273 DE UDEN FÆDRELAND

Naa, sagde Joan og talte ikke mer.

Men det blev snart Sommer. Hr. Christopulos rejste,
og om Efteraaret skulde Joan til Kostskolen, til Hr.
Dupierres Kostskole i Paris.

Joan red ved Siden af sin Fader. De red Øen rundt.
Aftenen begyndte at falde paa, og Floden blev mørk.
Bønderne, der sad med deres Piber udenfor deres
Gavle, rejste sig til Hilsen, saa deres Kofter rørte
Jorden.

Det var Sognefogden, som tog sin Hue af :

— Farvel, Herre.

— Farvel, Carol.
Joan hilste dem alle.

Men gamle Maria steg over sit Gærde og kyssede
Joan paa Haanden.

— Lev vel, Maria.

To Piger vaskede ved Floden, mens deres Vaske-
træer klang. Yderst paa Pynten førte „Moders Mølle"
langsomt sine sejlbehængte Vinger gennem Aftenens
mørknende Luft.

Joan havde løftet sit Ansigt: Akazierne over hans
Hoved duftede saa sødt. Inde i Skyggen af Træerne
brød Taarerne stille ned ad hans Kinder.

De red op mod Borgen og de bandt deres Heste.
Joan gik op paa Grusbunken nær ved Muren, og han
førte sine Øjne fra Smuglernes Huse frem over Vejen
og hen over Byen og Kirken og „Slottet" — op imod
Møllen.

— Hvad er det? sagde Joan og havde drejet sit Ho-
ved, mens Faderen bøjede sig frem, ud over Muren :

— Stille, raabte han.

— Stille — er her da aldrig Fred !

medens skingrende Stemmer blev ved at raabe :

— Paa ham, paa ham, det serbiske Svin — og en
Flok af de rumænske Karle stormede frem over Vejen,
bag efter Ignaz, efter ham, alle.

H. B. V 18

HERMAN BANG 274

— Stille, raabte Faderen igen, og Karlene løftede
deres Hoveder og dukkede dem igen, som havde de
faaet et Nakkedrag, og tav og sneg sig videre, en efter
en, forbi Muren, hvor Faderen stod.

— Fa'r, sagde Joan : Ignaz var blodig i Ansigtet.

— Ja, svarede Faderen og knyttede sin Haand: her
kradser vi Øjnene ud paa hinanden, til vi alle bli'r
blinde.

Han vendte sig om :

— Kom, vi skal hjem.

De stod op paa deres Heste og red tavse, indtil Fade-
ren sagde, som sluttede han en lang og hemmelig
Tankegang :

— Men nu skal Du jo herfra.

Joan svarede ikke. Hans Strube skjalv, i Ryk, bag
den høje Flip.

Faderen talte igen og sagde, mens han saå frem over
Hestens Hoved:

— Og i Frankrig er man venlig mod de Fremmede.
Joan holdt saa fast om Tømmerne, og sagte sagde

han:

— Fa'r, hvor rejser Du hen — i Vinter?

Det var, som Faderen ikke havde hørt det. Han tav
et Nu. Men saa sagde han:

— Nu bli'er jeg; nu er jeg vendt tilbage — tilbage
her, sagde han.

Joan havde aldrig hørt sin Fader stamme saadan, og
han vilde gribe om hans Arm og gjorde det ikke, og
hans Haand faldt ned.

Men paa én Gang, mens pludselig en Flod af Blod
flød op mod hans Hals, sagde han — og hans Stemme
klang, som udpressede han Ordene :

— Fa'r, hvorfor har vi intet Fædreland?
Faderen havde svaret:

— Ujhåzy'erne fik intet.

De talte ikke mere. Paa Trappen mellem Søjlerne
skiltes de.

Joan gik ind i sin Stue. Maanen var kommen frem,

275 DE UDEN FÆDRELAND

og dens Lys faldt ind i Rummet. Joan stod med Ryggen
mod Vinduet. Det gamle Chatol fra Vejle og Munke-
bjerg paa Væggen og den hvide Lampe og „Skumrin-
gen" og Anes Skriftsprog over Sengen — alting blev
saa tydeligt, i Maanens Skær, som det meget fjerne
kan blive det, eller ogsaa ofte det, som man ser gen-
nem Taarer.

Joan saa hver en Ting og hvert et Billede : Saa høje
Parthenons Søjler var. Dér var Hr. Christopulos nu
— i sit Land.

Joan vendte sig, om mod Vinduet.

Saa klart Lyset dog var. Kun Poplernes Skygger Iaa
frem over Gaarden mod Huset som to mørke og ud-
strakte Arme.

Joan gik i Seng, men han sov ikke. Var detTømmer-
flaaderne, han hørte? Ja, nu gled de ned ad Floden, da
det var maanelyst. Hvor Chatollet blev stort, naar Maa-
nen skinnede — som det blev dobbelt saa stort. Da
hans Mo'r levede, laa der smaa, visne Kranse i alle
Skuffer, smaa visne Kranse mellem hendes Klæder . .
Hun græd saa tit, naar hun sad under Møllevingerne
og saa efter Tømmerflaaderne — Flaaderne, naar de
drev med Floden . . .

Døren gik saa sagte.

Det var Ane.

Hun listede, paa Sokker, ind ad den halvaabne Dør,
frem over Gulvet.

Men Joan — og han vidste ikke selv, hvorfor han
gjorde det — havde lukket sine Øjne.

Han hørte hende gaa tilbage over Gulvet, og han
aabnede sine Øjenlaag.

Ane havde sat sig ned, ned paa Gulvet med Ryggen
til Chatollet. Med de sammenfaldne Skuldre, ubevæge-
lig, lige i Maaneskæret — lignede hun et søndret Ler.

18«

HERMAN BANG 27(3

Luxembourgs Have var deres Have hos Hr. Du-
pi erre.

Joan gik derind i Middagsstunden og satte sig under
Træerne. Der var stille endnu og Duerne kurrede paa
Dronningernes Stenkroner, mens hvide Børn fra Bas-
sinernes Kant satte Skibe ud at sejle under Solen og
Bonnerne sad, ranke, med deres stille Ansigter, rundt
i Skyggen. Men lidt efter lidt brød Studenterne ind i
Flokke, der pludrede og snakkede og blandede deres
Maal — - og de fra den engelske Skole kom og de fra
Akademierne. De var i Uniform.

Joan sad ene. Men Menneskenes Ansigter kendte
han fra Dag til Dag.

De skilte sig ud fra hverandre, og to og to gik de og
talte under Træerne.

De to var Grækere, jo, Joan havde hørt det, at de
talte Hr. Christopulos' Sprog. Nu var han død, Hr.
Christopulos. Han sagde saa tit derhjemme:

— Joan, Grækerblodet er rødest i Verden. Nu hav-
de de dræbt ham dér i Makedonien og han havde givet
sit Blod . . .

Der var død saa mange derhjemme — ogsaa Josef i
Stalden var død. Hvem mon der nu skulde have hans
Penge, som han altid samlede, nu, hvor han aldrig kom
hjem at gifte sig i Ungarn.

Dér gik de to Japanere. Men Prins Chira var ikke
med dem. Hm, ja, alle Japanere gik med Briller. Hr.
Lemaistre sagde, det var for at skjule deres Øjne.

Alle talte rundtom. Strygejomfruerne fra Rue de
L'Abbé de L'Epée drog forbi som en hvid Sværm. De
havde Violer i deres Bryst. Hvor de slog og virrede
med Hovederne, mens de gik. Hjemme var Violerne
allerede visnede under Vinstokken.

— Joan.

Joan Ujhåzy vendte sit Ansigt. Det var Harald Nis-
sen, der raabte:

— Flaget er kommet. Her er det.

277 DE UDEN FÆDRELAND

Harald Nissen svingede en Pakke i sin Haand :

— Kom hjem, sagde han : saa hænger vi det op.

— Ja, straks, sagde Joan, men Harald løb videre,
svingende sin hvide Pakke og raabende til alle, han
kendte — og Harald Nissen kendte de hundrede — :

— Nu har jeg faaet Flaget — nu har jeg faaet Fla-
get ...

— Oui, oui le drapeau de la Norvége.

Der kom tre, fire Studenter, som hørte det. De raab-
te og lo:

— Hej, hej, lad os se det.
Og nogle flere lo :

— Ja, lad os se det.

— Det skal I, raabte Harald. Vaskepigerne var løbet
til og nogle Studenter, mange Studenter :

— Vi vil se det, raabte de.

— Det skal I, raabte Harald, det skal I —

Han havde revet Flaget ud af Pakken og sprang op
paa en Bænk. Flaget holdt han frem for sig, i begge
Arme, og svingede det, over dem, i Solen :

— Det er Norges Flag, raabte han og knejste med
sit Hoved, der var lyst som et Aks : Her er Norges
Flag.

Studenter og Damer og Piger lo og skreg :

— Leve Norges Flag Vive la Norvége.

— Ja, Leve, Leve, raabte Harald, saa han skreg, til
fire unge Mænd rev ham ned af Bænken og satte ham
op paa deres Skuldre og bar ham hen under Kastan-
jerne, mens de sang og hele Flokken lo.

— Vive le drapeau de la Norvége.

Men Harald sprang ned og løb med sit Flag.

Joan havde rejst sig og stirret paa det udfoldede
Banner. Saa bøjede han Hovedet og gik — lukt ind paa
et Par Mennesker.

— Er De blind? sagde den ene.

Men Joan hørte det ikke og gik blot videre. Han
bøjede ind i Gange, hvor der ingen var — kun nogle
Arbejdere, der paa Bænkene blæste deres Cigaretters

HERMAN BANG 278

blaa Røg ud i den blaa Luft. Paa de lystgrønne Plæ-
ner havde Gartnerne forladt deres Arbejde, og et Par
Palmer ventede endnu i deres hvide Kæmpebaljer paa
at blive indlemmede i Foraarets Jord.

Kun en enkelt Gartner gik endnu, maabende, rundt
om en Palmegruppe — saa nærmere og saa fjernere,
drømmende om Træernes Lys og deres Skygge. Han
hilste Joan. Joan var kommen til at elske alle Træer.
De stod saa stille. De modtog Sol og modtog Slud og
var stille. Joan talte med deres Gartnere og kendte
dem alle.

— Hvor her er smukt, sagde Joan.

— Ja, sagde den unge Mand : her er kønt. Men
Parkerne er dog meget dejligere i London. Ja, En
skulde være blevet i England. Dér tjente jeg det dob-
belte om Ugen . . .

— Hvorfor blev De saa ikke i England?
Den unge Gartner stod et Øjeblik:

— Jeg véd ikke, hvordan det er, sagde han, og paa
én Gang smilede han op i den lyse Luft: Men en
Franskmand trives dog kun i Frankrig.

De tav et Nu. Saa sagde Joan:

— Nu skal de Palmer i Jorden.

— Det skal de. De er osse kønne, og alligevel, hvad
er det for Træer ... Nej, i Algier er der Palmer.

— Har De ogsaa været i Algier, sagde Joan.

— Om jeg har — og den unge Mand talte pludse-
ligt ligesom med et Smæld, stolt som alle Parisere, der
har set et Fremmedland — : jeg var der i otte Maa-
neder.

— Det var længe.

Gartneren stod og saa paa sine Palmer:

— Men, sagde han: Man skulde nu aldrig flytte saa-
danne Træer fra den Jord, hvor de hører til. Alting
skulde blive, hvor det hører hjemme.

— Det er sandt, sagde Joan, og den unge Gartner
flyttede pludselig sine Øjne ved noget i hans Stemme
og sagde.-

279 DE UDEN FÆDRELAND

— Hva' for Træer vokser der i Herrens Fædre-
land?

— Mit Land, sagde Joan, mit Land det er saa langt
herfra.

Og Gartneren hilste ham igen ;

— Farvel, monsieur, sagde han.

Joan gik ud af Porten og over Gaden ind i Kost-
skolens Hus. Klasseværelserne var tomme, og Sten-
trapperne frøs endnu af Vinterens lange Kulde.

Døren til Taleværelset stod aaben, og han saa Josef
Aponyi sidde foran en Dame, hvis graa Slæb laa langt
hen ad Gulvet.

Harald Nissen stod paa den næste Trappeafsats :

— Hvor bli'r Du af? sagde han. Vi skal ha'e Fla-
get hængt op. Det skal hænge over min Seng.

— Det maa det ikke, sagde Joan.

— For hvem?

Joan løb forbi Elevernes Stuer :

— For Hr. Dupierre.

— Pyh, sagde Harald: Dér skal vi ha'e det.
Han rev en Stuedør op :

— Holstein, Holstein, raabte han: nu skal Flaget
hænges op.

— Hva' for et Flag, sagde Holstein, der kom frem
i Døren. Han havde nogle Bevægelser med Kroppen,
som om han altid strakte sig.

— Det norske.

— Er det rent?

— Hold Kæft. Harald Nissen var inde paa Sove-
stuen sprunget op paa sin Seng :

— Her skal det hænge, sagde han og foldede med
begge sine Arme Flagdugen ud paa den hvide Væg.

— Du har jo ingen Søm, drillede Holstein, der ba-
lancerede sin Krop paa en Sengestolpe som paa Spid-
sen af en Pæl. Men Søm havde Joan hentet:

— Her er. sagde han og talte saa sagte.

— Tak.

HERMAN BANG 280

— Hjælp mig, sagde Harald, der hamrede Sømmene
i Flaget: Hold det.

Joan stod op paa Sengen. Han tog om Flaget saa
fast som med en Klo.

— Flaget er nu kønt, sagde Holstein fra Pælen,
hvor han gyngede sig.

— Flaget, sagde Harald og hamrede : det er det dej-
ligste paa Jorden.

— Saa, nu hænger det. Harald sprang ned og saå
paa den udspændte Dug :

— Vores Digtere, de har alle Flaget slaaet op over
deres Seng.

— Naa, Jeres Digtere, sagde Holstein og svang sig
i et Sæt fra Stolpen ind over Sengen, hvor han faldt
ned med et Plump og blev liggende paa sin Ryg:

— De er mig sgu for indviklede.

— Norges Digtere er de største i Verden, sagde Ha-
rald og slog sine Hæle mod Sengen, hvor han sad.

— Hm, sagde Holstein, der laa ret ud : Vi Danske,
Joan, skræpper nu ikke saa højt . . .

Hidsigt, halvt af den ubevidste Jalousi, de alle følte
i deres Forhold til Joan, raabte Harald :

— Joan er ikke dansk.

— Hans Mo'r var 'et da, svarte Holstein.

— Man har ikke et halvt Fædreland, sagde Harald
og lagde sig paa Sengen ligesom Holstein.

Joan havde ikke talt og ikke rørt sig — der ved
Fodenden af Haralds Seng, hvor han sad, mens Skæret
fra den fremmede Flagdug faldt over hans Ansigt som
en dunkel Rødme.

Saa sagde han, som havde han ikke hørt, hvad der
sidst var blevet talt:

— Men hvorfor lever de ikke i deres Fædreland?

— Hvem? sagde Harald.

— Digterne.

Harald spidsede sin Mund som altid, naar han talte
om sin Fader, den store Maler:

281 DE UDEN FÆDRELAND

— Fa'r si'er, man laver bedst Kunst, naar man læn-
ges. Derfor bo'r vi, der betyder noget, alle i Udlandet.

Joan stemte de foldede Hænder ind mod sit Knæ,
og Holstein, der pludselig drejede sit Hoved (naar han
var vaagen, drejede han uafladelig sit Ansigt saa til
Højre og saa til Venstre, som gjaldt det om at se ethun-
drede og tyve Ting i Minuttet), sagde:

— Hvor Joans Hænder er smukke.
Harald vrængede :

— Fanden véd, hvad Du ikke finder dejligt paa
Joan.

— Sludder, sagde Holstein.
Men Harald sagde langsommere:

— Forresten si'er Fa'r osse, at Joan har no'en un-
derlige Hænder. Han presser dem sammen, sier han,
med ét, li'esom han fik ondt et Sted.

Holstein vendte rapt sit Ansigt :

— Det er sgu sandt, og atter drejende sit Ansigt og
rækkende sine egne Labber, der var hvide, men altfor
svære, op i Vejret, sagde han :

— Alle vi fra Gaardene hjemme, vi har nu Bonde-
hænder.

Han laa lidt og pludseligt vendende tilbage til Dig-
terne — Tankerne sprang altid i hans Hjerne, frem og
tilbage som Græshopper — sagde han :

— Naa, naar de ikke bo'r- der, saa er 'et nu mest,
fordi Kristiania er et skrækkeligt Hul.

— Tøv, Du har aldrig været der . . .

— Nej, Gud ske Lov.

Joan sagde og saa ud i Luften :

— Om Vintren, saa er jo hele Landet hvidt.
Holstein laa lidt og vippede sine strammede og lige

Ben. Saa sagde han :

— Ja, hver holder vel mest af sit Land.

— Ja da, sagde Harald i en Tone, som sluttede han
Fred.

De tav alle. Harald og Erik laa og stirrede op i Lof-
tet. Skæret fra Avenuens store Træer fyldte Stuen med

HERMAN BANG 282

en grønlig Skumring, hvor kun Flagets Farver lyste,
og Ansigterne blev ganske blege.
Harald sagde og talte halvsagte:

— Men der er nu ingen Steder saa mange Flag som
i Bergen — den syttende Maj.

Eriks Øjne syntes større og violblaa i det let opad-
vendte hvide Ansigt, mens han sagde:

— Det er osse pænt om Sommeren hjemme paa
Gaarden, naar vi er ude med Yachten, og Matrosen
sænker Flaget, lige naar Solen gaar ned, og vi maa ta'
Huerne af, for det vil „Greven" ha'e . . Saa har man
Taasinge lige for sig, og der er saa stille, mens Flaget
falder .... Det er nydeligt . . .

Erik tav og der blev stille igen, mens Joan havde
sænket sit Hoved.

Der lød en skingrende Klokke gennem Huset, og
med et „Saa" røg Harald op fra Sengen :

— Der er Straffetime i Tysk, sagde han.

— Naar det? spurgte Holstein, der endnu laa paa
Sengen.

— Otte og tre Kvart — med Stile, sagde Harald,
der var ved Døren. Men der vendte han sig.

— Jo, det hænger bra', sagde han og vinkede til sit
Flag, før han løb.

— Skal Du til Spil? spurgte Holstein, der stod og
rystede sine Ben til Rette.

— Først imorgen, svarede Joan.

Holstein stod med begge Hænderne i Lommerne:
— •' Naa, flagede vi alle over Sengestederne, hver
med sin Klud, saa blev 'et nu et broget Telt.

— Revoir, sagde han.
Og han gik.

Joan stod midt i det tomme Rum. Og paa én Gang
løftede han begge sine Arme op mod det tavse Rum,
til Armene faldt igen, ned mod hans Krop — som med
et Slag.

Han gik ud paa Gangen. Prins Chiras Dør stod
aaben. Med Nakken støttet mod Muren sad den unge

283 DE UDEN FÆDRELAND

Inder og stirrede med ubevægelige Øjne paa de grønne
Træer.

— Chira, sagde Joan, det har ringet.

Inderen flyttede sit Ansigt, hvori intet Træk foran-
dredes.

— Det har ringet, Chira, sagde Joan og tog hans
Hænder, der altid var kolde.

Og som om hans Sørgmodighed pludselig vilde bryde
sine Bredder ved Berøringen af denne anden frysende
Haand, bøjede Joan sig et Øjeblik ind mod Asiatens
Skulder.

— Jeg takker Dig, sagde Chira og fæstede de dunkle
Øjne paa ham.

Joan gik ned ad Trapperne til Klassen. I Vestibulen
stod en ung Dame. Det var hende, som havde besøgt
Josef Aponyi. Hun vendte sig om mod Joan og sagde
paa Fransk :

— Nu begynder vel Timerne?

Og Joan, der hørte paa Udtalen, at hun var Magyar,
svarede paa Ungarsk :

— Ja, Frue, nu begynder Timerne.
Den unge Dame smilede:

— De er Ungarer? sagde hun.

— Ja, Frue.

Hastigt sagde hun og gjorde et Par Skridt:

- — Fra hvilken Egn i Ungarn?

Joan svarede, og Ordene snublede lidt:

— Fra den sydlige Del af Ungarn.

Josef Aponyi, der havde hentet Kusinens Vogn, kom
frem i Døren og Joan bukkede, til Afsked.

— Farvel, Frue.

Han gik nogle Skridt, kun fem eller seks, og hørte
Josef Aponyi sige højt:

— Talte han til Dig?

— Jeg spurgte den unge Mand om noget . . han er
Ungarer.

Men Josef talte igen og endnu højere — og Joan greb
for sig med sine Hænder — :

HERMAN BANG 284

— Han er ingen Ungarer. Det er en Ujhåzy fra „De
Forbandedes 0".

De to havde naaet Døren, og deres Stemmer døde.

Joan støttede sig med de udspilede Haandflader til
den kolde Stenvæg som En, der svimler og skal falde,
og Hjertet bankede i hans Bryst som en kold og tung
Sten for atter at standse, som skulde det for al Tid
standse.

— Ingen Ungarer — det er en Ujhåzy fra „De For-
bandedes 0".

— En Ujhåzy — fra „De Forbandedes 0".
Joans Øjne blev mørkere som under en Brynde af

Smerte; saa døde, et Bundt af Sener, et dødt Senebundt,
som hos en Blindet blev hans Øjne — mens han endnu
en Gang tænkte, endnu, endnu en Gang paa den første
Dag, da Aponyi kom til Kostskolen, og Hr. Dupierre, i
sin sorte Frakke, sagde til ham og standsede foran Joan :

— Her har vi en Landsmand af Dem, Grev Aponyi
— det er Joan Ujhåzy.

Og Josef Aponyi, der vidste, hvem han var, og at
han var her, aabnede knap sine brede Læber, mens han
svarede :

— Ujhåzy, De ta'er fejl, min Herre, han er ikke
Magyar og ikke min Landsmand.

Der lød nogle Skridt. Det var Josef Aponyi, der kom
tilbage. Og i et Sekund var Joan sprunget frem imod
ham og førte sine Hænder, knyttede som Kugler, ind
mod hans Ansigt, hans Hage, hans Nakke, igen mod
hans Hage — i et ukueligt Raseri :

— Slyngel, Slyngel, Slyngel,

raabte han og slog endnu — til han slap og gik ind. Og
Josef Aponyi havde ikke saa meget som tænkt paa at
værge sig.

— De kommer for silde, sagde Læreren, da Joan
kom ind i Klassen.

— Ja, svarede Joan og satte sig hen paa sin Plads.

— Hvor er Aponyi? spurgte Læreren.

— Han har Besøg, sagde Harald.

285 DE UDEN FÆDRELAND

Læreren sagde ned over sin Bog :

— Denne Skole er ikke til, for at Eleverne skal lære
noget.

— Nej, mumlede Holstein, den er til, for at Hr. Du-
pierre skal tjene noget.

Josef Aponyi kom ikke

— Hvorfor spiller Du ikke, sagde Holstein, da Ti-
merne var endt og han kom ind i Musikstuen.

Joan, der stod ved Vinduet, vendte sig ikke.

— Spil noget, Du laver, blev Holstein ved, og han
satte sig foran Flygelet.

Joan havde taget Violinen. Han vidste ikke selv, at
det var Hanas Sange, han spillede, mens Holstein, med
sine brede Hænder, fulgte ham med Akkorder, som han
plejede.

— Hvor er Aponyi? sagde Holstein, mens han blev
ved at følge.

— Jeg véd det ikke.

— Han har været oppe hos Kostholderen og saa er
han gaaet, sagde Holstein og blev ved.

Joan svarede ikke. Melodien havde skiftet. Det var en
af Moderens Sange, der kom — langt borte fra og tyst.

— Ja, spil den, sagde Holstein, og uden at han vid-
ste, hvorfor hans Tanker blev ved Josef Aponyi, lagde
han til :

— Aponyi er en Blære.

For tredie Gang hørte Joan Aponyis Navn og fornam
det som en Naal under sine Negle. Han vidste ikke, at
det bestandig var den samme Sang, han spillede, men
vildere, med brattere Greb, som vilde Melodien spræn-
ge sin egen Bred — under et Pres af Smerte eller et
Jag af Trods.

Holstein løftede sine Øjne. Musik og Synet af Kvin-
der tændte helt inde i dem det samme Glimt næsten af
Galskab.

Joan fo'r fort med at spille alle sin Moders Sange.
Det var, som kastede han dem fra sig, som en Skipper
kaster Ballasten over Bord fra sin Skude.

HERMAN BANG 286

Holstein fulgte ham, mens Tonerne jog sitrende Træk-
ninger hen over hans Ansigt, og han sagde med sin
Stemme, der altid var underlig grødet, enten af Doven-
skab eller af en bestandig og dulgt Ophidselse:

— Du spiller nok Dansk, men Du spiller det som en
Zigeuner.

Joan holdt op med ét, med en Tone saa stejl, at det
syntes, som sprængte han Strengene:

— Synes Du, sagde han og vendte sig bort.

Men Holstein, der stadig slog Akkorder an, sagde,
med sine Tanker vendende tilbage til Haralds Flag og
Sovestuen :

— Nordmændene, de raaber nu altid saa højt op med
dette herre „Norge".

Joan forblev tavs, og Holstein sagde :

— Du kunde egentlig faa Indfødsret i Danmark.

— Indfødsret?

— Ja, sagde Holstein, der bestandig spillede, det ka'
man jo løse. Og det er jo dog næsten dit Fædreland.

Joan bøjede paa en Gang, med Ryggen til ham, sin
Bue som en Vaand.

— Men „Greven" fik Du vel ikke anerkendt. For
Grevskabet er ungarsk.

Holstein tav igen, til han pludselig slog de svære
Hænder ned i Tangenterne :

— Naa, man taler om det Fædreland. Men, Du,
det er sgu ikke der, det kløer.

— Hvor gaar Du hen? sagde han og holdt næsten
inde med Ordene, da han saa Joans Ansigt.

— Ind, svarede Joan og gik.
Harald løb ham forbi i Gangen :

— Hvor Fanden er Aponyi?
raabte han og løb videre.

Joan gik ned gennem Vestibulen og ud paa Gaden og
over Luxembourgs Have. Der var øde i dens Gange, og
Frankrigs Stendronninger var ene. Joan gik under Ka-
stanjerne hen mod Marie af Medicis Fontæne.

287 DE UDEN FÆDRELAND

Da han løftede sine Øjne, saå han Chira sidde paa
Stenkanten. Hans Hat laa foran ham paa Jorden.

Inderen bøjede det unge Hoved til sin altid langsom-
me Hilsen, langsom som hilste han en Undersaat. Og i
den grønne Skumring over Fontænernes Vand sad de
tavse.

— Hvorfor, Chira, sidder Du altid her? spurgte Joan
og talte sagte.

Inderen svarede ikke straks. Saa sagde han :

— Her er mørkt, og Stedet er gammelt. Saadan er
der i vore Skove.

Han tav igen, mens de hørte den strømmende Fon-
tæne.

— Chira, sagde Joan, hvorfor drog Du saa langt
bort, naar Du længes saa meget?

Inderen vendte sit Ansigt:

— Drog saa langt bort? sagde han:

— Fordi jeg maatte.

— Maatte?
-Ja.

De tav paany, til Joan bøjede sig frem paa Sten-
bænken :

— Chira, hvorfor taler Du aldrig? Du fortæres og
brænder op, fordi Du ikke taler.

Inderen svarede ham ikke og stirrede kun paa det
skummende Vand.

— Til mig kunde Du godt tale, hviskede Joan : jeg
er mere fremmed end Du.

Inderens Øjne vendte sig mod ham, hastigere:

— Ja, sagde han : hvorfor er Du en Gul mellem de
Hvide?

Joan havde opspærret sine Øjne og pludselig paany
halvlukket dem.

— Ja, sagde han : det er jeg. En Gul mellem Hvide.
Den unge Fyrste betragtede Joan, mens han sagde:

— Hvorfor jeg maatte? ... Vi gaar ikke. Broderska-
bet sender os. Der er ingen Plet og der er ingen Krog

HERMAN BANG 288

paa Asiens Jord, hvorfra vi ikke kommer. Broderskabet
sender os, og vi adlyder.

Joan rystede paa sit Hoved og han sagde :

— Jeg forstaar Dig ikke.

Pludselig lo Inderen — kort, som Europa havde lært
ham at le:

— Nej, sagde han: I forstaar ikke.

— Men, sagde han, og hans Næsebor udvidedes og
sitrede, Dagen vil komme, hvor I har forstaaet, og hvor
det vil være for silde.

— Broderskabet? sagde Joan: hvad mener Du og
hvor rindes det?

— I vort Fædreland, sagde Inderen.

Fyrsten løftede sit Ansigt, og det syntes som præget
af Bronce paa en ældgammel Mønt :

— Indien, sagde han: det er kun min Hjemstavn.
Mit Fædreland er Asien.

— Asien?

Inderen hørte ikke. Mens han stirrede paa Fontæ-
nens glødende Strøm, talte han langsomt, medens hans
Læber buede sig om de hvide Tænder :

— Vi var gamle. Kun Guden er ældre. Ligegyldige,
som de Gamle er, saå vi de hvide Myrer og rørte os
ikke. Ti Aartusinderne er lange, og vor Dag, den var
ikke kommen. Vore Marker tog de Hvide, og paa Temp-
lernes Tærskler haanede de Asiens langmodige Gud,
og vore Skuldre bøjede de under Aag af Jern. Men vi
rørte os ikke. Og Løverne jagede de i vore Skove og
de udryddede vore Elefanter med Slynger; og deres Blod
manede os ikke, skønt de var os hellige. Før Dagen kom.

— Dagen?

Inderen talte hurtigere, besynderligt gurglende, som
om han udstødte undertrykte og stønnende Trusler :

— Og I har ikke Øjne til at se og ikke Øren til at
høre. Men Cedrene taler og Broderskabet er samlet om
deres Stammer og Millionerne knytter deres oprakte
Hænder og løfter de sværgende Arme. Hvorfor jeg
maatte? Broderskabet sender os, for at vi kan bestjæle

289 DE UDEN FÆDRELAND

Jer. I stjal vore Riger med blodige Hænder og Markerne
stjal I og Jorden. Og Floderne, som vi elskede, maatte
stønne under Eders forfængelige Byrder. Nu stjæler
vi Eders dryppende Haandværk, og Jeres slebne Glas
sætter vi for vore Øjne, at I ikke skal -se de Skæv-
øjedes Blik, som er over Jer.

— Hvorfor jeg maatte? Vi er tusinde og vi er titu-
sinde og vi er Asiens Lærlinge. De Hvide stjal alt, kun
Guden lod de sidde i sine Templer. Ti han var for gam-
mel. Nu er Asien Tyven, der arbejder. Og de Hvide
lader Solen staa op i Forfængelighed og de ser ikke
Tegnene, som staar skrevet paa Murene.

Joan var bleven bleg:

— Chira, sagde han: hvad vil da dit Asien?
Inderen rystede sit Hoved, og det dunkle Haar stod

over hans Pande som en Krone af Jern :

— Jeres Gud har set det. I Eders hellige Skrifter
har jeg læst, han har vidst det. Elendigheden forkyndte
han fra Bjergene, og de Tider, da Solen skulde slukkes.
Men Øjnene randt paa Eders Gud, og han vidste dog
ikke Dagens Forfærdelse. For Floderne vil bære Fraa-
de af Blod, og Ligene vil svømme paa Eders Have, og
Eders snakkesalige Gud vil i Rædsel lukke sin mim-
rende Mund. Men de hvide Fødder vil blive kolde paa
den frysende Jord, og Eders Ovne vil vi slukke som
smaa Lys, og al Eders Id vil brænde som Spaan over et
Baal.

Inderen tav. En let Fraade stod ud over hans Tænder :

— Eders Gud vidste det. Men I hørte ham ikke.
Men nu vil Ravnene være over Eders Marker, og Mu-
rene skal ikke staa, men være som Dynger af Grus.

Fyrst Chira tav, og Joan vovede ikke at tale. Men
tilsidst sagde han :

— Véd Du da, I vil sejre?
Inderen sagde:

— Mænd sejrer. Er de Hvide Mænd? I har Kvin-
derne i Eders Aarer til at udbrænde Eders Blod.

— Og I? sagde Joan.

H. B. V 19

HERMAN BANG 290

Prins Chira svarede:

— Vi har mange Hustruer for ikke at lægges øde af
én. Eders Hjerte hænger altfor lavt i Eders Legemer.
Derfor vil vi sejre.

Joan spurgte, men ikke straks, og han sagde :

— Tror Du da, Du vil opleve det?

— Fædrelandet vil opleve det, svarede Chira.

— Asien, sagde Joan.

— Ja.

Joan følte det, som var han svimmel og havde Blodet
forladt hans Hjernes Kar:

— Paa det tænker Du, Chira, sagde han.

— Ja, paa det tænker vi.
Joan havde rejst sig.

— Men hvorpaa tænker Du? spurgte Chira og løf-
tede sine Øjne paa den Hvide.

Joan forvirredes ved det pludselige Spørgsmaal, og
næsten uden at vide, hvad han svarede, sagde han :

— Jeg? paa de smaa Ting.

Den unge Inder smilte med et Smil, som Joan ikke
saå.

Men Joan sagde og fandt i det nye Spørgsmaal lige-
som en Støtte under sin Forvirring :

— Men naar I saa har sejret — hvad da?
Inderen betragtede det grønne Løvtag:

— Da vil der blive stille, sagde han : Og Guden vil
have Fred i sine Templer. I forstyrrede vore Tanker.
Da vil I ikke forstyrre dem mer.

Men Joan sagde :

— Men saa — hvad vil der ske?
Chira smilte :

— Hvor Hvid Du er, Joan. Der vil intet ske. Det
Kortvarige er dødt.

— GaarDu hjem, sagde han, da Joan havde vendt sig.

— Ja, sagde Joan og han gik, mens Inderen bøjede
Hovedet som før.

Men pludselig kaldte Chira :

— Joan, Joan.

291 DE UDEN FÆDRELAND

— Hvad vil Du?

Inderen havde rejst sig og tog Joan Ujhåzys Hænder:

— Jeg har talt. Hvorfor vil Du ikke tale? Maaske
vilde Asiaten forstaa Dig.

Joan lukkede sine Øjenlaag over to Taarer og slap
den unge Inders fine og gule Hænder :

— Nej, sagde han: heller ikke Du.
Og han gik bort.

Da Joan kom hjem og ind i Spisestuen, sad Kostgæn-
gerne allerede ved Middagsbordet. Joan satte sig paa sin
Plads ved Siden af Erik Holstein. Erik sad og virrede
med sit Hoved :

— Hvor er Aponyi? sagde han og saå over paa Jo-
sefs tomme Kuvert, mens han blev ved at virre med
Hovedet, som var han stukken af en Brems.

— Og Chira, hvor er Chira? sagde han.

— Prins Chira kommer, svarede Joan og vidste ikke
selv, at han satte „Prins" foran Kammeratens Navn.

— De Asiater kommer altid forsilde, sagde Erik og
spærrede Benene ud fra hinanden.

Pludselig lo Joan.

— Hva' Fanden ler Du af, fo'r det ud af Holstein.

— Af Dig, sagde Joan og blev med ét igen alvorlig.

— Saa? Ka' Du si'e mig, sagde Erik, hvad Chira
sidder og tænker paa, naar han saadan sidder og gloer?

— Han tænker maaske paa Fremtiden, sagde Joan,
og mens han sagde det, blev han bleg som En, der fry-
ser, ligesom ved Bassinet før.

— Naa, det gør vi vel alle, sagde Erik.

— Hvad tænker Du om Fremtiden? sagde Joan.
Erik Holstein sad lidt :

— Jeg tænker tit paa, med hvem mon jeg nu bli'er
gift.

Joan lo igen og sagde :

— Hvor „hvid" Du er.

— Jeg er en Dansker, sagde Holstein og spiste igen.

— Dér er Chira, sagde han, da Inderen kom ind.

— Men hvor er Aponyi, blev han ved igen og saå

19*

HERMAN BANG 292

atter over mod Josefs Plads, hvor Aponyis bøhmiske
Bordglas prangede med sine indspændte Granater:

— Uh, sikket stort, smukt Glas, vrængede han.
Men de spiste tilsidst Tærten og Frugten, uden at

Aponyi var kommen.

Da de kom op i Klassen til Straffetimen, stod han der.
Han var i Smoking og saa indsnøret i sin sorte Silkevest
som en Budapester Rytterløjtnant i sin Uniform. Hans
Hage var svulmet op.

— Har Du stødt Dig? sagde Holstein, mens de satte
sig.

Josef Aponyi svarede ham ikke.

Læreren kom ind, en Reserveløjtnant fra Rhinprovin-
serne, lang og blond, der lige var blevet ansat ved Sko-
len og som talte til Klassen som kommanderede han sin
Deling.

De unge Herrer svarede med den yderste Spids af
deres Mund.

— Tal højere, min Herre.

De unge Herrer talte endnu utydeligere.

— Grev Holstein har ikke forbedret sig.

— Nej, Gu' har han ej, sagde Holstein paa Dansk.
Læreren sprang med sine Spørgsmaal fra den ene til

den anden. De svarede alle forkert med samme ubevæ-
gelige Ansigter.

— De Herrer vil altsaa ha' en Straffetime til, sva-
rede Reserven ud over Delingen.

— Seks til, sagde Baron Albutieri meget højt, midt i
Klassen.

Og alle lo.

Lærerens Øjne blev hvide :

— Stille, sagde han.

Der toges „Samtale" i Sproget.

Han rettede sine Spørgsmaal til Joan :

— Hæ, sagde han : fortæl os noget . . .

Josef Aponyi rejste sig og gik ud paa Gulvet. Med
Hænderne i Lommen stirrede han Joan lige ind i An-
sigtet.

293 DE UDEN FÆDRELAND

— Om . . . Om Befolkningsforholdene i Deres Fæ-
dreland? Tætheden f. Eks.?

Inderen havde løftet sine Øjne og saå fra Aponyi til
Joan.

Joan havde aabnet Læberne for at svare.

Men Aponyi lo igen, foran ham, fem Skridt.

Og stammende, i sin dulgte Harm gribende fejl, sagde
Joan:

— Ich håbe die Kenntnisse nicht . . .

Og atter hørte han Aponyi le — se ham gjorde han
ikke, for gule Kugler flimrede for hans Øjne.

— Kenntnissen, raabte Løjtnanten:

— Kender De ikke en Gang Deres eget Moders-
maal?

Igen lo Aponyi, og pludselig sagde han, saa rapt som
førte han en Klinge:

— Modersmaal? Tysk er heller ikke hans Moders-
maal.

Og idet han pludselig rev begge Hænder op af
Lommerne og løftede dem som Magnaterne under deres
Eljen, sagde han :

— En Ujhåzy har ikke noget Modersmaal.

— Scheint so, sagde Løjtnanten.
Joan havde ikke fattet.

— Grev Aponyi, sagde Læreren: tag De Themaet.
Og Joan hørte Aponyi tale, og vækket, forstaaende,

havende begrebet, saå han i et Nu, ramlende og tyde-
lige, faldende over hinanden, flimrende, som var det
Billeder, der gled paa et Tæppe og slyngedes sammen
— saå han sit ganske Liv : Mo'er og Ane. De sad dér i
Skumringen. Hva' si'er han, hva' si'er han? sagde Ane
og forstod ham ikke. Og Hana, hvid, med sine under-
løbne Øjne, tog om hans Hoved og sagde : Jeg forstaar
'et ikke — naar han vilde tale paa hendes Serbisk. Og
Mademoiselle raabte over sin Skulder, mens han løb
langs Grøftekanten : Tal, saa man begriber. Og Hr.
Christopulos løftede sine Øjne fra Bogen : Er det Un-
garsk, Du taler. Tal Engelsk, saa jeg forstaar. Marinka,

HERMAN BANG 294

hvor hun lo af ham : Nej, hvor han bryder paa Ruthenisk,
havde hun sagt. Rumænerne lo, med hinanden om Hal-
sen, mens Joan forklarede og forklarede, vilde forklare
paa Rumænsk. Og Josef lo med Hænderne i sine Sider :
Er Du en Ungarer, Du, saa Du snakker, sagde han.
De i Butikkerne og alle i Orsowa lo og lo, naar han
talte Serbisk .... som en Kæde lo de, alle og alle, An-
sigt ved Ansigt, Mund ved Mund, Tænder ved Tænder...

For han havde ikke deres Sprog.

De lo, Kokkene og Josef og Marinka, Serber og Ru-
mæner og Ruthener og Sognefogeden med sin Hat.

Og Ane og hans Mo'er.

— For han kendte ikke deres Sprog.

— Han havde intet Sprog.

Han vidste ikke, at han stod op endnu. Han hørte
ikke, at der tre Gange var sagt :

— Professor Dupierre vil tale med Grev Ujhåzy
efter Timerne.

Men da han havde hørt det fjerde Gang, gik han hen-
imod Døren, og Læreren raabte:

— Efter Timen. Er De bleven døv?

Og han vendte tilbage og der var i ham ikke mere
Bevidsthed end i en Frø, der springer, efter at de har
afhugget dens Hoved.

— Intet Sprog.

— Han havde intet Modersmaal.

Paa én Gang, mens han sad, foldede han sine Hæn-
der og vidste det ikke. Og han vidste ikke, at han
søgte, søgte, en Gud ... en Gud — den Gud, han
havde glemt . . .

Paa én Gang saa han Kirken — den derhjemme og
sig selv. Den Gang. Den Gang, da de havde taget hans
Fædreland. Han havde bedt og bedt og bedt igen — ja.
paa alle de Sprog, han vidste . . .

Og Gud havde ikke hørt ham, fordi han var forbandet.

Forbandet saa han var uden Fædreland.

Saa havde Gud vel ogsaa taget hans Sprog, saa ingen
af hans Bønner kunde naa ham.

295 DE UDEN FÆDRELAND

Han havde heller intet Modersmaal . . .
Erik havde taget i ham to Gange :

— Du skal jo op til Holderen, sagde han : Hvordan
er 'et, Du sidder?

— Ja, sagde Joan og vidste ikke, hvad han skulde.
Saa huskede han og gik.

Hr. Dupierre sad i sit Arbejdsværelse, hvor der var
grønne Glas over de elektriske Blus.

Han pegede paa en Stol paa den anden Side af Skri-
vebordet og sagde, mens han saå paa sine Hænder, som
han holdt udspilede foran sit Bryst:

— Grev Ujhåzy, jeg har maattet lade Dem kalde, og
han lagde til, med Øjnene over paa Joan :

— De —

Hvorpaa han pludselig holdt inde :

— De forstaar mig.
Joan forstod ikke.

Hr. Dupierre flyttede sig i sin Stol og skiftede Ben-
stilling („Dette var ubehageligt, meget . . . højst ubeha-
geligt . . . men man maatte til Sagen . . . højst, særdeles
ubehageligt").

Han sagde :

— Der er forefaldet et Optrin — et meget ubehage-
ligt Optrin.

Og tav igen, uden at Joan svarede.
Men pludselig fortørnet (fordi han følte, han „sad i
det"), sagde han vredt og meget højt:

— Og De forstaar vel, at jeg ikke taaler Voldshand-
linger i min Institution.

Joan svarede og rørte sig ikke.

— Jeg kan forlade Skolen straks.

Det gav næsten et Sæt i Hr. Dupierre — enten af
ren Befippelse eller af Glæde — og han sagde :

— Kære, unge Mand ... De maa forstaa, at . . .
Men under et hastigt Mylr af Beregninger (Slægten

Aponyi var en af Institutionens Støtter, det skyldtes en
Aponyi, at Hr. Dupierre var ungarsk dekoreret) sagde
han:

HERMAN BANG 296

— Hvor vil De ta'e hen?
Joan svarede ligesom før:

— Professor Legat har Kostgængere.

Han rejste sig — der var noget over ham som ved
en Tinsoldat, der vilde bevæge sig:

— Saa ta'er jeg bort iaften.

Ogsaa Hr. Dupierre var staaet op. Han var nærmest
fortumlet :

— Men kære unge Ven . . . man maa dog . . . Deres
Hr. Fader ...

Og i samme Øjeblik sagde han til sig selv, at han
altsaa vilde tilskrive Comte d'Aponyi pére : „Deres Ex-
cellence vil forstaa, at jeg fordrede den unge Persons
Fjernelse uopholdeligt".

Joan var gaaet hen over Gulvet:

— Farvel, sagde han.

Hr. Dupierre havde fremstrakt sin meget velplejede
Haand. Men Joan saå det ikke. Han var allerede gaaet.

Han gik op paa sit Værelse og tog en lang Silkepung
op af sin Pult. Han talte Pengene. Han kunde inat bo i
Grand Hotel, hvor han var kendt. Og imorgen tage til
Professor Legat, som altid havde tilbudt ham det. Saa
var det ogsaa bestemt, at han blev helt uddannet.

Han blev staaende et Øjeblik — endnu med de man-
ge Guldstykker i sin Haand.

— Ja, saa var det altsaa bestemt:

— At han blev helt uddannet.

Han tænkte kun rent praktisk. Pakkede nogle Sager
sammen og tog sin Haandkuffert. Drikkepenge kunde
han sende. Erik og Harald kunde han skrive til.

Han gik ud, med Haandkufferten i sin Haand, og
mødte ingen.

I Vestibulen stod Inderen. Han vendte Hovedet:

— Hvor skal Du hen? spurgte han.

— Bort, sagde Joan, hvis Stemme pludselig skjalv
paa det ene Ord.

Inderen sagde kun :

— Hvorom stredes I?

297 DE UDEN FÆDRELAND

Joan betragtede hans skønne Ansigt:

— Du vilde ikke forstaa det.
Men pludselig sagde Fyrsten .-

— Vent paa Gaden. Jeg vil følge Dig paa Vej.

Da Chira kom tilbage, stod de, omme paa Gadehjør-
net, ind i en Vogn.

De kørte over Seinebroen ind gennem Louvres Gaard.
De gyldne Kugler lyste stille paa deres Søjler. De havde
ikke talt.

Saa sagde Joan :

— Naar rejser Du?

— Naar?

— Ja hjem. Hjem til Indien.

— Det er ikke sikkert, jeg rejser til Indien.

— Hvorhen da?
Inderen svarede :

— Derhen, hvor Asien sender mig.

Som noget der knækkes, knækkes af en Økse, faldt
Joan over mod Inderens Legeme, og paa én Gang hul-
kede han — som skulde han udhulke alt sit Liv.

Inderen førte sine Hænder hen over hans Haar :

— Joan, hvorfor græder Du? sagde han: Alt dette
skal en Gang lægges øde.

Joan hørte ham ikke. Om dem laa Boulevardernes
Lys.

Joan havde Time med Professor Legat.

Den gamle Mand var sunken sammen i Lytten. Det
tunge og graa Haar var faldet ned over hans Overansigt
som en Skærm.

Saa løftede han Hovedet, saadan brat som han
plejede :

— Du fortæller din Violin saa meget idag, Joan,
sagde han.

— Hvorledes, Mester.

— Du betror den saa megen Smerte . . .
Hr. Legat saa paa ham :

HERMAN BANG 298

— Men ... jeg forstaar ikke rigtig din Smerte.

— Den er saa egen, din Smerte.
Hr. Legat rejste sig:

— Men det er vel, fordi jeg er Franskmand og Du er
— og han lo lidt — saa fortvivlet som en Ungarer.

— Jeg er ingen Ungarer, sagde Joan.
Hr. Legat lo :

— Hvad er Du da?

— Naa, spil saa videre . . .

Men Joan blev staaende, ubevægelig, med den stum-
me Bue i sin Haand.

Tjeneren meldte Middagen for anden Gang, og Joan
stod op fra sit Kammers' Sofa og gik hen gennem Ori-
enttogets klaprende Vogne.

Hans Akkompagnatør, Henry Collyett, Australeren,
stod henne ved Spisesalsdøren og ventede paa ham :

— Véd De det? sagde han : Jens Lund er med i To-
get. Han stod ind i Miinchen.

Joan drejede over den meget høje Flip sit Hoved lidt
for hastigt:

— Ja saa, sagde han, og lidt langsommere:

— Hvor spiller han?

— Jeg véd det ikke, svarede Australeren, og med de
runde og blaa Øjne helt aabnede lagde han til :

— Hvor han saa mærkelig ud. Hans Ansigt er snittet
som et Stykke Træværk paa en Kirkestol.

Aandsfraværende sagde Joan :

— Det er sandt.

Men pludselig sagde han med et Nik :

— Ja. Hans Vilje har snittet det.

Henry Collyett havde aabnet Døren til Spisesalen :

— Men han er altfor pyntet, sagde han. Men, idet
hans Tanker atter skiftede, lagde han til — med Tone-
faldet over Joans sidste Ord i sine Øren :

— Hvor De dog beundrer ham.

299 DE UDEN FÆDRELAND

— Der gled et Smil eller maaske kun en Sitren hen
over Joans Ansigt:

— Ja, sagde han. Og de satte sig.

Joan saå hen over de tomme Borde, og han bøjede
sit Hoved for Hr. Bizot, der sad henne i Krogen ved
Siden af sin Kone. Komponisten, der allerede i ti Mi-
nutter havde ventet paa Maden, sagde med en Stemme,
der peb af Halskatarrh, som i en Menneskealder var
sammensanket i tre Verdensdele :

— Ja, saa er vi der altsaa.

Han kastede det altfor store Hoved arrigt frem og
tilbage over den lille Bylt af Klæder, der forestillede
hans Krop i

— Og man skal atter gense det kære Publikum, sag-
de han.

Fru Bizot sagde med sit Smil, der mindede om en
bekymret Husmoders — hun havde i syv og tyve Aar
forestaaet den daglige Tillavning af Hr. Bizots Ver-
densry — :

— Min Ven, vi har dog saa mange Venner i Wien.
Hr. Bizot holdt sine altid hvidfrosne Hænder frem

over Bordet, som varmede han dem forgæves ved Baa-
let af sin egen Berømmelse, der var ved at ulme ud :

— Venner, Venner, sagde han; ja, Fru Bizot gem-
mer med Omhu* deres Ansigter i sine Albummer for at
kende de Kære igen, naar hun har Brug for dem paany.

— Min kære Ven, sagde Fruen og holdt spøgende
sin Haand ind mod Mandens Mund, mens hun smilte til
Joan.

Men bistert — i det Tonefald, der var de udsmidte
Intervieweres Henrykkelse og en Del af hans Verdensry
— sagde Hr. Bizot:

— Spar dine Mundvige. Vi er der ikke endnu. Fru
Bizot behøver først at smile til Drageren.

Da Døren gik op, afbrød Hr. Bizot sig selv og spurgte
Tjeneren, der ventede midt i Vognen, om hvorfor man
kaldtes til Bords, naar man dog ikke skulde spise.

Joan, der havde sat sig i det modsatte Hjørne, lige

HERMAN BANG 300

overfor Australeren, rejste sig paany og bukkede for den
meget slanke Dame, som var kommen ind, omslynget af
saa lang en Boa, at dens Spidser naaede Gulvet.

— Men er det Dem, Grev Ujhåzy, sagde hun : Saa
vi gør Rejsen sammen. Jeg steg ind i Miinchen. Vi har
ligget paa Cap Martin.

— Prinsessen bor der hver Vinter, sagde Joan, der
i sin Eftermiddagsdress holdt sig meget rank (maaske
lidt for rank som altid, naar han mødte Mennesker fra
Kredsen, hvori han var født og fra hvilken hans Stilling
halvt havde fjernet ham) : Cap Martin er ogsaa det rolig-
ste Sted paa Kysten.

Prinsessen svarede med nogle Ord og sagde, idet hun
gik videre :

— Men jeg glæder mig til at komme hjem til Deres
Koncerter. Jeg bestilte Billetter telegrafisk, saa snart
jeg havde læst „La Roumanie" .

Joan sagde med en Hovedbøjning, der var saa umær-
kelig, at han ikke syntes at overkomme mere end netop
at sænke Øjenlaagene :

— Prinsessen er altfor elskværdig.

Og Fvrstinden tog Plads ved et af Bordene tilligemed
sine to Damer.

Salen var allerede fuld, og alle Tungemaal lød, mens
Kelnerne ombød Bouillonen i Kopper.

Hr. Haagemester, der var fulgt af sin purunge nord-
tyske Cellist, hvis Mund lige akkurat var saa stor som
et Kirsebær, fandt ingen Plads og bad, om han maatte
dele Bord med Joan.

Han sagde, mens han tog det Raasilkelommetørklæde
ud af sit Ærme:

— Naa, her er Buret fuldt af de ærede Kolleger
(han udtalte Ordet, som var de Herrer Kolleger Gen-
stande, der til hans Beskuelse var udstillede i Spirituo-
sa), og han hilste paa den tyske Gesandt i Bukarest, der
var en Bekendt fra Kronprinsens Hof i Potsdam —
mens Ministerens Frue, der havde spurgt sin Mand om
hans Navn, betragtede Hr. Haagemester i sin Lorgnon,

301 DE UDEN FÆDRELAND

som om han allerede paa Tribunen havde slaaet an til
Brahms Variationer over Håndel.

Jean Roy fra l'Opéra hørtes over alle de andre. Han
sov i en Sovevogn fuldkommen udmærket — brillant.
Og han vidste s'gu ikke, hvorfor man ikke sov ganske
saa godt i en Waggon-Lit som paa sit Hotel.

Men hvad der irriterede ham — og mer end man
si'er, sagde han meget højt — var, at Waggon-lits ikke
mere var fransk.

Mme de Stein, hans Akkompagnatrice, hvis Ansigt
var dækket af Pudder, som endogsaa sad fast i hendes
Øjenbryn, sagde:

— Selskabet bor dog i Briissel.
Men Hr. Roy svarede :

— Nej, nej, det er netop Tingen — ganske stille,
ganske stille er det flyttet til Berlin, som alting, alting
flytter til Berlin.

Joan bøjede Hovedet over sin Tallerken, mens den
tyske Minister, meget dæmpet, paa Tysk bad Kelneren
om to Gafler endnu.

Samtalen bredte sig om Hoteller og Sovevogne, og
Mme de Stein sagde:

— Det er mig ganske det samme, hvor jeg sover —
og hun saa Hr. Roy lige ind i Ansigtet — man kan ha'e
ganske de samme Behageligheder paa Jernbanen.

Men da Henry Collyett spurgte Cellisten om hans
Sovesengsmening, sagde den unge Mand, der tidligere
havde været Vidunderbarn :

— Jeg har været paa Tournée i to Aar.

Joan havde, maaske for at undgaa Sengene, rettet et
Spørgsmaal til Hr. Haagemester, der med en Guldblyant
tegnede Sirater paa sin Serviet. Siraterne gled ud i for-
borgne Talstørrelser og Engagementstilbud, som han
hemmeligt lagde sammen.

Pianisten slap sit Regnestykke og svarede paa Joans
Spørgsmaal :

— Nej, jeg spiller aldrig i Jagtsæsonen.

Og han begyndte at fortælle — mens han over Stuen

HERMAN BANG 302

forsøgte at inddrage Ministeren i Samtalen — om sin
sidste Jagt i Galizien, hvor han havde været Gæst hos
Storfyrst Paul.

Men Gesandten, der med et Smil veg uden om Hr.
Haagemester, bøjede Hovedet hen i Retning af Joan og
sagde :

— Det er Grev Ujhåzy. Jeg véd allerede, at vi skal.
have den Fornøjelse at høre Dem i Bukarest.

Men lidt efter hørte Joan, der sad yderst, Ministerens
Frue sige til sin Mand :

— Er han ogsaa Virtuos? i en Tone, som om hun
i Stilhed havde anslaaet ham til noget fordelagtigere.

Det var, som Joans Fingerspidser gjorde ondt, naar
de rørte Dugen.

Prinsessen sagde, oppe ved sit Bord, der stod mel-
lem Ministerens og Hr. og Fru Bizots og hvor Sam-
talen endnu var ved Hotelsenge og Jernbanesenge :

— Ja, sove, Frue, gør jeg egentlig kun godt i Rumæ-
nien.

— Aa, ja, ja, sagde Fru Bizot, og der gled et plud-
seligt Smil over hendes Ansigt; der har De Ret: skal
jeg sove rigtig ud, maa det ogsaa være i Le Bourg.

— Madame Bizot sover allevegne som en Kampe-
sten, sagde Hr. Bizot.

— Ja ja, min Ven, sagde Fru Bizot som i et Ryk;
og hun forsikrede Prinsessen for, at naar hun altid sov
roligt, var det fordi hun bestandig medførte en Hoved-
pude, der var fyldt med Urter, hun selv plukkede uden-
for deres Villa paa en Mark nede ved Seinen.

Haagemester, der havde rejst sig og havde bragt sig
i Erindring hos Fyrstinden, hvem han havde kendt som
Æresdame hos Dronning Elisabeth, vendte tilbage til
sin Plads og sagde :

— Konen behøver sandelig ikke andet Sovepulver
end sin Mands Musik; dq han begyndte at tale om ny-
fransk Tonekunst, son: evn hovedet var ham Bevis paa
den franske Dekadence

303 DE UDEN FÆDRELAND

— De mener da som jeg? sagde han særdeles højt
til Joan.

Joan svarede:

— Jeg er opdraget i Frankrig.

Og maaske fortørnet over noget i Joans Tone sagde
Hr. Haagemester lige ind i hans Ansigt:

— Ja, det hører man.

Men Henry Collyett, der stadig havde et Øje ved
Døren, sagde til Joan :

— Mon Mr. Jens Lund ikke spiser med?

Jean Roy, der havde hørt Ha#gemesters Ord og som
var blussende rød i sit Ansigt, sagde meget højt:

— Den, Gud vil straffe, skaber han som en Hol-
lænder.

Og Mme de Stein lo, saa hun maatte skjule Guldet
i sine Tænder med sin Serviet.

Hr. Haagemester, hvis Pande et Øjeblik trak sig
sammen til en Fold, sagde til Joan :

— Og „Operaen" er selve Gravmælet over Frank-
rigs Dekadence.

Joan svarede, med samme fjerne Høflighed:

— Den huser dog et Par af Tidens største Kunst-
nere.

— Som synger Mester Bizots Operaer, sagde Hr.
Haagemester, der vedblev at tale ret højt, mens Jean
Roy, med Servietten op om Halsen, trommede i sit
Bord med begge Hænder, og den nordtyske Cellist gav
sig til at le.

Fyrstinden, der vilde tale ligesom for at dæmpe Høj-
røstetheden, vendte sin Stol halvt om mod Ministeren
og sagde :

— Hr. Ministeren kender mig vist ikke igen, og Fru
von Benckendorf har jeg aldrig været saa lykkelig at
træffe.

Ministeren rejste sig halvt : Han havde straks gen-
kendt Fyrstinden, sagde han og han forestillede sin
Hustru, mens Jean Roy stod op af sin Stol og med sit
Glas i Haanden gik hen imod Ægteparret Bizot.

HERMAN BANG 304

— Paa Frankrigs Mesterskab, sagde han og stødte
sit Glas mod Hr. Bizots, mens to unge Rumænere, der
sad gemte i Hjørnet ligeoverfor, og som i deres
Smokings virkede som var de afklædte, førte deres
ringsmykkede Hænder sammen til et Slags Applaus.

Hr. Bizot havde rejst sig, og idet han inddrog de to
Rumænere i sin Tak og talte, som besvarede han en
Skaal ved en Banket, sagde han med en Haandbevæ-
gelse :

— Min kære Medarbejder, vi rejser alle de lange
Veje for at hævde vort Førerskab.

Ministeren bøjede sig smilende frern mod Prinsessen
og sagde :

— Man befinder sig her omtrent, som ved en Rout
i et diplomatisk Korps.

— Dog afset fra Formerne, sagde hans Frue, og de
lo alle tre, mens Prinsessen sagde :

— Aa, jeg kunde ikke tænke mig noget frygteligere,
end om vi i Længden skulde have tilhørt Karrieren . . .

— Ikke sandt, blev hun ved : Hjemmet er dog Hjem-
met.

— Og saa desuden, naar man saadan uafladelig rej-
ser fra Sted til Sted og paa hvert nyt Sted møder nye
Latterligheder, bliver tilsidst hele Menneskeheden En
latterlig . . .

Joan, der hørte Prinsessens Ord, stirrede et Øjeblik
paa hende, og Ministeren sagde, paa én Gang meget
alvorligt :

— Det er meget sandt. Det er noget af „Forban-
delsen" ved vor Tilværelse.

— Men, fortsatte han i samme Tone, det Land, man
efter Evne tjener, spørger ikke om Prisen, som dets
Tjeneste koster os.

Joan sad endnu med sit Ansigt vendt mod Ministe-
rens Bord, mens de fine Rynker om hans Øjne sitrede
svagt.

— Det er sandt, svarede Prinsessen : Men jeg er

305 DE UDEN FÆDRELAND

meget lykkelig ved, at Paul kan tjene Rumænien ved
at oprette Roesukkerfabrikker.

— Aa, Fyrstinde, sagde Fru Benckendorf: Det er
ikke saa slemt, som De tror. Og desuden vil vi da dø
i Darmstadt. Naar min Mand er tresindstyve Aar, kø-
ber vi et Hus i „Prinsessens Allé" og dyrker Asparges.

— Det er min Kones Drøm, sagde Ministeren.

— Aa, hvor jeg kan forstaa det, sagde Fru Bizot
pludselig bag ved Fyrstinden : jeg har heller ingen Glæ-
de saa stor som den, jeg har af mine Artiskokker i Le
Bourg.

Ministerens Frue vendte sig, mens hun slap sin
Lorgnon, pludselig om mod Fyrstinden og sagde sagte:

— Men véd De, Fyrstinde, af den unge Mand der-
henne har jeg ondt.

Fyrstinden havde fulgt hendes Blik, og ogsaa hendes
Øjne strejfede Joans Ansigt, mens Fru Benckendorf
sagde :

— Han er altsaa fattig?
Prinsessen svarede :

— Aa, paa ingen Maade. Men jeg tror, han bærer
Sorg for sin Fader.

Joan havde hørt sit Navn og med en lidt for brat Be-
vægelse bøjede han sig mod Henry Collyett, der talte
med Cellisten, og han spurgte :

— Hvad fortæller Mr. Collyett Dem?

Cellisten, hvis meget lille Ansigt uafladeligt skiftede
Farve, sagde :

— Mr. Collyett siger, at han ser alting, Museer og
Ting, naar han rejser. Og jeg ser slet ikke noget ....
for man skal jo dog øve sig, ikke sandt?

Joan smilede :

— Henry ser saamæn heller ikke noget. Han øver
sig ti Timer, og naar han kommer ned paa en Gade,
siger han, han længes efter Melbourne.

Hr. Haagemester, der spiste, sagde over Bordet:

— Og hvad kan man længes efter i Melbourne?
Henry løftede sit Ansigt :

H. B. V 20

HERMAN BANG 306

— Efter Solen, sagde han og aabnede sin Mund
saa vidt: Den skinner aldrig rigtigt undtagen i Mel-
bourne.

— Saa skulde De blive i Solen, sagde Hollænderen,
der talte til unge Kolleger som til en af sine Kronprin-
sers Jægere.

— Ja, sagde Collyett, det vil jeg ogsaa — naar jeg
har sejret.

Hollænderen saa op ved Tonen i hans Ord :

— Og hvem vil De besejre?

— Hvorfor ikke Dem, sagde Joan, der atter stirrede
ud for sig.

— Til Lykke, sagde Pianisten og flyttede sin Guld-
blyant paa Bordet.

Men Henry Collyett sagde hurtigt — og man saa, at
hans runde Øjne kunde faa Metallets Farve — :

— Men de, som har sejret, forstaar aldrig, at andre
vil sejre.

Joan sagde, og hans Stemme lød sagte-.

— De Besejrede forstaar det heller ikke, Henry,
hverken, at de selv har kunnet ville, eller, at de andre
vil.

Cellisten vendte brat sit unge Ansigt mod Joan :

— Sejren er dog Sejren, sagde han, og forskrækket
over sit eget Tonefald rødmede han helt ned over
Halsen.

— Og Penge, brast det ud af Henry, som rystede
sit Haar.

Roy havde hørt det og han lo højt:

— Australeren er viis.

Og mens han blev ved at le, saa det lille Bord ry-
stede, raabte han op gennem Vognen :

— Skaal, Hr. Bizot.

Han lo endnu og sagde frem til Mme de Stein :

— Mutter Bizots Artiskok har s'gu gyldne Blade og
Frankrigs Bank har en dyb Kælder.

Men Mme de Stein vendte sin Stol halvt og sagde :

307 DE UDEN FÆDRELAND

— Men Grev Ujhåzy, De, som er Ungarer, maa dog

— det er sandt — vide Besked med de Papirer.

Og hun gav sig til at tale om nogle Aktier og Værdier
i Galizien.

Paa én Gang talte alle de ærede Kolleger om Penge
og Pengeanbringelser og Bonus og Papirer og Procent

— mens alle Stemmer samledes om Børs og Transak-
tion og Joan forblev stum foran Ministerfruens Lorg-
non, der forbavset var vendt fra den ene Børsjobber til
den anden — hans Kolleger.

Mme de Stein havde drejet sin Stol helt om mod Hr.
Haagemester, der anbefalede Montanpapirer eller Op-
køb af Russere. Jean Roy skubbede sin Tallerken fra
sig, langt ind paa Dugen, og sagde over til Joan, at
intet, intet i Længden var saa fordelagtigt som Grund-
køb i New York.

— Kære Ven, sagde han, Amerika er Fremtiden.
Vi vil opleve den Dag, hvor New York er større end
London.

Og han talte om Gader og om Avenuer og Tomter
og Skyskrabere, som havde han et Kort over New
York liggende udbredt foran sig paa Bordet.

Hr. Haagemester opremsede Kurser og tog en Kurs-
liste, han havde liggende i sin Hendschel, frem og slog
den op paa sin Tallerken. Mme de Stein troede ham
ikke, og hun maatte rejse sig fra sin Plads for at over-
bevise sig. Hun bredte, mens hun flyttede sig, en ram
Sky af Blossom-Duft i den ganske Sal og studerede
Listen ved Siden af Hollænderen, der betragtede hen-
des lidt medtagne Bryst, som skinnede gennem Mel-
lemværket paa hendes rosa Bluse.

Jean Roy blev ved at tale om Amerika. Der var og-
saa dem, der stolede paa New Orleans. Men man burde
aldrig anlægge Penge paa et Terræn, hvor man ikke
var kendt.

Hr. Haagemester blev ved at oplæse Kurser, mens
Mme de Stein kom farende med sin egen Lommebog,
der var indbunden i Guld :

20*

HERMAN BANG 308

— Kære Ven, sagde hun til Hollænderen : De er en
Mand med Forstand.

Og hun gav sig til at opskrive Aktier efter Hr. Haa-
gemesters Diktat.

Hele Vognen var fuld af Tal, der svirrede over Bor-
dene som en Myggesværm, mens Hr. Bizot, med rok-
kende Hoved, uafladelig førte de blaafrosne Hænders
udspilede Fingre frem og tilbage paa Bordpladen, som
sammenskrabede han usynlige Møntdynger — maaske
Maanedslejen af de offentlige Huse, som Komponisten
af Cæcilia-Legenden ejede i Sydfrankrigs Smaabyer.

Hr. Haagemester slog Kurslisten sammen og sagde :

— Hele Kunsten at spekulere, Frue, er blot Kun-
sten at have virkelige politiske Forbindelser,

hvad Ministeren hørte, saa han ikke lagde Mærke til
Prinsessen, der sagde til ham :

— Der er ingenting i Verden, som er mig skrække-
ligere end Penge. Jeg kan ikke kende Forskel paa en
Mark og paa en Franc.

— Grev Ujhåzy, dér er han.

Det var Australeren, som havde hvisket det og næ-
sten havde rejst sig i det samme.

Joan havde drejet sit Hoved og set Jens Lund : han
stod i den aabnede Dør. Hans Haand var stemt mod
Karmen. Joan blev ved at se paa den Haand : den var
af Form, som var den vant til at ligge om et Greb.

— Han har alligevel intet Ansigt, sagde Henry og
bøjede sig helt frem over Bordet.

Joan, der havde flyttet sit Blik fra Haanden op mod
Jens Lunds Hoved, betragtede hans Ansigt, som de be-
standig voldsomt optagne Tanker efterlod i en ubevæget
Stivnen, og han sagde :

— Hans Ansigt, Henry, vender indefter.

— Ja, svarede Australeren.

Og da Jens Lund gik forbi dem hen gennem Vognen
— han gik med begge sine Hænder knyttede — sagde
Joan:

— Han har Hænder ligesom en Rorgænger.

309 DE UDEN FÆDRELAND

— Det er rigtigt, sagde Henry, og paany slaaet ved
Klangen i Grev Ujhåzys Stemme sagde den unge Au-
straler, ligesom før :

— Hvor De dog beundrer ham.

Og med en pludselig Overgang føjede han til :

— Jeg er glad, at der ikke er nogen Pianist, jeg be-
undrer saadan.

— Hvorfor?

— Jo, sagde Australeren og lo og holdt op med at
le : For saa vilde jeg vel holde op med at spille.

Joan saa paa Henry Collyett med et Glimt, før han
slog sine Øjne ned og hørte Mme de Stein sige:

— De, Grev Ujhåzy, interesserer Dem ikke for
Kurser.

Joan sagde og vendte sig imod hende :

— Nej, Frue, jeg har aldrig spekuleret ... Og jeg
har desuden set saa faa Kunstnere dø rige.

Der blev en pludselig Tavshed ved alle Borde. Mme
de Stein gjorde en Bevægelse med sin Haand som for
at slaa noget Haar bort fra sin Pande, skønt der intet
Haar var — mens paa én Gang Togets hivende Larm
slog op omkring dem, og de fornam Vognens og Døre-
nes og Gulvets klirrende Rysten.

Saa sagde Jean Roy, hvis store og aabne Ansigt,
skønt lidt for fedt, spejlede alle Sindsbevægelser :

— Nej, det er sandt — og besynderligt.

Og ved en Tankeforbindelse gav han sig til at tale
om en berømt Kammerat, en Sanger, der nylig var
død.

— Ja, sagde han : det var et mærkeligt Menneske.
Pludselig gik han. Midt under en Tournée i Amerika
brød han af — — og satte sig hen. Han vilde ikke
mere.

— Han var vel syg, sagde Haagemester.

— Ikke Spor. Han vilde bare ikke mere. Og saa
sad han deri femten Aar i en lille By fem Timer fra
New York . . . bare sad der og stod op og gik i Seng
blandt Fremmede.

HERMAN BANG 310

To Folder havde skaaret sig ned over Joans Pande
som hos den, der voldeligt vil følge en Tanke.

— Men naar han var død, sagde Jean Roy, vilde
han føres til Frankrig . . . For vidt kommer man
omkring, men paa Pére Lachaise vil man s'gu hvile
sig ud.

Mme de Stein sagde — med et Stænk af Følsomhed
overfor Kirkegaarde — :

— Min Ven, Pére Lachaise er det skønneste Sted
paa Jorden. Aa, mit Yndlingsmonument er det med den
sørgende Genius ... det er en hel Tragedie ... en
ung Mand — en ung Mand fra Kejserdømmet — den
eneste Søn . . . jeg har hørt, Faderen var Minister. Og
en Dag skød han sig — uden Grund, kære Ven —
der var ingen som kendte Grunden og han var tre og
tyve Aar.

Joan havde drejet sit Hoved i de støttende Hænder:

— Véd De, hvad han hed? sagde han.

— Nej, men det er saadan en Mand. sagde Mme de
Stein, som en Kvinde i sine Tanker længes efter at
have kendt.

Jean Roy lo. Men Mme de Stein sagde:

— Aaja, det er saa smukt at turde dø ung.
Jean Roy sagde og blev ved at le :

— Chére, det kan De jo naa endnu.

Mme de Stein gjorde en Bevægelse med sine Skul-
dre:

— Uh, spot ikke. Jeg kan vaagne om Natten med
en Rædsel — for at dø nu og paa et Hotel.

Fru von Benckendorf vendte sig halvt, saa hastigt,
at hendes Arm rev hendes Serviet ned paa Gulvet.

— Frue, sagde Jean Roy og lagde den atter op paa
Ministerens Bord.

— Skønne Veninde, sagde han til Mme de Stein : De
dør som 80 Aar — om fem og halvtredsindstyve Aar.

Mme de Stein vendte sig igen til Joan og sagde :

— Grev Ujhåzy, naar vilde De helst dø?

Joan kunde, forbi alle de andre, se Jens Lund, der

311 DE UDEN FÆDRELAND

sad og spiste ved de to Rumæneres Bord. Hr. Lund
spiste som En, der gør sig Umage for at spise smukt
og undertiden glemmer det.

— Jeg? sagde han:

— Paa en Dag, hvor jeg endnu havde min Fornuft.
Mme de Stein gjorde den samme bratte Bevægelse

med Skuldrene som før :

— Grev Ujhåzy . . . jeg véd ikke ... De siger Ting,
som var De Spøgelset i en Komedie.

Hr. Haagemester havde pludselig gnedet sin venstre
Haand tre Gange over sin Pande — mens Jean Roy
saå lige ind i Joans Ansigt:

— Véd De, sagde han og der kom i hans Øjne et
Udtryk af Angst, som han i et Nu atter forjog : jeg var
tilstede i det Londoner Theater, hvor Mr. Thomson
pludselig blev gal. Han spillede, spillede meget fornuf-
tigt, og pludselig midt i en Scene . . . midt i en Replik

stod han op fra sin Stol og gik ud i Kulissen og

var gal.

— Jeg vilde aldrig kunne glemme det, sagde Jean Roy.
Jens Lund havde hørt op med at spise. Han sad med

fremstrakt Hoved og med et Udtryk i Øjnene som en
vejrende Mynde.

Prinsessen sagde over til Jean Roy :

— Ja, det skal have været frygteligt. Min Kusine
har fortalt mig om det . . . hun var der.

— Fyrstinde, sagde Sangeren : Det var forfærdeligt.
Og idet han skiftede Tone, næsten med Vold, sagde

han, at han kendte meget godt Prinsesse Stourdza —
fra Operaen, hvor vi kender alle vore Abonnenter.

— Operaen, sagde Prinsessen, var ikke det eneste
Sted, hvor hun havde hørt Hr. Roy. Hun havde hørt
hans „Lohengrin" overalt, hvor det var hende muligt.

Jean Roy bukkede og paa én Gang gav han sig til
at le saa hjerteligt, at ogsaa Ministeren kom til at smile.
Sangeren sagde :

— De har i England tegnet en Karikatur af min
„Lohengrin". Det er det kosteligste, jeg har set.

HERMAN BANG 312

Ogsaa Fru von Benckendorf havde set den engelske
Karikatur, og hun kom uvilkaarligt til at le, mens Prin-
sessen sagde:

— Men min Kusine, Grevinde Greffulhe, har for-
talt mig om Deres egne Tegninger, Hr. Roy.

— Aa ja, sagde Jean, jeg kradser jo selv paa Papir.

Fru Bizot, der bestandig sad og smilede til Prin-
sessen, hvis Navn hun havde hørt, sagde — og det kom
lidt plumpende som fra den, hvem ingen har spurgt:

— Hr. Rovs Albummer er berømte i hele Paris.
Mme de Stein sagde:

— Hr. Roy har dem i sine Kufferter.

— De maa saamæn gerne faa dem at se, sagde Hr.
Roy uden Formaliteter, og han gik for at hente Al-
bum'erne, mens Hr. Haagemester sagde til Joan :

— Ja, Sangere kan altid faa Tid til saa mange Ting
. . . hvis de da selv faar Tid til dem; medens Fru Bi-
zot, der hele Tiden havde det samme lidt forvirrede
Smil, begyndte at fortælle Fyrstinde Stourdza, at hen-
des Mand, Hr. Adolphe Bizot — og hun gjorde en Be-
vægelse, som forestillede hun sin Mand — hans Tid
var nu optaget af at nedskrive Erindringer.

— Men det er det, sagde Fru Bizot: man lader os
ikke i Ro. Men det er hvad jeg siger saa tit, man skulde
aldrig have begyndt at dirigere . . .

Prinsessen, der ikke ret vidste, hvad hun skulde sige,
svarede :

— Desværre har. Rumænien endnu aldrig haft Æren
af et Besøg af Hr. Bizot.

— Nej, sagde Fru Bizot, og hun gjorde en Bevæ-
gelse med sin bitte Overkrop som trak hun sin Søn-
dagssnøre til sig paa Seinen : Det har vi ikke. Men vi
har hørt saa meget, begge, om Deres skønne Land.

— Det dejlige Rumænien, sagde Fru Bizot.

Jean Roy vendte tilbage med alle sine Skitsebøger
og rakte en af dem til Prinsessen.
Hun aabnede den ;

313 DE UDEN FÆDRELAND

— Oh, sagde hun : det er fra Rumænien, og da hun
havde slaaet et Par Blade frem, begyndte hun at le :

— Hr. Roy, det er udmærket, det er brillant. Just
det Udtryk har Hendes Majestæt, naar hun læser en af
sine Operatekster højt for sine Hofdamer.

Fru von Benckendorf vilde se med, og de lo begge,
bøjede over Billedet, hvor Carmen Sylva, bag Gitret
midt i den kongelige Slotsgaard, siddende paa en Tre-
fod og i Toga, laurbærkranset, spillede paa Harmonika
for Rumæniens Adel, der, henrykt og i Nationaldragter,
svang sine Ben, saa den viste Bunden af de saaleløse
Støvler.

— Hr. Roy, De burde udstille i Bukarest, sagde
Prinsessen og lo endnu højere. Men da hun løftede Ho-
vedet og saa sine to Smoking-Landsmænd, der vendte
det lange Øre til — den ene kendte hun : han var
Søn af en Brændevinsbrænder i Konstanza — sagde
hun:

— De har ganske Ret, Hr. Roy, Hendes Majestæt
er ualmindelig musikalsk.

Og hun og Fru von Benckendorf fik i samme Nu
nøjagtigt samme Udtryk i deres Ansigter.

Skitsebøgerne blev spredte over Bordene, og alle lo
ad alle Nationers Latterligheder.

— Aa ja, aa ja, raabte Collyett og slog sig af Latter
paa sine Sportsben : om det Billede har jeg hørt . . .
Se, Grev Ujhåzy, se . . .

Det var Mr. Shtirmanns Karussel, hvor Hr. Schiir-
mann var Janitschar og Hr. Strakosch blæste Trompet,
mens Englændere og Yankeer og Spaniolere og Tyskere
stormede Karussellen. Bagest kom der to Hollændere.

— Se Trommen, raabte Collyett, se Trommen er
dansk.

Trommen blev trakteret af en lillebitte Mand, med
Haaret ned i Panden og med Sveddraaber under sin
Næse. Han trommede med selve sine tynde og halv-
skæve Ben. Paa Trommen stod : Den danske Presse.

Alle lo, seende hver i sin Bog. Kelnerne, som om-

HERMAN BANG 314

bar Slikasparges, blev staaende, skelende ned paa Bille-
derne over de Damers og de Herrers Skuldre.

— Jo, det er syndigt, sagde Mme de Stein, Danmark
er charmant. Det er da endelig et Land. hvor Pressen
véd at værdsætte Kunsten.

Jean Roy lo:

— Jeg tør sige, sagde han, det er det eneste Land,
hvor man har taget Mme de Stein alvorligt.

— Jean . . .

Men Jean Roy blev ved :

— Saa lidt alvorligt har man at tænke paa dér i
Landet . . .

Henry Collyett vendte Ansigtet mod Mme de Stein og
var paa én Gang holdt op at le :

— Men er det sandt, sagde han : jeg har nu altid
hørt, at man skal tage København lige før Amerika.

— Det er Prøjsere, sagde Ministeren og bøjede sig
frem mod Jean Roy, pegende paa en Karikatur, hvor
en Række Mandfolk i éns Trit og éns Skrud, med éns
Ryg og éns Skæg marcherede efter Næsen som paa en
uhørlig Tælling.

Cellisten fra Nordtyskland lo ad en Tegning, der
hed Bachbegejstring, og hvor en Logerand af gabende
Gentlemen applauderede Hr. Borwick, der spillede saa
henaandet, at hans Fingre slet ikke berørte Tangen-
terne.

Men Jean Roy sagde:

— I Virkeligheden beundrer jeg Tyskerne.

— Uden Blindhed, sagde Ministeren med et Smil.

— Det er saa let at være seende, sagde Jean Roy,
til en vis Grad seende, naar man ser alting fra et Hotel-
vindu.

— Er det ikke rigtigt, Ujhåzy, blev han ved og han
vendte Ansigtet mod Joan : Vi, der altid drager rundt,
ser altid Latterlighederne, fordi vi aldrig helt forstaar
de andres Art af Følelser.

Joan bøjede Hovedet, og Fru Benckendorf sagde til
Jean Roy:

315 DE UDEN FÆDRELAND

— Jeg tror netop, det er saadan.

— Hr. Minister, sagde Jean Roy, og hans stærke
og glade Ansigt syntes pludselig træt, mens han slog
sin Haand ud mod alle de udslagne Skitsebøger: Det,
at man kan se alt det — gør En hjemløs paa Jorden.

— Hver har sit Land, sagde Ministeren, til hvilket
vi vender tilbage.

Joan lukkede Skitsebogen foran sig uden at vide det,
og de var paa én Gang alle blevet tavse — da Jean Roy
sagde :

— Ja, Mme de Stein er født i Rue de L'Abbé de
L'Épée, og hun siger, at hun køber sig et Tag dér i
Gaden for at dø dér.

— Kære Ven, svarede Mme de Stein: Det er aldeles
ikke latterligt. Rue de L'Abbé de Épée ligger lige ved
Luxembourg-Haven, og der legede jeg som lille Pige.

Joan havde lænet Hovedet mod Væggen og lukket
sine Øjne. De lange Vipper laa under de hvide Øjen-
laag som en bred og sort Rand.

— Naa, ja, Mme de Stein, sagde Jean Roy : mig kom-
mer De nok en Dag og besøger ved Marseille. Der
køber jeg mig et Hus — ved Havnen, paa en Skrænt
til Højre, jeg véd godt hvor . . .

Han forandrede Tonen :

— Jeg er fra Marseille, Prinsesse, sagde han og
bøjede Overkroppen : Og naar jeg synger bedst, er det
alligevel, maa De tro mig, altid som jeg hørte en gam-
mel sydfransk Vise .... der souffleres mig inde i mit
Bryst . . .

— Ogsaa i „Lohengrin", sagde Prinsessen, der lo.

— Paa Ære, ja, sagde Jean Roy: og netop derfor
holder jeg ogsaa mest af Don José.

Ministeren og Fruen havde rejst sig, og Hr. von
Benckendorf rakte Jean Roy sin Haand:

— Paa Gensyn, sagde Hr. Benckendorf og smilede
til Joan, der fo'r sammen, som blev han vækket.

Og Hr. og Fru von Benckendorf gik.

HERMAN BANG 316

— Han er i Grunden meget indtagende, sagde Fruen
om Hr. Jean Roy, da de gik hen gennem Gangen.

— Men af Grev Ujhåzy, blev hun ved, har jeg ondt.
Man maatte jo dog blive ganske forstyrret i det Selskab
i Længden.

Prinsessen havde rejst sig og hun hilste til begge Si-
der, paa én Gang (nu det Maaltid i en Jernbanevogn
var forbi) ganske fremmed og som om hun med alle de
Damer og Herrer ikke havde vekslet fem Ord. Men
pludselig vendte hun sig, da hun allerede havde naaet
Døren, til en af sine Damer og sagde :

— Aa, det var morsomt at tage en Plade.

Og i den samme muntre, frimodige Tone som under
Middagen sagde hun :

— Mine Damer og Herrer, maa jeg hente mit Ca-
mera.

Det havde givet et Sæt i Joan.

— Det er saa sjældent, blev Fyrstinden ved. man
er sammen med saa mange af Europas Berømtheder . . .

De svarede i Munden paa hinanden, mens en af Da-
merne hentede Fotografiapparatet, og Prinsessen sagde
til Brændevinsbrænderens Søn, til hvem hun talte saa
høfligt som til en Drager paa en Perron :

— Hr. Brazzi, naar De staar meget fast, kan jeg
holde Apparatet paa Deres Ryg.

Fotografiapparatet kom. mens de alle vendte Ansigtet
mod Rumæneren, hvem Prinsessen flyttede, og plantede.
som var han et Stativ af Jern. Hr. og Fru Bizot maatte
flytte sig og satte sig ved Prinsessens forladte Bord,
hvor Fru Bizot sad tæt ved Mesteren, med begge sine
Hænder op paa hans Skuldre.

— Det bliver udmærket, udmærket — højst interes-
sant, sagde Fyrstinden, der saa gennem Apparatets lille
Spejl, og vendte sig til den anden Smoking: De passer
Lyset, sagde hun, De har vel gjort det før.

Den unge Mand skulde passe Magniumslyset og sit-
rede paa sine Fingre.

— Udmærket, udmærket, raabte Prinsessen igen.

317 DE UDEN FÆDRELAND

De Damer og de Herrer var i Stilling.

Ved det øverste Bord havde den unge Cellist bøjet sit
med Midterskilning velfriserede Hoved som en Magda-
lene, mens Mme de Stein aabnede Læberne i det opad-
vendte og buttede Ansigt som Munden i den tragiske
Maske, og, med den venstre Haand, hun førte op til
Skulderen, værgede sig som mod et usynligt Slør.

Men Jens Lund, der ikke var færdig med at spise,
var, som tilfældig, standset midt i Billedet med Hæn-
derne i de udspilede Lommer, som bar han en Todten-
shlåger i dem begge.

— Udmærket, udmærket, raabte Prinsessen og bøje-
de sig igen for at se i Spejlet.

Australeren, der havde en Svaghed for at lade foto-
grafere sine Ben (som den Sportsmand han gjaldt for i
Reklamerne), havde endelig faaet dem anbragt over
Ryggen af en Stol.

— Men De, Grev Ujhåzy, De, sagde Prinsessen
ivrigt — og holdt pludselig inde.

Joan saås ikke. Kun hans Skulder. Maaske vidste
han ikke, at Sportsmand-Australeren skjulte ham.

— Nu, raabte Prinsessen.

Det gav et Sæt i alle, da Lyset glimtede, og Mme de
Stein skreg.

Den tykke Røg slog hen gennem Vognen, og Prin-
sessen løb med et „Tak, mine Herrer", der ligesom slog
en Dør i efter hende — som havde hun end ikke Begreb
om Forstyrrelsen, hun havde voldt.

— Naa, sagde Jean Roy og skærmede sin Tenor med
et Kammerdugs-Lommetørklæde : det er man altsaa nødt
til, naar man skal holde sig Bukarest aaben.

Og pludseligt rasende (og irriterede af Røgen og
Trækken gennem Døren) — rasende over den hemme-
lige Ydmygelse, de ubestemt følte, og som de havde
givet sig i Vold som de Professionals de var, talte de
alle i Munden paa hinanden, mens Rumæneren stod og
strittede med sine sværtede Fingre.

Mme de Stein sagde saa højt, at Prinsessens Damer,

HERMAN BANG 318

der gik med „Kassen", kunde høre det: Aa, kunde
man blot lære at blive halvt saa uforskammet som de
Mennesker.

Men da Jean Roy gik forbi Hr. Haagemester, sagde
han til Hollænderen :

— Ja De, min Herre, er vel vant til det — at blive
fotograferet . . . ved Hofferne.

Da Joan og Australeren vendte tilbage gennem Gan-
gen, fløj Impresario Ledock lige paa dem. Han var i
Pels og Uldskjorte. Han havde aldrig Tid til at spise.
Paa Rejser besørgede han Udklip og sin Korrespon-
dance :

— Kan man faa en Schnitzel i dette forbandede
Tog? raabte han og han røg videre.

Hr. og Fru Bizot skændtes højt bag en halvlukket
Dør, mens de ordnede Bagagen, som syntes hoved-
sagelig at bestaa af en Uendelighed af stribede Uldtør-
klæder, der lignede Mavebælter.

— Men hvad er det, jeg si'er, raabte Hr. Bizot. Var
det mig, der væltede mig ind paa hende? Man agter
sig selv eller man gør det ikke. De Mennesker behand-
ler En som var man en Krokodille i Jardin des Plantes.

— Kære Bizot . . . rejser vi maaske for vor For-
nøjelse? . . . Hendes Onkel er Præsident for „Musi-
kens Selskab".

— Sludder. Hvor véd Du det?

— Adolphe, Du véd, at jeg husker mig om . . . jeg
hørte hendes Navn og vi førte jo Korrespondance med
de Personer ifjor.

Australeren gav sig til at le, mens Joan gik videre.
Prinsessen sad med aaben Dør, i et Væld af mørklilla
Silkepuder. Hele Kupéen var fuld af Duften af Ver-
veine, hvori hun havde vasket sig, for ikke at være
befængt med Lugt af Røgen.

Hun løftede sit Ansigt fra Bogen og sagde, da hun
saå Joan :

— Det var ikke kønt af Dem, Grev Ujhåzy, at De
ikke vilde være med paa mit Billede.

319 DE UDEN FÆDRELAND

Joan svarede :

— Jeg hører ikke hjemme, Prinsesse, blandt Euro-
pas Berømtheder.

— Prinsessen smilede og sagde — og mente det som
en Kompliment:

— Hvor skulde De ellers høre hjemme?

Der gik en pludselig Skælven over Joans Ansigt, og
han sagde :

— Det er meget sandt, Prinsesse: intetsteds.
Fyrstinde Stourdza vilde holde ham tilbage, kalde

paa ham — berørt af noget i hans Stemme. Men Joan
var gaaet.

Han sad med en Bog, da Henry Collyett kom ind.
Australeren satte sig, sparkende med sine Sportsben og
smidende dem over hinanden.

— Læser De? sagde han og blev ved at sparke.

— Nej.

— Sikken Masse Snak, der blev sagt.

— Ja.

— Men Roy er en storartet Tegner.

— Ja.

— Han vilde kunne leve af det.

— Det kunde han sikkert.
Australeren blev. ved at sparke :

— Véd De, hvad jeg tænkte paa, mens vi spiste?

— Nej.

— At De skulde egentlig sidde ved de andres Bord.

— Hvorfor?

— Jo, sagde Australeren, for De er jo dog en Greve
— skønt De spiller.

Joan stirrede kun frem for sig.
Saa sagde han :

— Der var heller ikke Plads mere.

Alle Samtalestumper fra Middagen flød omkring i
Henry Collyetts vimse Hoved. Og idet han atter tænkte
paa Jean Roy og det, han havde sagt om sydfranske
Viser, der sang indeni ham, sagde han :

— Men Australien vil ogsaa en Gang faa sin Musik

HERMAN BANG 320

. . . Musik vokser op af Jorden — af Jorden op i Men-
neskene, ikke? Men der gaar lang Tid, for Menneskene
maa have boet der længe.

Henry Collyett saå paa sine egne Støvler:

— Men, sagde han, før de australske Toner kommer
op af Jorden, bliver Australerne heller ikke rigtige Mu-
sikere — vel? Eller De forstaar ikke, hvad jeg mener?

Joan stirrede ud i Luften :

— Jo, Henry, sagde han uden at røre sig.
Australeren slog Hælene sammen :

— Men derfor kan man jo nok blive berømt paa et
Klaver, sagde han.

Han sad lidt og, stadig med Middagssamtalen i Ho-
vedet, sagde han :

— Men man burde maaske tænke paa at ta'e Kø-
benhavn — ■.

— Jeg har aldrig spillet i Danmark, sagde Joan, der
sad som før.

— Hm, det var da underligt, naar De er en Halv-
dansker.

Paa én Gang smilede Joan :

— Det vil jeg altid gøre — tilsidst.

Henry Collyett sparkede igen med sine Sportsben
og, mens hans Tanker løb, sagde han og var ved Foto-
graferingen :

— Men man er jo ogsaa Gøglere.
Paa en Gang smilede Joan :

— Ja, Collyett, sagde han og stod op.

— Men de andre er det ogsaa, sagde Henry lidt
heftigt.

— Maaske nok, sagde Joan : Men de spiller deres
Roller bedre og de gør mindre Støj.

Australeren stod lidt :

— Ja, sagde han : det kan nok være.

— Men man bliver vel, hvad man er født til, sagde
han.

Joan støttede et Øjeblik Albuen til hans Skulder:

— De er saa viis idag, Collyett . . .

321 DE UDEN FÆDRELAND

— Men, Henry, der er dem, som er født vanskabte.
Og de skulde hellere ikke være fødte.

Et voldsomt og hvidt Lys faldt ind paa deres Ansigter.
Det var fra Standerne paa Perronen i Wien. Konduk-
tørerne løb ud og ind og trak Kupéruderne ned, medens
Dragerne kastede Plaider og Tasker og Kufferter og
Pelse ind gennem Vinduerne. Passagererne løb ned ad
Vogntrinnene for at røre deres Ben paa den faste Jord,
og Brudstykker af alle Sprog hvirvlede rundt i Trækken
fra alle Døre, som stod aabne. Jean Roy stod, med et
Lommetørklæde om Halsen og i flagrende Kavaj, bar-
hovedet, midt i Vrimlen, skrællende en Appelsin og raa-
bende til den tomme Luft saa højt som en Lastbærer i
Havnen ved hans Marseille — mens Mme de Stein (der
nikkede til Joan og sagde : Ah, monsieur, on se pro-
méne) satte sine Pariserstøvler med Messinghæle trip-
pende i Asfalten og lod de silkeklædte Ben forsvinde
noget højt oppe i sine Skørters Virvar.

Fru Bizot, der var i Galoscher, søgte, mens hun uaf-
ladelig smilede, med urolige Øjne de Herrer af Besty-
relsen :

— For de modtager os naturligvis, sagde hun : de er
her, min Adolphe, vær vis paa, de er her; medens Hr.
Bizot, hvis Pels var sammenbunden med et graat Uld-
tørklæde, sagde :

— Det er mig fuldkommen ligegyldigt. Lad os kom-
me afsted — hvad hedder vor Kro? saa arrig, at hans
Øjne stod paa Stilke. t

— Det gyldne Lam, Adolphe, det gyldne Lam. Men
de er her, min Ven, de er her.

Impresario løb forbi dem med sytten Depecher i
Hænderne : Gamle Herre, sagde han til Hr. Bizot : der
er et Par Personer, som søger Dem; og han rendte vi-
dere, tabende Reklamer og Aviser ud af de stoppede
Lommer som en Stud sin Gødning.

— Luk Frakken, raabte han til Jean Roy, mens Hr.
Bizot blev staaende med knyttet Haand om Uldtørklæ-

h. b. v 21

HERMAN BANG 322

det, martialsk og tandløs lignende en Lilleput-Oberst fra
et Panoptikon.

— Adolphe, Adolphe, nærmest sang Fru Bizot; hun
havde genkendt de „to Personer", i hvis Nærhed Hr.
Haagemester, i en Jagtpels med Snore, vekslede Haand-
tryk med et fremmødt Medlem af det Bayerske Gesandt-
skab, der sagde:

— Ja, Hans kongelige Højhed har straks skrevet til
Erkehertuginde Valerie ....

Impresario løb tilbage med ledige Hænder, og midt i
Vrimlen, hvor fen sørgeklædt Familie paa syv Slørklædte
slog Kreds om en blond Mandsling, der forsvandt under
Ankomstkys, som var han fanget af en Kværn — be-
mærkede han, at hans Negle kunde trænge til en Ud-
rensning, og han gav sig til at kradse dem med en Staal-
kniv. Til han røg videre, nikkende, kendende alle, raa-
bende, som var han Stationsforstanderen, der komman-
derede under et Togsammenstød; mens de to Rumæ-
nere, ubekymrede, Arm i Arm balancerede deres Nø-
genhed paa Kanten af en amerikansk Kuffert, og Mme
de Stein var landet ved Jean Roys Arm, hvor hun
svajede sine Kvindeynder som en Venusfigur fra For-
faldstiden.

— Mine Herrer, aa nej, Hr. Bizot er slet ikke træt.
Naar man kommer til Wien, er man kun lykkelig, sang
Fru Bizot, og man hørte den unge Bayrer fra Gesandt-
skabet sige :

— Der er intet behageligere end at gøre sine Ven-
ner en Tjeneste. Erkehertuginde Valerie vil modtage
Dem straks.

Joan havde ikke talt og ikke rørt sig. Med Hovedet
støttet til Kupédørens Karm stod han ubevægeligt, stir-
rende ud mod Perronen.

Og pludselig hørte han igen Impresarios Stemme, der
lød over alle de andre:

— Kære Herrer, mine Herrer, har den Ære, gaar til
Budapest, Hr. Jean Roy. Men man gør altid Forretnin-
ger. Mine Herrer, Kunsten er at bemægtige sig Frem-

323 DE UDEN FÆDRELAND

tiden. Jeg har fanget ham i Toget, mine Herrer, i To-
get. Det nye Fænomen, min Herre, jeg siger Fæno-
men, for Kunstnere har man nok af . . . man kan føde
Svin med de Herskaber, som viser sig paa Tribunerne.
Men Hr. Jens Lund, mine Herrer, vil De se ham? Naar
jeg har afleveret Hr. Roy, ofrer jeg mig for Hr. Lund
i tre Aar. Men, mine Herrer, han er dyr, han er meget
dyr. Vi lever i en Tid, hvor Genierne er blevet Forret-
ningsmænd. Børskurserne, mine Herrer, hænger dem
ud af Halsen . . .

— Der er han, mine Herrer ... deri Kupéen . . .
han ser Dem ikke (Hr. Jens Lund sad ved sit Vindu for
optrukket Gardin, studerende i en Courrier universel,
der var hans Livs eneste Læsning), han er en læsende,
han er en Aand, mine Herrer, en Aand for sig; der
venter ham Bogpakker, Bogdynger i hver Hovedstad i
Europa.

De to Gentlemen, som tilhørte Pressen, saå pludselig
paa Joan og hilste.

— Ja, sagde Impresario, ligesaa højt som før : det er
ham; og han gik videre uden at se paa Joan med saa
meget som et halvt Blik.

Joan var blevet blodrød ved Klangen af hans „ham",
som havde en Næve med udspilede Fingre plantet sig
midt i hans Ansigt.

Han havde ikke mærket, at Toget rullede bort.

— Skal vi trække Vinduet op? sagde Australeren
bag ham.

Og Henry Collyett trak Ruden til, mens Joan satte
sig.

— De si'er ingenting idag, sagde Australeren, som
altid skulde sige noget.

— Jeg har hørt saa meget efter og tænkt paa saa-
meget i de sidste Timer, sagde Joan.

— Paa hvad? spurgte Australeren og sparkede.

— Paa saa meget, sagde Joan og lukkede sine Øjne.
Døren blev revet op. Det var Jens Lund. Det gav et

21*

HERMAN BANG 324

Ryk i Joan. Saa tænkte han, mens den anden* stod der
i Døren : Hvor er han egentlig lille.

— De er Ujhåzy, sagde Jens Lund med et Nik.

— Man tør vel sætte sig?
Haanden rakte han ikke.
Joan sagde:

— Det er Hr. Henry Collyett.
Jens Lund nikkede igen :

— Klaver, sagde han, er Verdens værste Instrument.
Jeg er meget utilbøjelig til at tro, at selv et Geni kunde
vise Talent paa et Klaver. Man maa være glad til, at
man er født paa et Skib. Der var ikke Plads til noget
Klaver.

— Læser De? sagde han og saa ud over Joans Bø-
ger, som laa overalt.

— Ja, man maa beskæftige sin Hjerne med noget,
sagde Joan.

Jens Lund havde lagt Armene over Kors :

— Der er meget faa, som har Hjerne, sagde han, og
enten vilde han altid være uforskammet eller han vidste
aldrig, at han var det : Jeg læser aldrig. Naar Mennesker
læser, er det, fordi de føler sig tomme. Jeg trænger ikke
til Bøger. Jeg har mig selv.

— Jeg taler forresten heller ikke med nogen.

Hr. Jens Lund talte i et besynderligt Stakkato, der
ligesom afhuggede hver Sætning og stillede den hen
for sig :

— Jeg véd oprigtig talt ikke, hvem man skulde tale
med. De fleste Mennesker, der lever, hørte jo op at leve
for en Menneskealder siden.

— Hvor skal De hen? spurgte han paa én Gang og
saa paa Joan.

— Jeg skal til Bukarest, svarede Joan.

— Og De ogsaa? vendte Jens Lund sig til Collyett.

— Ja.

— Ja, sagde Jens Lund, der stadig havde Armene

over Kors : jeg har aldrig hørt Dem spille saa jeg

kan ikke komplimentere Dem.

325 DE UDEN FÆDRELAND

— Det behøves heller ikke, sagde Joan og vidste, at
Lund løj.

Og mens han blev ved at se paa Jens Lunds Ansigt,
følte han — og saa stærkt, at han næsten blev svim-
mel — paany, som en kold Strøm, Dønningen af den
Angst uden Sans, han havde fornummet den Aften i
London, da hans Impresario havde sagt:

— Véd De, hvem her er? Jens Lund har gemt sig i
en Loge,

og Joan havde følt sine Fingre, som var de sammen-
filtrede med Klister, og sin Sjæl, som sad den magtløst
kneblet i hans Hals . . .

Uden at høre blev han ved at se paa Lunds Ansigt,
hvor Tænderne lyste, som bed de glubsk i Ordene, han
sagde.

Joan tænkte paa den anden Aften, Aftenen i Brtissel.
Da han, bidende sine Knoer til Blods, kørte hjem fra
Jens Lunds Koncert. Paa sine to Knæ havde han ligget i
sin Vogn og vidste — at nu var han slagen. Hulket havde
han, mens han dunkede sin egen Nakke. Og fortumlet
og midt under sin egen Sanseløshed havde han sagt :

— Saa vil jeg ikke spille mer.

Men i tre Døgn havde han været som en drukken
Mand — drukken af Ydmygelse . . .

Drukken af Visheden : at han var ikke den største. At
han aldrig blev den største.

Hvor det var besynderligt, at Kunsten, der aldrig

havde bragt ham Glæde kunde bringe ham saa

megen Smerte.

Og dog var han blevet ved at spille

Joan hørte Jens Lund tale til Collyett, og Jens Lund
sagde :

— Melbourne, Melbourne, Fædreland — Fædreland,
jeg bliver gal, naar jeg hører Tale om Fædreland. Hvor-
for mon jeg er den største? Fordi jeg intet Fædreland har.
Ja, undskyld, Hr. Klaverspiller, at jeg taler om mig selv,
men jeg er saa oprigtig, at jeg tilstaar, at det er det
eneste, der interesserer mig. Hvad interesserer Dem?

HERMAN BANG 326

Fruentimmer? Naa, om Natten. Men hvad spiller man
om? Om sig selv.

Og idet han slog tilbage i sin Tanke, sagde han og lo
kort:

— Fædreland? Mine Forældre var behageligere. De
gav mig ikke noget. Den Fædrelandsløse er den frie, og
jeg blev født paa Havet, der forbinder alle Verdener.
Fædreland — hvad er det? Trav om samme Bord, hvor
vi drager Tommelen frem som i en Ridse, der gravedes
af Fædrenes Tommeler. Jeg har et Fædreland. Det
hedder j e g, min Herre. Og dér er jeg baade Konge og
Folk og raadgivende Forsamling og Lovgiver. Jeg er
mit Fædreland, hvor jeg har Regeringen.

Jens Lund drejede pludselig sit Ansigt om mod Joan :

— De har det ligesom jeg — De hører aldrig efter.

— Jo, sagde Joan : jeg hører.

— Det ser ikke ud til det, sagde Jens Lund og lo
igen.

— Jeg holder ikke af Europa. I hvormange Sogne er
det delt? Lad os rystes sammen efter Racer. Jeg spiller
for de Hvide. Det skal jeg paatage mig. I Kinesien har
jeg maaske en Ligemand, som spiller op for de Gule og
raaber til dem: Hør efter, for Satan, her spiller jeg,
min egen Konge og min egen Gud, mit eget Rige og mit
eget Liv — jeg.

— Naa, for Fanden, De sfer ikke noget . . .

— Nej, fordi jeg hører, sagde Joan, og han tænkte
bestandig paa det samme:

— „Nu vil jeg høre op at spille" og han var

blevet ved at spille.

Jens Lund havde tiet et Øjeblik. Saa sagde han :

— Forresten blev jeg forbavset. Ved Bordet før. Jeg
troede ikke, mine Kolleger var saa kloge, at de kunde
frygte for at blive gale.

Joan svarede ikke. Han saa endnu en Gang Spisesalen
foran sig med sine Medbrødre, som Prinsesse Stourdza
fotograferede, og Perronen, som just var forladt, og hvor

327 DE UDEN FÆDRELAND

de Damer og de Herrer viste sig for aabent Tæppe for
et Parterre af to Journalister.

— Nu vil jeg ikke spille . . .

Men Jens Lund, der bestandig gentog de samme Ting,
sagde til Collyett:

— Fædreland, Hr., hvad er det, De hedder? Fædre-
land — mit Jeg er mit Flag og mit Maal — og hvis Men-
neskene er latterlige, er det mig ligegyldigt . . .

Og for første Gang lo han langt og hjerteligt:

— For maaske er de ikke latterligere end jeg selv.

— Men Fædreland? Min Moder fødte mig under
Ækvator og min Fader var Jordemoderen, der hjalp. Et
Fædreland? — og Jens Lund rejste sig, og paa én Gang
var det, som om en Maske gled af hans Ansigt, og Aarer-
ne sprang frem af hans levende Pande, mens hans Mund
krummede sig og blev bred under hans Spot — : Et
Fædreland? Det er ti Sæt Lænker, som vore Forfædre
splejsede sammen om vor Hals og vore Fødder. Et
Fædreland — det er Love, der river vore Knæ til Blods
og gør vore Øjne blinde. Fædreland — Fædrelandet er
et Fængsel og en Brønd. Fædreland — ja, det er Ma-
negen, hvor vi løber Spidsrod med Strimer paa vor svul-
nede Ryg. Fædrelandet, føj for Satan. Fædrelandet er
bare det Sted, hvor vi alle er Spedalske og Puklede.

— Ujhåzy, klatr op paa Bjergene. Klatr derop, og
Grænserne ses ikke og er viskede ud, og Staterne, de er
ikke. Og Lovbøgerne er ikke og Forbrydelsen er ikke
Forbrydelse og Vanæren er ikke Vanære og Skammen
ikke Skam, dér er ingen Lovbøger og dér er ingen Para-
graffer. Men j e g er — og ingen uden jeg . . .

Jens Lund tav et Øjeblik :

— J e g er og Stjernerne er.

— ■ Spil for dem, Hr. „Hvad er det nu, De hedder?" —
de hører s'gu li'saa godt som Menneskene. Over os er
Stjernerne og Døden. Men nu lever jeg og er fri og
spiller baade Stjerner og Død mit Liv op i Ansigtet . . .

— Men De, Grev Ujhåzy — og Jens Lund drejede

HERMAN BANG 328

sig om paa Hælen — De er s'gu fra forrige Aarhun-
drede.

— Ja, sagde Joan, i hvis Tindinger Blodet slog.
Jens Lund lo igen :

— Og hvad jeg si'er, er noget Vrøvl, men hvad jeg
tænker, er sandt.

— Ja, sagde Joan og talte sagte: sandt for den, der
kan tænke det.

Jens Lund stod lidt. Saa sagde han pludselig til Joan :

— Véd De, hvad De tror om Dem selv, — at De er
en Smertens Adelsmand.

— Men, min gode Herre, at bære Smerten adler in-
gen. At turde adler ... i vort Aarhundrede . . .

— Naar spiller De i Bukarest? spurgte han uden
Overgang.

— Paa Mandag, sagde Joan ud i Luften.

— Hm, jeg skal hen og gi'e min Sjæl i Pest.

— Den nye Sjæl, sagde Joan.

— Nej — og Jens Lund klappede i de oprakte Hæn-
der — min evige Sjæl skal jeg servere for Bankier'ernes
Fruer i Pest.

Der blev tyst et Øjeblik. Saa sagde Joan :

— Men De havde dog en Mo'r, som fødte Dem un-
der Ækvator.

— Og en Fa'r, der befrugtede hende ved Archan-
gelsk. Men bedste Ujhåzy, er det ikke fuldkommen lige-
gyldigt? Maa jeg spørge, hvem husker Hr. Bonaparte
senior. Historien begynder med Hr. Napoleon. Min Fa'r
var fra Løgstør og giftede sig med en Bark fra Rudkø-
bing. Til Besætningen hørte Jensine Jensen, som, be-
svangret i Ishavet, bragte mig til Verden under Ækvator.

— Rudkøbing? sagde Joan.

— Ja. De kender det ikke.

— Jo, sagde Joan og talte sagte som før: det er i
Danmark.

— Ogsaa Danmark, sagde Australeren og saa fra den
ene til den anden, som vilde han maale dem.

— Ja, det kaldes Danmark, sagde Jens Lund : Rud-

329 DE UDEN FÆDRELAND

købing er paa Langeland og Langeland er en Streg i Ha-
vet. Fra Langeland komi Elektriciteten og jeg. Ujhåzy,
Mennesket har intet Udspring. Jeg blev til og er.
Hvem skulde have Ret til at kalde paa os? Jeg adlyder
ingen. Jeg er, som den jeg er. Og jeg er født om
Formiddagen under lykkelige Stjerner . . . ,

— De tror paa Stjernerne? smilede Joan.

— Hvem véd, hvad han tror? For den, der lever, er
Døden ikke. Men hvad der er for den, som er død, véd
De det, Hr. Ujhåzy, undskyld, Grev Ujhåzy. Jeg har
læst, at Jorden er den mindste af Verdenerne, og at
hver Stjerne er en Verden. Der var Plads til mange
Døde fra en lille Jord . . .

— Og naar D e en Gang er død, sagde Joan og talte
med et halvt syngende Tonefald, vil De lade et Skib
opsøge Ækvator og lade Deres Aske som Støv spredes
over Oceanet.

— Nej, sagde Lund.

— Ikke?

— Nej — han blev rød mod sin Vilje over den for-
underlige Modsigelse, han inderst og ubevidst fornam :
Nej, ligge vil jeg ved min Mo'r; og hun ligger paa Lange-
land.

Der var gledet et Smil hen over Joans Ansigt :

— I Danmark, sagde han.

Og maaske for at komme bort fra sine egne Tanker
sagde han lidt efter :

— Fruerne i Budapest er skønne, Hr. Jens Lund.

— Kvinderne, sagde han og han sparkede i Gulvet
akkurat som Australeren : jeg kender dem ikke. Naar jeg
lærer dem at kende, vil jeg sandsynligvis elske dem.

— Saa vil jeg elske mange for ikke at blive kvaset
af én.

Joan lo :

— Hvad De dér si'r, sagde en Gang en Inder mig.

— Saa er det altsaa sandt, at Inderne er vise, sagde
Jens Lund.

— Han var viis. Han talte om den Dag, da de Gule

HERMAN BANG 330

vilde komme som en Bølge og lægge sig over os som
Sand.

Jens Lund stod op:

— Aa, det skriver de om i Aviserne. Forresten læser
jeg aldrig Aviser. De Gule? De vil komme over dem,
som lever da. Og vi lever nu.

— Godnat, Hr. Grev Ujhåzy.

— Godnat, Hr. „Hvad jeg ikke kan huske".

— Collyett, sagde Henry.

— Collyett, ja. Ligger De med Handsker?

— Med Handsker?

— Ja, om Natten. Det gør jeg. Jeg gnider Hæn-
derne ind med Cream og ligger med Handsker. Det
skulde De ogsaa gøre — for Fingrene.

— Godnat, Ujhåzy. Véd De, hvad jeg tror? De hører
til dem, der husker for godt og for meget. Man skal
ikke huske — man skal gaa videre. Nu gaar jeg til
Budapest.

— Godnat.

Jens Lund nikkede og gik.

De to andre sad en Stund tavse. Saa sagde Henry
Collyett :

— Han var mærkelig.

— Ja.

De tav igen, til Australeren sagde :

— Han talte saa meget. Men jeg kan ikke huske det.
Der var Stilhed igen :

— Men maaske, sagde Henry, vil jeg kunne huske
det om et Aar.

— Maaske.

Australeren tændte en Cigaret.

— Men, hvordan spiller han da? sagde han og saa
paa Joan.

Joan, der sad med lukkede Øjne, svarede ikke straks:

— Spiller? sagde han saa.

— Han spiller fra Bjerget, hvor han staar — med
Udsigt over Jorden.

Lidt efter rejste han sig:

331 DE UDEN FÆDRELAND

— Nu vil jeg lade gøre istand for Natten.
Medens Konduktøren kom ind, stod de i Gangen og

saå ud i Mørket:

— Nu er vi vist i Ungarn, sagde Henry.

— Ja, sagde Joan: Nu er vi i Ungarn.

Deres Cigaretters Ringe formede sig og løste sig op.

— Hvor sært de slynges, sagde Australeren og
fulgte Ringene med Øjnene.

-Ja.

— Jeg har saa tit forsøgt paa, sagde Henry, at danne
dem, som jeg vilde. Men det kan man alligevel ikke.

Joans Øjne fulgte Røgen :

— Det kan maaske Hr. Jens Lund, sagde han.
Men Henry Collyett lo og sagde :

— Han kan vel ikke alt — for Fanden.

De skiltes, og Joan gik ind til sig selv. Han tændte
de to Vokslys, som han altid havde med paa Rejse, og
stillede dem paa Bordet i to smaa Stager. Saa slukkede
han den elektriske Lampe og gik i Seng.

Han laa længe — længer end to Timer, da det ban-
kede paa hans Dør.

Det var Australeren :

— Sover De? sagde han : Jeg véd ikke, men jeg kan
ikke sove. Maa jeg sidde her en lille Tid?

— Det maa De gerne, svarede Joan.

De hørte intet uden Togets Sløj — nu over en Bro,
nu over en Mark, nu forbi en ukendt Stad.

Joan rørte sig ikke. Skæret fra det gule Lys faldt hen
over hans stille Ansigt.

— Jeg synes, sagde Australeren sagte, medens han
stirrede op mod det røde Loft: at det har været saadan
en mærkelig Dag. Og dog er der ingenting sket.

Joan sagde uden at aabne sine Øjne :

— Hvad kalder De at ske, Henry? At vi drukner
med Orienttoget i en Flod eller at vi plyndres for vore
Checks af en Røver.

Han laa stille igen. Saa sagde han og aabnede Øj-
nene:

HERMAN BANG 332

— Nu rejser jeg til Danmark.

— Til Danmark? sagde Henry med et Sæt.

— Ja. D e r, hvor jeg vil spille — sidst.

— Joan, sagde Henry og havde aldrig kaldt ham ved
Fornavn før.

Men Joan talte ikke mer. Og ogsaa Australeren tav.
Ret op og ned blev han siddende foran de to Vokslys
— som paa en Vagt.

Joan Ujhåzy drejede atter Hovedet paa de danske
Statsbaners røde Puder. Akkompagnatøren havde talt til
ham.

— Hvad er der? sagde han.

Hans Hoved var tungt. Det var ham, som havde han
foran disse flade og regnfyldte Marker genoplevet sit
hele Liv.

— Vi er der straks, sagde den lille Pianist, der,
præcis som Uhret, var i Gang med at ordne og lukke,
nu som hver Dag.

— Allerede? sagde Joan og saå Stationsbyens første
Huse.

— Hvor er det, vi spiller her?

— Det er i den Kvindeforening.

— Naa.
Joan stod op :

Og det regner lidt endnu, sagde han og betragtede
Husene, som blev fler.
Saa holdt Toget.
Joan fik Kupédøren op :

— Er dette „Grænsen"? spurgte han Konduktøren,
der ikke hørte det, og han kunde ligesaa godt have sagt
„Vesten for Maanen".

En halvlille Mand stod ret ud for Kupéen med Pels-
hue paa sit Hoved.

333 DE UDEN FÆDRELAND

— Ja, dette er Grænsen, sagde den halvlille Mand
og han tog Huen af:

— Og det er maaske Hr. Ujhåzy?

— Ja, det er mig.

— Jeg er Formanden, sagde pludselig en lille Ung-
pige, der traadte frem bag den halvlille Mand, mens alt
Blod gød sig op over hendes hvide Ansigt:

— Og det er min Fa'r.

II

Joan blev, lidt forvirret, staaende paa Kupétrinnet.
Saa sagde han og kom pludselig til at le ved Synet
af det lille Ansigt, der blev rødt og rødt og rødere :

— De er ung, Frøken.
Den halvlille Fader sagde :

— Ja, men én skal jo ta'e Mod til sig, og saa blev
det min Datter.

De begyndte at gaa hen ad Perronen. Den unge Pige
gik ovre paa den anden Side af sin Fader. Alle hilste,
men den halvlille og brede Mand nikkede bare til Svar.

— Men det er jo, sagde han, at Forholdene er kun
smaa.

Og Joan, der stadig var en Smule forvirret og ikke

vidste hvorfor, sagde og tænkte paa den engagerende
Forening :

— Ja, jeg haaber da, der kommer no'en.

Den unge Pige vendte Hovedet og saa paa sin Fader.
Men han sagde kun som den, der ikke har skænket det
en Tanke:

— Jeg véd saamæn ikke. Men det gør der vel da.

— For ellers bliver det jo et Tab for Foreningen,
sagde Joan og talte til Frøkenen.

Frøken Gerda Johansen svarede ikke, men blev kun
ved at gaa seende ned i Vejen, hvor hun satte sine Fød-
der. (Hvor hendes Fødder er nydelige, tænkte Joan.)

Og Faderen gentog kun lidt efter de samme Ord :

— Men Forholdene er smaa, og saa ret ud for sig,
som vilde han maale, om Telefonpælene stod lige.

335 DE UDEN FÆDRELAND

Og de tav alle tre, mens de gik videre ad Vejen, og
Joan, der ikke vidste noget at sige, vendte sig om mod
Hans Haacke, der gik bagved med et Toilet-Etui og en
Paraply, der aldrig forlod hans Hænder, fordi de var
Gaver fra Kæresten :

— Det er Pianist Haacke, sagde han.

Og da der var blevet hilst, gik de igen videre, og igen
sagde ingen noget. Men Tjeneren, som kom bagest og
som aldrig generede sig, kunde de høre fløjte.

Men pludselig sagde Frøkenen, som fløj det fra hende
eller vilde hun give et hemmeligt Puf til nogen :

— Men Kroen er værst.

Den brede Fader vendte Hovedet ganske lidt mod
Joan og sagde :

— Det var derfor, vi havde sat et Par Stuer istand
ovre hos os . . . hvis De og Hr. Haacke vil . . .

Men Joan sagde og det kom lidt for hastigt :

— Aa Tak. Jeg skal altid hvile mig, inden jeg spiller.

— Det ka' jeg saa godt forstaa, sagde Faderen i nøje
samme Tone som den hele Tid: Jeg vilde osse kun si'e
det.

De kom ind i Bygaden, som var lang og opblødt.

— Ja, her er jo ikke brolagt, sagde Hr. Johansen, der
havde set ned paa Joans Kårnthner-Strasse-Støvler.

— Men elektrisk Lys, det har vi, lagde han til.

— Og det er vores Stolthed, sagde Frøkenen, og
pludselig lo hun og var enten lettet over, at Joan ikke
blev deres Gæst, eller vilde skjule sin Skuffelse.

— Ja, sagde Joan : alt er saa fremskredet i Dan-
mark.

— Man kalder det jo saadan, sagde Købmand Jo-
hansen.

— Men her er altsaa Grænsen? spurgte Joan.

— Ja, sagde den halvlille Fader, og der var som en
anden Tone i det ene Ord.

— Dér, sagde Frøkenen og pegede med sin Arm :
Dér gaar Grænsen.

— Her er saa Kroen, sagde Hr. Johansen og stand-

HERMAN BANG 336

sede foran en lang rød Længe, hvor Porten lignede et
Gab, der var slaaet ind af Stormen.

— Tak, sagde Joan : Saa ses vi.

— Men vi spiser Klokken halvsyv, sagde Købman-
den : hvis man ta'r 'et, som vi har 'et.

Han rakte Haanden, og Frøken Gerda rakte ogsaa
sin — en lille Haand, følte Joan. Og ved Siden af hin-
anden, stille, men ligesom begge saa sikre i Skridtene,
gik de, Fader og Datter.

Den ene Rude i Gangdøren var blæst ind, og da Joan
kom ind i den første Stue stod der et laset Billard, for-
ladt, midt paa det øde Gulv. Hans Haacke satte sig paa
en Stol og holdt Etui og Paraply mellem de skrævende
Ben — som den, hvem intet angaar, mens Tjeneren,
med sine Berlinerøjne spillende af Skadefryd, i en
tjenstlig Tone sagde, fra Døren :

— Skal jeg ringe, Hr. Greve?
Berlineren ringede.

— Der kommer ingen, sagde han og ringede igen
— da Døren fløj op, og der røg en Mandsperson ind,
som, da han saa Joan Ujhåzy, begyndte at frisere paa
et strittende Haar med sine forfjamsket udspilede Hæn-
der.

— Vi havde bestilt Værelser, sagde Joan.

— Jo, ja — og pludselig fo'r Mandsvæsenets Fingre
fra Hovedet ned til et Lommetørklæde, som han bar
om Halsen i Stedet for Flip — :

— Men vi troede, at de Herrer var bleven hos Jo-
hansen.

Joan sagde:

— Jeg ønskede at blive her.

Der blev revet en Dør op i den næste Stue („Hvor
her trækker", sagde Hans Haacke, der altid frygtede
Gigt i sine Fingre) og der lød en skinger og rap kvinde-
lig Røst gennem Rummene:

— Jensen, vis de Herrer over i Selskabslokalerne.
Kelneren, der hele Tiden ligesom løftede sig i Hof-
terne, sagde :

337 DE UDEN FÆDRELAND

*

— Ja, hvis de Herrer vil gaa over; og han gik i For-
vejen, over en Gang, ind i tre Værelser med brede og
hvidlakerede Skydedøre, der var sprukne i alle Sam-
menføjninger.

— Ja, hvis de Herrer vil vente her, sagde Kelneren
og skubbede et Par Stole frem, som var hvidlakerede
og skævtsprukne ligesom Dørene.

— Vil De saa sørge for Kufferterne, sagde Joan til
Berlineren, der gik med Kelneren.

Da de to var ude paa Gangen, sagde Opvarteren og
slog med Hovedet, mens han saa ned ad Tjeneren :

— Hvor er De fra, om man tør spørge?

— Jeg er Berliner.

— Ja, den har man jo hørt meget om, sagde Hr.
Jensen og begyndte at le uden Grund.

Der kom en Stuepige imod dem med en Bunke fug-
tige Lagener over Armen. Hun var udringet og bar Ko-
raller. Hun havde faaet sig pandekrøllet, men Baghove-
det var i nogen Uorden.

— Her skal Herrerne være, raabte hun og slog Dø-
ren op til en Stue paa første Sal.

Men Kelneren løb en Trappe højere op og smækkede
en Dør bag sig.

Berlineren stod midt i Stuen, hvor Pigen begyndte
at lægge Lagener paa en blaa Seng, bemalet med gule
Arabesker.

— Her maa lægges i, sagde Berlineren, som bagfra
tog et Skøn over den kvindelige Betjening.

— Ja, det skulde der, sagde Jomfruen og slog med
et Par røde Labber paa Lagenerne: Men Kakkelovnen
har de revet ned, og Varmen (hun pegede over paa no-
get Jernsprinkelværk, der løb langs Vinduskarmen) har
de aldrig faaet færdig. Men vi ka' jo slæve Petroleums-
ovnen derind til Herrerne.

Inde i Selskabslokalet sad Hans Haacke stadig med
Toilet-Etuiet paa sine runde Knæ :

— Naar er det? sagde han ud i Luften.

— Vel Klokken otte, svarede Joan, der stod og saa

H. B. V 22

HERMAN BANG 338

paa nogle blaa Fajancekrukker, der pyntede paa de hvi-
de Hylder langs Væggen.

— Hvor? spurgte Hans Haacke igen og atter ud i
Luften.

— Her, svarede Joan og saå, at Fajancekrukkerne
var af Træ.

Hans Haacke sad lidt, før han sagde ;

— Indbød de Folk Dem ikke?

— Jo, svarede Joan og saå igen den lille Formand-
inde for sig, som hun var dukket frem der paa Bane-
gaarden :

— Hun var køn.

— Jeg saå hende ikke, sagde Hans Haacke.

Joan kom til at le og vidste ikke selv, om det var
ved Tanken om den lille Frøkens røde Ansigt eller ad
Hans Haacke.

— Nej, Haacke, sagde han: For De ser aldrig no'et.

— Der er heller ingenting at se, sagde Haacke og
sad som før.

Døren gik, og Berlineren kom ind for at sige, at der
var færdigt:

— For saa vidt, lagde han til.

Joan og Haacke gik ud, og paa Trappen mødte de
Kelner Jensen, der, ved Hjælp af meget Vand og man-
ge Vokstumper, var bleven skilt i Panden og saå ud,
som havde han et Par Valke i sit Haar.

Jomfruen raabte inde fra et Værelse:

— Jensen, her ska' den anden være; og Pigen kom
frem i Døren til et Rum, hvor Bohavet var en brunbej-
set Seng med to store Dyner.

— Ja, det er her, Herre, sagde Hr. Jensen, der
havde faaet fat i Petroleumsovnen, som han slæbte ind
til Joan.

— Ja, Herren ser til Vinduerne, sagde han : jeg
plejer saamæn osse at stoppe dem til med lidt Papir . . .
For det er jo rædsomt, som Huset har givet sig. Men
det blev jo bygget paa en Eng, som man si'er, da Byen
kom op. Men saa maatte jo Thomsen gaa fra 'et a', før

339 DE UDEN FÆDRELAND

det blev færdig mongteret, og alle Møbler var tegnet i
København.

— Og Olesen sidder jo smaat ved 'et, saa nu er 'et
jo, li'esom det forfalder.

— Nu ska' jeg ! ... Hr. Jensen fløj til Vinduet, som
Joan vilde trække fastere til.

— Tak, sagde Joan.

Men Hr. Jensen blev ved at snakke, mens han uaf-
ladelig fingererede ved sit bløde Skjortebryst, der var
saa tyndslidt, at man saa hans nøgne Bryst igennem
det.

— Men Salen er nydelig, sagde han : hvor Herren
skal spille . . . For den blev jo færdig, før Thomsen
gik fra 'et a', og det er jo osse Salen, som bærer For-
retningen.

— Hvordan? sagde Joan, der gned sine Negle med
Cream.

— Gud jo, vi har jo saa mange Slags Forsamlinger
her paa Egnen, som man si'er, og Foredrag — mens
Hr. Jensen talte, førte han Haarvalkene frem og tilbage
i smaa Stød som en kælen Ged — det er jo en oplyst
Egn, og Landboerne er, ved Gud, med, som man si'er
. . . skønt det er for en anden En svært, naar' man er
anderledes vant til mer . . .

— Jeg er jo fra København.

— Og saa er 'et jo enligt paa alle Maader.

— Ja, sagde Joan, der var færdig med Neglene.

— Og man havde jo osse tænkt sig no'et andet,
sagde Hr. Jensen :

— Jeg synger jo Tenor, og mine Tanker var jo
Theatret.

— Theatret er manges Tanker her i Landet, sagde Joan.
Hr. Jensen smilede :

— Ja, sagde han: og Landet er lille, saa alle kan
ikke komme til. Men det ligger vel saadan i Naturen,
og Befolkningen er jo oplyst.

Joan stod og saa ud ad Vinduet. Telefonstang efter
Telefonstang strakte sig frem ad den lange Gade.

22*

HERMAN BANG 340

Men vi troede jo, Herrerne blev hos Johansens,
sagde Hr. Jensen som en Slags Afslutning:

— Det er jo et yndigt Hus hos Johansens . . . men
Hr. Johansen er da osse saadan Ordfører for det Hele.

— Men Herren gaar der vel paa Visit, sagde Hr.
Jensen, der endelig bekvemmede sig til at flytte sine
stramtindfattede Ben henimod Døren.

Joan vendte sig. Petroleumsovnen oste, saa det stank
i hele Værelset.

— Ja, sagde han uden at tænke over det.

— Vil De kalde paa min Tjener.
Hr. Jensen gik.

Joan lagde sig paa Sofaen. Det tegnede Møbel egnede
sig ikke rigtig til at ligge paa. Og Petroleumsovnen blev
ved at ose. Men hvis han slukkede den, vilde der vel
blive saa koldt, at han vilde blive stiv i sine Fingre.

Joan laa og stirrede ud i Stuen. Ruden i Døren var
itu og klinket sammen med noget Papir, hvorpaa der
stod „Folketidende". Her i Huset hjalp man paa alle
Skader med Trykpapir.

Da Berlineren kom ind, satte Joan op fra Sofaen med
et Sæt, og hans Cheviotsjakke blev hængende i et af
Kunstsømmene, med hvilket Betrækket var slaaet paa :

— Nej, sagde han : her bli'er altfor koldt. Gaa over
til de Johansens og sig, at jeg be'er om at være d e r en
Timestid. Hvor er Haacke?

— Hr. Haacke har lagt sig.

— Naa.
Berlineren stod lidt.

— Her i Huse^t er der heller ikke anden Maade,
sagde han. Her maa Menneskeslægten sprælle mellem
Lagenerne for at holde Varmen.

— Ja, saa gaar jeg, sluttede han.

Da Joan lidt efter gik ud af Hotelporten, rullede der
ham en Landauer forbi. Der sad en ung, sværtbygget
Herre paa Forsædet. Joan vendte Hovedet og saa efter
Herrens Ansigt, som skulde han have kendt ham.

Saa skraaede han over Vejen til Købmand Johansens

341 DE UDEN FÆDRELAND

røde Hus. Der var intet Navn og intet Skilt. Den store
Længe laa bredt og haardt paa Jorden.

Joan gik ind i Butikken, hvor en Svend uden Næse
stod bag en lang og ridset Disk, og han spurgte, om
det var her, man gik op til Hr. Johansen. Svenden hav-
de allerede aabnet en Klap og sagt — Joan havde Fø-
lelsen af, at Mennesket blev helt svedt — :

— Jo, De ka' gaa denne Vej — da der kom en blond-
skægget Herre ind ad en Dør :

— Bevar's, nej, vil Herren gaa med mig, sagde han.
Og han førte Joan ud paa Gaden igen og ind ad Por-
ten, Trappen var fuld af Blomster.

— Værsaagod, sagde den blonde Herre, det er der-
oppe.

Da Joan kom op ad Trappen, aabnede den lille Frø-
ken selv Døren lige ind til Stuerne:

— Velkommen, sagde hun og gav Joan et Haandtryk
lige til Tommelroden.

— Vi tænkte jo nok, der var for slemt paa vores
Kro. Uh, der er saa fælt. Men her er der ingen, som
skal forstyrre Dem. Nu lukker vi blot her (og hun be-
gyndte at lukke Fløjdørene til de andre Stuer som den,
der gør noget, som længe har været bestemt) og der-
inde er der et Sovekammer.

Hun saå et lille Nu ud over Stuen og gik. Joan vilde
have sagt noget, undskyldt sig: Men hun var gaaet —
gennem Fløjdøren, som hun lukkede.

Joan kom til at smile, som han stod: Her kunde man
vist være i Fred. Hvor det var rart. Han blev ved at
smile (saa kønt sikker hun var, den lille Formand-
Frøken) mens han gik rundt om Bordet under Hænge-
lampen. Det var forstørrede Fotografier alle de Bille-
der, baade over Sofaen og over Klaveret, med graa
Kartoner og i sorte Rammer. Nogle stærke Ansigter
og Mændene med Landsbyhalsbind lige op til Hagen.
Det Ansigt var mærkeligt. Ja, hvad var det dog, det
mindede ham om, de Øjne og den Bygning af Panden?
Hvad var det, hvor var det dog? Hvem var det? Jo,

HERMAN BANG 342

det var hende, Værtinden i det gyldne Horn, hun i
Montreuil . . . naar hun sad foran Ilden i sit Køkken
om Aftenen. Det var de Øjne.

— Fortæl mer, sagde hun altid: fortæl mer.

Og Joan maatte blive ved at fortælle, mens den
Gamle sad med de sære Øjne (ja, det var de samme
Øjne) vendte mod Ilden.

— Men hvorfor rejser De ikke selv til Paris, Mme
Chabou? havde han sagt.

Men den Gamle havde svaret:

— Her rejser man ikke. Her bliver man siddende.
Jeg har bygget Hus, hvor jeg var. Men tænke har man
Lov til.

Og til langt ud paa Aftenen maatte han sidde og for-
tælle Mo'r Chabou om de store Byer og de vide Lande.

— Ja, Herre, sagde den Gamle : Verden er stor.

— Stor og lille, Mme Chabou.

Men hun saå paa ham med sine altfor store Øjne :

— Stor for den, som ikke kender den, sagde hun.

. . . Joan var bleven staaende foran Billedet. Da han
vilde gaa videre, var han lige ved at vælte en Flaske
Eau de Cologne, som stod paa et lille Bord. Flasken
svajede, men han reddede den. Den Stol var magelig.
Alle Møbler var egentlig nye men dog saå de ud, som de
havde staaet i Stuen længe. Der var tre Hylder under
det lille Bord — aa, det var Albummerne.

Joan tog det ene og slog det op.

Dér var hun igen, paa det allerførste Blad. „Bonde-
konen" fra Væggen. Ja. Men dette lille Billede var
bedre. Hvor de Øjne herskede i det Ansigt. Men Mun-
den lignede en voldsom Streg over Hagen. Joan vendte
Bladet. Det var igen de samme Billeder som paa Væg-
gene. Ja. Og alle Øjnene lignede den Gamles. Men
Ansigterne blev smallere, den Hage var ikke nær saa
bestemt. Og det var, som Øjnene voksede. Hos den
unge Pige var det, som var der slet ikke andet end
Øjne. Og Munden, den var blevet fyldig med svajede
Læber. Joan slog uvilkaarlig om igen til det første Blad.

343 DE UDEN FÆDRELAND

Hun, den Gamle, havde brændt sine Øjne ned gen-
nem Slægten . . .

Og, det var sandt, den lille Frøken Formand havde
haft det samme Blik før, det Nu, hun stod og saå ud
over Stuen.

Den Gamle var altsaa — og Joan blev ved at blade
i Albummet — Oldemoderen. Og der var Bedste-
moderen med Guldbroche og i den Damaskes Kjole.
Men det var Moderen, hun, med den lille Udringning
og Medaillonen om Halsen.

Jo, Øjnene var nok de samme. Men Udtrykket i dem
havde skiftet. Hos den unge Pige (dér var hun igen
med Studenterhue) var der ikke blevet andet end Fe-
ber tilbage i Blikket . . .

Hm, alle de næste Billeder, det var nok Faderens
Familie. Det var nogle rigtig rare blonde og hyggelige
Personer . . . Han dér lignede den Mejerist, som de
for ti Aar siden havde faaet ned paa Øen, da hans Fa-
der vilde indrette Mejeriet. Han klagede altid over, at
man aldrig kunde faa et rigtigt Glas 01, og han digtede
Vers i en Poesibog — „hvis Hr. Greven maaske vilde
læse dem".

Der gik en Dør i Huset, og Joan slog uvilkaarlig Al-
bummet i.

Han rejste sig og gik hen mod Klaveret.

Hvad var det? Det var virkelig en Fotogravure —
efter Corot: sørgmodige og mørke Corot'ske Træer.

Og dér i Vinduskarmen hang der ogsaa et Par. Det
var sært at tænke, hvordan de var kommet her. Det
der, deroppe — og Joan bøjede sig frem for at se —
det var, ja, det var „Le Crépuscule" .

Joan blev staaende og, uden at han vidste det, førte
han Haanden hen over sine Øjne. Det var mærkeligt,
han havde kunnet glemme, at det idag var hans Moders
Fødselsdag. Det var dog første Gang han havde glemt
den — alle de Aar . . .

Han huskede godt, hans Fa'r havde taget „Le Cré-
puscule" bort fra dets Plads ved Kakkelovnen, straks

HERMAN BANG 344

efter at Mo'r var død, og han havde hængt det op i sin
Stue over sit Skrivebord . . .

Maaske var der noget „dansk" ved det franske Bil-
lede — ved det Tusmørke.

Mo'ren sad saa tit og stirrede paa det — ind i dets
Skumring, der lukker sig.

Joan drejede sit Ansigt. Han kunde gennem Kroens
sidste Vindu se lige ind i et Værelse. Kelner Jensen
stod midt paa Gulvet og drejede og svajede sin Skabe-
lon — aa, han stod foran et Spejl.

Joan løftede sine Øjne: Kro-Gavlen var blevet lidt
vind. „Hotel Danmark" læste Joan. Det stod med Rødt
paa Hvidt. Men et Par af Bogstaverne var blevet en
Smule ufuldstændige, fordi Kalken var faldet ned. Joan
blev ved at fæste Øjnene paa det Rødt paa Hvidt, til
han lod dem glide ned over Huset. Kelneren stod sta-
dig og udspejdede sig selv, forfra og bagfra, foran sit
Spejl.

Men Joans Øjne gled videre ned over „Danmark" :

Der var Hængsler i den Aabning, der skulde have
været Port — fire store nøgne Hængsler . . .

Naar Joan kom hjem, vilde han flytte op i sin Fa'rs
Stuer. Han vilde stille Flygelet dér, hvor Fa'rs Arbejds-
bord stod. De Værelser laa ogsaa mod Nord. Hvor lidt
han egentlig havde kendt til sin Fa'r og vidst om ham.
Men han havde jo ogsaa altid talt saa lidt, hans Fa'r.
Der var de Aar, da han altid læste, tidlig og sildig —
alle de brogede Bøger, Lægers Værker og Filosoffer og
„Erindringer", læste og læste.

Joan kunde huske en Gang i en Ferie, han kom ind
i Faderens Stue:

— Her sidder Du, Papa, hele Dagen, havde han
sagt: Skulde vi ikke rejse lidt? Vi kunde dog tage ud
til Constanza . . .

— Du kan rejse, sagde Faderen.

— Ja, men Du? Du sidder her og læser og læser . . .

— Ja — og Faderen stirrede igen paa sin Bog —
Tiden skal jo gaa, sagde han :

345 DE UDEN FÆDRELAND

— Og desuden kunde man maaske finde en Forkla-
ring.

— En Forklaring? havde Joan spurgt.

— Ja, svarede Faderen : en Forklaring paa Menings-
løsheden.

Og Faderen var blevet ved at læse.

Men de sidste Aar læste han heller ikke. Han red
og red kun, Morgen og Eftermiddag, om Formiddagen
og naar Solen var gaaet ned, red han alene, Øen rundt,
som red han i en evig Kreds. Og nu var han død,
alene.

Joan vidste ikke selv, at han havde vendt sit Ansigt
og atter stirrede ind i Corots Skumring.

Saa højt hans Fa'r alligevel maatte have elsket hans
Mo'r. Men Mo'r — hun havde altid været som En,
hvem Blodet langsomt, ganske langsomt randt ud af,
til hun var død . . . den Dag. Hvor han huskede hendes
Dødsdag, og han havde dog været saa lille. Han var
løbet gennem Huset om til alle og vilde holde dem i
Haanden og havde spurgt og spurgt: Hvorfor, hvorfor
er Mo'r død?

Joan gik atter bort fra Vinduet — gaaende forbi
Møblerne, instinktmæssig og uden at se dem, som havde
han gaaet der længe.

Der laa et Ugeblad. Det var „Illustreret Tidende" for
i Søndags. Det havde han ikke set.

Joan lukkede Bladet op.

— Aa, dér var hans Billede — det Billede, som
Blade altid bragte.

Det bankede.

— Kom, sagde Joan og stod endnu med „Tidenden"
i sin Haand.

Det var den lille Frøken, som bar en Bakke:

— Jeg vilde blot bringe lidt The, sagde hun med sin
meget rolige Stemme og, mens hun satte Bakken, lagde
hun til, med et ganske lille Smil :

— Ja, dér er Deres Billede.

Joan sagde og slap Bladet lidt hastigt :

HERMAN BANG 346

— Jeg har siddet og set i Deres Albummer, Frøken.
Frøkenen bredte en lille Thedug over Bordtæppet.

Hendes Haar var flettet som en Krans, der var stukket
en Sølvnaal igennem.

— Det har ikke kunnet more Dem, sagde hun : det
er kun min Familie.

— Tværtimod. Den gamle (Joan søgte et Øjeblik
om Ordet og sagde saa) den gamle Dame har et dejligt
Ansigt.

Frøkenen saa op et Nu :

— Synes De?

— Men det Billede paa Væggen, sagde Joan, der tog
Albummet: det er ikke saa godt . . .

— Nej — og hun blev ved med sine rolige Bevæ-
gelser at ordne Bordet — det er jo ogsaa kun forstørret.

Joan saa ind i Albummet:

— Men her er Ansigtet dejligt, sagde han.
Frøkenen var blevet ved at ordne Bordet:

— Jeg véd ikke, om Theen skal være stærk, sagde
hun og talte stadig i samme stille, sikre Tone.

— Jo, Tak, sagde han og kom til at smile : jeg drik-
ker den stærk.

— Det tænkte jeg nok, sagde Frøkenen, og ogsaa
hun smilede et Øjeblik : Naar den saa bare er god nok.
Det er saa svært at faa god The paa Landet, selv om
vi selv har Forretningen.

Joan havde set fra den Gamles Billede op paa Frø-
kenens Ansigt : det var næsten ubevægeligt i sin rolige
Nydelighed :

— Vi Bønder forstaar os forresten ikke paa The,
sagde hun.

Men nu, hvor hun skænkede, saa Joan og vidste ikke,
hvorfor han følte noget som en pludselig Glæde, at hun
skælvede paa Haanden, saa hun næsten ikke kunde
skænke.

Og lidt hurtigt sagde han :

— Skal De ikke selv drikke The, Frøken?

— Jeg vil ikke forstyrre, sagde hun.

347 DE UDEN FÆDRELAND

— Aa, det gør De ikke. Tværtimod — saa har jeg
mindre Tid til at være angst:

— Angst?

— Ja.

— For at spille for os, der ikke har gjort andet end
glæde os alle de tre Uger.

Joan havde rejst sig, tagen af den Uro, der altid greb
ham før en Koncert, naar han tænkte paa at skulle
spille.

— Netop derfor, Frøken, sagde han, og med et Blik
rundt i Stuen lagde han til :

— Jeg vilde virkelig saa gerne spille godt her.

— Ja, saa henter jeg mig en Kop, sagde hun og gik.
Da hun var gaaet, tænkte Joan og vidste ikke selv

hvorfor: de Folk maa være meget velhavende.

Da Frøkenen kom ind igen, sagde hun og pegede paa
det opslagne Album:

— Det er Oldemo'r, sagde hun, og det var, som
hendes Stemme var blevet højere eller anderledes.

— Og det, sagde Joan og fulgte Billederne, er De-
res Bedstemoder.

— Ja, sagde hun og lo.

— Og det er Deres Mo'r .... og det er Deres Sø-
ster.

— Ja.

— Deres Søster studerer? Hun er Student ...

— Ja — og hun tøvede et Øjeblik, mens Stemmen
atter skiftede — min Søster er Student.

— Og det er min Broder, sagde hun og det var, som
tog hun Vejret: og saa er der ikke fler.

— Deres Broder, hvor er han? spurgte Joan.
Hun drak af sin The :

— Min Broder skal jo ha'e Forretningen . . . han er
i Vejle.

— I Vejle, gentog Joan.

Slaaet ved hans Tonefald sagde hun hurtigere :

— Aa ja, er der ikke dejligt i Vejle? Jeg synes, det
er det dejligste Sted . . . saa blaat og grønt der er.

HERMAN BANG 348

— Jeg har aldrig set det ved Sommer, sagde Joan.

— Ja, men det skulde De . . . jeg kommer jo saa tit
til Vejle. Træerne ved Vejle de holder sig saa længe —
og der er saa blankt ved Vejle. Saa ligger vi tit i en
Baad, naar vi har spist paa Munkebjerg.

Joan sagde :

— Min Mo'r var født i Vejle.
Der gik et Nu.

— Var det i Vejle? sagde hun og talte sagtere.

— Ja, i Vejle, gentog Joan, og hans Stemme var
meget lav.

Og smittet af noget i hans Stemme sagde hun næsten
i samme Tone :

— Og saa kom hun til at rejse saa langt?
Joan saa paa én Gang paa hende:

— Ja, langt, sagde han.

Men maaske for at ændre Stemningen sagde hun og
talte lidt afbrudt, men muntert:

— Men der er nu ogsaa dejligt om Vinteren. Der
er, synes jeg, saa levende altid i Vejle ... og Folk, de
saadan træder til og taler højt i Gaderne . . . Jeg hol-
der nu næsten mer af Vejle end af København.

— End af København?

— Ja, det er maaske fordi København er for stor
for saadan En fra Landet . . . eller jeg véd ikke, ikke
stor nok.

— Ikke stor nok?

Joan saa paa hendes lille Ansigt, der pludseligt blev
rødt og rødere — som paa Stationen :

— Ja, jeg har da aldrig set en større .... Men man
tænker sig dog saa meget, naar man prøver at forestille
sig en stor By . . .

— Ja.

De tav, og hendes Ansigt var atter blevet blegt.

— De har set alle Byer, sagde hun.

— Mange, sagde Joan : Og alle Byer ligner hin-
anden.

Hun vendte sit Ansigt:

349 DE UDEN FÆDRELAND

— Gør de?

Hun bøjede atter Hovedet :

— Men De har dog set dem, sagde hun, og hun
føjede til, med et Smil, der sitrede lidt om hendes
Mund : De fleste faar dem aldrig at se.

Men atter skiftende sagde hun:

— Men min Broder har set meget — de Aar, han
var til Søs.

— Har han været til Søs?

— Ja, tre Aar. Men saa skulde han jo ha' Forret-
ningen, og maaske havde han heller ikke rigtig Mod,
jeg véd ikke, til at blive ved Søen.

Der var stille lidt, til Joan spurgte, blot for at sige
noget :

— Hvor var han da?

— Han var i Kalifornien — hun udtalte Navnet saa
langt, saa det blev som saa meget fjernt — og i Shang-
hai.

— Der skal være meget smukt i The settlement i
Shanghai, sagde Joan.

Og pludselig spurgte han :

— Hvad hedder De egentlig, Frøken?

— Hvad jeg hedder — og hun lo, mens hun gjorde
nogle smaa Bevægelser med sine Hænder op i Luften
— jeg hedder Gerda.

— Gerda, sagde Joan og gentog det: Det er nemt at
sige.

— Ja — og Gerda blev ved at le — : og Deres Navn
er der ingen, som kan sige. Vi har øvet os og øvet os
paa det. Men vi vidste jo slet ikke, hvordan det skulde
siges.

— Joan, sagde han : Joan, sig det.

— Joan.

— Joan, gentog Frøken Gerda.
Men han gav sig til at le :

— De siger det li'esom Ane.
Frøken Gerda lo :

— Ane, hvem er det?

HERMAN BANG 350

— Det er min gamle Pige . . . hun er ogsaa fra
Vejle.

— De er alle fra Vejle, sagde Gerda og smilede.
-Ja.

Og pludselig strakte Joan Haanden frem og slog an
paa Klaveret:

„I Vejle er jeg født,

dér har jeg hjemme . . ."

— Aa, at De kan vore Sange, det er dejligt. . .
Joans Hænder faldt bort fra Tangenterne:

— Den sang jo min Mo'r.
Gerda havde rejst sig.

— Ane fulgte med Moder derned, sagde Joan.

— Til Deres Fædreland.
Joan sad stille.

— Det er Ungarn, sagde Gerda og talte lavt ligesom
han: der skal være saa smukt i Ungarn. Jeg havde en
Fætter, der havde været i Ungarn.

Joan havde flyttet sig over paa Klavérstolen :

— Hvad vilde De da helst se af Verden — spurgte
han.

— Helst? hun gentog Ordet meget langsomt, og
gennem Skumringen, der var begyndt at falde i Stuen,
saa han hendes altfor store Øjne, der ligesom søgte
gennem Rummet.

— Helst Bjergene.
Joan sagde:

— Ved mit Hjem er der Bjerge.

— Er der?
Det hørtes knap.

Joan vendte sig paa Klavérstolen :

— Og naar De saa ikke er i Vejle eller i Køben-
havn, saa sidder De her?

Gerda havde sat sig, lidt langt borte fra ham, i en
Stol ved Vinduet:

— Ja, nu maa jeg jo være hos Fa'r, nu, han kun
har mig.

— Men saa kommer Deres Søster hjem i Ferierne....

351 DE UDEN FÆDRELAND

Der var stille et Øjeblik. Saa sagde Gerda:

— Min Søster er død.

— Død? Det havde uvilkaarlig givet et Sæt i Joan.

— Ja, ifjor.

Hun rejste sig igen ;

— Men nu skal jeg vist ha'e Theen ud.

— Hvorfor?

Hun svarede ikke, men samlede kun Thetøjet sam-
men:

— Skal jeg ikke tænde Lampen?

— Aa nej, jeg sidder gerne i Mørkning. Mørkningen
er lang i Danmark.

— Ja, Aa, det er min bedste Tid.
Og hun lo igen :

— For saa skal man ikke bestille noget.

— Hvad bestiller De da, Frøken Gerda?

— Jeg, Grev Ujhåzy — og hun lo paa Navnet, som
hun ikke kunde sige.

— Ujhåzy, rettede Joan.

— Ujhåzy, stavede Gerda.
Joan lo :

— Nu var det næsten rigtigt.

— Ja, næsten, sagde Gerda, der stod med Bakken.

— Men hvad bestiller De saa, Frøken Gerda?

— Jeg bestiller meget. Jeg har jo Husførelsen —
hun skød Munden lidt frem — - og saa skal jeg føre no-
get af Bøgerne. Det er Bestyreren, der siger, at jeg for
Fa'rs Skyld skal ta'e Del i Forretningen . . .

— Bestyreren . . hvem er Bestyreren?

— Det er den Herre, som viste Dem herop.
Pludselig sagde Joan, med en Slags Mandfolke-In-

kvisition :

— Han var net.
Gerda svarede :

— Han har været her to Aar. Fa'r kan jo ikke ha'e
med Butikken at gøre, naar han har baade Trælasten . . .
og Vinhandelen.

Hun aabnede Døren. Inde i den anden Stue var der

HERMAN BANG 352

tændt, saa Lyset faldt ind over Joan, som han stod, og
Frøkenen sagde og saa paa ham i Skæret:

— Jeg kan slet ikke tænke mig, at De virkelig er
kommen . . .

— Jo, sagde Joan : nu staar jeg her.
Paa én Gang nejede Frøken Gerda:

— Ja, sagde hun hastig og igen blev hun rød : Tak
for nu.

Og hun lukkede Døren.

Joan blev staaende lænet til Dørstolpen : Saa blødt
dog Dansk var, Tonefaldet. Det havde saa tit, i de
Aar, syntes han, ligget inde i hans Hoved som en Me-
lodi, han ikke kunde komme rigtig paa, en Visemelodi,
han halvt havde glemt.

Men han havde handlet dÆmt nu, hvor han alligevel
havde villet til Danmark. Han skulde straks fra den
første Dag have været sammen med rigtige Mennesker.
Og han havde bare været sammen med Kunstnere,
som lignede alle andre Verdens Kunstnere. De var
bare fattigere og mere slidte i Kanterne, og deres Ko-
ner gik med skraaede Kjoler. Joan kom til at smile —
hans Tanker sprang saadan som altid, naar han var lidt
glad — og han tænkte paa Festen i København. Det
havde været saa venligt af de Folk at indbyde ham til
den Fest. Mændene sad, med deres Halvlærreds skæve
Skjorter, som de, der sjældent kommer til Festbords,
og var de kommen der, vilde de skam spise for Pen-
gene. Men Fruerne sad, med hule Øjne og Granat-
baand om de udpinte Halse, aandsfraværende og kram-
mede om de vaskede Handsker. „Aa ja, Hr. Greve,"
havde Joans Dame sagt straks, de kom til Bords (hun
lignede en Seniliakaktus i Hovedet, saadan flød hendes
Isse med Haartotter), „man bliver saa forvirret og saa
forvildet i Øjnene, naar man først skal ha'e sine Fem
til Sengs og saa i Tøjet." Kunstnerfruerne havde lignet
Garnisonsdamerne i Orséwa i de Aar, Regeringen ikke
udbetalte Officerslønninger. Men hun var blevet ved at
tale, hans Dame: „Ja, undskyld, undskyld, jeg véd det

353 DE UDEN FÆDRELAND

saa godt, at jeg bomrer i mit Tyske. Man har dog stu-
deret i Leipzig, men man glemmer, og gør man først
den Dumhed at gifte sig, gaar jo Ens Kunst og det bli-
ver Huset det Hele, skønt nogen, der takker, er der
saamæn ikke" . . .

Og pludselig havde hun gnedet sig ned over begge
de udstaaende Kindben og sagt:

— Ja, hvad mener nu egentlig De, saadan en Be-
rømthed, om Livet?

.... Joan blev ved at smile, mens han gik hen over
Gulvet :

— Nej, saadan i Sprog havde de egentlig ikke de-
res Styrke i Danmark. De rejste vel ikke. Man blev
hjemme, her i Danmark. Hans Moder havde heller al-
drig rigtig kunnet lære Ungarsk. Hans Fader havde altid
talt Dansk med hende. Hvor godt han huskede hendes
Stemme. Den var ogsaa saa ganske stille og ligesom
halvbange.

Joan havde sat sig ved Klaveret. En Melodi gled
langsomt frem under hans Hænder .... hvordan var
nu Ordene, de Ord? Hans Mo'r sagde dem saa tit, naar
Joan, han sang dem, alle Melodierne, foran den sorte
Kakkelovn med Fødderne:

Og Maanedsdagen . . .
Maanedsdagen ....

Joans Hænder slap Tangenterne . . .

De havde tændt et Par Lygter paa Gaden. Deres
Skær faldt gennem Vinduernes Blomster ind over alle
Billeder. Saa stille her var. Han hørte Fodgængernes
langsomme Skridt paa Gaden. Nu gik de vel hjem fra
Arbejdet og fra Markerne.

Joan blev ved at søge om de Ord :

Men Maanedsdagen derefter
laa han i sorten Muld.

Hans Mo'r havde saa tit sat sig hen ved Vinduet om
Aftenen, med Hænderne op under Hagen, og stirret ud.

H. B. V 23

HERMAN BANG 354

— Hvad ser Du dog efter, Maria? havde hans Fa'r
spurgt.

— Jeg ser hjem.

Nej, nej, han fandt det ikke .... hvordan det var:

Men det var sig Ridder Hr. Aage,
det var Ridder Hr. Aage . . .

Men den lille Frøken maatte vide det. Hun vidste det
naturligvis.

Joan rejste sig og bankede paa, før han aabnede Dø-
ren. Der stod en Dame inde i den inderste Stue, under
Lampen. Hun vendte sig, hun havde saadan et benet
Ansigt.

— Undskyld, sagde Joan. Men er Frøkenen her ikke?

— Nu skal jeg kalde, svarede Damen og flyttede sin
knoklede Figur.

— Aa, Frøken, sagde Joan, da Gerda kom ind —
Døren lod hun staa, saa Lampernes Lys faldt ind over
Klaveret — :

— Det var en Melodi, der faldt mig ind . . . men jeg
kan ikke komme paa Ordene . . .

Og han slog atter an :

Det er Ridder Aage.

— Det var Ridder Hr. Aage, sagde hun.

— Ja.

— Aage, rettede hun og lo et Nu.

— Aage, sagde Joan, og der kom et Smil over
Navnet: det har jeg aldrig kunnet sige.

— Aage, gentog hun og aabnede Munden vidt:

Det var Ridder Hr. Aage,
han red sig under 0.

— Ja, sagde Joan, der fulgte hendes langsomme
Stemme paa Tasterne :

Fæsted han Jomfru Else,
hun var saa væn en Mø.

Joan blev ved at spille, mens Frøken Gerda halv-
sang:

355 DE UDEN FÆDRELAND

Fæsted han Jomfru Else,
alt med hin røden Guld.
Maanedsdagen derefter
laa han i sorten Muld.

Der var tyst et Nu. Saa sagde Frøken Gerda :

— Det er en sørgelig Sang.

— Ja, sagde Joan.

Hans Hænder laa endnu paa Tasterne. Fodgængernes
Trin lød op fra Vejen.

— Hvor der er stille her, sagde Joan.

— Ja.

Joan spillede igen.

— Det var min Mo'r, der sang den saa tit.
Gerda svarede ikke, og ingen af dem talte.

Saa sagde Frøken Gerda og hendes Stemme lød højere :

— Nu skal jeg tænde Lampen.

Joan rejste sig og saa paa hendes Hænder, mens hun
tændte. Saa sagde han og stirrede ind i Lampen — og
han talte i samme Tone som før — :

— Det er min Mo'rs Fødselsdag i Dag.

— Det var underligt, at jeg netop idag .... skulde
komme her.

Hun holdt Kuplen i sin Haand:

— Ja, sagde hun i samme Tonefald som han: det
var underligt.

Hun satte Kuplen paa — og maaske ved en Tanke-
forbindelse, maaske ogsaa blot for at sprede hans Sind
— sagde hun muntert:

— Nu skal De se Stedet, hvor jeg er født ... det er
ikke stort.

Og hun lo.

Hun tog et Fotografi ned af Væggen — med et me-
get lille Hus : kun fire Fag og en Gadedør.

— Og de to Vinduer var Butikken, sagde hun.
Hun pegede paa Billedet:

— Det er min Mo'r, sagde hun : og det er mig, hun
har paa Skødet.

— Og dér er Deres Søster, sagde Joan.

23»

HERMAN BANG 356

Lidt hastigt svarede hun :

— Ja, det er min Søster.
Og hun blev ved :

— Min Mo'r var jo saa ung, da hun døde — lige, da
vi var kommen herover i det nye Hus. Hun havde
længtes saadan efter at komme herover, siger Fa'r. Men
saa døde hun — bare fire Maaneder efter.

Joan talte ikke.

Og Bedstemo'r var ogsaa død som ung. Men Olde-
mo'r hun levede dem alle over. Hun levede, til jeg var
ni Aar.

— Saa var hun gammel, sagde Joan og smilede uden
at vide hvorfor.

Ogsaa Frøken Gerda smilede :

— Ja, hun var tre og halvfems Aar, sagde hun : Og
hun gik i Forretningen til den sidste Dag.

Hun hængte Billedet hen :

— ■ Men saa kom Faster i Huset.

— Det er Deres Faster, sagde Joan og bøjede Hove-
det hen mod Stuerne.

— Ja, det er Faster.
Joan lo:

— Hun ligner Ane, sagde han.

— Gør hun? Faster er saa rar.

Men Joan blev ved at le, næsten som vilde han drille
hende :

— Men hun ligner Ane, sagde han.
Og et Nu efter sagde han :

— Aa, jeg vil telegrafere til Ane. Saa glæder jeg
hende.

— Hvor er Telegrafstationen?

— Den er ved Banen, men Karlen kan gaa med det.

— Nej, jeg vil gaa selv.

— Det er lige ved Banen, sagde Frøken Gerda:
Men jeg kan følge Dem.

— Vil De?

— Ja, saa gerne.

— Men først vil jeg sprøjte. Hun tog en Rafraichis-

357 DE UDEN FÆDRELAND

seur og sprøjtede Eau de Cologne rundt i Stuen, mens
Joan lo.

— Hvorfor gør De dog det?

— Jo, for Luften bliver saa daarlig.
Hun blev ved at sprøjte :

— Det gør den altid i et Hus, hvor der er Butik.

— Faster, raabte hun ind i Stuerne i vi skal paa
Banen.

Og en Hat tog hun paa og en Kaabe, og Joan kunde
ikke komme til at hjælpe hende.

De kom ned ad Trappen, og hun aabnede en Dør og
raabte ind :

— Jeg gaar kun ned til Banen.

— Det er til Fa'r. Han vil altid vide, hvor jeg er.
Han er blevet saa ængstelig i det sidste Aar . . .

De var kommen ud paa Gaden. Joan vendte sig et
Øjeblik : det var Bestyreren, der stod i Butiksdøren.

— Dér stod Bestyreren, sagde Joan.

— Saa? sagde Frøkenen, og de gik til.

— Det er den samme Vej, De kom.

— Men nu er den kønnere, sagde Joan.

— Ja, sagde hun og saa op i Lamperne, der var
spændt over Vejen : for nu er her elektrisk Lys.

— Det er vores Stolthed, det elektriske Lys.

Hun saa rundt paa de røde Huse langs Vejen og
hun lo igen :

— Men der er næsten ingen, der bruger det, for de
har ikke Raad.

— Og vi bruger det heller ikke. For vi kan ikke ha'e
det i Stuerne, uden vi ogsaa skulde ha'e det i Butik-
ken ... Og Fa'r vil ikke ha'e det i Butikken.

— Men hvorfor?

— Nej — og hun blev ved at le — for han si'er, at
saa billige Varer som dem, vi maa sælge her, dem skal
Kunderne ikke se for godt.

— Deres Fa'r er klog, sagde Joan og lo.

— Ja, sagde Frøkenen og nikkede, pludselig alvorlig.

HERMAN BANG 358

Der blev mørkere paa Vejen, og et Par Vogne kørte
dem forbi.

— De skal til Koncert, sagde Frøken Gerda og uvil-
kaarligt hviskede hun.

De Kørende saå i Halvmørket, ud som store og sorte
Støtter.

— De er derovre fra, sagde Gerda.

— Derovre fra?

— Ja, fra Grænsen, hviskede hun.
De kom ind paa Stationsvejen :

— Her er det.

De gik over en lille Bro, lagt over en bred Grøft :

— Den gynger, sagde Gerda og blev staaende midt
paa Broen.

— Ja, sagde Joan og trampede i Træværket.
Da de kom ind i Kontoret, sagde Frøkenen :

— Grev Ujhåzy — hun tog som et Tilløb til Nav-
net — skal telegrafere.

— Ja, vær saa god, sagde Assistenten, der havde
set op paa hende, og han rakte Joan en Blanket.

Joan gik hen ved en lille Pult og skrev. Apparatet
talte med sin korte og rappe Prikken.
Frøken Gerda sagde :

— Herindefra kan man tale med hele Verden.

— Ja, sagde Joan :

— Og her talte De første Gang til mig.
Frøkenen smilte :

— Ja at jeg turde.

Joan viste hende Blanketten, paa hvilken han havde
skrevet.

— Er det rigtigt? spurgte han.
Gerda tog Blanketten og læste :

„Ane Jensen. Chateau Ujhåzy. Orsowa. Serbie. Jeg
senner dig, gamle Ane, en hjertelig Hilsen fra Dan-
mark. Din Joan."

— Ja, sagde Gerda, men sender er med d.

— Nej, jeg kan ikke stave Dansk, sagde Joan, og det
kom næsten heftigt.

359 DE UDEN FÆDRELAND

Han rev Telegrammet i Stykker og skrev igen —
langsomt som den, der staver hvert Ord.

— Er det nu rigtigt? spurgte han og rakte hende
Blanketten igen, som Gerda læste : „Jeg sender dig,
gamle Ane, en hjertelig Hilsen fra Danmark. Din
Josse".

— Ja, sagde hun og lo : nu er det rigtigt.

— Josse, sagde Joan : det vil glæde hende.
Joan betalte, og de gik ud.

Frøken Gerda blev et Nu staaende paa Broen :

— Det var dyrt, sagde hun :

— Men det er jo ogsaa langt og hun saå

frem i Mørket:

Saa sagde hun :

— Men jeg holder ikke af at faa Telegrammer.

— Hvorfor?

Hun begyndte at gaa igen :

— Nej, for jeg har en Gang faaet et, der var altfor
sørgeligt.

De kom forbi Stationen, og Joan sagde:

— Mon alt mit Tøj er kommet op? (hvad han vidste
det var).

— Vi kan da spørge, sagde Gerda.

Joan gik ind gennem Vestibulen ud paa Perronen.
Frøken Gerda fulgte efter. Der var ingen, alt var stille.
Kun Telegraftraaden sang over dem. De stod ved
Perronens Rand. Skinnernes Staal tabte sig derude i
Mørket.

Frøken Gerda sagde og talte sagte :

— Jeg gaar saa tit herned — — om Natten (hun
vilde le).

— Om Natten?

— Ja, naar Iltoget kommer forbi . . . Jeg maa ikke
. . . Men jeg sidder jo oppe alligevel. Og det er saa
smukt — alle de lyse Vogne og alle de Mennesker der-
inde, som man aldrig skal faa at se ...

— De har da set hundrede Tusind Mennesker, sag-
de hun.

HERMAN BANG 360

Og som for at afbryde sig selv pegede hun paa én
Gang ud i Mørket:

— Det er Bjerget.

— Bjerget?

— Ja, den Høj kalder vi for Bjerget — hun lo.

— Kan man komme op paa det Bjerg, sagde Joan
og lo ogsaa.

— Ja, det kan man ... og hun begyndte at gaa :

— Men vi skal spise Klokken halvsyv.
Hun næsten løb.

De gik langs Skinnerne, og hun sagtnede sin Gang:

— Jeg bliver helt forpustet.

Men Joan sagde og talte meget mildt :

— Naar De nu en Gang skal ud at se hundrede Tu-
sind Mennesker.

— ■ Det kommer jeg aldrig til, sagde hun, og hun ry-
stede paa sit Hoved : Fa'r, han si'er, at Theodor —
Theodor, det er min Broder — at han har fartet for os
alle.

— Her er det, sagde hun, og de bøjede fra Skin-
nerne ind over en Mark.

— Da vi var Børn — hun vendte sit Hoved og
Joan saå hendes Smil gennem Mørket — legede vi al-
tid „Verdens Lande". Det var i Gaarden — for den
er saa stor — og saa var Tønderne alle Byer, og Vogn-
porten, det var Rom. Men Engen, det var Asien.

— Har De været i Asien?

— Nej, svarede Joan.

De begyndte at gaa op ad Bakken og de naaede dens
Rand. Foran dem laa Markernes Mørke. Kun de en-
kelte Træer stod rundt omkring som en Vagt af Skyg-
ger.

De stod tavse foran det stille Mørke ... tæt ved hin-
anden . . .

— Men, sagde Joan og talte langsomt og kun halv-
højt :

— Naar De sidder oppe, hvad bestiller De saa, Frø-
ken Gerda?

361 DE UDEN FÆDRELAND

Hun talte som han :

— Jeg sidder ved Lampen. Det er saa dejligt, naar
de sover alle, og der ikke er Lys i et eneste Hus. Saa
er man da alene og kan tænke . . .

— Paa hvad?

— Aa, jeg véd ikke. Paa hvad der vil ske . . .
Joan smilede:

— Er der da sket noget? sagde han.
Hun vendte sit Ansigt imod ham:

— Næ, aldrig, sagde hun og rystede paa sit Hoved.
De tav et Øjeblik foran det tyste Mørke.

Saa sagde Joan :

— Hvordan har De faaet „Skumringen" hjemme paa
Deres Væg?

— Jeg har købt det, svarede Frøken Gerda, i et lille
Sæt.

— Det Billede havde min MoV ogsaa.

— Havde hun? hviskede Gerda.

— Ja . . . det hang ved Kakkelovnen. Det var kom-
met fra Danmark.

Joan tav paany. Saa sagde han, som var han draget
en Vej gennem uudtalte Tanker:

— Men Musik hører De?

Og som om de havde tænkt sammen, sagde Gerda,
saa nøje med samme Klang:

— Ja, en Gang imellem.

Men hun skiftede pludselig Tonen :

— Det er i Musikforeningen. Men den er jo Fru
Raabels.

— Fru Raabels?

— Ja, Lægens . . . Men ifjor spillede Hr. Green her.
Det var dejligt.

— Hvem er Hr. Green? spurgte Joan.

— Det er vores første Violinist. Aa, han spillede
Mendelssohn. Det var det dejligste, jeg har hørt.

Joan knipsede pludselig med sine Fingre frem i
Mørket :

HERMAN BANG 362

— Var det saa dejligt? sagde han, og hun saå ikke,
at han smilede.

De stod tavse igen. Saa sagde Frøken Gerda med ét:

— Hvad er Josse?

Joan svarede og havde vendt sit Ansigt:

— Det var mit Navn, da jeg var lille. Ane har jo
været hos os altid.

— Ja, sagde Gerda.

Fra de tyste Marker hørtes ingen Lyd. Bag dem
skinnede Smaahusenes Lys. En Vogns Rullen tabte sig,
fjernt, paa Vejen. Joan havde vendt sig og stirrede paa
Træernes tyste Skygger.

— Her er Danmark, sagde han.

Frøken Gerda løftede sin Haand — hun vidste ikke,
hvorfor hendes Stemme skælvede :

- — Og dér er Sønderjylland, sagde hun :

— Det er Sønderjyllands Marker.

— Saa nær? sagde Joan.
De tav igen, til Joan sagde:

— Synes ogsaa De, det er saa sørgeligt?

— Hvad er sørgeligt?

— Med Sønderjylland . . .

— Ja (og hun nikkede). For de er saa trofaste —
alligevel.

— Alligevel? . . .

Hun svarede ham ikke, men sagde :

— Og saa er det sandt, hvad Fa'r siger, at vi er jo
saa faa . . .

— Men — hun talte lidt hastigere — det forstaar
man ikke, naar Ens Fædreland er saa stort.

Joan sagde :

— Mit Fædreland er mindre end Danmark.

— Ungarn? sagde Gerda.
Joan rørte sig ikke :

— Ungarn er ikke mit Fædreland. Mit Fædreland
er kun Øen.

— Øen?

— Ja, De kalder den „De Forbandedes 0".

363 DE UDEN FÆDRELAND

Gerda vendte sit hvide Ansigt. Men Joan førte Haan-
den over sine Øjne :

— Alt det skal jeg fortælle Dem en Gang.

— En Gang,, sagde hun.

Joan vilde tale igen og tav — under den samme
Tanke.

— Nu maa vi hjem, sagde hun, og hun begyndte at
gaa — ■ foran ham og hastigt. Han naaede ned til hende.
De gik en anden Vej, som var kortere. Den førte langs
en Hæk.

— Det er Kirkegaarden, sagde Frøken Gerda.

— Hvad er væn? spurgte Joan pludseligt.

— Væn? sagde Gerda med et hastigt Ryk: Det er
. . . væn.

Og idet hun smilede, sagde hun :

— Det er vist køn.

Men pludselig forvirret uden at vide, hvorfor, sagde
hun :

— Hvor vi har været længe borte.

— En halv Time, sagde Joan.
Hun saå frem for sig :

— Ikke mer?
Og de tav igen.

De bøjede ind i Gaden, hvor de elektriske Lamper
hang:

— Er det Klokken halvsyv, vi skal spise? spurgte
Joan og talte muntert.

— Ja-

— Mange, Frøken?

— Nogle.
Hun lo:

— Det har De godt af. Saa faar De ikke Tid at være
bange.

— Saa klæder jeg mig om nu.

— Ja, sagde hun.

De var ved Hotel „Danmark".

— Farvel saa længe, sagde Joan og gav hende
Haanden :

HERMAN BANG 364

— Og Tak for Vejen.

— Til vores Bjerge, sagde hun og lo som han:

— Farvel, Grev Ujhåzy.

Hun gik. Men Joan han raabte:

— Det var næsten rigtigt. Farvel, Frøken Johan-
sen.

— Det var galt, svarede Frøken Gerda tilbage.

— Farvel.

Joan blev staaende i Kroens Port, da Kelner Jensen
pludselig sagde bag ham :

— Ja, Frøkenen er nydelig.

Joan havde vendt sig rapt og vilde svaret ham.
Men han gik ham kun forbi og op.

— Hvor har Du dog været? spurgte Tanten, da Frø-
ken Gerda kom ind i Stuen.

— Vi har været langt, sagde Gerda.

Og pludselig løftede hun sine Hænder og klappede
Fasteren paa begge Kinder.

Bestyreren kom frem i Døren. Han gik i Spisestuen
og trak Flasker op.

Joan gik ind i Forstuen, hvor der, midt i Trækken,
stod en tyk Mand og tørrede megen Sved af sig med
en blaa Lommeklud.

— Ja, jeg er Olesen, sagde han.
Joan nikkede.

— Det er Værten, sagde Manden, der blev ved at
tørre sig.

Joan nikkede igen.

— Her bli'er fuldt, sagde Olesen.

— Det er jo godt.

— Ja, er'et? sagde Olesen. For hvad nytter det?
Og idet han saå paa Joan fra Siden, sagde han og

slap Lommetørklædet:

— Mon der bli'er Pauser?

365 DE UDEN FÆDRELAND

— Der bli'er to, sagde Joan. som begyndte at gaa
op ad Trappen.

— Ja, gør der? sagde Olesen, hvem Livets Op og
Ned havde vænnet til Spørgeformen : Men Salen er lun
og nydelig er'en pyntet. Det er hun, Frøken Johansen,
som har pyntet den.

Joan sagde og saå ud over Trappen .

— Hvor Frøken Johansen har haft meget Besvær.

— Det har hun, sagde Hr. Olesen, og han tørrede
sig igen : Men de Folk har Raad til'et.

Pludselig satte han i Trav, over mod Vinduet, og
raabte gennem en udslaaet Rude paa en Jens og tre
Kasser med 01 :

— De ska' bringes over i Stalden, raabte han. Hr.
Olesen var ved Johansens „Raad" kommen i Tanker om
Muligheden for egen Vinding og tænkte paa Pauserne.

Joan var gaaet op paa sit Værelse, hvor Petroleums-
ovnen var flyttet frem paa Gulvet og de store Kufferter
stod uaabnede ved Væggen.

Bag Joan kom Hr. Jensen. Det var, naar han hilste,
mest som nejede han.

— Hvor er min Tjener?

— Hr. Tjeneren er gaaet ud.

Joan saå Kuffertnøglerne ligge paa Bordet og sagde:

— Vil De lukke de Kufferter op?

Medens Hr. Jensen rodede ved Kufferterne, som Joan
tilsidst selv maatte aabne, snakkede han ustandseligt.

Joan stod ved Vinduet. Nu var der rullet ned for alle
Ruder hos Johansens. Saa mange Blomster der var i
Karmene. Dem plejede Frøken Gerda og hendes Faster.

Idag fik Ane ikke Telegrammet. Men imorgen tidlig
vilde hun faa det. Hvor skræmt Frøken Gerdas Stemme
havde lydt, da hun sagde: Jeg har en Gang faaet et
Telegram, der var altfor sørgeligt .. .

Joan hørte bag sig Hr. Jensens Stemme:

— Men hvad mig synes, er det en nydelig Familie.
Men Sorg har de jo haft, og En véd, hvordan Snakken

HERMAN BANG 366

løber, som man saadan si'er, naar noget sker i en Pro-
vins paa et lille Sted.

Joan vilde vende sit Hoved — maaske for at spørge.
Men pludselig sagde Hr. Jensen :

— Men Gud, jeg maa be' undskylde, Hofjægerme-
steren var her jo og spurgte efter Hr. Greven.

Og han tog et Visitkort frem, som han havde baaret
inde under Skjortebrystet:

— Grev Holstein vilde komme igen, sagde han.

— Holstein ! det kom fra Joan næsten som et Ud-
raab. Og paa Kortet, han tog, læste han:

— Erik ... Ja, ja, Erik Holstein. Det var Erik.

— Bor Grev Holstein her? sagde han og var gaaet
helt hen til Jensen.

— Ja, Greven har jo Højerup . . . det er kun en halv
Mil, Gud, saadan et yndigt Sted og herskabeligt . . .

— Virkelig, nej, virkelig? sagde Joan og vidste det
ikke selv. Alle Minder og alle Tanker hvirvlede rundt i
hans Hoved : Saa skulde han ogsaa se Erik — ogsaa
træffe Erik idag

Af Glæde slog han Kuffertlaaget op, og han, der al-
drig selv rørte sine egne Ting, gav sig til at rode rundt
i Brokadeveste og Silkeveste og Kjolesæt, saa det
hvirvlede: Nu maatte han klædes paa.

— Er han gift? spurgte han pludseligt.

— Gud ja — og Hr. Jensen svang Bagkroppen. Men
Grevinden er nu sjældent hjemme, men i Udlandet, hvor
det er. Ork, og man si'er jo saa meget paa saadan et
lille Sted . . .

Den læspende Sladder flød fra Hr. Jensen som det
grumsede Vand fra en Tagrende.
Joan hørte ikke mer.

— Jeg skal klædes om, sagde han : Vil De søge efter
min Tjener.

Hr. Jensen var pludselig holdt inde med sin Ordstrøm
— ved en Idé : han vilde prøve de Klæder paa sig,
hvordan de klædte, i Aften, naar her ingen var.

— Saa gerne, sagde han og nejede sig i Døren, lige

367 DE UDEN FÆDRELAND

ind i Maven paa Berlineren, som fortørnet saå hen over
Kufferterne :

— Hvorfor har Greven pakket ud? sagde han.

— Fordi jeg skulde klædes paa.

— Nu?

— Ja. Jeg vil ha'e Sættet fra London.
Berlineren trak sine fyldige Næsebor sammen :

— Her? sagde han.

— Ja.

— Vel, sagde Berlineren som den, der nu én Gang
vidste, at han parerede Ordrer af en Idiot, der var til-
strækkelig idiotisk til at betale ham med halvandet Hun-
drede Mark om Maaneden,

Joan gik frem og tilbage, mens han klædte sig af.
Han slog Eau de Lubin op i sit Vaskevand og indgned
sin Overkrop. Hvor pudsig hun havde set ud, da hun
stod og sprøjtede rundt med den Rafraichisseur. Men
det var sandt, der var tung Luft — ligesom Lugten fra
gamle Vinfade. — Hvor længe var det nu, siden han
havde set Erik Holstein — tretten Aar, lange tretten
Aar. Men saa var han da bleven gift. Og Joan lo, bøjet
over Vandfadet: det var, som var det igaar, han hørte
Erik, naar han længe havde gloet, sige sit: Ja, med
hvem mon jeg bliver gift.

Joan vendte sig:

— Hvor er Haacke? spurgte han og gød sig over
med Vand, saa det sprøjtede. Alle hans Bevægelser var
saa hastige, og rapt gik det — ud af det ene Par Benklæ-
der og ind i det andet Par Benklæder, mens han talte.

— Han sover, sagde Berlineren.

— Væk ham, sagde Joan :

— Jeg vil ikke ha'e den Vest. Ta'e den Brokades.

— Vel, sagde Berlineren, ganske som før.

Men hvor Erik havde elsket Musik. Blinde Hans der-
hjemme havde det Udtryk i sit Ansigt, naar Joan skulde
beskrive ham alle Farver og Solen.

— Ja, han vilde forandre hele Programmet . . . hvor
er mit Slips? Mendelssohn vilde han spille (og Joan lo

HERMAN BANG 368

igen), den, han havde spillet saa dejligt, Hr. Green fra
København.

— Væk saa Haacke.

— Vel.
Berlineren gik.

— Men Folkeviserne — dem han saa tit havde spil-
let sammen med Erik, mon han kunde dem endnu. Han
rev Violinkassen op og tog Violinen frem, og Buen løb
hen over Strengene ... det var hans Mo'rs Sange.

Døren var gaaet op uden at han havde hørt det :
Den store, svære Mand, der pludselig stod i Stuen,
det var Erik . . .

— Joan.

— Dig til Ære, sagde Joan og svang sin Bue, før
„Flyv, Fugl, flyv" lød fra alle Strenge, og Holstein blev
staaende med begge Arme rakt frem.

— Du er den Gamle, sagde han og tav igen uden at
røre sig.

Joan blev ved at spille nogle Øjeblikke, medens Hol-
stein sagde, og Stemmen slog lidt over :

— Hvor Du ligner Dig selv.

Men Joan, han smed Violinen og slog Armene om
Holstein :

— Og hvor Du er bleven tyk, sagde han og kyssede
Erik Holstein paa begge Kinder:

— Hvor det er dejligt, dejligt at se Dig igen.

— Ja ikke, sagde Holstein.

Og pludselig stod de et Øjeblik tavse og generte,
som om de havde altfor meget at sige hinanden eller
ingenting at sige.

— Men saa sæt Dig dog, sagde Joan, skønt jeg har
travlt.

— Tænk, at det er tretten Aar, siden vi har set hin-
anden, sagde han og trak sin Kjole paa.

Og de begyndte at tale hastigt, som vilde de skjule
en fælles Forvirring. Med „Husker Du" og „Husker
Du" spurgte og svarede de — til de tav paany og Joan
sagde :

369 DE UDEN FÆDRELAND

— Men nu er Du da bleven gift.

— Ja, sagde Holstein og saå paa sine egne Knæ.

— Og hvem blev hun? sagde Joan og lo.

— Det er min Kusine, sagde Holstein.

— Faar jeg osse hende at se? spurgte Joan, der hav-
de taget Violinen. Buen rørte Strengene.

— Grevinden er ikke hjemme.

Joan stod og spillede og havde næsten ikke hørt det.

— Erik, sagde han, mens han blev ved at spille :
Véd Du, det er Mo'rs Fødselsdag idag. Jeg tror, det er
derfor, der hænder mig saa meget dejligt.

— Mon? sagde Holstein, og han lo ligesom i gamle
Dage.

— Ja, sagde Joan, for her er dejligt.

Holstein havde lænet sit Hoved tilbage mod Væggen
og nynnede sagte til Tonerne fra Violinen:

Fæsted han Jomfru Else,
hun var saa væn en Mø.

Joan blev ved at spille og Erik nynnede lidt højere.

Maanedsdagen derefter
laa han i sorten Muld.

Der var kommet et Par Rynker som Skygger i Eriks
Pande.

— Naa, skidt med'et, sagde han pludselig og slog de
stærke Ben sammen.

— Nu maa vi gaa, sagde Joan og smed Violinen.

— Maa Du gaa? Hvor ska' Du hen?

— Jeg skal ned i Salen og til Johansens, sagde Joan,
der talte rapt og tog sine Ringe paa og lukkede for
Violinen og var hos Holstein igen — det hele i to Nu.

— Saa gaar jeg med, sagde Holstein.

— Mon? sagde Joan og vrængede efter Erik.

— „Mon" si'er Værten osse, lo han.

— „Mon" si'er alle Danske, sagde Erik: Men jeg
gaar med til Johansens.

H. B. V 24

HERMAN BANG 370

— Værs'go, sagde Joan og gav ham et Nakkedrag,
saa Holstein hilste paa sig selv foran Spejlet, hvor de
stod.

De saå ind i Glasset begge to, staaende ved Siden af
hinanden.

— Hm, sagde Holstein og lo : Du er s'gu blevet et
nyt Menneske.

Det slog selv Joan, saa fint og ungt hans Ansigt syn-
tes ved Siden af Eriks, hvis Træk var blevet svære :

— Mon? sagde han og lo igen, saa glad.

— Og jeg er blevet en gammel Proprietær, sagde
Erik.

De gik ned ad Trapperne, og Erik sagde, saadan lang-
somt:

— Men det er nu kedeligt, Du, alligevel, for der var
dog saa mange Ting, vi kunde ha'e snakket om og som
ikke løber saadan over Tænderne straks.

— Ja, sagde Joan og de gik videre.
Men paa én Gang vendte han sig:

— Hva' er det for en Sorg, de har haft? spurgte han.

— Hvem?

Joan tav et Sekund, før han sagde :

— Disse Johansens.

Men da stod de paa Tærskelen til Salen og saå Frø-
ken Gerda staa midt paa Scenen.

— Er De her, Frøken? sagde Joan med en Stemme,
der klang gennem hele Rummet.

— Kun et Løb, sagde Frøken Gerda: nu gaar jeg.
Joan gik hastigt gennem Salen og aabnede den lille

Scenedør.

— Nej, hvor er her nydeligt, sagde han.
Rummet bag Kulisserne var blevet til en hel Stue

med store Lænestole og en Broncelampe og Blomster.

— Det er bare lidt Møbler fra min Stue, sagde Frø-
ken Gerda: Der maatte da være lidt hyggeligt.

— Og „Skumringen" har De hængt herover, sagde
Joan, der pludseligt saå Corots Billede, der foran sig,
paa Væggen.

371 DE UDEN FÆDRELAND

— Ja, jeg tænkte, at . . . mumlede Gerda.

Hun holdt inde og, forvirrede eller bevægede, havde
de tiet et Øjeblik, da Erik Holstein stod i Døren :

— Godaften, Frøken.

— Ja, jeg har sagt til Joan, fortsatte han, at jeg
kommer s'gu med over til Dem.

— Greven er saa velkommen, sagde Frøken Gerda
og smilede, skønt hun i det samme Nu tænkte paa, at
de allerede kom til at sidde meget knebent.

— Men jeg kommer først efter Bordet, sagde Hol-
stein.

— Som Greven vil, sagde Frøken Gerda og smilede
igen — mod sin Vilje.

— Farvel.

Og hun løb op paa Scenen. Men deroppe fra sagde
hun ned til Joan :

— Vi spiser straks; og var borte.

Erik Holstein stod og virrede med sit Hoved, pludse-
lig, ligesom i gamle Dage.

— Jeg har s'gu aldrig set, hun var saa nydelig, sagde
han.

Men paa én Gang kom Joan i Tanker om, at han
havde ikke talt med Haacke. Og med et „Undskyld"
løb han gennem Salen og op ad Trappen i seks Spring,
mens han sang om Kisten „paa hans Bag", som var den
fra en Operette.

Han rev Døren op til Stuen, hvor Haacke sad og
skrev paa Postkort.

— Jeg spiller Mendelssohn, sagde Joan.

— Hva' behager?

— Vi spiller Mendelssohn iaften, sagde Joan: Kon-
certen.

— Farvel.

Og han slog Døren i lige paa Haackes Næse.
Da Joan kom tilbage, sad Grev Erik og saa paa Co-
rots „Skumringen".

— Ka' Du huske, sagde han : det stod Du saa tit og
saa paa i Paris, foran Kunsthandlernes Vinduer?

24»

HERMAN BANG 372

— Ja, sagde Joan.

Erik blev ved at se paa Billedet:

— Nu forstaar jeg'et meget bedre, sagde han med
sin trevne Stemme (men over hans Pande kom der de
samme Skygger som før) :

— Det er s'gu dejligt.
Joan sad og smilede:

— Det er Frøkenen, der har hængt det herover,
sagde han.

— Hvordan Satan kommer de Mennesker til at hæn-
ge saadan noget op paa deres Væg, sagde Erik: Gift-
blanderen forstaar sig dog ikke paa'et.

— Giftblanderen?

— Ja, det kalder de ham jo.

— Men hvorfor?

— Aa, sagde Erik, det véd jeg ikke. Her er s'gu
mange Øgenavne i Landet og han er jo en Velhaver —
efter Forholdene.

Grev Erik hængte „Skumringen" hen.

— Ja gu' er hun blevet nydelig, plumpede det ud af
ham.

— Men nu maa jeg gaa, sagde Joan :

— Farvel saa længe, og Tak at Du kom.

Han havde slaaet begge sine Arme ned om Eriks
Skulder, før han gik.

Erik stod i den lille Dør og raabte efter ham :

— Jeg har s'gu aldrig set Dig saa lebendig.

— Det er fordi jeg er kommen til Danmark, svarede
Joan fra Salen.

— Men vil Du blive siddende dér?

— Ja, sagde Erik : her ka' man rolig tømme en
Whisky.

Joan var gaaet. Erik gik hen til Stolpen ved Scenen
og trykkede paa den elektriske Knap, der kaldte Publi-
kum ind — saa det skrattede i hele Huset.

— En Whisky, raabte han til den indsvajende Hr.
Jensen.

373 DE UDEN FÆDRELAND

Erik Holstein sad ene i Halvskumringen og drak,
stirrende paa sine egne Ben.

Ovre hos Johansens ventede Bestyreren ved Opgan-
gen til Trappen.

— Hvis Greven vil gaa ovenpaa, sagde han og fulgte
efter Joan.

Døren til Dagligstuen stod aaben, og Stemmerne sum-
mede højt, helt ud paa Trappen.

— Her er mange, sagde Joan.

— Ja, her er jo kommet en Del sammen, svarede
Bestyreren og bøjede Hovedet igen.

Købmand Johansen kom ud over Dørtærskelen :

— Det var rart De kom, sagde han med Haanden i
Joans : Ja, her er kun et Par Venner (hele Stuen var
fuld), men det nytter vist ikke at nævne dem.

Alle havde vendt sig mod Døren, men kun et Øjeblik.
Saa talte de igen, mens Hr. Johansen nævnte de Nær-
meste og tilsidst sagde med en lille Bevægelse med den
venstre Haand, som straks vendte tilbage til hans
Lomme :

— Og det er min Bestyrer.

Der kom et Par Gæster, som Johansen trykkede i
Haanden, mens en skulderbred Mand med Fuldskæg og
Halskæde ned over Vesten sagde til Joan :

— Ja, De kommer jo saa meget rundt — mit Navn
er Lorentzen og jeg har Spinderiet, skød han ind som
en Parentes — men for os er det naturligvis en stor Be-
givenhed at se en Mand som Dem.

— Det er min Kone, lagde han til uden Overgang og
pegede paa en Dame ved Siden af sig — med et Ansigt,
der var blevet rundt som en Kugle og med Haaret stram-
met bag til i en Top.

— Ja, iaften bliver det et stort Møde, sagde Fru Lo-
rentzen.

Jo, dér var Frøken Gerda — dér i Krogen ved Siden

HERMAN BANG 374

af en Dame i Blaat. Joan havde bukket derover to Gan-
ge, før han sagde og ret højt:

— Godaften, Frøken.

Og Frøken Gerda svarede — og gjorde et Kast med
Hovedet, der blev saa nydelig snapt, fordi hun blev for-
legen — :

— Godaften; mens Joan vilde gaa frem og blev
standset af en lille Herre i Smoking og med rødkantede
Øjne bag en Lorgnet, der sagde :

— Jeg er Lægen — ja, forhaabentlig faar De ikke
Brug for mig . . .

Og meget hurtigt blev han ved:

— Ja, Egnen her er skrækslagende. Men hvor er der
forresten ikke skrækkeligt, naar man da ikke kan være
i København? Naa, den kære Egn faar Greven heldig-
vis ikke at se.

— Jeg har allerede været paa Bjerget, sagde Joan.

— Nej, har Hr. Greven, indskød en lille og mager
Kvindeperson med Blomsterdusk over Øret, for hvem
Doktoren gesvindt halvbukkede :

— Det er Madame, sagde han til Joan.

— Bjerget er Egnens bedste Vittighed, sagde Mada-
me, mens Fru Lorentzen ligesom indsugede sine egne
lidt løse Mundvige og Frøken Gerda kom til.

— Godaften, Frøken, sagde Joan igen, og deres
Hænder mødtes forbi Doktoren.

— Vi har ogsaa en køn Udsigt fra Spinderiet, sagde
Fru Lorentzen : Vi kan se lige til Ribe Kirke. Vi paa
Spinderiet sætter nu Pris paa den Udsigt.

- — Ja, sagde Doktoren, og han lo : Dér modtog Kong
Valdemar Dronning Dagmar.

Frøken Gerda sagde, og talte langsommere end de
andre :

— Man ser saa langt fra Taarnet i Ribe.

Det havde ringet paa Telefonen inde i den inderste
Stue, og det blev ved at ringe.

— Det er om Billetter, sagde Bestyreren, der havde
været inde ved Tragten.

375 DE UDEN FÆDRELAND

— Men der er ingen, sagde Gerda.

— Nej, vi har ingen, raabte en Dame. Det var hende
med det blaa Liv.

Og de lo alle, oprømte ved Tilstrømningen; glade ved
„Huset", som var det en Sejr for dem alle og hver en-
kelt — mens en Tyksak sagde ovre i Krogen og slog Jo-
hansen paa Skulderen :

— Ja, det er det, jeg si'er, kom til Stationsbyerne,
si'er jeg, der spænder vi s'gu Hestene for, hva', Jo-
hansen, kom til Stationsbyerne — dér kender vi Taget.

Mens Frøken Gerda gik ind til Telefonen, talte de
alle højere med lyse Stemmer : Folk, de kunde osse købe
Billetter itide . . . altid skulde de opsætte til det sidste
Minut.

— Ja, havde vi vidst, at Egnen endelig en Gang vil-
de lade sig vække, sagde Doktorens Frue til Joan :
havde vi vidst det, saa var det jo blevet Musikforenin-
gen — men Kassen er mager. Min Mand er Formand
og jeg er selv Exécuteur.

— Gerda er s'gu en Knop, raabte Tyksakken over
dem alle, mens Lægens Frue sagde til Joan :

— Men nu faar vi da Programmet, som det er trykt?
Joan lo, idet Frøken Gerda igen kom frem i Døren :
— ■ Nej, Frue, sagde han : jeg har forandret det Hele.

— Det har De da ikke? sagde Madame: Og vi Mu-
sikmennesker, som havde glædet os til Bach.

— Jo, jeg har, lo Joan; mens Damen i det blaa Liv
sagde til tykke Larsen :

— Han er storartet, synes jeg.

— Fa'r, Fa'r, sagde Gerda Johansen ind i Støjen :
det er Holcks fra Fiskedammen. Men de kan jo ikke
komme med.

— Nej, nej, det kan de ikke, raabte den blaa Dame.

— Nej, nej, det er s'gu for silde, raabte Larsen.
Og de lo igen, mens Joan pludselig sagde over mod

Frøken Gerda — som tagen af Latteren og Glæden — :

— Jo, jo, Frøken, lad mig komme til Telefonen.

— Hvad vil De?

HERMAN BANG 376

— Til Telefonen. De Folk maa med, sagde Joan.
De holdt alle op at le, men blev staaende og smilte,

mens Joan gik over Gulvet og ind i den anden Stue, og
alle talte igen, alle om Joan, næsten i Munden paa hin-
anden :

— Han er storartet, sagde Damen i det blaa Liv og
satte Hænderne mod sine Hofter, mens Lægefruen skød
frem til Kandidat Ussing og sagde ind i hans skægløse
Fysiognomi :

— Jeg holdt paa, vi skulde ha'e ham i Musikfor-
eningen. Kære Kandidat, der er jo en Sum af Musik i
hans Ansigt; medens Forstanderen, der stod mellem to
høje Mænd med sorte Klædeskraver helt op i Halsen,
sagde :

— Modersmaalet falder ham virkelig kønt paa Tun-
gen.

Men Larsen, der svedende, løb rundt fra den ene til
den anden, sagde til Bestyreren :

— Han er s'gu go', hva' Petersen.

Bestyrer Petersen svarede ikke (han stod, saa han
gennem Døren kunde følge Joan og Frøken Gerda, der
gik ind gennem Stuerne), men en lille Dame ved Siden
af holdt de halvknyttede Hænder mod Kinderne og
sagde :

— Aa ja, her er dejligt idag ... det er li'esom der
er Fest i Luften. Og da Købmand Johansen gik forbi,
greb hun ham i Armen og sagde halvhøjt og forfærdelig
hurtigt :

— Tak, at De tog mig med.

Joan standsede inde foran Spisebordet:

— Her skal sidde mange.

— Uh ja, sagde Gerda og førte Skuldrene op og
trak dem sammen ligesom En, der skulde i Vandet:
naar de bare først sad.

— Er De bange? smilte Joan.

— Aa nej, sagde Gerda, og de naaede Telefonen.
De lukkede Døren paa Klem, saa Stemmerne derinde

knap hørtes.

377 DE UDEN FÆDRELAND

— Hvad er Numret? spurgte Joan.

— Vi skal først ha'e Centralen, sagde Gerda, og
Joan ringede.

— Jeg telefonerer saa daarligt, sagde Joan.

— Gør De?

Og de smilede hele Tiden.

— Centralen, raabte Joan ind i Tragten, og han fik
den.

— Hvad er det saa, de Folk hedder, sagde Joan, der
stod med Tragten.

— Holcks fra Fiskedammen, sagde Gerda, som om
hun soufflerede.

Men „Fiskedammen" kunde Joan ikke sige.

— Fiskedammen, gentog Gerda og begyndte at le,
ganske sagte.

— Fiiskedam, sagde Joan i Tragten.
Han fik „Dammen".

— Hvem taler? hviskede Gerda og strakte sit lille
Hoved frem.

— En Damestemme, hviskede Joan tilbage.

— Hvad siger hun?

— Hvem hun taler med, hviskede Joan, og deres
Ansigter var hinanden ganske nær.

— Med Joan Ujhåzy, sagde Joan ind i Tragten.

— Hva' si'er de? hviskede Gerda, med Øjne, der
straalede.

— Jo, med Joan Ujhåzy, gentog Joan i Tragten.

— Hva* si'er de? spurgte Gerda igen og hun skut-
tede sig ligesom et Barn.

— Men De kan jo sidde lige nedenfor Tribunen,
sagde Joan i Tragten.

— Hva' si'er de? hviskede Gerda igen.

— Farvel, sagde Joan i Tragten.

Han ringede af, og den lille Klokkes Lyd var døet hen.

— Hvor de er blevet forbavsede, sagde Frøken Ger-
da og saa frem i Stuen.

— Det blev de, sagde Joan, der endnu holdt sin
Haand paa Telefonen.

HERMAN BANG 378

Saa sagde Frøken Gerda og flyttede ikke sine Øjne :

— De er vist saa god.

— Hvorfor?

— Jo, sagde Gerda og nikkede — hun havde saa-
dan et langsomt og alvorligt Nik — :

— For det tror jeg.

— Idag er jeg god, sagde Joan og talte sagte, ogsaa
han.

Der var stille et Øjeblik.

— Her er Deres Faders Stue, sagde Joan og saa
rundt fra den gamle Sofa til det store Pengeskab.

— Ja, her er Faders Stue, gentog Frøken Gerda.

— Nu skal vi spise, brød hun af og løb ind gennem
Spisestuen.

— Skal vi ikke spise nu? sagde hun til Faster.

— Jo straks, sagde Fasteren.

Og Gerda gik videre hen til den blaa Dame :

— Aa, bare de sad, sagde hun og lagde sin Arm ind
under hendes.

— Aa hva', sagde den blaa Frue, de mærker saa-
mæn ikke, om de støder Knæene mod et Par Bordben;
og da Joan kom forbi, vendte hun Ansigtet imod
ham:

— De véd slet ikke, hvor vi to har glædet os, sagde
hun, og med et Suk, der lignede et langt Pust, lagde
hun til :

— Nu er det bare, om de kan sidde stille.

— Men Ida!

— Ja, det er da Spørgsmaalet, sagde Fruen : for vant
til Musik er de jo ikke.

Men Forstanderen, som stod et Par Skridt derfra,
sagde :

— De er dog vant til Sang.

Og den blaa Frue forestillede Højskoleforstanderen,
da der lød en munter og lidt rusten Stemme henne fra
Døren :

— Nej, det her er Kniberi, Johansen, det er s'gu
Kniberi.

379 DE UDEN FÆDRELAND

Det var den anden Larsen, Tvillingen, rundhovedet
og maskinklippet og trumlet som sin Broder.

— Naa, han er her, sagde han, da han saå sin Tvil-
ling : Ja, saa er det ham, der fylder.

De lo alle, mens Tvillingen kom frem mellem Grup-
perne.

— Naa, dér er Koncertgiveren, sagde han til Joan :
Ja, velkommen. Kendt er De allerede — for paa en saa-
dan Plads er Befolkningen s'gu ved Ruderne . . . Mit
Navn er Uhrmager Larsen, Formand i Haandværkerfor-
eningen. Men vi turde s'gu ikke gaa paa Dem. Men nu
sidder vi med Smerten — hva' Gerda, ikke? ... for De
gi'er s'gu Overskud, Koncertgiver —

Uhrmageren tørrede sit hele Hoved ligesom Tvillin-
gen :

— Nu gælder det kun, om vi forstaar Deres Musi-
ceren, sagde han og lo : for vi er jo kun Bønder paa
Pladsen, skønt Musikforeningen sørger for Opdragelsen
— saavidt Midlerne slaar til, sagde Larsen.

Et Par Herrer gav sig til at le, men Hr. Johansen
sagde med lidt hævet Stemme : .

— Ja, skulde vi saa gaa til Bords.

— Ja, det var rart, sagde Tobakshandleren, og mens
de alle, lidt tavse, begyndte at røre paa sig, bød Joan
Frøken Gerda Armen.

— Nej, sagde Gerda, her tager vi ikke til Bords.

— Gu' gør vi saa, sagde Uhrmageren : Formanden
ska' s'gu sidde ved Koncertgiveren . . .

Og mens han lo med sin korte Latter, der lød ligesom
smaa Støn, skubbede han Gerdas Arm ind under Joans:

— Hun er min Guddatter, sagde han : og hun er
go'.

De kom alle ind i Spisestuen, hvor de maatte trykke
sig til Væggene og ramlede med Stolene. Nederst stod
de i en hel Klump.

— Nu ta'er vi det lempeligt, sagde Købmanden med
sin sindige Røst: saa kommer vi nok til Bords.

Nogle fik sig sat.

HERMAN BANG 380

— Nej, nej, Fru Lorentzen, raabte den ene Tvil-
ling: herover. Her maa vi sit' som i en Char-å-bank
med lige Vægt paa hver sit Sæde.

De lo, og Stolene skrabede.

Forstanderen, der holdt sig i Nærheden af Joan,
sagde :

— Ja, lidt trangt med Plads, det kender vi fra Høj-
skolen, hvor vi gerne vil se alle Vennerne.

— Nu gik det, sagde Tobakshandleren, der fik sine
svære Stolper ned ved Siden af Fru Raabels spinkle
Underdel, mens det halve Bord rystede.

— De er jo bange, hviskede Joan, der pludselig
havde følt Frøken Gerdas Arm sitre i sin.

— Ja, sagde hun næsten forpustet og vendte Ansig-
tet op imod ham. Hendes Øjne var helt tomme af For-
skrækkelse.

— Naar de bare sad, sagde hun igen.

— Men de sidder jo, sagde Joan saa sagte som før
(hvor hun dog lignede en Fugleunge).

— Og De, sagde hun og tog Øjnene bort : kender jo
heller ikke saadan vores Skik paa Landet.

Joan vidste knap, at han havde grebet om hendes
Haand :

— Og saa sætter vi os, sagde han.

— Næ, næ, Bestyrer, raabte Uhrmageren helt oppe
fra den anden Ende:

— Koncertgiveren ska' s'gu sidde mellem Formæn-
dene.

Og Bestyreren gik bort fra den tomme Stol ved Si-
den af Gerda, mens den blaa Dame rykkede derned.

— Nu sidder vi jo storartet, sagde hun og trak sine
Handsker af.

Gerda havde et Nu set hen efter Bestyreren :

— Ja, Fru Storartet, sagde hun pludselig og lo efter
al sin Forskrækkelse.

— Det kalder hun mig, sagde den blaa Frue.

— Ja, sagde Gerda : for det si'er hun altid.
Damen lo, saa man saa tyve hvide Tænder.

381 DE UDEN FÆDRELAND

— Men er her ikke ogsaa storartet i Danmark?

— Det er her, sagde Joan.

— Men nu maa vi spise, sagde Gerda.

Rundt om spiste de og talte kun lidt, mens Gaflerne
sindigt klirrede.

— Flytter De paa Flaskerne, sagde Hr. Johansen,
der ellers ikke tog Øjnene fra Naboerne og sin Taller-
ken — som en Vært, der véd, at er Tingen i Gang, saa
glider det.

To Piger i sorte Huer bød Fadene om, mens Faste-
ren, knoklet og smal, gik til og fra.

— Sæt Dig ned, Faster, hviskede Gerda.

— Men forresten er mit Navn Fru Jespersen, sagde
den blaa Dame : Pastorinde Jespersen . . . Det vil sige,
min Mand er Kapellan.

— Kapellan? sagde Joan.

— Ja, i den lutherske Kirke, sagde Fru Jespersen.

— Men Pastoren er her ikke?

— Nej, sagde Fru Jespersen : han maatte ud at be-
rette, ligesom vi skulde herhen.

— Berette? Joan forstod ikke Ordet.
Men Gerda sagde :

— Aa ja, tænk. Det er gamle Frøken Luckow. Hun
var den første, der kom og vilde ha'e Billet: Ham vil
jeg Gamle høre, sagde hun. Hun havde dog saa daar-
ligt Raad . . .

Frøken Gerda aabnede Øjnene, saa de syntes endnu
større :

— Og nu dør hun idag.

Joan saa ned paa hendes Ansigt: saa let hun skiftede
Farve, hun kunde blive helt hvid — ogsaa i Panden.

— Hvor det er underligt, sagde han.

De begyndte at tale højere rundtom, mens Fru Jes-
persen sagde og holdt Hovedet lidt paa skraa :

— Og nu faar min Mand Dem maaske heller ikke at
høre. For han plejer gerne at blive hos dem, til det er
forbi. Man kan jo altid sidde og holde deres Haand,
siger han.

HERMAN BANG 382

— Ja, sagde Gerda og kun Joan hørte det, mens
Fru Jespersen vedblev i en anden Tone, som i et halvt
Suk:

— Og der er jo ikke saa mange, der har Bud efter
ham.

Hun tav et Nu og sagde igen :

— Men her paa Egnen dør Folk forresten mest saa
roligt.

— Ja, sagde Forstanderen, der sad skraas overfor
hende : Menneskene bliver i Reglen gamle her. Og naar
der saa løses op, er det, som om Han deroppe lod det
ske til sin gode Tid.

Der blev stille et Øjeblik, og de hørte Fru Raabel,
der med Kandidat Ussing (som sad saare tæt op ad
hende) talte om Mendelssohn.

— Ja, sagde Doktoren, der greb Lejligheden, ned
mod Joan : vi spiller ham jo ofte i Foreningen. Vi maa
jo, Hr. Greve, desværre holde os til den let forstaaelige
Musik her paa Egnen.

— Og Ens egen Smag er dog nærmest Cesare
Franck, sagde Fru Raabel, der uafladelig brugte en
haandmalet Vifte: Men det maa jo forblive Ens private
Fornøjelse.

— Vi kan jo ikke alle være uddannede, Fru Raa-
bel, sagde Fru Lorentzen over Bordet.

De to Damer smilede til hinanden, til Fru Raabel lidt
brat vendte tilbage til Mendelssohn og talte om Kapel-
musikus Green og Koncertens Finale, han havde spillet
ifjor i Foreningen :

— Det var en herlig Musikstund, sagde hun.
Joan strakte Hovedet lidt frem og sagde:

— Det er den, Frue, jeg spiller iaften.
Gerda havde bøjet Hovedet :

— Spiller De den?

— Ja, sagde Joan, og Gerda vidste ikke, hvorfor han
lo, mens han knipsede med sine Fingre: Det er den, jeg
spiller.

— Ekstra?

383 DE UDEN FÆDRELAND

— Ja, Frøken Gerda, ekstra.
Doktorfruen sagde:

— Ja, det er Jubelens Musik.

— Eller Forventningens, sagde Fru Jespersen.
Men Joan forstod ikke Ordet, og Frøken Gerda

maatte oversætte det.

— Sig det danske Ord igen, sagde Joan.

— Forventning, gentog Frøken Gerda og langsomt.

— Forventning, gentog atter Joan.
Men saa skiftede han Stemme :

— Aa, jeg taler saa daarligt.

— De taler udmærket, svarede Fru Jespersen, og
Forstanderen, der altid unødigt bredgjorde alle Sætnin-
ger, indskød :

— Det forekommer mig tværtimod, man tør beun-
dre, hvor smukt De har bevaret Modersmaalet.

Joan sagde og saa frem for sig :

— Mo'r talte det vist smukt, det har jeg tænkt paa
idag. Men jeg kan kun sige alle udvendige Ting . . .

— Udvendige Ting, sagde Fru Jespersen og lo.

— Ja, fortsatte Joan i en anden Tone: jeg kan ikke
sige de Ting, jeg tænker.

Gerda sagde — og det kom lidt brat — :

— Jeg forstaar saa godt (og pludselig bøjede hun
hele Hovedet over sin Tallerken) hvad ... De si'er . . .

Men Fru Jespersen sagde, mens hun holdt op at
spise :

— Aa, kan man nogensinde sige, hvad man tænker?
Jeg har saamæn aldrig faaet sagt min Mand, hvormeget
jeg holder af ham.

— Ja, sagde Tobakshandler Larsen : Vi, Ugifte, bitte
Gerda, forstaar os jo ikke paa Kærligheden.

Men Doktorfruen, der forlod Musikkonversationen og
Kandidaten, sagde smilende:

— De, Hr. Larsen, taler dog aldrig om andet.

— Jo, lille Frue, det er kun ved Toddyen . . . Men
hva' har vi Mandfolk vel andet at tale om, Laarentzen

HERMAN BANG 384

— hva' — og Kvindfolkene hører s'gu gerne til gen-
nem en Sprække.

Gerdas Øjne søgte op til Faderen. Men Johansen be-
sørgede, uden at se Datteren, oppe ved Bordenden sit
Værtskab hjemmevant og sindigt som et Kontorarbejde
ved sin Pult.

Forstanderen var begyndt at tale med de to sortkra-
vede Mænd om en Udvisning, men Uhrmageren løftede
sit Glas — for de blev i hans Nabolag ved at tale om
Musik, som han ikke forstod — og sagde:

— Naa, velkommen, Koncertgiver . . .

— Ja, Larsen, afbrød Johansen og løftede Hovedet.

— Nej, blev Uhrmageren ved, Du behøver ikke at
være bange, Johansen . . . jeg ska' ikke holde Tale. For
det har Gerda forbudt.

Fru Jespersen gav sig til at le, men Gerdas Strube
gik op og ned, mens hun blev blodrød i sit Ansigt.

— Ja, det har hun, sagde Uhrmageren.

— Men jeg vil bare si'e — og Larsen blev ved —
Velkommen, Koncertgiver. De er kommen til et tarve-
ligt Land . . . men til et rart lille Land, hvor Hjertet er
godt og med Pærerne er der heller ikke no'et i Vejen.
Og vi er tilfredse med os selv og vi er glade for de
andre.

— Skaal, Koncertgiver.

De løftede alle deres Glas, da der pludselig stak et
stort Hoved frem ovre paa den anden Side af Bordet og
en lidt kvækkende Stemme sagde ned mod Joan :

— Velkommen fra Europa, Grev Ujhåzy.

— Hvem var det? sagde Joan med et Sæt. Stem-
men havde udtalt Ujhåzy saa rigtigt.

— Det er Mefisto, sagde Fru Jespersen.

Men Joan sagde halvsagte — og hans Øjne lo — :

— Frøken Gerda, hvorfor maatte Hr. Larsen ikke
tale?

Frøken Gerda stemmede Haanden mod Bordkanten :

— Aa, det er slet ikke sandt, sagde hun : Larsen er
saa rar . . . men idag . . .

385 DE UDEN FÆDRELAND

Hun holdt inde, men Joan sagde og vidste, han havde
læst hendes Tanker :

— Jeg synes jo netop, her er saa dejligt.

— Synes De? Der kom et Smil over hendes Ansigt,
saa Joan syntes, han havde aldrig set hende smile før

— hele Dagen.

Og lidt efter sagde han :

— Her, forstaar jeg, er jo Danmark.

Han flyttede pludselig sine Øjne, og de mødte Be-
styrerens.

— Hvad er det, han hedder, Deres Bestyrer? sagde
han.

— Han hedder Petersen, sagde hun som En, hvis
Tanker har været langt borte.

— Han har et Par faste Øjne, sagde Joan, mens Fru
Jespersen lagde til :

— Og en stille Vilje.

Men Frøken Gerda svarede ikke . . . hun sad med
Hovedet bøjet. Og paa én Gang sagde Joan, som om
hans Tanke vendte tilbage til Sproget, hvorom der var
talt:

— Hvad betyder „væn"?

Han havde talt til Fru Jespersen, der gav sig til at le
igen:

— Væn? sagde hun: hvordan i al Verden kommer
De til at tænke paa det?

— Væn? blev hun ved: væn ... det er køn eller

— hvad er det egentlig, Gerda?

Ogsaa Joan vendte sine Øjne mod Frøken Gerda,
eller han havde maaske set paa hende hele Tiden. Men
Gerda sagde kun (og det var, som hendes Øjne pludse-
lig blot fulgte et stort Fad med Grønærter, der sving-
lede noget underligt i Uhrmagerens Hænder) :

— Jeg véd ikke — og hun holdt inde et Nu — ja,
det er vel køn.

— Nej, ikke køn, sagde Joan og flyttede ikke sit
Blik: det er mer.

— Men Forstanderen véd det, sagde Fru Jespersen,
H. b. v 25

HERMAN BANG , 386

og hun spurgte. Forstanderen sagde: At det var vel
vanskeligt at oversætte . . .

— Men fager og væn, blev han ved, hedder det
tiest i de gamle Viser . . .

— Hvor har De det fra? spurgte Fru Jespersen.

— Fager og væn, blev Forstanderen ved : det er
gode og nordiske Ord om Kvinden.

— Væn, det er nærmest nydelig, sagde Doktoren,
der svippede ind i Samtalen og brat vendte Hovedet
mod Lorentzen :

— Men hvad mener Fabrikanten? lo han.
Forstanderen citerede mange Verslinjer med „væn",

mens ogsaa Fru Lorentzen, lidt hurtigt, begyndte at
tale. Hun sagde, at Ordet af Grundtvig var forklaret
som yndig.

Ordet „væn" fløj over Bordet som en Bold i Buer.

— Men hvor har De det fra? gentog den leende Fru
Jespersen.

— Fra en Vise, sagde Joan, og hans Øjne hvilede
paa det samme Sted.

— Det er ikke yndig, sagde Kandidaten, hvis Øjne
gled forbi Fru Raabels Kind: Yndig si'er det ikke. Nej,
den, som har Tække, er væn.

— Jeg kender mange gamle Viser, sagde Joan, som
min Mo'r har sunget — og Ane.

Pludselig smilede Gerda :

— Josse, sagde hun og vilde se op og gjorde det
ikke : hvor det lyder kønt ....

Forstanderen havde Forraad af „væn", saa det var,
som slog hans Sangstumper Kreds om det hele Selskab,
da Manden med den skæve Skulder paa én Gang stak
Hovedet frem og sagde:

— Fransk, Grev Ujhåzy, har Ordet ganske homo-
gent: C'est charmant.

Det var, som om det franske Ord havde kaldt paa
Joan:

— Oui monsieur, sagde han og smilede paany :

— La charmante — charmante c'est ca.

387 DE UDEN FÆDRELAND

Men Uhrmageren, der ikke var saa maalkyndig, løf-
tede sit Glas:

— Hvad mener De, Bestyrer?

— Vidne, Du, Laarentzen, sagde han : Her har vi
Druen i Huset.

— Vidne, Tvilling, og Du, Doktor Knaabel . .

— Ja, blev han ved, og han talte ned til Joan : her
er vi Dus over det Hele, Koncertgiver, li'esom i en
Familie. For vi har jo set, de fleste af os, Pladsen her
som den bare Mark . . .

— Der stod s'gu ikke meget her for nitten Aar si-
den — hva' Johansen, andet end din Barak, og den var
bitte.

— Men vi har jo lagt Kræfter i, Skaal, Fru Laa-
rentzen . . .

— Ja, sagde Hr. Lorentzen : hvorlænge har egentlig
Spinderiet staaet?

— Er det ikke femten Aar, Lorentzen? sagde Fruen.

— Ja, sagde Tobakshandleren, det er femten Aar si-
den — for det var det Aar, din Kone døde, Johansen . . .
men da var der kun ni Huse foruden Gæstgivergaarden
og saa Mejeriet . . .

— Saa tidlig døde Deres Mo'r? sagde Joan.

— Ja, saa tidlig.

— Da De var syv Aar?

— Ja, kun syv Aar.

— Men saa tog'et s'gu Fart — og Huse, de fløj op,
som fløj de ret op af Marken — nej, det ka' De ikke
husk', Bestyrer, for De er bare en Nyskvat paa Plad-
sen . . .

Doktoren sagde, at han havde været her i ni Aar,
men da var der da allerede en Gade . .

— Højskolen har da været her længere, sagde Fru
Raabel og bøjede den haandmalede Vifte for For-
standeren.

— Ja, Skolen laa her jo, sagde Forstanderen : paa
sin Plads ved Søndenaa.

25*

HERMAN BANG 388

— Hvor længe har Bestyreren været her? spurgte
Joan.

— To Aar — tror jeg, sagde Gerda.

— Ja, sagde Uhrmageren : en Gade var her — og han
lo — men husker Du, Laarentzen, hvordan den saå ud?

De lo alle ved Tanken om Gaden.

— Den var slem, sagde Lorentzen.

— Den er slem endnu, sagde Johansen for Bord-
enden.

— Ja, Gu' er'en saa, sagde Tobakshandleren : Og
Du er dog Sogneraadets Formand.

De talte alle — om Huse, der var blevet bygget, og
Lodder, som var lagt til, og Folk, som var flyttet her-
hen:

— Ja, sagde Fru Lorentzen ned mod Joan : vi be-
gyndte med syv Arbejdere.

— Og nu er vi halvandet Hundrede, sagde hendes
Mand.

De blev ved at tale — og dog sindigt — om Apoteket
og Centralen og den tekniske Skole.

— Ja, nu gaar s'gu Sludren, sagde Tobakshandleren
og gnubbede sig.

— Men skøn er nu Kirkegaarden. Da den sku' læg-
ges an, sagde Uhrmageren, talte jeg s'gu i Sogneraadet . . .

— Ja, sagde Johansen og løftede Øjnene : det gjorde
Du.

— Nej, den tekniske Skole — det er vores Trumf,
sagde Tobakshandleren: Skaal, Bestyrer. De har s'gu
mistet Deres Mund.

De blev ved at tale. Men Fru Jespersen vendte sit
Ansigt mod Joan :

— Aa, ja, men dejligt har det været — vi kom her
som nygifte — at leve midt i det, hvor de hamrede og
murede og gravede i Grunden og byggede. At vaagne

om Morgenen og se dem rejse Tag Teglsten ved

Teglsten i de røde Rader. Og slaa Vinduet op hver Mor-
gen der kom, og høre de klingende Murskeer . . . Véd
De, jeg synes ikke, der i Verden er saa dejlig en Lyd

389 DE UDEN FÆDRELAND

som den lille hastige Lyd af en Murske . . der li'esom
klinger det, synes De ikke, alt det, der bliver til . . .
Hun tav et Øjeblik, og hendes Stemme var forandret:

— Vi har staaet mange Morgener, Henrik . . . min
Mand og jeg — for vi har saadan et dejligt Vindu i
Gavlen, skønt det vender mod Nord — og set, hvor de
spigrede og klinede og hamrede — midt i Solen. Og,
véd De hvad, saa yderst ude de lyse Pletter, der grøn-
nedes midt i Lyngen det var det kønneste.

— Ja, sagde hun : det har været velsignet alligevel.

— Alligevel? spurgte Joan.

Fru Jespersens Ansigt var forandret.

— Ja, alligevel, gentog hun.

Men pludselig lo Præstefruen igen :

— Men alt dette her kan De naturligvis ikke føle,
sagde hun.

— Jo, sagde Joan og talte stille: jeg kan føle det.
Og han lagde til :

— Er det da ikke min Moders Fædreland?

— Nej, men m i n den største Glæde, sagde Uhrmage-
ren og han talte langsomt og skubbede Stolen lidt fra
Bordet, for nu var han næsten mæt: Min den største
Glæde — det er, naar Vognene ruller i Gaden . . . Saa
maa jeg s'gu til Døren, naar de ruller ind ved Gaden og
opefter Portene — det er den Vej, de ska' . . . Men den
Dag, da de første Gang kom her fra Højerup og var

vundet fra Kolding af da jeg saa de sejsten

Vogne, der var sejsten, Johansen, der kørte ind ad din
Port da stod jeg s'gu med Taarer i Øjnene.

— Det havde vist Greven ogsaa, hviskede Doktoren
til Ussing.

Nogle af de andre lo.

Men Uhrmageren stemmede Hænderne mod sine
tykke Knæ :

— Ja, men det gjorde jeg, sagde han.

— Skaal Filosof, sagde han til Manden med den
skæve Ryg.

HERMAN BANG 390

— Men De kender jo Greven fra Højerup, vendte
Fru Jespersen sig til Joan.

— Hvor véd De det? sagde Joan og lo.

— Han har jo besøgt Dem. Man har da Telefon,
sagde Fru Jespersen, og véd, hvad den skal bruges til ...

De talte højere om Sogneraad og Banken og Spare-
kasser. Nu var der tre paa Pladsen.

Men Joan sagde stille og bøjet frem mod Frøken
Gerda :

— Og i alt det har De levet.

— Ja.

— Levet Deres Liv, sagde Joan.

Men Fru Jespersen, der havde hørt det, sagde:

— Aa, nej, Gerda har baade levet og ikke levet i det.
Du er baade med og ikke med, synes jeg. Der er altid
noget af Dig, Du, som gaar ved Siden af . . .

— Jeg véd ikke, sagde Gerda: det, man ser, det
synes jeg aldrig er saa mærkeligt . .

— Som hvad? lo Fru Jespersen.

— Som det, man kunde tænke sig, sagde Gerda.

— Det er sandt, sagde Joan.

— Naa, Børnlille, det kan være sandt nok, der er vel
kun én mærkelig Ting i denne Verden, sagde Fru Jes-
persen.

— Og hvad er det? spurgte Joan og smilede.

— Det er naar to holder af hinanden, sagde Fru
Jespersen og hun tømte pludselig sit Rødvinsglas, som
drak hun et „Velgaaende".

— De skulde sætte Dem, Frøken Johansen, vendte
hun sig mod Fasteren, der blev ved med at gaa til og
fra — som i en arvet Uro fra den Tid, da Fruentim-
merne ikke sad med til Bords.

— De er en Livsfilosof, Fru Pastorinde, sagde Joan.
Fru Jespersen svarede:

— De, der sidder stille — ikke? — de faar Tid til
at leve.

— Ja, sagde Joan.

— Henrik si'er altid, blev Fru Jespersen ved, og

391 DE UDEN FÆDRELAND

hun spiste igen: De, der altid løber rundt, Du, løber
bare fra Lykken.

— Og fra sig selv, lagde hun til med Munden fuld
af Mad.

— Hvad si'er De, Frøken Gerda? spurgte Joan.
Men Fru Jespersen lo:

— Aa, Gerda løber ikke . . . hun har bare Lyst til at
løbe . . . Det er li'esom, naar hun skal spille Komedie i
Foreningen. Hun har haft tre Roller . . .

— Ti nu stille, sagde Gerda.

— Som hun selv havde bedt om, blev Fru Jesper-
sen ved : og hun har ikke spillet nogen af dem.

— Men hvorfor? spurgte Joan.

— Jo, sagde Gerda : for naar Prøverne kom

turde jeg alligevel ikke.

— Nej, sagde Fru Jespersen : det er hendes Karak-
ter .. . og derfor bliver hun heller aldrig gift . . .

— Ikke? sagde Joan, og det sagte Ord var næsten
undsluppet hans Læber.

De talte endnu om det nye Gymnastikhus, hvor der
havde været Opvisning, og om Forsøgsmarkerne ved
Landbrugsskolen og igen om Spinderiet — da Fru Lo-
rentzen sagde :

— Men vi Venner kender Spiren og Kærnen.

Og paa én Gang talte de alle om Højskolen, og Sam-
talen slog sammen om Forstanderen, der maaske i Stil-
hed havde ventet paa sin Tid, men som nu kun sagde,
med et Nik over det brede og hvide Bryst:

— Ja, Greven kender vel næppe vor Skole.

Men Joan sagde, at denne Højskole var dog kendt
overalt i Europa.

— Man kan maaske sige i Verden, sagde Forstan-
deren :

— Ja, Gud ske Tak, vi har mange Venner, og vor
største Glæde er at se dem fortsætte Gerningen . . .

Og han talte om det lemlæstede Finland, hvor vi
havde mange Lærlinge :

HERMAN BANG 392

— Ja helt ud til Sagaøen ta'er de Arbejdet op i
Glæde, sagde han.

Han talte meget jævnt (men alle tav dog) og han for-
talte Joan (maaske med et lille Smil som den, der under-
retter en meget Uvidende) om, at der jo — og navnlig
til vore Kursus om Sommeren, hvor Karle og Piger
skiftede — kom Folk fra baade Holland og England.

— For ti Aar siden kom en Inder.

— Ja, sagde Forstanderen med det samme Smil : han
havde hørt om os helt i Indien.

— Inderne, sagde Joan : hører mere end man troer.
Jeg har haft en Ven, som var Inder.

— Har De? sagde Gerda, der havde drejet sit Ho-
ved.

— Ja ... i Skolen i Paris.
Gerda sad lidt:

— Hvor mange Steder De har levet, sagde hun.

— Ja, sagde Forstanderen, der blev ved, mens sta-
dig alle tav, skønt de maaske havde hørt det før : det
var mærkeligt at se, hvor nøje han vilde vide og hvor
vel han forstod . . . Fremmedmaal er jo ikke vor Sag . . .
men det gik dog og det gjorde os Glæde . . .

— Og selv for vor Sløjd var han ivrig, sagde For-
standeren.

— Sløjd? sagde Joan: hvad er det?

Han havde spurgt Gerda. Men det var Fru Jesper-
sen, der svarede:

— Sløjd, det er saadan Husflid.

— Hvor meget Folket lærer her, sagde Joan.

— Ja, sagde Forstanderen og bøjede Hovedet : vi
vilde gerne naa saa vidt, vi kan — der gror jo Vækst
for Fædrelandet paa saa mange Maader.

— Men vigtigst er det at aabne Hjerterne.

Fru Raabel spurgte Forstanderen om noget fra Væve-
skolen og Forstanderen svarede bredt og sindigt, til han
sluttede :

— Men Væveskolen er endnu kun en Sti, en lille

393 DE UDEN FÆDRELAND

Sti. De unge Piger har godt af at væve. De væver deres
Udstyr, de væver deres Brudelin — de væver deres
Hjem. Vævestolen kunde genrejse Arnen . . .

Joan havde i Tanker støttet Hovedet' i sin Haand, da
det gav et Ryk i ham : det var Bestyreren, der havde
sagt hviskende men skarpt ned over Bordet:

— Frøken, Deres Fa'r.

— Ja, sagde Frøken Gerda med et Sæt og saå op
mod Faderen, der gav hende et Tegn med Øjnene.

— Aa, jeg glemmer mine Gæster, hviskede Gerda.

— Ja, Du gør, sagde Fru Jespersen : og det plejer
Du aldrig.

— Nej, sagde Gerda, helt forvirret.

Men Joan sagde, mens Forstanderen talte igen :

— Bestyreren passer paa Dem, Frøken Gerda.

— Aa . . . nej . . .

— Aa, jo . . .

— Er han elskværdig, spurgte Joan.

— Han er dygtig, sagde Gerda og saå paa sin Tal-
lerken.

Og pludselig ivrig lagde hun til :

— Aa, jeg vilde saa gerne ha'e, han blev Fa'rs Kom-
pagnon . . .

— Hvorfor?

— Jo, for saa blev Fa'r mere fri og saa kunde

vi ta'e bort lidt tit og rejse .. . .

— Og se Bjergene, sagde Joan.

— Ja, og Gerda smilede: Og Ungarn.

— Og „Operaens Trappe", lo Joan.
Gerda saå paa ham og forstod:

— Ja, det er de Billeder, Boghandleren skarrer mig.
naar jeg er i Vejle.

De andre talte endnu om Væveskolen. Men Forstan-
deren sagde — med en Haandbevægelse over mod Hr.
og Fru Lorentzen — :

— Men her gaar vi ogsaa Haand i Haand med Ven-
nerne paa Spinderiet.

Og han talte om Tegnestuerne paa Spinderiet og de

HERMAN BANG 394

kunstneriske Kræfter, som Fabrikant Lorentzen an-
vendte til at sammensætte sine Mønstre — mens Raa-
bel smilende spurgte om et Par Arbejderskers Sundhed,
og Lorentzen svarede . . . ved at tale om et Par nye Ar-
bejderboliger.

— Og paa de Billeder fra Vejle sidder De saa og
ser? sagde Joan.

— Jo, saa tit, før det bliver mørkt.

— Det har jeg ogsaa gjort saa tit, sagde Joan : der-
hjemme.

De tav begge to og hørte dog vist ikke de andre tale.

— Deres Hus, sagde Gerda og saa fremfor sig: er
det stort?

— Ja, det er stort.

— Med Taarne? hun talte i en Tone.

— Nej, der er ingen Taarne. Men der er fire Søjler
foran Døren. Fire hvide Søjler. •

Gerda nikkede:

— Søjler, sagde hun : Søjler er saa smukt.

— Og naar jeg nu kommer hjem, bliver jeg helt
alene i Huset.

Gerda smilede, med et Smil, der gled ud og kun blev
som en Skygge over hendes Ansigt:

— Alene med Ane.

— Ja, med Ane.

Fru Jespersen, der var naaet til den syltede Frugt,
som hun nød i glade Maader, sagde :

— Aa, Gerda, her er det eneste Madsted i Sognet.
Andre Steder maa man nære sig mere kun med det
aandelige.

Og hun lagde til, dumpende tilbage til at rejse, for
det senere havde hun ikke hørt :

— Ja vist, Gerda vil gerne rejse. Men da hun sidst
var i Fredericia med Nattoget, blev hun borte i den
Smule Stimmel, og da vi fandt hende igen, rystede hun
af Befippelse.

— Skaal min Pige. sagde Fru Jespersen og skyllede
Frugten ned.

395 DE UDEN FÆDRELAND

De andre vedblev at tale om Spinderiet, og Uhrmage-
ren sagde :

— Ja, Laarentzen, det er s'gu dejligt at se dine Ar-
bejderes Unger. Det glæder mig mangen en Gang, naar
jeg kommer ud og rundt ved Boligerne.

— Hva\ Doktor, det var en nem Sygekasse at faa
fat i, sagde han :

— Skaal, Doktor, det var Satan saa fine Knapper
De har i Deres Skjort' . . .

— Ja, ikke sandt? sagde Doktoren og fremskød sit
Skjortebryst, der var prydet med to store Porcelæns-
knapper med paamalede Forglemmigejer :

— Det er Madames Arbejde

— Ja, sagde Tobakshandleren : De er svært flink til
det Maleri, Fru Raabel. Men hvad faar vi saa for Bil-
leder i Foraaret i Kunstforeningen?

Fru Raabel vidste det endnu ikke. Men hun haabede,
man kunde skaffe no'en „ung Kunst".

Lorentzen talte om, at efterhaanden naaedes det vel :
at faa Arbejderne her ud paa Landet i en bedre Luft.

Fru Jespersen vendte sig til Joan :

— Hvad tænker De paa? sagde hun, som om hun
gav ham et Dunk i Ryggen. .

— Tænker? sagde Joan: jeg hører efter og tænker
paa derhjemme.

— Aa, sagde Fru Jespersen : jeg kender ikke andet
til Ungarn end Maurus Jokai og en Czardas, jeg saa
dem danse i Sommerrevyen i Kolding . . .

— Ungarn er ikke mit Fædreland, sagde Joan : mit
Fædreland er kun Øen.

— Ja, det har De sagt, sagde Gerda og saa op paa
ham.

— Øen, sagde Fru Jespersen: hvad for en 0? Det
lyder som i et Eventyr.

— Ja, sagde Joan og talte sagtere: som i Eventyret
om de Forbandede.

Gerda gentog det:

— Om de Forbandede?

HERMAN BANG 396

— Det er et serbisk Eventyr, sagde Joan, og hans
halvlukkede Øjne saå frem: om en fortryllet 0, hvor
ingen Kvinde lever, skønt alle dens Mænd de længes.

— Hvorfor henter de sig ikke no'en Kvinder? sagde
Fru Jespersen og lo.

— Det kan de ikke, Frue, sagde Joan : Kvinden
skulde komme til dem. Men de syv Dødssynder bevog-
ter dem.

— Men saa kommer der en Kvinde alligevel? sagde
Fru Jespersen.

— Ja, sagde Joan : hvis en Kvinde kunde elske en
Mand, som er stum og som er blind og som ikke har
Øren — da er Fortryllelsen hævet.

— Det kan en Kvinde, sagde Præstens Frue, med
ét alvorligt.

De tav et Øjeblik.

— Hvor ligger Deres 0? sagde Gerda.

— Den ligger i Donau, sagde Joan, og hans Stemme
ændredes : Men den findes ikke paa Kortet.

Og han fortalte, i langsommere Sætninger, om hvor-
dan den laa, dér paa alle de Landes Grænser. Om Slot-
tet og Vinbjerget, hvor Violerne blomstrede om For-
aaret, og Møllen, yderst paa Pynten. Og de Ulykkelige,
som Lovene forskød og som søgte Tilflugt.

Joan blev ved at tale næsten som han talte til sig
selv, eller han vidste ikke, at han talte til en anden.

— Og den 0 ejer Deres Slægt? sagde Fru Jesper-
sen.

— Ja, sagde Joan : Vi har ejet den sekshundrede
Aar.

— Og dér tog Deres Fa'r Deres Mo'r hen — fra
Vejle.

— Ja.

Fru Jespersen sad et Øjeblik. Saa sagde hun :

— Hvor to Mennesker maatte kunne blive lykkelige
paa Deres 0.

Forbavset, som ved det, man aldrig har tænkt, slog
Joan Ujhåzy sine Øjne op :

397 DE UDEN FÆDRELAND

— Lykkelige?

Og et Nu efter sagde han :

— Ja, det er sandt.

Gerda havde ikke talt. Men Vipperne paa hendes
Øjenlaag sitrede som hos En, der ser mod Lyset, eller
som hos nogen, der skal græde.

Men skyllet fra Stemning til Stemning hastigere end
nogen Tid i sit Liv — og uden at han vidste ret, hvor-
dan eller hvorfor — talte Joan igen om sit Hjem, brat-
tere og kortere :

Om Sprogene, der blandedes, og ingen kunde ét, og
om Hadet, der brød ud, og Slagsmaalene, dér, hvor alle
var landflygtige. Og man tog Rovdrift af Jorden, som
var Ingens Hjemstavn og som de alle forbandede.

— Uh, sagde Fru Jespersen : De skræmmer med
Deres 0.

Men Joan, der havde tiet, sagde :

— Men kan De da ikke forstaa ... nu, hvor jeg
kender Mo'rs Fædreland.

— Jo, sagde Præstens Frue.

Og Joan, der atter skiftede Tone, sagde med et Smil:

— Her, Frue, kunde Menneskene blive lykkelige.

— Det er sandt, sagde Forstanderen, der kun halvt
havde hørt : i dette Land kunde alle være lykkelige.

— Men, blev han ved : de fra Søndenaa er vor Vel-
magts Vagt.

Han bøjede sig frem mod de to Mænd med de sorte
Kraver og Kvinderne for Bordenden, som ikke bevæ-
gede deres Ansigter.

De havde alle tiet et Nu — da Fabrikant Lorentzen
begyndte at tale om en Udvisning, mens de sortkravede
Mænd svarede langsomt, med sært enstonige Stemmer,
som læste de op af en Bog.

Joan havde bøjet sig frem og betragtet de forandrede
Ansigter langs Bordet:

— Hvem er det? spurgte han.

Og Frøken Gerda sagde, og hendes Stemme havde
et andet Fald :

HERMAN BANG 398

— Det er Sønderjyderne.

Fru Jespersen lagde til og talte halvsløret:

— Der er kommet mange.

— Men nu vil vel Gendarmerne notere dem ved
Grænsen.

Joan sagde — og vidste ikke selv, at hans Stem-
me lød som de andres — :

— Min Mo'r og Ane talte saa tit om Krigen — da
var hun Barn . . . men hun huskede det saa godt.

Joan betragtede atter Sønderjydernes Ansigter.

— Hvor de maa længes, sagde han.

— Hvordan, sagde Fru Jespersen.

— Jo, sagde Joan (og Fru Jespersen forstod ham
ikke) for deres Fædreland er jo til, og de er
kun skilt derfra.

Som om kun det ene Ord havde naaet hende, sagde
Gerda og vendte ikke Hovedet:

— Længtes Deres Moder meget?

— Ja, sagde Joan : hun længtes.

Og de tav begge, saa to Gange maatte Forstanderen
sige :

— Men heller ikke Søndenaa faar Hr. Greven at se.
Anden Gang hørte Joan det og med en meget klin-
gende Stemme svarede han :

— Jo, Hr. Forstander, naar jeg kommer igen.
Frøken Gerda havde paa én Gang løftet begge sine

Hænder næsten i Højde med sit Ansigt, mens Fru Jes-
persen brød ud:

— Aa ja, det skulde De gøre — komme her en Som-
mer. Saa er her saa dejligt.

Og Forstanderen sagde:

— Ja, De burde sandelig se Mødrenelandet om Som-
meren.

Alle greb de Tanken, talende ned til Joan, indbydende
ham alle — mens kun Købmand Johansen blev ved at
tale om Udvisningerne med de to Kvinder, der i deres
sorte Silkeliv var ret op og ned, som var ogsaa de ud-
tørrede til Mænd.

399 DE UDEN FÆDRELAND

— Ja, komme sku' De s'gu, raabte Uhrmageren : Vi
ska' være go'e ved Dem.

— Og paa Fabrikken er der Gæsteværelser, sagde
Fru Raabel og bøjede sig kært over mod Fru Lorentzen.

— Ja, Hjerterum har vi, sagde Fru Lorentzen og
nikkede tilbage.

De talte alle om Sommeren og om Udflugter og
Skibelund Krat og om „Modersmaalet".

— Det Værk blev skabt i en god Time, sagde For-
standeren.

Men Lægen sagde :

— Nej, nej, det nytter ikke og det nægter jeg ikke
— om Sommeren faar jeg Hjemve efter Skodsborg; og
Uhrmager Larsen sagde :

— Ja, jeg ta'er nu osse en Gang imellem over og ser
paa Dyrehaven. Den er køn saadan en Formiddag, naar
Dyrene græsser.

Men Tobakshandleren sagde til den ene Sønderjyde :

— Jeg synes nu, at Christiansfeldt er Fa'en saa ny-
deligt.

De talte alle om Dyrehaven og Eremitagen og Land-
stederne. Fru Raabel havde jo haft sine lyseste Dage
dér, hos sin Onkel, Etatsraaden, ved Springforbi, hvor
hele Huset var fuldt af Musik.

Men Fru Jespersen, der dog selv var Københavner,
forsvarede Jylland :

— Aa nej, aa nej, maa jeg be' om Jylland . . . jeg
véd ikke . . . men Jylland er saa stort. Det hænger sam-
men med Verden ... og saa ser man saa langt, helt ud
til Lyngen.

— Nej, der er ikke noget dejligere, sagde hun : end
at staa paa „Bjerget", naar Solen er gaaet ned.

Joan havde smilet:

— Og, sagde han og talte til Gerda : hvor synes De,
•der er dejligst om Sommeren?

— Jeg, sagde Gerda (og maaske havde hun ikke hørt
ret meget af, hvad der var talt) ... jeg ... jeg synes,
det er kønnest, naar Mosekonen brygger.

HERMAN BANG 400

Hun tav et Nu :

— For saa tænker man paa saa mange Ting . . . eller
man tænker slet ikke.

Joan havde nikket:

— Men der er dog smukkest ved Munkebjerg, sagde
han.

— Ja, sagde Gerda og vilde le : det er der.

Paa en Gang var det, som Samtalen gled ud, og man
hørte Fru Raabel, der talte til Kandidaten og endnu var
ved Springforbi — da Uhrmageren løftede sit Glas :

— Ja ja, sagde han og hele det kuglede Hoved
svedte : et Glas ska' der nu drikkes. Karen Post ska'
s'gu mindes. Ære være hende.

— Ja, sagde Broderen : Ære være hende.

De to Brødre drak, og de andre fulgte efter, mens
der et Øjeblik blev stille i Stuen.

— Ja, sagde Tobakshandleren: hun var sejg og tro.

— Til hende gik man, naar det kneb, sagde Uhr-
mageren og nikkede ned til Gerda.

— Ja, sagde Gerda stille.

— Hvem er Karen Post? spurgte Joan, der havde
set om imod hende.

— Det er jo Oldemo'r.

— Ja, sagde Uhrmageren, jeg husker hende saa
grant. Det var den sidste Aften, hun flyttede sine Ben.
Jeg kom ind hernede i Boden, og dér stod hun og havde
talt Kassen op og havde faaet tændt sit Tællelys . .

— Hun sku' jo gaa i Seng ved sit Tællelys.
Han skiftede igen Tonen :

— Naa, Karen Post, De holder ud, si'er jeg saa, De
gi'er'en ikke op, si'er jeg saa . . . Nej, Jørgen Larsen,
sa' hun saa, En maa staa paa sine Ben, sa' hun saa og
var li'esaa fast i sit Ansigt, til En falder.

— Og saa gik hun op . . . med sin Praas . . .

— Og saa om Morgenen var hun død.

— Det er s'gu den kønneste Død, jeg har kendt,
sagde Uhrmageren :

401 DE UDEN FÆDRELAND

— Men hende er det s'gu, der har bygget Bulen,
sluttede han.

Der var stille endnu. Kun Doktoren sagde nogle Ord
— da Købmand Johansen rejste sig:

— Ja, saa be'r vi vel ta'e til Takke, sagde han.
Men idet Gerda rejste sig, saa hun op paa Joan og

sagde — og det lød, som havde hun al den Tid kun
tænkt paa det — :

— Hvor det maa være dejligt at eje Deres 0 . . .

— Eje hvordan?
Gerda smilede :

— Dér maa man da kunne gøre alle lykkelige.

— Lykkelige?

Joan havde bøjet sit Hoved frem og det var, som alle
Bordets Lys straalede over hans Ansigt.

— Tak for Mad, sagde Fru Jespersen lige ved Døren
og lo til Joan.

— Tak for Mad, gentog Joan og saa ikke hendes
Haand.

De raabte alle Tak for Mad og de trykkede alle Hæn-
der.

— Velbekomme Greve, sagde Uhrmageren.

— Velbekomme, sagde Joan og hørte det ikke selv.

— Ja, det er jo Landsens Skik, sagde Fru Raabel,
der var trængt frem til Joan med sine Spillehænder.

— Velbekomme, sagde Joan, og havde bestandig det
samme Skær i sine Øjne.

Fru Raabel var allerede begyndt at tale — som den,
der endelig faar Tag — om Æren for saadan et lille Sted
og Glæden og at han vilde spille Mendelssohn :

— Lykkens Musik, sagde Kapelmusikus Green.
Joan gav sig til at le, overmodigt, næsten uforskam-
met, som en tyveaarig :

H. B. V 26

HERMAN BANG 402

— Havde han nogensinde været lykkelig, sagde han,
og begge Tommelfingre sad i hans Vestehuler.

Fru Raabel gav sig, muligvis lidt forvirret, ogsaa til
at le, mens Uhrmageren, der hørte Joans Latter, kom
hen imod ham:

— Velbekomme, Koncertgiver, sagde han og tog
med sine Næver begge Joans Hænder : De er s'gu et
herligt Menneske.

— De ogsaa, sagde Joan og beholdt Uhrmagerens
Hænder, der svedte.

— Drikker vi paa det, sagde Uhrmageren.

— Ja, men jeg skal spille, Hr. Larsen, sagde Joan,
der huskede de fremmede Navne som den, hvis Hjerne
paa én Gang kan huske alle tusinde Ting.

— Vi nipper, sagde Larsen og skænkede i et Par
smaa Glas :

— Det er Johansens den bedste, sagde Larsen : her
er man s'gu ved Kilderne.

— Skaal, Koncertgiver . '. . Hej, Bestyrer, De ka'
være Vidne . . . Naa, han hø'er'et ikke. Saa Skaal,
Koncertgiver.

— Skaal, Hr. Larsen.

Hr. Larsen drak ud. Rundtom talte og drak og lo de.
Doktoren, der var en Tusindkunstner, jonglerede med
to Likørflasker.

— Tab dem ikke, tab dem ikke, sagde Gerda, hvis
Ansigt lyste.

Cigarerne var blevet tændt og Røgen laa allerede
over Stuen som en let Damp.

— Tab dem ikke, tab dem ikke.

Den anden Tvilling slog bagfra Joan paa Skulderen :

— Ja, Koncertgiver, her ka' man lære at være glad.

— Ja, sagde Joan og lo igen, som maatte han be-
standig le.

— Det har De Ret i, Larsen, raabte Doktoren, der
svingede Flasken ind under sin Arm og greb den over
sin Skulder:

— Det kommer af, at vi har skyldfri Hjerter.

403 DE UDEN FÆDRELAND

Joan havde vendt sit Ansigt mod Gerdas :

— Tab dem ikke, raabte uvilkaarlig ogsaa han.
Og han og Frøken Gerda kom paa én Gang til at le

— sammen, ad Likørflasken, der stadig fløj; da en
Haand rørte ved Joans Arm, og Fru Jespersen sagde og
forestillede en slank Mand med et skægløst Ansigt:

— Det er min Mand.

— Saa kom De dog, Hr. Pastor.

— Ja, jeg naaede herhen, sagde Præsten : jeg vilde
jo gerne følge min Kone.

Og henvendt til Fruen sagde han :

— Hun gik bort saa stille og kønt, Du.
Gerda kom til:

— Men, Hr. Pastor, De ska' ha'e no'et at spise.

— Hun er død, sagde Fru Jespersen.

— Er hun? sagde Gerda — men det samme Smil
laa straalende helt ud over hendes Træk — : Aa, hun
var saa god og rar. Hun tænkte da paa alle Men-
nesker.

— Ja, Dem holdt hun af, sagde Præsten.

— Aa, Herregud ja, naar man var der til Kaffe —
og Fru Jespersen lo halvt — : og hun var kommen til
Sæde paa sin Forhøjning og begyndte paa sit:

— Ja, Gerda-Skat er kær. Lille Fru Jespersen, er
hun ikke kær . . . men vi skulde ha'e hende gift.

— Det er som Ane, sagde Joan.

— Ane? spurgte Præsten.

— Det er min Barnepige.

Rundtom blev de ved at tale og le. Uhrmageren gik
omkring og skaalede i hver Gruppe, standsende med sit
Glas i Haanden :

— Hør, han er et herligt Menneske, sagde han og
nikkede, lige ind i hvert Ansigt.

— Skaal, Laarentzen.
Og han gik videre.

Støjen slog op omkring dem, mens Fru Jespersen
sagde til Joan :

— Vil Ane ogsaa ha' Dem gift?

26*

HERMAN BANG 404

Gerda var gaaet et Par Skridt, men Præsten blev, og
ogsaa Gerda blev staaende.

— Aa, sagde Joan,* og hans Stemme fik som i Ly af
Støjen en egen Klang: hver Gang jeg kommer hjem og
hun ta'er imod mig i Orsowa, ser hun paa mig og stik-
ker det store døve Øre op til min Mund, og jeg raaber
— for jeg véd, hvad det er, det gælder — : „Nej, lille
Ane" . . . „Aa, Herregud", siger saa Ane, „aa, Herre-
gud" . . .

— Stakkels Ane, sagde Fru Jespersen.

— Ja; stakkels Ane! ... og Joan lo pludselig sagte.
Ogsaa Præsten lo, uden at vide hvorfor. Men Gerda

sagde og tog hans Haand :

— Nu skal Pastoren spise . . .

— Ja, sulten er jeg blevet, sagde Hr. Jespersen :
Hvor De er kold om Hænderne.

— Aa, nej.

Men Fru Jespersen, der fulgte efter dem med Joan,
sagde :

— Gerda, Du bli'er altid kold af Glæde.
Uhrmager-Tvillingen var naaet videre. Han stod

foran Bestyreren og nikkede ham ind i Ansigtet med
samme Overbevisning :

— Skaal, Bestyrer. Men véd De hva' . . han er et
herligt Menneske.

Fru Jespersen og Joan var standset i Døren til Spise-
stuen. Der var dækket til Præsten ved et Hjørne af
Bordet. Det skulde gaa i en Fart, og Gerda, der stod
ved Siden af ham, smurte Maden, mens Pastoren spiste.

Faster Grethe bød, lavmælt og knoklet, af alle Fade
paa én Gang.

— Tak, lille Frøken, Tak, lille Frøken, sagde Præsten.

Joan stod lænet til Dørstolpen og saå paa den spi-
sende Præst. Gerdas Hænder løb saa hjemmevant over
den hvide Dug. Fru Jespersen spurgte sin Mand om
Begravelsen :

— Naar den mon skulde være?

— Paa Mandag vel, sagde Præsten.

405 DE UDEN FÆDRELAND

— Nej, sagde Fruen, Du ka' tro, det bliver Søn-
dag. For Familien fra Kolding kan da bedst komme en
Søndag.

— Tak, lille Frøken, Tak, sagde Præsten henvendt
til Fasteren: alle Fade var kommet ind igen.

— Frue, sagde Joan og flyttede ikke sine Øjne:

— Hvor Liv og Død her er gode Venner.
Fru Jespersens Ansigt blev i et Nu alvorligt:

— Men er det ikke Maalet?

— Jo, sagde Joan, og de tav.

— Nej, nej, Hr. Pastor, Filet'en maa De smage —
den er fra Kolding.

— Ja, Henrik, Maden — og Fru Jespersen lo igen
— er kommet fra alle Kanter . . .

— Vist ej ...

— Jo, min Pige, det er den, og, ih, min Pige, hvor
har Du været bange. Men jeg sagde — hun vendte sig
mod Joan — : Vil han ikke spise, maa han saamæn la'
være.

— Var De bange for mig?

— Ja, sagde Gerda og hviskede, saadan hastigt: Og
De spiste heller ingenting.

— Men nu er jeg sulten, sagde Joan og slog sig ned
paa en Stol.

— Er det sandt — og Gerdas Ansigt lyste — vil De
ha'e et Stvkke?

— Ja Tak.
Gerda lo :

— Hvor det var dejligt . . . med hvad?

— Med ligemeget.

De lo begge to, mens Gerda smurte — saa til Pa-
storen og saa til Joan.

— Nu morer Gerda sig, sagde Fru Jespersen.

— Ja, sagde Gerda og rakte paa en Kniv et Stykke
til Joan.

— Det er næsten li'esaa godt som at spise i Køkke-
net, lo Fru Jespersen.

— Ja, sagde Gerda og blev ved, som Forklaring til

HERMAN BANG 406

Joan : For jeg holder saa meget af at spise i Køkke-
net.

— Jeg med, sagde Joan : for jeg maatte ikke — som
Barn. Men jeg løb altid ud til de to Kokke.

— Kokke? gentog Gerda, som var Kokke noget for-
underligt.

— Ja, vi havde jo to, sagde Joan, der spiste. Det var
Rumænere.

— Rumænere skal være saa kønne, sagde Fru
Jespersen.

— Kære Jomfru, blev hun ved : jeg faar igen Appe-
tit af at se paa de andre.

Og Fru Jespersen begyndte, med en lang Arm, at
smøre selv.

— Deres Sprog skal være saagodtsom Latin, sagde
Præsten, der talte om Rumænerne.

— Ja, det er næsten Latin.

— Hvor De kan mange Sprog, sagde Gerda og talte
i samme Tone, som da hun sagde „Kokke".

— Mange og ingen.

Fru Jespersen, der lagde Filet ovenpaa Smørrebrødet
og Tomater ovenpaa Filet'en, sagde :

— De har allerede gjort Fremskridt i Dansk.

— Synes De? sagde Joan og saa smilende frem over
Bordet :

— Nu skulde vi slukke Lysene, saa vi sad alene un-
der Lampen.

— Ja, sagde Gerda : det gør vi.

Og hun og Joan løb rundt og slukkede alle Lysene.

— Puh,

— Puh,

— Puh,

med lange Pust ind i hver Flamme.

— Men hvad tænker FaV, sagde Gerda pludselig og
standsede foran det næstsidste Lys.

— Og Bestyreren? sagde Fru Jespersen.

— De tænker, vi har det rart, erklærede Joan, der
atter sad ved Bordet.

407 DE UDEN FÆDRELAND

— Ja, sagde Gerda og gjorde en Bevægelse med
sine Læber, som pustede hun en Sæbeboble.

Gennem Døren lød Selskabets Stemmer. Tvillin-
gerne talte højest.

Joan saå frem over Bordet, hvor den hvide Lys-
kreds af Lampen skinnede med sine Damaskesstjerner :

— Aa, nu skulde Ane se os!

En Stol blev rykket ind ved Siden af Joan — og
Grev Holstein, som ingen havde hørt komme, satte
sig paa den med et Plask :

— Her har Du det rart, sagde han.

— Erik.

— Godaften, Frøken. Godaften, Hr. Pastor — og
til Fru Jespersen nikkede han — : Ja, jeg gik denne
Vej. I Stuen var Stimmelen s'gu for tæt.

— Greven er velkommen, sagde Gerda og bøjede
Hovedet.

Grev Holstein lo og saå ud over Fadene :

— Dette var en behagelig Mad.

— Vil Du osse ha'e? og Joan lo.

— Ja Tak, sagde Holstein, hvis Du byder.

— Det gør vi, sagde Joan, og han drejede sin Stol
og aabnede Buffeten og tog et Glas ud og Tallerkener
ud — mens de lo.

— Ogsaa en Gaffel, sagde Frøken Gerda.

— Og en Kniv, sagde Erik.

— Her er de, sagde Joan, der havde fundet dem i
Skuffen.

Erik spiste, og Fru Jespersen snakkede. Joan sad og
saå paa Erik : han havde det samme gamle Tag, naar
han spiste, og førte Maden saadan med et Snub ind i
sin Mund, men hans Fingre var blevet mere svære.

— Véd Du, Joan, det minder om Michel, ikke? . . .
naar vi stak fra Kostholderen og spiste paa Knejpe.

— Tak, sagde Fru Jespersen.

— Det var det dejligste, vi vidste, sagde Grev Erik.
Og han fortalte om Bagstuen : Husker Du, husker

Du, tæt ved Luxembourg, hvor de havde gemt sig, for

HERMAN BANG 408

at ingen skulde „dage" dem, og de spiste røgede Nor-
manner-Sild, for de lugtede af Danmark.

— Men han gik forresten mest for sig selv og luk-
kede Øjnene, sagde Grev Holstein om Joan med sit
gamle halvmisfornøjede Nik.

Frøken Gerda havde støttet Hagen paa sin Haand,
saa det lille opadvendte Ansigt laa i Lampens Lys:

— Du levede s'gu altid, Joan, saadan paa Siden af
os andre.

De lange Øjenhaar var langsomt gledet ned mod
Frøken Gerdas Kind.

— Men saagu holdt vi af ham, alligevel.

— Skaal, Joan.

Grev Holstein drak, og da han satte Glasset, sagde
han :

— Hør, Frøken Johansen, mon min Rhinskvin er
kommen hjem?

Der fo'r en hastig Rødme op i Joans Ansigt, men
Frøken Gerda sagde blot, med én umærkelig Drejning
af Hovedet:

— Det véd vist Bestyreren, Hr. Hofjægermester.
Joan lo, som en Dreng — af en Glæde, han næppe

selv forstod.

— Hvad ler Du af? spurgte Holstein, der selv var
blevet hel forvirret.

— Af Dig.

— Naa, sagde Holstein (og havde dette her ligesom
en stor og skikkelig Hund ved sig), det ka' der vel osse
være Grund til.

Men endnu forvirret over sin egen Bommert sagde
han :

— Men den bedste Tid var dog, naar Du spillede.

— Ja, sagde Joan, saa godt Du kunde følge mig.
Du, Erik, har altid fornummet Musik.

— Du har vel lært mig'et, sagde Erik. Og hans
Fingre begyndte at spille paa Bordet ligesom paa et
Klaver :

— Hvordan var'et nu, den gik, Hanas Vise . . .

409 DE UDEN FÆDRELAND

Joan nynnede den, og Holstein nynnede med, mens
han stadig bevægede sine Fingre henover Dugen — gli-
dende over og skiftende Melodien, nynnende en ny, mens
Joan faldt ind og Fru Jespersen, halvt leende, kvad med:

Danmark, dejligst Vang og Vænge,
lukt med Bølgen blaa,
hvor de voksne danske Drenge
kan i Leding gaa

De sang højere, med glade Stemmer, mens Uhr-
mageren kom frem i Døren :

— Nu synger s'gu Greverne, raabte han ind til de
andre.

Og paa én Gang sang de alle, stimlende sammen, i
begge Stuer — stærkt og højere, mens Holstein stand-
sede og Joan havde rejst sig:

Mod de Sakser, Slaver, Vender,
hvor man dem paa Tog hensender, —
Én Ting mangler ved den Have:
Ledet er af Lave.

Joan var gaaet frem. Fra Spisestuens Halvmørke saå
han ind mod dem, der sang. De fleste havde sat sig.
Med Ansigterne ind mod Rummet sang de ud i Luften :

Efter Ønske vokste Volden,
Dannevirke kaldt,
som har mangen Terning holden,
til den slet forfaldt.

Pastoren sang med, dæmpet, frem over Bordet.

Ledet, sagde Dronning Thyre,
har vi hængt, Gud Vangen hyre,
at den ingen Fremmed bryder
eller Hofbud byder.

Sønderjyderne stod op. De sang med løftede Ansigter
og saa langsomt. Den ene Frue havde lagt sin ene
Haand ovenpaa den anden foran sit flade Bryst.

Joan rørte sig ikke.

Uhrmageren sad endnu med halvt løftet Haand og
holdt et Glas, som han havde glemt:

HERMAN BANG 410

Dannemark vi nu kan ligne

ved en frugtbar Vang,

hegnet trindt omkring. — Gud signe

den i Nød og Trang!

Gerda vidste ikke selv, at hun paa Taaspidserne var
gaaet hen mod Joan.

Mens de blev ved at synge, alle altfor langsomt, lød
det i Skumringens tunge Luft saa besynderligt, næsten
som Sangen i en Krypt:

Gid som Korn opvokse Knægte,
der kan frisk mod Fjenden fægte
og om Danebod end tale,
naar hun er i Dvale.

Sangen døde hen, men ingen talte.

Købmand Johansen stod i Døren mellem begge Stuer.
Det var, som blev han større, fordi han stod paa Tær-
skelen.

Saa sagde Gerda, som om hun gættede Joans Tanker,
og vendte Ansigtet halvt op imod ham:

— For Fa'rs Fa'r døde ved Dybbøl.

— Faldt han? sagde Joan sagte som hun.

— Ja, den femtende April.

Og lidt efter sagde hun og nikkede langsomt:

— Han blev skudt.

— I Skanserne? spurgte Joan og talte som hun.

— Ja, i Skansen.

Inde i Stuen havde de ikke talt. Det var Fru Lorent-
zen, der begyndte at synge igen. Hendes Stemme var
skær og fast. Fru Jespersen faldt i, siddende ved Siden
af sin Mand. De sang begge to med Ansigterne vendt
op mod Lampen.

Lidt efter brød alle ind, saa Sangen steg :

I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
dér har jeg Rod, derfra min Verden gaar.
Du danske Sprog, du er min Moders Stemme,
saa sødt velsignet du mit Hjerte naa'r —

411 DE UDEN FÆDRELAND

— Den kan Jeg, hviskede Joan.

— Kender De den? sagde Gerda, og hun smilede.

— Ja. Den sang min MoV.

Og, meget lavt, sang Joan med — kun Melodien,
uden Ord:

Du danske, friske Strand,

hvor Oldtids Kæmpegrave

staar mellem Æblegaard og Humlehave, —

Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

De sang lidt hurtigere, mens Forstanderen førte
Sangen.

— Sig mig Ordene, hviskede Joan.

— Ordene?

— Ja.

De sang igen, mens Gerda sagte hviskede Sangens
Ord, staaende tæt ved Joan, der atter sang, Ordene
med — fangende dem fra hendes Læber:

Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
mer rigt end her, ned til den aabne Strand?
Hvor staar Fuldmaanen over Kløverengen
saa dejlig som i Bøgens Fædreland?

Den ene Sønderjyde havde lagt Armen ned om sin
Hustrus Liv, mens Gerda blev ved at hviske Digtets
Ord:

Du danske, friske Strand,

hvor Dannebrogen vajer, — ...

— Syng med, hviskede Joan.

— Jeg kan ikke synge.

— Aa, nok, sagde Joan.

Og ganske spædt, som var hun bange — mens det
samme Lys kom over begges Ansigter — nynnede hun :

Gud gav os den, Gud giv den bedste Sejr! —
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

Holstein sad med Hovedet støttet i begge Hænder
og saå paa Joan, der sang:

HERMAN BANG 412

Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaar,
hvor Sproget er min Moders bløde Stemme
og som en sød Musik mit Hjærte naa'r, —

Erik Holstein blev ved at sidde og se paa Joan :

— Nej, det vidste man s'gu aldrig, for hvem Li-
vet vilde sætte Agerhønen paa Bordet.

Joan havde bøjet sig for at gribe Gerdas de hviskede
Ord. Deres Ansigter laa saa nær ved hinanden — da
Sangen standsede.

— Det næste Vers? sagde Joan.

— Der er ikke fler.

— Ikke, sagde Joan, og han blev ved at smile.
Men pludselig vendte han sig:

— Nu skal jeg over at spille.

— Ja, sagde Gerda og havde glemt det, hvortil hun
saa længe havde glædet sig:

— Det er Tiden.

— Ja, høje Tid, sagde Grev Holstein og rejste sig.

— Farvel saa længe, sagde Joan, og hastigt tog han
begge Frøken Gerdas Hænder.

— Farvel, sagde Gerda og, brat kom det:

— Og Tak.

Hun havde sagt det ene Ord med en ganske lille
Stemme, og Joan saa paa hende, som han ikke forstod.
Men saa sagde han — og igen saa hastigt:

— Nej, men nu skal jeg takke.

Og i et Sæt begyndte han at sige Farvel og gav
Haanden, dem alle Haanden — og man kunde tro, han
var befriet ved at komme bort og det var vel dog ikke
det, da han trykkede alle Hænder. Men foran Køb-
mand Johansen blev han staaende og saa ind i hans
Ansigt, som vilde han læse i det:

— Nu skal jeg spille, sagde han igen.

— Men Tak, føjede han til.

Og igen gav han Hænder til alle, Stuerne rundt.

— Farvel, Hr. Bestyrer, sagde han
og blev ved :

413 DE UDEN FÆDRELAND

— Farvel, Farvel . . .

Til han var ude af Døren med Holstein.

Alle Stemmerne summede bag dem.

Joan og Erik kom ned paa Gaden. Der var helt fuldt
af Mandfolk og Kvindfolk med løftede Skørter — under
de elektriske Lamper.

— Halløj, halløj.

En Char-å-banc svang forbi ind mod Hotellets Aab-
ning, saa nær, at Hjulene skurede næsten Grev Eriks
Ben. Men fra Vognen raabte to Damestemmer:

— Er det Dem, Hr. Hofjægermester. Godaften —
Godaften.

— Godaften, Frøken Halek, raabte Grev Holstein:
Vil De køre mig over.

Endnu en Vogn kørte op, og den anden standsede.
Inde i Porten hørte man Olesens hæse Bas, og en
Herre, der ærbødigt tog Hatten af, sagde:

— Her er livligt, Hr. Hofjægermester.

— Godaften, Hr. Landinspektør — ja, Fa'n ta'e
mig, Karrusellen gaar.

Erik havde vendt sig og saå ned ad Landsbygaden,
hvor Folk blev ved at komme — i Klatter — Bønder og
Bønderkoner i Sjaler og Galoscher, under det elektriske
Lys.

— Ja, sagde han : det er s'gu et underligt Land —
det Land, vi lever i.

— Et storartet Land, sagde Joan og løftede sin
Haand : Men skynd Dig.

Han drejede ind ad Porten, som Vognen spærrede.

Oppe hos Johansens begyndte de at spille. Klaverets
Toner slog gennem de aabnede Ruder ud over Gaden.

Joan var standset: Skyggerne deroppe gled hen over
de nedrullede Gardiner.

— Det er Fru Raabel, sagde Erik; jeg kender hen-
des Sommernats-Drøm.

— Her slipper vi ind, sagde Joan, og han løb ind i
Porten foran den næste Vogn.

HERMAN BANG 414

I Gaarden trampede Hestene, og der blev raslet med
Seletøj, og de løb med Lygter.

— Jeg henter Violinen. Gaa Du derover, sagde
Joan. Han talte i saa korte Sætninger og løb ind i
Gangen. Trappen tog han som i to Sæt.

Under ham skreg det med Olesens Bas:

— Jensen — til Helvede — Jensen.

Og Hr. Jensen løb imod ham ud fra en Krog, snur-
rende rundt paa sine Taaspidser som en Balleteuse:

— Om Forladelse — Gud, hvor bli'er her fuldt, sag-
de Hr. Jensen.

Joan kom op til Værelserne. Dørene stod aabne, og
inde i Stuerne tog Damerne Tøjet af og havde bredt det
over Sengene. Paa Tærskelen stod to unge Piger og
trak hvide Handsker paa.

— Godaften, Godaften, hilste Joan.

Og de unge Piger saa ham og tav og glemte deres
Handsker, og alle Hoveder kom frem for at se efter hans
Ryg. Men de to løb forskrækkede ind til deres Moder.

Joan lukkede sin Dør op.

— Greven kommer sent, sagde Berlineren, der gem-
te en tændt Cigar bag sin Ryg.

Joan gik hen til Vinduet: de spillede derovre endnu.
Skyggerne gled hen over de hvide Gardiner. Joan havde
lukket Vinduet op. Men Tonerne gled bort i Lyden af
de Kommendes Trin.

Nogle Stjerner skinnede svagt paa den ganske blaa
Himmel. Kun en eneste, lige dér, funklede saa stærkt.

Og som vilde han indsuge selve Himmelen med dens
blege Stjerner og stirre ind lige til Gud Faders Skød . . .
strakte Joan sit Hoved tilbage, mens den ene og eneste
Tanke sang i alt hans Væsen. Den ene Tanke, der hav-
de sunget siden da i hans Nerver og hans Hjerte og
hans Hjerne (og han troede, det var den, som bar hans
flyvende Fødder) :

— Dér maatte man da kunne gøre alle Mennesker
lykkelige.

Alle lykkelige.

415 DE UDEN FÆDRELAND

— Skabe Lykken og et Fædreland.

Det var ikke Vej og det var ikke Maal. Det var ikke
Tanker og ikke Planer — kun som en Sang i hans
Hjerte :

— Skabe Lykke og et Fædreland.

— Greven bliver syg, sagde Berlineren lige ved
ham.

— Ja, sagde Joan og greb sin Violinkasse, som han
svang.

— Har De Champagnen?

— Ja, sagde Berlineren og lagde til :

— Flottes Weingeschaft hier — haben alte Marken
. . . sonderbar.

Joan gik over Gaarden og gennem Salen og saå ingen.
Erik sad inde i Rummet med udstrakte Ben.

— Naa, er Du dér? sagde Joan: hvor er Haacke?
og han tænkte ikke paa sit eget Spørgsmaal.

— Derovre, sagde Erik.

Og Joan saå (og saå ham ikke) Haacke, der ovre paa
den anden Side stod foran en Nodepult med opslagne
Noder og uafladelig krummede de udspilede Fingre, som
om han vilde magnetisere Hr. Mendelssohns Aand.

— Hvad Fanden er det, han gør, sagde Erik og saå
paa Hr. Hans Haacke som paa en Tudse uden Hale.

Men Joan svarede ikke. Med Violinen i sin Haand
stod han foran „Skumringen" og smilte.

Berlineren slog Champagnen op i Glassene.

— Det er nu rart, her er en Stol, sagde Erik og
tømte sit Glas.

— Ja, sagde Joan, og han saå med det samme stille
Smil rundt paa alting.

Holstein havde siddet og set paa Joan, der stod saa
slank, med Brystet frem. Saa sagde han og drak:

— Hvor faar Du dine Klæder syet?

— Disse er fra London, sagde Joan, der med Violi-
nen i sin Haand gik rundt som fra Møbel til Møbel og
fra Stol til Stol.

— Ja, Møblerne er nydelige, sagde Erik.

HERMAN BANG 416

— Ja.

Og som om de havde Magt til halvvejs at mødes i
deres Tanker, sagde han, ligesom i en anerkendende
Tone:

— De gaar nu i det Hele godt i deres Stuer der-
ovre.

— Hvem? og Joan vidste godt, hvem han mente.

— Disse Johansens.

Joan svarede ikke. Støj og Stemmers Lyd trængte ind
fra Salen.

— Panden er køn paa hende, sagde Holstein, der
blev ved at tale med smaa Pauser, ganske som i gamle
Dage, naar de laa ved Siden af hinanden, paa deres
Senge i Sovesalen.

— Men Øjnene var kønnere paa Søsteren, sagde
han.

Joan strøg sagte Violinens Strenge.

— Og Ryggen, den var flottere.

Joans Bue strøg over Strengene, som søgte den om
Toner, der vilde sammenføjes:

I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede, —
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

— Mon de er kommen? sagde Joan pludselig og
stod op.

— Det hjælper vel, sagde Erik.

Joan stod ved Hullet i Døren. Han saå hen over de
forreste Bænkes lystklædte Damer:

— De er ikke kommen, sagde han.

— Hvem? spurgte Erik.

— Damerne, sagde Joan og blev ved at se derud.
Længere nede var der Rader, hvor Mænd sad for sig

og Kvinder for sig. De var alle sortklædte. Men bagest,
trykkede sammen og klemte sammen, sad der lutter
Unge, Piger og Mænd, med fremstrakte Hoveder eller
Hagerne støttede i Hænderne, i lyttende Stillinger, som
om de allerede trænede sig til at lytte.
Men næsten ingen talte.

417 DE UDEN FÆDRELAND

— Hvor de er stille, sagde Joan.

— Ja, sagde Erik: naar de først kommer ind, bli'er
de forsigtige.

Men nu kom de — dér var Uhrmageren : hvor havde
han et godt Ansigt. Og Tobakshandleren, der skubbede
sin Mave frem gennem Trængslen ved Sidevæggen; og
Doktoren med en Stol og Fru Raabel . . .

— Nu har vi dem saagu', sagde Erik, som stod ved
det andet Hul i Døren.

— Ja, sagde Joan og havde ikke hørt, hvad han
sagde, mens han blev ved at se mod Salen :

Fru Jespersen stod alene nede ved Døren.

Og dér paa anden Bænk sad dog allerede Hr. Jo-
hansen.

En Herre i en meget udenlandsk Vest og rødslipset
var kommen ned fra Scenen :

— Skal der tændes? spurgte han paa Tysk. Det var
Elektrikeren fra Itzehoe.

— Men, Gerda, sagde Fru Jespersen nede ved Dø-
ren : saa Du kommer sent.

— Ja, jeg gør.

— Hvad skulde Du ogsaa klædes om for? sagde
Fru Jespersen, der sprang i Tanken :

— Min Pige, det gik jo storartet . . .

— Synes Du? sagde Gerda og hun lagde til (og
sagde, hvad hun havde tænkt, det eneste, hun havde
tænkt i alle disse tredive Minutter) :

— Han gik saa hastigt . . .

— Kære Gerda, sagde Fru Jespersen, og nu var de
oppe gennem Midtergangen : Det er altid saadan, naar
Kunstneren springer op i dem.

Og mens de kom ind og satte sig, Frøken Gerda ved
Siden af sin Fader, hviskede Fru Jespersen, der havde
overskuet Salen :

— De er her alle — , ogsaa Fru Raabels Kyllinger.

— Skal vi tænde? gentog Herren med den noget
overdrevne Vest.

— Ja, sagde Joan, og han vendte sig ikke.

H. B. V 27

HERMAN BANG 418

— Hvor hun var bleg.

— Hun er nydelig, sagde Holstein, og i en Tone,
som om han forundret vejede den hele Familie Johan-
sens Mærkværdigheder, sagde han :

— Og hun er saagu' osse hjemme i Klæderne.
Købmand Johansen havde rejst sig og var gaaet hen

til Scenedøren, som han aabnede.

— Ja, sagde han med sin langsomme Stemme : saa
mener jeg, de er kommen.

— Tak.

— Men De kommer da ind — og Joan smilede — :
med Formanden.

— Tak, sagde Købmanden : hvis vi ikke forstyrrer.
Og idet han gik, sagde han :

— Ja, naar de nu bare vilde sidde stille.

— Det gør de nok, sagde Joan og han lo.
Joan løftede sine Arme:

— Hvor er Haacke, sagde han som en Feltherre, der
kalder sine Tropper.

— Her.

— Farvel, sagde Joan med Benet paa den lille Trappe.

— Lykke, sagde Erik og lod, som han spyttede efter
Joan tre Gange.

Men Joan lo ham straalende lige ind i hans Ansigt:

— Kom saa, raabte han til Haacke.
Grev Erik gik ud til sin Plads.

Men da han var gaaet, raabte Joan, fra Scenegulvets
Rand, til Berlineren:

— Alex, bring mer Champagne — ind ad Bagdøren
— og Glas.

Og han var inde.

Han søgte at se og han saa ingen. Rampen skilte ham
fra dem i Mørket.

Saa kaldte Klaveret paa ham.

— Jo, der sad Erik ... og der de andre.

— Hun havde foldet sine Hænder over sit Knæ og
bøjet sit Hoved.

Nu faldt han ind.

419 DE UDEN FÆDRELAND

Han vidste ikke, han tænkte ikke, hørte kun Tonerne
stige — svulmende stige og stige, svulmende folde deres
brede Vinger ud :

— Bredden — Bredden, den han aldrig havde
naaet ...

Lykkelig fulgte han, over sit Hoved, Tonernes Slag

— som en Fugleflok foran hans aabnede Øjne.

Og pludselig ramtes han — og Violinen sang højere

— af en eneste Tanke :

— Kan Du naa mer, Jens Lund.

Og i næste Nu vilde han se — se d e r u d og kunde
ikke og spillede videre . . .

hyllet ind i sine egne Toners Ild, som stod han paa
et lysende Baal.

Det var forbi. Hans Liv havde siddet i hans Hænder.

Han havde nede i Rummet kastet sig i en Stol.

Erik kom ind og stod foran ham. Han var helt bleg
i Ansigtet.

— Er Du blevet saa stor? sagde han, og der hang
et Par Taarer i hans Øjenvipper.

— Ja, sagde Joan : iaften spillede jeg for at sejre.

— Er det Hurra, de raaber? sagde han, og af Træt-
hed smilede han, næsten som et lille Barn.

Dernede dundrede de og raabte de og trampede de.

— Kom, kom, raabte Haacke.
Joan var derinde.

— Dér sad hun — som før, som om hun slet ikke
havde rørt sig, med bøjet Ansigt. Jo, Handskerne hav-
de hun taget af. De blottede Hænder laa foldede. De
var ligesaa blege som hendes Ansigt — hendes lille
Ansigt.

Joan var ude igen.

— Kom, kom, raabte Haacke.

— Nej, nu vil jeg ikke mer, sagde Joan, der stod
paa Scenegulvets Rand ved Siden af Erik.

Og Holstein sagde:

— Det var skønt, Du, og endnu betaget lagde han

HERMAN BANG 420

Haanden ind om Joans Liv, trykkende ham ind til sig
et Nu, som kunde han have været en Kvinde.

— Champagne, Alex, raabte Joan og lod sin Haand
glide hen over Eriks Haar.

— Nu skal vi drikke med Formanden.

Døren blev lukket op. Men det var Hr. Jensen, der
kom. Han bar en stor Bakke, fuld af Blomster, mens
han snoede Overkroppen som en Slange.

— Nej, hvor den er smuk, sagde Joan og løftede en
Buket af Orkidéer op imod sig.

— Ja, den er s'gu køn, sagde Holstein, næsten i en
Studsen.

Joan havde læst paa Orkidéernes Kort:

— Med vor Tak. Fra Bestyrelsen.

— Hvor lille Haandskriften var og ligesom tøvende.
Men hvert enkelt Bogstav smukt.

— Den er fra Bestyrelsen, snoede Hr. Jensen sig.

— Og den her fra Fru Raabel, sagde Holstein og
tog tre Hyacinter, som var ombundne med et Bast-
baand.

Joan stod endnu med Orkidéerne i sin Haand, da Dø-
ren gik igen :

— De sad stille, lo han til Købmanden. Men det var
Frøken Gerda, som hans Øjne traf.

Men Købmand Johansen gik hen imod Joan og sagde,
mens han tog hans Haand :

— Det var herligt, Tak.

Der var noget i Mandens Stemme, der fik Joans Kin-
der til at sitre et Øjeblik.

— Det var dejligt, sagde Erik, der slet ikke kunde
faa Stemningen af sig igen.

Købmanden og Erik begyndte at tale med hinanden,
mens Joan sagde — og han havde vist set paa hende
hele Tiden — :

— Frøs De dernede, Frøken?

— Jeg? aa nej, sagde Gerda — mens hun førte
Hænderne hen over sine Øjne som for at borttørre et

421 DE UDEN FÆDRELAND

Par Taarer, som ikke var der, og et Smil brød ud over
hendes Ansigt — :

— Jeg var kun saa glad.

— Jeg syntes, De frøs, sagde Joan og smilede —
ogsaa han.

Og pludselig blev de staaende og vidste ikke, hvad
de skulde sige, nogen af dem — slet ikke.

— Og Tak for Blomsterne, sagde Joan.

— De er fra Bestyrelsen, sagde Frøken Gerda.

— Det vil sige fra Dem, lo Joan.

— Ja, da ogsaa fra Fru Jespersen, lo hun.

— Ogsaa? sagde Joan.

Men de tav igen ligesom før, og, paa samme Tid, gik
de hen til Hullerne i Døren.

— Hvor de snakker nu, sagde Joan.

De talte alle pludrende, vendte mod hinanden, fra
Bænk til Bænk, med klingre Stemmer, Salen over i e n
Fortumling. Af de Unge bagest havde mange rejst sig.
To af de unge Mænd stod og hamrede begge Hænder
ned i en Bænkeryg, som om de trængte til at slaa. Men
midt i Salen, i Midtergangen, stod en blond Pige og
førte uafladelig den venstre Haand over sin Pande, som
vilde hun fjerne Haar, som ikke var der.

Mens de blev ved at tale.

— Det er underligt, sagde Joan og saa derud : det er
ligesom de var forbavsede.

— Det er de da ogsaa, sagde Frøken Gerda.

Joan smilede ved det selvfølgelige i hendes Tonefald,
og han sagde :

— Men hvad var saa kønnest?
Frøken Gerda vendte sit Ansigt :

— Det alt, sagde hun.

Det var som Joans Haand sitrede en lille Smule om
Dørgrebet. Saa sagde Frøken Gerda — og Stemmerne
slog stadig op derude — :

— Det er sært, det er ligesom man stod saa langt
borte . . .

— Det gør vi ogsaa, sagde Joan ganske sagte.

HERMAN BANG 422

Men Frøken Gerda havde vist ikke hørt det, for hun
pegede kun, lidt hurtigt, ud i Salen og sagde.-

— Dér sidder Sønderjyderne.

Det var midt i Salen, de sad, ubevægelige, med ran-
ke Rygge, saa ranke næsten som stemmede de imod,
hvad der var uden om dem.

— Ja, sagde Joan : dér sidder de.
Og lidt efter :

— De har Fiskeransigter.

— Fiskeransigter?

— Det tænkte jeg paa ved Bordet. Jeg saa en Gang
nogle Fiskere ved Adriaterhavet. De havde saadan et
Blik i Øjnene og saadanne magre Ansigter . . .

Han tav et Øjeblik. Saa sagde han, med et Par Øjne,
som saa han det dejlige Hav :

— Der er saa skønt ved Adriaterhavet.
— ■ Er der?

I deres Stemmer var den samme Klang, og han sagde :

— Der var saa mange dejlige Steder, De skulde se.
Gerda tav lidt. Saa sagde hun med et Smil, der ikke

rigtig vilde komme :

— Men jeg har mange Billeder fra Venedig.

— De holder saa meget af Billeder, sagde Joan.

— For, ikke sandt? sagde hun og vendte sit Ansigt
imod ham : Billeder er saa stille.

— Jo.

Men Frøken Gerda saa ud i Salen og, idet hun igen
talte om Sønderjyderne, sagde hun — næsten som vilde
hun gøre en Undskyldning for de Ubevægede midt i
Glæden :

— Men de holder nu mest af dansk Musik.

— Aa ja, jeg skulde ogsaa have spillet noget dansk.

— Aa ja, sagde Gerda og hendes Ansigt lyste : kan
De?

Erik kaldte bag dem:

— Joan.

— Ja, sagde Joan og drejede sig i et Sæt.

423 DE UDEN FÆDRELAND

— Hva' bli'er det til? sagde Erik med et Glas i sin
Haand.

— Jo, nu bli'er det, sagde Joan og lo.

— Skaal, raabte han over Scenen : Haacke, gaa los.

— Gaa los med Chopin.

— Men saa maa vi da gaa, sagde Gerda.

— Nej, tværtimod, sagde Joan og han løb hen til
Flasker og Glas : det er Haacke vant til . . .

Han ordnede alting, Glas og Flasker, og satte med
et Svup Fru Raabels Hyacinter midt ned i Køleren.

— Dér fik de den, sagde Købmand Johansen, der
pludselig lo med en ejendommelig stille Latter, som lo
han dobbelt saa meget indvendigt:

— Og den havde de godt af.

— Haacke, slaa los, raabte Joan :

— Men hvor er Fru Jespersen?

De lo alle, mens Grev Erik hvislende hviskede ud
gennem Hullet:

— Fru Jespersen, Fru Jespersen,

— Fru Jespersen,

og Hr. Haacke var begyndt.

— Fru Jespersen.

— Hyss, sagde Gerda.

Døren gik op, og Fru Jespersen hviskede ind imod
dem, saadan saa tydeligt, som man hvisker paaTheatret:

— Hvad skal jeg?

— Lukke Døren, hviskede Erik ligesaadan.

— Og faa et Glas, sagde Joan.
Fru Jespersen listede frem :

— Hyss, sagde Erik, og de lo igen, som lo de bag
Lommetørklæder.

Fru Jespersen kom ned paa en Stol.

— Skaal, hviskede Joan, og de drak.
Hr. Haacke slog haardt i.

— Det er en Polonaise, sagde Fru Jespersen.

— Ja, svarede Joan og skød Læberne fremefter.

— Og De har hørt den før, hviskede Fru Jespersen.

— Ja, sagde Joan tilbage.

HERMAN BANG 424

De hviskede som Børn i en Klasse, mens Læreren
„gennemgaar". Naar Hr. Haacke slog haardest, fløjtede
Grev Holstein sagte til.

— Hyss, han kan høre det, sagde Gerda.

— Han hører kun sig selv, hviskede Holstein tilbage.

— Det er sandt, nikkede Joan som en Dreng og
pludselig gav han Fru Raabels Hyacinter en Sinkadus,
saa de dukkede sig i Køleren.

— Ja, de er storartede, sagde Købmanden og lo lige-
som før. Han morede sig stadig over Fru Raabels pju-
skede Blomstergave.

— Saa, sagde Erik.
Polonaisen var forbi.

— Nu kommer der en Vals, sagde Joan og han hvi-
skede endnu, skønt ingen spillede.

— Ja, sagde Gerda med et Nik.

— For han forandrer ikke Programmet, sagde Fru
Jespersen og bøjede sig frem.

— Nej sagde Joan og han lo.
Valsen begyndte, og de lyttede lidt.

— Se ham, se ham, sagde Erik, der havde rejst sig
halvt i Sædet og saa ind paa Hr. Haacke, hvis Fingre
rutschede over Tangenterne.

De rejste sig alle halvt og saa ind efter Finger-
kunstneren.

— Nu vil jeg sgu' se Fru Raabel, sagde Grev Hol-
stein og han listede hen til Hullet.

— Fru Jespersen, hviskede han: Fru Jespersen, og
han trak Skuldrene op af Fornøjelse, mens han keg
gennem Hullet, ud paa Fru Raabel.

Fru Jespersen maatte derhen. De lo begge to, uden
Lyd, saa man saa det paa deres Ryg.

Købmand Johansen var gaaet hen til Scenens Rand
og saa ind paa de hoppende Fingre.

Saa løftede Joan sit Glas mod Frøken Gerda :

— Nu takker jeg — Bestyrelsen, sagde han hastigt.
Og pludselig hvid i sit Ansigt, hvid ligesom hun,

lagde han til :

425 DE UDEN FÆDRELAND

— For det altsammen.
Valsen var forbi.

— Du almægtige Gud, hvor han spiller forbandet,
sagde Holstein.

Men derude klappede de.

De derinde havde alle sat sig igen.

— Men den sidste kan han, sagde Joan.

— Er det ogsaa Chopin? spurgte Erik.

— Ja, en Mazurka. De hviskede igen.

Hans Haacke havde bukket og tørret sig og begyndt.

— Den spillede jo jeg, sagde Erik og halvrettede sin
Ryg : i gamle Dage.

— Ja, sagde Joan.

— Men hvordan Fanden — hva' er det?

Erik havde bøjet sig frem og hviskede ganske sagte,
mens der i hans Øjne kom noget som hos en Jæger, der
sporer Vildt:

— Hva' er det, Joan?

Hans Haacke spillede tusmørkeagtigt, mens han løf-
tede et ganske lille Thema frem, saa sært og spøgelse-
agtigt, som sneg de Døde sig ind og dansede i hans
Mazurka.

De lyttede alle.

— Ja, er det ikke besynderligt, hviskede Joan, og
heller ikke han vilde miste en Tone.

— Hvem har lært ham det? hviskede Holstein over
til Joan, alt mens han hørte med ti Øren.

— Han selv, nikkede Joan.

Det lille Thema vendte højere tilbage. Frøken Gcda
havde lagt sin Haånd over paa Fru Jespersens Skulder.

— Ja, er det ikke besynderligt, sagde Joan :

— At han, der er saa ligeud . . .

— Hvordan? sagde Erik, hvem Haacke pludselig
interesserede.

— Han, som er født i Briix og elsker en Pige i Briix
og kun tænker paa Kæresten i Briix og spiller Udstyr
sammen paa sjette Aar.

HERMAN BANG 426

— Kan en Kunstner være saa trofast? hviskede Fru
Jespersen til Joan, der svarede: De, der flakker mest,
er maaske mest tro.

Themaet kom for sidste Gang. Frøken Gerda havde
aabnet sine Øjne.

Saa var Mazurkaen forbi.

Tæppet gik op og gik ned. Alle traadte de op paa
Scenen til Hr. Haacke.

— Hvordan er det, De ta'er det? raabte Holstein og
han satte sig ved Flygelet: det er pragtfuldt . . . men
hvordan er det?

Og Erik begyndte at spille, mens Hr. Haacke stod
hos.

— Saadan? hva'?
Erik blev ved at spille.

Dernede snakkede de. Fru Jespersen stod ved Tæppe-
hullet.

Frøken Gerda gik langsomt frem, stirrende paa
Flygelet.

— Hvad tænker De paa? sagde Joan og bøjede
pludselig sit Hoved ned over hendes Skulder.

Frøken Gerda foV med Hænderne over sine Øjne
og hun sagde med en Stemme, der lignede et Barns:

— Jeg véd ikke. Jeg synes, det er, som jeg bare
drømte.

— Hvad? sagde Joan.

— Det altsammen, sagde hun og pludselig smilede
hun op i hans Ansigt.

Men Fru Jespersen havde vendt sig fra Hullet:

— Men Gerda, raabte hun, hva' *ska' vi gøre ved
Sønderjyderne?

— Ja, Fru Jespersen, sagde Joan og havde løftet sit
Hoved (mens de lo allesammen, for han kunde ikke
sige Jespersen) :

— Nu skal vi spille for Sønderjyderne.

— Erik, sagde han : v i fortsætter.

— Fortsætter! hvem? sagde Erik, der blev ved at
spille.

427 DE UDEN FÆDRELAND

— Du og jeg, sagde Joan.

— Med hvad? sagde Holstein.

— Aa ja, brast det ud fra Gerda, der havde for-
staaet.

— Vi spiller, Du og jeg.

— Du er gal, sagde Holstein og slap Tangenterne.

— Jo, jo, sagde Joan : bare de gamle Viser — lige-
som hos „Kostholderen", ligesom hos Hr. Dupierre.

— Den var nu storartet, sagde Johansen : det var
noget for alle.

— Men jeg kan s'gu ikke, sagde Erik, der var helt
vaad i Haanden.

— Jo, De kan, sagde Fru Jespersen.

Joan begyndte at aftale : De begyndte med den og saa
tog de den.

Joan slog Akkorder an og Erik havde sat sig.

— Hva' si'er Formanden, sagde han ynkeligt.
Men Gerda stod ved Flygelet og lo :

— Hun takker Hofjægermesteren.

— Aa, Gud hjælpe mig.

— Men saa maa vi ta'e det alvorligt, sagde han og
svedte over den hele Krop og vilde dog saa gerne.

— Kom saa, sagde han, og han og Joan aftalte og
fik i Orden Rækkefølgen og Gangen.

De andre snakkede.

— Hold Deres Mund, raabte Erik.

— Ja, sagde Fru Jespersen.
Akkorderne lød :

— Men hvem skal si'e det, sagde Erik midt i det.

— Si'e? Det var Fru Jespersen.

— Ja, til Publikum, snerrede Erik: det maa da si'es.

— Ja, det er rigtigt, sagde Købmanden.

— Det maa Raabel, sagde Fru Jespersen.

— Ja, det ka' Doktoren, sagde Købmanden.

Og han gik hen til den lille Dør og kaldte ud i Sa-
len :

— Hr. Raabel, Hr. Raabel,

omtrent som kaldte han paa en af sine Kommis'er.

HERMAN BANG 428

Doktoren snurrede ind :

— Det er Verdenskunst, sagde han : Det er Ver-
denskunst, for den maa man bøje sig.

— Ja, sagde Johansen.

— De vil tale med Dem, og han pegede op paa
Scenen.

Doktoren svirrede derop.

— Ja, min Hustru brænder, sagde han : brænder ef-
ter at takke.

— Ja, det er dumt at si'e, det er dumt at si'e, blev
han ved til Joan : Men det er Verdenskunst. For den
bøjer man sig.

Joan svarede:

— Vi spiller nogle Folkeviser, Hofjægermesteren
og jeg, sagde han : og vi vilde bede Dem underrette
Publikum.

— Hofjægermesteren?

— Ja, sagde Erik saa ynkeligt som før.

— Men det er kolossalt — Doktoren var fuldkom-
men forvirret og gav sig til at trykke de malede Knap-
per fast i sit Skjortebryst — jeg er fuldkommen enig
. . . det var netop mit Hverv i Studentersamfundet.

— Men hvad hvad vil Hofjægermesteren jeg

skal si'e? sagde Doktoren og genvandt paa de tre sidste
Ord ganske sin Fatning.

— Forberede Skandalen, sagde Grev Erik, der sta-
dig slog Akkorder an, mens Joan dæmpet spillede.

Doktoren lo som af en behagelig Spøg og sagde alle-
rede inde i sin Rolle:

— Men er det danske Folkeviser?

— Alle Slags, sagde Joan. Men vi slutter med
danske.

— Altsaa Folkeviser ... til Akkompagnement. Dok-
toren talte, som om han memorerede en Tale.

— Ja, jeg er beredt, sagde han og med et Slag i
Haanden som en Leder af en Dilettantkomedie sagde
han:

— Fri Scene.

429 DE UDEN FÆDRELAND

— Han rev s'gu Traaden fra mig, sagde Erik og
stod op fra Flygelet.

— Fri Scene, sagde Fru Jespersen og løb op mod
Baggrunden, hvor Gerda gik.

- Nynner Du, Gerda? spurgte hun helt forbavset.

— Gjorde jeg? sagde Gerda og virrede med Hovedet.
Men til Joan, der stod i Kulissen, sagde hun straa-

lende, lige da Tæppet gik op :

— Nu har vi forandret hele Programmet.

— Ja, sagde Joan og saå paa hendes lysende An-
sigt, mens han sagde de to Ord, som om det var noget
helt andet, han sagde hende:

— Hele Programmet.

— Hva' Fa'en er'et, han si'er? sagde Erik, der gik
nede i Rummet op og ned, og af Angsten var blevet
helt let i Skridtet.

Hr. Dr. Raabel holdt en Tale, hvori han indflettede
baade Stedets Tak og Musikforeningen. Men da han
nævnede Hofjægermesteren, Hr. Greve Erik Holstein,
lød der et bredt og højt:

— Den er s'gu storartet. Det kom fra Uhrmageren.
Fru Raabel havde rejst sig fra sin Stol.

Johansen stod i Kulissen — den højre Haand havde
han i Lommen — og saå ind paa Hr. Doktoren, til Tæp-
pet gik ned.

— Saa, Hr. Hofjægermester, nu er De i Dammen,
sagde Fru Jespersen.

Der lød fra Salen en Summen som fra syvogtre-
sindstyve Bikuber, der var stukken med Pinde.

— Kom nu, Erik, sagde Joan : og drik et Glas.

— Nej, nu er det vist ikke værd, jeg sløver mine
Evner, sagde Erik, der ikke vidste, om han stod paa
sine Ben.

— Farvel, sagde Joan til Frøken Gerda og slog ind
i hendes Haand.

— Farvel.

— Nu, Erik, sagde Joan : saa begynder vi med Ha-
nas Vise.

HERMAN BANG 430

— Jeg vil sidde der, sagde Erik pludselig og
sprang hen til Flygelet.

Man kunde hørt en Fjer dale gennem Luften, da
Tæppet gik.

Men Joan begyndte straks. Nænsomt gled Hanas
Sang ud i Rummet med Violinens Toner, og Erik Hol-
stein følte det, som blev hans Fingre lindere paa Tan-
genterne. Og Josefs Sange kom. Josef fra Stalden og
Hr. Christopulos' sære Melodier, som de steg op i
Skumringen; og Vinhøstsangen, Vinhøstsangen fra
Skrænten, dér, hvor hans Moder sad, tæt under Vin-
stokken og stirrede over Vandet:

Fagre Ord

fryde mangt et Hjerte.

Fagre Ord

har forvoldt mig Smerte.

Fagre Ord.

Violinen sang som hans Moders lille Stemme :

Fagre Ord

volde tit, vi græde.

Fagre Ord.

Hr. Hans Haacke havde rejst sig fra sin Lænestol.

Men Violinen klang højere; og ind i „Dejlig er Jor-
den" brød Marchen fra Orsowa — brat og som i
Trods. Som haarde Hæle, der klang mod Sten, brød
Tonerne frem i Ubarmhjertighed, indtil „Der er et yn-
digt Land" stille sneg sig ind — som Kirkegaardens
Fred.

Erik fulgte Violinen langsomt. Hans Øjne var blevet
mørkeblaa som hos Hr. Dupierre.

Men Marseillaisen kom, og dæmpet, som i Hjemve-
længsel, sang de mættede Strenge som om et Minde:

elsker, elsker det! og tænker

paa vor Far og Mor

og den Saganat, som sænker

Drømme paa vor Jord!

og den Saganat, som sænker

Drømme paa vor Jord.

431 DE UDEN FÆDRELAND

Erik havde drejet sit Hoved, mens hans Hænder
fulgte Melodien. Han og Joan smilede til hinanden.

Men i samme Nu, paa et Tegn til Erik, at han skulde
holde op, slyngede Joan Godards Berceuse ind, mens
Violinens Toner sang alene.

I Salen var der tyst.

Det var, som om en stille og frygtagtig Lykke var-
somt vuggede sig frem og slog Øjnene op og saå sig om
og spurgte, om den var vaagen, eller den drømte. Og
den fandt sig selv og vidste, at Lykken var, og lukkede
sine Øjne igen — af Lykke.

Joan havde løftet sit Ansigt.

Nu sænkede han det:

— Dér sad hun.

De vidste ikke, at der var det samme Smil paa deres
Ansigt.

Men da faldt Erik ind og Ridder Aage lød under
Buen.

Fæsted han Jomfru Else,
hun var saa væn en Mø,

steg som en Jubel fra Strengene.

Atter og atter kom det, som vældede det frem og op
fra selve Instrumentets Bund. Atter og atter sang det,
som skulde den sprænges og briste, Buen :

Fæsted han Jomfru Else,

og han brød af, og alvorsfuldt som en Salme, men
en Salme til Tak, klang i Rummet:

Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,

hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaar,

hvor Sproget er min Moders bløde Stemme

og som en sød Musik mit Hjerte naa'r, —

Du danske, friske Strand

med vilde Svaners Rede,

I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede, —

Dig elsker jeg, — Danmark, mit Fædreland!

HERMAN BANG 432

Joan havde rejst sit Hoved, og de Ujhåzyers Øjne var
aabnede helt.

— Der maatte alle kunne blive „lykkelige".

— Alle lykkelige.

— Skabe Lykken og et Fædreland.

• I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede,
Dig elsker jeg! —
Danmark, mit Fædreland!

. . . Erik havde rejst sig, mens Joan greb hans
Haand . . .

Det var ikke Bifald. Det var Tummel af Skrig og af
Raab.

— Nu spillede Du Dansk, sagde Erik og klemte
Joans Haand.

— Gjorde jeg?

Og Tæppet gik op og gik ned.

— Dér var jo Bestyreren bag hende . . .
Tæppet gik op igen.

— Hvem er han? sagde Joan, mens han bukkede.

— Hvem?

— Bestyreren . .

— Han — han er Bestyrer, sagde Erik.

Og Tæppet gik ned, men maatte op igen. Det var,
som de raabte for at raabe blot; og de klaskede i de
løftede Hænder. Men pludselig satte, midt i Salen,
Uhrmageren op paa en Bænk — to maatte hjælpe ham
— og ind i Raab og Trampen skreg han som en Trom-
pet:

— Og saa et Leve for Formanden.

— Aa nej, brast det ud af Gerda, ganske højt, og
hun dukkede sig helt ned bag sin Fader.

Men Erik lo :

— Ja, Formanden leve, raabte han og svingede med
sin Haand, mens Joan faldt ind :

— Formanden leve. Hun leve!

raabte han ud over Salen. De stod op og de svingede
deres Hatte :

433 DE UDEN FÆDRELAND

— Hun leve !

Joan raabte det igen.

Mens Uhrmageren, der stod paa sin Bænk, saa rød
og saa bred som en Hane, skreg et:

— Op med hende!

mens Hurraerne klang, og de lo.

Men Gerda løb ind gennem Scenedøren.

— Ja, nu kan det være nok, sagde Erik, og Tæppet
faldt.

Joan var løbet ned ad den lille Trappe og stod foran
Gerda :

— Vaagnede de? sagde han.

— Hvem?

— Sønderjyderne.

Derude klappede de endnu — og satte i igen, som i
Takt.

— Ja, saa De dem ikke? sagde Gerda, og der var
Smil over alt, hvad baade hun og han sagde.

— Nej, sagde Joan: jeg havde glemt dem.

Og paany forvirret eller alt for glade tav de igen,
mens derude Støjen døde ■ — til Gerda sagde, og, alt
mens hun talte, listede en pludselig Bedrøvelse sig frem
over hendes Stemme:

— Ja, denne Aften vil vi — huske længe.

Og som var hun bleven bange for sin egen Stemme,
som hun selv havde hørt, lagde hun til og forsøgte et
Smil:

— Her er det jo saa sjældent, at noget sker.
Oppe paa Scenen prøvede Erik den lille Mazurka

igen.

Gerda (der maaske, ligesom Joan, tænkte hundrede
Tanker og ingen og hørte og hørte ikke) sagde og havde
drejet sit Hoved om efter Flygelet:

— Det er, som de græd, mens de danser.

— Ja, sagde Joan, men hans Stemme lød som en
Lykkeligs.

Der laa et Program paa Bordet: Jodn Ujhdzy-Kon-
cert stod der med store Bogstaver. Gerda tog det op, og

H.B. V 28

HERMAN BANG 434

med et helt andet Tonefald (mulig var det Klangen i
hans „Ja", der havde skiftet det) læste hun og smilede:

— Joan Ujhåzy.

Joan stod bag hendes Skulder og saå som hun paa
det hvide Blad :

— Joan Aage Ujhåzy, sagde han og smilede.

— Aage? hun havde vendt sit Ansigt.

— Ja, sagde Joan : jeg hedder ogsaa Aage.

— Aage, gentog hun.

— Ja.

Hun slap det hvide Blad, og det faldt ned paa Du-
gen :

— Vi skal vist gaa.

— Ja, sagde Joan og han raabte højt: Erik, nu skal
vi hjem.

Erik Holstein hørte det ikke, og et Øjeblik lyttede de
begge til Chopins Mazurka, mens Joan havde taget
Orkidéerne i sin Haand . . .

III

— Erik, raabte Joan og, endnu gladere : vi skal
hjem.

— Ja, sagde Erik og sprang op: Er vi budne?

— Ja, vil De komme? sagde Gerda.

— Ja, Gu' vil vi, sagde Erik og kom ned ad Trap-
pen og tog den næstsidste Slat af Champagnen, mens
Døren gik op, og Fru Jespersen kom ind, fulgt af sin
Mand.

— Maa ogsaa min Mand takke Dem? sagde hun.
Han skal gøre det kort.

— Ja, sagde Pastoren : Tak (og han trykkede først
Joans Haand). Men saadan spiller De nu heller ikke
hver Dag.

— Nej, Hr. Pastor, det er sandt, sagde Joan : det
gør jeg ikke.

— Tak, lille Gerda, sagde Præsten og trykkede og-
saa hendes Haand, medens Fru Raabel, der havde set
Scenedøren aaben, var sluppen ind, hektisk over Kind-
benene af Begejstring, lidt fugtig i Mundvigene :

— Det var, hvad vi ventede, sagde hun : Verdens-
kunst . . . Verdenskunst; og hun beholdt alt for længe
begge Joans Hænder.

Doktoren var fulgt efter, og Købmanden holdt Døren
aaben for Forstanderen og Hr. og Fru Lorentzen. Hele
Rummet blev fuldt, mens alle takkede.

— Det har været en skøn Time, sagde Forstande-

28*

HERMAN BANG 436

ren : De danske Toner gjorde godt. De ligger os dog
næst.

— Ja, dér var Hjerteklang, sagde Fru Lorentzen.
Grev Holstein havde fat i Berlineren :

— To Flasker, sagde han og pegede paa Champag-
nen.

Pastor Jespersen var standset foran ham:

— De skulde pleje Deres Gaver, Hr. Hofjæger-
mester.

— Pleje og pleje, Hr. Pastor.

— Ja, jeg synes nu, sagde Præsten, at det altid kan
berige En selv.

Men Fru Raabel sagde til Joan og ret højt:

— Ja, vi Musikfolk tør jo maaske nok tilstaa, at vi
foretrækker Mendelssohn . . .

Dr. Raabel stod foran Hr. Lorentzen :

— Kære Fabrikant, sagde han : jeg sad og sagde én
Ting til mig selv — en eneste Ting: det er Verden,
som er brudt ind over os.

De stod alle op ad hinanden og talte alle. Joan var
gaaet helt ind til Væggen (men bestandig smilede han
og hørte, mens han hørte intet) medens Fru Raabel, der
havde en uafladelig Trang til at beføle hans Hænder,
talte om Enkeltheder hos Mendelssohn, Enkeltheder,
den kære Kapelmusikus ganske vist gengav anderledes.

— Men det er naturligvis kun en Opfattelse, sagde
hun.

Berlineren havde været nede og raabt paa Champag-
nen, som Hr. Jensen løb med.

— Hvem har bestilt den? skreg Hr. Olesen fra
Skænken.

— Det er til Greven, skreg Jensen.

— Ja, raabte Olesen: hva' for en Greve?
Men Hr. Jensen var borte.

— Vi skriver 'en for Koncertmesteren, sagde Olesen
til Stuepigen, der var hidkaldt til Pulten.

Og et Par Kunder, der havde faaet Piberne frem,
gav sig til at skoggerle foran Skænken.

437 DE UDEN FÆDRELAND

Grev Holstein hældte i Glassene :

— Hr. Fabrikant.

— Værs'go', Hr. Forstander. Forstanderen stod hos
Hr. Haacke, der forsikrede, at han var blevet dybt be-
væget ved de gamle Melodier :

— Dånische Lieder, sagde han : alte dånische Lieder

— nicht wahr?

Fru Raabel, der ogsaa havde faaet et Glas, sagde til
Gerda, der stod ved Siden af sin Fader:

— Tak, Frøken Johansen, Tak — for Dem er det jo,
man maa takke, desværre. Men næste Gang bliver det
Musikforeningen. For nu ta'er vi Mod til os.

— Men, sagde hun og smilede til Hr. Johansen: det
er ikke alle Hænder, der forvandler alt til Guld, hvad
de rører ved.

De talte alle i hver Krog. Man hørte Forstanderen,
der med Hr. Haacke stadig talte om Folkeviserne. De
er jo vore, sagde han : Og fremmede kan vel ikke helt

— da Doktoren slog paa sit Glas. Han vilde her paa
Stedet, paa selve Stedet, paa Valpladsen endnu en
Gang . . .

Doktoren kom ikke videre . . .

Det var Uhrmageren, der dumpede ned ad Trappen.

— Ja, det er mig, sagde han og greb et Glas. Tak,
sagde han til Joan : det var storartet . . . Men De, Hr.
Hofjægermester, De er en Helt.

Han løftede sit Glas:

— For det kendt' vi, sagde han, mens de alle lo, og
Doktoren vilde fortsætte:

— Om vi saa her paa Valpladsen endnu en Gang . . .

— Drikker for Hofjægermesteren, sagde Joan.

— Ja, den er hørt, raabte Larsen.

— Ja, for Hr. Hofjægermesteren, sagde Gerda.

— Naturligvis, sagde Doktoren, der havde trukket
i sin Manchet, saa den var revet løs, mens Joan svin-
gede sit Glas tre Gange som en Ungarer, der skriger
Eljen : Erik leve, raabte han. De skreg et Leve og de

HERMAN BANG 438

stødte Glassene sammen. Og saa et Hurra, raabte Lar-
sen, og de raabte Hurra tre Gange.

— Jeg ka' s'gu, sagde Larsen og klinkede : aldrig
høre den om Else, uden at jeg ska' faa Taarer i mine
Øjn'.

— Skaal, Hr. Koncertmester.
De klinkede sammen, to og to.

Joan holdt endnu sit Glas mod Eriks.

— Ja, Tak for idag, Du, sagde Erik.

Der gik med ét en Trækning over Hofjægermeste-
rens Ansigt, og han skød Læberne frem, før han drak :

— For, Josse, det er jo ikke Festdage altsammen —
her i Landet.

— Hr. Hofjægermester, det var Fru Raabel, der
kom med sit Glas i Haanden : der var Musik, der var
Musik deri ... nu kan De da ikke undslaa Dem i Mu-
sikforeningen.

Dr. Raabel, der havde løftet Flasken og set, om der
var mer, skænkede i og sagde :

— Det var forbavsende, ganske forbavsende. Min
Kone sagde i ét væk: Det er virkelig Musik, det er
virkelig Musik.

Fru Lorentzen, der stod ved Bordet, sagde pludse-
ligt over til Fru Raabel, langsomt og venligt og pegende
paa Hyacinterne :

— Det er Frøken Luckows Hyacinter ... jeg kender
dem paa Farven.

— Ja, Fru Lorentzen, svarede Fru Raabel, der syn-
tes rørt : det v#r Fru Luckows sidste Vennegave til hen-
des Læge.

— Og nu har de prydet ved et lille Festlag. Det
hørte vi, sagde Fru Raabel og vendte sig til Gerda,
der havde revet Blomsterne op af Hr. Olesens Køler.

— Saa skulde vi maaske gaa, foreslog Købmanden,
der længe intet havde sagt.

— Ja, sagde Joan : saa gaar vi.

De andre gik i Forvejen gennem Salen.

— Her er mørkt, hviskede Joan : Pas paa.

439 DE UDEN FÆDRELAND

Og han stødte mod Bænkene.

— Jeg er kendt, sagde Gerda.

— Det var en Bænk ! ... Og han strakte Armen
frem, som vilde han lede hende.

— Jeg holder mig til Væggen.

— Hvor er I? raabte Holstein bagude.

— Her, sagde Joan.

— Hvorfor Satan har han slukket? bandede Erik.

— Jo, for nu er det forbi, sagde Gerda, der havde
lukket sine Øjne.

Ved Siden af hende, i Mørket, svarede Joan hvi-
skende :

— Nej.

Men han vidste ikke, om hun havde hørt det, og han
kunde ikke se hendes Ansigt.

— Tog I Blomsterne? sagde Erik bagved dem.

— Ja, sagde Joan og holdt fast om Orkidéerne.

— Hvor har De faaet de Blomster fra, saa skønne
de er, spurgte Joan i Mørket.

— Fra Vejle.

— De faar alting fra Vejle.

— Ja.

Og pludselig i en anden Tone, lavt, sagde hun :

— Nu er Deres Moders Fødselsdag snart forbi.

— Ja.

De var tæt ved Døren.

— Hvem er det? sagde Joan, der havde rørt ved
en Mandsskulder.

— Bestyreren ! svarede en Stemme :

— Købmand Johansen sendte mig op at vise Dem
Vej.

Bestyreren strøg en Tændstik :

— Her er to Trin, sagde han, og Tændstikkens Lys
faldt paa de tre Ansigter.

— Tak, sagde Joan, og Frøken Gerda fulgte.

Fru Jespersen stod endnu og tog Tøjet paa ude, hvor
der var Lys.

HERMAN BANG 440

— Men Hr. Haacke? spurgte Gerda pludselig og saå
sig om, som gjorde Lyset hende igen til Værtinden.

— Ih, ham har Fru Raabel inviteret.

— Hjem til sig? sagde Erik og lo, mens han fik
Ærmet i Overfrakken.

— Nej, sagde Fru Jespersen, der lo som han: over
til Johansens.

De kom ud i Gaarden, Herrer og Damer løb rundt
mellem Vogne, mens Heste stampede.

— Godaften, Fru Jespersen, lød en Damestemme
fra en Vogn :

— Aa, hvor var det . . .

Og Damen holdt inde, da hun saå Joan.

Fru Jespersen lo. Ja, sagde hun og pegede op mod
Vognene : Nu kommer Svien. Nu skal der ages nogle
Mil.

— De Stakler, sagde Joan.

— Aa nej, sagde Præstefruen, og som om hun havde
gennemløbet en hel Tankerække, tilføjede hun:

— Kunstnere er egentlig ikke taknemmelige.

— Hvordan?

— Jo, for hvad maa det dog ikke være for en Vel-
signelse at kunne give andre al den Glæde.

Der gik et Lys over Joans Ansigt, og han vendte sig :

— Frøken, hvor er De?

— Her, sagde Gerda, der gav Bestyreren Besked
om, hvad Vin der skulde bringes op af Kælderen til
Herrerne.

De kom ud paa Gaden. Vinduerne i „Danmark" var
smækkede op, saa Stemmerne lød ud over Vejen. Inde
i den inderste Stue lød et Klaver.

Joan var standset, da de begyndte at synge :

Og husker I saa i denne Nat,

før vi af Fæstningen drog,

og alle Røster forstummed brat,

mens Midnats-Klokken slog!

Da raabte han: Børn. før Klokken igen

441 DE UDEN FÆDRELAND

slaar tolv, i Kolding vi staa, —
vi sejret har, men ikke derhen
idag, ej imorgen vi naa;
thi paa Valen sover Olaf Rye.

— Hvad er det, de synger? spurgte Joan, der stod
mellem Gerda og Fru Jespersen.

— Sangen om Olaf Rye, svarede Fru Jespersen :
den synger de altid — de dernedefra.

— Ham der faldt?

— Ja.

Derinde gentog de Verset, mens de tre blev staaende
paa Gaden.

— Hvordan er Ordene? spurgte Joan.
Fru Jespersen sagde dem:

Vi sejret har, men ikke derhen

idag, ej imorgen vi naa;

thi paa Valen sover Olaf Rye.

— Se Stjernerne, sagde hun og løftede Ansigtet : saa
mange der er.

— Ja, sagde Gerda, og hendes fugtige Øjne saa dem
ikke.

De stod lidt.

Saa sagde Joan, maaske blot for at sige noget:

— Hvor den ene lyser stærkt.

— Ja, sagde Fru Jespersen, og de stod alle med op-
advendte Ansigter : det er Venus.

— Ja, sagde Gerda og Joan paa samme Tid.

— Men aldrig har jeg set, halvhviskede Joan, Stjer-
nerne saa skønne som ved Bosporus.

— De var da alle Steder, sagde Fru Jespersen, der
bestandig saa opad mod Himlen.

— Ja ... Og Joan smilede : Men nu vil jeg blive
hjemme.

— Hjemme? Gerda havde vendt sit Ansigt: Hvor-
dan?

— For nu vil jeg gøre Mennesker lykkelige, sagde
Joan og saa paa hendes Ansigt.

HERMAN BANG 442

Fru Jespersen blev ved at se op :

— Kan man gøre Mennesker lykkelige?

En Mand, der kom skridtende bagved dem, strøg
dem, lidt haltende, forbi.

— Ja, jeg gaar derop, Frøken Johansen, sagde han:
jeg kommer ubuden. Men hos Deres Fa'r véd jeg altid,
jeg er velkommen.

— Ja, sagde Gerda, der var faret sammen : Nu kom-
mer vi andre.

Den Haltende gik videre, over mod Johansens Port.

— Hvem er han? spurgte Joan og saå efter den
skævryggede Mand.

— Det er Magisteren, svarede Gerda, der gik ha-
stigt: han har et Hus herude.

Men Joan sagde og saå op mod Johansens Ruder :

— Gid der ikke var saa mange.

— Det er der, sagde Gerda ligesaa sagte som han.
Maaske havde de ikke troet, at ogsaa Fru Jespersen

havde hørt det, men hun sagde med sin runde Stemme :

— Ja, der er hele Egnen.

— Den, Grev Ujhåzy, kommer man ikke løs af.
De kom ind i Gangen, og ved Foden af Trappen

sagde Gerda (som om her ved Trappens første Trin alle
hendes Ængstelser for iaften havde mødt hende) og hun
trak Vejret saa langt:

— Men de kom da alle.

— Hvordan alle? spurgte Joan, der blev staaende.

— Jo, sagde Gerda og virrede med Hovedet : vi vid-
ste jo dog ikke, om de fra Musikforeningen vilde møde,
nu, da det ikke var dér.

— Saa meget De har haft at tænke paa, sagde Joan.

— Ja, smilede Gerda.

Mens de gik op ad Trinnene, sagde han :

— Men har det saa været saadan — som De havde
tænkt?

Gerda tøvede:

— Det har været anderledes, sagde hun, og Ordene
snublede.

443 DE UDEN FÆDRELAND

— EMer, sagde hun og hun talte lidt stakaandet af
Bevægelse eller en Følelse, hun næppe kendte selv og
dog bekæmpede:

— Det vil jeg maaske først vide om fjorten

Dage.

— Om fjorten Dage? og Joan lo ganske stille.

— Ja, sagde Gerda ligesom før : jeg mener . . . man
véd dog aldrig, hvordan noget var, før man har tænkt
sig om.

Men Joan sagde, og hvert Ord kom hastigt, men tyde-
ligt:

— Hvad der er sket, véd man.

Joans Læber stod aabne under hans stærke Aande.

— Ikke jeg tror jeg, sagde Gerda, og de var

ved Døren.

— Naa, Gudskelov, sagde Fru Jespersen : det har gi-
vet bedre Plads.

Der var aabnet til alle Stuer, hvor Herrerne allerede
sad rundtom ved deres Læskedrikke. Det var ligesom
de pustede og strakte sig lidt og sagde ikke saameget.

— Vil De ikke hvile Dem lidt? spurgte Fru Jespersen.

— Tak, sagde Joan som den, hvis Tanker er andet-
steds, og han saå pludselig alle Ansigterne omkring sig :

— Her er fler end før.

— Nej, sagde Fru Jespersen (der havde set frem
over Stuerne, hvor nu Damerne, der havde nettet sig,
kom ind) : det er ganske det samme.

— Er det?

De gik ind i Købmandens Stue, hvor der ingen var.

— Her er stille, sagde Joan og saå uvilkaarlig rundt
paa de gamle og stærke Møbler.

— Ja, sagde Fru Jespersen : her staar Egnens Penge-
skab.

— Og det er Karen Posts Sofa, vedblev hun og pe-
gede.

Hun gik hen til Vinduet. Fra Kroen lød der bestandig
Stemmer og Sang. En enkelt Vogn rullede bort endnu.
Paa Agestolen sad de Kørende tavse.

HERMAN BANG 444

Fru Jespersen sagde til Joan, som stod ved Siden af
hende :.

— Nu sidder de og tænker over det.

— Tænker fjorten Dage, sagde Joan, og Fru Jesper-
sen forstod ikke hans Tonefald.

— Aa ja, saadan en Aften giver Luft paa Pladsen.
Joan, der betvang en Uro i sit Væsen, sagde:

— Men her interesserer Menneskene sig dog for alt,
synes jeg.

— Ja, svarede Fru Jespersen og hun slog med sin
Finger ligesom en Cirkel paa Vindussprossen :

— For alt det.

— Men det har været dejligt for Gerda, sagde hun
og saå ud i Luften : Og hun kan nok trænge til det. Her
i Huset er der saamæn trist nok for hende, siden den
Ulykke skete.

— Ulykke skete?

— Ja, da Emilie selv gik fra Livet.

— Søsteren? Tog hun sig af Dage?
Fru Jespersen vendte sig:

— Aa, vidste De ikke det . . . aa nej, hvor kunde De
det . . .

— Men, sagde hun igen og talte langsomt: Gerda er
blevet meget for sin Fa'r og hun dæmper meget af paa
alt det haarde i hans Natur. Og min Mand og jeg — jeg
vilde saamæn tit ikke vide, hvordan mit Humør vilde
staa, hvis vi ikke havde Gerda. Saa dejligt her ogsaa er,
min Mands Stilling er jo lidt vanskelig her paa Egnen.

Hun tav et Øjeblik og hun sagde, mens hendes Tan-
ker atter var ved Gerda :

— Naar blot hun maa blive lykkeligere end Husets
andre Børn.

— Er det Dig, Gerda? Fru Jespersen vendte sig.
Frøken Gerda stod paa Dørtærskelen og sprøjtede

med sin Rafraichisseur.

— Det er en Sygdom, Gerda, med din Sprøjten,
lo Fru Jespersen.

445 DE UDEN FÆDRELAND

Men Joan havde strakt Hænderne imod hende :

— Gi'er De mig en Smule?

Gerda gik langsomt frem og stænkede Eau de Co-
logne ned over hans Hænder.

— Nej dog, stænk ham i Ansigtet, sagde Fru Jesper-
sen : det kan da mærkes.

Gerda løftede Flasken og den fine Regn faldt ind over
Joans Kinder.

— Tak, Tak, sagde han og saå ind i hendes lille
Ansigt.

— Nej, nej, det svider i Øjnene, raabte han og han
gned dem med de fugtige Hænder, saa Øjnene sved
endnu mer.

— Ja, Fru Jespersen lo : men noget efter bliver de
saa klare.

— Ja, raabte Grev Holstein fra Dørtærskelen : la'
ham faa Øjnene op, Frøken.

— Alle de Ujhåzy'er, blev han ved : de har halvluk-
kede Øjne.

— Og alle i Frøken Gerdas Familie har store Øjne,
sagde Joan, og det var, som hans Stemme vilde holde
hende fast, idet hun gik.

Erik og Joan blev ene ved Vinduet.
Saa sagde Joan, der holdt Haanden om Vindusspros-
sen:

— Hvad var der — Du med Frøken Gerdas

Søster?

— Med hendes Søster .... hun druknede sig. Det
var vist i Espergærde — det er der noget, der hedder.

— Ja men hvorfor druknede hun sig?

— Véd s'gu ikke. Der var s'gu ikke no'et galt fat.
Men hun havde jo trumfet det igennem, at Student, det
vilde hun være. Og saa da hun var blevet det og skulde
studere videre, siger de, hun kunde ikke rumme det.

— Og saa tog hun sig af Dage, sagde Joan langsomt.

— Ja, sagde Erik : saa druknede hun sig altsaa.
Erik tav et Øjeblik :

— Sørgeligt nok var det. Men for Johansen kunde

HERMAN BANG 446

det gerne være en Straf — skønt han er vel straffet nok
med Sønnen.

— Naa — og Erik saå ud paa Vejen — hvem har

mon ikke tænkt paa at drukne sig naar man saa-

dan en Dag staar og stirrer ud over Vandet ... og Livet.

Joan hørte vist ikke efter og var inde i en anden
Tankegang :

— Stakkels Frøken Gerda, hviskede han.

Og han gjorde et Par Skridt, næsten som maatte han
gaa ind til hende.

— Naa, sagde Erik og fulgte efter: hun skal jo nu
ikke ta'e den Examen.

— Over hendes Liv er der vel besluttet, sagde han.
Der gik et Glimt over Joans Ansigt.

— Naa, nu er Du den, hviskede Erik. For i Døren
løb de lige paa Fru Raabel.

— Aa, sagde Fruen : herinde er der køligt.

— Ja, her er Luft, sagde Erik og smøgede sig forbi
paa „Luft".

— Aa ja, sagde Fruen : det er, som Blodet steg En
til Hovedet med de mange Tanker, men de vækkes jo
op igen og kommer uvilkaarligt . . . ved Aftener som
denne.

— Ja, Fruen har selv studeret Musik? sagde Joan,
hvis Øjne var, fangende, ude i Stuerne.

— Ja, sagde Fru Raabel, i Leipzig — to Aar. Det
var en dejlig Tid — da haabede man. Men der skal
vel ogsaa Held til, selv om man har Gaven. Beetho-
ven var nu min Stormester. Og naar man ikke hører til
dem, der vil slaa af, og det er et lille Land, hvor mange
føler sig kaldede og de ukaldede undertiden trænger sig
mest frem, saa bliver man sprunget over.

— Ja, det sker jo, sagde Joan til Fru Raabel. der
talte som den, der har ventet længe.

— Og Gaven selv bliver det mindste af det, sagde
hun : Jeg koncerterede naturligvis ogsaa nogle Gange
. . . men saa si'er man til sig selv, naar man ikke vil

447 DE UDEN FÆDRELAND

slaa af: Du gemmer det hellere hen — ind i Dig selv,
siger man, som dit dyre Eget . . .

— Men naturligvis, undertiden, saadan naar man hø-
rer de andre — det forstaar De bedst, som har hørt saa
megen saakaldt Musik, saa tænker man nok, og det gna-
ver lidt i En : Ja, Vejene i Livet er underlige.

— Ja, sagde Joan (der talte Gerda med Erik) : Livet
kan føre En forunderligt.

— Ja, sagde Fru Raabel og blev ligesom inderligere
paa Grund af Joans Tonefald : Livet har Masker ... det
har Masker, saa vi bli'er hængende ... ja, det véd De
nu ikke, for De er naturligvis osse af dem, som Livet
har været god imod. Det høres — det hørtes iaften
paa Deres Musik . . . Øret, Hr. Greve, det har man dog
bevaret.

Fru Raabel holdt inde et Øjeblik. Maaske ventede
hun paa en Anerkendelse af Øret . . .

— . Men, sagde hun, som hele Tiden havde en sær
Virren med Hovedet, som om Fluer plagede hende i
Tindingerne :

— Men saa blev man jo gift . . . For mig har det jo
osse været særlig svært, med den dobbelte Gave, at
træffe Valget, fordi jeg jo osse maler og naaede saa-
mæn lige til Charlottenborg. Og saa kunde man vaagne

om Natten og saa kaldte Beethoven kender De

det — aa ja, naturligvis, naar man er forfulgt af en Sats
og kan ikke komme fra den . . .

— Men, blev hun ved og sprang igen i sin Tanke —
min Fa'r han sagde saa tit og, Gud, maaske havde han
Ret : Du løber, min Pige, fra det ene til det andet, fordi
Du vover ikke Springet . . .

— Alting er at vove, sagde Joan.

— Ja, sagde Fru Raabel.

— Men nu er man jo gift, begyndte hun igen : og
man lever i de fælles Interesser — for, Gudskelov,
dem har man.

— Ja, sagde Joan (Gerda stod ved Klaveret nu, hvor
Erik havde sat sig).

HERMAN BANG < 448

— Og saa har vi jo Musikforeningen, som jeg fik
dannet, osse for min Mands Skyld, Tiden er vanskelig
for Læger, og hvor man lægger et Arbejde. Ja, des-
værre, det var jo ikke os — nu iaften, vi vovede det
ikke, naar Forholdene er smaa og desuden, det maa man
jo sige, for den lille Frøken Johansen er det heller ingen
Risiko. Naar det er dem, er der jo mange, desværre,
som føler sig tvungen til at gaa med — det ligger jo i
Forholdene — dér, hvor Pengeskabet staar og Pante-
obligationerne gemmes, har man Magten, hvor en anden
maaske sidder med Viljen og Gaven.

Fru Raabels Stemme havde lydt lidt skarpere.

— Og man taler, sagde hun og skiftede Tone: og
lægger Beslag paa Dem, og saa vækker man vel bare
Misundelse, fordi man bliver hørt (og Fru Raabel tryk-
kede rørt og synligt begge Joans Hænder) af den store
Mand og Dagens Helt . . . Men, De vil fatte det: naar
man lever her, kan man nok brænde efter en For-
staaende . . .

— Ja, sagde hun og sprang paany: det er Forstaael-
sen, det skorter paa, og det gør En træt mange Gange
i Foreningen ... for hvor der ingen Forstaaelse er, af
Værdierne, mener jeg, de sande Musikværdier, De for-
staar mig, hvordan skal man saa samle Tilslutning? Og
her paa Egnen — fra Højskolen og d e t har vi jo intet
at vente. De har hørt deres Sang — lad os ikke tale om
det . . . de Folk har Interesse for det (Fru Dr. Raabel
slog med den haandmalede som en tyk Grænsestreg
gennem Luften) og hvad der er udover Hartmann er af
det onde. Kære Mester, De forstaar, at elske Wagner
og leve mellem Folk, der ikke er naaet til Beethoven.

Joan havde støttet sig til Dørstolpen. Erik sad endnu
foran Klaveret, hvor Gerda stod med „Weyse" i sine
Hænder.

Fru Raabel, der havde tiet et Øjeblik, sagde:

— Man sidder med sin Gave — og man sidder med
Gaven og tørrer ind . . .

Erik slog an derinde. Det var Sangen om Ridder

449 DE UDEN FÆDRELAND

Aage, og Blodet skød pludselig op over Fru Raabels
Kindben :

— Og iaften, Mester, jeg nægter det jo ikke, vi-
brerede mine Fingre, da Hofjægermesteren forsøgte
sig. Det var jo meget net, og man kunde maaske ikke

forlange mere . . . Men Hænderne er jo svage

selv om Grev Holstein maaske har noget af Gaven —
har haft . . .

Erik blev ved at spille :

Fæsted han Jomfru Else,
hun var saa væn en Mø.

— Men man tænkte jo paa, De forstaar mig, Me-
ster, tænkte jo paa : bare e n Gang selv at kunne haft
den Glæde . . .

Joan havde gjort tre Skridt:

Maanedsdagen derefter
laa han i sorten Muld.

Fru Raabel havde pludselig fulgt Joans Blik ind mod
Klaveret og vistnok misforstaaet hans Smil, for hun
sagde og talte om Hofjægermesteren, hvis Tand var
hvas overfor Foreningen og hendes Beethoven :

— Ja, sagde hun og smilede forstaaende : der gives
mange Drømmere her i Landet, og naar de halvvaagner
af deres Drømme, gnider de deres Øjne som Kritikere.

— Ja, naturligvis er Fruen blevet Kritiker, sagde
Joan pludselig og gik, mens Fru Raabel blev staaende
med det virrende Hoved, som havde hun faaet en Slat
Vand i Ansigtet.

Inde i Stuerne sad de og talte i Smaaflokke. Forstan-
deren, der havde staaet sammen med Fru Lorentzen og
de to sønderjyske Fruer, satte sig i Faster Anes Stol
— en høj Lænestol med Høhynde og Kunstvævning —
og sagde:

— Ja, dette er en Stol for mig. Vi fra Vore fore-
trækker det haarde Sæde.

Og han talte om den glade Fremgang, der virkelig
var kommen i vor Snedkerskole.

H. B. V 29

HERMAN BANG 450

— Ja, sagde han : vi gaar kun frem Skridt for Skridt,
men vort Fyrretræ med de gamle Mønstre vinder frem.
Vi har allerede den Glæde at kunne tænke paa, at vort
kønne Husgeraad staar i mange Hjem, Hjem og Gaarde
Landet over — — og det minder altsammen, det
er Kærnen ved det, det minder og holder fast ved selve
Gerningen . . .

Joan var naaet frem forbi Fru Lorentzen, da Pastor
Jespersen standsede ham:

— Naa, De er kommen fri, sagde Præsten : jeg var
ellers sendt af min Kone for at fri Dem fra „Gaven".

Joan smilede, maaske lidt aandsfraværende, men plud-
selig sagde han og gik hen mod en Vindusfordybning :

— Hvor Deres Frue er elskværdig og hvor

det er godt, Frøken Gerda har haft hende.

Kapellanen saå et Øjeblik paa ham.

— Naa ja, sagde han: de to hjælper hinanden. Man
trænger nok til at hjælpes ad, Grev Ujhåzy. Her idet-
mindste er der nok at bære — og var vi ikke to, min
Hustru og jeg, til at bære det, havde jeg vel ogsaa for-
længst søgt bort. Men naar man er to, saa holder man
ud. Det er jo den store Velsignelse.

— Det maa det være, sagde Joan stille.

— At dele er at finde Fred, fortsatte Præsten.

— Ja, sagde Joan og han vilde atter gaa — der-
ind,

da den lille Haltende skød sit Hoved op bag ham og
Præsten :

— Og de Herrer taler? sagde han i fire Kvæk.

— Om Livets Bekymringer, Hr. Magister.

— Hm, sagde Magisteren : Emnet er rigt og her paa
Egnen mangfoldigt. Men det er ikke noget for en frem-
med. Hr. Ujhåzy, De skal bevare Deres Turistindtryk,
som er Landets Græsgange og Folkets Kultur . . .

— Men maaske maa jeg takke Dem. Jeg er ikke
musikalsk, men, takket være Deres Violin, drømte jeg
i en Time Verden gylden og nogle Drømme om igen.

Joan løftede Hovedet.

451 DE UDEN FÆDRELAND

— Ja ja, kære Herre, sagde Magisteren : Drømme er
ikke meget værd . . . nej, de er ikke. Men hvad v i
drømte, er dog vore Drømme.

Joan, der maaske var inde i en helt anden Tankegang,
sagde :

— Dette er min sidste „Violintur".

— Ja, sagde Præsten : det er der sagt noget om, at
Greven ikke vil spille mer.

— Og hvorfor? spurgte Magisteren.
Joan saå frem mod Klaveret:

— Fordi jeg tror. sagde han : at jeg nu bør handle.
Magisteren saå ud over Stuen :

— I hvilket Parti vil De melde Dem ind? sagde han
og drejede sig bort paa den halte Hæl.

Erik sad endnu og slog Akkorder an, mens han stadig
talte til Gerda om Joan :

— Nej, i gamle Dage var den ikke saa gunstig . . .
han var som oftest meget bedrøvet, og snakke ud om
Sagerne gjorde han heller ikke. Men der var vel ikke
saadan noget rigtigt Hjem paa den 0. For Moderen var
jo død, og hun havde vist ikke været meget lykkelig,
tænker jeg.

Gerda sagde brat :

— Var hun ikke lykkelig?

— Tja — jeg véd ikke. Hun var jo fra Vejle, sagde
tGrev Holstein, som om han. gav en hel Forklaring.

Og lidt efter sagde han, mens han saå ind mod Kla-
veret :

— Min Kone er ikke længere end fra Lauenburg,
Frøken Johansen.

— Nej, jeg tror ikke — og han slog atter an paa Kla-
veret — at Kærlighed er nogen Exportartikel, der egner
sig til at passere Grænserne.

Gerda havde støttet Hovedet mod Klaveret, mens
Erik blev ved at spille:

— Og saa har han levet i alle de fremmede Lande,
sagde hun langsomt.

29*

HERMAN BANG 452

— Ja, sagde Holstein og drejede sig om paa Klaver-
stolen :

— God Aften, Hr. Magister, nikkede han til den
Halte.

— Vi sidder og grunder, Frøken Johansen og jeg —
over alt det, som Menneskene véd bag efter.

— Hæ, sagde Magisteren : alting véd man først bag-
efter ... Vi taler og véd ikke selv, hvorfra i Sjælen det
kommer. Og selve Ordene, vi siger, fører os videre —
et Skridt videre mod et Maal, vi ikke gør os klart . . .

— Det er forresten rigtigt, sagde Erik : det Hele er
et grangiveligt Tusmørke.

— Ja, sagde Magisteren : og Folk løber paa hinanden
og forbi hinanden.

— Hva' si'er Frøkenen?

— Ingenting, sagde hun og rystede paa sit Hoved.
Men da Magisteren haltede bort, sagde hun og havde
maaske ikke tænkt paa andet end paa de Ord :

— Men hvis han nu blev her?

— Hvem — naa — Joan?
Grev Erik skød Læberne frem.

— Synes De egentlig, her er saa rart at sidde — for
dem. der er født til at sidde her?

Men i samme Nu vendte han sig om mod Joan, der
kom hen over Gulvet, og sagde leende :

— Frøken Gerda si'er, hun synes, Du skulde blive
her.

Og han rejste sig.

Der var strømmet et Lys ud af Joans Øjne — mens
han sagde :

— Men her er ikke min Plads.
Gerda havde atter sænket sit Ansigt.

— Jeg maa rejse hjem, sagde Joan, og brat fløj det
ud af hans Mund :

— Men Danmark ta'er jeg med mig . . .

— Lad os se det, sagde Erik.

De talte lidt, og Joan vidste næppe hvorom — hørte
kun Eriks Stemme og hendes.

453 DE UDEN FÆDRELAND

— Gaar De, Frøken, spurgte han saa.

— Jeg er jo Datter i Huset, svarede Gerda sagte og
vilde smile.

— Hvorfor var Frøken Gerda bedrøvet? sagde Joan,
da hun var gaaet.

— Jeg véd s'gu ikke, sagde Erik : men vi svinger
min Salighed alle op og ned idag, som var vi Kviksølv
under Jordskælv.

— Kom. Vi trænger til noget drikkeligt. . . . Hvor
findes de meget ærede Flasker? vendte han sig til Dok-
toren, hvem han vilde fly.

— Her i Huset, sagde Doktoren, findes de baade paa
første Sal og i Kælderen. Og han lo ad sit eget Vid.

Men da Grev Holstein var gaaet, sagde Doktoren saa
rapt, som greb han til for at trække en Tand ud :

— De har talt med Madame, Hr. Greve — ja, hun
længtes efter det. Naa, morsomt er det jo heller ikke
— og navnlig for Madame . . . Hver ta'er jo disse Bøn-
der efter sit Temperament — ikke sandt? og man er jo
heldigvis Københavner af en Aargang, der har lært at
grine ad det meste. Og hvis man overhovedet, kære
Herre beslutter sig til at holde ud i den Institution, der
kaldes Ægteskabet — her paa Egnen er der nu ikke saa
mange, der burde opretholdes — naa, hvad jeg vilde
si'e, skal man blive i det, ikke sandt, hjælper det jo
altid med de fælles Interesser ... det andet hjælper
man dog efter paa, naar man er et Mandfolk, ikke
sandt?

— Men paa den anden Side, røg Doktoren videre,
mens der kom en vis Betænkelighed i hans Stemme :
paa den anden Side, kære Herre, saadan et Talent som
Madames, jeg mener, et Talent, der ligger hen — det
gnaver lidt paa Humøret, ikke sandt. En anden ta'er det
jo — ja, Madame har naturligvis sagt Dem det — mere
overlegent . . .

— Jeg var bestemt for Opera comique, sagde han
med et Sæt i Ordene.

t — Lille Stemme, fortsatte han : men man sagde :

HERMAN BANG 454

Skuespillerbegavelse. Men, saa var Familien
imod det. Kortsagt — man blev Læge.
Dr. Raabel slog Smut med Læberne:

— Her paa Egnen.

— Tak, sagde han til Fasteren, der bød Vin rundt
paa en Bakke. Da Joan intet Glas havde taget, lagde
han til med et fortroligt Nik (Dr. Raabel var i det Hele
en fortrolig Mand, der talte om andre og om sig selv
som til en Medvider) :

— Her i Huset skal man ta'e, hvad der bydes — fra
den bageste Kælder.

— Og sin egen Vin skal man forskrive fra Mønster,
sagde han og lo. Men han vendte hastigt tilbage til sin
lidt op og ned gaaende Tankegang og fortsatte om sin
31iven Læge :

— Naa, hvem véd, hvad det var godt for? Kære
Herre, et lille Land med en stor Hovedstad og en mær-
kelig Kultur Kultur til en vis Grad over det Hele,

for dette Bræk (og Doktoren slog med Hovedet ind mod
Forstanderen) er vel ogsaa en Slags Kultur — et Land
som dette, kortsagt, det bliver noget af et Drivhus.
Mange Evner, ser De, der drives op til en vis Højde —
en vis Højde, ikke sandt, og ikke videre. Men kritisere
kan alle og Resultatet, kære Herre — naa . . .

— Men i Ægteskabet ... man kender dog sig
selv, ikke sandt? lidt saadan „miskendt" bliver der dog
altid tilbage — og to Misfornøjede i ét Ægteskab —
naa . . .

— Har De truffet et lykkeligt Ægteskab?

— Jeg ikke, kære, svarede Doktoren sig selv.

— Naa, heldigvis er man overlegen, sagde han og
drak igen.

Og uden nogensomhelst tilsyneladende Sammenhæng
sagde han :

— Jeg gi'er aldrig til Monumenter. Men til Hørup
gav jeg s'gu. Det havde han fortjent.

— Men — og atter sprang Dr. Raabel i Tanken — :
Det var naturligvis kedeligt for Madame, at hun ikke

455 DE UDEN FÆDRELAND

fik Æren at spille med „Berømmelsen". Men Synd var
det at miskende Hofjægermesteren — falder os jo ikke
ind. Han véd s'gu, hvor Nælderne bider — med
Grevinden siddende i Potsdam og ... . „Giftblanderen"
her ....

Joan saå Frøken Gerda, der inde i Spisestuen stillede
Fade frem paa Bordet, hvor der var kommet Dug paa
igen.

— Hun er nydelig, sagde Doktoren paa én Gang : og
der er noget ved hende, der tiltrækker. Madame og jeg
har s'gu ogsaa gjort mange Forsøg paa at faa hende ind
i vor Kreds, hvor der dog er Interesser. Men jeg véd
ikke, naar man taler til hende, kære Herre, der er no-
get ved det Pigebarn, som om man kastede sine Ord i
en Brønd.

— Det er sandt, sagde Joan og saå pludseligt paa
Lægen.

— Ja, ikke? De har faaet det samme Indtryk. Men,

i det Hele, en besynderlig Familie naa, jeg er da

ikke deres Læge . . . jeg er jo fra København . . .

Hr. Raabel skød Røgen fra Cigaretten ud gennem
Næsen og sagde :

— Skal vi blande os?
Joan gik ind.

De spiste rundt om, siddende med Tallerkenerne i
Skødet eller staaende i en Vinduskarm — mens Frø-
ken Gerda og Fasteren bød Fade om. Grev Holstein
stod paa et Dørtrin og haandterede en Tallerken med
Salat.

De to sønderjyske Fruer saå fra deres Tallerkener
udover Stuerne og Anretningen, med deres skarpe Øjne,
og den ene sagde til Fru Lorentzen :

— Her er mange Slags Skikke her i Kongeriget.
Fru Lorentzen, der spiste langsomt, fordi hun havde

for Skik at smage paa andet Hus's Mad, sagde:

— Ja, de har gerne villet se mange, men paa Fabrik-
ken holder vi jo paa at sidde i Kreds ved et Bord . . .

HERMAN BANG 456

— Osse hos os, sagde den anden sønderjyske Frue
og hun lagde til : i den danske Befolkning.

Men Forstanderen, hvem Kandidat Ussing bragte et
nyt Fad, sagde:

— Fremmed Gæst fejres med fremmed Sæd.
Købmanden, der gik langsomt omkring, talte til Joan :

— Greven maa ta'e sig no'et.

— Ja. De maa s'gu ta'e en Bid, sagde Uhrmageren,
der trillede frem efter en Tallerken til Joan. Hej,
Gerda, Koncertgiveren har ingenting, og han maa s'gu
trænge til'et.

Frøken Gerda bragte et Fad og stod foran Joan.

— Hvor De er en god Husmoder, sagde han.

— Ja, ikke sandt, sagde Uhrmageren : hende ku' man
vær' tjent med . . .

Gerda gled bort, hendes Ansigt var bøjet over Fadet
med et Smil til hver, hvem hun bød — et Smil, der
ikke naaede op til hendes Øjne.

Men Uhrmageren, der vendte tilbage til sit, at Joan
ku' træng' til'et, sagde:

— Men Gu' Fader bevar' mig, hvor maa'et vær' an-
strengende . . .

Han mente Spillet:

— En anden kraftig Mand holdt s'gu ikke til'et.
De to havde sat sig i en Krog.

— De talt' med Pastoren, saå jeg, sagde Uhrmage-
ren : ja, det er en herlig Mand — hva' de saa si'er. Og
jeg og min Bro'er, vi gaar saamæn osse en Gang imel-
lem ind og hør' ham. Men det er jo Usseldom at sit'
dér en halv Snes Stykker. Jeg si'er'et osse til Johansen :
Du ku' gern' gaa med, si'er jeg, for at fyld' ... for Jo-
hansen, han er jo uafhængig og vi osse, naar man har
en go' Forretning . . . Naa, Højskolefolk, de er jo nu
ikke af dem, der laver økonomisk Krig — saadan aaben-

bart da Det er jo mer, at de lægger Forretninger

a n til saadan at støtt' Magten . . .

— Men, blev Uhrmageren ved : for Pastor Jesper-
sen er'et Synd og Skam. For sig mig, Koncertgiver, hva'

457 DE UDEN FÆDRELAND

ka' det nytt', han præker, naar ingen hører hans Præ-
ken . . . saa han faar jo ingenting udrettet. Men, paa
den anden Side — for man maa s'gu se Tingen fra alle
Sider i vore Dage, ikke osse? han ta'er jo ikke noget
Parti, den Mand, hverken til Missionen, det bitre Sprøjt,
eller til det grundtvigske ... og hvem skal saa høre
ham — her paa Egnen?

Uhrmageren lo og, idet han sprang tilbage i sine Tan-
ker, sagde han :

— Men Johansen, han er nu af de Folk, som la'er
sine Fruentimmer besørge Gudsfrygten . . .

Købmanden gik forbi, med Haanden i sin Lomme.
Man saa Knoerne, som var Haanden knyttet.
Han standsede og saa ud over Stuen :

— Bestyrer, De ku' ta'e et Fad.

Og Bestyreren tog et Fad fra Bordet og bragte det
rundt — dér gik Hr. Petersen, lige efter Frøken
Gerda.

Uhrmageren saa efter ham, mens alle talte rundtom,
og Hr. Johansen selv havde begyndt at skænke i Glas-
sene.

— Ja, sagde Uhrmageren: jeg ku' und' Johansen, at
det nu sku' gaa, som han vil ...

— Gerda, blev han ved, er en herlig Pige, og Jo-
hansen ku' nok træng' til det, med alle sine Fejler. For
han er jo en haard Negl . . , og han er vel nok blevet
stridere paa det sidste . . .

— Og Drengen, den Knægt i Vejle, faar Johansen
aldrig noget ud af, det jeg troer . . .

Joan, hvis Ansigt havde faaet et uroligt eller næsten
anspændt Udtryk, sagde:

— Ja, men hvorfor, Hr. Petersen?

— Det var Larsen, jeg hed, sagde Uhrmageren og
grinede, saa han slog paa sine Ben.

— Næ, sagde han saa: der er s'gu ingen Ryg i den
Knægt . . . han har bare Stivelsen andre Steder — hvad
Theodor skal, det ka' han ikke døje; og hvad han vilde,
det ku' han ikke staa ud med.

HERMAN BANG 458

— Men nu ka' de' jo osse vær' de samm' — naar
Petersen en Gang ta'er det ...

— Bestyreren?

— Ja, det er da vel Meningen, sagde Uhrmageren
og, idet han tog sit Glas, sagde han :

— Har De drukket med Tobakshandleren?
Købmanden, der skænkede af en Flaske Bordeaux,

var naaet hen til Grev Holstein, som stod ved Siden af
Fru Jespersen.

— Til denne Salat, Johansen, sagde Grev Erik og
talte i en lidt ubetænksom Tone : skulde De egentlig
rykke ud med Deres berømte Bourgogne.

— Det var Ret, Hr. Hofjægermester, sagde Køb-
manden og lo, mens der var fløjet et ganske kort Glimt
ud af hans Øjne : Hofjægermesteren forlanger selv ind
her hos os Bønder.

— Men, blev han ved og styrede sin Stemme : det
ka' Hofjægermesteren godt faa, hvis Hofjægermesteren
selv vil hente den. Hofjægermesteren véd, hvor den
ligger.

Grev Holstein havde bidt i sin Læbe:

— Det var storartet, Johansen, sagde han og pludse-
lig lagde han til :

— Saa kan Grev Ujhåzy se Kælderen.

— Joan, raabte han: vi to skal ned i Kælderen.
Og maaske som et hemmeligt Svar til Købmanden

lagde han til :

— Og Frøken Gerda kan vel lyse os — ikke, Frø-
ken Gerda?

Der var blevet stille et Øjeblik — mens Joan rejste
sig.

— Gerda? sagde Johansen, saa det korte Navn hør-
tes skarpt :

— Naa, ja, lys Du, Gerda, for Herrerne. Fru Jes-
persen gaar nok med . . .

Bestyreren var standset ovre i Spisestuehjørnet, med
Fadet i den fremstrakte Arm:

459 DE UDEN FÆDRELAND

— Jo Tak, vi har, sagde Kandidaten, der havde
fulgt hans Blik, og han lo til Fru Raabel.

Men Fru Raabel sagde til Bestyreren :

— Ja, osse jeg, ellers Tak,

hvorpaa Fruen, der ikke havde glemt Grev Ujhåzys
Bryden fra hende, fortsatte til Kandidaten :

— Men, kære Kandidat, jeg er oprigtig nok til at
si'e — midt under Festglæden — mig blev det noget
af en Skuffelse. Gud bevar's, det er jo Verdenskunst —
— maa vel være det . . . men detfcer mærkeligt, mange
af dem, der siges at have mest, de har, naar man
kommer dem paa Livet, alligevel ikke Begreb om Vær-
dierne . . .

Joan var gaaet frem mod Gerda :

— Vil De lyse for os?

— Ja ... og en tæt Rødme var slaaet op i hendes
Ansigt.

— Tak.

— Men jeg kommer ellers aldrig i Kælderen.

— Hvorfor? sagde Joan og det var, som hans Øjne
vilde bade hendes Ansigt i deres Blik.

— Nej, sagde Gerda og hun talte, under hans Øjnes
Lys, i en sært glidende Tone, der ikke svarede til hen-
des Ord :

— Oldemo'r vilde aldrig ha'e det.

— Saa gaar vi vel, sagde Fru Jespersen, der kom til.

— Hvor skal de nu hen? — Fru Lorentzen vendte
sig og saå efter dem. Hun talte temmelig højt.

Mens Kandidaten bøjede sig frem mod Fru Raabel
og hviskede hastigt:

— Naar kan vi mødes?

— Der er saa lidt Sygdom i denne Tid, sagde hun
frem over sin Tallerken.

De to Sønderjyder, der havde spist ved selve Spise-
bordet, havde rejst sig og gik frem og tilbage, tavse,
som Folk, der venter — maaske paa at vække Opmærk-
somhed.

Fru Raabel vendte Hovedet imod dem og sagde:

HERMAN BANG 460

— Og hvad synes saa De, Hr. Mathiesen?

— Det var jo altid danske Toner, sagde Hr. Mathie-
sen.

— Ja, kære Proprietær, og ungarsk Sauce.

... De fire gik ned ad Trappen. Gerda gik forrest
med et Lys, bag hende kom Joan : hvor hendes Haar
fik mange Farver, fra Sort til Brunt, i Lysets Skær.

Bag dem talte de andre, mens Gerda lukkede Kon-
tordøren op.

— Vi skal da ha'e Lygte, sagde Erik.

— Ja, sagde Gerda og tog Lygten ud fra Hylden,
men kunde ikke faa den op.

— Lad mig! ... Og Joan aabnede den.
Tændstikken rystede i Gerdas Haand, mens hun

vilde tænde !

— De ryster paa Haanden, Frøken Gerda . . .

— Ja, sagde hun og vilde le : jeg har altid været
bange for Kælderen.

— Hvorfor dog? spurgte Joan og han tændte, mens
Holstein havde lukket Kælderdøren op.

— Jo, for Oldemo'r sagde, at det spøgte, fordi hun
vilde aldrig ha'e mig derned.

— Ja, jeg skal ikke derned, sagde Fru Jespersen.

— Jo, faldt Gerda hastigt ind.

— Nej, jeg bliver her, sagde Præstefruen og satte
sig ved Pulten, mens hun i det samme udbrød:

— Men, kære Børn, der ligger et Telegram . . .

— Aa nej, sagde Gerda og gjorde en Bevægelse,
som vilde hun holde sig for Ørene, og hurtigt sagde
hun :

— Hvor er det fra?

— Fra København, sagde Holstein og havde læst
over Fru Jespersens Skulder.

— Aa, naa ! ... Og Gerda tog Vejret.

— Nu skal vi ned i Underverdenen, sagde Erik højt,
som En, der vil bryde af.

— Ja, ta'er Du Lygten, Erik?

Erik havde taget den og var nede ad de første Trin.

461 DE UDEN FÆDRELAND

— Mørkt er her, sagde Joan : Kom saa, Frøken
Gerda.

— Ja, sagde Gerda og gik et Par Trin.
Kælderluften slog fugtig op imod dem, blandet med

Vindunst, mens Joan paa Trappen, med opstrakt Haand
havde vendt sig i Halvmørket.

— Kom nu.

— Ja . . .

— Tag min Haand.

I Lyset nedefra, fra Lygten, saå Joan hendes hvide
Ansigt :

— Her er min Haand . . .

— Aa nej (og paa én Gang virrede hun med Hove-
det, og det var næsten, som hun talte gennem Graad,
Barnegraad) det er saa dumt . . . men De maa gaa alene.

— Frøken Gerda

— Hvor De er bange af Dem!

— Ja, sagde hun og var løbet op ad de fem Trin,
som flyede hun — og Døren gled i.

Joans Haand var falden ned, næsten som var den
hugget af ham.

— Kommer Du, sagde Erik.

Joan vidste ikke, at han var nede af Trappen og
traadte paa de muldne Sten :

— Hvor Luften er tung.

— Ja, sagde Erik, der lo, mens han løftede Lygten,
saa de mægtige Vinfade saås næsten som Skibsskrog i
Halvmørket:

— Det er jo heller ikke lutter skær Drue, der lig-
ger her i den mere folkelige Afdeling . . .

Han løftede Lygten højere:

— Men vil Du se, det er storartet, den Masse Sprit.

— Her blandes s'gu Giften.
Pludselig vendte han Lygten :

— Hun troede, det var fra Vejle, sagde han og
standsede.

— Hvilket? Telegrammet?

— Ja, sagde Erik og gik igen : fra ham, Drengen . . .

HERMAN BANG 462

for der kommer vist no'en Expres-Meddelelser fra den
Kant.

— Men hvad er der da med ham? spurgte Joan.

— Véd s'gu egentlig ikke, sagde Holstein og aab-
nede en Bræddedør : da han var til Søs, kunde han ikke
holde det ud, og nu, hvor han er til Lands, gør han
Dumheder, fordi han ikke er til Søs.

— Her er s'gu det Allerhelligste, sagde Erik og stil-
lede Lygten fra sig: Se, gamle Ven — det er Oxe-
hoveder ... og d e r er Flaskerne.

Erik pegede paa de lange Hylder hvor, oppe og nede,
Flaskerne laa, Flaske ved Flaske, med deres frem-
strakte Halse.

— Hva' Du, sagde han : ja, det er storartet.

— Men Du er helt bleg, fortsatte han og han aan-
dede selv tungt ud : Ja, Luften kan nok slaa En.

Han skubbede Læberne frem ligesom betænksomt
og sagde:

— Det er vel osse Luften her, der har „slaaet ind"
i Familien.

— Hvordan? sagde Joan i et Ryk.

— Jeg mener, at ha'e al den Dunst af al denne her
Sprit op gennem Huset saadan evig og altid og leve i
— det kunde da let drive dem saadan kunstig op, baade

Evner og alting og saa ta'e paa Viljen og den

Slags med det samme.

— Ja, sagde Joan, jeg forstaar det.

— Men, spurgte han hastigere: Frøken Gerda?

— Ja, hun er jo sød nok, men hun skulde s'gu ud af
Huset med det samme.

— Ja, sagde Joan og havde knyttet Haanden.

— Naa, men her har vi Bourgognen ! . . . ta'er Du
de to Flasker? ... det er s'gu ikke værd at skaane
ham, Giftblanderen. Har Du dem? Tak!

Erik holdt Lyset op igen :

— Saa gik vi, sagde han.

De gik tilbage gennem Kælderen, og Erik lukkede
Bræddedøren.

463 DE UDEN FÆDRELAND

— Naa, sagde Erik og saå igen hen over de vældige
Tønder : det meste af denne her Sprit, den gaar nu over
Grænsen . . .

— Og no'et til Højerup, sagde han : naar det er rent
ad Helvede til.

Pludselig havde Erik lænet sig ind til en af Sprittøn-
dernes Bund, og staaende op, med Panden mod Træet,
hulkede han, saa han skjalv.

— Erik, Erik, raabte Joan.

— Erik, sagde han sagtere.

— Erik, hvad er det?

— Aa Du, det er ad Helvede til ! ... Og Erik blev
ved at hulke.

— Naa, sagde han og vendte sig, mens Graaden
endnu sad i hans Stemme : det er ingenting ... det skal
Du ikke ta'e Dig af . . .

Han tørrede sig med Lommetørklædet i hele An-
sigtet :

— Saadan under Jorden har vi vel alle vore Anfæg-
telser.

— Kom saa, sagde han, men efter at være gaaet et
Par Skridt standsede han igen, og for at tale om noget
og noget andet, sagde han :

— Men naar det Rakkerpak (Ordene kom langsomt,
som om han endnu søgte om sin Tanke) hugger i Johan-
sen, som vel osse har fortjent det, naturligvis, saa er
s'gu Forstanderens Fusel meget værre end Johansens
Gift . . .

— Højskoleforstanderens?

— Ja, Forstanderen og al hans Aftapningsanstalt af
Livssyn er vist ikke bedre. Og Stanken af hans Kul-
tur-Sprit staar op gennem hele Landet . . .

De havde naaet Trappen. Ved det nederste Trin
vendte Erik sig og han lagde sin Haand, der endnu
skælvede, paa Joans Skulder:

— Naa, lille Josse, Livet er vel saadan, at En bliver
glad og en anden bliver mindre glad.

HERMAN BANG 464

— Saa var vi deroppe, sagde han og løb op ad Trap-
pen.

— De maa da ha'e set det Hele, sagde Fru Jesper-
sen : saa længe De blev borte.

— Ja, sagde Erik.

Men Gerda havde kun vendt sine Øjne mod Joan.

— Og Joan har Gevinsten, lo Erik og pegede paa
Flaskerne.

— Men saa slukker vi, sagde han og pustede ind i
den aabnede Lygte.

— Ja, hviskede Gerda og stirrede ind mod det sluk-
kede Lys.

— Telegrammet, sagde Fru Jespersen og tog det.
Joan vilde sætte Lygten ind paa Hylden, men Gerda

sagde :

— Nej dér! ... og hun flyttede den, mens hun med
en underlig træt Stemme tilføjede :

— Her har alt sin Plads . . .

Holstein havde aabnet Døren oppe paa første Sal og
Stemmerne slog ned imod dem. Købmanden stod lige
indenfor Døren, som om han havde ventet:

— Her er Saften, sagde Holstein og løftede de to
Flasker.

— Mente Hofjægermesteren ikke, at der skulde være
et Glas til os alle? Og mens der i Købmand Johan-
sens Øjne kom det samme Glimt som før, bød han
Bestyreren at hente nok.

— Og Glassene, sagde han til Gerda, der kom med
Joan.

— Ja, Fa'er.

— Dem fra Auktionen, beordrede Købmanden, der
atter havde Haanden i sin Lomme.

— Ja, Fa'er, sagde Gerda, der, som angst, havde
drejet sit Ansigt.

Erik Holstein havde vendt sig om paa sin Hæl.
.... Gæsterne havde holdt op at spise, og de gik
snakkende ud og ind. Alle Stuer var fulde af Cigarrøg.
Joan gik ind i Spisestuen, hvor Gerda stod og stillede

465 DE UDEN FÆDRELAND

Glas paa Bakken. Hun saå dem vist ikke selv, mens
hun stillede dem, Glas ved Glas. med deres brede
gyldne Kanter.

— Hvad tænker De paa, Frøken Gerda?
Gerda saå ikke paa ham :

— Nu tænkte jeg paa Deres Mo'r, sagde hun.
Joan stod lidt:

— Jeg tror, De tænker paa for mange tunge Ting,
sagde han.

— Tunge? gentog hun.

— De er saa skræmt inde i Dem, sagde Joan, og de
talte med samme Stemmer.

Gerda nikkede — en Gang.
Og Joan sagde, og hastigt:

— Og alt det skulde De bryde ud af

og bort fra.

Frøken Gerda havde krammet om Glasset.

Men som om han havde sagt alt for meget eller sagt
det altfor pludseligt og flyede tilbage til noget andet,
sagde Joan :

— Nu Deres Søster . . .

— Min Søster? han hørte det knap.

— Ja, jeg mener . . . mener, det skulde ikke skabe
Dem saa mange tunge Tanker.

Hans Øjne stirrede paa hendes Bryst, der brat steg
op og ned :

— Et Menneske er raadigt over sit Liv, sagde han.
Og paany lagde han pludselig til, med en anden

Stemme :

— De ogsaa over Deres.

Et Øjeblik stod hun som den, der skal falde.
Saa sagde hun og Ordene kom møjsomt, men de kom
tydeligt :

— Det er ikke det, at hun døde.

— Hvad da?

Gerda havde løftet sit Ansigt halvt.

— Det, at hun havde taget paa sig, hvad hun ikke
kunde.

H B.V 30

HERMAN BANG 466

— Gerda, sagde Joan og greb om hendes Haand —
og et Nu havde hun gengældt hans Haandtryk som En,
der drukner.

— Vil De maaske skænke i Glassene, Fru Raabel,
sagde Gerda til Lægefruen, som paa Dørtærskelen
sendte Øjnene langt frem over sin Vifte.

— Bestyreren vil hjælpe Dem, sagde hun og gik.
Fru Raabel talte om de dejlige Glas :

— Ja, her i Huset samles der sammen til Fremtiden.
Disse Glas er nu erhvervede paa Højerup. Hun lo :
D e t er osse som en Slags Tak til Hofjægermesteren for
Assistancen . . .

Men pludselig sprang hun og sagde :

— Nu var maaske Tiden kommen, vilde være kom-
men — for lidt Musik.

Joan, der knap havde hørt, sagde :

— Har vi ikke haft for megen Musik, Frue? — og
gik.

Fru Raabel spildte paa Sølvbakken . . .
Pastoren stod alene ved et Vindu :

— Aa, er det Dem, Hr. Pastor, sagde Joan, som
pludselig saå hans Ansigt.

— Ja, sagde Præsten, og som en Slags Forklaring
af Joans Bleghed tilføjede han :

— Ja, Luften er tung dernede i de Kældere.

— Men Grev Holstein — og han smilede ganske
lidt — véd, hvor Vinene ligger.

Joan svarede ikke, og lidt efter sagde Kapellanen :

— Vi, min Hustru og jeg, holder saa meget af ham.
Han hjælper saa gerne og han hjælper kønt.

— Og dem, blev han ved, som min Hustru og jeg
gerne vilde hjælpe, er det ikke altid saa let at skarre
Hjælp til. De staar næsten altid udenfor lige-
som vi selv. Men til Højerup gaar man aldrig forgæves.

Saa mærkede Præsten, at Joan ikke hørte, men han
talte alligevel :

— Naar De, Grev Ujhazy, som min Hustru si'er, en
Sommer kommer her tilbage

467 DE UDEN FÆDRELAND

— Kommer tilbage?

— Ja . . .

Pastoren skiftede Tone.-

— Saa kunde De maaske gøre en god Gerning . . .

— Gøre en god Gerning?

— Kan jeg ikke tale aabent til Dem? sagde Præsten :
Man kan se, hvor meget Hofjægermesteren holder af

Dem og ved at være en Sommer paa Højerup,

tror jeg, De kunde gøre en god Gerning. Der er . . . der
er saa mange store Gaver hos Hofjægermesteren. Men
der skulde kaldes paa dem.

Joan var blevet opmærksom :

— Ja.

Og pludselig sagde han :

— Men — ja, tilgiv, Hr. Pastor (og han saa atter
Erik for sig, som han havde staaet op mod den Vin-
tønde, hulkende, dér nede i Kælderen) . . . men hvad er
der da i Vejen paa Højerup?

— Man véd aldrig, sagde Præsten : jeg mener, det
ene Menneske om det andet, hvordan Livet har formet
sig. Vi Mennesker tror at se, og ser dog ikke en Gang,
hvad der foregaar lige ret for vore Øjne

Joan havde nikket.

— Men Grevinden er jo . . . ja, det er hans Kusine
men hun er jo fra et andet Land, som vel er ved-
blevet med at være hendes Land . . .

— Vedblevet . . .

— Ja, blev Pastor Jespersen ved: De véd, hendes
Fader er Generaladjudant hos Kejseren. Grevinden er
midt ud af noget helt andet ... og her er hun aldrig
blevet hjemme — heller ikke paa Højerup

Joan stirrede ud i Stuens Luft.

— Og saa sidder Hofjægermesteren altfor meget ene
og

— Ja, sagde Pastoren, og ogsaa han saa ud i Luf-
ten : Der er saa mange Maader, hvorpaa det kan gaa i
Stykker for to Mennesker.

— Og hvis det saa, sagde han lidt efter, var paa en

30*

HERMAN BANG 468

anden Egn, hvor man lod en Mand med sine egne Me-
ninger — for Hofjægermesteren har Meninger — lod
ham komme til . . . Men her paa Egnen . . .
Fru Jespersen gik hen til dem.

— Skal vi ikke ha'e et Vindu op, sagde hun :

— Røgen trækker saa græsselig sammen.
Præsten aabnede, og Fruen bøjede sig et Øjeblik ud

ad Vinduet.

Ovre fra Hotel Danmark lød Sangen igen.

— De nytter Tiden, sagde Fru Jespersen.

Joan havde lænet sin Nakke mod Væggen — derovre
sang de:

Det Land endnu er skønt,

thi blaa sig Søen bælter,

og Løvet staar saa grønt.

Og ædle Kvinder, skønne Møer

og Mænd og raske Svende

bebo de Danskes Øer . . .

— Men Telegrammet, sagde Fru Jespersen og greb
det i sin Lomme.

— Hvilket Telegram? spurgte Præsten.

— Til Johansen, sagde Fruen og gik.

— Hvad kan det være? — ... Præsten syntes
urolig.

— Det er fra København, sagde Joan ud i Luften.

— Naa, Gudskelov, saa er det kun Forretning.
Sangen lød derovre :

I Danmark lyder Hjertesproget,

og dér er Sandhed ingen Mand for broget,

de to høre begge Vorherre til,

saa vel derfor han og Danemark vil;

mens Linden mon løves.

I Danmark blomstrer Kærligheden

Guldæbler modnes dér i Frode-Freden,

og dér skal man finde de Vises Sten.

Joan Ujhazy lyttede endnu . . .

469 DE UDEN FÆDRELAND

— Hva'er'et for no'et?

— Hva' staar der om? sagde Uhrmageren til Køb-
manden, hvem Fru Jespersen havde givet Telegrammet
og som, efter at have læst det, rakte det til For-
standeren.

— Det er de nye Bevillinger, som er vedtaget, sagde
Forstanderen.

— Det er Lønningerne, som de har vedtaget, gentog
Købmanden til Tvillingen.

— Naa, sagde Uhrmageren og satte sig igen : ja, vi
skal nok den Vej.

Men Fru Lorentzen sagde til Forstanderen :

— Det var vel, hvad vi havde haabet.
Købmanden, der havde faaet Telegrammet igen og

viklet det sammen og sammen, saa det lignede en Trold-
kælling, sagde:

— Nu vil de Herrer Københavnere rase ! ... Og han
begynde at gaa hurtigere hen over Gulvet, mens For-
standeren svarede Fru Lorentzen :

— Naturligvis, naturligvis, vi maatte vel haabe det.
Men paa den anden Side, naar man som vi har Føling
med Befolkningen ... et Forslag som dette, der er nød-
vendigt, naturligvis, det er nødvendigt, men, set fra

alle Sider, det splitter. Det splitter nu, hvor alle

gode Kræfter burde være med til Samling

— Samling er god, sagde Fabrikanten haardt, men
først Landsfjenderne frem.

— Kære Fabrikant, brød Forstanderen ind, De er nu
højre Fløj . . .

— Er det Bevillingerne, raabte Raabel, der var løbet
ind i Stuen med et guldrandet Glas i sin Haand.

— Det er, hvad det er, sagde Købmanden og gik
ham forbi, mens Hr. Raabel sagde og lo:

— Saa gaar vi altsaa lige ind i den luende Galskab.
Men der var naturligvis ikke andet at vente af d'Herrer.

Fabrikanten svarede og lod, som talte han til Forstan-
deren :

HERMAN BANG 470

— Forsvarssagen er god. Den bringer Landsfordær-
verne frem, saa man kan se dem.

— Taler Fabrikanten til mig? raabte Raabel,
mens Forstanderen, der stod midt i Kredsen, sagde:

— Ja, her paa Egnen vil der jo aldrig findes Bund
for Tanken om et forsvarsløst Fædreland.

— Men vi har vort gamle Program, snerrede Ussing
fra en Krog.

— Et Program maa der til for dem, der vil samle,
svarede Forstanderen.

Raabel gjorde en Bevægelse med Tungen, som om
han havde Opstød :

— Og bagefter kan det bruges som Serviet til at af-
tørre Fadet.

Uhrmageren gryntede over sit Glas — og holdt plud-
selig op.

— Men vi Unge vil ikke samles om at slaa af, sagde
Ussing, der stod med Hænderne i Lommen.

Men Raabel sagde :

— Aa, her i Landet er der sat Præmie for at slaa af.
Joan havde pludselig løftet sit Hoved og saå paa de

raabende Herrer.

— Hvorom taler de? sagde han til Erik som En, der
vaagner.

— De taler, svarede Erik.

— Men om hvad?

— Om at forsvare Fædrelandet, min Ven. sagde Erik
og han smilede: det er her i Landet Politik.

Men Ussing, der talte hastigt og rød i sit Hoved,
sagde, at ét burde huskes : at de Unge var opdraget i
de gamle Grundsætninger.

Fru Lorentzen standsede ham ved at gentage Ordet:
Grundsætning, mens Hagen blev bred over Guldkæden
og hendes Øjne gik fra Kandidaten over til Fru Raabel,
der var kommen foran paa Dørtrinnet, hvor hun stod
med den haandmalede sammenslaaet i den halvløftede
Haand som en Pind.

— Men, raabte Raabel, lad os kun — lad os kun.

471 DE UDEN FÆDRELAND

Idag er det to hundrede Tusind til et Par blaa Bukser og
imorgen marcherer vi lige ind i Fæstningen . . .

— Hørup er død, mine Herrer, og der er sat Præmie
paa Forræderiet.

— Ja, talte han ind mod Fabrikanten, jeg er min
Mening bekendt.

Tobakshandleren gik bag om Joans Ryg og sagde gri-
nende ned over hans Skulder, halvsagte:

— Gu' er han ej, Koncertgiver.

— Det véd vi, at De er, sagde Fabrikanten, der veje-
de sin Guldkæde i Haanden.

— Det gamle Program, sagde Ussing til Fabrikanten :
var Neutraliteten meddelt til Magterne og en Politivagt;
medens Forstanderen talte om : at ganske vist ogsaa han
i et saa vanskeligt Spørgsmaal (og han udtalte g'et) vilde
haabe paa Læmpe; at man, hvorom han ikke tvivlede,
vilde læmpeligt forberede Befolkningen.

— Forberede Folkeaanden, sagde Forstanderen : Fol-
keaanden, som, naar den først er vakt, aldrig har svigtet
her i Danmark.

Grev Holstein, der stod ret op og ned ad en Væg med
Cigaretten mellem Læberne, sagde ud over Stemmerne :

— Og mens De forbereder, Hr. Forstander?
Forstanderen drejede sig :

— For os, Hr. Hofjægermester, sagde han, og hans
Stemme skjalv lidt: har Vorherre altid haft sin Mening
med vort lille Danmark.

— Den Mening var i nogle hundrede Aar : Hug en
Hæl og klip en Taa.

— Det er maaske, sagde Forstanderen, hvis Adams-
æble gik op og ned : ikke alle, der ser, hvad der blev
bevaret.

— Nej, Hr. Forstander! — og Erik stirrede paa
Skyen fra sin Cigaret: jeg véd det ikke.

— Men, sagde Forstanderen midt i sin Kreds: hvad
der først skal dyrkes, er Kærligheden til Fædrelandet...

— Og hvad der skal rykke frem, er Kanonerne
raabte Raabel og lo. mens han raabte: Og naar Kane-

HERMAN BANG 472

nerne er rykket frem, bygger vi Krudttaarne, og naar
vi har bygget Krudttaarne, armerer vi Voldene, og naar

Voldene er armeret falder vi for Fædrelandet . . .

Han førte sin Haand gennem Luften, som gav han en
Sjover en Lussing.

— Gu' gør vi saa. Min Herre, husker De Overgan-
gen til Als.

Magisteren havde rejst sig i en Krog :

— Dybbøl kom først, sagde han.

— Det har De, Magister, opdaget meget sent, sagde
Doktoren, og henne i Stuen lo de.

Joan var gaaet frem næsten midt i Rummet, og det
var Gerda, han spurgte igen med den samme Stemme
som før:

— Men hvorom er det, de taler?
Gerda svarede:

— Det er kun Politik, sagde hun.

— Men hvorom? sagde Joan.

— Her paa Egnen er det altid om Forsvaret, sagde
hun som den, der taler om noget, hvorover hun aldrig
selv har tænkt.

— Forsvaret? spurgte Joan: Forsvaret af Landet —
selve Landet?

— Ja, svarede Gerda og saa paa ham, halvforbavset
ved noget i hans Stemmes Klang.

Joan gik fra hende, et Par Skridt, med et besynderlig
anspændt Udtryk i sit Ansigt — anspændt maaske for
at forstaa alle de danske Ord.

Men til Raabel, der endnu var ved Taarnene, sagde
Fabrikanten tværs gennem Stuen :

— Men Forsvaret er ikke Forsvaret. Det er Sagen,
som —

— Som? Doktoren rejste sig som en Top.

— Skiller mellem dem, der vil være med os, og
dem, som er imod os, sagde Lorentzen.

Der fløj et lille Smil frem fra Lægens Øjne — rakt
ind i Fabrikantens Ansigt, før han sagde :

— Hvori, Fabrikant?

473 DE UDEN FÆDRELAND

Det var, som Fabrikanten pludselig var gledet paa sin
Støvle; men Forstanderen havde vendt sig mod Raabel :

— Ven Lorentzen har Ret, sagde han : Denne Sag er
Mærke i de større Ting.

Tobakshandleren stod bagved Joan :

— Saa, sagde han og grinede ned over Joans Skulder :

— Der blev Laarentzen Bet. For ham kan Raabel
tuml'.

Og Tobakshandleren blev staaende, midt i Striden,
med Hænderne paa sin Ryg, svedende af Fornøjelse.

Men Raabel havde vendt sig mod Forstanderen igen
og — med en oratorisk Kolbøtte — raabte han :

— Jeg kender her i Landet ingen formaalstjenligere
Forretning end Forræderiet . . .

Fru Raabel skubbede med den haandmalede sin Æg-
temand ind i hans Rygrad, og, da han drejede sig, hvi-
skede hun :

— Du er altsaa gal?

— Ja, Madame, hviskede Raabel tilbage: jeg har
giftet mig med Dem.

Og han vendte sig som en Vind igen — hen mod
Grev Holstein :

— Men, sagde han : vi har, Herren være lovet, Væl-
gerne tilbage.

— Ja, sagde Erik halvhøjt: Kvæget er foreløbig paa
Stald.

Det gav et lille Sæt i Doktoren, men saa fniste han :

— De ka' s'gu ha'e Ret, sagde han og løftede sine
Skuldre: Men Vælgerne er dog Vælgerne, ikke sandt?
Og Vælgerne vil tale. Den jyske Bonde har sund For-
nuft og den jyske Bonde er radikal.

— Det er han, sagde Kandidaten, som gik op og ned.

— Ja, skød Fru Lorentzen ind : Kandidaten er enig
med Doktoren.

— De, Hr. Doktor, sagde Forstanderen og talte ven-
ligen som den, der ønsker Afslutning: kender dog næp-
pe vor kære Befolkning som vi, der har Føling saa
mangesteds. Der er én Ting, vor jyske Befolkning har

HERMAN BANG 474

— den har Tillid. For den véd, de Mænd, der styrer nu,
er dens egne.

— Og de er Jyder, sagde Købmand Johansen og
slyngede det ene Ord fra sig som en Sten.

Men Forstanderen havde vendt sig til Sønderjyderne,
som han syntes stod ligesom lidt ene, og han talte om
Skytteforeningerne, i hvilke han ret som saå en Vej.

— Til den Dag kommer, sagde han : hvor Ret gaar
for Magt.

Fru Raabel var svajet over Gulvet (der var to
uknappede Hægter i hendes Nederdel) og gled forbi
Kandidaten :

— Ussing, hviskede hun : De skulde vare Dem for
Fru Lorentzen.

— Man har sin Overbevisning, snærrede Kandidaten.

— Du skal vel osse ha'e Brødet, sagde Fru Raabel :
og Du kender det Fruentimmer.

— Du skulde tale højere, sagde Kandidaten arrigt.
Fru Raabel gled videre — hen til Joan :

— Alt dette her, sagde hun venligt — og haabede
endnu en Gang paa Skærsommernatsdrømmen firhæn-
digt — forstaar De ikke noget af . . .

— Nej, svarede Joan, bestandig med det samme Ud-
tryk i sit Ansigt:

— Jeg forstaar det ikke.

— Heller ikke jeg, sagde Fru Raabel og saå op imod
ham : Virkeligheden flygter vi for — vi af vor Art.

Man hørte stadig Forstanderens jævne Strøm af Ord
om Skyttebevægelse og Skytteforbund, hvortil jo nu,
sagde han, Drengeforbundene synes at ville slutte sig,
hvad der vel kunde blive til Velsignelse, hvis de kunde
holdes fri for en usund Indflydelse,

mens Raabel raabte ovre i Hjørnet og tilsidst havde
vendt sig til Tobakshandleren og sagde :

— Det glade Vanvid kan dog ikke sejre ! og pludselig
snoede sig om og sagde til Joan :

— Hvorom taler Madame?

475 DE UDEN FÆDRELAND

— Vi taler om, sagde Fruen : at alt dette er noget,
som vi ikke forstaar.

— Nej, sagde Doktoren: det vil jeg tro.

— En Fremmed, kære Greve, og han lo : der slipper
ind her i Landet, maa tro, han er sluppet ind i et Gale-
hus . . .

— Her er den sunde Fornuft jo død, sagde han. En
Fremmed vil slet ikke fatte det.

Han tog Joan i Kjoleopslaget og førte ham, mens han
blev ved at tale, bort fra Madame :

— Men et Forsvar, kære Greve, har man hørt Mage
til Vanvid? et Forsvar af denne Klat Jord — et For-
svar med vore Soldater. Har De set vore Soldater? Naa
ikke? De vilde heller ikke tro Deres Øjne. (Og Dok-
toren lo.) Kære Herre, vi ligger midt mellem to Stor-
magter. Stormagter, Kære, behag at betragte Kortet.
Og vi skulde tænke paa at forsvare os? Hvis de Her-
rer kan tro paa det, ikke sandt! — burde de belægges
med Haandjern, Kære. Og hvad vi vil, vi, der har For-
nuft i Pæren, er ganske klart, klart og simpelt: Vi la-
der Landet ligge aabent. Og hvis Landet ligger aabent,
hvem skulde saa falde paa at besætte det, ikke sandt?
Og hvis det blev besat, ikke sandt! — saa reklamerer
man, Kære, og det samlede Europa ta'er sig af En . . .

— Men for saa vidt (Doktoren trak Skuldrene op)
for saa vidt har de Folk jo en Undskyldning : Man kan
aabne hver Hjernekiste fra Gedser til Skagen — ikke
sandt? og der er ikke en Kat, der ta'er den Sag alvor-
ligt. Kære Greve, vi Danske er dog, Gud være lovet,
et Folk af Ironikere. Men et Parti skal naturligvis ha'e
en Sag.

— Og vi andre, sagde Doktoren og lo, skal have
noget at kæmpe mod . . .

Han lo :

— Forsvarssagen, kære Greve, mellem os sagt, hvis
Forsvarssagen døde det vilde være et Grund-
skud paa selve Radikalismen,

HERMAN BANG 476

Doktoren saå paa Joan, hvis Ansigt syntes træt eller
næsten pint, og han sagde :

— Men alt det kender De naturligvis fra Deres eget,
kære Fædreland? . . .

— Jeg har intet Fædreland, sagde Joan langsomt.

— Nej, nej, Doktoren smilede: en Mand som De
bliver Kosmopolit, det er klart . . .

Og som den, der endelig har fundet en Ligesindet,
til hvem man kan sige alt, sagde han.

— Men, kære Ven, i vort Hjem og inden vore fire
Vægge er vi det vel, Gud være lovet, alle. Tiden gli-
der dog frem, ikke sandt? og havde jeg en Søn — men
Madame har kun skænket mig Døtre — vilde jeg ... men
man kan jo ikke sige den Slags . . . vilde jeg i fuld Oprig-
tighed ønske ham, at vi alle var opslugt af Tyskland.
Det vilde jo være hans Lykke — et stort Land, ikke
sandt? Det store Land byder dog den store Chance . . .

— Men det vil ogsaa komme, sagde han.

— Vort Slægtled har dog gjort Fremskridt og vore
Børn (Doktoren smækkede med Tungen) vil ikke være
anlagt for Sentimentaliteter.

— Min Fødeø, sagde Joan og talte som før, er be-
dækket med Blod.

— Ja saa, ja saa, sagde Raabel, ligesom forvirret
ved Joans Tone.

— Den er dækket med mine Forfædres Blod.
Doktoren lo, med en usikker Latter:

— Ja,andreTiderog ikke sandt? andre Forestillinger...

— Og en anden Race, andre Racer, bedste Herre.

— Men vi Danske og Blod, kære Hr. Greve, vi
Danske og Blodsudgydelse. Vore Evner gaar sandelig
ikke i den Retning. De skulde vide, hvor mange af
mine Kolleger der opgiver Studiet, fordi de besvimer i
Operationsstuen . . .

— Ja, De ler, sagde han.

— De ler, gentog han og saå paa Joan, der havde
let ganske kort.

Og pludselig sagde Doktoren til sig selv — for der

477 DE UDEN FÆDRELAND

var noget ved Joan, som var der ingenting Levende bag
hans Londonner Skjortebryst — :

— Han har s'gu ikke forstaaet et Ord.

— Bæstet har ikke forstaaet et Ord.

Og uden at finde noget at sige, stirrede Hr. Raabel
paa sin egen Cigaret, til han vendte sig om paa Hælen.

— Han er jo dum, sagde han til Madame, der stod
i Døren.

— Det er kun hvad jeg har set hele Tiden, svarede
Fruen.

— Pure dum, sagde Doktoren.

Da han drejede sig/ saå han Hans Haacke, der sad
halvgemt bag et Gardin og stirrede paa sine egne lidt
for store Fødder:

— De er lidt mat, sagde Doktoren, og han lo :

— Ja, saadan en Rejse maa s'gu heller ikke være
ublandet morsom.

— Navnlig ikke, sagde Fruen, for den, der skal være
Nummer to paa Rejsen.

— Men, lagde hun til: det er vel i det mindste hel-
ler ikke hvert Sted, der festes mellem Kulisserne som
her. Jeg følte for Dem.

— Sie meinen, gnådige Frau, sagde Hans Haacke.

— Jeg beundrer Dem, jeg med mine Nerver vilde
aldrig have kunnet spille til Ende under den — Cham-
pagnestøj.

— Man vænner sig til sin Stilling, sagde Haacke, der
slet ikke havde hørt nogen Støj, men som følte sig
smigret ved at beklages.

— Ja, behageligt maa det ikke være, sagde Doktoren.
Gerda havde skænket igen og kom frem i Døren

med en Bakke, da Fru Jespersen mødte hende.

— Gerda, sagde hun halvsagte, hvorfor har Du taget
de Glas — iaften, hvor Grev Holstein selv er her?

— Fader forlangte det, svarede Gerda uden at slaa
Øjnene op.

— Det tænkte jeg, sagde Fru Jespersen, og, hen-
vendt til Joan, fortsatte hun :

HERMAN BANG 478

— De bliver træt, Grev Ujhåzy, men naar Mændene
først begynder at tale om Politik, bliver der altid Storvask.

— Jeg tænker paa saa meget andet, svarede Joan.

— Det samme gør jeg, sagde Fru Jespersen leende.

— Og alligevel var der en Tid — og hun skiftede i
Stemmen — hvor jeg var med til at samle ind til Kano-
ner. Men nu er der talt om den Ting i tyve Aar. Og ja,
jeg tror, mon ikke vi Danske har en Evne til at se en
Ting fra alle Sider og give Alle Ret og Ingen Ret? Vi
sidder og drejer og drejer Garnet, til Nøglet bliver lig-
gende i Skødet og hele Garnvindet er kommet i Ulave.

— Eller, sagde Fru Jespersen med et Suk, som gav
hun det op : det er maaske kun det, at jeg rentud ikke
har Kræfter til at tænke paa, hvad der vil ske om halv-
hundrede Aar.

— Ikke Kræfter? gentog Joan.

— Ja, maaske er det dér, det brister, sagde Fru Jes-
persen : Der er et Sted hos os Danske, hvor vi har sat
Styrken til.

Joan holdt Øjnene ret mod Gerda.
Maaske paavirket af hans Tankestrøm slog Fru Jes-
persen pludselig over og vendte sig om mod Gerda :

— Men Gerda har det saamæn ikke nemmest —
hun sidder midt mellem Købmanden og Bestyreren.

— Saa maa Frøken Gerda rejse sig, sagde Joan og
vilde le.

Forstanderen var vendt tilbage til Folkeopdragelsen
og „Ledet" :

— Hvis vi blot kaldte vort Forsvar Fredsværn, sagde
han, og gjorde det til et Led i den sunde og rette Op-
dragelse . . .

— Det bliver et dyrt Led, fo'r Ussing ind.

— Dyrt og dyrt, sagde Forstanderen : naar vort Folk
kun fandt Samlingsvejen . . .

— Det er en Vej, Ungdommen aldrig gaar, sagde
Kandidaten.

— Saa maa Ungdommen la'e være, faldt Købmand
Johansen ind.

479 ■ DE UDEN FÆDRELAND

Men Ussing sagde og fulgte med sine Øjne kun uaf-
brudt Fru Raabel og Haacke:

— Om Dem, Købmand Johansen, véd man, hvor De
staar.

— Véd Kandidaten det?

— Ja, raabte Ussing og stadig hidsigere (nu gik Fru
Raabel og Haacke til Klaveret) :

— At De er en Venstremand, der holder paa Be-
fæstningen.

Raabel havde drejet sig og lo:

— Vor ærede Vært holder paa Befæstningen, sagde
han, for saa mister vi Københavnere Dyrehaven.

— Maaske har Doktoren Ret, sagde Købmanden,
med et Glimt imod ham.

Forstanderen var ligesom gledet ud fra Kredsen og
sin Medhjælper, og Fru Lorentzen sagde staaende paa
Dørtærskelen :

— Ja, vi paa Fabrikken mener nu om Kandidat Us-
sing, at hans Plads var ikke . . . hvor den er . . .

Og Fru Lorentzen tog fast om Guldkæden.

— Kære Ven, sagde Forstanderen : jeg tror, at De
kender min Mening, hvad jeg personligt mener. Men
Ungdommen er vanskelig . . . den er meget vanskelig
at holde sammen. Hvor mange af vore tohundredehalv-
treds, ja, vi er i dette Halvaar oppe paa det Tal af Karle
og Piger . . . men hvor mange troer De, vi beholdt,
hvis vi ikke tog mange Hensyn?

Fru Lorentzen svarede ikke. Men Forstanderen sagde
fastere :

— Det er vor aandelige Styrke, at vi rummer Af-
skygningerne.

Og da Fru Lorentzen endnu intet sagde, lagde For-
standeren til og saa hende ind i det rødslaaede Ansigt:

— Men det er sandt, fra Doktorens Hus kommer i
det Hele intet godt.

Fru Lorentzen slap Kæden. Men Ussing, der bestan-
dig havde Øjnene inde hos Fru Raabel (Blomsten paa

HERMAN BANG 480

hendes Haar ligefrem daskede Hans Haacke paa Kin-
den) sagde snærrende over mod Forstanderen :

— Vi Unge vil i denne Sag tilsidst forlange et klart
Standpunkt.

Forstanderen havde rettet sig og han gjorde med
Haanden en Bevægelse, som slog han paa en Klokke:

— Det Standpunkt vil vi tage, sagde han : I en Sag,
vi Lægmænd ikke kan overskue, vil vi, naar Tiden er
inde, følge dem, der har Ansvaret.

De havde pludselig alle hørt efter, mens ogsaa To-
bakshandleren havde rejst sig med sit Whiskyglas.

— Og de, som til den Tid, fortsatte Forstanderen,
ikke er med os, vil ikke mere være blandt vore.

Der var stille et lille Nu. Saa sagde Doktoren til
Magisteren, der havde stukket Hovedet frem :

— Saa, der talte Hovedkvarteret.

Og han sparkede med sin sprukne Lakstøvle:

— Og man smed Ansvaret fra sig! ... han spyttede
ud gennem Musetænderne.

— Ligesom alle de andre, sagde Magisteren.

— Der fik Kandidaten sin Opsigelse, sagde To-
bakshandleren, der var gaaet ind i Spisestuen.

— Faar jeg saa et af Grevens Glas, bad han og
bøjede sig over til Gerda.

— Saa, forkyndte Fru Jespersen i et Sæt: Nu er
hun der.

Inde fra Klaveret lød Musik.

— Naa, sagde Tobakshandleren og grinede: er hun
kommen paa Stolen — naa, hun har ogsaa længe kløet...

Det var Fru Raabel og Hans Haacke, der spillede
firhændigt.

— Men det maa jeg se, sagde Fru Jespersen og gik.

— Sku' vi sæt' os, Koncertgiver, foreslog Tobaks-
handleren, for den' her bliver nok lang . . .

Stemmerne rundt om døde hen, mens Doktoren fløj
igennem Stuerne.

— Hyss.

— Hør, det her har ikke været saa grinagtigt for

481 DE UDEN FÆDRELAND

en Fremmed, sagde Tobakshandleren og skubbede til
Joan med sin svære Albue. Men nu har de vel skændtes
til Ende om deres Meninger.

Tobakshandleren lo sagte og tømte Glasset:

— Men jeg siger nu, Meninger og Meninger — hva'
Koncertgiver? Man har sin Disk, lever med sin Disk
... der er s'gu Centrummet ... saa ka' de gerne
snakk' . . .

— Naa, sine Meninger har man naturligvis — Ger-
da, hvor har Du sat den Flask'? — men jeg si'er, Kon-
certgiver, hva' kan 'et nu nytt' og snakk' og snakk' om
den Fare og den Fare?

— Fare? sagde Joan, og saa frem over Glassene.
Gerda havde sat sig, tæt ved Gardinet lyttede hun

til den Beethovenske Sonate.

— Ja, Faren og Faren, som de stopper i os i Højre

— for jeg er nu Højremand, Koncertgiver, i mit Hjerte

— men man ka' nu li'egodt ikke gaa rundt og glo paa
Faren hver Dag, saa ku' man jo li'esaagodt gaa rundt
og miste sit Livs Fornøjelse ved at tænke paa sin Død
og sin Begravelse . . .

Og som om Ordet Begravelse førte hans Tanker vi-
dere, sagde han og drak igen :

— Og forresten saa ka' man s'gu si'e som min Fæt-
ter paa Vesterbro — jeg og min Bro'er vi ta'er jo tit til
København, saadan skiftevis ... for her er man jo Bor-
ger og kan ikke dandere den som man maa, naar man
er Mandfolk . . . Men nu min Fætter, han er Odd Fel-
low, han si'er saa tit: Naa, si'er han, naar vi er for os
selv, naa, si'er han, naa Du, naar vi først er lagt i Kare-
ten, ka' det vel være os det samme, hvem der saa
tramper paa Jorden.

Ovre paa den anden Side Bordet stod Fabrikanten
og talte med en Sønderjyde.

— Ja, sagde Sønderjyden, vi har set paa to Gaarde
ved Skive.

— Her gøres Musik, hvæsede Doktoren og løb ud
igen.

H. B V 31

HERMAN BANG 482

— Ja vel, hviskede Tobakshandleren over sit Glas;
og da han saå, Doktoren var ude, hviskede han over
Bordet:

— Hvor er det, Du vil købe, Mathiesen? Sønder-
jyden gentog: „ved Skive".

— Det er til Nummer to, sagde Larsen, og han blev
ved:

— ; Ja, I faar go'e Priser dér Sønden for Aaen for
Jeres Ting og Sager, I Landmænd.

— Hyss, sagde Fabrikanten.

— Ja, sagde Larsen og gnubbede med sin Albue :
Doktoren ka' s'gu faa En til at tie stille, Fabrikant.

De tav alle, mens Musikken lød ind gennem Rum-
mene.

Men pludselig bøjede Tobakshandleren sig frem over
sit Glas og halvgrinede fortroligt til Joan :

— Det er jo Doktoren, som maa hjælp', naar Smaa-
pigerne hos Lorentzen er ved at bli'e for svære.

Join havde ført sin Haand to Gange eller tre Gange
hen over sine Øjenlaag, som om hans Øjne sved.

Saa stod han op.

Tonerne blev ved at lyde, men Joan skelnede dem
ikke.

Tæt ved Frøken Gerda havde han lænet sit Hoved
mod Væggen og stirrede mod Stuens Ansigter. Saa
lukkede han sine Øjne. Det var, som skulde hans Hjerte
standses, fuldt af en Bedrøvelse, paa hvilken han ikke
kendte Navn.

De blev ved at spille.

Gerda havde vendt Ansigtet opad. Øjnene havde hun
lukket.

Join lod under sine halvlukkede Laag Blikket hvile
paa hendes Ansigt.

— Frøken Gerda, hviskede han.

Hun rørte sig ikke, og i de stille Træk var der ingen
Bevægelse.

— Frøken Gerda, sagde han igen.

To Taarer piblede frem under hendes Øjenhaar.

483 DE UDEN FÆDRELAND

Men som ved Synet af de Taarer al hans Bedrøvelse
flygtede under en urimelig Glæde eller et Haab, sagde
han:

— Nu skal De ikke græde.

Gerda rørte sig ikke. Som den, der er bunden og
ikke kan rejse sig, lod hun Taarerne løbe ned ad sine
Kinder.

— Hvorfor græder De? hviskede Joan.

Men pludselig tav han, som om han havde svaret sig
selv paa sit eget Spørgsmaal, og han grebes paany af
den samme Smerte, der var uovervindelig og afmægtig.

— Nu har vi vel snart nok af Musik, sagde Købman-
den, der gik gennem Stuen paa Vej til sit Kontor.

— Hun la'er sig s'gu ikke standse, sagde Tobaks-
handleren og grinede.

— Mon Skive er en givende Egn, sagde Fabrikanten
og knyttede atter Samtalen med „Søndenaa".

Næsten mekanisk* havde Gerda rejst sig eller som
kaldt paa i Søvne — af Købmandens Stemme.

Joan gik frem. Det var, som hørte han alle de Talen-
des Stemmer ganske fjernt, og alligevel gjorde de hans
Øre ondt. Han vidste knap, at han var gaaet hen til Pa-
stor Jespersen, og alligevel havde han maaske søgt til
ham som til en klog Ven.

Pastoren stod med Magisteren.

Og Joan, der traadte til, hørte Pastoren sige:

— Det glædede mig saa meget at se Deres Udmær-
kelse.

— Jeg véd ikke, sagde Magisteren, om det tør glæ-
de mig.

— Kære Magister, sagde Præsten, at blive udmær-
ket af det franske Akademi er dog saa sjælden en
Æresbevisning.

— Ja, netop derfor.

Og idet hans hæse Stemme slog over, sagde Magiste-
ren og saa paa ingen af dem :

— Jo større mit Navn bliver, des mere Skade kan
det gøre.

31*

HERMAN BANG 484

Han krængede sin frø-agtige Mund :

— Det er hele Summen af mit Liv.

— Kære Hr. Magister, sagde Præsten, De ser det
altfor sort.

— Nej, bedste Pastor — og Magisteren rystede paa
sit Hoved, mens han stirrede ud i Luften — jeg ser kun
Sandheden lige ind i Øjnene. Skulde vel en Regneme-
ster som jeg ikke kunne gøre mit eget Regnestykke op?

Købmand Johansen vendte tilbage gennem Stuerne
og standsede:

— Magisteren er saa tavs iaften, sagde han med
Haanden i sin Lomme.

— Ja, kære Købmand, sagde Magisteren og lo : Nar-
ren finder ingen Grund til at tale, naar Folket selv tager
Ordet.

Og han gik ved Siden af Johansen.

Joan fulgte ham med Blikket og spurgte .-

— Hvad har dog ramt det Menneske?

Den trætte Smerte i Joans Stemme lod Præsten
vende sit Hoved.

— Ramt, ja, det er han, sagde han og syntes selv
bevæget.

Han tav et Nu og sagde saa :

— Og hvad det værste er : egentlig ramt gennem sig
selv.

— Gennem sig selv?

— Ja, jeg mener, sagde Præsten, gennem det, han
ikke formaaede — det han ikke overkom. Magisteren
hørte til dem, der stod fremmest i Rækkerne i alle de
Aar, da Raabet var europæisk Kultur og Byggen kun
paa Kultur. Og da han var meget nær den berømteste
af dem alle, blev han jo naturligvis en Fane i Partiet,
der svang og svingede med hans Navn og Berømmelse
— det er Matematiker, han er . . .

— Men saa? sagde Joan.

— Ja, sagde Præsten, saa skiftede han vel Anskuel-
ser om Kulturen, efterhaanden som han saa dens Virk-
ninger. Og jeg véd ikke rigtigt, hvordan det var, for jeg

485 DE UDEN FÆDRELAND

var ikke i København den Gang og jeg er jo ogsaa
yngre — men jeg tror, han paa et Møde bekendte sit
Frafald, navnlig vistnok i den usalige Forsvarssag. Saa
holdt han flere Møder, og hanr, Parti, der maatte vælge
det Vaaben, der her til Lands slaar hurtigst ned — lo
ham ud . . .

— Og, sagde Præsten: for Latteren gik han. Gik
og forlod det Hele.

— Nu boer han her — ude i et lille Hus, han har
ladet bygge. Og hans gamle Parti har lidt efter lidt listet
hans Navn ind igen og bruger det til Vaaben for alt
det, som han ikke mere mener, og han tier — og
overkommer ikke mere . . .

Joan talte ikke, og Præsten sagde :

— Latteren har skyllet mange Kræfter bort her i
Landet.

Joan, der muligvis ikke havde hørt hans sidste Ord,
sagde ud for sig:

— Her er saa mange Ubeslutsomme.

— Det ligger i Blodet.

Og pludselig smilede Præsten og sagde :

— Aa, der er noget, der falder mig ind . . . en Mand,
som De, Grev Ujhåzy, bliver vist paa Deres Vej over-
faldet med mange snurrige Spørgsmaal. Vi almindelige
Mennesker sidder jo rundt i vore Kroge og brænder
inde hver med sit og saa ryger vi ud med det, naar vi
ser en Lejlighed . . . Det var Hamlet, jeg kom til at
tænke paa . . .

— Hamlet? . . . Joan kom uvilkaarlig til at smile.

— Ja, han var lidt af et Studium for mig i min Ung-
dom — det har ikke altid været min Hensigt at blive
Præst — og Forholdet mellem Hamlet og Ofelia syntes
mig altid vanskeligst at komme efter . . .

— Ofelia? sagde Joan og saa paa Præsten — hastigt.

— Ja, man kan jo leve saa længe med en digterisk
Figur, at man ligesom vil vide alt om den. Og jeg me-
ner, om det ikke var Hamlets største Nederlag, at han
ikke (Præsten søgte et Øjeblik om Ordet, som om han
var blevet skræmt) tog Ofelia . . .

HERMAN BANG 486

— Hvis hun lod sig tage, sagde Joan.

Men da han havde sagt Ordene, lyste der et plud-
seligt Smil over hans Ansigt.

— Døde hun mon ikke, fortsatte Hr. Jespersen, fordi
han ikke havde taget hende?

Og paa én Gang lagde han til, lidt forvirret og som
om maaske Præsten maatte gøre en Slags Undskyld-
ning:

— Ja, det er en gammel Æstetiker, der spørger. Vi
er alle Æstetikere paa Bunden her i Landet.

Da Joan endnu intet svarede, vendte Præsten sig
og sagde, maaske for helt at vinde bort fra Hamlet og
Ofelia:

— Fru Raabel har megen Færdighed.

— Ja, sagde Joan, der pludselig hørte, at de spillede
endnu: jeg har egentlig ikke hørt efter.

Og hastigt lagde han til :

— Skal vi ikke sætte os? og han gik frem mellem
Damerne, der sad i en Halvkreds under Hængelampen.

Doktor Raabel havde hørt Joans Ord og forlod sin
Dørstolpe.

— Der burde være Grænser, sagde han til Ussing,
selv for en Salon-Zigeuner.

— Deres Mand og jeg, sagde Joan, der satte sig ved
Siden af Fru Jespersen, har talt om Hamlet . . .

— Om Hamlet og Ofelia.
Gerda stod lænet til en Stol.

— Skal De ikke sidde, Frøken? spurgte Joan, og
hun satte sig.

De spillede endnu, da Fru Jespersen sagde, bøjet
frem og sagte :

— Grev Ujhåzy, De kunde gøre Gerda en uhyre
Fornøjelse.

— Hvilken?

— At lade hende se den Ring, sagde Fruen og pe-
gede paa Joans Lillefinger : hun er rent vild efter Stene
og Ringe.

— Fru Jespersen dog, hviskede Gerda.

487 DE UDEN FÆDRELAND

Joan lo, lidt for højt, saa Fru Raabel strammede sin
Ryg ved Klaveret.

— Blot vi er i Kolding, sagde Fru Jespersen, er hun
ikke til at drive fra Guldsmedevinduerne.

— Her er den, sagde Joan og rakte Gerda Ringen.

— Hvor den er dejlig! ... Og Gerda stirrede paa
Brillanten, men Ringen selv holdt hun mellem sine
Fingre som noget fremmed, eller som om den var for
tung.

— Ja, den er dejlig, sagde Fru Jespersen.

— Holder De saa meget af Ædelstene? spurgte
Joan, der kun saa Gerdas Ansigt.

~Ja.

— Hvorfor?

— Aa, det har hun fra Romanerne, lo Fru Jespersen.

— Se, Henrik, sagde hun til sin Mand, der tog Rin-
gen og betragtede den som en glad Kender.

— Ja, den er ren i sit Spil, sagde Joan.

— Sjælden, sagde Præsten.

— Jeg har faaet den af en Ven, der nylig døde.
Og pludselig sagde han, lidt højere og som den,

der forfølger en Hensigt:

— Han faldt i en Duel.
Gerda havde løftet sine Øjne.

— En Duel? sagde Fru Jespersen.

— Ja, han blev dræbt, han var den sidste Hertug
af Monthieu.

— Dræbt? udbrød Gerda.

— Men af hvem? spurgte Fru Jespersen.

— Af en stor Maler, sagde Joan, hvis Stemme kun
kaldte paa E n : Maleren Adelsskjold, hvis Hustru han
elskede.

Fru Lorentzen havde faaet Ringen og holdt den foran
sig som et Løg.

Men Joan blev ved, og det var, som om hans halv-
hviskende Stemme fulgte Klaverets Toner :

— Det var en Spaadom i Frangois' Slægt, at den
sidste Monthieu skulde betale Livets Lykke med Døden.

HERMAN BANG 488

Fru Lorentzen gav Løget fra sig til Forstanderen,
som var traadt til.

— Hvor gammel var han? spurgte Fru Jespersen
halvsagte og fremadbøjet.

— Saa gammel som jeg, sagde Joan og saå kun
Gerda, hvis Øjne var fæstede paa Rummet, som vendte
hun Bladene i en Bog, hvori hun læste.

Forstanderen, der havde set paa Ringen, gav den fra
sig og sagde :

— Ja, vort lille Land kender jo ikke saadanne Kost-
barheder og de Forhold.

— Nej, sagde Fru Jespersen og smilede med et Smil,
som Forstanderen ikke saå: det er lidt langt herfra.

— Det er vel i Paris, sagde Fru Lorentzen, som om
hvert af Byens fém Bogstaver stinkede.

Men Joan, hvis Stemme stadig lød, som om den sagte
kaldte, vedblev i en besynderlig Higen efter at sætte
sin døde Ven eller mulig sig selv i Ramme :

— Monthieu var det fineste Menneske, jeg har kendt.
Han var Guy de Maupassants Ven . . .

— Har De ogsaa kendt Maupassant? spurgte Fru
Jespersen.

— Guy de Maupassant? ja, jeg har set ham et af
de sidste Aar, han levede.

— Har De læst hans Bøger? spurgte han Gerda.

— Ja, jeg har læst dem, sagde hun, med det samme
fjerne Udtryk i sine Øjne.

Købmanden, der havde set paa Joans Ring, gav den
tilbage og sagde — med noget af Pengemandens Vrede
over en urentabel Værdi :

— Ja, man sætter jo mange Penge i den Slags Sager
i Udlandet.

— Vi har ikke Blikket derfor, sagde Forstanderen.

— Frøken Gerda holder dog meget af ædle Stene,
sagde Joan og smilede. Han havde set hendes Øjne
følge Ringen, der atter gled over hans Finger.

— Det er noget i hendes Natur, sagde Købmanden
med den samme halvvrede Stemme.

489 DE UDEN FÆDRELAND

Musikkens Toner lød stærkere, mens Fru Jespersen
sagde og havde støttet Hagen i sine Hænder :

— Det er besynderligt, at saa mange af de store Ro-
manforfattere mister deres Forstand.

— Det kommer maaske ogsaa af deres Liv, sagde
Fru Lorentzen, hvis Mund lignede den sammenrimpede
Ende af en Pølse :

— Man hører dog, hvordan der leves i de udenvælt-
ske Samfund.

Fru Jespersen havde vistnok ikke hørt det, for hun
nævnede kun med den samme ærbødigt stille Stemme
Dostojewskys Navn.

— Det har staaet i en Føljeton, sagde den ene søn-
derjyske Frue :

— Fra København.

Men Fru Lorentzen sagde fra sin Plads ved Siden af
„Søndenaa", hvor Damerne havde vendt sig og dan-
nede ligesom en Front :

— Det er jo kendt, at i Kapellanboligen har man
Smag for alt.

Forstanderen greb ind :

— Vore Skjalde er heldigvis sunde. Og jeg tilstaar,
jeg stifter ikke Bekendtskab med ret meget af det, som
for Tiden sendes ind over Grænsen. Det er vel andre
Sæder der udenvælts, og aandeligt set er der lidet Nyt.

Men Fru Jespersen, der ikke vilde bøje af, slog plud-
selig Gerda paa hendes Knæ og sagde leende :

— Sover Du, Gerda?

— For Gerda har det, blev hun ved til Joan, med
at falde i Søvn ligesom Tornerose.

Joans Ansigt sitrede et Nu :

— Bag de høje Hække, sagde han.

Musikken var pludselig hørt op, og alle tav som i et
Ryk, saa man hørte Fru Raabel, der rejste sig fra Klave-
ret, sige til Hr. Hans Haacke, der var overdreven svedt :

— Ja, man føler, hvor den ægte Musikværdi sidder,
og da hun kom hen i Døren, sagde hun med et Smil.

der dirrede en Kende :

HERMAN BANG 490

— Men for Tilhørerne var det for langt.

Alle havde rejst sig og stimlede sammen og takkede
meget højt, med mange Ord — Fru Lorentzen i Spid-
sen. Deres Lovtaler slog ligefrem Kreds om Hans
Haacke og Fru Raabel, mens Fru Lorentzen trykkede
Hænder som ved et Vennemøde og de to Søndenaas-
Rygge var vendt mod Joan som to sorte Stænger.

Joan havde staaende hilst Fru Raabel med et Buk.

Og Doktoren, der havde set det, sagde ret højt:

— Ja, hvad man ikke har hørt, gør man jo klogt i
ikke at udtale sig om.

Men Fru Lorentzen, hvis ubevidst opsamlede Galde
flød ud som Kvæder og Honning over Fru Raabel,
sagde :

— De skulde dog oftere slutte Dem til os paa Fa-
brikken.

Fru Raabel, der virrede beskedent med Levkøjdusken
frem og tilbage, sagde:

— Ja, maaske kan vi Stakler herhjemme ogsaa vort.

— En Smule, sagde hun.

Forstanderen, der et Øjeblik havde været hdt fortum-
let over Fru Lorentzens Hjerteligheder mod Fru Raabel,
skyndte sig at sige:

— Det herhjemme fra er jo det, som vi forstaar med
Hjertet ... Og han var i samme Nu saa inderlig glad
ved den pludselige Tanke om, at Samarbejdet med Us-
sing, ved Forstaaelse, kunde bevares.

Men Joan, der hastig havde sat sig og vilde tale, nu,
alle de Folk var gaaet, spurgte Gerda :

— Hvorfor siger De aldrig Deres Mening?

— Hvordan?

— Deres Mening? gentog kun Joan.

Gerda, der bestandig sad med fremstrakt Hoved —
men Skikkelsen gled ligesom ind i hendes Stol —
sagde :

— Mening . . . jeg har vel ingen . . . kun saadan
hvad jeg tænker . . .

— Tornerose, lo Fru Jespersen, med en Latter, som
ikke var helt glad: Tornerose.

491 DE UDEN FÆDRELAND

Men saa sagde hun :

— Ens egen Mening, Grev Ujhåzy, tror De ikke,
den døer hen?

Og idet hun saå hen for sig, sagde hun :

— Her i Landet tror jeg kun, vi har fem eller seks

Meninger der er ikke Plads til flere. Og alt

det andet kommer der ikke Vækst i.

— Nej, sagde Præsten, der havde stillet sig ved
Siden af sin Kone : Her i Landet tier mange af de Bed-
ste, og alle de Næstværste ler

— Ler?

— Naa, sagde Præsten, i denne Egn smiler man
kun. Men Smilet kan udrette det samme.

Fruen havde rakt sin Haand op over sin Skulder :

— Min kære Ven.

Og de to mødtes i et Haandtryk.

Joan havde med Øjnene fulgt deres Hænder. Og som
om han i et Spring satte ud i sine egne Ord, begvndte
han at tale om Francois de Monthieu og Guy de Mau-
passant og Paul Hervieu, hans Ven, hvis Tale han havde
hørt i Akademiet; og om Mme Vardot, til hvem Turgén-
jev havde sunget: Hun var firsindstyve Aar og skøn
endnu — en Garcia.

Og han talte om Versailles, hvor han havde elsket at
gaa med Monthieu og den yngste Mac Mahon. Der var
saa skønt i Kastanjealléerne, i Oktober, Kastanjerne,
hvis Blade dufter, naar de falder.

— Dér boede Fru de Monthieu, saa længe Francois
han levede.

Joan fortalte om Festen i Hertugindens Hus, hvor
Medicæerne havde levet for en Nat, og Fru Adelsskjold
i sit vinrøde Fløjl, bedækket med Rohanernes Ædel-
stene, blev hilst, med løftede Klinger, af al Firenzes
Ungdom.

Joan blev ved at tale, hastigt, som vilde han med sine
Ord, som med en gylden Stav gennem Luften, pludse-
lig tegne alt det Liv, alt det Liv derude, som var de
Størstes og hans . . .

HERMAN BANG 492

Fru Jespersen havde bøjet sit Hoved.

Gerda sad som før. Kun hendes Skuldre sank sam-
men som blev hun mindre, mens Joan ikke tog Blikket
fra hendes Ansigt.

Og han blev ved at tale. Han talte om Berlin, hvor
alle Livets Døre stod aabne og Vest mødtes med Øst;
og Asiens Mænd saå man og Kvinder, som kom over
Atlanterhavet . . .

Han talte hastigere, blandende Sprogene, uden at
finde Ordene, blivende ved — og saå kun hendes An-
sigt, der blev som fjernere og fjernt for hans Øjne. Og
dog blev han ved. Og inde i ham, inde et Sted i ham,
spurgte han pludselig sig selv : hvorfor taler Du om alt
det, Du afskyer? og han vidste hvorfor; og vidste, —
vidste paa én Gang sikkert, at det var forgæves: for-
gæves, helt forgæves. Og dog blev han ved : foran
hende (og hun lignede et sammensunket Barn) blev han
ved at tale og fange. Til han standsede et Nu og hørte
Erik sige — som En, der vilde afbryde:

— Det er nu langt borte, alt det.

Joan havde pludselig flyttet sine Øjne rundt paa dem,
der hørte til, mens han snublede over sine egne sidste
Ord ... og Erik gav sig til at le enten for godmodigt at
dække ham eller for at standse ham.

Joan saå Forstanderens Ansigt, der hvilede med et
Smil tæt over den nedarvede nationalliberale Festflip;
og Tobakshandleren, der skævede med en optrukken
Mund, saa hans Øjne blev -væk; og Kandidaten, der
vrængede halvt over mod Fru Lorentzen — mens Dok-
toren lo og sagde frem i Stuen :

— Tal Tysk, Hr. Greve, den gaar bedre.

I ét Nu, i mindre end et Sekund, var det ved denne
Latter, som om hans Minder og alle hans Erindringer,
hans Barndoms, hans Ungdoms og hele hans Livs Erin-
dringer slog ned over ham, ham, Joan Ujhåzy — ud-
smilet, udlet, hujet af; ham, Joan Ujhåzy, her midt
mellem Fremmede.

Og som om Smerten endnu en Gang gav ham tyve

493 DE UDEN FÆDRELAND

Øren, hørte han Fru Raabel sige til Hans Haacke, mens
hun lo kort:

— Nu vil han pace forbi os os to Stakler,

medens Forstanderen sagde ud over sin Flip til Fa-
brikanten :

— Ja, alt det er vel Europa, som det kaldes; men
Ussing havde trukket Skuldrene i Vejret og sagde til
Fru Lorentzen :

— Disse Ungarere har altid rigeligt med Broderier
paa deres Frakker.

Men Fru Jespersen, der intet havde hørt, havde løf-
tet sit Hoved og sagde :

— Det er alt det, som vi to, Gerda, aldrig faar at se.
Gerdas Øjne var lukkede.

Men paa én Gang havde Johansen løftet sin knyttede
Haand (gættede hans stærke Hjerne pludselig Spindet i
dette Rum, Spindet mellem to Mennesker?) og han
sagde vredt:

— Nej, vi trænger ikke til saa store Hjul.

Da paa én Gang alle tav, hørte man Fru Lorentzen
saa mindeligt bede Hr. Hans Haacke, om han dog ikke
vilde spille lidt endnu, før vi alle skal gaa

— Ja, nu skulde vi vel gaa, sagde Erik.
Det ene Ord havde ramt Joan som et Stød.

— Ja, sagde han og forsøgte at staa op.
Doktoren stod paa Dørtærskelen og saa paa ham ved

Siden af Uhrmageren.

— Hvad har Manden drukket? sagde han.

— Jeg véd det s'gu ikke, sagde Uhrmageren og fni-
ste : Men Johansens Bryg er altid stærkt — hva'?

Hans Haacke var gaaet til Klaveret. Det var Mazur-
kaen, han begyndte at spille.

De sad alle stille, maaske fordi de vilde vise, at nu
hørte de efter. Johansen stod fremme i Stuen. Den knyt-
tede Haand hvilede i hans Ærmegab.

Men dreven frem og næsten uden at høre eller at
fatte sine egne Ord talte Joan igen, om „Øen" — om
de Forbandedes 0, hvor han vilde skabe Lykke . . .

HERMAN BANG 494

Og han talte om, hvordan den skulde blive et Fristed
for de Pinte; og* de Ulykkelige vilde de modtage og For-
bryderne, der var flygtede, og de Mange, som Livet
havde slaaet med Saar, de skulde tage imod dem . . .

Han talte og vidste ikke selv, hvorfra han fik sine
egne mange Tanker — om et Hospital, de vilde bygge
ude ved Moders Mølle og Munkebjerg vilde de kalde
det . . .

Gerdas Øjne hvilede stumme paa hans Ansigt.

— Munkebjerg skal det hedde og Havnen kalder vi
Vejle

Joan havde standset et Nu.

— Til Minde om Deres Mo'r, sagde Fru Jespersen,
saa sagte som han.

— Ja, til Minde, sagde Joan pludselig — og han for-
nam det, som havde han med sine Hænder afbladet et
helt Træ.

Men Fru Jespersen trak paa én Gang Skuldrene sam-
men i en Frysen (fornam ogsaa hun, at her skete noget,
her, hvor intet 'skete ?)

— I den Mazurka, sagde hun, danser Genfærdene.
Præsten, som stadig stod bag ved sin Hustru, sagde

langsomt :

— Ja, hvor Kunsten dog er rig. Jeg synes, det er,
som vi i Aften havde faaet til Givende et helt Liv.

— Maaske De ogsaa har det, Hr. Pastor, sagde Joan,
og han var staaet op.

Købmanden havde ikke taget Øjnene fra sin Datter.

Mazurkaen var endt.

Johansen havde kaldt paa sin Bestyrer.

— Skænk et Glas rundt og lad Gerda hjælpe Dem.
Der skulde skænkes det sidste Glas.

Et Nu havde Joan støttet sig til Eriks Skulder.

— Du har s'gu talt for meget, sagde han, da han for-
nam Joans Legeme saa tungt.

— Og man skal stikke Fingrene i Jorden, før man
giver sig hen, sagde han og lo.

Og ved hans Latter lo ogsaa Joan — højt, et Nu.

495 DE UDEN FÆDRELAND

Doktoren hviskede til Johansen, i hvis Ansigt en
Flamme var brudt ud:

— Nu griner de Herrer Grever af Pøbelen.

— De gør maaske det, sagde Købmanden og førte
pludselig den knyttede Haand kort gennem Luften som
en Hammer.

— Men der er vel dem, som kunde tage Vejret fra
dem, sagde Hr. Raabel smigrende.

Johansen svarede ikke mere, men gik kun, mens
hans Øjne stadig fulgte hans Datter, hen over Gulvet
mod Damerne, der stod i en Klynge, som om de be-
redte sig til Opbrud.

— Vil Damerne allerede bryde op? sagde han.
Damerne talte om en Aften-Syskole, som Fru Lorent-
zen havde stiftet for Arbejderskerne.

Men Fabrikanten sagde haardt gennem Stuen :

— Ja, vi har Foreninger nok og lige galt gaar det . . .

— Foreninger, sagde Forstanderen og ligesom glat-
tede Luften med sine Hænder, er dog af megen Gavn i
det stille og gode Arbejde.

Men Sønderjyden Hr. Mathiesen havde spurgt, hvor-
dan det gik med Arbejdsforholdene paa Spinderiet, og
Hr. Lorentzen svarede med en Stemme, der pludselig
lignede Købmandens:

— Hvordan det gaar? Vi flyttede ud paa Landet for
at ha'e Arbejdsfred — men Landsfordærverne flytter ef-
ter os. I Kolding er Pakket snart værre end i København.

— Ja, sagde Johansen, og det var, som hans ulmende
Harme, der hverken kendte hvad eller hvem, pludselig
brød sig Vej og slog ud over det ene Ord København :
Købstæderne er ikke andet end Københavner-Aflæggere
. . . Smaa-København . . .

— Men vi ka' vel nok faa knækket dem, sagde han
og førte Haanden op og ned, mens hans Ansigt blev rødt :
Standset de smaa Hjul og det største med og faa en Tap
sat i 'et, saa det ikke napper mer . . .

Ansigtet havde han vendt mod Erik og Joan, mens et
underlig usikkert Glimt skiftede i hans Øjne :

HERMAN BANG 496

— Men det hjælper vel, sagde han, og pludselig lo
han med en Latter, som Joan aldrig havde hørt: det
hjælper vel nok, naar vi først faar en Jernring langt
om dem. Vi ku' vel nok faa Fæstningen, og det kunde
blive Jyderne, der byggede den.

— Saa, nu snurrer Johansen, sagde Raabel til Ussing
og han svang sig paa sin Hæl.

— Naa, sagde Uhrmageren til Holstein, nu er vi ved
København, Hr. Hofjægermester.

Men Sønderjyden, der med Fabrikanten var bleven
ved at tale om Arbejdsforholdene, sagde :

— Ja, hos os er jo Haanden stærkere, det kan ikke
nægtes.

Og mens, idet Samtalen bredte sig som Branden i
det tørre Ved, alle Stemmer lød klingert og i et sært
højt Stemmeleje — sagde Fabrikanten :

— Maaske vil der komme den Tid, hvor vore Børn
vil indse, at de hørte hellere til ... der hvor Styret er
stærkt og de oprakte Snuder faar de Smæld, de skal
ha'e.

Men Fru Lorentezn sagde hastigt og som for at mildne :

— Naar man endda ikke havde Bladene.

Og mens de pludselig slog ned over Bladene, sen-
dende deres Vrede ud over Aviserne og Aviskrapylet,

talte Købmanden over de andre med det samme sæl-
somme Udtryk i sine Øjne som før :

— Ja, Aviserne, det Skidt, gyder Olien paa Aksen,
saa Hjulet kan løbe og snappe, sagde han, uimodstaae-
ligt blivende ved det bestandige Hjulets Billede, der
sygt havde rammet og taget hans stærke Hjerne fra
Sønnens Forlis og Datterens Død.

De blev ved at tale om Bladene, mens Raabel sagde
til Grev Holstein :

— Saa, nu rejser Jyderne sig. Men, kære Hofjæger-
mester, hvad skulde vi stakkels Udliggere gøre, hvis vi
ikke havde vort Morgenblad, der hver Dag holder Lat-
teren frisk . . .

Men Uhrmageren sagde til Joan, der syntes, at han
hørte alle Røster og hvert Ord som i en Fonograf :

497 DE UDEN FÆDRELAND

— Nu har vi Johansen ... se nu. Ja, han er en Negl.
Men mod København er han nu for haard, for det
ka' gerne stikk' ham — for han er en Negl — at vise
en Københavner ud og købe af en Tysker, naar de rej-
ser her . . .

— Men, sagde Larsen, jeg mener dog, at saa ska'
man heller hold' paa sit eget . . . naar de sælger til
samme Priser da ... og hold' sig patriotisk . . .

Gennem Stemmen hørte man Ussing, der sagde :

— Men vor frisindede Presse er ubestikkelig . . .
Magisteren dukkede frem ved Siden af Grev Erik :

— Jeg vilde ønske, sagde han og hans Ord lød, som
kastede han en Haandfuld Sten mod en Mur: at den var
bestikkelig. Saa vilde den dog maaske kunne købes til
at tjene et stort Maal.

— Og hvem skulde rejse det Maal, Magister? fløj
det ud over Eriks Mund.

Men Forstanderen sagde og hævede Stemmen :

— Vort lille Folk er et Folk i Stilhed. Ogsaa de store
Maal, Hr. Hofjægermester, naa'r vi i det Stille.

— Men Strømningerne udefra, sagde Forstanderen,
og hans Øjne strejfede Magisteren, har bragt mange
Ukrudtsfrø til Spiring. Dog, vi er vel nu paa Veje til at
lære at lukke til i vort gode danske Hus og være trofa-
ste mod vort eget.

Ovre i Raabels Hjørne havde Samtalen vendt sig og
var paany hugget ned over Forsvar og Provisorier, og
Doktoren sagde til Ussing:

— Faren, kære Ven, Faren — bliv os fra Livet med
Faren. Vi er dog et lille Folk, som beviser sin Ret til
at være til . . . hvor er der flere Evner, kære Ven?

Pludselig gav han sig til at le.

— Og Faren — Faren . . . har De læst det, Kandi-
dat? kolossalt. Jeg læste det forleden ... en Pokkers
Fyr, hvor han skriver: Døden er ikke, skriver han.
Ikke sandt, kære Ven, man sætter sig paa Enden : Dø-
den e r ikke — godt og kort . . . Men Manden har jo

H. b. v 32

HERMAN BANG 498

Ret. Det er et Spørgsmaal løst. Og Faren, kære Kandi-
dat, Faren er heller ikke, naar vi ikke ser den.

Uhrmageren talte stadig til Joan, hvis Øjne fulgte
kun Frøken Gerda : alle Farver var som slukte over
hendes Ansigt, mens hun, ved Siden af Bestyreren,
skænkede Købmandens Vin mellem de talende Mænd.

Fabrikanten sagde med sin skærende Stemme over
til Forstanderen :

— Alle de Ukrudtspirer er det, som skal kvæles . . .
Og i samme Nu snurrede Doktoren rundt og lo lige ind
i Fabrikantens Ansigt.

Fru Jespersen var traadt hen til Joan.

— Nu maa vi gaa, sagde hun, min Mand og jeg.

— Og, sagde hun og saå ud for sig ... og saa ses
vi maaske aldrig mere.

Joan kunde ikke svare. Men Fru Jespersen fulgte
hans Blik:

— Ja, ja, nu skulde alle bryde op. Stakkels Gerda
ser virkelig ud, som kunde hun ikke rumme mer.

Hun drejede Hovedet og saå paa Joan :

— Men De er ogsaa træt, Grev Ujhåzy, nu maa De
hvile Dem.

— Ja, sagde Joan, nu vil jeg faa Tid til at hvile.
Han tog Præstefruens Haand :

— Og gid De maatte være lykkelig, sagde han.

— Lykken er saa stort et Ord, sagde hun :

— Godnat og sov vel, Grev Ujhåzy.

Rundt om lød de stridende Stemmer endnu, og over
dem alle hørte man Kandidat Ussing, der raabte :

— Et Folks Liv beror paa dets moralske Ret.

Men Forstanderen, der de sidste Minutter havde
svajet saa besynderligt paa sine Hjulben, som stod han
paa et rullende Dæk, slog paa sit Glas — én Gang og
to Gange, mens Fru Lorentzen og Damerne kyssede og
der blev stille.

— Ja, kære Venner, jeg véd det vel, sagde han, her
skal jo ikke tales. For Købmand Johansen, vor kære og
gode Vært, er ikke Ven af Ord. Han hører, vi véd det

499 DE UDEN FÆDRELAND

alle, til dem, der slaar til uden den megen Talen, og
Mænd som han bør æres. Men vi har vel idag alle følt
vort Sind i mange Slags Svingning, ogsaa fremmed
Svingning, som vi skal vogte; Svingning ved den store
Kunst, *som idag er bragt os derudefra, fra det, man
gerne vil kalde en større Verden — alle de fremmede
Toner, som den kære Gæst (Forstanderen vendte sig
mod Joan) bragte os, og for hvilke vi takker, hjertevarmt
takker vi ham.

— Og maaske, blev Forstanderen ved, mest netop
for de fremmede Toner. De er ikke vore. Men ham lig-
ger de nærmest. Og vort eget lille Hjerteeje af Sang og
Tone, det er saa helt vort eget og d e t naa'r vel det
danske Sind bedst fra den gamle danske Strengeleg . . .

Forstanderen løftede halvt sit Glas. Men Joan havde
ikke set det. Et efter et var Forstanderens Ord faldet
i hans Øren, som Draaben efter Draaben.

Fru Raabel havde nærmet sig med sit Glas.

— Ja, sagde hun og smilede varmt op i Joans An-
sigt, det er jo ogsaa, hvad der stod derinde i „Illustreret"
til Deres Billede : Fremmed Haand bør bringe fremmed
Gave . . .

— Men, Tak, sagde Fru Raabel og holdt sine Øjne
lige ind i Joans — som to Klingespidser.

Men Forstanderen havde fortsat:

— Ja mange Tanker er vel idag vakt — og nu kalder
Ven Ussings gode Ord paa mig, det Ord, der nylig blev
sagt. Det var et godt Ord og det bør mindes : Den mo-
ralske Ret ... ja, Venner, og det Ord vendte først og
fremmest mine Tanker mod Jer, I Kære, Trofaste fra
Søndenaa, Vundernes Aa

De fire Sønderjyder traadte frem som foran en Front.

— Ja, I Kære og Tro ... det er Jeres Ret, som giver
Jer Modet, saa I holder ud paa Jeres Vagttjeneste for
det gamle Land — holder ud trods Vold og Tyskerlov,
der spærrer; og holder den danske Tunge ren paa Jeres
Børns Læber. Og I gør vel. Retten giver Sejr tilsidst —

32*

HERMAN BANG 500

thi kun hvor Retten er, der er Han deroppe, som aldrig
slap sit Danmark, som vi ikke vil slippe ham.

De fire fra Sønderjylland stod ranke, ret op og ned i
Lampens Lys, mens Doktoren hviskede til Ussing og
blinkede med det ene Øje :

— Vagten staar s'gu storartet.

Men Ussing, hvis Ansigt var forandret og som holdt
sine Hænder let foldede ved Randen af sin Vest, sagde
halvhøjt :

— Hvad mener De?

Medens Forstanderen havde fortsat:

— Ja, vi er kun et lille Folk, og de, der med frem-
mede Tunger vil præke om fremmed Sæd, der ikke
er os i Blodet skaaret — de har kaldt vort gamle Land
for et Husmandsbrug. Men Navnet er vor Ære. Frem-
medfolks Kunster kender vi ikke. Overfor hvad der
ikke er vort, men kun Vælskmands Sæd og Vælskmands
Tale, der har vi vort gode danske Smil. Og, Venner,
der er Værn i vort Smil. (Forstanderen talte med en
vis halvtvungen Harme, opsparet i ham enten mod no-
get, der i disse Timer havde hidset ham, eller mod noget,
han ikke havde mægtet at forstaa). Lad os Husmænd
bevare det, det sunde og det lune danske Smil.

— Rigtigt, sagde Doktoren og traadte frem.
Forstanderen havde vendt sig, meget hurtigt, og han

gjorde med Haanden sin Yndlingsbevægelse, som slog
han en Kreds i Luften :

— Kære Raabel, sagde han, ogsaa vi to, og det vil
glæde alle, vil kunne forstaa hinanden. Thi det er en
god Gave, som vi, der er danske, ejer — vi ejer Evnen
til at mødes. Og hvis vi strides, er det dog kun Ordstrid
Strid om Ord, og den naa'r ikke Hjertebunden.

De var alle traadt tættere sammen, og Fru Lorentzen
havde lagt sin svære Arm ind i sin Mands.

Fru Lorentzen nikkede over Guldkæden, mens Søn-
denaa'ernes Øjne flakkede ud, som om de syntes, at
Forstanderen svævede en Smule ud fra „Emnet".

- Men endnu et Ord, sagde Forstanderen, og han

501 DE UDEN FÆDRELAND

stirrede ud i den røgopfyldte Luft, vilde jeg sige, og det
Ord skal være om Drømmene.

Joans Ansigt lyste hvidt, som et Marmor, fra Væg-
gen, hvor han stod.

— Om Drømmene og om Evnerne. For, Venner, de
to Ord hører sammen. Om Drømmesiden i Danmark
skal vi værne, thi Drømmesiden er kostelig og bunder
dybt. Og de gode Drømme giver stærke Evner, og
Drømme maler de skønne Billeder paa vor Væg.
Drømmesiden — ja, med Digtertale og med Skjalde-
sange vil vi lune Huset og tække Reden i vort lille Dan-
mark. Og da skal vort lille Hus ogsaa nok samle. For
der er jo dem, der gerne vil bryde ud, og der er dem,
som vil rive ned. Men Danmark fanger, og de, som
vilde ud — de vender hjem, og de, som rev ned, de gi-
ver sig til at bygge med og de samles om det lille gode
danske Hus, Fædrehuset, som vi alle vil tjene.

— Fædrehuset, Venner, med danske Mænd og ægte
danske Kvinder — det vil vi værge.

Forstanderen vendte sig igen, og med en lidt anden
Stemme sagde han :

— Ja, Doktor, skal vi saa raabe : det lille Fædreland
leve.

Doktoren og Ussing og Forstanderen satte i med et
Hurra, mens de fire Sønderjyder pludselig og paa én
Gang fra de otte Læber satte i med Sang:

Lad os da vente og ikke forsage,

agte paa de varslende Tegn under Sky . . .

Forstanderen havde biet et Øjeblik.

Men nu sang han med, og Fru Lorentzen fulgte :

bære de tunge Forsmædelsens Dage,
atter skal i Danmark en Morgen der gry.

Ussing slog Takt, mens Fru Raabel sang med :

Kommer da Luftningen frisk over Strand,
ruller da vældig den vækkende Torden,
da skal du atter, mit Fædreneland,
løfte dit Hoved fra Jorden.

HERMAN BANG 502

Gerda var standset, med Vinkanden i sin Haand.
Hendes Læber bevægede sig, uden Lyd, efter Ordene,
som hun havde sunget fra sin Barndom.

Da skal Du se dine Sønner staa rede,
og da skal den hvislende, giftige Snog,
som nu tør frækt sig i Solskinnet brede,
flygte for dit Blik til den mørkeste Krog.
Da skal dit ældgamle Banner paany
vinke til Sejr de faa mod de mange,
og da skal atter blandt Sværdenes Gny
runge de frejdige Sange.

Doktoren var sprunget op paa en Stol og raabte et
„Danmark leve", og med sin løftede Haand førte For-
standeren de nye Hurraer — mens de alle, Mænd og
Kvinder, midt i den røgfyldte Luft, syntes som en raa-
bende Flok af Skygger.

Men Fru Raabel, der havde nærmet sig Forstanderen,
sagde, endnu mens Hurraerne klang:

— Ja, det si'er jeg jo altid : Forstanderen har dog
Gaven.

Doktoren sprang ned af Stolen :

— Ja, sagde han : naar man hører Dem. tror man
Dem, kære Hr. Forstander.

— Og, sagde han og løftede sine Skuldre : hvad er
det osse egentlig, man strides om?

— Nej, sagde Forstanderen : vi vil dog alle det samme.
Og han trykkede Lægens Haand.

— Men store Talere har vi endnu, sagde Raabel.

— Ja, svarede Forstanderen og betragtede uvilkaarlig
sig selv i Spejlet : Ordets Evne blev vel ikke os Danske
nægtet. Men meget beror ogsaa her paa Opdragelsen.
Vi har altid beflittet os paa Ordets Røgt.

Bestyreren var traadt hen bag Gerda :

— Lad mig bære Vinkanden, sagde han.

— Tak.

Og Gerda havde givet ham den.

503 DE UDEN FÆDRELAND

— Skal vi saa bryde op fra Gildet, sagde Erik over
mod Joan : Det var sidste Akt.

— Ja, sagde Joan og flyttede ikke sit Hoved :

— Nu skal jeg sige Farvel.

Og rank, som en Genganger vilde gaa, gik han ind
gennem Stuerne. Menneskene saa han ikke og hørte
ikke deres Tale. Men Rummene saa han, mens det var,
som alt hans Blod havde forladt hans Hjerte. Der stod
Købmandens Skab og der var hans Plads, hvor han
sad med sine svære Bøger.. En Dag skulde Bestyreren
føre dem videre.

Der havde de siddet. Det var Festbordet. Nu var
Dugene plettede . . .

Hundrede Aar — hundrede Aar var der gaaet siden da.

Her var Oldemo'rs Stol, og der var hendes Skam-
mel ... og der hang de, alle Billeder ... de fra Vejle.

Der havde „Skumringen" hængt. Imorgen vilde den
komme paa Plads igen.

Imorgen.

Det var, som Joan opspilede sine Øjne: Imorgen.

Men saa rakte han Haanden rundt og saa ikke An-
sigterne og talte paa Fransk til dem, der ikke forstod
det; og vaktes op, da han stod ved Klaveret og hørte
Tobakshandleren, der sad over Tasterne og søgte efter
„Ridder Aage" med én Finger :

— Ska'et nu være, sagde Larsen : ja, det var en
herlig Dag.

Men Larsen gav sig til at le, saa de runde Øjne helt
forsvandt,

— Men De er en Ræv, Koncertgiver, sagde han og
slog atter an paa „Jomfruen" med sin ene Finger: For
paa den Overraskels' faar De s'gu fuldt to Maane-
der, Jylland over.

Joan havde forstaaet ham, og en Blodstrøm slog op i
hans Ansigt.

— Tror De? sagde han kun, og han gik videre.
Der stod hun, ved Døren, hvor han skulde ud . . .

— Kommer Du? sagde Erik.

HERMAN BANG 504

— Nu kommer jeg, sagde Joan.

Hun rørte sig ikke — han skulde gaa de sidste
Skridt.

Nu var han der (og følte, at alt Lyset laa paa hans
Ansigt og h u n havde gemt sit) :

— Lev vel, Frøken.

— Lev vel.

Men saa skød Magisteren op ved Siden af dem og
sagde med sin Fuglestemme :

— Ja, vi vil nu længe mindes Dem ...
Joan havde vendt sit Ansigt mod Gerda :

— Ogsaa De?

Et Nu (med et Blik som en Hinds, der bløder, skudt
i sin Lænd) havde Gerda løftet Øjnene op paa ham.

Og Joan var gaaet og Døren lukket. Og Joan, han
vidste, at de to Ord „Ogsaa De?" vilde han angre at have
sagt og være lykkelig ved at have sagt — hele sit Liv.

Erik og han kom ud paa Vejen, der var mørk, og
pludselig hørte de Hurlumhej fra Vinduerne. Det var
Gæsterne, der var strømmet til Ruderne. Fru Raabel
havde grebet de halvvisne Blomster fra Spisebordet og,
lænet over Hr. Ussing, kastede hun dem ned over Joan,
mens Raabel, oppe paa en Stol, raabte et Hurra ud over
Gaden, og ovre i „Danmark" alle Folk løb til Ruderne.

— Skynd Dig, sagde Erik og som om han gylpede
noget væmmeligt op i sin Mund, sagde han :

— Huh, hvor er dette Land et forbandet Theater. Og
det er Gemenheden, som sidder i Sufflørkassen.

Bag dem blev de ved at raabe, mens Erik og Joan gik
ind gennem Hotel „Danmark"s aabne Gab. I Gæste-
stuerne var der fuldt endnu.

Ovre i Bagsalen var der nogle, der dansede. Gennem
Ruderne saa man Parrene, hængende ind i hinanden,
køre over det støvfuldte Gulv.

— Ja, sagde Hr. Jensen, der svajede foran Erik op
ad Trappen, og hvis Klæder sad paa ham, som havde
de i Aftenens Løb været af og paa ti Gange :

— Det er Afholdsfolkene. De maa jo osse ha'e no'et,
og saa ta'er de'et dér.

505 DE UDEN FÆDRELAND

Hr. Jensen vendte sig igen og lo :

— Trappen gynger, det er ved den mejen Bevægelse.
Det kommer af Grunden.

— Vær saa god, sagde han og slog Døren op til Joans
Værelse.

T-Ir. Jensen gik, og Erik. havde sat sig paa Sofaen.
Støjen i Huset slog op gennem det slet sammenføjede
Gulv som Larmen fra et Marked.

Joan stod ved Vinduet.

— Hvad ser Du efter, sagde Erik og rejste sig træt.
Joan havde stirret mod Købmandens nedrullede Gar-
diner.

— Efter Skyggerne, sagde han.

Violinkassen stod paa Bordet, og Joan lukkede den op :

— Saa har jeg spillet, sagde han.

— Hvad skal det si'e?

Joan blev ved at se paa Violinen, men i hans tomme
Øjne var der ingen Sorg :

— At jeg skal ikke spille mere.

— Men Mand, Du skal jo spille imorgen i Esbjerg,
sagde Erik, der ikke vidste, om Mennesket ikke var ble-
vet forstyrret.

Men Joan rystede stille paa sit Hoved :

— Nej, her blev Rejsen forbi.

Erik, der ikke begreb et Ord, tav et Øjeblik og sagde
saa: •

— Men hvad vil Du da?

— Nu rejser jeg hjem, sagde Joan og han lukkede
Violinkassen.

Der var stille i Værelset. En Vogn kørte frem i Por-
ten.

Erik sagde og havde sat sig igen :

— Og hvad vil Du dér?

Joan svarede ikke, og Holstein spurgte igen og skød
Læberne frem:

— Vil Du bygge dine „Hospitaler"?
Joan rystede paa Hovedet :

— De bliver aldrig byggede.

HERMAN BANG 506

Han stod lidt. Saa sagde han :

— Skal vi ikke gaa et Øjeblik? Luften herinde er
daarlig.

Da de kom ned i Porten, rullede Vognen lige bort.
Det var en Char-å-banc med mange Mennesker. Henne
paa den mørke Vej begyndte de at synge, saa det lød
gennem Mørket:

Det Land endnu er skønt,

thi blai sig Søen bælter,

og Løvet staar saa grønt.

Og ædle Kvinder, skønne Møer,

og Mænd og raske Svende,

bebo de Danskes Øer.

— Det er dem fra „Søndenaa", sagde Erik.

— Ja, sagde Joan, og mens selve Sangen paa én
Gang naaede helt til hans Bevidsthed, saa han pludselig
Ane for sig, naar hun sad dernede, derhjemme, syn-
gende over hans Moders Grav.

— Ja, sagde han sagte: det er den Sang.

Men for overhovedet at sige noget og tale noget
sagde Erik, der stadig var tilmode, som havde Vejen
slaaet en pludselig Revne:

— Og nu synger de lige til Grænsepælen, og saa

bli'er det hørt af Gendarmen og saa chikanerer

han dem ... en anden Gang.

Joan svarede ikke.
Men Erik fortsatte :

— Men forhaabenlig dør de med de danske Hjer-
ter i Behold og bliver ikke stillede overfor „Afstem-
ningen"

— Forhaabentlig? sagde Joan og vendte sit Hoved.

— Ja, sagde Erik og vilde le : For de fleste er jo
Agrarer.

Joan havde vist ikke forstaaet ham. Mens Sangen
døde hen over Marken, gik de tavse.

— Lad os gaa op paa Bjerget, sagde Joan.

De gik hen over Stien. Himlen var endnu blaa og
mange Stjerner var der fremme.

507 DE UDEN FÆDRELAND

— Det er næsten som en Efteraarsnat, sagde Erik.
Joan svarede ikke. Maaske huskede han de tusinde

Ting; eller han havde maaske allerede begravet det alt.

De kom op paa den lille Bakkes Rand. De saå kun
saa kort i Mørket.

Erik, der bestandig gerne vilde tale, kun for dog at
bryde den døde Tavshed, sagde :

— Hertil gik en Gang mine Jorder.

— Gik, sagde Joan og hørte pludselig efter.

— Ja, før jeg maatte begynde at sælge fra . . .

— Hvorfor maatte? spurgte Joan og havde glemt
sit eget. Er det daarlig Jord?

— Næ, sagde han: Men det er daarligt med mig.

— Ja, Erik, men hvorfor?

Det var kommet hurtigt, men Joan standsede atter —
saa brat som den, der har spurgt om noget, han véd.

— Hm, sagde Erik, det véd Du vist godt. Her i
Landet er man ikke sammen tre Timer med en Vens
Venner, uden at man faar Besked.

Han stod lidt. Saa sagde han, og hans Stemme dirrede
gennem Luften :

— Jeg gad gerne vidst, om der her i Landet er e n
Ryg, som ikke bløder efter en Vens Hug.

Og som om Joans tavse Ansigt, der var vendt imod
ham, spurgte, sagde Erik:

— Det er Landets Sæd.

— Vi er spøgefulde her i vort Danmark, sagde han :
og spøgefuldest ta'er vi paa Næstens Rygte og Liv . . .

— Men Du holder jo dog saa meget af hende, sagde
Joan, der bestandig tænkte paa Eriks Hustru.

— Ja ... og hun maaske ogsaa af mig.

— Men, blev han ved: det er altsaa gaaet galt.

— Ja, hviskede Erik, og begge betragtede Mørket.
De tav igen, til Joan sagde og brød Stilheden :

— Hvem købte din Jord?

— Købmanden.

— Han?

— Ja, sagde Erik : han har en stærk Haand og . . .

HERMAN BANG 508

ta'er vel ogsaa Stumperne. Vi fra Gaardene, Du, hæn-
ger kun ved Hovedbygningerne af Bondekøbmandens
Naade.

Han tav et Nu. Saa sagde han :

— Og saa en Dag skal Bestyreren føre Forretningen
videre, men først skal han tjene — de syv Aar.

— Det har jeg forstaaet, sagde Joan ud i Mørket. •
Erik vendte sit Hoved ved Klangen i hans Stemme.

Men han talte ikke straks. Over Markerne hørtes en
fjern Brusen.

— Men Du, Joan — vi er jo ikke gamle — hvorfor
søger ikke Du Dig en Hustru?

— Jeg? sagde Joan.

Begge saa de mod Nattogets Vej og Lokomotivets Lys
— som et Ildøje, der betragtede dem gennem Mørket.

— Jeg? sagde Joan og hans Stemme var saa bleg
som hans Ansigt:

— Erik, jeg maa dø alene.

— Men hvorfor dog?

— Øen har ingen Kvinder. Hvem skulde jeg saa
elske?

Og stigende, som i en uudgrundelig Smerte, sagde
Joan:

— Og hvis jeg elskede, hvorledes skulde jeg saa
kunne tale? Jeg har jo intet Modersmaal.

Erik havde strakt sine Hænder frem imod ham :

— Joan.

Han fandt ingen Ord, kun hans Navn. Men en Stund
efter sagde han sagte :

— Og spille vil Du ikke mer?

— Nej, sagde Joan og talte atter roligt: dette var min
sidste Rejse, og idag er den forbi.

— Men hvorfor?

— Fordi jeg har hørt en Større.
Erik saa paa ham :

— Og Du vilde være „den Største"?

— Nej, men den anden spiller om det Større.

— Om hvad?

509 DE UDEN FÆDRELAND

— Han spiller en ny Jubel.

Erik blev ved at se paa ham — som den, der ikke
forstaar.

Men Joan sagde kun :

— Han sprængte over Tjørnehækken.

Mørket laa over dem som Kaaber, der skjulte deres
Skikkelser.

— Men hvad vil Du da nu?
Joan svarede frem fra Mørket:

— Vi maa blive paa Øen og dø paa Øen — alle vi,
der hedder Ujhåzy.

Men Erik sagde, og hans Røst sitrede :

— Men her, Joan, her var dog din Moders Hjem —
find Dig et Fædreland her.

Joans Stemme lød haardere, mens han svarede lang-
somt:

— Hvis dette er et Fædreland, er det ikke mit.

Og smerteligere, mens han stirrede ud i Natten,
sagde han :

— De elsker det ikke, fordi de endnu har det. Og
hvis der var En. som elskede det, da vilde de stene
ham.

Han stod lidt.

— Vi skal gaa, sagde han.

— Lad mig føre Dig, sagde Erik og tog hans Arm.
De gik tavse. Begge følte, at den andens Legeme

skjalv — som af Kulde.

De kom forbi Kirkegaardsmuren.

— Det er Kirkegaarden, sagde Erik.

— Ja.

— Mon de har faaet Fred? sagde Erik.
Joan svarede ikke, og de talte ikke mer.

Men da de stod foran „Danmark"s Port, sagde Erik,
og Ordene brast frem :

— Joan, jeg synes, dette er altfor sørgeligt.

— Hvilket? sagde Joan.

Og mens han smilede, sagde han .

— Naar jeg nu tier, som jeg saa stridt har ønsket,

HERMAN BANG 510

er kun det Lidet tabt. Hvad gav jeg vel Menneskene,
som vil mindes?

— Men Livet, Joan, Livet?

Joan havde løftet sine Øjne mod Købmandens sluk-
kede Hus:

— Saa dansk var jeg dog maaske, Erik, at ogsaa jeg
kun kunde drømme om Lykken — og drømme om at
skabe den for de andre.

Det trak i Eriks Ansigt :

— Og ses vi aldrig mer?

— Maaske.

Han bøjede Munden frem mod Eriks Kind :

— Godnat, sagde han og han gik.

Støjen i Huset var døet hen. Kun i Baghuset lar-
mede nogle Mandfolk endnu.

Da Joan kom ind i sit Værelse, sad Hans Haacke paa
en Stol.

— Er De ikke gaaet i Seng?

Hans Haacke blussede op i hele det runde Ansigt.

— Nej, sagde han: fordi der var en Ting, jeg vilde
sige Dem straks, Grev Ujhåzy. Fordi man er en Akkom-
pagnatør, kan man vel være en Kunstner, og jeg la'er
mig ikke mer Deres Forhaanelser byde . . .

— Forhaanelser, bedste Hr. Haacke.

— Ja, Forhaanelser . . . man holder ikke Sold, mens
j e g spiller . . .

Joan trak paa Skuldrene :

— Kære Haacke, De er blevet helt forstyrret her i
Landet.

— Ja, sagde Hans Haacke : fordi man her finder
Venner, der siger En Sandheden om, hvordan man bli-
ver behandlet.

Joan havde smilet.

— Ja, sagde han langsomt: de Danske siger Sand-
heden. Deri har De Ret.

Han havde ringet.

— Men vi, bedste Haacke, sagde han : tales ved
imorgen.

511 DE UDEN FÆDRELAND

Hr. Hans Haacke vilde sige noget, men gik.
Da Berlineren var kommen ind, sagde Joan :

— Det er halvotte, vi skal rejse.

— Halvotte? sagde Berlineren: halvotte ... det er
Toget sydpaa.

— Ja.

— Skal vi da . . . sydpaa?

— Vi skal bort, sagde Joan.

Berlineren havde tændt de to Vokslys ved Sengen.

— Godnat, sagde han og gik.

Joan Ujhåzy klædte sig af. I Huset var der tyst. En
sidste Vogn rullede frem oppe over Gaden. Det var de
sidste Sønderjyder, og de sang.

Joan laa paa sin Seng. Vokslysenes Skær faldt gult
over hans Ansigt :

Og husker I saa i denne Nat,

før vi af Fæstningen drog,

og alle Røster forstummed brat,

mens Midnatsklokkerne slog.

Da raabte han: Børn, før Klokken igen

slaar tolv, i Kolding vi staa.

Vi sejret har, men ikke derhen

idag, ej imorgen vi naa . . .

Sangen gled bort.

Joan havde strakt sine Arme frem mod Sengens Ho-
vedgærde. Haandfladerne var vendt opad, i Lysenes
Skær.

INDHOLD

Side

MIKAEL 7

DE UDEN FÆDRELAND — 169

MIKAEL trykt efter Udgave Aar 1904.
DE UDEN FÆDRELAND — trykt efter
Udgave Aar 1906.

PT Sang, Herman Joachim

8123 Vaerker i mindeudgave

B3 c2. opl.D

1920
Bind 5

PLEASE DO NOT REMOVE
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

k.